diff --git "a/data/train/da_ep-00-05-03.txt" "b/data/train/da_ep-00-05-03.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-05-03.txt"
@@ -0,0 +1,168 @@
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt fredag den 14. april 2000, for genoptaget.
+Fru formand, jeg vil gerne i anledning af den internationale årsdag for pressefrihed afgive en erklæring om situationen i Tunesien og anmode om Deres mellemkomst. Jeg vil gøre det, når De finder det belejligt.
+Tak, hr. Barón Crespo. Jeg har noteret mig Deres forslag.
+Fru formand, jeg tager ordet vedrørende det samme emne. Vi har lige fået at vide, at Taoufik Ben Briks bror er blevet idømt tre års ubetinget fængsel. Alle her ved, at dette gør situationen meget kritisk, fordi den tunesiske journalist havde meddelt, at han ville gå så vidt som til at sulte sig til døde, hvis hans bror blev dømt. Jeg har lige læst den gribende appel, som Taoufiks unge bror har sendt til den tunesiske journalist for at få ham til trods alt at standse sin sultestrejke. Jeg tror således, at den kommende tid kan være af afgørende betydning for at minde de tunesiske ledere om deres ansvar. Derfor ønsker jeg ligesom min ven Enrique Barón Crespo, som jeg i går har givet udtryk for i et brev og endnu mere indtrængende på baggrund af de sidste begivenheder, at De gør Deres indflydelse og myndighed gældende med henblik på at finde en retfærdig og hurtig løsning på dette tragiske tilfælde med krænkelse af menneskerettighederne og ytringsfriheden.
+Fru formand, jeg vil fremsætte et forslag til orden i ordets bogstaveligste betydning. Jeg tænker på den uorden, der er i Parlamentets mødekalendere og dagsordener, i hvert fald hvad angår indeværende år. F.eks. modtog jeg den 19. april en e-mail fra hr. Richard Balfe, som er kvæstor, hvori han meddelte, at den dag var en begrænset dag, og at dagens møder var aflyst. Den 13. april havde vi modtaget et cirkulære med oplysning om, hvilke dage der er fridage, og hvilke der ikke er det. Jeg beder Parlamentets kompetente instanser om, at planlægningen sker et år i forvejen, selv om der kan ske noget uforudset, der gør det nødvendigt med efterfølgende ændringer. Men at ændre datoer i cirkulæret, som i dette tilfælde, at indføre fridage, der ikke har eksisteret tidligere, er et tegn på meget dårlig planlægning for en institution med 600 medlemmer og tusindvis af ansatte. Jeg anmoder derfor om en smule opmærksomhed og en smule orden i forbindelse med den årlige planlægning.
+Hr. Valdivielso de Cué, jeg forsikrer Dem om, at jeg vil se nærmere på spørgsmålet, men fru Banotti ønsker ordet for at svare Dem i sin egenskab af kvæstor.
+Fru formand, mange kolleger har henvendt sig til mig vedrørende visse misforståelser om indskrivningen i går. Jeg vil blot sige, at jeg har til hensigt at tage denne sag op over for Præsidiet i aften. Der opstod helt klart en misforståelse, og mange kolleger måtte rejse hjemmefra i går og pådrage sig de sædvanlige udgifter for at kunne være her til mødet i dag. Så jeg håber, at vi kan tage spørgsmålet op på Præsidiets møde senere i dag.
+Tak, fru Banotti. Det bliver det samme for pinsemandag. Vi skal være meget opmærksomme på dette.
+Fru formand, jeg vil benytte lejligheden til at meddele Dem og de andre kolleger, at Paul van Buitenen, tjenestemand i Kommissionen, der, som De ved, har spillet en ikke ubetydelig rolle ved blotlæggelsen af den forrige Kommissions fejltrin, i sidste uge modtog en orden i Nederlandene. I hvert fald i Nederlandene, og det tilføjer jeg i al beskedenhed, var og er der stor respekt for hans indsats.
+Fru formand, jeg vil gerne nævne offentliggørelsen for to uger siden af en meget vigtig rapport fra den europæiske komité for forebyggelse af tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling. Rapporten er stilet til den spanske regering og drejer sig om den europæiske komités besøg i Spanien i slutningen af 1998. Rapporten kan hentes via Internet, og det samme gælder den spanske regerings svar. For en uge siden idømte en spansk domstol fem tidligere regeringsembedsmænd, heriblandt en general fra civilgarden, op til 71 års fængsel. Dommene var afslutningen på den anden såkaldte "beskidte krig"retssag og underbyggede påstandene om, at der blev ført en beskidt krig i de tidligere 1980'ere med støtte fra Filipe González' tidligere socialistiske regering. Ifølge de internationale presseagenturer Associated Press og Reuters blev to unge mænd på 20 og 21 år drevet over grænsen og ind i det spanske Baskerland, hvor de blev torteret i adskillige dage. De blev begge myrdet med et skud i hovedet. Alle syv sigtede blev frikendt for anklagerne for tortur og for at tilhøre en væbnet gruppe. Søsteren til et af ofrene fortalte til journalister, at det var en skandale, at de ikke blev dømt for tortur. Det er vigtigt at have kendskab til denne sag.
+Fru formand, for at vende tilbage til et punkt, som blev rejst tidligere: Den 9. maj er, som De ved, Europadag, og Parlamentet vil være lukket. Der afholdes imidlertid et møde i Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked den dag. Vil offentligheden få mulighed for at overvære dette møde som observatører, eller vil de blive nægtet adgang til Parlamentet?
+Tak, hr. Miller. Svaret er ja.
+Fru formand, da det på den sidste dag under mødet i Strasbourg gentagne gange viste sig, at der ikke var et beslutningsdygtigt antal medlemmer til stede, foreslog jeg formanden, hr. Wiebenga, at alle afstemninger om fredagen ligesom på de øvrige dage i fremtiden skal finde sted kl. 12 eller ved afslutningen af mødet, og at tilstedeværelseslisten først underskrives, når medlemmerne går og med angivelse af tidspunktet. Hr. Wiebenga meddelte, at dette spørgsmål ville blive forelagt formanden og Præsidiet. Mit spørgsmål til Dem er: Har Præsidiet allerede taget stilling til dette spørgsmål?
+Jeg kan sige, at jeg har modtaget hr. Wiebengas brev, og at dette spørgsmål er opført på dagsordenen for mødet i Præsidiet i aften. Som De kan se, har vi ikke spildt tiden. Hr. Barón Crespo, jeg kan sige, at i fortsættelse af det brev, hr. Wurtz jo har skrevet til mig, har jeg allerede lavet et udkast til en skrivelse til de tunesiske myndigheder, som giver udtryk for den holdning, De og hr. Wurtz har ønsket at give udtryk for. Jeg tror, at tiden er inde til, at De, hvis De ønsker det, udarbejder en erklæring, som vi kan vedlægge skrivelsen til de tunesiske myndigheder.
+Fru formand, Tunesien er et land, der har en associeringsaftale med og et meget tæt forhold til Den Europæiske Union. I aftalens artikel 2 fastsættes respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper efter fælles overenskomst. Siden begyndelsen af april har vi alligevel været vidner til en situation, hvor den sultestrejke, som journalisten Ben Brik har indledt, er et alvorligt samvittighedsspørgsmål og udgør en overtrædelse af associeringsaftalen fra den tunesiske regerings side, idet den ikke blot har forbudt hr. Ben Brik at skrive som korrespondent for den franske avis La Croix, men også har nægtet ham adgang til telefon og frataget ham hans pas. Det skal desuden tilføjes, at den tunesiske regering har lagt hindringer i vejen for de journalister, der har forsøgt at dække disse begivenheder, og at den har behandlet dem uacceptabelt. Derfor, fru formand, mener jeg, at vi over for en regering, der er vores ven og partner, som det er tilfældet med den tunesiske regering, skal give udtryk for, at den adfærd ikke blot er uforenelig med vores associeringsaftale, men at dette, som min kollega, hr. Wurtz, med rette har sagt her, er en situation, som ikke kan fortsætte, og som medfører, at hr. Ben Briks pårørende sætter livet på spil for at forsvare disse rettigheder. Jeg mener derfor, fru formand, at Parlamentet, da det ikke er muligt at gennemføre en parlamentarisk procedure hurtigt nok, skal sætte sin lid til Dem og bede Dem om på vores vegne at tage affære for at gøre en ende på denne situation og for at bringe den tunesiske regering til fornuft.
+Tak, hr. Barón Crespo. Det siger sig selv, at inden jeg sender dette brev til de tunesiske myndigheder, vil jeg henvende mig til formanden for Delegationen for Forbindelserne med Maghreblandene og Den Arabiske Maghreb-Union.
+Fru formand, for lidt siden gav jeg ikke tegn til, at jeg ønskede ordet, fordi en gruppesekretær allerede havde meddelt formandskabet før mødet, at jeg ønskede at fremsætte forslag til ændring af dagsordenen. Jeg ved ikke, om vi på dagsordenen for dette møde kan medtage et punkt, hvorunder vi kan få oplysning om euroens situation, der jo giver anledning til bekymring, eller om vi allerede nu skal lægge os i selen for, at dette spørgsmål kommer på dagsordenen for det næste møde i Strasbourg. Nyhederne fra i morges siger, at euroen allerede er røget ned under den psykologiske grænse på 90 cents, hvilket forudskikker fald til endnu mere bekymrende og alvorlige niveauer. Vi kan ikke blive ved med at tolerere en stum valuta. Nogen må give en forklaring og meddele, hvilke foranstaltninger der kan genskabe den nødvendige psykologiske tillid til den valuta, der i dag er fælles for mange af EU's medlemsstater. Jeg vil gerne henlede formandens og Præsidiets opmærksomhed på dette spørgsmål, så vores gruppe ved passende lejlighed, og hvis det bliver nødvendigt, kan tage initiativ til at få ændret dagsordenen for det næste møde i Strasbourg. Jeg har også fået oplyst, at en kommissær i dag til formiddag skulle have været til stede ved mødet i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Kan formanden for dette udvalg mon give salen nogle informationer om, hvordan Kommissionen ser på en så kritisk situation?
+Tak, hr. Ribeiro. Som De ved, har vi til næste mødeperiode i Strasbourg planlagt en debat om Duisenberg-betænkningen. Jeg mener, at en sådan bred debat vil leve helt op til Deres forventninger.
+Fru formand, min gruppe har til hensigt at anmode om, at der i forbindelse med forhandlingen om den monetære politik tilføjes en erklæring fra Kommissionen om den informationspolitik, som den medfører inden for rammerne af euroen. Og jeg vil gerne sige, at vi ikke skal lade os rive med af informationer, der ikke blot er pessimistiske, men af og til overilede, i forbindelse med euroens situation, og at vi ikke udelukkende skal fæstne os ved udviklingen i euroens stilling i forhold til en anden valuta såsom dollaren. Den europæiske økonomis situation og de muligheder, som euroen skaber, skal også tages i betragtning. Jeg mener, at vi i den forbindelse skal være mindst lige så aggressive i forsvaret af euroen, som vores kolleger i den amerikanske Kongres er det i forsvaret af dollaren.
+Fru formand, jeg støtter helt og holdent hr. Barón Crespos næstsidste indlæg om Tunesien. Jeg er for øvrigt meget tilfreds med at se, at Den Socialdemokratiske Gruppe endelig har besluttet sig til at få en mere handlekraftig holdning til tunesienspørgsmålet, som rækker langt videre end hr. Ben Briks vanskelige situation, men jeg har ikke forstået Deres indlæg, fru formand. Når De foreslår at skrive til de tunesiske myndigheder, hvilket jeg støtter fuldt ud, mener jeg, at det skal være for at give udtryk for Parlamentets holdning. Derfor kan jeg ikke se, hvorfor holdningen i en bestemt politisk gruppe skal indgå heri.
+De har ret, hr. Dupuis, og det er netop grunden til, at jeg straks vil henvende mig til formanden for Delegationen for Forbindelserne med Maghreblandene og Den Arabiske Maghreb-Union, således at vi kan planlægge en fremgangsmåde, som både er meget effektiv og samordnet.
+Fru formand, mine damer og herrer, jeg er nok den ældste parlamentariker her i Parlamentet, da jeg blev valgt til det franske parlament for 45 år siden, og jeg har siddet i Europa-Parlamentet i 16 år, ganske vist i oppositionen, men det er jeg stolt over. Den franske premierminister, som er chef for den udøvende magt, har ved dekret bekendtgjort min afgang som delegeret for den lovgivende magt, hvilket undtagen i Sovjetunionen er i modstrid med det grundlæggende princip om adskillelse af magten. Uden at min parlamentariske immunitet er blevet respekteret, er jeg blevet dømt til ikke at kunne stille op til valg i et år for nogle lettere voldsomme udtalelser, (Protester: "racist") i forbindelse med en hændelse under en valgkamp, (Tilråb fra forskellige pladser: "ud, racist")hvilket min regering har fortolket, som om jeg skulle berøves et mandat på fire år, hvilket selvfølgelig er uretfærdigt. Jeg har imidlertid en klagefrist på to måneder til Statsrådet, og jeg har indbragt sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Jeg ønsker således at kunne give udtryk for mit synspunkt over for Retsudvalget, da det på ingen måde er berettiget at gennemføre en hurtig parlamentsprocedure, og jeg anmoder dem, mine damer og herrer, om under alle omstændigheder at gøre brug af den retspraksis, der blev anvendt i sagen med vores kollega Tapie, og lade mig få en klagefrist, inden der træffes en endelig beslutning.
+Fru formand, vi står over for et spørgsmål om Parlamentets beføjelser, som er fuldstændig reguleret, hvorimod vi ikke har en ensartet valgprocedure, i medfør af artikel 12 i akten fra 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne til Europa-Parlamentet, hvis stk. 2, som jeg vil læse op på fransk, fordi det er den tekst, jeg har, siger: "Lorsque la vacance résulte de l'application des dispositions nationales en vigueur dans un État membre, celui-ci en informe le Parlement européen qui en prend acte." ("Dersom mandatet er blevet ledigt, som følge af en medlemsstats nationale bestemmelser, underretter denne Europa-Parlamentet herom, og Europa-Parlamentet tager meddelelsen til efterretning.") Det drejer sig altså om en simpel formel og fuldstændig reguleret beføjelse. I henhold til vores forretningsorden hører det netop, fru formand, ind under Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked at undersøge disse spørgsmål, men vores forretningsorden siger også, at Parlamentet på grundlag af en betænkning fra Retsudvalget omgående skrider til handling. Det er klart, at det drejer sig om en sag, der ikke må forsinkes, for tilstedeværelsen i Parlamentet af et medlem, der ikke længere er det, og dette medlems mulighed for at stemme ville være helt ureglementeret. Derfor, fru formand, indkaldte jeg, så snart jeg modtog meddelelsen fra de kompetente tjenestegrene, Retsudvalget, som holder møde i morgen kl. 9.
+Tak, fru Palacio Vallelersundi. Jeg takker for, at De og Deres udvalg står til rådighed. Hr. Gollnisch, De vil fremsætte et forslag om ændring af forretningsordenen. Hvilken artikel drejer det sig om?
+Fru formand, først om artikel 6 og derefter, hvis De tillader det, artikel 7, stk. 4, andet afsnit, men jeg skal gøre det kort og seriøst. Jeg tror kun, at det vil tage halvandet minut at forklare det. Det kan De vist godt give mig. Fru formand, ved at minde om bestemmelserne i forretningsordenen ønsker jeg at gøre opmærksom på nogle problemer, som ikke vedrører sagens realiteter, men proceduren i forbindelse med denne sag, som alle synes er alvorlig. Først og fremmest vil jeg henvise til artikel 6 i forretningsordenen, som indeholder bestemmelser om parlamentarisk immunitet. Jeg gør blot Parlamentet opmærksom på, at i forbindelse med den strafferetsprocedure, som med urette efter min mening, men det er ikke problemet, har fået den franske regering til at erklære, at Le Pens mandat bortfalder i modstrid med bestemmelserne i den franske straffelov, har domstolene ikke ophævet hr. Le Pens immunitet. Det forekommer mig, at dette er en forkert fortolkning af begrebet åbenbarhed i Parlamentets protokol om immunitet og forretningsordenens artikel 6, som jeg opfordrer dem, mine kære kolleger, til at læse. De vil indse, at det virkelig er et alvorligt problem. For det andet, fru formand, vil jeg især minde fru Palacio om bestemmelserne i artikel 7, stk. 4, andet afsnit, som jeg er sikker på hun kender. Denne bestemmelse er blevet indført i forretningsordenen for nylig, specielt med henblik på denne type sager, efter det foregående tilfælde med vores kollega hr. Tapie. Artikel 7 lyder således: (Formanden fratog taleren ordet)
+Hr. Gollnisch, De har overskredet Deres taletid. De sagde selv, at De ønskede halvandet minut til at fremsætte deres forslag om ændring af forretningsordenen. Hr. Le Pen, som bliver hørt i morgen i Retsudvalget, vil forklare alt dette, og vi klarer sagen helt efter reglerne. Jeg kan virkelig ikke forlænge Deres taletid. Det er ikke muligt. Vi kan ikke drøfte det her, hr. Gollnisch.
+Fru formand, De har givet ordet tre gange til hr. Barón Crespo uden for dagsordenen. Jeg anmoder Dem om at lade mig afslutte et par sekunder. (Kraftig uro) Hvis De har respekt for Deres funktion og parlamentarikernes rettigheder ...
+Jeg har ganske rigtigt respekt for min funktion. De sagde selv, at De ønskede halvandet minut til at fremsætte deres forslag om ændring af forretningsordenen. Tiden er gået. Hr. Le Pen vil forklare alt dette i morgen i Retsudvalget.
+Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om revision af de finansielle overslag.
+Fru formand, mine damer og herrer, tak fordi De har givet mig ordet for at tale om Kommissionens beslutning om revision af de finansielle overslag. Først vil jeg gerne benytte lejligheden til også at orientere Dem om en anden beslutning, som Kommissionen har truffet i dag. Kommissionen har i dag besluttet at udnævne hr. Carlo Trojan til leder af delegationen i Genève pr. 1. september i år, og hr. O'Sullivan vil fra 1. juni i år overtage posten som generalsekretær. Hr. Levi, som hidtil har været talsmand for Kommissionen, er udnævnt til direktør for Analyse- og Prognosegruppen. Hr. Jonathan Faull, som hidtil har været direktør for presse- og kommunikationstjenesten, vil fra nu af - også for en overgangsperiode - varetage funktionerne som Kommissionens talsmand. Alle disse personalemæssige beslutninger er truffet i forbindelse med reformen af Kommissionen, og jeg tror, at det i betragtning af de videre nødvendige reformskridt var de rette beslutninger. Kommissionen har takket hr. Carlo Trojan for hans virke. Jeg vil gerne tilføje, at også ud fra min tidligere post som politiker i Berlin vil jeg gerne endnu en gang takke hr. Trojan hjerteligt for hans store engagement i genforeningsprocessen. Jeg vil gerne understrege helt klart, at den store hjælp, som Østtyskland straks fik fra Europa-Parlamentet og Kommissionen, også skyldtes hr. Trojans engagement. Fru formand, nu kommer jeg til Kommissionens beslutning om ændringerne af de finansielle overslag. Denne beslutning er nødvendig for også økonomisk at sikre den nye politiske prioritering, den nye stærkt politiske opgave, nemlig at stille hjælp til rådighed for det vestlige Balkan. Også Parlamentet har i mange beslutninger understreget, hvor vigtigt Den Europæiske Unions engagement i den vestlige Balkanregion er for den fremtidige udformning af den europæiske udenrigspolitik, og også Rådet har på forskellige topmøder gentagne gange klart givet udtryk for denne betydning. Derfor er det nu også på tide, at vi garanterer den økonomiske sikring af denne opgave. I det finansielle overslag, i den finansielle planlægning for Den Europæiske Union, som blev vedtaget af Rådet i Berlin i marts 1999, var der ikke taget højde for sådanne konsekvenser for Balkanområdet. Jeg vil minde om, at beslutningen om Agenda 2000 blev truffet i Berlin netop den dag, hvor kosovokrigen brød ud. Da Parlamentet sammen med Rådet og Kommissionen traf beslutningen om den interinstitutionelle aftale vedrørende Agenda 2000, blev følgende sætning optaget i den interinstitutionelle aftale på Parlamentets initiativ: "I betragtning af udviklingen i situationen på Balkan, navnlig i Kosovo, opfordrer budgetmyndighedens to parter Kommissionen til på grundlag af de konstaterede og anslåede behov at forelægge de fornødne budgetmæssige forslag, herunder i givet fald et forslag til revision af de finansielle overslag." Den 16. december sidste år fastholdt budgetmyndigheden i forbindelse med beslutningen om budget 2000 endnu en gang, at Kommissionen opfordres til at fremlægge en flerårig finansiel planlægning for et hjælpeprogram for den vestlige Balkanregion og om nødvendigt, afhængigt at det nødvendige beløb, samtidig at fremlægge et forslag om ændring af det finansielle overslag. Kommissionen efterkommer med sine beslutninger i dag denne opfordring fra Parlamentet og Rådet. Med hensyn til det forslag, som Kommissionen stiller, er udgangsspørgsmålet, hvor store midler der er behov for inden for planlægningsperioden, det vil sige i perioden frem til 2006, for at kunne tilvejebringe den vigtige økonomiske hjælp til den vestlige Balkanregion. Når jeg nu taler om den vestlige Balkanregion, så mener jeg Albanien, Bosnien, Hercegovina, Kroatien, Serbien og Montenegro, Kosovo og også den tidligere jugoslaviske republik Makedonien. I denne forbindelse er det nødvendigt at fremlægge et integreret hjælpeprogram, idet det for at deltage i dette program er nødvendigt at opfylde visse kriterier, nemlig at have en demokratisk udvikling i regionen, retsstatslighed og vilje til samarbejde. Det program, som her foreslås fra Kommissionens side, er en del af stabiliserings- og associeringsprocessen for regionen og skal stille de økonomiske midler til rådighed til genopbygning og stabilisering af regionen, til fremme af demokrati og retsstatslighed, til fremme af en markedsøkonomisk udvikling og til fremme af samarbejdet mellem regionerne indbyrdes og med Den Europæiske Union. Nu må jeg komme med nogle tal, for når man taler om budgettet, er det naturligvis altid tal, der må nævnes. Efter Kommissionens vurdering er der i årene frem til 2006 et økonomisk behov for landene Albanien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Makedonien og også for Montenegro på 1,5 milliarder euro, det svarer til en årlig sum på ca. 200 til 230 millioner euro. For Kosovos vedkommende har vi siden efteråret sidste år haft en meget nøjagtig undersøgelse af det økonomiske behov til genopbygningen, en undersøgelse, som er udført af Verdensbanken og Kommissionen, og som viser, at der i de næste 3-4 år vil være behov for økonomisk hjælp på 2,3 milliarder amerikanske dollars, og Kommissionen respektive Den Europæiske Union har givet tilsagn om at betale halvdelen af den nødvendige finansielle hjælp af EU-budgettet, med andre ord ca. 1,1 milliard euro. Kommissionens forslag - jeg har nævnt det og henvist til det - går især også ind på nødvendigheden af, at regionerne samarbejder med hinanden, og derfor er der afsat særlige midler til dette. Kommissionens forslag indebærer desuden, at der allerede i den finansielle planlægning optages en økonomisk hjælp til Serbien i størrelsesordenen 2,3 milliarder euro. I denne forbindelse er det naturligvis klart, at denne hjælp fra det europæiske budget først realiseres og må realiseres i denne størrelse, når der kan konstateres en demokratisk udvikling i Serbien. Kommissionen er imidlertid også overbevist om, at det er et meget vigtigt politisk signal for Serbien, hvis de økonomiske rammer bliver besluttet allerede nu, for at gøre det klart, at der ikke blot er tale om løfter til de serbiske oppositionelle kræfter, men at der træffes forberedelser til - når ændringen kommer - straks at kunne gå i gang med hjælpeforanstaltninger på stedet. Med hensyn til talmaterialet vil jeg gerne forklare følgende. Det samlede behov for regionen anslås af Kommissionen til 5,5 milliarder euro fra det europæiske budget. I den finansielle planlægning i Agenda 2000, som blev vedtaget i Berlin, er der allerede indeholdt ca. 1,8 milliarder euro, som var afsat til Bosnien-Hercegovina. Kommissionen har i dag besluttet at foreslå, at der omlægges yderligere 1,4 milliarder støtte fra andre udenrigspolitiske poster til fordel for Balkanregionen. Den har derfor fremlagt og besluttet en omprogrammering af budgettet for de udenrigspolitiske initiativer, som jeg vil forklare mere detaljeret. For de udenrigspolitiske initiativer er det efter Kommissionens mening nødvendigt at forhøje budgettet til dette formål i de kommende år med årligt 300 millioner euro. Kommissionen foreslår følgende finansiering af dette ekstrabehov. I årene 2001 og 2002 skal disse midler omlægges fra midler, som hidtil har været afsat til landbrugspolitikken, til det udenrigspolitiske område. Jeg har allerede haft lejlighed til at diskutere dette forslag her i Parlamentet. Jeg vil gerne gentage, at denne foranstaltning ikke er ensbetydende med, at der pilles ved den landbrugspolitiske pakke fra Berlin. Især er den ikke ensbetydende med en nedsættelse af den direkte indkomststøtte til landmændene. Jeg vil gøre opmærksom på, at landbrugsbudgettet i alt er på 44 milliarder euro, og det er derfor klart, at en omlægning af 300 millioner euro ikke har nogen indflydelse på den samlede landbrugspolitiske pakke. Denne sum vil skulle finansieres i år 2001, bl.a. med besparelser, som opstår som følge af valutakursen mellem euro og dollars. Den nuværende eurokurs indebærer jo store besparelser for det europæiske budget med henblik på eksportfinansieringen. For årene fra og med 2003 foreslår Kommissionen, at der træffes beslutning om finansieringen af de nødvendige midler samtidig med den allerede planlagte midtvejsevaluering af landbrugspolitikken. Jeg vil gøre opmærksom på, at Kommissionen endvidere foreslår budgetmyndigheden først at planlægge forhøjelsen af midlerne til udenrigspolitikken, når midlerne til Serbien faktisk kan anvendes. Så dette er altså en beslutning, som skaber rammerne for de kommende år. Med hensyn til den omtalte omprogrammering af midlerne til udenrigspolitikken vil jeg sammenfattende sige, at der i Kommissionens forslag altid er taget højde for, hvilken geopolitisk betydning en region har. Der er ikke foreslået nedskæringer af de programmer, som især drejer sig om at bekæmpe fattigdommen i verden, og i forbindelse med forslagene er der taget højde for, om der tidligere i forbindelse med visse programmer ikke er sket fuld udnyttelse, altså hvordan administrationsaktiviteten eller administrationsgennemførelsen så ud på disse områder. Den nødvendige omlægning kommer hovedsagelig fra tilsvarende nedskæringer i programmet Tacis for landene i det tidligere Sovjetunionen. Jeg vil imidlertid gerne gøre opmærksom på, at der for Middelhavsregionen i Kommissionens forslag opereres med, at de midler, som står til rådighed for programmet Meda, i denne kommende periode - altså frem til 2006 - i alt forhøjes med 13% i forhold til den forløbne periode. Afslutningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at beslutningen om en revision af de finansielle overslag på et andet punkt også imødekommer et andet ønske fra Parlamentets side. I forbindelse med budgettet 2000 foreslog De, at de midler, som anvendes på Cypern og Malta, fremover ikke længere posteres inden for budgettet for udenrigspolitikken, men i forbindelse med budgettet for førtiltrædelsesbistanden for at tydeliggøre, at der findes en sammenhængende planlægning, at det er midler, som anvendes med henblik på den tilstræbte tiltrædelse for Cypern og Malta af Den Europæiske Union. Jeg tror, at dette er med til at gøre den finansielle planlægning endnu mere gennemsigtig. De beslutninger, som Kommissionen har truffet i dag, går på flere punkter ind på vigtige opfordringer fra Parlamentet; vi har fulgt disse opfordringer. Derfor håber og beder jeg om, at Kommissionens forslag til revision af de finansielle overslag også vil få Deres støtte!
+Fru formand, jeg takker kommissæren for denne beretning. Den indeholdt ikke særligt mange overraskelser, og det glæder mig sådan set. Der henstår imidlertid et spørgsmål vedrørende omfordeling inden for kategori 4. Jeg hørte Dem sige, at der ikke ville ske nedskæringer i posterne til fattigdomsbekæmpelse. De nævnte poster, hvor alle midlerne ikke var udnyttet, og at der ville ske nedskæringer i Tacis. Kan De fortælle os, hvorvidt der vil blive tale om generelle nedskæringer? Sidste år foreslog Rådet en generel nedskæring i kategori 4 på 10%. Vil Kommissionen foretage selektive nedskæringer, således som De var inde på, eller vil der ske en generel nedskæring i kategori 4? Jeg er stadig i tvivl om, hvad der sker efter 2003. Hvis De henter penge fra kategori 1 til de næste to år, hvor forventer De så, at pengene kommer fra i 2003?
+Hr. Wynn, til Deres første spørgsmål, om Kommissionen planlægger generelle nedskæringer på det udenrigspolitiske område, et helt klart svar: Nej, det planlægger den ikke. Det ville jeg mene var forkert. Vi har tilstrækkeligt med kriterier, som kan anvendes til differentieret at bedømme, om det er forsvarligt at foretage en omlægning i forhold til Agenda 2000. Her er der altså planlagt helt konkret begrundede forslag og ikke generelle forslag. Til Deres andet spørgsmål: Kommissionen foreslår en omlægning af midler fra landbrugspolitikken til udenrigspolitikken i årene 2001 og 2002, og jeg vil gerne endnu en gang pege på, at der her kun er tale om en nedsættelse af væksten inden for udenrigspolitikken, altså ikke om en nedskæring i forhold til det budget, der er til rådighed i dag. For årene fra og med 2003 foreslår Kommissionen, at der planlægges en forhøjelse af beløbet til udenrigspolitikken, hvilket aritmetisk naturligvis ville føre til en forhøjelse af det samlede loft. Kommissionen foreslår imidlertid, at begge budgetmyndighedens parter forpligter sig til i den årlige budgetproces at indarbejde besparelser på bestemte steder for at finde disse 300 millioner. Det er også muligt, at der i forbindelse med midtvejsevalueringen i år 2003 for udgiftsområde 1 bliver stillet forslag til finansiering af disse ekstra midler over hele perioden. Jeg vil gerne endnu en gang udtrykkeligt understrege, at det efter min opfattelse er muligt at finansiere denne forhøjelse til udenrigspolitikken inden for det samlede loft, som blev vedtaget i Berlin, og midlerne til Serbien bør først frigives, når den demokratiske udvikling i Serbien faktisk finder sted.
+Fru formand, jeg har med stor interesse og nysgerrighed lyttet til det, kommissær Schreyer lige har sagt. Jeg må sige, at vi ville have foretrukket at få det skriftligt, men jeg mener at have forstået, at disse bemærkninger er blevet drøftet internt i Kommissionen, og at vi således får en nærmere beskrivelse, som vi vil få tid til at studere. Når dette er sagt, forstår jeg ikke, hvad De støtter Dem til, når De antager, at landbrugsudgifterne ikke vil blive anvendt fuldt ud, som de burde, og hvordan De kan overføre beløb, som De betegner som minimale, til udgiftsområdet udenrigspolitik og internationale aktioner. I det sidste regnskabsår har der faktisk snarere været et stærkt pres på markedsudgifterne, og jeg kan ikke se, hvad der logisk giver Dem ret til at mene, at der er for mange penge på landbrugsområdet bortset fra, at De har brug for penge til udgiftsområdet udenrigspolitik. For det andet gælder det samme for nedskæringerne i kategori 4. De fortæller os, at der er solidaritet regionerne imellem. Det kan jeg godt gå med til, men hvad giver Dem ret til at mene - De talte om fortrinlige kriterier, nævn dem for os - at der bevilges for mange penge til andre områder i verden bortset fra, at De har brug for disse penge til Kosovo. Jeg tror, at der er et problem der. Endelig det tredje spørgsmål. Jeg vil gerne vide, om de bevillinger, der blev afsat til støtte på donorkonferencen, blev afsat i amerikanske dollars eller i euro? Og under hensyntagen til situationen for euroen vil jeg, hvis det drejer sig om amerikanske dollars, gerne vide, hvordan De klarer den således opståede situation, og hvordan De har til hensigt at sikre en streng parallelisme mellem støtten fra Den Europæiske Union og støtten fra de andre bidragydere i det internationale samfund?
+Hr. medlem, til det sidste spørgsmål kan jeg sige, at Verdensbankens skøn over behovet i Kosovo faktisk var udtrykt i dollars. Vi har jo haft lejlighed til at drøfte dette meget intensivt i forbindelse med budgetforhandlingerne 2000. Kommissionen har nu i sit forslag afsat 1,1 milliarder euro for perioden 2000 til 2006. Man har altså ikke medregnet de midler, som blev brugt på Kosovo allerede i 1999. Til Deres bemærkning om, at De har brug for et skriftligt dokument for at kunne analysere forslaget, kan jeg sige, at De i morgen på Internettet vil kunne finde forslaget om det finansielle overslag og omprogrammeringen. Cards-programmet vil Kommissionen tage stilling til i næste uge, fordi der her var nogle problemstillinger, som skulle afklares med juristerne, så De fra i morgen har adgang til det vigtige talmateriale. Med hensyn til Deres bemærkninger om landbrugsudgifterne vil jeg pege på, at der i år inden for landbrugsudgifterne på grund af det ændrede valutakursforhold bliver brugt ca. 500 millioner mindre, og skønnet for næste år er, at beløbet bliver ca. 650 millioner lavere, idet man går ud fra en paritetisk euro/dollar-kurs. De ved også, at Kommissionen i år 2001 igen skal stille forslag om forskellige markedsordninger, særligt også om markedsordningen for sukker, og min kollega hr. Fischler har erklæret, at han vil komme med et forslag for dette område, som vil medføre en årlig besparelse på 300 millioner euro. Jeg siger naturligvis ikke, at der er for mange penge nogle steder, som budgetkommissær er jeg tværtimod fuldt ud klar over, at pengene altid er knappe, men det er de også hos dem, som skal finansiere det europæiske budget. Derfor skulle Kommissionen efter min opfattelse komme med et forslag til finansiering af en ny prioritet uden at bede om flere penge, den skulle tværtimod undersøge omlægningsmulighederne inden for budgettet og komme med et forslag, og det er denne opfordring, den har fulgt.
+Hr. medlem, jeg støtter fuldt og helt Deres engagement for udviklingen af landdistrikterne. Det vil også give sig meget, meget tydeligt udslag i det forslag, som jeg forelægger for Kommissionen i næste uge, for budgettet 2001. Det drejer sig om forslaget om næste år at forhøje disse midler til fremme af landdistrikterne med 10% i forhold til i år, hvorved denne post helt klart vil opvise den største vækst i det foreløbige budgetforslag. Jeg kan forsikre Dem, at Kommissionen ikke har behandlet spørgsmålet om, hvordan denne nye prioritering, denne nye opgave kunne finansieres, ved at spørge sig selv, hvilke områder man kunne tage noget fra, den har tværtimod kun truffet en meget konkret beslutning for årene 2001 og 2002.
+Fru formand, for det første vil jeg beklage mig voldsomt over, at vi skal behandle ændringsforslag til de finansielle overslag, uden at der er blevet forelagt os ét eneste skriftligt dokument. Når Parlamentet forelægges en sag som denne, bør det efter min mening være sort på hvidt, så vi ved, hvad der tales om. Ud over denne dårlige administration konstaterer jeg først, at der efter Kommissionens opfattelse kan føres krig og afholdes udgifter, men at de finansielle overslag ikke kan ændres. Det eneste middel, som en krig og dens følger kan finansieres med, ser ud til at være landbruget. Jeg spørger den ærede kommissær, hvordan kan dette kommissionsforslag forenes med den parlamentsbeslutning, hvor i det for næste års retningslinjer konstateres, at landbruget ikke må være den primære finansieringskilde, for det ser ud, som om der tages mere fra landbruget end f.eks. fra omfordelinger. Dernæst vil jeg gerne spørge, om Kommissionen mener, at det er muligt at genanvende fleksibilitetsinstrumentet til denne finansiering, for reglementet forbyder at anvende fleksibilitetsinstrumentet mere end én gang?
+Hr. Virrankoski, til Deres spørgsmål om, hvorvidt der i Kommissionens forslag tages hensyn til Parlamentets beslutning om, at de nødvendige midler til hjælpen på det vestlige Balkan ikke primært skal komme fra landbrugsbudgettet, kan jeg sige, at der er taget højde for denne beslutning. Måske endnu en gang et par grove tal: Det skønnes, at der er behov for 5,5 milliarder euro, og deraf kommer i alt 3,3 milliarder fra posten for udenrigspolitik. Det er altså helt klart, at den tunge del ligger i omlægningen inden for udenrigspolitikken. Kommissionens forslag går konkret ud på at tage 600 millioner fra landbrugspolitikken til årene 2001 og 2002. Det andet er udnyttelsen af fleksibilitetsreserven. Den interinstitutionelle aftale siger, at fleksibilitetsreserven kun kan udnyttes til et formål i et år, den kan altså ikke anvendes løbende til en permanent opgave. Kommissionen foreslår, at man for år 2001 til Serbien i første omgang kun afsætter de 40 millioner, som også findes i budgettet i år, f.eks. til finansiering af aktionen Energy For Democracy. Hvis der sker en politisk kursændring i Serbien i år 2001, ville man så kunne udbytte fleksibilitetsreserven. De spurgte, hvornår dokumenterne foreligger. De har dem på Deres computer i morgen tidlig på Internettet.
+Fru formand, jeg vil gerne takke kommissæren for hendes meddelelse, selv om visse punkter overhovedet ikke er klare. Jeg vil tværtimod kalde dem meget uklare. Så vidt jeg har forstået, vil bevillingen til Serbien udgøre 2 milliarder og 300 millioner euro. Der er ikke tale om en rent nominel bevilling, men simpelthen om en bevilling på papiret, nemlig mens vi venter på, at Milosevics regering bliver udskiftet eller væltet. Jeg vil ikke udtale mig om denne regering her, men jeg vil gerne spørge kommissæren, om Kommissionen med denne politik, hvor bevillingerne udskydes af rent politiske årsager, har taget højde for, at det ikke kun er den serbiske civilbefolkning, som betaler en alt for høj pris for dette, men også nabolandene. Hvordan vil Kommissionen - uden bevillinger og direkte støtte - løse problemet med den industrielle forgiftning, Donaus farbarhed og de ødelagte broer over Donau som følge af USA's bombeangreb, der har medført en drastisk reduktion af flodtrafikken i hele fem omkringliggende lande? Hvordan vil Kommissionen bidrage til - ikke om tre år, men i de kommende måneder - at løse problemet med den massive forurening, der er opstået som følge af bombeangrebene på de petrokemiske fabrikker i Pancevo, som har forurenet nogle utroligt store områder samt de tilsåede marker og høsten med giftgas? Ifølge FN's sidste rapport er denne forurening også trængt ned i de vandførende lag i form af dioxin, kviksølv og andre giftige stoffer. Jeg vil derfor gerne spørge kommissæren, om der også i de andre nabolandes interesse er mulighed for eller udsigt til en direkte og øjeblikkelig indsats, også på serbisk område, og jeg vil gerne gentage, at det også er i nabolandenes og naboområdernes interesse.
+Hr. medlem, Kommissionen betragter det som meget væsentligt med Deres hjælp at fremme samarbejdet mellem staterne respektive mellem regionerne med EU-midler. I forslaget til revision af de finansielle overslag er der derfor årligt afsat i alt ca. 80-90 millioner euro eksplicit til samarbejdsprojekter. Det andet punkt er - som jeg allerede har peget på - at der også i år står 40 millioner euro på budgettet til hjælp til Serbien, som imidlertid kun anvendes målrettet de steder, hvor oppositionelle demokratiske kræfter i øjeblikket forsøger at komme igennem med en demokratisk styreform og en tilsvarende retsstatslighed. For i år er der afsat 540 millioner euro i budgettet til hele regionen. Hr. Patten har på donorkonferencen, som fandt sted i forbindelse med stabilitetspagten, givet tilsagn om bestemte projekter og gjort det klart, at Kommissionen kan træde i aktion med konkrete hjælpeforanstaltninger på stedet. Disse 540 millioner står i budgettet, frem for alt også takket være den meget intensive støtte fra Europa-Parlamentet og dets bestræbelser på virkelig at gå ind i denne opgave i passende omfang. I denne forbindelse vil jeg gerne endnu en gang takke Europa-Parlamentet, fordi det så intensivt har sørget for, at de nødvendige midler findes på budgettet for 2000.
+Fru formand, fru kommissær, jeg kan egentlig fatte mig i korthed, for alle spørgsmål gik i sidste ende i samme retning. Vi har altså hørt, at der blev vedtaget 1,8 milliarder i Berlin, 1,4 milliarder er blevet vedtaget i dag, som De sagde, og hele tiden bliver de 300 millioner fra landbrugsbudgettet nævnt, altså fra landbrugsområdet for 2001/2002. Fru kommiss��r, De har jo haft lejlighed til at forklare dette for os i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, men mit spørgsmål lyder helt enkelt: Hvordan forklarer man så opstandelsen inden for landbruget? Når De i dag fortæller, at vi sparer rigtig mange penge som følge af valutakursmekanismerne, når De og hr. kommissær Fischler samtidig også siger, at vi kan spare penge på markedsordningen for sukker, så må opstandelsen vel skyldes, at emnet ikke er blevet kommunikeret rigtigt, at landbrugets organisationer ikke har forstået det rigtigt! Eller skal det principielt altid foregå sådan i politik, at vi først udveksler hug i et par uger? Altså, hvis vi virkelig kan berolige landmændene, så ville jeg være meget taknemmelig, men det lader ikke til at være tilfældet i øjeblikket!
+Fru medlem, jeg kan forsikre Dem, at jeg har brugt de sidste uger meget intensivt for også at gennemdrøfte og forklare Kommissionens forslag med landbrugets organisationer, med interesseorganisationer. I næste uge forelægger jeg som planlagt forslaget til budget 2001 for Kommissionen, og heraf fremgår det, at midlerne til landbruget vil vise en meget stor vækst, i overensstemmelse med de beslutninger, der blev truffet i Berlin. Derfor tror jeg, at man ved hjælp af det konkrete talmateriale virkelig kan gøre det klart, at landbruget ikke har noget at frygte, at de vigtige beslutninger, som blev truffet i Berlin især med hensyn til den konkrete indkomststøtte til landmændene, ikke berøres af Kommissionens beslutning.
+Dette punkt på dagsordenen er afsluttet.
+Hr. formand, jeg kan afgive stemmeanbefaling om alle fire ændringsforslag. Som ordfører må jeg modsætte mig dem, fordi disse ændringsforslag også blev behandlet i Økonomiudvalget, hvor de blev forkastet. Min anbefaling er derfor negativ.
+Mange tak for denne afklaring. (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER Betænkning af Pesälä (A5-0081/2000)
+Hr. formand, desværre lytter man ikke til Deres råd om at blive her og lytte til de interessante stemmeforklaringer, men jeg er alligevel glad for Deres råd. Jeg stemte for hr. Pesäläs betænkning om forslaget til Rådets forordning om en ændring af forordningen om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter, da det utvivlsomt er et positivt teknisk aspekt. Man må ikke undlade at give Kommissionen mulighed for at gribe ind på nogle så rent tekniske områder som dette. Jeg vil dog gerne benytte mig af den lejlighed, stemmeforklaringen giver mig, til at minde om, at det ville være godt, hvis Parlamentet og Rådet helt ændrede lovgivningen om mælkekvoter og om fordelingen af de landbrugsprodukter, som Det Europæiske Fællesskab fastlægger bestemmelser for med hensyn til den producerede og den markedsførte mængde. Systemet med mælkekvoter er fyldt med mangler, og det ville derfor være hensigtsmæssigt at ændre det! Betænkning af Maat (A5-0074/2000)
+Hr. formand, jeg er ked af, at jeg kun afgiver to stemmeforklaringer i denne omgang, men jeg afgiver mine stemmeforklaringer med glæde, for hr. Maats betænkning er meget vigtig. Den betyder som bekendt, at man fortsat giver mælk og mælkeprodukter til skoleelever og studerende. Som barn arbejdede jeg i min fars bar, og jeg kan huske, at når der kom et ældre menneske ind, som bad om et glas mælk, sagde vedkommende: "Jeg drak mælk, da jeg blev født, og jeg vil drikke mælk, til jeg dør!" Derfor vil jeg - som stemte for betænkningen - gerne foreslå, at man ikke kun giver de studerende, men også de ældre et glas mælk hver dag på EU's regning.
