Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Fru formand, en meget grov fejl har sneget sig ind i protokollen fra i går under punkt 34 om vedtagelse af beslutningen om Euro 2000. Der står i protokollen, at denne beslutning blev vedtaget af Parlamentet, selv om den blev forkastet med et massivt flertal, og jeg vil tilføje, at den forkastede beslutning også står nævnt i afsnittet med vedtagne tekster, selv om meddelelsen om forkastelsen af denne beslutning skal være nævnt her.
Det vil vi selvfølgelig sørge for at få rettet.
Fru formand, efter Deres udtalelse i går om luftkonditioneringen i bygningen har jeg et lille problem i min egenskab af formand for delegationen for samkvem med Canada. Der kommer en gruppe canadiske parlamentsmedlemmer til den næste mødeperiode i Strasbourg. På mandag skal jeg træffe beslutning om, hvorvidt de skal til Strasbourg eller Bruxelles. I lyset af franskmændenes holdning til sikkerhedsprincippet kan der så inden 14 dage træffes beslutning om, hvor vi skal mødes i næste måned?
Hr. Sturdy, som De ved, og som kvæstorerne skriver det i den meddelelse, De har modtaget, vil der blive udført kontroller på vores tre arbejdssteder, det vil sige i Strasbourg, i Bruxelles og i Luxembourg. Men vi må desværre vente på resultatet af disse kontroller. Jeg råder Dem derfor til at tage kontakt med hr. Poos, så han kan holde Dem underrettet om situationen.
Fru formand, det drejer sig om det samme punkt, som min kollega, hr. Sturdy, talte om. Det er afgørende, at Parlamentet viser, at det følger de samme standarder, som det opstiller for alle andre. Parlamentet opstiller standarder for oksekød i Storbritannien og for ost i Frankrig, og vi må selv foregå med et godt eksempel. Jeg er parat til under ekstreme omstændigheder at dø for mit fædreland og min familie, men jeg er ikke parat til at dø af legionærsyge, fordi jeg skal være i Strasbourg i juni. Vi bør derfor gøre noget ved det nu og ikke bare tale om det.
Det er, kære kolleger, netop grunden til, at vi tager vores forholdsregler på alle de steder, hvor vi mødes.
Fru formand, De tænker sikkert ikke, at vi nu vil starte en polemik mellem producenter af fransk og engelsk oksekød i Parlamentet, men jeg vil gerne stille to spørgsmål. For det første: Kan de samme analyser foretages i Parlamentet i Bruxelles? For det andet: Er det i kraft af forsigtighedsprincippet, at vi stadig kan mødes i Bruxelles, idet denne by ikke har noget rensningsanlæg?
Jeg har allerede svaret på det første spørgsmål, hr. Daul, idet jeg har sagt, at kontrollerne også vil blive udført i Bruxelles og i Luxembourg, hvor vi må huske på, at der også arbejder et stort antal personer. Kontrollerne bliver altså udført på alle vores arbejdssteder, men hr. Poos er faktisk meget bedre i stand til at svare Dem.
Fru formand, jeg takker Dem for at få ordet. Jeg vil gerne på en gang informere og berolige de kolleger, der netop har udtalt sig om dette vigtige og alvorlige emne. Jeg vil sige til dem, at Kvæstorkollegiet har reageret i henhold til forsigtighedsprincippet. Havde Kvæstorkollegiet ikke krævet en analyse af luften i disse lokaler, ville dette problem overhovedet ikke være blevet rejst på mødet i dag. Denne analyse er således blevet gennemført, og som De ved, var den negativ på to punkter. Vi har øjeblikkeligt taget de krævede forholdsregler, hvilket vil sige at lukke de lokaler, hvor der er konstateret mangler. Efter at have foretaget tekniske omlægninger har vi foretaget en ny analyse af indeklimaet, hvor De kender resultaterne for asbest. Asbestfibrene var ikke længere synlige ved den anden analyse, hvilket skyldes, at de kom eller kommer udefra. Der er ikke blevet anvendt asbest ved opførelsen af bygningen. Det er vi sikre på. For det andet er der, hvad angår legionellasøjler, blevet udført en ny analyse, men vi kender endnu ikke resultatet, og det skyldes udelukkende rent tekniske og biologiske forhold. Den biologiske mætning af disse kulturer tager et par uger. Men vi har under alle omstændigheder resultaterne af denne nye analyse, inden vi starter den næste mødeperiode i Strasbourg, og tro mig, kære kolleger, hvis de viser sig at være positive, det vil sige, hvis disse sygdomsfremkaldende faktorer afsløres igen, vil Kvæstorkollegiet anbefale Præsidiet og Formandskonferencen at handle i overensstemmelse hermed. Der er altså ingen grund til at bekymre sig i dag. Vi afventer resultaterne af disse analyser, og vi tager de nødvendige skridt i henhold til forsigtighedsprincippet.
Fru formand, i protokollen for mødet i går under punkt 5 om bortfald af hr. Le Pens mandat er der i forbindelse med mit og fru Palacio Vallelersundis indlæg to halve sandheder, og to halve sandheder kan ende med at være en løgn. For det første står der, at hr. Medina Ortega mener, "at den skrivelse, som formanden har læst, ikke afspejler nævnte udvalgs holdning". Det, jeg sagde, var, at den skrivelse, som formanden læste, og fru Palacio Vallelersundi havde sendt, ikke var udvalgets holdning: Den var ikke blevet vedtaget af udvalget, og derfor var den ikke udvalgets holdning. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt den afspejlede eller ikke afspejlede, at afspejle og at være er ikke det samme. For det andet står der efterfølgende, at fru Palacio Vallelersundi "præciserer, at det aktuelle dokument svarer til hendes udvalgs holdning". Fru Palacio Vallelersundi er her ikke, men hvis jeg ikke husker meget dårligt, sagde hun noget i stil med, at selv om det ikke var blevet vedtaget af udvalget, var det den mening, som hun havde om det, der var sket i udvalget. Selv om jeg ved, at det drejer sig om præciseringer, ville jeg gerne have, at det fremgik klart, at det, jeg sagde, var, at det ikke var udvalgets holdning, og at fru Palacio på sin vis erkendte, at det var hendes mening om, hvad der foregik i udvalget. På den måde kunne de to halve sandheder blive til to hele sandheder.
Hr. Medina, jeg foreslår, at De efter igen at have lyttet opmærksomt til båndet meddeler, om der er behov for de nuancer, De nævner. Men da det er et meget følsomt punkt, tror jeg, at det er nødvendigt først at lytte til båndet for at se, om disse nuancer reelt bør indføres. Er det tilfældet, vil det ske.
Fru formand, det er meget godt, at hr. Poos siger, at kvæstorerne har anmodet om en kvalitetskontrol af luften. Jeg har forstået, at personalet anmodede om sådan en kontrol, før denne bygning blev taget i brug. Jeg anmodede om en kvalitetskontrol af luften i januar. Hvorfor tager det så lang tid at få foretaget den kvalitetskontrol? I de fleste lande bliver en bygning lukket, hvis der findes legionellabakterier i den.
Hvis der ikke er andre indsigelser, betragter jeg protokollen som godkendt. Det er ikke tilfældet. (Protokollen godkendtes)
Fru formand, jeg rejser mig for i henhold til artikel 126, stk. 3, at spørge, om der er et beslutningsdygtigt antal medlemmer i salen. Uanset den uhørte tilstedeværelse af visse franske medlemmer mener jeg ikke, at fredagene i Strasbourg fungerer ordentligt og effektivt for Parlamentet, og vi bør derfor overflytte mere af parlamentsarbejdet til hovedstaden Bruxelles.
Fru formand, jeg vil gerne tage til genmæle mod det hykleri, der er kommet til udtryk i den fremførte anmodning. I går ved afstemningen af Buitenweg-betænkningen var vi vidner til alvorlige ting her i Parlamentet. Man satte sig ud over forretningsordenens regler for at kunne stemme om Buitenweg-betænkningen, som er underskrevet af en af de vigtigste fortalere i den gruppe, der i dag har hr. Duff som talsmand, måske på grund af en vis blufærdighed fra fru Buitenwegs side. På grund af alt det, der skete i går, og som vi alle husker, måtte vi høre på hykleriske erklæringer om store principper, selv om man f.eks. på mødet i april ofrede en beslutning om Etiopien - jeg vil gerne anmode fortalerne fra denne gruppe om, at de i det mindste under dette møde skammer sig lidt og udviser respekt for deres kolleger!
Fru formand, jeg vil overbringe vores solidaritet og sympati med Paraguays folk i forbindelse med et nyt forsøg på militærkup. Det er alt, hvad jeg ville sige. At vores holdning som parlament skal være helt klar.
Fru formand, vores gruppe undlod i går at forhindre afstemningen om Buitenweg-betænkningen, hvilket ellers havde været let, på grund af fraværet af to dusin parlamentsmedlemmer og anmodningen om at få konstateret, om der var et beslutningsdygtigt flertal til stede, hvilket vi uden videre kunne have haft succes med. Afstemningen skulle ifølge forretningsordenen have fundet sted i dag, eftersom ændringsforslagene ikke forelå rettidigt i går. Jeg har appelleret til Parlamentets fairness. Jeg anmoder virkelig medlemmerne om et moratorium i denne sag. Vi er ved at optage spørgsmålet om en opgradering af fredagsmøderne. Den bedste opgradering ville selvfølgelig have været en afstemning om den vigtige Buitenweg-betænkning i dag. Men jeg tror ikke, at fru Buitenweg kan være til stede i dag. Uanset dette må vi imidlertid opgradere fredagsmøderne. Vores gruppe er i færd med at træffe passende foranstaltninger. Jeg beder Dem om at lade os arbejde fair og ikke sabotere os yderligere.
Som jeg allerede sagde i går, kan jeg gentage, at vi i Præsidiet og på Formandskonferencen netop er i gang med at nyevaluere arbejdet om fredagen.
Fru formand, ærede kolleger, jeg vil gerne henvende mig til forslagsstilleren, hr. Duff, for det er jo stadig et forretningsordensanliggende, der skal diskuteres her. I går, hr. Duff, blev der stemt om Buitenweg-betænkningen, hvilket medførte, at der skal stemmes om Karamanou- og Sörensen-betænkningerne her til morgen. Det er også grunden til, at fru Buitenweg, der jo ellers anmoder om at få konstateret, om der er et beslutningsdygtigt flertal til stede, holder lav profil her, fordi hun jo ved, at det er et spørgsmål om fairness, at der skal stemmes om disse betænkninger her til morgen. For så vidt er hr. Duff muligvis blevet overset i mængden af forslagsstillere. Man har ikke informeret ham, hvorfor han har fremsat dette forslag nu. Derfor vil jeg gerne bede den kære Andrew om at trække dette forslag tilbage, for Buitenweg og andre vil gerne have, at der bliver stemt om Sörensen- og Karamanou-betænkningerne her til morgen. Jeg foreslår dog fru Buitenweg og andre, for at undgå pinlige episoder, at droppe hele denne iscenesættelse her til morgen.
Fru formand, jeg mener ikke, at problemet vedrørende anmodningen om et beslutningsdygtigt flertal er knyttet til det at arbejde i Strasbourg frem for Bruxelles. Personligt er jeg positivt stemt over for at arbejde i Strasbourg, men jeg mener, at hvis vi har besluttet os for at arbejde om fredagen, og dette forekommer mig at være sagens kerne, så bør der være et beslutningsdygtigt flertal om fredagen. Jeg mener bestemt ikke, det er rigtigt at stemme for at arbejde om fredagen og derefter ikke være til stede. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om et beslutningsdygtigt flertal er sabotage eller ej, er det nok at rette blikket mod det italienske parlament. Personligt har jeg mange gange anmodet om en bekræftelse af et beslutningsdygtigt flertal, og oftest har det ikke været der. Der er dog aldrig nogen, der har anklaget mig for sabotage, og jeg mener heller ikke, at krigen, som er brudt ud mellem Etiopien og Eritrea, er afhængig af, at der sidste gang manglede et beslutningsdygtigt flertal.
