Protokollerne fra møderne torsdag den 3. februar og mandag den 14. februar er omdelt. Faktisk var protokollen fra den 3. februar blevet omdelt tidligere, men i Bruxelles. Det er muligvis grunden til, at nogle kolleger ikke havde den. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dem som godkendt. (Protokollen godkendtes)
Fru formand, jeg har for vane altid at være til stede ved mødets åbning mandag eftermiddag kl. 17. I går var det umuligt for mig og for mange andre medlemmer af Europa-Parlamentet at være til stede, fordi flyet fra Air France, som plejer at bringe os hertil, det klokken kvarter over to, blev aflyst uden nogen begrundelse fra selskabets side, og derfor nåede vi meget sent frem. Hvis Air France fortsætter denne boykotpolitik over for Europa-Parlamentet, bør dette træffe foranstaltninger for at sikre, at det ikke sker igen.
Tak, hr. Medina Ortega. Jeg deler fuldt ud de beklagelser, De giver udtryk for. Vil De være så elskværdig at skrive det til mig, så jeg med støtte i Deres fremstilling kan forelægge sagen for de ansvarlige i såvel Air France som den franske regering? Jeg mener virkelig, det er for galt, og vi må absolut protestere så kraftigt, vi kan.
Fru formand, jeg oplevede det samme som vores kollega Medina Ortega i går. De franske myndigheder - der har den ære, at Strasbourg er sæde for Europa-Parlamentet - bør efter min mening være klar over, at det er deres ansvar at sørge for, at der er nogle passende forbindelser til alle Unionens hovedstæder.
Naturligvis, hr. Napolitano, De skal have tak.
Fru formand, i dette tilfælde er der ikke tale om forsinkede fly: Jeg vil gerne undskylde, at min kollega fra De Grønnes Gruppe, Caroline Lucas, som er britisk medlem, ikke var til stede i går. Hun kunne ikke være her, fordi hun blev arresteret under en antiatomkraftsdemonstration i Glasgow i går morges. Det blev opklaret, hvem hun var. Det fremgik meget klart, at hun var medlem af Europa-Parlamentet, men ikke desto mindre blev hun tilbageholdt hele dagen. Det er efter min opfattelse helt uacceptabelt, og jeg vil bede Dem - jeg har for resten skrevet til Dem om dette sammen med min kollega fru Hautala - om at påtale sagen over for de britiske myndigheder, så den slags hændelser ikke sker i fremtiden, og så der kan blive fremsat en undskyldning over for fru Lucas.
Tak, hr. Lannoye. Jeg har modtaget Deres brev, og jeg har allerede henvendt mig til den britiske repræsentation.
Fru formand, med henblik på afstemningen i dag vil jeg gerne anmode om noget, som jeg allerede kort var inde på i går under den mundtlige forhandling om Equal-betænkningen. Jeg anmoder om, at afstemningen om fællesskabsinitiativet Equal udsættes, fordi vi simpelthen har brug for en smule tid til at få et vigtigt punkt forhandlet færdigt. Jeg er optimistisk og imødeser virkelig afstemningen roligt og fuld af håb, vi skal nok få en så bred tilslutning som mulig til denne udtalelse om Equal. Vi skal blot bruge en smule tid til at gennemarbejde nogle detaljer i forbindelse med spørgsmålet om asyl, og derfor anmoder jeg om, at afstemningen finder sted i morgen i stedet for i dag.
Fru formand, for at fortsætte derfra, hvor hr. Lannoye slap, vil jeg sige, at fru Lucas blev anholdt lige uden for Glasgow i forbindelse med en protestdemonstration mod Trident-basen ved Faslane. Jeg føler stor sympati for denne protest. Jeg føler imidlertid ingen sympati for, at fru Lucas forsøger at skjule sig bag sin parlamentariske immunitet. Jeg er også blevet anholdt for at protestere ved Faslane, men jeg skjulte mig ikke bag nogen immunitet. Jeg tog den straf, der blev mig tildelt. Det bør fru Lucas også gøre.
Fru formand, jeg vil gerne udtale mig om fru Stenzels anmodning om at udsætte afstemningen om EU-initiativet Equal til i morgen. Dette initiativ var nemlig genstand for en meget livlig diskussion i udvalget, og da der er tale om et vigtigt forslag fra Kommissionen, som henviser til de aftaler, vi indgik sidste år, mener jeg godt, at det kan godkendes. Vi er enige med fru Stenzel i, at anmodningen om udsættelse bør godkendes, så man kan nå frem til den størst mulige enighed mellem grupperne, og så Parlamentet kan give udtryk for sin holdning til dette initiativ med det størst mulige flertal.
Er der nogle kolleger, som ønsker at udtale sig imod fru Stenzels anmodning, som fru Ghilardotti netop har givet sin støtte til? Da det ikke er tilfældet, sætter jeg forslaget til afstemning. (Forslaget vedtoges)
Fru formand, i henhold til artikel 29, stk. 4, i forretningsordenen bør De blive holdt informeret af de politiske grupper om eventuelle medlemmer, der har sluttet sig til en ny politisk gruppe, eller som har forladt en politisk gruppe. Har De modtaget nogen meddelelse om nogen medlemmer, der har forladt PPE-DE-gruppen, eller sidder Det Østrigske Frihedsparti stadig i denne politiske gruppe?
Hr. Corbett, jeg har ikke hørt tale om noget.
For så vidt angår dagsordenen for torsdag, foreslår jeg, som der blev fremsat anmodning om i går under plenarmødet, at vi forlænger debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning med en halv time, det vil sige, at vi bliver ved til kl. 18. Afstemningen vil finde sted kl. 18. (Dagsordenen godkendtes)
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om redegørelserne fra Kommissionen om dens strategiske mål for de næste fem år og lovgivningsprogram for år 2000. Jeg giver straks ordet til hr. Prodi.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater hilser denne debat velkommen, og vi er glade for, at Kommissionen har fremlagt et dokument til forberedelse af denne debat. Vi bifalder endvidere i store træk den tale, hr. kommissionsformand Prodi netop har holdt. Der står i dokumentets konklusioner, at Prodi-Kommissionens femårige embedsperiode bliver en tid med store ændringer. Europa vil øge integrationen, og samtidig vil Unionen indlede en udvidelsesfase, som i sidste instans fører til en genforening af vores kontinent. Det er ambitiøst og ærgerrigt, man kunne endog sige profetisk. Vi ønsker for Dem, hr. kommissionsformand, at det må lykkes. Men vi siger også, at nutiden er fremtidens grundlag, og fremtiden kan vi kun forme, hvis vi står vores prøve i nutiden. Jeg siger det fuld af alvor, og jeg siger det fuld af bekymring! Dermed hentyder jeg til den aktuelle drøftelse af de konflikter, der for øjeblikket er i Den Europæiske Union. Vi i Den Europæiske Union er et fællesskab! Vi hører sammen, selvom der er problemer. Tiden er ikke inde til at isolere nogen, men til at føre folk sammen og i fællesskab gennemføre det arbejde, der er påbegyndt, nemlig at forene Europa! Hr. kommissionsformand, De har i de forgangne uger igen og igen talt Europa-Parlamentets sag og taget det i forsvar. De har opfattet Dem selv som traktaternes vogter - således som det er Deres rolle. På den baggrund giver vi over for Dem udtryk for vores respekt, anerkendelse og støtte, herunder tillige hvad angår den skrivelse til Republikken Østrigs forbundskansler, som De nævnte. (Bifald) Hr. kommissionsformand, vi er enige med Dem om målsætningen: I det 21. århundrede ønsker vi et stærkt Europa, som er handledygtigt og demokratisk. Et Europa, der indadtil og udadtil forsvarer sine værdier, menneskets værdighed og retsstatens demokrati, og som samtidig varetager sine interesser i verden med værdighed, tålmodighed og overbevisende selvbevidsthed. Europas, Den Europæiske Unions budskab til verden må ikke være overlegenhed eller endog europæisk nationalisme, men skal være samarbejde, partnerskab og fredelig udvikling. F.eks. betyder globalisering for os muligheden for at forme denne ene verden, der rykker stadig tættere sammen, i fredelig konkurrence og i solidaritet. Anskuet på den måde er globalisering mere mulighed end fare, mere sammenføring end adskillelse og mere gensidig berigelse end afgrænsning. Men vi ved også, at vi kun i fællesskab som europæere kan tage de store udfordringer op, der ligger i globaliseringen. Globalisering er ikke kun en økonomisk proces, men også en kulturel proces. Derfor siger vi, at vi ønsker partnerskab i verden, vi ønsker ikke - som nogle forudsiger - et sammenstød mellem kulturer, et clash of civilisation, men vi ønsker partnerskab, møder, udveksling og fred. Men vi siger også, at vi vil forsvare dette europæiske samfund præget af tolerance, og derfor er en fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik af så stor betydning. I dag indledes forhandlingerne med seks stater i Centraleuropa. Dermed rykker den europæiske familie yderligere lidt sammen. Vi anser det, De sagde om Barcelona-processen, for rigtigt: Alle lande i Middelhavsområdet skal anerkende menneskets værdighed, demokratiet og retsstatsprincippet. For os, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater, er i de næste fem år ikke kun reformen af Den Europæiske Unions institutioner af betydning, men også det, at vi går ind for den fælles europæiske valuta, og at stabilitetspolitikken skal være grundlaget for en konsolidering af den europæiske valuta i de kommende år. Derfor mener vi absolut, at stabilitetspagten skal overholdes resolut og konsekvent! Vi har brug for strukturreformer i den europæiske økonomi. Vi har navnlig brug for en europæisk økonomi, hvor det igen kan betale sig at arbejde, så folk får lyst til at blive selvstændige. Det ville være en katastrofe for Europa, hvis der til sidst kun er nogle få multinationale selskaber tilbage, og de små og mellemstore virksomheder ikke havde nogen fremtidschancer! (Bifald) Her spiller Kommissionen en vigtig rolle, idet vi - koordineret med nationalstaterne - iværksætter en skattelettelsespolitik, således at det igen kan betale sig at blive selvstændig. Her agter vi i fællesskab at sætte Europa i gang. De talte i Deres dokument om decentralisering og subsidiaritet. Det støtter vi. Europas nationer, regioner, byer og kommuner vil fortsat bestå. Men der er for øjeblikket en udvikling i gang - som eksempel anføres direktivet om beskyttelse af naturlige og delvis naturlige levesteder samt af vilde dyr og planter - som i det mindste i mit land har ladet det indtryk opstå, at sammenslutninger hen over hovedet på nationale og regionale institutioner fremlægger programmer i Bruxelles, hvorefter Bruxelles træffer afgørelse om utallige landbrugsbedrifters og virksomheders ejendom i Den Europæiske Unions lande. Jeg nævner det blot som et eksempel på, hvor vi skal passe på, og hvor jeg henstiller, at der for fremtiden skal være mere retssikkerhed. Hr. kommissionsformand, til slut vil jeg gerne sige, at Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater er meget interesset i en stærk Kommission. Kan De yde et overbevisende stykke arbejde, er det alles succes! På det punkt ønsker vi Dem held og lykke, men vi opfatter også vores rolle som værende Kommissionens kontrollør. Skulle der vise sig det mindste tegn på, at De ikke sikrer Den Europæiske Unions ret - vi har for øjeblikket ikke nogen grund til kritik, vi erkender tværtimod, at det ikke forholder sig således - skulle altså europæisk ret blive krænket, er vi helt afgjort modstandere af en krænkelse af den europæiske ret, fordi freden i Den Europæiske Union nemlig er baseret på denne ret. Denne ret og freden skal vi bevare i Den Europæiske Union, for det er en forudsætning for, at vi kan virke fredsstiftende i verden. (Bifald)
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, jeg vil først og fremmest bifalde forelæggelsen og forhandlingen, for første gang i historien, af Kommissionens regeringsprogram - det er et ord, som kommissionsformand Prodi meget godt kan lide, og det kan jeg også - for hele valgperioden. For det første fordi det gør det muligt at forklare vores medborgere, hvad det er, vi vil gøre, og hvad vi allerede gør. Vi skal også beklage og fremover forsøge at rette op på den nuværende situation: Vi har været næsten 11 måneder om - hr. Prodi blev foreslået på topmødet i Berlin i marts sidste år - at få et lovgivningsprogram. Skylden er ikke udelukkende hans, vi er ved at overvinde en krise, men jeg mener, at det i fremtiden vil være hensigtsmæssigt, at den næste Kommission indsættes samtidig med forelæggelsen af et lovgivningsprogram. Vi laver fornyelser, og vi laver fornyelser under vanskelige omstændigheder. Hr. Prodi indledte sit indlæg med at tale om en paradoksal situation, om et paradoks i Den Europæiske Union og også i verden: Vi står på tærskelen til et nyt verdsligt årtusinde, som domineres af Internettet og af de bioteknologiske fremskridts heksekunster, og vi oplever virkelig en ny tid, men hvis vi holder os til det, som Den Europæiske Union er i øjeblikket, når vi taler om regering og styring - som i det mindste på spansk bringer visse minder frem om det tidligere navn for indenrigsministeriet, men måske er det også interessant at tale om styring - er det, der i bund og grund er vigtigt, at Den Europæiske Union udstyres med en god regering, og da kommissionsformand Prodi altid praler af sin fødeby, Bologna, vil jeg råde ham til at tage et smut til Siena og kigge på noget, som vi alle sammen forstår, og det er freskerne af Ambrogio Lorenzetti, når han taler om buon governo og mal governo. Det, vi har brug for her, er god regeringsførelse, fru formand. Da vi er ved at komme os over en meget omfattende krise, må vi forsøge at give vores institutioner indhold og fremhæve dem. Jeg vil gøre Parlamentet opmærksomt på noget, som vi ikke tænker nok på, og det er, at der i september blev stemt for indsættelsen af Prodi-Kommissionen med stort flertal, og det er efter vores mening et udtryk for et fremskridtsvenligt og europavenligt flertal. Jeg skal dog gøre opmærksom på, at der i den brede enighed var nogle grupper, der sagde, at Parlamentets flertal burde være i opposition til Rådets flertal. Netop det blokerer på en vis måde for noget vigtigt, og det er udviklingen af den fælles beslutningstagning, i lovgivningsprogrammet. Det siger jeg, fordi jeg mener, at støtten til Kommissionen også skal være ensbetydende med en sammenhæng i arbejdet i løbet af valgperioden. På den anden side oplever vi det politiske Europas fødsel, et samfund med værdier, som vi er enige i, og en Europæisk Union i borgernes tjeneste. Og hvad angår begivenhederne i disse dage, vil jeg gerne sige - og det siger jeg den dag eller i begyndelsen af den uge, hvor regeringskonferencen indledes - at arbejdet med charteret for grundlæggende rettigheder skal tillægges meget større værdi og en grundlæggende anseelse, for jeg mener at det efter det, som vi har sagt i anledning af den østrigske krise, virkelig bør inddrages i traktaterne. Det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg mener, at det er en væsentlig ting. I den forbindelse, fru formand, vil jeg også gerne sige, at vi skal være bevidste og vogte vores tunge. I sidste uge talte den nye finansminister i den østrigske koalition om det østrigske parlament som en farce og et teater. Vi, der har måttet leve under diktatoriske forhold, ved, at der kan være diktaturer med marionetparlamenter. Det, der ikke findes, er demokrati uden et levende parlament. Jeg mener, at den måde at tale på er utroligt farlig, og jeg vil fordømme den herfra. Hvad angår de fire store prioriteter, som kommissionsformand Prodi systematisk refererer til i forbindelse med analysen af udfordringerne, vil jeg sige, at vi er meget enige. Alligevel vil jeg sige til Kommissionen, at for Den Socialdemokratiske Gruppe har prioriteterne en anden rækkefølge. Vi mener, at der skal gives højeste prioritet til den økonomiske og sociale dagsorden, som omfatter det, der også i prioriteterne kaldes livskvalitet, det vil sige, borgernes ret som forbrugere og også som mennesker i forbindelse med spørgsmål, som vi altid slår fast, men som vi ikke fremhæver nok, nemlig den europæiske sociale model og dens tilpasning til nye omstændigheder, forbrugernes rettigheder og respekten for miljøet og en bæredygtig udvikling. Når man taler om løftet om fuld beskæftigelse, må man tage udgangspunkt i, at fuld beskæftigelse i dag ikke længere som i Beveridges tid ved slutningen af Anden Verdenskrig er ensbetydende med beskæftigelse af det mandlige familieoverhoved. Ligestillingen mellem kønnene skal sikres, den berømte kønsmainstreaming, som er et af de spørgsmål, der gøres mindst ud af i Prodi-Kommissionens program. Og det vil sige at prioritere ligestilling af kønnene, tilpasning af den sociale model, og især en utvetydig bekæmpelse af populismen i en situation, hvor vores økonomiske og sociale samhørighed er truet, og det er også noget, der bør figurere som førsteprioritet i Kommissionens arbejde, og som skal suppleres med en utvetydig bekæmpelse af racismen og intolerancen for i praksis at kunne sikre udviklingen af en Union, som er blevet til en magnetpol for resten af verden og et indvandringsområde på grund af dens velstand og alderstegne befolkning. Og dette skal efter min mening være vores første mål. I den forbindelse vil jeg også tilføje en anden ting, og det er den økonomiske styring, med en fælles valuta - som jeg forventer bliver indført - og også et område, hvor Kommissionen skal gøre fremskridt. Jeg ville sætte pris på - min gruppe ville naturligvis sætte pris på - i forbindelse med disse ambitiøse mål og især med noget vigtigt, som Kommissionen har lavet, nemlig at inddrage udvidelsen i forhandlings- og integrationsprocessen, at den var mere tydelig i forbindelse med revisionen af Agenda 2000. Mener Kommissionen, at der slet ikke skal foretages nogen revision? Og spørgsmålet om beskatning mener vi også er helt afgørende. Hvad angår styring generelt, mener jeg, at det kunne være meget interessant med en teoretisk overvejelse. Jeg vil gøre opmærksom på en ting: Det er farligt igen at planlægge styringen af Den Europæiske Union herfra. Jeg vil helt klart være tilhænger af subsidiaritet. Hvis vi er i stand til at definere vores kompetenceområde, synes jeg, at det ville være meget positivt. Hvad det øvrige angår, mener jeg, at subsidiariteten også anvendes til overvejelser. Det bør ikke kun være Kommissionen, det skal være vores stater, vores parlamenter og vores civile samfund, der gør sig overvejelser om subsidiariteten. Endelig, fru formand, vil jeg kort tale om det sidste mål, som vi mener er helt grundlæggende: stabiliseringen af kontinentet og styrkelsen af Europas rolle i verden. På det punkt vil jeg sige, at der er en enighed og en støtte i forbindelse med prioriteringen af Sydøsteuropa, med udvidelsen og - som sagt - med integrationsprocessen og styrkelsen af Euro-Middelhavsprogrammet og af vores evne til at forebygge konflikter, og med et emne, som der tales meget lidt om, nord-syd-udfordringen. Vi må ikke glemme Afrika, der er det kontinent, som ikke blot Gud, men også Europa har slået hånden af, og heller ikke vores vigtige bidrag til udviklingssamarbejdet. Og til sidst et område, hvor vi er mere og mere ansvarlige som den største økonomiske magt og handelsmagt i verden, og det er Den Europæiske Unions stemme i verden, hvilket ikke blot indebærer en aktiv indsats i forbindelse med millenniumrunden. Det indebærer en reform af FN og af de internationale finansielle institutioner, som Europa har et enormt ansvar for. Og især, og det bliver mine sidste ord, fru formand, mine damer og herrer, skal vi være i stand til at udtrykke dette i et jævnt sprog, klart og tydeligt, og på en vis måde ændre den jargon, som vi bruger, for vi kan ikke forlange af europæerne, som gennemlever dybtgående forandringer, at de skal slutte sig til os og begejstres sammen med os, hvis vi bliver ved med at udtrykke os på et helt lukket sprog og med ryggen til dem. Det er det grundlæggende middel, hvormed tilliden øges og styrkes, og det håber jeg i hvert fald kan måles ved det næste valg til Europa-Parlamentet.
Hr. formand for Kommissionen, må jeg på min gruppes vegne fortælle Dem, at vi i meget høj grad støtter udgangspunktet, kernen af analysen og den strategi, som De har med Dem her i Parlamentet i dag om, at indsatsen nu ubestrideligt er politisk. Den er politisk, fordi vi bevæger os fremad. Selvom vi endnu ikke er færdige med at konstruere alle de økonomiske byggeklodser, bevæger vi os videre fra denne form for funktionalistisk konstruktion af Europa til et perspektiv med mange flere politiske udfordringer. Udfordringen i forbindelse med udvidelsen er politisk. Udfordringen i forbindelse med skabelsen af et område for retlige og indre anliggender og i forbindelse med at beskæftige sig med asyl, immigration og kriminalitet er meget politisk. Udfordringen i forbindelse med en fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik er meget politisk. Fordi den er politisk, er den mere kompleks. Fordi den er politisk, er den mere suverænitetsfølsom. Og fordi den er mere suverænitetsfølsom, er den mere vælger- og borgerfølsom. Vi bør derfor finde en vej fremad mod disse politiske mål og gøre noget ved ikke blot skepsissen, men også den største fjende af alle, nemlig den apati, som De peger på. Midlerne til at nå dette er vanskelige, men de er reelle. Jeg bifalder Deres synspunkt om, at vi har brug for mere synergi mellem vores institutioner, ikke blot mellem Kommissionen og Parlamentet, men også mellem disse og Rådet for at understrege omfanget af den politiske udfordring. Vi har brug for mere dialog, ikke kun med hinanden, men også med det civile samfund. Vi har brug for mere forklaring af, hvad Europa er for noget. Vi har brug for at kunne konfrontere frygt og angst, for den største frygt er i mange tilfælde frygten selv. Måske kan vi med mere dialog og forklaring overkomme noget af dette. Min gruppe føler sig særlig tiltrukket af de kreative muligheder, som De signalerer med hensyn til udsigten til en hvidbog til næste forår omkring spørgsmålet om styring. Når vi ser på det netværkseuropa, som De beskriver, er det meget vigtigt, at Europa koncentrerer sig om sin kernevirksomhed, at vi har modet til at foreslå områder, hvor Europa måske ikke befinder sig i forreste række. Det kunne overbevise folk om, at Europa i dets styring ikke er noget, der udelukkende foregår fra Bruxelles, som koncentrerer og opsuger mere magt, flere beslutninger og mere bemyndigelse. Dette er den politiske kerne af udfordringen, og jeg mener, at De har identificeret den godt for Parlamentet her i dag. For min gruppe er udvidelsen førsteprioriteten, som alle de andre muligheder for reform skal måles op imod, det være sig styring, det være sig regeringskonference, og det være sig reform af institutionerne. Vi ser udvidelsen som en partnerskabsproces og ikke som en proces for "dem og os". Vi ser udvidelsen som et positivt, samlet udbytte for både medlems- og ansøgerstater. Jeg vil foreslå Kommissionen, at den som arkiv for en enorm mængde detaljerede oplysninger om udvidelsen forelægger et dokument, der forklarer værdien af udvidelsen og ikke kun i budgetmæssig og økonomisk henseende, men i en bredere henseende - et dokument som Cecchini-rapporten før Fællesakten, som forklarer folk på en måde, der engagerer dem i debatten, at dette er den store historiske udfordring, som Europa står over for i dag. Vi har behov for at kunne berede denne jordbund omhyggeligt. Hvad det sydøstlige Europa angår, er jeg enig i Deres synspunkt om, at vi måler politiske institutioner på deres resultater. I denne Kommissions og dette Parlaments levetid bør vi have held til at genvinde den vanskelige og usikre fred i det sydøstlige Europa. Vi bifalder stabiliserings- og associeringsaftalerne, men vi så gerne endnu mere. Vi vil offentliggøre dette materiale og forelægge det under drøftelsen af Swoboda-betænkningen senere på ugen. Det strategiske papir understreger Den Europæiske Unions globale rolle. Det må være vores centrale mål at give Unionen en vægt i globale anliggender, der står mål med dens vægt målt i bistand, handel og finansvæsen. Ved begyndelsen af dette årti må vi forudse, hvordan vores institutioner vil udvikle sig internationalt ved dets afslutning, og navnlig hvor vi passer ind i de internationale monetære organer, hvor vi passer ind i FN-organerne osv. Vi må få sat gang i den debat. Som konklusion siger aviserne her til formiddag, på Skt. Valentins Dag, at Deres hvedebrødsdage er forbi. Jeg ved ikke, om De er romantisk anlagt, hr. Prodi. Måske er dette en meget uromantisk ting at sige på en sådan formiddag. Men vi i Den Liberale Gruppe bifalder dette, for det betyder, at vi nu er ved at kunne komme i gang med arbejdet. Det er sådan, det skal være. Lad mig, hvad angår de mange adjektiver, De brugte om Europa i Deres indlæg - et energisk Europa, et foretagsomt Europa, et Europa, der har et menneskeligt ansigt, og som er til for alle - i ét ord, der står mine liberale kollegers hjerte nær, angive et adjektiv - en beskrivelse af den type Europa, vi ønsker at se i Deres plan for styring: et mulighedsskabende Europa.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, jeg sætter stor pris på den åbenhed, som De erkender, Den Europæiske Union i bund og grund skal ændres til at udvise. I Deres program drøfter De nogle meget principielle spørgsmål. Jeg tror, at borgerne vil interessere sig mere for politik, hvis vi ud over de hverdagsagtige mindre anliggender kan behandle store spørgsmål. Samtidig skal det dog siges, at Deres program desværre minder om et partiprogram i mange henseender. Det har nemlig mange gode hensigter, men det mangler stort set konkrete forslag til, hvordan alt dette kan realiseres. Som et hvilket som helst partiprogram rummer det også mange modsætninger. Jeg vil i mit indlæg være Dem behjælpelig med at identificere disse. Først den økonomiske og sociale udvikling. Vi skal være i stand til at drøfte, hvorledes vi skal tilpasse konkurrencens målsætninger med målsætninger for arbejdsløsheden, som jo er nævnt i Deres program. Skal vi endelig indføre et forholdskriterium, hvor der - som De egentlig selv antyder i dette program - er sat som mål, at arbejdsløsheden i intet land må være højere end lad os sige i de tre lande, som har størst succes med hensyn til arbejdsløsheden? Det er den økologiske skattereform, som min gruppe gerne understrege betydningen af, for vi kan kun skabe beskæftigelse og varig udvikling ved at ændre beskatningsstrukturen. Men uheldigvis - som vi alle ved - er dette et område, hvor Den Europæiske Union er fuldstændig uden indflydelse. Vær så venlig at fremlægge dette ved regeringskonferencen. Den Europæiske Union kan kun opnå myndighed ved at koncentrere sig om de opgaver, som de enkelte lande ikke kan klare alene. I den henseende støtter Parlamentet fuldt ud vigtigheden af den overstatslige beslutningstagning sammen med Dem. Ét af modsætningsforholdene i Deres program vedrører globalisering. Jeg synes, at De skal have ros for, at De fremlægger begrebet "global styring", som også andre her har nævnt. De skal imidlertid også uddrage en lære af begivenhederne i Seattle: Vi skal kunne kombinere frihed i verdenshandlen på den ene side med alle de menneskelige værdier, som vi vil kæmpe for, på den anden side. De skal indlede en dialog med det internationale samfundet. Vær så venlig at demokratisere internationale organisationer. Den Europæiske Union kan spille en afgørende rolle i den proces, hvor De Forenede Nationer og Verdenshandelsorganisationen reelt sættes under demokratisk kontrol. Vi kan sammen med Dem tage initiativer om dette. Til sidst ser jeg meget positivt på, at De så ofte taler om borgernes samfund, selvom dette uheldigvis er en modsætning. De burde også kunne konklusioner om dette ved regeringskonferencen. Der skal tages initiativer til, at borgerne reelt får en direkte indflydelse på beslutningstagningen. Det er sandt, hvad De sagde til os lige før: Folk ønsker et demokrati med større mulighed for deltagelse. Jeg mener, at dette er den eneste mulighed, hvis vi ønsker at borgerne skal acceptere Den Europæiske Union og interessere sig for den.