+Det er ikke nødvendigt at erindre om, hvor hård kampen for at bevare de nødvendige midler til uddeling af mælk i skolerne var. Europa-Kommissionen foreslog i april 1999 i udkastet til budget at nedskære den pågældende konto til halvdelen! En sådan nedskæring indvarslede, at denne støtte på sigt ville blive afskaffet. Dette gav anledning til stærke reaktioner i og uden for Europa-Parlamentet. Ifølge eksperter og specialister i børns ernæring er mælk et vigtigt levnedsmiddel i forbindelse med alle børns intellektuelle og fysiske udvikling. Således kan børn fra dårligt stillede familier, der ikke har råd til visse mælkeprodukter, der giver et vigtigt ernæringsmæssigt tilskud, afhjælpe disse mangler takket være de måltider, de kan få i skolekantinerne. Et sådant forslag sætter vores børns helbred på spil. Det var forkasteligt på et tidspunkt, hvor der blev viet et nyt afsnit XIII i Amsterdam-traktaten til folkesundheden. Det var endvidere i fuldstændig modstrid med Rådets (landbrug) konklusioner den 14. og 15. juni 1999. Ministrene havde understreget vigtigheden af at fremme mælkeforbruget på grund af mælkens høje næringsværdi, særlig for børn og unge. Først efter lange og vanskelige drøftelser foreslog Europa-Kommissionen at forhøje kontoen med 31 millioner euro, således at det samlede beløb til hjælp til uddeling af skolemælk beløb sig til 84 millioner euro, hvilket beløb også gælder for år 2000. Europa-Kommissionen har for fremtiden foreslået at indføre en medfinansieringsordning. Støtten til uddeling af skolemælk vil blive finansieret med 50% af Den Europæiske Union, mens den anden halvdel skal finansieres af medlemsstaterne. Dette er et uacceptabelt forslag. Det var klart, at Kommissionen havde til hensigt på sigt at afskaffe ordningen med støtte til uddeling af skolemælk! Europa-Parlamentets forslag, som jeg støtter uforbeholdent, er at få Fællesskabet til at betale 95% af udgifterne til EU-støtte til skolemælk! Det er den eneste måde at bevare denne ordning på. Endvidere støtter jeg beslutningen om ligeledes at lade drikkeyoghurt og mælkedrikke indgå i ordningen. Det er nødvendigt for at tage hensyn til ændringerne i madvanerne og madsmagen og gøre ordningen mere attraktiv for forbrugerne. I dag kan jeg sige, at jeg er tilfreds med at have deltaget i denne kamp, og at de mange breve til de berørte ministre, spørgsmålene til Europa-Kommissionen og pressemeddelelserne har båret frugt.
+Dette spørgsmål om EU-støtte til uddeling af skolemælk stammer fra 1997 og har en stigende interesse i de enkelte medlemsstater, så meget desto mere som det vedrører spørgsmål om folkesundhed og økonomi, der følgelig berører EU-borgerne meget. Hvis man tvivler herpå, kan man blot læse de mange breve, vi modtog, da det blev klart, at Europa-Kommissionen ville afskaffe denne ordning. Derfor kan jeg kun opfordre dem til at følge ordførerens holdning, som ikke kun går ind for at fortsætte en sådan ordning, men også er imod Europa-Kommissionens forslag om medfinansiering (50-50). En så udpræget medfinansiering kan medføre, at visse medlemsstater afstår fra at finansiere deres del, og det vil således medføre forskelsbehandling inden for Unionen. Uden at benægte nødvendigheden af at forbedre administrationen af denne konto tror jeg ikke desto mindre, at en forbedring af ordningen kan og skal ske lempeligt, og jeg opfordrer dem således til at støtte Europa-Parlamentets Udvalg om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og ordføreren herfor i vedtagelsen af denne betænkning.
+Vi er enige med denne betænkning, for vi mener, at det er vigtigt, at millioner af EU's skolebørn stadig får mælk, der subsidieres med 95% af EU. Som bekendt går ordningen med uddeling af subsidieret mælk i skolerne tilbage til 1977, hvor den blev sat i gang af EF, men i 1999 mente Kommissionen, at programmet skulle indstilles. Efter stærk modstand, ikke mindst fra Europa-Parlamentet, har Kommissionen dog fremsat et nyt forslag, der opretholder programmet, men nedsætter EU's bidrag til støttens finansiering til 50% med henblik på, at medlemsstaterne helt eller delvist skal finansiere de andre 50%. Hidtil har denne ordning indebåret en finansiering fra Fællesskabets side på 95% af indikativprisen for mælk, af hvilken årsag ordføreren i betænkningen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter foreslår, at dette finansieringsomfang fastholdes, og forkaster forslaget om de 50%, hvilket vi finder meget vigtigt, da vi afviser, at omkostningerne ved den fælles landbrugspolitik renationaliseres.
+Vi har stemt imod Maat-betænkningen, som omhandler subsidier til EU's skolemælksprogram. I mange skoler rundt omkring i Europa serveres der gratis mælk til eleverne for at dække behovet for forskellige næringsmidler. At børn og unge tilbydes mælk, og også mad, i skolen, hvilket er tilfældet i Sverige, er noget, vi støtter fuldt og helt. Derimod mener vi ikke, at subsidier til skolemælk skal ligge inden for Den Europæiske Unions kompetenceområde. I overensstemmelse med nærhedsprincippet bør skolemælkssubsidierne mindskes til nul. Vi betragter derfor Kommissionens forslag om samfinansiering som et skridt i den rigtige retning. Siden 1950'erne har svenske skoler serveret mælk og skolemad til eleverne. Dette har kunnet finde sted uden subsidier fra EU. Sveriges medlemskab af EU betyder, at også Sverige fik del i det fælles skolemælksprogram, og i dag forbruger Sverige omkring en tiendedel af det fælles budget for skolemælk. For nogle år siden begyndte mange svenske skoler at servere standardmælk i stedet for letmælk, bare for at opfylde kravene for at modtage mælkesubsidier. Dette viser helt klart systemets ulemper, lige som mange lande, der i dag udnytter subsidierne, egentlig ikke har brug for ekstra ressourcer. Vi mener, at eksport- og produktionsstøtten inden for den fælles landbrugspolitik skal afskaffes. Landbruget bør sidestilles med andre former for næringsvirksomhed og konkurrere på et frit marked. Europa står i dag over for en række udfordringer, som kræver, at der anvendes flere penge. De penge, der i dag bruges på landbrugspolitik, bør i stedet anvendes på genopbygningen af Kosovo, udvidelsen af Unionen med Central- og Østeuropa samt bistand til den tredje verden.
+Hensigten med dette indlæg er at forklare, hvorfor Parlamentet vil gå imod Kommissionens forslag om at halvere tilskuddet til skolemælk. Jeg er glad for, at Parlamentets Udvalg om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter afviste disse forslag ved at fremsætte disse ændringsforslag om slet ikke at reducere tilskuddet, og jeg opfordrer alle til at støtte disse ændringsforslag. Der er mange gode argumenter for dette. Ved at ernære vores skolebørn støtter vi også de mælkeproducenter, der har brug for vores støtte. Men vi forhindrer også overskudslagre som dem, vi så tidligere.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0076/2000) af Hatzidakis for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om beretning fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om transeuropæiske net - Årsberetning 1998 (KOM(1999) 410 - C5-0010/2000 - 2000/2004 (COS)) i medfør af artikel 16 i forordning nr. 2236/95 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for transeuropæiske net.
+Hr. formand, allerførst vil jeg gerne sige, at jeg er glad for at have hørt hr. Fatuzzos stemmeforklaring, som jeg er aldeles enig i. Men nu tilbage til det alvorlige. Hr. formand, fru næstformand for Kommissionen, den beslutning, som blev truffet på det europæiske topmøde i Essen i 1994 angående de transeuropæiske transportnet i forbindelse med - og det vil jeg gerne understrege - Rådets og Europa-Parlamentets beslutning af 23. juli 1996 om opstilling af et sæt retningslinjer for de transeuropæiske net, blev dengang anset for at være et af de vigtigste skridt i retning mod en virkelig europæisk unionsdannelse. Bygningen af moderne motorveje samt jernbanenet til højhastighedstog, som skulle gennemskære flere medlemslande uden forhindringer og med stor hastighed, bygningen af moderne, internationale lufthavne og havne, som skulle lette mobiliteten for personer, varer og tjenester mellem de forskellige medlemslande samt med tredjelande, anså man ganske rigtigt for at være et nødvendigt supplement og en absolut forudsætning for, at det indre marked, der dengang lige var trådt i kraft, kunne fungere normalt og succesfuldt. Et indre marked uden et bredt system af transeuropæiske net var en umulighed. Men i dag, næsten fem år efter starten på denne proces, viser det sig i praksis, at der er mange problemer med at opfylde dette ambitiøse mål. Det første og vigtigste er den stadige finansiering. Som jeg konkluderer i min betænkning, er det særligt foruroligende, at man faktisk endnu ikke har sikret sig en tilstrækkelig finansiering til syv af de i alt 14 projekter, som blev opprioriteret i Essen. Der findes desuden heller ikke nogen fast tidsplan for deres gennemførelse. Det er naturligvis en kendt sag, at den finansiering, som Fællesskabets fonde yder, er lavere end de virkelige behov og i intet tilfælde er tilstrækkelig til at gennemføre projekterne. Men det er ikke betænkningens hovedformål. De direkte fællesskabstilskud til opførelsen af projekterne udgør kun en del, en forholdsvis lille del, af Fællesskabets finansieringer. Hovedformålet med sidstnævnte er at finansiere forundersøgelser og tekniske undersøgelser samt at yde rentetilskud og sikkerhed ved lån. Der er altså tale om at støtte og opfylde de foranstaltninger, som de medlemslande skal tage, hvis hovedansvar det er at finansiere opførelsen af de transeuropæiske net, og ikke at stå for hele gennemførelsen af projekterne. Men på den anden side kan man let forstå den problematik og de vanskeligheder, som medlemslandenes regeringer har, især hvis man tænker på de nedskæringer af de offentlige udgifter, som alle medlemslandene af næsten nødvendighed har tyet til i 90'erne for at opfylde Maastricht-kriterierne og optagelsen i ØMU'en. Men problemet findes. Og vi bliver nødt til at acceptere, hr. formand, at uden finansiering kan der ikke opføres transeuropæiske net. Af den grund er det nok vigtigste forslag i min betænkning, at man øger de finansielle midler, som skal afsættes til opførelsen af de transeuropæiske net. Kommissionen og især medlemslandene bliver nødt til at se dette spørgsmål i øjnene. Vores andet forslag er at styrke samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor angående opførelsen af de transeuropæiske net, for vi mener, at den offentlige sektor ved at stille den samme kapital til rådighed kan gennemføre endnu flere projekter ved at skaffe kapital fra den private sektor. Og her vil jeg gerne understrege, hvor vigtig Investeringsbankens rolle er. Et tredje forslag er, at det beløb, som afsættes i fællesskabsbudgettet til forundersøgelser vedrørende de transeuropæiske net, skal nedsættes fra 47% til 30%, så der bliver flere penge til tilskud til opførelsen af nettene og til lån. Det fjerde forslag er, at der skal iværksættes foranstaltninger og tilskyndelser til de syv problematiske net, samt, og det er vigtigt, at der udarbejdes en tidsplan for deres gennemførelse, og derfor opfordrer vi Kommissionen til at samarbejde med de respektive medlemsstater. Et femte forslag er, at Kommissionen tillægger den forestående revision af retningslinjerne for de transeuropæiske net større betydning med henblik på at forbedre adgangen til øerne samt mellem de afsidesliggende og de centrale områder af Europa. Jeg er sikker på, at min særlige interesse vil blive undskyldt, eftersom jeg stammer fra en ø og fra et afsidesliggende område. Min betænkning foreslår også, at der skal være et tæt samarbejde mellem Kommissionen, Tyskland, Østrig og Italien om Brennertunnellen, et anlægsarbejde i et trafikalt knudepunkt, som naturligvis indgår i de transeuropæiske net. Vi mener ligeledes, at man skal lægge vægt på effektivitetsprincippet og tilskynde til alternative løsninger i stedet for nye investeringer, og at man skal fremme nye teknologier og intelligente transportsystemer såsom telematik til brugerne af vejnettet og det nye signalsystem til jernbanenettet. Endelig beder vi Kommissionen om at give flere oplysninger om de afsidesliggende medlemsstaters og den private sektors finansiering i dens fremtidige årsberetninger. Da det naturligvis er medlemsstaternes og de afsidesliggende egnes ansvar at fremkomme med disse oplysninger, beder vi også dem, altså medlemsstaterne og de afsidesliggende egne, om at give Kommissionen de relevante oplysninger.
+Hr. formand, ærede kolleger, ELDR-Gruppen støtter hr. Hatzidakis' betænkning. Det er meget vigtigt med en EU-politik for transeuropæiske net, for det er ikke givet, at man kan have en fælles transportpolitik uden at have en tilsvarende infrastrukturpolitik, sådan som det fremgår af Maastricht-traktaten. En effektiv transportinfrastruktur er vigtig for den økonomiske vækst og beskæftigelsen, ligesom den er vigtig for konkurrenceevnen hos de virksomheder, der er afhængige af menneskers, varers og transportmidlers mobilitet. Med de ord, der er blevet sagt i dag, er Europa navnlig det politiske Europa, som vi arbejder for at få skabt, men det er også et resultat af den økonomiske og sociale samhørighed. Det er rigtigt, at EU's budgetmidler ikke er tilstrækkelige i den henseende, og at det er nødvendigt at øge dem. Det er også rigtigt, at det er nødvendigt at øge bidragene fra de offentlige myndigheder, men ligeledes fra partnerskaberne mellem den offentlige og den private sektor. Min gruppe har i den forbindelse understreget over for Kommissionen, at beretningen ikke indeholder nogen oplysninger om andre finansieringskilder end Fællesskabets budget og Den Europæiske Investeringsbank, og den har ligeledes understreget sin bekymring over, at hele syv af Essen-projekterne ikke har fået sikkerhed for at blive gennemført inden for den planlagte tidsfrist. Vi siger også ja til Brennertunnellen og til brugen af ny teknologi. Medlemsstaterne skal dog overholde de forpligtelser, de har indgået, og også Kommissionen skal tage hensyn til de retningslinjer, der er fastlagt for budgetpost B5-700 - en vigtig budgetpost, som blev fastlagt i 1998 - ved ligeledes at fremme nogle modeller, der er mindre skadelige for miljøet, og ikke mindst ved at tage højde for interessen i en situation, hvor en transeuropæisk linje går igennem tætbefolkede områder eller stærkt industrialiserede regioner. Derfor er vi også af den opfattelse, at man ikke bør overskride 50% af de bevillinger, der er sat af til disse projekter, og at man efter at have foretaget en eventuel konstatering kan anvende de beløb, der stadig er til rådighed til de ikke-gennemførte projekter, til andre projekter med disse prioriteter, også når det gælder respekten for miljøet.
+Hr. formand, kære kolleger, som de to ordførere - hr. Hatzidakis og fru Sbarbati - allerede har forklaret i deres indlæg, har både det kompetente udvalg og Budgetudvalget sagt klart ja til brennerprojektet, et projekt, som blev sat højst på prioriteringsskalaen fra Essen. Konceptet fra dengang er imidlertid ikke i sig selv en prioriteringsliste, hvilket var en stor mangel. Jeg mener, det er absolut nødvendigt, at de punkter, der er opført i denne betænkning, og som ordføreren forklarede, også overtages af Kommissionen i denne form. Ved Brenner har vi i en region, som vedrører tre stater, et meget følsomt økologisk område, som kræver særlig opmærksomhed. Årligt ruller 1,2 millioner lastbiler gennem Brennerpasset. Udviklingen inden for transport af varer ligger langt over de tidligere tilvækstrater. Persontrafikken som udtryk for bevægelsesfriheden i Den Europæiske Union kan heller ikke længere afvikles i en fornuftig form. Langfredag gik trafikken på Brenneraksen i stå i timevis. Vi, kollega Jarzembowski, kollega Swoboda og jeg, har - og det blev kommenteret i begrundelsen til det pågældende forslag i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme - stillet et forslag, hvor vi som begrundelse for dette initiativ anfører realiseringen af en ny model og en projektudvikling. Der er her slået ind på en ny vej, som kan blive et eksempel for Den Europæiske Union. Endnu under Prodis regering planlagde og vedtog man i Italien på lovgivningsmæssigt niveau muligheden for en tværgående finansiering af vejene - altså vejafgifter - og skinnerne. Jeg tror, at det kan være en supplerende model og en mulighed for at gå nye veje på dette område. Især i økologisk følsomme områder er det en absolut nødvendighed, og jeg håber, at Kommissionen vil vise en tilsvarende følsomhed.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, først vil jeg gerne lykønske ordføreren, hr. kollega Hatzidakis, med hans særdeles gode betænkning. Betænkningen er lige så god og indsigtsfuld som den måde, hr. Hatzidakis har ledet udvalget på, og det fortjener han anerkendelse og tak for. Jeg vil ved denne lejlighed også gerne støtte, hvad han siger, nemlig at midlerne til udbygningen af de transeuropæiske net er utilstrækkelige. Han foreslår flere budgetmidler. Efter det, som kommissær Schreyer har fortalt i dag, vil det ikke være så let at opnå. Kollega Hatzidakis har derfor absolut med rette stillet det forslag i udvalget, at man også optager midler fra private eller andre halvoffentlige institutioner. Kommissærens forgænger, hr. Kinnock, har allerede via en arbejdsgruppe ladet udvikle forskellige idéer herom, og jeg håber, at kommissæren kan videreudvikle og bruge noget af dette, for uden ekstra midler også fra den private sektor ved hjælp af en incitationsmodel vil det ikke lykkes at opnå det, som kollega Hatzidakis, nu udvalget og forhåbentlig i morgen også Parlamentet foreslår. Det er helt åbenbart, at set i lyset af de ekstra opgaver, som venter os også inden for transportområdet, når jeg tænker på Østeuropa og udvidelseslandene, vil det ikke være muligt at opnå det, som kollega Ebner netop har forlangt, nemlig en omlægning fra vej til skinne, særligt i flaskehalsområderne. Det er ikke en politik imod vejene, for det vil jo netop betyde, at vejene bliver fri til den trafik, som fornuftigvis benytter vejene. Derfor skal der finde denne omlægning sted. Noget har man opnået, netop også i forbindelse med aftalen med Schweiz, andre ting har man ikke opnået endnu. Jeg vil også gerne komme med en kommentar til basistunnellen i Brennerpasset. Europa-Kommissionen har allerede finansieret forundersøgelsen, sågar med en stærkere finansiering end for andre projekter. Men undersøgelser alene gør det ikke! Derfor findes der endnu intet ekstra trafikmiddel, kører der ikke én bil mindre eller kan der omlægges til banen. Derfor skal man i gang med projektet, og der skal ske investeringer. På grund af det fælles anliggende i udvalget har vi også stillet dette forslag. De tre berørte regeringer og Kommissionen opfordres virkelig til at handle nu, tage det første spadestik og indlede byggeriet og parallelt hertil naturligvis også sikre finansieringen. Jeg tror, det er et af de vigtigste europæiske projekter, som man skal gå i gang med omkring basistunnellen i Brennerpasset for at afvikle nord-sydtrafikken økologisk fornuftigt og effektivt. Hvis vi kombinerer det med de supplerende initiativer netop med udvidelseslandene, så kunne der i løbet af 5-10 år opstå et effektivt trafiksystem i Europa, og det har vi presserende behov for!
+) Hr. formand, for det første vil jeg takke ordfører Hatzidakis for en udmærket betænkning. Ordføreren har sat sig omhyggeligt ind i sagen og fremlagt væsentligt vigtige punkter. Vores gruppe støtter ordføreren bl.a. i koordineringen af finansieringen fra områderne i Unionens medlemsstater og fra den private finansiering. Jeg vil dog påpege et par punkter. Årsberetningen viser, at der er mangler i tilsynet med midler til udvikling af transeuropæiske net, og at der ikke findes tilstrækkelig præcise redegørelser for resultaterne af anvendelsen af midlerne. Vi har brug for mere nøjagtige redegørelser bl.a. for, hvordan midlerne fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Samhørighedsfonden og ligeledes fra finansieringskilder uden for Unionens budget samt medlemsstaternes midler er anvendt med henblik på forbedring af transeuropæiske transportnet. Der savnes også en redegørelse for indvirkningen af de fungerende transportnet på en bæredygtig økonomi og beskæftigelse. Ordføreren har helt rigtigt påpeget, at der er syv punkter ud af Essens 14 specialprojekter, hvor finansieringen og tidsplanen for gennemførelse endnu ikke er godkendt. Desuden slugte Essens projekter en større andel af Unionens midler til transport end aftalt. Fremover skal vi være mere præcise ved valg af disse prioriterede projekter. Samtidig skal vi sikre, at medlemsstaterne forpligter sig til dem, afsætter tilstrækkelige midler og prioriterer dem i deres egne planer. Årsberetningen viser, at der er behov for ekstra midler til udvikling af transport og færdselssikkerhed også fra Unionens budget, for trafikforbindelserne er meget vigtige af hensyn til økonomien, beskæftigelsen og også med hensyn til den sociale samhørighed. I fremtiden skal der tages mere hensyn til koordinationen af de forskellige transportformer. Samtidig skal der også tages højde for forbindelsen mellem regionalpolitikken og transporten. En afbalanceret regional udvikling kan reducere centralisering og formindske problemer med for stor færdselstæthed. Ud over udbedring af problemerne i områder med for stor færdselstæthed skal der sørges for, at transeuropæiske transportnet breder sig og udvikles også i områder med mindre færdselstæthed - i områder, hvor der er mindre trafik og i fjerntliggende områder og områder, der er svært tilgængelige på grund af naturforhold. For disse områder er gode transportforbindelser ligefrem en livsbetingelse.
+Hr. formand, kære kolleger, én ting er vi enige om, nemlig at der er akut behov for en reform af konceptet for de transeuropæiske net! De transeuropæiske net på transportområdet, men især også de 14 højt prioriterede projekter, har ikke nået nogen af de mål, de egentlig var konciperet til, selv om der allerede er investeret en masse penge. To af dem er imidlertid virkelig centrale for Den Europæiske Union. Det ene er det centrale mål, sammenholdet i Den Europæiske Union, det økonomiske og sociale sammenhold. Opsplitningen eller faren for opsplitning mellem fattig og rig skulle de overvinde. Det har de ikke gjort. Tværtimod, de har netop bidraget til, at regionerne igen glider fra hinanden, netop disse 14 udvalgte projekter, og de har bidraget til en udviklingstendens, hvor den økonomiske aktivitet i de blomstrende regioner vokser, fordi de er blevet forbundet med hinanden, mens de fattige regioner i stigende grad er blevet hægtet af. For det andet er det nu som før en illusion, at de transeuropæiske net bidrager til at reducere massearbejdsløsheden. Tværtimod! Arbejdsløsheden er vokset - fra syv gange højere arbejdsløshed i de 10 fattigste regioner i forhold til de 10 rigeste regioner i 1995 til i dag otte gange højere arbejdsløshed, og tendensen er stigende. Så må jeg virkelig spørge, om vi kan tillade os fortsat at hælde de europæiske skatteyderes penge i beton, uden at der indtræder signifikante effekter med hensyn til beskæftigelsen? Er flere penge og kravet om flere penge virkelig fornuftigt her? Er det ikke et strukturelt forkert svar, fordi man kunne lave meget mere fornuftige ting inden for beskæftigelsen med disse penge? Jeg må også spørge, om den miljøødelæggelse, som disse projekter medfører, er det værd, som de har opnået. De har ikke opnået noget. Store livsområder for de europæiske borgere er blevet ødelagt, og vi bør tage massive protester mod motorveje alvorligt, for ofte peger disse borgerprotester på alternativer, som er mere fornuftige og mindre ødelæggende. Spørgsmålet er, om ikke de borgere, som protesterer på dette område, har ret. Europa har brug for en væsentligt mere intelligent og holdbar trafikpolitik, som er baseret på moderne tænkning, som også tager den næste generation og bevidstheden om, at ressourcerne ikke er ubegrænsede, med i betragtning. Europa-Parlamentets krav om en kritisk costbenefitanalyse er ikke blevet opfyldt i forbindelse med de 14 projekter. Kravet om en vurdering af indvirkningen på miljøet for alle projekterne er ikke blevet opfyldt, der er kun udført delvise vurderinger af indvirkningen på miljøet, og det er i modstrid med det pågældende direktiv. Jeg tror, at vi virkelig må forbedre godstransporten, som skal over på skinnerne og dermed blive bæredygtig. Vi må gå i gang med en revision af dette koncept, som kombinerer mobilitet og bæredygtighed.
+Hr. formand, de transeuropæiske net fremstilles ofte som en af den europæiske integrations største succeser. Det er på den ene side rigtigt, men på den anden side gør de også vort samfund mere sårbart. De bidrager til, at de europæiske medlemsstaters økonomier i højere grad flettes sammen. Alle lande bliver mere og mere afhængige af importeret energi, og der bruges også megen energi på forhandling og juridiske afgørelser. Hvad mærker menneskene i Europa til dette? Måske giver det på kort sigt flere arbejdspladser, men på lidt længere sigt kan den utilsigtede følge blive, at virksomhederne bliver mere sårbare på grund af tekniske fejl i et kostbart transportsystem, og at arbejdspladser hurtigt kan flyttes til områder med lavere lønninger, dårligere arbejdsforhold og lavere miljøkrav. Foreløbigt en grund til ikke kun at juble. Med de store transportprojekter går det heller ikke så godt, som det fremstilles i årsberetningen. Med hensyn til nord-syd-højhastighedslinjen fra Berlin til Verona er der kun sikkerhed for anlæggelsen af nogle få stykker. I England har tilslutningen af den højhastighedslinje, der fører gennem Kanalen, allerede i mange år været stagnerende på grund af privatiseringen og opdelingen af jernbaneselskaberne i dette land. I Spanien har man skrinlagt planerne om en europæisk standardsporbredde for højhastighedslinjen mellem Madrid og Barcelona, sådan som det tidligere gennemførtes på linjen fra Madrid til Sevilla. Anlæggelsen af Betuwelinjen gennem Nederlandene bliver mere og mere kontroversiel. Økonomer har beregnet, at denne dyre linje aldrig bliver en succes. Omkostningerne stiger konstant, flodtransporten anser denne linje for konkurrenceforvridende, godstrafikken ad landevejen ser ikke ud til at falde af den grund, og miljøaktivister standser dagligt anlæggelsesarbejdet. Alt i alt en god grund til at droppe Betuwelinjen. Der finder stadig i alt for ringe grad en bred samfundsdebat sted om de fastsatte prioriteter og de trufne valg. Europas befolkning har krav på mere indsigt i følgerne af TEN-projekterne, det vil sige i følgerne for deres eksistenssikkerhed, udgifterne, miljøovervejelserne og gennemførelseshastigheden.
+Hr. formand, først vil jeg gerne udtrykke min varmeste tak og taknemmelighed til min kollega Hatzidakis for en meget udmærket betænkning til Parlamentet her i eftermiddag. Kommissionens årsberetning for 1998 om transeuropæiske transportnet giver et klart og samlet billede af de fremskridt, der er sket med hensyn til bestemte projekter, og den indeholder ligeledes værdifulde oplysninger om bidragene til disse infrastrukturprojekter fra de forskellige kilder til fællesskabsfinansiering. Det er naturligvis absolut nødvendigt at øge ressourcerne til udvikling af disse TEN. I øjeblikket er finansieringen helt klart utilstrækkelig, hvis vi ønsker at gøre et seriøst forsøg på at overholde de forpligtelser, vi indgik på Det Europæiske Råds møde i Essen i 1994. Jeg deler ordførerens bekymring over, at syv ud af 14 Essen-projekter stadig har problemer, da finansieringen ikke er garanteret fuldt ud, og der ikke findes tidsplaner for deres gennemførelse. Det ville være nyttigt, hvis Kommissionen i sine kommende årsberetninger angav den finansiering, der stammer fra nationale, regionale og lokale offentlige myndigheder samt fra den private sektor, ud over EU-finansieringen med henblik på at oprette de transeuropæiske transportnet. Kommissionen vil om kort tid foretage en revision af TEN-retningslinjerne. Jeg håber, at man i disse nye retningslinjer lægger større vægt på at forbedre adgangen til finansiering af transeuropæiske net for Europas øer og perifere regioner. Det er vigtigt at lægge lige så stor vægt på at fremme bæredygtige transportforbindelser med disse ugunstigt stillede regioner, hvis de skal have ligelig adgang til fordelene ved det indre marked. Hvis revisionen af TEN-retningslinjerne udelukkende koncentreres om de eksisterende flaskehalse, således som Kommissionen meddelte i sit arbejdsprogram for 2000, vil det medføre en fokusering på de økonomisk bedrestillede, centrale regioner i Unionen, muligvis på bekostning af de fjernestliggende regioner. Det er nødvendigt at indsætte en pakke med integrerede, økonomiske foranstaltninger for at komme videre med oprettelsen af nettet. Kommissionen og EIB bør derfor samarbejde med nationalregeringerne om gennemførelse af TEN-pakkerne gennem brug af lånegarantier og andre økonomiske investeringer.
+Hr. formand, jeg vil også gerne ønske hr. Hatzidakis hjerteligt tillykke, især fordi han har udarbejdet en virkelig realistisk betænkning, men en række temmelig foruroligende konstateringer bør især optage os. Det kan være nyttigt at huske på, at de beslutninger, der førte til valget af disse 14 prioriterede projekter, blev vedtaget på topmødet i Essen i 1994, altså for seks år siden. Seks år efter denne beslutning er der kun sket små fremskridt i halvdelen af projekterne, som for de flestes vedkommende finder sted på det nordlige kontinent. Dette er positivt, men negativt for de andre projekter og særlig for randområderne, som vores kollega Collins sagde før mig. Jeg tænker især på sydkanalen, der skal forbinde Frankrig og især Lyon, Turin og Trieste med hele Balkan, som vi gerne vil forbinde fast til Europa og til en anden del af Europa, nemlig Østrig med de særlige problemer, som andre kolleger har gjort opmærksom på, Ungarn og de andre lande i Østeuropa. Set i lyset heraf vil jeg erindre om, at det ikke kun er et spørgsmål om at frigøre et dunkelt Piemonte, et Piemonte, der er klemt inde i Alperne, men at forbinde en del af Europa, nemlig Balkan og Østeuropa, med en del af Sydeuropa, nemlig Frankrig, Italien, Spanien og Portugal, og der er ingen konkrete fremskridt i dette projekt. Så for at svare på det, vores kollega Schroedter sagde, mener jeg ikke, at man må glemme, at disse store projekter især forudsætter udvikling af jernbaneinfrastrukturer. Det gælder især for den sydlige akse, der vil gøre det muligt at komme fra Paris til Milano på tre en halv time. Problemet er de valg, der skal træffes for at undgå de store forureningsproblemer, der er på dagsordenen i Østrig, men også i Italien og Tyskland. Det er nødvendigt at vælge og investere, men der er stadig ingen konkrete tegn på iværksættelsen af den beslutning og det valg, der blev truffet i Essen for seks år siden. Dette vedrører specielt medlemsstaterne og i endnu højere grad Italien, som ikke har støttet dette projekt med tilstrækkelig entusiasme, men det er også, hvilket ordføreren tydeligt understreger, et spørgsmål, som vedrører Kommissionen. Kommissionen skylder sig selv at iværksætte foranstaltninger, der opfordrer både de offentlige myndigheder og de private virksomheder til at investere i disse store transeuropæiske net. Følgelig mener jeg, at Kommissionen hurtigst muligt bør fremsætte nye forslag for at frigøre disse projekter, som stadig er låst fast.
+Hr. formand, kære kolleger, det er vigtigt at udvikle en effektiv transportinfrastruktur i Europa, især for indlands- og landområderne både i Frankrig og mange andre lande. Derfor støtter vi Hatzidakis-betænkningen, og jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans klarsyn på trods af dette områdes tekniske karakter. Det er vigtigt, at reglerne for bevilling af EU-støtte til de transeuropæiske net overholdes strengt. Den transeuropæiske transportpolitik har stor betydning for en bæredygtig udvikling af den lokale økonomi og stimuleringen af beskæftigelsen. For øvrigt ønsker vi gennemskuelighed i licitationer i forbindelse med etablering af offentlige/private partnerskaber, således at de alle reelt kan deltage i udviklingen af nettene. Vi støtter punkt 9 i betænkningen, som fastslår, at Kommissionen nøje skal følge de budgetretningslinjer, der er fastsat for TEN-projekter. Betænkningen er en fortsættelse af den kritiske analyse af årsberetningen, der har til formål at kontrollere Unionens økonomiske støtte til projekter af almen interesse. I denne forbindelse kan man spørge sig selv, hvorfor udgifterne til forundersøgelser og teknisk bistand udgør 47% af budgettet eller næsten 223 millioner euro. Endvidere udgør fællesskabsfinansieringen af TEN-T kun en lille procentdel af de samlede omkostninger, mens hovedparten af finansieringen påhviler medlemsstaterne. Hvorfor har vi kun skøn til rådighed? For syv projekter ud af 14, det vil sige halvdelen, er finansieringen stadig ikke sikret, og tidsplanen er endnu ikke fastlagt. Kommissionen bør foreslå støtteforanstaltninger og initiativer med henblik på hurtigst muligt at sætte skub i disse prioriterede projekter og efter samråd med de medlemsstater, der er involveret i dem, fastsætte en tidsplan for deres gennemførelse.
+Hr. formand, kære kolleger, der er væsentlige problemer med syv af de trafikprojekter, som blev besluttet på Rådet i Essen. Det er jeg ligesom ordføreren bekymret over. Et af disse projekter er udbygningen af nord-sydforbindelsen, især basistunnellen i Brennerpasset. Med dette projekt har Den Europæiske Union mulighed for at bevise, at det ikke kun er tom snak, når man taler om at flytte transittrafikken fra vejene til skinnerne. Det er en chance for at reducere miljøbelastningerne for den berørte region og dens befolkning. Desuden har dette projekt positive konsekvenser for konkurrenceevnen i hele Unionen. Realiseringen af projektet har imidlertid lange udsigter. Først i slutningen af sidste år blev der dannet et datterselskab af det østrigske brennerjernbaneselskab og den italienske jernbane, som har fået 18 måneder til at udarbejde projektplanlægningen. Det vil sige, at der over fem år efter Essen stadig ikke ligger nogen konkret planlægning på bordet. Det har borgerne i regionen ingen forståelse for. Det er nemlig dem, som skal leve med den stadigt voksende trafiklavine. Den nuværende ordning, som siger, at Unionen maksimalt må bidrage med 10% af den samlede investering, er ganske enkelt utilstrækkelig og uretfærdig for projekter, som har massive konsekvenser for fremtiden for hele det europæiske økonomiske område. Medlemsstater, som drager fordele af realiseringen af basistunnellen i Brennerpasset, kan ikke løbe fra deres ansvar og overlade de økonomiske byrder alene til de stater, der er direkte berørt, såsom Tyskland, Østrig og Italien. En sådan opførsel har i sidste ende intet med solidaritet at gøre.
+Hr. formand, goddag fru næstformand for Kommissionen, kære kolleger, først vil jeg gerne tage skarp afstand fra fru kollega Schroedters udifferentierede kritik af TEN. Desuden har hun fornærmet os selv, for retningslinjerne fra 1996 blev vedtaget af Parlamentet og Rådet i en fælles beslutningsprocedure efter forslag fra Kommissionen. Hvis det altså var så forfærdeligt, skulle De Grønne jo have været imod dengang. Det var de ikke. Jeg vil gerne nævne to projekter, som har været vellykkede. Jeg mener, at jernbaneforbindelsen over Øresund miljømæssigt er det helt rigtige. Vi vil have jernbanen, og vi vil have forbindelse til de fjernereliggende regioner. Også de nye jernbaneforbindelser i det engelske og irske område er meget fordelagtige for miljøet og regionen. Denne kritik fra De Grønnes rækker, at TEN alle sammen kun skulle være noget for de centrale stater og de befolkningsrige stater, er ganske enkelt forkert! For det andet er jeg enig med kollega Ebner og andre kolleger i, at vi, hvad angår basistunnellen i Brennerpasset, må finde nye idéer. Vores udvalg foreslår en firesidet kontrakt mellem de tre berørte stater og Unionen. Basistunnellen i Brennerpasset er et projekt af usædvanlige dimensioner, men også et projekt af usædvanlig miljømæssig betydning, for Alperne kan ikke sammenlignes med den hollandske eller frisisk-tyske lavslette. Miljøsituationen i Alperne er særligt vanskelig. Larmen og stanken fra bilerne bliver simpelthen hængende længere i dalene end på det flade land. Derfor må der gøres noget her. Frem for alt skal vi nå frem til, at regeringerne ikke skyder skylden på hinanden. Italienerne siger, vi begynder at bygge, når østrigerne bygger. Tyskerne siger, vi begynder at bygge, når østrigerne bygger. Østrigerne siger, vi begynder, når tyskerne og italienerne er begyndt. Vi skal altså nu have klare målestokke og klare datoer for, hvem der betaler hvad og hvornår, og Fællesskabet må gøre noget alvorligt for at få hele projektet i gang. Lad mig komme med to afsluttende bemærkninger. Fru næstformand for Kommissionen, giv Dem god tid til revisionen af de transeuropæiske net! Se på alle projekterne igen efter dagens debat. Vi vil ikke have flere showprojekter, 14 eller 15 showprojekter, hvis finansiering ikke er sikret. I forbindelse med revisionen bør vi kun klassificere de projekter som højt prioriteret, som der er sikret en finansiering af inden for 10-15 år. Ellers mister borgerne tilliden til os, hvis vi erklærer projekter for højt prioriteret, men ikke bygger dem. Vi må minde medlemsstaterne om, at de har forbeholdt sig at sikre finansieringen, at de har forbeholdt sig at gennemføre planlægningen. Så må vi tage dem helt konkret på ordet og sige, vi laver kun højt prioriterede projekter, hvis de virkelig er projekt- og finansieringsmodne. Giv Dem god tid, og tag endnu en gang den vanskelige dialog op med medlemsstaterne, så De ikke som Kommission foreslår projekter, som vi blamerer os med bagefter over for borgerne, men projekter, som kan realiseres!
+Hr. formand, denne gang skal jeg forsøge at tale i et langsommere tempo, eftersom jeg sidste gang plagede livet af tolkene ved at tale i middelhavstempo. Ærede medlemmer, jeg stammer fra et land, der på grund af dets geografiske beliggenhed har store transportproblemer, problemer med muligheden for at sende sine mennesker og varer til centrene og markederne i Europa, med at give og få. Det er altså let for enhver at forstå, at dette lands og følgelig også dets repræsentanters interesse for de transeuropæiske transportnet er stor. Ikke kun som grækere, men hovedsageligt som europæere må vi nødvendigvis behandle dem som et vigtigt middel i forsøget på at styrke det sociale og økonomiske sammenhold, beskæftigelsen og en bæredygtig udvikling i kampen for den europæiske integration, så jeg er naturligvis helt uenig i det, som fru Schroedter sagde tidligere. Vi må således i praksis anerkende vigtigheden af de transeuropæiske net i den grad, som de berettiger til. Vi skal altså sørge for at forøge de finansielle midler, som bliver afsat til dem. Tillad mig desuden at sige, at vi er forpligtet til denne forøgelse, eftersom behovet for nedskæringer gennem de sidste 10 år, fordi vi skulle leve op til kriterierne og målsætningerne i ØMU'en, også har haft sine følger for finansieringen af nettene. Vi må forbedre den hastighed, som arbejderne bliver udført på ved at forbedre procedurerne og lette finansieringen af dem gennem smidige former for en kombination af den offentlige og den private sektors muligheder. Vi må sørge for at overvinde de forhindringer, som gør, at syv af de 14 anlægsarbejder, der blev vedtaget i Essen, er blevet forsinket, hvilket kompromitterer os. Ved revisionen af retningslinjerne for de transeuropæiske net skal vi naturligvis lægge vægt på tilgangen til øerne og de egne, der har vanskelig tilgang til havet. I sin årsberetning fra 1998 gav Kommissionen os et reliefbillede af kursen for opførelsen af nettene, et billede, som Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme ønsker mere detaljeret og oplysende ved i denne betænkning at kræve større effektivitet i hele forehavendet med at opføre nettene. Hovedrollen i denne operation, der er så vigtig for Europas fremtid, har Kommissionen. Vi beder den derfor i fællesskab med medlemsstaterne om at give opbygningen af disse livgivende arterier i Europas krop absolut førsteprioritet med alt, hvad det betyder og indebærer, så den kan fungere, som vi alle ønsker, og give enhver europæisk borger det, som han forventer. Til sidst vil jeg gerne takke og lykønske formanden for vores udvalg, der er ordfører for betænkningen og kollega fra samme egn som jeg, Kostis Hatzidakis, for det store arbejde, som han nu har fremlagt, og som bør vedtages.
+Hr. formand, fru næstformand for Kommissionen, kære kolleger, vi ved alle, at der i EU på regionalt niveau er en snæver forbindelse mellem lav indkomst pr. indbygger, høj arbejdsløshed og en aktuel uddybning af den geografiske placering fjernt fra centrum eller i randområder, der har gjort sig gældende siden 1800-tallets industrielle revolution på grund af et efterslæb i samfærdselsmidlerne. Der er tale om en ond cirkel, der kun kan brydes gennem en fælles politisk-økonomisk indsats over for alle de faktorer, der forårsager dette efterslæb. En gennemførelse af politikken for transeuropæiske transportnet går ikke i den rigtige retning til at løse dette afgørende problem, selv om den er sat i gang med det mål at forbinde landene i randområderne med Unionens centrale områder. De transeuropæiske transportnets projekter og budgetter, ligesom de, der finansieres af struktur- og samhørighedsfondene, som er resultatet af en politik ønsket af medlemsstaterne, og som beklageligvis accepteres og støttes af Kommissionen, har som sit grundlæggende mål haft at forbinde områder med den højeste indkomst pr. indbygger, hvor der sågar er blevet set bort fra gældende forordninger, med de kendte negative forhold til følge. Debatten om Hatzidakis-betænkningen (og jeg lykønsker forfatteren) giver os en god anledning til at komme til politisk bevidsthed om den foreliggende situation og til at finde en løsning på den i form af en reform - der må være tilbundsgående - af politikken for transeuropæiske transportnet i perioden 2000-2006. Det er med henblik herpå vores gruppes hensigt, således som det også fremgår af de fremlagte ændringsforslag, at sikre, at transportnettene bliver forenelige med en bæredygtig udvikling, at reformen kommer til at leve op til målet om at forbinde hele Fællesskabet ved at prioritere de perifert beliggende områder, der hidtil er blevet overset, og endelig at styrke jernbanerne og decentraliseringen af transportnettene, især hvad angår lufthavne og havne. Koncentreringen af vej-, lufthavns- og havnenetværkene medfører alvorlige overbelastnings- og miljøproblemer, som vi bør undgå. Jeg håber, ærede kolleger, at vi bliver i stand til at gennemføre de ændringer, som EU har brug for til at opnå den regionale balance og sociale samhørighed, som vi går ind for. Vi må være klar over, at der lige nu vedtages regionale udviklingsplaner for perioden 2000-2006, som fører til en endnu større isolering af mål 1-regionerne, der virkelig har behov for en moderne forbindelse til hele Europa, herunder højhastighedstog. Blandt disse regioner er mit eget land, Galicien, ligesom hele den nordvestlige del af Den Iberiske Halvø, i Spanien og Portugal, som er en atlantisk region af afgørende betydning for Europa.
