data/validation/da_ep-99-11-15.txt

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 4. november 1999, for genoptaget.
Kære kolleger, siden vores sidste mødeperiode, og navnlig i de seneste par dage, har der fundet flere forfærdelige katastrofer sted, og det er katastrofer, som har haft nogle voldsomme konsekvenser, hvad enten det drejer sig om det nye jordskælv i Tyrkiet eller om oversvømmelserne i Frankrig. Med Deres samtykke ville jeg gerne på Europa-Parlamentets vegne give udtryk for min dybeste medfølelse og min fulde solidaritet med ofrene for disse nye tragedier og med deres pårørende.
Fru formand, jeg vil gerne tilføje, at der i fredags faldt et FN-fly ned med tre besætningsmedlemmer og 21 frivillige, som var involveret i VFP-projektet til Kosovos genopbygning. Jeg mener, at vi også bør mindes disse ofre, takke disse mennesker for det fantastiske og nyttige arbejde, de har udført, give udtryk for vores solidaritet med de pårørende og undersøge årsagen til denne katastrofe. Jeg vil derfor gerne spørge Dem, fru formand, om De ikke mener, at det er hensigtsmæssigt også at iagttage et minuts stilhed, når det gælder disse moderne helte.
Fru Napoletano, jeg vil selvfølgelig viderebringe alt, hvad De sagde, til rette vedkommende og give udtryk for vores dybeste medfølelse. Tilfældet vil i øvrigt, at det var samme fly, som hr. Swoboda, fru Pack, fru Nicholson og jeg var med, da vi rejste til Pristina. Det er en tragedie. Vi vil anmode om at få oplyst dens årsager. Det vil vi se på sammen med hr. Kouchner. og jeg vil gerne gentage, at De kan være rolig for, at jeg vil give udtryk for vores dybeste medfølelse med ofrenes pårørende.
Jeg vil gerne tale om Tjetjenien og vores fortsatte støtte til den russiske regering. Det folkemord, som finder sted i Tjetjenien, ignoreres tilsyneladende af de vestlige regeringer og i høj grad også af Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne spørge Dem, fru formand, om De vil anmode en fra Kommissionen eller en af kommissærerne om at tale her i Parlamentet og fortælle os præcis, hvad vi gør for at stoppe den forfærdelige brutalitet, som finder sted i Tjetjenien. Den russiske regering støttes af de vestlige regeringer og især Den Europæiske Union, og jeg synes, at det er vores ansvar, at gøre russerne opmærksom på den afsky og gru vi føler over det, der er sket. Rusland har mange problemer ud over Tjetjenien, og det slår mig altid, at dette Parlament ofte tøver med at kritisere Rusland under omstændigheder som disse. Jeg vil anmode Dem, fru formand, om så hurtigt som muligt at opfordre en kommissær til her i Parlamentet at fortælle os præcis, hvad Den Europæiske Union har til hensigt at gøre ved situationen i Tjetjenien.
Hr. Andrews, jeg kan fortælle Dem, at Deres ønske er blevet opfyldt endnu hurtigere, end De forestillede Dem, eftersom forhandlingen om Tjetjenien er opført på vores dagsorden for onsdag eftermiddag, og eftersom vi naturligvis vil få lejlighed til at lytte til både Rådets og Kommissionens redegørelse. Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen. Det endelige forslag til dagorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen på mødet torsdag den 11. november i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 110, er omdelt. Tirsdag: Formanden. Jeg har modtaget en anmodning fra Verts/ALE-gruppen og PSE-gruppen om at opføre forelæggelsen af Revisionsrettens årsberetning på dagsordenen kl. 9.00-10.00. Er der en kollega, som ønsker at støtte dette forslag?
) Fru formand, jeg synes, at det er yderst vigtigt, at vi tager Revisionsrettens årsberetning på dagsordenen. Denne årlige bestseller er igen ved at blive udgivet, og det vil være forkert, hvis Parlamentet ikke arrangerede en debat om emnet, fordi pressen allerede har kendskab til den. Lækagen af information er yderst beklageligt, men det er jo sket før. Jeg mener, at vi skal debattere den på et plenarmøde, og ikke overlade det til korridorsnak, for der er ingen tvivl om, at emnet vil blive diskuteret.
Fru formand, i forbindelse med forelæggelse af Revisionsrettens beretning er det sandt, at Revisionsrettens beretning - som tidligere passerede næsten ubemærket - nu er blevet en vigtig nyhed med stor aktualitetsværdi for pressen. Nogle kolleger og nogle grupper har ytret bekymring, fordi der er foregået lækage til pressen - en bekymring, som jeg deler - og jeg mener, at vi bør anmode Revisionsretten og de øvrige institutioner om at respektere fristerne. Men jeg synes, at den straf, som nogle ønsker at give Revisionsretten, er fuldstændigt ude af proportioner, for hvis vi fjerner alle emner, hvor der foregår lækage, fra dagsordenen, sidder vi jo tilbage uden dagsorden. Vi bør være strengere i vores opførsel. I betragtning af at Revisionsrettens beretning endvidere har en række konsekvenser for Parlamentets egne aktiviteter - og jeg tænker her især på dechargen - mener jeg, at det, vi må gøre, er at forelægge formanden for Revisionsretten, hvad der er sket, og forsøge at få ham til ud over at fremføre en undskyldning, hvis det er relevant, offentligt at forpligte sig til en undersøgelse af denne sag, så systemet til distribution og oplysning af Parlamentet forbedres. Under alle omstændigheder mener jeg, at det, vi i sidste ende bør gøre, er at sanktionere os selv gennem denne opførsel. Derfor finder jeg det rimeligt, at denne beretning forelægges for Parlamentet i morgen, efter at den i dag er blevet forelagt for Budgetkontroludvalget.
Fru formand, jeg er enig med de to tidligere talere i, at dette er en førsteklasses årsberetning efter ordre fra højeste politiske niveau. Det er netop derfor, at Parlamentet skulle benytte lejligheden til over for Revisionsretten at give udtryk for sin foruroligelse over, at et dokument fra Revisionsretten med et så vigtigt indhold, uanset om indholdet er rigtigt eller forkert, har fundet vej til Der Spiegel den 8. november. Det må ikke ske. I en sag, der er så vigtig som denne, er det forkert, uanset hvem det drejer sig om - og jeg ved ikke, hvem der er skyld i denne lækage - at foretrække en sensationspræget frem for en institutionel fremgangsmåde. Vi er et organ med politisk kompetence til at tage højde for det betydningsfulde og professionelle arbejde, Revisionsretten udfører. Det giver ikke mening, at vi, med tanke på begivenhederne i de seneste måneder, i øjeblikket forhandler med Europa-Kommissionen om nye adfærdsregler, som bl.a. i sager af større betydning kræver, at Kommissionen først kommer og fortæller Parlamentet, hvad der er vigtigt, og derpå tager fat i Revisionsrettens årsberetning og siger: Der har været en lækage, hvilket er lidt uheldigt, men lad os bare komme videre, som om intet er sket. Nej. Det er her, vi sætter grænsen og siger til Revisionsretten, som min gruppe har stor respekt for, at vi har separate funktioner: De står for revisionen, og vi står for det politiske. Såfremt vi vælger at udsætte denne sag, hvilket var den generelle holdning på Formandskonferencen, bliver en af opgaverne frem til december at opfordre Revisionsrettens formand til at iværksætte en grundig undersøgelse af, hvorvidt det er Revisionsretten eller en anden institution, der står bag denne lækage. Det var Parlamentets Budgetkontroludvalg, der for år tilbage først insisterede på, at vi som parlamentarikere skulle lægge mere vægt på årsberetningen. Ved at sige "udsæt den" indikerer vi, at vi vil have styr på indholdet og ikke har i sinde at feje noget ind under gulvtæppet. Vi indikerer, at fra nu af skal der andre boller på suppen, ikke kun i Kommissionen. Vi har som parlamentarikere en snigende tilbøjelighed til at blive fanget på det forkerte ben, når vi skal forklare, hvem der står bag en lækage, og det er ikke særlig hensigtsmæssigt. Lad os gøre krav på vores rettigheder som institution. Lad os stoppe med at skabe sensation om Revisionsrettens arbejde.
Jeg tror, at Parlamentet nu er tilstrækkeligt orienteret. (Forslaget forkastedes) Formanden. Stadig med hensyn til tirsdag vil jeg informere Dem om, at Kommissionens meddelelse om de afgørelser, der blev truffet på dens møde i dag, vil omhandle embargoen mod britisk oksekød samt produktionen og salget af tobak. Onsdag: Formanden. Med hensyn til redegørelsen af hr. Solana, den højtstående repræsentant for FUSP, der skal tale her i Parlamentet, vil jeg oplyse Dem om, at hr. Patten ligeledes vil deltage i forhandlingen på Kommissionens vegne. I øvrigt vil Udvalget om Forfatningsspørgsmål i aften behandle hr. Napolitanos betænkning om ændringer af forretningsordenen som følge af den interinstitutionelle aftale, og PSE-gruppen har anmodet om denne betænknings opførelse på dagsordenen, naturligvis under forudsætning af, at udvalget når til enighed. Hvem går ind for denne anmodning?
Fru formand, jeg mener, at dette er en sag, der forklarer sig selv, eftersom vi allerede i sidste mødeperiode diskuterede, hvor vigtigt det er, at Parlamentet vedtager reglerne for videreudvikling og anvendelse af en interinstitutionel aftale, som allerede blev bragt i stand i forrige valgperiode og ratificeret af Parlamentet. Dengang var der mulighed for, at sagen skulle returnes til Udvalget om Forfatningsspørgsmål på grund af nogle gruppers forbehold og tvivl. Der blev ikke fremsat forbehold. Sagen er endnu en gang sendt til Udvalget om Forfatningsspørgsmål, og det ser ud, som om vi langt om længe i dag kan nå frem til en aftale. Jeg mener, at denne sag er af største vigtighed ikke kun for beskyttelsen af vores værdighed som parlamentsmedlemmer, men også for respekten for de løfter, vi afgiver. Dette er årsagen til, at vi har anmodet om, at denne sag behandles så hurtigt som muligt, selvom vi forstår, at der kan være forbehold, men disse forbehold skal være berettiget, og de skal især kunne diskuteres. Det er det, som vi håber vil ske i dag i Udvalget om Forfatningsspørgsmål. (Forslaget vedtoges) Formanden. Dette punkt bliver således det sidste punkt på dagsordenen for onsdag, og vi kan således stemme om det om torsdagen. Jeg har - stadig i forbindelse med dagsordenen for onsdag - fået at vide af Kommissionen, at med hensyn til forhandlingen om situationen i Tjetjenien, som er fastsat til kl. 17.00-18.00, bliver kommissær Patten nødt til at forlade Strasbourg kl. 16.00, og han vil derfor ikke kunne være til stede. På Formandskonferencen bad vi hr. Verheugen om at være til stede under denne forhandling, men jeg har i dag fået at vide, at det slet ikke er sikkert, at hr. Verheugen har mulighed for dette, og at en anden kommissær vil træde i stedet for ham. Det generer mig meget, og det generer formodentlig også Dem. Jeg foreslår derfor, at vi rykker Rådets og Kommissionens redegørelse om situationen i Tjetjenien frem til kl. 15.00-16.00. Det ville give kommissær Patten mulighed for at deltage, og det ville ikke forsinke de andre forhandlinger, eftersom vi under alle omstændigheder ville blive nødt til at afbryde forhandlingen om regeringskonferencen kl. 17.00-18.00. Det er mit forslag.
Fru formand, jeg har et spørgsmål angående den dagsorden, De foreslår. På onsdag skal vi også behandle den vigtige betænkning af Dimitrakopoulos og Leinen. Hvordan ser det egentlig ud med tidsplanen dér? Har vi tid nok til også at kunne behandle denne betænkning, der er så vigtig for Den Europæiske Unions fremtid, for begge ordførere har fortjent, at vi bruger rimelig tid på deres betænkning. Kan De sige noget om det?
Hr. Poettering, eftersom forhandlingen om Tjetjenien under alle omstændigheder er fastsat til kl. 17.00-18.00, bliver vi nødt til at afbryde den forhandling, De taler om, fra 17.00 til kl. 18.00. Jeg tror ikke, der sker noget ved, at vi afholder forhandlingen om Tjetjenien kl. 15.00 og derefter fortsætter forhandlingen om den meget vigtige betænkning, De nævnte. Det er efter min mening meget generende at have en forhandling om situationen i Tjetjenien, hvor den kommissær, der er ansvarlig for det pågældende spørgsmål, ikke er til stede. Det har vi som bekendt aldrig brudt os om.
Fru formand, vedrørende forhandlingen om situationen i Tjetjenien finder jeg formandens forslag absolut fornuftigt. I forbindelse med forhandling om betænkning af Dimitrakopoulos og Leinen foreslår jeg, for at der i det mindste kan være ét indlæg pr. gruppe vedrørende en så vigtig betænkning, at vi i dette tilfælde tager spørgetiden til Rådet af dagsordenen, hvorved alle grupper får mulighed for at udtrykke sig, for det er en meget vigtig sag for Parlamentet.
Fru formand, jeg vil gerne støtte Deres forslag. For at orientere vores kolleger om dette - eftersom vi drøftede det på Formandskonferencen - burde vi måske præcisere, at vi på grund af hr. Pattens forventede fravær foreslog hr. Verheugen, og det var ikke på grund af hans person, men fordi han er en af de kommissærer, der i særlig grad er inddraget i internationale spørgsmål. Når det gælder et så ømtåleligt emne som Tjetjenien, ønsker vi dog ikke, at en forud fastlagt tekst blot bliver læst op af en anden. Jeg tilslutter mig derfor Deres forslag fuldstændigt. Det er efter min mening bedre at flytte denne forhandling på vores dagsorden, så vi får mulighed for at lytte direkte til den ansvarlige kommissær.
Fru formand, jeg synes, at Deres, det vil sige Præsidiets, forslag om, at forhandlingen om Tjetjenien afvikles fra kl. 15 til 16, er den bedste løsning i dette tilfælde, for så undgår vi at afbryde forhandlingen om regeringskonferencen og starter i stedet denne forhandling en time senere om eftermiddagen. På denne måde tror jeg, at begge punkter kan behandles grundigere.
Tak for denne forklaring, hr. Dimitrakopoulos.
Fru formand, jeg ville blot sige til Dem, at jeg er imod forslaget fra vores kollega Barón Crespo om at annullere spørgetiden. Jeg anser spørgetiden for en grundlæggende parlamentarisk ret, som i modsætning til andre punkter på dagsordenen er sikret udtrykkeligt i traktaten, og jeg vil holde fast ved, at spørgetiden gennemføres i fuldt omfang. Jeg vil dog også sige, at jeg godt forstår, at der er tidsmæssige problemer. Men det skyldes netop, at vi har forholdsvis lidt tid og utrolig meget stof, og det er præcis dem, der for nogen tid siden ønskede at afkorte mødeugerne, som nu beklager dette. Jeg protesterede dengang mod dette urealistiske forslag, og heldigvis med succes. Tidligere var Rådet til stede i Parlamentet i to dage: onsdag og torsdag. Og vi havde spørgetid til Rådet onsdag aften. Det fungerede glimrende. På et eller andet tidspunkt forkortede man Rådets ophold til en dag, og derfra stammer problemerne.
Kære kolleger, lad os gå frem i den rigtige rækkefølge. Det drejer sig om at flytte redegørelsen om Tjetjenien. Jeg vil nu give ordet til medordføren, hr. Leinen, og vi skal derefter afgøre dette spørgsmål.
Fru formand, jeg er indforstået med, at vi har kommissæren her, når vi taler om Tjetjenien. Jeg er også indforstået med, at vi diskuterer situationen i Tjetjenien kl. 15.00, men jeg vil gerne anmode om, at debatten om regeringskonferencen finder sted i sammenhæng. Jeg støtter hr. Barón Crespo i, at vi i første omgang skal afvente, hvornår vi er færdige med debatten, og så først derefter tilføje punktet på dagsordenen "Spørgetid til Rådet". Det ville være dårligt at hugge et så vigtigt emne som regeringskonferencen i småstykker, på onsdag et lille stykke og måske endnu et stykke torsdag formiddag. Det bør man kunne diskutere i sammenhæng.
Tak, hr. Leinen. Jeg sætter hermed forslaget om at flytte forhandlingen om Tjetjenien til kl. 15.00 i stedet for kl. 17.00 under afstemning. (Forslaget godkendtes) Vi går nu over til hr. Barón Crespos forslag om at tage spørgetiden til Rådet af dagsordenen, et forslag, som hr. Leinen ændrer ved at foreslå, at denne spørgetid finder sted på aftenmødet efter den institutionelle forhandling, hvilket forekommer mig at være helt i tråd med det, hr. Barón Crespo foreslår.
