data/validation/da_ep-00-03-13.txt

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 2. marts 2000, for genoptaget.
Fru formand, det drejer sig egentligt om en hændelse, der har fundet sted siden sidste møde, nemlig under en høring i Udvalget om Kvinderettigheder. Der er stor fare for, at Europa-Parlamentets ry bliver skadet. Det kom nemlig frem, at der er en voldsom stigning i prostitutionen under mødeperioderne her i Strasbourg og omegn. Jeg beder Dem høfligt om sammen med myndighederne i Strasbourg at undersøge, om der foregår noget kriminelt, og om der i denne sammenhæng er tale om kvindehandel og om tvangsprostituering. Jeg mener, at det haster med at give offentligheden et tydeligt signal om, at vi tager os af det, og at Europa-Parlamentet ikke kan være ligeglad med, hvad der fortælles i offentligheden om, hvad der foregår her i plenarmødernes periferi.
Tak, fru Gröner. Jeg vil gerne sige, at jeg, som De, var yderst chokeret over at høre dette, og at jeg allerede har skrevet til borgmesteren i Strasbourg, således at vi kan bringe fuld klarhed over denne sag. Jeg er helt enig med Dem, og jeg er endda kommet Deres ønske i forkøbet. Jeg vil naturligvis holde Dem informeret om hr. Ries' snarlige svar til mig.
Disse bemærkninger til forretningsordenen omhandler ofte dårlige nyheder, men jeg har meget gode nyheder til vores nederlandske kolleger. De har nu to tv-kanaler. (Bifald og latter) Kvæstorerne arbejder hårdt for dem, og vi afventer den finske tv-kanal. Vi har nu også to tyske kanaler, så god fornøjelse alle sammen. Jeg håber, De vil nyde det.
Jeg glæder mig umådeligt over dette, fru Banotti, og jeg mener, at de omtalte kolleger kan være kvæstorerne yderst taknemmelige.
Fru formand, jeg ville blot tilføje noget til det, fru Gröner sagde. Det er rigtigt, at vi har fundet ud af, at der under plenarmøderne i Bruxelles og i Strasbourg - det er ikke kun i Strasbourg, det foregår - var en massiv tilkomst af prostituerede, især piger fra Østlandene. De ved, at disse piger er udsat for de forfærdeligste ting, at de bliver tortureret, og at deres familier udsættes for trusler. Det er ikke kun i Strasbourg, det foregår. Jeg tror, at vi må overveje dette i fællesskab, at Parlamentet skal gøre opmærksom på denne tingenes tilstand, og især at det må tage sin del af ansvaret i kampen mod vores dages slavehandel.
Tak, fru Roure, for disse ekstra oplysninger. Vi vil således også undersøge sagen i Bruxelles, og derefter ser vi, hvad der må gøres.
Fru formand, jeg vil på vegne af alle nederlandske kolleger takke fru Banotti meget hjerteligt for hendes store indsats for, at vi nu har to nederlandske tv-kanaler.
Fru formand, jeg vil gerne tale om noget helt andet, der angår Iran. Vi har diskuteret på tværs af de forskellige politiske grupper samt under Formandskonferencen, og jeg ville gerne på plenarmødet anmode Dem om at skrive til præsidenten for den iranske republik, hr. Khatami, angående den videre skæbne for fem studerende, der blev arresteret i juli 1999, som fortsat sidder fængslet, og hvoraf én er dømt til døden. Jeg tror, at det ville være en fin gestus, hvis De i Deres egenskab af formand for Parlamentet henvendte Dem til præsident Khatami med ønsket om, at han ville ophæve i det mindste dødsdommen for denne iranske studerende.
Jeg takker Dem, hr. Jonckheer. Jeg vil med glæde foretage den ønskede gestus.
Fru formand, jeg synes ikke, at fru Banotti skal juble i dag, fordi hun har skaffet to hollandske kanaler. Det var bedre, hvis hun havde skaffet kanaler til alle sprog. Jeg håber, vi får en dansk tv-kanal næste gang.
Tak, hr. Blak. Fru Banotti, som De kan se, har De stadig en del arbejde foran Dem.
Fru formand, jeg har lært et nyt adfærdsmønster her i Europa-Parlamentet, her skal man altid takke. Jeg vil også gerne takke for, at man kan se en finsk fjernsynskanal her. Jeg vil takke for, at der allerede sidste gang var lyd på, og jeg vil takke for, at der også i dag er lyd på, men derhjemme kan man dog også se et billede på fjernsynet. Jeg ville ønske, at man her også kunne se billedet fra den finsksprogede fjernsynskanal, og ikke kun høre lyden. Desuden vil jeg også gerne takke for, at der kommer koldt vand ud af hanerne. Derhjemme kommer der godt nok også varmt vand, men det er bedre, at der i det mindste kommer noget vand.
Tak, hr. Seppänen.
Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser omkring Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon, der afholdes den 23. og 24. marts 2000. Jeg har den store fornøjelse straks at kunne give ordet til hr. premierminister António Guterres.
Fru formand, ærede medlemmer, det er med enorm tilfredshed, at jeg deltager i denne debat i Europa-Parlamentet om Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon. Jeg gør det ikke for at overholde formalia, men med den entusiasme og beslutsomhed, hvormed Portugal engagerer sig i det europæiske projekt. Vi må sige, at EU i øjeblikket får mere substans. Efter det indre markeds og den fælles mønts succes udvikles området med sikkerhed, frihed og retfærdighed, og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik tager sine første skridt. Samtidig går det fremad for udvidelsesforhandlingerne, og man kan sige, at udvidelsen uigenkaldeligt kommer til at betyde, at Europa genfinder sig selv og sin historie. Europa oplever også en tid med økonomisk opgang og optimisme. Det er dog bedst ikke at gøre sig nogen illusioner, for selvom det er rigtigt, at de økonomiske konjunkturer er blevet bedre, er det også rigtigt, at vi stadig står over for store problemer med arbejdsløshed og social udstødelse, og at mange peger på, at det kan blive svært at opretholde vores velfærdsmodel. Man kan sige, at økonomien og samfundet i dag står over for et nyt paradigme: vidensøkonomiens og videnssamfundets paradigme. Viden er blevet den vigtigste kilde til skabelse af rigdom, og den er også blevet den vigtigste årsag til kløften mellem rige og fattige lande. Viden er i dag arbejdets virkelige råstof. Europa står over for dette nye vidensparadigme i økonomien samtidig med tre andre udfordringer: økonomiernes og markedernes globalisering, de teknologiske forandringers hast og en stadig ældre befolkning. Det er derfor naturligt, at der i dag opstår frygt på to punkter i det europæiske samfund Der er dels den frygt, at Europa uigenkaldeligt er ved at miste førstepladsen i verdensøkonomien til USA, og dels den måske alvorligere frygt for, at Europa for at genvinde denne førsteplads kan blive nødt til at opgive sin sociale model, til at lade udstødelsen vokse og dermed bringe borgernes rettigheder i fare. Her er det vigtigt at holde realiteter og myter ude fra hinanden. Det er en kendsgerning, at den amerikanske økonomi i de seneste år har præsteret større vækst og produktivitetsfremgang. Det er en kendsgerning, at den amerikanske økonomi har været hurtigere til at omsætte idéer og projekter til virksomheder og tilgængelige serviceydelser på markedet. Det er en kendsgerning, at det amerikanske finansieringssystem hurtigere har vist sig i stand til at støtte især udvikling af den nye vidensbaserede økonomi. Det er en kendsgerning, at den risikovillige kapital fungerer meget bedre i USA, end den hidtil har gjort i EU. Det er imidlertid også en kendsgerning - og det skal ikke glemmes - at det europæiske samfund for det første er et mere menneskeligt, et mere lighedspræget og et mere retfærdigt samfund. For det andet er det også en kendsgerning, at intet samfund kan være konkurrencedygtigt på mellemlangt sigt, hvis det ikke hviler på social samhørighed, og den sociale samhørighed i Europa er stærkere og mere solid og har en længere tradition. Endelig er det en kendsgerning, at Europa har en enorm rigdom i sin kulturelle mangfoldighed, og det har allerede vist, at når det vil, kan det være bedst. To meget enkle eksempler inden for de mest moderne teknologier: Europa fører klart i mobiltelefoner og digitalt fjernsyn, der måske får afgørende teknologisk betydning for adgang til Internettet i den nærmeste fremtid. Og vi ved alle, at Internettet i dag mere end blot et nyt net er selve det net, hvorigennem udveksling af viden og erfaringer på verdensplan i vid udstrækning foregår. Vi må dog erkende, at Europa møder dette nye paradigme med tre slags underskud: et politisk underskud, et strategisk underskud og et underskud, hvad angår samordning af dets politik og foranstaltninger. Der er for det første et politisk underskud. Vi er ikke ét land, vi er 15, og vores politiske union er kun i sin vorden. Der er heller ikke én europæisk offentlig sfære, ikke én europæisk offentlighed; der er 15 nationale offentlige sfærer, 15 nationale offentligheder. Efter den tyske filosof Habermas' demokratiopfattelse er det denne kommunikationsstrøm mellem det politiske liv og det civile samfund, der er essensen i et moderne demokratis beslutningsproces, og hvis den fungerer godt i hvert enkelt af vores lande, må vi erkende, at den endnu ikke fungerer godt i EU som helhed. Vores politiske underskud er ikke kun et organisatorisk underskud for institutionernes vedkommende; det er noget dybere, og det hænger sammen med vores samfunds sociologiske forhold. Det er derfor nødvendigt, at der findes en stærk politisk vilje til at opbygge den europæiske politiske union, og det er derfor stadig mere nødvendigt, at vi har vilje til at bekæmpe den genopblussen af national egoisme, som så ofte har søgt at komme til udtryk i Unionens institutioner efter Den Kolde Krigs afslutning. Jeg tror, at den næste regeringskonference er et afgørende tidspunkt for de forskellige lande til at give et klart signal om, at de ikke vil forsøge at opnå magt på de andres bekostning, men alle bidrage til at Europas politiske union får mere magt. Det er med henblik på denne debat og med denne holdning, at det portugisiske formandskab i denne fase af forberedelsen af regeringskonferencens arbejde udfolder sine bestræbelser. Politisk underskud, ja, men dét vil være det væsentligste tema på topmødet i Lissabon. Der er imidlertid også et strategisk underskud med hensyn til de store økonomiske og sociale spørgsmål. Jeg vil her gerne lægge vores mål klart frem. Vores mål er inden for 10 år at omforme EU til den mest dynamiske, den mest konkurrencedygtige vidensbaserede økonomi i verden, dog ikke for enhver pris, men på grundlag af et samfund, der formår at sikre social samhørighed og et højt niveau i beskæftigelse og vækst. Hertil har vi brug for en strategi med fire bærende søjler. Grundlaget for en vidensøkonomi og et informationssamfund på unionsplan skal skabes. Der skal gennemføres de nødvendige økonomiske reformer som forudsætning for konkurrenceevne og teknologisk innovation. Samtidig skal den sociale samhørighed uddybes, og endelig skal der satses hårdt på at skabe flere og bedre jobs og på at modernisere vores velfærdssystemer med henblik på at sikre deres bæredygtighed samt satses på en makroøkonomisk politik, der ikke blot kan sikre stabilitet, men også i højere grad fremme vækst og beskæftigelse. Strategiens første søjle: at skabe betingelser for, at Europa med succes kan møde vidensøkonomiens udfordring. Her er der en række særdeles vigtige foranstaltninger og politikker, hvad angår informationssamfundet, og vi har et udgangspunkt i det fremragende arbejde, som Kommissionen har udført i initiativet eEurope. Det drejer sig om, at vi i Europa skal reducere telekommunikationsomkostningerne, så adgang til Internettet ikke kommer til at betyde udstødelse eller opdeling, men lige muligheder og borgerret. Det drejer sig om at forbinde alle skoler og alle uddannelsesinstitutioner i Europa til Internettet og sørge for, at de får lærere, der er uddannet til at håndtere informationsteknologien godt. Det drejer sig om at få alle vores offentlige institutioner koblet op online så hurtigt som muligt, herunder de offentlige udbud. Det drejer sig om at udvikle den elektroniske handel og overvinde de endnu eksisterende forhindringer, herunder de juridiske. Det drejer sig også om at satse på indholdet, for informationssamfundet er jo ikke kun et net. Det skal frem for alt leve af det indhold, som mangfoldigheden i den kulturelle og videnskabelige kreativitet skal sørge for. Det er imidlertid ikke nok at satse på informationssamfundet. Vores vision er at integrere informationssamfundet i det, som vi kalder et ægte uddannelsessamfund som et europæisk svar på vidensøkonomien. Dette betyder, at vores videnskabs- og forskningspolitik skal koordineres. I denne sammenhæng er Kommissionens initiativ om det europæiske videnskabelige rum, der indebærer en bevidst indsats med at knytte videnskab og forskning sammen med uddannelses- og efteruddannelsespolitikken i EU, så vores samfund faktisk bliver et ægte uddannelsessamfund, der skaber lige muligheder for adgang til fremtidens teknologier. Strategiens anden søjle: de økonomiske reformer med henblik på teknologisk innovation og konkurrenceevne. Vi befinder os midt i Cardiff-proceduren, og vi er naturligvis for reformen af telekommunikations-, transport- og energimarkederne. Vi mener, at vores finansmarkeder skal integreres, og endnu en gang har Kommissionens bidrag i form af en handlingsplan for de finansielle ydelser en enorm betydning. Det er afgørende at få skabt et ægte marked for risikovillig kapital i Europa, som kan støtte de små virksomheder, der opstår på basis af fremtidens teknologier. Her er Kommissionens handlingsplan om risikovillig kapital særlig vigtig, ligesom det arbejde, som Den Europæiske Investeringsbank er ved at udfærdige til topmødet i Lissabon. Jeg tror dog, at vi ikke kan nøjes med de reformmekanismer på det indre marked, som blev bestemt i Cardiff, og jeg vil her gerne også hilse de initiativer velkommen, som Kommissionen har forberedt på virksomheds- og innovationspolitikkens områder, hvor den sigter mod at skabe en ramme, inden for hvilken vi kan samordne vores tiltag i de enkelte medlemsstater og imellem disse og de europæiske institutioner. Tredje søjle er måske den, som er mindst på mode politisk, men det er den, der mærkes mest af os alle og af dem, som vi repræsenterer, nemlig den, der vedrører den sociale samhørighed. Det er den, der drejer sig om indsatsen for at skabe flere og bedre jobs i Europa og kampen mod den sociale udstødelse i vores samfund, som vi ikke kan komme udenom, og som vi må bekæmpe beslutsomt og koordineret. Det er også den, der har at gøre med moderniseringen af vores velfærdssystemer, så deres bæredygtighed kan sikres. Først beskæftigelsespolitikken. Vi har her et solidt grundlag at gå ud fra, nemlig Luxembourg-proceduren. Det er en procedure, der er klart indarbejdet i vores institutioners arbejdsgang. Jeg tillader mig at henlede opmærksomheden på et spørgsmål, som jeg tror har den største interesse for fremtiden, nemlig den livslange uddannelse, der må være det afgørende grundlag for de sociale ændringer og en uundgåelig forudsætning for en ny platform for den sociale dialog og for dialogen mellem arbejdsmarkedets parter i Europa. Dernæst kampen mod udstødelse. Den foregår inden for beskæftigelses-, social-, uddannelses- og efteruddannelsespolitikken, men kampen mod udstødelse kræver også - det må vi erkende - at vi sætter specifikt ind over for de grupper, der i særlig grad rammes af dette underskud i deres borgerrettigheder, som mange dele af befolkningen mærker. Endelig vores velfærdssystems bæredygtighed. Ikke kun med hensyn til dets finansiering, ikke kun med hensyn til den praktiske side, men også med hensyn til det grundlæggende spørgsmål, og det grundlæggende spørgsmål er at sikre en høj erhvervsaktivitet i Europa, fordi det er en høj erhvervsaktivitet i Europa, der udgør den afgørende forudsætning for vores velfærdssystems bæredygtighed. Her vil jeg gerne henlede opmærksomheden på tre områder: for det første den øgede beskæftigelse inden for serviceerhvervene, såvel højteknologi som mindre krævende teknologi, for det andet en mere fleksibel holdning til spørgsmålet om pensionsalder og for det tredje det særlige vigtig punkt om kvindernes deltagelse i arbejdslivet. Her er det i dag absolut nødvendigt, at vores samfund udvikler serviceydelser til støtte for familierne og i særlig grad børnene, en indsats, der giver en tredobbelt gevinst, fordi der vindes i form af direkte jobskabelse, der vindes ved, at der skabes lige muligheder mellem kvinder og mænd, og der vindes endelig ved, at der skabes bedre vilkår for kvindernes erhvervsdeltagelse og for en højere erhvervsaktivitet, der kan sikre vores velfærdsmodels bæredygtighed. Endelig den fjerde søjle, der vedrører den makroøkonomiske politik, som skal skabe vækst og beskæftigelse. Vi har vist vores evne til at samordne vores makroøkonomiske politik for at sikre den stabilitet, der var forudsætningen for euroen. Vi må sikre, at den samme evne bliver brugt til at skabe et økonomisk klima, der kan fremme beskæftigelse og økonomisk vækst. Hvad dette angår, tillader jeg mig at sige, at det ville være særdeles ønskværdigt, om Europa - selvfølgelig med respekt for landenes forskellige naturlige rytme - på mellemlangt sigt kunne opnå et vækstniveau på over 3% og en erhvervsaktivitet, der nærmer sig den, som man ser i de områder af verden, hvor den er højest, det vil sige over 70%, i stedet for det nuværende niveau, som ligger en anelse over 60%. Politisk underskud, strategisk underskud, men også underskud i samordningen af vores politik og vores foranstaltninger. Vi starter ikke her fra nul, for vi har to erfaringer, som vi kan bygge fremtiden på inden for alle de andre områder, nemlig den i Maastricht definerede samordning af den økonomiske politik med henblik på udstedelsen af euroen og samordningen under Luxembourg-proceduren, hvad angår beskæftigelsespolitikken, der, som jeg sagde, i dag er solidt forankret i vores fælles tilværelse inden for EU. I Lissabon vil vi efter Luxembourg-, Cardiff- og Köln-procedurerne ikke sætte nogen ny procedure i gang. Vi vil derimod gerne for det første medvirke til at samordne, forenkle og uddybe de tre eksisterende procedurer, så de retter sig mod det fælles mål, og for det andet medvirke til at tilføre dem vigtige nye dimensioner, hvad angår informationssamfundet og vidensøkonomien samt moderniseringen af velfærdssystemet og kampen mod social udstødelse. Vi vil endelig også under iagttagelse af subsidiaritetsprincippet i videst og bredest mulige omfang gerne anvende en åben samordningsmetode, der især kan trække på den mest succesrige samordning, som vi har haft af vores politik, nemlig Luxembourg-proceduren, med klare og mest muligt kvantificerede mål og midler. Det er en metode, der jo hviler på retningslinjer vedtaget politisk i EU og på et benchmarkingsystem med indikatortal, hvor medlemsstaterne kan udveksle gode fremgangsmåder, samt på nationale planer og initiativer, der kan rette vores politikker mod de samme mål under hensyntagen til vores forskellighed, og på objektiv sammenligning, så vi kan få en sund kappestrid og også sammenligne vores resultater på det økonomiske og sociale plan med andre særlig dynamiske områder i verden omkring os. Vi kan selvfølgelig ikke nå alle disse mål i Lissabon. Det, som det kommer an på, er vores stædige, fælles beslutsomhed. Vi skal efterhånden have fjernet vores politiske og strategiske underskud og vores underskud, hvad angår samordningen af vores politik, og vi skal især øge EU's strategisk-politiske ledelsesevne på det økonomiske og sociale område, fordi det er en afgørende betingelse for, at Europa kan klare den udfordring, som det står over for med hensyn til det nye informations- og videnssamfund. Jeg tror, at vi kan få en strategi med dobbelt gevinst. Vi kan få mere stabilitet, men også mere vækst, og vi kan få større konkurrencedygtighed, men også større økonomisk og social samhørighed. Vi skal være, ja, vi skal selvfølgelig være lige så eller mere konkurrencedygtige end de mest konkurrencedygtige og moderne økonomier i verden - og i dag betegner man sædvanligvis den amerikanske økonomi som den, der udviser størst dynamik. Men pas på! Vi skal ikke være det for enhver pris. Vi skal være det i respekt for vores egen identitet, og vores identitet hænger afgørende sammen med en social model, der er mere end blot en samling standarder. Det er en civilisationsform, den europæiske civilisation, som vi er stolte af, og som vi aldrig vil gå med til bliver sat over styr. (Vedvarende bifald)
Jeg takker formanden for Rådet, hr. António Guterres, og jeg giver straks ordet videre til hr. Romano Prodi, formand for Kommissionen.
Fru formand, først vil jeg gerne overbringe mine varmeste lykønskninger til premierminister Guterres for det initiativ, der blev taget til topmødet i Lissabon, og lykønske ham med kvaliteten af det forberedende arbejde. Vi er helt enige i hans analyse, som vi lige har hørt, og som fik så varmt et bifald, og vi støtter hans initiativ. Jeg tror, at vi sammen vil kunne gøre Lissabon til et succesfuldt topmøde. Jeg vil i dette indlæg nøjes med at præsentere Kommissionens bidrag til topmødet i Lissabon for Dem, nemlig vores strategi på langt sigt og vores visioner med hensyn til dette topmøde. I Lissabon skal vi træffe beslutning om noget yderst enkelt, nemlig om det vil lykkes Europa at genindtage den førsteplads, det ikke har haft i lang tid, på det økonomiske og teknologiske område. Det afhænger af os, af den økonomiske vækst, vi er i stand til at skabe i det europæiske system, af den beskæftigelsesgrad, det lykkes os at opnå, af vores borgeres uddannelsesniveau og af uddannelsen af vores arbejderklasse. Som premierminister Guterres sagde, er der ikke tale om nye emner. Vi skal nemlig ikke gøre et stykke arbejde magen til det, vi gjorde i Luxembourg, Cardiff eller Köln, men vi ønsker at tage disse emner op - som vi allerede har beskæftiget os med - med en helt ny indfaldsvinkel, hvor vi ikke tager et emne ad gangen, men alle emnerne på samme tid, så vi langt om længe kan skabe et system for vores indsats. Det gør vi nu, fordi vi kan få succes med alt dette i øjeblikket. Vi står nemlig over for en enestående lejlighed, en lejlighed, der er opstået som følge af succesen med den fornuftige politik, vi iværksatte for kort tid siden. Vi har en lav inflation, en betalingsbalance, som overordnet set er sund, vi har orden i de offentlige regnskaber, og der er endelig enighed i prognoserne om en meget kraftig økonomisk vækst. Som den portugisiske premierminister understregede, betyder disse prognoser dog ikke, at der er garanti for økonomisk vækst. Aldrig før har der på samme måde som nu - i den sidste generation - været enighed blandt alle Europas eksperter om at forvente, at der bliver mulighed for en lang periode med høj vækst. Ikke engang olieprisernes stigning har medført en afbrydelse i væksten og en fornyet inflation, hvilket man kunne frygte. Der er ganske vist visse bekymrende tegn, men de forhindrer os ikke i at fortsætte en udviklingspolitik, sådan som vi havde tænkt os og planlagt. Udfordringerne i Lissabon er således meget enkle. Vi skal tage den teknologiske udfordring op ved at indhente det tabte, når det gælder viden, videnskab og teknologi, og især når det gælder informationsteknologi. På denne måde vil vi kunne få vores førsteplads tilbage, og vi har derfor taget det initiativ, der hedder eEurope. Kommissionen har takket være dette initiativ besluttet at gå foran med et konkret eksempel i sin administrationsreform. Vi har lovet - og det er et løfte, jeg gerne vil bekræfte over for Dem - at skabe en Kommission, eller rettere sagt en e-Kommission, hvilket skal forstås således, at enhver forbindelse med denne institution, når det gælder levering, forskning osv., ikke skal ske på papir, men direkte ad elektronisk vej. Dette er en meget kompleks indsats, som vi dog er i stand til at gøre, da vi har en meget præcis opgave, en begrænset dimension og et højt kulturelt niveau. Dette kan blive et stærkt eksempel for alle de europæiske regeringer og alle de forvaltninger, vi ikke skal korrespondere med pr. brev, men derimod elektronisk. Vi står desuden over for en social udfordring, for vi skal bekæmpe arbejdsløsheden og den sociale udstødelse. Formand Guterres tale viste en systematisk indfaldsvinkel, som er baseret på en ny anvendelse af teknologien, men også på en stor indsats for, at denne teknologi ikke på ny skaber social udstødelse, der var den egentlige fare for udviklingen i 80'erne, men også for udviklingen i de senere år. Jeg må med største bekymring sige, at den opdeling, der er i det europæiske samfund på indkomstområdet, bliver mere udtalt i stedet for at blive mindre. Dette aspekt af den sociale kløft er af afgørende vigtighed, og det skal vi tage hensyn til, hvis vi ikke ønsker at stå over for et samfund, der bliver splittet på kort tid. Vi har således et topmøde om bæredygtig vækst og beskæftigelse, og som vi har gjort - selvom nogle til en vis grad protesterede mod dette - må og skal vi nævne målsætningen om fuld beskæftigelse som en mulig målsætning. Det var ret kompliceret at skabe denne overgang, men jeg kan forsikre Dem for, at der ikke er noget urealistisk i denne målsætning. Det er en opnåelig målsætning, eftersom vi har et solidt makroøkonomisk miljø, og vi skal nu tilføje topmødet i Lissabon, det vil sige menneskelige ressourcer og nye idéer om markedet og om brugen af viden og forskning. Menneskelige ressourcer betyder undervisning, uddannelse samt en reform af socialstaten, ikke mindst for at løse det problem, som aldringen udgør. Dette problem, som alle vores lande har, og som bliver alvorligere dag for dag, har vi ikke altid været i stand til at løse ordentligt. Det er et problem, som stadigvæk eksisterer. Jeg regner med, at vi i Lissabon kan nå et skridt videre ved at forene vores erfaringer med benchmarking og forslagene om dette yderst vigtige emne. Hvad markedet angår, er der stadig meget, der skal gøres. Det er ikke rigtigt, at vi allerede har opnået et perfekt indre marked. Vi har stadig brug for flere strukturreformer. Vi mangler ikke mindst at fuldføre arbejdet, når det gælder situationen med hensyn til servicesektoren, den elektroniske handel, energi og transport, og vi har stadig mange offentlige tjenester, der endnu ikke er trådt ind i en konkurrenceordning og blevet fuldt ud effektive. Hvis vi ønsker at bremse inflationen, når olieprisen stiger, skal vi gøre en indsats på europæisk og nationalt niveau for at forbedre disse tjenester, og det gælder også for de finansielle tjenester og banktjenesterne. Derfor har vi brug for - og det skal siges her, for stagnationen har varet i et stykke tid - en statut for det europæiske selskab, et europæisk patent samt et marked med en mere likvid kapital og med nogle bedre udbudsbestemmelser. Det er nogle punkter, som vi skal handle på, og som vi ikke kan komme uden om. I Kommissionen vil vi gøre vores del, og som jeg fortalte Dem for lidt siden, vil vi begynde med at anvende alle disse nye teknologier internt i Kommissionen, nemlig i alle vores procedurer og i de eksterne forbindelser. Da vi ønsker at være en effektiv forvaltningsmodel, skal vi dog forsøge at sørge for, at dette sker på hele kontinentet, så vi kan udbrede viden og teknologi. Vi skal i den forbindelse mobilisere de enkelte borgere, de lokale myndigheder, de nationale regeringer, virksomhederne og fagforeningerne. Som formand Guterres allerede har sagt, er den vigtigste opgave på mødet i Lissabon at sætte dette i system. For at opnå nogle resultater er det nødvendigt med en ny metode og - som den portugisiske premierminister præciserede i det sidste punkt i sin tale - med nogle klare makroøkonomiske parametre for at nå videre med denne indsats. Vi indleder således ikke nogen ny proces, og vi tilføjer ikke noget nyt, men for første gang integrerer vi de eksisterende processer med mulighed for succes. Vi skal dog gøre én ny ting, nemlig finde ud af en måde at måle disse fremskridt på, være konkrete over for vores befolkninger og således benytte os af benchmarking - et ord, der næsten var helt ukendt indtil for få år siden - eller sagt på en enklere måde skal vi sammenligne og måle disse ting på en fuldstændigt systematisk måde. Vi skal være alvorligt og ordentligt bevidste om de områder, hvor vi har mistet terræn, og det er mange områder. Tænk bare på den bioteknologiske sektor, hvor vi i de senere år har haft nogle relative fiaskoer. Vi skal udbrede de bedste metoder på alle områder og forsøge at indføre dem på europæisk niveau. I Lissabon forventer vi os det, som vi har prøvet at forberede sammen - og i samarbejde med det portugisiske formandskab, som jeg gerne vil takke - nemlig præcise arbejdsopgaver, klare målsætninger og et begrænset antal foranstaltninger, men nogle konkrete og målbare foranstaltninger, så vi fremskynder forandringen og gør nogle fremskridt, for det er i disse år, at førstepladsen i det næste århundrede bliver afgjort. Vi kan kun få et stort, stærkt og enigt Europa, hvis det på ny lykkes os at give vores borgere glæden ved at genindtage den førsteplads, vi har mistet.
