data/validation/da_ep-99-01-28.txt

Fru formand, på vegne af Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier vil jeg gerne bede om ordet i forbindelse med forretningsordenen. På plenarmødet i Strasbourg onsdag, den 13. januar 1999, udtalte kommissær Bangemann sig om betænkningen af Malerba om globalisering og informationssamfund. Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier noterer med beklagelse, at hr. Bangemann synes at være så bange for udvalget, at han følte sig tvunget til at gøre brug af sine privilegier i henhold til forretningsordenen til at kritisere hele udvalget, idet han var så formastelig kun at fremlægge sine egne synspunkter om betænkningens emne i form af en skrivelse. Udvalgsmedlemmerne har dog forståelse for hr. Bangemanns bemærkninger. Kulturudvalget glæder sig over, at dets vigtigste idéer om grønbogen om konvergens blev godkendt i oktober sidste år. Hr. Bangemann må være blevet meget skuffet, da han konstaterede, at et udvalg, som efter hans opfattelse er så ubetydeligt, faktisk var i stand til at sætte sine hovedidéer om konvergens igennem.
Tak, fru Hawlicek. Jeg noterer mig Deres udtalelse, men hr. Bangemann er ikke til stede til at svare Dem.
Fru formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at akustikken i salen er meget dårlig. Det er svært at høre Dem, hvis man ikke har hovedtelefoner på. Teknikerne må tage sig af det, for situationen er virkelig uholdbar.
Hr. Fayot, De har fuldstændig ret. Som De ved, har flere af os gjort opmærksom på problemet med akustikken i mødesalen. Men jeg vil gerne supplere med to bemærkninger. For det første vil jeg sige, at Præsidiet har taget sig af problemet, og at vi har henvendt os til et firma, der vil undersøge, hvordan akustikken kan forbedres. For det andet vil jeg gerne anmode kollegerne om at samarbejde. Hvis De ville være så venlig at finde Deres plads så hurtigt og stilfærdigt som muligt, ville dette naturligvis hjælpe på sagen.
Fru formand, jeg vil gerne vende tilbage til punktet om hr. Bangemann og anmode Parlamentet om at udvise forståelse, fordi denne sag tydeligvis skyldes, at mandatet snart udløber.
Tak, hr. Wolf.
Fru formand, må jeg have lov at foreslå Dem, at afstemningen om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning udsættes, i analogi med praksis i forbindelse med andre landbrugsbetænkninger og frem for alt også, fordi Kommissionen i modsætning til det løfte, som den afgav i Strasbourg, først sent i går aftes meddelte os sin holdning til betænkningerne.
Fru formand, det er vi indforstået med. Vi vil dog gerne se, hvad Rådet rent faktisk gennemfører sammen med os ved de direkte forhandlinger, der starter i næste uge, og dernæst vil vi stemme. I går aftes havde vi naturligvis alle sammen mulighed for at læse det. Vi takker Kommissionen, selvom det er lidt sent!
Ja, det har jeg fuld forståelse for. For en god ordens skyld sætter jeg hr. Mulders forslag til afstemning. Udsættelse af den endelige afstemning og fornyet udvalgsbehandling vedtoges
Fru formand, jeg vil gerne spørge Kommissionen i henhold til artikel 60, om Kommissionen er parat til at overtage de ændringsforslag, som vi har fremsat her.
Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, mine damer og herrer, vi uddelte i går en liste over, hvilke forslag Kommissionen kan acceptere på nuværende tidspunkt. Jeg må desværre sige til Dem, at Kommissionen ikke er i stand til at acceptere alle de forslag, som der er blevet stemt om her.
Fru formand, jeg har læst Kommissionens papir. Jeg ønskede dog at tilgodese det formelle, og jeg har derfor endnu en gang opfordret hr. Fischler til at sige, at Kommissionen ikke overtager alt. Således anmoder jeg i henhold til artikel 60, stk. 2, om henvisning til fornyet udvalgsbehandling. Udsættelse af den endelige afstemning og fornyet udvalgsbehandling vedtoges
Fru formand, på denne måde har vi taget en af de mest grufulde præmiebetalinger endegyldigt af bordet, nemlig Herodes-præmien. Mange tak til alle kolleger. Inden afstemningen om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning
Fru formand, jeg anmoder om udsættelse af afstemningen om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning i henhold til artikel 60, stk. 2, i forretningsordenen. Udsættelse af den endelige afstemning og fornyet udvalgsbehandling vedtoges
Fru formand, jeg vil gerne gøre én ting klart med hensyn til afstemningen om betænkning af Graefe zu Baringdorf. Jeg tror, at der var tale om nogle uklarheder i slutningen. Vi vedtog jo betænkningen, og ordførerens ønske om henvisning til fornyet udvalgsbehandling vedrørte, så vidt jeg ved, den lovgivningsmæssige beslutning. Det er altså ikke en henvisning til fornyet udvalgsbehandling, men kun en henvisning til en bedre fremtid for den lovgivningsmæssige beslutning. Vi satser på, at Kommissionen og Rådet er kloge nok til at forstå, at de stadigvæk skal stege fisken i lidt smør.
Absolut, kære kollega. Jeg tror, dette var ganske klart. Jeg satte Kommissionens ændrede forslag til afstemning, og den blev vedtaget med stort flertal. Dette gjaldt i øvrigt også for de andre betænkninger, som hr. Garots betænkning for lidt siden.
Fru formand, mine kære kolleger, jeg er i og for sig meget tilfreds med afstemningen, hvad angår Parlamentet. Jeg vil gerne gøre min indflydelse gældende her og anmoder mine kolleger om at godkende, at vi i henhold til artikel 60, stk. 2, udsætter den endelige afstemning, det vil sige til det øjeblik, hvor vi kommer til den lovgivningsmæssige beslutning.
Det er fuldstændig rigtigt, hr. Goepel. De er lidt hurtig, men jeg tror, at alle har forstået Dem. Inden afstemningen om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning
Jeg sætter ordførerens forslag om udsættelse af afstemningen om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning til afstemning. Udsættelse af den endelige afstemning og fornyet udvalgsbehandling vedtoges Andet forslag til forordning Inden afstemningen om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning
Fru formand, hr. kommissær, jeg spørger Dem i overensstemmelse med forretningsordenen: Er De parat til at acceptere ændringsforslag 7, 10 og 11 - det er de ændringsforslag, der vedrører den fakultative arealbinding og den mere fleksible udformning af superafgiften ved en eventuel forlængelse af kvotaordningen til 2006?
Fru formand, mine damer og herrer, hr. Goepel har egentlig stillet to spørgsmål. Det første spørgsmål vedrører den fakultative arealbinding. Jeg er parat til at acceptere de forslag, der vedrører den fakultative arealbinding. Hvad angår superafgiften, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at en mere fleksibel udformning af superafgiften ikke kan være noget, man gør fra den ene dag til den anden. Imidlertid er der også en diskussion om, at der midt i gennemførelsesperioden, altså ca. i 2003, bør foretages en kontrol af virkningen af mælkesystemet, og jeg vil derfor plædere for, at man tager dette spørgsmål op igen som led i sådan en kontrol.
Fru formand, jeg vil gerne sige tak til kommissæren, fordi han nu har forklaret det for tredje gang. Jeg håber, at alle har forstået det nu.
Fru formand, jeg tager kommissæren på ordet, fordi det for mig er de såkaldte highlights for denne markedsordning. Han har bekræftet, at han vil overtage dem. Altså kan vi stemme om den lovgivningsmæssige beslutning. Forslaget til beslutning forkastedes, og fornyet udvalgsbehandling vedtoges
Fru formand, der er ingen grund til at gentage noget, som allerede er blevet sagt. Af samme årsag som mine kolleger, nemlig for at få tid til at undersøge Kommissionens holdning ordentligt, anmoder jeg om, at godkendelsen af forslaget til lovgivningsmæssig beslutning udsættes. Udsættelse af den endelige afstemning og fornyet udvalgsbehandling vedtoges Andet forslag til forordning Inden afstemningen om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning
Fru formand, efter dette heldige udfald håber jeg, at jeg er lige så heldig, når jeg anmoder om, at afstemningen om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning udsættes. Udsættelse af den endelige afstemning og fornyet udvalgsbehandling vedtoges
Hr. formand, mine damer og herrer, vi befinder os efter min opfattelse i visse vanskeligheder. Vi har en betænkning, der ganske vist kun omfatter et delaspekt af hele banandiskussionen, men netop i den nuværende følsomme situation bør vi ikke lave nogen fejl her, som måske skyldes den manglende tilstedeværelse. Det er mit indtryk, at vi, fordi vi har brug for de 314 stemmer, dog har behov for lidt større tilstedeværelse i forbindelse med denne afstemning. Men det er sådan, at vi fik udleveret Rådets fælles holdning den 5. november. Jeg anmoder altså formandskabet om at undersøge, om det er muligt som følge af den manglende tilstedeværelse at stemme om denne betænkning i Strasbourg, eller om fristen automatisk er udløbet. Jeg vil dog bede mine kolleger om at være til stede i Parlamentet, ellers har vi nemlig ikke mulighed for at få indflydelse på denne procedure, hvis vi ikke opnår de 314 stemmer.
Jeg forstår problemet, hr. Liese. Jeg vil først kontrollere, hvor mange medlemmer der er tilbage i salen, og derefter tage stilling til, hvad vi skal gøre. Men hvis vi udsætter afstemningen til mødeperioden i februar i Strasbourg, får vi problemer med tidsfristen. Formanden konstaterede, at der var 335 medlemmer til stede Jeg tror, jeg bliver nødt til at foreslå, at afstemningen udsættes til februar, og at vi eventuelt anmoder om forlængelse af fristen.
Hr. formand, det er sandt, at kun få kolleger mere end det krævede absolutte flertal er til stede, men de er der trods alt. Alle ændringsforslagene fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde er blevet vedtaget med et meget stort flertal. Der er tale om andenbehandlingen af et lovgivningsforslag, som haster meget, og som er meget vigtigt, og jeg mener derfor, at det er hensigtsmæssigt at stemme om det nu. Hver enkelt kollega og hver enkelt politisk gruppe må tage sit ansvar med hensyn til udfaldet af ændringsforslagene.
Hr. formand, jeg tror alligevel, at flertallene er temmelig knebne. Jeg vil således foreslå Dem, at afstemningen udsættes, og at dette sættes under afstemning.