Fru formand, en reform og demokratisering af Den Europæiske Unions institutioner er af central betydning for den historiske og moralske udfordring, som udvidelsesprocessen udgør. Det var kommissionsformand Prodis indledende udtalelse, da han forelagde Europa-Kommissionens strategiske mål for de næste fem år. Vi afventer hvidbogen om styring af Den Europæiske Union, der beskæftiger sig med spørgsmålet om en balance mellem medlemsstaternes regeringer og EU-institutionerne, og som vil blive offentliggjort til sommer. Hvad dette særlige punkt angår, tror jeg, at det er vigtigt, at vi ser på reformen af de interne beslutningsprocedurer i Kommissionen. Kommissionen har i sit forslag til en kommende regeringskonference angivet, at den vil foretrække at se de mindre medlemsstater miste deres automatiske ret til at udpege et medlem af Europa-Kommissionen. Dette er et scenario, hvor Den Europæiske Union har et medlemstal på over 25 medlemsstater. Jeg ønsker ikke at se konstruktionen af en Europæisk Union i to lag. Jeg mener, at dette ville være i stærk modstrid med ånden og målsætningen i Rom-traktaten og i alle efterfølgende traktater. Der må være lighed, hvad angår den nationale repræsentation i Kommissionen og i alle de øvrige europæiske institutioner. Jeg vil gerne minde dem, der søger at eliminere de mindre staters ret til at udpege en kommissær, om, at USA give mindre stater samme anerkendelse som større stater i det amerikanske Senat. Stort set alle de 50 stater i USA har to valgte medlemmer i Senatet uanset befolkningstal. Alle fremtidige reformer af EU-traktaterne vil kræve, at der bliver afholdt en folkeafstemning i mit land. Det vil blive meget vanskeligt for dem, der foreslår en "ja-stemme" til en sådan fremtidig traktat, at vinde støtte fra det irske folk, hvis vi mister vores ret til at udpege et medlem af Europa-Kommissionen. En reform af Det Europæiske Råd vil uden tvivl også indgå i denne hvidbog om styringen af Den Europæiske Union, der bliver offentliggjort til sommer. Endnu en gang er der særlige politiske områder, der bør overlades til medlemsstaterne. Jeg tror ikke, at der er bred støtte i Europa for indførelse af afstemning med kvalificeret flertal om skattespørgsmål, retlige og indre anliggender og udenrigsanliggender på EU-plan. For nærværende skal beslutninger taget på EU-plan om beskatningsændringer ifølge Rom-traktatens artikel 99 træffes med enstemmighed. Jeg mener, at dette forslag bør beholdes, for et fælles europæisk beskatningskodeks ville hæmme snarere end fremme Den Europæiske Unions måde at fungere på. Jeg støtter udvidelsen af Den Europæiske Union. Jeg støtter institutionelle ændringer, der sikrer, at Unionens udvidelse finder sted på en strømlinet og struktureret måde. Men vi må huske på, at 370 millioner EU-borgeres offentlige mening er en vital faktor, når EU-traktaterne skal ændres. Ændringer bør ikke indføres for hurtigt, og de må ikke være for gennemgribende, for så vil den offentlige mening gøre ratificeringen af en eventuel fremtidig EU-traktat meget, meget vanskelig.
Fru formand, jeg vil tale på vegne af de radikale parlamentsmedlemmer fra Italien. Hr. formand for Kommissionen, De sagde for lidt siden, at der ikke er noget politisk organ, som udarbejder femårsprogrammer. Dette er sandt, hvis vi tænker på Ruslands programmer i 1930'erne, men da Deres embedsperiode begyndte for et par måneder siden, sagde De ellers selv på Formandskonferencen, at De ville fremlægge et lovgivningsprogram, eller rettere de overordnede retningslinjer for den EU-regering, De er formand for, og hvis arbejde vi beskæftiger os med i dag. Så hvis der skal være et regeringsprogram eller politisk program, viser undersøgelsen af det dokument, De har givet os, og af Deres ledsagende tale, at der først og fremmest er tale om et katalog over gode intentioner, eller rettere sagt over de spørgsmål, der er på tapetet, uden at man dog får indtrykket af, at Kommissionen tager klart stilling til nogen af disse punkter, det vil sige udfører den opgave, der er Europa-Kommissionens. Her i Parlamentet har vi før i tiden haft nogle omfattende forhandlinger om vigtige strategiske valg, som Kommissionen i kraft af sine initiativbeføjelser fremsatte som forslag - og ikke så meget som prøveballoner - der herefter i større eller mindre grad blev gennemført, men som under alle omstændigheder var et bidrag til Den Europæiske Unions integration og udvikling. I dette tilfælde, hr. formand, står vi selvfølgelig med en række punkter. Man har nemlig opremset en lang række spørgsmål, men tillad mig at sige, at man får indtrykket af, at Kommissionen på en eller anden måde ikke tør sige "her bør vi gøre sådan og sådan". Der var kun ét punkt, som De lagde meget - og efter min mening alt for meget - vægt på, nemlig at De næsten har sat Dem som Deres vigtigste mål at afvikle de "unødvendige" aktiviteter. Men vi skal passe på, hr. formand, for vi har haft en krise med mistillid til Kommissionen, og når vi valgte netop at satse på denne Kommission - eller det var i det mindste flertallet her i Parlamentet, der valgte at satse på denne Kommission - var det først og fremmest, fordi man med kommissionsreformen skulle styrke Kommissionen, give den en ny identitet og skabe en ny bevidsthed om, at den igen blev ledet med sikker hånd. Lad os antage, at Kommissionen, da den ikke mener at kunne klare det, f.eks. ønsker at afvikle - eller sætter sig for at afvikle - beføjelserne til at gennemføre de fælles politikker, selvom traktaten giver den disse beføjelser. Hvad forlanger vi af en ledelse? Hvad forlanger vi af denne - om jeg så må sige uklare og særlige - struktur, som Det Europæiske Fællesskab er? Det er en fordel, at de fælles midler bliver administreret af en overstatslig ledelse, og at de ikke bliver uddelegeret til medlemsstaterne eller Kontorerne for Faglig Bistand, hvilket var tilfældet før i tiden. Det forekommer mig, at De foreslår os den samme menu, men på en værre måde, hvor De, som De siger, nøjes med at udarbejde nogle hvidbøger, sådan som De foreslog os. Jeg frygter - selvom De ryster på hovedet, hr. formand - at dette giver sig udslag i det, som nogle lande har ment i årevis, nemlig at Kommissionen skal være et godt sekretariat for Ministerrådet. Hvis det er den rolle, Kommissionen har tænkt sig at spille i de næste fem år, er vi overbeviste føderalister sikre på, at det ikke er den rigtige vej at gå, og vi vil gøre Dem opmærksom på dette samt vurdere det, Kommissionen agter at gøre. Reformen er vigtig, men hvis den fører til, at man slår skår i og mindsker Kommissionens overstatslige beføjelser, går det ud over tilrettelæggelsen af den europæiske integration, sådan som Fællesskabets stiftere og fædre havde tænkt sig, at den skulle være for Europa-Kommissionen. Med hensyn til de andre punkter, hr. formand, kan jeg f.eks. tage det punkt, der hedder økonomisk politik og socialpolitik. Der er ingen tvivl om, at den europæiske socialmodel er i dyb krise, og der er ingen tvivl om, at det ikke er tilfældigt, at arbejdsløsheden er det største problem - som ingen af vores politikker har kunnet løse - men det er ikke sikkert, at dette problem kan løses ved at remse de spørgsmål op, vi har talt om tidligere, uden at man har en klar idé og et forslag om, hvorfor der er nogle af vores europæiske økonomier, som fungerer meget stabilt. Det er ikke tilfældigt, at det er de økonomier, der har forstået at gøre virksomhedernes og arbejdsmarkedets fleksibilitet til den vigtigste målsætning. Hvis vi bliver ved med at hænge fast i de forslag, som har givet nogle særdeles dårlige resultater hidtil, ved jeg ikke, hvad vi skal gøre, og hvad Kommissionen kan gøre. Det samme gælder for udvidelsen som et mål i sig selv, hvis der ikke foretages en meget mere effektiv reform af Den Europæiske Union og dens organer, og hvis der ikke fremsættes nogle forslag, som Kommissionen allerede kunne have fremsat på regeringskonferencen. Hr. formand, én ting vil jeg dog gerne rose Dem for, hvilket nogle af mine kolleger måske ikke er enige i, nemlig det telegram, De sendte til den østrigske regering. Deres holdning har overbevist os, for det var rigtigt af Dem ikke at isolere landet yderligere. Nu skal vi dog se i praksis, hvilke konkrete handlinger der kommer ud af det. Hr. formand, jeg vil gerne gentage, at det efter vores mening er en lidt snæversynet indfaldsvinkel. Der mangler navnlig en indsats på de områder, jeg nævnte, f.eks. med hensyn til Balkanlandene. Kan vi fortsat holde Balkanlandene uden for udvidelsen og lade være med at tage i betragtning, at også Kroatien, Makedonien og andre lande har ret til at være med i vores fælles hus?
Fru formand, hr. Prodi, jeg vil gerne rose Deres forslag om en radikal decentralisering af Unionens virksomhed og spørge, hvorfor De så fremlægger et lovkatalog, som centraliserer? Jeg mindes Deres forgængers tale for fem år siden. Han lovede som Dem "mindre og bedre", men Santer sluttede med at have leveret "meget mere og meget værre", og jeg tror heller ikke, at De kan levere den vare, De lover. De taler om en decentralisering, men centraliserer. Lovkataloget er jo én lang opremsning af emner, hvor borgerne mister indflydelse, og hvor De, hr. Prodi, tager den fra borgerne, selv i sociale spørgsmål. De taler om større åbenhed, men kommer med forslag, som lukker dokumenter, der i dag er åbne. Deres Kommission er de eneste 20 mennesker i EU, der kan foreslå lovgivningsmængden reduceret. Det kan ingen lokale politikere, når der først er lovgivet i Bruxelles. Derfor bør lovkataloget fra Kommissionen i det mindste ledsages af et lige så stort katalog over opgaver, som sendes tilbage til medlemslandene og borgernes demokrati. Ellers vokser lovmængden i Bruxelles jo permanent. Vi har passeret 10.000 love og lige så mange lovændringer, og ansøgerlandene har fået tilsendt 26.000 dokumenter, der i det polske parlaments behandling fylder 140.000 sider. Det er alt, alt, alt for meget allerede i dag. Bruxelles skal bestemme mindre og overlade flere beslutninger til borgerne, regionerne og medlemslandene, og de beslutninger, som bliver tilbage, skal alene vedrøre grænseoverskridende spørgsmål, som de nationale parlamenter ikke længere kan lovgive om effektivt. Og arbejdet i Bruxelles skal have en meget højere kvalitet og finde sted under fuldstændig åbenhed, så borgerne i det mindste kan få lidt "medfornemmelse", når Prodi og forgængere nu har frataget dem deres selvbestemmelse. Og så bare en bemærkning til hr. Dell'Alba om, hvad fædrene drømte om: Kig en gang i Jean Monets erindringer. Det han drømte om, var det han kaldte et lille, praktisk sekretariat. Det er ikke det, som Prodi er formand for i dag.
Fru formand, kommissionsformand Prodi har her til formiddag skitseret nogle ambitiøse mål for Den Europæiske Union for de næste fem år, virkelig rosværdige mål om at gøre en stærk og effektiv europæisk tilstedeværelse mærkbar i verden - et Europa, der har held med udvidelsen, der imødekommer udfordringen med at sælge e-Europa og indføre bedre styringsprincipper. Vi kan acceptere, at europæerne, og navnlig den yngre generation, har brug for at få et bredt perspektiv om, hvor Europa vil være i de kommende år. Men hvordan skal vi klare det, når de ressourcer, der er til rådighed, er begrænsede, og vores institutioners troværdighed ikke er særlig høj? Vi er nødt til at afstemme denne vision efter virkeligheden. Her er tre elementer, som jeg gerne vil bidrage med. Vi har for det første brug for en succesrig europæisk økonomi. Vi må sikre, at arbejdsløshedprocenterne fortsat falder over hele Europa, bekræfte tendensen til privatisering og deregulering, tilskynde til anvendelse af informationsteknologi og kendskab til Internettet og vise, at e-Europa er et godt initiativ. Men vi må undgå at falde tilbage til gammeldags regulering, der bremser individuelt initiativ og iværksætteri. Vi må ikke være bange for globalisering, men vi må også sikre os, at vi forstår dens politiske indvirkning i netværkssamfundet. Uden en succesrig europæisk økonomi kan vi ikke klare de udfordringer, der ligger foran os, og navnlig ikke udvidelsen. For det andet har vi brug for at sikre, at vi kun lovgiver, når det er nødvendigt - subsidiaritet. At gøre mindre, men bedre var et centralt programpunkt for den sidste Kommission, og det bør det også være for denne. Vi vil se nærmere på dette, når vi kommer til de årlige lovprogrammer. Hr. Bonde har ret, når han siger, at der er dette image af at gøre mindre bedre, og så ser vi pludselig et lovprogram for år 2000 med 500 forslag og henstillinger, der synes at gå i en anden retning. Vi må sætte prioriteter og sikre, at vi får valuta for pengene i hvert enkelt af disse programmer. Endelig bør vi sikre, at vi får en ordentlig og ægte reform af Europa-Kommissionen. Ja, Kommissionen - traktaternes vogter - skal da være et uafhængigt organ, men den skal også stå til ansvar over for de europæiske borgere via Europa-Parlamentet. Informationsproblemet, som hr. Bonde lige refererede til, behandles som et strå i vinden med Kommissionen, der synes at søge at holde information fra os som borgere og parlamentarikere, selvom vi har ret til at se den i henhold til traktaterne. Kommissionen er faktisk ikke nogen europæisk regering i dag. Kommissionen afspejler ikke flertallet i dette Parlament. Vi i Parlamentet har en større rolle at spille med at udforme styringsformen i Europa. Denne styring må være en fornuftig styring, således at vi faktisk kan arbejde sammen og forstå, at hver enkelt institution i Den Europæiske Union har sin egen relevante rolle at spille. Derfor har vi brug for troværdighed, sammenhæng og tillid til, at vi ved at samarbejde kan genskabe Den Europæiske Unions image for vores borgere.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, der er i de forløbne år taget mange skridt til at styrke Den Europæiske Union, fra euroen til beslutningerne om den fælles sikkerhedspolitik, ja, også frem til de 14 medlemslandes, Kommissionens og Parlamentets afgørelse på baggrund af dannelsen af den nye regering i Østrig. Det er afgørelser, hvis filosofi og principper jeg er helt enig i. Alligevel giver jeg Dem, hr. kommissionsformand, ret i, at i de sidste år har der været brug for mange skridt med henblik på at styrke EU, for Den Europæiske Union er hverken stærk nok til at klare den store og absolut nødvendige opgave, som udvidelsen er, eller stærk nok til at tæmme aktuelle og potentielle bevægelser, der for nu at sige det mildt har et ambivalent og tvetydigt forhold til de europæiske værdier demokrati, tolerance og integration af alle, der bor på vores kontinent. Det gælder ikke kun for Østrig. I Amsterdam-traktaten bekender Unionen sig til sine grundlæggende værdier, og det bekræftede EU's institutioner endnu en gang, da den østrigske forbundsregering blev dannet. Men disse værdier får først deres fulde betydning, når de fastlægges i detaljer og indgår i traktaten og i sidste instans udgør retskrav, som de enkelte borgere har. Traktatens artikel 6 og 7 er nemlig ikke nok, hvis situationen skulle opstå. Derfor skal Kommissionen - og det vil jeg gerne bekræfte og bestyrke her - fastholde, at det charter for grundlæggende rettigheder, der skal udarbejdes, bliver en del af traktaten og skaber bindende rettigheder, der kan indbringes for retten. Derfor skal Kommissionen fastholde, at området med frihed, sikkerhed og retfærdighed til stadighed skal udbygges, og på det punkt er jeg i modstrid med de to, der havde ordet før mig. Der kan kun sættes fornuftige, gennemførlige og humane principper om indvandring og asylret op imod højrepartiernes irrationelle, forføreriske og demagogiske påstande fra den yderste højrefløj. Men, og det vil jeg gerne understrege, denne politik skal følges op af en kohærent og overbevisende beskæftigelsespolitik og politik imod udstødelse, for arbejdsløshed, marginalisering og øget ulighed er den bedst tænkelige grobund for, at der føles og handles antieuropæisk og nationalistisk. I denne sammenhæng vil jeg også gerne, hr. kommissionsformand, se på den globalisering, De fremstillede som et problem, og på, hvorledes store dele af befolkningen opfatter den. Følelsen af at være prisgivet, af ikke at have nogen mulighed for at øve indflydelse og af, at staten ikke yder beskyttelse, medfører i bedste fald, at borgeren vender sig bort fra politik og undlader at stemme som ved valg til Europa-Parlamentet, og i værste fald, at borgeren følger sig tiltrukket af yderfløjene. Her har EU i lighed med alle andre endnu ikke forstået at tilbyde vores borgere i EU selve EU som middel, ja, som beskyttelse mod de negative virkninger af globaliseringen. Vi er ved at bygge et hus, men det er for få af vores egne borgere, der virkelig føler sig hjemme i dette hus. Derfor drejer det sig ikke kun om en reform af Verdenshandelsorganisationen og af den økonomiske opbygning - og kommissionsformanden glemte karakteristisk nok at tale om reformen af den internationale finansarkitekturs finansielle institutioner - men det drejer sig om tillidsskabende foranstaltninger for vores borgere, som med rette af EU og i EU kan forvente hjælp og støtte i forbindelse med de uundgåelige, men smertelige processer, som tilpasningen til de nye globale forhold kræver. Det er i denne sammenhæng af betydning, hvad Kommissionen siger om Europas bestyrkende stemme. De talte selv, hr. formand, om en model i dag, som jeg desværre ikke kan finde meget om i Deres dokument. De sagde, at vi skal tilbyde vores borgere indadtil og udadtil en model på den økonomiske, sociale, kulturelle og økologiske udvikling, som klart adskiller sig fra andre modeller, også fra den amerikanske model. I den forstand er heller ikke USA vores partner, men tillige vores konkurrent, ikke modstander, men konkurrent, og vi skal kæmpe om, hvem der tilbyder den model, der er bedst til vores borgere. Jeg ville ønske, at det, vi i dag har sagt så ovenud tydeligt, også i øget grad var at finde i Kommissionens dokumenter.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, den største arv, som Deres Kommission kunne efterlade Den Europæiske Union, ville være at hjælpe med til at flytte og omfordele Kommissionens og måske også Unionens stadig mere brogede blanding og stadig større virvar af beføjelser og kompetencer. De har startet dristigt ved med rette at understrege behovet for at fokusere på såkaldte "kerneopgaver". Det betyder, som De selv har sagt i dag, at De også må identificere opgaver, politikker og programmer, der er perifere eller irrelevante for Kommissionens hovedkald. Mange eksisterende EU-politikker og -programmer kan ganske enkelt have overskredet deres sidste salgsdato, eller de kan have vist sig uhåndterlige eller ineffektive, når de bliver administreret på europæisk plan. Udfordringen består nu i at have modet til at decentralisere så mange ikkekerneopgaver som muligt tilbage til lavere niveauer af nationalt, regionalt og lokalt styre. Hvis vi skal have held til at overbevise en skeptisk europæisk offentlighed om fordelene ved en yderligere europæisk integration, må vi være i stand til at påvise, at vi er lige så aktive, når det gælder om at decentralisere uberettigede EU-beføjelser, som vi er, når det gælder om at udvikle nye EU-beføjelser. Vi må ikke gøre det muligt for kritikerne af europæisk integration at hævde, som de nu gør med nogen berettigelse, og som vi lige har hørt det fra hr. Bonde, at forøgelsen af EU's ansvar udelukkende er en énvejsproces. Det bør påvises, at den er en tovejsproces, hvor eksisterende EU-politikker og -programmer, der ikke er klart berettigede fra et subsidiaritets- og proportionalitetssynspunkt, bliver decentraliseret og annulleret. Hvis De er i stand til at afstemme disse aspirationer med handling i de kommende år, vil De yde et bidrag uden fortilfælde til Den Europæiske Unions fremtid som helhed, og De vil, som vi har hørt her i dag, nyde bred støtte i Europa-Parlamentet.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, jeg er fuldstændig enig i logikken i de forslag, min kollega fru Hautala har fremsat, om Kommissionens strategiske mål i de næste fem år. Jeg vil personligt holde mig til et tema, som De ikke kom ind på, men som var nævnt, nemlig Kommissionens arbejdsprogram for indeværende år 2000. Jeg er fuldt ud klar over regnskabsårets grænser, eftersom vi arbejder inden for rammerne af den nuværende traktat, og eftersom vi er begrænset af dennes spilleregler - jeg tænker her især på et så vigtigt emne som skattespørgsmålene. Men jeg ville netop undgå at tale om skattespørgsmål. Jeg vil begynde med at hilse et antal forslag velkomne, som De kommer med i dette program for år 2000, nærmere betegnet alle forslagene inden for fødevaresikkerhed, som er ambitiøse og betydningsfulde. Jeg tænker endvidere på sikkerheden til søs, efter de to olieforureningskatastrofer, vi har oplevet ud for Bretagnes kyster og i Tyrkiet. Det er en god ting, at Kommissionen reagerer hurtigt på den slags. Derimod, når det drejer sig om andre emner, mener jeg godt, man kunne være mere ambitiøs, gå hurtigere frem. Og jeg vil gerne komme med en række positive forslag, jeg tænker i særdeleshed på det sociale område, på miljøet og på opfølgningen efter Seattle. Jeg må forudskikke en bemærkning: De sagde, at vi må forsone den europæiske borger med institutionerne, det er indlysende, og jeg tror derfor, det er vigtigt at stille sig selv det spørgsmål, hvad borgerne først og fremmest er optaget af. F.eks. tror jeg ikke, det er tilstrækkeligt, at man på det sociale område varsler en redegørelse om et socialt handlingsprogram. Man skal gå hurtigere frem. De bliver nødt til sidst på året at fremlægge et nyt socialt handlingsprogram. Et tema, som har fyldt, og som stadig fylder meget i medierne, er de mange virksomhedslukninger og kollektive fyringer. Vi arbejder på grundlag af et gældende direktiv, som har vist sine begrænsninger, og vi ville gerne - og det er ment som et forslag fra min side - revidere denne direktivtekst, så vi kan få et mere effektivt direktiv, når det gælder om at værne om beskæftigelsen, og ligeledes mere effektivt, for så vidt angår eventuelle sanktioner mod dem, der ikke overholder teksten. På miljøområdet annoncerer De et forslag til beslutning om et sjette miljøhandlingsprogram, og det er ganske udmærket. Jeg har ladet mig fortælle - men måske vil De gøre mine ord til skamme - at der i den tekst, som De vil foreslå os, ikke skulle være nogen præcise mål eller en kalender for programmets gennemførelse. Jeg tror personlig, det er helt uomgængeligt at have sat tal på sine målsætninger og have en egentlig kalender for gennemførelsen. Jeg mener også, at det i spørgsmålet om civilt ansvar er en god ting, at vi omsider har en hvidbog til vores disposition, jeg taler her om civilt ansvar i forhold til miljøet, men jeg skal erindre om, at Parlamentet i seks år har bedt om et lovgivningsinitiativ, og at hvidbogen ganske vist varsler en sådan lovgivning, men til hvornår? Også på dette punkt vil jeg gøre opmærksom på, at der skal mere fart på processen. Endelig, som det sidste element, ville det nu være en god ting, hvis vi, her efter Kyoto, hurtigt nåede frem til præcise forslag, og jeg vil slutte med at sige et par ord om WTO. Jeg mener ikke nødvendigvis, det er nogen dårlig ting at tænke på at iværksætte en ny global runde, men jeg tror, og jeg gentager, at det forud for en sådan er nødvendigt, at Kommissionen kommer med forslag til os om, hvordan man kan ændre WTO's måde at fungere på. Kommissionen har en rolle indadtil, men den spiller også en rolle ude i verden. Jeg synes, Den Europæiske Union bør være udgangspunkt for en nyvurdering af WTO's måde at fungere på, en nyvurdering, som skal sætte os i stand til at fremkomme med præcise forslag til organisationens vedtægter.
Fru formand, De talte om de grundlæggende politiske værdier, og en af disse grundlæggende politiske værdier er - endda i højere grad end demokratiet - respekten for andre mennesker. Derfor var det efter vores mening rigtigt af Dem at sende et budskab, og de, der ikke var enige heri, bærer måske stadig præg af en bolsjevistisk eller nazistisk kultur, for demokrati betyder at gå i dialog med de andre og at få dem til at forstå, når de tager fejl, men også at lytte til deres argumenter. Den Nationale Alliance har i de sidste 10 år sagt her i Parlamentet, at en udvidelse ikke må betyde en udvanding, og at den således ikke må betyde en udvidelse af farerne. Ansøgerlandenes forhåbninger er mindst lige så vigtige som forhåbningerne hos vores nuværende medborgere, der begynder at blive alvorligt skuffede over dette Europas måde at fungere på, da det ikke løser de vigtigste problemer. Det er således nødvendigt med fasthed i udvidelsen, og man skal overholde pagterne, der om nødvendigt bør omformuleres med hensyn til visse grundlæggende spørgsmål såsom begivenhederne i Rumænien og helt op til Beograd - nemlig miljøkatastrofen - og ikke mindst den stadig større ligegyldighed over for de vigtige sikkerhedsspørgsmål. Selv i dag er der ingen sikre svar, når det gælder kontrollen med atomkraftværkerne i østlandene. Inden vi kan foretage en udvidelse, skal vi derfor først have nogle midler til rådighed, så vi langt om længe kan oprette en europæisk kontrolstyrke, der har til opgave at undersøge livskvaliteten og leveforholdene med henblik på at skabe en ny verden, hvor visse katastrofer ikke længere kan ske. Jeg vil også gerne sige et par ord om Afrika, fru formand. Vi har opgivet den tredje og fjerde verden. En dollar, eller halvanden euro, ville være nok til at redde mange børn. Det ellers så demokratiske og fremskridtsvenlige Europa forholder sig passivt og gør ikke noget ved disse tragiske problemer, mens det halve af Afrika dør af aids eller andre sygdomme. Lige en sidste bemærkning om Internettet og globaliseringen. En globalisering af økonomien må ikke medføre en ensretning af produkter og kvaliteter, ligesom en globalisering af politikken ikke må forfladige vores værdier, håb og entusiasme. De befolkninger, der ikke deltager, og som langsomt fjerner sig, gør plads for et oligarki, der tager magten og overlader kontrollen til nogle få. Hvad Internettet angår, skal Europa langt om længe være modigt nok til at sige, at det er nødvendigt med nogle regler. Tillad mig nu personligt at rette en tak til de pirater, der med deres handlinger tvinger hele verden til at gøre sig nogle tanker om det eneste system, der ikke er nogen regler for i dag. Vi lever i en verden med regler, så lad os også opstille nogle regler for Internettet, så vi giver vores medborgere nogle regler og forhåbninger for fremtiden.
Fru formand, som skatteyder fra Po-sletten har jeg allerede oplevet skattefar Prodis skruestik, da han tidligere var regeringschef i Italien, som Po-sletten også er underlagt på det skattemæssige område. Jeg lyttede med bekymring til ham, da han for lidt siden talte om nye ressourcer. Det er et udtryk, der roligt kan oversættes med nye skatter og nye afgifter, som vi bl.a. bliver pålagt i forbindelse med udvidelsen, det vil sige i forbindelse med, at nye stater gør deres entré i Unionen. Men hvorfor betaler de ikke selv deres entrébillet? Mine vælgere på Po-sletten, som på grund af Prodi allerede har betalt det, der i Italien kaldes EU-skat - og som kun bliver delvist tilbagebetalt - har absolut ikke til hensigt at betale en ny skat for nogle andre - igen på grund af Prodi.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, medlemmer af Kommissionen, fem måneder efter Kommissionens tiltrædelse har den skriftligt gjort rede for, i hvilken retning den vil føre Den Europæiske Union. Det er et ambitiøst, men også højtravende dokument. Er det ikke patetisk at sige, at "verden ser op til Europa"? Verdensdelen Europa er i øvrigt betydeligt mere end blot de 15 EU-medlemsstater. Forsikringen om fred, demokrati og menneskerettigheder i notabene hele Europa er lige lovlig højt sat. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan Kommissionen vil virkeliggøre det. Den europæiske integrationsmodel som en stor kilde til ledelse verden over, betyder det eksport af stordrift og magtkoncentration? Kommissionen mener, at den eksterne politik kan gennemføres, såfremt alle nøjagtigt ved, hvem der har ledelsen! Hvem er det? Kommissionen som helhed, dens formand måske, Rådet? Den nye europæiske ledelse vil have stærke institutioner, siger De, mens Kommissionen samtidig vil koncentrere sig om sine hovedopgaver. Vi er helt enige i det sidste. Det er på høje tid, at institutionerne begrænser sig til virkelig grænseoverskridende problemer og holder op med at pynte den europæiske vogn med beføjelser, som de tager fra de nationale myndigheder. Dokumentet nævner flere gange fælles værdier. Desværre savner jeg en henvisning til de tilhørende normer. Spørgsmålet er, hvor de normer og værdier er taget fra. Jeg er overbevist om, at bibelen, Guds ord, er den eneste rene kilde af gode normer og rigtige værdier. I vores verdensdels tradition er det et vigtigt element, som fortjener anerkendelse.
