data/validation/da_ep-99-02-12.txt

Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Fru formand, vi kunne ikke have gennemført vores arbejde i denne uge uden hjælp fra tolkene. Jeg har hørt, at 300 freelancetolke ikke har fået ordentlig betaling fra Kommissionen siden oktober. I denne uge har Kommissionen offentliggjort et dokument om, hvordan den vil forbedre administrationen. Der er 300 tolke, der ikke har fået ordentlig betaling, og som har økonomiske problemer. Jeg vil gerne anmode kommissær Bangemann om at gøre sine kolleger opmærksomme på problemet, og samtidig vil jeg opfordre formand Santer til, når han ikke taler med landmænd, at arrangere et møde med de tolke, der arbejder for os, for at få løst dette problem.
Hr. McMahon, det tager vi til efterretning, men i øjeblikket er vi i færd med at godkende protokollen. Jeg vil gerne opfordre til, at man kun beder om ordet nu, hvis man vil kommentere protokollen. Hvis De vil sige noget i henhold til forretningsordenen, bedes De oplyse, hvilken artikel det gælder.
Fru formand, jeg ønsker blot at gentage noget, der blev nævnt i går i protokollen om det store antal afstemninger ved navneopråb. Der er 245 sider med afstemninger ved navneopråb, og tendensen går i retning af, at jo mindre gruppen er, desto flere afstemninger ved navneopråb ønsker den. Jeg tør vædde på, at man ikke kan finde én eneste borger i Den Europæiske Union, der er interesseret i at vide, om David Hallam var for eller imod anden del af ændringsforslag 20 til betænkningen af Florenz. Det er en latterlig situation og spild af penge, og det bør ophøre.
Hr. Hallam, det blev nævnt allerede i går. Vi tager Deres bemærkning til efterretning.
Fru formand, i protokollen står der, at jeg i går havde klaget over, at der ikke forelå en korrekt tekst med den tyske version af Kasakhstan-vedtagelsen. Jeg klagede imidlertid ikke over, at der ikke forelå en korrekt tekst, men over at der overhovedet ikke forelå nogen tekst! Streger under overskriften Kasakhstan og kryds og prikker kan jeg nemlig ikke betegne som en ukorrekt tekst, det er slet ikke nogen tekst. Derfor vil jeg gerne insistere på, at det bliver opklaret, hvorfor der er blevet omdelt et sådant dokument. Den fejlagtige opfattelse hos nogle kolleger, som mente, at der forelå en tekst, kom sig af, at der under et møde mellem gruppernes ansvarlige om formiddagen forelå en korrekt tekst, men på udgivelseskontoret fandtes der indtil i går aftes kun denne version med stregerne og krydsene. Derfor vil jeg gerne her insistere på, at alle Parlamentets medlemmer får teksterne og ikke kun enkelte bemyndigede gruppemedlemmer, for ellers kan vi afskaffe os selv og gå over til Formandskonferencen!
Hr. Posselt, jeg forstår Deres utilfredshed. Sagen er blevet undersøgt, og det ser ud til, at der faktisk har eksisteret en version som den, De beskriver, men den anden fandtes også. Nu får vi undersøgt, hvorfor det ikke kun er den korrekte tekst, der har foreligget. Resten af Parlamentet har vel haft den korrekte udgave. Men det bliver undersøgt, hvordan det kunne ske.
Fru formand, jeg græmmer mig over at være nødt til at give hr. Hallam ret, men mit indlæg handler også om antallet af afstemninger ved navneopråb, hvilket blev diskuteret i går. Jeg bekymrer mig ikke så meget om antallet af afstemninger ved navneopråb - jeg ved, at der allerede arbejdes med sagen - men derimod om, at der trykkes en omfattende oversigt over resultaterne af disse afstemninger til hvert eneste medlem, når man i virkeligheden kunne nøjes med at fremstille langt færre eksemplarer til de få triste skæbner, der har interesse i at se, hvordan der blev stemt. Man kunne også vælge at offentliggøre resultaterne på Internettet, hvilket kunne spare en frygtelig masse penge. På samme måde med den enorme protokol. Jeg er sikker på, at den er meget vigtig, men der er mange medlemmer, der allerede har forladt Strasbourg, og som alligevel får en kopi i deres dueslag. Det er udtryk for et stort spild af tid og anstrengelser, og man kunne nøjes med at trykke protokollen til de medlemmer, der ønsker den, eller gøre det muligt for folk, der ønsker at henvise til enkelte punkter, at hente den fra Internettet.
Kære kolleger, jeg forstår Deres ophidselse, men forretningsordenen giver nu engang mulighed for det. Hvis De vil have ændret det, står det Dem frit for at henvende Dem til Udvalget om Forretningsordenen med ændringsforslag. Det har ethvert medlem ret til.
Fru formand, vedrørende side 29 og 30 i protokollen meddelte forsædet - jeg tror, det var hr. Martin - Formandskonferencens beslutning om at flytte mødeperioden i Bruxelles fra den 24. og 25. marts til den 22. og 23. marts. Jeg vil her gerne gentage det, jeg sagde til Formandskonferencen på min gruppes vegne. Vi mener, at denne beslutning både er ubelejlig og forkert juridisk set. Beslutningen er ubelejlig, fordi mødeperioderne har været planlagt i lang tid og i øvrigt blev vedtaget af Parlamentet, og fordi Parlamentet ikke har behandlet denne ændring. Jeg er ikke sikker på, om Formandskonferencen virkelig kan ændre den vedtagne kalender. At der er topmøde i Berlin den 24. og 25. er ikke en grund til at flytte mødeperioden og for enhver pris at beslutte sig før dette topmøde. Angående det juridiske aspekt er jeg forbløffet over, at Budgetkontroludvalget, der er et af Parlamentets udvalg, er blevet forbigået i denne sag. Den rapport, som vi har bedt ekspertudvalget om, er en følge af nægtelsen af decharge for 1996. Den løber parallelt med den procedure, der i øvrigt følges i sagen. Budgetkontroludvalget har i henhold til bilaget i forretningsordenen, der fastsætter udvalgenes sagsområder, monopol på alle spørgsmål om forvaltning af budgettet, alle spørgsmål om Kommissionens finansielle forvaltning. Udvalget har derfor - i henhold til artikel 11 i bilaget - kompetence til at fremsætte en udtalelse til Parlamentet, inden Parlamentet udtaler sig. Ekspertudvalget må ikke overlade sagen til de politiske grupper, men bør først og fremmest overlade sagen til de kompetente personer i Budgetkontroludvalget. Det er grunden til, at jeg hverken anser denne beslutning som belejlig eller som juridisk baseret. Bifald
Kære kolleger, jeg ved, der er utilfredshed, men jeg vil gerne forklare Dem de juridiske forhold endnu en gang. I henhold til forretningsordenens kapitel II, artikel 10, som handler om Parlamentets sessioner, gælder følgende: I stk. 2 hedder det, at Parlamentet selv fastsætter varigheden af de mødefri perioder inden for sessionen. Det betyder altså, at vi en gang om året fastsætter mødeperioderne for det næste år. Desuden bestemmes det i stk. 4 i denne artikel, at Formandskonferencen kan ændre varigheden af de i henhold til stk. 2 fastsatte mødefri perioder ved en begrundet afgørelse, som skal træffes mindst to uger før den af Parlamentet oprindeligt fastsatte dato for genoptagelse af sessionen. Denne dato kan dog ikke udskydes mere end to uger. Hr. Fabre-Aubrespy siger ganske vist, at han var til stede under Formandskonferencen. Vi har imidlertid fået meddelt, og de fleste af gruppeformændene er jo til stede her, at dette faktisk var, hvad gruppeformændene besluttede i dette udvalg. Juridisk er det i orden, selvom De udtrykker Deres utilfredshed med det, der er blevet vedtaget. Begrundelsen lyder som følger - i går var der jo kun få medlemmer tilbage, og fru Aelvoet gentog det endnu en gang, hun er også medlem af Formandskonferencen: Formandskonferencen har fremrykket mødet i Bruxelles til mandag den 22. og tirsdag den 23. marts, for at Parlamentet kan tage stilling til rapporten fra den uafhængige ekspertgruppe før Det Europæiske Råds møde den 24. og 25. marts og under overværelse af formanden for Kommissionen. Det er klart, og vi behøver ikke diskutere det yderligere. Det er en vedtagelse! Hvis De er ærgerlig over den, må De henvende Dem til Deres gruppeformand. Der er ingen mening i at diskutere det mere, for juridisk set er sagen klar!
Fru formand, De var så venlig at meddele, at kollega Posselts berettigede klage ville blive undersøgt. Jeg vil bede Dem om endnu en venlighed, nemlig at meddele Parlamentet, hvad der sker, hvis det viser sig, at Parlamentet virkelig kun har stemt om streger og prikker?
Undskyld, jeg afbryder Dem, hr. kollega, men vi er stadig i færd med at godkende protokollen!
På dette postkort står der, at denne nye bygning er den nye mødesal for Europa-Rådet. Jeg spørger mig selv, om vi har bygget denne bygning til Europa-Rådet!
Fru formand, i de sidste to mødeperioder i Parlamentet har vi her i mødesalen stemt om hundredvis af ændringsforslag til mange forskellige betænkninger. Mange af disse betænkninger er blevet henvist til fornyet udvalgsbehandling. Er det ikke på tide, at vi ændrer forretningsordenen, således at en betænkning, der indeholder et vist antal ændringsforslag, automatisk bliver henvist til fornyet udvalgsbehandling, så man ikke spilder Europa-Parlamentets tid? Så ville vi have mere tid til forhandlinger, hvilket er vores arbejdsopgave som parlamentsmedlemmer.
Jeg gentager endnu en gang: Hvis nogen mener, at forretningsordenen bør ændres - i øvrigt er der under alle omstændigheder en debat om dette emne i marts - så kan De roligt tage initiativ til det. Hvert enkelt medlem har ret til at foreslå ændringer til forretningsordenen. Det giver ingen mening at efterlyse disse ændringer, hvis der ikke følger handling med. Hvis De mener, at det ikke er i orden, kan De fremsætte forslag.
Fru formand. De forklarede det korrekt og dokumenterede det også med forretningsordenen, at mødedagene kan fastsættes og også ændres igen inden for en bestemt frist; det vil jeg heller ikke betvivle. Men jeg vil alligevel gerne indholdsmæssigt gøre opmærksom på, at rapporten fra denne ekspertgruppe jo er en følge af hele spørgsmålet om, hvordan vi klarer dechargen for 1996. Således betragtet kan det kun være rigtigt, at det kompetente udvalg, nemlig Budgetkontroludvalget, kan komme med sin mening om rapporten. Bifald Hvis vi gør det ved hjælp af vedtagelser i grupperne, er det måske en måde at gøre det på, men i sidste ende hænger denne rapport jo frit i luften, det vil sige, den er slet ikke integreret i det parlamentariske arbejde endnu. Jeg vil gerne pege på, at vi her bør indlede en egentlig procedure, så rapporten ikke risikerer at falde fra hinanden i politiske uoverensstemmelser, og kendsgerningerne som følge deraf ikke bliver opklaret og bearbejdet parlamentarisk. Derfor insisterer jeg også på, at denne rapport fra eksperterne skal behandles i Budgetkontroludvalget. Bifald
Mange tak, fru Theato. Deres indlæg bliver optaget i protokollen, og det bliver også videregivet. Det kompetente udvalg vil tage sig af det.
Fru formand, kan man så gå ud fra, at de udvalgsmøder, som skulle have fundet sted den 22. og 23. marts, er flyttet til den 24. og 25. marts?