Fru formand, efter forhandlingen om Tjetjenien ville så komme forhandling om betænkning af Dimitrakopoulos og Leinen. Det, man så kunne gøre, er at udsætte spørgetiden lidt. Jeg synes, at det er et fornuftigt forslag.
Hr. Poettering, jeg tror, at Rådet vil være helt indforstået med Barón Crespos forslag om at lade spørgetiden finde sted efter forhandlingen om betænkningen af Dimitrakopoulos og Leinen. Hvad er Deres holdning?
Fru formand, De har sagt det nu. Jeg ville blot sikre, at spørgetiden med spørgsmål til Rådet finder sted under alle omstændigheder. Her har hr. Posselt fuldstændig ret. Parlamentsmedlemmerne har ret til at høre svarene, og det handler om at sikre gennem en procedure, at de også kan gives til parlamentsmedlemmerne.
Hvem går ind for, at vi beholder spørgetiden og flytter den til efter betænkningen af Leinen og Dimitrakopoulos? (Forslaget godkendtes) Torsdag: Med hensyn til forhandlingen om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning anmoder Verts/ALE-gruppen om, at der tilføjes to underpunkter til punkt 3 om "Menneskerettigheder". Det første punkt er "Alexander Nikitin-sagen". Hvem ønsker at fremsætte denne anmodning?
Fru formand, det er yderst vigtigt, at Europa-Parlamentet stadig støtter Alexander Nikitin, som er tiltalt i Rusland for at sætte statssikkerheden i fare. Dette har jo været en tradition for os, at vi har støttet hans retssag og fulgt den regelmæssigt, og vi har fået at vide, at det nu netop er den rette tid at tage stilling, fordi retssagen vil fortsætte i den nærmeste tid.
Tak, fru Hautala. (Forslaget godkendtes) Verts/ALE-gruppen anmoder om, at man til punktet "Menneskerettigheder" tilføjer punktet "Krænkelse af menneskerettighederne i forbindelse med olieledningen mellem Tchad og Cameroun."
Fru formand, vores Parlament har allerede vedtaget en beslutning om dette emne, men vi står i dag over for det spørgsmål, at Verdensbanken snart skal udtale sig om projektets relevans, og på grund af dets konsekvenser for befolkningen i Tchad og Cameroun er vi af den opfattelse, at et budskab fra Europa-Parlamentet ville være kærkomment i dag. (Forslaget forkastedes) Formanden. Hvad fredagen angår, er der ingen ændringer, og det er der heller ikke for onsdag og torsdag i den korte Bruxelles-mødeperioden. (Arbejdsplanen fastsattes)
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0043/1999) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (5734/1/1999 - C5-0028/1999 - 1997/0350(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra motorer med kompressionstænding til fremdrift af køretøjer og emission af forurenende luftarter fra køretøjsmotorer med styret tænding, som benytter naturgas eller autogas (LPG) som brændstof og om ændring af Rådets direktiv 88/77/EØF (Ordfører: Lange).
ordfører. (DE) Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi står med denne lovgivning ved afslutningen af en lovgivning, som er opstået af auto-olie-programmet. Kære kolleger, hele Europa-Parlamentet har gjort denne lovgivning til en succeshistorie. Europa-Parlamentet har opnået, at luftkvaliteten i Europa forbedres væsentligt. Vi har fået gennemført, at luftkvaliteten netop i byerne i Europa fremover vil forbedres med 60%. Det er ikke kommet fra himmelen, men vi har gennemført det i Forligsudvalget. Fru formand, De var formand for delegationen i Forligsudvalget. De ledte delegationen, hvor vi vandt over Ministerrådet. Derfor bør vi heller ikke tøve nu ved den sidste byggesten i lovgivningen, men vælge Forligsudvalgets vej, fordi Rådet åbenbart ikke har turdet tage det sidste skridt og har været meget tilbageholdende på et par punkter. Rådet har i sin fælles holdning uden tvivl taget nogle vigtige punkter op, som f.eks. den bindende totrinsfastlæggelse af grænseværdier, højere krav med hensyn til holdbarheden af udstødningsemissionssystemerne ved lastbiler og busser, et egendiagnosesystem og feltovervågning. Men det har været tilbageholdende på fire punkter. Her handler det efter min mening om at foretage udbedringer. For det første har Rådet udskudt reduktionen af nitrogenoxider fra 2005 til 2008 og desuden indført en ekstra fase for fase 2005, således at der nu er kommet gang i en udvikling. Jeg mener, at det er samfundsøkonomisk meningsløst, når man ved, at nitrogenoxider og partikelemissioner automatisk hører sammen i en kurve, og at det, når man tager fat på den ene type forurenende luftarter, automatisk får konsekvenser for den anden type. Det giver samfundsøkonomisk set således heller ikke nogen mening at udarbejde to forskellige grænseværdier inden for tre år. Her skal der snarere opnås en reduktion af NO2-emissionerne på én gang. Nogle siger, at der kun er én teknologi til rådighed. Det er objektivt forkert. Der er flere teknologier til at reducere partikelemissioner og NO2-emissioner samtidig til det niveau, som vi krævede under førstebehandlingen, hvad enten det sker via ammoniaktilsætning eller luftafkøling forbundet med et regenerationsfilter. Der er altså flere muligheder her, og disse muligheder er ikke teoretiske, men er på prototypestadium. Vi behøver altså ikke at gøre os bekymringer om, at det ikke skulle være teknisk muligt. I øvrigt ville det være spild af ingeniørarbejde og samfundsøkomisk meningsløst. Men det er naturligvis også økologisk nødvendigt, at vi tager dette skridt. Hvorfor? Vi diskuterer f.eks. en ozongrænseværdi for 2010, som vi vil opnå, og den ligger 80% under den værdi, som vi har i Den Europæiske Union nu. Hvis vi virkelig ønsker at opnå det, skal vi netop også ved lastbiler og busser reducere nitrogenoxiderne. Vi har 168 millioner personbiler og 23 millioner erhvervskøretøjer og busser i Den Europæiske Union. De 23 millioner erhvervskøretøjer emitterer lige så meget som de 168 millioner personbiler, det vil sige 50% af det samlede antal nitrogenoxider. Vi må altså absolut gøre noget her! For det andet var Rådet noget tilbageholdende i spørgsmålet om eftermontering af udstyr på ældre køretøjer. Vi ved, at lastbiler og busser har en lang levetid og stor kilometerydelse. Derfor er det meget vigtigt, at eftermonteringen af udstyr på disse køretøjer fremmes, således at også de ældre køretøjer bliver renere. Rådet var for det tredje noget tilbageholdende ved indførelsen af et særligt miljøvenligt køretøj - her har vi foreslået nogle ændringer - og ved den strenge kontrol af forhindringen af cycle beatings, som det har fundet sted i USA, det vil sige, at producenter simpelthen kan udelukke grænseværdierne ved elektroniske manipulationer. Her ønsker vi at tilføje noget mere. Vi har en chance for at afslutte succeshistorien om udstødningslovgivning til forbedring af luftkvaliteten på en førsteklasses måde. Naturligvis skal vi også være meget ambitiøse i forbindelse med vores forslag, hvis vi skal gå ind i en forligsprocedure. Vi ønsker jo at nå frem til et godt kompromis, og for så vidt kan vi ikke begynde med kompromiset. Lad os derfor også være modige her og gennemføre en hurtig forligsprocedure og i fællesskab sørge for, at vores succeshistorie - forbedring af luftkvaliteten i Europa - også bliver førsteklassses i forbindelse med det sidste skridt.
Fru formand, lad mig allerførst over for ordføreren udtrykke min glæde over den betænkning, som han nu har skrevet. Jeg synes - og fru formand, De ved det af egen erfaring - at det vidner om mod, hvad Parlamentet har gjort i sagen om auto-olie-programmet. Vi har forsøgt at rense både personbilerne og lastbilerne, altså tunge erhvervskøretøjer, ikke blot bilerne som sådan, men også at sørge for, at der anvendes rent brændsel. Hele denne pakke vil sørge for, at der faktisk kommer en bedre luftkvalitet. Det eneste gode, jeg i den seneste tid har læst om miljøet i Nederlandene, er, at den bedre luftkvalitet på grund af renere biler allerede nu kan konstateres. Jeg ville ikke være ærlig, hvis jeg ikke sagde, at nogle mennesker i vores gruppe ikke fuldt ud støtter den betænkning og de ændringsforslag, som Miljøudvalget har foreslået. Jeg tror, at der måske lige skal forhandles, hvor der stadig kan indgås kompromiser inden afstemningen. De, der mener, at de krav, som Miljøudvalget og dets ordfører, hr. Lange, nu har stillet til de tunge erhvervskøretøjer, er for strenge, må dog lige tænke over følgende. Vi har her i Europa stadig en god bilindustri, for tunge og for lette køretøjer. Den samme bilindustri eksporterer køretøjer til USA, som i mellemtiden allerede skal opfylde strengere krav eller i det mindste de krav, som nu stilles. Jeg tror ikke, at det er i nogens interesse, at vi stiller mindre krav i Europa, end hvad der, også på længere sigt, er gennemførligt. Derfor appellerer jeg indtrængende om, at det, som Miljøudvalget har foreslået, også virkelig vedtages ved afstemningen i morgen.
Fru formand, det foreliggende lovgivningsprojekt er meget betydningsfuldt med hensyn til beskyttelse af luften. Det har en direkte indvirkning på kvaliteten af indåndingsluften, det vil sige indholdet af kvælstofdioxider og ozonindholdet, som dannes. Alt dette har også indvirkning på både forsuring og eutrofikation. Antallet af sundhedsfarlige partikler i luften bliver også reduceret. Dette kan dog kun lykkes tilstrækkelig effektivt, såfremt de foranstaltningerne, der er krævet i direktivet, hurtigst muligt bliver iværksat i praksis. Den sværeste udfordring er de hurtigt voksende transportsopgaver, som forventes at blive fordoblet fra 1990 til 2006. Jeg mener, at ordfører Lange har fuldstændig ret, når han påpeger, at de tunge køretøjer hurtigst muligt skal medregnes i den fælles strategi, hvis målsætning er at nedsætte CO2-udslippet fra vejtrafikken. Kapløbet med emissionsmængderne skal besvares med en hurtigere ibrugtagning af foranstaltninger, som medfører reduktion. Således støtter jeg kraftigt ordføreren i, at de nye grænseværdier skal tages i brug så hurtigt, som den nye teknologi tillader, og ikke først, når medlemsstaterne tilfældigvis vil godkende dem. I markedsøkonomien er det penge, der er det afgørende. Derfor skal også miljøværdierne skubbes fremad med finansielle midler. Ved ibrugtagningen af miljøvenlige brændstoffer har skattedifferentiering allerede haft stor betydning. At anvende skattelettelser som gulerod ved fornyelsen af gamle tunge transportkøretøjer er velbegrundet, og ligeledes vil skattelettelser til særdeles miljøvenlige køretøjer være det. Alt dette for at sætte fart i ibrugtagningen af nye, mindre forurenende køretøjer. Jeg vil også fortælle om en ændring, som ikke koster noget. I ser sikkert selv dagligt situationer, hvor tunge køretøjer som busser og maskiner holder motoren i gang, mens ingenting sker. Vi bør regne ud, hvor meget der kan reduceres i luftforurening, hvis vi holder op med tomgang. Det koster faktisk ikke noget. Det drejer sig om ting, som ligger mellem ørerne.
Fru formand, vi taler i dag om fremme af lastbilers miljøvenlighed. Dette forekommer mig at være en modsætning, og det er det naturligvis også. Lastbiler forurener nu engang, og i betragtning af, at godstransport, navnlig international godstransport, nu engang ofte finder sted ad landevej, kan vi ikke gøre meget mere end at gøre den mindre skadelig. Hvad det angår, er det på sin plads at give Kommissionen og Rådet, men frem for alt vores ordfører, en kompliment. Når vi ser, hvad der under førstebehandlingen blev overtaget af ændringsforslag, så kan dette ordførerskab bestemt kaldes en succeshistorie. Vi er allerede nu meget tilfredse med det foreliggende resultat. Vi taler nu om andenbehandlingen af et direktiv, hvoraf nogle elementer allerede skal indføres i 2000. Derfor er vi under et vist tidspres. Ordføreren kommer tilbage til tidligere forslag. I mange af disse kan vi følge ham. Der er én del, hvor vi ikke kan følge ordføreren, men Rådets fælles holdning, og her drejer det sig om fremgangsmåden i to faser med NOx-grænseværdien i EURO IV-fasen. Jeg har lyttet godt efter, hvad ordføreren sagde om det. Den Liberale Gruppe mener imidlertid alligevel, at fastsættelse nu af denne grænseværdi for 2006 i praksis tvinger industrien til at anvende én bestemt teknologi, selvom vi ikke er overbeviste om denne teknologis miljøvenlighed. Evaluering i 2002 og indførelse i 2008 giver efter vores overbevisning en bedre chance for anvendelse af en mere effektiv teknologi. For øvrigt foreslår Rådet, at der indføres en kategori med meget miljøvenlige køretøjer. Vi hilser dette forslag velkommen, idet disse køretøjer stimuleres afgiftsmæssigt. Vi har også med stor interesse hørt om de forbedringer, som ordføreren vil foretage af dette forslag. For øvrigt støtter vi helhjertet ordførerens forslag om formindskelse af CO2-emissionerne, således at vi når målet fra Kyoto, men også afgiftsmæssig stimulering af tilpasninger af ældre køretøjer og tilpasning af testbetingelserne, således at faktiske emissioner af køretøjer, der er i drift, måles, i hvert fald på længere sigt.
) Fru formand, kollega Lange har igen udarbejdet en særdeles god betænkning, som vil have en mærkbar indvirkning på luftkvaliteten, og vores gruppe tilslutter sig hans betænkning uden forbehold. Lastbiler og busser udgør en stadig voksende del af årsagerne til luftforurening af den grund, at vi virkelig har gjort en hel del, hvad angår personbilerne, og i den forbindelse har vi også anvendt forbedring af brændstofkvalitet og skattelettelser, som fru Myller sagde lige før. Ved førstebehandlingen fik Parlamentet meget succesfuldt de stramme grænseværdier for partikelemissioner, som er meget sundhedsfarlige, igennem. Så tog miljøministrene Parlamentets forslag til sig, og nu er det vores opgave at kræve, at industrien overholder en lige så stram linje med hensyn til kvælstofemissioner. Industrien behøver tilstrækkelig med tid, og herved har industrien sikkert tilstrækkelig med tid til at forberede sig til denne teknologiske forandring. Ingeniørerne har også tidligere være meget opfindsomme, og jeg stoler på, at de rigtige teknikker kan tages i brug før starten på år 2006.
Fru formand, gennem behandlingen af auto-olie-programmets forskellige dele har vi i Europa-Parlamentet presset på for at skærpe kravene. Det bør vi også gøre i dag og i morgen. Som en konsekvens heraf vil vi i GUE/NGL-gruppen stemme for stort set samtlige ændringsforslag fra ordføreren, hr. Lange. Vi mener, at det er vores opgave i denne situation at sørge for, at den bedst mulige teknik anvendes så tidligt som muligt. Jeg er også overbevist om, at en del af det pres, man har udøvet på os medlemmer i denne sag, har overdrevet vanskelighederne ved at omstille sig til de krav, der stilles i denne indstilling ved andenbehandling. På ét punkt forholder jeg mig noget tvivlende. Det gælder punkt 11, nemlig om man i dag skal fastsætte en tidsfrist for økonomiske incitamenter til de miljøvenlige køretøjer. Det er dog et mindre spørgsmål i denne forbindelse. Jeg vil gerne takke ordføreren, som har ydet et virkelig godt stykke arbejde i en teknisk set ret kompliceret sag.