Fru formand, jeg vil gerne ønske hr. Prodi og Kommissionen tillykke med regeringserklæringen. Hovedpunkterne heri tiltaler mig meget. Jeg er endvidere enig i hr. Prodis og Kommissionens analyse af, at der på nogle områder bestemt er behov for mere Europa, mere integration. Områder som sikkerhed, verdenshandelskonference, fødevaresikkerhed, men også den nye økonomi kræver altså mere handling fra Kommissionens side. Udfordringen er, hvordan man får medlemsstaterne, Rådet, Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter, Kommissionen og mange andre involverede på samme linje. Kommissionen spiller her en vigtig rolle, men det kræver klare målsætninger, der kan realiseres. Klare prioriteter, fokus og især kommunikation med samfundet om det, vi er i gang med. Det er nøgleaktionerne, og det kræver, at Kommissionen, med henblik på nærhedsprincippet, kommer med konkrete udarbejdelser, som vi gerne vil se i de kommende programmer. At der lægges vægt på hovedopgaverne, er i orden, og at Kommissionen vil have en bedre og større rolle med hensyn til politiske koncepter og initiativer, det er jeg glad for. Men det drejer sig også om implementering og gennemførelse af det, som Kommissionen har for øje. Når jeg f.eks. ser på telekomsektoren, ser jeg, at vi har lavet rigtig mange direktiver, men at vi stadigvæk har 15 delmarkeder, og at 12 medlemsstater stadigvæk gennemfører direktiverne forskelligt. Ved implementeringen skal Kommissionen sørge for, at det, som vi vil politisk, også gennemføres. Når jeg ser på udenrigspolitikken, fru formand, så tiltaler ambitionen om, at EU skal have lige så stor politisk som økonomisk betydning på verdensplan, mig meget. Men så er det, jeg spørger, når der tales om en rigtig fælles politik, om et kriseforebyggelses- og styringssystem på fælles plan: Hvor er de konkrete forslag så henne? Det er i forhold til dem, vi skal kontrollere, om vi kan opfylde vores målsætninger. Hr. Prodi henledte i sin tale med rette opmærksomheden på Afrika, men jeg må sige, at jeg er skuffet, når jeg ser på arbejdsprogrammet for år 2000. Hverken i indledningen eller i selve programmet genfinder jeg en smule aktivitet vedrørende Afrika, og jeg håber ærlig talt også, at hr. Prodi fremlægger et godt dokument som forberedelse til topmødet i Afrika. Fru formand, ord er meget vigtige, men vi kan kun bedømme Kommissionen på dens handlinger.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal holde mig til: de strategiske mål 2000 til 2005 eller Deres tale 2000 til 2010? Har De allerede indregnet Deres anden embedsperiode? Men nu til det alvorlige. Unionen, der er midt i en udvidelsesproces, har brug for at blive styrket ved at slanke sig og begrænse sig. For det første slanke sig. Det, De siger i Deres program om at koncentrere sig om Kommissionens centrale opgaver, kan kun være den spæde begyndelse. Hele Unionens virke skal føres tilbage til de centrale områder inden for politik. Det er den sociale og økologiske styring af markedet, sikring af valutaen, garanti for de borgerlige frihedsrettigheder indadtil og varetagelse af de fælles interesser udadtil. Her drejer det sig ikke kun om at tale med én stemme i verden, det drejer sig i langt højere grad om, hvad vi vil sige med denne ene stemme. For det andet er det nye modeord fleksibilitet. Men af øget fleksibilitet kan der hurtigt opstå eller true med at opstå noget tværstatsligt. Vi skal stædigt fastholde, at medlemsstaterne skal knyttes sammen ved hjælp af fælles beslutningsorganer. Det gælder for øvrigt også for inddragelsen af det civile samfund, som jeg bifalder. Men borgerne har ikke brug for nye organer eller institutioner og da slet ikke for nogen ny sammenblanding af beføjelser. (Bifald) Gennemskuelighed betyder netop ikke øget adgang til mere papir, for borgerne er gennemskuelighed, at de omsider får klarhed over, hvem der hvornår bestemmer hvad i Bruxelles og Strasbourg og med hvilken adkomst. Det er gennemskuelighed! For det tredje kan og må Den Europæiske Union ikke udvide sig i det uendelige. Dens grænser er ikke en konsekvens af, hvor mange stater der vil ind, men af, hvor mange den kan klare. (Bifald) Hvis prisen for udvidelsen skulle være en opblødning eller endog opløsning af den eksisterende Union, må den ikke betales. Den ville være for høj, for øvrigt ikke kun for de medlemsstater, der er i den, men også for de stater, som vil optages i Den Europæiske Union. En Union, der blot er et geostrategisk koncept, har ikke nogen fremtid lige så lidt som en Union, der blot er en frihandelszone. Unionen er og bliver imidlertid mere end et marked og får kun sin legitimation af Europas folk, hvis den ser sig selv som et skæbnefællesskab. Det er langt mere end blot Deres nye økonomiske og socialpolitiske agenda eller en ny og bedre livskvalitet. Ikke kun Kommissionen, ikke kun Europa-Parlamentet, men tillige befolkningerne og staterne i Den Europæiske Union bliver nødt til at finde nye svar på det spørgsmål, hvorledes og hvorfor vi vil bo og handle sammen. Det drejer sig i den forbindelse om intet mindre end om at opfinde Den Europæiske Union på ny uden at ødelægge den eksisterende! (Bifald)
Fru formand, Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe mener, at den vigtigste opgave i de nærmeste år for Kommissionen og hele Unionen er en succesfuld gennemførelse af udvidelsen. Kommissionen skal beslutsomt føre forhandlinger og stræbe efter, at hvert ansøgerland kan tiltræde Unionen hurtigst muligt. På den anden side må vi sørge for, at de resultater, som hidtil er opnået vedrørende udvidelsen og målsætningerne for denne, ikke udvandes. For at undgå dette har Den Liberale Gruppe udtrykt forhåbning om, at der på regeringskonferencen bliver overvejet forskellige modeller for en divergerende integration og skabt en Union, som har et fælles centrum og en unionsstatskerne med en mindre integreret yderkreds. Det er sandsynligt, at Unionens interne differentiering fremlægges ved regeringskonferencen. Spørgsmålet skal behandles uden fordomme. En teknisk forbedring af fleksibilitetsordningen er ikke nok, udviklingen af vores egne institutioner skal også behandles for avantgardelande, sådan som f.eks. Jacques Delors har foreslået. På den måde kan vi skabe et beslutningstagningssystem, som er mere effektivt, klart, mere åbent og mere demokratisk end hidtil. Jeg håber, at Kommissionen stiller et eget forslag om, hvordan institutionel og anden differentiering i en udvidet Union skal realiseres.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, fru og hr. kommissær, Deres inspirerende tale, hr. Prodi, har forført mig. Det skaber forventninger, men det kan også føre til skuffelse. Det har noget at gøre med det, som hr. van Velzen lige sagde om forskellen mellem ord og handling. Udvidelsen af EU skyldes vores ønske om fred, sikkerhed og stabilitet. De vil berolige ansøgerlandene og den europæiske opinion. Men vi kan med egne øjne se, at det modsatte sker i øjeblikket. Der er stigende angst og uro, også i de regioner, hvor der ikke er stor arbejdsløshed, og velfærdsniveauet er meget højt. Hr. Swoboda sagde, at vi skal sørge for, at borgerne føler sig hjemme, og det har han ret i. Hjemme er et sted, hvor man har de samme værdier, og hvor alle har en opgave og et ansvar. Det hænger sandsynligvis sammen med hr. van Dams normer. Det er nemlig nærhed. Et klart ansvar for politiske planer og partnere og ingen konkurrenter i politikken. Myndigheden skal udøves så tæt som muligt på borgerne, hvor den kan udøves i al gennemskuelighed og kontrolleres af borgerne. Det kræver en ny politisk kultur, ikke kun i ord, men også i praksis, som tager hensyn til virkeligheden i medlemsstaterne og regionerne. Regioner, som i nogle tilfælde kulturelt og økonomisk kan måle sig med nogle medlemsstater. Det nye Europa skal ikke kun udvikle sig i bredden, men også i dybden gennem erfaring med vores værdier i praksis og en demokratisk opbygning af et rigtigt fællesskab. Det bedømmes Kommissionen på.
Fru formand, Kommissionen præsenterer os i dag for sine strategiske mål 2000-2005 i form af et yderst generelt dokument, hvor alle kanter er filet grundigt af for at undgå at støde både den ene og den anden part. Derfor kan man i dokumentets første del om de nye former for ledelse i Europa naturligvis intetsteds læse ordene føderalisme eller superstat. Men det er ikke desto mindre disse begreber, der profileres, når talen er om stærke europæiske institutioner, som nøjes med at decentralisere de løbende eksekutive funktioner og stimulerer deres kollektive vision ind i en utydelig helhed, hvor regeringer og nationale parlamenter optræder side om side med regionale og sågar lokale myndigheder og med det civile samfund, idet de alle, uden indbyrdes hierarkisering, betegnes, jeg citerer: "som havende lod og del i de europæiske anliggender". Disse dobbelttydigheder afslører adskillige misforståelser, først og fremmest angående vores værdier. Man bliver nemlig ikke demokrat, bare fordi man påberåber sig demokrati. Man skal, helt konkret, acceptere, at borgerne frit træffer deres beslutninger på et niveau, hvor de objektive betingelser for en nærdemokratisk debat, som er loyal og gennemsigtig, er til stede, det vil sige hovedsagelig på nationalt niveau. Men hele Kommissionens redegørelse bygger på det modsatte postulat, som, under påskud af bedre at forsvare de enkelte folk, siger, at man skal blive ved med at indsnævre margenen for det autonome valg med nye regelsæt, nye politikharmoniseringer eller nye forpligtende juridiske strukturer som udkastet til charteret for de grundlæggende rettigheder, som de med urette kaldes. Jeg understreger dette "med urette", for i virkeligheden vil dette charter indskrænke rettighederne. I Nationernes Gruppe er vores principper noget anderledes. Vi vil forsvare Europas lande, men vi vil også respektere folkenes valg. Det drejer sig slet ikke om cirklens kvadratur. Man skal nemlig bort fra de forældede føderalistiske skemaer, de menneskers skemaer, hos hvem alle idéer om europæiske anliggender er hentet lige ud af Jean Monnets erindringer. Man skal tværtimod åbne de europæiske institutioner mod den moderne verden og opfinde en dynamik med varibel geometri, som respekterer nationerne. Det er denne store idé om en ny styreform, som vi gerne havde set i Deres redegørelse, hr. formand. Desværre var den der ikke.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, De hævder at give et nyt Europa form, men ak, De mangler en helt afgørende forudsætning, nemlig tillid. Man kan nemlig ikke tiltrække sig millioner af europæeres tillid, når man ikke er værdig til den. Og hvordan skulle De være værdig til tillid efter affæren med kogalskaben og efter Santer-Kommissionens fyring på grund af korruption? De bærer ansvaret for millioner af arbejdsløse og for millioner af fattige, for usikre arbejdsforhold og for tiltagende elendighed på grund af Deres ultraliberale frihandelspolitik og på grund af den forcerede udvikling frem mod den fælles mønt. De har ønsket og organiseret de indre grænsers bortfald, og De har dermed udleveret Europa til en eksplosion af kriminalitet og usikkerhed og til en bølge af ukontrolleret indvandring. De foreslår i dag, at man overdrager al besluttende myndighed til en håndfuld embedsmænd og dermed reducerer staterne, de lokale myndigheder og ngo'erne, som i øvrigt alle sammen anbringes på lige fod i deres indordning under Bruxelles, til blot at være dem, som fører de beslutninger ud i livet, der kommer ovenfra. Ikke én gang i Deres 14 siders dokument nævnes de nationale parlamenter, som ellers består af folkevalgte. Men det står fast, at de ingen rolle spiller i Deres strategi. De tør ikke engang kalde tingene ved deres rette navn og søger tilflugt bag ved en pseudosemantik i og med, at De bruger udtrykket "styreform" for det, som ikke er andet end en føderalistisk, autokratisk og centraliseret regering. Efter i årevis at have forsøgt at virke overbevisende ved at tale om delt suverænitet, vedkender De Dem i dag Deres yderste mål: at sælge ud af enhver europæisk suverænitet, det være sig national eller lokal, til en verdensregering, som De end ikke gør Dem håb om selv at komme til at få en fremtrædende plads i. Endvidere fordømmer og straffer De, eller lader fordømme og straffe, millioner af østrigeres frie og demokratiske valg, ene og alene fordi De ikke bryder dem om resultatet. Og samtidig støtter De det kommunistiske Kina, De driver handel med lande, som åbenlyst overtræder menneskerettighederne og har gjort det i årtier. Så sent som i dag har medlemmer af Europa-Parlamentet været på barrikaderne mod et telegram fra hr. Prodi til kansler Schüssel, som ellers tydeligvis ikke var nogen sympatitilkendegivelse, men en politisk manøvre. Ingen lader sig narre af Deres skryderier, for, som De selv udmærket ved, så har De, hvad enten De kan lide det eller ej, brug for Østrig for at reformere traktaterne og harmonisere beskatningen af opsparing. De vil betjene Dem af Østrig til at plukke staterne lidt mere for virkelige beføjelser i opbygningen af Den Europæiske Union. Det er kynisk, det er hyklerisk, men De vil bruge Østrig som et nyttigt fugleskræmsel. Naturligvis er kommissærerne ikke de eneste ansvarlige. Regeringerne, som støtter Dem, af slaphed eller af ideologiske årsager, er også ansvarlige. Bruxelles er ikke alle os, som De hævder, det er alle jer. Hold op med at lyve. De bryder Dem jo en hatfuld om, hvad Europas folk vil. Europæerne kan kun frit vælge mellem Deres den bedste af alle verdener eller at blive sat i gabestokken. Her mere end 10 år efter Sovjetunionens sammenbrud bærer Deres projekter præg af Gulag, oven i købet garneret med en slags beroligende moralisme. Vi hører til de få, der tog afstand fra det kommunistiske diktatur. Vi er og vedbliver at være dem, som bekæmper EU-diktaturet, og vi opfordrer alle folkeslag i Europa til at gå til modstand mod Deres monstrøse projekter. De europæiske demokratiers frelse ligger i staten-nationen, i nationalstaten, og Europas frelse ligger i et samarbejde mellem Europas nationer. (Spredt bifald)
Hr. Prodi, De har i dag fremlagt Kommissionens femårsprogram for os, og der er mange målsætninger, som vi er enige i. Det er et program, som består af planer og emner, og ud over de konkrete aspekter er det således rimeligt at holde sig til hovedemnerne. Når jeg lytter til Deres ord og læser det dokument, De har sendt os, forekommer det mig, at et emne, som ligger både Dem og mig meget på sinde, hr. formand, nemlig solidariteten, kommer i anden række. Og her tænker jeg ikke så meget på den internationale solidaritet, men snarere på den interne solidaritet. Ærkebiskoppen i Milano, hr. Carlo Maria Martini, minder i øjeblikket alle politikere om - og navnlig dem, der ligesom De og jeg, hr. formand, er katolske politikere, hvis indsats er præget af deres egen kultur og værdier - at de bør tage et emne i forbindelse med udviklingen op til fornyet overvejelse, og det har ikke at gøre med økonomisk fortjeneste, men med at være yderst opmærksom på de svageste, de udstødte. De svageste er et vigtigt emne, som minder os om, hvor vanskeligt og kompliceret det er at opstille nogle indikatorer for fremgang, og hvor utilstrækkeligt det er kun at anvende den parameter, som måler indtægten pr. indbygger. Dette minder os også om, at det er nødvendigt med en ny udviklingsmodel, som er dybt forankret i kulturen hos de katolikker, der gør en indsats på det sociale område, og som betragter det civile samfund og de sociale strukturer, det offentlige skal styrke og befordre, som de bedste instrumenter at skabe solidaritet med. Man fremhæver således det grundlæggende element for det enkelte menneskes udvikling, nemlig dets frihed, der går forud for den økonomiske fortjeneste. Denne sociale frihed, der kommer til udtryk i initiativer til fordel for de svageste, lønner sig i høj grad, når det gælder retfærdighed og social ligevægt. Hr. formand, de offentlige institutioner må ikke acceptere, at man udelukkende anvender det økonomiske kriterium. De skal satse på at yde service til folk og bestræbe sig på at fremme den enkeltes frihed, uden naturligvis at glemme, at alt dette hverken kan eller må stride imod nødvendigheden af at oprette virksomheder, investere og løbe en risiko. Og i et ordentligt og tilrettelagt system kan de erhvervsdrivende yde et betydeligt bidrag til den sociale vækst og til solidariteten. I globaliseringens tidsalder, hvor vi trods alt ønsker at indføre nogle faste regler, der giver de erhvervsdrivende og forbrugerne nogle garantier, må Europa-Kommissionen ikke glemme solidariteten, der skal skabes ved hjælp af alle menneskets gode egenskaber i forholdet til sin næste. Vi har en baggrund, hvor man har lært os, at politik skal føres med hjertet. Vi håber, at hvidbogen samt handlingerne i denne og Kommissionens handlinger vil være et konkret bevis på dette.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, Shaping the new Europe er en ambitiøs målsætning for Kommissionen og for os alle. Vores ambitioner og vores arbejde vil blive fulgt af borgerne i vores lande, men også af mange uden for Europa og uden for Unionen. Hvilket billede får da en interesseret offentlighed og resten af verdenen af dette femårsprogram? Mit svar er: en ny start, en tydelig reformistisk dagsorden, som bekræfter, at Unionen i år 2000 ikke vil standse ved et økonomisk fællesskab, men derimod være et værdigt fællesskab, som vi tager alvorligt. Kommissionen siger med rette, at det er Unionens hensigt at udvikle og værne om et solidarisk velfærdssamfund i globaliseringens tidsalder, et retfærdigt og mere effektivt Europa, som også ser sit ansvar uden for sit eget område ud fra solidaritet og oplyst egeninteresse. Vi betragter nemlig fattigdom og udelukkelse som fredens og frihedens værste fjende. I overensstemmelse med det, mine partivenner har sagt, og med accept af tonen i Deres dokument vil jeg rette opmærksomheden mod to mangler, som skal korrigeres i det kommende arbejde. Det første gælder kvinder, gender eller kvinders rettigheder. De talte om kvinders medvirken til at øge produktion og vækst. Dette er vigtigt, men ligeberettigelse er ikke blot nødvendig for produktiviteten, men også for demokratiet i vores samfund. Det er derfor opsigtsvækkende, at ordet ligestilling, gender eller kvinde overhovedet ikke forekommer nogen steder i Shaping the new Europe. De talte om kvinden i Deres tale, men hun nævnes ikke blandt de strategiske mål. Skyldes dette, hr. kommissær, at mainstreaming allerede er så gennemført i Kommissionen, at kvinder ikke behøver at blive nævnt? Hvordan forklarer De ellers dette fravær af kvinder. EU må ikke blive en union med mandligt ansigt. Mit andet spørgsmål gælder Afrika. Afrika nævnes heller ikke i Shaping the new Europe, men alle andre kontinenter gør. I Afrika har vi verdens største antal flygtninge, verdens største samlede fattigdom og en fortærende aids-epidemi. Jeg ved, at kommissær Nielson og andre gør et godt stykke arbejde, men det kræver, at hele Kommissionen, også i sine strategiske målsætninger, fokuserer mere på denne verdensdel. Til sidst vil jeg hilse Kommissionens redegørelse velkommen og påpege, at det i denne redegørelse for første gang siges, at EU er parat til at træffe foranstaltninger på unilateralt plan med henblik på, at udviklingslandene skal have bedre adgang til vores markeder. Mit spørgsmål er: Hvornår bliver dette søsat?
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, ærede kolleger, vi har at gøre med et vigtigt dokument for Europas fremtid og skæbne. Af alle aspekterne er der dog to, som henvender sig direkte til os, og som er tæt knyttet til hinanden, nemlig fred og stabilitet i og uden for Europa. Disse målsætninger bør være hovedmålsætningerne. Det har vi alle været enige om længe, men vi skal også gøre det klart, at disse målsætninger ikke kan nås uden udvidelsen, selvom den måske har nogle omkostninger. Vi skal i dag vælge, om vi i de næste årtier vil have et Europa, der måske er mindre rigt, men som er fredens og civilisationens højborg i hele verden, eller et Europa, der måske er mere velhavende, men uden fremtid. Disse mål vil dog kun kunne nås, hvis regeringskonferencen, som afsluttes inden årets udgang, munder ud i en traktatreform, hvor Kommissionen får nogle reelle og passende beføjelser. Den kan ikke længere nøjes med at gennemføre Rådets beslutninger eller de beslutninger, der træffes sammen med Parlamentet, men skal spille rollen som en sand europæisk regering. Parlamentet burde netop være den største tilhænger af denne reform, hvis det virkelig ønsker at styrke sin rolle som europæernes stemme og opnå den centrale funktion, der kendetegner en ægte demokratisk og stærkt integreret Union. I øvrigt vil man kun kunne gøre Kommissionen ansvarlig for de forpligtelser, den påtager sig, i samme omfang som de faktiske beføjelser, den får. Uden de perspektiver, jeg har skitseret, vil Europa få en historie uden fremtid.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, vi kan hilse det samlede ambitionsniveau i de opstillede målsætninger velkomment. Det er målsætninger, som går hånd i hånd med de udfordringer, Europa skal overvinde. Jeg konstaterer, at De anser Berlinmurens fald for at være det væsentligste element i sidste del af dette århundrede. Denne begivenhed bør danne grundlag for udvidelsen. Jeg har lyst til, i stedet for at bruge udtrykket "udvidelsen", at tale om genforeningen. Det ord forekommer mig at have en langt stærkere politisk signifikans. De genoptager idéen om at centrere Deres aktiviteter omkring de vigtigste missioner, og det indgår som ét af målene med Deres reform. I bund og grund drejer det sig om at anvende subsidiaritetsprincippet. En klar anvendelse af dette princip kan kun styrke de gennemførte aktioner og give borgerne en klar forestilling om hvert enkelt kompetenceniveau. Men, hr. Prodi, ét er at sige noget, noget andet er at gøre det! De vil således blive nødt til at kæmpe mod tendensen i enhver institution, som almindeligvis søger at udvide sine egne beføjelser endnu mere. Jeg agter at dømme Dem på Deres handlinger. Indtil da vil jeg bifalde og opmuntre denne vilje, som formuleres så klart i Deres redegørelse. Imidlertid er der to helt væsentlige punkter: forenklingen og gennemførelsen af EU-retten. I 1998 blev der indbragt 123 sager for Domstolen for manglende gennemførelse eller manglende overførsel, og 25% af direktiverne på miljøområdet er ikke gennemført eller ikke overført. De sidste dages begivenheder viser os, hvor helt nødvendigt dette er. EU-retten må ikke forblive ugennemført, fordi den er for kompleks eller for pernitten. Unionen må ikke tillægge sig denne unode, og også på det punkt beklager jeg, at Deres redegørelse ikke går mere i detaljer. De er realistisk omkring det faktum, at velfærdsstaten ikke længere kan levere de rigtige svar på de problemer, vi møder, herunder på arbejdsløsheden. Alligevel beklager jeg, at der ikke er blevet fremsat en klar stillingtagen. Hovedvægten burde have været lagt på en afvisning af enhver form for bistandspolitik og i stedet være anbragt over en opvurdering af initiativ og ansvarlighed. De kommer ikke ind på aldringen af vores befolkning, denne aldring, som vil få grundlæggende indvirkning på strukturen i vores samfund, ikke blot ud fra et økonomisk synspunkt, men også for så vidt angår folkesundheden. Der er i virkeligheden tale om en stille revolution, og ud fra den betragtning forventede jeg mere af Deres redegørelse. Endelig insisterer De på, at europæisk forskning er central for vores fremtid. Imidlertid anviser De ikke, hvilke midler De har tænkt Dem at tage i brug. De etiske principper er ligeledes centrale i denne forskning. Det siger Deres redegørelse intet om. Hr. formand, De ønsker at informere borgerne bedre. Begynd med at styrke forbindelserne til Europa-Parlamentet: vi er disse borgeres repræsentanter.
Fru formand, ærede kolleger, man kan kun være enig i de generelle retningslinjer i femårsprogrammet og programmet for år 2000, som hr. Prodi gjorde rede for med så stort et engagement her til morgen. I de to dokumenter blev der lagt kraftigt vægt på, at det er nødvendigt at fastlægge nogle nye former for europæisk ledelse, og til dette formål skal der udarbejdes en ny dagsorden for Kommissionen og fastlægges nogle mere stringente prioriteter, når det gælder om at forfølge målsætningen om fuld beskæftigelse. Dette skal ske ved hjælp af en mere effektiv samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker og socialpolitikker, og tillad mig at understrege, at det først og fremmest gælder de stater, der er med i Den Monetære Union, og som skal bringes i stand til at være det første eksempel på et styrket samarbejde. Jeg vil i den henseende nøjes med at fremhæve vigtigheden af tre hovedpunkter, der også med hensyn til udarbejdelsen af EU-regeringernes handlingsprogrammer burde tjene som inspiration for ikke blot Kommissionens dagsorden, men også for EU's arbejde i de kommende måneder. For det første skal man fremme og deltage i udarbejdelsen af fælles projekter med henblik på oprettelsen af et integreret servicenet på transport- og energiområdet, med støtte fra Den Europæiske Investeringsbank. For det andet skal man som en forpligtende parameter ved udarbejdelsen af handingsprogrammerne om beskæftigelse vedtage de investeringer, der skal foretages i de enkelte lande og ved hjælp af EU-projekterne på de vigtigste områder, nemlig forskning, innovation og faguddannelse af arbejdskraften. Efter min mening er disse parametre - navnlig de kvalitative parametre, der er et resultat af investeringerne i videreuddannelse, faglig efteruddannelse, tilpasning og omskoling af de ældste arbejdstagere - på grund af deres varige effekt på mellemlangt sigt meget mere betydningsfulde og forpligtende end blot en opstilling af nogle altid diskutable kvantitative årsmålsætninger for ny beskæftigelse eller for en reduktion af arbejdsløsheden. Hvis Kommissionen bl.a. sådan som det også understreges i det portugisiske formandskabs program - kunne iværksætte en ny fase af dialogen på arbejdsmarkedet, hvor man fokuserede på en fælles strategi for socialisering og udbredelse af viden, eller kort sagt en strategi for beskæftigelsesmuligheder og en fastlæggelse af reglerne herfor, ville det være muligt at nå et skridt videre med arbejdstagernes inddragelse i en klar og fælles administration af omstillings- og omskolingsprocesserne. For det tredje tror jeg ikke, at faldet i antallet af erhvervsaktive som følge af befolkningens aldring er en uundgåelig kendsgerning for Den Europæiske Union, og det er ikke kun, fordi der eksisterer en margen for stigningen i kvinders beskæftigelse og indvandringen, men også fordi vi beslutsomt skal vende den udbredte tendens, der er til førtidspensionering og tidlig tilbagetrækkelse fra arbejdsmarkedet, idet vi naturligvis ikke skal lade den samordnede reform af de sociale sikringssystemer være rettet imod en kraftig reduktion af de kommende pensioner, men imod en aktiv udnyttelse af den længere levetid og en forlængelse af arbejdslivet.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, De er, hr. Prodi, meget reformvenlig og ambitiøs. De og Deres ambitioner er meget velkomne. De vil være nødvendige for det enorme arbejde, der venter. Men for at kunne gennemføre alle de reformer og for at kunne gennemføre lovgivningsprogrammet for 2001 er det nødvendigt at være meget sikker ikke blot på reformatorens styrker, men også på de øvriges holdninger. De taler om, at De ikke vil betænke Dem på at komme til Europa-Parlamentet for at anmode om flere ressourcer til Kommissionen, men Kommissionen bør være meget opmærksom på, hvor tyndt det finansielle gulv, som vi betræder, er. Vi råder over 1,27% af EU's BNP. Hverken mere eller mindre. Det vil ikke være os, der nægter Dem de nye ressourcer, De burde spørge Rådet. Disse finansielle overslag er afpasset med millimeters nøjagtighed. For at Deres stabiliseringsplan for Balkan kan finansieres, er det nødvendigt at forhandle sig frem til en stor revision af udgiftsområde 4, og De husker nok de enorme problemer, vi havde med at få vedtaget budgettet for 2000. Jeg vil minde Dem om, at denne politiske gruppe, PPE-DE, ikke bryder sig om at finansiere nye politiske initiativer på bekostning af de allerede eksisterende. De politiske prioriteringer skal markeres af Parlamentet og af dets medlemmer. Tro ikke et øjeblik på, at reformen af budgettet, som De foreslår os, kan skjule begrænsningerne i EU's finansielle system. Det er udmærket, at vi alle sammen er enige om, at der skal gøres en indsats med hensyn til budgetrationalisering, men De må være meget opmærksom på, at mangelen på ressourcer, fraværet af finansiel uafhængighed og den dårlige budgetgennemførelse stadig er påtrængende anliggender, som der skal findes en løsning på. Vi spørger således os selv: Har Kommissionen den politiske vilje til at løse de problemer?
