Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, jeg ønsker at komme med en rettelse til mit indlæg vedrørende aftalen mellem EF og Schweiz, for Jörg Haider har siden 1. maj i år hverken været regeringsmedlem eller partiformand for Det Østrigske Frihedsparti. Derfor skal de 14+1's sanktioner over for et medlemsland også ophæves med det samme!
Hr. formand, jeg vil gerne bemærke til protokollen, at det i forbindelse med Maat-betænkningen om skolemælk blev formuleret, at støtten andrager 75% af indikativprisen. I den tyske udgave står der ifølge protokollen 65%. Jeg beder Dem venligst om endnu en gang at kontrollere, om alle sprogversioner er i orden.
Hr. Goepel, tjenestegrenene har allerede gjort mig opmærksom på denne fejl, der således vil blive rettet i alle sprogudgaverne. (Protokollen godkendtes)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0096/2000) af Fourtou for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om Kommissionens grønbog - Bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering i det indre marked.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne takke Kommissionen, som korrekt vurderer, at varemærkeforfalskning og piratkopiering er fænomener, som indebærer betydelige risici. Med grønbogen har Kommissionen vist vilje til at tage fat på dette problem. Samtidig vil jeg gerne takke mine kolleger i Retsudvalget og i de udvalg, som er blevet bedt om at afgive udtalelse. Jeg har hentet megen inspiration i dette samarbejde. Piratkopiering og varemærkeforfalskning udgør en fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed. Der markedsføres således en række varemærkeforfalskede produkter, herunder reservedele til biler og fly, legetøj og lægemidler, som bringer forbrugernes liv i fare. Piratkopiering skader produktudviklingen og truer visse virksomheders fortsatte eksistens. Lad mig blot nævne de hen ved 100.000 arbejdspladser, Den Europæiske Union hvert år må afskrive på denne konto. De, der krænker andres rettigheder, udnytter således lovlydige virksomheders investeringer i forskning og udvikling af nye produkter og nyder godt af disses reklameindsats. Ydermere har de omhandlede aktiviteter en negativ indvirkning på det offentliges indtægter i form af skatter og afgifter. Endelig kan det konstateres, at der ofte er nær sammenhæng mellem de omhandlede aktiviteter og den organiserede kriminalitet. I min betænkning foreslås en global og koordineret indsats til bekæmpelse af piratkopiering og varemærkeforfalskning, idet der fokuseres dels på forebyggelse dels på repression. For at forebygge denne svøbe må kendskabet hertil øges. Derfor foreslår vi en storstilet oplysningskampagne med det formål at bevidstgøre den brede offentlighed. Denne kampagne foreslås i øvrigt ledsaget af handlingsprogrammer, som fastlægges på forslag af Kommissionen. Endvidere foreslås oplysningsinitiativer rettet mod politi, rets- og toldvæsen. De foreslåede initiativer rettet mod myndighederne omfatter dels uddannelsesprogrammer og dels et program for samråd på dette felt. Sidstnævnte tager sigte på udveksling af knowhow og indførelse på fællesskabsniveau af de mest vellykkede nationale ordninger. Den forebyggende indsats bør også omfatte en styrkelse af samarbejdet mellem den private og den offentlige sektor. Den retlige beskyttelse af tekniske anordninger bør sikres, samtidig med at forbrugernes rettigheder respekteres. Denne balancegang mellem hensynet til forbrugerens rettigheder og erhvervslivets legitime krav er i øvrigt et af de vanskelige spørgsmål i denne betænkning. Hvad angår det repressive aspekt, har de enkelte medlemslande selvsagt vedtaget bestemmelser, der finder anvendelse på disse forhold. For at gøre medlemslandenes indsats mere effektiv er der imidlertid behov for en harmonisering af den eksisterende lovgivning, og dermed en harmonisering af de uensartede beskyttelsesordninger. I strafferetlig henseende er der selvsagt behov for at skærpe straffen, og i civilretlig henseende bør foranstaltninger og procedurer forenkles. Det er således særdeles ønskeligt, at der sker en tilnærmelse mellem landenes strafferetlige bestemmelser, når det gælder toldområdet. Endvidere bør der sættes fokus på det internationale retlige samarbejde. Lad mig slutte denne korte præsentation af min betænkning med at understrege, at spørgsmålet om beskyttelse og reel udnyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder bør prioriteres højt i forbindelse med forhandlingerne med de lande, der ønsker optagelse i Den Europæiske Union, ligesom spørgsmålet bør prioriteres højt i alle relationer til tredjelande. Jeg vil tilføje, at betænkningen vandt bred tilslutning i forbindelse med udvalgets afstemning. Det er vigtigt, at den brede tilslutning fastholdes i plenarforsamlingen, således at Europa-Parlamentet sender et kraftfuldt politisk signal om Parlamentets vilje til at bekæmpe varemærkeforfalskning og piratkopiering. Endelig vil jeg anmode Kommissionen om snarest at fremsætte forslag til et handlingsprogram. Der er et påtrængende behov for et sådant program, ikke mindst når det gælder piratkopiering, og når det gælder hele det audiovisuelle område. Kommissionens udspil bør være håndfast og bør forelægges hurtigst muligt.
Hr. formand, jeg tror, at vi alle sammen er bevidste om, at når vi taler om piratkopiering og varemærkeforfalskning, taler vi om et alvorligt problem. Det er der måske slet ikke grund til at nævne. Det er klart, at der er en risiko for, at forskningen, innovationen, investeringerne i reklamevirksomhed, innovationen helt sikkert, går i stå, hvis de industrielle ejendomsrettigheder ikke beskyttes. Det er årsagen til, at sådanne rettigheder skal beskyttes. Der er for tiden visse forhold, der har forværret problemet, og det vigtigste af dem er måske det, der vedrører de opnåede tekniske fremskridt, som gør det muligt let at reproducere edb-materiale, audiovisuelt eller fonografisk materiale meget billigt. Det eksisterende omfang af forfalskning på disse områder er skandaløst. Det, der interesserer os, er imidlertid den indflydelse, som opbygningen af det indre marked har på problemet. Det er klart, at piratvirksomheder i et Europa uden grænser, men med forskellige lovgivninger, altid vil vælge den lovgivning, der er mest fordelagtig for deres forbryderiske hensigter. Derfor er det prisværdigt, at Kommissionen har taget initiativ til at udarbejde grønbogen, der vil tjene til at indlede en debat, som alle de berørte sektorer kan deltage i. Det er imidlertid nødvendigt at huske på, at den debat vil være mere centreret om harmoniseringens indhold end om selve harmoniseringen, fordi harmoniseringen er det udgangspunkt, alle accepterer. Det kan synes overilet, at Europa-Parlamentet fastlægger sin holdning til visse ting, hvis nøjagtige indhold skal være resultatet af den debat, der nu indledes, men i visse tilfælde er det måske hensigtsmæssigt, at det indhold fastlægges. Det gælder f.eks. retten til oplysninger. Netop fordi vi er bevidste om de vanskeligheder, som indførelsen af denne foranstaltning tidligere har medført for andre bestemmelser, skal vi vise, at vi er enige i, at forhandlere af ulovlige produkter pålægges at identificere deres leverandør, forudsat at lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger og den forfatningsmæssige ret til ikke at afgive erklæring til skade for én selv overholdes. Endelig skal vi erklære, at vi går ind for visse tekniske mekanismer, der gør det muligt at identificere varerne. Men det skal understreges - og deraf kommer indholdet af Den Socialdemokratiske Gruppes ændringsforslag - at den mekanisme hverken kan eller skal tjene til at identificere distributørerne, for på den måde ville parallelimport mellem medlemsstaterne blive vanskeliggjort. Vi har forelagt et ændringsforslag for netop at undgå, at disse foranstaltninger udnyttes til et forkert formål.
Hr. formand, jeg vil godt lykønske fru Fourtou med denne vigtige betænkning. Den er vigtig både af hensyn til det indre markeds funktion og - ikke mindst - af hensyn til beskyttelsen af forbrugerne. Det er kun rigtigt at fokusere på det stigende antal forfalskninger såvel inden for medlemsstaterne som uden for EU's grænser. Forbrugeren kan meget nemt lade sig narre af en forfalskning, men der er altid en risiko forbundet dermed, fordi det forfalskede produkt ikke har nogen af de nødvendige garantier for sikkerhed og kvalitet, som følger med et produkt, som producenten kan stå inde for og lægge navn til. Det kan være sundhedsskadeligt. Det kan helt sikkert være skadeligt for nyskabelsesprocessen. Det kan være skadeligt for forskningens fremtid. Der er meget lidt positivt at sige om falskneren, han eller hun er i bedste fald en snylter på den produktive industri. Der er ikke tale om en forbrydelse uden ofre. Vi taler om noget, som er til stor skade for markedet. Derfor har Udvalget om Miljø og Forbrugerbeskyttelse anlagt stort set samme linje som Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål ved at støtte og tilslutte sig denne betænkning. I den forbindelse vil vi gerne pointere, at når det gælder beskyttelse af forbrugerne, må én af kilderne til oplysninger være forbrugerorganisationer inden for de enkelte medlemsstater. De er i den bedste position til at få øje på nogle af tidens største fupnumre og informere borgerne om, at det, der måske umiddelbart ligner et røverkøb, reelt er en fælde og et blændværk. Det andet punkt, jeg vil komme ind på, er allerede blevet berørt af den foregående taler, nemlig at der er dem, der vil hævde, at denne debat også omfatter debatten om copyright og varemærker. Tingene skal imidlertid holdes adskilt. Et antal ændringsforslag fra de politiske grupper og udvalg har haft til hensigt at gøre dette klart. Der er - som kommissæren udmærket godt ved - en verserende debat om parallelimport og om, hvorvidt disse varer nu anvendes på måder, som er skadelige for handel og for den fri konkurrence og imod forbrugernes interesser. Vi ønsker ikke, at disse to debatter rodes sammen. Med dette forslag angriber vi med rette de falsknere, der gennem deres snyltervirksomhed lever fedt på borgernes bekostning, forvirrer og narrer borgerne og undervejs i visse tilfælde ligefrem skader samfundet.
Hr. formand, det er glædeligt, at Europa-Parlamentet med fru Fourtous betænkning tilslutter sig målsætningen om at bekæmpe varemærkeforfalskning og piratkopiering inden for det indre markeds rammer. Betænkningen påviser tydeligt, at der er tale om et fænomen, som anretter stor skade og har skæbnesvangre følger for medlemslandenes økonomi, men også for borgernes sundhed og sikkerhed, eftersom vitale områder såsom lægemidler og reservedele til biler er berørt heraf. Der er således grund til at glæde sig over, at den foreliggende betænkning maner til besindelse og opfordrer til globale og ensartede initiativer med henblik på at lokalisere og udrydde denne svøbe. Fourtou-betænkningen bagatelliserer således ikke det omhandlede problem og erkender de skadelige virkninger heraf. Til gengæld synes betænkningen at overse, at der er behov for omgående og med passende midler at sætte ind over for dette problem. Betænkningen efterlader det indtryk, at Europa-Parlamentet opfordrer Kommissionen til at overveje og snarest præcisere, hvilke tekniske foranstaltninger, der bør sættes i værk. Rettighedskrænkere af denne art har til alle tider været på forkant med den teknologiske udvikling. Enhver indsats, som tager sigte på at forfine de til rådighed værende foranstaltninger og dermed fordyre og vanskeliggøre varemærkeforfalskning og piratkopiering, bør hilses velkommen. Der bør i denne kamp imidlertid ikke spares på radikale forholdsregler, og disse bør gennemføres straks. I modsat fald vil politikerne, alle gode hensigter til trods, opleve, at toget allerede er kørt. Den foreliggende betænkning er særdeles upræcis, når det gælder de konkrete foranstaltninger, medlemsstaterne bør træffe til beskyttelse af patenter og intellektuelle ejendomsrettigheder. Uden sådanne foranstaltninger vil vi fortsat opleve, at den økonomiske opportunisme sejrer, og dens små lakajer vil hånd i hånd med garvede patentkrænkere præsentere os for nye produkter, som i virkeligheden blot er dygtigt tilslørede tyverier. Betænkningen lader også meget tilbage at ønske, når det gælder værktøjer, som kunne tages i brug i forbindelse med beslaglæggelse af varer, og som kunne sikre, at salget af disse varer omgående blev bragt til ophør, såfremt der var en stærk formodning om, at der var tale om varemærkeforfalskede eller piratkopierede varer, uanset det endnu ikke havde været muligt at fremlægge bevis herfor. Det er nødvendigt at træffe foranstaltninger, som bekæmper markedsføringen af varemærkeforfalskede og piratkopierede varer. Men det er afgørende, at man også rammer ondet i dets rod og hindrer, at de omhandlede varer fortsat finder vej til det indre marked og dermed gør alle de principper til skamme, som formodes at regulere dette marked. Dette kræver imidlertid, at Europa-Parlamentet lader de doktrinære parader falde. Parader, som for de fleste medlemmers vedkommende rejses, så snart de står over for det uomgængelige behov for at genindføre kontrol ved EU's indre grænser. Det havde endvidere været rimeligt at præcisere, hvilke krav der på dette felt må stilles til de lande, der ønsker optagelse i Den Europæiske Union, og ikke lade det blive ved de to fortvivlende vagt formulerede afsnit 31 og 34. Endelig må man spørge, hvilken samarbejdspolitik medlemsstaterne aktuelt agter at føre med henblik på at bekæmpe ikke blot den uautoriserede gadehandel, men især den organiserede kriminalitet, som i den nuværende situation synes at drage den største nytte af disse omsiggribende aktiviteter. Det er i virkeligheden langt den vigtigste problemstilling. UEN-Gruppen stemmer for den foreliggende betænkning. Der er imidlertid kun tale om et første, beskedent skridt i retning af en politik på fællesskabsniveau, som sikrer, at de enkelte medlemsstater handler hurtigt og konsekvent i disse forhold. UEN-Gruppen opfordrer derfor indtrængende Europa-Parlamentets medlemmer til at vedtage de ændringsforslag, der er stillet af vores gruppe, idet disse umiddelbart vil resultere i en tekst, som er noget mere håndfast end den foreliggende.
