Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Fru formand, det drejer sig om et sprogligt problem vedrørende protokollen fra i går. I den franske version af protokollen fra i går har man i punkt e) oversat den engelske term »STOA studies« med STOArapport. STOA udarbejder ikke rapporter, men derimod undersøgelser. Jeg ville ønske, at oversættelsestjenesten vænnede sig til at tale om undersøgelser fra STOA og ikke om rapporter, så rapporternes uafhængighed og ansvar helt overlades til Parlamentets udvalg.
Hr. Pompidou, Deres bemærkning drejede sig om en sproglig rettelse, og det er klart, at hvis teksten kan forbedres og gøres mere korrekt, skal vi gøre det. Det vil blive gjort. (Protokollen godkendtes)
Fru formand, man fortalte mig i går, at igen er der en assistent for parlamentsmedlemmet Schierhuber, der er blevet overfaldet og har været udsat for røveri. Der har været indbrud i parlamentsmedlemmet Schiedermeiers bolig. Hvornår imødekommes kravet fra over 150 parlamentsmedlemmer om, at sikkerhedsforanstaltningerne i Bruxelles styrkes?
Hr. Rübig, Deres bemærkning er aldeles relevant, og som De ved, bestræber vi os på at få stoppet det, men det kan ikke gøres på et øjeblik. Jeg kan dog fortælle Dem, at der er blevet truffet mange foranstaltninger i den retning, som De ligesom mange af Deres kolleger gentagne gange har ønsket det.
Fru formand, jeg ønsker blot at fremlægge en lille erklæring for at informere Parlamentet og mine kolleger om, at selvom regeringen er nok så from og hylder kristne principper, bliver demonstrerende landmænd, som er bekymrede over deres fremtid på grund af adskillige år med elendig høst, og fordi de er på fallittens rand, i Portugal i dette øjeblik mødt med kampvogne, helikoptere, stormtropper og hunde. Hvis det virkelig er dén humanisme, der kendetegner mit lands regering, må jeg protestere. Jeg har altid været tilknyttet landbruget, jeg har demonstreret inden for lovens rammer med de midler, som det er lovligt at gribe til. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at det selv i et demokrati kan være svært at glemme visse vaner fra diktaturets tid.
Hr. Rosado Fernandes, jeg lyttede til Dem, men der var ikke tale om et indlæg til forretningsordenen, og det ved De godt. Mine damer og herrer, vær venlige kun at komme med indlæg til forretningsordenen.
Fru formand, dette er måske ikke en bemærkning til forretningsordenen, men til verdensordenen. Hvis De vil tilstå mig ét minut. I morges blev det kendt, at Burkina Faso har ratificeret Ottawa-traktaten, traktaten mod landminer. Herved er antallet af ratificerende lande nået op på 40. Derved træder traktaten i kraft 1. marts 1998, og dermed kan vi fra 1. marts 1999 begynde at befri verden for landminer. Fordi Parlamentet også har gjort meget for at få Ottawatraktaten op at stå, skal vi ikke kun lykønske Canadas regering og Burkina Fasos regering, fordi det er det 40. land, men måske også os selv meget stilfærdigt.
Tak, hr. Bertens. Det var ganske vist ikke et indlæg til forretningsordenen, men vi er alle klar over betydningen af den information, som De dér gav os.
Fru formand, jeg har måske ikke et punkt til forretningsordenen, men et spørgsmål til Dem. Jeg indgav således den 7. april i år et skriftligt spørgsmål til formanden for Parlamentet, altså for fem måneder siden, om licitation og levering af møbler til Europa-Parlamentets bar og restaurant. Jeg har endnu ikke modtaget svar på trods af flere telefonsamtaler med formandens tjenester. Nu spørger jeg Dem: Hvordan får jeg svar på dette spørgsmål?
Fru Plooij-Van Gorsel, jeg kan naturligvis ikke give Dem noget svar med det samme, da jeg ikke kendte dette brev. Jeg vil imidlertid bede formanden om at svare på det spørgsmål, som De stillede ham i april, hvis han ikke allerede har besvaret det.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A4-0291/98) fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Rådets fælles holdning fastlagt med henblik på vedtagelse af Rådets forordning om integrering af kønsaspektet i udviklingssamarbejdet.
Fru formand, kære kolleger. At styrke kvindens stilling er et vigtigt mål i sig selv. Hvis kvinder opnår samme status og får samme muligheder og samme sociale, økonomiske og lovgivningsmæssige rettigheder som mænd samt ret til reproduktiv sundhed og ret til beskyttelse mod kønsspecifik vold, vil menneskets velbefindende generelt blive øget. Dette er på ingen måde en trosbekendelse fra et feministisk manifest, men stammer fra en publikation fra De Forenede Nationer, som i forbindelse med den fjerde verdenskvindekonference i Peking udgav den særdeles oplysende bog The World's Women 1995 . De slutninger, man kan drage af denne bog, er identiske med udgangspunktet for EU-Kommissionens mainstreaming -koncept, hvorefter kønsaspekter skal integreres i alle politiske områder, herunder også i udviklingssamarbejdet. Den Europæiske Union spillede en god og konstruktiv rolle i Peking - det gentager jeg gerne og kan sige det ud fra egen overbevisning. I den handlingsplatform og sluterklæring, der blev vedtaget i Peking, forpligtede alle deltagere sig til med målrettede initiativer og inden for rammerne af deres respektive kompetence at fjerne diskriminering og bidrage til faktisk ligestilling af kvinder på alle tilværelsens områder, det vil sige opdragelse, undervisning og uddannelse, erhverv og familie, socialvæsen, politik, økonomi og videnskab, retsvæsen, kultur, medier osv. Det foreliggende forslag til forordning er et glædeligt tiltag med henblik på at skærpe bevidstheden om, at styrkelse af kvinders rettigheder ganske enkelt er nøglen til den ofte fremhævede bæredygtige udvikling. Intentionen om, at de afsatte bevillinger - hvis omfang desværre er yderst beskedent - ikke kun skal anvendes til operationelle projekter, men også til bevidstgørelsesinitiativer, fortjener klart at blive støttet. Hidtil har integreringen af kvinders interesser i udviklingssamarbejdet både indholdsmæssigt og personalemæssigt været særdeles mangelfuld på så vigtige områder som landbrug og kvægavl, fiskeri, skovbrug, drikkevandsforsyning, nød- og katastrofehjælp, men også inden for handel, levnedsmiddelforarbejdning eller den lette industri. Dette skyldes ikke mindst hårdnakkede fordomme og kulturelle og religiøse hindringer kombineret med manglende viden. Her skal vi ikke endnu en gang opregne hele spektret af diskrimineringer af kvinder inden for alle kulturkredse. Problemerne er jo velkendte. Vi kan sige, at forslaget til forordning her er et skridt i den rigtige retning. Det er dog kun et lille skridt, som skal følges op af flere. Jeg skal udtrykkeligt påskønne, at talrige ændringsforslag fra førstebehandlingen er blevet taget op, men der er en afgørende mangel ved Rådets fælles holdning. Det har nemlig begrænset gyldighedsperioden. Jeg mener, at det er rigtigt efter fem år at kontrollere, hvordan programmet har virket. Men problemet er på ingen måde løst i løbet af fem år, og det er nødvendigt, at vi fortsætter vores bestræbelser. Derfor foreslår jeg, at tidsbegrænsningen fjernes. Jeg regner med bred tilslutning i Parlamentet. Dermed styrkes kravet om at opfatte integreringen af kønsspecifikke spørgsmål i udviklingssamarbejdet som en tværgående opgave, som skal praktiseres inden for hele udviklingssamarbejdet. Det gælder om at opnå en høj spredningseffekt, som det også fremgår af programmet. Det kræver en koordineret indsats sammen med medlemsstaterne. Det er nemlig ikke kun i udviklingslandene, at bevidsthedsgørelse er nødvendig, det gælder også for os selv. Det vil sige, at alle beslutningstagere på fællesskabsplan skal have en passende videreuddannelse. Her må det ikke kun dreje sig om de såkaldte hårde faktorer, men det skal også handle om de nye områder inden for udviklingssamarbejdet, som i stigende grad får betydning: menneskerettigheder, demokratisering og retsstatslige forhold, deltagelse i det civile samfund, good governance , handel, makroøkonomiske analyser, opfyldelse af de grundlæggende menneskelige behov, bekæmpelse af fattigdommen og reproduktiv sundhed. Her skal man primært udnytte de eksisterende strukturer i udviklingslandene og de lokale kapaciteter. Men selv den bedste hensigt og den mest fremragende forordning hjælper ikke, hvis der mangler det fornødne personale til at føre dem ud i livet. Det gælder på særlig iøjnefaldende måde i den aktuelle sammenhæng. Europa-Parlamentet og dets udvalg har længe klaget over den utilstrækkelige personalemæssige udrustning for arbejdsområdet kvinder og udvikling i Kommissionen. Nu er bunden nået! Den A-embedsmand, som var ansvarlig for kønsspørgsmål i generaldirektoratet, har forladt denne stilling. En efterfølger er ikke i sigte. Jeg hører, at det oprindeligt planlagte stillingsopslag er blevet stoppet. Nu er der kun en national ekspert fra Sverige til at holde skansen. Det ville jeg gerne have haft en kommentar til fra Kommissionen, for det er et spørgsmål om troværdighed. Her har Kommissionen en klar forpligtelse over for Parlamentet, men især da over for kvinderne i udviklingslandene!
Fru formand, i Udvalget om Kvinders Rettigheder har vi beskæftiget os intensivt med emnet »udviklingssamarbejde og kønsaspekter i udviklingssamarbejdet«. Jeg var med i Peking som ordfører og kan kun sige, at det var rigtige beslutninger, der blev truffet dér. Handlingsplatformen giver os en handlingsramme. Hvis vi ikke gennemfører det, der blev påbegyndt dér, hjælper selv den bedste erklæring om bæredygtighed ingenting. Når vi nu har erkendt, at kvinder er nøglen til udvikling, så skal forordningen hurtigst muligt træde i kraft. Vi har hørt fru Junker sige, at der her er store vanskeligheder i forbindelse med Kommissionens gennemførelse. Vi har her også to budgetposter, som for tiden er blokeret. Med forordningen vil vi få det stærkt tiltrængte retsgrundlag til at kunne gennemføre kønsspecifikke anliggender. Nu blev det også nævnt, at stillingerne i Generaldirektorat Ib og VIII tidligere har ydet et godt stykke arbejde. Man har således ikke kun overvåget pilotprojekter i forbindelse med mainstreaming , men også udviklet metoder, som gør det muligt at vurdere de enkelte projekter med henblik på kønsspecifikke virkninger. Enkeltprojekter i de lande, vi samarbejder med, er blevet nøje undersøgt med henblik på deres virkninger for piger og kvinder. I anden række er der iværksat initiativer til at bevidstgøre personalet i Kommissionen og andre tjenestesteder om spørgsmål vedrørende det kønsspecifikke samarbejde. Man må ikke stoppe nu, vi skal videre. Hvis de få stillinger i Kommissionen ikke bliver besat, er alle vores anstrengelser meningsløse. Derfor mener jeg, at vi skal fortsætte initiativerne og hurtigst muligt få frigivet bevillingerne på de to pågældende budgetposter, post B7-611 og B7-631. Udnyttelsen af bevillingerne lå her på 93 %, altså en meget høj udnyttelsesprocent. Her skal der altså hurtigst muligt gennemføres foranstaltningerne for områderne forebyggelse af kriser, menneskerettigheder, demokratisering og basisuddannelse i vores samarbejdslande. Jeg skal endnu en gang fremhæve, som fru Junker allerede har gjort det, at med en tidsbegrænsning begrænses forordningens virkninger naturligvis stærkt. Hvis vi bliver enige om, at tidsbegrænsningen skal ophæves - jeg går ud fra, at der vil være flertal for det her i Parlamentet - er det en meget vigtig beslutning. Men derfor er det alligevel fortsat nødvendigt permanent at evaluere virkningerne af denne politik. Ophævelse af tidsbegrænsningen er imidlertid et centralt anliggende.
Fru formand, ved emner som dette er man jo vant til, at Parlamentets kvinder får salen for sig selv. Så meget desto mere glæder det mig, at netop vores side i Parlamentet dog er repræsenteret af nogle herrer, og det endda i højere grad end den side, der almindeligvis synes at være så bevidst om disse spørgsmål. At Lord Plumb så går netop nu i det forkerte øjeblik, det er så en anden sag! Mine damer og herrer, det beklages til stadighed, at der i udviklingssamarbejdet ikke i tilstrækkelig grad ses på og tages hensyn til de kulturelle forhold i de respektive lande. Også ved den kønsspecifikke tilgangsvinkel til udviklingspolitikken må vi forholde os til den kendsgerning, at der i andre landes samfund hersker en traditionel arbejdsdeling, og vi ved allesammen, at det ikke nytter noget at ville vende op og ned på forholdene. I første omgang skal det altså dreje sig om at definere og derefter også i øget grad støtte de områder, som først og fremmest angår kvinder. Således har f.eks. projekter, som netop tilbydes på områderne levnedsmiddelforsyning eller sundhed, haft særlig stor succes. Derfor er det i en række lande også netop de projekter, som angår privatlån, der gives til kvinder, der fungerer, og her kan der egentlig i alle rapporter dokumenteres en høj moral med hensyn til tilbagebetaling. Nu som før er det efter min mening absolut uddannelsesområdet, der skal prioriteres højest, ikke kun fordi kvinderne udgør en særlig stor andel af analfabeterne, men også fordi et højere uddannelsesniveau fører til en større bevidsthedsgørelse om spørgsmål vedrørende befolkningsudviklingen, fordi sådanne kvinder også er mere åbne over for fødselskontrol. Men vi skal være opmærksomme på én ting. Når vi udvider kvindernes aktionsradius, og den tangerer mændenes, er der altid to muligheder. Enten fører det til konflikt eller til konsensus, og for familierne er der vel ingen tvivl om, at det sidste er en fordel. Netop på familieplanlægningsområdet må vi heller ikke tillade, at hele ansvaret for befolkningsudviklingen lægges over på kvinderne. Dette er et særligt moment, som for kønsaspektet betyder, at begge parter - mænd og kvinder - skal have et ansvar. Også i denne betænkning kræves der - som ved andre emner - at medlemsstaterne samarbejder. Det er et tema, som netop på udviklingsområdet til stadighed står på dagsordenen i alle mulige anledninger. Jeg vil være Kommissionen meget taknemmelig, hvis vi kunne få tilbagemeldinger om samarbejde, der er lykkedes, så vi for en gangs skyld kan sætte kryds ud for et område og sige, at her fungerer det. Tak til ordføreren!
Fru formand, det vil sikkert glæde fru Günther at høre, at De Grønne er så avancerede, at en af os vil tale om dette emne. Faktisk fremlagde jeg Nel van Dijks betænkning i Udvalget om Kvinders Rettigheder, da Nel selv var fraværende, så det er et emne, jeg kender til. Jeg mener, at det er et meget vigtigt område. Jeg er netop vendt tilbage fra Indien, hvor jeg besøgte Dalai Lama i Dharamsala. Hvis vi ser på landsbylivet i Indien og kvindens centrale rolle i det samfund samt behovet for at henvende os til kvinderne for at få dem til at fungere som lokomotiver i landsbyens udvikling, må man konstatere, at det er et område, som EU bør fokusere mere på. Jeg mener, at fru Junkers betænkning er fremragende, fordi den understreger det væsentlige, nemlig at vi bør bruge vores penge på at uddanne, udvikle og støtte kvinder i udviklingslandene og ikke nødvendigvis bruge alle pengene på at uddanne kvinder i Kommissionen i Bruxelles. Det kan være vigtigt - bevidstgørelsen og hensyntagen til kønsaspektet i politikkerne hos Kommissionen og i resten af Unionen - men nøglen bør være, at vi skal bruge pengene fra disse budgetposter på kvindeprojekter i selve udviklingslandene. Det er en vigtig del af hendes betænkning, og jeg håber, at Kommissionen vil reagere positivt. I Udvalget om Kvinders Rettigheder drøftede vi, hvordan vi i højere grad kan indføre kønsaspektet i politikkerne: at få effektive stående udvalg med flere kvindelige medlemmer, at sikre bedre kvindelig repræsentation hos udviklingslandene i AVS-delegationerne, at sikre, at vi overvåger og evaluerer alle udviklingsprojekter fra EU, hvad angår deres indvirkning på kvinder i udviklingslandene og sikre, at der sker en tilbagemelding, ikke kun til Kommissionen, men også til Parlamentet, således at vi kan sikre en øget hensyntagen til kønsaspektet i EU's udviklingsstøtte. Hvis dette kunne lade sig gøre, ville det være et betydeligt fremskridt.
Fru formand, mine damer og herrer, jeg vil ikke tage ordet uden at takke ordføreren og Udvalget om Udvikling og Samarbejde for deres arbejde vedrørende hensynet til ligestilling mellem mænd og kvinder inden for rammerne af EU's udviklingssamarbejde. Kvinden er mandens fremtid, som sangeren Jean Ferrat har udtrykt det. Dette er især rigtigt med hensyn til udvikling. Hvis man f.eks. har været i Afrika, har man kunnet se, at kvinderne dominerer i udviklingsprocessen. Deres bidrag er af afgørende betydning såvel på det økonomiske område, og navnlig i den uformelle eller folkelige økonomiske sektor, som på landbrugsområdet. Ligeledes kan man ikke rose deres bidrag til genoprettelses- og genopbygningsprocessen nok. Er det nødvendigt også at fortælle om den rolle, de spiller i forebyggelsen af konflikter og i fredsbevarelsen? Ikke desto mindre er kvinderne, som er drivkraften i udviklingen, ofre for alvorlig forskelsbehandling og social, familiemæssig, økonomisk og politisk diskrimination i udviklingslandene, og deres bidrag til udviklingen sker til trods for betydelige hindringer for ligestillingen. Ud over hensigtserklæringer drejer det sig i dag for EU om at gennemføre de udmærkede beslutninger, som den har vedtaget ved underskrivelsen af aktionsplatformen og erklæringen fra Peking-konferencen i 1995, og at omsætte dem til handling, især i politikken vedrørende udviklingsbistand. Man kan derfor kun glæde sig over Rådets forslag til forordning, som sigter på at tildele kvinderne deres fortjente rolle som afgørende aktører i udviklingen ved at sørge for, at alle handlinger og strategier i forbindelse med udvikling på systematisk vis indeholder en analyse af kønsaspektet. Det er nemlig vigtigt, at Den Europæiske Unions handlinger i forbindelse med udvikling svarer til kvindernes behov og prioriteringer på lokalt niveau. Det er vigtigt, at de kan deltage fuldt ud i udarbejdelsen og gennemførelsen af udviklingsprojekter. Jeg vil derfor fortælle Dem i dag, at jeg på vegne af min gruppe, Europæisk Radikal Alliance, helt og holdent støtter indstillingen fra Udvalget om Udvikling, især fordi vi mener, at inddragelsen af kønsaspektet i fællesskabsaktionerne til fordel for udviklingen også er en garanti for deres succes. Jeg mener også, at det er upassende at udsætte denne forordning, som indeholder et så ambitiøst program. Derfor har jeg sammen med mine kolleger i udvalget modsat mig forordningen, sådan som Rådet har foreslået den, og jeg tror, at Parlamentet vil blive hørt på dette punkt. Begrebet ligestilling mellem mænd og kvinder bør helt bestemt være indprentet i vores tankegang. Det bør også på vedvarende vis præge Den Europæiske Unions indsats på udviklingsområdet.
Fru formand, som menneske og som parlamentariker må jeg erkende, at vi lever i et samfund, såvel mod nord som mod syd, hvor kvinderne har store vanskeligheder med at nå de poster, hvor de sociale, politiske og økonomiske beslutninger træffes. Denne ulighed mellem mænds og kvinders muligheder udgør et umådeligt spild af evne og talent, der er endnu mere tydeligt i de mindre udviklede lande. Jeg tror ikke på et system baseret på kvoter eller bekendtgørelser. Jeg tror derimod på en grundig bevidstgørelse om dette problem, som Europa-Parlamentet da også har spillet en eksemplarisk pionerrolle til fordel for. Der er en gammel talemåde i mit land, der siger: »Mange bække små gør en stor å«. Jeg er enig i genfremsættelsen af de ændringsforslag, der er blevet stillet til denne forordning, for man må ikke glemme de mindre, operationelle projekter. Man må bekræfte, at der kun er én samarbejdspolitik i Den Europæiske Union, og præcisere prioriteringsområderne med henblik på en kvindelig deltagelse i nødhjælpsaktioner og kriseforebyggelse, menneskerettigheder og demokratisering, økonomisk analyse, handel samt seksuel og reproduktiv sundhed. Det er vigtigt at gøre en ende på det undtagelsesmæssige og finde tilbage til det normale, hvad angår kontrakttildeling efter bud fra modtagerlande og udviklingslande i samme region. EU kan ikke tage med den ene hånd og give med den anden. Til slut: Hvorfor på forhånd fastsætte afslutningen på et program, der sigter mod at styrke kvinders tilstedeværelse i EU's organers udviklingspolitik, ved fem år før at udstede en for tidlig dødsattest? Man behøver blot at se, hvor langsomt de store sociale forandringer har bevæget sig i udviklingslandene, den langsomt positive udvikling i gennemsnitslevealder, børnedødelighed, alfabetiseringsgrad og fødselstal eller sågar i BNP pr. indbygger for ikke at forvente mirakler på dette område. Desværre skal vi, og Rådets holdning bekræfter det, stadig høre fru Junker råbe på mere kvindemagt i Kommissionens tjenester og delegationer i mange år endnu.
Fru formand, først vil jeg gerne hilse Parlamentets henstilling velkommen og udtrykke Kommissionens tilfredshed med Parlamentets støtte til såvel oprettelsen af denne budgetpost i 1990 som til Kommissionens politik for kvinde- og kønsspørgsmål i udviklingssamarbejdet siden verdenskvindekonferencen i Beijing i 1995. Jeg er meget glad for muligheden for at takke Parlamentet for det fremragende arbejde, som især ordføreren, fru Juncker, har udført på vegne af Udvalget om Udvikling og Samarbejde og fru Gröner på vegne af Udvalget om Kvinders Rettigheder. Vi anerkender, at den store erfaring og det store engagement fremmer et godt samarbejde mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen på dette område. Den foreslåede henstilling har til formål at skabe et sammenhængende og stabilt retsgrundlag for foranstaltninger, som er af central betydning for kvaliteten og effektiviteten af vores udviklingssamarbejde samt for social retfærdighed og lighed. Det er absolut væsentligt, at vi får forordningen vedtaget så hurtigt som muligt, således at vi kan bruge pengene til det planlagte formål. Tidligere har man i udviklingsprojekterne overset to vigtige aspekter. For det første har man ofte undladt at tage hensyn til kvinders forskellige økonomiske og sociale roller inden for projektområderne. Derfor var projekterne undertiden udformet på grundlag af et ufuldstændigt billede og uden, at den mest relevante part deltog. Det er netop det, hr. Kerr var inde på. En sådan fremgangsmåde mindsker naturligvis deres chancer for at lykkes. For det andet har man på politisk og planlægningsmæssigt niveau lagt utilstrækkelig vægt på de fortsatte og alvorlige forskelle mellem kvinder og mænd i udviklingslandene. Det var det punkt, fru Günther understregede så kraftigt. Disse forskelle mindsker mulighederne for, at kvinder kan yde et betydningsfuldt bidrag til økonomien og samfundet, og de fungerer som bremse på samfundsudviklingen som sådan. De fastholder også kvinder i underordnede roller. Så vi forsøger at komme videre med netop det, fru Gröner sagde, nemlig virkeliggørelsen af den platform, der blev aftalt på verdensplan i Beijing. Af disse tre grunde er en strategisk og katalytisk indfaldsvinkel så vigtig. Hvis man blot finansierer yderligere projekter til gavn for kvinder, risikerer man at marginalisere spørgsmålets betydning. Det vil ikke få tilstrækkelig virkning, og indflydelsen på kvaliteten og effektiviteten på længere sigt af udviklingen af ligestillingsaktiviteter vil blive minimal. I stedet indeholder den foreslåede forordning foranstaltninger om at støtte en massiv inddragelse af kønspolitiske spørgsmål i Fællesskabets politikker for udviklingssamarbejde og -programmer. Det var det, der blev slået fast i Beijing med hensyn til platformen. Samtidig tilskynder vi til særlige interventioner, der har til formål at reducere forskellene mellem kvinder og mænd, og som finansieres over de nuværende bevillinger, og det i tilstrækkelig stor skala. Vi mener, at det er den rette fremgangsmåde. Dette er i overensstemmelse med den fremgangsmåde med hensyn til ligestilling, man hælder til i de seneste konklusioner fra Rådet samt i en tidligere resolution og navnlig ved Beijing-konferencen. Det er den bredtfavnende ligestillingsmetode, vi forsøger at fremme. Denne opgave kræver en grundig, opfindsom og løbende omdefinering af de traditionelle fremgangsmåder og arbejdsmetoder. Den internationale erfaring viser, at dette ikke er nogen nem eller hurtigt overstået opgave. Men den første midtvejsrapport om integration af kønspolitik i udviklingen viser, at der allerede er udført et omfattende stykke arbejde, og at man er kommet godt i gang. Fru Juncker fremførte et meget stærkt argument vedrørende personale, og vi anerkender betydningen af hendes bemærkning. Vi forsøger at opretholde personaleniveauet, men jeg er nødt til at sige, at det ikke er let. Den nuværende vanskelige personalesituation giver os et meget begrænset manøvrerum i denne sag. Der er ikke altid adgang til specialiseret sagkundskab, og den kan ikke altid overføres inden for direktoratet. Jeg har noteret mig, hvad fru Juncker og hr. Kerr sagde. Det er vigtigt at videreudvikle uddannelsen både internt i Kommissionen og for mennesker i udviklingslandene. Kommissionens holdning til de 20 fremsatte ændringsforslag, der er til afstemning, er følgende: Vi kan fuldt ud støtte seks af dem, 1, 7, 9, 10, 14 og 20 og ligeledes dele af 11, 17 og 18. Vi kan også til dels acceptere ændringsforslag 2 og 4, selvom vi mener, at der er behov for visse omformuleringer for at fastholde et tydeligt fokus på ligestillingsaspektet ved denne budgetpost. Der er tale om en budgetpost, som består af en sammenlægning af to tidligere budgetposter. Vi kan ikke acceptere følgende ændringsforslag: 3, 5, 6, 8, 12, 13, 15, 16 og 19 samt dele af 11, 17 og 18. Jeg skal ganske kort skitsere de vigtigste grunde til Kommissionens holdning. Nogle ændringsforslag, f.eks. 12 og 13 samt dele af 18, ville skabe nye proceduremæssige hindringer, navnlig med hensyn til de interinstitutionelle krav. Dette ville umuliggøre en korrekt forvaltning af budgettet i lyset af de begrænsede menneskelige ressourcer, Kommissionen har til rådighed. Med hensyn til ændringsforslag 8 er vi ganske vist enige i hensigten, men de foreslåede aktiviteter er for ambitiøse for vores personaleressourcer. Endelig vil flere ændringsforslag - 16, 19 og dele af 11 - være inkonsekvente i forhold til de eksisterende interinstitutionelle aftaler eller kræve ændringer af de eksisterende udvalgsprocedurer. Andre - ændringsforslag 15 og dele af 18 - vil påvirke Kommissionens nuværende kompetencer. Som De ved, haster det lidt med at få vedtaget forordningen. Budgetposten for integration af køns- og udviklingspolitik er i øjeblikket blokeret, indtil der kan findes et retsgrundlag. Så vi er taknemmelige for Parlamentets støtte til vores bestræbelser på hurtigst muligt at skabe fremskridt for denne foranstaltning. Tre år efter verdenskvindekonferencen i Beijing har vi nået meget. Det er vi enige om. En betydelig og stigende del af Fællesskabets hjælperessourcer rettes mod prioritetsområderne fra Beijing. Der tages vigtige skridt til at forbedre ligestillingsbevidstheden i Fællesskabets hjælpeprogrammer, så vedtagelsen af denne forordning om integration af kønsaspektet i udviklingssamarbejdet, vil give os et stabilt grundlag for dette arbejde og give os mulighed for at intensivere vores bestræbelser.
Jeg takker kommissær Flynn. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0272/98) af Marinucci for Udvalget om Kvinders rettigheder om arbejdsløshedens specielle virkninger for kvinder.
Fru formand, arbejdsløsheden er det største af alle problemer i Den Europæiske Union. Den er mere eller mindre udtalt i Europas forskellige regioner, men overalt er den en trussel for familiernes fred og for institutionernes stabilitet. I løbet af årene har studier, undersøgelser, nationale foranstaltninger, fællesskabsforanstaltninger, Delors' hvidbog, ministerrådsmøder og topmøder afløst hinanden, og de er kommet med nogle løsninger, som var mere eller mindre gennemførlige - og som mere eller mindre blev gennemført - men problemet bliver ved med at eksistere, og det risikerer at blive værre. Midt i al den elendighed er der kun et enkelt lyspunkt: For første gang i historien er der ikke nogen, der har fundet på at foreslå den traditionelle udvej til at reducere mænds arbejdsløshed, nemlig at sende kvinderne tilbage til kødgryderne. Dette er uden tvivl et tegn på sejr for den nyfeministiske bevægelse, der også har revolutioneret indfaldsvinklen for de beskæftigelsesmæssige emner. Det er et tegn på sejr for de mange kvinder, som overalt i Europa optræder stadig mere talstærkt på arbejdsmarkedet, hvorved de viser deres uigenkaldelige lyst til at deltage fuldt ud i alle aktiviteterne uden for hjemmet. Men det er ikke det hele! Det er ikke alene sket det, at ingen har tilladt sig at hente den gamle opskrift frem i lyset igen; den gamle opskrift, som man flere gange havde overvejet og afprøvet, lige fra starten af den industrielle revolution til i efterkrigstiden og under kriserne - der er også sket det, at Den Europæiske Union fra topmødet i Essen fuldstændigt har integreret kvindespørgsmålet i debatten og i forslagene om beskæftigelse i Europa, og dette har i høj grad smittet af på medlemsstaterne. Man kunne så spørge, hvorfor vi ville have denne initiativbeslutning. Den ville vi have, fordi der under overfladen gemmer sig nogle uklarheder, som risikerer at liste det, vi lige er blevet af med gennem hoveddøren, ind ad bagdøren igen. Mange foranstaltninger er nemlig stadig ikke blevet gennemført, og der er mange foranstaltninger, som er mangelfulde. Det er ligeledes nødvendigt at gøre opmærksom på de mange modsætningsforhold, der hersker inden for hele spørgsmålet om beskæftigelsen og kvinders arbejdsløshed. Det første modsætningsforhold er, at der aldrig før har været så mange kvinder beskæftiget i lønnet arbejde uden for hjemmet, men at der samtidig aldrig har været så mange arbejdsløse kvinder, som der er nu. Dette sker netop, fordi der samtidig med det øgede udbud af kvinder, der gerne vil ud på arbejdsmarkedet, er et øget fald i efterspørgselen på begge køns arbejdskraft fra de private virksomheders og de offentlige institutioners side. Det andet modsætningsforhold er, at selvom der er en stigning i kvindernes beskæftigelse, er der først og fremmest tale om en stigning inden for deltidsstillingerne, de midlertidige stillinger og de tidsbegrænsede stillinger. Deltidsarbejdet bliver mere udbredt, men det betyder ikke altid, at der så er større mulighed for at forene de huslige aktiviteter med aktiviterne uden for hjemmet, eftersom der kan være tale om arbejde i weekenden og i helligdagene, eller om aften- eller natarbejde. Kvinders beskæftigelse stiger med den form for arbejde, der indebærer få timer eller få dage om året, men til gengæld bliver den sociale sikring mindre. Det hænder i øvrigt, at den sociale sikring, som ikke tildeles på individuel basis, tvinger kvinderne til at sige nej til et lønnet arbejde, og også overgangen fra de passive beskæftigelsespolitikker til de såkaldte aktive politikker forhindrer i visse lande kvinderne i at få et bistandsbeløb, som ikke i ordentlig tid bliver afløst af en arbejdsindtægt, og dette gælder også for de enlige mødre. Det tredje modsætningsforhold er, at selvom kvindernes uddannelse bliver bedre, stiger deres beskæftigelse ikke proportionelt hermed. Dette sker uden tvivl på grund af kønsadskillelsen i skolerne, som forplanter sig til beskæftigelsen og medfører en kønsadskillelse inden for de traditionelle kvindesektorer, men det er ikke den eneste grund, for der er arbejdsløse kvindelige akademikere inden for de traditionelle mandsdominerede sektorer, som ofte har en højere uddannelse end de jævnaldrende mænd, der allerede er i arbejde. Det samme gælder for erhvervsuddannelsen, som ikke giver nogen særlige muligheder for at få kvinder i arbejde, når den sigter mod de traditionelle kvindejob, og ofte heller ikke, når den vedrører de traditionelle mandejob, såfremt beskæftigelsesbehovet er mættet på dette område. Alle disse modsætningsforhold - der i øvrigt optræder på et tidspunkt, hvor kvinderne, også som mødre og koner, lider under konsekvenserne af de unges store vanskeligheder med at komme ind på arbejdsmarkedet og deres mænds sørgelige tab af deres job - har overbevist os om, at det er nødvendigt at gøre kraftigt opmærksom på dette emne. Vi er dels skuffede over holdningen i de retningslinjer for beskæftigelsen, der blev vedtaget på topmødet i Luxembourg - hvor spørgsmålet om kvinders beskæftigelse ikke blev integreret i de tre første søjler, men blev holdt adskilt og fik en ubetydelig plads i den fjerde søjle - og over de nationale handlingsplaner, hvoraf nogle er absolut mangelfulde og ikke indeholder nogen kvantitative målsætninger; og dels er vi skuffede over resultaterne af EU-ministrenes møde i Belfast om kvindeanliggender, der blev afsluttet, uden at der blev truffet nogen konkrete beslutninger. Med dette forslag til beslutning, der er resultatet af det samarbejde og de værdifulde bidrag, som kolleger fra alle grupper har tilført min oprindelige betænkning med deres ændringsforslag, vil vi gerne rette en kraftig opfordring til Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne om både i de kommende retningslinjer for beskæftigelsen og i retningslinjerne for strukturfondene at medtage, kommissær Flynn, nogle kvantitative målsætninger med en klar tidsplan og nogle præcise budgetbevillinger. Vi anmoder desuden om, at man vedtager nogle foranstaltninger, der er baseret på gennemsnittet fra de tre medlemsstater, der har opnået de bedste resultater. Vi ønsker en mere klar definition af arbejdsløsheden og en klar definition af deltidsarbejdet. Vi opfordrer arbejdsmarkedets parter til at indgå en rammeaftale om alle former for atypisk arbejde. Vi anmoder Kommissionen om et rammedirektiv om børnepasning - det ville glæde mig meget, om kommissær Flynn forkyndte et sådant direktiv i dag - og vi håber på at få Parlamentets støtte til vores forslag.
Fru formand, i Europa-Parlamentet har vi i dag med denne bredt anlagte debat om kvinders rettigheder endnu en gang vist os som en sand lobby for kvinders rettigheder. Jeg mener, at lige rettigheder og muligheder for mænd og kvinder på uddannelsesområdet og på arbejdsmarkedet er en af grundpillerne i det europæiske hus. Erhvervsarbejde - det ved vi alle - er mere end blot spørgsmålet om at få brød på bordet. Det kvindelige køns evner, kvalifikationer og kreativitet i og uden for Den Europæiske Union er en rigdom, som vi skal bygge på. Alligevel har kvinder indtil nu - det viser betænkningen af Marinucci jo ganske klart - altid været udsat for udpræget diskriminering. I arbejdsmarkedets spejl ses det, at kvinder gennemsnitligt er 30 % mere ramt af arbejdsløshed, for slet ikke at tale om enkelte regioner i Unionen, hvor arbejdsløsheden for kvinder er dobbelt så høj som den generelle arbejdsløshedsprocent, samt at kvinder i højere grad trænges ud af arbejdsmarkedet, at de skubbes ud på usikre jobs uden sikkerhed - altså de såkaldte atypiske arbejdsformer - og at de trods deres kvalifikationer diskrimineres ved forfremmelser. I De Europæiske Socialdemokraters Gruppe ser vi den skæbnesvangre fare for kvinder, at der sker en cementering af langsigtede store handicap, der gælder for kvinder, nemlig en cementering af indkomstforskelle - kvinder tjener en tredjedel mindre - iøjnefaldende diskriminering ved forfremmelser og fare for stigende arbejdsløshed. Betænkningen af Marinucci indeholder en lang række meget konkrete forslag til at forbedre foreningen af arbejdsliv og familieliv. Men principielt er der et stærkt behov for nytænkning samt for en koordineret aktion mellem medlemsstater og institutioner i EU. Beskæftigelsestopmødet har givet en første impuls, men forslagene i de nationale beskæftigelsesplaner til at fjerne forskelsbehandlingen af mænd og kvinder er fuldstændigt utilstrækkelige. Her skal vi kraftigt påpege, at beskæftigelsesfremmende initiativer i langt højere grad skal inddrage kvinderne. Jeg går stærkt ind for, at vi tager emnet benchmarking op, at vi sætter tidsbegrænsede mål for, hvordan man fjerner disse diskrimineringer. Betænkningen fremsætter i beslutningen, først og frmmest i nr. 23, konkrete forslag til, hvordan diskrimineringen og forskellene mellem mænd og kvinder kan reduceres, og hvordan vi skal orientere os efter de tre medlemsstater i Unionen, der optræder forbilledligt. Betænkningen af Marinucci indeholder mange særdeles gode idéer. Jeg takker varmt min gruppefælle for hendes arbejde, og jeg mener, at medlemsstaterne i højere grad skal gøres bevidste om dette problem. Ved det sidste uformelle Ministerråd i Østrig var tre medlemsstater overhovedet ikke repræsenteret. Tyskland, Storbritannien og Frankrig havde ikke engang sendt ministre til det uformelle møde. Her skal medlemsstaternes bevidsthed om problemet skærpes. Vi forventer, at Rådet (socialministre) i oktober gennemfører de betænkninger, som vedtages i dag.
Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer. Vi er kommet yderligere nogle skridt fremad i kampen mod arbejdsløsheden. I 1994 blev der under det tyske rådsformandskab i Essen lagt grundstenen til en omfattende strategi for medlemsstaternes samarbejde. Til de fem områder, der blev defineret, hører foranstaltninger til fordel for de grupper, der er særligt hårdt ramt af arbejdsløshed. Det gælder i særlig grad for kvinder. På beskæftigelsestopmødet i Luxembourg blev der i 1997 vedtaget handlingsplaner til at bekæmpe langtids- og ungdomsarbejdsløsheden og til at overgå fra passive til aktive foranstaltninger. De angår i særlig grad kvinderne. De såkaldte atypiske arbejdsformer er for længst blevet typiske. Fritidsjobs, midlertidige jobs og medhjælpende familiemedlemmers arbejde. Deltidsarbejde er hensigtsmæssigt, når arbejdslivets og familielivets krav bedre kan tilpasses til hinanden, også ved hjemmearbejde og telearbejde. Deltidsarbejde er ikke hensigtsmæssigt, når timelønnet arbejde udvides, så det næsten er et fuldtidsjob, men til underbetaling. Der, hvor der mangler social sikring og videreuddannelses- og forfremmelsesmuligheder, er deltidsarbejde kun en reserve, indtil virksomhederne har en mere gunstig ordresituation. Her er der konstant en stigende fyringsrisiko - det har PPE gjort opmærksom på i forslagene. Direktivet om deltid af 1997 skal suppleres med området »social sikkerhed«. For at lette kvinders ønske om erhvervsarbejde er det også nødvendigt med en kvalificeret børnepasningsordning. Den skal være til at betale, og der skal være fleksible og længere åbningstider. Den tyske lov om børnehaver med ret til en børnehaveplads er en god begyndelse og fortjener at blive efterlignet. Vi i Det Europæiske Folkepartis Gruppe støtter fru Marinucci, når hun i sin engagerede betænkning kræver, at det skal gøres lettere for kvinder at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Der må ikke lægges hindringer i vejen for den, der afbryder sin erhvervskarriere for at passe børn eller tage sig af ældre eller omsorgskrævende familiemedlemmer, altså passer sine nærmeste. Vedkommende skal støttes, også ved godskrivning af pensionsrettigheder. En af ordførerens vurderinger er jeg dog ikke enig i, nemlig prioriteringen af undervisning og uddannelse. Naturligvis skal man ikke affinde sig med, at kvinder, som nu glædeligvis udgør flertallet ved de højere uddannelser, som kvindelige akademikere er hårdere ramt af arbejdsløshed end de mandlige kolleger, og at de er overkvalificerede til mange jobs. Alligevel skal der til enhver tid tilstræbes enhver højere kvalificering, selvom det ikke er nogen garanti for et job. Den øger mulighederne for jobformidling og styrker derudover også selvtilliden. Der er stadig betydelige mangler, når det gælder om at bevæge sig opad på karrierestigen. Virksomheder, som ledes eller stiftes af kvinder, er stadig i meget klart mindretal. Derfor er fremme af virksomhedskulturen eller lettere adgang til økonomiske midler og lån for kvinder primære krav for PPE. Lad os tilskyndet af vores Udvalg om Kvinders Rettigheder arbejde for, at disse idéer kan vinde flertal i erhvervslivet og i samfundet.
Fru formand, ordfører Marinucci gør det klart, at og hvorfor det stadigvæk er nødvendigt at give kvinder på arbejdsmarkedet særlig opmærksomhed. Alligevel har jeg afholdt mig fra at stemme i Udvalget om Kvinders Rettigheder. Hvorfor? Den generelle indfaldsvinkel i betænkningen finder vi Liberale alt for defensiv, bange for den nødvendige fleksibilitet på arbejdsmarkedet og på nogle punkter også urealistisk. Tag f.eks. fleksibelt arbejde. I henhold til ordføreren helt forfærdeligt. Særligt unge mænd og kvinder har stigende forståelse for, at det netop er rigiditeten, der er en trussel i deres arbejde. De leder ikke efter et job for resten af livet. De orienterer sig bredt, arbejder via vikarbureauer og på flekstid. Naturligvis, fru Marinucci, skal arbejdsmarkedets parter fastsætte regler herom og helst på europæisk plan. Men rigide regler er dødfødte. Det gælder også for børnepasning. Ingen EU-lovgivning, men gennemførelse af den europæiske henstilling, som alle medlemsstater har underskrevet, og den skal de gennemføre, og vi skal derfor skubbe til dem. Men hvordan kan børnepasning være gratis? Hvem skal betale det? Jeg kan nævne flere forslag af samme skuffe. Mener De - hvilket jeg ikke håber - at der skal oprettes alderdomshjem med EUmidler, det forstår jeg af punkt 19? Jeg mener, at det er en national opgave. Vedrørende mainstreaming . Fru Marinucci har helt ret. Det må der virkelig gøres noget ved. Der er lang vej tilbage, og Parlamentet skal virkelige være på vagt her, altså kvalificerede målsætninger med tidsskemaer, sagkyndige, evaluering af nationale handlingsplaner og regnskab for, hvordan strukturfondenes midler anvendes. Men min gruppe mener, det er for tidligt at afbryde denne mainstreaming og nu igen anmode om en kvote for kvinder i strukturfondene. Derfor ønsker vi at få fjernet en række punkter i teksten og få vedtaget en række ændringsforslag. I så fald vil vi med stor glæde stemme for betænkningen. I modsat fald må vi afholde os fra at stemme, fordi vi også mener, at betænkningen indeholder en række gode forslag. Kvinder har, og det er en kendsgerning, brug for opmuntring. Særligt aktiv opmuntring til at kvinder bliver erhvervsdrivende. Vi skal skabe chancer for kunne tage chancer, og så håber jeg, at den nuværende udvikling af kvinder, der bliver stadigt bedre uddannet, ofte bedre end mænd, fortsætter, og jeg håber, at vi i år 2005 bliver nødt til at oprette et udvalg om mænds rettigheder.
Fru formand, jeg vil først og fremmest komplimentere fru Marinucci for hendes betænkning. Som hun selv understreger, undervurderer de officielle statistikker kvindernes arbejdsløshedsproblem sammenlignet med mændenes, idet de ikke afspejler den forskelligartede karakter af kvindernes erhvervsaktiviteter, og i definitionen af begrebet arbejdsløshed ikke tager hensyn til de forskellige kategorier af arbejde, hvor kvinderne er i overtal. Betænkningen understreger ligeledes den modsætning, der er mellem kvindernes uddannelsesniveau, som generelt er højere end mændenes, og andelen af reduceret eller standardmæssigt lavere beskæftigelse, da kvinderne udgør et flertal inden for de atypiske arbejdsformer, sådan som alle andre også har omtalt. Lad mig minde om de seneste tal fra EUROSTAT: Arbejdsløsheden rammer kvinderne hårdere med et gennemsnit i hele Den Europæiske Union på 12, 3 % for kvinder og 8, 9 % for mænd. Der er lande, hvor forskellen er endnu større, f.eks. er de tilsvarende tal i Spanien 27, 8 % og 15 %, og undersøgelsen af arbejdsstyrken i 1996 viser, at kvinderne udgør 63, 5 % af den officielle ledige del af befolkningen. Ordføreren stiller en række væsentlige forslag, der har til formål at fremme en mere præcis vurdering af kvindernes erhvervsmæssige aktiviteter, og foreslår foranstaltninger, som bør iværksættes af Kommissionen og medlemsstaterne for at fremme kvinders adgang til arbejdsmarkedet og forbedre arbejdspladsernes standard. For selvom deltidsbeskæftigelse eller midlertidig beskæftigelse kan give kvinderne flere muligheder for at passe deres børn, må det erkendes, at disse former for ansættelse ofte er et nødtvunget valg, som kvinderne ikke træffer frivilligt. Fru Marinuccis forslag giver svar på disse komplicerede spørgsmål, idet der ikke er tvivl om, at der er brug for nye initiativer for at mindske den forskel og de skævheder, som fortsat eksisterer mellem kvinder og mænd, også på dette område.
Fru formand, vi er enige i fru Marinuccis betænkning og i de bekymringer, der gives udtryk for i betænkningen. På den korte tid jeg har til rådighed, vil jeg tale om tre eller fire grundlæggende spørgsmål i denne betænkning. For det første arbejdsløsheden blandt kvinder. Hr. Mann sagde, at uddannelse er nødvendig, at det er nødvendigt at fortsætte med uddannelse. Men det drejer sig ikke kun om uddannelse, for i landene i Sydeuropa - Grækenland, Spanien og Italien - er der en halvt så høj beskæftigelse blandt kvinder med en universitetsuddannelse som blandt mænd med en universitetsuddannelse. Der må også holdes fast ved uligheden i lønningerne. Til trods for at der - som hr. Flynn udmærket ved - allerede i 1975 blev vedtaget et direktiv om ligeløn mellem mænd og kvinder, er der stadig en ulighed på 25 % eller 30 % for arbejde, der er lige meget værd. Og også kvinders andel i deltidsarbejde. Det er rigtigt, at der er nogle, der går ind for deltidsarbejde for kvinder, for på den måde kan de både arbejde i og uden for hjemmet. Dette betyder imidlertid færre sociale ydelser i tilfælde af arbejdsløshed eller ved pensionering. Og det mest acceptable ville selvfølgelig være, at vi ud over at dele arbejdet uden for hjemmet med mændene også deler det i hjemmet. Det ville helt sikkert være godt for både kvinder og mænd, for familierne som helhed. Der er ingen statistikker, der viser, hvordan man tidligere brugte strukturfondene til at opnå lighed mellem mænd og kvinder, med det udtryk, der bruges så meget - mainstreaming - selvom jeg foretrækker at tale om at bruge alle de mekanismer, vi har til rådighed i de europæiske politikker for at undgå ulighed. Jeg mener, at de forslag, fru Marinucci stiller, er meget korrekte ved at have til hensigt at forhindre, at denne ulighed i lønninger, i beskæftigelse, i livet som helhed fortsætter.
