data/train/da_ep-00-02-18.txt

Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, i protokollen fra i går er der naturligvis opført de indlæg, som vedrører en såkaldt "Strasbourg-erklæring", der forsøger at involvere Europa-Parlamentet i nogle betragtninger, som bogstaveligt talt ville medføre den konklusion, at dette medlem af Europa-Parlamentet er nazist. Erklæringen - der som sagt involverer Europa-Parlamentet, selvom en sådan erklæring ikke blev afgivet over for Europa-Parlamentet - er en absolut utilstedelig manipulation. Jeg takker formanden, fru Fontaine, som allerede i går fremførte sin holdning ved at afvise Parlamentets involvering. Hr. formand, ud over at det baskiske nationalistparti PNV, Eusko Alkartasuna og Baskerlandets demokratiske regering i denne erklæring beskyldes for at være nazister, selvom de har en holdning, som i et andet tilfælde, nemlig Irlands, endog har fortjent en Nobelpris, fornærmes repræsentanter for europæiske borgere - som i mit eget tilfælde, hvor jeg repræsenterer en del af det galiciske samfund - idet det siges, at vi er farligere end nazismen, og man fornærmer ubestrideligt demokratiske formationer, som har årtiers historie på bagen, i et utilstedeligt vanvid, som jeg hermed tillader mig at fordømme. Under alle omstændigheder anmoder jeg om, at vores ord bliver hørt, for man kan ikke på denne vis involvere Europa-Parlamentet i et vanvid, som jeg klart betragter som utilstedeligt.
Tak for Deres afklaring, hr. Nogueira. Jeg minder om, at spørgsmål i forbindelse med protokollen bør henvises til protokollen. Under alle omstændigheder vil jeg af hensyn til de kolleger, som ikke kender formandens holdning, læse hendes officielle meddelelse op, således at den også fremgår af protokollen for i dag: "Den 17. februar modtog Nicole Fontaine, der er formand for Europa-Parlamentet, på deres egen anmodning repræsentanterne for Forum Ermua. De spanske næstformænd for Europa-Parlamentet var til stede. Efter dette møde forelagde repræsentanterne for dette forum en tekst med titlen "Strasbourg-erklæring", som formanden præciserer, at hun på ingen måde kan stå inde for. Strasbourg, den 17. februar". Dermed tror jeg, at denne sag er uddebateret.
Hr. formand, jeg anmoder om en rettelse i protokollen vedrørende afstemningen om ændringsforslag 5 til betænkning af Swoboda. Jeg beder Dem notere, at Michel Raymond, Jean Saint-Josse og jeg selv stemte imod dette ændringsforslag.
Det vil blive taget til efterretning og opført i protokollen.
Hr. formand, det drejer sig ikke direkte om protokollen, men om en meddelelse, som er kommet i dag, om at Formandskonferencen, som er åben for medlemmerne, og som var planlagt til den 23. februar, er blevet aflyst. Vi bør gøre os nogle principielle overvejelser om, hvorvidt det overhovedet tjener noget formål at afholde dette møde i denne form. Jeg har på fornemmelsen, at det er endnu en pligtforestilling, som vi her gennemfører endnu en gang. Det, vi får at vide på disse møder, kan vi lige så godt læse i avisen. Det kommer der mere ud af, og jeg kan ikke lide, at de forskellige udvalgs dagsordener, som i forvejen er overfyldte, gang på gang må kortes ned for at få plads til den slags shows. Jeg opfordrer altså til, at vi overvejer, om ikke vi helt skulle afskaffe det, én gang for alle.
Hr. Bösch, jeg har taget Deres bemærkning til efterretning, men det står klart, at afholdelse af denne form for Formandskonferencer, som er åbne for alle medlemmer, har rod i en opfordring fra medlemmerne selv, idet de ønskede at kunne deltage i nogle af dem. Vi burde sikkert være mere selektive. Under alle omstændigheder vil Præsidiet overveje Deres forslag. (Protokollen godkendtes)
Hr. formand, vi anmoder om, at den sidste sætning i ændringsforslag 2, hvor der står "opfordrer ligeledes medlemsstaterne til at fremme ældreturismen", bliver fremskudt og medtaget i punkt 25, der særligt omhandler social turisme, efter sætningen "turismen for grupper og foreninger". Det forekommer os at være en rigtigere og mere hensigtsmæssig placering.
I henhold til forretningsordenen kan 12 medlemmer gøre indsigelse. (Flere end 12 medlemmer gjorde indsigelse mod behandling af det mundtlige ændringsforslag) Der er ikke grundlag for behandling af den mundtlige forespørgsel. (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER
Hr. formand, jeg har undladt at stemme i forbindelse med hr. Vicecontes udmærkede betænkning, selvom betænkningen indeholder fremragende tanker, og selvom Bayern, som jeg repræsenterer, er et af Den Europæiske Unions mest attraktive turistområder. Jeg vil gerne invitere Dem til så ofte som muligt at komme på ferie i Bayern og i nabolandet Østrig. Men uafhængigt af det ville jeg sige, at jeg ikke bryder mig om den centralistiske tendens i Kommissionens meddelelse. Jeg tror, at vi netop inden for turistpolitikken har brug for mere decentralisering, mere regionalisme, og mindre bureaukratisk centralistisk formynderi. Derfor bør vi ikke glide ind i en centralistisk EU-turistpolitik.
Hr. formand, et af grundprincipperne for samarbejde i Den Europæiske Union er subsidiaritetsprincippet. Det er på høje tid, at dette princip bliver værdsat, og at der udarbejdes et system, som medfører, at EU's kompetenceområder bliver tydeligere. EU kritiseres ofte for - og denne kritik er til en vis grad berettiget - at man spreder sig over alt for mange områder. Et sådan område er turismen, som af natur er meget national. Måden, som politikken på turistområdet skal drives på, bør derfor i al væsentlighed være national, regional og lokal. Turisme er en vigtig beskæftigelsesfaktor og kan som sådan spille en vis rolle, når det gælder EU's støtte til økonomisk svage regioner. Selv med hensyn til dette skal samarbejdet dog ske i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Turisme kan også have en negativ indvirkning på miljøet. Derfor bør der udarbejdes en strategi for at mindske de negative effekter. Det kan og bør imidlertid ske inden for rammerne af miljøpolitikken. I betænkningen beklager man, at der mangler et retsgrundlag for turismepolitikken. Vi svenske kristdemokrater synes ikke, at et sådant grundlag skal findes, da vi mener, at det er et emne, som EU i meget ringe grad skal beskæftige sig med.
Turisme er en væsentlig kilde til mellemfolkelig forståelse og en vigtig del af arbejdsmarkedet, der bør fremmes og tilskyndes. Det er af uvurderlig betydning, at folk i Europa såvel som resten af verden får mulighed for at opleve hinandens måder at indrette livet og samfundet på. Turismepolitik er imidlertid ikke noget, der bør planlægges og bestemmes af Europa-Parlamentet eller EU i det hele taget. Derfor stemmer jeg imod forslaget.
Hr. formand, før forhandlingen begynder, vil jeg som italiensk parlamentsmedlem - og jeg tror, at jeg taler på alle de italienske parlamentsmedlemmers vegne - blot kritisere den tyske kanslers holdning i går. Han blandede sig i interne italienske anliggender og truede med et europæisk indgreb, såfremt nyfascistiske koalitioner skulle få regeringsmagten. Heldigvis greb den italienske regering og den italienske præsident ind - hvilket Italiens ambassadør i Tyskland også vil gøre i dag - og opfordrede den tyske kansler til ikke at blande sig i interne italienske anliggender, eftersom der ikke er nogen nyfascistiske koalitioner, der har ansøgt om regeringsmagten. Vi vil gerne takke den italienske præsident, regeringen og alle de politiske kræfter, der har grebet ind, og også her fra Parlamentet vil vi gerne opfordre den tyske kansler til ikke at blande sig i interne italienske anliggender.
Hr. Tajani vil indrømme, at det er en smule vanskeligt at forstå, hvordan hans indlæg skulle have forbindelse med forretningsordenen, men jeg forstår hans politiske holdning. Vi går videre med den egentlige forhandling. Jeg giver straks ordet til hr. Monti på vegne af Kommissionen.
Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel (B5-0010/2000) af Hatzidakis for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om europæiske posttjenester.
Hr. formand, Kommissionens forslag om en yderligere gradvis og kontrolleret åbning af postmarkedet for konkurrence er hovedsagelig forsinket på grund af tjenestegrenenes omlægning, omfordelingen af ansvarsområder inden for Kommissionen og nødvendigheden af, at det nye kommissærkollegium tager disse spørgsmål op til overvejelse igen. Hvad angår Parlamentets forskellige beslutninger om postsektoren, har min kollega, kommissær Bolkestein, allerede svaret på de vigtigste bemærkninger under de høringer, som Parlamentet arrangerede sidste år. Med hensyn til høringen af Parlamentet vil kommissær Bolkestein desuden mødes med Parlamentets Udvalg om Regionalpolitik, Transport og Turisme på næste mandag. Undersøgelserne blev fremsendt til dette udvalg i september 1999 samt til de parlamentsmedlemmer, der bad om dem, og de står under alle omstændigheder stadig til rådighed. Disse undersøgelser kan ligeledes ses på Kommissionens hjemmeside på Internettet. Jeg er sikker på, at kommissær Bolkestein vil være meget opmærksom på alle Parlamentets betragtninger. Hr. formand, Kommissionen er af den faste overbevisning, at det er nødvendigt med et nyt forslag om en yderligere udvikling af postsektoren. Fremlæggelsen af et forslag er desuden en juridisk pligt. Jeg kan bekræfte, at kommissær Bolkestein er fast besluttet på at fremlægge et sådant forslag for Kommissionen, for herefter at videresende det til Parlamentet og Rådet inden udgangen af årets første kvartal. Den dato, der er fastlagt for iværksættelsen af næste fase, nemlig den 1. januar 2003, er stadig Kommissionens målsætning. I forslaget vil der blive taget højde for de foretagne undersøgelser, og navnlig for nødvendigheden af at sikre posttjenesternes universelle karakter, udviklingen af effektiv forbrugerbeskyttelse, indførelsen af et gunstigt klima for nye arbejdspladser og løsningen på konkurrencespørgsmålene. Med henblik på en yderligere modernisering og forbedring af posttjenesterne i hele EU ved hjælp af de nye teknologier vil også markedsåbningens rolle bliver undersøgt, når det gælder de potentielle fordele for industrien som helhed. Når forslaget bliver fremlagt, vil der være taget højde for de synspunkter, som medlemsstaterne, Parlamentet, brugerne, udbyderne af universelle tjenester, deres konkurrenter og andre berørte parter, som er blevet omhyggeligt hørt, har givet udtryk for. Formålet er at sikre, at det indre marked for posttjenester fungerer tilfredsstillende, hvilket er i forbrugernes og hele EU's virksomheders interesse.