Det er netop tilfældet. Men det får De også skriftlig meddelelse om.
Fru formand, jeg vil gerne sige til protokollen, at De citerede artiklerne korrekt, men at kapitel II, artikel 10 også har et stk. 5, som siger, at formanden efter anmodning fra et flertal af Parlamentets medlemmer kan indkalde Parlamentet til ekstraordinært møde efter at have hørt Formandskonferencen. Det betyder altså, at vi udmærket kan diskutere dette mødetidspunkt, hvis der er flertal for det i Parlamentet.
Det er rigtigt, hr. Rübig, men for øjeblikket foreligger der ikke noget forslag om det.
Fru formand, kære kolleger, det var absolut nødvendigt at finde en anden dato for minimødet for at undgå, at Kommissionen skulle være hos os i Bruxelles for at høre, hvordan Parlamentet vurderer henstillingen fra ekspertgruppen, og samtidig være i Berlin for at diskutere Agenda 2000 med Rådet. Det var umuligt. Vi har derfor - min gruppe og jeg - på Formandskonferencen accepteret, at mødeperioden skulle udskydes. Det er én del af historien. Den anden del af historien er: Hvordan kan det komme på tale her i plenarforsamlingen? Jeg har forsvaret det standpunkt, at det skal foregå via Budgetkontroludvalget. Men jeg var i mindretal, hvilket i øvrigt også var tilfældet for andre af medlemmerne. Altså, hvad det angår, hvis det er Parlamentets vurdering, at dette forløber bedre gennem Budgetkontroludvalget - hvilket jeg også mener - så skal vi blot sætte det på dagsordenen som en afstemning, og det kan vi roligt gøre til mødet i marts her i Strasbourg, for det finder sted forinden. Mit forslag er altså: lad os sætte dette på dagsordenen som en afstemning for mødet i marts, og derefter er den sag overstået.
Mange tak, fru Aelvoet. Da en del af de medlemmer, som også sidder i Formandskonferencen, er til stede her, bliver det nok også diskuteret igen.
Fru formand, det var ikke min mening at blande mig, men nogle af de spørgsmål, der er dukket op her og under forhandlingen, bygger måske delvist på en misforståelse. Fru Aelvoet har taget sig af spørgsmålet om datoen. På Formandskonferencen ønskede man at fremrykke datoen for plenarmødet. Det var der flere gode grunde til. Vi vil gerne have Kommissionens formand Santer med til forhandlingen. Hvis Parlamentet insisterer på at holde fast i den oprindelige dato, vil formand Santer i stedet være til møde i Det Europæiske Råd. Det giver ikke nogen mening at have en forhandling uden Kommissionens formand. Endnu en ting om valget af tidspunkt: Hvis jeg husker rigtigt, offentliggør ekspertudvalget sin rapport den 15. marts. Efter min mening ønsker Formandskonferencen med rette, at Parlamentet snarest skal komme med en politisk udtalelse om sagen. Det er ikke ønskeligt med en rapport, hvor alle i Europa har givet deres besyv med, men hvor de folk, der har bestilt rapporten, ikke kan deltage. Det betyder også, at vi bør afholde mødet tidligere og ikke senere. Som det fremgår af vedtægterne og den oprindelige afstemning her i Parlamentet, blev ekspertudvalget nedsat i Parlamentets regi og ikke i et af udvalgenes. Parlamentet skal derfor i første instans sende arbejdet til fornyet udvalgsbehandling og komme med politiske konklusioner under en parlamentsforhandling. På Formandskonferencen var der også generel enighed om, at det er normal procedure, at konklusionerne fra og essensen af ekspertgruppens arbejde - bortset fra den politiske forhandling - gives tilbage til Budgetkontroludvalget. Formandskonferencen antager, at udvalget dernæst vil forsøge at inkorporere relevante betragtninger og konklusioner i det egentlige, almindelige arbejde, som Parlamentet vil få glæde af. Vi skal derfor ikke have en forhandling, der bygger på en misforståelse. Der er ingen, der stjæler udvalgets arbejde. Parlamentet har nedsat en gruppe, der rapporterer til Parlamentet, og der finder en generel politisk debat sted. Men i Parlamentet er et udvalg ansvarligt for at inkorporere de vigtigste resultater. På Formandskonferencen blev der intet gjort for at underminere, nedgøre eller tilsidesætte Budgetkontroludvalgets eksisterende eller proceduremæssige arbejde. Hvis det var tilfældet, ville jeg have protesteret. Det var ikke tilfældet, og derfor protesterede jeg ikke.
Fru formand, i artikel 24 omtales Formandskonferencens opgaver. Det er på høje tid, fru formand, at de damer og herrer gruppeformænd, fru Aelvoet som den første, forstår, at vi har fastlagt vores dagsorden i plenarmøde et år i forvejen. Hvis Ministerrådet så har lagt deres møder på samme tid som vores, så har Kommissionen, som det handler om, bare at være hér, og ikke dér hos ministrene.
Hr. Wijsenbeek, forretningsordenen siger også, at der i ekstraordinære tilfælde skal foreligge en begrundelse, og denne begrundelse er blevet givet.
Fru formand, ærede kolleger, jeg vil ikke blande mig i denne debat. Jeg er lidt forbavset. De forskellige gruppeformænd giver hver deres version. Hvad vi har brug for, er en korrekt redegørelse for, hvad der blev besluttet i går på Formandskonferencen. Det burde meddeles Parlamentet, hvis det handler om så vanskelige procedurer. Jeg synes, det vil være en god fremgangsmåde. Det er en dårlig arbejdsmåde, hvis hvert medlem af Formandskonferencen kommer og giver sin version af beslutningerne. Jeg føler mig solidarisk med denne beslutning, jeg vil også forsvare den. Jeg har indtaget bestemte standpunkter, der ikke fik flertal, men jeg tror, at hvis Parlamentet skal være velfungerende, er det nødvendigt, at beslutningerne meddeles korrekt her, f.eks. gennem formanden for Parlamentet.
Fru formand, som hr. Wijsenbeek sagde, tager Rådet sig åbenbart ikke af Parlamentets mødekalender, da det har valgt at holde møder på datoer, som vi selv har reserveret for over et år siden. Jeg mener dog, at man skulle have debatteret dette i går aftes, hvor det blev meddelt, og hvor der stadig var tilstrækkelig mange personer til stede i salen til, at man eventuelt kunne have afholdt en afstemning. Personligt foreslår jeg simpelthen, at vi fortsætter arbejdet her til morgen og går videre til afstemningen.
Kollega Martin ledede mødet i går og kom med denne meddelelse. Derefter fortsatte mødet som normalt, uden at det blev debatteret. Jeg antager, at de fleste i første omgang var noget overraskede og først skulle tænke over det. Det må imidlertid også være muligt at diskutere et sådant emne ud over den normale tidsramme, fordi det er i alle medlemmernes interesse.
Fru formand, jeg vil gerne helt og holdent tilslutte mig bemærkningerne fra hr. Cox, ikke blot om resultaterne af de afgørelser, som han præsenterede, men om baggrunden for de afgørelser, der blev truffet i går på Formandskonferencen. Han havde helt ret.
Fru formand, disse datoer blev fastsat af den tidligere tyske regering. Det vil sikkert interessere hr. Poettering.
Der synes ikke at være flere kommentarer til protokollen. Protokollen godkendtes
Parlamentet har ved flere lejligheder udtalt sig positivt om miljøvenlige transportmidler. Hvordan kan man undlade at bifalde denne holdning? Som erstatning til vejtransport bestræber Kommissionen sig på at fremme kombineret transport så meget som muligt. Denne løsning bifaldes af transportvirksomhederne og af Udvalget om Transport og Turisme. Men denne gang foreslår Kommissionen en problematisk metode for at fremme kombineret transport, nemlig ophævelse af de restriktioner, der gælder i weekenderne og om natten, for de strækninger, der indgår i en kombineret transport. Vi kan ikke acceptere dette forslag. Resultatet ville simpelthen være en omgåelse af nationale forbud. Derudover er det op til hver enkelt medlemsstat at diktere sådanne forbud i henhold til subsidiaritetsprincippet. Der findes andre midler til fremme af brugen af kombineret transport, og her tænker jeg især på PACT-programmet. Lad os bruge det og uddybe de eksisterende initiativer, før vi udarbejder upopulære metoder, der ikke altid går i den rigtige retning. Betænkning af van Bladel (A4-0041/99)
Bevilling af makrofinansiel bistand til Albanien er en god sag. Begivenhederne i Kosovo har store økonomiske og sociale følger for landet. Forskellige internationale embargoer, også fra EU, er også ansvarlig for dette. Vi slipper da heller ikke uden om et løfte om makrofinansiel bistand. Af den årsag har jeg stemt for forslaget fra Kommissionen. Ændringsforslagene 5 og 12 fra van Bladel-betænkningen har jeg dog ikke støttet. I disse ændringsforslag stilles alt for høje politiske kriterier til bistanden. Det er naturligvis sådan, at et sundt politisk klima er nødvendigt for økonomisk fremgang. Men det kan lige så godt udtrykkes omvendt. Vi har påtaget os forpligtelser, som vi ikke kan undgå, heller ikke hvis de politiske omstændigheder i Albanien er anderledes, end hvad vi har i tankerne. Min anden indvending vedrører kriteriernes omfang. En god toldkodeks er efter min mening ikke et tilrådeligt kriterium for bevilling af bistand. Med disse indvendinger siger jeg ikke, at der slet ikke må stilles nogen betingelser for bevilling af bistand. EU har en klar politik herfor. Jeg nævner her i første omgang menneskerettighedsklausulen. For individuelle lande er almene kriterier den ledetråd, som beslutninger, om der skal bevilges bistand, skal tages efter.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0009/99) af Bardong for Budgetkontroludvalget om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 76/308/EØF om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med foranstaltninger, der er finansieret af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, samt af landbrugsafgifter og told i forbindelse med merværdiafgift og visse punktafgifter (KOM(98)0364 - C4-0392/98-98/0206(COD)).
