diff --git "a/normalized/1870_LevetzowV_ModersArv.txt" "b/normalized/1870_LevetzowV_ModersArv.txt" new file mode 100755--- /dev/null +++ "b/normalized/1870_LevetzowV_ModersArv.txt" @@ -0,0 +1,4261 @@ +Første capifel . +Det var den dag den nye præst første gang gjorde +visit hos os . +Fader var landsbhgartner , han forstod sine ting , +men da vi boede hele fem mil fra hovedstaden , og +sjeldent fik lejlighed til at føre vore varer derhen , +bragte vor store have forholdsvis kun meget lidt +ind . Hvert løg blev afsat ; om efteråret ville man +ikke kunne sinde en vissen ribsrive på de bare +buske ; når man fratager pletten med den frodige +grønkål , var hver eneste krog tom , eller afskallet , +men vore priser vare så moderate , at det dog ikke +forslog stort . Akkurat hvad vi kunne leve af fik vi , +ikke en skilling mere . +Io dog en skilling , og det var moders , den +måtte hun råde over efter sit eget skøn . Bikuberne +og hønsegården indbragte ikke så lidt ; det +var moders fortjeneste . + +pastoren var meget venlig og havde rigtig sat +sig godt fast ned på vor lille grønne sofa . Moder +stod og skænkede kaffe til ham ; det begyndte at +mørkne . Moder var en lille vims , simpel , gammelagtig +kone med rundt ansigt , spillende øjne , mange +kappestrimler og stor rød hagesløife . Hendes blå +bomuldskjole var altid så ren , som den lige var +hentet fra vadsketøissnoren . +Min Broder , en niårs dreng , stor , smuk og +rafl , med et par klare øjne , havde netop lagt riven +— han gjorde virkelig nytte allerede dengang — og +sad på trinet i den åbne havedør . +Fader sad ved det ene lille vindue til højre , som +næsten overskyggedes af hyldetræet udenfor , og ordnede +frøkapsler , eller puttede deres indhold forsigtigt +i små bestredne papirsposer . Hvergang han traf +på et udmærket frø , holdt han det , med den store +tommel- og pegefinger , nogen tid i vejret og så +venligt på det . Han var en svær , høj mand med +et langagtigt ansigt , der udtrykte tålmodighed , jevnhed +og skikkelighed . +Jeg sad midt i sofaen på præstens skød . +Da moder stod ved træbakken og begyndte at samle +kopperne sammen og vådske dem af , ønskede jeg så +inderligt , hun ville benytte tusmørket til at fortælle +præsten tante Martines historie . + +tante Martine var moders søster ; hun plejede +at fortælle alle mennesker hendes levnetsløb , og hver +gang blev min Broder og jeg lige fornøjede . Tante +Martines eventyr var det eneste vi kendte , vi kunne +aldrig blive kede deraf . +„ De har kun disse to , “ sagde præsten og strøg +mit hår , „ hvor gammel er denne ? “ +„ Hun er seks , og Christian er ni år . “ +„ Har de kun haft de to ? “ +„ Jo , destoværre , i førslev , hvor min mand før +var , have vi en lille grav på kirkegården . Ja , +det er jo et savn , hr. Pastor , men har man ikke +sine kære , så lever man i mindet om dem . Min +lille afdøde pige , og så en dejlig søster jeg havde , +hvis navn var Martine , de to lever jeg næsten af +af tænke på . “ Moder blev , medens hun talte , +ved af tørre og tørre på det blanke låg af den +gammeldags kaffekande . +Jeg så fornøjet hen til min Broder på dørtrinet ; +han nikkede med sit krøllede hoved , nu kom +nok historien . +„ Å , de har også mistet en kær søster , har +de det , så ! “ sagde præsten deltagende . +„ Å , ja , ja , lad hende nu være død i aften , lille +kone , “ bad fader . +„ Døde hun som ung , “ spurgte præsten af + +høflighed , fordi han så på moder , af hun længtes +efter af fortælle . +„ Nej , hun lever ; det vil jeg da håbe , med +guds nådes hjælp . Jeg skal sige pastoren det +hele , om de bryder dem om at høre det : min +fader var skolelærer på desfkanten af Jylland ; +dengang betød skolelærer , på den egn , meget lidt , +og min moder havde været tjenestepige . De havde +kun to døtre , Martine og så mig . Hun var den +ældste . “ +„ Jeg var ikke en smule køn , det har jeg aldrig +været , men Martine var dejlig . Både min fader +og min moder så ud som almindelige mennesker ; +der var ikke noget udmærket ; men alligevel lignede +hun dem , ligesom jeg lignede dem , medens hun og +jeg døg vare så forskellige , at det var umuligt at +troe vi vare søskende , når man ikke vidste det . +Jeg skal nemlig sige dem , hr. Pastor , alt det +smukkeste hos mine forældre fik hun , medens jeg +fik det uheldigere . Hun fik således faders nysselige +krumme næse — som egentlig var for lille til ham , +ja man kan sige den skæmmede ham — men jeg fik +moders mindre kønne store ; hun fik moders blanke +sorte hår og øjne , men jeg fik faders mindre +kønne lyse , og hun fik faders fine lyserøde ansigtsfarve , + +medens jeg fik moders mindre kønne , lidt +gråagtige . +Nok sagt , min søster var så vidunderlig nydelig , +at da hun var seksten år gammel , var der +folk , som rejste fra købstaden til vor landsby , +bare for at se hende . Håret faldt omkring hende , +i lange sorte lokker , som en kåbe , og så var hun +rank og slank og stolt , som en dronning . Der var +dem , der , med tilladelse at sige , hr. Pastor , ikke +gik i kirke for præstens , men for hendes skyld . +Ja , hun var sjælden . “ +„ Det har hun måttet være , næsten farlig smuk +synes det mig , ikke sandt ? “ +„ Ja det har pastoren ret i . Der kom da også +frier på frier , men ingen efter hendes hoved . “ +„ Var hun et kærligt menneske , jeg mener især +i hjemmet ? “ spurgte præsten . +„ Kærlig , å jo , “ Moder så lidt forvirret ud ; +„ å jo , det var hun vist . — jeg løb jo og sprang +for hende , og satte pris på hvert venligt nik ; +jeg fandt hende overmåde kærlig . — der kom frier +på frier , men der var dog mange flere , der gerne +ville komme , men ikke turde . +Sommetider stod jeg bagved vinduerne til præstegårdens +dandsesal og kiggede , medens hun svævede der +omkring . Den hvide sneebærkrands , hvormed jeg havde + +prydet hende , og den simple hvide kjole så ud som +den dejligste pynt , sådan bar hun det . De andre +damer kunne ligeså gerne have ladet deres guldog +sølvsmykker blive hjemme , for ingen så på +dem , når hun var der , og alle de cavalerer , hun +havde sagt nej til , da de engagerede hende , blev +stående langs med væggene , fordi de ikke syntes , +at nogen anden var værd at danse med . “ +„ Efter beskrivelsen , forekommer det mig , hun +måtte være lidt overmodig , “ afbrød pastoren , „ især +i sit forhold mod dem , ikke ? “ +„ Hvordan skulle hun være ? — hvor hun var , +der var jeg jo ikke andet end en orm , der , gud +ske tak , vidste , at den var det . Som jeg før har +sagt , bare hun så på mig , var det mig til oplivelse . +Men nu må de høre : en aften , da jeg +ligeledes stod udenfor balsalen , var der endelig en +ung herre , hun syntes om . De blev ved at svinge +og polkere , uden at blive trætte . “ +„ Hvem var så det ? “ +„ Det var en handelsmand fra det tyske , +umådelig rig , — der skulle ingen tal være på +hans penge , og han var ung og smuk , som hun selv . “ +„ De blev måske forlovede ? “ +„ Ja , da han friede , sagde hun ikke nej . — +efterat de en gang havde viist sig , arm i arm , + +spadserende igennem byen , som kjærestefolk , rejste +han bort , for at komme igen og hente hende . Du +gode gud , alt det han sendte ! Hver ottende dag +kom der en kiste fuld . — en dragt og et smykke +til hver søndag . — den første søndag , da hun +kom ind i kirken med den lysegrønne kjole , hvor +tog hun sig dog ud , jeg glemmer det aldrig ! Alt som +hun gik , faldt og steg og rislede silken , som bølgerne +i søen . Fruentimmerne i stolene puttede +hovederne helt ned i psalmebogen , som de vare +andægtige , da hun kom ind . +Den anden søndag trådte hun ind i en blå +af flor , så klar og dejlig , som guds himmel . Da +så man først ned i psalmebogen , men så blev man +ved , imod sin villie , at stirre op , som man ikke kunne +flippe synet . +Men den tredje dag , da hun kom med en , der +var så rød og glødende , som selve solen ved sin +nedgang , var der grumme mange af fruentimmerne , +der gik rent ud af kirken , fordi de ikke kunne tåle +skæret . +Christian var nu flyttet fra dørtrinet hen til +møder , for at se på hende , medens hun fortalte ; +den del af beretningen interesserede ham især . +„ Da brylluppet skulle stå , “ vedblev møder , +„ bad vi ingen uden præsten , for intet menneske i + +den egn syntes os ellers passende . Der var kun +brudgommen , som blev ført af sin farbroer , og +bruden , som blev ført af sin svoger , og brudgommens +møder , en ældre enke , der i sort , med +langt slæb , gik bagefter dem . “ +„ Men de selv og deres gode forældre , vare de +ikke med ? “ +„ Nej , — jo fader , han læste jo i chordøren , +og styrede psalmesangen , — så , for så vidt , var han +jo med , men ellers holdt vi os borte . Vores tøj +og manerer var ikke i den orden , vi gjorde bare +opvartningen . “ +„ Om aftenen toge de fire plads i hans +lnkkede vogn , der skinnede i gården med sin +sølvkant og sine lygter , fader hjalp hende foerværkskåben +på , moder stoppede den omkring hende , +og jeg rakte hende rejsetasfen . Om jeg ikke seer det +hele lyslevende i dette øjeblik : månen skinnede +helt ind i vognen , hun nikkede tre gange , så +kørte de . Hun så ikke en eneste gang tilbage , +så travlt havde hun med at se fremad , lige ind i +sin skønne fremtid , men vi løb udenfor , stod på +gærdet og så efter hende , så længe vi kunne . “ +„ For dem var afskeden meget tung , kan jeg +tænke , “ sagde præsten . +„ Nej , det var underligt nok , vi følte ingen + +sorg , bare glæde . Jeg kan godt husfe de ord min +moder sagde , medens vi stod der og lyttede efter +vognen , som vi kunne høre længe , for der var meget +tyst : „ Hvis jeg før mine børns død , “ sagde hun , +„ om gud ville jeg skulle miste dem , sfinbarligen +så paradisets døre åbnede til deres sjæles modtagelse , +så ville jeg ikke sørge ved deres legemers +begravelse . Således også nu , skulle jeg fælde en +tåre , måtte det da være af hjertensfrhd , for den +vogn ruller lige ind i Edens have . “ +„ Besøgte de hende i hendes herlighed ? “ spurgte +præsten i en lidt hård tone . +„ Nej , hr. Pastor , nu er vi to slags folk , +og passe ikke sammen . Hun har heller ikke skrevet +siden ; jeg ved såmænd ej engang , hvor hun opholder +sig , og vidste jeg det , ville jeg dog ikke henvende +mig til hende . Hvad skulle jeg sfrive , der +kunne more sådan en dame ; jeg har jo kun oplevet +det , som er dagligdags . Først kom jeg ud at tjene +som simpel , så som jomfrue , så kom jeg her til +Sjælland , blev kendt med min gode mand og ægtede +ham . “ +„ Men , da deres forældre døde , meldte de +hende det da ikke ? “ +„ Nej , ikke uden gennem aviserne , der har hun +jo nok set det , tænker jeg . “ + +„ Det er forunderligt , for , om hun ikke selv kom , +synes jeg dog hun måtte have holdt en brevveksling +vedlige , og sendt dem noget af sin overflødighed . +— det andet er unaturligt , ikke sandt , det taler ikke +for hende , “ medens præsten talte , purrede han op +i mit hår . +„ Om vi kom i fattigdom , hr. Pastor , “ sagde +moder , idet hun så betænksomt hen på theetøiet , +der nu stod afvasket i kurven , „ om vi kom i fattigdom +og nød , tror jeg såmænd også , skønt min +mand mener det modsatte , at hun ikke ville nægte +os en håndsrækning , men vi have jo , gud ske +tak , om det ikke bliver værre for os , det vi kan +komme ud af det med . “ +„ Ja , ja , “ sagde fader , „ men jeg ønsker altid +helst , at jeg rent kunne blive fri for at høre om +det menneske . Måske går det hende ilde “ , vedblev +han med eftertryk , idet han så vist hen på +moder , „ Hovmod står for fald . “ +„ Det er sandt nok “ , sagde præsten , „ Hovmod +står for fald , men dette forekommer mig snarere +som egenkærlighed end hovmod . Jeg håber og +ønsker , især for hendes egen sjæls skyld , at den +skønne Martine en dag går i sig selv , kommer +tilbage , og gør alting godt . “ +Da præsten var gået , havde moder noget at + +pusle med i køkkenet . Min Broder og jeg sagde på +forhøjningen alene i stuen hos fader ; han hvislede +endnu med sine frøkapsler ; gennem de åbne +vinduer kunne man høre frøer qvcekke og myg +surre . — Christians ansigt var meget eftertænksomt . +„ Måske kommer tante Martine før til os , end +vi tro “ , sagde han sagte , som det var en dyb +hemmelighed — „ hørte du , hvad præsten sagde , +han troede hun kom . — Lise ! måske kommer hun i +guldkarett , når vi i morgen se ud af vinduerne . “ +Han gjorde en pause , og vedblev så i den +samme hemmelighedsfulde tone : „ Lise , du kan tro , +der komme mange børn med forgyldte blouser ud +af vognen — for nu har hun jo været længe gift +— synes du det bliver løjer , at lege med dem og +deres umådelig store dukker herude på grønningen ? “ +Jeg +sad med åben mund og øjne , og kunne +ikke sige , hvad jeg syntes om det . +Men hele den nat drømte jeg om en gylden +karett og om gyldne børn , der , hver med sin dukke , +hoppede ud af den . + +andet capifel . +Det var nogle uger efter dette . — børnene +tumlede , efter endt skoletid , ud af skolebygningen , +der lå overfor vor have . Min Broder fløj , med +tornysteret på ryggen , midt igennem kammeraterne , +over stakittet , over bedene hen til vinduet , hvor +jeg sad , og sprang ind af det . Han var så sjæleglad , +fordi han var færdig med læsningen . +Da han kom ind , tog han sin frokost fra +bordet , et stort rundtenom med knapost , og +stod så og så ud af vinduet med albuerne +på karmen , medens han spiste ; jeg sad på hug +på en stol ved siden af . +Moder gik udenfor og bredte en lille bleg på +stikkelsbærtornene , fader lå på knæ ved agurkerne +og talte hvormange der var : 31 — 32 , — 32 — 33 , +sådan blev han ved , til det gik højt op . +„ Så du ham ? “ spurgte Christian mig . Havelågen +gik op med en feig knirke « , og postbudet +trådte ind . + +„ Jo , bet er manden med brevene ; det er vist +til fader ! “ +„ Nej , han går jo hen til moder . “ +Moder tog brevet , vendte det frem og tilbage . +Udskriften var skrevet med snirklede bogstaver , +og der var rigtigt segl på . „ Det er fra det tyske “ , +sagde hun , „ fra Hamborg . Du store gud , fra Hamborg . +— det skulle da aldrig være fra Martine “ , +hun gik hen og viste fader brevet ; han rejste sig , +holdt det i de jordede fingre og betragtede det . +„ Det er ikke godt at sige “ , sagde han derpå . +Jeg spilede mine øjne op , ligesom min Broder +gjorde . Moder rakte brevet ind til Christian og +sagde : „ Læg det lige midt på det polerede bord , +så Lise ikke kan nå det , — og rør det så selv +ikke så meget som med en finger , til jeg kommer . “ +Christian gjorde først , som moder sagde , men +så gik vi begge hen til bordet og så på convoluten ; +jeg stod p�� tæerne . +Der lå ikke andet end den . — Christian berørte +og glattede papiret med hånden . „ Det er finere , +end andre breve “ , sagde han , og lod også mine +fingre let stryge hen ad det . „ Kan du føle , det er +finere , end andre breve . Det er fra tante Martine , +— eller fra en , der strider at hun er død , — men +du skal ikke blive så forskrækket , jeg tror ikke hun + +er død , Lise , jeg tror hun strider , at hun kommer i +eftermiddag . — kan du se manden på Toppen af +kornlæsset , der borte på vejen ? Derhen må du +se , når vi vente hende , ad den vej kommer karetten . “ +„ Hvormange +heste tror du der er for ? “ spurgte +jeg ; i det samme kom moder , og vi sprang til side . +„ Gud ved , om det er fra hende “ , sagde hun , +idet hun tog hemmeligheden op fra bordet . „ Jeg +må rigtignok have en saks til at lukke det søde +brev op — hvor det lak er mørkt , men sort er det +da ikke , gud ske tak . “ Hun satte sig ned , tog +briller på , åbnede det , og begyndte at læse , medens +vi fulgte hende med øjnene . +Moder udstødte pludselig et skrig , der fik faders +hoved fra haven ind ad det åbne vindue . „ I +guds navn , er din søster død , hvad ? eller er det +flet ikke fra hende , hvad , Rikke ? “ +„ Å jo , — men jeg kan jo ikke tysken +rigtigt , men forfærdelig syg er hun , — du forstår +det vel lidt bedre , nu kan du læse ! “ +Fader læste hver sætning tre gange højt , fandt +så meningen , og oversatte den langsomt . Alt , hvad +han kunne , havde han lært sig selv uden al vejledning . +Når han fik tid , kunne han kæmpe sig +igennem enhver let , både tydst og engelsk bog , men + +tid skulle han have , hvert tvivlsomt ord slog han +op i lexiconet . Indholdet var således : tante +Martine lå farlig syg i Hamborg , hun ville gerne +se sin søster før døden . Brevet var fra hendes +læge , der havde haft megen ulejlighed med at finde +moders adresse , da patienten , skønt ved sin fulde +samling , ikke kunne give ham tilstrækkelig besked . +Først havde han skrevet til præsten i hendes fødeegn ; +efter lange efterspørgsler , havde denne endelig +opdaget vort opholdssted . Brevet var skrevet i +forretningsstiil , tørt og koldt , uden at røbe nogen +interesse for patienten . +Medens fader endnu stod med brevet og +gennemlæste en sætning , der var ham lidt uklar , +var moder allerede — nu aldeles fattet — i fuld virksomhed +påfærde med neiseforberedelserne . Jeg ved +ikke , hvad der var størst , moders sorg øver søsterens +nærforestående endeligt , eller hendes glæde +øver dog til sidst at være erindret . +Hun og Christian , med mig lige i hælene , løb +op på loftet efter neisekofferten . +Fader lagde brevet langsomt ind i convoluten , +og så derpå hen på moder , der med en fjedervinge +skrabede den store kofferts hjørner og kanter . +„ Men hvad har du dog i sinde , Rikke ? “ spurgte +han . + +„ Det kan jo ikke være andet , jeg må jo rejse . “ +Brevet havde i den grad været en opgave for +fader , at tante Martine selv rent var gået under +i dennes løsning : „ Vil du rejse ? “ +„ Men gud , Torstensen , du læste jo selv , at +den stakkel ligger og længes efter mig . “ +„ Ja , vistnok , men det er ikke sådan at tage +lige til Hamborg ; nej , det går , skam , ikke an . — +lad mig se brevet igen , der står jo ikke noget +om rejsepengene . “ +„ Å , dem give de naturligvis , når jeg kommer . “ +„ Gud ved , hvad de gøre , — lad det være , — +det vil koste forfærdeligt . “ +„ Det er lige meget , hvad det koster ; — det var +da alt for gyseligt , når hun drages med døden , +og jeg så ville blive borte for de lumpne skillingers +skyld . “ +„ Hvad man ikke har , det har man ikke “ , sagde +fader i en overbevisende tone , „ jeg kan ikke forstrække +dig med pengene . Det gør mig grumme +ondt , men du må opgive det , Rikke . Det ville +kunne løbe op til over halvhundrede rigsdaler . “ +„ Ja , det er nu det samme ; om jeg også ikke +vidste , at det kom tilbage med renter , så skulle +det dog skaffes . Men tag dig det ikke nær , jeg skal +selv komme ud af det . Jeg har lidt liggende i min + +commode fra honningen i fjor , og når jeg kommer +til København , kan vor urtekræmmer give mig +pengene i forvejen for den i år ; jeg har fået flere +kuber , — det ved du jo — så der bliver meget . +Noget fjerkræ kan jeg også tage med bag i vognen , +og blive af med i byen . Det kan ikke hjælpe , det +må skaffes ; har jeg ikke nok , så må urtekræmmeren +låne mig ; det har han tilbudt mange gange . Han +kender desuden Martines velstand . “ +„ Nå ja , i guds navn da , “ sagde fader , „ men +kan du køre til byen i vor fjælevogn ? “ +„ Tror du , jeg vil gøre stads ? nej , lad mig +kun sidde i den , med gamle Henrik for , og se ad , +om du kan få lille Jens Hansen til at køre mig , +for du vil vel ikke selv ? — nej , det var også for meget +forlangt , da du har så travlt . “ +Da den jernbeflagne koffert var færdig pakket , +— den stod midt på gulvet — og fader ude at +tale med vor nabo , husmand Jens Hansen , sad +moder , med højtideligt ansigt , ved det bruunmalede +chatol og talte sine honningpenge . Den ene lille +papiirsrulle med markstykker blev åbnet efter den +anden , talt , og langsomt puttet ned i svælget af +en stribet blå og sort bomuldstøispose , der kunne +rumme en hel capital . „ Gud hjælpe mig “ , sagde +hun , da hun åbnede den sidste rulle , „ der går + +alligevel et suk igennem en , når man gør sådan +noget ; hver del havde dog sin bestemmelse . Disse +vare nu bestemte til en lille vinterkåbe til Lise , men +den kan hun da undvære . “ +Næste morgen , ved solnedgang , holdt vor lille +vogn med gamle , grimme , hvide Henrik — hvid af +alderdom — foran døren . Jens Hansen , kusken , +gjorde sig så lille og ubetydelig som mulig , for at +moder , med samt hendes store , tykke kåbe , kunne +få plads på det eneste , spinkle , grønmalede sæde . +Det knirkede og bragede , da hun satte sig . +„ Gud være med eder , alle sammen , farvel og +Levvel , “ sagde moder , da vognen kørte , idet hun +gjorde sig umage for at dreje hovedet , der dog var for +fast indsnoet i det svære uldne tørklæde , til at dette +var muligt . +Der gik nogle dage . Fader var meget urolig +over , at moder ikke skrev , da han endelig modtog et +brev med hambørger poststempel . +Den elskelige Martine var nu hensovet i fred , +stred hun , og så bad hun fader bønfalde den gode +præst , om denne gang at sende sin lukkede vogn til +København efter hende ; gud ville velsigne ham +derfor . Om løverdagen kom hun . Hendes logis +var i solen . + +„ Hvad betyder det ? — hvad betyder nu det ? “ +Sagde fader , idet han , medens han trak søndagsfrakken +på , for at gå til præsten , gik op og ned +ad gulvet i dybe tanker , „ det ligner dog egentlig +ikke nikke , at ville gøre blæst si lukket vogn , — +skulle mutter have gjort en lille arv , og så finde +det for ringe at komme i enspænder med gamle +Henrik ? — det er , skam , dog muligt ! “ — +om løverdagen , jnst som aftenklokken ringede , +rullede præstens wienervogn frem for døren . Derinde +sad moder i dyb sorg med et spædt barn , +indsvøbt i mull , kniplinger og lyseblå kåbe , på +skødet . +Fader blev øjeblikkelig så forunderlig højtidelig +filmode , af han ej kunne sige et ord , men bare +trække sin svære skikkelse tilbage , for af gøre plads +for indtoget . +Moder lagde barnet på faders seng , tog sit +tøj af , og sendte derpå Christian til skolelærerens +kone efter en vugge . +Der var flere ting af gå efter for moder . +Medens hun løb frem og tilbage , ind i pulterkammeret +efter vuggepuderne , og igen tilbage til den +lille , for af se , hvordan den havde det , ind i hjørneskabet +efter en passende flaske , ( barnet fik komælk ) + +så igen til den lille , for af se , hvordan den havde +det , i skufferne efter barnetøiet o . s . v . og igen +ind til den lille , løb jeg hele tiden bagefter , som +hendes skygge . +Jeg var forunderlig filmode . At det var moders +skønne søsters barn , der lå der , stod ikke rigtig +klart for min tanke . Jeg tror snarere , jeg havde +en uklar følelse af , af det lille underlige væsen med +stjerneøinene , i vuggen , var tante Martine selv i +en mindre skikkelse . +Døren stod åben fra havestuen til sovekammeret . +Fader +listede sig af og til , når han trøede sig +ubemærket , hen til sengen og betragtede barnet , +men sad ellers roligt på sin plads ved vinduet . +Han så ud , som han bare sad og ventede på at +få lejlighed til at udtale sig , men ikke ville gøre +det i travlheden . +„ Nå , der kommer Christian da endelig med +duggen “ , sagde moder , „ men hvad vil nu madamen , +hun er med “ . +Skolelærerens kone , madam Hansen , var +middelhø ! ; hendes næse , der var svær og fremtrædende , +var det eneste af hendes ansigt man lagde mærke +til ; da hun kom der , var det , som den skyndte sig +iforveien . + +„ Godaffen “ , sagde hun , og gik lige hen til +moder , der sad med den lille på skødet og gav +den af flasken . „ Det er et nysseligt barn “ . +„ 2a det er ; sæt vuggen her , Christian , sådan ; +madamen skal have tak for vuggen . “ +„ Å , det var jo ikke noget , — men jeg løb +med , for at spørge , om den var stor nok , for jeg har +en til , der er større . “ +„ Jo , denne kan jeg meget godt bruge . “ +„ Er dette deres søster Martines barn ? “ +„ 2a . “ +„ Så , Christian sagde det rigtignok ; — er deres +søster da død . “ +„ Ja , destoværre , — nå , nu græder hun og er +vist søvnig . — tak , madam , jo , jeg kan godt bruge +buggen . “ +„ Ikke at takke for ; det var jo slemt , at de +skulle miste deres smukke søster . — Havde hun ikke +mere end det eneste barn ? “ +„ Der har været flere , men de er d��de ! “ +„ Sådan . —hvor den lille er i noget nydeligt +tøj ; man kan dog straks se , når de komme fra +finere forældre . “ +„ Å ja “ , sagde moder , idet hun igen lagde +barnet på den store seng , medens hun udsøgte + +nogle stykker af den bunke børnetøj , hun havde +ordnet på en stol . +„ Er det noget , de har ført med fra deres +søster ? “ spurgte madam Hansen , idet hun mønstrede +tøjet . +„ Nej , det er mit eget “ , svarede moder i en +rask tone , der betød så meget som „ gå din vej . “ +„ Nå , jeg kunne nok tænke det . — hvad de +får derfra , bliver vel af en bedre beskaffenhed . — +eller venter de måske ikke , af der kommer +noget ? “ +„ Det ved jeg såmænd ikke , det gør der +rimeligvis , men dette er ellers således , af vi overmåde +godt kunne være det bekendt . “ Moder +vaskede og klædte den lille med stor behændighed . +„ Hvad siger de om den overraskelse , hr. +Torstensen ? “ spurgte madamen nu fader . +„ Å , min kone har jo besværet . “ +„ Ja , og de gør det da formodentlig ikke for +ingenting . Men jeg forstår ej , af der ikke var +nogen af den store familie , der tog barnet , — det +er mig så ufatteligt . “ +„ Det var , fordi det var min søsters inderlige +ønske , af jeg skulle , “ sagde moder . +„ Det var såmænd nydeligt af deres søster , +men jeg synes dog , de burde have noget derfor . “ + +„ Hvem siger , af jeg ikke får noget “ , sagde +moder i en ærgerlig tone . +„ Nå så , det kan jeg forstå , de får dog +vederlag . — er det nu såmeget , af de kan stå +dem . Hvormeget får de , om jeg må være +så fri ? “ +„ Å , — fire hundrede daler årligt “ , sagde +moder langsomt , idet hun lagde barnet i den lille +seng , hun nu var færdig med at rede . +„ Fire hundrede , gud bevares ! Det var såmænd +godt , så har de nok råd til at bestille +dem en vugge — men de må alligevel bruge +denne for det første . — jeg ville såmænd ønske , jeg +havde sådan en søster , der kunne dø i Hamborg . +Det er jo så meget , som hele lønnen for et kongeligt +embede . — men nu kommer det an på , om barnet +lever , — sådan en lille kan der jo let hændes +noget . — farvel , — nu tror jeg min mand længes +efter mig . “ +„ Er det sandt , får du fire hundrede daler ? “ +Spurgte fader , da han kom tilbage , efter at have +fulgt madam Hansen ud . +Moder lod vuggen gå . +„ Se nu op , nikke , får du såmeget , — er +det sandt ? “ +„ Å gud ! “ sagde moder og begyndte at hulke . + +„ Du får flet ingenting , — hvad ? “ +„ Pin mig dog ikke så forfærdeligt , — lad +mig være ! “ +Fader gik omkring i den snevre plads mellem +sengen og vuggen , idet han flottede til moder . +„ Sig mig det nu , hvordan hænger det sammen ? +Det er dog alt for galt , — hvordan er det så ? “ +„ Hvorfor kan du ikke lade mig beholde det +alene for mig selv , — det er synd du gør . — +vi få ikke pengene straks , — det var jo også +meget sjofelt , når man lige straks ville tale om betaling . +— men siden kunne vi jo få dem . “ +„ Er det da gået tilbage for hendes mand ? “ +„ Ja vist , — det er det , — og så kan du jo +nok forstå , han ikke straks kan betale for barnet , +det var jo også flammeligt at forlange . “ +„ Traf du både din søster og hendes mand ? +— lad mig nu få hele historien , ligeså godt først +som sidst , nikke . “ +„ Gud , hvor du piner mig , — var du nu ikke +lige så glad , fordi du ikke fik det at vide . — Martines +første mand har været død i nogle år ; i +hans sidste levetid spillede han en så ærlig fallit , +at de bagefter skulle have haft det dårligt . Tys , +råb nu ikke sådan , Torstensen , du må være som + +en lukkel grav ! — det gjorde ikke min søster +skam , det er noget , som hænder de største . +„ Døde hun da som enke ? “ +„ Nej , først gik hun til Hamborgs tteater , og +gjorde stor lykke , så giftede hun sig igen med en +fin , galant skuespiller . — han trykkede mig i sine +arme , og takkede mig så inderligt , da jeg tog det +søde barn . „ Hans stilling var usikker “ , sagde han , +„ men kunne han , ville han lade høre fra sig ; hele +hans tanke fluide være , at spare sammen til sin lille +pige , for han ville gerne , hun skulle have en god +opdragelse . “ +„ Gud hjælpe os , sådan en fyr “ , sagde fader , +„ det bliver bare ved snak . Han lader såmænd os +alene om hende . “ +„ Nå ja , — hvis så er , få vi nok brødet +til hende også , det ved gud vi få , Torstensen . +Og jeg vil bestandig se at holde det lille væsen så +nydeligt , som hendes barn bør holdes . “ +„ Der skal ikke meget til , “ sagde fader , „ når +hun sådan gik ned ad bakke , var hun da ikke så +stor til sidst . “ +„ Det var ikke nedad bakke . Du fluide have +hørt hende , da hun lå på sit adersfe . — alt det +store , der er i verden , — det var hun . Snart +var hun kejserinde af Østerrig , snart dronning af + +frankerig ; sommetider var det , ligesom hun lå og +ledte om sig selv , men ikke kunne sinde sig i al +storheden . Manden sad ved siden og hørte på +hende med grædende tårer , idet han mange gange +hviskedee til mig : „ Ein wahres geni ! “ — tro +bare ikke det var gået nedad bakke for hende ; hvis +hun havde levet , var det gået opad . Hun var såmænd +anset , den stakkel ; — der gik ikke en dag , +uden der kom en og anden og spurgte til hendes +befindende . Men , hvis du nu vil være god imod +mig , Torstensen , så tale vi ikke mere om den +historie . Og jeg vil helst have , af folk blive +ved af tro vi få firehundrede om året . — jeg +ønsker ikke , af andre mennesker skulle more sig med af +trække Martine ned i mudderet , nu , da hun er oppe +i den gode guds himmel . “ +„ Ja , det kan jo være , at hun er der , jeg vil ikke +mistrøste dig “ , sagde fader , „ men gud hjælpe mig , +jeg ville have lige så megen godhed for hvert +barn , du havde taget fra gaden , som for din +søsters . — nå , ja ja ! ja ja ! så skal vi begynde +forfra på børnehistorier . Å gud bevares ! det +var altså den arv vi fik . “ + +dagen efter hentede fader præsten , og barnet +blev døbt og kaldet rose sterne . Det var +rigtignok tante Martines første mands navn , +men havde moder givet hende den andens , ville +folk snarere være komne efter hele sammenhængen , +og det ville hun på ingen måde udsættes +for ; så heller et uskyldigt bedrag , sagde hun . + +tredie capifel . +Vor lille rose voksede , trivedes og blev dejlig . +Min Broder og jeg havde begge klart i bevidstdeden , +at hun var noget andet end vi selv , og +vare umådelig stolte af hende . +Når vi vare ude at spadsere om søndagen , +( Christian kørte gerne barnevognen , medens jeg gik +ved siden ) var der altid såmange , der standsede +os og spurgte , hvis barn det var . +I hele landsbyen var hun anset . Den besynderlig +hensynsfulde måde , hvorpå moder og vi +behandlede hende , tror jeg , virkede tilbage på +andre , så de , uvilkårligt så noget usædvanligt +i hende . Når moder satte hende ned mellem +de snehvide puder i barnevognen , dækkede +hende til med det strålende røde tæppe , hun +selv havde strikket , og bredte sløret over det +lille ansigt , gjorde hun det altid på en måde , +som det var noget ubeskrivelig fint , der skulle beskærmes + +for det mindste vindpust . Det var ikke , +som en moder bærer sig ad med sin egen lille +stump , men som ammen med det stadselige , fremmede +barn . +Havde rose været gnaven og kedelig , ville +Chrisfian og jeg dog vel nok til sidst være blevne +trætte af hende , men da hun var en sød , venlig lille +en , — bare smil og kærlighed fra morgen til +aften , beholdt hun altid sin glorie . Selv fader +lod sig besejre . +Chrisfian og jeg elsiede hende begge , men han +dog endnu mere end jeg . Han havde altid noget +for , der skulle more hende . Hvor havde han dog +travlt med at indrette hende en have ! Der var +stakit rundt omkring , ( hun skulle have den for sig +selv ) højstammede roser i midten og et sireenlhsthuus +i hjørnet . På lågen hængte en seddel , +hvorpå der med kjæmpebogstaver stod skrevet : „ Indgangen +spærret for uvedkommende “ . +En halv sommer havde han travlt med , i fritiden , +at hente grene til lhsthuus og indhegning , +flette dem sammen , flå søm i , pode rosentræer +og skære og male anseelige plantepinde . Alt blev +gjort solidt og godt , så det kunne vare længe . +Og det varede også længe ; endnu den dag + +i dag står den lille have midt i den store , og forundrer +alle mennesker . +Da rose var lille , holdt hun dog mest af +sneglebakken . Den lå også i haven , i hjørnet +skrås for huset ; om søndagen vaiede der gerne +et flag på Toppen ved rønnebærtræet . Så snart +hun blev så stor , at de små ben vare i stand dertil , +gik hun der , op og ned , med Christian i hånden ; +hvert øjeblik standsende ham , for at plukke +blomster , eller se på de småbitte pæne insekter . +Hvor jeg seer dem gå der ! +Når der gik hende lidt imod , måtte hun op +på hans arm og græde ved hans skulder . +Enkelte ting fra den tid , som jeg , da de foregik , +kun skænkede ringe opmærksomhed , stå nu så +tydeligt for min erindring . +Således kan jeg hnske , at en kone , der gjorde +nytte for os , ganske hændelsesvis , idet hun med en +kurv ribs strøg forbi , engang sagde : „ Nej , se , har +han hende nu igen , jeg tror bestemt , at de to til sidst +blive et par , “ og at Christian , så lille han var , +blev ganske rød i hovedet . +„ Nej , fy “ , sagde jeg , „ Rose skal rigtignok ikke +have dig . “ +„ Nej , det vil du nok være fri for , hvad , lille + +bitte rose “ , sagde han op til hende , som sad på +hans arm . +„ Vil du vel have ham til mand , hvad ? “ +Spurgte jeg nu også . +„ Jo , for han er min eneste mand “ ; hun puttede +sit hoved ind til ham . +Disse ord : „ De to blive bestemt et par “ , +havde konen siden altid på læberne , når hun så +Christian med lille rose . Hun sagde dem i spøg , +med høj latter , men de gjorde altid indtryk på +ham , og det mere og mere , efterhånden som han blev +større . +En dag havde konen sagt det samme . +Christian var ude i haven at hjælpe mig med +at lægge ærter . Den lille stød hos fader og +moder , der plukkede stikkelsbær . +„ Hvor hun døg er sød “ , sagde jeg , idet jeg så +på hende , hun var så slank og vims , snart her , +snart der , nu viste hun det klare ansigt , og nu den +hvide nakke med de stumpede sorte krøller „ å , så +skin , og få sød , hvad Christian ? “ +„ Hørte du det , konen sagde før ? “ spurgte han . +„ Jo , det siger hun altid ! “ +„ Det er noget underligt noget af hende , synes +du ikke ? “ spurgte han . + +„ Jo , for nose bliver nok lige så dejlig , som +sin moder og får frygtelig mange friere . “ +Han så vist på mig . „ Når jeg nu — jeg +sætter Lise , at jeg nu føjede fader , og læste til at +blive skolelærer , — tror du så ? —næ , du tror +vel alligevel ikke ? “ +„ Nej , jeg tror ikke , — men så kunne det jo +døg være “ , sagde jeg . +Det var den rædsomste tanke for Christian at +blive skolelærer . Alle faders overtalelser — det +var hans højeste ønske at få ham ind på den vej +— havde hidtil været frugtesløse . +Så rafl og frejdig min Broder ellers var , få +tungsindig var han ved bogen . Det var , som den +smukke , livsglade dreng man så i haven og i +gården hjælpe moder med at hænge snore op og +flytte bikuber , eller fader med at grave , vande og +flæbe , ikke var det samme barn , som ham i krogen , +med bogen på knæet , øjet stift fæstet på linierne , +og begge hænder så fast knugede mod tindingerne , +som om han , på den måde , mente at kunne bore +forståelsen ind i det genstridige hoved . +Efter samtalen ved ærterne , fik fader den +glæde , at se ham stadigt sidde således . +Han havde nu pludselig besluttet at læse til + +seminarist , og det han besluttede , det drev han +igennem . Han læste og læste , så hovedet var nærved +at sprænges . +En dag da han kom hjem fra eksamen , satte +han sig hos mig på bænken foran huset . Han +så noget anstrengt ud . +„ Ved du , hvad skolelæreren sagde i dag “ ? +Spurgte han . +„ Nej . “ +„ At jeg ' var meget vidt , han syntes ikke jeg +skulle til seminariet . “ +„ Hvad syntes han da ? “ +„ At jeg kunne bringe det endnu videre , — og +præsten , han sagde det samme , at så godt jeg +kunne mine ting , var det meget muligt , jeg kunne +blive til mere . “ +„ Hvad skulle det være ? “ jeg så forundret +på ham . +„ Ja “ , sagde han med et langt træk efter +vejret , „ Præsten vil nok tale til fader derom i +eftermiddag . “ +Om eftermiddagen , da præsten kom , gik fader +og han længe sammen op og ned i haven . +„ Ja , når Vorherre vil lade mig leve , så det +kan udføres , kan jeg ikke tænke mig noget jeg hellere + +ville “ , hørte jeg fader sige , og så gjorde præsten +og han en pengeoverregning , hvor meget det ville +koste , at holde ham i en lærd skole . +Moder kom nu også til , så blev Christian +kaldt ud ; han kom med rose ved hånden . +„ Jeg hører du vil være latiner , min dreng “ , +sagde moder , „ men gud ved , barn , om du har +godt af så megen læsning . “ +„ Der er ingenting man har bedre af end det , +ingenting i verden “ , udbrød fader med overbevisning +i stemmen . +„ Å , det er en stadig lille fyr , — det skal nok +gå “ , sagde præsten og klappede ham , „ hvad , min +dreng ? “ +Ja , det havde ingen nød , svarede han , og lo +til præsten , det var ingen sag . +Så blev de da enige om , at han skulle til +købstaden , hvor pastoren var godt kendt ; når +han var rigtig flittig , mente han , med tiden , at +kunne skaffe ham friplads i latinskolen . +Om aftenen , før Christian rejste , sagde han til +mig , løst hen , som det ingen betydning havde : +„ Lise , du ved nok det konen altid siger , — + +hvis jeg bliver præst , — tror du så ? — næ , du +troer vel alligevel ikke ? — “ +„ Nej , det tror jeg alligevel ikke , men det kan +jo være “ , sagde jeg , „ hvis du da så bliver meget +finere . “ + +fjerde capifel . +Rose var nu syv år gammel , og jeg fjorten ; vi +sade alle i havestuen . +Lille rose viste moder en tegning . +„ Om jeg kan se , hvad det er “ , råbte moder , +„ jo det kan jeg rigtignok , det er jo fader selv , som +han sidder der — viis det til ham , og lad også +Lise se det . Se bare , Torstensen ! var det nu nogen +stor synd , at jeg gav min lille engel det stykke +postpapiir ? “ +Det var et lille , rigtignok meget svagt udført +udkast af fader , som han sad der , foran det store , +upolerede bord , med jord og urtepotter og plantede +hyacinttløg . Det var ikke første gang , rose havde +forbavset os ved sine blyantstegninger . +„ Kom mig ikke for nær , barn “ , sagde fader , +„ så bliver du sort , — hold papiret lidt tilbage , — +jo længere det kommer fra mine øjne , jo bedre kan +jeg se ; — leer hun nu af det , skælm . — nå , +det er jo mig selv , der sidder der — nej , nu har + +jeg « ivrig kendt mage ; når jeg bringer præstens +frue sine løg , skal jeg bestemt tage det med . “ +Dagen efter at fader havde været hos præstens +frue , kom hendes ældste datter , en venlig , ung +pige , hen til os og tilbød at ville undervise rose ; +den lille skizze røbede så meget talent ; det ville +være hende en stor glæde , når hun måtte hjælpe +til at uddanne hende lidt , sagde hun . +Moder takkede mange gange ; hun havde selv +tænkt meget på at sende hende i skole , nu var +det jo på høje tid , men instituterne i København +vare så langt borte , — det søde barn ville få +hjemve , dette var meget bedre . — til sidst spurgte +hun med lidt usikker stemme , hvad frøkenen ville +have i vederlag . +Den elendige and , skolelærerens kone havde +bragt byen rundt , men som vist alligevel kun meget +få , ja ej engang hun selv , tog for gode varer , at +vi fik firehundrede daler om året af barnets +fader , ville moder på ingen måde have tilbagekaldt ; +hvergang vi havde fremmede , gjorde hun +små hentydninger til den , og hver gang hun købte +noget til den lille , blev den taget med i betragtning ; +det var en meget dyr and . +Den gode frøken ville ikke have noget i vederlag +„ Ikke nogen verdens ting “ ; hun kyssede roses + +hvide pande , hvorfra moder i det samme havde +strøget håret tilbage med krmnkammen , og sagde : +„ Jeg er så glad , at jeg må . “ +„ Hvor hun dog er en nydelig dame “ , sagde +moder , da hun var gået , idet hun igen tog fat +på det arbejde , hun havde sluppet , at binde papir +om nogle høje , grå steenkrukker med honning , +„ og du kan tro , fader , det var en svær sten , +hun lettede fra mit hjerte . “ +„ Men Rikke , hvad var egentlig din mening ? , +spurgte fader , „ hvor kunne du have råd til at +sende barnet til København , det havde du da ikke +tænkt på ? “ +„ Å nej “ , sagde moder , „ jeg vidste jo destoværre +nok , at det var rent umuligt , og har i langsommelig +tid bedet Vorherre så inderligt , redde mig +ud af forlegenheden . Den sten , man ikke selv kan +løfte , må man jo lade ligge roligt og vente på den +stærkere , som kan løfte den . Gud være lovet og +takket , nu har Vorherre taget sig det på . — sidste +søndag sagde den grimme madam Hansen så +ondskabsfuldt til mig , at jeg syntes vel det var bedre , +at sådan et fint barn gik hjemme i uvidenhed , +end at det blev blandet med simple unger i skolestuen ; +nu behøver jeg ikke at høre den slags mere . +Præstens datter skal jo formelig være lærd , og det + +er ikke alene , at hun lærer noget nyttigt , men i det +hus vil hun også kunne lære den finere tone , +som vi stakler ikke kunne give hende hjemme . — og +seer du så desforuden , lillefar , damerne fra +Søgård komme så meget sammen med præstens +døttre , rose vil jo også træffe dem og se deres +bekendte . Det , at hun får undervisningen , er +næsten det mindste , jeg regner det for mere , at +døren til det selskab , hun er sfabt til , nu står +åben , så hun kan vokse op som en dame . “ +„ Men når hun er bleven til det , hvad vil du +så gøre af hende siden “ , spurgte fader , idet han +rystede på hovedet . +„ Å , så skal hun bare vælge imellem bejlere ! +Hun bliver ligeså smuk som sin møder , og når jeg +har bragt hende så vidt , at hun rejser hjem med en +rig ung mand , så regner jeg , at jeg er færdig . “ +Møder bandt papiret om den sidste honningkrukke . +„ Jeg +ville ønske , du var så vidt , men det +går sjældent , som man tror ; men for at tale om +noget andet , hvor længe har du haft honningpengene +for dig selv , hvornår fik du urtekræmmeren +afbetalt ? “ +„ Det er længe siden “ , sagde møder undvigende , + +og bad mig skrive på krukkerne , hvormange pund +der var i hver . +„ Det tror jeg , min sjæl , nok , at det er længe +siden , men når var det Rikke ? “ +„ Der gik en to , tre år med , det vil jeg ikke +nægte “ , sagde moder , idet hun tog en krukke i hver +hånd og gik ud med dem i køkkenet . +Da moder var gået , og jeg stod alene med +fader , var jeg meget glad , at han ikke fortsatte underholdningen +og frittede mig , for jeg vidste besked . +Såsnart jeg kunne skrive rent , havde moder benyttet +mig til at føre correspondanke » med vor +urtekræmmer i København . Gælde : : var endnu ikke +afbetalt . +Det var ikke alene frem- og tilbagerejsen til +Hamborg , som moder dengang havde bestridt ; mange +uforudsete ting vare endnu komne til . Efter dødsfaldet +betalte hun doktorens og apottekerens regninger , +gav sin skilling med til skuespillerens , for +at ligkisten kunne blive lidt mere end almindelig , +og købte rejseklæderne til det stakkels barn ; alt +dette løb op til meget mere , end fader havde +anset tænkeligt . +I syv samfulde somre havde bierne , dag ud +og dag ind , haft umådelig travlt , men dog ikke +skaffet honning nok ; førsf om et år , når jeg skulle + +konfirmeres , håbede moder , de kunne blive færdige +med at arbejde for urtekræmmeren , og begynde igen +for hende . +Denne gæld , som hun gik hemmeligt og bar +på , trykkede hende meget ; havde hun ikke haft den , +kunne hun også have taget sig livet lettere ; så +kunne hun dog imellem have købt nyt tøj både til +sig selv og os børn , og behøvede ikke at have anvendt +såmegen tid på at lappe og stoppe . Når +jeg tænker tilbage på vore duge , håndklæder og +lagener , tror jeg virkelig , det havde været ligeså +billigt at anskaffe nyt ; så meget stoppegarn havde +moder anvendt , at de tilsidsf vare forvandlede til et +næsten helt nyt stof ; men grunden var vel , at +dette ikke tilvejebragtes på engang , men møjsommeligt +og umærkeligt , lidt efter lidt , i årenes +løb . Moder lod sig dog ikke kue ; skønt trykket , +var hun gerne glad og virksom fra den tidlige +morgen til den sene aften , snart her , snart der ; +når man troede hun sad i allerbedste ro under et +ribstræ og plukkede bær , kunne man høre hende +råbe : „ Pylle , pylle “ til hønsene i gården , eller +se hende midt imellem bierne . Hun gjorde selv +rent , lavede maden , passede kuberne , sørgede for +hønsene , hjalp fader i haven , vaskede , strøg , holdt +det gamle tøj sammen og syede det nye . Rose fik + +ikke en kjole , uden moder syede den . „ Det er mig +et rigtigt feriearbeide , at sye til det søde barn , +plejede hun at sige , og når man bare behandler +sådan pænt fint tøj ordentligt , kan det såmænd +vare længe . Gud ved , det er ikke nær så +kostbart at holde hende , som man skulle tro . “ +Men nu må jeg gå videre i min fortælling . +Rose skulle have en rig mand . Hun var vist +ikke fire år gammel , før moder og jeg begyndte at +sætte hende dette i hovedet . +Hele slutningen af tante Martines historie +havde vi skrinlagt og sænket dybt ned i jorden , men +begyndelsen lod vi bestandig florere . Moders +stemme , når hun fortalte den , var jo rigtignok +lidt mattere end før , men jeg gengav den akkurat +til lille rose på samme måde , som jeg havde +modtaget den . +Roses faders tilværelse , han var død , da hun +var ganske lille — moder havde tilfældigvis set +dødsavertissementet i avisen — blev der ligeledes +slået en streg over . Hun hørte kun om sin +moders død i sin bedste alder , om hendes dejlighed , +om den rige , smukke brudgom , — som hun +troede var hendes fader , om kisterne med guld og +silke , og om brudeparret , der kørte ud af skolelærerens +gård . Og når jeg var færdig med + +hendes moders historie , begyndte jeg på hendes +egen . — hvergang det mørknedcs , sad jeg gerne på +forhøjningen , med hende på skødet , og malede +hendes fremtid ; og den lille stakkel så på mig +og lyttede med stor opmærksomhed efter — hvor +yndigt det ville gå hende . +Havde jeg dog bare dengang vidst , hvordan jeg +sad der og modarbejdede min egen Broder , men jeg +var jo ikke andet end et enfoldigt barn . +Jeg fortalte hende om bejlerne , der ville komme , +hvordan hun ville vælge den smukkeste , rigeste og +fornemste af dem alle . Hvordan han ville sætte +guldringe på alle hendes fingre , så mange , at der +ikke kunne være plads til flere , og så , oven i købet , +give hende dem , der vare tilovers . Hvordan hun og +han skulle bo sammen i et stort slot , og hvordan +der var i slottet ; al den fantasie , der stod til min +rådighed , brugte jeg , for at gøre billedet levende . +„ Å , hvor i så skulle få det godt , alle sammen , +i skulle bo hos mig altid “ , kunne hun da +sige og klappe i hænderne : „ fortæl mere , fortæl +mere , fortæl hele tiden . “ +Det gik Christian rigtig godt , både i latinskolen +og ved universitetet . Til artium opnåede + +han at få inuci . Når han kom i ferierne , var +han noget bleg , mager og anstrengt , men da hans +øjne spillede af glæde over at være hjemme , så +han dog ikke beklagelsesværdig ud . Han voksede så +forfærdeligt , det kom bare af væksten , sagde fader , +og så lo vi af ham , og gave ham sød mælk morgen +og aften . Hvergang han rejste tilbage , var han +også næsten bleven sig selv igen . +Skjøndt fader var særdeles tilfreds med min +Broders fremskridt , skuffede han ham dog på en +vis måde . Han havde troet , at sådan en lærd +student ville berige fin families forstand ved lærerig +underholdning , og , som sine collegaer , ikke gøre +stort andet , end læse aviser og bøger og tale om dem , +men så længe Christian var hjemme , rørte han næppe +en bog eller en Avis ; når fader lagde en af delene +foran ham på bordet , skød han den gerne til side . +Såsnart han kom ind af døren , begyndte han på +sin gamle Viis , hjalp moder med at hugge søm i , +stod på taget ved dueflaget , arbejdede på livet , i +roses have , løb , hånd i hånd med hende , +op på sneglebakken . +Det var , som han var student , uden at være det ; +fader måtte altid fortælle sig selv , at han var det . + +femte capifel . +Min Broder var nu femogtyve år ; i to somre +havde vi ikke set ham , og ventede ham netop i aften +hjem efter tteologisk embedseksamen . Vi havde +en stor overraskelse at bringe ham : rose , som i den +tid , han havde været borte , var bleven seksten år +og voksen , var netop i dag bleven forlovet . Alting +var gået snorret , som moder havde troet . +I præstens hus havde rose gjort bekjendskab +med frøknerne fra Søgård , dette havde +igen ført til andre bekendtskaber . Hvor hun +viste sig , var hun vel set , fordi hun var så sin og +yndig . +Endnu havde hun dog ikke , som sin moder , +havt mange bejlere ; hun havde kun haft en , men da +denne var det , han skulle være , fornem , rig og smuk , +så tog hun ham . +Det var , som begyndte tante Martines historie +forfra igen . + +sidste søndag , da moder , fader og jeg gik +vor sædvanlige helligaftens spadseretour , over markerne , +forbi præstegårdshaven , og vi standsede foran +stakitet , og så hende og ham spille fjederbolt , havde +moder ønsket så inderligt , det måtte ske , og så +sfete det . +Det var en brændende hed julidag ; de to +gik op og ned ad den midterste gang i vor have . +Jeg måtte tænke på , at rose vist siet ikke lignede +sin moder , og at moderen , hvis hun var gået +der med sin forlovede , bestemt havde ført en ganske +anden person ; lille rose havde ham ikke stadseligt +under armen , men gik med ham i hånden og så +ud som et barn . Hun var bare bleven større , ellers +var hun som før , den samme flanke , fine vækst , de +samme dybe , troskyldige øjne , den samme klare , hvide +pande med de små sorte krøller rundtomkring . +Da de skulle forbi hendes have , standsede de +og så på roserne , der vare i fuldt flor ; hun +fortalte ham om Christian . +Jeg sad med mit sytøj under hyldetræet foran +huset . Leg havde lært skræddersyning og fortjente +ikke så lidt ved det . +Hvert ord , de sagde , kunne jeg høre , og jeg kunne +iagttage enhver af deres bevægelser . + +hun blev ved af tale om Christian , af han nu +havde faget eksamen , ikke med bedste , dog , det forforlangte +fader heller ikke , men med den næstbedste +characteer , af han ikke kom hjem før i nat ; han fik +ham ikke af se før i morgen , men hun ville foreløbig +vise ham hans billede . +Medens de gik op og ned , kunne jeg høre moder +synge , og se hende , gennem vinduet , gå i +køkkenet , med stort hvidt forklæde , og have forfærdelig +travlt . Næste dag , når min Broder var +kommen , skulle jaordet holdes . +Da de to forlovede havde gået således nogen +tid , forekom det mig , af hans ansigt fik et mat anstrøg , +men så snart de begyndte af spille ring , forfog +dette sig dog . Han så livlig og meget net ud +med sine smukke træk , sin fiffige klædedragt og sine +lette manerer , og hun lo sin klare latter , så det +klang ind til moder i køkkenet ( hun satte af og til +sit fornøjede ansigt på ruden ) . Fader sad med sin +pibe i havedøren , og lod skyerne hvirvle højt +op i den klare luft . Han var så inderlig tilfreds , +ikke alene over forlovelsen , skønt han også vurderede +den efter fortjeneste , men også og især , +fordi Christian kom hjem som candidat . +Den stakkels fyr havde rigtig anstrengt sig , +næsten holdt sig selv derinde ved informationer , og + +var dog kommen så hæderligt fra det . — han ville +rigtignok i morgen betragte fin dreng som hædersgjæsfen +ved moders taffel , sådan sad fader og +tænkte . — +klokken et om natten plejede diligencen at komme . +De andre vare alle iseng , men jeg sad oppe , for at +fortælle Christian nyheden . +Månen stivnede , det var blikstille ; jeg sad på +bænken udenfor huset . Vognen skulle lige forbi ; +min Broder plejede at springe over gjerdet , mellem +piletræerne , lige ind i haven . +Klokken slog et , jeg begyndte at blive utålmodig , +da jeg endelig hørte posthornet , først i afstand , +så nærmere ; — jeg hørte en hvislen mellem bladene , +og så kom han i et eneste Spring . +„ Er det dig , Christian , “ spurgte jeg oprømt . +„ Ja , det var dog smukt af dig , er du oppe endnu , +lille Lise . “ +„ Ja , for^jeg har noget umådelig morsomt at +fortælle dig . “ +„ Har du virkelig ? å , nu er jeg her da igen , +her er ganske lyst af månen , skal vi sætte os her +på den gode , gamle , hvide bænk , — hvor den +skinner ! — har fader siddet her i eftermiddag ? “ +„ Ja , alting er næsten , som da du rejste . “ +„ Nå , gud ske lov , — å ! hvor jeg har arleidet , + +det er overmenneskelig , lille Lise — jeg synes +virkelig , jeg fortjener al mulig løn . Så fader +har det rigtig godt , og moder , har hun det også +godt ? “ +„ Ja , der er flet ikke noget i vejen med nogen +af os . “ +„ Altså heller ikke med rose ? “ +„ Nej , ikke det allermindste . “ +Han rejste sig , rettede sig i vejret , så op på +de klare stjerner og trak flere gange åndedraget +langt og dybt , som det gjorde ham godt at få den +luft ind . „ Gud ske lov , jeg er hjemme , “ han så +henad huset på vinduerne . — „ Nu sove de +vist alle sammen trygt og godt , det er ikke værd at +vække dem , Lise . Gå du kun iseng , men her er så +rart ! jeg tror næsten , jeg går her omkring hele +natten — jeg har så mange glade tanker . +„ Nej , først må jeg give dig noget rigtigt at +tænke på — se dog på mig , og hør efter , jeg +har slet ikke kunnet komme tilorde , jeg har noget at +fortælle om rose . “ +Han satte sig ned . „ Hvad er det så med vor +søde lille rose ? “ +„ Hun er bleven forlovet , med en ung , smuk +mand , der hedder Sophus Fischer og har en hel +herregård . “ + +„ Å , det er ikke sandt , “ han så på mig med +sit glade fornøjede ansigt , som var han vis på , at +det ikke var muligt . +„ Jo det ved gud , det er sandt , Christian . “ +„ Er det ? “ +„ Jeg syntes nok , at hans stemme var noget +mat , men jeg var alt for optaget af min historie til +at lægge videre vægt derpå . Han måtte høre det +hele fra begyndelse til ende , hvor lidt de havde set +hinanden , hvordan moder forlænge siden havde spået +det , hvordan en tale moder havde holdt o . s . v . ; +først da jeg havde fortalt hvad jeg ville , så jeg på +ham . „ Hørte du efter , Christian ? “ spurgte jeg . +Hvad var dog det , han sad bøjet og stille , og +hævede ikke engang hovedet . +Jeg blev så forunderlig angst . Månen skinnede +så sært på hver genstand ; farverne kunne +man ikke skelne , men alle omrids blev så tydelige , +således også hans ansigt ; hvor havde han dog læst +sig mager , hvor så hans profil dog skarp ud , som +en gammel mands . +Først ahnede jeg ikke grunden til forandringen , +og spurgte : „ Christian er du syg ? “ det samme +spørgsmål gjentøg jeg mange gange ; til sidst hævede +han sig mat i vejret , sagde i en klangløs tone : + +„ Nej jeg er ikke syg , “ og lod hovedet igen +synke . +Natteluften var kold , det blæste , så det gøs +igennem mig . +„ Skal vi ikke gå ind , Christian , “ sagde jeg , +idet jeg rørte ved hans klamme , kolde hånd , „ hvad , +gode Christian , skal vi ikke . “ +„ Jeg kommer straks . “ +„ Å , jeg beder dig , kom , du er syg , du trænger +til sengen . “ +„ Jeg kommer straks , Lise , men gør mig den tjeneste , +gå du , så kommer jeg . “ +Så gik jeg da også med sorgfuldt sind . Sandheden +var pludselig gået op for mig , og på hans +underlig tunge røst kunne jeg mærke , hvor nær sagen +gik ham . +Jeg kendte ham fra dreng af ; medens han i +det daglige var frejdig , lidt lidt myndig i sit væsen , +og kunne tage slemt på , ved små fortrædeligheder , +blev han altid tavs og indesluttet , når noget virkelig +gik ham til sjælen . +Da jeg kom ind i mit og roses sovekammer , +lå hun stille og sov , men så snart jeg fik lampen +tændt , vågnede hun og spurgte : „ Har du været oppe +hele tiden , Lise ? “ +„ Nej , der var lidt jeg skulle se efter . “ + +„ Har du hørt posthornet ? “ +„ Nej . “ +„ Tror du da ikke han er kommen ? “ +„ Nej , jeg tror ikke , — læg dig nu og sov , lille +rose . “ +„ Ja , når du vil love mig , hvis du hører +hornet , at kalde . — tak , gør det så også , og kom +hen og kys mig , før du går iseng ; å , sæt dig et +øjeblik her . — hvor jeg længes efter at fortælle +ham det i morgen . — ved du , hvorfor jeg egentlig +gifter mig , Lise , det er for Christians og eders +skyld , fordi jeg så kan gøre hver især af eder , +der have været så gode imod mig , noget godt +igen . “ +„ Men det var bedst , om det var for din egen +skyld , rose . “ +„ Ja , det er det jo også ; synes du ikke , at det +er en fryd , at kunne vise sig taknemmelig ; — du +skal se , hvor i skulle få det godt hos os ! Sophus +har fortalt , alder er fireogtyve værelser i det hele . — +det varede så længe i aften , før jeg faldt isøvn , for +jeg lå hele tiden og indrettede , hvordan det skulle +være , når i komme . Chrisfian skal have en rigtig +god stue ud til haven , så kan han jo sidde der +og læse videre , hvis han vil . — men nu kan du +troe , at han længe vil vendebogen ryggen . — ved du , + +hvor stor haven er ? når man har gået den tolv +gange rundt , har man gået en mil , alt dette fortalte +han mig igåraftes . “ +„ Gjorde han det , — men nu godnat , — jeg +er næsten bleven træt , bare af at høre om så stor +en have , sov nu lille rose , og tænk ikke på det , +førend i morgen . “ +Jeg slukkede lyset , lod , som jeg ville gå iseng , +men satte mig på en stol ved vinduet . +Hun faldt snart isøvn , og lå ganske stille på +puden med hovedet mod hånden . +Jeg løftede af og til gardinet , for at se , om +han var der , og han var der bestandig ; først sad +han stille på den samme plads , hvor jeg forlod +ham , men siden gik han urolig og rastløs omkring i +gangene . +Da jeg vågnede efter en let slummer , og dagfljæref +var begyndt at komme , og jeg igen så ud , +var han der endnu ; snart så jeg ham gå langs +med huset , snart omkring bedene , snart nedad trappen +til den lille vandingsplads ; der stod han og badede +sin pande , uafladelig om , og om igen . +Da det blev lysere , gik han hen til hendes haver — +han lukkede den lille låge sagte op , gik ind i lysthuset , +tog i skuffen af det hvidmalede bord en havesaks +og et bundt bastbånd , ( de havde ligget der + +urørte , siden han sidst var der ) gik ind mellem +rosentræerne og begyndte , på en underlig , sløv +måde , at binde stammerne fastere til plantepindene +og at afklippe de ville grene . Imedens han gjorde +dette , faldt den klare dug strømmevis ned over hans +hænder . Det var , som roserne græd over ham . +Jeg tog et tørklæde på , og ville gå derud , +da hans ansigt stod på ruden . +„ Gå endelig ind , Christian , “ bad jeg bønligt , +„ gå for guds skyld ind . “ +„ Nu går jeg , “ sagde han , og spurgte så : +„ sover hun ? “ +„ Ja . “ +„ Jeg rejser , Lise , — det vil vare noget , før +jeg kommer ; — luk vinduet op , at jeg kan se +hende . “ +Jeg gjorde som han sagde , det havde været mig +umuligt , at lade det være . +Dagstjæret faldt lige på hende , hun så så +skøn og tryg ud i sin søvn . +Han stod lidt ; så sagde han : „ Min lille , +søde Røse , “ brast i en heftig hulken og gik igen +bort . +Da jeg , noget efter , kom ud til ham , ville jeg +så inderlig gerne have sagt et godt , trøstende ord , + +men jeg kunne ikke finde et eneste . Det , som han +havde brudt sig om at høre , i det øjeblik , havde jo +været , at det , jeg havde fortalt , ikke var sandt , og +da det var uigenkaldeligt , måtte jeg helst tie . Men +det var en skrækkelig gang , da jeg spadserede der , +side om side med ham gennem haven , og ingen +af os talte . Jeg følte sådan en inderlig anger , +fordi jeg før var kommen så skånselsløst med +efterretningen ; det ord , han havde sagt til mig , +som barn , randt mig også i tankerne , og jeg kunne +ikke begribe mig selv , at jeg havde været så enfoldig +og så blind . +Han gik nu tilbage ad den samme vej , som +han for nogle timer siden , med det friske , glade +sind , var kommen ; i det duggede , høje græs , +bagved piletræerne , var der spor af de skridt , han +havde taget dengang . +„ Nu rejser jeg bort en tid , “ sagde han , og +standsede her , — „ jeg vil snart skrive — du skal +ikke tale om , at du har set mig , det er bedre +ingen får det at vide , — farvel , Lise . “ +Han tog mig ej engang i hånden , men gik , +efter at have sagt dette , med flap holdning , over +gjerdet hen ad stien , til den landsby , hvorfra han +kunne så befordring . + +jeg stod på kørevejen , på den anden side +af vor have , og så efter ham . Der var ikke +et Gjerde , eller et træ . Markerne lå flade og +udstrakte foran mig . Jeg kunne blive ved at se ham , +til han forsvandt , som et sort punkt . + +sjette capitel . +Det hele var kommet så uforberedt over min Broder . +Jeg er vis på , at det ikke havde været hans +hensigt , straks ved hjemkomsten , at give sine følelser +luft for så ungt et barn , der endnu havde en +lang tid for sig , hvori hun kunne lære mennesker +at kende ; men han havde kun glædet sig til at træffe +hende let og fri , som en lille fugl i luften , og +ladet det andet stå hen , som en fjern , lyksalig +mulighed . +Næste morgen var man meget urolig og bedrøvet , +fordi Christian ikke var kommen ; jeg havde +især ondt med rose , der græd , og rent ud sagde til +sin forlovede , at så brød hun sig ikke stort om +jaordsgildet . +Jeg gik så forunderlig beængstet omkring , og +mine mange trøstegrunde gjorde ingen virkning , +fordi jeg selv vidste , de vare falske , og ikke troede +på dem . + +moders forsikkring , at hun hele tiden havde +troet , det ville være for dyrt for Christian at tage +med diligencen , og at han i dag ville komme med +dagvognen , beroligede hende langt mere , fordi den blev +udtalt med overbevisning . +Gildet kunne imidlertid ikke opsættes ; moder +havde indbudet både herskabet på Søgård og hele +præstens familie ; begge de unge præstedøttre , der +nu vare gifte , vare just i besøg med deres mænd ; +det blev intet lille selsfab , men moder fluide jo +også kun gøre et af den slags endnu , og blev +det nødvendigt , kunne hun stole på de flittige bier , +da de nu så længe havde arbejdet i ro , for hende , +kunne de gerne igen tage fat en lille stund for +urtekræmmeren . +Henad middagen kom dagvognen uden Christian , +men lidt efter bragte det gamle postbud , som havde stor +godhed for fader , ham med skælvende hånd en +telegraphdepeche . Det var så sjældent , at der kom +sådanne her i landsbyen ; de enkelte gange det var +flet , havde de gerne indeholdt dødsanmeldelser ; da +efterretningen ikke meddelte noget værre , end at min +Broder , på grund af uventede forretninger , var +forhindret fra at komme , blev man derfor meget lettet , +og den fortrædelige nyhed blev næsten modtaget +som en glædelig . + +„ Nå , det var jo rart , før så dine øjne , og +lad os spadsere , “ sagde Sophus Fischer idet han tog +sin hat fra chatollet , “ nu kan der jo ikke været noget +iveien , min lille engel , og jeg synes , man trænger +fil at movere sig . “ +Hele formiddagen , under den trykkede stemning , +medens han af og fil pligtskyldigst fremkom +med en eller anden tom trøstegrund , havde han set +ud , som han ikke følte sig på sin rette hylde , men +nu kom der lidt liv i ham igen . +Fader fandt , at moder gjorde for meget væsen +af forlovelsen , medens han så hende i al den brasen +og kogen , men ved bordet var han dog , trods +den stramme , sorte kjole , ret fornøjet , lod alting +smage sig , og så på hver ret med beundring , +som han ikke havde troet mutter var nær så ferm . +Den unge Fischer smilede også , af og fil , forbindtlig +anerkendende hen fil moder , der , endnu +med lidt af kjøkkenrødmen på kinderne , sad pyntet +oed bordenden , for at bevidne hende sit bifald med +serveringen . +Han lod , i det hele taget , til at kunne lide +moder . Fader undgik han , så vidt muligt ; mig +siste han så megen høflighed , som strengt taget +nødvendigt , holdt mig forresten tre skridt fra livet , +men mod moder var han fortrolig . + +det , at han kunne mærke , hun ikke tænkte på +stort andet , end at gøre ham tilmåde og give ham +rigtig gode retter , rørte bestemt hans hjerte . +Han fortalte hende lange historier om sig selv , +og hørte godmodigt efter , når hun , til gengæld , +fortalte kortere om tante Martine . +Dagen efter forlovelsesgildet , skrev Christian udførligere . +Han havde såt en elev , der , selv i ferien , +nødvendigvis måtte have sine daglige timer ; +man måtte ikke vente ham for det første . +Da rose , straks efter dette , sendte ham fotografier +af sig og sin forlovede , og meddelte ham +begivenheden , fik hun et kort , hjerteligt lykønskningsbrev , +som det vist havde kostet ham stort besvær +at skrive , men som dog flet ikke tilfredsstillede +hende ; „ det er for mig , som det hele ikke var +noget rigtigt , før han selv har været her og gratuleret +mig , “ sagde hun . +Når vejret var godt , spillede det unge par +ring og fjederbolt , eller gjorde Toure i omegnen ; +når det var dårligt , spillede de kort med moder +og mig . Jeg fik lov at komme med , fordi der måtte +være fire ved spillet ; mangen gang , når jeg havde +travlt med min syning , var jeg grumme ked af det ; +tidt spillede vi hele den lyse dag ; han måtte have + +et og andet for , ellers blev tiden ham så forfærdelig +lang ; om han også sad ved sin lille forlovedes +side , kunne man se det på ham . +Hende gik det nu heller ikke bedre ; når der +var noget morsomt på færde , kunne hun være barnlig +glad , men ellers sad hun timevis derinde , med +sit håndarbejde , og smågabede , og lignede flet ikke +sig selv . +Skjøndt fader ikke ytrede sig videre derom , syntes +han dog på ingen måde om det hus , vi +førte dengang ; man kunne høre det på hans rømmen , +bare han gik igennem stuen . +Han holdt heller ikke af Fischer . Det , at denne +engang , da fader , efter gammel vane , ovenpå +eftermiddagskaffen , tog sine briller på , og begyndte +at læse „ Fædrelandet “ højt , gav sin misfornøjelse +tilkende , berøvede ham især meget af +hans agtelse . +Det var faders stolthed og glæde , at han holdt +dette blad sammen med godsforvalteren , og mennesket +loe så drillende , da han sagde : „ Gud nåde os , +Herr Torstensen , læser de dette , fra begyndelse til +ende ? — må jeg spørge dem ærligt , tror de ikke , +at deres provindsblad ville være dem nemmere og +forståeligere ? — jeg , for min part , er såmænd bange , + +jeg ikke kan sidde al den tid , som et artigt barn , +og høre på forelæsningen , — og det er virkelig fyndigt +mod rose , — å , jeg beder så inderligt for os , +må det være nok for i dag . “ +„ Rose kan tage megen dannelse deraf , når +hun vil høre efter , “ sagde fader i en krænket tone , +„ men jeg kan jo sagtens tie og læse det for mig selv ; +engang læste jeg kun de ringere aviser , og troede at +de bedre vare over mit begreb , men siden er jeg +kommen til den formening , at de forstandigste også +ere de sorståeligste . — jeg har fået god kundskab af +det blad , men jeg vil ikke falde besværlig . “ +Fader listede nu ud i haven med sin Avis , +der kunne man høre ham læse den . Han havde ikke +den halve glæde af læsningen , når han ikke ligesom +accompagnerede den med lyden af sin egen +stemme . +Siden gik han , hver gang Fischer på den tid +var hos os , ud i haven og læste sit kære fædreland +højt for bier og planter , medens vi andre spillede +kort , eller lod den unge herre more sig med at +forelæse eller recitere nogle stumper og stykker af +en comoedie for os ; noget helt fik vi aldrig . „ Hvad +var der så mere ? “ spurgte rose lidt , men så havde +han glemt det . +Det var et forunderligt , flygtigt menneske ; dog + +så lidt fader syntes om hans væsen , så godt syntes +moder om det . Den politiske conversation , hun +ellers altid var vant til at høre , når der kom fremmede +mænd og besøgte fader , kunne hun ikke fordrage . +Fischer talte aldrig om politik . „ De simple +skulle bare lære af de fine , at man ikke behøver at +være så sprænglærd , “ sagde hun . +I forlovelsestiden korresponderede nose stadigt +med Christian . Dengang hun fik en ridehest af sin +forlovede , skrev hun til ham , at hun ville vente +med den første rigtige tur , til han kom og kunne +se , hvordan hun tog sig ud på hesten . Men han +kom ikke , og hun måtte , med bedrøvet sind , alligevel +gøre touren . +Ligeledes , da hun med sin kæreste skulle til et +skovbal , skrev hun til ham , at hun havde fået sådan +en dejlig dragt , men ville ingen glæde have , +når han ikke kom med og så hende . Men han +kom ikke . +Om brylluppet skrev hun , at hvis han ikke ville +se hende som brud , holdt han ikke en smule af +hende , og så havde hun flet ingen lyst til at +gifte sig . + +så lovede han da også at komme den dag , +men efter vielsen , før kunne han ikke . +Når hun havde læst brevene , rakte hun mig +dem gerne , med en lille rysten på hovedet , og +spurgte hvad jeg syntes om dem . „ Det var før hende , +som han fejlede noget . “ +„ Det er jo meget kedeligt , “ kunne jeg så sige +i en langsom tone , uden at turde se op fra mit +arbejde , „ at han har før travlt til at komme , men +ellers skriver han jo ganske muntert , så han har +det vel dog nok godt . “ +„ Ja det er sandt , “ gentog hun med et suk , +medens hun omhyggeligt lagde brevet sammen , +efter på ny at have gjennemseet linierne , „ han +skriver jo rigtignok ganske muntert , så han har det +vel nok ellers godt . “ +Sommetider kunne det stakkels barn sidde lange +timer ved min side og male for mig , hvordan hun +ville gøre det for os , når hun kom i de rige kår . +Han var enig med hende i alt , sagde hun , og så +bad hun mig så inderligt , hver eneste måned , at +sende hende en lang seddel , hvorpå jeg havde skrevet +de ting , vi trængte til . Sådan en var så rar , +så havde man noget at rette sig efter . Øg jeg +måtte endelig love hende , ikke mere at she for +penge ; hun ville give mig , hvad jeg behøvede til + +at gå nydeligt klædt , og hun håbede dog , jeg ej var +for styg stolt , til at tage imod det . Tre værelser +i huset skulle stå alene til os , når vi kom , og vi +måtte ikke være kortere hos hende , end en måned +ad gangen . Allerbedst , som hun talte