Hr. formand, postsektoren er fortsat et område, hvor gamle, forældede monopoler stadig eksisterer i mangel på alt, hvad konkurrence indebærer. I mangel på en på dette område handlekraftig Kommission har dette kunne fortsætte alt for længe. På alle andre områder ville EU's konkurrencemyndighed have grebet ind, men ikke her. I 18 måneder har vi forgæves ventet på et forslag fra Kommissionen. Det spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på fra Kommissionen i dag, er: Hvornår får vi et nyt og moderne postsystem, som kan træde i kraft i hele EU? Et af EU's vigtigste principper er jo netop, at vi har et fælles indre marked. Det arbejder vi netop i øjeblikket intensivt på at udvide til at omfatte stadig flere medlemslande. Dette stiller krav til effektivitet, og effektivitet forudsætter konkurrence. På flere og flere områder gælder kravene om uddelegering og liberalisering. EU går ofte i spidsen for dette. Kommissionen styrer virkelig udviklingen på eksemplarisk vis. Kommissionen gør dette, fordi vi har lang erfaring med, at dette gamle monopol ikke lever op til de krav om velfungerende service, som et moderne samfund stiller. Den gør det også for at kunne følge med i den tekniske udvikling. Derudover gør Kommissionen det for at kunne sænke priserne - alt i forvisning om, at man lettere opnår dette på et frit og konkurrencepræget marked. Sådan er det på en række forskellige områder - desværre hidtil med postvirksomhed som en meget stor undtagelse. Det kan jo næppe skyldes, at kunderne er tilfredse. Alle ved, at kritikken mod prisstigninger og forsinket postlevering er et permanent emne til diskussion. Hvis vi virkelig vil have et velfungerende indre marked, kan vi ikke blive ved med at undgå postvirksomhed. Et antal lande er gået foran, når det drejer sig om at åbne for en fri konkurrence i postsektoren. Holland, Finland og Sverige er kommet længst med dette. Disse lande har i løbet af 1990'erne vist, at man opnår mange fordele. For Sveriges vedkommende er dette desuden en udvikling, som skridt for skridt er sket med stor politisk enighed. Det er vigtigt, at denne udvikling fortsætter og får den nødvendige stimulans. Erfaringen er nemlig, at gamle monopoler ikke lever op til de krav om velfungerende service, som vi som kunder har ret til at stille. Forud for denne debat blev et brev fra fortalerne for fortsat monopol sendt ud. De beskriver Sverige som et advarende eksempel. Det kan man måske gøre i en række forskellige sammenhænge, men ikke lige med hensyn til dette. I en rundsendelse blev det påstået, at prisen på et frimærke skulle være steget 59% siden liberaliseringen i 1993. Det er rigtigt, hvis man kun ser dette i forhold til de 20% af det totale postmarked, hvor der i praksis stadig forekommer monopol, det vil sige dér, hvor staten stadig er den eneste aktør. For 80% af markedet, hvor der er fri konkurrence, er priserne faldet. Det viser, at konkurrence faktisk fungerer. Min konklusion bliver: Sørg for, at der også bliver konkurrence for de sidste 20%! Det er på denne baggrund, at stadig flere efterlyser ... (Hr. Markov afbrød taleren) Jeg troede, at jeg havde ordet. Vi kan muligvis debattere dette lidt senere. Jeg kan dog konstatere, at det faktisk er præcis, som jeg siger, nemlig at prisen er faldet på de områder, hvor vi har konkurrence, mens prisen er steget, hvor vi har monopol. Sådan fungerer det næsten altid. Det er derfor, at jeg i dag efterlyser en Kommission, som kan tage de nødvendige initiativer og sørge for, at der bliver en fungerende konkurrence, med hensyn til postsektoren.
Hr. Markov, De vil få nogle minutter om fem eller seks minutter. Jeg vil være Dem taknemmelig, hvis De vil lade være med at afbryde Deres kolleger.
Hr. formand, der er et mysterium. Hvad er der sket med direktivet om posttjenester, som blev vedtaget den 15. december 1997? Kommissionen har været tavs som graven i den mellemliggende periode. Jeg beklager, at det er kommissær Monti, der er til stede i dag. Jeg holder meget af ham. Han er en af de mest flittige og hårdtarbejdende kommissærer. Jeg må med skam melde, at jeg ikke kan sige det samme om visse af hans kolleger. Der er i denne periode ikke rigtigt sket fremskridt med hensyn til direktivet om posttjenester. Kommissær Monti sagde, at dette til dels skyldtes tilrettelægningen og omfordelingen af pligter. Det er først foregået for nylig. Den gamle Kommission havde over et år til at arbejde på dette. Vi er virkelig ikke nået ret langt. Men da kommissær Monti er her, vil jeg gerne bede ham tage en besked med tilbage til kommissær Bolkestein, så han får at vide, hvad direktivet om posttjenester handlede om. Det handlede om en gradvis liberalisering, det handlede om en garanteret befordringspligt til en fornuftig pris, det handlede om adresserede reklameforsendelser og grænseoverskridende post inden for tjenester, der er omfattet af eneret. Disse var grundlæggende spørgsmål i betænkningen, og de bør være grundlæggende i diverse direktiver fremover. Posttjenesterne er her ikke kun ved juletid. De er her hele tiden. I det område i Skotland, jeg kommer fra, er posttjenesten meget mere end blot en posttjeneste. Den knytter samfundene sammen. Den fungerer som bustjeneste. Den har også en social funktion. Den er læge. Hvis vi lader posttjenesten privatisere, mister vi alt dette og mange af vores lokalsamfund - vi stemte tidligere om turisme - mister turisthandlen. Vi isolerer dem. Posttjenesterne er vigtige. Den besked skal med tilbage herfra i dag. Kommissionen skal lytte til den.
Hr. formand, vi er tilgængere af liberaliseringen af posttjenesterne i Unionen. Det skal for det første betyde, at kunderne får en bedre service. Det er formålet, og det skal også være den endelige målsætning. Liberaliseringen er startet, fordi man var skeptisk over for posttjenesternes struktur og værdien af et monopol. Er et monopol fleksibelt nok på et marked, hvor kundernes krav ændrer sig meget hurtigt, og hvor der endvidere hurtigt kan opstå en anden markedssituation, fordi man f.eks. gør meget mere brug af elektroniske informationsbærere? Spørgsmålet er, hvilket krav vi eventuelt kan stille til et monopol eller en del af en tjeneste, som styres af et monopol. De fleste medlemsstater står stadigvæk i bremsen, og jeg er glad for at kunne konstatere, at den nye regering i mit land endelig har gjort noget ved det, som skulle være gjort for længe siden. Endvidere at den belgiske posttjeneste og den belgiske regering nu træffer foranstaltninger for at sørge for, at posttjenesten i 2003 delvis er klar til at klare sig over for konkurrencen. Som nyt parlamentsmedlem forsøger jeg at sætte mig ind i sagen, og jeg må ærligt talt sige, at det har jeg problemer med. Der er nogle undersøgelser, som i sin tid blev udført for Kommissionen, men samtidig er der arbejder fra Post-Europe, som siger, at disse undersøgelser ikke passer, og at det grundlag, som de er udført på, er forkert. Jeg mener, at Kommissionen på dette punkt kunne have været mere aktiv og givet os mere information, og at de kunne have givet os de undersøgelser, som de har lovet. For så vidt jeg ved, er det stadigvæk ikke sket. Jeg anmoder derfor Dem, hr. kommissær, om at hjælpe mig som nyt medlem med min opgave. Ligesom hr. Miller sætter jeg pris på, hvis De i de kommende måneder, uger eller endda dage informerer os om, hvordan situationen er omkring gennemførelsen af direktivet af 1997. Nu til mit andet punkt. Hvordan ser det ud med de universelle tjensteydelser, hvor meget koster de, hvordan hænger det sammen, hvordan organiserer De det, og hvilke forslag har De? Det vil jeg gerne have mere konkret information om. Posttjenesterne er åbenbart en meget stærke lobby, og det er også berettiget. Der er hundrede tusinder af mennesker, som arbejder for posttjenesterne. Desuden - hr. Miller pegede netop på det - går jorden ikke under i mit land, ligegyldigt hvor tæt befolket det er, hvis postbudet ikke mere kommer forbi. Men der er mange mennesker hos os, ældre mennesker f.eks., som kun ser ét menneske om dagen, og det er postbudet. Det skal vi også tage hensyn til, for posttjenesterne er mere end kun ombringning af breve og pakker. Posttjenesterne er endvidere vigtige for virksomhederne. Af en undersøgelse fremgår det, at 90% af posttrafikken finder sted mellem virksomheder og kun 10% mellem personer. Hvad vil De egentlig liberalisere? Det vil jeg gerne have mere information om, for det vigtigste spørgsmål er, hvordan kunderne kan få en bedre service med de eksisterende tjenester. Der er posttjenester med monopol, og hvor det går rimeligt godt. De ting skal vi beskytte, og de andre ting skal vi sætte i gabestokken.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg hørte her til morgen i fransk landsdækkende radio, at liberaliseringen af postvæsenet i praksis nu kun er et spørgsmål om timer eller dage, og at det er uigenkaldeligt, ligesom det er sket hos vores svenske, hollandske og tyske venner. Det bekymrer os meget, og derfor har vi bedt om denne forhandling i dag. Kommissionen har faktisk forpligtet sig til en universel posttjeneste, og som Europa-Parlamentet gentagne gange har påvist, er posttjenesten i virkeligheden, som nogle af vores kolleger allerede har sagt, en væsentlig faktor for social og regional samhørighed. Jeg vil gerne i denne forbindelse eventuelt spørge vores svenske kollega, hvad han mener om den foretagne undersøgelse, som viser, at i de fjerneste egne af Sverige er posttjenesten rent faktisk blevet dårligere for så vidt angår postomdelingen. Vi vil derfor ikke have en sådan posttjeneste. Den økonomiske interesse i posttjenesten er blevet anerkendt i Amsterdam-traktaten, og vi mener, at den rækker langt videre end postomdelingen. Det er den tjeneste, der er tættest på borgerne, og som vi kalder "offentlig tjeneste". Den gør det muligt at betjene enhver borger i Europa, og dette gode bør blive ved med at høre under Fællesskabets politik. Den Europæiske Unions anerkendelse af en posttjeneste af høj kvalitet for alle er stadig aktuel i dag, og den optager os mere og mere. Derfor anmoder vi i dag om ikke at blive ubehageligt overrasket på mandag i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Vi erindrer om, at Parlamentets holdning er blevet klart defineret, og at De Grønne støttede den. I beslutningen af 14. januar 1999 anmodede Europa-Parlamentet Kommissionen om, inden man gik videre med liberaliseringen af denne nøglesektor, som dog berører 1,7 millioner ansatte, at få foretaget undersøgelser af konsekvenserne af en sådan liberalisering. Vi er imidlertid ikke overbevist om, at de tilgængelige undersøgelser giver grundlag for at iværksætte en sådan liberalisering nu, og vi er bekymrede, fordi det er almindelig kendt, at en sådan liberalisering uden konsekvensundersøgelser ville medføre, at tusindvis af arbejdspladser bliver nedlagt, hvilket vi bestemt ikke ønsker. Vi sætter pris på vores offentlige tjeneste, på den universelle tjeneste som posttjenesterne er, for vi ved, at borgerne sætter pris på denne tjeneste, og vi er jo borgernes repræsentanter her i Parlamentet. Kommissionen lovede under høringen af hr. Bolkestein at bevare denne universelle tjeneste i Den Europæiske Union. Jeg vil ikke gentage hans forskellige udtalelser under høringen, for jeg tror, at vi alle har dem i frisk erindring. Vi holder også fast ved, at vi afventer denne egentlige vurdering, inden der tages en endelig beslutning, som fastlagt i direktivet fra 1997 og ændringen hertil. Vi accepterer ikke en dato for liberaliseringen af alle postaktiviteter, så længe Kommissionen ikke har givet garanti for, at den universelle posttjeneste medtages i dette direktiv, og den offentlige posttjeneste vil blive opretholdt i de medlemsstater, der anser denne tjeneste for uundværlig for borgerne.