Hr. formand, denne betænkning kommer temmelig sent, eftersom Kommissionens grønbog blev vedtaget den 15. oktober 1998. Det er rigtigt, at vi i mellemtiden har haft valg til Europa-Parlamentet, men hvis høringen af Parlamentet i forbindelse med en grønbog kræver mere end halvandet år, er der noget, der ikke fungerer ordentligt, og derfor må Parlamentet og Kommissionen revidere deres samarbejdsmetoder, så det kommer til at gå hurtigere. Grønbogen er naturligvis god. Den er blevet modtaget positivt af Parlamentets forskellige udvalg, og fru Fourtou har udarbejdet en god betænkning, som er blevet vedtaget næsten enstemmigt af Retsudvalget med 23 stemmer for og en enkelt stemmeundladelse. Udtalelserne fra de forskellige udvalg er også velvillige og er blevet modtaget positivt. Det gælder hr. Berenguer Fusters udtalelse på vegne af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, hr. Whiteheads udtalelse på vegne af Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og fru Monforts udtalelse på vegne af Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi. I Retsudvalget er størstedelen af forslagene fra de forskellige rådgivende udvalg blevet indarbejdet. Sagen er efter min mening, at vi, når betænkningen skal vedtages, skal optræde moderat og korrekt. F.eks. har Gruppen Union for Nationernes Europa forelagt nogle ændringsforslag, der kan få indflydelse på det indre marked. Helt konkret mener jeg, at ændringsforslag 6, forelagt af fru Thomas Mauro, hvorved der anmodes om oprettelse af toldkontrol ved de indre grænser, er meget farligt. Det er ikke formålet med denne type initiativer at genetablere de grænser, som vi har fjernet, og det er en af årsagerne til, at hr. Berenguer Fuster og jeg har forelagt vores ændringsforslag 9, som har til formål at forhindre, at kontrollen ved de indre grænser genetableres via kontrollen af piratkopiering. Det skal f.eks. forhindres, at man gennem kontrol af piratkopiering modarbejder aftalerne om liberalisering af det indre marked, hvad angår distribution, og det skal også forhindres, at man med denne bestemmelse, som hr. Whitehead sagde lige før, begynder at regulere hele den intellektuelle ejendomsret, hvad angår f.eks. patenter, og det er forklaringen på, at vi afviser nogle af ændringsforslagene. Alt i alt mener jeg, at betænkningen er god, men jeg vil gøre opmærksom på en ting: Når vi diskuterer vilkårene for ansøgerlandenes tiltrædelse, bør spørgsmålet om beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret og beskyttelse mod piratkopiering prioriteres særlig højt. I tiltrædelsesforhandlingerne bør det fremhæves over for disse ansøgerlande, at spørgsmålet er af stor betydning for os og naturligvis også for vores relationer med tredjelandene, da udviklingen af den internationale handel skal være baseret på anerkendelse af beskyttelsen af den intellektuelle og industrielle ejendomsret.
Hr. formand, jeg vil lykønske fru Fourtou hjerteligt med denne vigtige betænkning. Det er af stor interesse, at den intellektuelle ejendomsret beskyttes. Der står enorme finansielle interesser på spil for de virksomheder og for de mennesker, der ejer de intellektuelle ejendomsrettigheder. Samfundets udvikling kan hæmmes, fordi kunstnere, med de eksisterende store problemer med varemærkeforfalskning, ofte er mindre forberedt på at investere tid, energi og kreativitet i nye produkter, og derudover rammes skattemyndighederne også af varemærkeforfalskning, fordi arbejdet for det meste foregår sort. Det er derfor godt, at der sker noget. Hvis der så opstilles regler, er jeg som liberal af den mening, at reglerne skal dække hele forløbet og ikke kun det halve forløb. Derfor må der også komme regler, og derfor er der sammen med andre grupper fremsat et ændringsforslag om også at gøre besiddelse strafbar for slutbrugerne. Så længe slutbrugeren frit kan råde over og besidde varemærkeforfalskede varer, vedbliver der at være et marked, og det bliver svært at standse de kilder, som falsknerne og producenterne benytter, for det er nemt at tjene et overskud, og det bliver ved med være en overskudsgivende forretning. Det glæder os derfor også, at ændringsforslag 8, som støttes af flere grupper, og hvori besiddelsen af varemærkeforfalskede varer gøres strafbar, selvfølgelig på visse betingelser, for det er blevet til som et kompromis, vil have en afskrækkende og præventiv virkning på forbrugeren. Vi synes, det er godt, at besiddelse, og her går jeg over til at sammenligne det med hæleri - hvis jeg får tilbudt en cykel til en meget lav pris, så køber jeg den ikke, det er en ændret tænkemåde, og det er ikke meningen, at der skal indføres et særligt kontrolapparat - gøres strafbart eller i hvert fald kan straffes. Denne betænkning er en god begyndelse, og vi håber, at medlemslandene også vil implementere det på en god og stærk måde.
Hr. formand, ligesom den forrige taler, vil jeg først lykønske fru Fourtou med et strålende stykke arbejde, der også er særdeles informativt. For når man taler om piratkopier, tænker man på gentlemanforseelser, man tænker måske på Calvin Klein-T-shirts eller RayBan-briller, som man kan købe meget billigt på en fjerntliggende strand et eller andet sted, eller på cd'er, som man sådan kan købe under hånden. Men at folkesundheden virkelig er truet, forbrugeren i al almindelighed, når det drejer sig om reservedele til fartøjer, specielt til luftfartøjer, når det drejer sig om medicin, det er en stor del af befolkningen endnu ikke bevidst om, og jeg tror, at det er op til os at formidle denne viden, således at man i det forebyggende arbejde har lettere ved at komme væk fra tanken om de såkaldte gentlemanforseelser. Det er blevet sagt flere gange i dag, at tingene bliver blandet sammen. Men det bebrejder jeg ikke fru Fourtou, men derimod os alle, fordi vi ikke tager os tid til at analysere hver tekst ned til mindste detalje, fordi vi på grund af vores omfattende arbejde heller ikke længere kan tage os den fornødne tid til virkelig at verificere og kontraprøve de undersøgelser, der findes til tekster, for vi blander tingene sammen. Vi blander ophavsret sammen med industriel ejendomsret, en industriel beskyttelse. Det er to forskellige ting. Ens for begge er i dette tilfælde, at de er efterligninger og en kriminel handling. Begge må naturligvis straffes. I dag er det også allerede blevet sagt, at eksempelvis kunstnere økonomisk skulle lide frygtelig under det. Det er jeg ikke enig i, helt sådan forholder det sig ikke! For en kunstner er glad for at blive hørt. Om cd'en nu er en piratkopi eller ej kommer i anden række for ham, for når han først er så berømt, at der laves piratkopier af hans cd'er, så kan han sagtens undvære disse royalties. Men han får skabt sig et marked, hvor han kan optræde. Dette blot som en sidebemærkning. Der findes også et frygtelig ondsindet rygte, som naturligvis ikke lader sig verificere formelt, nemlig at mange varemærkeforfalskninger og piratkopier er et skalkeskjul for industrien selv. Dette er det allermest forkastelige! Det ville i givet fald være en anledning til at vælge, at vi - såfremt det virkelig passer, det bør også undersøges - i første omgang ikke straffer forbrugerne, men derimod anvender straffen der, hvor produktionen finder sted. For mig er der også forskel på, om det er en lille familie i et fattigt land i en familievirksomhed, der ved hjælp af varemærkeforfalskning forsøger at forbedre livet en lille smule, eller om nævnte T-shirts eller andre produkter i vores forbrugsverden blot bliver solgt disse steder under industriens beskyttende vinger, så der kan skabes et marked. Det mener jeg, at der bør skelnes imellem. Afslutningsvis vil jeg endnu en gang understrege, at jeg er skeptisk med hensyn til, om det virkelig er den endelige forbruger, der bør straffes så højt, for i dag er det næsten umuligt at skelne originalen fra kopien. Det kræver et trænet øje!
Hr. formand, det foreliggende forslag til regulering er relevant og et plaster på såret for erhvervslivet, som har mistet millioner af euro på denne konto, om end den aktuelle kursudvikling gør denne byrde noget lettere. Der er grund til at tænke på følgerne for forbrugerne, der får disse kvalitetsmæssigt underlødige produkter i hænderne. Der bør findes udvej for at bremse den fortsatte udbredelse og globalisering af varemærkeforfalskning og piratkopiering. Den foreliggende betænkning vidner om vores manglende kontrol med det indre marked, eftersom vi har afskaffet kontrollen ved de indre grænser medlemslandene imellem. Med et fælles marked uden indre grænser, uden disse sikkerhedsventiler, som på ingen måde generede den almindelige borger, skabes et paradis, oven i købet et lukrativt paradis for kriminelle eksistenser af enhver art. Ransmænd fra alle verdens lande forener eder i Europa! Her risikerer I blot en sporadisk europæisk toldkontrol. Det kan sammenlignes med en søgen efter en nål i en høstak! Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har i forbindelse med vedtagelsen af sin udtalelse i øvrigt vist klarsyn, idet udvalget har ladet sig inspirere af og har vedtaget de ændringsforslag, jeg havde fremsat. De lande, der ønsker optagelse i Den Europæiske Union, skal selvsagt forpligte sig til ikke at varemærkeforfalske eller piratkopiere vores tjenesteydelser og øvrige værdier. Og lad os i denne forbindelse også rette opmærksomheden mod de lande, vi indgår toldaftaler med. Er overholdelsen af en sådan forpligtelse ikke et ufravigeligt krav? Omvendt må vi også gribe i egen barm og erkende, at det ikke er muligt at skabe et område uden hindringer for den frie bevægelighed, så længe kontrolstrukturerne, som skal sikre denne frihed, ikke er på plads. Jeg har påpeget dette forhold i ændringsforslag 6, som blev vedtaget i Miljøudvalget. Kontrol ved medlemsstaternes indre grænser udgør i denne specifikke kontekst ikke nogen teknisk handelshindring i forhold til det indre marked, men tjener til beskyttelse af Den Europæiske Unions borgere, når det gælder beskæftigelse, sikkerhed og sundhed. Med vedtagelsen af dette særdeles vigtige ændringsforslag kan Europa-Parlamentets medlemmer give udtryk for en realistisk og konstruktiv holdning, når det gælder håndteringen af grænsekontrollen. Vi bør sikre, at Den Europæiske Union ikke udvikler sig til et underlødigt plagiat og på borgernes bekostning svækker medlemsstaterne i forhold til den grænseoverskridende kriminalitet.
