| Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt. | |
| Hr. formand, det drejer sig ikke om protokollen, den er jeg tilfreds med. Men under behandlingen af betænkningen af hr. Viola i går blev et ændringsforslag fra Den Liberale Gruppe af ubegribelige grunde afvist. Ændringsforslaget gik ud på at gøre institutionerne mere miljøvenlige. I den forbindelse anmoder jeg Dem om følgende: Hvis De vil fremme cyklismen her i Strasbourg, skal De sørge for tilstrækkelig overdækket plads til cykler. I parkeringskælderen er der overhovedet ikke plads nok til medlemmernes og medarbejdernes cykler. Jeg anmoder Dem om at udvide antallet af cykelstativer i garagen på bekostning af måske to bilparkeringspladser. | |
| Mange tak, hr. Eisma. Jeg har bemærket mig Deres kommentar og vil viderebringe den til Præsidiet og især til Kvæstorkollegiet, for at dét, som De lige har fortalt os, kan blive undersøgt fra en mere positiv synsvinkel. | |
| Hr. formand, jeg vil gerne pege på et forhold vedrørende protokollen for mit indlæg i går. Jeg nævnte i slutningen af mit indlæg om Pinochet, at jeg frygtede, at den britiske regering ville slå en handel af om at slippe ham fri. I The Guardian i dag rapporteres det, at det netop er det, der er ved at ske. Jeg vil blot gerne bekræfte, at min forudsigelse var korrekt. | |
| Hr. Kerr, De kender dette forsædes velvilje, især fredag morgen, som er en fredelig dag. Men dette har intet med protokollen at gøre. Jeg bemærker, at der ingen indsigelser er til protokollen. (Protokollen godkendtes) | |
| Hr. formand, en bemærkning til forretningsordenen. Jeg har ved flere lejligheder om fredagen nævnt den kendsgerning, at mødet denne dag, som ofte er et meget godt møde, ikke sendes i fjernsynet. Tv-selskaberne kan ikke komme til at bruge det, og det er ikke tilgængeligt i arkiverne. Endnu en gang vil jeg gerne presse på vedrørende dette og spørge, hvornår mødet denne dag sendes i fjernsynet og behandles som ethvert andet. | |
| Hr. Hallam, jeg bemærker mig Deres bekymring, som jeg deler, fordi jeg som formand ville komme mere i fjernsynet, men under alle omstændigheder, hr. Hallam, vil jeg overdrage sagen til den rette instans. | |
| Hr. formand, jeg bad blot om ordet for at komme med en forudgående oplysning og forklaring om de ændringsforslag, der er blevet indgivet. Denne betænkning blev enstemmigt vedtaget i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, efter at man var nået frem til et kompromis med visse grupper, der havde fremsat nogle ændringsforslag om et vigtigt emne. Betænkningen om strategien for bjergområderne er en uddybning af en generel betænkning fra sidste valgperiode om de ugunstigt stillede områder i bred forstand. Snart - om nogle få dage - vil vores kollega Anttila fremlægge en betænkning her i Parlamentet om de arktiske områder. I næste valgperiode er der så nogle andre, der vil fremlægge en tilbundsgående betænkning om ørkenområderne og de tørre områder, som allerede blev fremlagt for mange år siden. Jeg kan nu se, at det her i Parlamentet kun er en enkelt gruppe, nemlig I-EDN-gruppen, der fremsætter nogle ændringsforslag. Det er de samme ændringsforslag, som vi var blevet enige om i betænkningens tekst, og som tager sigte på endnu en gang at generalisere problemet, hvilket er et tilbageskridt. Vi har i dag mulighed for at uddybe emnet i én retning, mens det vil være muligt at uddybe det i andre retninger i nogle andre betænkninger. Vi har således endelig mulighed for konkret at gøre noget ved forskellige problemer uden hver gang at blive hængende ved de store principerklæringer, som er udmærkede, men som ikke er særlig konkrete eller praktiske. Jeg kan derfor kun godkende visse af ændringsforslagene, nemlig dem, der ikke går ud over det konkrete og pragmatiske aspekt i denne betænkning, og som ikke mindst svarer til betænkningens titel. (Forslaget til beslutning vedtoges) | |
| Hr. Wijsenbeek har bedt om ordet angående et forslag i henhold til forretningsordenen. | |
| Hr. formand, da denne uge har været meget hård med tre afstemningsdage, beder jeg Dem i henhold til artikel 121 ikke om en hemmelig afstemning, men om en mere stilfærdig afstemning. | |
| Mine damer og herrer, under henvisning til forretningsordenen beder jeg Dem indtrængende om at respektere stilheden af hensyn til hr. Wijsenbeek og mig selv. | |
| Hr. formand, jeg tror, at jeg bør kommentere resultatet af denne afstemning. Den var uden tvivl et smukt bevis på det parlamentariske demokrati. Vores kollega Fabre-Aubrespy havde ret: Vi stemte udelukkende om tilføjelsen af tre ord, hele tiden de samme tre ord, i alle ændringsforslagene. Og det er de tre ord, der ikke stemmer overens med den oprindelige tankegang i denne betænkning, som udelukkende skulle omhandle bjergområderne, eftersom - og det vil jeg gerne gentage - vi allerede har talt om de tørre områder, og eftersom vi skal tale om de arktiske områder om en måned her i Parlamentet. Det ville svare til, at jeg genfremsatte alle mine ændringsforslag om bjergområderne om en måned i vores kollega Anttilas betænkning. Endnu en gang nogle flotte erklæringer, men stadig en total mangel på evnen til at dykke ned i de konkrete problemer. Der er ikke noget, der ændrer sig, og betænkningen er stadig helt i orden - derfor bad jeg ikke min gruppeformand om at stemme imod - men det er endnu en gang bare blændværk. Vi er ikke i stand til at skabe nogle konkrete love, hvor borgerne kan genkende sig selv. | |
| Hr. Santini, jeg har ikke taget ordet fra Dem, for det plejer jeg ikke at gøre, men De må tænke på, at Deres indlæg næsten er en stemmeforklaring og genåbningen af en forhandling. Jeg vil imidlertid ikke genåbne forhandlingen. Vi har allerede stemt om dette forslag, og afstemningen er jo netop Parlamentets mest demokratiske udtryksmåde. | |
| Vores gruppe har stemt for Iversen-betænkningen om fremme af miljøvenlige produktionsmetoder i landbruget samt om naturpleje, idet vi er klar over de problemer, der opstår ved gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik og de internationale aftaler, enten inden for rammerne af WTO eller inden for rammerne af de frihandelsaftaler, som findes i Den Europæiske Union. Hr. formand, jeg minder om, at Kommissionens forslag til en reform af den fælles landbrugspolitik, som er fremsat i Agenda 2000, faktisk forpligter landmændene til at stræbe efter den højst mulige produktivitet af deres produktionsapparat. Udviklingen inden for intensivering og specialisering af landbrugene i visse områder af Den Europæiske Union er ikke andet end konsekvenserne af den fælles landbrugspolitiks skadelige virkninger. Reformforslagene, som vi kender dem i dag, kan kun forstærke denne tendens, og dette sker endda på trods af fællesskabslovgivningen om miljøbeskyttelse og naturpleje. Til sidst, hr. formand, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at GATT-aftalerne ikke omfatter de sociale og miljømæssige dimensioner. Forøgelsen af frihandelsaftalerne fremmer en billig landbrugsproduktion med lave produktionsomkostninger. For at være konkurrencedygtige er de europæiske landmænd nødt til at stræbe efter en maksimal produktivitet, selvom det betyder, at de ikke vil være i stand til at leve op til de europæiske miljøkrav. Som konklusion, hr. formand, ønsker vores gruppe at minde om, at fællesskabspolitikken, både udenrigsmæssigt og landbrugsmæssigt, er uforenelig med den europæiske politik om miljø og dyrs velbefindende. De europæiske landmænd befinder sig i en ugunstig situation, der begrænser dem og fører til deres udryddelse. De kan ikke på én gang leve op til miljøkravene og til kravene om at stræbe efter en produktivitet med stadig lavere landbrugspriser, som er konsekvensen af ophævelsen af fællesskabspræferencen. Betænkning (A4-0346/98) af Otila | |
| Det er vigtigt, at landmænd og skovbrugere kan finde et levebrød, når markerne ændres. En mulig løsning kan være en overgang til skovrejsning på landbrugsarealer. Samtidig skal naturressourcen jord bevares i en sådan mængde, at der kan produceres mad nok. En ændret markanvendelse skal ledsages af miljø- og naturressourceanalyser samt skovbrugscertificering for at skabe et bæredygtigt skovbrug. Land- og skovbrugserhvervenes brancheorganisationer skal engageres i arbejdet, og man skal evaluere omkostninger, næringsændringer og indvirkninger på miljøet. Jeg har stemt ja til betænkningen. | |
| Jeg stemmer for denne betænkning med en blanding af stolthed og bekymring. Stolthed fordi Det Forenede Kongerige er et af de fire lande, der gør det bedst inden for EU's ordning om fremme af skovrejsning som en alternativ udnyttelse af landbrugsarealer. Men bekymring over, at betænkningen antyder, at programmet for støtte til skovbrug ikke har ført til store ændringer, nemlig skovrejsning i stedet for endnu flere afgrøder, der føjes til Europas fødevarelagre. De øvrige bekymringer i betænkningen om de høje omkostninger pr. hektar i programmet for skovrejsning fører også til tvivl om, hvorvidt det gennemføres. Da det er vigtigt at fremme skovbruget, f.eks. den meget vellykkede britiske bevægelse for kommunalskove, som jeg bedst kender fra Red Rose Forest i min egen valgkreds, er det vigtigt, at der gøres noget ved den bekymring, der gives udtryk for i denne betænkning om andre modtagere af EU-støtte til skovbrug. Derfor støtter jeg betænkningen og håber, at Kommissionen svarer med en tidlig evaluering af EU-ordningen til støtte for skovrejsning. Betænkning (A4-0368/98) af Santini | |