+Hr. formand, det fremgår tydeligt af denne årsberetning, at Europa ikke bevilger sig selv midlerne til at gennemføre sin politik for transeuropæiske transportnet. Men ud over generelle budgetmæssige og økonomiske overvejelser er det i almindelighed Kommissionens generelle holdninger på dette område, der er kritisable. Vi støtter selvfølgelig princippet om den nødvendige iværksættelse af transeuropæiske net til Europas befolkninger, både for personers og varers mobilitet, den økonomiske og sociale samhørighed samt jernbaner som alternativ til motorveje. Vi kan imidlertid hverken acceptere den fastsatte metode eller de fremsatte forslag. Er de 14 vedtagne projekter alle relevante eller de vigtigste i forhold til befolkningernes behov? Er de blevet forbundet eller samordnet, eller skal de transeuropæiske net kun opfylde betingelserne på det frie marked, som det er underforstået i betænkningen? Det er i øvrigt ikke tilfældigt, at de syv ud af de 14 projekter, for hvilke tidsplanen og finansieringen endnu er usikker, netop er dem, der ikke udelukkende opfylder kravene om rentabilitet. Vi synes imidlertid, at det mest negative punkt er finansieringen. Den bygger på det princip, at de offentlige midler ikke kan øges, hvilket kan diskuteres. Det foreslås således at anvende private midler i form af partnerskaber, og dette er for øvrigt et væsentligt element i projektet. Denne holdning til jernbanetransport sætter den offentlige tjeneste på spil. Det er indlysende, at de private virksomheder vil søge den største rentabilitet, hvis de deltager i finansieringen. De private virksomheder skal bidrage, fordi de anvender infrastrukturen til deres egen fordel, men i form af beskatning og ikke ved at deltage i jernbaneselskabernes kapital. Begrebet europæisk offentlig jernbanetjeneste skal udvikles, og vi går imod privatisering og åbning af offentlige virksomheders kapital, også til nye projekter. Unionen svarer endnu en gang på et reelt behov for befolkningerne, nemlig at få et europæisk jernbanetransportnet, som er effektivt og præget af kvalitet for brugerne og de ansatte, med jagten på profit.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke vores ordfører varmt for hans betænkning. I Europa-Kommissionens årsberetning om de transeuropæiske net præsenteres der endnu en gang fremskridt for mange trafikprojekter, og TEN's betydning for miljøbeskyttelsen fremhæves. Jeg mener, at de 14 projekter fra Essen spiller en meget væsentlig rolle for udbygningen af de europæiske trafiknet, og peger - som flere af de foregående talere allerede har gjort - på den enorme vigtighed, som basistunnellen i Brennerpasset har. Forbindelsen gennem Alperne må forstås som et samlet problem og også betragtes i sin samlede problematik. De hårdest ramte medlemsstater er nok Østrig og Frankrig og nabostaterne. For at beskrive eller understrege situationens alvor kan jeg sige, at 30% af Schweiz' omkørselstransit går via Brenner, og Østrig derfor bærer hovedbyrden. Det skal også bemærkes, at 80% af godset i Østrig transporteres på vejene og kun 20% på skinnerne, mens forholdet er lige omvendt i Schweiz. Hvis der nu er nogle, der tænker, hvorfor den opstandelse i Østrig, man har jo lignende trafiktal andre steder, f.eks. i Ruhrområdet, så må jeg sige, ja, det passer. Men den topografiske beliggenhed i Tyrol, i Inntal, har netop andre forudsætninger end i andre områder, f.eks. på sletter. Desuden hører Inntal til de tættest befolkede områder i Østrig. Problemet i alpetransitten er et samlet problem, og det må også betragtes samlet. Man kan ikke skille Brenner, vejafgift og alpetransit. Hvad angår gennemførelsen af byggefaserne, kan jeg sige, at der i Unterinntal allerede findes konkrete byggefaser. Der skal også skabes en klar politisk vilje, ikke kun hos medlemsstaterne. Især beder jeg Kommissionen om nu langt om længe at tage fat på dette projekt. Det, vi har brug for, er en tværgående finansiering. Som retligt grundlag kunne jeg forestille mig direktivet om infrastrukturomkostninger. Jeg tror, det ville give en solid finansiering. Jeg plæderer for partnerskaber mellem private og det offentlige, for jeg tror, at samarbejde er den bedste måde. Vi har her et massivt problem i nord-sydtransitten. Jeg er modstander af flere undersøgelser om Brennerpasset, for dem er der allerede nok af. Det, vi har brug for, er en hurtig realisering af basistunnellen i Brennerpasset for befolkningen, for miljøet og som led i en bæredygtig, fremtidsorienteret trafikpolitik.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne først ønske formand Hatzidakis tillykke med hans fremragende betænkning. De transeuropæiske net er afgørende for gennemførelsen af det indre marked, men også for EU's økonomiske og sociale samhørighed. Kommissionens beretning om gennemførelsen af de transeuropæiske net fra 1998 viser i store træk resultater af den finansielle gennemførelse af de opstillede prioriteringer for eksempelvis jernbanerne, der overstiger selv de planlagte 50%. Det er et godt signal. Det er imidlertid vigtigt at kende disse værdier land for land og ikke kun samlet, thi denne rytme må opretholdes i alle regioner. Hvis investeringernes fordeling pr. sektor således forekommer os rimelig, kan det samme ikke siges om andre aspekter, som bør nævnes, og som jeg gerne vil høre kommissær Loyola de Palacios mening om. For det første behovet for investeringer i de transeuropæiske net, der kan kompensere for det fald, som er sket i løbet af 90'erne, ikke kun gennem øgede bevillinger, men også med deltagelse fra den private sektor og anvendelse af euro-bonds. For det andet gennemgribende foranstaltninger, der kan sætte skub i de syv prioriterede projekter, der stadig har svært ved at komme i gang, så der kan opstilles en tidsplan for dem, og de kan føres ud i livet. For det tredje må der i den kommende revision af de transeuropæiske net lægges større vægt på de i periferien beliggende regioners forbindelser til de centrale områder og også på forbindelsen til øområderne. Endelig vil jeg gerne fremhæve, at den økonomiske og sociale samhørighed ikke betænkes med Kommissionens arbejdsprogram for år 2000 på dette felt, fordi man, når man ønsker at koncentrere investeringerne i eksisterende flaskehalse, privilegerer Europas centralt beliggende regioner til skade for de perifere regioner som f.eks. Portugal, der indlysende nok er dem, der har størst behov for transportnet, som kan bringe dem nærmere til de mere udviklede områder.
+Hr. formand, fru kommissær, et par tilføjelser til det, der allerede er blevet sagt i dag om basistunnellen i Brennerpasset, og som jeg mere eller mindre kan understrege. I Brenner ser man i dag i særlig grad, hvad der er galt med den transeuropæiske trafik. Skinnerne, i det mindste i den sydlige del af Brenner, fungerer ikke, og den internationale sammenknytning fungerer heller ikke. Derfor har vi store problemer i dag, og når vi på grund af disse fejl og problemer også har brug for en basistunnel, plæderer jeg for, at vi viser meget stor indfølingsevne, at man går forsigtigt frem, for der er tale om en århundredeprojekt. Hvis det skal laves, skal det være den økologisk reneste løsning, den økonomisk fornuftigste løsning og den mest funktionelle løsning. Derfor har jeg stillet et lille ændringsforslag til stk. 7. Man behøver måske ikke lave en ny undersøgelse, men man bør afveje og tage det bedste projektoplæg. Jeg har stillet et af disse projekter til rådighed for medlemmerne af Trafikudvalget. Der findes nogle, som er bedre eller lige så gode. Vi må vælge det bedste, for trafikpolitikken og dermed EU bliver også målt på det.
+Hr. formand, vi går ind for udvikling af et transeuropæisk transportnet, som fremmer jernbanetransport i forhold til vejtransport på betingelse af, at udviklingen af de store transeuropæiske linjer ikke sker på bekostning af nærtrafikken eller de såkaldte sekundære linjer. Jernbanetransporten, både de store og små linjer, bør imidlertid være en offentlig tjeneste, der har til formål at opfylde befolkningens behov og ikke være en kilde til privat fortjeneste. Deltagelse af privat kapital betyder nødvendigvis forsøg på at opnå rentabilitet på bekostning af både brugerne og de ansatte i denne sektor. Alt for mange katastrofer for nylig, især katastrofen på banegården i Paddington i Storbritannien, viser uforeneligheden mellem forsøget på at opnå rentabilitet og sikkerheden. Som det fremgår af begrundelsen i betænkningen, falder de offentlige investeringer imidlertid løbende og er på mindre end 20 år faldet fra 1,5% til 0,9% af Den Europæiske Unions BNP. Dette medfører en forringelse af den kollektive jernbanetransport og personalenedskæringer, hvilket medvirker til at forværre arbejdsløsheden. Hvis Den Europæiske Unions medlemsstater ikke ændrer politik, det vil sige, hvis de ikke prioriterer investeringer i de offentlige tjenester i forhold til spildt støtte til det brede erhvervsliv, vil enhver beslutning om en reel offentlig transporttjeneste, der fungerer på de bedste sikkerhedsbetingelser på europæisk plan, være ønsketænkning.
+Hr. formand, fru kommissær, mine kære kolleger, Kommissionens beretning konstaterer, at 1998 har været præget af konsolidering af de transeuropæiske net og gør status over de fremskridt, der er gjort i forbindelse med adskillige projekter på transport-, energi-, telekommunikations- og telematikområdet. Det er imidlertid nødvendigt at konstatere, at Den Europæiske Unions budgetmidler ligger et godt stykke under behovene og den udfordring, der ligger i iværksættelsen af et transeuropæisk transportnet. Uden en forhøjelse af finansieringsbidraget fra de offentlige nationale, regionale og lokale organer samt den private sektor vil det ikke være muligt at konstatere væsentlige fremskridt på dette område inden for en rimelig periode. Jeg vil ikke desto mindre fastholde, at privat finansiering under ingen omstændigheder bør være en hindring for udviklingen af transportnet i de regioner, der for tiden har en indkomst pr. indbygger, der er langt lavere end EU-gennemsnittet. I lyset af den kommende revision af retningslinjerne for de transeuropæiske net forekommer det mig endnu en gang nødvendigt at henlede Kommissionens opmærksomhed på nødvendigheden af at ofre større opmærksomhed på at forbedre adgangen til de europæiske randområder og indlandsområder ved især at fokusere på fremme af bæredygtige transportnet. Sådanne investeringers indflydelse på disse områders økonomi samt på beskæftigelsen er en afgørende faktor for den socioøkonomiske udvikling i disse områder. I Kommissionens arbejdsprogram for år 2000 fastsættes det, at revisionen af retningslinjerne i de transeuropæiske transportnet skal koncentreres om nedbringelse af flaskehalse for at gøre den europæiske trafik mere flydende og rationalisere den. Efter min mening er dette det samme som at sige, at den planlagte revision hovedsageligt kommer til at koncentrere sig om Den Europæiske Unions centrale regioner, som lider mest under flaskehalsproblemerne. Jeg vover dog at håbe, at dette ikke betyder, at randområderne og så meget desto mere regionerne i den yderste periferi kun i ringe grad vil kunne blive omfattet af denne ændring. Denne frygt, som adskillige af mine kolleger gentagne gange har givet udtryk for, har fået mig til at fremsætte et ændringsforslag for at afhjælpe dette, som Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har vedtaget, og som indgår i hr. Hatzidakis' udmærkede betænkning. Jeg vil være Dem taknemmelig, fru kommissær, hvis De kan gøre det af med min bekymring i dag.
+Hr. formand, vækst og beskæftigelse i Europa afhænger i høj grad af en effektiv udnyttelse af den europæiske infrastruktur. Vi skal derfor have sat gang i de TEN-projekter, der stadig ligger på skrivebordet. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en varm tilhænger af en fast forbindelse mellem Danmark og Tyskland, og det glæder mig, at den nye danske trafikminister også er tilhænger af projektet. Til gengæld er jeg lidt ked af, at de tyske politikere er lidt mere lunkne. Der har tidligere hersket tvivl om, hvorvidt en fast forbindelse over Femer Bælt var vejen frem, men denne tvivl er absolut gjort til skamme nu. Alle undersøgelsesrapporter fra de danske og tyske trafikministerier viser, at der ikke er noget problem ved at bygge en bro, hverken miljømæssigt eller økonomisk. Med en hurtigere og lettere forbindelse mellem Danmark og Tyskland kan vi bygge bro til de nye demokratier i øst. Vi bygger ikke bare en praktisk, fysisk bro. Vi bygger en bro mellem lande for industrien og i menneskelig, politisk, social og kulturel henseende. Bygningen af en fast forbindelse mellem Tyskland og Danmark vil skaffe mange nye tiltrængte arbejdspladser i området. Der er næsten altid folk, der pr. automatik siger nej til noget nyt. Alt, hvad der bringer forandring, er lidt skræmmende, og så er det ligegyldigt, om det handler om ØMU'en, euroen, økologi eller en bro. Men man skal ikke være bange for noget, der er godt. En forbindelse over Femer Bælt er ikke skræmmende, men spændende. Til slut vil jeg gerne tilslutte mig opfordringen til at forhøje bevillingerne til de transeuropæiske transportnet, de er helt utilstrækkelige. En forbedring af vækst og beskæftigelse kræver helt andre summer.
+Hr. ordfører, da man på topmødet i Essen blev enige om de nødvendige omfattende investeringer i infrastrukturen, handlede det frem for alt om motorveje og hurtigtog på tværs af nationale grænser i et Europa, hvor investeringerne traditionelt hovedsageligt har fundet sted i de enkelte lande. Netop derfor var denne beslutning så ualmindelig vigtig. Et velfungerende indre marked bliver nemlig aldrig muligt uden omfattende investeringer på dette område. Denne beretning rejser dog en række spørgsmål om, hvordan vi egentlig følger op på vores forskellige beslutninger. Nogle få af disse TEN-projekter er blevet gennemført inden for en rimelig tid. Personligt glæder det mig meget, at et af disse projekter er blevet gennemført, nemlig den faste forbindelse over Øresund mellem Sverige og Danmark, som bliver indviet om bare et par måneder i overensstemmelse med tidsplanen. Jeg forholder mig dog mere tvivlende, hvad angår nogle af de andre projekter. Mange af disse projekter er, hvilket er blevet fremført af adskillige talere her, blevet udviklet meget langsomt. Ordføreren, som for øvrigt har ydet et aldeles udmærket stykke arbejde, giver udtryk for sin bekymring over dette. Det er meget urovækkende, når disse investeringer ikke bliver taget alvorligt. Lad mig give et eksempel: Det handler om den nordiske trekant, som skal forbinde de nordiske hovedstæder ved hjælp af hurtigtog og motorveje. Det har de berørte lande påtaget sig at gennemføre, men det går virkelig langsomt. Penge overføres hele tiden til andre projekter, som man åbenbart anser for at være vigtigere end dette store europæiske projekt. Årsagen er, at man har alle muligheder for at foretage sådanne overførsler, eftersom der mangler en ordentlig tidsplan for, hvornår projekterne skal være gennemført. Dermed bliver hverken vej- eller jernbaneprojekter færdige inden for en rimelig tid. Jeg vil derfor gerne stille et par spørgsmål til Kommissionens repræsentant her i dag: Hvornår mener Kommissionen, at den nordiske trekant og de øvrige TEN-projekter skal være gennemført? Hvad gør Kommissionen egentlig for, at det også kan blive sådan? Er Kommissionen parat til at sikre, at der udarbejdes ægte tidsplaner for, hvornår disse udestående projekter skal være gennemført, og derefter også sørge for, at det bliver sådan?
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest sige mange tak for det arbejde, som formanden for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, Konstantinos Hatzidakis, har udført i forbindelse med den revision af de transeuropæiske net, som jeg i de kommende måneder skal forelægge for Parlamentet. Jeg mener, at hans bidrag bliver væsentligt for de dokumenter, som Kommissionen fremkommer med. Og jeg vil også takke for bidraget fra fru Sbarbati, som er ordfører for udtalelsen fra Budgetudvalget, og for indlæggene fra de talere, der har deltaget i forhandlingen. Jeg mener, at det ud over at analysere situationen er nødvendigt at se på fremtiden, som er det vigtigste. I den forbindelse vil det være på sin plads at benytte denne lejlighed til at fremkomme med nogle præcisioner på vegne af Kommissionen. For det første er jeg helt enig med hr. Hatzidakis i den vægt, der er blevet lagt på den fælles politik vedrørende transeuropæiske net, og jeg deler også Parlamentets bekymringer, som ikke blot han, men også ordføreren for udtalelsen fra Budgetudvalget og andre medlemmer har givet udtryk for, i forbindelse med behovet for, at der afsættes tilstrækkeligt med finansielle midler til denne politik. I den forbindelse vil jeg takke for Parlamentets støtte til, at vi har opnået et samlet beløb på 4.600 millioner euro for perioden 2000-2006 til dette kapitel. Jeg skal imidlertid minde Dem om, at Kommissionen årligt modtager projektforslag, der udgør mere end tre gange det årlige beløb, som bevilges til dette budget. Samtidig er alle parter enige om ikke at forøge de samlede budgetter, og derfor har De også hørt min kollega, fru Schreyer, tale om de budgetvanskeligheder, vi har i øjeblikket som følge af nye behov og nye uopsættelige spørgsmål som f.eks. efter krigen i Kosovo at opfylde de meget vigtige politiske forpligtelser, som Unionen har påtaget sig. I den forbindelse er jeg enig i Europa-Parlamentets foruroligelse, hvad angår en rimelig finansiering af transportnettene, men jeg mener, at der er ansvar, som vi sammen kan påtage os. Jeg vil minde Dem om, at vi ved, at fællesskabsstøtten til de projekter, der er blevet gennemført i årene 1996, 1997 og 1998, har udgjort 30% af det samlede beløb, og det er et meget stort beløb. Det er rigtigt, at der deri indgår projekter, som er gennemført i mål 1-områder og i samhørighedslande, hvilket har givet mulighed for en større medfinansieringsprocenten. Men jeg vil sige til Dem, at vi ikke kan give Dem de samlede oplysninger, fordi det ikke kun drejer sig om fællesskabsfinansiering, men også om finansiering fra lande og private sektorer i visse tilfælde, fra regioner, fra lokale regeringer. Derfor kan vi kun videregive de oplysninger, vi har til rådighed, og foretage nogle analyser af de data. Vi lægger derfor vægt på hr. Jarzembowskis ord om, at der er andre ansvarlige end Kommissionen, og de forskellige EU-medlemsstaters vilje til at fremme og gennemføre disse projekter er naturligvis helt afgørende. De siger, at der er flere forsinkede projekter. Til det vil jeg sige, at tidshorisonten er 2010. Der er derfor stadig tid til at gennemføre dem inden for tidsfristen. Desuden frembyder nogle projekter meget store tekniske vanskeligheder. Jeg vil bruge et øjeblik på et af de mest omtalte projekter: Brennerbasistunnellen. Denne tunnel er et symbolsk projekt, hvad angår Den Europæiske Unions teknologiske evner og handledygtighed. Der er tale om en 54 km lang tunnel i en vigtig bjergkæde med en række ukendte og usikre forhold, som kræver, at projektet sikres mest muligt, før man kaster sig ud i den store investering, som Brennerbasistunnellen fordrer. For at kunne gennemføre projektet med Den Engelske Kanal var det nødvendigt at udføre en række meget vigtige undersøgelser, før linjeføringerne blev fastlagt og projektet præciseret og påbegyndt. Det samme er tilfældet med Brenner. Det er måske at foretrække at begynde noget senere, men at begynde med alle garantier, frem for når man er halvvejs at finde ud af, at undersøgelserne ikke har afsløret visse vanskeligheder, og at der er nødvendigt at starte forfra, hvilket ville medføre større forsinkelser. Jeg vil sige til Dem, at det er rigtigt, at der gennem en aftale med deltagelse af en interessegruppe er blevet iværksat nye undersøgelser for at bestemme Brennertunnellens endelige linjeføring. Projektet er ikke opgivet, men det er et utrolig kompliceret projekt, mine damer og herrer, og det er nødvendigt at forstå, at der er stor sandsynlighed for, at disse undersøgelser først vil være tilendebragt om fem år. Og det siger jeg helt klart. Vi taler om meget lang tid, men det betyder ikke, at viljen mangler. Sådan er det ikke. Der er masser af vilje. Men viljen skal være baseret på sikkerhed for, at det projekt kan gennemføres, således at vores troværdighed ikke lider skade. Desuden vil jeg sige, at finansieringsniveauet for de samlede bevillinger til de 14 TEN-hovedprojekter har været på 60%. Det var den procentsats, som De anså for rimelig i Parlamentets seneste beslutninger. Det er en middelvej mellem Deres indledende forslag og Rådets. Som svar på nogle spørgsmål, der er blevet rejst, vil jeg i forbindelse med ændringerne af finansforordningen for de transeuropæiske net, som blev vedtaget sidste år, sige til Dem, at der opstod nye finansieringsmuligheder via partnerskaber mellem den offentlige og den private sektor. Disse partnerskaber vil blive støttet på flere måder: for det første ved indførelsen af en flerårig vejledende programmering, der giver den private sektor mulighed for at deltage med større sikkerhed, promotorerne er sikret en fællesskabsfinansiering gennem flere år, og det program skal fungere i perioden 2001-2006, for det andet vil budgetposten for transeuropæiske net bidrage til finansieringen af risikovillig kapital, hvilket - forhåbentlig - kan fremme investeringer i TEN, og i den forbindelse har vi allerede anmodet om interessetilkendegivelser. Lad os kort gennemgå retningslinjerne for de transeuropæiske transportnet. Jeg forelægger kort revisionsberetningen og et indledende forslag. Men det skal siges, at formålene med de transeuropæiske net er at udvikle det indre marked og den økonomiske og sociale samhørighed - det skal være helt klart - og derfor skal randområderne, regionerne i den yderste periferi og de tilbagestående regioner være et centralt mål for Fællesskabets aktioner. Men at fjerne flaskehalsene går ikke ud over randområderne. Jeg vil give et meget tydeligt eksempel: Betyder jernbaneflaskehalsen i Bordeaux noget for Frankrig? Ja, noget betyder den utvivlsomt for den sydvestlige del af Frankrig, men kun relativt. Den har derimod afgørende betydning for hele den centrale og vestlige del af Den Iberiske Halvø, altså en stor del af Spanien og Portugal. Når vi derfor løser flaskehalsproblemet i Bordeaux, begunstiger vi udviklingen af et område på Den Iberiske Halvø. Det, jeg vil sige, er, at det at handle i et centralt område ikke altid skader randområdernes interesser, men at det derimod mange gange hænger fint sammen. Hr. formand, til sidst vil jeg nævne spørgsmålet om intelligent styring af trafikken. Dette område vil også blive inddraget som et hovedelement i revisionen af de transeuropæiske net. Jeg vil igen lykønske hr. Hatzidakis og takke ham for hans arbejde og for de øvrige taleres arbejde.
+Mange tak, fru kommissær Palacio. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0075/2000) af Sterckx for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om den europæiske luftfartsindustri: fra det indre marked til globale udfordringer (KOM(1999) 182 - C5-0110/1999 - 1999/2113(COS)).
+Hr. formand, fru kommissær, det spørgsmål, De stiller i Deres meddelelse, er faktisk: Hvordan ser fremtiden ud for den europæiske luftfartssektor? Det er det store spørgsmål ca. 10 år efter, at liberaliseringen af denne sektor er begyndt. Med denne liberalisering, det konstaterer De i Deres meddelelse, er der altså sat en vækstproces i gang, der er opstået nye selskaber, åbnet nye ruter, faktisk nye takster, altså har luftfarten fået et nyt publikum. De eksisterende store og små nationale luftfartsselskaber er blevet mere rentable og arbejder bedre uden statsstøtten. Det er altså alt sammen ting, der beviser, at liberaliseringen har sat markedet i bevægelse. Generelt kan man sige, at det har givet passagerne fordele, men det gælder ikke for alle. F.eks. er fordelene på business class meget mindre end for andre passagerkategorier. Spørgsmålet er: Hvor stærkt er grundlaget for den europæiske luftfartssektor? De konstaterer i Deres meddelelse, at opdelingen stadigvæk er større i Europa end i USA. Vi har ca. lige mange luftfartsselskaber, men USA betjener 38% af verdensmarkedet, hvor vi kun har 27%. Det er en meget stor forskel. De konstaterer i Deres meddelelse, at rentabiliteten, altså indtjeningsevnen, er meget mindre end i USA. Vi sætter også spørgsmålstegn ved de nye luftfartsselskabers overlevelsesevne, for hvor længe holder de ud, og hvor stærke er de? Man må spørge sig selv, hvor mange er der tilbage på det europæiske marked om 10 år? Endvidere, hvor holdbar og vedvarende er den vækst, som vi har set i de sidste 10 år i denne sektor? Det overfyldte luftrum er et problem, eller er styringen af luftrummet dårlig? Vi har et problem med overfyldte lufthavne, og derfor, fru kommissær, er det meget vigtigt, at De nu langt om længe kommer med et forslag om styringen af flyparkeringspladserne i lufthavnene. Jeg mener, at det er livsvigtigt ikke mindst for de små selskaber, der kommer på markedet. Vi sætter spørgsmålstegn ved den sociale udvikling og passagerernes rettigheder. Derfor spørger jeg Dem, hvad er følgerne af den nylige aftale, der er indgået om Gibraltar, på det punkt? Har det noget med luftfart at gøre? Det er altså de spørgsmål, som vi fortsat har. Der skal stadigvæk tages en række vigtige skridt efter liberaliseringen. Det første skridt er selvfølgelig europæiseringen af flyveledelsen. Det handler Atkins-betænkningen om, og herom indgiver jeg i morgen et mundtligt ændringsforslag for at erstatte ordet privatisering med liberalisering. Det har vi indgået en aftale om med de store grupper. Det er klart, at der også på et andet punkt skal europæiseres, nemlig hvor det drejer sig om sikkerhed. Der skal således hurtigst muligt oprettes et europæisk sikkerhedsagentur. Det er klart, at medlemsstaterne på de to punkter skal træde et skridt tilbage. Så kommer jeg til det springende punkt i Deres meddelelse, nemlig at der ikke er en ekstern politik for den europæiske luftfart. Det vil sige, at rettighederne i tredjelande forhandles bilateralt. Det afgør naturligvis hele strukturen i den europæiske luftfartsindustri. Det, der normalt sker efter en liberalisering, er, at virksomhederne arbejder i takt med det marked, der er liberaliseret. Det ser man ikke meget til inden for luftfarten. Der har ikke fundet nogen sammenlægninger sted. Man har gjort et forsøg mellem KLM og Alitalia, der nu er afblæst på grund af nogle problemer, der i virkeligheden havde noget at gøre med nationalitet, hvis jeg må sige det på den måde. Swissair og Sabena forhandler stadigvæk, men der er vi afhængige af en aftale med Schweiz, som vi også behandler i denne uge, og af en folkeafstemning i Schweiz, som også finder sted inden længe. Det, der sker, er, at europæiske selskaber ganske vist indgår alliancer med amerikanske kolleger, men at de faktisk spiller en underordnet rolle i samarbejdet sammenlignet med amerikanerne. Derfor har jeg som ordfører en række spørgsmål til Deres forslag om at oprette Transatlantic Common Aviation Area. I princippet mener jeg, at det er godt. Spørgsmålet er bare, om det ikke er for hurtigt, og er det ikke et for stort skridt, så længe der ikke findes en stærk struktur for den europæiske luftfartsindustri? Der er en lang række meget indviklede problemer, der først skal løses, inden vi kan tage det næste skridt. Jeg er personligt og som ordfører meget skeptisk med hensyn til den amerikanske nationalisme, når det drejer sig om transport, altså også om luftfart. Derfor skal der føres åbne forhandlinger med reciprocitet, som man siger, og europæiske selskaber skal have nøjagtigt de samme rettigheder som de amerikanske, ellers går det ikke. Først da er vi med den europæiske luftfarts nuværende tilstand i stand til at konkurrere på et åbent marked med amerikanerne. Et vigtigt spørgsmål er: Hvad gør vi, hvis det ikke lykkes med USA? Hvad gør vi så alene? Hvor store er overlevelseschancerne for den europæiske industri, hvis den begrænser sig til de europæiske grænser og de bilaterale aftaler? Endvidere, og det kommer jeg ikke nærmere ind på i min betænkning, men det står der noget om i Lucas-betænkningen om miljø, må vi konstatere, at der er grænser. Miljøet har også sine grænser, og det er et vigtigt og essentielt spørgsmål, som man måske ikke skal stille på foranledning af min betænkning, men af Lucas-betænkningen. For det andet: Intermodaliteten understreges også i min betænkning. Jeg mener også, at Kommissionen på det punkt skal være klar og komme med forslag for at fremme denne. Tog og fly kan udmærket samarbejde på en række punkter. Konklusionen er under alle omstændigheder, hr. formand, at liberaliseringen er meget vigtig. Det er jeg også enig i, men vi er endnu ikke nået halvvejs. Vi skal meget hurtigt have forslag fra Kommissionen, konkrete handlingsplaner og lovtekster, som vi kan debattere om for at forbedre situationen på dette område. Det er også klart, at medlemsstaterne har et stort ansvar, og at meget afhænger af dem med hensyn til, hvor meget de vil gøre for at få en god europæisk luftfart og en stærk europæisk luftfartsindustri. Jeg mener derfor, at Parlamentet sammen med Kommissionen og Rådet ikke kan handle hurtigt nok på dette punkt, for verden venter ikke på os. Vi skal altså handle hurtigt, fordi vi ellers sakker bagud.
+Hr. formand, som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industripolitik vil jeg blot komme ind på et par områder, som jeg synes bør nævnes i dag. Luftfarten er uden tvivl en af de mest spændende og stimulerende industrier. Mulighederne for at drive forretning og jobskabelsen igennem det sidste årti har spillet en vigtig rolle for økonomierne i Europa og resten af verden. F.eks. bidrager luftfartsindustrien i Det Forenede Kongerige årligt med 10,2 milliarder engelske pund til det britiske BNP og fører til skabelse og bevarelse af 380.000 indirekte og afledte arbejdspladser i Det Forenede Kongerige. Den transporterer britiske eksportvarer for 35 milliarder engelske pund, sikrer en enestående adgang til det globale marked, og dette skal ganges med 10 for hele Den Europæiske Union. Da jeg indledte min karriere inden for luftfartsindustrien for 30 år siden, havde kun meget få mennesker råd til at flyve. Men i dag med liberaliseringen af markedet er flyvning blevet en livsform for de fleste mennesker. Betænkningen dækker en række forskellige områder, og det beskrives ret præcist, hvordan luftfartsindustrien har udviklet sig gennem de seneste 10 år. Men på en række områder anerkender Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad de fordele, som luftfartsindustrien, herunder rumfarten, har medført, og jeg er skuffet over den negative holdning over for denne industri her i beretningen. En af nøglefaktorerne bag succesen gennem de seneste 20 år har været privatiseringen af de nationale, statsejede selskaber, som indledtes i 1980'erne. Jeg glæder mig også over Kommissionens erklæring om, at udbetalingen af tilskud nu er ophørt. Når vi ser på ruteudvalget osv. for forbrugerne, er taksterne faldet betydeligt i løbet af de sidste par år. Taksterne fra Det Forenede Kongerige er blandt de laveste, hvilket viser, hvilke konsekvenser det kan have for konkurrencen og prissætningen, at tre store selskaber opererer i et land. Dette har givet reelle fordele, og andre lande bør se nærmere på denne situation. Beretningen indeholder en ret lang beskrivelse af den kapacitetsudvidelse, som har fundet sted inden for den europæiske luftfartsindustri, navnlig tværs over Atlanten, men det er naturligvis et ret kompliceret spørgsmål. Jeg anerkender fuldt ud, at der er udfordringer med løsningen af problemer som for tæt trafik, navnlig inden for flyveledelse. Men jeg mener, at Kommissionen har et ansvar for at fremsætte mere afbalancerede holdninger, der ikke undergraver værdien og succesen inden for en industri, der har ydet et kolossalt bidrag ikke blot til landene i Den Europæiske Union, men i hele verden.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater støttede Sterckx-betænkningen allerede i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme og vil også støtte den i salen. Det centrale udsagn er, og det har kollega Sterckx understreget endnu en gang, at liberaliseringen principielt er lykkedes, hvad de centrale elementer angår. Man har opnået, at vi har væsentlig mere konkurrence. Denne konkurrence har ført til, at der på grund af de konkurrenter, der er opstået, også er sket bevægelser i prisniveauet, sikkert ikke i alle markedssekvenser, men dog på mange områder. Desuden er der ikke sket det, som mange frygtede, nemlig at der ville ske en nedgang i antallet af arbejdspladser, og at arbejdsvilkårene ville blive forringet, tværtimod har vi fortsat vækst i beskæftigelsen. I løbet af godt otte år er beskæftigelsen steget med næsten 50.000, og heller ikke hvad angår arbejdsvilkårene har vi en situation, hvor der virkelig er sket varige forringelser, medmindre man vil kalde det, som er sket på nationalt plan, nemlig at man ændrer det statslige luftfartsselskab til en moderne servicevirksomhed og dermed naturligvis også ændrer og moderniserer arbejdsvilkårene, for en forringelse. Ikke desto mindre er jeg taknemmelig for, at det nævnes i betænkningen, at vi - selv om det sker af andre årsager, nemlig ud fra sikkerhedsaspektet - naturligvis forventer fælles bestemmelser f.eks. for tjeneste- og flyvetider, fordi det i sidste ende er uddannelsen og den tilsvarende konkrete arbejdssituation, der på sigt vil være med til at bestemme, hvor sikker flytrafikken i Europa kan udformes. Kollega Sterckx har imidlertid også gjort det klart, at liberaliseringen kun kan udgøre et meget lille udsnit af den europæiske flytrafik, som i vidt omfang kan betegnes som vellykket, men vi har mange andre områder, som fortsat belaster os i øjeblikket, hvad enten det drejer sig om gamle problemer, som endnu ikke er løst, eller om nye problemer. Vi er langt fra principielt at kunne tale om, at vi har et fælles europæisk marked for lufttrafik. Efter min opfattelse er der fire væsentlige punkter, som der må tages fat på i fremtiden. Kollega Sterckx har allerede nævnt nogle af dem, jeg vil gerne tage det op igen. Efter min mening skal medlemsstaternes flyselskaber naturligvis sættes i stand til at få samme adgangsbetingelser til det internationale marked, som andre flyselskaber i denne verden har. Samtidig må vi sørge for, at flyselskaberne også bliver stabiliseret økonomisk, det vil sige, vi må forsøge at sikre ved hjælp af en tilsvarende konkurrence på jorden, at de enorme omkostningsbelastninger, fra lande- til ekspeditionsgebyrer, reduceres til et niveau som i andre stater på denne klode. For det andet siger jeg udtrykkeligt, at en vækst i flytrafikken er ønsket. Det højner den individuelle mobilitet. På den anden side må vi imidlertid heller ikke glemme miljøbetingelserne. Men her har jeg en relativt klar position. Forbud er ikke den rigtige vej, men der skal være incitamenter, der skal være støtte, hvis flyselskaberne går i gang med at nedbringe emissionerne ved at have moderne flåder og dermed forbruger mindre kerosen og i sidste ende producerer mindre støjbelastning. For det tredje skal forbrugerbeskyttelsen efter min mening udbygges, fordi der naturligvis med stigende kundetal også opstår flere problemer, og kunden på dette område har større krav på beskyttelse end flyselskabet. Det fjerde og sidste, men efter min mening vigtigste punkt er, at vi må sikre, at vi langt om længe også får et fælles Europa i luften, at flyovervågningen bliver organiseret på fællesskabsniveau, og forsinkelser og overbelastninger dermed kan reduceres.
+Hr. formand, jeg vil gerne ønske hr. Sterckx tillykke med hans betænkning. Det er den første i en serie om luftfart, som vi skal behandle i år. Vi støtter etableringen af et europæisk luftrum, der omfatter alle luftfartsaspekter fra forsinkelser til miljøskader. Vi mener endvidere, at Unionen på dette område skal tale med én stemme i verden. Vi sætter også spørgsmålstegn ved de nationale reflekser og hindringer, der stadigvæk spiller en stor rolle i den europæiske luftfart. Jeg henviser i den forbindelse bl.a. til flyveledelsen. Disse nationale reflekser og fortrinsrettigheder hindrer også forskellige former for samarbejde, sådan som vi for nylig har oplevet det med det mislykkede samarbejde mellem KLM og Alitalia. Dér, hvor liberalisering fremmer en mere effektiv politik, er vi ikke modstandere, men det er en pragmatisk holdning og ikke en dogmatisk. Fordi dér, hvor de offentlige interesser eller miljøet kræver det, vil vi ikke tøve med at slå til lyd for aktiv indgriben af myndighederne. Vi henleder også opmærksomheden på de menneskelige aspekter ved udviklingen inden for luftfarten. Tre spørgsmål er her centrale: For det første sikkerhed. Vi støtter etableringen af et europæisk sikkerhedsorgan, der forener så mange lande som muligt. Vores ændringsforslag om denne udvidelse er overtaget af Transportudvalget. Fælles standarder og kontrolaftaler øger sikkerheden. Det skal ikke begrænses til EU. Vi kan og skal hjælpe til med at forbedre sikkerhedsaftalerne i hele Europa. Man giver det udseende af, at omkostningsreduktionerne som følge af liberaliseringen kun giver fordele. Det gælder måske for nogle passagerer. Hvis man ser på de seneste årsberetninger fra de store luftfartsselskaber, så er denne konklusion ikke umiddelbart logisk. Personalet mærker også de negative sociale følger af besparelserne. Vi ønsker ikke, at det løber løbsk, ikke mindst fordi sikkerheden kan komme i fare, hvis piloterne f.eks. skal flyve for længe. Til sidst: Måske er billetpriserne lave, men ellers tages der ikke særligt hensyn til passagerernes interesser. Det er ikke morsomt, hvis man skal vente i timevis på grund af en forsinkelse, så man måske ikke når det fly, man skal stige om til. Det er endnu mindre morsomt, hvis man bliver offer for dobbelt salg. I den foreliggende betænkning af hr. Sterckx kræves det lidt slapt, at passagererne skal oplyses om disse situationer. Det er de sikkert glade for. Passagerer har rettigheder, og de har ikke mindst ret til at blive informeret, når der opstår problemer. Jeg har forstået, at lufthavnene til sommer skal installere informationstavler, der gør opmærksom på passagerernes rettigheder, hvis der f.eks. opstår forsinkelser. Det er et skridt i den rigtige retning, men det ville dog være endnu bedre, hvis Parlamentet også vedtog PSE-Gruppens ændringsforslag om passagerernes ret til information. Vi snakker altid om at varetage forbrugernes interesser, nu er muligheden til stede.
+Hr. formand, jeg har kun nogle få minutter, så jeg vil kun fokusere på et bestemt punkt i Kommissionens meddelelse. Vi må huske på, at denne meddelelses titel er "Fra det indre marked til globale udfordringer". Alligevel er en af de bemærkelsesværdige ting ved denne meddelelse, at man ikke erkender, at en af de globale udfordringer er, hvordan luftfartsindustrien vil reagere på den øgede miljøbevidsthed og den tilsvarende miljølovgivning. Ud af alle de mange ord i denne meddelelse bruger man kun et kort afsnit på dette spørgsmål. Som ordfører for en meget god meddelelse fra Kommissionen om luftfart og miljø ved jeg, at spørgsmålet om miljø og konkurrenceevne er meget aktuelt med stærke følelser på begge sider i diskussionen. I den meddelelse starter man f.eks. med at sige, at væksten inden for luftfartsindustrien savner bæredygtighed og må vendes på grund af indvirkningen på klimaet og på de europæiske borgeres livskvalitet, og man går videre med at sige, at man ikke blot kan fortsætte som hidtil. Det er klart, at luftfartens reaktion på miljøbekymringerne vil få konsekvenser for konkurrenceevnen, nogle positive og andre negative. Vi må heller ikke undervurdere luftfartens indvirkning på miljøet. I en rapport, som blev offentliggjort af en række miljøorganisationer, herunder Friends of the Earth, i Det Forenede Kongerige, dokumenterer man, at en enkelt flyvning til og fra USA kan føre til mere forurening end en gennemsnitlig britisk bilist forårsager på et helt år. Man fremfører, at verdens 16.000 kommercielle jetfly frembringer mere end 600 millioner ton CO2 om året - næsten lige så meget som alle de afrikanske lande tilsammen. Man fremfører, at antallet af flyrejsende næsten vil blive fordoblet inden for de kommende 15 år. Jeg vil derfor anmode om, at vi sørger for en lidt bredere miljøpolitik. Frem for at begrænse miljøaspekterne ved luftfart til en beretning kun om det emne bør vi anskue miljøspørgsmålene gennem alle indfaldsvinkler til dette område, navnlig hvor man også tager de konkurrencemæssige spørgsmål op. Hr. Sterckx har medtaget miljøet i sin egen betænkning. Det glæder mig meget, men jeg vil også gerne have, at miljøet automatisk medtages i alle Kommissionens beretninger og meddelelser.
+Hr. formand, i første halvdel af det forrige århundrede påstod mange meningsdannere, at luftrummet gav ubegrænsede muligheder for den stigende internationale transport. På jorden var alt fyldt op, og ny infrastruktur kostede mange penge, men i luften var der stadigvæk masser af muligheder. I mellemtiden har landene i centrum af Den Europæiske Union fået uventede problemer. På grund af den fri konkurrence, priskrigene og det billige skattefri brændstof er luftrummet propfyldt. Ved Paris, London, Frankfurt og Amsterdam er der opstået kæmpemæssige lufthavne med mange omstigningsbevægelser for oversøiske rejsende. Disse lufthavne fortsætter med at vokse, og de forårsager store gener for omgivelserne. Ikke kun de omkringboende klager, men passagererne er også utilfredse. De udsættes i stigende grad for forsinkelser. I det område er luftrummet efterhånden fyldt op. Med nye navigationsteknikker og støjsvage fly er det måske muligt endnu en tid at lade antallet af flyvninger vokse, men det sker uundgåeligt på bekostning af miljøet, sikkerheden og servicens pålidelighed. Vækstgrænserne er her nået. Fortsat vækst i person- og godstransporten skal foregå på anden måde: med tog eller skib. Men samtidig finder der en hård konkurrence sted mellem den af myndighederne støttede lufttrafik og jernbane- og skibstransporten. Derfor er den internationale togtrafik og godstransport ad floder og kanaler i EU gået stærkt tilbage. De internationale gennemgående togforbindelser i EU er faldet meget i de sidste 20 år. I yderområderne i Den Europæiske Union ser det derimod ud, som om tiden står stille. Her klages der stadigvæk over vanskeligheder med at nå frem til perifere områder og øer. Man forventer mirakler af anlæggelsen af nye små lufthavne, fordi de vil kunne tiltrække rige forretningsfolk og masseturisme. Omkring turiststrandene langs Middelhavets kyst får man i øvrigt også i stigende grad problemer med ulykker, støjgener, luftforurening og opofring af naturområder. Under debatten om Sterckx-betænkningen i Transportudvalget og af de indgivne ændringsforslag fremgår det allerede, at der i Parlamentet er to meget forskellige opfattelser. Den ene opfattelse er, at der skal flyve stadigt flere fly, at alle lovhindringer herfor skal fjernes, og at flybilletterne konstant skal falde i pris. Jeg mærker særligt denne holdning hos de medlemmer, der i Transportudvalget konstant klager over, at deres fly igen i dag er forsinket, og som i høj grad lader deres mening om transportpolitikken påvirke af deres personlige erfaringer. Den anden opfattelse er, at lufttrafikken er vokset alt for meget i de sidste tiår. Bevaring og beskyttelse af det naturlige livsmiljø er meget vigtigere end hurtig eller billig transport, og at lufttrafikken allerede har trængt en al for stor del af jernbanetrafikken bort. Det er nu på høje tid, at passagerernes, personalets og beboerne på jordens sikkerhed og sundhed får førsteprioritet. Min gruppe vælger klart den anden opfattelse, der handler om miljø, sikkerhed og personalets interesser. Vi kan ikke bare fortsætte den ubegrænsede vækst i lufttrafikken og opofre alt andet. Vi anser Sterckx-betænkningen for utilstrækkelig til at løse de virkelige problemer, men den er det første skridt i den rigtige retning. Jeg er glad for, at ordføreren allerede på et tidligt tidspunkt var villig til at overtage en række ændringsforslag vedrørende sikkerhed og miljø.