Fru formand, som ordfører for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder blev jeg en smule overrasket over anmodningen om fastholdelsen af beslutningsdygtigheden i dag. Vi flyttede vores to indlæg, så fru Buitenwegs betænkning kunne behandles og blive stemt om i går. Fru Sörensens og fru Karamanous betænkninger måtte altså flyttes til debatten i går aftes, og der skal stemmes om dem i dag. Jeg synes, at det mildt sagt er underligt af vores kolleger at opføre sig på denne måde. Der er måske mulighed for, at min kollega kan trække sit forslag tilbage og forstå, at man måske skal indse, at halvdelen af jordens befolkning er kvinder. Det er et meget, meget alvorligt dokument, fru Sörensen har skrevet, og som vi skal stemme om i dag. Jeg beder helt alvorligt mine kolleger om at holde op med at lege med Parlamentet og trække forslaget tilbage - måske med hjælp fra fru Buitenweg.
Fru formand, jeg vil blot korrigere, hvad hr. Posselt sagde. Han sagde, at han ikke mente, der var et beslutningsdygtigt antal medlemmer til stede ved afstemningen om fru Buitenwegs betænkning. Efter mine beregninger var der 242 personer, der stemte om den betænkning, herunder ca. 35 medlemmer af PPE, og de skal lykønskes med deres støtte til den udmærkede betænkning i går.
Fru formand, før vi går over til afstemningen, og jeg vil bede om, at det ikke sker lige med det samme, vil jeg også gerne tilslutte mig min kollega Theorins opfordring, en venlig og kollegial opfordring til vores kollega Duff om, at han trækker sit krav om beslutningsdygtighed tilbage. Sidste gang under mødet fredag her i Strasbourg havde dette krav en katastrofal indvirkning på Europa-Parlamentets omdømme. Fjernsynskæderne fortalte den samme dag, at der ikke var nok medlemmer af Parlamentet til stede til at diskutere hjælp til Etiopien. Samtidig viste disse kæder børn, der var døde af sult, og afmagrede personer. I dag vil der ske det samme med kampen mod handel med kvinder. Man vil vise fattige piger i uhumske kvarterer, og man vil sige, at Europa-Parlamentet ikke havde et tilstrækkeligt antal medlemmer til at diskutere. Vær derfor så venlig, vi beder Dem, træk dette krav om beslutningsdygtighed tilbage, og lad os gå over til afstemningen!
Hr. Duff, fastholder De Deres krav? Vi vil derefter se, om 32 kolleger vil slutte sig til Dem.
Fru formand, hvis disse betænkninger er seriøse, fortjener de sandelig, at der er et beslutningsdygtigt antal medlemmer til stede. Jeg må kræve et svar på min bemærkning til forretningsordenen.
OK, er der 32 kolleger, der støtter dette krav? (24 medlemmer rejste sig) Kravet er således ikke antageligt. Vi går nu over til afstemningen, og vi vil først gennemgå initiativteksten fra Republikken Finland. Udvalget foreslår at forkaste dette initiativ.
Fru formand, jeg mener, De begår en fejl, for afstemningernes rækkefølge er anderledes. Hvis vi vil forkaste Finlands initiativ, skal vi stemme nej. Det stemmer vi først om. Så hvis man stemmer ja, stemmer man for Finlands initiativ, som udvalget har forkastet. Hvis man stemmer nej, forkaster man det finske forslag og giver Kommissionen til opgave at udarbejde et forslag, sådan som det også fremgår af de ændringsforslag, der er stillet.
Fru formand, der er, som fru Karamanou allerede har påpeget, tale om en meget kompliceret procedure. Lad mig derfor komme kort ind på proceduren endnu en gang. Det gør jeg også i overensstemmelse med min kollega fra PPE-gruppen, der arbejder som koordinator i vores udvalg, fordi PPE-gruppen har fremsat to ændringsforslag, men kun til lovgivningsmæssig beslutning. Teksten til selve beslutningen skal afvises. Der skal dog stemmes om den lovgivningsmæssige beslutning, forsynet med begge ændringsforslag, i hvilke der gøres opmærksom på, at vi opfordrer Rådet til at fremlægge et nyt udkast til en tekst. Den nuværende tekst skal altså afvises, og i den lovgivningsmæssige beslutning skal Rådet opfordres til at fremlægge en ny tekst. Derfor får vi den noget usædvanlige procedure, at den tekst, der faktisk skal stemmes om, bliver forkastet, men at der så skal stemmes om den lovgivningsmæssige beslutning. Jeg vil gerne anmode om, at denne noget usædvanlige procedure bliver gennemført. Derved får vi chancen for at få en ny tekst.
Det er faktisk temmelig kompliceret. De ønsker altså, at jeg straks sætter initiativforslaget fra Republikken Finland til afstemning. (Forslaget forkastedes og henvistes til udvalgsbehandling) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0127/2000) af Sörensen for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om fremtidige initiativer i kampen mod handel med kvinder (KOM(1998) 726 - C5-0123/1999 - 1999/2125(COS)) Inden afstemningen
Fru formand, det gælder samme bemærkning til forretningsordenen, som hr. Duff nævnte tidligere. Afstemningen ved navneopråb har netop vist, at vi ikke er beslutningsdygtige, så jeg vil derfor gerne i henhold til de samme regler anmode om at få fastslået, om det fornødne antal medlemmer er til stede, så jeg vil bede medlemmerne rejse sig. (19 medlemmer rejste sig) Formanden. Anmodningen er ikke accepteret. Om ændringsforslag 10
Fru formand, med hensyn til dette ændringsforslag er der et sprogligt problem. Den franske version anvender ordet "délit", selv om det i den engelske version hedder "crime". Som De ved, fru formand, betyder dette ikke det samme på fransk. Ændringsforslaget sigter på at korrigere denne version. Det er ikke mig, der har fremsat det, men dette forekommer mig at være årsagen, og det vil jeg gerne gøre opmærksom på. Om ændringsforslag 5
Fru formand, i samtalerne med fru Maartens fra PPE-gruppen besluttede vi at ændre ændringsforslaget til punkt 19 på den måde. Det understreger den meget vigtige rolle, som ngo'erne, herunder også sociale organisationer på basis af livsanskuelse, der påtager sig at modtage og vejlede ofrene, spiller. Jeg støtter dette ændringsforslag.
De fremsætter altså et mundtligt ændringsforslag for at erstatte ordene "les églises et les organisations religieuses" med "les organisations à vocation sociale".
Fru formand, jeg er ikke rigtig klar over, om der skal stå "kirkelige organisationer" i teksten. I så fald ønsker jeg, at vi holder os til den oprindelige formulering. Fru formand, De sagde én ting, og fru Sörensen sagde en anden. Kunne De være så venlig at gentage, hvad der egentlig gælder i det mundtlige ændringsforslag?
For at det skal være helt klart, tror jeg, det bedste vil være at høre ordføreren endnu en gang, sådan at alle og enhver ved nøjagtigt på sit eget sprog, hvori den mundtlige ændring, som De foreslår, består.
Undskyld uklarheden. Det mundtlige ændringsforslag omfatter, at punkt 19 i ændringsforslag 5 ændres som følger. Følgende bliver stående "henviser til den meget vigtige rolle, som ngo'erne," og det, som skrives med fedt i det oprindelige ændringsforslag, ændres som følger: "herunder også sociale organisationer på basis af livsanskuelse i Europa, der påtager sig at modtage og vejlede ofrene, spiller". Kirker og religiøse organisationer erstattes altså med sociale organisationer, fordi det er et meget bredere begreb.
Jeg tror, at alt nu er helt klart. Er der mindst 12 kolleger, der modsætter sig, at der tages hensyn til dette mundtlige ændringsforslag? (Mere end 12 medlemmer var imod, og dermed blev der ikke taget hensyn til det mundtlige ændringsforslag) (Beslutningen vedtoges) STEMMEFORKLARINGER Betænkning af Sörensen (A5-0127/2000)
Fru formand, det er med stor glæde, at jeg har stemt for Sörensen-betænkningen. Jeg er glad for indholdet af betænkningen, som jeg underskriver i sin helhed, men jeg noterer mig desværre, at man ikke når ned til roden af problemet, og at man ikke får hele sandheden frem. I beslutningsforslaget erklæres det, at der hvert år kommer 500.000 kvinder ind i Europa, der har været udsat for handel med mennesker. De egentlige ansvarlige for handlen med kvinder er de mænd, som mødes med dem i Europa, og som ifølge mine beregninger udgør ca. 180.000 personer. Det, som jeg siger her i min stemmeforklaring, kan man også finde på side 11, linje 14, i betænkningen - betænkningen indeholder 722 linjer, men det er kun én linje, der fortæller sandheden -: Man skal kæmpe for "informations- og sensibiliseringsforanstaltninger med henblik på at mindske efterspørgslen". Ud af 7.213 ord i denne betænkning er det blot nødvendigt med seks ord for at sige sandheden!
De juridiske foranstaltninger, som Udvalget om Kvinders Rettigheder foreslår i Sörensen-betænkningen, er mange og ambitiøse. Men alle de proklamerede rettigheder og beskyttende love samt alt det internationale samarbejde batter kun, hvis de inspireres af principper, der er overordnede, og som går forud for de tjenester, for hvilke de iværksættes. Det vil derfor være nyttigt, hvis vi begynder med højtideligt at bekræfte, at det er hele den menneskelige persons værdighed, der står på spil, og at et ethvert kompromis med en praksis, der kan skade denne, er uansvarlig og kriminel. Når man kender det rædselsvækkende indhold i de pædofile netværk, når man ser kvinder udstillet som varer i udstillingsvinduer i de europæiske hovedstæder, når man er bevidst om angsten hos ofrene for denne udnyttelse, kan man ikke andet end afvise tankeløse og kriminelle tekster, der foreslår en afskaffelse af straffe, baseret på en liberal ideologi, der ser bort fra den nødvendige om end mangelfulde beskyttelse af de svageste. Det er absolut nødvendigt i staterne og i et samarbejde mellem disse, at de naturlige principper om den menneskelige værdighed genfinder en central plads og bliver forfremmet og forsvaret af en politik, der beskytter ofrene og straffer de ansvarlige. Derudover er det uomgængeligt med en ambitiøs politik for støtte til udviklingen. Denne politik skal fokusere på at tilbyde de fattige lande midler til udvikling med henblik på at tilbyde deres befolkninger perspektiver for et værdigt liv. Dette vil ske gennem det økonomiske område, men også og især via kulturelle og uddannelsesmæssige aspekter. Det er klart, der er en permanent efterspørgsel fra det, der kaldes "sexindustrien", men vi er nødt til at forsøge at undgå, at voksne sælger sig eller sælger deres børn til disse netværk, fordi det er den eneste metode til at opfylde deres behov. Det er især uddannelse af unge såvel som af voksne, der kan gøre det muligt for disse befolkninger i deres respektive regioner at skabe deres egne midler til at opretholde livet. Det er også op til os samtidig i vores lande at skabe de nødvendige sociale og lovgivningsmæssige rammer for at hjælpe ofrene og bekæmpe en strømning, der alt for ofte fremstilles som en skæbne eller snarere en nydelig uskreven lov.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0101/2000) af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om indførelse af kontrolforanstaltninger for fartøjer, hvis flagstat ikke er kontraherende part i Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav (NAFO) (KOM(1999) 570 - C5-0041/2000 - 1999/0231(CNS)).