Jeg takker formanden for Kommissionen, og jeg giver straks ordet videre til hr. Suominen for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater.
Fru formand, hr. premierminister Guterres, formand for Rådet, hr. Prodi, formand for Kommissionen, på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater kan jeg vist godt sige, at vi overordnet er enige i de tanker, begge de ærede formænd har fremsat. Jeg lykønsker på min gruppes vegne formandskabslandet Portugal med organiseringen af mødet i Lissabon, og vi ønsker selvfølgelig held og lykke med at få realiseret de gode bestræbelser. Jeg vil fremføre nogle prioriteringer fra vores side. Det væsentligste for unionsborgernes velfærd er at forsøge at opretholde en bæredygtig økonomisk vækst inden for Unionen samtidig med, at man sørger for, at velfærdens regionale ligevægt forbedres, og at stadig flere mennesker opnår en tilfredsstillende eksistensgrundlag gennem deres arbejde, uden at måtte ty til samfundets hjælp. De processer, der efter fælles beslutninger er iværksat på området for at forbedre beskæftigelsen, styrke den økonomiske reform og forbedre den sociale samhørighed inden for Unionen, er ekstremt vigtige. Det er rigtigt, at der på Lissabon-mødet i slutningen af denne måned gøres status over, hvor langt vi er nået. På trods af disse processers forskelligheder bør de alle have et fælles mål, nemlig at forbedre borgernes livskvalitet i Unionen. Vi mangler ikke nye former, nye arbejdsgrupper eller nye fora, for at opnå dette mål. Alle er sikkert bekendt med midlerne. Imidlertid forårsager nationale synspunkter, og undertiden også ideologisk modstand ofte, at disse midler ikke anvendes. Det vigtigste er nu hurtigst muligt at fjerne forhindringerne for at skabe et reelt europæisk hjemmemarked i stedet for, at vi fortsat inden for mange sektorer befinder os inden for rammerne af 15 forskellige hjemmemarkeder. Da man begyndte at føre tanken om det indre marked kraftigt fremad i 1980'erne, kunne man stadig billedligt talt bevæge sig mod målet med et damplokomotivtrukket lokaltogs hastighed. Nu - hvor den elektroniske handel gør sin hastige entré, og hvor hastigheden for behandling og udnyttelse af datatransmission er på et helt andet niveau - har vi mindst brug for en hastighed svarende til Mika Häkinens formel I bil. Vi skal dog være sikre på, at ikke motorens driving force slipper op for beslutningstagerne, inden de er i mål. Hvordan kan vi forestille os, at vi kan skabe verdens mest konkurrencedygtige økonomiske område, hvis ikke vi tør slippe konkurrencen fri inden for området? Den åbning for konkurrence inden for telekommunikation, som allerede er aftalt, skaber ligesom liberaliseringen inden for energisektoren nye behov for arbejdspladser og sænker priserne både for industrien og forbrugerne. Samtidig er fjernelsen af forhindringerne for de små- og mellemstore industrivirksomheder - hvad enten der er tale om komplekse bureaukratiske procedurer, adgang til risikovillig kapital eller beskatningsspørgsmål - et centralt skridt på vejen til forbedring af konkurrenceevnen og velfærden. Til en forbedring af den globale konkurrenceevne hører også en moderat harmonisering af beskatningen samt en modernisering af vores sociale system således, at i hvert fald de lande i Unionen, der har et højt beskatningsniveau, kan sænke beskatningsniveauet, der virker hæmmende for beskæftigelsen. Grundlaget skabes imidlertid gennem uddannelse og forskning. Det er helt rigtigt at bestræbe sig på hurtigt at få skabt en infrastruktur for viden, som såvel individer som skoler og virksomheder kan koble sig på til en rimelig pris eller gratis. Specielt må man være opmærksom på at frembringe og opretholde ressourcer til de beskæftigelsesområder, hvor der er perspektiver for fremtiden. Disse finder man naturligvis inden for informationsteknologien, den elektroniske handel, turismen og f.eks. ældreplejen, da vores befolkning unægtelig hele tiden bliver ældre. Disse to ting må betones såvel af os som af Kommissionen og også Rådet, og dem må man altid gøre opmærksom på. Disse opgaver hører altid hovedsageligt under medlemslandenes ansvar - hvad enten der er tale om uddannelse og forskning, forøgelse af konkurrencen eller fjernelse af forhindringer for iværksættere. Koordinering er naturlig inden for forskellige områder, også inden for rammerne af Unionens opgaver, for at undgå overlapninger, men en sund og reel konkurrence er stadig vigtigere også inden for mange ikkekommercielle områder. Anvendelsen af benchmarking og best practice, som Kommissionen anbefaler, kræver stor åbenhed på europæisk plan inden for de områder, der ikke er omfattet af forretningshemmeligheder. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater betoner sin bestræbelse på at udvikle en social, eller som man siger nu til dags, en økosocial markedsøkonomi, som tager hensyn til hele samfundets velfærd, også miljøets. Under realiseringen af vores mål understreger vi vigtigheden af den europæiske samfundsmodel, men på samme tid understreger vi, at det ikke må være et stift, stagneret system, som baserer sig på de fordele, som er opnået i samfundet, men at det skal udvikle sig i takt med, at samfundet ændrer sig. En modernisering af den europæiske samfundsmodel og en forøgelse af dens effektivitet er lige så vigtig for vores konkurrenceevne som en tilsvarende økonomisk modernisering. Arbejde skal være den mest meningsfulde måde at opnå velfærd for familierne, men hvis det slet ikke er muligt, er samfundets sikkerhedsnet på plads for at forhindre social udstødelse. En vis ændring i arbejdsmetoderne kan risikere at blive et socialt problem for den positive udvikling af de menneskelige relationer: telekommunikation, Internet, terminalerne, hvor vi arbejder, og det nu allerede gammelkendte fjernsyn truer med at gøre forholdet mellem mennesker og maskiner til det centrale i samfundet. Det vigtigste er dog at udvikle stærke relationer mellem mennesker i familien, på arbejdspladsen, i samfundet og gennem internationale relationer. Når vi understreger uddannelsens betydning, bør vi allerede på et meget tidligt tidspunkt forsøge at få de unge til at erkende dette. Kommissionen peger efter min mening på de mangler, som forhindrer en vækst i beskæftigelsen i Unionen. Som et eksempel kan man nævne manglende ekspertise. Med 15 millioner arbejdsløse i Unionen mangler der allerede nu ca. 1 million arbejdstagere inden for områder, hvor der mangler ekspertise. Nogle foreslår import af eliteuddannet arbejdskraft til Unionen. Jeg spørger, er det rimeligt over for de lande, som er mindre udviklede end os, hvorfra vi således ville stjæle en værdifuld kapacitet? FN har derimod peget på, at der om et par år vil være en mangel på 40 millioner arbejdstagere på grund af den demografiske udvikling. Det er vanskeligt at føre en moderat politik med langsommelige resultater, som må føres her og nu, hvis vi præsenterer et fremtidsbillede for Europas borgere, hvor de selv frygter for at miste deres arbejdspladser.
Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, frem for alt vil jeg gerne takke ministerpræsident Guterres, formand for Rådet, fordi han har taget to initiativer, nemlig for det første Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon om beskæftigelse, social samhørighed og konkurrence og for det andet - og dette er vigtigt for Europa-Parlamentet - at vi er blevet konsulteret først. Den Socialdemokratiske Gruppe har svaret på henvendelsen, men han har desuden udført en politisk modig og stilfuld handling - som efter min mening bør fremhæves - og det er, at han er kommet her før topmødet, han har altså taget en politisk risiko, og jeg mener, at dette bør værdsættes, og vi må endvidere støtte ham for dette initiativ, som jeg håber, fru formand, i Europa-Parlamentets allerbedste tradition vil skabe præcedens. Med hensyn til talens indhold må jeg sige, at min gruppe meget klart identificerer sig med hans forsvar af Den Europæiske Unions grundlæggende værdier. Jeg tror, at jeg uden risiko for at være partipolitisk kan sige, at formanden for Rådet har taget et socialdemokratisk initiativ til modernisering af den europæiske økonomi - ikke til dens afvikling - og det er det, som vi går ind for. Han nævnte endvidere en magisk trekant med tre søjler, tre udfordringer til dækning af tre underskud. Jeg vil meget kort kommentere dem. For det første er der det politiske underskud. Hr. formand for Rådet, alle demokratiske systemer har underskud, men De har ret, når De påpeger, at vi på nuværende tidspunkt under det portugisiske formandskab skal til at indlede en regeringskonference med henblik på reformering af traktaterne. Jeg ved - og De har selv sagt det - at den portugisiske regering ønsker at gå længere end de såkaldte resterende punkter fra Amsterdam, som ikke er resterende punkter, men vigtige emner. Jeg opfordrer Dem til, at spørgsmål som charteret for grundlæggende rettigheder og spørgsmålene vedrørende driften af vores institutioner også inkluderes i denne reform. Jeg tror, det er vigtigt. Og det er ikke mindre vigtigt at opnå, at der sammen med den monetære styring, som vi har, også bliver en økonomisk styring, altså en styrkelse af Unionens økonomiske beslutningsevne. For det andet er der den strategiske udfordring. Jeg er absolut enig med ham i hans fokusering på videnssamfundet og den varige uddannelse. Når Rådet studerer budgetterne, vil jeg bede ham om at øge bevillingerne til områder, der vedrører viden, så vi ikke igen skal kæmpe for Sokrates- eller Leonardo-programmet, med forskningen, med rammeplanen, og at der udvises større generøsitet fra Rådets side. Jeg tror, at det er vigtigt. (Bifald) For det tredje vedrørende koordinationen finder jeg det meget positivt, at De én gang for alle ønsker at høste og ikke påbegynde nye initiativer uden fremtid. Også her opfordrer jeg Dem til, at Det Europæiske Råd har fortrin frem for ØKOFIN, at vi ikke kommer til at stå i en situation, hvor Det Europæiske Råd vedtager en beslutning, som ØKOFIN senere ikke vil finansiere. (PT) Som afslutning - og idet jeg på mit dårlige portugisisk henvender mig til formanden for Rådet, hr. António Guterres - vil jeg gerne sige, at jeg tror, at vi med ham som repræsentant for et folk af opdagere og søfarere vil kunne komme videre ad den vej, som er udstukket af portugiserne, et folk med politisk mod. (Bifald)
Fru formand, forhandlingen i dag hilses velkommen, den er nødvendig og finder sted på det rigtige tidspunkt. Vi anerkender alle, at Den Europæiske Union, trods et økonomisk opsving, stadig arbejder godt under gennemsnittet for alt for mange mennesker. EU arbejder ganske enkelt ikke for især 15 millioner af vores medborgere. Det er en krænkelse af den individuelle og kollektive værdighed og giver os mindst 15 millioner grunde til, at vi skal fortsætte med det projekt, De har fremhævet her i dag, hr. premierminister. Jeg bifalder også, at De er kommet til Parlamentet for at drøfte det med os før det ekstraordinære møde. Mulighederne er klare: Hvis Den Europæiske Union, i dag, i medlemsstaterne, skulle opnå den optimale praksis, som allerede er opnået i de nuværende stater og hos konkurrenterne, ville vi have 30 millioner flere jobs, dobbelt så mange som det nuværende antal arbejdsløse. Det er en praktisk foranstaltning i forbindelse med mulighederne, hvis vi kan få politikkerne og metoderne på plads. De, hr. premierminister, og kommissionsformand Prodi har identificeret opgaven i Lissabon korrekt som intet mindre end at ændre den europæiske politik mod en ny praksis, mod et nyt paradigme. Vi i ELDR-gruppen mener, at det på dette stadium er Unionens job at udarbejde dette nye paradigme, så der er en følelse af et mulighedsskabende Europa, som sætter borgerne i stand til at udnytte deres muligheder fuldt ud. EU kan gennem større sammenhæng med hensyn til sammenligningsgrundlag, deling af optimal praksis og forbedring af strategisk samarbejde og koordinering, være en vigtig faktor i frigørelsen af ny økonomisk dynamik. Alt for mange af de europæiske markeder er stadig for splittede. For få europæiske små og mellemstore virksomheder bliver uovervindelige. Der er for få iværksættere i Europa. Der er for lidt initiativ i Europa. De bemærkede selv, hr. premierminister, at der er for lidt risikovillig kapital på de europæiske kapitalmarkeder. Vi påtager os for lidt forskning og udvikling, enkeltvis som stater og kollektivt som Europa. Der hvor vi gør det, omsættes alt for lidt af det til produkter og tjenesteydelser på markedet. Udfordringen i Lissabon er at afgrænse en politik og metoder til afhjælpning af disse mangler og at frigøre denne potentielle dynamik. Det ville i sandhed være en mulighedsskabende øvelse. Hvis vi kan give folk jobs, vil dette vise sig at være det bedste våben i kampen mod social udstødelse. Det nye paradigme skal nødvendigvis også være baseret på mennesker, afspejle begrebet med livslang uddannelse, investere i tilpasningsevne gennem uddannelse og investere i personlighedsudvikling og den enkeltes muligheder. Hr. Barón Crespo har beskrevet det som et socialdemokratisk projekt. Jeg foreslår, at det snarere beskrives som et oplyst liberalt projekt. Inden for budgettets og den sunde makroøkonomiske politiks begrænsninger - jeg understreger disse som kommissionsformanden allerede har gjort - giver vores europæiske sociale modeller strengt taget et velfærdssikkerhedsnet. Men for alt for mange af de udelukkede og langtidsledige, de unge, kvinder og andre marginaliserede grupper, er passiv afhængighed af velfærd ikke nok. Det er en fælde. Vi er nødt til at frigøre denne nye dynamik på individuelt plan ved at sige, at ressourcerne er der, selv inden for rammerne af en sund finansiering. Men de anvendes passivt. De skal på ny omdannes til aktive velfærdsmodeller, der er fokuserede på at tilskynde alle dem, der kan, til at gøre noget, og dem, der ikke kan, til fortsat at være beskyttet. Vi kan bedst garantere kampen mod arbejdsløshed og tilskynde til social samhørighed i Europa gennem en økonomi med stor beskæftigelse og gennem bæredygtige velfærdsmodeller. Endelig står det fuldstændig klart vedrørende videnssamfundet, at vi er nødt til at lægge tankegangen om ikke kun på et teknologisk, men også på et socialt plan. Det står helt klart, at vi er nødt til at omdanne gamle sociale udgiftsmodeller til nye økonomiske og sociale muligheder. Vi er nødt til at ryste de politikker og metoder af os, som har dømt en generation af europæere til at være næstbedst på verdensscenen. Det kan vi gøre ved at sætte Europa og borgerne i stand til at opnå fuld ydedygtighed. Hvis man i Lissabon kan nå de mål, der er blevet talt om her i dag, bliver det et vigtigt skridt på vejen mod at frigøre den dynamik, jeg henviste til.
Hr. premierminister, vi ville gerne ligesom De og det portugisiske formandskab kunne tro på, at Europa skal opbygges som et samfund, hvis økonomiske og sociale fremgang hviler på opkvalificering af viden, kulturel mangfoldighed og samhørighed, og som spiller en aktiv rolle i opbygningen af en mere stabil, mere fredelig og mere solidarisk verdensorden. Vi ville også gerne ligesom De kunne tro på, at man er fuldt og helt bevidst om, at omfanget af de ændringer, der skal til for at opnå de nødvendige kvalifikationer til at kunne tage virksomhedernes nye teknologiske udfordringer op, samtidig indebærer en risiko for at skabe nye sociale udstødelsesprocesser, for at citere Dem endnu en gang. Vi ville gerne kunne tro på det, men vi kan ikke. Hvorfor? Fordi vi ved, at ja, den nye økonomi tillader skabelsen af nye jobs for folk med skabertrang, for dataloger. Vi ser den febrile rastløshed, hvormed investeringslysten og start-up fænomenet udvikler sig, men vi kender også til det turn-over, der er hos telefoncentralerne på grund af de forfærdelige arbejdsforhold, der hersker i disse nye taylorismens templer, hvor flere hundredtusinde lønmodtagere er ansat. Vi ved, at mere end halvdelen af de jobs, der for tiden skabes i den Europæiske Union, er løsansættelser, midlertidige jobs og ufrivillige deltidsstillinger, der derfor ikke sikrer deres indehavere hverken betingelserne for personlig selvstændighed eller ofte en indtægt, der giver dem mulighed for at leve på anstændig vis. Vi ved, at de nye teknologier ikke i sig selv skaber mere demokrati, men blot mere kollektiv og individuel selvstændighed for de af vores borgere, der er bedst socialt tilpassede. Vi ved, at privatiseringer af det offentlige er til fare for den sociale, territoriale og regionale samhørighed, og vi ved også, at Kommissionen foreslår at fremskynde processen. Vi ved, at UNICE i arbejdsgivernes navn åbent bekender kulør i dokumenterne til det europæiske business-topmøde, der skal finde sted i juni i Bruxelles. De offentlige myndigheder bliver nemlig bedt om at hæve alle sociale, lovmæssige og skattemæssige hindringer for handelsudviklingen og om at foretage massive investeringer til fordel for efterspørgselen. Og endelig ved vi, at den, der foregiver at imødekomme borgernes behov, først skal garantere sin fulde deltagelse i valget af offentlige politikker. Så meget ved vi. Men vi har intet læst og intet hørt om, at vi skulle tage anbefalingen fra ekspertgruppen på højt niveau i betragtning, ifølge hvilken informationssamfundets fulde økonomiske succes afhænger af, at dette nærer sig ved borgernes reelle behov, snarere end blot ved efterspørgselen fra de teknologiske industriers markedskræfter. Vi har ikke hørt, at alle de nye informationsteknologiers effektive erfaringer til brug for borgere og samfund ville blive støttet, eller at man ville støtte foreningerne i deres indlærings- og informationsrolle til gavn for alle grupper. Vi har ikke hørt, at offentlige finansieringer kunne frigøres til at fremme innovation af produkter og serviceområder for at forbedre vores fælles livskvalitet. Vi har ikke hørt, at telekommunikationsselskabernes verdensomspændende service skulle omdefineres til også at omfatte internetadgang til alle på de bedste betingelser med hensyn til teknisk kvalitet og overkommelige priser. Kort sagt, vi har ikke hørt, at borgeren har vundet over kunden i bemeldte forbindelse. Ud over det programsatte og positive mål for udryddelse af børns fattigdom har vi ikke hørt, at folks selvstændighed ville blive styrket ved hjælp af indførelse af minimums-basisindkomster på et anstændigt niveau i alle medlemslande, hvilket er en integreret del af en ægte kampstrategi mod udstødelsen. Vi har ikke hørt, at målet med fuld beskæftigelse skulle inkludere støtte til lokale og regionale initiativer, til den solidariske økonomis tredje sektor og til en effektiv og koordineret nedsættelse af arbejdstiden, og at det ville blive fulgt af stærke krav om kvalitet og bestandighed i disse jobs. Vi har ikke hørt, at beslutningen om en bæredygtig udvikling skulle styre den så længe ventede vækst. Vi har ikke, i det portugisiske formandskabs dokument eller i Kommissionens strategiske 2000-retningslinjer, fundet det mindste spor af et lovforslag på det sociale område, hvad enten det er for at styrke lønmodtagernes rettigheder i tilfælde af afskedigelser eller for at kæmpe mod den sociale dumping. Vi kan ikke gøre andet end støtte Rådets og Kommissionens ønske om efter det indre marked, efter euroen, endelig at se den Europæiske Union give sig i kast med et politisk projekt for alle EU-borgere, men det nye statholderskab som De, efter min mening fejlagtigt henholder Dem til, udviser ikke de demokratiske og borgerrepræsentative ambitioner, som det spirende europæiske civilsamfund higer efter.
Fru formand, hr. premierminister og formand for Rådet, den situation, der hersker i EU og i de fleste medlemsstater, giver anledning til berettiget bekymring trods begyndende økonomisk opgang. Arbejdsløsheden er stadig ganske høj, og langtidsarbejdsløsheden bliver stadig værre, og der skabes ekstremt få nye jobs, alt sammen forhold, der forværres af den stigende usikkerhed i beskæftigelsen Det er en social situation, der særlig rammer kvinderne og de unge, og som har sit mest dramatiske udtryk i de ca. 50 millioner udstødte. Op til det ekstraordinære rådsmøde om disse problemer er det fundamentale spørgsmål derfor, om der er politisk vilje til at ændre på denne situation, eller om vi står over for endnu et initiativ uden virkninger, som slutter sig til den lange række af planer, strategier og topmøder, der allerede førhen har skullet gøre noget ved problemet, men som ikke har ført til nogen afgørende ændring. Vi mener, at denne tilstand skal ændres, og at det kan lade sig gøre. Det skal ske, fordi beskæftigelse, og rigtig beskæftigelse med rettigheder, er en grundlæggende menneskerettighed. Det kan lade sig gøre, hvis de virkelige årsager angribes, de årsager, der efter vores opfattelse hænger uløseligt sammen med den nyliberale tendens, der har styret de grundlæggende retningslinjer især på det makroøkonomiske plan, som det kommer til udtryk i den prioritet, der gives til stabilitetspagten og de nominelle konvergenskriterier og den deraf følgende nedprioritering af den sociale samhørighed, hvilket ledsages af en fuldstændig deregulering af arbejdsmarkedet, opmuntring til fusioner og virksomhedsflytninger, der normalt betyder arbejdsløshed, men også af en dybt restriktiv budgetpolitik både på EU-plan og i medlemsstaterne. Det sker i et sådant omfang, at vi nu kan se essensen af de "thacheriske" retningslinjer fuldstændig konsolideret, også selvom de forsødes med nogle velfærdsforanstaltninger, og også selvom det nu ikke mere sker ud fra udbasunerede konservative principper, men med argumentet om en påstået globaliserende pragmatisme og i den forgudede konkurrenceevnes navn. Det er derfor ikke nok at appellere til samordning af socialpolitikken eller insistere på innovations- eller videnssamfundet eller på informationsteknologien, hvor vigtige de end er. Det monetaristiske og antisociale perspektiv må opgives, og mennesket må endegyldigt sættes øverst i de forskellige prioriteringer og politiske områder. Min gruppe, der lægger særlig vægt på de sociale spørgsmål, mødtes på baggrund af det forestående ekstraordinære rådsmøde i Lissabon i sidste uge netop for at analysere og diskutere denne problematik. Vi havde dér lejlighed til at høre og tale med arbejderrepræsentanter, med fagforeningsfolk fra Portugal og andre steder i Europa, og vi mødtes i den forbindelse med repræsentanter fra ABB og Michelin og også med initiativtagere til beskæftigelsesmarcherne. Vi sammenfattede vores konklusioner i 14 punkter, som vi vil sørge for formelt kommer til at tilgå Rådets formandskab. Sammenfattende mener vi, at der skal træffes makroøkonomiske foranstaltninger, der bygger på en dynamisering af efterspørgselen og de offentlige investeringer og med fornyede offentlige tjenester, som sigter på fuld beskæftigelse, og som sikrer en erhvervsaktivitet i år 2010 på ca. 75%. Der må skabes en indkomstfordeling, der stiller arbejdsindkomst gunstigere, spekulative kapitalbevægelser skal beskattes, og skattesvindel og skatteunddragelse skal bekæmpes, fusioner og virksomhedsflytninger skal begrænses, især hvis de har afskedigelser som mål og virkning, arbejdstiden skal nedsættes uden lønnedgang og uden forringede arbejdsvilkår, EU's finansielle overslag skal genovervejes, små og mellemstore virksomheder skal støttes beslutsomt, der skal satses kraftigt på at forny uddannelsessystemet og på mere og bedre efteruddannelse, og der skal gøres en ende på den forskelsbehandling, som rammer kvinder og unge. På dette grundlag og ud fra, om der på dette afgørende område bliver fastlagt konkrete målsætninger, som der er tal og tidsplan for, vil vi analysere og vurdere resultaterne af topmødet i Lissabon.
Fru formand, kære kolleger, hr. formand, på baggrund af den interesse, som vi har udvist for beskæftigelsen, bør vi bemærke os, at det portugisiske formandskab har taget initiativ til igen at sætte fremtiden for den europæiske sociale model på den politiske dagsorden i EU. Før jeg udtaler mig om dette spørgsmål, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på nogle aspekter af den vej, som vi i Europa har fulgt i de sidste 10 år, så vi på et realistisk grundlag kan anlægge et perspektiv for de næste 10 år, således som det portugisiske formandskab har foreslået os det. Da vi for omkring 10 år siden diskuterede den fælles mønt og den nominelle konvergens, var der dem, der i de forskellige sammenhænge, hvor der blev diskuteret og truffet beslutninger, fremhævede, at der måtte gives prioritet til spørgsmål om beskæftigelse, økonomiernes reelle konvergens og den økonomiske og sociale samhørighed. Mange af os gav udtryk for denne holdning og fremlagde alternativer til den udstukne vej, så de udfordringer, som vi i dag står over for i tide kunne blive imødegået. Tilhængerne af den fælles mønt koncentrerede sig dog næsten udelukkende om at få den sat i værk, idet de troede, at med den - med euroen - var der fundet en metode og en anledning til at løse de sociale og udviklingsmæssige problemer, som EU - og især nogle af medlemsstaterne med den svageste økonomi - altid har kæmpet med. Efterhånden som tiden gik, og i erkendelse af, at den fælles mønt ikke alene førte til højere beskæftigelse, blev stats- og regeringscheferne tvunget til at ytre sig. Forsamlede i Luxembourg besluttede de at skabe retningslinjer, så medlemsstaterne kunne udvikle deres egne beskæftigelsesplaner, som de skulle fremlægge for Fællesskabet. Mens disse planer endnu var til debat, blev der fremsat ønsker om et nyt topmøde, så der kunne vedtages en beskæftigelsespagt, hvilket skete i Köln, uden at der overhovedet havde været afsat tid til at vurdere de praktiske følger af det, der var blevet besluttet i Luxembourg. Midt i det hele blev også Cardiff-proceduren besluttet, så der er altså sket en hel del, ofte uden større samordning, som vi imidlertid skal erindre os for bedre at kunne anlægge et perspektiv for de kursændringer, der absolut skal til. Fru formand, kære kolleger, jeg har opmærksomt læst det portugisiske formandskabs oplæg til topmødet i Lissabon, der går langt ud over de spørgsmål, der har med beskæftigelsen at gøre, og hvor der proklameres informationssamfund og social samhørighed. Vi diskuterer naturligvis ikke den strategiske målsætning om, at EU skal gøres til et økonomisk område baseret på innovation og viden, der i verdenssammenhæng er mere dynamisk og mere konkurrencedygtigt, med mere beskæftigelse og med en øget social samhørighed. Man skal dog ikke hævde, at denne strategiske målsætning er ny, for det er den ikke. Det er også på sin plads at sige, at vi har vanskeligt ved at forstå den passivitet, som mange af EU's regeringer har udvist over for den amerikanske erfaring med at bruge de nye teknologier som middel til økonomisk vækst og skabelse af beskæftigelse, og det lidt, som de har gjort først og fremmest for at støtte mange små og mellemstore virksomheder, der har haft svært ved at tilpasse sig den nye virkelighed og drage fordel af informationsteknologien. Jeg vil også gerne tydeligt sige, at vi går ind for den europæiske sociale model i modsætning til visse sociale modeller fra andre dele af verden, men vi går ind for den under forudsætning af, at det er en model, der kan gøres bedre, og som skal virkeliggøres for alle. Vi ser faktisk ikke topmødet i Lissabon som endnu et møde med flotte ord, der ikke viser sig at være andet end uforpligtende proklamationer. Så længe, fru formand, kære kolleger, der er forskelle på 400% mellem minimumslønningerne inden for EU, er det rigtige Europa endnu ikke opbygget. Så længe der er tocifrede arbejdsløshedsprocenter eller egentlige lommer af skjult arbejdsløshed i EU, er det rigtige Europa endnu ikke opbygget. Så længe familierne ikke er almindeligt anerkendt som den nødvendige kerne i den menneskelige og sociale udvikling, er det rigtige Europa endnu ikke opbygget. Så længe de fattige og udstødte, hvis antal er i synlig stigning i EU, ikke bliver genstand for særlig opmærksomhed fra det offentlige og fra samfundet, er det rigtige Europa endnu ikke opbygget. Så længe vi ikke tager fat på EU's demografiske problem, der vil medføre en krise i de sociale systemer, og eksistensen af en fjerde alder, er det rigtige Europa endnu ikke opbygget. Så længe velfærdssystemerne og særlig alderdomspensionerne er så forskellige fra den ene medlemsstat til den anden inden for EU, er det rigtige Europa endnu ikke opbygget. Så længe den reelle konvergens ikke er tilfældet, så længe den økonomiske og sociale samhørighed ikke gælder for alle, så længe den europæiske sociale model ikke udvikles, er det rigtige Europa, fru formand, kære kolleger, endnu ikke opbygget. Vi forventer ikke, at dette topmøde i Lissabon kan løse alle disse opgaver. Vi siger det med den realisme, som den taler med, der ved, og som også håber, at socialpolitikken og dens gennemførelse fortsat hører under medlemsstaternes kompetence. Under disse omstændigheder er det gennem samordning, at vi bør komme videre, så vi kan få det størst mulige fælles udbytte ud af de forskellige og krydsende institutionelle procedurer, der er vedtaget for at udvikle den socialpolitik, som EU allerede råder over. Ikke desto mindre vil jeg gerne afslutningsvist sige, at vi ønsker, at topmødet i Lissabon ikke lader sig nøje med at være et topmøde, der analyserer og diagnosticerer de sociale problemer, og hvor der ikke drages de nødvendige konsekvenser af konklusionerne. Mere end konklusioner og ord forventer befolkningen i EU's medlemsstater svar, og den ønsker handling. For vores del forventer vi, at det portugisiske formandskab forstår den politiske betydning af denne forskel.