om dette , +kunne hendes glade stemme dog forandres , og hun +kunne sige ganske bedrøvet : „ Men tænk nu , Lise , når jeg +har indrettet Christians stue , og han så døg ikke +kommer , — men du tror da nok han kommer ? “ +„ Jo jeg tror , “ sagde jeg , og ønskede bare hun +ville gå , eller tale om noget andet . +Når jeg tænker tilbage på min opførsel dengang , +føler jeg stor anger , skønt jeg døg handlede +efter min bedste overbevisning . +Da alle hendes ittringer drejede sig om min +Broder , mærkede jeg jo nok , at hendes tanker vare +hos ham , og at hun elsfede ham ; men , skønt jeg +var på det Rene med dette , mente jeg døg , i min +verdenskløgt , at jeg ville forstyrre hendes lykke ved +at blande mig i sagen . Det var ikke af hensyn +til Fischer , jeg havde ikke meget tilovers for ham , +det var bare af samvittighedsfnlehed , for hendes +skyld . +Jeg var jo opdragen i den tro , at overflødighed +af timelige goder var det af alt , der bedst +kunne udelukke genvordigheder . + +rose var så forvænt , som en prindsesse ; hendes +små hænder duede ikke til andet , end at brodere +og tegne ; hvor kunne hun passe til Christians +kone . Var det ikke stor synd , når hun kunne +komme i bedre , at føre hende ind i sådanne tvivlsomme +kår . +At moder , i mit sted , ville have handlet som +jeg , var jeg også vis på . +De fleste gamle folk glemme aldrig de enkelte +erfaringer , de mene at have gjort om verdslige beregningers +nytte , men glemme altid de mange , der +bevise deres utilstrækkelighed ; således også moder ; +hun havde betragtet det som et niddingsværk , når +hun , for sin søns skyld , havde taget sådan en +lykke fra et barn , der havde mistet sine forældre , +og som hun skulle stå Vorherre til regnskab for . +Dengang vidste jeg ikke , at det også for Fischer +havde været en befrielse , at hans familie var mod +partiet , at det hele kun var et indfald , som han +måske , da han mødte så mange indvendinger , for +en stor del havde sat igennem af bare dum trods , +men havde jeg vidst det , så er jeg dog sikker på , +at jeg alligevel ikke havde troet at burde handle anderledes . +Således +kan man gå med tåge for øjnene . + +det bedste , man vidste om den unge fyr , var , at han +måske var en Peer Tott , der ikke gjorde mere af +det onde , end af det gode , — et stakkels menneske , +der manglede villie og kraft , både til det ene +og det andet , der altid gik den vej , han syntes +var nemmest , uden at bryde sig om , hvorhen den +førte , der ikke var brugbar til nogen ting , der , hvis +han havde været uformuende , ville have været den +sidste , en forstandig fader havde valgt til sit barns +ledsager gennem livet ; kun det vidste vi , og så +syntes vi døg , det var en forfærdelig stor lykke +for vor rose , at få ham . +Og hun tog ham i sin barnagtighed , for en +stor del for vor skyld , uden tanke om hvad hun +styrtede sig i . +Hun troede jo naturligvis , da han kun gav +så lidt af sig selv tilkende , fordi der ej var noget +at give tilkende , at han bare var et kræmmerhus +topfuldt af gode egenskaber , og da hun +elsfede gode egenskaber , så måtte hun jo antage , +at hun elsfede dette kræmmerhus . +Men havde jeg , i de dage , tilladt mine egne +tanker at gå en ærlig gang , så kunne jeg have +fortalt hende , hvor hult og tomt kræmmerhuset +var , for i min sjæls inderste vidste jeg det godt . + +men jeg stred bestandig mod det rette , som var det +det urette . +Først til allersidst kom der en underlig skræk +over mig , som vi begik en synd , men da var det +for sent . + +syvende capitel . +Fischer havde været ovre på sin smukke ejendom +i Jylland , og der ladet alt indrette til brudens +modtagelse . +Han havde givet penge til udstyret ; moder og +jeg havde været i København , købt dette og gjort +en lille privat gæld , for dermed at bestride omkostningerne +i anledning af festdagen . +Der var intet at vente efter . Brylluppet blev +bestemt til den fjerde oktober . Efter vielsen ville +de rejse udenlands . +De samme gjæsfer , som havde deltaget i jaordet , +ville også komme til brylluppet . — Herren +til Søgård skulle føre bruden , og hans Broder , +der boede hos ham , brudgommen . Fischer havde +ingen nær mandlig slægtning , der kunne føre +ham , og de af disse , rose havde , vare ikke fine +nok til at føre hende ; derfor måtte de begge lade +delte hverv besørge af fremmede . + +men det var stadselige fremmede , den ene +herremand , den anden officer , begge med ordener +på kjolen . Moder var meget tilfreds med dette , +men det gjorde hende derimod overmåde ondt , at +brudgommens tante , en smuk dame , der sommetider +kom til Søgård , som moder havde set +der i haven , og beundret på grund af hendes elegante +toilette , ikke havde modtaget indbydelsen . +Fischers forældre , efter hvem han havde arvet +godset , vare døde i hans barndom . Hans rige +oncle , der en tidlang var hans formynder , var +også død . Dennes enke ( den tante , moder beundrede ) +havde engang besluttet af testamentere ham +sin formue , men var bleven ked af ham , og benyttede +nu forbindelsen med rose som gyldig anledning , +til af trække sig tilbage ; men alt dette vidste +vi intet om . +Vore bekendte i egnen havde derimod hørt +såvel dette , som flere mindre heldige rygter om +brudgommen , men , da de godt kunne lide rose , +undte hende al mulig lykke , fandt han så vakker +ud , og der ikke var syn for sagen , troede de ikke +på dem . Den eneste , der ej tog dem i tvivl , var +skolelærerens kone , fordi hun var misundelig . +Da Fru Fischer ikke engang værdigede af besvare +det smukke trykte indbydelseskort , fortalte hendes + +Neveu blot , af han var glad over , af hun blev borte , +da han i grunden ikke kunne lide hende . +Det var bryllupsdagen , den fjerde oktober om +mørgenen tidligt . +Jeg sad oppe på Christians kvistværelse og +syede de sidste sting på roses brudekjole . +Min Broder selv kom jo først efter vielsen , og +hans stue var det eneste sted , hvor man ikke blev +forstyrret af travlheden . +Mit vindne stod åbent til haven ; det var +klart vejr og havde allerede frosset om natten ; +rimen lå endnu hvid og glindsende på græs og +blade . +Fader gik derude og plukkede blomster i en +stor kurv . En fem , seks unge , tarvelige pigebørn , +med mørke , runde hatte , ( de måtte hele tiden +flytte sig , eftersom manden , der skuffede gangen +bagved dem , kom nærmere ) , stod i nærheden af fader , +og ventede , til han blev færdig . De ville , i +anledning af dagen , pynte kirken , og måtte komme +til os selv efter blomsterne , da de ikke kunne få +dem andre steder . +Det så livligt ud i haven ; to mænd i hvide + +skjorteærmer og to koner med hvide hættetørklæder +vare i fuld bevægelse med at skuffe , rive og klippe . +„ Å ja , se nu , “ sagde fader , idet han vaersomt +hævede det ene georginehoved efter det andet +fra stilken , for at se , om det holdt , og de alle sammen +knækkede . „ Det er dog nogle stakler , nu +har frosten allerede gjort det af med dem . — vi +må nok holde os til disse , det er seigere folk . “ +Idet han sagde dette , gik han , med saksen i hånden +og træfloene på , over det våde græs til det runde , +brogede bed med asterserne . +Han afklippede disse enkeltvis , pillede det grønne +omhyggeligt fra stilkene , holdt dem iveirer , betragtede +deres stramme holdning med et forelsket blik , og +lagde dem , en efter en , i kurven . +Imidlertid så de unge piger fornøjede hen til +ham ; den måde , han omgikkes blomsterne på , +gav dem ligesom mere værdi i deres øjne . Det +var , som det ikke var de selvsamme sorter , et par +af dem havde hjemme i hjørnet bag kartoflerne i +deres egen have , som de ruflede af , puttede i en +sprukken flødekande og regnede for en aldeles værdiløs +vare . +Bare det blik , hvormed fader betragtede sine +asters , gjorde dem til mere . +Alle husets vinduer stod i disse dage åbne , + +fra morgen til aften . Der var en Duft af friskhed +og reseda i stuerne , og af smør og kryderier i +køkkenet ; man kunne høre moder nynne og morteren +gå . I denne tid lagde moder aldrig sit +smækkeforklæde fra sig , og fader måtte bestandig +gå på hosesokker i stuerne . +Hvor jeg endnu kan høre moders nynnen den +morgen . Hun havde ikke tone i brystet ; hendes +sang , når man vil kalde den sådan , var kun et +udtryk for hendes egen stemning , men da hun næsten +aldrig lod den lyde , uden denne var rigtig fornøjelig , +var det alligevel ret forfriskende at høre på +hende . +Men den morgen , da jeg selv følte mig forpint +af tunge tanker , gjorde hendes sang kun et +dårligt indtryk på mig . „ Når man synger om +morgenen , skal man græde om aftenen , å , gud +give , du dog ville tie stille , “ tænkte jeg . „ Nu priser +du dig selv i dit hjerte , fordi din opdragelsesmåde +har båret sådanne gode frugter . Men var +hun nu ikke bleven denne forkælede , fine lille dame , +så havde hun passet bedre til Christian , og havde +hun fået stakkels Christian , var man ganske overbevist +om , hun havde fået en , der ville bære hende +på hænderne . “ +Og hvordan var det gået tante Martine ! + +— et fattigt menneske var hun til sidst , — men +hvor længe havde hun været det ? ja , det vidste ingen . +Det var , som jeg var bleven rent forstyrret ; +jeg kunne flet ikke mere finde lyse sider ved det +ægteskab ; trods alle smykkerne og stadsen , der +lå foran mig på borde og stole , og trods den +lille brud selv , der løb fra og til og fornøjede sig +over det alt sammen , så jeg dog kun fæle skyggebilleder . +„ Hvad +siger du om det dejlige vejr ? det spår +gødt , ikke sandt ? “ sagde den lille stakkel , medens +hun dannede figurer på bordet af fine smhkkeæsfer . +„ Jo , +med guds hjælp , “ sagde jeg , men da jeg , +i det samme , hørte skolelærerkonens skærende +stemme i haven , og så hende gå hen til fader +med et myrthetræ , tænkte jeg : „ Det spår dårligt . “ +„ Hvad vil madam Hansen ! jeg kan høre +hende . Tak , hvor det er et dejligt træ , gode +madam Hansen , “ nu stod rose ved vinduet og talte +ud , „ mange , mange tak ; det er rigtignok meget +kønnere , end vore egne , for de blomstre ikke . — +å , vil de komme her op , så skal de se mine +ting . “ +„ Hvor der er mange skønne sager , og hvor +det er rigtigt af dem , at de har forsynet dem så + +godt “ -- -- -- -- sagde den fæle kone , da hun stod derinde +med hænderne på ryggen og betragtede alt +med griske blikke , „ det er det eneste rigtige , frøken , +for man er jø døg ikke herre over , hvad der kan +ske . “ +„ Nej , “ sagde rose indrømmende „ for man kunne +jø siden blive fattigere , og så var det jø godt , man +døg havde det . “ +„ Ja hør , hvor sød fornuftig , — hun er forberedt +på det , — men det er rigtignok en skæbne , +der står langt i baggrunden for dem , lille frøken +rose , som jø er sikkret med deres firehundrede daler +om året og mere . “ +„ Det ved jeg ikke det mindste om . “ +„ Nå fy da , så er jeg jø en grim sladdrer , +at jeg fortæller det . — > men den række små kjoler , +der hænge der , strøgede og nette , — de er vist fra +deres barndom , — må jeg spørge , skulle de også +puttes ned i kosferten ? “ +„ Nej , dem har Lise lovet , når jeg er rejst , +at fordele mellem børn . “ +„ Det er en nydelig tanke . — hvor de vil +gøre meget godt på deres gods , frøken , — det +er jeg så vis på , de vil ! — hr. Fischer vil +bare tænke på at fornøje og more dem og sig selv , +og de vil tænke på andre . — så ville deres + +penge nok få ben at gå på , — men det skulle +penge jo også have . Farvel , søde frøken , for nu må +jeg nok ikke forstyrre mere . — jeg ved ikke , om jeg skal +komme siden , og sætte krandsen på det lille hoved ? “ +„ Nej , madam Hansen , det har jeg fået lov +at gøre , “ sagde jeg bestemt . Da rose havde sagt +farvel og kysset hende , og hun stod alene med mig +ude på trappegangen , sagde hun igen : „ Jeg kan +såmænd ikke glemme , så fornuftigt det var af dem , +efter hvad man desværre har hørt om det unge +menneske , at forsyne det søde barn så godt med +alle dele . “ +„ Har de hørt , at han var en ødeland , eller +hvad mener de ? “ spurgte jeg . +„ Ja det ved gud , det har jeg rigtignok hørt , +men når de , som er nærmest til det , ikke ved +noget , — så er det rimeligvis ikke sandt . Jeg +troede såmænd det var det , de havde indrettet +det på , — men det er det altså ikke ? — +så meget desto bedre . — godmorgen , jomfru Lise , +det kunne da ikke være et yndigere vejr , skønt man +siger , det er bedre , solen ikke brænder så meget . “ +Da jeg kom ind igen , stød rose allerede ved +myrtten og afklippede en lang dejlig green til +krandsen . +„ Å , gør det ikke , “ bad jeg , „ det lille træ fra + +din confirmation , som jeg har passet , blomstrer rigtignok +ikke , men jeg kan dog få en køn krands +alligevel , det har hele tiden været min bestemmelse +at binde en deraf . “ +Det nyttede ikke , hvad jeg sagde ; hun havde nu +modtaget den af den gode skolelærerkone , og ville +på ingen måde fornærme hende ved ikke at +bære den ; siden måtte jeg pynte hendes små kære +lokker med de blomster , der vare opvoksede i bare +avind og skadefryd . Det var , som jeg satte alt +ondt lige over hendes hoved . Men det var jo +dum overtro . +„ Hvor seer du dog sjæleglad ud , rose , “ sagde +jeg siden , medens hun rakte mig kniplingerne og +de fine hvide sager , efterhånden som jeg pakkede dem +ned i kofferten . +„ Ja , det er jeg også , — og jeg tror næsten , +jeg glæder mig allermeest til Christian ; når vi +komme hjem fra kirken , er han her da , gud flee +lov . “ +„ Å , han betyder da ikke stort i dag , “ sagde +jeg alvorligt , „ men nu kommer din forlovede vel +straks . “ +Hun bøjede sit ansigt imod mig , og så meget +skælmsk ud : „ Hvad siger du , Lise , i dag længes jeg +mere efter Christian , end efter Sophus . — hvor + +du seer forskrækket på mig , — egentlig er det dog +ikke så underligt , — Sophus får jeg jo nu at +se hver eneste dag . “ „ Å nej såmænd , “ sagde +jeg , og blev ved med indpakningen . +Jeg ville just sige et par alvorlige ord om +dagens betydning , da moder kom med bryllupskagen , +og både hun og rose jublede over +den . +„ Skal du ikke have nogen tid til at sidde +ganske roligt og tænke efter , lille rose , “ begyndte jeg , +da moder var gået ; det stakkels barns sorgløshed +pinte mig så forskrækkeligt , „ det er dog en +alvorlig begivenhed , der nu foreslår . “ +„ Jeg ved godt , at den er alvorlig , “ sagde hun , +og så trosfyldig på mig med sine skønne øjne , +men jeg har alt for meget at tænke på , til at jeg +kan finde alvoren , — først på at Christian kommer , +få på rejsen til Italien , så på de breve jeg +vil skrive til eder , og så på , at jeg skal have nogle +af eder hos mig hele vinteren . — nå , nu er du +færdig med indpakningen , Lise , — så tror jeg +næsten det er påtide , at jeg bliver klædt på . “ +Klokken fire om eftermiddagen skulle vielsen +foregå ; mine forældre ville køre til kirken med +det unge par , men jeg blev hjemme . + +vognen holdt for døren , brudgommen var +kommen . +Jeg ved ikke , hvad der gik af mig , men da jeg +havde pyntet lille rose , og hun flet ikke , som andre +ved den lejlighed , så højtidelig ud , men dansede +med slør og krands foran spejlet , som hun bare +legede at være brud , blev jeg så forunderlig til mode , +at jeg for ned ad trappen og råbte til moder , +som allerede stod der i sin fulde stads : „ Å , lad det +blive en lille tid endnu , hun er for ung , lad det +vente . “ +„ Er du fra forsfanden , Lise , “ sagde moder +blot , idet hun gik forbi , ud til vognen , uden af +bryde sig det ringeste om mig . Alting var jo ordnet +og færdigt . Det var jo også , som jeg ikke var ved +mine fulde fem . +Jeg følte en ubeskrivelig uro , da jeg stod der i +vinduet og så brudevognen køre , og hørte klokkerne +kime . Hvis jeg havde troet , det var gået op +for hendes sjæl , af hun elskede en anden højere , +end den hun fik , tror jeg ej , jeg havde taget mig +sagen så nær , som netop nu , da jeg vidste , hun +var uvidende derom . +„ Det arme elendige barn , “ streg jeg uvilkårligt , +og vred hænderne , „ hvad skulle vi gøre , når hun +vågner ! “ + +nu var jeg selv vågnet . Det er forunderligt , +så pludseligt man sommetider , uden af kunne forklare +sig grunden , lige på engang kan blive vækket +af lang sløvhed . Klokken ringede uafladeligt ; jeg +kunne fra vinduet se over til hullet i kirketårnet , +hvor den havde travlt med af gå frem og tilbage , +da Christian , med sin vadsæk p�� ryggen , langsomt +kom gående ind i gården . +Der var så rent , fejet og propert i hver krog ; +han kunne nok se , at brylluppet ikke var blevet udsat , +om han ikke kunne høre det på ringningen . +Å , den klokke med sit ding-dang , ding-dang , +jeg ønskede Vorherre ville gøre det mirakel , at jeg +fik kraft til at standse den . +Jeg havde ikke mod til at gå ham i møde ; +først , efter at han på sit værelse havde iført sig et +nyt sort sæt klæder , kom han ind i stuen til mig . +Han havde et roligt ansigt , og var klædt med +stor omhyggelighed : det hvide halstørklæde var +bundet smukt akkurat , og håret sad blankt og glat +nedkæmmet , men han var forfærdelig bleg . +„ Jeg tænkte nok jeg kom alligevel for sent , “ +Sagde han med sin sædvanlige stemme , som ingenting +var foregået . +„ Ja , til vielsen , men så kommer du dog til + +at spise med , “ svarede jeg , og gik så omkring med +ham og viste ham det dækkede bord og blomstervaserne . +Da +han havde set derpå , satte han sig ned +på en stol , som var han trætjeg +hentede et glas god vin og et stykke mad . +Han tog det uden modstand , og drak hver eneste +dråbe af vinen på en måde , som han mente , +den kunne give ham kræfter . +„ Jeg seer da ikke for dårlig ud til at vise +mig ? “ sagde han i en tone , der skulle være ret +munter , medens han så på sit ansigt lige overfor +i spejlet . +„ Jo , det tror jeg du gør , Christian . Det +vil gøre hende ondt at se dig , — vil du ikke hvile +lidt i dit Kammer , til det siden bliver bedre . “ +„ Jo , det må jeg nok hellere “ sagde han , idet +han rejste sig , „ det er underligt , før mærkede jeg det +ikke . Jeg ville ønske , det måtte gå over , jeg +ville nødig , at hun skulle savne mig ved bordet . “ +Han sagde dette ligefremt og fattet , som sagen +ikke angik ham mere , end enhver anden bryllupsgjcest . +Da +jeg havde fulgt ham til sit værelse , og +rullet gardinet ned , lagde han sig lidt på sengen . +Hans hænder brændte og jeg kunne føle på + +pulsen , at han havde stærk feber . Dette var ej +blot sjælsuro , der var ingen tvivl om , at det var +en rigtig legemlig sygdom . +„ Du har vist i nogen tid været syg , Chrisfian +? “ +„ Å ja , men det var ikke noget videre ! “ han +lagde hovedet mat tilbage . „ Du skal ikke fortælle +det , Lise , for jeg kommer siden . “ +Ligeoverfor ham hang den rad små stumpede +kjoler , en rød , en hvid , en blå , som rose havde +havt , da hun var lille , de samme , som skolelærens +kone før talte om ; i travlheden vare de blevne hængende . +En af dem var fra hun var tre , en fra hun +var fem , og en fra hun var otte år . Den røde med +strimlerne var syet af en rest , moder næsten +fik oven i købet , da hun købte det grønne stolebetræk . +Den blå havde hun anskaffet for de penge , hun fik +for de sorte høns , hanen og hønen , der vare så +ansete af os alle , og så så strunke ud mellem de +spættede i gården . -- den lille broderede hvide +havde moder syet sammen af et christentøi , som +præstens kone engang havde foræret hende . Chrisfian +havde været moders fortrolige , medens hun +syede de små kjoler , siddet hos hende , og fulgt med +arbejdet , med hver enkelt del , hver knap , hver +strimmel , hvert lille ærme . + +da jeg så hans øjne hvile på de små +kjoler , var jeg bange , at de mange minder , de +måtte vække , kunne forøge hans sorg , og ville +derfor tage dem bort , men han sagde : +„ Å nej , lad dem hænge . “ +Kirkeklokken , der en lille tid var ophørt at +kime , begyndte nu igen med sit ding-dang , dingdang . +„ Hør ! “ +Sagde han , idet han rejste sig og fik +et underligt , sørgeligt , forvirret smil i sit ansigt : +„ Nu fører han hende gennem kirken , som sin ægteviede +hustru . — hvad græder du over , Lise , nu erdet +jo forbi ! — mon han nu kan elsfe ? Jeg gad +dog vidst , om han nu kan elske ? — hun holder +mere af mig . — øet står jo i brevene ! Øet kan +ikke nytte , at du nægter det , “ han tøg mig fast om +hånden , al den konstige ro var nu gået over til +heffighed , og hans blege ansigt var blevet stærkt +farvet . „ Å , hør klokkerne , det er skammeligt , for +det er mig hun holder af , og så tage de den stakkels +lille hånd og række den til ham . — men , +hvad tror du han får ? — ikke andet , end det lette +fnug af hendes kjole , og mig havde hun givet alt , +et helt livs glæde . — men i tænke vel , hun +bliver rig med ham , nej , med ham bliver hun en +fattig stakkel , men med mig var hun bleven hovedrig . + +— trøede i ikke jeg havde noget at byde +hende . — jeg havde jo alt , — kan du ikke forstå +det , alt , hvad et menneske kan have at give , det +havde jeg jo . — trøede i , jeg ville holde det tilbage , +siden i syntes , jeg var for fattig . Var det +det i mente , hvad ? sig det dog , var det det ? , , +„ Nej , det vidste vi jo nok , læg dig nu roligt +ned . “ +„ Men hvad mente i da , så var der jo ingen +tænkelig forstand i det hele . — trøede i , jeg ingenting +havde . I vidste jo dog , at jeg arbejdede for +hende fra morgen til aften , at jeg blev ved , til jeg +blev træt , og begyndte så igen , og blev igen ved , +til jeg blev trættere . Trøede i , det alt sammen var +frugtesløst , og at jeg kom hjem som en stakkel ? nej , +jeg kom hovedrig hjem ; for hver anstrengelse blev +kærligheden større . Det var jo et væld , — man kunne +øse og øse , og det kunne ikke mærkes , og hver smule +var til hende . “ +Sådan blev han ved , værre og værre , eftersom +feberen tiltog . +„ Det var nederdrægtigt ! — havde i sagt : arbejd +syv år , og syv år til , så havde jeg ligeså +godt kunnet gøre det for min lille rose , som +Jacob kunne gøre det for Rachel , — hvorfor fluide +jeg ikke kunne gøre det , akkurat ligeså godt som + +han . — men det sagde i ikke , i toge hende fra +mig og forcerede hende til en tigger . — og jeg har +alt det , og det tynger og presser , men jeg tør ikke +give hende en eneste hvid . — “ +Tilsidst talte han sig træt , og da vøgnen kom , +lå han i en temmelig rolig søvn . +Da jeg kom ned , var brudeparret og gæsterne +allerede i stuerne , men jeg traf moder med shawl +og hat ved køkkendøren . Hun havde sin nød med +at trække de snevre , hvide allunshandsker af hænderne . +„ Gå +ind til de fremmede , barn , medens jeg +stikker bollerne på , “ bad hun , „ gå ! gå ! gå ! “ +Der var sådan en hast over hende , at jeg +neppe kunne få fortalt , at Christian var kommen og +havde måttet lægge sig lidt , da han ikke var ganske +rafl . +Hun så forvirret på mig ; hendes hoved var +i dag så fuldt af alle de gemyser , saucer og stege , +der uundgåeligt måtte møde på bordet , at hun +virkelig ikke godt kunne samle sine tanker om noget +andet . +„ Hvor du seer fortvivlet ud , Lise , “ udbrød hun , +„ hvad var det du sagde , Christian har lagt sig lidt +på sengen og kommer ned siden , hvad ? — han +kommer da ned siden ? “ + +„ Ja , med guds hjælp ! “ +„ Hvorfor vil du da forsfrække mig ; tal nu +ikke derom til de andre , “ hun for ud til sine +boller . +Rose blev meget bekymret over , at Christian +ikke var kommen . Det var en lille sørgmodig brud , +der sad der ved den nette , livlige