Fru formand, de regionale fiskeriorganisationer, som regulerer fiskeriaktiviteterne uden for den eksklusive økonomiske zone på 200 sømil, spiller en afgørende rolle for reguleringen og den rationelle forvaltning af fiskeressourcerne i internationalt farvand. Og de kommer til at spille en endnu større rolle i nær fremtid. Derfor skal Den Europæiske Union styrke sin tilstedeværelse i disse regionale organisationer, i de nuværende og i dem, der oprettes i fremtiden. Desværre er Europa-Kommissionen efter vores mening ikke i øjeblikket, hvad angår menneskelige og tekniske ressourcer, i stand til med det engagement, der er påkrævet, at være til stede i hver eneste af disse regionale fiskeriorganisationer, i overensstemmelse med de store interesser, som de forskellige fællesskabsflåder har i planetens forskellige oceaner. NAFO er en undtagelse, og den er muligvis blevet det scenarium, der har størst deltagelse, og som er det mest regulerede og overvågede af alle. Det er også helt sikkert, at Kommissionen ofrer nogle af disse organisationer større opmærksomhed, f.eks. ICCAT, en interesse, der selvfølgelig ikke er upåvirket af det pres, som Europa-Parlamentet har udøvet, nærmere betegnet vores Fiskeriudvalg. Men der er mange andre scenarier og - for blot at nævne dem, der er forbundet med tun - i forbindelse med nævnte organisation for den atlantiske tun er vores tilstedeværelse og engagement tvingende nødvendige i Kommissionen for Tunfiskeriet i Det Indiske Ocean, IOTC, Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, IATTC, eller MHLC, Multilateral High Level Conference, som forhandler om den konvention, der skal gælde for kommissionen i det vestlige Stillehav. Europa-Kommissionens effektive tilstedeværelse med menneskelige og tekniske ressourcer i alle disse organisationer og i dem, der som sagt oprettes i fremtiden, er uomgængelig. Fra Europa-Parlamentets side vil vi støtte, og vi vil ikke sky nogen anstrengelser for, at Den Europæiske Union får den betydning i disse organer, som vores fiskerisektorer fortjener, og at disse viser flaget over for tredjelande, som tydeligvis nogle gange forsvarer deres egne interesser med større udholdenhed, end vi gør. NAFO har været model i mange tilfælde. Den forordning, vi beskæftiger os med nu, har til formål at bringe beslutninger vedtaget i organisationen i 1997, 1998 og 1999 op på fællesskabsplan for at effektivisere dens interne foranstaltninger. Det drejer sig i dette tilfælde om det vanskelige problem med overholdelse af de regionale fiskeriorganisationers regler, hvad angår de fartøjer, der ikke er medlemmer af organisationen, og som, hvad enten de sejler under bekvemmelighedsflag eller ej, ganske enkelt gør, som det passer dem, mens andre retter sig efter foranstaltningerne for bevarelse af ressourcerne og naturligvis bidrager til de respektive regler. Vi støtter de foreslåede foranstaltninger, der endog stadig er beskedne og vanskelige at håndhæve, men som medvirker til og effektiviserer bevidstgørelsen på verdensplan, hvad angår ansvarligt fiskeri og ansvarlig handel. Det er idéen med Parlamentets Fiskeriudvalgs ændringsforslag, som nuancerer nogle begreber for i det omfang, det er muligt, at præcisere og forbedre de allerede omfattende ordninger for kontrol med farvande i NAFO-området. Som bekendt er et fartøj fra Fællesskabet, Santa Mafalda, som udøvede aktiviteter i NAFO-området, med canadiske inspektører om bord for nylig blevet bragt i havn i den portugisiske havn i Aveiro. Mens vi afventer resultaterne af inspektionen i havn, anmoder vi alle om at opfylde reglerne for regulering af fiskeriet i NAFO-området, regler for bevarelse af ressourcerne, som er afgørende for deres beståen. Og vi anmoder også de canadiske myndigheder om at overholde NAFO's kontrolregler og ikke overskride deres beføjelser, hvilket hr. Kinnock, næstformand i Kommissionen, over for Parlamentet erkendte var tilfældet, da de uberettiget tilegnede sig fartøjets dokumenter uden kaptajnens tilladelse. Adfærd som denne bringer minder frem om tider, som vi troede var forbi, hvor Canada fremprovokerede en krisesituation i forhold til Den Europæiske Union, og det ønsker vi under ingen omstændigheder at være vidner til igen. Vi anmoder derfor Europa-Kommissionen om at give Canada et overbevisende svar på denne optræden, og vi anmoder - det vil jeg understrege, og det skal være mine sidste ord - alle om at optræde sådan, som bevarelsen af ressourcerne og respekten for reglerne vedtaget af NAFO kræver det.
Fru formand, hr. kommissær, vi har i det Nordvestlige Atlanterhav i nogen tid med stigende bekymring kunne iagttage en tilstrømning af skibe, der ikke tilhører NAFO, Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav. Disse rederier driver, for at sige det ganske enkelt, rovfiskeri. De modsætter sig helt bevidst at indtræde i NAFO, som Den Europæiske Union er medlem af. De tror, at de således kan unddrage sig enhver form for ansvar. Der er imidlertid virkelig intet nyt i de problemer, som det samlede fiskeri kæmper imod. Overfiskeriet spiller i den forbindelse en væsentlig rolle. Det, som vi derfor har brug for, er nu endeligt at få en sammenhængende fiskeripolitik, ikke kun i vores farvande, men i hele verden, en fiskeripolitik, hvor alle parter arbejder sammen og ikke har mulighed for at drive deres eget spil. Det gælder alle: det internationale samfund, landene og Den Europæiske Union. Således er NAFO af større betydning for alle - og ikke kun for Den Europæiske Union - end man først skulle tro. Specielt torsk og rødfisk, to højt skattede næringskilder, lider allerede under de ødelæggende virkninger som følge af det ukontrollerede fiskeri. For begge fiskearter har der siden 90'erne fra NAFO's side eksisteret ordninger, det vil sige enten totalt fiskeriforbud eller i det mindste klare begrænsninger for fiskeriet. Trods alle bestræbelser på blot at opnå respekt for beskyttelses- og bevarelsesforanstaltningerne hos disse ofte statsløse skibe fortsætter de uhæmmet med at fiske. Problemet for Den Europæiske Union har hidtil været, at der i EU-havne ikke var nogen fælleskontrol i forbindelse med ekspedition af skibe, der ikke er kontraherende part i NAFO, fordi disse skibe naturligvis ikke er underkastet fællesskabsretten. Således opnår den her diskuterede forordning betydning, idet den direkte overfører NAFO-ordningerne til den i alle EU-medlemsstater gældende fællesskabsret. En vigtig bestanddel af forordningen er altså NAFO-ordningerne, der nu gør det muligt samlet at gennemføre kontrol af og i givet fald indføre sanktioner mod ikke kontraherende parter, deres ofte statsløse skibe og deres fangster. I Tyskland findes der en psykologisk undersøgelse, der oven i købet passende hedder "fiskerispil", hvor det viste sig, at deltagerne hele tiden styrede mod en ressourcekatastrofe, når de spillede alene. Til sidst blev enhver ved med at tage det, der stadig var tilbage, og det kunne til sidst ikke forsvares længere. Hvis vi ikke kun vil nøjes med valget mellem tvivlsomme næringskilder eller tvivlsomt fiskeri, er det i vores interesse at få alle deltagere til at fungere i et samspil. Som medlem af NAFO har EU med sine mange medlemsstater forudsætningerne herfor. Vi bifalder derfor dette initiativ, men for at opnå større sammenhæng mellem NAFO og EU vil vi sørge for at få indføjet nogle få præciseringer i vores forslag. Et sidste ord til dette interessante begreb, international ret. Også EU-ret er oprindeligt international ret. I dag må vi ganske vist konstatere, at EU-fællesskabsretten er blevet komprimeret til et nyt selvstændigt begreb, og det sikkert analogt i forbindelse med den stadigt mere komprimerede definition af begrebet Europæisk Union.
Hr. formand, hr. Varela har allerede i sit indlæg nævnt det overbevisende svar, som kommissær Kinnock i tirsdags gav på mit spørgsmål om canadiske inspektørers entring af et portugisisk fiskerfartøj i NAFO-området. Fælles ansvar er den eneste mulighed, hvis vi ønsker at bevare ligevægten i denne vigtige organisation og i dette for fællesskabsflåden så vigtige fiskeri. Det forslag til forordning, som vi diskuterer i dag, om kontrolforanstaltninger for fartøjer fra lande, som ikke er kontraherende parter i NAFO, har meget at gøre med denne ansvarsfølelse, der er så nødvendig i fiskerisektoren. Jeg tænker på det fælles ansvar for forvaltning af havets ressourcer i overensstemmelse med regler, der er accepteret af alle parter for at sikre, at de bevares, og at vi ikke bliver den sidste generation, der kender torsken, rødfisken eller håisingen. De regionale fiskeriorganisationer har i de senere år fået en afgørende betydning for forvaltningen af fiskeriet. Derfor ønsker vi socialdemokrater at gå videre med udviklingen af en idé, der har til formål at stimulere ansvarsfølelsen. De juridiske filosofier, der opstod i fjerne tider, hvor mennesket følte sig lille på den enorme jord, som forekom det at være en planet med uudtømmelige ressourcer, gælder ikke længere. Den manglende ejendomsret til havene og princippet om, at havet ikke tilhører nogen, hidrører fra disse idéer. Men i dag, i en verden, der bliver mindre og mindre, som domineres af nye teknologier, der gør den endnu mindre, og med nogle ressourcer, som bliver mere og mere begrænsede, ønsker socialdemokraterne at fremme princippet om, at havet tilhører alle. Derfor ønsker vi, at NAFO skal være - og det er den faktisk - en organisation, der er åben for de stater, der har fartøjer, som udøver aktiviteter i området. På den måde ville de stater være med til at skabe regulerende regler, og de ville være medansvarlige for forvaltningen af ressourcerne. Hvis det ikke sker, begunstiges fartøjer under bekvemmelighedsflag, som gemmer sig bag eufemismen "ikke-kontraherende parter", hvis det ikke drejer sig om sørøveri, som gemmer sig bag eufemismen "statsløse fartøjer". Disse fartøjer - som vi mange gange holder fast ved at tro ikke har noget at gøre med os - kommer ikke fra fjerne have sydpå, men stammer næsten altid fra europæiske havne, havne i Fællesskabet. De bærer fremmede flag for at praktisere social dumping og på den måde undslå sig reglerne for fornuftig forvaltning af ressourcerne og samtidig lade være med at bekymre sig om arbejdernes sociale rettigheder. Således kan de, der tilbeder markedet, få vished for, at hverken fisk eller mennesker har fordel af deres påstande. Endelig er det lige så vigtigt, at stater med fartøjer, der udøver aktiviteter i farvande i NAFO-området, er kontraherende parter, som at Det Europæiske Fællesskab også er det i de regionale organisationer, der oprettes i det sydlige Atlanterhav og dér, hvor fællesskabsflåden allerede udøver aktiviteter. Vores flåde - fællesskabsflåden - ønsker ikke at blive anset for at være hverken sørøver, statsløs eller ubuden gæst. Til sidst vil jeg sige, at Den Socialdemokratiske Gruppe er helt enig i indholdet af denne betænkning, om end den - ligesom ordføreren, hr. Varela selv - beklager beskedenheden i de foranstaltninger, som Kommissionen foreslår til bekæmpelse af det, der i dag er hovedfjenden for vores flåde og for bevarelsen af fiskeressourcerne, nemlig de fartøjer, der sejler under bekvemmelighedsflag, hverken mere eller mindre.