Hr. formand, det er mit indtryk, at mange af Europa-Parlamentets medlemmer indretter sig efter Kommissionen og i alt for høj grad fokuserer på det indre marked uden at gøre sig omfanget af det omhandlede problem klart. Varemærkeforfalskning og piratkopiering er fænomener, som optræder på vores markeder, og på alle markeder verden over. Det er derfor udtryk for reduktionisme, hvis indsatsen primært koncentreres om det indre marked, hvilket lader formode, at nøglen til løsningen af de omhandlede problemer udelukkende skal findes der. Jeg må også, fortsat med henvisning til Kommissionens grønbog, påpege, at ulovligheder af den omhandlede art, når de omfatter lægemidler, reservedele eller legetøj, udgør en reel fare for menneskers sikkerhed og sundhed. Jeg må mane til besindelse, når det gælder bestræbelserne for at sikre en tilnærmelse mellem landenes lovgivning på dette felt. Vi må sikre, at disse bestræbelser ikke skader de allerede eksisterende foranstaltninger i de enkelte medlemsstater. Jeg finder det uheldigt, hvis harmonisering bliver et mål i sig selv. Der er en reel fare for, at fænomenet breder sig. Jeg må derfor også over for Kommissionen påpege, at der bør fokuseres på beskyttelse af patenter, varemærker og ophavsrettigheder og ikke så meget på varemærkeforfalskning omhandlende havepynt som eksempelvis de små dværge, der omtales i grønbogen. Der er tale om rettigheder, som både tjener til beskyttelse af forbrugerne og til sikring af virksomhedernes fortsatte eksistens, idet disse foretager betydelige investeringer i forskning og fremstilling af kvalitetsprodukter. Beskæftigelsessituationen inden for eksempelvis tekstilindustrien eller automobilindustrien eller inden for det kulturelle område afhænger i vid udstrækning af en sådan beskyttelse af immaterielle rettigheder. Lad os være realistiske, også når det gælder beskyttelsen af software inden for forvaltningen, både på europæisk og på nationalt plan. Det er ikke så meget et spørgsmål om at etablere en adfærdskodeks, men et spørgsmål om at kræve nøje overholdelse af gældende retsregler. Jeg håber, Kommissionen erkender, at dette primært kræver vilje til god administrativ praksis, snarere end harmonisering af lovgivning og strafferetlige foranstaltninger.
Hr. formand, bestyrtet over, at 14 medlemsstater forfordeler Østrig, men også over holdningen hos Europa-Parlamentets formand i dette spørgsmål, vil jeg gerne lykønske ordføreren med den udmærkede betænkning og støtte hende i det væsentlige. Omfanget af de skader, der er forårsaget af varemærkeforfalskning og piratkopiering, er enormt. De tal, Kommissionen har fremlagt, er rystende. Alligevel vil jeg i forbindelse med det problem, der allerede er blevet nævnt i dag - og som jeg tror er et alvorligt problem - gøre opmærksom på en ting: For fremtiden må også eksisterende private informationssystemer sættes ind og sammenkobles i kampen mod varemærkeforfalskning og piratkopiering. Der er endnu en gang fare for, at Europa-Parlamentet i sine anstrengelser for effektivt at bekæmpe misbrug mister sin sans for proportioner og opretter en overvågningsstat. Hr. Rothley, som jeg sætter stor pris på, har tidligere i lignende tilfælde ofte talt om Europa-Parlamentets blodrus. Dermed mener jeg, at det heller ikke nytter noget med overdrevne foranstaltninger på dette område.
Fru Fourtous betænkning er værdifuld, fordi den udgør en væsentlig kommentar til Kommissionens grønbog "Bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering i det indre marked". Dette dokument angiver klart vigtigheden af immaterialrettigheder i den moderne verden og den skade, som tyveri heraf kan udrette. Mens mange mennesker ganske rigtigt betragter indbrud som forkert, er der af en eller anden grund ikke den samme følelse, når det f.eks. gælder ulovlig anskaffelse og brug af piratkopierede cd'er eller brug af Napster til at hente andres musik ned fra Internettet. Men i bund og grund kan de to selvfølgelig sidestilles. På sin vis er den største udfordring, som disse relativt nye former for kriminalitet stiller os over for, hvordan vi skal bekæmpe dem. Det siger sig selv, at man inden for et overstatsligt indre marked ikke kan begrænse tiltagene til en enkelt medlemsstats jurisdiktion, men deraf følger ikke automatisk, at den rigtige løsning er harmonisering af straffe, strafferet og procedurer på europæisk plan. Der er et helt klart behov for koordinering og en samlet strategi for håndtering af falsknere og pirater, men principperne for gensidig anerkendelse har ikke fået den fremtrædende placering, som jeg havde kunnet ønske, i konklusionerne til betænkningen. Der er en tendens til at understrege behovet for at harmonisere, mere end det er relevant eller nødvendigt under de givne forhold. Det skal dog også siges, at det er vigtigt, at der inden for EU's retsområde findes en sammenhængende og vidtfavnende ramme for håndtering af problemerne med forfalskning og piratkopiering. Begge dele foregår i vid udstrækning både inden for og uden for Unionen af mere og mere målbevidste og teknologisk avancerede kriminelle. Vi hører gang på gang, at vi er på vej ind i et vidensbaseret samfund, og det er vi uden tvivl. Derfor kan vi ikke tillade, at viden stjæles fra dem, den tilhører. Derved undermineres det økonomiske grundlag for vores samfund. Hvis vi lader det ske, løber vi selv en risiko.
Hr. formand, jeg støtter fuldt ud ordførerens vision om, at der skal tages hårdt fat på piratkopiering, og at vi skal lave globale tiltag, det vil sige såvel forebyggende som repressive. De økonomiske følger er da heller ikke til at overse. Ifølge vurderinger udgør skaden en andel på 5 til 7% af verdenshandlen. Jeg spørger derfor Kommissionen, om denne problematik ikke skal inddrages mere i de løbende forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen. De fleste piratkopier kommer jo fra lande uden for EU, men det er her, skaden kan mærkes. Et enkelt eksempel: Hvis vi bare i informationsteknologisektoren kunne nedbringe piratkopieringen med 10%, ville det ifølge de nyeste undersøgelser straks kunne skabe 250.000 arbejdspladser i EU. Det er godt at fremhæve forebyggelse. Den europæiske forbruger skal være bevidst om, at køb af forfalskede produkter på diverse områder er skadeligt, også for ham selv. Det bremser den økonomiske vækst. Det bringer folkesundheden i fare og også sikkerheden. Endnu værre er det, at man er mere og mere overbevist om, at piratkopieringen er i hænderne på den organiserede kriminalitet, der herved får indtægter og hvidvasker penge. I handlingsplanen om bekæmpelse af organiseret kriminalitet fra juni 1997 blev der allerede givet melding om at bede Rådet såvel som Kommissionen om at opstille fælles bestemmelser i kampen mod den organiserede kriminalitet på området varemærkeforfalskning. Denne betænkning kommer da heller ikke for tidligt. Det er en god betænkning. For at få det indre marked og frihandlen til at fungere skal kreativitet og innovation stimuleres, og de må ikke lammes af svigagtig praksis.
Hr. formand, grønbogen fra Kommissionen og fru Fourtous betænkning konfronterer os med en problematik, som vi nemt har tilbøjelighed til at undervurdere. Tallene siger noget andet. Der laves store gevinster på illegal varemærkeforfalskning og piratkopiering. Det er foruroligende, at denne kriminelle praksis meget hurtigt professionaliseres. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at en effektiv bekæmpelse er nødvendig, såvel civilretlig som strafferetlig - det skal dog nævnes, at medlemslandene har kompetence for sidstnævnte kategori. Der hvor det indre markeds funktion forstyrres af illegal handel, ligger en åbenbar opgave for Unionen. Den foreslåede beslutning er en positiv tilskyndelse rettet mod Kommissionen om at fortsætte på den vej, den er gået ind på. I den henseende bør betænkningen støttes. Jeg synes dog ikke, at betænkningen er særlig konsistent. Kommissionen tildeles mange opgaver, uden at der er behov for det. Det forekommer mig fornuftigt at føre kampagner for at bevidstgøre borgerne, men de kræver snarere en medlemslandspecifik indstilling end en europæisk indstilling. En minimumsharmonisering af reglerne, også på det strafferetlige område, er påkrævet, men at nævne Europol i denne sammenhæng er meget forhastet. Mange af de forslag, der er blevet fremsat, er allerede gennemført i Nederlandene, og måske også i andre medlemslande. Kommissionen skal derfor primært rette sig mod indsamling af information om dette, måske opstart af bestemte samarbejder medlemslandene imellem, f.eks. på toldområdet, og udsendelse af en rapport om resultaterne heraf. På den måde kan der opstilles en gennemtænkt, effektiv strategi for Unionen.