Fru formand, Kommissionens redegørelse er velskrevet, men tilstrækkeligt vag til at åbne for alle mulige fortolkninger. For der er på den ene side ordene, på den anden deres egentlige politiske betydning. Socialisterne klapper ad Kommissionen, når den vil kæmpe mod social udstødelse og mod fattigdom. Men hvordan skal man overvinde kløften mellem den politiske retorik og virkelighedens verden? Hvad betyder det erklærede mål for Kommissionen om en, jeg citerer: "økonomisk reform af arbejdsmarkedet"? Mere fleksibilitet, mere usikkerhed, flere tidsbestemte kontrakter? Enhver ved, at livskvaliteten, den fulde beskæftigelse og en bedre beskæftigelse er afhængig af varig økonomisk vækst. Unionen nøjes i øjeblikket med en stabilitetspolitik, som sikkert er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Vi socialister anråber bønligt om en europæisk pagt for vækst og beskæftigelse. Ingredienserne i denne politik er velkendte: genoptagelse af offentlige og private investeringer, øget investering i forskning, investering i uddannelse og undervisning, stimulering af iværksætterånden. I den forbindelse skal initiativ e-Europa hilses velkomment. I de nye teknologiers verden er den største fare fortsat den mere eller mindre nemme adgang til information, afhængigt af om man er rig eller fattig. De kløfter, der opstår alle vegne, er vores epokes hovedproblem. På den ene side er der finansmarkedernes overflod, eksplosionen af rigdom, mens man på den anden side kan notere sig stadig flere udstødte. Man forlanger, at arbejderne skal være fleksible, nyskabende, mere og mere produktive, men frugterne af denne produktivitet tilfalder i stigende grad kun aktionærerne. Centralbanken forholder sig meget diskret til de frodige afkast af finansaktiverne, men den undlader aldrig at gøre opmærksom på, at enhver lønstigning bør holdes under stigningen i produktivitetsraten. Hvordan skal man forklare de arbejdere, som er ofre for rationaliseringerne i det verdensomspændende Matador-spil, at de skal være parate til flere gange i deres arbejdsliv at skifte fag, når de store virksomhedskaptajner, efter at have tabt pokerspillet omkring en virksomhedsovertagelse, kan trække sig tilbage med en skadesløsholdelsessum på 30 millioner euro? I årevis har man tudet os ørerne fulde om, at vi skal liberalisere økonomien. I de liberaliserede sektorer er man vidne til en lavine af fusioner og overtagelser, som uafvendeligt fører til monopollignende tilstande. Alle disse børsslag bygger udelukkende på anticiperinger af vækst i profitten på 15%, 20%, 25%, det vil sige rater, der i længden er urealistiske. Den fuldstændig ukontrollerede stigning i priserne på finans- og ejendomsaktiver betyder, at risiciene ligeledes øges. På mellemlangt sigt er den største risiko ikke inflation, men deflation som følge af, at spekulationsbobler på de internationale finansmarkeder brister. Jeg vil slutte, fru formand, med at sige, at de næste fem år bliver afgørende. Der skal opstilles nye regler for globaliseringen, der skal investeres i den virkelige økonomi, i mennesket. Det må være sådan, at staternes synlige hånd, Kommissionens synlige hånd, garanterer markedsøkonomiens sociale dimension.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, kære kommissærer, kære kolleger, strategipapiret har set ud fra mit synspunkt to åbenbare svagheder. Det nytter ikke noget at udarbejde en ny økonomisk og social agenda, når man ikke har effektueret den gamle. Jeg taler om transportpolitikken og regionalpolitikken. De har til begge ansvarsområder udmærkede kommissærer, nemlig fru de Palacio og hr. Barnier, og alligevel tillægger De de to ansvarsområder for ringe betydning i Deres strategipapir. Hvorfor nævner jeg det? Når De ser på transportpolitikken, er det afgørende, at den udformes økonomisk og miljøpolitisk fornuftigt, og det skal ske før nye staters tiltrædelse. Hvis kommissionsformanden ville lytte til mig, ville jeg være taknemmelig, men han behøver jo ikke at gøre det. Jeg nævner tre eksempler. For det første har vi brug for en fornuftig liberalisering i jernbanesektoren, for vi vil have godset flyttet fra landevejen over på jernbanenettet. Det er økonomisk og miljøpolitisk fornuftigt. Uden liberalisering vil vi ikke gøre fremskridt i retning af en fornuftig transportpolitik. Det vedrører på samme måde den europæiske flysikring. Borgerne kan ikke forstå, at vi liberaliserer flytrafikken, men i luften lader det blive ved 15 forskellige sektorer, som kontrolleres nationalt, betyder økonomiske ulemper for flyruterne og forurener miljøet. Her skal De gøre Deres dagsorden færdig. Hr. kommissær, regionalpolitikken nævnes alt for lidt i Deres dokument. Den sociale og økonomiske samhørighed i EU er en afgørende opgave for Fællesskabet. Udfører vi den ikke, bliver borgerne i de ugunstigt stillede områder også bange for udvidelsen. Vi bliver nødt til at gøre det klart for dem, at vi vil bruge de næste fem år til gennem støtte til de ugunstigt stillede områder i form af fornuftige bevillinger at tilnærme dem til de velstillede områder. Så er de også rede til virkelig at gå ind for en udvidelse og være med i den. Hr. kommissionsformand, hvis det ikke lykkes os i praksis at etablere solidaritet mellem de velstillede og de ugunstigt stillede regioner, bliver Unionen fattigere, og den vil ikke få tilslutning fra befolkningen!
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, ærede kommissærer, ærede medlemmer, formuleringen af de nye programmer må ikke få os til at glemme de ældre programmer, som befinder sig i anvendelsesstadiet. Ud fra det synspunkt er det nyttigt, at Kommissionens arbejdsprogram igen kommer til at dreje sig om spørgsmålene i Agenda 2000, den fælles landbrugspolitik, som også omfatter fiskeriet, og dernæst også aktiviteten i strukturfondene. Jeg håber, hr. kommissionsformand, at denne rapport betyder, at den omstrukturering af Kommissionen, der foregår i øjeblikket, ikke kommer til at skade den kontrol- og anvendelsesmekanisme, der findes for Agenda 2000. Spørgsmålene i Agenda 2000 er jo spørgsmål, som retter sig mod Deres tredje og fjerde strategiske mål, den økonomiske og sociale Agenda og en højere livskvalitet. Hvad der ikke fremgår tydeligt af Deres tekster, er, i hvilken grad de store og ophøjede mål er i modstrid med de midler, som Kommissionen agter at tage i anvendelse. Og jeg tænker ikke nødvendigvis på økonomiske midler. For at anvende Agenda 2000 på landbrugsområdet behøves der ikke nødvendigvis flere økonomiske midler, når alt kommer til alt. Der skal også ske besparelser. Men det drejer sig om de analytiske midler: om investering af åndskapital i disse spørgsmål. For det er påkrævet, at man opnår to mål: At man sikrer den europæiske model med mangesidet virksomhed i landbruget, og at det sker på en måde, som letter liberaliseringen af den globale handel med landbrugsprodukter især til gavn for udviklingslandene. En kombination af disse to mål er ikke let. Den er ikke tydelig. De to mål står eventuelt i modsætning til hinanden, og der er intet, der viser, at Kommissionen har gjort sig disse modsætninger klar og overvejet, hvorledes den vil imødegå dem. Vedrørende den anden side af Agenda 2000, hr. kommissionsformand, den side, der omhandler sammenhold og regional udvikling, dér kan vi jo fremvise store succeser, men vi har stadig tilbagestående regioner, især øerne, som man burde rette sin opmærksomhed på i højere grad. Angående fiskeriet findes der intet i Deres program, som fortæller os, at den røveriske udnyttelse af fangsterne, som er kommet så vidt, at den udrydder hele arter af fisk, at den får noget resultat i fremtiden. Det er nok nødvendigt med mere opmærksomhed og mere esprit de finesse i disse spørgsmål.
Fru formand, jeg vil gerne starte med at understrege den advarsel, der er blevet udtrykt af mange kolleger her med hensyn til denne femårsplan. Når vi sætter os meget ambitiøse langsigtede mål, må vi ikke glemme nutiden. Det var det argument, som lederen af min gruppe, hr. Poettering, udtalte med stort eftertryk i sit indledende indlæg. Unionen bør ikke påtage sig en lang række nye opgaver uden først at have det grundlæggende fundament for en succesrig europæisk økonomi på plads. Dette fundament er helt klart det indre marked. Hvor stærkt er det indre marked etableret for nærværende? Jeg vil gerne minde hr. Prodi og de af hans kolleger, der stadig er til stede, om resultaterne af Kommissionens egen undersøgelse blandt 3.000 europæiske virksomheder. Næsten 40% af de virksomheder, der deltager i denne undersøgelse, beretter stadig om ekstraomkostninger i forbindelse med at få bragt produkter og tjenesteydelser i overensstemmelse med nationale specifikationer. Dette er Kommissionens egen undersøgelse. Det, der her er tale om, er de klassiske symptomer på fortsat obstruktion fra de nationale myndigheders side - bureaukratisk papirnusseri, der blokerer markedsadgangen. Kommissionens program viser en foruroligende efterladenhed omkring gennemførelsen af det indre marked. Vi må holde kedlen i kog inden for alle områder ved at fjerne yderligere barrierer, øge presset på medlemsstater, der undlader at gennemføre foranstaltninger for det indre marked, og naturligvis sprede os til meget vigtige nye områder såsom finansielle tjenesteydelser. Kun på det indre markeds stærke fundament vil udvidelsen kunne lykkes på tilfredsstillende vis. Et udvidet Europa må bygge på Unionens eksisterende stærke sider. Det indre marked, der strækker sig på tværs af denne udvidede Union, vil være en kolossal præstation. Jeg vil slutte af med at sige på vegne af alle mine konservative kolleger - og vi er den næststørste nationale delegation her i Parlamentet - at vi giver vores fulde støtte til Kommissionen og hr. Prodi til gennemførelsen af denne historiske opgave.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, da vi stemte for Deres indsættelse i embedet, aftalte vi at mødes med Dem her i dag. I dag begynder alvoren, for i dag skal vi udtale os om Deres program. Jeg vil i den tale, De holdt her i forsamlingen, koncentrere mit indlæg om det, De kaldte den nye styreform. De gør den til et redskab, hvormed De vil forsones med vores medborgere. Men bag denne term "ny styreform" gemmer der sig for mig at se simpelthen spørgsmålet om, hvorledes institutionerne fungerer, spørgsmålet om, hvordan vores offentlige myndigheder fungerer, dersom vi altså er enig med Dem i, at Den Europæliske Union skal være en offentlig myndighed. Sammenhængen mellem Unionens institutioner, medlemsstaternes beføjelser og de lokale og regionale myndigheder, udmærket. Men er det virkelig på den måde, vi skal forsone borgerne og det europæiske projekt? Er det virkelig på den måde, vi skal svare på de grundlæggende spørgsmål, som ikke så meget er: "Hvem gør hvad?", men snarere: "Hvad gør vi sammen?" For det er netop det, der spreder usikkerhed blandt vores medborgere. I Deres indlæg kommer De ind på de udfordringer, som venter os i forbindelse med globaliseringen, i forbindelse med udvidelsen, og jeg vil tilføje fremtiden for vores sociale model. Det er derfor, jeg sammen med min gruppe insisterer så stærkt på dette projekt med charteret, for vi er af den opfattelse, at når vi i vores kalender har indskrevet udarbejdelsen af dette charter for grundlæggende rettigheder, så er det, fordi vi står ved en korsvej i vores historie, fordi vores Union har behov for at nydefinere de værdier, omkring hvilke den er opstået inden for sine nuværende grænser, men også med henblik på de kommende udvidelser, som vi vedkender os, vi har ønsket, men ikke på hvilke som helst vilkår. Vores medborgere forventer mere Europa af os, men ikke et hvilket som helst Europa. De forventer af os, at vi ikke bare tilpasser os globaliseringen, men at vi, på grundlag af vores sociale model, optræder som en kapacitet, når det gælder organiseringen af globaliseringen. Set ud fra denne synsvinkel må jeg sige, at når De forpligter Dem til fordel for en politisk union - og vi er positive over for denne politiske union - så kan det ikke lade sig gøre, dersom denne ikke bygger på vores sociale model, på det, som udgør vores særpræg og vores evne til bedre at styre denne verdens anliggender.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, kære kommissærer, kære kolleger, jeg vil indlede med at citere Kommissionen for, at den vil fortsætte det indledende arbejde med henblik på et europæisk charter for grundlæggende rettigheder og fremsætte forslag til gennemførelse af et ambitiøst program. Kommissionen agter navnlig at foreslå, at der udarbejdes en egentlig europæisk asyl- og indvandrerpolitik, og den går ind for, at retshjælp og det retlige samarbejde øges, samt at der gøres en effektiv indsats for bekæmpelse af enhver form for kriminalitet. Det er det samlede program for de kommende fem år, hvad angår emnekredsen indre sikkerhed, frihedsrettigheder, borgernes rettigheder og retligt samarbejde. Det stykke papir affattet i den korthed er en farce! En farce, fordi vi kender og værdsætter kommissær Vitorinos arbejde, og fordi det, der her er bragt på papir, står i grel modsætning til det, der rent faktisk forefindes. Et sådant stykke papir er overhovedet ikke noget grundlag for et scoreboard. Det blev rost og fejret som et strålende resultat, men jeg fastholder, at vi har brug for et grundlag for et scoreboard. Vi vil som Parlament på grundlag af et program indgående drøfte den fremtidige udvikling inden for dette politiske område. Det, vi forventer, er mindstestandarder i forbindelse med aylsager for at nå frem til hurtig hjælp til flygtninge, men ligeledes skabe klarhed for dem, som ikke er på flugt. Vi vil have instrumenter, så vi kan undgå misbrug. Vi vil have udarbejdet en fælles indvandrerpolitik, som naturligvis også inddrager medlemsstaternes evne til integration, og vi har brug for at få udbygget Europols operative opgaver f.eks. med henblik på meget konkret at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Vi drøfter disse opgaver meget seriøst og meget intensivt, og det må vi have lov til også at forvente af Kommissionen, selvom det blot drejer sig om forelæggelsen af dokumenter!
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, kommissærer, kære kolleger, jeg tager ordet for at tale om WTO, hvor der er et sammenfald af synspunkter mellem Kommissionens dokumenter og Den Socialdemokratiske Gruppes holdninger, hvilket ikke er tilfældet inden for andre områder, som det allerede er blevet sagt. Der er et sammenfald af synspunkter, fordi vi går ind for samhandel på verdensplan, men vi går ind for, at denne samhandel især tjener til fastsættelse af fælles normer, fælles regler, som kan regulere denne verdensomspændende samhandel omkring en målsætning: At denne samhandel bidrager til udviklingen, og først og fremmest en harmonisk udvikling, hvor statsborgerskabsværdierne ikke kun gælder for de mest dynamiske og mest konkurrencedygtige regioner i verden. Men hvad er det på den anden side, som vi vil vise med denne understregning af principperne? Det er, at denne regulering, hvad angår WTO, og disse regler har ført til en øget samhandel, det vil sige en øget rigdom, men når vi ser på tallene for fordelingen af denne rigdom, kan vi ulykkeligvis konstatere, at den kløft, der adskiller blokkene og de rigeste lande i verden, bliver ved med at vokse i forhold til verdens fattigste og mindst udviklede lande. Det er derfor, at det er berettiget og absolut nødvendigt, at vi spørger os selv: Hvad er de nuværende fælles normer, de nuværende fælles regler værd? Hvad er den aktuelle forhandling, sådan som det er sket, og WTO's nuværende funktion værd, hvis den på den ene side får samhandlen til at vokse, men på den anden side er årsag til, at andre ting fungerer dårligt, og ikke mindst udvider kløften mellem de rige og de fattige lande? Det var derfor, at vi sagde, at vi gik ind for den strategi, som Kommissionen fremlagde her for forhandlingerne i Seattle og de efterfølgende forhandlinger. Og vi støtter især denne strategiske vision, men der er behov for mod og dristighed. På den ene side skal man være krævende med hensyn til at medtage de sociale rettigheder, miljørettighederne og forbrugerbeskyttelsen i de umiddelbart forestående forhandlinger. Men man skal især på længere sigt have en dristig og ambitiøs vision om en reform, ikke kun af WTO men også af IAO, FN og ikke mindst af de finansielle institutioner, nærmere bestemt IMF og Verdensbanken. Det er vigtigt at udvise mod og ikke se snævert på globaliseringen, men udvise mod på et mere overordnet plan, for at rigdommen ikke kun bliver til gavn for de mest udviklede lande og blokke, men for at der skal komme en harmonisk forandring og udvikling i alle verdens regioner.
Fru formand, jeg vil også bifalde Kommissionens initiativ med hensyn til at præsentere os for en rapport om dens strategiske mål for de kommende fem år, selvom jeg håber, at den har planer om i senere dokumenter at rette den overflod af generaliseringer og vagheder i det dokument, som vi behandler i dag. Når det er sagt, fru formand, vil jeg igen råbe op i ørkenen om fraværet af fiskeripolitikken. Det er virkelig overraskende, at Kommissionen ikke gør revisionen af en af dens fælles politikker med henblik på den reform, der skal finde sted i 2002, til et strategisk mål for de kommende fem år. Denne revisionsproces er uden tvivl den vigtigste af de begivenheder, der får indflydelse på fiskerisektoren i mange år. Men det er den tilsyneladende ikke for Kommissionen, som har til opgave inden udgangen af 2001 at forelægge rapporten om den fælles fiskeripolitiks funktion i de seneste 10 år for Rådet og Parlamentet, og på basis af den skal Rådet træffe passende beslutninger med henblik på at ændre den. Faktisk er revisionsprocessen allerede begyndt for mange lovgivende forsamlinger og institutioner som f.eks. Europa-Parlamentet, der allerede i 1998 udarbejdede og vedtog en betænkning, hvori alle problemer og fejl i forbindelse med den nuværende fælles fiskeripolitik er angivet. Vi har mange gange anmodet om en overordnet tidsplan for denne revision, og vi har ikke fået svar. Og mindre end to år er ikke meget, når man desuden husker på, at fiskeripolitikken er i en unormal situation, hvad angår reglerne for det indre marked, og at der skal rettes op på denne situation under reformprocessen. Derfor, fru formand, hr. formand for Kommissionen, anmoder jeg om, at dette spørgsmål, der er af største vigtighed for en meget vigtig sektor i Den Europæiske Union, inddrages i denne strategi og i disse strategiske mål for de kommende fem år.
Fru formand, jeg vil også gerne lykønske kommissær Prodi med hans program. Jeg bifalder især hans anerkendelse af denne dydige cirkel af bæredygtig vækst, nemlig informationssamfundet inden for et stadig større europæisk marked med en dertil hørende fuldt fungerende fælles valuta, der vil give os mulighed for på ægte vis at fremme velstand, nyskabende iværksætteri, iværksætterånd og ja - hvad der er vigtigst af alt - bæredygtige job af høj kvalitet for vores europæiske borgere. Jeg har en bemærkning - det er ikke nogen kritik - at fremføre vedrørende kommissær Prodis udtalelse her til formiddag, og det er, at den var noget vag omkring det egentlige indhold i den økonomiske politik. Vi må ikke tage noget for givet med hensyn til, hvordan vi får den europæiske økonomi omstruktureret. For når alt kommer til alt, hvad er social retfærdighed, hvis den kommer uden fuld beskæftigelse? Fuld beskæftigelse er den bedste måde, hvorpå vi kan skabe social retfærdighed for vores borgere. Det bør være en af vores vigtigste prioriteter. Jeg vil gerne hilse et par initiativer velkomne, som allerede er kommet fra Kommissionen, og som vil være os til hjælp, navnlig kommissær Liikanens engagement, når det gælder om at etablere en nyskabende vidensbaseret økonomi. Ja, e-Europa er fremtiden for os, for det vil hjælpe os til at skabe ny velstand og nye job. Jeg bifalder Kommissionens initiativer før og nu om støtte til vores små og mellemstore virksomheder, og jeg vil gerne lykønske vores portugisiske formandskab for dets initiativ til at få et charter for mikrovirksomheder. Det er vigtigt og noget, der kan udvikles ved topmødet i Lissabon. Jeg bifalder ligeledes kommissær Busquins idé om at have et fælles forskningsområde for hele Den Europæiske Union. Igen er der tale om en måde, hvorpå vi kan hjælpe med til at skabe bedre muligheder for beskæftigelse og velstand. De sagde i Deres gennemgang, kommissær Prodi, at liberalisering, konkurrenceevne, lav inflation, nyskabelse, forskning og teknologi er centrale faktorer for den europæiske økonomis fremtidige succes og for jobskabelse. Det er jeg meget enig med Dem i, men vi må ikke tage noget for givet. Vi har stadig meget tilbage at gøre, og Lissabon-topmødet vil blive en del af dette. Så med disse bemærkninger vil også jeg gerne lykønske Dem med programmet, og jeg ønsker det al mulig succes.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, jeg vil koncentrere mig om to synspunkter, som ikke er nævnt i Deres program. Det er mit indtryk, at dette strategipapir fra Kommissionen for de kommende fem år skal læses som et videnskabeligt stykke arbejde om Den Europæiske Union eller som en principerklæring. Men det formidler desværre ikke det indtryk, at der er tale om en egentlig politisk strategi fra Kommissionens side. Som min gruppes kultur- og uddannelsespolitiske ordfører kunne jeg godt netop fra en italiensk kommissionsformand have forestillet mig mere indhold. På den måde giver Kommissionen ikke Europa nogen sjæl! Kultur og uddannelse findes nemlig simpelthen ikke i dette papir. Men der er behov for at skabe et ægte uddannelses- og kulturområde i Europa. Blot et par stikord. Jeg taler om at lade kulturindustriens politikker indgå i dette uddannelses- og kulturområde; de skaber arbejdspladser. Jeg taler om etablering af en kulturel mainstreaming inden for alle områder af politik, om forøgelse og forbedring af den europæiske holdning til indholdet af uddannelse og undervisning samt om integration af uddannelses- og undervisningspolitikkerne i Europa. Jeg fremhæver den livslange uddannelse. Hr. kommissionsformand, De talte heller ikke om det audiovisuelle område i Europa, og det ved begyndelsen af det nye århundrede! Derudover konstaterer jeg, at informationspolitik og kommunikation, som skal tage hensyn til borgernes behov, heller ikke nævnes. Jeg mener derfor, at der mangler et og andet i dette program. Et virkeligt europæisk statsborgerskab er afhængigt af, at der skabes et egentligt uddannelses- og kulturområde, og at det gøres synligt. Principerklæringer er utilstrækkelige! Vi har brug for indhold, som hele tiden af Kommissionen gennemføres med politiske handlinger på den måde, jeg netop har beskrevet.
Fru formand, hr. Prodi, hvorledes ville en status over Deres politik og Deres arbejdsprogram se ud, og hvorledes ville Deres målestok være, hvis De skulle vælges direkte? De har den gode, charmerende idé, at resultatet af og målestokken for Deres politik og for Deres femårsprogram skulle være valgresultatet eller valgdeltagelsen ved det næste valg til Europa-Parlamentet. Hvis jeg forestiller mig, at jeg hver uge skal forklare mine vælgere, som jeg møder hver uge, Deres arbejdsprogram - ikke på de bonede gulve, hvor den vigtige politik foregår, men på gaden - så spørger jeg, hvad skal jeg da sige? Hr. Prodi, hvad skal jeg sige, der er af nyt i programmet? I Deres arbejdsprogram er der ikke noget nyt. De har brugt 12 sider til fem år, De har brugt 18 sider til et arbejdsprogram for et år. Indgyder det mig håb for år 2000? Nej, det gør det ikke! I Deres arbejdsprogram for 2000 siger De noget meget fornuftigt. De siger, at miljøforhold skal integreres i alle øvrige politiske områder. Har De gjort det, hr. Prodi, og har De også læst Deres arbejdsprogram for indeværende år? Det har De nemlig ikke! De har ikke integreret miljøpolitik i udvidelsen, selvom det bliver et af de centrale punkter i spørgsmålet om udvidelsen. De har heller ikke integreret den i den økonomiske politik, i konkurrencen eller det indre marked. Intetsteds har De gjort det. De har sammenføjet enkelte stykker, men De har ikke lavet nogen helhed af dem. Når De netop i Deres tale sagde, at en katastrofe som den i Donau skal give anledning til et katastrofeprogram - nej, hr. Prodi, vi skal omsider begynde på at gennemføre lovgivningen og endvidere sørge for kontrol med lovgivningen. De skriver i Deres femårsprogram, at folk i Den Europæiske Union med rette forventer bedre levnedsmiddelstandarder og en bedre lovgivning om fødevarer. Hr. Prodi, De ved ikke, hvad De taler om! Den Europæiske Unions lovgivning om fødevarer er den mest ærgerrige i hele verden! Dér, hvor det halter, og hvor der mangler noget, er gennemførelsen i medlemslandene og kontrollen. Tag omsider Deres opgave alvorligt, og ryk i Deres egenskab af formand for Kommissionen medlemsstaterne i ørerne, og tving dem til at udføre deres opgaver og gøre deres pligt! De skal ikke altid kun pleje Deres kæpheste, men udføre det daglige normale arbejde. Det forventer vi af Dem i de næste fem år!
Hr. formand for Kommissionen, det er et historisk øjeblik for Parlamentet, et femårsprogram efter Kommissionens krise. På vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe vil jeg koncentrere mig om den interne reform. Vi støtter programmet med glæde, som det foreligger nu i et rådgivende dokument, som også kommer tilbage i programmet af hr. næstformand Kinnock på vegne af Kommissionen. Vi mener, at det er meget vigtigt, at vi med hensyn til finansiel kontrol, personalepolitik og mindre bureaukrati kan imødese nogle hurtige politiske processer og et mere effektivt bureaukrati til fordel for borgerne. Samtidig er vi klar over, at det er et meget omfangsrigt program, og at arbejdet skal fortsættes med konkrete resultater under ombygningen i de kommende år. Sådan som kvinder i Nederlandene på et tidspunkt fandt ud af, at de kunne appellere til den europæiske lovgivning, fordi de var dårligt stillet med hensyn til social sikkerhed, sådan gælder det i øjeblikket også for mange andre borgere. De vil se resultater. Demokrati, gennemskuelighed og klarhed hænger altid sammen med resultater, og borgerne værdsætter resultater, og det bedømmes Kommissionen på. Det er nøjagtigt det, som hr. Swoboda og også andre kolleger sagde, nemlig angst for modernisering og globalisering, individet, som mister sin tryghed og sikkerhed. Det kan undgås ved hjælp af den europæiske sociale model, og hvis der opnås resultater på alle de konkrete områder. Mit indlæg, som støtter den interne reform med glæde, knytter sig lige så meget til konkrete resultater på socialt plan, så borgeren kan genkende sig selv i Europa, men også uden for. For den borger, en ud af fem i verden, har stadigvæk ikke adgang til elementære sociale foranstaltninger såsom uddannelse og sundhedspleje. Det er netop de borgere, som vi skal være solidariske med.
Fru formand, hr. formand for Kommissionen, ærede medlemmer, jeg har læst og genlæst Kommissionens dokument om de strategiske mål for dens mandatperiode. Jeg glæder mig over at se, at det bliver drøftet i Parlamentet, jeg noterer mig forpligtelserne, jeg noterer mig også udeladelserne. Kommissionen omtaler kun meget perifert den økonomiske og sociale samhørighed, solidariteten mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Unions regionalpolitik. Og det skønt den drøfter spørgsmålet om udvidelsen. Er det, fordi reduktionen i forskellene i udviklingsniveauet og den deraf følgende fremme af virkelig konvergens er blevet opfyldt? Helt sikkert ikke. Bemærk samtidig, at Europa bør styrke sin rolle som solidarisk samhandelspartner for udviklingslandene og øge de relevante aktiviteter for at bekæmpe fattigdommen. Man understreger udadtil, hvad man undlader at gøre indadtil. Den måde, som Kommissionen undlader at behandle samhørigheden på, forekommer mig alvorlig. Den nedprioriterer et princip i traktaterne - den økonomiske og sociale samhørighed - som skal udvikle alle de europæiske institutioners politikker og foranstaltninger, den synes at overse, at der stadig er alvorlige efterslæb i flere europæiske regioner, den glemmer, at udvidelsen er betinget af succes for regionalpolitikken. Uden reel konvergens er det Den Europæiske Unions samhørighed, der er i fare. Husk Kommissionens 6. periodiske beretning om regionernes situation i Den Europæiske Union. Deri bekræftes det, at ved et gennemsnitsniveau for udviklingen, som gives værdien 100, så opnår de 10 regioner, som betegnes som "de stærkeste" et gennemsnit på 158, og de 10 "svageste" får omkring 50. Man kan drage konklusionerne. 50: Det er nøjagtigt niveauet for udviklingen i den region, hvor jeg bor - Acorerne - en af dem, der betegnes som randområder. Jeg venter på Kommissionens beretning om regionerne i Fællesskabets yderste periferi, som ifølge Rådets beslutning skulle udarbejdes inden december 1999. Jeg slutter med at gentage min overbevisning: Uden økonomisk og social samhørighed vil der ikke være nogen form for samhørighed, kun opløsning.
Fru formand, hr. formand, vi har behov for, den europæiske offentlighed har behov for en stærk Kommission, for, sådan som traktaterne har villet det, og som folkenes vilje også har villet det, er Kommissionen motoren i det europæiske projekt, den sisyfossten, som vi sammen skal rulle op på toppen efter hver udvidelse. Altså: en stærk Kommission, som dog støtter sig til et Parlament, og Parlamentet er således Deres allierede, men en lidet bekvem allieret, hvis budskaber man skal høre og forstå, og jeg vil gerne aflevere ét eller to i løbet af dette korte indlæg. For det første, hr. formand, tror jeg, at mens Deres forgængere i det væsentlige var optaget af at udvikle et indre marked og indføre en fælles mønt, så er det overvejende op til Dem at udvikle hele denne borgerdyd, som er kernen i det europæiske projekt. I virkeligheden skal De ikke lade Dem forlede til udelukkende at beskæftige Dem med udvidelsesspørgsmålet, hvor vigtigt det end måtte være. De skal gå endnu længere i retning af at forsone borgerne med Europa, ikke mindst de borgere, som er ofrene for de økonomiske, de sociale og i en nær fremtid utvivlsomt også de teknologiske brydninger. Fremme af videnskabelig udvikling og fremme af de nye teknologier samt alles adgang til disse teknologier er ikke noget, som markedet og konkurrencen automatisk sørger for, lige så lidt som markedet og konkurrencen sørger for, at der er adgang til socialt velfungerende, store kollektive serviceydelser som sundhed, uddannelse, transport, kommunikation, vand og hvad ved jeg. Deres handlingsprogram, Deres målsætninger er diskrete, ja nærmest tavse, omkring netop det nødvendige boom i de offentlige investeringer. De er også diskrete og på det nærmeste tavse, når det gælder konsolideringen og finansieringen af de store offentlige og almennyttige serviceydelser. Her ligger en absolut prioritet, hr. formand, dersom De ønsker at forsone Europa med borgerne og sørge for, at de vælger Europa frem for Jörg Haider.
