data/validation/da_ep-01-07-02.txt

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 14. juni 2001, for genoptaget.
Jeg gør opmærksom på, at hr. Holmes fra i dag, mandag den 2. juli, ikke længere er medlem af Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa, men deltager som løsgænger. Jeg gør ligeledes opmærksom på, at Retsudvalget i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 7, stk. 2, har foretaget valgs prøvelse af fru Zrihen Zaari og hr. Mayol i Raynal. Jeg foreslår Dem derfor at godkende disse mandater.
Lad mig indskyde den bemærkning, at hr. Holmes er leder af Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti. Jeg spekulerer på, om det betyder, at hele det Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti nu skifter gruppe eller i det mindste de to medlemmer, som er til stede i dag.
Mine oplysninger angår udelukkende hr. Holmes.
Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen. Det endelige forslag til dagsorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen (på mødet den 28. juni 2001) i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 110, er omdelt. Onsdag:
Fru formand, jeg er ked af, at jeg altid er nødt til at sige det samme vedrørende onsdag, men der er stadig de samme dårlige forhold. Som jeg ser, er spørgetiden nu igen blevet udskudt og reduceret. Hver gang, jeg protesterer, får jeg det svar, at dette er en undtagelse. Imidlertid begynder undtagelsen langsomt at blive reglen, fordi vi på grund af den meningsløse annullering af fredagsmøderne har overlæsset onsdagen. Jeg anmoder Dem derfor om at sørge for, uafhængigt af fredagsspørgsmålet, som vi ikke kan løse nu, at onsdagen igen kommer til sin fulde ret. Det vil sige, at der fastsættes en fuld halvanden time til spørgetiden, for retten til at stille spørgsmål er ethvert parlamentsmedlems elementære ret.
Hr. Posselt, jeg lover Dem, at det bliver den sidste undtagelse. Medmindre gruppeformændene mener noget andet. (Arbejdsplanen fastsattes) (Indlæg til proceduren)
Fru formand, jeg vil gerne endnu en gang minde Dem om, hvor vanskeligt det er at rejse til Strasbourg fra vores lande. Her til morgen skulle der afgå et fly fra Milano Malpensa med 18 pladser, men dette fly var overbooket, og derfor kunne flere af vores kolleger, bl.a. fru Morgantini, ikke gå om bord og nå frem til mødets begyndelse, selv om hun tog af sted fra Rom kl. 7.30 i morges. Jeg vil derfor gerne gøre opmærksom på denne meget alvorlige ulempe. Jeg er klar over, at luftfartsselskaberne har nogle begrænsninger, men på mødeperiodens første dag kunne Airfrance godt have benyttet et større fly end et med 18 pladser, fru formand! Dette forhindrer Parlamentet i at arbejde!
Tak, fordi De gjorde mig opmærksom herpå, fru Napoletano. Som De ved, gør vi alt, hvad vi kan, for at forbedre tingene. Jeg tror alligevel, at der er sket et par forbedringer. Jeg håber, at nogle af Dem har haft lejlighed til at konstatere dette, men jeg er udmærket klar over, at der stadig mangler en hel del, og jeg vil derfor notere mig alt, hvad De har at sige.
Fru formand, i morges var der slet ingen flyafgange fra Amsterdam til Strasbourg. Afgangen blev endnu en gang aflyst. Jeg har påpeget dette forhold flere gange i Europa-Parlamentet. Antallet af afgange er reduceret fra tidligere tre til nu to daglige afgange. Vi troede egentlig, den pågældende afgang ville blive genindsat, men Air France har besluttet helt at lade denne udgå. Jeg vil bede Dem være opmærksom på dette forhold. Vi måtte nu alle igen flyve via Paris, Bruxelles eller Frankfurt og ankom derfor sent til Strasbourg, til trods for at vi var mødt i lufthavnen før klokken otte.
Tak, fru Plooij-van Gorsel, jeg kan kun med beklagelse notere mig det, De fortæller. De har faktisk ofte talt om disse ting, og tro mig, jeg vil forsøge at finde den bedste løsning på det hele.
Fru formand, uanset hvilken mening man har om de begivenheder, der foregik i Jugoslavien for 10 år siden, bombardementer, og efter bombardementerne overtagelser af regeringer, forsøg på at dæmonisere og ydmyge et helt folk og dets ledelse, som gjorde modstand mod NATO's politik, og uanset hvilken mening man har om landets styreform med den gentagne gange og demokratisk valgte præsident Milosevic og hans medarbejdere, er jeg sikker på, at De er enig med mig i, at bortførelsen af ham fra hans land på den skandaløse måde, den foregik, og på trods af protester fra både Over- og Underhuset samt den højeste forfatningsdomstol, for at blive udleveret til en domstol, som bevisligt er oprettet på ordre af USA for at tjene politiske formål og for at bidrage til at skræmme dem, der gjorde modstand mod den nye orden, er yderst uacceptable metoder. Nogle af os kalder dem gangstermetoder, som bør fordømmes uden omsvøb. Jeg opfordrer Dem derfor til at gribe ind, så denne sørgelige situation kan ophøre, og præsident Milosevic og hans medarbejdere kan vende tilbage til deres fædreland, idet de eneste kompetente til at dømme dem er folket og landets retsvæsen. At tie over for sådanne eksempler på international terrorisme er i virkeligheden ensbetydende med medskyld og overtrædelse af enhver betydning af international ret og national suverænitet, og det åbner vejen for en kriminalisering af det internationale politiske liv. Jeg takker for medlemmernes bifald, men det er på tide, at enhver påtager sig sit ansvar, hvis vi ønsker at tale om international legitimitet og respekt for institutionerne.
Fru formand, jeg havde for tre måneder siden i Europa-Parlamentet lejlighed til at give udtryk for min mening om Milosevic. Efter min og, tror jeg, størsteparten af min gruppes mening, er Milosevic den hovedansvarlige for en af de værste tragedier, som er overgået det serbiske folk og de andre folkeslag i det tidligere Jugoslavien. Før eller siden må han stå til ansvar for sine forbrydelser også foran en international domstol. Det er sandt, at forholdene omkring den nylige overførelse af Milosevic til Retten i Første Instans sætter en plet på det historiske fremskridt, som en sådan foranstaltning kunne repræsentere. Set fra den synsvinkel føler jeg en vis frustration, ikke så meget på grund af, at man har forbrudt sig mod en beslutning, som er truffet af forfatningsdomstolen i Beograd - hvis legitimitet er tvivlsom - men snarere på grund af, at man har krænket de demokratiske serbiske og jugoslaviske styrker, som er blevet tvunget ud i et alvorligt opgør på grund af den økonomiske pression fra en stormagt, der for øvrigt selv nægter at anerkende princippet om en international straffedomstol. Men vores krav om at se Milosevic stå til ansvar for sine forbrydelser er endegyldigt, og jeg er fortørnet over at høre et medlem fra min gruppe tage ham i forsvar og i øvrigt afgive forklaringer til pressen, som jeg for mit eget vedkommende finder uacceptable. (Bifald) Efter vores mening hedder gårsdagens og dagens uretmæssigt fængslede mænd og kvinder Nelson Mandela og Leyla Zana. De værdier, de kæmper for, er direkte modsat de mål, som den tidligere stærke mand fra Beograd forfølger. (Bifald)
Fru formand, jeg vil gøre det meget kort. Jeg ville blot gøre hr. Wurtz opmærksom på, at hr. Milosevic var en af ophavsmændene til hans politiske retning. Jeg og hele min gruppe har således ikke mindst sammen med hr. Wurtz bekæmpet ham under den serbokroatiske konflikt. Men jeg kan ikke undgå at føle et vist mishag, når jeg ser ådselsgribbenes dans omkring dette kadaver. Og denne retfærdighedens maskerade, der altid er rettet mod de besejrede, og som aldrig sætter spørgsmålstegn ved besejrernes handlinger. Hvad enten det drejer sig om Nürnberg, Tokyo eller Haag, så er der ikke længere nogen i vore dage, der tror, at besejrerne ikke i virkeligheden skal stå til ansvar for deres handlinger, i det mindste over for historien, hvis det ikke er over for den alt for magtesløse menneskelige retfærdighed.
Fru formand, kære kolleger, jeg vil ikke være forsvarsadvokat for en kollega fra Den Socialdemokratiske Gruppe, men efter min mening drejede det indlæg, vi hørte om Milosevic, sig ikke så meget om, hvorvidt han har begået forbrydelser eller ej, men derimod om følgende alvorlige problem: Hvor stor selvstændighed har et folk, når det gælder om at retsforfølge en person? Hvem har givet USA den eneret, det har i dag, på at retsforfølge alle dem, der måtte have begået krigsforbrydelser, når USA ofte selv mistænkes for at begå krigsforbrydelser? Et Europa-Parlament med respekt for sig selv bør således se nærmere på denne kendsgerning. Det bliver den hertil egnede domstol, som beslutter, om Milosevic er en forbryder eller ej. Vi skal til gengæld beslutte, at et folks selvstændighed er urørlig og ukrænkelig.
Fru formand, eftersom gruppeformanden og visse andre medlemmer er kommet med indlæg om mit indlæg, vil jeg gerne præcisere, at jeg udelukkende talte på egne vegne og på vegne af medlemmerne fra mit parti. For det andet påpegede jeg, at uanset hvilken mening man har om den måde, Milosevic og hans medarbejdere har styret landet på, kan man ikke acceptere sådanne handlinger, og slet ikke når både landets Over- og Underhus har nægtet at stemme for en lignende lov, og landet ikke har godkendt Den Internationale Domstols vurdering af forbrydelserne i Jugoslavien. Jeg synes, at det er påkrævet at respektere institutionerne og ethvert lands suverænitet. Ellers ved jeg ikke, hvilken slags Europa-Parlament vi er.
Fru formand, jeg mener, at vi bør takke hr. Wurtz for hans omvendelsestale. Jeg mener også, at vi bør gøre vores græske venner opmærksom på, at det makedonske folk bliver ydmyget, hvilket for en stor dels vedkommende skyldes Grækenland, som endnu tvinger ikke blot deres eget land, men samtlige lande i EU til at benævne et land med et akronym, nemlig "FYROM". Det er en sand ydmygelse, og vores græske venner kunne måske føle sig inspireret til at begynde at kæmpe for at ændre tingenes tilstand hjemme i deres eget land.
Fru formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg ønsker blot at sige til hr. Dupuis, at betegnelsen, som han henviser til, er til forhandling. Der er gjort fremskridt, og jeg håber, at sagen snart er løst. Hvad angår resten, kan jeg gentage det, som jeg tidligere har sagt her i Parlamentet. Vores nabostat har indtil nu kun overlevet på grund af Grækenlands løbende moralske og materielle støtte. Ellers havde Milosevic og hans støtter ødelagt landet for lang tid siden. Vi bør forene kræfterne og støtte og hjælpe landet gennem den nuværende vanskelige situation i stedet for at forvirre begreberne ved at hænge os i petitesser.
Fru formand, jeg vil gerne tilslutte mig hr. Dupuis' bemærkninger om ikke at bruge forkortelsen "FYROM" om Makedonien, og jeg anbefaler, at hele Parlamentet tilpasser sin praksis til den nederlandske tekst på denne uges dagsorden, der opfører Rådets og Kommissionens redegørelser onsdag morgen som situationen i Den Tidligere Jugoslaviske Republik "Makedonien", hvorimod den engelske tekst siger "FYROM". Hr. Dupuis har helt ret. Hvordan kan vi forvente, at et land har en identitet, når det benævnes med et akronym? Lad os gøre en ende på den slags nonsens.
Fru formand, undskyld mig, men jeg vil gerne komme med en påmindelse over for medlemmerne. Angående spørgsmålet om navnet "FYROM", som er dukket op igen, findes der en aftale fra Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens side. Ærede medlemmer, træd ikke i denne stats sted ved at tale i dens navn. Landet har selv i FN aftalt, hvilket navn det skal have. Vær ikke urolige, der skal nok komme en løsning, det er ikke det, der er problemet. Hjælp derimod FYROM eller Makedonien i den tilstand, landet befinder sig i i dag. Det er et job for Parlamentet.
Fru formand, jeg vil sige noget om ældre og pensionister, der er handicappede og ikke kan klare sig selv. Torsdag den 28. juni tog en tysk domstol af tredje grad den klage til følge, der var indbragt af et privat tysk plejehjem for ældre, som ikke kan klare sig selv - et plejehjem, der er med i en forening af private europæiske plejehjem ved navn ECHO - og denne domstol fastslog lovstridigheden af den tyske lov, der giver penge og støtte til offentlige plejehjem, men som ikke giver denne støtte til private plejehjem for handicappede ældre. Det er mit ønske, at alle de ældre, der har behov for det, kan blive passet på et plejehjem, hvad enten det er offentligt eller privat. Der skal være fri konkurrence mellem de offentlige og de private plejehjem. Jeg håber, at De vil gøre, hvad De kan, for at dette sker.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0235/2001) af Zimmerling for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om følgeret til fordel for ophavsmanden til et originalkunstværk (C5-0220/2001 - 1996/0085(COD)).
Fru formand, efter min mening bliver dette direktiv en succes. Der er her tale om et mønstereksempel på europæisk arbejde. Først havde Parlamentet udarbejdet retningsgivende bestemmelser, hvor Rådet så skulle bruge fire år på at fastlægge en fælles holdning for de 15 medlemsstater, der udelukkende var præget af nationale interesser. Derefter satte Parlamentet Rådet på plads under andenbehandlingen, idet der blev fremsat optimale krav for kunstnere og auktionshuse. Til sidst blev der med seje træk fundet en løsning sammen med Rådet og Kommissionen, som er acceptabel og tilfredsstillende for alle implicerede parter. Vi har igen sat de europæiske konkurrenter på kunstmarkedet på plads, idet der skabes lige muligheder for auktionshusene og gallerierne i EU. I den forbindelse er det efter min mening især vigtigt, at også spørgsmålet om, hvorvidt og fra hvornår det europæiske og ikke kun det nationale kunstmarked egentlig er berørt, undersøges regelmæssigt af Kommissionen og harmoniseres tilsvarende. Vi har forbedret den sociale sikring for kunstnere og deres arvinger, idet der fra nu af som standard og til deres fordel garanteres en procentdel af værdistigningerne af deres værker. Jeg mener altså, at vi har taget det første vigtige skridt på dette område hen imod mere konkurrence og mere sikkerhed på kunstområdet i Europa. Jeg vil gerne bede Parlamentet om at godkende forhandlingsresultatet.
Fru formand, ud af de 15 stater i Unionen har 12 indført en følgeret på videresalg af kunstgenstande, men en af de 12 har ikke gennemført denne ret i lovgivningen, og tre stater har endnu ikke gjort brug af fremgangsmåden. Eftersom de eksisterende lovgivninger er yderst forskellige ikke blot med hensyn til deres præcise hensigt, men også med hensyn til de takster, de anvender, og de personer, der nyder godt af følgeretten, udgjorde disse forhold et problem for det indre marked. Det kompromis, som Parlamentet, Rådet og Kommissionen er nået frem til, sigter mod at afhjælpe problemet og forhindre den konkurrenceforvridning, som Fællesskabet lider under for øjeblikket. For øvrigt er følgeretten en retfærdig gengældelse for kunstnerne eller deres retssuccessorer, eftersom den kompenserer for vilkårene på kunstmarkedet, som medfører, at et kunstværk oftest kun opnår værdi med tiden, mens en kunster ikke kan vente til sit livs efterår med at leve af sin kunst. Endelig er følgeretten en form for skat på økonomiske spekulationer på kunstområdet. En skat, som kunstmarkedet kan bære uden problemer, hvilket indførelsen af direktiv 94/5 om en særlig momsordning for kunstgenstande beviser, en særlig ordning, der ikke har forhindret et øget salg, snarere tværtimod, heller ikke i de stater, der ikke havde nogen momsordning. Ordføreren har sagt det, der skulle siges om det indgåede kompromis, som jeg personligt har skrevet under på. I dette kompromis har Europa-Parlamentet opnået to vigtige ting. På den ene side en nedsættelse af minimumsbeløbet for anvendelse af følgeretten til 3.000 euro, hvilket stadig er et stort beløb, der dog kan sænkes, hvis Kommissionen finder det nødvendigt, og som bedre kan accepteres i det omfang, man holder fast i muligheden for en statslig følgeret, som omfatter et lavere minimumsbeløb end det europæiske. Og på den anden side en tilbagevisning af den ekstraordinære frist på 15 år, som Ministerrådet fastlagde i den tekst, den vedtog under førstebehandlingen, og som nu er bragt ned på maksimum seks år. Den første frist skulle være blevet fastlagt på et særligt dårligt valgt tidspunkt, nemlig præcis samtidig med Fællesskabets forberedelse af udvidelsen og indlemmelsen af nye medlemmer. Eftersom det internationale kunstmarked for øvrigt heller ikke havde taget fejl af betydningen af det forslag, der i dag er sat under afstemning i Parlamentet, er der altså ikke nogen god grund til at stemme imod dette forslag, og det er grunden til, at vores gruppe stemmer for.