Fru formand, kære formænd, ingen kan være fjendtligt indstillet over for en genetablering af betingelserne for fuld beskæftigelse, for grundlæggelsen af en vækstdynamik og for de europæiske nationers oprykning til verdensøkonomiens førstedivision. Men vi må være fjendtligt indstillet over for visse af Deres politikker, visse af Deres principper og over for en vis økonomisk integrisme. Traktaterne har allerede givet Dem alt for mange beføjelser og alt for mange økonomiske og handelsmæssige aktionsmuligheder, med de ulykkelige konsekvenser til følge som vi kender inden for alle områder, og alt dette på grund af Deres ultraliberale og mondialistiske politikker. De har erklæret, at De var meget optaget af de millioner af arbejdsløses og fattiges skæbner, som Deres politikker i virkeligheden har en stor del af æren for. Desværre har intet ændret sig, og det vil heller ikke ændre sig i fremtiden. De har til hensigt at fordrive det onde med det onde og benytte de samme skæbnesvangre metoder og de samme økonomiske principper på områder, som indtil nu er undgået Deres opmærksomhed, nemlig uddannelse, lønpolitik, direkte skatter, arbejdsret, social sikring og socialhjælp. Det mest fantastiske i alt dette er, at denne socialt set regressive politik i høj grad er implementeret af venstreregeringer i forskellige afskygninger - lyserøde, røde, grønne - der hylder den sociale retfærdighed under valgkampagnerne, men som foranstalter almen social tilbagegang, når de er ved regeringsmagten. Jeg vil gerne endnu en gang bekræfte vores overbevisning om, at der ikke findes nogen socialpolitik eller fuld beskæftigelsespolitik, som ikke har nationale og europæiske præferencer, og som ikke tager højde for at beskytte vores markeder mod den brutale verdenskonkurrence. Det er vores pligt først og fremmest at tænke på europæerne med hensyn til beskæftigelse, social sikring, familiepolitik og pensionspolitik. Deres forsøg på at gøre økonomien verdensomspændende er hverken nødvendigt eller uundgåeligt. Denne globalisering er blevet os påtvunget af den eneste supermagt, der har overlevet Den Kolde Krig og af nogle multinationale selskaber, der udvikler sig til selvstændige økonomiske magter, som påtvinger fuldstændig forsvarsløse stater, nationer og folk deres økonomiske vilje. De er således medskyldige i denne proces. De opmuntrer til den, De samarbejder, De foranstalter i virkeligheden, og på trods af virkningen af Deres foregribelser, desintegreringen af vores sociale sikringssystemer, usikkerheden på arbejdsmarkedet og den sociale tilbagegang. Europas sociale model risikerer ikke at kunne klare denne globalisering af økonomien, især ikke under de former, som den antager i dag, og som gennemføres uden hensyn til staternes sociale og nationale særegenskaber. Således er Deres ultraliberale flugt videre frem bestemt ikke nogen løsning på de sociale problemer, problemerne med et usikkert arbejdsmarked og beskæftigelsesproblematikken for 10 millioner europæere.
Hr. formand, topmødet i Lissabon vil producere en ny perlerække af pæne ord. Ordene skal være velkomne, men grundproblemet er, at vi har en Økonomisk og Monetær Union, som sætter hensynet til inflationsbekæmpelse over hensynet til beskæftigelsen. Centralbanken har sagt, at prisstigningen altid skal holde sig under 2%. Stabilitetspagten siger, at underskuddet på finansloven i almindelige år højst må være 1%. Der er ingen krav om, at arbejdsløsheden skal være under 5% eller - endnu bedre - under 2 eller 1%. Det er prisen på pengene, som ikke må stige, det er det offentliges forbrug, som ikke må stige. Det kunne tænkes, at et land ønsker at begrænse sin arbejdsløshed med offentlige investeringer, men det er forbudt. Det er vigtigere at fastholde pengepolitikken som en hellig ko end at give de arbejdsløse et job. Jeg finder det vigtigere at tage hensyn til familiernes økonomi og sikre, at farmand kommer hjem med en lønseddel i stedet for en fyreseddel, og sådan tænkte den danske regering, der kom til i 1993. Vi havde i 1992 9,2% arbejdsløse, både i Euroland, altså i de 11 lande, og i Danmark. Fra 1992 til 1998 er ledigheden i Danmark faldet til 5,1%. I Euroland er den steget til 10,9%. Vi har i Danmark haft en samlet vækst på 20% mod 10% i Euroland. Hvis den danske regering havde gjort det samme i dag, så ville det have været direkte ulovligt og grundlovsstridigt, fordi underskuddet på finansloven dengang var 3,9%. Nu har Danmark også overskud på finansloven, fordi de, der fik fyresedlen skiftet ud med en lønseddel, også begyndte at betale skat i stedet for at hæve understøttelse. Jeg synes, statsministrene skulle studere det danske eksempel, når de mødes til økonomisnak i Lissabon. Vi har brug for en ændring af ØMU-traktaten i stedet for en ny samling pæne ord til de ledige. Min gruppe håber, at de danske vælgere beslutter at bevare den danske krone, når de nu skal til folkeafstemning om ØMU-tilslutning den 28. september i år.
Hr. formand for Rådet, jeg har med interesse hørt de ord, som De her har rettet til os, og selvfølgelig kan ingen af de tilstedeværende være andet end enige i dem på det generelle plan, når det drejer sig om hensigtserklæringer, der svarer til den opfattelse, som vi alle har af beskæftigelsesproblemerne i Europa. I denne sammenhæng indgår også det, som De nævnte som en af målsætningerne for topmødet i Lissabon, nemlig kampen mod det politiske underskud i Europa. Det er netop, fordi jeg mener, at vi, hvis vi blot nøjes med at komme med generelle udtalelser af denne slags, vanskeligt kan overvinde dette politiske underskud, at jeg gerne vil stille Dem nogle konkrete spørgsmål, så jeg kan forstå, hvad det er for en politik, der under Deres formandskab skal sættes i værk efter topmødet i Lissabon. Det første spørgsmål, som jeg - meget direkte - gerne vil stille, drejer sig om et institutionelt forhold, som vi først i dag har lejlighed til at diskutere med formanden for Rådet. Det drejer sig om det mest alvorlige politiske problem, som vi er blevet konfronteret med i den seneste tid: problemet med Østrig. Det spørgsmål, som jeg meget klart vil stille Dem, er dette: Repræsenterer De her som formand for Rådet 14 lande i Unionen eller 15 lande i Unionen? Det er helt relevant at stille dette spørgsmål, eftersom De som formand for Rådet har virket og handlet som talsmand for bilaterale beslutninger mellem stater. I denne sammenhæng er dette spørgsmål helt relevant, og jeg beder om et svar, der er så klart som muligt. Jeg mener, at det er meget alvorligt, at man på det institutionelle plan bevæger sig i retning af at erstatte de fælles beslutninger, som traktaten forpligter sig til inden for EU, med bilaterale beslutninger mellem regeringer. Jeg taler ikke om det østrigske spørgsmål i sig selv, men om den alvorlige præcedens, som kan skabes, hvis det fællesskab, som traktaten foreskriver, erstattes af bilaterale beslutninger, i dag mod ét land, i morgen mod et andet eller andre lande. Det er det første spørgsmål. Det andet spørgsmål drejer sig om beskæftigelsestopmødet. Det var min opfattelse, også fordi jeg deltog i de diskussioner, der gik forud for, at beskæftigelsesproblematikken kom på Rådets og EU's dagsorden, at beskæftigelsestopmødets oprindelige formål var at løse de problemer, der ikke vedrører den nye vidensøkonomi, men den gamle europæiske økonomi, altså de arbejdsløshedsproblemer, der findes i fabrikkerne, på skibsværfterne, i jern- og metalindustrien, i stålproduktionen, og at det var disse beskæftigelsesproblemer, der oprindelig skulle stå på beskæftigelsestopmødets dagsorden. Det er derfor relevant at spørge om, at man, når man begynder at tale om problemerne med den nye vidensøkonomi, den nye digitale økonomi - der, så vidt jeg ved, endnu ikke har skabt beskæftigelse i Europa, for ikke at tale om arbejdsløshed - ikke er i gang med at erstatte den manglende evne til at gøre noget ved de aktuelle arbejdsløshedsproblemer med noget, der i vid udstrækning og indtil videre blot er retorik om fremtidens beskæftigelsesproblemer ... Ingen mere end alle os forstår den vitale rolle, som Internettet har, som den digitale økonomi og vidensøkonomien har, men det var ikke beskæftigelsestopmødets oprindelige formål. Formanden for Rådet afsluttede i et let ideologisk tonefald, og kun godt. Hvis dét er den socialdemokratiske politik for fremtidens økonomi, vil jeg erindre om, at et af de alvorligste problemer, hvad angår internetøkonomien og Europas efterslæb, er den mangel på iværksætterånd, der ligger i uddannelsessystemet, i regeringernes politik og i den måde, som institutionerne arbejder på. Det er denne mangel, som skal afhjælpes, hvis fremtidens vidensøkonomi skal sikres.
Hr. formand for Rådet, jeg vil først gerne byde Dem velkommen til Europa-Parlamentet, i særdeleshed fordi De med Deres tilstedeværelse symboliserer det, som formanden for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe allerede her har nævnt, nemlig den politiske symbolik, som der ligger i, at De under Deres rundrejse til hovedstæderne er kommet hertil for også at høre, hvad Europa-Parlamentet mener. Det er ikke første gang, at der under det portugisiske formandskab er et anderledes og politisk stimulerende forhold mellem Rådet og Parlamentet, men dette er virkelig en betydningsfuld gestus, som det, med min kollega, hr. Barón Crespos, ord, glæder os at bemærke. Vores holdning er klar. Vi støtter den portugisiske regerings initiativ, fordi der er tale om et seriøst initiativ, og fordi vi er enige i dets indhold både med hensyn til de strategiske mål og de øvrige målsætninger. Den måde, som dette topmøde planlægges på, er også en god illustration herpå. For det første seriøsiteten og grundigheden i det dokument, der blev lagt frem i januar, dernæst de forskellige forberedende møder og den medvirken som dette topmøde har fået fra både arbejdsgivere og fagbevægelse, og endelig de seneste input fra forskningens side i form af det møde, der for nylig fandt sted med deltagelse af nobelpristagere og forsknings- og teknologiministre. Dette viser seriøsiteten, dette viser, at man fokuserer på indholdet i forberedelsen af topmødet. Vi støtter dog også initiativet, hvad angår det centrale mål, der allerede er nævnt, fordi det for første gang ikke blot igen placerer beskæftigelsen og de sociale spørgsmål i centrum af den europæiske debat, men også igen placerer "målet om fuld beskæftigelse" inden for mulighedernes rækkevidde. I mange år har mange sagt, at det var umuligt, at det i de nye samfund ikke igen ville kunne lade sig gøre at nå dette mål. Tillykke, hr. formand, fordi dette spørgsmål igen bliver dagens emne uden at fornægte den sociale samhørighed og de værdier, der for os er fundamentale, fordi de ikke blot er grundlaget for EU's projekt, men også grundlaget for vores civilisation og frem for alt for vores opfattelse af, i hvilket omfang alle europæere skal vise solidaritet med hinanden. Vi sagde det i januar, og jeg vil gerne gentage det: Vi stiller os ikke tilfreds med, at denne strategiske målsætning prioriteres højt af ét formandskab, at den kun prioriteres i seks måneder, og vi opfordrer igen Rådet og Kommissionen til at påtage sig denne målsætning ikke blot som en seks måneders prioritering, men som en opgave for EU, der er lige så vigtig som den opgave, der ligger i udvidelsen, eller den opgave, som uddybningen af EU stiller os over for. Kun på den måde kan der leves op til den seriøsitet, som formandskabet forbereder dette ekstraordinære rådsmøde med. Tillykke, hr. formand.
Hr. formand, hr. rådsformand og hr. kommissionsformand, jeg vil gerne udtrykke min glæde over, at der er sat en offensiv dagsorden for beskæftigelsen og den økonomiske udvikling ved topmødet i Lissabon. Det er en dagsorden, der betoner, at det er en stærk og dynamisk økonomi og en bedre konkurrenceevne, der skal sikre målet om større beskæftigelse i EU. Det er jo tankevækkende, at EU halter så meget bagefter, både hvad angår forskningsindsats, udvikling af ny teknologi og skabelse af arbejdspladser, i forhold til USA. Der er behov for en fælles indsats for at styrke forskning og udvikling, herunder forskning med relation til informationsteknologien, og der er behov for at styrke det indre marked og skabe de nødvendige forudsætninger for at få det fulde udbytte af den nye teknologi og for at udvikle handelen over Internettet. Det er rigtigt at få sat fokus på uddannelsessystemernes og den offentlige administrations adgang til og anvendelse af Internettet og skabe det, man har kaldt "det lærende samfund", og det er rigtigt at sætte fokus på adgangen til risikovillig kapital og på anden vis styrke de små og mellemstore virksomheders forhold. Kommissionen har i sit oplæg til topmødet sat talmæssige mål for udviklingen i beskæftigelsen, i arbejdsløsheden og i kvindernes beskæftigelse. Kommissionen har også i sit oplæg fastsat et mål for nedbringelse af fattigdomsproblemerne i Europa i de kommende 10 år. Jeg finder det rigtigt, at vægten er lagt på fælles mål, for landenes politik på dette område vil være forskellig - og skal være forskellig. I nogle EU-lande - ingen nævnt, ingen glemt - kæmper man med en stor ungdomsarbejdsløshed, i andre lande, f.eks. i mit eget land Danmark, er de unges ledighed meget lav, ja, der er ligefrem kamp om at tiltrække de unge mellem arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner. Der er forskelle mellem landene, hvad angår problemer, systemer, kultur og tradition, og derfor skal der være forskelle i valget af midler til at nå de fælles mål om øget beskæftigelse og mindre social udstødelse. Beskæftigelsespolitikkens udformning sikrer dette med Luxembourg-processens udveksling af erfaringer og ideer, og selv om der er en lang række fælles træk i de problemer, vi står overfor i de kommende år, både hvad angår beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken, ja, så er der nogle fælles udfordringer, og nogle af dem må vi løse hver især, men det er også af stor vigtighed, at landene ikke modarbejder hinanden i løsningen af de sociale problemer, men tværtimod samarbejder og giver hinanden gensidig inspiration. Jeg vil sige, at det er vigtigt, at vi sigter mod fælles mål, men det er også vigtigt, at de enkelte lande fastholder suverænitet og ansvar i fastlæggelse af social- og beskæftigelsespolitik, og at vi har en vis konkurrence mellem systemer, der kan sikre dynamik og udvikling i udformning af social- og beskæftigelsespolitikken.
Hr. formand, som repræsentant for Flandern, og på vegne af - hvad jeg ville kalde - landeregionerne, repræsenteret i Den Europæiske Fri Alliance, blev jeg berørt af Deres opfordring til en stærk europæisk holdning, hvor de 15 medlemslande ikke forsøger at vinde magt, men hvor samarbejdet derimod styrkes. De påpegede, at der findes 15 forskellige offentlige meninger, men i virkeligheden er der mange flere. Der er nemlig også store indbyrdes forskelle i medlemslandene. Må jeg som belgier påpege meningsforskellen mellem Flandern og Vallonien? Må jeg fremhæve forskellen mellem det tidligere Østtyskland og Vesttyskland? Desuden truer faren for en dualisering af vores offentlige mening som følge af globaliseringen. I stedet for de tidligere forskelle mellem dem der har, og dem der ikke har, har vi nu forskellene mellem dem, der kan følge med, og dem der ikke kan følge med, dem i samfundet der giver op. Det udgør en særlig stor fare. I Europa skal alle kunne følge med. Hver region skal kunne følge med, og alle skal kunne være en del af videnssamfundet. Europa skal da også mere end i fortiden kunne trække på realiteterne i disse regioner, så regionernes styrke kan anvendes optimalt til kreativitet og til en mere realistisk beskæftigelsespolitik. Vi har måtte konstatere, at beskæftigelsestallene på trods af de mange midler, der gives ud til strukturfondene, stadig varierer. Jeg er derfor betydeligt større tilhænger af regionsnetværk end af et Europa, hvor hvert medlemsland sætter sig på sin egen høje hest.
Hr. formand, hr. Guterres, hr. Prodi, mine damer og herrer, det er glædeligt, at Kommissionen og det portugisiske formandskab udråber fuld beskæftigelse til at være målet for europæisk politik. Det støtter jeg, men til et fremtidsorienteret forbillede for fuld beskæftigelse hører frem for alt kvalificerede og socialt sikrede arbejdspladser. Vi må udforme økonomien og arbejdsmarkedet således, at erhvervsarbejdet bliver miljømæssigt bæredygtigt. De satser først og fremmest på yderligere deregulerende økonomiske reformer på det indre marked, på internetrevolutionen, på e-commerce og e-business som jobmaskine. Med denne politik kan de ikke indfri løftet om fuld beskæftigelse. Økonomiske reformer som f.eks. liberaliseringen af det indre energimarked har medført en skarp konkurrence og talrige fusioner. Det har kostet arbejdspladser, og denne tendens fortsætter. Hr. Bangemann lovede allerede i midten af 90'erne en gigantisk jobvækst på grund af informationssamfundet. Resultatet har bragt os ned på jorden igen. Tilvæksten inden for medierne, mobiltelefoni og software kunne ikke opvejes af antallet af tabte jobs inden for telekommunikationssektoren, den elektroniske industri og den rationalisering, som er resultatet af informationsteknologien inden for andre sektorer af økonomien. Når jeg ser, at mange virksomheder inden for e-commerce ganske vist har en gigantisk markedsværdi, men at driften til stadighed er underskudsgivende, bliver jeg ikke ubetinget mere optimistisk til mode. E-commerce og e-business har sikkert en stor fremtid. Deres bidrag til øget beskæftigelse overdrives dog nærmest religiøst af deres forkæmpere. Derfor tror jeg, at vi har brug for et andet policy mix til en ny politik for fuld beskæftigelse. Det vil først og fremmest sige en mindre stram pengepolitik, en budgetpolitik til at styrke udvidelses- og fremtidsinvesteringer og en produktivitetsorienteret lønpolitik, der kan give impulser til efterspørgselen på det europæiske hjemmemarked og til væksten i antallet af arbejdspladser. For det andet en strategi, der indeholder en drastisk arbejdstidsnedsættelse og omfordeling af arbejdet mellem kvinder og mænd. For det tredje udbygningen af offentligt støttet beskæftigelse inden for miljømæssigt bæredygtige sektorer af økonomien og en tilsvarende holdbar fornyelsespolitik, specielt når det drejer sig om at styrke de små og mellemstore virksomheder i fremtiden. For det fjerde handler det om at få en uafhængig arbejdsmarkedspolitik. Det forudsætter et farvel til strategier om lavtlønssektorer og arbejdspligtmodeller for ufaglærte, for kun med en bred anlagt uddannelsesoffensiv kan vi skabe et tilstrækkeligt grundlag for kvalificerede arbejdskræfter til det vidensbaserede samfund, til miljøeffektive, sociale og kulturelle tjenesteydelser. Hvis vi ikke vælger denne vej, underminerer vi den fremtidige velstand, konkurrenceevnen, økonomiens produktivitet og samfundets sociale samhørighed.
Hr. formand, de europæiske ledere vil hovedsagelig beskæftige sig med tre nøglespørgsmål, når de mødes i Portugal senere på måneden. De vil for det første undersøge, hvordan Den Europæiske Union bedst tilpasser sig de bredere virkninger af globaliseringen af handlen. For det andet vil de undersøge nærmere, hvilke initiativer der skal gennemføres for at undgå og bekæmpe social udstødelse i samfundet. For det tredje vil lederne fremlægge nye programmer for at sikre, at Den Europæiske Union er en leder inden for alle dele af de ændrede og udviklende markeder for informationsteknologi. Verden bliver mindre, hvad angår markedsadgang, og begrebet "global landsby" er ikke helt ved siden af. Globaliseringen vil dog ikke og må ikke være ensbetydende med absolut og fri markedsadgang for alle produkter og tjenesteydelser på nuværende tidspunkt. Det er klart, at hvert land prioriterer forskelligt i forbindelse med de forskellige økonomiske sektorer, de hver især ønsker at beskytte. Det står klart efter den afsluttede Uruguay-runde af GATT-forhandlingerne og vil tydeligt fremgå af Verdenshandelsorganisationens forhandlinger, som finder sted i løbet af de næste tre år. Ud fra Den Europæiske Unions synspunkt er det vigtigt, at den aftale, lederne indgik i Berlin sidste år, og som blev godkendt af Parlamentet i forbindelse med den fremtidige forvaltning af den fælles landbrugspolitik for perioden 2000-2006, ikke genåbnes i nogen som helst form. Initiativer til fremme af kulturel og sproglig mangfoldighed i Europa skal desuden fortsætte med henblik på støtte. Vi må ikke opbygge et Europa af velhavende og fattige. Den Europæiske Union er som økonomisk enhed meget stærk, men der er stadig store sociale problemer, som skal behandles på en struktureret måde. Vi skal fortsat iværksætte omfattende uddannelsesprogrammer for de unge og langtidsledige i både by- og landbrugsområderne i Europa. Den Europæiske Socialfond og de nationale regeringer skal fortsat finansiere programmer til revalidering af stofmisbrugere, fremme læsefærdighederne hos voksne og modvirke, at elever går tidligt ud af skolen.
Hr. formand, et velfungerende arbejdsmarked med varig ligevægt mellem udbud og efterspørgsel er et længe næret ønske. Det er derfor forståeligt, at den langvarige høje arbejdsløshed i EU står højt på dagsordenen for det europæiske topmøde i Lissabon. Men spørgsmålet er, om man med god ret kan ophøje beskæftigelsespolitik til europæisk politik. På trods af den tilfredsstillende økonomiske vækst stagnerer faldet i arbejdsløshed. I nogle medlemslande med høj økonomisk vækst er der tale om et spændt arbejdsmarked og voksende inflation. I andre medlemslande er der tale om lav vækst, stor arbejdsløshed og stabile priser. Specifikke instrumenter som f.eks. rente og valutakurs er ikke længere til rådighed. Og alligevel kræver udsvingene i konjunkturerne forholdsregler, der er specifikke for de enkelte medlemslande. Tilstræber Rådet også det? Og hvilke forholdsregler har Rådsformandskabet i så fald i tankerne? På et spændt arbejdsmarked er der ikke nogen, der sidder og venter på vækst i arbejdsintensive sektorer. Men kommer det også til udtryk i politikken? Vælger man selektiv vækst der? Og er man rede til at overlade væksten i arbejdsintensive sektorer til områder med en høj arbejdsløshed? Hvis bekæmpelsen af arbejdsløsheden er en alvorlig sag for topmødet i Lissabon, forsøger man ikke udelukkende at tage helhedsprægede forholdsregler. Det, det kommer an på, er at bringe arbejdet til de steder, hvor arbejdsløsheden er højest. Det er risikabelt at forvente, at arbejdsløse vil flytte til områder, hvor der er arbejde, især hvis det angår flytning over landegrænser. Følgen kan blive yderligere affolkning af visse tilbagestående områder. Hr. formand, med indføringen af den fælles mønt har vi ikke gjort det nemmere for os selv at opgive medlemslandspecifikke monetære økonomiske instrumenter til styring af konjunkturerne. Jeg kan forestille mig, at Storbritannien, Sverige og Danmark vil tænke sig om en ekstra gang, inden de kaster sig ud i euroeventyret. Det, der skal laves på beskæftigelsestopmødet, er derfor gode, varige aftaler til at bekæmpe arbejdsløshedens onde. Naturligvis skal der tages hensyn til subsidiaritetsprincippet, for det er trods alt medlemslandene selv, der først og fremmest skal tage fat på problemerne.
Hr. formand, jeg vil takke statsminister Guterres oprigtigt for hans redegørelse, og også for hvor tydelig redegørelsen var. Mit store spørgsmål til det nævnte er, hvad er der af nyt? I øjeblikket har vi naturligvis et makroøkonomisk samarbejde, den såkaldte Köln-procedure, vi har en procedure på beskæftigelsesområdet, Luxembourg-proceduren. Hvad kommer topmødet til at tilføje af nyt på dette område? Hvad der er nyt, er naturligvis spørgsmålet om social beskyttelse. Det er der stort set ikke blevet talt om på højt niveau. Efter min mening er også det et meget vigtigt emne at tale om. Efter min mening er det let at se, hvad der kan læres af Luxembourg-proceduren på det område, og derefter erklære, at det kan finde anvendelse på social beskyttelse. Jeg undrer mig dog over, hvorfor der i den forbindelse ikke må tales om det offentlige sundhedsvæsen. Det er en vigtig del af den sociale beskyttelse, som stadig er i krise, og - hvad der koster rigtig mange penge, og er meget vigtigt for mange mennesker - som Rådet åbenbart endnu ikke vil tale om. Så bekymrede hr. Barón mig noget ved at sige, at det program, som ligger foran Dem, hr. formand, egentlig er et socialdemokratisk program. Så gik jeg i tankerne Deres tale igennem en gang til, og jeg mener, at der virkelig er et punkt i den, som er meget socialdemokratisk. Det er nærmere bestemt det punkt, hvor man vil organisere makroøkonomien på en sådan måde, at den fører til beskæftigelse. Det er naturligvis sådan, at hvis der føres en god makroøkonomisk politik, så følger en forbedring af beskæftigelsen automatisk. Det har vi set. Men på den anden side må den sunde regel for makroøkonomien ikke misbruges ved at specificere for meget. Så opstår der nemlig en situation, som en lang række socialøkonomiske, socialdemokratisk regerede økonomier har oplevet, og stadig oplever, hvor beskæftigelsen til sidst falder som offer for den forkerte makroøkonomiske politik. Det må ikke ske. Jeg håber således, at statsministeren ikke foreslår at afskaffe den makroøkonomiske politik, som vi har ført i de seneste år, og som har ført til stor succes, eller at forandre den, så den ikke længere er effektiv. Til sidst, hr. formand, har jeg et problem med det portugisiske formandskabs dokumenter, og også i nogen, men mindre, grad med Kommissionens dokumenter. Det er deres karakter af forsvar. I en række lande i Europa, herunder Danmark, Irland, og også Nederlandene, er der opnået lige så gode resultater på beskæftigelsesområdet som i USA. Det er således muligt for europæere at gøre det efter. Andre lande synes i langt mindre grad at have været i stand til det. Så er det meget mere fornuftigt at undersøge, hvorfor resultaterne i nogle lande er så usædvanlig dårlige, hvorfor resultaterne i nogle regioner er så usædvanlig dårlige, i stedet for at sige, at resultaterne her er meget dårligere end i USA. Efter min mening passer det generelt ikke, især ikke hvis vi tager hensyn til, at det indre marked først trådte i kraft den 1. januar 1993. Det er stadig relativ kort tid.
Hr. formand, premierminister Guterres har været overbevisende. Formandskabets forslag adskiller sig fra den sædvanlige fællesskabsjargon. De europæiske borgere vil ikke have en teologisk debat, de forventer konkrete handlinger. Ifølge professor Fitousi er det største underskud, der for indenværende truer det europæiske samfund, et fremtidsunderskud. Mange af vores medborgere er bange for fremtiden, som man har malet sort for dem i to årtier. Den mindste ulykke fremstilles som en uigenkaldelig økologisk katastrofe. Videnskaben kaldes ofte for det rene djævelskab. Resultatet er, at færre og færre unge vender sig mod videnskabelige studier. Man forlanger, at folk skal være fleksible og gå ind i det tøjlesløse kapløb mod produktivitet. Europa er blevet yderst produktivt, ellers ville Fællesskabet ikke være verdens førende eksportør. Ikke desto mindre er den fremherskende idé stadig den om tilbageholdenhed blandt lønmodtagerne alene. Ifølge det eksisterende dogme skal lønforhøjelserne holde sig et godt stykke under produktivitetsfremgangen, ellers tager inflationen til igen. De overdrevne overskud, der investeres på verdensøkonomiens kasino, har tilsyneladende ingen indvirkning på inflationen. Jeg taler ikke her imod stabilitetspolitikken eller de nødvendige strukturreformer. Fuldendelsen af det indre marked, den større gennemsigtighed og dermed konkurrence, som er opstået på grund af euroen, kan stadig trænge til en del justeringer. De nye teknologier giver mange professioner en ændret profil. Den elektroniske handel udrydder mange mellemled. De fleste mennesker er villige til at acceptere ændringer, hvis man altså ikke udelukkende byder dem stadig mere usikkerhed på arbejdsmarkedet og stadig mindre social sikring som eneste fremtidsperspektiv. Men Europa har nu alle muligheder for at genetablere en bæredygtig vækst, hvilket er endnu en grund til at tilføje større sociale ambitioner til vores økonomiske og monetære mål. Unionen har altid haft held med sig, når den har sat sig konkrete mål. Det Indre Marked, den Økonomiske og Monetære Union samt dens konvergenskriterier og handlingsplanerne for beskæftigelsen udsprunget af Luxembourg-topmødet har givet konkrete resultater. Det drejer sig nu om at komme et skridt videre, at sætte sig nogle fælles vækstmål for at opnå fuld beskæftigelse og skabe en europæisk sociallovgivning ... (Formanden afbrød taleren) Jeg kunne sige meget mere. Hr. formand, vi sætter vores lid til Dem.