Fru formand, kære kolleger, det direktiv, vi skal diskutere og stemme om i dag, handler om gensidig bistand mellem medlemsstaterne ved inddrivelse af skattegæld. Disse muligheder er meget omfattende. Medlemsstaterne kan gå så langt som til tvangsfuldbyrdelse i denne forbindelse. Til et velfungerende indre marked hører, at denne gensidige bistand også er effektiv. Det er desværre overhovedet ikke tilfældet i dag. Alligevel er der siden 1993 hvert år kommet ca. 1.000 anmodninger om inddrivelse af en fordring, med et samlet beløb på ECU 50 millioner. Denne tvangsinddrivelse af skattegæld bliver altid særligt vanskelig, hvis de pågældende helt eller delvist har deres formue i en anden medlemsstat eller har bragt den i - set fra deres side - sikkerhed dér. Resultatet er, at kun 3 til 5 % af denne gæld faktisk bliver inddrevet. Lige siden 1976/1977 har man forsøgt at løse dette problem med direktiver, ikke kun for landbrugsafgifter, men også for told, senere også for moms og punktskatter. I 1990 stillede Kommissionen endnu et forslag, som ikke blev vedtaget. Den stiller nu nye ændringsforslag for at forbedre og modernisere denne procedure, fordi den på nogle punkter er blevet forældet. De centrale ændringer, og det er kun dem, jeg vil kommentere, drejer sig om især tre punkter. Indkomst- og formueskat lægges ind under dette direktivs gyldighedsområde. Det er måske overraskende for nogle, for det står jo ikke en gang i overskriften. Det er imidlertid udtrykkeligt anført i artikel 2 i dette ændringsdirektiv. Det bifalder vi, og det må vi vel også gøre, men jeg undrer mig over, at man ikke er gået klarere ind på det fra Kommissionens side, og hvorfor det ikke rigtig fremgår af titlen. For det andet: Når en stat beder en anden stat om at inddrive en skattegæld, skal denne foretage sig nøjagtig de samme anstrengelser, som når den inddriver sine egne skatter. For det tredje: Dokumenter, der hjemler ret til eksekution, som modtages fra en anden stat, skal fremover være umiddelbart eksegible i den stat, der har modtaget ansøgningen. Der skal altså ikke som tidligere kunne opstå forsinkelser, fordi det var nødvendigt at anerkende dem i en ekstra retssag. Dokumenter, der hjemler ret til eksekution, skal altså være umiddelbart eksegible, også i den anden stat, hvor man retsforfølger skyldneren, og det skal ikke være nødvendigt med en ny anerkendelsesretssag. Vi opfatter Kommissionens forslag som principielt rigtigt og nødvendigt for et velfungerende indre marked. På nogle punkter mener vi imidlertid ikke, at forslaget går langt nok, hvis man virkelig vil opnå gennemgribende forbedringer. Derfor foreslår Budgetkontroludvalget yderligere ændringer. For det første, for at kunne bekæmpe skatteflugt og skatteunddragelse mere effektivt, må den periode forlænges, hvor der er sikkerhed for, at en stat kan opnå de andre medlemsstaters bistand ved indbetaling af skattegæld. I stedet for tre år foreslår udvalget fem år. Hvis man gør perioden kortere - hvilket der også kunne være gode grunde til - får man bare meddelelsen eller afgørelsen om, at det hele ikke har ført til noget resultat, tidligere, men man får ikke større succes. Desuden skal medlemsstaterne prioritere fordringerne fra en anden medlemsstat lige så højt som deres egne. Ja, Fællesskabets krav har endda i nogle tilfælde højere prioritet end de nationale fordringer. Disse udtalelser er kun medtaget i betragtningerne. Man må egentlig håbe, at de i sidste ende også bliver optaget i den disponerende del, men i første omgang er vi tilfredse med, at de står i betragtningerne. Samtidig har medlemsstaterne frihed til selv at bestemme, om og hvordan de vil fordele omkostningerne, hvis en inddrivelse forårsager særlige problemer eller omkostninger, f.eks. når det drejer sig om bekæmpelse af forbryderorganisationer. Uafhængigt af de forslag, der ligger her, har Kommissionen efter min mening stadig meget at gøre. F.eks. skal uddannelsen af medlemsstaternes embedsmænd inden for Fiscalis-programmet forbedres. Man bør også arbejde hen mod en tilpasning eller i det mindste en tilnærmelse af de forskellige beføjelser i de enkelte medlemsstater i forbindelse med inddrivelser. I hvert fald går det ikke uden solidaritet og gensidig tillid, heller ikke på dette område. Det er en nødvendighed for disse projekter. Lad mig til slut holde fast i, at Fællesskabets og medlemsstaternes økonomiske interesser ikke, som så ofte, er i modstrid med denne planlægning. Både Fællesskabet og - i endnu højere grad - medlemsstaterne profiterer af en velfungerende procedure på dette område. Kravet om de ændringer, som Kommissionen nu fremlægger, er jo også udgået fra medlemsstaterne. De må så også sørge for en tilsvarende beslutning i Rådet. Kommissionen har imidlertid optrådt noget nølende i denne proces, hvis De tænker på, hvor lang tid der er gået, før den fremlagde et forslag.
Fru formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Ifølge titlen på den betænkning, vi behandler i øjeblikket, handler den om Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, men ordførerens kommentarer var langt mere vidtgående. Er der tale om en fejl i titlen, eller er betænkningen bredere end som så? Dernæst refereres der i betænkningen til lommer, der muliggør skatteunddragelse, og det spørgsmål rejses i forbindelse med ændringsforslag 5. I ændringsforslag 5 står der imidlertid ikke noget om dette problem. Måske er der her endnu et problem med betænkningen.
Det er egentlig ting, som bør diskuteres i udvalget. Men ordføreren, hr. Bardong, vil komme med en kort kommentar.
Fru formand, helt kort, betænkningen og også betænkningens titel er mere omfangsrig og medtager flere skattetyper eller afgiftstyper, end der måske fremgår af Deres bilag. Konsekvenserne for indkomsterne er formuleret entydigt i Kommissionens forslag. Jeg kritiserede kun, at de ikke allerede fremgår af titlen. For jeg synes, de er vigtige.
Vi er jo ikke i øjeblikket i gang med en forhandling, som egentlig bør føres i udvalget. Hr. kollega, hvilket punkt i forretningsordenen henviser De til?
Undskyld, hr. kollega, jeg vil gerne gentage, at vi ikke er i gang med en forhandling, som bør finde sted i udvalget. De kunne jo have været i udvalget og udtrykt Deres mening. De har heller ikke bedt om ordet via Deres gruppe, og De kan ikke tiltvinge Dem et indlæg, som De slet ikke har anmeldt. Det kunne jo enhver komme og gøre! Nu må De høre på, hvad kollegerne siger, og derefter stemmer vi om det.
Fru formand, jeg har bedt om ordet, og jeg har også anmeldt denne tale. Jeg håber ikke, det er for stor en belastning for Dem på sådan en fredag morgen. Titlen på det direktiv, som vi skal træffe afgørelse om i dag, kunne næppe lyde mere teknisk, men jeg tror alligevel, at kollega Bardongs betænkning indeholder en del politisk sprængstof. Vi ved, at enhver frihed kan misbruges. Det gælder også for de friheder, som Unionens fælles indre marked giver sine borgere. Friheden til at rejse uden kontrol; friheden til at slå sig ned i en anden medlemsstat. Disse friheder - lige så prisværdige, som de er - har også betydet, at de ind i mellem misbruges, f.eks. til at unddrage skatter. De instrumenter, vi har i dag til at beskytte os mod den slags misbrug, er ikke effektive nok. Siden 1976 har vi haft et direktiv, som indeholder bestemmelser om gensidig bistand mellem medlemsstaterne, men oprindeligt drejede det sig om at inddrive told eller afgifter i forbindelse med den fælles landbrugspolitik. I dag, hvor der er sket en voldsom stigning i handlen inden for Fællesskabet, er dette ikke længere tilstrækkeligt. Derfor kommer Kommissionens forslag, som vi skal tage stilling til, f.eks. forslaget om, at også bøder fremover skal kunne inddrives ved hjælp af en anmodning om administrativ bistand. Som socialdemokrater støtter vi dette forslag og de øvrige forslag, fordi de er rettet mod skatteunddragelse og alle former for svig. Kommissionen foreslår desuden forbedringer af proceduren, f.eks. at der fremover kan anmodes om administrativ bistand, selvom alle indenlandske inddrivelsesmetoder endnu ikke er udtømt. Det skal forhindre, at udspekulerede advokater kan trække sagerne i langdrag, og at domstolene misbruges. Hvad angår ordførerens ændringsforslag, så har han vores fulde støtte til dem alle. Jeg vil nævne tre punkter, som kollega Bardong til dels også var inde på. For det første er den forældelsesfrist, som Kommissionen har foreslået, for kort. Den skal forlænges fra tre til fem år. Det viser praksis i de forløbne år. For det andet: Hvis fællesskabsfordringer i forbindelse med en tvangsinddrivelse konkurrerer med nationale statslige fordringer, skal fællesskabsfordringerne have fortrinsret. For det tredje skal fordelingen af omkostningerne til den administrative bistand reguleres ved aftale mellem medlemsstaterne. Det er noget, man ikke behøver bestemme i et direktiv. Lad mig resummere: Trods dens tekniske natur, hr. kollega Bardong, har vi her at gøre med en meget vigtig tekst, som bidrager til at sikre et velfungerende fælles indre marked i Unionen på langt sigt.
Fru formand, hr. kommissær, hvis man ser bort fra den tekniske indviklethed ved dette emne - og titlen er faktisk heller ikke særlig præcis, når det kommer til stykket - så tror jeg, at man må hilse denne betænkning velkommen som endnu et bidrag til den målsætning, som ligger de europæiske borgere meget på sinde, nemlig gennemsigtighed. Det drejer sig om gennemsigtighed inden for det offentlige, og således også korrekthed i Fællesskabets systemer til fordeling af midlerne samt bekæmpelse af de svindlere - såvel de offentlige som de private - der forsøger at snyde. Ordføreren gør os kort sagt opmærksom på, at der siden 1976 har eksisteret en strategi med gensidig bistand i forbindelse med inddrivelsen af fordringer, men at denne strategi - på grund af en eller anden uheldig anvendelsesmåde - ikke har været i stand til fuldt ud at sikre hverken de retmæssige fordringshavere eller Fællesskabet, og således heller ikke Fællesskabets budget. Ordføreren - som jeg i øvrigt gerne vil lykønske for hans arbejde - minder os om, at den gennemsnitlige inddrivelse ligger på 3-5 %, hvilket faktisk grænser til det latterlige. Dette faktum kan forhåbentlig ikke undgå at give anledning til bekymring hos dem, der med stadig større overbevisning taler om fælles skattesystemer, EU-afgiftspolitik, momsordninger inden for Fællesskabet og punktafgifter. Netop indførelsen af de to sidstnævnte ordninger i 1993 har faktisk bidraget til at øge antallet af sager, det vil sige af fordringer, der skal inddrives, og talrige medlemsstater kræver allerede deres ret. Netop medlemsstaterne påberåber sig den såkaldte direkte beskatning, en gensidig kontrol af potentielle skattesnydere og endelig en bekæmpelse af de såkaldte skatteparadiser, som i øjeblikket er nemme at lokalisere i Europa inden for nogle stærke banksystemer i tredjelandene, men også i medlemsstaterne. Der er måske et stort spring mellem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget - som denne betænkning mærkeligt nok tager udgangspunkt i - og skatteparadiserne, men det viser, at de store systemer - også dem, hvor der svindles - opstår i det små og på individuelt plan, hvorefter de bliver almindeligt udbredte systemer. Det er derfor, at også strategien til at bekæmpe dem skal tage udgangspunkt i den almene interesse, men det skal ligeledes være en strategi, der kan nå ind til selve svindelens rod, så man kan afskaffe den fuldstændigt.
Fru formand, den foreliggende betænkning af hr. Bardong koncentrerer sig om inddrivelsen af fordringer, landbrugsafgifter, told og skatter inden for EMOTR. Emnet er svært, fordi man bevæger sig på delikat grund. Jeg vil takke hr. Bardong for en betænkning, som er godt udarbejdet og sagkyndigt begrundet. Gensidig assistance ved inddrivelse af skatter og afgifter bliver endnu vigtigere. Ved gennemførelsen af Fællesmarkedet fik de skattepligtige større muligheder for at flytte deres midler og indkomster fra land til land end før. Faren ved dette er, at der inden for EU begynder at opstå skatteparadiser. Det vil skabe for gode forhold for f.eks. organiseret kriminalitet. Den Europæiske Union har det problem, at den har eget budget, men den har ikke et egentlig apparat til at realisere det. Det er medlemsstaterne, som udfører de praktiske handlinger såvel ved udbetalinger som inddrivelser af fordringer. På den anden side er medlemsstaterne selvstændige økonomiske enheder, som først og fremmest forsøger at sørge for deres egne indtægter, og inddrivelsen af andres indtægter er knap så vigtig. Således har det inden for EU's rammer kun været muligt at inddrive 3-5 % af fordringerne. Det andet problem er, at selve inddrivelsesproceduren, inddrivelse af fordringer, konfiskering af ejendom og andre dertilhørende foranstaltninger, hører til EU's anden søjle. Sagerne i denne søjle tilhører ikke den egentlige beslutningstagen i EU, men der kræves samarbejde mellem medlemsstaterne. Medlemsstaterne er meget følsomme over for, at deres suverænitet ikke krænkes på dette område. Det er derfor, at inddrivelse af fordringer og samarbejdet, som derved skal efterleves, er et politisk spørgsmål. Det er trods alt klart, at det også skal lykkes i EU at inddrive skatter og tilbagebetaling af for store ydelser. Det er derfor, at tilslutning til hr. Bardongs betænkning og Kommissionens forslag absolut bør anbefales.
