data/validation/da_ep-97-04-24.txt

Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0074/97) af Ahern for Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab og Amerikas Forenede Stater om anvendelse af atomenergi til fredelige formål (C4-0264/96).
Fru formand, denne betænkning om den nukleare samarbejdsaftale Euratom-USA drejer sig om to spørgsmål, der har været, og, håber og tror jeg, vil forblive meget vigtige for alle her i Parlamentet. Det ene er den skandaløse mangel på Parlamentets demokratiske rettigheder til at føre kontrol med Euratom, særlig når Euratom slutter aftaler med tredjelande. Dette er et fundamentalt spørgsmål for Parlamentet. De Forenede Staters Kongres skal give sit samtykke til aftalen, hvorimod Parlamentet juridisk set ikke en gang havde krav på at blive informeret. Vi kan ikke fortsætte på denne måde i Den Europæiske Union. Dette er anden gang, at Parlamentet behandler denne aftale med USA. Jeg vil minde Parlamentet om beslutningen fra marts 1995, der blev vedtaget med et stort flertal. Dengang var der forhandlinger i gang med USA, og Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi havde efter nogen anstrengelser held til at få oplysninger fra og starte en dialog med Kommissionen om denne aftale. Det var i denne ånd, at Parlamentet forlangte, at det fortsat skulle informeres og involveres i denne og lignende internationale aftaler om atomart samarbejde, herunder rådspørges, før der blev truffet en endelig aftale med USA. I min betænkning forklarer jeg i detaljer, at det, Kommissionen og Rådet gjorde, efter at denne beslutning var vedtaget, var helt utilfredsstillende. Kommissionen og Rådet besluttede tilsyneladende igen at forsøge sig alene, som de havde gjort det det meste af tiden, før vort udvalg gennemtvang dette første, men kortvarige engagement. Derfor opfordrer jeg hele Parlamentet til at stå fast på sit krav om demokratisk kontrol med dette beslutningsniveau i Unionen ligesom i marts 1995 og ved andre lejligheder, når vi har haft at gøre med lignende aftaler. Jeg er sikker på, at De vil tilslutte Dem mit beslutningsforslag i denne forbindelse, og jeg opfordrer Dem til at støtte adskillige ændringsforslag, der vil gøre beslutningsforslaget klarere og mere præcist med hensyn til demokratisk kontrol med atomare aftaler. Hvad angår indholdet i aftalen med USA, er hovedspørgsmålet samarbejde på det atomare område. Den beslutning, Parlamentet har vedtaget, og som jeg nævnte tidligere, fastlægger meget klart kriterier for bedømmelse og debat med Kommissionen og Rådet, idet det hedder, at man ønsker at forbedre strenge og effektive kontrolmekanismer til begrænsning af produktion, isolering, oplagring og al handel og sjakren med plutonium, uran af våbenkvalitet og andet nukleart materiale. I særdeleshed ønsker man at respektere miljø- og sundhedssituationen for så vidt angår atomsikkerhed og at deltage i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, således at ikke-spredning af nukleart materiale får højeste prioritet. Ikke-spredning er ved mange lejligheder blevet forelagt for Parlamentet som noget højt prioriteret, og i beslutningsforslaget har vi specielt lagt vægt på, at der skulle gives den højeste prioritet til ikke-spredning af atomvåben. Når man tager udgangspunkt i disse tidligere tilkendegivelser fra Parlamentet, nærer vi alvorlig tvivl om meget af det, der sker i øjeblikket. En gennemførelse af denne aftale med USA og dens forgænger er ikke den væsentligste årsag til denne foruroligende udvikling, men det har bestemt fremskyndet snarere end modvirket den. For blot at nævne et par af de relevante spørgsmål: Hvem vil ikke være bekymret over plutoniumøkonomien med dens alt for store omkostninger og den risiko, som den udsætter vort helbred og vort miljø for? Hvorfor vedligeholde og lette fremstillingen af MOX-brændstof og oparbejdning i La Hague og Sellafield, der er en integrerende del af denne plutoniumøkonomi? Gør vi nok for at sikre, at ikke-spredningen ikke bringes i fare ved den fortsatte produktion af nukleart materiale af våbenkvalitet? Bør vi ikke begrænse snarere end forøge transporten af nukleart affald i lyset af den beslutning, som mange lande, herunder USA, har truffet om at nægte transport gennem deres luftrum eller kystfarvande, og hvilken lektie kan vi lære af det faktum, at sikkerhedsforanstaltningerne i øjeblikket er utilstrækkelige til at sikre, at der ikke mistes signifikante mængder af plutonium? Det, jeg foreslår i min betænkning og mit ændringsforslag er at forsøge at få Parlamentets opbakning med hensyn til det præcise spørgsmål om demokratisk kontrol med de nukleare aftaler. Uden at benægte den uenighed, der kan være imellem os, så ville et fælles engagement hjælpe med til at slå bro over det enorme demokratiske underskud, vi står over for på alle europæiske områder, og det kunne bidrage til en mere fornuftig EU-energipolitik ved at tage fat på, hvad der i hvert fald er de mest risikable aspekter af en nuklear energiproduktion. Jeg glæder mig over samarbejdet om atomar sikkerhed med de forbehold med hensyn til ikke-spredning og transport af atomare stoffer og plutoniumophobning, som allerede er skitseret. Farerne ved plutonium kan ikke undervurderes.
Fru formand, debatten i dag har efter min mening træk til fælles med et absurd teater. Vi underskrev aftalen den 7.11.1995 som Europæisk Union, den er gældende, og i dag debatterer vi om den. Regibogen for dette absurde teater er naturligvis skrevet i EURATOM-aftalen. Jeg mener, hvis vi vil have accept hos vores borgere, kan vi ikke længere affinde os med, at der forhandles aftaler bag borgernes ryg, hvor vi kun kan nikke eller ryste på hovedet, hvilket imidlertid ikke har nogen indflydelse på afgørelsen! Det er ikke et borgernes Europa! Heller ikke indholdsmæssigt er jeg overbevist om, at denne aftale er den bedste, vi bør tillade os. For det første indrømmes det, at der gælder en amerikansk lov i Den Europæiske Union. Det er en mærkværdig fremgangsmåde. For det andet cementeres der med denne aftale en udviklingsretning for energiforsyningen, som ikke er ønsket i det mindste i 8 ud af 15 lande. Også i Storbritannien og Frankrig foregår der for øjeblikket en meget livlig diskussion om, hvorvidt atomenergi fortsat skal anvendes, og jeg er ikke sikker på, om det fører til det resultat, at der fortsat skal bygges på det område. Netop hvad angår spørgsmålet om oparbejdning og plutoniumøkonomi, er der væsentlige betænkeligheder hos befolkningen i Europa. De cementeres med denne aftale. For det tredje: Ved at man fortsætter ad denne vej, er der naturligvis også væsentlige sikkerhedsrisici, hvis der transporteres plutonium, MOX-brændsel og andre brændbare materialer på kryds og tværs gennem Europa, til søs, ad landevej og i luften. Jeg mener, sådan en atomturisme bør vi ikke tillade i Europa. For så vidt finder jeg ikke blot proceduren ikke rigtig, jeg finder også indholdet ikke helt overbevisende. Jeg har kun lidt euforisk forventning til reformkonferencen, der afholdes nu og afsluttes i Amsterdam, men dette politikområde, der helt centralt fastlægger betingelser for vores samfundsmæssige fremtid, spørgsmålet om energiforsyning, EURATOM-aftalen, det skulle integreres i de europæiske aftaler, og dét med demokratisk kontrol, med fælles beslutningsprocedure med Parlamentet som en af parterne. Ellers vil der virkelig ikke længere være nogen accept at finde for Europa hos borgerne. Derfor siger jeg: Vi har brug for demokrati nu!
Fru formand, kære kolleger, vi afgiver i dag vores udtalelse til en aftale, der allerede er trådt i kraft. Det kan man beklage, og det er jo allerede blevet beklaget, og det gør vi også i vores beslutning. Alligevel må vi tage det til efterretning. Vi har ikke undertegnet eller forhandlet aftalen, men er nødt til at arbejde inden for aftalens rammer. Det drejer sig i dag ikke om at diskutere om atomenergi. Det siger jeg også helt åbent. Det har vi tilstrækkelig lejlighed til i næste måned, når vi debatterer Soulier-betænkningen. I dag drejer det sig om at undersøge, om vi kan gå ind for denne aftale mellem EURATOM og USA eller ej. Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi har, og det var vores initiativ som PPE, udtalt sig positivt om denne aftale. Naturligvis lægger vi os i selen for, at vi som Europa-Parlament informeres bedre, at vi især i den periode, hvor forhandlingerne foregår, også kan bringe vores anliggender, vores interesser ind i billedet. Også det giver vi entydigt udtryk for i vores beslutning. Jeg vil ikke desto mindre gerne give udtryk for min forundring over, at vi afhængig af betænkningens emne har meget forskellige diskussioner. I spørgsmålet om transport af radioaktive materialer blev Amerika især af De Grønne nævnt for os som et lysende forbillede for sikkerhedsstandarder. Nu pludselig, hvor det drejer sig om aftalen EURATOM/USA, siger man: Standarderne er dårlige, dem må vi ikke overtage. Her drejer det sig jo om troværdigheden af vores argumenter, som man ikke kan forme alt efter, hvordan man har brug for dem, og det vil jeg slet og ret bede om på dette sted. Endelig bør vi heller ikke gøre, som om det ved aftalen med USA drejede sig om den globale plutoniumtransport, som døren dermed åbnes på vid gab for. Ingen steder i verden har vi så strenge standarder og så skrappe pålæg som i De Forenede Stater og i Europa. Vi har vores problemer, nemlig med landene i Central- og Østeuropa, men det har nu intet at gøre med aftalen, og derfor skal vi også sige det klart her. PPE-gruppen støtter i det væsentlige forslaget til beslutning, sådan som det er vedtaget i Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi. Ændringsforslagene med undtagelse af vores forslag nr. 1 kan vi ikke støtte. Det siger jeg også helt tydeligt. Det er alle de punkter, der er strøget på vores initiativ. Nu kan De ikke forlange af os, at vi igen støtter disse ting i plenum. Vi bør altså i dag komme med en klar udtalelse. Men vi bør også, og hr. Lange, her er vi jo da enige, hvad angår EURATOM-aftalen, gøre alt for, at den bliver integreret i fællesskabsretten, og at vi således vedvarende får et mere ærligt, mere demokratisk grundlag for sådanne aftaler.
Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, forhandlingsprocessen om aftalen mellem Euratom og De Forenede Stater var en smertefuld og langvarig proces. Europa-Parlamentet har knap nok kunnet spille en rolle heri og blev meget dårligt informeret. Efter et møde bag lukkede døre med Kommissionen hørte vi sågar intet i et år. Min gruppe ønsker, at Parlamentet på demokratisk vis involveres i Euratom-aftalerne med tredjelande nu og i fremtiden. Nukleare aftaler berører de europæiske borgere direkte, både nu og i fremtiden. Euratom-traktaten har desuden et enormt budget, og det er nødvendigt med demokratisk kontrol med det fra Europa-Parlamentets side. Mit sidste punkt. Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe er bekymret over den tendens, at De Forenede Stater i stigende grad lovgiver uden for sit territorium. Lovgivning, som griber ind i Den Europæiske Unions indre marked. De Forenede Stater ønsker selv at udøve fortsat kontrol med det nukleare materiale, de leverer til Euratom. Det får negative følger for den europæiske industri og er dårligt ud fra et økonomisk synspunkt. Desuden griber det ind i Den Europæiske Unions interne anliggender. Det er ikke acceptabelt for min gruppe. Tilbage står for mig at lykønske ordføreren, fru Ahern, med sin glimrende betænkning, og min gruppe vil støtte elleve af de atten ændringsforslag, hun stillede.
Fru formand, jeg glæder mig over det samarbejde i det mindste om demokratisk kontrol, som jeg hører hele vejen rundt i salen, og jeg glæder mig over støtten til de stillede ændringsforslag. Vi kan ikke undervurdere farerne for, at Europa kan blive en plutoniumøkonomi, hvis denne aftale bliver gennemført. Den opmuntrer ligefrem til oparbejdning i Sellafield og La Hague og forøger plutoniumproduktionen. Det vil blive mere almindeligt at transportere radioaktivt materiale til søs, over land og i luften med de risici, det indebærer. Irland er allerede udsat for betydelig risiko fra oparbejdning i Sellafield, og i år 2010 vil Sellafield have oparbejdet 545000 kg af affaldsatombrændsel. Under denne aftale vil der komme mere atomart affald til Sellafield, ikke bare over Det Irske Hav, men også ad luftvejen. Det vil blive oparbejdet og derved skabe 160 gange den mængde radioaktivt affald, det begyndte med. Vi er også meget bekymrede over nyligt foretagne sundhedsundersøgelser af grupper af leukæmitilfælde rundt om La Hague, og vi har haft sådanne undersøgelser i Sellafield. Det bliver mere og mere klart, at oparbejdning frembyder en særlig risiko for den europæiske befolknings sundhed og miljø. Når store mængder radioaktivt materiale bliver udbredt og sendes over hele kontinentet, hvordan kan man så finde sikkerhedsforanstaltninger over for disse risici? Der sker uheld, som da en maskine fra USA tabte en atombombe over Spanien for mange år siden. Den eksploderede ikke, men den forurenede et stort område. Man må også tænke på, at når man har store mængder plutonium i omløb, består der alvorlige sikkerhedsrisici. Man behøver bare 3 til 5 kilo radioaktivt plutonium for at fremstille en atombombe. Der er tusinder af tons til rådighed nu, og vi øger lagrene. Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om demokratisk kontrol med andre atomaftaler. I øjeblikket har Kommissionen lige underrettet os om aftalen med Korea. Det er et særlig følsomt område for demokratiet, og vi mener ikke, at løsningen er at afslutte atomaftaler med disse lande. I det mindste må vi have Parlamentet involveret i disse atomaftaler i fremtiden.
Fru formand, jeg vil gerne benytte lejligheden til at lykønske Nuala Ahern med hendes betænkning, der på afgørende punkter strammer den aftale op, der nu skal behandles. Det er, som det rigtigt påpeges, under al kritik, at Europa-Parlamentet ikke inddrages i Euratom-aftalerne. Der er bred enighed om at demokratisere og åbne de forhandlinger, der finder sted i EU, og det er derfor ubegribeligt, at Europa-Parlamentet ikke er blevet inddraget formelt i netop denne beslutningsprocedure. Den europæiske befolkning kan simpelthen ikke være tjent med, at et så vigtigt emne som udnyttelse af atomenergi ikke bliver diskuteret i fuld offentlighed, men i stedet bliver forhandlet på plads bag lukkede døre af Kommissionens embedsmænd. Kravet om EuropaParlamentets deltagelse er særlig vigtigt, hvad angår kommende aftaler mellem Euratom og tredjelande. Som det ser ud i dag, er der slet ingen eller næsten ingen viden om disse landes nukleare forhold. Jeg tilslutter mig ligeledes det argument, at den nye aftale mellem Euratom og USA ikke synes at bidrage til at reducere den såkaldte plutoniumøkonomi. Derimod tillader aftalen mellem Euratom og USA en øget oparbejdningsindustri for plutonium, hvilket er stærkt utilfredsstillende. Det vil alt andet lige føre til en større global spredningsrisiko, og jeg noterer mig, at det også er i modstrid med Parlamentets beslutning om en udvidelse af ikke-spredningstraktaten med henblik på at udvikle alternative og vedvarende energikilder. Kun ved at stemme for betænkningen i dag kan vi sikre os, at kommende internationale forhandlinger på det nukleare område vil blive behandlet på en demokratisk forsvarlig måde.
Fru formand, kære kolleger, når jeg læser vores kollegas betænkning, har jeg indtrykket af at overvære et absurd teaterstykke, som kunne være skrevet af Dürrenmatt eller Bertold Brecht. For det første lader man nemlig forstå, at aftalekonteksten er præget af en total mangel på balance. Jeg tænker her på betragtningerne E og F, hvor man påpeger USA's ensidige indstilling - i det mindste siden 1978 - den manglende gensidighed og det forhold, at der på det nukleare område hersker en vedvarende uligevægt i styrkeforholdet og i de diplomatiske relationer mellem USA og Europa. For det andet forklarer man, at aftalen ikke er blevet forhandlet på demokratisk vis, at Europa-Parlamentet er blevet hægtet af, og betænkningens punkt 4, 5 og 6 illustrerer udmærket, at de oplysninger, Europa-Parlamentet har modtaget, ingenlunde giver mulighed for at vurdere omstændighederne omkring aftalen. For det tredje forklarer man, at aftalen vil skabe en »plutoniumøkonomi«, som man i øvrigt frygter, og at sikkerhedsbestemmelserne på mange områder er utilstrækkelige, især på lufttransportområdet. Endelig, efter den byge af kritik, som man finder i begrundelsen - og også i REX-udvalgets udtalelse - glæder man sig over aftalen, jf. punkt 9. Det er trods alt utroligt, må jeg sige, at man når til en sådan konklusion på et klart modsigende grundlag. Derfor vil vi for vores vedkommende ikke stemme for betænkningen, og vi vil benytte os af lejligheden til at udtrykke vores undren over, at man næsten altid i forbindelse med aftaler mellem USA og Europa forklarer, at der er ubalance i aftalerne, og at man trods det alligevel anbefaler at godkende disse aftaler. Det viser klart Europas underordnede position i den transatlantiske dialog.