Den Europæiske Union og de nationale medlemsstater skal til enhver tid arbejde tæt sammen med Europas bil- og olieindustri med henblik på i den nærmeste fremtid at bekæmpe forurening én gang for alle. I tidligere betænkninger fra Europa-Parlamentet beskrives den enorme bilkultur som den store synder i forbindelse med luftforureningen i Europa, og Parlamentet spiller nu en aktiv rolle i fastsættelsen af grænseværdier for forskellige forurenende stoffer, så man kan få miljøproblemet under kontrol. Parlamentet er selvfølgelig nødt til at støtte en lang række foranstaltninger til begrænsning af miljøforurening for i henhold til Kyoto-aftalen at overholde sin forpligtelse til at reducere Den Europæiske Unions emissioner af seks drivhusgasser med 8% inden udgangen af perioden 2008-2012. Jeg vil gerne understrege, at Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet har gennemført omfattende høringer af den europæiske bilindustri vedrørende disse spørgsmål, og den har frivilligt indvilget i at reducere kuldioxid-emissioner i nye biler med 25% inden år 2008. Vi har gjort store fremskridt de seneste år med hensyn til at løse disse problemer. Det gælder f.eks. det system, som er installeret i biler, der har kørt over 80.000 kilometer og er over fem år gamle, og som skal kontrollere forureningsbegrænsende anordningers holdbarhed. Vi har indført skatte- og afgiftslettelser, som skal fremme hurtig introduktion af køretøjer med avancerede forureningsbegrænsende anordninger. Vi støtter den gradvise afskaffelse af salget af blyholdig benzin. Vi støtter desuden foranstaltninger, som skal sikre, at svovlindholdet i benzin reduceres til en tredjedel, samt at svovlindholdet i dieselolie reduceres til en syvendedel inden år 2005. Langes betænkning om begrænsning af emission af forurenende luftarter og partikler fra motorkøretøjer er en fortsættelse af de fremskridt, vi har gjort indtil nu. Som konklusion vil jeg gerne sige, at Europa-Parlamentet siden maj i år har haft beføjelse til fælles beslutningstagning i forbindelse med alle miljøspørgsmål som følge af Amsterdam-traktatens ikrafttræden. Europa-Parlamentet bør og skal gøre brug af denne mulighed for at gennemtvinge en endnu strammere lovgivning inden for miljøkontrol. Jeg støtter hr. Lange og lykønsker ham med betænkningen.
Fru formand, allerførst vil jeg give hr. Lange en kompliment for hans betænkning under andenbehandlingen. Han har igen udført et udmærket stykke arbejde med hensyn til at gøre trafikken mere miljøvenlig. Efter auto-olie-programmet om personbilerne har man også med hensyn til lastbiler valgt at gribe det ordentligt an. Jeg er også tilfreds med alt det, som Rådet overtog fra Parlamentet under førstebehandlingen. Det er tydeligt, at enigheden i Parlamentet har ført til gode resultater i Rådet. Jeg forstår imidlertid ikke, hvorfor Parlamentet efter overensstemmelse i Rådet skal vente så længe på den officielle fælles holdning. Jeg synes, at dette er vigtigt nok til at tage det op. Jeg er nemlig bange for, at det i stadig højere grad bliver en vane, at fælles holdninger ankommer med stor forsinkelse i Parlamentet. Nu kan Rådet naturligvis sige, at proceduren er blevet mere indviklet og kræver mere tid på grund af Amsterdam-traktatens ikrafttræden. Jeg ser imidlertid ikke nogen forskel i denne henseende. Inden Amsterdam skulle der vedtages en tekst, og efter Amsterdam er det stadig sådan. Desuden må jeg bemærke, at sådanne forsinkelser giver store problemer for gennemførelsen af den pågældende lovgivning. I tilfældet med de tunge lastbiler er dette bestemt tilfældet. Med henblik på bilindustrien er det meget vigtigt at vide, hvad der præcist vil ske, og hvornår det vil ske. Hvis beslutningsprocessen finder sted meget senere end nødvendigt, har bilindustrien ikke længere muligheder for at tage passende hensyn hertil. Nu er der bilindustrier, som med henblik på de strenge NOx-værdier indstiller sig på 2005, førstebehandlingen i Europa-Parlamentet. Andre indstiller sig på 2008, Rådets fælles holdning, og atter andre på 2006, udkastet til henstilling med henblik på andenbehandlingen. Under alle omstændigheder forårsager denne mellemfase allerede stor forvirring. Klarhed herom i tide ville være mere end ønskværdigt. For så vidt angår min indholdsmæssige reaktion på forslaget, vil hr. Lange med rette gerne have nogle ting forbedret. Hvis vi virkelig vil nå målene fra Kyoto, er denne sektor bestemt vigtig. Det drejer sig om store køretøjer, som kører mange kilometer og således forårsager en høj CO2-emission. En mere vidtgående investering i mere energibesparende motorer, altså ikke blot i forbindelse med personbiler, vil bestemt have effekt. Jeg opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at foretage konkrete handlinger. Jeg er også tilhænger af at stimulere den køretøjskategori, der omfatter meget miljøvenlige køretøjer. Dette vil medvirke til, at de foreslåede emissioner kan opnås i tide. Med rette bemærker hr. Lange, at der foruden emissionerne også vil gælde andre normer for disse miljøvenlige køretøjer, såsom lyd og det førnævnte brændstofforbrug. I hvert fald i forbindelse med lyd er de tunge lastbiler en vigtig faktor. Selvfølgelig skal testcyklusser for målingen af køretøjers udstødningsgasværdier på så kort sigt som muligt give et repræsentativt billede af den reelle køresituation. Forhandlinger om en global, harmoniseret, dynamisk testprocedure er ligeledes et skridt i den rigtige retning. Som konklusion kan jeg sige, at jeg fuldstændig tilslutter mig hr. Langes betænkning. Jeg vil derfor stemme for alle hans ændringsforslag. Det ville være godt, hvis Parlamentet og Rådet kunne nå frem til et godt direktiv uden en forligsprocedure. Desværre har Rådet i de forløbne uger overhovedet ikke erklæret sig rede til at overtage konceptændringsforslagene fra andenbehandlingen. Konsekvensen kan være, at vi indleder en forligsprocedure, hvilket igen forårsager forsinkelse. Derfor vil jeg, eventuelt gennem Kommissionen, endnu en gang appellere indtrængende til Rådet om at overtage hr. Langes gode forslag.
Hr. formand, kære kolleger, Bernd Lange har forelagt en god betænkning på Miljøudvalgets vegne. Rådet (miljø) vedtog den 20. december sidste år gode ændringsforslag af fru Hautala, skarpe grænseværdier for at imødegå luftforureningen og udstødningen af kræftfremkaldende sodpartikler fra lastbiler. Desværre har Rådet besluttet, at de skal indføres fra 2008 i stedet for fra 2005, som Parlamentet havde foreslået. Fru Hautala er allerede kommet ind på det. Jeg vil tale om CO2-emissionen fra lastbiler. Europa-Kommissionen bør hurtigt fremkomme med forslag. For almindelige biler havde Parlamentet udtalt sig med hensyn til treliterbilen i 2010. I sidste instans har vi kun fået et slapt kompromis i form af en aftale om en seksliterbil i 2010. For lastbiler har vi slet intet, selvom lastbilernes antal af kilometer stiger eksplosivt. Det forventes at blive 40% mere i 2015. Derfor beder jeg Kommissionen om at fremlægge et direktiv med henblik på mere energibesparende lastbiler. Ellers lykkes det aldrig at nå Kyoto-målsætningerne.
Hr. formand, da Europa-Parlamentet i efteråret 1998 besluttede at fortsætte auto-olie-programmet, gik tidsplanen ud på, at sagen skulle returneres til Parlamentet i god tid, således at det skulle muliggøre en rådsbeslutning i foråret 1999. Men den tyske regering, som var ansvarlig for sagen under sit formandskab, ville åbenbart noget andet. Sagen blev forsinket betydeligt og vendte først tilbage til Parlamentet midt om sommeren. Hvis den oprindelige tidsplan var blevet fulgt, havde certificeringen i forbindelse med kravet i fase tre i programmet i dag formentlig været klar fra fabrikanternes side. Ud fra et miljøsynspunkt ville bedre dieselkøretøjer allerede være begyndt at rulle på Europas veje. Nu har Lange fremsat omfattende ændringsforslag på dette sene tidspunkt i behandlingen af sagen. Hvis Parlamentet følger Langes forslag, vil der opstå yderligere forsinkelser. Det er ikke godt for miljøet i Europa. Der ser ikke ens ud overalt i Europa. Sverige og Finland, især landenes nordlige dele, er meget, meget afhængige af fungerende landevejstransporter. Det er rigtigt, at vi skal stille store miljøkrav til køretøjsfabrikanterne. De får virkelig brug for at anvende deres absolutte kompetence og deres absolutte kunnen, når de skal løse de opgaver, vi pålægger dem. Vi må imidlertid ikke udforme forslagene således, at de på andre punkter bliver negative for miljøet. Hvis vores beslutning fører til, at den enkleste løsning bliver almindelig praksis, nemlig at indbygge anordninger til rensning af emissionerne på katalysatorer, som kræver omfattende tilsætning af ammoniakopløsning, betyder distributionssystemet, distributionen af denne ammoniakopløsning til alle benzinstationer i Europa, at miljøindtægterne går tabt for en ikke ubetydelig del. Særlig problematisk bliver en sådan teknisk løsning for os i Nordeuropa. Jeg vil desuden sige, at EU ikke kan styre tingene i Europa med direktiver, som ikke er tilpasset virkeligheden i hele Europa. Lad os stille meget store miljøkrav, men giv også industrien den tid, som kræves for at udvikle teknisk optimale fremtidsløsninger, som bliver gode for Europas natur og for miljøet i Europas store befolkningscentre. Den fælles holdning er ud fra dette perspektiv et bedre miljøalternativ end et fortsat forsinket projekt.
Hr. formand, kære kolleger, det handler her om et udkast til direktiv inden for rammerne af auto-olie-programmet, som sigter mod at forbedre luftkvaliteten frem til 2010 ved en reduktion af emissionerne fra køretøjer. Personligt mener jeg, at Rådet i sin fælles holdning fastsætter en hel række meget vigtige bestemmelser, som f.eks. reduktionen af emissionsgrænseværdierne for carbonmonoxid med 30% i forhold til 1996, hvilket skal ske fra oktober 2000 eller 2001. Problemet er altid det samme - og, hr. Lange, jeg kan huske, at vi har talt om det: De lovede at indgå en aftale med Rådet om, at Deres ændringsforslag skulle vedtages delvist. Nu står vi virkelig over for spørgsmålet: Hvad gør vi? Godkender vi Deres ændringsforslag i morgen eller i overmorgen? Vil der blive tale om en forsinkelse? Jeg spørger mig selv, hvad der mon er bedst for miljøet nu. Jeg beklager meget, at det med Rådet ikke lykkedes. Vi står virkelig over for en samvittighedsafgørelse nu, og jeg vil se meget grundigt på det endnu en gang her til aften, for det er ikke blevet sådan, som vi havde drøftet det i Miljøudvalget. Vi skal være klar over én ting: Rådet har accepteret en hel række vigtige ting her, men vores biler har ikke været rene længe og bliver det heller aldrig. Vi står, hvad vi ikke havde troet, over for en eksplosion i trafikken både i industrilandene og i landene i den tredje verden. Dér er trafikken ikke engang begyndt endnu, og den vil - og det kan jeg kun ønske for de mennesker, der bor der - med sikkerhed stige. Måske, hr. Lange, kunne De forsøge endnu en gang at opnå et eller andet kompromis med Rådet på et natligt møde, så vi alle bliver løst fra samvittighedsafgørelsen om at stemme mod Deres glimrende betænkning, som jeg gerne ville godkende, eller - næsten må man sige - mod miljøet, idet man igen sylter alting.
Hr. formand, mine damer og herrer, den betænkning, vi diskuterer i dag, om reduktion af udstødningsemissioner fra lastbiler fortsætter efter min mening kontinuerligt vores bestræbelser på en forbedring af luftkvaliteten i Europa ved samtidig bevarelse af borgernes mobilitet. Det er endnu ikke blevet sagt i dag, men det garanteres hermed også. Jeg vil gerne takke ordføreren for hans arbejde. Betænkningen sigter hovedsageligt mod væsentlige punkter og slutter sig fint til den eksisterende lovgivning om bekæmpelse af luftforurening. Tillad mig dog på dette sted at komme med en generel bemærkning vedrørende den formelle opbygning af betænkningen. Jeg spørger mig selv, om de tekniske kriterier, som er anført i bilaget, virkelig bør diskuteres af os parlamentsmedlemmer. Uden en fagmands forklaring - sådan er det i det mindste gået for mig - er bilagene for de fleste af os simpelthen ikke til at gennemskue. Jeg mener, at tekniske betænkninger i et sådant tilfælde fremover eventuelt skal tilpasses af Den Juridiske Tjeneste til det, som vi har foreslået og besluttet. Lad mig fremføre endnu nogle bemærkninger om de indholdsmæssigt vanskeligste og mest omstridte punkter under andenbehandlingen. Jeg er enig med ordføreren i, at overgangen til de nye standarder bør iværksættes i en ettrinsprocedure. Med fastsættelsen af en frist for 2006 viser vi over for Rådet evnen til at indgå kompromis, da vi også gør en indrømmelse i forbindelse med førstebehandlingen. Der kan efter min mening ikke følges op på Rådets forslag, der først fastsætter dette for 2008. Direktivet om kvaliteten af benzin og dieselolie samt den i dag allerede eksisterende katalysatorteknik gør det muligt for Rådet og Parlamentet at have et absolut ambitiøst forehavende på dette punkt uden at belaste industrien og transporterhvervet med gebyrer. Jeg gør opmærksom på vores erfaringer med auto-olie-programmet for personbiler. På det område er vi forblevet hårde, og nu viser det sig, at vi er gået den rigtige vej. Et andet vigtigt punkt udgør for mig støtten til eftermontering af udstyr på ældre køretøjer ved hjælp af skattemæssige og andre incitamenter. På dette område ligger der for mig et uvurderligt potentiale. Lastbiler har en meget lang levetid. Vi bør absolut tage de skattemæssige muligheder med i betragtning her, selvom der kun opfyldes ét kriterium ved eftermonteringen. Der skal opnås væsentligt flere virkninger her. I det store og hele er jeg meget tilfreds ... (Formanden afbrød taleren)
For det første vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet og især ordføreren, hr. Lange, for hurtigt at indlede andenbehandlingen af betænkningen i denne sag. Andenbehandlingen af betænkningen indeholder en række ændringsforslag, som Kommissionen støtter, f.eks. ændringsforslaget vedrørende mere miljøvenlige køretøjer (EEV). EEV er et brændstof- og teknologineutralt koncept baseret på den bedste teknologi, som giver medlemsstaterne eller de lokale myndigheder mulighed for gennem skatte- og afgiftslettelser at fremme brugen af de køretøjer, som opfylder betingelserne for EEV. EEV er et koncept, som fremover vil understøtte de obligatoriske emissionsgrænseværdier. Derfor accepterer Kommissionen i princippet en undersøgelse af mulighederne for en udvidelse af EEV-konceptet, så det måske omfatter andre køretøjsegenskaber, såsom støj, brændstofforbrug og alternative fremdriftssystemer. Kommissionen støtter desuden ændringsforslaget vedrørende udvidelsen af direktivet til at omfatte andre brændstofalternativer, i dette tilfælde ethanol, ændringsforslaget vedrørende skatte- og afgiftslettelser til fremme af eftermontering af udstyr på ældre biler, ændringsforslaget om at tunge erhvervskøretøjer skal være omfattet af den overordnede fællesskabsstrategi for nedbringelse af CO2-emissioner og ændringsforslaget vedrørende kvaliteten af autogas på markedet. Kommissionen støtter i princippet også ændringsforslaget vedrørende anormale strategier for nedbringelse af emissioner, men vi foretrækker en forlængelse af tidsfristen. Hvis den forlænges til udgangen af 2002, har Kommissionen mulighed for at foretage en grundig vurdering af indvirkningerne af de nye testcyklusser for typegodkendelser, som indføres næste år med henblik på begrænsning af emissioner i nye europæiske køretøjer. I forbindelse med vedtagelsen af en fælles holdning med betydeligt mere stringente grænseværdier for partikler, er det værd at bemærke, at Rådet i høj grad har tilnærmet sig den holdning, som Europa-Parlamentet gav udtryk for under førstebehandlingen. Kommissionen støtter denne forsigtige holdning over for emissioner af ultrafine partikler. Det centrale element i denne pakke af ændringsforslag til andenbehandling er den korte tidsfrist for anvendelse af stringente grænseværdier for nitrogenoxider, NOx. Kommissionen mener, at den nuværende udvikling inden for den teknologi, der er nødvendig for at overholde disse stringente grænseværdier for Nox, gør det svært at acceptere en tidsfrist før oktober 2008. I den henseende er det nødvendigt med en gennemførlighedsundersøgelse af teknologien, da anordningerne til kontrol med emissioner med henblik på overholdelse af de strenge grænseværdier for Nox stadig er under udvikling. Selvom anordningerne har vist lovende resultater under laboratorietest, er der ingen garanti for driftsmæssig effektivitet på langt sigt, hvilket ville gøre udstyret til en holdbar og varig teknisk løsning for kontrol med emissioner på langt sigt. Der er desuden vigtige spørgsmål, som stadig skal behandles i forbindelse med kvaliteten af brændstof på det europæiske marked, især svovlindhold. Som konklusion accepterer Kommissionen følgende ændringsforslag: første del af ændringsforslag 3, ændringsforslag 6, 7 og 10, ændringsforslag 16-26 og ændringsforslag 29-47. Kommissionen accepterer i princippet ændringsforslag 1, 4, 5, 13, begge dele af ændringsforslag 12 og ændringsforslag 15. De ændringsforslag, som Kommissionen ikke kan acceptere er ændringsforslag 2, anden del af ændringsforslag 3, ændringsforslag 8 og 9, begge dele af ændringsforslag 11 samt ændringsforslag 14, 27 og 28.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0056/1999) fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder om Rådets fælles holdning (9150/1/1999 - C5-0181/1999 - 1998/0192(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om vedtagelse af et EF-handlingsprogram (Daphne-programmet) (2000-2003) om forebyggende foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder (Ordfører: Avilés Perea).