+Hr. formand, hr. Sterckx' betænkning er virkeligt velskrevet og går i dybden med et emne af meget stor vigtighed og interesse. Der er måske nogle, som ikke forstår det, men luftfart er ikke et mål i sig selv. Luftfart får kapitalen og industrien til at flytte sig - hvad enten det er turistindustrien eller andre former for industri - og den bringer folk i kontakt med hinanden, ikke bare for deres fornøjelses skyld og for sjov, men også for at gøre forretninger. Den vækst, som luftfarten skaber i Europas økonomi og i verdensøkonomien, er således virkeligt vigtig, og den bør derfor fremmes, idet man samtidig opstiller nogle regler for den. Det skal vi gøre, fordi vi ved, at der alt for ofte mangler planlægning, at lufthavnene alt for ofte ligger i uegnede områder, og at det alt for ofte er vanskeligt at udvide flyruterne netop på grund af militærets korridorer og på grund af restriktionerne. Man skal naturligvis huske på, at luftfartsindustrien måske er den mest globaliserede økonomi, eftersom et fly i dag - og navnlig et langdistancefly - med lethed kan flyve hele jorden rundt. Når det i dag er nemt at flytte en industrivirksomhed, er det således endnu nemmere at flytte et luftfartsselskab, da selve produktionsfaciliteten pr. definition er bevægelig. Vi har desuden et problem med hensyn til konkurrencen, navnlig med USA, når det gælder disse store luftfartsselskaber, der har en ensartet lovgivning, som vi desværre stadig mangler i Den Europæiske Union. Netop derfor vil jeg gerne understrege, at vi mangler en sådan ensartet lovgivning i EU, både med hensyn til kontrollen med flytrafikken - der mangler således ikke bare en ensartet lovgivning, men også en ensartet måde at handle på - og med hensyn til anerkendelsen af erhvervsuddannelser. I dag må en italiensk pilot f.eks. stadig ikke udøve sit erhverv i Belgien med den erhvervsuddannelse, han har fået i Italien. Et andet spørgsmål, der skal løses, er aldersspørgsmålet. I visse EU-lande kan man arbejde som pilot, indtil man fylder 65 år, mens man i andre lande er nødt til at holde op med at arbejde som 60-årig. Jeg opfordrer derfor Kommissionen til snarest muligt at vedtage nogle ensartede bestemmelser for hele Unionen.
+Hr. formand, lufttrafikken er inde i en turbulent periode. Sterckx-betænkningen omhandler den voldsomme vækst i denne sektor. Den store konkurrence i sektoren har ført til en priskrig i bestemte sektorer. Antallet af passagerer og dermed antallet af afgange vokser foruroligende. Ordføreren søger løsningen af denne trafikprop i et fælles luftrum og europæisk flyveledelse. Heri støtter jeg ham. Konkurrencen medfører også prisnedsættelser. Presset på personalet i denne sektor stiger både socialt og finansielt. Det er nødvendigt at sikre deres rettigheder. Jeg er enig i ordførerens bemærkninger om ønskelige forslag vedrørende de sociale aspekter. Passagererne lider også under konkurrencen. Over for faldende priser i dele af sektoren står situationer, hvor deres rettigheder - herunder dobbelt salg - er under stærkt pres. Det kræver også forholdsregler. Det er af stor betydning, hvilke følger denne udvikling har for miljøet. Resultaterne af innovation af emissionsværdierne, støj og skadelige stoffer kan på grund af den stærke vækst i luftfarten ikke ophæve miljøskaderne. Det ser heller ikke ud til, at det vil ske inden for en overskuelig periode. Det er derfor nødvendigt at overveje, hvilken plads vi vil og skal give luftfarten. En del af trafikken kan kun afvikles med fly. Den stigende efterspørgsel efter transport til f.eks. feriemål kan i meget høj grad også gennemføres på anden måde. I denne betænkning skal skyggesiden ved et verdensomspændende luftfartsmarked også belyses. Et fælles flyveledelsessystem, fremme af teknologisk innovation af motorer og transport af passagerer og gods af andre modaliteter, herunder for passagerer tog og for gods kystskibe, er de løsninger, som jeg tænker på. Moms på flytjenester og afgifter på flybrændstof, om nødvendigt på europæisk plan, sådan som andre modaliteter også betaler, vil efter min mening bidrage til et mere ligevægtigt billede af de omkostninger, som de forskellige modaliteter bevirker. Kort sagt, luftfartssektoren kan imødese urolige tider. Det er vores opgave at styre dette til samfundets gavn. Efter vores mening peger ordføreren med sin betænkning i den rigtige retning.
+Hr. formand, fru næstformand, jeg vil kun belyse et enkelt aspekt af Sterckx-betænkningen endnu en gang, nemlig spørgsmålet om overvågningen af luftrummet, overvågningen af lufttrafikken. Jeg tror, at der i Sterckx-betænkningen i stk. 8 er valgt et rigtig godt udgangspunkt, og vi skal se det på mellemlangt og kort sigt. Jeg begynder med det mellemlange sigt. På mellemlangt sigt må vi overdrage kompetencen for regulativfunktionen i luftrummet til Det Europæiske Fællesskab. Det kan lade sig gøre! Her skal man ikke komme og sige, jamen, Eurocontrol har mange flere medlemmer og er meget bedre. Eurocontrol fungerer ikke, det er bevist. En af årsagerne er, at det går efter enstemmighedsprincippet og i den langsomstes tempo. Jeg tror, at Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde er et godt forbillede. Hvis De 15 har ansvaret for regulativfunktionen, og hvis der tiltræder 12 lande i de kommende år, så er vi allerede oppe på 27. Hvis vi tager eksemplet med Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde med Norge og Island, så er det slet ikke noget problem også at knytte Schweiz til det samme system. Vi har altså brug for kompetence til Unionen i disse spørgsmål, så man kan træffe afgørelser med flertal og med EU-lovgivning og ikke er henvist til enstemmighed og international kontraktsret. Vi har desuden brug for private servicevirksomheder, som udfører den konkrete operation. Jeg indrømmer, at kollega Sterckx gerne vil have erstattet ordet "privatisering" af "liberalisering". Det tror jeg godt, vi kan være med til. Vi har imidlertid brug for - og der er han jo enig med os - konkurrence. Vi må væk fra monopolsituationen, og vi minder om - selv om det ikke er nogen revolution - at når man har et indre marked på jorden, kunne man også have et indre marked i luften, og at man bestemt skal give forskellige samarbejdende og konkurrerende servicevirksomheder mulighed for at kontrollere bestemte baner i det europæiske luftrum ud over nationale grænser, ud over småstaterne, og tilbyde flyselskaberne serviceydelser. Det må vi uddybe. Vi kommer til at drøfte det igen i Atkins-betænkningen. Nu til de kortsigtede aspekter. Vi er alle næstformanden taknemmelige for, at hun har nedsat en arbejdsgruppe på højt niveau for også at opnå resultater på kort sigt. Jeg kan kun appellere til de 15 regeringer om at instruere deres civile og militære rådgivere om virkelig at aflevere løsninger til næstformanden inden månedens udgang, så vi har noget konkret i juni, så næstformanden har mulighed for at gennemføre konkrete krav, tage konkrete initiativer, f.eks. midlertidig benyttelse af militære områder til civile fly. Vi er altså nødt til at komme videre med praktiske løsninger, for det går ikke an, at vi til sommer får samme situation som sidste sommer med overfyldt luftrum, ventesløjfer, meningsløs forbrænding af kerosen i luften uden ende, altså en miljøforurening af første klasse! Lad os håbe, at næstformanden, hvis medlemsstaterne virkelig leverer det, hun ønsker, kan komme med et godt forslag og også for kortsigtede initiativer, som virker til sommer.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke hr. Sterckx for hans betænkning, som drejer sig om et vigtigt aspekt af den civile luftfartsindustri. Der er ingen tvivl om, at den civile luftfart er vokset betydeligt gennem de sidste 10 år, og ifølge prognoserne vil væksten fortsætte i en overskuelig fremtid. Nogle fremfører, at dette udelukkende skyldes liberaliseringsprocessen inden for denne sektor. Selv om jeg selv og min gruppe anerkender, at dette har haft stor betydning for væksten inden for luftfarten, har andre faktorer også bidraget. I de første faser af liberaliseringen mistede mange mennesker deres arbejde. De, der blev tilbage, fik længere arbejdstid, og andre fik deres arbejdsforhold forringet. På nogle ruter steg priserne, mens andre var så billige, at flyselskaberne gik fallit eller opbyggede enorme tab. Et andet resultat af liberaliseringen har været selskabernes praksis med samflyvninger, alliancer og i nogle tilfælde endda overtagelser. Vi er ved at kunne se et stigende antal fly, der er registreret uden for EU, i lighed med bekvemmelighedsflag inden for søfarten. I min egen lufthavn i Manchester findes der islandsk registrerede fly, og jeg har været i Island oftere, end de har. Grunden til, at jeg nævner disse punkter, er blot, at jeg søger at skabe en bedre balance i argumentationen. Det er meget let at sige, at liberaliseringen inden for luftfarten har været en lysende succes, uden at indrømme, at der også har været en negativ side. Min gruppe accepterer, at en gradvis liberalisering er vejen frem, men kun hvis sikkerhed, arbejdsforhold og passagerernes rettigheder sikres og styrkes. Vi erkender, at et stigende antal EU-borgere kræver bedre tjenester. Min gruppe bifalder Kommissionens seneste beslutninger om at iværksætte en kampagne, hvor man informerer passagerne om deres rettigheder - noget, som flyselskaberne har forsømt gennem mange år. Vi mener, at der er behov for større sikkerhed for, at passagererne beskyttes bedre mod forsinkelser og aflysninger. Vi har alle hørt undskyldningerne fra flyselskaberne lige fra "tekniske problemer med flyet", som er flyversnak for "Jeg er bange for, at der ikke er passagerer nok, så vi lægger flyvningerne sammen". "Forsinkelser i lufttrafikken" er den næste, men det er en nem undskyldning, for der er aldrig nogen fra flyveledelsen til stede, der kan sige, at det ikke er problemet. Så er der naturligvis "få dem om bord"situationen, uanset om flyet skal af sted eller ej. Flyvningen har uden tvivl gjort store fremskridt, men jeg mener også, at flyvningen har et ansvar over for sine passagerer, sine ansatte og ligeledes over for miljøet. Endelig ser min gruppe frem til at modtage Kommissionens nye forslag vedrørende tildeling af afgangs- og ankomsttider, selv om de har været længe undervejs. Jeg håber, at dette dokument vil afspejle synspunktet om lige markedsadgang for alle, navnlig gennem en afklaring af den nuværende lovgivning om handel med afgangs- og ankomsttider.
+Hr. formand, den betænkning, som vi beskæftiger os med i dag, drejer sig om resultaterne af liberaliseringen af luftfartsindustrien i Den Europæiske Union, der har været i gang siden 1993. Vi har støttet denne liberaliseringsproces for at få afviklet bilaterale barrierer, ændret begrænsninger vedrørende ejerforhold, harmoniseret tekniske standarder og indført rimelige sikkerhedsregler og for, at de liberaliserede vilkår fremmer større åbenhed om, hvordan lufttransportpolitikken udarbejdes, og især muliggør inddragelse af miljøforhold i luftfartsindustriens produktion, i billetpriserne og i styringen af lufttrafikken. Et vigtigt punkt, som ordføreren har taget op, er den aktuelle situation, hvor de myndigheder, der overvåger luftrummet, lufthavnene, de lovgivende instanser og de virksomheder, som udfører tjenesteydelser for luftfartsindustrien, stadig arbejder ud fra en lokal synsvinkel, mens luftfartsindustrien liberaliseres og opererer på et åbent europæisk marked. Ordføreren nævner også den fortsatte eksistens af visse statsejede nationale luftfartsselskaber som et problem, der skal løses. Særligt hvad angår flyvekontrollen, er udviklingen af et fælles luftfartssikkerhedssystem en god udfordring for fremtiden. Vi må ikke glemme, at det europæiske luftrum er et kludetæppe af 15 suveræne medlemsstater, som af forskellige årsager, navnlig militære, har meget vanskeligt ved at afgive en del af deres suverænitet på dette område. Og i den forbindelse bør der findes en løsning på spørgsmålet om en politik vedrørende privatisering af de operationelle instanser, der er ansvarlige for flyvekontrollen. Med hensyn til omkostningerne er vi enige med Kommissionen i, at de omkostninger, som luftfartsselskaberne ikke har indflydelse på - ground handling-omkostninger, lufthavnsgebyrer og omkostninger til flyvekontrol - bør være gennemskuelige og ikkediskriminerende. Hvis vi vender tilbage til Sterckx-betænkningen, er vores bidrag centreret om de miljømæssige aspekter i forbindelse med den. Vores største kritikpunkt er, at Kommissionen i sin samlede analyse forsøger at gøre spørgsmål om miljø, sikkerhed og sundhed i luftfartsindustrien til en særskilt diskussion ved hjælp af en særskilt meddelelse, når sagen er, at disse faktorers indvirkning er afgørende for industriens fremtid. Og til sidst vil jeg nævne nogle grundlæggende spørgsmål. Luftfartsselskabernes prispolitik skal omfatte lufttransportens eksterne miljøomkostninger, forordningen om tildeling af slots bør revideres på grundlag af specifikke miljøkriterier, herunder støj og andre emissioner i atmosfæren, og der skal vedtages specifikke aktioner for at styrke den modale udveksling med de øvrige transeuropæiske net og særligt med jernbanetransporten i lyset af konklusionerne i rapporten om luftfart og samlet luftrum, hvori det vurderes, at mere end 10% af den europæiske lufttrafik over korte afstande kan flyttes fra fly til jernbane.
+Hr. formand, det første erklærede mål i Kommissionens forslag, som vores ordfører, hr. Sterckx, også går ind for, er at liberalisere luftfarten yderligere og fuldstændigt at underlægge den det ukontrollerede marked. Kommissionen fortæller os, og vores ordfører billiger, at vi på den måde opnår en nedgang i luftfartsselskabernes udgifter, bedre service over for passagererne og større nytænkning. Det foreslås således, at lufthavnene med al den strategiske betydning, som de har for et lands sikkerhed, overdrages til den multinationale kapital til trods for de negative følger, som noget sådant medfører, f.eks. at man gør det muligt for de private lufthavnsejere at stræbe efter den størst mulige profit. Man foreslår at overdrage de enkelte landes nuværende ret til at kontrollere flyvninger i deres luftrum til EU under påskud af at ville skabe et fælles sikkerhedssystem i luften, men samtidig kræver man, at de institutioner, der kontrollerer lufttrafikken, skal privatiseres, og at de skal have kompetence i hele EU's luftrum og konkurrere indbyrdes. Ud over at afskaffe ethvert lands suverænitet over dets luftrum skaber dette forslag også forvirring, og det vil få yderst negative og farlige følger for flysikkerheden, eftersom konkurrencen, som her fremsættes som et stærkt kort, objektivt set sker for at opnå den størst mulige profit og ikke den størst mulige flysikkerhed. Desuden fremsættes det argument, at alle disse ting vil begrænse flyforsinkelserne, hvilket medfører, at luftfartsselskaberne får mindre udgifter. Det er måske rigtigt. Men som erfaringen fra lignende tilfælde har vist os, er det hævet over enhver tvivl, at selv om vi får en profitforøgelse, så betyder det ingenlunde, at billetterne bliver billigere, eller at serviceniveauet bliver højere. Tværtimod vil vi opleve en forværring. Man foreslår sågar, at statsstøtten til luftfartsselskaberne skal ophøre, men det vil få katastrofale følger for luftfartsforbindelserne i de problematiske områder. Grækenland er et meget karakteristisk eksempel. Man ser bort fra det uomtvistelige faktum, som den internationale erfaring i de officielle organisationer og arbejderfagforeninger inden for luftfart viser, nemlig at en fortsat nedgang i driftsomkostningerne til flyene og servicen på jorden i forbindelse med privatiseringen af alt og privatkapitalens jagt på den størst mulige profit er årsag til stadigt flere flyulykker. Af disse grunde, hr. formand, vil vi stemme imod betænkningen.
+Hr. formand, kære kolleger, vi har bemærket os, at vores kollegas betænkning har til formål at garantere sikkerhed, forbrugerbeskyttelse, fair konkurrence og miljøbeskyttelse. Vi er enige i disse mål, men vi kan ikke støtte forslaget om oprettelse af en forskriftsudstedende myndighed for luftfartssikkerhed. Vi ønsker flere oplysninger, særlig om sammensætningen af en sådan myndighed, og vi vil gerne vide, hvem der skal føre tilsyn med den og hvordan. Endvidere foreslås det i punkt 8, og jeg citerer, "at luftfartsstyringens operative instanser privatiseres". Dette forslag forekommer os ikke hensigtsmæssigt. Vi er helt og holdent imod enhver øget privatisering, som kunne forværre den allerede eksisterende forringelse af arbejdsforholdene på dette område, der er forbundet med passagerernes sikkerhed. En sådan privatisering vil medføre et betydeligt tab af arbejdspladser og vil helt sikkert få ødelæggende indflydelse på sikkerheden. Det europæiske luftrum er et sikkert luftrum i forhold til andre, og denne sikkerhed vil vi bevare. Endelig bør flyvekontrollen for at sikre, at sikkerhedsreglerne skal blive ved med at være de vigtigste i forhold til ethvert andet forhold, forblive en offentlig og national tjeneste.
+Hr. formand, til at begynde med vil jeg gerne ønske hr. Sterckx tillykke med hans gode betænkning. Den kommer, mener jeg, på et tidspunkt, hvor luftfartssektoren er meget i søgelyset på grund af overtagelsesaftalen mellem Swissair og Sabena, det mislykkede ægteskab mellem KLM og Alitalia og problemerne i forbindelse med Malpensa. Der sker altså noget i denne sektor, og det gør betænkningen endnu mere aktuel. På trods af de mange fordele, som hr. Sterckx beskriver, har liberaliseringen af luftfarten endnu ikke givet os paradis på jorden. Ligesom Europa og ØMU'en skal korrigeres økologisk og socialt, er det også nødvendigt at styre liberaliseringen med foranstaltninger om en bedre organisation af luftrummet, øget sikkerhed og en bedre forbruger- og miljøbeskyttelse. Under debatten om natteflyvninger for to uger siden i Strasbourg viste det sig, at de europæiske luftfartsregler er helt utilstrækkelige. Liberalisering uden en fælles luftfartspolitik og et fælles luftrum medfører uundgåeligt problemer. I de kommende 15 år anslås en stigning i lufttrafikken på 100%. Hvis der ikke gribes ind, vil det ikke kun være hvert tredje fly, der er forsinket, og 450.000 flyvetimer om året, der går tabt. Hvad afholder os fra at træffe ekstra foranstaltninger? Bortset fra en stærk lobby fra luftfartsselskaberne og et misforstået suverænitetsprincip i nogle af medlemsstaterne, der ikke vil give afkald på forvaltningen af deres eget nationale luftrum. Vi har et fælles marked. Vi har fri bevægelighed for personer. Vi har en fælles mønt. Hvorfor kan vi ikke hurtigere skabe et fælles luftrum? I øvrigt støtter jeg helt idéen om et fælles transatlantisk luftfartsområde, men på betingelse af, at der ikke gøres ensidige europæiske indrømmelser. Det har vi lært af hushkitproblemerne. Jeg mener, at der ved anvisningen af flyparkeringspladser i højere grad skal tages hensyn til miljøkriterier, f.eks. støj og udstødningsgasser. Endvidere skal myndighederne investere mere i foranstaltninger, der styrker de omkringboendes livskvalitet. Det er ofte tilfældet og mest nødvendigt omkring små regionale lufthavne. Sammenfattende og til sidst slår jeg til lyd for en pax avianautica. Et fælles luftrum, en fælles luftfartspolitik, levedygtige lufthavne og omgivelser, øget sikkerhed og stærke europæiske luftfartsselskaber, det er ingredienserne for den pax avianautica, som vi skal tilstræbe. Først når vi realiserer dette, vil man i min hjemhavn, Oostende, med den støjende og usikre regionale lufthavn helt forstå idéen med Unionen.
+Hr. formand, jeg vil først gerne takke vores kollega Dirk Sterckx, som har gjort et kæmpearbejde med en meget vigtig betænkning, fordi det er en doktrinbetænkning, som vil sætte mange andre tanker i gang. For så vidt angår denne betænkning, er jeg personligt en varm tilhænger af nødvendigheden af at åbne det europæiske luftrum og at gøre det fælles, som det allerede er tilfældet med vejene, men jernbanerne, havet og luftrummet er det ikke endnu. Jeg tror, at det er meget vigtigt at gå i denne retning. Det skal imidlertid ikke begrænses til at etablere et nyt marked. Jeg finder selv, at tonen i betænkningen er alt for selvtilfreds vedrørende den allerede foretagne privatisering. Af flere grunde. For det første har den nuværende konkurrence trods alt skabt to luftrum, nemlig de store linjers luftrum, hvor man i dag oplever trafikophobning, forsinkelser og køer, samt at forbrugerne i vidt omfang har utilstrækkelige rettigheder, men selvfølgelig et prisfald, og dernæst de små linjers luftrum, som markedet, der er værdifuldt, efter min mening i dag i det store og hele ikke tilfredsstiller. Jeg bor i Bordeaux, men det er dyrere for mig at flyve til Lissabon end til New York via Paris, og for at komme til de andre byer i Frankrig er jeg nødt til at tage over Paris. Jeg tror ikke, at man kan se bort fra disse virkninger af privatiseringen. For det andet tror jeg, at det er meget vigtigt at sige, som andre har gjort det her i Parlamentet, at man ikke kan gå på akkord med sikkerheden, og at EU-harmoniseringen af flyvekontrollen skal omfatte sikkerhedsdimensionen og ikke blot udlevere den til forretningsmændenes begærlighed. Dette er meget vigtigt. Jeg hører til dem, der mener, at man skal etablere europæisk forskrifter, uden tvivl et agentur, men ikke nødvendigvis en privatisering og en konkurrence mellem de forskellige nuværende flyvekontroller. Endelig den tredje grund, nemlig at Unionens regionalpolitik, Unionens andet budget, ikke er noget værd uden en politik for fysisk planlægning. Luftfartsplatformene er imidlertid helt afgørende for placeringen af aktiviteterne, de overordnede funktioner, rammerne og følgelig arbejdspladserne. Jeg kan ikke se, hvorfor man udelukker ethvert tilskud til både linjerne og infrastrukturerne, når visse randområder ikke vil kunne få adgang til luftfartsplatforme. Jeg tror, at denne dimension af den fysiske planlægning skal tages i betragtning.
+Hr. formand, det beslutningsforslag, der er fremsendt til Parlamentet vedrørende lufttransport, indeholder alvorlige farer, som jeg ønsker at opholde mig ved. Det foreslås i hovedtrækkene at overføre kompetencer på området for trafikkontrol til EU-plan, at privatisere luftfartsstyringens operative instanser og endog at indføre konkurrence mellem disse tjenester. Lufttrafikken er blevet fordoblet siden 1986. Den vil blive fordoblet igen inden år 2015. Beslutningsforslaget er en hyldest til liberaliseringen af lufttransporten og opfatter en privatisering af hovedparten af luftfartsselskaberne og udvikling af en ukontrolleret konkurrence som positiv. Enhver kan dog se, at en sådan udvikling vil være i fuldstændig uoverensstemmelse med de europæiske befolkningers behov på transportområdet. De europæiske luftfartsselskaber konkurrerer på de samme linjer og indgår hver især globale forbund med det ene formål at opnå øjeblikkelig økonomisk rentabilitet ved at fordoble flyvninger med små carriers og konkurrere indbyrdes på de samme tidspunkter. Den Europæiske Union har i stedet for at fremme en helhedsplan for udvikling af transport i henhold til en intermodal logisk forbindelse mellem jernbane- og lufttransport tværtimod fremskyndet privatiseringen og liberaliseringen. Dette medfører en mætning af trafikken og forværring af generne og samtidig en forringelse af arbejdsforholdene og de ansattes stilling i luftfartstransportsektoren, da selskaberne overdrager deres aktiviteter i så høj grad som muligt til filialer for at reducere de sociale udgifter. Beslutningsforslaget giver efter for et diktat fra de store selskaber, som i fremtiden også vil privatisere flyvekontroltjenesterne. Forsinkelserne og den trafikale overbelastning har ikke noget med kontrol at gøre. Programmet ATM 2000 opsummerer de økonomiske formål med dette angreb, og det er ret forfærdeligt. De metoder, der gør det muligt at opnå sikkerhedsmålene, skal vurderes økonomisk, og de skal ikke omfatte for store begrænsninger af trafikstrømmen og ikke medføre ubehørige stigninger i udgifterne til iværksættelse af nye systemer. Den faglige ufravigelighed, som de ansatte i flyvekontrollen har, og hvis hovedinteresse er flyvningernes og passagerernes sikkerhed, er direkte på spil. Derfor er vi imod dette beslutningsforslag, som i virkeligheden har til formål at bringe flyvekontrollen ind under de store selskabers økonomiske interesser på bekostning af passagerernes sikkerhed.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke ordføreren, hr. Sterckx, og alle de medlemmer, der har fremkommet med indlæg, for deres aktive samarbejde i en debat, hvis resultat er den betænkning, som vi diskuterer her i dag. Betænkningen bekræfter i vidt omfang analysen i Kommissionens meddelelse om den europæiske luftfartsindustri over for de globale udfordringer, idet det takket være liberaliseringen af denne sektor har været muligt at skabe et marked, der er meget mere konkurrencedygtigt end det foregående, og for at få bekræftet vigtigheden af dette faktum er det nok at kunne konstatere, at der er sket en forøgelse af antallet af luftfartsselskaber, eller måske mindre iøjnefaldende, men også vigtigt, af antallet af ruter, hvor der er mere end to konkurrenter. Det giver en idé om, hvordan konkurrencen er blevet større i løbet af disse år. Åbningen af markederne har en meget forskellig indvirkning på udviklingen af sektoren. Luftfartsselskaberne har udviklet nyskabende strategier med det formål at tilpasse sig til det voksende marked og de konkurrencemæssige udfordringer, men til trods for deres omstruktureringsindsats lider de fortsat under en stor fragmentering, en manglende finansiel soliditet i forhold til deres største konkurrenter på internationalt plan, og her tænker jeg især på de amerikanske luftfartsselskaber. Mine damer og herrer, flere af Dem har talt om det fælles transatlantiske luftfartsområde, og jeg vil sige til Dem, at der er et meget vigtigt problem. Den nuværende situation er resultatet af, at forskellige medlemsstater i Unionen bilateralt har indgået såkaldte open skies-aftaler med USA, hvilket i realiteten er det samme som en intern opsplitning af det europæiske marked, og af, at det har været umuligt at omstrukturere de europæiske selskaber for at få en størrelse, der gør det muligt for dem at opnå en rimelig konkurrenceevne på internationalt plan. Som De ved, er Kommissionen en stor modstander af de bilaterale open skies-aftaler. Den er indgivet et retsmiddel mod dem ved Domstolen i Luxembourg, og jeg håber, at Domstolens afgørelse giver os mulighed for at gøre en ende på den situation og gøre det, vi skal: indgå en bilateral aftale med USA, idet Den Europæiske Union betragtes som et hele, som et eneste indre marked og ikke opdelt i forskellige lande. Det modsatte ville uden tvivl passe USA, men naturligvis overhovedet ikke de europæiske luftfartsselskaber og de europæiske interesser. Et af formålene med forhandlingen om det fælles transatlantiske luftfartsområde er netop efter fælles overenskomst med USA at finde en løsning på den nuværende situation, der er opstået ved, at de forskellige lande, der har indgået disse aftaler, har handlet unilateralt. Jeg skal sige, mine damer og herrer, at dette forhold har en meget negativ indvirkning på det indre marked for civil luftfart i Europa. Nogle af Dem har på det sidste nævnt KLM/Alitalia-sagen, hvor der tydeligvis er andre spørgsmål, der også gør sig gældende, men hvor vi ikke ville have haft de problemer, vi har nu, hvis de to selskaber allerede havde fusioneret. Det er rigtigt, at et træk ved den europæiske liberalisering sammenlignet med den amerikanske er, at der er blevet givet tilladelse til ydelse af statsstøtte for at hjælpe nogle luftfartsselskaber med omstruktureringen. Det er rigtigt, at Kommissionen godkendte tilføring af offentlige midler - en engangsforanstaltning under strenge betingelser - med det formål at hjælpe selskaberne med at klare overgangen fra en situation med et reguleret marked til en situation med et åbent marked. I dag kan vi glæde os over, at størstedelen af de europæiske selskaber har gennemført overgangsprocessen, og overgangsperioden kan anses for at være afsluttet. Jeg skal sige til dem, der har sagt, at beskæftigelsen ville falde i sektoren, at det ikke har været tilfældet, og at arbejdets kvalitet heller ikke på nogen måde er blevet forværret, tværtimod er der blevet flere job, og der er skabt større velstand. Selskaberne har været i stand til at klare situationen, og liberaliseringen har været til stor fordel for forbrugerne, selv om det er rigtigt, at ikke alle forbrugere har lige stor fordel af den. F.eks. har den været til mindre fordel i forbindelse med forretningsrejser, der bestilles kort tid før afrejsen, hvor de laveste priser givetvis ikke plejer at være egnede og ikke kan anvendes. Jeg vil slutte, mine damer og herrer, med at tale om nogle af de spørgsmål, der er blevet rejst. Gibraltarsagen og de aftaler, der på det seneste er indgået mellem de to lande, som er beskæftiget med dette spørgsmål, har ingen indflydelse på transporten. På det område er alle forhold derfor, som de var, før den bilaterale aftale mellem de to lande i Unionen blev indgået. På et andet område vil jeg sige, at intermodaliteten, som allerede er blevet behandlet, er meget vigtig for en afbalanceret udvikling af mobiliteten og lufttransporten. Og spørgsmålet om tildeling af slots bør være genstand for et forslag fra Kommissionen, for vi kan ikke acceptere den nuværende situation, hvor mange slots går tabt, ikke alle udnyttes ordentligt, og, lad os sige det lige ud, der er et sort marked for disse slots. Vi vil fremsætte et forslag, der går ud på, at tildelingen af slots er en administrativ ret, der tildeles. Vi vil forsøge at opnå, at der er en større fleksibilitet i nævnte tildeling, uden at selskaberne dermed skades. Hvad angår Island, mine damer og herrer, vil jeg sige, at det er partner i Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og derfor gælder al lovgivningen for landet som helhed. Jeg har gemt to spørgsmål til sidst, ikke fordi de er mindre vigtige, men fordi jeg vil opholde mig et øjeblik ved dem. Miljøet er et nøglespørgsmål i udviklingen af luftfarten, og selvfølgelig forøges effektiviteten i brændstofforbruget pr. passager dag for dag, selv om det er rigtigt, at stigningen i lufttransporten er større end den effektivitet, der opnås. Derfor skal vi forsøge at modernisere flåderne. Spørgsmålet om støj er også et alvorligt problem. Til sidst vil jeg gøre det helt klart, at vores største bekymring, selv om jeg har gemt det til sidst, er sikkerheden. Den kommer i første række og skal inddrages i alle initiativer i forbindelse med lufttrafik, det fælles luftrum, styring af lufttrafikken, regulering af lufttrafikken, alt dette skal først og fremmest være styret af det grundlæggende sikkerhedsmål. Kommissionen har ingen principiel holdning til, om lufttrafikkens operationelle tjenester skal privatiseres eller ej. Vi mener, at før man når dertil, er der nogle tilknyttede tjenester, som kunne privatiseres, f.eks. de meteorologiske spørgsmål, som ville give mulighed for større fleksibilitet.
+Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel (B5-0218/2000) af Pomés Ruiz for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater (PPE-DE) om udnævnelse af højtstående tjenestemænd i Kommissionen. Jeg erindrer om, at afstemningen herom finder sted den 17. maj 2000.
+Hr. formand, Kommissionens udnævnelsespolitik er uden tvivl et bærende element i den reform, som formand Prodi har forpligtet sig til at gennemføre. Og den er et bærende element, fordi Parlamentet støtter hr. Kinnock, næstformand og ansvarlig for reformen, i hans bestræbelser på at foretage udnævnelser på grundlag af ikke nationale kvoter, men fortjeneste. På nuværende tidspunkt, hvor Parlamentet endnu ikke har taget stilling til den administrative reform - som vi overvåger omhyggeligt, idet alle i Parlamentet ønsker, at reformen sejrer denne gang - vil jeg derfor sige, at det på dette tidspunkt er hensigtsmæssigt at se, hvordan Kommissionen fører disse gode intentioner ud i livet, disse reformprojekter i forbindelse med udnævnelsespolitikken. Og jeg mener desuden, at gennemsigtighed er meget godt, ikke bare for den nødvendige kontrol, som Parlamentet skal udføre, den er god i sig selv. Vi mener, at udnævnelsespolitikken motiverer og demotiverer, forfremmer nogle tjenestemænd på bekostning af andre, og det eksempel, som denne politik kan give med hensyn til at løse det hovedproblem, som EU's struktur står over for - jeg glæder mig over, at hr. Prodi, og ligeledes hr. Kinnock, er enige i denne analyse - er demotiveringen af tjenestemændene. Derfor er det meget vigtigt, at vi sørger for, at gode intentioner ledsages af god praksis. Vi er alle sammen enige om at ophæve de nationale kvoter, i at udnævnelserne skal ske efter fortjeneste, men dette kan ikke retfærdiggøre visse regionale skævheder. Ifølge de oplysninger, som vi har, og som jeg takker for, fordi jeg mener, at gennemsigtighedsprocessen er meget god, er det i øjeblikket sådan, at der blandt de højtstående A1- eller A2-tjenestemænd er flest med den samme nationalitet som kommissæren selv, mange flere end tyske højtstående tjenestemænd f.eks. Der er tydelige skævheder. Det kan ikke retfærdiggøres med fortjeneste, at der, for at give et andet eksempel, er 22 A1- eller A2-spaniere og 16 belgiere. Det er vigtigt, at fortjeneste, i en procedure, der nødvendigvis må være gennemsigtig, er let at forklare og forstå. Fortjeneste kan ikke retfærdiggøre overordnede skævheder eller skævheder i nogle generelle retninger, hvor der er en tydelig overvægt af tjenestemænd af en bestemt nationalitet. Det er også vigtigt, at der opnås resultater i forsøget på at opnå ligevægt mellem kønnene. Der er ingen, der vil sige, jeg naturligvis heller ikke, at de få A1- eller A2-kvinder skyldes vurdering af fortjeneste. Vi er derimod omgivet med kvinder, der er meget mere værdifulde end os, jeg kan blot nævne min egen. Jeg må sige til mine venner, at der bag enhver stor kvinde er en stor mand, for alle siger, at min kone er mere værd end jeg. Og jeg takker den socialdemokratiske ordfører, som kender min kone og er enig med mig. Det er vigtigt at opfylde løftet om at fordoble udnævnelserne af kvinder. Vi følger nøje denne udnævnelsespolitik, som skal være åben og beslutsom. Vi ser med tilfredshed på de nye udnævnelser, der er foretaget i Kommissionen, konkret af generalsekretæren. Der var mange, der mente, at nye politikker nogle gange kræver nye ansigter, og i det lys skal afløsningen af generalsekretæren måske støttes. Det mener jeg i hvert fald. Jeg vil slutte af med at sige, at jeg har tiltro til, at De, når De kommer i juli for at forklare de ændringer, som De vil indføre i udnævnelsesprocedurerne på grundlag af fortjeneste, får tilslutning og støtte fra alle Parlamentets grupper.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke det ærede medlem for hans spørgsmål. Jeg er grundlæggende enig i de ting, han så effektivt fremlagde. Faktisk er jeg kun uenig på et enkelt punkt. Han har muligvis ret i, at bag alle store kvinder står en stor mand - det diskuteres stadig. Det, jeg er sikker på, er, at bag alle store mænd står der en meget, meget overrasket svigermor. Jeg ved, at det ærede medlem er helt klar over, at ansvaret for beskæftigelsespolitikker og -mønstre i Kommissionen ligger hos Kommissionen selv i dennes egenskab af en selvstændig institution. Men for at kunne levere nyttige oplysninger til Parlamentet og til den brede offentlighed er jeg glad for at kunne besvare det ærede medlems to spørgsmål. For at kunne besvare det ærede medlems første spørgsmål fuldstændigt og detaljeret og samtidig spare tid for Parlamentet har jeg sendt ham et dokument med listen over antallet af udnævnelser af højtstående tjenestemænd, der er foretaget i Kommissionen siden dens tiltrædelse, ligeledes med nævnelse af navn, nationalitet og tidligere funktioner for alle de pågældende. For at give så mange detaljer som muligt har vi i dokumentet også angivet det samlede antal højtstående tjenestemænd fra de enkelte lande i Kommissionen samt det samlede antal A-ansatte fra de enkelte lande i Kommissionen. En kopi af dette dokument er ligeledes sendt til Parlamentets generalsekretær til information, og det vil naturligvis være til rådighed for alle de ærede medlemmer. I dette mundtlige svar vil jeg derfor sammenfatte situationen vedrørende udnævnelser af højtstående tjenestemænd pr. sidste torsdag, den 27. april. Siden den nuværende Kommission tiltrådte, er der sket seks udnævnelser inklusive forfremmelser til kategori A1. De drejede sig om tre tyske tjenestemænd, to italienske og en irsk. Der er sket 14 andre forflytninger på generaldirektør- eller vicegeneraldirektørniveau, som ikke medførte nogen forfremmelser, selv om ændringerne i fire tilfælde vedrørende spanske, franske, tyske og britiske tjenestemænd betød et øget ansvar til egentlige generaldirektørstillinger. I samme periode er der sket 19 udnævnelser med forfremmelse til kategori A2. Disse vedrørte tjenestemænd af følgende nationaliteter: 5 britiske, 4 italienske, 3 belgiske, 2 tyske, 1 nederlandsk, 1 fransk, 1 spansk, 1 irsk og 1 østrigsk. Der er også sket 11 forflytninger på direktørniveau, som ikke omfattede nogen forfremmelser. Endvidere er der foretaget to eksterne udnævnelser i denne periode. En af en tysk statsborger på generaldirektørniveau og en af en østrigsk statsborger på direktørniveau. Sammenfattende er der således foretaget 25 forfremmelser til højtstående tjenestemænd, siden denne Kommission tiltrådte. Seks af tjenestemændene er italienske statsborgere, fem er tyske, fem er britiske, tre belgiske, to irske, en nederlandsk, en fransk, en østrigsk og en spansk. Disse tal er gældende pr. 27. april 2000. Som Parlamentet vil vide, er det, hvilket det ærede medlem var inde på, vigtigt i en international og multinational institution som Kommissionen, at tildelingen af stillinger generelt afspejler mangfoldigheden i den Union, som vi skal tjene, og er udtryk for en effektiv udnyttelse af kvalifikationer. Disse principper om ligevægt og kvalitet fremgår tydeligt af vedtægten for tjenestemænd, og Kommissionen lægger vægt på at anvende dem fuldt ud på alle niveauer. Som i enhver anden større organisation sker der løbende ændringer blandt personalet, når folk flytter, går på pension, rekrutteres eller forfremmes. Dette betyder, at et øjebliksbillede af personaleprofilen på et bestemt tidspunkt ikke kan give et fuldstændigt billede. Hvis ligevægten skal bedømmes korrekt, skal den derfor vurderes løbende på mellemlangt sigt, og det lægger Kommissionen også vægt på at sikre på en aktiv måde. Som svar på det ærede medlems andet spørgsmål om regler og kriterier for udnævnelser af højtstående tjenestemænd vil jeg henlede Parlamentets opmærksomhed på de beslutninger om dette emne, som Kommissionen vedtog og offentliggjorde i september og december sidste år. Disse beslutninger udgør specifikke, juridiske bestemmelser for institutionen og ikke nogen generel adfærdskodeks. Der er sendt kopier af disse bestemmelser til det ærede medlem, og de er ligeledes tilgængelige på Internettet. På baggrund af dette vil følgende oplysninger måske være nyttige for Parlamentet: Hovedprincippet i det system, Kommissionen anvender ved udnævnelser, er, at udnævnelser til alle højtstående stillinger sker på grundlag af ansøgernes kvalifikationer, herunder lederevner og andre relevante evner. For at tage det skyldige hensyn til den geografiske ligevægt, som jeg nævnte tidligere, og at gøre det i tråd med det væsentlige princip om udnævnelse ud fra kvalifikationer har man indført særlige bestemmelser. Kommissionen har afvist princippet om kvoter på grund af dets modproduktive stivhed, og ligeledes fordi det ville være et brud på vedtægten. Kommissionen har derimod vedtaget en beslutning for at sikre, at alle medlemsstaternes nationaliteter skal være repræsenteret ved mindst en kvalificeret person i den mest højtstående stilling, generaldirektør eller tilsvarende, og i henhold til dette har Kommissionen sat øget fokus på at vurdere de dokumenterede kvalifikationer som en forudsætning for, at man kan indtage de højeste stillinger. Virkningen vil blive, at vi fastholder høje kvalitetsstandarder blandt de tjenestemænd, der skal lede Kommissionens medarbejdere i dens vigtige politik, anvendelsen af traktaten og forvaltningsopgaver, samtidig med at man sikrer den brede geografiske ligevægt, der er central for karakteren af en institution, der betjener hele Unionen. Systemet for forfremmelser til de højeste stillinger letter disse hensigter om at fastholde kvalifikationer og ligevægt, og jeg skal sammenfatte dets funktion for Parlamentet. Ansøgere til A1- og A2-stillinger interviewes af et panel af højtstående tjenestemænd, der i denne Kommissions levetid har fået bistand af en ekstern ekspertrådgiver med relevant erfaring i lederudvælgelse. Panelet fremsætter dernæst en objektiv vurdering af de faglige og ledelsesmæssige egenskaber og færdigheder, der er relevante for stillingen, og anbefaler en lille gruppe ansøgere. Ansøgerne i denne gruppe interviewes dernæst af den kommissær, der har den mest direkte forbindelse med stillingen, og for A1-tjenestemænds vedkommende af kommissæren for personale, som i øjeblikket er mig. Kommissæren med ansvar for personale foreslår så formelt den ansøger for Kommissionen, som man er nået til enighed om med fagkommissæren og Kommissionens formand. Ved udnævnelser af direktører skal man ligeledes have godkendelse fra den relevante generaldirektør. Panelet, kommissærerne og Kommissionen som kollegium er bevidste om dette engagement i kvalitet og ligevægt og anvender derfor dette engagement konsekvent til gavn for Kommissionen og Unionen. Jeg kan bekræfte, at alle udnævnelser foretaget af denne Kommission er sket i overensstemmelse med disse regler, som igen er baseret på artikel 29 i vedtægten for tjenestemænd, og den kurs vil vi fortsat følge. Jeg undskylder, at jeg har brugt så lang tid, men jeg ønskede naturligvis at give Parlamentet så udtømmende oplysninger som muligt.