Fru formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke fr. Ahern for den betænkning, hun har fremlagt i dag. Som bekendt trådte denne aftale i kraft den 12. april 1996. Fr. Aherns betænkning tager mange spørgsmål vedrørende aftalen op til behandling, og jeg vil gerne svare på disse. Jeg vil også gerne svare på de kommentarer, der er kommet fra de ærede medlemmer. For det første beskæftiger betænkningen sig med Europa-Parlamentets rolle på grundlag af Euratomtraktaten. Som bekendt har Europa-Kommissionen stillet nogle forslag til regeringskonferencen. I en af de rapporter, den har forelagt konferencen, anbefaler den en sammensmeltning af de tre fællesskaber til en enkelt enhed for at give større klarhed. I en anden rapport anbefaler Kommissionen, at der i traktaten bliver indføjet et kapitel om energi. Hvad angår information af Parlamentet, har Kommissionen holdt Europa-Parlamentets Energiudvalg løbende informeret om forløbet af forhandlingerne med den amerikanske regering. Dette skete på møderne i december 1994 og januar og marts 1995, dvs. mens forhandlingerne endnu var i gang. Endvidere informerede vi Parlamentet den 10. maj 1995, da Kommissionen fremsatte et forslag til Rådets afgørelse om godkendelse af aftalen. Og nogle få måneder herefter, i november 1995, forelagde generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat for Energi Parlamentets Udvalg om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi en kopi af den undertegnede aftale. Beslutningsforslaget beskæftiger sig ligeledes med konsekvenserne af anvendelsen af kerneenergi, som kan føre til en såkaldt plutoniumøkonomi. Hvad angår en bæredygtig økonomisk udvikling, er det naturligvis vigtigt for alle lande, at man har en afbalanceret sammensætning af brændstoffer, som alle energikilder skal bidrage til på passende vis. Kerneenergien er ganske vist ikke en energikilde, der udnyttes i alle Den Europæiske Unions medlemslande. Det er imidlertid en vigtig energikilde, eftersom den står for omkring en tredjedel af den samlede elproduktion i EU. Beslutningsforslaget tillægger aftalen hensigter om at styrke denne plutoniumøkonomi. Euratomtraktaten forpligter imidlertid på ingen måde til oparbejdning af brugt atombrændstof og lægger ikke noget pres på medlemsstaterne. Som bekendt er det en beslutning, der skal tages af de enkelte medlemsstater, og det samme gælder beslutningen om, hvorvidt der skal anvendes plutonium til fremstilling af MOX-brændstof. Der er EU-lande, der har valgt oparbejdning. Oparbejdning af atombrændstof praktiseres imidlertid ikke i Den Europæiske Union i dag, men fandt sted for ca. 25 år siden. Naturligvis under særlig hensyntagen til sikkerheden ved håndteringen af det producerede plutonium. Euratomtraktaten går ikke ind i en medlemsstats valg med hensyn til anvendelse eller ikke-anvendelse af kerneenergi, og heller ikke med hensyn til oparbejdning af brugt atombrændstof. Derfor kan en atomsamarbejdsaftale med et tredjeland, som indgås i henhold til traktaten, på ingen måde gribe ind i de politikker, som et medlem af Den Europæiske Union følger. Og jeg vil gerne understrege, at netop dette anerkendes klart af begge parter, dvs. både Den Europæiske Union og USA, i den nye aftale, vi indgår. Det kan derfor ikke siges, at traktaten tilskynder til oparbejdning. Tværtimod ville jeg sige, at den skaber en passende ramme, der gør disse oparbejdningsprocesser politisk og juridisk mulige, når der anvendes atommateriale af amerikansk oprindelse, hvis en medlemsstat ønsker dette, samtidig med at der gives garanti for ikke-spredning af det nukleare materiale i henhold til gældende multilaterale aftaler. Derfor har aftalens kontraherende parter besluttet at bibeholde visse rettigheder og forpligtelser efter aftalens udløb. Især er parterne blevet enige om, at forpligtelserne vedrørende sikkerhed, anvendelse til fredelige formål og fysisk beskyttelse af nukleart materiale skal gælde på ubestemt tid. Denne afgørelse er truffet med den begrundelse, at de nukleare materialer også efter aftalens udløb vil være anvendelige til nukleare formål, hvilket naturligvis medfører teoretiske og hypotetiske risici for spredning af atommaterialet. Disse tre overordnede forpligtelser vil derfor være med til at hindre, at der opstår risiko for spredning af nukleare materialer, efter at den lovramme, som dannede grundlag for deres udnyttelse, er udløbet. De sikkerhedsforanstaltninger, som aftalen foreskriver, er de samme som indgår i Euratomtraktaten, og som også praktiseres af Den Internationale Atomenergiorganisation inden for rammerne af de aftaler, der er indgået mellem Euratom og dens medlemmer. Disse foranstaltninger, som vi allerede har truffet, og rammerne for samarbejdet gør Den Europæiske Union til det område i verden, der har den største sikkerhed, en kendsgerning, som også er almindeligt anerkendt af det internationale samfund. Euratoms sikkerhedsforanstaltninger garanterer, at de nukleare materialer - heriblandt plutonium - ikke mangler i fortegnelsen over de kontrollerede anlægs indhold. Euratoms sikkerhedsdirektorat råder i dag over de tekniske og administrative midler til udførelse af denne kontrol. Endvidere vil jeg gøre opmærksom på, at Kommissionen deltager i og støtter initiativer over hele verden, der har til formål dels at indstille produktionen af beriget plutonium, der kan anvendes til våben, dels at overvåge de eksisterende lagre. Desuden støtter Kommissionen blandt andet også indledningen og gennemførelsen af forhandlinger om indgåelse af en traktat, der forbyder produktion af fissilt materiale til kernevåben inden for rammerne af nedrustningskonferencen i Genève. Herudover deltager vi i det arbejde, der foregår i Gruppen for Forvaltning af Plutoniumlagre under Den Internationale Atomenergiorganisation i Wien. Til sidst vil jeg sige, at det er Kommissionens opfattelse, at denne aftale er en garanti for den europæiske atomindustri, når denne håndterer materiale, der medfører forpligtelser over for USA, den er en garanti for forsyningssikkerheden, for stabiliteten og for de langsigtede hensyn inden for rammerne af Den Europæiske Unions generelle energipolitik, som er formuleret i hvidbogen. Endvidere bidrager aftalen til at styrke ikke-spredningspolitikken. Kommissionen glæder sig over det standpunkt, som Parlamentets to udvalg har valgt at indtage, dvs. både Energiudvalget og Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser, og jeg vil ved samme lejlighed takke fr. Ahern for det arbejde, hun har gjort, samt naturligvis alle de medlemmer, der har taget ordet i dag.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0023/97) af Miranda de Lage for Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af rammesamarbejdsaftalen, der som endelig målsætning skal forberede en associering af politisk og økonomisk art mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Republikken Chile på den anden (KOM(96) 0259 - C40450/96-96/0149(CNS)).
Fru formand, ærede medlemmer, i løbet af de sidste ti år har Den Europæiske Union iværksat en lang række aftaler med det latinamerikanske subkontinent, først for at lancere og nu for at styrke handelssamarbejdet med denne gruppe af lande. Tredjegenerations-aftalerne - aftalen med Chile, som stadig er gældende, går tilbage til 1990 - var frem for alt en politisk støtte til demokratiseringsprocessen, til stabiliseringen og til den regionale integration. Disse aftaler var det europæiske svar til lande, som på grund af deres institutionelle og økonomiske udvikling nu er handelspartnere, men også politisk allierede. Blandt denne gruppe lande udmærker Chile sig ved sin dynamik, sin økonomiske åbning og sin politiske vilje. Chile har været i stand til at overvinde mange af de politiske vanskeligheder, som hele landet stod overfor, da de genvandt friheden efter et langt og forfærdeligt diktatur. Den gældende forfatning begrænser den demokratiske udvikling og forhindrer stadig den fulde opnåelse af en retsstat med en klar definition af de funktioner, de forskellige magter bør have i et fuldt demokrati. Europa-Parlamentet er bevidst om de nuværende institutionelle vanskeligheder i Chile, men 1998 vil være et afgørende år, og det er et godt tegn på medlemsstaternes, Kommissionens og Parlamentets tillid til Chiles fremtid, at vi i dag afholder denne debat om de nye rammer for samarbejde med en liberalisering af al samhandel som endelig målsætning. Den nuværende tekst indeholder denne ambitiøse målsætning og er den forberedende fase til den fremtidige associering. Aftalen lader to væsentlige spørgsmål stå åbne: Hvordan og hvornår overgangen til slutfasen bør finde sted. Men jeg må indprente, at denne manglende fastsættelse på ingen måde forringer den politiske, handelsmæssige og økonomiske betydning af den første fase, eftersom den nuværende tekst tydeligt opstiller de kontraktlige rammer og den politiske vilje med hensyn til slutfasen. Parlamentet glæder sig over, at demokratiklausulen er blevet indføjet i aftalen i sin mest fuldstændige version, i form af henvisninger til menneskerettighederne og de sociale og miljømæssige rettigheder. Denne aftale, fru formand, giver os mulighed for at insistere på den nødvendige enighed om retten til en ikke betinget retfærdighed, og jeg beklager igen at måtte bede de chilenske myndigheder, som altid er opmærksomme over for udtalelserne fra denne forsamling, om en løsning på sagen vedrørende vores medborger Carmelo Soria, således at vi definitivt kan afslutte den etiske klagesag, som hans familie har anlagt, og hvorom dette Parlament har udtalt sig ved flere lejligheder. Aftalen indfører desuden en regelmæssig politisk dialog og omfatter en erklæring om den parlamentariske dialog, som giver mulighed for tilnærmelse og for diskussion i et passende forum af alle de spørgsmål, der er af fælles interesse. Den økonomiske og handelsmæssige dialog er en af aftalens grundsøjler, som udvides til at omfatte parternes handelsmæssige forbindelser med tredjelande. I denne forbindelse lykønsker jeg Kommissionen for at have forudset en »bro«, der giver mulighed for at sammenkæde mekanismerne til handelsliberaliseringen med de mekanismer, der er planlagt i Mercosur-aftalen, samt for at undersøge Chiles eventuelle deltagelse i samarbejdsprogrammerne mellem EU og Mercosur. Aftalen omfatter også samarbejdet inden for social udvikling, modernisering af staten - hvilket er meget vigtigt - uddannelse og undervisning, miljøet samt forskning og udvikling inden for nye teknologier. Aftalen er kort og godt et fremragende instrument, der giver anledning til enorme økonomiske forventninger til en bæredygtig udvikling, og som fra Unionens side desuden er en betydningsfuld politisk støtte, som helt sikkert fremmer den demokratiske udvikling i Chile og gennemførelsen af en retsstat. Som ordfører for Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser vil jeg gerne til sidst takke for udtalelserne fra de tre udvalg, som har sendt os deres rapporter, der supplerer nogle af de aspekter, jeg har fremlagt, og som i stor udstrækning er blevet taget med i betragtning ved udarbejdelsen af begrundelsen.
Fru formand, jeg vil gerne komplimentere min kollega, fru Miranda de Lage, for hendes fortræffelige betænkning. Hun har på udmærket måde skitseret baggrunden for denne rammesamarbejdsaftale. Da vi drøftede den i udvalget, var der mange af os, der havde blandede følelser over for den nuværende situation i Chile med vores historiske kendskab til den situation. Vi vil gerne støtte de demokratiske kræfter i Chile, så godt vi kan, men ikke desto mindre er vi opmærksomme på, at Chile stadig har en lang vej at gå, før der er fuldt demokrati. Der er den rolle, de væbnede styrker stadig spiller, nødvendigheden af en garanti for uafhængighed for domstolene osv. På denne baggrund har fru Miranda udformet en glimrende betænkning, der tager hensyn til disse forhold. Det er den generelle baggrund, men jeg vil i særdeleshed gerne anmode kommissæren om at svare på nogle punkter angående den diskriminerende skatteordning i Chile med hensyn til alkohol. Som tilhænger af skotsk whisky vil jeg gerne fokusere på dette. Jeg har nogle spørgsmål til Kommissionen. Denne diskrimination har eksisteret siden 1985. Vi er opmærksomme på, at Chiles regering i alt for lang tid har undladt at fremlægge forslag om at fjerne denne diskriminering. Vi forstår, at Sir Leon Brittan under sit besøg gjorde det klart, at medmindre Kongressen inden udgangen af denne måned får forelagt lovforslag, der er i overensstemmelse med GATT, så vil Den Europæiske Union anmode om konsultationer inden for WTO. Kan Kommissionen kategorisk forsikre os om, at den vil stå fast på denne tidsfrist for at kræve WTOkonsultationer? Vi vil gerne have, at Kommissionen opretholder presset på Chile, og jeg vil være taknemmelig, hvis kommissæren vil give mig et kategorisk svar på dette spørgsmål.
Fru formand, frem for alt vil jeg gerne give udtryk for min gruppes tilfredshed med, at forsamlingen helt sikkert vil vedtage samarbejdsaftalen mellem EU og Chile. Denne aftale, som er af blandet karakter, har mange lighedspunkter med den interregionale rammeaftale mellem EU og Mercosur, fordi det drejer sig om aftaler med samme målsætning. Den nye samarbejdsaftale mellem EU og Chile følger ikke nogen af de tidligere modeller. Det er en forberedende aftale af nyt tilsnit, og den indeholder ikke bestemmelser om et positivt tilsagn om at indlede de handelsmæssige forhandlinger eller overgangen til slutfasen, men lader to væsentlige spørgsmål for den fremtidige associering mellem Den Europæiske Union og Chile stå åbne: Hvornår og hvordan den videre gensidige og gradvise liberalisering af al samhandel skal ske. Såvel i aftalen mellem EU og Mercosur som i denne aftale er der tale om manglende præciseringer, hvilket ikke svækker dens politiske betydning, men som efter min mening ikke gør aftalen mere tydelig. Man tager ikke udtrykkelig højde for en udvidelse af aftalen til andre lande i den sydlige del af Latinamerika, men til gengæld er der sket et betydeligt fremskridt, idet Chile - i modsætning til den interregionale rammesamarbejdsaftale mellem Den Europæiske Union og Mercosur, som ikke omhandler nødvendigheden af samarbejde om offentlige indkøb - har accepteret, at dette medtages. Under alle omstændigheder mangler vi stadig en mere åben økonomisk dialog og en koordinering af strategier i de internationale fora. Den økonomiske og handelsmæssige dialog er begrænset til bilaterale aftaler. I lighed med aftalen mellem Den Europæiske Union og Mercosur besluttede begge parter, at det handelsmæssige samarbejde skulle træde i kraft så hurtigt som muligt, en beslutning der blev truffet uden forudgående høring af Parlamentet, som burde have været hørt i betragtning af indholdet af de handelsmæssige bestemmelser. Denne manglende præcisering gør sig også gældende med hensyn til de institutionelle følgevirkninger og de budgetmæssige konsekvenser. Under alle omstændigheder bør Parlamentet især vurdere den omstændighed, at den såkaldte demokratiklausul eller menneskerettighedsklausulen er blevet indføjet i denne aftale. I REX-udvalget anser vi den regelmæssige økonomiske og handelsmæssige dialog for at være aftalens grundsøjle, idet aftalen omfatter en meget detaljeret arbejdsplan med alle væsentlige elementer til forhandling af oprettelse af et ægte frihandelsområde. Til sidst vil jeg gerne give udtryk for vores utilfredshed med de tvetydige formuleringer med hensyn til de finansielle forpligtelser og Kommissionens forsømmelse på dette område, såvel hvad angår indhold som planlægning, som det blev påpeget af Budgetudvalget. Dette er kort sagt et tegn på svaghed i den parlamentariske politiske dialog, og Europa-Parlamentet nævnes ikke en gang i aftalen. Til sidst vil jeg gerne lykønske ordføreren med denne betænkning.
Fru formand, Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe udtaler sig i dag positivt om rammeaftalen med Chile. Vi gør det ikke, fordi alt er i den skønneste orden dér, og i fru Miranda de Lages gode betænkning har vi set, at det stadig halter noget, men for i hvert fald at støtte en positiv udvikling. Overgangen til et fuldstændigt demokrati er stadig ikke afsluttet, og som hr. Smith allerede nævnte, spiller militæret stadig en stor rolle dér. Aftalen tilsigter etablering af en politisk og økonomisk associering. På det økonomiske område indgyder forbindelserne med Chile potentielt håb. Der er stadig meget at afklare, men viljen til gensidig liberalisering, den findes. Aftalen passer ind i udviklingen af vore forbindelser med Latinamerika, som ganske vist giver spillerum for variation landene imellem, men dog fortsat udgør et hele. Det havde været ønskeligt med lidt mere overskuelighed i den aftale. Den hundredesyttende nye og den hundredesyttende afvigende model er nu blevet udviklet endnu en gang, og endnu en gang er en seriøs parlamentarisk dialog blot forløbet indirekte. Endelig er det på grund af forbindelsen MERCOSUR-Chile af største betydning, at vi ved udarbejdelsen af den aftale også tager udarbejdelsen af aftalen mellem Unionen og MERCOSUR i betragtning.
