data/validation/da_ep-02-02-04.txt

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt torsdag den 17. januar 2002, for genoptaget.
Protokollen fra mødet den 17. januar 2002 er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, jeg vil gerne bede om, at mit navn tilføjes tilstedeværelseslisten. Ikke blot stemte jeg, men på mødet førte jeg endda ordet, og alligevel fremgår mit navn ikke af tilstedeværelseslisten. Jeg håber, at dette kan rettes.
Det er rigtigt, hr. Pronk. (Protokollen fra foregående møde godkendtes)
Jeg vil gerne oplyse Parlamentet om, at jeg kort efter min udnævnelse blev opfordret af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked til at prøve spørgsmålet om det juridiske grundlag for statutten for det europæiske selskab ved EF-Domstolen. Fristen for at gennemføre kravet var i dag. Jeg har både i og uden for Parlamentet rådført mig om emnet og har haft mulighed for at høre Formandskonferencens udtalelse. Jeg har truffet en beslutning med respekt for argumentets vægt, som er et tungt juridisk argument, om ikke at lade spørgsmålet prøve ved EF-Domstolen. Jeg har i bund og grund truffet denne afgørelse forud for det kommende konvent og under hensyntagen til Laeken-erklæringen, der udtrykkelig fremhæver artikel 95 og 308, som i dette tilfælde var de omdiskuterede artikler, så vi i Parlamentet kan indgå en politisk tillidserklæring med de øvrige institutioner, mens vi forbereder os til konventet. Jeg har efterfølgende talt med formanden for Europa-Kommissionen og rådsformanden, hr. Aznar López. Jeg sikker på, at de begge forstår den politiske tillidserklæring. Jeg mener, at de i de kommende uger vil prøve at finde en måde, så vores institutioner kan anerkende substansen af disse spørgsmål. Det drejer sig om vores rolle som Parlament, der repræsenterer EU-borgerne og disses anliggender i lovgivningsprocessen. Jeg håber, at denne politiske tillidserklæring til politikkens overlegenhed ender med at blive gengældt, forstået og ikke misforstået. Det er vigtigt at forstå, at det ikke har været en let beslutning, især på denne side af Barcelona-topmødet, da det er et spørgsmål, som har været rejst i tre årtier, og som måske ikke kan sammenlignes med de aktuelle spørgsmål. Jeg håber, at både de parlamentsmedlemmer, som dengang var tilbøjelige til at give mig ret, og de, som var tilbøjelige til at være uenige, forstår, at beslutningen er truffet i god tro. Jeg tror, at vi kan komme videre herfra.
Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, de fleste af Dem ved, at jeg har været af en anden mening end formanden. Men jeg respekterer denne afgørelse, og hvis det er lykkedes Dem at opnå en good will-holdning som resultat, der bagefter rent faktisk også giver sig udslag i traktatændringer eller i en anerkendelse af vores rettigheder, så er dette en succes, som ikke havde været mulig uden Retsudvalgets og formandens handlen i fællesskab.
Hr. formand, jeg er fuldstændig enig i den beslutning, De har truffet. Jeg tror, det i dette konkrete tilfælde handler om politisk omtanke, eftersom vi forsvarer opretholdelsen af statutten for det europæiske selskab uanset de grundlæggende problemer, som retsgrundlaget skaber.
Hr. formand, De ved, at jeg har forsvaret den modsatte holdning, og jeg er fortsat overbevist om, at det er en fejl ikke at klage. Jeg vil bare gerne også sige det her i Parlamentet, for hvis vi accepterer, at Rådet kan gennemføre noget ved fælles beslutningstagning og derved fratager os den fælles beslutningstagning, går vi Rådets ærinde. Desværre tror jeg ikke, at Rådet vil betragte det som noget positivt, men snarere som noget, det kan gentage. Jeg vil blot sige, at jeg mener, at det er en fejl ikke at fremlægge en klage for Domstolen.
Hr. formand, jeg vil gratulere Dem med afgørelsen om ikke at henvende sig til EF-Domstolen, for oprettelsen af det europæiske selskab var et af målene for denne valgperiode. Den er en af fem afgørelser, som erhvervslivet venter på. Denne afgørelse har man ventet på i 30 år. I 30 år har man forhandlet. At gå til Domstolen nu ville betyde, at denne sag endnu en gang ville blivet trukket ud i fem eller seks år, for der er ikke noget firma - det er jeg overbevist om - der reelt ville benytte sig af denne vigtige nye form på disse usikre betingelser. Derfor mener jeg, at det har været klogt at undlade at henvende sig til Domstolen i denne sag.
Hr. formand, en bemærkning til forretningsordenen. Det kommer næppe bag på Parlamentet, når jeg på vegne af min gruppe støtter Deres holdning. Ikke desto mindre opfordrer jeg Dem til, at De på Det Europæiske Råds møde i Barcelona kraftigt pointerer, at vi som Parlament ikke er tilfredse med den anvendte procedure, og at vi håber på et langt mere konstruktivt samarbejde med de øvrige institutioner fremover.
Hr. formand, som De ved, støttede De Europæiske Socialdemokraters Gruppe Deres beslutning. Set ud fra et retligt synspunkt kan det diskuteres, om vi har mistet betydning i proceduren med fælles beslutningstagning eller ej. Min gruppe mener ikke, det er tilfældet - som hr. Medina sagde - og vi mener derudover, at det politisk er en passende beslutning, der er truffet. Med henblik på Barcelona-topmødet vil jeg gerne anmode Dem om, at De ikke alene forsvarer vores holdning i spørgsmålet om, hvad det kan betyde for det europæiske erhvervsliv, men også set i forhold til den betydning, det kan få for konsolideringen af det økonomiske demokrati og arbejdstagernes rettigheder.
Hr. formand, jeg ville egentlig ikke sige noget, men jeg har naturligvis også noget at sige, når de andre har noget at sige. Jeg vil først og fremmest sige tak for den måde, De har håndteret sagen på. I vores gruppe var der jo, som hr. Lehne gav udtryk for, flertal for et sagsanlæg. Men der var også andre opfattelser, f.eks. den ærede kollega Karl von Wogaus. Men jeg kunne godt lide den måde, hvorpå De tacklede sagen politisk, at De ringede til rådsformanden, til Spaniens ministerpræsident José María Aznar, og naturligvis at De havde kontakt med kommissionsformand Romano Prodi. Vi har selvfølgelig tillid til, at den spanske ministerpræsident, ikke kun i denne funktion, men også som rådsformand, holder ord nu, at ordene følges af handling. Jeg siger også henvendt til Kommissionen - hr. kommissær, vær venlig at sige det til kommissionsformand Romano Prodi - at vi i morgen, når det handler om von Wogau-betænkningen, om de finansielle tjenester, alt, hvad vi forstår ved "Lamfalussi", forventer, at Kommissionen indtager en holdning, som også tilgodeser Parlamentets rettigheder over for Ministerrådet. Det forventer vi i morgen. Hvis der ikke kommer en sådan erklæring, vil det få alvorlige følger for forholdet til Kommissionen, således at Deres aktion, hr. formand, helt sikkert også vil være til hjælp ved formandens meddelelse i morgen. Jeg takker Dem endnu en gang udtrykkeligt for den måde, De har tacklet dette emne politisk! (Bifald)
Hr. formand, jeg har anmodet om at få lov til at tale sidst, for jeg taler som tidligere formand for Retsudvalget, og det var netop under mit formandskab, at dette spørgsmål blev drøftet. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at Retsudvalget fra begyndelsen fremsatte denne sag som et juridisk spørgsmål med en umådelig stor politisk betydning. Det drejede sig om Parlamentets privilegier og om den interinstitutionelle balance. Når dette er sagt, så var det lige fra begyndelsen meget klart og tydeligt for Retsudvalget, at prioriteten i dette tilfælde var ikke at forhindre ikrafttrædelsen af dette direktiv, som vi har diskuteret i 30 år, og i Retsudvalgets beslutning anmodes der faktisk udtrykkeligt om, at virkningen fastholdes, hvis det besluttes at forelægge spørgsmålet for EF-Domstolen, også i tilfælde af annullering. Hr. formand, hermed vil jeg sige, at jeg respekterer og forstår, at den beslutning, der træffes nu, og som flertallet af Parlamentets medlemmer ser ud til at støtte, er en reaktion på Retsudvalgets bekymringer. Jeg ville gå endnu længere end det, jeg har hørt fra nogle af kollegernes indlæg. Hvis Europa-Parlamentet i dette tilfælde ikke forelægger dette spørgsmål for EF-Domstolen, foretager vi en større politisk ansvarshandling. For selv om Parlamentet ikke giver afkald på at forsvare sine privilegier, forstår vi, at der er en umiddelbar større værdi, og udsætter således at forelægge spørgsmålet for EF-Domstolen. Jeg tror, De Europæiske Råds erklæringer forsvarer vores synspunkt, ikke alene Det Europæiske Råd i Barcelona, men også regeringskonferencen, og det kan forventes, at denne uoverensstemmelse i retsgrundlaget bliver løst, hvilket jo er grunden til, at denne situation er opstået.
Jeg takker alle de kolleger, som er kommet med korte indlæg til det, som faktisk er en mindre forhandling om spørgsmålet, herunder de kolleger, som er uenige i det trufne valg. Så længe jeg har det privilegium at være parlamentsformand, vil jeg altid gøre mit absolut bedste i forbindelse med mit eget skøn og - efter samråd - repræsentere vores og borgernes interesser. I de sidste uger før formandsvalget talte vi meget om at gøre Parlamentet mere politisk. Jeg håber, at denne politiske tillidserklæring viser, at vi giver vores handlinger politisk førsteprioritet i kommende periode. Vi får se, om det kan skabe et støttende og kreativt forhold mellem os og de andre institutioner i vores arbejde for Europa på det kommende konvent. Bemærkninger til forretningsordenen
Hr. formand, en bemærkning til forretningsordenen. Jeg vil gerne anmode om bistand fra mine kolleger i Parlamentet, og navnlig i Kommissionen, efter tragedien i Dublin, især i sidste uge, hvor byen blev ramt af en voldsom oversvømmelse, der gjorde mange bange og en del ældre mennesker hjemløse. Billederne fra Dublin mindede om andre lande, hvor der er større klimaudsving. Da jeg vendte tilbage fra Parlamentet, vippede mine naboer - for jeg bor i den del af byen, må jeg tilstå - rundt i både med deres kæledyr. Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle se i mit land. Jeg ved, at nogle af Deres vælgere, hr. formand, var i en lignende situation. Jeg vil gerne udtrykke min beundring for dem, som reagerede på tragedien, men også om muligt anmode om hjælp til genhusning af de mange mennesker, som mistede deres hjem i denne tragedie.
Hr. formand, jeg er glad for, at dette spørgsmål er blevet rejst. Det påvirker både fru Banottis og min valgkreds, og jeg vil gerne tilslutte mig hendes bemærkninger. Hun bor i det område, som min søn repræsenterer i byrådet. Jeg må sige, at ikke alene regeringen, men også befolkningen handlede heroisk.
Jeg vil drøfte dette spørgsmål med de relevante irske myndigheder og Europa-Kommissionen.
Hr. formand, for nylig proklamerede USA's præsident og andre højtstående personer i dette land, at de har besluttet at fortsætte og udvide deres angreb på andre lande under påskud af at ville bekæmpe terrorisme eller disse landes mulighed for at udvikle masseødelæggelsesvåben. Hr. Bush taler om ondskabens akse og præciserer, at det drejer sig om landene Iran, Irak og Nordkorea, samtidig med at han erklærer, at der er tale om en åben liste, og at formålet er at sikre USA og dets allierede. Andre højtstående personer er fremkommet med erklæringer i samme retning, og det har vakt særdeles voldsom bekymring ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. Korakas, hvad angår spørgsmålet om substans, som De nævnte, har vi forhandling i morgen eftermiddag med hr. Solana. Jeg synes, at De bør fremsætte Deres yderst fornuftige synspunkt under forhandlingen.
Hr. formand, jeg vil gerne bede Europa-Parlamentet om at modsætte sig denne politik, så vi kan få sat en stopper for de farlige tilstande, der stiller os en generel verdenskrig i udsigt.
Hr. formand, jeg vil gerne henlede opmærksomheden på den alvorlige situation omkring Calais efter de franske domstoles andet afslag i fredags på nedlukningen af flygtningelejren i Sangatte. Jeg ønsker især at fremhæve, hvilken negativ effekt de franske myndigheders politik har på den britiske jernbanegodsindustri ved effektivt at lukke tunnellen for godstog 18 timer i døgnet. 8.000 britiske arbejdspladser er i fare som følge af tingenes tilstand, herunder min egen hjemstavn i det østlige England. Bortset fra de øvrige meget alvorlige implikationer er situationen en hån mod idéen om varernes frie bevægelighed i EU. Jeg håber, at Kommissionen omgående vil iværksætte foranstaltninger mod de franske myndigheder for at rette op på situationen.
På torsdag er der forhandling under ét, som omfatter en henvisning til spørgsmålet. Interesserede kolleger bør tage den forhandling til efterretning.
Hr. formand, jeg vil som valgt parlamentariker fra Nordfrankrig komme med en bemærkning til vores kollegas indlæg om flygtningecentret i Sangatte, der overraskede mig en smule. Jeg blev først og fremmest overrasket over, at han rejste tvivl om en retslig beslutning. Jeg troede ikke, at det var skik og brug i hans hjemland, at en politisk forsamling kritiserer en retslig beslutning. Jeg blev også overrasket over, at han overhovedet ikke forhører sig om årsagerne til, at så mange flygtninge forsøger at komme til Storbritannien. Jeg vil her til sidst sige til ham, for jeg kender udmærket centret, da jeg har besøgt det flere gange, at det helt enkelt drejer sig om på en menneskelig måde at styre en situation, der ikke er spor menneskelig, og som er resultatet af en manglende harmonisering af reglerne om modtagelse og bevægelighed for ikke-europæere i EU. Jeg ville ønske, at vi i stedet for at kritisere en retslig beslutning eller et land sammen kunne gøre det nødvendige for, at der endelig bliver udarbejdet fælles regler i EU.
Jeg minder atter kollegerne om, at uanset deres holdninger til spørgsmålet er emnet sat på dagsordenen for torsdag, som er det rette diskussionsforum.
Hr. formand, fredag den 8. februar starter den 19. vinterolympiade i Salt Lake City. Som alle ved, har De Olympiske Lege gennem alverdens landes sportsudøveres fælles anstrengelser som mål at fremme global fred, venskab, forståelse, solidaritet, dialog og fredelig sameksistens mellem folk og kulturer. I den ånd opstod i det 8. århundrede f.Kr. den olympiske våbenhvile, der var et fundamentalt princip for De Olympiske Lege. Under kampene ophørte alle krigshandlinger. Våbnene tav. Hr. formand, eftersom idéen om våbenhvile, altså global fred, falder samme med de idéer og værdier, som Europa-Parlamentet gentagne gange har proklameret, vil jeg gerne bede Dem om at sende en skrivelse til formanden for Den Olympiske Komité, hr. Rogge, og FN's generalsekretær, hr. Kofi Annan, hvori det bekræftes, at Europa-Parlamentet støtter idéen om våbenhvile og opfordrer alle, der er involveret i konflikter, til at nedlægge våbnene og vie de kommende uger, mens De Olympiske Lege foregår, til at finde en løsning på deres konflikter med fredelige midler.
Vi skal viderebringe Deres anmodning.
Hr. formand, jeg vil gerne vide, om De deler min bekymring over sidste uges usmagelige udstilling om dødsgangen med titlen "We on death row" i parlamentsbygningen i Bruxelles. Udstillingen fremstillede dømte fanger, der har begået rystende forbrydelser, i et positivt lys. Jeg er overbevist om, at vælgerne hellere så, at vi gemte vores sympati til ofrene for disse forbrydelser og ofrenes familier, som er dømt til livslang sorg. Jeg skal minde kollegerne om, at man stadig i en række medlemsstater går fuldt ind for dødsstraf. Jeg beder venligst om, at vi i fremtiden undgår sådanne smagløse udstillinger eller i det mindste sørger for, at ofrene og deres familiers vises passende respekt.
Hr. Helmer, jeg vil gerne påpege, at Amsterdam-traktaten indeholder et forbud mod brug af dødsstraf. Det gælder ikke kun for medlemsstaterne ... ... men det er også et tiltrædelseskrav for ansøgerlandene. Med risiko for at forarge Dem yderligere må jeg tilstå, at jeg med stolthed deltog i åbningen af udstillingen.
Hr. formand, som kvæstor med ansvar for udstillinger er jeg sommetider nødt til at afvise udstillinger, men i lyset af Parlamentets stolte historie vedrørende dødsstraf var jeg stolt af at kunne godkende udstillingen.
Hr. formand, jeg vil gerne anmode om, at De på Parlamentets vegne sender en kondolenceskrivelse til Nigerias præsident i forbindelse med den forfærdelige eksplosion i Lagos. Mere end 1.000 mennesker blev dræbt, og der er nu mere end 4.000 forældreløse børn. Jeg er sikker på, at alle i Parlamentet ønsker at give udtryk for vores medfølelse.
Hr. Corrie, det gør jeg gerne.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0460/2002) af Oostlander for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om Kommissionens forslag til Rådets rammeafgørelse om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel (KOM(2001) 259 - C5-0359/2001 - 2001/0114(CNS)).
Hr. formand, jeg vil forsøge at overdøve larmen. I denne betænkning behandles et forslag til Rådets rammeafgørelse, som Kommissionen har forelagt os. Det er et af midlerne til at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, således som det også er stillet os i udsigt i traktaterne, navnlig siden Amsterdam-traktaten, og som der også senere under topmøder udtrykkeligt var planlagt et program for. Her drejer det sig imidlertid ikke om et særlig vidtrækkende forslag. I dette tilfælde drejer det sig om den fælles bekæmpelse af den grænseoverskridende kriminalitet, navnlig ved at indgå aftaler om minimums- og maksimumsstraffe, som vil blive optaget i medlemsstaternes love. Egentlig er hele dokumentet skrevet således, for at der ville være størst chance for, at Rådet accepterede det, og derved er det ikke meget mere end den største fællesnævner af det, der vil blive optaget i medlemsstaternes love. Det er således i virkeligheden blevet et temmelig beskedent dokument, som efter udvalgets opfattelse bør styrkes noget her og der, og det skal være på en så konstruktiv måde, at det overalt skulle ligge inden for mulighedernes grænser. Vi har altså ikke ført en udtrykkelig debat om narkotikapolitikken. Vi ville hverken i rammeafgørelsen eller i forslaget optage en beslutning om, hvorvidt visse former for narkotika skal legaliseres eller ej, og heller ikke skelne mellem visse bløde og hårde stoffer. Det er slet ikke relevant her. Hensigten er faktisk meget mere beskeden. Jeg håber derfor, at vi under afstemningen forkaster de ændringsforslag, hvori den slags emner udtrykkeligt behandles, for at vi alligevel kan forelægge Rådet et gennemførligt forslag, som er i overensstemmelse med de opfattelser, som størstedelen af den europæiske befolkning demokratisk set har. Vi har forsøgt - det har vi efter min opfattelse faktisk opnået enighed om i udvalget - at gøre forslaget noget mere stringent, hvad angår straffene, f.eks. ved ikke at erstatte frihedsstraffe med alternative straffe, når det drejer sig om storforbrydere. At hjælpe til på et alderdomshjem i 24 timer er egentlig ikke nogen passende alternativ straf for dem. Desuden har vi allerede foreslået, at Kommissionen og Rådet eventuelt tænker over mulighederne for civilretlige sanktioner, som navnlig rammer forbryderen der, hvor det gør mest ondt, nemlig på pengepungen. For det tredje er vi enige om, at vi helst ikke vil udvikle et skyggebureaukrati under Rådets generalsekretærs autoritet. Når der allerede i Amsterdam-traktaten er tale om en overførelse af elementer fra den tredje søjle til den første søjle, skal dette sættes igennem, og så må man ikke foregribe en helt anden politik ved at indføre et skyggebureaukrati under generalsekretæren. Hr. formand, selv inden for det nederlandske politiske spektrum hører jeg på dette punkt ikke til de yderliggående, men til de moderate. Jeg synes derfor, at dette juridiske aspekt vedrørende straffen osv. fuldender vores narkotikapolitik og ikke er den vigtigste del af den. Det vigtigste er foranstaltningerne vedrørende forebyggelse og behandling, den politik, som er udviklet i disse sektorer. Men vi må ikke tilsidesætte det juridiske aspekt, fordi dette er meget vigtigt for opretholdelsen af den offentlige orden. Det er altså berettiget, at det er den afsluttende del, som er nødvendig. Hvad det øvrige angår, synes jeg, og synes vi, at EU-samarbejdet sommetider skal være noget mere forpligtende, idet dog respekten for de nationale dommeres eget spillerum bevares, måske endda en noget større respekt, end der udvises i Kommissionens forslag. Nu kommer jeg til ændringsforslagene. Efter afstemningen i udvalget er der stillet 13 ændringsforslag, og det er jeg ikke så glad for. Eller rettere sagt, jeg vil fraråde næsten alle sammen. I ændringsforslag 37 udvides tanken om, at vi ikke skal fokusere på retsforfølgelsen af narkotikamisbrugere, til, at vi ikke skal fokusere på retsforfølgelsen af brugere. Jeg synes ikke, at forslaget skal udtale sig derom, og at det er op til medlemsstaterne selv at bestemme, hvilken politik de vil fastholde eller på ny føre over for brugere i al almindelighed. I hvert fald er det tydeligt, at vores holdning, nemlig at vi ikke vil retsforfølge junkerne, skyldes, at vi foretrækker, at vores politik lægger vægt på behandling. Endvidere har jeg set, at der i disse 13 andre ændringsforslag 10 gange bruges ordene omfattende, international, grænseoverskridende og organiseret. Jeg synes, det er temmelig krampagtigt. Det står allerede nogle gange i selve teksten, og det ser ud, som om de, der stiller disse ændringsforslag, i virkeligheden er ude på at begrænse forslagets rækkevidde. Der står endda, at der navnlig skal gribes ind, hvis handlen går fra et EU-land til et andet. Det forekommer mig virkelig at være temmelig vanvittigt. For hvad der kommer direkte fra Colombia, Surinam og De Nederlandske Antiller, skulle dermed ikke falde ind under denne rammeafgørelses rækkevidde. Det vil jeg meget kraftigt fraråde. Også anstiftelse og medvirken undtages i et af ændringsforslagene fra dette forslags anvendelsesområde. Hr. formand, jeg vil sige, at der er folk, der er mere udsvævende end ordføreren. I betragtning af at denne selv ikke hører til de strengeste, vil jeg således egentlig forkaste alle ændringsforslag, som jeg betegner som udsvævende.