Hr. formand, jeg vil gerne begynde med, på vegne af Kommissionen, at udtale min glæde over den meget detaljerede og gennemtænkte betænkning, som fru Fourtou har lavet. Betænkningen tager efter Kommissionens mening på mange punkter stilling til at understøtte de løsninger, der foreslås i grønbogen. Hr. De Clercq har netop nævnt det: Det er en god betænkning. Jeg vil gentage det, og udtaler således på vegne af Kommissionen min tak til fru Fourtous arbejde. Det er godt, at Kommissionen kan regne med støtte fra Parlamentet, når det handler om at tage konkrete foranstaltninger efter grønbogens anvisninger. Jeg vil kort komme ind på sammenhængen og de vigtigste faser i forhandlingsproceduren og vil i den anledning sige, at grønbogen om bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering er meget vigtig for, at det indre marked er velfungerende. Der er fremlagt et ændringsforslag om dette, ændringsforslag 6, og det vil jeg gerne komme nærmere ind på. Om ændringsforslag 6 vil jeg sige, at Kommissionen ikke er tilhænger af genindførelse af kontrol ved Fællesskabets indre grænser. Det indre marked er nu en uomtvistelig succes, og der er ingen grund til at hindre, at det indre marked fungerer smidigt. Kommissionen er dog enig i, at bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og piratkopiering skal styrkes, den skal forbedres. Men det er dens mening, at det mål også kan nås på en anden måde end ved genindførelse af kontrol ved de indre grænser. Fru Fourtous betænkning indeholder en række interessante foranstaltninger, især til styrkelse af den gensidige hjælp medlemslandene imellem, til pålæggelse af strengere straffe og til forbedring af de civilretlige regler og procedurer. Jeg siger det især i anledning af fru Thomas-Mauros bemærkninger, der forsvarede ændringsforslag 6 på de punkter, og jeg må sige til fru Thomas-Mauro, at ændringsforslag 6 ikke kan støttes af Kommissionen. Hr. formand, som De ved er varemærkeforfalskning og piratkopiering de sidste 10 år blevet et vidt udbredt fænomen med en global indvirkning, og det er også blevet berørt af forskellige talere her til morgen. Sådanne aktiviteter skader den anerkendte handel og forstyrrer konkurrencen, især når der bliver draget fordel af forskelle mellem beskyttelsesregler i medlemslandene. Oftere og oftere synes kriminelle organisationer desuden at være indblandet i handlen med forfalskede og piratkopierede varer, og herved mister erhvervslivet sin tiltro til det indre marked, og investeringerne falder. Hvis det indre marked vil have succes, er det yderst vigtigt, at opfindere, forskningsvirksomheder, kunstnere og store og små virksomheder har tiltro til Fællesskabets formåen til at garantere deres interesser på effektiv vis. At gøre noget ved varemærkeforfalskning og piratkopiering er vigtigt for innovationen, beskæftigelsen og konkurrenceevnen i Europa, og også det er mere end én gang blevet fremhævet af medlemmer af Parlamentet, hr. formand, og også af fru Fourtou i hendes betænkning. Det er også vigtigt for det offentlige sundhedsvæsen og den offentlige sikkerhed. Varemærkeforfalskning kan have alvorlige følger, når det handler om lægemidler, legetøj eller bilreservedele, og derfor har Kommissionen besluttet at gøre noget ved det problem og foreslå en række løsninger til forbedring af den aktuelle situation. Den forhandlingsprocedure, som blev igangsat af grønbogen, var succesfuld. Interessenterne bekræftede enstemmigt, at det handler om et vigtigt emne. Erhvervslivet underskriver forslagene fra grønbogen, og beder om et initiativ fra EU om at tage fat på problemet. Det Økonomiske og Sociale Udvalg, der naturligvis også spiller en rolle, udsendte i februar 1999 en positiv meddelelse om grønbogen, og forskellige forslag fra grønbogen var indarbjdet i den meddelelse. De anbefalinger fra Parlamentet, der er medtaget i fru Fourtous betænkning, er yderst interessante. Naturligvis bliver de yderligere undersøgt af Kommissionens tjenester, og jeg antager, at Kommissionen vil reagere positivt på de fleste af disse forslag. Yderligere vil jeg gerne opstille en meddelelse i tilslutning til grønbogen, der inden for kort tid skal godkendes af Kommissionen. I den meddelelse vil der blive lavet en opgørelse over forhandlingsproceduren, og der foreslås også en handlingsplan. Angående handlingsplanen vil jeg sige følgende til fru Fourtou, især fordi hun eftertrykkeligt har bedt om det. Kommissionens handlingsprogram vil omfatte en række foranstaltninger, som tager sigte på at forbedre og styrke indsatsen mod varemærkeforfalskning og piratkopiering. Programmet vil i videst mulige omfang tage højde for de behov, der påpeges i fagkredse, ligesom programmet vil tage hensyn til Europa-Parlamentets udtalelse. Handlingsprogrammet vil omfatte lovgivningsmæssige foranstaltninger samt andre initiativer såsom uddannelsesaktiviteter og informationskampagner, som gør opmærksom på de risici, der er forbundet med varemærkeforfalskning. Kommissionen vil selvsagt i forbindelse med disse initiativer respektere såvel subsidiaritetsprincippet som proportionalitetsprincippet. Europa-Parlamentet vil blive anmodet om at spille en væsentlig rolle i forbindelse med de foreslåede lovgivningsmæssige foranstaltninger. (NL) Hr. formand, der behøver ikke nødvendigvis kun at blive tænkt på tiltag af lovgivende art. De tiltag vedbliver at være lige vigtige. Hr. Manders og også hr. De Clercq, såvel som hr. Inglewood, har talt om nødvendigheden af harmonisering af bestemte tiltag af lovgivende art, og det er naturligvis vigtigt. Ændringsforslag 8, som sigter på dette, accepteres da også af Kommissionen. Men som sagt, man behøver ikke kun at tænke på tiltag af lovgivende art. Jeg antager, at den handlingsplan, jeg netop har talt om, også vil påkalde støtte som nævnt til information- og bevidstgørelseskampagner om farerne ved varemærkeforfalskning og piratkopiering. Hr. formand, inden jeg slutter min sammenfatning af betænkningen og af Kommissionens standpunkt, vil jeg gerne sige noget til hr. Whitehead, der særlig har talt om parallelimport. (EN) Parallelimport er noget helt andet end det emne, vi diskuterer her til formiddag. Parallelimport drejer sig om produkter, som oprindeligt sendes på markedet i et tredjeland af den, som har produktrettighederne, eller med vedkommendes samtykke. Forfalskning drejer sig derimod om produkter, som produceres ulovligt, og som sendes på markedet uden samtykke fra den, som har produktrettighederne. Industrien er meget bekymret for, at forfalskning forveksles med parallelimport. I dag diskuteres spørgsmålet om parallelimport og især spørgsmålet om opbrug af varemærkerettigheder som et særskilt emne i Rådet og Parlamentet. For nylig sendte Kommissionen Parlamentet et orienterende internt notat om emnet. Jeg håber, at spørgsmålet om parallelimport eller, hvis man vil, opbrug af varemærkerettigheder, som ligger inden for samme emneområde, tages op ved rådsmødet om det indre marked, som finder sted i slutningen af måneden. Parlamentet vil naturligvis blive orienteret om resultatet af diskussionerne hurtigst muligt derefter. (NL) Jeg vil sige noget yderligere til hr. De Clercq, der talte om Verdenshandelsorganisationen, WTO, og han sagde: I hvor høj grad kan det problem behandles inden for rammerne af WTO? Der findes faktisk aftaler om intellektuel ejendomsret og de rettigheder, der er forbundet hermed, og det er naturligt i forbindelse med den internationale handel. Derfor indgås sådanne aftaler inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen. Aftalerne indeholder også vigtige tiltag angående den måde, som de intellektuelle ejendomsrettigheder kan gennemføres på i praksis. Inden vi kan gå over til at tænke på at styrke de tiltag, er det for Kommissionen vigtigt at sørge for, at de virkelig gennemføres i praksis på effektiv vis, især af udviklingslandene. Lad os derfor først se på i hvor høj grad de tiltag, der er blevet aftalt, har virket i praksis udenfor Europa, og især med hensyn til udviklingslandene. Lad os derefter, og i lyset af vores erfaringer, se i hvor høj grad disse tiltag skal anerkendes og styrkes. Hr. formand, det er, hvad jeg vil sige som svar på bemærkninger fra medlemmer af Parlamentet, og på de spørgsmål, som nogle af dem har stillet. Må jeg til slut sige, at Kommissionen håber på et frugtbart samarbejde med Parlamentet om dette vigtige emne, og at vi skal fortsætte det gode samarbejde, vi har haft indtil nu.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0111/2000) af Laschet for Budgetudvalget om forslag til Rådets forordning om støtte til visse enheder, som det internationale samfund etablerer efter konflikter til at sikre den civile administration af visse regioner i en overgangsperiode og gennemførelsen af fredsaftaler.
Hr. formand, kære kolleger, lad mig begynde med nogle politiske bemærkninger for at tydeliggøre, hvad denne beslutning, som vi skal træffe i dag, handler om. Efter konflikten i det tidligere Jugoslavien, i Bosnien-Hercegovina og i Kosovo har det internationale samfund etableret civile enheder disse steder, også Den Europæiske Union med Den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina samt FN med en civil administration i Kosovo, der nu koordinerer og leder alle civile aktiviteter og arbejder. Dette er hidtil foregået inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik under Rådets ansvar, som gentagne gange har forlænget og besluttet, at disse enheder opretholdes, og således har skabt et retsgrundlag for det hele. På budgettet for år 2000 er der i alt afsat 28 millioner euro til disse projekter i Bosnien-Hercegovina og 12,5 millioner euro til UNMIK, der er FN's midlertidige mission i Kosovo. Derfor bifalder Budgetudvalget, at der nu skabes et nyt retsgrundlag for disse enorme summer, som Den Europæiske Union anvender i Bosnien-Hercegovina. I fremtiden skal budgetpolitikken ikke længere alene føres inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik under Rådets ansvar, men derimod med deltagelse af Kommissionen under dennes og Europa-Parlamentets ansvar som del af budgetmyndigheden. Det har en længere historie. F.eks. i Mostar har Parlamentet konstateret, at den måde, som den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik hidtil er blevet finansieret på, var utilstrækkelig, og at Parlamentet i dette tilfælde ikke havde de nødvendige kontrolrettigheder til effektivt at kunne kontrollere, hvad der sker med de europæiske skatteyderes penge. For så vidt er det godt, at Kommissionen nu træder ud af rollen som kasserer og bogholder og selv tager et ansvar her. Det støtter Parlamentet fuldt ud. Det er godt, at vi nu flytter denne del af den civile administration inden for Den Europæiske Unions udenrigspolitik over under første søjle, og dermed øger Parlamentets deltagelse i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Siden topmøderne i Helsinki og Köln har vi oplevet, hvor meget den fælles udenrigspolitik har ændret sig, hvilken dynamik og hvilken kraft der også ligger i denne proces, og derfor mener vi, at det er vigtigt, at Kommissionen og Europa-Parlamentet som europæiske institutioner deltager stærkt. Dette er den tekniske baggrund for det, som vi beslutter i dag. Vi har muligheden som Parlament i fremtiden på dette politiske område at hensætte penge til reserve for at være med til at gennemtvinge bestemte foranstaltninger og få indflydelse på bestemte foranstaltninger. Vi har muligheden for at drage Kommissionen til ansvar som led i dechargeproceduren og gøre meget af det, der er gået skævt i Bosnien-Hercegovina, bedre i fremtiden. Ganske vist er det, vi foretager os i dag ud fra et europæisk retligt synspunkt en opgave for specialister, men den har stor politisk betydning, fordi den samtidig styrker Parlamentets betydning på dette vigtige politiske område. Lad mig komme med et par bemærkninger til de ændringer, som Budgetudvalget har vedtaget og her forelægger for plenarforsamlingen i dag. For det første havde Rådet i et første forslag anbefalet at udarbejde et bilag, som man efter behov kunne supplere med yderligere civile enheder. Her har Budgetudvalget foreslået - og vi beder Parlamentet om at støtte dette ved afstemningen - at der for hver ny fællesskabsaktion, som man fastlægger, kræves en ny parlamentarisk beslutning. Rådet kan i fremtiden ikke bare blive ved med at supplere - det har trods alt betydning for budgettet - derfor bør der i stedet i hvert enkelt tilfælde træffes en ny beslutning. Som jeg hører fra Rådet, det portugisiske formandskab, så er formandskabet og Kommissionen vel også indforstået med at finde et kompromis og gå med til dette. Endvidere lægger det vægt på, at Parlamentet også i fremtiden modtager en rapport om det, der sker i disse enheder, som skal sikre civil administration i en overgangsperiode, at der aflægges regnskab over for offentligheden for, hvad midlerne fra Den Europæiske Union anvendes til, og jeg mener, at dette også vil bidrage til øget gennemskuelighed. Den nye Kommission er begyndt at fokusere mere på gennemskuelighed. Også på dette vigtige område, hvor der er risiko for, at mangt og meget kan gå skævt, som fortiden har vist, er gennemskuelighed særlig vigtig. "Civil administration", "fredsaftaler", "fred i Europa og på Balkan" er emner, der optager vores borgere, og hvis der så bliver rapporteret om, at pengene anvendes lemfældigt, kan det skabe mistro i hele Den Europæiske Union. Derfor er det et vigtigt skridt i dag, at der i fremtiden aflægges klarere regnskab over, hvad Unionen bidrager med dernede. For så vidt mener jeg, at hvis Europa-Parlamentet i dag i dette ene tilfælde foretager en flytning til første søjle, så er det også et signal til den videre fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der findes andre områder, som, når de overføres fra nationalt til europæisk niveau, har behov for et parlaments demokratiske kontrol! Hvis de nationale parlamenter ikke længere har ansvaret, fordi Europa tager over, så er der også brug for en demokratisk kontrol her, også inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg mener derfor, at det, vi tager tilløb til i dag, er en vigtig begyndelse.