Fru formand, en stor tak til ordfører Bardong, som har taget sig af denne vigtige betænkning. Jeg vil også kommentere det med overskriften: Den siger ikke alt, men kun en del om det, det handler om. Det skyldes måske især, at Kommissionen ikke rigtig vil tale om, hvad det egentlig handler om. Dette er jo nemlig et stort problem, som diskuteres meget, bl.a. i vores medlemsstater, altså hvor stor magt EU skal have i disse spørgsmål. Det er måske det, som er årsagen til, at man ikke rigtig vil sige, hvad det handler om. Nogle kommentarer til dette. Flere af talerne har været inde på ændringsforslag 5. Kommissionen foreslår, at det kun skal vare tre år. Jeg tror, at det er vigtigt at slå fast, at det nødvendigvis skal vare fem år, eftersom det tager meget lang tid at komme til rette med disse spørgsmål. Medlemsstaterne skal have længere tid end tre år til at arbejde med disse spørgsmål, ellers bliver disse punkter ikke gyldige. Når det drejer sig om ændringsforslag 2, har jeg en del personlige indvendinger. Jeg ved ikke, om det er fuldstændigt rigtigt, at vi virkelig skal slå fast, hvad der gælder for inddrivelse af fordringer i medlemsstaterne, altså nationale fordringer, at disse kommer i andres hænder efter fællesskabsbudgettets fordringer. Jeg synes ikke, at dette er særligt retfærdigt. Jeg synes, at de skal bedømmes ens. Vi kan ikke prioritere den ene type. Det er dog som sagt min personlige mening. Gruppen De Grønne vil støtte denne betænkning og ændringsforslagene fra Budgetkontroludvalget og Bardong.
Fru formand, denne betænkning er god. Det er ændringsforslagene fra Budgetkontroludvalget også. Vi stemmer for. Alle tilstedeværende ved, at visse uærlige personer er i stand til at arrangere deres insolvens på en sådan måde, at det fordringsberettigede medlemsland er tvunget til at henvende sig til et andet medlemsland, hvor svindleren har foretaget en overførsel eller har et økonomisk aktiv, der kan anvendes til dækning af fordringen. Jeg vil nu gerne stille kommissær Bangemann et direkte spørgsmål. Et af de forslag, som Kommissionen har fremsat inden for rammerne af Agenda 2000, er medlemslandenes fælles finansiering af den fælles landbrugspolitik. Hvis der i dette tilfælde er svindel, hvem vil så være ansvarlig for dækning af de beløb, der uretmæssigt er blevet overført til den fælles finansiering fra medlemslandet? Hvordan kan et beløb, der uretmæssigt er opkrævet af en svindler, der har overført aktiver, eller som har aktiver i et andet medlemsland, blive dækket? Før man fremsætter et forslag, skal man overveje de nødvendige juridiske procedurer til dets iværksættelse, for i dette tilfælde inden for rammerne af en fælles finansiering er det de europæiske institutioner, der bestemmer beløbsstørrelsen på landbrugshjælpen og dermed beløbet, som pålægges den berørte medlemsstat. Opdelingen mellem beslutningstageren og betaleren giver reelle juridiske problemer i forbindelse med dækning af fordringer, som risikerer at forhindre iværksættelsen af den fælles finansiering, sådan som Kommissionen forestiller sig det. Det er endnu en hindring, fru formand, på den vej, der afgjort forekommer meget usikker.
Fru formand, jeg vil først og fremmest gerne takke professor Bardong for hans udmærkede arbejde med en uløselig problematik. Denne betænkning - den er jo blevet kritiseret på nogle punkter, f.eks. hvad angår modsætningen mellem titlen og indholdet - viser helt præcist, hvilken jungle vi befinder os i. Det vil jeg gerne sige et par ord om. I diskussionen er der flere gange blevet talt om skatteoaser. Lad os gøre os klart, hvad dette ord betyder! Hvor befinder en oase sig? Naturligvis i en ørken. Det betyder, at når vi taler om skatteoaser, må vi indrømme, at det, som ikke er en skatteoase, er en ørken. Det er selve kernen i hele denne diskussion. Vores problemer skyldes bureaukrati og teknokratiske foranstaltninger og er især udtryk for, at vores samlede skattesystem bliver mere og mere uoverskueligt. I den henseende er denne betænkning virkelig fremragende, og jeg vil også stemme for den, fordi den i og for sig er teknisk rigtig og præcist viser, hvor det virkelig gør ondt, at sagen nemlig i de enkelte lande, men også i en vis forstand i vores Union, er blevet mere og mere kompliceret for borgerne, og at svindlerne naturligvis har mulighed for at udnytte, at det er så kompliceret. Jeg vil gerne have, at man helt alvorligt taler om dette. For hvis vi ikke skaber klarhed her, hvis vi ikke finder enkle løsninger, vil vi fortsætte med at have de samme problemer.
Fru formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg vil gerne gøre opmærksom på det faktum, at hr. Mather talte i mobiltelefon under hr. Souchets indlæg samt under en del af hr. von Habsburgs indlæg, hvilket vist nok ikke er tilladt i mødesalen.
Jeg vil gerne endnu en gang minde om, at det ikke er tilladt at benytte mobiltelefon her i mødesalen. Vil De være venlig at slukke for apparaterne!
Fru formand. Først til spørgsmålet om, hvorvidt titlen ikke dækker indholdet fuldt ud. Vores egen meddelelse med forslag til et direktiv har følgende titel: Om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med foranstaltninger, der er finansieret af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, samt af landbrugsafgifter og told og i forbindelse med merværdiafgift og visse punktafgifter. Det omfatter det samlede indhold. Ordføreren har af årsager, som jeg ikke kender, formuleret det noget kortere i sin egen titel. Vi vil under alle omstændigheder på baggrund af denne debat formulere titlen mere præcist, så dette problem skulle i og for sig være løst. Hvad angår de spørgsmål, der er blevet nævnt, så vil jeg gerne henvise til, at vi har støttet forslaget til artikel 100a, fordi det har været centralt i vores overvejelser om, at det indre marked, som det også blev sagt under diskussionen - af hr. Bösch, tror jeg - giver nogle friheder, som så også åbner for visse muligheder for misbrug. Det var disse muligheder for misbrug, vi ville lukke dørene for. Af denne grund, selvom visse forslag også omfatter andre emner, er vi af den opfattelse, at det indre markeds konkurrenceevne og neutralitet i skattemæssig henseende i hvert fald skal bevares. Derfor har vi støttet forslaget til artikel 100a, og derfor er der også nogle ændringsforslag, som vi ikke kan acceptere. Det kommer jeg tilbage til. Jeg vil gerne takke ordføreren. Hans forslag følger stort set vores. Ændringsforslag 1, 3 og 6 kan vi acceptere. Ved de andre ændringsforslag kan vi desværre ikke tilslutte os ordførerens mening, og det skyldes juridiske betænkeligheder. Vi får naturligvis også lejlighed til at diskutere disse juridiske betænkeligheder med medlemslandene i løbet af proceduren, men i forbindelse med ændringsforslagene 2 og 7, hvor konkurrerende fordringer fra Fællesskabet og medlemslandene skal behandles på en sådan måde, at Fællesskabets fordringer får forrang, er dette juridiske problem helt åbenbart. Hvis forslaget til artikel 100a støttes, og det gør det som sagt, er det et spørgsmål, om disse ændringer er forenelige med gennemførelsen af de mål, der er nævnt i artikel 7a i EF-traktaten. Det betragter vi som en så tungtvejende juridisk betænkelighed, at vi ikke vil acceptere disse ændringsforslag. I forbindelse med ændringsforslagene 4, 8 og 9, hvor betalingen af godtgørelser, som fastsættes som en procentsats af det beløb, der skal inddrives, skal erstattes af dækning af de faktiske omkostninger, skal der kun betales godtgørelse i de tilfælde, som viser sig at være særligt vanskelige. Set ud fra denne synsvinkel kan man så absolut forstå ændringsforslagene. De skal imidlertid ses i forbindelse med ændringsforslag 9, som vi ikke kan følge, for Kommisionen foreslår - igen af hensyn til grundprincipperne for det indre marked - at medlemsstaterne fra år 2005 giver afkald på godtgørelse af inddrivelsesomkostningerne, mens ændringsforslag 9 indeholder et helt fakultativt afkald uden bindende frist. Om ændringsforslag 5, som også har spillet en rolle i debatten, nemlig forlængelse af fristen for at ansøge om administrativ bistand fra 3 til 5 år. Det er ikke et spørgsmål om forældelse, det er slet ikke med her, men direktivet vil jo netop så vidt muligt fremskynde inddrivelsessagerne. Derfor mener vi, at vi må stå fast på den frist, vi har foreslået. Nu til spørgsmålet om medfinansiering. Jeg kan se, at det medlem, som omtalte det, slet ikke er her mere ... Protester Åh, De havde gemt Dem bag parlamentsmedlemmet foran Dem. (DE) Det er naturligvis et hypotetisk spørgsmål, hr. Souchet, det ved De også, for medfinansiering er kun en mulighed, som er til diskussion. Sådan som tingene ser ud i dag, bliver den formodentlig slet ikke gennemført. I den forstand er spørgsmålet hypotetisk. Selv hvis medfinansieringen skulle blive aftalt og udformet, afhænger svaret på Deres spørgsmål naturligvis af, hvem der er ansvarlig for denne finansiering, ikke bare budgetmæssigt, men også administrativt. Det kan jo udmærket ske, at det kun er det budgetmæsige ansvar, der ligger hos medlemslandet, som så skal betale en bestemt del til Unionen, mens resten håndteres af Unionen. I et sådant tilfælde ville det naturligvis også være rimeligt, hvis Unionen havde inddrivelsesmuligheden. I det modsatte tilfælde ville det også være logisk, at medlemslandene havde denne inddrivelsesmulighed. Men da det altsammen ikke er vedtaget og sandsynligvis heller ikke vil blive vedtaget - den mulighed synes mere og mere fjern - tror jeg, at det er omsonst at spekulere over det.
Fru formand, det er en meget vigtig betænkning. Jeg må sige, at jeg er ganske vist ikke medlem af Budgetkontroludvalget, men jeg er en smule forvirret efter alt det, jeg har hørt her. Nu bliver jeg nødt til at spørge hr. Bangemann: Hvis det sådan skal udvides, kan det så ske, at der f.eks. i forbindelse med moms, afgifter ... kan De ikke give nogle eksempler på, hvad der overhovedet kan komme ind under det. Hvis vi nu en gang skulle få kildeskat - gud forbyde det - hvordan ser det så ud med inddrivelse fra et land til et andet? Fortæl os, hvad der egentlig er omfattet af denne uhyrlige titel! Jeg er slet ikke længere sikker på, om jeg kan stemme for dette forslag.