Fru formand, Kommissionen har med rette gjort fødevaresikkerheden til en af sine topprioriteter. Den nylige dioxinforskrækkelse i Belgien og forud for denne BSE-krisen i Storbritannien såvel som den fortsatte strid omkring genetisk modificerede fødevarer har alle bidraget til at underminere forbrugernes tillid til sikkerheden i forbindelse med de fødevarer, de spiser. Hvis Kommissionen har held til at genskabe tilliden til levnedsmiddelproduktionskæden, vil det samtidig genskabe tilliden til EU-institutionerne selv og vise deres evne til at beskytte EU-borgernes rettigheder. Jeg hilser det derfor velkomment, at spørgsmålet om fødevaresikkerhed, folkesundhed og forbrugertillid indtager en fremtrædende plads i Kommissionens arbejdsprogram for år 2000. Men jeg var skuffet over arten af forslaget om etablering af en europæisk fødevaremyndighed i den nylige hvidbog. I dets nuværende form er det, der bliver foreslået, snarere noget i retning af et rådgivende agentur for Kommissionen end et uafhængigt organ med beslutnings- og lovgivningskompetence a la den amerikanske Food and Drug Administration, der allerede har skabt troværdighed inden for dette særlige område. Endvidere må den fremtidige lovgivning søge at finde en modus operandi for forholdet mellem den europæiske fødevaremyndighed og medlemsstaternes nationale myndigheder, f.eks. fødevaresikkerhedsmyndigheden i Irland. Dette organ gør f.eks. allerede et godt stykke arbejde ved siden af det nyligt etablerede tværnationale organ for fødevaresikkerhed i Irland. Det ville være en tragedie, hvis deres bestræbelser skulle blive undermineret af mangler i EU-lovgivningen. Det er min frygt, at sådanne mangler i EU-lovgivningen kan føre til kompetencestridigheder mellem nationale og EU-organer, der bør samarbejde frem for at modarbejde hinanden. Det er noget, vi må værne imod.
Fru formand, hr. Prodis præsentation her i dag har nødvendigvis været en noget løselig affære. Vi vil se på de nærmere detaljer år for år, f.eks. i det sociale handlingsprogram, der vil blive afsløret i år. Vi vil også se på dette ud fra perspektivet for social- og beskæftigelsespolitikken, og vi vil anvende en række afprøvninger. Vi vil se på, hvorvidt vi kan skabe en ligesidet trekant af politikker, der kombinerer den økonomiske politik, beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken. For øjeblikket sakker socialpolitikken pænt agterud efter den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken. Inden for beskæftigelsesstrategien vil vi se på, hvordan vi kan gøre den dybere og bredere efter revisionen af den under det portugisiske formandskab og inden for de rammer, der foreslås af det portugisiske formandskab. Inden for den sociale dimension vil vi se på, hvordan vi kan gøre det indre marked dybere med et socialt aspekt. Den voldsomme strøm af fusioner, overtagelser og overførsler, som vi oplever, når markedet bliver dybere, betyder, at vi må agere og ajourføre matricen af informations- og konsultationsdirektiver, som vi har vedtaget i tidens løb, men vi må også supplere dem med nye generelle rammer for information og konsultation og ajourføre direktivet om bedriftsråd. Vi har også brug for en kodeks for virksomhedsadfærd for at sikre, at virksomhederne rent faktisk samarbejder med deres arbejdstagere, når der indføres ændringer. Det er den succesrige måde at styre ændringer på, og jeg håber, at Kommissionen vil sikre, at det bliver indført. Endelig håber jeg ved det fremmedhadske højres fremkomst og genopstandelse, at vores institutioner vil stå sammen og gøre deres yderste for ved brug af artikel 13 til bekæmpelse af diskrimination og artikel 137 til bekæmpelse af social udstødelse at gøre artikel 6 til en realitet. Det er meget presserende, at vi skubber den dagsorden fremad nu. Aspirationerne er helt fine, hr. Prodi, vi ønsker at se disse aspirationer fulgt af handling.
Fru formand, jeg håber, det er et godt varsel, at jeg til slut kan fremhæve det, der for mig er vigtigst! Hr. Prodi, De er i Deres reformbestræbelser navnlig interesseret i at gennemføre en fremtidsorienteret beskæftigelsespolitik i hele Europa. Men netop for den erhvervssektor, jeg repræsenterer, nemlig fiskeriet, betyder det forandring. Det skal lykkes os at komme bort fra planøkonomiske støtteordninger og nå frem til en liberal politik, som øger individets eget ansvar. Vi bliver nødt til at sænke beskyttelsestolden for at sikre en effektiv udnyttelse af virksomhederne i den forarbejdende industri. Det drejer sig i sidste instans om konkurrenceevne i europæisk erhvervsliv på verdensmarkedet og om eksistensen af tusinder af arbejdspladser i den forarbejdende industri og i fiskeriet på åbent hav. Det er givet ikke nødvendigt først at henlede Deres opmærksomhed på betydningen af en erhvervsgren, som ikke kun er en nationaløkonomisk, men også en samfundsmæssig faktor, der ikke kun angår Tyskland, men på tværs af alle lande angår samtlige kystregioner i Europa. Derudover er denne erhvervsgren en af de få sektorer, der er fuld af integreret europæisk beslutnings- og handlingskompetence. Derfor forventer vi også her ret til medindflydelse. Det er der nu bred enighed om. Revisionen af fiskeripolitikken er på programmet om få måneder, det vil sige i begyndelsen af 2000. Derfor er det kedeligt, at denne erhvervsgren end ikke nævnes i det foreliggende dokument. Jeg håber, der er tale om en misforståelse! Jeg anmoder Dem, hr. Prodi, om at stå ved Deres udtalelser og gennemføre dem!
Fru formand, mange af talerne fra Den Socialdemokratiske Gruppe har allerede peget på nøgleområder, hvor der er huller i Kommissionens erklæring. Men vi har anerkendt, at dette er et nyskabende og meget velkomment initiativ fra Kommissionen. Et område, som jeg gerne vil komme nærmere ind på ud over dem, der allerede er blevet peget på, er den kulturelle mangfoldighed i Europa. Indførelsen af denne erklæring anerkender i livskvalitetsafsnittet, at det er vigtigt. Men der er intet i erklæringen, der angiver, at Kommissionen har til hensigt at gøre noget ved spørgsmålet om kulturel mangfoldighed. Hvis vi skal sikre, at vi besejrer frygtmagerne iblandt os - de, der søger magt ved udnyttelse af borgernes frygt - må vi se alvorligt på spørgsmålet om, hvordan vi kan leve sammen, og hvordan vi kan nedbryde de negative stereotyper, som vi har af hinanden - både inden for Den Europæiske Union og blandt dem, der søger at slutte sig til os, ja, og blandt dem i andre dele af Europa og verden, der ønsker at komme til Europa for at leve og arbejde. Vi vil komme til kort, hvis vi ikke gør noget ved disse spørgsmål, hvis vi ikke nedbryder disse negative stereotyper, hvis vi ikke tager det, der er bedst fra vores forskellige kulturer og sprog og beskytter og udvider det og forsikrer om, at vi mener det alvorligt, når vi taler om at have et mangfoldigt Europa. Og så vil de, der for nærværende er fremme på den europæiske arena som følge af frygten, være dagens sejrherrer. Jeg er alvorligt bekymret for, at vi, medmindre Kommissionen anerkender, at dette er et vigtigt aspekt for, hvordan vi vil skabe et samhørigt Europa, vil gøre fremskridt på den økonomiske front, på beskæftigelsesfronten og selv i spørgsmålet om en udenrigs- og sikkerhedspolitik, men vores borgere vil stadig være bange, for de vil frygte det ukendte, og de vil være bange for dem, de ikke forstår. Hvis vi ikke tager skridt til at gøre noget ved dette, vil vi komme til kort i sidste ende.
Kære kollega, De skal have tak. Før jeg igen giver ordet til formanden for Kommissionen, skal jeg meddele Dem, at jeg i henhold til artikel 37 har modtaget syv forslag til beslutning som afslutning på denne forhandling.
Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil gerne takke Dem for denne stærke, seriøse og konstruktive debat. Det var en rolig debat med stor enighed om de grundlæggende punkter, men hvor man også i høj grad slog Parlamentets rettigheder fast samt nødvendigheden af et samarbejde og samspil mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Det var en konstruktiv debat for vores Europa. Det blev sagt, at det fremlagte dokument er et politisk program, som indeholder nogle selvmodsigelser. De sagde dette, fru Hautala, og jeg tror næsten, at De har ret, for mit program er faktisk et politisk program. Det er dog ikke et abstrakt politisk program, men en tilkendegivelse af den politiske vilje, som vi har brug for i denne vanskelige fase af Europa. Det nytter ikke noget at sige, at Europa er i krise, hvis vi så ikke er i stand til at udarbejde et politisk program, drøfte det, kæmpe for det og nå videre i fællesskab ved at drage konklusionerne heraf. De selvmodsigelser, som fru Hautala med rette bemærkede, og som der er mellem målsætningerne og instrumenterne, er de samme selvmodsigelser, vi ser i Europas aktuelle situation, og som vi skal rette op på og overvinde. Dette er nemlig den vigtige politiske opgave, vi har i dag. Jeg har kastet lys over disse selvmodsigelser uden at skjule noget, og jeg er glad for, at de er trådt så tydeligt frem, og at de undertiden også blev slået så kraftigt fast og understreget så kraftigt. Det er derfor, vi ønsker at ændre de instrumenter, vi benytter os af i vores indsats, Parlamentets indsats, min indsats og alle EU-institutionernes indsats. Det er derfor, vi ønskede en stærk regeringskonference, og det er derfor, mødet i Helsinki udgjorde en vanskelig overgang. Man har skrevet, at vi har givet afkald på at skabe et stærkere Europa, men i Helsinki så man tværtimod, at det lykkedes os at holde et håb tændt, som herefter er blevet tændt igen. Tænk blot på den franske præsidents tale - som jeg minder om her, fordi den fandt sted her i Parlamentet - om spørgsmålene i forbindelse med det styrkede samarbejde, der igen satte gang i en dialog, som ellers lod til at være afsluttet. Jeg håber, at den ihærdighed, vi holdt fast i holdningerne fra Helsinki med, bliver belønnet på regeringskonferencen, som afsluttes med topmødet i Nice. Alle - ikke bare hr. Poettering og hr. Fiori, men mange andre talere - var inde på globaliseringsspørgsmålet og de vanskeligheder, det medfører for vores dagligdag og politik. Kommissionen er tilhænger af globaliseringen og anser den for at være positiv, da den forbedrer forholdene bare en lille smule for de milliarder af mennesker, der var udelukket fra verdensmarkedet, og fordi det er takket være denne globalisering, at Kina, Indien og - og som jeg sagde før - milliarder af mennesker er ved at vågne op. Jeg håber, at globaliseringen også fremover vil have denne gavnlige virkning, men - og dette bliver en af vores store udfordringer i fremtiden - den skaber nogle problemer i de fattige lande og i vores egne lande, og det er problemer, som vi skal løse. Den skaber ligeledes problemer i de svageste af vores lande. Det er en selvransagelse, som vi skal foretage dag for dag, når det gælder de faktiske forhold, for det er klart, at globaliseringen skiller vores samfund ad, gør fattigdommen og fortvivlelsen større samt skaber splittelse og opdeling i lønniveauet, også i kategorier, der tilsyneladende var ensartede, og dette skal vi rette vores opmærksomhed mod. Det er klart, at når vores unge kandidater konstaterer, at lønforskellene går fra et til fem alt afhængigt af den type arbejde, de finder, og når finanssektoren tilbyder lønninger, der er så og så mange gange højere end for dem, som f.eks. arbejder inden for forskningssektoren, rejser alt dette nogle spørgsmål om tilrettelæggelsen af vores fremtidige samfund. Det skal vi overveje nøje, og jeg må ærligt talt sige - hvormed jeg gerne vil svare hr. Trentin - at vi endnu ikke har forberedt et fuldstændigt svar på disse spørgsmål, eller det har jeg i det mindste ikke. Jeg begyndte at give et svar i Lissabon, idet jeg forsøgte at mindske en hel aldersklasses udelukkelse ved således at skaffe alle Europas unge nogle nye kommunikationsredskaber, samle alle de europæiske skoler i et bredt fællesskab og skabe nye muligheder for at undgå såvel geografisk som social udelukkelse i Europa. Det er stadig ikke nok til at kontrollere globaliseringen, eller i det mindste til at forstå globaliseringens konsekvenser, men det er et stærkt svar, og det er et svar, som vi skal give. Der er også et svar på verdensplan, som Kommissionen har fremhævet kraftigt i de sidste par uger med kommissær Lamys hjælp, nemlig at vi skal genskabe tilliden til den tredje verdens vækst, der blev bragt alvorligt i fare under mødet i Seattle, og forny WTO's rolle ved hjælp af en stor dagsorden, hvor man netop kan tage globaliseringens udfordring op. Kommissionen foreslog i Genève en kortsigtet pakke, der er usædvanligt modig, og som imødekommer mange af Deres krav. Kommissionen foreslog en unilateral afskaffelse af tolden for de 38-40 fattigste lande, og det på en fuldstændig, unilateral og generel måde. Den foreslog ligeledes en ændring af WTO's procedurer og en større gennemsigtighed, samt at man giver udviklingslandene et svar på spørgsmålene i forbindelse med denne foranstaltnings vækst. Hvis man når videre med disse foranstaltninger i de kommende dage, vil Kommissionen, som den allerede har bebudet, gå energisk videre med indledningen på sommerens handelsrunde, det vil sige med genoptagelsen af den. Vi forsøger nu at lukke det sår, der blev åbnet i Seattle. Dette er en vigtig opgave for Kommissionen og samtidig et forslag til en reform af WTO, hvor Kommissionen inddrages, og man endelig undersøger spørgsmålet til bunds, for det er aldrig blevet gjort i disse år. Dette er det første konkrete svar i et femårsprogram, der ikke er udarbejdet for at svare på de enkelte spørgsmål, men netop for at komme med disse overordnede retningslinjer og disse aspekter af vores kommende indsats. Det er aspekter, hvor Parlamentets kontrol er væsentlig, og hvor samarbejdet mellem Parlamentet og Kommissionen er væsentligt. Samspillet mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet er væsentligt, hr. Cox. Dette tvinger os selvfølgelig - hvilket vi har set, og hvilket fremgik af en stor del af mit indlæg - til at tage subsidiaritetsbegrebet op til fornyet overvejelse. Jeg vil gerne takke hr. Poettering, hr. Cox og de andre talere, som kom ind på dette begreb. Det er grundsøjlen i programmet. Subsidiariteten er alt for ofte blevet rost i abstrakte vendinger og ikke forstået konkret. Vi skal give subsidiariteten et konkret indhold og en politisk sjæl. Dette er nemlig formålet med hvidbogen, der skal øge Europas værdi og angive de konkrete aktioner, som skal iværksættes. Jeg ønsker ikke at sælge ud af Europa, hr. Dell'Alba, og jeg ønsker ikke at afvikle gennemførelsen af de fælles politikker. Jeg ønsker tværtimod at styrke, fremskynde og forbedre beslutningerne og gennemførelsen af de fælles politikker, men jeg ønsker samtidig at undgå, at vores mekanismer drukner i en lang række usammenhængende politikker, som i virkeligheden ikke har ret meget til fælles. Husk på, hvor mange gange vi har latterliggjort os selv, fordi vi beskæftiger os med ting, der er fuldstændigt latterlige, fornuftstridige og i modstrid med vores befolknings interesser. På dette område, og når det gælder denne forandring, må og skal Kommissionen indtage en sand førsteplads, hvor de unyttige opgaver er skåret væk, og hvor den bliver mere troværdig, fordi den koncentrerer sig om det væsentlige, og fordi den ikke beder om, men afviser unødvendige opgaver og beføjelser. Kommissionen skal fremme denne udvikling. Som hr. Cox sagde, skal vi have et Europa, der gør os i stand til at handle, og ikke et altomfattende Europa. Vi har meget ofte været både i stand til at handle og være altomfattende. Den anden ting, jeg gerne vil forsikre Dem for, er, at det ikke kun er tomme løfter. Vi er allerede begyndt at arbejde på det, ikke kun sammen med kommissær Kinnock i forbindelse med den interne kommissionsreform, men også med nogle foreløbige reformer af de enkelte politikkers opbygning. Lad mig komme med et eksempel. Hvis der er en politik, som ligger Kommissionen på sinde, er det konkurrencepolitikken. Derfor fremlagde vi et forslag til en reform - som et meget bredt flertal i Parlamentet støttede i januar - der gør det muligt for Kommissionen at koncentrere sig om at bekæmpe de alvorligste og største overtrædelser af konkurrencelovgivningen i Europa, og på dette område har vi indledt et større samarbejde med de nationale myndigheder. Vi har gjort det samme med hensyn til hvidbogen om fødevarer. Jeg har hørt den bebrejdelse - som jeg godt forstår - at den ikke har lige så meget magt som USA's Food and Drug Administration. Selvfølgelig har den ikke det! Jeg ønskede nemlig at gøre brug af de nationale myndigheder, som allerede er aktive på området. Hvis jeg havde benyttet et system ligesom det amerikanske, ville De i dag have protesteret og sagt, at vi har skabt endnu et centraliseret maskineri i Bruxelles! For sådan er Europa - det har denne fine balance mellem de nationale organer, der eksisterer i dag, og som bør udnyttes, indgå i et netværk med den europæiske myndighed og undertrykkes ikke af en europæisk myndighed. Det er en vanskelig udfordring, da man aldrig har forsøgt det før, ligesom udvidelsen er en vanskelig udfordring. Jeg er glad for denne store enighed om udvidelsen. I debatten her til morgen var der stort set ikke nogen, som var uenig, og det glæder mig, for udvidelsen er en beslutning, der betyder, at vi skal bringe nogle ofre, og som medfører nogle store forandringer for os selv. Når tiden er inde til at træffe den konkrete beslutning på dette sted, skal De og vi stå sammen for at vise, at udvidelsen sikrer fred og fremgang, og at den, som jeg sagde før, finder sted med sikkerhed for vores befolkninger og for de lande, der ønsker at blive optaget i Unionen. Jeg har ingen intentioner om at gå i gang med en udvidelse, der er ikke er seriøs og stærk, og udvidelsen må navnlig ikke - fru Muscardini var meget opmærksom på dette, og hun kom med en rigtig bemærkning - skabe to slags medlemmer, for udvidelsens vigtighed ligger netop i, at når først et land er blevet optaget, betragtes det på lige fod med alle de andre lande. Som jeg sagde, er vi en sammenslutning af minoriteter, en Union af minoriteter, og dette er det særlige ved Den Europæiske Union. Men udvidelsen kræver også strenghed. Man mindede mig om problemet med atomkraftværkerne og med Donau. Jeg har i de sidste par dage besøgt Litauen, Slovakiet og Rumænien, som er tre lande, hvor vi har måttet bede om en lukning af atomkraftværker. Det har vi gjort, selvom vi er klar over de alvorlige problemer for de stedlige økonomier, men vi har forklaret dem, at sådan er Europas regler, og at det er en sikkerhedsforanstaltning, der skal indføres, vil skulle indføres og bliver indført af alle. Det forstod man i disse lande, som vi har hjulpet til forandring. De har gjort en indsats for at lukke atomkraftværkerne, og for dem er det et meget stort offer at bringe. Men sådan er Europa. For hvorfor bringer man et sådant offer? For at nå den målsætning, der er i alles fælles interesse. Efter min mening er det også vigtigt, at vi når frem til en aftale med hensyn til Afrika. Jeg hørte mange engagerede indlæg om Afrika, som jeg også mindede om i min tale. Afrika er nemlig et smertensbarn for os, da alle negligerer det. Jeg husker den store rejse, den amerikanske præsident foretog for nogle år tilbage. Den vakte et håb, men herefter skete der ikke noget. Afrika er først og fremmest vores problem. Det er selvfølgelig med i det hierarki over udenrigspolitiske spørgsmål, vi opstillede før: udvidelsesspørgsmålet, Middelhavsområdet, Ukraine, Rusland og dette spørgsmål om Afrika, som vi er opmærksomme på. Det går fremad med forberedelsen af topmødet, men der er nogle enorme vanskeligheder, for der eksisterer nogle dramatiske splittelser i Afrika, og jeg forsøger i den forbindelse også at mindske disse splittelser. Jeg forsøger at lukke nogle sår, for hvis disse sår ikke lukkes, bliver det umuligt at føre en ordentlig politik til fordel for dette Afrika, som er så desperat. Arbejdsgruppen i Generaldirektoratet for Udvikling arbejder tæt sammen med Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser for også at gøre en indsats med hensyn til Afrika på nye områder. Vi er begyndt at samarbejde på kommunikations-, uddannelses- og forskningsområdet. Hvis ikke vi gør fremskridt på disse kulturelle områder, vil Afrika umuligt kunne gøre fremskridt. Jeg er dog klar over, at vi stadig er i begyndelsesfasen, og jeg beder derfor om stor åbenhed og stor støtte i den forbindelse. Man bebrejdede mig også, at jeg ikke kom ind på vigtige emner som f.eks. fiskeriet. Det er rigtigt, at jeg ikke kom ind på fiskeriet, ligesom jeg heller ikke kom ind på landbruget, skolerne eller hele den vigtige socialpolitik på ældreområdet. Jeg kom ikke ind på denne politik, fordi jeg er af den opfattelse, at femårsprogrammet skal udstikke de overordnede retningslinjer for den almindelige udvikling, men jeg er overbevist om dens enorme vigtighed for samhørigheden og solidariteten i Europa. Jeg forsikrer Dem for, at vi vil gøre en indsats på dette område, for det er klart, at det er en brik i det store puslespil, vi har beskrevet i grove træk i vores debat i dag. Kommissionen skal gøre en indsats netop i kraft af sine vigtige funktioner, hvor vi skal gøre vores uerstattelige, politiske og moralske rolle gældende, når det drejer sig om Europas ledelse, om at vise fordelene og omkostningerne ved vores politik, og om at udtrykke sig meget klart over for befolkningen, som forlanger klarhed og fuldstændig gennemsigtighed af os. I den henseende gør denne debat mig glad og fortrøstningsfuld. Den gør mig glad, fordi jeg har fornemmet, at der er bred enighed om de grundlæggende retningslinjer i vores program, og fordi jeg har indtrykket af, at man har forstået dens vigtige indhold. Som jeg sagde i starten, har det været en rolig debat, men det har ikke været nogen middelmådig debat, det har tværtimod været en debat af høj politisk klasse. Så selvom ordet "programerklæring" kan være negativt, har det dog også en stor værdi og et stærkt politisk indhold. Vi har talt til hinanden i et sprog, som hr. Barón Crespo kaldte et roligt og klart sprog. Det fremgik klart - men også kraftigt - at det, vi står over for, er de store politiske udfordringer, vi skal tage op i fællesskab. Dette gør det endnu mere nødvendigt med et nært samarbejde mellem Parlamentet og Kommissionen. Det gør mig fortrøstningsfuld. Det var ikke alle, der følte sig overbevist af talen, f.eks. ikke hr. Wurtz, som i sit indlæg sagde, at han var glad for den konstruktive ånd, og han tilføjede, at vi har fem år til at nå vores mål i. Vi er villige til at samarbejde. Det er, hvad jeg ønsker, og det er ikke, hr. Cox, fordi jeg på noget tidspunkt føler, at jeg er midt i hvedebrødsdagene. De sagde, at hvedebrødsdagene er ovre. Ud fra de måneder, vi har tilbragt sammen, husker jeg hvedebrødsdagene på en lidt anden måde, men det glæder mig, at De brugte dette udtryk. Denne debat gør mig dog endnu mere overbevist om, at de store udfordringer, der venter på os, er politiske udfordringer. De kræver stor energi, og denne energi vil være lige så kraftig, som samarbejdet mellem institutionerne bliver det. Jeg vil gerne slutte af med at tage tråden op fra en hentydning, hr. Barón Crespo kom med. Han hentydede til noget, som jeg holder meget af, da han nævnte Ambrogio Lorenzettis freskomaleri af den gode regering i Siena. Som De måske husker, er det et freskomaleri, hvor det hele fungerer. Der er folk, som arbejder, og der er handel og hierarkier, som tydeligt kan ses i Sienas samfund. Det var et sandt femårsprogram for Siena kommune. Det var deres dokument, hvormed de forsøgte at betragte samfundet, som det så ud dengang. Det kan vi kun beundre, for det kan i grunden være et udgangspunkt for os. Hr. Barón Crespo, vi må heller ikke glemme, at dette femårsprogram ikke kunne få nogen praktisk indflydelse på verden, for det forsvandt fra de politiske programerklæringer, da Sienas rolle i verden blev svækket. Vi bør efter min mening undgå denne fare.
Jeg kan meddele Dem, at en delegation fra Kuwait, ledet af Hans Excellence sheik Salem Al-Sabah, der er vicepremierminister og forsvarsminister, har taget plads i den officielle loge. På Parlamentets vegne vil jeg gerne byde delegationen velkommen.
Hr. formand, jeg vil gerne rejse et punkt til forretningsordenen med hensyn til de aktiviteter, der er organiseret her i dag af Foreningen for Medlemmernes Medarbejdere, som støtte for deres krav om en snarlig vedtagelse af en vedtægt for dem. Jeg har forstået, at foreningen den 26. januar skrev til Kvæstorkollegiet og bad om tilladelse til at opsætte et bord uden for mødesalen i dag for at slå på tromme for deres initiativ. Jeg har også forstået, at hr. Balfe samme dag gav tilladelse til medlemmernes medarbejdere til at gøre dette. Parlamentets tjenestegrene bad i går om et møde med medarbejderne for at træffe de fornødne fysiske foranstaltninger. Men mødet blev aflyst i sidste øjeblik. Parlamentet har endnu ikke angivet, hvorfor tilladelsen blev inddraget. Fru Banotti har tilsyneladende lovet at skrive et brev, der forklarer, hvorfor tilladelsen blev inddraget, men hidtil har ingen modtaget noget sådant brev. Kan De forklare, hvorfor den tilladelse, der blev givet til medlemmernes medarbejdere, blev inddraget i sidste øjeblik? Er De enig i, at medlemmernes medarbejdere har en retmæssig sag, som bør høres? Vil De gøre noget for at sikre, at sådanne aflysninger i sidste øjeblik ikke sker igen? Vil De gøre alt, hvad der står i Deres magt, for at sikre, at der snarest muligt bliver vedtaget en vedtægt for medlemmernes medarbejdere? Og endelig, vil De i mellemtiden sikre, at Parlamentets forretningsorden bliver overholdt på rette vis, og at medarbejderne får løn som fortjent for alt det arbejde, de udfører for os? For uden dem ville vi ikke være i stand til at arbejde ordentligt.
Hr. formand, jeg har også et punkt til forretningsordenen. Findes der nogen regler eller bestemmelser om demonstrationer inden for denne parlamentsbygning, uden for mødesalens døre, der kan sikre, at medlemmerne frit kan komme ind i denne sal for at gøre deres arbejde? Hvis der findes sådanne regler, hvem er så ansvarlig for at håndhæve dem, og hvad gør de for at varetage dette ansvar?
Hr. formand, jeg vil gerne endnu en gang gøre opmærksom på spørgsmålet om en statut for medarbejderne, som vi altid har anset for at være vigtigt, og jeg kan meddele Dem, at vi som gruppens italienske delegation har efterkommet gruppeformand Barón Crespos opfordring og deponeret de kontrakter, vi har indgået med vores medarbejdere, hos kvæstorerne. Der er efter min opfattelse tale om en konkret handling for at begynde at løse dette problem. Jeg vil derfor gerne opfordre Parlamentets formandskab til at overveje, om det ikke var hensigtsmæssigt, at formandskabet selv opfordrede alle parlamentsmedlemmerne til at gøre det samme.