Hr. formand, jeg kan tilslutte mig den opfattelse, at der ud fra et effektivitetssynspunkt og en analyse af de udbudte serviceydelser i forhold til omkostningerne skal opnås yderligere fremskridt. Men hvorfor dette altid kun skulle kunne opnås under stikordene "privatisering"og "liberalisering", kan selv jeg ikke indse - og jeg er selvstændig erhvervsdrivende! Det er muligt, at man ikke interesserer sig for lige adgangsbetingelser for alle til posttjenesterne, men kun tænker på kapitalforrentningsvilkårene for virksomheder i store agglomerationscentre. Parlamentsmedlemmer bør imidlertid være repræsentanter for alle borgere, og det betyder, at de har pligt til at tænke samfundsøkonomisk og ikke erhvervsøkonomisk. Det betyder helt konkret for posttjenesterne, at for det første må beskæftigelsesspørgmålet prioriteres højest. Jeg har ikke noget imod liberalisering og privatisering, men præmisserne skal være i orden. For det andet må det garanteres, at der ikke sker en forringelse af tjenesteydelserne til borgerne. Eksempler i Tyskland og Sverige viser, at det absolut er en risiko. Hr. Stenmarck, Sverige er det eneste land, hvor priserne efter liberaliseringen er steget markant mere end i alle andre medlemsstater i Den Europæiske Union. Det er en af de effekter, der kan opstå i denne forbindelse. Her må vi træffe forholdsregler til at sikre, at det ikke sker. For det tredje er det nødvendigt at bevare dels den universelle posttjeneste til en overkommelig pris for alle borgere, alle steder, dels en enhedspris for alle medlemsstater, og for det tredje en daglig postudbringning og -afhentning på arbejdsdage. I spørgsmålet om forholdet mellem pris og ydelse i de enkelte vægtklasser for postforsendelser kan man overveje yderligere prisnedsættelser; det siger postvæsenet også selv. Man behøver ikke holde fast ved over 300 gr., og analysen siger i øvrigt, at der skal være sikret et mindstemål på 150 gr., for at det overhovedet skal kunne betale sig. Jeg tror, at diskussionen i dag for så vidt har været rigtig og vigtig, så hr. Bolkestein kan vide, hvordan Parlamentets holdning er, så han kan tage højde for forskellige ting på forhånd.
Hr. formand, direktivet fra 1997, der blev offentliggjort den 21. januar 1998 og var indledningen til en delvis liberalisering af de europæiske posttjenester, fastlagde, at der skulle ske en yderligere revision - for øvrigt på en indviklet måde - da der skulle foreligge et forslag fra Kommissionen inden udgangen af 1998. Derefter skulle det være vedtaget inden den 1. januar 2000 for at træde i kraft inden den 1. januar 2003. For tiden befinder revisionen sig imidlertid på nulpunktet. De første to faser er ikke blevet overholdt, hvilket rent logisk bringer den tredje fase i fare. Første spørgsmål: Var de fastsatte frister ikke under alle omstændigheder for korte? Jo, tilsyneladende. Det er svært at se, hvordan Kommissionen som fastlagt i artikel 7, i direktivet, inden udgangen af 1998 skulle kunne have vurderet virkningerne af en tekst, der trådte i kraft i februar samme år. Endvidere var Kommissionen heller ikke i stand til at forelægge den beretning om, hvordan direktivet er blevet anvendt, den i henhold til artikel 23 skulle forelægge inden den 31. december 2000. Skal man beklage denne forsinkelse? Det mener vi ikke. Hvis Kommissionen var i besiddelse af overbevisende oplysninger, der kunne dokumentere en erfaring, der underbygger, at man skal gå videre med liberaliseringen, er der ingen tvivl om, at den uden tøven ville have fremlagt dem. Europa-Parlamentet, der kæmpede hårdt for, at direktivet fra 1997 skulle være afbalanceret og tage hensyn til den universelle offentlige posttjenestes problemer, er på sin side nærmest tilfreds med, at det kompromis, den dengang opnåede, viser sig at være forsvarligt. Under disse omstændigheder er det forståeligt, at Parlamentet i dag er bekymret og stiller et mundtligt spørgsmål, som opfordrer Kommissionen til at fremsende de endelige og ubestridelige feasibility-undersøgelser, ingen endnu har set noget til. Hvad er egentlig udviklingsscenarierne og de eventuelle risici? Den største risiko er, at Kommissionen uden tilstrækkelig begrundelse ødelægger den nuværende ligevægt ved at foreslå ret hurtigt at gå over til en anden liberaliseringsfase, hvilket i nogle lande ville bringe uligevægt i finansieringen af den universelle posttjeneste og gøre den ukontrollerbar. Efter kompromiset i 1997 kan medlemsstaterne i dag betro offentlige monopoler posttjeneste for breve og genstande, hvor distributionsomkostningerne er under fem gange grundtaksten, eller hvor vægten er under 350 gr. Man skulle for eksempel tro, at Kommissionen kunne foreslå at nedsætte disse grænser til 50 gr. og 2 1/2 gange grundtaksten, som kommissær Bolkestein foreslog det under høringen af ham den 6. september 1999. Denne løsning ville efter vores mening ikke være retfærdig, og Kommissionen har for øvrigt ingen sikre tal til at underbygge det. Vi ved desværre fra topmødet i Seattle, at den ikke behøver et seriøst resultat fra den foregående fase for at foreslå meget hurtigt at gå videre til den næste fase. Andet scenarie, som vi foretrækker: udskydelse af revisionen og opretholdelse af den nuværende situation, indtil vi har en seriøs, detaljeret og objektiv undersøgelse af virkningerne af direktivet fra 1997. Dette siger vi ikke for at beskytte monopoler, som vi allerede kender de skadelige virkninger af, men vi vil være sikre på at kunne kombinere den progressive udvikling i opbygningen og opretholdelsen af de væsentlige principper, som den offentlige tjeneste afspejler. Til sidst vil Gruppen Union for Nationernes Europa stille sig selv det spørgsmål, om tanken om at fastlægge ensartede regler for administrationen af de 15 medlemslandes posttjenester ikke i sig selv ville være forkert. I Frankrig gør den ulige fordeling af befolkningen på et stort område det f.eks. bydende nødvendigt at have en offentlig posttjeneste, der er forpligtet til at omdele post, hvis man vil opretholde lighed for loven og social samhørighed. Andre lande, hvor forholdene er anderledes, kan imidlertid have en anden opfattelse heraf. Efter vores mening bør enhver selv kunne vælge, hvordan de vil organisere sig. Faktisk fastlægges det i artikel 86 i EF-traktaten, tidligere artikel 90, at tjenester af almen økonomisk interesse skal være underlagt konkurrencereglerne i det omfang, anvendelsen af disse regler ikke modarbejder formålet med disse tjenester. Men hvem skal definere dette formål? Hvem trækker grænsen for, hvornår formålet med den offentlige tjeneste overskrides? Vores svar er klart. Det er hverken Kommissionen, Rådet eller Europa-Parlamentet, men befolkningen i hver enkelt medlemsstat, der fører en demokratisk debat. Andre metoder ville være at give ånden i vores institutioner en anden drejning.