Vil hr. kommissær Bangemann besvare spørgsmålet?
Fru formand, jeg besvarer ethvert spørgsmål fra fru Lulling, for hun stemte for Kommissionen. Munterhed Jeg besvarer også spørgsmål fra de parlamentsmedlemmer, som stemte mod Kommissionen, blot noget kortere. Altså, fru Lulling, det fremgår jo af forslaget, hvilke områder der falder ind under det. Naturligvis kan også momsrestancer falde ind under dette inddrivelsesprincip. Det er naturligvis muligt, denne mulighed nævnes jo også. I øjeblikket kan man naturligvis endnu ikke tale om en kildeskat, for den findes jo ikke. Hvis kildeskatten skulle blive indført, skal en sådan bestemmelse om inddrivelse føjes særskilt til, da det naturligvis ikke fremgår af teksten. Da kildeskatten ikke findes, er der heller ingen inddrivelsesmuligheder. Hvis den skulle blive indført - mod Deres brændende ønsker, som naturligvis næres af rent europapolitiske og retfærdighedsmæssige motiver og ikke har noget med situationen i Deres medlemsland at gøre - skal der laves en tilføjelse til dette direktiv, så man også kan inddrive sådanne restancer.
Mange tak, hr. kommissær Bangemann. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0501/98) af Kestelijn-Sierens for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om Kommissionens beretning til Rådet og Europa-Parlamentet om effektivitet og ansvarlighed i europæisk standardisering i den nye metode (KOM(98)0291 - C4-0442/98).
Fru formand, hr. kommissær, kolleger, det, der ligger foran os, er en betænkning fra Kommissionen om effektivitet og ansvarlighed i europæisk standardisering i den nye metode. Den nye metode på området teknisk harmonisering er indført i 1985, og den bygger på fire principper. For det første foreskriver den europæiske lovgiver de vigtigste sikkerheds- og sundhedskrav, som produkterne skal opfylde, før de bringes på markedet. Dernæst opstiller standardiseringsorganisationerne de tekniske specifikationer, som fabrikanten skal bruge til fremstillingen af de produkter, der skal opfylde dette. Virksomheden er dog stadig ikke forpligtet til at producere i overensstemmelse med standarderne. Endelig er offentligheden forpligtet til at knytte en formodning om overensstemmelse med de vigtigste krav til de produkter, der opfylder de harmoniserede standarder. Økonomiudvalget vurderer den nye metode som positiv. For det første fordi harmoniseringen af lovgivningerne begrænser sig til de vigtigste krav. Dette er en politisk sag, der er adskilt fra udarbejdelsen af de tekniske specifikationer, hvilket er standardiseringsorganernes opgave. Med andre ord, skomager bliv ved din læst. Den nye metodes markedsrettede karakter står også i kontrast til forskrifternes ubøjelighed. Ingen forpligter fabrikanten til at efterleve de tekniske specifikationer. En ny metode gør fleksibel lovgivning, der hurtigt kan tilpasses den teknologiske udvikling, mulig. Det er de uafhængige organisationer CEN, CENELEX og ETSI, der har til opgave at gøre standardiseringsarbejdet mere effektivt og ansvarligt, men bedømmelsen af fremgangen og tilsynet med om organisationerne overholder tidsfristerne, forbliver et af Kommissionens vigtigste ansvarsområder. Den skal på regelmæssige tidspunkter påpege ansvarspligten over for standardiseringsorganisationerne på basis af costbenefitanalyser. Den skal også kunne foretage en sammenligning af standardiseringsprocessen over for vores vigtigste handelspartnere og udføre undersøgelser om markedsvirkningen. Endelig, og det tillægger vi stor vigtighed, skal den kunne give medlemslandene et rap over fingrene vedrørende omsætningen af de europæiske standarder til nationale standarder ved at kunne opføre manglende fremskridt på pointtavlen for det indre marked. Vi udtaler os imod, at de tre organisationer går sammen af den enkle årsag, at det vil få bemærkelsesværdig virkning på effektiviteten. Jeg ved heller ikke, om brugen af formelle afstemninger på et tidligt stadium af standardiseringsarbejdet med fremskynding af processen som mål er ønskelig. Den nye metode bygger nemlig på engagement og gensidig tillid fra alle parter, nærmere bestemt de nationale standardiseringsorganer, SMV, arbejdsgiverne, arbejdstagerne, forbrugere og miljøorganisationerne. Et andet vigtigt punkt er tilsynet med den måde, nationale instanser gensidigt anerkender deres tekniske godkendelser eller konformitetserklæringer. Det er frem for alt i sektoren for bygningsprodukter et virkelig smertefuldt punkt for mange fabrikanter. De kan i praksis ikke eksportere alle deres produkter til alle medlemslande. Kommissionen må derfor skærpe de procedurer, der behandler tilfælde af brud på princippet om gensidig anerkendelse. Mere alment skal det stå mere klart for virksomhedsejere, hvem de skal rette henvendelse til, hvis de har klager over den gensidige anerkendelse af testresultater. Er det den mindste del inden for Kommissionen, eller eksisterer der, hr. kommissær, en anden løsning? Europa-Parlamentet har allerede tidligere bestemt, at de interesserede parter, det er SMV, arbejdsgiverne, arbejdstagerne, forbrugere og miljøorganisationer, ikke har tilstrækkelige midler og personale til at holde sig ajour med alt standardiseringsarbejdet. Jeg foreslår derfor også, at Kommissionen undersøger, om de kan regne med mere støtte fra Europa. Men ikke kun på europæisk område er der et problem. Kun i syv medlemslande involveres f.eks. forbrugerne. Jeg mener, at der må ændres på dette. Kommissionen beder CEN, CENELEC og ETSI om at lade en uafhængig bedømmelse af finansieringen af den europæiske standardiseringsproces udføre. Jeg støtter Kommissionen i dette. Til sidst skal vi sørge for, at standardiseringsorganisationerne i landene i Central- og Østeuropa bliver involveret mere i de europæiske organisationers arbejde, og at de implicerede parter i disse lande kan regne med bistand fra Europa-Kommissionen. Det var, fru formand, kære kolleger, de vigtigste bemærkninger fra Parlamentets Udvalg om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik. Jeg takker kollegerne for deres interessante og nyttige bidrag til denne betænkning. Jeg vil gerne stille endnu to spørgsmål til kommissær Bangemann. Det første spørgsmål vedrører den øgede involvering af parterne ved standardiseringen. Det er, som jeg allerede har sagt, et spørgsmål om penge. Jeg vil gerne stille kommissæren det spørgsmål, om han har konkrete forslag til eventuelt at lade SMV'erne og andre organisationer deltage på bedre vis i etableringen af europæiske standarder. Et andet spørgsmål vedrører problemet om harmonisering af stik og stikkontakter. Jeg har med vilje ikke ville tage det med i min betænkning. Men med mellemrum stikker dragen sit hoved frem igen, og der stilles spørgsmål om dette. Vi ved det allesammen: Der har allerede været ført diskussioner i over 30 år. Jeg vil gerne have at vide af kommissær Bangemann, om der egentlig findes en løsning. Drejer det sig om kroner og ører, eller drejer det sig om teknik? Er der egentlig en politisk vilje til at gøre noget ved dette? Så vidt mine to spørgsmål til kommissæren.
Fru formand, mine damer og herrer. Vi ønsker at komme fra det indre marked til hjemmemarkedet, og til det formål har vi brug for principper, og en meget væsentlig faktor er standardiseringen. Standardiseringen er et erhvervspolitisk instrument, som også i fremtiden sikrer os fri udveksling af varer og tjenesteydelser. Vi vil imidlertid have en moderne lovgivning. Vi vil have new approach , og netop i forbindelse med standardiseringen har det vist sig, at det er vigtigt i fællesskab at tænke over, hvordan vi når frem til bedre metoder. Med historien om traktorsædet har man indset, at det er mere fornuftigt at vælge new approach , det vil altså sige at lade standardiseringsinstitutterne i de enkelte lande arbejde uafhængigt af hinanden. Jeg tror, det er vigtigt, at der alligevel er en lovmæssig regulering, et direktiv på dette område, som kan give dette område en politisk ramme. Men der findes netop den klare opdeling, nemlig på den ene side lovgiverne, som ikke skal skrive tykke bøger med bestemmelser, som ofte er uforståelige, det vi ønsker er derimod en slank og effektiv lovgivning. Det andet niveau er de frivillige og uafhængige standardiseringsorganisationer, hvor producent og bruger ganske simpelt mødes og taler om de områder, som de kender godt, og hvor de er i stand til helt præcist at definere, hvad de vil have. Her i Parlamentet har vi haft et godt eksempel, nemlig busdirektivet, den såkaldte europæiske bus. Vi havde 142 sider med forslag, og det lykkedes Parlamentet at korte dette direktiv ned til tre sider. Der er nemlig ikke nogen grund til, at en bus i Europa skal se ens ud fra den varme landsby på Sicilien til London i myldretiden eller til Finland med de store strækninger. Vi tror, at lovgiverne i denne sag virkelig skal begrænse sig til konkrete punkter, nogle få påbud, som så skal opfyldes i hele Europa, og resten skal fastlægges frivilligt i standardiseringsorganisationer, så der også kan opstå en konkurrence, som ikke bremser innovationen, men som garanterer, at der hurtigt og sikkert kommer gode produkter på markedet. Systemet suppleres af CE-mærket. Jeg tror, at CE-mærket giver os garanti for, at eksisterende bestemmelser ikke overtrædes. Men som supplement har vi også brug for de frivillige konformitetsmærker, som skal sikre en efterfølgende produktionsovervågning udført af uafhængige instanser.
Fru formand, da min gruppe fortalte mig, at jeg havde halvandet minut til at tale om normalisering og standardisering denne morgen, var jeg bange for, at en del af det nye Labours politik gik ud på at få standardiseret kandidater overalt i Europa. Men til min lettelse opdagede jeg, at der er tale om en glimrende betænkning fra min gode ven, fru Kestelijn-Sierens, som jeg anbefaler over for Parlamentet. Jeg har et alvorligt spørgsmål til betænkningen, som jeg håber, at kommissær Bangemann kan besvare. Han kan muligvis huske en vælger fra min valgkreds, Simon Hossack, der skrev mange breve til Kommissionen, og på hvis vegne jeg fremsatte mange spørgsmål til Kommissionen. Han var en opfinder, der havde fremstillet en meget sindrig anordning, der kunne standardisere ethvert elektrisk apparat overalt i Europa. Det var umuligt for ham at markedsføre denne anordning, fordi standardiseringsorganisationerne var domineret af de store europæiske stikproducenter, der var helt tilfredse med den aktuelle situation, hvor der findes en række forskellige stikudformninger i Europa, fordi det giver dem mulighed for at beholde deres markedsandel. Ved at nægte at godkende hans anordning forhindrede standardiseringsorganisationerne ham i at komme ind på markedet. Jeg ved, at kommissær Bangemann ikke vil synes om dette, da han går ind for deregulering og et frit marked, og jeg håber, at han vil have det in mente, når han skal søge at sikre, at standardiseringsorganisationerne er repræsentative for alle borgerne i Fællesskabet, både for de nye personer, der ønsker at komme ind på markedet, og for de eksisterende store monopoler. Til slut, hr. kommissær Bangemann, jeg stemte for at få Dem afskediget i sidste måned, og jeg vil stemme for at få Dem afskediget igen i næste måned, så De kan give mig et meget kort svar.