Fru formand, kære kolleger, hr. kommissær, vi er nu nået til tredjebehandlingen af direktivet om følgeretten. Førstebehandlingen i Europa-Parlamentet fandt sted i april 1997. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke hr. Zimmerling og medlemmerne af Forligsudvalget for deres indsats. Jeg må imidlertid fastholde mit standpunkt. Udkastet er efter ELDR-Gruppens opfattelse i alt væsentligt fortsat ikke tilfredsstillende. Det er et spørgsmål om at skelne mellem det engelske ord "copyright" og det nederlandske ord "auteursrecht" (ophavsret). Det gælder her spørgsmålet om salg af kunstværker. Skal en arving virkelig 70 år efter kunstnerens død kunne gøre rettigheder gældende vedrørende dennes værker? Efter min opfattelse er svaret nej. Salg indebærer, at man giver afkald på alle rettigheder og pligter og modtager økonomisk kompensation herfor. Minimumsprisen foreslås forhøjet til 3.000 euro, hvilket må betegnes som en forbedring. Et lavere beløb ville være et alvorligt handicap for nye kunstnere. Dette bringer mig til et andet kritikpunkt. Direktivet vil være i direkte modstrid med subsidiaritetsprincippet, hvilket er vores primære indsigelse mod det foreliggende udkast. Kommissionen har ikke kunnet påvise, at forskelle mellem medlemsstaternes lovgivning på sigt vil have en direkte negativ indvirkning på det indre marked. Det er endvidere ikke urealistisk at forestille sig, at kunstmarkedet for moderne kunst og samtidskunst, som især er af væsentlig betydning for London, flyttes til Schweiz - sådan som det faktisk skete i forbindelse med Basel Art Fair for et par uger siden - eller endog flyttes til lande uden for Europa, hvor denne ret ikke eksisterer. Det kan vel ikke være hensigten. Det fremgår da også af forslaget, at dette er et problem. Der foreslås en række overflødige undtagelsesbestemmelser. Altså i virkeligheden ingen harmonisering på dette felt. Er det dog ikke paradoksalt, at man på den ene side tilstræber ensartede globale regler om følgeretten og samtidig åbner mulighed for, at medlemsstaterne med alle tænkelige kneb kan omgå minimumsprisen? Endvidere kan nævnes spørgsmålet om den praktiske gennemførelse. De administrative procedurer ved videresalg for at sikre et kunstværks sporbarhed kompliceres yderligere af de omhandlede undtagelser. Kunstnerne ser da heller ikke blot passivt til. Handel mellem privatpersoner er ikke omfattet af følgeretten. Kunne man ikke forestille sig, at antallet af handler mellem privatpersoner vil stige voldsomt? Der kan nævnes flere eksempler af lignende art. Endelig skal det påpeges, at direktivet, alene i kraft af bestemmelserne om galleriers og auktionshuses salg, ikke indebærer lige behandling af alle kunstnere. Bestemmelsen er uklar og åbner mulighed for svig. Bestemmelsen er overflødig, eftersom der ikke er tale om forhold, som forstyrrer det indre marked. ELDR-Gruppen kan ikke stiltiende acceptere en sådan lovgivning. Borgerne oplever dette som overflødig indblanding fra EU's side. Vores gruppe har to gange stemt imod dette udkast til direktiv. Vi finder ikke, det er ændret og forbedret i tilstrækkeligt omfang, og må derfor stemme imod udkastet for tredje gang.
Fru formand, ærede kolleger, i tilslutning til det, fru Sanders-ten Holte sagde, kan man se, at enhver medalje har to sider. Men i foreningerne og repræsentantorganisationerne af bildende kunstnere, som jeg har talt med i de senere år, er der hos flertallet et ønske om at få en europæisk følgeret. Også blandt aktørerne inden for kunsthandlen er der hos flertallet et ønske om at få en fælles følgeret. Politikerne har i flere år forsøgt at forhandle sig frem til et kompromis, der er acceptabelt for alle. Indrømmet, Rådet har ikke virkelig stræbt efter en harmonisering, men har snarere bygget et stillads med nogle fornuftige bagdøre. Indrømmet, Rådet har ikke været særlig fleksibelt og er ikke gået med til Europa-Parlamentets forslag, men det er - trods alt - et acceptabelt kompromis! Jeg kan ikke tale på vegne af Kommissionen, men noget tyder på, at Kommissionen heller ikke var lykkelig for og indforstået med alle Rådets forslag, især ikke med overgangsfristerne. Men også Kommissionen har deltaget i dette spil, som ikke så meget var et diskussionsspil, men mere en vetopolitik, for at gøre denne følgeret mulig. Nu har vi dette dokument, et dokument, om hvilket jeg siger, at vi bør sige ja med ak og ve, men at vi bør sige ja, for i sidste ende er det en sejr. Vi har dette stykke papir, som fortjener at blive forbedret, men fordi vi har det nu, kan vi også forbedre det. Modstanderne burde gå noget mere forsigtigt til værks med deres kritik, for de skærer dermed alle, som er kritiske, over én kam. Der er nu engang nogle, der principielt afviser en følgeret, og der er også nogle, som ønsker at komme med nogle absolut tungtvejende kritikpunkter, der måske er af eksistentiel betydning for dem selv eller for nogle aktører, f.eks. for de mindste kunstgallerier, som jo først skal danne en pool af talenter. De løber den store risiko. De har utroligt mange problemer med de skattemæssige forskelle, med administrationen, med forsikringsaftalerne. For dem er det næsten ikke tilladt at tage værker fra bildende kunstnere i kommission, de er for det meste nødt til at købe dem. Hvis disse meget små kunstgallerier er nødt til at købe værkerne og efter tre år - som fastsat i dette forslag - ikke kan sælge dem, hvis de måske oven i købet først efter tre år er nødt til at sælge dem til under indkøbsprisen, så løber de en risiko og bærer et dobbelt tab, nemlig på prisen og derefter på grund af følgeretten. Alligevel vil min gruppe godkende dette forslag. Der er stadig noget at forbedre ved følgeretten og de aspekter, som perifert har med det at gøre. Til sidst vil jeg ikke ligefrem tørre endnu et argument væk - det kan jeg ikke - men dog afsvække det lidt. Den såkaldte markedsflugt er også blot et argument fra en bestemt lobbys side, for der er nu engang efterspørgsel og udbud, og der er visse ting, som efterspørges i Europa og altid er blevet efterspurgt i Europa og ikke i USA og omvendt. Det er vigtigt, at den europæiske afgørelse, som vi forhåbentlig træffer overvejende positivt i morgen, udøver et enormt pres til fordel for de repræsentanter, der kæmper for følgeretten i Schweiz og også i USA. De venter på vores ja, og jeg håber, at de får det i morgen.
Fru formand, denne betænkning vedrører det fælles udkast, som er godkendt i Forligsudvalget, og det er således alt for sent at påvirke gennemførelsen af direktivet - ikke sådan at forstå, at et enkelt eller flere parlamentsmedlemmer ville kunne det. Ikke desto mindre vil jeg gerne benytte lejligheden til at anføre mit partis modstand imod dette tiltag. Jeg må i den forbindelse påpege et par sandheder over for Parlamentet, selv om jeg ved, det ikke vil falde i god jord hos denne institution, som foretrækker at leve sit eget liv langt fra virkelighedens verden. For det første er formålet med betænkningen at fjerne forvridninger i det indre marked. Man kan vel med rimelighed sige, at der ikke eksisterer et fællesmarked for videresalg af kunstneres værker. Der er reelt ét stort marked i Det Forenede Kongerige - primært i London - og ellers ikke noget af betydning i resten af Europa. Derfor er det eneste, man opnår at ødelægge, markedet i Det Forenede kongerige snarere end at fjerne hindringer på markedet. Slutresultatet vil være, at handlen flyttes til andre lande, f.eks. Japan, Schweiz og USA, som ikke har samme interesse for EU-baserede kunstnere som markedet i London. For det andet vil de penge, der kommer ind, uvægerligt havne i lommerne på de forkerte mennesker. 70% af de penge, som kom ind ved følgeretten i Frankrig i 1996, gik ikke til kunstnerne, men til efterkommerne af syv kunstnere, herunder slægtninge til Matisse og Picasso. Det stemmer ikke ligefrem med billedet om at hjælpe den fattige kunstner. For det tredje er selve loven tung og øger omkostningerne på kunstmarkedet betragteligt med indførelsen af en række nye bureaukratiske regler og udgifter. Mange mindre virksomheder vil helt være afskåret fra salg af værker af mindre værdi, hvilket begrænser nye spirende kunstneres muligheder for at sælge deres værker. I stedet for at hjælpe kunstnerne vil dette udgøre en hindring for dem, og mange mindre virksomheder vil helt forsvinde ud af branchen. Hvem skal så købe værker af ukendte kunstnere? Alt i alt er dette dårligt udtænkt, irrationel og i sidste ende unødvendig lovgivning. Lovgivningen vil være det instrument, som skaber forvridninger på et ellers velfungerende marked, og som det ofte er tilfældet, bør Parlamentet og EU blande sig uden om.
Fru formand, kære kolleger, den aftale, som vores ordfører hr. Zimmerling er nået frem til, er en kompromisaftale om et yderst interessant spørgsmål. Den er blevet kritiseret af nogle kunstnergrupper, som har erklæret, at de mente, at det nye direktiv på paradoksal vis ville skabe en uacceptabel ubalance mellem de kendte og ukendte kunstnere, og at det ikke ville yde nogen støtte til de kunstnere, der havde mest brug for det. Man gør faktisk gældende, at der ville blive en forvridning mellem en minoritet af privilegerede kunstnere, hvis værker sælges i kunstgallerier og salgshuse, og majoriteten af kunstnerne, som officielt nægtes følgeret, eftersom deres værker handles mellem private eller sælges til muséer af private samlere. I virkeligheden kan man forestille sig, at fastsættelsen af det beløb, der udløser følgeretten, har været genstand for lange diskussioner. Blandt forslag på 1.000 og 4.000 euro er man nået frem til et kompromis på 3.000 euro, som er et fornuftigt beløb. Mere bekymrende er til gengæld afvigelsen fra reglen om lighed for loven, der risikerer at give anledning til klager til Domstolen i Luxembourg, som især er et resultat af direktivets sene ikrafttrædelsesdato for de stater, der endnu ikke kender følgeretten, nemlig 2010. Under alle omstændigheder kan man frygte, at følgeretten i sig selv - som man sagtens kan se det prisværdige formål med - i virkeligheden forårsager et bureaukrati, som ordføreren sagde, der snarere risikerer at lamme kunstmarkedet end at bringe en legitim tilfredsstillelse til de nuværende kunstnere.
Fru formand, kære kolleger, hr. kommissær, min gruppe - jeg siger det også, fordi hr. Graça Moura ikke kan være her for øjeblikket - vil uden tvivl godkende Forligsudvalgets resultat med flertal. Alligevel er der et større antal medlemmer i min gruppe, men også i mit eget land, Østrig, som for nærværende slet ikke har nogen følgeret og heller ikke har anset det for nødvendigt at indføre en sådan, der fortsat har betænkeligheder. Jeg har også lovet fru Fourtou fra Frankrig at give udtryk for nogle af disse betænkeligheder igen i dag, selv om jeg er en overbevist tilhænger af fair konkurrence i det indre marked og altid støtter europæiske regler, hvor det indre marked og vores fælles integrationspolitik betragtes som rigtigt. Den 13. december sidste år informerede jeg derfor plenarforsamlingen om de bekymringer, kunstnerbranchen har, hvad angår følgeretten, og som kunstsenatet, galleriejerne, især unge kunstnere, og auktionshusene samt folk fra mit land og fra vores gruppe har. Jeg sagde dengang som afslutning, at det nuværende beslutningsgrundlag var utilfredsstillende. Jeg mener i høj grad, at der er blevet foretaget mange ændringer i Forligsudvalget for at fjerne betænkelighederne. I den forbindelse skal ordføreren også gratuleres. Men de kunne ikke udryddes fuldstændigt, hvilket - selv om det kun er symbolsk - viser sig meget tydeligt i formuleringerne om overgangsordningerne. Jeg vil gerne læse følgende: "Fristen for gennemførelse af direktivet (fristen for transformation til national ret) vil være fire år. De medlemsstater, som ikke anvender følgeret på tidspunktet for direktivets ikrafttrædelse, skal i en periode, der udløber senest den 1. januar 2010, ikke forpligtes til at anvende følgeret for kunstnerens retssuccessorer efter kunstnerens død." Derudover nævnes endnu en frist. Denne formulering viser, hvor følsomt emnet er, og hvor forskellige kompromiser der skulle indgås. Men jeg vil også gerne sige, at målet med indførelsen af en følgeret er at lade kunstnere fra den bildende kunst få andel i den senere økonomiske succes for deres værker. Vi må spørge os selv, om dette mål er nået. Her mener mange selv efter videnskabelige undersøgelser og selv efter Forligsudvalgets resultat, at følgeretten udgør en omfordeling fra unge, ofte fattigere kunstnere, til ældre, succesrige kunstnere og især deres arvinger. I en undersøgelse, jeg har fået forelagt, bliver de betænkeligheder, som jeg er nødt til at henvise til, for på grund af dem er det ikke alle, der er euforiske i dag, sammenfattet på en meget fin måde i fem punkter. Da kunst- og auktionshandlen for det første kun kan bære en meget lille del af følgeretsafgiften, og en fuldstændig overdragelse af afgiften til køberne af kunstværker ikke er mulig - jeg siger gudskelov - kan følgeretten føre til, at indkøbspriserne for unge kunstneres værker reduceres. For de senere succesrige kunstnere - det kan kun være få ud af den store mængde - kan følgeretten for det andet betyde en tvungen omfordeling i de senere faser af livet. For det tredje er der dog ingen, der ønsker dette, for som ung kunstner begrænses man dermed i forbrugsmulighederne. Afgiften kan for det fjerde bevirke en ændring i konkurrencesituationen inden for kunsthandlen. Hvis den bevirker det, kan der opstå risiko for flugt. Ved det første salg tages der for det femte højde for, at følgeretsafgiften i tilfælde af videresalg overføres til kunstneren, hvilket vil kunne få indflydelse på prisdannelsen. Disse betænkeligheder deles også af mange i mit land og i gruppen. Det forringer ikke resultatet, men jeg beder Dem om at forstå, at det ikke er alle, der ler i dag.