Hr. formand, på dette plenarmøde forelægges EF-handlingsprogrammet, Daphne-programmet, om forebyggende foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder. Volden er desværre et meget aktuelt samfundsproblem, som udgør en krænkelse af menneskerettighederne og et overgreb mod de fysiske, psykiske og sociale aspekter af sundheden samt mod livskvaliteten. Daphne-programmet 2000-2003 vil udgøre et særdeles vigtigt instrument i kampen mod vold og være et værdifuldt supplement til de lokale, regionale og nationale tiltag på dette område via oprettelsen af netværk, udvekslingen af information, princippet om bedste praksis, samarbejde og en større bevidstgørelse af offentligheden i almindelighed. I den fælles holdning nævnes udtrykkeligt ofrene for seksuel udnyttelse og misbrug, som omfattes af programmet, og en fælles fastsættelse af prioriteringer med henblik på at styrke fornyelsen og udvekslingen af erfaringer om de tiltag, som medlemsstaterne har iværksat, herunder udveksling af information om de forskellige lovgivninger og opnåede resultater. De ikkestatslige organisationer bør styrkes, især dem, der beskæftiger sig med børns, unges og kvinders velbefindende og livskvalitet. Programmet har en løbetid på fire år, men der skal foretages en evaluering af programmets udvikling to år efter igangsættelsen. Foranstaltningerne har også til formål at bevidstgøre offentligheden og medierne om dette alvorlige problem. Den økonomiske bevilling er på EUR 20 millioner, og Fællesskabets bidrag til finansieringen af programmerne varierer indtil højst 80% af foranstaltningens samlede omkostninger. Med henblik på gennemførelse af dette program assisteres Kommissionen af et udvalg bestående af medlemsstaternes repræsentanter og under ledelse af Kommissionens repræsentant. Programmet vil være åbent for lande i det europæiske frihandelsområde, de associerede lande i Mellem- og Østeuropa i henhold til betingelserne i de europæiske aftaler samt Cypern, Malta og Tyrkiet via supplerende bevillinger. Daphne-programmet har til formål at støtte og anerkende det arbejde, der udføres af de ikkestatslige organisationer og andre organisationer - herunder offentlige myndigheder, som beskæftiger sig med vold - og sørge for samarbejde imellem dem, udveksling af principper om bedste praksis - herunder pilotprojekter på fællesskabsplan om forebyggelse af vold - samt støtte og beskyttelse af børn, unge og kvinder. Netværkene skal gøre fælles front imod volden og analysere den, dens forskellige typer, dens årsager og dens følger. Den egentlige påvirkning, som de forskellige typer af vold har på ofrene, skal måles med henblik på at bestemme, hvad den bedste fremgangsmåde vil være, vurdere typerne og effektiviteten af foranstaltningerne og metoderne til at forebygge og opdage volden, støtte ofrene og forhindre, at de i fremtiden udsættes for vold. Som sagt bliver dette program et vigtigt instrument i bekæmpelsen af vold mod kvinder, unge og børn, og det vil tjene til at bevidstgøre samfundet og medierne om nødvendigheden af at hjælpe og beskytte voldens ofre. Der er fremsat seks ændringsforslag til den fælles holdning, som er godkendt af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder, og som er vedlagt teksten. Jeg vil gerne meddele, at ændringsforslag 3 og 5 bliver erstattet af nye ændringsforslag, der ændrer betragtning 18 og artikel 5, 6 og 7, således at den tekst, som vi forelægger, tilpasses til den ordlyd, der er udarbejdet af Sokrates-forligsudvalget, og som vil betyde en horisontal løsning for udvalgene i de fleste programmer. Det er derfor ordlyden, der skal tilpasses, hvilket vi forventer Parlamentet vil gøre behørigt. Jeg anmoder om, at dette program støttes enstemmigt ved afstemningen, da det er et program af kolossal vigtighed. Og vi håber, at programmet, hvis det godkendes ved denne andenbehandling med de ændringsforslag, der er forelagt, og hvis Kommissionen og Rådet accepterer dem, kan blive vedtaget, således at et forlig undgås. Jeg vil ikke afslutte mit indlæg uden at henvise til den første ordfører for denne betænkning, fru Benassar. Da hun forlod Parlamentet ved udskiftningen den 15. juni, blev jeg udnævnt som ordfører, og jeg fortsatte med det arbejde, som hun havde udført. Jeg har fortsat hendes indsats, og jeg har forsøgt at arbejde med denne ekstremt vigtige aktion, som udvalget bør gennemføre - nemlig beskyttelsen af kvinder, unge og børn - for at forhindre den vold, der desværre udøves vanligt over for dem.
Hr. formand, mine ærede damer og herrer, vi taler i dag om Daphne, programmet om forebyggende foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder. Der skal hurtigt træffes en positiv afgørelse vedrørende dette program for at bevare forbindelsen til den støtteperiode, der er ved at udløbe. Dette program er vigtigt og svarer til den forpligtelse, som vi har indgået for at opnå et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i Den Europæiske Union, for man møder desværre stadigvæk ofte virkningerne af vold i Fællesskabet, og de udgør et alvorligt sundhedsproblem. Det handler ikke kun - og her ønsker jeg at understrege, at jeg gerne vil se det lille ord "kun" i anførelsestegn - om fysiske og seksuelle former for vold. Beskyttelsen mod psykologisk vold, der kommer meget mere differentieret til udtryk, og hvor de berørte kan hjælpe sig selv endnu mindre, hører også med under Daphne-programmet. Sundhed kan ikke kun defineres ved, at det går godt fysisk. Enhver form for vold efterlader også psykiske men, der sjældent eller kun vanskeligt kan repareres. Vi har brug for at opbygge netværk og støtte eksisterende netværk. På samme måde er det vigtigt at støtte relevante informationskampagner, og her spiller erfaringsudveksling en stor rolle. Denne udveksling skal indflettes i forbindelse med strafforfølgelsen. Man skal forhindre diskriminering af offeret ved tiltalerejsning. Det er vigtigt, at de berørte informeres tilstrækkeligt om deres rettigheder, og samfundet skal gøres mere sensibelt over for kvinder, børn og unge i omgangen med voldsforbryderne. Børn og unge, og desværre stadigvæk også kvinder, har brug for vores særlige beskyttelse, og kun når det går bedre på alle sociale niveauer i vores samfund, kan vi klare fremtidens opgaver. Afslutningsvis vil jeg gerne takke fru Avilés Perea hjerteligt for dette flotte og kompetente arbejde, som hun har præsteret så hurtigt i overgangen, og for, at betænkningen foreligger nu, for den haster.
Hr. formand, jeg vil gerne gratulere fru Avilés, som virkelig har sat sig meget hurtigt ind i dette vanskelige emne, således at vi i Ligestillingsudvalget har kunnet forelægge betænkningen så hurtigt. Jeg ville dog ønske, at der havde deltaget flere mænd i arbejdet. Vold mod kvinder og børn er egentlig et problem for mænd og ikke for kvinder. Jeg er overbevist om, at vi med dette program kommer et væsentligt skridt videre i bekæmpelsen af fysisk, seksuel og psykologisk vold mod børn, unge og kvinder. Men vi skal alle være klar over, at det faktisk kun er et skridt, og at der stadig er meget, der skal gøres, for at bekæmpe voldsfænomenet effektivt. Parlamentet har i 1999 sat sig imod hårdnakket modstand mod, at en kampagne mod vold mod kvinder blev en realitet. Et eurobarometer-rundspørge, som blev offentliggjort i maj i år, har gjort omfanget af vold tydeligt og har påvist de huller, hvor vi skal være aktive. Europol og Stop-programmet er instrumenter til at bekæmpe handel med kvinder. Medlemslandene har foretaget en hel masse, der f.eks. er opstået af kampagnerne. Fra konferencerne under det østrigske, tyske og finske formandskab er de komplekse sammenhænge i bekæmpelsen af vold først rigtigt blevet tydelige. F.eks. har mit medlemsland, Tyskland, nu fremlagt en national handlingsplan i forbindelse med vold. Andre lande gør det også. Jeg mener, at det er en vigtig impuls, som vi har givet der. Betænkningen af Avilés om den fælles holdning er blevet vedtaget efter en hård kamp om ændringen af retsgrundlaget i artikel 235 til retsgrundlaget i artikel 152 om proceduren med fælles beslutningstagning. Men min gruppe har også kun godkendt den med store mavesmerter og også kun, fordi Verdenssundhedsorganisationens definition, ifølge hvilken begrebet sundhed skal ses som en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende og ikke blot som fravær af sygdom eller svageligheder, nu åbenbart anerkendes og lægges til grund af Rådet. Selvom min gruppe gerne ville have markeret sig anderledes på nogle punkter i Daphne-programmet, f.eks. hvad angår forbindelsen med andre fællesskabsprogrammer som Phare, Tacis og Meda, fordi det er dér, de omfattende midler er, for at bringe forebyggende foranstaltninger og kampagner i kandidatlandene på bane, er vi med henblik på en hurtig enighed og for at undgå en forligsprocedure enige med fru Avilés og anbefaler kun seks ændringsforslag i den fælles holdning. For at hjælpe programmet på vej anbefaler vi i alle tilfælde at inddrage medierne. Jeg vil gerne takke meget hjerteligt for Deres arbejde og håber, at Rådet overtager vores ændringsforslag.
Hr. formand, først og fremmest vil jeg takke fru Avilés Perea for hendes grundige arbejde. Hun har på ny stillet en række ændringsforslag, som vores gruppe helhjertet vil støtte, navnlig definitionen af sundhed. Jeg synes bestemt, at den er en forbedring. Der er stadig mange mennesker, mænd, men også kvinder, der tror, at vold mod kvinder er blevet et sjældent fænomen i Den Europæiske Union. Intet er mindre sandt. En ud af fem kvinder i Den Europæiske Union har på et eller andet tidspunkt været offer for vold, altså også i vores egne omgivelser. Man behøver ikke lede langt væk. Der er måske flere ofre, som aldrig har angivet det hos politiet eller i modtagelsescentre. Den meste vold forekommer nemlig i hjemmet, hvor fænomenet er mindre synligt. Mange kvinder vil stadig holde familieopgør inden for hjemmets fire vægge. De skammer sig. Ofte overser man forbindelsen mellem vold inden for familien på den ene side og beskyttelse af børnene på den anden side. Hvis retten f.eks. tillader kontakt mellem den voldelige partner eller forhenværende partnere og vedkommendes børn, så er kvinden stadig udsat for vold gennem børnene. Fra denne plads henleder jeg endnu en gang udtrykkeligt opmærksomheden herpå. Hensigten med Daphne-programmet er konkret at stimulere og støtte ikkestatslige organisationer og andre institutioner til at gøre en indsats for at bekæmpe alle mulige former for vold mod børn og kvinder. Jeg synes, det er udmærket at give nationale foranstaltninger en merværdi. Det er altså godt. Liberale vil på ingen måde harmonisere medlemsstaternes lovgivning med hensyn til vold mod kvinder og børn. Men min gruppe mener, at de medlemsstater, som på dette punkt er bagefter, skal tilskyndes til at tilpasse deres lovgivning. Endvidere synes jeg, at det er nødvendigt, at indfaldsvinklen forskydes. I stedet for at pålægge kvinder en anden adfærd må man navnlig se på mænds adfærd og holdning. Det skyldes ikke den korte nederdel, hr. formand. Bevidstgørelses- og oplysningskampagner om vold mod kvinder er absolut nødvendige. Dette problem skal efter min opfattelse prioriteres højt på den politiske dagsorden.
Hr. formand, kære kolleger, det er dejligt at se Daphne-programmet blive fornyet. Parlamentsmedlemmernes beslutsomhed siden Marianne Erikssons betænkning i 1996 og frem til Maria Antonia Avilés Pereas betænkning i dag har således gjort volden mod unge, kvinder og børn til genstand for en politisk indsats. Jeg vejer mine ord, når jeg taler om politik, for denne vold er helt uacceptabel, når det drejer sig om lande, der i 50 år har bygget på menneskerettighedsprincippet. Tillad mig derfor at lægge vægt på voldsofrenes værdighed og på nødvendigheden af, at disse ofres sundhed rent faktisk forstås som deres psykiske og fysiske integritet. Forebyggelse er efter min mening det rette ord. Hvis man tillægger dette ord hele dets indhold, som er at have indvirkning på både årsager og konsekvenser, er der således ganske rigtigt tale om et politisk spørgsmål i den forstand, at vi ønsker, at man i forbindelse med det kommende program analyserer og bekæmper årsagerne til volden, der ofte begås af mænd, og jeg beklager ligesom fru Gröner, at der er så få mænd til stede her i salen i aften. Vi håber ligeledes, at man bl.a. ved at tage højde for voldens konsekvenser og ved hjælp af en effektiv løsning vil kunne bringe denne vold til ophør. Vi skal derfor lade dette program få sin fulde gyldighed, både for kvinder og børn. Det er to kategorier af ofre, som man skal skelne imellem. Europa skal indføre en børnerettighedsdag, sådan som det f.eks. sker i Frankrig, og sådan som Europa-Parlamentet har anmodet om i et stykke tid. Kan vi måske ikke fejre 10-årsdagen for den internationale konvention om børns rettigheder i dag? Derfor må der heller ikke herske nogen som helst tvivl om kvinders rettigheder. Selvom ordet "seksuel udnyttelse"dækker over den handel, der kan finde sted med andre menneskers krop, må der ikke finde nogen form for handel sted, hverken menneskehandel eller prostitution. Staterne må som stater ikke acceptere, organisere eller sågar fremme handlen med kvinder. Bevidstgørelsen er f.eks. først sket for nylig, når det gælder voldtægt, der indtil for kort tid siden i bedste fald blev betragtet som en forseelse, mens vi i dag godt er klar over, at der er tale om en forbrydelse. Bevidstgørelsen er først sket for nylig, men jeg er glad for, at vold mod kvinder og børn ikke længere er tabu. Selvom dette program er et forsøgsprogram, skal det forstås i sin fulde forstand, det vil sige som en model og ikke bare som et enkelt forsøg med henblik på den kommende udvidelse af Europa, men som det demokratiske Europas ansvar på verdensplan. Det er efter min mening vores pligt som europæere. Det er mit ønske, at det nye Daphne-program bliver gennemført så hurtigt som muligt og om muligt med en større tids- og budgetramme. Jeg ønsker dog, at vi gør os klart, at der ud over den sundhedsmæssige indfaldsvinkel er tale om menneskers grundlæggende rettigheder, og jeg ønsker, at ledetråden for dette program bliver en målsætning om at bekæmpe enhver form for kønsbestemt vold og vold mod børn.
Hr. formand, det er Daphne-programmets vigtige opgave at gøre offentligheden opmærksom på problemet, at udveksle informationer og således at forsøge at beskytte børn, unge og kvinder mod alle disse ødelæggende og fortvivlende situationer. Bag disse tekster med betragtninger gemmer sig de enkelte ødelagte skæbner for børn og kvinder, der udsættes for fysisk vold, men også og i mere snigende grad for psykisk vold. Her er det europæernes fysiske og psykiske sundhed, der står på spil. Direkte eller indirekte vold mod alle såkaldte svage personer bør fordømmes uden tøven. Det er mit personlige indtryk, at volden kommer til udtryk i parforholdet, i familien, i virksomhederne, i fjernsynet eller sågar i det politiske og sociale liv. Perversioner, aggressioner og røveriske overfald er mere fascinerende, og man tager sig ikke særligt meget af ofrene i denne verden, hvor den stærkeste har ret. Her i vores tidsalder afviser man at opstille nogen normer. Man tolererer perversion, for hvis man sætter grænser i dag, betyder det, at man har til hensigt at udøve censur. Vi har mistet vores moralske eller religiøse grænser, og vi er ikke mere i stand til at blive forargede, medmindre kendsgerningerne er synlige, såsom blå mærker i ansigtet, eller medmindre de finder sted offentligt og bliver viderebragt af medierne. Det er derfor nødvendigt med nogle informationskampagner, og dem vil Daphne-programmet støtte. Volden finder sted i en verden uden grænser og ikke i en fjern og barbarisk tid. Vi skriver faktisk 1999, og vi er samlet her i mødesalen i Strasbourg, hvor vi drøfter vold mod kvinder og børn i Europa. Vi befinder os ikke i en sagnomspunden, mørk og grusom Middelalder, men på tærskelen til det 21. århundrede. Jeg går kraftigt ind for indførelsen af Daphne-programmet. Vi skal nemlig støtte ethvert initiativ, der tager sigte på at synliggøre denne mørke side af vores samfund, i lige så høj grad som grænserne udviskes over for alle slags ondartede net som bl.a. prostitution og pædofili, f.eks. via Internettet. Vores stater skal således samarbejde og udveksle informationer. Den Europæiske Union kan gøre medlemsstaternes indsats mere værd. Men det tilkommer også vores stater at beskytte kvinder, børn og alle mennesker, som samfundet har bragt i ulykke. Staten kender sine borgere, fordi den kender deres mentalitet og deres mentale og samfundsmæssige kultur, som den til dels selv har skabt. Det er nationalstatens opgave at fremme familiens rolle som støttepille og at skabe nogle mennesker, der har frigjort sig fra de voldsmønstre, de viderefører fra generation til generation.