| Til trods for deres forskellighed, store variation og specielle særkender har Unionens bjergområder et fælles kendetegn: dårlige udviklingsvilkår. Dér, hvor Unionens største økologiske arvemasse og biodiversitet er koncentreret, en uvurderlig miljørigdom og traditionelle aktiviteter, dér ophober der sig samtidig fortsat akutte problemer med isolation, underudvikling, de bliver forladt og hendør. Bjergområderne bliver udsat for følger af de forbryderiske politiske valg, der fremskynder deres nedgang. Disse områders naturmæssige, demografiske og økonomiske problemer er blevet behandlet og bliver behandlet med stive, fragmentariske og især symptologiske politikker. F.eks. når der - gennem den fælles landbrugspolitik og GATT - bliver praktiseret politikker, der medfører en fortsat reduktion af landbrugsaktiviteterne af de mest basale områder inden for beskæftigelse og bevarelse af befolkningen på landet og i bjergområderne, en nødvendig aktivitet for opretholdelsen af det naturlige miljø, og som medvirker til bevarelsen af det naturlige område og landskab, hvorledes er det så muligt, at udviklingen af landet, af bjergområderne og regionerne bliver bevaret og styrket? Når der til stadighed bliver pålagt kvantitative begrænsninger på produktionen af basale landbrugs- og kvægavlsprodukter fra bjergene, hvilket er et problem, der især er akut for sydens produkter, der ikke kan erstattes med andre aktiviteter inden for den primære sektor på grund af jordbundsmæssige og klimatologiske faktorer, er der kun lille mulighed for at fastholde befolkningen, især de unge, i disse områder på grund af mangel på beskæftigelsessikkerhed, tilfredsstillende midler og værdige levevilkår. Det er ikke tilfældigt, at Ipiros i Grækenland, et virkeligt bjergområde, udgør den fattigste region i EU og er en hovedperson i sørgelig forfatning for mål 1. Og mens alt dette foregår, forbereder forslagene til Agenda 2000 en yderligere reduktion af landbrugsøkonomien og fremmer betydelige, begrænsende ændringer for støtte gennem strukturfondene. Samtidig fører disse regioners som regel store afstand fra byerne, de særligt vanskelige klimatologiske betingelser, manglen på infrastruktur og egnet teknisk støtte, vejnettets utilstrækkelighed og uegnethed til isolation af disse regioner, de begrænser mulighederne for udnyttelse af de lokale produkter, for at de lokale markeder fungerer i tilstrækkelig grad, for udviklingen af nye økonomiske aktiviteter, og for udformningen af et tilfredstillende niveau for sundhed, undervisning og kulturel aktivitet. Disse problemer bliver ikke kun ikke behandlet, men de intensiveres. Der er en tendens til, at de bliver behandlet som permanente, iboende, ja sågar »pittoreske« naturlige ulemper. Det er nu nødvendigt med en revurdering af de gældende politikker og planlægning af andre, der er egnede til at behandle, til at vende det farlige tempo, som bjergområderne i EU bliver forladt og lagt øde på, og at der bliver givet virkelige incitamenter til udvikling af disse områder. Incitamenter til at holde på befolkningen, til beskæftigelse og indtægt, til udvikling af den primære og sekundære produktion. Højnelse af infrastrukturen, forbedring af vejog transportnettet, organisering og ydelse på højt niveau af tjenester inden for sundhed og undervisning. | |
| Når vores gruppe har fremsat 31 ændringsforslag til denne initiativbetænkning, så er det fordi, vi har haft til hensigt at skabe større forståelse i Kommissionen og Rådet for alle de ugunstigt stillede områder og de svage økologiske områder, som, sammen med bjergområderne, er de skrøbeligste landbrugsområder i forbindelse med den fælles landbrugspolitik og især med reformforslagene til den fælles landsbrugspolitik inden for rammene af Agenda 2000. I løbet af flere årtier har der i disse områder været en betydelig tendens til affolkning, fordi landbrugsproduktiviteten er lavere og det er vanskeligere end andre steder at kompensere for de regelmæssige prisfald i landbrugsprodukter. Gennem forskellige landbrugs- og jordbundsmæssige, klimatiske og miljømæssige vanskeligheder, som findes i disse områder, har løsningen på den landbrugsmæssige aktivitet, hvad angår udvikling, vist sig på forskellige måder. I visse områder er forøgelsen af landbrugsproduktiviteten fundet sted gennem en udvidelse af landbrugsbedrifterne og for andre områder er landbrugssektoren blevet bredere ved at landmændene selv har integreret supplerende aktiviteter som f.eks. landboturisme. Disse udviklinger fastslår de særlige behov som befolkningen i landdistrikterne har (behov for offentlige tjenesteydelser, behov for infrastruktur for at fremme kommunikation og undgå isolerede områder...). Selvfølgelig er det nødvendigt, at der inden for strukturfondene bliver taget hensyn til disse behov, men hvad angår landbrugsvirksomhed i egentlig forstand, kræver den specifik støtte, som i virkeligheden er udligningsordninger for handicap. Der skal kompenseres for forskellen i produktionen mellem de ugunstigt stillede områder og lavlandsområderne, for det er fremtiden for disse områder og fremtiden for landsplanlægningen. I forhold til de følsomme områder, som vådområderne, skal de specifikke miljømæssige påvirkninger, som disse områder er udsat for, tages til efterretning, for de skader også landbrugsbedrifternes produktivitet. I disse vådområder skal landmændene f. eks. tage hensyn til kanaler, som begrænser deres udstykninger, men de skal også, og det må vi ikke glemme, vedligeholde den samlede infrastruktur, som det ofte er blevet gjort gennem flere århundreder. Hvis landbruget forsvinder i disse områder, fører det til, at alle økonomiske aktiviteter til vedligeholdelse af landskabet også forsvinder, men den miljømæssige balance, der er en del af disse regioners kultur, vil også forsvinde. Som konklusion anmoder vi Kommissionen og Rådet om at vedtage en reel følgepolitik for landdistrikterne, som gør det muligt at kompensere for de handicap som findes i de ugunstigt stillede områder og de økologiske svage områder i Den Europæiske Unions medlemslande. Det er nødvendigt, at Den Europæiske Unions landbrugspolitik tager hensyn til landdistrikerne og til mangfoldigheden af de agronomiske, pedologiske, geomorfologiske, klimatiske og miljømæssige forhold. Betænkning (A4-0298/98) af Rehder | |
| Landbrugsstøtten er meget ulige fordelt. Store landbrug og store gårde i velstående landbrugsområder får megen støtte, mens små landbrug og gårde i yderområder og udprægede landområder får lidt støtte. Støttesystemet er indviklet og for tids- og ressourcekrævende for den enkelte landmand samt for samfundet som helhed. Støttesystemet skal derfor gradvist ændres hen imod større betaling for produkterne, færre reguleringer og mindre kontrol. Det vil være forkert yderligere at udbygge Fællesskabets kontrol med medlemsstaternes kontrolindsats, sådan som det foreslås i betænkningen. Hele tanken om øget kontrol og en øget indsats over for overtrædelser af »EU-retten« er forkert og vil blot øge mistilliden til både EU og de hjemlige landbrugsadministrationer. Vi skal i stedet gå den modsatte vej med mindre regulering og kontrol samt øget markedsgennembrud med betaling efter kvalitet. | |
| Vi støtter af flere grunde ikke betænkningen af hr. Rehder. Den vigtigste grund er udtalelsen om EUGFL's »uudnyttede« bevillinger. Ordføreren foreslår, at man undersøger muligheden for ikke at skulle tilbagebetale disse midler til medlemsstaterne, men i stedet for stille dem til disposition for den europæiske landbrugspolitik. Hvis ordføreren med »uudnyttede« bevillinger mener de midler, der er budgetteret i et bestemt år, men som ikke er blevet brugt i det år, har jeg ingen indvendinger. Men det er ikke tilfældet i betænkningen af hr. Rehder. Af betragtning F fremgår det, at ordføreren under »uudnyttede« bevillinger forstår forskellen mellem landbrugsguidelinen og landbrugsudgifterne. Og den samlede forskel vil hr. Rehder anvende til den europæiske landbrugspolitik. Det betyder rent faktisk, at udgiftsloftet for landbruget ses som en udgiftsmålsætning. Og det kan vi umuligt acceptere. Desuden er denne betænkning ikke det rette sted til at fremsætte sådanne udtalelser. Betænkningen indeholder flere vidtgående udtalelser om den fremtidige europæiske landbrugspolitik og finansieringen heraf. Sådanne udtalelser hører ikke hjemme i denne betænkning, men skal behandles inden for rammen af Agenda 2000-forslagene. Til sidst har vi problemer med fremstillingen af eventuelle uligevægtigheder i landbrugspolitikken. Ifølge ordføreren er det nuværende landbrugssystem socialt uligevægtigt, fordi 80 % af støtten går til kun 20 % af landmændene. Denne opfattelse giver det indtryk, at formålet med landbrugspolitikken er at give alle landmænd lige megen støtte. Det kan da ikke være meningen. Den ene sektor kan let fungere rentabelt inden for et frit marked, mens andre sektorer har hårdt brug for statsstøtte. | |
| Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0248/98) af Ryynänen for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier om bibliotekernes rolle i en moderne verden. Mine damer og herrer, før jeg giver ordet til fru Ryynänen, tillader jeg mig at erindre om hr. Wijsenbeeks henstilling. Jeg beder Dem derfor om at være stille, mine damer og herrer, for jeg vil gerne lytte til fru Ryynänens indlæg. Fru Ryynänen, De har som ordfører ordet i fem minutter. | |
| Hr. formand, hr. kommissær, i et informationssamfund er viden en central ressource og information et vigtigt råstof. Nu er det som et tyngdepunkt i debatten på høje tid at medtage bibliotekerne, hvis betydning og muligheder ikke endnu klart er forstået som et knudepunkt for informationssamfundets mange fænomener. En af de største trusler for informationssamfundet er væksten af inkompatibilitet. Netop bibliotekerne kan garantere, at alle får adgang til den viden og kultur, de ønsker, hvad enten den så findes i den ene eller den anden emballeringsform, fra den traditionelle trykte form til de nyeste netmuligheder. Når kendskabet til Nettet bliver almindeligt, vil bibliotekernes rolle ændres, men ikke nedsættes. Bibliotekernes kundskaber vil udgøre en særlig vigtig del som arrangør af netdata. Der er brug for vejledning og vejskilte i denne flodbølge af informationer, så alle kan få svar på deres spørgsmål. Demokrati, åbenhed og aktivt borgerskab kan kun realiseres, hvis alle har adgang til materialer som love og andre forvaltningsbeslutninger inklusive EU-materialet samt til blade og aviser, som holder os ajour. Erfaringerne med Europa-informationer i forbindelse med bibliotekerne har været gode. Det bør være mere almindelig sikret at have gratis adgang til materialer, hvis produktion er betalt af skattemidlerne. At lave fortegnelser, landkort og statistikker i netform kan lette den generelle adgang væsentlig, fordi det kan gøres med meget små fordelingsomkostninger. Afgiftsfrihed for grundlæggende tjenester på de offentlige biblioteker var allerede