Fru formand, ligestillingsgrunde gjorde det i det mindste nødvendigt at skabe en rettighed for kunstværker med ubegrænset reproduktionsmulighed på linje med forfatterrettigheder og andre ophavsrettigheder. Jeg tænker på følgeretten af et værk inden for billedkunsten. Retten har formuenatur, idet den giver ophavsmanden den økonomiske myndighed og brugsværdien. Men der er tale om en ejendommelig formueret, for gennem den anerkender man de fortrin, som de æstetiske værdier har, og samtidig giver den en slags æresbevisning til ophavsmændene af kunstværkerne. Det er et faktum, at kulturprodukter ikke kan være i omløb uden kunsthandlernes medvirken. Men i modsætning til handel med forbrugs- eller andre pengestærke goder, er handel med dem ikke et mål i sig selv. Ved handel med kunstværker er det vigtigste at sprede de æstetiske værdier og æstetiske budskaber. Og det kan ikke foregå uden ophavsmændenes medvirken. Men mens deres bidrag er uerstatteligt, skabes markedsværdien på de producerede produkter lidt efter lidt. Det er altså helt urimeligt, at kunsthandleren, der blot er en formidler, fuldstændigt nyder frugten af denne værdi. I øvrigt vender tilskyndelsen til produktivitet hos ophavsmændene tilbage til dem. Derfor er det forkert, når ophavsmænd i visse lande ikke anerkender denne ret. Vi bør derfor korrigere den fejl i Bernerkonventionen, som muliggjorde følgeretten. Visse landes fastholden på lange overgangsperioder eller udsættelse af gennemførelsestidspunktet er ikke smigrende for dens tilhængere. Europa, som frem for alle andre er et område med kreativitet og kultur, bør vise tredjelandene den rette vej. Der er ingen taber ved denne løsning.
Hr. formand, vi, de britiske konservative medlemmer af Parlamentet, bifalder ikke dette forslag. Vi mener ikke, disse tiltag er nødvendige for at gennemføre det indre marked. Vi mener heller ikke, at det i praksis vil være en økonomisk hjælp til de mest trængende. Faktisk er der tegn på, at det vil have den modsatte effekt, som også min kollega hr. Karas pointerede. Det vil betyde, at store dele af det nuværende kunstmarked vil flygte fra EU til Genève og New York, hvilket vil koste arbejdspladser i branchen samt i støtteerhvervene. Det er vores arbejdspladser - Europas arbejdspladser - og vores industri. I det store og hele er vi af den overbevisning, at det skader snarere end gavner den europæiske økonomi og de udøvende kunstneres position. Derudover vil det være mindre og ikke mere sandsynligt, at forslaget fører til en global aftale om følgeret, fordi der ikke er noget incitament for de begunstigede i aftalen - New York og Genève - til at indgå aftale med EU. Kort sagt mener vi, at det er et dårligt udtænkt projekt, som ikke er i EU's generelle og især det indre markeds interesse.
Lad mig starte med på vegne af Kommissionen at takke ordføreren, hr. Zimmerling, for hans betænkning. Det glæder især Kommissionen, at man omsider er nået til enighed. Jeg skal gøre det kort. Der er sagt meget om dette emne, ikke blot i dag, men også ved tidligere lejligheder, så jeg vil begrænse mig til det mest nødvendige. Følgeretten bliver en del af EU's lovgivning. Den vil gøre det muligt for kunstnere at drage fordel af retten, uanset hvor i EU deres værker sælges. Det betyder, at man gradvist afskaffer konkurrenceforvridningen i det indre marked på dette område. Direktivet giver Kommissionen et grundlag, som den kan bygge videre på for at fremme anerkendelsen af følgeretten på internationalt plan. Kommissionen har allerede forpligtet sig til at gennemføre passende foranstaltninger i den retning. Kommissionen er imidlertid stadig bekymret over de store forsinkelser i forbindelse med gennemførelsen, som kan betyde, at der vil gå mere end 10 år, før vi ser den fulde effekt af harmoniseringen. Derfor har Kommissionen udarbejdet en redegørelse, som offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende sammen med direktivet, hvori det understreges, at disse forsinkelser skal opfattes som undtagelser og bør forblive sådan for at bevare effektiviteten af EU's tiltag inden for det indre marked.
Mange tak, hr. Bolkestein. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0174/2001) af Rothley for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked med henstillinger til Kommissionen vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets 5. direktiv om ansvarsforsikring for motorkøretøjer med henblik på forbedring af trafikofres retsbeskyttelse.
Hr. formand, hr. kommissær, ordføreren, hr. Rothley, er desværre blevet opholdt af et vigtigt møde i Luxembourg i dag og har bedt mig om at repræsentere ham, praktisk talt at låne ham min stemme, hvilket jeg gerne gør. Med forslaget til et femte motorkøretøjsdirektiv ønsker vi at forbedre beskyttelsen af trafikofre yderligere og samtidig tage hensyn til kravene i det indre marked. Hvad er det, vi foreslår? For det første skal enhver skade som følge af et trafikuheld i EU - grænseoverskridende eller inden for den enkelte stats grænser - fremover behandles inden for en rimelig frist, ellers iværksættes der økonomiske sanktioner. For det andet skal dækningssummen fremover udgøre mindst 2 millioner euro, uafhængigt af antallet af skadelidte og skadernes art. Jeg tvivler dog på, at dette beløb er tilstrækkeligt. I december 1998 afgjorde en britisk dommer en sag med en nederlandsk studerende, der havde brækket nakken i et uheld og siden har været lammet fra halsen og nedefter. Domstolen tilkendte trafikofret en skadeserstatning på ca. 9 millioner pund, heraf ca. 8 millioner for ren økonomisk skade. For det tredje er der stadigvæk tvivl om, hvem der skal garantere for et uheld, som et køretøj uden nummerplader eller med falske eller stjålne nummerplader har forårsaget. Her har vi brug for en klar og for trafikofret fordelagtig regulering. Fremover skal garantifonden i det land, hvor uheldet er sket, garantere herfor. Et eksempel: En flygtet nederlandsk fører forårsager med et køretøj - stjålet i Polen - med falske nummerplader fra Tyskland et uheld i Italien. Hvem hæfter? Det skal fremover udelukkende være den italienske garantifond, som naturligvis vil søge regres. For det fjerde skal beskyttelsen af en forsikringstager, som arbejder midlertidigt i en anden medlemsstat, fremover udvides til 12 måneder. I løbet af denne periode skal han hverken omregistrere sit køretøj eller oprette en ny forsikringspolice. Det er blot en del af forslagene. Det handler snarere om oprydningsarbejde. På et senere tidspunkt vil vi beskæftige os med de virkelige problemer i fremtiden, det vil sige en reform af erstatningen for immaterielle skader i EU. Det har vi diskuteret i Det Europæiske Retsakademi i Trier i det seneste år. Det vil sige beskyttelse af bløde trafikanter, fodgængere, cyklister. Det var emnet i Trier i år på den anden europæiske færdselsretsdag. Det vil sige et direkte krav fra trafikofret over for hans eget forsikringsselskab. Jeg anser det for at være en moderne tanke. Kommissionen skal altså se at komme i gang med arbejdet!
Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Rothley, for det omhyggelige arbejde, som han fortsætter med at udføre på vegne af borgere og bilister i hele Europa for at lukke hullerne i forbindelse med deres forsikringsdækning. Forsikringer skal være så dækkende som overhovedet muligt, fordi det er det, forbrugerne forventer. Mange af os har oplevet sager i valgkredsene, på grund af problemer med eller smuthuller i forsikringsdækningen. Jeg bifalder hr. Rothleys forslag på vegne af min gruppe, og jeg ønsker især at takke ham, fordi han i betænkningen har medtaget en række af mine forslag. Jeg vil blot her til aften nævne to områder af særlig interesse. Det første er en vigtig bestemmelse, som ikke blot er til gavn for borgerne, men som også i praksis ansporer udviklingen af det indre marked. Som det er nu, er de europæiske borgere i Europa, som køber en ny bil i udlandet, nødt til at tegne en speciel forsikring, der dækker perioden, fra de henter bilen hos forhandleren eller fabrikken, til de kører den tilbage til deres hjemland. Deres nuværende forsikringsselskab må ikke tilbyde denne forsikringsdækning. Med hr. Rothleys forslag bliver det nu muligt med enkle midler. Forsikringer kan forlænges med 30 dage for at tilskynde borgerne til at udøve deres rettigheder i det indre marked og handle over grænserne. Kommissionen, og især kommissæren for det indre marked, hr. Bolkestein, støtter med glæde dette. Det andet område, som kort blev nævnt af fru Gebhardt, omhandler forsikring for personer, der opholder sig midlertidigt i et andet EU-land, f.eks. studerende, der flytter til et universitet og ønsker at tage egen bil med sig, udstationerede arbejdstagere eller familiemedlemmer, som ønsker at bo midlertidigt i et andet land. De vil nu kunne tage deres bil samt forsikringsdækningen med sig i op til 12 måneder uden problemer. Det er vigtigt. Af de mange klager, vi modtager fra borgere i Det Forenede Kongerige, ved vi, i hvert fald i mit eget tilfælde, at det ikke har været let for forsikringsselskaberne at tilbyde en sådan forsikring. Igen er dette til gavn for borgerne, der hermed får mulighed for at udøve deres rettigheder i det indre marked. Afslutningsvis vil jeg gerne sige til kommissær Bolkestein, at jeg håber, at han godkender hr. Rothleys forslag på vegne af Parlamentet og hurtigst muligt fører ændringerne ud i livet i form af yderligere ændringer til motorkøretøjsforsikringsdirektivet.
Hr. formand, lad mig først gøre det helt klart, at jeg har fuld forståelse for ordførerens intentioner med dette forslag. Som vi ofte tidligere har bemærket, er alt for mange borgere desværre indblandet i færdselsuheld i takt med den større mobilitet i Europa. Det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv var et stort fremskridt med hensyn til håndteringen af disse problemer. Jeg vil imidlertid koncentrere mig om det faktum, at forslaget indeholder et "krav" om, at medlemsstaterne gennemfører bestemmelserne om en forbedret erstatningsprocedure i deres nationale lovgivning. Det, vi reelt har gjort, er at opbygge et præferencesystem for erstatningskrav i forbindelse med færdselsuheld i Europa. Derfor er det logisk set fornuftigt at give de borgere, der indblandes i færdselsuheld i rent nationale sammenhænge, de samme fordele. Logisk set, ja, men respekterer denne vej frem subsidiaritetsprincippet? Det er jeg bange for, at den ikke gør, og det er en væsentlig pointe. Jeg har derfor på ny stillet et ændringsforslag, så dette krav snarere bliver en henstilling til medlemsstaterne. Sagen er, at de spørgsmål, der her rejses, alle vedrører national privatret. Det vil f.eks. betyde gennemgribende ændringer af erstatningsretten i England og Wales. På den måde giver vi ofrene for færdselsuheld særstatus. Hvad med ofrene for lægefejl, arbejdsskader eller andre former for erstatningskrav mod forsikringsselskaber? I øjeblikket ser udvalget nærmere på harmoniseringen af privatretten. Vi har i den forbindelse med god grund været kritiske over for en gradvis fremgangsmåde, som ikke har været undersøgt til bunds. Jeg ønsker blot i dag at påpege, at dette forslag indebærer, hvilket det også skal, en langt mere omfattende debat, som vil have kolossal betydning for privatretten i medlemsstaterne. Dette område fortjener en grundig og åben behandling.
Hr. formand, hr. Rothleys initiativbetænkning kommer på et særdeles velvalgt tidspunkt for det indre markeds udvikling. Der er ingen tvivl om, at det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, som har været i kraft i 15 år, trænger til at blive ajourført. Den periode har givet os tilpas mulighed til at vurdere, om direktivet effektivt har bidraget til oprettelsen af et reelt indre marked for motorkøretøjsforsikring. Det er tydeligt, at der stadig er huller i loven, og at forsikringstageren og skadelidte stadig står over for visse problemer, som skal løses. Jeg takker hr. Rothley for hans arbejde på området og for klart at have fremhævet de områder, hvor vi kan forbedre trafikofrenes retsbeskyttelse. Så længe der er plads til forbedringer på dette felt, er det vores pligt som EU's lovgivere at fremskynde arbejdet og skabe bedre betingelser. Selv om der er gjort fremskridt, er det tydeligt, at der endnu ikke er etableret et fælles forsikringsmarked. Det fratager forbrugerne muligheden for frit at vælge det bedste tilbud med hensyn til valgmulighed, fleksibilitet og selvfølgelig pris blandt forsikringsselskaberne i Europa. Forsikring af motorkøretøjer er en milliardforretning, og vi bør tilskynde til yderligere konkurrence, så forbrugerne kan høste fordelene heraf. En iøjnespringende mangel på konsekvens inden for motorkøretøjsforsikring er spørgsmålet om midlertidigt ophold. De nuværende regler overlader forbrugerne i forsikringsselskabernes magt. Det skal der sættes en stopper for. Jeg støtter varmt idéen om, at borgere, som ønsker at tage midlertidigt ophold uden for deres hjemland, skal kunne medtage deres personlige motorkøretøj uden at løbe ind i finansielle og administrative hindringer. Frihed til at bo, arbejde eller studere i andre medlemsstater må betyde netop det - frihed - og ikke skjulte hindringer, f.eks. tegning af ny forsikring og omregistrering. I mit eget land har vi for øjeblikket den korteste omregistreringsfrist på kun en dag. Det er ofte vanskeligt for borgere med midlertidigt ophold at tegne en forsikring hos et lokalt forsikringsselskab til en rimelig pris. Det er helt rimeligt med en etårig periode, hvor forsikringsselskabet i hjemlandet er forpligtet til at yde dækning. Det er en bekymring mindre for borgere, der overvejer at tage midlertidigt ophold i en anden medlemsstat. Vi hører ofte her i Parlamentet, at borgerne i Europa føler, at de er langt fra beslutningstagerne i EU, at de spørgsmål, der behandles, ikke er spørgsmål, der har betydning for deres dagligdag. Derfor er det endnu mere på sin plads, at Parlamentet tager initiativet i sådanne sager, hvor vi kan yde et reelt og synligt bidrag i forhold til borgernes rettigheder og retsbeskyttelse.
Hr. formand, hr. kommissær, antallet af ulykker på de europæiske veje er uacceptabelt højt. Hvert år omkommer titusindvis af mennesker på vejene, og hundredtusindvis af mennesker kvæstes i forbindelse med færdselsuheld. I sådanne tilfælde og også i tilfælde, hvor der udelukkende er tale om materiel skade, bør ulykken ikke forværres ved endeløse tovtrækkerier med forsikringsselskaberne. I takt med den stigende grænseoverskridende transport, både når det gælder fragt- og persontransporten, oplever vi stadig oftere problemer i forbindelse med forsikring af motorkøretøjer. Vores kollega, hr. Rothley, har påpeget disse i sin betænkning og har dermed også påpeget, at forholdene bør ændres. Nummerpladerne er nu blevet udstyret med medlemsstatens kendingsbogstaver omkranset af de europæiske stjerner, men registreringsnummeret giver i mange tilfælde ingen oplysninger. Fristen for omregistrering af køretøjer, som er medbragt fra en anden medlemsstat, er alt for lang, samtidig med at det er unødigt vanskeligt at bevare registreringsnummeret ved midlertidigt ophold i en anden medlemsstat. Hvad angår mindstedækningen i henhold til den lovpligtige ansvarsforsikring, finder jeg i lighed med ordføreren, at denne bør forhøjes. 2 millioner euro forekommer i praksis at være realistisk, hvis skaderne skal kunne dækkes i langt de fleste tilfælde. Jeg støtter derfor også beslutningsforslagets henstilling til Kommissionen om i efteråret 2001 at tilstille Europa-Parlamentet et forslag til retsakt. Tidsfristen er ganske vist kort, men ordføreren har med den foreliggende betænkning leveret et udkast til en sådan retsakt.