Fru formand, det er meget glædeligt, at også Europa-Kommissionen forstår, at der er brug for kvinder på arbejdsmarkedet. Befolkningsudviklingen alene kræver det, og kvinderne har uden tvivl også ret til at være på arbejdsmarkedet på lige fod med mændene. I de indledende indlæg er de forhindringer, som står i vejen for kvindernes deltagelse i arbejdslivet uden for hjemmet, godt beskrevet. Vi venter utålmodigt på løsninger på problemerne med socialsikringen i de atypiske arbejdsforhold, og vi venter også utålmodigt på, at børnepasningen gør fremskridt i medlemslandene. Det ser ud som om, at der ikke er sket meget siden Rådet for et par år siden godkendte den indstilling, hvis hensigt var at sikre børnepasningsordninger af høj kvalitet. Jeg er interesseret i at høre, om kommissæren har nogle gode nyheder om denne sag. Fru Marinuccis betænkning nævner begrebet pasningsår. Det får min varme støtte. Det betyder, at når man afbryder arbejdskarrieren for at passe sine børn eller for at tage sig af sine forældre, så bør der kompenseres for denne karriereafbrydelse, således at man ikke i arbejdslivet eller sin socialsikring kommer til at lide på grund af disse karriereafbrud, som skyldes familiære forpligtelser. Kommissær Flynn, De deltog for et par dage siden i konferencen om strukturfonde i Porto i Portugal. Ifølge pressemeddelelser kritiserede De Parlamentet for, at Parlamentet ikke har taget tilstrækkelig højde for lige indflydelsesmuligheder i dets stillingtagen til strukturfonde. Jeg formoder, at De er blevet forkert citeret. De kan måske fortælle os, hvornår vi har været imod Deres forslag, som gik ud på lige muligheder i strukturfonde. Vi er meget interesserede i at høre om det.
Fru formand, mine damer og herrer, tillad mig at gratulere og takke fru Marinucci for hendes arbejde. Hendes betænkning og de andre betænkninger, som vi behandler i dag, giver os på ny lejlighed til at drøfte kvindernes situation. Men de får mig også til at stille nogle spørgsmål. Bliver kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder en dag forældet, især på beskæftigelsesområdet? Vi ved, at arbejdsløsheden blandt kvinder er forblevet på et højt niveau siden 1980'erne, og at den stadig stiger. Arbejdsløsheden blandt kvinder ligger langt over mændenes i de 15 medlemsstater i EU med undtagelse af Det Forenede Kongerige og Sverige. Diskriminationen er meget udtalt på arbejdsmarkedet, og lønforskellen er kun mindsket i ringe grad. I et land som Spanien har kvinderne enormt svært ved at finde arbejde. I Frankrig og Finland er der ligeledes rekordhøje arbejdsløshedsprocenter blandt kvinderne. Hvis jeg skal sige det lige ud, er kløften mellem mænd og kvinder langt fra at være afhjælpet. Uden at nævne det, der er gået forud, har kampen for ligestiling ikke desto mindre allerede fået nogle rynker i forbindelse med de aktioner, som hele det internationale samfund har udført. Husk på, at den første konference blev holdt for 20 år siden. Man har brugt mere end 20 år på at nå en reel og fordelagtig ændring af kvindernes rettigheder i hele verdenen. Indsatsen er prisværdig, og resultaterne er opløftende, omend utilstrækkelige og bedrøvende. Kvinderne er ikke bare hårdest ramt med hensyn til beskæftigelse, men deres familieforpligtelser har også en negativ indvirkning på den understøttelse, de modtager, når de bliver arbejdsløse. De arbejder ofte på deltid eller hjemme, afbryder deres karriere og får dårligt betalt eller lejlighedsvist arbejde. Som ordføreren sagde, står det klart, at kvinderne rammes endnu hårdere af arbejdsløsheden som følge af, at arbejdsløshedsunderstøttelsen i de fleste medlemsstater beregnes på basis af den hidtidige indtjening. Det er også klart, at forskelsbehandlingen mellem mænd og kvinder har tendens til at være mindre udtalt i de tilfælde, hvor der er lovlig beskyttelse, såsom mindsteløn. Hvorfor gør vi så ikke denne regel generel for alle 15 medlemsstater? Ordføreren foreslår en række foranstaltninger, der kan give kvinderne mulighed for i større udstrækning at være beskyttet mod arbejdsløshed. Min gruppe støtter betænkningen i dens helhed og især punkt 20 i beslutningen. Dette krav omsætter helt konkret viljen til at garantere kvinderne en plads på arbejdsmarkedet. Kommissionens strategier, henstillinger og undersøgelser er utallige og sigter på at bidrage til gennemførelsen af denne målsætning. Det er op til medlemsstaterne at iværksætte dem. En stor del af dem bestræber sig derpå, mens andre stadig befinder sig på ønsketænkningsstadiet på trods af sektorielle anstrengelser. Gennemførelsen af ligestilling mellem mænd og kvinder og garantien for et nyt partnerskab mellem mænd og kvinder baseret på ligestilling og ansvarsdeling er temaer, som til stadighed har understøttet Den Europæiske Unions politik. Disse punkter har ordføreren lagt vægt på. Resten er op til medlemsstaterne.
Hr. formand, vores kollegas betænkning er gennemarbejdet. Den tager hensyn til vores drøftelser i Udvalget, og jeg vil især gerne takke hende for punkt 2, 3 og 4 på side 14 i begrundelsen. De skal imidlertid ikke blive overrasket over, at mine ændringsforslag går ud over retningslinjerne i disse punkter. Hvor relevant det end måtte være, giver ligestillingstemaet ikke mulighed for at efterkomme kvindernes ønske om at tage hensyn til fødslens særlige karakteristika, tiden til fødslen - ikke kun det biologiske svangerskab, men også tiden til opdragelse af børnene - i forhold til det professionelle karriereforløb. Dette gør en forskel fra mændene. Man kan derfor ikke tale om ligestilling, hvis man ikke tager hensyn til disse særlige karakteristika. Jeg mener, at man bør gå endnu længere. De siger, at det er nødvendigt med veludviklede pasningsordninger, som er økonomisk og kvalitetsmæssigt forsvarlige. Under disse omstændigheder bør man ikke kun følge en socialistisk retning, som kan være ens egen, men som ikke automatisk indebærer et fælles ansvar for børnene. Udfører familiemoderen, som i et af hende selv bestemt tidsrum råder over en sum børnepenge, ikke en kvalitetspasning, der er lidet dyr og svarer til børnenes, kvindernes og hele samfundets behov? Jeg takker hr. Flynn for kollokviet i Rom, som skal handle om............ (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske fru Marinucci. Hendes betænkning giver nemlig et klart og enkelt sammendrag af alle aspekterne ved kvinders arbejdsløshed, og den understreger, hvordan dette problem på grund af en række kulturelle fordomme alt for ofte bliver undervurderet i forhold til mænds arbejdsløshed. De vurderinger, der kommer til udtryk, og som i øvrigt underbygges af opdaterede undersøgelser og statistiske oplysninger, kan vi i stor udstrækning blive enige om: Det drejer sig om at fjerne hindringerne for arbejdet, fremme kvinders erhvervsuddannelse, forbedre mulighederne for arbejdsløshedssikring og om langt om længe at udarbejde en mere detaljeret lovgivning for alle former for atypisk arbejde, hvor kvinderne optræder meget talstærkt. Der er dog et punkt, jeg gerne vil fremhæve, nemlig at kvinderne skal have ret til og mulighed for at vælge deltid, så de kan forene deres arbejde med familiens krav og de huslige krav. Jeg er dog enig i den usikkerhed, som ordføreren giver udtryk for med hensyn til deltidsarbejdet, og herudover vil jeg tilføje, at kvinder på samme måde bør have ret til at vælge et fuldstidsjob, hvad enten det så er af karrieremæssige eller økonomiske grunde. Som eksempel kan vi nævne de enlige mødre. Det er således nødvendigt at sørge for en reel social støtte til de kvinder, der arbejder, samt for nogle ordentlige muligheder for børnepasning, men det er også nødvendigt at sørge for nogle ordentlige omsorgsmuligheder for ældre og handicappede. Vi ved jo desværre godt, at det ofte er kvinderne alene, der må tage sig af de ældre og handicappede, foruden at de også tager sig af børnene. Alle disse strukturer er naturligvis dyre for medlemsstaterne, navnlig i en periode med økonomisk tilbagegang, men vi må beskytte kvindernes ret til at arbejde, uden at dette arbejde forhindrer dem i at få børn, for i et samfund med en demografisk tilbagegang er børn et fælles gode. Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at det virkelig er skandaløst, at der her ved indgangen til år 2000 stadig er nogle utrolige lønforskelle til skade for kvinderne, og det på trods af reglerne og de nationale lovgivninger og på trods af de tydelige angivelser i traktaten. Vi skal indføre en særlig kontrol, så vi kan få afskaffet denne uacceptable diskrimination. Vejen til et ægte europæisk demokrati går nemlig også gennem en afskaffelse af denne form for diskrimination.
Hr. formand, betænkning af Marinucci er en fremragende syntese af Europa-Parlamentets anmodninger. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på et enkelt punkt, nemlig deltidsarbejdet. Deltidsjob har i 1990'erne vist sig at være af afgørende betydning for udviklingen af den kvindelige arbejdskraft. Kvinderne udgør i dag den største andel af deltidsansatte, nemlig 83 %. Det er en utrolig stor andel. Deltidsarbejde omtales traditionelt som en positiv mulighed for kvinderne for at forene arbejdslivet med familielivet. Men det fremgår af EUROSTAT's statistikker, at det ikke forholder sig sådan, og at kvinderne foretrækker fuldtidsarbejde, hvis der er mulighed for det, navnlig på grund af forhold som arbejdstid, weekendarbejde, manglende udsigte til forfremmelse og efteruddannelse, som samlet set modsiger den idylliske forestilling, man har om deltidsarbejde. I modsætning til klichéen er valget om deltidsarbejde ikke kvindernes, men snarere arbejdsgivernes i de fleste tilfælde. Det udgør i hvert fald et reelt vedhængende pres på vores livsstil. Det er meget lidt udbredt i industrien og ansvarskrævende job. Det er ofte begrænset til opgaver, der ikke kræver høj uddannelse, og særlige sektorer. Ordføreren vurderer, at man, hvis man vil fremme deltidsarbejdet på det nuværende arbejdsmarked, må udbrede brugen af det til også at omfatte faglært beskæftigelse og opfordre mændene til at bruge det samt give alle deltidsarbejdere garanti for uddannelsestilbud og social fremgang. Disse ønsker risikerer at dø ud, for jeg kan ikke få øje på politisk vilje til at gennemføre dem. Jeg synes, at det mest radikale forslag er tilskyndelsen til beskæftigelse af kvinder gennem en drastisk afskaffelse af deltidsjob og en global tilrettelægning af arbejdstiden for mænd og kvinder. Eftersom man aldrig nogensinde vil kunne opnå dette uden kamp og uden at arbejde med langsigtede reformer, bør Den Europæiske Union begynde med systematisk at spørge sig selv om forskelsbehandlende virkninger, som enhver beskæftigelsespolitik kan medføre.
Hr. formand, under den økonomiske krise i 1930'erne vedtog visse lande lovbestemmelser eller regler, som forbød kvinders adgang til arbejde i den offentlige sektor. Efter Anden Verdenskrig fortalte man mig, da jeg begyndte at arbejde for en fagforening vel at mærke, at jeg ville blive fyret, hvis jeg giftede mig. I 1950'erne var det almindelig praksis i mit land at afskedige kvinderne, når de giftede sig. I dag er der stadig mænd og kvinder, som tænker og ind imellem giver højlydt udtryk for, at kvinderne burde blive hjemme og passe huset og ikke konkurrere mod mændene på arbejdsmarkedet med den arbejdsløshed, der er. Naturligvis forbyder vores love, og især de europæiske direktiver om lige behandling og lige muligheder for mænd og kvinder, denne direkte diskrimination, som jeg netop har nævnt. Men selvom lovteksterne er ændret, findes der desværre stadig personer, hvis holdninger har tendens til at give kvinder skyldfølelse, hvis de vil benytte sig af deres ret til at arbejde, og visse politiske beslutningstagere lader sig stadigvæk påvirke af disse holdninger. Jeg vil imidlertid gerne her minde om, at Talleyrand har sagt, at alt, hvad der er overdrevet, er ubetydeligt. I nogle af betænkningens afsnit har man overdrevet, generaliseret for meget og rejst urealistiske krav. Det er måske ikke ubetydeligt, men det risikerer til gengæld at skade kvinderne, som man enten vil beskytte for meget eller gøre så enestående, at de bliver for dyr en arbejdskraft eller for svær at styre og integrere i virksomheden. Vi har stillet en række ændringsforslag for at afhjælpe disse overdrivelser, som fru Larrive for resten også har hentydet til. Lad os ikke glemme, at vi gør kvinderne en stor tjeneste, både de unge og de ældre, som er arbejdssøgende, eller som ønsker at blive reintegreret på arbejdsmarkedet, ved at udruste dem med en passende faglig forskellighed efter deres eget valg og en solid uddannelse. Vi udruster dem selvfølgelig samtidig til at kunne modstå konkurrencen på arbejdsmarkedet ved at fjerne al form for direkte og indirekte diskrimination og ved at gennemføre positive handlinger, som er nødvendige for at garantere dem lige muligheder. Jeg håber, at vi senest i november her i Parlamentet kan drøfte min betænkning vedrørende dette. Vi kan hjælpe dem yderligere og i særdeleshed ved at garantere dem og deres ægtefæller frit valg mellem karriere og familie. Eftersom hr. Flynn er til stede i dag, vil jeg gerne minde om, at han ikke må glemme de selvstændige erhvervsdrivendes ægtefæller, der hjælper til, og som ikke mangler arbejde, men derimod en anerkendt status. Jeg vil gerne spørge hr. Flynn, hvad der sker med hans forslag til ændring af det »dekofeinerede« direktiv fra 1986, om hvilket Europa-Parlamentet har vedtaget en betænkning i enstemmighed, og som har været genstand for rundbordsdrøftelser uden dog endnu at være blevet til noget konkret. Jeg vil gerne benytte lejligheden, hr. Flynn, til at opfordre Dem til at gøre rede for dette.
Hr. formand, hr. kommissær, i fru Marinuccis betænkning fremhæves helt rigtigt, at den større arbejdsløshed hos kvinder kræver specielle foranstaltninger. Jeg mener, at det store spørgsmål i fremtiden såvel for kvinder som mænd er, hvorledes vi er parate til at fordele arbejdet mellem mennesker og tekniske systemer. Kan vi acceptere globaliseringsmodellen, hvor kun 20 % af menneskene er nødvendige, og den resterende 80 %, hvoraf de fleste er kvinder, er en slags reservebefolkning? Jeg tror, at vi ønsker at se en mere balanceret europæisk fremtid. Specielt forbedringen af kvindernes beskæftigelse forudsætter en holdningsændring i en mere fleksibel retning, end vi har i dag. For at udvikle arbejdslivet er der behov for en forestilling om en livskarriere med et større helhedssyn. Forskellige faser i kvindernes liv forudsætter forskellige løsninger med hensyn til foreningen af arbejde og familie. Det burde efter ønske være muligt mere fleksibelt at kunne komme tilbage fra et deltidsarbejde til et heltidsarbejde. Familiepolitiske orlovsordninger og deltidsarbejde bør også være et ligeligt valg for mænd og for de eftertragtede brancher, som kræver høje uddannelser. Der skal tages hensyn til pasningsårene. Ellers kan disse frigivelsesordninger nemt blive en kvindediskriminerende fælde i arbejdslivet. Iværksættelse af kvinder er stadig en alt for lidt anvendt ressource. Derfor er der behov for specielle forholdsregler for at tilskynde og uddanne kvinder til at udnytte deres talrige færdigheder og kunnen som iværksætter. Uddannelse, långivning og netværksopbygning skal være de vigtigste støtteforanstaltninger. Trods alle ligestillingsmål har kvinderne indtil nu også i de regionale udviklingsforanstaltninger forblevet i en temmelig diskrimineret stilling, selvom disse mål fremhæves også i vores strukturfondreform. Jeg ønsker, at vi mere end hidtil kan anvende midler til programmer, som fremmer lige muligheder.
Hr. formand, hvis der er emner, hvor det er forfærdeligt at råde over for lidt tid, er dette et af dem. Kvinder og beskæftigelse rejser et hav af både teoretiske og praktiske spørgsmål. Jeg vælger to ud. Det første angår arbejdets nye profil. Uden at drage begreber og antagelser vedrørende social klasse i tvivl, hvad der ikke betyder, at disse forbliver uforanderlige, snarere tværtimod, kan man iagttage en forøgelse af servicesektoren, der af historiske og andre årsager bidrager til en kvindeliggørelse af arbejdet, som så på sin side objektivt befordrer og øger kvinders adgang til det såkaldte arbejdsliv, hvad der dog perverst kan modvirkes af konjunkturudviklingen, og man ser også på en endnu mere afgørende måde problemet om tid og organisering af forbruget af arbejdskraften eller, som jeg hellere ville kalde det, »organisering af levetiden«. Det andet er spørgsmålet om uddannelse. Arbejdskraftens kvalitet er stadig mere afgørende, og den repræsenterer en menneskelig- og samfundsmæssiggørelse af arbejdsopgaverne. Kvinderne, der som social gruppe stadig er taget som gidsel for en kønsdiskriminerende og diskriminerende arbejdsdeling i samfundet, er mere afhængige af arbejdskraftens nødvendige uddannelses- og kvalificeringsindsats. I en betænkning for nylig om tekstilindustriens konkurrencedygtighed fik jeg lejlighed til at foreslå denne tilgang og også at få den vedtaget. Jeg trækker den frem igen blot som støtte til de overvejelser, som man finder anledning til ud fra fru Marinuccis betænkning, hvis arbejde jeg takker hende for. Og som alene af den grund ville være af den største nytte.
Hr. formand, Marinucci-betænkningen er en god betænkning, for den indeholder en meget sigende konstatering: Arbejdsløsheden blandt kvinder er større end blandt mænd. Jeg går naturligvis ligesom den ind for ligestilling mellem kvinder og mænd i arbejdsrelaterede forhold, lige løn for lige arbejde, lige muligheder for kvinder og mænd i forbindelse med jobsøgning og reducering af kløften mellem mænd og kvinder med hensyn til arbejdsløshedstallet. Alle disse uligheder er helt og aldeles skammelige, for vores love er i den henseende ret klare i alle medlemsstater. Jeg mener ligesom Dem, frue, at det er nødvendigt at være mere smidig ved tilrettelæggelsen af kvindernes arbejdstid og indføre passende pasningsordninger og børneinstitutioner af hensyn til familiemødrene. Ja, jeg er enig med Dem på mange punkter. Der er kun lige den ene ting, frue, at selvom Deres betænkning er fuld af gode hensigter, er mange af forslagene utopiske og uladsiggørlige. Bl.a. nævnte en af vores kolleger for et øjeblik siden børneinstitutionerne, og det er sandt, at det i en periode med økonomisk tilbagegang vil være vanskeligt at gøre børneinstitutioner gratis. Selvom vi er enige med Dem i princippet om integration af kvinderne på arbejdsmarkedet, er vi uenige med Dem i måderne for at gennemføre dette. Faktisk er vi aldeles imod kvotesystemet, som De foreslår i eksempelvis punkt 17 i Deres beslutning, for det at være kvinde bør ikke betragtes som et handicap. En sådan politik vil ikke bidrage til at skabe nye arbejdspladser, men derimod være endnu et lille tilbageskridt for kvindens muligheder og i sidste ende føre til en reducering af kvindens rolle til assistent, idet det giver hende en mindreværdig status. Vi er også imod at skulle straffe en stat, som ikke respekterer lige muligheder for kvinder og mænd, sådan som De forstår det. At give kvinderne mulighed for at lykkes i deres arbejdsliv, samtidig med at de for nogles vedkommende passer deres arbejde som ægtefælle og mor, betyder ikke, at dette skal indføres med tvang og for enhver pris. Det er sluttelig en skam, at der ikke foreslås en forældreindtægt med henblik på at lette det frie valg for alle. Derfor, frue, og afhængigt af udfaldet af afstemningen om ændringsforslagene, vil vi vente med at træffe vores beslutning, til øjeblikket er inde.
Hr. formand, jeg ønsker fru Elena Marinucci tillykke med den fremragende betænkning, som hun nu præsenterer os for. Denne betænkning, som Udvalget om Kvinders Rettigheder har taget initiativ til, giver et godt indtryk af den interesse, som disse emner fortjener fra vores side, og som vi håber snarest vil blive ført videre af Kommissionen og blive en del af de nationale beskæftigelsesplaner. I øvrigt viste kommissær Flynn sig i den entusiastiske tale, som han holdt forleden tirsdag i Portugal på et seminar organiseret af Kommissionen om »integrering af kvinder og mænds ligebehandling i strukturfondene«, hvor jeg også var til stede, og hvor han ikke blot undlod at kritisere Europa-Parlamentet, men tværtimod støttede det, fuldstændig åben og engageret i at komme videre ad den vej, som vi i dag er i gang med at diskutere. Jeg vil gerne fremhæve fire punkter, som jeg mener er særdeles vigtige. For det første er kvindernes beskæftigelse afgørende både for økonomiens vækst og for opretholdelsen af den europæiske sociale model, som vi ønsker at bevare. Uden kvindernes arbejde og uden deres bidrag til den sociale sikkerhed vil der med den demografiske udvikling hverken være arbejdskraft eller økonomi til at sikre et anstændigt liv for pensionisterne. Mændene er nu ved at opdage, at uden kvindernes arbejde vil der ikke være tilstrækkelig med indtægter til at finansiere udgifterne til den sociale sikkerhed. Jeg håber, at de heraf drager de konklusioner, der uundgåeligt må drages med hensyn til den politik, der må føres inden for skole- og erhvervsuddannelse, regulering af atypisk arbejde, støtte til nye typer arbejdstid og nye former for arbejde og særlig til den sociale økonomi. Men De skal ikke tro, mine herrer, at vi er parat til endnu en gang at være arbejdskraftreserve, til at blive sat udenfor, hvis det konstateres, at den ikke mere er nødvendig. Kvinderne er denne gang ikke blot på arbejdsmarkedet, men er der for at blive. For det andet er der behov for en dybtgående ændring i familielivet, der gør det muligt både for kvinden og for manden at forene privatlivet med arbejdslivet. Det forekommer mig afgørende, at der gennem strukturfondene ydes støtte til de virksomheder, der tilbyder faciliteter til børn eller plejekrævende personer og ældre, og til de virksomheder, der skabes af kvinder for at løse denne type problemer. Det er vigtigt, at den gode praksis, der gør sig gældende på dette område inden for Den Europæiske Union bliver udbredt og kendt af mange. Således f.eks. den finske statsministers udøvelse af faderværdigheden, da han for en uge var borte fra sit embedes pligter for kun at være far. Dette eksempel fortjener større udbredelse, særligt på Internettet, end de upassende nyheder, der medierne formelig sluger. For det tredje individualiseringen af kvinden og manden som personer med egne rettigheder inden for familien: I mange lande gør skatte- eller socialpolitikken med støtte til ægtepar det mindre tiltrækkende eller skaber øgede vanskeligheder for de kvinder, der ønsker at arbejde. Endelig vil jeg gerne foreslå, at definitionen på »arbejdsløshed« bliver forbedret, og at statistikkerne én gang for alle holder op med at klassificere de kvinder som »hjemmegående«, der har mere end nok arbejde i hjemmet, familien eller på marken, og som ikke får nogen som helst godtgørelse for dette arbejde. Det er en fornærmelse at klassificere disse mennesker som »hjemmegående«, og kommissær Flynn, der lovede os flere og bedre statistikker med sondring mellem kønnene, kan passende slås for, at der bliver gjort en ende på denne urimelighed.
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske fru Marinucci med det glimrende stykke arbejde, hun har udført, og for den særlige interesse, med hvilken hun har taget ændringsforslagene fra de politiske grupper i betragtning. De skal også have tak for Deres indsats og for Deres glimrende arbejde, fru Marinucci. Ulighederne mellem mænd og kvinder har naturligvis altid eksisteret, selvom visse samfund har vist sig at være mere civile. De seneste officielle oplysninger fra EUROSTAT om Den Internationale Arbejdsorganisations definition af arbejdsløsheden afspejler ikke den aktuelle sociale situation og giver ikke den vurdering af den, som de burde. Denne analyse indikerer, at arbejdsløshedsprocenten for kvinder er højere end for mænd, men den tager ikke ordentligt højde for den egentlige årsag, og den belyser ikke deltidsarbejdets reelle betydning. Deltidsarbejdet, som er lovordnet, og som også omfatter de faglærte erhverv, kunne løse arbejdsløshedsproblemet, hvis blot det fandt sted på frivillig basis. På baggrund af den aktuelle situation på arbejdsmarkedet samt de eksisterende lønforskelle mellem mænd og kvinder får kvinderne i gennemsnit en mere begrænset arbejdsløshedsunderstøttelse, og det på trods af ligestillingspolitikken, der går ud på, at man skal anvende princippet om lige løn til mandlige og kvindelige ansatte. Dette princip stadfæstes også i artikel 119 i Maastricht-traktaten, og det er en artikel, som vi kender godt, og som vi har talt om flere gange her i Parlamentet. Kommissær Flynn har også et godt kendskab til disse realiteter. Desuden er kvinderne næsten aldrig vidende om de få muligheder, som arbejdsmarkedet tilbyder, da de næsten altid får besked for sent og først efter den første udvælgelse. Et kvalificeret udbud og en rettidig og konkret information er således grundlæggende for, at mænd og kvinder kan deltage i deltids- og fuldtidsarbejdet på lige vilkår, og her er det også grundlæggende, at man fjerner lønforskellene mellem de to køn. Der er ingen tvivl om, at vi i her i Parlamentet flere gange har talt om ligestilling mellem mænd og kvinder. Der skal iværksættes nogle konkrete aktioner, men indtil man reelt får skabt en ligestillingskultur, der allerede begynder ved uddannelsen, vil det være meget svært at føre det ud i livet, som vi beslutter her i salen, og som vi drøfter med stor interesse. Det er derfor først og fremmest vigtigt, at man allerede i en tidlig alder begynder at arbejde på, at denne ligestillingskultur bliver ordentligt kendt og omhyggeligt defineret.
Hr. formand, jeg vil gerne først gøre en principiel bemærkning, da der i denne debat er faldet ordet kvindelobby eller lobby for kvindepolitik. Man får det indtryk, at det er en samfundsmæssig særinteresse, der her er til debat, og det er jeg ikke enig i. Vi får enorme problemer i vores samfund, hvis vi ikke løser problemet med forskelsbehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Det vil blive større, desto mere påtrængende arbejdsmarkedets problemer som helhed bliver. Det drejer sig altså om et samfundsproblem. Et punkt i betænkningen har i særlig grad interesseret, ja endda alarmeret mig. Selvom kvinderne med hensyn til uddannelse massivt har indhentet mændenes forspring og delvist har overhalet dem, eksisterer problemerne på arbejdsmarkedet fortsat. Det er netop de højere uddannede kvinder, der her er berørt. Hovedproblemet for kvinderne består i at være aktive på arbejdsmarkedet og at have børn. Det er det centrale punkt, som vi må tage fat på i fremtiden. Vi skal etablere en kvalificeret børnepasning, som i princippet skal være en heldagsordning, i vores lande. Det er ikke kun et problem for kvinder, men også enlige fædre har det samme problem, nemlig at arbejdsliv og børnepasning ikke kan forenes. Det kan kun løses med kvalificerede børnepasningsordninger. Her bør vores samfund og det offentlige, men også private initiativer sætte ind, det er det centrale punkt.
Hr. formand, det er beklageligt, at der i den gode betænkning af vores kollega Marinucci, der indeholder overordentligt mange ting, det er værd at gå ind for af rent ideologiske grunde, formoder jeg, ikke tages hensyn til, at en af parterne i mange familier - det vil ofte være kvinden - helt frivilligt ønsker at forlade det normale arbejdsmarked for at arbejde i hjemmet og først og fremmest sørge for opdragelsen af børnene. Jeg er personligt overbevist om, at dette valg ikke kun er legitimt, men at det også er på tide, at dette hjemmearbejde både finansielt og moralsk nyvurderes efter årtiers såkaldt feministisk indoktrinering. Forstå mig rigtigt, jeg har overhovedet ikke noget imod denne betænkning, der overvejende er en god betænkning, og jeg har overhovedet ingen indvendinger mod de fleste forslag i denne betænkning, for så vidt de har til formål at give mænd og kvinder lige muligheder. Men det er for mig helt ubegribeligt, at der i denne betænkning om arbejdsløshed ikke først og fremmest og forud for alle andre overvejelser slås til lyd for en rimelig forældreløn til den hjemmegående forælder. Det er et alternativ, som hundredetusinder af mennesker i Europa utvivlsomt gerne vil gøre brug af, og det indeholder måske for første gang en virkelig valgfrihed mellem arbejde i og uden for hjemmet. Jeg har således det indtryk, at denne valgfrihed boykottes af rent ideologiske grunde, såkaldt feministiske grunde, men ikke i kvindernes interesse. Endvidere kunne betænkningen, der i forvejen omhandler så mange emner, udmærket indeholde et punkt om den skattemæssige diskriminering af ægtepar. Ægtepar betaler i hvert fald i mit land meget mere i skat end ikke-gifte samlevere med de deraf følgende konsekvenser. Til sidst finder jeg det nødvendigt at gøre ordføreren, fru Marinucci, opmærksom på, at der på den anden side ved overvejelser, som disse slår til lyd for, jeg citerer: »at indrette rum i alle skoler, hvor unge kan drøfte lige muligheder«, men at den slags overvejelser i højere grad hører hjemme i et vittighedsblad end i en parlamentarisk betænkning, og at man også i Europa-Parlamentet bør iagttage et minimum af alvor.
Hr. formand, hvordan kan vi bruge EU til at få flere kvinder i arbejde, og hvordan kan EU være med til at sikre, at kvinder, som arbejder i løse og usikre ansættelsesforhold med konstant risiko for at blive arbejdsløse, kan hjælpes? Med Amsterdam-traktaten fik vi - takket være en dansk socialdemokratisk indsats - sat beskæftigelsen på dagsordenen. Og på det særlige beskæftigelsestopmøde i Luxembourg har regeringslederne forpligtet sig til i fællesskab at gøre noget ved arbejdsløsheden. Et af målene var at forbedre ligestillingen på arbejdsmarkedet. I de nye målsætninger må vi derfor kræve at få nogle mere ambitiøse mål for ligestilling på arbejdsmarkedet. Vi skal have klare mål og klare tidsplaner, og der skal skabes økonomiske muligheder for at gennemføre dem. De nye målsætninger skal indeholde følgende: En drastisk mindskelse af forskellen mellem arbejdsløshedsniveauer for mænd og kvinder. Arbejdsmarkedet skal gøres mindre kønsopdelt, der skal være børnepasningsordninger, som man kan betale. Kvindernes uddannelsesmuligheder skal forbedres. Orlovsordninger skal indrettes, så de også appellerer til mænd. Lønforskellen mellem mænd og kvinder skal fjernes. Nu er det jo ikke EU alene, der skal sikre ligestilling på arbejdsmarkedet i medlemsstaterne. Det største arbejde ligger i medlemsstaterne, men de fælles målsætninger skal sørge for, at medlemslandene kommer til at stå til regnskab for deres fine løfter. Når medlemslandene skal vise deres nationale handlingsplaner frem for hinanden og borgerne, bliver det muligt at hænge de lande ud, som ikke opfylder de fælles mål - lidt i retning af en EU-konkurrence i ligestilling på arbejdsmarkedet. Vi skal med andre ord tænke ligestilling i forhold til alle politiske initiativer både på nationalt og europæisk plan. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi i Danmark har fået indført en påtvungen evaluering af alle lovforslags konsekvenser i forhold til henholdsvis mænd og kvinder, og at vi med Amsterdam-traktaten har fået traktatfæstet princippet om, at ligestilling ikke kun skal ses som en isoleret politik, men skal integreres i alle EU's initiativer.
Hr. formand, denne betænkning af Marinucci sætter fingeren på de ømme punkter, som stadigvæk gælder for kvinder. For det første får de stadigvæk ikke lige løn for lige arbejde. For det andet er kvinder stadigvæk hårdere ramt af arbejdsløshed end mænd. Det har ikke kun noget at gøre med uddannelse, men først og fremmest med, at kvinder, som har børn, diskrimineres på arbejdsmarkedet. Det er skidt for kvinderne, og det er skidt for børnene, som meget ofte også bliver ofre for en misforstået opfattelse af lige muligheder for kvinder. Hvad skal der altså ske? Der skal hurtigst muligt skaffes rammebetingelser, som gør det lettere at forene arbejdsliv og familieliv. Det vil sige større fleksibilitet ved tilrettelæggelsen af arbejdstiden, og det vil naturligvis sige bedre børneinstitutioner. Men de skal ikke være opbevaringsanstalter for børn, hvor der blot ensidigt sørges for, at børnene er bragt af vejen. Vi har behov for begge dele, både børneinstitutioner og fremme af valgmuligheden. Her findes der f.eks. en vej, som vores familieministerium har fulgt. Forslaget går ud på at indføre barselspenge til alle mødre og fædre, uafhængigt af, om de har været eller stadig er aktive på arbejdsmarkedet eller ej, for her at lette valgmuligheden, og ikke kun for kvinder, men også for mænd. Jeg tror, at dette koncept bør overvejes også på europæisk plan. Valgmuligheden skal være til stede, der må ikke kun være det ene alternativ: enten jobbet eller barnet!
Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, hvis man har tre minutter til at ændre verden, er det et temmelig håbløst forehavende. Derfor har jeg med hensyn til den gode og interessante betænkning af min kollega Marinucci faktisk kun tre bemærkninger. For det første, hvis man ser på de forløbne 40 år er det uimodsigeligt sådan, at Den Europæiske Union, den europæiske samling, har spillet en meget vigtig rolle for kvinder. Jeg behøver kun tænke på den kendsgerning, at oprettelsen af Unionen faktisk gik hånd i hånd med udtalelsen om princippet om lighed. Vi har udarbejdet dette i en række direktiver. Vi har fået handlingsprogrammer, og vi har endvidere i Amsterdam-traktaten fået mulighed for at bekæmpe diskrimination, og hvor det er muligt, at gøre brug af positive aktioner. Kvinderne, og det er interessant, har forstået, at Unionen betyder noget for dem. Hvis man således ser på undersøgelsestallene, viser det sig, at kvinder generelt er mere positive over for EU end mænd. At kvinder i højere grad sympatiserer. Faktisk endnu mere, når de kan forvente sig noget af Unionen. Sympatien blandt italienske kvinder, og dette siger jeg naturligvis straks i retning af ordføreren, er usædvanlig stor. 43 % af de italienske kvinder forventer noget af Unionen. I Sverige er det kun 11 %. Og det er også logisk, fordi de svenske kvinder allerede har opnået meget mere. Det betyder altså, at vi skal gøre brug af denne pragmatisme og af denne logiske indstilling hos kvinder. Jeg tror, at vi til det formål skal gøre tre ting. For det første, og det er allerede nævnt tidligere i dag, og det står også i betænkningen, lad os for en gang skyld gennemføre det, vi har skrevet ned. Ingen steder i Unionen får kvinder lige løn får lige arbejde. Også i mit land, Nederlandene, er forskellen ca. 30 %. Det skal der sættes en stopper for. Vi kan ikke i 40 år prædike lighed og ikke handle derefter. For det andet, mainstreaming (ligestillingsprincippet), er et slogan. Lad os bevise det. Lad os i alle de beskæftigelsesprogrammer kræve, at der klart står, ikke i et separat punkt, men som en normal del, hvad det betyder for kvinder. For det tredje og til sidst, og det er et spørgsmål til kommissæren, bør vi ikke ligesom i 1980 gennemføre en stor undersøgelse af state of the union , the state , med hensyn til kvindernes situation for på ny klart at henlede opmærksomheden på et problem, hvor der er opnået store fremskridt, det finder jeg også, men som stadigvæk er langt fra den ideelle løsning?
Hr. formand, en stor del af de langtidsledige og folk med deltidsarbejde i næsten alle EU-lande er kvinder. Forøgelsen af midlertidige arbejdsforhold har skabt usikkerhed i kvinders liv. Uligheden i kvinders og mænds lønninger forårsager som multiplumvirkning dårligere arbejdsløshedssikring og pensionsbetingelser for kvinder end for mænd. Det lyder utroligt, at vi endnu ved udgangen af 90'erne skal drøfte løsninger på problemer som dette. Det bør være helt klart, at der f.eks. betales ens løn for ens arbejde uanset køn. Dette bør i øvrigt ligeledes gælde ved medlemslønninger her i Europa-Parlamentet. Der skal satses mere på efteruddannelse af de arbejdsløse og navnlig på faguddannelser. I Finland er der indført kampagner for at øge kvinders interesse for naturvidenskab og tekniske fag. Det er dog ikke lykkedes at lokke kvinder til disse traditionelle mandeområder i den grad, som det var ønsket. Hvad skyldes dette? Sidder gamle holdninger, som er lært derhjemme, stadig så dybt i os? Der er grund til at forandre vores holdninger. Vi er for forsigtige. Vi tør ikke tage imod krævende opgaver eller prøve noget nyt. Jeg forstår ikke, at dette problem forsøges løst gennem forskellige kvoter. Der er behov for anderledes foranstaltninger. Jeg synes, at Kommissionen bredere bør klarlægge disse årsager og holdninger i EU-området. Automatiseringen har jo udviklet mange af disse såkaldte mandeområder, således at fysiske kræfter ikke mere er nødvendige i arbejdsudførelsen. Der er ikke tale om, at kvinderne er dårligere uddannet end mænd. Tværtimod. Pigerne klarer sig bedre i skolen end drengene. På de højere læreanstalter og på universiteterne studerer flere kvinder end mænd. Dette foranlediger igen andre problemer. Kvinder har alligevel en mangel i de lande, som har en reserve- eller underofficeruddannelse, hvor der uddannes ledere. Kvinderne har ikke noget tilsvarende. Som jeg sagde, er der grund til forandringer i kvinders egne holdninger. Vi skal tro på vores egne evner og stole på os selv.
Jeg hilser bestemt Marinucci-betænkningen velkommen. Her fokuseres der på de særlige kendetegn ved kvinders arbejdsløshed i Den Europæiske Union. Jeg takker alle, der har bidraget til den konstruktive diskussion i formiddag. I den første del af betænkningen fremhæves kønsforskellen i arbejdsløsheden, idet arbejdsløsheden for kvinder er højere end for mænd i næsten alle medlemsstater. Den fokuserer også på de forhindringer, kvinder står over for, hvis de ønsker at finde et arbejde. I betænkningen siges det med rette, at pasningsmulighederne ikke er tilstrækkeligt udbyggede i alle medlemsstater. Jeg var imponeret over det antal talere, der henviste til dette, helt i overensstemmelse med min egen mening i denne sag. Der fremføres også det vigtige argument, at forældreorlov og længere karriereafbrydelser paradoksalt nok kan hæmme kvinder i resten af deres arbejdsliv med hensyn til karrieremuligheder, social beskyttelse og adgang til arbejdsmarkedet, hvis det næsten udelukkende er kvinder, der tager denne orlov. Betænkningen er endnu mere interessant, idet den omhandler langt mere end arbejdsløshedssituationen for kvinder som sådan. Kvindernes stilling på arbejdsmarkedet generelt diskuteres, effektiviteten af almen og faglig uddannelse samt den europæiske beskæftigelsesstrategi fra Essen til Luxembourg og Cardiff. Behovet for ligestilling i beskæftigelsesretningslinjerne fremhæves, samtidig med at de positive særforanstaltninger for kvinder skal fremmes. Det er den tosidede fremgangsmåde, der blev understreget ved den fælles konference, Parlamentet og Kommissionen afholdt i januar måned i år om beskæftigelsesretningslinjerne. Jeg støtter fuldt ud det, der skete der. Kan ligestillingen gennemføres uden kønsopdelte statistikker? Kommissionen vil i samarbejde med EUROSTAT fortsat arbejde for at kunne levere bedre statistikker over kvinders stilling på arbejdsmarkedet. Årsberetningen om lige muligheder for kvinder og mænd i Unionen indeholder en mængde kønsopdelte statistikker inden for adskillige emner, der vedrører ligestilling. Vi har til hensigt at videreføre denne publikation med dens store rigdom af statistiske oplysninger. Man kan ikke foretage en evaluering uden de grundlæggende statistikker til sammenligningen. Det erkender jeg fuldt ud. Inden for ligestillingsområdet er der gjort fremskridt under det britiske rådsformandskab. I konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Cardiff i juni 1998 opfordres alle medlemsstater til at sikre, at der indføres generel ligestilling mellem kvinder og mænd inden for alle aspekter af deres beskæftigelsespolitikker. Det er et vigtigt skridt fremad. Det kommer vi til at høre meget mere om i retningslinjerne for 1999, som skal drøftes her inden længe. Spørgsmålet om pasning, som var placeret højt på den politiske dagsorden under det britiske rådsformandskab, behandles også i betænkningen. Emnet har en fremtrædende plads i beskæftigelsesretningslinjerne for 1998. Jeg glæder mig meget over det antal medlemmer, der fremsatte bemærkninger til pasningsmulighederne, det store behov, der findes for disse og ligeledes behovet for høje standarder, behovet for ikke-selektiv adgang til pasning og pasningstilbud og i særdeleshed behovet for uddannelse. Det vil blive fremhævet. Det gøres ikke rigtigt i medlemsstaterne. Det vil jeg være særligt opmærksom på i forbindelse med 1999-retningslinjerne. I den fjerde søjle i beskæftigelsesretningslinjerne om en styrkelse af ligestillingspolitikkerne hedder det, at medlemsstaterne bør bestræbe sig på at øge adgangen til pasningstjenester, hvor behovene ikke er opfyldt. Selve begrebet pasning er blevet udvidet og gælder nu ikke blot børnepasning, men også pasning af alle forsørgede personer, herunder handicappede og ældre. Der er sket fremskridt på dette vigtige område. Det var det, fru Seillier var inde på. Det blev bekræftet på mødet i Belfast i maj måned mellem ministrene for kvindeanliggender og lighed. Der var klar enighed om, at børnepasning af høj kvalitet til en rimelig pris, og hvortil der er let adgang, forældreorlov og andre ordninger inden for familievenlige arbejdsmarkedspolitikker er nødvendige for at give kvinder og mænd mulighed for at kombinere arbejde og familieforpligtelser. Jeg tror, at medmindre man får spørgsmålet om pasning på plads, vil man aldrig nå frem til en reel styrkelse af kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet. Vi mangler stadig et kæmpestort stykke arbejde, hvis vi skal opfylde målene for pasningstilbud. Vi vil følge nøje med i, hvordan medlemsstaterne håndterer dette spørgsmål, de politikker, de udvikler, og de ressourcer, de anvender i deres beskæftigelseshandlingsplaner for 1999 og de efterfølgende år. Den europæiske beskæftigelsesstrategi har allerede vist sig at være værdifuld, fordi den har placeret lige muligheder i centrum af alle de nationale beskæftigelsesstrategier. Fremover vil vi kunne iagttage seriøse forsøg på at omsætte retningslinjernes forpligtelser i praksis. Medlemsstaterne er klar over, hvad de skal gøre. Udfordringen for 1998 var at få processen i gang. Det har vi nået. I 1999 skal vi videreudvikle foranstaltningerne, så de stemmer overens med målsætningerne og er udtryk for praktisk handling i forhold til alle retningslinjerne. Det var spørgsmålet om lige muligheder. Fru Lulling var inde på 1986-direktivet om medhjælpende ægtefæller. Vi har haft to rundbordsdiskussioner med eksperter på området, og de har ikke ført til enighed, end ikke blandt eksperterne, om at ændre direktivet. Rapporten er ret detaljeret og er blevet offentliggjort, fru Lulling, og jeg vil benytte lejligheden til at sende Dem et eksemplar - De vil sikkert finde den interessant. Hr. Delcroix, fru Angelilli, hr. Schäfer og andre medlemmer kom med gode punkter vedrørende deltidsarbejde og deltidsdirektivet. Visionen går ud på, at kvinder og mænd kan gå fra deltid til fuldtid og omvendt uden diskriminering og uden at miste deres beskæftigelsesevne. Det var et af hovedpunkterne i deltidsdirektivet, der, som De ved, var svar på en kollektiv aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Jeg er fru Hautala taknemmelig, fordi hun tog punktet om talen i Portugal op. Jeg glæder mig over, at fru Torres Marques sagde, at jeg ikke kritiserede Parlamentet, og hun har helt ret. Hun var meget yndefuld i sine bemærkninger om talen i Portugal i tirsdags. Jeg kritiserede ikke Parlamentet, men det, jeg sagde - og jeg vil gerne gentage det her - var, at jeg ønskede at tilskynde Parlamentet til at gøre netop det, det gør i dag: at fokusere på det brede perspektiv med hensyn til beskæftigelsesstrategi og lige muligheder samt reformen af strukturfondene. Endelig strakte jeg mig i talen meget langt for at tilskynde Parlamentet til at presse medlemsstaterne til at tilpasse deres politikker for at gøre det lettere at kombinere familie- og arbejdsliv og lettere for kvinder at uddanne sig, når de vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en orlov, hvor de har passet børn eller andre familiemedlemmer. Vi må også fokusere på de kunstige hindringer på alle dele af arbejdsmarkedet, der forårsager adskillelse og diskriminering. De må afskaffes. Det var mit budskab i Portugal, og jeg vil gerne have Parlamentets støtte til at videreføre den politik. Mange tak, fordi De tog spørgsmålet op.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0270/98) af Colombo Svevo for Udvalget om Kvinders Rettigheder om kooperativers betydning for øget beskæftigelse blandt kvinder.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke fru Marinucci, for hun har med sin betænkning gjort opmærksom på markedets strukturproblemer og sammenhængen med kvinders arbejdsløshed, og dette har gjort det muligt for mig at foretage en særlig undersøgelse af baggrunden for de rammer, hun beskriver i betænkningen. Vi har undersøgt et særligt aspekt af beskæftigelsen, nemlig kooperativers betydning for kvinders beskæftigelse. Det har vi gjort, fordi vi er blevet klar over, at der inden for kooperativernes brede område - eller rettere inden for det tredje systems kooperative sektor - er ved at udvikle sig en betydelig praksis, som vi har forsøgt at uddybe, og som Udvalget om Kvinders Rettigheder har konstateret ved selvsyn i Italien, hvor det besøgte nogle kooperativer. Kooperativerne er i øvrigt et fænomen, som fru Ghilardotti for nylig støttede meget kraftigt inden for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Jeg mener, at det er Den Europæiske Unions opgave at udbrede disse nye idéer, og at den konference, der skal afholdes i næste uge i Bruxelles, er en god mulighed for at synliggøre alt det, der sker inden for denne sektor. Hvad har vi kunnet konkludere af denne undersøgelse? For det første, at kooperativerne har skabt beskæftigelse, på nøjagtigt samme måde som de små og mellemstore virksomheder, og det er navnlig de små kooperativer, der har spillet en rolle for kvinders beskæftigelse. For det andet, at kooperativerne befinder sig inden for de nye beskæftigelsesområder, som Den Europæiske Union allerede har gjort opmærksom på flere gange, det vil sige både inden for de traditionelle servicesektorer med personlige tjenesteydelser og inden for de innovative sektorer. I den forbindelse vil jeg gerne sige, at selvom kooperativerne har arbejdet inden for de traditionelle sektorer, såsom social- og sundhedssektoren, har de stadig spillet en innoverende rolle, forstået på den måde, at de har rodfæstet sig i lokalsamfundet og opfyldt lokalsamfundets behov. For det tredje konkluderede vi, at kooperativerne har spillet en positiv rolle for indslusningen på arbejdetsmarkedet, både af dem, der havde været uden arbejde i lang tid, og af dem, der ligesom mange kvinder måske kun havde været ude af arbejdsmarkedet i et vist stykke tid, og jeg vil gerne understrege, at kooperativerne også har virket som uddannelse »i marken«. Vi har nemlig noteret os, at der er mange kvinder, som nu er formænd for kooperativer og for sammenslutninger af kooperativer. Dette har således også udviklet en iværksætterånd hos kvinderne. Kooperativerne har desuden haft en virkning med hensyn til fleksibiliteten i arbejdets tilrettelæggelse, både hvad angår arbejdstiderne, og hvad angår fritiden. Jeg vil gerne understrege, at denne fleksibilitet ikke er ubetydelig, da formålet med og de nærmere betingelser for arbejdets tilrettelæggelse altid kræver, at medlemmerne inddrages og får et ansvar. Mens jeg remser de ting op, som vores undersøgelse viste, vil De opdage, at mange af disse egenskaber, nemlig tilpasningsevnen, genindslusningen og muligheden for at forene arbejdet med andre gøremål netop er grundlaget for kvindernes krav for at træde ind på arbejdsmarkedet. De undersøgelser, der blev foretaget i Italien for nylig, viste faktisk også, at kvinderne var interesserede i denne særlige form for virksomhed. Jeg mener derfor, at Den Europæiske Union virkelig bør spille en aktiv rolle for hele den kooperative sektor - og det siger jeg navnlig til Dem, kommissær Flynn, fordi jeg ved, at De er lydhør over for disse emner. Vi har brug for en undersøgelse om størrelsesforholdene og egenskaberne, og særligt om kooperativerne og deres udvikling i de forskellige lande. Der er blevet udarbejdet en meddelelse om foreninger og fonde, og vi håber på, at der også kommer en hvidbog om kooperativerne, så man også kan uddybe ændringerne og gøre det muligt at sammenligne de mest forskellige erfaringer. Vi har brug for en lovgivningsmæssig ramme, der ikke fastlåser disse kooperativer - det kan man nemlig ikke, for de udvikler sig pr. definition hele tiden, da de ændrer sig alt efter de behov, de skal dække - og for en lovgivning, der giver en større juridisk klarhed, så man undgår situationer, der virker ødelæggende for kooperativernes tankegang eller formål. Det er også nødvendigt med nogle specifikke regler, f.eks. for entreprise, og det er nødvendigt at anvende reducerede momssatser. Endelig skal vi støtte den kooperative sektor økonomisk, også ved hjælp af de foranstaltninger, som man planlægger til gavn for små og mellemstore virksomheder. Med hensyn til uddannelsen skal man holde sig for øje, at det er Socialfonden, der skal sørge for en passende uddannelse på dette felt, og denne uddannelse skal ikke blot gøre det muligt at tilegne sig de faglige færdigheder, men også de færdigheder, der er nødvendige for administrationen af projekterne og for holdarbejdet. Hr. formand, vi har med denne betænkning givet liv til et håb. Vi håber virkelig, at man vil føle et behov for at få uddybet dette emne.