indeholdt i UNESCO's biblioteksmanifest, og erfaringerne med låneafgifter har ingen steder ført til gode resultater. Resultatet har været en anvendelsesnedgang eller en lav udnyttelse af den indsamlede kulturejendom, og bibliotekernes økonomiske problemer løses ikke med småindkomster. Finansieringen af bibliotekerne skal revurderes i Europa. Med de eksisterende midler har de ikke råd til såvel deres alsidige, traditionelle kultur- og oplysningstjenester som informationssamfundets nye udfordringer. Alligevel er der en konstant vækst i kravene til en mere effektiv udnyttelse af bibliotekernes alsidige materialer og fagkundskab i et informationssamfund med livslang uddannelse. Efter- og videreuddannelse i biblioteks- og informationsbranchen udgør den centrale udfordring, hvor et europæisk samarbejde kan føre til gode resultater. Informationsteknologiske investeringer i bibliotekerne skal ses som en væsentlig del af den grundlæggende infrastruktur i informationssamfundet. Når information udvikler sig til en alt vigtigere produktionsfaktor, kan det betale sig at investere offentlige midler i dens udbredelse. Det økonomiske pres på bibliotekerne udgøres af f.eks. licensudgifterne for de elektroniske materialer og omlægning af fortegnelser og originalmaterialer, hele den omfattende kulturarv, til digital form. Bibliotekerne vil fungere mest effektivt, når de er grænseoverskridende også internationalt. Dannelsen af netværk i Europa er stadig langt fra afsluttet. Det er således vigtigt, at bibliotekernes Telematics for Libraries-program, som siden dets start i 1990 har iværksat mange udmærkede samarbejdsprocesser, fortsættes i det femte rammeprogram for forskning og teknologi. For at koordinere udviklingen af den europæiske biblioteksbranche og for at fremme branchens forskning og efteruddannelse behøves der et europæisk ekspertforum for bibliotekerne. I øjeblikket mangler der sammenlignelige data om bibliotekstjenester i Fællesskabets områder. Bibliotekssamarbejdet får en vigtig rolle også i strategierne for informationssamfundet og i konsolideringen af det demokratiske borgerskab i de central- og østeuropæiske lande. I den aktuelle debat om ophavsret, repræsenteres borgernes og brugernes synspunkter af arkiverne og museerne. Sikring af ophavsrettighederne og hindring af den ulovlige udbredelse er en retfærdig og vigtig målsætning også for bibliotekerne. Den eksisterende balance mellem ophavsindehaverens og brugernes rettigheder skal klarlægges. Derfor er det vigtigt klart at formulere dispensationer, som giver rettigheder til brugeren og bibliotekerne, fra den eksklusive ophavsret. Brugertærskelen til de digitale data- og kulturprodukter bør ikke sættes op. Hvis der sættes for strenge grænser for biblioteksanvendelse f.eks. ved at udelukke den frivillige uddannelse, er dette i strid med princippet om en livslang uddannelse. En for snæver lovgivning om ophavsretten kan på trods af de modsatte hensigter reducere produktiviteten af intellektuelt arbejde i Europa. Jeg håber, at Kommissionen under udarbejdelsen af grønbogen om bibliotekernes rolle i informationssamfundet tager højde for aspekterne i denne betænkning og agerer derefter for at udvikle et demokratisk informationssamfund for borgerne. | |
| Hr. formand, fru Ryynänen, tak for den elegante betænkning. Vores centrale bekymring i informationssamfundet er, at vi opdeles i dem, som har råd til informationen og i dem som ikke har, med andre ord i de oplyste og de ikke-oplyste. Denne grænse skal minimeres med alle midler. Vi har i Finland og i enkelte andre lande gjort dette gennem biblioteksvæsenet med succes. Vi er et af verdens mest belæste folk. Folkebibliotekets væsentlige, grundlæggende opgave er sikringen af udviklingen i det kulturelle system, og det er specielt vigtigt for små sproggrupper, hvilket de store sproggrupper har meget svært ved at forstå. I henhold til direktivet om ophavsret må elektronisk materiale ikke fremvises for bibliotekets besøgende, altså for det store publikum, på computerskærmen uden en speciel aftale med ophavsmanden. Dette udgør en trussel mod den moderne biblioteksservice og et stort problem både for ligeberettigelsen og dannelsen i et informationssamfund. Jeg betragter dette som en lapsus, en fejl eller en ufattelig operation, som truer aktiviteterne på en institution, som i den kulturelle sektor har vist sig at være særdeles omkostningseffektiv. Så kan biblioteket ikke opfylde sin opgave som informationsformidler. Det er gratis for alle borgere. Det hjælper præcis dem, som ikke har mulighed for at købe produkterne. Dette er vi vant til. Biblioteket har udviklet sig til en form for kulturkirke. Folk har brug for et bibliotek, og de anvender det. Hvis denne funktion nu hindres af en tilfældig henvisning til digitalisering og gentagelser, er der tale om et stort og trist tilbageskridt på dannelsens vej, som alle tværtimod bør stræbe efter at udvikle kærligt og retsindigt. Fordi jeg tror, at dette skyldes uvidenhed, går jeg ud fra, at vi ændrer direktivet om ophavsret, således at biblioteket kan fortsætte sin egen egalitetsfremmende, fornuftige og retfærdige dannelsesopgave. | |
| Hr. formand, jeg vil gerne udtrykke Det Europæiske Folkepartis Gruppes uforbeholdne støtte til ordføreren, fru Ryynänen, og hendes glimrende betænkning, og jeg vil hér kun komme ind på en enkelt ting: Om fredagen plejer vi at fortælle gode nyheder, og især når kommissær Fischler repræsenterer Europa-Kommissionen, men i dag, hr. formand, er vi i forbindelse med forhandlingen om biblioteker nødt til at fortælle offentligheden, at vores biblioteker er ved at dø en langsom død. Millionvis af bøger på vores biblioteker er langsomt ved at blive ødelagt. Vores biblioteker er alvorligt syge, især de nyeste af dem. Vi er forpligtede til at redde vores biblioteker, og det er ikke en overdrivelse. Hr. formand, lad mig minde parlamentsmedlemmerne om noget, de allerede ved: En tredjedel af de bøger, der er offentliggjort i de sidste 150 år, er ved at blive ødelagt af sig selv. Problemet er det papir, der er brugt til fremstillingen af dem. Indtil 1803 blev papiret fremstillet af hør- eller bomuldsfibre, som gav stabilitet og lang holdbarhed. I midten af det 19. århundrede bevirkede den store efterspørgsel efter papir, at der blev indført såkaldt syreholdigt papir fremstillet af cellulosepasta fra træ. Erfaringen har vist, at denne type papir kun kan holde i nogle årtier. Omfanget af beskadigelserne i bibliotekernes samlinger er alarmerende. Man har regnet ud, at ca. en tredjedel af bøgerne i de store bibliotekers samlinger er beskadiget. Vi taler om biblioteker som f.eks. Kongressens bibliotek i USA eller Det Nationale Bibliotek i Paris med 11 millioner bøger. Der er derfor tale om et alvorligt problem. Problemet er heller ikke nyt. Siden 1990 har vi opfordret Kommissionen til at vedtage fælles beslutninger og standarder vedrørende brugen af holdbart papir og forbrugeroplysning. Hr. formand, vi vil gerne vide, hvad der sker med disse projekter, som vi har anmodet Kommissionen om i næsten otte år. | |
| Hr. formand, den foreliggende betænkning fra Ryynänen danner et udmærket billede af bibliotekets rolle i et moderne samfund. Samtidig kortlægger den glimrende de talrige muligheder og udfordringer, som biblioteksvæsenet i de kommende år har foran sig. Betænkningen er udarbejdet omhyggeligt og med snilde, efter de bedste finske folkeoplysningstraditioner og det vil jeg sige min kollega, fru Ryynänen, mine hjertlige gratulationer og tak for. Uddannelse er en forudsætning for udvikling. Den er også den eneste sikkerhed for mindre lande. Når f.eks. EU udarbejder sine udviklingsprojekter, kan det ske, at de mislykkes på grund af det svage niveau af folkeoplysningen i modtagerlandene. Bibliotekerne har været stærke forgængere for folkeoplysningsarbejdet. De har bragt et helt spektrum af den menneskelige kultur og dens bedste frugter til nydelse for folket. De har på en forståelig og alsidig måde formidlet også videnskabens og kundskabens nye opfindelser samt applikationer fra forskellige områder. Bibiliotekets betydning for den vestlige civilisation og velfærdsvækst er kolossal. For øvrigt er viden også magt. At beherske viden betyder magt og mangel på viden betyder mangel på indflydelse. Hvis der ikke sørges for folkeoplysningen, bliver resultatet en tilspidsning af den samfundsmæssige uligevægt. Nøglen til bibliotekernes udvikling er definering af de immateriale rettigheder. Ophavsrettighederne er en meget vigtig del af det vestlige retssystem. De sikrer rettighederne til ophavsmænd, udøvere af videnskab eller kunst. De sikrer også fremtiden i flere brancher. Fru Ryynänens fremgangsmåde er i denne henseende rigtig. Idet den sikrer, at bibliotekets udvikling forbliver brugervenlig, og at biblioteket også forbliver det bedste kulturinstitut for den mindrebemidlede i et moderne samfund, løser den behørigt den fremtidige ophavsretlige udvikling. | |
| Hr. formand, jeg vil også virkelig gerne lykønske fru Ryynänen for denne betænkning om et initiativ, som, jeg tror, vil åbne for de store muligheder, som EU har for at tage initiativ til en række spørgsmål om kundskab og kultur såvel i dag som i fremtiden. Vi støtter fuldt ud fru Ryynänens forslag. Jeg vil gerne nævne to punkter, to dimensioner, om De vil, som har forbindelse med vores nationale virkelighed. For det første er muligheden for at kunne tilbyde biblioteker ikke kun et spørgsmål med økonomisk dimension. Mange gange bidrager undervisningssystemet til, at de unge eller ældre søger tilflugt i bibliotekerne, mange gange indfanger det dem og sætter begrænsninger for dem i brugen af denne store databank over menneskehedens kundskaber. Grækenland er et sådant karakteristisk tilfælde, og jeg indrømmer, at jeg følte en vis misundelse, da jeg hørte, hvad der foregår i Finland. Det er karakteristisk, at gymnasieeleverne med henblik på at deltage i optagelsesprøverne til de videregående uddannelser på universiteterne til hvert fag skal have lært en bog udenad, en eneste bog! Hvis en elev tilfældigvis ved prøverne skriver af fra den bog, eller endog fra en anden bog, så er det sikkert, at han ikke består. Hvis en elev kan alle de kommaer og alle de punktummer og alle de tankestreger, der står i skolebogen, så får han topkarakter. Et karakteristisk billede i de græske familier hos de elever, der afslutter gymnasiet, er om aftenen, når faderen eller moderen kommer hjem fra arbejde, så sidder barnet, 17-18 år gammel, og fortæller dem sin udenadslæren af bogen. For han skal ikke selv undersøge. Følgelig kan uddannelsessystemet bidrage meget til brugen af biblioteker enten på en positiv måde, sådan som i Finland, eller på en negativ måde, sådan som i Grækenland. Det andet punkt, som jeg gerne vil anføre, har forbindelse med det særlige forsøg, vi skal gøre for at fremme biblioteker i EU's storbyer, der har forbindelse med kultur, civilisation, kundskab til andre folk og andre sprog i EU. Jeg nævner dette, fordi vi desværre f.eks. ser, at mange lærestole på universiteter, der har forbindelse med biblioteker, med hele dette lager af kundskab, f.eks. med nygræske studier i storbyer, i Berlin, i München, i andre byer i Tyskland, forfalder, at de fører en hensygnende tilværelse og står i fare for fuldstændigt at forsvinde. Derfor mener jeg, at et sådant generelt fremstød for bibliotekernes sag, som vil lægge særlig vægt på biblioteker, der har forbindelse med andre EU-landes sprog og kulturer, er meget positivt. | |