Fru formand, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre tillægger denne aftale med Chile og Rådets beslutning om at undertegne en samarbejdsaftale med Chile, der i løbet af kort tid skal omdannes til en politisk og økonomisk associeringsaftale, stor betydning. Men vi er ambivalente over for denne veludførte betænkning af fru Ana Miranda de Lage. På den ene side er vi enige i, at man skal foretage dette skridt - vi vil yde vores støtte, og vi vil opfordre Kommissionen til at fortsætte dialogen og foranstaltningerne - men på den anden side mener vi ikke, at mange af kravene bliver opfyldt. Der er i mange tilfælde tale om retorik i stedet for politisk realitet. Når man siger, at vi har de samme værdier, hvad angår demokrati, støtte til menneskerettigheder og pluralistisk demokrati, må vi også indrømme, at Chile ikke har fuldt demokrati. Vi ved, at det samme foregår andre steder på jorden, i andre demografisk mere betydelige nationer, som vi har indgået aftaler med. Vi vil ikke være hykleriske, vi vil heller ikke være sekteriske, men vi må sige højt, at Chile ikke har fuldt demokrati. Da jeg, ligesom andre parlamentsmedlemmer, havde det privilegium at være til stede ved den folkeafstemning, som satte punktum for Pinochets periode som præsident for republikken, denne blodige diktator, troede vi, at Chile i løbet af få år igen ville få fuldt demokrati, men det er ikke sket. General Pinochet, som har blod på hænderne, som politisk og moralsk fordømmes af samtlige nationer, som ikke kan rejse til mange lande på jorden, fordi demokraterne ikke kan modtage ham, spiller fortsat en vigtig rolle i Chile - jeg siger ikke dominerende, men vigtig - idet han kan udnævne en del af senatorerne direkte samt øve en betydelig indflydelse på den dømmende magt. Han udøver kort sagt en vis form for værgemål over det chilenske demokrati. Jeg kender den indsats, der ydes af de chilenske demokrater og af de chilenske institutioner, for at afskaffe denne situation, men vi må se den i øjnene. Denne appel til de fælles værdier står i modsætning til den reelle kendsgerning, at de demokratiske værdier ikke kan gøres gældende, og at man ikke kan kræve fuldt regnskab for de forbrydelser, der er begået i en ikke fjern fortid. Og der er mange eksempler på dette, hvoraf det vigtigste er Carmelo Soria. Hans familie er blevet tilbudt udenretslig erstatning, men Chiles Højesteret har anvendt amnestiloven over for de ansvarlige for dette mord, på trods af at det drejer sig om en international tjenestemand, der er blevet myrdet af statens sikkerhedsstyrker, som i sidste instans ledes af den mand, der er general for Chiles hærstyrker, og som stadig i stor udstrækning kontrollerer situationen. Det er ikke nok med en udenretslig erstatning, og vi opfordrer herfra Kommissionen til at fortsætte med at stille de krav, som vi ved, at den er begyndt på. Der er andre uden tvivl mindre, men alligevel vigtige emner som konfiskation af de europæiske borgeres ejendom. I betænkningen og navnlig i udtalelserne fra de forskellige udvalg taler man om dagbladet Clarín , som endnu ikke er blevet givet tilbage til ejerne. Men ejeren af dagbladet Clarín har et navn: Han hedder Víctor Pey, og han kan ikke gennem domstolene få den avis tilbage, hvoraf han ejer 100 % af aktierne, som blev stjålet fra ham i hans eget kontor ved et overgreb fra en lille militærgruppe. Dette er små eksempler - og store eksempler i tilfældet med Carmelo Soria - på overtrædelsen af menneskerettighederne. Hvad angår betænkningens indhold, mener vi, at en samstemmende udtalelse havde været det rigtige, og vi er besluttet på, at betænkningen ikke skal have en flygtig, men konkret politisk og økonomisk effekt.
Fru formand, da jeg i september 1995 gjorde ophold i Chile med Sydamerikadelegationen, blev jeg nærmest bestormet af menneskerettigheds- og miljøgrupper. De nærede alle stor frygt for, at den nye aftale mellem EU og Chile ikke ville bidrage til løsning af de mest presserende problemer. De gjorde opmærksom på det begrænsede demokrati, på straffrihed for menneskerettighedsforbrydere, på manglende deling af statsmagten og Pinochets fortsatte magt. »Sammenligningen med de asiatiske tigre halter«, sagde de, «for landet er en tiger uden urskov!« Makroøkonomisk klarer Chile sig ganske vist godt, men skoven fældes uden undtagelse, havet overfiskes, kobberudvindingen og eksportlandbruget fører landet ud i en økologisk katastrofe. På hele kontinentet er forskellen mellem rig og fattig kun større i Brasilien. Chilenerne bad mig derfor om, at vi skulle gøre vores indflydelse gældende for et ubegrænset demokrati i Chile, for en økonomisk udvikling, som befolkningen og ikke kun de multinationale selskaber har del i, for en økologisk udviklingsretning. Men når De nu betragter aftalen, er der ikke noget af alt det, der er opfyldt. Chile skal kun i højere grad blive en endnu mere attraktiv legeplads for koncerner og investorer. De får stillet yderligere handelsliberaliseringer i udsigt, de handelsog skatteretlige forhold skal orienteres efter Europa. Skal de 91 % afhængighed af råstofudførsler da blive til 100 % i fremtiden? Menneskerettighedsklausulen, miljøbeskyttelsen og hjælpen til de fattigste i aftalen er ikke mere end den sædvanlige lyriske staffage, hr. kommissær. Var de ikke det, måtte Pinochet allerførst træde tilbage, før aftalen overhovedet får gyldighed. Trekanten Chile/MERCOSUR/EU skal være verdens største frihandelszone, men hvem vil så kontrollere frihandelsmændenes handelsfrihed? Allerede nu er aftalens handelspolitiske aspekter foregrebet og simpelthen sat i kraft pr. brevudveksling. Vi fra De Grønne vil derfor undlade at stemme, da denne aftale ikke svarer til det, befolkningen i Chile ønsker, og hr. kommissær, det ville også være ønskværdigt med mindre lyrik, men mere realitet og klare ord fra Deres side!
Fru formand, efter indgåelsen af aftalen med MERCOSUR er det vigtigt, at de politiske og økonomiske forbindelser med Chile også styrkes. Ved gennemførelsen af rammeaftalen skal opmærksomheden frem for alt rettes mod bekæmpelse af fattigdom og underudvikling i Chile. På trods af den økonomiske vækst lever en stor del af den chilenske befolkning stadig under fattigdomsgrænsen. Rammeaftalen kan fremover få en positiv virkning på overgangen til parlamentarisk demokrati. En væsentlig del af aftalen udgøres af aftalerne med henblik på den fremtidige liberalisering af handelen. Selv om der på kort sigt ikke bliver tale om en frihandelszone mellem Den Europæiske Union og Chile, angiver ordføreren allerede i sin betænkning, at landbrugssektoren vil spille en central rolle i de fremtidige forhandlinger om frihandel. For nylig offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om WTO-aspekterne ved Den Europæiske Unions præferenceaftaler med tredjelande. Heri angives med rette det princip, at man skal undgå konflikter med den fælles landbrugspolitik. Derfor skal man passe på, at man ved at stable den ene frihandelsaftale oven i den anden ikke forårsager store uønskede bivirkninger i medlemsstaterne. En fremtidig frihandelszone med Chile kan da også kun indgås i overensstemmelse med WTO-kriterierne og efter en tilbundsgående analyse af de dermed forbundne fordele og ulemper. Fru Miranda de Lage har præsenteret en klar betænkning. Vi bifalder aftalen.
Fru formand, jeg vil sige, at jeg er enig i fru Miranda de Lages betænkning og kun fremkomme med én bemærkning. Jeg finder, at denne betænkning trods alle dens begrænsninger omhandler et vigtigt forhold, nemlig klausulen om demokrati, der netop svarer til det krav - som også hr. Puerta har rejst her i salen - om fuld overgang til et demokratisk styre, navnlig kravet om på ny at gøre folket til den øverste civile og politiske myndighed i forhold til de væbnede styrker, genindføre domstolenes uafhængighed og ikke lade de forbrydelser mod menneskeheden, der er begået i fortiden, gå ustraffet hen. Jeg tænker her på general Pinochet og hans følgesvende. Det andet spørgsmål, jeg vil understrege, er den store betydning af, at denne aftale indgås ganske få dage før mødet med Palatino, Det Latinamerikanske Parlament. Jeg vil desuden sige, at vi altid yderligere skal udvikle og rationalisere vore forbindelser med hele Latinamerika. Denne aftale kan hjælpe os i denne retning, men vi har et mål, nemlig en samlet aftale mellem Den Europæiske Union og Latinamerika og mellem Europa-Parlamentet og Palatino.
Fru formand, jeg vil forsøge ikke at gentage de tanker, der er kommet til udtryk her, men blot påpege min enighed eller min uenighed med de tidligere indlæg. For det første er denne aftale med Chile vigtig i lyset af den europæiske industris faldende konkurrenceevne, som afspejles i tabte markedsandele i de industrialiserede lande. I denne sammenhæng er forbindelserne med Latinamerika generelt og navnlig med Chile af særlig betydning. I Latinamerika er forbindelserne med Chile specielt vigtige. Tre vigtige aspekter er understreget i betænkningen: De politiske aspekter, de økonomiske og handelsmæssige aspekter og de sociale aspekter. Jeg er fra først til sidst enig i det indlæg, som min landsmand Alonso Puerta er kommet med her. Jeg håber, vi også vil være enige i vores iver efter at kræve respekt for en fuldt demokratisk model, når vi skal tale om andre lande på dette kontinent. For det andet er jeg enig med ordføreren i aftalens særlige betydning på et tidspunkt, hvor Chile lader til at gå væk fra sin model med variabel geometri i forbindelserne med andre lande for at intensivere sine forbindelser med Mercosur. Derfor synes jeg, at bemærkningen om den »bro«, der er etableret for at fastsætte en definitiv model for forbindelserne med Chile i relation til forbindelserne med Mercosur, er meget fornuftig. For det tredje er jeg helt enig med de talere, som har givet udtryk for deres bekymring for de eventuelle sociale uligheder, som den nuværende økonomiske model i Chile kan give anledning til. Til sidst, fru formand, mener jeg, som det er blevet sagt af alle talerne, at det er på tide at holde op med at tænke og i stedet handle. Hvis vi ønsker at handle, vil det være umuligt at se bort fra dette Parlament og - hvilket er endnu vigtigere - at undlade at sætte tal på disse mål i budgetterne, som vi meget snart har lejlighed til at diskutere.
Hr. formand, udviklingen af tættere forbindelser mellem Den Europæiske Union og Latinamerika er af stor betydning. Derfor glæder jeg mig over denne aftale med Chile og komplimenterer ordføreren. Selv om den nuværende regering ønsker at respektere menneskerettighederne, er der stadig mange uløste problemer fra militærdiktaturet under general Pinochet, der var ansvarlig for over 3000 officielt anerkendte vilkårlige drab. Mere end 1000 sager er stadig uafsluttede. General Pinochet skal være senator på livstid efter i 1998 at have trukket sig tilbage som øverstkommanderende, skønt Senatet allerede kontrolleres af højre, som resultat af udnævnelser, som Pinochet tidligere har foretaget. Det kan således stille sig i vejen for reformer uden en to tredjedels majoritet i Førstekammeret. Der er stadig visse militære ledere, der er ivrige efter at gøre en ende på retssagerne mod dem, der var ansvarlige for overtrædelser af menneskerettighederne, og at stille sig i vejen for ofrenes rettigheder. Det er nødvendigt, at vi står meget fast i denne sag. Det er også vigtigt, at vi erkender nødvendigheden af at bekæmpe fattigdommen og ikke bare give uforbeholdent bifald til en nyliberal model. Ikke desto mindre bør vi støtte denne betænkning, og jeg vil endnu en gang gerne komplimentere Ana Miranda for alt, hvad hun har gjort.
Hr. formand, vi fejrer om nogle få dage halvtredsårsdagen for Chiles konservative, som står os nær som Det Europæiske Folkeparti. Den måde, dette jubilæum kan fejres på, viser, at demokratiet er levende i Chile. Reformprocessen i Chile er en af de mest fremskredne og stabile i Latinamerika. Rammeaftalen er en vigtig søjle for disse demokratiske reformer. Chile har med den baseret forbindelserne til Unionens medlemsstater på overholdelse af menneskerettighederne og demokratiets principper. Alligevel er overgangen til et uindskrænket demokratisk system endnu ikke fuldendt. Med hensyn til vores egne krav om virkeliggørelse af demokratiske værdier bør vi imidlertid ikke glemme, at et demokrati bygger på folkets deltagelse. I fremtiden bør Rådet sikre Parlamentets retmæssige deltagelse bedre. Trods denne kritik af Rådets fremgangsmåde tilslutter jeg mig fuldt ud fru Miranda de Lages betænkning og aftalens indhold. Jeg glæder mig især over følgende punkter: Det tilstræbte samarbejde vedrørende udvikling af informationssamfundets strukturer kan føre til bedre forståelse mellem EU's stater og Chile, og dét så meget mere som vi opbygger vores dialog på grundlag af fælles værdiforestillinger. Aftalen indeholder desuden konkrete punkter, som kan gavne befolkningen direkte og på stedet. Ved mit sidste besøg i Chile fortalte man mig om problemer på grundskoleuddannelsesområdet. Det glæder mig derfor meget, at dette problemområde er erkendt og indgår i aftalen. Til sidst vil jeg ud fra en national synsvinkel gerne sige, at Tyskland vel snart vil have afsluttet omsættelsesprocessen for aftalen og lægger sig i selen for, at de chilensk-europæiske forbindelser fortsat udvikler sig positivt på grundlag af aftalen.
Hr. formand, Chile er uden tvivl det latinamerikanske land, der geografisk ligger længst væk, men som politisk ligger Europa-Parlamentets hjerte nærmest. Dette så vi under folkeafstemningen og under kampen for demokratiet i Chile. I dag er Chile er modent land, et land som vender blikket mod tre kontinenter ud fra et økonomisk synspunkt, og det er vigtigt, at vi styrker vores økonomiske bånd til Chile. Men, hr. formand, jeg vil gerne nævne noget, som jeg havde den ære at sige på vegne af Europa-Parlamentet til den chilenske kongres, der var samlet i Valparaíso, nemlig vores klare støtte til indførelsen af fuldt demokrati i Chile, hvor den civile retspleje er et grundlæggende element. I denne henseende har Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender støttet arbejdet i Sandheds- og Forsoningskommissionen og Den Nationale Sammenslutning for Genopbygning og Forsoning i Chile, og det er vigtigt, at man finder en løsning på de allerede nævnte problemer som Soria-sagen, avisen Clarín og frem for alt at man får ophævet det pant, som stadig hviler på demokratiet i Chile i dag.