Hr. formand, jeg vil i mit indlæg gerne understrege den fundamentale rolle, som Europa-Parlamentet og navnlig Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder har spillet, så vi i dag kan forhandle om den - forhåbentlig - endelige vedtagelse af dette program. Som man allerede har sagt i andre af indlæggene, iværksatte Europa-Parlamentet for et par år siden nogle pilotprojekter for at støtte ngo'erne og de lokale myndigheder, der længe har prøvet kræfter med aktioner til bekæmpelse af vold mod kvinder og børn. Denne vold mod kvinder og børn er et fænomen, der desværre ikke alene er meget udbredt, men som også er tiltagende, og som efterhånden viser sig under nye og mere raffinerede former, der således er sværere at bekæmpe. Det program, vi drøfter i dag, er resultatet af det tidligere arbejde. Der har fundet en meget indgående forhandling sted med Kommissionen, især med hensyn til ændringen af retsgrundlaget og således med hensyn til den indskrænkning af forslaget, vi har konstateret i forhold til det oprindelige forslag. Jeg vil ikke vende tilbage til dette emne, men på trods af ændringen af retsgrundlaget vil jeg alligevel give udtryk for en vis tilfredshed med, at Kommissionen og Rådet under alle omstændigheder har godkendt visse aspekter, som er yderst vigtige for os. Her tænker jeg på, at man i den fælles holdning nævner livskvaliteten, de fysiske, psykiske og sociale aspekter af sundheden samt vold som en krænkelse af menneskerettighederne, og her tænker jeg ikke mindst på, at dette program også omfatter ofrene for menneskehandel og seksuel udnyttelse. Det er efter min mening også af stor betydning, at man anerkender den vigtige rolle, som spilles af ngo'erne, de multisektorielle netværk og de offentlige organisationer, der allerede gør et værdifuldt stykke arbejde, navnlig når det gælder forebyggelse, støtte og beskyttelse af ofrene. For at dette program virkelig skal få en større værdi, skal der iværksættes en stor informationskampagne, der inddrager Parlamentet, Kommissionen og ikke mindst medlemsstaterne, som skal påtage sig deres fulde ansvar i kampen mod volden.
Hr. formand, jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at en del af budgettet anvendes til forebyggende foranstaltninger mod vold over for kvinder, børn og unge, når blot den anvendes til finansiel støtte til de organisationer, der arbejder inden for dette område. Efter min mening er det foreslåede beløb dog latterligt lille, og Rådets ønske om at reducere det endnu mere er chokerende. Europa-Parlamentet og Rådet slipper billigt fra at give sig selv god samvittighed, for ud over den private vold og den vold, der er forbundet med seksuel udnyttelse, må man konstatere, at volden i samfundet er steget, hvilket er en følge af, at fattigdommen er blevet forværret, og at nøden er blevet større hos de brede lag. Den mest udbredte vold består i den store arbejdsløshed, men den består også i de forringede arbejdsforhold for dem, der stadig har et arbejde. Er det f.eks. ikke vold at tvinge kvinder og mødre til at arbejde ved et samlebånd om natten, så maskinerne bliver mere rentable, og så aktionærernes udbytte bliver større? Men EU-institutionerne tolererer ikke alene denne vold, de har også forværret den ved at afskaffe de bestemmelser i visse medlemsstaters sociallovgivning, der beskyttede kvinderne en lille smule. Og de lindrende foranstaltninger i Daphne-programmet kompenserer ikke for resten.
Hr. formand, hr. kommissær, fru ordfører Avilés Perea, også jeg vil gerne mindes fru Francisca Bennasar Tous, som gjorde så stor en indsats for dette program i den foregående samling. Europa-Parlamentet og navnlig Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder har spillet en helt afgørende rolle ved at sætte spørgsmålet om vold mod kvinder og børn så tydeligt på dagsordenen. Når retsgrundlaget er ændret, står vi nu over for en beslutning, der også vedrører sundhedsområdet, for vold er faktisk såvel en fysisk som en psykisk handling, der forekommer i alle sociale klasser. Parlamentet har en meget klar holdning, hvad angår den definition af "sundhed", som WHO giver, idet vi ser sundhed som en tilstand af fuldstændig fysisk, mentalt og socialt velvære, og ikke blot som fravær af sygdom. Aktionerne under Daphne-programmet må også forudsætte støtte fra ngo'erne og - som vi selv har foreslået det i vores ændringsforslag - fra massemedierne, for kvinderne, der jo tæller mange, der er ret tilbageholdende over for EU, skal nemlig vide og forstå, at der findes programmer som Daphne, og at de har direkte betydning for dem. I f.eks. Portugal registrerer statistikkerne mest vold mod kvinder i kommuner med højest levestandard eller uddannelsesniveau, hvad der dog ikke nødvendigvis betyder, at det er dér, hvor der forekommer mest vold mod kvinder og børn. Det hænger efter min opfattelse snarere sådan sammen, at der dér er flere kvinder, som er økonomisk uafhængige, med længere udddannelse og med større mod til at indgive anmeldelse til politiet. En af de konkrete ændringer, som man i Portugal har foretaget, i det mindste i byområderne, har været at lade kvindelige politibetjente modtage anmeldelserne, hvilket i sig selv for de anmeldende kvinder udgør en enorm forskel. Sluttelig vil jeg, nu da kommissær António Vitorino, der deltog i topmødet i Tampere, er til stede, gerne spørge ham om, hvordan man i praksis vil konkretisere Rådets sluterklæring - en beslutning, som vi bifalder - om kriminalisering af vold, og særlig volden mod kvinder og børn. Hvad er det, der bliver anderledes, hr. kommissær, og hvordan skal det ske?
Hr. formand, jeg vil gerne takke fru Avilés for denne betænkning, fordi hun har givet os et ekstra værktøj i hånden her til at handle mod vold mod kvinder og børn, men især også til at påvise, hvordan og hvor vold finder sted. Begrebet vold defineres også nærmere her, for ved vold forstår vi enhver form for magtudøvelse, magtmisbrug, krænkelse og tvang. Vold skal afvises i ethvert tilfælde, men ligger i familiekredse desværre alt for hyppigt under for en meget høj tolerancetærskel. Vold mod kvinder og børn skal derfor påvises mere indgående, for at vi kan hjælpe. Vi ved også, at voldshandlinger tager til, når der ikke er nogen sanktioner. Det er vanskeligt at komme ud af voldelige forhold af egen kraft. De berørte kvinder og børn har brug for intensiv hjælp, men især beskyttelse. Det er samfundets opgave, det er vores opgave, at stille de bedst mulige hjælpeforanstaltninger og beskyttelsesinstrumenter til rådighed. Daphne er en hjælpeforanstaltning, som gør det muligt for os at kæmpe mod problemet. Men det vil også være nødvendigt med retlige foranstaltninger i de enkelte lande. Lad mig tage Østrig som eksempel. Østrig er blevet foregangsland med en lov om beskyttelse mod vold, som har eksisteret siden 1997, den såkaldte bortvisningslov, hvor voldelige mænd bortvises, og kvinderne ikke længere tvinges til at flygte med deres børn til kvindehjem og lignede institutioner. Bortvisningsloven gælder først og fremmest i syv dage og kan om nødvendigt forlænges frem til skilsmisseterminen. Jeg vil gerne opfordre de andre lande til ligeledes at udstede en sådan lov, fordi den tjener til at beskytte og bevare respekten for kvindernes værdighed og bidrager med at gennemføre det.
Hr. formand, Kommissionen glæder sig over at være med i sidste fase af vedtagelsen af Daphne-programmet 2000-2003, et EF-handlingsprogram med en løbetid på fire år baseret på erfaringer fra Daphne-initiativet, som blev iværksat, da Europa-Parlamentet i 1997 for første gang afsatte midler i budgettet til bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder. Programmet er baseret på behovet for at opretholde menneskerettighederne, hvad enten det drejer sig om børns menneskerettigheder i henhold til De Forenede Nationers konvention om børns rettigheder af 1989 eller kvinders menneskerettigheder ifølge Beijing-erklæringen og handlingsprogrammet fra 1995. Kommissionens første forslag blev fremsat i maj 1998, og i de sidste 18 måneder har proceduren overlevet ikke blot ændringer i retsgrundlaget, men også ændringer i traktaten, ændringer i komitologien, ændringer i Parlamentet samt ændringer i Kommissionen. Forslaget er således tydeligvis en hårdfør plante, som vil trives og udvikle sig til et stærkt våben i Fællesskabets arsenal til bekæmpelse af vold mod de mest udsatte i vores samfund. Jeg vil gerne især takke Parlamentets ordførere, fru Bennasar Tous og fru Avilés Perea, for deres arbejde under vedtagelsesproceduren. De har talt Parlamentets sag under de ofte svære forhandlinger. Jeg vil også gerne takke den tyske og finske formand, uden hvis hjælp vi aldrig i tide var nået til andenbehandlingen i dag med henblik på vedtagelse af programmet inden 1. januar næste år. Endelig vil jeg gerne takke min forgænger, fru Gradin, som under hele sin embedsperiode håndterede Daphne-sagen dygtigt og professionelt. Daphne-programmet er en videreførelse af Daphne-initiativet, men med to væsentlige ændringer. For det første kan EFTA- og ansøgerlandene deltage i programmet. Dette vil i høj grad hjælpe ofrene for grænseoverskridende handel med kvinder og børn. For det andet er programmet nu åbent for ansøgninger fra andre organisationer end ngo'er. Set i lyset af de forskellige traditioner i medlemsstaterne, håber jeg, at disse ændringer vil øge programmets effektivitet betydeligt. Kommissionen accepterer alle seks ændringsforslag til behandling i Parlamentet i dag. Vi håber således, at Daphne-programmet bliver vedtaget så hurtigt som muligt. Når det er vedtaget, vil Kommissionen samarbejde med Parlamentet og medlemsstaterne for at sikre, at programmets målsætning opfyldes. Kommissionen vil især sikre, at programmet bliver et relevant middel til kanalisering af synergier mellem offentlige myndigheder og ngo'er med henblik på at opretholde fysisk og psykologisk integritet samt socialt velbefindende blandt børn, unge og kvinder inden for alle aktivitetsområder. Jeg tror, at en kombination af dette initiativ og Tamperes idé snart vil føre til fælles definitioner, fælles straffeprocedurer og fælles sanktioner i medlemsstaterne vedrørende handel med mennesker og forbrydelser mod børn. Målet er derfor i hele Den Europæiske Union og i ansøgerlandene at etablere netværk mellem organisationer, der er aktive i bekæmpelsen af vold mod kvinder og børn, og som har erfaring på dette område, samt at øge hele den europæiske befolknings bevidsthed om dette onde og behovet for midler til at bekæmpe det. Jeg må sige, hr. formand, at her på tærskelen til den nye årtusinde vil en stor tilslutning i Europa-Parlamentet til dette program være den bedste og mest klare indikation af, at EU tillægger bekæmpelsen af vold mod børn, unge og kvinder den absolut største politiske betydning.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse om 10-året for den internationale konvention om børns rettigheder. Hr. Vitorino har ordet på Kommissionens vegne.
Det er helt sikkert, at emnet i dag fortjener grundige overvejelser i Kommissionen og i EU som helhed. Som vi lige har hørt i den foregående drøftelse, er Kommissionen allerede aktiv inden for flere områder, som vedrører børn, selvom foranstaltningerne inden for disse områder stadig skal træffes af de enkelte medlemsstater. Børn udgør en særlig sårbar gruppe. I en årrække har Fællesskabet gennem særlige projekter støttet lande, hvor der især er problemer med økonomisk udnyttelse, misrøgt og prostitution af børn, med det formål at fremme socialhjælpen samt børns velbefindende og beskyttelsen, integrationen og uddannelsen af børn. For at markere 10-året for konventionen om børns rettigheder er der i 1999 lagt meget stor vægt på børns rettigheder i henhold til det europæiske initiativ om demokrati og menneskerettigheder, punkt B.7/7 i EU-budgettet. Kommissionen er allerede i færd med at gennemføre Daphne-initiativet med henblik på bekæmpelse af vold mod børn og unge, og det efterfølges næste år, som vi lige har hørt i den foregående drøftelse, af Daphne-programmet 2000-2003. Via Stop-programmet og arbejdet med politi- og retssamarbejdet deltager Kommissionen aktivt i bekæmpelsen af seksuelt misbrug af børn, herunder børneporno på Internettet. Hvad angår politisamarbejdet og den tredje søjle, kan Kommissionen nu sammen med medlemsstaterne udarbejde fælles initiativer, og Kommissionen deltager aktivt i bekæmpelsen af seksuel udnyttelse af børn. I januar blev der vedtaget en fælles beslutning om at udarbejde en handlingsplan, der skal fremme sikkert brug af Internettet og dermed beskytte børn mod vold og pornografi. Det var resultatet af en henstilling i 1998 om beskyttelse af mindreårige og menneskelig værdighed. Kommissionen er nu i færd med at gennemføre disse foranstaltninger. I maj vedtog Kommissionen en meddelelse om gennemførelse af foranstaltninger til bekæmpelse af børnesexturisme, og Kommissionen har nu inden for dette område udvalgt en række foranstaltninger, som skal samfinansieres. Kommissionen er også aktiv inden for det sociale og uddannelsesmæssige område med henblik på at forbedre børns livskvalitet og muligheder for udvikling og uddannelse. Det tilbagevendende forslag om at etablere en børneinstans i Kommissionen kræver grundige overvejelser, især fordi der skal tages højde for de menneskelige og økonomiske ressourcer, som er til rådighed i øjeblikket. Kommissionen vil også overveje idéen om at offentliggøre en meddelelse om børn for at markere 10-året for konventionen. Det vil tage lidt tid. Jeg er glad for at få lejlighed til at rejse dette spørgsmål på plenarmødet her i Europa-Parlamentet. Kommissionen vil nøje vurdere betænkningerne fra denne behandling og gøre, hvad den kan for at efterkomme Parlamentets ønsker ikke blot i anledningen af 10-året for konventionen, men også for at forbedre konkrete politikker med det formål at opfylde målsætningerne i konventionen.