Forslaget om udsættelse af afstemningen til februar sættes under afstemning. Forslaget om udsættelse af afstemningen forkastedes (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt)
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at Præsidiet fremover ikke vil acceptere begrundelser som disse for delte afstemninger, der skaber total forvirring. Vi vil anmode de politiske grupper om at være mere forsigtige. Det er meget svært for Parlamentet at følge med, når man trækker en enkelt sætning i en anden sætning ud. Jeg går med til det nu, men det er sidste gang. Forslaget til beslutning vedtoges
Jeg vil gerne, efter at have drøftet det lidt, anmode Dem om at afslutte afstemningen nu. Jeg tror, at ikke blot vi, men også formandskabet, som har fungeret så perfekt, er ved at blive lidt trætte. Jeg beder dem, hvis betænkninger endnu ikke er sat under afstemning, om at undskylde. Men jeg tror ikke, hr. formand, at det længere har nogen nytte.
Hr. formand, jeg vil gerne komme med en kort bemærkning til hr. Bernard- Reymonds omfattende og fortræffelige betænkning, som vi nu skal til at stemme om. Vi kan gøre det meget hurtigere, hvis nogle af ændringsforslagene trækkes tilbage. Det vil jeg forklare, for det er et ret så vigtigt punkt. Vi har hele formiddagen her beskæftiget os med nogle meget trivielle ændringsforslag. I Bernard-Reymond-betænkningen er der 32 ændringsforslag fremsat af hr. Dupuis. Ingen af dem blev fremsat i udvalget. Ordføreren har generøst accepteret fem af dem. Kun to af dem har noget at gøre med begivenheder, der har fundet sted, siden betænkningen blev godkendt i udvalget. Jeg vil derfor opfordre hr. Dupuis til at trække alle sine ændringsforslag tilbage undtagen de to. Hvis han accepterer at gøre dette, kan vi klare denne betænkning på to minutter.
Hr. formand, jeg har stor respekt for fru Oomen-Ruijtens forslag, men klokken er endnu ikke et. Vi kunne altså godt stemme om hr. Pierre Bernard-Reymonds betænkning. Støj Jeg er klar over, at alle er meget trætte, men klokken er endnu ikke et, og vi kunne derfor følge hr. McMillan-Scotts forslag og stemme om den sidste betænkning.
Forslaget om at afbryde afstemningen nu, inden der stemmes om betænkningen af Bernard- Reymond, sættes under afstemning. Forslaget om afbrydelse af afstemningen vedtoges
Hr. formand, jeg anmodede om ordet for fem minutter siden, først og fremmest for at lykønske Dem for Deres måde at lede mødet på. Jeg noterer mig resultatet af afstemningen. Men jeg undrer mig over det forslag, der blev fremsat af en kollega, nemlig hr. McMillan-Scott. Jeg troede, at den slags metoder hørte hjemme i det kinesiske folkeparlament. Men nu ved jeg, at sådanne forslag fremsættes selv i Parlamentet i Strasbourg og Bruxelles.
Hr. formand, jeg har stemt for betænkningen af Mulder, fordi princippet om samfinansiering for første gang er blevet nævnt officielt i Europa-Parlamentets beslutning. Jeg betragter dette som en stor succes for vores politik, for når vi altid taler om, at regionernes og nationernes selvstændighed skal bevares, at man kun skal regulere det på europæisk plan, som ikke længere kan reguleres nationalt, er dette også tilfældet og netop også i forbindelse med finansieringen af landbruget. Midlerne skal ikke først strømme til Bruxelles og dernæst fra Bruxelles tilbage igen. Dette kan og bør reguleres på en fornuftig måde med en del - 25 % eller endda 50 % - således at regioner og nationalstater selv kan overtage denne del af landbrugs-finansieringen. Så har vi også større chancer for, at der ikke opstår mangelfuld ledelse eller tilfælde af svig, men at pengene kan forblive i nationalt regi. Jeg anser det for at være en idé og en beslutning fra Europa-Parlamentets side, hvor der er gode fremtidsmuligheder, og jeg har derfor med god samvittighed stemt for betænkningen af Mulder.
De svenske socialdemokrater støtter tre overordnede mål for landbrugs- og fødevarepolitikken i EU. For det første bør landbrugs- og fødevarebedrifternes produktion styres af forbrugernes efterspørgsel. For det andet bør produktionen være holdbar på langt sigt, både hvad angår økologi og økonomi. For det tredje bør EU også medvirke til global fødevaresikkerhed, bl.a. ved at holde frihandlens principper i hævd netop på landbrugs- og fødevareområdet. Frihandlen bør dog suppleres med forbruger-, dyrebeskyttelses-, miljø- og regionalpolitiske foranstaltninger. Vi mener, at begrænsninger i produktionen og subventioner som led i markedsordningerne bør afvikles på langt sigt. De midler, som dermed frigøres, kan gøre det lettere at arbejde for at tilgodese behovet for regional erhvervsudvikling, strukturforanstaltninger, udvikling af landdistrikter og miljøtjenester, som kan opstå som følge af reformen. På langt sigt skal landbruget, ligesom andre sektorer, hovedsageligt drives på markedets vilkår. I en overgangsperiode kan der dog være behov for tilpasningsstøtte for at gøre en omstilling under socialt acceptable former lettere. For at nå vigtige miljømål, mål for udvikling af landdistrikter og mål for regional erhvervsudvikling vil der opstå et behov for målrettede foranstaltninger. Vi er også overbeviste om, at en reduceret og på langt sigt afviklet markedsstøtte samt en bedre markedstilpasning kan bidrage til, at de socioøkonomiske udgifter til landbrugspolitikken bliver mindre. For at nå dette mål kan visse midlertidige merudgifter i EF-budgettet accepteres, men på langt sigt skal budgetudgifterne til politikken reduceres. Dette anser vi for at være vigtigt, da det netop skulle gøre den kommende udvidelse af Unionen mod øst lettere.
De danske socialdemokrater har i dag stemt ja til betænkningen af Mulder. Dette er begrundet i, at vi støtter hele udvidelsesprojektet, hvilket vi mener er et af de vigtigste skridt, der er taget af Det Europæiske Fællesskab i vores tid. Det må være alle europæeres mål at sikre fred og stabilitet i vores verdensdel. Vi har dog stemt imod ændringsforslag om samfinansiering, da vi mener, at dette ville betyde en renationalisering af landbrugspolitikken.
Det er svært at sige noget pænt om finansieringen af den fælles landbrugspolitik, når de forslag, vi behandler, i realiteten drejer sig om drastiske nedskæringer af bevillingerne til landbruget, der medfører udslettelse af de små og mellemstore familiebrug, navnlig i Fællesskabets sydlige regioner, hvilket igen fører til drastisk nedgang i antallet af landbrug og antallet af beskæftigede, så arbejdsløsheden ryger helt til tops i landbrugsområderne, og affolkningen af landdistrikterne øges faretruende. Ved at sætte spørgsmålstegn ved og hele tiden skære ned på den del af EU-budgettet, der vedrører landbruget, som det f.eks. sker med Agenda 2000 og forslagene til reform af den fælles landbrugspolitik, rejses der i virkeligheden - uden nogen egentlig begrundelse - tvivl om og undermineres den afgørende rolle, som landbruget indtil nu har spillet i størstedelen af Europas regioner og især i Syden. Den Europæiske Union indskrænker hele tiden sin landbrugskapacitet med det erklærede mål at spare på midlerne og forberede sin røveriske virksomhed i forbindelse med udvidelsen med de central- og østeuropæiske lande samt give den europæiske monopolkapital mulighed for at leve op til Verdenshandelsorganisationens nye system - hvor man som altid underkaster sig USA's krav - gældende fra år 2000. Vi er uenige med ordføreren, der mener, at førtiltrædelsesbistanden til ansøgerlandene ikke skal indskrives i en særlig kategori, og at førtiltrædelsesbistanden til disse lande skal inddrages i retningslinjen for at undgå en for stor belastning af det øvrige budget. Førtiltrædelsesbistanden bør være en særskilt kategori uden for retningslinjen, så vi ikke får en yderligere reduktion af de i forvejen amputerede midler til medlemsstaternes landbrug fra Garantisektionen. Med medlemsstaternes obligatoriske samfinansiering af den direkte støtte baner dette forslag vej for et farligt og utilstedeligt indgreb i medlemsstaternes nationale budgetter, hvor et hierarkisk system smugles ind ad bagvejen. Dette er ikke alene i modstrid med traktaten, men gøder indirekte jorden for en egentlig overførsel af forpligtelsesbevillingerne til de nationale budgetter - uden at de nationale parlamenter har udtalt sig - og for politikker og beslutninger, der træffes af EU's ledelse. Med største hykleri og demagogisk adfærd og i en absurd rationalismes navn, der er i modstrid med enhver form for solidaritet, annonceres hermed en skjult renationalisering, som imidlertid udelukkende vedrører udgifterne, mens Fællesskabet fortsat har enekompetence til at udforme den fælles landbrugspolitik ned til mindste detalje - kvoter, pris-, eksport- og toldtilskud osv., uden at medlemsstaterne selv får nogen frihed til at skabe en landbrugspolitik. Vi er kategoriske modstandere af Kommissionens forslag, og der er ikke plads til nogen »bedste forvaltning« af det. Vi har pligt til at gå imod det og afværge en sådan politik, som er imod de små og mellemstore landmænds og jordbrugeres interesser.
Jeg vil gerne komme ind på hovedtrækkene i Agenda 2000. Landbrugspolitikken skal forandres. Det må dog aldrig foregå på sådan en måde og i sådan en takt, at landbruget ødelægges, og at arbejdsløsheden stiger. En lidt mindre prisnedsættelse er derfor motiverende. Flere afgrøder må kunne anvendes til andet end mad, f.eks. som brændsel og til industriformål. Et omfattende program for overgangen fra benzin til miljøvenligt brændsel i Europa bør nævnes. Der bør ydes maksimal støtte, afhængig af hvor meget der kan udbetales til en enkelt landbrugsbedrift. Der bør kunne indføres ekstra støtte til særligt hårdt ramte regioner, i særdeleshed i Nordeuropa, således at man kan bevare et landbrug i hele Sverige og Finland. Der bør udarbejdes kvalitetsgarantier for landbrugsdrift og landbrugsprodukter. Støtten bør generelt indrettes efter mere miljøstøtte. Samfinansiering fra medlemslandene skal ske på samme måde, som når det gælder støtte fra EU's strukturfonde. Samfinansieringen skal dog kunne variere mellem lande og regioner. Det er naturligt, at landmændene modtager fuld kompensation for prisnedsættelserne, da verdensmarkedet sænker priserne. Hvis den gældende miljølovgivning - og dyrebeskyttelseslovgivningen - ikke følges, bør man kunne holde præmier tilbage. Hvis man skal kunne producere miljøvenlige fødevarer, kan prisnedsættelserne imidlertid ikke blive for store eller ske for hurtigt. Det nuværende system skal gennemgås med henblik på et større marked og betale for det, som produceres, samt med henblik på en successiv nedtrapning af støtten, sådan som det blev besluttet i Sverige lige før tiltrædelsen af EU. Støtten skal i højere grad være i form af miljø- og landskabsudvikling. Dette er, hvad mange landmænd og den brede offentlighed ønsker. Landbrugets andel af EU's budget er nødvendig, hvis udvidelsen skal kunne gennemføres, hvilket i givet fald skal ske over en længere periode.