| Hr. formand, en af de tidligere finske talere sagde, at biblioteker er meget vigtige i Finland. Jeg er betænkelig ved at antyde, at det er fordi, der ikke er andet at lave end at læse bøger i løbet af de lange, mørke vintre. Jeg ved faktisk fra mine besøg i Finland med fru Ryynänen, at man kan lave mange andre ting, ikke mindst besøge den vidunderlige operafestival i Savonlinna. Jeg blev meget imponeret over bibliotekerne og deres vigtighed i Finland, og jeg anbefaler fru Ryynänens betænkning. Det er en fremragende betænkning fra et fortrinligt medlem af Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier. Vi har haft mange gode diskussioner i Kulturudvalget om denne betænkning, og jeg håber, at Kommissionen fæster sig ved den, når den fremlægger sit direktiv. Den udgør et fremragende grundlag for grønbogen. Bibliotekerne er uhyre vigtige for vores civilisation og kultur i Europa. Personligt har jeg draget stor nytte af dem. Jeg gik ud af skolen som 15-årig, kom på universitetet i en alder af 20 som voksenstuderende og var i stand til at gøre dette, fordi jeg havde en ven, der var bibliotekar. Han sørgede for, at jeg havde mit eget lille område på det lokale bibliotek, forsynede mig med bøger, fandt rapporter for mig og hjalp mig med at genopbygge mine studier. Det hjalp mig til at fortsætte og tage adskillige grader og i sidste ende blive universitetslektor. I Skotland kommer jeg til at stå i spidsen for det nye skotske socialdemokratiske parti - jeg syntes, jeg ville få det nævnt i regnbueudgaven, vi annoncerede det i sidste måned - og jeg har sikret mig, at vi går stærkt ind for de offentlige biblioteker i partiets politik. Det er vigtigt i Det Forenede Kongerige, da vi i de sidste 18 år har været vidne til nedskæringer i biblioteksressourcerne og - bestemmelserne fra den konservative regering. Og jeg må sige, at dette fortsætter under det nye Labour-parti, der hykler for viden og uddannelse, men fortsætter med at skære ned på de lokale myndigheders biblioteksressourcer. Bibliotekerne er under stort pres i Det Forenede Kongerige. Jeg håber derfor, at denne betænkning får betydning. Med en mere munter bemærkning vil jeg gerne slutte af med at sige, at bibliotekskort til tider kan være meget nyttige som identifikation. Min skotske kollega Hugh McMahon har fortalt mig, at han engang kom til Ungarn ved at bruge sit bibliotekskort som identifikation. Men på det tidspunkt fulgtes han med Otto von Habsburg, det kan have hjulpet. | |
| Tak, hr. Kerr. Apropos hr. Otto von Habsburg er han her undtagelsesvis ikke i dag, for han er syg. Jeg benytter mig af lejligheden til på Parlamentets vegne at ønske hr. von Habsburg en snarlig bedring. Vi har brug for ham hér om fredagen. | |
| Hr. formand, jeg er enig i alle anbefalinger i denne betænkning, for den viser klart, hvordan det på nuværende tidspunkt står til med problemerne. Når jeg hører diskussionen i Parlamentet, konstaterer jeg også, at situationen er meget forskellig i medlemsstaterne, og når jeg så læser de endelige beslutningstekster, er jeg lidt skuffet. Jeg er en meget stor tilhænger af subsidiaritetsprincippet. Jeg mener derfor også, at Europa-Parlamentet ikke så ofte skal løfte den faderlige pegepinger på områder, hvor det alligevel ikke har midler eller kompetence til at gøre noget ved tingene. Noget andet er selvfølgelig, hvordan anbefalingerne lyder i Kommissionens ører. Her må jeg fastslå, at der ikke er sket ret meget konkret. Jeg vil derfor gerne spørge kommissæren for kultur, hvor langt ophavsretten og de bekymringer, der kommer til udtryk i denne betænkning, rækker, for vi ved, at bibliotekerne har udviklet sig. De er ikke længere udelukkende bogmagasiner, de er blevet til rigtige infoteker med internetadgang for kunderne, med stor omsorg for det learning society , informationssamfundet, som vi alle skal leve i i morgen. Jeg er derfor glad for betænkningen og anbefalingerne, men jeg distancerer mig lidt fra den beskyttende tone, der som udgangspunkt har, at ingen steder fungerer tingene som de skal. Jeg tror snarere, at der skal skabes en form for informationsudveksling, som angiver, hvor langt vi allerede er nået i nogle lande. | |
| Hr. formand, bibliotekernes rolle i det moderne samfund har ændret sig enormt. Tidligere så man på biblioteket imponerende lange rækker af bøger som man kunne tage ned fra hylderne, lade datostemple og tage med. Nu til dags står der ingen bøger mere på det moderne universitetsbibliotek, men computere, hvor man kan søge og finde bøger ved hjælp af stikord. Et kvarter senere kan man tage bogen med hjem. I den nærmeste fremtid vil de fleste biblioteker være virtuelle biblioteker, hvor man kan få alle former for information. Denne udvikling kommer på en god og informativ måde frem i betænkningen af fru Ryynänen. Anticipationen af denne udvikling ser jeg som en god ting. Jeg erkender nødvendigheden af, at bibliotekerne skal samarbejde på europæisk plan. Det vigtigste spørgsmål for mig er, hvilken institution, der skal beskæftige sig med dette på europæisk plan. På grundlag af betænkningen er det mig ikke klart, hvorfor Kommissionen og Europa-Parlamentet skal indlade sig på dette. Er det ikke mere nærliggende, at overlade det til Europarådet og UNESCO? Er der ikke tale om en overlapning af kompetence? Jeg mener derfor, at argumentet for at behandle denne initiativbetænkning i Europa-Parlamentet er noget svagt. I øvrigt er der i forslaget til beslutning tale om en beskeden opsats og måde at gribe tingene an på. Der er her åbenbart tale om et område, hvor »Europa« ikke ønsker at vække for store forventninger. Under henvisning til ovenstående har jeg mest besvær med det stykke i beslutningen, der opfordrer Kommissionen til at skynde sig med grønbogen om bibliotekernes rolle. Emner som ophavsretten, licenserne og et europæisk biblioteksnetværk er vigtige ting, men også de hører efter min mening hjemme i Europarådet eller UNESCO. Ved at behandle disse emner i Europarådet får samarbejdet på grund af antallet af lande oven i købet et bredere bæregrundlag. I forbindelse med ophavsretten savner jeg i betænkningen en henvisning til direktivet om ophavsret fra World Intellectual Property Organisation , den såkaldte »WIPO-traktat«. Jeg erkender problemet med det syreholdige papir. En europæisk norm om brug af »varigt« papir er en god ting. En anbefaling fra Europa-Parlamentet herom støtter jeg, men at anmode Kommissionen om at udarbejde et direktiv, inden grønbogen foreligger, går for øjeblikket alt for vidt. Jeg mener ikke, at Europa-Parlamentet skal stille finansielle midler til rådighed for at fremme samarbejdet. Samarbejde mellem bibliotekerne er udmærket, men jeg synes, at medlemsstaterne primært skal bære ansvaret for at fremme dette. Beslutningen indeholder imidlertid også mange værdifulde ting. Betænkningen understreger med rette bibliotekernes vigtige rolle i samfundet. Som det fremgår af betænkningen, er biblioteker vigtige kulturbærere, vidensinstitutioner, informationscentre og sociale fora. Det skal vi værne om. Bibliotekerne skal også følge med tiden. At gå fra udelukkende bøger til alle mulige former for information, som f.eks. kassetter CD'er og netværk, er et stort skridt. Efter min mening er der ingen tvivl om, at de nye medier fortrænger de gamle, som det bemærkes i kommentaren. I forbindelse med bibliotekerne påpeger jeg betydningen af den trykte bog. Det hænger sammen med mit syn på overgangen fra den bibliografiske tidsalder til den virtuelle. Den amerikanske kulturfilosof, Neil Postman, har skrevet noget værdifuldt om dette i sin bog Amusing to Death , udgivet på nederlandsk under titlen Wij amuseren ons kapot (Vi dør af grin). Hvad er skønnere end at sidde foran pejsen med et glas vin og en lånt bog fra biblioteket? Det tiltaler mig mere end at sidde ved skrivebordet og se alle mulige elektroniske dokumenter på skærmen. Men jeg har allerede sagt det: Bibliotekerne skal også følge med tiden. Hr. formand, min konklusion er: En udmærket betænkning med gode og informative kommentarer, men behandlingen af den hører ganske vist hjemme i denne sal, men på et andet tidspunkt, nemlig i Europarådet. | |