Jeg vil meget gerne støtte denne betænkning. Den er yderst vigtig, og det er meget vigtigt at støtte NAFO's forsøg på at standse de ikke-kontraherende parters meget problematiske aktiviteter. Sagen er, at "fartøjer, hvis flagstat ikke er kontraherende part i NAFO" normalt betyder fartøjer, der sejler under bekvemmelighedsflag eller flag fra lande med åbne registre. Det er lande, som tillader rederierne at sejle under deres flag, hvis de betaler landet en afgift. Ifølge international lov påhviler ansvaret for at sikre, at de overholder de gældende regler, f.eks. bestemmelser om bevarelse, sikkerhed og arbejdsforhold osv., det land, hvis flag fartøjerne fører. Det store problem er, at de lande, der sælger bekvemmelighedsflag, ikke har nogen intentioner om at håndhæve reglerne, og det er hovedårsagen til, at de tiltrækker skruppelløse rederier, der kan gøre, som de vil. De kan trodse loven, og der er ingen, der gør noget ved det. Rederiet skal blot betale landet lidt penge for at få et flag, så man kan fiske ustraffet. Det må stoppe. Listen over disse lande er meget lang, men de traditionelle lande er Belize, Panama, Honduras og Saint Vincent og Grenadinerne. Mange af fartøjerne har været aktive i NAFO-området, men det er ikke det eneste sted, de opererer. Meget store antal har også fisket tun i Atlanterhavet, hvor den regionale organisation er ICCAT. ICCAT har gjort mere end nogen anden regional organisation for at bekæmpe fiskeri under bekvemmelighedsflag. Som det mest drastiske, og det er noget, andre kan tage ved lære af, har man nu indført forbud mod import af blåfinnet tun fra et af sine egne medlemmer, Ækvatorialguinea. ICCAT mener det virkelig alvorligt, og andre bør følge deres eksempel. Organisationer som ICCAT og NAFO kan ikke selv løse problemet. Ansvaret er fordelt på mange parter, og det ansvar skal tages alvorligt. Mange rederier sejler under bekvemmelighedsflag, fordi de så kan slippe af sted med næsten alt. Loven kan ikke håndhæves. De sælgende lande lader dem føre deres flag, de lukker øjnene og er ligeglade. Det er derfor, det er så populært. EU hører til de værste i den sammenhæng. Ifølge Lloyd's Maritime Services var der i december 1999 1.323 fartøjer med en længde på over 24 meter, som sejlede under bekvemmelighedsflag. Af dem var 168 ejet af rederier i EU-medlemsstater. Langt de værste er selvfølgelig ikke overraskende Spanien med 116 fartøjer, men de er jo ikke alene. Hvert land synes at have et flag, de foretrækker. F.eks. sejler franske fartøjer under flag fra Réunion, Saint Vincent og Seychellerne. For Grækenland er det Cypern og Panama. Hollænderne benytter Belize og Saint Vincent, og ikke at forglemme er fire fartøjer fra mit eget land registreret i Belize. Storbritanniens foretrukne lande er Panama og Belize. Det er ikke overraskende, at Belize er et af dem i betragtning af sidste års afsløringer af, at de Konservatives kasserer Michael Ashcroft havde forretningsforbindelser der. Den spanske flåde er fordelt på en meget lang række lande, bl.a. Belize, Honduras, De Nederlandske Antiller, Panama og mange andre. Det eneste land, som har flere bekvemmelighedsflag, er Taiwan med 117, så de slår lige akkurat Spanien. Sidste år forsøgte Kommissionen faktisk at gøre noget ved det. Der blev stillet forslag om, at der ikke længere skulle gives tilskud til at overføre ejerskabet af skibe til lande med åbne registre. Rådet afslog det. Det vil bruge offentlige midler til at finansiere overtrædelser, og det er ikke acceptabelt. Mindst én organisation forsøger at henlede offentlighedens opmærksomhed på denne sag. I de sidste to uger har Greenpeace haft et skib midt ude i det sydlige Atlanterhav, hvor de har fundet masser af fartøjer under bekvemmelighedsflag, der fisker tun. De har også fundet et transportfartøj, der er registreret i Panama og ejet i Japan - begge lande er for resten kontraherende parter i ICCAT - som modtog fisk fra ikke-kontraherende fartøjer fra Belize. Det er stik imod ICCAT's regler, og jeg mener virkelig, vi må gøre noget ved det. Den Europæiske Union bør påtage sig ansvaret i denne sag.
Hr. formand, jeg bifalder også dette forslag til forordning fra Kommissionen, som har til formål at forbedre visse kontrolforanstaltninger i NAFO-området endnu mere. Jeg har mange gange givet udtryk for min holdning om, at NAFO-området bør være blandt dem, der kontrolleres mest i verden, en overvågning, som nogle gange udøves, fordi visse kontraherende parter, som har næsten ubegrænset magt i NAFO, har en umådelig mistillid til andre parter, hvis aktivitet er helt igennem lovlig. Vi husker alle, at et fællesskabsfartøj for nogle år siden var udsat for nogle uretfærdige og beklagelige hændelser, som var resultatet af denne mistillid grænsende til forfølgelse, der mange gange dækker over ønsket om at lægge et røgslør over forvaltningsfejl begået af visse kystlande. Derfor skal det bifaldes, at sigtet med dette forslag er i fællesskabslovgivningen at indarbejde tre henstillinger fra NAFO, som har til formål at kontrollere aktiviteter udøvet af fartøjer fra ikke-kontraherende parter, særligt fartøjer under bekvemmelighedsflag, hvis aktiviteter uden den mindste tvivl er meget mere mistænkelige end enhver fællesskabsflådes aktiviteter. Som det plejer at være tilfældet, når det drejer sig om transformation til fællesskabslovgivningen, skal Kommissionens nølen med at iværksætte arbejdet med lovmæssig tilpasning igen beklages. Selv om det er rigtigt, at forslaget omfatter de seneste henstillinger fra NAFO om observationer og omladninger fra de årlige møder i 1998 og 1999, er det også rigtigt, at disse ikke er andet end afpudsninger af henstillingen fra 1997, som først nu indarbejdes. Bortset fra denne sædvanlige beklagelse giver dette forslag til forordning mulighed for at tænke over det reelle problem med bekvemmelighedsflag og Den Europæiske Unions arbejde for at imødegå dem. I betragtning af fiskeressourcernes nuværende situation, og når behovet for reel beskyttelse af de marine økosystemer bliver klart for alle, bør bekæmpelsen af ulovligt fiskeri, herunder først og fremmest fiskeri under bekvemmelighedsflag, prioriteres højt. Den Europæiske Union har ansvaret for at stå i spidsen for denne kamp mod disse skadelige former for fiskeri, og den skal være i stand til at foreslå passende alternativer. Et første skridt burde være et forslag til medlemsstaterne om en forenet og klar lovgivning om bekæmpelse af denne aktivitet, der tager sigte på, at der fastsættes fælles regler, som forbyder indregistrering og forbyder landinger fra disse flåder i Fællesskabets havne. Ikke i alle Fællesskabets havne er man endnu helt bevidst om, at man direkte eller indirekte mange gange huser en ulovlig aktivitet. Den bevidstgørelse kan kun gennemføres med en oplysningskampagne og en stram lovgivning, der ledsager den.
Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Varela Suanzes-Carpegna med det store arbejde, han har lagt i denne, ja i alle sager, som forelægges Fiskeriudvalget. Hele spørgsmålet om, hvad vi gør for at beskytte marine levende ressourcer uden for vores farvande, er ikke særlig populært. Det er ikke noget, der beskæftiger offentligheden særlig meget i EU. Der er voksende forståelse for det arbejde, der gøres i EU, og jeg vil gerne sige, at i de mange år, der har været en fælles fiskeripolitik, er det i det store hele ikke lykkedes Unionen at overbevise europæerne om, hvor stor en indsats der er blevet gjort for at kortlægge de marine levende ressourcer, at forsyne offentligheden med videnskabelige oplysninger og at iværksætte de nødvendige foranstaltninger. Det sker alt for ofte, at vi ikke får den nødvendige støtte fra medlemsstaterne og de nationale regeringer til at kunne overbevise offentligheden om, at der skal gøres en målrettet og omfattende indsats for at håndhæve alle love og bestemmelser. På trods af denne indsats overfiskes fortsat noget nær 80% af alle de største bestande, så de bliver stadig mindre. De foreslåede foranstaltninger er måske nok det bedste, vi kan præstere, men de er ret vage og næppe tilstrækkelige til at opnå det, vi vil. Vi er det største og mest lukrative marked for fiskeprodukter i verden. Vi bør være parat til at spille med musklerne og indføre de nødvendige handelssanktioner over for alle de lande og alle de produkter, der er involveret i den illegale handel. Det er ikke kun et spørgsmål om at beskytte vores egne interesser, fordi bestandene uden for grænsen på 200 sømil kan blive berørt af vores aktiviteter. Bestandene inden for vores sømilegrænser kan også blive berørt af aktiviteter uden for grænserne. Det er altså et spørgsmål om vores forpligtelse til at beskytte den ressource, som tilhører menneskeheden. For visse mennesker, som har penge nok til at købe store skibe og udstyre dem, er der i dag ikke nogen grænser for de kræfter, der kan sættes ind på at udvinde havets ressourcer. Jeg mener ikke, at enkeltpersoner, blot fordi de har pengene og kapaciteten, og fordi de tilfældigvis bor i et bestemt område, bør have ret til at udnytte de ressourcer og blive meget rige, som det er sket i visse tilfælde. Vi er ved at nå det punkt, hvor denne ressource udbydes og betales, og offentligheden kan få noget kompensation fra dem, der bliver rige meget hurtigt. Det sker allerede i New Zealand. Den Europæiske Union bør i sin gennemgang af den fælles fiskeripolitik tage hensyn til, at der er tale om en fælles ressource, og at nogle få personer mener, at de har ret til at blive rige af den. Der ville være bred folkelig opbakning til en eller anden form for kompensationssystem. Før i tiden løb folk en risiko med livet som indsats og dårligt udstyr. I dag har de mulighed for at finde ud af, hvor fiskene er, at få fat i dem og at udnytte dem, og de bør betale en afgift for det.
Jeg vil gerne sige oprigtigt tak for den interesse, De har vist forslaget til Rådets forordning. Som De ved, er formålet med forordningen på fællesskabsplan at gennemføre en meget vigtig NAFO-ordning, der skal modvirke ikke-kontraherende parters aktiviteter, som kan underminere virkningen af NAFO's bevarelsesbestemmelser. I den sammenhæng vil jeg gerne understrege, at Fællesskabet som kontraherende part i NAFO har stor interesse i bestemmelser, der kan være med til at løse de problemer, som skyldes lande, der ikke overholder deres samarbejds- og bevarelsesforpligtelser i henhold til international lov. Med hensyn til ændringsforslagene vil jeg gerne understrege følgende: Ændringsforslag 1 synes ikke at være nødvendigt. Faktisk er punkt 3 i Kommissionens forslag korrekt, fordi det netop drejer sig om anvendelsen af ikke-kontraherende parters fartøjer. Desuden svarer ordlyden til andre lovtekster, f.eks. Rådets beslutning om Fællesskabets godkendelse af FAO-aftalen og Rådets forordning om indførelse af kontrolforanstaltninger for fartøjer, hvis flagstat ikke er kontraherende part i konventionen om bevarelse af de marine levende ressourcer i Antarktis. Ændringsforslag 2 er relevant og vil blive behandlet. Ændringsforslag 3 kan Kommissionen ikke godkende. Der er ingen grund til at indføre en forpligtelse for individuelle fartøjer. Hvis det kun drejer sig om at fastsætte en tilladelse, er der ingen grund til at ændre noget. Desuden kan det at foretage en formel observation udlægges som en forpligtelse for EU's inspektionsskib til netop at foretage en formel observation af fartøjer fra flagstater, der ikke er kontraherende parter. En sådan forpligtelse ville afholde inspektionsskibet fra at udføre sine eksisterende opgaver, og det er bestemt ikke acceptabelt. Jeg håber at have bidraget til en bedre forståelse og takker igen for den tid og de kræfter, som De har lagt i forslaget.