Hr. formand, kære kolleger, jeg siger så mange tak for dette tip og vil nu komme med nogle supplerende bemærkninger til Laschet-betænkningen, som jeg kan støtte fuldt og helt som repræsentant for Udenrigsudvalget. Det ser ud som et enkeltstående tilfælde, som ikke er så betydningsfuldt. Men som ordføreren afslutningsvis sagde, drejer det sig her om afgørende ændringer og signaler. Derfor er det overordentlig vigtigt, at Europa-Parlamentets muligheder for kontrol og medvirken sikres. Jeg er taknemmelig for, at Budgetudvalget har fremlagt forslag, der er i overensstemmelse med Udenrigsudvalgets intentioner i dette spørgsmål. Jeg mener, at det er nødvendigt i forbindelse med indsættelsen af særlige udsendinge at have medindflydelse i hvert enkelt tilfælde. Jeg mener, at det er overordentligt vigtigt, at også Kommissionen forstår, at det her drejer sig om en beslutning for den fremtidige udenrigs- og sikkerhedspolitik, der er af afgørende betydning. Efter vores opfattelse har næsten samtlige finansielle midler til området for sikring af civil administration efter konflikter hidtil stået til rådighed for Kommissionens budget. Jeg tror, at dette instrument skal udnyttes, og at det ikke må opblødes, da også dette område i stigende omfang overføres til området for mellemstatligt samarbejde. Der findes bestræbelser i Rådet, som jeg vil betegne som overordentligt farlige, hvor det mener, at områder, som er Fællesskabets klassiske ansvarsområder og første søjle, udelukkende kan aftales mellem de herrer udenrigsministre. Hvis vi gik med til det, ville vi forspilde enhver chance for i samspil mellem civil og militær administration i konfliktsituationer for det første at fremhæve det civiles betydning og for det andet på sigt at gøre hele udenrigs- og sikkerhedspolitikken fælles, fordi der så ville blive foretaget beslutninger, der netop går i en anden retning, således som det nu er på mode i disse dage i mange nationale hovedstæder. Derfor beder jeg Dem og også Kommissionen om tilsvarende at medvirke her, ikke blot i Parlamentets interesse, så det opnår tilsvarende medindflydelse, men her drejer det sig derimod om Kommissionens stilling i udenrigs- og sikkerhedspolitikkens fremtidige struktur. Det er måske endda af endnu større betydning end det, som vi inddrager her som Europa-Parlamentets interesser. Derfor siger jeg tak for de ekstra 50% taletid! Vi bør benytte lejligheden til at tydeliggøre Parlamentets holdning og indgå et tæt samarbejde mellem Parlament og Kommission, fordi det på sådan nogle tilsyneladende ubetydeligt udseende steder drejer sig om, hvilken retning hele Den Europæiske Union fremover skal udvikle sig i!
Hr. formand, da jeg så Dem sidde i formandssædet, tænkte jeg på at stryge noget af min tekst, men jeg er glad for Deres holdning. Jeg kan, kære kolleger, fru kommissær, på vegne af Budgetkontroludvalget give hr. Laschet vores fulde støtte. Jeg er meget glad for, at Budgetudvalget, Udenrigsudvalget og Budgetkontroludvalget denne gang er helt på bølgelængde. Det forslag, der debatteres i dag, er beregnet som et fælles retsgrundlag til finansiering af FN's midlertidige mission i Kosovo og Den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina. Som hr. Laschet meget tydeligt udtrykte det, er EU-delen af finansieringen hidtil faldet inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det handler om betragtelige beløb, 28 mio. EUR til Den Høje Repræsentants Kontor, hvoraf 53% dog betales af EU og 12 mio. EUR af UNMIK (United Nations Interim Administration Mission in Kosovo). Fordelen ved denne nye ordning er, at beløbene virkelig hentes fra søjlen fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvad har vi tidligere konstateret? Vi har konstateret, at Kommissionen, der i kraft af traktaterne er ansvarlig for budgettets gennemførelse, under den nuværende ordning ikke havde styr på, hvad der skete, og det har Budgetudvalget allerede flere gange påpeget. I praksis havde det til følge, at Kommissionen egentlig kun udfyldte rollen som kassebestyrer, som bogholder, og det gav i sidste række anledning til en slap politik, en slap adfærd, en mangel på engagement. Hvad det kan føre til fremgår af en særberetning, som Revisionsretten udsendte for nylig. Vi ved f.eks., at finansinspektøren i Bosnien-Hercegovina fakturerede sine tjenester til Den Høje Repræsentants Kontor inden for rammerne af en kontrakt, der var indgået med en virksomhed, som han selv var driftsleder af. Det hedder vist interessesammenfald. Vores Budgetkontroludvalg vender i øvrigt senere tilbage til denne særberetning. Hvordan det end forholder sig, så skal det foreliggende forslag til forordning sørge for, at Parlamentet får bedre kontrol over finansieringen af disse fredsaftaler, og således skal vi f.eks. kunne henlægge midler i reserven, hvis vi vil gennemtvinge en bedre forvaltning af bevillingerne. Ansvaret for gennemførelsen af bevillingerne deles ikke længere af Kommissionen og Rådet, men lægges snart over på Kommissionen. Jeg synes, det er godt, for det betyder, at vi også i fremtiden kan bruge vores dechargeprocedure som kontrolmiddel. Kære kolleger, det foreliggende forslag til forordning passer fuldstændigt inden for rammerne af en politik, der er rettet mod god administration, med opmærksomhed for hvad der sker med skatteyderens penge. Jeg mener, at vi enstemmigt og fuldt ud skal støtte hr. Laschets betænkning.
Hr. formand, dette konkrete forslag handler om støtte til visse enheder, som det internationale samfund, desværre, nu og da må etablere efter konflikter for at sikre den civile administration af visse regioner i en overgangsperiode og gennemførelsen af fredsaftaler. Vi skal som Union kunne påtage os et ansvar på langt sigt for denne type opgaver i Europa. Vi er allerede involveret i to tilfælde gennem Den Høje Repræsentant for Bosnien-Hercegovina og EU's deltagelse i FN's overgangsadministration i Kosovo. Den tunge del af EU's indsats i f.eks. Kosovo skal naturligvis handle om den faktiske genopbygning, men selvfølgelig skal EU også tage et ansvar for de enheder, der er nødvendige for at kunne vende tilbage til et samfund med en fungerende civil administration, og som på langt sigt skal udvikle sig til et demokratisk samfund i nært samarbejde med både EU og det øvrige Balkan. Lige så selvfølgeligt er det, at ansvaret skal fordeles retfærdigt mellem forskellige internationale aktører, og at der skal udarbejdes et korrekt og tydeligt regelsæt for, hvordan dette skal foregå. Hvad det angår, føler jeg dog en vis uro. Vi får flere og flere oplysninger om, at en alt for lille del af EU's bistand til Kosovo rent faktisk går til konkret genopbygning, og at en meget stor del af de midler, som vi har anslået for år 2000, anvendes til andre opgaver. Genopbygningskontorets administration er et eksempel herpå og er også en vigtig foranstaltning, men det handler f.eks. også om budgetstøtte og energiimport. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved betydningen af disse foranstaltninger, men det er lidt urovækkende at tænke på, om omkostningerne i forbindelse med den indsats, som er EU's hovedopgave, rent faktisk bliver meget lavere end de 360 millioner, som er blevet anslået. På dette område kræves der flere informationer. Hidtil har Rådet, for at indsatsen skal kunne gennemføres hurtigt og i mangel af et retsgrundlag, valgt at træffe foranstaltninger inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I henhold til det foreliggende forslag skal denne type foranstaltninger nu overføres til første søjle. I så fald kræver vi, at der kommer orden dels på retsgrundlaget for Unionens støtte, dels på, hvordan vi rent faktisk skal håndtere de midler, som traditionelt set er blevet afsat inden for udenrigspolitikken, men som snarere hører hjemme under første søjle og udgiftsområde 4. På dette område virker det, som om der findes en del huller. Skal man følge Kommissionens forslag og Rådets ønsker og oprette en ny budgetpost og desuden forsyne den med en ekstra nettofinansiering, bliver det nødvendigt at høre Parlamentet og at gennemføre en fuldstændig budgetprocedure. Jeg ønsker at være tydelig på dette punkt: Det handler ikke om prestige, idet Parlamentet skal sige sin mening i disse sager, men det handler om, at vi skal indse nu, at disse udgifter ikke er midlertidige, men kommer til at være af mere varig karakter. Vi skal have en metode i forbindelse med indsatsen, som både er hurtig, juridisk korrekt og tillader indsigt, og så skal vi have en mere regulær budgetprocedure. Paratheden til fortsat at yde en indsats af denne type skal være stor. Derfor skal vi også klare budgethåndteringen og retsgrundlaget, således at tvister i den forbindelse ikke er til hinder for en konstruktiv indsats. I det hele taget tror jeg, at kontrol og åbenhed er vigtige elementer i de foranstaltninger, som skal træffes fremover. De skal dog forenes med effektivitet og hurtighed. I et område som Kosovo kan man ikke træffe beslutninger om en indsats, som gennemføres med stor forsinkelse, da situationen dér allerede kan have nået at ændre sig. Vi skal fastsætte vilkår for, hvordan midlerne skal anvendes, men vi skal ikke have så indviklede processer, at EU beskyldes for ineffektivitet eller for at forsinke en vigtig genopbygningsindsats. Derfor er det vigtigt at støtte til den type enheder, som vi taler om nu, følges af forskellige aftaler om, hvordan midlerne skal anvendes, og at vi får en kvalificeret opfølgning på kvaliteten af indsatsen. Desuden skal vi modtage præcise rapporter om, hvordan f.eks. overgangsadministrationen fungerer. Jeg kan nævne positive tegn. Selv om EU af og til kritiseres, fortjener den, at det nævnes, at EU's task force har fået megen ros for den effektivitet, der er udvist. Nu håber vi bare, at den effektivitet virkelig også kan overføres til det mere permanente arbejde på genopbygningskontoret og til EU's indsats under UNMIK. Jeg vil gerne understrege, at det er nødvendigt med en betydelig handlefrihed på lokalt niveau, men vi skal alligevel kunne kontrollere, at midlerne anvendes korrekt. I det foreliggende forslag er der også en ny budgetpost, som fastsættes til 27 millioner euro. Denne budgetpost skal inkluderes i udgiftsområde 4, hvilket naturligvis også aktualiserer Kommissionens forslag fra i går om en revidering af de finansielle overslag med henblik på at give plads til den mere langsigtede støtte til demokratisering og genopbygning på Balkan. Budgetudvalget har en lang række spørgsmål til disse tal. Parlamentet har en bestemt vilje til at tilbyde den støtte, som der er brug for, og vi er klar over, at behovene er enormt store. Vi skal også sætte fokus på Balkanbefolkningens behov, men herefter er det op til Parlamentet og den anden gren af budgetmyndigheden at finde de tekniske løsninger på de finansielle behov. Jeg mener, at de 27 millioner, som vi taler om her, understreger nødvendigheden af at revidere de finansielle overslag. At anvende hele støtten inden for budgetrammerne af det nuværende udgiftsområde 4 tror jeg, at de fleste, muligvis med undtagelse af Rådet, anser for at være umuligt. Det er ikke rimeligt, at støtten til andre fattige regioner i verden skal rammes af problemerne på Balkan. Sammenfattende mener jeg, at vi skal tænke mere over kvaliteten af indsatsen. Når Kommissionen nu præsenterer dels de finansielle rammer, dels denne nye måde at håndtere støtten på til opbygning af EU's del af den civile administration, er det vigtigt, at vi ikke bare fokuserer på de overordnede tal eller de formelle beslutningsprocesser, men det er også mindst lige så vigtigt at vurdere indsatsen, og at den bliver hurtig og effektiv. Generelt set siger man i dag, at gennemførelsen i Kosovo er mere effektiv end i Bosnien, men der er fortsat en hel del nye spørgsmål, som bør besvares. Hele dette ræsonnement viser, hvor nært den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik hænger sammen med Parlamentets rolle i f.eks. budgetproceduren. I den forbindelse skal vi udvikle en model for, hvordan vi skal kunne garantere, at støtten udformes gennemskueligt og korrekt i overensstemmelse med vores regelsæt for også at kunne blive undersøgt og revideret, som Staes påpegede. Dette skal ikke føre til, at gennemførelsen af støtten hænger fast i utydelige beslutningsstrukturer. På denne baggrund støtter vi Laschet-betænkningen.