Hr. formand, ærede medlemmer, jeg har med stor tilfredshed modtaget fru Mirandas betænkning, hvis undersøgelser og konklusioner omkring den nye aftale mellem Den Europæiske Union og Chile anerkender og styrker det arbejde, der indtil nu er blevet udført af EuropaKommissionen. Undertegnelsen af denne aftale vil betyde en væsentlig ændring af vores forbindelser med Chile inden for rammerne af Den Europæiske Unions nye strategi, som går ud på at omdefinere samtlige forbindelser med Latinamerika. Chile har gjort sig bemærket de sidste år såvel regionalt som internationalt ved det gode økonomiske resultat, dynamikken i diplomatiet og landets tilstedeværelse på verdensmarkedet. Chile har indgået adskillige frihandelsaftaler med størstedelen af LAIA-landene og bilaterale aftaler med Mexico og Canada, har tilsluttet sig Stillehavssamarbejdet og har undertegnet en aftale med Mercosur. Den nye aftale med Den Europæiske Union bygger på denne realitet og anerkender Chiles særlige rolle i den sydlige del af Latinamerika. Desuden fastsætter den en meget ambitiøs målsætning: Etableringen af en politisk, økonomisk associering mellem parterne. Den fastsatte mekanisme stemmer overens med den mekanisme, som var indeholdt i aftalen mellem Den Europæiske Union og Mercosur. Allerede i forbindelse med gennemførelsen af den første etape har parterne - Den Europæiske Union og Chile - afholdt det første møde i den Blandede Kommission den 16. december sidste år for at etablere netop de institutionelle mekanismer, der er nødvendige for, at aftalen kan fungere, og det første møde i Underkommissionen for Handel er planlagt til at finde sted i første halvår af 1997. Fru Mirandas betænkning indeholder en udtømmende forklaring på strukturen og mulighederne i aftalen. Jeg vil nøjes med kort at omtale aftalens fornyende elementer. Med den erfaring, vi allerede har, og over for de udfordringer, som den konstante teknologiske og industrielle udvikling byder på, udvides samarbejdet til at omfatte nøglesektorer som servicesektoren, investeringer, intellektuel ejendomsret, telekommunikation og informationssamfundet. Takket være det i sin tid så udskældte system med »broerne« - som siden har vist sig at være en god idé fra Kommissionens side - er der også taget højde for muligheden af at gennemføre fælles projekter med Mercosur, og dette er faktisk noget, vi er overordentligt interesseret i. I forbindelse med nogle af indlæggene, vil jeg gerne påpege, at man i denne aftale, ligesom størstedelen af de aftaler, vi indgår med Latinamerika, er særlig opmærksom på korrigeringen af de sociale uligheder. Dette betyder, at bekæmpelse af fattigdom, støtte til de små og mellemstore virksomheder, aktioner for de svageste grupper i samfundet - unge og kvinder - indgår i de samarbejdsprogrammer, vi laver med Chile. Og jeg kan ikke acceptere, at miljøproblemet ikke er med i aftalen, eftersom miljøproblemet netop betragtes som en væsentlig del af det samarbejde inden for bæredygtig udvikling, som vi gennemfører med Republikken Chile. Hvad angår de politiske forbindelser, er der sket en stor udvikling, også med det nye forum for parlamentariske forbindelser. De spørger sikkert Dem selv, hvad der skal ske i fremtiden. Her er der en nyhed, nemlig de forbindelser, der er etableret på forhandlingsplan efter aftalen med den chilenske delegation på det sidste møde i Rio-gruppen samt - inden for Rio-gruppen - i tilknytning til den første institutionaliserede forbindelse med Chile i Noordwijk. Grundlæggende er vi nået til en aftale om tidsplanen for den fremtidige liberalisering af samhandelen, og det skal ske på følgende måde: I 1997 og indtil første halvår af 1998 skal de organer, der er nævnt i aftalen - Den Blandede Kommission og Underkommissionen for Handel samt de forskellige arbejdsgrupper - koncentrere al deres opmærksom omkring udarbejdelsen af det, vi kalder samhandelens radiografi, dvs. udarbejdelsen af alle de relevante tekniske undersøgelser, som gør det muligt at arbejde henimod de ambitiøse mål, der er fastsat i vores strategi. I andet halvår af 1998 eller første halvår af 1999 vil der blive afholdt det i aftalen fastsatte møde på højeste niveau for at nå frem til den definitive afgørelse, og herefter vil man påbegynde den endelige forhandling med henblik på en gradvis og gensidig liberalisering af al samhandel. Det er grundlæggende dette billede, man har været i stand til at tegne med den chilenske delegation sidste måned i Noordwijk under det hollandske formandskab. Til sidst vil jeg gerne komme med en række betragtninger omkring nogle af de indlæg, der er fremkommet. For det første mener vi, at denne aftale, uanset indholdet, som der naturligvis altid kan være delte meninger om, også har andre mål, der ikke er indeholdt i aftalen, men som er vigtige. Først og fremmest er den operation, Den Europæiske Union foretager med Chile - også på grund af systemet med »broer« til Mercosur - en styrkelse af modellen til åben regionalisme, navnlig i den vigtige sydlige del af Latinamerika. Ja, Den Europæiske Unions strategiske mål er at udvikle en frembrydende, solid, skabende, åben økonomi i Latinamerika, navnlig i den sydlige del, som vil være i stand til at opretholde en privilegeret forbindelse med Unionen. Jeg vil ikke skjule, at vi også foretager denne operation, fordi kun i få tilfælde i verden - Mercosur og Chile - er Den Europæiske Union den vigtigste økonomiske og handelsmæssige partner og den vigtigste investor foran USA og Japan. Der er inden for denne region en gensidig interesse i at beskytte en europæisk tilstedeværelse i politisk og økonomisk henseende. For det andet vil dette helt sikkert styrke den demokratiske konsolideringsproces. Læg mærke til, hr. Puerta, at jeg siger den demokratiske konsolideringsproces , for jeg vil ikke nægte, at der stadig findes grå zoner i den chilenske politiske model. Og naturligvis skal alle fortsætte - nogle ved at udøve pres på samme måde som Parlamentet, andre ved at arbejde inden for aftalen - for at finde en løsning på disse grå zoner, som stadig eksisterer i landet. Og til sidst - for jeg noterer en stigende bekymring i ansigtsudtrykket hos min ven hr. Smith - skal jeg sige, at vi er meget opmærksomme på whiskyens kvalitet, navnlig den skotske whisky. Og i denne forbindelse bad De om et klart svar. Efter den dialog, vi og hr. Brittan har haft med de chilenske myndigheder, har vi over for disse bekræftet, at beskyttelsesordningen for den nationale akvavit, piscoen, strider mod WTO's regler. Den lov, som er udarbejdet af den chilenske regering, og som skulle fremlægges for det chilenske parlament, retter sig efter vores mening ikke efter WTO's regler. Præsidenten for Republikken Chile lovede i samtalen med hr. Brittan at ændre loven, så den var forenelig med WTO. Dette skulle ske i april måned, hvilket jeg kan bekræfte. Såfremt vi ikke fik et svar fra de chilenske myndigheder, ville Den Europæiske Union automatisk nedsætte et panel i WTO. Vi har forklaret de chilenske myndigheder, at den omstændighed at man nedsætter et panel ikke betyder, at man skaber et politisk problem eller skaber et problem omkring diplomatisk eller generel forståelse. Det er en institution, som eksisterer i WTO, og som netop er udtænkt for på venskabelig og fredelig måde at løse denne form for konflikter. Jeg håber imidlertid, at der vil ske en ændring af den chilenske lov, så vi ikke bliver nødt til at gå til WTO for at diskutere problemet omkring den skotske whisky. Og også omkring den irske whisky, hvis der skulle være en irer tilbage i salen.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0413/96) af Mather for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om styrkelse af erhvervskonsekvensanalysesystemet.
Hr. formand, det centrale i ethvert parlaments arbejde er pligten til at granske, revidere og forbedre udkast til lovgivning. Parlamentet kan være stolt af den tid, det bruger, og den alvor, hvormed det går til denne opgave. Den betænkning, Parlamentet nu har fået forelagt, har til formål at styrke vor evne til at forbedre lovgivning og at give Kommissionen tilskyndelser til at forberede nye love mere grundigt, at rådføre sig mere med andre og i større udstrækning at afprøve muligheder. I særdeleshed er det små og mellemstore virksomheder, og i særdeleshed mikrofirmaer med 10 ansatte eller mindre, der er mest udsatte for utilsigtede og uplanlagte lovgivningsmæssige byrder. Vores foranstaltning giver i særlig grad disse virksomheder beskyttelse. På ét niveau er denne betænkning neutral og teknisk. At insistere på, at man skal se nøjere på fordele og omkostninger ved lovgivning, siger ikke på forhånd noget om det ønskværdige ved den pågældende lovgivning; det giver simpelt hen bedre redskaber til at måle det, vi agter at gøre. Betænkningen tilskynder alle dem, der er beskæftigede med at foreslå og udvikle væsentlige direktiver, til at have øjnene mere åbne for konsekvenserne. Vi opfordrer til anvendelse af et standardformat, til i vid udstrækning at videregive konsekvensanalyser til borgere, virksomheder og regeringer i hele Den Europæiske Union, og vi håber, at dette vil fremme gennemskuelighed og en bedre informeret debat. Jeg håber, at hr. Papoutsis vil være enig i, at en opstramning af de indre procedurer i Kommissionen også vil hjælpe den til at gøre sit arbejde bedre, og at vor betænkning vil bidrage til de undersøgelser, som han har sat i gang inden for dette område. I særdeleshed opfordrer vi Kommissionen til at sikre, at ingen lovgivning kommer frem til kommissærerne uden dobbelt lås, dobbelt beskyttelse. For det første skal forslaget bilægges en godkendt konsekvensanalyse, som generalsekretariatet skal have godkendt, og, hvad der er meget vigtigt, som kommissæren personligt har underskrevet som vidnesbyrd om, at konsekvensanalysen er blevet ordentlig gennemført. Derfor vil kommissærerne for første gang personligt skulle skrive under for at bekræfte, at der er blevet foretaget en ordentlig konsekvensanalyse. Denne foranstaltning tror jeg vil hjælpe med til at bringe Europa på linje med de bedste i verden, når det gælder retningslinjer for god forvaltningsskik med hensyn til udformning af lovgivning. I hele verden, i De Forenede Stater og Det Forenede Kongerige, i hele OECD, ser vi, at man bliver mere og mere optaget af kvaliteten af magtudøvelsen og af lovgivningen. Europa bør ligge i spidsen i denne proces. Vi bør føre an, og jeg mener, at denne betænkning, hvis den bliver godkendt af Kommissionen, vil hjælpe os til at nå denne stilling. Også her i Parlamentet vil en bedre forberedt konsekvensanalyse kunne hjælpe vore egne ordførere med at sætte fingeren på de væsentligste dele af nye foranstaltninger og prioritere dem, der skal debatteres af vore kolleger. Det er meget vigtigt, at vi under opbygningen af konsekvensanalyse-systemet ikke forøger bureaukratiet eller gør vort system tungt og ufølsomt. I betænkningen anerkendes det, at vore kolleger i Kommissionen har behov for ordentlige bevillinger for at kunne foretage ekstra investeringer i kvalitet, og at anvendelsen af dette system ikke bør føre til unødvendige ekstra procedurer. Det er vigtigt at holde øje med disse procedurer, og betænkningen åbner også mulighed for, at de, der rammes af lovgivningen, kan se på den flere år senere og ikke betragte lovgivning som noget, der gælder for evigt. Hvis der sker utilsigtede væsentlige ændringer i omkostningerne eller fordelene ved den, bør vi i Den Europæiske Union kunne komme tilbage og tage det op på en struktureret måde. Jeg ser frem til at høre kollegernes bidrag og hr. Papoutsis' svar til Parlamentet. Vi har udformet denne betænkning for at hjælpe Kommissionen med dens arbejde på dette område. Jeg vil gerne takke alle de kolleger, der har hjulpet med denne betænkning, i særdeleshed i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse og Udvalget om Sociale Anliggender og Beskæftigelse, der har bidraget med synspunkter til den, men jeg vil især fremhæve det arbejde, Lyndon Harrison har gjort; han har hjulpet mig utrolig meget med denne betænkning, og det er i hans fodspor, jeg træder, inden for denne form for arbejde. Jeg vil gerne anbefale betænkningen til Parlamentet.
Hr. formand, mange tak til hr. Mather for hans arbejde på denne betænkning. Den har været længe undervejs, og vi hilser den velkommen, og hvis De vil undskylde ordspillet, så håber vi, at den selv vil få nogle konsekvenser. Som De så rigtigt siger, har mange små virksomheder været forvirrede over virkningen af lovgivningen. De har ikke været ude for sådan noget før, og det har ikke påvirket deres liv særlig meget, før en embedsmand pludselig siger til dem, at nu sker det. Det er klart, at det er unfair, hvis dette er tilfældet, og i Udvalget om Sociale Anliggender og Beskæftigelse har vi lagt særlig mærke til dette, særlig de sundhedsmæssige og sikkerhedsmæssige aspekter. I henhold til artikel 118 A er der f.eks. beskyttelse for små og mellemstore virksomheder, og det glæder mig i denne betænkning at se, at man nævner beskyttelse mod de unødvendige finansielle og administrative byrder ved enhver lovgivning, der indføres. Jeg kunne måske dvæle ved det forhold, at vi også i Udvalget om Sociale Anliggender og Beskæftigelse har forsøgt at medtage små og mellemstore virksomheder i sikkerhedsbetænkningen, hvor vi har forsøgt at sikre, at enhver lovgivning, der er blevet indført, har været let at forklare. Jeg var ordfører for den betænkning. Desværre bliver den stadig blokeret af Ministerrådet, men vi håber, at de små virksomheder vil kunne drage fordel af den engang i fremtiden, hvis denne blokade ophæves. Hvis der skal skabes arbejdspladser i mange små virksomheder, som det forhåbentlig vil ske, så vil det være fordi vi fremmer fornyelse og iværksætterånd. Det er vigtigt, at sådanne aktiviteter udvikles under hensyntagen til socialpolitikken, og derfor har vi brug for et virkeligt partnerskab. Vi må have partnerskab mellem arbejdsgiverne, arbejdstagerne og lovgiverne. Arbejdspladser, bevaring af gode virksomheder og politisk sund fornuft er opskriften på vækst. Der foregår konsekvensanalyser overalt i verden i dag, og vejen frem er at give mulighed for den fleksibilitet, der giver konkurrencedygtighed for virksomhederne og rimelighed på arbejdspladsen.
Hr. formand, Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse er for en styrkelse af erhvervskonsekvensanalysesystemet. Udtalelsen fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse koncentrerer sig om fire punkter. Vi mener for det første, at utvetydig og enkel fællesskabslovgivning er lettere at gennemføre for virksomhederne og problemløs at kontrollere. For det andet, at et omhyggeligt erhvervskonsekvensanalysesystem spiller en tredobbelt rolle, nemlig begrundelse af den foreslåede foranstaltning, bevidstgørelse og oplysning og at gøre politikken mere logisk. For det tredje hilser Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse også Kommissionens plan om at rette særlig opmærksomhed mod den økonomiske vurdering af det miljømæssige velkommen. For det fjerde skal erhvervskonsekvensanalysesystemet fremtidigt betragtes som en integreret del af lovgivningsforslaget under forhandlingerne i Europa-Parlamentet. Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe lykønsker hr. Mather med sin betænkning, hvori han foreslår en skærpelse af det eksisterende erhvervskonsekvensanalysesystem. Målet er at evaluere konsekvenserne og omkostningerne for erhvervslivet i forbindelse med den europæiske lovgivning. Hvis erhvervskonsekvensanalysesystemet imidlertid også skal beskæftige sig med virkningen på miljøet, på det sociale plan og på samfundet som helhed, så bliver betænkningens oprindelige hensigt undermineret fuldstændigt. Miljø, sikkerhed, sundhed og Forbrugerbeskyttelse er genstand og mål for de forudsatte foranstaltninger, som skal afprøves. Hvis betænkningen ændres, kan Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe ikke støtte den. Vi anser erhvervskonsekvensanalysesystemet for en nødvendig kvalitetskontrol af lovgivningens konsekvenser for erhvervslivet. Fra oprettelsen i 1958 til januar 1994 er der i alt udfærdiget ikke færre end 48.000 europæiske forordninger, direktiver og andre bestemmelser. Det er klart, at vi efterhånden har nået mætningspunktet. Parlamentet taler hele tiden om en europæisk beskæftigelsespolitik. Man kan imidlertid ikke skabe arbejdspladser ved at optage et beskæftigelseskapitel i traktaten, men derimod gennem et bedre virksomhedsklima, og det omfatter blandt andet bedre lovgivning. Kort sagt støtter vi fuldt ud den oprindelige betænkning, men kan ikke acceptere de indgåede kompromiser, som udvander betænkningen.
Hr. formand, jeg takker ordføreren for at have fremlagt denne udfordrende og interessante betænkning. Det er en betænkning, som min gruppe glæder sig over og støtter. Det er vigtigt, at vi altid er opmærksomme på den virkning, vort arbejde har, særlig for så vidt det påvirker små og mellemstore virksomheders evne til at vokse, at blive mere konkurrencedygtige og udvikle større profit og, hvad der er vigtigst, at beskæftige flere. Jeg synes, hr. Mathers betænkning passer godt sammen med den igangværende strategi, som Parlamentet har støttet fra arbejdet i den lidt uheldige Molitor-Gruppe til SLIM-initiativet om enklere lovgivning i det indre marked, herunder initiativer som analyser af industrien og en undersøgelse sektor for sektor af industriens konkurrencedygtighed. Denne betænkning passer sammen med det, vi har forsøgt at nå på alle disse områder og imødekommer noget, som hr. Santer selv har sagt, nemlig at vi skal gøre mindre, men gøre det bedre. Det kan vi da alle være enige om. I alle disse initiativer er partnerskab nøglen, og det glæder mig meget, at ordføreren har accepteret nogle vigtige ændringsforslag fra Udvalget om Sociale Anliggender og Beskæftigelse. Disse ændringsforslag demonstrerer ganske klart, at betænkningen drejer sig om mere end blot erhvervslivet, og at den følgelig har et stort potentiale for påvirkning af den måde, hvorpå vi her i Parlamentet udformer og vedtager lovgivning. Jeg håber, at Kommissionen vil acceptere og medtage dette potentiale, og jeg ser frem til at høre, hvad kommissæren har at sige om hr. Mathers betænkning. Små virksomheder i byer som Dudley, Halesowen, Stourbridge, Smethwick og Wolverhampton i min valgkreds er hele tiden opmærksomme på de lovgivningsmæssige krav, der stilles til dem. De har ikke noget imod bureaukrati, så længe det er fair, fornuftigt og nødvendigt. Embedsmænd og politikere må altid være opmærksomme på, at vi har en indvirkning på vore virksomheders evne til at få profit og til at vokse. Man må hilse denne betænkning velkommen, for så vidt som den vil skabe bedre betingelser for, at virksomheder i områder som det industrialiserede vestlige Midtengland kan være konkurrencedygtige, få profit og beskæftige flere.