Hr. formand, vi er i første fase af tilpasningen af direktiv 97/67/EF om posttjenester, og jeg er bekymret for, at en ny liberaliseringsfase vil resultere i en betydelig nedgang i den ydede offentlige tjeneste. Under høringen af hr. Bolkestein udtrykte min kollega, Véronique Mathieu, et ønske om, at der for hvert nyt fremsat forslag gennemføres konsekvensundersøgelser, for at virkningerne af den planlagte liberalisering bliver kendt, før bestemmelserne vedtages. Hvordan ser det ud i dag? Har vi fået resultatet af en sådan konsekvensundersøgelse? Som De ved, forsvarer Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa sammen med andre livet i landområderne, bevarelse af arbejdspladser, den sociale samhørighed i landområderne og styrket samhørighed ved hjælp af en universel offentlig kvalitetstjeneste. Jeg ville gerne med sikkerhed kunne sige, at de eksempler, jeg kan se hver dag i mit eget land, i min meget landlige egn, gør det muligt at uden bekymring at gå over til en ny liberaliseringsfase. Desværre er det ikke sådan, og for tiden, hvor starten på gennemførelsen af EU-direktivet og loven om en 35 timers arbejdsuge, som ganske vist er fransk, falder sammen, men hvor også arbejdstidskriterierne ændres, f.eks. 1.700 genstande i timen, der skal håndteres pr. stilling mod tidligere 1.400, kan man konstatere, at der i landområderne både sker en nedskæring af åbningstiderne, og man truer med at lukke nogle posthuse. Dette er allerede en uacceptabel nedgang i den offentlige tjeneste. Jeg har her lokalavisen fra min egen kommune, og jeg ser heri, at chefen for posthuset informerer befolkningen om, at fra den 3. januar 2000 - hvilket altså er snart - tømmes postkassen sidste gang kl. 15.45 i forhold til som nu kl. 16.30. Det er altså forståeligt, at jeg gruer for en udvidet liberaliseringsfase og de deraf følgende forholdsregler, der vil medføre en ny bølge af egne, der bliver omdannet til forladte områder. Hos os i Frankrig har hver landsby sit eget posthus eller i det mindste sin egen postkasse, der bliver tømt hver dag. Postbudet er ikke kun postomdeler, han er også den eneste samfundsmæssige forbindelse med borgerne. Han kommer også med penge - af og til endog med medicin - og gør det således muligt, at ældre og isolerede borgere kan blive boende i deres eget hjem. Hvis der iværksættes en dårligt styret liberalisering af posttjenesterne, vil flere posthuse blive lukket i den alt for velkendte rentabilitets navn, der ofte er årsag til tilbagegangen i landområderne. Endnu en gang fjerner Europa sig fra sine mest beskedne og sårbare borgere. Man vil sige til dem, at de er dyre uden at sammenligne med andre sociale, politimæssige og sundhedsmæssige tjenester, men også lege- og kulturaktiviteter, man i byerne ikke er meget for at indrømme mangler i landområderne. Enhver må vælge sin egen livsform. Det må imidlertid kunne ske med nogenlunde lige muligheder og behandling. I sportsverdenen siger man: man udskifter ikke et vindende hold. Hvorfor ændre på noget, der er tilfredsstillende? Den universelle tjeneste kan kun bruges til at udføre sociale opgaver, hvis den beholder et monopolområde, der gør det muligt at få ligevægt i budgettet. Vi kan ikke tage ansvaret for en fejltagelse, for vi ved fornuftsmæssigt, at vi ikke kan gå baglæns, og at i tilfælde af uligevægt ved virksomheden, hvad den skal gøre. Den nedlægger arbejdspladser, reducerer servicen og skærer den syge gren af, og vi ved allerede, hvilken gren der vil blive betragtet som syg. Vi får at vide, at vi skal gå fra 350 gr. til 150 gr., endog til 50 gr. Lad gå! Men de 200 gr. i forskel vil blive eftertragtet af adskillige private virksomheder, som således vil være rentable. Så endnu en gang: Hvorfor ikke lade tingene være som de er og lade den offentlige tjeneste være selvfinansierende og sikre de årlige ekstraomkostninger for opgaver af almen interesse, som Frankrig, og i dette tilfælde senator Larcher, har vurderet til 8 milliarder francs? Hvis indtægterne falder, vil opgaver af almen interesse blive gennemgået og begrænset, og det er igen i landområderne, at de værste nedskæringer vil ske. Det forekommer mig, at det således er tid at afvente og især få kendskab til den økonomiske og sociale konsekvens af en liberaliseringsfase, inden man løber risikoen for at bringe uligevægt i en hel afdeling af den universelle offentlige tjeneste, som adskillige af vores medborgere sætter pris på.
Hr. formand, jeg er en af dem, der er enig i, at det er hensigtsmæssigt at regulere denne særlige tjeneste på europæisk plan. Hvis folk frit kan levere tjenesteydelser på tværs af grænserne, er det kun ret og rimeligt, at vi har europæiske regler herfor. I Irland leveres nogle af tjenesteydelserne f.eks. af virksomheder uden for Irland, især engelske virksomheder. Men direktivet er aldrig blevet omsat til national lov. Det er Kommissionens opgave at sikre, at de nationale regeringer tager hensyn til deres retlige forpligtelser i henhold til europæisk lovgivning og omsætter de europæiske direktiver. Det er ikke sket i Irland, selvom der er foregået en vis liberalisering, og regeringen har ikke hindret det. Private postvirksomheder har overtaget en lille del af markedet. Men behovet for fælles lovgivning understreges af, at man i Nederlandene har liberaliseret markedet, det har man ikke i Tyskland, selvom tyske virksomheder, som er beskyttet af national lov, forsøger at vinde markedsandele i Nederlandene. Det er yderligere et eksempel på, hvor vigtigt det er at udarbejde en fælles lovgivning og sikre, at den iværksættes i hele Unionen. Jeg kommer fra et landområde. Jeg støtter princippet om liberalisering og alles ret til at konkurrere, og jeg anerkender de fordele, som den fælles regulering og liberaliseringen har medført i årenes løb. Det har f.eks. gjort det muligt for os at flyve fra de perifere dele af Den Europæiske Union til centrum til en brøkdel af udgiften for 20 år siden. Jeg kan huske, da der kom folk til Parlamentet, som forsøgte at påvirke os ikke at godkende liberaliseringen af nationale hensyn. Vi godkendte den, og resultatet er, at de unge kan rejse og gøre deres uddannelse bredere. De ældre kan, selvom de modtager sociale ydelser, nyde fordelene ved at rejse. Liberaliseringen er derfor kommet en masse problemer til livs på mange områder og har gjort det muligt for mange mennesker at have en højere levestandard. På den anden side er dette ikke et frit marked uden grænser, og kommer man fra et landområde, erkender man, at visse tjenesteydelser på det frie marked hverken kan blive eller bliver ydet. Kommissionen er derfor, ved fremsættelsen af nye forslag, nødt til at huske de tyndt befolkede landområder og ikke indføre noget i lovgivningen, som fratager disse områder muligheden for at modtage disse tjenesteydelser. I mange år, selv før Republikken Irland blev dannet, ydede postkontorerne i landområderne undertiden denne service. I dag er det sandsynligvis den eneste offentlige tjenesteydelse i mange fjerntliggende områder, og folk er bekymrede for, at europæisk lovgivning med tiden vil gøre det svært at fastholde den. Jeg vil gerne understrege, at den eksisterende lovgivning beskytter snarere end truer retten hos borgerne i fjerntliggende områder til at modtage disse tjenesteydelser. Men privatpersoner klager over, at de sociale ydelser udbetales på postkontorerne i Irland. Jeg ønsker, at Kommissionen anerkender, at det er en nødvendig social service. Den bør gå hånd i hånd med posttjenesterne i landområderne. Vi er nødt til at gennemføre det, der insisteres på i direktivet, nemlig at alle har adgang til posttjenesterne.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, foruden den utvivlsomt meget vigtige rolle, posttjenesterne spiller for beskæftigelsen, bidrager de også i betydeligt omfang til bestræbelserne på at opnå den eftertragtede samhørighed, som er et grundlæggende mål for Den Europæiske Unions eksistens. Som bekendt skulle Europa-Kommissionen inden udgangen af 1998 have fremlagt nye forslag til ændring af postdirektiv 97/67, hvormed man sikrede en fortsat ydelse af universel posttjeneste og garanterede dens økonomiske bæredygtighed, indførte ordninger for gradvis liberalisering af markedet for posttjenester og foretog en beregning af konsekvenserne for de forskellige involverede parter, herunder arbejdstagerne og kunderne. Til dette formål har Kommissionen fremlagt undersøgelser af omkostningerne forbundet med den universelle posttjeneste, virkningen af liberaliseringen af grænseoverskridende post og reklameforsendelser, virkningen af nedsættelsen af vægt- og prisgrænserne på eneretsområdet, virkningen af liberaliseringen af andre faser af postprocessen end omdeling og en samlet vurdering af undersøgelsernes resultater. Derfor spørger vi os selv og kommissæren - hr. Bolkestein er ganske vist ikke til stede, men hr. Monti er bredt orienteret, så jeg tror, han har en holdning: Burde disse undersøgelser ikke behandle de økonomiske og sociale konsekvenser af de forskellige liberaliseringsscenarier, der er opstillet, for hvert enkelt land, og jeg gentager: hvert enkelt af Den Europæiske Unions medlemslande? Der er jo stor forskel på posttjenesterne i lande som Grækenland, Storbritannien, Holland og Belgien. Hvordan kan den universelle posttjeneste finansieres og fungere tilfredsstillende efter liberaliseringen i et land som mit eget, Grækenland, der er specielt med hensyn til geografiske forhold med de mange små, men beboede øer? Hvordan skal den instans, der får pligt til universel tjeneste, klare sig i mit land efter liberaliseringen af en grænseoverskridende posttjeneste, når den har en procentdel på 25%, og tallet er under 5% i andre lande? Hvordan håndterer man forsendelsens videregivelse fra den nationale posttjeneste til den udenlandske? De hørte, hvad hr. McCartin havde at sige om dette. Der bør ganske givet - på grund af den teknologiske udvikling, der gør denne videregivelse enklere og således mere indbringende - træffes beslutning om en fortsat gradvis og kontrolleret liberalisering med fastsættelse af vægt- og prisbetingelser. Men hvordan skal disse betingelser være? Skal man naivt give de virksomheder, der har frie hænder til at udnytte situationen efter forgodtbefindende, ret til uden videre at omgå vægtbetingelsen, fordi brevenes indhold jo ikke kan kontrolleres? Under alle omstændigheder kræver vi, at Kommissionen spiller med åbne kort og stiller sine forslag, samtidig med at den undersøger hele den forventede udvikling af sagen fra alle sider og for alle medlemsstaters vedkommende. Det siger sig selv, at liberalisering ikke er et mål i sig selv, men kun et middel til at forbedre tjenesterne.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, den liberalisering af den klassiske indenlandske posttjeneste, der er stillet os i udsigt, medfører det uundgåelige spørgsmål om, hvad posttjenesterne i fremtiden skal se som deres core business. Med andre ord hvilke målsætninger posttjensterne har, hvad de vil gøre i international sammenhæng, og hvad de ikke mere beskæftiger sig med. Dette spørgsmål skal besvares i lyset af den kendsgerning, at det ældgamle monopol faktisk allerede er udhulet af forskellige kurervirksomheder og den tekniske udvikling, såsom fax og e-mail. På den anden side står beskæftigelsen centralt ved liberaliseringen af posttjenesterne. Erfaringer fra tidligere har i tilstrækkelig grad vist, at lineære aftrædelsesordninger og stimulering af frivillig afsked ofte har uønskede følger. Jeg kan huske, at det belgiske telefonselskab måtte tilbagekalde førtidspensionerede arbejdstagere for at hindre, at alt for megen know how forsvandt fra virksomheden. Diskussionspunktet i liberaliseringen af posttjenesterne bliver utvivlsomt personalereduceringen. Her er det en god idé at gøre sig klart, at opfordringer til frivillig aftrædelse især får de folk til at gå, som allerede arbejder under pres, eller som nemt kan finde andet arbejde. Med andre ord folk, som den pågældende virksomhed selv har brug for. Efter min mening er det velovervejet human resource management, hvis Kommissionen afhjælper disse bekymringer, så liberaliseringen af en sårbar sektor som posttjenesten kan forløbe under så rolige sociale forhold som muligt.