Hr. formand, jeg vil gerne takke premierminister Guterres for hans meget engagerede tale. Jeg opfatter også globaliseringen og de hurtige ændringer som de store udfordringer, og jeg mener også, at det kun vil lykkes, hvis befolkningerne inddrages. Derfor var jeg også meget glad for Kommissionens dokument til Lissabon-mødet med dets to hovedbudskaber. Det ene er - havde jeg nær sagt - det sædvanlige om økonomien, men det andet og nok så vigtige er, at vi skal styrke den europæiske samfundsmodel ved at investere i mennesker. Hovedbudskabet er, at mennesket skal stå i centrum for EU's politikker. Jeg er helt enig i dette hovedbudskab, og jeg er også enig i det, der er blevet sagt om social samhørighed, men jeg vil gerne advare mod forestillingen om, at den samhørighed kan skabes, ved at man tromler hen over de enkelte lande i et forsøg på at skabe ensartethed. Vi har vores måde i Danmark, som Jens-Peter Bonde fremhævede det, og andre lande har deres, som det også er blevet nævnt. Det afgørende er, at de enkelte medlemslande og EU respekterer, at der kan være forskellige måder at løse problemerne på. Jeg håber derfor ikke, at der fremover bliver forhandlet på en sådan måde, at Danmark i forbindelse med regeringskonferencen og diskussionen af de sociale ordninger bliver nødt til at nedlægge veto, men jeg håber, at vi får ligeværdige forhandlinger og dermed også resultater, vi alle kan gå ind for. Det siger jeg også, fordi vi skal have andet end en sammenligning med USA på dagsordenen. Vi må aldrig nogen sinde glemme, at vores største opgave i Europa er at hele Europa, dvs. vi må ikke tabe udviklingsperspektivet af syne. Jeg vil slutte med at sige, at social samhørighed skal skabes såvel i de enkelte lande som i Europa som helhed, men det vil ikke lykkes, hvis der ikke bevares en sammenhængskraft i de enkelte lande mange år fremover.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg er først og fremmest optaget af informations- og videnssamfundet, der skal fremmes under det portugisiske formandskab. Den, der i en tid med fusioner og rationalisering trækker arbejdspladsargumentet op af inderlommen som legitimation for ny teknologi, må først og fremmest være klar over, at det aldrig vil være muligt at tilvejebringe en retfærdig fordeling af alle samfundsmæssigt nødvendige arbejdsformer alene ved hjælp af ny teknologi. For at nå så langt har vi først brug for en offensiv til omfordeling af arbejdet ved hjælp af en drastisk arbejdstidsnedsættelse og en omfordeling af det reproduktive arbejde. Disse forslag er ikke nye, men de har fået fornyet aktualitet. Hvorfor? Fordi det i den hidtidige debat om informationssamfundet fuldstændig blev tilsløret, at det kun er en teknisk veluddannet elite, der drager nytte heraf! For at forhindre, at vi igen taler om en teknologi, der lover velstand til alle, men hvor samfundsstrukturerne ikke ændrer sig, har vi brug for en diskussion om magt og ressourcefordeling. Eller har industrialiseringen, atomkraften, bioteknologien hidtil bidraget til større retfærdighed? Et vigtigt punkt mangler desværre fuldstændigt i debatten - så ofte og så gerne vi ellers nævner forbrugerbeskyttelse i Parlamentet. Retten til databeskyttelse er hverken indeholdt i Euro-Paper, og det spiller heller ingen rolle i den aktuelle debat om emnet e-commerce. Jeg spørger mig selv, hvor bliver det emne af! Eller har man allerede glemt de nyligt fremlagte beviser på det globale aflytningssystem Echelon? Hvis vi ønsker at forblive troværdige i forbindelse med udarbejdelsen af et europæisk charter for grundlæggende rettigheder, så må retten til privatlivets fred naturligvis gennemføres i hvert eneste af vores programmer - og netop i forbindelse med de nye teknologier.
Hr. formand, jeg synes, det er virkelig godt, at man lægger så stor vægt på at bekæmpe arbejdsløsheden i det portugisiske program, og at man har det som mål at fjerne arbejdsløsheden. Der er dog alligevel en ubalance i programmet, som jeg er bekymret over, og som jeg gerne vil komme ind på. Betoningen af videnssamfundet - eller informationssamfundet - i dette program, lige som i de forskellige nationale programmer, som vi kender, fører nemlig til en fokusering på de innovative kræfter, virksomhedsejerne, de nye virksomheder og de nye brancher. Man tilrettelægger uddannelser, man skaber en skattepolitik, man bruger risikokapital, man gør alt muligt for at servere alt på et fad for disse innovative kræfter. Min erfaring med disse brancher er imidlertid, at de klarer sig ganske godt. Ofte har de alt for megen kapital, og de bliver ofte forkælet. Jeg har set virksomheder i IT-branchen, som er så forkælede, at man ikke tror, det er rigtigt. Jeg mener, at man i stedet skulle bruge ressourcerne på at forsøge at forhindre en spaltning af samfundet, en opdeling af samfundet i to sektorer: en ny økonomi og en gammel økonomi. Frem for alt bør man skabe nogle integrationsmekanismer. Det måske allervigtigste er at skabe en infrastruktur, som er udformet således, at de ikkeekspansive brancher har en chance for at følge med, og at de befolkningsgrupper, der befinder sig i periferien, kan være med. Derfor synes jeg, at man bør satse på computere i folkeskolen, bredbåndsnet til tyndt befolkede områder, teknologiske folkebiblioteker og en offentlig sektor, som ikke må gøres fattigere, men derimod skal styrkes.
Hr. formand, dagsordenen for Lissabon-topmødet, der afholdes den 23. og 24. marts 2000, er lige til at blive svimmel af. Hvis vi udelukkende bliver ved overskrifterne, ser man et Europa baseret på innovation og viden, strukturreformerne, konkurrenceevnen, den europæiske sociale model, beskæftigelsen, den sociale samhørighed, de makroøkonomiske politikker og den bæredygtige vækst. På dette grundlag er det ikke forbavsende, at de mange bidrag fra formandskabet, Kommissionen og medlemslandene for øjeblikket har en tendens til at sprede sig i alle retninger. Dette arbejde kan afsluttes på to meget forskellige måder. Enten vil der ske en udstrakt udveksling af stimulerende idéer, som hver enkelt derefter forsøger at implementere hjemme hos sig selv, eventuelt ved hjælp af fællesskabsinitiativer inden for det nye område med elektronisk handel - og denne hypotese ville ikke være så dårlig endda - eller også vil Rådet absolut udvise resultater i form af overdragelse af kompetence til Europa, og vi vil få større centralisering og bureaukrati, det vil sige præcis det modsatte af, hvad vi har brug for. Læsningen af dokumenterne giver os noget at frygte i denne henseende. Her kan man læse - undskyld jargonen, det er ikke min egen - at vi må få Köln-proceduren omkring koordinering af de makroøkonomiske politikker, Cardiff-proceduren omkring strukturreformerne og Luxembourg-proceduren omkring koordinering af beskæftigelsespolitikker til at konvergere bedre, alt imens vi, i forbifarten, beriger indholdet af beskæftigelsesaftalen og den multilaterale opfølgning på budgetpolitikkerne. Men hvordan kan vi sikre en bedre konvergens mellem alle disse yderst forskellige procedurer? Dokumentet af den 12. januar fra formandskabet giver nøglen hertil i sin konklusion. Vi bør reformere de overordnede økonomiske politiske retningslinjer, der pt. kun har status af en årlig anbefaling fra Rådet til medlemsstaterne - for at udvide deres anvendelsesområde og især, jeg citerer: "styrke deres karakter af rammedokument". Ordet "ramme" synes her at skulle forstås i sin dobbelte betydning af syntese og pligt. Hr. formand, er vi ikke med disse globale dokumenter i færd med at genopfinde GOS-planen? Man kan spørge sig selv, især når man læser det franske bidrag, der føjer nye elementer til centralstyringen ved at foreslå, at vi i Bruxelles koordinerer en hel række nationale politikker, f.eks. inden for beskæftigelsen, den sociale sikring eller små og mellemstore virksomheder, og ved at vedlægge et stort batteri af indekstal, som man må organisere overvågningen af. En sådan centraliseret styring ville munde ud i nye overtrædelser af nærhedsprincippet, nye detailharmoniseringer, nye modstridende samordninger for lande, der befinder sig i forskellige situationer, hvilket egentlig blot betyder nye stive systemer, der føjer sig til den stivhed, der er i den fælles valuta. Lissabon-topmødets ambition burde snarere være at fjerne denne stivhed i systemerne, at fremme fleksibiliteten, tilpasningsevnen og at udveksle positive nationale erfaringer for at opmuntre til en kreativitet, der kun kan udvikle sig takket være befolkningernes frie valg.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, kære kolleger, i de taler, vi har hørt, blev der nævnt et ophøjet mål, nemlig et mål om, at vi som europæere bliver konkurrencedygtige over for USA, at vi udvikler os til ligeværdige partnere med USA. Når vi ser på vores bruttonationalprodukt, burde det faktisk være muligt. Men når vi på den anden side f.eks. på det personrelaterede område - når det drejer sig om at finde en ny formand for Den Internationale Valutafond - ser på, hvordan europæerne forholder sig over for amerikanerne, er vi uden tvivl stadig meget langt fra dette ligeværdige partnerskab. Vi må spørge os selv, hvad det skyldes. Der findes jo sektorer inden for økonomien - også inden for de nye medier - hvor vi er førende. Lad mig blot nævne mobiltelefonerne. Her i Europa-Parlamentet har vi med rette forbudt dem, for de er en plage. Men samtidig har de også gjort livet væsentligt lettere på mange områder, for de skaber arbejdspladser. Og vi europæere er førende på dette område. Hvorfor er vi det? Det er vi, fordi det er lykkedes os at nå frem til en fælles europæisk ordning, vi er i tide nået frem til en fælles europæisk standard, der i dag er blevet verdensstandard. Det vil sige, når vi europæere tager os sammen i tide, er vi også konkurrencedygtige inden for nye teknologier. Hvor ligger Europas mangler så egentligt? Jeg tror ikke, hr. rådsformand, at vi kan fjerne manglerne ved at oprette flere overvågningsorganer, således som det er planlagt på nuværende tidspunkt. Jeg tror, at disse organer kan skabe nogle få arbejdsplader for embedsmænd, men de skaber ingen arbejdspladser i små og mellemstore virksomheder. I Europa har vi mangler ved uddannelsen. Det viser sig ved, at vi inden for de nye medier er nødt til at importere fra lande uden for Europa. Europa mangler, som det allerede er blevet nævnt, iværksættere og iværksætterånd. Der er for få unge mennesker, der er villige til at påtage sig den risiko, der er forbundet med selvstændig virksomhed. Vi har for lidt fleksibilitet i udformningen af vores arbejde, organiseringen af arbejdet. Hvis man laver flere stive regler, og som f.eks. i Frankrig indfører en stiv 35-timers uge, så er jeg overbevist om, at det ganske vist på kort sigt kan skabe arbejdspladser, men at det på langt sigt skader vores konkurrenceevne og således på langt sigt tilintetgør arbejdspladser. I Europa er vi også stadig langt fra et fælles hjemmemarked. Vi har 15 hjemmemarkeder og et fælles europæisk indre marked. Vi har brug for klare fælles europæiske regler for den elektroniske handel. Vi har brug for et europæisk patent til overkommelige priser, det har vi heller ikke endnu. Dette europæiske patent er så dyrt, at det ikke er konkurrencedygtigt i forhold til andre patenter. Vi har brug for det europæiske selskab, og endelig må vi tilpasse vores systemer for social sikkerhed til de nye givne situationer i et fælles Europa, for også her ligger grundlaget for det, som vi kalder den sociale model, nemlig en social markedsøkonomi for Europa.
Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Guterres for hans tale her til aften og for hans initiativ vedrørende Lissabon, som betyder meget for os. Hvis vi skal være ærlige, må vi indrømme, at der har været lang vej fra Luxembourg til Lissabon, og at vi i virkeligheden nu søger konkrete resultater, at der kommer noget ud af topmødet i Lissabon. Der er mange europæere i tilhørerlogen her til aften, og jeg spekulerer på, hvad de får ud af vores drøftelser her til aften. Jeg vil gerne have, at de tager den idé med sig tilbage her til aften, at institutionerne i Den Europæiske Union har påbegyndt en virkelig proces, som endnu en gang skal føre til fuld beskæftigelse i Den Europæiske Union. Der er mange udfordringer forbundet med at skabe fuld beskæftigelse. Nogle af de udfordringer er meget vanskelige at overkomme, men det er vigtigt, at vi gør retorikken i det, vi har sagt i mange, mange år - om fuld beskæftigelse, om et socialt integreret samfund, om et samfund baseret på innovation og viden - til en realitet. Det er den store udfordring, det vigtige i Lissabon. Jeg vil gerne dvæle ved et par hovedaspekter, som kan hjælpe os med at realisere målet med at gøre retorik til en realitet. For det første er der forpligtelsen til at have ægte sammenligningsgrundlag, en virkelig proces med peer review, til opstillingen af mål, ægte mål, som vi kan nå, til at regeringerne enes om at indlede en ret modig proces ved at sige, "ja, vi vil lade os bedømme i forhold til hinanden, vi vil lade os bedømme i forhold til resten af verden". Det er en meget tapper afgørelse, eftersom visse medlemsstater klart vil finde sig selv nederst på resultattavlen, hvilket ingen kan lide. Men det er vigtigt, hvis vi skal opnå et ægte resultat på topmødet i Lissabon snarere end begive os ad en anden vej - en vej, som jeg ved, premierminister Guterres ikke ønsker at slå ind på, da han ønsker at se resultater på topmødet i Lissabon. Der er også andre områder, vi skal se på. Et af disse er oprettelsen af et e-Europa, som involverer alle borgerne og ikke efterlader nogen i vejkanten. Et andet er processen med at opnå et ægte indre marked - hvilket vi endnu ikke har - og uddannelse i færdigheder, som vil være nøglen til det innovative og vidensdrevne samfund. Der skal foretages svære valg, men endnu en gang ønsker jeg, at de mennesker, der lytter til forhandlingen i tilhørerlogen her til aften, tager den overbevisning med sig, at vi virkelig får et samfund med fuld beskæftigelse, at vejen til Lissabon bliver afslutningen på vores rejse, og at det virkelig afføder konkrete resultater.
Hr. formand, mens EU's regeringschefer forbereder deres møde i Lissabon for at diskutere beskæftigelse, økonomisk reform og social samhørighed, viser ABB/Alstom, der om nogen er en europæisk trust, helt konkret, hvilken sandhed der gemmer sig bag de hule ord fra de politisk ansvarlige. Denne trust, som er en af de mest magtfulde i Europa, og som opnår rigelige overskud, forbereder sig på en nedskæring af 10.000 arbejdspladser ud af 54.000, altså én ud af fem arbejdspladser, og på en lukning af seks industriområder, hvilket er en katastrofe for de bedste regioner. Denne foragt for de mest elementære samfundsinteresser, som ABB/Alstom og deres ligemænd udviser, er oprørende. Som repræsentant for parlamentsmedlemmerne fra det franske arbejderparti Lutte ouvrière vil jeg udtrykke min solidaritet med arbejderne hos ABB/Alstom og med arbejderne hos alle de store virksomheder, der kæmper imod det uacceptable. Vi er imod både nationalstaternes og de europæiske institutioners holdning, der går ud på at nægte enhver form for tvangsforanstaltninger over for de industrikoncerner, der afskediger folk, mens f.eks. Alstom er blevet rig på statslige ordrer. Jeg fastslår, at det ville være helt elementær offentlig sundhedspleje at forbyde ABB/Alstoms afskedigelser, idet der ellers bør indtræde konfiskation.
Jeg bifalder det nye strategiske mål med at gøre Europa til det mest dynamiske og konkurrencedygtige område. Hvem kan protestere mod en sådan ambition? Jeg må dog sige, at dynamik og foretagsomhed samt social samhørighed er et meget ambitiøst mål, for ikke at nævne den kreative spænding mellem disse to målsætninger. Jeg håber, vi kan nå dem, men jeg vil gerne anslå en advarende tone. Jeg bemærker yderligere en ambitiøs målsætning i forbindelse med at spille en proaktiv rolle i organiseringen af cyberspace. Jeg kan ikke sige mig fri for at mene, at man snarere lukker stalddøren, efter at hesten er stukket af! Jeg bifalder, at der lægges vægt på at øge forskningen og udviklingen i Europa, at udvikle tilfredse industrier og fremskynde bredbåndsnetværk med alt hvad dertil hører som en del af arbejdet mod et videnssamfund. Faktisk foretrækker jeg at kalde det en informationsøkonomi, da det er det økonomiske aspekt, der er vigtigst. Vi lever i den digitale, elektroniske internettidsalder. Det siger kort det, vi forsøger at opnå på e-siden, den elektroniske side, af livet. Men jeg bifalder den kendsgerning, at dette topmøde også stiler efter at lægge mere vægt på reformerne af økonomierne i Europa for at forbedre konkurrenceevnen og innovationen. Det må være rigtigt. Vi kan ikke blot fokusere på den nye økonomi. Vi skal være opmærksomme på den gamle. Jeg ser frem til at høre mere om det europæiske charter om mikrovirksomheder - det bliver interessant, når det bliver fremsat. En af de prioriteter, som blev fastlagt under Cardiff-proceduren er at forbedre de finansielle markeders følsomhed over for værdien ved immaterielle investeringer og investeringer i viden. Det blev opnået og overgår langt folks drømme for et par måneder siden. Det ses i den fænomenale vækst på de europæiske aktiemarkeder i værdien af dot.com-virksomheder og for nylig i de store ændringer i sammensætningen af FTSE 100-indekset i London. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at selvom værdien er steget skyhøjt, og vi må forvente, at boblen sprænger, er den underliggende strukturelle ændring i økonomierne ikke desto mindre kommet for at blive.
Hr. formand for Rådet, De har skabt opbrudsstemning i Europa-Parlamentet. Vi kan alle kun håbe på, at det ekstraordinære topmøde så virkelig også kan indfri de store forventninger, der er til det. For som De allerede har fremhævet, har vi ikke brug for endnu en fremgangsmåde efter den anden, den ene procedure efter den anden, vi har i højere grad brug for handlinger, som befolkningen i Den Europæiske Union kan måle nytten og merværdien af Den Europæiske Unions gerninger på. For så vidt har De med rette samlet beskæftigelse, økonomisk reform, vækst og social samhørighed under ét og gjort det til hovedsagen. Det er vigtigt, at alle aktører i regeringerne og i Kommissionen arbejder sammen for fuld beskæftigelse. Så vil det være muligt at overbevise alle den økonomiske politiks aktører om nødvendigheden af en koordineret adfærd, som desværre stadig ikke findes i dag. Europa må hverken jamre over den positive amerikanske økonomi eller den stærke dollar, hvis Europa ikke selv drager en lære heraf. Reformer inden for finansielle ydelser, tjenesteydelseskapital og arbejdsmarkeder er sikkert både nyttige og nødvendige. Men de alene giver ikke væksten det nødvendige skub til at få skabt en varig vækst i beskæftigelsen på et højt niveau. Det har vi måttet sande flere gange i 90'erne. Med en gennemsnitlig produktivitetsstigning på 2% er det nødvendigt at have en vækstrate på 3,5%, for at opnå fuld beskæftigelse i løbet af 10 år. Det er rykket ind i en overskuelig fremtid. Derfor må fuld beskæftigelse faktisk stå helt øverst på dagsordenen. Vi må fastsætte et vækstmål på mindst 3%. Målet for fuld beskæftigelse kan ikke kun opnås ved hjælp af den økonomiske politik. Også fornyelsens Europa og informationssamfundet må tjene dette mål. Det har vi hidtil været langt fra. Vi må også indse, at vi har brug for en anden form for økonomisk politik og økonomisk handlen. Det går ganske enkelt ikke an, at det udelukkende er aktionærer eller bestyrelser og direktioner, der træffer afgørelser om arbejdspladser og økonomi, udvikling af aktiekurser. Når 13-årige skolebørn efter skoletid sidder ved computeren og omfordeler forældrenes aktier i leg, minder det mere om hasardspil end ansvarlighed. Jeg regner med, at det ekstraordinære topmøde i Lissabon vil vise vejen for en ansvarlig økonomisk handlen i Den Europæiske Union.
Hr. formand, hr. premierminister, hr. formand for Kommissionen, det portugisiske formandskab har fremlagt et ambitiøst program for det ekstraordinære topmøde. En stor kompliment! Jeg bifalder også den støtte, som Portugal får af Kommissionen ikke mindst på grund af meddelelsen, der vil udvikle fællesskabet til et informationssamfund for alle. Også for topmødet i Lissabon gælder det, som den kristelig demokratiske ministerpræsident Jean Claude Juncker sagde på beskæftigelsestopmødet i Luxemburg i 1997: Det må ikke blive til et litterært topmøde, under henvisning til de talrige uforpligtende erklæringer fra mange topmøder. Med Luxembourg-proceduren opnåede regeringscheferne konkrete resultater. Men siden 1997 er de helt store resultater udeblevet. Beskæftigelsespagten fra Köln er indtil nu blevet udfyldt i for ringe grad med indholdsmæssig substans. Desuden mangler Europa-Parlamentets deltagelse som ligeværdig partner i den makroøkonomiske dialog. Ja, de beskæftigelsespolitiske retningslinjer fra Luxembourg er på nogle områder kun blevet gennemført i utilstrækkelig grad af medlemsstaterne, f.eks. netop på området med livslang uddannelse, således som den fælles rapport om beskæftigelsen konstaterede i 1999. Specielt inden for informationsteknologien mangler nogle europæiske stater kvalificeret arbejdskraft, hvilket hr. Suominen understregede. I stedet for at "importere" den fra tredjelande er det bedre med relevante investeringer i erhvervsmæssig uddannelse og efteruddannelse, investeringer i menneskelige ressourcer. På den måde nedbringer man arbejdsløsheden mest effektivt. Det vigtigste mål for topmødet skal nås så hurtigt som muligt, nemlig forbedring af den europæiske økonomis konkurrenceevne. Ciampi-Gruppen nævner i denne sammenhæng også statutten for et europæisk selskab. Den anslår, at den manglende statut medfører et økonomisk tab på årligt 30 milliarder euro. Vi ønsker ikke et rent europæisk selskab. Vi har brug for dette europæiske selskab forsynet med minimumsstandarder for medarbejderindflydelse. Vores samfundspolitiske mål er jo heller ikke ren markedsøkonomi, men derimod social markedsøkonomi som europæisk model. Vi bør også måle topmødet i Lissabon på, hvilket bidrag det yder for at nå dette mål.
Hr. formand for Rådet, ved De, hvordan Arkimedes fremstillede sin vægtstangsteori? Han sagde: "Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge Jorden". Det er tydeligt, at De forsøger at bevæge Jorden på mødet i Lissabon, eller i hvert fald den Jord, der er vores, nemlig Europa. Hvad angår vægtstangen har De beskrevet alle mekanismer igennem Deres begejstrende og i mange henseender stimulerende forslag. Så mangler vi bare et sted at stå. Ståstedet, det er midlerne. De befinder Dem foran et Parlament, hvoraf flere medlemmer stadig husker det, jeg vil kalde hvidbogsyndromet, dette formidable initiativ fra Jacques Delors, som blev knust i mødet med bogholderne i ØKOFIN. Vi ønsker ikke, at De udsættes for samme skæbne i dag, for det projekt, som De tilbyder os, er i den grad begejstrende, at det kan tilføre Europa en ny dynamik og give os den fremtid, som vores kollega Goebbels talte om. Men det er dog nødvendigt, at De har midlerne til det, midler, som jeg frygter, De ikke helt er i besiddelse af i dag. Det er således op til Dem at skabe disse midler. For det er ikke Agenda 2000-korsettet, der giver Dem de nødvendige midler. De må derfor øve pres på Deres kolleger for at få dem til at sørge for, at de forslag, De vil fremlægge for os, bliver finansieret. Et eksempel blandt flere - og det er et af de vigtige tiltag i det, De foreslår - omhandler informations- og videnssamfundet. Det er klart - hvilket De tydeligt har forklaret - at den sociale kløft er et essentielt problem, som vi må kæmpe imod. Vi må ikke hertil føje det, jeg ville kalde den digitale kløft. Hvem er det egentlig, De vil tilbyde dette informations- og videnssamfund? En befolkning, der er eller bliver ældre og ældre, en befolkning, der på trods af alt forbliver fattig, og en befolkning, der desværre er mindre og mindre veluddannet. Vi må således starte fra bunden, hvis De ikke vil risikere, at dette videnssamfund indskrænker sig til et pengekapløb for nogle få effektive, nødvendige start-up's. Men det er ikke dét, der er Deres mål. Jeg savner én ting i det tiltag, som De har planlagt, og det er de offentlige tjenester. I vores europæiske sociale models historie har de offentlige tjenester spillet en stor rolle. Det er rigtigt, at tiden ikke længere er til monopoler, og Kommissionen har påbegyndt en proces, der går ud på at liberalisere og skabe konkurrence i en række offentlige sektorer for at modernisere og effektivisere dem. Men det skal ikke blive ved det. Vi må nu, i lyset af konkurrencen og informationssamfundet, give en bedre definition på, hvilke offentlige tjenesteydelser, der bliver de vigtigste i fremtiden, ikke kun for offentlige virksomheder, men også for de private virksomheder i samme sektor. Vi har brug for stærkere initiativer i denne henseende, initiativer, der endnu ikke findes i Kommissionens arbejdsprogram, men som De kunne give et skub fremad. Jeg tror, at det ville være et yderst vigtigt signal at sende. Til sidst vil jeg sige, at dette videnssamfund hviler på forskning og udvikling, og jeg vil gerne her hilse Kommissionens initiativ til at skabe et europæisk samarbejdsområde for forskning velkomment. Men med hensyn til dette, hr. formand, har Kommissionen og Parlamentet brug for Rådet til at forsyne dette europæiske forskningssamarbejde med de nødvendige midler. Rammeprogrammet er ikke tilstrækkeligt, initiativet har brug for en indsprøjtning, man må ændre hovedretningslinjerne. Det er et stort stykke arbejde, men vi sætter vores lid til Dem.
Hr. formand, kære formænd for Rådet og Kommissionen, kære kolleger. Hr. formand, De har talt om politisk underskud. Jeg tror, at de forslag, De vil stille i Lissabon, som skal gøre det muligt at samle disse berømte overordnede retningslinjer for økonomiske politikker, disse beskæftigelsesretningslinjer for at nå frem til nogle retningslinjer for en europæisk vækst- og beskæftigelsespolitik, går i den rigtige retning. De er et værktøj i den politiske beslutningsproces. Og dog indeholder forslagene nogle institutionelle beslutninger, som vi kun delvist kender konsekvenserne af. De styrker Det Europæiske Råd i dets beslutningsproces. Det, vi foretager os her, er ikke noget neutralt. Lad os måle effekten af det på de samlede beslutninger, som vi vil tage, når vi skal diskutere reformen af Rådet (almindelige anliggender). Og desuden er der, bag ved denne beslutningsproces på europæisk plan, et andet slag, der skal slås, det, som hver enkelt af os skal slå i sit eget medlemsland, for det nytter ikke at beslutte sig for nogle storstilede retningslinjer på politisk plan, hvis budgetforhandlingerne, som føres i vores egne medlemslande, ikke tager hensyn til disse retningslinjer. Vi må alle sammen arbejde herpå. I den strategi, De foreslår os, med en målsætning på 10 år, hvordan kan man da undgå at glæde sig over det ambitiøse mål, som De opstiller, der går ud på at holde op med at gøre fuld beskæftigelse til et tabu i den Europæiske Union, og at give os midlerne til det takket være et kvantitativt mål på 3% vækst? Ud over dette har Claude Desama før mig, med hensyn til Deres målsætning for en vidensbaseret økonomi, talt om de offentlige tjenesters rolle i at nå et sådant mål, og jeg vil gerne for min del insistere på en livsvarig uddannelsesstrategi. Til dette har vi brug for konkrete mål, men vi ved, at vi ikke kan nå dem uden at basere nogle forslag på en ægte social dialog, og her tror jeg også, at det er nødvendigt at bevæge os fremad. Til slut vil jeg gerne sige et sidste ord om den sociale samhørighed. Jeg glæder mig over den ihærdighed, hvormed De har talt om den, for vi vil ikke have et samfund, hvor den sociale samhørighed byttes bort for innovationens fremskridt. Men vi mener ikke, at kampen mod den sociale udstødelse kan udkæmpes i små bidder. Det er et globalt projekt. Idéen om målgrupper er måske en etape, men den kan ikke være løsningen på vores problemer med fattigdom og social udstødelse. Vi ved, at vi for at nå målet har brug for en målrettet indsats, og at vi kan regne med Deres beslutsomhed. Vi vil støtte Deres bestræbelser på at implementere nye retningslinjer for Unionens økonomiske politik i Lissabon.