brudgoms side +og pillede af sit brød og ingenting spiste . Den ene +af herrerne fra Søgård , ikke godsejeren , men den +høje officer , en kraftig , smnk , glad , jovial gammel +mand , tog moder til bords , men talte hele tiden +med fader , der sad ved hans ene side , højtideligt +pyntet i sin sorte kjole . — moder sad noget fra , +ved bordenden , og lagde retterne for . +Officeren var en stor haveelfler . Ligeså fornøjet , +som han lod til af være , ved af modtage faders +oplysninger om adskillige blomster og planter , +ligeså veltilfreds var fader , ved af meddele ham +dem . Hvergang officeren , under samtalen , havde +tømt sit vinglas til bunden , fyldte fader det +igen til randen med den samme forsigtighed , for +ikke af spilde , og det samme strålende , milde ansigt , +som han rigtig undte det , og satte en ære deri . +Der blev holdt to taler : +den ene af officeren , den anden af præsten . + +officerens var kort . „ Da han lige havde talt med +den ærede vært om hans roser , “ sagde han , „ så +kom han til af tænke på en af dem , bruden ; hun +hed rose , og var en rose , og ville , efter al sandsynlighed +komme til af danse hele livet igennem +på roser . Rosens skål skulle alle tømme , til +sidste dråbe , hurra for hr. Torstensens skønneste +rose ! “ +Præstens var længere ; den var etslags fortsættelse +af hans brudetale , der gik ganske i samme +ånd . +„ Han og hans familie havde kendt den yndige +unge brud fra hendes barndom , og holdt af hende , +som af en datter eller søster ; det var ikke +underligt , af de frydede sig på hendes vegne . Men +det var ikke alene de nære venner og bekendte , der +glædede sig i dag ; alle , der blot vare komne i ringeste +berørelse med hende , undte hende sin store +lykke , fordi hun var beskeden og kærlig , og +med guds hjælp kunne bære den . “ +Sådan var vor venlige præsts opfattelse af +sagen . +Brudgommen bukkede og skrabede til complimenterne , +talte om , af fordelen var alene på hans +side , og kom i det hele godt fra det ; og det gjorde + +bruden også , skønt hun ikke sagde et ord , men +bare kom med sit glas og smilede . +Efter bordet samtalede gæsterne indbyrdes +lystigt med hverandre i haven ; vi vare da selv +overflødige . Moder gik ud til sine sysler , fader +gik op med bruden på sneglebakken ; han sad der +på Toppen ved dannebrogsflaget og røg sin pibe , +medens hun stod med en kikkert og så efter Christian . +Da +jeg sad ved hans seng , kunne jeg se hende +hvor hun stod deroppe , med sløret og krandsen , og +ventede på ham . +Nu talte han ikke mere , som før , men lå enten +ganske stille , som han sov , eller sagde et par +enkelte nødvendige ord , at han ønskede lidt vand , +eller ville have noget forandret ved sit leje . +Moder kom engang derop med en stor portion +viinbudding med vanillesauce , men da det var +begyndt at mørkne , og hun blot kunne se , at han +sov og var rød i ansigtet , troede hun , det hele kun +var en hovedpine , der nok ville gå over , så snart +han vågnede . +Endelig var dagen stridt . Da de fremmede +vare kørte , skulle brud og brudgom også bort . +Den nye wienervøgn stod derude og glimrede +med sit metal og sine lygter , snart skjulte månen + +sig bag en svær sky , snart kom den igen frem i +sin hele størrelse . +Vi stod alle i gården . +„ Hvordan er det blevet med den kære dreng ? “ +Hviskedee fader til moder ; i det sidste øjeblik havde +hun fortalt ham , at han ikke var rask . +„ Jeg har været deroppe , “ sagde moder , „ nu +klæder han sig på og kommer . — farvel , min velsignede +pige , og Vorherre være takket , at du skal +gå ad de lette veje . Å , mit søde barn , holder +du så meget af os , at du sådan kan græde . Nu +er du jo vokset langt ud fra os , — nu skal du +ikke se tilbage på gartnerens hus , nu skal du +bare se fremad i den lyse verden . “ +Moder ahnede det vist ikke selv , men hun holdt +næsten ordret den samme tale , som hendes moder +havde holdt , da tante Martine rejste . +„ Å , jeg ville ønske , jeg kunne blive “ sagde rose , +idet hun knugede sig så fast til hver især af os , +som hun ikke ville flippe igen . +Brudgommen havde siddet der længe , da hun +gik op i vognen . +Fader gav hende højtidelig peltsværkskåben +på , moder stoppede den omkring hende på en forunderlig +sorgløs måde , og jeg rakte hende den lille +rejsetaste . + +„ Farvel , “ råbte den unge herre , han var +utålmodig , ville gerne køre , og tog hele tiden til +hatten , for at give dette tilkende , „ Farvel , farvel . “ +„ Å , Sophus “ sagde hun , „ må vognen ikke +holde lidt endnu . — du kan da nok tænke , jeg er +bedrøvet . — hvor møder har sørget for mange lys +derinde i vinduerne . Det kære gamle hus seer +så venligt på mig . Jeg har haft det så godt +her . — å , vent lidt . — jeg har ikke sagt dem alle , +hvor godt jeg har haft det . Så snart jeg nu kommer +hjem fra rejsen , besøger jo møder og Lise mig , +hvad ? Å Sophus , bank ikke endnu på vinduet +af kusken , jeg må sig noget mere . Har jeg takket +møder for krandsekagekurven med navnene på , +jeg blev så forundret , da jeg så den på bordet . +— og hvor havde du døg smykket hele huset skønt +med dine blomster , lille fader , hvor kunne du døg +nænne at plukke alle dem . Å , bliv lidt . — det er +så underligt , jeg har jo længe vidst , at jeg skulle +bort , men det er døg , som jeg først nu fik det at +vide . -— hør nu , ville i sige til Christian , at jeg +var bedrøvet , fordi han ikke kom ! “ +Min Broder havde hele tiden ligget og sagt , +at til allersidst ville han se hende ; jeg troede umuligt +det kunne lade sig gøre , men da jeg , i det +øjeblik hun talte om ham , hørte en lyd , som om + +nogen kom , og så tilbage , kom han virkelig . Han +støttede sig til det lille jernrækvcerk ved stentrappen , +der førte ned i gården , og famlede sig frem , som +var han svimmel . +„ Her er jeg , lille rose , — jeg kunne ikke komme +før . “ +„ Å , gud ske lov , så kom du døg , — gud +ske lov ! “ hun tog hans hånd og klappede den +mellem begge sine , „ Du er så hed , — så brændende . +Hold lyset tættere , å , Lise , vil du , — +Sophus skulle døg rigtig se min kære Broder +Christian ; men er det skæret ? — jeg synes du er +så bleg . “ +„ Det er vist skæret , “ sagde han med en lille +kort latter , han ikke kunne få til at klinge lystigt , +og så gik han nærmere hen . Jeg havde ikke troet +det var muligt , at Christian kunne få et skummelt +udtryk , men han så skummel ud , da den anden +betragtede ham med sit ligegyldige ansigt . +„ Kan du se ham , Sophus ? “ spurgte hun . +„ Ja , det kan jeg godt , min lille engel ; godaffen , +godaffen , eller velkommen skulle man sige , +det er flet ikke net , min gode herre , at de først +kommer i det sidste øjeblik . Godaffen , godaffen , +og farvel med det samme . Hestenes tålmodighed +tør vi nok ikke sætte længere på prøve . — tak for + +al deres godhed , rare tante Rikke og oncle , +er det ikke Mathias ? og svigerinde , eller det er +nok rigtigere cousine Lise , tak , tak , tak , og farvel , +allesammen . Han rakte nu hånden til hver især på +en egen hastig måde , som han bagved høfligheden +sagde hos sig selv : „ gid Pokker havde jer , “ og +bankede så , for alvor , på ruden til kusken . +Rose holdt endnu min Broders hånd . „ Du +må ikke læse så meget Christian , hør , — det har +du ikke godt af . — og så farvel , — besøger du +os , når vi komme hjem ? “ +„ Ja , så snart det kan lade sig gøre . — farvel , +lille rose ! “ — +da de vare borte , slog fader sin arm om +Christians skulder , og så gik de to sammen derude +i måneskinnet , medens moder og jeg , inde i +huset , satte borde og stole på deres rette pladser . +Fader tænkte vist , at den friske luft kunne hjælpe +Christian fra feberen , men han var alt for syg , til +at så lidt kunne nytte . +Da doktoren næste morgen kom , sagde han , at +det var nervefeber . + +offende capitel . +Allerede i de første dage af sygdommen rasede +han forfærdeligt . Doktoren , der ellers plejede at +beholde håbet til det iderste , så meget alvorlig +ud ; hvordan ville det ende , når det begyndte så +voldsomt . +„ Men han har en god natur “ , sagde fader , +der sad ved sengen , „ han har aldrig forvoldt os +nogen sorg med sygdom før “ ; medens han sagde +dette , så han på Christian med et kærligt blik , +som om han hos sig selv tænkte : „ hverken med sygdom , +eller med nogetsomhelst har han forvoldt os +sorg . “ +Doktoren , en lille ivrig mand , sad med eftertænksomt +ansigt og følte pulsen . „ Ja vist har han , +fra først af , en brillant natur , men han har forlæsf +sig , — jeg har engang sagt det til ham , de +forlæser dem , menneske . — feberen havde ikke +taget så meget på ham , når han ikke var svækket i + +forvejen . Hvordan skal han stå imod , når han +allerede er så mat som en flue . “ +„ Er det det rimeligste , at vi miste ham ? “ +Spurgte fader , medens vi andre ventede ængstelige +på svaret . +Først så doktoren meget deltagende ud , men +så for han op : „ Lad os først og fremmest være +enige om ikke at gøre hverandre knuder . Hvis de +straks , når deres planter i tørken begyndte at +hænge , troede det var ude med dem , så ville +de ikke gide vande dem , og følgen ville blive , at +he for alvor gik ud . — gør mig nu ikke ked af +ven syge . — kan en læge ikke holde håbet +vedlige , så bliver han dvask . — lad det nu dog +være mig , der ryster på hovedet , hvis der skal +rystes , og hold de dem bare rolig . Når jeg +skal se på et sådant mismod , taber jeg både +interesse og villiekraft . Folk ville altid at en +læge skal opmuntre , han skal , min salighed , opmuntres . +For øjeblikket er der lige så megen +rimelighed for , at han kan komme sig , som for det +modsatte . Men herefter vil jeg intet direkte spørgsmål +have , thi , hvad jeg ej engang har lyst til at +fortælle mig selv , fortæller jeg så meget nødigere til +andre . “ +Efter denne tale , turde vi i lang tid ikke spørge + +ham , men det behøvede vi egentlig heller ikke , +hans udtryksfulde ansigt fortalte nok , og hver gang +fik det et alvorligere anstrøg . +Det var forunderligt , at Christian i al den tid , +skjøndt han fantaserede næsten uafladeligt , ikke sagde +en sætning , der kunne forklare fader og moder +hans følelser for rose . Kun jeg , der var indviet +i sagen , kunne finde mening i den ville tale . +De tre små kjoler vedbleve at hænge derinde ; +hvergang jeg bare rørte dem , bad han : „ Å , lad dem +blive . “ +Jeg tror , de dannede sig for hans øjne i venlige +skikkelser ; når han talte allerivrigst om +sorte djævle , der sagde på sengen og pinte ham , +og så så derhen , kunne han pludselig smile fornøjet +og blive ganske stille . +Det var tunge dage . Moder og jeg græd bestandig ; +fader græd ikke , men sørgede døg endnu +mere end vi . Det , at han havde opmuntret ham +så meget til studeringerne , flår ham nu også i hjertet . +Den eneste , der hjalp os med at våge , var en +sfikkelig husmand , der i mange år af og til havde +arbejdet for fader . Hver aften , når klokken ringede +til solnedgang , og han var færdig med sin bestilling +i landsbyen , kunne vi høre hans ubehjælpsomme klnntede +gang op ad trappen og hans underlig dumpe + +banken på døren . „ Nu må de ind og ta ' e +hvile , “ sagde han da altid i samme tone , og altid +kun henvendt til fader , han lagde flet ikke skjul +på , at han brød sig mest om ham . Den inderlige +hengivenhed og deltagelse , der lå i hans blik , +når han sagde de par ord , kan jeg aldrig glemme . +Jeg ved ikke , hvordan fader bar sig ad i den tid , +om han i det hele tog hvile . Hvergang jeg , tilfældigvis , +lod øjet falde ud i haven , efter at han +havde forladt sygeværelset , kunne jeg se ham der i +utrættelig virksomhed . Hvor liden tid han end +dengang anvendte på arbejdet , tror jeg dog han +fik ligeså meget udrettet som ellers , så forfærdelig +ivrigt tog han fat . +Hvor var han dog ufortrøden til at vande , især +de forkrøbne , ynkelige planter . Sommetider så +jeg ham bøje sig ned , kigge så ængsteligt på dem , +og beføle dem , om der endnu var liv . +Da sygdommen var på høidepunctet , indtraf +der pludselig en tilsyneladende bedring ; feberen +standsede rent , og han lå stille hen , sov ikke , men +så mat frem for sig . +Dette var en morgen tidligt . Fader gik straks +efter lægen . +Skjøndt dennes ansigt ikke var mindre alvorligt , +da han følte pulsen , end det plejede at være , + +sagde moder dog nok så trøstigt : „ Det er meget +bedre , ikke sandt ? “ +„ Feberen er rent borte , efter hvad jeg kan +mærke ; “ han flap hånden , glattede hans pande , +så på hans blege ansigt og spurgte : „ Hvordan +har de det ? “ Christian så med et underligt , blik +på ham . +„ Lidt bedre er han vist , “ sagde fader med et +glimt af glæde i øjet . +„ Feberen er borte , “ sagde doktoren igen . +„ Men man tør ikke tro , at faren er overstået , +mener de ? “ +„ Jo , faren er overstået , livsfaren er overstået “ . +Idet doktoren sagde dette , glattede han +igen hans pande , og sagde derpå med et på engang +gennemtrængende , bestemt og opmuntrende blik +på den syge : „ Kan de mærke , de er bedre ? “ +Christian stirrede først på ham , så på os +andre , men udtrykket var uklart og tåget , som han +alligevel ikke så os . +„ Der er noget i blikket , jeg ikke rigtig synes +om , “ sagde doktoren . +„ Er de bange for hans forstand ? “ spurgte +fader . +„ Hans hjerne har været betændt , — det efterlader +jo undertiden følger . Hvis han endnu havde + +feber , ville hans åndssløvhed ikke ængste mig , +men da feberen lader til at være overstået , holder +jeg ikke af den . — man ved heller aldrig , hvor +sådan en sygdom vil dreje hen , — hver har sin +måde . Det er just det , der er ulykken . “ +„ Hvis han bliver en stakkels fjolle , var det +bedre , han var død , “ sagde fader og brast i en hulken , +som han dog straks standsede igen . Man måtte +se sig om , hvorfra den voldsomme lyd var kommen , +så fattet var hans bedrøvede , eftertænksomme ansigt +et øjeblik efter . +Doktorens udtryk vekslede også ; først så han +ud som bare hjertelighed , som det gjorde ham så +inderlig ondt for os , men så for han op akkurat +som sidst . I sin egenflab af læge , fordrede han +eneret over den syge , og kunne ej engang +finde sig i faders indblanding . „ Lad mig nu +være , Torstensen , “ råbte han , „ begynder de nu +forfra af spille profet . Hvorfor skulle han blive +en fjolle ? — mente de , han kunne blive rafl på +et øjeblik . — når det har regnet et par uger , +begynde folk allerede af bore huller i Vorherres +sol , og snakke , som havde vi taget afsted med den +her på jorden , men kommer den så pludseligt +frem og kaster sit skin lige over deres hoveder , + +blive de ikke en smule forundrede . — hør +nu , Torstensen , skønt jeg i dette øjeblik ikke +rigtig kan fatte det , og formodentlig i morgen vil +undre mig , hvis jeg træffer den syge ved bevidsthed , +kan det dog være , af det allerede iovermorgen +forekommer mig som den naturligste ting af +verden ; for så vil det synes mig sandsynligt , +som nu synes mig usandsynligt . Sådan er vi mennesker ! +— min mening har intet af sige , speculeer +ikke på den , men bed til Vorherre , og bliv ved af +håbe ; det gør jeg ; jeg har ikke tabt håbet , og +vil , pine død , heller ikke af med det endnu . “ +Der var ingen rigtig trøst i den tale , hvor +godt den var ment . Han var , som læge , på sin +Viis ligeså interesseret i sagen , som vi , og ville +nødig tro sine egne klare øjne . +Næste morgen begyndte Christian at få lidt +appetit , men da vi måtte made ham , som et barn , +og hans åndstilstand var den samme , havde vi ingen +glæde deraf . +Når vi prøvede at give ham skeen i hånden , +lod han den falde ned mod tallerkenen , så sig om , +hvorfra den klirrende lyd kom , men fattede det ikke . +Da der var gået et par uger således hen , +uden vi kunne spøre nogen bedring , foreslog doktoren , + +at vi skulle flytte ham ind i dagligstuen , +og lade alt i huset gå for sig som før . „ Lad +ham høre sin faders spade i haven , sin moders +Morter , hakkekniv og nynnen i køkkenet , og sæet +dem , som de plejer , jomfru Lise , ved vinduet med +sytøjet , måske det kan virke forfriskende på sindet . +— å , havde vi nu deres søde lille rose +hjemme , men det må vi slå en streg over . “ +„ Rose , “ sagde Christian pludseligt , og så op +med det dejligste blik , „ hvad er det med rose ? “ +Moder tog begge hans hænder , trykkede dem +til sit bryst , lo og kyssede dem , men fader stod +bare og så på ham med rigtig hjerteglæde . +„ Ha ha ! ha ha , nu er fyren frelst , “ sagde +doktoren , og iovermorgen er vi ikke engang forundrede +mere . “ +Jeg stod også op fra mit arbejde og gik hen +til sengen , men da jeg vidste hemmeligheden , var +jeg ikke nær så glad , som de andre . +„ Hvad er det med rose ? “ sagde han igen , men +denne gang med et tungt suk . +„ De skal alligevel gøre , som jeg før foreslog , “ +Sagde doktoren og gik . +Moder for hen til sit sysfrin efter roses +breve , som lå der på bunden . „ Nu skal du + +høre , hvordan det er med rose ! — å , min gode +dreng , nu synes jeg såmænd først vi have fornøjelse +af så godt det går det lille søde menneske ; +hvad Lise ? ikke sandt fader ? jeg har næppe læst +hendes breve , så forsørget har jeg været ; — kom +nu alle , — sæt jer nu her ved sengen , så kan vi +høre dem i forening . “ +„ Nej , min sjæl , om han skal høre dem , “ sagde +fader , „ vil du forsinke hans helbredelse . — nej , +det var nok alt for meget af det gode , min dreng , +hvad siger du , var det ikke for meget at forlange +af os ? “ +„ Jeg tror , jeg vil hellere vente , “ sagde Christian , +og så græd han som et barn . +„ Han er mat og svækket , stakkel , “ sagde fader , +„ det er så rimeligt , — er du bleven en gammel +kjærling , hvad min dreng ? å , det kan sagtens forvindes , +det er bare han kommer ud at styrkes i den +friske luft . Jeg ville flabe mig meget værre , når +jeg skulle spærres inde . Det er netop de stærkeste , +der ikke passe i fangehuller . “ +Alt dette sagde fader bare , fordi han på ingen +måde ville , at vi usselige fruentimmer skulle lægge +Christians sindsbevægelse ud som qvindagtighed . + +niende capitel . +Så var han da nu bedre , men det gik langsomt . +Ulykkelig var han dog ikke , tværtimod , jeg tror , +gud ske lov , at rekonvalescensen var ret behagelig . +I den matte tilstand , hvori han befandt +sig , faldt det ham lettest og naturligst at lade tankerne +hvile , og det gjorde han da også , så længe +som muligt . +Bi fik ham ind i dagligstuen , lagde godt i +kakkelovnen , satte puder omkring ham , og gjorde +ham , så vidt vi kunne , til behag ; så sad han der i +lænestolen vuggede frem og tilbage med det svage +legeme og smilede venligt til enhver , der kom ind +af døren . +Førsf efter nogen tids forløb , turde vi lade +ham få roses breve , og så kunne han dog endnu +kun tåle at høre et hver dag ; det halve om formiddagen , +og det andet halve om eftermiddagen . + +„ Tæk , nu skal du ikke læse mere , “ kunne han pludseligt +afbryde , når fader var midt i læsningen , og +så man så på ham , kunne han se meget anstrengt +ud . +Da rose fik at vide , at Christian havde været +så farlig syg , sendte hun ham , — så snart hun kom +tilbage fra udenlandsrejsen , — et Anker god vin . +„ Det er såmænd den bedste , der er i kælderen , “ +Skrev hun , og så bad hun ham , i samme brev , så +inderligt , om så snart han kunne tåle at rejse , at +besøge hende . „ Værelserne her er så luftige , det +er bare sale , svage folk må vist kunne komme +til kræffer her . “ +Den vin havde vi alle megen tillid til . Fader +tappede den i flaskerne , og hvert af de små +glas , som han regelmæssigt hveranden time gav +den syge , bidrog sit — det troede vi da — +til at give ham kræffer . +Men , som sagt , det varede længe , længe , før +han blev sig selv igen . Til sidst tænkte jeg , at det +var blevet hans anden natur , at være så blid og +stille , og at han i disse dage , ved Vorherres nådige +bistand , havde tilkæmpet sig denne milde sjælefred . +Men heri tog jeg fejl , sådan var det ikke , dette varen +dvaletilstand , flet ikke andet . + +efter bordet sad fader gerne ved hans side +og læste , som han plejede , sit „ Fædreland “ højt for +os . Hver gang han kom til et sted , han syntes +om , vendte han sig mod Christian , for at få hans +bifald ; når han istedet derfor , kun fik et åndsfraværende +blik , hvor så han dog inderlig bedrøvet +hen til os andre . +„ Er det for meget for dig endnu , — hvad , +min dreng , sig det kun , er det det ? — nå , det +er det ! — ja , det er jo så begribeligt , — det burde +jeg have tænkt , “ kunne han da sige på sin sagtmodige +måde og lægge bladet til side . +I mørkningen , når jeg havde lagt mit arbejde , +sang jeg de viser , han holdt af . „ Flyv +fugl , flyv over fuursøens vover “ , foretrak han +for alle , den havde rose sunget så yndigt . Sommetider +stemmede han svagt i med , men ordene blev +af og til så rent borte , at han ikke kunne komme +på dem uden vor hjælp . +Således kom han også undertiden , når han +ville udtrykke en mening , med forkerte ord , +fordi han ikke kunne finde de rette . Jeg skal aldrig +glemme faders tålmodighed med at hjælpe ham +på gled . +„ Tror de nogensinde jeg bliver klar her ? “ + +spurgte Christian engang doktoren , da fader var +ude , idet han pegede på sit hoved . +„ Ja vist , de er jo , gud ske lov , allerede klar , “ +Sagde han venligt . +„ Nej , ikke rigtig , for jeg kan ikke tåle at tænke ; +nu , fader er borte , vil jeg tale med dem derom . +Jeg er akkurat , som jeg ingenting havde lært , — +jeg kan flet ikke finde noget af det alt sammen . — +derhenne på reolen står Julius Cæsar , er de +så god at række mig den , at jeg kan se , om jeg +endnu kan forstå noget . “ +„ Ja bare se ad , men vi må ellers på ingen +måde anstrenge os med nogetsomhelst . “ +I førstningen så han meget fortvivlet ud , +medens han stirrede på bogstaverne , men til sidst +var der dog en sætning han forstod ; den oversatte +han så ivrigt , som det gjaldt livet . +„ Så de det , “ sagde doktoren og skyndte sig +at lukke bogen . +„ Ja , hvad nytter det , “ svarede Christian mismodigt . +„ Det er dog for sent for mig , at begynde +forfra med at stave . — nu fluide jeg jo hen og +være lærer for mine ørenge og så er jeg selv +bleven en dreng “ ; han lo af sig selv , fordi han +var bleven en dreng . „ Tror de jeg nogensinde + +kan due til at bestride et embede ? — sig det rent +ud , — de mener vist , jeg har studeret forgæves . “ +„ Nej , det mener jeg ingenlunde . “ +„ Så mener de måske , “ nu rettede han sig +raskt i vejret og så udfordrende på doktoren „ at +alt kan komme i orden igen om en måned ; jeg +vil gerne vide det , kan jeg så begynde at give +timer ? “ +„ Nu er de for hastig , men seer de kræfterne +ere bedre , sådan kunne de ikke bære dem ad før . +Men en måned , det er for kort en tid . Når +de vil have , at jeg skal sige dem det — så vil +der desværre vist gå åringer , kære ven , før de +tør tænke på at begynde deres lærerfunction , og +jeg så allerhelst , at de opgav det aldeles . “ +„ Det kan jeg jo ikke , det er jo det jeg skal leve +af ; meningen af deres tale er altså alligevel , at +det hele er spildt og glemt . “ +„ Nej , nej , forstå mig ret , — gemt er ikke +glemt . For øjeblikket er det så godt gemt , at de +ikke kan finde det , men det skal nok komme frem +igen . “ +„ Hvad kan det hjælpe , så gør det mig jo ingen +nytte mere . “ +„ Jo vistnok , det var en god historie , det rene +pure guld er da godt , når det så kommer . “ + +„ Hvad er det , de taler om ? “ sagde fader , der +nu kom ind . +„ Jeg siger , at deres søn helst må vælge en +anden livsstilling . “ +Fader så hen på Christian , hvad indtryk +dette gjorde . „ Jeg har selv tænkt derover , “ sagde +han langsomt , men tilføjede derpå i en rafl , ret +fornøjelig tone : „ han passer jo egentlig heller ikke +til at hænge over bøgerne . — i guds navn da , +lad os sætte dem på hylden , min øreng , og så +tale lidt med doktoren om , hvad der ellers bliver +det bedste . “ +På den måde blev Tingen afgjort . Skønt +man ikke kunne mærke det , havde fader lidt og stridt +meget , før han opgav den kære plan , at få en +flink præst ud af sin søn , men efter at beslutningen +nu endelig var tagen , var det dog , som en +tung sten var lettet fra hans bryst . +„ Det var godt , doktoren kom frem med det , “ +Hørte jeg ham siden sige til moder , „ jeg har i lang +tid tænkt frem og tilbage over Tingen , og skønt +det syntes mig selv , som jeg derved fristede Herren , +tryglede jeg ham dog fra morgen til aften om +at lade den stakkels øreng nå det mål jeg +satte ham . Jeg ville ikke flippe den tanke ; jeg +sagde til den nådige frelser , af om det også + +var bedst jeg flap den , så kunne jeg ikke . — +men da doktoren nu kom og satte sin trumf +på , faldt det mig alligevel lettere , end jeg havde +troet , af sige ia og amen , for nu forekom det mig +af være Vorherres nigjendrivelige sidste bestemmelse , +og så bøjede jeg mig under hans villie . +Næste sommer kom Christian ( der nu var ret +rafl , men den blide ro var forandret til tungsind ) +i huset hos en dygtig gårdejer ; da han havde +været der et helt år , og rigtig sat sig ind i landvæsenet , +traf det sig så heldigt , af han kunne +få præstegårdsjørderne i forpagtning . +Det sunde , virksomme liv styrkede ham , så +hans gode natur på en måde kom til sin ret . +Han blev svær og kraftig af lemmer , men det rafle +mod og villiekraften , der før havde udmærket ham , +vare rent borte . Han gjorde sit arbejde bedre +end de fleste , men han gjorde det ikke med glæde , +og hver morgen gik han trægt til sin gerning . +Den sørgelige overraskelse , jeg bragte ham så +letsindigt , havde taget hele hans ungdom bort . Jeg +så ikke spor af den mere i mange år , hverken i +hans gang eller i hans blik ; det var først længe +efter , at den igen gav sig tilkende . + +i den tid han forpagtede jorderne , havde han +et par små værelser i præstegården , hvor han opholdt +sig ; når han ikke havde for travlt , kom +han hver dag lidt hjem til os ; om sommeren så +han stadigt til roses have , den var altid lige +smukt holdt . +„ Måtte vi dog engang se ham fornøjeligere , “ +Sagde fader sommetider , når han kom tilbage , efter +at have fulgt ham lidt på hjemvejen . Moder og +jeg ønskede det samme med hensyn til fader selv ; +han var også bleven gammel og forknyt i den sidste +tid , og hans hår var blevet gråt . +Når vi om søndagen , festligt klædte , med vore +psalmebøger , kom forbi præstegården , gik gerne +en af os ind og spurgte min Broder , om han dog +i dag ikke ville med . +Jalmindelighed mødte vi ham i sine daglige arbeidsklæder +et eller andet sted udenfor huset , i +gården , eller bagved haven ; sommetider stod han +og gav folkene ordres , som det flet ikke var helligdag . +„ Fader ønskede så gerne , du skulle gå med +i kirke i dag , “ plejede jeg altid at sige , fordi jeg +troede , den stemme havde mest vægt . +Han svarede da bestandig det samme : „ Sig +til fader , at jeg har rigtignok flet ingen lyst , og +nu er jeg heller ikke klædt på . “ + +når fader eller moder selv udrettede ærindet , +gik det dem ikke bedre , vi sik ham aldrig med . +Mod fader var han dog ellers venlig , men +mod moder og mig — især mod moder — var +han altid så underlig kold og stiv . + +tiende capitel . +Således gik det Christian , men hvorledes gik det +rose ? +Såsnart min Broder kunne føre en pen , stred +han til hende og undskyldte sig , at han ikke kunne +komme ; det samme gjorde vi andre ; bestandig +fandt vi på udflugter og undskyldninger , men da +hun dog ufortrødent vedblev med sine inderlige bønner , +skrev moder engang som følger : ( når moder skulle +skrive breve , troede hun , det kom an på , at hendes +stil blev hende selv så ulig som tænkeligt ; derfor +bleve vendingerne gerne lidt løjerlig forskruede ) . +„ Søde barn ! +„ Vi takke alle så såre mange gange , fordi +du endnu i din stilling kan vedblive af holde af +os og længes efter os . Når vi ikke komme til dig , +er det , for ikke af forstyrre din lykke . — gamle + +koner kende verden . — jeg er en gammel kone , +som Vorherre i sin nåde har hjulpet til af gøre +dig til en dame , men jeg er selv ingen sådan ; +din plejefader haver heller ikke noget cavaleermæssigt +ved sig , ligeså lidt , som man endnu kan sige det +om vor søn , — skønt han , efter sin dannelse , +ikke står så uhyre fjern , som vi andre ; og du +ved , hvor tarvelig Lise er . Alligevel ville du sætte +os på de bedste pladser i eders sofa og ved +eders bord , midt imellem eders fornemme gæster . +Men , hvor godt du mener det , må jeg sige , af vi +der kun ville sidde dårligt , for , som vore lader +ere , måtte de fremmede sidde ved bordet og le , +og din mand og flamme sig , og hvor man er til +latter for andre , morer man sig ikke selv , og hvor +man er til skam for andre , flammer man sig selv . +Nej , min søde pige , lad os være glade over , af , +blandt alle de gode ting , menneskene have forud for +dyrene , er også dette , at de kunne leve med hverandre , +selv i lang frastand . Alligevel , om vi ikke +komme , er vi bestandig i tankerne hos dig . Gud +beskærme dig og din gode , ærede mand fremdeles . +Din +plejemoder +Frederikke Cathrine Torstensen “ . + +i roses svar på dette brev blev hun dog +endnu ved at bønfalde os om at komme , og vi +tænkte halvvejs på at føje hende , da hun igen skrev , +og ikke nævnede et eneste ord derom . Indbydelserne +holdt da pludselig aldeles op ; hun skrev kærligere og +kærligere , men bad os aldrig mere . +„ Nu er hvedebrødsdagene forbi , “ sagde moder , +„ så begynder manden at ville have lidt at sige , og +det er jø rimeligt , han ikke holder af at lokke spurve +i traneoands . “ +Hendes gaver til os forandrede sig også . Den +første jul sendte hun en stor kasse med de kostbareste +sager , den anden en med mindre kostbare , +den tredje kom der blot en ziirlig lille æske med +små tegninger og brøderier — lidt til hver — +af hendes eget arbejde ; engang medfulgte et fotograf ! +Af hendes førstefødte , en lille pige . Dengang +dette barn var blevet et halvt år , døde det ; +da skrev hun således : +„ I kære hjemme alle sammen ! +„ Min lille pige har jeg ikke mere . Vorherre +fog hende fra mig i går . Jeg er meget bedrøvet , +og kan kun stride dette . Tænk i denne tid på +eders +rose “ . + +at hun , i den melding , ikke nævnede sin mand , +ikke skrev vor , men min lille pige , havde jo noget +forunderligt ved sig . +En måneds tid efter , stred hun et langt brev +til mig , hvoraf jeg vil anføre følgende : +„ Iår komme vi ikke til København ; Sophus +har sagt lejligheden op ; han er rejst til Frankrig , +og bliver nok der i vinter ; han ville gerne have +taget mig med , men jeg bad om at være fri ; siden +jeg har mistet mit barn , er jeg bleven noget svag , og +vil helst være hjemme . I skulle ikke ængste eder , +måske er det bare bedrøvelse . Medfølgende to +billeder er af min Anna ; det ene , det , der ikke er +fotograf ! , har jeg selv tegnet , jeg har gjort flere +forsøg , men dette , tror jeg , er bedst . +Jeg tegner i det hele meget . Jeg har udkastet +mange skizzer af vor gamle elskede bolig hjemme . +Moder har jeg i sit køkken ; man seer skorstenen , +tallerkenrækken og hakkebrædtet , hvorved hun står ; +fader og dig har jeg også ; du sidder i vinduet +med dit stykke voks , din saks og din tråd ved +dit arbejde , og seer så umådelig fornuftig ud ; +Christian har jeg både med spaden og ved bogen , +men det med spaden ligner bedst . +Jeg er glad over eders fotografier i mit +album , men mine egne billeder , synes jeg dog , føre + +mig dybere ind i livet derhjemme . Kunne man +bare blive ved at leve i fantasien . — sommetider +lukker jeg døren til mit cabinet fast til , tager +mine billeder , sætter mig i en krog og drømmeralt +det gode , jeg har oplevet , om igen . +Snart sidder jeg med min lille pige på skødet , +snart vugger jeg hende ; det er , som det var i virkeligheden , +jeg kan høre gængerne gå , og når jeg +bøjer mig ned for at kysse det lille ansigt , er det , +som jeg føler hendes varme mund og ånde ; men +når jeg er bedst inde i ørømmen , er der gerne +en eller anden hård , virkelig lyd , enten en knirken +af en dør , eller et Echo af en stemme , som vækker +mig igen . Men det er døg altid en stor trøst , om +man også kun kan en lille tid . +Sommetider lever jeg også således i hjemmet . +Kan i ikke føle det på eder ? — kan du huske +vore aftentoure ; når travlheden var forbi , og +moder havde taget nøglen til køkkendøren i sin +lomme , så gik det for sig : først gik fader og +moder , så du og jeg ; vi vare gerne langt forud +for Christian , som skulle lukke den trange låge , men +han nåde os i et Spring , tog mig i hånden , og +vi to løb så i spidsen . +Her omkring er egnen bakket , det finder man +så smukt ; jeg holder ligeså meget af , at den er + +jevn og glat , som hjemme , så seer man solen dejligere , +når den går ned . — Christian og jeg , — hvor +havde vi døg nøgle stærke øjne , — plejede gerne at +se lige ind i den røde sol , medens kirkeklokkerne +ringede til dens nedgang . Spørg , om han kan huske +de røde , gule og blå blomster , alle regnbuens +farver , som solen malede for os . Snart fløj de +foran os , så løb vi efter dem ; snart dansede de i +græsset , snart kunne jeg se dem på hans ansigt , +snart på hans støvler , snart på hans hænder , og +han så de samme . Men , når du kom , påstod +du , at dette var umuligt , at hver måtte se dem +forskelligt , at det var bare øjenforblindelse , — du +var altid så fornuftig , — men vi blev dog ved i +vor tro . +Det er yndigt at falde i sådanne drømme , +men når jeg vågner , er jeg dog ikke styrket , det +er , som jeg føler tomheden mere bagefter ; så lukker +jeg døren op og seer helt ned ad den lange række +Stuer , eller går op og ned i salene . Den ene +stue er større end den anden , og der gå ingen +andre end jeg . +Jeg vil helst , at her ingen fremmede skulle komme , +og her kommer heller ingen . Når Sophus er her , +få vi lidt besøg af hans venner ; der kan komme +mange ad gangen . I førstningen , dengang jeg var + +munter — det kan jeg jo blive igen , men nu har jeg +jo mistet min lille , — vare de lidt herinde hos mig +i selskabsværelserne , da tog jeg også del med dem i +kjøre- og ridetoure , men nu er jeg , ialmindelighed , +kun sammen med herrerne ved spisebordet ; siden +ses vi ikke , så er de enten ude med Sophus , eller +på hans værelser . +Det eneste sted jeg kommer , er hos en fattig +kone i landsbyen . Den første gang jeg så hende , +stod hun her i gården og skyllede tøj ; hun bar +den samme bondedragt , som de bære i vor egn , +da jeg spurgte om hun kom derfra , og hun +bekræftede det , talte vi sammen . Vor præst har +konfirmeret hende , og hun har så lidt været hos +fader efter et og andet . Hun spurgte mig ud +om de folk , hun kendte fra den tid , når nogen +af de gamle , hun troede døde , endnu levede , slap +hun tøjet og slog hænderne sammen . +Den kone er det menneske her på egnen , jeg +holder mest af . Når vi have vask , og hun +står ved posten , går jeg altid ud og taler med +hende ; sommetider besøger jeg hende også . +Hun er gift med en arbejdsom , skikkelig mand . +De første år af deres ægteskab havde de ingen +børn , men så fik de en dejlig dreng , der var deres + +glæde ; men dengang jeg endnu havde mit barn , +mistede hun sit . +Da lå mit så blomstrende i sin vugge , jeg +var så sikker på , at jeg ikke skulle friste den +skæbne . +Hun bar sin sørg med sådan en skøn fatning . +Da jeg holdt min lille Anna , der altid var +hos mig , tæt til mit hjerte , og sagde , at hvis +Vorherre havde ladet sligt hænde mig , ville +jeg ikke have kunnet bære det på den måde , +glemmer jeg aldrig , hvor hun så alvorlig og bedrøvet +på mig , da hun sagde : „ Vorherre skåne +dem da , i sin nåde , at de i det mindste må beholde +det lille søde lam så længe , til deres tro +bliver stærkere . “ +Nu tænker jeg så lidt på dette , for min tro +er ikke bleven stærkere . Efter sorgen var der såmange , +der kom her for at trøste mig , men blot +lyden af deres deltagende stemmer , medens de +talede til tjenerne , var mig en plage , og jeg tog +ikke mod nogen uden præsten ; han sad lidt +længe hos mig og talte og talte , men jeg var som +død for ordene , og tænkte bare : „ hvor længe skal +dette vare , “ og så snart han var gået , satte jeg +slå for min dør , at jeg kunne være i ro . + +men , da jeg hørte Marie ( den kone jeg har +talt om ) nede på trappen , lukkede jeg døren vidt +op , løb hende i møde og græd ved hendes hjerte . +Før havde jeg været så forstokket , at jeg ikke kunne +græde . +Da jeg bad hende lære mig at bære sorgen , +så hun forundret på mig og sagde , det kunne +hun ikke ; men alene hendes nærværelse , når hun +sad hos mig med sin strikkestrømpe , var en hjælp . +Med hende kunne jeg endogså tale om tabet , +ja , jeg gik selv ind med hende , viste hende det lille +lig og lod hende hjælpe mig med at klæde det og +lægge det i kisten ; og det syntes mig ikke forargeligt , +men opbyggeligt . Hun gik ligeså stille som jeg , +sagde ikke et ord , eller gjorde en bevægelse , der +kunne forstyrre freden . +Folk her sige nok om mig , at jeg holder mest +af bønderkoner , men det bryder jeg mig ikke om , +lad dem sige , hvad de ville ; bare jeg i frastand seer +båndene på hendes hue , føler jeg glæde . +Nu i denne tid , da jeg er for svag til at gå så +langt , som til kirkegården , er det mig også en trøst , +at hun hver aften , når hun er færdig med sit arbejde , +går derhen , og , når hun strøer blomster +på sin lille grav , også strøer nogle på min . + +fra mit vindue kan jeg se korsene i hjørnet +af kirkegården . Det alleryderste kors , der hæver +sig over steengjærdet , er på mit barns lille hvilested . +Hver aften , når jeg sidder og seer ud , tænker +jeg , at den gode kone nu går sin stille gang +mellem gravene . +Men , i stakler , jeg får eder vist til at græde , +når jeg taler mere om dette . Men netop det , at +jeg ved , at min hjertesorg også går eder til +sjælen , gør mig det vanskeligt at tie ; — lige overfor +ligegyldighed , som man jo sommetider træffer , hvor +man mindst skulle tro det , bliver jeg ganske stum . “ +I et brev , der kom nogen tid efter , stod der +blandt andet : +„ Sidste søndag var Marie hos mig om aftenen ; +jeg læste da for hende af den hellige skrift ; +det , hun ikke forstod , forklarede jeg hende , som det +var blevet mig forklaret , men da hun takkede og så +så opbygget ud , følte jeg mig som en stakkels blind , +der lærer en seende at læse . Det jeg forklarede , +forstod jeg ikke selv , men hun forstod det gennem +min forklaring . +Da hun gik , blev vi enige om hver søndag +at læse sammen af skriften . Jeg tænker , at når +Vorherre , i sin nåde , hjælper mig til at læse hans +ord til husvalelse for andre , vil han også nok + +engang hjælpe mig til at kunne læse dem til husvalelse +for mig selv . +Endnu er jeg ikke stærk , men idethele har jeg +det ret godt . Min mand skrev i går , han er ganske +rafl . +Mon jeg nøgensinde får eder at se . Jeg +vil nu ikke mere bede eder så meget om at komme , +for da i ikke ville , er det måske bedst sådan , men +i må aldrig ophøre at stride . Vorherre holde sin +hånd over eder . Eders +rose “ . +Siden skrev hun : +„ Når tiden falder mig lang , tager jeg gerne +fat på min tegning ; det er jo også den eneste besfjæftigelse , +jeg rigtig forstår . +Jeg er en dårlig kone , jeg bestiller flet ingenting +i mit hus , men her behøves det jo ikke . +I de første dage , efter at jeg var kommen , gik +jeg ud i køkkenet , for at gøre nytte , men der +støde så mange store , dygtige mennesker derude i fuld +virksomhed . Jeg vidste ikke , hvor jeg skulle begynde ; +det var , som jeg bare kom , for at forstyrre et godt +Uhr , der var i god gang . Så gik jeg tilbage igen +og sagde det til Sophus , og da han lo og mente , +det ikke behøvedes , og at jeg kun skulle , hvis det +morede mig , lod jeg det rent være . + +og uret går endnu på samme måde ; +retterne er altid lige vellykkede og spisetiden ens ; +hvis i havde besøgt mig det første år , og kom nu , +ville i finde alt som dengang . Alting skinner , — +ligesom da jeg kom og var så fornøjet derover , — +flet ingenting er flidt , ikke engang den sorte farve +af dørtrinene ; jeg ønsker sommetider , at man dog +måtte kunne se , at de vare betrådte , — men jeg +er jo den eneste , der går her , så egentlig er det +ikke forunderligt . +Her er meget øde , echoet lyder så hult , når +en går med dørene . Om morgenen , før min +jomfrue kommer ind til mig , hører jeg den lyd , og +før hvert måltid , når jeg skal kaldes til bordet , +hører jeg den også . +Der er kun en stue , hvor jeg har følt mig +som hjemme ; det er derinde , hvor den lille vugge +gik , der er dog vist spor af den på gulvet , så +man kan mærke , at her er ført et liv . Om nogle +dage , når jeg igen kan tåle det , vil jeg sidde der +med mit arbejde . +Af og til kommer doktoren ; det er en venlig +gammel mand ; hans besøg er mig altid kære , men +når jeg bliver rafl , holde de op . +I dette øjeblik fik jeg brev fra Sophus , han +kommer snart hjem ; hvad vil han sige , når han ikke + +træffer mig gladere , end da han rejste . Han har +megen grund til at være misfornøjet , men da sorgen +jo også rammer ham , synes jeg nok , han måtte +kunne forstå mig . Dog , mændene er anderledes , +end vi . +Skriv mig snart til ; hver smule er mig en +glæde . Hvordan står Christians korn ? har han +nu fået sæden så ren , at der flet ingen valmuer +og blåkorn er mere ? Kan du huske , hvordan vi +kunne blive ved , alle sammen , at plukke hver dag , uden +man kunne se det på præstens marker ; de blev +altid lige dejlig brogede . Det var , fordi præsten ikke +forstod sig på landvæsen , sagde fader , og så ønskede +vi , han aldrig måtte lære at forstå sig +derpå . Hvis Christian endnu har skånet et par +små stakler , vil du så bede ham plukke dem til +mig , og sende mig dem , når du skriver . +Tak møder for hendes formaninger ; når min +mand kommer hjem , skal ieg nok stræbe efter at +være lidt muntrere . Sommetider tænker jeg , at det +var godt , om vi blev fattige og fik et lille hus , +istedetfor dette store . Der kunne man måske dog +fylde mere . +I næste brev vil jeg se , om jeg kan lade være +at klage så meget . Eders rose “ . + +ellevte capitel . +Der var omtrent gået et årstid efter dette . De +sidste breve fra rose havde været lidt fornøieligere , +skjøndt de tunge suk , der så tydeligt gave sig tilkende +i de forrige , også lå på bunden af disse . +Hun var ulykkelig gift , det var soleklart , skønt +møder bestred det . +Møder , der fled i arbejdet fra den tidlige +morgen til den sene aften , kunne ikke hæve sig over +den tro , at øen , der kunne sidde som en lille +prindsesse og lade sig opvarte , måtte være meget +lykkelig . +Hun indrømmede gerne , at det var kedeligt at +være ledig , men det behøvede den , der kunne spille , +synge , tegne , brodere og læse da heller aldrig . Og +hvad var det ikke for en glæde , at have råd til at +gøre gæstebud , og at kunne køre i selskab i sin +egen vogn ; og så sådan en venlig mand , der ikke +lagde hende et halmstrå i vejen , men lod alting +komme så let til hende som til alladin , der bare +behøvede at gnide på lampen . + +„ For guds barmhjertigheds skyld “ , stred hun +til rose , „ ønsk dig aldrig fattigdom , for Vorherre +kunne tage dig på ordet , og så ville du fortryde +det . — tænk heller ikke på at begynde at +gå i køkkenet , når din gode mand ikke udtrykkelig +ønsker det . Hvad skulle sådan en fin lille skabning , +som du , gøre der . Den slags er +egentlig tosseri , der bringer udgift , i stedet for indtægt . +Alene handsferne , du måtte have , til at røre +ved potter og gryder , og kjolerne , du ville +brænde huller på , kostede såmænd mere , end hvad +du sparede på smør og deslige . Og blev næsen +rød , og ansigtet skoldet , så skulle man betale +doktoren for at gøre det i orden , og det var ej +engang sagt , han kunne . +Og gnavne blive sådanne damer også deraf , +for , så nødes man til at åbne øjnene for det , man +før så dejligt kunne lukke dem for . Og er konens +øjne først åbnede , skal mandens også åbnes , +og den elendige stakkel , der , bare han kunne se +hende med solskins-ansigt , ti gange heller ville +lade tingene gå , som de kunne , må nu bestandig +høre klagemål , se på utilfredshed , og alligevel +takke hende for hendes store samvittighedsfuldhed . +Og hør nu , min søde pige , fald ikke hen i +sværmerier ; jeg er selv gift , har tjent ægtefolk , + +og kender mændenes tænkemåde ; jeg ved også , +hvad det er for en dyb sorg at miste et barn , for +jeg har et på førslev kirkegård ; men jeg nænnede +aldrig at plage min gøde mand , der selv sørgede , +med at se på min bedrøvelse . Der er ingenting , +manden mindre kan lide , end at se konen , imedens +han enten flyder sorgen til side , eller strider mod +den , som mod den bittreste fjende , bore sig dybere +og dybere ned i den , som var den en blød pude til +hvile for de trætte lemmer . +Lad mig se , du satter dig , mit kære barn , +der er sørger , der er meget større end denne . Her +er nu møllerens ; de er fattige og have elleve +børn . Det er næsten umuligt for dem , af flasfe +føden til såmange . Er det nu ikke , — når du +tænker efter , så vil du selv indse det , mit barn , — +er det nu ikke en meget større ulykke for de stakler , +af beholde alle , end for dig af miste en ? Du er +så ung , og får vel flere . Alene det , af du kan +ønske af få , imedens de må ønske af miste , er det +ikke af have overmåde meget forud . — sådan +må man altid tænke frem og tilbage , så finderman +nok det , man kan fornøje sig over ; du gør +synd når du forspilder dine velsignede ungdomsdage , +som fra sol står op , til den går ned , +kunne være lyksalige . + +næste gang din mand vil udenlands , rejs så +med ham ; det er dog bedre af se sig om i den +skønne verden , end af sidde og blive borte på en +stol . +Vogt dig , at du styrker og ikke svækker din +mands kærlighed ; for mændene er lette at skræmme +milelangt bort , men svære at få tilbage . +Tag mig ikke disse linier ilde op . +Din elskende moder , +Frederikke Cathrine Torstensen . +Omtrent et årstid efter at rose havde mistet +sit barn , hørte moder tilfældigvis , at Sophus +Fischers tante var i besøg hos herskabet på herregården . +I den anledning gik hun til stedets +husholderske , for måske , igennem denne , at erfare , +hvordan forholdet for øjeblikket var mellem reven og +tante . Det var moder ingenlunde ligegyldigt , om rose +muligvis engang i tiden kunne få endnu et gods . +Hvor kom hun dog slukøret og forknyt hjem fra +den visit . +Fru Fischers kammerjomFrue havde været inde +i husholderskens værelse og fortalt hende såmeget , +at hun var bleven ganske forstyrret i hovedet . +Hun havde været opbragt og uforskammet , sagt , at +hendes frues reven var en usselryg , og at han +nok snart spillede fra gården ; og al denne vrede + +kom