| Hr. formand, denne betænkning er et vigtigt og udførligt arbejde om bibliotekernes rolle. Som medlem af PEN-klubben glæder det mig altid, når Parlamentet beskæftiger sig med sådanne marginale temaer i forhold til den store verdenspolitik. Men jeg kan ikke lade være med også at undersøge bibliotekstankens historiske rødder nærmere. Der har været to vigtige grunde, nemlig for det første at gøre det muligt for det brede publikum at læse, uden at man skal købe bogen, og for det andet at finde en bog, som det simpelthen ikke var muligt at få i de mange små boghandler dengang. Begge betingelser har ændret sig. I dag er bøger væsentligt billigere, og de moderne såkaldte mega-butikker har næsten enhver bog på lager. Det drejer sig derfor ikke kun om et kvantitativt krav - her kan også betænkningens svaghed konstateres - men om et kvalitativt bidrag til at løse dette problem. Vi mangler koncepter til at opfylde den moderne forbrugers behov. Hvorfor, må vi spørge os selv, går stadigt færre mennesker på biblioteket? Hvis der ikke mere er et behov hos forbrugeren, har bibliotekerne og ingen anden den opgave at vinde disse forbrugere tilbage igen. Som det nævnes i betænkningen, har et bibliotek sandsynligvis aldrig været et overskudsgivende foretagende. Med de har ansvar for at vække forbrugernes interesse, så disse kommer tilbage igen og beskæftiger sig med at læse. Måske drejer det ikke kun om læsning, måske kan et bibliotek i fremtiden være en intellektuel database, som stilles til rådighed for befolkningen. Moderne biblioteker kan via de moderne elektroniske netværksteknikker være forbundet med alle biblioteker og alle arkiver i verden, og på den måde er der global adgang til de dokumenter, artikler og bøger samt andet materiale, som står til rådighed. Det ville f.eks. være en tjenesteydelse, som ingen selv nok så stor boghandel kunne tilbyde forbrugeren, og her kunne der også findes en vis større konkurrenceevne. Vi taler igen og igen om problemet med den livslange læreproces. Her er der et krav, som vi må indstille os på. De økonomiske forskelle er i dag ikke defineret ved, at enkeltpersoner har råd til at købe en bog, og andre ikke. Den tid er for længst forbi. Det drejer sig snarere om adgangen til elektroniske informationsmidler. Her kan moderne biblioteker ved en demokratisering af læreprocessen også bidrage til, at den livslange læreproces bliver mulig for alle mennesker. | |
| Hr. formand, også jeg vil gratulere fru Ryynänen for en særdeles dækkende betænkning og for, at der er som udgangspunkt er valgt fremtid, for hvis biblioteksvæsenet ikke reagerer på nyskabelser, mister det sin betydning. Bibliotekerne skal leve i nutiden og helst lidt foran. Bibliotekerne bør også have den nyeste viden, nemt tilgængelig for alle. Gratis service for biblioteksbrugere bør være en af det offentlige biblioteks grundlæggende principper. Jeg er uenig med den forrige taler om, at bogpriserne ikke vil udgøre en hindring for adgang til viden. I hvert fald i Finland er bøgerne så dyre, at temmelig få mennesker kan købe alle de bøger, de skal bruge til studier eller til f.eks. kulturelle interesser. Biblioteket skal også efter sit navn opfattes som et sted, hvor der opbevares og udlånes bøger, men der har allerede i flere årtier eksisteret nye opbevaringsmetoder, og disse nye elektroniske tjenester og netservices vokser hele tiden. Viden overføres i nettene og befinder sig ikke mere kun på bibliotekets hylder. Denne form for viden skal også i lighed med andet materiale være tilgængelig for alle. Direktivet om ophavsret og andre systemer, som beskytter tilsvarende rettigheder, må ikke udgøre en hindring for borgernes adgang til viden. F.eks. i Finland, hvor eksemplerne her i øvrigt er hentet fra, findes et såkaldt biblioteksudligningssystem, hvorigennem ophavsmændene jævnbyrdigt betales for, at deres produkter er offentlig tilgængelige. Anvendelsen af denne metode og dens udbredelse til også at gælde for anden form for viden, er værd at drøfte. Biblioteksvæsenet er grundlagt for at tjene borgerne og deres forskellige informationsbehov. Biblioteket er også borgernes mest anvendte kulturinstitution, en såkaldt hvermands og -kvindes oplysningsbank. Dette er særlig vigtigt med henblik på udviklingen af ligeberettigelse og demokrati i samfundet. Jeg håber, at der i fremtiden vil blive mere grænseoverskridende virksomhed i forbindelse med udviklingen af biblioteksvæsener, de nye teknikker kræver allerede dette. Samarbejdet skal først og fremmest begrundes med, at det forsøger at lede efter metoder, som er til at tilpasse med de andre lande. | |
| Hr. formand, tak for Deres venlige ord til min fader. Jeg vil ringe til ham om et øjeblik og viderebringe ham Deres og Parlamentets hilsner. Også jeg vil gerne sige hjertelig tak til ordføreren for den betænkning, hun har udarbejdet på et tidspunkt, hvor den efter min mening er særlig vigtig, fordi Parlamentet for tiden har en større diskussion om de nye teknologier og copyrightspørgsmålene. Jeg mener også, at det er meget vigtigt, at denne betænkning behandles her i Parlamentet, før betænkningen af Barzanti sidst på året eller også min egen betænkning om World Intellectual Property Organization kommer op på plenarmødet. Mine ændringsforslag, som jeg stiller til betænkningen af Barzanti, beskæftiger sig specifikt med spørgsmålene vedrørende biblioteker. Jeg mener, at vi i den forbindelse simpelthen ikke må glemme, hvilken uvurderlig rolle bibliotekerne har spillet igennem historien. Når man tænker på, hvilket tab ødelæggelsen af biblioteker i Alexandria og frem til Sarajevo har betydet for menneskeheden, må man vel også gå ud fra, at disse biblioteker spiller en meget, meget stor rolle i fremtiden. Jeg tror, hr. Valverde López havde meget ret, da han de facto talte om en biblioteksdød. Jeg mener, vi skal gøre os én ting klart, nemlig at man sandsynligvis ikke kan genoplive et døende biblioteksvæsen alene ved hjælp af flere økonomiske midler. Det, man har brug for, er bedre idéer, og disse bedre idéer findes også. Der findes en helt række undersøgelser, som f.eks. MIT, Massachusetts Institute of Technology , eller ZKM i Karlsruhe, men ikke mindst også den kongres, som ARCH-Foundation afholdt herom i Salzburg i slutningen af sidste år, og som gav forskere og også samtidens kunstnere mulighed for at sige noget om, hvordan man kan overføre fortidens værker til nutiden, hvordan man bedre kan bevare dem, og hvordan man kan beskytte dem. Jeg mener, at der her findes en helt række af idéer, og betænkningen af Ryynänen leverer bestemt også et væsentligt bidrag hertil. | |
| Hr. formand, jeg har i dette Parlament af kollegerne fra de sydlige lande lært, at halvdelen af indlægget bruges til gratulationer af ordføreren, og at det egentlige indlæg så starter med ordet »men«. Således gør jeg nu det samme og gratulerer ordfører Ryynänen for arbejdet, hun har gjort for dannelsen og kulturen. Under vores lange, samtidige virke i Parlamentet har jeg lært hende at kende som et menneske, som ansvarsfuldt arbejder for dannelsen. Det hører til den nordiske læsetradition, at man kan læse, og at der er noget at læse i. Bibliotekerne hjælper til med at fordele dannelsen lidt mere jævnt blandt borgerne. Afgiftsfrihed er vigtig. Afgiftsfriheden er imidlertid i strid med det eneste nuværende alternativ, det er den hos os eksisterende nyliberalistiske nationaløkonomi. Nyliberalisme er barbari. Efter den skal også helbred og dannelse måles efter pengepungen. Den form for økonomisk politik slår biblioteker ihjel. Bibliotekerne hjælper alligevel til i kampen mod det eneste alternativ og ligeledes mod den elektroniske forvirring. Borgernes grundlæggende ret til oplysning kræver, at mennesket selv kan skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Bibliotekspersonalets vigtige opgave er at lære folk at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Alt dette var gratulationer til ordføreren. Nu kommer dette »men«. Men ordføreren kræver iværksættelse af EU-informationen i forbindelse med biblioteksvæsenet over hele Europa. Det mener jeg ikke er klogt. På den måde gøres europropaganda officiel. Europa-Parlamentet er et eksempel på indoktrinarisk oplysning. F.eks. modtager Euro News økonomisk støtte, hvormed der produceres elektronisk europropaganda. Når jeg har fulgt forskellige betænkninger, udarbejdet i Parlamentet, ser det ud til at generalsekretæren er lederen af propagandaafdelingen. Bibliotekerne skal være uafhængige af Den Europæiske Union, af Europa-Parlamentet og andre institutioner. Menneskene skal selv have lejlighed til at opdage andre alternativer. | |
| Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger. Jeg tilslutter mig det, ordføreren og de forrige talere har sagt, nemlig at de offentlige biblioteker naturligvis også i fremtiden vil have en central social- og informationspolitisk nøgleposition i informationssamfundet, og man kan kun igen og igen minde om og kræve, at de bevarer deres funktion gående ud på at formidle mere demokrati og politisk dannelse, at enhver har gratis adgang - det er meget vigtigt - og at kvaliteten forbliver høj også i landdistrikterne. Derfor var det helt rigtigt, at vi ved diskussionen om ophavsrettighedsdirektivet pressede på for, at der inden for ophavsrettens rammer skal gives bibliotekerne udstrakte rettigheder til kopiering. I modsætning til den forrige taler vil jeg særligt fremhæve to punkter. Bibliotekerne bør også påtage sig nye opgaver, og hvad os selv angår, vil jeg sige, at de offentlige biblioteker i langt højere grad kunne påtage sig den opgave at informere om Den Europæiske Union, naturligvis som selvstændige organer, og jeg vil gerne i den forbindelse henvise til det særdeles velorganiserede Public Information Relais -netværk i Storbritannien, som forbinder offentlige biblioteker, som tilbyder specielle EU-informationer. Jeg håber, at vi i forbindelse med decentraliseringen af EU's pr-virksomhed også i højere grad kunne få bibliotekerne til at varetage denne opgave. Derudover mener jeg, at bibliotekerne i højere grad nu også kunne påtage sig rollen som knudepunkter for formidlingen af den samtidige europæiske kultur, forstået helt praktisk som gensidig rådgivning, anskaffelse af bøger og videomaterialer i et andet land, men også som direkte grænseoverskridende indbyrdes udveksling af bogbestande og multimediematerialer. Det ville være vigtigt med henblik på åbenhed og tolerance. Jeg tror, at biblioteker også udmærket kunne være internetcentre for skoleelever og unge, som vil opbygge små europæiske kulturelle kommunikationsnet, og netop her ville det være vigtigt, at adgangen til nettene er gratis til uddannelsesformål. Tillad mig til sidst en lille bemærkning: Hvis bibliotekerne fortsat skal muliggøre gratis adgang til kulturgodet bøger, så er en beskyttelse af mangfoldigheden i udbuddet af bøger ved hjælp af det velprøvede middel prisbinding for bøger uundgåeligt i visse sprogområder. Jeg spørger Dem: Skal der i fremtidige europæiske biblioteker kun stå amerikanske bestsellere i paperbackformat på hylderne? Jeg beder altså indtrængende Kommissionen om her ikke at forfalde til en liberaliserings- og konkurrencedogmatisme, der er i modstrid med borgernes interesser, men ved dens fremtidige beslutninger at tage mere hensyn til private selvregulerende mekanismer. | |