Hr. formand, hr. Laschet har udarbejdet en udmærket betænkning om et meget teknisk emne og sat sig godt ind i stoffet og fundet visse træk, som har været fremme i denne debat. Jeg ønsker af denne grund at lykønske Laschet med et fortræffeligt arbejde. Parlamentet er ved at behandle forslaget til Rådets forordning om finansieringsgrundlag, der kan finansiere FN's midlertidige mission i Kosovo, UNMIK, samt omkostningerne til Den Høje Repræsentant i Bosnien-Hercegovina. Det er hensigten at overføre disse bevillinger fra den fælles udenrigs - og sikkerhedspolitik under den anden søjle til finansiering via Kommissionens budget under den første søjle. Selv om dette ville se ud som en rent teknisk foranstaltning, er den forbundet med visse problemer. Det første er forbundet med udgiftsområde 4. Udgiftsområde 4 er nu allerede overbelastet. Det er derfor, Kommissionen i går foreslog en revision af de finansielle overslag og en mærkbar brug af landbrugsbevillingerne til eksterne foranstaltninger. Overførslen udløser et betydeligt finansieringsbehov i nævnte udgiftsområde 4. Det andet problem er forbundet med beføjelsen. Hvis forslaget til forordning bliver godkendt som sådan, opstår der en sluse, hvorigennem finansiering fra den anden søjle kan overføres til udgiftsområde 4 under den første søjle, uden at Parlamentet høres. Det er derfor, forordningen skal ændres, således at Parlamentet bevarer sin indflydelse. Denne sluse skal lukkes, og derfor skal forslagets bilag fjernes og Budgetudvalgets ændringer foretages. Derfor skal forslaget begrænses i denne fase til kun at omfatte disse to tilfælde: finansiering af FN's midlertidige mission i Kosovo og finansiering af omkostningerne til Den Høje Repræsentant i Bosnien-Hercegovina. For det tredje, hvis finansiering af de særlige udsendinge fremover overføres til Rådets administrative budget, som det er antaget, betyder det, at gentlemanaftalen mellem Rådet og Parlamentet skal tages op til fornyet overvejelse. I henhold til denne aftale blander Rådet og Parlamentet sig ikke i indholdet af hinandens budget. Hvis klare aktionsbevillinger som finansiering af de særlige udsendinges aktion alligevel overføres til Rådets budget, er der ikke længere tale om en klar administrativ udgift for Rådet, men om en fælles finansiering af Den Europæiske Unions aktion. Derfor kan disse midler ikke længere høre under gentlemanaftalen. Europa-Parlamentet bør have ret til at udtale sig og gribe ind i de bevillingsmidler, hvormed finansiering af de særlige udsendinge administreres, skønt de er placeret i Rådets administrative budget. Forslaget til forordning kan efter min opfattelse kun godkendes, hvis Kommissionen og Rådet godkender Parlamentets ændringsforslag, for ellers er forslaget ikke i overensstemmelse med den eksisterende interinstitutionelle aftale.
Hr. formand, mine damer og herrer, også jeg ønsker at give vores gruppes støtte til ordførerens betænkning. Vi ønsker her klart at styrke Kommissionens og Europa-Parlamentets rettigheder med hensyn til bistanden til Bosnien, for fortiden har vist, at der er mange problemer på dette område. Først er der Revisionsrettens beretning, men der er også erfaringerne fra parlamentsmedlemmerne i den sidste valgperiode, først og fremmest Edith Müller, der blev ved med at bore i Bosnien-Hercegovina, fordi det blev tydeligt, at der her var tale om alt for lidt ansvarsbevidsthed i forbindelse med indsatsen, brugen af pengene, i efterforskningen, i dechargeproceduren. Med flytningen til første søjle styrkes nu muligheden for, at Kommissionen og Europa-Parlamentet opnår langt større indflydelse i forbindelse med tildelingen af midlerne, at de kan varetage deres ansvar, og at vi i dechargeproceduren kan kontrollere, hvad der sker med midlerne. Det betyder for det første, at det gøres tydeligt over for de europæiske skatteydere, at her styrkes de europæiske institutioners ansvarsbevidsthed, når det drejer sig om uddeling af penge. Men - og det synes jeg er mindst lige så vigtigt - der gennemføres også en vigtig beslutning, og her tilslutter jeg mig klart hr. Brok. Jeg mener, at det er absolut nødvendigt, at vi i betragtning af at udenrigspolitikken i Europa opnår stadig større betydning, tydeliggør, at de europæiske institutioner skal styrkes således, at det ikke kun er Rådet, der bærer ansvaret, men at det ved at styrke Kommissionens og Europa-Parlamentets ansvar bliver tydeligt, at vi ønsker at påtage os det udenrigspolitiske ansvar, og vi vil også være politisk med på dette område!
Hr. formand, det fremlagte forslag til forordning har til formål at skabe det juridiske grundlag for en overførsel af finansielle bidrag fra den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik til budgettet for første søjle. Dette finder vi positivt, eftersom Parlamentets manglende kontrol med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik må betegnes som absurd. Det foreliggende forslag til beslutning og ændringsforslagene understreger således med rette behovet for at styrke denne kontrol med alle operationer, der indebærer finansiering af, hvad der meget blufærdigt betegnes som støttede enheder. Man kunne også anvende betegnelsen protektorat. Det er nemlig, hvad der er tale om, når det gælder Bosnien eller Kosovo. Forslaget til beslutning kommer imidlertid slet ikke ind på den helt centrale problemstilling i denne sammenhæng, nemlig vurderingen af hvorvidt den politik, der er ført i det tidligere Jugoslavien, har været hensigtsmæssig. Hvordan er situationen efter fem år i Bosnien-Hercegovina? Hvilken lære kan vi uddrage af krigen i Kosovo? Hvad har den militære aktion kostet? Hvad har de omfattende ødelæggelser kostet? Med en forhøjelse af budgettet for 2001 med 80% pålægger man EU's befolkning at betale regningen for dem, der har forvoldt ødelæggelserne og nu ønsker genopbygning. Og et mindre antal industrivirksomheder stryger gevinsten. Det kan da ikke være alvorligt ment, når man betænker, at det netop er disse statsledere, som førte krigen, og som nu spreder utryghed og forringer befolkningens levevilkår. Ydermere må løsningsmodellerne for hjælpen til disse protektorater betegnes som både problematiske og farlige. Et eksempel er lønningerne til de internationale organisationer. De ligger på et niveau, som kun kan bidrage til nedvurderingen af disse områder. Et andet og endnu mere skæbnesvangert eksempel er den fortsat mangelfulde kontrol med den hjælp, der ydes til området. Også Budgetkontroludvalget henviser til den alvorlige fejludvikling i EU's hjælp til Bosnien-Hercegovina. Man påtvinger Kosovo D-marken, og de frie markedskræfter råder. Efter vores opfattelse taler resultaterne af den militære aktion deres tydelige sprog. Milosevic er stadig ved magten. Kosovo er ødelagt. Den etniske opsplitning er ved at blive gennemført, alt imens der etableres et protektorat, som ikke lader sig regere, og som vidner om, at man afviser at give Kosovo selvstændighed uden dog at være i stand til at gennemføre den hykleriske FN-resolution 1244. Af de her anførte årsager kan vi i modsætning til de kolleger, der hidtil har udtalt sig i dagens debat, ikke stemme for det foreliggende beslutningsforslag, som kun i ganske beskedent omfang retter op på en katastrofal politik.
Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil ikke udnytte tiden frem til kl. 11.00, frem til afstemningen, fuldt ud. I forbindelse med det foreliggende forslag til forordning drejer det sig om en foranstaltning til etablering af civil administration efter konflikter, og jeg mener, at hr. Laschet som ordfører virkelig har gjort grundigt rede for, at det ikke drejer sig om en hvilken som helst marginal budgetbeslutning, men at det derimod handler om noget meget væsentligt, nemlig i hvilket omfang Europa-Parlamentet kan være med til at bære ansvaret for civil bistand efter konflikter eller så ansvaret for udenrigspolitisk administration. Det er jo debatten om, hvorvidt det skal placeres under første søjle eller tredje søjle. Det drejer sig her om det internationale samfunds specielle enheder, der har til opgave at gennemføre fredsaftaler i konfliktramte regioner eller som snarere har fået til opgave at sikre den civile administration efter konflikter i de pågældende regioner i en overgangsperiode, og jeg beklager Deres udtalelse, fru Vachetta, at De kun betragter dette som kosmetik. Jeg mener, at der er meget væsentlige interventionsmuligheder, der kan støtte genopbygningen af civilsamfundet i konfliktområder. To sådanne enheder bliver i øjeblikket også finansieret med bistand fra EU's budget: Den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina og UNMIK i Kosovo. Kommissionen havde i sit oprindelige forslag til en ny forordning foreslået et generelt retsgrundlag for medvirken til finansiering af sådanne administrative enheder, som det internationale samfund etablerer, fra EU's budget. Europa-Parlamentet har udtalt sig for, at der skabes et specielt retsgrundlag for begge disse administrative enheder, OHR og UNMIK. Jeg mener, at det faktisk er nødvendigt at indgå dette kompromis for at komme et skridt videre, og De er jo også kommet med en udførlig begrundelse. Jeg må samlet på Kommissionens vegne takke ordføreren, hr. Laschet, og de involverede udvalg for deres arbejde og deres engagement i denne sag, hvilket jo også tydeligt fremgik af forhandlingen. Med hensyn til de øvrige ændringsforslag, kan jeg forsikre, at Kommissionen naturligvis vil informere budgetmyndigheden regelmæssigt. Kommissionen vil også bestræbe sig på at løse den nye opgave med det eksisterende personale. Her vil jeg også komme ind på den kritik, som er blevet fremført meget udførligt, også i debatindlægget fra hr. Staes, om den finansielle forvaltning på den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina. Revisionsretten har fremlagt en meget kritisk beretning - en særberetning. Kommissionen afviser ikke Revisionsrettens kritik som grundløs, men jeg vil dog i den anledning minde om de vanskelige forhold, som de pågældende dér må arbejde under, og at dette naturligvis også forklarer meget af det, selv om det ikke kan undskylde det. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at Den Høje Repræsentants Kontor står under beskyttelse af peace implementation council, og at der nogle gange gælder andre ordninger her, gør det naturligvis vanskeligt at gennemføre de finansordninger, som Kommissionen anviser, til punkt og prikke. Kommissionen mener, at den Høje Repræsentants finans- og procedurebestemmelser kunne forbedres i løbet af 1999. Dette gælder først og fremmest de regler, der kunne gennemføres vedrørende ansættelse af personale og budgetregnskabet i de enkelte tjenestesteder. Jeg vil også sige noget om komitologi, fordi der også foreligger et ændringsforslag hertil. Formandskabet har på sin side signaleret, at komitologibestemmelserne kunne stryges, og at gennemførelsen fuldstændig kan overlades til Kommissionen. Det ville naturligvis også være et skridt for endnu en gang at tydeliggøre, at det er en foranstaltning, der skal sikre civil administration efter konflikter, og at det er Kommissionen, der er ansvarlig for gennemførelsen heraf. Med hensyn til UNMIK og den situation, der er opstået som følge af, at et nyt retsgrundlag vedtages, men at det nødvendige budgetskridt endnu ikke er taget, kan jeg redegøre for, hvad der blev aftalt på trilogen den 12. april: For at sikre den uafbrudte finansiering af UNMIK's aktioner har Rådet besluttet, at finansieringen i en overgangsperiode fortsat skal ske inden for rammerne af FUSP. Så snart tillægsbudgettet, som Kommissionen forhåbentligt beslutter - jeg vil i al fald forelægge det - er blevet vedtaget, kan denne omstilling af finansieringen ske som ønsket. Jeg håber, at Rådet og Parlamentet behandler tillægsbudgettet uden forsinkelse, således at finansieringen af disse foranstaltninger til genopbygningen af et civilt samfund i den tidligere eller bestående konfliktramte region kan reguleres klart og sikres finansielt.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.00. (Mødet udsat kl. 10.35 og genoptaget ved afstemningen kl. 11.00)
Kære kolleger, jeg vil på Europa-Parlamentets vegne gerne byde velkommen til en delegation fra Maltas parlament, som i dag besøger Europa-Parlamentet. Kære kolleger, det er os en stor glæde at byde Dem velkommen i Europa-Parlamentet. Vi ved, De har et stramt program, men vi håber, De får lejlighed til at møde en række af Europa-Parlamentets medlemmer. Vi håber, at Deres besøg bliver udbytterigt og kan bidrage til at udvikle relationerne mellem Deres land og Den Europæiske Union.
Manders (ELDR), skriftlig. (NL) På grund af sagens presserende karakter og vigtigheden af en passende juridisk ramme på et område, der udvikler sig så hurtigt, har jeg som medlem af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked besluttet ikke at fremsætte nogen ændringsforslag ved andenbehandlingen. Rådets synspunkt imødekommer i høj grad de ændringer, som Parlamentet foreslog ved første behandling. Selv om forbrugerbeskyttelsen efter min mening på nogle punkter behøver ydeligere præcisering, bør al forsinkelse undgås. Den hurtige udvikling på området elektronisk handel vil allerede på kort sigt kræve en evaluering af direktivet. På den måde kan det så tilpasses nye omstændigheder.