blot deraf , at moder , i al venskabelighed , +bad hende virke lidt hos tanten til fordel for +det rare unge menneske . +Moder brød sig ikke en smule om den medfart , +der var vederfaret hende , for sin egen skyld ; +men hun var meget bange før , at der dog var nøgen +sandhed i det uopdragne fruentimmers udladelser . +Rose havde så længe haft kyllingesorger ; når man +gik og peb før ingenting , så endte det altid til sidst +med , at man fik noget rigtigt at sørge over . Det +var egentlig ikke mere end billigt , før sådan utaknemmelighed +måtte Vorherre straffe . +Således talte moder i sin bedrøvelse . +Det , at hun havde småpralet før alle mennesker +af sin plejedatters lyksalige stilling , trykkede hende +nu også ; hun var ganske overvældet af blandede +følelser . +Da jeg tænkte , at det hele var overdrevet , bebeflutfede +jeg , næste dag at gå til gården , for at +få klarere befleed . +Fru Fischers jomFrue sad og syede ivrigt på +en Jaquet til fruen , da jeg trådte ind hos husholdersken . +Med flydende tunge gav hun roses +mand sit skudsmål : +hun havde været i hans oncles hus , fra han +ikke var mere end elleve år , så hun turde nok + +tale . Dengang forstod han ikke andet , end at more +sig og at bruge penge , og han havde ikke lært mere +siden . Hans oncle havde været før svag på legemet , +til at regere ham , og hans tante på sjælen . +Han havde altid været køn , lige fra fødselen ; da +han var ganske lille , havde tanten taget sig af ham . +Hun gav ham fransf bønne , så han parterede , +dejlige klæder og viste ham frem . Han sad inde +hos hende på gyngehest , med bonbons i pariserkræmmerhuus +struttende ud af lommen . Hvergang +hun , i fuld stads , kørte i visiter , havde hun ham +ved sin side . Hnn fordæggede og forkælede ham , +fil han blev uartig , så blev hun ked af ham og +lod ham skøtte sig selv . Siden fik han dog en +hunslærer , men det var en lystig ung fyr , der +fandt det behageligt al være på godset , men svært +al læse med ørengen , der var adspredt , tungnem +og vanskelig al magte . I førstningen gjorde han sig +umage med eleven , men efterhånden vænnede han +sig fil al gøre læsetiden kort og fritiden lang ; dette +blev både fil egen og drengens tilfredshed . Sophus +og den lærer blev til sidst som røde køer ; de rede +og kørte tilsammen over grøvter og gærder , så +det var en gru al se derpå . Han blev der fil +fyrens nittende år , men så måtte han rejse , +da han fik et godt kald i Jylland . + +da den unge herre var så vidt oplært , fortalte +kammerjomfruen videre , blev han fendt til +Paris , for at komme i store selskaber og lære fin +tone . Dengang han kom hjem , så han da også +ud som en rigtig løve og kunne gerne passere for 30 , +skjøndt han kun var 21 år . Onklen foreslog , at +han skulle bo på sit gods og sætte sig ind i bestyrelsen , +men det ville han ikke ; han ville have fuld +frihed til at opholde sig , hvor han havde lyst . Så +lod onklen , der var hans formynder , ham da , for så vidt , +få sin villie , men ville på ingen måde +gå ind på at give ham mere end totusinde daler +årlig , skønt han forlangte det tredobbelte . “ +Da dette var afgjort , rejste han , siden +skrev eller kom han , kun når han var i pengeforlegenhed . +Hverken hans breve eller besøg +vare derfor velkomne ; uenighed var der dog aldrig +imellem ham og familien ; når han kom , tog +han sit værelse i brug , og det var , som han havde +været der hele tiden . Man fortsatte der , hvor man +flap , sagde farvel og goddag , og godmorgen og +godaffen , og talte om ligegyldige ting , ligesom man +havde gjort forrige gang han var der , som der flet +ikke var noget i vejen . Var han først kommen , slog +han sig gerne til ro , indtil tiden begyndte at falde +ham lang , så rejste han . + +„ Så er det jo et rigtig dårligt parti vor +rose har gjort “ , sagde jeg bedrøvet , da hun tang . +„ Ja , hende forsømmer han nok , det er jo begribeligt . “ +„ Men +troer de , han skal af med ejendommen ? “ +„ Ja +jeg tror , jomfrue , eftersom det ikke er +hans ejendom mere ; han strider bestandig og vil +have penge . Men fruen hører da lidt på mig , +der har været her så længe ; hun sender ham ikke +en hvid . Hvorfor skulle hun standse den ulykke , +der dog engang vil komme , og som måske vil +virke til hans sjæls forbedring . — nej , hun har , +gud ske lov , selv ikke megen lyst til at hjælpe +ham ; man kan let snakke hende derfra . De +skulle være kommen til mig før brylluppet , så +kunne jeg have givet dem nyttig underretning . Men +nu må de tage , hvad der følger på . Var det +nu også noget af en gammel kone , som deres +moder , at sende sådan et stakkels lille uskyldigt +lam lige i ulvens gab . Man siger , hun får +tæring og falder hen , men det er da ikke så forunderligt , +når man fører hende fra et godt hjem +til sådanne øde egne . — det er at få stene +for brød . Nu er han nok forfalden til spil — jeg + +ved ikke , om det er bedre end drik , men det ender +jo gerne med en af delene . “ +„ Hvis de virkelig har indflydelse , bed så +alligevel hans tante om nåde for denne gang “ , +sagde jeg indtrængende . +„ Nej , gud frie og bevare mig . Det er min +plan , at hun skal indrette en stiftelse for gamle skikkelige +jomfruer ; skulle jeg røve fra dem og mig selv , forjeg +kommer vel som den første imellem dem . — +nej , det gør jeg såmænd ikke , det kan de være ganske +rolig for . — men jeg vil råde dem til at få +fruen hjem , før han engang bliver sat fast , for det +er synd hun skal gå det alt sammen igennem . +Hvor de seer forfærdet ud , jomfrue ! Men jeg kan +ikke sige andet , end at man må tage skade til hjemgæld ; +hvad skulle også sådan et stakkels lille simpelt +fruentimmer på den galen “ +Med tungt sind gik jeg tilbage . Vor rose +et simpelt fruentimmer , vor lille prindsesse et +simpelt fruentimmer ! å , sikken en tale , hun , der +var finere og skærere end dem alle sammen . +Da jeg drejede ind ad Alleen , kom Fru Fischer , +i selskab med herskabet på herregårde « , i fuld +samtale forbi mig . +Hun talte med fremmed udtale , let og raskt , +som hun havde stor øvelse i at føje ordene . Hele + +hendes dragt , den lille runde hat , — blot en plade +med en blomsterduft — det flagrende slør , nakkekrøllerne +og den stramme Fløiels figurtrøie viste , at +hun endnu havde lyst til at synes ung , skønt +ungdommen længst var forbi , og ansigtet var gammelt +og magert . Øer er noget ulyksaligt ved denne +krampagtige Iver efter at holde på ungdommens +skygge , når den selv er borte . +Måske så hun dog yngre ud , end sin alder . +Hvis hun havde klædt sig som en midaldrende dame , +ville hun måske have set ung ud mellem sineligealdrende , +men klædt som ung , så hun , både +mellem angre og ældre , bare ud som en gammel +forfængelig stakkel . +Før , da jeg gik bort fra kammerjomfruen , havde +jeg besluttet , ved lejlighed , at få en samtale med +Fru Fischer , for , om muligt , af bevæge hendes +hjerte , men efter dette møde , var jeg vis på , det +ikke kunne nytte , og af hun , om hun også efter sin +død beskjænkede gamle hæderlige jomfruer , ikke +ville have noget tilovers i levende live . +Da jeg kom til landsbyen , stod moder på +hjørnet med et tørklæde over hovedet og ventede +på min , efterretning ; siden , da vi i forening +gik forbi præstegården , mødte vi min Broder +til hest . + +da han så os , steg han ned , lod hesten +græsse ved grøvtekanten , og satte sig hos os på en +bænk udenfor præstegårds-vænget . +Siden de sørgelige efterretninger fra i går +havde vi ikke talt med ham ; nu fortalte moder +ham alt . +„ Det var en tynd lykke , du slaffede hende “ , +sagde han med bitterhed , idet han så mørkt hen +for sig , „ er det nu kommet så vidt , bliver hun nu +også fattig ! Ja , det vil jeg tro ! “ +„ Du vil da ikke bebrejde mig noget “ , sagde +moder og så forundret på ham , de havde aldrig +før talt om dette ttema , „ jeg kan jo ikke gøre +derfor . “ +Han greb moder fast i armen og råbte lidenskabeligl : +„ Kan du ikke gøre noget derfor , det var +jo din skyld , jeg har jo heller aldrig kunnet holde +af dig siden ; hele hendes liv og hele mit liv har +du jo forspildt . “ +„ Du gode gud , har du elflet hende ? “ spurgte +moder sagtmodigt , og så brast hun i hulken . +Just , som han vist havde et forfærdelig voldsomt +svar på læben , besindede han sig , sagde ikke +et ord , men besteg langsomt hesten og red bort . +Sålænge vi kunne høre hovflagene , blev moder +ved at græde : + +„ Det er Vorherres straf over mig stakkel ; +du almægtige gud ! — når han aldrig så med +milde øjne på mig , så tænkte jeg , at det var indesluttethed , +— jeg var dog så vis på , at han holdt +af mig i sit hjerte . Men så var det nag til sin +egen moder . Den kære gud frelse hans sjæl , det +er så forskrækkeligt ! “ +Da vi gik bagom byen hjem , sagde hun til mig : +„ Lise , fortæl det ikke til fader , for så vil han forbande +den stund , vi fik det stakkels barn i vort hus . “ + +tolvte capifel . +Fra den tid af , kom Chrisfian ikke mere til os . +Ganske tidligt om morgenen kunne jeg høre ham +åbne lågen , og se ham i den lille indelukkede +have . Sommetider så han hen til huset , om +nøgen var oppe , men så snart det første vindue +åbnedes , gik han bort . +Fra rose vedbleve vi , med korte mellemrum , +at få breve . — faren , der svævede over hendes +hoved , lod så længe vente på sig , at vi næsten ikke +mere troede på den . Hun skrev ikke et ord der tydede +på den slags ulykke . Hun talte kun om de mange store +værelser , hvor hun gik alene omkring , og om de +mange tjenestefolk , for hvem hun så gerne ville , +men ikke kunne fatte godhed . „ Det er sommetider +for mig “ , flrev hun , „ som huset i grunden var +deres , som det var et hotel , og som de gave Sophus +og mig bespisning . “ + +med hver lille skrivelse lod hun følge et +genrebillede eller et landflab , hun selv havde tegnet ; +aldrig noget fra hendes opholdssted , altid kun +minder fra vor egn og hendes barndom . +Fader gik gerne hver aften til præstegården +og besøgte Chrisfian . „ Når den slemme dreng ikke +vil komme til os , så må jeg gå til ham “ , sagde +han . Når han bragte ham roses breve til gennemlæsning , +beholdt min brøder altid tegningerne , som +vare de hans retmæssige ejendom . Det havde han +gjort hele tiden . +Omtrent et år efter af vi havde modtaget de +sørgelige efterretninger , fik vi følgende lille melding : +alle i kære ! +„ I dag skulle i da endelig høre noget rigtig +glædeligt . Vorherre har undt os to dejlige børn , +to små drenge . +Jeg er meget mat , men lægen gav mig lov af +skrive , for jeg måtte fortælle eder det selv . +De to vugger stå foran mig . Marie sidder +ved min seng og dhpper pennen . — nu tror jeg +alt skal blive godt igen ; i dag er det , som jeg elsker +alle , og som tomheden er borte . Sådanne +to vugger kunne nok fylde et helt stort hus . — + +med guds hjælp skulle i dog få mine børn +af se ; jeg vil bede min mand så inderligt , af jeg +må komme til eder med dem . For øjeblikket er +han ikke hjemme , men han kommer snart . “ +Den lille stakkel ville vist allerhelst have bedet +en af os om af komme , men man kunne jo nok +mærke , af manden , allerede fra først af , havde sat +en pind for vort besøg . +Dette var tidligt om foråret , sommeren derefter +modtoge vi pludselig en skrækkelig nyhed . +Fader gik i haven og satte stænger for sine +ærter ; møder og jeg lå på jorden og pillede +jordbær . +„ Hvad var det “ , sagde møder og så i vejret , +„ er der ikke en , der taler ? Io , det er præsten , +der holder med sin hest ved stakittet . Det er til +fader , hører du , Torstensen , præsten taler til dig ! “ +Fader rejste sig op og gik derhen , vi andre +fulgte bagefter ; vi kunne mærke på pastorens +måde , at han bragte en nyhed , og vare spændte +på at høre den . +„ Der er desværre ildløs i nærheden af deres +søsterdatter “ , sagde han , „ i byen har man modtaget +et telegram med den nyhed . “ +„ Er det selve herregårde » ? “ spurgte møder . +„ Ia desværre , — desværre , det er nok netop + +den ; — men måske sidefløjene , — jeg har ikke hørt +det var hovedbygningen . — jeg tænkte , om det ikke +var bedst , de toge derhen ; i sådan en forfærdelse , +trænger den unge kone vist til bistand . — stakkel , +ja jeg ved — de to små kære børn ! Gud bevare +hende , adieu . “ +Efterat præsten var borte , rådsloge vi om , +hvad der var det rigtigste , og besluttede , at jeg +skulle tage med det første dampskib , for , om muligt , +at være rose til trøst . +Såsnart det begyndte at mørkne , gik jeg et øjeblik +hen til min Broder , for at fortælle ham min bestemmelse . +Da jeg nødig ville forstyrre præstegårdens +øvrige beboere , gik jeg gennem haven , hvorfra jeg +ubemærket kunne komme til hans værelser . De +sidste vinduer til højre på den hvide præstegård +vare min Broders ; i hjørnet var døren , der førte +ind til ham . +Der var lys derinde ; det stod på et lille firkantet +bord , hvorved han sad og så i et album +med roses tegninger . Jeg havde før , på samme +tid , truffet ham ved samme beskæftigede . Han +vendte bladene langsomt ; hvert billede indeholdt +minder , som han nødigt ville flippe . Jeg ville ikke +forstyrre ham , og blev stående , til han havde + +gennemløbet bogen og sat den i skabet ; så bankede +jeg sagte på . +Præsten havde ikke meddelt ham efterretningen ; +da jeg fortalte den , hørte han roligt efter , uden +synlige tegn på bevægelse . Det var meget rigtigt , +at jeg rejste , sagde han , han ville selv køre mig +til byen . +Klokken tolv om natten stod faders fjælevøgn +med gamle Henrik , — en stakkels ny , hvidsfimlet +gammel Henrik , akkurat et sidestykke til den forrige , — +foran døren . +„ Den befordring har vist ikke gjort så lang en +rejse , siden jeg hentede hende “ , sagde moder med et +dybt suk , idet hun rakte fader madkurven , som +han igen anbragte på sædet mellem Christian og +mig . +„ Hvad er nu egentlig hovedbestemmelsen med +rejsen , Lise ? “ spurgte fader . +„ Jeg ville helst , hun skulle tage det arme barn +hjem med “ , sagde moder grædende , „ både hende og +børnene ; hvor der er hjerterum , derer også husrum . +Lad os få dem alle , ligeså godt først som +sidst , — det ahner mig , hun er i fare , — og du +kan være rolig , fader , rejsepengene skal jeg nok +skaffe . — du må logere i solen , barn , ja jeg har + +sagt det før , men glem det nu ikke , — der er +så velsignet ! og husf så i aften , så snart du +kommer ind , at gå til urtekræmmeren ; han skal +regne ud for dig , hvad du behøver til rejsen , og +han forstrækker dig gerne med pengene ; nu er vi +jo qvif med alt det andet ; han ved så godt jeg er +pålidelig . “ +Fader rystede på hovedet : „ Nå , så skal du +begynde forfra igen . — det er egentlig hårdt , at +det , når det går tilbage for de rige , skal gå ud +over de fattige . — jeg tænkte muligvis , du havde +summen , mutter , og ikke igen fluide låne den +der . — men farvel da , — jeg vil ikke sætte bom +for moders gode hjerte . Farvel , i guds navn . “ +Vejret var noget tåget , da jeg landede i århuns +og kørte med en dagvogn hen ad landevejen +til bestemmelsesstedet . +Passagererne vare forfærdelig snaksomme . En +tyk kone og en tyk mand sagde på sædet lige +foran mig og talte om ildebranden . +„ Han har gjort det selv , — den fyr , — det +er ganske bestemt “ , sagde manden . +„ Så fortjente han såmænd at svies levende “ , +råbte konen , „ Du store gud , — så var +han jo værre end en djævel . — fruen var jo sengeliggende , + +og de to små hjælpeløse væsener , — og +ilden brød jo ud i den længe , hvor hun lå . “ +„ Ja , ja , lille frue “ , nu lo den tykke mand , +som det var morsomt . „ Det er jo bare den gamle +historie , kender de ikke den . Man stikker ild på +det sted , hvor man gemmer sin bedste skat , — +for den , seer de , he ! sørger man såmænd nok for +at få reddet og på den måde leder man opmærksomheden +så dejligt afvejen . — men nu er +knebet allerede gammelt , det er det værste ; det +hjælper ham s ' gu , ikke , — politiet er klogere , end +han . — men , he , når man taler om djævlen , så +er han der min sjæl , — så de ham der ? “ +„ Rytteren , jo , gudbevares , det var da ikke +ham ? “ +„ Jo vel var det ham , han har været borte +siden ; se den gavtyv , han rider i luntetrav , — som +der ingenting var i vejen . “ +Ja , der red han med sin sædvanlige skødesløse +mine , som dog i dag forekom mig at være påtagen ; +han var i det mindste noget , om end ikke kendelig +blegere , end han før plejede at være . +Han var ikke langt foran , da jeg steg af ved +en lindealle , der førte til gården , eller rettere til +stedet , hvor den havde stået . +De to tykke passagerer så med lange øjne + +efter mig , medens jeg med taske og rejsetøi gik +langsomt hen ad vejen . +De misundte mig vist , at jeg kom til skuepladsen +for begivenheden . +Det var en skrækkelig ødelæggelse jeg så , og +det var hendes hjem . Jeg brast i gråd . Af de +to piller , der havde været ved indkørselen , var den +ene urørt , medens den anden lå i brokker og +stykker , og den ene rad dejlige , kraftige lindetræer +stod og så på de stumpede , afsvedne stammer af +den anden , hvoraf ikke et træ havde undgået ilden . +Lange grene , der fra de svedne træer hængte +og svalede , som blot ved et hår , piskede både på +rytteren , der red foran mig , og på hans hest . +Han stødte dem langsomt til side ; det var , som han +ved denne rolige bevægelse ville antyde , at han siet +ikke var i ånde . +Pludselig standsede han hesten foran den store +plads , hvor gården havde stået , og så på +elendigheden . +Mellem disse bjælker og brokker nyttede det +ikke at tøve ; jeg vendte om , for at spørge i portnerboligen , +der stod fuldkommen urørt , hvor rose opholdt +sig . +„ Med guds hjælp er hun dog i sikkerhed ? “ +Spurgte jeg konen . + +„ Jo , fruen er i sikkerhed , det ved gud hun +er “ , sagde hun ; „ Marie , dej skind , kom såmænd +med sin mand , ligesom det begyndte at tage på , og +fik både hende og børnene hissede ned fra vinduet +og bårne hjem på deres bør , for fruen er jo så +grumme fin og svag , og kunne ikke gå . Først toge +de de små og bare hjem , medens fruen sad i +græsset , for hun ville vide dem i sikkerhed før sig +selv . Marie har dem alle tre , og er så god ved +dem , som hun , med det hun har , kan være . “ +Da jeg havde fået denne underretning , bad +jeg hende vise mig vej til Maries hus . +„ Min søn kan følge jomfruen “ , sagde hun , +„ og så kan jeg imidlertid gemme deres rejsegods . ��� +Drengen skød gjenvei ad en kornsti ; luften +var dæmret , duggen skinnede på stråene . Landsbyen +så venlig ud , jeg blev ved at gå henimod +den , uden at vende blikket . Men drengen gik foran , +med hovedet drejet tilbage , som ville han spejde . +„ Hvad seer du efter ? “ spurgte jeg . +„ Det var efter en vogn derhenne , — jeg tror +det er politiet , — kan jomfruen se ? nu kommer +den nærmere . “ +Det var en wienervogn med fire godt indpakkede +herrer . +„ Nu ta ' er de ham vist “ , sagde drengen . „ Her + +er det “ , sagde han lidt efter , idet vi standsede foran +et lille hvidkalket hus , der lå alene for sig nogle +skridt fra kirken . Da han havde givet mig den +befleed , løb han sin vej , så rafl han kunne på +træskoene . Det var ham meget om at gøre , at se , +hvor politiet blev af . — +jeg bankede sagte på den lille lave rødmalede +dør , da jeg sagde hvem jeg var , blev jeg straks lukket +ind af konen . +I hendes pæne stue , den , der ellers bare +var til at vise frem , foran den blå dragkiste , +med en hummerklo hængende ned fra en af de +blanke låse , lå rose , i en lang gul seng , med +et uldent tæppe og skinnende rene , men forskrækkelig +grove lagener over sig . Tætved sengen , i en vugge +med en stor lyserød dyne , hvilede begge hendes små +drenge i tryg søvn . +Rose så vist på mig , men kendte mig ikke . +Ansigtet var meget blegt , og jeg syntes det var mindre +end før , men det var endnu et barns ansigt , akkurat +et sygt barns . Omkring vuggen var der bundet et +langt grønt silkebånd , det holdt hun fast i hånden . +„ Har hun hele tiden været vild ? “ spurgte jeg . +„ For det mesfe , af og til kommer tanken et +øjeblik , men den går , som den kommer . Det er + +så forfærdeligt , jomfrue , for man tør næsten ikke +ønske den stakkel skal komme sig , når man ved , +hvad hun får at høre . “ +„ Tror de , han har gjort det ? “ spurgte jeg . +„ Ia , jeg tror ham ikke bedre ; sådan et men « +Neske , der bruger så mange penge , — forsømmer sin +søde kone , — og bringer dårlige venner hjem , +ham kunne man næsten tro til endnu mere , +jomfrue . “ +„ Men var han hjemme dengang ? “ +„ Nej “ , sagde hun sagte , „ men han har heller +ikke gjort det selv , — men , fordi man får en anden +til det , er man ikke bedre . — min mand er kaldet +til forhør ; — han har desværre hørt nogle ord , +han ikke syntes han kunne dølge . Der er en mand , +der hedder Ole Peer Nees , — han har vist gjort +det , — for det er ikke første gang , han har fået +penge , for at gøre folk den tjeneste , — og man +har jo ingen ro i sit hus , så længe sådan en +går om , uden at blive opdaget . “ +„ Men , hvad var det deres mand hørte ? “ +„ Å ja , jeg kan jo gerne sige det , da det dog +nu kommer frem . — min mand sad på grøvtekanten +og spiste sin aftensmad , så gik Herren og +Ole Peer Nees op og ned forbi ham , altid samme +lille stykke . + +først talte de bare om en . Ridehest , der var +død for Herren . Peer Nees ville gerne købe den +for billig pris . Dette blev de da også enige om . +Men så drejede samtalen hen på noget andet . +Min mand kunne jo ikke høre uden de få ord , +hvergang de gik forbi ham , men de gjorde ham dog +opmærksom , da lange Peer hele tiden havde sit +grimme grin . +„ Bare en lille røg , — he he “ , sagde han og +stak sit hoved lige op til den andens ansigt . — øg +en anden gang , da de kom forbi , sagde han : „ Ja +bevares , jeg kan tage dem alle tre , som svesker , +ikke et hår skal svies på deres hoveder , — man +er der i rette tid , he . “ +Dengang min mand hørte dette , havde han jo +ikke noget bestemt af fæste sin tanke på ; han sagde +bare til mig , af der vist var noget på færde ; men +siden , da det brændte , gjorde han jo sine betragtninger . +Efter hvad han kunne skønne , var det dog +Peer , der fandt på af gøre ulykken og rådede +Herr Fischer dertil , og de ord , Peer havde +sagt : „ Jeg kan tage dem alle tre som svesker “ , +mente han , vare foranledigede ved , af Herren havde +pålagt ham , af sørge for , af hans kone og sønner , +under alle omstændigheder , blev frelste . Da Ole , +min mand , og jeg kom til brandstedet , stod Peer + +Nees også , med sit grimme , grinende ansigt , meget +rigtigt med en lang stige ved fruens vindue , og det +var ham , der holdt den for os , medens vi hjalp dem +alle tre ned . — og før branden , havde en af +folkene på gården set ham liste om ved hundehusene . +Der var heller ikke en af hundene , som +man hørte gjøe den nat , og da man kom for at løse +de stakkels dyr , lå de stive og døde . +„ Har hun spurgt til sin mand ? “ sagde jeg , +efter en pause , idet jeg pegede på rose . +„ Nej , ikke en eneste gang , — men jeg er bange , +han kommer for at sige hende farvel , før han kører +med politiet . “ +„ Hvem kommer ? “ spurgte rose . +„ Det er deres mand , kære frue , jeg tænker +han kommer snart , for at se til dem . “ +„ Å nej , å nej , “ sagde hun , idet hun rystede +på hovedet , — „ å nej , han kommer ikke , det +brændte jo alt sammen , — men jeg har mine børn , +— de er her jo begge “ , hun rejste sig