Forhandlingen er afsluttet.
Jeg har netop været oppe på mit kontor, og det er ikke særlig overraskende, at fredagene er så devalueret. Tv-teknikerne er taget hjem, så tv-billedet viser plenarmødet og ikke længere talerne. Personalet styrter tilsyneladende mod udgangen fra kl. 9 fredag morgen, så det er ikke så overraskende, at fredagene devalueres. Jeg vil gerne bede Dem kontrollere, at alle Parlamentets funktioner er til rådighed, så længe der er møder.
Jeg skal videregive Deres kommentarer til formandskabet, men hvad angår tv-systemet, så har vi været igennem det spørgsmål før. I sidste Parlament, hvor hr. Guterres traditionen tro indtog forsædet om fredagen, bad han om fuld tv-dækning af møderne. Vi prøvede dette i en periode på seks måneder, men der var aldrig nogen af tv-stationerne, der viste nogen af optagelserne, så vi holdt op med den praksis, da den var meget dyr. Jeg vil ikke gå ind i en diskussion af det emne, men jeg kan forsikre Dem om, at Deres bemærkninger vil blive videregivet til formandskabet. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARING
Hr. formand, jeg lykønsker hr. Varela med denne betænkning, som har opnået enstemmighed, og som omhandler kontrolforanstaltninger for fartøjer, der ikke sejler under EU-flag, og som ikke er kontraherende part i NAFO. Som fru McKenna så godt sagde det: Bekvemmelighedsflagene gør det muligt at overtræde alle regler. Min far havde en bar i Genova, tæt på Panamas konsulat - ikke for at tale ondt om Panamas eller andre staters konsulater. Men derfor kender jeg godt til det, at man overtræder alle lovene. F.eks. tillod man folk at sejle, som hverken kunne svømme eller ro, fordi det var ikke nødvendigt at have et duelighedsbevis, det var nok med et pas. Man er nået til det punkt, hvor man bemander skibene med søfolk, som ikke engang kan svømme.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0103/2000) af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om femte ændring af forordning (EF) nr. 850/98 af 30. marts 1998 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer (KOM(1999) 636 - C5-0038/2000 - 1999/0255(CNS)).
Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil, før jeg indleder dette indlæg, fremhæve den enstemmighed, hvormed Parlamentet har udtrykt sig i den forrige betænkning, for at Kommissionen skal tænke over indholdet af de ændringsforslag, som vi har fremsat. Jeg håber, at denne enstemmighed medvirker til, at den igen overvejer sin holdning til de to ændringsforslag, som De sagde, at den ikke ville støtte. Under alle omstændigheder vil jeg i forbindelse med den betænkning, vi nu behandler, sige, at det specifikke sigte med disse tekniske foranstaltninger netop er at beskytte unge marine organismer og således mindske truslen mod udbyttet i fremtiden. Vi bestræber os og forsøger altså på sammen med Kommissionen at beskytte fiskeressourcerne. Nævnte foranstaltninger omfatter som bekendt bestemmelser om fiskeredskabernes størrelse - nærmere betegnet netmaskernes - mindstemål for fisk, bestemte områder med forbud mod fiskeri, beskyttelse af truede arter osv. Den regulerende forordning, nr. 850/98, trådte i kraft den 1. januar i år, men det er indlysende, at den skal tilpasses regelmæssigt for at inddrage nye oplysninger og nye videnskabelige landvindinger. Vi er nu i gang med at behandle den femte ændring, hvorved Europa-Kommissionen indarbejder adskillige nyheder, der efter vores mening er helt berettigede. Det drejer sig om redskaber til rejefiskeri, en beskyttet zone for fiskeri efter tobis, ændring af mindstemålene for visse toskallede bløddyr og krebsdyr. De ændringer og tilføjelser til bilag XII, som Kommissionen har foreslået, synes at være berettigede. Kun hvad angår rejen, som er blevet medtaget for nylig, forekommer en rygskjoldslængde på 24 mm at være for meget, og det kan skabe problemer for fiskerne, og derfor har ordføreren indgivet et ændringsforslag, der allerede er vedtaget af Fiskeriudvalget, et kompromis på 22 mm. Dette kompromis er faktisk allerede blevet godkendt af medlemsstaterne som værende mere hensigtsmæssigt. Vi mener også, at det er meget positivt, at målet for tæppemusling ændres fra 40 til 38 mm, hvilket en stor del af sektoren har anmodet om. Det drejer sig altså om med fuld respekt for forskernes rapporter at tilpasse nogle foranstaltninger, som får en positiv indvirkning på det økonomiske og sociale område. Det er absolut væsentligt, at denne forordning ajourføres fuldt ud med udgangspunkt i de bedste videnskabelige oplysninger, som er til rådighed. Dette bliver ikke den sidste ændring på grund af det stadige behov for tilpasning til de konkrete omstændigheder og de videnskabelige rapporter, der løbende udarbejdes. Med dette ændringsforslag - som jeg mener vil blive taget i betragtning - accepterer vi derfor Kommissionens generelle forslag, og jeg håber, at Kommissionen også godkender vores ændringsforslag.
Hr. formand, hr. kommissær, som De ser, beskæftiger vi os indgående med beskyttelse af fiskebestandene. Vi har netop behandlet foranstaltninger inden for NAFO, og nu går vi fra fiskeri på åbent hav ned i detaljerne omkring fiskeriet i Den Europæiske Unions farvande. Det er ikke altid kun hvaler eller sæler, der har krav på beskyttelse, og som uden tvivl også får større opmærksomhed. Nej, af og til må vi også rette vores opmærksomhed mod nogle mindre populære arter, arter, der ikke ser så søde ud. Hvem har som barn nogensinde holdt en lille tæppemusling, en såkaldt venerupis polastra, i sine arme som tøjdyr? Vi har ganske vist et hjerte for børn. Intet beskæftiger os så meget som omsorgen for, at fiskeynglen trives. Derfor er vi altid parate til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige, for at beskytte den. I dag drejer det sig om at sikre opvæksten af marine organismer for samlet at bevare arterne. Forordningen, som vi behandler, er ingen nyhed. Det drejer sig faktisk i dag om den femte ændring af denne ordning. Når man tager populationernes udvikling i betragtning, må den dog til stadighed ændres for at leve op til tidens krav. Instrumenterne forfines, der fastsættes nye mindstemål og artsbeskyttende fangstmetoder, således som fiskeren lokalt finder det nødvendigt. Han er trods alt fagmanden, som må prioritere praksis. Bortset fra en enkelt detalje er der intet at udsætte på de ændringer, som Kommissionen anviser. Rent teknisk og videnskabeligt er de up to date. Det tror jeg, Kommissionen godt kan lide at høre, og derfor er det også på sin plads at fremhæve det stykke arbejde, som Kommissionens eksperter på dette område har ydet. Europa-Parlamentet har trods alt ingen interesse i at gøre Kommissionen til syndebuk generelt. Tværtimod vil jeg bruge denne betænkning til at vise, at det også kan lade sig gøre på en anden måde. Netop i Fiskeriudvalget har vi gavn af det gode samarbejde mellem Kommissionen og dens tjenester. Dette samarbejde er bydende nødvendigt for at opretholde arternes beståen i havene. Hvem, bortset fra Kommissionen, skulle overvåge disse og beskytte de naturlige ressourcer? Det er ikke altid muligt at ty til kunstigt opdrættet erstatning, der oven i købet sikkert også er genmanipuleret. Lyder det måske sundt, når jeg fortæller Dem, at det er muligt at opdrætte såkaldte superlaks, der vokser otte gange hurtigere end hidtil? Kvantitet i stedet for kvalitet? Fra bevidstheden om at måtte gøre noget for at bevare en sund næringsmangfoldighed og til at være parat til at handle i overensstemmelse hermed - det er øjeblikkets krav. Vi kan ikke ligesom hunnerne drage ud til en fangstplads, ødelægge den og så drage videre med karavanen til den næste uden at bekymre os om det efterladte. Hvis sagen er af betydning for os, økonomisk og miljømæssigt, må vi også feje for egen dør og træffe egnede foranstaltninger og ikke kun for det Nordvestlige Atlanterhav. Disse foranstaltninger er et skridt i den rigtige retning. Jeg tror ganske vist ikke, at vi i fremtiden vil kunne se sandålenes og sælernes børnehave fra en turistbåd, men måske kan vi om nogle år igen af rent hjerte sige om denne fisk, at vi må fiske den, for dens bevarelse er sikret.
Hr. formand, vi behandler nu den femte ændring inden for to år af forordningen om tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer. Dette er en betænkning af teknisk art, som ikke interesserer størstedelen af vores kolleger den mindste smule. Denne holdning ville imidlertid muligvis ændre sig lidt, hvis vi forklarede dem, hvad det præcist drejer sig om, og på hvilken måde en betænkning af denne art kan indvirke på de europæiske borgeres liv. Derfor, hr. kommissær, vil jeg tale om tæppemuslingen - som er nævnt i stk. 4 - og det vil jeg gøre for at glæde mig over, at Kommissionen i sit forslag sænker mindstemålet for dens afsætning fra 40 til 38 mm. To millimeter musling, mine damer og herrer. For det at målet tidligere blev hævet til de nuværende 40 mm, skabte alvorlige problemer for skaldyrfiskerne i min region, Galicien, og også for de handlende og forbrugerne selv. I Galicien er det udelukkende kvinder, der udfører skaldyrfiskeriet stående - for tæppemuslingen graves ud. Det ville tage for lang til og være for besværligt at forklare årsagen. Det er mændene, der udfører skaldyrfiskeri fra fartøjer og med, om end primær, teknologi, mens kvinderne indsamler skaldyr stående og med en hakke. Ca. 10.000 kvinder er beskæftiget med udgravning af muslinger i Galicien, for muslingen fiskes ikke, men graves ud. Det er kvinder, der arbejder uegennyttigt og gennemgraver hektar efter hektar af strand på lange arbejdsdage, under meget hårde betingelser og med nogle meget små indtægter, der svinder ind på grund af bidrag til social sikring, som kan udgøre mere end halvdelen af deres årsindkomst. Virkeligheden synes at modsige en analyse, som Kommissionen benyttede sig af til at hæve mindstemålet for disse muslinger, for fra 30-32 mm er muslingen voksen og kan gyde. Miljøforholdene i områderne med store bestande, hvor denne musling lever og forplanter sig, de galiciske fjorde, gør det ikke muligt for dem at nå op på de 40 mm, som kræves i den forordning, vi i dag skal ændre. Sandheden er, at 80% af den naturlige muslingeproduktion er mindre end den størrelse, der kræves i dag. Hvis skaldyrfiskerne venter på, at muslingen opnår det mål, vil massedødeligheden være enorm på grund af miljøforholdene og ikke på grund af fiskernes aktiviteter. De steder, hvor der er flest muslinger - her tænker jeg på Ferrol- og Arosafjordene - bliver muslingerne ikke større end 36-38 mm. Der hverken produceres, afsættes eller spises muslinger på 40 mm, for der er ganske enkelt ingen. En af dette eller ethvert andet parlaments opgaver er at tilpasse lovgivningen til virkeligheden, hvis vi ikke ønsker at støtte overtrædelser, der, hvad angår stående skaldyrfiskeri, består i skjulte aktiviteter og et sort marked med ukontrollerede sundhedsforhold. Parlamentet skal vide, at vi med de tekniske foranstaltninger forsøger at beskytte de unge organismer, så de får mulighed for at opnå en vis størrelse og forplantningsalder, samtidig med at vi overvåger, at bifangsterne begrænses. Men for at en forordning opfylder sin funktion, skal den tilpasses til virkeligheden. På den måde begunstiger vi ikke blot de brave galiciske skaldyrfiskere, men også forbrugerne, som får adgang til et produkt, der har gennemgået sundhedskontrol, og de handlende, som ikke længere føler sig forfulgt af en bestemmelse, der, hvis den skulle opfyldes, ville efterlade sig et marked, der var fuldstændig udgået for varen. Derfor støtter Den Socialdemokratiske Gruppe - som jeg tilhører - forslaget til ændring af denne forordning, ligesom den støtter Fiskeriudvalgets ændringsforslag om størrelsen på rejer. Det eneste, vi håber, hr. kommissær, er, at det ikke bliver nødvendigt at revidere forordningen i det næste års tid, for det ville betyde, at Europa-Kommissionen og vi igen havde lavet fejlberegninger. Men hvis det bliver nødvendigt, vil vi være parate til at ændre den igen.