Hr. formand, da det er første gang, jeg tager ordet, efter at De er blevet valgt, vil jeg gerne ønske Dem al mulig held og lykke i Deres hverv som Europa-Parlamentets formand. Jeg vil også gerne lykønske hr. Oostlander for den kvalitet og det engagement, som han har lagt i denne betænkning, som Det Europæiske Folkeparti giver sin uforbeholdne støtte. Borgerne i EU opfatter stofmisbrug og den ulovlige narkotikahandel som et af de alvorligste problemer, og Europa-Parlamentet har da også længe ydet sit bidrag til EU's indsats for at komme disse fænomener til livs. EU's narkotikastrategi sætter ind på forskellige fronter, lige fra lovgivning mod ulovlig produktion og handel med stoffer og hvidvaskning af penge til samarbejde med producentlandene og programmer for forebyggelse og bekæmpelse af narkotikamisbrug både med hensyn til behandling og resocialisering af narkomaner samt opbygning af informations- og koordinationsnetværk mellem medlemsstaterne. Vi skal her erindre, at narkotikahandel siden afslutningen af den kolde krig efterhånden har fået en helt kolossal betydning som finansieringskilde for kriminelle organisationer og terrororganisationer. Man antager nu, at ulovlig produktion og handel med narkotika står for ca. 8% af verdenshandlen. At sætte en stopper for denne kriminalitet vil således betyde at sætte en stopper for en af de vigtigste finansieringskilder for disse kriminelle organisationer og terrororganisationer. Som hr. Oostlander imidlertid så rigtigt påpeger, bidrager dette forslag til rammeafgørelse kun lidt eller slet ikke til at styrke midlerne til bekæmpelse af den internationale narkotikahandel. Det er blot et nødvendigt skridt, der som bekendt skal føre de beslutninger ud i livet, som ligger dels i handlingsplanen fra Wien, dels i sluterklæringen fra Tampere og dels i EU's narkotikahandlingsplan. Det er altså et nødvendigt skridt, men også et utilstrækkeligt skridt, da der blot fastsættes en mindste fællesnævner for de bestemmelser, som skal gælde i de enkelte medlemsstater, hvad angår straf for ulovlig narkotikahandel. Medlemsstaterne skal således træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at disse lovovertrædere kan idømmes straffe, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder frihedsstraffe på ikke under fem år i grove tilfælde. Det synes jeg er en alt for lav grænse, særlig når man tager i betragtning, at medlemsstaternes gældende lovgivning allerede fastsætter strenge straffe for narkotikahandel, ikke mindst når tilfældets omfang og grovhed udgør skærpende omstændigheder. Denne grænse er f.eks. i mit eget land, Portugal, 12 år, og straffen kan skærpes med en tredjedel. Til slut vil jeg gerne nævne et meget vigtigt punkt, nemlig konfiskation af alle de formuegoder, der direkte eller indirekte er opnået ved ulovlig narkotikahandel eller gennem medlemskab af en kriminel organisation eller tilknytning hertil, og hvor formålet er en sådan lovovertrædelse. Jeg tror, at det er et ønske hos mange af de instanser, der har ydet en indsats i narkotikabekæmpelsen, at en del af provenuet fra de ulovlige handlinger bliver anvendt til gavn for forebyggelsen.
Hr. formand, narkotikapolitikken har ofte givet anledning til heftige forhandlinger i Europa-Parlamentet. Udførlige beretninger rodede det hele sammen og berørte familie, religion og autoritet. I dag er vi i et noget roligere farvand. Kommissionens forslag er begrænset til de juridiske aspekter, og så bør vi udvise sund fornuft. Som Kommissionen med rette understreger i sit forslag, ligger ansvaret for bekæmpelsen af den ulovlige narkotikahandel først og fremmest hos medlemsstaterne. Da det imidlertid ofte drejer sig om organiseret handel, som omfatter adskillige lande, kan en rammeafgørelse, som gør noget ved denne grænseoverskridende handel, være et nyttigt supplement til national politik. Hvad der imidlertid mangler i Kommissionens forslag, er en skelnen mellem de forskellige slags narkotika og derfor en differentieret straf for den ulovlige narkotikahandel. Stadig flere lande i Europa skelner mellem bløde og hårde stoffer ud fra de sundhedsrisici, som de frembyder, og der kommer også stadig større politisk støtte til en politik, som er baseret på ærlige oplysninger og forebyggelse af sundhedsrisici. På grundlag heraf fører nogle medlemsstater en tolerant politik for bløde stoffer. Det er ikke meningen, at denne politik skal lide skibbrud på grund af denne rammeafgørelse. Hvad angår straffen, bør alle mulige faktorer tages i betragtning for at nå frem til en straf, der er effektiv, og som står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen. Desværre er kriterierne for at fastslå, hvor alvorlig den kriminelle handling er, såsom omfanget af handlen, frekvensen og arten af de pågældende midler, ikke optaget i forslaget. Derfor har min gruppe sammen med tre andre grupper stillet et ændringsforslag om at optage sådanne kriterier. Kulturforskellene, medlemsstaternes forskellige straffepolitik og subsidiaritetsprincippet retfærdiggør, at dette forslag begrænses til den organiserede og grænseoverskridende ulovlige narkotikahandel. Kun med denne begrænsning ser det overvældende flertal i min gruppe en merværdi i denne rammeafgørelse.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg må indrømme, at jeg taler på vegne af en betydelig minoritet i vores gruppe. Narkotikasituationen i Europa bliver værre og værre. At vores grænser bliver mere og mere åbne, er i grunden nok positivt, men bagsiden af medaljen er, at smuglingen øges, bl.a. narkotikasmuglingen. Jeg er bekymret over, at flere og flere lande tilsyneladende opgiver at have en tydelig og klart restriktiv holdning til narkotikamisbrug. Vores mål skal være et narkotikafrit Europa - ikke noget andet! Hvis vi opgiver dette mål, er det det samme som at lade tusinder af unge mennesker i stikken. Hr. formand, jeg er vel vidende om hr. Oostlanders problem med at finde en velafbalanceret holdning. I det store og hele mener jeg, at han har haft held med det. Jeg bifalder hans mere restriktive tone her i dag, men der er nogle formuleringer, som jeg ikke er enig i. Det er helt klart, at ændringsforslagene går i den helt forkerte retning. At åbne for en tilladende attitude over for såkaldte lette narkotika ville være ødelæggende. Vi ved, at indgangen til det svære misbrug går via de såkaldte lette narkotika. Vi svenske liberale, og en stor del af Den Liberale Gruppe i øvrigt, vil stemme mod alle forsøg på at løsne op for den stramme og klare narkotikapolitik. Vi siger nej til ændringsforslag 25, 26, 27, 28, 29, 30, 31, 33, 34, 35 og 37. Ændringsforslag 32 og 36 kan vi acceptere.
Hr. formand, ordføreren bad os netop om at undlade at henvise til, hvorvidt man skal legalisere eller tolerere eller ej, fordi det ikke er det, det drejer sig om her. Det er jeg imidlertid ikke så sikker på. Ulovlig narkotikahandel er simpelthen et for generelt udtryk for mig. Hr. Oostlander er modstander af den nederlandske tolerancepraksis, og det er i orden. Jeg synes også selv, at det er et halvgjort kompromis. Jeg ville selv hellere have en legalisering af bløde stoffer, som, når alt kommer til alt, er mindre skadelige end alkohol, som også i denne bygning flyder rigeligt. Det er ikke kun i Nederlandene, at bløde stoffer tolereres. Af sundhedsgrunde efterlignes denne politik også i andre lande på både lokalt, regionalt og sommetider endda nationalt plan. Selv om vi nu fremsætter kraftige udtalelser, vil praksis være anderledes. Lad os derfor begrænse os til en politik, som vi kan gennemføre, som ifølge subsidiaritetsprincippet er en europæisk opgave, og som der er bred enighed om i Parlamentet og i befolkningen, nemlig bekæmpelse af den indbringende, organiserede og grænseoverskridende narkotikahandel. Resten må hr. Oostlander kæmpe om på nationalt plan, valget er jo nært forestående.
Hr. formand, med det nuværende tal for narkorelaterede dødsfald på 7.000-8.000 om året bakker min gruppe kraftigt op om Oostlander-betænkningen og bekæmpelsen af ulovlig narkotikahandel. Vi kan være forvisset om, at der bag enhver betænkning fra hr. Oostlander ligger en stor portion målbevidsthed og integritet. Jeg har kendt ham lang tid, og jeg er fuldstændig overbevist om, at han i denne særlige betænkning mener, hvad han siger. Med en kystlinje, der strækker sig over 4.800 km, er muligheden for narkosmugling i Irland altid til stede. Derfor skal samarbejde på europæisk plan ikke blot hilses velkommen, det er også af afgørende betydning. Jeg ser frem til mere konkrete forslag på EU-plan om, hvordan EU yderligere kan hjælpe med at holde narkotikaen ude ikke blot af Irland, men også resten af Europa. Hvad er det for et budskab, Parlamentet ønsker at sende? At stoffer som heroin og kokain er acceptable? Det kan jeg ikke acceptere. Det er op til parlamentsmedlemmerne at træffe en beslutning. Valget er imidlertid helt enkelt. Enten støtter vi hr. Oostlander, eller vi sender det farlige budskab, at heroin og syntetiske stoffer til eget forbrug og omdeling er acceptabelt. Ændringsforslag 28, der er stillet af PSE-Gruppen, Verts/ALE-Gruppen, GUE/NGL-Gruppen samt andre kan ikke misforstås: "... narkomaner, der fremstiller, opnår og/eller besidder narkotika til eget forbrug, og narkomaner, der forsyner tredjemand med narkotika uden henblik på fortjeneste udelukkes fra rammebeslutningens anvendelsesområde." Det er således helt i orden at forsyne børn eller voksne med heroin, så længe man ikke tjener på det. Hvem er det egentlig, som tjener på det? Det er de store narkobaroner, som vi åbenbart tolererer. Vi kan forfølge de terrorister, som er ansvarlige for de forfærdelige begivenheder den 11. september, men vi kan åbenbart ikke bekæmpe internationale narkotikaterrorister. Vi må jo vide, hvem de er. Faktisk var mordet på journalisten Veronica Guerin i mit land med til at anspore politikerne og politiet, som optrævlede et brutalt forbrydernetværk i Irland. Desværre er disse forbrydere blevet afløst af yngre og mere ondskabsfulde kriminelle. I sidste uge havde jeg et par ærinder i midtbyen i min valgkreds, og her var jeg vidne til hele komplekser, som var gennemsyret af stoffer. Vi skal tage kampen op. De mennesker, der fremstiller kokain og heroin, og som forvolder så megen skade i byerne og ude omkring i landet, skal stoppes. Hr. Oostlanders betænkning er et lille, men meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Betænkningen har den fornødne integritet, som forventes af Parlamentet. Jeg takker ham for hans indsats i denne henseende.
Hr. formand, hr. Oostlander konstaterer skuffet, at dette forslag fra Kommissionen ikke indeholder ret meget. Det er kun en kodificering af den mindste fællesnævner for lovgivningen i medlemsstaterne. Ærlig talt er jeg glad for Kommissionens forsigtige fremgangsmåde. Strafferetten er et område, som i høj grad er bestemt af national kultur og historie. Her er det efter min mening stadig meget vigtigt at udvise tilbageholdenhed ved overdragelse af beføjelser til EU. Kun der, hvor der klart er tale om grænseoverskridende problemer, har europæisk lovgivning en merværdi. Tilsyneladende er der ikke mange i Parlamentet, som deler denne opfattelse. Jeg var forbløffet over, at jeg denne gang blev overhalet indenom af mine kolleger fra Den Socialdemokratiske Gruppe og Gruppen De Grønne. De betragter med deres ændringsforslag begreberne subsidiaritetsprincip, kulturforskelle og national lovgivning som overordentlig vigtige, selv om der klart er tale om et grænseoverskridende problem, som kræver europæisk lovgivning, nemlig den ulovlige narkotikahandel. Mine kolleger vil tilføje ordene grænseoverskridende og organiseret til definitionen. Det forekommer mig, at disse begreber er uløseligt forbundet med narkotikahandlen, og at det er overflødigt at tilføje dem. Det vil højst gøre det vanskeligere at anvende afgørelsen. Endelig havde ordføreren indvendinger imod denne enkle kodificering af den mindste fællesnævner for medlemsstaternes lovgivning. De, der har stillet ændringsforslagene, har tilsyneladende indvendinger imod selve den mindste fællesnævner. Deraf fremgår det, at subsidiaritetsprincippet ikke er andet end et lejlighedsargument, som bruges til at beskytte den internationalt afvigende nederlandske narkotikapolitik. Jeg støtter det forslag, hvori der gøres en ansvarlig begyndelse med bekæmpelsen af den ulovlige narkotikahandel, et grænseoverskridende problem, som direkte berører de europæiske borgeres sikkerhed. At Nederlandene kan få problemer, fordi lovgivningen dér ikke anvendes således, som den er nedskrevet, forekommer mig at være en følge af inkonsekvent politik, som kræver tilpasning til den europæiske og internationale lovgivning og ikke omvendt.
Hr. formand, kære kolleger, lørdag aften døde Alessandro Macioci, en ung fyr på 18 år, i Italien. Han begik selvmord ved at indånde udstødningsgassen fra sin bil, fordi han var blevet anklaget, hr. Oostlander, for narkotikahandel, efter at politiet havde fundet 2,5 g hash i hans lommer. Hr. Oostlander, det er kendsgerninger og ikke litteratur. Det er på denne måde, at politiet i EU's forskellige medlemslande fortolker den politik, som De foreslår mod international kriminalitet, og det er på denne måde, at den harmonisering, som De foreslår, bliver fortolket. Imod al logik er harmoniseringen en indblanding i EU-landenes anliggender, og det er en indførelse af absurde politikker - f.eks. i et land som Frankrig - og en forhindring for de lande, der endelig begynder at forstå. Når dette er sagt, drømmer jeg om det land, som De kommer fra - Holland - hvor De ikke har godkendt politikken, men også om Belgien, Portugal og Spanien, hvor kollegerne fra det spanske Folkeparti i Madrid gør nogle meget interessante erfaringer med risikoreduktion. Denne politik kan naturligvis ikke harmoniseres. Det, som vi bør harmonisere - det er altid det værste - er en helt åben tilgang til loven, hr. Oostlander, for De foreslår love, som ikke kan gennemføres. De liberale og de "frisindede" vil have love, som kan gennemføres, men med Dem er det frihed med loven. Men De og Deres politik har igennem 30 år dag efter dag udarbejdet love, som aldrig er blevet gennemført. Deres politik ødelægger til og med hele lande som Colombia, Bolivia, Peru, Laos og Burma. Disse lande er bogstaveligt talt blevet ødelagt af Deres forbudspolitik om narkotika. Jeg tror, at disse kolleger - ud over de venskabelige klap på skulderen, som jeg får af flere kolleger, endda fra højrecentrumpartierne, hr. Oostlander - er blevet klar over, at denne forbudspolitik er en politik, der fremmer kriminaliteten, og de bliver klar over, at det er nødvendigt med en helt anden indgangsvinkel. Indholdet i Deres betænkning går direkte i den anden retning, selv om De prøver at begrænse anvendelsesområdet, som De prøvede i Deres indledende bemærkninger Kommissionen skal ikke blande sig i dette. Kommissionen er ikke i stand til at sige nej til hr. Arlacchi og hans kriminelle styring gennem fem år med tidligere KGB-agenter og russiske generaler, der stod for handlerne. Det er noget, vi alle ved, for det er kendsgerninger, som vi læser om hver dag i aviserne. Kommissionen bør beskæftige sig med de ting, som den ved noget om! Den kunne starte med at undersøge rapporterne fra FN's internationale narkotikakontrolprogram og ikke belemre os med forslag som dette, der er fuldstændigt absurd. Jeg mener, at det er på tide, at Europa-Parlamentet vover at udvise en smule mindre hykleri, at det gør det, som vores kolleger Chris Davies og Marco Cappato for nylig har gjort i Storbritannien, at vi - parlamentsmedlemmerne - endelig påviser det absurde i disse love.
Hr. formand, som nævnt er betænkningen om indførelse af minimumsbestemmelser om det objektive grundlag for de forbrydelser og straffe, der gælder for ulovlig narkotikahandel, et lille, varsomt skridt mod løsningen af det voldsomme problem med ulovlig handel med euforiserende stoffer. Det centrale forslag om straffastsættelse nævner desværre kun en maksimumsgrænse, der ikke må være mindre end fem år, hvilket giver dommeren frihed til at idømme straffe på mange år. Noget sådant ligger naturligvis langt fra harmoniseringens ånd, idet næsten alle de nationale lovgivninger har længere straffe. Men, hr. formand, jeg må betone, at med de fremsatte ændringsforslag, som forhåbentlig vil blive vedtaget for størstedelens vedkommende, opnår vi også en sekundær gevinst. For det første tydeliggør de, at misbrugeren ikke skal behandles som en lovovertræder, men som en syg, og at selve brugen ikke er en strafbar handling. For det andet foreslås det, at indtægterne fra de store forhandleres beslaglagte formuer anvendes til forebyggelses- og helbredelsesprogrammer. Til sidst vil jeg gerne udtrykke mit håb om, at Kommissionens forslag for fremtiden vil være mere ambitiøse og sætte tydelige og harmoniserede nedre minimumsgrænser og ikke øvre grænser for straffe til fremtrædende dealere, så man sikrer et område med sikkerhed og retfærdighed inden for EU.
Hr. formand, også en kompliment til hr. Oostlander, som stiller en række værdifulde forslag om at forbedre Kommissionens forslag, først og fremmest bedre muligheder for at fratage narkotikaforbrydere deres fortjeneste. Hvis vi rammer disse mennesker der, hvor det virkelig gør ondt, nemlig på pengepungen, vil det være meget mere effektivt end højere fængselsstraffe. Vi må heller ikke fokusere på retsforfølgelse af narkotikamisbrugere, men derimod på forebyggelse. Det er et godt signal, som Europa må koncentrere sig om med begrænsede midler. Her skilles vores veje imidlertid. Jeg er meget glad for, at et flertal i Den Liberale Gruppe på linje med en europæisk tendens til at føre en noget mere realistisk narkotikapolitik vil støtte alle ændringsforslag, som går ud på at skelne mellem hårde og bløde stoffer og at undlade at retsforfølge brugere, og de ændringsforslag, som vil begrænse dette forslag til grænseoverskridende, kriminel narkotikahandel. Lad os koncentrere vores begrænsede midler om storforbryderne og ikke om de små brugere. Til gengæld vil jeg advare kolleger fra PPE-DE-Gruppen, der taler om farlige signaler, som Parlamentet hermed skulle sende, mod symbolpolitik. Når alt kommer til alt, har vi endnu ikke medbestemmelse på dette område. Min gruppe sætter også spørgsmålstegn ved to konkrete forslag fra Kommissionen. Det er ikke klogt at begrænse den minimale maksimumsstraf på fem år til visse forbrydelser, men at lade den gælde for alle narkotikaforbrydelser. Vi vil også støtte ændringsforslaget om en begrænsning. Endelig synes vi, at bestemmelsen om indberettere, som bør have strafnedsættelse til gengæld for oplysninger om narkotikabander, går temmelig vidt. Dette er et meget følsomt område, hvor de forskellige medlemsstater har forskellige traditioner. Pludselig at træffe bestemmelser nu på denne måde, så unuanceret, er at gå for vidt for os.
Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, først vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Oostlander, for det fremragende arbejde, som han har udført, og minde om, at den rammeafgørelse, som Kommissionen fremlægger, indgår i en global narkotikastrategi, som bygger på en række indbyrdes støtteforanstaltninger, der skal nedbringe efterspørgsel og udbud samt sætte ind mod den ulovlige narkotikahandel. Dette forslag udgør ikke hele den narkotikapolitik, som EU har iværksat. Forslaget angår kun en specifik del, nemlig bekæmpelsen af ulovlig narkotikahandel. EU's narkotikapolitik fremgår af den handlingsplanen for 2000-2004, der skal evalueres midtvejs i år. I Laeken ønskede stats- og regeringscheferne, at rammeafgørelsen om harmonisering inden for EU af straffene for ulovlig narkotikahandel skal vedtages inden udgangen af maj måned. Det er dette forslags eneste formål. Kommissionen har den opfattelse, at bekæmpelsen af den ulovlige narkotikahandel fordrer et snævert samarbejde mellem de forskellige medlemsstaters rets-, politi- og toldmyndigheder, hvis den internationale narkotikahandel skal kunne imødegås. For at et sådant samarbejde skal blive effektivt, forudsætter det en fælles EU-indsats, herunder om mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel, straffe, der skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og have en afskrækkende virkning. Vi glæder os over målene i hr. Oostlanders betænkning. Selvfølgelig skal foranstaltningerne imod forhandlerne suppleres og udbygges med forebyggelse og resocialisering af stofmisbrugerne. Det retsinstrument, som vi forhandler om, sigter alene på bekæmpelse. Da Kommissionen udarbejdede dette strafferetlige initiativ, var det så at sige med fuld viden om sagforholdet takket være de omfattende forarbejder, som vi har gennemført, herunder af de definitioner, som de forskellige medlemsstaters lovgivning indeholder, og de strafferammer, som er fastsat, og - hvad der ikke er mindre væsentligt - de konkrete omstændigheder for anvendelse af strafferetlige sanktioner ved ulovlig narkotikahandel i de 15 medlemsstater. Denne undersøgelse, der er blevet offentliggjort, har således gjort en sammenlignende analyse af medlemsstaternes narkotikalovgivning mulig. Derfor er det vigtigt først at præcisere, at målet er en harmonisering af straffene for ulovlig narkotikahandel. Dette forslag skal ikke ses som begrænset til den internationale eller grænseoverskridende narkotikahandel. Det er ét af to. Enten har den ulovlige narkotikahandel i de fleste tilfælde sin oprindelse uden for EU og er derfor altid international, eller også har jeg svært ved at forstå, hvordan man kan ønske at straffe international narkotikahandel hårdere end den, der foregår inden for de enkelte medlemsstaters grænser. Medlemsstaterne kan ikke have to straffelove, én for ulovlig narkotikahandel, der udelukkende foregår inden for landets grænser, og en anden for ulovlig narkotikahandel, når den har en grænseoverskridende dimension. Vi går nu til det andet spørgsmål, definitionen af begrebet ulovlig narkotikahandel. Kommissionen er på dette punkt blevet kritiseret for at være lidet ambitiøs. Hvad har vi da gjort? Vi har begrænset os til at tage nøgleelementerne i FN's konvention mod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer, fra 1988, og vi har koblet denne definition sammen med medlemsstaternes bestemmelser om narkotikaforbrydelser, som vi således har forsøgt at finde frem til en syntese i definitionen af. Men her - og det er så det tredje vigtige punkt - har vi respekteret subsidiaritetsprincippet. Denne definition omfatter derfor ikke individuelt forbrug af narkotika eller profitgivende overdragelse til personligt forbrug. Disse forhold henhører helt under den enkelte medlemsstats kompetence, fordi holdningerne på dette punkt, som denne forhandling jo har vist, er temmelig forskellige de 15 medlemsstater imellem. Dette forslag fra Kommissionen ændrer altså ikke noget ved forskellene mellem landenes lovgivninger på områder, hvor handel med narkotika til personligt forbrug betragtes som ikke omfattet af straffelovssanktioner. Hvor narkotikahandel har et omfang og en grovhed, der medfører strafansvar, foreslår Kommissionen, at straffene skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og have en afskrækkende virkning. En straf på ikke under fem år er en straframme, der ikke blot giver dommerne et stort manøvrerum til at udmønte lovgivningen afhængigt af det enkelte tilfældes karakter, men det er også et forslag, der giver indtryk af, hvor meget man ønsker at straffe den type ulovlig narkotikahandel, som denne bestemmelse angår. Jeg ved godt, at maksimumsstraffens nedre grænse i nogle lande ligger højere, således i Portugal, som Carlos Coelho var inde på, men i andre lande ligger den lavere. En grænse på fem år forekommer os derfor at kunne udgøre et mindsteharmoniseringsniveau, hvor de enkelte medlemsstater i deres lovgivning naturligvis kan fastsætte et højere mindsteniveau for maksimumsstraffen. Dette er imidlertid et spørgsmål, der er til diskussion i Rådet. Jeg mener derfor, at dette forslag, som jeg håber Parlamentet vil vedtage, udgør et første skridt i den kamp, som alle medlemsstaterne deltager i mod narkotikakriminaliteten, der truer borgernes sundhed, sikkerhed og livskvalitet, og som hr. Oostlander så udmærket peger på som en af finansieringskilderne til utallige andre former for kriminalitet, deriblandt også terrorisme. Jeg håber derfor, at Parlamentet vil vedtage betænkningen, således at Rådet kan vedtage rammeafgørelsen inden udgangen af maj.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0436/2001 af Ludford for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets direktiv om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (KOM(2001) 127 - C5-0250/2001 - 2001/0074(CNS)); A5-0455/2001 af Keßler for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets direktiv om betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område i højst tre måneder, indførelse af en særlig rejsetilladelse og fastsættelse af betingelserne for indrejse med henblik på at færdes på medlemsstaternes område i højst seks måneder (KOM(2001) 388 - C5-0350/2001 - 2001/0155(CNS)).
Hr. formand, med forslaget gennemføres en af de vigtigste forpligtelser fra topmødet i Tampere om retlige og indre anliggender i oktober 1999. På mødet erklærede man, at fastboende tredjelandsstatsborgeres retsstilling skal tilnærmes EU-borgernes retsstilling, så de har en række ensartede rettigheder, der ligger så tæt som muligtpå EU-borgernes rettigheder. Formålet er at give immigranter eller flygtninge status som fastboende udlændinge efter mindst fem års lovligt ophold. Forslaget dækker selvfølgelig ikke personer, som opholder sig illegalt i EU. Det dækker heller ikke personer, som opholder sig midlertidigt i EU, f.eks. studerende eller personer, som er omfattet af midlertidig beskyttelse. I lyset af den betænkelighed, som kan spores i visse kredse, ikke mindst i dele af Rådet, er det vigtigt at understrege, at dette blot er den logiske konsekvens af, at medlemsstaterne har givet visse immigranter opholdstilladelse til længerevarende ophold. Det tilføjer blot EU en ekstra dimension. Dimensionen består af social og retlig retfærdighed inspireret af EU-traktaternes grundlæggende bestemmelser og nøgtern egeninteresse for den europæisk økonomi og samfund. Det anslås, at der opholder sig omkring 20 millioner mennesker lovligt i EU, der ikke har søgt om eller fået tilladelse til at få statsborgerskab i den medlemsstat, hvor de opholder sig. Her tænker jeg på tyrkiske statsborgere i Tyskland og nordafrikanere i Frankrig som to store befolkningsgrupper. Der findes imidlertid et utal af forskellige nationale grupperinger, som er berettigede hertil, i alle medlemstaterne. I mit eget land, Det Forende Kongerige, skønnede The Economist i sidste uge, at halvdelen af de 2 millioner muslimer, der opholder sig i landet, er udenlandske statsborgere. Størstedelen af disse er immigranter fra Commonwealth og kom til landet i 1950'erne og 1960'erne. Jeg vil vende tilbage til holdningen i Det Forenede Kongerige senere. Mit ønske om at blive ordfører for denne betænkning udspringer hovedsagelig fra mit ønske om at bekæmpe racisme. En retfærdig behandling og aktiv integrering af tredjelandsstatsborgere og tiltag for at forhindre diskrimination er med til at bekæmpe racisme og fremmedhad. Dette bliver stadig vigtigere. Det er i høj grad i EU's sociale og økonomiske interesse at integrere disse mennesker og hyklerisk i lyset af andre EU-politikker ikke at gøre det. Der hersker stor bekymring over visse immigrationssamfunds fremmedgørelse og deres dårlige sociale og økonomiske situation. Foruroligende rapporter melder ligeledes om en stigning i antallet af sager om forfølgelse og fjendtlighed med racistiske motiver, især efter den 11. september. Den bedste måde at imødegå disse faktorer på er ved at fremme, anerkende og til stadighed understrege immigranternes vigtige bidrag. Rettigheder svarende til EU-borgernes rettigheder på områder som beskæftigelse, uddannelse og social sikkerhed forbedrer deres økonomiske bidrag. Derudover vil andre tiltag forbedre den sociale integration. Jeg henleder opmærksomheden på ændringsforslag 33-35, som jeg har udarbejdet, om lige adgang til domstolsprøvelse, deltagelse i det offentlige liv på lokalt niveau og stemmeret, men jeg vil med det samme sige, at det nye ændringsforslag 56 fra ELDR-Gruppen erstatter ændringsforslag 34, så det præciseres, at der menes deltagelse i lokalsamfundet, f.eks. i forbindelse med aktiviteter i nærmiljøet, og at ændringsforslag 35 kun er en opfordring til medlemsstaterne om at sikre stemmeret på lokalt og europæisk niveau. De Grønne har på ny stillet flere af de oprindelige ændringsforslag, som udvalget forkastede. Den Liberale Gruppe vil stemme for dem for konsekvensens skyld. Jeg vil nu beskæftige mig med den hårfine opgave, det er at ramme den rette balance for ændringsforslagene, så alle parter i Parlamentet støtter betænkningen. Jeg henstiller til højrefløjen om at acceptere, at et fornuftigt resultat indebærer indarbejdelse af visse af deres punkter, men ikke alle. Således er en henvisning til Rådets antiterrorforanstaltninger med henblik på at vurdere sikkerhedsmæssige trusler acceptabel, men visse foranstaltninger går for langt. Ændringsforslag 82 kan accepteres i praksis, men ikke ændringsforslag 9. Mens det er acceptabelt at anføre tilegnelse af værtslandets sprog som en afgørende faktor for social integration, er det at gå for vidt at opstille det som et krav for tildeling af EF-status som fastboende udlænding. Jeg henstiller til venstrefløjen om ikke at lade små detaljer overskygge det store perspektiv, så vi indfrier Parlamentets gamle forpligtelse om rettigheder til trejdelandsstatsborgere. Det er beklageligt, at Det Forende Kongerige har valgt at stå uden for disse tiltag. Det er ikke blot socialt uretfærdigt for de fastboende i landet, det gør også Det Forenede Kongerige mindre attraktivt for kvalificeret arbejdskraft, et argument, som erhvervslivet har anført. Jeg opfordrer Parlamentet til at nå til enighed om dette afbalancerede og fornuftige forslag. Jeg opfordrer ligeledes det spanske formandskab til at nå til enighed i Rådet, da en tilkendegivelse af formandskabets seriøse forpligtelse til social integration og arbejdskraftens mobilitet igen vil være påkrævet på topmødet i Barcelona. Vi har 20 millioner fastboende, der pr. definition er mobile. Det ville være det rene hykleri at nægte dem retten til at flytte rundt i EU.
Hr. formand, den fælles regulering af betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere frit kan bevæge sig på medlemsstaternes område, hilses meget velkommen. Under udvalgsarbejdet stødte de sporadiske reguleringsforsøg, der blev gjort med et fransk og portugisisk initiativ, gentagne gange på kritik. Navnlig blev der krævet en mere generel helhedsløsning for at lette rejsefriheden i Schengen-området. Dette krav opfyldes med det foreliggende direktivforslag fra Kommissionen. For det første skal der ske en regulering og harmonisering af betingelserne for tredjelandsstatsborgeres rejsefrihed på medlemsstaternes område i højst tre måneder. Dette sker i overensstemmelse med Amsterdam-traktaten, der pålægger Rådet at fastlægge betingelserne inden for en periode på fem år efter traktatens ikrafttræden. For det andet skal der indføres et fuldstændigt nyt instrument, nemlig en særlig rejsetilladelse, der på visse betingelser giver rejsefrihed inden for en seksmånedersperiode. Først og fremmest forstår jeg ikke, hvorfor man har valgt direktivet som retsinstrument og ikke forordningen. Teksten er tilstrækkelig konkret. Valget af et direktiv som retsinstrument vil udskyde gennemførelsen af den foreliggende retsakt på ubestemt tid, fordi det vil kræve, at direktivet gennemføres i national lovgivning. Desuden erstatter den foreliggende retsakt bl.a. den allerede gældende forordning 1091/2001, så også af den grund bør forordningen vælges som retsinstrument. Rejsefriheden for tredjelandsstatsborgere uden visumpligt og for personer med en længerevarende opholdstilladelse undergår ingen indholdsmæssige ændringer. Derimod er der tale om en ny ordning for personer, som endnu ikke har opholdstilladelse, men som er i besiddelse af et visum til et længerevarende ophold udstedt i en medlemsstat. I modsætning til Kommissionens forslag skal det efter min mening fortsat være muligt for sådanne tredjelandsstatsborgere at rejse til medlemsstaternes område, før de ansøger om opholdstilladelse. Det ville være et tilbageskridt i forhold til den nuværende retssituation i henhold til Schengen-gennemførelseskonventionen, hvis dette først skulle være muligt fra ansøgningstidspunktet. Dette ville ingen af de berørte parter kunne forstå. Samtidig er der ikke nogen klar begrundelse for at stille denne personkategori dårligere eller behandle den anderledes end andre tredjelandsstatsborgere, som er omhandlet i denne retsakt, hvad angår rejsefrihedens begyndelse. Imidlertid skal rejsende tredjelandsstatsborgere med nationalt visum så også opfylde de samme kriterier som tredjelandsstatsborgere med standardiseret Schengen-visum. Det følger af ligestillingen af visa i forbindelse med rejsefrihed. Det betyder, at høringsproceduren mellem medlemsstaterne vedrørende de fortrolige lister 5A og 5B i konsularinstruktionen også skal gælde for de nationale visa. De medlemsstater, der har forbehold over for tredjelandsstatsborgere fra bestemte lande, ville i givet fald ikke have mulighed for at samle viden og udføre kontrol ved andre medlemsstaters udstedelse af nationale visa. Der ville således opstå et sikkerhedstomrum, som ville være uacceptabelt efter hændelserne den 11. september. Der har fundet en livlig diskussion sted om dette punkt i udvalget. Alligevel støttede udvalget mit forslag med stort flertal. Dette resultat bekræfter udvalgets styrke til på baggrund af ændrede betingelser at træffe en ny beslutning om en sag, der allerede har været stemt om.
, rådgivende ordfører for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. (ES) Hr. formand, jeg vil gerne endnu en gang lykønske Kommissionen med fremlæggelsen af en pakke af forslag, der skal lette EU's tilpasning til det nye europæiske samfunds realiteter. Europa er gået fra at være et udvandringskontinent til at være et indvandringskontinent, og Kommissionens forslag forsøger at lette alle disse menneskers integration i vores respektive samfund. I Retsudvalgets drøftelse om dette emne blev der stillet nogle ændringsforslag. Nogle var formelle, andre var mindre formelle. I Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, der er korresponderende udvalg, bestræbte fru Ludford sig meget på at forsøge at finpudse og præcisere retsbegreberne. Jeg har imidlertid på fornemmelsen, at direktivteksten som følge af nogle tilfældige flertal ville blive forringet, hvis vi her fuldt ud vedtog størstedelen af de ændringsforslag, der blev vedtaget i Udvalget om Borgernes Friheder. Fru Ludford selv stiller forslag, der går i den retning, og som vi synes er korrekte, og jeg tror, at det vigtigste, Parlamentet nu kan gøre, er at forsøge at indrette Kommissionens tekstforslag til de mest lignende fraser. Det handler om at opnå så stor ensartethed og ligestilling mellem fastboende udlændinge og fællesskabsborgere som muligt, idet vi naturligvis respekterer de nationale lovbestemmelser og disses forfatningsmæssige principper. Vi skal ikke stille kunstige krav, som gør det sværere at integrere disse personer, som allerede har levet længe sammen med os. Jeg tror, at vi efter fru Ludfords endelige forslag og udvalgets diskussion kan forvente, at plenarforsamlingen, så vidt det er muligt, vedtager en tekst, der genskaber Kommissionens oprindelige forslag, og at vi ikke støtter mange af de ændringsforslag, der blev vedtaget ved et tilfældigt flertal, som jeg sagde før, i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Kommissionen, Dem, hr. Vitorino, for den velovervejede præsentation af spørgsmålet om længerevarende opholdstilladelse for tredjelandsstatsborgere, men også ordføreren, baronesse Ludford, for det intensive samarbejde. Ændringsforslagene til dette direktiv er efter min mening vigtige, da de giver medlemslandene mulighed for at udføre sikkerhedskontrol. Dette er ikke kun en fordel for værtslandet, men for hele EU. For med Schengen-konventionen er det til enhver tid muligt at overskride de indre grænser, således at de andre medlemslande kan stole på, at tredjelandsstatsborgere modtages på en ansvarsbevidst måde i det første værtsland. I forbindelse med denne kontrol tages der hensyn til sikkerhedsbehovet hos befolkningen i værtslandet samt til de behov, som tredjelandsstatsborgere i vores medlemslande har. På den ene side beskyttes de også mod terroraktioner, men på den anden side understreger den pågældende stat, at de tredjelandsstatsborgere, der lever hos os, ikke udgør nogen risiko for den interne sikkerhed. Dermed kan vi klart afslå de kræfter, der forsøger at slå mønt af terrorangreb på en fremmedfjendsk måde. Det er også vigtigt at have mulighed for at gøre integration til et kriterium for opnåelse af opholdstilladelse. Tredjelandsstatsborgere med længerevarende opholdstilladelse ønsker som regel at komme til at føle sig hjemme. Det vil sige, at de ønsker at være en del af samfundet, og det vil også sige, at de ønsker at kunne gøre sig forståelige. For af kommunikation opstår forståelse, og af forståelse opstår samhørighed. Vi skal altså sende nogle signaler. Vi skal kræve og fremme tilegnelsen af sprog. For manglende sprogkendskab betyder manglende kommunikation og næsten automatisk udelukkelse fra mange livsområder. Hvis ikke vores indvandrere skal forblive isolerede i samfundet, skal vi kræve, at de tilegner sig sproget, ellers er de nye borgeres vej til dårligt betalt arbejde bestemt på forhånd. Kravet er i første omgang en mulighed og ikke en hindring, for vi er vel alle enige om, at vi ønsker at give de mennesker, der kommer til os og bliver her, en fair chance.
Hr. formand, Det Europæiske Råd erklærede på topmødet i Tampere, at tredjelandsstatsborgeres retsstilling bør tilnærmes EU-borgeres retsstilling, og at de bør indrømmes en række ensartede rettigheder, der ligger så tæt som muligt på unionsborgernes rettigheder. I Kommissionens forslag fastsættes på en afbalanceret måde og meget klart de betingelser, der skal opfyldes for at opnå status som fastboende udlænding. Det er et afbalanceret forslag. Kriterierne er bl.a. lovlig opholdsperiode og rådighed over de nødvendige midler. Derudover må personen ikke udgøre en umiddelbar trussel mod den offentlige orden og indre sikkerhed. Men jeg må sige, at jeg virkelig er bekymret over nogle af ændringsforslagene, for de er i direkte modstrid med målsætningerne fra Tampere. Artikel 7 i Kommissionens forslag om trussel mod den offentlige orden er klar, og jeg mener, det er bekymrende, og at det virker mod hensigten, at der skabes en sammenhæng mellem immigration og terrorisme. På den anden side er vi enige i, at det sproglige niveau er en integrationsfaktor, men at det under ingen omstændigheder må betragtes som en betingelse for at opnå status som fastboende. Hvorfor? Simpelthen fordi det ikke er et objektivt og præcist kriterium, da der ikke er nogen årsagssammenhæng mellem et vist sprogligt niveau - hvilket niveau drejer det sig om? - og den egentlige integration. Personligt kender jeg personer, der har boet i mit land i mere end 10 år, hvor alle siger, at de er fuldt ud integreret, selv om de stadig har nogle problemer med det franske sprog. Afslutningsvis mener jeg, at indførelsen af kravet om en anstændig bolig som yderligere betingelse for at undgå at give tredjelandsstatsborgerne, som på lovlig vis bor i EU, en retsstilling, er uanstændigt. Mange landsmænd har desværre ikke en anstændig bolig, men de er trods alt ikke andenklassesborgere. Alle ønsker en anstændig bolig. Det er grundlæggende, at der skabes et åbent samfund, og at det erkendes, at integration er en dobbeltrettet proces, der kræver tilpasning både fra indvandrerne og fra modtagerlandet.
Hr. formand, hr. kommissær, det er nu alligevel underligt, at vi i 2002 som noget særligt må slå fast, at de personer, som bor varigt i medlemslandene uden at være unionsborgere, skal behandles på nogenlunde samme vilkår som os, som tilfældigvis er blevet unionsborgere ved fødslen. Efter min mening er det underligt, at det må slås fast som noget særligt. Det burde egentlig være helt selvfølgeligt. Vores kollega, baronesse Ludford, har gjort et, i mine øjne, meget fint stykke arbejde. Det er en velafbalanceret holdning. Når hun påpeger, at vi med flere fælles regler også vil forebygge racisme og fremmedfjendtlighed, tror jeg, at hun er inde på noget meget vigtigt. Vi ønsker ikke, at borgerne skal inddeles i et A-hold og et B-hold. Dette er et skæbnespørgsmål for Europa. Et Europa, der - som vi altid siger - bygger på humanistiske værdier med hensyn til menneskers ligeværd, skal forsvare dette! I den henseende mener jeg, at det er et stort og vigtigt skridt fremad i Europa.