+Hr. formand, jeg er meget glad for den mulighed, som spørgsmålet fra min kollega hr. Pomés Ruiz giver mig for at starte diskussionen om mange af spørgsmålene vedrørende kommissær Kinnocks reformer. Jeg vil gerne takke ham meget for det grundige og åbenhjertige svar, han har givet på spørgsmålet. I dag har vi med rette fokuseret på de absolutte nøgleudnævnelser i toppen af enhver organisation. Deres reform, kommissær Kinnock, vil jo trods alt skulle styres fra toppen, og vi glæder os over Deres bekræftelse af, hvordan udnævnelserne til disse høje stillinger er blevet håndteret. Som en udbygning af hr. Pomés Ruiz' spørgsmål vil jeg gerne stille Dem et eller to yderligere spørgsmål i forbindelse med nogle af de mere detaljerede aspekter af hvidbogen og de ændringer af organisationen, De har foreslået. Naturligvis vil den meget ambitiøse reform, som beskrives i Deres dokument, blive en kolossal opgave for de ledere, De udnævner. Med henblik på at nå Deres mål med at gøre Kommissionen til verdens førende, internationale public service-organisation er det klart, at udnævnelserne til Deres hold og holdets evner vil være af central betydning. I hvidbogen siger De, at der er brug for at forbedre ledelsesfærdighederne og skabe en fælles ledelseskultur i hele Kommissionen. Først vil jeg gerne vide, hvor langt De mener, at denne ledelseskultur nu udvikles af Deres nye topfolk, og hvor langt den er ved at blive kommunikeret ned igennem Kommissionens organisation. Dagens vigtige og velkomne nyhed om udnævnelsen af en ny generalsekretær, David O'Sullivan, giver anledning til spørgsmålet om, hvorvidt han allerede har været involveret, og hvorvidt dette vil få konsekvenser for den udvikling, De allerede har sat i værk. Det andet spørgsmål, jeg gerne vil tage op, drejer sig om de ting, De identificerer i hvidbogen - og jeg er helt enig - om de egentlige udfordringer for enhver serviceorganisation, nemlig decentralisering og uddelegering af ansvar til ledere med rapporteringsforpligtelser, således at disse får beføjelser til at tage beslutninger og får den helt centrale kontrol over budgettet. Jeg vil gerne have en forsikring fra Deres side om, at det nye hold, der kommer til, besidder disse færdigheder, og navnlig, at det er engageret i at udvikle teamwork inden for Kommissionen. Dette får stadig større betydning, efterhånden som vi får mere IT-baserede løsninger, mere horisontalt teamwork af den type, som jeg ved anvendes inden for områder som informationssamfundet. Kan De forsikre os om, at deres topledere vil være åbne over for anvendelsen af disse nye løsninger? Endelig bemærker De med rette i hvidbogen, at det er nødvendigt at skride ind, når lederne ikke klarer sig i henhold til den forventede standard. I lyset af ændringerne vil det ikke være forbavsende, at nogle mennesker har det skidt med det. Kan De bekræfte, at kontrakterne for de nye udnævnelser omfatter en prøvetid som beskrevet i hvidbogen, hvor lange er disse prøvetider, og er der bestemmelser vedrørende systematiske vurderinger af resultaterne i forbindelse med udnævnelserne?
+Hr. formand, tak også til kommissæren for hans svar. Det er klart, at Europa-Parlamentet her har anmodet Kommissionen og også har støttet tanken om rotation af høje poster. Vi har også anmodet om at undgå, at høje stillinger får et nationalt stempel. Vi ønsker udnævnelser efter fortjeneste og kvalitet, og De Europæiske Socialdemokraters Gruppe er meget positiv over for det, som Kommissionen hidtil har gjort som følge af det, som Parlamentet har anmodet om. Samtidig har vi også fastslået, og jeg må sige, at det i en række af de spørgsmål, der netop er stillet, blev blandet noget sammen, at Kommissionen er ansvarlig for sine udnævnelser, og at Parlamentet ikke ønsker at sætte sig på Kommissionens stol. Bestemt ikke ved eventuelle udnævnelser, for så blander vi på ny det hele sammen, og nogle af spørgsmålene, mener jeg, gik for meget i den retning. Jeg vil gerne tilbage til anledningen til denne debat. Hvis det var for at få disse tal frem, så mener jeg, at vi allerede havde dem. Hvis der var noget andet i vejen, så har vi åbenbart hørt det i korridorerne, for i de sidste uger gik der rygter om, at nogle ting ikke var i orden, at bestemte udnævnelser eller mennesker ikke var flyttet, at nogle ikke var ok, det hører vi nu ikke noget om. Nu drejer det sig kun om nogle få uskyldige spørgsmål. Drejer det sig for ham om den interne reform i sin helhed, så må man sige: Udmærket, der er en hvidbog, og vi har aftalt procedurer. Dette er meget spændende, altså en meget omfattende forandring, som vi alle ønsker, og hvor det er Kommissionen, der skal tage det næste skridt. Vi har præcise data. Kommissionen skal fremsætte forslag på de punkter. Er der noget galt med tempoet, er der noget galt med Kommissionen? Jeg mener, at vi for ca., lad mig lige se, syv måneder siden med stort flertal støttede Kommissionen, udnævnte den, og pludseligt kommer så disse spørgsmål. Skal de betragtes som et angreb på Kommissionen? Duer Kommissionen pludseligt ikke mere, eller er det en slags omvendt støttetilkendegivelse fra Det Europæiske Folkeparti i form af disse spørgsmål til Kommissionen, sådan lød det et øjeblik, men så forsvandt det igen. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti har faktisk gjort os lidt forvirrede, fordi vi er helt enige om kernepunkterne. Rotationen er helt klar. De statistiske data, som vi har modtaget på det punkt, giver ikke anledning til at tro, at der er noget galt. Jeg har heller ikke hørt, at man mener, at der er noget galt i samrådet, tværtimod. På den anden side, hvis man vil bort fra denne kvote, ser vi naturligvis alle gerne, at der en hvis geografisk balance i helheden. Kommissionen har også erkendt dette uden at tage hensyn til individuelle personer, poster eller på ny at klæbe den nationale identitet på dem, for så er vi på ny lige langt, for så tager vi på ny ikke hensyn til fortjeneste og planter igen det nationale flag, som for os alle nu og da kræver en dyb indånding. Det gør det også for mig i dag som nederlænder. Dog mener jeg ikke, at vi skal operere på det plan, men på det brede plan. Jeg tænker så på ny: Det er da en klar linje. Jeg vil gerne tilføje følgende, som ikke har været fremme tidligere, men jeg vil dog gerne lægge det på bordet. Det er blevet sagt: Kan en person, der har haft en høj stilling, uden videre få en offentlig stillig et andet sted, og det var et spørgsmål, der oprindeligt cirkulerede, der naturligvis nu er forsvundet, og som i mellemtiden har fået stor opmærksomhed i pressen. Går det an? Vores mening er, at vi har brug for nye normer. Dem har vi anmodet Kommissionen om. Kommissionen har svaret: Vi vil fremlægge nye normer. Men man kan ikke bedømme individuelle personer, der ikke er bundet af disse normer. Så trækker man efter min mening gulvtæppet væk under Kommissionen, og dermed skader man sig selv mere end Kommissionen, og det tjener intet formål. Kort sagt, vi støtter helt reformerne og håber, at tidsrammen overholdes. Nu, hvor kommissær Kinnock er til stede, vil jeg gerne endnu en gang høre, om han mener, at han med sin stab og sine folk holder tidsskemaet. Det er en stor opgave. Det er vores opgave at vejlede hinanden kritisk under denne proces, men også at sørge for, at det bliver til noget. Men vi kan ikke indse, at disse spørgsmål, hvoraf det ikke fremgår, hvad der er galt, bidrager til denne debat, medmindre man oprindelig havde andre hensigter over for Kommissionen. Jeg forstår, at man nu skal fortolke Folkepartiets saltomortale sådan, at det faktisk er ment som en støttetilkendegivelse.
+Hr. formand, hr. kommissær, det ville naturligvis være vanskeligt, hvis Parlamentet skulle føre Kommissionens personalepolitik. Jeg mener, at vi så aldrig ville opnå den effektivitet, der er nødvendig i Kommissionen. For da De fremsatte Deres forslag i januar, og vi havde undersøgt dem grundigt, var det klart, at udnævnelsespolitikken, og det har vi også givet udtryk for, at udnævnelsespolitikken i Kommissionen er Kommissionens anliggende, og at vi ikke skal blande os, medmindre der er god grund til det. Vi støtter fortsat den retningslinje, som De i sin tid fastsatte for udnævnelsespolitikken. For det første skal udnævnelsen baseres på kandidatens fortjenester. Sådan stod det også i Deres dokument, og det skal efter min mening blive stående. Det er klart, at vi stadigvæk støtter dette. Egnethed til at forvalte en stilling er et af de vigtigste kriterier, og jeg har i Deres svar lige hørt, at De endnu en gang har understreget, hvilke procedurer der skal følges ved udnævnelsen af højtstående tjenestemænd. At man i den forbindelse skal være opmærksom på den geografiske balance, og det drejede spørgsmålet sig faktisk om, har De også medtaget i Deres handlingsplan. Det mener jeg også er logisk, men det er ikke godt, hvis vi baserer os for meget på det og tager det alt for alvorligt, for hvis man gør det, hvis man altså foretager en nøje afvejning, så mener jeg, at personalepolitikken efterhånden bliver umulig, og at man så kommer meget langt væk fra den effektivitet, der er nødvendig. Derfor mener jeg på min gruppes vegne, at dette spørgsmål er temmelig overflødigt. Man kan føre en lang debat om alle de beslutninger, som De har truffet i dag, hvis det drejer sig om de personers nationalitet, der er overflyttet, der er udnævnt eller som er fratrådt. Den debat fører ikke til noget. Det spørgsmål, som man må stille, er: Er dette godt for Kommissionens funktionsevne eller ej, og er de procedurer fulgt, som De har fastsat i Kommissionen? Det er det spørgsmål, man skal stille. Om det drejer sig om en nederlænder eller en anden person, spiller ingen rolle i denne sag. Jeg er i øvrigt, hr. kommissær, meget tilfreds med, at De i Deres information giver udtryk for en gennemskuelig politik. Jeg er også glad for, at det af Deres information fremgår, at der ikke er stor ubalance. Det vil jeg også gerne understrege, fordi jeg mener, at det er en vigtig oplysning, som vi her har fået. Derfor er min konklusion: Lad os ikke hindre Kommissionens reformproces. Lad os i stedet for støtte den og ikke gøre det endnu vanskeligere, ikke mindst når det drejer sig om personalepolitikken, der et af de vanskeligste punkter, ved at stille spørgsmål, der hverken gør fra eller til.
+Hr. formand, i september godkendte Kommissionen særdeles gode principper for sin personalepolitik og navnlig med henblik på udnævnelsen af højtstående embedsmænd, men lad os nu se på udnævnelser i dag i lys af de kønne principper. Jeg får lyst til at spørge, om panelet virkelig interviewede kandidaterne, hvoriblandt lederen af enheden for fremtidsforskning vælges. Jeg stiller mig tvivlende over for, om den type omfattende interview er gennemført ved den embedsbesættelse, hvor det gik ganske godt for hr. Levi. Jeg vil også bringe på tale, at alle institutioner egentlig bør godkende regler vedrørende udnævnelser af højtstående embedsmænd, og jeg kan for en gangs skyld sige, at også Europa-Parlamentet har godkendt de gode principper vedrørende udnævnelse af højtstående embedsmænd, der altså skal foregå meget åbent. En iagttagelse om geografisk betingelse: Det er helt rigtigt, at der stræbes efter at gå bort fra de nationale kvoter, men det må vel ikke betyde, at der opstår sådan et skjulekriterium, der egentlig til de højtstående embeder foretrækker repræsentanter fra de store medlemsstater og store sprogområder. Det skal vi være klar over. Til sidst om ligestilling: Kommissær Kinnock opremsede omhyggeligt alle de højtstående udnævnelser og forfremmelser, den nye Kommission har foretaget, men, ærede kommissær, De fortalte ikke, hvor mange kvinder man udnævnte og forfremmede til disse højtstående embeder. Jeg beder om, at De ser deres liste igennem med en form for "kønsbriller" og fortæller os det, for Kommissionen skal sandelig prioritere ligestillingsmålsætningen meget højere, end den har gjort.
+Hr. næstformand Kinnock, der er et underligt klima her i salen. PPE-Gruppens mundtlige forespørgsel skulle være et af de vigtige emner i denne mødeperiode - man havde i øvrigt bedt indtrængende om at fremsætte denne forespørgsel i april - men nu ved jeg ikke, hvor PPE-Gruppen er, jeg kan i hvert fald ikke se den her i salen. Jeg ved ikke, om De med de beslutninger, De traf her til morgen, på en eller anden måde har svaret på alle gruppens spørgsmål, men jeg synes, at salen er usædvanligt tom i betragtning af, at vi drøfter et så vigtigt emne. Jeg var enig i, at vi skulle indgive forespørgslen. Jeg har stillet mig selv dette spørgsmål i lang tid, hr. næstformand. Jeg stillede mig selv dette spørgsmål allerede i september. Hvordan kan det være, at det mærkeligt nok udelukkende var tjenestemænd, der boede i eller kom fra visse ølande, der opfyldt disse så objektive og perfekte kriterier - som alle kunne skrive under på, nemlig kompetence, kvalifikationer osv. mens tjenestemænd fra andre lidt skæve lande med støvleform ikke havde disse egenskaber? Lad os se bort fra tallene og se på embederne. A1 er en meget vag betegnelse. Man kan godt være A1 og have et vigtigt embede, f.eks. generaldirektør for udvikling, for presse og kommunikation eller for andre generaldirektorater, eller man kan være assistent. Hvordan kan det være - og det er et spørgsmål, jeg bliver ved med at stille mig selv - at disse kvalifikationskriterier mærkeligt nok kun var til gavn for visse nationaliteter? Det er, hvad der fremgår af en omhyggelig læsning, hvor man ikke bare ser på tallene. Jeg bliver ved med at stille mig selv dette spørgsmål, hr. næstformand, ligesom jeg - ud over spørgsmålet om udnævnelserne internt i Kommissionen - også stiller mig selv spørgsmålet om udnævnelserne af højtstående tjenestemænd i Kommissionen - tjenestemænd eller måske kabinetschefer - som lige pludselig "er fløjet", og som lander i en eller anden europæisk lufthavn - som regel London og ikke Malpensa - for herefter at gå over til den private sektor. Dette er heller ikke et spørgsmål, som er genstand for vores mundtlige forespørgsel, men det fortjener at blive drøftet på et andet tidspunkt. Det lægger jeg personligt meget vægt på. Endelig er jeg af den opfattelse, at det er forkert af Kommissionen at give tjenestemændene for meget magt ved personaleudvælgelsen. Kommissionen burde beholde sin politiske dømmekraft og ikke overlade den til tjenestemændene.
+Hr. formand, først vil jeg sige, at hr. Dell'Alba har helt ret i den første del af sit spørgsmål. Tonen i spørgsmålet, da det blev stillet, synes at være meget forskellig fra den tone, vi nu hører i Parlamentet. For det første må vi sige, at reformerne i hvidbogen skrider frem. Det går langsomt, men Rom blev ikke bygget på én dag, og det må vi huske på. Vi ved alle, at der foreligger en tidsplan - en tidsplan, som vi alle har godkendt, og som skal overholdes. Derfor vil jeg gerne komme ind på spørgsmålet bag spørgsmålet - det, vi egentlig skal undersøge her, før jeg ser på selve indholdet. Det er slående - og jeg vil ikke sige det så subtilt som hr. van den Berg - at tonen i dette spørgsmål synes at være den samme som i Stauner-betænkningen, den oprindelige Stauner-betænkning, som blev godt og grundigt forkastet i Budgetkontroludvalget - den samme tone, som gik igen i begrundelsen, som blev forkastet af Parlamentet som helhed. Vi er alle desperate efter en reform, men det vil tage tid. Den nye Kommission har kun siddet i syv måneder. Den blev godkendt af Europa-Parlamentet med et overvældende flertal. Det spørgsmål, vi i virkeligheden bør stille her, er ikke rettet til Kommissionen, men til PPE-Gruppen og drejer sig om bevæggrundene bag spørgsmålet. Det slår mig som noget, der helt klart er politisk motiveret, at man forsøger at undergrave det arbejde, der er gjort med reformen, at man forsøger at skyde projektet ned, før det er gået i luften. Dette skyldes, at der findes et element inden for PPE-Gruppen, og jeg regner ikke hr. Pomés Ruiz med her, der er interesseret i at ødelægge Kommissionens taktik, at ødelægge reformen af Kommissionen og at ødelægge EU. Og PPE-Gruppen holdes som gidsler af det element inden for gruppen. Jeg mener, at Kommissionen er meget åbent indstillet over for at tage hensyn til nogle af - forhåbentlig alle - Parlamentets ønsker og kritikpunkter, for vi er også kritiske. Men det skal ske på rette tid og sted, og det er, når vi skal gennemgå hr. Pomés Ruiz' reaktion på hvidbogen. PSE-Gruppen ønsker at indgå i en konstruktiv diskussion, fordi vi er interesserede i resultaterne af reformen og ikke i at score kortsigtede politiske point, der ikke gør andet end at skade Den Europæiske Union. Ganske kort til spørgsmålenes indhold: Under Kommissionens høringer bad Europa-Parlamentet om en rotationsordning for A1- og A2-stillinger og en afslutning på den nationalt baserede tildeling af topposter. Kommissionen har taget positive skridt siden sin tiltrædelse for at sikre, at udnævnelserne sker på grundlag af kvalifikationer. I en multinational institution må vi naturligvis være opmærksomme på nationale overvejelser, men disse skal ses på mellemlangt og langt sigt. Som kommissæren sagde, kan man ikke tage et øjebliksbillede på halvvejen. Vi bør interessere os for at kontrollere systemer og ikke enkeltpersoner. Det er Europa-Parlamentets rolle at sørge for, at Kommissionen er på tæerne. Vi ønsker udnævnelser baseret på kvalifikationer, men det betyder ikke, at vi skal blande os i og stille spørgsmålstegn ved hver enkelt udnævnelse til en toppost. Jeg vil gerne kort komme ind på forbedringen af ligestillingsaspektet i Kommissionens reformforslag. Fru Hautalas spørgsmål var meget relevant, og vi vil gerne have det besvaret. I øjeblikket mener vi ikke, at forslagene er tilstrækkeligt vidtgående med hensyn til lige muligheder for begge køn. Med hensyn til afsnit 3 og 4 i denne mundtlige forespørgsel har jeg forstået, at man på Formandskonferencen den 6. april blev enige om, at disse to spørgsmål skulle slettes. Når det nu forholder sig således, vil jeg bede Dem, hr. formand, undersøge, hvorfor tjenesterne stadig ikke havde fjernet disse afsnit i dag. Det er et alvorligt problem. Fakta er, at reformen af Kommissionen er i gang. Hr. Prodi kom med nogle erklæringer i dag som leder af organisationen. Igen drejer det meste sig om mobilitet, men jeg vil gerne spørge kommissæren, hvorfor rollen for den nye stilling, direktør for Det Økonomiske og Politiske Råd, ikke blev annonceret. Det er en stilling, som vi gerne havde set annonceret. Til slut vil jeg gerne bede PPE-Gruppen afholde sig fra sådanne politisk motiverede og ukonstruktive spørgsmål, som der er tale om her. Jeg har tillid til, at hr. Pomés Ruiz ikke vil indtage en sådan holdning, når han skal udforme sin reaktion på hvidbogen, men De må ikke lade Deres gruppe blive kapret af et mindretal.
+Mange tak, fru Morgan. Jeg beklager, at jeg ikke har nogen oplysninger om det spørgsmål, som De har stillet mig, men jeg vil i hvert fald viderebringe det, så det kan blive besvaret ordentligt.
+Hr. formand, jeg vil også godt takke kommissæren for svaret og i lighed med andre kvinder efterlyse tallene for fordelingen mellem mænd og kvinder. Da Kommissionen den 27. april har været dybt nede i detaljerne, kan vi måske få oplyst, hvor mange mænd og kvinder der er på A-poster, ikke under ét, men fordelt på A1, A2 og A3 osv., for det er sådan set det, der er det interessante. Oftest viser det sig jo, at der absolut ingen kvinder er på topposterne. Og i tilknytning hertil kunne vi måske få oplysning om, hvordan panelet - som skal være et objektivt panel - er sammensat efter køn. Måske også efter lande, men i hvert fald efter køn. Hvem skal til sidst vurdere den omtalte shortlisting? Oftest er det udelukkende mænd, der giver den sidste vurdering.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke de ærede medlemmer fra alle sider af salen for deres konstruktive bidrag i løbet af denne forhandling. Det risikerer at blive lidt overfladisk på grund af tidspresset, men jeg skal forsøge at besvare de specifikke spørgsmål, der er blevet rejst. Først spørgsmålene fra hr. Harbour, som typisk for ham var klarsynede og konstruktive, og som drejede sig om, hvor langt vi mente, at vi er nået med engagementet i udviklingen af lederfærdigheder og ledelseskultur. Jeg vil blot nævne et eller to punkter, der er tegn på fremskridt. Jeg vil ikke hævde, at de er perfekte, og listen er ikke udtømmende. Med hensyn til uddannelse, der, som hr. Harbour ved, er grundlæggende for den type af ændringer, vi ønsker at opnå, indledes det omfattende uddannelsesprogram for alle Kommissionens ledere i denne måned, og programmet skal fortsætte i to år. For det andet er vi allerede gået i gang med at indsamle opgavebeskrivelser fra alle generaldirektorater. De fleste har allerede indsendt deres. Så er der opgavevurderingerne, som vi vil gennemføre gennem en række pilotordninger, som i første omgang vil berøre omkring en fjerdedel af generaldirektoraterne og dernæst indsamlingen af jobbeskrivelser, som vil ske i perioden frem til udgangen af juli i år. Processen for evaluering af personalet, og det omfatter naturligvis ledere på alle niveauer, er ved at blive finpudset og vil snart blive iværksat. Som hr. Harbour sagde, er generalsekretærens rolle i alle disse aktiviteter og mange andre af central betydning. Jeg mener, at hr. O'Sullivan er meget engageret i den udviklingsretning, der skitseres i hvidbogen, og vil blive en bemærkelsesværdig efterfølger for hans utroligt talentfulde og engagerede forgænger, hr. Trojan, som tiltræder en ny stilling ved månedens udgang. Med hensyn til at give lederne yderligere beføjelser er det bedste eksempel, at vi den 1. maj indviede den nye interne revisionstjeneste, den centrale økonomitjeneste, og om kort tid afholder vi det første møde i udvalget for status over revisionen. Dette er de første vigtige skridt i retning af en decentralisering af finanskontrollen, som naturligvis er væsentlige for tildelingen af yderligere beføjelser til ledere på alle niveauer i en institution, der arbejder med økonomiske midler. Hr. Harbour kender mit synspunkt om, at som en konsekvens af denne centrale og målelige ændring, som vil blive vurderet løbende, vil vi få en udstrakt ændring af kulturen i den overordnede ledelsesstil og drift af Kommissionen. Endelig har han ret, når han påpeger, at evnen til at lede grupper og til at arbejde i grupper samt opbygning af "team spirit" alt sammen er centrale elementer for at kunne anvende moderne ledelsesfærdigheder på en effektiv måde. Vi nærer denne udvikling gennem en kombination af strukturelle ændringer og videreuddannelse, evaluering og udnævnelsessystemet. Overvejelsen vedrørende en prøvetid i kontrakterne i forbindelse med udnævnelse af ledere vil naturligvis også være et vigtigt bidrag til den udvikling, vi ønsker. Men at gøre dette grundigt kræver ændringer af vedtægten for tjenestemænd, og jeg ser frem til Parlamentets og Rådets samarbejdsvilje med henblik på at indføre de ændringer i fællesskabslovgivningen, der er nødvendige for at lette denne videre udvikling. Hr. van den Berg havde ret og var venlig og generøs, da han på ny påpegede, at Kommissionen skal være ansvarlig for sine udnævnelser og sin personalepolitik. Jeg går ud fra, at han vil gennemføre sin undersøgelse af, hvorfor dette spørgsmål blev stillet. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig over muligheden for at afgive tilbundsgående oplysninger. Jeg kommer i tanke om, at under høringerne rejste adskillige af Parlamentets medlemmer helt korrekt og med stærke argumenter dette spørgsmål og fremsatte stærke ønsker om at afskaffe nationalitetskriterierne for ledende stillinger, at gå helt bort fra formelle eller uformelle kvoter og indføre en rotationsordning for tjenestemænd i A1- og A2-stillinger. Dette er principper, som jeg ikke blot var enig i dengang, og det samme gjaldt mine kolleger i Kommissionen, men lige siden har jeg arbejdet aktivt for at gennemføre dem i praksis. Så til spørgsmålet om nye standarder og eksterne stillinger, et spørgsmål, som hr. Dell'Alba også var inde på, da han har stillet et spørgsmål om disse ting, som jeg ser frem til at besvare. Jeg skal henlede Parlamentets opmærksomhed på, at mens jeg arbejdede med en konkret sag, som drejede sig om min egen kabinetschefs, Andrew Cahns, afgang, blev det meget klart for mig, at de nuværende ordninger for tilladelse til forflytning af fastansatte og midlertidigt ansatte til ekstern beskæftigelse savner tilstrækkelig klarhed og konsekvens. I praksis betød den procedure og grundige undersøgelse, som jeg krævede anvendt i hr. Cahns tilfælde, at hans sag blev behandlet meget grundigt og helt ifølge reglerne. Jeg mener imidlertid ikke, at Kommissionen eller de øvrige institutioner bør skulle forlade sig på tjenestemænds eller kommissærers individuelle begrundelser samt en temmelig ad hoc-præget anvendelse af principperne, som er temmelig udbredt for at sige det mildt. Jeg bad derfor generaldirektøren for Administration og Personale udarbejde et udkast til regler, hvori man skulle tage hensyn til bedste praksis i medlemsstaternes administrationer samt i andre internationale offentlige organer samt gøre procedurerne mere præcise. At have sådanne regler vil naturligvis være den bedste måde, hvorpå man kan sikre gennemsigtighed, konsekvens og den praktiske styring, der vil være i alle parters interesse, navnlig, hvilket medlemmerne har mindet os om i løbet af forhandlingen, når medlemsstater og institutioner i stigende grad er ivrige efter at tilskynde til mere udveksling mellem de nationale myndigheder og EU-administrationen samt mellem den offentlige og den private sektor. Når jeg er klar med et forslag til en ny og forbedret ordning, vil jeg naturligvis forelægge det for mine kolleger i Kommissionen og efterfølgende informere Parlamentet og de øvrige institutioner om dem. Jeg vil gerne benytte lejligheden med hr. Sterckx' indlæg til at understrege noget, jeg sagde tidligere, og som han anerkender, nemlig, at ingen, i lyset af den brede geografiske ligevægt, som Kommissionen er forpligtet til at opretholde, bør forsøge at tage et øjebliksbillede af personaleprofilen i Kommissionen og fremstille det som den permanente situation. Levende billeder er det eneste, der kan fortælle hele historien, og Kommissionen lægger stor vægt på at sikre, at der gives prioritet til kvalifikationer, samt at der tages det fulde og skyldige hensyn til den geografiske ligevægt, som er væsentlig for en multinational serviceinstitution som Kommissionen. Til fru Hautala vil jeg blot sige, at ingen af de udnævnelser, der er blevet meddelt i dag, har været for et panel, og det er der en meget enkel juridisk årsag til. David O'Sullivan vil f.eks. indtage sin stilling i henhold til rotationsprincippet, som fastsættes i vedtægten for tjenestemænd, og stadig i henhold til vedtægten er Ricardo Levi en midlertidigt ansat, som overflyttes til den nye stilling. Så i henhold til de juridiske, proceduremæssige og beskæftigelsespolitiske bestemmelser var der ikke krav om at benytte panelsystemet i forbindelse med forfremmelser og udnævnelser i henhold til den eksisterende lovgivning om udnævnelser af denne art. Jeg mener også, at det er svar på fru Morgans spørgsmål om samme emne. Man var også inde på spørgsmålet om udnævnelse af kvinder. Ud af de 25 udnævnelser af højtstående tjenestemænd, som denne Kommission har foretaget siden september sidste år, har de fire været kvindelige tjenestemænd. Det er beskedent for mig at se. Fru Hautala og andre er klar over mine ambitioner i denne henseende. Jeg vil blot sige, at eftersom dette er næsten 20% af det samlede antal udnævnelser, er vi på linje med dette års ønske om at sikre mindst en 20% forøgelse af antallet af kvinder, der udnævnes. I løbet af resten af året kan jeg sige med sikkerhed, at dette tempo mindst vil blive opretholdt. Jeg ville naturligvis gerne have det til at gå endnu hurtigere, idet der findes et stort antal yderst kvalificerede kvinder, hvilket fru Dybkjær påpegede for os i Kommissionen, og vi ønsker en korrekt anerkendelse af denne kvalitet. Med hensyn til hr. Dell'Albas udflugt til øer og støvleformede lande ser jeg som sagt frem til at besvare hans tillægsspørgsmål og gøre det meget detaljeret. Det er væsentligt, at øriget, det store ørige, i løbet af disse måneder under den nye Kommission ikke tegnede sig for yderligere udnævnelser på A1-niveau gennem forfremmelse. Støvlelandet opnåede to sådanne udnævnelser - støvlelandet fik fire A2-forfremmelser i denne periode, og den store ø fik fem, hvoraf ingen så vidt jeg ved kommer fra Wales. Jeg håber, at dette kan berolige hr. Dell'Alba. Fra det walisiske øde spørger fru Morgan "Hvorfor var der ingen walisere?". Det er fordi, fru Morgan, at selv om jeg lægger stor vægt på geografisk ligevægt, ville det betyde, at man skulle have en nordwaliser og en sydwaliser fra Wales, da jeg ellers ville skabe endnu større utilfredshed i det land, jeg elsker højest. Men fru Morgan rejste nogle spændende spørgsmål, som jeg har noteret; dem vil vi uden tvivl gå videre med. Til fru Dybkjær vil jeg sige, at for så vidt angår vores utrættelige gennemførelse af ligestillingspolitikken vil man i løbet af de kommende måneder og år kunne se, at vi lægger vægt på indkaldelse af ansøgninger samt førstegangsudnævnelser og forfremmelser for at vise, at vi arbejder seriøst på at sikre betydelige fremskridt i antallet af ansættelser af kvinder i alle aldre og på alle niveauer inden for Kommissionen. Jeg kan kun bede de ærede medlemmer vente, indtil de fysiske beviser foreligger. Men at dømme efter engagementet og det stærke og aktive ønske hos den nuværende Kommissions medlemmer vil vi få succes i alle henseender.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag den 17. maj 2000.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0106/2000) fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked ("Direktivet om elektronisk handel") (14263/1/1999 - C5-0099/2000 - 1998/0325(COD)) (Ordfører: Ana Palacio Vallelersundi).
+Hr. formand, i den indstilling, som jeg har fornøjelsen af at forelægge på vegne af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, foreslås det, at Parlamentet vedtager den fælles holdning uden ændringer. Jeg skal sige, at dette er et udtryk for de forskellige politiske gruppers holdning. Jeg vil understrege, hr. formand, at Parlamentet, når det i morgen vedtager Rådets fælles holdning om elektronisk handel, udøver et ansvar med et enormt politisk indhold og stor institutionel betydning. Desuden tager Parlamentet med vedtagelsen af dette direktiv et afgørende skridt, der fremmer de europæiske virksomheders konkurrenceevne i onlineøkonomien og sikrer, at såvel forbrugere som virksomheder kan handle på det indre marked med de samme garantier og den samme lethed som på deres hjemmemarked. Direktivet sikrer, at virksomheder og borgere har mulighed for at levere og modtage informationssamfundstjenester i hele Den Europæiske Union, som på den måde bliver et ægte område uden grænser. De europæiske virksomheder får mulighed for at tilbyde varer, tjenesteydelser eller informationer inden for rammerne af Unionen og samtidig overholde reglerne i den medlemsstat, hvor de er hjemmehørende, og dermed under normale omstændigheder uden at være underkastet 14 forskellige lovgivninger. For at opnå disse resultater harmoniserer direktivet visse områder, særlig - og for at nævne de vigtigste - virksomhedernes etableringssted, deres forpligtelser med hensyn til åbenhed, krav til åbenhed i kommerciel kommunikation, betingelser for indgåelse af elektroniske kontrakter og for deres gyldighed, internetformidlernes ansvar, afgørelse af tvister samt de nationale myndigheders beføjelser. På andre områder støtter direktivet sig til de eksisterende instrumenter, som har til formål at lette harmoniseringen og den gensidige anerkendelse af nationale lovgivninger. Direktivet, hr. formand, omfatter - og det er vigtigt - alle informationssamfundstjenester, såvel fra virksomhed til virksomhed som fra virksomhed til bruger, såsom tjenester, der gør det muligt at udføre elektroniske operationer - interaktivt fjernkøb af varer og tjenesteydelser, f.eks. onlineforretninger - tjenester, der ydes gratis, f.eks. tjenester finansieret med reklameindtægter eller ved sponsorering, onlinenyheder, onlinedatabaser, finansielle tjenesteydelser online, faglige tjenesteydelser online - fra advokater, læger eller andre faggrupper - fritidstjenester såsom video on demand, direkte marketing og alle netadgangstjenester. Direktivet er som sagt også et strålende eksempel på interinstitutionelt samarbejde. Dette direktiv er resultatet af et glimrende teamwork mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Og på den måde var Parlamentets holdning ved førstebehandling, særligt den fulde støtte til princippet om oprindelsesland, afgørende for, at Rådet kunne undgå, at tekstens ligevægt kom i fare. I det store hele følger den fælles holdning de retningslinjer, som Parlamentet har udstukket, og bortset fra et ubetydeligt tilfælde tilføjes der ikke væsentlige ændringer til bilaget, som indeholder bestemmelser om undtagelser fra nævnte princip, og ligeledes fastholdes ligevægten, hvad angår bestemmelser vedrørende forbrugerbeskyttelse og formidlernes ansvar. Jeg vil som ordfører takke for det samarbejde, jeg har haft med mine kolleger i Retsudvalget og særlig med de ansvarlige fra de forskellige politiske grupper - og jeg glæder mig især over støtten fra fru Berger og hr. Harbour fra min gruppe - og med de øvrige institutioner. Den fælles holdning fastholder altså ligevægten mellem de forskellige generelle mål og mellem de forskellige interesser, og derfor har vi ikke stillet ændringsforslag. Det er naturligvis ikke en perfekt tekst, men vi mener, at det er en fornuftig og acceptabel tekst, og at det er nødvendigt, at den vedtages hurtigst muligt. Jeg vil ikke gentage - men det er rigtigt - at tiden på Internettet er meget kortere end den tid, som vi har kendt hidtil. Vi må også forstå, at dette direktiv er af største vigtighed for at sikre udviklingen af elektronisk handel. Vi må huske på globaliseringen af økonomien og konkurrencen fra de amerikanske virksomheder, det indre marked, der ligesom Internettet tilsigter at etablere et område uden indre grænser ... Alle disse elementer er aktiver for Fællesskabet, hvad angår de europæiske virksomheders konkurrenceevne. Endelig betyder udviklingen af nye teknologier og nyheder i forbindelse med markedet, at det bliver nødvendigt at skabe en retlig ramme for udvikling af handlen, samtidig med, som det er tilfældet med dette direktiv, at områder, der er velegnede til selvregulering, udelades til udarbejdelse af specifikke adfærdskodekser. Dette direktiv tilskynder ligeledes små og mellemstore virksomheder til uden tøven at gå ind i den grænseoverskridende handel, noget de ikke gør i øjeblikket på grund af den retlige usikkerhed forbundet med de mange forskellige lovgivninger i Europa. Endelig er flere medlemsstater allerede ved at lovgive på dette område, og uden dette direktiv kunne vi risikere, at det indre marked blev opsplittet. Dette direktiv er desuden, hr. formand, en milepæl, som får indflydelse på alle fællesskabsinitiativer, der har betydning for elektronisk handel. Den retlige ramme, der er fastsat i dette direktiv, letter vedtagelsen af andre fællesskabsdirektiver, f.eks. om copyright, fjernsalg af finansielle tjenesteydelser eller den kontroversielle vedtagelse af Bruxelles-konventionen om retternes kompetence, og den bidrager uden tvivl til at forebygge risikoen for uforenelighed mellem disse initiativer og principperne for det indre marked. Parlamentet har til hensigt at f��lge gennemførelsen og implementeringen af direktivet i de nationale lovgivninger, og derfor har jeg tilladt mig at inddrage to indstillinger, to opfordringer til Kommissionen, som jeg håber bliver vedtaget i morgen, ikke inden for rammerne af direktivet, men inden for rammerne af den lovgivningsmæssige beslutning. En om procedurer for afsløring og fjernelse af ulovligt indhold og en om udarbejdelse af adfærdskodekser. Endelig, hr. formand - og det bliver mine sidste ord - har det symbolsk betydning, at Parlamentet vedtager dette direktiv lige før fejringen af 50-året for Robert Schuman-erklæringen, hvorved han bekendtgjorde, at Europa ikke ville blive skabt på et øjeblik, men ved opnåelse af nogle konkrete mål, som ville opbygge ægte solidaritet mellem borgere og virksomheder. For 50 år siden vedrørte de konkrete mål Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, i dag vedrører de, som det nævnes i direktivet, informationssamfundet. Derfor, hr. formand, mener jeg, at Parlamentet i morgen kan ønskes tillykke, en lykønskning, der skal omfatte resten af Fællesskabets institutioner.
+Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke ordføreren, som her efter min mening har ydet et fremragende stykke arbejde inden for et vanskeligt emneområde. E-handel-direktivet er især et særligt vanskeligt emne, fordi vi her har et typisk eksempel på, hvordan den teknologiske udvikling og udviklingen på markedet er løbet fra lovgivningen. Lovgivningsprocedurerne på europæisk niveau er nu en gang særligt komplicerede, og udviklingen på markedet er nu en gang hurtigere. Et andet problem, som vi havde, da vi skulle behandle dette direktiv både i første- og andenbehandlingen, var erkendelsen af, at harmoniseringen inden for Den Europæiske Union åbenbart på mange områder hidtil ikke er kommet langt nok, for mange ting i forbindelse med diskussionen om dette direktivforslag viste egentlig, at der har været store mangler og store problemer på dette område. Jeg vil kun som eksempel anføre debatten om oprindelseslandprincippet eller alternativt bestemmelseslandprincippet. I begge tilfælde, i begge alternativer bevægede vi os som lovgivere lidt som mellem Skylla og Charybdis som den gamle Odysseus i Antikken, simpelthen fordi vi i begge tilfælde skaber uretfærdigheder, i det ene tilfælde for den, som leverer ydelsen, i det andet tilfælde for den, som modtager ydelsen. Desuden skaber vi måske også problemer, som er vanskelige at have med at gøre i retspraksis bagefter, når f.eks. en portugisisk dommer pludselig skal anvende tysk lovgivning, eller omvendt f.eks. en spansk dommer pludselig i forbindelse med enklere, mindre værdifulde sager skal anvende italiensk ret, bare fordi konstellationerne kan falde sådan ud. Derfor vil jeg ikke bestride, at den fælles holdning, som nu foreligger, ikke ubetinget tilfredsstiller mig på alle punkter. Der er mange punkter, som jeg nu som før vil kritisere. På den anden side har vi i øjeblikket ikke brug for en andenbehandling og da slet ikke en forligsprocedure. Det drejer sig om, at vi hurtigt når frem til en beslutning, og at vi langt om længe giver brugerne på markedet en retlig ordning, også selv om den, som ordføreren med rette bemærkede, måske ikke er helt perfekt, og selv om der stadig er mangler på mange punkter. Derfor forventer jeg imidlertid også af Europa-Kommissionen, at den nøje overvåger gennemførelsen af dette direktiv og eventuelt endnu i denne lovgivningsperiode fremlægger konkrete forslag om ændring af dette direktiv, hvis dette skulle vise sig nødvendigt. Jeg tror også, at vi til den tid måske vil være kommet længere med harmoniseringen af mange retsområder. Som eksempel vil jeg kun nævne den forestående harmonisering af civilretten. Her har Kommissionen jo allerede uddelt opgaverne. Rådet i Tampere forlangte rapporter og vedtog disse, og også Europa-Parlamentet skal i nær fremtid beskæftige sig med dette spørgsmål igen, og jeg tror, at de beslutninger, der kommer ud af denne proces, så måske også kan danne grundlag for en videreudvikling af dette e-handel-direktiv.
+Hr. formand, hr. kommissær, først vil jeg gerne på egne og min politiske gruppes vegne takke ordføreren for denne betænkning og for den strategi, hun har foreslået, nemlig at vi skal vedtage denne fælles holdning, sådan som den ligger. Denne strategi virker overbevisende på os, så vi også her i salen kan anbefale, at vi vedtager Rådets fælles holdning om e-handel-direktivet uden ændringer. Det gør vi først og fremmest, fordi vi tror, at denne så centrale del af den europæiske retlige ramme for informationssamfundet skal gennemføres hurtigt. En af årsagerne til, at det er muligt at vedtage den fælles holdning uden ændringer, er, at Rådet - jeg fristes næsten til at sige undtagelsesvis - har taget højde for rigtig mange af Europa-Parlamentets ændringsforslag fra førstebehandlingen. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke har mange idéer til forbedringer eller uopfyldte ønsker - men det er allerede blevet sagt. Når vi er indstillet på at lade disse ønsker træde i baggrunden til fordel for en hurtig vedtagelse og gennemførelse af dette direktiv, så forventer vi imidlertid også af medlemsstaterne, når de skal gennemføre dette direktiv, ud over Kommissionens kontrol, at man ikke løser de spørgsmål, som endnu ikke er reguleret helt entydigt, til ulempe for de mål, som er vigtige for os, særligt forbrugerbeskyttelsen. Her tænker jeg især på fortolkningen af artikel 1, stk. 3, som er formuleret meget ambivalent. Jeg håber ikke, denne artikel vil blive brugt til at omgå nationale bestemmelser om sundhedsbeskyttelse, f.eks. forbuddet mod postordrehandel med bestemte medikamenter. Jeg mener også, vi med rimelighed kan forvente, at de planlagte adfærdskodekser, med hvilke vi giver aktørerne inden for e-handel meget vide muligheder for selv at regulere området, vil blive udarbejdet så hurtigt som muligt, meget omfattende under inddragelse af forbrugerorganisationerne og så bindende og gennemførligt som muligt. Jeg mener, at også de ordninger, vi har vedtaget om udbyderes hæftelse, kan betegnes som yderst rimelige. Jeg kan blot håbe, at det viser sig holdbart, så vi ikke må rette på det om tre år på grundlag af de praktiske erfaringer. Vedtagelsen af e-handel-direktivet er ganske vist et meget, meget vigtigt skridt, men vi mangler stadig nogle centrale byggesten til eEurope, og ordføreren har allerede peget på det, Rådet er bagud med den fælles holdning om finansielle ydelser i distancehandel og om ophavsretten i informationssamfundet. Vi har også brug for hurtigere fremskridt i forbindelse med udenretlige voldgiftssager og i bagatelsager. Til sidst er det min forhåbning, at det direktiv, som nu bliver vedtaget, vil være et godt grundlag for at opnå lige så gode løsninger på globalt plan.
+Hr. formand, vedtagelsen af dette direktiv ved andenbehandlingen har måske været historisk. Ingen ændringsforslag! Jeg vil ønske ordføreren hjertelig tillykke med hendes originale strategi og, håber jeg, hendes succes med at opnå fortsat enighed. Jeg tror ikke, at det har været nemt for nogle af os politikere at lægge bånd på vores naturlige instinkt for at forbedre eller ændre andres tekster. Alligevel var det en nøje overvejet beslutning. Vi ved, at forslaget ikke er fuldstændig perfekt, men de generelle tilbagemeldinger både ved høringen for nylig i udvalget og fra de folk, der har udøvet lobbyvirksomhed over for medlemmerne, har været: "Lad os få noget, der måske er et ikke helt perfekt direktiv med en senere revision frem for ingenting". Hastighed med sikkerhed er vigtigt i denne nye verden i hastig bevægelse. Nu har vi en foreløbig køreplan; et referencepunkt for de europæiske virksomheder, der handler på Internettet; en køreplan, hvor princippet om oprindelsesland klart fremgår, samtidig med at forbrugernes interesser beskyttes. Det er en god balance. Dette bør virkelig åbne det indre marked for de mange og stadig større muligheder, som e-handel giver virksomheder af alle størrelser, men navnlig SMV. Vi skal hele tiden være opmærksomme på, at Internettet ikke er begrænset til Europa. Det er naturligvis verdensomspændende. En stor del af forbrugertransaktionerne fra Europa på Internettet sker på amerikanske hjemmesider, og fremover vil de muligvis også være rettet mod asiatiske hjemmesider. De europæiske virksomheder må følge med, og her vil nøglebegrebet være tillid. Vi må stræbe mod at skabe den højeste mulige kvalitet af e-virksomheder i Europa. Virksomheder, der starter med eller skifter til denne måde at drive forretning på, skal se nøje på, hvordan de fungerer, på de oplysninger og de tjenester, de tilbyder kunderne, hvis de skal overleve. Derfor skal vi sørge for en sammenhængende lovgivning. Tillid er vigtigt. Der findes mange muligheder, men hvad med truslerne. Så sent som denne weekend har vi i London set bagsiden af den kommunikations- og informationsrevolution, som Internettet har skabt ved at bringe forskellige elementer i samfundet i kontakt med hinanden, hvor de efterfølgende har spredt vold og ødelæggelse i Londons gader. Dette er måske ekstremt, men der vil være skruppelløse mennesker, der laver fiduser på Internettet. En negativ historie kan ødelægge tilliden til e-handel i årevis. E-handlen befinder sig i sin tidligste fase. Som lovgivere skal vi være opmærksomme, ikke nødvendigvis interventionistiske, men på vagt over for konsekvenserne, efterhånden som mediet vokser. Ordføreren har givet os et fantastisk godt grundlag. ELDR-Gruppen vil holde fast i hendes oprindelige linje "uden ændringsforslag".