Hr. formand, jeg vil gerne tilkendegive vores støtte til hr. Varelas betænkning og samtidig takke Fiskeriudvalgets formand for et godt samarbejde i udvalget. Tekniske foranstaltninger for især at beskytte ungfisk - og dermed sikre de mængder, der kan fiskes fremover - kan være nødvendigt. Det er indtil nu foregået med kvotenedskæringer, mindstemål for nettenes maskestørrelse og forbud mod fiskeri i visse perioder. Det er naturligvis indlysende, at sådanne indgreb og foranstaltninger skal tilpasses med ny viden og behov. Den nye viden er, at der nu etableres en beskyttet zone mod fiskeri efter tobis i farvandene ud for den nordøstlige del af England og den østlige del af Skotland. Grunden er, at bestanden af den tretåede måge kun har ynglet i begrænset omfang i de seneste år. Danmark er den medlemsstat, der bliver mest berørt af denne begrænsning, som vil beskære mange fiskeres fangstmuligheder og dermed ramme dem på deres levebrød. For god ordens skyld vil jeg nævne, at Danmark har indvilget i denne tekniske foranstaltning i en tidsbegrænset periode. Jeg vil gerne spørge Kommissionen, om man har kompenseret fiskerne for deres tab eller anvist andre fiskemuligheder. Eftersom fuglekolonier påvirkes af mange andre faktorer end lige netop fiskeriet, vil jeg foreslå, at Fiskeriudvalget bliver inddraget i fremtidige diskussioner om lukninger eller begrænsninger i kvoter på baggrund af forhold, som indtræffer på landjorden. Det, jeg ønsker, er, at vi får mulighed for grundigt at se på de forskellige faktorer, der har betydning for fuglekolonier, og i den forbindelse diskutere fuglekoloniernes indflydelse på fangstmængderne i forhold til den fælles fiskeripolitiks princip om at sikre fiskerierhvervet gennem en optimal udnyttelse af havets ressourcer.
Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for hans arbejde med dagens fiskeribetænkninger. Jeg er sikker på, at de begge vil blive godkendt med overvældende flertal af Parlamentet, da de begge er yderst vigtige for beskyttelsen og bevarelsen af fiskeressourcerne. Jeg bifalder Kommissionens ajourføring af forordningen om beskyttelse af ungfisk. Vi ved alle, at bæredygtig udvikling er en læreproces, og vi skal kunne ajourføre og tilpasse eksisterende lovgivning for at beskytte vores fiskebestande. Jeg har især bemærket mig videnskabelige oplysninger, som påviser, at der er behov for at stoppe fiskeriet af tobis ud for Englands nordøstkyst og Skotlands østkyst. Det drejer sig ikke blot om opretholdelse af tobisbestandene, men om bevarelsen af hele økosystemet i området. Den tretåede måges begrænsede ynglen, som hr. Busk talte om, er et særligt problem. Det glæder mig, at Danmark, der som medlemsstat har et omfattende tobisfiskeri, har accepteret disse foranstaltninger, hvilket hr. Busk bekræftede. Men selv om foranstaltningerne forhåbentlig vil bidrage til at forbedre fiskeressourcernes tilstand, bekymrer det mig, at Kommissionen tager fejl på andre områder. F.eks. i betænkningen om indførelsen af flerårige udviklingsprogrammer for nylig og de drastiske nedskæringer, som den vil betyde for visse fiskerflåder. Det er noget, som skotske og andre fiskere ser på med stor bekymring. Jeg vil gerne spørge Kommissionen, om man virkelig har undersøgt, om en nedskæring af fiskerflåden faktisk fremmer bevarelsen af fiskebestandene. Jeg citerer direkte fra Kommissionens eget dokument, hvor der står: "The Scientific, Technical and Economic Committee for Fisheries found no evidence that stocks had, in general, deteriorated or improved since the adoption of MAGP4." (den videnskabelige, tekniske og økonomiske komité for fiskeri fandt det ikke godtgjort, at bestandene generelt var blevet forringet eller forbedret siden vedtagelsen af det fjerde flerårige fællesskabsprogram). Det ser ud til, at vi må stille spørgsmålstegn ved de flerårige udviklingsprogrammers virkning som bevarelsesforanstaltning. Kommissionen har heller ikke taget højde for, hvordan flåderne skal reduceres. Jeg vil opfordre Kommissionen til at undersøge det nærmere. Hvad er der sket med de fartøjer, som er blevet fjernet fra registeret i de stater, som i det mindste på papiret har overholdt de flerårige fællesskabsprogrammer, f.eks. Spanien og Portugal? Hvor mange lægges op? Hvor mange hugges op? Hvor mange sænkes osv.? Hvor mange skifter simpelthen til et andet flag? Hvor mange fartøjer fortsætter med at fiske enten her i Fællesskabet eller andre steder, ofte under bekvemmelighedsflag? Kommissionen må se at få styr på bevarelsesforanstaltningerne, men jeg er ikke sikker på, at de flerårige fællesskabsprogrammer er vejen frem. De kan nemt omgås, og de tager ikke tilstrækkeligt højde for nationale forhold, f.eks. havdage. Hvordan er det foreneligt med Kommissionens egen betænkning, hvor der står, at en begrænsning af aktiviteten ville have en mere direkte effekt på udnyttelsesgraden end en kapacitetsbegrænsning. Jeg håber, at Kommissionen vil overveje sagen på ny og ikke påføre vores fiskerflåder radikale nedskæringer. I Skotland ville de foreslåede nedskæringer betyde tab af hundredvis af arbejdspladser især i de svageststillede landområder. De nye forslag til nedskæringer vil ironisk nok først og fremmest gå ud over den skotske flydetrawlsflåde, hvor de flerårige fællesskabsprogrammer faktisk er opfyldt via kontrolforanstaltninger. Jeg er glad for, at betænkningerne er på dagsordenen, men jeg håber, at Kommissionen vil tage spørgsmålet om flådernes størrelse og andre bevarelsesforanstaltninger op til fornyet overvejelse. Vi skal have det her på plads, så fiskebestandene i Europa kan bevares på langt sigt, og fiskerierhvervet kan forblive levedygtigt.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke for, at mine forslag er blevet taget i betragtning i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning og særlig henstillingen om at fastsætte mindstemålet for rejen på 22 mm i stedet for de 24 mm, som Kommissionen havde foreslået. Selv om jeg ikke mener, at Kommissionens forslag er overdrevent, er det nødvendigt at tage hensyn til, at det er et mål, der fastsættes for første gang, og at denne art er en vigtig del af fangsten for visse flåder i den sydlige del af Spanien og Portugal, der indtil nu har fanget den uden målbegrænsninger. For arter, der ikke bliver særlig store, kan 2 mm være meget, når det skal bestemmes, hvorvidt der er penge i et meget håndværksmæssigt fiskeri, der som sagt indtil nu ikke har haft nogen tradition for at skulle underlægge sig et mindstemål. Den omstændighed, at en anden berørt stat, Portugal, ønskede et endnu lavere mindstemål på 20 mm, gør, at jeg mener, at det opnåede kompromis er acceptabelt og anbefalelsesværdigt. Jeg vil takke Kommissionen for, at den har været rede til at lytte til og acceptere såvel dette parlamentariske forslag, som dem fra Rådet, der havde samme hensigt. Jeg er også særligt interesseret i Kommissionens forslag om midlertidigt at lukke af for fiskeri af tobis i bestemte områder omkring England og Skotland. Og det er også på sin plads at takke det land, som er mest afhængigt af dette fiskeri, Danmark, som ikke har lagt større hindringer i vejen for denne foranstaltning, noget, som vil kunne gøre det muligt at fremme en mere realistisk ordning for forvaltning af de ressourcer, der udnyttes til industrielle formål. Jeg har mange gange stillet mig tvivlende over for fornuften i at have store flåder, som har til formål at destruere fisk til fremstilling af mel eller olier, i overudnyttede økosystemer som Fællesskabets. I Europa-Parlamentets beslutning fra juni 1998 om denne type fiskeri, som var baseret på en betænkning udarbejdet af hr. Kindermann, blev det allerede tilkendegivet, at 60% af fællesskabsfangsterne i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat anvendes som industrifisk. Af rapporter fra FAO og fra miljøorganisationerne fremgår det, at op til 70% af fiskeproduktionen på verdensplan anvendes til industrielle formål. Det er klart, at disse tal også er et udtryk for den store samfundsøkonomiske afhængighed af denne aktivitet i nogle regioner i Fællesskabet. Derfor, og uden at der på nogen måde er tale om, at aktiviteten skal forsvinde, kunne det være hensigtsmæssigt at begynde at overveje mulighederne for at opnå en større ligevægt under hensyntagen til de forskellige flåders mål ved udnyttelsen af ressourcerne, en genoprettelse af ligevægten, der til sidst ville blive afspejlet på behørig vis, når Fællesskabets finansiering skulle fordeles på såvel strukturelle foranstaltninger som forvaltningsforanstaltninger og foranstaltninger i forbindelse med markedspolitik.