Hr. formand, først vil jeg gerne rette en hjertelig tak til hr. Mather for den yderst vigtige betænkning. Når vi overvejer, at 99, 8 % af Europas virksomheder beskæftiger mindre end 250 medarbejdere, så må man konstatere, at den lavine, der fra europæisk plan skal honoreres af disse virksomheder, er enorm, og at en stor del af virksomhederne egentlig hverken har tid eller lyst til at analysere disse bestemmelser. I nogle store virksomheder vil det fungere, men det vil det ikke ligefrem i en række af de små virksomheder. Der bortødsles mange milliarder ecu og bruges mange mandår uproduktivt. Forbrugeren er den, der må betale, og i sidste instans er det en væsentlig konkurrencehindring. En dårlig position i konkurrencen betyder imidlertid tab af arbejdspladser. Men netop de små beskæftiger sig ikke for meget med disse bestemmelser. De har derfor også vist, at de er i stand til at skabe nye arbejdspladser. Derfor for det første: Konsekvensanalysen skal ubetinget have en officiel retlig status. Den bør også foretages af eksterne rådgivere. For det andet: Europa-Parlamentet bør gøre sig tanker om, hvilke bestemmelser der er virkelig vigtige eller presserende, og foretage en vurdering, en evaluering af de bestemmelser, der overhovedet skal træde i kraft. Vi bør egentlig sørge for, at vi med vores 314 stemmer meget oftere forhindrer ordninger, som ikke forekommer opportune. For det tredje: Analysen af konsekvenserne for virksomhederne efter bestemmelsernes ikrafttræden, dvs. en evaluering bør i fremtiden foretages langt mere intensivt af Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Desuden bør udvalget også have mulighed for at tage initiativer på dette område for også at kunne sætte bestemmelser ud af kraft. For det fjerde: Vurderingen af omkostninger til den offentlige forvaltning bør foretages af Regionsudvalget, og vi bør gribe chancen for at fremstille EU som en forbilledlig tjenesteyder. Service is our success.
Hr. formand, jeg vil også gerne komplimentere ordføreren for en fortræffelig betænkning. Den er kort, men dens betydning er omvendt proportional med dens længde. Det er en yderst vigtig betænkning for Parlamentets arbejde, for den drejer sig om kvalitetskontrol af lovgivning. I en tidsalder, hvor vi skal gøre mindre og gøre det bedre, har vi brug for instrumenter, der kan hjælpe os til at blive bedre til vort arbejde. Denne betænkning vil styrke vor rolle som lovgivere. Det er vigtigt, at hr. Mather i sin betænkning for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik i særdeleshed har fokuseret på iværksætterrollen. Jeg accepterer, at man kunne gøre fokus bredere, men jeg mener, at den måde, han understregede det på i sit første udkast, er sådan, som det bør forblive, for det største problem i Unionen er arbejdsløshed. Igennem hele dette tiår har vi aldrig haft en arbejdsløshed på under 10 % af arbejdsstyrken. Det er en katastrofal rekord sammenlignet med De Forenede Stater og Japan. Vi har ikke givet foretagsomheden i Europa mulighed for at folde sig ud og yde det, den kan. En del af problemet er byrden af overdreven lovgivning og bureaukrati. Nøglen til at sætte den private foretagsomhed fri ligger i at indføre den procedure med dobbelt lås, som er blevet foreslået i forbindelse med en større konsekvensanalyse-vurdering, som skal begynde med, at vi kritisk gennemgår lovgivningen, og derefter personligt ansvar i Kommissionen. Den Liberale Gruppe vil støtte kernen i dette forslag, for det er her, det virkelige problem ligger.
Hr. formand, det ligger fast, at det nuværende erhvervskonsekvensanalysesystem er yderst utilfredsstillende. Betænkningen om styrkelse af dette system er derfor et glædeligt og fornuftigt forsøg på at indføre en metode til evaluering af konsekvenserne af EU-lovgivningen. Muligheden for de berørte interessegrupper for allerede at gribe ind som rådgivere i forberedelsesfasen er vigtig og sågar nødvendig. Det er ganske vist korrekt, at vurderingerne i denne betænkning er orienteret efter konsekvenser for virksomhederne eller for erhvervslivet, men der opstår automatisk en indirekte konsekvens som følge af den planlagte udvidelse til områderne sociale anliggender og miljø. Det skal være i forgrunden, at de mange små og mellemstore virksomheder, der også er ansvarlige for en stor del af de europæiske arbejdstagere og for en medudformning af miljøet, får et mere solidt grundlag gennem kendskabet til costbenefitrelationen for europæiske retsbestemmelser. I det nuværende system er det ved bedømmelsen af konsekvenserne for virksomhederne ikke nødvendigt med en detaljeret costbenefitanalyse. Netop den er imidlertid særlig vigtig. En omhyggelig konsekvensanalyse er et meget velkomment og værdifuldt instrument i bestræbelserne for bedre retsbestemmelser. For at kunne omsætte dette system på en positiv måde, vil det være nødvendigt at stille tilsvarende bevillinger til rådighed for det kompetente generaldirektorat, for at der også sikres en omfattende udnyttelse af konsekvensanalyserne. I hvert fald skal man også opnå, at de foreslåede retsbestemmelser gøres forståelige og plausible for de berørte, at der finder en sensibilisering og information sted af de politisk ansvarlige og først og fremmest, at politikken bliver mere beregnelig.
Hr. formand, jeg beklager, at jeg ikke kan tilslutte mig koret af gratulanter til hr. Mather. Jeg vil til en begyndelse hævde, at tidligere sagde hans parti derhjemme, at der ikke fandtes noget samfund, kun enkeltpersoner og deres familie. Det forekommer mig, at hr. Mather modificerer denne ide yderligere ved at sige, at der også bare er erhvervsvirksomheder. Vi er her for at lovgive for Den Europæiske Union, for hvad jeg tror på findes, nemlig samfundet. Det forekommer mig, at det er yderst farligt og helt uansvarligt at definere en konsekvensanalyse udelukkende i erhvervstermer. Jeg taler som ordfører for rammedirektivet om vand. Et af de argumenter, vi hele tiden fremfører i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse er, at hvis vi lovgiver og ikke tager hensyn til omkostningen ved ikke at beskytte miljøet, så vil de langsigtede omkostninger ved denne undladelse skulle tages med i betragtning af borgerne i Den Europæiske Union. Jeg erkender, at vi også skal tage hensyn til omkostningerne for erhvervslivet, men vi må også tage hensyn til de andre aspekter af lovgivningen. Det er baggrunden for ændringsforslag nr. 26 af hr. Donnelly, som man nu er gået på kompromis om. I det ændringsforslag står der, at vi også må tage hensyn til sundhed, sikkerhed, miljø og beskæftigelse, ikke bare virkningen på små virksomheder. Hr. Mather, der findes noget, der hedder samfundet, og vi er her for lovgive for det.
Hr. formand, først og fremmest vil jeg takke og komplimentere ordføreren, hr. Mather, for hans betænkning. Kommissionens erhvervskonsekvensanalysesystem og undersøgelsen af konsekvenserne for erhvervslivet af forslag til retsakt er et vigtigt element i EU's erhvervspolitik. Formålet er en forbedring og forenkling af det erhvervsmæssige miljø. Kommissionens erhvervskonsekvensanalysesystem anvendtes for første gang i 1986, og i begyndelsen vedrørte det bare forslag til retsakter. Senere vurderede Kommissionen, at det af effektivitetshensyn kun bør anvendes ved forslag til retsakter, der forventes at få store virkninger for erhvervslivet, specielt de små og mellemstore virksomheder. Hvad 1997 angår, har vi vurderet, at kun 10 af 16 nye forslag, som Kommissionen har fundet nødvendige på grundlag af de relevante tiltag, forventes at få store virkninger for erhvervslivet og derfor bør analyseres. Jeg er enig i den generelle tankegang bag betænkningen og i Europa-Parlamentets beslutningsforslag. Imidlertid finder jeg den fremkomne kritik af det erhvervskonsekvensanalysesystem, som Kommissionen anvender i dag, overdreven. Jeg erkender, at der har været fremsat kritik af kvaliteten af Kommissionens erhvervskonsekvensanalyser, ikke kun fra Europa-Parlamentets side, men også fra visse medlemsstater. Jeg erkender også, at ikke alle konsekvensanalyser er lige gode, og at de kunne have været bedre. Alligevel mener jeg, at analysernes kvalitet er blevet bedre i løbet af de to sidste år, og jeg kan forsikre Dem om, at vi hele tiden forsøger at forbedre vort arbejde yderligere. Vort mål er at inddrage en omkostningseffektivitetsanalyse, når en sådan er nødvendig - navnlig i forbindelse med de komplicerede forslag til retsakter, der dækker et bredt spektrum af virksomhedsaktiviteter. Analysen må nødvendigvis også omfatte miljøkonsekvenserne, konsekvenserne for sundhed og sikkerhed, for beskæftigelsen samt forbrugernes interesser. Jeg er helt enig i Deres bemærkninger om disse ting. Kommissionens forslag til Rådets forordning om industriplanbeskyttelse er et godt eksempel på de tilfælde, hvor en erhvervskonsekvensanalyse trækker de forskellige virksomhedsaktiviteters ofte modstridende interesser frem. Og jeg vil gerne bruge dette som eksempel: Det var Kommissionens opfattelse, at den i sit endelige forslag havde opnået en fornuftig balance mellem nødvendigheden af at beskytte bilindustrien og samtidig sikre de uafhængige reservedelsfabrikanters konkurrencemæssige adgang til markedet. Nogle af oplysningerne i denne konkrete erhvervskonsekvensanalyse foranledigede Europa-Parlamentet til at foreslå ændringer til vort forslag. Kommissionen kunne i det store og hele gå ind for disse; men desværre viste det sig at være vanskeligere for Rådet at acceptere både Kommissionens oprindelige forslag og Parlamentets ændrede forslag. Jeg er også enig i bemærkningerne om, at virksomhederne og brancheorganisationerne bør have mulighed for at deltage i samrådsproceduren med de relevante generaldirektorater, der er ansvarlige for udarbejdelsen af forslagene til retsakter. Denne høring har stor betydning for forståelsen af konsekvenserne og af forslagene. Jeg mener faktisk, at Kommissionen har udvidet og forbedret denne høringsprocedure, hvilket også ses af det øgede antal grøn- og hvidbøger om forskellige spørgsmål, der er udgivet i de sidste år. For hvad er en grønbog i realiteten? Det er en åben, konstruktiv dialog, en proces, som henvender sig til alle involverede instanser på europæisk plan. Det er i virkeligheden en samrådsprocedure, der skal føre til udarbejdelse af bedre forslag. Og de høringer, den består af, bør omfatte samtaler med miljøgrupper, dvs. grupper, der beskæftiger sig med miljøbeskyttelse, og ligeledes med forbrugergrupper, da deres synspunkter er lige så vigtige at høre og tage i betragtning. Som jeg understregede før, bør alle konsekvenser tages alvorligt i betragtning, ikke kun konsekvenserne for virksomhederne, men også for sundhed, sikkerhed, miljø og forbrugere, og naturligvis også konsekvenserne for beskæftigelsen, som er Den Europæiske Unions og alle europæiske politikkers vigtigste målsætning i dag. Det glæder mig meget, at Europa-Parlamentet mener, at Generaldirektoratet for Erhvervspolitik bør fortsætte med at koordinere udviklingen af erhvervskonsekvensanalysesystemet. Jeg kan også tilslutte mig det synspunkt, at samrådsprocedurerne i forbindelse med udarbejdelsen af en erhvervskonsekvensanalyse bør finde sted så tidligt som muligt under behandlingen af et forslag til retsakt. Jeg har også noteret mig flere andre af betænkningens forslag, såsom ideen om en revision af hele den eksisterende lovgivning. Som bekendt undersøger Kommissionen, som led i SLIM-initiativet, konsekvenserne af visse aspekter af lovgivningen med henblik på en forenkling og begrænsning af udgifterne samt en begrænsning af de administrative byrder ved konkrete økonomiske aktiviteter. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at organiseringen af Kommissionens interne arbejde og procedurer som bekendt udelukkende hører under Kommissionens eget kompetenceområde. Men Deres konstruktive kritik, ideer og forslag er altid velkomne, og vi tager dem naturligvis alvorligt i betragtning. Jeg kan imidlertid forsikre Dem om, at det er min faste hensigt personligt at arbejde for at forbedre Kommissionens erhvervskonsekvensanalysesystem. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at forbedre samrådsprocedurerne med alle involverede parter, og dette vil ske under inspiration af de forslag, som præsenteres i Parlamentets betænkning i dag. Jeg håber snart at være i stand til at formulere forslag til forbedring af den interne arbejdsgang i Kommissionen, så vi kan komme et skridt nærmere vort mål. Parlamentets betænkning kommer på det helt rigtige tidspunkt, og jeg vil gerne bevare en tæt kontakt til Parlamentet om disse vigtige spørgsmål som led i Kommissionens forpligtelser dels med hensyn til bevarelsen af åbne, gennemsigtige procedurer, dels hvad angår støtten til de små og mellemstore virksomheder med henblik på økonomisk vækst og jobskabelse. Lad mig endnu en gang takke ordføreren, hr. Mather, for hans fremragende betænkning.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er forslag til Rådets forordning om støtte til bestemte skibsværfter, der er under omstrukturering, og om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 3094/95 om støtte til skibsbygning (KOM(97)0132 - C4-0153/97-97/0113(ACC)).
Hr. formand, mine damer og herrer, lad mig allerførst understrege, at jeg selv er meget utilfreds med, at forordningen skal forelægges som uopsættelig. Som valgt ordfører ville jeg også have kunnet garantere sammen med mine kolleger at afslutte denne betænkning i løbet af den kommende måned. Men alligevel stemte jeg i de berørtes interesse i går for uopsætteligheden. Jeg vil derfor gerne også på dette sted især takke de kolleger, som vi har haft et godt og sagligt samarbejde med i den sidste tid. En ganske særlig tak vil jeg navnlig rette til min kollega, hr. Donnelly. Jeg mener, at Kommissionen i dette forslag har redegjort meget detaljeret og korrekt for historien og de tilhørende kendsgerninger. I den samlede lovgivningsmæssige del har vi at gøre med forskellige specielle situationer i tre af vores medlemsstater, som vi er nødt til at evaluere forskelligt. Problematikken i forbindelse med værftsstøtte må her ses under internationale synspunkter, og jeg tænker her specielt på problematikken i forbindelse med OECD-retningslinjen. Som østtysk parlamentsmedlem vil jeg her især gøre opmærksom på, at det ikke er de østtyske værfter selv, der er skyld i miseren, men derimod mismanagement hos koncernens moderselskab Bremer Vulkan og manglende kontrol fra tilsynsorganernes side i Forbundsrepublikken Tyskland, især fra Treuhands eller dets efterfølger BVS's side. Det er derfor kun en brøkdel af de til omstruktureringen fornødne midler, der er nået frem til modtagerne. Lad mig ganske kort komme ind på tre af ændringsforslagene, som oprindelig stammede fra mig. Vedrørende ændringsforslag 11: Det vil jeg gerne trække tilbage, for at den samlede forordning bliver kompromisdygtig. Ændringsforslag 12 skal fortsat tydeliggøre, at disse subsidier er de sidste, der kan godkendes til de berørte værfter. Forslag 13 kræver en stærkere kontrol, en overvågning fra Unionens side; det integrerer vores Parlament i denne proces og garanterer, at Parlamentet deltager kontinuerligt i denne proces, og jeg håber, at der ikke igen vil blive foretaget en hastebehandling på dette område!
Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionens forslag sigter mod at afsvække en dybtgående og nødvendig strukturtilpasning. Det skal garanteres, at denne nødvendige tilpasning sker kontinuerligt og afsluttes. Det drejer sig om strukturproblemer i Grækenland og Spanien, men først og fremmest i Tyskland, i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Da jeg i går gjorde mig til talsmand for hastebehandlingen, gjorde jeg knap nok opmærksom på den midlertidig dramatiske forhistorie, og heller ikke på de dybtgående strukturændringer og tilpasningsprocesser, som har fundet sted i løbet af nogle få år. Ved den aktuelle situation er det dog vigtigt, at de nuværende vanskeligheder ikke må lægges de berørte, de beskæftigede på værfterne til last. Dem har man unddraget de godkendte subsidier. Der foretages p.t. en omfattende undersøgelse af denne skandaløse adfærd i flere undersøgelsesudvalg og af påtalemyndighederne i Bremen, Bonn og Schwerin. At der rent faktisk er sket ulovligheder, har været kendt i månedsvis, og denne kendsgerning bedømmes også meget præcist og ansvarsbevidst af Kommissionen. Kommissionens forslag indeholder alle vigtige fakta, og en yderligere intensiv undersøgelse fra Europa-Parlamentets side, sådan som det blev anbefalet i går, f.eks. ved nedsættelse af et undersøgelsesudvalg, hvilket hr. Donnelly foreslog i går, ville formentlig næppe bidrage til en yderligere opklaring af sagen. Den ville udelukkende føre til, at de nødvendige strukturtilpasninger forsinkes. Enhver forsinkelse forøger imidlertid de eksisterende usikkerheder. Enhver forsinkelse vanskeliggør den planlagte privatisering. Enhver forsinkelse er forretningsskadelig, og enhver forsinkelse truer arbejdspladser. Man bør snarere give de berørte chancen for at afslutte de påbegyndte strukturtilpasninger hurtigst muligt. Det kan da ikke være rigtigt, at de bestjålne skal straffes yderligere. Hvad er det for en logik? De skadelidte skal fortsat stilles ugunstigt. Hvis De forestiller Dem en tilsvarende situation i Deres privatliv, vil De meget hurtigt indse absurditeten i et sådant forslag, absurditeten, der ville resultere i, at kommissionsforslaget forkastes! Hvis der nægtes hurtig hjælp, så er det efter min opfattelse ensbetydende med, at de berørte straffes yderligere, og det kan kun vække mangel på forståelse uden for Parlamentet og bringe vores Parlament i miskredit. Jeg beder Dem derfor meget hjerteligt om at stemme for det meget ansvarsbevidste forslag fra Kommissionen.