Hr. formand, lad mig starte med at sige, at Kommissionen beklager hr. Rothleys fravær her i eftermiddag. Det er ikke første gang, at hr. Rothley, hans kolleger og jeg udveksler synspunkter om motorkøretøjsforsikringer. Jeg husker tydeligt vores drøftelser i forbindelse med det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Det direktiv er nu vedtaget. Jeg er således klar over, at Parlamentet er særligt opmærksom på, hvor effektivt den forsikringsdækning er, som beskytter millioner af borgere i EU, der måske indblandes i færdselsuheld. Faktisk er den seneste udvikling inden for rammerne af motorkøretøjsforsikringer i EU - det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, som jeg nævnte før - et resultat af en specifik anmodning fra Parlamentet. Lovgivningen blev vedtaget sidste år. Fra slutningen af 2002 forbedres situationen for besøgende bilister, nemlig de EU-borgere, som er så uheldige at blive ofre for et trafikuheld uden for deres hjemland. Direktivet var også et bemærkelsesværdigt fremskridt, fordi det var første gang, at Parlamentet gjorde brug af sine nye beføjelser i henhold til traktatens artikel 192. Europa-Parlamentet anmoder nu Kommissionen, repræsenteret ved mig, om at gennemføre yderligere tiltag på området. Denne gang er målet for Parlamentets anmodning ikke at lukke et hul i lovgivningen, men at modernisere og styrke det fælles forsikringsmarked på dette område. Lad mig sige om dette punkt, at Kommissionen er meget bevidst om behovet for at modernisere motorkøretøjsforsikringsdirektiverne. Det første blev jo vedtaget for 30 år siden. Kommissionen påbegyndte derfor i 1998 efter samråd med medlemsstaterne, industrien, og støttegrupper til trafikofre, et omfattende arbejde for at revidere forsikringsdirektiverne. Arbejdet er nu gået ind i den afsluttende fase, men er endnu ikke afsluttet. Jeg vil derfor takke Parlamentet og især hr. Rothley for hans initiativ, der er i overensstemmelse med og sætter nyt liv i Kommissionens arbejde på dette område. Jeg vil også gerne sige, at visse aspekter i de foreslåede tiltag i beslutningen, f.eks. en fælles frist for registrering af køretøjer importeret fra en anden medlemsstat, nok ligger uden for rammerne af forsikringsdirektiverne. Det er allerede blevet påpeget under drøftelserne i Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, hvor det også blev nævnt, at hvis vi går i den retning, kræver det et andet retsgrundlag end det, som anvendes på forsikringsområdet. I tillæg hertil bør andre tiltag, f.eks. forsikringsselskabernes pligt til at udstede erklæringer, gennemføres på en sådan måde, at de ikke strider imod princippet om frie toldgrænser, som danner grundlag for EU's forsikringslovgivning. Afslutningsvis vil jeg gerne forsikre Parlamentet om, at selv om vi ikke er i en position til at stille et ændringsforslag inden den krævede tidsfrist i beslutningen, vil Kommissionen gøre sit bedste for at sikre en hurtig vedtagelse af det omfattende forslag, som sigter på at modernisere retsgrundlaget for motorkøretøjsforsikring.
Mange tak, hr. Bolkestein. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0134/2001) af Wallis for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om opfølgning af fællesskabspolitikken i forbindelse med udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (henstilling 98/257/EF og konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere).
Hr. formand, en avisartikel i Wall Street Journal i dag med underoverskriften "Why do America and Europe differ on the importance of consumer interests?" gjorde indtryk på mig. Der stod videre, fra et amerikansk synspunkt: "When it comes to putting the consumer at the center of its economic model, Europe remains stubbornly old-fashioned." Europa er stadig bagud med alle former for e-handel. I 2005 vil 11% af detailsalget i USA foregåe online, mens det kun er 6% i Vesteuropa. Vores håb skal være, at Kommissionens initiativ til et europæisk udenretsligt netværk vil hjælpe med til at opbygge forbrugernes tillid til e-handel og presse de europæiske tal op. Det var de problemer, vi kæmpede mod i forbindelse med vedtagelsen af Bruxelles-forordningen: Hvordan får borgerne i Europa grænseoverskridende adgang til domstolene uden at overbebyrde erhvervslivet og dog på samme tid udsætte erhvervslivet for den nødvendige konkurrence. Vi skal gøre det klart, at det er et forsøg på at håndtere en lang række grænseoverskridende tvister af lille værdi på forbrugerområdet uden for det normale retssystem. Der indføres alternative midler, som næsten erstatter den lavere ende af det traditionelle retssystem. Det er et meget ambitiøst projekt, som skal tages alvorligt og finansieres ordentligt. En af mine største bekymringer vedrørende dette initiativ er finansieringen, både med hensyn til omfang og offentlig omtale. Borgerne ved, hvor de lokale domstole ligger, men ved de, hvor og hvordan de får adgang til det europæiske udenretslige netværk? Ud fra det, jeg har set, er jeg ikke synderligt optimistisk. For det andet, er systemet konsekvent og effektivt? På nuværende tidspunkt varierer udviklingen i medlemsstaterne meget. Kommissionen skal gøre sig hård i den henseende, hvorfor vi har foreslået, at clearingorganerne tiltræder serviceniveauaftaler. Kun på den måde sikrer vi, at borgerne modtager den service, som de virkelig fortjener. Det leder mig til ændringsforslagene. Vi godkender gerne ændringsforslag 2 og 3, men ændringsforslag 1 volder stor bekymring. Hvis ikke clearingorganerne kan yde juridisk rådgivning, ser man stort på virkelighedens verden. Nogle af centrene fungerer allerede som EuroGuichet'er med ansatte advokater. De kan ikke fungere uden disse. Vi kan ikke tilbyde borgerne andenrangsservice. God juridisk rådgivning, eller viden, fra starten af en klage har afgørende betydning, hvis den ikke skal komme ud på et sidespor og derved skabe irritation, skuffelse og resultere i manglende retfærdighed. Lad os til sidst vende blikket mod lovgivningsmetoden, hvor ADR og det europæiske udenretslige netværk er eksempler på blød lovgivning eller medbestemmelse. Hvis det er vejen frem, er det vigtigt, at Parlamentet er fuldstændigt involveret fra start til slut. De fleste af os ville f.eks. bifalde det andet sektormæsige initiativ på området, FIN Net, der f.eks. beskæftiger sig med finansielle tjenesteydelser, men hvornår blev dette initiativ henvist til Parlamentet? Hvis vi skal erstatte eller fremme retssystemerne og domstolsadgangen, er disse spørgsmål centrale for civilsamfundet, og de hverken kan eller må tackles uden input fra de demokratisk valgte medlemmer.
Hr. formand, vi bifalder denne betænkning, som fru Wallis meget behændigt har ledt gennem Parlamentet, fordi der i denne fagre nye verden med e-handel vil være lige så mange svindlere og kvaksalvere som i den ikke-digitale verden. Forbrugerbeskyttelse har derfor mindst lige så stor betydning. Den består af to ting. For det første ydes der retlig beskyttelse, og for det andet repræsenterer den et middel til at håndhæve den beskyttelse. Især med hensyn til små klager på tværs af de internationale grænser - med andre ord, mellem de forskellige retssystemer - vil de traditionelle retssystemer tydeligvis være til begrænset hjælp, hvilket fru Wallis netop har påpeget. Vi bifalder derfor dette initiativ til at skabe et brugervenligt, udenretsligt netværk i Europa. Faktisk mener vi, at det bør række ud over de fysiske grænser i EU, da nettet ikke respekterer nationale grænser. Som det så ofte er tilfældet, er detaljerne den vanskelige del. Vi ser frem til disse og håber, at udviklingen skrider godt frem.
Hr. formand, fru Wallis' betænkning er et vigtigt bidrag til forhandlingen om Fællesskabets politik i forbindelse med udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet. Jeg bifalder også hendes henstillinger til Parlamentet og deler i høj grad hendes bekymring. Vi ved alle af egen erfaring, at langvarig og bekostelig procesførelse ved domstolene mister sin tiltrækning som et middel til bilæggelse af tvister. Forestillingen om, at de fleste ønsker dommere, velklædte advokater og storslåede retslokaler som omgivelser for bilæggelsen af tvister, er ikke længere korrekt. Folk med problemer ønsker, på linje med folk med smerter, lindring, og de ønsker det så hurtigt og billigt som muligt. De alternative tvistbilæggelsesmekanismers succes begynder at skabe et skift væk fra den traditionelle procesførelse. I en sag for nylig i Det Forenede Kongerige blev en retssag gennem 11 måneder, som løb op i millioner af pund, erstattet af og bilagt ved mægling i løbet af få dage. Vi ser eksempler på dette i hele Europa. Men hvis det indre marked skal vokse, skal vi gøre det nemmere for forbrugerne at handle på tværs af grænserne med større tillid. Det sker kun, hvis forbrugerne kan købe varer og tjenesteydelser og have tillid til og være sikre på, at eventuelle problemer nemt kan løses. Ikke som i første tilfælde ved domstolen, hvor udgiften til en grænseoverskridende sag i gennemsnit er 2.500 euro og tager 23-29 måneder. Vi ved, at forbrugerne faktisk tilskyndes til ikke at handle på internettet uden for deres egen medlemsstat, og at de nationale forbrugerorganisationer - også i min egen medlemsstat - råder forbrugerne til ikke at gå denne vej, fordi den er fyldt med problemer. Mine egne erfaringer med handel på internettet har ikke øget min tillid til e-handel. Efter at have købt cd'er fra en kendt strøgbutik, nemlig HMV, modtog jeg en ufuldstændig leverance med løfte om yderligere levering. De mest hæderlige indkøbssteder forsikrer, at pengene ikke hæves på ens konto. Her efter to måneder mangler jeg endnu at modtage varer, og mit visakort er debiteret det fulde beløb. Varernes værdi er dog lille, og det ville være dyrt og meningsløst at gå rettens vej. Forbrugerne fristes også i stigende grad til at købe endnu dyrere varer på tværs af grænserne, f.eks. vaskemaskiner, køleskabe, finansielle tjenesteydelser og biler. ADR er en værdifuld måde at få domstolsadgang på, idet der ydes service og retsmidler, som står i forhold til varens pris. Men det er ikke patentløsningen på alle tvister på forbrugerområdet. Forbrugeren skal stadig have ret til at gå til domstolen som sidste udvej. Hvis der ikke foreligger en aftale direkte med den handlende, eller indkøbsstedet, bør forbrugeren tilskyndes til at se på fordelene ved ADR. Det er meget vigtigt, som fru Wallis sagde, at forbrugeren er bevidst om og bekendt med denne mulighed. I min egen medlemsstat fungerer Citizens' Advice-bureauerne som clearingorganer. Forbrugere, der fremsætter klager, har derfor lokal adgang og information. Det er meget vigtigt. For forbrugerne i Det Forenede Kongerige er der en endnu større bonus som et biprodukt af at øge tilliden til den grænseoverskridende handel på internettet. Vi kan handle på et endnu større marked og ofte købe varer til to tredjedele af prisen. Det må være en fordel i det, vi kalder rip-off Britain, idet de alt for høje priser på vores eget hjemmemarked presses ned.
Hr. formand, jeg har i en årrække været en ivrig fortaler for alternativ, udenretslig bilæggelse af tvister. Dette er et middel til imødegåelse af det stadig voksende pres på de traditionelle retsinstanser. Men frem for alt sikrer det borgerne nem adgang til hurtig og billig behandling af klager. Jeg har i øvrigt i de forløbne år under behandlingen af forskellige forbrugerspørgsmål, herunder eksempelvis spørgsmålet om fjernsalg, vedholdende påpeget, at det af hensyn til et velfungerende indre marked er vigtigt at være opmærksom på alternative former for tvistbilæggelse. I flere direktiver er alternativ tvistbilæggelse da også udtrykkeligt omtalt. Med det indre marked er forbrugerens perspektiv udvidet ganske betragteligt og ikke længere begrænset til udbuddet på det nationale marked. Takket være de moderne kommunikationsformer er grænseoverskridende køb og salg i stadig vækst, og det europæiske markeds velsignelser bliver mærkbare. Det forekommer imidlertid også, at forbrugeren er utilfreds, sådan som det kan være tilfældet, når der handles inden for en medlemsstats grænser. Er der tale om grænseoverskridende handel, er proceduren for behandlingen af klager mere langvarig og ikke mindst mere besværlig. Mange forbrugere finder de komplicerede klageprocedurer, som ydermere afvikles på et fremmed sprog, så afskrækkende, at de helt afholder sig herfra, hvilket er meget beklageligt. Jeg hilser på denne baggrund Kommissionens forslag velkomment. Og jeg hilser Wallis-betænkningen velkommen. Fru Wallis har i sin betænkning peget på nogle af de ømme punkter, og jeg tilslutter mig fuldt ud ordførerens bemærkninger. Lad mig nævne enkelte nøglebegreber, når det gælder oprettelsen af clearingorganer. Procedurerne bør være enkle, der bør være nem adgang hertil for forbrugere, der ønsker en klage behandlet, og det bør sikres, at forbrugeren kan anvende sit eget sprog. Hvad angår sidstnævnte forhold, bør Kommissionen nøje overveje, hvorledes dens forslag påtænkes gennemført i praksis. Endvidere ville jeg gerne vide, hvornår de omhandlede clearingorganer påtænkes oprettet i de enkelte medlemsstater. I Nederlandene forventer man, at ordningen vil træde i kraft i 2001. Clearingorganerne bør efter min mening udelukkende være vejvisere for forbrugeren. På dette punkt er jeg altså ikke enig med fru Wallis. Egentlig juridisk rådgivning bør varetages af hertil kvalificerede personer. Jeg mener ikke, clearingorganerne hverken bør eller kan optræde som advokater. I så fald er man også ansvarlig for den rådgivning, der ydes. Clearingorganerne bør efter min opfattelse være faciliteter og gode vejvisere, som leder forbrugeren videre til eksempelvis alternative tvistbilæggelsesorganer. Jeg anmoder derfor om, at også ordføreren endnu en gang overvejer mit ændringsforslag. Der vil være en for stor risiko forbundet med at henlægge også juridiske opgaver til disse organer. Jeg taler i denne henseende af erfaring som formand for instituttet for tvistemålsudvalg.
Hr. formand, det er meget vigtigt, at der udarbejdes rammer i EU for til enhver tid at sikre beskyttelse af forbrugernes rettigheder. Det indebærer systemer, som hurtigt giver de 370 millioner forbrugere i EU domstolsadgang og sikrer afhjælpning, når forbrugernes rettigheder krænkes. Retfærdigheden må ske fyldest. Derfor bifalder jeg denne meddelelse, som søger at opstille procedurer for udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet. Det er op til de 15 EU-lande at gennemføre bestemmelserne i henstillingen. Hver medlemsstat skal opstille procedurer, som kan håndtere udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet. Den nye struktur vil i sidste ende kunne hjælpe med til at løse grænseoverskridende tvister for forurettede forbrugere i EU. Hver regering i EU skal også etablere centrale kontaktsteder, som giver forbrugerne de nødvendige oplysninger om udenretslige tvistbilæggelsesorganer i deres retskreds. Sådanne centrale kontaktsteder forklarer sammenhængen for forbrugere, som retter deres klager til disse med henblik på passende afhjælpning. De centrale kontaktsteder yder information og bistand med hensyn til løsning af grænseoverskridende tvister i EU. Jeg vil gerne tilskynde Europa-Kommissionen til at tildele betragtelige midler til at sikre, at denne nye ordning får stor offentlig omtale i hele EU. Hvis vi ønsker, at den nye struktur får succes, er det nødvendigt med stor offentlig omtale. De nye procedurer skal også overvåges struktureret for at sikre, at eventuelle uoverensstemmelser i forbindelse med den nye ordning i EU-landene glattes ud. Afslutningsvis, hr. formand, er dette forslag kun en del af en række tiltag, som gennemføres i EU, for at beskytte forbrugernes rettigheder. Forbrugerne skal beskyttes, både når de er offline, og når de er online, hvilket får stadig større betydning, hvor de køber mange varer og tjenesteydelser via internettet. Vi er trådt ind i en ny informationsteknologialder. Vi er nødt til at sikre, at forbrugernes rettigheder beskyttes, efterhånden som disse teknologier fortsætter. Jeg lykønsker ordføreren med den fine betænkning.