Hr. formand, jeg vil gerne sammen med mine kolleger bifalde det meget klare dokument, som det portugisiske formandskab har givet os i dag. Jeg vil gerne understrege det, jeg mener, er den virkelige udfordring, som De og Deres kolleger står over for, når De samles i slutningen af denne måned for at drøfte formandskabets forslag: Nemlig hvordan man ændrer hele vores holdning til og tanker om foretagsomhed, om at tilskynde folk til at gå ud og starte de nye virksomheder, som vi nu erkender, er drivkraften i den nye økonomi. Det er sørgeligt, at Europa har skullet anspores af vidensøkonomien for at realisere det, der har stået klart i det sidste årti eller mere, nemlig at vores økonomi ikke er tilstrækkeligt gearet til at tilskynde de små iværksættere til at komme på markedet, til at tage risikoen ved at starte nye virksomheder. Men det er ikke kun de personer, der tager en risiko, som skal anspores. Det er alle med et job, og som arbejder i en organisation. I den nye økonomi ønsker vi at give de mennesker mulighed for selv at starte en virksomhed op, at arbejde for de nye og voksende virksomheder, at få større kontrol over deres arbejdsliv, virkelig at udnytte deres muligheder. Tænk på, hvor mange mennesker der arbejder i store virksomheder, og som ikke udnytter alle deres evner, fanget i store organisationer, bange for at flytte fordi de ikke kan tage deres pension med sig, bekymret ikke mindst over arbejdsløshed. En af nøglerne til at mobilisere denne form for risikovillighed er at bevæge sig mod sådan fuld beskæftigelse, at folk føler, at de kan løbe den personlige risiko. Jeg vil dog gerne afslutte med at spørge: Hvad skal komme først? Kan vi virkelig opnå fuld beskæftigelse uden at slippe iværksættertalentet løs? Hvis vi venter på, at det sker, er jeg bange for, at vi ikke kan nå de store målsætninger, De har fremsat for os.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, takket være Deres og Kommissionens indsats kan topmødet i Lissabon endelig blive et ambitiøst og socialt topmøde, hvor den europæiske sociale model omsider ses som et nyt fremdriftsmiddel til europæisk integration, og hvor fuld beskæftigelse kan blive en konkret målsætning. Men hvis Lissabon vil være topmødet for de politiske ambitioner, så skal Lissabon også være topmødet for metodikken. Jeg vil bede om Deres særlige opmærksomhed på tre punkter, der synes mig at være af væsentlig interesse for dette topmødes succes som et vigtigt socialt topmøde. For det første skal det metodisk være sådan, at beskæftigelsesstrategien og den nye koordineringsprocedure for social sikkerhed ikke må underordnes en makroøkonomisk politik, der udelukkende er rettet mod stabilitet. For mig betyder det helt klart, hr. rådsformand, at Rådet (sociale anliggender) mindst skal have lige så stor vægt som ØKOFIN-Rådet, og at den politiske ledelse skal forblive i Det Europæiske Råds egne hænder. For det andet vil jeg meget gerne støtte Deres engagement for fastlæggelse af tydelige målsætninger, såvel hvad angår økonomisk vækst som beskæftigelsesgraden. Men jeg vil gerne tilføje, at hvis Lissabon-mødet skal blive et rigtig socialt topmøde, så skal vi også kunne konkretisere, hvad vi vil gøre for at modernisere og styrke den sociale sikkerhed. Også her er det nødvendigt at have standards of excellence. Også her vil vi gerne have en Luxembourg-procedure. Til sidst støtter jeg Kommissionens ambition om at formulere en ambitiøs europæisk fattigdomsstandard og kraftigt nedtrappe fattigdommen i løbet af en 10-års periode. Efter min mening er det vigtigt, at vi formulerer en målsætning, hr. rådsformand, nemlig at alle medlemslande opfordres til, at social udstødelse bekæmpes af alle borgere i vores samfund, ikke kun af børnene, men også af deres forældre og af samfundets ældre. Jeg ønsker rådsformandskabet held og lykke med sine ambitioner.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon om beskæftigelsen, den økonomiske reform og den sociale samhørighed vil, som De har fortalt os, forfølge et ambitiøst, ja et meget ambitiøst, mål, med risiko for at skuffe vores medborgere, bevidste som de er om, at det ikke er tilstrækkeligt blot at dekretere fuld beskæftigelse og udryddelse af fattigdommen i Europa for at opnå samme. Men dette topmøde har en stor opgave efter Cardiff og Luxembourg, nemlig at tegne en politisk vilje til fordel for en større social samhørighed, og især for de 57 millioner mennesker, heriblandt de enlige mødre, storfamilierne og børnene, der lever under fattigdomsgrænsen på vores territorium, og som snart vil blive fulgt af andre udstødte, nemlig dem, der ikke har adgang til de nye vidensområder, hvilket vil skabe nye sociale skævheder. Derfor er det nødvendigt at fastlægge en økonomisk og social politik, der så afgjort er rettet mod fremtiden, for at undgå den numeriske kløft mellem de "inforige" og de "infofattige", det vil sige som en af mine kolleger lige har udtrykt det, den digitale kløft. Dette er grunden til, at de nye teknologier, selvom de udgør en fantastisk integrationsvektor for vores vækst, kun vil være det, hvis de undervises fra barnsben, set i lyset af at halvdelen af alle arbejdspladser i år 2010 vil tilhøre sektorer, der er direkte forbundet med informationsteknologien. I denne henseende slår jeg til lyd for, at der tages tre beslutninger under topmødet i Lissabon. For det første beslutningen om en livslang uddannelsesstrategi, med etableringen af en agenda for udryddelse af børns såvel økonomiske som intellektuelle fattigdom. For det andet beslutningen om en opbygning af det europæiske samfund til fordel for det europæiske forskningssamarbejde. Og for det tredje beslutningen om at fastlægge en arbejds- og koordinationsmetode, der er åben og hægtet på vores sociale og økonomiske politikker, med en fælles evaluering af vores nationale planer.
Hr. formand, mine damer og herrer, der er en idé i det portugisiske formandskabs erklæring, som jeg synes specielt godt om. Denne ene idé er forestillingen om, at styrken i vores europæiske nationaløkonomi skyldes præstationsevnen, fantasien og kreativiteten, slet og ret menneskenes viden i den europæiske økonomiske proces. Men hvis vi skal tage det alvorligt, hvis det virkelig skal blive til et politisk program, så har en politik, der indrager det sociale element, ikke brug for yderligere retfærdiggørelse, fordi samfundsmæssig deltagelse som sådan er produktivitetens stærkeste drivkraft i vores fælles nationaløkonomi. Hvis det er tilfældet, hr. formand for Rådet, så har vi meget hurtigt brug for fælles mål. Vi har brug for faste mål, som vi gør målbare - både kvalitativt og kvantitativt - via stigningen i beskæftigelsesprocenten, således som det f.eks. i mellemtiden også er blevet foreslået af Kommissionen. Vi har brug for faste mål, der kan opstilles i fællesskab, for at få nedbragt ledighedsprocenten - således som det f.eks. også i mellemtiden er blevet foreslået af Kommissionen - til 4% i år 2010. Det må være slut med den logik, hvor ØKOFIN-ministrene lader sig fejre hjemme for konsolideringsresultater, men ansvarligheden for spørgsmålet om den enorme arbejdsløshed i Europa ligger i tågen. Jeg ønsker Dem stor styrke, støtte fra Parlamentet og en indsats for, at Europa-Parlamentet i fremtiden får mere at sige, når det drejer sig om den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken, således som borgerne i Europa forventer. Så ville De få endnu en allieret for Deres politik.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, det er meget tilfredsstillende og håbefuldt her i Parlamentet - som det er foregået i dag - at høre tale om dette nye strategiske mål for det næste årti, nemlig at gøre Den Europæiske Union til det mest dynamiske og mest konkurrencedygtige økonomiske og sociale område i verden ved at udnytte nye teknologier, innovation og viden, således at vi bliver i stand til at øge den økonomiske vækst med flere og bedre arbejdspladser og større social samhørighed. Det står klart, at vi skal omdefinere Europas rolle i verdensøkonomien ved at skabe et konkurrencedygtigt Europa, ved at åbne vejen for nye og bedre arbejdspladser og ved at organisere denne bevægelse med en præcis strategi om social samhørighed. Og den centrale rolle, som beskæftigelsen og socialpolitikken spiller ved oprettelsen af dette nye samfund, er baseret på to faktorer. For det første er der den økonomiske effektivitet, for i denne nye teknologiske kontekst er kvaliteten af de menneskelige ressourcer grundlæggende. For det andet er der den sociale ligestilling, for på trods af det økonomiske opsving, som vi oplever, har vi stadig enorme sociale uligheder. Arbejdsløsheden, den sociale udstødelse og risikoen for fremtidig ubalance i de sociale sikkerhedssystemer er problemer, som accentueres af de uundgåelige udfordringer, som forårsages af globaliseringen, befolkningens aldring, de teknologiske forandringer, nedgangen i fødselstallet og kvindernes stadigt større deltagelse i arbejdsmarkedet. Det er nødvendigt for Europa at opnå fuld beskæftigelse. En fuld beskæftigelse, der er tilpasset til det samfund, som er ved at opstå, med større muligheder for kvinder og for mænd. De europæiske borgere skal tro på dette projekt og på denne virkelighed. De må ikke se det som noget abstrakt, som vi taler om i Bruxelles eller Strasbourg. Og vi anmoder lige nu om en overgang til et nyt samfund, til en ny økonomi baseret på innovation, på informationssamfundet og på viden. Man må lære hurtigt, skabe nye fremgangsmåder, der er mere tilpasset til dette nye samfund, investere i de teknologiske forandringer, men man må aldrig glemme hverken menneskene eller institutionerne. Lissabon-mødet vil være et skridt fremad, og det skal lykkes for os at forny den europæiske sociale model, for kun på denne måde opnår vi større beskæftigelse og samtidig større social samhørighed. Med henblik herpå er det nødvendigt at koncentrere indsatsen om en række emner med højeste prioritet: Effektiviteten af de aktive beskæftigelsespolitikker skal forbedres, synergierne mellem tilpasning, indlæring og varig uddannelse skal styrkes, beskæftigelsen i servicesektoren skal mangedobles ved at skabe bedre betingelser for det private initiativ samt reducere den administrative byrde på de små og mellemstore virksomheder og de ikkelønrelaterede omkostninger, og endelig skal kønnenes ligestilling integreres i de generelle politikker med særligt fokus på de forhold, der medvirker til at samordne arbejds- og familielivet. Alt dette skal gøres med tanke på de europæiske borgere. Det skal gøres med tanke på de mænd og kvinder, som arbejder og lever hver dag i vores lande. Det ekstraordinære topmøde i Lissabon bør grundlæggende bekræfte idéen hos de europæiske borgere om, at Den Europæiske Union stadig er tro mod et samfund, der går ind for integration og social samhørighed.
Hr. formand, det er det portugisiske formandskabs fortjeneste at koncentrere debatten om spørgsmål, der godt nok ikke er nye, men som behandles på en fornyende måde og med modige målsætninger. Det gælder ikke mindst den målsætning, at en forbedring af konkurrenceevnen skal baseres på permanent teknologisk innovation og demokratisering, da vi ved, at den teknologiske udvikling i USA udspringer af et meget dynamisk privat initiativ, men også af en militærindustri og en vis protektionisme. Udviklingen i Japan skal også studeres, da Europa kan lære af den, hvad angår organiseringen af arbejdet, statens og virksomhedernes ansvar - og også den enkelte ansattes - for virksomhedernes mål. Fra disse to modeller skal vi hente det, der kan bruges, eksempelvis iværksætterånden og måden at organisere arbejdet på, men samtidig med, at vi bevarer det bedste ved Europa, dets sociale model, som passer til en postindustriel økonomi. Kendgerningen er, at Europa skal have 32 millioner jobs for at nå USA's niveau, at kvindernes erhvervsdeltagelse skal øges, at marginaliserede grupper skal integreres, at den sociale samhørighed skal styrkes (et problem, som strukturfondene endnu ikke har løst), at fem millioner langtidsarbejdsløse, mange som følge af omstillinger inden for industrien, skal have nye kvalifikationer, hvor vi ved, at adgang til teknologi ikke er nogen implicit garanti for ordentlig beskæftigelse og iværksætterånd. Vi skal have større deltagelse og ansvarsfølelse fra arbejdsmarkedets parter, nye aktører, som det hedder i Pintassilgo-betænkningen, så vi kan få beskæftigelses- og konkurrenceevnepagter i virksomhederne. Vi skal have løst fattigdomsproblemerne, og vi skal have en social model, der passer til de nye betingelser. Hr. formand for Rådet, Deres forslag er meget modigt, men vi ved jo, at det ikke kommer an på Dem, men på de 15. Apropos spørgsmålet om Østrig så jeg meget gerne, at dette land var med i den gruppe lande, der skal virkeliggøre Deres forslag. Hvis Østrig gør det, vil det imidlertid svigte og bedrage vælgerkorpset for en del af dets regering. Det håber jeg, at det gør!
Hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, vi har ofte hørt vores medborgere - uanset hvilket uddannelsesniveau de har, eller på hvilket plan de taler - erklære, at vi lever i en globaliseret verden. Vi hører dog ikke så ofte, hvilken rolle Europa bør spille i dette informations-, globaliserings- og teknologisamfund. Hr. formand, det er faldet mig ind, at dette måske skyldes, at vi europæere har en opfattelse af Europa, som til tider ikke har meget forbindelse med vores nærmeste bekymringer og interesser. Og de europæiske borgeres primære bekymring næst efter helbredet er sandsynligvis beskæftigelsen. Og til beskæftigelsen knytter sig bekymringen om konkurrencedygtigheden. Alt dette vil gøre det nødvendigt for os at definere Europas rolle i verdensøkonomien, et Europa som konkurrencedygtig platform - og jeg insisterer på begrebet "konkurrencedygtig" - der åbner vejen for nye og bedre arbejdspladser, arbejdspladser med større kvalitet naturligvis set ud fra synspunktet om at sikre den sociale samhørighed. De sociale risici, samfundets opsplitning, arbejdsløsheden, den sociale udstødelse og ulighederne i de sociale sikkerhedssystemer er uundgåelige udfordringer, som forårsages af globaliseringen, de teknologiske forandringer og befolkningens aldring. Det er altså nødvendigt igen at opnå fuld beskæftigelse, en beskæftigelse, som er tilpasset til det samfund, der er ved at opstå, og som vi alle er ved at opbygge. Og dette kræver skabelse af en dynamisk vækst, der for den samlede Europæiske Union sikrer en gennemsnitlig årlig vækstrate på mindst 3%. Jeg mener derfor, at det er nødvendigt at stimulere en kultur med dynamisk udvikling og privat initiativ og en kultur, der styrker den sociale samhørighed. Alt dette er absolut nødvendigt: de teknologiske forandringer og reformen af institutionerne. Hvis det er nødvendigt at lære hurtigere af den gode praksis, er det også nødvendigt at skabe nye og tilpassede fremgangsmåder og forny den politiske metodologi. I dag råder Europa naturligvis over organiserede institutionelle processer til at udvikle disse politikker, til at skabe en økonomi og især et samfund, der er baseret på innovation og viden gennem udformning af en europæisk politik for informations- og videnssamfundet, opbygning af et uddannelsessamfund på europæisk plan og udvikling af et europæisk område med videnskab og teknologi, som er åbent for hele verden. Konklusionen er, hr. formand, at der må sikres en kombination af politikker, der sætter gang i væksten og beskæftigelsen, der sikrer makroøkonomisk stabilitet og konsolidering af euroen, der styrker væksten og overgangen til et samfund og en økonomi baseret på innovation og viden. Via den rolle, som struktur- og reformpolitikkerne spiller i borgernes tjeneste, får vi et Europa med større nærhed og naturligvis også et stærkere Europa.
Hr. formand, jeg vil tilslutte mig alle komplimenterne til det portugisiske formandskabs ambitioner med det ekstra topmøde. Især hensigten om i fuld udstrækning at nå til en virkelig koordinering af den soialøkonomiske politik, tiltaler mig meget. Jeg vil bede om opmærksomhed for tre specifikke punkter. Det første punkt er corporate governance. Det portugisiske formandskab sætter udtrykkeligt den sociale dimension ved innovation på dagsordenen, men jeg mener, at denne dimension stadig står for isoleret i forhold til hensigterne med hensyn til stimulering af ny aktivitet. Den sociale dimension skal efter min mening netop komme i denne nye europæiske virksomhed, hvad enten det nu er et stort multinationalt foretagende eller en lille blomstrende IT/telesektor-virksomhed. Jeg vil derfor gerne genoptage debatten om corporate governance som det bredere virksomhedskoncept stakeholders society, der også omfatter den rolle, som sociale partnere og alle andre involverede spiller. I formandskabdokumentet støder jeg på den sidste side på planen om at oprette et observatory for industrial change. Et sådant observatory kan komme til at spille en vigtig rolle, og jeg vil derfor gerne have, at det behandles energisk. Jeg vil især bede UNICE, den europæiske arbejdsgiverorganisation, om at udvise noget mere commitment og noget mere entusiasme. Det har besværet mig, at de i deres dokumenter til topmødet først og fremmest præsenterer ønskelister med hensyn til de offentlige myndighder, men ikke selv fremhæver deres eget commitment og deres egen rolle i helheden. Jeg mener også - den ene tjeneste er den anden værd - at deres medvirken til disse aktiviteter burde være givet. Et andet punkt, som jeg kort vil nævne - jeg tror ikke, at jeg har tid til tre punkter- er koordineringen af beskatning. Formandskabet nævner det indviklede spørgsmål om aktieselskabsbeskatning, og henleder opmærksomheden på, at der virkelig er stilstand på det punkt i Monti-pakken. Jeg vil endnu en gang tale for en bred analyse af udviklingen på området aktieselskabsbeskatning, især over for Kommissionen, og over for medlemslandene vil jeg foreslå også der at overveje en Luxembourg-procedure. Når jeg ser på den rapport, ser jeg nemlig eksempler på best practices, som der kunne tages fat på. Altså også opmærksomhed på dette punkt.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, der er allerede blevet sagt en masse ting, og derfor risikerer man at gentage nogle af dem, hvis man er en af de sidste talere. Jeg vil dog gerne rette en oprigtig tak til det portugisiske formandskab for det dokument, det har fremlagt, og for den overbevisende tale, som formanden for Rådet holdt her i Parlamentet. Som formand Guterres mindede om, er det korrekt, at man i Lisssabon ikke har planer om at indlede nye procedurer, men derimod om at samle dem fra Luxembourg, Cardiff og Köln. Det er dog første gang i mange år, at man sætter sig et strategisk mål, og jeg tror, at det er meget vigtigt. Vi skal nemlig gøre EU til et økonomisk samarbejdsområde, der er baseret på innovation og viden for at øge den økonomiske vækst og opnå fuld beskæftigelse af høj kvalitet samt social samhørighed. Sidste år foretog Kommissionen en undersøgelse, hvoraf det fremgik, at hvis man ikke gør en omhyggelig indsats med hensyn til uddannelse og erhvervsuddannelse, vil kvalifikationerne hos 80% af dem, der er beskæftigede i dag, være forældede i år 2010. Dette vil gøre de eksisterende uligheder større og skabe nye uligheder. Det er således nødvendigt med efter- og videreuddannelse samt med massive investeringer i lærdom og viden. Det er også nødvendigt at styrke forskningen - som er en anden strategisk sektor - i medlemsstaterne og i Europa. Det er nødvendigt med et kvalitetsløft, og det er nødvendigt at gå væk fra rammeprogrammerne og over til et europæisk forskningsområde og en fælles forskningspolitik. Og innovationen skal ikke kun være strukturel og teknologisk, men skal også gøre sig gældende i procedurerne og metoderne. Som vores kollega Van Lancker sagde, skal Rådet om sociale anliggender have samme vigtighed som ØKOFIN-Rådet. Desuden skal vi styrke den sociale dialog som et vigtigt instrument, hvormed man kan nå frem til enighed om en iværksættelse af de nødvendige ændringer. Lissabon skal ikke bare huskes for det glimrende forberedende dokument, men som et topmøde, der i det nye årtusinde bliver et afgørende vendepunkt for væksten, beskæftigelsen og den sociale samhørighed i Europa.
Hr. formand for Rådet, jeg vil gerne lykønske Dem med at have overbevist Europa om, at modernisering af økonomien og social samhørighed er forenelige størrelser. Op til topmødet i Lissabon er det blevet fremhævet, at der ikke arbejdes nok i Europa, og at vi, hvis vi ønsker at være den mest dynamiske region i verden, ikke blot skal arbejde mere, men også med mere information og større evne til at bruge den. For at få en højere erhvervsaktivitet og kunne finansiere velfærdssystemerne skal vi arbejde i længere tid i løbet af livet, og der må særlig flere kvinder i arbejde og i arbejde, der forudsætter større viden. Vi håber derfor, at dette topmøde i Lissabon kan hjælpe til med at ændre på kvindernes nuværende beskæftigelsesmønster. Jeg vil gerne spørge Dem, hr. formand, om De tror, at dette topmøde munder ud i konklusioner, der fører til konkrete foranstaltninger med en dertil hørende tidsplan, så der ikke blot kommer flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, men at de først og fremmest finder beskæftigelse inden for den nye vidensøkonomi.
Ærede medlemmer, jeg vil gerne varmt takke for de meget relevante og gode bidrag, som De har tilført denne debat om forberedelsen af vores ekstraordinære topmøde i Lissabon. Det har været min opfattelse, at denne debat var nødvendig, og at Parlamentets deltagelse også var det, fordi jeg mener, at Europa stadig mangler en strategisk ledelse. For at vi kan få denne strategiske ledelse, er der brug for en institutionel alliance, der kan nå ud over de naturlige politiske divergenser. Denne alliance er allerede til fulde konkretiseret i form af det fremragende samarbejde, som Kommissionen, ledet af Romano Prodi, har præsteret gennem dets arbejdspapir til forberedelsen af topmødet i Lissabon, men det er også meget vigtigt, at Parlamentet spiller en afgørende rolle. Jeg ser gerne, at vi på topmødet i Lissabon ud over at blive enige om en strategi også kan fastlægge en række konkrete foranstaltninger og en åben samordningsmetode. Jeg vil gerne give to eksempler, der også hænger tæt sammen med de konkrete foranstaltninger, som der her er blevet talt om, og som jeg gerne ser vedtaget. Det ene er, at alle skoler og alle uddannelsesinstitutioner skal være koblet op til Internettet, og at de også har lærere, som er uddannet til at kunne give den undervisning, der er nødvendig for, at de unge, som forlader grundskolen eller gennemgår en faglig uddannelse, hvad enten de er i job eller ej, kan få en slags "kørekort " til informationssamfundet, som sætter dem i stand til at benytte en computer og surfe på Internettet. Hvis det sker, vil vi have skabt forudsætningerne for, at informationsteknologien ikke virker socialt udgrænsende og uddyber kløften mellem dem, der klarer sig, og dem, der lider nederlag, men tværtimod kommer til at fungere integrerende som et vigtigt instrument i kampen mod udstødelse. Det andet eksempel: Der er blevet talt om kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet og om lige muligheder for kvinder og mænd i samfundet som helhed. Konkrete foranstaltninger på det område, som jeg for lidt siden nævnte, nemlig serviceydelser til støtte for familierne og i særlig grad børnene, er en afgørende forudsætning for at skabe beskæftigelse og samtidig skabe lige muligheder og for, at mange flere kvinder kan komme ud på arbejdsmarkedet. Konkrete foranstaltninger, ja, men også en samordningsmetode, så vi på de forskellige områder, der her er blevet omtalt, kan få de europæiske institutioner og regeringer til at vedtage fælles handlingsprogrammer med kvantificerede og kontrollerbare instrumenter, så denne samordning kan blive til virkelighed. I dagens debat er der blevet sagt mange ord, der står for væsentlige begreber i tiden: globalisering, videnssamfund, forholdet mellem den gamle og den nye økonomi. Alle disse ord og alle disse begreber, der ligger bag dem, står på én gang for muligheder og for problemer. Den udfordring, som vi skal klare, er at gøre problemer til muligheder og især for enhver pris at undgå at gøre muligheder til problemer. Dertil er det indlysende, at der er to afgørende spørgsmål, der skal løses på alle områder. For det første en voldsom investering i mennesker, og her indgår et nøglebegreb, som utallige af de ærede medlemmer i dag har omtalt, nemlig uddannelse og efteruddannelse livet igennem, hvilket betyder en investering i mennesker, som er afgørende for, at alle disse begreber skal blive til en mulighed for alle. Ud over investering i mennesker må der også være en styringsevne hos de offentlige myndigheder, hvad enten det er nationalsstaterne, EU eller myndigheder af global karakter, så det uundværlige initiativ hos virksomheder og enkeltpersoner kan bringes i samklang med krav om social retfærdighed og ligeværdig behandling. Dette gælder globaliseringen. Globalisering er noget, der gør større vækst mulig i rigdom, verdenshandel og produktivitet, men ureguleret globalisering, sådan som den findes i dag, eller globalisering, hvor store dele af verdens befolkning ikke er genstand for en stærk investering i mennesker, betyder også udstødelse, opdeling, udvidelse af kløften mellem rige og fattige. Dette gælder videnssamfundet, som kan betyde et nyt afsæt for lige muligheder, men som også kan betyde en endnu skarpere opdeling mellem dem, der har adgang, og dem, der ikke har, sådan som det også gælder for forholdet mellem den gamle og den nye økonomi. Det er i øvrigt ikke første gang, der forekommer en teknologisk forandring, der ændrer samfundsmønstret og økonomiens måde at fungere på. Det, som altid har vist sig i forbindelse med disse dybtgående forandringer, har været, at de problemer, der særlig har været med hensyn til beskæftigelse inden for den gamle økonomi, altid løses ved hjælp af den nye økonomi og de redskaber, som den stiller til rådighed. Jeg giver et eksempel. Vi har en tekstilindustri i Europa. Vi skal blive ved med at have en tekstilindustri i Europa, men det vil vi kun have, hvis vi i den kan anvende den teknologi, som hører informations- og videnssamfundet til. Det er virkelig værd at notere sig, at der inden for den såkaldte "nye økonomi" er mangel på ca. 800.000 kvalificerede til de arbejdspladser, der findes, samtidig med at der er millioner af arbejdsløse. Det betyder, at vi endnu ikke har været i stand til at bruge den nye økonomis redskaber til at løse den gamle økonomis problemer, der aldrig vil have nogen løsning inden for den gamle økonomi. Til sidst vil jeg gerne besvare et spørgsmål, som er blevet stillet mig, nemlig, om jeg taler på 15 eller på 14 landes vegne. Svaret er enkelt: Jeg taler på 15 landes vegne. Og én af de ting, som det portugisiske formandskab har garanteret, er, at Østrig kan deltage fuldt ud i ALLE EU-institutionernes virke. Dette forhindrer ikke den portugisiske regering, ligesom det helt sikkert ikke forhindrer andre regeringer i Europa, i at føre en kamp, ikke mod et land, men en kamp til forsvar for principper og værdier. Og, interessant nok, principper og værdier, der også fandtes før den tid, hvor der er politiske bevægelser som socialdemokrater og kristelige demokrater. Jeg taler om principper og værdier, som stammer fra oplysningstiden, der hævdede fornuftens forrang. For hvis de moderne samfund i dag har en fjende, er denne fjende de irrationelle politiske reaktioner. Disse irrationelle reaktioner kan man benævne politisk populisme eller overdreven nationalisme, religiøs fundamentalisme, racisme eller fremmedhad. Det centrale punkt er dette: Uden disse værdier kan der være en økonomi, kan der være beskæftigelse, men der kan ikke være noget Europa.