+Hr. formand, her i Parlamentet er der tradition for at takke og komplimentere ordførerne, og jeg må tilstå, at det nogle gange kan overdrives. Men ved denne lejlighed vil jeg gerne sige, at det ikke ville være overdrevet, når jeg på min gruppes og egne vegne retter en særlig tak og lykønskning til ordføreren med hendes arbejde. Som nyt medlem af Parlamentet og dermed af udvalget vil jeg også takke hende for det fantastiske arbejde, hun udfører som formand for vores udvalg - for den høflighed og venlighed, men samtidig den fasthed, hvormed hun leder udvalgets arbejde. Jeg har en vis medfølelse med kommissær Bolkestein her i dag. Parlamentsforhandlinger er ikke altid kendetegnet af krig på kniven, men i dag er jeg bange for, at der er tale om et ligtog, fordi vi alle rejser os og siger, at vi er enige med hinanden. Vi må spørge os selv, om dette er ideologiernes død. Jeg formoder, at vi kan undskylde os med, at vi i højere grad drøfter mediet end budskabet her. Vi drøfter skabelsen af et nyt medium, og dermed et medium, der medfører et umiddelbart og akut behov for regulering og for fælles regulering i stor skala. Derfor, og her tror jeg, at vi alle har ret, er det af vital betydning, at vi kommer videre og undgår risikoen for unødige forsinkelser i gennemførelsen. Ikke desto mindre var jeg min kollega, fru Ahern, som også sidder i udvalget, taknemmelig, fordi hun tog nogle spørgsmål op i aften, der fortsat vækker bekymring, og jeg vil gerne igen takke ordføreren for den mekanisme, hun har anvendt til at foretage en tilføjelse til beslutningen med punkterne vedrørende de umiddelbare tjenesteudbydere og adfærdskodekser. Dette er vigtigt, og jeg håber, at Kommissionen vil tage disse aspekter med. Når man som jeg kommer fra en af de virkelig perifere dele af Europa, et det spændende at tænke over de muligheder, som disse nye medier vil få med hensyn til at rette op på den tilsyneladende uimodståelige bevægelse imod centrum og forfaldet i de fjerntliggende dele af alle vores lande og samfund. Under disse omstændigheder bør vil glæde os over chancen for at indføre en effektiv regulering af e-handlen. Vi skal ligeledes huske på, at der er en anden type udelukkelse end den geografiske. Det er mangelen på kvalifikationer i disse teknologier. Vi står også over for en udfordring - om end uden for dette direktivs rammer - med at sikre, at mennesker ikke udelukkes på grund af uvidenhed eller manglende adgang til instrumenterne for dette kommunikationsmedium. Så lad os sikre, at vi vedtager direktivet, men ikke glemmer de øvrige problemer.
+Hr. formand, jeg vil også gerne udtrykke min glæde over den metode, som min kollega fru Palacio Vallelelersundi har valgt, og rose hende for den energi og udholdenhed, hvormed hun har talt for dette direktiv og den fremgangsmåde, vi har valgt. Det er ligeledes en indikation af, hvilken metode udvalget vil benytte for al den efterfølgende lovgivning. Jeg vil gerne belyse en helt bestemt vinkel af denne lovgivning. Jeg er en af de få ingeniører her i Parlamentet, i hvert tilfælde i Retsudvalget, som er domineret af jurister, og kan undertiden anlægge lidt andre synspunkter. For mig at se kan dette stykke lovgivning i den teknologiske verden sammenlignes med styresystemet for hele den juridiske struktur, vi er i færd med at indføre for elektronisk handel i Den Europæiske Union. Det er et styresystem, hvor en lang række andre væsentlige stykker lovgivning skal indpasses, såsom ophavsret og informationssamfundet samt fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Alle disse ting falder inden for dette direktivs generelle rammer. Så dette er i al væsentligt det centrale princip. Jeg tøver med at kalde det Windows, da det afstedkommer ret uheldige konkurencemæssige spørgsmål i øjeblikket, men softwareeksperterne blandt Dem ved, hvad jeg mener, når jeg bruger ordet "Linux". For de medlemmer, der ikke er så teknologisk velfunderede, kan jeg sige, at Linux er en konkurrent til Windows, der ejes og opdateres af brugerne. Det er faktisk, hvad vi har her. Vi har et system, der skal drives af brugerne, og det, jeg gerne vil i aften, når jeg nu tænker fremad, for vi har tillid til, at vi får dette direktiv igennem, er at sige til Kommissionen, at vi har brug for grundige og meget hurtige tilbagemeldinger fra brugerne vedrørende problemer og spørgsmål, som de møder ved brugen af dette direktiv. Internetverdenen er helt klart meget velegnet, når Kommissionen skal sørge for dette. Vi ønsker viden om de spørgsmål, hvor medlemsstaternes regeringer har blokeret for transaktioner. Vi ønsker at vide, når direktivet prøves ved domstolene. Vi ønsker at vide, når forbrugerne har haft problemer og føler, at deres rettigheder ikke er beskyttet. Vi ønsker at få kendskab til de særlige tilfælde, som vi ikke har været i stand til at få med denne gang, som f.eks. spil - indvirkningen på nationale lotterier - lægemidler og bøger, de faktiske problemer, de står med. Jeg mener, at alle disse aspekter skal dækkes ind ved tilbagemeldningen. Mit sidste punkt drejer sig om hastigheden. Fru Palacio talte i sin indledning om internetår og metodens hastighed. Kommissionen og Rådet udfordrede os til at få direktivet igennem hurtigst muligt. Jeg vil sige til dem begge, og navnlig til Rådets repræsentanter her, at vi har taget udfordringen op, og nu forventer vi, at medlemsstaternes regeringer handler med samme hastighed for at få denne lovgivning omsat. Vi opfordrer Kommissionen og Rådet til at få de resterende dele af lovgivningen frem til os så hurtigt som muligt, for det er, hvad Europa har brug for.
+Hr. formand, jeg vil også lykønske ordføreren. Der er ingen tvivl om, at Parlamentets opgave i morgen er at vedtage betænkningen enstemmigt uden yderligere diskussion. Kommissionen, Parlamentet og Rådet har haft masser af tid til at drøfte og debattere ved både første- og andenbehandlingen, og, som ordføreren sagde, indeholder Rådets fælles holdning nu de fleste af Parlamentets synspunkter. Der er således tale om et afbalanceret forslag. Vi skal huske på, at man ved det ekstraordinære EU-topmøde i Lissabon i marts fastsatte nye mål og frister for en bedre udnyttelse af Internet og en styrkelse af Europas konkurrenceevne i vidensøkonomien. Det betyder derfor, at vi må skabe entydige og enkle, forudsigelige og konsekvente juridiske rammer for elektronisk handel. Det er nu en økonomisk og politisk nødvendighed. Direktivet bliver et stort skridt på vejen imod skabelsen af de rammer, der er nødvendige for at skabe den tillid, som både virksomheder og forbrugere ønsker for at maksimere e-handlens potentiale. Fra de utroligt mange breve og kommentarer, jeg har modtaget som medlem af Retsudvalget, ved jeg, at det ikke er muligt af gøre alle involverede parter tilpas. Der findes stadig bekymringer, men jeg mener, at Rådet, Kommissionen og Parlamentet har fundet den rette balance mellem behovet for at beskytte den offentlige politik og forbrugerne og samtidig fremme og støtte væksten inden for e-handel. Derfor anbefaler jeg på det kraftigste, at Parlamentet støtter og vedtager fru Palacios betænkning, som er udtryk for en fælles holdning. Vi gør dette vel vidende, at e-økonomien udvikler sig i et hastigt tempo. Vi er vidne til det 21. århundredes svar på den industrielle revolution. Det betyder, at vi som politiske beslutningstagere og institutioner stadig bevæger os gennem nyt område. Derfor må vi fortsat, som hr. Harbour sagde, sikre fuld høring og fuld debat om både de eksisterende og de nye spørgsmål for virksomheder og forbrugere. Dette gælder navnlig som følge af e-handlens globale karakter. Dette er muligt takket være en artikel i dette direktiv. Artikel 21 i den fælles holdning giver mulighed for en revision, og vi bør udnytte tiden indtil da til at uddybe og udbygge vores viden om denne centrale sektor inden for europæisk økonomi. Jeg vil advare mod, at vi hviler på laurbærrene. Vi må fortsat føre drøftelser med de interesserede parter i denne diskussion, og vi må sikre, at resultatet er national lovgivning, og at vi udarbejder entydig, hensigtsmæssig og hurtig lovgivning.
+Hr. formand, hr. kommissær, den elektroniske handel giver Den Europæiske Union en enestående chance for at fremme den økonomiske vækst, øge industriens konkurrenceevne og skabe nye job. Det indre markeds lovramme spiller i den forbindelse en central rolle. Det foreliggende lovforslag fjerner en lang række hindringer og usikkerheder, som virksomhederne endnu møder inden for elektronisk handel. Usikkerheder, som har varet alt for længe, fordi Rådet har brugt et helt år til at fastsætte sin holdning. Direktivet om ophavsret har også siden februar 1999, altså mere end 1 år, ligget hos Rådet. I betragtning af den hurtige udvikling er hverken erhvervslivet eller forbrugerne tjent med den slags forsinkelser. Parlamentet arbejder betydelig hurtigere. Princippet om oprindelsesland er en af grundpillerne i det indre marked. Det er derfor nærliggende, at dette også skal gælde for den grænseoverskridende elektroniske handel. Det er dog et minus, at dette foreløbigt kun gælder for business to business handel. Med hensyn til onlinehandel med forbrugere er der en revision af den internationale privatret på vej. Det afgørende i den forbindelse er, at bilæggelse af tvister så vidt muligt sker out of court. Retssager tager lang tid og er dyre. Jeg anmoder derfor Kommissionen om at støtte initiativer i den retning. Det er beklageligt, at det foreliggende direktiv ikke behandles sammenhængende og samtidig med ophavsretsdirektivet. For med hensyn til tjenesteudbydernes ansvar er der modsigelser. Hvordan vil kommissæren sikre entydige og sikre retsforhold for tjenesteudbyderne? Det vil jeg gerne have svar på.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for hendes arbejde. Jeg hørte ikke blandt flertallet i udvalget, der ønskede, at der ikke skulle stilles ændringsforslag. Det betød ikke, at jeg ikke satte pris på hendes solide arbejdsindsats, og jeg vil gerne rette en varm tak til hende, fordi hun har taget hensyn til de bekymringer, jeg udtrykte i udvalget, navnlig vedrørende de mellemliggende tjenesteudbyderes ansvar, adfærdskodekser og forbrugernes deltagelse. Uden forbrugernes tillid kommer e-handlen ingen vegne. Dette her er grundlæggende, horisontal lovgivning, der vil vedrøre hele Internettet og dets kommercielle levedygtighed. Medmindre vi har forbrugernes tillid og kan løse problemer med ulovligt indhold hurtigt uden at ty til langvarige retssager, får vi ikke de grundlæggende regler, som borgerne og forbrugerne behøver og kræver. Her i aften har man allerede henvist til behovet for revision. Allerede før vi vedtager direktivet, taler vi om revision, og jeg finder det meget klogt. Nogle af de bekymringer, man har udtrykt her i aften, navnlig om løsningen af problemer med ulovligt indhold og forbrugernes accept, skal allerede søges løst af Kommissionen, før vi kan vedtage det fuldt ud som et europæisk direktiv. Endelig vil jeg gerne takke ordføreren igen, fordi hun har taget hensyn til de alvorlige bekymringer, som vi gav udtryk for i udvalget.
+Hr. formand, ved at vedtage Rådets fælles holdning uden ændringer tager Europa-Parlamentet udfordringerne fra den igangværende ændring op og efterkommer den nye økonomis krav, idet Parlamentet endelig opstiller nogle regler for brugen af Internettet som et redskab til handel med varer og tjenesteydelser. Jeg vil ikke komme ind på de tekniske og juridiske detaljer, som ordføreren, fru Palacio, allerede har talt om med sin sædvanlige kompetence. Jeg vil gerne takke hende for den store dygtighed, hvormed hun har stået i spidsen for dette direktivs lovgivningsmæssige forløb. Jeg vil gerne fremsætte en bemærkning mere. Den nye økonomi er en kendsgerning, som Europas økonomiske og sociale model skal holdes op imod, idet vi skal forstå at benytte os af alle de muligheder, den giver med hensyn til udvikling og ny beskæftigelse. Vi er midt i en ny industriel revolution, og derfor har europæisk økonomi med sin konkrete udformning behov for nogle juridiske infrastrukturer. Dette behov vil vi opfylde i fremtiden. Mangelen på disse strukturer bremser udviklingen. Det er sandt, at det indre marked er en realitet, og at vi har gennemført de grundlæggende frihedsrettigheder, der er nævnt i Rom-traktaten som målsætninger, der skal nås, men selv om indførelsen af det indre marked tidligere var et direkte mål i sig selv for at muliggøre den økonomiske udvikling, står vi i dag over for nogle nye udfordringer med et marked, som på grund af økonomiens globalisering bliver sammenlignet med resten af verden. Europas økonomiske og sociale model - der er baseret på social markedsøkonomi - er udmærket i stand til at klare sammenligningen med resten af verden, under forudsætning af at den er i stand til at forny sig og fjerne alle de overflødige stivheder, som stadig svækker den delvist. Det er ikke længere tilstrækkeligt at skabe et marked, uanset dets karakter. Det indre marked skal nemlig være konkurrencedygtigt, det vil sige have nogle regler, der gør det muligt for virksomhederne at producere og sælge varer og tjenesteydelser af høj kvalitet med nogle omkostninger, der svarer til konkurrenternes. Det er heri, den elektroniske handels historiske vendepunkt ligger, og det er et historisk vendepunkt, som vi måske ikke helt forstår omfanget af, og vi ved måske ikke helt, hvor det fører os hen. Tænk blot på de punkter, vi har arbejdet på i de forløbne år, nemlig problemet med risikovillig kapital, tjenesteydelser med stor faglig kompetence, innovationsredskaber og beskyttelse af intellektuel og industriel ejendomsret. Alt dette vil skulle omstruktureres og i mange tilfælde ændres helt. Jeg gør mig nogle lumske tanker. Hvad skal der nemlig ske med den lille nationale protektionisme, vi har set i løbet af de seneste år? I denne revolutionstid skal vi tage mange emner op til fornyet overvejelse, emner, der ligger PPE-Gruppen på sinde. Den sociale markedsøkonomi er også ensbetydende med solidaritet og opmærksomhed på samfundets svageste grupper, og i den industrielle revolution, som Internettet har skabt, omfatter de nu også dem, der ikke kan bruge en computer. Denne mulighed for vækst er vores udfordring i fremtiden!
+Hr. ordfører, jeg vil gerne starte med at rette en varm tak til ordføreren og Kommissionen for en suveræn måde at håndtere dette vanskelige, men meget vigtige emne på. Den nye teknik er i fuld gang med at ændres vores liv og kan med den nye valuta skabe et helt nyt Europa. Vi er dog ikke alene i verden - elektronisk handel betyder konkurrence, ikke bare for virksomheder, men også for politikere. Forkerte regelsæt, gamle eller nye barrierer kan betyde, at det ikke lykkes os at udnytte den historiske chance for ny frihed og fremgang. Udviklingen af informationsteknikker giver nye muligheder for at sprede information og kommunikere enkelt og billigt. Den øgede informationsstrøm, vi oplever takket være BBS'er, elektronisk post og Internettet, bør ikke underligge større restriktioner end traditionelle informationsstrømme og kommunikationsmuligheder. Et vejledende princip for den nye teknik bør være, at alle har stor frihed til at udnytte den og de fordele, den tilbyder, og at alle også har et ansvar for det, de gør. Udgangspunktet i et demokrati skal være, at man skal værne om det frie ord, ikke begrænse det. Datakommunikation skal ses som et hvilket som helst andet kommunikationsmiddel. Det anføres i en af begrundelserne, betragtning 48, at direktivet ikke berører medlemsstaternes muligheder for pålægge tjenesteydere, som oplagrer oplysninger fra modtagere af deres tjeneste, at forhindre visse former for ulovlig virksomhed. Jeg foreslog, at sætningen skulle udgå, eftersom den ikke har noget at gøre med kriterierne for restriktionsmulighederne. Det er ikke hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne afgør dette eller pålægger tjenesteyderne ansvaret for selve indholdet i informationerne. Det ville være lige så absurd som at pålægge en caféejer ansvaret for at kontrollere det, som bliver sagt hen over cafébordene. Er der nogen, der ønsker et utilitaristisk kontrolsamfund? Det tror jeg ikke. Derfor støtter jeg også ændringsforslag 1, som efter min mening er meget vigtigt og tager netop dette emne op. Forbrydelser inden for elektronisk handel, såkaldt cyber crime, skal, sådan som jeg ser det, imødegås med bedre arbejdsmetoder hos politiet, ikke med lovgivning, som risikerer at indskrænke de grundlæggende demokratiske værdier. Det er på tide at gennemføre beslutningen om kvalitetsmærkning og i samarbejde med tjenesteyderne finde frem til nogle adfærdskodekser, der fungerer i praksis, uden af den grund at højne omkostningsniveauet for forbrugerne eller indføre et omkostningskrævende bureaukrati. Frihed under ansvar bør være mottoet for det fortsatte arbejde med udviklingen af dette område.
+Hr. formand, mine kære kolleger, og jeg vil først gerne lykønske ordføreren med hendes betænkning og med hendes strategi. Jeg er enig i ordførerens anbefaling om ikke at foreslå ændringer i den fælles holdning. Alle aktuelle opinionsundersøgelser dokumenterer, at der er et stort potentiale for erhvervslivet i den elektroniske handel. De foregående talere har allerede været udførligt inde på det. Jeg behøver ikke at gentage dette emne eller dette aspekt. Europa halter fortsat bagefter USA, når det gælder e-handel. Men der er en konkret chance for at indhente det. Europa oplever i øjeblikket en stor bølge af nye internetfirmaer. Denne udvikling skal vi også støtte politisk. Vi må sørge for endnu stærkere konkurrence på de lokale telefonmarkeder, så internetforbindelserne bliver endnu billigere. I denne forbindelse vil jeg gerne udtrykkeligt takke Kommissionen, hr. Bolkestein, hans kollega hr. Liikanen, som her har udført et glimrende stykke arbejde med TK-pakken, som han også formidlede til os i Parlamentet for et par måneder siden. Mange tak! Også på dette område mener jeg, at der føres rigtig god politik. På europæisk niveau er skabelsen af det europæiske indre marked og indførelsen af euroen ganske vist afgørende faktorer, når det gælder om at fremme den elektroniske handel. Derudover vil e-handel blive fremmet ved, at vi i morgen vedtager en retlig ramme for den elektroniske handel i Den Europæiske Union. Det er et tydeligt signal. Europa vil med denne ordning vise sig som åben for og kompetent til at fremme Internettet som ny kommunikations- og handelsform. Jeg tror, at det også er et godt signal i forhold til investeringer fra udlandet. Af direktivets indhold vil jeg kun fremhæve et punkt, som er centralt, og som også de foregående talere til dels allerede har omtalt. Det er spørgsmålet om, hvilke regler en webhandler har at holde sig til i forbindelse med grænseoverskridende forretninger. Her siger direktivet, at det er det såkaldte oprindelseslandprincip, der skal gælde. Herved forstår man, at en tjenesteudbyder kun er underlagt tilsyn og retssystem i den medlemsstat, hvor han har sit forretningssted. Derved skal det forhindres, at han skal operere med de forskellige love i de mange lande, hans kunder bor i. Resultatet er, at handelsbranchen sparer store omkostninger. Dermed skaber man imidlertid også en ny situation, som erhvervslivet og de nationale lovgivere må indstille sig på. Forskellige regler i medlemsstaterne f.eks. på reklameområdet vil føre til, at internetudbydere i Den Europæiske Union ikke bliver behandlet ens. Det betyder, at der er behov for lovændringer og til dels også for mere vidtgående harmoniseringer. I Tyskland vil man f.eks. nok blive nødt til at afskaffe rabatloven og tilgiftsbekendtgørelsen. Det glæder mig, at direktivet også indeholder en revisionsklausul. Det beder jeg Kommissionen tage meget alvorligt. Også vi i Parlamentet vil naturligvis følge udviklingen inden for den elektroniske handel meget nøje og tilsvarende støtte forslag fra Kommissionen om en revision af direktivet om et par år.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede mine bemærkninger med at gentage andre taleres tak til fru Palacio for det arbejde, hun har udført med denne betænkning. Det er ikke kun det, at hun ikke stiller ændringsforslag - selv om dette er et eksempel, som nogle ordførere med fordel kunne følge - men det er mere, fordi hun har set den overordnede betydning af at fremme denne lovgivning og få den vedtaget. Som nævnt tidligere i aften udvikler e-handel og onlineforretninger sig meget hurtigt, og det er meget vigtigt, at vi opstiller lovgivningsmæssige rammer i Europa, hvor den kan udvikle sig og blomstre. Som fru Wallis sagde, må man huske på, at dette ikke kun sker i Europa. Det er rent faktisk en global industri, og vi ønsker de rigtige rammer indført over hele verden. Det er altid nemt at være bagklog, og der er ingen tvivl om, at hvis vi virkelig går hurtigt frem, får vi ikke et 100% tilfredsstillende resultat. Det er et af de interessante kendetegn ved Fællesskabets lovgivningssystem, at det er forholdsvis nemt af foretage ændringer af lovgivningen. Dette kan gøres hurtigt, hvis der er nødvendigt, hvilket hr. Lehne påpegede. Så der er ingen grund til at trække det ud. I dette tilfælde er hurtighed det vigtigste. Det er vigtigt, at vi ikke forhindres i at opstille en ramme, inden for hvilken e-handlen kan udvikle sig til gavn for både erhvervsliv og forbrugere. Professor MacCormick sagde, at der synes at være stor enighed om behovet for at komme videre uden at ændre dette forslag. En af mine kolleger i et andet parlament, som jeg har den ære at være medlem af, siger altid "den eneste måde at identificere ting på, hvor man tager fejl, er, når alle er enige om det". Denne gang tror jeg ikke, at vi griber dette spørgsmål forkert an, og jeg håber, at et stort flertal i Parlamentet vil være enigt med mig.
+Hr. formand, jeg vil også takke for og lykønske med det arbejde, som såvel ordføreren, fru Palacio, og de, der har beskæftiget sig med det i Rådet og i Kommissionen, har udført. Det er naturligvis af største vigtighed at have en retlig ramme klar hurtigst muligt. Jeg vil alligevel fremkomme med nogle bemærkninger, som måske kan være nyttige for denne så nødvendige anden fase. Internettet er globalt, og det må vi ikke glemme. Der er tale om et direktiv for det indre marked, men, som det fremgår af Nettets oprindelige navn, World Wide Web, er det globalt, og det må vi altid holde os for øje. Især fordi Nettet kommer til at bestemme Europas økonomiske position i fremtiden, og også dets politiske position, dets evne til at gøre sig gældende i det globale, sociale og kulturelle miljø. Derfor synes jeg, at det er væsentligt, at vi husker på, at en stor del af denne succes afhænger af, at der oprettes nye virksomheder, små og mellemstore virksomheder. I forbindelse med revisionen er det derfor vigtigt, at vi tænker på ikke blot forbrugerne - som under alle omstændigheder må træffe beslutninger på egen hånd, må anvende mekanismer til kryptering og beskyttelse af deres data, som beskyttes af lovgivningen og af teknologien - men også på de små og mellemstore virksomheder, for hvis vi ikke gør det, vil der den dag i morgen være meget lidt elektronisk handel i vores europæiske område. Derfor er det meget vigtigt at gøre en stor indsats for at homogenisere bestemmelserne i det indre marked og samtidig arbejde energisk for at samordne kriterierne for elektronisk handel på globalt plan. Det tjener intet formål at have nogle gode bestemmelser for vores indre marked, hvis vi glemmer den generelle referenceramme. Det er også væsentligt, at man for at opnå dette resultat tager i betragtning, at oprindelseslandets lovgivning er af afgørende betydning, for hvis det ikke er tilfældet, ville de små og mellemstore virksomheder være dårligt stillede, de ville få svært ved at nå deres mål, fordi de ikke ville have adgang til de samme ressourcer som de store virksomheder.
+Hr. formand, hr. kommissær, fru ordfører, mine damer og herrer, jeg siger ja til direktivet og ja til ordførerens strategi, hvis konsekvens man kan takke for, at også jeg har trukket mit ændringsforslag tilbage. Det elektroniske marked er et vækst-, beskæftigelses- og fremtidsmarked nr. 1, ikke kun i Europa. Vi skal derfor udnytte enhver chance, og det er vigtigt, at vi med den foreliggende ordning for den elektroniske handel har ryddet de hindringer af vejen, som på grund af forskellige bestemmelser skaber retsusikkerhed. Ordføreren analyserer velvilligt kritisk den fælles holdning. Jeg vil gerne tage to detailpunkter op, som ligger mig meget på sinde, og hvor jeg kunne have ønsket en klarere formulering i den fælles holdning. For det første spørgsmålet om håndteringen af lægemidler og for det andet beskyttelsen af bogen som et kulturelt gode i forbindelse med de eksisterende faste bogpriser. Om det første punkt kan jeg kort sige, at i mit land, i Østrig, er postordresalg af lægemidler forbudt. Man er derfor bekymret for, at virksomheder fra medlemsstater, hvor postordresalg af lægemidler er tilladt, også kunne opfordre østrigske patienter til køb ved bestilling af lægemidler over Internettet. Ikke mindst set i lyset af risikoen for sundheden anmoder jeg derfor også i dag om en præcisering som supplement til den fælles holdning, så reklameaktiviteter og kontrakter, som sigter mod forsendelse af lægemidler, undtages fra det område, der er koordineret af direktivet. Det andet område er bogen som kulturgode. I direktivets tekst er artikel 1, stk. 6, den eneste bestemmelse, som kun nævner kulturområdet meget generelt, beskyttelse og fremme af den kulturelle mangfoldighed. Det synes jeg er for lidt. Jeg anmoder derfor også om præcisering af, at direktivet ikke vedrører anvendelse af systemer med faste bogpriser, som findes i nogle medlemsstater, som følge af lovgivning eller aftale. Desuden skal dette system ikke kunne omgås af operatører, som har nedsat sig i en anden medlemsstat end det pågældende land, ved salg til den endelige forbruger. Handlen med medikamenter og beskyttelsen af den kulturelle mangfoldighed vil for mig spille en vigtig rolle ved den evaluering, der skal finde sted om tre år, og som jeg hilser velkommen. Jeg beder Kommissionen om at tage særligt hensyn til disse to områder.
+Hr. formand, hr. kommissær, ærede rådsrepræsentanter, jeg fik næsten travlt, da jeg på skærmen i mit kontor på 12. sal opdagede, at talerlisten her skrider hurtigt frem. Det så ud, som om netop repræsentanterne for vores politiske gruppe har fart på i denne debat, og jeg havde ikke lagt mærke til det. Jeg er lidt stakåndet. Jeg håber, at det ikke får indflydelse på det saglige indhold. Det er nemt at tilslutte sig ordfører Palacio Vallelersundis begrundelser angivet i punkt 6 om, hvorfor Parlamentet vil godkende det forelagte direktiv i overensstemmelse med den fælles holdning. Jeg er enig i, som allerede mange talere før mig har sagt, at sagen haster. I særdeleshed er fremhævelsen af betydningen af klausulen om revision fornuftig i den type lovgivningsprojekter, der kræver en hurtig tidsplan. Jeg er tilfreds med, at ligesom ved direktivet om elektroniske betalingsmidler, som jeg har fremlagt, er der også nu besluttet at anvende review-klausulen. Dette forelagte direktiv er essentielt af hensyn til EU's konkurrenceevne. Det er nyttesløst at påstå, at der ikke foregår et kapløb mellem verdensdelene om den elektroniske handel. Der konkurreres om både hastighed og innovation. Set ud fra den stadig høje arbejdsløshed i Europa skal vi huske, at an early bird catches the worm. Nye arbejdspladser opstår dér, hvor den nye teknologi først er taget i brug. Vi kan ikke stå og se på fra sidelinjen, at Europa konstant halter bagud i forhold til USA og de andre globale udfordrere. På den anden side kan Parlamentet ikke med kraftige indblanding og regulering klare udfordringerne for den elektroniske handel. Fornuften sidder ikke altid i hovedet på politikere, om de så er i Kommissionen, Rådet eller her i Parlamentet. For megen regulering gør handlen på Nettet ufleksibel og hindrer den i at omstille sig til nye omgivelser og den tekniske udvikling. Dette skal vi huske på også specielt i forbindelse med andenbehandlingen af direktivet om ophavsret, der snart skal finde sted. Fuld udnyttelse af fordelene ved elektronisk handel kræver, at en reel konkurrence inden for telekommunikation gennemføres. Ligesom medlem Niebler vil jeg også takke hr. Liikanen og Kommissionen for det arbejde, som den målrettet har udført i denne forbindelse. Det er kun gennem konkurrence, at vi kan nedbringe omkostningerne og således øge den tid, befolkningen bruger på Internettet og øge omfanget af den elektroniske handel. Hvis vi står og diskuterer detaljer, får vi ikke engang etableret primitive aktuelle normer for den elektroniske handel. Hvordan kan vi forestille os at være parate til det næste skridt, m-handel, det vil sige trådløs handel, hvis forudsætningerne for den elektroniske handel forbliver mangelfulde? Det er derfor, jeg er enig med de tidligere talere i, at den fælles holdning godkendes uden ændringer.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at takke og ønske ordføreren, fru Palacio, tillykke med den måde, hun har grebet denne sag an på. Hun har taget hensyn til vigtigheden af og det store behov for dette direktiv. Hun har banet vej for en hurtig og definitiv godkendelse. På vegne af Kommissionen vil jeg gerne udtrykke min store respekt for den afgørende rolle, som Parlamentet og særligt ordføreren har spillet ved forhandlingerne om dette direktiv. Fru Palacio har talt om en milepæl i Den Europæiske Unions udvikling. Jeg mener, at hun har ret, og det er heldigt, at denne milepæl gennemføres få dage før 50-årsdagen for Europadagen kommende tirsdag. Parlamentets behandling af dette direktiv, og den indflydelse Parlamentet har haft på udarbejdelsen af den fælles holdning, kan tjene som model for det fremtidige samarbejde mellem institutionerne. Det vender jeg tilbage til, men måske må jeg også i parentes på vegne af medarbejderne takke de medlemmer, der har påtaget sig Kommissionens arbejde. Jeg vil gerne takke de medlemmer, der har takket Kommissionen for det arbejde, den har gjort. Endnu en gang, det er noget, som mine medarbejdere sætter stor pris på, og jeg er medlemmerne taknemmelig for disse bemærkninger. Jeg behøver måske ikke at påpege, at der er et stort behov for en klar og fleksibel lovgivning om den elektroniske handel i Den Europæiske Union. Lovgivning, der giver erhvervslivet og forbrugerne retssikkerhed. Hurtig godkendelse af dette direktiv er meget vigtigt for at nå dette mål. Det blev også for nylig understreget af regeringslederne på topmødet i Lissabon, hvilket fru McCarthy også har fremhævet. Direktivet skal sikre, at principperne for det indre marked også gælder for informationssamfundets tjenester, og at særligt små og mellemstore virksomheder kan betragte hele det europæiske marked som deres hjemmemarked. Dette punkt, der altså er til fordel for de små og mellemstore virksomheder, er understreget af mange af Parlamentets medlemmer og ikke mindst af ordføreren, fru Palacio. Det er derfor også Kommissionens mening, at direktivet fremmer den europæiske integration og derved fører til større økonomisk vækst, flere investeringer og job i Europa. Det vil også have en god indflydelse på den europæiske industris konkurrenceevne på verdensmarkedet, og dette punkt er også fremhævet af flere af Parlamentets medlemmer. Endvidere er der i direktivet en meget præcis ligevægt mellem alle involverede private og offentlige interesser. Det er også anerkendt af flere af Parlamentets medlemmer. Fru Wallis har talt om den rigtige ligevægt, der er fundet, og de bemærkninger blev bekræftet, da fru McCarthy fik ordet. Nogle medlemmer er ikke helt tilfredse. Det er forståeligt. Når man indgår et kompromis, betyder det for det meste, at den ene eller den anden part ikke helt får opfyldt sine idealer. Hr. Lehne har sagt, at han ikke er helt tilfreds, og fru Wallis har også sagt, at det er bedre med et ikke helt perfekt direktiv end slet ikke noget direktiv. Det er naturligvis rigtigt. Det forstår jeg godt. Endnu en gang, når man forsøger at finde den rigtige ligevægt, betyder det, at ikke alle er helt tilfredse, eller som de siger på fransk: on ne peut pas contenter tout le monde et sa belle-mère. Parlamentet har ikke indgivet ændringsforslag og har derved banet vej for en hurtig godkendelse. Det er et klogt og højt respekteret skridt, som alle de store politiske grupper har besluttet. Jeg vil også gerne udtrykke min respekt på det punkt. Det har Parlamentet gjort klogt i, hvis jeg må udtrykke mig på den måde. Dette skridt er rimeligt, ikke kun fordi direktivet haster, men også fordi den fælles holdning er et godt, endnu en gang, et ligevægtigt kompromis. Dette kompromis fastholder det indre markeds ligefremme fremgangsmåde, der fik så stor støtte under førstebehandlingen, og som Parlamentet udvidede. Til den fælles holdning blev der bidraget positivt gennem en række ændringsforslag, der blev indgivet af Parlamentet ved førstebehandlingen, og som klargjorde og styrkede Kommissionens oprindelige forslag. Disse ændringsforslag er indarbejdet i Kommissionens ændrede forslag og derefter i den fælles holdning. Endvidere skal det understreges, at Parlamentets hurtige godkendelse af dette direktiv uden yderligere ændringsforslag blev muliggjort gennem det gode samarbejde mellem ordføreren, det finske formandskab og Kommissionen. Det blev også fremhævet af ordføreren, og det er Kommissionen taknemmelig for. Den fælles holdning afspejler således helt den støtte, som Parlamentet ved førstebehandlingen gav den interne markedspolitik. Jeg mener, at vi alle skal og kan lære af dette nære samarbejde mellem Parlamentet, formandskabet og Kommissionen med henblik på at sørge for en hurtigere beslutningsproces på de områder, der er omfattet af medbestemmelsesproceduren. Yderligere samråd mener jeg er nødvendigt for at undersøge, hvordan vi kan forbedre denne fremgangsmåde i fremtiden. Som en essentiel følge af alle disse anstrengelser påtager Kommissionen sig nu at sørge for, sådan som Parlamentet også har anmodet om, at direktivet gennemføres hurtigt og nøjagtigt med iagttagelse af den ligevægt, der er skabt mellem alle de forskellige interesser, og at direktivet udføres korrekt. Det gælder særligt for princippet om oprindelsesland, som er blevet nævnt mange gange i aften, og mellemmænds ansvar, der også er et vigtigt aspekt i dette direktiv. I den forbindelse opfylder Kommissionen gerne Parlamentets anmodning om at lave rettesnore for adfærdskodekser og om at fastsætte effektive procedurer om meddelelse og fjernelse med henblik på at fremme disse. Jeg vil nu komme ind på de spørgsmål, der er stillet af Parlamentet. For det første en bemærkning af hr. Harbour vedrørende feedback. Som svar på hr. Harbours indlæg vil jeg gerne sige, at det er Kommissionens hensigt meget nøje at følge, hvordan gennemførelsen i medlemsstaterne forløber. Det er bestemt Kommissionens hensigt at opmuntre alle interesserede parter til at informere Kommissionen om alle de problemer, der kan opstå. Til det formål opretter Kommissionen en hjemmeside, der muliggør interaktiv udveksling med alle parter med henblik på at anvende disse indlæg ved revisionen af direktivet om tre år. Med hensyn til denne revision har hr. Lehne bemærket, at han håber, at revisionen finder sted under denne Kommissions mandat. Om tre år er denne Kommissions mandatperiode endnu ikke udløbet, medmindre den hjemsendes af Parlamentet, for Kommissionen er som bekendt helt afhængig af Parlamentets godkendelse. Nu kommer jeg til et spørgsmål stillet af fru Plooij, der har talt om den måde, de forskellige direktiver skal stemme overens med hinanden på. Jeg vil gerne sige til fru Plooij, at direktivet om ophavsret i informationssamfundet behandles på det kommende ministermøde om det indre marked d. 25. maj. Det portugisiske formandskab gør alt, fru Plooij, for at nå frem til en fælles holdning på det kommende ministermøde. Et af nøgleanliggenderne, som der stadigvæk forhandles om, omfatter de undtagelser, der kan gøres fra ophavsretten, herunder særligt undtagelser til fordel for tekniske kopier, der er nødvendige for at sikre en fri datastrøm på Nettet. Dette punkt er naturligvis nært knyttet til bestemmelserne i e-handel-direktivet, som vi i aften behandler, bestemmelser, der omfatter tjenesteudbydernes ansvar. Jeg vil gerne forsikre fru Plooij om, at Kommissionen er fast besluttet på at sikre sig, at begge direktiver er i overensstemmelse med hinanden i denne vigtige sag med det formål at skabe den juridiske sikkerhed, som både forbrugerne og tjenesteudbyderne har brug for i informationssamfundet. Til sidst en bemærkning til hr. Karas. Hr. Karas har talt om handlen med lægemidler. Jeg vil gerne understrege, at markedsføring af lægemidler gennem reklame og salg, både på EU-plan og på nationalt plan er underkastet strenge regler. Særligt er fjernsalg af lægemidler begrænset eller helt forbudt i nogle medlemsstater. Disse begrænsninger gælder også for salg via Internettet. I betragtning af Internettets verdensomspændende karakter er der selvfølgelig fare for, at EU-reglerne om reklame for og salg af lægemidler via Internettet omgås af virksomheder uden for EU. Den risiko eksisterer. Derfor arbejder Kommissionen nu sammen med medlemsstaterne på at finde løsninger på dette problem og undersøge, om, og på hvilke punkter, det er nødvendigt at lave EU-regler. Så langt de bemærkninger, som jeg på vegne af Kommissionen gerne vil komme med ved afslutningen af denne debat. Jeg vil endnu en gang takke for det første ordføreren, fru Palacio, og endvidere alle andre, der har deltaget i denne debat, for deres konstruktive holdning, hvor ændringsforslag er udeblevet ved andenbehandlingen, og som har gjort en hurtig godkendelse af dette direktiv mulig, går jeg ud fra, fordi afstemningen finder sted i morgen, så vi hurtigt kan gå videre til næste punkt på dagsordenen og iværksætte den elektroniske handel i praksis til gavn for alle økonomierne i Den Europæiske Union.
+Mange tak, hr. kommissær. Jeg skal på vegne af Parlamentet takke Dem for Deres udtømmende svar under forhandlingen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0105/2000) af Schierhuber for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af konventionen om fødevarehjælp af 1999 på det Europæiske Fællesskabs vegne (KOM(1999) 308 - C5-0148/1999 - 1999/0131(CNS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke alle dem hjerteligt, som har støttet mig under udarbejdelsen af denne betænkning, og især takke medlemmerne af udvalget for den enstemmige vedtagelse af denne betænkning. Gennem nogle uger har vi dagligt i alle medier kunnet se billederne af den forfærdelige hungersnød i Etiopien. Mens vi sidder veltilpasse og mætte over aftensmaden, flimrer nyhedsudsendelsernes forstemmende reportager om et folk, som er plaget af tørke og sult, hen over skærmen. I eftermiddag vedtog Europa-Parlamentet et beslutningsforslag om hungersnøden i Etiopien netop for at reagere på denne situation. Europa-Parlamentet, som er en af Den Europæiske Unions vigtigste politiske institutioner, har pligt til at udtale sig om situationen, og det er vigtigt, at vi ikke tier, når der opstår sådanne katastrofer, men tværtimod yder politisk, moralsk og økonomisk hjælp, også fordi EU hører til de største donorlande. Den internationale konvention om fødevarehjælp, som vi i dag diskuterer i salen, kunne ikke have en mere aktuel baggrund, og dens betydning og nødvendighed kunne ikke demonstreres bedre. Med denne internationale konvention skal der ydes et bidrag til ernæringssikkerheden i verden, men der skal også åbnes mulighed for at kunne reagere på akutte fødevarekriser med et andet fødevarebehov. Jeg hilser i det store og hele den nye traktat velkommen, fordi den efter min mening indeholder et par meget gode initiativer respektive en udvidet vifte af produkter. Lad mig dog også komme med nogle generelle bemærkninger. For det første skal det under alle omstændigheder fortsat være sikret, at der kan leveres fødevarer i nødsituationer som tørke og andre klimakatastrofer. Her er det nødvendigt med en hurtig og ubureaukratisk afvikling, for kun hvis hjælpen når hurtigt og rettidigt ud til den nødlidende befolkning, kan den redde liv. En bedre koordinering mellem donorlande ved hjælp af en bindende strategi vil også bidrage til, at hjælpen virkelig bliver effektiv. For det andet bør vi se vores fødevarepolitik som et langsigtet mål, fordi ernæringssikkerheden skal sikres i alle dele af verden, så der kun bliver behov for fødevarehjælpen i nødsituationer. Leveringen af fødevarer bør trinvis erstattes af initiativer, som kan højne ernæringssikkerheden i disse lande. For det tredje er det et yderst vigtigt punkt i fødevarepolitikken at tage hensyn til konsekvenserne for den lokale produktion og markederne. Konsekvenserne skal kunne overvåges og må ikke true den lokale produktion - som allerede nævnt - for det ville efter min mening være kontraproduktivt. For det fjerde skal Kommissionen foretage en evaluering af fødevarehjælpen for at sikre fuld kohærens med andre sektorer i udviklingssamarbejdet og principperne for dette. Resultaterne skal naturligvis indgå i det fremtidige arbejde, ellers er der vel ingen mening med det. For det femte skal det i alle tilfælde sikres, at hjælpen virkelig når frem til den faktisk trængende befolkning. I denne forbindelse ligger det mig meget på sinde, at vi især også involverer kvinderne i arbejdet og planlægningen omkring gennemførelsen af disse programmer, for jeg tror, det ville være et skridt i den rigtige retning. For det sjette vil jeg gerne pege på endnu et punkt, nemlig på problematikken med levering af fødevarer på grundlag af kreditter. Jeg er derfor tilfreds med de begrænsninger, som den nye traktat sætter, for på langt sigt må det være vores mål at afskaffe kreditsystemet i det hele taget. Det må tværtimod være målet at udvide fødevarehjælpen i form af donationer. I denne forbindelse vil jeg også gerne sige, at jeg fuldt og helt støtter det ændringsforslag, som hr. Fiori har stillet. Afslutningsvis en bemærkning om de forestående WTO-forhandlinger. Her vil jeg gerne udtrykke mine alvorlige betænkeligheder ved sammenkoblingen af liberaliseringen af verdenshandlen og leverancer af fødevarehjælp, for det ville ske på de sultendes bekostning, og det kan ingen have interesse i.