Hr. formand, Den Liberale Gruppe er meget ked af, at vi er blevet tvunget til uopsættelighed. Efter at have lyttet til hr. Gomolkas indlæg er jeg endnu mere urolig over, at vi ikke får denne sag ordentlig overvejet. Der hænger et alvorligt spørgsmålstegn ved princippet om at anvende statslig bistand i en sådan sammenhæng, men min gruppe ville gerne bevare et åbent sind, så vi kunne se på en fair undersøgelse og overvejelse af kendsgerningerne. Må jeg erindre Parlamentet om, at de årlige retningslinjer, der kom fra Kommissionen i går, opfordrer medlemsstaterne til at undgå at bruge statslig bistand til at udsætte nødvendig omstrukturering. Den forrige taler har ret, det er muligt, at arbejdspladser kan komme i fare, herunder arbejdspladser på andre værfter, hvis vi ikke tilstrækkeligt overvejer de afledte virkninger. Det er netop derfor, vi principielt tror, at det, vi oplever i dag, er en faktisk opgivelse af Parlamentets ret til at gribe ind. Vi fraskriver os vor pligt som lovgivere til at træde et skridt tilbage og overveje tingene. I princippet mener Den Liberale Gruppe, at dette er forkert, og i praksis vil vi ikke være et gummistempel.
Hr. formand, jeg vil gerne tale lidt videre i forlængelse af noget, hr. Cox sagde. Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik har udarbejdet en tidsplan, som ville have anvendt to til tre uger til at overveje dette spørgsmål ordentligt. Jeg må sige, at den principbeslutning, der blev truffet i går, i særdeleshed af de kristelige demokrater, om at fungere som et gummistempel på denne afgørelse, bringer Parlamentet i vanry. Jeg vil gerne anmode hr. Papoutsis, som jeg formoder skal svare på Kommissionens vegne, om at besvare en række præcise spørgsmål, og det håber jeg, han vil gøre meget klart. Det første er følgende: Vil han garantere, at ikke en øre af disse subsidier bliver givet som beskæftigelsesstøtte i noget af de tre nævnte lande? Det ville naturligvis indebære en konkurrenceforvridning for andre lande i Den Europæiske Union. Kan kommissæren fortælle os, om han synes, denne støtte vil hjælpe eller hindre, at man i OECD får en aftale med De Forenede Stater og vore andre partnere? Mange af os mener, at det bringer denne aftale i vanry, og at den nu er aldeles ugyldig. Vil han fortælle os, om der har været nogen dialog med de andre værfter i resten af Den Europæiske Union om denne aftale. Har han rådført sig med de finske, danske, britiske eller franske værfter for at se, hvad implikationerne af denne aftale bliver? Hvis ikke, hvorfor har Kommissionen da ikke gjort dette? Hvad er implikationerne for det syvende direktiv om støtte til skibsværfter? Vil Kommissionen foreslå en udstrækning af direktivet, så det er i overensstemmelse med denne forordning, og er den parat til at se på loftet over det syvende direktiv om støtte til skibsbygning. Er kommissæren ikke enig med mig i, at det i betragtning af denne sektors følsomhed er skammeligt, at Rådet og Kommissionen forsøger at tromle en lovgivning igennem, som man burde have overvejet ordentligt og med gennemskuelighed? Jeg mener, at Parlamentet bringer sig selv i vanry ved at arbejde på denne måde, og jeg beklager det dybt.
Hr. formand, Europa-Parlamentet traf i går en efter min mening meget forkert beslutning. Et flertal af husets medlemmer stemte for en hastebehandling af Kommissionens forslag til ny statsstøtte til en række skibsværfter i Tyskland, Spanien og Grækenland. Det er for mig at se ganske ufatteligt, at vort Parlament af egen fri vilje afskærer sig selv fra en grundig behandling af et forslag, som har vidtrækkende konsekvenser for skibsværftsindustrien i Europa. Vi får ingen mulighed for at diskutere forslaget endsige stille ændringsforslag til det. Jeg mener, at forslaget vil have uoverskuelige skadevirkninger, dersom det vedtages. For det første savner forslaget enhver logik. Kommissionen har ført og vundet adskillige retssager imod medlemsstater, som har udbetalt ulovlig statsstøtte til skibsværfter. Det er derfor ganske ulogisk, at den samme Kommission nu vil lovliggøre støtte til en værdi af over 1 mia ecu. For det andet har Kommissionen ikke taget stilling til den skade, forslaget vil påføre sunde værfter i de medlemsstater, der ikke får lov til at udbetale støtte. Danmark er et af de lande, hvor sunde og dygtige skibsværfter vil blive hårdt ramt. For det tredje giver Kommissionens forslag ikke tilstrækkelige garantier for, at kapaciteten på de støttede skibsværfter bliver effektivt reduceret, og kontrollen med støtteudbetalingerne er desuden for ringe. For det fjerde vil forslaget have uoverskuelige konsekvenser for EU's samarbejde med OECD. Den Europæiske Union er forpligtet til at afstå fra nye reguleringer af sin værftspolitik, indtil en international aftale i OECD er færdiggjort. Denne aftale bryder man nu, og USA har allerede fremsendt protester til EU. Det fremsatte forslag vil skade EU's troværdighed hos vore befolkninger, fordi de vil opfatte det som uretfærdigt, og det vil skade EU's internationale omdømme. Jeg opfordrer derfor til, at man stemmer imod forslaget.
Hr. formand, dette forslag er behandlet efter forkerte principper. En afstemning i går kunne lige så godt have været til fordel for det andet synspunkt. 126 mod 133 betyder, at det står meget lige. Det illustrerer også, at vi er ved at sætte vores rolle som lovgiver over styr. Parlamentet har solgt sig selv for usselt mammon, og konsekvenserne er nu, at »ballet er åbnet«. Skal Fincantieri-værfterne i Italien, værftet i Le Havre i Frankrig, værftet i Svendborg i Danmark nu komme med en anmodning til Kommissionen om støtte for at overleve? Skal de nu forsøge at nedbryde det gode samarbejde, vi er på vej til at få etableret i Europa? Skal de nu ødelægge OECD-aftalerne? Jeg kan kun sige, at Gomolkas tale er noget vrøvl. Det er ren egoisme. Vi i Danmark ser 100 km hen over Østersøen, hvor værfterne blomstrer, og vores lukker. Det er ikke europæisk samarbejde. Det er, at nogle profiterer af andre. Jeg kan ikke stemme for forslaget, men håber, at vores ændringsforslag bliver vedtaget.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke Parlamentet, og specielt Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik samt dets ordfører, hr. Glante, for dets hurtige behandling af Kommissionens forslag om ændring af fællesskabsreglerne for støtte til skibsværftsindustrien med henblik på at tillade støtte til bestemte skibsværfter under omstrukturering i Tyskland, Spanien og Grækenland. Den hurtige behandling var nødvendig, fordi beslutningerne skal træffes snarest, så skibsværfternes fremtid ikke sættes på spil. På denne baggrund vil Rådet (industri) behandle Kommissionens forslag på sit møde senere i dag. Kommissionen håber inderligt, at Rådet vil opnå politisk enighed på dette møde. Kommissionens forslag vedrører støtte, som er nødvendig for at gennemføre omstruktureringsprogrammer påbegyndt tidligere, og som hovedsagelig juridiske og tekniske forhold har nødvendiggjort, f.eks. forsinkelser med udbetaling af støtte, der var bevilget tidligere - som det var tilfældet i Grækenland og Spanien - og ekstraordinære omstændigheder, som det var tilfældet i Tyskland, hvor bevilgede støttemidler blev misbrugt af Bremmer Vulkan, der i mellemtiden var blevet erklæret konkurs. Denne støtte i sig selv vil ikke påvirke skibsværfternes konkurrencemæssige stilling i alvorlig grad. Under alle omstændigheder vil der ske en væsentlig reduktion af produktionskapaciteten, som vil begrænse eventuelle konkurrenceforvridninger mest muligt. Det er Kommissionens opfattelse, at foranstaltningerne er helt i overensstemmelse med OECD-aftalens »stand still«-bestemmelser, som endnu ikke er trådt i kraft på grund af forsinkelser med dens ratificering, ikke hos Den Europæiske Union, men hos USA. En vigtig faktor, der var medvirkende til, at Kommissionen valgte at indtage en positiv holdning i dette tilfælde, er de relevante regeringers forpligtelse til ikke at yde de pågældende skibsværfter anden støtte hverken til overlevelse eller til omstrukturering, ligesom der heller ikke må ydes garanti for fremtidige tab. Rådet forventes at understrege princippet om »absolut eneste og sidste gang«. Kommissionen foreslår endvidere en nøje overvågning for at sikre, at betingelserne for støttens godkendelse overholdes, dvs. med hensyn til udbetalingen og anvendelsen af støtten, gennemførelsen af omstruktureringsplanerne og de tvungne begrænsninger af produktionskapaciteten. Kommissionen er taknemlig over Europa-Parlamentets positive og konstruktive reaktion, som i store træk støtter Kommissionens forslag. Hvad angår de tre spørgsmål, som hr. Donnelly stillede, vil jeg gerne sige, at dette ikke har noget med beskæftigelsen at gøre. De forskellige former for hjælp beskrives nærmere i forslaget, og naturligvis bliver der kontrol, men det bliver under gennemførelsen. Det får heller ingen følger, hvad angår OECD-aftalen, og vi håber, at USA vil være enig heri på grund af den store betydning, den samlede betydning, aftalen har. Endelig har mange af medlemsstaterne faktisk haft samråd med Kommissionen og den kompetente kommissær. Parlamentet har stillet 12 ændringsforslag: Ændringsforslag nr. 1-10 vedrører overordnede politiske spørgsmål, såsom Den Europæiske Unions holdning til OECD-aftalen og den fremtidige støttepolitik over for EU's skibsværfter. Disse spørgsmål ligger uden for denne forordnings anvendelsesområde, idet den i sagens natur er meget konkret og kun vedrører undtagelser fra de gældende støtteregler, undtagelser der gælder for tre tilfælde i tre lande. Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt at komme ind på sådanne spørgsmål i denne forordning, ligesom det ville være for tidligt at træffe beslutning om mere vidtrækkende politikker. Alle muligheder står stadig åbne. Kommissionen vil komme med forslag senere på året, så der kan træffes beslutninger, inden direktivet udløber ved udgangen af 1997, og disse forslag vil blive gjort til genstand for en bredere debat. Derfor er Kommissionen ikke i stand til at acceptere ændringsforslag 1-10. De to øvrige ændringsforslag vedrører den undtagelse, De foreslår. Ændringsforslag nr. 12 vedrører en ændring til artikel 1, stk. 4, i Kommissionens forslag angående Spanien og angiver klart, at det ikke er tilladt at yde andre skattelettelser eller kapitalbidrag. Ændringen er efter vor opfattelse ikke nødvendig, da dette fremgår af Kommissionens forslag, som gør det klart, at sådanne foranstaltninger - eftersom de ikke kan godkendes af nærværende undtagelsesbestemmelser - er uforenelige med direktivet og derfor ikke kan tillades. Det er ligeledes en følge af Kommissionens forslag, at skibsværfterne heller ikke i fremtiden kan modtage denne form for støtte. Hvad angår det sidste ændringsforslag, nr. 13, indfører det en ændring i form af en ny artikel, artikel 2, stk. 1a, som gør nøjagtigt rede for overvågningsmetoden. Kommissionen forstår de bekymringer, der ligger til grund for ændringen; men jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen, med hjælp fra eksperter på området, vil følge alle aspekter, som denne ændring berører, meget nøje. Den er imidlertid ikke i stand til at acceptere ændringen i den form, den er foreslået, dvs. som en ny artikel, da dette ville betyde, at Rådet skulle forelægges et revideret forslag, og det ville medføre unødige forsinkelser af en sag, der som sagt er en hastesag.
Hr. formand, jeg hørte kommissæren takke Parlamentet for den positive indstilling, så jeg vil lige gøre kommissæren opmærksom på, at den positive indstilling var, at 133 af 626 medlemmer var for, og at der kun var en af gruppeordførerne, der talte for i dag. Talen var måske skrevet i går, det ved jeg ikke, men for mig ser det ud, som om man stadig væk betragter os som et gummistempel.
Hr. formand, jeg spurgte kommissæren, om der havde eller ikke havde været konsultationer med værfterne i de andre medlemsstater, der vil blive påvirket af dette. Jeg forstår, at der overhovedet ikke har været nogen konsultationer om de beskæftigelsesmæssige virkninger af disse subsidier. Jeg vil gerne anmode kommissæren om at svare på, om hans embedsmænd har eller ikke har talt med de andre værfter, og hvilke konsekvenser, han tror, subsidierne vil have for beskæftigelsen i de andre medlemsstater?
Hr. formand, dette giver mig lejlighed til endnu en gang at præcisere, hvad jeg sagde før til hr. Donnelly. Som sagt har Kommissionen, dvs. den kompetente kommissær, hr. Van Miert, haft officielle samråd med alle medlemsstaterne i forbindelse med udarbejdelsen af dette forslag og uofficielle samråd med nogle af virksomhederne inden for branchen. Sådan forholder det sig. Som bekendt sørger Kommissionen, dvs. alle kommissærer og især kommissær Van Miert, altid for at foretage en grundig undersøgelse af alle mulige konsekvenser, inden et forslag fremsættes, for at finde den bedst mulige løsning, som også vil kunne accepteres af Rådet. Og jeg kan forsikre Dem om, at dette også er sket i denne sag.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.00.
Det er mig en glæde at kunne byde velkommen her til Parlamentet til en delegation fra Den Tjekkiske Republiks deputeretkammer anført af dens formand, hr. Daniel Kroupa, der også er næstformand i Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Tjekkiet. Hr. Kroupa og hans kolleger er her for at forberede næste møde i Det Blandede Parlamentariske Udvalg, der vil finde sted i juni. Det er en ære og et privilegium at have Dem her ved dette plenarmøde. Vi er opmærksomme på vigtigheden af Deres besøg i betragtning af nødvendigheden af at sikre, at der bliver foretaget alle nødvendige forberedelser til den kommende udvidelse af Den Europæiske Union. Vi ser frem til at arbejde sammen med Dem om at sikre, at der på alle stadier af tiltrædelsesforhandlingerne bliver udøvet en passende demokratisk kontrol, og vi håber, at disse forhandlinger vil begynde til næste år. Vi ønsker Dem et behageligt og succesrigt ophold. (Kraftigt bifald)
Hr. formand, hr. Apolinário, et medlem af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe på listen til det midlertidige udvalg, har underrettet mig om, at han ikke kan indtræde i dette udvalg. De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vil underrette formanden om deres kandidat, når vor bestyrelse har truffet en beslutning. (Forslagene til afgørelse ratificeredes)
Hr. formand, vi stemmer om forligsbetænkningen om det, der succesrigt blev ført til ende for at skabe et fælles marked for trykbeholdere. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at Rådet har vedtaget en udtalelse i sit eget referat med hensyn til dette direktiv. Parlamentet har konsekvent modsat sig denne praksis med forsøg på hemmelig lovgivning. Jeg vil minde Parlamentet om den holdning, vi indtog til resolution nr. 12 i oktober 1995, og også minde Rådet om, at udtalelser, som de fremsætter i deres referater, ikke har nogen retsvirkning.
Det vil jeg gerne tilslutte mig og påpege, at dette også er Domstolens opfattelse. (Det fælles udkast godkendtes)
Jeg vil læse den fælles erklæring op. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, De må ikke tage mig det ilde op, at jeg afbryder mødet med en anmodning om ordet til forretningsordenen. Jeg ved ikke, om det er hensigten, men jeg finder det ganske mærkværdigt, at jeg overhovedet ikke kan opfatte det, De siger, medmindre jeg har mine høretelefoner på. Jeg synes, Deres stemme er så interessant, at jeg gerne vil lytte direkte til Deres engelsk. Det er altså mærkværdigt, at Parlamentet holder møde, uden at vi kan opfatte det, De siger. Efter min mening skal der skrues noget mere op for lyden, så vi i det mindste også kan opfatte det, De siger, på den måde. Det er helt umuligt at høre Dem. Måske kan ingen høre mig. Hvis det ikke er hensigten i Parlamentet, skal vi endelig fortsætte på den måde. Men måske kan De gøre noget ved det.