Fru formand, i lighed med ordføreren mener jeg, at beretningen fra Kommissionen om europæisk standardisering efter den nye metode i det store og hele er tilfredsstillende. Beretningen fastslår faktisk, at harmoniseringen af lovgivningerne bør begrænses til de væsentligste krav inden for sikkerhed og sundhed. Standardiseringsmekanismerne er hovedsageligt baseret på enighed mellem fagfolk og institutter. Men den forbyder ikke producenterne at fremstille produkter, der ikke lever op til standarderne, og ansvaret kommer derfor tilbage til markedet. Der er selvfølgelig en sektor tilbage, konstruktionsprodukter, hvor der stadig er vanskeligheder. Men den generelle linje, som er vedtaget, forekommer tilfredsstillende. Det kan imidlertid være en anledning til at omtale problemet med brugen af standarder til protektionistiske formål på markeder uden for Europa. Jeg tænker især på USA og Japan. Dette emne var helt sikkert ikke blevet taget i betragtning inden for rammerne af denne betænkning, for den var begrænset til det indre markeds drift, men jeg tror, det skal foreslås af de europæiske instanser. Dette emne hænger faktisk en del sammen med fastsættelse af de interne standarder i Europa. De interne og eksterne aspekter kan ikke adskilles. Der er ikke nogen grund til, at disse europæiske interne standarder f.eks. skal fremme amerikansk import, hvis der ikke er gensidighed med fastsættelse af standarder i USA for hvert enkelt produkt. De europæiske standardiseringsorganisationer kan derfor ikke være ligeglade med den politik, der føres på området på den anden side af Atlanterhavet. Jeg ønsker derfor, at denne bekymring også fremover vil blive taget i betragtning.
Hr. formand, med tak til ordførerne og de kolleger, som har udtalt sig her, vil jeg forsøge kort at kommentere nogle af de spørgsmål, der er blevet stillet. Vi følger nøje med i arbejdet i de tre europæiske standardiseringsorganisationer. Vi mødes regelmæssigt med dem. Så sent som for to uger siden mødtes vi med dem. Vi drøfter problemer, f.eks. også spørgsmålet om gennemsigtighed og effektivitet, og vi forsøger at gøre den samlede procedure så effektiv og så brugervenlig for forbrugeren og industrien som overhovedet muligt. Der er altid misforståelser. F.eks. den misforståelse, at vores normer skulle kunne skabe tekniske hindringer, eller omvendt, at selvom vi giver andre lande som USA og Japan lov til at bruge vores normer, gør amerikanerne og japanerne ikke det samme. Det er altsammen misforståede opfattelser af princippet for vores standardisering - og også for standardiseringen i USA og principielt også i Japan. Det vil jeg gerne sige endnu en gang med henblik på de argumenter om protektionisme, som især rejses over for os af amerikanerne. Det er ikke sådan, at vi beskylder amerikanerne for nogen form for protektionisme, men amerikanerne forsøger derimod hele tiden at beskylde os for protektionisme, det seneste eksempel er UMTS. Det er helt forkert, fordi der - nu siger jeg det igen udtrykkeligt, for det er selve kernen i denne politik - bortset fra nogle undtagelser, som er nødvendige af sikkerhedsmæssige årsager - ikke findes nogen bindende standarder! Det betyder med andre ord, at enhver - også denne opfindsomme producent med de forskellige stik - kan markedsføre sine produkter. Han skal ikke opfylde nogen standard. Han kan markedsføre et produkt, som er konstrueret på en helt anden måde. Det, vi imidlertid gerne vil opnå, er, især i forbindelse med interoperable systemer, at en standard, som de involverede parter bliver enige om, inklusive forbrugere, fagforeninger osv., vil give et vist incitament, så den også bliver accepteret. Incitamentet består først og fremmest i, at en producent af et sådant produkt - derfor behøver det slet ikke nogen godkendelse fra de andre medlemsstater - kan sige: Dette produkt opfylder Den Europæiske Unions bestemmelser. Det er så CE-mærket, og dermed har producenten en fordel, om man vil. Det er systemet. Nu til de forskellige bemærkninger. For det første finansierer vi allerede små og mellemstore virksomheder og deres medvirken. Vi er absolut ikke modstandere af gennemsigtighed. Enhver, som har en legitim interesse, kan deltage i denne proces. Det gør processen lidt længere, men det kan absolut lade sig gøre. For det tredje, fru ordfører: Vi har taget mange initiativer - med stor succes i øvrigt - i forhold til mulige nye medlemslande. CEN, CENELEC og ETSI har et meget tæt samarbejde med standardiseringsorganisationerne i disse lande. Arbejdet finansieres også af os inden for rammerne af Phare og andre tiltrædelsesspecifikke finansieringsprogrammer. Det bliver altså principielt gjort altsammen. En sidste bemærkning til stikkene: Da standardiseringsorganisationerne drives af erhvervslivet og standardiseringsarbejdet også finansieres af erhvervslivet, er det forståeligt og klart, at det med den nuværende situation - som jo ikke udgør noget problem for producenterne generelt, men kun for forbrugerne - ikke møder den helt store interesse hos erhvervslivet, når man siger, at vi burde have ens stik i Unionen. Fra erhvervslivets side er det ikke noget, man arbejder på. Heller ikke medlemslandene - det kunne vi selvfølgelig overvinde med et politisk initiativ, ganske vist ikke af sikkerhedsmæssige årsager, men der er sikkert en ganske væsentlig forbrugerinteresse i denne sag - har nogen interesse i at gennemføre en sådan standardisering, medmindre man vælger den standard, som gælder i det pågældende medlemsland. Danmark har altså en stor interesse i, at danske normer bliver til europæiske normer osv. Men det kan naturligvis ikke være den rigtige løsning. Den rigtige løsning kan kun bestå i, at vi udarbejder en europæisk standard, som også i fuldt omfang opfylder moderne tekniske bestemmelser. Denne standard behandler vi på samme måde som alle andre, vi gør den ikke bindende, men den har visse fordele for producenten. Det ville så betyde, hvis alle fremover fremstiller deres stik i henhold til denne standard, at ikke bare de fremtidige stik og stikdåser ser sådan ud, men at man også måtte udskifte de eksisterende stik og stikdåser, og hvad det ville koste, kan De selv forestille Dem. Det er årsagen til, at der hverken i erhvervslivet eller hos forbrugerne er den helt store interesse i at ændre på disse ting. Men rapporten går jo videre til Rådet såvel som til Parlamentet, og vi vil drøfte sagen med Rådet endnu en gang. For det er virkelig et tydeligt eksempel mod det europæiske standardiseringsarbejde, selvom det overhovedet ikke har noget at gøre med det arbejde, som vi udfører, og som vi udfører med succes. Internationalt set er den måde, vi kører standardiseringen på, langt den bedste. Jeg vil kun nævne et eksempel, nemlig GSM, anden generation af mobiltelefonerne. Med denne standard har europæiske producenter opnået to tredjedele af verdensmarkedet. Hvis det lykkes os at afslutte UMTS, den tredje generation, på en fornuftig måde - arbejdet er endnu ikke afsluttet, fordi der er nogle problemer med den intellektuelle ophavsret - hvis det lykkes, og der også har været amerikanske og japanske firmaer involveret i dette arbejde, vil vi sandsynligvis kunne opnå en større andel af verdensmarkedet, end vi gjorde med GSM. Vi har altså absolut ikke noget at skamme os over i forbindelse med standardiseringen. Vi er verdens førende på dette område.
Mange tak, hr. Bangemann. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. Inden afstemningen om afsnit 5
Hr. formand, jeg vil blot gøre opmærksom på, at der på side 9 i den engelske udgave står »binging« i stedet for »binding«, og jeg ved, at kommissær Bangemann ikke ønsker at blive sat i forbindelse med binging (æde- eller drikkegilde).
Mange tak for Deres information til hr. Bangemann og forsamlingen. Vi vil huske denne advarsel. Forslaget til beslutning vedtoges
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0438/98) af Kaklamanis for Udvalget om Transport og Turisme om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om Euro-Middelhavspartnerskabet i transportsektoren (KOM(98)0007 - C4-0102/98).
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, denne betænkning er en opfølgning af konferencen i Barcelona om Euro-Middelhavspartnerskabet. Samtidig forsøger den at påbegynde gennemførelsen, lidt efter lidt, af de beslutninger, der blev truffet i Cardiff om samme emne. Målet er at gøre Middelhavet til en bro, hvorover den politiske, økonomiske, udviklingsmæssige og kulturelle kommunikation mellem alle EU-landene og tredjelandene i Middelhavsområdet kan foregå. Alle transportformer fra Den Europæiske Union til tredjelandene og omvendt behandles. Desuden forsøger betænkningen at opstille regler for udvikling af transporten internt i tredjelandene i Middelhavsområdet samt mellem landene. Jeg håber, at det transportforum for Middelhavsområdet, som skal mødes på Malta den 24.-25. marts, vil forstå at udnytte det grønne lys, Parlamentet giver i dag, og at Europa-Kommissionen vil holde os informeret om den prioritering, man vil foretage for at gennemføre denne plan for udvikling af transportsektoren i Middelhavsområdet. Jeg håber inderligt, at EU-budgettet vil støtte dette tiltag, men jeg må desværre indrømme, at jeg ikke har meget tiltro til det, når jeg ser på Unionens budget for 1999 og på de indledende drøftelser om budgettet for år 2000. Jeg vil bede Kommissionen sørge for hele tiden at kontrollere, at de midler, der afsættes til tredjelandene i Middelhavsområdet, anvendes fornuftigt, da der som bekendt i flere af landene er problemer med demokrati, åbenhed og, i visse tilfælde, politisk stabilitet. Under programmets gennemførelse lægger Parlamentet især vægt på beskyttelsen af miljøet, og specielt havmiljøet, mod enhver form for forurening, navnlig giftigt affald og atomaffald. Jeg vil specielt fremhæve det sidstnævnte over for kommissæren på baggrund af den tyrkiske regerings beslutning om at oprette et kernekraftværk ved middelhavskysten, i Akuyios-området, selvom alle ved, at det store, ødelæggende jordskælv, der indtraf for blot nogle få måneder siden i Adana, havde sit centrum blot 50 km fra det sted, hvor Tyrkiet vil bygge sit nye kernekraftværk. Da dette forum mødes på Malta i marts - Parlamentet var af den opfattelse, at mødet burde være afholdt før, så vi kunne have været mere konkrete i vores forslag - vil vi bede Dem, hr. kommissær, om at holde os informeret om de beslutninger, der træffes i forummet, og især om prioriteringen, da Europa-Parlamentet som bekendt ikke deltager i dette forum. Til sidst har jeg en rettelse til afsnit 3 på side 6 vedrørende mødet på Malta, som skulle have fundet sted i februar, men først bliver afholdt i marts, hvorfor det bør omtales som mødet, der »finder sted«, og ikke »har fundet sted«, på Malta den 24.-25. marts. Jeg vil gerne rette en varm tak til Transportudvalgets medlemmer, som med deres ændringsforslag har været med til at forbedre betænkningen, til Transportudvalgets sekretariat og til Europa-Kommissionen, hvis holdninger til visse punkter vi måske ikke har været hele enige i, men som vi har haft et godt samarbejde med.