Hr. formand, posttjenester og postkontorer synes at være særdeles aktuelle i Parlamentet for tiden og det med rette i kraft af deres betydning. I sidste uge holdt det nyligt valgte parlamentsmedlem fra Plaid Cymru, det walisiske nationalistparti og De Grønnes sidestykke, sin jomfrutale om dette emne i det britiske parlament i Westminster. Det skotske parlament drøftede også for nylig den særlige rolle, som postkontorerne, især i landområderne, spiller i udbuddet af tjenesteydelser og for landbosamfundenes bæredygtighed. Liberalisering er ikke den eneste mulige trussel for postkontorernes tjenesteydelser. Som vi har hørt, handler postkontorerne i Skotland om langt mere end blot postlevering. De har traditionelt været brugt af regeringer og lokale myndigheder til udbetaling af pension og andre ydelser samt som lokal opkrævningscentral for husleje, lokale skatter osv. Men efterhånden som moderniseringen af de offentlige kreditsystemer i højere grad fører til en elektronisk overførsel af penge til og fra bankkonti, trues de landlige postkontorers levedygtighed. Hvis et postkontor på landet lukker, sædvanligvis med den eneste lokale forretning tilknyttet, kan det udgøre en stor trussel for samfundets bæredygtighed og medføre social indeslutning. I stedet for at lade de enkelte postkontorer blive undergravet af liberaliseringen eller af moderniseringen af systemerne bør regeringerne, og Kommissionen, fremme og støtte det omfattende netværk af postkontorer og se disse som et aktiv, man kan bygge på, som yder information og service til offentligheden fra et sted tæt på borgerne.
Hr. formand, mine damer og herrer, tidligere opfordrede man til demonstrationer ved hjælp af breve og telegrammer, i dag sker det med e-mails og websites. I øvrigt også en hjertelig tak til formanden for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, hr. Scharping, fordi opfordringen til at deltage i demonstrationerne i Østrig er blevet fjernet fra hans hjemmeside, så voldelige elementer ikke længere opfordres til at rejse til Wien i morgen. Vi kan konstatere, at den elektroniske post og den elektroniske kommunikation inden for erhvervslivet fremover vil få enorm betydning. Her ser jeg også en særlig styrke for det eksisterende postvæsen. Vi ved, at vi i tiden frem til år 2002 vil gå glip af ca. 1,2 millioner arbejdspladser inden for den elektroniske handel, fordi vi ikke har den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til dette marked. Jeg tror, at der her ligger et stort aktivitetsområde netop for postvæsenet, med at forberede dets eksisterende personale på denne virkelig interessante udfordring gennem kurser, uddannelse og efteruddannelse. De eksisterende postkontorer på landet har naturligvis også en strategisk fordel, for postvæsenet har et meget tæt distributionsnet i hele Europa. I selv den mindste landsby er der et postkontor, og postvæsenet vil blive benyttet meget mere fremover i forbindelse med den elektroniske handel, fordi mange mennesker vil bestille varer via e-mail og websites, og der skal sendes regninger ud osv. Derfor får også den fysiske afvikling af disse forretninger en voksende betydning. Indsamling, sortering, transport og udbringning får en helt ny betydning. Jeg tror, det gælder om at udnytte denne chance fremover. Det er vores opgave som politikere især at beskytte forbrugernes interesser. Vi ønsker, at vores forbrugere får så meget som muligt for den løn, de får udbetalt. Derfor er lavere priser for forbrugerne inden for posttjenesten en meget vigtig udfordring. Vi bør se på - også med benchmarking - hvad en forbruger i dag betaler for en medarbejder inden for de eksisterende posttjenester, og hvad han betaler for en medarbejder inden for det private område. Denne gennemsigtighed er også meget vigtig for fagforeningerne, for hvilken konkurrence er der mellem en fagforeningsmand, som skal repræsentere sine medarbejdere i en privat virksomhed, og en fagforeningsmand, som skal repræsentere sine medarbejdere inden for postvæsenet? Jeg tror, at det også for fagforeningerne er vigtigt at have samme samfundsøkonomiske og samfundsmæssige rammebetingelser for på en retfærdig og fair måde og i solidaritet med medarbejderne at kunne opnå det bedste for dem. Jeg tror imidlertid også, at det fremover vil blive nødvendige at udforme den universelle tjeneste på en tilsvarende attraktiv måde. Vi bør definere den universelle tjeneste præcist, udstyre den med en opgaveliste og udlicitere den. I landområderne, hvor vi virkelig har grund til at frygte, at udgifterne i forbindelse med opgaverne ikke kan dækkes ind, bør tjenesteydelserne efter min opfattelse bestemmes af en regulator, som så fastsætter retfærdige, anstændige licitationsvilkår, så alle markedskræfter - og dermed selvfølgelig også de eksisterende postinstitutioner - kan deltage i denne konkurrence, og så der til gavn for forbrugeren arbejdes efter en optimal, præstationsorienteret strategi. Jeg tror, vi skal forhindre flere subsidier og være opmærksomme på, at både de private udbydere og forbrugerne får fordele af det nye system.
Hr. formand, hr. kommissær, mine kære kolleger, posttjenesterne bidrager lige som enhver offentlig tjeneste i Europa til den sociale samhørighed i Fællesskabet i henhold til artikel 16 i Amsterdam-traktaten. Ved at garantere en prisregulering, det vil sige en nøjagtig lige ret for borgerne og markedsdeltagerne i forhold til udgifterne til de forskellige tjenester, ved at påtage sig forpligtelserne ved den universelle tjeneste og samtidig leve op til kravet om disse tjenesters kvalitet, er posttjenesterne en del af den bestræbelse, som skal være vores bestræbelse, på at opnå lige ret i de forskellige områder og for de mennesker, som bor der. De er ligeledes et væsentligt led, man ikke kan se bort fra, i forbindelsen til borgerne. Er postbudet ikke, som der ofte er blevet gjort opmærksom på her i Parlamentet, den yderste kontakt i de såkaldte forladte eller opbrudte regioner, hvad enten det drejer sig om isolerede geografiske områder eller sårbare forstæder til de større byer? Jeg kan som eksempel nævne det franske postvæsens initiativ, der forbereder sig på at sikre, at der f.eks. er tolke og offentlige skrivere til stede på posthusene i vanskeligt stillede byområder. Hvis man ikke medtager de deraf afledte job, har de offentlige postvæsener i Europa i dag halvanden million ansatte, som selvfølgelig trues af skræmmebilledet fra en hårdhændet og ukontrolleret liberalisering. Europa-Parlamentet mener at kunne forene, at der åbnes for fri konkurrence, med forpligtelsen til universel posttjeneste, der respekterer beskæftigelsen. Det er glædeligt, men vi forventer, at dette fortsætter, og netop derfor kan man kun beklage, at Europa-Parlamentet i dag står i udkanten af den beslutningsproces, der går forud for den europæiske postsektors skæbne. Det er beklageligt, at indtil videre - som nærværende beslutningsforslag understreger - har Kommissionen ikke taget stilling til beslutningen af 14. januar 1999. Jeg vil gerne minde om, at denne fastlagde, at Europa-Parlamentet skulle deltage i udarbejdelsen af de planlagte forholdsregler, og at troværdigheden af konsekvensundersøgelserne om liberaliseringen skulle forbedres. Sådanne konsekvensundersøgelser er nødvendige for at vurdere virkningen af en liberalisering, der ville blive ukontrolleret ikke kun for den økonomiske markedsstruktur, men også rent menneskeligt og samfundsmæssigt. De forsinkelser, Kommissionen har været årsag til, bør få følger for den foreslåede plan, og der må bestemt stilles spørgsmålstegn ved datoen den 1. januar 2003. Ved at definere en sektor, der er forbeholdt de offentlige postoperatører, på grundlag af vægt og priser, gjorde postdirektivet en gradvis og kontrolleret liberalisering mulig. Den hårdhændede reducering af disse grænser bringer ligevægten mellem forpligtelsen til en offentlig posttjeneste og posttjenesternes økonomiske levedygtighed i fare. I en globaliseringssammenhæng, hvor rentabilitetens og fortjenestens logik i stadig højere grad står i modsætning til bestræbelsen på at opnå ligevægt i regionerne og social samhørighed, er det vigtigt her i Parlamentet at erindre om, at vi er afhængig af europæiske offentlige tjenester, hvad enten de som i dag vedrører postområdet, i morgen jernbaneområdet eller i overmorgen sundhedsområdet.
Hr. formand, i lighed med andre skotske medlemmer af Parlamentet, repræsentanter for Skotland, taler jeg for at protestere mod alt, som medfører en forringelse af livskvaliteten på landet i de fjerntliggende områder. Posttjenesten og postkontoret er særdeles vigtige for livet i landbosamfundene i hele Europa og ikke mindst i Skotland. Det ville være en tragedie, hvis man med overlæg, eller endog utilsigtet, traf foranstaltninger, som ville ødelægge dette. Det, mener jeg ikke, der er nogen, der agter at gøre. Jeg mener ikke, at Kommissionen er begyndt at føre krig mod de skotske og græske øer. Men de kan ved et uheld øve stor skade. Det afgørende er at slå fast, hvor hurtigt og hvordan den gradvise liberalisering af posttjenesterne skal finde sted. Hvis der sættes for lav en grænse for posttjenestens fortsatte monopol, bliver det uøkonomisk at fastholde befordringspligten til en rimelig pris i de afsides-liggende områder. Det er vigtigt at have balance mellem befordringspligt og rimelige priser. Den besked, vi hører i dag fra alle sider af salen til Kommissionen, er, at Kommissionen skal træde varsomt. Kommissionen bør f.eks. ikke foretage et trinvis spring fra 350 gr. til helt ned til 50 gr., som visse har foreslået. Den bør tværtimod skride forsigtigt frem. Jeg tror, at alt under 150 gr. vil være særdeles uklogt under disse omstændigheder. Solidariteten og samhørigheden mellem befolkningen i hele Europa afhænger af idéen om, at man kan poste et brev hvor som helst, som leveres et hvilket som helst sted, til en rimelig frimærkepris. Stå ved befordringspligt og rimelige priser!