Europa-Parlamentet har i dag vedtaget den foreliggende fælles holdning vedrørende retlige aspekter i forbindelse med elektronisk handel. Alle er enige om, at det er afgørende at få skabt klare regler på et område, som er i stadig udvikling, og som har stor betydning både i økonomisk og i retlig henseende. Jeg skal ikke opholde mig ved disse forhold, som har været indgående behandlet i dagens debat. Jeg vil imidlertid pege på et andet og efter min opfattelse vigtigere forhold. Med den foreliggende tekst lovgives der, helt berettiget, om forholdsregler i forbindelse med de tvister, der måtte opstå i forbindelse med elektroniske transaktioner, som afvikles uden personlig kontakt, og som dermed rummer en særlig risiko, når det drejer sig om kommercielle transaktioner. Vi må imidlertid nu gå skridtet videre og overveje, hvordan vi forebygger sådanne tvister. Vi oplever en verden, som synes at sætte spørgsmålstegn ved selv de mest grundlæggende holdepunkter i samfundet. Set i dette perspektiv bliver den elektroniske handel blot endnu et skridt i retning af et regelløst samfund. Vi må vende os imod et sådant perspektiv, idet erfaringen viser, at en udvikling i den nævnte retning uundgåeligt sker på bekostning af de svageste grupper i samfundet. Vi ønsker på ingen måde at forbyde et medium, som byder på rige muligheder for åbenhed og kulturel udveksling. Men vi ønsker, at kravene til dette medium skal være fuldt ud lige så strenge som de krav, der, helt berettiget, stilles til anden form for handel. Det er i virkeligheden den helt centrale problemstilling i denne sammenhæng. Elektronisk handel, og Internettet som sådan, er udtryk for et samfund uden lovfæstede landegrænser og i virkeligheden et samfund uden menneskelige grænser. Friheden, som er et uendeligt dyrebart gode, karikeres, bevidst eller ubevidst, af dem, der ønsker at nedbryde alle beskyttende faste holdepunkter. I alle samfund gælder det, at reel frihed forudsætter, at alle har den fornødne rets- og handleevne til bevidst at kunne vælge eller fravælge det, der tilbydes. Adgang til sagsanlæg, når tvisten er opstået, er ikke tilstrækkeligt, og frembyder i øvrigt i sig selv en række vanskeligheder, som det er fremgået af dagens debat. Lovgivningen bør være et udtryk for en overordnet politisk vision, et samfundsprojekt. I modsat fald følger lovgivningen blot udviklingen i stedet for at komme udviklingen i forkøbet og have herredømmet over den. Erfaringen viser, at internationale eller overstatslige strukturer aldrig formår at fremvise dette ekstra element af skaberånd. De formår ikke at skabe idéer, der sætter i bevægelse og skaber samfundsengagement. Den Europæiske Union udgør ikke nogen undtagelse i denne sammenhæng. Henstilling af Carraro (A5-0118/2000)
Fru formand, jeg stemte ikke bare for forslaget til Rådets afgørelse om indgåelsen af aftaler mellem EU og Det Schweiziske Forbund, fordi det efter min mening er meget vigtigt, at Schweiz - som i en forhåbentlig nær fremtid utvivlsomt skal være en integreret del af Den Europæiske Union - i mellemtiden har nogle aftaler med EU's medlemsstater, men også og ikke mindst, fordi jeg er lettet, når jeg tænker på Schweiz. I dag står der nemlig også i alle EU's aviser, at selv faldet i Europas fælles valuta, euroen, er pensionisternes skyld. Det er kort sagt pensionisternes skyld det hele! I Schweiz betaler man derimod kun 10% af bidragene, men har nogle meget højere pensioner end i vores lande. Schweiz har derfor Pensionistpartiets sympati.
Den betænkning, der i dag er sat under debat, vedrører relationerne mellem Schweiz og Den Europæiske Union. Tillad mig at erindre om, at Schweiz deltog i de forhandlinger, der førte til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Ved en folkeafstemning i 1992 afviste den schweiziske befolkning imidlertid denne aftale. Schweiz kunne således ikke deltage i EØS-samarbejdet, og landets anmodning om optagelse i Den Europæiske Union, som var fremsendt i maj 1992, måtte stilles i bero. Der var således behov for at gå nye veje for at fastholde relationerne mellem Schweiz og EU. Løsningen blev indgåelsen af bilaterale aftaler. Schweiz har således siden 1993 fremsat anmodninger om deltagelse i det indre marked på en række nærmere bestemte områder. Som et resultat af disse anmodninger og de heraf følgende forhandlinger mellem Schweiz og Den Europæiske Union er der indgået en aftalepakke bestående af syv sektoraftaler. "Pakken" omfatter således aftaler vedrørende luft- og vejtransport, vedrørende fri bevægelighed for personer, vedrørende offentlige indkøb, forskning og udvikling, gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurderinger og vedrørende landbrugssektoren. For at undgå at en af disse aftaler afvises i forbindelse med den folkeafstemning, der følger, når forhandlingerne er afsluttet, har Den Europæiske Union sikret sig, at aftalerne udgør en helhed, idet der i hver enkelt aftale indgår en fælles bestemmelse om, at alle aftalerne ubetinget skal træde i kraft samtidig, og at ingen af aftalerne kan gennemføres, medmindre samtlige aftaler gennemføres. Dermed sikres et minimum af sammenhæng. Arbejdet med denne aftalepakke blev i nogen grad forhalet i Rådet, primært på grund af meningsforskelle for så vidt angår aftalen om fri bevægelighed for personer. Efter pres fra Europa-Parlamentet forelagde Rådet i april et samlet og konsolideret lovgivningsmæssigt initiativ, som tager sigte på en samlet godkendelse af de syv aftaler mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side. Det foreliggende forslag til beslutning omfatter således i et juridisk instrument de syv enkeltforslag, Kommissionen tidligere har fremsat, ligesom der er foretaget visse ændringer i forhold til de oprindelige forslag. Efter det ovenfor skitserede forløb forelagde Rådet sagen for Europa-Parlamentet, som først på det tidspunkt fik mulighed for at udtale sig herom og tage stilling til, om Europa-Parlamentet kan afgive samstemmende udtalelse om den foreliggende aftalepakke. Ordføreren instiller, at vi afgiver en sådan udtalelse, og jeg tilslutter mig denne holdning. Den 21. maj afholdes der folkeafstemning i Schweiz om den frie bevægelighed for personer. Ikke mindst i dette perspektiv er det vigtigt, at vi sender et positivt politisk signal og afgiver samstemmende udtalelse. Tillad mig dog at nuancere mit udsagn en smule. Schweiz bør få afklaret sit forhold til Den Europæiske Union. Landet kan ikke fortsat vælge en Europa a la carte-løsning!
At disse aftaler forhandles ud fra principperne om en samlet balance i de gensidige fordele og om parallelitet har interesse for de forskellige involverede parter. For Portugal har aftalen om fri bevægelighed for personer særlig interesse, fordi der i Schweiz arbejder mere end 100.000 portugisere, heriblandt mange tusinde sæsonbeskæftigede. Sagen er nemlig, at Schweiz har strengere bestemmelser for tredjelandsborgere, og med denne aftales ikrafttræden vil der ske en tilpasning af den schweiziske ordning til princippet om fri bevægelighed for personer på grundlag af fællesskabslovgivningen. Derfor er bestemmelsen om, at de syv aftaler skal træde i kraft samtidig og kun skal gælde i deres helhed, vigtig. Forholdene er i øjeblikket særlig alvorlige for de lønmodtagere, der betragtes som sæsonbeskæftigede, og som tvinges til at forlade Schweiz tre måneder om året. Disse lønmodtagere kan ikke skifte arbejde eller flytte til en anden kanton, og de har ikke ret til familiesammenføring. Der gælder dog også mange begrænsninger for lønmodtagere, der betragtes som helårsbeskæftigede, da det almindeligvis ikke er muligt at skifte arbejde, profession eller kanton, ligesom der ikke opnås familiesammenføring som en rettighed. Med de i dag vedtagne aftaler vil disse problemer efterhånden blive løst, og man kan også håbe, at der med Det Blandede Udvalg, som oprettes i medfør af aftalen om fri bevægelighed for personer, kan tages positive skridt til at få løst de øvrige spørgsmål med hensyn til den sociale sikring af emigranterne og deres familier. Derfor stemmer vi for. Betænkning af Schierhuber (A5-0105/2000)
Fru formand, Pensionistpartiet stemte for Schierhubers betænkning om konventionen om Det Europæiske Fællesskabs fødevarehjælp på verdensplan. Vi går alle ind for dette initiativ, og jeg går særligt ind for det, men jeg vil gerne understrege, at det er vigtigt at undgå, at vi i EU som følge af kvoterne for landbrugsprodukter, f.eks. mælkekvoter, kornkvoter og kvoter for andre fødevarer, smider disse produkter ud - hvilket vi desværre ofte gør - og destruerer dem med skærveknusere, der således bliver til citrusfrugtknusere, drueknusere osv., selv om de kunne gemmes og, når der er behov for det - og det er der altid - gives til de lande i verden, som har brug for fødevarehjælp. Betænkning af Laschet (A5-0111/2000)
Fru formand, den foreliggende betænkning tager primært sigte på at etablere et juridisk grundlag for og en slags pseudo-demokratisk sikring af den aktuelle situation i Kosovo. Europa-Parlamentet opfordres til at stadfæste den faktiske situation, som er et resultat af de militære aktioner mod Serbien og Kosovo for et år siden. Vi vender os imod den etniske udrensning under Milosevic. Vi vender os imod Vestens bombardementer, og vi ønsker på ingen måde at blåstemple en situation, som er et resultat af de omtalte bombardementer. Hvad angår de økonomiske aspekter, må vi gentage, at det er de lande, som er ansvarlige for bombardementerne, som må finansiere krigsskadeserstatningen. De må ud af deres militærbudgetter betale for de skader, krigen har forvoldt i Kosovo og Serbien samt i nabolandene.