Hr. formand, lad mig indlede med at sige, at jeg fuldt ud kan gå ind for en statut for medlemmernes medarbejdere. Da jeg ankom til Parlamentet i går, fik jeg udleveret et dokument vedrørende en demonstration planlagt af disse medarbejdere uden for Parlamentets døre. Som alle kollegerne vil vide - og mange har henvendt sig til mig i de sidste seks måneder - bliver alle tilkendegivelser og den slags først behandlet af Parlamentets Comart-udvalg. For at give et uomtvistet eksempel kan der af helt klare årsager ikke finde nogen kommercielle tilkendegivelser sted her i Parlamentet. Efter at jeg havde modtaget brevet i går, orienterede jeg straks medarbejderne om, at vi ville foreslå, at de formentlig ville få tilladelse til at afholde et møde eller en demonstration i nær fremtid og eventuelt i næste måned. Men alle tilkendegivelser bør gennemføres på en måde, der ikke forstyrrer Parlamentets i dets retmæssige arbejde. Jeg underskrev et brev i går eftermiddags ved Præsidiets møde, hvori medarbejderne blev informeret om dette. Men jeg har også fået fortalt, at de blev informeret mundtligt om denne beslutning af Udvalget af Gruppeformænd sidste torsdag, så de var fuldt ud klar over beslutningen. Der er ikke noget problem i, at de fortæller os, hvad de føler, og der er ikke noget problem i et eventuelt møde i forbindelse med Parlamentets næste mødeperiode. Men der forelå en eller anden form for misforståelse, for de modtog et brev fra en eller anden, som de følte gav dem tilladelse til at gøre det. Men alle tilkendegivelser bliver rent faktisk først behandlet af det såkaldte Comart-udvalg. Som De kan se, har vi mange tilkendegivelser rundt omkring i Parlamentet, hvad enten det drejer sig om forskellige lande eller andet. Dette er ikke noget forsøg på hverken at censurere eller gå imod det meget reelle og forsvarlige princip, at vi bør have en statut for medlemmernes medarbejdere.
Tak, fru Banotti. Jeg tror, at Deres indlæg gav et svar på de forskellige spørgsmål, der blev rejst.
Hr. formand, jeg vil gerne pege på et vigtigt principielt spørgsmål. Jeg mener personligt, at det er noget nær skandaløst, at vi hører medlemmer af dette Parlament angribe demonstrationen frem for at se på en løsning af problemet, som er rimelige vilkår, rimelig løn og rimelige arbejdstider.
Vi går nu over til afstemning.1
(Forslaget til beslutning forkastedes) Forslag til beslutning (B5-0119/2000) om "et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed" (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0026/2000) af McCarthy for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om meddelelse fra Kommissionen til medlemsstaterne om retningslinjer for et fællesskabsinitiativ vedrørende økonomisk og social revitalisering af kriseramte byer og bydele for at fremme en bæredygtig byudvikling (Urban) (KOM(1999) 477 - C5-0242/1999 - 1999/2177 (COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0028/2000) af Decourrière for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om udkast til Kommissionens meddelelse til medlemsstaterne om fastsættelse af retningslinjer for et fællesskabsinitiativ vedrørende transeuropæisk samarbejde til fremme af en harmonisk og afbalanceret udvikling af det europæiske område (Interreg) (KOM(1999) 479 - C5-0243/1999 - 1999/2178 (COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0024/2000) af Procacci for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om meddelelse fra Kommissionen til medlemsstaterne om retningslinjer for EU-initiativet vedrørende udvikling af landdistrikterne (LEADER+) (KOM(1999) 475 - C5-0259/1999 - 1999/2185 (COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER - Beslutning om "et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed" Berthu (UEN). (FR) Den beslutning, som Europa-Parlamentet netop har vedtaget, om indvandringspolitikken, imod Gruppen Union for Nationernes Europas stemmer, retfærdiggør i bakspejlet alle de betænkeligheder, vi gav udtryk for, da Amsterdam-traktaten blev ratificeret. I bund og grund lægger Europa-Parlamentet den totale slaphed for dagen, samtidig med at det hele tiden beder om mere magt på bekostning af de nationale parlamenter. Tilsammen udgør disse to holdninger en blanding, som kunne gå hen og blive katastrofal for Europas fremtid. Hvad indholdet angår, har jeg i dette beslutningsforslag talt ikke mindre end syv opfordringer, på forskellige steder, til at der skabes lige rettigheder for europæiske statsborgere og legale indvandrere. Det er en hel mani. Hvad angår bekæmpelsen af den illegale indvandring, interesserer Parlamentet sig stort set ikke for den. Der er absolut intet i beslutningen om grænsekontrol, og dér hvor den meget kort kommer ind på spørgsmålet om Eurodac eller på spørgsmålet om fornyet adgang, er det kun for at begræde Rådets alt for faste holdning til disse emner. Til gengæld mangler der ikke den traditionelle appel om en fond for flygtninge, finanseret over EU's budget, Endelig appellerer Europa-Parlamentet om en revision af indvandringspolitikken som følge af den demografiske situation. Vi ved, hvad det betyder. Parallelt hermed forlanger beslutningsforslaget nye medbestemmelsebeføjelser til Europa-Parlamentet i indvandringsspørgsmål. Vi kan forestille os, hvad det vil bruge dem til. Som man kunne forudse, har Kommissionen støttet Parlamentet i den udtalelse, den har afgivet til brug for regeringskonferencen. Vores gruppe tror, det ville være meget farligt at bevæge sig i den retning, og at man tværtimod i disse anliggender skal holde sig tæt til folkene og de nationale suveræniteter. Derfor må procedurerne fra den første søjle, det vil sige procedurerne for det indre marked, ikke overføres, som de er, til områder som sikkerhed, retlige forhold og udenrigspolitik. På disse områder må regeringskonferencen udtænke nye samarbejdsprocedurer, som er centreret om Rådets politiske rolle og en tværparlamentarisk kontrol, udført af de nationale parlamenter. </P >
Hr. formand, jeg tager ordet på vegne af den spanske delegation i Det Europæiske Folkepartis Gruppe, delegationen fra det spanske folkeparti, for at tale om fru Terrón i Cusís beslutning om området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Ved nogle afstemninger har vi faktisk ikke fulgt Det Europæiske Folkepartis Gruppes retningslinjer, og vi har stemt for beslutningen af Terrón i Cusí, som vi i det store hele mener er fremragende. Men vi har stemt imod punkt 2 og 6, fordi de efter vores mening ikke er juridisk korrekte. Vi har derimod stemt for betragtning J, som faktisk er på linje med det, som jeg selv som ordfører for udtalelsen har foreslået i Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder i forbindelse med regeringskonferencen. Vi har ligeledes stemt for punkt 13. En passende statut og retten til bevægelighed og etablering for borgere fra tredjelande er noget, som det spanske folkeparti har gået ind for i lang tid. Af samme årsag har vi stemt for punkt 14, for hvilket der med det mundtlige ændringsforslag blev rådet bod på visse meget berettigede bekymringer omkring et subsidiaritetsspørgsmål om, hvorvidt de politiske rettigheder, ikke blot ved kommunalvalg, men de politiske rettigheder generelt, er en del af medlemsstaternes suverænitet. Med det mundtlige ændringsforslag syntes vi, at vi kunne stemme for, og det har vi gjort.
. De danske socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet har valgt at stemme for forslaget til beslutning, men er samtidig opmærksomme på, at visse områder kolliderer med det forbehold, Danmark har på det retlige område - et forbehold, den danske delegation i PSE-gruppen naturligvis ønsker at respektere.
Denne betænkning, som jeg ikke har stemt for, handler mindre om menneskerettigheder end om "fællesskabsgørelse", i realiteten en konsolidering af Fort Europa. De "fremskridt" i 1999, som betænkningen omtaler, er kun fremskridt set ud fra Dublin-konventionens, Schengen-aftalernes og Tampere-handlingsplanens synsvinkel, som indskrænker indvandrernes rettigheder. For set med menneskerettighedsbriller er der tale om tilbageskridt. Europa fortsætter med at udvise hjemmehørende til lande, som Flygtningehøjkommissariatet anser for at være farlige, mens visse lande i Central- og Østeuropa, som er kandidater til optagelse i EU, modtager sigøjnerflygtninge, som Belgien massivt har udvist. Kosovoalbanere og serbiske desertører bliver nægtet flygtningestatus, mens Pinochet stille og roligt slipper for at blive retsforfulgt. Schengens Europa har tydeligvis nemmere ved at drive klapjagt på forfulgte fra de sydlige lande end på diktatorer i en situation, hvor FN anslår, at vi har et behov for 159 millioner indvandrere fra nu til år 2025, hvis vi vil opretholde den demografiske ligevægt. Lad Europa først bringe forholdene i orden for alle sine papirløse, give dem asylret og stemmeret til alle valg, så kan vi her i mødesalen tale om et område for frihed og retfærdighed. Betænkning af McCarthy (A5-0026/2000)
Hr. formand, jeg vil først og fremmest sige, at jeg som borgmester for Bilbao i 1990'erne havde mulighed for at præsentere et af de første pilotprojekter for byer, som blev støttet Kommissionen. Den erfaring, vi fik i Bilbao med det pilotprojekt, førte til fire konklusioner: Den første er, at det er nødvendigt, at Europa opretholder en bypolitik, og at man i stedet for at skære ned på ressourcerne fra 900 millioner euro i den foregående femårsperiode til 700 i den nuværende femårsperiode skulle forøge finansieringen af dette program, f.eks. og som vi i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har foreslået - ved at reinvestere den del af strukturfondene, som hver medlemsstat ikke har brugt inden for den angivne frist, i Urban-projekter. Når det for det andet skal besluttes, hvilke områder der skal støttes, skal indsatsen centreres om integrerede projekter. Spredte aktioner er ikke effektive. Det er nødvendigt at vælge og prioritere de svageste områder med størst behov i henhold til alle de fastsatte mål, det vil sige de sociale, økonomiske og miljømæssige dimensioner og dimensionen vedrørende demokratisk styring samt deres indbyrdes forbindelser. For det tredje skal der tages hensyn til de synergier, som andre fællesskabsprogrammer skaber, og til mulighederne for en bæredygtig udvikling inden for det område eller den region, som det drejer sig om. Endelig er det nødvendigt at have tillid til de institutioner, der er nærmest borgerne, og det er kommuner og lokale enheder, og at støtte dem. De har en bedre førstehåndsviden om de sociale behov, de er mere involverede i problemerne, og desuden ved de, hvordan projekterne skal planlægges og udføres effektivt, uden at de overbebyrdes med bureaukrati, og med de bedste resultater. Og til sidst er to af vores fire ændringsforslag i den afstemning, som vi har haft i dag, blevet vedtaget, og to er blevet forkastet. Det har tvunget os til at afholde os fra at stemme ved den afsluttende afstemning, for vi forstår ikke, hvorfor man ikke kan tage miljøaspektet i betragtning, når man skal bestemme, hvilke projekter der skal finansieres, og vi forstår ikke, hvorfor man ikke accepterer, at hver medlemsstat kan omdirigere den del af strukturfondene, som den ikke har brugt i henhold til fællesskabsprogrammerne, til Urban-projekter.
Hr. formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at vi i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har diskuteret Urban-initiativet meget indgående. Der er blevet fremsat mange idéer. Jeg vil også gøre opmærksom på, at der trods alt var tale om det mindste EU-initiativ, der fandtes, og at vi derfor foreslog at forøge bevillingsrammen gennem et ændringsforslag, som blev forkastet. Det beklager vi, for der var rent faktisk penge tilovers fra strukturfondene i nogle lande, og disse penge kunne virkelig have hjulpet nogle pilotprojekter, eftersom Urban-projekterne, som De ved, udtrykkeligt er pilotprojekter, som skal gøre det muligt at indføre en egentlig bypolitik. Jeg vil også gerne her gøre Kommissionen opmærksom på den sammenhæng, der er mellem de forskellige politikker, som er indført, og jeg så gerne, at Kommissionen bragte sammenhæng mellem Urban-projekterne og de fremtidige projekter under den budgetpost, der hedder "varig bypolitik". Til slut, hr. formand, vil jeg ligeledes minde om, at Den Europæiske Union i dag stadig ikke har nogen europæisk bypolitik, og det er mig meget om at gøre at præcisere, at dette punkt måske, i forbindelse med genoptagelsen af regeringskonferencen, kunne blive udvidet noget, så Den Europæiske Union omsider også kan få en egentlig bypolitik.
Hr. formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at jeg stemte ja til denne betænkning om bæredygtig byudvikling, kaldet Urban. Ligesom alle de andre fællesskabsinitiativer er dette meget positivt. Europa viser, at det er til stede, netop når der bliver gjort noget for alle de europæiske borgere og ikke blot for udviklingen i en enkelt stat, uanset hvilken stat det måtte være. Urban tager sigte på at finde nogle løsninger på byernes forfald, og det er noget, der interesserer de ældre meget, og som således også interesserer pensionistpartiet meget. Der er ingen situation, som er værre end de ældres situation i byerne. Jeg håber, at dette fællesskabsinitiativ bidrager med et eksempel på, hvordan man løser de ældres problemer i byerne.
. Venstres 5 medlemmer af Europa-Parlamentet har valgt at støtte Leader+, EQUAL-initiativet, INTERREG, men ikke URBAN. Ved en kommende revision af disse programmer bør EU's indsats koncentreres på grænseoverskridende opgaver, og bør tilpasses en udvidelse af EU.
. Vi har stemt for betænkningen om meddelelsen fra Kommissionen om retningslinjerne for et fællesskabsinitiativ vedrørende økonomisk og social revitalisering af kriseramte byer og bydele for at fremme en bæredygtig udvikling (Urban). Grundlæggende er vi imod denne type programmer og strukturfondene, men da afstemningen alene omhandler, hvorledes - og ikke hvorvidt - disse ressourcer skal anvendes, har vi alene forholdt os til indholdet og mener generelt, at forslaget om revitalisering af kriseramte byområder indeholder fornuftige betragtninger samt gode forslag og kriterier for projekterne.
Denne betænkning opregner en række almindeligheder vedrørende det, den kalder strategien for revitalisering af bycentre og bydele, som er ramt af krisen i den kapitalistiske økonomi og dennes konsekvenser, nemlig øget arbejdsløshed, udstødelse og kriminalitet. Betænkningen understreger, at hvis man vil sikre en varig bymæssig udvikling, skal der iværksættes en bypolitik, der ikke tilsidesætter hovedofrene for den økonomiske krise: de arbejdsløse, indvandrerne, flygtningene, kvinderne og de udstødte. Men der siges intet om årsagerne til og de ansvarlige for denne krise. I denne betænkning drejer det sig, i bedste fald, udelukkende om at korrigere visse af krisens aspekter og tilbageslag. Og det sågar med midler, som er reducerede indtil det skandaløse, eftersom de bevillinger, der er afsat til programmet Urban II for tidsrummet 2000-2006, ifølge betænkningen selv, er henved 30% mindre end bevillingerne i den foregående periode, som allerede var betænkeligt lave (900 millioner euro), og det uanset det drejer sig om et halvt hundrede projekter i hele Europa, hvilket er latterligt, når man betænker, at det praktisk talt er alle forstæder til de store byer på vores kontinent, ja, endog selve bycentrene, som er ramt. Dette er grunden til, at vi punktvis stemmer for visse annoncerede, konkrete forholdsregler i den hensigt at hjælpe nogle af de ugunstigst stillede sociale kategorier, mens vi hverken stemmer for eller imod betænkningen som helhed, ud fra den betragtning at den hovedsagelig indeholder fromme ønsker, finansieret til nedsat pris.
Fru ordfører, kære kolleger, jeg må sige, at jeg er yderst tilfreds med videreførelsen af fællesskabsinitiativet Urban, et initiativ, der som mål har at støtte den sociale og økonomiske omstilling af byer og bydele i krise, alt sammen med det sigte at fremme en varig byudvikling. Med 80% af den europæiske befolkning boende i bymæssige omgivelser er byerne placeret i centrum af den økonomiske, sociale og kulturelle udvikling i Europa. Samtidig er de sociale og økonomiske problemer, som det europæiske samfund står over for, mere udtalte i byerne. I virkeligheden står talrige europæiske byer med en intern, territorial brudflade: forekomsten, side om side, i byerne af kvarterer, hvor der foregår aktiviteter med en høj merværdiandel, og hvor der bor folk med høje indkomster, og kvarterer, kendetegnet af lave indkomster, høj arbejdsløshed, middelmådige og overbefolkede boliger og en stærk afhængighed af offentlig bistand. Koncentrationen af de sociale og økonomiske problemer i visse byområder kræver en målrettet indsats, som tager højde for problemernes kompleksitet. Derfor har Europa-Parlamentet med succes forlangt en videreførelse af fællesskabsinitiativet Urban, da strukturfondene blev reformeret. Urbans succes i programperioden 1994-1999 kan ikke anfægtes. Resultaterne er til at tage og føle på, når det gælder forbedring af livskvaliteten i målområderne. Dette fællesskabsinitiativ har virket befordrende på udviklingen af god praksis i de økonomiske, sociale og miljømæssige sektorer. Det har endvidere haft den fortjeneste at styrke de lokale myndigheders, den ikkestatslige sektors og de lokale foreningers rolle og at begunstige nye former for partnerskaber inden for byfornyelsesområdet. Det nye initiativ vil forfølge disse mål og styrke dem, samtidig med at det tager specielt hensyn til at fremme lige muligheder for mænd og kvinder og til at integrere kategorier, som er socialt marginaliserede og ugunstigt stillede. Vi kan derfor være tilfredse med, at det er blevet vedtaget. Det skal dog indrømmes, at der på det finansielle plan ikke er noget at råbe hurra for! Faktisk er de medfølgende bevillinger langt fra at være på højde med, hvad der er brug for. Beløbet var på 900 millioner euro for perioden 1994-1999, og det er på 700 millioner euro for tidsrummet 2000-2006, eller en nedskæring på 30%! Denne bevillingssænkning har medført en reduktion i antallet af programmer inden for rammerne af det nye Urban-initiativ. Det valgte loft forekommer at være for lavt. Det er blevet fastlagt for 50 projekter. Det bør derfor hæves for at tage hensyn til de regionale og lokale faktorer, samtidig med at det fastholder de finansielle bevillingsrammer for de enkelte medlemsstater. I betragtning af denne koncentration på et begrænset antal projekter spiller offentliggørelsen og udbredelsen af resultaterne af det nye fællesskabsinitiativ Urban muligvis en betydelig rolle med henblik på at opnå en multiplikatoreffekt.
Kommissionens forslag reducerer antallet af byområder, som kan blive tilgodeset af det nye Urban-program for perioden 2000-2006 fra mere end 100 til knap 50 og formindsker bevillingerne med 30%. Portugal bliver hårdt ramt af dette forslag til trods for, at det er det land i Den Europæiske Union, som har de største mangler inden for dette område. Der sker en reduktion til blot to finansierede projekter, mens der for Tyskland er planlagt 10, for Det Forenede Kongerige ni og for Italien otte. Men indtil nu har Portugal haft seks finansierede projekter, som kommunerne Porto, Gondomar, Lissabon, Odivelas, Oeiras og Amadora har nydt godt af. Det er således vigtigt, at Kommissionen genovervejer sin holdning, især hvad angår tildelingen af projekter til Portugal, så der bliver mulighed for at fortsætte det vigtige arbejde med økonomisk og social fornyelse i byområderne og i forstæderne for at sikre en bæredygtig udvikling af byerne.
McCarthy-betænkningen om fællesskabsinitiativet Urban giver os en anledning til at overveje det hensigtsmæssige i en EU-indsats på byområdet. Situationen i visse byområder er alarmerende, og den sociale nød ytrer sig i de pågældende områder som arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet. Især narkohandlen holder gang i usikkerheden og i småkriminaliteten. Stillet over for sådanne sociale udfordringer er det tvivlsomt, om strukturfondene vil være effektive. Subsidiariteten burde få os til at indrømme, at staten, i udøvelsen af sine guldrandede funktioner, og de lokale myndigheder er dem, der er bedst egnet til at gribe ind på en afbalanceret måde, staten ved at sørge for offentlig sikkerhed, og de lokale og regionale myndigheder ved at komme vanskeligt stillede personer til hjælp. Selvom man kan glædes over viljen til at skabe et system til udveksling af vellykkede indsatser, kan man ikke skære problemer, som er specifikke for hvert byområde, over én kam. Fællesskabsinitiativet Urban er en del af Den Europæiske Unions vilje til at gøre bypolitikken til et fællesskabsanliggende. Det ville være mere passende, hvis Unionen koncentrerede sine finansielle bestræbelser om de allerede eksisterende europæiske politikker. Naturligvis er der ingen, der benytter sig af lejligheden til at kaste sig ud i et nyt budgetmæssigt overbud, som ville være særdeles uvelkomment på et tidspunkt, hvor ØMU'ens konvergenskriterier tvinger staternes budgetter ud i en svær afmagringskur. Således foreslår fru McCarthy en stigning i de midler, der er afsat til Urban, og en promovering af dette fællesskabsinitiativ gennem en kostbar informationskampagne, hvis formål skal være at rose det føderale Europas velgerninger. Behøver jeg minde om, at en udgifts nyttevirkning ikke måles på, hvor store bevillinger der er afsat til projektet? Til gengæld ender modtagerne af for megen og for rigelig støtte med at betragte denne støtte som en velerhvervet rettighed. Målet kan ikke være at underholde borgerne, men at få dem til at tage ansvar. Endelig insisterer betænkningen meget på aktioner til fordel for minoriteterne, etniske som sociologiske. Vi kan kun tage afstand fra en minoritetspolitik, som nødvendigvis er farlig for den sociale sammenhængskraft. Dels tilskynder den dem til integration, hvor den hellere skulle begunstige deres assimilation til modtagerlandets kultur for at undgå fremvæksten af etniske ghettoer, som alle potentielt udgør krudttønder i byerne. Dels betjener den sig af princippet om positiv særbehandling, et politisk korrekt tankespind, som er præcist så skadeligt, som de amerikanske fortilfælde har vist os. Af alle disse grunde har den franske delegation af UEN-gruppen ikke kunnet stemme for fru McCarthys betænkning. Betænkning af Decourrière (A5-0028/2000)
Hr. formand, Interreg-programmet står vores hjerter ganske særlig nær. Jeg glæder mig sammen med et stort antal af mine kolleger over, at Europa-Parlamentet har været i stand til at bevare dette Interreg-initiativ. Da jeg selv bor i regionen Sarre-Lor-Lux i det sydlige Belgien, ved jeg, at det er dér, Europa bliver til, at vi oplever Europa i det daglige liv, og at borgeren virkelig giver det europæiske projekt liv. Disse projekter bør virkelig blive taget i betragtning og bør allerede på nuværende tidspunkt indoptage den varige udvikling. Hvorfor insisterer jeg mon på dette punkt? Simpelthen fordi de projekter, der fremsættes for tiden, stadigvæk alt for ofte, i og med måden, de præsenteres på, er ødelæggende for miljøet. F.eks. betyder det at sige ja til flere veje, at man siger ja til flere ulemper i Den Europæiske Union, og det er helt i strid med de politikker, vi foreslår, f.eks. når det drejer sig om kampen mod udslippene af drivhusgasser. Jeg anmoder ligeledes Kommissionen om, i forbindelse med de projekter, der fremlægges, at sørge for, at miljø-søjlen i Den Europæiske Unions politik kommer med i disse projekter, og at målsætningen om sænkning af f.eks. CO2 virkelig kan blive en ekstra værdi, der kan blive et forbillede for de foreslåede projekter. Jeg tænker her i særdeleshed på visse infrastrukturer, som er under udførelse. Vi ved, at visse medlemsstater stadig vakler mellem, f.eks., jernbane og vej, når det gælder om at danne forbindelse i sårbare områder som Pyrenæerne - jeg tænker på Aspe-dalen, men jeg tænker samtidig på min egen region, hvor min medlemsstat stadig vakler mellem at anlægge en jernbane eller foreslå endnu en motorvej, A32. Jeg anmoder altså også på dette område Kommissionen om at være særligt opmærksom på, at der bliver reel sammenhæng mellem de forskellige politikker, især mellem de Interreg-programmer, der er fremlagt.
Hr. formand, jeg stemte ja til Decourrières betænkning om fællesskabsinitiativet Interreg, ikke mindst på grund af det svar, kommissær Barnier gav til de parlamentsmedlemmer, som i deres indlæg bad om, at man i dette program lægger mere vægt på de grænseområder, hvis grænser markeres af havet, og det er ikke bare, fordi jeg er født i en kystby som Genova, men især fordi kystregionernes grænser også er grænser. Disse grænser fører os til Afrikas stater og Mellemøsten, og vi skal være mere opmærksomme på, at det er vigtigt også at udvikle kystregionerne i alle dele af Europa.
Som medlem af Europa-Parlamentet, valgt i en grænseregion, er det med stor interesse, jeg modtager dette tredje Interreg-initiativ. Man kan ikke tale nok om de vanskeligheder, grænseregionerne før i tiden stødte på, uanset om grænsen gik på land eller til havs: de var simpelthen adskilt, både økonomisk, socialt og kulturelt. Selve forekomsten af grænser gjorde, at disse regioner blev til perifere områder i de stater, de er en del af, hvilket alt for tit har fået de nationale myndigheder til at overse disse regioner i forbindelse med den nationale politik. Derfor indførte man fra 1990 fællesskabsinitiativet Interreg. Målet med dette program var at tilskynde til samarbejde på tværs af grænser, nationer og regioner, samt til en afbalanceret udvikling inden for hele EU-området, med det formål at styrke den økonomiske og sociale sammenhæng i Unionen. Interreg tilsigter hovedsagelig at finansiere fælles tiltag i forbindelse med at udvikle små og mellemstore virksomheder, og på områder som undervisning og uddannelse, kulturel udveksling, sundhedsproblemer, beskyttelse og forbedring af miljøet, energinet, transportnet og telekommunikation. Jeg ønsker at påpege, at det interregionale samarbejde bidrager til at knytte de lokale og regionale myndigheder til den europæiske integrationsproces. Man skal nemlig sætte skub i en mere aktiv deltagelse fra lokale og regionale myndigheders side i fællesskabsinitiativer, ud fra den betragtning at lokale og regionale myndigheder meget ofte har en meget begrænset samarbejdskapacitet som følge af de forskellige juridiske rammer og de uens udviklingstrin på de respektive sider af én og samme grænse. I forbindelse med samarbejdet hen over grænserne skal det tillægges større betydning at forbedre driftsbetingelserne for små og mellemstore virksomheder, som er dem, der skaber arbejdspladser. I samme forbindelse, og i betragtning af at 50% af arbejdsløsheden kan tilskrives den strukturelle arbejdsløshed, skal de midler, der stilles til rådighed gennem Interreg, være tilstrækkelige til, at de kan udfylde, hvad der mangler efter de nationale foranstaltninger til fremme af beskæftigelsen. Eller mere konkret: visse forhindringer, som alt for ofte optræder i forbindelse med beskatning (dobbeltbeskatning) eller social sikkerhed, forhindrer, bremser eller gør det særdeles problematisk at skabe mobilitet hen over grænserne. Jeg håber, at de projekter, der er indbygget i programmet, kan bidrage til at finde løsninger på disse problemer og til at give princippet om fri bevægelighed for arbejdstagere konkret indhold. Dette princip har nemlig, i min region, bly i vingerne! Interreg-initiativerne bør ligeledes bidrage til, at der skabes et europæisk rum for forskning. Endelig og især er forventningerne i regionerne til dette initiativ meget store, idet de lokaliteter, der er ikke kan komme i betragtning til mål 2, håber på at kunne finde kompensation via Interreg! Der er således meget på spil: integrationen af grænseregionerne vil være et væsentligt element i udarbejdelsen af en fremtidig politik for fysisk planlægning i Europa! Gid alle, i lighed med hr. Decourrière, som jeg hermed gratulerer, måtte blive klar over det!
Fællesskabsinitiativet Interreg indgår i en uheldsvanger europæisk regionalpolitik. Denne politik, som fremtræder som generøs, fordi dens formål officielt er at hjælpe regioner i vanskeligheder, er en rigtig dårlig forretning for de franske skatteydere. Frankrig, som bidrager med 17% til det europæiske budget, modtager kun 8% fra de regionale strukturfonde. Mellem 1994 og 1999 modtog vores regioner hvert år i gennemsnit 15,4 milliarder francs. Mellem 2000 og 2006 vil de kun modtage 14,7 milliarder. Min region, Nord-Pas-de-Calais, bliver ganske særligt ramt, idet franske Hainaut mister den hjælp, der udbetales til regioner under mål 1. Det er en uberettiget inddragelse af bistand i en region, hvis vigtigste aktiviteter er blevet ødelagt af det frihandelsorienterede Europa. Den europæiske regionalpolitik forstærker også centralismen i Bruxelles, med hvem de regionale myndigheder indbydes til direkte forhandlinger om anvendelsen af strukturfondene. Det er regionernes Europa - med regioner, som er mindre robuste end vores nationalstater, og som derfor lettere underordner sig Bruxelles. Interreg-initiativet, der blev indført i 1990 for at forberede - jeg citerer: "grænseregionerne på et Europa uden grænser, det vil sige uden nationer ..." hører fint hjemme i denne filosofi. Imidlertid fremkommer hr. Decourrière med nogle fornuftige overvejelser, idet han tager afstand fra sendrægtigheden hos teknokraterne i Bruxelles. Denne sendrægtighed får som konsekvens, at Interreg III kommer forsinket i gang, hvilket betyder finansielle tab for de berørte regioner. Vi er også på linje med ham, når han efterlyser større opmærksomhed over for små og mellemstore virksomheder, og selvfølgelig også når han afviser at betjene sig af en udefra kommende serviceyder. Det er sådanne fremgangsmåder, der lå til grund for den foregående Kommissions korruptionsaffærer. Disse paragraffer, som bærer præg af sund fornuft, og som vi har stemt for, ændrer imidlertid ikke noget ved den euroføderalistiske filosofi, der kendetegner fællesskabsinitiativerne, specielt Interreg. Derfor har Den Nationale Front stemt imod denne betænkning.