Hr. formand, først vil jeg gerne komme med en teknisk bemærkning. Behandlingen her i dag, som jeg hilser meget velkommen, er en del af en lang og kompliceret teknisk proces. For det første troede vi, at der var tale om en rigtig beslutning, og dernæst troede vi, det var en mundtlig forespørgsel. Faktisk var der en del medlemmer, der undertegnede en mundtlig forespørgsel. Jeg håber, at deres navne kan blive tilføjet listen over underskrivere af det forslag til beslutning, som måtte blive resultatet af dagens forhandling. Vi havde stor besvær med at få kolleger til at undertegne dokumentet. Jeg håber, at også deres navne vil blive tilføjet listen i arbejdsplanen. Jeg vil gerne takke kommissæren for følgende udtalelse: "Vi kræver, at EU lytter omhyggeligt til stemmerne af 90 millioner børn og unge under 18 år. Vi er bekymret for, at Europas nuværende udvikling vil sætte de yngre borgeres sikkerhed, beskyttelse og velbefindende på spil. 20% af Europas børn lever i fattigdom på trods af, at landene i EU er blandt de rigeste i verden." Dette er ikke mine ord, men ord fra børn og unge i mit hjemland, Irland, og andre EU-lande. De kan bedst beskrive, hvordan børn udelukkes fra EU-politik, og hvordan lovgivning og politik på EU-plan meget konkret påvirker børns liv, dog på en anden måde, end det påvirker de voksnes liv. Børn har meget lav prioritet på europæisk niveau. Det eneste virkelig seriøse politiske tiltag kom efter den uhyggelige Dutroux-sag i Belgien, hvor medlemmer af Europa-Parlamentet stod i kø for at undertegne min beslutning om denne tragedie. Selv dengang fokuserede EU's institutioner stort set kun på spørgsmålet om seksuelt misbrug og handel med børn og ikke på et bredere spektrum af EU-spørgsmål, som påvirker børn. Mangelen på et klart retsgrundlag i traktaten har betydet, at børns specifikke behov ignoreres. I denne uge fejrer hele verden 10-året for konventionen om børns rettigheder. Den har den største tilslutning og er den mest omfattende juridiske erklæring om børns rettigheder på verdensplan. Bortset fra USA og Somalia har alle lande i verden ratificeret konventionen. Men selvom alle medlemsstater i EU har ratificeret den, mangler EU-institutionerne stadig at gøre det. Vi har en absurd situation, hvor medlemsstater skal fremme børnenes interesser i deres lovgivning og politik, mens EU ikke er forpligtet til at beskytte børnenes interesser. I øjeblikket eksisterer børn ikke i EU-lovgivningen. Hensynet til det indre marked kommer ofte før børnenes interesser. Beskyttelse af børn og børns sikkerhed tilsidesættes f.eks. af manglende lovgivning på områder som Internettet og tv-reklamer. Børn ses som en byrde, der skal forsørges, som ofre eller som en hindring for beskæftigelse, hvilket står i direkte modsætning til deres status i konventionen. Traktatens stærke fokusering på borgeren som arbejdstager betyder, at der ikke tages hensyn til børnenes interesser. Kun et enkelt handlingsprogram og meget få foreløbige budgetkonti har børn som målgruppe. Børn og børneprojekter modtager under EUR 5 millioner direkte fra EU's enorme budget. Siden fjernelsen af budgetkontoen for børn og familier i GD V, har ingen budgetkonto haft børn som overordnet målgruppe. Børn er blevet usynlige i EU-politik. Helt grundlæggende er der ingen koordinering og ingen børneinstans i Kommissionen, intet generaldirektorat, som går forrest i udviklingen af en sammenhængende og overordnet børnepolitik. Jeg er glad for at høre, at De overvejer det, hr. kommissær. Vi ser frem til hurtig handling i denne sag. Jeg vil gerne komme med følgende henstilling i anledningen af 10-året for konventionen. Kommissionen bør vedtage en meddelelse om børns rettigheder for at markere 10-året for konventionen og etablere en børnepolitisk instans. Ved næste revidering af traktaterne bør medlemsstaterne vedtage et tydeligt retsgrundlag for EU-traktaterne for at fremme børnenes interesser. Parlamentet bør sikre, at børn er mere synlige i budgetkontiene, og Kommissionen bør forbedre sin teknik samt udvikle mekanismer med henblik på dialog med de ngo'er, der repræsenterer børn.
Hr. formand, ærede kolleger, den 20. november 1989 blev FN's Konvention om Barnets Rettigheder vedtaget, og efter min mening er 10-årsdagen velegnet til at gøre status. Ja, medlemslandene har ratificeret konventionen, nogle dog med forbehold, og de bør snarest ophæves. Vi socialdemokrater har i de sidste 10 år kæmpet for at give børns rettigheder meget større opmærksom, og vi har givet disse rettigheder eftertryk med flere vigtige betænkninger og beslutninger. Gröner-betænkningen fra 1991 var begyndelsen, hvor Parlamentet for første gang beskæftigede sig med børns problemer, og hvor det allerede dengang krævede en børneombudsmand. Betænkningen af Bandres Molet om et europæisk charter for børnerettigheder og betænkningen af Zimmermann fra sidste år, hvor mindreårige blev drøftet, skal også nævnes. Også i andre betænkninger i forbindelse med FN-verdenskonferencerne har vi i samarbejde med tredjelande, især med AVS-staterne, givet børns behov en meget høj politisk prioritering. Parlamentet har i løbet af disse år over for Kommissionen fremsat en lang række forslag og forventer nu af Kommissionen, at der udarbejdes en meddelelse, hvor alle disse initiativer sammenfattes. Der bør tages fat på opgaverne på prioriteringslisten en efter en. For det første, helt øverst, står der, at børns grundlæggende rettigheder indlemmes i den nye traktat. For det andet kommer anvendelsen af Daphne-programmet som et første skridt, som et første instrument, til at imødegå seksuel udnyttelse af og vold mod børn. For det tredje er der pigernes situation, som skal have særlig opmærksomhed på alle politiske områder, da pigerne ikke kun her i Europa, men overalt i verden stadigvæk udsættes for særlig diskriminering. For det fjerde skal vi gøre alt for, at børn holdes ude af krig - både som ofre og som gerningsmænd. Børnesoldater må ikke længere optræde nogen steder i verden. To minutter er kort tid, og listen med opgaver er lang. Vi skal handle nu!
Hr. formand, at denne konvention bliver et stærkt og vigtigt værktøj for Den Europæiske Union, er, som de foregående talere antydede, den bedste måde at fejre den, både når det gælder den interne og den eksterne politik. Vi skal på alle måder sørge for, at vores samarbejdslande opfylder deres forpligtelser i henhold til konventionen. Vi ved, som mange her har været inde på, at mange har ratificeret konventionen. Men hvor mange lande opfylder i virkeligheden deres forpligtelser, f.eks. ved at rapportere om, hvad de har foretaget sig? Vi skal sørge for, at konventionen bliver et vigtigt værktøj i forbindelserne til kandidatlandene. Jeg mener, at man gjorde et fremskridt, da børnenes rettigheder blev nævnt i fremskridtsrapporten om Rumænien. Vi ved, at man udarbejdede betingelser for Rumæniens forhandlinger dér. I den meddelelse, som de fleste af os ser frem til, og som kommissær Vitorino nævnte, skal vi også have at vide, hvor meget Unionen anvender på børn i Phare- og Tacis-programmerne. Hans van den Broek lovede i mellemtiden, at vi ville få en sådan redegørelse, men den er ikke kommet. Jeg ser frem til, at den kommer senest i meddelelsen. Gröner nævnte børnesoldater. Efter min mening er dette det mest aktuelle anliggende i forbindelse med børnenes rettigheder. Vi skal støtte alle dem, der vil arbejde for den frivillige protokol, som man begynder at udarbejde til næste år. Vi skal sørge for, at lande, som tillader børnesoldater, virkelig ikke får samme støtte. Jeg beklager, at Europa-Parlamentet ikke kunne give Sakharov-prisen til en kvinde, som har kæmpet mod brugen af børnesoldater. Det er efter min mening særlig vigtigt, at vi også efter mødet i Tampere ser - inden for den tredje søjle - hvordan børnene behandles, og sørger for, at børneflygtninge får en særlig behandling.
Hr. formand, jeg vil gerne erklære mig enig i meget af det, vi allerede har hørt under behandlingen her i aften. Som mange af jer andre husker jeg den entusiasme og politiske begejstring, hvormed denne konvention blev vedtaget. Jeg husker, hvordan mange af verdens ledere havde travlt med at blive set sammen med unge mennesker og at tale i floromvundne vendinger om den fremtid, de kunne tilbyde. Det er med stor bedrøvelighed, at jeg ser alle disse smukke løfter forsvinde i den blå luft. En af de vigtigste målsætninger i konventionen er børns ret til at leve i fred. Det har allerede været omtalt, at der på verdensplan rekrutteres omkring 300.000 børn og unge under 18 år som soldater. Nogle af dem lever i vores egne medlemsstater, hvor de ikke har ret til at stemme på de regeringer, som afgør deres fremtid. Mange børn arbejder som slaver eller under tvang, og vi vil gerne opfordre alle medlemsstater i EU til at ratificere ILO-konventionen, som omhandler disse spørgsmål. Vi vil også gerne opfordre medlemsstaterne til på den næste regeringskonference at vedtage et retsgrundlag for at fremme og beskytte børns rettigheder som defineret i FN-konventionen. Vi skal desuden tage et ansvar for den verden, som børnene vokser op i, ikke mindst de miljøforhold, som mange af dem lider under. Det er afgørende, at vi mere end opfylder de mål, som vi har sat for os selv i kampen mod f.eks. klimaændringer. For alt for mange børn er rent vand, sikre levnedsmidler og tilstrækkelig ly stadig en drøm, og det gælder faktisk også mange i i-landene. Vi mener også, at der er behov for en omprioritering hos de internationale finansielle institutioner, således at der lægges mere vægt på miljøbeskyttelse, sundhedsvæsen og uddannelse frem for markedsekspansion. Endelig vil en annullering af gælden i de fattigste lande i verden være en betydelig hjælp til de unge i disse lande.
Hr. formand, i anledning af 10-årsdagen for denne konvention, som er en tekst, der anerkender barnet som et særskilt individ og giver barnet dets egne rettigheder, nemlig retten til livet, retten til identitet og til en familie, retten til at ytre sig samt retten til at få mad og blive opdraget, må man dog stadig konstatere, at der hvert halve minut er et barn på vores kontinent, som mishandles, voldtages eller ødelægges, indoktrineres og bliver offer for utilstrækkelige politikker, familiemæssige og økonomiske ændringer, og som ligeledes bliver offer for vores manglende gennemførelse af denne internationale konvention. Her ved udgangen af århundredet er det således vores pligt at tænke på de millioner af børn, der tvinges ud i prostitution, som begår selvmord, og som tager narkotika, og at tænke på, at mens vores kontinent først lige er ved at opdage pædofiliens ødelæggelser, har vi lukket øjnene i så lang tid. Her i vores demokratiske og økonomisk udviklede lande, som hvert år er stolte over at kunne fejre Menneskerettighedserklæringen, må vi spørge os selv, hvorfor disse rettigheder i den grad trædes under fode, når det drejer sig om de svageste, nemlig vores børn. Vi ville i den forbindelse gerne have en meget stor synlighed, når det gælder vores børn, hr. kommissær. I sidste mandatperiode indgav jeg på Parlamentets vegne en betænkning om beskyttelse af børnene og familien, hvor jeg ønskede et synligt budget for vores børn, samt at man i Kommissionen oprettede et særligt kontor for beskyttelse af børnene og familien. Jeg understregede ligeledes, at vi skulle anmode om, at man afholdt et særligt Europæisk Råd om fremtiden for familiepolitikkerne og børns beskyttelse i Unionen, og at man skulle forelægge en årsberetning for Parlamentet, hvor man sammenligner vores landes lovgivning på dette område. Desuden ville vi gerne have - både jeg og mange af mine kolleger - at vi i forbindelse med regeringskonferencen kunne overveje at indføre et fast retsgrundlag for aktionerne til fordel for børnene og familien. Endelig vil jeg foreslå - eftersom FN i år 2001 gør status over det første verdenstopmøde om børn - at vi i Europa-Parlamentet skaber et børnenes Europa-Parlament, der tilrettelægges sammen med børnene, for at fejre dette verdenstopmøde om børn i Europa i år 2001.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, hver gang børns rettigheder ikke respekteres, er der tale om vold. Men selvom den kollektive vold er den, der er mest synlig, er den daglige vold og de problemer i nabolaget, man kunne betegne som en mildere form for vold, meget slemme for dem, det går ud over, og det er i disse omgivelser, at visse børn fødes og vokser op i dag. Volden er en indikator for sociale problemer, der skal løses hurtigst muligt. Og i stedet for de løsninger, der tager sigte på udbedring eller straf, er det på tide, at man prioriterer nogle forebyggende løsninger, hvor man skaber en anderledes familiesituation, hvilket endelig ville gøre det muligt at forhindre enkeltpersoners og samfundets unødvendige lidelser og at føre en sand integrations- og socialiseringspolitik lige fra fødslen. Det vigtigste er ikke, at man forsøger at udarbejde en liste over rettighederne, men at man får alle til at blive bevidste om den tidlige barndoms vigtighed, så man i fremtiden undgår at få et samfund, hvor de unge ikke kan udtrykke sig på andre måder end ved at gøre oprør, eftersom man nægtede dem deres rettigheder som børn. Det er vores pligt at skabe et samfund, hvor alle er blevet respekteret lige fra deres helt tidlige barndom. Mennesket fødes som et afhængigt og forsvarsløst væsen. En baby har kun rettigheder. Den kan ikke have nogen pligter. Pligterne kommer med bevidstheden, og bevidstheden opstår med opdragelsen. Ingen opdragelse kan være vellykket, hvis babyens person og barnets person ikke respekteres. Vi skal støtte børns rettigheder i tredjelande, men også vores egne lande. Vi skal sammen overveje børns leveforhold i de forskellige europæiske lande, navnlig i byområderne, og vi skal iværksætte et samarbejde og en finansiering for at støtte vanskeligt stillede familier, især familier med kun én forælder eller med svage forældre. Vores målsætning er jo at få nogle harmoniske børn. Det er derfor vores pligt at beskytte dem og opdrage dem.
Hr. formand, FN-konventionen har 10-års jubilæum i år, og det giver Europa-Parlamentet, men også Kommissionen, lejlighed til ikke blot at holde festtaler i anledning af jubilæet, men til først og fremmest at beslutte at øge indsatsen, afsætte flere midler og tage initiativer og træffe foranstaltninger, som kan blive til en integreret og sammenhængende politik til effektiv beskyttelse af børnenes menneskelige værdier og menneskeværdighed. De nyeste oplysninger fra UNICEF tegner et dystert billede af situationen på verdensplan. Millioner af børn lider på grund af sult og mangel på den mest grundlæggende lægehjælp og undervisning, samtidig med at 300.000 børn under 18 år i dag får militær træning og deltager i krigshandlinger. Dette er noget, der foregår i udviklingslandene, men i det såkaldte civiliserede Vesten antager vold, svigt og seksuelt misbrug af børn via internationale netværk skræmmende dimensioner. Derfor må Europa-Parlamentet sende stærke signaler til alle Den Europæiske Unions institutionelle organer, til internationale organisationer og ikkestatslige organisationer om, at vi bør fjerne denne skamplet på vores tid. Når der skal udarbejdes et charter for grundlæggende rettigheder og etableres et fælles område for frihed, sikkerhed og retfærdighed, må vi sørge for, at der indgår et særligt kapitel om beskyttelsen af børns rettigheder.
Hr. formand, aldrig før i historien har menneskerettighederne været så veludviklede. Aldrig tidligere har så mange internationale konventioner været ratificeret af så mange stater. Alligevel krænkes menneskerettighederne stadig systematisk i stor udstrækning. Det gælder også for børns rettigheder. Næsten alle lande har i mellemtiden ratificeret konventionen. Selvom der på nogle områder er gjort betydelige fremskridt, stiger antallet af andre former for misbrug mod børn. Antallet af gadebørn er i det forløbne tiår steget frygtindgydende. Den kommercielle seksuelle udnyttelse af børn er blevet mere international og mere organiseret. Børn er mere end nogen sinde ofre i krige. Siden 1987 anslås det, at to millioner børn er dræbt i væbnede konflikter. Seks millioner er blevet lemlæstet for resten af livet. Næsten 30 millioner børn er i øjeblikket på flugt for krig og vold. Konventioner alene er ikke nok. De må også føres ud i livet. Der skal således komme flere mekanismer for effektivt at gennemtvinge rettighederne. Flere kontrolorganer for at føre tilsyn med, at de overholdes og frem for alt flere pressionsmidler til at dømme overtrædere. Der er allerede talt om en af de værste former for børnemisbrug, børnesoldaterne. I de forløbne to år har 300.000 børn under 18 år faktisk kæmpet med i konflikter over hele verden. Mange af dem er blevet rekrutteret under tvang. På grund af manglende erfaring og træning dræbes der ofte et større antal børn end voksne. Anvendelsen af børnesoldater truer ikke blot med at føre til en kriminalisering af samfundet, men den gør desuden alle børn til skydeskive. Der er, hr. formand, brug for mere end flotte hensigtserklæringer. Vi må som Parlament turde opfordre til indførelsen af en minimumsalder på 18 år for rekruttering og deltagelse i væbnede konflikter. En konsekvent holdning fra alle europæiske medlemsstaters side vil være mere end et symbolsk skridt i retning af et mere børnevenligt samfund.