Hr. formand, jeg vil allerførst gerne takke ordføreren for hans betænkning og især for den kritiske måde, han har læst Kommissionens meddelelse på. Vi taler i dette parlament - og ikke kun i dette parlament, men i internationale organisationer i det hele taget - hele tiden om globalisering. Denne betænkning viser tydeligt, at begrebet globalisering ikke er dækkende alle steder. Det lykkes jo ikke en gang for os at skabe orden og struktur i vores umiddelbare nabolag, som kunne komme en sådan enhed til gode, som Den Europæiske Union nu en gang er, når det drejer sig om dens direkte interesseområde. Jeg tror, at når man taler om Middelhavsområdet, må man også se på områdets fælles historie. Vi må ikke glemme, at Middelhavet tidligere var et indre europæisk farvand, som først senere har udviklet sig til at være Europas grænse mod syd. På grundlag af denne fælles historie bør det egentlig være muligt, at mål, som vi har sat os, som f.eks. oprettelse af et frihandelsområde inden 2010, absolut er realistiske, hvis man kan skabe den nødvendige infrastruktur i dette område, hvis det er muligt at skabe denne struktur. Den manglende infrastruktur, især inden for trafikken og på telekommunikationsområdet, er den væsentligste hindring for at udvikle udenrigshandlen og den interregionale handel i dette område. Jeg tror, det er meget vigtigt, at man inden for trafikken ikke blot betragter de stater, som grænser direkte op til Middelhavet, men at man også betragter regionen som helhed, inklusive de forskellige balkanlande. Man må inddrage disse lande på tilsvarende måde, og man må også inddrage dem i en betænkning af denne art. Jeg tror, at den kritiske betragtning er vigtig og nødvendig, for at denne diskussion, denne samtale og dermed også Parlamentets deltagelse kan opretholdes fremover, og for at kommunikationen mellem Kommissionen og Parlamentet fortsat på en kritisk måde kan sørge for, at der gøres fremskridt på dette område i denne region.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg synes, at det er meget positivt, at vi i dag kan afholde denne debat om transporten på Middelhavet, så lad os tale om Middelhavet, EU's sydlige grænse. Der er allerede gået næsten fire år siden Euro-Middelhavskonferencen i Barcelona, som fandt sted i 1995, og jeg synes, at det er positivt, at Kommissionen har fremlagt dette dokument om transporten på Middelhavet. Transporten er det kommunikationsmiddel, der muliggør samhandel. Den foregående taler fortalte, at Middelhavet har været et indre farvand, men gennem mange år har det fungeret som en adskillelse mellem Nord og Syd. Mellem et udviklet Nord og et ikke særligt udviklet Syd, et Nord med demografisk stagnation og et Syd med stor demografisk vækst, et normalt kristent Nord og et muslimsk Syd. Denne adskillelse har vanskeliggjort dialogen og en fælles forståelse. Den store udfordring på Barcelona-konferencen var at øge denne fælles forståelse, denne gensidige forbindelse mellem Nord og Syd. Man talte om det fælles handelsområde, der skulle være klar i 2010, men det skal forberedes. Man bør øge kommunikationen mellem Nord og Syd. Hvis ikke forbindelsen styrkes, vil den eneste transport på Middelhavet desværre være de synkefærdige både med immigranter, som lider for at krydse Gibraltarstrædet og finde en løsning på problemerne i deres liv i Den Europæiske Union. Styrkelsen af transporten og den fælles forståelse kan frembringe en udvikling i området, som bør være et område med gensidige forbindelser og forståelse, der er positiv for alle. Som vores poet siger, bør det fungere som »en bro i det blå hav«.
Hr. formand, Kommissionen har meget travlt. Det er almindelig kendt, og det kan der på kort sigt ikke ændres meget ved. Men det er normal forretningsgang at opstille prioriteter for alle planlagte arbejdsområder. I den henseende kan der indsættes nogle bemærkninger ved det initiativ. Jeg er ikke fuldkommen enig i aftalernes målsætninger. Ikke desto mindre synes jeg, at de bestræbelser, der gøres for båndene med Middelhavslandene, helt sikkert er retfærdiggjort. De aftaler, der er lavet herom mellem de forskellige partier, skal ses i betragtning af dette. I første omgang anser jeg det for en opgave for Unionen at forbedre forholdet mellem Unionen og Middelhavslandene. Når dette er opnået vil den kunne gøre en indsats for forholdene mellem Middelhavslandene indbyrdes. Disse lande skal også selv tage initiativ til forbedring af deres position. I øvrigt er transportdelen i Barcelona-erklæringen omkring Euro-Middelhavspartnerskabet eftertrykkeligt rettet mod infrastrukturen. Det betyder, at EU ikke må beskæftige sig med stimulering af bestemte transporttjenester i Middelhavslandene. EU skal dog sørge for, at investeringerne er i overensstemmelse med den varige transportpolitik, som Europa-Parlamentet har indsat. Dette skal resultere i, at opmærksomheden primært rettes mod de varige forbindelser mellem medlemsstaternes og Middelhavslandenes havne. Først i en senere fase får forbindelserne mellem Middelhavslandene indbyrdes en chance. Naturligvis skal også disse forbindelser passe til ønsket om en varig transport. Dette ser jeg bekræftet, når jeg konstaterer, at handelsstrømmen mellem EU og Middelhavslandene, i sig selv ikke er særligt betydelige, men dog er betydeligt større end handelsstrømmen mellem Middelhavslandene indbyrdes. Efter min mening giver det også anledning til en vis relativering af de indsigelser, som ordføreren nævner i sin rapport. Kort sagt, vi må respektere og efterleve aftaler. Derfor er jeg fortaler for at efterkomme de aftaler, der er indgået med og om Middelhavslandene. Det må dog ikke ske på bekostning af andre, lige så vigtige opgaver. Derfor også mit ændringsforslag om at lette det pres, som ordføreren lægger på Kommissionen.
Hr. formand, efter vedtagelsen af den meddelelse, som bliver debatteret her i dag, har den arbejdsgruppe, som blev anbefalet, allerede konstitueret sig. Arbejdsprogrammet er opstillet, så vi har gjort væsentlige fremskridt. Vi vil naturligvis også følge med i arbejdet i dette forum og komme med forslag i overensstemmelse med, hvad der blev fastsat som prioriteter under konferencen i Barcelona. Det behøver vi ikke lave om på. Også f.eks. miljøpolitiske initiativer blev allerede behandlet som prioritet dér. Vi vil også - det er det andet spørgsmål, som dukkede op under diskussionen - følge og forberede arbejdsgruppens første møde på Malta den 23. og 24. marts. Europa-Parlamentet vil blive holdt fuldt informeret. Alle papirer, som bliver fremlagt og besluttet på dette møde, vil blive offentliggjort. Også her er det allerede fastholdt, at der skal lægges særlig vægt på miljøaktiviteter. Jeg tror altså, at vi i øjeblikket befinder os på et godt udviklet stadium i dette projekt, og at vi ikke behøver frygte, at vores arbejde ikke vil blive kronet af en tilsvarende succes. Naturligvis - og det er den egentlige hindring i alle disse projekter, også i det industrielle samarbejde - afhænger det ikke kun af vores gode vilje, men også af partnerlandenes gode vilje. Denne gode vilje er sikkert til stede hos partnerlandene, men i forskellige grader. Der er partnerlande i Middelhavsområdet, som sikkert vil reagere meget positivt på alle disse aktiviteter. Der er andre, som gerne vil reagere positivt, men som af mange forskellige grunde er forhindret i det, og så vil man sandsynligvis også blive nødt til at acceptere forskellige resultater. Men det skyldes så ikke os, det skyldes partnerlandene selv. Vi vil i hvert fald gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at gøre denne sag til en succes.
Mange tak, hr. Bangemann. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. Forslaget til beslutning vedtoges
Europas forhold til sine naboer i syd bliver uden tvivl det vigtigste emne, der kommer til at stå på spil fremover. Den mindste økonomiske fremgang, sociale lighed og sikkerhed, man kan håbe på for denne region, er betinget af genoptagelsen af en dialog, der i dag knapt er begyndt, og som skal føre til en større hensyntagen af interesserne i de lande, der er beliggende ved Middelhavets to kyster. Konferencen i Barcelona gav i 1995 et svar ved at lancere Meda-programmet, der grundlagde et nyt partnerskab, som hviler på tre søjler (politik, økonomi og sociale forhold). Betænkningen, som er fremlagt for Parlamentet, indeholder en generel strategi for transportområdet. Betænkningen gør opmærksom på betydningen af forbindelserne på transportområdet mod syd, som skal indstille sig på udvidelsen af det europæiske transportnetværk, RTE, mod øst. Men i overensstemmelse med ordføreren, spørger jeg mig selv om den faktiske villighed til en genafbalancering af det europæiske transportnetværk. Der er fuldstændig set bort fra en konkret finansiering. Vil det sige, at vi stadig må holde os til ønsketænkning? Man må lancere, støtte og konkretisere et sandt middelhavsprojekt. Denne velvillighed er ikke synlig, og det bør vi beklage. Lad os en gang for alle fjerne os fra den stadige tøven og de besværgende taler uden handling. Hvis vi som bevis tager omsætningen af Meda-programmet i nogle associeringsaftaler, må vi konstatere, at alt dette stadig ligger meget under de bekendtgjorte intentioner og annoncerede midler, der blev meddelt under de forskellige topmøder, som fandt sted før og efter topmødet i Barcelona.
Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om foranstaltninger til bekæmpelse af udbredelsen af smitsom anæmi hos laks. Jeg giver ordet til kommissær Bangemann.
Hr. formand, Kommissionen beklager dybt de tab, som de skotske lakseopdrættere har lidt på grund af smitsom anæmi hos laks. Det er et alvorligt slag for en branche, der allerede er under pres på grund af det følsomme marked for laks. Kommissionens tjenestegrene følger nøje sygdommens udvikling samt de foranstaltninger, som de britiske myndigheder træffer for at bekæmpe sygdommen. Vi har tillid til, at disse foranstaltninger er i overensstemmelse med EU's lovgivning. Disse foranstaltninger betyder bl.a. tvungen aflivning af fisk på smitteramte fiskefarme og flytningsrestriktioner for farme, der er under mistanke. Vi er meget bekymrede over konsekvenserne af både sygdommen og udryddelsespolitikken for denne sektor. Jeg vil derfor gøre opmærksom på, at medlemsstaterne inden for rammerne af fællesskabslovgivningen har mulighed for at yde national økonomisk bistand i tilfælde af sygdomsudbrud i akvakultursektoren. Kommissionen vil sørge for en hurtig behandling af eventuelle forespørgsler fra de kompetente britiske myndigheder om en kompensationsordning. Hvis en sådan forespørgsel opfylder Kommissionens gældende godkendelseskriterier, vil vi ikke tøve med at handle i overensstemmelse hermed. Vi mener også, at sygdommen er så alvorlig, og at dens tilstedeværelse lægger en så tung byrde på fremtidens lakseopdræt i EU, at det retfærdiggør en udryddelse af sygdommen. Hvis denne politik ikke lykkes, kunne vi selvfølgelig overveje at fremsætte forslag til ændring af denne.