, Kommissionen. (IT) Hr. formand for Parlamentet, hr. premierminister, jeg vil gerne komme med nogle meget hurtige bemærkninger her ved slutningen af denne debat, der har været lang, men yderst vigtig og konstruktiv. Min første bemærkning er, at vi ikke starter helt fra bunden. Alle dem, der måske mente, at vores ord var alt for optimistiske, skal huske, at vi ikke starter helt fra bunden. Europa starter fra fordelene ved den fælles mønt og fordelene ved det indre marked. I Lissabon tager vi således udgangspunkt i disse værdier, som vi skal nå videre med på de punkter, der endnu ikke er blevet fuldført, og det er ikke så få, for det indre marked er ikke gennemført på de områder, som vi ønsker at gøre noget ved i Lissabon. Det er nemlig ikke gennemført, når man tænker på forsinkelserne i de offentlige og de private tjenester, og det er ikke gennemført, når man tænker på forsinkelserne med hensyn til gennemsigtigheden og brugen af ny teknologi for at gøre markederne komplette, når det gælder information og således også effektivitet. Det er her, vi skal finde den stigning i produktiviteten, der er nødvendig for at få en stabil økonomisk udvikling uden inflation. Vi skal dog være opmærksomme. Måske er vi ved at opdele denne debat om Lissabon, men vi har stadigvæk en meget klar målsætning, nemlig at vi skal skabe de økonomiske og sociale betingelser, der medfører en varig vækst. Vi har allerede nævnt de økonomiske betingelser, effektiviteten og produktiviteten. Med de sociale betingelser skal vi undgå en opdeling og indkomstforskel i vores samfund, hvilket er en af de største farer. Jeg gentager dette, fordi det er noget, vi skal holde os for øje. Indkomstforskellen i Europa er nemlig blevet ved med at stige i den seneste tid. Det er et problem, der måske ikke er uløseligt i dag, men som i hvert fald bliver det fremover. Det medfører således et ansvar for markederne og for det offentlige. Vi skal træffe nogle meget konkrete beslutninger i Lissabon. I den forbindelse vil jeg gerne minde om et særligt punkt her, eftersom man kom med adskillige henvisninger til USA. I USA er dette nye marked, denne innovation og denne udbredelse af innovationen - det store fremskridt er, at det er en innovation, nemlig den telematiske, der også udbreder viden til de perifere områder - absolut ikke sket som følge af den private sektors initiativ alene. Man har foretaget store offentlige investeringer i hele USA, i de enkelte stater og på lokalt plan. Disse investeringer var meget omfattende, og det var investeringer i moderne infrastruktur. De skal være opmærksom på, at det her er vores direkte opgave - og jeg gentager, at det er vores direkte opgave - på offentligt plan og på de forskellige planer at skabe de telematiske motorveje, det vil sige de veje, som disse nye befordringsmidler kører på. Markedet, den private sektor og virksomhederne vil sørge for de befordringsmidler, man skal køre med, men det er os, der har pligt til at skabe de nye motorveje. Så det, premierminister Guterres sagde om computere på alle skoler og om det netværk, der skal omfatte alle de perifere områder, er ikke en pligt, man udelukkende kan overlade til markedet, for dette gør markedet simpelthen ikke. Uden dette vil vi i øvrigt ikke kunne nå de nye og nødvendige målsætninger om en udvikling i produktiviteten. Vores problem er således at undgå en krise i de perifere områder, hvilket ikke er ensbetydende med centralisering eller centraliseret planlægning, men derimod med at give de perifere økonomier de samme muligheder, som vi giver de centraliserede økonomier. Det er således derfor, at programmet skal rettes mod skolerne, og det er derfor, at vi skal tage en hel aldersklasse, lægge vægt på dette punkt og sørge for, at der ikke længere er nogen i denne aldersklasse, som kommer til at stå uden for den nye lærdom. Der er således en helt klar strategi for mødet i Lissabon. Det, som det egentlig drejer sig om i Lissabon, er efter min mening at skabe nyt mod, når det gælder beskæftigelsen og væksten, da vi ved, at vi kan gøre det. Vi skal således gå i retning af denne model, der er baseret på en sikker ligevægt. For at sammenfatte debatten i dag vil jeg gerne bruge et udtryk, som en af Dem brugte, og hvis jeg ikke husker forkert, var det hr. Goebbels, der sagde, at vi har et "fremtidsunderskud" i Europa. Det er simpelthen det, der er tilfældet. Vi har jamret i lang tid, mens frugterne af det, vi havde bragt så store ofre for at plante ved Europas rødder, faktisk modnedes. Lad os nu være så fornuftige også at forsøge at rette op på fremtidsunderskuddet og give de nye generationer en mening, idet vi på en beskeden, men også seriøs måde samarbejder om noget varigt. Det er derfor klart, at det bliver nødvendigt at forene de tre processer. Vores terminologi er desværre forfærdelig, men nu forener vi rent faktisk de makroøkonomiske, beskæftigelsesmæssige og strukturelle spørgsmål, og vi får så evnen til og muligheden for at opnå de resultater, vi ville, med nogle meget enkle og også specifikke aktioner. Vi må ikke glemme det europæiske selskab, for vi er endnu ikke nået til fuldstændig enighed om det europæiske selskab, men der er hundredtusinder af virksomheder, der beder os om det. Det skal gøres for enhver pris, for alene tanken om, at man i de 15 lande - der efterhånden er ved at blive til ét land - opererer med forskellige bestemmelser, når det gælder de elementære virksomhedsprincipper, er en uholdbar tanke. Det lykkes os ikke at overbevise andre om den, for den giver ingen mening. Det samme gælder for det europæiske patent. Her kan vi heller ikke overbevise andre om det, heller ikke med hensyn til udbudsbestemmelserne, kapitalmarkedet og starten på en samordning af den sociale sikring, for det nytter ikke noget, at vi planlægger store mobilitetsmuligheder og laver succesfulde programmer som Erasmus og Sokrates for at gøre folk mere mobile, hvis vi så har nogle sociale sikringsregler, som ikke fremmer denne mobilitet. Ud fra alle disse små stykker er vi således ved at give mødet i Lissabon indhold. Og det tror jeg netop, at vi er ved at gøre, fordi det portugisiske formandskab har trukket i harmoniseringens tråde og stykket de forskellige dele af mosaikken sammen. Vi står nu med disse værdier, og jeg håber, at vi i Lissabon bliver enige om at føre dem ud i praksis, for det tror jeg, at vi har brug for, og det vil også give os nogle uventede resultater.
Mange tak, hr. formand for Kommissionen, mange tak, hr. formand for Rådet, for de væsentlige bidrag, som De har tilført denne interessante og vigtige debat. Jeg har i overenstemmelse med forretningsordenes artikel 37, stk. 2, modtaget seks forslag til beslutning. Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00. Forhandlingen er afsluttet. (Mødet udsat kl. 20.15 og genoptaget kl. 21.00)
Før vi genoptager mødet, vil jeg gerne komme med en bemærkning, som jeg altid kommer med ved aftenmøderne, men da der er udskiftning blandt ansigterne, er der mange her, som endnu ikke kender til det. Jeg har en bøn til Dem, nemlig at De vil bidrage til en hurtig afvikling ved at overholde taletiden. Det skyldes tre ting. Den første grund er den gamle festregel om, at jo senere det er på aftenen, desto sjovere er gæsterne - sådan forholder det sig ikke for plenarforsamlingen. Den anden grund er, at de mennesker, der sidder her bag glasruderne - tolkene - også gerne vil hjem. Den tredje grund er, at foruden tolkene er der mange andre, der arbejder bag kulisserne, lige til mødet er slut, f.eks. med at gøre protokollen færdig til i morgen. Jeg vil altså gerne bede Dem om at overholde taletiden, så vi kan komme hurtigt videre!
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0051/2000) af Wijkman for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til fremme af fuld integrering af miljøaspektet i udviklingslandenes udviklingsproces (12485/1/1999 - C5-0013/2000 - 1999/0020(COD)).
ordfører. (SV) Hr. formand, lige siden Brundtland-rapporten fra 1987 har det stået klart, at en politik, som udelukkende lægger vægt på økonomisk vækst, ikke kan blive eller være bæredygtig på langt sigt. Udfordringen for os alle består i at integrere sociale hensyn og miljøhensyn. Det betyder bl.a., at miljøhensyn ikke kan betragtes som et sektoranliggende, men at eventuelle negative miljøkonsekvenser i forbindelse med produktion, transport, byggeri osv. skal afklares i planlægningsfasen og minimeres gennem forskellige foranstaltninger. Rio-konferencen betød, at der blev udarbejdet et handlingsprogram, som sektor for sektor udpeger de vigtigste problemområder i denne forbindelse og angiver, hvordan beskyttelsen af miljøet og naturressourcerne skal tilgodeses. Selvom det er et dokument på flere hundrede sider, er det et program, der er holdt på et generelt plan. For at komme videre i denne nødvendige integration kræves der en metodeudvikling. Det kræver desuden, at der vælges indikatorer, så man løbende ved, hvad man foretager sig, det kræver vidensopbyggende foranstaltninger, pilotprojekter osv. Denne type arbejde har fundet sted i mange år i mange OECD-lande. Det kunne have højere prioritet, men det finder sted. Værre står det til i størstedelen af udviklingslandene. Dér mangler man både viden og ressourcer for at kunne integrere miljøhensyn og den præventive arbejdsmåde, som er selve formålet i Rio-beslutningen. I denne forbindelse kan bistand spille en vigtig rolle. Vi som donorlande har i det hele taget et stort ansvar, når det drejer sig om at overføre en viden og en teknik, der er bæredygtig på langt sigt, det vil sige, som ikke medfører alvorlige skader for miljøet og naturressourcerne. Det forslag til forordning, som vi diskuterer i dag, tager sigte på at sikre, at EU med sin bistand integrerer miljøhensynene fuldt ud i aktiviteterne. Målsætningen på langt sigt er selvfølgelig, at denne type integration, eller mainstreaming som det kaldes, sker helt automatisk, det vil sige uden særlige bevillinger eller programmer. Endnu er der imidlertid stadig meget at gøre med henblik på at udvikle metoder. Ikke mindst skal både den eksisterende viden og kompetencen hos både Kommissionen og modtagerlandene øges. Jeg har haft ansvaret for forberedelserne forud for andenbehandlingen. Mit arbejde bygger selvfølgelig i høj grad på erfaringerne fra arbejdet ved førstebehandlingen. Parlamentet fremsatte dér en lang række ændringsforslag, hvoraf ca. en tredjedel er blevet godkendt af Rådet forud for andenbehandlingen. Da jeg analyserede situationen, identificerede jeg især tre-fire spørgsmål, som vi her i Parlamentet efter min mening bør forsøge at udarbejde ændringer til i forhold til Rådets forslag. For at nævne de vigtigste spørgsmål gælder det for det første budgettets størrelse. Det gælder desuden den måde, aktiviteterne styres på, og det gælder, hvordan loven skal tolkes, det vil sige, at det ikke bare skal være rettet mod udviklingslandene, men selvfølgelig også være gældende for vores egen virksomhed i EU. Det betyder ikke, at andre spørgsmål, som blev bragt på bane ved førstebehandlingen, ikke er vigtige, det betyder derimod, at vi bør koncentrere os om dem, der er vigtigst. For at nå til enighed med Rådet bør vi desuden sørge for, at vi slipper det, som har mindre betydning, så meget som muligt. Jeg kan med glæde konstatere, at i de uformelle samtaler, der har fundet sted, har budgetbevillingerne kunnet øges betydeligt, nemlig fra de foreslåede godt 50 millioner euro til godt 90 millioner euro. Det er efter min mening, hvilket også fremgår af ændringsforslag 11, noget, som vi bør støtte. Hvad angår denne forordnings gyldighedsperiode, mener jeg ikke, at der er nogen grund til at binde sig i dag én gang for alle. Jeg synes, at Rådets forslag er acceptabelt, eftersom der kommer til at finde en evaluering sted inden for fire-fem år. Dér vender spørgsmålet under alle omstændigheder tilbage til Parlamentet. Afslutningsvis vil jeg gerne nævne et spørgsmål, som der har hersket og stadig hersker delte meninger om. Det vedrører den såkaldte komitologiprocedure, det vil sige, hvordan selve implementeringen af denne lovgivning skal foregå. Hvad det angår, mener jeg, at vi skal forsøge at komme væk fra en ordning, som betyder, at medlemslandene blander sig direkte og styrer selve implementeringen i detaljer. De skal være med og træffe beslutning om ordningen og reglerne, men overlade det til Kommissionen at gennemføre selve projektet. Hvad det angår, har vi under behandlingen foreslået en såkaldt split commitology, hvilket så skulle kunne tjene et udmærket formål. Jeg håber, at det også bliver Parlamentets forslag efter afstemningen. Må jeg bede om en enkelt ting mere: Det forholder sig således, at vi får brug for yderligere høringer. Derfor henstiller jeg til allerede nu, at afstemningen finder sted på onsdag.
Hr. formand, der er tale om en meget vigtig forordning, fordi vi ikke længere kan sige "Vi ødelægger miljøet" - det har vi allerede gjort længe nok - men fordi vi nu næsten må sige "Miljøet ødelægger os!". Det er nu vores opgave at modvirke dette. I de industrialiserede lande gøres der en betydelig indsats for at bevare og beskytte miljøet. I udviklingslandene er der dog stadig et stort behov for en grundig udarbejdelse af passende politikker, strategier og projekter for at modvirke en yderligere ødelæggelse og for at skåne miljøet. Der skal træffes foranstaltninger, der tager højde for den virkning, udviklingslandenes integration i verdensøkonomien har. Jeg kan som eksempel igen nævne Nigeria, hvor støtten til jordolieindustrien resulterer i en tilsvarende miljøforurening. Også her skal der fremmes uddannelsesforanstaltninger, så der i sidste ende kan ydes hjælp til selvhjælp. Jeg giver derfor min fulde støtte til forordningens indhold, men de finansielle midler, som Rådet har foreslået, er dog langtfra tilstrækkelige. Derfor vil jeg gerne anmode alle parlamentsmedlemmerne om at stemme for især ændringsforslag 11, så der i det mindste står passende bevillinger til rådighed, også selvom disse er langt tilbage i forhold til de hidtidige forslag og kun udgør ca. 13 millioner euro årligt. Vi skal allerede på nuværende tidspunkt overveje en betydelig forhøjelse i forbindelse med revisionen af henholdsvis traktaten og forordningen.
Hr. formand, kære kolleger, selvom vi stadig har mange fremskridt at gøre, er det sandt, at Den Europæiske Union altid har haft en samarbejds- og udviklingspolitik over for udviklingslandene, og jeg tror, at miljøaspektet skal integreres og udvikles heri. Begrebet bæredygtig udvikling får sin fulde betydning i disse lande og i særdeleshed i de fattigste lande, for det er dem, der oftest lider under de store katastrofer, bl.a. de store naturkatastrofer, der synes at være blevet flere og flere i slutningen af dette århundrede. Der har ganske rigtigt været talt meget om forurening og forureningens påvirkninger af miljøet, men vi har set denne mangedobling af naturkatastrofer i Centralamerika og i Venezuela ved udgangen af sidste år, og vi ser den i Mozambique og på Madagaskar i dag. Faktisk er disse katastrofer et resultat af store klimaforandringer, som ikke er et ukendt begreb for os, for de er opstået på grund af menneskelige aktiviteter og især udviklingslandenes aktiviteter. Drivhuseffekten og skovfældningen har også en hel del konsekvenser. Hvad angår denne forordning omkring miljøaspektet i udviklingslandenes udviklingsproces har Rådet stort set fulgt de ændringer, vi har foreslået og vedtaget under første behandling. Fra et sådant synspunkt kan vi kun være tilfredse. Men jeg vil dog gerne gøre opmærksom på et punkt, som Rådet - uforvarende, tror og håber jeg i det mindste - har tilsidesat, selvom det er absolut fundamentalt. Nemlig koordineringen mellem de europæiske aktører og de lokale samarbejdspartnere, det vil sige de lokale ngo'er, basissamfundene og dem, der har en traditionel viden om udnyttelsen af den biologiske mangfoldighed. Intet projekt opnår en reel effektivitet, hvis ikke det udføres i snævert samarbejde med den implicerede befolkning. En sidste bemærkning. Hvis det lykkes os at danne nogle forretningsudvalg, tror jeg, at vi må genfremsætte ønsket om at skabe et klagesystem, der er åbent for offentligheden i udviklingslandene, når det drejer sig om forhold, der går imod lovmæssige interesser i sociale anliggender.
Hr. formand, nøglen til udvikling ligger for udviklingslandenes vedkommende i deres mulighed for selv at deltage i deres egen udvikling såvel i egenskab af dem, der definerer problemerne, som dem, der finder løsningerne. Som deltager i udviklingssamarbejdet har jeg iagttaget, at denne fremgangsmåde i de senere år med succes har afløst den gamle formynderiske bistandsideologi, hvor de såkaldte udviklede lande mente, at udvikling var, at man overførte vores livsform til de mindre udviklede lande. Udviklingssamarbejdets nye paradigme betoner et partnerskab, hvor den såkaldte bistandsyder er en rådgivende part. Der skal være plads til at lade de relevante lande selv definere, hvilke problemer de har, og lade dem selv udarbejde en plan til at forbedre situationen og selv realisere løsningen. Bistandsyderens vigtigste opgave er at gøre sig selv overflødig og sørge for, at arbejdet skaber velfærd og fremgang på stedet. Hr. Wijkman har i denne forbindelse udarbejdet en god betænkning, som understreger dette ene succesrige og moralsk holdbare paradigme. Alligevel anvendes denne fremgangsmåde på EU-niveau indtil videre skandaløst dårligt i forhold til initiativer inden for videnskab og teknologi. EU's rammeprogrammer omfatter ikke udviklingslandene. Med andre ord kan f.eks. nordafrikanske partnere ikke være med i et miljøinitiativ inden for videnskab og teknologi. Der er naturligvis ingen, der forhindrer dem i at forske, men der er simpelthen ingen finansieringsmuligheder, da udviklingslandene ikke har adgang til at ansøge om penge hos konsortierne. Men hvorfor ikke? Det er jo blevet nemmere for Østeuropa at deltage. Sagen er så meget mere uforståelig, når man tænker på, hvor vedkommende f.eks. Nordafrikas problemer med voksende ørkenområder eller Middelhavsområdets problemer er for os. Vi må give de lokale forskere øget ansvar i form af finansiering, således at vi får skabt en udvikling, som gavner lokalsamfundene og lader jobbene blive tilbage, når de finansierende parter har forladt stedet. Vi bør sikre, at ikke et eneste initiativ gennemføres uden deltagelse af lokale forskere.
Hr. formand, med denne forordning har Den Europæiske Union et instrument og det retlige, men også politiske ansvar for at inddrage miljøaspekterne i udviklingspolitikken. Til det formål er det selvfølgelig nødvendigt med tilstrækkeligt store bevillinger. Derfor går jeg - som en af de foregående talere - ind for at stemme for ordførerens ændringsforslag 11. Eftersom en inddragelse af miljøaspekterne er forbundet med et engagement på langt sigt, er jeg principielt modstander af en tidsfrist for denne forordning. Argumenterne om, at for lange forhandlinger med Rådet vil bringe eksisterende og løbende projekter i fare, overbeviser mig dog om det modsatte. Jeg mener også, at ændringsforslag 9, der tager sigte på at inddrage det civile samfund i udvekslingen af informationer og i gennemførelsen af denne forordning, har stor betydning, for efter min mening skal diskussionen om det civile samfund, diskussionen om god regeringsførelse ikke kun komme til udtryk i politiske søndagstaler, men også i den aktive, politiske gennemførelse. Ligeledes støtter jeg ordførerens forslag om en "opdelt" komitologi, nemlig at de strategiske retningslinjer skal vedtages efter forvaltningsproceduren, mens gennemførelsen af andre spørgsmål vedtages efter rådgivningsproceduren.
Vi er forhåbentlig ved at nå frem til afslutningen på den proces, der startede for et år siden under det foregående Parlament. Bortset fra at emnet i sig selv er vigtigt, er denne forordning og den tilhørende forordning om tropiske skove de første forordninger om udviklingssamarbejde, som skal behandles i henhold til den fælles beslutningsprocedure. Dette er derfor for mange af os en interessant og lærerig oplevelse. Den foregående forordning udløb i slutningen af 1999. Siden starten af året har Kommissionen ikke kunnet indgå nye finansielle forpligtelser vedrørende disse budgetposter. Det sætter Kommissionen og Europa i en særdeles vanskelig situation, hvorfor vi ønsker at afslutte vedtagelsesprocessen inden for nær fremtid. Vi har i den forbindelse støttet de uformelle forhandlinger mellem formandskabet for Rådet og Parlamentets ordfører med henblik på at nå frem til et forslag, som begge parter kunne acceptere. De største uoverensstemmelser har vedrørt de finansielle referencebeløb, komitologi og forordningens gyldighedsperiode. Jeg vil gerne kort kommentere hvert af disse spørgsmål. Ganske kort, hvad angår det finansielle referencebeløb, accepterer vi kompromisforslaget i ændringsforslag 11. Komitologi: Vores holdning har været at fremme en rådgivningsprocedure snarere end en forvaltningsprocedure til forvaltningen af forordningen i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999, som angiver, at "forvaltningsproceduren (bør) følges, for så vidt angår forvaltningsforanstaltninger, såsom dem der vedrører gennemførelsen af den fælles landbrugs- og den fælles fiskeripolitik eller gennemførelsen af programmer med store budgetmæssige konsekvenser". Efter vores mening har programmet, som skal finansieres i henhold til forordningen, ikke store budgetmæssige konsekvenser og fortjener derfor ikke en forvaltningsprocedure. En rådgivningsprocedure vil være mere hensigtsmæssig. I lyset af Rådets holdning vedrørende dette spørgsmål og for at undgå en forligsprocedure, støtter vi Parlamentets kompromisforslag om en opdelt komitologiprocedure, hvorved beslutninger om strategiske retningslinjer for de finansierede aktiviteter vedtages efter forvaltningsproceduren, mens gennemførelsen af det begrænsede antal projekter på over 2 millioner euro vedtages efter rådgivningsproceduren. Kommissionen støtter derfor i princippet ændringsforslag 16, men foretrækker dog ordlyden i ændringsforslag 19, 20 og 21. Hvad angår forordningens gyldighedsperiode, har det været vores holdning at støtte en ubegrænset gyldighed under forudsætning af periodiske revisioner efter evalueringer. Vi er dog klar over, at hvis den ubegrænsede gyldighed vedtages, fører det uundgåeligt til en forligsprocedure. Vi mener i den sammenhæng, at Rådets forslag om en gyldighedsperiode på syv år er tilstrækkelig og støtter derfor ikke, ud fra et ønske om at undgå en forligsprocedure, ændringsforslag 18, som giver forordningen ubegrænset gyldighed. Det sidste vigtige spørgsmål, som gælder både denne forordning og forordningen om skove, er ændringsforslagene om bankgarantier. Vi deler Parlamentets synspunkt om, at Kommissionen ikke skal opstille bureaukratiske hindringer for ngo'ernes adgang til finansiering fra Fællesskabets midler. Kommissionen besluttede derfor i juli 1999 kun at kræve bankgarantier for forudbetalinger på over 1 million euro. Problemet er derfor stort set løst. Desuden mener Kommissionen, at sådanne spørgsmål bedst behandles horisontalt snarere end gennem specifikke bestemmelser. Kommissionen støtter derfor ikke ændringsforslag 10 om bankgarantier. De resterende ændringsforslag til miljøforordningen kan opdeles i to kategorier: På den ene side ændringsforslag, som udgør en omformulering af den foreslåede lovs omfang eller interventionsmidler, og på den anden side ændringsforslag vedrørende forvaltningen af de finansierede aktiviteter, især de finansielle aspekter. Hvad angår disse to typer ændringsforslag, mener Kommissionen følgende: Med henblik på at finde en kompromisløsning, som gør det muligt at undgå en forligsprocedure, støtter Kommissionen ændringsforslag 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 og 8, om end Kommissionen mener, at de kun bibringer den overordnede tekst lille merværdi. Ved en omhyggelig gennemgang af den fælles holdning ses det, at de fleste betænkeligheder bag disse ændringsforslag er taget i betragtning, men i henhold til strukturen i forordningen. Den anden type ændringsforslag giver Kommissionen flere problemer, og Kommissionen støtter dem derfor ikke. Ændringsforslag 9 - koordinering med lokale partnere, som formuleret i betænkningen - støttes ikke af Kommissionen, ikke fordi Kommissionen er uenig i princippet, men fordi den pågældende artikel er udformet i traktaten, der kun henviser til koordinering med medlemsstaterne. I ændringsforslag 12 foreslås det at øge tærsklen for indgivelse af projekter til behandling i Rådet fra 2 millioner euro til 5 millioner euro. Eftersom de fleste projekter allerede er på under 2 millioner euro, anses dette ændringsforslag for irrelevant. Vi er desuden bekymrede for, at vedtagelse af dette ændringsforslag ville føre til en forligsprocedure. Kommissionen støtter det derfor ikke. Ændringsforslagene om tilvejebringelse og adgang til markederne - ændringsforslag 13 og 14 - vil være ensbetydende med en fravigelse fra normen og omhyggeligt aftalte formuleringer. Under alle omstændigheder finder Kommissionen det ikke hensigtsmæssigt, i lighed med bankgarantierne, at sådanne spørgsmål behandles i henhold til specifikke bestemmelser i specifikke forordninger, men snarere horisontalt. Vi er imod ændringsforslag 15 vedrørende oprettelsen af en miljøkontrolenhed, da dette efter vores mening er et spørgsmål om intern tilrettelægning i Kommissionen, der ikke skal behandles i en forordning. En sådan enhed er faktisk allerede driftsklar, selvom vi agter at styrke den yderligere. Afslutningsvis støtter vi ikke ændringsforslag 17, da det ikke er i overensstemmelse med de sædvanlige regler for eller formuleringer i forordninger og anses for at være overflødigt.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. Jeg vil gerne bede ordføreren, hvis han ønsker en udskydelse, om at anmode herom i afstemningstiden. Vores tjenestegrene siger, at det da er muligt.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0043/2000) af Bouwman for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og turisme ... (Hr. Bouwman afbrød formanden) Bouwman. (DE) Hr. formand, jeg mener, det er en fejl! Der er en betænkning før denne. Jeg har ikke noget imod at tale nu, men der er en betænkning før denne. Formanden. Mange tak, hr. Bouwman, jeg vidste jo helt fra starten af forhandlingen, hvorfor jeg var så glad for at se Dem her i Europa-Parlamentet. Jeg beder om undskyldning, jeg er kommet til at rode lidt rundt i dokumenterne. Det sker jo nogle gange under de hektiske aftenmøder. Glem, hvad jeg sagde før. Vi starter forfra. Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0048/2000) af Fernández Martín for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene (12487/1/1999 - C5-0014/2000 - 1999/0015(COD)).
Hr. formand, med denne forhandling indvier vi - som kommissær Nielson sagde - Udvalget om Udvikling og Samarbejdes nye kompetenceområder inden for det fælles beslutningsområde. Den forordning, som vi forhandler om i dag, har til formål at fastsætte foranstaltninger til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove i udviklingslande med henblik på at sikre den nødvendige finansiering til at bevare og fremme foranstaltninger og projekter, som har været i gang med dette formål siden vedtagelsen af forordning nr. 3062, som var gældende indtil december 1999. Det er med dette finansielle instrument, at Unionen kan opfylde forpligtelserne fra konventionen om biologisk mangfoldighed, rammekonventionen om klimaændringer og konventionen om bekæmpelse af ørkendannelse. I alle disse påpeges det, at det er nødvendigt at støtte udviklingslandene i deres søgning efter løsninger på problemerne med deres skovressourcer. Mellem 1990 og 1995 mistede verden over 56 millioner hektar ulige fordelt skov, dog specielt i udviklingslandene, som følge af forøgelse af arealerne til agerbrug, konstruktion af infrastruktur, naturkatastrofer eller katastrofer forårsaget af påsatte brande. Vi står således over for et gigantisk problem ikke kun for udviklingslandene, men for hele jorden og for alle levende væsener, som bebor den. Det er et problem, som Parlamentet allerede har udtalt sig om ved førstebehandlingen i slutningen af forrige valgperiode den 5. maj 1999. Siden da har der været en lang og ikke altid nem forhandlingsproces i Rådet, som ikke nåede frem til en fælles holdning før i december 1999, og mellem Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet i søgningen efter den nødvendige enighed, som alt sammen har været betinget af vedtagelsen af et budget, som indførte begrænsninger på visse forhold, især fordi det var nødvendigt at bevilge midler til at iværksætte særplanen for genopbygningen af Kosovo. Parlamentet vedtog allerede ved førstebehandlingen i alt 34 ændringsforslag, hvoraf Rådet i sin fælles holdning helt eller delvist har medtaget 18. Af de resterende 16 er nogle, især ændringsforslag 5 og 6, ikke længere aktuelle efter den interinstitutionelle aftale om budgettet for 2000. Den drøftelse og forhandling, vi har haft med Rådet og Kommissionen, har drejet sig om tre ting, nemlig budgettet, tidsplanen og komitologien. Ordføreren ønsker især at fremhæve den indsats og fleksibilitet, som alle har udvist med henblik på at tilnærme holdningerne med hensyn til budgettet, således at vi fra en oprindelig bevilling på 9 millioner euro til konto B7-6201, hvilket udgjorde i alt 73 millioner euro for hele perioden, er nået til en aftale, der omfatter bevilling af 249 millioner euro for de næste syv år i alt ud over de 30 millioner euro, der allerede er bevilget i budgettet for 2000. På baggrund af denne budgetaftale - som også implicit omfatter en aftale om tidsplanen - vedrører forskellene især komitologispørgsmål som følge af Parlamentets og Rådets egen historiske holdning, som i fremtidens lys efter min opfattelse - og for ikke at insistere på de problemer, der blev fremlagt i hr. Wijkmans indlæg - bør revideres i en interinstitutionel aftale med henblik på at gøre Parlamentets lovgivningsprocedure mere smidig og fleksibel. Jeg vil slutte med at anmode Parlamentet om at støtte ændringsforslag 1, 7, 9, 10, 11 og 12 og afvise de øvrige, som, hvis de blev gennemført, ville ødelægge den aftale, der er opnået ved forhandlingerne med Kommissionen og Rådet, hvilket ville betyde, at der skulle indledes en forhandlingsproces, og at nogle af de foranstaltninger og projekter, der skulle gennemføres, ville blive lammet, og det ville uden tvivl skabe alvorlige problemer for bevarelses- og genopretningspolitikkerne for de tropiske skove, som vi ønsker at udvikle.