Hr. formand, for at få en posttjeneste af kvalitet, er det afgørende, at den forbliver offentlig. En almen service, der indebærer tilbud om kvalitetsposttjeneste til rimelige priser og overalt i landet, udgør grundlaget for enhver posttjeneste og bør modsvares af ensartede takster over hele landet. For at dette skal være tilfældet, er det afgørende, at det stadig er en offentlig tjeneste. Kun på dén måde er det muligt at sikre, at nettet lige fra indsamling til omdeling er et samlet net, der ikke splittes op eller kun betjenes delvist og efter, hvad der er lønsomt for postoperatørerne. Det er imidlertid kendt, at Kommissionen har ladet nogle undersøgelser gennemføre i opfølgning af direktivet om fælles regler for posttjensterne i EU, hvis resultat den ikke har ladet komme til Europa-Parlamentets kendskab, af hvilken grund der ikke vides noget om, hvilken virkning dets gennemførelse har fået, hverken for betjeningen af borgerne eller for de aktuelle postoperatører i EU, hvad angår økonomi og beskæftigelse. Derfor bør der ske en opbremsning af hele dette direktivs gennemførelsesprocedure, herunder af dets tidsplan, og enhver ændring i den bestående situation bør forudsætte en nøje undersøgelse af direktivets forskellige konsekvenser. Samtidig må det altid være målet at sikre en offentlig kvalitetsservice og bevare de nuværende offentlige operatører og de eksisterende arbejdspladser.
) Hr. formand, en liberalisering af posttjenesterne kan øge postsektorens konkurrenceevne og sikre borgerne tjenester, som er billigere og mere fleksible, og samtidig leve op til de udfordringer, som den moderne teknologi fører med sig. Jeg understreger ordet kan, idet liberaliseringen skal gennemføres godt og omhyggeligt. Hvis den gennemføres forkert, vil de skræmmebilleder, der er blevet talt om her, helt sikkert blive til virkelighed. De sociale problemer vokser og forskellene områderne imellem øges, og der vil kun opstå konkurrence på de områder, hvor den økonomiske aktivitet er størst og i de områder, hvor der er flest mennesker og særlig mellem virksomhederne. Taberne bliver derimod de afsidesliggende områder og de mennesker, som bor der, samt de personer, som ikke får gavn af de nye tjenester. Inden vi beslutter at liberalisere posttjenesterne, burde vi efter min mening indgående diskutere, hvorledes vi kan udvikle de nuværende tjenester til at blive mere fleksible og kundevenlige, og hvorledes vi kan forvalte finansieringssystemerne på en sådan måde, at man kan foretage de investeringer, som den nye teknologi kræver. Efter min mening har man i Finland haft rimelig succes med denne linje, det vil sige, man har udviklet det eksisterende offentlige system. Jeg mener alligevel, at der bør findes fælles spilleregler på dette område, så vi ikke finder os selv på et stade midt i det vilde østen eller det vilde vesten. Vi har brug for fælles regler, der bygger på principper om offentlige tjenester og ligeværd.
Hr. formand, at anmode om en nærmere beskrivelse af virkningerne af det første direktiv er det mindste, man kan gøre, når man diskuterer den offentlige posttjenestes fremtid. I hast at ville bestemme hundrede tusinder af postarbejderes og millioner af brugeres skæbne ville være uanstændigt. Men på trods af ugunstige udtalelser fra 10 europæiske postvæsener brygges der på en liberalisering, der ikke kaldes ved navn, i gangene i Kommissionen. Ved at sænke grænsen for den pris/vægt, der er forbeholdt de offentlige postvæsener, og ved at liberalisere adresserede reklameforsendelser eller tværnational post kan det andet direktiv gøre det muligt at udbyde de mest rentable sektorer i fri konkurrence. Postvæsenet kan så beholde alt det, der ikke interesserer de private operatører. Hvad enten den bliver hel eller delvis kan en liberalisering kun gøre en situation, der allerede nu ikke er særlig strålende, værre. Alene eksemplet med liberaliseringen af de britiske jernbaner burde være nok til at vise, i hvor høj grad valget af maksimal fortjeneste er i modstrid med opretholdelsen af en tjeneste til gavn for samfundet. I stedet for at bekrige hinanden burde de offentlige postvæsener samarbejde, ansætte medarbejdere og sikre anstændige og stabile arbejdsforhold samtidig med, at de opfylder brugernes behov, både hvad angår breve og opsparing.
Hr. formand, debatten i dag står i sneglens tegn, ikke fordi jeg fik fremragende snegle at spise her i Strasbourg i går, men fordi sneglen er et symbol på langsomheden. Langsomheden refererer for det første til Kommissionens fremgangsmåde. Denne undersøgelse varer alt for længe, og vi mener, at det er vigtigt, at man nu udviser et større tempo i denne sag. Jeg er kommissæren meget taknemmelig for, at han her er kommet med nogle helt klare udmeldinger, og jeg beder nu Kommissionen om at fremskynde denne sag. Det fremgår meget tydeligt af dagens debat, at Parlamentet vil presse på for at få mere tempo, ikke et tempo, som går ud over kvaliteten, men langsomhed i sig selv giver heller ikke nogen kvalitet. Det leder mig videre til det andet punkt, nemlig sneglen som symbol for vores postvæsener. I de seneste 200 år er der sket en udvikling, og lidt efter lidt er forsendelsestiden for et brev fra München til Bruxelles femdoblet. Til Strasbourg går det lidt bedre, men stadigvæk alt for langsomt. Det betyder, at det er gået konstant nedad, hvad angår kvaliteten af tjenesteydelserne. Det er ganske vist rigtigt, som det blev sagt her, at vi i dag har nye muligheder, f.eks. elektroniske muligheder som e-mail, men på den anden side må vi indse, at det almindelige brev nu som før spiller en meget, meget stor rolle, og netop unge familier, ældre mennesker og mange andre er nu som før i høj grad henvist til at benytte den konventionelle brevpost. Derfor mener jeg, at vi i forbindelse med den konventionelle brevpost skal gøre det, som kollega Radwan formulerede så udmærket, nemlig på den ene side støtte konkurrencen og på den anden side definere grænserne. Det vi har gjort i de sidste år har imidlertid i mange tilfælde været det modsatte! Med pseudo- og delprivatiseringer, som vi også har oplevet det i Tyskland, har vi kombineret statsmonopolets ulemper med privatiseringens ulemper, og det var egentlig ikke meningen med det hele! Man har her nævnt postbudenes sociale betydning, og jeg vil gerne føje postkontorernes til. Der blev talt om landområderne, om tyndtbefolkede områder. Jeg kommer fra München, et meget tætbefolket centrum, men også vi har dette problem. Ude i bydelene bliver det ene postkontor efter det andet lukket. I storbyerne har vi mange ældre borgere, og de gamle mennesker i storbyerne bliver stadig mere ensomme i takt med detailhandlens tilbagegang. Derfor er det også her nødvendigt at fastsætte visse mindstestandarder og at erkende, at det er vigtigt at sikre en tilsvarende betjening af befolkningen. Når der i centrum af München kun er en enkelt postkasse tilbage, som bliver tømt en ekstra gang om aftenen, så er der tale om et drastisk fald i kvaliteten samtidig med, at priserne til dels stiger, og det er noget, som vi også må registrere. Derfor: Ja til liberalisering, men grænserne for liberaliseringen skal overvejes, der skal hurtigt skabes fornuftige betingelser i Europa, og Kommissionens undersøgelse skal fremlægges hurtigt. Jeg kunne ønske mig, at sneglen fremover ikke længere skulle være symbolet for den europæiske postpolitik, men at man på dette område kunne sige, med en tysk talemåde: Posten afgår! Det er et udtryk fra en tid, hvor posten stadig var et symbol på hurtighed.
Ligesom hr. Radwan er jeg glad for, at det ikke er kommissær Bolkestein, der er her i dag, men kommissær Monti, for jeg tror, at han kan oplyse os om nogle forhold i forbindelse med konkurrencen. Jeg ved ikke, om hr. Monti kender EF-Domstolens dom fra sidste uge, fra den 10. februar, hvori den anerkender muligheden for, at det tyske postvæsen kan få en dominerende position som følge af eksistensen af det statslige postmonopol. Før den forestående liberalisering gennemføres, før den 1. januar 2003, vil konkurrencen uden tvivl holde sit indtog i denne branche, for på nuværende tidspunkt er der allerede tale om at omdirigere posttrafikken via lande med lavere posttakster. Dette har indflydelse på den frie konkurrence mellem de forskellige postvæsener. Hvis man antager, at der opnås en liberalisering i hele Den Europæiske Union, hvilke konsekvenser får dette så for den frie konkurrence? Foreløbig har liberaliseringen, så vidt vides, i det eneste land, hvor den er gennemført, nemlig Sverige, medført en stigning på 59% i prisen for posttjenester. Det, vi ikke ved, er, hvad der vil ske i de enkelte lande, hvor liberaliseringen gennemføres. Det kan forudses, at liberaliseringen af posttjenesterne vil medføre større forskelle i prisen for posttjenesterne landene imellem, hvilket uden tvivl vil få indflydelse på konkurrencen, men ikke kun på prisen for posttjenesterne, men også for etableringen af virksomheder. I dag er der f.eks. virksomheder, som etablerer sig i Holland, fordi posttaksterne er meget lavere end i Tyskland, og det samme kan ske i fremtiden. I denne forbindelse spørger jeg mig selv, om den pakke, som Kommissionen vil fremlægge vedrørende liberalisering af postvæsenet, indeholder bestemmelser om opretholdelse af den frie konkurrence, for det er meget muligt, at der, når posten liberaliseres i denne branche - som det generelt er sket i Fællesskabets nuværende brancher - vil skabes koncentrationer af store selskaber, som vil ende med at eliminere den teoretiske liberaliserings fordele. På nuværende tidspunkt er der inden for tjenester, der teoretisk ikke er frie - f.eks. de nationale postvæsener - en grundlæggende liberalisering, som foregår via Verdenspostunionens system og tillader lave takster. Inden for en teoretisk liberaliseret tjeneste kan der ske det, at den frie konkurrence forsvinder, fordi tjenesten koncentreres på store virksomheder gennem misbrug af dominerende stilling, aftaler mellem virksomhederne og lign. Jeg vil derfor råde kommissær Monti til at forfølge sagen om postliberaliseringen ud fra den frie konkurrences strenge synspunkt, for jeg tror, at dette i fremtiden formodentlig vil blive et ret bekymrende spørgsmål. Jeg forudser, at de liberaliserede posttjenester sandsynligvis vil være meget mindre konkurrenceprægede end de nuværende offentlige postvæsener.