Det foreliggende forslag til forordning tager sigte på at etablere det fornødne retsgrundlag for finansieringen af Den Europæiske Unions støtte til visse enheder, som det internationale samfund etablerer efter konflikter, dels med det formål at sikre gennemførelsen af visse fredsaftaler, sådan som det er tilfældet i Bosnien-Hercegovina, dels med det formål at sikre den civile administration af visse regioner i en overgangsperiode, hvilket er tilfældet i Kosovo. Det er således hensigten med denne forordning at sikre åbenhed omkring finansieringen af den omhandlede støtte, samtidig med at der åbnes mulighed for, at transaktioner af denne art fremover kan finde anvendelse på andre enheder. Europa-Kommissionen vil således på grundlag af den foreliggende forordning kunne træffe afgørelser om finansiering og derpå på EU's vegne kunne indgå finansielle aftaler med de berørte enheder. Bag argumentationen og beskrivelsen af den omhandlede forordning som en uomgængelig nødvendighed og et resultat af politiske beslutninger, som for længst er truffet, skjuler sig et klart ønske om øget integration, hverken mere eller mindre. Tag ikke fejl. Den foreliggende forordning indebærer, som ønsket af Rådet, at finansieringen af fælles aktioner vedtaget inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som hidtil har været finansieret via budgettet for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herefter overføres til første søjle og dermed bliver en del af det brede spektrum af fællesskabspolitikker, som forvaltes af Kommissionen. Vi er også på dette felt vidne til en tilsyneladende harmløs styrkelse af Europa-Kommissionens beføjelser. Uden at Rådet åbent erkender det, sker der en styrkelse af den mest integrationsivrige og mest føderalistisk orienterede institution under påskud af, at der er behov for at sikre, at visse enheder får permanent karakter, og at der er behov for at frigøre midler til ny aktioner. Tillad os at minde om, at støtten til eventuelle nye enheder etableret af det internationale samfund, forudsat at Kommissionen beslutter at yde støtte til de omhandlede enheder, vil blive finansieret via budgettet for første søjle, uden at Europa-Parlamentet høres. Ud fra et rent budgetmæssigt synspunkt må vi således konstatere, at vedtagelsen af det foreliggende forslag til forordning yderligere vil sætte rubrik 4 i de finansielle overslag (foranstaltninger udadtil) under pres. Denne post er i forvejen trængt på grund af udgifterne til genopbygningen i det vestlige Balkanområde. Sættes forordningen i kraft i indeværende år, vil det indebære behov for et tillægs- og ændringsbudget. Af de her anførte årsager kan de franske medlemmer af UEN-Gruppen ikke tilslutte sig hr. Laschets betænkning. Betænkning af Hatzidakis (A5-0076/2000)
Fru formand, Pensionistpartiet har som en del af Det Europæiske Folkeparti - og jeg har personligt som repræsentant for dem begge - stemt for Hatzidakis' betænkning om EU's finansielle støtte til de transeuropæiske net, hovedsagelig fordi forbindelserne inden for EU er det vigtigste aspekt i forbindelse med Europas indførelse og det vigtigste aspekt, hvor subsidiaritetsprincippet konkret kommer til udtryk. Der er ikke noget, som i højere grad end opførelsen af forbindelsesnet i Europa er et billede på Europas eksistens, ikke bare som geografisk enhed, men også som politisk enhed. Jeg håber, at vi fortsætter i den retning, og at vi får skabt nogle nationale infrastrukturer, hvor der tages højde for de europæiske projekter. Betænkning af Sterckx (A5-0075/2000)
Fru formand, kære kolleger, jeg har stemt imod hr. Sterckx' betænkning, idet den efter min opfattelse indeholder synspunkter, som udgør en betydelig trussel mod lufttransportens fremtidige udvikling. Først og fremmest er der grund til at påpege, at betænkningens analyse af følgerne af en liberalisering af luftfarten er ufuldstændig. Betænkningen undlader således at kommentere de betydelige konsekvenser for miljøet. Betænkningen undlader at kommentere de betydelige konsekvenser for den trafikale overmætning af luftrummet. I forvejen har den øgede konkurrence medført et betydeligt fald i det gennemsnitlige antal passagerer i det enkelte fly. Betænkningen berører endvidere kun ganske kort de betydelige sociale tilbageslag, der kan konstateres inden for denne branche. Endelig undlader betænkningen at omtale de negative konsekvenser for egnsudviklingen. Det er således i dag særdeles kostbart at rejse til et af de fjerntliggende områder i EU, mens udgifterne stadig falder, når det gælder områder, hvortil der i forvejen er hyppige forbindelser. Den omhandlede liberalisering har altså en række negative følger. Sterckx-betænkningen foreslår imidlertid, at man går et skridt videre og etablerer et fælles europæisk luftrum. Det er et forslag, som bør tages under overvejelse. Imidlertid kædes det uløseligt sammen med et forslag om privatisering af luftrumskontrollen. End ikke USA har privatiseret tilsynsinstansen, som henhører under USA's føderale myndigheder. Selv i det land, der må betegnes som liberalismens højborg, har man ikke valgt en sådan løsning. Vi oplever, hvordan sikkerheden er forringet, når det gælder britisk lufttransport. Vi oplever gentagne gange, at der sker uheld, som kan henføres til privatiseringen af lufttransporten. Vi oplever, at den bedste garanti for sikkerheden i denne sammenhæng er at bevare lufttransporten i offentligt regi. Ikke desto mindre går den foreliggende betænkning en anden vej og vælger den stik modsatte løsning. Jeg tror, EU i højere grad bør satse på at genskabe befolkningens tillid. Og en ny liberaliseringsbølge er ud af trit med befolkningens ønsker. Mange tilkendegivelser vidner herom. Man skal så til gengæld ikke forundres over, at liberalismen efterfølgende vinder nyt terræn.
Fru formand, som repræsentant for Pensionistpartiet, der er med i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, stemte jeg for Sterckx' betænkning om en regulering af den europæiske luftfartsindustri. I denne betænkning sætter jeg navnlig pris på forslaget om, at de nationale regeringer giver beføjelse til EU's organer og til incitamenter til teknisk forskning. Jeg vil også gerne benytte de få og værdifulde sekunder, jeg har til min rådighed, til at minde om det hensigtsmæssige i, at man i disse foranstaltninger, som regulerer transportsektoren og ikke mindst luftfartsindustrien i Europa, tager hensyn til de unge og de ældre, der elsker at rejse. Det ville være godt, hvis de fik rabat, når de rejser med fly - ikke på travle tidspunkter eller travle dage - da man på denne måde ville fremme den kulturelle udveksling mellem unge i de forskellige EU-lande og ældre i de forskellige EU-lande.
Vi kan kun være enige i denne betænkning, når den påviser, at den øgede konkurrence har haft negativ virkning på de sociale og sikkerhedsmæssige forhold og har ført til flere ruter, der betyder voksende trafikophobning i luftrummet. Vi støtter ligeledes, at den fremhæver betydningen af luftpersonbefordringen som en offentlig service for rand- og øområder samt kravet om, at luftfartssikkerheden skal forbedres. Vi kan derfor kun være uenige i, at man på baggrund af denne analyse og på en selvmodsigende måde bliver ved med at forlange, at denne sektor skal liberaliseres endnu mere på alle fronter, og at der skal ske suverænitetsoverdragelse af luftrummet. Det er nogle af årsagerne til, at vi ikke kan stemme for denne betænkning. Betænkning af Fourtou (A5-0096/2000)
Beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er en vigtig sag, og jeg bifalder også fru Fourtous betænkning. Det er dog min mening, at en rigtig effektiv beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder ikke kan eksistere, hvis forbrugeren ustraffet kan købe forfalskede mærkevareprodukter. Den efterspørgsel, som herved opstår fra forbrugerens side, vil kun stimulere produktionen af forfalskede mærkevareprodukter. Opstilling af regler giver kun mening, hvis disse regler kan føres ud i livet, og de faktisk virker. Med det mål for øje har jeg stillet et ændringsforslag, der - på visse betingelser - gør besiddelse af varemærkeforfalskede og piratkopierede produkter strafbart for forbrugeren. Denne regel har en forebyggende virkning, fordi efterspørgslen efter varemærkeforfalskede produkter vil falde direkte. Efter grundige overvejelser er ændringsforslag 8 stillet på vegne af ELDR-Gruppen, PPE-Gruppen og Gruppen De Grønne. I den forbindelse kan der trækkes en tydelig parallel med hæleri i strafferetten. Ikke alene er det forbudt at stjæle genstande; også den forbruger, der køber en stjålen vare, holdes ansvarlig. Jeg synes, det er retfærdigt. En sådan regel har jo den ønskede forebyggende virkning, uden fare for at der skal etableres et ekstra kontrolapparat for, at regelen kan virke.
Jeg har støttet fru Fourtous forslag til betænkning om Kommissionens grønbog vedrørende bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering. Arbejdet befinder sig i en indledende fase, og jeg synes, ordføreren på udmærket vis påpeger de farer, varemærkeforfalskning og piratkopiering frembyder. Der er tale om fænomener med betydelige økonomiske konsekvenser og med forbindelse til den organiserede kriminalitet. Ydermere frembyder disse fænomener alvorlige risici for forbrugernes sikkerhed og sundhed. Betænkningen understreger behovet for oplysningskampagner og for at skabe øget forståelse i befolkningen for problemets alvor. Jeg tilslutter mig dette synspunkt, ligesom jeg tilslutter mig opfordringen til at skærpe straffeforanstaltningerne og også ad den vej bekæmpe den omsiggribende varemærkeforfalskning og piratkopiering. Jeg er mere forbeholden, når det gælder betænkningens ønske om harmonisering. Jeg ønsker således ikke, at de nationale parlamenter blot gøres opmærksomme på problemets alvor. Underforstået: Hvis vi ikke skal ende i en blindgyde, må de nationale parlamenter opgive deres lovgivningskompetence på dette felt. Dette gælder i såvel civilretlig som strafferetlig henseende. Kimen til dette efter min mening kortsigtede ræsonnement ligger allerede i Kommissionens grønbog. Jeg er dog overbevist om, at det gennem erfaringsudveksling og samarbejde mellem de kompetente myndigheder vil være muligt hurtigt at opnå tilfredsstillende resultater også uden at komme ind på det omtalte skråplan. Vi bør se i øjnene, at der på nationalt plan allerede eksisterer en praksis og et erfaringsmateriale på dette felt. Landenes praksis bør koordineres, men ikke udelukkes til fordel for en ensartet praksis, som langtfra vil fremme indsatsen. Endelig vil jeg nævne ordførerens opfordring til, at også EU's egne instanser og de nationale myndigheder fører kontrol med egen anvendelse af ophavsretligt beskyttede produkter, eksempelvis kontorsoftware. Jeg hilser denne opfordring velkommen og vil gå skridtet videre og påpege, at det, som anført af hr. Butel, ikke så meget er et spørgsmål om at etablere en adfærdskodeks på dette felt, men i højere grad et spørgsmål om at kræve nøje overholdelse af gældende regler.
Inden for edb-branchen og på det audiovisuelle felt, inden for områder som legetøj, parfume, lægemidler og ure, inden for automobilbranchen - overalt optræder der plagiater. Industrien for luksusforbrugsgoder kan melde om tab. Men det er kun toppen af isbjerget og givetvis den mindst farlige del heraf. De samfundsøkonomiske konsekvenser er langt mere vidtrækkende. En UNESCO-konference afholdt i Paris i 1992 anslog, at den ulovlige indtjening i forbindelse med varemærkeforfalskning årligt andrager omkring 3.000 milliarder belgiske francs. Ifølge Det Internationale Handelskammer udgør varemærkeforfalskning mellem 5 og 7% af verdenshandlen. Salget af ulovligt fremstillede cd'er steg næsten 20% i 1996 og udgør nu 14% af det omhandlede marked på verdensplan. Når det gælder software, anslås piratkopiering at udgøre 46% på verdensplan. Det skønnes, at EU de seneste 10 år har mistet 100.000 arbejdspladser på denne konto. De reelle tal er utvivlsomt langt højere. Og tallene må formodes at stige markant, i takt med at Internettet vinder terræn. Igangværende undersøgelser viser med al ønskelig tydelighed, at fænomener som piratkopiering og varemærkeforfalskning står i nær forbindelse med anden form for organiseret kriminalitet såsom narkotikahandel, våbenhandel og hvidvaskning af penge. Der er således tale om fænomener, som har vidtrækkende konsekvenser for medlemslandenes indre sikkerhed. Jeg finder derfor også, at der, som anført af ordføreren, på dette felt bør føres en politik, som vægter såvel de præventive som de repressive aspekter. Forebyggelse forudsætter, at offentligheden bliver mere bevidst om, at den, der køber de omhandlede varer, skader vores virksomheder og risikerer at bringe egen sundhed og sikkerhed i fare ved at købe produkter af middelmådig kvalitet. Jeg tænker i denne forbindelse især på lægemidler og reservedele til biler. Jeg kan ikke tilslutte mig ændringsforslag 8, idet jeg mener, beslaglæggelse af piratkopierede varer altid, også selv om det kun drejer sig om en enkelt cd, vil have en afskrækkende og opdragende virkning især på unge mennesker. De skal lære, at piratkopiering krænker den kunstner, de holder af. Hvad angår de repressive aspekter, bør vi sammen med medlemsstaterne føre en målrettet politik med det sigte hurtigt og effektivt at kunne retsforfølge personer, som krænker intellektuelle ejendomsrettigheder. Jeg finder det endvidere vigtigt, at ordensmagten sikres behørig uddannelse med henblik på mere effektivt at kunne opspore varemærkeforfalskede varer. Skærpelse af sanktionerne vil også have en afskrækkende virkning. Varemærkeforfalskning og piratkopiering udgør en trussel mod et velfungerende indre marked. Der er tale om fænomener, som bringer visse virksomheders eksistensgrundlag i fare. Det gælder i særdeleshed små og mellemstore virksomheder, som investerer i forskning og udvikling. Der er tale om fænomener, som virker konkurrenceforvridende, og som undergraver en sund økonomi. Ydermere er der tale om fænomener, som vildleder forbrugeren, undertiden på bekostning af dennes sundhed og sikkerhed. Der er et klart behov for at beskytte forbrugeren, og jeg støtter på denne baggrund fru Fourtous betænkning.