| Hr. formand, jeg hilser denne lejlighed til at diskutere betænkningen om bibliotekernes vigtighed i Den Europæiske Union velkommen. Jeg er enig med ordføreren, når hun angiver, at bibliotekerne udgør et af de vigtigste systemer, der giver adgang til informationer og kultur. Betænkningen indeholder en række interessante henstillinger, hvoraf nogle er komplekse og givetvis vil skabe problemer, mens andre er mere ligetil. Jeg støtter fuldt ud forslaget om, at medlemsstaterne skal inkorporere de offentlige biblioteker i deres generelle initiativer vedrørende informationssamfundet. Det gør vi i Irland, og kommissionen for informationssamfundet anerkender klart de offentlige bibliotekers værdi. Nogle medlemsstater kan meget vel modsætte sig henstillingen om, at Kommissionen klart skal tage hensyn til bibliotekerne og deres rolle som informationskilde for medlemmer af offentligheden, når der skal løses tvister om ophavsrettigheder. Desuden kan forslaget om en multinational fremgangsmåde i forbindelse med lovligt udlån også løbe ind i sproglige vanskeligheder. Anmodningen om, at Kommissionen skal øge bidraget til bibliotekssektoren ved at oprette et ekspertforum, der skal samordne arbejdet i bibliotekerne og føre tilsyn med udviklingen, bifaldes dog generelt. Jeg lykønsker ordføreren med hendes betænkning, det er et belejligt tidspunkt at diskutere den på, særligt forud for Kommissionens grønbog om emnet. | |
| Hr. formand, mine damer og herrer. Først vil jeg uforbeholdent lykønske Dem hjerteligt med Deres initiativbetænkning, fru Ryynänen. Betænkningen viser betydelig indsigt i de tekniske, økonomiske, kulturelle og uddannelsesrelevante problemer, som bibliotekerne står over for. Bibliotekernes stadigt vigtigere rolle for organisationen af adgangen til viden fortjener vores særlige opmærksomhed. I betragtning af det hurtigt voksende udbud af information af enhver art er der i virkeligheden i hele Europa et stort behov for at udbygge offentlige biblioteker til et netværk tæt på borgerne, som - f.eks. sammenligneligt med skoler og andre institutioner - formidler viden og kultur. Som ordføreren fremhæver, har Kommissionen aktivt fremmet udviklingen af nye serviceydelser for bibliotekerne, især som led i telematikprogrammet. Det er glædeligt at se, at mange medlemsstater nu delvis som resultat af et samarbejde i hele Europa begynder at etablere moderne biblioteksserviceydelser, der er tilknyttet netværk og er let tilgængelige for deres brugere. Som Deres analyse viser, fru parlamentsmedlem, er det et meget bredt spektrum af problemer, som bibliotekerne konfronteres med. I det femte rammeprogram vil vi være i stand til at støtte forskningsprojekter vedrørende mange af disse nævnte tekniske aspekter, især med hensyn til normer for bearbejdning, bevarelse og formidling af informationer og etablering af forbindelser ved hjælp af fællesskabsprojekter. Andre aspekter som f.eks. spørgsmålet om ophavsret eller den universelle adgang skal ses i en større sammenhæng. Når f.eks. det ophavsrettighedsdirektiv, som er til debat, for tiden diskuteres i flere udvalg, bør det bidrage til, at der, som det kræves i betænkningen, ved behandlingen af ophavsretten tages hensyn til, at der skal være balance mellem de forskellige interessegrupper. Med betænkningen anmodes Kommissionen om at fremskynde arbejdet på en grønbog om bibliotekernes rolle i informationssamfundet. Siden marts sidste år, da betænkningen af Morgan blev vedtaget, har vi gjort gode fremskridt med at udforske og indplacere relevante udviklinger i medlemsstaterne, og vi har samlet baggrundsmateriale til de fleste af de berørte emner. Kommissionen mener derfor, at den allerede nu skal udarbejde en meddelelse om bibliotekernes rolle. Denne meddelelse kunne være grundlaget for en afstemning om alle de vigtige aspekter, som angår biblioteks- og informationsserviceydelser samt adgangen hertil for alle borgere. Denne meddelelse skulle derfor behandle en række særligt vigtige emner, som er specielle for biblioteker, som f.eks. den livslange læreproces, ophavsrettigheder, fremme af læsning, regionale informationstjenster og et vidtgående samarbejde mellem offentlige biblioteker med hensyn til adgangen til viden og kultur. Derudover kunne denne meddelelse yderligere kommentere bibliotekernes deltagelse i kapitlet »brugervenligt informationssamfund« i det femte rammeprogram og berede vejen for fremtidige initiativer med det mål at hjælpe borgere i alle aldersgrupper og alle samfundslag til at kunne udnytte digitale informationer og tjenesteydelser hensigtsmæssigt. | |
| Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til beslutning vedtoges) | |
| Jeg lykønsker ordføreren med, at hendes betænkning blev enstemmigt godkendt. | |
| Hr. formand, dette kan ikke være blevet vedtaget enstemmigt. Jeg afholdt mig fra at stemme af symbolske grunde. | |
| Tak, fru Maes. Det vil blive ført til protokols, at der ikke var absolut enstemmighed. | |
| Ved det seneste navneopråb havde jeg til hensigt at afstå fra at stemme. Jeg ved ikke, om jeg var for sent ude, eller om det bare ikke fungerede. Det vil jeg gerne have ført til protokols. | |
| Mine damer og herrer, det er ikke nødvendigt at forklare hvorfor man afstår fra at stemme. Det er tilstrækkeligt at notere, at beslutningen er blevet truffet med stort flertal. Jeg vil gerne berolige alles samvittighed. | |
| Hr. formand, der var ikke enstemmighed, for jeg stemte imod. | |
| Mine damer og herrer, jeg har allerede korrigeret min oprindelige begejstring og noteret, at beslutningen blev truffet med et stort flertal og med de to nævnte ikke afgivne stemmer og Deres stemme imod. | |
| Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel (B4-0489/98) af Hughes for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender til Kommissionen om tegnsprog. | |
| Hr. formand, da vores kollega Eileen Lemas for 10 år siden forelagde sin betænkning om tegnsprog på plenarmødet, havde hun i tilhørerlogen en gruppe gæster, som fik vores diskussion oversat af en tegnsprogstolk. Det var en demonstration, der gjorde et stort indtryk, og den underbyggede kravene i betænkningen og gjorde dem levende for os alle. Jeg selv har - det må jeg tilstå - endnu ikke lært tegnsprog, selvom European Union of Deaf People har tilbudt det til os parlamentsmedlemmer. Det var i forbindelse med et projekt om tegnsprog, som blev gennemført i 1996-1997, og som kulminerede i en konference i september 1997 og forelæggelsen af en udførlig betænkning om tegnsprog i Den Europæiske Union. Projektet blev i øvrigt finansieret af EU inden for rammerne af Helios II-programmet, og resultatet og den forbilledlige sammenstilling af 16 nationale rapporter, som muliggør et udførligt overblik, beviser endnu en gang, hvor vigtigt og nyttigt Helios-programmet var. Jeg skal blot endnu en gang opfordre Kommissionen til at udfolde hele sin fantasi for inden for rammerne af den nye Amsterdam-traktat at finde en løsning, det vil sige et retsgrundlag, for at der også i fremtiden kan støttes sådanne nyttige programmer eller projekter, som ikke kun tager sigte på beskæftigelse. I forordet til betænkningen om tegnsprog hedder det afslutningsvis, jeg citerer efter indholdet: »Det er nødvendigt at foretage en opfølgning af dette projekt, for at resultaterne ikke skal gå tabt«. Kravet om officiel anerkendelse af tegnsproget som selvstændigt sprog er allerede for 10 år siden stillet i Europa-Parlamentet. I mellemtiden er der sket en del, og Kommissionens økonomiske støtte til projektet er bestemt et skridt fremad, men det er ikke tilstrækkeligt. Der rejser sig det spørgsmål, om det ikke er en opgave for Kommissionen som led i ligestillingen af alle EU-borgere at udarbejde et direktiv om officiel anerkendelse af tegnsproget. Jeg tager i denne forbindelse ikke ordet subsidiaritet for gode varer. Det er desværre for en stor del af vores medlemsstater en god undskyldning for at hindre, at Fællesskabet handler, for derefter selv at gøre ingenting. Jeg ser i øvrigt et lille lyspunkt i mit eget land, Forbundsrepublikken Tyskland. Dér var og er situationen med hensyn til anerkendelse af tegnsproget i udpræget grad vanskelig. I koalitionsaftalen for den kommende nye tyske regering står der imidlertid en sætning: »Det prøves, hvorvidt det tyske tegnsprog kan anerkendes og opnå ligestilling«. Nu er alle problemer jo langt fra løst, hvis blot tegnsprogene blev anerkendt, og der overalt stod tilstrækkeligt mange tolke til rådighed. Den letteste del ville i så fald være at få fjernsynsstationer til at underlægge et mindste antal udsendelser med tegnsprog. Men fjernsynet er som bekendt ikke det eneste moderne informationssystem. Der findes i vores medlemsstater syv forskellige systemer til teksttelefoner, og de er ikke kompatible. Også her kunne Kommissionen tage affære med en rammeretsakt. Der burde i det hele taget fra Kommissionens side sørges for, at alle multimedieapparater fra begyndelsen var udformet sådan, at hørehæmmede personer ikke er udelukket fra at benytte dem. Jeg vil nævne et eksempel, nemlig mobiltelefoner. I USA er mobiltelefoner takket være den derværende antidiskriminationslov kompatible med høreapparater. Men i Europa er der godkendt apparater, hvor benyttelsen af mobiltelefoner bevirker, at høreapparaterne omdannes til støjsendere. Tekniske hindringer skal undgås, men også de bureaukratiske hindringer. Her tænker jeg f.eks. på nedbrydning af bureaukratiske hindringer ved hørehæmmede personers deltagelse i EU-programmer. Der findes ganske vist økonomisk støtte til at lære et udvekslingslands sprog, men under udvekslingen finansieres der ikke en tolk, det vil sige heller ingen tegnsprogstolk. Sådan noget burde dog kunne reguleres. Dette eksempel viser også, at der stadig er særdeles meget at gøre for at nedbryde barriererne, de faktisk eksisterende barrierer, men også barriererne i vores hoveder. Det må vi selv arbejde på. Men vi opfordrer Kommissionen til, at den ved aktivt at fremlægge retlige rammer og nedbryde bureaukratiske forhindringer gør det muligt for os alle - med eller uden handicap - at leve sammen uden diskriminering. | |