Hr. formand, et posthus er ikke nogen almindelig tjenesteyder som en frisørsalon eller et fitnesscenter. I vores tyndtbefolkede land, Finland, er det at gå på posthuset en social begivenhed. I netværkenes verden er postvæsenet et demokratisk net. Det skaber og opretholder forbindelser mellem mennesker. Det indre marked for posttjenester gennemføres på markedsfolkets vilkår. For os nordpå betyder det, at EU ødelægger den sociale infrastruktur. Ærede kommissær Monti, konkurrenceprincippet passer ikke til relationer mellem mennesker, og derfor bør posttjenesterne udvikles, ikke drosles ned. Kun et offentligt postvæsen kan være garant for, at alle får adgang til informationsteknologien. Post er demokrati. Postvæsenet kan bedre klare den slags ting end teleselskaberne. Priserne inden for telekommunikation er steget som følge af, at virksomhederne bliver solgt og købt, og markedsføringsudgifterne er på over 50% af virksomhedernes omsætning. Der må foretages demokratiske investeringer for at opretholde et demokratisk postvæsen.
Det er meget passende, at hr. Monti svarer ved denne forhandling, da den store gåde med posttjenesterne er, hvordan man får et åbent marked og fri og fair konkurrence til at stemme overens med en tjeneste med universel adgang for alle, selv i de fjerneste og tyndest befolkede områder i Den Europæiske Union. I de skotske bakker og dale, grænseområderne og industriområdet mellem Glasgow og Edinburgh, på de smukke, men sårbare øer Hebriderne, Orkney og Shetland er man meget bekymret over risikoen for at miste denne særdeles vigtige service. Dog ved vi alle, at kvaliteten af servicen kun forbedres, hvis posttjenesterne, som alle andre sektorer, får den private sektors økonomiske og ledelsesmæssige frihed og anspores til åben, endog international, konkurrence. Jeg mener, der findes en løsning. Den bruges allerede i stort omfang i transportsektoren. Luftruter, færgeruter, togruter og busruter i og til disse fjerne områder udliciteres. Licitanten, som tilbyder at yde den specifikke tjeneste af en specifik kvalitet og med den laveste støtte, får kontrakten. Lad os kalde dette en franchise med negativ licitation. Det åbner mulighed for den ønskede konkurrence, idet disse tjenesteydelser udbydes i henhold til et offentligt støttet, men fuldt gennemsigtigt franchisesystem. Hvorfor kan indsamlingen og leveringen af breve i et givent område ikke udliciteres på denne måde? Den laveste støtte ville vinde franchiseretten for en given periode. Hvorfor kan indleveringsstedet i en afsides liggende landsby ikke også udliciteres på denne måde? Det ville dermed være op til de rette demokratisk ansvarlige regeringsorganer, det være sig lokale, regionale eller nationale - sandsynligvis i henhold til et overordnet EU-tilsyn - at fastsætte servicekriterierne og de økonomiske ressourcer til at imødekomme dette særlige sociale formål. Posttjenesterne kan i andre henseender overlades til efterspørgselen og begrænsningerne på markedet.
Hr. formand, hr. kommissær, det er ikke et tilfælde, at jeg er det femte parlamentsmedlem fra Skotland, som taler ved denne forhandling. Det er et mål for, hvor vigtige posttjenesterne er for os. Skotland som land er større end visse medlemsstater. Der er mange fjerntliggende samfund på fastlandet, som kun kan nås ad vej og til tider med dårlig offentlig transport, til tider slet ingen. Sådanne samfunds overlevelse afhænger af de lokale faciliteter, f.eks. en skole, et postkontor og en forretning. Især de ældre er afhængige af de to sidste. De ligger ofte i tilknytning til hinanden, hvor de hver især bliver levedygtig i kraft af tilstedeværelsen af de andre. Skotland har også mange øsamfund, hvoraf nogle kan nås ad luftvejen, men de fleste er afhængige af færgefarten. Man har regnet ud, at den faktiske omkostning ved at bringe et brev fra Edinburgh til højlandet er ca. 10 gange højere end omkostningen ved at bringe det samme brev til London. Og den er omtrent fire gange højere end den opkrævede porto. Jo mere fjerntliggende samfundet er, jo større bliver forskellen. Det er omfanget af problemet. Det er ikke for at være imod liberaliseringen, at jeg beder om, at det gøres på en måde, der tager disse faktorer i betragtning og lader en universel og prismæssigt rimelig posttjeneste fortsætte. Det er for alle de fjerntliggende samfunds og øsamfunds skyld, i hele Den Europæiske Union, og ikke blot for den skotske befolknings skyld, at jeg beder Dem om at bevare den altafgørende livline, som deres posttjenester udgør.
Hr. formand, jeg betragter det som et privilegium, at jeg repræsenterer min kollega, kommissær Bolkestein, ved en forhandling af så høj kvalitet om posttjenesterne. Jeg vil forsøge at svare på baggrund af kommissær Bolkesteins oplysninger. Lad mig gentage, at Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme kan få fat i ham på mandag. Visse medlemmer, deriblandt hr. Stenmarck, klager over, at der har været forsinkelser i forbindelse med det nye forslag. Andre mener, at det efter omstændigheder ikke er så slemt, hvis der er en lille pause efter det første skridt med liberaliseringen. Det er f.eks. den holdning, hr. Berthu har givet udtryk for. Kommissionen mener, at det nye forslag hovedsagelig blev forsinket som følge af interne problemer i Kommissionen, som jeg er sikker på, Parlamentet ikke er helt uvidende om. Men vi mener, der er en retlig forpligtelse forbundet med et forslag. Kommissær Bolkestein agter at fremsætte et sådant forslag for Kommissionen til vedtagelse i 1. halvår i år. Den planlagte dato, 1. januar 2003, til gennemførelse af de næste trin kan stadig lade sig gøre. Forslaget tager hensyn til de foretagne undersøgelser og ser især på spørgsmål som universel tjeneste, hvilket jeg vender tilbage til om et øjeblik. Hvad angår det nuværende direktiv og dets gennemførelse, har de fleste medlemsstater truffet de nødvendige retlige foranstaltninger til at omsætte direktivet. Der er en række problemer med hensyn til strukturen i tilsynsmyndigheden og dennes uafhængighed. Medlemsstaternes tidsfrist for gennemførelse er januar 2003. Yderligere liberalisering finder efterfølgende sted. Der er allerede konkurrence inden for visse områder, f.eks. i pakkesektoren og eksprestjenesten. Kvaliteten af tjenesteydelserne er generelt forbedret, især med hensyn til den grænseoverskridende aktivitet. Kvaliteten af tjenesteydelserne, som især vedrører forbrugerne, har været den primære bekymring hos alle talere, hvoraf nogle, f.eks. hr. Rübig, udtrykte sig meget klart. Erfaringen i lande, hvor liberaliseringen er mere fremskreden, f.eks. Sverige, Finland og Nederlandene, viser, at når liberaliseringen foregår på en ordentlig måde, rejses spørgsmålet om kvaliteten af tjenesteydelserne som følge af krav om en højere servicekvalitet i nationale forskrifter og opfølgningen på disse. Dette handler derfor ikke om at sælge ud af tjenesten og dens kvalitet. Ofte fører liberalisering til garanterede standarder, og den fortsatte standardisering af kvalitetsmålingen bidrager ligeledes, da disse standarder i højere grad afspejler den aktuelle performance. Det giver mulighed for et betydningsrelevant sammenligningsgrundlag og en forbedret kundeorientering hos den nuværende postvirksomhed som følge af lovgivernes, konkurrenternes og kundernes samlede pres. Vi er hos de nuværende postvirksomheder, på de offentlige postkontorer, vidende til en kulturændring, som jeg mener, ingen kan betragte som negativ, hvis den nuværende tendens til at fokusere på kundernes behov fortsætter. Den bekymring, de ærede medlemmer har givet udtryk for her til morgen i Parlamentet, vil være i centrum for min kollegas og den samlede Kommissions aktiviteter i forbindelse med udarbejdelsen af det videre forslag. Det forslag vil tage fuldt hensyn til behovet for at sikre en universel tjeneste, udvikle effektive kontrolforanstaltninger for forbrugerne samt skabe et klima, der er fordelagtigt for jobskabelsen inden for rammerne af en progressiv, gradvis udvikling. Fru Isler Béquin, og hr. Miller, som jeg takker for den personlige besked, og flere andre har nævnt spørgsmålet om en universel tjeneste. Vi er alle klar over det særdeles vigtige aspekt ved social og strukturel samhørighed, især i de tyndt befolkede landområder, hvoraf et har været særligt stærkt og overvældende repræsenteret under forhandlingen her til morgen. Vi mener, at den universelle tjeneste er en søjle, og jeg er sikker på, at min kollega kan forsikre det relevante parlamentariske udvalg om dette. Fru Gillig og f.eks. hr. Markov og hr. Ésclope udtrykte bekymring vedrørende beskæftigelsen. Erfaringen i andre sektorer viser en slags U-formet mønster: En periode med en nedgang i beskæftigelsen, som starter, lige før liberaliseringen finder sted, da de nuværende postvirksomheder naturligvis indstiller sig på konkurrence. Derefter kommer der en periode med stabil beskæftigelse, da nye jobs hos de nye postvirksomheder udligner en eventuelt yderligere nedgang i beskæftigelsen, og endelig en tredje periode med jobskabelse, både hos de nuværende og de nye postvirksomheder, efterhånden som fordelene ved liberaliseringen når ud til brugerne, og markedet udvikler sig hurtigere. Postsektoren gennemgår allerede den første periode nu, da de befordringspligtige virksomheder er gået i gang med en moderniseringsproces. Den nye teknologi og logistik snarere end processen med liberaliseringen af posttjenesterne er de vigtigste faktorer, der påvirker beskæftigelsen. Hvad angår tilgængeligheden af undersøgelserne - et spørgsmål, der blev rejst af hr. Staes m.fl. fik Parlamentet udleveret eksemplarer af disse i september 1999. De har alle været tilgængelige på Kommissionens hjemmeside siden august 1999, og Kommissionen sørger gerne for eksemplarer til alle interesserede. Undersøgelserne har været genstand for nogen kritik, især fra de offentlige posttjenesters side. Jeg er klar over, at man i forbindelse med alle iværksatte undersøgelser oplevede problemer med indsamlingen af tilstrækkelige data. Det kom ikke som en overraskelse, da de befordringspligtige virksomheder ikke altid har de rette systemer til en udførlig indsamling af post. Siger det ikke meget om ledelsesevner? Parterne kan ikke acceptere én metode til adgangen til omkostningerne i forbindelse med og finansieringen af befordringspligten. Hr. Bolkestein er ikke desto mindre overbevist om, at undersøgelserne giver tilstrækkelig klarhed og præcision til at danne grundlag for beslutningsprocessen. Jeg kommer til sidst til tre indlæg vedrørende et emne, som jeg forventes at vide mere om end posttjenester, nemlig konkurrence. Hr. Purvis, jeg finder Deres systematisk provokerende bemærkning om licitation interessant og bestemt værd at undersøge. Hr. Medina Ortega, jeg er lige så overbevist som Dem, om at vi skal være endnu mere årvågne efter liberaliseringen, da vi ikke ønsker, at de offentlige monopolers forsvinden giver anledning til en ukontrolleret koncentration af private postvirksomheder. Det gælder både postsektoren og andre sektorer. Hvis jeg skal komme med et eksempel på denne form for årvågenhed, må det være Deutsche Post, hvor Kommissionen, efter klager og et sagsanlæg, iværksatte en procedure for statsstøtte i juli. Vi har netop modtaget den tyske regerings svar på bemærkningerne. Proceduren for statsstøtte omfatter spørgsmålet om krydssubsidiering mellem monopolistiske brevtjenester og erhvervsmæssig pakkepost samt finansieringen af Deutsche Posts mange nylige overtagelser. Jeg vil af hensyn til tiden ikke gå i detaljer, men det giver måske en idé om, at Kommissionen ikke stopper sit arbejde, efterhånden som liberaliseringen skrider frem. Det er på sin vis her, arbejdet begynder. Endelig, hr. Radwan, bør der naturligvis være grænser for konkurrencen, og der er grænser for konkurrencn. Hvis vi især tager spørgsmålet om konkurrence og tjenester af almen interesse, hvor en medlemsstat definerer et idégrundlag for en offentlig tjeneste, er det vigtigt at opgøre omkostningerne i forbindelse med det idégrundlag, og den statsstøtte, som kompenserer for disse omkostninger, er bestemt ikke et brud på konkurrencen. Jeg er lidt uenig i den terminologi, De brugte, hr. Radwan, da De sagde, at det er på tide, at borgernes behov tages i betragtning snarere end kun behovet for konkurrence. Jeg er stor modstander af det begreb, da konkurrencen er der for borgernes skyld, og kun borgernes. De fleste virksomheder hader konkurrence. Konkurrencen foregår og ledes i borgernes interesse, deres økonomiske interesse og med henblik på deres frihed. Eksemplerne på liberalisering og konkurrence inden for flytransport og telefonitjenester i Europa viser, at borgerne har haft gavn af dette. Jeg kan blot endnu en gang sige, at kommissær Bolkestein vil kunne tage stilling til alle spørgsmål på mandag, i det rette udvalg, på en mere kompetent og detaljeret måde.