Hr. formand, det er meget passende, at kommissær Bangemann kommer med dette indlæg sidst på ugen. Han kan muligvis huske, at han og jeg tidligere har haft en meningsudveksling om Kommissionens holdning, efter at jeg havde talt med skotske opdrættere. Jeg glæder mig oprigtigt over Kommissionens synspunkter. Det er et meget alvorligt problem for de skotske fiskeopdrættere. Det er en sygdom, der stammer fra Norge, og som har ramt adskillige skotske opdrættere. Det startede hos en fiskeopdrætter i Glen Nevis i det skotske højland. Situationen er meget alvorlig - specielt når den norske regering samtidig truer med at dumpe laks i Den Europæiske Union til priser, der truer mange lakseindustrier på levebrødet. I Skotland og Irland er der omkring 6.000 ansatte inden for akvakultur. Det er vigtigt, at vi sikrer os, at lakseindustrien ikke bruger kemikalier, der er skadelige for havmiljøet. Som altid, når det gælder fiskeripolitik, skal vi kombinere udnyttelsen af ressourcer med en ordentlig behandling af miljøet og en bevarelse af ressourcer, skønt lakseopdrætterne naturligvis ikke ønsker at gemme deres lagerbeholdning. Jeg glæder mig over kommissærens redegørelse. I denne uge har min egen regering på generøs vis lovet at bevilge GBP 9 millioner - 3 millioner om året i tre år - i bistand til lakseopdrætterne. De efterlyser samfinansiering, og det skal administreres af Highlands and Islands Enterprise samt industrien selv. Det er resultatet af forhandlinger med de skotske myndigheder og industrien. Det glæder mig, at Kommissionen ikke ønsker at stå i vejen for medlemsstaterne, fordi den anden store betingelse er, at EU's konkurrencepolitik giver lakseopdrætterne mulighed for at nyde godt af denne bistand. Det er specielt vigtigt, da mange af de skotske laksefarme ejes af norske virksomheder. På Shetlandsøerne er 50 % af lakseindustrien på norske hænder, så det er meget vigtigt, at Kommissionen ikke lægger hindringer i vejen, og at den - som kommissæren så venligt lovede - reagerer prompte på udspil fra den skotske regering. Jeg kontakter Callum McDonald og John Sewell umiddelbart efter dette møde for at opfordre dem til hurtigst muligt at indsende en anmodning til Kommissionen.
Hr. formand, jeg takker Kommissionen for den intensitet, hvormed den har grebet ind i laksesagen i Skotland. Samtidig vil jeg konstatere, at Skotland ikke er det eneste område, som er ramt af laksesygdom, som delvis skyldes, at Norge har skabt et meget effektivt lakseopdræt. Også de finske laksebestande er i fare på grund af dette opdræt. Der har nemlig spredt sig en frygtelig lakseparasit i de syd- og nordnorske vandløb. Den er spredt nordpå helt til Skibotn-elven, altså på højde med Finlands arm i Lapland, og den nærmer sig truende Tana-elven. Tana-elven er Europas største lakseelv. De finske myndigheder har haft intensive drøftelser med de norske myndigheder, men der er ikke fundet en løsning til beskyttelse af Tana-elven. Faren for den udgøres af det norske lakseopdræt i Tana-fjorden. På den ene side truer den laksenes genarv og det forhold, at laksen også i fremtiden kan klare sig i denne Europas nordligste lakseelv. På den anden side truer udspredelsen af lakseparasitten laksebestanden i Tana-elven. Jeg håber, at Den Europæiske Union iværksætter intensive foranstaltninger for at redde laksebestanden i den største europæiske lakseelv for de kommende generationer, så den ikke ofres på det kunstigt effektive fiskeopdræts alter.
Hr. formand, det er nu tredje gang, at denne sygdom, en infektionsfremkaldende anæmi, bryder ud i Nordatlanten. Tidligere har den været i Norge og Canada og nu altså i Skotland. Da det er en hyppig hændelse, sker det, at store mængder laks smides ud af laksedambrugene. Dette skete eksempelvis i november sidste år, da ikke mindre end 70 t laks forsvandt fra et dambrug nær Oban. Hvad der var værre, var, at vi ved, at man havde mistanke om, at netop dette dambrug var inficeret med denne anæmisygdom. Jeg tror, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi ser den sprede sig til vildlaksene også. Så har vi virkelig store problemer, da der ikke er så mange vildlaks tilbage. Dette skal ses ud fra en række problemer i forbindelse med dambrug og med opdræt af laks. Man skal samle disse forskellige aspekter og erkende, at der måske er behov for en komplet undersøgelse af dambrugene i et bredere perspektiv. Jeg spekulerer på, om Kommissionen kunne støtte et sådant initiativ. I de skandinaviske vande er der en anden parasit på laks, som kaldes gyrodactylus sallaris. Norge har for nylig bekendtgjort en plan om at behandle 20 elve med rotenon. Det er jo en uhørt stor beslutning at behandle 20 elve med giften rotenon, da alt andet naturligvis også dør. Det er et desperat forsøg på at få kontrol med denne parasit. Jeg vil gerne spørge kommissær Bangemann, om Kommissionen har kendskab til, om denne parasit også er fundet i fisk i Skotland, Irland eller andre steder.
Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissæren for den udmærkede redegørelse og for hans anerkendelse af laksemarkedets følsomhed og bekymring for sygdommens mulige konsekvenser for de hårdt trængte fiskeopdrættere, specielt i Skotland, hvor denne industri har afgørende økonomisk betydning for det skotske højland og de skotske øer, hvor der ikke findes mange andre beskæftigelsesmuligheder. Langs kysten er der ca. 340 laksefarme, som giver beskæftigelse til 6.000 personer i nogle af Europas mest landlige områder. Det er en velorganiseret og godt ledet industri, men den er i krise på grund af smitsom anæmi hos laks. Denne sygdom, der er en slags lakseinfluenza, var ukendt i Den Europæiske Union, indtil den først dukkede op i Skotland i maj 1998. Siden da har det været nødvendigt at destruere millioner af sunde fisk fra de kun ti farme, der har været ramt. Smitsom anæmi hos laks har resulteret i meget stor dødelighed hos opdrættede laks, men det er en sygdom, der ikke kan overføres til mennesker, og den gør ikke den smittede fisk uspiselig. EU's direktiver og britiske bestemmelser anbefaler en udryddelse. Udryddelsespolitikken tager imidlertid ikke højde for de sociale og økonomiske konsekvenser af en destruktion af millioner af fisk. I virkeligheden kan en massedestruktion betyde økonomisk ruin for mange af de små familievirksomheder. Det kan ødelægge hele det økonomiske grundlag for mindre virksomheder. Efter at dette spørgsmål kom på Europa-Parlamentets dagsorden, har ministeren for Skotland reageret og erkendt de mulige beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Som hr. McMahon sagde, så har regeringen lovet GBP 9 millioner over tre år, men det er baseret på samfinansiering med industrien, og der forhandles i øjeblikket herom. Det er måske ikke muligt for de små farme at leve op til denne finansieringsform, og derfor har det angiveligt generøse tilbud måske ikke i praksis den store betydning for nogle små virksomheder. Bankerne har tilkendegivet, at de ikke vil låne penge ud med sikkerhed i fiskebestanden, så medmindre de større virksomheder er villige til at fungere som en økonomisk paraply, så er det vanskeligt at se, hvordan dette tilbud kan afværge en truende økonomisk ruin for disse små firmaer. De store virksomheder kan måske opkøbe de mindre, men i mange tilfælde har de små virksomheder fine investeringsresultater i landdistrikterne. Norge har angrebet problemet med en indeslutningspolitik frem for en aflivning, og i Den Europæiske Union skal vi måske overveje alternative metoder til sygdomsbekæmpelse. Det er afgørende, at vi gør noget. De skotske laksefarme befinder sig i en kritisk situation, hvor der snart skal træffes beslutninger om indkøb af unglaks til næste år. Det er altafgørende, at man hurtigt overvejer muligheden for at iværksætte yderligere foranstaltninger, herunder erstatning, for at hjælpe de mindre virksomheder, som jeg har omtalt. Jeg kan ikke kraftigt nok understrege situationens alvor. Det er nødvendigt med en hurtig og målrettet indsats, hvis vi skal undgå alvorlige konsekvenser i nogle af de mest økonomisk sårbare områder i Europa. Til slut vil jeg gerne spørge kommissær Bangemann, om Kommissionen vil overveje at indføre et fællesskabsfinansieret udryddelsesprogram, hvis de aktuelle nationale forslag slår fejl?
Hr. formand, det kan se mærkeligt ud, at jeg med en valgkreds i Hampshire ønsker at blande mig i en forhandling om skotske laks. Min valgkreds hedder Itchen, Test og Avon, og det er tre floder, der er meget berømte for deres laks. Jeg lyttede opmærksomt til kommissær Bangemann. Han nævnte behandlingen af de berørte områder. Udelukker han specifikt enhver veterinær eller farmaceutisk behandling af sygdommen, enten der hvor den forekommer, eller som forebyggelse i områder, der senere kan blive ramt?
Hr. formand, som jeg tidligere sagde, så afventer Kommissionen forslag fra den britiske regering. Vi har hørt om nogle foranstaltninger, men vi har ikke modtaget planer om detaljerede og konkrete forslag samt de finansielle konsekvenser. Men, som jeg antydede tidligere, så erkender vi situationens alvor, så ingen foranstaltning er pr. definition udelukket. Jeg har kort skitseret den politik, vi følger i øjeblikket. Hvis det bliver nødvendigt at finde frem til en ny politik, så vil vi selvfølgelig forsøge at hjælpe mest muligt. Det gælder også for forskningsprogrammer - så vidt jeg ved. Jeg er ikke ekspert i forskning. Så vidt vi ved, har vi endnu ikke forsket i sagen. Men som altid kan der i fiskeripolitik straks være tilgængelige midler. Hvis der er brug for yderligere undersøgelser fra Fællesskabets side, så kan vi selvfølgelig også se på det. Jeg gentager, at vi i øjeblikket afventer konkrete forslag, og at vi derefter vil gøre vores yderste for at autorisere dem og om nødvendigt supplere dem.
Mange tak, hr. Bangemann. Forhandlingen er afsluttet. Der er ikke flere punkter på dagsordenen. Protokollen fra mødet i dag vil blive fremlagt til godkendelse i starten af næste mødeperiode. Mine damer og herrer, vi er ved at have afsluttet arbejdet for denne uge, som har været lidt speciel. Ifølge oplysninger fra Parlamentets administration har vi sat en rekord. Det vil sige, at det har været en uge, hvormed vi kunne komme i Guinness rekordbog, for vi har gennemført flere end 150 afstemninger ved navneopråb. Mine damer og herrer, som formand vil jeg ikke udtale mig - jeg kan ikke udtale mig - om relevansen eller ej af afstemninger ved navneopråb. Dette er et forhold, som reguleres af forretningsordenen. Men under alle omstændigheder, mine damer og herrer, er der derimod ikke tvivl om, at dette har været en særlig stor anstrengelse for Dem alle, men også for administrationen i Parlamentet. Såvel vores tjenestemænd som tolkene har været nødt til at gøre en særlig indsats. Derfor er det ligesom mange andre fredage min store fornøjelse at takke dem for deres samarbejde, og tillad mig, at jeg i dag siger dem en særlig tak. I dag har byen givet os en strålende dag efter en uge med sne, og det vil jeg gerne takke den for. Lad os håbe, at den dejlige dag vil følge os i alle de retninger, som De måtte bevæge Dem i om et øjeblik for at fortsætte Deres arbejde for Den Europæiske Union. Før vi slutter, har hr. Bangemann ønsket at få ordet, og det er mig en ære og fornøjelse at give ham ordet. Ordet er Deres, hr. Bangemann.
Hr. formand, jeg ville bare bede Dem om, når De anmelder dette antal afstemninger ved navneopråd til Guinness rekordbog, at De så også tilføjer min tale i går. Det var nemlig den korteste tale, nogen kommissær nogensinde har holdt. Bifald
Hr. Bangemann, jeg tror, at det i dette tilfælde burde stå der to gange: fordi det var det korteste indlæg, og fordi det var Dem, der holdt det, i betragtning af, at De normalt er meget generøs i Deres svar, hvilket vi takker Dem for.
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. Mødet hævet kl. 11.15