Hr. formand, vi ville være særdeles glade, hvis vi stod over for et perfekt og afrundet arbejdsdokument fra Kommissionen om udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet, ikke mindst tvister, der indebærer grænseoverskridende afgørelser. Vi må dog, som fru Wallis, ordføreren, så udmærket fremhæver det, og da den optimisme, der kommer for sent, ofte er til skade for det gode, som i mellemtiden er skabt, glæde os over Kommissionens begrænsede initiativ, der skitserer en mulig vej til en hurtig og rentabel løsning på grænseoverskridende tvister på forbrugerområdet, som ofte har lav pekuniær værdi. Der er som bekendt tale om at oprette et europæisk udenretsligt netværk, der kan løse denne type tvister på grundlag af den troværdighed, ærlighed, åbenhed og tekniske kunnen, som ligger i organisationer, der er udsprunget af forbrugernes frie sammenslutning, og som kan danne et beskyttende kontrolnetværk for forbrugernes rettigheder og de europæiske borgeres almindelige livskvalitet. Vi er på denne måde på vej hen imod en beskyttelse af privatpersoners økonomiske rettigheder, der afbureaukratiserer varetagelsen af dem gennem det traditionelle, tunge juridiske maskineri. Til forskel fra den usynlige hånd organiserer det indre forbrugermarked i dette tilfælde sin selvregulering, samordnet og støttet af de europæiske institutioner, hvilket styrker Unionens troværdighed og nærhed i forhold til borgerne. Hr. formand, vejen står åben, fru Wallis har fortalt os, hvordan vi skal komme videre, og min gruppe vil derfor stemme for den betænkning, der her er til forhandling.
Hr. formand, jeg er ikke blot fortaler for, men overbevist fortaler for fordelene ved voldgift. Det skyldes hovedsagelig min erfaring som praktiserende advokat, både inden for national ret i min egen medlemsstat og inden for international handelsvoldgift. Jeg havde den ære at være medlem at den internationale voldgiftsret i Det Internationale Handelskammer i syv år og udarbejdede den sidste lovgivning i min egen medlemsstat om international handelsvoldgift. Jeg er derfor overbevist fortaler for fordelene ved voldgift i modsætning til retssager. Jeg mener derfor, at oprettelsen af det europæiske udenretslige netværk er et vigtigt skridt mod at sikre, at forbrugerne får praktisk adgang til enkle, billige og effektive midler til bilæggelse af grænseoverskridende tvister. Det er en naturlig opfølgning på Kommissionens meddelelse fra 1998 om domstolsadgang og medlemsstaternes meddelelse om deres udenretslige organer, som følger principperne i henstilling 98/257. Det er desuden et stort skridt mod opfyldelsen af Rådets konklusioner på topmødet i Tampere om at øge adgangen til retfærdighed i Europa. Den fortsatte forøgelse af den økonomiske aktivitet i det indre marked betyder i stigende grad, at forbrugernes aktiviteter ikke er begrænset til deres eget land. Den øgede e-handel samt indførelsen af euroen understreger, at det er vigtigt snarest at fremme forbrugernes tillid for at sikre et virkelig konkurrencedygtigt og effektivt indre marked. Fællesskabets institutioners, herunder Europa-Parlamentets, engagement og støtte er vigtig for at øge dette initiativs betydning, sikre effektiv gennemførelse og garantere, at det med tiden får succes. Medlemsstaterne har i tæt samarbejde med Kommissionen allerede gjort store fremskridt, siden initiativet blev fremsat i marts sidste år. Alle, undtagen Tyskland, har informeret Kommissionen om det organ, som skal fungere som nationalt clearingorgan, og etableringen af disse organer er i gang. Kommissionen yder økonomisk støtte til startomkostningerne og undersøger, hvordan man bedst sørger for yderligere infrastruktur og målrettet støtte. Både Norge og Island har i øvrigt udtrykt ønske om at deltage og har været med til møderne med eksperterne i medlemsstaterne og Kommissionen. Vi er også ved at undersøge, hvordan ansøgerlandene bedst kan inkorporeres i netværket. Meget arbejde med eksperterne i medlemsstaterne og øvrige interessenter er afsluttet for at gøre netværket til en vellykket realitet. Et resultat af dette arbejde har været et aftalememorandum, der opstiller minimumsfunktioner og operationelle retningslinjer for clearingorganerne, og som er tæt på sin afslutning. Dette dokument markerer et vigtigt skridt i forbindelse med sikringen af et kohærent samarbejde i hele netværket. Det omfatter krav til de praktiske oplysninger og rådgivningen til forbrugerne, et overordnet system for behandlingen af klager baseret på det europæiske klageforum, oversættelse samt overvågning for at sikre, at netværket fungerer effektivt. Det omfatter desuden krav om, at enten clearingorganet eller den nationale myndighed udarbejder praktiske ordninger med de nationale ADR for at sikre et problemfrit samarbejde og behovet for at overvåge overensstemmelsen med principperne i Kommissionens henstilling. Der forudses netværkssamarbejde via regelmæssige møder, udarbejdelse af netværksstrategier og løbende gennemgang af netværket for at sikre konstant forbedring. Ensartede metoder til indsamling af data om netværkets ydeevne, evaluering af netværket og identificering af specifikke forbrugerproblemer er også en del af planen. Gruppen af eksperter i medlemsstaterne mødes i morgen for at lægge sidste hånd på detaljerne. Der er også indgået en foreløbig aftale om, at netværket skal være funktionsdygtigt den 16. oktober i år. Det falder sammen med lanceringen af EuroGuichet i Belgien, som skal fungere som clearingorgan, og med den årlige generalforsamling i forbrugersammenslutningerne, der finder sted den 18.-19. oktober. Jeg betragter initiativet til det europæiske udenretslige netværk som en prioritet. Det er en meget vigtig komponent i en række initiativer, som Kommissionen er ved at udarbejde, og som skal skabe tillid, så forbrugerne aktivt kan tage del i og drage nytte af det indre marked. Det bliver også vigtigt for erhvervslivet, idet det fremmer den grænseoverskridende handel, især naturligvis for små og mellemstore virksomheder. Det opstiller de praktiske rammer, så ADR's potentiale til løsning af grænseoverskridende tvister kan udnyttes fuldt ud. Disse rammers organiske natur gør det tilstrækkeligt fleksibelt og tilpasningsdygtigt til at kunne møde nye udfordringer og være under konstant gennemgang for at sikre en effektiv mekanisme for alle borgere og effektiv funktion i det indre marked.
Hr. formand, jeg ville gerne anmode kommissæren om at tilkendegive sin holdning til ændringsforslagene.
Hr. formand, disse er ændringsforslag til den fremragende tekst, som ordføreren har forelagt. Jeg har ingen indsigelser imod dem i deres nuværende form, især ikke det første, som angiver behovet for adgang til juridisk personale. Det er ønskeligt og er også medtaget i vores forslag. De andre forekommer mig ganske fornuftige, f.eks. ændringsforslag 3, der henviser til EØS-landenes engagement. Nogle af dem er allerede involveret, og det ønsker vi for flere, herunder ansøgerlandene. Kommissionen støtter derfor dette fuldt ud.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Jeg giver ordet til hr. Byrne på vegne af Kommissionen.
Hr. formand, Kommissionen ønsker at takke Europa-Parlamentet for beslutningen om Kommissionens rapport om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Denne beslutning indeholder en række meget interessante punkter, og Kommissionen har taget dem til efterretning. Som De ved, har hensigten med denne rapport været at optræde som platform for en omfattende drøftelse mellem medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og sektoren. Rapporten har siden januar været på dagsordenen i Rådets arbejdsgrupper og på dagsordenen for møderne i Specialkomitéen for Landbrug og blev også drøftet på Rådets seneste møde. Kommissionen tager samtlige synspunkter og holdninger til efterretning og er ved at undersøge og evaluere aspekter i forbindelse med rapporten og fremtiden for sektoren og den fælles markedsordning for denne. Kommissionen bifalder i den forbindelse de punkter, som fremhæves i Parlamentets beslutning. Kommissionen støtter især målene om at øge koncentrationen af udbuddet via producentorganisationer, mindske problemerne i forbindelse med de operationelle programmer og forbedre den overordnede markedsordning. Kommissionen ønsker at forsikre Parlamentet om, at den er fuldstændig klar over behovet for fortsat at arbejde hurtigt vedrørende forskellige aspekter i rapporten og beslutningen. Når denne evalueringsproces er afsluttet, agter Kommissionen at stille forslag om at forbedre den fælles markedsordning, hvor dette er hensigtsmæssigt. Afslutningsvis ønsker Kommissionen endnu en gang at takke Parlamentet for beslutningen. Kommissionen er indstillet på at fastholde den nødvendige kontakt mellem tjenestegrenene og Parlamentet og ser frem til en grundig drøftelse af og et godt samarbejde om fremtiden for den fælles markedsordning for frugt og grøntsager.
Mange tak, hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, allerførst vil jeg gerne takke Kommissionen for denne korte redegørelse. Jeg er ked af, at den ansvarlige kommissær ikke er til stede, men jeg takker Dem, hr. Byrne, meget for Deres tilstedeværelse her hos os i dag. Jeg må dog beklage, at De har begrænset Dem til blot at komme med en erklæring om Deres gode hensigter og takke Parlamentet uden at beskrive problemerne eller foreslå mulige løsninger. For et år siden bad Rådet Kommissionen udføre en specifik analyse af situationen i frugt- og grøntsagssektoren - som lige nu er den, der har størst problemer - inden for rammerne af betænkningen om funktionen af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. For at forhindre afbrydelse af støtten hertil blev der endvidere vedtaget en forlængelse af forbedringsplanerne, som udløb i 2000. På nuværende tidspunkt står vi i en situation, hvor denne forlængelse udløber i 2001, og det skaber stor usikkerhed i sektoren og risiko for, at plantagerne forlades på trods af forbedringsplanernes gode resultater. Dette problem kræver en beslutning, som gennemføres straks med iværksættelse af nogle støttemekanismer, som erstatter de aktuelle forbedringsplaner, efterhånden som de afsluttes. Nøddesektoren har stor social og miljømæssig betydning i EU, i Sydeuropa (Spanien, Italien, Grækenland, Portugal og Frankrig), fordi der findes et stort antal plantager, som skaber mange arbejdspladser, og som endvidere spiller en væsentlig og umiddelbar miljømæssig rolle. Parlamentet har udtalt sig til fordel for, at der søges en endelig løsning for denne sektor inden for rammerne af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Nu er det nødvendigt, hr. kommissær, at formandskabet og Kommissionen accelererer arbejdet med at finde en endelig løsning for nøddesektoren i EU inden for rammerne af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager, og at forbedringsplanerne forlænges indtil da. Med hensyn til de øvrige problemer i denne fælles markedsordning, som er omtalt i den betænkning, der har været om sagen, mener jeg, det er nødvendigt at støtte producentorganisationerne og styrke de redskaber, som den fælles markedsordning giver dem, og især driftsfondene. Det er også nødvendigt at tilskynde til sammenslutninger og fusioner mellem producentorganisationerne, og at den finansielle støtte til de driftsfonde, der er stiftet af fusionerede producentorganisationer - eller foranstaltninger, som gennemføres i fællesskab af flere organisationer - forhøjes til 70% i stedet for de nuværende 50%. Så ville de få samme behandling, som de nuværende bestemmelser giver foranstaltninger inden for branchen eller mellem tværfaglige organisationer. Jeg mener også, det er nødvendigt at revidere de gældende bestemmelser, således at de bliver forenelige med finansieringsmulighederne via driftsfonde eller udvikling af landdistrikter med den eneste begrænsning, at der fastsættes relevante kontrolmekanismer for at sikre, at der ikke sker dobbeltfinansiering. Dette skaber forvrængning inden for finansieringen af sektoren. Endelig bør andre aspekter også analyseres grundigere, f.eks. regulering af citrusfrugter, foranstaltninger til specifikke produkter, der påvirkes af den internationale konkurrence, og regulering af handel med tredjelande. Dette er i store træk de bekymringer, som vi har i forbindelse med den fælles markedsordning, set fra Gruppen for Det Europæiske Folkepartis og fra et sydeuropæisk lands synspunkt. Mange tak, hr. kommissær, for Deres tilstedeværelse hos os.
Hr. kommissær, Europa-Kommissionens betænkning om funktionen af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager med henblik på en fremtidig reform skuffer endnu en gang. Og den skuffer ikke kun Parlamentet, men også hele produktionssektoren, for den indeholder næsten ingen af de foreslåede henstillinger i beslutningen af 26. oktober 2000. Den indeholder ikke Landbrugsudvalgets og selve Parlamentets arbejde og forslag, til trods for at kommissær Franz Fischler i sin tid erklærede, at de ville blive taget i betragtning. Den er ufuldstændig, idet den ikke foreslår konkrete løsninger eller indeholder en udtømmende analyse af situationen. Der er ikke lagt hverken tid eller kræfter i den, og den er endnu en gang kilde til skuffelse. Der foreslås ingen løsninger for en sektor, som i nogle områder af EU står for 25% af landbrugets samlede produktion og skaber flere arbejdspladser end nogen anden. Ved De, hr. kommissær, at for hver 6 euro, som en frugt- og grøntsagsproducent modtager i Sydeuropa, stammer kun 0,012 fra EU? Mener De, at dette kan defineres som en virkelig fælles markedsordning, som en virkelig støtteordning? Kender Kommissionen denne sektors evne til at absorbere arbejdskraft, især arbejdskraft fra Maghreblandene, og ved Kommissionen endvidere, at denne sektor mere end nogen anden er påvirket af liberaliseringen af handlen med de lande, hvor disse arbejdstagere stammer fra? Synes De ikke, at vi burde tage hensyn til denne sektor og støtte den beslutsomt, når den absorberer så meget arbejdskraft (i mål 1-områder), i stedet for fortsat at lægge hele byrden på landbrugernes skuldre? Hr. kommissær, udfør de nødvendige reformer, der definitivt og utvetydigt støtter organisationerne af frugt- og grøntsagsproducenter. Giv en virkelig støtte, som indtil nu ikke har eksisteret, og som kan give dem mulighed for at øge ikke produktionen, men de allerede høje kvalitets- og fødevaresikkerhedsniveauer, samt løse de miljøproblemer, som de lider under. Gør det med reformforslaget lettere at koncentrere udbuddet over for distributionsmonopolerne, som dominerer markedet med priser og betingelser. Foreslå løsninger, der gør en ende på de problemer, der er forbundet med driftsprogrammer og -fonde, overdrevet bureaukrati og de negative problemer, der forårsages af handelsaftaler med tredjelande. Hr. kommissær, hvor mange gange skal Parlamentet gentage, at sektoren for tørrede frugter har brug for en endelig løsning, og bede om en forlængelse af forbedringsplanerne for nøddesektoren, indtil reformen af den fælles markedsordning i form af hektarstøtte er gennemført, da denne sektor er grundlæggende for at holde liv i landbruget i nogle meget ugunstigt stillede områder, som ikke har nogen egentlige alternativer? Hr. kommissær, lad os ikke gøre tingene så nemme for USA, Tyrkiet eller Kina. Lad os beskytte vores egne landbrugere og deres tørrede frugter i det mindste på samme måde, som de gør med deres. Usikkerheden har hersket i månedsvis i produktionssektoren. Andalusien har genlydt af sloganer som "Lad os ikke bytte fisk for tomater" som en hentydning til landbrugsindrømmelserne til Maghreblandenes producenter under fiskeriforhandlingen. Kommissionen har allerede opnået, at vi ikke har nogen fisk, og nu er den godt på vej til at sørge for, at vi heller ikke har nogen tomater.