Mange tak, hr. kommissær. Jeg har modtaget et forslag til beslutning i henhold til forretningsordenens artikel 42, stk. 5 til afslutning af denne forhandling. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER
Vi stemte for beslutningsforslaget, fordi en af det franske postvæsens fagforeninger bad os herom, da de, hvis forslaget blev vedtaget, håbede at få en yderligere frist til at forsvare lønmodtagerne. Det betyder ikke, at vi er enige i hele indholdet, som er for vagt og tilsidesætter grundlaget. De europæiske institutioner og de nationale regeringer, især den franske, fører en reaktionær politik, som både er i modstrid med brugernes interesser, det vil sige flertallet af befolkningen, og med de interesser, postvæsenets medarbejdere har. Posttjenesterne skal blive ved med at være offentlige tjenester. Alle skal, uanset hvor de befinder sig og uanset deres sociale forhold, have adgang hertil i samme omfang og på samme betingelser. Enhver tanke om rentabilitet skal udlukkes, når det drejer sig om at organisere den offentlige tjeneste, og private virksomheder må ikke få mulighed for at indkassere privat fortjeneste ved at lægge beslag på de mest indbringende aktiviteter i den offentlige tjeneste. Følgelig bør postvæsenet og tilsvarende virksomheder i de forskellige europæiske lande beholde eneretten til denne tjeneste. For at sikre hensigtsmæssige posttjenester på EU-niveau er det nødvendigt at gøre en ende på den politik, der går ud på at nedlægge posthuse i nærmiljøet, begrænse antallet af postrunder og overbebyrde personalet. Postvæsenet og alle offentlige tjenester i almindelighed skal ansætte yderligere personale. Det kan ikke bestrides, at disse job er nyttige, og hvis der skabes et tilstrækkeligt antal job, vil arbejdsløsheden i Europa falde.
Hr. formand, personligt stemte jeg for dette beslutningsforslag, fordi det er absolut nødvendigt at diskutere posttjenesterne i Europa-Parlamentet og komme ud af den nuværende uklarhed. Hvis vi afskaffer den offentlige posttjeneste, vil det være meget alvorligt, og vi vil gerne kende Kommissionens hensigter. Når vi får at vide, at kunden vil få en bedre betjening til færre omkostninger, er det selvfølgelig forkert. De mennesker, der bor langt fra alt, vil naturligvis ikke blive betjent eller kommer til at betale meget dyrt, hvilket nogle af dem ikke har råd til. Posttjenesterne drejer sig ikke kun postomdeling, men er også en social tjeneste. For nogle er postbudet af og til den eneste person, de ser i løbet af dagen. Lad os hylde disse postbude, der i al slags vejr tit går flere kilometer for at levere denne ydelse til alle. Det ville være en stor fejl at afskaffe den offentlige posttjeneste, som er et middel til kommunikation i nærsamfundet, og vi ville ikke kunne bevare alle borgeres lige ret. Rentabilitet for enhver pris er at modarbejde broderskab og social samhørighed.
Hr. formand, jeg stemte ja til denne beslutning, og jeg vil gerne forklare hvorfor. Flere af talerne mindede om, at særligt i bjergkommuner er postbudet ofte den eneste person, som de ældre har en smule kontakt med. Jeg er enig i denne betragtning. Jeg er dog af den opfattelse, at mange ældre menneskers pension bliver mindre på grund af statsbudgettet. I mit hjemland, Italien, er der ca. 200.000 ansatte ved postvæsenet, og de koster staten ca. 50 millioner lire om året pr. indbygger, det vil sige 25.000 euro. De samlede udgifter beløber sig således til ca. 5 millioner euro. Ved at gå over til en liberalisering af denne tjeneste ville der på statsbudgettet blive frigjort et beløb, det vil sige et overskud, som svarer til ca. 10 millioner lire for hver pensionist, og som kunne gives til en million pensionister, som så ville få deres pension fordoblet. Det ville i høj grad kompensere for ulempen ved ikke have kontakt med postbudet.
Hr. formand, jeg stemte for beslutningsforslaget om de europæiske posttjenester med så meget større tilfredshed, fordi det endnu en gang gentager den holdning, jeg altid har forsvaret her i Parlamentet, nemlig nødvendigheden af en universel posttjeneste af høj kvalitet, særlig for at sikre denne tjeneste i de tyndest befolkede områder, nemlig landområderne, som endog findes i mit lille land, Storhertugdømmet Luxembourg. Posthusene og postbudene spiller i disse områder, men også i visse kvarterer i de store byer, som min kollega Posselt forklarede det så godt, en rolle, som jeg næsten vil kalde samfundskulturel, som rækker længere end blot det at omdele post. Jeg ved, at denne tjeneste giver underskud. Det ville måske være billigere at stille en telefax eller endog e-mail til rådighed for fjerntliggende huse eller landsbyer. Jeg er i princippet for afskaffelse af den offentlige sektors monopoler, hvad enten det drejer sig om vand, gas, elektricitet, telefoner, antenner eller kabler osv. Liberaliseringen, der har givet forbrugerne meget, hvad angår pris og kvalitetstjeneste, især på telefonområdet, skal imidlertid standse dér, hvor udbuddet af tjenester bliver utilstrækkeligt eller forsvinder, og hvor de firmaer, der nyder godt af liberaliseringen, ikke tjener penge. Hvis man ikke kan forpligte dem til at sikre det samme, som statsmonopolet har garanteret, særlig gennem forpligtelsen til universel posttjeneste, skal man bevare denne offentlige tjeneste. Jeg tror, at vi stadig kan tillade os at opretholde en posttjeneste, også selvom de europæiske postvæsener nu fungerer som virksomheder. De skal selvfølgelig gøre en indsats for ikke mere at blive betegnet som snail mail, selvom de ikke kan nå op på samme hastighed som e-mail.
Her ser vi et område, hvor liberaliseringen har vist sine begrænsninger og alvorlige mangler. Jeg er ikke selv en snæversynet tilhænger af monopoler, lige meget om de er offentlige eller private, men når jeg ser private virksomheders resultater på dette område, bliver jeg bestyrket og bekræftet i min egenskab af forsvarer af den offentlige tjeneste! Hvis liberaliseringen fortsætter også på dette område, er der stor fare for, at der en dag er hele områder, der ikke bliver betjent af postvæsenet. Hvem kan også et øjeblik tro på, at private virksomheder, hvis eneste fremdrift er fortjeneste, vil fortsætte med at betjene bestemte områder til en høj pris, uden at disse omkostninger betales af den allerede ugunstigt stillede befolkning, som af denne grund ikke kan benytte sig af tilbuddet. Jeg kan tilføje, at i dag på et tidspunkt, hvor Europa viser sig og hævder at være ude af stand til at gå imod fascisters deltagelse i en regering i Den Europæiske Union, er det ikke mere acceptabelt at være med til at indføre en ødelæggende ultraliberalisme i den offentlige tjeneste i det samme Europas navn. Jeg er Europæer og endog føderalist. For at nå hertil var og er jeg rede til at bringe ofre, men ikke for en hvilken som helst pris! Og jeg er især ikke rede til længere at acceptere oprettelsen af et liberalt indre marked, hvis Europa ikke samtidig er i stand til at forsvare de værdier, det bygger på, og som i 1960'erne gjorde mig til en overbevist europæer. Formanden. Europa-Parlamentet har afsluttet dagsordenen. Protokollen for dette møde vil blive fremlagt til godkendelse i Parlamentet ved begyndelsen af næste mødeperiode.
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 11.10) MØDET FREDAG DEN 18. FEBRUAR 2000 1 Godkendelse af protokollen fra foregående møde 1 AFSTEMNING 1 Europæiske posttjenester 3 Afbrydelse af sessionen 17