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Colombo Svevo, da hun har udarbejdet en fuldendt betænkning, som der egentlig ikke er noget at tilføje til, eftersom hun er kommet ind på alle punkter og har fremhævet denne sektors muligheder samt understreget nødvendigheden af en lovgivning og et indgreb og gjort opmærksom på den rolle, som Den Europæiske Union og medlemsstaterne kan spille med henblik på at styrke og udvikle en sektor, der uden tvivl er vigtig for kvinders beskæftigelse. Jeg vil dog gerne fremsætte et par generelle bemærkninger. Som fru Colombo Svevo sagde, så kan man ikke nævne hendes betænkning uden at sætte den i direkte forbindelse med fru Marinuccis glimrende betænkning eller med den debat, der har fundet sted i den forbindelse. Jeg tror roligt, at man kan sige, at Den Europæiske Unions ligestillingspolitik - i det mindste i de sidste 20 år - er en af de meget få politikker, der har haft succes på det sociale område. De mange eksisterende problemer er i øvrigt allerede blevet uddybet under debatten, og både Kommissionen, Parlamentet, kvinderne selv - som er direkte berørt heraf - og Rådet kender til dem. Der er ved at ske nogle fremskridt, og Amsterdam-traktaten giver nogle muligheder. De direktiver, der er blevet udstedt, har på trods af deres meget ringe juridiske grundlag, nemlig artikel 119, gjort det muligt at gøre nogle fremskridt i den retning. Jeg tror dog, at vi skal være modigere og mere konsekvente, og det siger jeg netop i forbindelse med de ting, som fru Colombo Svevo understregede. Den kooperative sektor kan ikke løse alle problemer, men den er en af de mulige løsninger sammen med andre løsninger, såsom mainstreaming -politik, investeringer og en konkret prioritering af beskæftigelsesspørgsmålet, også med hensyn til finansieringen. Blandt de former, som den kooperative sektor optræder i, er det sociale samarbejde vigtigt. Det er allerede tilfældet i virkeligheden - en virkelighed, som fru Colombo Svevo har beskrevet - og det er også en teoretisk mulighed. Jeg tror, at vi skal være modigere og mere konsekvente, for selvom vi anerkender denne kendsgerning - og det gør Rådet og Kommissionen også, også på topmøderne i Luxembourg og Cardiff - så handler vi ikke derefter. Jeg hentyder f.eks. til et specifikt problem, som vi skal drøfte om et par uger, nemlig budgettet. Den budgetpost, som den kooperative sektor hører ind under, nemlig B5-321, har ikke noget retsgrundlag - det er i øvrigt ikke en budgetpost, der hører under kommissær Flynn, som er medlem af Kommissionen. På baggrund af Domstolens dom og den interinstitutionelle aftale er det som bekendt kun muligt at fastlægge bevillinger inden for budgettet, hvis der eksisterer et retsgrundlag. Vi kan gøre dette, såfremt Kommissionen virkelig har til hensigt at sørge for nogle programmer med henblik på fastlæggelsen af et retsgrundlag. Der er dog et lovgivningsinitiativ, som har haft succes, og som omhandler et program for den kooperative sektor. Dette initiativ blev foreslået af Kommissionen, og Europa-Parlamentet har udtalt sig om det. Jeg tror, at dette er en god lejlighed for Kommissionen - også efter betænkningen og debatten her i dag - til igen at tage hånd om dette program, så det til næste år indebærer en konkret støtte og en udbredelse af god praksis, og så det sørger for, at denne sektor giver et konkret bidrag, såvel kvantitativt som kvalitativt, til løsningen på problemet med kvinders beskæftigelse.
Forhandlingen er udsat indtil kl. 18.00.
Hr. formand, kolleger, jeg takker for ordet og taler på egne vegne. Organisationen ETA meddelte i går aftes, at den har indledt en ikke-tidsbegrænset og betingelsesløs våbenhvile. Og jeg vil sige, at jeg modtager denne meddelelse med forsigtighed, med håbet om, at den er oprigtigt ment og især med tilfredshed. For den åbner op for håbet om, at der endelig bliver fred i Baskerlandet. Gid vi er i stand til sammen at opnå den fred, vi så længe har higet efter, i Baskerlandet.
Hr. formand, jeg vil også tale om den sag. I går erklærede terrorgruppen ETA, som fru Dührkop Dührkop sagde, våbenhvile. Vi skal selvfølgelig modtage denne erklæring med tilfredshed, men også med forsigtighed. Det er ikke første gang, terrorgruppen har erklæret en våbenhvile, og vi må selvfølgelig se, om denne erklæring har noget at gøre med det kommende valg i Baskerlandet. Under alle omstændigheder er det et håb. Vi vil fortsat tro og håbe på den endelige afslutning på volden, og under alle omstændigheder tror vi, at dette skridt er frugten af det ønske om dialog og harmoni, som prægede og opmuntrede dem, som skabte og udformede den spanske forfatning.
Hr. formand, det er nødvendigt, at De hører flere forskellige stemmer fra Spanien, og at alle disse udtrykker håb om en fredsproces. Forsigtigheden er også nødvendig, men man må have tillid til de demokratiske værdier, vi har udviklet i Spanien, siden demokratiet blev genoprettet. Vi er mange gange kommet her for at fordømme frygtelige forbrydelser, mord på tilfældige eller på repræsentanter for befolkningen. Og den nyhed, vi alle har fået, fylder os med et håb, der ganske vist er omgivet med forsigtighed. Jeg mener, at jeg taler til Dem på egne vegne og på vegne af Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre.
Hr. formand, vi baskere, det baskiske folk, har i mange år lidt under en voldelig konflikt, som har hærget vores samfund. I aften har vi med tilfredshed modtaget meddelelsen om, at organisationen ETA har erklæret en ensidig, ikke-tidsbegrænset og betingelsesløs våbenhvile. Det er første gang, ETA erklærer en våbenhvile af denne art. Jeg håber, at alle politiske kræfter - og jeg opfordrer også de europæiske politiske kræfter og det europæiske samfund til samarbejde - er på højde med situationen og i stand til at fremme en dialog for en fredsproces, der kan opfylde de håb og forventninger om fred, som det store flertal af baskere har.
Jeg tror, vi alle deler de spanske medlemmers håb.
I litra d vil jeg gerne ændre »45 kalenderdage« til »60 kalenderdage«.
Kan ordførerens mundtlige ændringsforslag accepteres? Da der ikke er indsigelser mod ændringsforslaget, vil jeg sætte det under afstemning. Ændringsforslag 33
Jeg vil gerne kort forklare, at det, jeg gør her, er at acceptere ændringsforslag 33 i sin helhed. Det træder så i stedet for afsnittet frem til »den nævnte maksimale betalingsfrist« i mit eget ændringsforslag 26. Resten af ændringsforslag 26 skal så blive stående. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)
Hr. formand, ifølge mødebemærkningerne falder ændringsforslag 4 og 18 bort, hvis ændringsforslag 14 vedtages. Jeg vil gerne understrege, at vedtagelsen af ændringsforslag 14 faktisk ikke indebærer, at ændringsforslag 4 falder bort. Dette ændringsforslag kan meget vel blive vedtaget som tillæg, og jeg beder Dem derfor om at sætte det under afstemning som sådan.
Det undrer mig, hr. Weber, for Parlamentets tjenestegrene oplyser, at indholdet betragtes som værende ikkeforeneligt.
Hr. formand, jeg er enig i Deres vurdering, for begge ændringsforslag angår det samme punkt i beslutningen, og hvis min gruppes ændringsforslag 14 vedtages, bortfalder ændringsforslag 4 fra Gruppen Europæisk Radikal Alliance, medmindre min gruppe overtager ændringsforslag 4 som tilføjelse, hvilket vi ikke gør.
Hr. formand, i modsætning til, hvad fru Roth-Behrendt hævder, drejer vores ændringsforslag sig faktisk om bevarelsen af den biologiske mangfoldighed, hvilket ikke er tilfældet med ændringsforslaget fra hendes gruppe. Jeg insisterer derfor på, at vores ændringsforslag bliver sat under afstemning som tillæg.
Jeg tilslutter mig også Deres vurdering. Alle, som har fremsat ændringsforslag - det er Gruppen Europæisk Radikal Alliance, De Europæiske Socialdemokraters Gruppe og Gruppen De Grønne i Europa-Parlamentet - skal have mulighed for at udtale sig, jeg beder blot om en smule fairness. Jeg er enig med Dem i, at de ikke er identiske, for vi ønsker med vores ændringsforslag, at det slås helt klart fast, hvor megen emission trading der finder sted, og hvor meget der skal gennemføres med egne foranstaltninger. Derfor modsætter jeg mig kraftigt, at de to øvrige ændringsforslag, altså også vores ændringsforslag 18, skal bortfalde, hvis ændringsforslag 14 vedtages. Ændringsforslag 18
Hr. formand, vi behøver altså ikke at indføre en læsetime her. Vi har i forbindelse med Socialdemokraternes ændringsforslag drøftet, om der skal ske en mængdemæssig begrænsning. I vores ændringsforslag 18 sættes der præcise tal på, hvordan denne mængdemæssige begrænsning skal se ud. Hvis vi havde gennemført afstemningen korrekt, ville vores ændringsforslag også være kommet først, så ville vi have haft den korrekte rækkefølge. Jeg insisterer udtrykkeligt på, at vores ændringsforslag 18 sættes under afstemning, og enhver, der er i stand til at læse, kan konstatere, at der er forskelle her.
Fru Breyer, jeg respekterer Deres synspunkt, men der er også andre synspunkter, andre måder at se tingene på her i salen. Jeg havde ikke noget imod at sætte Deres ændringsforslag under afstemning, men vi vurderede, at det ikke var korrekt at gøre det. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, jeg takker Dem for at give mig ordet, for jeg konstaterer, at De har været en anelse for hurtig ved afstemningen om forslaget fra ARE-gruppen. Jeg er lidt forundret over det, for ind imellem tager De ganske enkelt Deres tid.
Hr. Sainjon, De har ret. Jeg var ganske rigtigt lidt hurtig, men vi har en lang række afstemninger foran os. Jeg ville ikke tilbageholde medlemmerne her til kl. 15.00 i eftermiddag. Resultatet var så åbenlyst, at der ikke var behov for fortolkninger. (Forslaget til beslutning vedtoges) Fælles beslutningsforslag om den politiske udvikling i Rusland (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, jeg vil gerne fremsætte et mundtligt ændringsforslag, der omfatter sidste del af dette ændringsforslag - og ånden bag det - og lyder således: »understreger betydningen af den våbenhvile, PKK har indgået den 28. august 1998, og opfordrer de tyrkiske myndigheder til at benytte denne lejlighed til at prøve at nå frem til en fredelig og politisk forhandlingsløsning på det kurdiske spørgsmål.«. Vi vil bede Dem acceptere dette mundtlige ændringsforslag og få det tilføjet til punkt 16, der drejer sig om det kurdiske spørgsmål. Jeg vil gerne tilføje, at den tyske presse melder om, at PKK's våbenhvile er ovre. Jeg er sikker på, at disse rapporter er forkerte. Våbenhvilen er stadig i kraft. Så ordlyden »understreger betydningen af den våbenhvile, PKK har indgået den 28. august 1998, og opfordrer de tyrkiske myndigheder til at benytte denne lejlighed til at prøve at nå frem til en fredelig og politisk forhandlingsløsning på det kurdiske spørgsmål.« skal anbringes sidst i punkt 16. Jeg har forstået, at hr. McMillan-Scott har accepteret dette ændringsforslag.
Mine damer og herrer, hr. McMillan-Scott meddelte mig i morges, at han på grund af andre politiske forpligtelser ikke kunne være til stede ved afstemningen til middag. Han har anmodet hr. Schwaiger om at træde i stedet for sig, og jeg tror, at hr. Schwaiger i hr. McMillan-Scotts fravær kan kommentere det ændringsforslag, som hr. Titley stiller. Hvis ingen gør indsigelse, vil jeg sætte det under afstemning.
Hr. formand, jeg skal gøre opmærksom på, at det er meddelt i alle medier, at PKK's våbenhvile er trukket tilbage, og at det nu er meget vanskeligt at stemme for dette ændringsforslag, som egentlig forfølger en god hensigt. Men hvis en mundtlig ændring er mulig, vil jeg foreslå, at nødvendigheden af en våbenhvile understreges, og at resten er uændret, uden at PKK citeres. Under disse omstændigheder ville vi kunne stemme for dette, nemlig for nødvendigheden af en våbenhvile og en politisk, fredelig løsning.
Hr. Schwaiger, når vi har med meget følsomme politiske spørgsmål at gøre, er der også altid meget fine nuancer som den, De kommer med her. De ændrer det mundtlige ændringsforslag, og jeg er bange for, at det vil skabe forvirring.
Hr. formand, hvis PPE vil stemme »for« på det grundlag, vil jeg acceptere det.
Er der nogen indsigelser mod, at hr. Titleys ændrede ændringsforslag sættes under afstemning? Da dette ikke er tilfældet, sætter jeg det under afstemning.
Hr. formand, jeg har indtryk af, at ændringsforslaget fra hr. Titley går ud på at tage den første del af ændringsforslag 25 ud og kun stemme om den anden del, som han har formuleret, og som er blevet ændret på grundlag af min formulering, men ikke om den første del, som er trukket tilbage, medmindre Gruppen De Grønne i Europa-Parlamentet ønsker at bibeholde den første del. I så fald måtte man stemme om den.
Hr. Schwaiger, jeg tror, tingene bliver blandet sammen: Første del er ikke omfattet af hr. Titleys ændringsforslag.
Hr. formand, mit ændringsforslag, som nu er antaget, skulle tilføjes til punkt 16. Vi skal stadig stemme om punkt 17. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Kommissionens forslag har det rigtige mål at integrere kønsaspektet som en vigtig og gennemgående faktor i udviklingssamarbejdet. En bevidst opmærksomhed på kønsaspektet - og man burde endog tale om en »positiv« særbehandling af kvinder, er en nødvendig forudsætning for en effektiv og bæredygtig udvikling i udviklingslandene. Hjælpen bliver simpelthen organiseret forkert og gavner ikke de rette, hvis man ikke vægter kvinderne i udviklingssamarbejdet. Strategien bør være gennemgående og inddrage mainstream-aspektet i alle foranstaltninger. Ellers er der fare for, at tiltagene blot bliver tilfældige skud fra hoften uden den tilsigtede virkning. Fru Junker skal have ros for betænkningen, der på en række områder strammer op på den fælles holdning. Således bl.a. ændringsforslag 15 og 16, der ved kontrakttildeling positivt vil favorisere udviklingslandene. Ændringsforslagene, der vedrører udvalgsprocedure og tidsrammen, må vi dog modsætte os. Med hensyn til udvalgsproceduren ønsker fru Junker som Kommissionen et rådgivende udvalg. Ved et valg mellem to onder ser vi hellere anvendelsen af en forvaltningskomité (IIB), som Rådet foreslår det. Ændringsforslag 6 og 11, der vedrører tidsrammen, stemmer vi også imod. Selvom vi normalt ikke støtter tidsrammer, er det nødvendigt i dette tilfælde for herved at lægge et pres på Kommissionen. Det finansielle referencegrundlag støtter vi i denne situation. Det bør nemlig ikke være muligt for Kommissionen at bede om flere penge til at ansætte konsulenter m.m. Inddragelsen af kønsaspektet bør indgå som en naturlig del af en effektiv og fornuftig udviklingspolitik. Yderligere vil vi gerne fremhæve og rose det initiativ i den fælles holdning, som gør det muligt for Kommissionen at afholde møder med repræsentanter fra medlemslandene og modtagerlandene med henblik på at øge bevidstheden om kønsaspektet på nye områder inden for udviklingssamarbejdet. Betænkning af Harrison (A4-0303/98)
Jeg har stemt for talrige ændringsforslag og i den afsluttende afstemning for betænkningen af Harrison, fordi jeg mener, at den forbedrer kommissionsforslaget væsentligt. Men dette ændrer ikke ved min opfattelse, hvorefter jeg afviser Kommissionens forslag, fordi det indeholder bestemmelser, som klart går ud over det egentlige mål, eller for hvilke der ikke eksisterer nogen europæisk lovgivningskompetence. Selvom der ikke var flertal for mit ændringsforslag til lovgivningsmæssig beslutning, ser jeg mig bekræftet i min holdning, ikke mindst på grund af interventionsskrivelser herom. De massive indgreb i national civilret og civil retspleje har ingen saglig berettigelse i det initiativ til bekæmpelse af forsinkelse med betalingen, som principielt skal hilses velkomment.
Jeg er glad for, at vi i dag skrider til handling for at standse de dyre skandaler med for sene betalinger, som erhvervsdrivende med små og mellemstore virksomheder er udsat for. SMV er drivkraften bag vores økonomiske vækst og beskæftiger de fleste af vores borgere, der arbejder inden for den private sektor. Som sådan fortjener de mere respekt fra store virksomheder og den offentlige sektor, hvortil de leverer tjenester og varer, som vi alle er afhængige af. Den største anerkendelse af det arbejde, SMV udfører, ville være, at de fik betaling for deres hårde arbejde til tiden. Det gælder fremfor alt store virksomheder og organisationer inden for den offentlige sektor, som har råd til at betale deres regninger, men som måske ynder tanken om at udskyde betalingen for at optjene flere renter af pengene på deres bankkonti. En sådan usund praksis er uden tvivl blevet fremmet af manglende regler med krav om hurtig betaling til mindre virksomheder. De store virksomheder har haft styrke og sagførere til at tvinge SMV til at vente på deres penge. Fastsættelse af visse minimumsstandarder for den tilladte tid, før betalinger skal ske til SMV, og det, at vi giver inkassobureauer mulighed for at udføre deres arbejde over hele EU, hvilket forfatteren til denne betænkning ønsker, er et tegn på, at vi politikere er parate til at hjælpe erhvervslivets »David'er« til en retfærdig behandling fra »Goliat'erne«. Jeg skulle måske tilføje, at Europa-Kommissionen bør foregå med et godt eksempel ved at sørge for, at dens egne regninger fra SMV betales til tiden!
De små og mellemstore virksomheder udgør en stadig større procentdel af de europæiske iværksættere, navnlig i de mindst udviklede områder i Europa. Ethvert indgreb eller initiativ, der tager sigte på at støtte de små og mellemstore økonomiske aktører, gavner derfor generelt den økonomiske vækst i Europa og er en sikker vej til at opnå økonomisk samhørighed i regionerne. Jeg støtter derfor den interesse, som den udøvende magt viser for de initativer, der går ud på at fremme og udvikle de europæiske kapitalmarkeder for de små og mellemstore virksomheder, og jeg er helt enig med ordføreren, hr. Hendrick, i at det er nødvendigt at iværksætte nogle formålstjenlige informationskampagner, der er rettet mod privatpersoner og organisationer, og som har til formål at fremme investeringerne i SMV'erne, så disse kan få deres ekspansion og udvikling finansieret. Jeg tilslutter mig ligeledes vores kollega Scarbonchis bemærkning om, at det er nødvendigt at forbedre de europæiske programmer og initiativer til fordel for SMV'erne. Det er navnlig de SMV'er, som er koncentreret i landområderne, hvis overlevelse og udviklingsmuligheder afhænger af en bedre koordination mellem industrien, landbruget og turismen. Endelig er jeg enig i tankegangen i det direktiv, som den udøvende magt har udarbejdet med henblik på at fastlægge en passende frist for betalingen af fakturaer. Likviditetskriser og en utilstrækkelig cashflow er nemlig en af de hyppigste årsager til, at SMV'er går konkurs. Betænkning af Secchi (A4-0299/98)
Vi støtter ikke udhulingen af kampen mod skatteflugt, som ændringsforslag 4 betyder for artikel 6.2.
Der findes stadig en række hindringer for det indre markeds optimale virkemåde. Den direkte og indirekte beskatning er en af disse hindringer. Det er indlysende, at det hverken er muligt eller fornuftigt at ensrette de 15 medlemsstaters skattesystemer. Til gengæld kan man godt udviske de forvridninger, der skader det store europæiske marked. Europa-Kommissionen fremlagde i marts måned et forslag vedrørende betalingen af renter og royalties mellem associerede virksomheder i forskellige medlemsstater. Formålet med forslaget er at afskaffe dobbeltbeskatningen af disse betalinger og således undgå, at virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter straffes af diskriminerende skatteordninger. Jeg glæder mig derfor over forslaget og betænkningen af Secchi. Han foreslår at lade direktivets bestemmelser omfatte beskatning af renter og royalties mellem ikke-associerede virksomheder som led i den videre udvikling af det indre marked. Jeg synes faktisk, at det er fornuftigt at foreslå, at renter og royalties beskattes i den medlemsstat, hvor de virksomheder, der modtager disse indtægter, er beliggende.Til gengæld kan man spørge sig selv, om det er ønskeligt at komplicere systemet ved at acceptere undtagelser fra princippet, som det foreslås i direktivet. På sigt vil det være at foretrække, at disse undtagelser afskaffes til fordel for et enkelt skattesystem i det land, hvor betalingerne opkræves. Betænkning af Langen (A4-0084/98)
De danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet stemte i dag for betænkningerne af Langen og Miller om henholdsvis et fælles merværdiafgiftssystem og punktafgiftspligtige varer. Vi stemte for, fordi vi ønsker et indre marked, således at varer uden handelshindringer kan transporteres mellem medlemslandene. En af handelshindringerne er forskel i momssystemerne mellem to medlemslande. De forskellige momssystemer har intet med momssatser at gøre, men vedrører den måde, hvorpå en vare bliver beskattet, når den krydser en landegrænse. Eksisterer der forskellige momssystemer mellem to lande, kan virksomheder risikere, at deres varer dobbeltbeskattes eller i nogle tilfælde ikke beskattes. Kommissionens forslag lægger op til at sikre ens momssystemer, men den kompetence, den foreslår skal overdrages til Kommissionen, giver nærmest frit spil for Kommissionen til at fastlægge momssatserne i de enkelte medlemsstater, og det er vi imod. Kommissionen foreslår at udvide det Rådgivende Momsudvalgs beføjelser og omdanne det til et forskriftsudvalg, der på grundlag af Kommissionens forslag træffer afgørelse med kvalificeret flertal. Det nye punktafgiftsudvalg sætter »PlumbDelors«-aftalen ud af kraft, oven i købet vil Parlamentet ikke længere have ret til at blive informeret om udvalgets arbejde, hvorved Parlamentet vil miste en del indflydelse. Da harmonisering af f.eks. momssatser vil have konsekvenser, der er meget vidtrækkende for medlemslandene, bør disse træffes ved samarbejde landene imellem. Derfor er det vigtigt at fastholde, at områder, der vedrører politisk følsomme emner, f.eks. harmonisering af momssatser, ikke behandles af Kommissionen, men af Rådet efter forslag fra Kommissionen. Hermed sikres, at subsidiaritetsprincippet i forhold til beskatningsområdet fastholdes. Derfor tager de danske socialdemokrater skarpt afstand fra tanken om at udvide Kommissionens kompetence på det skatte- og afgiftspolitiske område. Betænkning af Miller (A4-0064/98)
Lad os med det samme huske på, at Rådets forslag til direktiv drejer sig om ændring af direktiv 92/12/EØF og har til formål at styrke Kommissionens beføjelser vedrørende reguleringen af punktafgifter. Selvom vi er imod en styrkelse af Kommissionens beføjelser, spiller punktafgiftudvalget, der både er forskriftsudvalg og har rådgivende beføjelser, i vores øjne en uundværlig rolle som modvægt. Vi kan nemlig konstatere, at det er nødvendigt at forbedre de administrative procedurer mellem medlemsstaterne for at lette og udvikle den indbyrdes afgiftspligtige varehandel. I øjeblikket er denne handel i ordets bredeste forstand ramt af svindel og smugleri af enhver slags, som endog i visse lande nærmest er blevet 'institutionaliseret'. Det er derfor nødvendigt at fastsætte en form for fælles praksis med henblik på at indføre ligestilling mellem staterne og fremme samhandelen med disse varer. Det kan lade sig gøre med dette direktiv, der på den ene side tager hensyn til medlemsstaternes skattemæssige uafhængighed og på den anden side giver udvalget en særlig funktion. I betragtning heraf glæder vi os på den ene side over, at punktafgiftsudvalget består af repræsentanter for medlemsstaterne, og på den anden side over, at det træffer afgørelser med kvalificeret flertal. Formanden for udvalget, som er en repræsentant for Kommissionen, stemmer ikke. Sluttelig tager vi forbehold for tendensen mod en generel harmonisering af punktafgifterne, da det vigtige for os er og forbliver anvendelsen af disse afgifter og størrelsen af dem.
Ved gennemførelsen af det indre marked blev der fastlagt fire direktiver for at gøre det muligt at anvende en specifik beskatning af alkohol, tobak, olieprodukter og guld inden for rammerne af den fri bevægelighed for varer. Direktiverne handler om afgiftsstørrelsen, strukturering af kategorier for afgiftspligtige varer og deres bevægelighed. I 1992 blev der nedsat et særligt »punktafgiftsudvalg«. Udvalget, der består af eksperter fra medlemsstaterne, har kun rådgivende funktion. Det har allerede ved flere lejligheder været nødt til at regulere hastende problemer, som ikke kunne løses inden for rammerne af de bestående fællesskabsbestemmelser. Der er dog et juridisk problem i forbindelse med punktafgiftsudvalgets rådgivende beføjelser, navnlig det faktum, at Kommissionen ikke forpligtes af udvalgets udtalelser til at foreslå forbedringer i reglerne vedrørende såvel skattestrukturen som varernes fri bevægelighed. Selv når medlemsstaterne holder sig til de af udvalget vedtagne retningslinjer, kan de prøves ved domstolene, herunder EF's domstol. Nye medlemsstater efter en udvidelse vil heller ikke være forpligtet til at acceptere dem. Som bekendt har afgiftspligtige varer, og især tobak, vin og alkohol, altid været genstand for ulovlige aktiviteter. Så længe procedurerne ikke er harmoniseret mellem medlemsstaterne, vil der være risiko for svindel og smugleri. Kommissionen er derfor nødt til at indføre et nyt edb-system til kontrol af omsætningen af punktafgiftspligtige varer inden for Fællesskabet sammen med edb-systemet for fællesskabsforsendelser. Den nye procedure vil uden tvivl gøre det muligt på samme tid at begrænse momssvindel i grænseområderne. Det er følgelig unødvendigt at harmonisere momsniveauerne for at opnå dette i modsætning til Castagnède-betænkningens forslag. Jeg vil også gerne nævne en betydelig fejl i Kommissionens regelsæt med hensyn til afgiftspligtige varers bevægelighed. Er det normalt, at en vinbonde for at kunne sælge sin vin til en privat forbruger i Tyskland er forpligtet til at lade sit produkt transportere af en »anerkendt« transportør, som tager sig dyrt betalt, bare for at kunne afkræve en afgift på nul franc? Denne situation er fuldstændig grotesk og er ydermere en virkelig hindring for EU's indre marked. Et andet eksempel er, at Kommissionen er meget langt fra den økonomiske virkelighed: En privat kunde i en medlemsstat kan købe indtil 90 liter vin på en vingård (hvis der er fire personer i bilen, må de købe 360 liter vin) uden at skulle betale punktafgift, hvorimod vinbonden ikke må levere en eneste liter vin uden først at have opfyldt sin pligt til at lade varen transportere af et »anerkendt« transportselskab. Kommissionen opfører sig i virkeligheden endnu en gang som regulerende instrument til fordel for store virksomheder og dermed til skade for mindre virksomheder. Vi ved alle, at de eneste virksomheder, der skaber arbejdspladser, er de små og mellemstore virksomheder, men Kommissionen hæmmer udviklingen af dem og dermed jobskabelsen og -udviklingen. Vi opfordrer derfor Kommissionen til at medtage »punktafgiftsudvalgets« anbefalinger i sit forslag til Rådet med henblik på at undgå administrative fejl i de procedurer, som påføres virksomhederne i EU. Beslutningsforslag om klimaændringer (Â4-0802/98)
Hr. formand, i år 1000 frygtede man kometerne. Nu frygter man hullet i ozonlaget og drivhuseffekten. McCarthy så kommunister over det hele, og vores kolleger her i Parlamentet ser racister og fascister alle vegne. Den nye frygt er emissioner af CO2 og drivhusgasser overalt. Deriblandt metangassen og kuldioxiden, som vil varme kloden op og få polerne og gletcherne til at smelte... Havet vil stige, og vi vil alle drukne, undtagen naturligvis vores kolleger fra midterpartierne, som kan svømme. I betragtning af dette kunne man have troet, at man på konferencerne i Buenos Aires og Kyoto ville have taget fat på årsagerne. F.eks. kunne man have forbudt Pinatubo-vulkanen at udspy gasser, man kunne have forbudt menneskene at trække vejret for at undgå CO2 -emissioner, og man kunne oplyse jorden 24 timer i døgnet for at holde klorofyl-processen i gang. Da det naturligvis vanskeligt kunne lade sig gøre, fandt man en afværgeforanstaltning, nemlig skatter. Efter at have været brugt til fordel for familierne, investeringerne og biograferne vil skatterne nu nedkøle klimaet og rense atmosfæren. Det er langt bedre end Viagra. I stedet for at beskatte skatteborgerne beskatter man nu gasserne. I virkeligheden startede konferencerne i Buenos Aires og Kyoto som en besættelse for nu at ende som en farce. Der er kun et seriøst aspekt i farcen: Det vides nu, at BSE-sygdommen kan overføres til mennesker. Beviset er De Grønne og økologerne.
Mens EU-miljøkommissær Ritt Bjerregaard endnu en gang holder en hyklerisk tale i Europa-Parlamentet i Strasbourg om Den Europæiske Unions førerrolle inden for klimabeskyttelse, står to tredjedele af landområdet i Bangladesh under vand. De fatale følger af klimakatastrofer har for længst nået menneskeheden. Men hverken i Kommissionen eller i Ministerrådet behandles forvarslerne om klimakatastrofen med den fornødne alvor. Og heller ikke Europa-Parlamentet, navnlig dets Udvalg om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse, lever med sine udtalelser om klimabeskyttelse op til de aktuelle krav. Tværtimod. Imens er også dets engang temmelig fremskridtsvenlige tiltag i den grad blevet udvandet, at der beklageligvis må tales om en ny klimapolitisk tendens. USA's hårdnakkede vægring ved at underskrive Kyoto-protokollen, som indeholder fuldstændigt utilstrækkelige mål for reduktionen, har øjensynligt igen bragt bevægelse i tingene. Ganske vist i den forkerte retning. Under dække af en formodet »fleksibilisering« af de politiske instrumenter satser man nu også i Europa på den internationale handel med emissionslicenser - dog uden blot på nogen måde at vide, hvordan det kan fungere, og hvordan det skal kontrolleres. De seneste offentliggørelser fra Kommissionen giver ingen oplysning herom. Heller ikke Ritt Bjerregaard har øjensynligt nogen forestilling om, hvem der kunne organisere og kontrollere denne fremtidige sjakren med luftforurening og i sidste instans iværksætte sanktioner ved misbrug. Hendes erklæringer om, at sådanne fleksible foranstaltninger til klimabeskyttelse kun skulle anvendes som supplement til nationale mål for reduktionen, er ikke overbevisende. Hun vil ikke sige noget om den af Kommissionen favoriserede opdeling mellem CO2 -reduktioner, der opnås nationalt og »fleksibelt«. Hendes tavshed over for Europa-Parlamentet i denne sag lover i hvert fald ikke godt for miljøet. Selv det standpunkt, der stadig blev hævdet i Kyoto, nemlig at mindst 50 % af reduktionsforpligtelserne skulle nås i de respektive forurenende stater, kommer ikke mere over hendes læber. Denne udvikling i perioden op til Buenos Aires-konferencen vækker bekymring. Men den passer foruroligende godt ind i billedet af en europæisk politik, som mere og mere degenererer til et dereguleringsmaskineri, og for hvilken vage frivillige forpligtelser, som diverse industriorganisationer pålægger sig selv, åbenbart betyder mere end klare politiske mål. Inden for den grønne klimapolitik har vi altid advaret mod en sådan udvikling. For ud over alle kontrol- og sanktionsproblemerne fører den internationale handel med forureningslicenser hverken på kortere og længere sigt til forbedringer af verdens CO2 -balance. Byttehandler mellem dem, som (endnu) ikke udsender særligt meget CO2 , og dem, som i de forløbne årtier er blevet rige på bekostning af miljøet, fører kun til yderligere klimaopvarmning. På den måde når man ikke globale mål for reduktionen. Ikke engang de latterlige mål fra Kyoto. Og slet ikke den reduktion af emissionen af drivhusgasser på mindst 60 %, som ansete forskere anser for nødvendig senest inden midten af det næste århundrede. Heller ikke EU's førerrolle inden for klimabeskyttelse, som Ritt Bjerregaard så stereotypt fremhæver, har meget på sig. Realiteten ser anderledes ud. Emissionerne stiger. Trods brændstofbesparende teknologier sørger stadigt flere biler for stadigt mere CO2 -udstødning. Tilsvarende forholder det sig, når man ser på de europæiske husholdninger. Det resultat, der opnås på grund af effektive teknologier, ophæves af det stigende antal af enkelthusstande og ganske små familier. Energipriserne er fortsat for lave. Og det eneste lovende koncept, den hurtigst mulige indførelse af en økologisk skatterefom, tales ihjel i de kompetente organer. Selv europæiske energispareprogrammer som Altener II eller Save II støttes kun af Kommissionen og Rådet med mange ord, men ikke med tilstrækkelige bevillinger. Det er en tragedie. For til sidst at gøre ondt værre truer et comeback for atomenergien nu i CO2 -diskussionens kølvand. Dens tilhængere lovpriser den imod al fornuft som den sidste redning mod klimaændringen og erstatter på denne måde det ene onde med et andet. Støtten til denne fortidige teknologi binder jo i sidste ende de midler, som der er hårdt brug for til støtte af de vedvarende energiformer. Hvis Europa virkelig vil indtage en førerrolle i den globale klimapolitik, skal der allerførst ske en mængde ting i Europa selv.
Vi har ikke støttet ændringsforslaget om at indføre en afgift på flybrændstof, selvom vi er imod den undtagelse, flytrafikken har på dette område. Men det passer dårligt ind i dette beslutningsforslag om de aktuelle globale forhandlinger om CO2 -udslip. Beslutningsforslag om den internationale økonomiske krise
Hr. formand, i løbet af denne debat om den internationale finanskrise har vi hørt Jacques Santer fortælle os, at udsigten til euroens indførelse beskytter os mod truslen fra den almindelige finansuro. Jeg vil først og fremmest takke Kommissionens formand for at have været relativ beskeden og ikke foregive, at euroen beskytter os mod krisen i Asien, der anses for at være global, som andre personer og endog visse kommissærer har gjort det. Det er helt tydeligt usandsynligt. Den asiatiske krise får næring fra overgangsproblemerne i landene med økonomisk vækst, hvilket er en følge af for hurtig vækst. Disse problemer eksisterer tydeligvis ikke i Europa, og der er ingen risiko for at se en krise som den i Korea eller Indonesien her i Europa. Jeg vil imidlertid også sætte spørgsmålstegn ved Jacques Santers påstand, omend den ikke går lige så langt, ifølge hvilken euroen beskytter os mod finansuroen. I virkeligheden har der indtil videre ikke været grund til, at uroen skulle sprede sig til Europa, og en hvilken som helst form for nogenlunde disciplineret koordination mellem centralbankerne ville have haft samme resultat med relativ stabilitet. Resten er blot propaganda. Navnlig har den aktuelle situation intet at gøre med den, der var i 1992-93, og som medførte betydelige svingninger i de europæiske valutakurser. Dengang var problemet alene europæisk, hvilket skyldtes, at den tyske genforening helt klart nødvendiggjorde rejusteringer af de interne monetære pariteter. I dag ligger problemet uden for Europa, og det berører os alle på den ene eller anden måde. Selvom euroen i sig selv næsten ikke beskytter os i dag, kan den derimod blive til et alvorligt handicap i de kommende måneder. Faktisk kan det være, at de forskellige europæiske lande får behov for differentierede løsninger, hvis krisen forværres. Men harmoniseringen af valutakurserne og renterne vil forhindre dem i det. Der er dér en øget risiko for uoverensstemmelse mellem euroen og Europas interesser.
Forslaget til beslutning om den internationale finanskrise er meget skuffende. I forslagets analyse angives årsagerne til nedsmeltningen i det verdensomspændende økonomisk-finansielle system ikke - forskydning mellem den finansielle luftballon og den reelle økonomi, spekulative og akkumulative mekanismer, mangel på politisk, social og miljømæssig regulering, stigning i antallet af uregelmæssigheder inden for de nationale grænser og indbyrdes mellem landene, de internationale virksomheders øget rigdom og større fattigdom i befolkningerne - og anerkendelsen af markedsøkonomien kan ikke forveksles med en accept af denne internationale finansielle kapitalisme. Forslaget er utilstrækkeligt, for det indeholder ingen retningslinjer for en gennemgribende reform af det verdensomspændende monetære system såsom behovet for et nyt Bretton-Woods-system og organisation af store regionale sammenslutninger, der udgør sammenhængende, monetære områder. Beslutningsforslaget indeholder ligeledes overhovedet ingen forslag til skattemæssig regulering, som man f.eks. ellers kunne fristes til takket være indførelsen af en skat på kapitalbevægelser (Tobin-skatten). Det anbefales i forslaget at følge Clintons holdning med hensyn til hørings- og beslutningsorganer, det vil sige institutionalisere G-22-samarbejdet. Det er en god idé at give IMF's midlertidige udvalg - som har fordel af at samle i-landene, vækstlandene og udviklingslandene - reelle beføjelser til at træffe politiske beslutninger. Der nævnes overhovedet intet i forslaget om risiciene, som denne krise kan indebære for visse industri- og banksektorer i Europa, og dermed negligeres de nødvendige støtte- og tilpasningsforanstaltninger, som kunne bruges til at forsvare beskæftigelsen i disse sektorer. Det indeholder generelt set ingen præcise anbefalinger til EU, selvom G7-landene insisterer på behovet for foranstaltninger til relancering og støtte af væksten. Det er desværre EU's lønmodtagere, der risikerer at måtte betale udgifterne for vores myndigheders immobilitet. Beslutningsforslag om den politiske udvikling i Rusland
IMF øser ud af sine midler. Guruerne, der prædiker for den angelsaksiske udgave af liberal økonomi, giver undervisning i privatisering, markedslove, fri konkurrence og andre hellige instrumenter i den »usynlige hånds« religion. Efter fem år med denne smøre ser vi nu de tragiske resultater: en nedbrudt økonomi, et ødelagt samfund, nedsættelse af gennemsnitslevetiden til under 60 år, fattigdom, elendighed, korruption, vold, tomme offentlige kasser og en stat indskrænket til Kremlin-området. Dette er følgerne af den ultraliberale politik, der er ført i Rusland. Den øjeblikkelige nedbrydning af de økonomiske grænser og den brutale overgang fra en beskyttet økonomi til verdenskapitalismens uhæmmede konkurrence kunne ikke føre til noget andet resultat. Det burde have været gjort i etaper med fremadsynede, fornuftige og forholdsmæssige handlinger, men handlingerne har været for mange, dogmatiske og brutale. Rusland gik fra en kommunistisk ideologi uden overgang til en ultraliberalistisk ideologi. Landet er gået fra nomenklaturens diktatur til mafiaernes og oligarkiernes diktatur. For at gøre det hele værre viser de indførte institutioner sig at være en blokerende faktor, når præsidenten kan regere mod et flertal blandt de folkevalgte i Dumaen. For Europa er farerne er med nukleare våben, der nærmest er overladt til den disciplinforladte hær, og med risikoen for en opsplitning af Rusland i det muslimske Kaukasus og den østlige del af landet bekymrende. Hvad skal vi så gøre? For det første skal vi drage lære af den dogmatiske frihandels nederlag og få Europa ud af fælden, mens der endnu er tid. Derefter skal vi være realistiske med hensyn til Ruslands institutionelle behov for at have en autentisk forvaltning, der står i forhold til landets størrelse, og som passer til dets dybe sociologiske og historiske virkelighed.
Beslutningen, som Parlamentet netop har vedtaget, mangedobler rådene til den nye russiske regering. Jeg er samtidig ked af, at der ikke nævnes noget om nogen af EU's analysefejl og alvorlige mangler, som det russiske sammenbrud har afsløret. Det er en analysefejl at give en kraftig undervurdering af den vedvarende mentale indvirkning af syv årtiers sovjetisk arv, syv årtiers velfærdsstat og trange kår, og at have undervurderet følgerne af mangelen på enhver form for liberal tradition, der kunne overtage det nedbrudte kommunistiske systems rolle. Det er en alvorlig fejl at have overladt slagmarken til den vestlige verdens mest dogmatiske økonomer og liberale eksperter, som er totalt uvidende om den russiske virkelighed, og som for flertallets vedkommende er fra hinsides Atlanten. Vi lod dem omdanne Rusland til et forsøgsområde, tilskynde til vildledende efterligninger, udskrive chokterapi, som de ikke en gang ville turde anbefale deres egne regeringer, presse på for at opnå forhastet deregulering og uorganiserede privatiseringer. Resultatet er, at markedsøkonomien i dag er blevet et synonym for arbejdsløshed og elendighed for den russiske befolkning. Lad os derfor holde op med at lege uundværlige rådgivere og påtvinge Rusland rytmen og arten af reformer. Lad os ganske enkelt konstatere, at det, som Rusland har allermest behov for i dag, er at fremvise en stærk stat, der er handledygtig og ærlig. Vi har ikke været i stand til at hjælpe den russiske befolkning til at bygge en sådan stat. Vi har kastet EU's skatteborgeres penge ud af vinduet til programmer og bistand, som vi har bedt om en evaluering af, hvilket vi i øvrigt stadig venter på. Emerson-sagen viser, at de lige som programmerne i Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand (ECHO) ikke er kontrollerede eller kun lidt kontrollerede og følgelig en kilde til svindel. Vores første pligt var at bidrage massivt til herhjemme at skabe denne nye politiske, økonomiske og administrative elite, som det nye Rusland så absolut havde afgørende behov for. Kun kommunisterne rådede over et netværk af uddannede funktionærer. Vi forstod ikke at hjælpe det nye Rusland med at skaffe sig af med disse personer og opbygge alternative netværk. Vores statstraditioner, vores erfaringer i efterkrigstidsperioden, vores progressive overgang til et i overvejende grad administreret fællesmarked satte os i stand til bedre end nogen andre at uddanne en russisk elite, der kunne styre den progressive overgang fra planøkonomi til virkelighedens økonomi. Den hurtighed, hvormed russerne tilegnede sig demokratiets teknikker, viser, at hvis denne indsats var blevet gjort i tide og i tilstrækkelig stor skala, ville det helt sikkert være blevet belønnet med succes og have bidraget til at knytte Rusland til et stort Europa, der har genfundet sig selv. Man kan i øvrigt spørge sig selv, hvad FUSP-samarbejdet tjener til, eftersom det har vist sig ubrugeligt som grundlag for en fælles aktion i stor målestok på dette ellers nok så vigtige område for Den Europæiske Union. Den Europæiske Union har fejlet, ja endog spillet fallit, og har ikke evnet at få øje på og genkende de nye prioriteringer, som vores kontinent blev stillet over for ved slutningen af den bipolariserede verden og sammenbruddet i det sovjetiske system. På grund af snæversynethed forstod Fællesskabets ansvarlige hverken at forudse den russiske stats krise, tage bestik af dens omfang, vurdere konsekvenserne af den eller tilpasse bistanden så meget desto mere til de reelle behov i tide. Denne beklagelige tankeløshed kunne til gengæld godt have frygtelige konsekvenser for vores egen vækst. Det europæiske system, som det er i dag, har vist sig ude af stand til på korrekt vis at hjælpe vores russiske nabo med at møde overgangsperioden og de enorme udfordringer i forbindelse dermed under gode omstændigheder og med på passende vis at behandle et spørgsmål af allerstørste betydning for vores landes fremtid. Måske er det derfor på sin plads at bekymre sig om at reformere systemet i samme grad, som vi bekymrer os om den russiske reform. Det er derfor op til medlemsstaterne, hvis rolle bestemt synes uerstattelig, på ny at tage initiativet. Betænkning af McMillan-Scott (A4-0251/98)
Hr. formand, i betragtning af tiden vil jeg være hurtig. For snart tre år siden, i december 1995, blev vi for anden gang opfordret til at afgive udtalelse om toldunionen med Tyrkiet. Dengang begrundede jeg det faktum, at jeg ikke kunne gå ind for toldunionen, med følgende fire grunde. Toldunionen blev fremstillet som en simpel etape på vej mod et fuldt medlemskab i Den Europæiske Union. I betragtning af Tyrkiets geografiske beliggenhed, kultur og religion var det umuligt for mig at forestille dette land som en integreret del af Det Europæiske Fællesskab med vores jødisk-kristne traditioner. Den anden grund var, at Tyrkiet godt nok havde udviklet sig på menneskerettighedsområdet, men der var meget at gøre endnu. Ved at stemme for toldunionen ville man give en uacceptabel situation det gyldne stempel. Den tredje grund var situationen på Cypern, som startede i 1974. Den fjerde grund, men ikke den mindst vigtige i mine øjne, var, at Tyrkiet stadig ikke har anerkendt folkemordet på armenerne i 1915. Faktisk går de tyrkiske myndigheder så vidt som at benægte, at det overhovedet fandt sted. Jeg forklarede også, at jeg ikke var uvidende om de handelsmæssige aspekter i aftalen, men min samvittighed tillod mig ikke at stemme for den af ovennævnte grunde. Jeg har ikke ændret mening. Jeg konstaterer, at det nogle år senere stadig er den samme filosofi, som præger Parlamentet. Filosofien går ud på at håbe, at Tyrkiet vil forandre sig, hvis vi hjælper det. Nej, dette er ikke løsningen. Det er det tyrkiske folk, der gennem afstemninger kan forandre landet. En aftale om toldunion eller økonomiske motiver kan ikke forandre det tyrkiske folk og ændre tankegangen hos landets ledere. Dette er grunden til, at jeg ikke kan støtte betænkningen af McMillan-Scott.