Hr. formand, der er mange tragedier i denne verden, men der er ingen så bevægende som dem, der berører børn. Intet er værre end det, vi har hørt om i dag vedrørende handel med børn. Jeg vil gerne tale om en særlig form for handel med børn, nemlig den handel der foregår i forbindelse med adoption. I Det Forenede Kongerige havde vi i 1960'erne omkring 25.000 adoptioner, hvoraf 12.500 var børn under et år. I 1970'erne var dette tal faldet til 13.000, hvoraf 3.000 var børn under et år. I 1990'erne var tallet faldet igen til 7.000 med kun 900 børn under et år. Den faldende tendens skal selvfølgelig ses i lyset af den større udbredelse af aborter. I Storbritannien ender 20% af alle graviditeter med en abort. I London er tallet 33%. Flere af de børn, der kan adopteres ad legal vej, er handicappede - med både psykiske, fysiske og adfærdsmæssige handicap - og derfor går folk, der ønsker at adoptere et barn, ikke overraskende ofte andre veje. Det giver betydeligt flere adoptionsmuligheder. Vores største forpligtelse er over for barnet. Et barn, som har behov for en familie, har det naturligvis bedst hos sin egen familie, og hvis dette ikke er muligt så hos en familie i vante omgivelser. Hvis det ikke er muligt, kan næste mulighed være en familie med en anden baggrund i samme land, og hvis dette heller ikke er muligt, kan man som absolut sidste udvej tage en familie fra et andet land. Men det skal være en nøje godkendt og en meget kærlig familie, og det par, der påtager sig ansvaret for det pågældende barn, skal have forståelse for barnets baggrund. Alt for ofte er systemet blevet udnyttet, og parrets interesser er kommet før barnets. Der findes organiseret svindel med babyer, mødre får stjålet deres babyer, mødre får penge for at skille sig af med deres børn, mødre bliver bildt ind, at deres barn vil få en god start på livet for derefter at vende tilbage, selvom det slet ikke er tilfældet. Derfor har vi Haag-konventionen om international adoption. Derfor anmoder jeg desuden Kommissionen om at sikre, at Haag-konventionen gennemføres i alle medlemsstater i Den Europæiske Union. Jeg opfordrer til udarbejdelse af en rapport om hver medlemsstats lovgivning og retspraksis på dette område. I forbindelse med 10-året for konventionen om børns rettigheder skal vi forsvare disse børn og deres ret til at være børn. Det betyder, at vi skal hjælpe børn i nød som følge af sygdom, handicap, sult, fattigdom eller manglende uddannelsesmuligheder. Det betyder et stop for børnearbejde, udnyttelse af børn og den forfærdelige handel med børn. Mange af disse problemer er forårsaget af voksnes grusomhed og misrøgt, og det mindste, vi voksne kan gøre, er at sikre, at konventionen om international adoption skal anvendes, når et barn uden familie får en ny chance i levet gennem adoption.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke alle talerne og på Kommissionens vegne forsikre Dem for, at jeg omhyggeligt noterer mig Deres bekymringer og ønsker. Jeg tror i øvrigt, at vi står over for et spørgsmål, der kan analyseres fra to forskellige vinkler. På den ene side har vi nemlig de grundlæggende rettigheder, og på den anden side har vi børnepolitikkernes indflydelse på Unionens aktionsområder. Men hensyn til den første vinkel, der er de grundlæggende rettigheder, er vi i en Union, som via traktatens artikel 6 lægger vægt på respekten for de grundlæggende rettigheder og særligt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner. Det rette forum for debatten om perspektiverne for en anerkendelse af børns grundlæggende rettigheder er efter min mening det samme som for charteret for grundlæggende rettigheder. Jeg vil gerne understrege over for Parlamentet, at jeg vil tage dette spørgsmål op her. Hvad sektorpolitikkerne angår, noterer jeg mig forslaget om en meddelelse fra Kommissionen om dette emne, og det skal pr. definition være en horisontal meddelelse. Men jeg vil også gerne understrege over for Parlamentet, at Kommissionen allerede nu er gået i gang med at udvikle nogle konkrete foranstaltninger, når det gælder børnene. Med hensyn til mit virkefelt, som nærmere betegnet er rets- og politisamarbejdet, vil jeg gerne sige til parlamentsmedlemmerne, at bekæmpelsen af børnehandel, børnemisbrug og forbrydelser over for børn samt forebyggelsen af ungdomskriminalitet er en række prioriteringer i Kommissionens indsats, som blev anerkendt på topmødet i Tampere, og som vi vil gå videre med i forbindelse med de programmer for rets- og politisamarbejdet, som jeg vil forelægge for Dem, når jeg præsenterer det scoreboard, stats- og regeringscheferne har anmodet om. Med hensyn til denne mulighed for en horisontal meddelelse fra Kommissionen tror jeg, at man herefter kunne overveje dens organisationsmæssige konsekvenser, som De nævnte i Deres forslag, nemlig oprettelsen af et kontor i Kommissionen og fastlæggelsen af budgetter til børns beskyttelse for at forbedre den offentlige kontrol med Unionens deltagelse som sådan i politikkerne til børns beskyttelse. Endelig vil jeg gerne understrege, at ansvaret for konventionens gennemførelse ikke mindst ligger hos medlemsstaterne, og at det er et område, hvor vi nøje skal holde os inden for subsidiaritetsprincippets grænser. Jeg tror dog også godt, at vi på Kommissionens ansvar kan planlægge iværksættelsen af en sammenlignende undersøgelse af flere medlemsstaters implementering af konventionen om børns rettigheder i de nationale lovgivninger. En sådan undersøgelse kunne efter min mening bidrage til identificeringen af konventionens konkrete gennemførelsesgrad. Jeg er jurist, og jeg lægger meget vægt på lovene og de juridiske tekster, men jeg er også far, og jeg lægger især vægt på en konkret gennemførelse af de etiske, politiske og kulturelle regler for børns beskyttelse.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er den mundtlige forespørgsel (B5-0034/1999) af Rocard for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab.
Hr. formand, fru kommissær, i april 1999 vedtog Europa-Parlamentet ved førstebehandlingen sin lovgivningsmæssige beslutning om Kommissionens forslag, der indfører nogle generelle rammer for information og høring af arbejdstagerne i Den Europæiske Union. I forslaget til direktiv fastlægges nogle rammer, der tager sigte på at udbedre manglerne og opveje fejlene ved den nationale lovgivning og fællesskabslovgivning, der er gældende i øjeblikket. Formålet med dette forslag er at sikre arbejdstagernes ret til en regelmæssig information og høring om den økonomiske og strategiske udvikling af virksomheden samt om de beslutninger, der vedrører dem, i alle Unionens medlemsstater; at styrke den sociale dialog og tillidsforholdet internt i virksomheden for at bidrage til at forudse risici, til at forbedre fleksibiliteten og tilrettelæggelsen af arbejdet i forbindelse med sikkerheden, til at gavne arbejdstagerne og gøre dem lydhøre over for de nødvendige ændringer; at medtage virksomhedens beskæftigelsessituation og -udvikling blandt informations- og høringsspørgsmålene; at sikre, at arbejdstagerne bliver informeret og hørt, før der vedtages nogle beslutninger, som kunne medføre væsentlige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og i kontraktforholdene og at sikre effektiviteten af denne procedure ved også at indføre nogle særlige sanktioner over for dem, der groft overtræder sådanne forpligtelser på disse områder. I den forbindelse har vi - hvis man skal dømme efter visse af de forhandlinger, der har fundet sted i Parlamentet - her på det seneste set, hvor vigtigt det er at opstille nogle faste referencerammer for information og høring. Dette forslag sikrer nogle minimumsstandarder for information og høring, der skal gælde i hele Unionen, idet man harmoniserer arbejdstagernes grundlæggende rettigheder - som allerede eksisterer i mange medlemsstater - og bidrager til at styrke Europas sociale dimension, hvilket er vores alle sammens målsætning. Europa-Parlamentet har vedtaget en række ændringsforslag, som navnlig tager sigte på en nærmere angivelse af vilkårene for og definitionen af information og høring, især med hensyn til tidspunktet for informationens viderebringelse. Derfor er det efter vores mening vigtigt, at det gennemføres i planlægningsfasen, så arbejdstagerne får mulighed for at være på forkant med ændringerne, at man udvider direktivets anvendelsesområde, at man sørger for, at direktivet indeholder nogle minimumsbestemmelser på fællesskabsplan, som der kun kan afviges fra, såfremt det stiller arbejdstagerne bedre, og at man udvider indholdet til også at omfatte de områder, der direkte berører arbejdstagernes rettigheder og fremtid. Med hensyn til vores betænkning reagerede Kommissionen positivt på nogle ændringsforslag, mens den gav udtryk for visse forbehold i forbindelse med andre ændringsforslag. Den har dog endnu ikke - og det er årsagen til denne mundtlige forespørgsel - fremlagt et revideret forslag, der klart angiver dens holdning til Parlamentets ændringsforslag, ligesom jeg med beklagelse må konstatere, at det finske formandskab ikke har vist den politiske vilje til at gå videre med denne sag, for vi forventede ellers, at det finske formandskab tog højde for dette spørgsmål. Grunden til denne forespørgsel er netop, at vi ikke blot ønsker at bede Kommissionen om at udtrykke sig klart om Parlamentets forslag, men at vi også og ikke mindst ønsker at spørge den om de nærmere omstændigheder og tidsplanen for fremlæggelsen af dens reviderede version med hensyn til Parlamentets holdning. På vegne af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender vil jeg gerne spørge kommissæren - der i øvrigt har vist sig at være yderst lydhør over for disse emner ved andre lejligheder - om hun kan fortælle os, hvilke vanskeligheder der er forbundet med spørgsmålet, og hvorfor der endnu ikke er blevet fremlagt et revideret forslag. Kan vi i øvrigt regne med, at det bliver fremlagt inden årets udgang? Og vi ville navnlig gerne have at vide, hvilke foranstaltninger hun har til hensigt at iværksætte for at lette en politisk aftale på dette område, en aftale, der er afgørende for, at Kommissionen, Rådet og Parlamentet når frem til en endelig afgørelse på dette område. Vi lægger nemlig særlig vægt på denne afgørelse, og den er desuden en del af et større område, der netop har at gøre med forberedelsen og ledsagelsen af de igangværende ændringer på arbejdsmarkedet, så disse ikke får nogen uheldige konsekvenser, navnlig med hensyn til arbejdstagernes sikkerhed og deres arbejdsplads.
Hr. formand, Europa-Parlamentet spiller en vigtig rolle inden for mange betydningsfulde og socialt følsomme spørgsmål, men vi må sige, at navnlig her, i forbindelse med dette direktiv, har Parlamentet fungeret som en reel drivkraft. Fru Ghilardotti har gjort rede for kendsgerningerne. Jeg vil bidrage med fire ting omkring fællesskabsdirektivet. Forslaget til fællesskabsdirektiv udgør en ramme for en tilpasning, som gør os i stand til at modstå industrielle ændringer. Det er en politisk ramme, som er nødvendig, for at vi kan klare disse uundgåelige ændringer på en måde, der er socialt acceptabel. Under den sidste forhandling her i Parlamentet angående Michelin, sagde jeg, at vi ikke kan få fløjlsændringer, "velvet changes", fordi vi lever i en tid, hvor der sker store omstruktureringer, vi går ind i teknologiens tidsalder, der sker ændringer på arbejdsområdet, og globaliseringen breder sig mere og mere. Derfor er vi nødt til at forberede os, så vi kan acceptere ændringerne på socialt plan. Den næste ting, jeg gerne vil understrege, er, at Europa i denne omstruktureringernes tid har oplevet store succeser. Der er det indre marked, som udbygges og befæstes dag for dag, der er Den Økonomiske og Monetære Union, som ligeledes udbygges dag for dag, og nu er tiden inde til, at den sociale dimension træder frem. Derfor er dette direktiv et meget vigtigt politisk valg. Direktivet blev forelagt efter en tre år lang dialog med arbejdsmarkedets parter. I november 1998 blev det forelagt for både Parlamentet og Rådet. Parlamentet reagerede, og i april fandt der en afstemning sted, hvortil der var stillet 35 ændringsforslag. Desværre har Rådet, nu hvor der er gået et år, endnu ikke behandlet dette direktiv. Hvad ændringsforslagene angår, vil jeg sige, at Europa-Kommissionen kan acceptere ni af disse, hvoraf de syv kan accepteres principielt, men længere kan vi ikke gå, og jeg vil gerne forklare hvorfor. Under det finske formandskab, der som bekendt har varetaget arbejdet med at fremme de enkelte direktiver, men også halvårsplanen, blev der truffet et strategisk valg, som blev meddelt Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Dette strategiske valg gik ud på, at der først skulle ske en principiel vedtagelse af direktivet om den europæiske virksomhed og derefter en vedtagelse af direktivet om information og høring, og begrundelsen var, at hvis det direktiv, vi drøfter nu, blev vedtaget først, ville det blive meget kompliceret at få vedtaget direktivet om beskæftigelse, der som bekendt har været undervejs i over 14 år. Det finske formandskabs strategi resulterede i en drøftelse af spørgsmålet om det europæiske selskab. Det direktiv, vi behandler i dag, kom slet ikke på forhandlingsbordet og blev ikke drøftet, og i denne forbindelse vil jeg gerne svare på fru Ghilardottis spørgsmål om, hvilke elementer der er tvivl og uenighed om blandt landenes delegationer. Det er spørgsmålet om grænsen for, hvor store virksomhederne skal være, for at der kan blive tale om information og høring. Jeg kan sige, at min personlige holdning er, at vi bør skille de små og mellemstore virksomheder ud. Forholdene er anderledes i de små og mellemstore virksomheder, men der må selvfølgelig være en grænse for, hvornår de er omfattet af de ting, vi taler om. Den grænse, der er foreslået, er på 50 ansatte. Og som sagt er dette et af de punkter, der bliver drøftet, og som der er uenighed om. En anden ting er definitionen af information og høring. Der er her forskellige meninger, som også er betinget af omstændighederne i medlemsstaterne, men ofte også af, hvilken politisk anskuelsesvinkel der anlægges. Der er spørgsmålet om graden af selvstændighed og kravene til aftalerne mellem arbejdsmarkedets parter i de enkelte medlemsstater, og hvor vidt man kan gå, og endelig er der spørgsmålet om sanktioner. Disse spørgsmål står mere eller mindre åbne. Spørgsmålet er nu, hvad vi på nuværende tidspunkt bør gøre, og i hvilken retning vi skal gå for at opnå det, vi vil. Og det, vi vil, er at få en vedtagelse af dette direktiv hurtigst muligt. Det hjælper ikke noget, at vi har et fremragende direktiv på forhandlingsbordet. Det vigtige er, at vi skaber nogle omstændigheder, som gør, at direktivet kan vedtages og træde i kraft. Jeg mangler at svare på, hvordan tidsplanen er, og hvad Kommissionen agter at gøre fremover. Først vil vi afvente afslutningen på det finske formandskab og se, om man omsider når til enighed om direktivet om det europæiske selskab. Hvis der ikke er kommet et resultat ved årets afslutning, vil jeg anbefale det portugisiske formandskab, at strategien ændres, at spørgsmålet gribes an på en anden måde med et andet forhandlingsgrundlag, så arbejdet med det konkrete direktiv kan skride hurtigere frem, og vi fra Kommissionens side, når vi har fået den første reaktion fra Rådet, kan gå videre med en anden indfaldsvinkel, hvilket ikke bliver særligt svært. Det bliver ikke svært for os at justere forslaget på grundlag af de ændringsforslag, vi allerede har accepteret, og forelægge det for Rådet. Jeg tror dog, at vi under det portugisiske formandskab kommer til beskrive de næste skridt anderledes end i dette halvår, hvor der ikke har været nogen fremgang, og kan gå videre på den måde, jeg har beskrevet her.
Hr. formand, fru kommissær, PPE-gruppen godkendte i april den lovgivningsmæssige beslutning om direktivet om en europæisk ramme for information og høring af arbejdstagere i medlemslandene. Partnerskab og subsidiaritet bestemmer Parlamentets og Kommissionens forslag. Virksomhederne bør modtage en specielt skræddersyet pakke vedrørende information og høring gennem en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Parlamentet har bl.a. foreslået, at de eksisterende nationale arbejdstagerrepræsentationer skal deltage i udarbejdelsen af denne aftale. En aftale uden deltagelse af de lokale samarbejdsudvalg er utænkelig! Godt nok reagerede Kommissionen i første omgang positivt på forskellige ændringsforslag, men - det har De jo også selv sagt - den har ikke hidtil fremsat noget ændringsforslag. Man kan ganske enkelt ikke bare sylte det, som Parlamentet med møje har udarbejdet! Forudsætningerne for Rådets fælles holdning skal nu langt om længe skabes. Der mangler åbenbart politisk vilje i Rådet. Hvordan vurderer Kommissionen situationen, fru kommissær? Jeg har ikke forstået Dem helt. Mener Kommissionen, at det finske formandskab og eventuelt også det kommende portugisiske formandskab bekymrer sig om, hvorvidt f.eks. Storbritannien igen vil gå over i modstanderens lejr i forbindelse med striden om arbejdstagernes ret til deltagelse i Det Europæiske Aktieselskab, som skal opbygges? Det er en officiel hemmelighed, at den britiske regering kun blev vundet ved et tilsagn om tilbageholdelse ved informations- og høringsdirektivet for et år i forbindelse med Det Europæiske Aktieselskab med minimumsmedbestemmelsesret. Vi beklagede i plenarforsamlingen med henvisning til virksomhedsomstruktureringerne ofte den manglende rettidige information fra virksomhedernes ledelse: Hoover, Renault, Michelin. Vi kan dog også forkynde positive budskaber. Hertil hører succeshistorien om direktivet om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg. Forudsætningen for, at de nationale arbejdstagerrepræsentationer, som det europæiske samarbejdsudvalg videresender sine informationer til, fungerer godt, er at de har tilstrækkelige rettigheder til at kunne reagere i rette tid. Det garanterer det nævnte direktiv. Jeg vil gerne præcisere spørgsmålet endnu en gang, fru kommissær: Har jeg forstået Dem rigtigt, at Kommissionen ikke har planer om at fremsætte et ændringsforslag i år, hvilket jeg ville beklage meget? Rettidig information af arbejdstagerne betyder gennemskuelighed, der skaber tillid og forhindrer gnidninger i de europæiske virksomheder. Vinderne er i den forbindelse arbejdsgiverne og arbejdstagerne på lige fod.