Hr. formand, jeg vil begynde med at lykønske ordføreren og formanden for Fiskeriudvalget med hans betænkning om ændring af forordningerne om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer. Betænkningen, hvis navn sikkert skaber mere forvirring end klarhed hos dem, der ikke har fulgt sagen, består faktisk af en række separate ændringsforslag til den oprindelige forordning. Ændringsforslagene angår for det første sorteringstrawl eller redskaber med sorteringsrist til rejefiskeri, for det andet ændring af mindstemålene for en række toskallede bløddyr og krebsdyr og for det tredje etableringen af en beskyttet zone for fiskeri af tobis ud for den nordøstlige del af England og den østlige del af Skotland. Jeg vil først og fremmest tale om det sidste. Det er et meget godt eksempel på den økologiske tilgang til fiskeriet, hvor der iværksættes foranstaltninger af miljømæssige årsager, som ligger ud over, hvad der direkte vedrører fiskebestandene. I 1998 påviste en rapport fra arbejdsgruppen om fiskeriets virkning på økosystemet under Det Internationale Havundersøgelsesråd for første gang, at havfuglene, og især den tretåede måge, som kun har ynglet i begrænset omfang i de senere år, faktisk konkurrerede med fiskerflåden og især de danske fiskere, som fiskede efter tobis ud for Skotlands og Englands østkyst. Det Forenede Kongerige anmodede Kommissionen om at fremsætte et forslag på baggrund af rapporten, og Det Forenede Kongerige henvendte sig til den danske regering for at sikre sig dens støtte til initiativet. Det blev foreslået, at der skulle indføres forbud mod fiskeri af tobis mellem april og august, hvor ynglefuglene er mest afhængige af tobis som føde. Det Internationale Havundersøgelsesråd forskede så i sagen igen og foreslog en beskyttet zone fra midten af Northumberland og nordpå langs kysten af Grampia. Den beskyttede zone blev foreslået af Kommissionen i december som en del af den årlige TAC-forordning, og den blev vedtaget af Rådet. Disse foranstaltninger er, så vidt jeg ved, allerede blevet principielt godkendt af de involverede parter. Jeg håber derfor, at Rådet efter denne debat hurtigt kan nå til enighed. Det er vigtigt for bevarelsen af havfugle. Det er vigtigt, at vi viser, at vi ser på dette spørgsmål med største alvor.
Hr. formand, dette er også et vigtigt emne. Det er meget teknisk og ikke så let at forstå for offentligheden. En gradvis forbedring af forordningerne vil på langt sigt bidrage til at sikre et sundt havmiljø for kommende generationer. Vi kan forbedre vores ressourcer. Vi er ikke selvforsynende med fisk i Unionen, kun 50% selvforsynende. Med en god bevarelsespraksis kan vi sikre en bedre levestandard for flere mennesker i fiskerierhvervet. Vi kan øge værdien af de fisk, der fanges i EU, med omkring 4.000 millioner euro, hvis vi bruger lidt flere ressourcer på vores fiskeriaktiviteter i en periode. Det her er meget teknisk. Det er vigtigt, at vi forsker, at vi hele tiden reviderer reglerne og gradvist overbeviser folk om, at Europa-Kommissionen ikke er en fjendtlig organisation, som har til formål at forfølge fiskerne og forhindre dem i at tjene til føden. Vi bør ikke benytte disse lejligheder til at komme med ophidsende udtalelser om nødvendigheden af at reducere fiskerflådens størrelse i de berørte lande på grund af fiskebestandenes tilbagegang, på grund af de høje priser på fisk, som skyldes, at der ikke er nok af dem i EU, og fordi fisk er godt for helbredet. Der er en kraftig tilskyndelse til at fange flere og flere af dem. Folk klager over det flerårige udviklingsprogram og siger, at det ikke fungerer. En vognmand har jo heller ikke 10 busser på gaden, hvis én er nok til at transportere de passagerer, der er. Det samme gælder tog og lastbiler. Så hvorfor presser fiskerierhvervet sådan på for at beholde store, dyre flåder, hvis der faktisk ikke er fisk nok, og vi er underlagt kvoter? Hvis kvoterne overholdes, må det da være i fiskerierhvervets og de enkelte fiskeres interesse at fange de fisk, der er, med så få fiskerfartøjer som muligt. Det vil da bidrage mere til den regionale og nationale økonomi at gøre det. Lyt ikke til den tåbelige snak om, at vi skal beholde både, og at det på en eller anden måde vil bevare beskæftigelsen, hvis der ikke er nogen fisk. Der var kæmpeoverskrifter, bare fordi Kommissionen for et par dage siden offentliggjorde en betænkning, som antydede, at visse fiskerflåder skulle reduceres. De spredte sig fra Skotland til Irland, og aviserne var fulde af artikler om, hvor mange der ville blive arbejdsløse. Det er helt unødvendigt. Lad os mødes i Fiskeriudvalget, lytte til embedsmændene, lytte til forskerne og finde frem til en fornuftig løsning på problemerne i stedet for at skabe en fjendtlig stemning. Der vises et program i Irland, som handler om havet. Det hedder "Seascapes". Aftenen før folkeafstemningen om Maastricht-aftalen gav de deres antieuropæiske holdninger, som vi hele tiden må høre på, en tand til i et forsøg på at indynde sig hos fiskerierhvervet, der på en eller anden måde har fået det indtryk, at Europa-Kommissionen kun er til for at genere dem. Lad os som ansvarlige repræsentanter for befolkningen forsøge at fremstille tingene, som de er, i stedet for at vildlede, ophidse og skræmme folk.
Det lød, som om hr. McCartin i sine sidste bemærkninger beskyldte de ærede parlamentsmedlemmer for at vildlede befolkningen. Jeg håber ikke, det var sådan ment. Hvis det var, så foreslår jeg, at han får fat i et kort over de skotske fiskepladser, så han kan se, hvorfor det er så vigtigt for så mange små fiskerbyer.
Hr. McCartin er alt for høflig til at komme med sådan en anklage.
Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARING
Hr. formand, som repræsentant for Pensionistpartiet har jeg stemt for Varela-betænkningen. Det er ikke første gang, jeg tager parti for de unge, men jeg gør det, fordi jeg ønsker, at også de bliver gamle og om muligt pensioneret. Jeg har allerede modtaget adskillige positive tilkendegivelser, ikke alene fra de unge, men også fra pensionisterne, fordi det er rigtigt at beskytte de marine organismer, selv om de er fisk, som det er tilfældet her. Selvfølgelig kunne dette - er det blevet sagt - ødelægge det for nogle fiskere, som ikke kan fiske i overflod, men jeg er sikker på, at Kommissionen finder en måde, hvorpå der kan gives erstatning til de fiskere, som i forbindelse med dette direktiv skulle formindske deres indtægt og fortjeneste. Jeg takker Parlamentet for den tålmodighed, med hvilken den lytter til min stemmeforklaring.
Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg håber, at Formandskonferencen ikke for alvor noterer sig antallet af medlemmer - eller snarere mangelen på samme - som stemmer om denne meget vigtige betænkning.
Hr. formand, jeg vil henlede Parlamentets administrations opmærksomhed på, at Members Bar er invaderet. Der er 15 militærklædte personer, som har invaderet halvdelen af Members Bar, og de holder en form for møde der. Jeg vil gerne have, at Parlamentets administration umiddelbart træffer foranstaltninger til, at denne invadering ophører, og at medlemmerne kan få stillet begge sider af deres bar til rådighed.
De har ret, det er kun medlemmer, som har adgang til medlemmernes bar. Vi vil sørge for, at det bliver overholdt. Det er allerede blevet forelagt kvæstorerne.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0104/2000) af Langen for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af Kommissionens forordning nr. 3932/92 om anvendelsen af traktatens artikel 81, stk. 3 (ex artikel 85, stk. 3), på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis på forsikringsområdet (KOM(1999) 192 - C5-0254/1999 - 1999/2183(COS)).
Hr. formand, denne gang er det ikke et fiskeriemne, som står sidst på vores dagsorden, men derimod et emne om konkurrencepolitik. Dette emne har vi behandlet meget udførligt, det var ikke så kontroversielt, og derfor er det også muligt at behandle det i slutningen af sådan et møde. Da jeg jo alligevel er her regelmæssigt om fredagen, er det slet ikke spor vanskeligt for mig personligt. Det drejer sig her om fritagelsesordninger, som gælder for forsikringsområdet i Europa. De ved alle, at konkurrenceretten har været en af Den Europæiske Unions og dermed også Europa-Kommissionens vigtigste opgaver lige siden de konstituerende traktater. Generelt er det målet for konkurrencereglerne at sikre, at der er konkurrence på det europæiske indre marked. Det er til gavn for forbrugerne, det fremmer det tekniske fremskridt, det forhindrer monopoler og aftaler. Derfor er der strenge regler for dette område, hvor Kommissionen skal og kan være aktiv. Der findes tre anvendelsesområder for disse regler. For det første aftaler eller karteldannelser, som generelt er forbudt, for det andet misbrug af en markedsdominerende stilling og for det tredje statstilskud. I alle disse spørgsmål har Kommissionen i de forgangne år adskillige gange vist, at den tager aftalebestemmelserne meget alvorligt. I dag drejer det sig om det første område. Det generelle forbud mod karteldannelser er blevet ophævet under visse betingelser, det er de såkaldte fritagelsesordninger. Det er uforeneligt med loven - også på områder, hvor der er fritagelsesordninger - at fastsætte priser, begrænse eller kontrollere produktionen, opdele markederne, anvende forskellige betingelser for ensartede ydelser og supplerende aftalebestemmelser, der ofte er meget forskellige i Europa og udelukker forskellige ydelser. Fritagelsesmuligheder i henhold til artikel 81, stk. 3, findes kun - man bør høre godt efter - når forbrugeren sikres en rimelig andel af den opnåede fordel, og at det i øvrigt ikke går ud over konkurrencen. Her på forsikringsområdet har vi haft en sådan ordning siden 1992, der løber frem til 2003. Kommissionen er forpligtet til at aflægge en beretning hvert sjette år, og nu foreligger denne beretning. Denne gruppefritagelsesforordning for forsikringsområdet regulerer fælles regler, tillader fælles regler for aftaler om præmieberegning, fastlæggelse af forsikringsbetingelser, fælles dækning af visse typer risici og for sikkerhedsudstyr. Aftaler om afvikling af krav og fortegnelser over skærpede risici er hidtil ikke medtaget i forordningen. Når vi i mandags efter tredjebehandlingen vedtog Rothley-betænkningen om harmonisering af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer, er det mit håb, at Kommissionen på grund af dette harmoniserede retsgrundlag i fremtiden også kan og vil optage afvikling af krav i denne fritagelsesordning. For det er en uhyre lettelse for borgerne i Den Europæiske Union, når de med deres eget forsikringsselskab i fremtiden kan ordne skaden i udlandet, også i en af Den Europæiske Unions medlemsstater, og når disse aftaler så også sikres af Kommissionen inden for rammerne af fritagelsesordningen. Parlamentet har i sit forslag i overensstemmelse hermed stillet krav til Kommissionen, som den skal tilgodese ved gennemgangen. Det er for det første en definition af markedsandelen i et globaliseret marked, endvidere detailspørgsmål om det førende forsikringsselskab, for hvilket det eventuelt ikke gælder. Når der findes et stort og 20 små forsikringsselskaber, så må det store ikke have en markedsandel på over 10%, for at denne fritagelsesaftale accepteres. Om det er rigtigt, vover vi at sætte spørgsmålstegn ved. Det er emner, der hænger sammen med opsigelsesmuligheden. Vi ønsker, at et forsikringsselskab også har mulighed for at sige op med seks og ikke kun med 12 måneders varsel. Vi ønsker at gennemføre et harmoniseret grundlag for de europæiske standarder for skadesafvikling. Samlet kan jeg sige, at Europa-Parlamentet er tilfreds med denne foreløbige beretning og forventer af Kommissionen en stadig videreudvikling og en status for forsikringsområdet inden for rammerne af de gældende fritagelsesordninger, som alle udløber i 2002 og 2003 også for andre områder. Jeg anmoder således om Deres støtte og takker mange gange.