For tre år siden besøgte jeg og nogle af vores kolleger i Tyrkiet for på én gang at forberede toldunionen og gøre opmærksom på det kurdiske spørgsmål og menneskerettighederne i Tyrkiet. Da jeg rejste hjem, var jeg beriget med håb om vedvarende fremskridt. Siden er den politiske situation blevet kompliceret: Landet har haft svært ved at fastholde den økonomiske vækst, og fremskridtene med hensyn til demokrati har ikke indfriet vores håb. På trods af dette har toldunionen udviklet sig positivt. Alligevel frygter vi fremtiden lidt: Vil den tyrkiske regering være i stand til at fastholde væksten og holde inflationen nede? Hvad vil den gøre for at forbedre overholdelsen af de internationale retsprincipper, menneskerettighederne og demokratiet? Vil den en gang for alle løse det kurdiske og cypriotiske spørgsmål på en fredelig måde? Vi har ikke fået svar på disse spørgsmål endnu. Jeg er overbevist om, at vi ikke skal give op af den grund. Betænkningen af vores kollega, McMillan-Scott, er ret klar. Vi skal gå foran af hensyn til både Tyrkiet og Den Europæiske Union. Vores forbindelser indbyrdes bør uddybes. En isolation af Tyrkiet vil på ingen måde bidrage til at forbedre befolkningens livsbetingelser og overholdelsen af menneskerettighederne. Den tyrkiske ungdom bør have mulighed for at deltage i handlingsprogrammerne Sokrates, Leonardo da Vinci og Ungdom for Europa. Økonomien har behov for hjælp til at tilpasse sig og blive omstruktureret. Reformen af administrationen kan ikke ske uden samarbejde. Jeg støtter derfor betænkningen af McMillan-Scott, men insisterer i særdeleshed på de nødvendige fremskridt med hensyn til menneskerettighederne, demokratiet og intensivt samarbejde i bekæmpelsen af den internationale narkotikahandel. Den Europæiske Union har gjort store anstrengelser i denne henseende. Nu er det op til Tyrkiet at tage over.
Efter at toldunionen mellem Tyrkiet og EU er trådt i kraft, er der ikke sket forbedringer i den indenlandske situation i Tyrkiet. Netop disse indenrigske forhold var ved forhandlingerne med potentielle ansøgerlande for mange medlemmer af Europa-Parlamentet grund til at stemme imod Tyrkiet som tiltrædende land. De i toldunionen krævede politiske reformer er endnu ikke realiseret på nogen måde. Militæret har stadigvæk for stor indflydelse på det tyrkiske samfund. Betænkningen af hr. Mc-Millan Scott giver et klart billede af situationen i Tyrkiet. Selvom der gås udførligt ind på mange forskellige forhold, der ikke er blevet forbedret, og hvor den dårlige menneskerettighedssituation sandsynligvis udgør toppunktet, er betænkningens budskab, at Tyrkiet kan blive medlem af EU. Der er imidlertid ingen tegn på, at Tyrkiet forsøger at løse det kurdiske problem på fredelig vis eller ønsker at behandle religiøse mindretal med forsigtighed og respektere deres grundlæggende rettigheder. Jeg er stort set enig i betænkningens indhold. Alligevel har jeg stemt imod. Baggrunden herfor er, at betænkningen giver indtryk af, at hvis Tyrkiet opfylder forskellige kriterier, vil det »automatisk« kunne optages i EU. Det er et skridt, som jeg ikke kan følge. Vi mener, at Tyrkiet geografisk og kulturelt ikke er et europæisk land, og derfor kan det ikke blive medlem af EU.
Forbindelserne mellem Tyrkiet og EU har altid været præget af det usagte, nemlig hykleriet. Det grundlæggende spørgsmål er aldrig blevet rigtigt diskuteret: Er Tyrkiet et europæisk land? Har tyrkerne virkelig lyst til at blive en del af Den Europæiske Union? En meget lille del af Tyrkiet ligger ganske vist i Europa, men er det tilstrækkeligt til at gøre landet til en europæisk nation, det vil sige en del af den europæiske civilisation og kultur? Lad os sige det ligeud: Hele Tyrkiets historie har været præget af det ottomanske imperies kamp mod Europas nationer. Dette store asiatiske og mellemøstlige land er hverken gennem dets historie eller civilisation knyttet til Europa. Ville det ikke være mere realistisk og ærligt fra nu at tilbyde tyrkerne forskellige former for fortsat og stærkt, endog snævert, samarbejde, men uden udsigt til et medlemskab, som man i en uendelighed stiller dem i udsigt for siden at skubbe det væk. Når det er sagt, understreger betænkning af McMillan-Scott visse hindringer for Tyrkiets medlemskab, som lægger sig til den grundlæggende indvending, jeg lige har nævnt. Er det acceptabelt for EU, at et ansøgerland er et knudepunkt for den internationale narkotikahandel og en anden form for lovovertrædelse, nemlig organiseret patentkrænkelse i industriel målestok? Med hensyn til menneskerettighederne er vi også nødt til at huske på, især på det juridiske område, at enhver stat skylder sig selv at respektere retfærdige procedurer, der garanterer borgerne ret til at blive forsvaret. Bekæmpelsen af terrorismen må ikke vise svaghed og kan kun forstærkes gennem klare strafferetslige love og regler på dette punkt. Kan det ligeledes tillades, at Tyrkiet fortsat okkuperer en del af Cypern ulovligt på trods af FN's resolutioner? I betænkningen af McMillan-Scott understreges ligeledes behovet for at indordne de væbnede styrker under politisk kontrol. Dette punkt illustrerer på udmærket vis det vanskelige i at anvende vores tankegange og vores kulturelle vaner på deres historiske virkelighed, som er så meget anderledes end vores. Siden Kemal Atatürk har hæren altid anset sig selv som garant for den tyrkiske forfatning og især for den tyrkiske stats verdslige karakter, hvilket den da også har været. I praksis er hæren i dag et bolværk mod den islamiske religion. Vi ser dér med hvilken forsigtighed, vi bør opfatte den ottomanske virkelighed. Det burde helt bestemt være klart, at Tyrkiet ikke kan være en del af Den Europæiske Union, såvel ud fra historiske og samfundsmæssige grunde som på grund af dets overtrædelser af menneskerettighederne og den økonomiske situation. Vi kan altså kun tænke os til ærlige, klare og snævre forbindelser mellem Den Europæiske Union og Tyrkiet under hensyntagen til dette store mellemøstlige lands særpræg.
De danske socialdemokrater har stemt for betænkningen, der behandler den årlige gennemgang af toldunionen mellem EU og Tyrkiet. Der skal ikke herske tvivl om, at de danske socialdemokrater ser med betænkelighed på, at der ikke er sket væsentlige forbedringer med hensyn til menneskerettighedssituationen og de demokratiske reformer i Tyrkiet. Det er ønskeligt, at den tyrkiske regering aktivt støtter: en fortsat demokratisering og beskyttelse af menneskerettighederne og en konsolidering af den politiske kontrol med de væbnede styrker; -etablering af godt naboskab mellem Tyrkiet og især Grækenland; -overholdelse af de folkeretlige principper ved løsningen af stridsspørgsmålene i Det Ægæiske Hav; -en fredelig løsning af Cypern-spørgsmålet.Det er de danske socialdemokraters holdning, at princippet om overholdelse af menneskerettigheder knyttes tættere til deltagelse i en række uddannelsesmæssige programmer, og at menneskerettighedsaspektet skal inddrages i den interinstitutionelle arbejdsgruppes videre arbejde. Ligesom toldunionen må være udgiftsneutral i forhold til EU's almindelige budget.
Afstemningstiden er afsluttet. (Mødet udsat kl. 13.45 og genoptaget kl. 15.00)
Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse om situationen i området omkring De Store Søer.
Hr. formand, ærede medlemmer, krisen i området omkring De Store Søer, som nu er genstand for vores bekymringer, har strakt sig over mere end fire år og går nu endnu en gang ind i en spændt fase, med krigen inden for Den Demokratiske Republik Congos grænser siden august måned. Den frygt, som vi flere gange har givet til kende, for, at krisen skulle sprede sig til nabolandene, bliver desværre bekræftet i disse dage. Lande i det østlige, centrale og sydlige Afrika, i alt syv lande, er involveret militært i konflikten. Og der er risiko for, at andre lande vil blive revet med ind i den samme konflikt på Congo-Kinshasas territorium. Særlig bekymring vækker det, at der nu er risiko for, at styrker fra Sudan vil intervenere i Den Demokratiske Republik Congo på regeringens side, hvilket sandsynligvis vil medføre en øget indblanding fra Sudans nabolande. Som vi alle ved, har Mobutu-regimets fald og det nye styre, der er kommet til magten, ikke gjort en ende på den strukturelle, politiske, økonomiske og sociale krise i Congo-Kinshasa, der jo har stået på i lang tid, og som har gjort Congo, det tidligere Zaire, til et permanent destabiliseringspunkt i hjertet af Centralafrika. Den aktuelle konflikt, dens forbindelse med situationen omkring De Store Søer og de etniske problemer - ikke kun i Rwanda og i Burundi, men i Kivu-provinsen og i Nedre Congo - kender de ærede medlemmer alt for godt, hvilket også gælder vores opfattelse, at der ikke kan findes nogen løsning manu militari , altså med brug af væbnet magt. Igen og igen har vi sagt, at det er afgørende, at der findes en løsning gennem politisk forhandling på de dybe problemer af politisk, økonomisk og social karakter, som præger den del af Afrika. Læg dertil, at det er med stor frustration, at vi alle må se på, at det ikke kan lade sig gøre at komme videre med udviklingspolitikken, men også på, at den infrastruktur og de institutioner ødelægges, som Den Europæiske Union og dens medlemsstater, ikke uden vanskeligheder, har bidraget med tidligere. Den Europæiske Union har haft en klar holdning i denne sag, særlig i den seneste tid, og dens erklæring fra den 27. august er tydelig, hvad angår de betingelser, der skal overholdes, hvis man skal forsøge at løse krisen. Med det samme blev der givet støtte til den afrikanske mægling, en mægling, der desværre endnu ikke er lykkedes: Hverken i de samtaler, som blev sat i gang ved præsident Mandelas initiativ i Victoria Falls, på Den Afrikanske Enhedsorganisations møde i Addis Abeba eller senest på SADC-mødet på Mauritius har forhandlingerne været kronet med succes. Vi har også ment, at det var rigtigt at sende en særlig udsending til regionen, hvor han nu befinder sig, med henblik på at finde veje til at befordre dialogen og undersøge, hvorledes konflikten kan løses. Særligt mener vi, at det vil være interessant at undersøge muligheden for en afrikansk indsættelsesstyrke, og Den Europæiske Union vil være rede til at indgå i et samarbejde herom. Én ting er sikker. Der kan ikke skabes betingelser for dialog, så længe de udenlandske tropper befinder sig i Congo, og så længe man ikke indstiller den racepopulistiske tale, der tilskynder til vold mellem de etniske grupper. På samme måde kan der ikke opnås fred, hvis en løsning ikke respekterer Congos territoriale integritet og nabolandenes sikkerhed. Den regionale konference, som vi har talt så meget om, bør foregå under ledelse af Den Afrikanske Enhedsorganisation og De Forenede Nationer, men naturligvis med al den støtte, som det internationale samfund, særlig Den Europæiske Union og dens medlemsstater, kan yde til dens succes. Ærede medlemmer, i den aktuelle situation kan man ud fra styrkeforholdet forudse to scenarier: en konsolidering af de to siders nuværende interessesfærer, men med en fortsættelse af krigen mellem den congolesiske regering og dens allierede på den ene side og oprørernes militser og deres allierede på den anden, hvad der måske på mellemlangt sigt kunne føre til en løsning i form af et faldende engagement fra de andre lande i regionen og begrænsning af konflikten til kun at omfatte congolesiske styrker. Det andet scenario - det måske mest sandsynlige - omfatter en modoffensiv i stor skala fra gruppen omkring Kabila, hvilket meget let kan føre til en overregional konflikt af endnu større omfang. Begge disse situationer, begge disse mulige scenarier, er særdeles bekymrende, fordi selv i det første tilfælde, hvor problemet bliver begrænset til Congo selv, vil landets ustabilitet set på grund af de mange nabolande og disses velkendte usikre forhold aldrig gøre en stabil situation mulig i denne del af det afrikanske kontinent. Det er derfor, Den Europæiske Union insisterer på, og har gjort det igen og igen, at man skal se på regionen som en helhed og ikke kun på de enkelte krisepunkter. Og jeg vil dertil gerne føje, ærede medlemmer, at blandt de opdrag, som vores særlige udsending er blevet pålagt, er også at mødes med FN's generalsekretær og de ledende medlemmer af FN, der i øjeblikket følger situationen ved De Store Søer og i Congo. Vi håber, at vores udsending kan meddele nyt i begyndelsen af oktober, hvor vi igen kan vurdere situationen og eventuelle politiske forslag. Jeg vil også gerne informere Dem om, at vi er i nær kontakt med FN's Udviklingsprogram og Verdensbanken for at se, om der kan gennemføres en samordnet aktion ud fra et samlet forslag til genopretning af dette område, hvad der naturligvis ville være et vigtigt bidrag på enhver global konference om regionen. Hvad angår den humanitære situation, så har den militære konfrontation indlysende nok haft alvorlig konsekvenser. Der er beretninger om overgreb på menneskerettighederne fra begge konfliktens parter, og myndighederne, også på begge sider, bruger den etniske konfrontation som en måde til at samle befolkningen omkring deres politiske eller militære program. Man kan ikke få adgang til landområderne i Kivu eller Nedre Congo, hvor den menneskelige lidelse i særlig grad koncentrerer sig. Oplysningerne om tusinder og atter tusinder af flygtninges humanitære behov er for øjeblikket meget få og mangelfulde. Derudover kan en flugt til nabolandene, især Rwanda og Burundi, komme til at gøre den allerede meget skrøbelige sameksistens mellem de etniske grupper i disse lande endnu mere ustabil. Der er i øjeblikket stor mangel på levnedsmidler i byerne Kinshasa og Kisangani, og det samme gælder vand, da al forsyning er afbrudt. Trods disse vanskeligheder i Kinshasa og Kisangani gælder vores største bekymring på det humanitære område dog stadig særlig Kivu-provinsen, eftersom vi kan stå over for en omfattende intern flugtbølge inden for Den Demokratiske Republik Congo eller congolesere, der flygter til Tanzania, Burundi eller til andre lande, hvad der kan gøre den humanitære situation virkelig katastrofal. Til denne nye krise har Kommissionen fremskaffet et nyt budget på ECU 55 millioner til området omkring De Store Søer, af hvilke de 10 millioner på forhånd er reserveret Den Demokratiske Republik Congo. Jeg vil imidlertid gerne sige, at de organisationer, der søger at formidle nødhjælp, har enorme vanskeligheder med at få adgang til området, og at den nødvendige sikkerhed stort set mangler, af hvilken årsag vi er i færd med at forhandle om et adfærdskodeks med myndighederne på begge sider med henblik på, at nødhjælpen kan bringes ud med et mindstemål af sikkerhedsgarantier for dem, der skal yde den. Tillad mig endvidere, ærede medlemmer, at jeg rejser et spørgsmål, som jeg allerede har haft anledning til at rejse i Kommissionen og over for Rådet, og som nok også bør være genstand for Parlamentets overvejelser, nemlig om vi, som business as usual , skal blive ved med at yde hjælp på samme måde til lande, der er indblandet i væbnede konflikter, som bruger op til 30 % af deres budget på våben og militært udstyr, eller om vi ikke burde overveje dette nærmere og spørge os selv, om den hjælp, som vi giver til budgetter, til sociale og andre sektorer, ikke er en indirekte måde at finansiere krigen på. Det er ikke noget enkelt spørgsmål, men jeg tror, at de europæiske institutioner - og Europa er den største donor i Afrika - vil få det dårligt med skatteyderne, og vi vil få det dårligt med vores samvittighed, hvis vi ikke forsøger at skabe klarhed over dette spørgsmål. Jeg håber at kunne vende tilbage hertil om nogle uger og bringe nogle overvejelser med, eftersom alle Fællesskabets institutioner er nødt til sammen at overveje, hvilke foranstaltninger og hvilke retningslinjer de skal tage. Og det er foreløbig alt for denne gang, hr. formand.
Hr. formand, hr. kommissær, min gruppe deler i store træk Deres analyse og takker Dem herfor. Zaire har gennem årtier levet med politisk diktatur, korruption, elendig økonomisk forvaltning og overtrædelser af menneskerettighederne. Selvom Mobutus regime er blevet klart fordømt siden 1982 og gradvist isoleret på den internationale scene, har landets rigdom afdæmpet den økonomiske isolation, der skulle have været en følge. Da Alliancens tropper under Laurent Kabilas ledelse sejrede, syntes diktaturets rolle at være definitivt udspillet. Den militære situation så ud til at være under Alliancens kontrol, og vi var overbeviste om, at Congo havde en chance for at påbegynde en effektiv genopbygning gennem en fælles indsats fra alle landets demokratiske og fremskridtsvenlige kræfter. Vi må se i øjnene, at tingene ikke har udviklet sig i den ønskede retning. De nye ledere har vendt sig ind mod sig selv og udvist uforsonlighed og har dermed afskåret sig selv fra støtte fra en stor del af befolkningen, som ikke accepterer Alliancens autoritære fremgangsmåde. Et af de få lyspunkter, der tæller til dens fordel, er den øgede sikkerhed i byerne. Genopretningen er sandsynligvis umulig uden international hjælp, og den internationale hjælp er ikke kommet, hovedsageligt på grund af manglende tillid. Det er en ond cirkel. Årsagen er de vestlige regeringers mangel på tillid med hensyn til Alliancens politiske vilje til at demokratisere landet, investorers og private virksomheders mangel på tillid til sikkerheden, navnlig den retslige sikkerhed, og frygt for, at investeringerne ikke vil være fordelagtige. Congo befinder sig på ny i krig med deltagelse af hærene fra flere af regionens lande, og de dramatiske billeder, som vi ser hver dag, viser massakrerne på befolkningerne og deres lidelser. Udtalelserne fra landets øverste ansvarlige, som opfordrer til etnisk had, er aldeles uacceptable og varsler absolut ilde for fremtiden. Oprøret består af en giftig blanding af forskellige interessegrupper, der har slået sig sammen på grund af deres modstand mod det siddende styre, og støttes i øvrigt politisk og økonomisk af tidligere ledere af det forhenværende regime. Risikoen for et sammenbrud i Congo er reel nok og er som sædvanligt skadelig for landets fattigste egne og indbyggere. Desuden udgør Congo et meget farligt eksempel for andre afrikanske lande. I betragtning af dette ønsker vi, at Europa opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile og støtter de afrikanske initiativer, især præsident Mandelas, med henblik på at forhindre, at hele regionen bliver antændt, og for at finde en forhandlingsløsning på den congolesiske krise. Vi ønsker, at EU og medlemsstaterne taler med én stemme, iværksætter ét aktivt diplomati og samordner deres indsats med henblik på at sikre freden og sikkerheden i denne del af verden. Derfor støtter min gruppe Parlamentets fælles forslag, eftersom der forligger et fælles forslag. Lad Europa-Parlamentet tale med én stemme, for vi ønsker analogt med Parlamentets øvrige demokratiske grupper at sikre freden i denne del af verden.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg har med særlig interesse lyttet til det, udvalget har meddelt om, hvad der i øjeblikket foregår i området omkring De Store Søer i Afrika. Det kan jeg sammenfatte i nogle få sætninger. Kommissæren er uden tvivl en stor afrikaekspert, han fremlagde enkelte kendsgerninger, pegede med rette på nødvendigheden af at finde løsninger og angav nogle scenarier. Men spørgsmålet for Parlamentet er reelt, og det har den foregående taler også gjort opmærksom på: Hvad gør det internationale samfund, hvad gør Europa for at opnå fred i Afrika og for at få myrderierne til at høre op? Beretningen om, hvad der er foregået i denne region i de forløbne år, er forfærdelig. Striden mellem hutuer og tutsier er allerede meget gammel, og FDR's optræden i Rwanda førte til en borgerkrig. I Arusha forsøgte man at komme frem til aftaler, men af ubegribelige grunde blev der ført forhandlinger, uden at man først havde krævet en våbenstilstand. Rwandas præsident blev skudt ned med sin flyvemaskine, men officielt er man stadigvæk ikke klar over, hvem der er den skyldige. Derpå fulgte et afskyeligt folkemord. Landet faldt i oprørernes hænder, og der blev reelt oprettet et diktatur. Også i Burundi erobrede en oberst magten. Er der nogen i Parlamentet, der tror på, at der i lande som Rwanda og Burundi kan tilvejebringes en varig fred mellem de etniske grupper uden international tilstedeværelse? Problemet omkring 1½ million flygtninge på grænsen mellem Rwanda og Congo-Zaire, først og fremmest kvinder og børn, blev aldrig løst, det blev ikke engang forsøgt. Da disse flygtninge flygtede videre, var det kun Emma Bonino, der havde mod til at gøre opmærksom på, at mere end 300.000 af disse flygtninge drog omkring på må og få. De er alle forsvundet. Døde taler ikke. Har vi glemt, at Sikkerhedsrådet vedtog at gribe ind militært, men at præsident Clinton, en uge efter at beslutningen var taget, meddelte, at han afstod fra operationen. I mellemtiden var det blevet klart, at der i den østlige del af Congo-Zaire havde fundet nedslagtninger sted, og FN besluttede at opspore massegravene for at få et billede af, hvad der var sket i dette område. De nye magthavere modsatte sig dette, og der opstod et spændt forhold til FN. I mellemtiden kunne Laurent Désiré Kabila i spidsen for en hær, der overvejende bestod af ugandere og rwandere erobre hele Zaire-Congo. Vestlige ministre afgav opmuntrende erklæringer, talte om at vise tillid, og erobrerne kunne påbegynde udbygningen af deres rige. Kort tid efter viste det sig, at den forventede, fornyende, demokratiske politik på grundlag af en retsstat ikke var lige om hjørnet. Lige så lidt som under Mobutu blev hånden rakt frem til den organiserede opposition. Tværtimod blev de yderligere boykottet. Utilfredsheden voksede på ny i befolkningen, og hvad ser vi? De kræfter, der støttede Kabila, og som kom fra Uganda og Rwanda, dukkede op igen for nu at bekæmpe Kabila. Samtidig kommer der imidlertid tropper fra Angola, der forsøger at erobre Nedre Congo. Endvidere går der rygter om Katanga-gendarmer, der fra Angola gennemfører en aktion for at fordrive Kabila, der nu er symbol på staten Congo, fra Katanga. Der deltager endvidere flere fremmede styrker i kampene. De kommer bl.a. fra Zimbabwe, der leverer fly og lejetropper. Mindst otte lande er involverede i spektaklerne. Hvis det havde været i Europa, ville man have talt om risikoen for en verdenskrig. Kære kolleger, i den forbindelse undlader medierne endog at meddele, hvad der foregår bag kulisserne. De økonomiske kræfters spil, der særligt er interesseret i diamanter, olie, kobolt og kobber. Nogle kommentatorer skriver, at det, der foregår her, minder om den førkoloniale periode, da de vestlige samfund oprettede fabrikker for at erhverve råstoffer. Det ser ud til, at mordmaskinen i Centralafrika ikke kan standses, og at det opståede håb om, at étpartisystemer og diktaturer endelig kunne ryddes af vejen, er gravet ned for mange år frem i tiden. Stabilitet uanset prisen synes at være blevet det nye politiske ideal. Hvor mange titusinder af døde er der faldet? Hvor mange skal der falde endnu? Ingen kommer Afrika til hjælp. Det internationale samfund forsømmer alt, FN griber ikke ind. Der tales ikke længere om Den Vesteuropæiske Union, og Den Europæiske Union har desværre, det er nu helt klart, ingen afrikapolitik. Unionens medlemsstater er splittet. Ikke blot er der ingen fælles politik, der er slet ingen politik. Humanitær hjælp ydes til både skyldige og uskyldige, men beskæftiger sig ikke med løsningen af politiske problemer. Jeg kan ikke sige det klart nok, vi har ikke nogen politik. Vi kan lige så godt stryge begrebet »fælles udenrigspolitik for Europa« fra vores ordforråd.
Hr. formand, lad mig tilslutte mig kollega/ven Tindemans' ord. Det er rigtigt, at vi ikke har nogen europæisk politik i forhold til Afrika. Men det har aldrig afholdt os fra at snakke, kun snakke, sådan som vi på ny gør det i dag. Befolkningen i Congo må resigneret se til, mens den bliver offer for endnu en etape af den vedvarende vold i området. 30 års Mobutu-diktatur og militær sejr til Kabila var ikke nok. Der er på ny udbrudt borgerkrig. Det er Kabilas egen skyld. Landet er stadigvæk uden styring. Befolkningen konfronteres stadigvæk med voksende fattigdom, og hvad værre er, død, fordærv og elendighed. Menneskerettighederne krænkes stadigvæk i stort omfang, som om det var helt normalt, og naturligvis er demokratiet et luftkastel. Naturligvis var oprørernes angreb et angreb på et legitimt og anerkendt styre, og naturligvis skal der gribes ind over for dette. Men støtte på længere sigt skal Kabila først gøre sig fortjent til. Hidtil har han ikke fortjent den. Kabila skal også acceptere international mægling, og oprørerne skal spille en rolle ved disse forhandlinger, i modsat fald kan man ikke mægle. Jeg har respekt for de anstrengelser, der gøres af Sydafrika i denne sag. En afrikansk løsning i et afrikansk land med afrikansk intervention og med afrikanske våben, hr. Tindemans har allerede nævnt det: Ja, det er afrikanerne i tiden, før kolonimagterne var der. Det er muligvis et godt tegn, at de afrikanske lande ønsker at gøre en indsats og måske vil være i stand til at løse konflikter på deres eget kontinent, fordi Europa ikke har nogen politik. Unionen kan måske ind imellem hjælpe med faciliteter og være med til at skabe forhold, der gør afrikanerne i stand til selv at løse deres konflikter.
Hr. formand, hr. Tindemans har talt godt. Europa rummer ikke Afrika i dets hjerte, mens Afrikas hjerte brænder. Folkemordet på tutsierne og Mobutus fald har åbnet Pandoras æske, og der er nu krig fra Brazzaville til Addis Abeba. Traditionelle etiketter som kolonialisme og ideologiske modsætninger mellem Øst og Vest spiller ikke mere nogen rolle. Det er de enkelte afrikanske magthavere, der udelukkende forsvarer deres egne magtpositioner. Politiske oppositionsgrupper får ikke en chance for at fungere demokratisk. De søger derfor ofte støtte på den anden siden af grænsen hos beslægtede stammer, hvilket giver diktatorerne argumenter for at gribe ind militært, grænseoverskridende vel at mærke. Dette indviklede virvar fører til forfærdelige lidelser i befolkningen og til spild af penge, herunder humanitær hjælp. Jeg mener, at kommissæren i for høj grad gemmer sig bagved smukke FN-møder. Jeg ønsker klarhed. Anser Kommissionen og kommissæren det ikke for at være på høje tid, at der indgives en protest til f.eks. regeringen i Luanda, der uden videre har fjernet 70 medlemmer af oppositionen, som den i øvrigt udsætter for trusler i deres dagligdag, og udskiftet dem med ikkevalgte medlemmer? Er det ikke også med til at forstærke konflikten i regionen? Hr. kommissær, forklar mig nu, hvorfor vi som demokrater ikke har afgivet det signal, som vi nu også bør afgive som parlamentarikere? Parlamentarikere skal have sæde i et parlament og bør ikke trues. Hvis De ikke gør dette, hr. kommissær, vil angolanerne føle sig styrket i deres nuværende praksis og anvende olie- og diamantfortjenesten til indkøb af våben, mens den humanitære hjælp, uanset hvor velment den end er, være formålsløs. Hvis vi har noget tilovers for Afrika, bør vi være kritiske over for alle involverede i kampen.
Hr. formand, i den krise, vi i nogle uger har gennemlevet, kan vi uden tvivl identificere konkrete elementer. F.eks. at præsident Kabila ikke har holdt de centrale løfter, der bragte ham til magten. Det er f.eks. stadig umuligt for politiske oppositionspartier at have normale aktiviteter. Fængslinger og sandsynligvis summariske henrettelser af oppositionspolitikere finder endog også sted. Der er slet ikke tvivl om, at Congo ikke er et demokratisk land, og den dag, der kan afholdes frie valg, er selvfølgelig langt væk. Man kan også sige, at nabolande har taget del i konflikten. Der har vi f.eks. Ugandas og Rwandas slet skjulte tilstedeværelse, lande som muligvis ikke har opgivet et eller andet projekt om at dele Congo og i realiteten overtage kontrollen med visse dele af landet. Jeg mener, at disse er vigtige elementer, men ikke de vigtigste. Jeg mener, at der er mere generelle spørgsmål. For vi står i realiteten over for den første regionale krig i Afrika i nyere tid. Og der er mange spørgsmål, vi bør stille os selv. F.eks.: Hvorfor har organer som Den Afrikanske Enhedsorganisation ikke ressourcer til forebyggelse af konflikter og til krisestyring? Hvorfor har FN også været ude af stand til at gribe ind i denne situation? Og hvorfor er der bevægelser, der er så svækkede, som De Alliancefri Lande, at de har været nytteløse i denne krise. Til syvende og sidst er der derfor ingen muligheder for mægling, ingen mekanismer til forebyggelse af konflikter og ingen krisestyringsmekanismer. Og inden for disse rammer er det logisk nok vanskeligt at nå frem til politiske løsninger. Vi kan holde fast ved, at en regional konference er nødvendig for at få en ende på det, der sker. Vi kan også med vægt forlange, at der er en afrikansk mæglerkraft, men hvem skal organisere den? Med hvilken politik? Med hvilke mål? Med hvilken støtte? Støtten fra Den Europæiske Union alene er slet ikke nok. Det vil også være nødvendigt at vide, hvilken holdning f.eks. USA har til hele denne konflikt. For USA har altid hævdet at have en holdning og en eller anden afrikapolitik. I virkeligheden står vi over for et klart eksempel på manglende strukturer for regional styring, strukturer for reelt samarbejde i Afrika mellem de afrikanske lande selv, der går ud over de eksisterende strukturer mellem landene og er samlede som Den Europæiske Union. Og faktisk kan vi risikere, at kriser af samme slags kan gentage sig, hvis Europa ikke ud over at handle i praksis ser lidt længere frem i tiden, altså ikke har en afrikapolitik, der omfatter skabelsen af denne type strukturer. Hvis jeg skulle besvare kommissærens spørgsmål om, hvorvidt det er muligt at forsætte samarbejdet med lande i krig eller lande, som forbereder sig på krig, mener jeg selvfølgelig, at svaret er nej. Vi har ikke ret til at begunstige denne form for politik og endnu mindre til at anvende de europæiske borgeres midler forkert.
Hr. formand, jeg må sige, at jeg svinger mellem vrede og fortvivlelse, når jeg læser, at EU skal spille en aktiv rolle for fred, sikkerhed og stabilitet i De Store Søers Område. I betragtning af FN's svigten i de seneste uger, i betragtning af Den Europæiske Unions passive holdning og tilbagetrækningen af den humanitære hjælp får jeg virkelig kvalme over al den snak om ansvar og også påstanden - fru van Bladen - om, at det nu er afrikanerne selv, der er skyld i det hele. Ansvaret for de monstrummer, vi som kolonimagter har skabt i Afrika, kan vi ikke så hurtigt fralægge os igen. Naturligvis er det positivt, at afrikanerne er begyndt at erkende, at de skal finde fælles løsninger på deres store regionale problemer. Til trods for, at mødet ved Victoria Falls mislykkedes, var det en rigtig begyndelse. De har et fælles ansvar for, at menneske- og borgerrettigheder overholdes, hvorved grænserne i det mindste bliver mindre vigtige. Hr. Bertens har fuldstændigt ret. Den Europæiske Union har muligheden for at skyde ny kapital til og på den måde støtte afrikanerne i selv at finde løsninger. Vi bør heller ikke lade, som om venskabet med Bill Clinton bemyndiger til ensidige militære aktioner. Naturligvis har Uganda og Ruanda ikke ret til ensidigt militært at fremskaffe en løsning efter deres eget hoved, og man kan ikke nu sætte Angola i skammekrogen, fordi det har forsvaret sig imod dette. Man kan heller ikke efter 30 års borgerkrig og efter sabotagen af fredsprocessen simpelthen uden videre erklære UNITA for et politisk oppositionsparti. UNITA skal omsider tilpasse sig Den Anden Angolanske Republiks forfatning og skal omsider påtage sig en konstruktiv rolle som oppositionsparti. Det ønsker næsten alle angolanere. De demokratiske kræfter i Congo har stillet en række krav, som vi bør støtte aktivt, nemlig forsvar af enhed og selvbestemmelse, regeringens åbning over for de demokratiske kræfter, klar fastsættelse af et kommende valg, tydelig afstandtagen fra fremmedfjendske tendenser, aktivering og udvidelse af den fællesministerielle kommission til beskyttelse af tutsierne i hele territoriet, våbenhvile, tilbagetrækning af alle udenlandske tropper og de congolesiske flygtninges tilbagevenden til deres område, klar konstatering af, hvem der har angrebet hvem, anvendelse af medierne til fredspropaganda og ikke til at føre krigs- og hadpropaganda og ikke mindst en fredsbevarende styrke, som sørger for fred mellem Den Demokratiske Republik Congo og deres naboer ved De Store Søer. Her har vi et program, her kan vi gøre noget, og hvis Unionen ville indlade sig på dette med alt, hvad det indebærer også diplomatisk, kunne befolkningerne i denne region igen fatte håb.
Hr. formand, det synes, som om Den Europæiske Union har overordentlig svært ved at fastlægge og anvende en politik, der er i overensstemmelse med dens store principper, i området omkring De Store Søer. Drejer det sig i øvrigt om Unionens udenrigspolitik eller om en eller to medlemsstaters udenrigspolitik? Hvis man kiggede på underskriverne af de forskellige beslutningsforslag, skulle man pudsigt nok tro, at situationen i området omkring De Store Søer kun interesserer Belgien og Frankrig, som er de to lande, der dikterer Europa deres holdning på grund af de interesser, de har arvet fra kolonitiden, men det er jo ikke nyt. Men lad os vende tilbage til de store principper, som europæerne holder af. Det drejer sig først og fremmest om at tackle den bekymring, som Den Afrikanske Enhedsorganisation nærmest har haft eneret på, nemlig respekten for vores tidligere koloniers territoriale integritet. Faktisk vurderede den franske udenrigsminister for halvandet år siden, at Mobutu var den eneste garant for Zaires territoriale integritet. Vi har set resultatet af hans beregninger. I dag er der ikke længere nogen, der for alvor tror på den fiktive integritet i et land, hvis statslige myndigheder ikke har kontrolleret landet i lang tid. Imidlertid er der mange, navnlig de, der i sin tid opildnede til den katanganske løsrivelse, som fortsat tror på princippet om grænsernes ukrænkelighed, selvom det østlige Congo reelt kontrolleres af Uganda og Rwanda, der har en legitim interesse i at sikre deres egen sikkerhed. Et andet og mere vigtigt princip er den lidenskab, vi udviser med henblik på demokratiseringen af Afrika. For blot nogle få måneder siden blev Kabila i vores egne beslutninger beskrevet som en selvudråbt præsident, hans styre som midlertidigt og hans politiske fremgangsmåde som overgreb på borgerrettighederne. Er Kabila nu blevet demokrat? Har han udskrevet valg? Har han fået begrænset korruptionen? Overhovedet ikke. Den eneste ændring, der er sket, er ganske enkelt den, at Kabila har brudt med sine tidligere allierede fra Rwanda og Uganda og er alene af den grund blevet værdig at tale med for Den Europæiske Union. Er der tale om princippet om humanitær solidaritet og vores bekymring for flygtningenes skæbne? Vi er blevet legitimt rørt over de rwandiske flygtninges skæbne gennem de seneste år. Men ingen har endnu hørt, heller ikke jeg selv, Parlamentet blive rørt over skæbnen for de millioner af rwandere, som var tvunget til at leve uden for deres lands grænser indtil 1994. Det synes, som om folkemordet i 1994, som hr. Tindemans diplomatisk kalder en voldsbølge, ikke vækkede den europæiske politiske samvittighed. De, der tidligere hjalp Habyarimana og Mobutu, er i dag de første til at indrømme Kabilas sandsynligvis manglende legitimitet. Sandheden er, at den europæiske indsats burde koncentrere sig om tre mål: Sikkerheden i det østlige Zaire bør sikres, uanset hvor landegrænserne går i fremtiden, de rigtige flygtninge bør vende hjem til deres lande, især til Rwanda, med vores hjælp, og de falske flygtninge, der har gemt sig i Congo og Europa i de sidste fire år bør retsforfølges for deres tyngende ansvar for folkemordet i 1994.
Hr. formand, kollega Hory, det er på ingen måde kun parlamentsmedlemmer fra Belgien og Frankrig, som interesserer sig for denne konflikt, som man også kan se af mit indlæg. Der er dog stadigvæk kun få, der kan skrive under på disse beslutninger. Heraf må man dog ikke slutte, at de andre ikke har nogen interesse for det. Det modsatte er tilfældet. Vi ønsker alle en fredelig udvikling i Afrika, som kan føre til velstand og stabilitet. Men virkeligheden står i vejen for det. Men fortvivlelse må ikke føre til, at man resignerer, kollega Wolf. Jeg ved, at det ønsker De heller ikke. Naturligvis er det sommetider deprimerende, når man til stadighed anstrenger sig for af komme fremad, give støtte, yde hjælp, og det så ikke ender så godt, som man kunne ønske det. Med vi må ikke slække på vores bestræbelser for at finde veje, som muliggør en bilæggelse af konflikten, og for først og fremmest at styrke og inddrage alle politiske kræfter i Afrika, som kan og især også vil bidrage til stabilitet og til løsning af konflikten. I næste uge træder AVS-forsamlingen sammen i Bruxelles, og vi forventer, at alle parter dér vil sidde omkring forhandlingsbordet sammen med os. Vi har jo i årevis beskæftiget os med konflikten i De Store Søers Område, og også her står den igen på dagsordenen. Det er blevet til et ulykkeligt permanent tema. Men jeg tror, at dette møde alligevel vil bidrage til - og her er der jo også positive signaler - at komme i dialog med hinanden og i fællesskab få klarhed over, hvor mulighederne for en løsning af konflikten kunne findes. I første række skal vi af al kraft og sammen med repræsentanterne fra Afrika, som vil sidde omkring det samme bord som vi, overvinde det etniske had, som er en af de væsentligste årsager til denne konflikt. Jeg skal ikke her opregne alle grusomhederne, krænkelserne af menneskerettighederne og voldshandlingerne. Det er der sagt meget om. Men det er særligt sørgeligt, at de, der tidligere selv var ofre for diskrimination og had, i dag nærer had til og diskriminerer hinanden. Det er noget, som vi ikke kan tolerere. Vi kan heller ikke godkende, at der gribes militært ind, ligegyldigt fra hvilken side, i stedet for at forsøge at gå den fredelige vej og opfordre naboer til at søge en fredelig løsning på konflikten under overholdelse af de demokratiske principper. Forebyggelse af konflikter har vi tit på dagsordenen. Det har vi brugt meget papir på. Jeg tror, at vi i praksis skal lægge endnu større vægt end hidtil på mulighederne for at forebygge og undgå konflikt. Vi skal udtrykkeligt fremhæve, at fredsforhandlinger kun kan føre til succes, hvis alle konfliktens parter sidder omkring forhandlingsbordet. Det vil vi arbejde for.
Hr. formand, vandet i De Store Søer er pisket op og fyldt med blod, ramt af død og lidelse forårsaget af menneskelig blindhed, dårskab og magtbegær. Kanonerne var endnu ikke hørt op med at tordne i Guinea-Bissau, da et nyt urocenter opstod i Den Demokratiske Republik Congo, og en række nabolande blevet draget ind i konflikten: fra Angola til Zimbabwe, fra Namibia til Rwanda, fra Uganda til Burundi og Tanzania. Gennem røgen fra de mange interesser, der gør sig gældende, er det svært at skimte en fornuftig forklaring på det, der i dag foregår i Congo. Dér støder gammelt etnisk had sammen i uendelige udryddelses- og gengældelseskrige, hvis oprindelse fortaber sig i historiens mørke. Dér ses følgerne af grænser, der ikke er tilstrækkelig klare, eller som er trukket under den koloniale opdeling i forrige århundrede. Dér står lidet uskyldige internationale økonomiske interesser og venter som gribbe på at slå ned på de umådelige naturrigdomme i denne del af Afrika. Dér vrimler det hæmningsløst med hære fra forskellige lande, lejesoldater i manges sold, gemene banditter eller rene og skære lystmordere. Hvis der kun var ørkenens sand og støv at køre fast i, stod vi ikke hér og diskuterede en konflikt, der truer med at blive til en regional tragedie af anselige dimensioner. Præsident Laurent Kabila forstod ikke at udnytte lejligheden til at indføre et ægte demokrati og har svigtet befolkningens og det internationale samfunds forventninger. Han er i dag fiktiv direktør for en enorm arena, hvor ingen respekterer nogen, hvor de summariske henrettelsers lov og geværernes justits hersker, hvor befolkningen lider mest, og hvor der er mere end to millioner, der er drevet på flugt, og utallige har mistet livet. Alle forsøg på at etablere en våbenhvile er mislykkedes, lige fra møderne i Victoria Falls til det seneste møde i Addis Abeba med forsvarsministrene fra de involverede lande. Eftersom disse ikke kan komme til forståelse, mener jeg, at man må sætte spørgsmålstegn ved Rådets konservative holdning og spørge, om det ikke er på tide, at Den Europæiske Union reanalyserer hele sin samarbejdspolitik, således som kommissær João de Deus Pinheiro så rigtigt sagde det, i en situation, hvor landene i området omkring De Store Søer er involveret i kampe inden og uden for deres grænser. Selvom Kommissionen meget rigtigt har forstærket nødhjælpen til Congo, kan EU's øvrige samarbejdsprogrammer ikke blive ved med at understøtte ledernes krigsvanvid i stedet for at være til gavn for befolkningerne. Alt må kunne diskuteres, og der må tages initiativ til at suspendere visse samarbejdsbudgetter, hvis de krigsførende parter ikke giver beviser på sund fornuft.
Hr. formand, ærede kolleger, hr. kommissær, krisen i Congo og i De Store Søers Område stiller os over for et geopolitisk og politologisk problem, der på en vis måde er nyt. Indtil i dag har der nemlig eksisteret to dogmer, som næsten var urørlige, når det drejede sig om problemer i Afrika. Det første dogme var, at de lokale konflikter og krige var krige, som afrikanerne så at sige havde fået fuldmagt til, og som de vestlige magter stod bag. Det andet dogme var de afrikanske grænsers urørlighed. Krisen i De Store Søers Område stiller os tværtimod for det første over for en væsentlig tilbageholdenhed fra de vestlige magter, som normalt er interesserede i området, nemlig Belgien, Frankrig og senest USA, og for det andet over for en regional konflikt, der synes at gå ud over den stabilitet ved grænserne, som det ofte ikke var afrikanerne, der besluttede, men derimod de europæiske stater i forbindelse med afkoloniseringen. Det er derfor nødvendigt med en politisk vurdering, før vi foretager noget som helst indgreb. Er disse grænser virkelig urørlige? Og er det måske ikke nødvendigt, at Den Europæiske Union dropper standardudtryk som "fredsbevarelse« og »respekt for menneskerettighederne«, mens den tænker efter? Ikke fordi, at de ikke er vigtige, men fordi vi først må sætte os et politisk mål: at fremme genopbygningen og benytte os af det positive, der kan være ved så mange menneskelige tragedier, nemlig at de afrikanske lande måske får en større bevidsthed og en højere grad af autonomi. Den Europæiske Union skal sørge for, at denne proces forløber fredeligt, så det er fornuftens form for magt, der er dominerende, og ikke magtens form for fornuft, sådan som det sker, når der totalt mangler en stærk udenrigspolitik.
Hr. formand, ærede medlemmer, hr. kommissær, det er et faktum, at de seneste konflikter i Afrika, der i første omgang er opstået på grund af bestemte etniske modsætninger, hurtigt er ved at forandre sig til egentlige konflikter af regionalt omfang, stadig mere sammenfiltrede, med adskillige lande indblandet og med mange tusinder af døde og millioner af flygtninge til følge. Det er i denne sammenhæng, at jeg gerne vil erindre om situationen i Angola. Hvis tilstedeværelsen af angolanske tropper i Den Demokratiske Republik Congo i sig selv er betegnende, giver det yderligere anledning til bekymring, at den angolanske regering har besluttet ensidigt at suspendere medlemmer af UNITA fra deres funktioner i regeringen og oven i købet også at suspendere de deputerede fra samme parti fra deres pladser i den angolanske nationalforsamling, hvortil de er demokratisk valgt. Disse er tilbageholdt i Luanda uden mulighed for at forlade byen og er udsat for alskens pression, og i mange tilfælde uden midler til livets ophold. Denne adfærd, der udgør en klar overtrædelse af Lusaka-aftalerne, følges af krigeriske udtalelser og krigsforberedelser. Jeg mener, at Rådet og Kommissionen må have noget at sige om denne situation, da der jo er tale om en klar knægtelse af de demokratiske principper. Vi mener desuden, at dæmoniseringen og den systematiske isolering af UNITA, der i øjeblikket forhindres enhver adgang til de angolanske og internationale massemedier, ikke bidrager til den angolanske fredsproces. Vi tror sluttelig, at det stadig er muligt, med en ny mægler, og med støtte fra Den Europæiske Union, at undgå en ny krig, som kan blive helt uoverskuelig i omfang, følger og varighed, helt bortset fra, at den betyder endnu en eskalering i regionaliseringen af de allerede eksisterende konflikter. Det er derfor, vi mener, at EU skal gøre alt for at støtte initiativet til en regional konference under FN's ledelse med henblik på en endegyldig og varig fred i regionen.
Hr. formand, jeg havde egentlig tænkt mig i denne drøftelse at se bort fra mine egne meninger, idet jeg forestillede mig, at jeg måske kunne finde en udvej, der gjorde det muligt at løse de afrikanske problemer. Jeg havde besluttet at lægge alle mine overbevisninger i lommen. Nu har jeg med stor opmærksomhed lyttet til alle talerne. Jeg har hørt dem indrømme illusionen om Kabila, lige som det i morgen også vil være nødvendigt at indrømme illusionen om Mandela, hvis gode hensigter ikke betvivles. Men de oplysninger, vi får fra Sydafrika, handler alle om den stadige forværring af situationen i landet. Jeg har lyttet til hr. Tindemans holde en fortryllende og floskelfyldt tale om ansvaret for koloniseringen på trods af, at det er lang tid siden, at afkoloniseringen fandt sted. Det er sandt, at koloniseringen ikke kun havde gode sider, men selvom vi anfægter grænserne fra kolonitiden, er vi alligevel nødt til at indrømme, at disse grænser ofte gjorde det muligt at afslutte krige mellem de afrikanske befolkninger. Koloniseringen var ikke perfekt, men jeg skammer mig ikke over, hvad mit land lavede i kolonierne, når jeg besøger lande, der var med i den tidligere franske union. Det var ikke bananrepublikker. Der fandtes havne, lufthavne, veje, skoler og offentlige sygeklinikker. I dag er mange af disse områder i virkeligheden underkastet barbariske forhold, og når jeg nu hører hér, at vi er nødt til at hjælpe afrikanerne - men hvad menes der med at hjælpe afrikanerne, det betyder vel at rådgive dem og skaffe dem våben, hvilket faktisk er neokolonialistisk - bliver jeg meget bange for, at man i virkeligheden hér ønsker at indføre en neokolonialisme, som i grunden koster mange flere døde end det tidligere kolonistyre. Afrika for afrikanerne, sagde Giscard d'Estaing. Han tog måske ikke fejl, men jeg synes, at det nu er på tide at lade afrikanerne være. Vi kan ikke gøre mere for dem.
Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2 modtaget otte beslutningsforslag. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Hr. formand, de efterhånden mange og generelle kriser og konflikter i De Store Søers Område, Den Demokratiske Republik Congo samt i andre nærliggende regioner er sandsynligvis det mest dramatiske udtryk for den store og generelle ændring af stats- og regionssystemerne siden afkoloniseringen. Kriserne nøjes ikke længere med at finde sted internt i staterne, sådan som det har været tilfældet i de seneste år; de er statskriser, og de drejer sig også om et regionssystem, der trods mange problemer og stor uretfærdighed har varet ved i næsten 40 år. Dette forekommer mig at være den - kvalitativt set - nye kendsgerning i den situation, vi står over for. Det er efter min mening nødvendigt at forsøge at undgå, at et system går fuldstændigt i opløsning på denne måde. Det er ikke, fordi det system, vi har set hidtil, har været det retfærdigste, eller i sig selv er det retfærdigste, men fordi der i øjeblikket er en konkret risiko for, at der kommer nogle nye kræfter, som bygger på etnisk undertrykkelse, undertiden på folkemord, på våbenhandel, undertiden på narkohandel og ofte på visse vigtige naturlige resourcer. Staternes integritet samt afvisningen af enhver voldelig ændring af staternes grænser ville derfor have det formål at forhindre, at situationen forværres, og at der indføres et magtsystem, som er endnu mere uretfærdigt end det foregående. Hr. kommissær, hr. formand, jeg kommer nu til den anden kendsgerning. Indtil for en 3-4 måneder siden lod det til, at man i Afrika - og navnlig i de centralafrikanske lande, fra Eritrea til Angola - havde fået et nyt afrikansk system med nye ledere, og som ud fra et geopolitisk synspunkt var baseret på stærke forbindelser til USA. Dette system brød meget hurtigt sammen, da det formodentlig var falskt og illusorisk, og i dag er det sandsynligvis forsvundet. Dette viser, at det ikke er tilstrækkeligt blot at finde nogle få trofaste, magtfulde eller undertiden voldelige allierede i Afrika, men at man også skal skabe og sikre nogle reelle processer, som ændrer og omlægger alliancerne og de internationale forbindelser. Den rolle, der efter min mening tilkommer Europa, er at gribe ind i disse processer og iværksætte nye former for samarbejde, som er i stand til at fremme og styrke samarbejdsindsatsen samt gøre denne mere hensigtsmæssig. Hr. kommissær, på baggrund af resultaterne af de forhandlinger om Lomé-konventionens fremtid, som vil blive indledt i løbet af de næste par uger - med visse vanskeligheder, tror jeg - vil denne indsats skulle bidrage til planlægningen af et nyt system, hvor afrikanerne og de lovlige og demokratiske repræsentanter for deres lande skal være hovedpersonerne.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, de udtalelser, som vi lige har hørt fra kommissær Pinheiro, var præget af stor besindighed, som i mine øjne er helt uundværlig, når man står over for et problem af denne størrelse og kompleksitet. Men ud over besindighed bør Den Europæiske Union også udvise ydmyghed, som jeg synes er en komplementær størrelse til den første. Der findes ikke en militær løsning på det politiske problem, sagde EU's særlige udsending til området omkring De Store Søer, hr. Ajello, i april måned i år, da han fortalte om begivenhederne i området. Men der er, som alle ved, heller ingen politisk løsning, som kan påtvinges staterne i området. Det er først og fremmest op til dem at finde en løsning på problemet gennem dialog og forhandling. Vores rolle er at støtte initiativer, der søger at organisere denne dialog, ikke at erstatte de eventuelle deltagere eller forsøge at pådutte dem vores synspunkter. Ydmyghed, sagde jeg. Selvom vi naturligvis ønsker, at freden sænker sig på ny hurtigst muligt, bør ydmygheden få os til at erindre, at dialogen har været ret lang og ret vanskelig ved løsning af sådanne konflikter i andre områder og på andre tidspunkter. Vi bør ihærdigt tilskynde de berørte regeringsledere til at finde en løsning, men vi kan hverken bebrejde dem, hvis de ikke med det samme finder en løsning, eller påtvinge dem vores løsning. Jeg har to bemærkninger mere, mine damer og herrer. Lad os desværre ikke forvente for meget af Arusha-domstolen, hvilket jeg er den første til at beklage. Naturligvis bør vi støtte den i overensstemmelse med beslutningen fra Den Paritære Forsamling AVS-EU i Port-Louis i april, men lad os nu ikke endnu en gang glemme de meget rimelige, omend skeptiske, kommentarer fra EU's særlige udsending til området. Det er tilstrækkeligt, mine damer og herrer, at køre lidt rundt og høre nogle kommentarer for at forstå, at man på lokalt plan desværre ikke har de store forhåbninger dertil bortset fra, at det må medføre, at sådanne dramaer ikke gentager sig, hvilket da også er det vigtigste. For det andet: I beslutningen fra Port-Louis opfordredes Kommissionen til at fastholde den humanitære hjælp, hvilket selvfølgelig er nødvendigt, og dette ene spørgsmål kræver lige så meget opmærksomhed og flere midler end resten. Dette konkretiseres i øvrigt i de beslutninger, som De nævnte for et øjeblik siden, hr. kommissær. De fortalte os, at De ville undersøge dette spørgsmål til bunds, før De giver os svar. Jeg forbliver dog tilhænger af fastholdelsen af denne hjælp, alt imens jeg spændt venter på Deres kommende redegørelse. Hr. formand, mine damer og herrer, nu bør alle have forstået, at selvom min gruppe støtter den fælles tekst, mener jeg ikke personligt, at Unionen er i stand til at sikre freden, sikkerheden og stabiliteten i denne del af verden. Ligesom der står i en af betragtningerne i teksten, er det i mine øjne nødvendigt at hjælpe med at få genindført freden og ikke at ville sikre freden.
Hr. formand, hr. kommissær, som jeg har skrevet til Dem, rejste jeg til Kinshasa i starten af august, da det første udgangsforbud blev indført. Jeg gik alene omkring i gaderne uden nogen problemer overhovedet. På intet tidspunkt følte jeg mig truet. Jeg kunne tale med de unge og de ældre borgere, og alle fortalte mig, at de sympatiserede med og støttede præsident Kabila. De fortalte mig, at de ikke forstod, at Europa vendte ryggen til et Congo, der langt om længe var befriet for diktatoren Mobutu. De forstod især ikke det, de betegnede som en flugt fra de europæiske ambassader og den amerikanske ambassade. Vi bør gribe massivt ind for at hjælpe det congolesiske folk med at komme ud af dets elendighed og lidelser gennem nødhjælp i form af medicin og fødevarer. Vi bør kontrollere våbenoprustningen i bestemte områder og finde ud af, hvem der sælger dem våbnene, og hvem der tjener på denne handel. Belgien og andre europæiske stater skylder udnyttelsen af tidligere kolonier i området omkring De Store Søer en stor del af deres nuværende velstand. Vi har derfor en moralsk pligt over for disse befolkninger, uanset deres etniske baggrund eller religion. Afrika er et naturligt supplement til Europa. Det har de ressourcer, som vi mangler. Vi har den teknologi, som de mangler. Lad os organisere komplementariteten med og for disse krigshærgede folkeslag. Hr. kommissær, jeg vil slutte af med at spørge Dem om, hvorfor vi ikke tager politisk initiativ til at konfiskere Mobutus og hans kumpaners midler i fast ejendom og løsøre overalt i Europa, inklusive Schweiz, til fordel for Congo?
Hr. formand, jeg skal fatte mig i korthed, så blot tre bemærkninger. Den første vedrører et spørgsmål rejst af to af de tilstedeværende talere angående de deputerede fra UNITA, der er blevet ensidigt suspenderet fra det angolanske parlament. Det er et principielt spørgsmål: Den Europæiske Union kan under ingen omstændigheder acceptere, at deputerede, der er valgt frit, ved valg, som befolkningen anerkender som frie, ensidigt kan blive forbudt at udøve deres funktioner. Og det er et principielt spørgsmål, som - mener jeg - EU allerede har udtalt sig om direkte eller, i det mindste, bilateralt over for den angolanske regering. Det andet spørgsmål angår nødhjælpen: Vi har under ingen omstændigheder foreslået eller foreslår at suspendere nødhjælpen. Det er et spørgsmål, der er hævet over ideologi, fordi det drejer sig om mennesket. Og tillad mig apropos nødhjælp at sige, at de virkelig er helte, de mænd og kvinder fra ngo'erne, der i øjeblikket vover sig ind i det indre af Den Demokratiske Republik Congo, sande helte, fordi de bevæger sig derhen, hvor adskillige lande ikke har villet sende væbnede styrker, fordi det var for farligt. Jeg vil til slut gerne sige, at hvad angår Congo, Den Demokratiske Republik Congo, så har det ikke skortet på løfter, efter at hr. Kabila har taget magten, navnlig fra vores partnere på den anden side af Atlanterhavet. Jeg vil gerne have, at Parlamentet skal vide, at det, som er blevet lovet - og som ikke er blevet givet af vores partnere på den anden side af Atlanterhavet - højst har drejet sig om USD 20 millioner, og at den hjælp, som Den Europæiske Union gennem Kommissionen har ydet alene til genopretning af vejene, der fører til Kinshasa, og til sundhedsområdet (altså uden at medregne andre humanitære aspekter), er på ca. USD 90 millioner. Således vil De nok forstå, at når nogle foreslår rådføring og samordning af aktioner med andre partnere, der ikke er villige til at stille midler til rådighed, er jeg meget tilbageholdende, fordi det forekommer mig, at andre af og til ønsker at klare tingene med vores penge. Og til dét skal man ikke regne med mig.
Forhandlingen er afsluttet.
Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
Første punkt er forhandling under ét om følgende tre beslutningsforslag om Albanien : B4-0831/98 af ELDR-Gruppen-B4-0836/98 af PSE-Gruppen-B4-0843/98 af PPE-Gruppen
Hr. formand, jeg mener, at det er meget vigtigt, at Europa-Parlamentet beskæftiger sig med emnet Albanien. Jeg er fuldkommen enig i det, der foreslås i beslutningen, og vil kun tilføje et enkelt punkt. Det er fuldstændigt klart, at i en atmosfære, der i den grad er præget af nationalisme og vold som for øjeblikket i Albanien og Kosovo, får en opposition, der udnytter dette, nødvendigvis bægeret til at flyde over. I denne situation er det vigtigt, at vi præciserer én ting, nemlig at Den Europæiske Union i intet tilfælde vil anerkende grænseændringer, som tilvejebringess ved anvendelse af vold, ligegyldigt fra hvilken side. For det er øjensynligt en af de væsentligste anledninger til konflikten mellem opposition og regering i Albanien. Vi bør gøre det helt klart for hver side, at Den Europæiske Union aldrig vil anerkende grænseændringer, der er fremtvunget ved vold!
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær. Jeg vil her gerne sige følgende: Jeg var som valgobservatør til stede ved valget i Albanien. Aftenen før valget modtog præsident Berisha en kollega her fra Parlamentet og mig og bønfaldt os om at henstille til socialisterne, at de skulle anerkende valgresultatet. Resultatet af valget, som mange repræsentanter her i Parlamentet har betegnet som absolut retfærdigt og fair trods alle de problemer, der var, gav socialisterne et absolut flertal. Men derefter måtte vi opleve, at præsident Berisha og hans demokratiske parti ikke anerkendte valget i Albanien. Det er en af de væsentligste årsager. Hr. Karl Habsburg beskyldte mig i går for, at jeg ikke respekterer retsordenen. Denne anklage afviser jeg. Jeg vil ikke frasige nogen skylden for den nuværende situation i Albanien. Attentatet skal som ethvert attentat absolut fordømmes. Det blev det allerede dengang i Parlamentet, og det blev også fordømt af os. Men i dag forholder det sig sådan, at den tidligere præsident og visse folk i hans omgivelser ikke vil anerkende resultatet af det sidste valg. Derfor giver jeg kollega Frischenschlager fuldstændig ret, når han siger, at Den Europæiske Union ikke må anerkende en voldelig ændring af grænserne, heller ikke i Kosovo, når man tænker på alle de problemer, som jeg kom ind på i går. Hvis vi begynder på det, udbryder der en steppebrand på Balkan, som er værre end alt det, vi har set i de seneste år. Men på samme måde skal dette parlament anerkende valgresultater, der er kommet i stand på demokratisk vis. Jeg vil hellere bede de konservative venner om at henstille til den forhenværende præsident Berisha og hans folk om at standse volden, anerkende valgresultatet og i det albanske parlament arbejde fredeligt og samarbejdsvilligt for en bedre fremtid for dette land.
Hr. formand, jeg må ærligt sige Dem, at den beslutning, som vi forhåbentligt vedtager i dag, og som vi også har formuleret i et fælles initiativ, gør mig en smule bedrøvet, fordi min gruppe i løbet af de seneste måneder konstant har forsøgt at få gennemført en beslutning om Albanien og om krisen i Albanien, hvilket desværre er mislykkedes på grund af visse andre grupper i Parlamentet. Det er rystende, at der først skulle et mord på Azem Hajdari, en absolut karismatisk oppositionsfører til, før der blev formuleret en beslutning, hvori der gøres opmærksom på den virkelige krisesituation, især når man tænker på, at dette var det tredje attentat mod hr. Hajdari. Ét fandt sted i det albanske parlament, og ét hjemme hos ham selv, hvor man forsøgte at skyde ham. Mange mennesker skyder altid hele skylden på oppositionen alene. At dette vel ikke helt svarer til kendsgerningerne, ser man af, at beslutningen hos os først er indgivet efter mordet på en oppositionsleder. Jeg skal yderligere komme ind på det forhold, at der her altid kun er omtalt det demokratiske parti i Albanien. Det er ikke det eneste oppositionsparti. Der er i alt syv oppositionspartier, som for det meste taler med én stemme, og som over for os enigt har bekræftet, at det ikke går så rent og lovligt til, som regeringen ofte fremstiller det. Naturligvis, hr. Swoboda, har vi med et flertal anerkendt valget, trods de vanskeligheder, De har nævnt. Men vi må også tage til efterretning, at disse oppositionspartier alle har den opfattelse, at mange ting utvivlsomt står slemt til på det retlige område, ikke kun hos oppositionen, men også hos regeringen, og at der fra alle sider ageres med de mest ulyksalige midler, hvilket uden tvivl tilspidser situationen. Fra vores side må vi helt klart gøre alt for at tilvejebringe stabilitet her, specielt når vi ser på Albaniens omgivelser.
Hr. formand, som hr. Swoboda også sagde, hjalp Den Europæiske Union Albanien med at få en demokratisk valgt regering med det formål at skabe og etablere demokratiske institutioner efter krisen for et år siden. I dag har vi en ny krise og bliver igen bedt om at spille en rolle, som jeg tror skal være en beslutsom rolle. Det er korrekt, at vi fordømmer vold, uanset hvor den kommer fra, men vi kan ikke anvende en lighedspolitik i dette tilfælde, for sådan fremmer vi ikke udviklingen af de demokratiske institutioner. Problemet i Albanien er, at et af partierne - Berishas parti - ikke anerkender valgresultatet, og hvis dette var sket i et af vores lande, ville vi finde det absolut udemokratisk. Jeg tror, at det, vi bør gøre i dag, er at fremme normale demokratiske og forfatningsmæssige forhold i Albanien. For som hr. Swoboda også sagde - og som jeg gerne vil fremhæve, da mit land grænser op til Albanien - vil enhver krise i landet påvirke alle os andre, og enhver forandring på den politiske scene som følge af en optrapning af den politiske vold vil intensivere den politiske usikkerhed i Albanien og vil ikke kun forstærke udviklingen, men også føre dramatiske begivenheder i hele området med sig.
Hr. formand, når jeg fra en vis side hører, hvordan man konstant taler om demokrati, vil jeg gerne for en gangs skyld minde de herskaber om, at Fatos Nano selv stammer fra et totalitært parti, at han har været diktator i lang tid, og at han derefter blev styrtet og dømt på grund af kriminelle handlinger. Jeg nævner det, fordi der ikke er andre, der nævner det! Ligeledes tales der for lidt om, at begivenhederne nu tager fart på grund af mordet efter to attentater på en af de førende personligheder inden for oppositionen. At skyde hele skylden på den ene side, som en vis side forsøger det, er simpelthen forkert og hyklerisk. Vi skal arbejde for, at ro og orden endelig genoprettes i Albanien. Regeringen har i lige så høj grad som oppositionen overtrådt lov og ret. At dette naturligvis bliver meget vanskeligt, er fuldkommen klart, for Albanien befinder sig i en ganske farlig situation. Vi skal være helt klar over, at der er fare for, at der her udbryder en steppebrand, som imidlertid ikke så meget vil udgå fra Albanien, men snarere fra Kosovo. I Kosovo har vi hidtil ikke foretaget os noget virkeligt afgørende. Der fremsættes igen og igen trusler - jeg behøver kun at minde om de forskellige flymanøvrer, som alligevel ikke førte til noget. Vi har i stor udstrækning sat vores troværdighed over styr, og vi bør omsider optræde beslutsomt over for diktatoren Milosevic og gøre en større indsats for, at der findes en løsning i Kosovo. Så vil situationen forhåbentligt snart blive mere rolig i Albanien
Hr. formand, ærede kolleger, mordet på en politiker er uanset dennes tilhørsforhold altid noget, som enhver sand demokrat finder afskyeligt, og i dette specielle tilfælde fremhæver det i meget høj grad det stærke behov, som Albanien har for en politisk, institutionel, kulturel og økonomisk genopbygning, og ikke mindst for en etisk og moralsk genopbygning. De, der som jeg har haft lejlighed til at tale med albanske flygtninge i Italien, ved, at de først og fremmest har et stort behov for en stat; for den stat, som det er vanskeligt at genskabe i en så kaotisk situation. Det er dog nødvendigt, at Den Europæiske Union griber ind, navnlig fordi den modtagelse, visse lande som f.eks. Italien giver albanerne, ellers risikerer at blive til ligegyldighed og almindelig paternalisme, hvilket kan skabe nye problemer i stedet for at løse de eksisterende.
Hr. formand, efter de begivenheder, der fandt sted sidste år, vaktes der større håb om, at der endelig blev gennemført løsninger af demokratisk karakter, og på grundlag af et valg og parlamentariske alliancer blev der dannet en ny regering under ledelse af Fatos Nano, som havde været ulovligt fængslet. Det lykkedes denne regering at tage nogle væsentlige skridt. Den skabte forholdsvis fred i landet. Den genetablerede grundlæggende funktioner inden for den offentlige økonomi og administration. Den førte en moderat og realistisk udenrigspolitik, hovedsagelig takket være det internationale samfunds og Den Europæiske Unions bistand og støtte. Den har ikke gennemført grundlæggende reformer af forfatningsmæssig og administrativ karakter, og for nylig blev den stillet over for en kompliceret krise i Kosovo. I denne forbindelse er der folk i Albanien, der forsøger at skabe uro og genvinde den magt, de mistede for kort tid siden, hvor de bl.a. gør brug af den albanske befolknings nationalfølelse, leder den på vildspor i en nationalistisk og uforsonlig retning og udnytter landets sociale og økonomiske situation og regeringens afdæmpede holdning til den ulovlige besiddelse af tusindvis af illegale våben. En sådan dumdristig og uansvarlig adfærd ses hos Berisha med hans opildnende erklæringer og initiativer. Det er en farlig adfærd for Albanien og hele det sydøstlige Europa. Den skrøbelige politiske orden i Albanien bringes ud af balance. Farlige indgreb i krisen i Kosovo fortsætter - det må vi heller ikke glemme. Der ventes nye bølger af flygtninge, som vi allerede ser i Grækenland og Italien. Vi må ikke underminere den folkevalgte albanske regerings legitimitet ved at behandle regeringen og de væbnede oprørere ens og kræve nye regeringer med deltagelse af de væbnede grupper. Vi kan sagtens kræve af den albanske regering, at den udviser fornuft og mådeholdenhed under arbejdet med at etablere et demokratisk styre og lov og orden. Det har den indtil nu vist tegn på, at den gør, og den fortjener vores støtte på alle måder på det økonomiske og politiske område.
Hr. formand, alle, der kender noget til situationen i Albanien, ved, at den er dramatisk både på det sociale, økonomiske og humanitære område, og er klar over, at det, der nu og i fremtiden kræves af både regering og opposition, er tilbageholdenhed. Tilbageholdenhed ved løsningen af politiske uoverensstemmelser og vilje til forhandling. Det betyder efter min mening, at Fatos Nano-regeringen straks skal sætte alt ind på at finde de ansvarlige for mordet på Azem Hajdari, men det betyder først og fremmest også, at hr. Berisha og det demokratiske parti skal indstille provokationerne fra de sidste uger og deres polariseringsstrategi fra de seneste måneder. Det, der er sket i den forløbne uge, er en begivenhed i en lang række af begivenheder, der er fremprovokeret af hr. Berisha i de forløbne måneder, og jeg mener, at dette må standses. Jeg vil derfor, idet jeg håber, at revolutionen vedtages, opfordre alle i Parlamentet, der tidligere har støttet hr.Berisha, til nu at viderebringe budskabet om tilbageholdenhed og forhandling, fordi det er den eneste løsning på situationen i Albanien.
Hr. formand, den forfærdelige krise, som Albanien befinder sig i - og som begivenhederne i de sidste par dage har været de seneste beviser på - skyldes efter Den Nationale Alliances mening ikke blot de institutionelle, økonomiske og sociale mangler, men har også grobund i - og får tilsyneladende uophørligt næring fra - tabet af samfundsværdier og af ordentlige moralske holdepunkter hos en stor del af det albanske folk. Der er nogle ynkelige og uforbederlige nostalgikere, som tænker tilbage på femårsplanerne og massernes march mod en strålende fremtid, og som drister sig til at skyde skylden på de onde kapitalister og på markedsøkonomien, men det er klart, at en sådan katastrofe er følgerne af årtier med den kommunistiske kollektivisering, hvor intet initiativ kunne tages uden tilladelse fra partiets magtapparat, og hvor den enkeltes driftighed blev kvalt af det værste af de østeuropæiske kommunistdiktaturer. På baggrund af det, der sker i dag, kan vi således se, at det eneste forsvar, som det albanske folk har tilbage, er de førindustrielle og førdemokratiske værdier, såsom klanerne og deres respektive familier, og strømmen af illegale flygtninge til Italien lader ikke til at kunne standses. Store landområder er blevet omdannet til narkotikamarker, og prostitutionen og handelen med stjålne biler er fortsat blomstrende under de forskellige albanske bagmænds kommando. Den første politiske overvejelse, som vi kan gøre os, er, at den internationale mission under Italiens ledelse ikke nåede sit mål. Årsagen til dette er sandsynligvis de begrænsninger for indgrebet, som man satte i forbindelse med denne mission, og den utilstrækkelige koordination af de forskellige elementer. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at Den Europæiske Unions medlemsstater sammen skal imødegå såvel de kriser, der opstår ved Unionens grænser, som kriserne i middelhavsområdet.
Hr. formand, Kommissionen er selvfølgelig også særdeles bekymret over de seneste hændelser i Albanien. Mordet på hr. Hajdari, fremstående medlem af det demokratiske parti, og den uro, som var en følge heraf, og som har været en følge heraf, afslører, at den interne situation i landet er meget ustabil. Den øgede vold gør indlysende nok den nationale forsoning vanskeligere, endnu vanskeligere, end den var for kort tid siden. Det er derfor af afgørende betydning, og det er vi enige i, at der skabes ro og orden, ligesom der sker en undersøgelse af mordet og af de optøjer, som var en følge heraf. Samtidig bør alle de interesserede parter udvise tilbageholdenhed, såvel i deres erklæringer som i deres handlinger. Vi glæder os over, at hr. Berisha har appelleret om at vise mådehold, men hans krav om, at premierminister Nano skal træde tilbage, tjener ikke til at løse situationen. Lige så urimeligt og ude af proportioner forekommer os kravet om ophævelse af den parlamentariske immunitet for hr. Berisha og andre deputerede fra det demokratiske parti med henblik på, at de kan blive anholdt, hvilket naturligt skal give den opfattelse, at formålet med optøjerne var et statskup, hvad vi dog ikke mener var tilfældet. Det er således vigtigt at genskabe et klima, der kan fremme den politiske dialog, og man må derfor støtte alle forsøg på mægling, både fra præsidenten, hr. Meidani, og fra ambassadør Everts, på vegne af OSCE. Vi håber selvfølgelig, at det demokratiske parti vil tage aktiv del i disse samtaler. Den fundamentale mål for Den Europæiske Unions strategi må fortsat være at støtte Albanien i at videreføre en politik til fremme af stabilitet, økonomisk genopretning og demokratisering. Og indlysende nok har spørgsmålet om den offentlige orden og sikkerhed en helt central plads i den politiske prioritering. Vi forventer, at Vestunionen kan anvise os, hvilke valgmuligheder der foreligger, hvad angår styrkelse af den offentlige orden og sikkerhed, således at vi kan gøre op, hvilke foranstaltninger vi skal støtte ud over dem, som vi allerede støtter nu. Én ting er sikker: Albanien er en del af Europa, den usikre situation i Albanien befordrer ikke stabiliteten på Balkan. Og vi har allerede nok i det, der for tiden går for sig i Eksjugoslavien og i Kosovo.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende 15 beslutningsforslag : Burma -B4-0820/98 af ELDR-Gruppen-B4-0825/98 af PPE-Gruppen-B4-0832/98 af ARE-Gruppen-B4-0849/98 af V-Gruppen Afghanistan -B4-0823/98 af ELDR-Gruppen-B4-0833/98 af ARE-Gruppen-B4-0838/98 af PSE-Gruppen Dødsstraf -B4-0841/98 af PPE-Gruppen (Filippinerne)-B4-0858/98 af V-Gruppen (Filippinerne)-B4-0817/98 af ELDR-Gruppen (Gaza)-B4-0821/98 af ELDR-Gruppen (El Salvador) Cambodja -B4-0842/98 af PPE-Gruppen Lige rettigheder for homoseksuelle -B4-0824/98 af ELDR-Gruppen-B4-0852/98 af V-Gruppen Sudan -B4-0819/98 af ELDR-Gruppen Burma
Hr. formand, for tredje gang i år er vi nødt til at holde en uopsættelig debat om den forværrede situation i Burma. For tredje gang i år anmoder vi Kommissionen og Rådet om vidtgående foranstaltninger mod en af de mest ondskabsfulde regeringer i verden. Jeg nævner nogle eksempler. Medlemmer af oppositionen arresteres systematisk, fængsles, forsvinder, tortureres og myrdes. Alene i de sidste uger er 187 medlemmer af NLD, Aung San Suu Kyis parti, blevet anholdt. Derved kommer antallet af fængslede parlamentsmedlemmer og partifunktionærer fra dette parti siden begyndelsen af i år op på 783, herunder 196 valgte parlamentsmedlemmer. Aung San Suu Kyi hindres konstant i sit arbejde. Vi har i sommer oplevet, hvordan hun to gange blev tilbageholdt på en bro uden for Rangoon. Vi har set, hvordan man gør det umuligt for hende at tale til sine tilhængere. I øjeblikket, i går, er hun på ny blevet truet af de militære myndigheder, der har meddelt hende, at hun ikke mere må udtale sig imod militærregeringen, idet hun i modsat fald vil blive fængslet. Hr. formand, hvad gør Den Europæiske Union? I mellemtiden fortsætter undertrykkelsen af Burmas mindretal bare. De anvendes i stort omfang til tvangsarbejde og behandles så dårligt, at der efterhånden er flygtet 130.000 mennesker over grænsen, og de befinder sig nu i flygtningelejre i Thailand, Malaysia og Bangladesh. Jeg har besøgt disse lejre i to uger. Jeg er rystet over de frygtelige beretninger. Hvilken rolle spiller EU egentlig ved disse flygtninges tilbagevenden fra Bangladesh? Flygtninge, der straks sendes på tvangsarbejde? Hvad gør EU ved det? Så er der de burmesiske landmænds enorme og ofte tvungne produktion af narkotika, som bevirker, at Burma i mellemtiden er verdens største eksportør af narkotika, større end f.eks. Colombia. Hvad gør EU ved det? Selvfølgelig har vi foretaget os noget, men samtidig må jeg sige, at situationen ikke har forandret sig. Vores udtrykkelige ønske er, og taler her faktisk på hele Parlamentets vegne, at træffe forholdsregler ligesom USA, og det betyder en investeringsstandsning og en økonomisk boykot. Det ser ud til at være det eneste, som kan få dette frygtelige styre til at skifte mening. Kommission, gør noget, stil forslag til Rådet, og lad Rådet træffe forholdsregler.
Hr. formand, hr. kommissær, i 10 år har Aung San Suu Kyi krævet demokratisering af Burma. Vi har vænnet os til det. I 10 år har man gjort livet surt for hendes parti og for hende. Disse aktiviteter har heldigvis nået verdenspressen, men af og til er hun nødt til at tage et mærkværdigt initiativ og dukke op eller gå under jorden på de mest mærkelige steder for at få verdenspressen i tale. Heldigvis har de studerende nu overtaget fanen, og tusinder af dem gjorde oprør for at mindes den blodige undertrykkelse i august 1988. Den største demonstration siden 1996. Det internationale samfund må ikke glemme Burma. Med rette er Burma et af de kun fem lande, der ikke har nogen forbindelse med vores Union. Men vi, fru Maij-Weggen har med rette sagt det, må gå et skridt videre. Begyndelsen til undertrykkelse af demokrati og menneskerettigheder retfærdiggør en økonomisk boykot. Ganske enkelt. Udenlandske investorer er militærregeringens pulsåre, og af de penge, som juntaen tjener herpå, går halvdelen til hæren. Vi skal fortsætte, ellers nytter presset på styret ikke noget.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil ikke vende tilbage til eller fremhæve vores beslutning, hvori vi naturligvis fordømmer den burmesiske militærjunta, opfordrer til løsladelse af politiske fanger, bl.a. de mange parlamentsmedlemmer, der blev valgt i 1990 og anholdt for nogle få dage siden, godkender ikke Myanmars deltagelse i møderne mellem EU og ASEAN-landene og ASEM, og opfordrer Den Europæiske Union til ikke at bidrage til det kontroversielle UNDCP-projekt i Burma via det relevante ændringsforslag, 7a, som vi accepterer. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at bemærke, at jeg den 2. september i Udvalget om Udvikling og Samarbejde på vegne af Gruppen Europæisk Radikal Alliance foreslog, at vi iværksatte operationen »1000 parlamentarikere for Burma«, hvilket Udvalget accepterede. Det vil sige samle 1.000 parlamentarikere som foreslået af Michel Rocard fra EU, de 15 medlemsstater, som er repræsenteret hér - jeg opfordrer alle mine kolleger til at støtte operationen, som vi vil iværksætte - og Den Interparlamentariske Union med henblik på at få denne junta, som er døv, blind og kun lever af handelen med valmuer, til endeligt at forstå, at den står over for et stort flertal af repræsentanter for verdens demokratiske systemer, hvilket er den bedste støtte, vi kan yde til denne fantastiske kvinde, fru Aung San Suu Kyi, som er blevet et symbol på frihed og demokrati.
Hr. formand, de tre områder, hvor vi kan øve indflydelse for at ændre regimet, er narkotika, olie og turisme. Alle tre blev fremhævet i en film af John Pilger på britisk tv for nylig, hvor han fik skjulte kameraer ind i Burma og filmede slavearbejdere fra fangelejre, der under opsyn af bevæbnede vagter skulle bygge nye turistprojekter - en nyopførelse af brobyggeriet under den japanske terror under den anden verdenskrig. Vi må sætte en stopper for og forsøge at boykotte - og tilskynde alle andre til at boykotte - alle turistprojekter i Burma. Den Europæiske Union har et særligt ansvar, fordi de største investorer findes i Europa. Premier Oil fra Det Forenede Kongerige og Total fra Frankrig er de største investorer i oliebranchen. Hvis den amerikanske regering var mere aktiv med hensyn til at stoppe narkohandelen fra Burma end fra Sydamerika, ville indsatsen også blive mere effektiv. Så hvis vi tager fat på disse tre områder, kan vi måske overbevise SLORC om, at tiden er inde til forandringer og til at genindføre demokratiet i Burma.
Hr. formand, jeg vil blot gøre mine ærede kolleger opmærksom på, og jeg gør det på min gruppes vegne, at de under punkt 2 kritiserer Kommissionen på et punkt, hvor vi aldrig før har gjort dette her i Parlamentet. Hidtil har vi nemlig altid støttet Rådet og Kommissionen, når de har udtalt sig imod ekstraterritoriale handlinger. De husker uden tvivl de livlige debatter, vi havde i Parlamentet om Helms-Burton og d'Amato. Vi har virkelig haft særdeles mange debatter, og Kommissionen og Rådet har altid haft vores fulde støtte. Jeg skal stærkt opfordre Dem til, at De ændrer punkt 2, hvor der står »kritiserer«, til »konstaterer, at«. Det er en neutral bemærkning. Den ville ligge på linje med vores samlede politik. Hvis De ikke kan tilslutte Dem dette, risikerer vi, at vi i fremtiden ikke mere kan forklare vores politik over for USA, som i øvrigt følger samme tendens - og staten Massachusetts følger denne amerikanske tendens. Det bevirker, at vores politik bliver ulogisk, hvilket fører til, at amerikanerne ser overbærende på os, og at vi gør os selv latterlige. Jeg opfordrer Dem stærkt til at ændre dette punkt. Det ville glæde mig, hvis De Grønne og også de konservative kolleger i Parlamentet kunne støtte dette. Jeg tror, at der her sandsynligvís simpelthen bare er sket en lille fejl. Jeg tror ikke, at der her i Parlamentet med ét hersker en anden politisk opfattelse end ved alle andre beslutninger og vedtagelser, som vi hidtil har truffet. Afghanistan
Hr. formand, FN-embedsmanden oberst Calòs tragiske død er den niende i år, som finder sted i Afghanistan. Deres behandling af kvinderne, og mere generelt deres manglende respekt for menneskerettighederne, er tydelig for enhver. Vesten, og navnlig Den Europæiske Union, risikerer at stå forsvarsløse over for det afghanske spørgsmål på grund af en misforstået respekt for kulturer, der er anderledes end vores. Menneskerettighederne og retsstatens regler er fundamentale, og de er hævet over hensynet til en hvilken som helst kultur. Vi bør være modige nok til at give en stærk bekræftelse af dette, så Taliban-regimet - der blev indført med meget få staters anerkendelse - snart ændrer kurs eller helt forsvinder.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg mener, at det ikke er nødvendigt for os at gå i detaljer med beskrivelsen af det system, som talebanerne har indført. Vi ved, hvad dette betyder med hensyn til overtrædelse af de grundlæggende rettigheder. Jeg vil gerne gøre især kommissæren og Rådet, som desværre ikke er til stede, lad mig understrege dette, opmærksom på et problem, som vedrører ikke kun Afghanistan, men også de store programmer til bekæmpelse af narkotikadyrkning, som fru Maij-Weggen lige har talt om angående Burma. Fru Maij-Weggen sagde, at dyrkningen af narkotika tager til i Burma. I Afghanistan forholder det sig lige sådan. Og dette er på trods af store, bekostelige programmer, som gennemføres af en særlig taleban, nemlig hr. Harlaki fra UNDCP. Som følge deraf opfordrer vi i vores beslutning Rådet og Kommissionen til at gribe ind med henblik på at få stoppet disse ineffektive og meget bekostelige programmer, i det mindste i diktaturstater som Afghanistan og Burma.
Hr. formand, Talibans erobring af hele Afghanistan er en katastrofe for hele landets befolkning. Der er nu indsat et regime i hele landet, der kun har foragt til overs for internationale menneskerettighedsprincipper, som undertrykker kvinder og nægter dem uddannelse. Det har ødelagt store dele af landets kulturarv og brutalt nedslagtet andre muslimer, som er shiiter, både fra Hazar-mindretallet i Mazar-I-Sharif og iranske statsborgere. Det støtter terrorisme både i selve Afghanistan og i udlandet og afstedkommer trusler og død, selv blandt FN-ansatte, der søger at afhjælpe elendigheden der. Selvom vi må beklage den anerkendelse og støtte, der udtrykkes af Pakistan, Saudi-Arabien og De Arabiske Emirater - deler alle, der tidligere har forsøgt at gribe ind, herunder ikke kun det tidligere Sovjetunionen, men også USA og de øvrige vestlige lande, ansvaret for det, der er sket i det ulykkelige land. I vores tidsalder er det af afgørende betydning at fordømme disse grusomheder og de omfattende brud på menneskerettighederne og kræve, at man venter med at anerkende regimet, indtil der sker en total holdningsændring. Lande, som har anerkendt Taliban, bør presses til at afbryde forbindelserne for at øge presset. Den humanitære bistand til dem, der lider, må fortsætte, hvis man kan garantere sikkerheden for det personale, der står for levering og distribution. Målet må være at søge en fredelig løsning gennem De Forenede Nationer og ikke gennem militær indgriben fra iransk side. Men der kan ikke blive tale om overhovedet at gå på kompromis med Taliban-regimets brutale umenneskelighed. Vores mål må være at fastholde kravene om fuld anerkendelse af menneskerettighederne i Afghanistan uden at ryste på hånden.
Hr. formand, endnu en gang Afghanistan! Hvis ikke alle vidste, at Taliban-styret i Afghanistan ikke respekterer nogen som helst rettigheder, måtte man dagligt minde om det på ny. Hvem ud over magthaverne, det vil sige dem, der er i besiddelse af geværer, har stadig rettigheder i dette land, som en gang blev kaldt de fries land? Menneskeforagt, men først og fremmest foragt for kvinders rettigheder og for politiske rettigheder er slemt nok. Terrorisme og massakrer af etniske årsager og mord er endnu værre. Men at nægte sit eget folk humanitær hjælp er vel noget af det allerværste. Dyrkningen af narkotika er allerede omtalt. Vi støtter fuldt ud denne beslutnings krav om at opfordre Den Europæiske Union, men også FN, UNDP, til at revidere deres programmer og indføre nye foranstaltninger, for at de penge, som vi virkelig har hårdt brug for til andre områder, ikke går i de forkerte lommer.
Hr. formand, kære kolleger. Taliban-regimets hårdhed, undertrykkelsens store omfang, krænkelsen af grundlæggende menneskerettigheder, men også de internationale virkninger og faren for en eskalering af konflikten ud over Afghanistans grænser vokser dag for dag. Europa-Parlamentet skal derfor opfordre det internationale samfund til endelig at lægge en sammenhængende optræden for dagen. Det primære må være at sikre de internationale hjælpeorganisationer den nødvendige diplomatiske beskyttelse, for at disse kan videreføre deres arbejde til gavn for den nødlidende afghanske befolkning. Det forudsætter, at det internationale samfund optræder beslutsomt og sammenhængende. Det vil sige, at man må forsøge at hindre enhver form for støtte til Taliban-regimet. EU skal lægge pres på de stater, som stadigvæk ikke viger tilbage for ud fra en kynisk politisk beregning at bruge Talibanstyret til at fremme sine egne interesser. Dødsstraf
Hr. formand, vi har her tre beslutninger om dødsstraf i Filippinerne, i Gazastriben og i El Salvador. Tre gange dødsstraf på tre forskellige kontinenter. Fuldbyrdelsen af dødsstraffen er endegyldig, og en korrektion er ikke mulig, men grundene til, at den afsiges, er mangfoldige, og undertiden er en korrektion absolut mulig. I henhold til menneskerettighederne bør der altså ikke findes dødsstraf. Vi har her i Parlamentet til stadighed taget afstand fra dødsstraffen, og vi opfordrer derfor alle tre lande til ikke blot at undlade at fuldbyrde de idømte dødsstraffe, men at afskaffe den i deres lovgivning eller for det første slet ikke indføre den. I Filippinerne er den ikke blevet idømt siden 1976. I Gazastriben har menneskerettighedsorganisationer kritiseret både processen og fuldbyrdelsen. I El Salvador forholder det sig noget anderledes. Her skal den indføres, ganske vist kræves der hertil tre fjerdedeles flertal, og derfor kommer den formodentlig overhovedet ikke til afstemning. Vi bør altså egentlig slet ikke stemme om denne sag, men i tilfælde af en afstemning vil vi opfordre grupperne til at vedtage vores ændringsforslag, for vi binder heller ikke andre steder vores samarbejde til disse spørgsmål, og vi bør sørge for, at der her sker ligebehandling. Men vores tydelige krav om for det første slet ikke at indføre dødsstraffen eller at afskaffe den eksisterer fortsat.
Hr. formand, menneskets værdighed er ukrænkelig, motiverne for dødsstraf er uværdige. Jeg tror, at Parlamentet er enigt om dette. Retten til livet, imod statsligt drab under påskud af straf, risikoen for justitsmord, det, at den i langt overvejende grad rammer de fattige, og justitsmyndighedernes krænkelser af menneskerettighederne er i det mindste i Filippinerne, hvor 600 dødsdømte venter på henrettelse, argumenter for at opretholde stoppet for henrettelser og appellere til den nyvalgte præsident om at bruge sin autoritet hertil og holde fast ved målet om at afskaffe dødsstraffen. Leo Echegarays modbydelige forbrydelse må ikke bruges som påskud og blokadebryder til at sabotere denne politik. Jeg mener, vi bør være enige om dette, og det bør vi i fællesskab arbejde for.
Hr. formand, Den Liberale Gruppe er stærk modstander af dødsstraffen. Der findes ingen overtrædelse, der retfærdiggør mord. Endvidere er det ikke et effektivt strafferetligt instrument. Det gælder ikke kun for Europa, men også for resten af verden. Derfor er min gruppe meget bekymret for de nye udviklinger i de palæstinensiske områder. To mennesker er blevet henrettet der for nylig, og præsident Arafat har ikke benyttet sig af sin ret til at ændre dommen, selvom han blev anmodet om det. Mens bevægelsen mod dødsstraffen får større og større tilslutning verden over, går Palæstina den anden vej. Heldigvis er der megen kritik inden for det palæstinensiske samfund, og forhåbentlig kan national og international kritik overbevise Arafat og hans tilhængere om ikke at gennemføre flere henrettelser og at ændre de pågældende love.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil særligt tale om Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppes beslutningsforslag om et emne, der bekymrer os: den eventuelle genindførelse af dødsstraf i El Salvador. Det ville på den ene side betyde, at El Salvador overtrådte den amerikanske menneskerettighedskonvention, som blev ratificeret den 23. juli 1978, og på den anden side - hvilket både fru Bertens og fru Lenz har udtalt - er det i modstrid med de europæiske institutioners og selve Parlamentets holdning. Jeg mener, at det er på tide at give udtryk for vores foruroligelse over, at præsident Armando Calderón den 27. juli bragte dette emne op i parlamentet i El Salvador. Lad os håbe, at det ikke får tilslutning, men jeg mener, at det er godt at give El Salvadors parlament besked om vores holdning i denne sag, og jeg kan også meddele, at vi støtter det ændringsforslag, som Det Europæiske Folkepartis Gruppe har fremsat.
Hr. formand, vores gruppe har en lang tradition for afvisning af og kamp mod dødsstraf. Og det skyldes, at vi mener, at hvad angår en så grundlæggende rettighed, bliver ændring til en dårlig vane, hvis der ikke opnås kompromis. Derfor afviser vi dødsstraf, men ikke kun i El Salvador. Vi afviser den i Kina, og vi afviser den i USA, for vi mener, at hvis noget er karakteristisk ved menneskerettighederne, er det, at de er af verdensomspændende og universel karakter. Derfor mener jeg, hr. formand, at det er vigtigt, at Parlamentet i sine internationale relationer ikke anvender to målestokke. Vi har f.eks. i denne uge diskuteret spørgsmålet om transatlantiske forbindelser, og der er ingen, der har tænkt på at stille spørgsmålstegn ved forbindelserne med USA, hvor der meget ofte bruges dødsstraf, og heller ingen har stillet betingelser for forbindelserne til USA. Med den samme beslutsomhed som den, hvormed vi fordømmer dødsstraffen, fordømmer vi derfor indholdet i beslutningens afsnit 2, hvor der stilles betingelser for samarbejdet med et land, med en suveræn stat som El Salvador, som desuden er en positiv og aktiv partner for Den Europæiske Union.
Hr. formand, med det samme følgende som svar på det, fru Lenz, hr. Salafranca og naturligvis kollega Gasòliba har sagt: Det, der foregår i El Salvador, forekom os at være en farlig udvikling, et forkert signal fra præsidenten, der ville udvide dødsstraffens rækkevidde. Jeg tror ikke, at det kan have været præsident Calderóns og El Salvadors parlament hensigt at gå imod den amerikanske menneskerettighedskonvention af 1978, fordi den forbyder dette. Jeg kan berolige de kære kolleger fra PPE så langt, at Den Liberale Gruppe selvfølgelig stemmer for ændringsforslaget, som gør europæisk hjælp og forbindelser afhængig af denne lovs eventuelle, uønskede vedtagelse. Med andre ord, vi går ind på fru Lenz' anmodning.
Hr. formand, i disse tre beslutninger er der tale om konkrete situationer, der uden tvivl er uacceptable: såvel de henrettelser, der har fundet sted i de områder, som administreres af præsident Arafat, som de forslag, der debatteres og diskuteres i El Salvador og Filippinerne. I det sidste tilfælde har Amnesty International erklæret, at et af de første ofre for ophævelsen af moratoriet for dødsstraf kan blive en døvstum, som ikke engang har kunnet forstå de anklager, der blev rejst under retssagen, og derfor selvfølgelig heller ikke har kunnet give udtryk for sine synspunkter. Endelig er det spørgsmålet, om vi i 50-året for FN's verdenserklæring om menneskerettigheder kommer til at stå over for et kæmpe tilbageskridt, hvis man i to af de tre lande ophæver moratoriet, i et udvider dødsstraffens anvendelsesområde, og i et andet idømmer flere dødsstraffe. Jeg er helt enig i min kollega Salafrancas ord om at være beslutsomt imod dødsstraf. Cambodja
Hr. formand, vores gruppe har ganske rigtigt fremlagt en hastebeslutning om Cambodja for at give udtryk for tre ting hovedsageligt. For det første, selvom omstændighederne omkring valget den 26. juli ingenlunde var fuldt ud tilfredsstillende, er det tydeligt for enhver, at man ikke kan bygge en demokratisk og fredelig fremtid i Cambodja, hvis ikke valget godkendes. Det er derfor nødvendigt, at alle affinder sig dermed, selvom jeg må gentage, at omstændighederne ikke var tilfredsstillende. For det andet var ingen af de politiske partier i forbindelse med dette valg i stand til alene at tilkæmpe sig den forfatningsmæssige magt. Det betød, at de tre største partier havde en forfatningsmæssig, politisk og moralsk pligt til at nå en indbyrdes forståelse. De tre partier er derfor nødt til at yde den nødvendige indsats og tage de fornødne initiativer for at nå frem til et kompromis under kongens tilsyn. I øvrigt er der sket uomtvistelige fremskridt i samarbejdet mellem de tre partier, siden vi fremlagde beslutningen, hvilket måske er et tegn på Parlamentets effektivitet. For det tredje har khmer-regeringsmyndighederne i løbet af de seneste uger opført sig på en meget foruroligende måde. De er nødt til at vide, at vi i EU ikke frivilligt accepterer, at der på ny drages tvivl om ånden i Paris-aftalerne eller oppositionens grundlæggende frihedsrettigheder til at ytre sig og demonstrere. Vi accepterer ikke, at oppositionslederne trues på deres frihed og deres person. Til dette formål har vi et vigtigt redskab, nemlig den europæiske og den internationale bistand. Vi er nødt til endnu en gang at bekræfte, at denne bistand efter vores opfattelse er bundet til overholdelsen af Paris-aftalerne og genopretningen af et politisk klima bygget på kompromiser og løsninger mellem partisanerne indbyrdes med henblik på at genindføre den civile fred, hvilket alle de tilstedeværende partier skal bidrage til og i særdeleshed det parti, der kontrollerer de væbnede styrker.
Hr. formand, som De uden tvivl ved, var jeg i Cambodja som valgobservatør for Parlamentet. Jeg må sige - og det stemmer overens med opfattelsen hos 96 % af de europæiske observatører og 93 % af de øvrige internationale observatører - at valget i det væsentlige forløb retfærdigt og fair. Den ulykkelige tilstand skyldes, som også i tilfældet Albanien, at taberne ikke er villige til at anerkende dette valgresultat. Der er dog sket en glædelig ændring. Det næststørste parti, royalisterne i Funcinpec, har opgivet deres boykot af parlamentet og vil deltage i det parlamentariske arbejde. Det betyder endnu ikke, at de er parate til et fælles regeringsansvar, men trods alt har dermed en betydelig kraft i dette land indstillet sin boykot, hvilket i høj grad kan bidrage til at fredeliggøre forholdene i dette land. Og det er det, som landet har allermest brug for, og som vi fra vores side skal støtte. Jeg beklager, at jeg ikke kan redegøre nærmere herfor. Vi kan tilslutte os beslutningen, men jeg beder om en tilføjelse, som tager højde for den seneste udvikling, som jo dog peger i positiv retning.