Hr. formand, jeg vil gerne takke de to ordførere, og jeg bifalder initiativerne. Jeg vil også gerne tilslutte mig baronesse Ludfords bemærkninger om den britiske regerings manglende entusiasme. Det er en skam, at hendes mere progressive idéer blev forkastet med et snævert flertal i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Vi står nu med en mere tøvende indstilling til fastboende udlændinge fra tredjelande, med for stor vægt på terrorisme, tilegnelse af sprog og tilstrækkelige ressourcer, især på pensionsområdet. Jeg tilslutter mig endnu en gang baronesse Ludfords bemærkninger til de to første af dem. Kommissionens forslag var sandelig bedre end de nuværende forslag på området. Det fortæller mig, at tredjelandsstatsborgere kun repræsenterer en lille del af virkeligheden for visse i Parlamentet - måske et bestemt geografisk område, en social klasse eller en politisk holdning. Dette billede omfatter ikke det overvældede store flertal af tredjelandsstatsborgere, der i stor stil bidrager til EU's økonomi og samfund, hvilket de har bevist over en årrække. Hvorfor søger så mange regeringer i EU ellers at rekruttere arbejdskraft på alle faglige niveauer fra tredjelande? Hvorfor skulle disse mennesker bosætte sig i EU i nogle år, hvis de kun mistænkeliggøres eller klassificeres som andenklassesborgere, der kun tolereres og anses for en anden dimension af brug og smid væk-samfundet? Som det er blevet sagt, bør vi beskæftige os med lige rettigheder for mennesker, der yder så væsentlige bidrag til samfundet.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg taler om Ludford-betænkningen nu, hvor det først og fremmest handler om at sikre de mennesker, der har levet legalt her i lang tid, bedre betingelser ved hjælp af flere rettigheder. Det er umiddelbart en god idé. Problemet er blot, at tredjelandsstatsborgerne i EU udgør en slags tredjeklassesborgere, nemlig efter de pågældende statsborgere i et bestemt land og så, som nummer to, efter statsborgerne i resten af EU-landene. Denne skelnen fortsætter i betænkningen og retfærdiggør dermed også, at der aldrig vil komme en endegyldig ikke-diskriminering. For den, der virkelig ønsker at sikre, at der er de samme rettigheder for alle, skal også udjævne disse forskelle. Et andet punkt er dog endnu vigtigere for mig. For at sige det endnu en gang handler det om at forbedre rettighederne for de mennesker, der har levet i EU i lang tid. Det er dog kun rettet mod en ganske bestemt del her, nemlig dem, der har en lovlig opholdstilladelse. Dermed falder alle de, der lever illegalt her, udenfor. Nu kunne man sige, okay, de illegale indvandrere er nu engang ikke omfattet af denne betænkning, og derfor ønsker vi heller ikke at tale om dem i dag, men det er netop problemet: Her handler det altid kun om folk med lovlig opholdstilladelse, og ved næsten alle andre lovgivningsinitiativer - selv ved initiativbetænkninger - falder ændringsforslag, som netop taler for en styrkelse af de illegale indvandreres rettigheder, igen og igen til jorden. Så må man sige, at de illegale indvandrere netop er en logisk konsekvens af en EU-fæstningspolitik. Derfor gør jeg mig overhovedet heller ikke noget håb om, at der på kort sigt vil komme omfattende ændringer på dette punkt i Parlamentet, Kommissionen eller Rådet. Men så bør man også være så ærlig og sige, at det her faktisk kun handler om de mennesker, der er så heldige, at de overhovedet har kunnet rejse til EU under meget uværdige forhold - ofte illegalt - som så trækker den joker, at de får asyl, uanset fra hvilket EU-land, eller som netop kan bruges til kapitalistiske formål. For alle de mennesker, der falder uden for denne struktur, skal der ikke være nogen forbedrede rettigheder.
Efter min opfattelse rummer begge disse to forslag en række bestemmelser, som på deres egne betingelser er rimelige og humane. Særlig fru Ludfords betænkning forsøger at leve op til sympatiske krav om fair behandling og aktiv integration - det manglede jo også bare! Men jeg har et par kommentarer. For det første: Vi befinder os nu engang inden for Fort Europa, og den politiske holdning, der dominerer EU-lovgivningens råderum, er defineret af adgangsbetingelser, der er så stramme, at det berømte nåleøje nærmest tager sig ud som en åben ladeport. For det andet: Jeg må konstatere, at de foreliggende forslag stiller mit hjemlands regering i et skammeligt lys. Vores tidligere liberale kollega, hr. Haarder, har som nyudnævnt minister for "integration og udvisning" praktiseret en politik, der må få hans tidligere gruppefæller til at undre sig. De regler, der forhandles i dag, er væsenlig mindre fjendtlige over for udlændinge end hr. Haarders forslag. For det tredje: At det danske folk har fået en fremmedfjendsk regering, som overhaler EU-reglerne højreom, får ikke Folkebevægelsen, som jeg repræsenterer, til at skifte opfattelse med hensyn til Schengen og EU-traktatens afsnit 4, som Danmark som bekendt er undtaget fra. Denne integrationsteknik, som bruges i EU-systemet i afsnit, er dødsensfarlig for folkestyret. Det er ikke EU, der skal skaffe os af med en regering. Det er ikke EU, der skal gennemføre en human udlændingepolitik, det er danskerne selv - we, the people.
Hr. formand, vi mener, at Kommissionens to direktivforslag om betingelser for ophold og bevægelsesfrihed for tredjelandsstatsborgere inden for EU er en smule skudt over målet i forhold til det, der er nødvendigt i øjeblikket. Forslagene er opstået i en ånd, som vi troede var forsvundet efter attentaterne den 11. september, og som i særdeleshed består i at sætte åbenhed og ukontrolleret bevægelsesfrihed over borgernes sikkerhed. Desværre kan vi konstatere, at denne farlige tankegang stadig er meget gængs. Vedrørende betingelserne for tredjelandsstatsborgernes bevægelsesfrihed ophæver direktivforslaget f.eks. den obligatoriske meldepligt i henhold til Schengen-konventionens artikel 22, som gælder for dem i øjeblikket, når de rejser fra et EU-land til et andet. Medlemslandene bevarer retten til individuelt at opretholde denne pligt, men i en ændret form og med en længere frist. Vi mener, at det er nøjagtig det modsatte, der skal gøres. Det skal undersøges, hvordan meldepligten kan gøres lettere at gennemføre og mere effektiv. Der er ingen her, der kan benægte, at Europa efter den 11. september er blevet anklaget for at være en alt for lettilgængelig base for terroristerne, fordi de indre grænser er fyldt med huller. Men nu står vi tilsyneladende over for et forslag, der vil øge antallet af huller. Vi er ligeledes imod indførelsen af en specifik indrejsetilladelse for seks måneder, der ikke er planlagt i henhold til traktaten, og som forvansker tankegangen i traktaten, da den fælles visumpolitik kun angår visa for mindst tre måneder. Hvad angår det andet direktivforslag om fastboende tredjelandsstatsborgere, mener vi, at EU overhovedet ikke har kompetence til at indføre - selv om det er enstemmigt - en fælles retsstilling, der indebærer ensartede principper. Artikel 63 i EF-traktaten fastsætter, at Rådet kan vedtage "foranstaltninger" vedrørende indvandringspolitikken i forbindelse med betingelserne for indrejse og ophold, men at det ikke kan fortage sig noget, og ikke må foretage sig noget, når det drejer sig om en endelig retsstilling, der kræver en samlet løsning, der er ens og klart defineret for alle medlemslande. Vi mener især ikke, at det er belejligt at give tredjelandsstatsborgere, der har opnået denne såkaldte status, rettigheder, der udvisker forskellene til de indfødte borgere, og en opholdstilladelse, der næsten automatisk gælder i de øvrige medlemslande. De af vores kolleger, der mener, at vi først og fremmest er her for at forsvare vores respektive borgeres interesser, bør stemme imod disse to forslag.
Hr. formand, kære kolleger, efter personligt at have ønsket det efter de to foregående betænkninger kan jeg kun glæde mig over Kommissionens initiativ om fri bevægelighed for tredjelandsstatsborgere i Schengen-området. Det foreslåede middel opfylder faktisk behovene for en mere overordnet og integreret tilgang, som vi har efterspurgt. Lad os derfor lykønske Kommissionen med dette initiativ. Jeg kommer nu til fru Keßlers betænkning for at sige, at overordnet set er min gruppe enig i hendes tankegang og ændringsforslag. Vi er enige med hende i, at en forordning i dette tilfælde er et mere passende juridisk middel end et direktiv. Vi er enige med hende i de præciseringer, hun fremlægger i forbindelse med definitionen af gyldighedsperioderne for rejsetilladelsen. Der er dog et punkt, hvor jeg - og jeg siger det for egen regning - blev en smule forbløffet over Keßler-betænkningen. Det drejer sig om den næsten poetiske indsats, som hun lægger i kampen mod Kommissionens forslag om, at indehaverne af et visum til et længerevarende ophold, der endnu ikke har opnået opholdstilladelse, ikke kan få rejsefrihed før det tidspunkt, hvor de anmoder om opholdstilladelse i den medlemsstat, der har udstedt et visum til dem. Hun skriver i betænkningen, at hvorfor i djævlens navn - åh, fru Keßler - hvilket skønt udtryk, denne djævel! - skal "begyndelsen af rejsefriheden for disse tredjelandsstatsborgere reguleres på anden måde end for personer, der er omfattet af denne retsakt". De mener, at det er et mysterium. Men nej, fru Keßler, det er ikke mystisk. Det, som Kommissionen foreslår i dette tilfælde, er nøjagtig det, som Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender enstemmigt stemte for, og det, som hele Europa-Parlamentet godkendte, da det stemte for min betænkning om det franske initiativ. Fru Keßler, sandheden er, at vi tilpasser os Rådets holdning, som Europa-Parlamentet afviste ved at godkende den betænkning, som jeg lige nævnte. Det er altså ikke et mysterium, fru Keßler, men en tilpasning. Hvorfor i djævlens navn erkender De ikke det?
Hr. formand, jeg skal tale om fru Ludfords betænkning. Før vi går i gang med andre aspekter af indvandringspolitikken, forekommer det nødvendigt at have en fælles status for fastboende udlændinge for nøje at overholde Tampere-aftalen, som havde til hensigt at give tredjelandsstatsborgere rettigheder, der kan sammenlignes med EU-borgeres rettigheder. Vi er nødt til at løse situationer som dem, der i teorien i dag forhindrer den indre frie bevægelighed for tredjelandsstatsborgere. Derfor vil min gruppe prøve at opnå, at der fra Europa-Parlamentet udgår et stærkt budskab, navnlig rettet til Rådet, om at støtte Europa-Kommissionens forslag. I denne henseende vil jeg personligt takke fru Ludford for de bestræbelser, hun har gjort sig. Nogle af de ændringsforslag, der blev vedtaget i udvalget eller stillet på ny i plenum, kan vi ikke acceptere. Som fru Roure sagde, kan vi ikke acceptere, at der træffes subjektive beslutninger, når der skal tildeles status som fastboende udlænding, og vi kan endnu mindre acceptere farlige forsøg på propaganda, som ikke blot sidestiller grænsekontrollen, men også fastboende udlændinge med terrorister eller i det mindste med terrorisme. Vi vil igen forsvare tredjelandsstatsborgeres ret til politisk deltagelse i lokale valg og valg til Europa-Parlamentet. Jeg håber blot, at dette budskab når ud fra Parlamentet og bliver hørt, på trods af at der er så mange fra Rådet, der ikke er til stede.
Hr. formand, kære kolleger, vi drøfter i virkeligheden to emner, som ganske vist er nært forbundet med hinanden, men som alligevel er forskellige. Vi er nemlig i gang med en forhandling under ét om to spørgsmål, der vedrører indvandring. Det første spørgsmål er anerkendelsen af tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge, når disse tredjelandsstatsborgere opholder sig regelmæssigt i landet, og det andet spørgsmål er reguleringen af deres ophold og frie bevægelighed i visse perioder og af særlige årsager. Det første forslag er uden tvivl det vigtigste, eftersom det tager sigte på at fastlægge betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere, som har været fastboende i længere tid, i henhold til direktivet også kan opholde sig i et andet EU-land end det, hvor de har fast bopæl. Rådets behandling af direktivet er naturligvis vanskelig, i betragtning af at der er tale om et omfattende og følsomt emne. Mange medlemsstater er stadig ved at forsøge at fastlægge en præcis holdning til de forskellige bestemmelser i direktivet, men der er også tale om forskellige situationer og forskellige opfattelser, ligesom det i øvrigt er forskelligt, i hvor høj grad medlemsstaterne berøres. Tænk blot på visse landes geografiske placering - f.eks. Italiens - hvor indvandringsproblemet utvivlsomt er større, alvorligere og i højere grad kræver en løsning end i andre situationer. Det skal desuden gentages, at der er andre aspekter, som man skal tage stilling til i forbindelse med hovedspørgsmålet, f.eks. forslagene om familiesammenføring og andre asylforslag, for ikke at tale om flygtningenes vanskelige situation. Man må generelt bifalde holdningen hos de regeringer, som forsøger at sætte direktivet i direkte forbindelse med - eller sammenligne det med, kunne man sige - den nationale lovgivning. Det er, hvad vi gør i Italien, og vi forsøger netop at gennemføre dette forslag. Efter at have opstillet nogle minimumskriterier er det dog altid nødvendigt at overlade det til medlemsstaten selv at gennemføre sin egen lov.
Hr. formand, jeg har et par bemærkninger til Ludford-betænkningen om status som fastboende udlænding. Jeg undskylder min manglende tilstedeværelse under de første minutter af forhandlingen, men i rækken af mange problemer i dag blev jeg forsinket i paskontrollen i lufthavnen. Foran mig stod to personer af asiatisk oprindelse med pas fra Det Forende Kongerige. De blev udsat for, hvad jeg vil kalde et ganske uacceptabelt forhør. Kolleger i Parlamentet vil vide, at dette er et typisk scenario i alle paskontroller rundt om i Europa. Jeg undskylder også over for baronesse Ludford. Hr. Medina sagde tidligere, at visse af ændringsforslagene, som blev vedtaget i udvalget, var en svækkelse af Kommissionens oprindelige forslag. At ændringsforslagene blev vedtaget i udvalget, skyldtes delvis manglen på tal fra min side, og det undskylder jeg. Vi skal så vidt muligt sigte mod at give alle fastboende udlændinge de samme rettigheder som EU-borgerne. Vi skal forkaste PPE-DE-Gruppens ændringsforslag, der søger at klassificere fastboende udlændinge som andenklassesborgere. Som fru Roure sagde, skal vi tilskynde til integration, og jeg støtter deres bestræbelser på at tilegne sig sprog. Men at bruge en persons sproglige niveau som kriterium for, hvorvidt denne skal tildeles status som fastboende udlænding, er diskriminerende. Hvis evnen til at tale hjemlandets sprog korrekt var målestok for retten til opholdstilladelse, kender jeg til adskillige mennesker hjemmefra, som ikke ville have ret til at bo der! Andre dele af betænkningen, som anfører, at bevis på tilstrækkelig alderspension er en forudsætning for, at tredjelandsstatsborgere kan opnå visse rettigheder eller samme rettigheder, er lige så subjektive. Vi kan ikke invitere mennesker til EU og så sige "betal din skat her, men forvent ikke at få sociale ydelser eller goder til gengæld". Det er at gøre dem til andenklassesborgere. For 200 år siden stormede vores forfædre rundt i verden og koloniserede og udnyttede fjerne lande. Vi har en ret og en pligt til at rette op på dette og få styr på tingene. Vi skal opfordre alle medlemsstater til i langt højere grad at informere borgerne om fordelene og de positive sider ved et integreret samfund. Vi vil i de kommende år opleve, at nye EU-medlemsstater forsøger at tiltrække tredjelandsstatsborgere, så de kan bidrage til økonomien og udfylde de ledige pladser på arbejdsmarkedet. Vi skal have løst problemerne inden da.
Hr. formand, hr. kommissær, betænkningen, sådan som den er kommet fra udvalget til plenarforsamlingen, altså ikke forslaget til betænkning, vidner virkelig om realitetsfornemmelse. Den tager højde for de konsekvenser, som vi har måttet drage af den 11. september, og den tager også højde for de retningslinjer for indvandring af arbejdskraft, som vi har besluttet på et meget bredt grundlag i plenarforsamlingen. Jeg bifalder derfor også det, der fremgår som konsekvens heraf, nemlig kontrol, før der tages stilling til en status som fastboende udlænding, således at der f.eks. ventes på lovlig opholdstilladelse i fem år, og at det kontrolleres, om den pågældende har tilstrækkeligt med økonomiske midler til sig selv og sin underholdsberettigede familie, eller at der skal foreligge et beskæftigelsesforhold, og at det skal dokumenteres, at den pågældende har sygeforsikring og alderssikring. Jeg bifalder også, at der i betragtning af den 11. september indføres en sikkerhedskontrol. Vi har hverken brug for kriminelle eller personer, som udgør en risiko for den offentlige sikkerhed og orden i EU. Jeg bifalder ligeledes, at medlemslandene får mulighed for at indføre yderligere betingelser i forbindelse med kontrol, f.eks. sprogkundskaber, bolig og lign. Det er også positivt - igen i forbindelse med kriminelle handlinger - at udvisningsmulighederne skærpes. Jeg hilser disse reguleringer velkomne, fordi de går hånd i hånd med en privilegeret status, som vil blive nævnt i fremtiden, f.eks. adgang til beskæftigelse, uddannelse, social sikring og integration, hvilket også bifaldes. Vi fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe bekender os til en kontrolleret modtagelse af tredjelandsstatsborgere, således at der også fremover rent faktisk vil være mulighed for integration, og således at Unionens sikkerhed og stabilitet fortsat kan sikres.
Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, på Kommissionens vegne vil jeg gerne takke de to ordførere, baronesse Ludford og Margot Keßler, for det grundige arbejde, som de i dag har fremlagt for Europa-Parlamentet. Sådan som vi ser det, udgør tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge en afgørende bestanddel i udformningen af en fælles indvandringspolitik. Status som fastboende udlænding er et begreb, som tilføjer udlændingepolitikken et langsigtet perspektiv, idet det giver de borgere fra tredjelande, der måtte ønske det, sikkerhed for varigt ophold i den modtagende medlemsstat. Denne status tilbyder dem, sådan som Kommissionens forslag er formuleret, den nødvendige juridiske sikkerhed til at kunne blive godt integreret i de europæiske samfund. Det mål, der blev opstillet i Tampere, og som blev fornyet i Laeken, er at sikre en fair behandling af lovlige indvandrere og tilbyde dem rettigheder og pligter, der skal kunne sammenlignes med EU-borgernes. Kommissionens forslag har som mål, at fastboende udlændinges rettigheder tilnærmes EU-borgernes. Vi opstiller præcise og objektive betingelser for, at tredjelandsstatsborgere kan opnå status som fastboende udlændinge. De betingelser, som vi foreslår, er sådan, at de kan benyttes til vurdering af, om en tredjelandsstatsborger faktisk har fast ophold i en given medlemsstat og agter at lade sig integrere her. Vedkommende skal have boet i den givne medlemsstat i en tilstrækkelig lang periode (fem år) og kunne bevise sin økonomiske integration ved at råde over de nødvendige midler og en sygesikring, og vedkommende må derudover ikke udgøre en trussel for den offentlige orden. Den betænkning, som er til forhandling, anfører yderligere en betingelse for denne status, nemlig beherskelse af sproget i den pågældende medlemsstat. Kommissionen mener, at sproget er et vigtigt integrationskriterium, og at tilegnelse heraf bør være en central bestanddel i den nye integrationspolitik, som Kommissionen i øjeblikket er i færd med at udforme i forlængelse af sin meddelelse fra november 2000, og i hvilken forbindelse vi agter at forelægge Parlamentet og Rådet et initiativ i 2003. Jeg er derfor helt imødekommende over for at tage sprogspørgsmålet med, således som det ønskes i et ændringsforslag fra Eva Klamt, især i en konkret sammenhæng, og når modtagerstaten giver indvandrerne faktiske muligheder for at tilegne sig dennes sprog. Hvad angår tilføjelse af et nyt krav om alderssikring eller pensionsforsikring, mener jeg, at det ikke tjener noget nyttigt formål at øge betingelserne for at opnå status som fastboende udlænding. De fleste medlemsstaters lovgivning bevilger allerede i dag denne status automatisk uden krav om sådan alderssikring. Dette spørgsmål hører hjemme i en større og mere kompleks kontekst, som vedrører forholdet mellem indvandrerne og de sociale ordninger generelt. Kommissionen arbejder derfor hen imod at udvide forordning 1408/71 om koordinering af sociale sikringsordninger til også at omfatte tredjelandsstatsborgere. Vi mener, spørgsmålet bør behandles i denne kontekst. Hvad angår nogle af de fremsatte ændringsforslag, mener Kommissionen, at det kun er, når status som fastboende udlænding er opnået, at en tredjelandsstatsborger bør behandles på lige fod med medlemsstatens egne borgere på alle økonomiske og sociale områder. Vi er dog modtagelige over for de ændringsforslag, der er fremsat om også før opnåelse af en sådan status at sikre ensartede rettigheder i forbindelse med adgang til domstolsprøvelse og effektive retsmidler, således som fru Ludfords ændringsforslag indebærer, hvorfor vi vil indføje dem i teksten. Med hensyn til deltagelse i det politiske liv undlader Kommissionen at udtale sig, da den mener, at traktaterne ikke giver den grundlag for at inddrage dette spørgsmål. Nogle af de fremsatte ændringsforslag afspejler en særlig bekymring for den offentlige orden, en bekymring, der er mere end velbegrundet efter den 11. september. Jeg deler den opfattelse, der er kommet til udtryk i løbet af denne forhandling om, at vi må undgå at begå den fejl at blande indvandring sammen med terrorisme, så der skabes en slags generel mistænksomhed over for alle tredjelandsstatsborgere. Kommissionen har udfærdiget et arbejdsdokument om forholdet mellem varetagelse af den indre sikkerhed og overholdelse af internationale forpligtelser og konventioner. I lyset af dette dokument har vi gennemgået alle vores forslag til bestemmelser vedrørende beskyttelsen af den offentlige orden. Dette arbejde har haft som formål at sikre, at medlemsstaterne effektivt kan beskytte den offentlige orden imod trusler om terror. Denne undersøgelse har fået Kommissionen til at revidere nogle af sine forslag, deriblandt dette, på især to punkter. Vi har fjernet kravet om, at truslen skal være umiddelbar før meddelelse af denne status, idet vi har fortolket de mulige risici, sådan som den aktuelle udformning af Genève-konventionen af 1951 lægger op til, og vi har også fjernet forbuddet mod omgående udvisning, såfremt visse forudsætninger er opfyldt. Jeg tror, at disse to ændringer imødekommer bekymringerne om den indre sikkerhed og bekæmpelse af terror, og at de fremsatte ændringsforslag på dette punkt ikke behøver komme i betragtning. Sammenfattende kan det siges, at den fornyelse og den væsentlige forbedring, som dette forslag rummer, består i, at fastboende udlændinge får ret til at bosætte sig i en anden medlemsstat. Integrationen er ikke mere blot et nationalt anliggende, men også et anliggende på EU-niveau. De personer, der har opholdt sig en vis tid i en medlemsstat, vil befinde sig i en mere fordelagtig situation end dem, der kommer direkte fra deres oprindelsesland, når de ønsker at bosætte sig i en anden medlemsstat. Jeg finder dette forhold meget væsentligt, og jeg mener ikke, at det bør overses. Hvad angår forslaget om tredjelandsstatsborgere frie bevægelighed og ophold, hvor fru Keßler er ordfører, vil jeg gerne først fremhæve, at forslaget indeholder vigtige elementer for oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det er rigtigt, at Schengen-reglerne allerede omfatter bestemmelser for tredjelandsstatsborgeres bevægelighed. De vilkår, som denne rettighed er underlagt, er imidlertid ikke altid lige gennemskuelige og fordeler sig over flere retsinstrumenter. Kommissionen deler Europa-Parlamentets synspunkt om, at alle disse spredte bestemmelser bør samles i kun ét retsinstrument. Forslaget fastsætter således betingelserne for, at tredjelandsstatsborgere kan bevæge sig frit, hvad enten de er underlagt krav om visum, har opholdstilladelse eller er i besiddelse af et visum til længerevarende ophold, mens de afventer udstedelse af opholdstilladelse. Forslaget sigter imidlertid også på at fastsætte bestemmelser for forskellige personkategoriers ophold i en periode mellem tre og seks måneder inden for Schengen-området, uden at det indebærer en egentlig indvandring. Det gælder eksempelvis turister, forskere, musikere på turné, personer på familiebesøg, hospitals- eller rekonvalescensophold. For disse personer skal der indføres en særlig rejsetilladelse, der giver lov til indrejse med henblik på at færdes på medlemsstaternes område i højst seks måneder og med højst tre måneders ophold i samme medlemsstat, hvilket er helt i overensstemmelse med traktatens ordlyd. Hovedparten af ændringsforslagene i fru Keßlers betænkning sigter på at præcisere og tydeliggøre forslagets indhold. Hvad angår typen af retsinstrument, foreslås det, at der vælges en forordning og ikke et direktiv. Hvad angår alle disse forslag, støtter Kommissionen den løsning, som Rådet måtte vælge. Det eneste punkt, hvor vi ikke er enige med fru Keßlers forslag, angår ændringsforslag 5 om bevægelighed inden for Schengen-området med visum til længerevarende ophold, et punkt, der, som hr. Deprez allerede har nævnt, bør overvejes nøje. Vi anmoder Parlamentet om ikke at vedtage det. Et visum til længerevarende ophold er et nationalt visum, der udstedes efter de nationale regler og ikke efter bestemmelserne i Schengen-aftalens kapitel 3, afsnit I. I denne sammenhæng synes det mig derfor uhensigtsmæssigt at benytte de regler, der gælder for visum til korttidsophold for visum til længerevarende ophold, altså forudgående høring. Under debatten om det franske initiativ om visum til længerevarende ophold er forslag af denne art allerede blevet forkastet i Parlamentet, som navnlig satte spørgsmålstegn ved retsgrundlaget og især fordelingen på flere retsinstrumenter. Ud fra dette synspunkt, som Parlamentet allerede har givet udtryk for, har Kommissionen ligeledes sat spørgsmålstegn ved retsgrundlaget og erklæret, at den vil fremlægge et forslag, der også omfatter personer i besiddelse af visum til længerevarende ophold, og at den således vil genoptage det mål, som det franske initiativ havde opstillet, men i en mere global ramme. Jeg er enig i den bestræbelse, der ligger bag ændringsforslag 5, nemlig at en tredjelandsstatsborger umiddelbart skal have ret til fri bevægelighed inden for Schengen-området, men den mulighed findes allerede i dag, fordi en tredjelandsstatsborger altid kan anmode om et ensartet visum, det såkaldte C-visum, og bevæge sig frit på grundlag af det. Som afslutning vil jeg gerne takke de to ordførere og udtrykke mit håb om, at Kommissionens forslag kan vinde tilslutning across the border i Europa-Parlamentet.
Mange tak, hr. kommissær Vitorino! Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0464/2001) af van den Berg for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling - en vurdering (KOM(2001) 153 - C5-0395/2001 - 2001/2153(COS)).
Hr. formand, ærede kommissærer, EU er på verdensplan den største donor på nødhjælpsområdet. Mennesker, der rammes af en krig eller en naturkatastrofe i Bangladesh, Afghanistan, Somalia og på Balkan, hjælpes i gang igen med europæiske penge. Men det går for ofte galt, når den direkte nødhjælp ophører, og når man går over til bistand til genopbygning og udvikling af det ramte område. Et problem, som i faglitteraturen betegnes som den grå zone. Til illustrering et skoleeksempel: Efter at orkanen Mitch i 1998 havde sat sine ødelæggende spor i Mellemamerika, reagerede EU hurtigt med nødhjælp. Kommissionen arbejdede derefter fra 1999 på et handlingsprogram for genopbygning i Mellemamerika, og ECHO skulle forlade området fra marts 2001. Handlingsprogrammet havde gode elementer såsom lokal deltagelse, koordinering med medlemsstaterne og andre donorer og decentralisering af beføjelserne til delegationen i Managua. I praksis fungerede programmet imidlertid alt for langsomt. To år efter katastrofen var der kun et par projekter, der var godkendt. Dette eksempel illustrerer desværre reglen og ikke undtagelsen, og det er naturligvis uacceptabelt både ud fra en politisk og ud fra en humanitær synsvinkel. Hvem vil om nogen tid forklare befolkningen i Afghanistan, at vi ikke kan indfri vores løfte om hjælp på grund af vores egen manglende evne til at reagere hurtigt og fleksibelt efter nødhjælpsfasen? Spørgsmålet er, hvilke foranstaltninger Kommissionen træffer for at undgå problemet med den grå zone i forbindelse med genopbygningen af Afghanistan. Ved forberedelsen af denne betænkning er Kommissionen og de involverede organisationer i marken blevet hørt grundigt. Kommissionen erkender problemet med den grå zone, men samtidig forbliver dens evaluering, som vi drøfter i dag, for vag og for teoretisk. Derfor har jeg i min betænkning, bl.a. på grundlag af konferencen med de pågældende ngo'er og intensive samtaler med Deres tjenestemænd, stillet Kommissionen en række konkrete forslag. Kommissionen konstaterer, at ufleksible og bureaukratiske procedurer udgør et af de væsentlige problemer. Som løsning vil Kommissionen udarbejde tillæg til landestrategidokumenterne, således at en hurtig og fleksibel reaktion bliver mulig i en krisesituation. Dette forslag støtter jeg, men kun, hvis disse tillæg godkendes inden for en frist på to måneder. Kan Kommissionen oplyse, om den allerede har udarbejdet nye, forenklede, hurtige og fleksible procedurer for godkendelsen og tilpasningen af tillæggene? For ellers forbliver forslaget om disse krisedokumenter simpelthen tomme ord. Desuden henviser jeg som ordfører til den enorme betydning af koordinering og samarbejde, ikke blot mellem Kommissionens tjenester, men også med medlemsstaterne, de internationale donorer, lokale partnere og ngo'erne. Af mine samtaler med Kommissionen fremgik det tydeligt, at der er behov for et fleksibelt instrument til opbygning og rehabilitering, således at der kan gøres noget ved denne grå zone. Den eksisterende rehabiliteringsordning er for begrænset. Projekter inden for f.eks. sikkerhed og god forvaltning falder uden for forordningen, og der er ikke ret mange penge til rådighed. Det er tydeligt, at det samlede beløb på f.eks. omkring 50 millioner euro til Asien langtfra opfylder behovet i Afghanistan. Derfor foreslår jeg Dem, at den eksisterende rehabiliteringsforordning revideres, således at vi i fasen efter krisen kan imødekomme de behov, som befolkningen i et ramt område virkelig har. For at garantere tilstrækkelige midler må der i det øjeblik, hvor en krise bryder ud, ved hjælp af en udløsermekanisme hurtigt frigøres penge fra det eksisterende ikke-anvendte budget og reserverne. Hvordan vil Kommissionen følge min plan op med konkrete forslag? Problemet med den grå zone mellem nødhjælp og rehabilitering er særdeles kendt. Vi må ikke længere acceptere, at mennesker, som i deres daglige liv konfronteres direkte med følgerne af krig eller naturkatastrofer, forbliver ude i kulden på grund af vores manglende evne til hurtigt, fleksibelt og koordineret at reagere på den lokale situation. Da EU som største nødhjælpsdonor på verdensplan spiller en fantastisk rolle, skal vi i EU også bygge bro over denne kløft med den bæredygtige udvikling i kriseområder. Det ville virkelig betyde et enormt bidrag til sikkerheden og stabiliteten i konfliktregioner i Asien, Latinamerika og Afrika. Det er måske alligevel en klogere investering end allerede nu at afsætte store beløb til forsvarsmateriale som F16-fly, selv om jeg ved, at det ikke er Kommissionens ansvar. Som Deres ordfører vil jeg derfor fortsat intensivt følge, hvordan Kommissionen og medlemsstaterne griber dette problem an i den nærmeste fremtid. Jeg forventer meget af det tilsagn, der indtil nu er givet, men jeg er meget spændt på Kommissionens konkrete svar.
Hr. formand, kære kolleger, i stedet for hr. Mantovani, som ikke kan være til stede her i dag på grund af problemer med flytrafikken, vil jeg komme med nogle betragtninger om Kommissionens meddelelse om den vanskelige sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling. Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. van den Berg, for det glimrende arbejde, som han har udført, og som der var bred enighed om under afstemningen i udvalget. Efter min mening er det først og fremmest vigtigt at forbedre komplementariteten, sammenhængen og forholdet mellem omkostninger og fordele, eftersom dette er nødvendigt for at fjerne det hul, der eksisterer mellem de forskellige faser af den internationale bistand, nemlig den berømte gråzone, og eftersom det mere generelt er nødvendigt for hele effektiviteten af EU's udviklings- og samarbejdspolitik. Der er nemlig behov for, at vi i højere grad inddrager de multilaterale finansielle institutioner i denne proces såsom Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, FN's forskellige hjælpeorganisationer og Paris-klubben. Det forekommer mig ligeledes hensigtsmæssigt at skelne mellem den interne og den eksterne koordineringsindsats, så det fastlægges, hvem der gør hvad, både på EU-plan, på internationalt plan og i de enkelte medlemsstater, og så vi bedre kan planlægge gennemførelsen af rehabiliterings- og udviklingsinitiativerne, hvorved vores indsats bliver mere effektiv. I bidraget fra vores gruppe, nemlig PPE-DE-Gruppen, fokuserer vi netop på, at der er brug for en større komplementaritet og ikke mindst - hvilket også fremgår af ændringsforslag 15 og 16, som hr. Mantovani har stillet - for en bedre samordning af de forskellige aktioner, så vi opnår en større effektivitet og nogle bedre resultater i sammenkoblingen og samordningen af nødhjælp, rehabilitering og udvikling. Det er navnlig nødvendigt med nogle velegnede samordningsmetoder, ex post-evalueringer, budgetkontrol og mindre bureaukratisk indblanding for bedre at kunne sikre, at EU's udviklingsstøtte når frem til de kriseramte lande og således også til de mennesker, som virkelig har brug for det, på en præcis og effektiv måde og uden tidsspilde, overflødigt dobbeltarbejde eller overlapninger, når det gælder indsatsen eller de finansielle ressourcer, der investeres.
Hr. formand, vi glæder os, som Max van den Berg også giver udtryk for i sin betænkning, over Kommissionens meddelelse om sammenkoblingen mellem EU's handlen i nødsituationer i de sydlige lande og Fællesskabets politik i forbindelse med udviklingssamarbejde. I udvalget var der enighed i meddelelsen, som vi her behandler, men det blev også klart, at der var nogle mangler, som kan afhjælpes i den beslutning, vi skal stemme om senere. Beslutningen omfatter en række bekymringer og ligeledes henstillinger for i praksis at forbedre EU's handlemåde inden for det område, vi beskæftiger os med, og vi håber, den bliver vedtaget. Hele denne debat viser, at der findes et fornuftigt forhold mellem den humanitære bistand, som EU mobiliserer for at afhjælpe nødsituationer, der opstår efter alle mulige former for katastrofer og den bistand, der gives regelmæssigt for at styrke den ene eller anden region eller land. Det vil sige, at rehabiliterings- eller udviklingsprogrammerne i sin ånd bør have nogle præmisser, som kan bruges til at forebygge konflikter og så vidt muligt undgå de såkaldte naturkatastrofer og de værste konsekvenser heraf. Ligeledes bør EU's handlen i nødstilfælde så vidt muligt bidrage til den senere rehabilitering og udvikling af den nævnte region. I dag anerkender vi, at der er betydelige funktionsforstyrrelser i EU's handlen i overgangen fra det ene til det andet område. Størstedelen skyldes spredningen i administrations- og kompetenceorganisationsplanen og en utilstrækkelig koordinering mellem de tjenestegrene, som deltager i programmeringen og i gennemførelsen af disse handlinger. Det omfattende bureaukrati i mange af de mekanismer, der arbejdes med, er også en hindring. Vi synes, det er værre, at der er lande, som EU stadig ikke har nogen samarbejdsaftale med, som Cuba, hvilket forhindrer, at vores handlinger i forbindelse med nødsituationer eller humanitær bistand fortsætter i den retning, vi kunne ønske inden for området udviklingssamarbejde.
Kommissionen er god til analyser, men mangler ofte styrke til også virkelig at gennemføre de politiske konklusioner. Den interne organisation er stadig for hierarkisk, bureaukratisk og centralistisk, og medlemsstaterne giver Kommissionen for få midler og utilstrækkelige politiske muligheder til at kunne operere handlekraftigt. Disse strukturelle mangler står derfor i vejen for løsningen af problemet med den grå zone. Overgangen fra nødhjælp til genopbygning og udvikling kræver fleksibilitet i beslutningsprocessen. Langsommelighed og for brede bestræbelser kan have endnu mere negative følger for de tilsigtede resultater end de tekniske risici, som hurtige procedurer kan være forbundet med. Det vigtigste krav er selvfølgelig en optimal, forebyggende politik vedrørende naturkatastrofer og voldelige konflikter. Der skal gøres alt, hvad der er muligt, inden en krise bryder ud. Beredskabet skal være optimalt, planer skal ligge klar, koordination skal aftales, og det skal så vidt muligt være kendt, hvem der skal gennemføre det. Detaljerede og fleksible katastrofeplaner bør være en del af landeprogrammerne. ECHO skal koncentrere sig om nødhjælp, men det forekommer at være meget ønskværdigt, at ECHO også får personale med ekspertise inden for genopbygning for at gøre en mere smidig overgang lettere. Kontrollen med gennemførelsen skal forskydes fra ex ante til ex post. Intern koordination kan kun forløbe godt, hvis et multidisciplinært team går i gang på et tidligt stadium. Hvornår kan vi forvente konkrete forslag fra Kommissionen om forenklede politiske procedurer? Hr. van den Bergs betænkning indeholder glimrende forslag. Alle donorerne er ansvarlige for en forbedring. Problemet med den grå zone er en ekstra grund til at forsøge at fremskynde Kommissionens interne reorganisation. Det er på høje tid, at de flotte analyser omsættes til endnu flottere politiske handlinger.
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at takke ordføreren for den fremragende betænkning om sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling. Det er et særdeles vigtigt og problemfyldt emne. Der er overhovedet ingen tvivl om, at vi på verdensplan oplever et stigende antal katastrofer, både menneskeskabte katastrofer, som i Afghanistan, og naturkatastrofer, som i Goma i Den Demokratiske Republik Congo. Hvis vi skal opnå størst mulig effekt, kræver det opbakning fra alle parter. Det vil sige donorer, modtagere, gennemførelsespartnere, som regeringer og ngo'er, og bilateral bistand. Vi har i Afghanistan været vidne til bombninger og ødelæggelse. Det betyder øjeblikkelig nødhjælp, rehabilitering af millioner af flygtninge samt udviklingsbistand. Det var forfærdeligt at læse i dagens avis, at en fattig familie har solgt deres 12-årige datter til ægteskab for at brødføde resten af familien. Det er tragisk. Derfor er det absolut nødvendigt at sikre bistand til de mest trængende, og det forudsætter lokalt kendskab og den rette hjælp. For to uger siden informerede ECHO Udvalget om Udvikling og Samarbejde om, at situationen i Goma var fuldstændig under kontrol, og at man havde alt, hvad man behøvede. Samme aften kunne man høre ngo'er udtale i tv, at 90.000 mennesker var ved at dø af sult, og at flere spædbørn allerede var døende. Er det opportunisme, faktiske kendsgerninger eller en overreaktion? Det er næsten umuligt at planlægge hjælp til naturkatastrofer. Det er bedre at have et centraliseret europæisk depot, som hurtigt kan reagere med den rette hjælp. Sammenkobling handler om samarbejde og én ansvarlig beslutningsdygtig organisation.
Hr. formand, lad mig starte med at takke Dem for at give mig ordet i forbindelse med dette vigtige emne. Hvis jeg må skifte til det sprog, som hr. van den Berg og jeg har til fælles, vil jeg gerne sige følgende.
Indledningsvis vil jeg gerne lykønske hr. van den Berg, som har udarbejdet en betænkning af høj kvalitet om et ganske vanskeligt emne. Krisesituationer er altid komplekse, og vi må skabe enighed om en måde, hvorpå EU's reaktion i disse situationer generelt kan forbedres. Kommissionens meddelelse, Rådets konklusioner og Europa-Parlamentets betænkning bidrager til at skabe denne enighed. Hr. formand, som bekendt spiller EU en fremtrædende rolle, når det drejer sig om international bistand. EU og medlemsstaterne tegner sig således tilsammen for halvdelen af de internationale bistandsprogrammer, der finansieres af de industrialiserede lande. Kommissionen er takket være Kontoret for Humanitær Bistand, bedre kendt som ECHO, aktivt involveret i denne indsats, som tager sigte på at yde humanitær bistand til de mest sårbare og hårdest ramte i denne verden. Tallene taler for sig selv. Sidste år stillede ECHO således mere end 500 millioner euro til rådighed for humanitære projekter i ca. 80 lande, og denne bistand kom omkring 18 millioner mennesker til gode. ECHO's opgave er og bliver finansiering af koordineret humanitær bistand og beskyttelse gennem humanitære partnerorganisationer med det sigte at redde og bevare menneskeliv, reducere lidelser og sikre befolkningens integritet og værdighed i forbindelse med humanitære kriser i tredjelande. ECHO's hovedopgave består således i at yde humanitær nødhjælp. Kontoret beskæftiger sig imidlertid også med rehabilitering på kort sigt i perioden umiddelbart efter krisesituationen. Jeg tror, vi alle kan være enige om, at der er behov for forbedringer, når det gælder indsatsen i den grå zone mellem nødhjælp og udvikling. Dette har også været påpeget i aftenens indlæg. Alle peger på de samme problemer såsom de langsommelige beslutningsprocedurer, problemer i forbindelse med finansieringsinstrumenternes anvendelsesområde og behovet for at finde de rette gennemførelsespartnere. Vi kan notere fremskridt som et resultat af en mere systematisk fremgangsmåde i disse spørgsmål. Men vi må erkende, at vi ikke kan løse alle problemer, idet der er tale om komplekse situationer, hvorfor vi også bør fastholde en realistisk tilgang til problemerne. Kommissionen har iværksat en række aktioner med det sigte at virkeliggøre de politiske målsætninger om sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling. ECHO er således i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på retningslinjerne for kontorets exit-strategier. Der er tale om et dokument, som skal danne grundlag for drøftelser med andre af Kommissionens tjenestegrene for at få fastlagt, under hvilke omstændigheder ECHO kan trække sig ud af bistandsprojekterne. Kommissionens tjenestegrene arbejder også på en aftale, som skal sikre effektiv koordinering og hensigtsmæssige procedurer i forbindelse med gennemførelsen af Cotonou-aftalen med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet. De principper, der anføres i Kommissionens meddelelse om sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling, vil finde anvendelse. Europ I er i færd med at udarbejde en dagsorden, som skal forbedre arbejdsmetoderne og dermed styrke mulighederne for hurtig indsats. Set fra en budgetteknisk synsvinkel er Kommissionen klar over, at de operationelle midler og instrumenter bør tages op til vurdering. Vi mener, antallet af budgetposter bør reduceres. Vi må imidlertid også sørge for, at det med bredere forordninger fortsat er muligt at dække alle eksisterende aktiviteter, sikre en hurtigere beslutningstagning, sikre fleksibilitet med hensyn til valget af gennemførelsespartnere og sikre, at der, om nødvendigt, kan træffes beslutninger uden den berørte regerings billigelse. På baggrund af tidligere tiders erfaringer mener vi, at yderligere integration af vores interventioner i eksisterende regionale instrumenter er en farbar vej, og at dette vil resultere i øget politisk kohærens og øget komplementaritet mellem de forskellige interventioner i et givet land. Som svar på flere af de spørgsmål, der er rejst i aften, vil jeg gerne endnu en gang pege på Afghanistan og den komplementaritet mellem de forskellige instrumenter, der er kommet til udtryk i forbindelse med genopbygningsprocessen i Afghanistan. Dette er et vidnesbyrd om den fremgangsmåde, Kommissionen tilstræber, Hr. formand, afslutningsvis vil jeg gerne påpege et vigtigt aspekt. Vi må gøre os klart, at vi ved indgriben i perioden umiddelbart efter en krise påtager os en øget politisk og teknisk risiko. Jeg vil gerne understrege dette. Af samme årsag ser Kommissionen såvel de drøftelser, vi førte med Rådet sidste år, som den foreliggende betænkning fra Europa-Parlamentet som skridt på vejen mod en mere effektiv reaktion på kriser og øget sammenkobling af nødhjælp og udvikling.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0013/2002 af Hughes om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter (PE-CONS 3676/2001 - C5-0688/2001 - 1998/0319(COD)); A5-0026/2002 af Ghilardotti om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (PE-CONS 3677/2001 - C5-0687/2001 - 1998/0315(COD)).
Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Friedrich, som var næstformand og ansvarlig for forliget om vejtransport, og hr. Rocard, der deltog som formand for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Faktisk vil jeg gerne takke alle medlemmerne af Parlamentets delegation, fordi det i høj grad var teamwork. Der skal lyde en tak til kommissær de Palacio og hendes personale for deres afgørende rolle i forbindelse med flere punkter, hvor forhandlingerne var gået i hårdknude. Jeg vil også gerne takke det belgiske formandskab for dets energiske og beslutsomme bestræbelser på at få en aftale i stand. Resultatet af forliget om vejtransport bør i høj grad hilses velkomment. Det er den sidste brik i et puslespil af bestemmelser om arbejdstid. Det er af afgørende betydning ud fra et sundheds- og sikkerhedsmæssigt synspunkt og for trafiksikkerheden generelt, og det er også vigtigt for at sikre loyal konkurrence mellem vej-, jernbane- og andre transportsektorer. Hvad angår de mere specifikke detaljer, har vi sikret, at selvstændige chauffører i princippet også er omfattet af direktivets anvendelsesområde. Nogle vil være skuffede over, at det ikke får fuld effekt før fire år efter gennemførelsesperioden. Vi må dog ikke glemme, at Rådets fælles holdning med stor sandsynlighed ville have medført en permanent udelukkelse af selvstændige chauffører. Rådet ønskede principielt at udelukke dem og kun overveje at medtage dem efter en kommissionsundersøgelse om mulige konkurrenceforvridninger i fremtiden. Selv da ville Rådet være parat til at blokere for Kommissionens forslag. Vi står nu i den omvendte situation. Selvstændige chauffører er principielt omfattet af direktivet og kan kun udelukkes i to tilfælde, nemlig hvis Kommissionen foreslår en sådan udelukkelse, og hvis Parlamentet som medlovgiver er enigt i en sådan udelukkelse. Det er ikke særlig sandsynligt, at dette vil ske. Et andet væsentligt resultat af forliget er en klar definition af selvstændige chauffører. Selv med en midlertidig udelukkelse af selvstændige chauffører følte vi, at det var af afgørende betydning, at vi fik gennemtrumfet en klar og afgrænset definition på, hvad en selvstændig chauffør egentlig er. På den måde undgår vi, at skrupelløse arbejdsgivere tvinger chauffører ud i nye former for uægte selvstændighed. Vi har nu en klar definition i artikel 3, litra e), og artiklens slutsætning er en opsamlingsretsakt, hvori det anføres, at chauffører, som ikke falder under kriterierne i definitionen, skal opfattes som arbejdstagere i henhold til direktivet. Det er en særdeles nyttig definition. Vi har også forbedret og præciseret definitionen på arbejdstid væsentligt. Den omfatter nu selvstændige med undtagelse af generelt administrativt arbejde, der ikke specifikt knytter sig til den pågældende transport. Hvad angår natarbejde, ved jeg, at nogle sikkert vil være skuffede over, at det ikke lykkedes os at begrænse natarbejde til otte timer. Jeg har tre korte bemærkninger i denne forbindelse. Det ville have været umuligt at få det accepteret i Rådet. De fleste delegationer var imod forslaget. Der er gyldige miljø- og trafikmæssige grunde til at fragte gods - hvis det skal transporteres på vejene - om natten. Indrømmelser på området for natarbejde var betingelsen for at inkludere selvstændige chauffører. Det her er en forhandling under ét, som involverer overvejelser om betydningen af arbejde, information og høring. Som det fremgår af artikel 8 om forvridning af konkurrencevilkår for ugentlig arbejdstid og natarbejde, kan De se, at vi har insisteret på at fremme arbejdsmarkedsdialogen som første mulighed. Min sidste bemærkning er, at visse aspekter i teksten er særdeles relevante for de nuværende forhold, som er kommet frem i lyset med Kralowetz-sagen. Aspekterne, som har til formål at blokere for dannelsen af en uægte selvstændighedsstatus, at tage fat om registrering og sætte fokus på varemodtagernes forpligtelser og andre ansvarlige for tilrettelæggelsen af ruter og timeskemaer, er særlig relevante. Med Kralowetz-sagen står to ting imidlertid helt klart. For det første har vi med udvidelsesprocessen desperat behov for yderligere sociale sikkerhedsforanstaltninger og en socialt kontrolleret åbning af arbejdsmarkedet for arbejdstagere fra Central- og Østeuropa, navnlig inden for denne sektor. For det andet er det soleklart, at hvis kontrolniveauet, som vi har set i denne sag, fortsætter, vil afgørende tekster som denne ikke være mere værd end det papir, de er skrevet på. Vi skal insistere på en fuldstændig og korrekt anvendelse af kontrolmulighederne i hele EU. Endelig ønsker jeg at sige, at det er absolut nødvendigt, at vi har EU-regler, som er bindende på tværs af EU's grænser, ellers bliver Kralowetz-sagen blot en af mange sager i de kommende uger og måneder.
Hr. formand, med forhandlingen i dag og afstemningen i Parlamentet i morgen er vi nået til slutningen på et langt og vanskeligt forløb, som de tre institutioner har beskæftiget sig med i et par år i form af nogle åbenhjertige og stringente drøftelser om et yderst vigtigt emne, nemlig information, høring og inddragelse af arbejdstagerne. Med forliget, som fik en positiv afslutning den 17. december sidste år, har EU fastlagt nogle minimumsstandarder for information og høring, som skal gælde på hele EU's område. Med dette direktiv - efter direktiverne om de europæiske samarbejdsudvalg, statutten for det europæiske selskab og chartret om grundlæggende rettigheder - lægger vi således sidste hånd på værket, når det gælder om at skabe et EU-retsgrundlag og et nationalt retsgrundlag, som kan bidrage til ændringernes forberedelse, til at sikre, at omstruktureringerne finder sted på nogle acceptable betingelser og til at give målsætningen om beskæftigelse den prioritet, der er nødvendig i den nuværende situation. Efter min mening er det desuden særlig vigtigt, at vi nåede frem til en aftale før topmødet i Barcelona. Næsten alle medlemsstaterne råder over et retsgrundlag, som enten er baseret på lovgivning eller på aftaler, og som tager sigte på at sikre arbejdstagernes information og høring. Jeg sagde, at det var næsten alle, men det er ikke alle, og med dette direktiv kommer retten til at gælde på hele EU's område. Jeg vil nu komme ind på selve emnet. Vi stadfæster med dette direktiv, at arbejdstagerne og deres repræsentanter i alle virksomheder med mindst 50 ansatte har ret til at blive informeret og hørt om alle aspekter, der vedrører virksomhedens eksistens, og det gælder navnlig de følgevirkninger, som virksomhedens valg har for beskæftigelsen, arbejdets tilrettelæggelse, uddannelse og efteruddannelse. Det er vigtigt, at der i direktivet lægges vægt på indholdet, betingelserne og også tidsfristerne for informationen og høringen. Det slås udtrykkeligt fast, at informationen og høringen skal ske i god tid, eftersom dette er en forudsætning for virksomhedernes omstrukturerings- og tilpasningsprocessers succes og for, at man kan finde frem til de forebyggende foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå negative konsekvenser for arbejdstagerne. Direktivet giver en række rettigheder til arbejdstagernes repræsentanter og til arbejdstagerne selv, og der tages højde for sanktioner, hvilket betyder, at medlemsstaterne ved direktivets implementering og gennemførelse skal medtage nogle virkningsfulde, passende og afskrækkende sanktioner i deres lovgivning. Jeg tror, at dette punkt er særlig vigtigt, og det er noget, som man har diskuteret meget. Kommissionen foreslog oprindeligt en EU-sanktion, hvilket Parlamentet støttede. I direktivet tages der til gengæld højde for, at medlemsstaterne selv skal indføre sanktionerne, og man overholder således subsidiaritetsprincippet. Der tages også højde for en overgangsperiode for de medlemsstater, som ikke har nogen bestemmelser på området, hverken af lovgivningsmæssig eller aftalemæssig karakter. Denne overgangsperiode er dog blevet reduceret i forhold til den fælles holdning. Europa-Parlamentet ville selvfølgelig gerne have opnået noget mere, nemlig en mere præcis information, en klarere definition og et større indhold, men i betragtning af spørgsmålets vanskelighed og i betragtning af den modstand, som ikke bare regeringerne, men også lobbyerne har udvist i de forløbne måneder, tror jeg, at vi kan være tilfredse. Parlamentets delegation til Forligsudvalget vedtog dette forslag til en aftale enstemmigt. Vi kan være tilfredse, for rettighederne stadfæstes, der lægges vægt på dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, og subsidiaritetsprincippet overholdes, idet der dog fastlægges et ensartet retsgrundlag på hele EU's område. Arbejdstagerne bliver således ikke længere opdelt i et A-hold og et B-hold, når det gælder de rettigheder, der anerkendes i virksomhederne. Jeg vil slutte af med at rette en særlig tak til kommissæren, fru Diamantopoulou, og hendes medarbejdere og til det belgiske formandskab og ministeren, fru Onkelinx. Jeg vil gerne understrege, at det især var os tre kvinder, der beskæftigede os med dette direktiv. Jeg tror, at det også var vores beslutsomhed og overbevisning om spørgsmålets store vigtighed - hvor jeg fik støtte fra udvalget og Parlamentet, mens kommissæren og ministeren fik støtte fra deres egne overbevisninger - som gjorde det muligt for os at afslutte en så væsentlig proces. Topmødet i Barcelona bliver efter min mening en god lejlighed til at konstatere, om den aftale, vi er nået frem til, kan få en konkret og positiv effekt.
Hr. formand, det er mit indtryk, at Parlamentet gerne ser, at jeg gøre rede for sagen om godschaufføren, som sad fast i hertugdømmet Luxembourg. Hvis det forholder sig således, har jeg følgende bemærkninger: På baggrund af de oplysninger, som Kommissionen er i besiddelse af, har myndighederne i Luxembourg ransaget den østrigske transportør Kralowetz' kontor i Luxembourg på vegne af domstolen i München i Tyskland. Virksomheden har opereret i Luxembourg siden 1986 og var et internationalt anerkendt firma med afdelinger i otte europæiske lande. Den tekniske chef, hr. Kralowetz, blev arresteret den 22. januar, og siden den 26. januar har omkring 150 af virksomhedens lastbiler fra forskellige lande samlet sig ved en af grænseovergangene i Luxembourg, fordi chaufførerne klager over, at de ikke har fået udbetalt løn i over tre måneder. Flertallet af dem er at betragte som ulovligt ansat. Myndighederne i Luxembourg planlægger i øjeblikket chaufførernes hjemrejse med fly, og hver enkelt chauffør modtager 1.000 euro i erstatning. Det største problem er den pågældende transportørs skrupelløse opførsel. Han havde benyttet illegal arbejdskraft - det vil sige uden status med hensyn til social tryghed - og til en løn, der ikke er i overensstemmelse med national lovgivning eller overenskomster, og uden arbejdstilladelse. Domstole og retsudvalg i forskellige medlemsstater har i flere måneder gennemført undersøgelser og efterforskninger samt udfærdiget rapporter. Alle disse tiltag har kun ført til nye ransagninger, arrestationer af de ansvarlige og beslaglæggelse af dokumenter og udstyr. Kommissionen bifalder domstolenes og de administrative myndigheders tiltag, men beklager samtidig, at en sådan sag overhovedet kan forekomme. Det beviser behovet for korrekt anvendelse af national lovgivning samt EU's regler inden for international vejtransport. Disse omfatter for det første reglerne for adgang til landevejstransporterhvervet, nemlig de tre kriterier om hæderlighed, økonomisk kapacitet og faglig dygtighed. For det andet omfatter de reglerne for køretid og hviletid, hvor Kommissionen for nylig har stillet forslag til en ny, forenklet og revideret EU-lovgivning. Derudover er følgende kommende retlige instrumenter også relevante. Først er der arbejdstidsregler, for hvilke vi gerne ser en aftale mellem Parlamentet og Rådet, og som De skal stemme om i morgen. Jeg vil i denne forbindelse på vegne af Kommissionen rette en særlig tak til hr. Hughes. Dernæst er der reglerne om fælles attestering af chauffører, som hr. van Dam var ordfører for, og som Parlamentet vedtog den 17. januar. Den bestemmelse standser brugen af illegale chauffører, der ikke er EU-borgere, i EU, via kontrol af lovlig ansættelsesstatus for disse chauffører. Afslutningsvis er der allerede indført og indføres EU-værktøjer. Medlemsstaterne skal anvende dem korrekt, og lad dette eksempel være os en advarsel om at undgå gentagelser af denne form for skrupelløs og lovløs opførsel fra vognmænds side.
Det eksempel, hr. Bolkestein netop gav, er naturligvis et åbenbart eksempel på misbrug inden for transportsektoren og betegner formodentlig også en undtagelse. Det er imidlertid ikke det eneste eksempel. Vi har i årenes løb set flere tilfælde af næsten samme omfang som det netop beskrevne. Ud over de mange tilfælde af omfattende misbrug forekommer der også en række tilfælde af misbrug i mindre målestok. Misbrug kendetegner i vid udstrækning transportsektoren. Den model, der nu præsenteres, og som i højere grad omfatter bindende standarder for arbejdstid - det drejer sig netop ikke kun om køretid, men om arbejdstid - betegner en skærpelse i forhold til de hidtidige bestemmelser. Modellen er imidlertid kun effektiv, hvis kontrollen forbedres. I modsat fald er de mange standarder værdiløse, som hr. Hughes også påpegede. Kontrollen er ganske vist et nationalt anliggende, men det må ikke desto mindre kræves, at der udarbejdes en rapport hvert andet år om resultaterne af den omhandlede kontrol, og at denne forelægges Kommissionen. Jeg vil anmode Kommissionen om endnu en gang at tage denne rapportering op til vurdering og undersøge, hvilke krav man i så henseende stiller til medlemsstaterne. Kommissionen efterprøver tydeligvis bl.a., om der føres strengere kontrol med udenlandske transportvirksomheder end med indenlandske, altså det pågældende lands egne statsborgere. Et sådant kriterium er naturligvis uacceptabelt. Det er berettiget, at Kommissionen undersøger dette, men den bør ikke lade det blive herved, så længe der er transportvirksomheder, der lader chaufførerne køre for længe med for høj hastighed, fordi de ofte skal være fremme på et bestemt tidspunkt. Hr. kommissær - jeg er klar over, det ikke er Deres ansvarsområde - så længe medlemsstaterne ikke har samme standarder for den tilladte hastighed på vejene, giver dette ingen mening. I én medlemsstat kan man køre 90 km i timen, i en anden 100 km i timen og i en tredje 80 km i timen. Det er dog en ganske urimelig måde, trafikken afvikles på i Europa. Der er brug for forbedringer på dette felt. Ud over kontrollen er der også grund til at påpege problemet med sanktionerne. Disse varierer fra medlemsstat til medlemsstat. Der burde egentlig fastsættes minimumsstandarder, når det gælder sanktionerne. Jeg er klar over, at dette i øjeblikket ikke er et fællesskabsanliggende, men dette burde ændres. Afslutningsvis skal det påpeges, at så længe der anvendes takometre til kontrol af transportvirksomheder og lastbilchauffører, vil der altid forekomme svig. Takometre egner sig nu engang hertil. Vi forventer derfor, at der snarest udarbejdes en forordning, hvori det bestemmes, at der fremover skal anvendes en digital boks.
Hr. formand, tiden taget i betragtning skal jeg undlade at fremføre de lykønskninger, jeg havde påtænkt. Jeg har som De, fru Ghilardotti, bemærket, at mange kvinder har været involveret i udarbejdelsen af disse betænkninger. Det gælder såvel Deres betænkning som betænkningen om arbejdstid, ligesom det gælder det belgiske formandskab og Kommissionen. Dette er efter min opfattelse positivt. Jeg bruger normalt ikke store ord og slet ikke, så længe forhandlingerne pågår. Nu hvor vi er ved vejs ende, må det være mig tilladt at betegne det som historisk, at der er opnået enighed om de to foreliggende aftaler. Indledningsvis skal det fremhæves, at det er positivt, at der nu omsider på ny fastsættes europæiske arbejdsretlige bestemmelser. Dette er i overensstemmelse med ønsket om et ambitiøst Europa i social og økonomisk henseende, og en dynamisk og konkurrencedygtig økonomi med flere og bedre job og øget social samhørighed, som det blev udtrykt i konklusionerne fra Lissabon-topmødet. Det kan være på sin plads at understrege sidstnævnte aspekt her aftenen før topmødet i Barcelona. I forbindelse med begge de her behandlede spørgsmål tages der historiske skridt. Med direktivet om information og høring af arbejdstagerne sikres den afgørende anerkendelse af arbejdstagernes ret til forlods at blive inddraget i en virksomheds afgørelser af væsentlig art, hvilket traditionelt er et af kendetegnene ved den europæiske sociale model. Der er behov for innovation i erhvervslivet, men hertil hører også en proaktiv holdning, som tager arbejdstagernes rettigheder alvorligt. I fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder anerkendes dette som en grundlæggende rettighed. I det foreliggende direktiv præciseres det, at denne rettighed finder anvendelse på samtlige virksomheder i EU. Der er behov for et tredje skridt, hvis vi vil tage arbejdstagernes rettigheder alvorligt i denne forbindelse, idet disse da også må gøres gældende ved omstruktureringer og ændringer i virksomhederne. Kommissionen har for nylig fremlagt et dokument desangående. Det er glædeligt, at kommissær Bolkestein er til stede i aften, idet dette spørgsmål efter min opfattelse også må rejses på andre områder, og arbejdstagernes rettigheder må sikres også i andre sammenhænge, eksempelvis i forbindelse med virksomhedsopkøb og fusioner og i konkurrencepolitikken, som er kommissær Montis ansvarsområde. Efter min opfattelse er dette en væsentlig diskussion, som vi bør tage op herefter, idet der også på disse områder bør skabes tradition for helt naturligt at inddrage arbejdstagerne. Hvad angår chaufførers arbejdstid, tilslutter jeg mig hr. Hughes' udtalelser om sagen i Luxembourg. Jeg vil gerne understrege, at en definition på europæisk plan af begrebet "pseudoselvstændige erhvervsdrivende" i væsentlig grad kan bidrage til at løse problemer af denne art. I øjeblikket findes der ikke en europæisk definition af begrebet, hvorfor de enkelte medlemslande og ansøgerlande forvalter deres egne definitioner.
Hr. formand, ELDR-Gruppen glæder sig over forligsaftalen mellem Europa-Parlamentet og Rådet vedrørende direktivet om tilrettelæggelse af arbejdstid i vejtransportsektoren og direktivet om information og høring af arbejdstagerne. Vi mener, at vedtagelsen af teksten efter en forligsprocedure er en god løsning i betragtning af det ømtålelige emne i den sidstnævnte problemstilling og de vanskeligheder, der opstod i forbindelse med udarbejdelsen af aftalen. Direktivet om arbejdstiden i vejtransportsektoren sigter mod at fjerne al illoyal konkurrence og social dumping på det indre marked. Bestemmelserne er også nødvendige for at sikre anstændige arbejdsvilkår for chaufførerne og for således at forhindre en forringelse af sikkerheden. Europa-Parlamentet havde anmodet om, at direktivets anvendelsesområde også kunne dække de selvstændige chauffører, og gjorde opmærksom på, at det var nødvendigt at sidestille alle chauffører, uanset om de var arbejdstagere eller ej. Det er nu planlagt at inddrage de selvstændige chauffører syv år efter, direktivet trådte i kraft. Kommissionen kan ganske vist efter en undersøgelse endnu en gang beslutte at gøre inddragelsen af de selvstændige chauffører afhængig af proceduren om fælles beslutningstagning, ligesom definitionen på en selvstændig arbejdstager forhindrer, at der opstår nye former for falske selvstændige. Det er en god ting, som jeg er enig i, hr. Hughes, men jeg har dog stadig ikke fået en fyldestgørende forklaring. Sagen om de strandede langturschauffører i Luxembourg, - og hr. Bolkenstein, jeg kan tilføje, at de kom hjem sidste fredag med deres tilgodehavender på 1.000 euro - illustrerer den situation, som manglen på tilstrækkelig fællesskabslovgivning kan føre til. Der findes, som vi har set, samvittighedsløse transportvirksomheder, der ikke tøver med at udnytte de huller - indtil det ulovlige - der på den ene side findes i de nationale lovgivninger og på den anden side i fællesskabslovgivningen ved tilsyneladende at spekulere i manglen på effektiv kontrol. Flere regeringer er opmærksomme på det. Derfor indgik Belgien, Holland, Frankrig, Tyskland, Irland og Luxembourg i 1999 i et administrativt samarbejde, Eurocontrol Route, der sigtede mod at forbedre og styrke samarbejdet mellem kontrolinstanserne. Men for at sikre lige konkurrencevilkår for transportvirksomhederne i det indre marked er det først og fremmest nødvendigt med fællesskabslovgivning, og derefter skal medlemslandene indføre et omfattende kontrol- og sanktionssystem.