Hr. formand, på pressekonferencen efter sidste Råd (landbrug) meddelte kommissær Fischler, at han ikke ville stille forslag om sektoren for tørrede frugter, fordi man afventede Parlamentets udtalelse om hans rapport om funktionen af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Hvis man ser bort fra, at spørgsmålet om de tørrede frugter i løbet af det seneste år har været omfattet af tre beslutninger i Parlamentet, og at Kommissionens rapport var stilet til Rådet og ikke til Parlamentet, er det formålstjenligt at minde om forhistorien vedrørende spørgsmålet om frugt og grøntsager. Det er over fem år siden, at der blev gennemført en radikal reform af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Desværre har tiden vist, at det planlagte niveau for koncentration af udbuddet ikke er opnået, og der er også en række andre forhold, der væsentligt har begrænset effektiviteten af de foranstaltninger, som blev iværksat med denne reform. I oktober 2000 vedtog Parlamentet en betænkning, hvoraf det fremgik, at kun 40% af produktionen markedsføres af producentorganisationerne. Da den fælles markedsordnings hovedredskaber er baseret på producentorganisationerne, kan det konkluderes - og det gjorde Parlamentet - at vi står over for en semifælles markedsordning. Som følge heraf stillede vi dengang en række ændringsforslag med det formål at forbedre den fælles markedsordnings effektivitet, heriblandt ændringsforslag til løsning af problemerne med de tørrede frugter. Ved forhandlingen dengang erklærede kommissær Fischler, at selv om han så med sympati på et stort antal af disse ændringsforslag, lå de ikke inden for rammerne af Kommissionens forslag. Han meddelte også, at Kommissionen ville stille nogle forslag på dette område, eftersom den nogle måneder senere skulle forelægge en rapport. Kommissionen forelagde i januar en rapport om funktionen af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager, men den har desværre ikke vedlagt nogen forslag. Den pågældende rapport er i det store og hele deskriptiv. Den indeholder nogle meget interessante oplysninger, som generelt er sammenfaldende med oplysningerne i vores betænkning fra oktober sidste år. Forskellen mellem de to dokumenter ligger i, at Kommissionens rapport forbliver deskriptiv, mens Europa-Parlamentets indeholder vurderinger og forslag. Der er således to problemer. Det første er, hvilken procedure der skal følges efter forelæggelsen af Kommissionens rapport, og det andet er, hvilken metode der skal anvendes til hurtigst muligt at løse sektorens problemer. Med hensyn til proceduren ligger problemet i, at Kommissionens rapport ikke indeholder hverken analyse eller vurderinger. Kommissionen oplyser, at kun 40% af produktionen markedsføres af producentorganisationerne, men den vurderer ikke, om dette er meget eller lidt, den analyserer ikke, hvilke virkninger dette har på den fælles markedsordnings effektivitet, og den vurderer ikke, om det er hensigtsmæssigt at stille forslag. Der er ingen mening i, at Parlamentet fremlægger en betænkning med statistiske oplysninger, som antages at være velfunderet. Der burde udarbejdes en rapport med henblik på at drøfte vurderinger og forslag, men Kommissionens rapport giver ikke mulighed for det, og endvidere stillede Europa-Parlamentet allerede forslag i oktober sidste år. Frugt- og grøntsagssektoren har i lang tid klaget over en række problemer, som det er nødvendigt at løse hurtigst muligt: Den fælles markedsordning for frugt og grøntsager råder over et budget, der ligger langt under sektorens betydning som økonomisk aktivitet, bestemmelserne forhindrer en effektiv udnyttelse af bevillingerne til den fælles markedsordning for frugt og grøntsager, og producenternes indkomst lider under virkningerne af de markedsforstyrrelser, som den vedvarende forringelse af fællesskabspræferencen og den uophørlige stigning i produktionsomkostningerne skaber. Derfor er det nødvendigt at vurdere og kompensere for virkningen af handelsaftaler med tredjelande. Det er nødvendigt at stimulere koncentrationen af udbuddet i producentorganisationerne. Alle disse spørgsmål og også andre spørgsmål - f.eks. problemerne med driftsfondene og -programmerne - er allerede indeholdt i den betænkning, som Parlamentet vedtog i oktober 2000, og da det haster med at løse disse problemer, er det nødvendigt, at Kommissionen stiller forslag, således som det er defineret i den betænkning, som vi vedtog. For på nuværende tidspunkt at give et svar på de berettigede bekymringer, der rører sig blandt Fællesskabets frugt- og grøntsagsproducenter, bør Parlamentet afkræve Kommissionen en fremlæggelse af forslag, som vi så kan udtale os om. Jeg vil ikke slutte uden kort at nævne de tørrede frugter, for mine kolleger har grundlæggende fremhævet dette problem. Hvis noget haster inden for alt, hvad der haster med den fælles markedsordning for frugt og grøntsager, er det en løsning på problemet med de tørrede frugter. Parlamentet stillede ligeledes i oktober nogle endelige forslag til løsning af disse problemer. Det er mig derfor ufatteligt, at kommissæren påstår at være uvidende om de forslag, som Parlamentet gentagne gange har stillet på dette område. En endelig løsning for denne sektor har absolut højeste prioritet, og indtil Kommissionen stiller nogle forslag, således som Parlamentet allerede har gjort det, bør de gældende foranstaltninger på området forlænges.
Hr. formand, jeg vil gerne sige til Kommissionen, at vi endnu en gang står over for et problem, der vedrører Middelhavsområdets landbrug, et landbrugsproblem - frugt og grøntsager - som især Middelhavsområdets produktion er direkte involveret i. Og jeg vil gerne henlede Kommissionens opmærksomhed på, at dette sker alt for ofte. Jeg siger det til den tilstedeværende kommissær, men især for at han kan overbringe min besked til hr. Fischler. Vi har til stadighed vanskeligheder med produktionerne i Sydeuropa, med produktionerne i Middelhavsområdet. Det er ingen tilfældighed, og derfor fortjener situationen Parlamentets opmærksomhed, for disse problemer behandles til sammenligning meget dårligere end problemerne i Nordeuropas landbrug. Endvidere bør Kommissionen forstå, at det er irriterende for Europa-Parlamentet at skulle insistere på sager, som i henhold til Kommissionens egne ord allerede burde være løst. Det fremgår af henvisningerne i begyndelsen af det beslutningsforsalg, som vi har stillet i anledning af denne mundtlige forespørgsel. I betragtning A står der, at Europa-Parlamentet påpeger, at der er stort sammenfald mellem Kommissionen og Rådet, men vi mener dog ikke, at de efterfølgende kendsgerninger afspejler dette. Ligeledes havde Kommissionen forpligtet sig til at løse denne række af problemer, som var forårsaget af den sidste reform af frugt- og grøntsagsordningen. Dette er heller ikke sket. I betragtning C bekræftes det f.eks., at Kommissionen gang på gang siger, at den er bevidst om disse problemer, men Kommissionen er derimod ikke konsekvent, for den omsætter ikke sine projekter til virkelighed, og den har endnu ikke forelagt et forslag til retsakt herom. Derfor anmodes Kommissionen i dette beslutningsforslag om at stille nogle forslag til forbedring af den fælles markedsordning på dette område, frugt og grøntsager, og især med hensyn til en omstrukturering af producentorganisationerne og de tørrede frugter. Hr. kommissær, De skal vide, at den eneste støtte, som ikke fortsættes i Agenda 2000, er støtten til tørrede frugter. Hr. formand, De ved ligesom jeg, at de spanske landeveje har været blokeret, og Kommissionen kan ikke være uvidende om dette problem, for det er en sektor, som betaler for følgerne af overskridelsen af princippet om fællesskabspræference og en uheldig afsætningspolitik. Jeg beder om, at denne sektors behov opfyldes.
Hr. formand, kærer kommissærer, først vil jeg gerne overbringe min hilsen til de tilstedeværende kommissærer og sige til dem, at det, der er sket med frugt- og grønsagssektoren, er helt uantageligt. Vi har nu i Europa nærmest to slags landbrug. Det ene, der er voldsomt subsidieret, er afhængigt af den fælles landbrugspolitiks støtteordninger, og det andet er afhængigt af markedet og den risiko, som landmanden må løbe på dette marked. Desværre indgår frugt og grønsager - og i særdeleshed de tørre frugter - i den anden produktgruppe, den fælles landbrugspolitiks stedbørn, der skal leve af markedet, der skal løbe markedets risici, med al den usikkerhed, som landbrug jo indebærer. Den fælles landbrugspolitik har ikke givet rimelige løsninger på denne problematik. De tørre frugter er, som kommissæren ved, produkter fra Sydeuropa, fra tørre eller halvtørre områder, hvor der ofte ikke er mange alternativer, og hvor man ofte må drive egentligt tørkelandbrug. Man kan dog ikke fremføre argumenter om, at der er tale om intensivt og miljøfjendtligt landbrug, snarere tværtimod. Det, som vi imidlertid har kunnet konstatere, er, at denne sektor har været fuldstændig overset i alle disse år, og vi risikerer nu at stå over for et lovgivningstomrum, fordi Kommissionen - uden at vi ved hvorfor - har besluttet ikke at fremlægge nogen forslag. Det er virkelig beklageligt, at det er sket, og derfor har det forslag til beslutning, som vi i dag lægger frem i Parlamentet, da også til formål at gøre Kommissionen opmærksom på denne lakune, på dette tomrum, så den fremsætter passende forslag for frugt og grønsager. Der er her tre steder, hvor der efter min mening virkelig er behov for at sætte ind. Det første er, at der skal lovgives om producentorganisationernes driftsmidler. Det er, som min kollega Ayuso González og andre har sagt det, helt indlysende, at medfinansieringen skal op på 70%, men det er lige så vigtigt, at driftsmiddelstøtten bliver effektiv. For det andet må man være klar over, at det ikke er nok at gøre driftsmidlerne til det vigtigste landbrugspolitiske instrument for denne sektor, eftersom der er mange regioner i f.eks. Spanien og Portugal, hvor der næsten ikke findes nogen producentorganisationer, og hvor næppe 10% af produktionen er omfattet af dem. Vi er nødt til at udtænke foranstaltninger, der imødekommer producenterne i disse områder, og så længe der ikke findes producentorganisationer, er det uretfærdigt og uacceptabelt, at disse producenter marginaliseres. For det tredje, hr. kommissær, er det ved at være på tide, at vi får skabt permanente støtteordninger for producenterne af tørre frugter. Hvorfor ikke overveje direkte støtte? Hvis næsten alle dele af landbruget har det, hvorfor skal denne sektor, der er så fattig og så marginal i Europa, ikke have støtte? Jeg håber, at Kommissionen hurtigt fremsætter de forslag, som vi nu beder om.
Hr. formand, forslaget om en beslutning for den fælles markedsordning for frugt og grøntsager og især for tørrede frugter og nødder kommer på det mest belejlige tidspunkt, og vi støtter det af al magt. Omstændighederne har gjort, at den skrøbelige konkurrencebalance har været faretruende svingende for Fællesskabets producenter inden for dette område, og har gjort det nødvendigt, at Kommissionen reagerede prompte, så vi ikke endte i en katastrofe. Denne sektors betydning kan vi alle forstå, og mine kolleger, der talte tidligere, fremstillede det også dramatisk. Virkeligheden, omstændighederne, som jeg omtalte før, hr. formand, er følgende for vores produkter især: Devalueringen af den tyrkiske mønt, som De kender til, på den ene side og den særdeles aggressive politik fra andre producentlande såsom USA på den anden har bragt fællesskabsproduktionen i en yderst vanskelig situation. Hvad skal vi foreslå for at hjælpe Kommissionen, så programmerne og støtteordningerne, der er ved at udløbe, kan fortsætte, og så fællesskabsproducenterne øjeblikkeligt og effektivt kan få støtte, og så der specielt under disse omstændigheder kan findes støtteordninger til producenterne? Jeg vil gerne betone, ligesom også andre af mine kolleger har fortalt, at producenterne af disse produkter og især af tørrede frugter og nødder er fattige småproducenter og først og fremmest producenter fra Middelhavslandene. Deres organisationer er ikke tilfredsstillende, hvad angår indsamling af produktet og deres mulighed for at konkurrere for egne midler på det vanskelige marked, sådan som jeg fortalte før. Vi ønsker bl.a. derfor, at man er særligt opmærksom på producenternes organisationer og finder måder at støtte dem på, så de selv kan organisere sig effektivt for at imødegå problemet. Jeg for mit vedkommende insisterer. Vi vil stemme for forslaget til beslutning, og vi håber, at Kommissionen vil tage vores bange anelser til efterretning.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, det er velkendt, hvor økonomisk, socialt og strategisk betydningsfuld frugt- og grønsagssektoren er, især for landene i Sydeuropa, herunder Portugal, af hvilken årsag det er helt afgørende, at Kommissionen udarbejder en reform af den fælles markedsordning for dette område, eftersom den sidste er fra 1996. Kommissionen må udbedre de mest negative forhold, herunder dem, der gælder for de tørrede frugter, den fattige slægtning, og øge grænserne for driftsmiddelstøtten til producentorganisationerne. Det er ikke retfærdigt, at frugt- og grønsagssektoren, der udgør ca. 16% af landbrugets slutproduktion, fortsat kun modtager 4% af fællesskabsstøtten, når det er en af de sektorer, der skaber mest beskæftigelse i EU. Kommissionen må derfor tage hensyn til de forslag, som sidste år blev fremsat i Jové Peres-betænkningen og vedtaget af Europa-Parlamentet, især med hensyn til forhøjelse af produktionslofter og tilhørende støtte, en større medfinansiering af producentorganisationernes driftsmiddelstøtte samt opretholdelse af mindsteprisen for at sikre denne vigtige landbrugssektors beståen, der jo også presses af importvarer som følge af de bilaterale aftaler, hvor den undertiden har været brugt som forhandlingsobjekt, uden at man har taget hensyn til de sydlige landes interesser og den betydning, som denne sektor har for beskæftigelse og udvikling i disse lande.
Hr formand, en række medlemmer har rejst spørgsmålet om, hvorfor Kommissionen ikke har stillet forslag til rapporten. Kommissionen er stadig i færd med at lytte til holdninger og bemærkninger. Som jeg nævnte tidligere, er Kommissionens tjenestegrene dog allerede godt i gang med at evaluere disse holdninger. Parlamentets bemærkninger er naturligvis omfattet af denne evaluering. Det er for tidligt at sige, hvornår eventuelle forslag og løsninger præsenteres. Kommissionen kan ikke offentliggøre en kalender over fremtidige skridt. Der er mange faktorer, der spiller ind, herunder budgetspørgsmål og behovet for at harmonisere fremtidige politikker mellem markedssektorerne. Jeg kan dog endnu en gang forsikre Dem om, at Kommissionens tjenestegrene prioriterer dette spørgsmål højt. Kommissionen håber hurtigst muligt at nå til en situation, hvor det er muligt at afholde drøftelser med alle interesserede parter i frugt- og grøntsagssektoren. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen foreslår en langsigtet løsning for nødder, er Kommissionens tjenestegrene bekendt med situationen i nøddesektoren og samtlige interesserede parters synspunkter. Kommissionen er i den forbindelse ved at evaluere, hvorvidt og i hvilket omfang der er mulighed for yderligere støtte. Denne proces foregår inden for de bredere rammer af rapporten. Under alle omstændigheder kan der kun regnes med yderligere fremtidig støtte, hvis dette forbindes med omstilling. Kommissionen mener dog ikke, at politikken med en etårig midlertidig forlængelse af forbedringsplanerne for nødder er en korrekt løsning på dette spørgsmål. De mest nødvendige tilpasninger til 1996-reformen blev faktisk sikret ved vedtagelsen i december sidste år af forordning 2699/2000. Ordningerne for finansieringen af driftsmidlerne, forarbejdede tomater, ferskner, pærer og citrusfrugter blev i kraft af denne forordning forbedret og forenklet, og vi tog også fat på spørgsmålet om eksportrestitutioner. Endelig har en række medlemmer stillet nogle tekniske spørgsmål, der omhandler de forskellige mekanismer i den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Jeg håber, at De vil acceptere, at dette naturligvis ikke er omfattet af mine daglige ansvarsområder. Jeg foretrækker at overlade disse spørgsmål til min kollega, Franz Fischler. Han havde ikke mulighed for at være til stede her til aften, men har informeret mig om, at han gerne snarest drøfter disse spørgsmål med Dem i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.
Mange tak, hr. kommissær. Jeg har modtaget et forslag til fælles beslutning i henhold til forretningsordenens artikel 37, stk. 2. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO): Lufttransport og miljøet. Jeg giver ordet til fru de Palacio på vegne af Kommissionen.
Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionens meddelelse fra december 2000 om Fællesskabets mål for ICAO's 33. samling udgør intet mindre end referencerammen for udarbejdelse og vurdering af de resultater, der opnås på den 33. samling, både hvad angår støjreduktion, flystøjemission og reduktion af gasudledning. Jeg vil gerne sige, at Rådet (transport) i april støttede den strategi, der var foreslået af Kommissionen. Denne meddelelse er meget udførlig med hensyn til opnåelse af aftaler inden for rammerne af ICAO, både med hensyn til flystøjreduktion, foranstaltninger til reduktion af drivhusgasser og begrænsning af driften af fly, der kun marginalt overholder støjstandarderne i kapitel 3, og som er dem, der giver de største støjgener i lufthavnene. Indgåelsen af en aftale i forbindelse med denne samling med en beslutning, der giver de kontraherende lande mulighed for nemmere eller bekvemmere at opfylde deres forpligtelser vedrørende reduktion af drivhusgasser er også et af vores mål. Mine damer og herrer, vi kan allerede nu sige, at der i hvert fald er ét forhold, for hvilket der formodentligt opnås et godt resultat på ICAO-samlingen. Jeg taler naturligvis om en aftale om det nye kapitel 4, hvori det maksimalt tilladte niveau for støjemission reduceres med 10 dB i forhold til de foregående kapitler. I denne forbindelse har ICAO-rådet endvidere vedtaget regler, som sikrer en streng forvaltning af omcertificeringen af fly og således forhindrer den nuværende situation, hvor fly omcertificeres eller omklassificeres, således at de flyttes fra kapitel 2 til kapitel 3, hvilket ligger til grund for hele vores tvist med USA. ICAO-samlingens forberedelser har endvidere til formål at sikre, at de kontraherende lande er i besiddelse af den nødvendige fleksibilitet til at iværksætte nogle instrumenter, som - i ICAO's sprogbrug - sikrer en velafbalanceret forvaltning af støjen. Denne velafbalancerede forvaltning er baseret på fire elementer: For det første foranstaltninger til støjreduktion ved kilden. For det andet regler om fysisk planlægning. For det tredje støjdæmpningsprocedurer, der giver piloterne mulighed for at begrænse støjen ved start og landing. Og for det fjerde og sidste foranstaltninger, som begrænser driften af kapitel 3-fly, som er de mest støjende. Det er frem for alt dette sidste punkt, der som bekendt giver de største vanskeligheder i vores drøftelser med USA. For at gøre det nemmere at opnå en aftale inden for ICAO om dette punkt fører vi parallelle drøftelser med USA og udviklingslandene. Det må pointeres, at hverken ICAO eller i øvrigt USA kan se bort fra det problem, som flystøjen skaber for mange lufthavne i områder med stor befolkningstæthed. I denne sammenhæng kan vi konstatere, at disse støjgener i nogle store lufthavne er ved at nå virkelig kritiske niveauer, og at det derfor absolut haster med at indføre foranstaltninger, som kan afhjælpe situationen og tillade fortsat drift af disse lufthavne. For andre er støjproblemet dog meget mindre. Derfor bør der overvejes nogle beslutninger - og vi arbejder på sagen - hvor lufthavnene til en vis grad vurderes enkeltvis. Dette vil i øvrigt gøre det nemmere for os at nå frem til en aftale med USA. Imidlertid er der en vis risiko med hensyn til nogle forskellige forslag i forbindelse med begrænsningen af driften af kapitel 3-fly - de mest støjende - som kan skabe konkurrenceforvridning mellem de forskellige lufthavne. I denne forbindelse og for at undgå en eksplosion i fællesskabssituationen er det hensigten at forhandle med USA og naturligvis inden for rammerne af ICAO for at forsøge at inkludere løsningen med individuel vurdering af hver lufthavn i de generelle rammer, som fastsætter forskellige niveauer for driftsbegrænsning alt efter områdernes følsomhed. Under alle omstændigheder lover jeg endnu en gang i løbet af disse måneder sammen med Kommissionens tjenestegrene at føre en åben dialog med Dem, mine damer og herrer, og jeg håber, at vi til sidst får en aftale i stand inden for rammerne af ICAO, som giver os mulighed for at sikre en løsning på denne sag om lufthavne og de mest støjende fly og samtidig undgå enhver form for konfrontation med USA, hvilket ikke ville være til nogens fordel.
Hr. formand, fru næstformand i Kommissionen, jeg vil først og fremmest ønske næstformand fru de Palacios initiativ velkomment, idet hun har besluttet at komme her i plenarsalen og beskrive Kommissionens strategi for os og naturligvis selve situationen omkring ICAO's 33. samling i september. Det er et emne, der beskæftigede os meget i sidste uge ved vores udvalgsmøde, og et emne, som har beskæftiget os i meget lang tid i Europa-Parlamentet, og derfor havde vi i udvalget til hensigt at stille et mundtligt spørgsmål til kommissæren. Derfor glæder det os, at kommissæren selv tog det initiativ at komme og tale i Parlamentet for at redegøre for Kommissionens synspunkter. Dette emne har livsvigtig betydning for de vælgere, der har sendt os herned. For at skåne miljøet og for at få en bedre livskvalitet bliver vi nødt til at mindske støjen fra flyene, især efterhånden som flytrafikken tiltager, og situationen år for år bliver værre. Der gøres visse tiltag, som kommissæren beskrev, og som jeg ikke vil komme ind på igen. For mit eget vedkommende vil jeg sige, at jeg nærer en behersket optimisme for, at disse tiltag vil føre os til et positivt resultat. Men vi må komme med beslutsomhed og vise, at Europa er en ligeværdig samtalepartner med USA. Vi er venner, og vi ønsker at vedblive med at være venner, men de må indse, at de står over for en ligeværdig samtalepartner, som ønsker at løse dette problem på den bedst mulige måde og finde regler, som skal implementeres hurtigst muligt. Og for at udviklingen kan gå i den retning håber jeg, at USA vil tale med en stemme og ikke med flere, sådan som det har været tilfældet indtil nu. Vi må også have en anden ting på det rene, nemlig at vi tilstræber en international løsning, for der er tale om et internationalt problem, og internationale problemer kræver internationale løsninger. Vi er her for at diskutere det. Jeg håber, at de andre har samme opfattelse, ellers er vi ud fra de faktiske forhold dømt til ensidigt at gå videre i Europa-Parlamentet med vedtagelsen af løsninger, som Europa-Parlamentet allerede har vedtaget. ICAO's 33. samling er en lejlighed, vi skal udnytte, og som vi ikke må lade os gå af hænde. Fra vores side vil jeg gerne fortælle, at vi i Europa-Parlamentet - og jeg tror bestemt, at jeg giver udtryk for langt det største flertal af medlemmerne i dette øjeblik - betror næstformand fru de Palacio rollen som forhandler på EU's vegne, og jeg håber, at vi på mødet i september kommer frem til resultater, som vil føre til en permanent og endelig løsning på problemet.
Hr. formand, fru kommissær, tak for Deres redegørelse i plenarforsamlingen. Jeg tror ganske vist, Transportudvalget kunne mønstre flere tilstedeværende end denne plenarforsamling, men symbolværdien er naturligvis heller ikke uvæsentlig. Jeg vil gerne stille endnu et par spørgsmål. Kapitel 4 er udmærket. En reduktion på 10 dB vil være fremragende. Tilsyneladende er problemerne nu løst, når det gælder omcertificering af fly eller omklassificering af disse fra kategori til kategori. Har jeg forstået Dem ret, vil vi fremover ikke opleve, at fly omklassificeres fra kategori 2 til kategori 3. Det er nu udelukket, hvis jeg har forstået Dem ret. Dette hilser jeg velkomment. Vi bør under alle omstændigheder sikre, at situationen intetsteds forværres. Situationen må ikke forværres i en eneste lufthavn i forhold til det aktuelle niveau. I en række lufthavne bør situationen snarest forbedres. De har selv påpeget, at man vil se på situationen i de enkelte lufthavne og på specielt støjfølsomme steder. Jeg vil imidlertid gerne spørge, om aftalerne om klassifikation af lufthavne er gældende på globalt plan. Hvem fastlægger de standarder, der skal være gældende? Har EU medindflydelse i så henseende? Kan vi fastsætte strengere bestemmelser, og i givet fald hvordan? Hvad sker der med konkurrencen mellem lufthavnene? Vi anførte i sin tid, da vi drøftede Lucas-betænkningen, at dette spørgsmål var afgørende. Det er ikke acceptabelt, hvis der er tale om konkurrence mellem lufthavnene på bekostning af de omkringboende og miljøet. Ved De, hvordan dette problem påtænkes løst i EU? Hvilken rolle spiller de lokale myndigheder i den sammenhæng? De talte om, at det skulle ske ved fysisk planlægning, hvilket typisk er et lokalt anliggende. Hvorledes påtænkes dette løst? Jeg har endnu et par spørgsmål. Der er spørgsmålet om udfasning. Har jeg forstået Dem ret, er dette problem endnu ikke løst. Problemet må til dels løses i forbindelse med klassificeringen af lufthavnene. Sikrer vi ikke, at der sker en udfasning, vil kapitel 3-flyene fortsat kunne anvendes, indtil de skal pensioneres, om jeg så må sige. Og er det trods alt ikke lidt for længe? Burde vi ikke være mere ambitiøse og hurtigere bringe nye fly på markedet? Hvor langt er vi nået, når det gælder ensartede metoder til støjmåling? Det er trods alt afgørende, at der anvendes de samme målemetoder i USA og i Europa. At vi overalt bestemmer flyenes footprint på samme måde. Jeg har endnu et spørgsmål vedrørende luftforurening. Dette emne berørte De kun sporadisk i Deres redegørelse. Hvad siger aftalen om luftforurening? Og et allersidste spørgsmål: Hvad sker der med direktivet om støjdæmpningsudstyr? Er det taget af bordet? Påtænker De at stille forslag om at få det ophævet? Opretholdes det ganske enkelt? Hvilken holdning indtager USA til dette spørgsmål? Indgår det i den samlede pakke? Ja, jeg har endnu et par spørgsmål. Jeg mener dog, vi bevæger os i den rigtige retning. Jeg håber, vi under alle omstændighed kan finde en løsning i september.
Hr. formand, jeg bifalder i høj grad kommissærens redegørelse. Jeg er sikker på, at vi alle er enige om, at den kommende generalforsamling i Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) bliver meget central, hvad angår lufttransport og miljø. Som hr. Sterckx sagde, var jeg ordfører for Parlamentets svar på Kommissionens forslag om lufttransport og miljøet sidste år. De husker muligvis, at Parlamentet lagde meget stor vægt på betydningen af et positivt resultat på ICAO's møde. Vi sagde, at hvis ICAO ikke indfriede forventningerne, måtte EU alvorligt overveje at vedtage egne supplerende foranstaltninger for at sikre, at miljøhensynene i langt højere grad integreres i luftfartsindustrien. Lad os mindes to centrale punkter i forbindelse med de drøftelser. For det første vokser lufttransporten meget hurtigt, og antallet af passagerer ventes at være fordoblet om mindre end 20 år. For det andet er de nuværende politiske rammer en form for kunstig støtte til luftfarten og stimulerer derfor denne vækst yderligere. Der er ingen afgift på flybrændstof, det er momsfritaget, og det er ikke omfattet af Kyoto-protokollen. Hvad er så Parlamentets forventninger til ICAO-mødet? Hvad angår støjbegrænsning, har EU på CAPE-arbejdsgruppens møder i de seneste uger og måneder foreslået at udfase kapitel 3-fly og forbedre kapitel 4. Mindstekravet er at forsøge at nå målet om en støjbegrænsning på -14 dBA i bedste fald, men mindst -10 dBA, ved kilden. Hvis ICAO ikke kan imødekomme dette, er vi nødt til at se på differentiering, som kommissæren nævnte, ved at introducere operationelle begrænsninger på kapitel 3-fly i en række støjfølsomme lufthavne. Men EU bør også se på indførelsen af et direktiv om en begrænsning af flystøjen for at opnå reduktionen på mindst 10 dBA i erkendelse af de særlige problemer i et tætbefolket område som EU. Hvad angår emissioner, har vi brug for konkrete og effektive tiltag for at reducere emissionerne fra fly, herunder ikke kun frivillige tiltag, men også emissionsrelaterede afgifter. Flyene bør overholde ambitiøse, men realistiske mål for reduktionen af emissioner. Hvis ICAO ikke sørger for dette, må EU udarbejde egne emissionsgrænser. Jeg beklager dybt, at vi ikke kan træffe en parlamentarisk beslutning om dette spørgsmål. Jeg mener, at en klar udmelding fra Parlamentet kunne have styrket Rådets og Kommissionens forhandlingsposition i ICAO. Jeg håber, at både Rådet og Kommissionen i høj grad lytter til, hvor stærkt alle grupperne i Europa-Parlamentet føler for dette spørgsmål og forsøger at nå frem til den bedst mulige aftale i september. Men hvis det ikke er muligt at slå en sådan handel af, skal de vende tilbage til Parlamentet, så vi i fællesskab kan sikre, at EU's egne traktatforpligtelser om at integrere miljøspørgsmål i alle beslutningsprocesser får virkning inden for luftfarten.
Hr. formand, det er afgjort ønskeligt, at der sker et gennembrud på internationalt plan i ICAO-forhandlingerne. Jeg skal være den første til at lykønske fru de Palacio, såfremt det lykkes at skabe et sådant gennembrud. Når man betænker, at støjcertificeringsstandarderne ikke er ændret siden 1977 til trods for den voldsomme udvikling i luftfarten, er det helt afgørende, at vi hurtigt iværksætter ambitiøse foranstaltninger, nemlig moderne, støjsvage fly, som opfylder skærpede standarder, og udfasning af støjende fly. Og selvsagt også nedbringelse af udledningen af drivhusgasser. Der er set i dette perspektiv efter min opfattelse ikke plads til overlydsfly, som flyver med høj hastighed, men som også er kendetegnet ved et langt højere brændstofforbrug end de eksisterende fly og dermed også en øget udledning af drivhusgasser. Det er efter min opfattelse vigtigt, at vi nu tager skridtet videre i forhold til beslutningen om fly med støjdæmpningsudstyr, som vi vedtog i marts 2000. Jeg ønsker kommissær de Palacio held og lykke med forhandlingerne. Vi følger disse nøje. Findes der ikke en løsning, må vi i stedet finde en sådan på europæisk plan, hvilket jeg ikke finder ønskeligt.
Hr. formand, jeg var meget glad for kommissærens indlæg. Hun viste, at hun ved, hvad der skal gøres, og også, at hun er i besiddelse af en vis handlekraft og beslutsomhed, når det gælder et så vanskeligt emne. På de tre minutter, som jeg har til rådighed, kan jeg selvfølgelig ikke nå at behandle hele spørgsmålet, og derfor vil jeg kun komme ind på nogle få punkter. Det første punkt er, at flyene skal forbedres. Mindre støjende fly er naturligvis mere moderne og mere komfortable fly, men det er også mere sikre fly, ikke kun hvad angår motordelen. F.eks. skyldes en stor del af støjen i landingsfasen nemlig landingsstellet og ikke motorerne. Med hensyn til spørgsmålet om konkurrence mellem lufthavnene er der ingen tvivl om, at det også er nødvendigt at drage de lokale myndigheder til ansvar. Det er klart, at lufthavnsmyndighederne kan forledes til at benytte sig af dispensationer og undtagelser alene med det formål at øge flytrafikken, men hvis de lokale myndigheder tager stilling til dette spørgsmål og træffer beslutning herom, bliver det de berørte befolkninger, som kommer til at bestemme, hvilken byttehandel der skal foregå med penge, handel og fordele til gengæld for støj, og ikke kun lufthavnens ledelse. Reglerne skal også have en vis fleksibilitet for lufthavnenes vedkommende, for det er klart, at en lufthavn som Malpensa, som jeg bor i nærheden af, og hvor der er 70 fly, som lander og letter hver time, er meget anderledes end visse lufthavne, hvor der kun er 4-5 fly, der lander og letter dagligt. Hvis der kun er få fly, som lander og letter dagligt, kunne man selvfølgelig godt acceptere en let forøgelse af støjniveauet, netop på grund af det næsten latterligt lille antal fly. Hvad støtten angår, må jeg sige, at selv om lufttransport til en vis grad støttes, får den en meget mindre støtte end offentlig transport i byerne, jernbanetransport, søtransport og alle andre former for transport. Derfor er der efter min mening ingen grund til at beklage sig over den støtte, som luftfartsindustrien får. Endelig håber jeg, at EU når de målsætninger og resultater i ICAO, som kommissæren har sat sig, uafhængigt af Parlamentets beslutninger.