Europa-Parlamentet har afgivet en udtalelse om Kommissionens retningslinjer for fællesskabsinitiativet Interreg vedrørende transeuropæisk samarbejde. Jeg ønsker at forsvare et ændringsforslag, som min gruppe har stillet, om spørgsmålet om den maritime dimension af dette fællesskabsinitiativ. Der er ikke tale om at rippe op i betænkelighederne omkring fremtiden for Atlantbuen, men om det nødvendige i at integrere princippet om grænser til søs i del A om samarbejde over grænserne. I Kommissionens retningslinjer har kun ganske få havområder mulighed for at komme med i Interreg, del IIIA. Ændringsforslagene til hr. Decourrières betænkning går i retning af at "maritimere" Interreg. Denne udvikling er vigtig og skal fastholdes, eftersom det er Unionens fremtid, der er på spil. Jeg kender Kommissionens forbehold på dette område. Den gav udtryk for dem under kollokviet i november i forbindelse med præsentationen af Interreg III. Men jeg bliver nødt til at gøre opmærksom på, at hvis man forhindrer anerkendelsen af grænserne til søs, så svarer det til, at man benægter eksistensen af et område, som potentielt er rigt på projekter og innovation. Kun ét eksempel: det såkaldt "keltiske" område, som dækker territorierne Bretagne i Frankrig, Cornwall og Devon i Det Forenede Kongerige og Cork og Waterfold i Irland, er et område, der er fortroligt med en lokaløkonomi, baseret på afhængighed af fiskerierhvervet og vigtigheden af fødevareproduktion, og som har knyttet særlige bånd til hinanden på det kulturelle og relationelle område (venskabsbyer). Interreg, del IIIA, ville sætte disse regioner i stand til at gennemføre et antal struktureringsprojekter, der er nødvendige for udviklingen af små og mellemstore virksomheder, og for forskningen og den teknologiske udvikling i form at vidensoverførsel. Det ville således være ønskeligt, om Kommissionen kunne deltage i virkeliggørelsen af infrastrukturer som havne og lufthavne for forbindelserne mellem regionerne. En sådan politik ville have betydelige økonomiske konsekvenser for det bretonske fiskeri, al den stund man ville kunne lande sin fisk i de fremskudte irske baser for derefter at hjemtage den til Bretagnes fødevareindustri. Hvis havgrænserne blev optaget i del A, ville det betyde, at der omsider i den vestlige periferi kunne anerkendes et sammenhængende og betydeligt økonomisk område, som modstykke til "kontinentaliseringen" af Den Europæiske Union. Det ville være et udtryk for respekt over for disse udkantsområder, som er noget bekymrede over udvidelsen mod øst. Den maritime verden har et stort potentiale. Lad os ikke holde den uden for de fornyende forsøgsprogrammer i EU, som gør det muligt at bestemme det nye geografiske og økonomiske europakort.
. Det europæiske projekt startede som et samarbejde mellem stater. Dette samarbejde har sikret fred og stabilitet i vores del af Europa i over 50 år. Som resultat af den økonomiske og politiske succes i vores del af verdenen, som bl.a. EU er et bevis på, og med den stadig større udbredelse af vores vestlige værdier, er konkurrencen på verdensmarkedet vokset kraftigt inden for de sidste årtier. Den konkurrence skal EU være beredt på at møde. Det gør vi kun ved at intensivere samarbejdet inden for Fællesskabet. Her er der ikke tale om en større integration af landene i en form for føderation, men om at udnytte vores økonomiske potentiale på tværs af grænserne. Der er tale om at samarbejde på fælles projekter og om at forene styrkerne fra alle sider. Et program som Interreg er netop med til at støtte regionale udviklingsprojekter på tværs af grænserne. Projekter, der gør det muligt at bygge økonomiske vækstcentre på europæisk niveau, som vil kunne tage udfordringen op fra vores konkurrenter på verdensplan. Derfor hilser jeg fortsættelsen af programmet velkommen.
Hr. Decourrières betænkning er ikke uden kvalitet. Efter en både klar og udtømmende fremstilling af Interreg og dets rolle i forbindelse med hjælp til grænseområderne udtaler han sig til fordel for små og mellemstore virksomheder i punkt 16. Sammen med min kollega Dominique Souchet, der er meget interesseret i dette emne, har jeg fremsat fem ændringsforslag, der understreger de små og mellemstore virksomheders og håndværkeres rolle inden for rammerne af Interreg, nødvendigheden af samarbejdet mellem virksomhederne og den nødvendige forening af de økonomiske aktører og arbejdsmarkedets parter i forbindelse med udformningen og iværksættelsen af programmerne. Disse ændringsforslag blev vedtaget med flertal, hvilket jeg glæder mig over. Ikke desto mindre kan den franske delegation i vores gruppe ikke acceptere, at Interreg på grund af Kommissionen og føderalisterne fjernes fra sin opgave for i endnu højere grad at neddæmpe nationernes politiske rolle. Vi agter ikke at overlade opgaven med at fastsætte bestemmelser for fysisk planlægning i medlemsstaterne til Bruxelles, som det foreslås i punkt L i betænkningen. Vi beder blot Kommissionen om én ting. At den nøjes med at overvåge, at iværksættelsen af fællesskabspolitikkerne ikke truer balancen i den fysiske planlægning. Den fælles landbrugspolitiks og Den Økonomiske og Monetære Unions skadelige indvirkninger på balancen mellem regionerne og navnlig på de landområder, der er mest isolerede og mindst befolkede, viser, at denne ambition langt fra er opnået. Derfor vil vi ikke kunne godkende udviklingen i III C i fællesskabsinitiativet, der ved at opmuntre til tværregionalt samarbejde under Kommissionens ansvar er medvirkende til at øge forskellene mellem medlemsstaterne. Den tydelige beundring for III C er så meget desto mere ejendommelig, fordi ordføreren selv i sin begrundelse indrømmer, at "udkastet til retningslinjer ingen præcisering af eventuelle samarbejdsområder" (side 17) indeholder, og at "ansvarsområderne er udflydende og upræcise" (side 18). At kræve flere bevillinger under sådanne vilkår til III C, som det sker i punkt 20, er at medvirke til budgetmæssige overbud, der både er uansvarlige og ideologiske, og som Europa-Parlamentet er så vant til. Men lad os endelig gøre opmærksom på den klare vilje både i Kommissionens dokument og i hr. Decourrières betænkning til at anvende Interreg til at skabe fred på Balkan og til genopbygningen. Jeg mener ikke, at strukturfondene skal udbedre de skader, som amerikanerne har påført Serbien under bombeangrebene, der både var kriminelle og ineffektive. Det bør være Washington og ikke os, der påtager sig ansvaret for denne konflikt, der blev udløst for at tjene egne interesser. Derfor kan vores gruppe ikke støtte Decourrière-betænkningen og afstår fra at stemme ved den endelige afstemning. Betænkning af Procacci (A5-0025/2000)
Hr. formand, jeg stemte ja til Procaccis betænkning om udvikling af landdistrikterne, og det er ikke bare, fordi jeg bifalder hovedtrækkene i Leader-programmet, men også fordi det er en pendant til Urban-programmet, som vi talte om før. På samme måde som de ældre i byerne er meget ensomme, er de ældre i landområderne ved at blive den eneste befolkning, der er tilbage, fordi de unge søger ind til byerne. De tiltrækkes nemlig af lysene og pubberne, og landområderne står så tomme tilbage. Derfor er det efter min mening meget vigtigt, at alle støtter dette EU-projekt, og at det styrkes yderligere.
Hr. formand, det er mig magtpåliggende på dette sted at gøre opmærksom på et aspekt af Leader+-programmet, som forhåbentlig snart indledes, et aspekt, der blev så godt som overset under debatten i går. Men først vil jeg gerne benytte lejligheden til at give udtryk for min fulde støtte til de centrale punkter i det nye kommissionsprogram. Det gælder navnlig den integrerede og multisektorielle fremgangsmåde, som vinder stadig mere frem inden for landbruget og tillige fremhæves igen og igen af landbrugsministrene i medlemsstaterne. Men også den øgede vægt, der lægges på miljøbeskyttelsen i forbindelse med emnekredsen landdistrikter, er af meget stor betydning for alles fremtid. Det, at landmændene kaldes forvaltere af landdistrikterne, udtrykker vel klarest, i hvilken retning den fremtidige landbrugspolitik og naturligvis gennemførelsen af den i øget grad vil gå. Jeg anser det endvidere for særdeles positivt, at en af de væsentligste ændringer af Leader+-programmet består i, at alle landdistrikter og dermed 80% af det samlede EU-areal og 25% af befolkningen i de 15 medlemsstater nu kan nyde godt af programmet. Alligevel er det samlede beløb for perioden på seks år sat lavt med 2.020 millioner euro, for lavt. Derudover er der, og det ligger mig særlig på sinde, desværre stadig ikke fastlagt noget specifikt initiativ specielt for bjergområder. Inden for rammerne af Leader+-programmet henviser Parlamentet til de tyndt befolkede områder i Nordeuropa, men ikke i samme grad til de lige så hyppigt meget tyndt befolkede områder i bjergene, som derved bliver ugunstigt stillede. Tak, fordi De lyttede!
Fællesskabsinitiativet Leader+ er, selvom det er en fortsættelse af tidligere initiativer, på visse områder lidt ejendommeligt. F.eks. at der sker en reduktion af næsten halvdelen af de disponible bevillinger, til trods for at perioden er blevet forlænget. Ikke desto mindre medtages der nye målsætninger, nærmere bestemt finansieringen af Natura 2000-nettet, og alle landdistrikterne kan nu vælges. Selvom dette fællesskabsinitiativ er rettet mod udviklingen af landdistrikterne, behandler det ikke landbruget og landbrugsudviklingen på en sammenhængende måde, hvilket ikke er acceptabelt. Uden landbruget er der intet liv på landet, hvorfor enhver strategi til udvikling af landdistrikterne bør bygge på det potentiale, der ligger i selve landbruget, selvom der samtidig skal udvikles andre aktiviteter i forskellige retninger for at undgå, at landdistrikterne bliver affolket. Det var derfor, at vi fandt det af afgørende betydning at forbedre betænkningen med de forslag, som vi fremsatte med henblik på udtrykkeligt at medtage landbrugsaktiviteten og landmændene i strategien for udviklingen af landdistrikterne, anmode om flere bevillinger for ikke at bringe fortsættelsen af programmet for de tidligere omfattede landdistrikter i fare og kæmpe for, at det nye program fortsat begunstiger de dårligst stillede regioner.
Vores indstilling med hensyn til Leader har forbindelse med vores generelle vurdering af EU's samlede landbrugspolitik. Såvel Leader I som Leader II, der begge blev iværksat i 1990'erne, var konstituerende elementer af den nye fælles landbrugspolitik, som opstod efter revisionen i 1992, og sammen med andre delforanstaltninger udgjorde de den såkaldte anden søjle i udviklingspolitikken af EU's landdistrikter. Deres virkelige mål var at svække og tilsløre de katastrofale følger af den nye fælles landbrugspolitik og at desorientere de små og mellemstore landmænd. Ikke at udvikle landdistrikterne og at fastholde landbefolkningen på landet, sådan som de hyklerisk proklamerede i deres målsætninger. Dette bevises af det faktum, at i de områder, hvor disse initiativer blev iværksat, er landbefolkningens indkomst og beskæftigelse faldet i hurtigt tempo, hvilket har ført til en affolkning af dem. Et karakteristisk eksempel er Grækenland, der som mål 1-land fuldstændigt blev optaget i fællesskabsinitiativerne Leader, og som har set en årlig nedgang i landbefolkningens beskæftigelse i størrelsesordenen 2,3% og en nedgang i landbefolkningens indkomst i perioden 1994-1999 på ca. 15,2%. Vi mener, at Leader+ vil være mere ineffektiv i forhold til Leader I og 2 af følgende grunde: Leader+'s virkelige mål er de samme som Leader I's og 2's, nemlig at svække og tilsløre de negative følger af den fælles landbrugspolitik, som skal anvendes inden for rammerne af Agenda 2000 og WTO. Men den nye fælles landbrugspolitik er værre end den foregående, og den starter desuden fra et værre grundlag, eftersom revisionen af den fælles landbrugspolitik i 1992 og GATT-aftalen i 1995 har skabt betydelige problemer og fastlåste situationer for landbrugsøkonomien. Udvælgelseskriterierne og aktiviteterne, som der gives tilskud til inden for rammerne af Leader, svækker i bedste tilfælde visse af landdistrikternes delproblemer og problemer af mindre betydning, mens de i værste tilfælde degenererer til PR-udgifter og bevidsthedsfordærv. De er under ingen omstændigheder programmer til en samlet udvikling af udvalgte områder, og de skaber ikke faste arbejdspladser i landdistrikterne, for de fleste aktiviteter er ikke produktivt orienteret. De faktiske bevillinger, som stilles til rådighed for Leader+, er i forhold til Leader II mindre til trods for, at de er steget ca. 15% (fra 1.775 millioner euro til Leader II til 2.020 millioner euro til Leader+). Og det fordi stigningen på de 15% er nominel og ikke faktisk, eftersom den gennemsnitlige årlige inflation i Fællesskaberne i disse år er ca. 2%. Varigheden af Leader+ er et år længere end Leader II. I Leader+ kan man inkorporere alle EU's regioner, mens Leader II kun gjaldt regionerne i mål 1 og visse regioner i mål 5b og 6. Men vi vil gerne påpege, at selv i tilfælde af, at de faktiske bevillinger til Leader+ var forhøjet, så ville dette fællesskabsinitiativ alligevel være ineffektivt, eftersom den landbrugsfjendske karakter i den fælles landbrugspolitik, som skal anvendes inden for rammerne af Agenda 2000 og WTO, ikke kan opvejes eller svækkes med en sådan slags programmer, som vil føre til en tilsløring, en desorientering og et bevidsthedsfordærv på mange områder. Vi er ikke enige i ret mange af betænkningens vurderinger. Vi vil endnu en gang gerne påpege de negative ændringer i den fælles landbrugspolitik (1992 - Agenda 2000). Vi mener ikke, at Leader+ i væsentlig grad vil bidrage til at løse problemerne i landdistrikterne, som er karakteriseret ved en hensygnen af landbruget, som har været, og som bør være det basale socioøkonomiske erhverv i landdistrikterne. Vi fra vores side vil informere landmændene om disse programmers formål. Vi vil gøre alt for, at de bliver udnyttet på den bedst mulige måde, og at de ikke bliver ødslet bort, og - det vigtigste - vi vil forsøge at udvikle landmændenes kamp mod den katastrofale fælles landbrugspolitik, som udrydder dem og fører dem i økonomisk uføre og fører til affolkning af landdistrikterne. For hvis ikke denne fælles landbrugspolitik bliver omstyrtet, så er der ikke noget program, der kan sikre, at de små og mellemstore landmænd overlever, og at landdistrikterne igen blomstrer op socioøkonomisk.
Alle parlamentsmedlemmer fra Gruppen Union for Nationernes Europa har stemt for næsten hele hr. Procaccis betænkning om fællesskabsinitiativet Leader+. Vi har dog ændret udkastet til betænkning, som det blev vedtaget i Landbrugsudvalget, med det formål at præcisere visse punkter, så dette fællesskabsinitiativ gøres mere operationelt. Vi synes især, det er væsentligt at forenkle de forvaltningsmæssige og finansielle procedurer, som i forbindelse med Leader II viste sig at være for tunge og for langsomme. Vi synes heller ikke, man kan komme uden om at sikre en bedre hensyntagen til de lokale aktørers præferencer, når det gælder udvikling, samt at undlade at begrænse deltagelsen i Leader+ til kun at omfatte landbrugsregioner med svag befolkningstæthed. Ændringsforslag 10, som jeg har fremsat på vegne af min gruppe, benytter begrebet "økonomisk og social samhørighed" i stedet for begrebet "fysisk planlægning", for Den Europæiske Union har ingen anerkendt kompetence på dette område. Ændringsforslag 11 erstatter udtrykkene "statens eller den kommunale administration" med "alle offentlige administrationer". For hvis det passer, at de lokale aktionsgrupper på det besluttende niveau skal udgøre et afbalanceret hele, som er repræsentativt for partnerne fra territoriets forskellige socio-økonomiske miljøer, så bør samtlige offentlige administrationer (kommuner, amter, regioner, stater) være fuldgyldigt repræsenteret, uanset niveau. Ordførerens redigering har altså, efter vores mening, været for afgrænsende. Ændringsforslag 12 lever til gengæld op til forventningerne i Parlamentets Udvalg om Regionalpolitik. Det medtager den nødvendige koordination mellem Leader+ og fællesskabsprogrammer for samarbejde og partnerskab som Interreg, Phare, Sapard eller Meda. I selve Den Europæiske Unions medlemsstater, i ansøgerlandene eller i EFTA's medlemsstater kan der forekomme relationer mellem de forskellige fællesskabsinitiativer. Man skal huske på, at de virkelige prioriteter for det europæiske kontinent er at indføre et operationelt niveau, inden for en europæisk ramme, og ikke, som foreslået af ordføreren, inden for en global ramme. Den Europæiske Union kan have nytte af at opmuntre til oprettelse af organisationer som LAG, forudsat naturligvis at de forskellige partnere bærer udgifterne forholdmæssigt. Hvad indholdet angår, er vi naturligvis for dette fællesskabsinitiativ Leader+. Man skal huske, at udviklingen af landdistrikter på den konference om udvikling af landdistrikter, der blev afholdt i Cork fra den 7.-9. november 1996, blev udpeget som én af Den Europæiske Unions prioriteter, al den stund det er væsentligt at bevare integriteten i vores landbrug og i hele den samlede struktur på landet (infrastrukturer, offentlige og private serviceydelser ...). I den forbindelse har vi i udvalget beklaget de bevillinger, der blev afsat til udvikling af landdistrikterne, og støttet de ændringsforslag, som forlangte en forøgelse af budgettet til dette fællesskabsinitiativ, så det kunne komme i overensstemmelse med de foregående initiativer Leader I og Leader II. Sammenlignet med dette sidste initiativ, som havde en begrænset varighed på 6 år, er det budget, der er bevilget Leader+, for en varighed på 7 år, på 50% heraf. Dette er ikke tilstedeligt, i betragtning af hvor vigtig udviklingen af landdistrikter er, og i betragtning af de konsekvenser, det vil få for landbrugerne, at priser og landbrugsstøtte bliver sænket, som det er forudset i den reform af den fælles landbrugspolitik, som bliver følgen af Berlin-aftalerne. Endelig bør man, i forbindelse med de prioriterede parametre, som skal indføres på europæisk niveau for at åbne op for de lokale indtegninger, lægge en helt særlig vægt på kvaliteten og originaliteten i de projekter, som visse LAG allerede har indført i Leader II, men som ikke har kunnet blive til noget på grund af tidsproblemer og trægheden i de fastsatte forvaltningsregler. (Mødet udsat kl. 13.40 og genoptaget kl. 15.00)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0015/2000) af Graefe zu Baringdorf for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 70/524/EØF om tilsætningsstoffer til foderstoffer (KOM(1999) 388 - C5-0134/1999 - 1999/0168(CNS)).
Hr. formand, hr. kommissær Byrne, direktiv 70/524 fastsætter for øjeblikket, at teknisk højtudviklede tilsætningsstoffer skal behandles forskelligt, for så vidt angår nye godkendelser i stedet for de gamle. Her har Kommissionen nu foreslået, at der gennemføres en harmonisering af godkendelsesproceduren, så at de stoffer, der er blevet godkendt før 1988, ligestilles med dem, der nu godkendes. Det finder vi for så vidt i orden i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Dette dirketiv omfatter ganske vist også godkendelse af antibiotika, lægemidler, vækstfremmere og genetisk modificerede organismer. Her drejer det sig om sundhed og ikke om en simpel retstilpasning. Derfor er vi fra Landbrugsudvalget af den mening, at retsgrundlaget - artikel 37 - ikke kan tilstedes her, men at Kommissionen skal foreslå os et retsgrundlag baseret på artikel 152, det vil sige den fælles beslutningsprocedure. Vi har spurgt vores Retsudvalg, der med hensyn til denne retstilpasning gør opmærksom på, at i dette tilfælde ville artikel 37 være tilstrækkelig. Vi har imidlertid i Landbrugsudvalget ikke indskrænket os til at behandle denne retstilpasning, men har i betragtning af, at der i dette forslag også er tale om genetisk modificerede organismer, stillet endnu et ændringsforslag, og det kommer ind på spørgsmålet om indholdet og dermed på befolkningens sundhed. Hvad angår direktivet om sædekorn, forhandlede vi med Kommissionen i to år og fandt frem til et kompromis, som i dette direktiv fastsætter bestemmelser om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer. Vi gik dér ud fra den tekst, der ligger til grund for direktivet 70/524. Vi forstår ikke, hr. Byrne, hvorfor Kommissionen, når den foretager tilpasninger, ikke også foretager tilpasningen i den tekst, der vedrører de genetisk modificerede organismer. Vi har nu stillet et ændringsforslag, hvis ordlyd netop omhandler dette kompromis fra Kommissionen. For øvrigt gik denne ordlyd igen også i forstdirektivet om anvendelse af frø til skovbrug, og vi mener, det er absolut nødvendigt nu også at medtage denne tekst i dette direktiv. Kommissionen gjorde i udvalget opmærksom på, at den planlægger for fremtiden at forelægge et novel food-direktiv. Men det skulle ikke være nogen hindring for i det foreliggende tilfælde at foretage tilpasningen allerede nu, for at der ikke opstår usikkerhed med hensyn til retten i forbindelse med forskellige direktiver. Derfor går vi ud fra, at De accepterer vores ændringsforslag angående de genetisk modificerede organismer. Den omstændighed, at det er den gamle tekst, der stadig står i direktivet 70/524, hænger sammen med, at direktivet om sædekorn blev forelagt i Parlamentet i 1986, og vi forhandlede med Kommissionen frem til 1988, mens betænkningen om dette direktiv blev behandlet i 1994, og Parlamentet tillagde dengang åbenbart ikke de genetisk modificerede organismer samme betydning, som vi gjorde senere, da jeg var ordfører. Derfor mener vi, hr. kommissær Byrne, at de ændringsforslag, vi har stillet, bliver accepteret af Dem, også hvad angår retsgrundlaget. Er det ikke tilfældet, bliver vi nødt til at forbeholde os at henvise denne betænkning til fornyet udvalgsbehandling for så, således som vi gjorde i forbindelse med direktivet om sædekorn, at gå ind i forhandlingner med Dem om dette vanskelige punkt. Jeg gør i den forbindelse endnu en gang opmærksom på, at den tekst, vi nu har udarbejdet, som kompromis har retsgyldighed både for Deres og for vores juridiske tjeneste. Vi er således ikke nødt til at indlede en ny forhandling om teksten, vi skal kun optage denne tekst i dette direktiv. Jeg er spændt på, hr. kommissær Byrne, hvad De vil sige til vores forslag!
Hr. formand, hr. kommissær, er bestemmelser vedrørende tilsætningsstoffer til foderstoffer en sag om konkurrence eller om forbrugerpolitik? For Kommissionen og Retsudvalget er det et spørgsmål om konkurrence. Vi er helt bestemt nødt til at tage hensyn til foderstofindustriens konkurrenceevne ved at harmonisere bestemmelserne vedrørende stoffer, der er blevet godkendt før 1988, og stoffer, der er blevet godkendt efter 1988. Det skal forhindres, at priserne på foderstoffer stiger, og derfor skal hr. Doyles ændringsforslag 4 og 5 støttes. Men i første omgang er der, således som hr. Graefe zu Baringdorf formulerede det i sin betænkning, tale om et forbrugerpolitisk emne. Fødevaresikkerheden skal helt bestemt have førsteprioritet i alle drøftelser om dyrefoder. Når vi taler om fødekædens gennemskuelighed, gælder det fra møggreben til gaflen på bordet, og dermed begynder forbrugerbeskyttelse logisk ved dyrefoderet. De antibiotika, vækstfremmere og genetisk modificerede organismer, der blandes i dyrefoderet, indgår jo til sidst i menneskets fødekæde. Som en konsekvens af dioxinskandalen stod det os alle klart, at vi er nødt til en gang for alle at gøre os fri af dette morads. Bestemmelserne vedrørende tilsætningsstoffer til foderstoffer er et skridt i den rigtige retning. I henhold til artikel 152 i EF-traktaten er vi forpligtede til at imødegå forhold, der kan indebære risiko for menneskers sundhed. Årsagerne fremhæves entydigt. Som en konsekvens heraf skal vi lukke af for de oprindelige kilder til skadelige stoffer - skadelige tilsætningsstoffer i dyrefoder. I modsat fald behandler vi efter min mening symptomerne, men bekæmper ikke årsagerne. Befolkningen er meget kritisk indstillet over for anvendelsen af GMO. Vi er nødt til at tage hensyn til befolkningens øgede bekymring for GMO og fastsætte bestemmelser om anvendelsen deraf i foderstoffer i overensstemmelse hermed. Hvis for det første et tilsætningsstof består af genetisk modificerede organsimer, eller indeholder det sådanne organismer, må dette tilsætningsstof kun godkendes, hvis det ikke indebærer nogen risiko for menneskers sundhed eller for miljøet. For det andet er det fornuftigt, således som ordføreren også var inde på, at vedtage bestemmelser om genetisk modificerede tilsætningsstoffer til foderstoffer i analogi med bestemmelserne vedrørende sædekorn. Og for det tredje har vi af hensyn til en gennemskuelig forbrugerpolitik brug for en mærkning af genetisk modificerede foderstoffer. Denne entydige mærkning af foderstoffer muliggør således en dobbelt frihed til at træffe en afgørelse, både for den, der anvender dyrefoder, og for den senere forbruger. Det skal - efter min mening - være op til den beslutningsdygtige borger at træffe afgørelsen. Vi taler alle om skandaleplagede borgere, der har mistet tilliden til fødevaresikkerheden. Med konsekvente bestemmelser vedrørende tilsætningsstoffer til foderstoffer kan vi nu yde et væsentligt bidrag til at vinde denne tillid igen. Derfor er jeg meget spændt på Deres udtalelse om vores ændringsforslag. På grundlag af den vil vi naturligvis stemme således, at vi i givet fald henviser betænkningen til fornyet udvalgsbehandling.
Hr. formand, kære kolleger, det foreliggende forslag til ændring af direktivet om tilsætningsstoffer til foderstoffer fra 1970 er det første af en hel række forslag om emnet foderstoffer. Vi kommer således til at drøfte nogle stykker endnu i Europa-Parlamentet i de kommende måneder. At dette emne er af central betydning, ses af den store opmærksomhed, som den europæiske offentlighed viste skandalerne om dioxin, antibiotika, slam fra rensningsanlæg osv. Der er således her tale om et vigtigt element i beskyttelsen af befolkningens sundhed. Derfor mener vi, at artikel 152 skal anvendes som retsgrundlag og ikke artikel 37, således som Kommissionen har foreslået. Den ændring, Kommissionen har foreslået, nemlig samme behandling af de tilsætningsstoffer, der er blevet godkendt henholdsvis før og efter den 31.12.1987, er ikke noget stridspunkt og har vores fulde opbakning. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har imidlertid enstemmigt foretaget nogle vigtige ændringer i Kommissionens forslag. De bestemmelser, Kommissionen foreslår, indebærer en risiko for monopoldannelse i forbindelse med markedsføringen af visse tilsætningsstoffer. Retten til at søge om godkendelse gives kun til den, der fik den oprindelige godkendelse, mens de firmaer, der har fået en godkendelse på et senere tidspunkt, udelukkes. En sådan monopoldannelse, der f.eks. kunne medføre en stigning i priserne på foderstoffer, skal vi forhindre ved at give alle firmaer, der den 1. april 1998 markedsførte et bestemt stof, en foreløbig godkendelse. Den skal så være gældende, indtil reevalueringsproceduren er afsluttet. Den vigtigste ændring i forhold til Kommissionens forslag vedrører dog ordførerens henstilling om, at bestemmelser om genetisk modificerede organismer medtages i direktivet om tilsætningsstoffer. Han har her benyttet det kompromis, som Parlament og Kommission har forhandlet sig frem til, om godkendelse af GMO uden for direktivet om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer som udgangspunkt. Det danner allerede grundlaget for at godkende GMO. Det er således kun logisk, at vi i overensstemmelse med de regler, vi allerede har vedtaget på andre områder - jeg nævner blot frø til skovbrug - også i det foreliggende tilfælde fastsætter bestemmelser om genetisk modificerede tilsætningsstoffer til foderstoffer. Navnlig mærkningen af genetisk modificerede tilsætningsstoffer spiller en vigtig rolle her. Den gør det på den ene side muligt for landmanden bevidst at vælge, om han vil anvende et sådant foderstof eller ej, og gør det på den anden side muligt for forbrugeren at sige nej til fødevarer, der er fremstillet på basis af GMO. Til slut en hjertelig tak fra vores gruppe til ordføreren, som har udført et godt stykke arbejde. Jeg tror, vi alle er spændt på hr. Byrnes svar.