De har ganske ret. Vi har haft betydelige problemer med akustikken her i salen, og vi bliver ved med at forsøge at forbedre den. Efter hvad De lige har sagt, har det ikke virket. Jeg kan godt høre mig selv. (Det ændrede kommissionsforslag godkendtes)
De portugisiske medlemmer af Partido Popular i Gruppen Union for Europa gør opmærksom på, at deres stemme for hr. Stanislaw Tillichs betænkning om forslag til afgørelse fra Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union om tilpasning af de finansielle overslag efter bevillingsudnyttelsen er afgivet i tillid til, at de 1.062 mio ECU, som hidrører fra manglende udnyttelse i 1995 og 1996 af budgetterede bevillinger, vil blive opført på budgettet for 1999 og tildelt samhørighedslandene, herunder Portugal, i overensstemmelse med Rådets og Kommissionens formelle tilsagn. UPE-Gruppen, og i særdeleshed dens portugisiske medlemmer, vil i forbindelse med forhandlingerne om næste års budget, der indledes i nærmeste fremtid, forelægge et formelt forslag desangående for at sikre os, at denne løsning bliver en realitet, selv om vi absolut fæster lid til Rådets og Kommissionens ord.
Efter en nærmere vurdering af budgettet for 1996 og i henhold til aftalen mellem institutionerne af 29. oktober 1993 har Kommissionen anmodet Rådet og Europa-Parlamentet om tilladelse til overførsel til 1999 af de bevillinger fra strukturfondene og Samhørighedsfonden, der ikke blev udnyttet i 1996, og som ikke overføres til 1997, nemlig henholdsvis 545 og 17 mio ECU. En overførsel på 562 mio ECU, som ingen af parterne kunne se noget problem i. Til gengæld opstod der uenighed om, hvorledes man skulle overføre det beløb på 1 mia ECU, der som følge af beslutningen om tilpasning vedrørende 1996 var blevet ombudgetteret til regnskabsåret 1998. Efter først at have foreslået, at man overførte hele beløbet på 1 mia ECU til regnskabsåret 1998 (hvilket ville have resulteret i en forøgelse af strukturforanstaltninger på 8 %!), gik det senere op for Kommissionen, at strukturforanstaltninger allerede er tilstrækkelig tilgodeset i 1998. Kommissionen foreslog derfor efterfølgende at fordele forøgelsen af loftet for strukturfondene og Samhørighedsfonden over to regnskabsår, således at man overførte 500 mio til 1998 og 500 mio til 1999. Et »kompromisforslag«, som alligevel gør det muligt at sikre en stigning på ca. 6 % for strukturfondene, medens den fælles landbrugspolitik (med en stigning på 0, 5 %), men også budgettet i sin helhed (med en stigning på 3 %), bærer præg af den stramning, som medlemsstaternes finanser også oplever. Rådet mente på sin side med rette, at det var umuligt at indgå forpligtelser for eller anvende 500 mio ECU i 1998, og foreslog derfor at beløbet på 1 mia ECU blev overført samlet fra 1997 til 1999. Det, at Rådet ikke skulle erlægge dette beløb før om to år, ville hjælpe medlemsstaterne med at få rettet op på deres offentlige underskud med henblik på overgangen til den fælles valuta. En vurdering, som var logisk nok, men som Europa-Parlamentet af principielle grunde ikke kunne tilslutte sig... Samtidig med at man afventer det endelige svar fra Rådet, bad Budgetudvalget os via Tillich-betænkningen at tage stilling til Kommissionens forslag ved en afstemning med kvalificeret flertal. Med mindre der blev indgået en aftale, godkendt af plenarforsamlingen, mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, kunne overførslen ikke ske, og alt ville være forblevet, som det var: beløbet på 1 mia ECU ville været blevet overført til 1998, og ombudgetteringen til 1999 af de 562 mio ECU beregnet til strukturforanstaltninger, som ikke blev udnyttet i 1996, ville ikke have været mulig. Som Budgetudvalget udtrykte det, ville de 562 mio ECU således være »tabt«, idet de skulle tilbageføres til medlemsstaterne. Vores gruppe havde stillet et ændringsforslag, hvorved man overtog Rådets forslag; men man skønnede, at ændringsforslaget ikke kunne behandles, da det vedrørte det bilag, der er nævnt i beslutningsforslagets artikel 1. Det, at Europa-Parlamentet afviser at behandle et forslag, som ville gøre det muligt for medlemsstaterne at gennemføre reelle besparelser i 1998, illustrerer på udmærket vis, hvor lidt hensyn Europa-Parlamentet tager til medlemsstaternes og skatteydernes interesser. Det kan derfor ikke undre nogen, at vi har afslået at stemme for Budgetudvalgets forslag, som ligger langt fra holdningen hos de europæiske nationers befolkning. Anden betænkning af Baldarelli (A4-0141/97)
På mine egne og min kollega Tajanis vegne vil jeg, selvom jeg til en vis grad er tilfreds med vedtagelsen af et program til støtte for den italienske plan om omstilling af drivgarnsfiskeriet, dog alligevel understrege vor skuffelse over, at visse fundamentale principper, der fandtes i den italienske plan ikke er blevet forstået og accepteret her i Parlamentet. I den tekst, der er vedtaget i dag, tales der flere gange om afskaffelse af drivgarnene, dette er i dette øjeblik så meget mindre hensigtsmæssigt, som Rådet hidtil ikke har truffet nogen beslutning i denne retning og i øvrigt ikke synes at have det nødvendige flertal for at gøre det. Selvom omstillingsforanstaltningerne gradvis skal føre til fuldstændig afskaffelse af denne fiskerimetode finder vi det følgelig ikke rigtigt, at de italienske fiskere skal føle sig skyldige ved at udføre en aktivitet, der indtil i dag har været absolut lovlig. Da tilslutning til omstillingsplanen desuden sker på frivillig basis - da det ikke kunne være anderledes, gentager jeg, eftersom ingen europæisk lov forbyder benyttelse af drivgarn - handler man imod dette princip, når man insisterer på at afskaffe det. Der er følgelig tale om en holdning, der er udtryk for en uacceptabel og latterlig fordømmelse af drivgarnsfiskeriet, næsten som om denne teknik var grunden til de værste former for biologisk uligevægt, der rammer Middelhavet, og som om redningen af dette have alene afhang af den fuldstændige og omgående tilintetgørelse af sværdfiskeriflåden. Ingen vil givet påstå, at drivgarnene er uskadelige og ikke har indvirkning på denne ressource - det er der ingen form for fiskeri, der har - men det er lige så evident, at man ved således at insistere på tilintetgørelsen af sværdfiskerifartøjerne giver indtryk af, at de italienske fiskere gøres til syndebuk i en situation med en mere omfattende krise, som de givet ikke er hovedansvarlige for. Et andet punkt, som man ikke har villet tage i betragtning, men som er af fundamental betydning for Italien, er den ekstraordinære karakter af den foreslåede foranstaltning, der griber ind i en socio-økonomisk sammenhæng, der giver anledning til store vanskeligheder, og som ville have berettiget til, at man ikke blot tyede til FIUF, men tillige muligheden for at benytte andre EU-fonde - f.eks. ESF og EFRU - på de områder, hvor de kvoter, der er tildelt Italien, ikke er fuldstændig udnyttet. Mens midlerne fra FIUF anvendes til at »genetablere« de fiskere, der forlader fiskerierhvervet, ville muligheden for at benytte andre fonde nemlig have givet sig udslag i en varig støtte til på ny at finde beskæftigelse og omskoling af fiskere, der, erindrer vi om, næsten alle kommer fra mål nr. 1-områder. Støtte til skibsværfter (A4-0153/97)
Jeg har altid støttet og forsvaret skibsværftsindustrien i Europa, som forbliver en industri med fremtid i, trods de angreb den har været udsat for gennem en uhæmmet »global dumping«. Samtidig med at jeg beklagede den vedtagne hastebehandling, som har forhindret en nødvendig grundig debat, stillede jeg i dag en række ændringsforslag for at anmode om en forlængelse af det syvende direktiv, minde om skibsværftsindustriens betydning, kræve ligebehandling af medlemsstaterne, få opsagt OECD-aftalen på dette område og få hævet satsen for støtteudbetalingerne i alle unionslandene, således at disse udbetalinger kommer op på et niveau, der svarer til de reelle markedsforhold. Størstedelen af ændringsforslagene blev vedtaget, men desværre ikke forslaget om opsigelsen af OECD-aftalen på grund af en højrefløj, der ligger under for USA (som ikke selv har ratificeret aftalen). Alligevel udgør EuropaParlamentets forslag på en del punkter et fremskridt i forhold til den oprindelige tekst. Nu må vi blot håbe, at Kommissionen vil overtage forslaget. Bortset herfra tyder alt på, at kampen - også efter afstemningen - fortsætter til støtte for skibsværftsindustrien i Europa og sideløbende hermed kampen til støtte for en ny strategi i retning af en mere offensiv europæisk industripolitik. Betænkning af Pradier (A4-0098/97)
Vi hilser betænkningen velkommen og er enige med ordføreren i, at det er uhyre vigtigt at finde frem til en løsning på de problemer, som er opstået i forbindelse med udviklingen og anvendelsen af Internet. Vi er dog ikke enige med ham i, at en beskyttelse på dette område bedst opnås gennem overstatslige foranstaltninger. Da der er tale om et internationalt problem, må vejen til beskyttelse mod uønskelig anvendelse af nettet gå gennem samråd og samordning af landenes lovgivninger. Vi går i den forbindelse ind for et tæt mellemstatsligt samarbejde inden for rammerne af søjle 3, hvor den parlamentariske kontrol varetages, sådan som den også bør, af de nationale parlamenter.
Vi mener, at betænkningen behandler et vigtigt område. Den er værd at støtte. De store muligheder, som Internet skaber på kommunikationsområdet, skal udnyttes, men samtidig skal man prøve at forhindre, at Internet bliver et middel til spredning af ulovligt materiale. Betænkningen går i begrænset antal punkter ind for en vis, ikke alt for omfattende, regulering af informationsstrømmen på Internet - en regulering, som den sætter i forbindelse med anvendelsen af Internet til spredning af ulovligt materiale, eksempelvis børnepornografi. I den sammenhæng kan man kun betegne ambitionerne om at regulere strømmen af ulovligt materiale som højst acceptable. Vi vil dog gerne understrege, at de ikke nødvendigvis er sammenfaldende med de konkrete tekniske muligheder for at gennemføre en regulering. Da denne skal ske ad teknisk vej, bør man endnu en gang foretage en nøje afvejning af de indgreb i bl.a. ytringsfriheden, som enhver sådan reguleringsform kan repræsentere, og de vigtige bestræbelser for at forhindre spredning af bl.a. børnepornografi.
Jeg har i dag stemt ja til betænkningen af Pradier om ulovligt og skadeligt indhold på Internet. Jeg er glad for, at der nu lægges op til EU-tiltag, der skal imødegå udbredelsen af ulovligt og skadeligt indhold på Internettet. Det er dog vigtigt, at vi nu hurtigst muligt skrider fra ord til handling. Betænkningen nævner to handlemuligheder. For det første kan man søge at forbedre folks evne til selv at si det skidt fra, som nu kan findes på Internettet. For det andet kan man med lovgivning forbyde selv samme skidt. Principielt er jeg imod begrænsninger af ytringsfriheden. Derfor vil jeg også bakke op om ethvert tiltag, der sigter på at forbedre folks evne til selv at si alt skidtet fra. Sådanne tiltag er dog ikke nok. Som ansvarlige politikere kan vi ikke stiltiende se på, at Internettet udvikler sig til en skraldespand for alskens skidt. Personligt har jeg det for eksempel meget dårligt med at være vidende til den voldsomme udbredelse af børnepornografi. Jeg har også svært ved at acceptere, at man ved at trykke på en knap kan få en opskrift på en kraftig bombe. Endelig synes jeg, at det er forkasteligt, at man - som det bl.a. er sket i Danmark - kan bruge Internettet til at tilsmudse andre. Det er kort sagt nødvendigt med love, der forbyder noget af dette skidt. Jeg ved godt, at muligheden for at straffe personer, der overtræder en Internetlov, er meget begrænsede. Det skyldes især, at Internettet er grænseoverskridende. Hermed ser vi atter et eksempel på, at vi internationalt og i EU må have et tættere retsligt samarbejde, hvis vi skal løse nogle af nutidens problemer. I den forbindelse vil jeg - atter engang - opfordre til, at Danmark ophæver sit forbehold over for EU-samarbejde på det retlige område.
Alle er enige om, hvilket enormt gennembrud Internettet udgør på kommunikations- og informationsområdet, og mere generelt hvad angår viden om de mennesker og den verden, der omgiver os. Alle erkender den rivende hast, hvormed udbredelsen af kendskabet til hele dette relationsdatabase- og informationssystem foregår. Rammerne for denne udvikling er desværre ikke blevet ordentlig forberedt, og vi bærer alle en del af skylden. Hvorom alting er, kommer vores traditionelle vurderings- og kontrolmetoder til kort over for denne nye kommunikationsform. Derfor står vi også afmægtige over for udviklingen af ulovlige og skadelige informationer på Internettet, som vi næppe er i stand til at hindre. Misbruget var naturligvis forudsigeligt, og forbryderne har ikke været længe om at udnytte dette effektive instrument. Risikoen er stor! Såvel hvad angår den etiske som den intellektuelle kriminalitet. Den Europæiske Union bør tage sig af dette problem, og Kommissionens forslag - i samarbejde med Rådet - om at tilvejebringe strukturer, der gør det muligt at opstille fælles regler og sikre en eventuel kodning, er efter min mening et minimum. Vi er alle klar over, hvor vanskeligt det er at føre kontrol med informationerne på Internettet. Vi bør imidlertid sikre, at disse informationer er i overensstemmelse med loven og de etiske normer, samtidig med at vi værner om de forfatningsmæssige rettigheder. Lindqvist (ELDR), Eriksson, Sjöstedt og Svensson (GUE/NGL), Gahrton, Holm og Schörling (V), skriftlig. (SV) Vi, der har underskrevet denne stemmeforklaring, har hverken stemt for eller imod hr. Pradiers betænkning. Vi mener, at den indeholder både positive og negative ting. Vi er naturligvis enige i, at man må begrænse tilstedeværelsen af skadeligt og ulovligt materiale på Internet og finde frem til en løsning, som ikke alene gør det muligt at forbyde forekomsten af det rent juridisk, men som også er praktisk gennemførlig. Vi er naturligvis imod tilstedeværelsen af børnepornografi, racistisk indhold og opskrifter på bomber og narkotika. Vi mener, at problemet må løses på internationalt plan og hilser de forslag, der opererer med en international løsning, velkomne. Derimod mener vi ikke, at det er Europol, der skal tildeles kompetencen på dette område, idet Interpol her er det eneste passende. Vi mener heller ikke, at betænkningen skal være et påskud til at argumentere for, at søjle 3 skal inkorporeres i Fællesskabets kompetenceområde. Endelig ser vi ikke nogen som helst grund til at gøre dette spørgsmål, som bør løses internationalt, til et fællesskabsanliggende. Betænkning af Peijs (A4-0034/97)
Der må rejses indvending mod betænkningens punkt 7. I Sverige finder vi det ubegribeligt, hvordan de små og mellemstore virksomheders momsbyrde i det lange løb kan lettes gennem vedtagelse af »oprindelsesprincippet«. Vi er på det bestemte imod indførelsen af den fælles momsordning, som også nævnes i punkt 7. Betænkning af Garosci (A4-0100/97)
I beslutningsforslagets punkt F henvises der til, at en hurtig deregulering vil bidrage til virksomhedernes udvikling og tilnærmelse til markedet. Dette synspunkt er vi overhovedet ikke enige i. En sådan deregulering vil blot føre til øget utryghed i samfundet, og det er de svage grupper, der kommer til at betale. Betænkninger af Torres Marques, Peijs og Garosci
De danske socialdemokrater har i dag stemt for de tre betænkninger om små og mellemstore virksomheder. Generelt mener vi, at initiativer til fordel for små og mellemstore virksomheder gavner beskæftigelsen. Hertil kommer, at initiativerne også kan fremme en sund økonomisk udvikling. Vi gør dog opmærksom på, at vi ikke kan tilslutte os betænkningernes afsnit om fordelene ved at sænke momsen for små og mellemstore virksomheder.