Fru kommissær, lad mig starte bagfra: Jeg ønsker Dem alverdens held og lykke ved ICAO's næste samling. De skal vide, at De kan stole på og regne med Parlamentets støtte, og at vi håber, at de mål, som EU har sat sig og håber på på dette område, bliver nået. EU bør gå i front med vedtagelsen af en række foranstaltninger, som ikke kun har forbindelse med emnet i denne redegørelse om lufttransport og miljø, men også omfatter lufttransportens virkning på EU-borgernes livskvalitet. Vi bør nå nogle konkrete og målelige mål. Og vi bør også nå frem til en tidsplan, som er realistisk og gennemførlig. For ellers når vi ingen af de mål, som vi har drøftet så mange gange i udvalget, om niveauer for flystøj, om det øgede behov for flytransport - som fru Lucas så udmærket udtrykte det - om situationen i visse lufthavne, som ikke kan klare den lufttrafik, som de på nuværende tidspunkt modtager, om de foranstaltninger, som De - Kommissionen - har foreslået, f.eks. støjrelaterede afgifter og restriktioner på de flytyper, der må operere inden for EU, eller om klare politikker for fysisk planlægning i forbindelse med lufttransport. Et andet problem, som efter min mening skaber bekymring, er udledningen af gasser. Der tales meget om drivhuseffekten på grund af CO2, selv om lufttransporten kunne reducere en endnu kraftigere drivhuseffekt med 2-4 gange. Jeg mener, at dette er tilstrækkeligt betydningsfuldt til, at vores holdning hertil skal være klar og bestemt. Samtidig må vi heller ikke glemme, hvad lufttransporten har betydet for samfundenes udvikling, for staternes økonomiske udvikling og også borgernes livskvalitet på grund af hurtigheden og muligheden for at rejse og lære andre steder at kende. Jeg mener, der er behov for fornuftige, konkrete og helt igennem effektive foranstaltninger, som virkelig forbedrer miljøet og livskvaliteten.
Hr. formand, ærede fru kommissær, som medlem af Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi vil jeg gerne takke Dem for, at De ved Deres forhandlinger også tænker på den europæiske luftfartsindustris konkurrenceevne. Katastrofen hos Sabena viser os netop, at tusindvis af arbejdspladser kan blive berørt på meget kort tid. I sidste ende er luftfartsselskabernes omkostningssituation også en afgørende faktor for billetpriserne. Billetpriserne er af sociale grunde - men ikke kun af sociale grunde - meget vigtige. Det afgørende problem ved opståelsen af støj er køerne. Når vi flyver fra Bruxelles, ser vi ofte, at der står fem, 10 eller 15 fly efter hinanden på startbanen og venter på starttilladelse. Jeg tror, at bekæmpelsen af trafikkøer generelt, men især inden for luftfarten, skal have prioritet, og at vi er nødt til at overveje mere effektive systemer, således at køerne kan reduceres tilsvarende. Men også uddannelse og videreuddannelse af personalet, ikke kun i tårnet og på flyene, er afgørende. Hvis man overvejer specielle kurser især med henblik på støj- og miljøsynspunkter, kunne man opnå utroligt meget på dette område. I sidste ende handler det også om infrastrukturen. Vi kender alle problemerne med Eurocontrol, og problemerne i forbindelse med den effektive fordeling af luftrummet mellem civile fly og militærfly er også tilstrækkeligt bekendt. Jeg mener, at Kommissionen bør udøve et væsentligt større pres, således at vi hurtigere kan finde frem til løsninger for at få kontrol med køerne og samtidig garantere større sikkerhed og komfort for passagererne. Det sidste punkt handler om det sjette rammeprogram for forskning og udvikling, der netop er ved at blive udarbejdet. Jeg anser det for nødvendigt at presse meget intensivt på, så der især findes en løsning for transportsektoren. På det område har vi brug for nye initiativer i det sjette forskningsrammeprogram. Vi ved, at køerne vil være et af hovedemnerne i de kommende år. Jeg mener, at vi har brug for intelligente løsninger, som kan hjælpe os med at sikre befolkningens mobilitet og samtidig få kontrol over problemerne. Derfor bør vi også i højere grad for luftfartens skyld udarbejde egne forskningsprogrammer under det sjette rammeprogram for at kunne tilbyde befolkningen overbevisende løsninger her.
Hr. formand, jeg vil gerne undskylde for min sene ankomst. Denne forhandling er gået stærkt, men jeg har lyttet til kommissærens udtalelser tidligere. Det, hun sagde, forekommer hverken særligt klart eller præcist i lyset af den nuværende situation. Det skuffer mig. Vi gav Dem en redegørelse i marts 2000. Vi forventer, at De holder Dem til den redegørelse eller vender tilbage og fortæller os noget andet. Det er vigtigt, at vi informeres om fremskridtene. Vi er nødt til at vide, hvad De gør ved sagen. Vi er nødt til at vide, hvilke fremskridt der er gjort i forbindelse med støjemissioner, emission af gasser og især brændstoføkonomi. Et godt forhandlingsresultat kræver forberedelse og hårdt arbejde. Vi er nødt til at vide, at det sker, og De må fortælle os, at det sker. De må fortælle amerikanerne meget klart, at støjemissioner og emission af gasser fra fly er et alvorligere problem i Europa end i USA, fordi vi har mindre plads, og infrastrukturen er anderledes. Den planlagte vækst for lufttrafikken er så afgjort et spørgsmål, der kræver øjeblikkelig handling. De må holde Dem til redegørelsen. Vi følger sagen nøje. Men vi har i alt væsentligt brug for, at kommissæren forsvarer Europa, forsvarer Europa og industri i Europa, forsvarer Europa og miljøet i Europa og forsvarer Europa og befolkningen i Europa. Det forventer vi, at De gør. Lad os håbe, at De kan sige mere ved afslutningen af forhandlingen, som kan forsikre mig om dette.
Hr. formand, jeg kunne gentage det, kolleger fra alle partier og nationale grupper har sagt om, at tiden til at tale nu er uhyre kort. Selv om vi alle, fru kommissær, bifalder den måde, hvorpå De har fastholdt Deres forhandlingsposition, forventer vi, at De fortæller os, at dette ikke vil vare ved i det uendelige, og at det samme gælder Deres tålmodighed. Alle partier og grupper i Parlamentet har som følge af situationen på nuværende tidspunkt givet Dem mandat til at tackle problemet med den stigende luftforurening og den skadelige indvirkning, det har på de mennesker, der bor tæt på lufthavnene. Det er en udbredt opfattelse, at den fortsatte udvidelse af lufttrafikken er et uophørligt gode, som alle har gavn af. Det er ikke tilfældet. Der er sociale begrænsninger for væksten og for, hvor meget vi kan nyde noget endda så livsbekræftende som det at rejse. Vi hørte mange trusler og stor brøsighed fra amerikansk side sidste år, da det så ud til, at støjdæmpede fly og kapitel 3-fly ikke længere skulle beflyve Europa i 2002. Men Europa som helhed har problemer, især de mennesker, der bor tæt på lufthavnene, og som ikke kun lider under støjforurening, men også under forureningen som følge af emissioner fra fly, hvilket skader miljøet. Der skal begynde at ske ændringer. I det østlige Midtengland, hvor jeg bor, etableres der en række små nye lufthavne. Mange af dem er ivrige efter at konkurrere på natflyvning. Det er ensbetydende med lufttrafik med ældre fly, som holder sig på vingerne i endnu et par år, hvis de får tilladelse til det, med kun lille kontrol. Det er naturligvis noget, som medlemsstaterne kan følge op på. Medmindre der forefindes rammer for at tage ældre fly ud af driften, får vi aldrig den grad af kontrol, som vi har brug for. Jeg er enig med mine kolleger. Fru Lucas gjorde det meget klart for os alle ved at sige, at hvis man ikke når til enighed i september, så må vi ikke blot lade sagen ligge og være enige om, at vi forsøgte, men uden held. Parlamentet ønsker ikke, at kommissærens bestræbelser skal være resultatløse, vi ønsker, at hun får succes. Når vi fortæller hende det uden omsvøb, gør vi det i en god mening.
Hr. formand, mine damer og herrer, lad os først blive enige om én ting: Lufthavnene er en kilde til rigdom og udvikling. Og hvis ikke, spørger jeg Dem, hvordan De er kommet hertil, hvis De ikke er fløjet. Ret skal være ret: Vi har brug for lufthavnene. På denne baggrund er det uden tvivl nødvendigt at skabe så få problemer som muligt for naboerne, men også at huske på, at disse mennesker ofte netop bosætter sig omkring lufthavnen på grund af dens aktivitet, på grund af den økonomiske udvikling, som den skaber, og den infrastruktur, som den medfører. Tingene bør ses i det rette perspektiv. Det andet spørgsmål er de lokale myndigheders ansvar. Mine damer og herrer, det er et spørgsmål om subsidiaritet. Hvert land har sine egne regler, og jeg vil ikke komme og sige til landene, hvad de skal gøre på dette punkt. Det tredje spørgsmål er standarden om støjdæmpningsudstyr, som blev forelagt for og vedtaget af Parlamentet i 1998 sammen med Rådet, begge steder enstemmigt. Mine damer og herrer, hvis jeg nogensinde skulle fremlægge eller foreslå en ændring af denne standard, ville det netop være for at erstatte den med noget, som var endnu bedre for befolkningerne omkring lufthavnene, for at forbedre. Og endvidere gøre det på en måde, som ikke medfører en tvist og en international retssag, som det er tilfældet med den nuværende standard. I øvrigt er Kommissionen, altså Fællesskabet som sådant, ikke medlem af Organisationen for International Civil Luftfart, idet det er de enkelte medlemsstater, som er medlemmer. Vi har en sekundær position på sidelinjen. Dette er den aktuelle situation. Den gældende standard er blevet afvist af USA i henhold til artikel 84, og mine damer og herrer, vi har for en uge siden på ICAO-rådets sidste møde opnået at udsætte beslutningstagningen til november, efter samlingen, altså beslutningen om grundlaget for USA's klage over vores standard om støjdæmpningsudstyr. Vi må se, hvad resultatet bliver. Jeg kunne godt tænke mig sammen med USA, sammen med udviklingslandene og de øvrige lande, der er medlemmer af ICAO, at vedtage nogle standarder, som kunne forbedre flyenes ydeevne og hurtigst muligt give anledning til en modernisering af de forskellige landes flyflåde. Hr. Sterckx, fru Lucas og også andre som hr. Blokland og hr. Hatzidakis nævnte et andet spørgsmål, nemlig fornyelsen af flyflåderne. Her er der to forskellige aspekter. For det første har vi takket være vores bestemmelser opnået fremskridt inden for ICAO. Derfor sagde jeg før, at vi indtil dato allerede har opnået gode resultater. Der bliver et kapitel 4 med -10 dB. Det, der ikke bliver, er en udfasningsaftale, for en sådan aftale kan ikke eksistere, før kapitel 4 er trådt i kraft, således som det også var tilfældet med kapitel 2 og 3. Det bliver altså sandsynligvis på samlingen i 2004, at vi kan aftale nogle datoer for afvikling af kapitel 3-flyene. Vi har aftalt, at metoderne og evalueringssystemerne til omklassificering af flyene er nøglespørgsmål. Vi må komme ud af den nuværende situation, hvor kapitel 2-fly omklassificeres som kapitel 3-fly, der kun opfylder kriterierne i sidstnævnte kapitel under bestemte flyveforhold og endvidere meget begrænset, hvilket medfører, at de under andre omstændigheder overskrider disse støjgrænser betydeligt og ikke opfylder bestemmelserne i kapitel 3. Dette er årsagen til vores retssag om støjdæmpningsudstyr. Mine damer og herrer, det, vi søger, er nogle punkter, hvor vi er enige med USA og en række andre lande, og jeg tror, at det bedste er at opnå en aftale mellem alle parter. Naturligvis vil jeg forsvare de 15 EU-landes holdning. Men jeg vil gerne minde Dem om situationen for et år siden, da presset - som nu er mindre, bl.a. fordi vi forhandler og ser ud til at kunne finde punkter, hvor vi er enige - fra USA var meget kraftigere, og der var trusler om handelsrepressalier mod en række lande. Jeg var under dette pres fra forskellige lande, delegationer af lande, og også fra forskellige repræsentanter i Parlamentet. Jeg ønsker ikke at befinde mig i en lignende situation igen, for det var mig, som dengang holdt stand og sagde nej. Det, jeg ønsker, er at nå frem til en aftale med USA, som gør det muligt at nå vores fælles mål, nemlig at reducere støjemissionerne omkring vores lufthavne. Og det er det, som jeg arbejder på ved at søge aftaler med andre lande, for ICAO omfatter ikke kun de 15 EU-lande, men også USA og en række andre lande fra andre steder på kloden, hvis interesser afviger en del fra vores, og med hvem vi må opnå aftaler. De har også nævnt to sager, nemlig konkurrencen mellem lufthavnene, de mest og de mindst støjende. Netop derfor går vores forslag ud på, at der skal være en beslutning for hver enkelt lufthavn inden for en global ramme, hvor antallet af forskellige niveauer for drifts- eller støjbegrænsning reduceres til to, tre eller højst fire alt efter de omkringliggende bebyggelsers specifikke følsomhedssituationer. Der er nogle geografiske forhold - jeg tænker f.eks. på Salzburg lufthavn, som ligger indeklemt mellem nogle bjerge, hvilket skaber et ekkofænomen, der forværrer støjproblemet - og andre spørgsmål, som berettiger tilpasninger og særforanstaltninger for beskyttelse af disse områder. Det, vi foreslår, er, at beslutningen tages individuelt, hvilket også er det, som USA ønsker, eller at der udføres en generel regionalgeografisk tilnærmelse, således som vi ønsker. Den mellemløsning, som vi forhandler med dem om, er en geografisk ramme med højst tre eller fire følsomhedsniveauer. En situation uden særbegrænsninger og yderligere to eller tre niveauer med konkrete driftsbegrænsninger. Til sidst, og nu slutter jeg, hr. formand, vil jeg gerne takke alle talere for Deres indlæg og støtte og håbe, at en delegation fra Parlamentet kan deltage i ICAO, være sammen med os og ledsage os. Jeg tror, at der kunne være en fælles interesse i at inkludere en parlamentsdelegation i drøftelserne, og så må vi se, hvordan den kan sammensættes, som det gøres med andre forhandlinger. En af talerne bemærkede, at lufttransporten har en begrænsning. Mine damer og herrer, alt har en begrænsning. Vi ved alle, at luftrummet er begrænset, kapaciteterne er begrænsede, men jeg mener, at vi på nuværende tidspunkt endnu ikke er nået dertil. Det, der må gøres, er at nå frem til den bedste forvaltning af ressourcerne. Netop i forbindelse med transportens begrænsninger, ikke kun lufttransportens, men transporten generelt, og med vækstmulighederne inden for en varig udvikling håber jeg, hvis tingene går godt, og vi overvinder diskussionerne internt i Kommissionen, at vi i de næste uger kan gå i gang med at drøfte hvidbogen om transport, hvor vi bl.a. foreslår højhastighedstoget som et alternativ til lufttransporten for afstande under 800-900 km.
Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. (Mødet hævet kl. 19.59)