Hr. formand, jeg vil gerne give den forrige taler og ordføreren, hr. Fernández Martín, ret på mange punkter i betænkningen. Det er frem for alt meget vigtigt, at vi i forbindelse med alle budgetposter taler om bevillingerne til disse budgetposter. Nøjagtig som ved den tidligere betænkning er jeg ikke tilfreds med, at der er en begrænset varighed, men med henblik på meget truede projekter er det et godt argument, når der skal nås til enighed med Rådet så hurtigt som muligt. Nøjagtig som ved Wijkman-betænkningen er jeg enig med ordføreren, hvad angår en split comitology, altså at strategiske retningslinjer vedtages efter forvaltningsproceduren, og at der findes et rådgivende udvalg til projekternes gennemførelse. Et punkt, der efter min mening virkelig er vigtigt, er, at de forskellige ændringsforslag - f.eks. ændringsforslag 2 og ændringsforslag 4 - understreger skovbefolkningens og de indfødtes aktive deltagelse. Jeg mener, at det er et virkelig væsentligt punkt, især når vi taler om en bæredygtig forvaltning af de tropiske og andre skove i udviklingslandene.
Hr. formand, hr. kommissær, hr. Martín, De har jo meget tydeligt gjort rede for, hvad Deres betænkning handler om. Mange tak for det. Men vi ved også meget vel, at ikke alle projekter munder ud i de ønskede resultater, sådan som vi gerne så det. Så meget desto vigtigere er det derfor for os, at den berørte lokale befolkning og de lokale grupper inddrages allerede forud for planlægningen af, hvordan projekterne skal udformes, således at det kan sikres, at vi får nogle økologisk, socialt, men også kulturelt bæredygtige projekter, som vi jo ønsker at finansiere. De lokales interesser bliver - det ved vi også - ikke altid respekteret, de bliver derimod ofte underlagt og ofret til fordel for de økonomiske interesser hos bestemte grupper, f.eks. multinationale træfældningsfirmaer. Her kunne jeg fortælle mangt og meget om Brasilien, og om hvordan sådanne interesser bliver repræsenteret dér, for én ting står klart: Spørgsmålet om, hvorvidt tropiske skove overhovedet kan forvaltes bæredygtigt uden samtidig at tage varig skade, har vi endnu ikke fået en tilfredsstillende afklaring på. Netop her bør Kommissionens og Rådets beløb ikke reduceres, for det ville vel snarere virke mod hensigten. Hvis skovene fortsat skades på denne måde, bliver det nemlig i første omgang de lokale, der kommer til at lide, og derefter os alle sammen på hele planeten, for vi kan jo allerede konstatere de dramatiske klimaforandringer. Det er også meget vigtigt for os, at projekterne kan fortsætte uden at blive afbrudt. Det, vi eksempelvis kræver af Rådet, er jo ikke krav, der er grebet ud af luften, og jeg mener også, at det bør være muligt at gennemføre nogle ting her gennem dygtige forhandlinger, for det er jo ikke umuligt at opfylde betingelserne. Derudover tilslutter vi os Fernández Martín-betænkningen. Det, som fru Scheele og de andre har sagt, stemmer også nøje overens med vores forestillinger. Mange tak for denne storslåede tidsgave til mine kolleger.
Hr. formand, kære kolleger, regnskovenes tilstand bekymrer os i mere end én forstand. Ødelæggelsen er ikke blot kvantitativ, men også kvalitativ. Vores planets biologiske mangfoldighed er i fare. Kommissionen har derfor handlet opportunt, idet den har foreslået en ny forordning fra Rådet omkring regnskovene, og jeg erklærer mig helt enig i ordlyden af de foreslåede ændringer fra ordføreren, hvis skarpsindige og relevante arbejdsindsats jeg hilser velkommen. Han afdækker nogle interessante perspektiver, som jeg gerne ville uddybe på visse punkter. En overvejelse af forordningernes anvendelsesområde forekommer mig at være af yderste vigtighed. Først og fremmest skal projekterne være mere målrettede mod genskabelsen af regnskovene. Men Rådets forordning af 1995 hæftede sig måske lidt for ensidigt ved bevarelsen af regnskoven og ikke tilstrækkeligt ved udnyttelsen af dens produktionspotentiale. Desuden må de kommende fællesskabsaktioner tage alle aspekterne af et bæredygtigt skovbrug i betragtning. Dette indebærer at respektere de indfødte befolkninger, der er afhængige af skovenes økosystemer. Vi må ikke glemme, at disse skrøbelige befolkningers nødvendige deltagelse støder mod alvorlige forhindringer. De omtalte skovområder oplever ofte vanskelige og konfliktprægede situationer, der er bivirkninger ved turismen, som alt for ofte fremstilles som en mirakelløsning, og så er der de lokale skovvedtægter, der næppe finder anvendelse i de tilfælde, hvor de eksisterer overhovedet. Der findes selvfølgelig skove, der er unddraget enhver form for produktionsaktivitet, men der er ligeledes skove, hvis økonomiske virksomhed bibeholdes. Dette er tilfældet med vores skove i den Europæiske Union, og, kære kolleger, jeg spørger Dem, hvilken hjælp vores europæiske skove, der blev hærget af stormen sidste december, modtog fra Fællesskabet? Vi må hæve indsatsen for denne betænkning, men samtidig må vi også grundlægge en egentlig fællesskabspolitik til bevarelse og bæredygtig forvaltning af vores skove.
Jeg behøver næppe understrege de tropiske skoves betydning på globalt plan som følge af deres indflydelse på klimaet, den store del af verdens biodiversitet, som de indeholder, og naturligvis deres betydning for millioner af menneskers levebrød i udviklingslandene - hvor brænde er et tydelig eksempel herpå. Af disse og andre årsager forventer borgerne i Europa med rette, at Fællesskabet støtter aktiviteter, der skal bevare og fortsætte en bæredygtig forvaltning af de tropiske skove. Jeg siger tropiske skove, men et nyt element i denne forordning, i forhold til den foregående, er, at forordningen nu også omfatter alle udviklingslande og derfor også omfatter lande som Sydafrika, Kina, Middelhavs- og Mellemøstområderne. Forordningen henviser også specifikt til oprindelige folk og befolkninger, der er afhængige af skovene samt til behovet for at tage overvejelser i forbindelse med køn med i betragtning. Vi har netop drøftet miljøforordningen, og de kommentarer jeg havde til den vedrørende en række horisontale spørgsmål, gælder også i høj grad forordningen om skove. Jeg skal derfor gøre det kort. Hvad angår ændringsforslagene i Fernández Martín-betænkningen, har Kommissionen følgende holdning om de primære horisontale spørgsmål. Den finansielle side: Kommissionen kan acceptere kompromisbeløbet på 249 millioner euro over syv år som foreslået i ændringsforslag 9. Komitologi: Kommissionen støtter i princippet ændringsforslag 11, men foretrækker ordlyden i ændringsforslag 13, 14 og 15. I disse ændringsforslag foreslås der en opdelt komitologiordning, hvor de årlige retningslinjer og prioriteter er underlagt en forvaltningsprocedure, mens Rådet skal gennemgå projekter på over 2 millioner euro i henhold til en rådgivningsprocedure. Forordningens varighed: For at undgå en forligsprocedure kan Kommissionen ikke støtte ændringsforslag 12, der giver forordningen ubegrænset varighed. Efter vores mening udgør Rådets foreslåede varighed på syv år et acceptabelt kompromis. Bankgarantier: Kommissionen støtter ikke ændringsforslag 8 vedrørende bankgarantier af samme årsager som angivet tidligere. Vi er imod, at der udarbejdes særlige bestemmelser for specifikke budgetposter, da dette er i strid med vores fælles mål, nemlig at forenkle og forene de administrative procedurer. Efter en beslutning af Kommissionen i 1999 mener vi desuden, at problemet stort set er løst. Hvad angår de øvrige ændringsforslag, er vores holdning som følger. Kommissionen bifalder og støtter ændringsforslag 7 og 10. Ændringsforslag 4 kan accepteres. Vi støtter ikke ændringsforslag 2, 3 og 6, da vi mener, at begreberne er taget i betragtning andetsteds i forordningen efter førstebehandlingen. Af hensyn til en klar og koncis lovgivning foretrækker vi derfor, at disse ændringsforslag forkastes. Ændringsforslag 1 kan ikke støttes, da det efter vores mening kun bibringer lille merværdi. Som følge af Rådets negative holdning til dette ændringsforslag går Kommissionen ind for, at dette også forkastes. Afslutningsvis kan vi ikke støtte ændringsforslag 5, da begrebet "alvorlig tvivl" menes at være for subjektivt og gør det meget vanskeligt at gennemføre forordningen. Desuden er formålet med dette ændringsforslag, nemlig at undgå projekter med negative sociale, kulturelle eller miljømæssige virkninger, omfattet af artikel 4, stk. 5, om konsekvensanalyser.
Mange tak, hr. kommissær Nielson. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Nu, hr. Jarzembowski, kommer det store øjeblik. Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0043/2000) af Bouwman for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentes og Rådets direktiv om modtagefaciliteter i havne for driftsaffald og lastrester fra skibe (11195/1/1999 - C5-0251/1999 - 1998/0249(COD)).
Hr. formand, fru kommissær, vi taler om et direktiv, der er benhårdt. Vi har her i de seneste uger talt om katastrofen med Erika. Der udtænkes alle mulige nye forholdsregler på kort sigt med hensyn til dobbelte vægge, med hensyn til kontrol, med hensyn til kontrol af inspektionsorganer osv. Hvis vi ser på olieforureningen af havet som følge af den slags katastrofer, taler vi om godt og vel 3% alt i alt. Dobbelt så meget kommer fra den almindelige skibsdrift. Og ikke kun det. Hvis vi ser på vores strande, ser vi f.eks. i Nederlandene, men det gælder også for andre lande, at 49% af det affald, der skyller i land, kommer direkte fra havet. Kun 15% kommer fra turister, og en stor del er endog uforklarlig, men det kommer naturligvis også et sted fra. Kort fortalt er dette direktiv af stor interesse, fordi den økonomiske skade er stor, og fordi kvaliteten af leveomgivelser for fugle, fisk osv, der er af stor vigtighed, går tilbage. Det handler kort fortalt om vores leveomgivelser. Om motiverne for dette direktiv behøver jeg ikke at sige mere. Om direktivets kvalitet vil jeg kun udtrykke mig positivt med hensyn til Kommissionen. Og alligevel var der ved den første behandling en lang række ændringsforslag, og de blev alle støttet af Parlamentet. Jeg tror, der var 18. En stor del af dem blev godkendt, men en række mindre vigtige blev ikke godkendt. De kommer tilbage på en eller anden måde, men jeg vil især koncentrere mig om et enkelt meget vigtigt punkt. I hele Unionen er vi enige om, at der skal ske noget, hvis havene bliver forurenet. Jeg henviser endnu en gang til Erika, men også til andre sager. Vi er også enige om, at princippet om, at forureneren betaler, skal anvendes. I den foreliggende indstilling er der et ændringsforslag, hvor det handler om ikke at tillade fuld variation i omkostningssystemer i EU, fordi nogle omkostningssystemer for modtagefaciliteter i havne ikke gør ret over for, hvad der er nødvendigt for at holde vores miljø rent. Det er der ikke noget økonomisk incitament til. Lad mig gøre eksemplet helt klart. I de sydlige medlemslande anvender man faktisk et "direct costing" princip, hvilket vil sige, at forurenere, der bringer deres affald til havnene, betaler, men de forurenere, der ikke bringer affaldet til havnene, forurener, men betaler ikke. I de nordlige lande har man et system, hvor det i hvert fald ligger anderledes med det finansielle element. Alle betaler, hvad enten affaldet kastes overbord eller det afleveres. Derudover er der en slags økonomisk incitament til på den ene eller anden måde at bidrage til, at affaldet afleveres. Det er der gjort erfaringer med, det er der lavet videnskabelige undersøgelser om, og det synes at virke. Det er en af årsagerne til, at Parlamentet på det punkt holder på sit, og også Kommissionen som jeg nu fører forsvaret for, holder på håndhævelsen af en procentsats af indirekte omkostninger, der skal indeholdes i havnepengene. Det er egentlig, hvad vi går efter. At procentsatsen skal være 90% er ét punkt. Den kunne også være 75%, men der skal i hvert fald være en bund i det. Den bund skal være ret solid. Ellers vender vi tilbage til mange forskellige former for systemer, og så må vi, for at udtrykke det på den måde, vente mange år endnu, før vi har lært den lektie, som vi faktisk allerede kender nu. Jeg vil derfor gerne overbevise alle om, at det af den årsag er klogt at vælge et system, hvor indirekte omkostninger på en eller anden måde indeholdes i havnepengene. Hvis man ser på Kommissionens direktiv som sådan, kan et land gå til 0,01% indirekte omkostninger, hvis det ønskes. Jeg er bange for, at man i praksis vil vælge det. Det er også det vigtigste punkt, som vi i den kommende tid skal udveksle tanker om. Der er også andre meget andet i det. Vi er nået til overensstemmelse på mange punkter. Jeg tror også, at vi klarer det. Men det er sagens kerne, og jeg ville henlede alles opmærksomhed på det.
Hr. formand, fru næstformand, kære kolleger, jeg vil gerne starte med at understrege, at vi har haft en god forhandling under de to behandlinger. Jeg vil gerne rette en hjertelig tak til ordføreren, hr. Bouwman, fordi han har påtaget sig sagen og gjort så fint rede for den. Vi er jo enige med Rådet på tre punkter. For det første skal alle europæiske havne skabe nogle fornuftige modtagefaciliteter for driftsaffald, hvis de ikke allerede har gjort det. Faciliteterne skal altså være der. For det andet skal alle skibe, uanset hvilket flag de sejler under, bortskaffe deres affald. For det tredje skal omkostningerne bæres af skibet. Det er vi enige om. Vi ønsker nemlig at opnå et system i fællesskab for at undgå, at der er økonomisk incitament til at dumpe affaldet i havet. For det første ønsker vi at beskytte floraen og faunaen, og for det andet findes der mange kyster, som turisterne på den ene side glæder sig over, og som på den anden side skal skabe arbejdspladser. Det vil sige, at vi ønsker et effektivt system. Hvor adskiller vi os så fra Rådet, bortset fra detaljer om, at vi ønsker at undtage museumsskibene fra de bureaukratiske bestemmelser, og at vi er lidt mere strikse i forbindelse med de store fiskerfartøjer og fritidsfartøjer? Den virkelig afgørende forskel er spørgsmålet om, hvordan man pålægger skibet bortskaffelsesomkostningerne. Hr. Bouwman har jo allerede gjort rede for det. Man har to erfaringer: først erfaringerne fra Østersøområdet, og det er ikke erfaringerne i en enkelt stat, men derimod erfaringerne i hele Østersøområdet, og de siger, at hvis man dækker en stor del af bortskaffelsesomkostningerne via de almindelige havneafgifter, er der jo ikke noget incitament til at bortskaffe skibsaffaldet i havet. Hvis man allerede har betalt for bortskaffelsen, kan man også bortskaffe affaldet i havnen. Det andet system går ganske enkelt ud på, at forureneren betaler: De, der lander skibsaffald, skal betale for det. Dette andet system har vist sig at være ineffektivt, for hvorfor er Middelhavet så beskidt? Hvorfor er Nordsøen så beskidt? Fordi princippet om, at forureneren betaler, ikke fungerer på grund af mangelen på en fornuftig kontrol! Derfor har udvalget sagt med et bredt flertal - ikke noget stort flertal, repræsentanterne for mindretallet vil tale om et øjeblik - på samme måde som Parlamentet som helhed under førstebehandlingen, uden at der var strid herom, at no special fee-systemet er det bedste system, fordi det så at sige giver skibene et økonomisk incitament til ikke at dumpe skidtet i havet, men derimod til at bortskaffe det i fornuftige modtagefaciliteter. Det er det afgørende spørgsmål. Vi er parat til at nå til enighed med Rådet. Men Rådet har hidtil afvist ethvert seriøst forsøg på at nå til enighed med os. Derfor appellerer jeg til Europa-Parlamentet om støtte til vores forslag, ifølge hvilket væsentlige dele skal dækkes op til 90% af de almindelige havneafgifter. Så bliver det nemlig muligt at nå til enighed med Rådet i en forligsprocedure, det være sig om 75% eller hvad det nu bliver. Derfor også min bøn til Kommissionen: Fru næstformand, vær forsigtig med, hvilken side De stiller Dem på! Af hensyn til miljøbeskyttelsen og en langsigtet, blomstrende turistindustri i mange af Fællesskabets lande er det efter min mening bedre at have et effektivt system. Støt derfor vores no special fee-system. Måske opnår vi så et fornuftigt kompromis med Rådet i forligsproceduren.
Hr. formand, det glæder mig, at det er netop Dem, der leder denne forhandling, eftersom jeg ved, at De som bayrer altid har forståelse for havnene og havene, og jeg vil gerne takke ordføreren, Theo Bouwman, for det arbejde, han har ydet, og også for samarbejdet med os forud for afstemningen i morgen. Der er et par punkter på dagsordenen i morgen. For det første ved vi, at transporten af mennesker og gods pr. skib er den mest miljøvenlige i forhold til andre transportformer. Samtidig ved vi, at skibene i høj grad bidrager til havforureningen med affald, lastrester og olieslam. Skibsbrændselet er nu engang svær brændselsolie, og vi ved, at 1-3% af denne svære brændselsolie bliver tilbage som olieslam og som oftest bliver bortskaffet i havet. Jeg tror, vi er enige om, at skibe skal bortskaffe affalds- og reststoffer i havnene. Deraf følger - der kan egentlig ikke være nogen anden logisk følge - at kravet for at opnå renere have først og fremmest er, at det ikke længere må kunne betale sig at bortskaffe affaldet i rum sø på illegal vis. Det er det, det handler om, og det er også hovedsageligt det, vi har debatteret her. Vi havde, fru kommissær, en meget udførlig forhandling med Dem i januar om følgerne af katastrofen med Erika. Dér sammenfattede vi endnu en gang alle punkter vedrørende skibssikkerhed og renere have. Og også dette direktiv om modtagefaciliteter i havne til lastrester fra skibe handler netop om, hvordan vi gør havene renere. Blot til Deres information: Vi ved, at der alene i Nordsøen årligt bortskaffes 70.000 m3 skidt på illegal vis, og vi ved omvendt, at højst 5-10% af skibene benytter den korrekte metode nu, nemlig at bortskaffe deres affald i havnene. Denne skandale er heller ikke acceptabel set ud fra Rådets synspunkt. Rådet siger jo også, at alle havne skal råde over passende modtagefaciliteter. Konflikten handler jo i sidste ende om, hvordan der betales. Parlamentet sagde med stort flertal under førstebehandlingen, at skibene skal betale et betragteligt beløb, nemlig mindst 90%. Og det er det, der adskiller os fra Rådet, der siger til os, at de skal betale et beløb. Men et beløb kan også bare være en halv euro, og det ville ved Gud være for lidt i dette tilfælde. Så er der ingenting, der ændrer sig. Det udøver ikke økonomisk pres på skibene, så de opfører sig derefter. Det er nødvendigt med en standardafgift for bortskaffelse for alle skibe, uanset om der rent faktisk gøres brug af bortskaffelsesfaciliteterne, det vil sige, at det økonomiske incitament til at bortskaffe affaldet i havet skal bortfalde, hvilket - som man allerede har været inde på her - har været muligt i Østersøen - med Helcom-aftalen, med no special fee-systemet. Det, der kan lade sig gøre dér, må også kunne fungere for de andre europæiske have, for det handler ikke kun om miljøet, det handler om rene vandløb, det rækker så langt som til turismen, og - hvilket er afgørende - foruden miljøspørgsmålet handler det også om konkurrenceneutralitet. Skibene skal kunne overholde de samme betingelser i havnene, og kun hvis Parlamentet, Rådet og Kommissionen skaber disse betingelser i fællesskab, er der tale om konkurrenceneutralitet for havnene og skibene. Efter min mening handler det også om Unionens og især Parlamentets troværdighed. Jeg tror, folk er trætte af, at de oplever et katastrofehykleri i Europa og hos ministrene, sådan som vi jo har set det med Erika. Der kommer olie på strandene, og derefter dukker politikerne, ministrene op med deres lille spand og bekymrer sig om bortskaffelsen, men når der 14 dage senere er et strengt direktiv på dagsordenen, har man glemt de fine ord fra i går. Vi kan ikke udelukke ulykker 100%, men vi kan træffe så optimale forebyggende foranstaltninger som muligt. Til det formål er dette konsekvente direktiv et vigtigt skridt. Jeg håber også, at mine liberale kolleger måske vil overveje inden i morgen, om de ikke - også af hensyn til Parlamentets identitet - kan være med i andenbehandlingen på samme måde som i førstebehandlingen, for vi får jo en forligsprocedure, og her må man se, hvor langt Rådet kan gå. Jeg mener, at vi af miljø- og konkurrencemæssige årsager og på grund af, hvad der blev besluttet for to måneder siden, i januar, bør vedtage disse forslag, sådan som vi har debatteret dem i udvalget, med et bredt flertal i morgen.
Hr. formand, fru kommissær, hr. ordfører, tillykke med Deres direktiv. De har netop sagt det: Vi har hårdt brug for det direktiv. Det er et godt direktiv. Havnene skal have en modtagefacilitet. Endelig kommer der kontrol. Medlemslandene skal også pålægge sanktioner, hvis der er nogen, der ikke efterlever reglerne. Det er meget vigtigt. Det er godt for miljøet. Der investeres allerede nu, i afventning på direktivet. F.eks. bygges der nu i Antwerpen, i nærheden af hvor jeg bor, en stor installation, der ikke eksisterede førhen. Direktivet virker altså på en vis måde allerede. Der er et punkt, hr. Jarzembowski har også nævnt det, hvor vi ikke er enige. Hvordan betragter vi omkostningerne? Princippet er vi enige i: Forureneren betaler. Men skal han betale med et automatisk fuldt beløb, eller et meget stort beløb i havnepengene, eller laver vi en fleksibel ordning, som Rådet nu foreslår? Hvor ligger det bedste økonomiske incitament, som De har udtrykt det. Jeg har talt med nogle personer om det. Synspunkterne er varierende. Praksis varierer tydeligvis også temmelig meget. Selv fra havn til havn i de samme områder høres der forskellige udtalelser og forskellige procentsatser. Der er også havne, der ændrer procentsatser i sidste øjeblik, hvis jeg må udtrykke det på den måde. Jeg tror derfor, at vi som Parlament bør undlade at lægge os fast på en fikseret procentsats. Et fleksibelt system på de betingelser skal, som De sagde, udgøre en betragtelig del af omkostningerne. 0,01% er helt klart ikke en betragtelig del. Det skal også være en ansporing, for en fleksibel del holdes åben, for mennesker der arbejder miljøvenligt, på betingelse af, at Kommissionen holder godt opsyn med hele sagen, og kontrollerer om systemet virker. Hvis direktivets målsætninger ikke skulle blive nået, kan De så gribe ind hos Kommissionen, handle, foreslå ændringer og sørge for, at systemet virker. Kolleger, vi skal i hvert fald klare dette direktiv, holde, vi må sørge for, at vi har det. Jeg håber ikke, at vi bringer direktivet i fare gennem en for principiel holdning på et enkelt punkt.
Hr. formand, for ikke så længe siden mente mange, at affald forsvinder, hvis man smider det i havet, eller sender det ud i rummet. I dag ved vi, at vi altid møder det affald igen, og ofte i endnu mere skadelig form. Forurening af havet i stor målestok og lækkende tankskibes ødelæggelse af dyrelivet tiltrækker altid megen opmærksomhed. Det er betydelig mindre interesse for den kendsgerning, at havene dagligt forurenes af almindelige handelsskibe og lystbåde. Det er på høje tid, at vi får så afsluttende og kontrollerbare bestemmelser som muligt, der tilvejebringer, at skibsaffald indsamles og bearbejdes i havnene på en miljøvenlig måde. Her kan vi drage fordel af de praktiske erfaringer, der allerede er gjort i havne, bl.a. i Rotterdam, hvor jeg bor. Naturligvis er spørgsmålet, om reglerne kan vise sig at være uretfærdige for mindre skibe. For historiske museumsskibe og for skibe, der lægger ind ved forholdsvis mange havne over en kort afstand, og derfor må betale oftere. Det er mit indtryk, at ordføreren har søgt den bedst mulige løsning og har lyttet godt til kommentarer. Andre løsninger ville formentlig vise sig at være mindre gunstige for beskyttelsen af miljøet, og på grundlag heraf kan min gruppe stemme for direktivet.
Hr. formand, fru kommissær, for det første vil jeg også gerne fra min side takke hr. Bouwman for det arbejde, som han har gjort i udvalget, for at få de forskellige synspunkter til at nærme sig hinanden. De har ikke tilnærmet sig hinanden fuldstændigt, men sådan er det jo, det sker ofte inden for politik. Hvordan sagerne end forholder sig, hvordan betænkningen end bliver udformet, hvilken aftale der end findes mellem Rådet og Parlamentet, så er det sikkert og vist, at der er tale om et fremskridt i forhold til det system, vi har haft tidligere. For det fastsættes, at der skal skabes anlæg i havnene til at behandle affaldet, og jeg mener helt sikkert, at dette direktiv er et væsentligt bidrag i retning af en begrænsning af havforureningen. Nu fremgår det jo tydeligt af forhandlingen, at der findes et omstridt punkt. Det er tydeligt, at der findes to systemer: Et for Nordsøen, nemlig et no special fee-system, og så det system, der gælder for de øvrige havne, hvor skibene bliver debiteret i forhold til, hvor meget de gør brug af havnenes faciliteter. Jeg kan godt forstå mine kollegers indignation, når de taler om, hvordan mange tankeløse skibsførere smider affald i havet for ikke at skulle betale afgifter, men jeg vil gerne pointere, at der også findes en anden side. Den side går ud på, at havne i de mediterrane medlemslande, såsom f.eks. mit fædreland, Grækenland, vil få store konkurrenceproblemer i forhold til havnene i de nabolande, der ikke er medlem af EU, eftersom der intet er til hinder for, at kaptajnerne på de skibe, der sejler gennem Middelhavet, lægger til i havne i Tyrkiet eller i de nordafrikanske lande for at undgå at betale de relativt høje afgifter, der ikke er baseret på brug, som nu vil komme til at gælde i EU-havnene. Jeg vil altså blot give udtryk for, at der er tale om et fremskridt. Lad os bevare det fremskridt, som vi opnår gennem dette direktiv, nemlig udsigten til at afgifterne skal betales på basis af visse objektive kriterier. Jeg tror ikke, hr. formand, at en voldsom konvergens af systemerne, ud over det problem, der er i forbindelse med subsidiaritetsprincippet, vil føre til de forventede resultater, for når alt kommer til alt, så findes der altid måder til at omgå systemet med skadelig effekt på miljøet.
Hr. formand, hver dag smides fem millioner stykker affald overbord fra skibe. Dette affald driver over havene og ender på strandene og ødelægger derved miljøet og livet i havet. Som følge heraf dør en million fugle og hundredetusinde havpattedyr og havskildpadder hvert år. MARPOL-konventionen stræber efter at forebygge forurening fra skibe, men det er tydeligvis nødvendigt med lovgivning for at sikre, at konventionen håndhæves. Derfor er dette direktiv så vigtigt, og derfor glæder det mig her til aften at bifalde de fremskridt, Rådet har gjort med henblik på at nå frem til en fælles holdning, som tvinger skibene til at skille sig af med deres affald i modtagefaciliteterne i havnene. Jeg bifalder også ordførerens arbejde. Hans engagement afspejler, hvor opsat vores udvalg er på at tackle dette specifikke problem og et stærkt ønske blandt parlamentsmedlemmerne i alle partierne om at sætte en stopper for denne miljømæssigt katastrofale praksis. Jeg bifalder især hans store støtte til forslaget om, at miljøkravene skal gælde alle skibe uanset, hvilket flag de bærer, og at der etableres tilstrækkelige modtagefaciliteter for affald i alle havne i Fællesskabet med henblik på at forbedre forureningsforebyggelsen og undgå konkurrencefordrejning. Et område, hvor de britiske Labour-medlemmer tager afstand fra ordføreren, er den måde, hvorpå princippet om at forureneren betaler, skal anvendes. Vi går stærkt ind for det princip, men mener, at det kan håndhæves mere effektivt, hvis medlemsstaterne bibeholder bemyndigelsen til at fastlægge efter forholdene egnede opkrævningssystemer. Systemet i f.eks. Det Forenede Kongerige fungerer godt. Her betaler et skib affaldsindsamleren hver gang, affaldsfaciliteten anvendes, uden inddragelse af havnene. Det er baseret på almindelig enighed blandt alle parter, herunder havnene og miljøgrupper, f.eks. Det Britiske Selskab for Beskyttelse af Fugle (RSPB) og Verdensnaturfonden (WWF). Vi deler dog ordførerens bekymring over, at forskellige opkrævningssystemer ikke må føre til større risiko for havforurening. Derfor støtter vi Rådets forslag om at styrke bestemmelsen om gennemgang for at sikre, at direktivets indvirkning overvåges regelmæssigt.