Jeg stemmer modstræbende for denne betænkning i dag. Efter min mening er den alt for forsigtig. Intet mindre end en gennemgribende reform af den fælles landbrugspolitik ville være tilstrækkeligt. En fælles landbrugspolitik, der blev udformet for 50'ernes Europa, passer sig ikke mere for et Europa på vej ind i det nye årtusinde. En radikal reform ville gavne forbrugere, skatteydere og de fleste landmænd. Alt for længe har befolkningen i det nordvestlige hjørne, ligesom alle andre, (bogstaveligt talt) måttet betale prisen for den fælles landbrugspolitiks svigten. Forbrugerne har betalt for meget for deres fødevarer, skatteyderne har betalt for meget i skat, og hårdt pressede husmænd og bjergbønder har ikke modtaget den støtte, de havde brug for. Ja, det er faktisk svært at se, hvem der egentlig får noget ud af den fælles landbrugspolitik. Svaret er naturligvis storbønderne med opbakning fra deres konservative allierede. Det Konservative Parti i Storbritannien har altid været de store jordbesidderes lakajer. De støttede dem under BSE-krisen, hvor Labour støttede forbrugerne. De støtter dem fortsat, hvad rævejagten angår, mens Labour - ligesom størstedelen af befolkningen - støtter et forbud. Endnu engang tilfalder det i forbindelse med kampen for en reform af den fælles landbrugspolitik Labour at gå i brechen for almindelige menneskers interesser. Betænkning af Graefe zu Baringdorf (A4-0480/98)
De danske socialdemokrater har i dag stemt ja til betænkningen af Graefe zu Baringdorf om direkte støtte. Vi mener, at det er vigtigt at reducere interventionen som led i hele reformen af den fælles landbrugspolitik. Reformen af den fælles landbrugspolitik er en forudsætning for udvidelsesprojektet, hvilket vi mener er et af de vigtigste skridt, der er taget af Det Europæiske Fællesskab i vores tid. Det må være alle europæeres mål at sikre fred og stabilitet i vores verdensdel. Vi har stemt nej til ændringsforslag om speciel støtte til beplantning med foderbælgplanter, som skulle være godt for miljøet. Vi mener dog ikke, at foderbælgplanter er specielt bedre for miljøet end andre plantesorter.
I disse to betænkninger følger vi PSE-gruppens retningslinjer for stemmeafgivning, med de ændringer og specifikationer, som vi mener er nødvendige af hensyn til det portugisiske landbrugs og de portugisiske landmænds interesser inden for rammerne af en fornyet og mere retfærdig europæisk landbrugspolitik. Selvom afstemningsresultaterne kan synes at pege i en retning, der er mere til fordel for disse interesser, end de oprindelige forslag, navnlig det fra Kommissionen, har vi ment det nødvendigt at stemme imod i den endelige afstemning, fordi vi mener, at det kun giver mening at træffe beslutninger om - eller med konsekvenser for - finansieringen af den fælles landbrugspolitik inden for rammerne af den endnu igangværende samlede forhandling om de egne indtægter, de finansielle overslag, finansieringen og indholdet af de politikker, der dækkes af strukturfondene, og EU's samlede politikker. Vi har derfor endnu en gang - uden derved at give afkald på vores støtte til en dybtgående reform af den fælles landbrugspolitik - fulgt det mål, hvad angår delbeslutninger, hverken at begrænse eller på forhånd at binde den forhandlingsevne, der er nødvendig for at sikre et slutresultat, som tager hensyn til Portugals interesser i den vanskelige samlede forhandling, der skal føre frem til et mere solidarisk og mere retfærdigt finansieret EU.
De svenske socialdemokrater mener, at det er rigtigt og helt nødvendigt at satse på udviklingen af landdistrikter. Vi er dog i tvivl om, hvorvidt det skal ske ved, at landbrugets produktivitet reduceres bevidst. Vi mener, at det var bedre for økonomien, beskæftigelsen og miljøet for hele landområdet, at landbruget tilpasses til markedet og udsættes for konkurrence. Betænkning af Garot (A4-0494/98)
Vi vil med denne stemmeforklaring fremhæve, at vi svenske socialdemokrater mener, at medlemslandene selv skal have lov at bestemme, om de vil tillade præmier til 20 % kvier inden for loftet for ammekøer, hvilket for Sveriges vedkommende indebærer, at loftet for handyr bør føres tilbage til det oprindelige. Det samme gælder for de oprindelige ammekokvoter. Vi nærer frygt for, hvad den øgede intensitet i produktionen, som Kommissionen foreslår, vil betyde for miljøet. For at eliminere denne frygt foreslår vi, at der forud for et større og mere gennemgribende forslag fra Kommissionen bør være beskrivelser af miljøkonsekvenserne i overensstemmelse med konklusionerne fra Rådet i Cardiff.
De danske socialdemokrater har i dag stemt nej til betænkningen af Garot om markedsordningen for oksekød. Dette er begrundet i, at betænkningen vil bevare interventionen på oksekød. Vi mener, at det er vigtigt at reducere interventionen som led i hele reformen af den fælles landbrugspolitik. Reformen af den fælles landbrugspolitik er en forudsætning for udvidelsesprojektet, hvilket vi mener er et af de vigtigste skridt, der er taget af Det Europæiske Fællesskab i vores tid. Det må være alle europæeres mål at sikre fred og stabilitet i vores verdensdel. Vi støtter det forslag, Kommissionen har fremlagt vedrørende markedsordningen for oksekød.
På mødet i går fremlagde Kommissionen sit landbrugs- og miljøforslag og den understregede med rette, hvor vigtigt det er for Europa at have et landbrug, der tager hensyn til miljøet. Imidlertid er forslaget til en reform af markedsordningen for oksekød, der også er fremsat af Kommissionen, fuldstændig i strid med ønsket om at fremme et landbrug, der tager hensyn til miljøet. Således vil Kommissionen fjerne den særlige støtte til det produktionssystem, der tager mest hensyn til miljøet, nemlig produktionen af ammekøer. I stedet for at blive fodret med proteiner, går disse ammekøer på græs. Denne landbrugsproduktion, der hovedsageligt finder sted i ugunstigt stillede og økologisk følsomme områder, vil forsvinde, hvis Kommissionens forslag vedtages i den nuværende udformning. Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa har derfor fremsat et antal ændringsforslag, der gør det muligt at redde denne produktion, som opfylder en særlig forventning hos forbrugeren både med hensyn til sundhed og fysisk planlægning. Hvis denne produktionstype forsvinder, vil regioner, som allerede er hårdt ramt af affolkning, således blive endnu svagere. Med hensyn til et prisfald på 30 % er dette uacceptabelt. Prisen på oksekød på verdensmarkedet er den halve af prisen i Europa. Et prisfald på 30 % vil altså ikke gøre det muligt at vinde markedsandele, men vil derimod både medføre en svækkelse af sektoren og et stærkt fald i indkomsten for den gruppe landmænd, der allerede har de laveste indkomster. For at rette op på dette prisfald agter Kommissionen at yde en delvis kompensation gennem direkte støtte. Men alle ved, at vores partnere i WTO vil sætte spørgsmålstegn ved denne direkte støtte, f.eks. inden for rammerne af GATT. Konkluderende vil jeg sige, at det, der i dag er foreslået os, er en stærk prisnedsættelse på oksekød, for hvilken der kun gives delvis kompensation, og i 2003 vil man forklare os, at for at opfylde vores internationale forpligtelser, er det nødvendigt at nedsætte denne kompensation. I sidste ende vil de eneste tabere være landmændene, der endnu en gang vil opleve et fald i deres indkomst, medmindre de øger produktionen ved hjælp af vækstfremmere (hormoner). Endnu en gang vil landmanden befinde sig i et dilemma: Enten må han forsvinde, eller også må han anvende en teknologi, der ikke kan forenes med en etisk og ansvarlig adfærd. Hvis ikke de ændringsforslag, vi har fremsat, vedtages og accepteres af Kommissionen, vil vores gruppe stemme mod Kommissionens forslag.
Egentlig deler vi ordførerens opfattelse, nemlig at et fald i garantipriserne for oksekød på 30 % er særdeles kraftigt. Desværre er et vist fald uundgåeligt i forbindelse med den kommende tiltrædelse af landene i Central-og Østeuropa. I disse lande er en stor procentdel af indkomsten nødvendig til fødevarer til trods for disses forholdsvis lave priser. EU's nuværende garantipriser ville være katastrofale for disse lande og udgøre en alvorlig hindring for tiltrædelse. Nedsættelse af garantipriserne til verdensmarkedets niveau går for vidt for os. Kvægavlerne i EU bør nemlig fortsat sikres en rimelig indkomst, hvilket er den bærende tanke bag den fælles landbrugspolitik. Nedsættelse af garantipriserne skal derfor ledsages af forhøjelse af indkomstkompensationerne, hvilket bliver ubetaleligt, hvis der ikke længere finder nogen prisstøtte sted. I kommissionsforslaget lægges der for lidt vægt på produktionsbegrænsning, således som ordføreren med rette gør opmærksom på. Arealudtagning og kvoter er nyttige til begrænsning af overskud, som er til stor ulempe for udviklingslande. Produktionsbegrænsning må imidlertid ikke føre til, at der opstår en kunstig knaphed, hvorved markedspriserne kraftigt ville overstige garantipriserne. Betænkning af Goepel (A4-0446/98)
Den Socialdemokratiske Gruppe mener, at mælkekvotesystemet skal afvikles så hurtigt som muligt og allersenest i 2006. Vi synes også, at det er rimeligt, at kvoterne i en overgangsperiode øges med yderligere 2 % ud over de 2 %, som er blevet foreslået. Vi mener, at interventionsprisen for smør og skummetmælkspulver skal reduceres til verdensmarkedsniveau, hvilket vil indebære en nedsættelse med 30 % i stedet for de foreslåede 15 %. Endelig mener vi, at det er meget vigtigt, at de direkte præmier baseres på den producerede mængde mælk, det vil sige mælkekvoten, og ikke på noget andet.