| Hr. formand, mine damer og herrer. Kommissionen er meget bevidst om tegnsprogets betydning for hørehæmmede personer. Den har energisk støttet det forskningsprojekt, der er udført af Birmingham University i tilslutning til Parlamentets beslutning. Denne undersøgelse har vist, at der er betydelige forskelle mellem medlemsstaterne, hvad udviklingsniveau, disponibilitet og tegnsprogets officielle status angår. Der er her utvivlsomt et stort behov for forbedringer, og Kommissionen vil også fortsat altid engagere sig der, hvor der ved fællesskabsforanstaltninger kan gøres yderligere nytte. Ganske vist ligger hovedansvaret efter Kommissionens opfattelse hos medlemsstaterne, og derfor planlægger den ingen specifikke forslag i denne sag. På uddannelsesområdet støttes dog f.eks. Lingua-Surda-projektet inden for rammerne af det tidligere Lingua-program. Yderligere samarbejdsprojekter i forbindelse med den almene og faglige uddannelse af personer med specielle uddannelsesbehov ville kunne udvikles inden for rammerne af Socrates eller Leonardo. Hvad spørgsmålet om fjernsynsudsendelser angår, finder de retlige rammebetingelser anvendelse, som aktuelt gælder i Fællesskabet, og som især har deres retsgrundlag i direktivet »fjernsyn uden grænser«, artikel 57, stk. 2, og artikel 66 i EF-traktaten, hvori der er forudset en koordinering af medlemsstaternes lovgivninger, hvis forskellene mellem disse hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser. Dette er for tiden ikke tilfældet ved de enkelte staters bestemmelser om fjernsynsprogrammer på tegnsprog. Der er faktisk problemer med inkompatibilitet ved de forskellige teksttelefonsystemer, der anvendes i EU. Kommissionen mener, at dette misforhold bedst kan afhjælpes med aftalte normer, og den støtter derfor det arbejde, der gøres her. European Union of Deaf People har tydeliggjort sin opfattelse, nemlig at der bør gælde en fælles standard for teksttelefoner for hele EU. Fordelene ved konceptet »Design for alle« blev i forbindelse med multimedieanvendelser fastslået allerede i Kommissionens meddelelse om lige muligheder for handicappede fra 1996. For tiden arbejder Kommissionens tjenestegrene på en undersøgelse om »Design for alle« og integrering af handicappede og ældre i informationssamfundet, og hertil hører også, at multimedieanvendelser er tilgængelige. Det glæder mig at kunne meddele Dem i dag, at Kommissionen den 22. september i år til Kommissionens eget brug udstedte en adfærdskodeks for beskæftigelse af handicappede personer. Den nærmere anvendelse af denne kodeks omfatter bl.a. bevidstgørelse af Kommissionens personale om handicapproblematikken, herunder også de hørehæmmedes problemer. Tegnsprogstolke stilles til rådighed på samme grundlag som andre tolke for at gøre møder tilgængelige også for døve. Men det er klart, at vi - da enhver lærer sit eget sprog - i fremtiden vil have nøjagtigt lige så mange døvesprog, som vi har talte sprog. Det ville jo være en yderligere diskriminering af hørehæmmede personer, hvis man ville kræve af dem, at de fra nu af kun skulle kommunikere på et fælles døvesprog. Kommissionen vil i hvert fald også fortsat støtte en bred vifte af foranstaltninger, som skal tjene beskyttelsen af døves interesser, især ved at støtte European Union of Deaf People . | |
| Hr. formand, et samfunds tilstand ser man ikke af dets behandling af dets stærke, men af dets svage medlemmer. Døve udvikler som så mange mennesker med indskrænkede muligheder en udpræget energi til at overvinde grænser, og de har højtudviklede sanser. De ser ofte mere præcist og er derfor bedre end mange andre i stand til at se bag om tingene. Men det har altid været vanskeligt for dem at deltage i de tekniske videreudviklinger af tekstbehandlingsudstyr eller videotelefonteknik henimod anvendelse af multimedia og intensiveret kommunikationsudveksling. Europa-Parlamentet kunne gå i spidsen med et godt eksempel og overføre debatter til døve eller til hørehæmmede, f.eks. via en specialmonitor i tilhørerlogen. Hvor levende tegnsproget er, ser vi i fjernsynsudsendelser, når det sagte eller viste tolkes på delt skærm eller i et indsat vindue. Ganske vist forvises disse udsendelser for det meste til eftermiddagstimerne, hvor seertallet er lavt, og er begrænset til informationsprogrammer. Hvad mener Kommissionen om en kvoteordning på tidspunkter med klart højere seertal, og hvordan kan dette realiseres i medlemsstaterne, hr. Fischler? Personer, som ikke kan høre, er imidlertid ikke af den grund uden sprog. Derfor appellerer Det Europæiske Folkepartis Gruppe til Kommissionen om absolut at anerkende tegnsprog som sprog i EU og at udarbejde et direktivforslag herom. Kommissæren har netop henvist til nogle vanskeligheder, nemlig at vi skal tage højde for forskellige tegnsprog. Det ved jeg udmærket godt, men hvis vi kunne begynde med ét sprog, mener jeg, det måske ville være det mest fornuftige initiativ, som vi kunne tilbyde. Det ville også være et element til at opnå større ligeværdighed. Dermed ville vejen være banet for uddannelse af flere kvalificerede tolke til dette sprog og for en tilstrækkelig støtte med europæiske midler. Vi kunne så bevise endnu en ting, nemlig at der findes en europæisk merværdi, og den skal naturligvis også komme de såkaldte minoriteter til gode. | |
| Hr. formand, hvis ikke de forskellige medlemslande officielt anerkender tegnsprog som de døves sprog, så indebærer det i princippet og i realiteten, at vi ikke mener, at der skal findes et sprog for døve. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at anerkende tegnsprog, hvis ikke det også praktiseres i praksis i langt større udstrækning, end det er tilfældet i dag. De døve skal have mulighed for at deltage i samfundsdebatten. For at få det, skal de dels informeres om, hvad der sker, og dels have adgang til nyheder og debatter. Det kræver først og fremmest flere uddannede tegnsprogslærere og tegnsprogstolke. I Sverige findes der i dag nyhedsudsendelser på tegnsprog. Endvidere simultantolkes vigtige tv-transmitterede politiske debatter i den svenske rigsdag til tegnsprog, hvilket naturligvis er helt fint. Der kunne imidlertid godt være flere programmer, og selvfølgelig skal flere tv-kanaler have pligt til at sende politiske debatter og nyhedsprogrammer på tegnsprog. Jeg synes, at det burde inkorporeres i de forskellige kanalers sendetilladelse. I første omgang synes jeg, at Kommissionen skal støtte medlemslandene og opmuntre dem til at vedtage foranstaltninger, da hovedansvaret jo ligger hos dem. Vi kan naturligvis gøre vældig meget her i Europa-Parlamentet, og Kommissionen kan gøre vældig meget for at støtte og opmuntre, så flere lande anerkender tegnsprog, har tv-transmissioner og debatter på tegnsprog og uddanner flere lærere og tolke. Man kunne jo starte med at foregå med et godt eksempel her i Europa-Parlamentet. | |
| Hr. formand, på vores gruppes vegne vil jeg gerne udtrykke vores støtte til diverse spørgsmål, som blev stillet af fru Schmidbauer ved begyndelsen af dette møde. Jeg har opmærksomt lyttet til kommissæren, og jeg tror, at vi kan være enige med Dem i, at det største ansvar ligger hos medlemsstaterne. Men ikke desto mindre har De selv angivet, hr. kommissær, at der skal træffes nogle foranstaltninger i forbindelse med koordineringen, ensartetheden og specielt vedrørende samkøringen af teksttelefonsystemerne. Jeg tror, at hvis De gennemfører disse konkrete ting, vil det være en stor hjælp. Alligevel mener jeg, at det fortjener opmærksomhed at gøre en symbolsk anerkendelse af tegnsprog i Unionen mulig, også af Kommissionen, så de hørehæmmede i Europa-Parlamentet ikke føler sig diskrimineret, at der træffes de nødvendige foranstaltninger, så de også kan kommunikere med Europa-Parlamentet på deres eget fortrolige sprog. Tegnsprog har allerede alt for længe været anset for uligeværdigt. Nu, hvor dette ændrer sig, skal vi hurtigt give impulser for at gøre denne anerkendelse officiel og anvende den i praksis. | |
| Mange tak, fru Maes. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag den 18. november. | |
| Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel (B4-0490/98) af Pex for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier til Kommissionen om skader forvoldet af Kommissionen på grund af sene udbetalinger. | |
| Hr. formand, at jeg i dag stiller dette spørgsmål i Parlamentet, er måske mærkværdigt, fordi jeg som formand, der er i god kontakt med Kommissionen, selvfølgelig nemt kan ordne en masse ting. Men det drejer sig nu om så mange organisationer, der har fået problemer, at jeg mener, at det er en god ting, at stille dette spørgsmål offentligt. Jeg mener, at formålet med at udbetale statsstøtte er at muliggøre aktiviteter, som vi anser for ønskelige, og formålet er ikke at beskæftige nogle embedsmænd, der så i deres hjertes godhed udbetaler støtte ved årets udgang. Det er statens pligt at sørge for og opretholde retssikkerheden. Det betyder i dette tilfælde, at når man bevilger støtte, skal det ske i tide efter at ansøgningen er indsendt, og at betalingen skal foregå så hurtigt som muligt efter meddelelsen. Jeg giver Dem to eksempler. For det første et lille projekt i Det Forenede Kongerige i 1997. Der udbetales ECU 15.000 i december 1997 efter en personlig indsats fra min side. Disse mennesker har altså ikke kunnet gennemføre deres projekt, fordi de ikke havde midlerne til at finansiere det. Et andet eksempel: En organisation med flere ansatte har fået støtte i en årrække. Det drejer sig om ECU 500.000. Den 30. juli i år modtager man et brev om, at tilskuddet er bevilget. Den 30. juli, der er på det tidspunkt allerede gået et halvt år, som man selv har måttet finansiere, og beløbets første rate udbetales i slutningen af august, efter at jeg har gjort en personlig indsats herfor. Den følgende rate udbetales efter en sådan indgriben ret hurtigt. Renteudgiften for det andet projekt beløb sig til ECU 24.000. Og jeg kan nævne mange andre eksempler. Jeg kan ikke nævne navne, fordi organisationerne har bedt mig så