Hr. formand, ærede ordførere, hr. Bolkestein, jeg vil gerne tage tråden op. De taler om lovløshed. Jeg har i flere år fulgt denne sektor, og der er efter min opfattelse ikke tale om lovløs opførsel fra en virksomheds side, men om en sektor, som er præget af lovløshed. Det er velkendt, at denne sektor ikke kan betegnes som sund. Indtjeningen er ganske lav. Der er tale om en stærkt fragmenteret sektor med mange små transportvirksomheder. Der findes også store virksomheder, som langsomt, men sikkert har gjort de mindre transportudøvere til selvstændige eller "pseudoselvstændige" erhvervsdrivende. Der er kort sagt mange opgaver at tage fat på. Man ser på arbejdstiden, man ser på kollektive overenskomster, man ser på mangt og meget. Vi har på denne baggrund, og i særdeleshed når det drejer sig om international transport, et vist ansvar, hvilket vi også har erkendt. En af mine første opgaver i Europa-Parlamentet vedrørte Willy Betz-konstruktionen. Det var en sag, som lignende Kralowetz-sagen, om end den var mindre grel. Der blev anvendt glimrende materiel, og man sørgede for, at en række ting var i orden lige med undtagelse af arbejdstilladelsen, ja, og flere andre ting. Det førte til direktivet om drivers' attestation. Det er glædeligt, at vi nu er klar med næste ligeledes vigtige direktiv om tilrettelæggelse af arbejdstid. Der vil efter min mening være flere huller i lovgivningen, vi bør tage fat på i den kommende tid. Det er set i dette perspektiv måske også ganske udmærket, at vi samtidig vedtager direktivet om information og høring - jeg vil tillade mig at kalde det et historisk direktiv - af den simple årsag, at mange store internationale transportvirksomheder i tidens løb er udflaget, ofte uden at det har givet anledning til inddragelse af arbejdstagerne. Arbejdstagerne er blot gjort til selvstændige erhvervsdrivende, eller de er overført til mindre selvstændige erhvervsdrivende, der fungerer som underleverandører. Heller ikke i denne forbindelse har der været tale om inddragelse af arbejdstagerne. Vi har nu bedre muligheder for at forfølge disse spørgsmål.
Hr. formand, det er to principielt meget vigtige direktivforslag, som vi diskuterer, og som får en meget bred opbakning fra GUE/NGL-Gruppen. Når det handler om direktivet om lastbilchaufførerne, vil denne erhvervsgruppe blive omfattet af den generelle arbejdstidslov. Det er selvfølgelig vigtigt for arbejdstagerne, men det er også vigtigt for trafikanterne. Under forligsforhandlingerne fremførte jeg ved flere lejligheder netop trafiksikkerhedssynspunkter, som efter min mening er vigtige for de regeringer, som nu skal forvalte denne lovgivning fremover. Det var også vigtigt, at de selvstændige erhvervsdrivende nu behandles på samme måde som andre førere. Set fra trafikanternes synspunkt spiller det nemlig ikke nogen rolle, om man bliver kørt over af en chauffør, der er ansat, eller af en chauffør, som er selvstændig erhvervsdrivende. Det bekymrende ved dette direktiv kan være, at overgangsperioderne er så lange. Det tager faktisk syv år, inden det, i bedste fald, bliver gennemført. Vi ved, at det herefter selv på det tidspunkt vil blive svært at kontrollere og følge op på, hvordan lovgivningen fungerer i praksis. Hvad angår det andet direktiv om information og høring, er der tale om en slags rammeaftale, som giver en lovgivningsmæssig grund, der er vigtig for arbejdstagerne, når det gælder om at kunne kræve information og høring. Vi må dog ikke glemme, at det også giver lovgivningsmæssige muligheder for at afvise arbejdstagernes krav i visse tilfælde, f.eks. punkt 25 og 26 i direktivforslaget, hvilket giver plads til en mere eller mindre bred fortolkning. Afgørende for, hvordan dette direktiv kommer til at fungere i praksis, bliver derfor, hvordan det modtages ude på arbejdspladserne, og hvor stærke fagforeningerne er, når det handler om at stille de krav, der kan stilles ved hjælp af direktivet. Jeg tror, at dette gælder generelt for denne type lovgivning. Vi kan vedtage direktiver, som på mange måder er velmenende og gode, men når de senere skal gennemføres i virkeligheden, ved vi, at vi ikke kan gøre særligt meget her i Parlamentet. Jeg tror heller ikke, at medlemslandenes regeringer kan gøre særligt meget. Jeg er ikke enig i fru Smets tro på, at man kan lave systemer til hyppige kontroller. Det er svært at vide, hvad der foregår ude på vejene, ikke mindst om natten. Det er svært at vide, hvad der sker bag fabriksportenes lukkede døre. Det er kun de ansatte selv, som kan gøre noget ved det. Jeg vil derfor slutte dette indlæg med en stærk opfordring til de ansatte på arbejdspladserne: Regn ikke med, at problemerne bliver løst i Europa-Parlamentet eller i Rådet, men regn med, at de skal løses af jer selv, og at I i den sammenhæng kan få hjælp fra den direktivlovgivning, som kommer.
Hr. formand, først vil jeg på vegne af min gruppe hilse kompromiset i Forligsudvalget om rammedirektivet om information og høring velkomment. Samtidig takker jeg ordføreren for Parlamentet, fru Ghilardotti, fordi hun har ført os frem til dette kompromis. Det ligger nu meget tæt på den fælles holdning. Vi har med mange kontroverser diskuteret information og høring i vores gruppe, men vi var enige om, at den fælles holdning er et virkelig godt udgangspunkt for en fornuftig løsning. Siden førstebehandlingen i Parlamentet i april 1999 og allerede inden da på udvalgsmøderne var der ofte store meningsforskelle mellem grupperne. Ordføreren måtte flytte sig - det gjorde hun - og det samme gælder mig som skyggeordfører for den stærkeste gruppe, PPE-DE. Der foreligger et konstruktivt kompromis. Det mulige blev opnået. Det gjaldt om endelig at sætte foden i døren. Allerede det næste vindstød kan åbne døren yderligere. Ved andenbehandlingen kunne PPE-DE sætte sig igennem på mange punkter. Flertallet i min gruppe var mod europæiske, men for nationale sanktioner. I forliget blev disse forestillinger desuden optaget i betragtningerne. Rammedirektivet i den endelige form bidrager for det første til det europæiske samarbejdsudvalgs funktion. Alle lokale arbejdstagerrepræsentanter får minimumsrettigheder, som hjælper dem til at benytte informationerne fra det europæiske samarbejdsudvalg. For det andet bidrager det til at mindske de omstruktureringsproblemer, der også vedrører nationale virksomheder. Direktivet om samarbejdsudvalg gælder derimod kun for transnationale virksomheder. Rammedirektivet foreskriver, at metoden skal gennemføres i samarbejdets ånd. Det betyder partnerskab. Partnerskab sigter på den ene side mod en klar interesserepræsentation, men på den anden side også mod interesseudligning i den fælles dialog gennem information og høring. Rettidig information giver gennemskuelighed, som skaber tillid og forhindrer tab for virksomheden på grund af gnidninger - en økonomisk og social fordel. Vinderne er i den forbindelse arbejdsgivere og arbejdstagere på lige fod.
Hr. formand, jeg vil først takke de to ordførere for deres arbejde med to vigtige direktiver. Jeg vil koncentrere mig om det direktiv, der vedrører information og høring af arbejdstagerne, men jeg vil også sige noget om arbejdstiden for mobile arbejdstagere. Det er meget vigtigt, at de selvstændige erhvervsdrivende nu er taget med, selv om der bliver en overgangsperiode. Det drejer sig nemlig om en beskyttelseslovgivning, en beskyttende lovgivning for dem, som i deres arbejde kører lastbil. Der er i dette tilfælde ingen forskel mellem at være ansat og at være selvstændig erhvervsdrivende. Præcis som Herman Schmid sagde, er det også et spørgsmål om trafiksikkerhed. Der er ingen forskel set ud fra et trafiksikkerhedssynspunkt, om det er en ansat eller en selvstændig erhvervsdrivende, som kører. Når det handler om information og høring, er jeg enig med hr. van den Burg, som i sit indlæg sagde, at dette var historisk. Det er historisk. Tre kvinder har været involveret. Jeg kan tilføje en fjerde kvinde. Da det lykkedes Rådet i juni under det svenske formandskab at nå frem til en fælles holdning, som lagde grunden til dette, var der også en kvindelig svensk minister involveret. Jeg mener, at det er helt selvfølgeligt, at der findes denne type af information og høring på et indre marked, at et indre marked ikke bare handler om virksomhedernes rettigheder, men også om arbejdstagernes rettigheder, og at disse skal informeres og kunne komme med deres synspunkter. Af og til kan man høre i Sverige: "Hvilken betydning har dette egentlig for Sverige? Vi har jo en meget bedre lovgivning". Jo, det er sandt. Vi har en lovgivning, som betyder, at det måske slet ikke påvirker os. Samtidig er det også vigtigt med minimumsdirektiver, ikke bare for de lande, som ikke har så god en lovgivning, men også indirekte for at undgå, at et indre marked med social dumping opstår, hvor virksomheder slår sig ned, og hvor arbejdstagerne får dårlige forhold. Det er således vigtigt for alle lande, at vi øger minimumsniveauerne og har minimumsdirektiver, som fører til bedre forhold. Afslutningsvis vil jeg endnu en gang takke ordførerne for to gode direktiver. Jeg håber, at vi kan fortsætte og forbedre informations- og høringsprocessen i fremtiden.
Hr. formand, Kralowetz-sagen er til dels et luxembourgsk problem, fordi regeringerne i de sidste 20 år i stort tal har lokket transportvirksomheder til Luxembourg ved hjælp af alle slags begunstigelser uden dog at opbygge kontrolforanstaltninger til at undersøge løn- og arbejdsforholdene i disse firmaer. Kralowetz-sagen er dog fundamentalt set også et europæisk problem. Den er et bevis på, at der ikke eksisterer et socialt Europa. EU liberaliserede transportsektoren fuldstændigt i 1998 uden at fastsætte de nødvendige sociale ordninger parallelt hermed. I dag ser vi med Kralowetz-sagen og andre sager resultatet heraf. Jeg mener, at Kommissionen skal gøre mere end det, der blev nævnt her til aften. Efter min mening er der tre centrale forhold. For det første skal kontrollen skærpes. Hvad nytter love, hvis det ikke kontrolleres, om de bliver overholdt? For det andet skal socialforsikringsdokumenterne harmoniseres i EU. Det bør vi ikke først gøre i slutningen af 2003, men vi bør forsøge at sætte det i gang allerede i begyndelsen af 2003. For det tredje, og det er sandsynligvis det vigtigste punkt, fremmer systemet med ETMK-transportlicenser, som giver virksomheder uden for EU tilladelse til at køre igennem EU-medlemslandene, social dumping og illegalitet i dag og vil også fremme det i morgen, hvis vi ikke formår at binde disse ETMK-transportlicenser til sociale minimumsstandarder. Hvis dette ikke sker, kan Karl Kralowetz bare tage til Rusland i morgen og fortsætte sit system, sin skrupelløse forretning derfra.
Hr. formand, en europæisk regulering af erhvervschaufførernes arbejdstid er tvingende nødvendig af tre grunde: for det første med henblik på social beskyttelse af de ansatte, for det andet med henblik på en øget trafiksikkerhed og for det tredje af konkurrencemæssige grunde. Vi synes godt om de punkter, man blev enig om i Forligsudvalget. Vi er især enige i det, som De nævnte, nemlig inddragelse af de selvstændige, en klar definition af de selvstændige, en klar definition af arbejdstiderne - hvor virksomhederne naturligvis også vil kunne tages mere i regres igen - og fastlæggelse af undtagelsesforhold vedrørende den ugentlige arbejdstid og natarbejde. Mine kolleger har allerede sagt, at uden kontrol og uden sanktioner er der ikke noget direktiv, der bringer fremskridt. Jeg mener, at vi bør sætte ind netop her. Kommissionen har fremlagt en ny forordning om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for landevejstransport, som snart vil stå på dagsordenen i Parlamentet. Der er for øjeblikket store uoverensstemmelser mellem de resultater, der er opnået i Forligsudvalget, og det nye forslag. De skal udryddes, her er man nødt til at koordinere. Dermed får vi naturligvis også mulighed for i meget højere grad at være med til at forme og fastlægge især sanktionerne og kontrollen, for det handler om en forordning, og det vil sige, at det også har en anden retsgyldighed og virkning. Efter min mening er det vigtigste punkt i den forbindelse, at vi trods vores hensyn til harmoniseringen af konkurrencen først og fremmest skal tage udgangspunkt i den nødvendighed, at vi har brug for en harmonisering af bestemmelserne på det sociale område og en forøgelse af trafiksikkerheden. Og hvis det lykkes os, har vi allerede opnået en hel del.
Hr. formand, jeg deler ikke mine kollegers entusiasme over forligsresultatet, men jeg ønsker ligeledes at lykønske de to ordførere. De vandt, og jeg tabte til min beklagelse og deres mulige overraskelse. Vi ved alle, at hvis Rådet ikke havde givet efter, så havde Parlamentet gjort det for ikke at tabe begge direktiver på gulvet. Parlamentet havde dårlige kort på hånden, men ordførerne spillede kortene godt. Jeg roser dem for deres dygtighed. De fik hjælp fra den britiske regerings tilbagetog under de to forligsprocesser. Det var særligt ironisk, at den britiske minister for Europa havde planer om at rejse til Strasbourg sidste efterår - for at bede alle britiske parlamentsmedlemmer om at forkaste hele Ghilardotti-betænkningen - for blot at konstatere, at ikke blot støttede Labour-partiets medlemmer betænkningen aktivt, men repræsentanten for Det Forenede Kongerige var på det tidspunkt ved at falde over sin egne ben af bare iver efter at støtte betænkningen. Politik er sandelig fuld af overraskelser. Som kollegerne ved, er jeg en glødende tilhænger af information og høring, men også en lige så indædt modstander af ét fælles system for alle former for små og store virksomheder. Det er min opfattelse, at direktivet med de nuværende ændringer i langt højere grad er med til at hindre end fremme medarbejderindflydelse. Jeg vil nu gå over til direktivet om arbejdstid. Det er efter min mening dårlig lovgivning. Det kunne have været værre, hvis man havde begrænset natkørsel, men det var glædeligt, at ordføreren endelig kom til fornuft og fjernede forslaget. Det er ikke desto mindre dårlig lovgivning, at den midlertidige udvidelse også omfatter selvstændige chauffører. Som den spanske repræsentant sagde, da han sluttede sig til rækken af lande, der gav udtryk for afstandstagen til den endelige tekst, så er det første gang, at iværksættere er omfattet af et direktiv. Jeg vil kæmpe for at sikre, at det også bliver det sidste. Vi ønsker flere arbejdspladser, ikke færre. Dette bør ikke og må ikke skabe præcedens.
Hr. formand, hr. kommissær Bolkestein, situationen for de strandede langturschauffører i Luxembourg viser igen, hvor der er behov for regulering og kontrol på europæisk niveau. Her bliver det så tydeligt for os, hvilket det næppe har været hidtil, hvad der rent faktisk sker på dette arbejdsmarked, for disse langturschauffører. Hvis De engang kommer til at tale med Europas langturschauffører, vil De høre, hvordan de arbejder dér, hvor illegalt de til dels arbejder, og under hvilke lønforhold. De kører, indtil de er trætte, og de er kun delvist socialt forsikrede. Det er den reelle situation på et europæisk arbejdsmarked! Det er det problem, vi er konfronteret med! Set med de øjne er denne arbejdstidsregulering for længst forældet - med henblik på sikkerheden på vejene og med henblik på arbejdstagernes, chaufførernes egen sikkerhed. I øvrigt er denne sag - det blev allerede nævnt tidligere - ikke kun et spørgsmål om Luxembourg eller et spørgsmål om et par østrigske arbejdsgivere, nu ved vi, at det handler om flere østrigske arbejdsgivere. Det er også et europæisk fænomen. Kerneproblemet består i den forbindelse for mig som absolut fortaler for udvidelsen af EU i, at vi i dag misbruger arbejdstagerne fra ansøgerlandene groft, at det er de arbejdstagere, der i dag må arbejde under kollektive aftaler til en ussel løn, som må arbejde under sociale forhold, der er katastrofale. Det er denne arbejdstagergruppes entré i EU! Det må vi gøre noget ved! Men det er jo nu engang sådan, at enhver dårlig side også har en god side. Der er således allerede opstået en gruppe af fragtrepræsentanter i mit land, Østrig, af en europæisk regulering, af europæiske reguleringer, ordet siger noget i retning af kontrol, i retning af foranstaltninger, som også får indflydelse på denne ruinerende konkurrence. Det er den situation, vi står over for. I øvrigt bør De, hr. kommissær, benytte lejligheden til at tænke mere og bedre over kontrolsystemer for arbejdstagere på det europæiske arbejdsmarked.
Hr. formand, jeg vil naturligvis begynde med at lykønske ordførerne. Når det er sagt, vil jeg understrege, at vedtagelsen af disse to direktiver udgør et vigtigt skridt i opbygningen af den europæiske arbejdsret og dermed i opbygningen af det sociale Europa, og dette endda via dialog og gensidige indrømmelser med udgangspunkt i holdninger, som oprindeligt var forståelige. Naturligvis kan medtagelsen af selvstændige modarbejde iværksætterånden, som mit land fastholdt. Hvis jeg skal holde mig til de generelle rammer for information og høring, åbner EU's charter om grundlæggende rettigheder sit kapitel IV under titlen "Solidaritet" med artikel 27, som under overskriften "Ret til information og høring af arbejdstagerne i virksomheden" fastslår, at "Arbejdstagerne eller deres repræsentanter skal på passende niveauer have sikkerhed for information og høring i god tid i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i fællesskabslovgivningen og national lovgivning og praksis". Unionstraktatens artikel 136 udpegede allerede den sociale dialog som et mål for Fællesskabet og medlemsstaterne. Det er derfor logisk og nødvendigt, at et enkelt direktiv ud over øvrige særlige direktiver, som 94/45/EF, fastlægger en generel ramme af minimumskrav for at udøve retten til information og høring af arbejdstagerne i virksomhederne eller på arbejdspladser i Fællesskabet. Disse rettigheder, der tidligere var medtaget i det europæiske sociale charter fra 1961 og i EU's charter om grundlæggende sociale rettigheder fra 1989, medtages som sagt nu i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Det bør ikke overraske nogen, at arbejdstagerne via disses repræsentanter kender til virksomhedens situation eller dennes udvikling, de beslutninger, der skal træffes med indirekte følger og resultater for fremtiden, for arbejdstagerne forbinder ofte sin eksistens med virksomheden og navnlig sit underhold. Naturligvis bør disse rettigheder også tilsigte at styrke virksomheden, forøge beskæftigelsesmulighederne og arbejdstagernes tilpasning til nye eller moderniserede produktionsprocesser. Erfaringen viser imidlertid, at mekanismerne ikke altid har fungeret godt. Arbejdstagerne er kommet for sent, når det gjaldt beslutninger, som allerede var blevet truffet. Derfor synes jeg, indholdet i artikel 4 bør understreges ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, vi har i de sidste uger behandlet nogle emner, som har berørt transportområdet - også med henblik på de sociale foranstaltninger - direkte, og i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme var vi også enige om, at alle disse foranstaltninger - og jeg tror, at arbejdstiden, som nu endelig er reguleret, er et vigtigt kapitel, som afsluttes - kun giver mening, hvis der også er en vilje til stede i medlemsstaterne til på den ene side at skærpe kontrollen og på den anden side også at harmonisere sanktionerne. Jeg kommer fra et grænseområde og ved helt præcist, at det i mellemtiden er kommet til at hedde således på området: Den, der kender de enkelte landes regler bedst, kan lave de fleste penge. Den lobby, der er på spil her, er ikke en lobby for eller imod arbejdstagere - jeg tror heller ikke, at det har noget at gøre med den luxembourgske lovgivning - det er heller ikke en lobby for eller imod arbejdsgivere. I sidste ende er begge parter tabere i den luxembourgske sag, og vi har endnu en gang også gjort Kommissionen opmærksom på det med den berømte van Dam-betænkning. For os handler det ikke om at få flere og flere direktiver, flere og flere detaljer, for os handler det om, at landene er parate til at tage fat i fællesskab, således at arbejdsgiverne kan tilbyde korrekte priser og ikke lide under den dumping, som organiseres dér, og at arbejdstagerne selvfølgelig også kan arbejde under korrekte betingelser. For jeg siger og påstår entydigt, at den lobby, der modarbejder, i og for sig er en lobby, der kun støtter dem, der spiller falsk, og som ikke respekterer reglerne. En lastbilchauffør, som også ejer sin lastbil, befinder sig - og her kommer jeg tilbage til den første betænkning - altid på grænsen til lovlighed, hvis han ønsker at arbejde rentabelt. Det er den situation, vi lever i. Det betyder, at vi skal se udviklingen i liberaliseringen af godstransporten på vej for det første økonomisk, for det andet på vegne af abejdsgiveren, men for det tredje også på vegne af arbejdstageren, og det med de samme briller, og jeg tror, at vi kan repræsentere begge parters interesser på lige fod.