De danske socialdemokrater har i dag stemt nej til betænkningen af Goepel om mælk og mejeriprodukter. Dette er begrundet i, at betænkningen kun vil reducere prisinterventionen med 10 %, hvor Kommissionens forslag går på 15 %. Vi mener, at det er vigtigt at reducere interventionen som led i hele reformen af den fælles landbrugspolitik og støtter en reduktion på 30 %. Reformen af den fælles landbrugspolitik er en forudsætning for udvidelsesprojektet, hvilket vi mener er et af de vigtigste skridt, der er taget af Det Europæiske Fællesskab i vores tid. Det må være alle europæeres mål at sikre fred og stabilitet i vores verdensdel.
Skønt der findes et verdensmarked for korn, kød og proteiner, minder vores gruppe om, at der ikke findes et verdensmarked for mælk, men udelukkende for mejeriprodukter. Dette er baggrunden for I-EDN-gruppens holdning, der modsætter sig enhver nedsættelse af mælkepriserne. I øvrigt går mere end 90 % af den europæiske mælkeproduktion til Europa. Hvorfor forkaster Kommissionen så systemet om dobbelte priser og dobbelte kvoter, der anvendes i nogle lande, f.eks. Canada. Kommissionen foretrækker at sænke prisen på mælk for den samlede europæiske produktion, frem for at bevare en europæisk pris for den mælk, der bruges på det europæiske marked og frem for at fastsætte en tilpasset pris for en fast kvote, som gør det muligt for industrien og mælkekooperativer at markedsføre behandlede mejeriprodukter i tredjelandene og dette uden restitution. Denne prisnedsættelse vil blot få producenterne til at øge deres produktivitet enten ved intensivering eller ved udvidelse af deres bedrifter. I løbet af denne valgperiode har vi oplevet, hvilke vanskeligheder BSE har medført. Vi ved, at dette problem delvis skyldtes malkekvægets foder. Så hvorfor opfordre yderligere til intensivering. Med hensyn til en udvidelse af bedrifterne medfører dette en affolkning af landbrugsområderne. Der er allerede forsvundet mere end 2 millioner landmænd i Den Europæiske Union siden 1992. Ønsker vi en stigning af arbejdsløsheden? Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa vil stemme mod Kommissionens forslag, for der er intet i mælkesektoren, der retfærdiggør en reform af den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter. Betænkning af Fantuzzi (A4-0496/98)
Den Socialdemokratiske Gruppe bifalder med tilfredshed Kommissionens forslag, som er et skridt i den rigtige retning. Forbrugerne drager fordel af, at fødevarepriserne sænkes, og forudsætningerne for en eksport uden præmier øges. De foreslåede ændringer er særligt vigtige inden for kornsektoren, da den udgør et dominerende og betydningsfuldt erhverv inden for landbrugsproduktionen, og da korn er en vigtig vare inden for den animalske produktion. Vi mener, at støtten til kornensilage bør fjernes. Grunden er, at det forvrider konkurrencen, da landene i den nordlige del af Unionen ikke kan gøre brug af denne støtte på grund af klimaet. Hvis den af en eller anden grund ikke fjernes, skal de berørte landmænd i disse lande have kompensation for den prisændring på mælk og de handyr, som er forbundet med en fortsat ensilagestøtte.
De danske socialdemokrater har i dag stemt ja til den første del af betænkningen af Fantuzzi om markafgrøder og nej til den anden del. Vi støtter første del af betænkningen, som støtter Kommissionens forslag om at nedsætte interventionsprisen for korn med 30 %. Vi mener, at det er vigtigt at reducere interventionen som led i hele reformen af den fælles landbrugspolitik. Vi støtter ligeledes Kommissionens forslag om en støtteordning for visse markafgrøder, og eftersom betænkningen afviser dette forslag i betænkningens anden del, stemmer vi nej til betænkningens anden del. Kommissionens forslag fastholder obligatorisk braklægning, og de direkte betalinger til oliefrø og hørfrø holdes på samme niveau. Reformen af den fælles landbrugspolitik er en forudsætning for udvidelsesprojektet, hvilket vi mener er et af de vigtigste skridt, der er taget af Det Europæiske Fællesskab i vores tid. Det må være alle europæeres mål at sikre fred og stabilitet i vores verdensdel.
Det udkast til en reform af den fælles markedsordning, som fremlægges af Kommissionen, skal ændres grundlæggende, hvis vores gruppe skal godkende det. Med hensyn til nonfoodproduktionen er Kommissionen fuldstændig tavs. Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa finder dette yderst beklageligt og minder om den betydning, gruppen tillægger denne sektor, som muliggør betydelige fremskridt på det miljømæssige område (vedvarende energi, biomasse osv.). Med hensyn til oleoproteinprodukterne tages der i Kommissionens forslag absolut ikke hensyn til Den Europæiske Unions enorme underskud på proteiner. Som følge af forbudet mod brug af dyremel i foderet til drøvtyggere på grund af kogalskaben, er Den Europæiske Unions selvforsyning faldet fra 20 % til 10 %. I stedet for at fremme en udviklingspolitik for proteinafgrøder ønsker Kommissionen tilsyneladende at ødelægge denne virksomhed, idet den foreslår en drastisk nedsættelse af støtten til sektoren. Ud over at man med disse proteinprodukter kan nedsætte Den Europæiske Unions afhængighed af produkter fra især USA og Brasilien, vil jeg gerne minde om betydningen af denne produktion i en landbrugsmæssig sammenhæng, idet dette er en ideel vekseldrift for landmændene. En anden vekseldrift er majs. Med hensyn til denne sektor er Kommissionens forslag uacceptable i deres nuværende udformning. Således vil den europæiske majsproduktion blive reduceret voldsomt, hvis vi vedtager den reform, der er foreslået os. Imidlertid vil jeg gerne minde om, at kvaliteten af vekseldriften med hensyn til jorden gør det muligt at undgå en vekseldrift med udelukkende hvededyrkning. Alle landmændene ved, at uden en vekseldrift falder jordkvaliteten, og dette tvinger dem til at øge anvendelsen af gødning og phytosanitære produkter. Afsluttende, hr. formand, er det nødvendigt, at funktionærerne i Kommissionen i Bruxelles gør sig den umage at undersøge de rent økonomiske hindringer for landmændene i stedet for at udarbejde forslag, der er teknokratiske og sofistikerede. Målet med visse direktiver - og visse forordninger - er at skabe et landbrug, der i højere grad tager hensyn til miljøet, og som bruger mindre gødning (direktivet om nitrat), mindre phytosanitære produkter (direktivet om reststoffer i fødevarer og ansvar i forbindelse med fødevarer). Men der er en stor modsigelse mellem disse positive retningslinjer og forslaget om reformen af den fælles landbrugsordning, som er fremlagt for os. For at afhjælpe manglerne og svaghederne i Kommissionens forslag har vores gruppe indgivet et antal ændringsforslag, som skal godkendes af kommissærerne, ellers vil vi stemme mod forslaget. Betænkninger af Mulder, Graefe zu Baringdorf, Garot, Goepel og Fantuzzi
Vi har valgt hovedsageligt at støtte Kommissionens forslag i forbindelse med afstemningen om landbrugsdelen i Agenda 2000. Efter vores opfattelse fører det til større konkurrenceevne for europæisk landbrug på det internationale marked, hvilket igen fører til øget velstand. Selv priserne på fødevarer til forbrugerne bliver lavere og mere end kompenserer for de budgetudgifter, der er begyndt at stige. En reform i overensstemmelse med Kommissionens forslag vil desuden gøre udvidelsen af Unionen lettere.
I de mange afstemninger om støtte til landbruget har jeg, efter evne, forsøgt at stemme for en fjernelse af subventionerne og for en øget liberalisering inden for fødevaresektoren. Med hensyn til forskellige miljøkrav bør målet for EU's landbrugspolitik være en fuldstændig afvikling af subventionssystemet, og at landmænd og andre producenter af fødevarer sidestilles med andre producenter i Unionen.
Jeg ønsker landbrugspolitikken ændret i retning af et system, der er baseret på markedsvilkårene. Det må være målet med reformerne af EU's landbrugspolitik. Reformerne skal dog ske med skyldig hensyntagen til overgangsordninger og til miljøet.
I den endelige afstemning om de nævnte betænkninger har vi konsekvent stemt nej først og fremmest af følgende grunde: Betænkningerne afspejler parlamentsflertallets uvilje mod at acceptere den nødvendige reform af og kursændringen i den fælles landbrugspolitik. Især betænkningerne af Garot, Fantuzzi og Goepel kan nærmest sammenlignes med rene sabotageforsøg mod Kommissionens og Rådets reformbestræbelser. Kommissionens forslag om reducerede interventionspriser som led i omstruktureringen modarbejdes både af krav om fuld kompensation via direkte støtte og ved etablering af en ny støtte eller andre indgreb i markedsordningen. Med parlamentsflertallets krav mindskes området for den aktive politik vedrørende landdistrikter, som er nødvendig for at skabe alternative erhvervsmuligheder for landbrugsfamilier og øvrige beboer i landdistrikterne. Vi støtter Kommissionens almindelige bestræbelser på at reformere landbrugspolitikken og især betydningen af en mere generel politik vedrørende landdistrikterne. Vi støtter forslaget om en reduceret intervention. Vi stiller os tvivlende over for eller forholder os kritiske til visse konkrete elementer, f.eks. de såkaldte horisontale foranstaltninger, hvor mulige følger burde granskes nøjere. Selv mangelen på en overordnet beskrivelse af miljøkonsekvenserne af lignende reformforslag er en fejl, som bør udbedres. Det er også uundgåeligt i det fortsatte reformarbejde at tage spørgsmål om eksportsubventionerne op, som både er et problem i sig selv, og som har negative konsekvenser for den internationale fødevaresituation. Vi har forståelse for, at en omfattende reform skal gennemføres gradvist og under iagttagelse af store sociale hensyn, især til de talrige små bedrifter, som findes i de fleste medlemslande. Vi er imod en hæmningsløs liberal markedspolitik på landbrugsområdet efter New Zealand-modellen. En sådan politik vil bidrage yderligere til at forvrænge verdensmarkedet og skade fødevareproduktionens vilkår i den tredje verden. Landbrug er et erhverv, som drives under specielle forhold, hvor en dogmatisk økonomisk teori og markedsfilosofi ikke er anvendelig.