+Hr. formand, kære kolleger, fru ordfører, De har allerede nævnt beslutningen i forbindelse med Etiopien. Det er netop en illustration af aktualiteten og nødvendigheden af fødevarehjælpen, helt op til i dag. Vi kan derfor vanskeligt nægte vores godkendelse af revisionen af denne aftale om fødevarehjælp. Men vi giver ikke kun vores godkendelse på grund af nødvendigheden af international solidaritet ved lindring af hungersnød, men fordi denne revision indeholder en række forbedringer sammenlignet med tidligere versioner. Med rette kritiseres den måde, som fødevarehjælpen stadigvæk ydes på inden for rammerne af denne aftale. Aftalen er en ramme om at afsætte kornoverskuddet i Europa og USA og fjerne det fra vores marked. Herved forstyrres og demotiveres den lokale fødevareproduktion ofte fuldstændig. Aftalen anvendes som glidemiddel for kommercielle transaktioner og har ofte været i strid med sociale og kulturelle skikke, i dette tilfælde, som ordførerne allerede har nævnt, med kvindernes vigtige rolle i fødevareforsyningen. Hen over ryggen på de fattige tjenes der ofte store penge ved at beregne høje transport- og driftsomkostninger. Den Europæiske Union har adfærdsregler, der afviger herfra, og som den forsøger at få respekteret ved gennemførelsen af sine egne hjælpeprogrammer. De indarbejdes nu også i denne internationale aftale om fødevarehjælp. Derfor er aftalen set med vores øjne blevet meget bedre, fordi den ikke kun omfatter korn, men også andre produkter, også lokale produkter, fisk og grøntsager, transport- og driftsudgifterne skal stå i forhold til værdien, og først og fremmest fordi de mindst udviklede lande kan gøre krav på denne hjælp. Endvidere mener jeg, at hensigten om at fremme den lokale landbrugsudvikling er meget vigtig. Den nye aftale indeholder dog en skønhedsplet. Det er lykkedes de europæiske forhandlere at begrænse den blandede bistand i form af lån til 20%. Men USA holder fast ved denne form for støtte, der vedvarende pålægger de mest nødlidende lande en gældsbyrde, også selv om det er til en nedsat rentesats, og gælden først skal betales tilbage om 30 år. Men hvad er 30 år i et folks liv? Vi støtter helt de aftaler, der skal modvirke de mange former for misbrug, såsom ikke at sammenkoble hjælp og kommercielle transaktioner, og advarslen om ikke at ødelægge de lokale markeder. Det kan meget nemt ske, både ved køb af produkter og ved salg af fødevarehjælp på det lokale marked, fordi der meget hurtigt opstår spekulation og prisstigninger. Eksemplet Etiopien viser, at ikke kun køb, men også transport, distribution, konservering osv. skal undersøges nøje, og hr. formand, jeg siger til mig selv: Vi var til stede i Etiopien, bestillingen var afgivet, alt var på lager, men den var ikke på det sted og det tidspunkt, hvor hungersnøden var. Derfor denne forespørgsel om at forbedre vores instrumenter.
+Hr. formand, jeg glæder mig meget over udvidelsen og ændringen af konventionen om fødevarehjælp og takker ordføreren for hendes arbejde med denne betænkning. Kommissionens forslag har fået en del kritik fra Budgetudvalget, da det ikke indeholder en fuldstændig finansieringsoversigt. Jeg må sige, at med fødevarehjælpens flygtige natur må det være utroligt vanskeligt af udarbejde præcise økonomiske tal. Nu, hvor omfanget hjælpen er blevet udvidet, og med rette efter min mening, fra blot at omfatte korn, vil dette blive endnu vanskeligere. Jeg er særligt glad for at læse i den nye konvention, at de mindst udviklede lande og lavindkomstlandene vil få prioritet, når der skal uddeles fødevarehjælp. Jeg er også glad for at se stærkere bestemmelser til fremme af den lokale udvikling af landbruget og lokale indkøb, da dette også hjælper den lokale økonomi og det lokale landbrug. Medmindre der sker en dramatisk klimaændring til det bedre, er det usandsynligt, at der nogensinde vil vokse mad igen i mange områder i Afrika syd for Sahara. Jeg tænker især på områder, hvor ørkenen bogstaveligt talt begraver landbrugsjorden. I Etiopien ser vi nu en endnu mere desperat situation, hvor der ydes fødevarehjælp, men hvor der ikke findes vand til at lave mad med. Det er et spørgsmål, som vi må se på i fremtiden. Fremover bliver vand mere værdifuldt end olie i udviklingslandene. Det er også godt nyt, at den nye konvention dækker transportomkostninger og tilhørende driftsudgifter. Selv om dette også kritiseres af Budgetudvalget, er det ikke til megen nytte at levere fødevarehjælp til havnene i et land, hvis man ikke kan distribuere den til fjerntliggende egne med lastbil eller fly til de sultende. Der er ikke tvivl om, at de tidligere programmer har haft en gavnlig virkning de steder, hvor de er blevet gennemført, og det forhold, at Afrika syd for Sahara har støt stigende og bekymringsvækkende problemer, afspejler sandsynligvis den ustabilitet i mange af disse lande, som skyldes krig. Dette har ført til en dramatisk stigning i antallet af flygtninge og forværret problemet med at levere fødevarehjælp. Der findes stadig et åbenlyst behov for internationale og juridisk bindende rammer, hvor man definerer og sørger for aftalerne og instrumenterne til levering af fødevarehjælp til udviklingslandene. Udvidelsen af konventionen og de nye bestemmelser, der er indført, må derfor hilses velkommen.
+Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske ordføreren. Af de bemærkninger, vi allerede har hørt, fremgår det klart, at de globale institutionelle aftaler til underbygning af fødevaresikkerhed skal gennemgås nøje, hvilket de seneste erfaringer også er et klart bevis på. Man mister rent faktisk tilliden til alle former for fødevarehjælp undtagen nødhjælp. Internationalt forhandlede aftaler om løsning af spørgsmål vedrørende problemer med fødevaresikkerhed forstås ikke rigtigt efter min mening. Der findes stadig en institutionel tilbageholdenhed over for radikale reformer af politikken for fødevarehjælp. Dette sammenfattes ved den kradsen i overfladen, som kendetegnes af den genforhandlede konvention. De internationale, traktatbaserede ordninger for fødevarehjælp er efter min mening stadig noget forældede og skabt med henblik på en verden, hvor fødevarehjælp blev anset for en vigtig del af udvikling og af humanitær bistand og nødhjælp. Her i aften har vi allerede hørt argumenterne for kompenserende finansiering, for støtte til udvikling af landbruget, for eksportkreditter og for anvendelse af lokale materialer; vi forstår alle disse kriterier, alle disse prioriteringer. Noget, man ikke har nævnt, er, at Den Europæiske Union rent faktisk er gået videre med at omsætte forståelsen af disse spørgsmål til handling end nogen af de andre donorer, navnlig USA f.eks. Vi glæder os over, at vi under vores budgetpost for fødevarehjælp sigter mod spørgsmål vedrørende fødevaresikkerhed, og at der via budgettet ydes økonomisk bistand til fødevaresikkerhed. Det har virkelig stor betydning. Udfordringen består naturligvis i at opfylde behovet hos de sultne på den måde, der giver bedst mening lokalt. Vi har brug for fødevareplaner baseret på viden og gennemsigtighed. Vi har brug for viden om, hvor fødevarerne er, vi må vurdere, hvor de er, og vi må vurdere disse fødevarer, når vi har identificeret dem. Vi må også overvåge alle fødevarelagre, der findes i verden, både offentlige og private lagre. Endelig må vi inden for rammerne af WTO-diskussionerne sørge for at garantere alle menneskers juridiske ret til at have adgang til mad. Dette vil betyde, og mange af os var inde på dette under forhandlingerne i Seattle, at vi bl.a. kræver en klausul om fødevaresikkerhed i alle kommende WTO-aftaler om landbrug. Det vil være et reelt fremskridt i vores forsøg på at løse problemerne med fødevaresikkerhed.
+Denne aftale er først en succes, hr. formand, når den på længere sigt har gjort sig selv overflødig. Naturligvis er strukturel fødevarehjælp nødvendig, så længe så mange lider af alvorlig underernæring. Formålet med denne forebyggende foranstaltning er at sikre den lokale fødevareforsyning i udviklingslandene og i den sidste ende at afskaffe afhængigheden af donorhjælpen. Med andre ord, formålet er ikke at skaffe Europa af med landbrugsoverskuddet eller at fremme de rige landes eksport gennem billige lån. Overproduktionen i det europæiske landbrug skal fjernes gennem drastiske reformer rettet mod tilpasning til markedet, og de fattigste områder i verden skal ikke bruges som losseplads for produkter, der er en følge af en hårdnakket europæisk fejlpolitik, og vores eksportfremstød skal ikke fokusere på de fattigste og mest sårbare lande i verden. Ændringsforslaget af hr. Fiori tilgodeser kun Europas egne interesser og er helt ved siden af. Det bevirker præcist det modsatte af det, der virkelig er nødvendigt, nemlig en strategi, der fører til selvforsyning. Det betyder, at der skal lægges vægt på at stimulere den lokale produktion. Sker det ikke, får hjælpen den modsatte virkning. De lokale producenter udkonkurreres så på forhånd af gratis eller meget billige produkter, og de ramte lande fortsætter med at være afhængige af den glade giver. Den rigtige strategi omfatter også, at billige lån ikke kobles sammen med pligt til at købe i giverlandet. Den tilladte kredit på 20% er endvidere uønsket, fordi den kan føre til konkurrenceforvridning. I modsætning til det, der er aftalt, skal fødevarehjælpen begrænses til finansiel hjælp og et sortiment af rigtige fødevarer. Det omfatter altså ikke vitaminpiller fra Canada. Hr. formand, er Kommissionen enig med mig i, at den europæiske fødevarehjælp skal strømlines og lettes for tidskrævende bureaukratisk nonsens? Har Kommissionen mulighed for dette, og kan hælpen ikke gives via en udviklingsbudgetkonto? Fødevareproblemet, hr. formand, kan i princippet løses, selv i Afrika. Betingelsen er en kohærent udviklingspolitik, der sigter mod at gøre fattigdommen derude mindre i stedet for at øge rigdommen her. Vi skal ikke fylde de fås portemonnæer, men de manges munde. Kun da, hvis det lykkes, bliver hjælpen med tiden overflødig.
+Hr. formand, jeg tilslutter mig udtrykkeligt Schierhuber-betænkningen om fødevarehjælpen. Jeg er selv fødevareproducent under de vilkår, der blev skabt med beslutningerne i Berlin - som også har været omdiskuteret offentligt - så jeg kender til den vanvittige modsigelse mellem de forskellige metoder til at reducere produktionen i EU og så sulten i verden. Det står ikke skrevet nogen steder, at den del af verdens befolkning, som lever i et ødelagt miljø, fordi naturkatastrofer eller krige gør livet umuligt, ikke må få noget at spise. En euro om dagen er nok til at overleve og er dermed en chance for fremtiden. Det kan under alle omstændigheder lade sig gøre. Den Europæiske Union, medlemsstaterne, politikken, industrien og videnskaben må tage deres ansvar på sig for permanent at overvinde muren mellem velstand og sult. Jeg spørger mig selv, hvad de kommende generationer vil dømme os på. På de megafusioner til stadigt større, ukontrollerbare goliatvirksomheder, som ruller hen over os, eller på, om det lykkes os i det kommende årti at tage fat på en målrettet fattigdomsbekæmpelse ved som et første, men nødvendigt skridt at eftergive udviklingslandene deres gæld? I betænkningen henvises der med rette til en række principper for fattigdomsbekæmpelse. Det kan jeg af tidsmæssige grunde ikke komme nærmere ind på. Her studser den opmærksomme iagttager imidlertid over, at der findes en afvejning mellem forskellige vægtninger. De er udtrykt i sætninger som: "især støtte de mindst udviklede lande" eller "bekæmpelse af fattigdom og sult i de svageste befolkningsgrupper". Jeg er glad for, at jeg ikke hører til dem, som dagligt skelner mellem "lidt sulten" eller "dø af sult", som det i øjeblikket fremstilles i offentligheden, samtidig med at der desværre ikke sker ret meget. Betænkningen henviser i sin hoveddel korrekt til, at det må være målet at gøre fødevarehjælp overflødig. Det vil imidlertid først være muligt, når politikerne kan blive enige om, at sult ikke er et politisk våben, og når de ansvarshavende på alle samfundsmæssige områder - også i Europa - kan blive enige om, at vi som bekendt kun har fået denne klode til låns af vores børn. Vi er vores efterkommeres forvaltere af goderne på vores jord. Hvis man handler efter det, er jeg overbevist om, at fattigdommen virkelig kan bekæmpes!
+Hr. formand, jeg går selvfølgelig ind for fødevarehjælp til de underernærede på trods af de handelstransaktioner, der skjuler sig bag denne hjælp, og på trods af de interessekonflikter, der skaber uenighed mellem de rige lande i dette spørgsmål. Jeg vil først gøre opmærksom på denne hjælps latterlige karakter i forhold til behovene. Den Europæiske Union roser sig af at have forpligtet sig til at levere 1.322.000 ton hvedeækvivalent, men samtidig nævner betænkningen, at der er 791 millioner underernærede i de fattige lande. Alene i Afrika syd for Sahara er der 180 millioner, hvor Europa især antages at være engageret. Prøv selv at regne: Europas hjælp er begrænset til lidt over syv kilo hvedeækvivalent pr. person pr. år, det vil sige under 20 gram pr. dag, og det understreges kynisk i betænkningen, at fødevarehjælpen ikke må hæmme den lokale produktion. Det er imidlertid ikke fødevarehjælpen, der har ødelagt landbrugsproduktionen i mange lande i Afrika, men det er de store europæiske og amerikanske industri- og landbrugskoncerners jernnæve, fordi de har påtvunget afrikanerne at dyrke gummi, kaffe, jordnødder og bomuld, ja endog grøntsager uden for den rette årstid til det europæiske marked på bekostning af levnedsmiddelavl. Selv på området for levnedsmiddelproduktion har man påtvunget disse befolkninger bestemte vaner ved at forpligte dem til at spise ris eller kornprodukter, som de kun kan få på verdensmarkedet, og som nogle store vesteuropæiske selskaber undervejs tjener penge på. Betænkningen har visse steder et "protektrice-præg" og fremstiller hjælpen som europæisk velgørenhed, men Europa eller rettere sagt dens privilegerede klasse er ansvarlig for Afrikas forfald, herunder selvforsyningen med fødevarer. Det er således ikke velgørenhed, Afrika har brug for. Det har brug for, at de europæiske og amerikanske multinationale selskaber holder op med at udpine det, at Europa giver de afrikanske befolkninger alt det tilbage, de berøvede dem i kolonitiden og i tiden derefter, i form af simple maskiner, vandpumper og industriprodukter. Afrika kunne så udvikle sit landbrug tilstrækkeligt, således at det kunne producere nok til at ernære sin befolkning rigtigt. Jeg er selvfølgelig ikke så naiv at tro, at et godt beslutningsforslag fra Europa-Parlamentet er nok til at klare dette. Det kræver, at der gøres en ende på storkapitalens diktatur i Europa og i Afrika, og jeg stemmer kun for betænkningen for ikke at lægge hindringer i vejen for denne hjælp.
+Hr. formand, når vi arbejder på det emne, der hedder fødevarehjælp, må vi ikke glemme, at der selv i dag er flere hundrede millioner underernærede mennesker i verden. Vores forgængeres indsats som medlemmer af EU-institutionerne har medført, at det totale antal af underernærede mennesker faldt med over 20% i løbet af 30 år. I de seneste år har vi været vidner til en modsatrettet tendens, der er meget mærkelig i betragtning af den vestlige verdens indsats. I nogle dele af verden stiger antallet af underernærede nemlig konstant, hvilket forværres af miljøkatastrofer eller, hvad værre er, krigskatastrofer, som endda var nyhedsstof for ikke så længe siden. Vi skal derfor være stolte af, at Europa-Parlamentet og EU-landene stadig beskæftiger sig med dette emne. Jeg har til min glæde konstateret flere gange, at EU-lovgiverne - sådan som det også er tilfældet med den konvention, vi skal vedtage nu - altid har ønsket at garantere fødevaresikkerheden og ikke bare det livsnødvendige. Denne fødevaresikkerhed er det endelige mål med vores hjælp, en hjælp, der i årenes løb gradvist skal erstattes af konkrete foranstaltninger og varige instrumenter, som tager sigte på at øge denne sikkerhed for til sidst at gøre enhver form for hjælp og indgriben unødvendig. Jeg er sikker på, at vores landsmænd er helt enige i og går stærkt ind for ethvert initiativ, som EU-institutionerne iværksætter med hensyn til hjælp eller rettere støtte til de befolkninger, der ikke er så heldigt stillet som os. Her i mit indlæg må jeg dog ikke glemme et aspekt og et princip, som efter min mening er meget vigtigt, netop når det gælder vores medborgere. Man bør efter min opfattelse lægge tilstrækkelig vægt på den europæiske produktion. Da jeg læste konventionen, stødte jeg ikke på noget prioritetskriterium for de europæiske produkter - og navnlig landbrugsprodukter - der skal tjene som fødevarehjælp. Europa har altid været et af de kontinenter, som har den største produktivitet inden for landbrugssektoren. Hvis man f.eks. tænker på melstoffer, som er uundværlige, når det gælder fødevarer, er EU en af de største producenter i verden. Denne produktivitet må ikke undervurderes i forhold til den, der er til rådighed på verdensmarkederne, heller ikke i den fase, hvor man hjælper de dårligst stillede. Jeg har derfor indgivet et ændringsforslag, ikke til forslaget til konvention, som jeg ved ikke kan ændres, men til vores kollega Schierhubers forslag til lovgivningsmæssig beslutning. Dette ændringsforslag blev erklæret for uantageligt, men mit formål med at indgive det var at skabe en ansvarlig debat her i Parlamentet om et emne, der efter min mening er af afgørende vigtighed for vores landmænd, navnlig i den vanskelige fase, de gennemgår efter reformen af EU's landbrugspolitik. Afslutningsvis vil jeg gerne gentage, at formålet med mit ændringsforslag - og med mit indlæg nu - er at støtte EU's produkter og navnlig landbrugsprodukterne, også når der indgås internationale aftaler, og jeg vil gerne opfordre Europas udøvende organer til ikke at glemme de millioner af mennesker, som lever af de europæiske produkter, ikke bare som forbrugere, men også og ikke mindst som producenter.
+Hr. formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke ordføreren, fru Schierhuber, hjerteligt for hendes betænkning og for hendes forslag om at vedtage Rådets beslutning om konventionen om fødevarehjælp. Som De ved, består den internationale kornkonvention af to separate retlige tekster, nemlig af konventionen om kornhandel og konventionen om fødevarehjælp. Konventionen om kornhandel blev ændret grundlæggende allerede i 1995, så der ikke var behov for ændringer i den nye konvention. Derfor har Kommissionen også stillet forslag om at forlænge gyldigheden af denne konvention til den 30. juni 2001. Anderledes med konventionen om fødevarehjælp. Her har udvalget om fødevarehjælp besluttet at genforhandle denne konvention og i denne forbindelse især at følge anbefalingerne fra Singapore-konferencen. Formålet med den nye konvention om fødevarehjælp fra 1999 er at bidrage til ernæringssikkerheden i verden og styrke det internationale samfunds muligheder for bedre af kunne reagere på akutte fødevarekriser og fødevarebehovet i udviklingslandene. I den nye konvention lægges der særlig vægt på følgende punkter. For det første skal der tages større hensyn til de lokale ernæringsvaner i modtagerlandene. For det andet kan donorlandene nu udtrykke deres forpligtelser i mængder, værdimæssigt eller som en kombination af mængde og værdi. For det tredje skal konventionens parter ved tildelingen af deres fødevarehjælp prioritere de mindst udviklede lande og landene i de laveste indkomstgrupper. For det fjerde er der indført strengere bestemmelser om støtten til den lokale landbrugsmæssige udvikling, inklusive eventuelle trekantforretninger og lokale køb. Over halvdelen af de pågældende midler fra Kommissionen går til denne type forretninger. For det femte ydes den fødevarehjælp, som ydes til de mindst udviklede lande, udelukkende i form af gaver. I alt skal mindst 80% af fødevarehjælpen ydes i form af sådanne donationer, og medlemmerne bestræber sig på at forhøje denne procentsats. For det sjette tager konventionens medlemmer højde for resultaterne af de relevante multilaterale forhandlinger, når det skal afgøres, om og i hvilket omfang langsigtede koncessionære kreditter til levering af fødevarehjælpen fortsat skal falde ind under konventionen om fødevarehjælp. I denne forbindelse har Den Europæiske Union og nogle andre medlemmer bekræftet, at de mener, at fødevarehjælp via sådanne kreditter ikke længere skal anføres i listen over hjælpeforanstaltninger. Vores holdning er, at fødevarehjælp skal adskilles klart fra handelsregler for kommercielle forretninger. For det syvende skal den nye konvention om fødevarehjælp bidrage til at overvåge effektiviteten og virkningen af fødevarehjælpeinitiativer og til at forbedre samarbejdet mellem donorer, modtagere og andre involverede. For det ottende må levering af fødevarehjælp inden for rammerne af denne konvention på ingen måde knyttes sammen med kommerciel eksport af varer eller tjenesteydelser. Til slut vil jeg gerne, fordi flere medlemmer har nævnt det under debatten, gøre opmærksom på, hvilke mængder vi i øjeblikket stiller til rådighed som hjælp til Etiopien. Kommissionen og Fællesskabet er i stand til, mellem april 2000 og marts 2001, altså endnu i år, at mobilisere 542.526 ton korn. Jeg vil også gerne pege på, at vi under forhandlingerne til stadighed har opretholdt kontakten med de lande, som modtager fødevarehjælp, således at vi hele tiden har været orienteret om deres holdninger.
+Mange tak, hr. Fischler. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0065/2000) af Deva for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forlængelse af gyldighedsperioden for Rådets forordning (EF) nr. 443/97 om foranstaltninger på området bistand til hjemstedsfordrevne i udviklingslandene i Asien og Latinamerika (KOM(1999) 443 - C5-0146/1999 - 1999/0194(COD)).
+Hr. formand, det er virkelig en stor ære for mig at kunne præsentere denne betænkning for Parlamentet. Det er en af de første betænkninger fra Udviklingsudvalget i henhold til den fælles beslutningsprocedure. Jeg er særlig taknemmelig over for alle mine kolleger, som er til stede i stort tal for at høre mig tale og fremlægge min første betænkning for Parlamentet og de pulserende tilhørerpladser. Alle venter med tilbageholdt åndedræt på min tale. Dette er virkelig en hastesag. Det er mit håb, at vi kan vedtage denne betænkning uden større ændringsforslag ud over rent proceduremæssige, fordi betænkningen drejer som en forlængelse af den eksisterende forordning med et år. Gennem denne forordning ydes der støtte til fire millioner flygtninge i den mest krigshærgede og ødelagte del af verden. Hvis vi forsinker eller ikke vedtager denne betænkning i plenum hurtigst muligt, vil al videre bistand, fødevarer, husly, læ, vand, sanitet og uddannelse til de mest sårbare mennesker i verden blive alvorligt ramt, da Den Europæiske Union så ikke længere vil have et retsgrundlag for at støtte dem og finansiere dem. Det, vi gør i dag, er at behandle et forslag fra Kommissionen om at forlænge forordningen om bistand til hjemstedsfordrevne i Asien og Latinamerika, som udløb den 31. december 1999. Den foreslåede forlængelse gælder for et år frem til den 31. december 2000. Forlængelsen af forordningen vil gøre det muligt at anvende 40 millioner euro frem til årets udgang. Mellem 1997 og 1999 godkendte Parlamentet 240 millioner euro. Denne forordning udløb den 31. december 1999. Ved at forlænge forordningen i dag med en periode på endnu et år giver vi også Kommissionen tid til at udarbejde en ny forordning som erstatning for den eksisterende, og forhåbentlig bliver den nye en flerårig forordning. I den nye forordning, som skal vedtages på et senere tidspunkt, bør man bygge på og tage hensyn til den eksisterende forordning samt årsrapporten og evalueringen, som Kommissionen har lovet af forelægge Parlamentet og Rådet i den allernærmeste fremtid og senest til september. Europa-Parlamentets oprindelige betænkning om den nuværende lovgivning, Howitt-betænkningen, var eksemplarisk i sin opbygning. Ved hjælp af den lykkedes det at foretage betydelige forbedringer af det eksisterende udkast, og den spillede således en vigtig rolle med at støtte og forbedre den tekst, som blev vedtaget i sidste ende. Navnlig Parlamentet bidrog til en styrkelse af forordningen med sine henvisninger til miljøhensyn, yderligere støtte og samarbejde og bistand til lokale værtspopulationer, en grundig metode for målretning af støtteprogrammer mod kvindelige flygtninge, navnlig ofre for voldtægt, samt en klar bestemmelse om fastholdelse af princippet om non-refoulement, det vil sige beskyttelse mod tvungen tilbagevenden. Hr. Howitt indgik en meget positiv dialog med det irske formandskab og med Kommissionen for at forbedre det foreliggende udkast. Endvidere og nok så vigtigt foretog man en høring af mere end 50 ngo'er. Dermed spillede Parlamentet med sin betænkning en vigtig rolle for udarbejdelsen af denne forordning. Støtte til fordrevne, flygtninge, tilbagevendte og internt fordrevne i udviklingslande i Latinamerika og Asien har været en post på Fællesskabets budget siden 1984. UNHCR skønner, at der findes mere end 4,8 millioner i Asien og omkring 88.000 i Latinamerika. Heraf vil den nuværende forordning og den etårige forlængelse, som der opfordres til i denne betænkning, fortsat hjælpe 2,9 millioner afghanske flygtninge, hvoraf omkring 40% befinder sig i Pakistan og Iran, mens de resterende 60% befinder sig i selve Afghanistan. Der blev givet i alt 24,3 millioner euro til de afghanske flygtninge med yderligere 960.000 euro til Thailand, 6 millioner euro til Sri Lanka, 11,8 millioner til Burma og 1,8 millioner til Nepal. I Afghanistan fik omkring 2 millioner mennesker hjælp i form af minerydningsprogrammet, der er af central betydning med henblik på at bringe landet tilbage til normale tilstande. Derfor vil en øjeblikkelig godkendelse af forslaget udskyde behovet for en langsigtet løsning. Men ved at godkende det vil institutionerne ikke desto mindre få mulighed for at indgå i en grundigere dialog på dette område og forhåbentlig give os mulighed for at finde en mere permanent løsning inden 2001. Det er også en meget relevant betænkning med hensyn til asylsøgere. Vi står nu med en løsning fra Parlamentet og fra de europæiske institutioner, hvor vi ønsker at og kan hjælpe folk dér, hvor problemet er. Vi kan fjerne folks behov eller ønske om at tage andre steder hen, hvis vi kan hjælpe dem dér, hvor problemet er opstået. Hovedbudskabet i min betænkning er, at vi skal hjælpe mennesker i de krigshærgede områder, i de ødelagte dele af verden, med at vende tilbage til normale tilstande, at få de rigtige fundamenter og sanitet, rigtig infrastruktur og fjerne deres behov for at rejse som asylsøgere og flygtninge.
+Hr. formand, først vil jeg gerne gøre opmærksom på, hvor bizart det er at drøfte forlængelsen af en forordning her i maj 2000, som udløb i december, og som i henhold til Kommissionens forslag vil udløbe igen om syv måneder. Som ordfører for Parlamentets oprindelige beslutning for fire år siden har jeg ikke anden kommentar, end at dette er tegn på Europas fejlslagne engagement i at hjælpe fem millioner flygtninge, nogle af de fattigste af de fattige, i Asien og Latinamerika. Ikke desto mindre sidder vi her nu, og Den Socialdemokratiske Gruppe støtter ordførerens anbefaling om, at forordningen bør vedtages med færrest mulige ændringsforslag, hvilket man i princippet allerede har aftalt med Rådet, for at sikre en hurtig vedtagelse af forlængelsen med kun en behandling, og det vil i realiteten gøre det muligt at støtte projekterne i dette år, så de kan gennemføres og ikke må annulleres. Behovet for dette arbejde er lige så stort som for fire år siden. Det hjælper ikke, at vi drøfter konfliktløsning i Parlamentet og dernæst finder ud af, at den eneste støtte til befolkningen, når våbnene tier, eller når perioden med humanitær nødhjælp er til ende, er blevet fuldstændig glemt. Denne forordning har givet os mulighed for at gribe ind i lande, hvor der hersker en dyb konflikt med alvorlige brud på menneskerettighederne. F.eks. i Afghanistan, som i dag har slået alle verdensrekorder i flygtninge med seks millioner mennesker, der har forladt landet siden 1992, og givet den største og længstvarende flygtningebefolkning i verden. Eller beskyttelsen af de terroriserede indfødte folk, der flygter fra Burma. Når den ene konflikt hører op, starter der en anden, hvilket bevises af den halve million tilbagevendte, der ventes til Timor til december. Vi ved, at Rådet har en lidt splittet tankegang med hensyn til denne forordning. Jeg må sige, hr. Patten, at jeg beklager, at det samme er tilfældet for Kommissionen. Mens den i høj grad har støttet projekter i Asien, har den ikke sørget for at håndtere problemerne med flygtninge og internt fordrevne i Latinamerika korrekt og med tilstrækkelig energi. De ved, at jeg har brugt megen tid på at besøge og undersøge problemerne i den voldsomme og væbnede konflikt i Colombia. Alene i dette land har der været 800.000 internt fordrevne siden 1996; 123.000 nye internt fordrevne mellem januar og juni sidste år. Det er en skændsel, at Europa-Kommissionen tidligere ikke har arbejdet med dette problem ved hjælp af denne forordning. Den type af fordrivelse, vi har set i Colombia, har jeg også set i Chiapas i det sydlige Mexico, hvor de internationale hjælpearbejderes tilstedeværelse er af central betydning for beskyttelsen af menneskerettighederne. Endelig vil jeg gerne lykønske hr. Deva med betænkningen, takke ham for hans venlige ord og støtte hans udtalelser. Jeg ved, at han vil lytte opmærksomt til kommissæren, når han foretager sin sammenfatning, for at se, om han vil offentliggøre løftet om at sikre, at der fremover kommer en flerårig forordning, og at der vil blive offentliggjort årlige rapporter. Sammen med hr. Deva stiller vi Dem disse spørgsmål, hr. Patten, og hvis vi ikke får tilfredsstillende svar, vil Socialdemokraterne i denne side af salen støtte hr. Deva i en ganske anden holdning til denne betænkning.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Deva for en meget god betænkning, om hvilken man jo kan sige, at den er lige så lang, som Kommissionens tekst er kort. Det siger nok noget om forholdet mellem Parlamentet og Kommissionen i øjeblikket, at vi har fået en meget hastende og derfor meget kortfattet og meget enkel tekst lagt på bordet. Og det er selvfølgelig ikke, som hr. Howitt også har været inde på, specielt tilfredsstillende fire-fem måneder, efter at forordningen rent faktisk er udløbet, men det er egentlig den sædvanlige måde, selv om jeg ikke mistænker hr. Patten for at have ondt i sinde. Det er den sædvanlige måde at debattere på i parlamenter. Der bliver forelagt en betænkning, som siger, at nu må vi forlænge forordningen. Det sker fire måneder, efter at den er udløbet. Dermed tvinger man rent faktisk Parlamentet til at sige: ja, men vi er egentlig nødt til at acceptere den forlængelse, for ellers er der endnu flere mennesker, der dør af sult og af nød. Det er ikke en fair måde at håndtere tingene på, og derfor vil jeg ligesom hr. Deva og andre også høre på, hvad hr. Patten siger. Men når det er sagt, vil jeg også mene, at vi er nødt til så hurtigt som muligt at gennemføre dette forslag, for vi må prøve at hjælpe så godt vi kan, og så må vi håbe på, at vi kan få en mere tilfredsstillende måde at gøre tingene på i fremtiden. En enkelt lille ting, som også hr. Deva fremhæver, og som jeg også synes vi bør diskutere i fremtiden, er kvindernes og børnenes situation, som selvfølgelig er ekstremt vanskelig og altid vil være det i disse situationer. Det er derfor nødvendigt, at vi sætter meget stærkt ind på dette område og finder nogle ordentlige måder at gøre det på ved hjælp af inddragelse af ngo'er og andre personer, som kan yde en indsats.
+Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig den hårde kritik, der er fremsat af Budgetkontroludvalget og Udvalget om Udvikling og Samarbejde, og som kommer frem i hr. Devas meget konstruktive betænkning. Disse udvalg klager over, at Kommissionen ikke har leveret årsrapporterne, og hvad værre er, evalueringerne mangler også, selv om de naturligvis er nødvendige for at gøre os det klart, at der er god grund til at forlænge forordningerne. Men hvordan skal vi gøre det, når vi ikke har rapporterne? Måske er der også her tale om manglende betalinger, unødvendigt komplicerede finansielle kontrolprocedurer og opsplittelse af indsatsen, sådan som det også er almindeligt på andre problemområder. Endvidere må man stille spørgsmålstegn ved, at de anvendte beløb ikke står i forhold til antallet af hjemstedsfordrevne. Af de 240 millioner euro, hr. kommissær, blev 40% tilkendt Latinamerika med mindre end 1% af alle flygtninge i verden, og 60% gik til Asien med 40% af alle hjemløse. Hvis det ikke havde været, fordi en pludselig standsning af programmerne har uønskede virkninger, og vi derved rammer uskyldige mennesker, ville vi have fulgt Budgetkontroludvalgets henstilling, men nu følger vi hr. Devas anbefaling. Han siger, lad os forlænge med et år, men i mellemtiden har hr. Howitt gjort opmærksom på, at forordningen allerede er udløbet for et halvt år siden. Vi håber i mellemtiden på, at rapporten bliver leveret, samt på en god evaluering. Det drejer sig her, hr. formand, ikke om humanitær hjælp, men om levedygtige projekter om selvforsyning og reintegration af flygtninge og hjemstedsfordrevne, tidligere soldater osv. Her bør vi dog kunne fremlægge resultater og fastslå, at afhængigheden af hjælp faktisk er reduceret. Hr. formand, vi er indstillet på at give Kommissionen en kort udsættelse, fordi vi ved, at mange mennesker gør en meget stor indsats, og fordi Parlamentet heller ikke er uden skyld med Rådet, der ikke giver Dem tilstrækkeligt personale, men jeg mener, at vi i hvert fald skal lade Kommissionen opfylde sin forpligtelse over for Parlamentet, for ellers har dette samarbejde intet formål.
+Hr. formand, man skulle tro, at det var meget enkelt: Man ændrer blot årstallet 1999 til 2000, hvorefter Den Europæiske Union kan støtte aktioner til gavn for rodløse befolkningsgrupper i Latinamerika og Asien et år mere. Men så enkelt er det ikke, hvilket fremgår af anbefalingerne fra Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget. Kommissionen har ved gennemførelsen og evalueringen af dette program ikke vist sig fra sin bedste side. Hidtil er der ikke tænkt nærmere over, hvordan programmet fungerer. Der mangler gode årsevalueringsrapporter. Endvidere mangler der stadigvæk en langtidsvision for dette program. Jeg mener derfor, at det er rigtigt at gøre forlængelsen af dette program afhængig af, om rapporterne er til disposition. Parlamentet skal på den måde tvinge Kommissionen til at stå til ansvar for anvendelsen af pengene til udvikling. Ikke desto mindre er der ofte tale om forfærdelige tilstande i modtagerlandene. Hvor Den Europæiske Union kan hjælpe, skal den gøre det. De nationale medlemsstaters rolle er imidlertid lige så vigtig. På EU-plan løber vi hele tiden en risiko for at love noget, som vi ikke kan holde på grund af budgetbegrænsninger. En langtidsløsning af de skitserede problemer kræver først og fremmest en god koordination af medlemsstaternes indsats. Hverken mere eller mindre.
+Hr. formand, det er ikke kun et politisk ansvar, men et moralsk ansvar, som Den Europæiske Union har for at hjælpe mennesker i nød uden for Unionens grænser så ligeligt, som vi kan. Dette er formålet med denne betænkning, og derfor vil jeg lykønske ordføreren hr. Deva. For at hjælpe dem, der har behov, når vi har mulighed for det, betyder i sidste ende, at vi hjælper os selv. Bibelen har altid ret, når den siger, at man kan give uden at blive fattigere. Den anden side af sagen er også sand. Vi bliver fattigere af at samle jordisk gods. Lande, hvor der er alvorlige interne stridigheder og de forfærdelige konsekvenser af det, hvor uskyldige dræbes, og lande, der tilskynder de fordrevne til at vende hjem, bør hjælpes. Det forholder sig således, at de fleste af de fordrevne er kvinder og børn. Det gør det endnu vigtigere at gribe ind. Fødevareforsyninger, vand, sanitet, husly og læ, uddannelse har naturligvis højeste prioritet. Jeg glæder mig over, at man anerkender dette. Jeg mener, at de fire ændringsforslag fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde bør accepteres af Kommissionen, og jeg håber, at kommissæren, hr. Patten, der ikke særlig ofte gav mig positive svar i andre spørgsmål, da han beklædte en anden post, måske i dag kan give mig et lille håb om, at julen virkelig er på vej. Det er vigtigt, at Kommissionen forelægger årsberetninger for Parlamentet og Rådet, således som det kræves. Hvis sådanne rapporter ikke kommer, vil jeg ikke kunne stemme for denne forlængelse. Jeg mener, at Kommissionen må svare på dette og fortælle os, hvad den vil gøre. Der skal indføres økonomiske rammer i henhold til de bestemmelser, der allerede er aftalt. Disse bestemmelser skal følges nøje, og der er absolut behov for ændringer. Den nye tekst om komitologi er nødvendig, og når man vurderer forordningens fremtid på længere sigt, har Parlamentet brug for uafhængige evalueringsrapporter, således at vi kan presse Kommissionen til at foretage forbedring på de områder, hvor der er mulighed for det. Når de mener, at anvendelsen af økonomiske midler kan maksimeres med henblik på en bedre gennemførelse af målsætningen med disse forordninger, må vi have oplysningerne foran os, så vi kan få en god, sund og rigtig diskussion.
+Hr. formand, Kommissionen foreslår, at den eksisterende forordning forlænges. Kommissionen er ifølge forordningen forpligtet til at udarbejde en årlig evaluering til Parlamentet og Rådet, hvilket den ikke har gjort, men programmet må under ingen omstændigheder stoppes, det ville gå ud over de forkerte. Det er vigtigt, at programmet forlænges, men ikke før vi har set evalueringerne. Kommissionen har lovet, at vi ville få evalueringerne i marts, så i april, så i maj, men hvor er de henne? Det er nødvendigt med en uafhængig evaluering, for ellers har vi ingen garantier for, at pengene er givet rigtigt ud. Formålet med evalueringen er jo at forbedre de fremtidige programmer. Alt, hvad der handler om udviklingshjælp, inkl. rehabilitering af flygtninge, bør lægges ind under generaldirektoratet for udvikling. Det er dette generaldirektorat, der har ekspertisen, og de burde derfor også have ansvaret. Revisionsretten har også kritiseret den manglende klarhed mellem de forskellige initiativer. Det er uholdbart og skadeligt for programmet, at der ikke er en sammenhængende indsats. Jeg er glad for, at der er opbakning til mit ændringsforslag, især i Budgetkontroludvalget, om først at forlænge programmet, når Kommissionen har opfyldt sin del af aftalen og fremlagt årsrapporter og evalueringer. Uden dette ændringsforslag ville Kommissionen kunne slippe af sted med ikke at have forelagt en eneste evalueringsrapport, siden forordningen trådte i kraft i 1997. Så har jeg også noteret mig, at min elskede ven, hr. Dell'Alba fra Parlamentet, har fået trykt sine brokkerier som bilag til min udtalelse. Men det må stå for hans egen regning. Han havde i hvert fald ingen opbakning i udvalget, eftersom han var den eneste, der stemte imod.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke min ærede ven for hans yderst velgennemtænkte betænkning og for den omhu, hvormed han har behandlet spørgsmålet om hjemstedsfordrevne i Asien og Latinamerika. Det er klart for alle talerne her i salen og for andre udenfor, at dette er en fremragende betænkning, men selv vil jeg sige, at jeg heller ikke havde ventet mindre af min ærede ven. Forordning 443/97 om støtte til hjemstedsfordrevne er helt klart et vigtigt instrument, et instrument til levering af bistand, der ikke er omfattet af humanitær bistand, og det ærede medlem fru Maes gjorde forskellen mellem disse to helt klar. Der er tale om støtte til projekter, der gennemføres af internationale organisationer som FN og UNHCR og ngo'er, og disse foranstaltninger er beregnet på at forbedre levevilkårene, ikke kun for flygtningene, men også for de samfund, de skal integreres i. I den forbindelse er det særligt vigtigt at rydde jorden for miner, noget, som min ærede ven henviste til, genopbygning af landbrugssystemerne, støtte til et sikkert levebrød samt løsning af centrale problemer på sundheds- og uddannelsesområdet. En række ærede medlemmer har henvist til det gode og praktiske arbejde, der udføres som et resultat af denne forordning. Jeg bemærkede navnlig, hvad det ærede medlem hr. Howitt sagde om geografisk ligevægt, og et eller to andre medlemmer henviste også til det. Jeg bemærkede også, hvad den ærede dr. Paisley sagde om vores moralske pligt over for de hjemstedsfordrevne. Dr. Paisley og jeg har ikke altid været enige om alle emner, men jeg håber, at dette er et emne, hvor vi kan være enige og endda dele citater fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Kommissionen indledte forberedelserne til fornyelsen af denne forordning i foråret 1999. Men diskussionerne blev forsinket som følge af den tidligere Kommissions tilbagetræden sidste år. Som en foreløbig foranstaltning foreslog man at indføre en forlængelse af den nuværende forordning frem til udgangen af 2000. Kommissionen fremlagde en aktivitetsrapport, der omfattede tre år af forordningens gennemførelse fra 1997 til 1999, i en foreløbig udgave for formanden for Parlamentets Udvalg om Udvikling og Samarbejde, hr. Miranda, og naturligvis for ordføreren. Sideløbende hermed fremsendte vi ligeledes de foreløbige resultater af en igangværende ekstern evaluering af forordningens gennemførelse. Den endelige evalueringsrapport vil blive forelagt Parlamentet i september dette år. Nu til ændringsforslagene: Kommissionen kan generelt acceptere de fire ændringsforslag, Parlamentet har stillet. Men med hensyn til det første ændringsforslag vil jeg gerne igen understrege, at udkastet til aktivitetsrapporten allerede er blevet stillet til rådighed for Udvalget om Udvikling og Samarbejde, og at den officielle fremsendelse senest vil ske i juni. Kommissionen accepterer ændringsforslag 2 og 3, idet de afspejler de eksisterende rammer for det interinstitutionelle samarbejde med hensyn til budgetdisciplin og komitologi. Så til det fjerde ændringsforslag. Jeg erkender, at Parlamentet ønsker en uafhængig evalueringsrapport meget snart. En række af de ærede medlemmer har fremført, at den skal være her til juli. Vi mener imidlertid, at da kontrakterne for 1999-programmet kom så sent i stand, hvilket har medført, at nogle aktiviteter først nu er ved at komme i gang, vil det være bedre af færdiggøre rapporten, som skal være et grundigt og omfattende dokument, en måned eller to senere, lad os sige i september. Det vil give os en rimelig periode til at evaluere 1999-aktiviteterne. Men som De ved, er evalueringen allerede i gang, og jeg vil stille alle foreløbige rapporter til rådighed, så snart de er klar. Den forpligtelse skal være utvetydig. Jeg håber, at Parlamentet vil kunne acceptere denne fremgangsmåde. Der har været henvisninger til den nye forordning. Jeg kan bekræfte, at den nye forordning er under udarbejdelse. Her skal man tage hensyn til resultaterne af evalueringen, og før vi forelægger det for den lovgivende myndighed, må vi i Kommissionen sikre, at vi kan mobilisere alle de nødvendige menneskelige ressourcer til en effektiv gennemførelse. Alt for ofte, viser min kun syv måneder lange erfaring, lover vi at gøre ting uden først at have sikret, at vi har ressourcerne til at gennemføre dem, og det er vigtigt for os at være ærlige om, hvad vi ønsker at gøre, og hvordan vi kan gennemføre det. Før jeg slutter, vil jeg gerne endnu en gang takke Parlamentet for dets støtte med forlængelsen af dette vigtige instruments gyldighed. Jeg kan forsikre de ærede medlemmer om, at jeg har taget hensyn til de kritikpunkter og ønsker, der er kommet til udtryk i forhandlingens løb. Jeg er gammel nok og erfaren nok i det politiske liv til at kende forskellen mellem et stående bifald og en mishagsytring, et bronx cheer ville amerikanerne kalde det, og jeg ønsker ikke at sidde under endnu en forhandling om så vigtigt et emne og høre, at den domineres af velment kritik. Så jeg håber, at vi kan gøre det bedre næste gang, vi drøfter dette vigtige emne. Vi behandler vigtige, tekniske detaljer, men frem for alt er der, som de ærede medlemmer har påpeget, tale om menneskelige tragedier, der ligger bag behovet for alle disse foranstaltninger, og derfor må vi sikre, at vores egen reaktion er så hurtig og så effektiv som muligt.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er henstilling (A5-0118/2000) af Carraro for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi vedrørende forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af aftaler mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om (7260/2000 - KOM(1999) 229 - C5-0204/2000): I. fri bevægelighed for personer (9748/1999 - C5-0197/2000 - 1999/0103(AVC)); II. lufttransport (9749/1999 - C5-0198/2000 - 1999/0104(AVC)); III. godstransport og personbefordring med jernbane og ad landevej (9750/1999 - C5-0199/2000 - 1999/0105(AVC)); IV. videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden (9751/1999 - C5-0200/2000 - 1999/0106(AVC)); V. visse aspekter af offentlige kontrakter (9752/1999 - C5-0201/2000 - 1999/0107(AVC)); VI. handel med landbrugsprodukter (9753/1999 - C5-0202/2000 - 1999/0108(AVC)); VII. gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurdering (9755/1999 - C5-0203/2000 - 1999/0109(AVC)).