mindeligt om ikke at gøre det, fordi de er bange for, at det vil skade deres stilling i fremtiden. Jeg mener, at det er vigtigt, at når mennesker tvinges til at låne penge til at finansiere aktiviteter, fordi de stoler på, at Kommissionen holder sine løfter, at de så også kan være sikre på det. Hvis de mod forventning pådrager sig renteudgifter, skal de vide, at renterne refunderes. I år er situationen alvorligere end i de forløbne år, og det skyldes, at Kommissionen på foranledning af Domstolens afgørelse har besluttet at standse udbetalingerne. Forestil Dem, hvad der sker. En organisation henvender sig til en bank med et brev underskrevet af Kommissionen. På grundlag af dette brev udstedes et lån. Efter nogle måneder bliver banken nervøs. Den henvender sig til samme Kommissionen og får at vide: Vi betaler ikke mere. Det betyder altså, at organisationerne kommer i store problemer, ikke alene i likviditetsproblemer, men de får også problemer med deres banker. Det er mig fortalt og forsikret, at nogle organisationer har måttet standse deres aktiviteter. Jeg finder, at det er en skandale, at dette er muligt, og jeg anmoder derfor Kommissionen - jeg har ikke brug for så mange ord til at gøre det - for det første om at forsikre Europa-Parlamentet om, at vi i regnskabsåret 1999, altså til næste år, kan forvente to ting, nemlig at løfterne om finansiering ekspederes i årets første kvartal, og at betalingerne finder sted umiddelbart derefter, så aktiviteterne kan påbegyndes til tiden. Vi har vore budgetkonti, som vi fastlægger i Europa-Parlamentet. De involverede organisationer ved, at så snart andenbehandlingen har fundet sted, skal de indsende deres ansøgninger inden årets udgang og kan så forvente, at de kan handle hurtigt. Vi pålægger organisationerne disse aktiviteter, fordi vi mener, at vores politik skal gennemføres af dem. Det er faktisk vores politik, som vi lader udføre af privatpersoner, private organisationer og nogle gange af virksomheder. Det er fuldstændig skørt, at vi gør det på en måde, som gør det umuligt at være sikker på, at vores planer kan gennemføres i det pågældende regnskabsår. | |
| Hr. formand, mine damer og herrer. Den betaling af tilskud til foranstaltninger på det kulturelle område, som er nævnt af hr. Pex i hans mundtlige forespørgsel, måtte faktisk udsættes til september. Med henblik på at bevilge disse tilskud offentliggjorde Kommissionen allerede i januar en opfordring til at indsende forslag. På grund af den dom, der i maj blev afsagt af EF-Domstolen om retsgrundlaget, så Kommissionen sig tvunget til at udsætte proceduren. Til den pågældende budgetpost, som var tilvejebragt af Europa-Parlamentet, var der ikke udstedt det nødvendige retsgrundlag, hvilket i øvrigt blev bekræftet på trilogmødet i midten af juli. I henhold til beslutningerne på dette møde kunne Kommissionen udbetale midlerne på grund af de legitime forventninger hos tilskudsmodtagerne, som allerede var udvalgt, før dommen blev afsagt. Takket være den opfordring til at indsende forslag, som var udsendt allerede før årsskiftet, kunne Kommissionen altså bevilge disse tilskud. Vi er udmærket klar over, at de pågældende organisationer har befundet sig i en vanskelig situation som følge af, at midlerne blev spærret. Udbetalingerne skete som aftalt inden 60 dage efter, at kontrakterne var underskrevet. En erstatning var dermed ikke berettiget. Desuden er der heller ikke afsat midler hertil. I det kommende år, hr. parlamentsmedlem, vil dette problem ikke mere forekomme, for en spærring af midler af denne art skulle der forhåbentlig ikke mere blive tale om. På trilogmødet blev det klart fastslået, under hvilke betingelser budgetposter kan udføres uden retsgrundlag. Det vil vi holde os til. | |
| Hr. formand, hr. kommissær Fischler, mine damer og herrer. Som medlem af Budgetudvalget hilser jeg EF-Domstolens og Kommissionens afgørelse velkommen. Siden den europæiske integrations første begyndelse har EF-Domstolen altid spillet en vigtig rolle. Den har sikret og videreudviklet fællesskabsretten. Alt i alt har der været mange afgørelser med stor rækkevidde. Den 12. maj afgjorde EF-Domstolen på baggrund af et sagsanlæg fra flere medlemsstater, først og fremmest Storbritannien, at - jeg mener, det er bemærkelsesværdigt - at udbetaling af midler fra EU-budgettet kræver et dobbelt grundlag, nemlig på den ene side finansieringen med forpligtelse og bemyndigelse, og på den anden side et tilstrækkeligt retsgrundlag. Som følge deraf standsede Kommissionen alle betalinger, som ikke opfyldte disse kriterier, efter min mening fuldkommen korrekt. Kommissionen spærrede 100 budgetposter i et omfang af EUR 920 millioner for at kontrollere deres retsgrundlag. 56 poster, nemlig EUR 390 millioner, blev fuldstændigt spærret, 19 poster med EUR 170 millioner delvist frigivet, og 16 poster med EUR 340 millioner var i pipelinen, det vil sige blev besluttet af Parlamentet. Det gik først og fremmest ud over ngo-projekter inden for områderne familie, børn, ældre, men især også inden for kulturområdet. Jeg lykønsker her i første række det østrigske rådsformandskab, men også Kommissionen, under hvis forsæde det den 17. juli i år lykkedes at opnå en interinstitutionel aftale, en frigivelse af midler og en bæredygtig beslutning om retsgrundlaget. Lad os her ikke glemme, at der i Europa-Parlamentet og især i Budgetudvalget i 16 år er krævet en sådan ordning. Når man ser, at man kan diskutere et væsentligt krav i 16 år, og det så kan gennemføres i løbet af få dage, så ser man, at EF-Domstolens afgørelse i væsentlig grad har bidraget til at tilvejebringe et korrekt retsgrundlag for aftalerne og i sidste ende også beslutningerne mellem institutionerne. Kommissionens position efter offentliggørelsen af dommen og frem til kompromiset var bestemt ikke let. Mange budgetposter uden tilstrækkeligt retsgrundlag angik de allerede nævnte programmer inden for områderne kultur, uddannelse, ungdom, men også familier. Vi parlamentsmedlemmer har modtaget særdeles mange henvendelser, fordi de berørte organisationer naturligvis ikke længere kunne være sikre på, om de ville få pengene på det rigtige tidspunkt. Men jeg er glad for især ud fra en aktuel synsvinkel at kunne sige, at de fleste midler i mellemtiden er blevet frigivet igen. Men Kommissionen skal nu ikke alene bære følgerne af sin adfærd. Når alt kommer til alt har den i henhold til EU-retten fulgt en dom i Unionens højeste domstol. Som kommissær Fischler netop har erklæret, er betalingerne jo sket inden for de 60 dage. Jeg mener også, at denne diskussion og den hurtige løsning er et klart fremskridt for Det Europæiske Fællesskab. Samtidig har vi også et direktiv om forsinkelse med betalingen løbende. I dette direktiv drejer det sig om, i løbet af hvilke tidsrum der skal betales. Jeg mener, at dette direktiv bestemt også ville være godt for Den Europæiske Union. Vi bør ikke kun være et forbillede ved indtægterne, hvor vi reagerer meget hurtigt med straffebestemmelser og meget skrappe midler. Vi bør som Europæisk Union også være et forbillede ved udbetalingerne, en pålidelig partner, som er et forbillede for Europa. | |
| Hr. formand, som formand for musikkens venner i Europa-Parlamentet modtager jeg ofte anmodninger, indtrængende telefonopringninger og opfordringer fra organisationer inden for musikbranchen, der afventer udbetalinger fra Kommissionen. Sagen ved De Europæiske Fællesskabers Domstol har gjort det værre i år, men jeg må sige, at det i mine fire et halvt år i Parlamentet har været det samme hvert år med Kommissionen. Vi træffer hvert år beslutningerne i november, på budgettet, vedrørende hvilke organisationer der skal modtage midler, og hvert år udbetaler Kommissionen pengene til dem, hvis de er heldige, i oktober det følgende år. Det er en fuldstændig uacceptabel forsinkelse, hvad angår udbetalingen af penge. Løsningen synes at være, at vi har brug for flere flerårige programmer - som jeg håber det nye kulturelle rammeprogram vil iværksætte - så store organisationer som det europæiske ungdomsorkester, det europæiske operacenter osv. faktisk modtager deres penge på et fast betalingsgrundlag med overvågning og evaluering af Kommissionen og ordentlig revision osv., men på en troværdig og regelmæssig måde, de kan regne med. Hvis forsinkelserne opstår som følge af fejl i Kommissionen, bør vi kræve, at Kommissionen betaler de renter, som de skal betale i bankerne som følge af forsinkelsen. Jeg ser, at kommissær Fischler griner, og jeg formoder, at det er ensbetydende med et positivt svar. | |
| Hr. Rehder, dette var ikke en bemærkning til forretningsordenen. Det var et indlæg. Jeg vil være Dem taknemmelig for, at De fremover gør Deres yderste for at blive opført på listen over talere. | |
| Forhandlingen er afsluttet. Jeg har modtaget et forslag til beslutning med henblik på afslutning af forhandlingen. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til beslutning vedtoges) | |
| Der er ikke flere punkter på Parlamentets dagsorden. Protokollen for denne mødeperiode vil blive forelagt til Parlamentets godkendelse i begyndelsen af næste mødeperiode. Mine damer og herrer, tillad mig, før vi slutter af, at udtrykke min taknemmelighed som sædvanligt over for Parlamentets tjenestegrene. Denne uge har været præget af anspændte og intense stunder, hvilket er en af de alvorlige forpligtelser, som forhandlingen om og godkendelsen af budgetterne medfører, og - vi er nødt til at indrømme det - det hele er gået godt takket være effektiviteten i Parlamentets tjenestegrene, ordførernes kvalitet og - hvorfor skulle vi ikke indrømme det - fru Fontaines misundelsesværdige evne til at lede afstemningerne. Mine damer og herrer, ugen startede i fredens tegn. De første ord fra Europa-Parlamentets formand, hr. Gil-Robles, var en hilsen til den retfærdige tildeling af Nobels fredspris til to af de store ledere i fredsprocessen i Nordirland. Og vi afslutter den også i fredens tegn, for disse fredag morgen-møder er ekstraordinært fredelige, faktisk så fredelige at jeg nærmest har lyst til at indstille dem som kandidater til den næste Nobels fredspris. Forhåbentlig vil det lykkes mig, mine damer og herrer. Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 11.15) |