Med denne stemmeforklaring ønsker vi, at der ikke skal herske tvivl om vores holdning til de forslag, som Europa-Parlamentet netop har stemt om. Der er blevet taget hensyn til nogle af vores ændringsforslag. Det er imidlertid mere end tydeligt, at ændringerne - selvom de er positive - kun formår at påvirke delaspekter af betænkningerne, ikke hverken deres fundamentale indhold eller deres retningslinjer. Man skulle have forhindret, at denne reform blot blev en uddybelse af reformen fra 1992, så man kunne været kommet af med den forskelsbehandling, som den indførte - og gjorde værre - mellem landmænd, regioner og produktioner, med dybtgående følger i form af nedgang i antal landbrugsbedrifter, ørkendannelse af landbrugsområder og fattiggørelse af de små og mellemstore bedrifter og af familielandbruget. Man skulle have forhindret forsøget på underkastelse under WTO, men have sagt nej til nye prisnedsættelser, der vil føre til ny indtægtsnedgang for landmændene - der i Portugal allerede er faldet 13 % i hvert af de to sidste år - uden en fuldstændig og total kompensation. Man skulle have indført finansiel udligning, som drastisk begrænsede støtten til de store landmænd, så den i stedet kunne komme de små og mellemstore bedrifter til gode. Man skulle have gennemført en ægte graduering og ikke på dette punkt have accepteret det bedrag, som Rådet forsøgte at gennemføre. Derfor stemmer vi imod forslagene om reform af ordningerne for kød, mælk og korn og forordningen om horisontale foranstaltninger, idet vi samtidig, fordi vi mener, at det er særdeles på sin plads, henleder opmærksomheden på Den Socialdemokratiske Gruppes modstand mod principperne for en ægte graduering. Vi stemmer ligeledes imod forslaget til forordning om finansiering af den fælles landbrugsordning, hvor der er blevet vedtaget et ændringsforslag fra hr. Arlindo Cunha i Landbrugsudvalget, der klart lægger op til, at Rådets forslag om medfinansiering af denne fælles politik kan blive vedtaget. Da dette portugisiske medlem har åbnet denne dør, vil det givet blive lettere at få renationaliseret omkostningerne til den fælles landbrugspolitik, forskelsbehandlingen og de negativ følger for samhørigheden vil blive større, traktaterne vil ikke blive overholdt, og der bliver sået tvivl om de grundlæggende solidaritetsprincipper.
Er Europa-Kommissionen så fyldt med gaucho - et insektmiddel, der gør vores bier gale - at den selv har tabt retningssansen, og dermed også sansen for en god ligevægt, der er anbefalet for en europæisk landbrugsmodel? Dette bliver mere og mere tydeligt for enhver i betragtning af de fremsatte forslag, de ubesvarede ændringsforslag, Kommissionens diskretion, når det drejer sig om at nå målet om destabilisering under dække af en finansiel argumentation, inden for rammerne af de retningslinjer, der gør det muligt at nå andre mål, nemlig: at reformere strukturfondene for at udvidelsen skal lykkes på langt sigt og give vores amerikanske partere sikkerhed inden for WTO-forhandlingerne.-at kontrollere og at træffe beslutninger uden at referere til medlemsstaterne eller til Parlamentet er en typisk adfærd.Det er sandt, at ved det sidste forslag om mistillidsvotum var Kommissionen meget tæt på at ryge! For at forhindre Europa-Parlamentet i at afsende en økonomisk sund og logisk udtalelse om forskellige markedsordninger og andre reformer af Agenda 2000, er det mest enkle at skabe en »genetisk ændret mammut« og en syndebuk for medlemsstaternes landbrugspolitikker. Rådet vil komme med en afgørelse! For det kan Europa-Parlamentet selvfølgelig ikke i forbindelse med et valg i betragtning af dets sociale, økonomiske og kulturelle forskelle. Fra kompromis til kompromis, med tildeling af en check til nogle og drikkepenge til andre, støtte her og der, mere eller mindre som følge af produktionerne, menneskerne, personlige situationer, klimaer og politikker, bringer Kommissionen med sine handlinger Den Europæiske Union i miskredit, men det bliver bønderne, der fungerer som vogtere af jorden og fysiske planlæggere, der kommer til at betale. I-EDN-gruppen vil ikke stemme for den lovgivningsmæssige beslutning og håber på, at forårets første solstråler vil bringe håb for denne sag, der handler om det europæiske landbrugs og især de unge landmænds fremtid.
Jeg er enig med Europa-Kommissionen i, at man ikke bør ændre den gamle finansieringsmodel for den fælles landbrugspolitik radikalt. Selvom denne model har brug for at blive ændret på visse punkter, har den dog udgjort et effektivt og virkningsfuldt støtteinstrument for Europas landbrug. Jeg er enig i, at det er nødvendigt at medtage indsatsen inden for udvikling af landdistrikter i fondens garantisektion, så man sikrer en modernisering og en differentiering ud over programmerne i mål 1, og jeg vil gerne understrege vigtigheden af, at man i nævnte sektion medtager de aktioner, der tager sigte på en forbedring af landbrugsprodukternes kvalitet, hvad enten der er tale om fødevarer eller ej, med det endelige mål at sikre de europæiske producenter en passende rentabilitet for den investerede kapital. Jeg er også enig i, at det er nødvendigt, at man i udviklingssektionen medtager de foranstaltninger til udvikling af landdistrikter, der er planlagt inden for mål 1 og fællesskabsinitiativerne. Med hensyn til Parlamentets kontrolbeføjelser mener jeg, at plenarforsamlingen bør gribe ind i afregningsfasen. Jeg er desuden enig i, at man skal sikre den nationale medfinansiering af indkomststøtten til landmændene, så der i højere grad bliver lagt vægt på princippet om støttens subsidiaritet. Endelig bifalder jeg den udøvende magts forslag om at indføre en ny ordning for direkte støtte til landmændene; en ordning, der tager sigte på en nedsættelse af den direkte støtte på baggrund af en bevægelig skala, der ændrer sig alt efter den anvendte arbejdskraft og miljøkravene. Jeg mener dog ikke, at det er rigtigt at sætte et maksimumsloft over indgrebene, så loftet afhænger af overholdelsen af miljøbestemmelserne. Generelt mener jeg, at det er vigtigt, at reformen af den fælles landbrugspolitik inden for Agenda 2000 finder sted inden næste forår, og at den beskytter de små landmænds interesser, selvom den tager højde for nogle foranstaltninger til beskyttelse af forbrugerne og til at gøre landbruget markedsorienteret og beskytte miljøet. De små landmænd udgør nemlig en stor procentdel af den fremherskende landbrugsøkonomi i visse europæiske regioner - f.eks. i Syditalien - og de skal kunne regne med at få en støtte som kompensation for de øgede udgifter, reformen medfører. Indstilling ved andenbehandling af Liese (A4-0012/99)
Vores grundlæggende holdning er baseret på, at omfattende redegørelser - præsenteret af bl.a. Kommissionen - viser, at handelspræferencerne ikke har fungeret som en reel drivkraft. Vi mener således, i overensstemmelse med Rådets forslag, at bananprotokollen kun skal anvendes, så længe konventionen er gyldig. I udvalgets ændringsforslag tales der om handel, som skaber større lighed. Vi er principielt positivt indstillet over for »solidarisk handel«, men vi mener, at støtten ikke bare kan koncentreres til sådan en produktion. Efter vores mening bør prioriteringen i stedet være, at støtten fører til diversificering, det vil sige bort fra afhængigheden af bananproduktion - støtten skal ydes gennem staten. Vi mener, at det er vigtigt med lokal ledelse, og at administrationen derfor bør placeres i modtagerlandet. På grund af ovenstående kan vi ikke tilslutte os udvalgets ændringsforslag 1, 2, 6, 7, 8, 9, 11, 12, 13, 15, 17 og 20.
Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa har stemt for hr. Lieses betænkning. Parlamentet bør således støtte enhver indsats, Unionen og medlemsstaterne gør for at hjælpe vores partnere i Afrika og Vestindien med at overkomme de negative økonomiske konsekvenser, der er et resultat af ændringerne af den fælles markedsordning for bananer efter de bemærkninger, der er fremsat af WTO. Imidlertid må man beklage, at hr. Lieses betænkning giver vores modstandere ret, idet der i betænkningen anmodes om, at der til dette program tilføjes en hjælp til omstilling til bananproducenterne. Således befinder vi os i den paradoksale situation, at vi, efter at have ændret vores fælles markedsordning i den retning, som panelet fra WTO ønskede det, skal forsvare overensstemmelsen heraf over for en modstander, USA, som på forhånd afviser at efterleve enhver afgørelse, der ikke går i retning af en afvigelse fra ordningen. Ud over vores forpligtelser over for vores partnere i udviklingslandene, der har lige så stor politisk betydning som de forpligtelser, vi har indgået inden for rammerne af WTO, antager den nuværende banankrise en eksemplarisk karakter, og løsningen heraf skaber retspraksis: Enten bliver det bevist, at overholdelsen af loven og de internationale forpligtelser er berettigede krav, eller også vil der i den globale handel, som vi kender den i dag, kun være én regel, der gælder, nemlig ensidetheden, den stærkestes regel. Det væsentligste spørgsmål, som denne strid skaber, er følgende: Hvilket mål har den amerikanske regering med dette overbud? Hvad får et land, der ikke fremstiller én eneste banan, til at løbe risikoen for en økonomisk krig med Europa, Vestindien og en del af Afrika? Ville globaliseringen for USA så blot være gennemførelsen af amerikansk lov på verdensplan? Kommissær Brittan fremsatte i forgårs over for Økonomiudvalget forskellige aspekter af striden om bananer og lagde ansvaret over på visse multinationale virksomheder, navnlig Chiquita. Denne udlægning er en underdrivelse. Denne krise sætter således hele den tværatlantiske dialog på en hård prøve. Det er anvendeligheden af Den Transatlantiske Virksomhedsdialog og anvendeligheden af topmøder, der er på spil. Det sande spørgsmål, der opstår på grund af banankrisen, er: Accepterer vi eller accepterer vi ikke loven om ensidighed og at WTO's regler omgås gang på gang? Betænkning af Kindermann (A4-0481/98)
Hr. formand, jeg har stemt mod Kindermann-betænkningen, som ikke behandler ægproducenterne seriøst, og som taler til folks følelser, idet den skjuler en økonomisk offensiv bag gode hensigter om dyrevelfærd. De forskere, der er specialiseret i produktionen af dyrefoder, og som jeg mødte i Bretagne, viste mig, at en undersøgelse af forslagene i det ændrede direktiv ikke kunne påvise en forbedring af kyllingernes velfærd. De kommunikationsmetoder, der blev taget i brug af pressionsgrupper, hvor man klædte parlamentsmedlemmer ud som æglæggende høner, tog billeder af dem, uddelte hønsebure i vores brevkasser, er utilstedelige aktioner i et parlament. Hvem betaler for alt det, hvis det ikke er dem, der er interesseret i at ødelægge ægproduktionen? Hvor i denne betænkning ser vi bekymringen for forbrugernes helbred, eftersom man foretrækker, at æggene lægges i beskidte og støvede redekasser, så længe hønsene bare er lykkelige? Europæerne er chokerede over at se, at Europa er mere optaget af levesteder for høns end at huse de mennesker, der er nødt til at sove under broer, og som til tider også kun har dun til at varme sig med. Lad os genfinde fornuften, lad os holde op med at give efter for pressionsgrupper, som kun eksisterer i kraft af de penge, de modtager fra de lande eller virksomheder, de handler for, når de får folk i de små hjem til at græde.