Hr. formand, jeg spørger virkelig mig selv, om der kunne finde frie og pålidelige valg sted i Cambodja. For fire år siden var jeg observatør ved valgene, som var organiseret af FN. Det var FN's største fredsinitiativ i dette område. I et land, hvor der ikke har været politiske ledere til stede i årevis, og de sågar ikke var velkomne, kan der næppe være tale om et neutralt politisk klima. Den måde, som medierne blev nægtet adgang på til en række politiske partier, som ikke havde sæde i regeringen, var meget sigende. Resultaterne er klare. Uanset, hvem der var vinderen, er en ting klart, demokratiet og Cambodjas borgere er foreløbig stadig taberne. Politiske demonstrationer er en logisk konsekvens. Det har vi kunnet se og høre, og foreløbig har vi kun kunnet opfordre, helt enkelt men helt alvorligt, til en dialog og tilbageholdenhed fra alle involverede parter. Hun Sen skal vide, at han kan glemme international støtte, hvis han fortsætter den kurs, han er på nu: ingen koalition, men enestyre. Jeg gør Dem imidlertid opmærksom på, at jeg er enig i fru Junkers for sent indgivne ændringsforslag. Lige rettigheder for homoseksuelle
Hr. formand, Europa-Parlamentet har i mange år bestræbt sig på at få fjernet diskriminerende straffebestemmelser om seksuelle forhold mellem personer af samme køn, og det med stor succes, fordi alle medlemsstater af Den Europæiske Union lidt efter lidt har afskaffet sådanne bestemmelser, ganske vist med en enkelt undtagelse, nemlig Republikken Østrig. Jeg beklager udtrykkeligt dette og håber derfor meget, at der ved afstemningen vil være et stort flertal for den beslutning, der debatteres her. Jeg vil gerne tilføje en enkelt ting. Den Europæiske Union betegnes jo altid som et fællesskab, der bygger på værdier, og hertil hører menneskerettighederne. Derfor anser jeg det netop ved spørgsmål om menneskerettighederne for virkeligt forkasteligt, når der ved en sådan debat anvendes indvendingen om indblanding i et internt anliggende. Det er sket i dette tilfælde, og jeg anser det for vigtigt, at Europa-Parlamentet fortsat optræder konsekvent i spørgsmål om menneskerettighederne og udtaler sig, også selvom dette er ubehageligt for mit eget land. Menneskerettighederne er en væsentlig bestanddel af Den Europæiske Union, og netop med henblik på EU-udvidelsen er det vigtigt, at de nuværende medlemmer har samvittigheden i orden, hvad menneskerettighederne angår. Hertil tjener denne beslutning.
Hr. formand, mine damer og herrer. Mens vi diskuterer her i Europa-Parlamentet, forhånes forfatterne til denne beslutning i Østrig af de kristelige demokrater i offentligheden som personer, der tilsmudser deres egen rede. Uanset disse bagtalelser mener vi, at menneskerettighederne er udelelige. Parlamentet er en pålidelig stemme for menneskerettighederne, men undertiden får man det indtryk, at denne stemme vokser i lydstyrke svarende til kvadratet på afstanden, og at den bliver svagere, jo nærmere stedet for krænkelsen af menneskerettighederne ligger, og når det så sker inden for egne rækker, bliver denne stemme ofte næsten uhørlig. Parlamentet, Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Europarådet har allerede i talrige resolutioner og erklæringer betegnet den forskellige lavalder for hetero- og homoseksuelle handlinger som en krænkelse af menneskerettighederne. Det er ikke acceptabelt, at lande unddrager sig disse menneskerettigheder og for fortsat at dyrke deres uvilje bliver ved med at praktisere deres nedarvede nag, deres moraliserende formastelighed og hybris over for uskyldige mennesker og på det groveste krænker menneskers privatliv. Jeg mener, det er på tide, at vi her i Europa-Parlamentet behandler disse partier med den samme ubønhørlighed, hvormed vi behandler andre ude i verden, som overtræder menneskerettighederne.
Hr. formand, på min gruppes vegne kan jeg udtrykkeligt hilse det velkomment, at vi i dag diskuterer de diskrimineringer, der stadigvæk eksisterer på grund af seksuel orientering, både i nogle af vores medlemsstater og i de stater, der ønsker at blive medlem. Som østrigsk parlamentsmedlem beklager jeg ligesom den forrige taler, at det heller ikke i mit eget land hidtil er lykkedes at fjerne en af de centrale diskrimineringer i straffeloven, nemlig forskellen i lavalder for hetero- og homoseksuelle. Fru Flemming, beskyttelse af piger bør ligge os lige så meget på sinde som beskyttelse af drenge. Gentagne forsøg i vores parlament er strandet på modstand fra de konservative partier. Det medfører, at vi alene i Østrig stadig har ca. 20 domfældelser om året efter denne diskriminerende paragraf. Dermed viser vi ikke et godt eksempel over for de lande, som ønsker af tiltræde Unionen, og af hvilke vi på mange andre områder til stadighed kræver, at de opfylder de højeste standarder. I debatten benægtes det altid fra visse politiske grupper, at det ved retten til ikke at blive udsat for diskrimination på grund af seksuel orientering drejer sig om en menneskerettighed. Ikke mindst efter Den Europæiske Menneskerettighedskommissions afgørelse i sagen Sutherland er dette spørgsmål imidlertid besvaret positivt, og det er præciseret, at forskellig lavalder er en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Lige så lidt kan jeg anerkende den argumentation, at EU's organer og specielt Europa-Parlamentet i mangel af kompetence ikke må beskæftige sig med dette spørgsmål. Vi har som Union altid hidtil været forpligtet til at respektere menneskerettighederne og er det i endnu højere grad efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden. Dermed har vi også - omend utilstrækkelige - gennemførelsesmuligheder. Som bekendt vil Rådet i fremtiden - dog kun enstemmigt - kunne iværksætte egnede foranstaltninger til at bekæmpe diskriminering på grund af køn, race, etnisk oprindelse, religion, ideologi, handicap, alder eller seksuel orientering. Til gengæld har Kommissionen en forslagsret. Afslutningsvis lyder derfor mit spørgsmål til Kommissionen: Findes der allerede forberedelser i Kommissionen til at gøre brug af denne forslagsret?
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer. Først vil jeg gerne præcisere, hvad det for os i PPE- og i ÖVP-Gruppen her i Parlamentet drejer sig om. Det drejer sig ikke om diskrimineringen af homoseksuelle. Det drejer sig for os her ikke om en krænkelse af forfatningssikrede rettigheder eller menneskerettigheder. Spørgsmålet om lavalder er i hvert fald - det er ubestridt - et nationalt og ikke et europæisk retsanliggende. Politikere skal varetage deres ansvar for ungdommen. Af den grund har Det Østrigske Folkeparti i det østrigske Nationalråd så sent som i sommer ved reformen af vores straffelovgivning holdt fast ved paragraf 209 og den hidtidige bestemmelse om lavalder. Det, der sker her, og hvorfor vi afviser dette uopsættelige spørgsmål, har ikke noget at gøre med, at vi vil diskriminere homoseksuelle, men vi vil ikke fjerne os fra vores egen retspraksis. Dermed vil vi imidlertid også tydeligt tilkendegive vores afstandtagen fra, at østrigsk indenrigspolitik af liberale, grønne og socialdemokrater bringes ind i Europa-Parlamentet i den hensigt at diskriminere Østrig, som for tiden beklæder rådsformandskabet. Det drejer sig her i mindre grad om diskriminering af homoseksuelle end om diskriminering af det østrigske rådsformandskab. Jeg ser med undren, hvordan mine socialdemokratiske kolleger optræder forskelligt i dette spørgsmål, idet de ved lovens vedtagelse i det østrigske Nationalråd undlod at stemme og her nu gør det modsatte. Jeg vil af den grund opfordre til at forkaste dette uopsættelige spørgsmål, og det står jeg ved! Ikke, fordi vi vil diskriminere homoseksuelle, men fordi vi står fast på vores lovgivning og ikke forholder os anderledes her end i Østrig, idet vi henviser til, at dette også er et subsidiært anliggende. Vi har fået fuld støtte til denne holdning i vores PPE-gruppe, selvom alle ved, at der netop på dette vanskelige område, diskriminering af homoseksuelle, udmærket kan være forskellige meninger i de enkelte medlemsstater. Endnu en gang: Europa-Parlamentet er ikke et egnet forum til at profilere sig i forbindelse med et indenrigspolitisk tema i Østrig. Jeg finder det absolut upassende at bringe denne debat ind i Europa-Parlamentet og tilbageviser dette med største bestemthed.
Hr. formand, jeg er ikke østriger, men jeg vil gerne fortælle fru Stenzel, at homofobi hverken er en holdning eller en lille forsyndelse, det er en overtrædelse af menneskerettighederne. Ikke-diskriminationen er nu indskrevet i Amsterdam-traktaten, og jeg tror, det alligevel bliver nødvendigt en dag at anvende det, vi ikke kan lide. For i Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe mener vi, at det for ofte hænder, at denne anvendelse ikke finder sted på økonomiske og sociale spørgsmål, og med hensyn til menneskerettighederne kan jeg ikke se, hvorfor Parlamentet pludselig skulle overveje subsidiaritetsprincippet. Jeg vil gerne have, at man forklarer mig visse ting, for jeg er enig i næsten alt, hvad der er blevet sagt hér, hvorfor jeg ikke vil gentage dem. Vi er ikke troværdige over for EU's ansøgerlande, som vi kræver skal være dydsmønstre med hensyn til menneskerettighederne og overholdelsen deraf, vel at mærke. Jeg vil gerne have, at man forklarer mig, hvorfor en kvinde og en mand har ret til at have seksuelt samvær, når de når en vis alder? Hvorfor har to kvinder ret til at have seksuelt samvær, når de når denne alder, mens det samme lige pludselig ikke gælder for to mænd? Hvad er meningen med dette? Er de østrigske mænd totalt barnlige i forhold til kvinderne? Forveksler De måske ikke snarere - det er måske dér, sagens kerne ligger - homoseksualitet og pædofili? Hvis det er tilfældet, burde De organisere kurser og uddannelser inden for psykologi, psykiatri osv. Vær klar over, at piger også kan være ofre for pædofili, og at kvinder også kan være pædofile. Jeg spørger mig selv nu, om vi ikke snart burde afholde en høring her i Parlamentet, siden vi nu så godt kan lide det, hvor vi ikke kun inviterer det østrigske formandskab og den tjekkiske regering, men desuden også nogle af vores medborgere, som har den samme homofobi. For denne nægtelse, dette såkaldte subsidiaritetsprincip, har kun et navn, nemlig homofobi, og homofobi skjuler desværre ofte mange andre former for diskrimination og overtrædelser af menneskerettighederne, som i vidt omfang er blevet fordømt i både ældre og nyere tid i Europa.
Hr. formand, ikke for at undskylde mig for det jeg vil sige om lidt, men simpelthen for at gøre det helt klart, vil jeg for det første understrege, at jeg ikke begår den fejl generelt at skære alle homoseksuelle over én kam på grund af den dårlige smag, der i det mindste i mit land ind imellem dukker op i lyserøde optog. Jeg respekterer alle menneskers privatliv, og ingen skal derfor fra min side forvente nogen form for homofobi. Men jeg må ærligt indrømme, at det støder mig meget at se denne beslutning blive behandlet som en yderst vigtig hastesag, og det under overskriften menneskerettigheder. Med mine øjne er det helt klart en fornærmelse mod ofrene for virkelig store og presserende problemer, og jeg tør mene, at man i Tibet, Iran og Cambodja osv. har alvorligere problemer end det, vi behandler her i dag. Desuden mener jeg, at vi i dag tager lidt for let på beskyttelsen af mindreårige. Jeg kan meget godt forstå og også godkende, at ansvarlige politikere ikke uden videre, ikke systematisk sænker den kriminelle lavalder for seksuelle handlinger. Jeg mener i øvrigt, at vi i denne sag skal have respekt for andre traditioner i andre europæiske lande, også når det drejer sig om forskellige lavaldersgrænser, der gælder for hetero- eller homoseksuelle handlinger. Jeg synes, at alle, der ligesom jeg, har børn i 13-14-årsalderen, lige skal overveje, om de vil se deres børn involveret i seksuelle eksperimenter med f.eks. 17-18-årige. For min skyld må dette lyde meget gammeldags i Deres ører, men jeg skammer mig ikke, jeg kan ikke godtage det, og jeg tror oven i købet, at flertallet af vælgerne af Parlaments medlemmer heller ikke godtager det. Sudan
Hr. formand, Sudan er en af den type lande, som hr.Vanhecke nævner. 350.000 mennesker er endnu en gang døden nær. Regeringen i Sudan nægter at slippe den humanitære hjælp igennem eller støtte den med faciliteter. Det er helt klart utilgivelige forbrydelser mod menneskeheden. Ofte har vi sagt: Det må vi gøre noget ved. Det internationale samfund skal være parat til at yde humanitær hjælp til disse hundredtusinde. Denne humanitære hjælp bruges i et politisk magtspil. Vi har lagt denne beslutning på bordet, fordi AVS-mødet finder sted i Bruxelles i næste uge, hvor delegationen fra Sudan utvivlsomt vil beklage sig udførligt over deres lidelser under USA's bombardementer eller raketangreb. Jeg kan allerede nu, i overført betydning, citere den tekst, som repræsentanten fra det sudanske parlament, hvis man overhovedet kan kalde det sådan, vil fremlægge. Jeg vil naturligvis ikke tale om det amerikanske angreb, men jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at Sudan nu har fundet endnu en grund til at indstille forhandlingerne med International Authority of Development , alle lande omkring Sudan som prøver at få noget, der ligner fred, stablet på benene mellem Sudan selv og syden. Som De ved, har der siden 1956 været en borgerkrig i gang der, som først blev kendt, da CNN startede sine udsendelser, for hvis CNN ikke er der, så eksisterer noget heller ikke. Jeg håber, at denne beslutning, hvis den vedtages, kan være et skub i bagi til vores europæiske repræsentanter i AVS-forsamlingen til at gøre det klart for sudaneserne, at det ikke bare er endnu en beslutning, men en beslutning, som ikke kun bæres af vores delegation der, men af hele Parlamentet.
Hr. formand, da jeg talte om krigstruslen mod Irak i januar og februar i år, kaldte jeg den »krigen, der skyldes hr. Clintons penis«. Jeg må sige, at bombningen af Khartoum i Sudan - som De Grønne har fremsat et ændringsforslag om - kan beskrives som »krigen, der skyldes Monica Lewinskys kjole«. De husker sikkert, at det var tre dage inde i høringerne og helt tydeligt et forsøg på at fjerne verdens opmærksomhed fra Starr-rapporten og styrke hr. Clintons image. Derfor har vi fremsat dette ændringsforslag. Vi bryder os ikke om regimet i Sudan, men kan bestemt ikke acceptere, at amerikanerne bombarderer Sudan - eller for den sags skyld Afghanistan. Det er helt klart, at der ikke forelå nogen som helst beviser for, at det var en våbenfabrik. Det var, som mange teknikere har bevidnet, en medicinalfabrik, der fremstillede lægemidler til folk i Afrika. Mens man i beslutningsforslaget med rette fordømmer det sudanesiske regime, ønsker vi også at fordømme den amerikanske regering. Vi håber, at vi får støtte fra alle Socialdemokraterne, herunder også medlemmerne fra Det Nye Labour. Jeg er sikker på, at formanden selv vil stemme fra ændringsforslaget. Jeg ser frem til hans støtte.
Tak for advarslen.
Hr. formand, jeg vil forsøge at gøre mit svar så kortfattet som muligt. Hvad angår situationen i Burma, vil jeg gerne oplyse Parlamentet om, at Kommissionens viceformand, Manuel Marín, og formanden for Rådet, Wolfgang Schüssel, i juli mødtes med den burmesiske udenrigsminister netop for at give Den Europæiske Unions fordømmelse til kende over behandlingen af fru San Sun Kyi og andre oppositionspolitikere. Senest har Den Europæiske Unions formandskab udsendt en erklæring på Unionens vegne, der fordømmer tilbageholdelsen af aktivister fra oppositionen, en erklæring, der selvklart har Kommissionens støtte. Jeg vil også gerne meddele de ærede medlemmer, at Kommissionen stadig ikke ønsker at bidrage til FN's internationale narkotikakontrolprogram, der skal begrænse opiumproduktionen i Burma, eftersom vi mener, at dette projekt ikke vil nytte det mindste under det nuværende regime. EU's holdning til Burma skal tages op til vurdering i oktober for at afgøre, i hvilket omfang den nuværende holdning skal ændres fra den 19. oktober. Tillad mig nu tre korte bemærkninger. Hvad angår sanktionerne, tillader jeg mig at fremhæve fru Manns indlæg med hensyn til ekstraterritorialret. Jeg beder Dem erindre, at Den Europæiske Union har været og stadig er engageret i en kamp inden for Verdenshandelsorganisationen med USA, fordi vi på ingen måde kan acceptere idéen om loves ekstraterritorialret. I det konkrete tilfælde drejer det sig om, at Massachussets har vedtaget at iværksætte sanktioner over for alle firmaer, der på nogen måde har økonomiske forbindelser med Burma, hvad enten de er amerikanske eller udenlandske, herunder europæiske. Vi kan af princip under ingen omstændigheder acceptere denne fremgangsmåde. Dét betyder ikke, at vi ikke ser brug af sanktioner som noget positivt, men det må foregå inden for et internationalt forum og efter regler accepteret af alle. Jeg vil også gerne sige, at ASEAN netop vil blive benyttet som forum af Den Europæiske Union til endnu en gang at rejse spørgsmålet om de borgerlige og politiske rettigheder i Burma. Og endelig, at vi har besluttet sammen med Friedrich Ebertfonden at give økonomisk støtte til, at der i Bruxelles åbnes et Euro-Burma-Office , som netop skal udbrede kendskab til forholdene i Burma og lægge pres på de burmesiske myndigheder. Med hensyn til Afghanistan mener jeg, at alt er blevet sagt. Jeg vil blot ud over vores bekymring over massakrerne i Mazar-I-Sharif og andre forfærdelige forhold understrege, at det er vores overbevisning, at Afghanistan under ingen omstændigheder kan betragtes som en retsstat. Tilsvarende mener vi, at der heller ikke er noget grundlag til sikring af menneskerettighederne, navnlig for mindretallene og særlig for kvinderne. Vi har derfor haft nogle vanskeligheder med de afghanske myndigheder, når vi har hævdet, at nødhjælpen ikke kan adskilles fra visse grundlæggende principper for menneskelig værdighed. Vi har forhandlinger i gang med de afghanske myndigheder om midler og måder til igen at beskytte netop de mest sårbare og ubeskyttede mindretal. Europa-Parlamentets medlemmer ved også, og dét kan jeg her bekræfte, at vi stadig mener, at der ikke bør ske formel anerkendelse af Taliban-bevægelsen, at vi endnu ikke har økonomiske forbindelser med Taliban-styret, og at vi fortsat mener, at man ikke kan løse Afghanistans problemer med militære midler eller ved indblanding fra nabolandenes side. I denne forbindelse vil jeg gerne sige, at min kollega, Emma Bonino, der kender situationen i Afghanistan - og kender til den ved personlig erfaring - stadig er superaktiv, både som kommissær og som en kvinde, der forsvarer kvinders rettigheder og menneskerettighederne generelt, med at prøve at ændre på tingenes tilstand. Og jeg mener, at hun virkelig bør hyldes for sin indsats, der er i dén grad vanskelig og undertiden så lidt forstået. Med hensyn til dødsstraffen vil jeg gerne, hr. formand, endnu en gang understrege, at Kommissionen ikke kan have anden holdning end den at støtte den almindelige afskaffelse af dødsstraffen, da denne efter vores opfattelse hverken bidrager til at højne den menneskelige værdighed eller udvikle menneskerettighederne, ligesom det heller ikke er bevist, at den får kriminaliteten til at blive mindre. I det seneste tilfælde med Palæstina har vi givet dette til kende over for præsident Arafat, i tilfældet El Salvador har vi et begrundet håb om, at den ikke bliver ført ud i livet, og for Filippinernes vedkommende har vi håb om, at det midlertidige stop fortsætter. Hvad angår situationen i Cambodja, vil jeg gerne sige, at jeg er helt enig i hr. Bourlanges indlæg her i Parlamentet, der på en overordentlig klar måde udpegede, hvori problemet i Cambodja består. Jeg gentager, at vi ud over det, som hidtil har været almindelig praksis, støtter denne beslutning helt uden forbehold. Med hensyn til de homoseksuelles rettigheder vil jeg gøre opmærksom på følgende: Alle Den Europæiske Unions medlemsstater har skrevet under på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og Amsterdam-traktaten fastsætter i sin artikel 6 A, at al forskelsbehandling på grund af køn, race, etnisk oprindelse, religion, overbevisning, handicap, alder eller seksuel orientering skal bekæmpes. Kommissionen kan således, hvis der er behov derfor, skride til handling på ethvert af disse områder for at bekæmpe en hvilken som helst forskelsbehandling. Tilsvarende er det, hvad angår fremtidige medlemsstaters tilslutning, indlysende, at disse bestemmelser også angår kandidatlandene. Jeg tænker særlig på en bestemmelse i den rumænske straffelov, nemlig dens artikel 200, som vi håber snarligst vil blive ændret. Til slut med hensyn til Sudan: Problemet i Sudan er et gammelt problem, det er et problem, der har ført til afbrydelse af samarbejdet mellem Den Europæiske Union og Sudan, og der har været flere forsøg dels på en konstruktiv dialog dels på at støtte mæglingsforsøg. Vi glæder os over den seneste våbenhvile, som er aftalt for en periode på tre måneder, og vi håber, at den kan blive udvidet ikke kun i tid, men også geografisk, således at nødhjælpen kan nå ud til befolkningen. Det drejer sig om et på sin vis opmuntrende tegn. Ligesom det også er opmuntrende, at konfliktens parter, der er blevet bragt sammen af IGAD, har besluttet at mødes igen i Nairobi om seks måneder. Dette er positivt, eftersom den seneste forhandlingsrunde endte med en fiasko på grund af manglende enighed om løsningerne. EU støtter aktivt IGAD's mægling og de anstrengelser, der gøres af IGAD-kredsen, men vi gentager også stadig, at dette ikke på nogen måde betyder, at vi for indeværende kan overveje at genoptage vores samarbejde med Sudan, fordi de årsager, der fik os til at suspendere det, desværre stadig gør sig gældende.
Hr. formand, eftersom hr. Bertens og jeg ikke er så gode til portugisisk har ingen af os helt forstået af Kommissionen, om Kommissionen nu er rede til at overveje et forslag om en investeringsstandsning i Burma og forelægge det for Rådet. Vi har ikke hørt dette konkrete svar fra kommissæren. Kan kommissæren gentage det? Vi har stillet et meget afgørende spørgsmål i vores beslutning om Burma. For tredje gang i år. Spørgsmålet er: Er Kommissionen villig til på linje med USA at forelægge Rådet et forslag om en investeringsstandsning? Det er hovedspørgsmålet, og fordi hr. Bertens og jeg ikke direkte kunne forstå den første del af kommissærens portugisiske intervention, anmoder jeg kommissæren om på dette punkt endnu en gang at give et klart svar herpå. Det er beslutningens kerne.
Jeg kan besvare nogle af spørgsmålene om sanktioner. Kommissionen har ikke beføjelser til at indføre sanktioner. Det er op til Rådet og skal ske på grundlag af overholdelsen af vores internationale forpligtelser. Man kan ikke indføre sanktioner, der strider imod nogle af de principper, vi hylder. Det betyder ikke, at sanktioner er helt udelukkede, men vi er nødt til at være opmærksomme, så vi ikke f.eks. gør noget i strid med GPA, aftalen om offentlige indkøb, under WTO. Det er ét eksempel. Sanktioner er ikke udelukkede, men først må vi have en politisk afgørelse fra Rådet, og så må vi undersøge, hvordan vi rent teknisk kan gennemføre dem uden at bringe andre underskrivere af internationale aftaler i fare. Kan De følge mig?
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende 14 beslutningsforslag : Oversvømmelser i Kina -B4-0826/98 af PPE-Gruppen-B4-0848/98 af V-Gruppen-B4-0854/98 af GUE/NGL-Gruppen-B4-0859/98 af ELDR-Gruppen Oversvømmelser i Bangladesh -B4-0837/98 af PSE-Gruppen-B4-0844/98 af PPE-Gruppen-B4-0846/98 af V-Gruppen-B4-0853/98 af GUE/NGL-Gruppen Skovbrande i Spanien -B4-0815/98 af PPE-Gruppen-B4-0839/98 af PSE-Gruppen-B4-0857/98 af GUE/NGL-Gruppen Skovbrande i Unionen -B4-0827/98 af PPE-GruppenSkovbrande i Portugal- B4-0855/98 af GUE/NGL-Gruppen Skovbrande i Grækenland -B4-0856/98 af GUE/NGL-Gruppen
Hr. formand, alene det hidtil usete omfang af oversvømmelserne i Kina har fået mig til at fremsætte dette beslutningsforslag, hvor jeg udtrykker medfølelse med Kinas befolkning og regering. Hele Yangtze-dalen og bifloderne er blevet oversvømmet - et område, hvor der bor 380 millioner mennesker, lige så mange som i Den Europæiske Union. 13 millioner hektar afgrøder er blevet ødelagt, og det ville have givet mad nok til mellem 80 og 100 millioner mennesker. 3.000 mennesker har mistet livet. Jeg går ud fra, at mange flere vil miste livet. Fem millioner hjem er blevet skyllet væk, og landet har lidt økonomiske skader for USD 20 milliarder, 4-5 % af BNI. Jeg vil gerne gøre Kommissionen og Fællesskabet opmærksom på betydningen af at vise medfølelse og solidaritet med Kina under denne skrækkelige katastrofe og bede dem straks yde al den hjælp, de kan.
Hr. formand, jeg føler med Kinas befolkning, som har udfoldet enorme anstrengelser for at bekæmpe oversvømmelserne. Men jeg må sige, at en af grundene til oversvømmelserne er, at det kinesiske regime systematisk har fældet skovene og ødelagt miljøet i mange områder, ikke kun i Kina, men også i Tibet, som de stadig holder ulovligt besat. De lider nu under konsekvenserne. Det fortalte jeg den kinesiske konsul, da han kom og besøgte mig i denne uge. Jeg tror, at kineserne nu har lært en lektie: De bliver nødt til at genplante skov, passe på det flodsystem, der har klaret oversvømmelserne i hundreder af år og forsøge at beskytte miljøet i stedet for at voldtage det, som det kinesiske regime har gjort gennem de sidste 40 år.
Hr. formand, i mit land, Nederlandene, har vi også haft en række oversvømmelser. Med hensyn til katastrofens omfang går sammenligningen ikke op, men på et punkt er der dog overensstemmelse. I begge tilfælde er og var ødelæggelsen af miljøet i betydelig grad ansvarlig for katastrofen. I Nederlandene var den tætte bebyggelse på bredderne og den ringe reservoirkapacitet årsag til oversvømmelsen. Det enorme omfang af skovrydningen og den omstridte opførelse af en dæmning i Yangtze-floden bærer i vidt omfang skylden for oversvømmelsen i Kina. Jeg kan kun glæde mig over, at de kinesiske myndigheder nu er sig bevidst om de økologiske problemer, der ligger til grund for denne katastrofe. Jeg er også meget glad for, at den kinesiske regering har udstedt forbud mod fældning af træer langs med Yangtze-floden. Men jeg håber, at det ikke bare bliver ved det. Jeg henstiller til den kinesiske regering, at den fortsætter denne politik, der gør udnyttelse af skovene uinteressant. Jeg forventer af Kommissionen, at den støtter denne politik, så en lignende katastrofe kan undgås i fremtiden. Oversvømmelser i Bangladesh
Hr. formand, jeg taler om oversvømmelserne i Bangladesh og Kina. Det er nærmest en situation uden fortilfælde. Jeg er klar over, at i begge lande er en del af grunden manglende omsorg for miljøet, men ikke desto mindre er hovedårsagen helt klart af klimatisk art frem for noget andet - til dels fremskyndet af ændringer i de globale klimaforhold. I Kina er der tale om de værste oversvømmelser i 40 år, der påvirker 240 millioner mennesker - en femtedel af befolkningen. I Bangladesh er 30 millioner mennesker direkte berørt, og 10 millioner har behov for økonomisk nødhjælp. Regeringen i Bangladesh har anmodet om USD 576 millioner i bistand, og mange mennesker i Den Europæiske Union - titusinder - er blevet bevæget af de talende billeder, de har set af ødelæggelserne i begge disse lande. Naturligvis glæder vi os over, at ECHO har bidraget med ECU 1 million, men det synes langt fra nok. I sidste uge var jeg til et møde i Holy Trinity-kirken i Ashton-under-Lyne i min egen valgkreds, og der blev det besluttet, at den traditionelle kollekt, som normalt går til kirkens arbejde, skulle bruges til at afhjælpe lidelserne, der skyldes oversvømmelserne. Dette kan Kommissionen tage ad notam og finde andre måder at yde hurtig, humanitær hjælp til begge disse lande. Samtidig vil det, som det hedder i beslutningsforslaget, både i Bangladesh og Kina være gavnligt, hvis vi yder langsigtet teknisk bistand for at bistå dem med at afhjælpe nogle af disse problemer, der kan skyldes manglende omsorg for miljøet, men det er i alles interesse at sikre, at disse spørgsmål løses på længere sigt i både Kina og Bangladesh, og at de ikke opstår igen.
Hr. formand, med hensyn til Bangladesh har Glyn Ford helt ret, det er en alvorlig katastrofe. Jeg så BBC World her i eftermiddag, og de havde et længere indslag om situationen i Bangladesh. Det er de værste oversvømmelser i deres historie, og mellem 25 og 35 millioner mennesker står stadig uden tag over hovedet og uden økonomiske ressourcer. Der findes et udtalt behov for nødhjælp, og Unionen har ikke ydet nok til at opfylde befolkningens umiddelbare behov for mad og lægemidler. Dysenteri og diarré breder sig hurtigt over hele Bangladesh på grund af urent vand. Vi må både yde nødhjælp og bistand på længere sigt - både for at klare problemerne i forbindelse med oversvømmelserne - som kan betyde en større flytning af befolkningen, samt bistand og udvikling i samme retning. Hvis vi kombinerer begge disse ting, kan vi yde et bidrag på dette område. Skovbrande i Spanien
Hr. formand, fremlæggelsen af beslutningsforslaget om skovbrandene i Sydeuropa må ikke blive et ritual, hvor vi hvert år efter sommersæsonen taler om skovbrande. Det må det absolut ikke! Desværre er brandene efterhånden blevet en sand plage for Europa. De koster mange menneskeliv, og de medfører nogle ubodelige skader for plante- og dyrelivet. Desværre ser det også sørgeligt ud i år, når vi gør status over brandene. Men selvom de miljømæssige, økonomiske og sociale konsekvenser er alvorlige, er brandenes årsager lige så alvorlige, ja de er faktisk foruroligende. Klimaforholdene spiller uden tvivl en objektiv rolle, men det er også nødvendigt at nævne den brandstiftelse, som desværre karakteriserer dette fænomen i Sydeuropa. Når det drejer sig om et sådant angreb, som vi kan kalde for miljøterroristisk, har indsatsen fra de forskellige EU-landes regeringer vist sig at være utilstrækkelig. Vi skal derfor endnu en gang tage problemet op på fællesskabsplan, og det skal ikke blot være for at bede Kommissionen om en detaljeret rapport om de områder, der har lidt skade, eller for at bede om en ekstraordinær støtte til de ramte områder, men også for at se problemet ud fra en bredere synsvinkel. Med hensyn til reformen af Fællesskabets landbrugspolitik anmoder man om større områder til skovbeplantning, og det lader desuden til, at det bliver stadig mere nødvendigt at iværksætte en miljøpolitisk plan, der tager sigte på forebyggelse og på en belærende og oplysende indsats, der i højere grad skal få mennesket til at respektere miljøet. Det er dog også nødvendigt at skærpe bekæmpelsespolitikken. Som jeg nævner i mit beslutningsforslag, er det efter min mening nødvendigt, at medlemsstaterne indfører et begreb som miljøforbrydelse, og navnlig at de opretter en matrikelbog over de ødelagte områder, så man kan udstede et totalt byggeforbud på disse områder. Der er faktisk tale om en form for spekulation, som de kriminelle organisationer er meget interesserede i.
Hr. formand, for at begynde med det, vores kollega Burtone netop har sagt, er det måske ikke så godt, at skovbrande placeres under overskriften »naturkatastrofer«, for der er ikke tale om naturkatastrofer. Det er menneskeskabte katastrofer, og vi taler her ofte om disse katastrofer, der er skabt af mennesket i de fleste tilfælde på grund af gemene økonomiske interesser. Faktisk påvirker det landmændenes interesser og er især en trussel for miljøet. I formiddag vedtog vi en beslutning om klimaændringerne, og en af kilderne til CO2 -udslip er netop skovbrande, som dem, der i år er opstået ikke blot i Spanien og Grækenland, ikke blot i Sydeuropa, men også i Indonesien, Brasilien, mange steder i verden. Derfor mener jeg, at vi i Europa og i medlemslandene skal træffe foranstaltninger for at forbedre en fælles skovpolitik, grundlæggende arbejde for forebyggelse og straffe dem, som skaber en katastrofe af denne art.
Hr. formand, sandheden er, at det, at vi, som en kollega sagde før, hvert år i september får forelagt en beslutning, der gentager, at titusinder af hektarer er blevet ødelagt i nogle middelhavslande, fylder mig med sorg og også med kollektiv ansvarsfølelse. For som fru González Álvarez sagde før, er der ikke tale om naturkatastrofer, men om menneskers ofte uansvarlige handlinger. Og nogle gange også om institutioner. For vi må altid spørge os selv, om vi eller de offentlige forvaltninger gør alt, hvad der er muligt for at undgå, at disse fænomener finder sted hver sommer. Der er »gemene« årsager, som det blev sagt, men når vi desuden laver fejl i koordineringen af forvaltningernes aktioner, fyldes vores sjæl med pine, fordi det drejer sig om naturbeskyttelse. Hr. formand, med mit indlæg ønsker jeg blot at sige, at det er beklageligt, at dette sker år efter år.
Hr. formand, det ville være latterligt, hvis ikke det var så sørgeligt. Hvert år i september og oktober har vi kæmpemæssige skovbrande i det sydlige Europa, i enormt antal, mere end 5.000 i denne sommer i Grækenland, til dels mere end 20 hver dag, og hvert år skal vi åbenbart diskutere det igen. Det skyldes også, og det fremgår tydeligt af beslutningerne, at vi ikke rigtigt taler om de dybereliggende årsager. Det er for det første den »hidsige« byggemodning og for det andet skovbruget, som ikke er bæredygtigt. Det gælder ikke om at diskutere nogle forebyggende foranstaltninger, flåder af flyvemaskiner, forsikringsspørgsmål og skadereguleringer. Vi har for det første brug for en tilstrækkelig lovgivning, fuldstændig gennemførelse, kvalificeret personale og en effektiv administration og ikke frigivelse til bebyggelse, men obligatorisk genplantning af skov. For det andet har vi brug for et skovbrug, som på hensigtsmæssig måde anvender artsmangfoldighed, rumlig organisering og opdeling af beplantningen og spontan vegetation for dermed igen at skabe skove i Middelhavsområdet, som de har eksisteret 500 f.Kr. Jeg vil gerne endnu en gang sige et stikord: eukalyptus. Disse beplantninger er de rene brandbomber, som desuden ødelægger vandreservoirerne.
Hr. formand, mine damer og herrer, Gruppen Europæisk Radikal Alliance har i et fælles beslutningsforslag, som min gruppe støtter, fremlagt tre ændringsforslag om metoder til at bekæmpe disse plager, især gennem oprettelsen af en europæisk flåde af brandbekæmpelsesfly. Statistikkerne i den undersøgelse, som vi har udarbejdet, viser, at der i gennemsnit hvert år brander 400.000 hektar skov i Spanien, Italien, Portugal, Grækenland og Frankrig. Brandene har adskillige konsekvenser og griber forstyrrende ind i den økologiske ligevægt. De medfører oversvømmelser, jordskred, klimaforandringer og ødelæggelse af flor og fauna. Landene har anskaffet sig luftbårne midler til bekæmpelsen af brandene og indført en operationel organisation, som det er svært at ændre på i sommersæsonen. Omgrupperingen og anskaffelsen af nationale midler til fordel for andre lande bliver følgelig et selvbedrag. Nogle lande har indgået bilaterale aftaler vedrørende landbaserede foranstaltninger til sikring af den civile sikkerhed, og disse aftaler er ikke tilpasset til den luftbårne bekæmpelse af brande inde i landene, eftersom de kun gælder for områderne omkring grænsen mellem de berørte lande. Vores forslag går ud på at stille de fornødne og tilstrækkelige midler til bekæmpelse af skovbrande til rådighed for de berørte lande. Til dette formål skal der lejes fem fly af typen Hercules C 130, som er et meget effektivt, jordbaseret fly til nedkastning af brandhæmmende midler og med en kapacitet på 12 ton hver især. Basen for flåden skal placeres så centralt som muligt i forhold til risikoområderne. Det vil medføre en afgørende hurtig udrykning, eftersom den afgørende faktor i bekæmpelsen af skovbrande som bekendt er omfanget af de benyttede midler og den hurtighed, hvormed de indsættes. Udgiften til denne foranstaltning vil for en sommerperiode på tre måneder og med fem fly være ca. en times flyvning, det vil sige en udgift på ca. ECU 6 millioner, som EU og brugerlandene kunne bære til sammen. Det er ikke en overdrivelse at sige, at det er økonomisk fornuftigt. Hvis De støtter disse ændringsforslag, mine damer og herrer, kan der blive udarbejdet en initiativbetænkning til bekræftelse af, at det kan lade sig gøre at oprette en europæisk flåde af fly til brandbekæmpelse, hvorefter idéen kan gennemføres hurtigst muligt. Skovbrande i Portugal
Hr. formand, hellere end at tale om Portugal, hvor der er sket samordning af midler, materielle midler og politisk vilje, vil jeg benytte denne lejlighed til at fremhæve den globale ramme for det beslutningsforslag, som vi skal stemme om, og som er en ramme, der understreger vigtigheden af at nå frem til en skovpolitik på EU-niveau, efter Thomas-betænkningens retningslinjer, og som tager hensyn til middelhavslandenes særlige forhold. Jeg vil også gerne fremhæve behovet for at tilpasse den fremtidige fælles landbrugspolitik til skovpolitikken og også pege på betydningen af planlægning af skovområderne ud fra et regionalt og kommunalt synspunkt. Der er spørgsmål om den fysiske planlægning og naturmiljøet, der skal tages hensyn til for Sydeuropas vedkommende, i middelhavslandene, for til syvende og sidst er septemberbeslutningerne konsekvensen af en række forholdsregler, der ikke er blevet truffet i tide.
Hr. formand, ærede medlemmer, endnu en gang er vi i løbet af sommeren blevet vidne til mange skovbrande af anseligt omfang i de sydeuropæiske lande og herunder også i Portugal. De første ord må selvfølgelig udtrykke sorg over ofrene og appellere til Fællesskabet om hjælp. Ud over det, som beslutningsforslaget allerede indeholder, når det anmoder Kommissionen om at frigive de nødvendige midler, må Parlamentet diskutere fordelen ved igen at oprette en budgetpost til hjælp i tilfælde af katastrofer. Vi er ikke uvidende om, at nogle af brandene skyldes forbrydelse, og at andre bliver værre på grund af klimaændringer, der medfører længere tørkeperioder og varmebølger. Det er derfor vigtigt, at der satses mere på forebyggelse, som det vil være ønskeligt får støtte fra de europæiske institutioner, der kan bidrage til en øget effektivitet i kampen mod skovbrandene. Det er f.eks. tilfældet med den fælles landbrugspolitik, som kan styrke forebyggelsen af disse katastrofer, og med behovet for en europæisk skovstrategi, som vi bør komme i gang med, sådan som Parlamentet har besluttet gennem sin vedtagelse af Thomas-betænkningen. Af alle disse grunde har jeg sammen med andre kolleger underskrevet dette beslutningsforslag, som vi beder forsamlingen støtte.
Hr. formand, jeg vil ikke bruge hele min taletid, men jeg kan ikke tale med alle de mennesker, der snakker rundt omkring mig, så vil De ikke bede medlemmerne være lidt mere stille.
Jo, De har helt ret. Vil De være venlige at sætte Dem ned.?
Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne sige, at modsat opfattelsen hos de mange, der hér har givet udtryk for, at der skal skabes en autentisk »ildindustri« til at bekæmpe ilden om sommeren, vil jeg gerne sige, at det, hvad middelhavsskovene angår, er en fejl, der sædvanligvis begås, at mene, at brandene skal bekæmpes om sommeren, at det er med flåder af flyvemaskiner, ilden skal bekæmpes, at der er med brandmænd, ilden skal bekæmpes. Middelhavslandenes skovbrande skal bekæmpes om vinteren, de skal bekæmpes om efteråret, og de skal bekæmpes om foråret, når det ikke er varmt, nemlig ved at rydde op og klargøre skovene, ved at bevogte skovene, ved at hyre skovfogeder, der kan rydde op i skovene, der ofte hører til stærkt opsplittede ejendomme, og som i dag ikke er beboede, som de var for hundrede år siden. Den eneste måde at beskytte skoven på er at rydde op i den, den eneste måde at beskytte skoven på er at have veje, som standser ilden, og som forhindrer den i at sprede sig fra den ene side til den anden. Derfor er det nødvendigt at betale godtgørelser til dem, der er nødt til at rydde skov, for at der kan blive anlagt brandbælter, »boulevarder« på 50 til 60 meter. Der er områder i Portugal, hvor der ikke er brande. Og hvorfor? Det er enorme områder, det er rene områder, det er områder, der har brandbælter. Uden dét er der intet at stille op. Og jeg står her og taler om brandkatastrofen, fordi den europæiske politik, hvad angår middelhavsskoven, har været en katastrofe, for der har været en systematisk opposition fra de lande, der har velordnede skove og et klima, der er mildere og køligere end vores. Men man må bekæmpe idéen om, at ilden bekæmpes om sommeren med flyvemaskiner. Ilden bekæmpes om vinteren ved at gøre skoven klar til ikke at gå i brand.
Hr. formand, lad os sætte ild til dem! Skovbrande i Grækenland
Kendsgerningerne og resultaterne, hvad angår brandene i Grækenland, er velkendte, hr. formand, og vi kan se dem i det beslutningsforslag, vi behandler, og som jeg naturligvis går ind for. Men endnu mere dramatiske er følgerne for fremtiden, oversvømmelserne, de mikroklimatiske forandringer, ødelæggelsen af miljøet og økosystemerne. Jeg vil tillade mig at opremse alle årsagerne endnu en gang: mangel på et matrikelkontor for skove, hvilket opmuntrer de formodede brandstiftere, total mangel på kontrol med bortskaffelse af affald, hvilket fører til ulovlige lossepladser - som de lokale myndigheder enten ikke kan eller ikke vil kontrollere - uklare love og aktuelle lovforslag i Grækenland om genbeplantning af de afbrændte områder. Jeg vil imidlertid også tillade mig at sige et par ord om Kommissionen. Den spiller ikke sin rolle godt nok. Siden juli, hvor jeg stillede et højt prioriteret spørgsmål til hr. Fischler, har han skullet svare mig med hensyn til antallet og effektiviteten af brandbekæmpelsesplanerne for Grækenland. Det har han ikke gjort. Det er ikke alene uhøfligt, det er tegn på ligegyldighed med, hvad der sker i Grækenland, og det gør ikke Kommissionen ære, ligesom det heller ikke hjælper os. Og så vil jeg takke alle, som denne sommer er kommet fra Italien, Tyskland, Frankrig og Rusland med fly og med piloter for at hjælpe os med så vidt muligt at begrænse de mange skader på grund af brandene i landet.
Hr. formand, ærede medlemmer, jeg skal forsøge at fatte mig i korthed. Hvad angår oversvømmelserne i Kina, vil jeg ud over at bekræfte de tal, der er blevet nævnt i løbet af debatten, gerne sige, at ECHO allerede er til stede i Kina, selvom katastrofen, som De kan forestille Dem, er af et sådant omfang, at ECHO er nødt til at koncentrere indsatsen om nogle særligt udvalgte områder og herunder specielt om fødevarebistand og lægehjælp til de svagest stillede. ECHO har sendt en ekspert, en tekniker, til Kina, således at behovet ikke blot kan vurderes præcist, men også så ECHO's indsats kan koordineres på stedet. Jeg vil også gerne tilføje, at vi inden for de forbindelser, der findes mellem Den Europæiske Union og Kina, og sådan som det er foreslået i Parlamentets beslutningsudkast, klart kan samarbejde om at yde hjælp og om at samfinansiere undersøgelser, der skal kortlægge de miljømæssige og andre årsager og finde løsninger på disse katastrofer. Hvad angår Bangladesh, drejer det sig også om en katastrofe af enormt omfang - det er tilstrækkeligt at sige, at den har ramt 60 % af landets areal og ca. 30 millioner mennesker - og også dér er ECHO allerede til stede med nødhjælp, især på fødevareog sundhedsområdet. Jeg kan også med det samme fortælle, at Kommissionen har nedsat en specialenhed, der involverer ECHO, DG I-B og DG VIII, der har til opgave at sikre, at Den Europæiske Union, eller i det mindste Kommissionen, leverer en koordineret indsats i forhold til katastrofen i Bangladesh. For indeværende er der blevet brugt én million ecu, men det er indlysende, at dette beløb vil vokse, eftersom de beregnede behov er betragtelig større. Hr. formand, jeg vil gerne, hvad angår skovbrandene, sige, at Fællesskabet indsats inden for tilplantning med skov, beskyttelse af risikoområder, beskyttelsesforanstaltninger osv. altid er sket i nært samarbejde med medlemsstaterne. Og jeg kan således fortælle, at der mellem 1992 og 1998 er blevet godkendt ca. 700 projekter fra medlemsstaterne til forebyggelse af skovbrande, hvilket svarer til en medfinansiering fra Fællesskabets side på ECU 84 millioner. Dette samarbejde foregår inden for Den Stående Skovkomité, der takket være fællesskabsinformationssystemet vedrørende skovbrande er et meget nyttigt redskab til vurdering og opfølgning, men som desværre ikke er mere effektivt, fordi budgetmyndigheden fra 1996 til 1998 har skåret dets bevilling ned fra ECU 23, 5 millioner til ECU 16 millioner. Jeg vil også gerne sige, at der i igangværende regionaludviklingsprogrammer indgår forskellige tiltag vedrørende forebyggelse af skovbrande og genplantning af skov, men at Kommissionen - som de ærede medlemmer ved - ikke råder over yderligere finansielle midler til at gribe ind til fordel for de ramte regioner. At gribe ind på dette område forudsætter en ændret programmering af fællesskabsstøtterammerne eller samlede programmeringsdokumenter efter forhandling med medlemsstaterne. Jeg kan som svar på en anmodning fremsat af et medlem af Parlamentet tilføje, at Kommissionen inden for Agenda 2000 stadig vil foreslå foranstaltninger til beskyttelse og genplantning af skove. Sluttelig vil jeg gerne oplyse Parlamentet om, at Kommissionen på grundlag af Thomas-betænkningen er ved at udarbejde et forslag vedrørende en europæisk skovstrategi, som selvfølgelig vil blive forelagt Parlamentet og Rådet, og dét inden - håber vi - udgangen af denne valgperiode.
Mange tak, hr. kommissær Pinheiro. Forhandlingen er afsluttet. Vi går straks over til afstemningerne. Først hr. Fabre-Aubrespy til forretningsordenen.
Fru formand, jeg vil under henvisning til forretningsordenens artikel 19 gerne gøre et kort indlæg til forretningsordenen, før vi tager fat på dagsordenens betænkninger. Jeg har nemlig fået at vide, at nyhedsbureauet Agence France Presse citerer en kilde tæt på Europa-Parlamentets formand for at have oplyst, at Europa-Parlamentets nye bygninger kan overtages foreløbigt fra slutningen af november 1998 og indvies i december 1998, selvom ikke alle installationer, herunder især det elektroniske afstemningsanlæg, endnu er færdige. Nogle medlemmer mener derfor, at det vil være bedre at afvente den nye valgperiode, det vil sige juli 1999, for at begynde mødeperioderne i de nye bygninger. Det forlyder stadig ifølge nyhedsbureauet, at der endnu er hundredvis af arbejdere i gang på den enorme byggeplads. Overvældet af den nye smukke bygning helt i glas, som rejser sig elegant op fra L'Ill vurderer kilden, at vedligeholdelsesudgifterne vil være enorme. Jeg vil derfor gerne spørge formanden, hvordan han kan acceptere, at en af hans medarbejdere, hvilket udtrykket »en kilde tæt på« indebærer, udtaler sig således på hans vegne og hævder, at nogle parlamentsmedlemmer spørger sig selv, om man skal tage de nye bygninger i brug eller ej.