De seneste data har bekræftet SMV'ernes stadig større betydning, idet de i særlig grad har vist sig i stand til skabe investeringer og beskæftigelse i konkurrencedygtige produktioner. De ca. 18 mio SMV'er i Den Europæiske Union beskæftiger 70 mio personer (70 % af den erhvervsaktive befolkning), og to ud af tre nye arbejdspladser skabes i denne sektor. Vi hilser derfor med glæde dokumenterne fra Kommissionen og betænkningerne af fru Torres Marques, fru Peijs og hr. Garosci, hvori der foreslås konkrete og integrerede foranstaltninger til fremme af SMV. Det er svært at fremhæve nogle af disse foranstaltninger frem for andre, da de alle er nødvendige for at kompensere for den begrænsning, der ligger i de pågældende virksomheders ringe størrelse: støtte til forvaltning, indførelse af informationsteknologier og effektiv lempelse af de bureaukratiske byrder, som udgør en voldsom belastning for disse virksomheder. I øjeblikket intensiveres forberedelserne til indførelsen af den fælles valuta. SMV'erne vil i øvrigt være dem, der får mest gavn heraf, idet det er dem, der i dag er mest berørt af følgerne af eksistensen af flere forskellige valutaer i form af usikkerhed og øgede omkostninger i forbindelse med handelstransaktioner. Der forestår dog en tilpasningsindsats, som nødvendigvis skal foretages i tide og med støtte fra Den Europæiske Union. Betænkning af Danesin
Vi mener, at betænkningen behandler et væsentligt spørgsmål, og finder den i det store og hele god. Vi mener dog, at formuleringen i punkt 36 er noget uklar og kan føre til fortolkninger, som vi næppe vil kunne tilslutte os. I punkt 36 tales der om statsstøtte i forbindelse med skibsindustrien, og det kan give anledning til den fortolkning, at man med betænkningen ønsker at sige, at skibsbygningsindustrien skal fremmes ved hjælp af statsstøtte. Med en sådan fortolkningsmulighed kan vi ved afstemningen ikke støtte betænkningens punkt 36. Skibsbygningserhvervet kom, først og fremmest i 1970'erne, ud i en dyb krise, som nødvendiggjorde en omfattende strukturomlægning. Forud for denne blev der for erhvervet etableret en række meget omfattende statslige støtteordninger for at styrke den nationale konkurrenceevne over for andre landes skibsbygningsindustri. Denne uheldige støttepolitik hæmmede skibsbygningserhvervets evne til at udvikle sig, samtidig med at det i flere lande næsten blev helt slået ud. Hvis det europæiske skibsbygningserhverv skal kunne udvikle sig i den globale konkurrencesituation i det 21. århundrede, er det yderst vigtigt, at tidligere tiders mislykkede støttepolitik ikke bliver gentaget.
Vi behandler i dag Kommissionens meddelelse om søfartsindustrien og de talrige problemer, søfartsindustrien kæmper med. Den politik, der har været ført hidtil, har ikke gjort det muligt at tilføre denne sektor en tilstrækkelig konkurrenceevne; og den har derfor ikke været rustet til at møde den stigende konkurrence og liberaliseringen af markederne. I dag falder antallet af skibe, som sejler under fællesskabsflag, og den faldende beskæftigelse inden for sektoren har ramt visse medlemsstater virkelig hårdt. Kommissionen foreslår derfor en ny strategi baseret på følgende elementer: sikkerheden til søs, den frie konkurrence og den frie adgang til markedet, uddannelse samt forskning og udvikling og endelig kontrol med statsstøtten. Disse forslag er ikke specielt slagkraftige, og Kommissionen kunne have gjort bedre, selv om det må erkendes, at Rådet ikke synes at fatte situationens fulde alvor. Jeg beklager således mangelen på ambitioner, hvad angår konkurrenceevne, generobring af markeder og forbedring af beskæftigelsen. Udviklingen af den teknologiske forskning og søfartsuddannelserne er ganske vist uundværlige elementer, men det er også nødvendigt at imødegå konkurrenceforvridningen, i den forstand at visse redere ikke er undergivet strenge, men nødvendige regler, hvad angår sikkerhed og omkostninger. Der er brug for en stramning af forskrifterne inden for søfartsindustrien, samtidig med at man søger at forbedre konkurrenceevnen gennem en mindskelse af rederiernes omkostninger. Den Europæiske Union bør lægge sig i selen for at bedre vilkårene for søfartsindustrien, og den bør absolut sætte en stopper for overførslen af aktiviteter til tredjelande. Efter min mening er det nødvendigt med en højere grad af kompetenceoverførsel til Den Europæiske Union, et forhold Rådet bør være opmærksomt på.
Fællesskabets skibsfartssektor har som bekendt været ude for en kraftig tilbagegang i de sidste årtier, hvilket har medført tab af teknisk knowhow, der var erhvervet gennem århundreder, og svækkelse af de afhængige industrier, navnlig skibsværfterne. Den nylige krise i vejstransportsektoren i Frankrig, som i flere uger blokerede de europæiske landeveje og dermed den økonomiske aktivitet i flere lande, viste med al ønskelig tydelighed det presserende behov for alternative transportmidler, navnlig jernbane- og søtransport. Efter min mening vil søtransport, navnlig inden for det indre marked, efterhånden som Den Europæiske Union udvides med flere og flere lande, vise sig at være konkurrencedygtig og udvise store fordele sammenlignet med landevejstransporten, når det gælder transport af store mængder varer, rent bortset fra at den er mere miljøvenlig. Derfor finder jeg, at både Kommissionens meddelelse og betænkningen er positive tiltag, der gavner Den Europæiske Union. Vi afventer nu gennemførelsen af de bebudede politikker. Betænkning af McCarthy (A4-0126/97)
Hr. formand, jeg vil bare gerne takke de medlemmer, der har stemt for min betænkning. Jeg vil også gerne meget stærkt protestere mod de personlige angreb på mig fra Det Konservative Parti i aftes. Det er sørgeligt, at de gik over til personlige angreb, da min betænkning i høj grad afspejler den opfattelse, folk i regionerne har. Jeg vil gerne anmode Det Konservative Parti om at tage fat på disse spørgsmål i stedet for at benytte den afsporingstaktik, som de brugte i udvalget. Jeg har ikke gjort mig skyldig i manipulation af den parlamentariske proces. Jeg har spurgt, om de konservative af og til ville ringe ind til Regionaludvalget, så vi kunne have haft denne betænkning på dagsordenen for ni måneder siden. De konservative bør acceptere dommen i denne betænkning og tage fat på problemerne. Det er ikke en ensidig betænkning, det er ikke embedsmændene, man kan klandre for problemerne, men deres politiske herrer. Ved valget om en uges tid vil folk i regionerne dømme regeringen for dens manglende evne til at gøre noget ved de regionalpolitiske spørgsmål.
Vi mener, at betænkningen som helhed er god, men ønsker alligevel at knytte nogle bemærkninger til den. Uden på nogen måde at drage hendes objektivitet i tvivl finder vi det principielt betænkeligt, at Parlamentets ordfører kommer fra samme land som det, der modtager den støtte, der skal evalueres. Parlamentet bør af principielle grunde altid tilstræbe at udpege en ordfører, der ikke på nogen måde har en interesse i det spørgsmål, som skal behandles. Endvidere er det upassende, at en del af formuleringerne i betænkningen er udformet som et indlæg i den indenrigspolitiske debat i Storbritannien. Vi har ikke til opgave at skrive et indlæg i den britiske debat, men skal udelukkende foretage en objektiv evaluering af strukturforanstaltningerne.
Britiske konservative stemmer imod McCarthy-betænkningen af tre principielle grunde. For det første mener vi, at betænkninger om enkelte medlemsstater bør udarbejdes af parlamentsmedlemmer fra den pågældende medlemsstat. For det andet beklager vi den måde, hvorpå man har manipuleret med Parlamentets kalender for at få forelagt denne betænkning på dette tidspunkt, hvor der er valgkamp i Det Forenede Kongerige. For det tredje fordømmer vi den måde, hvorpå den socialistiske ordfører har benyttet betænkningen til at score nationale partipolitiske point. Denne opførsel fra britiske Labour-medlemmers side gavner ikke Parlamentets anseelse, og de må indse, at når socialister i Europa-Parlamentet angriber den konservative regering i Det Forenede Kongerige, kan det kun styrke den konservative sag blandt de britiske vælgere, for de modsætter sig enhver udvidelse af europæiske beføjelser - faktisk et selvmål fra britisk Labour.
McCarthy-betænkningen er en veldokumenteret, klar og grundig vurdering af EU's regionalpolitik i Det Forenede Kongerige. Fordi det er en sådan betænkning, er det af afgørende betydning, at man lægger meget nøje mærke til de barske kommentarer i den. Man kan ikke komme uden om den kendsgerning, at betænkningen fra først til sidst er en stærk anklage mod den konservative regering. Igen og igen har regeringen undladt at hævde partnerskabsprincippet; man har behandlet subsidiariteten med foragt og ignoreret eller smøget sig uden om komplementaritet. Dette gælder i meget høj grad industriområderne i det sydlige Wales. Her har vi set bureaukraterne fra Ministeriet for Wales undlade at gøre noget, der bare ligner effektiv brug af strukturfondene. Desuden har man været parat til at se millioner af pund i bevillinger, der var bestemt for det sydlige Wales, forblive i Bruxelles. Det skyldes, at regeringen naturligvis forhindrer de lokale myndigheder i at få tilstrækkelige midler til at skaffe midler til at matche EU's investeringer. Regelen om komplementaritet kan imødekommes på forskellige måder, men regeringen har intet gjort. Der må gøres en ende på denne skandale, og jeg er sikker på, at dette vil ske i meget nær fremtid.
Må jeg give udtryk for min taknemmelighed over for fr. McCarthy for det arbejde, hun har gjort med sin betænkning. Udvalget om Sociale Anliggender og Beskæftigelse har formuleret en udtalelse, der deler mange af de bekymringer, der kommer til udtryk i denne betænkning. Mellem 1994 og 1996 blev der stillet 910 mio ECU til rådighed fra Den Europæiske Socialfond (og 3 mio ECU ekstra, som kom fra yderligere bevillinger under mål nr. 1). Skønt vi stort set finder dette tilfredsstillende, er vi enige med ordføreren i, at der er opstået problemer; dette demonstreres særlig i Nordirland med de »nye områder« for beskæftigelse og gennemskuelighed med hensyn til udvælgelse. Der opstod yderligere gennemførelsesproblemer med PEACE-initiativet og forbruget af ekstra midler ad den vej. Ikke desto mindre skete der forsinkelser her, og når det gjaldt om at nå til enighed mellem medlemsstaterne om mål nr. 2, hvilket betød, at gennemførelsesprocenten blev næsten 95 for 1994-95 senere. Det er forfærdeligt, at Det Forenede Kongerige ikke benyttede finansieringsmulighederne under mål nr. 4 mellem 1994 og 1996, men jeg glæder mig over, at det nu har ændret sig. Vi er helt opmærksomme på problemet med forsinkede udbetalinger, og har henledt Kommissionens opmærksomhed herpå. Vi er overbevist om, at det er et problem, som hver enkelt medlemsstat må løse. Princippet om partnerskab, som vi betragter som en velkommen nyskabelse i reformerne fra 1993, er tilstrækkelig udviklet, særlig når det gælder overvågningsudvalgene. Fraværet af arbejdsmarkedets parter er alarmerende og stemmer ikke med ideen om at involvere Europas befolkning. I Kent har folk klaget over dette i Thanet-området, der hører under mål nr. 2, og hvad angår INTERREG II og andre programmer! Betænkning af Fernández Martín (A4-0128/97)
Vi er enige i hovedindholdet i betænkningen, nemlig at der er problemer i mange af EU's randområder. Derfor er det også nødvendigt at yde disse en særlig støtte. Vi er derimod ikke enige i, at det skal ske ved at tildele de pågældende områder et særligt retsgrundlag i traktaten. Der er jo mange andre områder i EU, som befinder sig i en lignende situation. Eksempelvis er afstanden mellem Madeira og Bruxelles ikke meget længere end mellem Kiruna (i det nordlige Sverige) og Bruxelles. Kirunas situation hænger også sammen med beliggenheden i det arktiske område, som naturligvis skaber yderligere problemer. Skal EU's randområder have en reel chance for at overleve, må man i stedet ændre store dele af EU's politik. I stedet for at træffe centraliserede afgørelser må man give regionerne mulighed for selv at træffe beslutninger og skabe forudsætninger for at klare sig. Centraliserede afgørelser kan umuligt gøre alle EU's regioner tilfredse. Desuden ser vi en meget stor fare i en virkeliggørelse af ØMU, hvis økonomiske politik vil forværre den situation, som EU's randområder befinder sig i. Derfor har vi, under henvisning til ovenstående, valgt at undlade at stemme ved den endelige afstemning.
Jeg har stemt for betænkningen af hr. Fernández Martín, fordi den på en seriøs måde redegør for de særlige problemer, der gør sig gældende i regionerne i den yderste periferi. Betænkningen bekræfter nu anerkendte begreber og principper og foreslår efter min mening relevante løsninger, der kan bidrage til at udmønte princippet om økonomisk og social samhørighed til fordel for regionerne i den yderste periferi. Fernández Martín-betænkningen påpeger, at erklæringen i bilaget til traktaten ganske vist anerkender de strukturelle særtræk i regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi, hvilket er en afgørende forudsætning for en anerkendelse af selve begrebet regioner i den yderste periferi, men at den er utilstrækkelig som retsgrundlag for en tilpasning af fællesskabsretten til de særlige vilkår i regionerne i den yderste periferi. Derfor støtter vi ubetinget betænkningens forslag om, at der i forbindelse med traktatrevisionen indføjes en ny artikel om regionerne i den yderste periferi. Jeg stemmer ligeledes for forslaget om en protokol som bilag til traktaten, hvori medlemsstaterne forpligter sig til at intensivere og styrke de allerede iværksatte foranstaltninger under POSEI-programmerne. Betænkning af Ahern (A4-0074/97)
Selv om den nye samarbejdsaftale om anvendelse af atomenergi til fredelige formål, som blev undertegnet i november 1995 mellem Euratom og USA, betragtes som en vigtig milepæl i det transatlantiske samarbejde i spørgsmål om nuklear sikkerhed, er det ikke desto mindre en realitet, at aftalen rummer en del uklarheder, bl.a. hvad angår begrundelserne for, at visse dele af aftalen stadig vil kunne være i kraft efter udløbet af den formelle gyldighedsperiode. Forbeholdene gælder også den skønsret, den amerikanske administration har forbeholdt sig vedrørende informationer om installationerne til oplagring af følsomme materialer og listen over anlæg som betingelse for at indgå aftalen. Europa-Parlamentet bør holde et vågent øje med aftalens følsomme punkter, især med »generic consent«, som kun kan ophæves af den amerikanske part i ganske særlige tilfælde, og USA's ikke-indblanding i den internationale kontrol, som er etableret. Det samme gælder de restriktioner med hensyn til forsyninger, specielt forsyninger af beriget uran og amerikansk udstyr, som USA håndhæver, og som er til skade for den europæiske industri. Truslerne imod den nukleare sikkerhed bliver stadig større i takt med den globale økonomiske, politiske og teknologiske udvikling; aftalen mellem Euratom og USA kan forbedre overvågningen af fremtidige risici, men Europa-Parlamentet bør inddrages på passende vis i forbindelse med enhver ajourføring af aftalen samt i forbindelse med alle fremtidige Euratom-aftaler og andre internationale aftaler vedrørende atomenergi. Europa-Parlamentet er den eneste garant for gennemsigtighed og demokrati inden for det nukleare samarbejde, som er så afgørende for Den Europæiske Union.
Aftalen mellem Euratom og USA indebærer stor fare for, at der opstår et globalt plutoniumsamfund med en øget risiko for spredning af plutonium, MOX-brændsel, affaldsprodukter og andet radioaktivt materiale. Desuden opmuntrer aftalen til øget oparbejdning i Sellafield og La Hague, hvilket jeg er imod. Den vil føre til flere transporter og bringe store mængder radioaktivt materiale i omløb. Aftalen er blevet til på en uacceptabel måde set fra en demokratisk synsvinkel, bag lukkede døre og uden en åben og demokratisk debat. Det er i høj grad et spørgsmål, om en amerikansk lov også bør gælde på svensk (og på det øvrige europæiske) territorium. Aftalen er en tydelig illustration af de store farer, som kernekraften er forbundet med. Den bør derfor afvikles hurtigst muligt. Desværre risikerer aftalen at forlænge kernekraftsamfundets levetid. Betænkningen påpeger klart de problemer, som både kernekraften, transporterne og manglen på demokrati giver anledning til. Jeg er imod aftalen, men for betænkningen og har derfor stemt ja. Betænkning af Mather (A4-0414/97)
Hr. formand, jeg stemte imod kompromisændringsforslagene fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe og De Europæiske Socialdemokraters Gruppe i Mather-betænkningen. Vi forsøger i Parlamentet vedvarende at beskytte små og mellemstore virksomheder mod for besværlig lovgivning, overdrevne byrder og komplicerede procedurer. Erhvervskonsekvensanalysesystemet har allerede siden 1986 været ét af de instrumenter. Problemet var, at det fungerede dårligt. Ordførerens hensigt var at forbedre dets funktion og at gøre erhvervskonsekvensanalysesystemet til et effektivt instrument til måling af lovgivningens konsekvenser for SMV. Efter ændringen måler vi virkningen for hele universet, ergo er vi blevet et målrettet instrument fattigere. Det er grunden til min anmodning til Kommissionen om, at man efter det instrument, som vi nu har taget livet af, nu også laver en erhvervskonsekvenstest for små og mellemstore virksomheder.
Det kan aldrig være forkert at danne sig så godt et billede som muligt af politiske beslutningers konsekvenser for forskellige samfundsområder. Det er der god tradition for i Sverige, hvor der ofte gennemføres en statslig udredning, før et spørgsmål behandles i Rigsdagen, og der træffes en afgørelse. I denne betænkning foreslås det, at forslag til retsakter underkastes sådanne konsekvensanalyser af, hvordan de vil påvirke erhvervslivet, først og fremmest mindre virksomheder. Modellen kan sammenlignes med de miljøkonsekvensredegørelser, som ifølge svensk lovgivning skal foretages for at vurdere, hvordan forskellige beslutninger vil påvirke miljøet. Da dette efter min opfattelse er noget positivt, har jeg stemt for betænkningen.
Hermed er afstemningstiden afsluttet.
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 12.35)