Hr. formand, de, der har set de miljømæssige følger af katastrofen med Erika, kan egentlig ikke stemme mod en betænkning, som tager sigte på, at man skal tage fat i problemet med olierester fra skibe. Dette er en overordentlig vigtig betænkning. Der er i denne forbindelse grund til at understrege, at det ikke først og fremmest er lovgivning, der mangler. Alle EU-lande har underskrevet MARPOL-konventionen, og Østersølandene har desuden underskrevet Helsinki-konventionen. Begge har til formål at undgå udslip i havet. Derimod handler det om at forbedre adgangen til modtagefaciliteter og at skabe et incitament til også at anvende dem. Østersøen rammes hvert år af virkelig mange olieudslip af meget varierende omfang. Alene i svensk vand er der tale om hundredvis af udslip pr. år. Østersøen er også betydeligt mere følsom ud fra et miljøsynspunkt end mange andre have. Det er i det perspektiv, vi med dagens beslutning ser begyndelsen til en løsning, som alle lande omkring Østersøen kommer til at deltage i i sidste ende, inklusive ansøgerlandene Polen, Estland, Letland og Litauen. Det er, som jeg ser det, et område, hvor vi har alt at vinde med et samarbejde på tværs af alle nationale grænser. Vi kan aldrig nogensinde løse Europas miljøproblemer alene. Til sidst til dem, som af økonomiske årsager stadig er i tvivl: Tænk på, hvor store de alternative omkostninger til en rensning af vores have ville være! Der vil komme et tidspunkt, hvor vi står stillet over for den slags krav. Så vil vi være taknemmelige for, at vi har gjort alt, hvad der står i vores magt, for at forhindre olieudslip.
Hr. formand, jeg vil gerne allerførst ganske kort fremføre, at jeg ikke tror, nogen er i tvivl om, at der er behov for et direktiv om dette problem, som er et alvorligt problem ikke kun for Europa, men for alle verdens have, hvorfor der straks kræves effektive foranstaltninger. Jeg vil gerne slå fast, at der er en række principper, som er universelle, og som vi derfor er fuldstændigt enige i. For det første bør alle havne have de nødvendige faciliteter til affaldsbehandling. For det andet er det naturligt, at forureneren betaler. Jeg er enig i, at der kan være afvigelser med hensyn til undtagelser for visse skibstyper eller -længder. Det, man bare ikke må, er at indlede en kamp, som ender med at forvride konkurrencen mellem de forskellige havne, så vi til sidst står med en række teoretiske miljøforanstaltninger om beskyttelse af kysten eller havet, som i virkeligheden forvrider konkurrencen mellem de forskellige havne. Det er derfor på dette punkt, der må træffes effektive foranstaltninger, for hvis vi ikke er i stand til at finde den ideelle løsning, vil dette direktiv ende med at blive en total fiasko. Og det eneste, det vil skabe, er fortjeneste for nogle havne på bekostning af andre, og alt sammen på grund af nogle smukke ord om miljøet, som vil give anledning til en sand konkurrencekamp havnene imellem. Det logiske vil f.eks. være at indføre princippet om en enkeltafgift for alle havne i Europa, en helt ens afgift, som ikke giver anledning til nogen form for konkurrenceforvridning, eller lignende foranstaltninger. Enhver beslutning, som f.eks. giver mulighed for statsstøtte til de forskellige havne, vil ende med at forvride konkurrencen uden at have nogen effekt.
Hr. formand, jeg deler Deres hengivenhed for havet og for dykkersporten og ligeledes for at sejle, og jeg tror, at vi alle her virkelig bekymrer os for, hvordan vi vil kunne garantere rene have for de nuværende og fremtidige generationer. Jeg tror, at det arbejde, som vi i dag drøfter, er et stort skridt fremad. I denne forbindelse vil jeg gerne lykønske hr. ordfører Bouwman og hele Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme med det minutiøse arbejde, som de har udført i løbet af hele forhandlingen og hele behandlingen af dette initiativ. Som De ved, er Kommissionen meget bekymret over forureningen af havene. I nærmeste fremtid håber jeg at kunne forelægge Dem den første pakke med foranstaltninger til bedre kontrol af olietankskibes sikkerhed, og jeg håber, at vi sammen kan gennemføre disse foranstaltninger netop ved at udnytte en dramatisk hændelse som Erikas forlis. Det var en dramatisk hændelse, som kan betyde, at vi denne gang virkelig bliver i stand til at se bort fra visse meget konkrete interesser, der utvivlsomt vil blive påvirket af de foranstaltninger, som jeg vil foreslå i den nærmeste fremtid. Men selvom det er sandt, at ulykkerne forårsager store problemer og store katastrofer, er virkeligheden den, at størstedelen af udledningerne ikke skyldes ulykker, men ganske enkelt visse skibes rutinemæssige skylning af tankene, hvilket naturligvis udgør en totalt samvittighedsløs handling. I denne forbindelse tror jeg, at en lovgivning som den, der fastlægges i dette direktiv, dækker flere aspekter i forbindelse med aflevering af driftsaffald i havnene. Den forpligter alle Fællesskabets havne til at råde over egnede modtagefaciliteter til driftsaffald samt sikre planlægning af forvaltningen heraf, som skal overvåges af staternes myndigheder. Endvidere pålægger den skibene at aflevere alt driftsaffald i havnene, medmindre de råder over tilstrækkelig opbevaringskapacitet til at nå frem til næste havn. Den pålægger også skibene på forhånd at give meddelelse om deres behov for brug af modtagefaciliteter til driftsaffald, før en havn anløbes, og at dække omkostningerne ved brug af modtagefaciliteterne. Og her kommer vi til det aktuelle problem. Som flere talere allerede har påpeget, er det her, hvor Parlamentets og Kommissionens holdning afviger grundlæggende. Mine damer og herrer, i betragtning af at Kommissionen vil støtte ændringsforslag 16 af Sterckx - jeg vil senere nævne de øvrige ændringsforslag - vil jeg i dette spørgsmål gerne bede Dem acceptere det oprindelige forslag. Det er sandt, at vi ikke præciserer, hvilken procentdel det samlede antal skibe, der anløber havnen, skal betale. Det er sandt, at vi giver staterne en fleksibilitetsmargen, men det er også sandt, at 0,01, selvom det er et bidrag, teoretisk ikke nødvendigvis er et betydeligt bidrag. Måske kunne vi indføre ordet "betydeligt" i teksten i stedet for at fastsætte en konkret procentdel. Jeg foreslår en løsning af denne art, som inkluderer ændringsforslag 16 af Sterckx, og som medfører, at der gennemføres en revidering, som kan give os mulighed for eventuelt at indføre en fast procentdel, hvis vi ser, at staterne ikke gør fremskridt, når de skal udføre denne fordeling, og hvis denne store fleksibilitet ender med at tømme direktivet for indhold. Men i første omgang vil jeg gerne forsøge at tage dette skridt fremad og gøre denne holdning fleksibel med mulighed for at revidere den. Herudover vil jeg gerne påpege, at vi finder de fremlagte forslag meget positive, og at vi i denne forbindelse kan inkorporere ændringsforslag som 1, 2, 3, 4, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 15 i direktivet med en smule redigering af ordlyden, der sikrer sammenhæng med gældende internationale tekster og Fællesskabets tekster samt med det øvrige direktiv. Vi taler altså om næsten alle ændringsforslag, og det eneste, som vi i virkeligheden ikke kan acceptere - og jeg beklager dette, men jeg har forklaret årsagerne - er ændringsforslag 6. Jeg kunne sige mere, men de to årsager er allerede blevet fremført. Vi arbejder alle hen imod samme mål. Det eneste punkt, hvor vi afviger, er spørgsmålet om, hvordan vi bedst når frem til det. Jeg beder om støtte til en mere fleksibel holdning, der - og jeg insisterer - fuldstændiggøres med ændringsforslag 16 af Sterckx, som vil give os de tilstrækkelige garantier. I denne forbindelse foreslår jeg, at der i stedet for "med en procentdel" eventuelt indsættes ordet "betydeligt", hvormed vi tydeligvis ikke længere taler om hverken 1%, 5% eller 10%, men om et stort beløb. Mange tak, hr. formand. Jeg vil gerne endnu en gang takke ordføreren og udvalget i øvrigt.
Mange tak, fru næstformand. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0040/2000) af Piecyk for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, der kører på Fællesskabets område (11287/1/1999 - C5-0323/1999 - 1998/0097(COD)).
Hr. formand, fru kommissær, på et eller andet tidspunkt må man - hvor ærgerligt, hun hører ikke efter, når man taler, det er ikke godt! En god kommissær bør høre efter! Kan man trække det fra taletiden? Fru kommissær, jeg ville egentlig bare sende et lille budskab til Dem, både hvad angår denne betænkning og den forrige. På et eller andet tidspunkt må man beslutte sig, for forligsproceduren er et fint gode efter Amsterdam. Parlamentet glæder sig selvfølgelig altid, når Kommissionen som Parlamentets partner kæmper på Parlamentets side og ikke ubetinget praktiserer overdreven lydighed over for Rådet. Det er efter min mening ikke nødvendigt i denne sag. Jeg ville egentlig mønte bemærkningen på denne betænkning. Formanden har læst en meget omstændelig titel op. Hr. formand, hvis De giver mig lov, vil jeg bare tale om kontrol med lastbiler. Det forstod man i både Regensburg og i Lübeck, og måske vil Kommissionen også en dag anvende noget kortere titler. Efter min mening kan man slet ikke gøre nok for trafiksikkerheden. Det er der enighed om. Dette direktiv om lastbilkontrol skal ganske enkelt yde et omfattende bidrag hertil. Der er tendens til, at antallet af døde og sårede i trafikken falder lidt. Alligevel og desværre er der en stigning i antallet af ulykker, hvor lastbiler er indblandet, både med døde og sårede til følge. Årsagen er ofte tekniske fejl. Det må vi ikke acceptere. En lastbil kører immervæk ca. 150.000 km om året. I forhold til en personbil er det et omfang, som man slet ikke kan forestille sig. Med en sådan belastning er der behov for et højt teknisk sikkerhedsniveau af hensyn til trafiksikkerheden, miljøbeskyttelsen og ikke mindst en fair konkurrence. For teknisk dårligt vedligeholdte lastbiler må vel ikke udgøre en konkurrencefordel, og omvendt må speditører ikke blive straffet, når deres lastbiler befinder sig på et optimalt teknisk stade. Nu er den europæiske menneskehed åbenbart ikke så god, at den kommer uden om kontrol. Med en trininddelt kontrolprocedure, der går så vidt som til at standse anvendelsen af køretøjet, forsøger man med dette direktiv at løse problemet. Der har været stor overensstemmelse mellem Parlament, Råd og Kommission, bortset fra ét problem, og det var sanktionerne. Rådet har ikke nævnt nogen ordning i sin fælles holdning. Det er selvfølgelig noget vrøvl, for hvis jeg foretager kontrol, skal jeg også kunne true med sanktioner i tvivlstilfælde. Så har Rådet sagt, at det muligvis er en forkert formulering, at sanktionerne er rettet mod medlemslandene. Nej, sanktionerne skal være rettet mod speditørerne, mod lastbilsejerne og mod chaufførerne. Derfor foreligger der nu - det talte man om i udvalget - et ændringsforslag fra min side til ændringsforslag 2, der udelader begrebet "harmonisering". Dette sker vel vidende, at Rådet kommer os lidt i møde, og at vi så også kan komme Rådet i møde, for dette direktiv er efter min mening et fornuftigt skridt fremad. Alligevel, og det skal Rådet vide, er det selvfølgelig hensigtsmæssigt, at medlemslandene før eller siden indretter sig efter hinanden i Rådet, hvad angår sådanne kontroller og trusselssanktioner, for det ville ikke give mening, hvis man i f.eks. Finland nærmest kan få fængselsstraf for overtrædelser, mens man i et sydligt land kun får bødestraf eller omvendt. Det giver ingen mening. Det er heller ikke europæisk. Derfor vil jeg gerne sige følgende igen til fremgangsmåden: Ændringsforslag 3 erstatter det ændringsforslag 2, som udvalget har stemt om. Der skal altså stemmes om det først i morgen. Hvis det blev meddelt Præsidiet, der leder afstemningen i morgen, ville jeg være meget taknemmelig. Så ville vi ikke have noget procedureproblem. Der skal altså først stemmes om ændringsforslag 3. Det skal så erstatte ændringsforslag 2. Sådan har man talt om det i udvalget, og så kan vi få denne ordning meget hurtigt og ikke stræbe efter en omstændelig forligsprocedure for at opnå en løsning, der i princippet er hensigtsmæssig.
Hr. formand, alt er blevet sagt. Tillad mig at hjælpe næstformanden på gled, så hun måske alligevel støtter ændringsforslag 3, der erstatter ændringsforslag 2. Der er af og til nogle parlamentsmedlemmer her i salen, der siger: Det er jo hensigtsmæssigt at standardisere trafikkontrollernes strenghed og hyppighed. Men når det handler om ordene harmonisering af sanktioner, er der flere i denne sal, der farer sammen - til højre og venstre, foroven og forneden her i Europa-Parlamentet. Derfor er dette ændringsforslag 3, som hr. Piecyk har formuleret som ordfører, efter min mening vidunderligt. Han har helt undgået ordet harmonisering. Han har dog sagt, hvad det handler om. Han har sagt, at det ikke kan være rigtigt, at det at bruge et erhvervskøretøj, en bus med passagerer, uden at overholde sikkerhedsbestemmelserne - hvilket medfører fare for menneskers liv og lemmer - i et land bliver betragtet som en gentlemanforseelse og i et andet land bliver straffet hårdt. Dette er dog nødvendigt i betragtning af, hvilken fare det er forbundet med for passagererne og de øvrige trafikanter. Derfor handler det ikke om, hvorvidt vi går ind for subsidiaritet eller centralisme. Det handler om, at det ikke går, at vi har samme målsætning om trafiksikkerhed, men at nogle regeringer siger: "Nå ja, set ud fra en straffemæssig betragtning anser vi overtrædelse af trafiksikkerhedsbestemmelserne som overtrædelse af bestemmelserne om, at det er forbudt at betræde græsplænen, og de andre vægter det korrekt." Det første princip er, fru næstformand: Samme vægtning af det nødvendige i at forbedre trafiksikkerheden. Det andet argument er, at der ikke må herske konkurrenceforvridning i Fællesskabet. Der findes absolut eksempler på, at man i ét land kontrollerer lastbiler fra et andet medlemsland meget nøje og pålægger dem skrappe sanktioner, som de fastholdes i osv., og i et andet land er det fuldstændig ligegyldigt. Det er hovedsageligt det, der adskiller Parlamentet og den fælles holdning. Vi mener, at medlemslandene i forbindelse med de sanktioner, der fortsat henhører under deres kompetenceområder, bør forsøge at tilpasse sig ud fra følgende betragtning: Hvordan vurderer jeg de risici, der udgår fra trafikken, og hvordan sikrer jeg lige konkurrencevilkår inden for Fællesskabet i et indre marked? Derfor, fru næstformand, efter et bestemt partis valgsejr i et stort land kunne De give mig en endnu dejligere aften, hvis De sagde: Vi kan tilslutte os ordførerens ændringsforslag 3!
Jeg vil gerne starte med at takke ordføreren for hans arbejde i forbindelse med dette meget vigtige dokument og lykønske kommissæren og Kommissionen med fremsættelsen af dette forslag. Vi er alle fuldt ud klar over, at en af en af prioriteterne for det portugisiske formandskab med rette er at tackle den skandaløse holdning vedrørende færdselssikkerheden i Den Europæiske Union. Jeg ved, at tallene er bekendt, men 43.000 borgere slås hvert år ihjel. Det svarer til, at en mellemstor by slettes fra jordens overflade hvert år. Vi bifalder derfor dette initiativ som et middel til i det mindste at forsøge at sikre, at lastvognene er så sikre som muligt og overholder fællesskabslovgivningen. Lastvognstrafikken på vejene i EU er stigende både i antal og størrelse, og vi mener, der er tre årsager til, at dette forslag er så vigtigt. For det første er der argumentet om sikkerhed, som vi allerede har hørt om. For det andet er der argumentet om fair konkurrence, som min kollega, hr. Jarzembowski, allerede har henvist til - behovet for at skabe lige vilkår i hele Fællesskabet. For det tredje er der de miljømæssige fordele - muligheden for at sikre mindre larmende og forurenende køretøjer. Der er tydeligvis behov for stikprøver på EU-plan, og Det Forenede Kongerige - min egen medlemsstat - har allerede anvendt et sådant system med meget positive resultater. Dette forslag vil uværgeligt være dårlige nyheder for de mindre seriøse foretagender, men lige så vel som det er dårlige nyheder for dem, er det gode nyheder for alle andre, der benytter vejene, især det store antal lastbilchauffører, ejere og erhvervsdrivende, som er meget samvittighedsfulde omkring køretøjernes kvalitet, sikkerhed og miljøstandarder. Jeg bifalder dette initiativ og håber, det træder i kraft hurtigst muligt.
Hr. formand, fru kommissær, reformen af direktivet om årligt syn af erhvervskøretøjer er både en hastesag og en vigtig sag. Også ordføreren er til syvende og sidst nået frem til en ganske god holdning. Erhvervskøretøjer kører årligt mange kilometer, og man kan ikke effektivt kontrollere deres tilstand blot ved et årligt syn. Uanmeldt stikprøvekontrol ved vejsiden er nødvendig, også fordi tunge køretøjer i dårlig stand fra tredjelande ofte kører ind på Unionens område, hvilket udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko. Reformen af direktivet øger færdselssikkerheden betydeligt, hvis bestemmelserne overholdes behørigt, og man kan indføre sanktioner for lovovertrædelserne, som er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. Direktivets effektivitet forbedres, hvis medlemslandene kan forhandle sig frem til en harmonisering af sanktionssystemet. Dette må dog ikke forhale en hurtig gennemførelse af direktivet. Et argument for en hurtig reform af direktivet er et frisk eksempel fra Finland. Politiet og tilsynsmyndighederne undersøgte ved en razzia i det sydlige Finland for ganske nylig 62 tunge køretøjer. Af disse fik 33 bøder og 16 en advarsel. Tre køretøjer fik helt forbud mod at køre videre. Kun 13 køretøjer var i helt acceptabel stand. En betydelig del af de køretøjer, der var i dårlig stand, var fra tredjelande. Det værste tilfælde var et polsk lastvognstog, som helt manglede bremser på forvognen, og hvor lastens fiksering var mangelfuld og bremserne på anhængeren lækkede kraftigt. Enhver kan forestille sig, hvilken sikkerhedsrisiko et sådant lastvognstog udgør på en tilsneet og tiliset vej. Vores gruppe støtter ændringsforslag 3 og ønsker en snarlig gennemførelse af reformen af direktivet.
Hr. formand, fru kommissær, der er blevet sagt mange smukke ord om dette direktiv, tak til hr. Piecyk. Der er sket nogen udvikling i mellemtiden, og jeg vil gerne komme med nogle tilføjelser. Jeg har for nylig, efter at direktivet var blevet debatteret i Kommissionen, stillet spørgsmål til kommissæren vedrørende den kendsgerning, at chauffører der ikke kommer fra EU, kører i EU, og udnytter den måde, som personer kontrolleres på, især chauffører ved tekniske inspektioner af biler. Hvad der i princippet sker er følgende: Chauffører der ikke har en arbejdstilladelse i et af EU's medlemslande, som ikke har noget ansættelsesforhold i landet uden for EU, gør brug af den situation, at de kører i en vogn, der er registreret i et bestemt land, og derefter kommer fint igennem al kontrol, men uden for det land, hvor de er registreret, og hvor de udfører deres virksomhed. I de lande kontrolleres arbejdstilladelse og eventuelle ansættelsesforhold ikke. Jeg vil derfor med andre ord tale for ikke at medtage dette direkte i direktivet, men i hvert fald gøre brug af direktivets margener for også at medtage dette ved løsningen af problemet.
Hr. formand, fru næstformand, mine damer og herrer, sikkerheden på vores veje er et vigtigt anliggende for os alle. På grund af den stadigt stigende trafikmængde på Europas veje er det vigtigt for mig at understrege, at vi skal have den størst mulige tekniske køretøjssikkerhed, men at vi også skal tage hensyn til miljøaspekterne. Dog, og det vil jeg gerne fremhæve, er det også nødvendigt, hvis dette direktiv ikke bare skal nøjes med at være en bekendelse med munden alene, at direktivet gennemføres af medlemslandene og forbindes med passende sanktioner. Det bedste direktiv har ingen effekt til daglig, hvis det ikke giver mulighed for at idømme sanktioner, hvis det ikke iagttages eller overholdes. Jeg støtter derfor de ændringsforslag, der går ud på at straffe de skyldige, for det at anvende køretøjer, der principielt udgør en risikokilde og en potentiel fare for mennesker, skal foregå tilsvarende sag- og fagligt korrekt og med den nødvendige omhu. En lemfældig omgang skal under alle omstændigheder forbydes, netop fordi der er tale om et direktiv med bestemmelser for tunge erhvervskøretøjer, der ikke kun anvendes til transport af gods, men også til befordring af personer. Vi bliver alle gang på gang dybt rystede, når der sker store ulykker, der skyldes rent tekniske fejl. Ud fra disse overvejelser glæder det mig, at betænkningen i sig selv ikke giver anledning til diskussion, og at Parlamentet endnu en gang er drivkraft bag diskussionen om sikkerheden på Europas veje og i trafikken. Min helt særlige tak er rettet til alle, der yder et engageret arbejde på dette område i udvalget, i Kommissionen og i Rådet.
Hr. formand, fru kommissær de Palacio, hensigten med det forslag, Kommissionen stillede allerede i 1998, er at erstatte direktivet om årlige eftersyn af erhvervskøretøjer. I forslaget foreslår man at indføre stikprøvekontrol, for bilerne skal jo også være i orden ind imellem de årlige syn. Denne stikprøvekontrol kan foretages i vejsiden, ved havne eller på de områder, hvor lastbilerne holder parkeret. Der er altså tale om en forbedring af færdselssikkerheden inden for EU, hvilket bestemt er vigtigt. De skader, der forvoldes af lastbiler ved trafikuheld, er som oftest af betydelig størrelse, og bilernes stand er yderst forskelligartet i forskellige dele af Europa, hvorfor en fælleseuropæisk lovgivning og en ubetinget overholdelse af denne er en fordel for enhver, som færdes på vejene. Inden for EU er en stor kilde til bekymring de dårligt vedligeholdte lastbiler, som kommer fra Østeuropa, over for hvilke man må gribe ind med hård hånd. Da jeg selv kommer fra Østkarelen ved jeg, at hvis bare man har lys i den ene lygte og bremser på halvdelen af hjulene, er det godt. Rådets fælles holdning forbedrer trafiksikkerheden betydeligt, og direktivet burde sættes i kraft så snart som muligt. Ved gennemførelsen af et sanktionssystem er det dog vigtigt at bemærke, at sanktionen under ingen omstændigheder må rettes mod medlemslandet, men mod føreren eller virksomhedsejeren. Oplysning er en god ting, men desværre er det kun en regulær straf, der gør indtryk på hyklere. Trafiksikkerhed er en alvorlig ting. Jeg kommer i tanke om et tragisk ulykkestilfælde i Helsinki for nogle uger siden, hvor et hjul, der faldt af en lastbil, dræbte et lille barn. I sager, der handler om menneskeliv, kan vi aldrig bære for stort et ansvar.
Hr. formand, mine damer og herrer, endnu en gang vil jeg sige tak til hr. ordfører Piecyk og Parlamentets relevante udvalg for det udførte arbejde. I øvrigt har ordføreren helt ret, når han siger, at titlen er meget lang. Det enkleste er at tale om lastbilkontrol, hvilket jo er det, det handler om, og måske bør vi alle tænke på ikke kun at give visse af vores standarder en teknisk titel, men også i parentes forsyne dem med en mere mundret titel eller en titel, som er lettere forståelig for vores borgere. Jeg vil viderebringe dette til tjenestegrenene, og vi vil tænke på det i fremtiden. Men når vi taler om forslaget, drejer det sig klart om syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer både til passagerer og varer med det formål at øge sikkerheden og miljøbeskyttelsen ved transport på Fællesskabets landeveje. Forslaget har uden tvivl til formål at skabe en struktur for kvaliteten af vedligeholdelsen af erhvervskøretøjer, der kører på Fællesskabets vejnet, da det vil afholde vognmænd og ansvarlige fra at forsøge at opnå en konkurrencefordel ved at køre med køretøjer i dårlig vedligeholdelsestilstand. Ifølge forslaget skal staterne supplere den årlige køreprøve med uanmeldte stikprøvekontroller i et forhold, der svarer til flåden af erhvervskøretøjer, der årligt kører på landevejene i den pågældende stat. Disse stikprøver kan gennemføres ved vejsiden, i havne eller på andre steder, hvor køretøjerne holder parkeret, eller oftere for offentlige køretøjers vedkommende i vognmændenes lokaler. Faktisk er der allerede flere stater, som anvender denne form for kontroller, de såkaldte "stikprøvekontroller ved vejsiden", på den måde, som de er fastlagt i direktivet, altså til en vis grad uanmeldt. I virkeligheden er det måske den bedste måde til at opnå en effektiv statskontrol af de køretøjer, der kører på vores vejnet. Jeg vil gerne sige, at Kommissionen er klar over, at Parlamentet er bekymret for, at dette forslag kan medføre diskrimination af private vognmænd eller af lastbiler fra visse lande eller endda af køretøjer af bestemte mærker, og at hensigten med ordførerens hovedhenstilling er, at de bøder, som medlemsstaterne pålægger vognmændene, skal være harmoniseret som betingelse for anvendelse af direktivet. Vi deler denne bekymring, men vi mener, at ændringsforslag 2 er for radikalt, og i denne forbindelse støtter vi ændringsforslag 3, som udtrykker ånden i det, som vi ønsker, samtidig med at det giver tilstrækkelig fleksibilitet. Vi accepterer også ændringsforslag 1, og jeg vil her henvise til det, som hr. Bouwman sagde. Vi er faktisk ekstremt bekymret over, at der kører køretøjer rundt på Unionens veje med chauffører, som er borgere i tredjelande, især i ansøgerlandene, hvis arbejdskontrakter ikke er i overensstemmelse med Fællesskabets regler eller reglerne i noget land i Fællesskabet, men som udelukkende overholder reglerne i disse tredjelande, der ofte er ansøgerlande, eller endda ikke engang dette, for der udføres ikke de nødvendige syn i de pågældende tredjelande. Derfor har jeg skrevet til transportministrene i alle Unionens 15 lande for at starte en debat om denne sag og endda anmode om en rapport om, hvordan situationen er i deres lande vedrørende sager af denne art, og hvilke positive forslag de kan fremlægge, for at vi kan løse dette problem, som foruroliger os meget, og som kan have negative følger for trafiksikkerheden, som er det, der bør bekymre os grundlæggende, og for en loyal konkurrence, hvilket også bekymrer os i Kommissionen. I denne forbindelse håber jeg, at vi på næste Råd (transport) i slutningen af denne måned kan behandle disse spørgsmål og, som hr. Watts sagde, alt om trafiksikkerhed generelt, fordi det portugisiske formandskab har fremlagt det som et af hovedspørgsmålene under sit formandskab. Selvom der er opnået store fremskridt i de seneste år, mener jeg, at der stadig mangler meget, for de 42.000-43.000 europæiske borgere, der dør på landevejene, er for mange, og der skal stadig gøres en indsats. Men med hensyn til fænomenet med chauffører fra tredjelande vil jeg gerne sige, at jeg håber, at vi har et svar inden udgangen af måneden, og vi vil under alle omstændigheder behandle det i Rådet. Og skulle der komme nogle spørgsmål eller et initiativ, vil jeg kunne svare enten på plenarmødet her i Parlamentet eller i udvalget, og ellers håber jeg under alle omstændigheder, at vi inden længe kan stille Dem et konkret forslag til effektivt og reelt at bekæmpe denne form for misbrug. Jeg vil gerne endnu en gang sige tak og rose kvaliteten af det arbejde, der er udført ikke kun af ordføreren, men af hele udvalget.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Jeg erklærer den årlige session 1999-2000 for afbrudt. (Mødet hævet kl. 22.41)