Hr. formand, til Kindermann-betænkningen om burhøns vil jeg sige, at vi fra de danske socialdemokraters side går ind for alt, som går i retning af at afskaffe burhøns. Der er faktisk et kraftigt forbrugerønske om fritgående høns under forskellige former. Jeg mener, det er vores opgave at være med til nu at føre landbrugsproduktionen up to date og ikke hænge fast i gamle produktionsformer, der ikke tager hensyn til dyrenes velfærd. Det skridt, der er taget her i dag, er for mig at se en delsejr for den holdning, der går ud på, at vi skal af med disse bure. Det går ikke hurtigt nok efter vores mening, men det er en delsejr, at de ændringsforslag, som vil afskaffe denne produktionsform i løbet af de næste 10 år, blev vedtaget. Det var godt, og jeg håber også, at Kommissionen, som nu er gået, forstår det her, og jeg håber, at Rådet i sine forhandlinger også vil tage hensyn til de ting, der er blevet vedtaget her i Parlamentet i dag.
Hr. formand, jeg er meget glad for, at Parlamentet har vedtaget Kindermann-betænkningen, og at navnlig de ændringsforslag, der kræver en total afvikling af æglægningsbursystemet inden 2009, også er blevet vedtaget. Jeg håber, at Kommissionen og Rådet lytter til Parlamentets synspunkt i denne sag. Jeg kunne ikke være mere uenig med fru Guinebertière. Selvfølgelig bekymrer jeg om de hjemløse, men bekymring for dyrevelfærd og bekymring for menneskers velfærd går hånd i hånd. Dette er et meget progressivt og vigtigt fremskridt. Det er noget, som Parlamentets tværpolitiske gruppe om dyrevelfærd, som jeg for øjeblikket har den ære at være formand for, har forlangt i meget lang tid. Vi må sætte en stopper for denne situation, hvor det er producenterne, der dominerer vores samfund, og må sikre, at der tages langt mere hensyn til forbrugernes og almindelige menneskers bekymringer. Det langtovervejende flertal af befolkningen fordømmer fabrikslandbrug og buræglægningssystemet. Den kendsgerning, at der sælges flere og flere æg fra fritgående høns, og at flere og flere detailhandlere nu går over til at sælge æg fra fritgående høns er et bevis på befolkningens bekymring i mange EU-lande. Lad os håbe, at vi får mange flere eksempler på dette meget vigtige og progressive fremskridt.
Vi vil gerne takke ordføreren for et vel gennemført arbejde med en vigtig betænkning. Spørgsmålene om æglæggende høner i forskellige produktionssystemer er graverende set fra et dyrebeskyttelsessynspunkt. Derfor hilses Kommissionens forslag til betænkning velkommen. Når dyrebeskyttelsen styrkes, er det vigtigt, at produktionssystemerne udformes efter det, som videnskabeligt kan dokumenteres som værende mest tilfredsstillende, således at dyrenes naturlige adfærd ikke hæmmes. Samtidig skal disse systemer være udformet således, at de opfylder strenge arbejdsbeskyttelseskrav for de arbejdstagere, der arbejder i disse anlæg. Vi bifalder udvalgets forslag om at styrke dyrebeskyttelsesaspekterne, men mener, at en forsinket gennemførelse af direktivet ikke kan anses for at være begrundet.
Jeg stemmer for dette beslutningsforslag i dag. Jeg er en ivrig fortaler for dyrevelfærd og har modtaget mange breve fra vælgere i min valgkreds om dette spørgsmål. Dette beslutningsforslag er blot et første skridt henimod et totalforbud mod ægproduktion ved brug af æglægningsbure over hele EU. Burhønsehold er unægteligt dyremishandling. Høns holdes rutinemæssigt undertiden fire eller fem på én gang i æglægningsbur gennem hele deres liv. Burene er så små, at de end ikke kan strække deres vinger. Burhønsehold er også unødvendigt. De britiske forbrugere er i stand til og villige til at købe æg fra fritgående høns. De vil hellere betale lidt mere for deres æg end støtte umenneskelige opdrætningsmetoder. Storbritanniens Labour-regering går i spidsen. Vi har bebudet vores hensigt om at afvikle burhønsehold i Det Forenede Kongerige. Dette er i skarp kontrast til den ligeglade holdning, der blev lagt for dagen af vores konservative forgængere, der altid satte velstand forud for velfærd, hvad enten det drejede sig om høns eller mennesker. Men et effektivt forbud må være et forbud på EU-plan. Burægsproducenter må ikke få lov til at udøve deres grusomme håndværk andetsteds i Europa. For Storbritannien, der er kendt for at være et land af dyrevenner, kan et sådant forbud ikke komme hurtigt nok. Betænkning af Hermange (A4-0004/99)
Spiller familien stadig en rolle i vores europæiske samfund her ved udgangen af det 20. århundrede? De debatter, der jævnligt ryster vores nationale parlamenter, de regionale myndigheder og medierne efterlader ingen tvivl om dette. Sociologerne og demograferne er alle enige om, at det er familien, der skaber sammenhængen i et socialt system. Uden familien ville intet samfund kunne fungere. Hvis vi anerkendte denne kendsgerning globalt, måtte vi ligeledes anerkende, at det er tvingende nødvendigt for vores nationalstater at beskæftige sig med familien i forbindelse med, at befolkningen bliver ældre. Hvem er bedre end familien til at bekæmpe udstødelse og isolation? Hvem opdrager først og fremmest børnene? Hvem tager sig mest af ældre og handicappede familiemedlemmer? Hvem sikrer solidariteten mellem generationerne? Selvom svaret er næsten ens i alle 15 medlemslande, er der dog stor forskel på medlemsstaternes måde at løse problemet på. Familiepolitikkerne er yderst forskellige, og eftersom der ikke findes en juridisk og retlig anerkendt familiekompetence, er der indtil nu ikke blevet gjort forsøg på konvergens. Derfor skylder Unionen sig selv at gøre disse argumenter gældende inden for egne institutioner og inden for medlemsstaternes regeringer. Man kan ikke have et velafbalanceret samfund uden aktivt at støtte familien. Den familievenlige politik fortjener at blive støttet af en global indsats, som sætter barnet i centrum af samfundet. En familiepolitik kan ikke begrænses til udbetalinger af understøttelser og ydelser, men den skal omfatte boligspørgsmålet, rekreative infrastrukturer, modtagelse af det lille barn, ledsagelse gennem skolegangen. På trods af fremskridt i de internationale instanser har børn krav på større beskyttelse. Også her kan familiestrukturerne spille en afgørende rolle i kampen mod fattigdom, børnearbejde, børneprostitution, vold og pædofili. Jeg stemmer altså for Hermange-betænkningen og bestemmelserne heri, fordi den udviser en egentlig vilje til konkrete aktioner og ikke kun er et katalog over generøse idéer. Jeg tænker f.eks. på de meget konkrete foranstaltninger om en vurdering af fællesskabsakternes indvirkning på familierne. Europa-Parlamentet skal spille en meget stor rolle i sådanne projekter.
Fiasko i skolen, stigende ungdomskriminalitet, asocial adfærd, narkotikamisbrug, marginalisering, rækken af forfærdelige konsekvenser af den ødelagte solidaritet i familierne er endeløs. Skæve alderspyramider, pensionsordninger, der trues, social beskyttelse i fare, en yderst bekymrende nedgang i den aktive befolkning, også her kan vi blive ved med at opremse katastrofale konsekvenser af det demografiske sammenbrud. Alligevel angriber visse personer familien ustandselig, især når den er baseret på ægteskab. Men der mangler konsekvens, når de samme personer begræder konsekvenserne af deres hidsige ideologi. Det er imidlertid klart, at familien altid, selvom familiestrukturen har udviklet sig gennem tiden, har udgjort de naturlige rammer omkring børns ankomst, folks alderdom, solidaritet mellem generationer og opdragelse af unge samt været en garanti for samfundets fremtid og stabilitet. Fru Hermanges betænkning indeholder glimrende ting, f.eks. at alle forslag til fællesskabsretsakter ledsages af en oversigt over deres konsekvenser for familierne, og man kan kun være enig i opfordringen til medlemsstaterne om at føre specifikke familiepolitikker, der skal støtte og beskytte familien set ud fra et økonomisk synspunkt og i dens opdragelsesmæssige funktion samt skabe solidaritet mellem generationerne. Alligevel kan man, for så vidt som familiepolitikken ikke hører under Den Europæiske Unions kompetence, undre sig over forslaget om at oprette en »klart identificeret enhed« inden for Kommissionen. Idet alle kender denne eminente institutions evne til ustandseligt at udvide sine kompetencer, er det berettiget at frygte, at udviklingen går i modsat retning af subsidiaritetsprincippet. Slutteligt tillader jeg mig at beklage, at ordføreren udtaler sig mod alle ændringsforslagene fra vores gruppe, ikke på grund af indholdet, men udelukkende for at kunne indgå kompromis med De Europæiske Socialdemokraters Gruppe.