Hr. formand, jeg skal ikke gentage det, som de andre talere har sagt om behovet for dette direktiv. De sagde selv for nogle dage side, fru kommissær, apropos diskussionen om Michelin, at intelligente omstruktureringer var nødvendige. Jeg vil give Dem et eksempel på en omstrukturering af en virksomhed på europæisk niveau, med et europæisk samarbejdsudvalg, som er intelligent, men kun for den ene part. Og det er jo netop dét, som vi skal undgå: en skæv social dialog. Alle Europa-Parlamentets ændringsforslag har været meget vigtige, og der er især ét, som jeg synes er særdeles relevant, nemlig det, der taler om, at parterne skal udvise etik og handle i god tro. Det, der f.eks. sker med omstruktureringen af Ford i Portugal, er et mønstereksempel på manglende god tro. I slutningen af 80'erne havde Ford Lusitana 1.200 ansatte. Man flyttede fabrikken til Polen og lovede at foretage investeringer dér mod skattelettelser og andre goder. Der er aldrig blevet investeret særlig meget i Polen, og nu meddeler Ford, at man vil lukke begge fabrikker, både den i Portugal og den i Polen. Denne type flytninger og omstruktureringer, fru kommissær, er århundredets handel. Det har intet at gøre med indførelse af ny teknologi eller behov for større produktivitet i virksomhederne. Fords egen argumentation viser det, idet man jo ikke siger noget om produktivitetsproblemer. Tværtimod siger man, at disse to produktionsenheder og arbejderne på dem har en enorm produktivitet. Og der sker så det, at disse arbejdere er i den grad specialiserede, at de på arbejdsmarkedet kun kan afsættes som ufaglærte. Hele dette kompleks af sociale begivenheder må vi tage os af. Det kræver et svar, det kræver styring, nøjere undersøgelser og lovgivningsinitiativer; men ikke kun dét! Det er på tide, at Kommissionen sætter en overvågning i gang af de større virksomheder, for det handler ikke om virksomheder med 50 eller 100 ansatte. Lad os så begynde med virksomheder på europæisk niveau, og lad os begynde med en vurdering af, hvad en nødvendig omstrukturering egentlig er for noget. I Europa-Parlamentet repræsenterer vi begge sider af industrien, men den ene af dem har ingen stemme, fru kommissær. Det er særdeles vigtigt, at den får det. Jeg håber oprigtigt, at det portugisiske formandskab sørger for et svar, og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at det sker.
Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig beklagelsen over, at der endnu ikke er fremlagt et revideret forslag om information og høring af arbejdstagerne fra Kommissionens side. Selvom der efter valget tegner sig et nyt og anderledes flertal her i Parlamentet, og selvom der er nogle ændringsforslag, vi i ELDR sætter mere pris på end andre, ja, selvom der er ting i forslaget, vi absolut gerne havde været foruden, så bakker vi op om denne forespørgsel og efterlysning af handling. Det skal ikke være sendrægtighed, der styrer den politiske proces. I ELDR vil vi gerne fremme information og høring af arbejdstagerne, men vi lægger også stærk vægt på, at man viser den fornødne respekt for forskelle i traditioner og kultur på dette område. Der skal ikke opbygges nye bureaukratiske systemer, der spiller dårligt sammen med de arbejdsmarkeder, hvor der i dag er en velfungerende social dialog. I særlig grad lægger vi vægt på, at man ikke - om end i en god mening - gør livet vanskeligere for små og mellemstore virksomheder, hvor ledelsen ifølge sagens natur er tæt på medarbejderne. De ændringsforslag, Parlamentet vedtog ved førstebehandlingen i april, betyder bl.a., at reglerne om høring kommer til at gælde virksomheder med 50 ansatte og derover og fjerner nationale dispensationsmuligheder. Vi foretrækker det oprindelige forslag, der giver mulighed for i visse tilfælde at hæve grænsen til 100 ansatte. Derimod kan vi tilslutte os ændringsforslagenes klare toning i retning af at gøre direktivet til et minimumsdirektiv med mulighed for, at medlemsstaterne går videre. Som sagt: Noget kan vi lide, og andet kan vi mindre godt lide i det forslag, der er kommet fra Parlamentet, men nøl i beslutningsprocessen kan vi slet ikke lide. Jeg synes imidlertid, at fru Diamantopoulou har givet en god udredning for, hvilke problemer der er i forbindelse med gennemførelsen af sagen, og det viser jo, at der er reelle politiske problemer.
Fru kommissær, jeg kommer fra et land, hvor ejeren af en multinational virksomhed, nemlig Michelin, lagde vægt på først at informere aktionærerne om sin beslutning om at afskedige 10% af de ansatte i de forskellige lande i de næste tre år. Fru kommissær, i mødeperioden i sidste måned bekræftede De varmt og overbevisende, at Kommissionen ønsker at stadfæste arbejdstagernes ret til information og høring om deres skæbne. Vi glæder os over, at De er fast besluttet på at fuldføre dette i forbindelse med det portugisiske formandskab. I modsætning til det, den foregående taler lige sagde, er De Grønne dog af den opfattelse, at sådanne rettigheder bør omfatte alle virksomheder, der klart ikke er håndværksvirksomheder, og vi foreslår en tærskel på 20 ansatte. At indføre en tærskel på 50 ansatte, sådan som Kommissionen tilsyneladende har til hensigt, ville medføre nogle alvorlige konkurrenceforvridninger, da det kun ville berøre 3% af de europæiske virksomheder. En dag vil det blive nødvendigt at gå endnu længere. I flere europæiske lande lægger man i samfundet vægt på arbejdstagernes deltagelse. De deltager både i beslutningerne og får del i overskuddet. Det Europæiske Råd ønskede ikke at følge Parlamentets udtalelse på dette punkt. Via pensionsfondene får pensionisterne dog i dag i større og større grad del i kapitalen og i virksomhedens udbytte, og de deltager mere og mere i bestyrelserne. Det ville være paradoksalt - og det ville medføre trusler om en krig mellem generationerne - at de erhvervsaktive lønmodtagere skulle udelukkes fra en sådan deltagelse.
Hr. formand, fru kommissær, under vores forhandling den 27. oktober om Michelin-sagen mindede jeg om, at Parlamentet havde ændret direktivet om information og høring af arbejdstagerne, og at vi stadig ventede på, at Kommissionen skulle godkende disse ændringsforslag. De to vigtigste ændringsforslag - som jeg gerne vil minde om - drejede sig om to punkter. Først og fremmest ønskede Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, at direktivet skulle gælde for virksomheder med 20 ansatte eller derover. Parlamentet ønskede, at det skulle gælde for 50 ansatte eller derover, mens Kommissionen foreslår 100 ansatte eller derover, hvis ikke jeg tager fejl. Og det andet vigtige ændringsforslag gik ud på, at enhver tilbageholdelse af information fra en virksomheds direktions side over for de ansattes repræsentanter skulle medføre en sanktion - det skulle ikke kun være tilbageholdelsen af information, som virksomhedens direktion anser for vigtig (hvilket er et alt for vagt begreb). Hvad siger Kommissionen til disse to punkter i dag? Intet nyt, og vi vender tilbage til det i år 2000. Det kan ærligt talt ikke være rigtigt, fru kommissær. Med denne afventende holdning vender man totalt ryggen til forventningerne i vores samfund. Vi skal ikke alene lytte til det signal, vi fik under det sidste valg, og vedtage disse to ændringsforslag, jeg havde også fremsat nogle supplerende forslag, som efter min mening er tiltrængt i dag. Jeg havde foreslået indførelsen af en opsættende frist på seks måneder for alle omstruktureringsplaner for at muliggøre en uafhængig fagforeningsvurdering, og jeg havde ligeledes foreslået, at hvis virksomheden har modtaget statsstøtte, men ikke overholder de fastsatte bestemmelser, skal den tilbagebetale den modtagne støtte. Jeg mener derfor, at De burde fremlægge et ændret forslag til direktiv, hvor der tages højde for disse forslag og denne forventning, og at De bør udføre Deres opgave med at påvirke Rådet i stedet for fra starten at rette Dem efter vores respektive regeringers mindste fællesnævner. Jeg forventer også, fru kommissær, at hr. Prodi ligeledes medtager disse henvisninger i den arbejdsplan, han vil forelægge for os.
Hr. formand, jeg vil her i aften takke kommissæren mange gange for hendes tilsagn. 1. januar 2000 er allerede tæt på, også hendes forgænger havde anvendt en bestemt strategi for lige at se, hvordan det går med det europæiske selskab. Det er tydeligt, at der engang må komme en ende på det. Jeg er meget glad for, at kommissæren har opfattet det så godt. Jeg tror faktisk, at vi, hvad det angår, må fortsætte pr. 1. januar. Jeg må for øvrigt sige, at man i forbindelse med denne strategi sommetider ikke har været opmærksom på, at det europæiske selskab skal forkastes enstemmigt, mens det her drejer sig om et direktiv, der skal vedtages med flertal. Det kan godt være, at vi på længere sigt vinder tid ved igen at sætte dette direktiv i gang igen end ved endeløst at fortsætte med det europæiske selskab. Det er en overflødig bemærkning, men jeg tror, hvad det angår, at forhandlingen i aften har opfyldt sit mål. Vi er kommet et stykke videre. Hr. formand, i baggrunden er det naturligvis Rådet selv, der spiller en rolle, og ikke kommissæren, men også den kendsgerning, at der endnu ikke er foreslået noget, men det er for mit vedkommende besvaret. Så må vi alligevel se på Storbritanniens premierminister hr. Blairs noget hemmelighedsfulde person. Hr. Blair, som jo så gerne vil føje sig til Europa og nu forsøger at gøre det umuligt for Europa at afslutte dette ordentligt. Det er det problem, som vi har med at gøre, hr. formand. På alle mulige måder, efter gamle politbureaumetoder forsøger man at umuliggøre selv forhandlingen om dette direktiv, hvad man end mener om direktivets indhold. Det er da ikke noget, som man kunne forvente. Jeg kan kun erklære, hr. formand, at Blair-regeringen og nogle andre socialdemokratiske regeringer er så bange for at vise, hvor lidt de vil gøre for arbejdstagerne, at de ikke kan klare det under forhandlingen, således som det tidligere skete, men gennem alle mulige listige politbureaumetoder. Det må bringes til ophør, og jeg er meget glad for, at det i aften under denne forhandling tages op på en eller anden måde.
Jeg vil gerne starte med at sige, fru kommissær, at Deres udtalelser glæder mig, og jeg er lige så overrasket over at stå her og sige det, som De måske er over at høre mig sige det. Men eftersom der er sket en forsinkelse, som allerede er beklaget, håber jeg, at tiden vil blive brugt konstruktivt, og at Rådet, Kommissionen og selvfølgelig Parlamentet vil overveje, hvordan man får tingene på rette spor inden for dette vigtige område. I sidste uge, da De, fru kommissær, var i London - hvor De i øvrigt gjorde et stort indtryk - blev jeg foruroliget over i Financial Times at læse, at De vil gennemtvinge en etablering af udvalg for høring af arbejdstagere, og at Anna Diamantopoulous beslutning vil ryste den britiske regering og erhvervsliv. Selvom jeg er klar over, at det ikke nødvendigvis er et forkert forslag, fordi det ryster regeringen og erhvervslivet, går jeg ud fra, at De erkender, at det heller ikke automatisk betyder, at det er et rigtigt forslag. Kommissionen må huske på, at da Parlamentet fremsatte ændringsforslagene i april, var dette Parlaments sammensætning meget anderledes. Dengang var Socialdemokraterne den største gruppe. Heldigvis er dette ikke længere tilfældet, og vil forhåbentlig fortsætte sådan langt ud i fremtiden. Parlamentets sammensætning har ændret sig, og det regner jeg også med, at konklusionerne vil. Vi skal selvfølgelig fortsat arbejde i en ånd af konstruktiv enighed, men omdrejningspunktet i denne enighed har flyttet sig betydeligt. Derfor vil jeg afslutningsvis sige, at - hvis vi vil skabe jobs, hvis vi vil bevare et konkurrencedygtigt erhvervsliv og hvis vi vil fremme foretagsomhed - så vil nogen af os måske, når vi når til andenbehandlingen, føle at vi er gået for langt, og at det er på tide at sætte en grænse.
Hr. formand, jeg kan fortælle hr. Matthews, at da jeg havde forladt London, var der et parti, der udtalte, at jeg har "crazy ideas". Jeg håber ikke, det er flertallets holdning. Jeg vil sige, at når man besvarer spørgsmål ­ og som politikere kommer vi hele tiden i dette dilemma ­ må man afgøre, om man vil være venlig eller effektiv. Jeg kunne sagtens vælge at være venlig. Parlamentets ændringsforslag kunne have været vedtaget allerede i april, indarbejdet i teksten og forelagt Rådet, og så kunne jeg give et helt enkelt svar: Det er Rådets afgørelse. Jeg har gennemgået teksten, accepteret forslagene, forelagt dem for Rådet, og nu må Rådet tage sig af sagen. Men når vi har at gøre med et så kompliceret direktiv ­ og Parlamentet er klar over, at der er tale om et kompliceret direktiv ­ mener jeg, at vi er nødt til at tage højde for de nationale forhold i landene, omstændighederne omkring den sociale dialog og arbejdsmarkedets parters holdninger, de forskellige nuancer af alle de punkter, jeg har nævnt, og derefter skære og sætte sammen, så vi finder den skrøbelige balance, der er nødvendig, for at vi kan opnå det bedst mulige resultat. Hvis vi uden videre accepterer ændringsforslagene og går til forhandlingsbordet med det nye forslag, bliver vi mødt af enstemmighedsproceduren, og vi ved på forhånd, at som tingene ligger i dag, vil der ikke komme det resultat ud af det, som vi gerne vil have. Derfor mener jeg, vi bør være effektive, og det vil jeg så forsøge på. Vi kommunikerer allerede løbende med de nationale delegationer og med regeringerne, med alle ministrene en efter en. Det er min opfattelse, at dette direktiv ikke blot er et direktiv, der vil hjælpe arbejdstagerne. Jeg tror, det har kolossal social betydning, for problemerne er lige om hjørnet, der er store strukturændringer på vej. Og vi ved alle, at der er sektorer, f.eks. banksektoren, hvor der vil ske meget store ændringer i de kommende år. Derfor er vi nødt til at udforme en ramme, som alle kan se også vil fremme konkurrencen. Bemærk, at det ikke blot er en ramme, der drejer sig om social følsomhed, men en ramme, der beskytter den sociale ligevægt og den sociale fred i Europa og derfor også beskytter stabiliteten og udviklingen. Og på dette grundlag vil vi fortsætte, på dette grundlag vil jeg personligt fortsætte efter den tidsplan, jeg nævnte før, i troen på, at vi under det portugisiske formandskab vil kunne finde frem til en ny strategi. Min kommentar til dette er, som fru Damião også var inde på, at der bliver gjort en indsats, og der findes tilsvarende love på nationalt plan og to direktiver på fællesskabsplan. Det, vi gerne vil opnå med det nye direktiv, er en tankegang, som styrker denne ret til information og høring, en ret, som ikke står særlig stærkt på nuværende tidspunkt. Den findes mest på frivillig basis og tolkes helt individuelt. Vi ønsker en styrkelse og en ansvarlighed og en accept, ikke kun fra medlemsstaterne, men også fra arbejdsmarkedets parter, for en accept fra alle parter vil få stor betydning for, hvor effektiv gennemførelsen bliver.
Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. (Mødet hævet kl. 20.15)