+Hr. formand, dette forslag til henstilling er afslutningen på et politisk og institutionelt forløb, som blev påbegyndt for ca. 10 år siden af Delors, den tidligere kommissionsformand, og som tog sigte på, at Det Schweiziske Forbund allerede i begyndelsen af 90'erne skulle med i det tidligere Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Dette projekt blev som bekendt standset af den schweiziske folkeafstemning i december 1992, hvor schweizerne - ganske vist med et meget knebent flertal - besluttede at forkaste Det Schweiziske Forbunds medlemskab af Det Europæiske Fællesskab. Herefter begyndte en periode med usikkerhed og med aftaler, der i stor udstrækning var sektoraftaler. Denne pakke med syv aftaler, som i høj grad vedrører det økonomiske område, men som alligevel er brede og af overordnet interesse, afslutter nu denne periode. Der er tale om syv aftaler om fri bevægelighed for personer, lufttransport, vej- og jernbanetransport af gods og passagerer, videnskabeligt og teknologisk samarbejde, offentlige indkøb, landbrugsprodukter og i den forbindelse gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurdering. Disse aftaler er desuden kendetegnet af en klar bestemmelse om samtidighed, det vil sige - og dette var Det Europæiske Fællesskabs helt korrekte linje - at disse aftaler kun træder i kraft i det omfang, de vedtages alle sammen eller forkastes alle sammen. Det er derfor, at forslagene til lovgivningsmæssig beslutning - selv om de af tekniske årsager er opstillet hver for sig - bliver fremlagt og vedtaget samlet, for jeg vil gerne gentage, at de er effektive, hvis de er samlede. Aftalerne blev underskrevet i juni 1999 og ratificeret af det schweiziske parlament den 8. oktober 1999, og nu skal de med afstemningen i morgen ratificeres af Europa-Parlamentet. Jeg vil dog også gerne gøre kollegerne opmærksom på, at med den folkeafstemning, der finder sted den 21. maj i år, skal det schweiziske folk endnu en gang tage stilling til også denne pakke med aftaler og således til forbindelserne med EU. Det skal siges klart, at der er tale om en beslutning, som er formelt og grundlæggende forskellig fra den, der blev truffet i 1992. Dengang skulle det schweiziske folk tage stilling til Schweiz' optagelse i Den Europæiske Union. Den 21. maj skal schweizerne derimod tage stilling til, hvorvidt de ønsker at vedtage en pakke med aftaler, som i stedet har et rent økonomisk indhold, og som bestemt ikke har 1992-aftalernes politiske konsekvenser. Efter min opfattelse er det dog utroligt vigtigt, at det i dag lykkes Parlamentet at vedtage forslaget - såfremt Parlamentet er enigt herom, sådan som man grundlæggende var enige om i Udvalget om Industripolitik, og sådan som man var enige om i alle de parlamentsudvalg, der har afgivet udtalelse - og afgive samstemmende udtalelse før den folkeafstemning, der finder sted i Schweiz den 21. maj. Det er naturligvis ikke, fordi det på nogen måde skal gå ud over det schweiziske folks selvbestemmelse, men tværtimod fordi det skal være et yderligere tegn på tillid til og overbevisning om, at udviklingen af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og udviklingen af en tiltagende integration mellem markederne og økonomierne i Europa - Schweiz ligger naturligvis i Europas hjerte og er uden tvivl et af de centrale lande - er af fælles interesse og også er vigtig, når det gælder uoverensstemmelser af proceduremæssig karakter. Det er efter min mening et vigtigt og positivt politisk signal - og det er takket være det arbejde, som formandskabet for Udvalget om Industripolitik har udført, og tjenestegrenene, som har muliggjort dette - at det lykkes Parlamentet at vedtage forslaget før den 21. maj, så schweizerne får mulighed for at træffe beslutning på baggrund af et sikkert og fastlagt retsgrundlag. Udtalelsen fra Udvalget om Industripolitik er helt og holdent positiv, og vi anbefaler således Parlamentet at stemme for forslaget på mødet i morgen.
+Hr. ordfører, jeg vil gerne indlede med at takke ordføreren for det ansvarlige udvalg for en godt sammenfattet udtalelse. Jeg vil også gerne takke Kommissionen for et veludført arbejde i forbindelse med forhandlingerne. For mit udvalgs område, borgernes friheder og rettigheder, er denne aftale velkommen. Jeg vil også gerne understrege, at det er vigtigt at se dette som en helhed. Under mit arbejde med udtalelsen fik jeg nemlig kendskab til adskillige problemer og vanskeligheder for EU-borgere, som bor og arbejder i Schweiz. I visse tilfælde har der været tale om ren diskriminering. Der hersker ingen tvivl om, at den aftale, som nu foreligger, giver gode muligheder for at løse de eksisterende problemer og forhindre, at der skabes nye. Jeg vil i denne forbindelse bare nævne f.eks. retten til indrejse, retten til etablering, muligheden for at komme ind på arbejdsmarkedet, samordningen af systemer for social tryghed, retten til etablering for ikke-erhvervsaktive og studerende samt nye muligheder for grænsearbejde. Jeg vil gerne understrege, lige som ordføreren for det ansvarlige udvalg påpegede, at det er vigtigt, at vores udtalelse kommer før folkeafstemningen i Schweiz - ikke fordi det er op til de schweiziske borgere at sige ja eller nej til dette, men for at vise vores vilje til samarbejde, et yderligere samarbejde, med Schweiz. Vores udvalg har peget på mulige fremtidige samarbejdsområder, f.eks. bekæmpelsen af smugling af kvinder, bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet. Vi betragter disse aftaler, navnlig aftalen om den frie bevægelighed, som meget vigtige i samarbejdet mellem EU og Schweiz.
+Hr. formand, også jeg vil gerne takke ordføreren for hans betænkning og lykønske ham. Transportudvalget som helhed glæder sig over denne aftale, fordi det netop på transportområdet var kendt, at det var vanskeligt at finde en aftale, som skaber en god ligevægt mellem konkurrence om miljø, og som også skulle være en tilfredsstillende løsning for begge parter. De to aftaler, som angik os direkte, og som vi har analyseret, omhandler luftfart, veje og jernbaner. I denne forbindelse skal det erindres, at Schweiz, hvad luftfarten angår, naturligvis allerede er medlem af talrige internationale konferencer og organisationer og dermed har overtaget elementer i sin lovgivning, som på europæisk niveau betragtes som acquis communautaire. Den største praktiske betydning har overtagelsen af forordningen om liberaliseringspakkerne. Transportudvalget betragter det som en lille svaghed, at duty free-aftalen i dette tilfælde ikke er anvendelig for Schweiz. Vanskeligere og også mere interessant er diskussionen vedrørende veje og jernbaner, hvor vi må konstatere, at det eksperiment, der foreslås her, er et meget interessant eksperiment. På den ene side vil Schweiz progressivt give afkald på en reduktion af lastvognstrafikken. Schweiz vil tillade 34-40 ton frem til år 2004, på den anden side vil man tilsvarende også afskaffe kontingenterne. I sidste ende bliver det så erstattet af et gebyr, altså af vejafgifter, som gennemsnitligt ligger på ca. 200 euro. Så forstår De nok, at der naturligvis lyder kritik fra transportvirksomhederne. Kritikken er i mine øjne også berettiget, fordi disse gebyrer efter vores opfattelse ikke i tilstrækkelig grad tager højde for transportvirksomhedernes eventuelle investeringer i miljøvenlige lastvogne. For Transportudvalget var det imidlertid vigtigere, at der i denne aftale udstikkes linjer, som i og for sig svarer komplet til EU's transportpolitik - på den ene side aflaste vejene og på den anden side støtte jernbanerne. Det, der her kommer til at ske mellem EU og Schweiz, betragter vi som et pilotprojekt, og det gælder også for analysen af mulighederne for at gennemføre det, som vi betragter som teoretisk transportpolitik.
+Hr. formand, Den Socialdemokratiske Gruppe og også jeg personligt hilser denne aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Schweiz ganske særligt velkommen. Det er et skridt i den rigtige retning. Schweiz ligger jo midt i Europa, men endnu ikke i Unionen. Afslutningen af de bilaterale forhandlinger med Schweiz vil give Unionens forhold til Schweiz en ny basis, og vi håber alle, at det schweiziske folk om nogle uger vil godkende de foreliggende aftaler. Men der er nogle punkter, som endnu savner afklaring. Jeg tænker ikke på det, som jeg oftest tænker på i denne sammenhæng, nemlig et bedre samarbejde om bekæmpelse af skatteunddragelse på de europæiske skatteyderes bekostning. Jeg vil i aften begrænse mig til emnet fri bevægelighed og her især komme ind på emnet grænsearbejdere. I alt er der 140.000 grænsearbejdere i Schweiz, som kommer fra Tyskland, Frankrig, Italien og Østrig. Disse grænsearbejdere rammes massivt af de seneste forringelser i det schweiziske pensionssystem. Indtil den 10. revision af denne alders- og efterladte-forsikring fandtes der en såkaldt ægteparpension, hvor beregningen skete uafhængigt af ægtefællens bopæl. Med den 10. revision, som trådte i kraft for nylig, bortfaldt denne ordning. I stedet trådte forsørgertillæg, som imidlertid blev bundet til en bopæl i Schweiz. Det betød, at grænsearbejdere fra Den Europæiske Union ganske vist på den ene side skulle betale samme bidrag som personer med bopæl i Schweiz, men at de på den anden side får op til 30% mindre i pension. Den 11. revision, som nu forestår, foreslår sågar, at enkepensionen kun kan hæves af enker, som også bor i Schweiz, hvilket naturligvis igen er ensbetydende med en forringelse for EU-grænsearbejderne. Desværre har også Den Europæiske Unions regeringer hidtil bekymret sig for lidt om dette emne. Jeg håber, at det vil ændre sig i nær fremtid. Den nuværende ordning for alders- og efterladte-forsikring er i modstrid med princippet om ligebehandling og ligestilling. Grænsearbejderne betaler lige så meget til pensionsforsikringen som deres schweiziske kolleger, men de får en væsentligt lavere pension. Denne ensidige diskriminering fra den schweiziske regerings side vil forhåbentlig blive løst i kølvandet af denne bilaterale aftale. Jeg er ordføreren overordentligt taknemmelig for, at han i sin begrundelse for betænkningen berørte dette spørgsmål og tog det op. Et blik på landkortet viser, at dette sandsynligvis ikke var de sidste forhandlinger og aftaler mellem Unionen og Schweiz. Derfor er det så meget desto vigtigere, at det ikke kun er ordlyden i de aftaler, som vi skal vedtage i morgen, der opfyldes, men også deres ånd. Det er allerede en forskudsydelse på kommende forhandlinger og for kommende aftaler, som vi skal forhandle og vedtage bilateralt.
+Hr. formand, de bilaterale aftaler mellem Den Europæiske Union og Schweiz svarer til de multilaterale aftaleordninger, som er gennemført inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejde. Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe mener, at Europa-Parlamentet for sin del skal bakke godkendelsen af dem op. Den schweiziske situation anskueliggør besynderligheden i de nuværende europæiske integrationsordninger og behovet for at stræbe efter at ændre dem nu, hvor Den Europæiske Union er ved at udvide sig til paneuropæiske dimensioner. Det forenende Europa har etableret sig i koncentriske cirkler med en kerne, der har været udgjort af de grundlæggende medlemmer af Den Europæiske Union. Først opstod der Det Europæiske Råd i Strasbourg, som blev delt i to, da Fankrig, Tyskland, Italien og Beneluxlandene dannede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Forsøgene på at danne et politisk fællesskab og et forsvarsfællesskab mislykkedes, men det økonomiske fællesskab blev tilvejebragt. De syv, der blev uden for de seks, dannede Den Europæiske Frihandelssammenslutning EFTA. Udvidelsen af de seks først til et fællesskab bestående af ni og senere af 12 lande gik forholdsvis let. Efter disse udvidelser er der startet en debat om en differentieret integration. I slutningen af 80'erne blev der i Europa-Kommissionen udfærdiget en plan, der gik ud på, at det daværende EF skulle udvide sig til en unionsstat, og de resterende europæiske lande skulle komme med i det indre marked gennem ordninger i Det Europæiske Økonomiske Samarbejde. Den første EØS-aftale blev tilbudt til EFTA-landene. Det var første gang, koncentriske cirkler blev omtalt. EØS-aftalen kom i stand, men for Østrig, Sverige og Finland blev den en kortvarig ordning. I Schweiz væltede EØS-medlemskabet ved en folkeafstemning. Således blev det kun Island, Norge og Liechtenstein, der blev i EFTA, og man gik i gang med at lave en bilateral aftale med Schweiz. I øjeblikket føres der forhandlinger om tilslutning af 12 lande til Den Europæiske Union. Det er besynderligt, at der blandt dem ikke er ét EØS-land og heller ikke Schweiz, skønt de egner sig allerbedst som medlemmer i EU. Det skyldes helt enkelt, at de ikke vil tilslutte sig den eksisterende Union og heller ikke den, der tegner sig i synsranden. Nu da Unionen er ved at udvide sig kraftigt, er det fornuftigt, at den differentierer sig internt. Ligesom bl.a. Jacques Delors, Valery Giscard d'Estaing og Helmut Schmidt for nylig har foreslået, bør kernelandene i Europa gå længere end de andre i deres indbyrdes integration, mens resten af Unionen kan udvikle sig som en konføderation af selvstændige stater og differentiere sig. På den måde kan de østeuropæiske staters medlemskab gøres nemmere og hurtigere. På den måde kan medlemskab muliggøres også for Island, Norge, Liechtenstein og endda Schweiz.
+Hr. formand, hr.Väyrynens sidste bemærkninger med de koncentriske cirkler minder mig lidt om et hul, som man tegner cirkler rundt om, når man ser på Schweiz og Europa. Jeg håber, at dette hul på et eller andet tidspunkt i de kommende år vil blive udfyldt ved, at Schweiz tilslutter sig Den Europæiske Union. Så ville vi nemlig heller ikke længere skulle forhandle og stemme om syv forskellige aftaler, så ville alt dette være selvfølgeligt. Jeg håber meget, at dette bliver sat i gang i de kommende år. Men måske er disse syv aftaler også en forberedelse til denne debat, og jeg håber meget, at den schweiziske befolkning, ligesom Parlamentet i morgen vedtager disse syv aftaler med stort flertal - det går jeg ud fra - den 21. maj også vil stemme for disse syv aftaler med stort flertal for at gøre det klart, at Schweiz befinder sig i Europa. Jeg vil gerne sige et par ord om forskningsaftalen, fordi jeg selv i de seneste år gentagne gange har beskæftiget mig med det videnskabeligt-tekniske samarbejde med Schweiz. Jeg hilser det meget velkommen, for det betyder nemlig i den sidste ende, at Schweiz deltager i Den Europæiske Unions forskningsrammeprogram som ligeværdig partner. Schweiz betaler et bidrag, som er i overensstemmelse med dets nationalprodukt, men landet deltager som fuldgyldig deltager i dette program. Det er meget fordelagtigt for begge parter. Der er imidlertid én ulempe, og det er, at indholdet af dette program besluttes af Europa-Parlamentet i samarbejde med Rådet og ikke med Schweiz. Det betyder, at Schweiz ligesom i øvrigt også Israel, Norge, Lichtenstein og Island, som deltager i dette forskningsrammeprogram, netop kun kan deltage i noget, som er blevet besluttet hen over hovedet på dem. De deltager ikke i beslutningerne om indholdet. Derfor vil jeg gerne foreslå, da vi nu så småt tager hul på forberedelsen af det sjette forskningsrammeprogram, at vi i det mindste fører uformelle drøftelser med parlamentarikerne i Schweiz - i øvrigt også med Israel, Norge osv., altså stater, som ikke tilhører EU, men som deltager i forskningsrammeprogrammet. Det er noget, som Europa-Parlamentet kunne organisere. Parlamentet kunne tage initiativ til at invitere parlamentarikere fra disse lande, så vi på forhånd ved, hvad schweizerne kan komme med, hvilke problemer de måtte have, hvilke forslag de måtte have. Også dette ville i øvrigt være et skridt til en tilnærmelse mellem Schweiz og Den Europæiske Union. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig, at vi kunne gøre. Derudover vil jeg gerne endnu en gang takke hr. Carraro for denne udmærkede betænkning. Hvis man vil lære noget, kan man læse en hel del ud af hans betænkning. Endnu en gang hjertelig tak, og jeg håber, at vi i morgen stemmer for med stort flertal.
+Hr. formand, fremmødet i salen viser, at der er enighed om denne aftale, at man ønsker den, og i morgen vil vi sikkert med stort flertal stemme for Schweiz og for denne aftale. For os drejer det sig om at forbedre sameksistensen i Europa. Vi vil søge en tættere dialog. Vi vil analysere problemerne sagligt, finde kompromiser, men på demokratisk basis og med et retligt grundlag, og så til sidst stemme om det, som det sig hør og bør. Man ser jo ofte i Schweiz, hvordan der holdes folkeafstemninger, og som demokrat er jeg altid begejstret, når jeg ser den demokratiske holdning i Schweiz. Fredelig konfliktløsning - det vil sige demokrati - versus krigserklæring. Krig har egentlig endnu aldrig bragt en løsning for Europas befolkning. Vi har brug for spilleregler for demokratiet, og så må vi også overholde dem. Efter mere end 50 års fredspolitik kaldte den tyske udenrigsminister som rådsformand på militæret for at opnå en afgørelse. Det bør mane til eftertanke. Jeg tror, det er vigtigt, at vi benytter demokratiet til at sikre freden. Nu har han sammen med rådsformanden og 12 regeringschefer foretaget en vilkårlig handling uden retsbasis mod et medlemsland, uden retsgrundlag og især også i modstrid med de europæiske institutioner. Afgørelsen i tilfældet Østrig blev de facto truffet uden Kommissionens medvirken, uden Rådets medvirken og naturligvis også uden Parlamentets medvirken. Det skaber mange problemer, især også for Schweiz, tror jeg, og når vi ser, at euroen for tiden udsender svaghedssignaler, så tror jeg, at det internationale samfund vurderer denne konflikt i Den Europæiske Union. I kernen er det en konflikt mellem regeringscheferne og de europæiske institutioner, og denne konflikt bringer usikkerhed i det europæiske maskineri. Netop Østrig har egentlig altid været en mønsterelev med hensyn til menneskerettigheder og demokrati. Jeg tror, at Østrig har klaret sig rigtig godt med sin neutralitet i de seneste årtier, med en neutralitet mellem øst og vest. Med tiltrædelsen til Den Europæiske Union bekendte vi os entydigt til Vesten med det mål at forhindre militære konflikter i fremtiden. Men dertil hører at tale med hinanden, at gå i dialog med hinanden, at analysere det saglige, at finde kompromiser. Jeg må sige, at det nu egentlig også i Østrig er på tide at overveje situationen, for det schweiziske folk vil i forbindelse med sin folkeafstemning se meget nøje på, hvad de 14 regeringschefer beslutter. Den 1. maj trådte hr. Haider tilbage i Østrig. Han er ikke længere aktiv i landspolitik. Jeg tror, det er på høje tid, at sanktionerne mod Østrig ophæves, og jeg tror også, at regeringscheferne bør sige undskyld til de europæiske borgere, fordi de valgte en vej, som er uacceptabel for Europa. Jeg forlanger, at sanktionerne mod Østrig straks ophæves, og jeg tror, at denne beslutning i tilfældet Østrig vil være af allerstørste betydning for de fremtidige folkeafstemninger og -afgørelser i Europa.
+Vi glæder os meget over betænkningen fra hr. Carraro og hans kolleger. Jeg er fuldstændig enig i bemærkningerne fra det ærede medlem hr. Linkohr vedrørende kvaliteten af denne betænkning. Jeg er også glad for de myndige bemærkninger fra det ærede medlem hr. Carraro og fra repræsentanter for de andre relevante udvalg under denne forhandling og ligeledes de øvrige bidrag, vi har fået. Et par af medlemmerne har kunnet hente områder ind, som ligger dem meget på sinde. Det gælder det ærede medlem hr. Rübig, og jeg vil gerne rose dem for deres opfindsomhed. Men det har været en nyttig forhandling, der har afspejlet emnets betydning. Vi er utroligt glade for, at Parlamentet har givet denne mundtlige godkendelse af de syv aftaler med Schweiz. De er resultatet af fire års utroligt vanskelige og hårde forhandlinger. Resultatet af disse forhandlinger har været fremragende, og jeg glæder mig over, at Parlamentet har reageret på den måde, som det har. Aftalerne er meget vigtige. De har stor politisk betydning, og de er også meget vigtige fra et politisk synspunkt. De løser op for en hårknude i forholdet til en af vores nærmeste naboer og vores næststørste handelspartner. De baner vejen for tættere forbindelser, og jeg håber også for yderligere integration. Takket være disse aftaler vil de største problemer i vores bilaterale forbindelser blive løst inden for en række nøglesektorer: tekniske handelshindringer, offentlige indkøb, forskning og udvikling, som det ærede medlem ved så meget om, landbrug og lufttransport. Lige så vigtigt er det, at der nu er fundet en holdbar løsning for transit gennem Alperne. Den europæiske standard for personers fri bevægelighed vil også blive indført i forholdet til Schweiz. Jeg er glad for, at Parlamentet har fundet, at forhandlingsresultatet generelt er så positivt, men vi har også noteret nogle mere kritiske bemærkninger, navnlig vedrørende samarbejdet i kampen mod svig, cigaretsmugling og andre former for skatte- og afgiftskriminalitet, hvor De ønsker, at vores schweiziske venner gør en langt større indsats. Parlamentet har gentagne gange opfordret til et bedre samarbejde, og jeg ved, at problemet vil blive undersøgt nærmere af en særlig delegation under Budgetkontroludvalget. Jeg vil gerne slå det helt fast, at Kommissionen deler denne bekymring. Hvert år mister Fællesskabets budget flere milliarder euro, fordi Schweiz ikke anvender de relevante protokoller fra Europarådet om retligt samarbejde. Kommissionen har gentagne gange givet udtryk for, at vi ser en hurtig løsning på dette problem som et forudsætning for yderligere aftaler på andre områder. Det er et punkt, som jeg ser frem til at drøfte med den schweiziske udenrigsminister, når han kommer til Bruxelles lidt senere på sommeren, og jeg håber også at kunne drøfte mere positive spørgsmål med ham. Jeg vil gerne forsikre alle de ærede medlemmer om, at vi har taget hensyn til de enkelte punkter i de bekymringer, de har udtrykt under denne nyttige forhandling, samt de øvrige bemærkninger, som vi har modtaget om disse forhandlinger. Som en række af de ærede medlemmer har sagt, har det schweiziske parlament allerede godkendt de syv aftaler. Det skete i oktober sidste år. Vi håber virkelig, at også den schweiziske befolkning vil godkende dem ved folkeafstemningen den 21. maj. Det ville nok være forfatningsmæssigt upassende for mig at opfordre dem til at stemme på den ene eller den anden måde, men jeg håber virkelig, at disse forhandlinger, som er blevet ført i god tro og har ført til meget tilfredsstillende resultater, vil få tilslutning af den schweiziske befolkning. Jeg er sikker på, at Europa-Parlamentets godkendelse vil være nyttig i den henseende og tilskynde den schweiziske befolkning til at stemme på det, vi alle mener er det rigtige, den 21. maj. Så jeg håber virkelig, at Parlamentets afstemning i morgen ikke overrasker nogen af Dem og heller ikke overrasker Kommissionen.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0082/2000) af Matikainen-Kallström for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om forslag til Rådets afgørelse om supplerende makrofinansiel bistand til Moldova (KOM(1999) 516 - C5-0261/1999 - 1999/0213(CNS)).
+Hr. formand, Moldova bærer i lighed med mange andre tidligere sovjetiske stater, der er blevet selvstændige, en tung byrde fra kommunismen. Menneskeligt og økonomisk set går det meget dårligt i Moldova. Den samfundsmæssige situation er uklar, og udviklingen af demokratiet går pinagtig langsomt. Bivirkningerne fra borgerkrigen og den russiske økonomiske krise har sat landet i stå i en lang periode. Industrien er stadig underudviklet og regionalt ujævnt fordelt. Beskeden eksporthandel bygger på salg af landbrugsprodukter til nærområderne. Trøstesløsheden kan også læses af tallene. Siden 1992 er økonomien i Moldova blevet nedskåret med næsten 70%, den forventede levetid er gået kraftigt ned, og efter FN's undersøgelse fra sidste år lever 50% af befolkningen under den absolutte fattigdomsgrænse. Kommissionen fortjener ros for, at den på initiativ af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond har foreslået en mærkbar, supplerende finansiel bistand til Moldova. En bilateral finansiel bistand via Tacis-programmet har været forholdsvis succesfuld. Specielt hvad angår uddannelse af lokaladministration, udrydning af korruption samt oparbejdning af eksport og landbrug, kan der konstateres raske fremskridt. Dette er dog ikke nok endnu. Bistandsmidler skal øges der, hvor de makroøkonomisk set rettes mod kernen af problemløsningen: udviklingen af demokrati samt styrkelse af den økonomiske politik og finanspolitikken. Moldovas spirende positive udvikling skal støttes med netop de foranstaltninger, der styrker det demokratiske system. Kommissionen bør således overvåge, at den supplerende bistand i den henseende anvendes rigtigt; fleksibelt og ved at konsolidere de grundlæggende samfundsstrukturer. Da Moldovas største økonomiske problem er afhængighed af Rusland, skal EU's nye støtteforanstaltninger netop rettes mod at afbryde denne afhængighed. Moldova er f.eks. helt og holdent henvist til importenergi fra Rusland og hermed til de russiske energiselskabernes ledebånd. Cirklen kan kun brydes ved at styrke Moldovas egen energisektor og ved at alsidiggøre landets eksporthandel. Et andet problem, der er forbundet med russerne, er tilbagetrækning af tropper fra moldoviske områder. EU skal med alle midler gøre det klart for Dumaen, at tilbagetrækning af de russiske tropper fra Moldova vil medvirke til en stabilisering af forholdene i landet. Der skal ligeledes umiddelbart sættes fart i forhandlinger om destruktion af russiske projektiler, der er opmagasineret i Moldova. Min betænkning blev enstemmigt godkendt i udvalget. Den fik gode og fornuftige tilføjelser fra Budgetudvalget. Jeg håber, at denne enighed, denne samme vind blæser også ved plenarmødet i morgen.
+Hr. formand, som ordfører for udtalelsen fra Budgetudvalget vil jeg henlede opmærksomheden på de finansielle virkninger, denne lånebeslutning indebærer. Den Europæiske Union yder forskellig finansiel bistand under forskellige former til forskellige stater. Makrofinansiel bistand er en af de vigtigste, foruden at tilsvarende bistand også kan ydes i form af Den Europæiske Investeringsbanks garantier og lån fra EURATOM. Denne udlåning har imidlertid et loft, der er defineret i de interinstitutionelle aftaler. Det er garantifondens årlige maksimum på 200 millioner euro. Dette udgør et problem for eventuelle nye lån, som Den Europæiske Union er ved at bevilge, fordi dette loft ikke er fleksibelt. Låne- og garantibeslutninger, der kendes i dag, kan føre til en situation, hvor man nemt kan overskride dette loft, hvis der sker noget uventet. Derfor mener jeg, at set fra Budgetudvalgets side er det vigtigt, at Kommissionen udarbejder en retningsgivende, flerårig vurdering af sandsynlige fremtidige finansielle behov. Formålet bør være, at Parlamentet og Rådet aftaler prioriteterne vedrørende anvendelsen af den resterende marginal, og at der indgås en aftale om en procedure for de principielle ændringer. Når der er tale om makrofinansiel bistand, virker det, som om Kommissionen i høj grad stoler på de internationale institutters, Den Internationale Valutafonds og Verdensbankens evne til at vurdere de pågældende landes økonomiske situation. Disse institutioners rolle er måske for central, og Kommissionen godkender ofte automatisk lånebetingelser stillet af andre. Det er derfor jeg mener, at Matikainen-Kallströms bemærkninger og ændringsforslag, der tager højde for, at også beskæftigelse og social sikkerhed bør tages i betragtning ved vurdering af ydelse af lån, er vigtige.
+Hr. formand, den udmærkede betænkning af vores kollega, fru Matikainen-Kallström, om den supplerende hjælp til Republikken Moldovas budget giver os en sjælden lejlighed til at rette blikket mod dette lille land ved udkanten af Den Europæiske Union, mod dets økonomiske udvikling og dets politiske orientering. Folk er atter fattige dér. Den gennemsnitlige månedsindtægt pr. moldover er på kun 30 euro. Privatiseringen skrider kun langsomt frem, og landet har endnu ikke fuldstændigt kunnet løse sit problem med integrationen af det russiske mindretal i befolkningen. Monetær stabilitet og budgetstabilitet er endnu ikke opnået, og der står stadig russiske okkupationsstyrker i en del af landet i Dnestrepublikken. I flere dage har der bogstaveligt talt været fare for, at lyset slukkes i Moldova. Den russiske energikoncern Gasprom har afbrudt gasleveringerne, fordi Moldova ikke kunne betale sine regninger i D-mark og dollars. Vi er altså helt konkret vidner til dette lands næsten fortvivlede kamp for økonomisk overlevelse og for sin politiske eksistens. Geografisk er Republikken Moldova en smal stribe mellem Ukraine og Rumænien. Mange unge moldovere vender sig mod Den Europæiske Union. Nogle studerer med midler fra Den Europæiske Union og medlemsstaterne på vores universiteter og højere læreanstalter. I deres land er de i overvejende grad ambassadører for at åbne deres land mod Den Europæiske Union. Hvordan kan vi, Europa-Parlamentet, lette denne åbning? Den makrofinansielle bistand, som udtrykkeligt støttes af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, er et vigtigt skridt til at opbygge den nødvendige tillid til Moldovas statssystem og den hermed forbundne konsolidering af budgettet. Derudover skal hjælpen fra Tacis-programmerne i øget omfang rettes mod erhvervsuddannelse, uddannelse og forbedring af de totalt forældede trafik-, kommunikations- og energiinfrastrukturer. Oprettelse af nye virksomheder inden for håndværk og service forudsætter fleksible rammebetingelser for konkurrence og investeringer, som på sigt kun kan forbedres med Den Europæiske Unions hjælp. Moldova skal imidlertid også være klar over, hvor det vil hen. Vil det holde fast i den uvisse situation med vidtgående afhængighed af billige russiske råstoffer, som det i øvrigt alligevel ikke kan betale, og fortsat være ude af stand til at gennemføre reformer på mange områder og dermed i længden knytte sin skæbne sammen med uforudsigeligheden i den russiske økonomiske og sociale udvikling? Eller vil det resolut efter Rumæniens forbillede slå ind på den lange og vanskelige vej med økonomiske reformer og tættere samarbejde med Den Europæiske Union? I så fald fortjener landet også stærkere støtte fra os. Det skal den grundige modernisering af dets økonomi og statssystem knyttes sammen med. Vi håber, at Moldova vælger denne fornyelsens vej i Europa.
+Hr. formand, mine kolleger, Matikainen-Kallström-betænkningen får vores støtte. Hun har styret dette "barn" under vanskelige omstændigheder, og det takker jeg hende for. Når vi taler om overførselsfinanser, kan man spørge, hvor skal disse finanser egentlig hen. Det virker, som om retningen for overførslen ikke altid er klar. Moldova importerer alle råvarer fra udlandet og er yderst afhængig af energiimport. En tiendedel af landets BNP går udelukkende til regningen fra ét russisk selskab, Gasprom, der - som den tidligere taler fortalte - går og slukker lys i staten Moldova. Der findes altså en energiklemme, der ikke kun gælder for Moldova, men også dets naboland Ukraine, måske også Hviderusland. Af den grund har dette fænomen en bredere politisk betydning, der kan skabe spænding i området, som vi så skal mildne. De finansielle behov i Moldova er store i de nærmeste år. Krisen i Rusland den 17. august 1998 havde en meget stor indvirkning på netop Moldova. Der er opstået et pjalteproletariat i landet. Grundpensionen udgør en femtedel af opvarmningsomkostningerne til én lille lejlighed. Der er ingen befolkning, der kan leve og fungere på den måde. Underskuddet på handelsbalancen er stort: 23-25%. Som sagt er der russiske tropper i Transdnestriaområdet; den berømte Lebeds 14. armé, ikke mere i sin helhed, men den har alligevel sin virkning. Vi er selvfølgelig for lånebeslutningen og betænkningens linje, makrofinansiel bistand, men det er ikke nok. Vi skaber stabilitet mod øst, så vi ikke skal modtage ustabilitet derfra. Den næste zone af udvidelsen, den næste zone af ansøgerlandene er det, vi skal koncentrere os om. Vi skal skabe et område for særlige foranstaltninger, som netop Moldova tilhører, og hjælpe landene. Ved siden af den eksisterende udvidelse skal der altså skabes et østprogram til at bistå disse stater - Moldova, Ukraine, Hviderusland og Rusland - i den fase, hvor vi får nye medlemmer, så der ikke skal opstå et nyt "tæppe" mellem disse stater.
+Hr. formand, også jeg takker ordfører Marjo Matikainen-Kallström for udarbejdelsen af en god betænkning. Hun har sat sig alsidigt ind i sagen og fremhævet de væsentlige aspekter ved den. Vores gruppe støtter ordførerens synspunkter. Som det flere gange er konstateret her, er situationen i Moldova virkelig vanskelig. Skønt der er sket et beskedent fremskridt på områderne administrationsudvikling, samfundsmæssig mangfoldighed og menneskerettigheder, er den økonomiske og sociale situation stadig yderst vanskelig. Landets økonomi er i dette årti blevet formindsket med en tredjedel. Indkomstforskellene er vokset enormt, og halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Udviklingen i Moldova er i væsentlig grad afhængig af, om landet er i stand til at oprette politisk, social og økonomisk stabilitet. Det er yderst vanskeligt for Moldova at klare de store problemer uden bistand fra udlandet. Unionens bistand til Moldova er altså på rette plads. Lån på 15 millioner euro, der gives nu, skal passe sammen med bistanden fra Den Internationale Valutafond og anden international bistand, og hensigten er at øge den sociale og økonomiske stabilitet i Moldova. Det er også vigtigt, at Kommissionen ved hjælp af finanspolitiske betingelser, som tilføjes til bistanden, sikrer, at bistanden virkelig anvendes til rette formål, bl.a. til udvikling af administrationen, etablering af grundlæggende tjenester for borgerne og øgning af den økonomiske effektivitet. Senere skal vi sikre, at betingelserne virkelig er opfyldt, og at landet gør fremskridt mod demokrati, og at befolkningens levevilkår forbedres. Det er på rette plads eventuelt at revidere de finansielle overslag, som der er konstateret i betænkningen, for at øge beløbet i garantireserven.
+Hr. formand, oprettelse og konsolidering af en multietnisk stat er alt andet end et politisk bijob. Det er republikken Moldova til i dag et levende bevis på. Lige fra oprettelsen i 1991 og til dato kæmper den med en uforsonlig separatisme, den såkaldte Dniesterrepublik. Notabene, inklusive tilstedeværelsen af russisk militær i denne republik. Denne tilstedeværelse er endvidere helt i strid med gentagne internationale krav om, at Moskva skal trække sig ud. Stillet over for den dobbelte udfordring i inden- og udenrigspolitikken mellem integrering i Rumænien eller Rusland valgte den politiske elite og vælgerne i denne lille tidligere sovjetrepublik i 1994 entydigt uafhængigheden. Netop af hensyn til Moldovas statslige enhed. I denne prisværdige strategi om at nedbryde interne og eksterne konflikter passer f.eks. autonomivedtægten for mindretalsfolket Gagaoneserne og den knap et år gamle grænseaftale med nabolandet Ukraine. Disse succeser kan dog dårligt skjule Moldovas meget vanskelige overgang fra en tidligere sovjetrepublik til en demokratisk retsstat baseret på en social markedsøkonomi. På grund af den store afhængighed af Den Russiske Føderation med hensyn til energiforsyning og afsætningsmarkeder søger Chisinau finansiel bistand i Vesten til landets modernisering. Det er baggrunden for den foreliggende anmodning, i mellemtiden den tredje, om makrofinansiel bistand fra Den Europæiske Union. På baggrund af den skitserede interne og eksterne stabiliseringskurs, som Moldova fører, kan jeg tilslutte mig dette. Men jeg har to spørgsmål. Hvilke virkninger har de to tidligere kapitalindsprøjtninger fra Unionen haft i Moldova? Kan Kommissionen svare på dette? Endvidere synes ændringsforslag 1 fra det kompetente udvalg at være i strid med målsætningen for dette langtidslån. Naturligvis under jeg også hellere den almindelige borger i Moldova finansiel udenlandsk støtte i stedet for at spække Gasprom-bossernes portemonnæer!
+Hr. ordfører, jeg vil gerne rette en varm tak til Matikainen-Kallström for den indsats, hun har ydet med denne betænkning. Den Europæiske Union er parat til at investere 15 millioner euro, svarende til 120 millioner svenske kroner, i et langfristet lån. Det vil man give til Europas fattigste land, som har et bruttonationalprodukt, der er lige så lavt som i de fattigste lande i Afrika. Moldova er et land, hvor fællesskabet, hvor samfundet har abdiceret på en række områder. Gennemsnitslønnen for en statsansat er 230 leu, ca. 150 svenske kroner eller ca. 19 euro. Den laveste pension ligger på kun godt en fjerdedel af dette, eller 64 leu. I og med at statens finanser er helt undergravede, får hverken statsansatte eller pensionister deres udbetalinger til tiden. Mange må vente mere end et år, nogle gange til og med længere, på at få deres penge. Moldova er et dybt tragisk eksempel på sovjetkommunismens ødelæggende konsekvenser, en skrækkelig ideologi, som nedbrød hele samfund, lande og folk åndeligt, moralsk, socialt og økonomisk. I al sin nøgenhed ser vi, hvilken høst kommunismens dragefrø resulterer i. Moldova har ifølge den svenske professor Per Ronnås oplevet en mere ødelæggende nedgang i levestandarden i fredstid end noget andet land i moderne tid. Det er samtidig meget alvorligt med alle beretningerne om den omfattende tortur fra politiets side, som mennesker bliver udsat for, i form af elektrochok og kvælning med plastikpose over hovedet. Moldova oplever i dag en folkevandring. Ifølge beregningerne er en fjerdedel af landets fire millioner indbyggere taget til udlandet for at søge arbejde. Mange fattige piger berøvet alt er havnet i hænderne på forbrydersyndikater, som udnytter dem seksuelt og fornedrer dem. Vi kan ikke gøre andet end at støtte dette land, det fattigste af alle i Europa.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke fru Matikainen-Kallström for hendes betænkning og Dem alle for det engagement, De har vist i et problem så alvorligt som Moldovas. Jeg kan se, at de forskellige politiske gruppers engagement svarer til Kommissionens engagement, da den lavede forslaget om supplerende makroøkonomisk bistand til Moldova, og derfor takker vi Dem særligt for Deres støtte. Det er rigtigt, at vi i dag taler om makroøkonomisk bistand og dermed om definerede mål, som uden tvivl vil bidrage til at udvide det finansielle spillerum, så man kan tage fat på andre vanskeligheder som dem, De har gjort opmærksom på under forhandlingen i aften. Af de ændringsforslag, der er forelagt i betænkningen, ser Kommissionen ingen problemer i at acceptere ændringsforslag 1-4 om det endelige mål med bistanden, behovet for sammenhæng mellem Fællesskabets forskellige bistandsinstrumenter, og behovet for social ligevægt i bistanden. Derfor vil Kommissionen støtte disse forslag i Rådet, og jeg håber, at de kan gennemføres. Men jeg vil bede ordføreren og Dem alle om at tage de resterende forslag op til fornyet overvejelse. Ændringsforslag 5, 6 og 8 drejer sig om hensigtsmæssigheden i at oprette et nyt udvalg, som kontrollerer denne type bistand. Efter vores mening ville dette initiativ være alt for bureaukratisk og blottet for fornuft. Makroøkonomisk bistand plejer at blive ydet for et år, den fornys ikke altid, den ydes i forskellige områder, i forskellige lande alt efter omstændighederne, og vi mener derfor, at det nuværende system med at samle kontrollen af den i et bestemt organ, Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, er fornuftigt, fordi det er den gruppe mennesker, der har størst erfaring og størst kendskab, hvad angår kontrol og hensigtsmæssig forvaltning af denne type bistand. Jeg vil minde om, at Det Økonomiske og Finansielle Udvalg ikke er et normalt udvalg, det er et udvalg skabt af traktaterne, som praktisk talt består af personlige repræsentanter for økonomi- og finansministrene. De er efter vores mening dem, der reelt er i stand til at forestå denne forvaltning. Jeg mener, at oprettelsen af specifikke ad hoc-udvalg ville give os dårligere resultater, og det ville ikke være så effektivt som den nuværende model. Jeg vil også bede Dem om at overveje ændringsforslag 9 en gang til. I ændringsforslag 9 bliver vi anmodet, og jeg antager, at det er det samme, der ligger i hr. Belders anmodning, om muligheden for, at vi informerer om bistandens effektivitet. Vi er enige i, at Kommissionen skal informere om det, som vi bør gøre, det, der skaber vanskeligheder for os, er, at det skal ske inden den 15. september. Makroøkonomisk bistand indeholder pr. definition en række indikatorer af generel økonomisk karakter, som ikke altid er til rådighed på det tidspunkt. I nogle tilfælde vil vi have dem, i andre vil vi ikke. Vi mener, at det er meget mere fornuftigt, at Kommissionens forpligtelse gælder hele året, og at vi får et større spillerum mellem 15. september og 31. december til at forelægge disse rapporter, for vi mener, at de vil være af højere kvalitet, hvis vi har mere tid til rådighed. Udvalgets bekymring, som jeg forstår, for, om man har tallene til budgetforhandlingen, burde ikke skabe vanskeligheder, eftersom der hvert halve år sendes en rapport til budgetmyndigheden om de garantier, der dækkes af det almindelige budget, og også en årsrapport om forvaltningen af garantifonden. Med de to rapporter vil udvalget råde over alle de nødvendige budgetoplysninger. Men for at vurdere bistanden er det nødvendigt at have mere tid til rådighed. Til sidst har jeg en kommentar til hr. Seppänens bekymringer med hensyn til, hvorvidt der er tilstrækkeligt med budgetmidler til denne form for bistand. Efter vores mening er der ingen vanskeligheder, vi mener, at denne type bistand kan ydes med de eksisterende budgetmidler. Det er rigtigt, at vi i fremtiden sandsynligvis kommer til at diskutere, hvorvidt de nuværende prioriteter og vores finansielle spillerum hænger sammen eller ej, men vi mener ikke, at dette er en diskussion, der skal tages op i forbindelse med en specifik betænkning. Det er en meget mere grundlæggende og generel diskussion i Parlamentet, som vi er rede til at deltage i på den måde, som De finder det hensigtsmæssigt.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. (Mødet hævet kl. 22.55)
\ No newline at end of file