Jeg vil meget gerne udtrykke min taknemmelighed over for hr. Langen for hans betænkning, og fordi han både skriftligt og i sin fremlæggelse i dag har gjort det så klart, hvad sagen drejer sig om. Heldigvis er Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked stort set enige med hr. Langen, og der er intet juridisk til hinder for denne forordning om gruppefritagelse. Som Parlamentet ved, omfatter gruppefritagelsen undtagelser fra den gængse konkurrencelovgivning af den type, som hr. Langen nævnte. For det føste i forbindelse med præmieberegningen, hvor forsikringsselskaberne i fællesskab kan beregne nettopræmien. For det andet ved udarbejdelsen af standardpolicer for direkte forsikring og fælles modeller, der illustrerer overskuddet af forsikringspolicer, der involverer et element af kapitalisering. Den muliggør også medforsikring, fælles dækning af visse risici og endelig koordinering af tekniske specifikationer for sikkerhedsudstyr og -procedurer. Kommissionen udtaler i sin betænkning, at den er skuffet over, at forsikringsbranchen ikke har udnyttet de muligheder så meget, som den kunne have gjort. Det er alt sammen områder, hvor det er tydeligt, at det tjener offentligheden bedst ikke at insistere på streng overholdelse af konkurrencelovgivningen. Det viser på en filosofisk måde, at selv på et konkurrencepræget marked er forsikring i bund og grund et fælles forehavende, hvor folk deler risikoen mellem sig. Det er i øjeblikket et kontroversielt emne i mit hjemland, og jeg synes, det er en skam, at der gøres så kraftig en indsats for at ændre udmærkede gamle gensidige forsikringsselskaber, som netop er et udtryk for det kollektive aspekt af forsikring, til ikke-gensidige selskaber, og det gør mig helt trist til mode at tænke på, at det også kan ske for livsforsikringsselskabet Standard Life.
Hr. formand, hvis Fællesskabet ikke sikrer, at borgerne kompenseres med det samme for uventede, store finansielle risici, bliver de afhængige af forsikringer. Jo mere staten trækker sig tilbage, desto stærkere og rigere bliver forsikringssektoren. Forsikringer er blevet til en ydelse, som er nødvendig for alle. Samtidig er forsikringsselskaberne en gruppe af virksomheder, som forbrugerne ikke har tillid til. Alle er bange for, at de betaler for meget i præmie, og at de små bogstaver på forsikringspolicen fører til, at man, hvis der opstår problemer, får meget mindre udbetalt, end man havde regnet med, da man tegnede forsikringen. Man mener, at præmierne er for høje, og udbetalingerne er for små. Af en løbende international sammenlægningsstrid mellem store forsikringsselskaber og banker fremgår det, hvor stort udbyttet i denne sektor efterhånden er blevet. Endvidere fremgår det af denne betænkning, hvor bureaukratiske og uoverskuelige de ordninger er, som EU skal træffe for blot i nogen grad at kunne regulere forsikringssektoren. Gennem dispensationer skal det nu fastsættes, at forsikringsselskaber må samarbejde for at dele store risici eller genforsikre uden at overtræde kartelreglerne. Endvidere fremgår det af betænkningen, at der er stor utilfredshed på grund af uklarheder, frister og spørgsmålet om, hvorvidt de eksisterende regler er til den forsikredes eller forsikringsselskabernes fordel. Det viser sig, at der faktisk ikke er tale om den meget tiljublede fri konkurrence, men om bureaukratisk ordnet konkurrence. Spørgsmålet er, om forbrugeren ikke ville have mere ud af demokratisk kontrollerede regionale institutioner end af bureaukratisk konkurrence. I det første tilfælde ved alle, hvilke ting der tages op til overvejelse, hvordan præmierne kommer i stand, og hvordan det eventuelle udbytte anvendes til nyttige formål. I det andet tilfælde er alt helt uigennemskueligt. Jeg slår derfor til lyd for en helt anden gennemskuelig og demokratisk kontrollabel opsætning af forsikringssektoren. Så længe sådan en bedre opsætning ikke findes, er vi nødt til at klare os med de nuværende midler. Det er bedre end slet ikke at gøre noget. Vi kan ikke tillade os at lade den tidligere fastsatte frist på seks år udløbe, uden at der fastsættes noget nyt. Derfor støtter min gruppe alligevel den foreslåede ordning.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Langen, og alle dem, der har bidraget til dette forslag til beslutning om Kommissionens betænkning om gruppefritagelsesforordningen. Kommissionen bifalder forslaget, ikke kun fordi det generelt støtter Kommissionens fortolkning af forordningen, men også på grund af de specifikke udtalelser om, hvordan forordningen kan forbedres. Lad mig sige et par ord om baggrunden for forordningen. Før 1992 var Generaldirektoratet for Konkurrence ved at drukne i hundredvis af meddelelser om aftaler på forsikringsområdet, som igen rejste lignende sager, og som var berettiget til fritagelse i henhold til artikel 81, stk. 3, i traktaten. I stedet for at skulle vedtage hundredvis af individuelle fritagelsesbeslutninger vedtog Kommissionen i 1992 en gruppefritagelsesforordning, som under visse betingelser gav fritagelse til aftaler mellem forsikringsselskaber i fire kategorier: aftaler om fælles beregning af risikopræmier, aftaler om fælles policebestemmelser, medforsikring og genforsikring, puljeordninger samt standarder for sikkerhedsudstyr. Rådets forordning af 1991, som gjorde det muligt for Kommissionen at vedtage en gruppefritagelsesforordning på forsikringsområdet, åbnede også mulighed for at medtage to andre områder, hvilket Kommissionen dog undlod på grund af manglende erfaring på de områder, nemlig aftaler om skadesregulering og aftaler om registre over skærpede risici. Efter vedtagelsen af gruppefritagelsesforordningen i 1992 blev de fleste meddelelser på Kommissionens bord trukket tilbage med enkelte undtagelser, hvor parterne ikke mente, at det var helt klart, om deres aftaler kunne gøres til genstand for fritagelse. De fleste af disse meddelelser handlede om forsikringspuljer. Den nuværende forordning udløber den 31. marts 2003, så der skal vedtages en ny forordning. Den bør bygge videre på de stærke sider og afhjælpe eventuelle svagheder i den eksisterende forordning. Kommissionens forordning fra 12. maj 1999 i henhold til artikel 8 i Rådets gennemførelsesforordning var første skridt på vejen til vedtagelse af en ny forordning. Den gennemgår i detaljer Kommissionens erfaringer med forordningen i praksis og de forskellige problemer, der har været. Den indeholder dog ikke præcise forslag til den nye forordning. Der vil først blive truffet beslutning om dem efter høringsprocessen. Der vil blive taget udstrakt hensyn til Parlamentets forordning i denne proces. Andre interesserede parter, f.eks. forsikringsbranchen og forbrugerorganisationerne, vil også blive hørt. Næste trin i høringsprocessen bliver en høring arrangeret af Kommissionen den 28. juni i år. Her vil alle, der har kommenteret betænkningen om forordningen, kunne udveksle synspunkter. Høringen er til dels et svar på opfordringen i forslaget til beslutning til at få en oplysende debat i gang om forordningen. Det er klart, at det er puljeområdet, der trænger mest til forbedring. Her er betydelige ændringer nødvendige, men hovedspørgsmålene forekommer i alle de andre områder. Kommentarerne og forslagene i forslaget til beslutning, som jeg takker Parlamentet for, er alle relevante og interessante i denne sammenhæng, selv om de alle skal analyseres individuelt. Hvis jeg lige må have lov at svare på to lignende spørgsmål, som blev stillet af hr. Langen og hr. Meijer, nemlig om Kommissionen godkender forslagets anbefaling af, at aftaler om skadesregulering skal medtages i den nye gruppefritagelsesforordning. Kommissionen har endnu ikke besluttet, om aftaler om skadesregulering og registre over skærpede risici skal dækkes af den nye forordning. Kommissionen har noteret sig, at det i forslaget anbefales at medtage aftaler om skadesregulering. Kommissionen er helt enig i konklusionen på forslaget til beslutning, nemlig at forordningen generelt er vellykket, men at den kræver moderate forbedringer. Forslaget til beslutning er et nyttigt bidrag hertil, og Kommissionen vil holde Parlamentet fuldt underrettet og høre Parlamentet om ændringen af forordningen.
Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARING
Hr. formand, jeg har naturligvis stemt for den udmærkede betænkning af min kollega Werner Langen, og jeg lykønsker ham med hans arbejde og hans redegørelse. Vi og vores borgere glæder os naturligvis over de forenklinger, som hr. Langen her har forklaret så klart. Jeg ville ønske, at der også fandtes sådanne forenklinger inden for andre områder. De ved, at jeg er en stor forkæmper for Strasbourg som sæde, og at jeg atter her til morgen har beklaget alle de tricks, der blev iscenesat af dem, der i dag ville hindre os i afstemningen, fordi de blot ønsker at ødelægge fredagsmødet i Strasbourg og koncentrere alt i Bruxelles, og i den forbindelse skal det nævnes, at disse centralister naturligvis så at sige som biprodukt også har Luxembourg i sigte som sæde for Generalsekretariatet. Ganske vist må jeg også sige, at Frankrig ikke altid har gjort det let for os at forsvare Strasbourg som sæde. En af mine besøgsgrupper har igen måtte erfare dette her til formiddag på vej herhen. Bussen blev standset af det franske politi under påskud af, at der ikke forelå en køretilladelse til Frankrig. Dette firma har i de sidste 10 år kørt tusindvis af mine besøgende hertil. Hvad er nu det for en ballade igen? Jeg må sige, at disse besøgende naturligvis spørger sig selv, om dette er Europa. Endvidere synes det franske politi endnu ikke at have hørt om kreditkort. De besøgende måtte lægge deres francs sammen for at kunne betale den horrible bøde på 5.000 franske francs. Det kan da ikke være muligt, hr. formand! Jeg prøver naturligvis ... (Formanden afbrød taleren)
Jeg er bange for, at jeg må afbryde Dem, fru Lulling. Stemmeforklaringerne skal henvise til det emne, der er under behandling. Jeg gav Dem noget spillerum, fordi De er sådan et fremtrædende medlem af Parlamentet, men jeg må altså afbryde Dem her.
Hr. formand, sidste søndag i Bergamo, min fødeby, holdt jeg et møde om forsikringer og skadeserstatning, som hr. Langen gjorde så godt rede for i sin betænkning. En ung mand på 20 år, desværre ramt af et alvorligt biluheld, rejste sig op og sagde: "Jeg har været ude for en alvorlig ulykke, men jeg er, hvis man kan sige det sådan, tilfreds, fordi jeg har modtaget en erstatning fra forsikringsselskabet på 500.000 euro." En anden deltager på mødet på ca. 40 år sagde: "Også jeg har været ude for nøjagtig den samme ulykke, men jeg fik en mindre erstatning, nemlig 200.000 euro." En lidt ældre herre på 60 år tilføjede: "Mig har de kun givet 20.000 euro." En anden på 70 år sagde: "Jeg har været ude for samme uheld med samme konsekvenser, og jeg har fået 1.000 euro." En ældre pensionist på 80 år, for hvem det ikke engang lykkedes at rejse sig op, fordi han var totalt invalideret, fastslog: "Mig har forsikringsselskabet ikke givet noget som helst." Se, forsikringsselskaberne anser de ældre for at være ingenting værd. Men jeg siger, at de ældre er mere værd! Jeg håber derfor, at vi kan gribe ind i forordningen for at rette op på denne uretfærdighed.
Hr. formand, jeg ville blot stille et spørgsmål, og jeg havde vist overset fru Buitenweg her til morgen. Det vil jeg gerne undskylde over for hende. Jeg ville blot spørge, om fru van der Laan er til stede, eller om jeg også har overset hende?
Det vil jeg betragte som et interessant indlæg.
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 11.30)