Vi har undladt at stemme til betænkningen af Hermange. Vi deler fuldt ud det synspunkt, at familiepolitik er medlemsstaternes ansvar og kompetence, og derfor skal EU ikke blande sig. Vi kan derfor ikke støtte de afsnit i betænkningen, der omhandler Europol og Kommissionens ansvar for forskellige initiativer i forbindelse med medlemsstaternes politikker samt overvejelserne med hensyn til et europæisk retsområde. Vi er af den overbevisning, at børn skal beskyttes mod overgreb, at de skal integreres i samfundet og have passende tilbud på undervisnings- og socialområdet m.m., men det er og bliver et ansvar for medlemsstaterne.
I den endelige afstemning om denne betænkning stemte jeg imod hele betænkningen, da jeg mener, at familiepolitikken, inklusive beskyttelse af familien og barnet, fortsat bør være et nationalt anliggende, som ikke bør behandles og besluttes på EU-niveau.
I vores europæiske samfund, hvor vi samtidig oplever adskillige grundlæggende forandringer, bør børns uddannelse, beskyttelse og velfærd være et centralt punkt for vores bekymringer. Selv inden for Den Europæiske Union er alt for mange børn ofre for fattigdom, udnyttelse eller mishandling til at man kan se bort fra, at det er et symptom på noget grundlæggende forkert, som ødelægger vores samfund, og som derfor kræver politisk handling. I lighed med ordføreren tror jeg, at der er behov for, at myndigheder på alle niveauer i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet giver en betydningsfuld plads til politikker om modtagelse og ledsagelse af børn. Fra denne synsvinkel ville det være meget effektivt, hvis Kommissionen foretager en grundig overvejelse om de politikker, der skal føres på de forskellige niveauer med henblik på at sikre børn de bedste betingelser for en harmonisk opvækst. Denne overvejelse skal være ambitiøs og omfatte et bredt handlingsområde, der dækker problemets økonomiske, sociale og kulturelle dimensioner. Jeg støtter uden forbehold de fremsatte forslag i beslutningen, som er fremlagt for os. Jeg mener således, at der på alle niveauer skal findes midler til at rette op på de uretfærdigheder, der begås mod børn, eller på de barske betingelser, der tilbydes børnene i den økonomiske, sociale og kulturelle virkelighed. Vi skal dog have mod til at understrege, at ingen politik nogen sinde må erstatte en god hensigt og en ægte dialog mellem forældrene. Og dette uanset om de bor under samme tag eller ej. De ansvarlige politikere bør have mod til at huske forældrene på, at uanset deres civilstand og personlige forhold har de ved at få et barn sammen indgået en forpligtelse til at bevare en indbyrdes dialog, fordi de uden en dialog overlader deres barn til sig selv.
Vi sympatiserer med meget af det, som er nævnt i betænkningen om børns vilkår i EU's medlemslande. Vi kan dog ikke støtte kravet om en »sammenhængende og samordnet familiepolitik«, særlige rådsmøder eller en fastere struktur for familiepolitiske spørgsmål på kommissionsniveau. Vi er desuden utrolig skeptiske over for at henvise til Europol og SIS. Konferencer om børns vilkår arrangeres allerede af Europarådet og FN, hvor EU's medlemslande er repræsenterede. Vi vælger derfor at undlade at stemme på anbefalelsesværdige punkter og stemmer imod i den endelige afstemning.
Jeg vil gerne takke mine kolleger i Parlamentet for at have vedtaget betænkningen om beskyttelse af familien og barnet. Der er aldrig tidligere i Parlamentets historie blevet behandlet en betænkning om dette ømtålelige emne. Parlamentet har indtil nu af ideologiske grunde og af manglende vilje til at beskytte familien og barnet ikke beskæftiget sig med dette vigtige emne. Der fremkom juridiske argumenter under påskud af subsidiaritetsprincippet. Det er sandt, at man ikke må undervurdere disse juridiske hindringer, men vi kan ikke på den ene side sige, at Europa er for teknokratisk, at det ikke kun må være et Europa for købmænd, og på den anden side vise os fjendtlige, når det drejer sig om at iværksætte et Europa, der er til glæde for mennesker. Derfor glæder jeg mig over denne afstemning. Jeg glæder mig også over, at det er min politiske gruppe, Gruppen Union for Europa (UPE), som har viderebragt en besked om optimisme i forbindelse med familier og børn. Endelig vil jeg gerne sige, at når jeg, som ordfører for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, har måtte modsætte mig et antal ændringsforslag, der var grundlæggende, er det udelukkende, fordi disse indebærer grundlæggende ændringer, og eftersom der er fundet et kompromis, er jeg nødt til at tage hensyn til dette. I modsat fald risikerer vi, at vi ikke kan skabe et flertal omkring denne tekst, og at vi således kommer til at berøve familierne og børnene i Europa konkrete fremskridt. Til de personer, der har fremsat ændringsforslag, der forsvarer familien som den essentielle bestanddel af vores samfund, en familie, der er baseret på et par, der tilbyder solide opdragelsesmæssige rammer, vil jeg gerne give udtryk for min enighed og fuldstændige støtte. Jeg takker Dem for Deres grundlæggende bidrag til denne vigtige overvejelse med henblik på at skabe et mere humant Europa, der er bygget på solide værdier, her ved begyndelsen af det 21. århundrede.
Formålet med denne betænkning er naturligvis prisværdigt, og indholdet skal tages med stor alvor, da det gælder børns velbefindende. Mange af punkterne og intentionerne i betænkningen er også meget gode, og jeg kan støtte dem. Jeg har dog to vigtige indvendinger. For det første går betænkningen indirekte ud fra, at en familie skal defineres som mand - kvinde - barn. Sådan er det også i de fleste tilfælde. Men jeg så gerne, at man også tog hensyn til andre familiesituationer, f.eks. homoseksuelle, der har børn. I Sverige undersøges netop nu spørgsmålet om, hvorvidt homoseksuelle par skal have mulighed for at adoptere børn på legal vis, hvilket jeg mener er godt. Det ville have været godt, hvis netop dette aspekt blev taget op. For det andet behandles mange af kravene og intentionerne vedrørende beskyttelse af børn og børns velbefindende i dag på nationalt, regionalt eller kommunalt niveau, det vil sige tæt på de berørte parter. Jeg synes ikke, at spørgsmål vedrørende børneomsorg skal behandles på EU-niveau af flere grunde. EU's subsidiaritetsprincip skal gælde. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke bekymrer mig om børnenes situation i f.eks. Grækenland. Men forudsætningerne for mange af disse spørgsmål er vidt forskellige, og jeg tror, at en indblanding fra EU's side vil skabe en kompliceret situation. At lande og regioner deler viden og evner med hinanden, betragter jeg dog som en selvfølge.
De fleste konkrete forslag i betænkningen er gode. Mange er imidlertid af en sådan art, at de ikke hører hjemme på EU-niveau. Det er kommunale, regionale eller nationale spørgsmål. Jeg støtter alle forslag, som handler om at forsvare børns rettigheder, men kan ikke støtte forslag, som indebærer, at man vil indføre en fælles familiepolitik på EU-niveau. Betænkning af Hardstaff (A4-0403/98)
På fællesskabsplan baseres forvaltningen af fiskeressourcerne på tre vigtige punkter: fastsættelse af fiskekvoter for visse arter, bestemmelser for fiskeriindsatsen og de tekniske karakteristika for forskellige fiskeredskaber. Dette muliggør at styre fangsterne og bevare de forskellige fiskebestande. Det er sandt, at fiskeriaktiviteten medfører et ressourcespild. Dette ressourcespild skyldes hovedsageligt overbordkastning af fisk. I betænkningen fra vores kollega Hardstaff fremhæves problemet og dets kompleksitet. Alligevel har vores gruppe indgivet et vist antal ændringsforslag til betænkningen, idet dens måde at behandle visse af fiskeriets tekniske problemer, såsom anvendelse af trawl med kvadratiske masker eller forbud mod anvendelse af drivgarn, er angribelig. Med hensyn til anvendelse af trawl med kvadratiske masker skal man vide, at flere videnskabelige undersøgelser har vist, at denne metode i visse tilfælde og for visse arters vedkommende er mindre selektiv end de traditionelle fangstposer. Derfor mente Rådet ikke, da det vedtog forordning 850/98, at man burde generalisere dette redskab. Med hensyn til anvendelse af drivgarn er det første gang, man drager en sammenligning mellem dette problem og overbordkastning af fisk. Overalt i verden, undtagen i EU's institutioner, anses drivgarnet som et af de mest selektive fiskeriredskaber. Endelig kan vi kun støtte forslaget om at begrænse eller forbyde overbordkastning af visse arter, og vi beder Kommissionen undersøge dette forslag omhyggeligt. Betænkning af Titley (A4-0482/98)
Global nedrustning er et overordnet mål for sikkerhedspolitikken, og det forudsætter, at våbenproduktion og salg af våben mindskes. Den Europæiske Union bør tage initiativet og føringen, når det gælder nedrustning og begrænsning af våbenhandel. Når man diskuterer en europæisk forsvarsindustri, skal målet vedrørende global nedrustning altid tages med i betragtning (især med henblik på, at EU's medlemslande tilsammen er verdens næststørste aktør på det internationale våbenmarked). I punkt 3 i betænkningen fremføres det, at en europæisk forsvarsmaterielpolitik er et vigtigt element i etableringen af den europæiske sikkerheds- og forsvarsidentitet inden for NATO. Sverige er et neutralt land og ikke medlem af NATO og kommer ikke til at indgå i et fælles forsvar. Det er også en forkert vej at gå, nemlig først at oprette institutioner for våbenproduktion, før beslutningen om et fælles militært forsvar er truffet. Hvad angår artikel 223 i Rom-traktaten, kan våben ikke opfattes som hvilke som helst varer eller produkter og sælges frit, men der kræves særligt restriktive regler for våben. EU skal spille en aktiv rolle, ikke for at udvide forsvarsindustriens ret til at producere og eksportere våben, men ved at arbejde for skærpede regler for begrænsning af våbensalg og våbenproduktion.
Vi stemmer mod Titley-betænkningen, da vi på ingen måde kan støtte EU's våbenpolitik, som hænger tæt sammen med ambitionerne om at etablere en EU-forsvarspolitik inden for rammerne af FUSP. Betænkningens opfattelse af, at våbensektorens produktion skal tilpasses aktionerne, der skal tages i FUSP-regi og deres specifikke krav til det militære materiel, dokumenterer et ønske om at gøre EU til en militær supermagt - et ønske vi vender os imod.