Hr. Fabre-Aubrespy, vi har ikke spørgetid, og vi kan ikke reagere på alle aktuelle pressemeddelelser. Jeg har taget det til efterretning, og vi vil se, hvad vi gør med denne information. Fru Oomen-Ruijten til forretningsordenen.
Fru formand, inden for rammen af artikel 108 gør jeg opmærksom på et personligt anliggende. Der ligger en beslutning på bordet om dødsstraffen i Filippinerne. Vi læser naturligvis alle tekster helt. PPE-gruppen er imod dødsstraf. Fru formand, jeg er klar over, at jeg i de næsten ni år, hvor jeg har været medlem af Parlamentet, har fået nogle fjender, fordi jeg ikke har kunnet gøre alle tilpas. Jeg forstår også, og det ved kollegerne mere om, at Filippinerne måske har en høne at plukke med mig, men når jeg læser teksten til beslutningen om Filippinerne whereas the newly elected President according to a Reuters report has said on the radio that he would not grant clemency to Oomen-Ruijten, one of those under sentence of death , så finder jeg, at det går lidt for vidt. Derfor anmoder jeg Dem om i hvert fald at tilpasse denne tekst.
Mange tak, fru Oomen-Ruijten. Vi går nu over til afstemning.
Fru formand, jeg vil gerne stille Dem et spørgsmål. På plads 85 sidder der en person, der i dag allerede har taget flere fotografier fra denne side af mødesalen. Hr. Seppänen tager jævnligt fotos fra denne side. Jeg kan forstille mig, at kollega Hans-Gert Poettering er meget tiltrækkende, men jeg er helst fri for, at der tages billeder i Parlamentet. Jeg spørger mig selv om, hvad der er i gære?
Det er ikke tilladt at fotografere i salen uden tilladelse. Jeg beder Dem om at slukke for dette.
Fru formand, jeg vil ganske enkelt vide, hvad der sker med filmen, og hvad man gør ved den.
Jeg håber, De igen er faldet til ro, og at vi kan fortsætte afstemningen.
Nej, fru formand, eftersom vi har regler i Parlamentet, vil jeg anmode Dem om at spørge den pågældende herre, muligvis kan han selv redegøre for, hvad han foretager sig med sit kamera. Måske har han ikke film i apparatet, i så fald er jeg tilfreds.
Det er ikke tilladt at fotografere i salen uden tilladelse. Vi vil drøfte denne hændelse, for der findes ingen regler om denne detalje, og den vil blive drøftet i Præsidiet.
Fru formand, vi er allerede blandt kolleger. Parlamentet er en åben institution, og jeg vil gerne via Dem spørge den kære kollega, hvorfor han fotograferer, og om han i det mindste er villig til at aflevere sin film, hvis der er film i apparatet.
Jeg vil helst ikke have en detaljeret diskussion nu. Som parlamentsmedlem har han ret til at være i salen, men hændelsen er noget usædvanlig, og derfor vil vi drøfte den i Præsidiet. Jeg vil helst ikke, at der diskuteres mere om dette emne nu.
Fru formand, i et personligt anliggende anmoder jeg Dem på vegne af denne side af mødesalen om Deres opmærksomhed. Jeg har forstået, at den pågældende herre gerne vil svare, og jeg vil spørge ham, hvad han nu præcist foretager sig, fordi det ikke er første gang, jeg ser det.
Hr. Seppänen, ønsker De at sige noget til dette?
Fru formand, jeg har taget billeder af mødet i Europa-Parlamentet som souvenirer. Jeg kan ikke gå derop, da jeg er parlamentsmedlem, og jeg er uden tvivl berettiget til at skaffe souvenirer til mig selv.
Fru formand, jeg finder, at der er regler, og at kollega Seppänen i så fald skal indlevere sin film.
Hr. Cox til forretningsordenen.
Fru formand, jeg spørger mig selv, hvorfor det ærede medlem ikke fandt Den Liberale Gruppe fotogen. Vi er så vrede over ikke at være med. (Munterhed og bifald) )
Jeg vil gerne sige, at sagen dermed er afsluttet. Vi kan altså fortsætte vores arbejde.
Hermed er afstemningen afsluttet for i dag.
Fru formand, jeg beder kollegerne om endnu et øjebliks opmærksomhed. Vi færdigbehandlede i morges betænkningen af Marinucci. Det er ikke nødvendigt at udsætte den, vi kan udmærket foretage afstemning. Med Deres erfarne mødeledelse skulle det heller ikke tage lang tid.
Mødet varer i dag til kl. 20.00, og vi kan ikke efter forgodtbefindende overskride dette tidspunkt. I morgen har vi en hel række afstemninger om kvindespørgsmål, og derfor ville det være hensigtsmæssigt at samle det hele. Jeg spørger nu Parlamentet, om De yderligere vil stemme om betænkningen nu. Jeg gør, som De ønsker. (Parlamentet vedtog at fortsætte afstemningen)
Fru formand, kan De fortælle mig, om afstemningerne ved navneopråb, der har fundet sted i afstemningstiden her til aften, vil blive taget i betragtning ved beregningen af vederlag til parlamentsmedlemmerne, således at de, der skyndte sig af sted efter afstemningerne ved middagstid, vil få en overraskelse næste uge?
Hr. kollega Happart, regelen siger, at torsdag tæller fuldt med, med alle de afstemninger, der finder sted. Hvert enkelt parlamentsmedlem kender jo de konsekvenser, der er forbundet hermed.
Fru formand, vi er enige med ordføreren. Jeg vil gerne fremlægge et mundtligt ændringsforslag, da vi har misforstået hinanden. Vi opfordrer ikke til en lovgivning for at indføre en ret til deltidsarbejde, men derimod en lovgivning for at regulere det frivillige deltidsarbejde. Teksten er altså som følger: »sender en indtrængende opfordring til medlemsstaterne til, at de via lovgivning regulerer det frivillige deltidsarbejde og opfordrer Kommissionen til i den forbindelse at fremme og samordne indsatsen«. Vi kan ganske rigtigt ikke kræve, at alle personer overalt i verden skal have ret til deltidsarbejde. Virksomhederne ville ikke længere kunne fungere. Det er urealistisk. Man er trods alt nødt til at forstå dette, hvilket også ordføreren har gjort.
Ordføreren har nikket til mig, at hun er indforstået med det.
Jeg mener ikke, at det kan sidestilles. Det drejer sig her om det spørgsmål, hvorvidt virksomhederne som følge af en klar individuel ret skal tvinges til at træffe passende foranstaltninger. Det er noget helt andet end det, fru Lulling har foreslået. Fru Lulling kræver kun en lovgivningsmæssig regulering af området. Men her drejer det sig om en klar individuel ret. Det er noget andet. At blande dette sammen, det er virkelig for meget.
Der er stillet et forslag, og ordføreren er indforstået med det. Men hvis dette skal godkendes, skal jeg have Parlamentets tilslutning, det vil sige, at hvis der er indvendinger, skal jeg respektere dem. Hvis 12 parlamentsmedlemmer har noget at indvende, kan jeg ikke sætte det under afstemning. Det vil sige, at fordi der er rejst indvendinger, som skal respekteres, skal der stemmes om forslaget, således som det oprindeligt så ud. (Flere end 11 parlamentsmedlemmer rejste sig, og ændringsforslaget forkastedes)
Fru formand, kollegaen på plads 10 A taler i mobiltelefon. Jeg synes, at det er uhøfligt mod os andre repræsentanter at anvende telefon her i salen, og jeg ønsker, at formanden er opmærksom på dette.
Mobiltelefon er ikke tilladt her. Jeg håber ikke, at der nu er nogen, der kræver, at der også skal laves en båndoptagelse. Men jeg beder Dem indtrængende om at undlade det, det er virkelig håbløst!
Fru formand, jeg kan meddele kollega Seppänen, at jeg, fordi denne telefon er i uorden, lige via generalsekretæren for vores gruppe med min GSM-telefon forsøgte at advare og finde ud af, hvor hr. Seppänens film blev af.
Fru formand, jeg vil gerne takke Dem for at have holdt denne afstemning, og jeg vil gerne takke kollegerne for at have godkendt betænkningen. Jeg må dog sige, at det er meget alvorligt, hvis man stemte nej til muligheden for at anvende en del af strukturfondene til problemet vedrørende kvinders beskæftigelse. Jeg ved godt, at det ikke er sandt, at kommissær Flynn sagde dette i Porto, men hvis han havde sagt det, havde han haft ret, for så er det altså Parlamentet, der ikke ønsker at bede om disse penge. Hr. kommissær, De sagde ikke dette i Porto, og det forklarede De os i morges. Det stod ganske vist i aviserne, men De benægtede det, og det tror jeg på. Nu kunne De dog godt sige det. I dag har Parlamentet nemlig desværre fortalt Dem - og jeg ved ikke hvorfor - at det ikke er rimeligt at anvende en del af strukturfondene til kvinders beskæftigelse. Jeg ved ikke, hvem der har stemt sådan, og jeg ved ikke hvorfor, men det er efter min mening en fejltagelse.
Fru formand, det er en utrolig skandale for Parlamentet, at vi på grund af nogle gruppers stivsind ikke har været i stand til at vedtage en tekst om Kosovo, og så i den dramatiske situation, der hersker dér med den ubeskrivelige elendighed. Jeg mener, at vi i den nærmeste tid skal koncentrere al vores energi om to punkter. For det første demilitarisering af Kosovo og erstatning af de plyndrende lejesoldater og soldatergrupper med en international fredsstyrke og for det andet overførsel af politi, administration og retssystem til de valgte autoriteter i Kosovo. Dette minimumsprogram burde man kunne blive enig om. Det skal vi koncentrere os om, så kan vi spare os selv for sådanne skandaler som den i dag!
Fru formand, jeg er enig med hr. Posselt i, at det er en skandale, at vi ikke har kunnet blive enige. Men jeg vil bede hr. Posselt og hans venner om at søge at finde en fælles linje i dette vanskelige spørgsmål. Hvis De tror, at De kun kan få et flertal ved hjælp af en hård linje, så har De set i dag, at det ikke er muligt. Søg i dette vanskelige spørgsmål en fælles linje sammen med Socialdemokraterne her i Parlamentet, så vil vi også kunne blive enige.
Vi stemte anderledes end majoriteten i vores gruppe ved behandlingen af Kosovo-resolutionen. Vi ser, at anvendelse af militære styrker kræver en bemyndigelse fra FN's sikkerhedsråd. Desuden mener vi ikke, at hverken Den Europæiske Union eller Rådet bør tage stilling til anvendelsen af militære styrker, og at beslutningen om det hører til NATO, WEU og de enkelte medlemslande i EU. Betænkning af Castagnède
Det er udmærket, at der foretages en revision af systemet for merværdibeskatning. Der er også forslaget om et direktiv om forsøgsvis tilnærmelse af en reduceret skattesats for visse arbejdsintensive tjenester. Derimod er der ikke behov for nogen umiddelbar tilnærmelse af momssatserne. Flere lande med høj moms finansierer deres offentlige sektor med momsindtægterne
De franske socialister er, som de gjorde opmærksom på under valgkampen for 1½ år siden, tilhængere af en nedsættelse af det generelle momsniveau. Momsen er en indirekte skat, der rammer uafhængigt af indkomsten. Jeg vil endog hævde, at den forfordeler de socialt dårligst stillede klasser, for det er hos dem, at forbrugsandelen af den totale indtægt er højest. Vi ved samtidig, at vi bør gøre alt, for at indførelsen af euroen sker under tillidsvækkende omstændigheder, især med hensyn til budgetmæssig ligevægt. Hvad skal vi gøre? Efter min mening bør vi finde nogle pragmatiske og besindige, men dog effektive svar på det stillede problem, det vil sige gennemføre en målrettet nedsættelse af momsen for visse varer eller tjenesteydelser, som vi synes er væsentlige, hvilket den regelmæssige revision af Bilag H til det sjette momsdirektiv tillader os. Jeg tænker her først og fremmest på en nedsættelse af momssatsen for cd-rom'er med det formål på samme tid at sikre dette produkts sidestilling med bøger og fremme en fremtidsteknologi, som EU absolut er nødt til at være konkurrencedygtig i. Derfor stemte vi for ARE-gruppens ændringsforslag 4. Vi mener ligeledes, at nedsættelser af momssatsen bør overvejes med hensyn til bygning og restaurering af sociale boliger, den kollektive restaurering og de socialt dårligst stilledes adgang til retshjælp. Sådanne foranstaltninger findes allerede eller, hvad angår de sociale boliger, er ved at blive indført i Frankrig, men vi mener, at vi er nødt til at gå længere med hensyn til nedsættelsen af momssatsen og samordningen med vores europæiske partnere. Vi bør i enighed gå videre sammen i behandlingen af disse spørgsmål for at sikre markedets enhed og harmoniseringen af skatter og undgå illoyal konkurrence. Vi er også for ændringsforslag 3, 5 og 6 fra ARE-gruppen, som lægger vægt på behovet for en sådan samordnet nedsættelse. Jeg insisterer sluttelig på, at jeg især støtter Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen, der er at finde i punkt 6 i beslutningen om betænkning af Bernard Castagnède, til at udarbejde et direktiv, der gør det muligt »på forsøgsbasis« at anvende en reduceret momssats på visse arbejdskraftsintensive tjenesteydelser. Jeg tænker især på hjemmehjælp, der er med i den nationale, franske plan for beskæftigelse, som er udarbejdet som følge af det ekstraordinære rådsmøde i Luxembourg, og som Kommissionen gav udtryk for at ville støtte i sin meddelelse af 12. november 1997 om arbejdskraftsintensive tjenesteydelser. Men jeg vil gerne tilføje, at vi på dette område ikke bør nøjes med forsøg. Vi bør hurtigst muligt nå frem til en lovgivningsmæssig, bindende tekst. Kommissionen og Rådet bør være klar over vores vilje til at gøre fremskridt på dette punkt. Det er af helt afgørende betydning og afspejler en gammel bekymring hos de franske socialister, der er overbeviste om, at en sådan foranstaltning vil være til fordel for forbruget, men også for beskæftigelsen.
Betænkningen indeholder et omfattende forslag til harmonisering af de enkelte medlemslandes momssatser samt en ny fælles momsordning med afgiftspålæggelse i forhold til oprindelseslandet, som vi ikke kan støtte. Det er vores holdning, at skatte- og afgiftspolitik er et rent nationalt anliggende, og at Unionen derfor ikke skal blande sig i medlemslandenes muligheder for at føre en selvstændig økonomisk politik. I betænkningen fremhæves det, at reducerede momssatser kan være hensigtsmæssige ud fra sociale overvejelser med henblik på at undgå momsens regressive følgevirkninger. Det fremhæves samtidig, at en nedsat moms kan have gavnlige effekter på beskæftigelsen og medføre en begrænsning i omfanget af »sort« arbejde. Disse overvejelser er vi enige i, ikke mindst fordi momssatser på bl.a. fødevarer belaster høje og lave indkomstgrupper ens og dermed rammer forskellige socialgrupper økonomisk skævt. Vi mener imidlertid, at det må være op til de enkelte medlemslande at bestemme, hvilken social- og arbejdsmarkedspolitik de vil føre. Socialpolitiske overvejelser skal ikke bruges som påskud til øget integration inden for differentierede samarbejdsområder. Betænkningen pointerer yderligere, at rationaliseringen og moderniseringen af anvendelsen af de reducerede momssatser bør ske uden nævneværdig indvirkning på omfanget af de offentlige indtægter. Dette er vigtigt. I Danmark har vi en harmoniseret momssats på 25 %, hvilket er væsentligt højere sammenlignet med andre medlemslande. Provenuet fra denne indtægtskilde udgør en vigtig del af finansieringen af den danske velfærdsstat. Det er derfor vigtigt i denne forbindelse at nævne, at det i et grundnotat fra det danske skatteministerium til Folketingets Europaudvalg vedrørende forslag til Rådets direktiv om ændring af 6. momsdirektiv fremgår, at en ændring af fradragsreglerne, med en etablering af et refusionssystem, med tilbagebetaling af moms for indkøb i andre medlemslande, »vil indebære et provenutab for statskassen i størrelsesorden 1-2 milliarder kroner« (Skatteministeriet J.nr. 5.98-221-29). En gennemførelse af betænkningens forslag vil uundgåeligt få betydelige økonomiske følgevirkninger for det danske samfund og dermed få en indvirkning på omfanget af de offentlige indtægter. Disse økonomiske konsekvenser mener vi er uacceptable. Samtidig er det vores opfattelse, at det er befolkningerne og de valgte parlamentarikere i de enkelte medlemslande, der suverænt skal afgøre de økonomiske mål og midler for udformningen af deres samfund. Denne udvikling skal ikke dikteres fra EU. Betænkningen er derfor et skridt i den forkerte retning.
Jeg har ikke stemt for denne betænkning, eftersom jeg ikke deler synspunktet om, at merværdibeskatningen skal harmoniseres (punkt 8). Jeg deler heller ikke det synspunkt, at systemet for merværdibeskatning skal bygge på oprindelsesprincippet (punkt 1).
Jeg har jo tidligere benyttet lejligheden til at fremføre nogle argumenter angående spørgsmålet om en reduceret momssats for beskæftigelsesintensive tjenesteydelser og varer, men ved en fejltagelse til betænkningen af Secchi. Jeg vil her gerne kort kommentere kommissær Montis argumentation. Jeg anser det for absolut tillokkende her at anvende kriteriet lokalt eller regionalt begrænset økonomisk betydning for at kunne aftale en eksperimenteringsklausul, hvis mål, som også vi principielt støtter, er en obligatorisk harmonisering eller koordinering af skatte- og afgiftspolitikken i det kommende »euroland«. Nu ville jeg ønske, at en sådan positiv henvisning til lokalt eller regionalt begrænsede økonomiske kredsløb også i øvrigt bliver et ledende synspunkt for EU's politik. Men motiverne til protektionismen (ændringsforslag 2 fra Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa) eller støtten til visse brancher (ændringsforslag 8 fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre) burde i betragtning af den vanskelige videreudvikling af det europæiske momssystem heller lades ude af betragtning, for på den måde når vi aldrig frem til bæredygtige fælles reguleringer. Betænkning af Hendrick
Det bestrides vel efterhånden ikke mere, at de små og mellemstore virksomheder, SMV, indtager en nøgleposition i Den Europæiske Union. De har afgørende betydning for den økonomiske vækst i Europa og er en af de vigtigste faktorer for jobskabelsen, hvilket i betragtning af den aktuelle situation i Unionen med 20 millioner arbejdsløse er af stor betydning. Og lad os ikke glemme, at stats- og regeringscheferne på beskæftigelsestopmødet i Luxembourg i 1997 har sat sig som mål at fjerne denne uholdbare situation. Det skal nævnes, at andelen af SMV udgør 99, 8 % af de virksomheder, der er aktive i Europa - idet de små og mellemstore virksomheder dækker mere end 80 % - hvori 66 % af Europas beskæftigede arbejder. Deres omsætning i EU udgør 65 %. Betydningen af disse virksomheder i EU understreges endvidere af, at de på den ene side reagerer hurtigt på markedsudviklingen og dermed er særligt værdifulde for en hurtig indførelse af nye teknologier, og at de på den anden side kan koncentrere sig om nicher, og dermed styrkes Europas konkurrenceevne ved skabelsen af højtkvalificerede teknologiske arbejdspladser. Desuden spiller de en afgørende rolle, når det gælder om at støtte regionale udviklinger. Dette kan jeg som sydtyroler bekræfte, da jeg stammer fra en lille region, som har en sund økonomi, der udelukkende bygger på små og mellemstore virksomheder. Støtten fra EU's side bør efter min mening særligt koncentreres om netværk for standardisering og uddannelse samt om miljøadministration og adgang til de finansielle kilder. Netop på disse områder støder SMV især på barrierer og forhindringer. Derfor skal Kommissionen udvikle konkrete programmer for unge iværksættere med det formål at fremme og støtte uddannelse i administration, anvendelse af ny teknologi og frem for alt også etablering af netværk mellem virksomheder. Med min redegørelse vil jeg gerne understrege, at det i høj grad kunne være anbefalelsesværdigt at oprette et antal kapitalmarkeder i EU til fordel for SMV, også på grund af, at SMV hyppigt har store vanskeligheder med at skaffe start- og investeringskapital. Kort sagt, jeg tilslutter mig fuldt ud ordfører Hendricks redegørelse.
Jeg vil gerne gratulere vores kolleger for de to betænkninger om den femte årsberetning fra Det Europæiske Observationscenter for SMV og Kommissionens meddelelse om europæiske kapitalmarkeder for små og mellemstore virksomheder: perspektiver og potentielle hindringer. SMV'erne var rent faktisk den vigtigste kilde til jobskabelse sidste år. Men desværre er de store europæiske institutionelle investorer og bankerne alt for ofte tilbageholdende over for de små og mellemstore virksomheder, som for dem udgør en risikabel satsning. Ikke desto mindre findes der i Europa kapitalmarkeder for visse kategorier af SMV'er, som ofte er de mest nyskabende og konkurrencedygtige. Det står fast, at antallet af europæiske SMV'er, der er børsnoteret på markederne, er meget lavt sammenlignet med deres potentiale for job- og værdiskabelse. Kommssionens meddelelse går altså i den rigtige retning. Imidlertid er de punkter, som ordføreren nævner, af afgørende betydning, og jeg håber, at Kommissionen kan tage mest muligt hensyn dertil. Jeg vil i særdeleshed gerne understrege betydningen af hurtigst muligt at færdiggøre det indre marked, som bør være grundlaget for det nye europæiske kapitalmarked for SMV'er. I øvrigt er der grund til at glæde sig over, at den femte årsberetning fra Det Europæiske Observationscenter for SMV for året 1997 hovedsageligt koncentrerer sig om evalueringen af virkningerne af færdiggørelsen af det indre marked for de små og mellemstore virksomheder. I betænkningen foreslås der desuden nye og interessante idéer, som det er værd at undersøge, især med hensyn til miljø og turisme. Disse to specifikke områder er genstand for en meget interessant analyse, der fremhæver nogle punkter, som vores små og mellemstore virksomheder ikke kan komme uden om fremover - hensyntagen til virksomhedernes konkurrencedygtighed under udarbejdelsen af miljøregler, nye markeder for økologiske produkter osv. Fru formand, jeg støttede de to betænkninger og er glad for, at Parlamentet har vedtaget dem med så stort et flertal.
Jeg kan ikke stemme for denne betænkning, da jeg ikke deler synspunktet om, at man for at øge beskæftigelsen skal sænke skatten på arbejdskraft (punkt 11). Dette er direkte forkert. Jeg deler heller ikke synspunktet om, at en såkaldt Tobin-skat er en direkte trussel mod kapitalmarkederne (punkt 13). En Tobin-skat er et vigtigt instrument imod den nuværende spekulationsøkonomi. Endvidere deler jeg heller ikke de synspunkter, der fremføres i punkt 12. Betænkning af Scarbonchi
Efter at have læst den femte årsberetning fra Det Europæiske Observationscenter for SMV glæder vi os over det strukturerede helhedsbillede af SMV'erne og håndværksvirksomhederne i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, som gives af European Network for SME research . Selvom årsberetningen er generel og omhandler en masse forskellige emner, glæder vi os over dens uafhængige ånd. Vi godkender ligeledes årsberetningen, for så vidt at Kommissionens aktiviteter endnu en gang ses i sammenhæng med bekæmpelsen af arbejdsløshed. De små og mellemstore virksomheder er og forbliver en kilde til vækst og beskæftigelse, i fald nogen skulle have glemt det. I den forbindelse er vi enige med Økonomiudvalget i, at der stadig kan gøres en masse for at forbedre og forenkle det administrative klima for SMV'erne og effektivt målrette fællesskabsbistanden med det formål at undgå »spild«. Vi var specielt opmærksomme på de fremhævede emner i årsberetningen, nemlig en global reducering af den administrative byrde, forbedring af skatteklimaet, erhvervsmæssig uddannelse, udvikling af forskningen og den teknologiske innovation. Ikke desto mindre er vi af den holdning, at det er bydende nødvendigt at huske på vores forkærlighed for overholdelse af subsidiaritetsprincippet, og dét så meget desto mere som de berørte virksomheder generelt er private virksomheder. Vi mener, det er vigtigt at sørge for, at de ikke lukkes inde i og passivt accepterer fællesskabsbistanden, for det ville gøre understøttelsesordningen til en passiverende faktor. De ansvarlige ledere i de små og mellemstore virksomheder bør bevare deres entreprenørånd. De skal være i stand til at komme med nyskabende idéer, således at vi kan undgå at gøre dem til funktionæragtige »administrative maskiner«. Det er absolut nødvendigt at lette den administrative, lovgivningsmæssige og regeltunge byrde, som virksomhederne er påtvunget i deres hverdag, og som de får stadig vanskeligere ved at overkomme. Hvad angår skatteforholdene, som varierer fra land til land, minder vi i lyset af de seneste drøftelser i Parlamentet om, at det stadig suverænt er hver enkelt medlemsstat, der har magten til at ændre disse. Sluttelig, fru formand, konstaterer jeg overrasket, at euroen ikke nævnes med ét ord i årsberetningen på trods af, at der er en lang beskrivelse af turistsektoren.
Jeg har ikke noget imod indholdet i denne betænkning. Jeg vil bare påpege, at denne type betænkning er en del af den store mængde af unødvendigt arbejde, som udføres i Parlamentet. Der er vel ikke noget andet Parlamentet i verden, der sidder og udarbejder og stemmer om betænkninger, der drejer sig om årsberetninger fra i dette tilfælde et »europæisk observationscenter SMV«. Uanset betænkningens kvalitet, som er høj, giver sager af denne art Parlamentets arbejde et skær af latterlighed. Betænkning af Marinucci
Tak, fru formand. På trods af visse positive elementer kan min gruppe ikke stemme for Deres betænkning, fru Marinucci. Sagen er den, at vores første ændringsforslag, som i valgfrihedens navn gik ud på, at kvinderne skulle have frihed til at vælge mellem at indtræde øjeblikkeligt på arbejdsmarkedet eller vente en årrække for at sætte børn i verden og opdrage disse, blev forkastet. På trods af visse positive elementer, i særdeleshed Deres indrømmelse af, at der er grund til at anerkende plejen af plejekrævende familiemedlemmer i nationalregnskabet, kan jeg ikke støtte Deres betænknings generelle filosofi om en socialistisk og kollektivistisk mulighed for børnepasning. Fru Marinucci, børnene har ikke kun behov for at blive passet. De er ikke kun et problem i deres forældres karriereplanlægning. De har mere end nogensinde et behov for at blive opdraget, og kvinderne og mændene ønsker at opdrage dem. Jeg har mødt mange unge kvinder under forberedelserne til konferencen i Peking. De siger, at De er ked af, at kvinder i Europa er tvunget til at opgive erhvervsarbejde. Okay, men så kan jeg fortælle Dem, at der i dag i Europa er mange kvinder, som er kede af at måtte opgive at få flere børn på grund af mangelen på en rigtig familiepolitik, der kan leve op til sit navn i de europæiske lande. Det har negative følger for demografien, der i øjeblikket er en strukturel årsag til arbejdsløsheden i Europa. Men det er på nuværende tidspunkt et tabuemne i vores europæiske institutioner.
Fru formand, jeg ville have foretrukket ikke at skulle afgive stemmeforklaring, og jeg forstår fru Marinuccis skuffelse, efter hun har gjort en stor indsats for at finde et kompromis med mig angående ændringsforslagene. Hun er enig i vores ændringsforslag vedrørende punkt 4, men desværre har hr. Wolf overhovedet intet forstået, og det lykkedes ham at vildlede adskillige medlemmer, for hverken fru Marinucci eller jeg ønskede dette. Ikke mere end de andre, som stemte for uden at vide hvorfor. De stemte altså for, at medlemsstaterne fremover kan regulere retten til frivilligt arbejde på et hvilket som helst tidspunkt og i hvilken som helst retning. Hvis nogen vil have et frivilligt arbejde, bør arbejdsgiveren give vedkommende det. De efterlyser en sådan lovgivning i Fællesskabet, men det er jo totalt absurd. Vi ønsker, at det frivillige arbejde på deltid reguleres og reguleres ordentligt ligesom i mit eget land. I visse lande er der også ret til frivilligt arbejde under bestemte betingelser. Men hvis alle og enhver betingelsesløst og når som helst kan påberåbe sig retten til deltidsarbejde, kan virksomhederne ikke fungere længere. Vi ønsker dog trods alt, at virksomhederne fungerer. Fru Marinucci havde udmærket forstået det og sagde endda »Ja, det er ikke det, jeg ønsker«. Jeg er ked af det, fru formand, men af denne grund så vi os nødsaget til at undlade at stemme, for man kan i virkeligheden bede os om meget, men ikke om at stemme for den slags usømmeligheder.
Jeg sætter megen pris på kollega Marinucci, men dette forslag må jeg afvise, da det er ideologisk, strider fuldstændigt mod subsidiaritetsprincippet og nærmest indebærer, at alle unge kvinder i Den Europæiske Union skal ud på arbejdsmarkedet efter deres uddannelse. Det er dog fuldkommen absurd! Fru Seillier har foreslået, at man skal overlade det til kvinderne selv, om de vil hellige sig familien og husholdningen eller erhvervslivet. Det blev forkastet. Det er dog en ideologisk vrangforestilling, og jeg må virkelig sige, at vi som Europa-Parlament blamerer os selv totalt med den slags betænkninger. Jeg mener, vi bør behandle sådanne vigtige kvinde- og familieemner med væsentligt større omhu
Den beslutning, der er udarbejdet af Elena Marinucci, er en glimrende syntese af de krav, som Parlamentet bør stille i den aktuelle sammenhæng. Jeg ønsker at henlede Deres opmærksomhed på de punkter, der vedrører deltidsarbejdet, hvilket forekommer mig at være sagens kerne. Deltidsarbejdet har været en afgørende faktor for udviklingen af den kvindelige arbejdskraft i 90'erne. Kvinderne udgør i dag langt den største del af deltidsansatte, nemlig 83 %. Deltidsarbejdet omtales traditionelt som en positiv ting, der gør det muligt for kvinderne at forene deres erhvervsarbejde og familieliv. Imidlertid viser EUROSTAT's statistikker, at mange kvinder i deltidsarbejde ville foretrække et fuldtidsarbejde, og at arbejdet ofte finder sted sent på dagen eller i weekenden, hvormed de straffes i deres forsøg på at forene arbejde og familie. Dermed tilbagevises den idylliske fremstilling. Reorganiseringen af tilrettelæggelsen af arbejdstiden har medført en betydelig stigning i usikre og atypiske arbejdsformer såsom deltidsarbejde, midlertidigt arbejde og vikarjob, det har reduceret den sociale beskyttelse og betydet en forringelse af livskvaliteten for mange kvinders vedkommende. I modsætning til den gammelkendte kliché er deltidsarbejdet ikke kvindernes eget valg, men derimod for det meste arbejdsgivernes valg, og for de pågældende kvinder er det en reel belastning. Det er meget lidt brugt i industrien og ansvarsfulde stillinger og er begrænset til ufaglært arbejde i meget specifikke sektorer. Desuden kan en arbejdstager på deltid kun sjældent følge uddannelsestilbud på grund af de krav, der stilles til en deltidsarbejders arbejdstid. Professor Danièle Meulders fra Det Fri Universitet i Bruxelles har påpeget de problemer, som deltidsansatte står over for med hensyn til adgang til socialsikring. Omkring halvdelen af de deltidsansatte er ikke berettiget til understøttelse, hvis de bliver arbejdsløse. Elena Marinucci påpeger netop, at direktivet fra 1997 om deltidsarbejde overhovedet ikke dækker socialsikring og tillader udtrykkeligt medlemsstaterne at fastholde nationale grænseværdier, som udelukker en række deltidsansatte fra direktivets anvendelsesområde. Ordføreren vurderer, at det er nødvendigt at fremme deltidsarbejdet på det aktuelle arbejdsmarked, men at det også er af afgørende betydning at udvide det til faglært arbejde, tilskynde mændene til at benytte sig af det og gøre det muligt for alle deltidsansatte at få adgang til uddannelsestilbud og socialsikring. Jeg tillader mig ikke desto mindre at bemærke, at disse ønsker risikerer at forblive uden virkning, for jeg kan overhovedet ikke få øje på den politiske vilje til at gennemføre dem. Det mest radikale forslag til fremme af kvinders beskæftigelse i Europa er den drastiske afskaffelse af deltidsjob og en global nedsættelse af arbejdstiden for alle, både mænd og kvinder, og fuldtidsarbejde for alle med visse undtagelser. Eftersom man aldrig nogensinde vil kunne opnå denne situation uden kamp og uden at arbejde med langsigtede reformer, bør Den Europæiske Union begynde med systematisk at spørge sig selv om de eventuelle forskelsbehandlende virkninger af beskæftigelsespolitikkerne, hvis man vil overbevise borgerne om Unionens vilje til virkelig at nå frem til ligestilling mellem kvinder og mænd på arbejdsmarkedet og reducere forskellene på grund af kønsaspektet i forbindelse med arbejdsløshed. I lyset af det kommende europæiske topmøde, der skal handle om beskæftigelse, bør man opfordre hver enkelt medlemsstat til at oplyse følgende: 1.Fordeling af deltidsjob mht. køn og alder.2. Grund til virksomhedernes og de nationale politikkers valg af deltidsarbejde3. Timeløn ved deltidsarbejde4. Tal for andelen af deltidsjob i forhold til fuldtidsjob opdelt på erhverv5. Kvalifikationsniveau i deltidsjob6. Forholdet mellem deltidsjob og fattigdom7. Følger af deltidsarbejde for pensionen og andre overførselsindkomster8. Indvirkning på indkomsten i løbet af det erhvervsaktive liv9. Adgang til førtidspensionsordningerOvennævnte oplysninger gør det muligt gennem nøjagtige statistikker at bekræfte den diskrimination, som deltidsarbejdet udgør for kvinderne. Men vi kunne gå længere og spørge hver enkelt medlemsstat, når de fremlægger deres handlingsplan: 1.Hvilke potentielle følger har hver enkelt af de foreslåede politikker på kvindernes situation med hensyn til antallet og kvaliteten af stillingerne?2.Hvilke foranstaltninger tages der i uddannelsespolitikkerne, for at kvinder behandles på lige fod med mændene og, især, hvad foreslås der med hensyn til deltidsarbejde?3.På hvilken måde har de lande, der mener, at deltidsarbejdet er den bedste løsning til at dele arbejdet, tænkt sig at udbrede brugen af deltidsarbejdet blandt mænd og til faglært og velbetalt arbejde, og hvilke foranstaltninger har de truffet, for at deltidsansatte får adgang til tilstrækkelige pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelser?Lad mig afslutningsvis komme med en generel bemærkning. Kommissær Mario Monti har påpeget, at de medlemsstater, som ønskede at bevare kapital i deres land, har lidt under markedslovene og måttet nedsætte skatten på kapitalgevinster med 10 % på 12 år. Og eftersom de måtte finde nye indtægtskilder, øgede de i den periode beskatningen på arbejdsindtægter med 20 %. Ifølge kommissær Monti er beskatningen af arbejdsindtægter ansvarlig for en tredjedel af den europæiske arbejdsløshed. Jeg beder Dem tænke over dette tal, der er knyttet til udviklingen af informationsteknologier og til det faktum, at den frie kapitalbevægelse i strid med de ønsker, som Europas grundlæggere havde ytret, var den første af Fællesaktens fire friheder, der blev gennemført.
I betragtning af den stigende arbejdsløshed blandt kvinder i Europa er denne initiativbetænkning af Marinucci særligt vigtig. Arbejdsløshedsprocenten blandt kvinder var i februar 1998 12, 3 % og 8, 9 % for mænd. I alle Europas lande bortset fra Sverige er arbejdsløshedsprocenten højest for kvinder. Udvalget kræver derfor i sin beslutning, at Kommissionen udarbejder mere præcise statistikker for arbejdsløsheden fordelt efter køn. Udvalget appellerer til medlemsstaterne om at lovregulere retten til deltidsarbejde. Arbejdsmarkedets parter skal indgå en rammeaftale om atypiske arbejdsformer, og Kommissionen skal fremlægge et forslag til et rammedirektiv om børnepasningsordninger i medlemsstaterne. Også kvinder, der ikke er tilmeldt som arbejdsløse, skal kunne deltage i uddannelsesprogrammerne. Det glæder mig, at ved gennemførelsen af EU's beskæftigelsesretningslinjer har Østrig i sin nationale handlingsplan for beskæftigelse vedtaget særlige foranstaltninger til at skabe ligestilling, som ikke kun tilgodeses i søjle IV i den nationale handlingsplan for beskæftigelse, men i overensstemmelse med konceptet gender mainstreaming også i de andre søjler. Således vil vi arbejde for, at der tages endnu større hensyn til dette aspekt i diskussionen om videreudviklingen af beskæftigelsesretningslinjerne og de strukturpolitiske foranstaltninger, og vi vil fremskynde integreringen heraf i samtlige Den Europæiske Unions politikker.
Hr. Fabre-Aubrespy til forretningsordenen.
Fru formand, under afstemningen lige før bad jeg om at få ordet. Jeg insisterede ikke på at få det, da De ikke gav mig det, men hvorom alting er, ønskede jeg at få ordet under afstemningen om beslutningen vedrørende Sudan, nærmere betegnet ændringsforslag 1 om punkt 6, for nogen måtte af hensyn til protokollen gøre opmærksom på en iøjnefaldende modsigelse. De gennemførte en særskilt afstemning for den oprindelige tekst og for ændringsforslaget. Først lod De os stemme om den oprindelige tekst og derefter om ændringsforslaget for sluttelig at vende tilbage til den oprindelige tekst. Således fik De os til at stemme tre gange ved navneopråb i stedet for to, hvilket koster os dyrt, idet et navneopråb koster FRF 8.000. Desuden bragte De Dem i uoverensstemmelse med Dem selv, idet De fik forsamlingen til at stemme imod den første del af det, De kalder ændringsforslag 1, det vil sige den oprindelige tekst i punkt 6, for bagefter endnu en gang at sætte punkt 6 under afstemning og få det vedtaget. Der er altså i protokollen i forbindelse med navneopråbene to modsigelser, to modsigende afstemninger, og det ville jeg gerne understrege, for det er vigtigt at forstå, at et ændringsforslag ikke er den oprindelige tekst. Når vi stemmer særskilt om ændringsforslaget, betyder det, at vi først stemmer om ændringsforslaget og derefter om den oprindelige tekst.
Hr. Fabre-Aubrespy, det er en misforståelse. Vi stemte først om ændringsforslaget. Det blev forkastet, nærmere bestemt i to dele. Så blev begge dele forkastet hver for sig, og så blev der stemt om forslaget i dets oprindelige form, for nogle ønskede kun den ene del, og andre kun den anden. Men så skal der - hvis det forkastes - stemmes endnu en gang om den oprindelige tekst. Det var jo kun delene, der blev forkastet, men ikke helheden.
Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om betænkning (A4-0270/98) af Colombo Svevo for Udvalget om Kvinders Rettigheder om kooperativers betydning for øget beskæftigelse blandt kvinder.
Fru formand, hr. kommissær, jeg vil takke fru Colombo Svevo for hendes bidrag til de fælles bestræbelser, som hele Den Europæiske Union gør sig for at fremme og skabe beskæftigelse. Bestræbelser, der omfatter søgning efter nye former for arbejde og ligeledes nye former for organisering af dette og fører den sociale beskyttelse i retning af beskæftigelse. I denne betænkning undersøges og fremlægges det med stor nøjagtighed og i en samfundsøkonomisk og nytænkende ånd, hvordan kooperativer og den kooperative sektor kan begunstige integration i erhvervslivet af kvinder med ringe kvalifikationer uden erhvervserfaring eller kvinder, der på grund af familieforpligtelser har været uden for arbejdsmarkedet i nogle år. Sådanne virksomheder gør det muligt at forene familie og arbejde og udbyde grundtjenester af kvalitet til beskedne priser og for størstedelens vedkommende til de dårligst stillede grupper. Kooperativerne kan takket være deres medbestemmelsesform og tilpasningsevne - og på grund af servicesektorens store efterspørgsel især inden for social- og sundhedssektoren - omdanne arbejde, der traditionelt er udført af kvinder alene uden social anerkendelse og økonomisk kompensation til lønnede, erhvervsfaglige aktiviteter. Vores samfund står over for meget alvorlige demografiske og sociale udfordringer, der har indflydelse på de ældre, handicappede børn og kvinders mangel på økonomisk uafhængighed med den deraf følgende overvægt af fattigdom hos kvinder. Ordføreren anmoder Kommissionen om at udarbejde en hvidbog, der beskriver de forskellige europæiske landes meget positive erfaringer og ligeledes erfaringernes særlige træk. Hun beder også Den Europæiske Socialfond om støtte til at kanalisere kvindernes erhvervsfaglige potentiel over i dette nye system med kooperativer ved at fremme oprettelsen af konsortier, net, firmaer under den kooperative sektor, som rådgiver, tilbyder uddannelse og organisatorisk hjælp samt juridisk rådgivning på området og adgang til kredit og finansielle og fiskale incitamenter. Hr. kommissær, Amsterdam-traktaten giver Den Europæiske Union et nyt mandat i kampen mod udstødelse med fornyende foranstaltninger. De foreslås i denne betænkning, og vi vil støtte dem. Vi håber, at De også vil gøre det.
Mange tak, hr. formand, kære kolleger. Demografiske rundspørger viser, at menneskene i dag bliver ældre og ældre, og derfor stiger også behovet for visse sociale serviceydelser. Dette gælder først og fremmest for lavtuddannede kvinder, som sandsynligvis er hårdest ramt af vanskelighederne på arbejdsmarkedet. Imidlertid er de særdeles høje ekstraordinære lønomkostninger ofte en hindring for, at disse kvinder ansættes i servicesektoren, og der er derfor risiko for, at de glider over på det grå arbejdsmarked. Af den grund bør alle modeller, som er anderledes, såsom kooperativer, foreninger eller velgørende organisationer, anvendes for at kunne modvirke disse problemer. Den Europæiske Union definerede i 1993 i sin hvidbog om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse en strategi for skabelse af flere arbejdspladser og anbefaler en aktiv arbejdsmarkedspolitik. En ny hvidbog som supplement skal hilses velkommen. EU-Kommissionen medregner eksplicit serviceydelser i hjemmet til dette område, hvor der kan skabes et stort antal arbejdspladser. En mulighed ville være en såkaldt serviceydelsescheck, som gør det lettere at få socialt sikret beskæftigelse i private husholdninger, fordi arbejdstageren med denne check automatisk ville være socialt sikret, også ved en ganske beskeden beskæftigelse. Denne model giver først og fremmest mange kvinder en mulighed inden for sociale serviceydelser. Det er ganske vist et minus, at lønnen her er lav. Men her skal det ikke overses, at disse sociale serviceydelser er en god start for arbejdsløse lavtuddannede kvinder. På den baggrund håber jeg, at disse nævnte modeller betyder et yderligere skridt i retning mod en mere retfærdig integrering af kvinder i arbejdsmarkedet.
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske fru Colombo Svevo med betænkningens kvalitet. Hun har understreget den vigtige rolle, som kooperativer og den sociale økonomi i almindelighed spiller og fortsat vil spille for jobskabelsen og fremme af lige muligheder. Den sociale økonomi vil give os mulighed for at tage en række af morgendagens økonomiske og sociale udfordringer op og skabe nye arbejdsplader, som ofte er langt sikrere og varer længere med bedre sociale forhold og arbejdsbetingelser, samtidig med at vi skaber overskud, der omfordeles og geninvesteres. I betænkningen peges der på, at den sociale økonomi kan være svaret på uopfyldte behov, der kan betragtes som mulige nye kilder til beskæftigelse, navnlig for kvinder. Det skal bemærkes, at beskæftigelsesretningslinjerne for 1998 indeholder en separat søjle, som drejer sig om lige muligheder for kvinder og mænd. Styrkelsen af ligerettighedspolitikken er en selvstændig, men helt ny bestanddel i politikker, der har til formål at skabe beskæftigelse og bekæmpe arbejdsløsheden. Den fremgangsmåde, der skitseres i betænkningen, stemmer meget fint overens med vores beskæftigelsesstrategi og navnlig med ligerettighedsaspektet af strategien. Det er et vældig godt eksempel på de lige muligheder, vi har talt om her i Parlamentet. Jeg vil gerne komme ind på nogle få af de vigtigste punkter, der blev nævnt. I betænkningen tales der om behovet for at indføre en europæisk statut for disse sektorer. Europæiske statutter har fortsat høj prioritet for Kommissionen, selvom forslaget til direktiver og forordninger har ligget på Rådets bord siden 1993. Jeg er enig i, at denne sektor behøver klart definerede juridiske og skattemæssige rammer for at kunne udvikle sig på det indre marked. Kommissionen vil nøje gennemgå forslaget om en undersøgelse af den sociale økonomis størrelse og betydning, dens indvirkning på beskæftigelsen og navnlig på kvinders beskæftigelse. Kommissionen vil udnytte resultaterne af arbejdet i det rådgivende udvalg for kooperativer, gensidige selskaber, foreninger og fonde, som Kommissionen oprettede den 13. marts i år. Det rådgivende udvalg er og vil fortsat være en af Kommissionens hovedkilder med hensyn til rådgivning og information om situationen i praksis. Vi kan også trække på de erfaringer, der er indhentet gennem NOW, Horizon, Integra og andre lignende programmer. Vi vil fremlægge en fuldstændig beretning om frivillige organisationer og fonde næste år. Beretningen vil indeholde anbefalinger om, hvordan frivillige organisationers og fondes sociale og økonomiske rolle kan styrkes. Den 30. november og 1. december afholdes der i Bologna en europæisk konference om kooperative virksomheder i år 2000. Det bliver meget nyttigt, fordi konklusionerne fra denne konference vil give os mulighed for at afgøre, hvordan vi bedst reagerer på Deres krav om en hvidbog om kooperativer og sociale virksomheder. Kommissionen vil også se på, hvordan man kan tildele finansiering til navnlig at hjælpe kvinder med at starte egen virksomhed, især på det socialøkonomiske område. Her har jeg noteret fru Bennasar Tous' argument om, at Socialfonden har en rolle at spille her og måske kan anvendes mere effektivt på dette område. Inden for det tredje flerårige program for små og mellemstore virksomheder i år har vi offentliggjort en indkaldelse af forslag til pilotaktioner vedrørende uddannelse af ægtefællers partnere. Vi har også offentliggjort en indkaldelse af udbud om bl.a. kvindelige iværksættere og forsøger at identificere deres krav, når de opretter og driver deres virksomheder. Samtidig er vi i samarbejde med den nationale svenske styrelse for industriel og teknisk udvikling ved at forberede en konference om kvindelige iværksættere, der skal afholdes i Stockholm fra den 30. november til den 2. december i år. Så Kommissionen vil yde støtte til oprettelsen af et europæisk net af socialøkonomiske enheder, og nettet kan forvaltes af de offentlige myndigheder og sektoren for social økonomi i fællesskab. De kan levere information, dokumentation, uddannelse og bistand i projektudvikling og navnlig i oprettelse af partnerskaber til finansiering og økonomiske garantier. Kommissionen har til hensigt at videreføre sine bestræbelser på at fremme udviklingen af den sociale økonomi gennem Unionens forskellige politikker og initiativer. Den vil bestræbe sig på at sikre, at lige muligheder for mænd og kvinder bliver virkelighed, samt at enheder inden for den sociale økonomi, navnlig dem, der drives af kvinder, får maksimal støtte, så de kan spille deres rolle fuldt ud i Unionens sociale og økonomiske liv. Der er betydelige muligheder, og vi vil give fuld støtte til bestræbelserne på at udnytte dem.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0273/98) af García Arias for Udvalget om Kvinders Rettigheder om enlige mødre og familier med kun én forælder.