Hr. formand, i mine to minutter vil jeg udelukkende udtale mig om hr. Bolkesteins forklaring på Kralowetz-sagen. I denne beklagelige sag skal det først og fremmest understreges, at det ikke er lovgivningen og praksissen i Luxembourg, der skal sættes i gabestokken, men derimod de sociale underskud på europæisk område, i EU, på et område, hvor de, som Kralowetz-sagen netop kaster lys over, er utilgivelige. Det er heller ikke Kommissionens skyld i første omgang, men et flertal af medlemsstaterne, der har skylden, og som nægter at aftale fælles regler om løn- og arbejdsforhold på et anstændigt niveau for at modvirke social dumping på det indre marked. Ved EU-direktivforslaget om styringstider for lastbilchauffører er det netop Luxembourg, sammen med Frankrig og Belgien, der i Rådet (transport) har bestræbt sig på at inddrage de pseudoselvstændige i direktivet. Her ligger hunden i Kralowetz-sagen nemlig også begravet trods bestræbelserne i forbindelse med Eurocontrol Route, som fru Flesch nævnte, og som er prisværdige. Vi har på fællesskabsniveau brug for en lovgivning, der ikke længere giver plads til lovgivningsmæssige gråzoner. Disse udnyttes skamløst af folk med en vis kriminel energi - som vores premierminister rammende udtrykte det. Det er den lære, vi kan drage, og jeg håber, at de medlemsstater, som hidtil har nægtet at godkende fælles regler, nu ikke længere vil stå i vejen for en strengere ordning på EU-niveau for at gøre en ende på dette moderne slaveri. Jeg vil også gerne understrege, at en reform af etableringsretten i Luxembourg gennemføres ad tjenstlig vej, og at den indeholder strengere kriterier, som ikke længere gør det så let for tvivlsomme firmaer at modtage licenser og handelsbemyndigelser fuldstændigt legalt, hvilket imidlertid ikke er så nemt i betragtning af de gældende EU-direktiver om definition af virksomheder. Jeg håber, at tilhængerne af fuld liberalisering af godstransporten på vej, som har kæmpet så stærkt herfor, og som ikke kan tilbyde at gøre mere mod arbejdsgivere som Kralowetz og deres metoder ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at takke Parlamentet og Parlamentets delegation til Forligsudvalget. Jeg ønsker særligt at takke næstformanden, hr. Friedrich, og frem for alt ordføreren, hr. Hughes, for deres fremragende arbejde. Det er på grund af deres anstrengelser, dygtighed og beslutsomhed, at det endelig er muligt at vedtage en foranstaltning, som Kommissionen foreslog for over tre år siden - et særdeles godt resultat. Vedtagelsen af direktivet er et afgørende skridt mod at fjerne kunkurrenceforvridning inden for vejtransportsektoren, men frem for alt et afgørende skridt mod en forbedring af færdselssikkerheden. Direktivet fjerner ikke kun misbruget i sektoren, men skaber også en bedre balance mellem transportformerne. Hvis jernbanetransporten skal have nyt liv, skal den ukontrollerede konkurrence inden for vejtransport stoppes. Derfor er det af afgørende betydning, at medlemsstaterne foretager den nødvendige kontrol for at sikre, at den nye lovgivning efterleves. Direktivet fastsætter minimumskrav for tilrettelæggelsen af arbejdstid for chauffører og tager hensyn til chaufførernes aktiviteter ud over selve kørslen. Takket være Parlamentet dækker direktivet nu alle chauffører i alle kategorier, uanset om de er selvstændige. Det er et stort fremskridt for færdselssikkerheden, fordi træthed har samme effekt på alle chauffører, uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige. Det er klart den bedste fremgangsmåde at bede Kommissionen om at undersøge, hvilke konsekvenser undtagelsen har, og foreslå særlige betingelser for at medtage selvstændige chauffører. Jeg vil gerne takke endnu en gang for den beslutsomhed, Parlamentet har udvist under hele forligsproceduren, og som har gjort det muligt at vedtage direktivet. Hvad angår Ghilardotti-betænkningen, vil jeg også gerne takke fru Ghilardotti og alle medlemmerne for Parlamentets og Rådets aftale om dette vigtige direktiv. Aftalen var ikke mulig uden den kompromissøgende holdning, som både Parlamentet og Rådet udviste. Det endelige udkast til direktiv, som det står nu, lever for det første helt op til Kommissionens mål om at udarbejde og udvikle god praksis for information og høring af arbejdstagere med fokus på foregribelse og forvaltning af ændringer. For det andet giver det arbejdsmarkedets parter større handlefrihed til at gennemføre direktivets bestemmelser. For det tredje er direktivet foreneligt med national lovgivning og indeholder mekanismer, der sikrer en gnidningsløs overgang til de nye ordninger. For det fjerde afspejler det de to lovgiveres holdninger, eftersom mindst 15 af Parlamentets ændringsforslag til første- og andenbehandlingen er indarbejdet i teksten. Derfor fortjener udkastet vores accept, navnlig fra Kommissionen, men også fra Parlamentet og Rådet. Direktivet fuldender EU's rammer for information og høring af arbejdstagere og giver de europæiske virksomheder og arbejdstagere et vigtigt instrument til at fremme ændringer og sikre, at de gennemføres på en socialt acceptabel måde. Kommissionen håber i høj grad, at de senere års omfattende arbejde på området nu fortsættes med arbejdsmarkedets parters positive og proaktive indstilling til høringsdokumenterne om sociale aspekter i forbindelse med omstruktureringen af selskaber, som blev fremlagt for to uger siden.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0465/2001) af Vidal-Quadras Roca for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om bygningers energimæssige ydeevne (KOM(2001) 226 - C5-0203/2001 - 2001/0098(COD)).
Hr. formand, dette meget vigtige direktiv er det direkte resultat af grønbogen om energiforsyningssikkerhed, som Europa-Parlamentet tidligere har drøftet i udstrakt grad. Vi er uden tvivl alle klar over, at bygningerne udgør hovedkomponenten i Unionens energiregning: ventilation, køling, opvarmning, belysning osv. I dette kapitel koncentreres størstedelen af Unionens energiudgifter. Derfor har alt, der gøres på dette område - set ud fra dette synspunkt - en særlig indvirkning. Hr. formand, dette direktiv markerer afslutningen på frivilligheds- eller henstillingsepoken. Vi går ind i en fast forpligtelse, i en bindende handling og med en fast vilje til, at disse former for foranstaltninger bliver ført ud i livet. Der er tre aspekter i direktivet, som jeg ikke vil undlade at gøre opmærksom på. Det første er, at alle Unionens bygninger er forpligtet til at have en attest, som vurderer bygningernes energieffektivitet. Denne attest vil uden tvivl sende et vigtigt signal til markederne, og den vil bidrage betydeligt til energibesparelsen. Det andet er alle de nye bygningers forpligtelse til at medtage en undersøgelse om energieffektivitet, hvilket er et ufravigeligt krav for at få udstedt en byggetilladelse. Det tredje aspekt er, at alle bygninger, hvis samlede areal er større end 1.000 m2, og som underkastes en grundig renovation, er forpligtet til at forbedre energieffektiviteten. Der er andre aktioner, der behandles i direktivet, men jeg vil understrege disse tre, fordi det uden tvivl er dem, der har det største potentiale. De kan sikkert regne ud, at hvis det - som nogle undersøgelser forudser - er muligt i de kommende år at nå op på en besparelse på 20% i bygningernes energiregning, så bringer 20% af 40% os nærmere på 10%, og dette har for olieregningen og CO2-emissionerne en betydning, som ikke kan undgå nogens opmærksomhed. Hr. formand, det er det rette øjeblik at takke Parlamentets øvrige grupper for deres modige bidrag og hjælp, så Parlamentets ændringsforslag kan forbedre denne vigtige lovgivningstekst. Jeg vil gerne takke Den Socialdemokratiske Gruppe og fru Zrihen for hendes talrige bidrag, og jeg vil navnlig understrege hendes interessante forslag om det sociale boligbyggeri. Jeg vil også gerne takke De Grønne og fru Ahern hjerteligt for deres store interesse og samarbejde, ligesom jeg ønsker at understrege deres meget interessante bidrag vedrørende passive afkølingsteknikker, som er så vigtige i de dele af Unionen, hvor det er meget varmt, og hvor køling (luftkonditioneringssystemerne) efterhånden er ved at blive en afgørende faktor. Jeg vil ligeledes takke Den Liberale Gruppe for dens insisteren på, at skatteincitamenter altid er bedre end sanktioner. Som vi siger på spansk, så "vindes der mere ved at slikke end ved at bide", og dette gælder også på det økonomiske område. Desværre er der to punkter, hvor vi ikke har kunnet opnå enstemmighed i Parlamentet. For det første direktivets anvendelsesfrister, hvor vi går ind for en fornuftig mellemvej mellem nogle alt for langtrukne perioder, som ikke ville gøre direktivet effektivt, og nogle alt for stramme krav, som ville gøre det ufarbart. For det andet begrænsningen til et samlet areal på 1.000 m2, som De Grønne har ønsket at nedbringe. Vi forstår hensigten, og vi deler Deres bekymring, men hvis vi virkelig ønsker, at dette direktiv ser dagens lys inden for en tidsfrist, der gør direktivet effektivt, bør vi acceptere det tal, som Kommissionen foreslår. Hr. formand, hvis det er rigtigt, at politik er kunsten at gøre det mulige til det nødvendige, garanterer dette direktiv, at der i et meget vigtigt kapitel om Unionens energiudgifter i det næste årti vil opnås en omfattende besparelse, som vil bidrage til alle europæernes velfærd, fremgang og sikkerhed.
Hr. formand, først og fremmest vil jeg lykønske ordføreren og hr. Vidal-Quadras med det glimrende arbejde, han har udført med dette vigtige direktiv. Som han selv sagde, forbruger EU mere og mere energi, og derfor importerer vi stadig flere energiprodukter, for vores efterspørgsel overstiger evnerne til at dække vores behov med egne ressourcer. Derfor er det først og fremmest vigtigt at variere de kilder, vi får energi fra, og finde nye energikilder, heriblandt naturligvis vedvarende energikilder. På den anden side er der et behov for at fremme og stræbe efter energieffektivitet. Jeg håber, at hr. Vidal-Quadras har set positivt på Miljøudvalgets udtalelse, for jeg tror, at de punkter, vi har understreget deri, bidrager til en berigelse af nogle af aspekterne i hans glimrende forslag. For at medlemsstaterne skal være modtagelige over for forslaget, tror jeg, det er afgørende, at der tages hensyn til klimatiske forhold og særlige lokale omstændigheder. Noget andet, som Miljøudvalget har insisteret på, er en homogenisering af attesterne for bygninger i de forskellige medlemsstater, hvilket ville gøre det muligt at sammenligne hver enkelt bygnings opnåede energibesparelse. Vi har også ønsket at præcisere definitionen af de bygninger, som undtages de energibesparende foranstaltninger. Og for ikke at få vores forslag forkastet har vi ligesom hr. Vidal-Quadras foreslået, at vi accepterer Kommissionens forslag, som forsøger at reducere de berørte bygningers areal. Jeg går ligesom mit udvalg ind for denne fremgangsmåde, hr. Vidal, men jeg kan også godt forstå Deres holdning. Jeg tror, vi må se, hvad resultatet bliver, og så må vi respektere det. Det vigtigste er, at direktivet bliver til noget, hr. Vidal-Quadras.
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske hr. Vidal-Quadras Roca for hans sædvanlige meget samarbejdsvillige og konsensuelle fremgangsmåde. Jeg ved, at fru Zrihen, den socialdemokratiske skyggeordfører, som desværre ikke kan være til stede her til aften, satte pris på hans fremgangsmåde. Dette direktiv, som er en del af en række foranstaltninger, der skal gøre vores energiforbrug mere fornuftigt, bør sprede den gode praksis i visse medlemsstater til hele EU og kommer også til at spille en vigtig rolle i forbindelse med en forbedring af situationen i de ansøgerlande, hvor lavenergibygninger i høj grad kan hjælpe økonomien og beskytte miljøet. Vi socialdemokrater støtter ændringsforslagene fra hr. Vidal-Quadras Roca m.fl. Der skal tages større hensyn til den hurtige vækst inden for airconditioning, medlemsstaternes muligheder i form af tilskyndelser bør præciseres, og der skal strammes op på mange af definitionerne. En ting, som fru Zrihen ønskede at påpege, var, at definitionerne på de samlede arealer skal tages op til fornyet behandling i løbet af de næste fire år. Direktivet er måske i virkeligheden ikke tilstrækkeligt ambitiøst og bør også finde anvendelse på langt mindre arealer. Vi vil gerne anmode Kommissionen om at berede sig på en reduktion, hvis det viser sig nødvendigt. Endelig vil jeg gerne endnu en gang takke hr. Vidal-Quadras Roca og Kommissionen. Vi ser frem til flere direktiver inden for dette vigtige område med energieffektivitet, et fornuftigt energiforbrug, som kommissæren har lovet.
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske ordføreren med et veludført stykke arbejde og hans bestræbelser på at opnå enighed, hvilket ikke helt lykkedes i mit tilfælde, da jeg blev ved med at insistere på et mindre areal, end det var muligt at opnå enighed om. Jeg har derfor stillet ændringsforslag i den forbindelse. Jeg vil gerne vide, om fru Zrihen støtter dem i betragtning af Den Socialdemokratiske Gruppes bemærkninger. Vi lever i håbet, og måske er en fornyet behandling den bedste fremgangsmåde, som fru McNally sagde. Mange bestemmelser i dette direktiv forudses allerede i Save-direktivet fra 1993. Nu bør vi give det slagkraft. Som jeg sagde, havde jeg gerne set større slagkraft her, men vi har brug for juridisk bindende foranstaltninger - hvilket jeg mener, vi har - som kan indlede en proces, hvor vi tager ordentlig fat om spørgsmålet om energibesparelser i EU. I praksis er forpligtelsen til revision et af de vigtigste krav i betænkningen, og det takker jeg medlemmerne for.
Hr. formand, jeg vil gerne bekendtgøre min interesse: Jeg er formand for Energy Efficiency Advice Centre, der opererer i den nordlige del af den region, som jeg repræsenterer. Jeg skynder mig at sige, at det er en teknisk og ikke økonomisk interesse. En forbedring af bygningers energimæssige ydeevne er, uanset definition, det mest vanskelige emne, som jeg nogensinde har prøvet kræfter med. Ordføreren har derfor i en vis udstrækning min sympati. Der er i Det Forenede Kongerige for mange organisationer, som forsøger at forbedre tingene. På europæisk plan hersker der en vis forvirring omkring målsætningerne. Forsøger vi at spare energi? Forsøger vi at begrænse udledningen af CO2, eller forsøger vi at mindske energiforbruget? Det er ikke det samme. Vi bør fokusere på energiforbruget. Det er min erfaring, at de eksisterende bygninger er nøglen til succes. Ser man på boligsektoren, er det vanskeligste område lejeboliger og ikke ejerboliger. Vi har langtfra løst det problem. Jeg støtter generelt Kommissionens forslag og betænkningen, men jeg er lidt tøvende over for ændringsforslag 15. Vi bør i højere grad fokusere på den fælles metode end bekymre os for meget på nuværende tidspunkt om mindstestandarder for hele Fællesskabet. Vi er meget langt fra at kunne opnå det. Jeg er også lidt betænkelig ved en indikator for udledning af CO2. Tager man et hus, afhænger udledningen af, hvor meget gas og elektricitet der bruges. Man kan derfor ikke umiddelbart sammenligne. Men det er et skridt i den rigtige retning.
Hr. formand, en vellykket håndtering af energispørgsmålene er en af de vigtigste forudsætninger for at bygge det bæredygtige samfund. Det, vi nu diskuterer, handler om energieffektivitet. Ordføreren har i sin betænkning på en fortjenstfuld måde fremført en række foranstaltninger, som bidrager til øget effektivitet, når det handler om energianvendelse. Det er vigtigt at se både på de store og på de små foranstaltninger. Samlet set er der utroligt meget at gøre, både hvad angår øgede ressourcer og udviklingen af forskellige teknikker. Det kræver en politisk indsats, der både har lovgivende indhold og stimulerende foranstaltninger, for at de nødvendige mål kan nås. Hele samfundet må tage et fælles ansvar for denne indsats. Det gælder både virksomheden og den enkelte, både den offentlige og den private virksomhed, både på europæisk niveau og nationalt og lokalt. Hvordan vi løser energispørgsmålene, påvirker naturligvis komfort og velfærd, men også vores fremtidige miljø i bred forstand.
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske hr. Vidal-Quadras Roca med hans fremragende arbejde i forbindelse med forslaget til direktiv om bygningers energimæssige ydeevne. Jeg vil også gerne takke Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi for de tilbundsgående og tankevækkende drøftelser og give udtryk for min tilfredshed med, at Parlamentets drøftelser har skærpet og styrket fokus i forslaget. Det bliver sandsynligvis et af de allervigtigste midler til opfyldelse af EU's Kyoto-forpligtelse og til en forbedring af forsyningssikkerheden. Som påpeget tegner bygningssektoren sig for over 40% af slutforbruget af energi i EU. Der er også meget store muligheder for omkostningseffektive besparelser. Dette forslag kan føre til en markant forbedring af bygningers energimæssige ydeevne ved at fremme bedre mindstestandarder i medlemsstaterne og i deres bygningsreglementer og ved at kræve en mere hyppig ajourføring og mere omfattende anvendelse af disse reglementer. Det skal ikke kun gælde nye bygninger, men er, som det er blevet sagt her til aften, endnu vigtigere for mange eksisterende bygninger, når de gennemgår omfattende renoveringsarbejde. Deri ligger den reelle mulighed for forbedring. Kommissionen bifalder Parlamentets betænkning og de foreslåede ændringer, der forbedrer, præciserer og styrker forslaget. Mange af dem gør dette ved at forbedre de tekniske og økonomiske definitioner, angive konkrete eksempler og definere anvendelsesområdet for og gennemførelsen af forslaget mere præcist. Kommissionen kan f.eks. acceptere ændringsforslag 2, 4, 5, 8, 9, 10, 11, 14, 19, 23, 24, 25, 26, 28, 29, 31, 35, 36 og 37, mange af dem i deres nuværende form, nogle af dem med en vis omformulering. Ændringsforslag 3 og 6 tilskynder til støtteordninger og incitamenter til fremme af gennemførelsen af forslaget under hensyntagen til de samfundsøkonomiske implikationer og kan derfor accepteres. Ændringsforslag 7 og 22 om henholdsvis individuel måling og fakturering samt autorisation af inspektører kan også accepteres, hvis de økonomiske og juridiske implikationer belyses mere klart. Hr. Adam nævnte ændringsforslag 15. Det er et omfattende ændringsforslag, og Kommissionen kan acceptere dele af det. Det er imidlertid endnu ikke muligt at opstille effektivitetsniveauer på fællesskabsplan. Kommissionen kan også til dels acceptere ændringsforslag 18 og 20 under hensyntagen til behovet for, at indikatorer for udledning af CO2 fortsat skal være valgfrie. Kommissionen kan af tekniske årsager og med hensyn til definitionen, herunder detaljeringsgraden, ikke acceptere ændringsforslag 1, 12, 13, 16, 17, 21 og 27. En anden årsag er de relaterede problemer med subsidiaritet, der f.eks. skyldes etableringen af effektivitetsniveauer på fællesskabsplan. På grund af bygningssektorens heterogene natur, som følge af forskelle i klima, kultur og byggetraditioner, har subsidiaritet og fleksibilitet stor betydning for medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv. Kommissionen mener, at den mest effektive måde at forbedre kravene til energimæssig ydeevne i medlemsstaterne er at sørge for metoder, der tilskynder dem til at forbedre deres egne bygningsreglementer, opstille egne niveauer for ydeevne og sikre fuldstændig anvendelse og regelmæssig revision heraf. Til trods for at der kan fastlægges beregningsmetoder, mange normer og en række standarder på fællesskabsplan, bør det faktiske effektivitetsniveau for bygningers energimæssige ydeevne fortsat være op til medlemsstaterne. De fleste ændringsforslag tager hensyn til disse principper. Et andet vigtigt punkt er tærskelværdien for højnelsen af eksisterende bygningers energimæssige ydeevne, når de skal renoveres. En højnelse af de eksisterende bygningers ydeevne er en vigtig del af dette forslag. For mange medlemsstater er det et nyt område, som kræver nye standarder for ydeevne, nye ressourcer og store investeringer. Vi mener derfor, at den foreslåede tærskelværdi på 1.000 m2 for højnelsen er det bedste kompromis på dette tidlige tidspunkt. Afslutningsvis mener vi, at det med hensyn til gennemførelsen af dette direktiv er vigtigt at understrege, at vi bør undgå en unødvendig lang periode, hvis vi skal overholde datoen for Kyoto, der sædvanligvis fastsættes til mellem 2008 og 2012.