Manglerne i FUSP, mangelen på en veritabel europæisk sikkerheds- og forsvarsidentitet, mangelen på et egentligt bevæbnet operationelt organ, spredningen af budgetter på grund af deres fordeling på landene og spredningen af kontrakter i forbindelse med forsvaret af samfund, der både er for mange og for små, gør Den Europæiske Union og medlemsstaterne iøjefaldende inkompetente og militært afhængige. Vi ser hele tiden de tragiske resultater heraf i vores nyere historie og i nutiden. Og dette blot nogle få kilometer fra Europas ydre grænser. Det er således på høje tid, at det indre marked udvides til at omfatte forsvarsudstyr. Den handlingsplan, Kommissionen foreslog i sin anden meddelelse, går helt sikkert i den rigtige retning. Jeg deler i øvrigt fuldt ud vores ordførers holdning, når han siger, at iværksættelsen og udviklingen af en teknologisk og industriel forsvarsbase forudsætter et tæt samarbejde mellem Den Vesteuropæiske Union og EU, og at EU får observatørstatus i de europæiske samarbejdsorganer i forbindelse med oprustning. I det mindste inden for rumområdet er en omstrukturering af de europæiske industrier tilsyneladende på vej. Hvis industrierne skal lede an, har de dog brug for en klar referenceramme, der er givet af EU og medlemsstaterne i medfør af FUSP. Medlemsstaterne har i lige så høj grad brug for et fælles organ i forbindelse med våbenbrug. Kun en sådan aftale vil give de stordriftsfordele, som muliggør samlede køb. Jeg er altså fuldt ud enig med vores ordfører, når han fastsætter behovet for en aftale mellem medlemsstaterne om mål, der er klart defineret inden for rammerne af FUSP, både hvad angår udenrigspolitik og sikkerheds- og forsvarspolitik.
Målet skal være en global nedrustning, som skal ske gensidigt. EU bør tage teten i spørgsmål om nedrustning og våbenkontrol. Sådan et perspektiv savnes helt i betænkningen. Minimumsregler for bekæmpelse af våbeneksporten kunne være en løsning. Jeg bifalder ikke ordførerens forslag om forskningspenge til militære formål inden for EU eller forslaget i punkt 3 om en europæisk forsvarsmaterielpolitik. Dette forslag tager ikke hensyn til, at flere af EU's medlemslande er neutrale, militært alliancefrie og står uden for NATO og WEU, f.eks. Sverige. På den baggrund har jeg stemt nej til betænkningen.
Initiativet til at iværksætte Den Europæiske Unions strategi vedrørende de forsvarsrelaterede industrier har helt klart til formål at øge våbensalget og finde nye markeder for EU's våbenproducenter. EU går i nøjagtig samme retning som USA, og det, mange af os spekulerer på, er, om EU's skatteydere i sidste ende vil komme til at støtte EU's våbenproducenter, når de forsøger at konkurrere med USA. Vi mener, at det er totalt uansvarligt at slå sådan på tromme for våbenindustrien og stik imod bestræbelser verden over på at sætte en stopper for væbnede konflikter. Hvordan den intetanende skatteyder kan ende med at hjælpe dødens købmænd (våbenproducenterne) er klart skitseret i en særlig rapport udgivet af Arms Trade Resource Centre World Policy Institute i USA. Rapporten udtaler, at den kolde krig ikke har sat nogen stopper for den amerikanske regerings støtte til våbeneksporten. I stedet er statsstøtten til våbeneksport blevet øget i form af skatteyderfinansierede bevillinger, lån og salgsfremmende aktiviteter. Og hvis planen om at udvide NATO med Polen, Ungarn og Den Tjekkiske Republik bliver til noget, vil støtten med al sandsynlighed øges endnu mere. 19 potentielle NATO-medlemmer modtager finansiering fra Pentagon Foreign Military Financing . Disse midler fås fra den FMF-finansiering, der er blevet tildelt programmet Partnerskab for Fred. Clinton-regeringens forelæggelse af sin udlandsbistand for Kongressen gør det klart, at disse midler til Partnerskab for Fred er udtænkt med særlig henblik på »at forberede lande til medlemskab af NATO » ved at støtte » deres erhvervelse af NATO-kompatibelt udstyr«. Disse erklæringer gør det klart, at Partnerskab for Fred for det første blot er et skridt på vejen til fuldt NATO-medlemskab og for det andet, at det er meget tæt knyttet til princippet om at hjælpe våbenproducenterne til at sælge våben til disse lande, - lande, der end ikke har penge til at sørge for ordentlig sundhedspleje og uddannelse til deres borgere. Selvom USA er uvillig, når det gælder om at betale sin gæld til FN, er det ret så villigt, når det gælder om at afskrive våbeneksportlån. USA har bare i de sidste 10 år afskrevet eller eftergivet USD 10 milliarder i lån til militær-relateret eksport, herunder USD 2 milliarder i garanterede lån til militært anvendelig teknologi til Irak. I 1997 rejste Norman Augustine (tidligere administrerende direktør for den meget store leverandør til militæret, Lockheed Martin) rundt i Ungarn, Polen, Den Tjekkiske Republik, Rumænien og Slovenien med det formål at tromme forretninger sammen og støtte den størst mulige ekspansion af NATO. I Rumænien lovede Augustine endog at støtte landets ansøgning om NATO-medlemskab som en fortsættelse af Rumæniens køb af et radarsystem til USD 82 millioner fra Lockheed Martin. Lockheed Martin er en af en række amerikanske våbenproducenter, der vil levere midler til en fond for NATO's ekspansion, der er ved at blive etableret af den rumænske ambassade i Washington. Det er ikke kun USA, der støtter en ekspansion af NATO med det primære formål at finde nye markeder for deres våben. EU's våbenproducerende lande går ind for samme tilgang. I 1996 mellemlandede den tidligere britiske udenrigsminister, Malcolm Rifkind, i Slovenien på vej til Bosnien. I efterfølgende avisreportager blev det antydet, at han havde fortalt den slovenske regering, at deres indkøb af bedre militært isenkram var en af forudsætningerne for britisk støtte til deres ansøgning om at komme med i EU og NATO. Den kolde krigs afslutning har ikke sat nogen stopper for den umådeholdne støtte til våbenproducenterne. I stedet har EU skubbet på side om side med USA for at udvide NATO og finde en ny berettigelse for våbenfremstilling og våbeneksport. Den krasse virkelighed er, at våbenproducenter fra EU og USA har bidraget til at give næring til konflikter over hele verden og har tvunget fattige lande til at købe våben, der har forårsaget død og ødelæggelse og ledt meget nødvendige midler væk fra væsentlige tjenesteydelser såsom sundhed og uddannelse. Hævdvundne interesser såsom EU's våbenproducenters inddragelse i EU's politik er fuldstændig uacceptabel. WEAG's og andres inddragelse er et klart bevis på, at enhver EU-våbenpolitik klart vil begunstige, støtte og fremme våbenindustrien. EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har klart til formål at hjælpe våbenproducenterne som nævnt i punkt 3 i beslutningsforslaget. Vil EU-medlemsstater, der ikke er involveet i denne modbydelige handel, blive trukket med ind? Vi burde presse på for en omlægning til ikke-våbenproduktion. De kæmpemæssige summer, der anvendes på våbenindustrien og den tekniske ekspertise, der skal til, bør omfordeles til at hjælpe mennesker til ikke at slå mennesker ihjel. Hvis man gjorde den samme indsats for at helbrede sygdomme, gøre noget ved sulten i verden og miljøforringelserne, ville verden være et meget bedre sted, og der ville være en meget ringe begrundelse for militære blokke, der er bevæbnet til tænderne med masseødelæggelsesvåben. Gruppen De Grønne stemte imod Titley-betænkningen i dag, fordi denne støtter og sætter våbenproducenter og våbenindustrien højere end EU-borgerens sikkerhed og velfærd, og det er en politik, som Gruppen De Grønne ikke på nogen måde kan tolerere. Betænkning af Theorin (A4-0005/99)
Miljø er faktisk et vigtigt emne, og det er meget vigtigt, at miljøaspekter integreres i udenrigspolitikken. Denne betænkning kaster rigtigt lys over dette og en række andre punkter. Men denne betænkning beskæftiger sig samtidig med en så omfattende vifte af emner, at der slet ikke sættes fokus på noget. ELDR-gruppen har forsøgt at fjerne en række af de mest urealistiske og uønskede forslag fra teksten. ELDR-gruppen foretrækker en overførsel af midler fra forsvar til miljø frem for gennemførelse af miljø- og folkesundhedsmålsætninger gennem forsvaret. Vi har forsøgt gennem afstemning at fjerne de mest problematiske punkter fra betænkningen, men det er ikke lykkedes os i tilstrækkelig grad. Derfor har min gruppe hverken stemt for eller imod.
Vi har undladt at stemme til ovenstående betænkning, da det grundlæggende koncept om at bruge overflødig militær til miljø er forkert. Hvis der er for mange militærressourcer, så bør militærudgifterne reduceres.
Jeg kan ikke stemme for denne betænkning, da jeg ikke kan støtte et militært samarbejde i EU-regi. Jeg tager afstand fra den grundlæggende tanke om at styrke EU's udenrigs- og sikkerhedspolitiske profil. Denne betænkning lægger vægt på, at FUSP-aspekterne i EU's politik skal sammenkædes med EU's handels-, støtte-, udviklings- og internationale miljøpolitikker. Betænkningen afspejler tanker om et fælles militært organiseret korps i EU-regi. Jeg frygter, trods de velmenende miljøhensyn, at denne fælles styrke blot er begyndelsen til en egentlig militær styrke i EU-regi, der er tiltænkt egentlige militære opgaver i EU-området og ikke mindst uden for EU-området. Jeg ønsker ikke gennem et »militært miljøsamarbejde« at legitimere et generelt militært samarbejde. Jeg kan støtte den del af betænkningen, der omhandler nedrustning og afskaffelse af kernevåben og miljømæssig forsvarlig destruktion af våben generelt, og kan desuden tiltræde, at der opfordres til åbenhed og offentlighed i de nationale militære forsvar. Jeg har stemt for de dele af betænkningen, der opfordrer nationalstaterne til under militære øvelser at tage hensyn til miljøet m.m. Men af de førnævnte grunde kan Folkebevægelsen ikke støtte denne betænkning.
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. Mødet hævet kl. 13.15