og så efter +dem . „ Å , jeg skal holde så fast , så fast “ , hun +knyttede båndet to gange om den lille hvide +hånd . +„ Det er det eneste , hun bryder sig om i verden “ , +sagde konen med et suk . +Da jeg spurgte , om hun havde været rafl før , + +og om denne feber kom af forskrækkelse , sagde hun , +at hun i længere tid havde været meget svag , og +havt feber hver dag hen ad aften , men at den først +efter branden var bleven så flem . +„ Har hun været tungsindet hele tiden “ , spurgte +jeg . +„ Nej , siden hun fik de små , har hun været +så inderlig mild og glad , fra morgen til aften . “ +„ Men hvad siger doktoren ? “ +„ Å , han siger ikke sin mening rent ud “ , hun +holdt lidt inde og sagde derpå : „ Kære jomfrue , +de må ikke tage mig det fortrydeligt op , men har +de råd til — er det deres mening , at føre +hende og børnene hjem med dem ? er det derfor +de er kommen ? “ +„ Allerførst kom jeg bare , for at se til hende “ , +sagde jeg tøvende . +„ Nå , sådan , — for jeg vil sige dem , min +mand og jeg have jo ikke meget , — men , når +de ikke kunne få det bedre andre steder , — havde +vi betænkt , hvis Vorherre tog moderen , at beholde +de små . Vi have jo selv ingen børn mere , — +og skulle nok være gode imod dem . — men , så få +de jo kun en simpel opdragelse . “ +Jeg så på konens gode , forstandige ansigt , +tænkte , at de ville være vel farne her , da de + +vist ville blive opdragne i gudsfrygt og kærlighed , +og bad Herren , i mit hjerte , hjælpe os , til at udføre +hvervet ligeså godt . +Derpå fortalte jeg , at det var mine forældres +villie , at tage dem alle tre . +Medens konen puslede i sit hus , sad jeg inde +ved sengen . +Hvergang de små gjorde en bevægelse , eller , +når jeg gav dem af flasken , så nose opmærksomt +derhen , men ellers var der intet tegn til bevidsthed ; +først senere , hen ad skumringen , da hun sad i puderne +på mit skød , medens Marie redte hendes seng , +kendte hun mig , og sagde : +„ Men er det ikke Lise , jo det er jo Lise , — det +var jo yndigt ; “ — som hun havde sagt dette , slog +hun sine arme om min Hals , hvilede sit hoved ved +mit bryst , og faldt på den måde i slummer ; +siden blev hun ved at sove , efter at vi igen havde +lagt hende i sengen . +Da doktoren kom , mente han , at når man +var meget forsigtig , kunne hun nok tåle at flyttes , +og at det var bedre for hende at komme bort , end +at blive på et sted , hvor alt målte minde hende +om ulykken . +Han var så god at ville skaffe en lukket vogn til + +Århus , hvor vi målte overnatte , før vi toge +videre med dampskibet . +Jeg takkede ham meget for tjenesten , men blev +jo rigtignok noget betænkelig over den store bekostning . +Hvor mange , mange år ville der ikke +gå , før moder fik så stor en sum afbetalt . — +urtekræmmeren havde jo nok forsynet mig med tilstrækkelige +penge , men han havde kun overtalt mig +til at modtage så mange , for det værste tilfældes +skyld ; jeg troede så bestemt , at jeg ville kunne +bringe mindst de to trediedele af summen tilbage , +og nu ville rimeligvis hver smule gå til . +Jeg tænkte frem og tilbage , om det var rigtigt at +tage sig så mæget på i vore små kår , og , om +det ville være muligt at gennemføre det med vore +ringe kræfter . — men så syntes jeg igen , at når +Herren lagde den gerning lige foran os , så vi ikke +godt kunne unddrage os den , måtte det sikkert også +være hans mening , at skænke os sin nådige bistand +til udførelsen . +Medens jeg sad om natten ved sygesengen , +bad jeg inderligt , at vi altid måtte betragte det +således , ikke som noget vi havde villet i letsindighed , +men som noget , han havde villet i alvor . +Den unge Fischer kom ikke , for at tage afsted ; + +den samme nat førte politiet ham til den nærmeste +købstad . Han bekendte ingenting og forbrydelsen +er ikke bleven opdaget ; men fra den tid opholdt han +sig i udlandet ; her kunne han ikke være for sit +rygtes skyld . + +trettende capifel . +Ganske tidligt næste morgen rejste vi . Da rose +var kommen tilsæde i vognen , rakte Marie den lille +vugge , hvori børnene akkurat kunne ligge , uden at +presse hinanden , ind til mig . Det var hendes gave , +hendes eget barn havde ligget deri , „ Vorherre lade +dem nu trives , “ sagde hun . +Det grønne bånd hang endnu om hanken ved +hovedgærdet ; rose greb efter det , og snoede det om +hånden , som hun plejede . +Jeg kan ikke bestride , hvor venlige , og hjælpsomme +alle mennesker vare imod os på den rejse , og +hvor let de gjorde det for mig at udrette mit +ærinde . +Således også på dampskibet ; man bar moderen +og de små med den største omhu og varsomhed +ned i kahytten , og det bedste , damerne +ejede , regnede de ikke for godt , til at brede over dem . + +en ung kone lagde sit barn til side og roses +små ved brystet . Jeg skal aldrig glemme den +kærlighed vi mødte ; det var , som den kom lige fra +Vorherres eget hjerte . +Klokken ti om aftenen , den fjerde dag efter +min afrejse fra hjemmet , holdt jeg igen udenfor +vort gamle hus med dem alle tre , for så vidt i +god behold . +Da jeg havde meldt vor ankomst , stod de alle +ved vognen . Christian tog rose på sine arme og +bar hende ind . +I tre dage lå hun hen , akkurat i samme tilstand . +Moder +havde lejet en himmelseng ; i den lå +hun , midt i havestuen , med vuggerne ved siden . +Når vi havde tid , sagde vi alle omkring +hende . +„ Hvad er dog dette ? “ sagde hun en morgen , +idet hun vågnede og smilede så venligt hen til +mønstret på den kendte dyne , — små hvide +gryn i blå grund . — „ Er jeg da hjemme ? “ hun +så sig omkring ; først faldt øjet på min Broder , +så på os andre , så ned på vuggerne , „ og +mine børn er her også , jeg tænkte det var en +drøm , — men jeg har jo mine drenge , — gud +ske lov ! “ + +da hun havde ligget lidt , viklede hun båndet , +der var sastbundet ved vuggen , af sin hånd +og sagde : +„ Nu har det ingen nød , nu er der ingen , der +fager dem . “ +„ Ræk mig din hånd , Christian , “ sagde hun +derpå . +„ Å , hvor jeg kender dig godt på den måde +du holder , lad mig se , om jeg kender de andre ; +hun tog os nu alle sammen i hånden . +„ Hver har sin måde , jeg kender den dog så +godt . — det er en yndig fornemmelse at være +hjemme , — dejlig . — jeg ville dog også så gerne +døe her , jeg har bedet Vorherre så inderligt derom , “ +Hun rakte sin hånd igen hen til Christian , og lod +den hvile der . +„ Å , vi skal nok beholde dig , “ sagde moder . +„ Nej , “ hun rystede på hovedet , „ det tror +jeg ikke , — det er så svært at leve ! jeg er så mat , +så mat . Men , når jeg må dø her , så er det +jo dejligt , for det er det , jeg har ønsket . “ +Da doktoren den dag kom , blev han forundret +over bedringen , mente nok , hun skulle komme sig , +og fortalte det til præstens , hvorfra det kom videre +omkring i byen . +Skolelærerens kone , der mødte moder på apotteket , + +holdt en lang tale om , hvor forfærdeligt det +var , at hun havde påtaget sig den indkvartering , +— og spurgte , om hun rigtig havde tænkt over +følgerne . Det kaldte hun at tage brødet fra børnene , +og give det til hundene ; man havde dog pligter +mod sine egne ; hun ville da håbe , at moder , +når konen derovre kom sig , ikke ville holde +hende for fin til at tjene brødet , ved at gå om i +husene , eller ved håndarbejde , for alle mennesker +ville tro , hun ikke var klog , når hun , efter dette , +behandlede hende som en prindsesse ; andet end +en tiggerprinsesse kunne hun da ikke blive i tiden , +når hun ingenting duede til . — børnene vare heller +ikke en smule for gode til at sendes tilbage ; +det sogn , hvorfra de kom , kunne jo betale for dem . +— man vidste jo nu så godt , hvad de kom af ; +den dejlige Martine var nok død på et fattighus . “ +Medens +den fæle kone før , kun gennem skoser , +var kommen frem med sin ondsfab , råbte hun nu +alting højt og myndigt , for at alle i boutiquen kunne +høre , hvor raskt og oprigtigt hun turde sige folk sin +mening lige i øjnene . +Der var vist også nogle blandt de tilstedeværende +som fandt det ret godt , at vi blev + +vækkede af den dvale , hvori de mente vi vare nedsjunkne . +Moder +blev meget opbragt , og sagde , at så længe +hun og hendes børn levede , ville de , om de +så skulle slide neglene tilblods , nok sørge for , at +den fine unge frue blev behandlet som en dame . +— hvis hun havde mere lyst til at forære sine +fljønne tegninger og håndarbejder bort til sine +venner , end til at sælge dem for lumpen mønt , så +skulle hun også have lov til det , — men ville hun +sælge dem , kunne hun sagtens både ernære sig og +børnene ; der skulle nok blive rift om sådanne +kunststykker . — og hvad hendes søster Martine +angik , så var det hele nedrig løgn ; hun havde været +anset og hædret til det allersidste . +Moder sagde , i sin store forbittrelse , meget mere , +end hun egentlig straks havde i sinde . Det løb rundt +i hendes hoved , og hun var ganske fortvivlet , da +hun kom hjem . På apotteket havde hun givet 2 +nbd . for medicinen . Det stod for hende selv som +en umulighed , at kunne holde ud på den måde , +når Vorherre ikke ville hjælpe , og nu havde hun +måske , ved at føre det store ord og være så opbragt , +rent forskertset hans venflab . +Imidlertid blev rose bedre . Dagen efter var + +hun så vel , at hun kunne sidde lidt overrende i +sengen . +Hun så ud i haven , medens Christian holdt +rullegardinet i vejret . +„ Å , der står det alt sammen , som før ; det er +dejligt at se det igen . — hvor fader dog også +freder yndigt om det ; om han ikke er der selv , +seer man ham dog , bare man kigger derud , både +ved ærter og drivkasser , ved det hele . — det er +så underligt at se hver lille busk og plante stå +akkurat lige så fornøjet og forstandigt , på sin lille +rene plet , som da jeg rejste . Det er som hver havde +sit gode kald til gavn eller til glæde . — vil du +lukke vinduet helt op , — jeg vil så gerne høre +bierne , — hvor de er glade i solen , hør dog , hvor +de er glade . “ — som hun talte således , kom der +pludselig en mørk sky over hendes ansigt , og hun +sagde sørgmodigt : „ Derfra , hvor jeg kom , var der +på den ene side af gården udsigt til skønne , +kæmpestore bøgetræer , men man hørte aldrig muntre +stemmer omkring dem ; det var forfærdelig sørgeligt , +at se dem stå der fra morgen til aften og betragte +sig selv i den lille døde sø . — om foråret +glædede jeg mig aldrig til at de skulle grønnes , +men når høststormen rystede dem , og det nedfaldne +gule løv bredte sig over søen , og hvirvlede for + +vinden , så man igen kunne se den blå luft +spille mellem de bare grene , følte jeg som en +befrielse . “ +„ Har du set din have , “ spurgte Christian , for +at adsprede hendes tanker . +Alle roserne stod i flor ; hun bad ham plukke +en af hvert træ , at hun kunne se , om hun husfede +deres navne . +Medens han gik derude , fulgte hun ham med +øjnene : „ Han er bleven en rigtig mand i den tid , +en rigtig stor mand , “ sagde hun , og jeg er ikke +bleven større , ikke det mindste . — hvis jeg var bleven +her , var jeg måske bleven større , — men man +kunne ikke vokse der , — det var sådan en ørken , — +jeg var nær gået rent ud . Å , lille moder , “ +Hun lænede sig til moder , „ hvis jeg var bleven her +altid . “ +„ Men nu skal du blive her . “ +„ Ja , nu skal jeg blive her , “ gjentøg hun , „ nu er +der ingen , der får mig bort . — nå , der er Christian , +vil du lægge roserne i en rad på dynen , — +nu er jeg så træt , “ hun faldt tilbage i sengen , +„ men det vil more mig , at ligge og se på dem , som +på gamle venner . “ +Christian bøjede sig ned , pegede på- en green +med tre højrøde roser , to halvåbne knopper og en + +helt udsprungen . „ Kan du husfe , at du stod hos +mig , da jeg plantede det træ ? +„ Jo , det var jo min fødselsdag , — jeg husker +det godt , du spurgte mig , om du altid skulle være +min gartner , og så sagde jeg , at jeg ville ikke +have nogen anden , “ hun klappede hans kind , „ det +skal du også blive ved at være , Christian , du skal +passe min grav , vil du ? — jeg har allerede tænkt +på det ; —når du om aftenen kommer hjem , går +du lige forbi lågen dertil , — vil du hver gang +gå derind og hvile dig lidt ved graven . “ +„ Jo jeg vil , lille rose , jeg skal pynte den dejligt . “ +„ Tak , +jeg holder så meget af den tanke . — +men du må ikke være bedrøvet , Christian , det må +du ikke . — du skal jo ikke se ned på den sorte +jord , — men du skal se op , — som jeg derfra så +ned . “ +På den samme dag , men siden hen , sagde hun +til min Broder : „ Jeg har mere at bede dig om , +men det vigtigste vil jeg tale om til sidst ; vil du hvert +år få at vide , hvordan det går den gode Marie , +og spørge til min lilles hvilested . Hun passer det +nok , men når jeg ved , du bestandig får noget at +vide derom , er det , som jeg selv levede og fik noget +at vide derom . “ + +„ Jo , — men hvad var det , der var det vigtigste ? “ +„ Jeg +vil give dig mine to drenge , Christian . +— jeg pålægger dig en stor byrde , — det ved +jeg så godt , — men nu jeg skal dø , tænker jeg bare +på at give dem i gode hænder , og jeg ved du vil +ikke opdrage dem i letsindighed , men i tro , håb og +kærlighed . “ +Christian brast i hulken : „ Jeg vil elske dine +børn af min sjæls inderste , for jeg har elflet dig +af min sjæls inderste . “ +„ Lad mig da give dig dem , “ hun bad mig +tage de små , og så rakte hun ham først +den ene , og så den anden , og medens han sad med +dem , så hun med et forunderlig lyksaligt blik +derhen . +„ Men du må ikke være for øm imod dem , de +må ikke blive sådanne skrøbelige stakler , som deres +moder . “ +Da hun sagde dette , bøjede min moder hovedet +ned i sit skød . +„ Du må få rafle , kraftige mennesker af +mine drenge , Christian ; de må meget hellere +komme til at ligne dig , end til at ligne mig . “ +„ Er der ikke noget , vi skulle sige til din mand ? “ + +sagde jeg siden ; jeg syntes det var pligt , at spørge +herom . +Hendes udtryk blev bedrøvet og becengstet . „ Gid +jeg havde noget at sige ham . — „ Men å , det er +sandt ! må jeg få pen og blæk , så vil jeg skrive . +Han må jo give sit samtykke til at børnene +blive her ; dog det har ingen nød , han giver det +nok . “ +Da hun var færdig med den lille seddel , lagde +hun den sammen , og bad fader stride udenpå til +hendes mand . +Det var , som hun følte sig lettet , efter at have +udført dette arbejde . +Skjøndt rose var så vis på hun skulle forforlade +os , vedblev doktoren dog at nære håb ; han +havde megen godhed for den stakkels lille patient , +og ville så nødig opgive hende . +En aften , da hun , efter at have været +usædvanlig rafl om dagen , følte sig noget afkræftet , +bad hun os sende bud efter præsten ; +hun ville gerne have sine børn døbte , og så +nyde sakramentet i forening med os alle . Dette +slete da også , og hun var i fuld samling under +det hele . Jeg tog huen af de små . Den førstefødte +blev kaldet Christian efter min Broder , og den +anden Carl efter fader . + +før hun gik til Herrens bord , sagde hun til +præsten , i vor nærværelse , ( hun ønskede ej at vi skulle +gå ) at hun var bange , hun ikke havde virket nok , +for at vinde sin mands kærlighed , og at dette lå +hende meget påsinde . +„ Havde jeg søgt efter det gode hos ham , så +havde jeg nok lært at elsfe ham , men jeg faldt gradeviis , +uden mindste kamp , ned i ligegyldigheden ; +jeg har slet ikke været noget for ham , ikke det +mindste . “ +„ Hvordan var han mod dig , mit kære barn ? “ +Spurgte præsten , idet han venligt så på hendes +lille , blege , blide ansigt . +„ Ingen af os kunne finde det gode hos hinanden ; +han var også ligegyldig , men , når jeg ikke +havde givet ham det kolde endnu koldere tilbage , +var det gået anderledes . Det er skrækkeligt at leve +årviis sammen , uden at komme hinanden nærmere ; +det falder nu på mig , som en rigtig synd . “ +„ Præsten og hun talte i nogen tid om dette . +Tilsidst bad hun ham skrive til hendes mand , når +hun var død , lægge hendes brev i sit , og meddele +ham hendes bekendelse og anger . +Det var nogle dage efter , ved midnat . +Vor lille lampe med den grønne skærm stod + +på bordet . Moder og jeg strikkede , fader fletfede +havekurve af bastbånd , skyggen af hans skikkelse +og den lille vugge lå på gulvet . Min Broder +sad hos rose ; hun lå i en mild , stille søvn , +støttende hovedet på hans arm . +Sådan lå hun hele natten , til hun døde . +„ Er hun død , “ sagde datteren næste morgen , +og så græd han ; alle , der kendte vor rose , holdt +af hende . + +fjortende capifel . +Efter roses død kom Christian hver dag og så +til børnene . „ Hvordan har de det ? “ spurgte han +os , og så bøjede han sig ned og så på de +små i vuggen , men der var noget forunderlig +sørgmodigt i hans stemme , og når han gik igen , +var det , som han havde søgt efter noget , og ikke +kunnet finde det . +Sådan blev han ved længe ; han kom hver +eneste dag , så på dem , talte lidt om dem , og gav +moder penge til deres fornødenheder , men det var , +som hjertet blev udenfor , eller , dette er måflee ikke +rigtigt udtrykt , det var , som han gik ud med det +samme kjærlighedsmål , han kom ind med , som +han ingenting kunne give til sådanne små ubevidste +nogle , der hverken kunne give igen eller +modtage . +Moder og jeg syntes at børnene vare så +usædvanlig sunde , kraftige dejlige , og at det måtte + +være langt lettere at elske dem , end at lade det være . +Jo mindre børn er , og jo mere de trænge til +os kvinder , jo mere tilfredsstille de jo vor kærligheds +trang . Vi havde meget ondt ved at forstå +ham . +Der gik to , tre , fire år ; han så på dem , +famlede fremdeles efter trøst , og fandt kun tomhed ; +men efter den tids forløb , indtraf der en lille begivenhed , +der , hvor ringe den var , dog bragte dem +sammen . +En eftermiddag , medens jeg sad med mit arbejde +på højen ved steengjærdet , hvorfra man +havde udsigt over markerne , og drengene vare hos +mig , fik disse , — da vare de fire år — øje på min +Broder , der tilhest ( langt borte på præstens jorder ) +talede med høsffolkene . „ Må vi gå derud , “ +Bleve de længe ved af bede , skønt jeg engang havde +sagt , af nu måtte de ikke , men siden skulle jeg følge +dem til deres oncle . +Da jeg ikke mere hørte deres : „ Må vi gå +derud , “ troede jeg , af den sag var afgjort , men lidt +efter , da jeg hævede blikket , så jeg med forfærdelse , +af de små fyre vare sprungne over gærdet , +og fore afsted over kløver og sæd ligeud , den vej , +der syntes dem nemmest . Det var ikke tænkeligt , +jeg kunne standse dem , så langt forspring havde de . + +— midt imellem dem og min Broder var der en +dyb grøvt ; da de pludselig standsede her , vare de +allerede blevne så ubetydelige for mine øjne , af jeg +neppe kunne se dem . Det var som små rådvilde +insekter , der løb frem og tilbage og hverken vidste +ud eller ind . Endelig , da de vare vedblevne således +nogen tid , og jeg med skræk så dem gøre +et forsøg på af passere grøvten , opdagede min Broder +deres ubetydelige skikkelser , steg af hesten og løftede +dem en , efter en , over . +En times tid efter , kom han ridende med dem . +Fra den tid holdt han af dem , fra den tid voksede +de sammen , og fra den tid blev han glad . +Rose har nu været død i elleve år . +Vort hus er for tiden et rigtig lykkeligt +hjem . +I de gode år har fader taget al den kraft +tilbage , som han mistede i de sørgelige ; står man +ikke seer på det hvide hår , men på det friste +brune ansigt , vil man finde , at tiden snarere har +gjort ham yngre end ældre . +Hans stemning og udseende rette sig som sædvanligt +efter Christians stemning og udseende . Nu + +sætter Christian sin fod kraftigt ned mod jorden , +derfor gør fader det også ; nu er Christians åsyn +klart , derfor er faders det også . Christian er egentlig +faders eneste . Kærlighed . Han holder meget af +moder , meget af mig , og mere af drengene , men +alt dette , på en vægtskål , er ikke som fire lod mod +et pund , når man sammenligner det med hans godhed +for min Broder . +På moder har sorgen efterladt mest indtryk . +Den trygge forvisning om , at rose dog , fra først +til sidst , kun elskede ham , og at hun elsker ham endnu , +har efterhånden taget al bråd og jaget alle +skyggebilleder fra Christians sjæl , men moder kan +ikke slippe angeren over fejlgrebet . +Hun lader sig dog ikke kue ; det er ikke hendes +natur at lade sig kue ; når hun salder på +den ene side , vil man nok snart se hende rejse sig på +den anden . Enhver har vist både slemme og gode +minder ; taler dette til hendes skam , er der så meget +andet , der taler til hendes roes ; det tænker +hun så på og fornøjer sig over . Hun nynner , +gud ske lov , endnu som før , og er mild og glad +ved sin dont , men børneopdragelsen tør hun ikke +mere give sig af med ; i den retning bøjer hun sig +dybt ind under Christians villie . Forholdet mellem +moder og ham er det allerbedste ; jeg tror i sit + +hjerte føler han stor taknemmelighed imod hende , +fordi hun viser denne selvovervindelse lige overfor +drengene ; han ved hvad det koster hende , ikke +at forkæle dem . +Når jeg taler om drengene , må jeg sige , at +huset aldrig var blevet , hvad det er , uden dem , og +at al vor glæde — ikke alene Christians — slår +kreds om dem . +Det er et velsignet syn , — fader standser +sommetider med sit havearbejde , smutter bag om hyldetræet , +og kigger ind , bare for at se det — når +Christian , med drengene , en på hver side , — +de slynge gerne hver en arm , så langt den kan +nå , om hans anseelige skikkelse — sidder ved skolebordet . +Jeg +troer , alt imedens han bibringer de videlhstne +drenge af sit kundskabs-forråd , undrer han sig +selv over det liv og den kraft , der er kommet i +alle de døde ord , der på sådan en møjsommelig , +åndløs måde blev samlede sammen , og som han +næsten troede for evigt begravne . +Min Broder er nu altid hos os . Han har +overbestyrelsen af haven , men fader bestrider endnu +drivhuse , drivkasser og kort sagt alt , hvortil ufordres +en kunstnerisk behandling . Der er mere end nok at +gøre for dem begge . Haven er bleven meget større + +end før ; hvert år forøges den med et stykke ; siden +jernbanen ( vi er alle enige i at holde af dens piben ) +er kommen , kunne vi få alting afsat til gode , +høje priser . +Vi sidde for tiden i jevn velstand ; der er flet +ikke tale om , at vi ikke kunne gøre det godt for +vore drenge . +Moder har endnu sine bier . I dette øjeblik +seer jeg netop , hvor forfærdelig travlt de små dyr +have , og sådan arbejde de , dag ud og dag ind , +både de hellig og de søgne , aldrig mere for urtekræmmeren , +ganske alene for moder . +Jeg fortjener ved min syning . Når man fratager +de fiffigste , ( dem kan jeg ikke gøre tilpas ) lade +alle nette , tarvelige unge piger deres kjoler sye hos +mig . +Enhver af os fortjener på sin måde . Da vi +have mere end til eget forbrug , har hver sin private +sparekassebog ; det er alt sammen til drengene . +Deres egen fader er død , hans familie har +ikke spurgt til dem ; vi må jo være fader , bedsteforældre +og tante , og erstatte dem alle øvrige slægtninge . +Hver +søndag gå vi samlede fra kirken til +roses grav , der er en af de friskeste og dejligste på +kirkegården . Midt på den står ingen mørk + +hængeask , for at skjule døden , men en slank cypres , +der peger i vejret . +Når vi gå tilbage gennem den lyse , solbeskinnede +kirkegård , drengene foran , vi ældre bagefter , +føle vi ikke sorg , men fred og glæde , og +inderlig taknemmelighed mod Vorherre for moders +velsignede arv .