Hr. formand, hr. kommissær, først vil jeg sige, at der er to rettelser til teksten. Da vi i udvalget stemte om denne betænkning, fjernede vi to henvisninger til to lande: fremhævelsen af Det Forenede Kongerige i henvisning F og udtrykket »De Forenede Staters model« i punkt 12. Jeg beder Dem huske dette ved afstemningen. I virkeligheden, kolleger, hr. formand, drejer dette sig om en stor gruppe af familier i Den Europæiske Union. De demografiske ændringer, de nye tendenser med ændring af de kulturelle og sociale mønstre betyder, at der, omend på forskellig måde fra land til land, opstår et stigende antal af denne nye familietype: familier med én forælder. Selvom der også er mænd, der af forskellige årsager er de eneste ansvarlige for deres børns opdragelse, omhandler denne betænkning grundlæggende enlige mødre, ugifte, separerede, skilte, enker eller forladte, som står alene i livet og med vanskeligheder af enhver art forsøger at få børnene godt i vej og nogle gange også andre slægtninge. Denne forhandling er vigtig, fordi der i disse tider med økonomisk vækst og - hvilket er selvmodsigende - med budgetmæssige justeringer, nedskæringer i de sociale udgifter, flotte taler om ting som konkurrencedygtighed og beskæftigelse af alle, både mænd og kvinder, om begreber som arbejdsmoral i samfund med høje tal for arbejdsløshed blandt kvinder og for usikre job, begynder at være interesse for nogle modeller - der helt sikkert stammer fra den anden side af Atlanterhavet - som synes at stille spørgsmålstegn ved de sociale ydelser, der heldigvis beskytter disse kvinder og deres familier, og som i nogle tilfælder ønsker at fremstille dem som parasitter, der bevidst misbruger det sociale velfærdssystem. Mærkeligt nok er nogle af de anklagende stemmer - og vi har lyttet til en i formiddag - de samme som lovpriser moderskabets sociale værdi, som forsvarer familien som samfundets kerne, og som i visse tilfælde taler for løn og social sikkerhed til husmødre, naturligvis på bekostning af socialsikringsbudgetterne. Denne forhandling kommer efter de fremragende betænkninger af vores kolleger Marinucci og Colombo Svevo, som har givet os et klart billede af kvindernes situation i forhold til arbejde, vanskelighederne med uddannelse, med manglen på tilgængelige infrastrukturer til børnepasning, med diskrimination med hensyn til adgang til arbejde og med behovet for, at mange ægtefæller også tager ansvar for husarbejde og børnepasning. Men hvis det er sådan for størstedelen af kvinderne, kan vi forestille os de yderligere vanskeligheder, der er i de familier, hvor der ikke er en økonomisk indtægt fra en anden ægtefælle, og der ikke engang er en person, som man kan kræve tager medansvar for husarbejdet. Jeg mener ikke, at det er overdrevet at sige, at der er tale om en af de såkaldte sociale risikogrupper, der er udsat for fattigdom, mislykket skolegang for børnene og social udstødning. Derfor kræver familier med kun én forælder hjælp og særlig omsorg af forskellig art og støtte fra de offentlige forvaltninger, selvom nogle af disse kvinder eller familier har arbejde. I de fleste tilfælde desværre dårligt lønnet og usikkert. I denne betænkning tales der for, at Kommissionen og medlemsstaterne gennemfører en seriøs debat om de forhindringer, som de står over for, og udarbejder politiske og økonomiske holdninger, der bidrager til social integration og økonomisk uafhængighed for disse kvinder, hvor også strukturfondene tages i anvendelse, og Kommissionen anmodes udtrykkeligt om at undersøge mange arbejdsgiveres tilbageholdenhed og diskrimination over for ansøgere med børn. Hvis dette allerede sker i almindelighed, hr. kommissær, er det let at forestille sig de særlige vanskeligheder, disse kvinder har med at få ansættelse, når arbejdsgiverne ved, at de har ansvaret for familien alene. Men i betænkningen - jeg slutter nu - efterlyses også en ansvarsfølelse hos de fædre eller i færre tilfælde mødre, som er borte fra familien, og der opfordres til, at skilsmisseaftaler og andre fremgangsmåder og retssystemer forbedres, således at begge forældre opfylder deres forpligtelser.
Hr. formand, betænkningen af García Arias skal ses i en samlet sammenhæng, også sammen med betænkningen af Marinucci, som vi allerede har stemt om i dag. Jeg håber, at Rådet (socialministre) den 5. oktober inddrager Parlamentets konklusioner i sine beslutninger, for netop de enlige mødre, som denne betænkning jo især er koncentreret om, har hårdt brug for initiativer. Vi er naturligvis klar over, at det i første række er medlemsstaterne, der skal leve op til deres ansvar, og også arbejdsmarkedets parter skal gøre mere for de enlige mødre. Men Den Europæiske Union har også et stort ansvar her. Fattigdomsrisikoen i Unionen stiger, når kvinder og mænd bliver skilt, især i Tyskland kan det tydeligt aflæses i statistikkerne. De enlige forældre glider meget hurtigt ud i afhængighed af sociale ydelser og har også meget vanskeligt ved at komme ud af denne situation igen. Derfor er de skridt, der her er foreslået, uomgængeligt nødvendige, først og fremmest med henblik på gode børnepasningsordninger, som også er til at betale. På dette område er der stadig store mangler i Den Europæiske Union. Jeg vil gerne gøre opmærksom på endnu et punkt. Ved skilsmisser foreslås det i punkt 18 og 16 at tilstræbe en fælles forældremyndighed for forældrene. Men på den anden side er jeg bange for, at dette sker på børnenes bekostning, hvis der er spørgsmål, som forældrene ikke er enige om. Jeg vil gerne plædere for, at der skabes entydige ordninger, som ikke er til skade for børnene. Om reformen af strukturfondene følgende: Her bliver det helt tydeligt, at vi skal forankre gender mainstreaming i lovgivningen. I betænkningen af Marinucci var der ikke fastsat nogen procentsats for integreringen af kvinder, men i henhold til beskæftigelsesretningslinjerne er det ikke nok at henvise til lige muligheder for mænd og kvinder, men det er nødvendigt med en dobbelt prioritering specielt for enlige forældre. Vi skal være åbne for nye modeller, f.eks. for indførelse i overenskomsterne af nedsat arbejdstid for enlige forældre.
Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for det arbejde, hun har udført, og hvor hun også har taget højde for de forskellige holdninger i udvalget. Vi står over for et vigtigt fænomen, og det er et fænomen, der bliver stadig mere udbredt. 10 % af børnefamilierne befinder sig nemlig i denne situation. Vi har at gøre med nogle situationer, som er meget forskellige: skilsmisser, separationer og børn, der fødes uden for ægteskab. Det er situationer, der alle afspejler en svækkelse af familiens struktur, og vi bør foretage en grundig analyse af denne, hvis vi ikke vil nøjes med at være et slags neutralt observationscenter for disse ændringer. Vi ønsker tværtimod at forstå årsagerne og også det modsætningsforhold, der er mellem familien - som stadig bliver opfattet som en værdi i Europa - og så den adfærd, der ofte svækker den. Selvom jeg er bevidst om de til tider store forskelle, der er mellem vores meninger om dette emne, så mener jeg alligevel, at vi må være enige i ordførerens valg, der grundlæggende tager sigte på at sikre en støtte - hvad enten det er social sikring, offentlig forsorg eller en økonomisk støtte - til de familier, som er i en prekær situation, der bliver endnu mere dramatisk, når man tænker på, at 85 % af familierne med kun én forælder har en kvinde som familieoverhoved. Vi støder her på nogle psykologiske, økonomiske og sociale vanskeligheder, der kræver en målrettet politik samt nogle politikker, der er lige så forskellige som de situationer, de er møntet på. Betænkningen remser disse mulige foranstaltninger op, som jeg ikke vil gentage. Jeg vil dog understrege, at betænkningen meget fornuftigt afviser forsorgsløsningen, og at den således tager højde for nogle foranstaltninger, hvor forældrene selv skal påtage sig et ansvar. Samtidig afviser betænkningen dog også den fordom, at den, der har brug for støtte, blot er en snylter, som skal tvinges til at arbejde og klare sig selv. Ofte er det ikke muligt at klare sig selv, og derfor er disse instrumenter nyttige. Europa har sin egen kultur på dette område, og det er efter min mening en del af Europas identitet at have en så stærk sammenhæng mellem ansvar og solidaritet.
Hr. formand, der er ikke altid kun triste forhold i familier med kun én forælder. De og jeg kender sikkert mange varme og hyggelige familier, hvor moderen også ofte er aktiv på arbejdsmarkedet. Men i denne gode betænkning af García Arias drejer det sig netop om den trods alt meget store gruppe af sårbare familier. Det er allerede nævnt, 80-90 % af de enlige forældre er kvinder. Ydelse af en mindsteløn ser måske på kort sigt ud til at være den bedste løsning både for myndighederne og for moderen, men på længere sigt er ingen tjent hermed. Vi skaber på denne måde finansiel og social afhængighed, der hverken kommer den enlige forælder eller børnene til gode. Derfor går vi, og jeg tror, det gælder for alle grupper, ikke ind for formynderskab, men for aktiv støtte, gode børnepasningsforhold, fremme af uddannelse med børnepasning i forbindelse med uddannelsen og opmuntring til at tage arbejde. Kun på denne måde kan disse familier på længere sigt få deres finansielle og sociale uafhængighed tilbage, samtidig med at vi undgår, at de bliver en marginalgruppe i samfundet. På den måde hjælper vi også børnene, der skal vokse op i omgivelser, der giver dem den nødvendige sikkerhed, og som også tjener dem som eksempel, så de ikke ender i en ond cirkel. Individualiseringen af det sociale system er også essentiel for min gruppe. Ændringsforslag 1 til punkt 19 af Mimi Kestelijn, medlem af min gruppe, anbefaler jeg derfor varmt. Derimod finder vi nr. 20 et farligt punkt. Heri slås til lyd for, at forbedring af situationen for familier med én forælder skal prioriteres højere end overvejelser vedrørende underskuddet på statsbudgettet. Nedbringelse af underskuddet på statsbudgetterne og fuld tilpasning af ØMU-kriterierne er i alle borgeres interesse, det gælder også familier med én forælder. Vi afviser også USA-modellen. Den britiske model åbner muligheder for en strukturel løsning, for vi skal væk fra enlige mødre, der styrer deres familier som hjælpeløse ofre. Vi skal gennem vores strukturelle foranstaltninger sørge for, at de kan deltage aktivt i samfundet. Det er den vej, vi skal, også via de europæiske strukturfonde. Kommissær Flynn, i øjeblikket ønsker vi ingen kvote, fordi vi vil give mainstreaming (ligestillingsprincippet) en chance. Men vi stoler på, at De vil give mange enlige mødre muligheder via strukturfondene.
Hr. formand, i fru García Arias' betænkning forelægges ændringerne i den sociale og demografiske struktur i det eksisterende Europa og behovet for at tilpasse serviceydelser og ressourcer til denne virkelighed. At tale om denne betænkning er at tale om forringelsen af arbejdet for kvinder, om manglen på serviceydelser, som letter integrationen af kvinder på arbejdsmarkedet og om såvel staternes som fællesskabets politikkers forsømmelse af at fremme lighed med virkelige og effektive foranstaltninger. I ændringsforslagene til betænkningen er der to synspunkter: Det ene, som vi kunne kalde konservativt eller klassisk, beskytter familien og anser familier med kun én forælder som et eksisterende onde, der skal afhjælpes, men ikke accepteres som noget normalt, og det andet synspunkt - som jeg vil kalde progressivt - ser denne nye familiemodel som et resultat af samfundets og økonomiens udvikling og mener, at den skal beskyttes og respekteres. De ændringsforslag, vi har fremsat, og som de andre progressive grupper har fremsat, mener jeg, tager godt fat på den alvorlige situation, som familier med kun én forælder befinder sig i, idet de presser de offentlige myndigheder til at erkende manglerne og fremkomme med løsninger. Det tages også i betragtning, at familier med kun én forælder kan være resultatet af et personligt valg, og at de også har brug for en stærk social støttestruktur. Fru García Arias, jeg lykønsker Dem med betænkningen, med den progressive synsvinkel, som De har givet den, men også med at De har været i stand til at samle flere synspunkter, hvilket efter min mening muliggør, at et flertal i Parlamentet stemmer for den, og jeg kan selvfølgelig allerede nu sige, at vi stemmer for den.
Hr. formand, først vil jeg gerne komplimentere fru García Arias med en fremragende betænkning. Den er meget omfattende og rummer en vision om, hvordan medlemsstaterne og Den Europæiske Union kan forbedre enlige forældres stilling. De er jo en af de mest sårbare grupper i vores samfund. Jeg vil imidlertid gerne kommentere hendes henvisning til Det Forenede Kongerige, som hun interessant nok ønsker at fjerne fra teksten. Jeg forstår, at mine tidligere kammerater fra Labour føler sig ubehageligt tilpas, og hvorfor de ønsker dette taget ud. Sandheden er, at det er fuldstændig korrekt. Det Forenede Kongerige har skåret i støtten til enlige forældre som led i sine budgetstramninger, men ligeledes på grund af den ideologiske forpligtelse om den såkaldte workfare -model. Det vil sige, at der i dag er tale om et element af tvang i Det Forenede Kongerige: Enten accepterer man faglig eller almen uddannelse eller arbejde, eller også reduceres ydelserne eller falder helt bort. Det går i retning af den anden ændring, fru García Arias foretog, nemlig at fjerne henvisningen til USA. Jeg har undervist og forsket i USA. Jeg har set workfare -modellen på nærmeste hold. Jeg har set kvinder stå op kl. 5 om morgenen for at bringe børnene til pasningsordninger og derefter gå på arbejde eller følge almen eller faglig uddannelse, fordi alternativet er helt at blive frataget ydelserne. USA's præsident, hr. Clinton, er i vanskeligheder på grund af et lille seksuelt problem, men mit egentlige ankepunkt mod ham er, at han er den mest reaktionære amerikanske præsident, når der er tale om offentlige ydelser og enlige forældre. Han har beskåret AFDC-programmet og begrænset det til to år. Det har haft alvorlige konsekvenser for enlige forældre, hvoraf de fleste er kvinder, og tvunget dem ud i lavtlønnet, slavelignende arbejde eller undertiden uddannelsesordninger, som er helt utilstrækkelige. Så jeg synes, at De skulle lade disse referencer blive stående. De er begge yderst relevante. Endelig er dette den sjette betænkning, jeg har taget ordet til i dag for Den Grønne Gruppe. Måske kan De bede Deres tjenester undersøge, om det er en rekord.
Hr. formand, den situation, som mange enkemænd og enker i Europa befinder sig i, når de skal forsørge små børn, kræver i allerhøjeste grad en lovgivningsmæssig indsats til fordel for dem. For de kvinder og mænd, der er skilt, og som skal forsørge børn, er det en meget vanskelig situation, der bør gøres noget ved. Loven bør forbedres under hensyntagen til de forskellige situationer. Jeg kan ikke sidde overhørig, at der ikke længere findes nogen familiemodel, og at alle familiemodeller er lige gode. Det er en voksens forslag, som udtrykker uansvarlighed, for det er trods alt bedre for børn at have en far og en mor, og at begge bidrager ikke alene til børnenes materielle liv, men også til børnenes opdragelse. Lad gå, at en familie med én forælder kan være resultatet af livets tilfældigheder, f.eks. hvis man bliver enke eller skilt, men at man præsenterer en familie med én forælder som en alternativ og valgt familiemodel - det drejer sig ofte om kvinder - at man gør det til et valg i livet ligesom alle mulige andre valg, som kræver, at samfundet skal indordne sig, dér siger jeg nej.
Hr. formand, fru ordfører. Jeg kan med fornøjelse stemme for Deres betænkning, men ved familiepolitiske diskussioner begår vi næsten altid den fejl, at vi ganske vist taler om mødrenes rettigheder og endda om fædrenes rettigheder, men ikke om børnenes rettigheder. Jeg mener, at børn af enlige mødre har præcis samme rettigheder som børn, der har to forældre, således at de skal have ret til at blive opdraget, passet og puslet om af deres mor. Jeg savner derfor i denne betænkning også en henvisning til, at enlige mødre skal have ret til at kunne blive hjemme hos deres små børn, hvis de ønsker det, på samme måde som mødre, der lever i et lykkeligt ægteskab og ikke har økonomiske bekymringer. Jeg er meget stolt over, at Østrig giver enlige mødre en ægte valgmulighed. Gifte mødre får i Østrig i 1½ år en moderskabsydelse på ATS 5.700, det vil sige over BEF 17.000. Enlige mødre får pr. måned ca. BEF 24.600. Jeg skal opfordre alle medlemsstater til at gøre tilsvarende. Men den foreliggende betænkning viser også, fru ordfører, at netop enlige mødre ofte er arbejdsløse, er dårligt uddannede eller endda slet ikke har krav på moderskabsydelse, fordi de måske endnu ikke har haft et arbejde. Jeg vil gerne for familiepolitikkens vedkommende bruge det nuværende rådsformandskab som eksempel. Vi arbejder i Østrig for øjeblikket på at gennemføre et krav om moderskabsydelse for alle mødre, også for kvinder, der er studerende, landmænd og selvstændige, og for kvinder, der har været for dårligt uddannede eller for unge til at have haft et arbejde. Også disse kvinder skal have penge og skal have ret til at blive hos deres små børn på samme måde som velhavende kvinder, som har en lykkelig ægtemand. Jeg opfordrer alle medlemsstater til at gøre sådan og afholde sig fra anmassende erklæringer.
Hr. formand, jeg må sige, at jeg er særlig glad for at have fået taletid om netop dette spørgsmål, da vi i Sverige er midt i en valgkamp, der afsluttes med valget på søndag, og slutspurten er kommet til at handle om netop enlige mødre, som, man nu i sidste øjeblik er kommet i tanker om, også har stemmeret. Lad mig dog først udtrykke min begejstring over denne betænkning. Jeg glæder mig især over, at man går ind for, at enlige forældre ikke gøres til en form for syndebuk i de generelle nedskærings- og sparetider, men man konstaterer derimod, hvilket jeg finder helt rigtigt, at vi bør føre en politik, der bygger på solidaritet og ikke på straf. Jeg har valgt at bruge min korte taletid på et spørgsmål, som vi nu har drøftet mange gange, nemlig børnepasning - men måske ud fra en ny vinkel. Når vi taler om at bekæmpe arbejdsløsheden, taler vi jo normalt om at satse på infrastruktur som et meget effektivt middel. Vi bygger jernbaner, veje, broer og flyvepladser, som er utroligt kapitalkrævende projekter, med skattepenge - med en stor maskinel indsats i forhold til den menneskelig indsats. Offentlige investeringer i pleje og omsorg opfattes som en belastning. Men det er en helt forkert måde at tænke på! For hver skattekrone, vi satser, får vi udført utroligt meget arbejde. Det skaber beskæftigelsesmuligheder, frigør arbejdskraft, udvider børnenes og forældrenes sociale sfære og giver desuden samfundet helt ny viden om, hvordan vi alle kan blive bedre forældre. Jeg beklager, at jeg ikke har mere taletid!
Jeg vil gerne takke alle dem, der har bidraget til denne forhandling. Det europæiske samfund forandrer sig, og interessen for familiernes stilling og deres konsekvenser for beskæftigelsen og socialpolitik er kommet til udtryk i forskellige sammenhænge. Der synes at være en stigende bevidsthed om behovet for et øget internationalt samarbejde om familieanliggender som led i de globale bestræbelser på at befordre større sociale fremskridt og fremme udviklingen. Selvom Fællesskabet ikke har nogen direkte kompetence inden for familiepolitik, har det i stigende grad vendt sin opmærksomhed mod de sociale og økonomiske tendenser i samfundet, når de påvirker familierne. Medlemsstaterne ser forskelligt på statens rolle i det økonomiske og sociale liv, familiens plads i samfundet og dens rettigheder og pligter samt mænds og kvinders roller i familien og børns rettigheder. Jeg vil gerne takke fru García Arias mange gange for hendes betænkning om alle disse spørgsmål. Familien er og har altid været en betydningsfuld værdi for de europæiske borgere, selvom dens form varierer og er inde i en forandringsfase. Nye modeller udvikler sig. Familier med én forælder udgør en af disse former og giver anledning til en hel række spørgsmål om lige muligheder. I betænkningen fastslås noget, som vi alle ved: Langt størstedelen af de enlige forældre er kvinder. Fællesskabets politik for lige muligheder for kvinder og mænd indeholder ikke et specifikt afsnit om enlige forældre, men har stor betydning for deres situation, navnlig med hensyn til kombinationen af arbejde og familieliv, en central udfordring for hele rækken af sociale spørgsmål. Ændringer i arbejdsstyrkens sammensætning, nye former for tilrettelæggelse af arbejdet, omstrukturering af den sociale beskyttelse, ændret fordeling af pasningspligterne mellem kvinder og mænd, alle disse elementer har stor betydning for tilværelsen for familier med én forælder og navnlig enlige mødre. Direktivet om barselsorlov, direktivet om forældreorlov og direktivet om deltidsarbejde er alle gode eksempler på Den Europæiske Unions engagement i at støtte både kvinder og mænd i deres rolle som forældre. I henstillingen om børnepasning anføres det, at der bør gennemføres foranstaltninger for at sikre børnepasning for forældre, der er i beskæftigelse eller under uddannelse, at gøre arbejdspladsen mere lydhør over for behovene hos arbejdstagere med børn og involvere mænd mere i pasningsopgaverne. Det lagde vi særlig vægt på, da ministrene og interessegrupperne mødtes, navnlig i Belfast og derefter i Innsbruck. 1998-beskæftigelsesretningslinjerne er vigtige i denne sammenhæng, fordi de giver substans til målet om at kombinere arbejde og familieliv som noget, alle forældre skal kunne få gavn af. Et andet vigtigt aspekt af enlige forældres tilværelse, som også behandles i Deres betænkning, fru García Arias, er det forhold, at dobbelt så mange familier med én forælder som familier med to forældre havner i fattigdom og social udstødelse. Det er en meget foruroligende statistik, som andre talere også har været inde på. Derfor betragter jeg dem som en af de grupper, som vi vil tænke meget på, når vi forbereder os på at gribe ind over for udstødelse. Jeg har til hensigt at gøre noget positivt ved det, når traktaten ratificeres med den nye artikel 137. Det vil ske, så snart ratificeringsproceduren er afsluttet. Jeg er glad for at kunne meddele, at vores planer kom et meget vigtigt skridt fremad i går. Det lykkedes mig at sikre enighed blandt mine kolleger i Kommissionen om igen at frigive midler under tre af de 1998-budgetposter, der havde været blokeret som følge af Domstolens afgørelse i maj, således at vi kan få forberedende foranstaltninger, der fører til programmer under artikel 137 på et senere tidspunkt, når ratificeringsproceduren er afsluttet. Men jeg vil gerne i gang med forberedelserne allerede i år. Jeg håber, at vi i 1999 kan udnytte vores nye traktatfæstede beføjelser til at placere kampen mod udstødelse, hvor den hører hjemme - i centrum af Fællesskabets politik. Interessant nok har traktaten givet os beføjelser til at gøre dette, uden at vi behøver at være bange for angreb senere hen, hvilket kun kan være til gavn for enlige forældre. Den sociale og politiske situation har gennemgået betydelige ændringer gennem det seneste tiår. Nye familiemønstre og en ny opfattelse af mænds og kvinders roller er opstået. Den Europæiske Union har en vigtig rolle at spille med hensyn til at identificere lighederne og forskellene i medlemsstaternes reaktion på disse ændringer. Vi kan også stimulere en debat i hele Unionen om familien ved at tilskynde medlemsstaterne til at dele oplysninger og lægge deres erfaringer sammen, samtidig med at de overholder subsidiaritetsprincippet. Fattigdom er den egentlige trussel i denne forbindelse. Gode børnepasningsmuligheder, som fru Gröner var inde på, er absolut nødvendige, og de anføres nu som et område, medlemsstaterne skal være særlig opmærksomme på. De er alle engagerede i dette. Lad os nu sætte dem på en prøve. Endelig sammenfattede fru Larive, hvad vi skal gøre, da hun sagde, at vi må give lige muligheder en chance. Det bliver det centrale i 1999-retningslinjerne: at give indførelsen af lige muligheder en reel chance ved at udnytte den europæiske beskæftigelsesstrategi fuldt ud, gøre fondene mere modtagelige over for dette begreb og udnytte traktatens muligheder.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0277/98) af Provan for Fiskeriudvalget om meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om kontrollen under den fælles fiskeripolitik (KOM(98)0092 - C4-0134/98).
Hr. formand, først vil jeg gerne hilse den rapport fra Kommissionen, som vi behandler, velkommen. Den er nyttig i den diskussion, vi altid befinder os i i Europa-Parlamentets Fiskeriudvalg. Jeg fik en telefonopringning fra kommissær Bonino her til eftermiddag, hvor hun undskyldte, at hun ikke kunne være til stede. Hun beskæftiger sig med en række sagsområder, og jeg forstår de problemer, det gav hende, at hun blev kaldt tilbage til Bruxelles. Det beklager vi os ikke over og byder Dem, kommissær Flynn, velkommen i stedet. Denne betænkning vil blive efterfulgt af hr. Teversons betænkning, hvor han gennemfører nogle af de tanker, vi i Parlamentet ønsker at diskutere vedrørende fiskerikontrol. Vi mener, at vi som Parlament står i første række med hensyn til at drive Kommissionen fremad i forsøget på at opnå en bedre kontrol med den fælles fiskeripolitik. Vi erkender, at kontrollen behøver støtte fra branchen, og at vi i øjeblikket ikke har den støtte fra fiskerne selv. De opfatter kontrollen som overdreven og bureaukratisk, og de anerkender den ikke rigtigt. Derfor mener vi, at ekstraordinære foranstaltninger er på deres plads, og vi finder det forbløffende, at Kommissionen ikke har direkte og øjeblikkelig online-adgang til databaser i medlemsstaterne vedrørende fiskeripolitikken. Det må der laves om på. Vi mener ikke, at disse data generelt skal være tilgængelige medlemsstaterne imellem, men at Kommissionen bestemt bør have adgang til disse dokumenter og de oplysninger, der er nødvendige, hvis vi skal kunne foretage en korrekt kontrol af den fælles fiskeripolitik. Samme straf for samme overtrædelse er noget andet, som Parlamentet lægger stor vægt på. Jeg håber, at Kommissionen kan begynde at gribe ind for at sikre, at de enkelte medlemsstaters domstoles retspraksis koordineres i en sådan grad, at vi kan få indført fælles praksis for ens overtrædelser. Det største problem med kontrolmekanismerne i Den Europæiske Unions farvande skyldes, at vi har et overskud af fiskekapacitet i vores flåder. Dette sætter fiskebestanden under pres og giver fiskerne en tilskyndelse til at bryde reglerne. Det kan ikke være rigtigt. Det er det største problem, vi må bekæmpe. Kommissionen anfører helt korrekt, at effektiv overvågning kun er en del af det samlede billede, at overskudskapacitet i Fællesskabets flåde fører til det problem, jeg netop beskrev. Der findes en række fejl i den aktuelle situation, som Kommissionen erkender, og som vi i Parlamentet erkender. Vi har ikke de facto ens standarder i de enkelte medlemsstater, så vi ved, hvad er hvad. F.eks. ingen standardiserede målemetoder for maskinkraft, ingen fælles definition af, hvad en effektiv inspektion til søs er, eller hvad svigagtige omladninger af fangster er, og hvordan de skal overvåges, ingen fælles definition af, hvorledes en effektiv inspektion i havnen skal se ud. Der findes uligheder i kontrolsystemet medlemsstaterne imellem, og det skaber ikke respekt om den fælles fiskeripolitik. Vi har utilstrækkelige kontroller til at håndhæve og registrere den faktiske landing af fisken, når den fanges på havet, og følge den på dens vej til markedet og videre til forbrugeren. Der findes en lang række forskellige sanktioner i de enkelte medlemsstater. Hvad har Kommissionen gjort for at gennemføre kontrolmekanismerne i medlemsstaterne - hvad har den gjort, når en medlemsstat ikke overholder de eksisterende forordninger? Jeg ved ikke - og Fiskeriudvalget ved ikke - hvordan Kommissionen i øjeblikket forsøger at håndhæve den forordning, der gælder i øjeblikket. Hvis vi kunne begynde at få nogle svar på de spørgsmål, kan vi rent faktisk opnå noget i fællesskab.
Hr. formand, kære kolleger. Hjertelig tak til hr. Provan for hans omfattende betænkning om udviklingen af kontrollen under den fælles fiskeripolitik. Efter min og vores opfattelse er det en særdeles god betænkning. Det er derfor en skam, at vi drøfter denne betænkning i et næsten tomt Parlament. De problemer, der optræder i forbindelse med en effektiv kontrol af den fælles fiskeripolitik, vil vi bestemt ikke behandle for sidste gang i dag. Kommissionens meddelelse viser netop, hvor vigtig en gennemgående regulering af kontrollen er. Hvis man har læst den grundigt, ved man, hvor store vanskelighederne rent faktisk er, frem for alt i forbindelse med de kritiske punkter. En svaghed ved kontrolsystemet skyldes den divergerende anvendelse i medlemsstaterne. Dette er ikke kun vores syn på tingene, men her tilslutter vi os fuldt ud ordførerens bemærkninger. Det direkte ansvar for kontrollen ligger hos medlemsstaterne, mens problemerne indfinder sig på fællesskabsplan. Kommissionens vurdering viser tydeligt, hvor problemerne hovedsageligt optræder. Der hersker ingen tvivl om, at Kommissionen spiller en vigtig rolle ved koordineringen på fællesskabsplan. Efter vores mening bør denne kompetence ikke kun omfatte kontrol med overvågningen i de enkelte stater og garanti for gennemsigtighed og retfærdighed, men man skal kræve af medlemsstaterne, at der idømmes straffeforanstaltninger for de samme overtrædelser. Af hensyn til effektiviteten og accepten af kontrolsystemet er det vigtigt, at organisationerne inddrages, at der i tilfælde af mistanke er adgang til de enkelte staters data, at der er effektive forbindelser mellem medlemsstaternes kontrolorganer, og at der frem for alt er ligebehandling. Særlig problemfyldt er kontrollen med tredjelandsfartøjer. Det er også her, de specielle problemer findes. Vi ved, at der ikke findes en absolut kontrol, og at den heller ikke vil findes i fremtiden. En forbedring af det nuværende system ville dog være mulig, hvis de instrumenter, der findes på nuværende tidspunkt, blev udnyttet effektivt og yderligere forbedret. Vi støtter kraftigt ordførerens krav, men ser et yderligere enormt behov for handling trods visse fremskridt i fortiden, som ikke skal glemmes.
Hr. formand, i dag er det den første fiskeridebat i plenarforsamlingen uden vores ven Allan Macartney. Vi udtrykker vores dybe medfølelse med hans familie. Hr. formand, kære kolleger. Hjertelig tillykke, hr. Provan, med Deres fremragende betænkning. Den er analytisk, kritisk og positiv. Vores centrale problem i fiskeripolitikken er den i sidste ende ineffektive regulering af ressourcen fisk. På trods af alle bestræbelser i alle årene er det ikke lykkedes os at skabe en varig ligevægt mellem ressourcer og fangstmængder. Med nogle undtagelser er praktisk talt hver fiskeart i mere eller mindre stærk grad overfisket. Som den største hindring for en ordentlig regulering af vores have har vi identificeret fiskeriflådens overkapacitet. Om vi med det sidste flerårige udviklingsprogram IV for perioden 1997 til 2001 har fundet en endelig løsning på dette problem, vil tiden vise. I mellemtiden må vi benytte andre midler. Her spiller den nævnte kontrolpolitik i Det Europæiske Fællesskab, som først og fremmest medlemsstaterne stadig har ansvar for, en afgørende rolle for reguleringen af havene, og dette har til stadighed været et centralt punkt i vores kritik. EU-Kommissionen har i sin rapport påpeget svaghederne. F.eks. er der standardiseringsproblemer mellem medlemsstaterne i forbindelse med bestemmelse af maskineffekten. Inspektionerne på havet håndhæves meget forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. Medlemsstaterne følger ikke opfordringerne til at registrere meldinger om landinger. Listen er meget længere endnu og ville sprænge min tidsramme på tre minutter. I hvert fald har vi undertiden det indtryk, at medlemsstaterne ikke efterlever pålægget om en streng og konsekvent kontrolpolitik. Fra vores delegationsbesøg lokalt og fra samtaler med de berørte fiskere i Fiskeriudvalget ved vi, at fiskerne føler sig yderst uretfærdigt behandlet, fordi de ikke behandles lige. Det er ikke noget godt grundlag. Vi har altid haft den opfattelse - og hr. Provan understreger det i sin betænkning - at en god kontrolpolitik kun kan gennemføres sammen med producenterne. Derfor skal jeg udtrykkeligt støtte de forslag, der stilles herom i betænkningen, nemlig en stærkere inddragelse af fiskerierhvervet og producentorganisationerne i kontrolpolitikken. Betænkningen omtaler positive elementer og kræver også, at der viderebringes gode erfaringer fra fortiden, som f.eks. dem, internationale fiskeriorganisationer som NAFO har gjort i den seneste tid i forbindelse med kontrollen. Derudover indeholder betænkningen yderligere konstruktive henvisninger til en endnu mere effektiv kontrol af fiskeripolitikken. For Det Europæiske Folkepartis Gruppe opfordrer jeg Dem derfor til at stemme for denne vellykkede betænkning.
Hr. formand, jeg vil også gerne ønske hr. Provan tillykke med en meget betydningsfuld betænkning. Den fælles fiskeripolitik er en af de få fælles politikker, vi har i Den Europæiske Union, og derfor har EuropaParlamentet, Kommissionen og Ministerrådet en meget vigtig rolle med hensyn til lovgivning. Efter min mening går kravene til god lovgivning ud på, at vi skal kunne måle det, der skal måles (hvilket ikke ofte er tilfældet), at lovgivningen skal anvendes ensartet i hele Unionen (hvilket ikke sker inden for den fælles fiskeripolitik), at der er samme sandsynlighed for, at overtrædelser opdages, uanset hvor de forekommer, og at straffen for overtrædelsen er stort set den samme i hele Unionen. Det er ikke tilfældet i den fælles fiskeripolitik i dag, og dette dokument og den lovgivning, jeg håber vil følge efter, drejer sig alt sammen om at få det til at ske. Først på året understregede det britiske formandskab, at tingene måtte ændres. Kommissionens dokument udtrykker det lidt mindre drastisk, men det hedder stadig »ja, lad os gøre tingene bedre«. Om et par måneder kommer vi så til Kommissionens forslag, som bliver lidt svagere endnu. Jeg opfordrer Ministerrådet - som naturligvis ikke er til stede - og ligeledes Kommissionen til fortsat at udvise styrke og beslutsomhed og løse problemet. Der er to hovedområder: Det første er samme håndhævelse gennem hele forsyningskæden og frem til markedet. For det andet må vi sikre, at vores egne inspektører har egentlige beføjelser svarende til de nationale inspektørers, og at de kan håndhæve den ensartethed, vi alle ønsker.
Hr. formand, kære kolleger, foranstaltningerne til kontrol af fiskeripolitikkens gennemførelse vil efter min opfattelse kun have mærkbare virkninger for et fiskeri, der udøves ansvarligt og med respekt for fiskebestanden, såfremt de indgår i en langt større række af praktiske foranstaltninger for denne sektor. Det er faktisk ikke nok at kontrollere. Alle parter må inddrages i udarbejdelsen af kontrolforanstaltningerne, i udbredelsen af kendskabet til dem og i deres implementering. Det er faktisk ikke nok at kontrollere. Man må samtidig sikre sektoren stabilitet ved at indføre sociale og finansielle foranstaltninger, der kan kompensere for en mindre fiskeriindsats. Ligesom det er afgørende at opretholde status quo, hvad angår adgang til bestandene, og at systemerne vedrørende landing, import, førstegangsalg, transport og afsætning af fiskerivarer bliver gennemskuelige og retfærdige. Og apropos dette, og for at begrunde, at det er nødvendigt at anlægge et globalt og ikke et isoleret syn på kontrollen, vil jeg gerne hér omtale og forklare en beklagelig hændelse i denne henseende, der fandt sted for to dage siden i min fødeby i Portugal, hvor en lastbil med spansk fisk blev ødelagt. Jeg tror, at kun mistroen til kontrolforanstaltningernes effektivitet og gennemskuelighed kan forklare - men naturligvis ikke retfærdiggøre - denne handling. For ud over tab af indtægt gør der sig en stigende mistro gældende med hensyn til fiskens virkelige oprindelse. Man forstår således f.eks. ikke, og det er heller ikke let at acceptere, at det er lovligt at fiske 12 cm lang hestemakrel i Middelhavet, når det kun er lovligt at fiske hestemakrel i Atlanterhavet, der er mindst 15 cm lang. Derfor kan kun mistro forklare fiskernes oprør dér, hvor jeg kommer fra. Hvis kontrollen mellem landing og salgssted var troværdig og effektiv, hvis der var ensartede minimumsbestemmelser for fiskestørrelser, så ville mistroen ikke findes, og denne hændelse ikke være sket. Derfor må vi alle forbedre kontrolforanstaltningerne ved at gøre dem gennemskuelige, effektive og retfærdige, men samtidig med, at vi ikke glemmer, at vi skal gennemføre andre praktiske foranstaltninger, der sikrer fiskeriet stabilitet og dets udøvere deres indtægt.
Hr. formand, vi må ikke glemme, at problemet for fiskeindustrien over hele verden er overfiskning og overkapacitet. Jeg skal minde Dem om Patricia McKennas betænkning fra sidste år, hvor hun konkluderede: »Fiskere tvinges til at snyde for at klare deres økonomiske forpligtelser.« Hr. Provan udtrykte det lidt mere diplomatisk ved at tale om incitamenter til at overtræde reglerne. Begrebet inspektion er blevet nævnt med rette. Medlemsstaterne anvender det ikke i samme omfang, der er utilstrækkelige kontroller af selve fangsten og meget ulige, nærmest uretfærdige, vil jeg sige, sanktioner for at bryde reglerne. Derfor er effektiv overvågning og kontrol en af den fælles fiskeripolitiks grundpiller. Både årsberetningen og kontrollen har vist, at der er behov for mange ændringer, før kontrollen er tilstrækkelig. Vi hilser især Kommissionens oplæg, som er genstand for hr. Provans betænkning, velkommen. Her peger man helt klart på, hvordan kontrollen er blevet forbedret gennem de seneste mange år, og man bemærker ligeledes de utallige fejltagelser. Vi støtter stort set det, Kommissionen siger i dokumentet, samt de specifikke forslag til ændring af kontrolforordningen, som den for nylig har fremsat. Vi vil stemme for Provan-betænkningen. Vi er endvidere enige med hr. Provan i, at det fortsat vil være problematisk med effektiv kontrol, så længe der findes en sådan overkapacitet i EU's flåde, for skibene bygges til at tage på fiskeri og ikke til at ligge i havn. Men diskussionen har haft tendens til at være fokuseret for meget på kontrol i EU-farvand, og man har ikke i tilstrækkelig grad været opmærksom på kontrollen med EU-aktiviteter i internationalt farvand samt i tredjelandes farvand. F.eks. bør vi påtage os vores ansvar som flagstat fuldt ud og konsekvent. I FAO's kodeks for ansvarligt fiskeri kræves det, at staterne godkender fiskerfartøjer og hjælpeskibe til at sejle under landets flag og fører effektivt tilsyn med disse fartøjer med henblik på at sikre, at denne kodeks anvendes korrekt. Vi bør også hjælpe kyststaterne med at udøve deres kontrolret. Vi må ikke bare give dem penge og papir, men også give dem reelle muligheder.
Hr. formand, som ordføreren med rette nævnte, har Parlamentet i lang tid understreget, at forbedringen af kontrolaktionerne for en stor dels vedkommende kræver en effektiv fælles fiskeripolitik. Men jeg vil gerne minde om, at den bedste kontrol er den, der er troværdig og billig, og som kun medfører supplerende minimumsregler for fiskerne, som i forvejen er belastet med en særdeles tung regelbyrde. I de afsluttende bemærkninger i begrundelsen understreger ordføreren ligeledes på saglig vis, at Kommissionen i sin meddelelse glemmer det måske væsentligste. Sagen er, at man bør opnå og fastholde fiskernes accept af en kontrolpolitik, for at den kan virke. De skal overbevises om berettigelsen af kontrolforanstaltningerne, som finder anvendelse på dem, og om at disse gennemføres på en ensartet og retfærdig måde. I den betænkning, som jeg fremlagde på vegne af Fiskeriudvalget om satellitkontrol, holdt jeg på én gang fast på behovet for denne kontrol, dens troværdighed og de lettelser, som den bør tillade, men også på de reelle garantier med hensyn til en ensartet anvendelse af den kontrol, som fiskerne skal underkastes, for at overbevise dem om kontrollens berettigelse. Det er ligeledes nødvendigt at inddrage fiskerne så meget som muligt i udarbejdelsen og fastlæggelsen af kontrolforanstaltninger, man så vidt muligt bør undgå at »presse ned over hovedet på fiskerne«. Det første ændringsforslag, som jeg har stillet til betænkningen sammen med min kollega, James Nicholson, sigter netop mod at understrege betydningen af ensartet kontrol. Et stort antal af medlemsstaternes fiskere tvinges regelmæssigt til at foretage deres fiskeri i de samme farvande og tærer derved på de samme ressourcer. Fiskerne i en medlemsstat bør ikke have tvivl om eller mistanke til effektiviteten af kontrollen af fiskere fra en anden medlemsstat. Hvis det sker, vil uvisheden medføre en frygt, som ikke altid er lige velbegrundet. Det er derfor strengt nødvendigt at forbedre kontrolforanstaltningerne, men jeg tror i modsætning til ordføreren ikke på behovet for at ansætte en hær af fællesskabskontrollører til at foretage kontrollen. Jeg mener, at kontrollen fortsat skal udføres af medlemsstaterne, og at styrkelsen af fællesskabsinspektionen bør bygge på de nationale kontrolsystemer og deres metoder. Det er absolut nødvendigt at forbedre og harmonisere kontrolforanstaltningerne. Visse fiskeriformer er i øvrigt overkontrolleret, mens andre kontrolleres i for ringe grad. Der skal gennemføres nogle bydende nødvendige afbalanceringer. Derfor stillede jeg det andet ændringsforslag til den alt i alt tilfredsstillende betænkning.
Hr. formand, jeg hilser Kommissionens dokument velkommen. Som repræsentant for de irske fiskere har jeg ingen som helst problemer med det. Jeg takker hr. Provan for hans betænkning, som giver et rimeligt billede af den næsten enstemmige holdning i Fiskeriudvalget. Hvad angår de problemer, han nævner, såsom de forskellige standarder for hestekræfter, har jeg hørt klager fra vores egne fiskere. Det fører til alvorlige misforståelser og mistillid. Det er meget vigtigt at kunne følge fangsten til markedet for at sikre, at vi ved præcis, hvor fisk, der markedsføres på et givet marked, kommer fra. Det er godt for markedet, godt for priserne og vil føre til en mere ordnet situation, hvor det bliver lettere at holde priserne. Vi kender til problemet med »sorte« fisk, og hvad de kan gøre ved markedssituationen på et givet tidspunkt. Det store problem er som altid fiskernes tillid. Jeg forestiller mig, at situationen er den samme i Skotland som på den irske vestkyst - at den alvorlige mistillid er fremherskende. Denne mistillid fostres i et vist omfang - og måske ubevidst - af de nationale myndigheder og ministerier, som repræsenterer Kommissionen som den undertrykkende kraft, der er ansvarlig for al lovgivning. Man gør ikke opmærksom på, at det hovedsagelig er enstemmige aftaler i Ministerrådet, der fører til de forordninger, som Kommissionen forsøger at overvåge og håndhæve. Ofte siges det ikke tydeligt nok. Når der er tale om dårlige nyheder og restriktioner, er det ofte Kommissionens skyld. Men når man har en situation som i Irland for nylig, når der annonceres en pakke på ECU 60 millioner til udvikling af den hvide fiskerflåde, så er det de nationale ministre, der står i rampelyset, ikke folk fra Kommissionen eller Parlamentet, som stiller pengene til rådighed og udformer planerne. Det er en del af det nuværende problem. Endelig vil det, eftersom vi gerne vil have en form for regionalisering, være utrolig nyttigt med en 30-sømils zone for at gøre fiskerne velvilligt indstillet over for omorganiseringsplanerne.
Hr. formand, jeg vil gerne sige, at min kollega Emma Bonino undskylder meget. Hun ville gerne have været til stede. Jeg er glad for at overtage betænkningen. Jeg har en personlig interesse i emnet, og jeg ved en smule om det, idet jeg kommer fra fiskerområdet på den irske vestkyst. Kommissionen hilser hr. Provans positive svar på vores meddelelse velkommen. Med hensyn til fiskeriinspektion er det Kommissionens største ønske at undgå nye ændringer af eksisterende forordninger, der ikke er strengt nødvendige og ikke passer godt ind i den overordnede strategi. En strategi for en forbedring af fiskeriinspektionen kræver først og fremmest en stærk politisk vilje og dernæst tilstrækkelige menneskelige og materielle ressourcer. Det kræver en effektiv organisation og øget bevidsthed hos alle parter om, hvad der står på spil. Kommissionen ønskede derfor at foretage en detaljeret gennemgang, der gik ud over grænserne for de årlige overvågningsrapporter, som ikke giver os mulighed for at træde et skridt tilbage og tage tingene godt og grundigt i øjesyn. Det er formålet med den meddelelse, vi drøfter her i dag. Kommissionen vil derfor først gerne fremhæve de betydelige fremskridt, der er sket. Gennemførelsen af de seneste afgørelser, navnlig vedrørende brugen af satellitter, vil føre til store yderligere fremskridt. Men hvis vi kigger på gennemførelsen af forskellige dele af den fælles fiskeripolitik lige fra overvågningen af flåderne, som blev nævnt, til markederne, som også blev nævnt, viser det sig, at der stadig er behov for betydelige forbedringer på forskellige områder. Det vil ikke være nok blot at gennemføre det, der allerede er besluttet. Så hvis vi ser bort fra de tekniske detaljer, tegner der sig to hovedproblemer. De er blevet nævnt, men jeg vil også lige nævne dem selv. De er: manglende gennemsigtighed mellem medlemsstaterne og ofte et manglende samarbejde inden for de enkelte medlemsstater. Med udgangspunkt i disse tanker har Kommissionen allerede foreslået to dokumenter for at forsøge at udarbejde og udforme en overordnet strategi og politik. Forslaget om ændring af forordningen om indførelse af et kontrolsystem og for det andet handlingsplanen for en bedre gennemførelse af den fælles fiskeripolitik dækker de hovedpunkter, der nævnes i meddelelsen. Kommissionen er meget glad for Parlamentets positive modtagelse af denne meddelelse. Vi har noteret os de nye forslag, der er fremkommet i løbet af forhandlingen, og de hjælper os med at udarbejde en nøgle til en konstruktiv form for støtte. Jeg bemærkede det, hr. Provan sagde om at gribe ind over for medlemsstaterne. Vi mangler juridisk uangribelige beviser her, og vi mangler beføjelserne til at finde dem. Inspektionsbeføjelserne er ringe, og Kommissionens arbejde vil blive langt mere effektivt, hvis Fællesskabets inspektører ud over deres anerkendte ret til at foretage uanmeldte kontroller kunne indsamle oplysninger mere frit med henblik på at identificere mangler ved de nationale kontrolsystemer. Det ville føre til en betydelig forbedring af situationen. For det andet taler De om adgang til information og til de nationale databaser. I det forslag, der følger efter det nuværende, tager vi disse aspekter med, og jeg mener, at det vil være meget nyttigt. Jeg føler, at hr. Teverson har ret, når han siger, at vi ikke handler lige stærkt for alle parametres vedkommende. Det er der, problemet opstår. Personligt er jeg begejstret for forslaget om at følge rækken af begivenheder helt ud til markedet. Det sker ikke på en tilfredsstillende måde. Hr. McCartin nævnte også dette punkt. Det vil være en god metode til at kontrollere bagud i hele systemet. Vi håber på at kunne gøre noget ved det. Endelig findes der nogle initiativer ud over dette, som er under overvejelse. Vi skal være meget opmærksomme på de store muligheder, der ligger i brugen af nye teknologier. Databehandling og satellitter udnyttes endnu ikke fuldt ud. Her kunne der gøres noget. Måske skulle vi overveje at finansiere forskning på dette område samt nogle undersøgelser. I det kommende femte program kan kontrollen få højere prioritet. Det kunne jeg godt tænke mig. Endelig er det muligheder for at afholde en international konference om dette emne til næste år, og det kan måske føre til en masse gode konklusioner og henstillinger, der kan give den strategi, alle ønsker, indhold og skabe de ensartede betingelser, hr. Teverson henviser til.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00. (Mødet hævet kl. 20.45)