Hr. formand, ærede kolleger, denne betænkning handler mere om formerne, det vil sige, hvordan tilsætningsstofferne skal godkendes, og noget mindre om, hvilke stoffer der er tale om, og hvordan de fungerer. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at understrege, hvor vigtigt det er, at alle disse direktiver fremover behandles i henhold til proceduren i artikel 152, da både fødevaresikkerhed og miljøspørgsmål kræver en sammenhængende politik, et helhedssyn. Vi kan ikke gøre det, vi har gjort hidtil, det vil sige tage hver detalje for sig og ofte først, når skaden allerede er sket. Ordføreren har understreget betydningen af prøvning og mærkning af genetisk modificerede organismer i tilsætningsstoffer til foderstoffer. Jeg vil gerne tale om antibiotika endnu en gang. Ganske vist er fem af de ni antibiotika, som oprindeligt var tilladt i foder, i dag forbudt, men det er yderst vigtigt, at vi også forbyder de sidste fire, ikke bare for folkesundhedens, men også for dyrenes skyld. Vi er nået så langt, at vi har kendskab til antibiotikaresistensens uhørte trussel mod folkesundheden, frem for alt mod småbørn. I mange medlemsstater kan man allerede bevise, at misbruget i dyreholdet er helt overflødigt. Der er flere lande, som for længe siden er gået bort fra antibiotika i foder, og der er nogle lande, som er på vej til at gøre det med et godt resultat. Forsigtighedsprincippet, som vi taler meget om, har vi for længst forbigået, når det handler om antibiotika. Der findes imidlertid endnu et princip i miljøarbejdet, som er vigtigt, nemlig udbytteprincippet. Jeg vil kort sige noget om coccidiestatika. Det er et teknisk antibiotikum, som ikke er absolut nødvendigt. Der findes erstatningsmidler. Det er i orden at vaccinere kyllinger. Det koster dog lidt mere, men er ufarligt for miljøet. I dag køres coccidiestatika ud med gødningen på markerne. Dermed havner det i vandet, som jo faktisk er vores vigtigste levnedsmiddel.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, betænkningen om tilsætningsstoffer i dyrefoder drejer sig om et teknisk-økonomisk problem for at reetablere den konkurrencemæssige ligevægt mellem forskellige tilsætningsstoffer i dyrefoder og mellem producenterne af disse tilsætningsstoffer. Men i dag, efter den alvorlige krise med dioxin, som ramte Belgien og andre europæiske lande sidste sommer, kan man ikke nøjes med at falde tilbage på et simpelt konkurrencespørgsmål. Faktisk opdagede Kommissionens videnskabelige eksperter i sin tid, selvom det gik hen over hovedet på den brede offentlighed, i pulp af citrusfrugter importeret fra Brasilien industrielle rester af kalk med dioxinindhold. Det er også på tide at kaste lys over samtlige elementer i den kæde, der indgår i fremstillingen af foder til slagtedyr. Vi kan i forbifarten konstatere, og det er virkelig morsomt, at problemet er langt mindre alvorligt for foderet til vores hunde, katte og andre husdyr. Kan det være på grund af den barske og globaliserede konkurrence, som industriproducenterne inden for denne branche har kastet sig ud i, at den har forvandlet sig til en branche, hvor man genbruger alle affaldsprodukter fra fødevareidustrien? Et så alvorligt emne kan ikke begrænses til en teknisk drøftelse, selvom adgangen til at bruge antibiotika og andre vækstfremmere allerede begrænses i direktivet. De forsigtighedsforanstaltninger, som vi er ved at gøre os klar til at træffe, for så vidt angår dyrefoder, bør ligeledes finde anvendelse på foderet til gårddyr, de samme som vi senere finder på vores tallerken. Som betænkningen kraftigt understreger, er etikettering en absolut nødvendighed, for at hver landmand i sin bedrift kan vide besked om alle ingredienser, der indgår i sammensætningen af det foder, han har tiltænkt sine dyr. Han bør endvidere vide, om gensplejsede organismer har fundet vej til hans sæk med proteingranulat. Disse komponenter kan potentielt udgøre en risiko for den offentlige sundhed. Under alle omstændigheder tilsiger forsigtighedsprincippet os at kræve, at sporingen er klart angivet på alle niveauer af disse produkters markedsføring. Men forud for etiketteringen skal der opstilles klare regler. Man skal stille sig selv helt enkle spørgsmål som f.eks., hvad det egentlige formål er med at benytte kød- og benmel fra dyr. Hvis vi ser på alle de problemer, de har givet os, både fra et etisk og fra et sundhedsmæssigt synspunkt, så er det selve anvendelsen af dem, man i dag skal stille spørgsmål ved. Hertil skal det kapitel i hvidbogen om fødevaresikkerhed, som omhandler dyrefoder, tjene os som arbejdsgrundlag, når vi bevæger os langt ud over de simple kommercielle spørgsmål. Kommissionen har ved flere lejligheder brugt dette eksempel: "fra greben til gaflen". Vores kollega fra PPE understregede det for lidt siden. Det er en god formel, vi skal bare give den mening. Og for at give den mening, bliver man nødt til på én og samme tid at beskæftige sig med de problemer, der har med dyrene at gøre, og dem, der har med forbrugersundhed at gøre. Derfor er det vigtigt at acceptere ændringsforslag 2 til punkt 4, som gør det muligt at undgå risikoen for monopoldannelse, hvis de firmaer, der allerede har været de første, der fik tilladelse til at bringe et tilsætningsstof på markedet, var de eneste, der kunne udnytte det i løbet af nyvurderingstidsrummet. Men man skal især vedtage ændringsforslagene 4 og 5 til den nye artikel 2 b. Disse ændringsforslag vil gøre det muligt at mærke genetisk modificerede tilsætningsstoffer klart, så brugerne bliver i stand til at træffe deres beslutning med fuld viden om, hvad de gør.
Hr. formand, mine damer og herrer, forekomsten af teknisk højtudviklede tilsætningsstoffer i foderstofbranchen kræver detaljerede oplysninger til de involverede - og det er som bekendt ret så mange - om anvendelsen af dem for at få sat en stopper for fremgangsmåder, der er en overtrædelse af fællesskabsretten. Det kan det foreliggende direktiv om tilsætningsstoffer til foderstoffer ikke klare alene. Der vil komme andre direktiver, og jeg er af den opfattelse, at de er vel anbragt i Landbrugsudvalget. Inden der sælges kød, mælk, brød og andre produkter over disken, bliver foderstoffer og tilsætningsstoffer ved flere lejligheder struktureret, blandet sammen, skåret til, skåret itu og tillige transporteret. Foderstofproducenternes kamp om de største markedsandele er meget problematisk på samme måde som i levnedsmiddelproduktionen. De negative følger er velkendte, de positive ikke så kendte. Jeg er helt overbevist om, at i den økologiske kæde kan de europæiske forbrugeres sundhed bedst beskyttes, ved at næringsmidler og foderstoffer produceres i regionen til regionen. Men det kræver yderligere arbejde.
Hr. formand, må jeg indlede med at lykønske ordføreren, hr. Graefe zu Baringdorf, med hans betænkning. Den afspejler alle EU-borgeres synspunkter og bekymringer, hvad angår fødevaresikkerhed og -kvalitet. De hændelser, vi har set i de sidste par år, har bestemt skabt en bevidsthed og en bekymring omkring den reelle trussel for fødevaresikkerheden og folkesundheden. Den snarrådige handling fra Parlamentets side må af alle borgere ses som den største garanti for fremtiden, for De har sat en dagsorden for fødevarekvalitet, som medlemsstaterne skal rette sig efter. Men selv på dette meget vigtige forvaltningsområde afspejler Parlamentet sit engagement i relation til subsidiaritetsprincippet ved at tilskynde medlemsstaterne til at påtage sig og vedgå sig deres ansvar. I Agenda 2000 har vi efter min mening prioriteret politikker, der er af direkte interesse for borgerne: fødevaresikkerhed, vandkvalitet, miljøbeskyttelse og udvikling af landdistrikter. Hvis vi forfølger denne dagsorden med engagement og ihærdighed, vil de første år af det nye årtusinde udgøre en milepæl for gennemførelsen af politikker, der fokuserer på borgerne, og som i høj grad afspejler fællesskabsbehov. Jeg bifalder navnlig de foreslåede nye og strenge procedurer for at få tilladelse til at anvende tilsætningsstoffer i dyrefoder. De, der pågribes i ikke at anvende dem, bør behandles strengt. Jeg komplimenterer den nye kommissær med ansvar for fødevaresikkerhed, hr. Byrne. Han har en besværlig opgave, men han har reageret hurtigt og effektivt på Parlamentets krav såvel som på forbrugernes bekymringer. Jeg er særlig glad over, at mit eget land, Irland, går i forreste række med gennemførelse af nye levnedsmiddelbestemmelser baseret på princippet om sporbarhed. Dette vil gøre øen Irland til et højt kvalificeret center for fødevareproduktion i fremtiden.
Hr. formand, hr. kommissær, også jeg vil gerne lykønske ordføreren, som har udført et glimrende stykke arbejde, og jeg glæder mig i særdeleshed over den enstemmighed, der har hersket om denne sag i udvalget. Tanken er altså, at Kommissionen med en forordning udskifter de eksisterende tilladelser med tilladelser, der følger de personer, som er ansvarlige for at bringe tilsætningsstofferne i omløb, og at disse udskiftninger iværksættes samtidig for alle berørte tilsætningsstoffer. Der skal udarbejdes en sammenhængende juridisk ramme. Kommissionen foreslog allerede fra oktober 1999 at indføre et juridisk grundlag for udskiftningen af tilladelserne i direktiv 70/524/EØF. Dog skal vi passe på med ikke at skabe konkurrenceforvridninger, som hr. Kindermann og fru Auroi gjorde opmærksom på. Efter min mening skal man også klart identificere genetisk modificerede tilsætningsstoffer i dyrefoder for at give den endelige forbruger en garanti for, at han eller hun kan vælge en føde uden genetisk modificerede organismer eller baseret på genetisk modificerede organismer. Forbrugeren bør bevare sin frihed til at træffe sin afgørelse med fuld viden om, hvad han eller hun gør. Dette forslag har overhovedet ingen finansielle konsekvenser for Fællesskabets budget, hr. kommissær. Derfor bør der i fødevaresikkerheden være fuldstændig gennemsigtighed for producenter og forbrugere. Jeg er overbevist om, at Kommissionen vil kunne følge ordføreren, som, det skal vi ikke glemme, præsterede at opnå enstemmighed i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.
Hr. formand, siden tiden med BSE har vi i Parlamentet igen og igen sagt, at opfodring af dyr er et af de vigtigste og første elementer med henblik på en sikker produktion af levnedsmidler samt forbrugernes sundhed og forbrugerbeskyttelse. Vi er derfor glade for, at Kommissionen forelægger et forslag om tilsætningsstoffer til foderstoffer. Det udvalg, på hvis vegne jeg taler her, nemlig Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, vedtog i december - på grundlag af at formanden for Landbrugsudvalget som ordfører ville udarbejde en udmærket betænkning - at vi kunne undlade at afgive en udtalelse. Alligevel vil jeg gerne sige et par ord derom og tage stilling til nogle punkter. Som det første måske til spørgsmålet om retsgrundlaget. Selvom vi i Europa-Parlamentet har en ny forretningsorden - og det godt kan være, at der med den meget ambitiøse formand for Landbrugsudvalget stadig oftere kan dukke problemer op mellem Landbrugsudvalget og Miljøudvalget i spørgsmålet om lovgivningskompetence - er der for mig i sådanne konflikter én ting, der altid vil være klar, nemlig at sammenholdet i Europa-Parlamentet er afgørende, og en sags retsgrundlag er afgørende for mig. Derfor - det bliver jeg nødt til at sige til Dem, hr. Byrne - fordømmer jeg valget af retsgrundlag. Hvis der blot er tale om et traditionelt retsgrundlag, som er overtaget fra de tidligere direktiver, er det forkert at bibeholde det. Amsterdam-traktaten siger helt klart, at har det noget med folkesundheden at gøre, skal artikel 152 vælges som retsgrundlag, og til vores eget Retsudvalg må jeg her sige, at det simpelthen ikke er tilstrækkeligt at se på Kommissionens forslag og sige, at der ikke står noget deri om sundhed og forbrugerbeskyttelse, altså drejer det sig ikke om sundhed og forbrugerbeskyttelse. Derfor agter min gruppe - som hr. Kindermann allerede sagde - i morgen ved afstemningen at stemme for en ændring af retsgrundlaget, og jeg håber, at Parlamentets øvrige grupper gør ligeså. Hr. Byrne, jeg anmoder Dem om af hensyn til gennemskuelighed og godt samarbejde at acceptere ændringen af retsgrundlaget og gå ind for den. Hvis vi nemlig ikke gjorde det, men fulgte Retsudvalget, ville vi give fri adgang for manipulation. Så gør vi det nemlig muligt for Kommissionen at bestemme valget af retsgrundlag således, at sundhedspolitikken simpelthen ikke nævnes i teksten, og så har vi pludselig artikel 37. Lige et par ord i korthed om endnu to punkter. Genetisk modificerede mikroorganismer i dyrefoder. Det kan ikke passe, at man henviser til vertikal lovgivning og siger, vi får på et eller andet tidspunkt brug for en anden lovgivning. Den har vi bare ikke for øjeblikket! Og så længe vi ikke har den, bliver vi nødt til alle steder, hvor vi vedtager lovgivning, også at behandle genetisk modificerede mikroorganismer, anføre dem specielt og kræve en mærkning. Det har ordføreren gjort, og det er godt. Jeg siger endnu en gang, som det allerede er sket ved flere lejligheder, til Dem, at ja, jeg ser gerne, at Kommissionen fremsætter forslag til en positivliste. Vi vil så nok drøfte den kontroverst og behandle den i Europa-Parlamentet, men vi har i det mindste brug for et tiltag til en positivliste over tilsætningsstoffer til foderstoffer. Det er lige så vigtigt, at vi stiller strenge krav til hygiejnen i forbindelse med produktion af tilsætningsstoffer, og at der føres en ordentlig kontrol i medlemsstaterne. Der er mangler på begge områder, der venter os stadig en del arbejde.
Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans betænkning. Dette er et spørgsmål, som vi uden tvivl vil komme til at tage op til fornyet behandling ved en række lejligheder i fremtiden. Det, der er sket i de senere år, har gjort os opmærksomme på de kolossale problemer, som ikke blot fødevareproducenterne, men også forbrugerne står over for. Vi må nå frem til en balance mellem dem. Vi må løse dette problem, for det er vigtigt, at forbrugerne genvinder tilliden til de fødevarer, de spiser. Én måde at opnå dette på er ved at få en fuldstændig gennemsigtighed omkring fødevaremærkning. Genetisk modificerede organismer er den nye udfordring, vi vil komme til at stå over for. Dette er noget, folk er meget bekymrede over, og med rette. Jeg nærer de samme bekymringer. Men jeg mener ikke, at vi bør lade vores bekymringer omkring genetisk modificerede organismer overskygge vores bekymringer omkring de vækstfremmere, der anvendes i dyrefoder, eller den antibiotika, der anvendes i foderblandinger. Ja, og vi bør ikke lade GMO overskygge den kendsgerning, at kød- og benmel stadig blandes i dyrefoder i mange lande i Europa. Én faktor bag disse udviklinger, som har været nævnt i denne debat, er konkurrence - konkurrence mellem medlemsstater på omkostningerne i forbindelse med fødevareproduktion. Det, der her er tale om, er alt sammen områder, hvor vi må sikre ensartede spilleregler, for fødevarerne må og skal være af samme standard i alle medlemsstater. Vi har haft dioxinforskrækkelsen, BSE og mange andre problemer. Hovedproblemet er økonomisk, nemlig hvem der skal bære omkostningerne. Problemet er, at omkostningerne ikke deles ligeligt mellem forbrugeren og producenten. Producenten har været tvunget til at bære alle omkostningerne. Vi har brug for en ligelig fordeling af de ekstra omkostninger, der er i denne forbindelse. Vi må også sikre, at de fødevarer, der importeres til Den Europæiske Union, opfylder de standarder, der gælder i Den Europæiske Union. Hvis vi ikke opretholder disse standarder for importerede fødevarer, vil vi komme til at stå over for større problemer i fremtiden.
Jeg vil gerne takke Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og dets ordfører, hr. Graefe zu Baringdorf, for at have behandlet Kommissionens forslag. Som nogle allerede har sagt, er Kommissionens forslag ret så teknisk. Ikke desto mindre har det et relativt enkelt mål: at harmonisere procedurerne for tilladelse til at anvende tilsætningsstoffer i dyrefoder. I dag er der en forskel i behandlingen af tilladelser alt efter, om ansøgningerne er indgivet før eller efter den 1. januar 1988. Formålet med Kommissionens forslag er at harmonisere procedurerne for at sikre, at der ikke findes sådanne forskelle. Den foreslåede ændrings omfang er derfor meget begrænset. Parlamentet har fremsat fem ændringsforslag. Jeg beklager, at Kommissionen ikke er i stand til at acceptere disse ændringsforslag til trods for, at jeg er fuldt bevidst om Parlamentets, Landbrugsudvalgets og navnlig ordføreren, hr. Graefe zu Baringdorfs synspunkter og engagement omkring disse spørgsmål. Jeg vil komme ind på hvert enkelt ændringsforslag for sig. I det første ændringsforslag foreslås det, at man ændrer forslagets retsgrundlag ved at lade artikel 152 erstatte artikel 37. Jeg vil blot påpege, at Kommissionens forslag ikke kommer ind på sundheds- og forbrugerbeskyttelse. Det foreslåede ændringsforslag er teknisk og kan ikke tolkes til at have som sit primære mål at beskytte folkesundheden. Jeg bemærker, at Parlamentets Udvalg om Retlige Anliggender og Det Indre Marked også accepterer, at artikel 37 er det hensigtsmæssige retsgrundlag. Jeg minder Parlamentet om, at det primære mål i artikel 152 er sundhedsbeskyttelse. Jeg anbefaler Dem at læse de argumenter, der er angivet i skrivelsen fra Udvalget om Retlige Anliggender, og som efter min mening angiver situationen med præcision, klarhed og rosværdig kortfattethed. Ændringsforslag 2 og 3 går meget længere end Kommissionens forslag, eftersom de sigter på at indføre yderligere bestemmelser om genetisk modificerede tilsætningsstoffer. Jeg er den første til at acceptere, at GMO er et meget vigtigt spørgsmål. Jeg accepterer og anerkender også, at det er nødvendigt med en række initiativer til ajourføring af EU-lovgivningen inden for GMO-området. Men dette tekniske ændringsforslag er ikke det korrekte instrument til indførelse af sådanne initiativer. Kommissionen er af den opfattelse, at det på dette stadium er for tidligt at ændre de regler, der er fastsat i direktiv 70/524 om genetisk modificerede tilsætningsstoffer. Det er i stedet passende at afvente udviklingen i relation til den fælles holdning om ændring af direktiv 90/220, der for nærværende er under andenbehandling i Parlamentet. Kommissionen har planer om at gå meget længere end det, Parlamentet nu foreslår i sine ændringsforslag. Jeg kan ligeledes forsikre Parlamentet om, at de relevante bestemmelser i direktiv 90/220 er medtaget i forslaget til en omarbejdelse af direktiv 70/524, som Kommissionen har foreslået i hvidbogen om fødevaresikkerhed, og som den vil forelægge Parlamentet inden juli 2001. Jeg kan også forsikre Parlamentet om, at der vil blive taget fuldt hensyn til alle de bemærkninger, der er blevet fremsat her i dag. Ændringsforslag 4 og 5 er ligeledes uacceptable, fordi de i for høj grad begunstiger kopiprodukter ved at give dem tilladelse til at blive markedsført, allerede inden der er blevet indgivet en ansøgning om tilladelse. Kommissionen fastholder, at sådanne ansøgninger først skal vurderes med henblik på deres sikkerhed og effektivitet, inden den giver tilladelse. Jeg kan blot bede Dem om endnu en gang at erindre den tekniske karakter af Kommissionens forslag og afvente det selvstændige forslag til et nyt direktiv om tilsætningsstoffer til foderstoffer. Jeg vil gerne komme ind på nogle af de særlige spørgsmål, der er blevet rejst under debatten. For det første vil jeg gerne vedrørende de bemærkninger, der er blevet fremsat af hr. Graefe zu Baringdorf, forsikre ham om, at vi vil ændre proceduren for tilladelse af genetisk modificerede tilsætningsstoffer i direktiv 70/524 om tilsætningsstoffer og ikke i direktivet om nye foderstoffer. Dette er et direktiv, der mere specifikt beskæftiger sig med råmaterialer end med tilsætningsstoffer. Den tekst, som Parlamentet har brugt, er fra det direktiv, der blev vedtaget i 1998. Men den vertikale lovgivning i direktiv 90/220 om, hvordan man gennemfører en miljørisikovurdering af GMO, har ændret sig siden da og er under stadig forandring. Det er til andenbehandling i Parlamentet. Det er min overbevisning, at vi bør afvente det endelige resultat af direktiv 90/220 og navnlig artikel 11. Der blev også henvist til spørgsmålet om, hvorvidt dette forslag kunne give anledning til en risiko for skabelse af monopoler. Hr. Kindermann og fru Auroi nævnte dette. Der er blot nogle få punkter, jeg gerne vil komme ind på i forbindelse med dette spørgsmål. For det første har denne sag været undervejs siden 1993, så den er på ingen måde blevet brugt til at overrumple nogen andre vareproducenter. Ja, sådanne eventuelle ansøgere kan stadig indsende ansøgninger om deres respektive produkter. Jeg vil også gerne understrege, at Kommissionen aldrig har godkendt nogen ansøgning om tilladelse til at blande genetisk modificerede organismer i tilsætningsstoffer. Fru Roth-Behrendt nævnte spørgsmålet om det passende retsgrundlag - om det skulle være artikel 37 eller artikel 152. Her henviser jeg igen til det, jeg sagde tidligere i relation til dette, og forsikrer hende og Parlamentet om, at det ville være fuldstændig upassende for Kommissionen at søge at begrunde en foranstaltning i artikel 37 blot ved at udelukke enhver henvisning til folkesundheden fra denne bestemmelse. Det er et spørgsmål, der er blevet behandlet ved mindst to lejligheder af Domstolen, som har fastsat de retlige kriterier for situationer som denne, hvor der skal tages hensyn til det passende retsgrundlag, når lovgivningen bliver fremsat. Domstolens retspraksis synes at være ret så klar i denne henseende. Som en overordnet kommentar til de foreslåede ændringsforslag her og navnlig i relation til spørgsmålet om retsgrundlaget ville det efter min mening være upassende at ændre retsgrundlaget i artikel 152 under disse omstændigheder, da det med stor sandsynlighed ville komme i konflikt med de objektive kriterier, der er blevet fastsat af Domstolen. Nogle af Dem - og navnlig hr. Nicholson - nævnte spørgsmålet om mærkning. Direktiv 70/524 forudser spørgsmålet om mærkning i forbindelse med genetisk modificering af tilsætningsstoffer. Det er allerede medtaget nu med angivelse af de særlige karakteristika, der skyldes fremstillingsprodukter. Så dette spørgsmål vil der blive set på. Denne formel gjorde det muligt for os at forpligte ansøgere til at tilføje på mærkningen, at der var blevet anvendt genetiske modificeringsteknikker i det produkt, der var omfattet af ansøgningen.
Hr. formand, jeg vil gerne stille kommissæren endnu et spørgsmål. Først følgende oplysning, hr. kommissær Byrne: Europa-Parlamentet har ikke nogen initiativret med hensyn til lovgivning. Men når De foreslår en ændring af et direktiv eller en forordning, tiltager vi os den ret at se på hele forordningen og ikke kun på det, De har udsøgt Dem som en detalje. Alligevel har vi i vores ændringsforslag indskrænket os til en formel tilpasning til andre direktiver. Spørgsmål om indhold har vi endog ladet ude af betragtning. De er f.eks. ikke kommet ind på antibiotika. Derfor drejer det sig kun om en tilpasning af de retlige bestemmelser i de enkelte direktiver. Mit spørgsmål, hr. kommissær Byrne: På FN-konferencen i Madrid for nylig blev det gennemført, at der i international handel skal tilvejebringes en mærkning af genetisk modificerede organismer. Tror De virkelig, at Parlamentet - når vi nu har denne mulighed - kan tillade, at denne mærkning ikke gennemføres i Den Europæiske Union for tilsætningsstoffer til foderstoffer? Hr. kommissær Byrne, De indlader Dem på at prøve kræfter med Parlamentet. Vi forhandlede om loven om sædekorn i to år. Jeg glæder mig til vores fælles samtaler.
Jeg vil gerne understrege, at ingen genetisk modificerede organismer er blevet godkendt i henhold til dette direktiv. Det finder kun anvendelse på tilsætningsstoffer. Jeg vil også sige i relation til spørgsmålene omkring mærkning, at dette er et komplekst spørgsmål. Det bliver allerede nu og vil også i fremtiden blive behandlet som helhed, navnlig i direktiv 90/220. Dette spørgsmål bliver drøftet af Parlamentet for nærværende, og der vil være andre direktiver, der omhandler det, og som også vil falde ind under retsgrundlaget i artikel 152, hvilket giver Parlamentet fuld kompetence inden for den fælles beslutningstagnings områder. Jeg vil gerne forsikre hr. Graefe zu Baringdorf om, at det på ingen måde er min hensigt eller mit ønske at have nogen sammenstød eller styrkeprøver med Parlamentet om dette spørgsmål. Det er, som det altid har været, min hensigt at samarbejde med Parlamentet for at sikre, at de resultater, vi når frem til, er de allerbedste. Den bedste måde at behandle dette spørgsmål på er gennem det forslag til lovgivning, der nu er forelagt Parlamentet, såvel som den lovgivning, der er på vej, frem for i dette tekniske dokument og under omstændigheder, hvor der ikke kan tages fuldt hensyn til de spørgsmål, der er angivet, og som skal drøftes i direktiv 90/220. Det er bedst at afvente den debat, der, så vidt jeg har forstået, vil finde sted snart. Alle disse spørgsmål vil blive behandlet i den lovgivning.
Tak, hr. kommissær. Parlamentet har noteret sig Deres bemærkninger. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0023/2000) af Böge for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 91/68/EØF for så vidt angår scrapie (KOM(1998) 623 - C4-0026/1999 - 1998/0324(COD)).
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, det var og er noget af det mærkværdigste og til dato en uløst gåde i bearbejdningen af BSE-sagen, at vi endnu ikke har fællesskabsbestemmelser om bekæmpelse af scrapie hos får. For så vidt efterkommer Kommissionen med sine forslag om at ændre direktiv 91/68 og slette henvisningen til scrapie - og på den anden side i henseende til den betænkning af Roth-Behrendt om forebyggelse og bekæmpelse af TSE-infektioner i almindelighed, som skal drøftes her - absolut Parlamentets krav i forbindelse med BSE-undersøgelsesudvalgets opfølgende arbejde. Det hilser vi udtrykkelig velkomment. Men jeg vil gerne tilføje, at der ikke havde været brug for nye videnskabelige erkendelser, som har bevist, at inficering som forsøg med får, ved at de fodres med BSE-materiale, fører til kliniske manifestationer, som ikke adskiller sig fra det, der er kendetegnende for sygdommen scrapie. Disse nye erkendelser havde der ikke været brug for, fordi der fra starten eksisterede en teori, der kom til at stå stadig stærkere, om, at BSE meget vel kunne have noget at gøre med scrapie. Set ud fra den synsvinkel er vi sakket agterud. Jeg kan derfor fuldt og helt gå ind for dette kommissionsforslag om scrapie. Men jeg vil gerne tilføje, at det kun er fornuftigt, hvis vi i forbindelse med den fremtidige TSE-forordning meget nøje får forbrugerbeskyttelsen og forslagenes gennemførlighed i praksis til at gå i spænd sammen. Derfor gælder det også i den kommende debat om TSE-forslaget om - stadig også under hensyntagen til scrapie - at vi ret beset konsekvent tager hensyn til seks til syv punkter. Når vi taler om TSE-forordningen, hører det endvidere med, hr. kommissær, at det gøres klart, at vi i forbindelse med produkter, der er undtaget fra denne forordning, som f.eks. kosmetik, lægemidler eller benmel, meget hurtigt når frem til særskilte forslag på basis af det relevante retsgrundlag i henhold til artikel 152. Det insisterer vi på. For mig hører det også med, at de helt grundlæggende centrale bestemmelser i dette forslag til forordning ikke må stå i bilaget, men hører med i selve forslaget til forordning, fordi vi i vores egenskab af Parlament her agter at tage vores del af ansvaret og også vil gøre det. Dertil hører også, at i forbindelse med spørgsmålet om bekæmpelsen skal problemet udtagelse af hele besætninger i tilfælde af angreb af scrapie eller BSE fortsat være på dagsordenen, og det samme gælder spørgsmålet om afgrænsning af geografiske områder. Selvom jeg bifalder, at bekæmpelsen af scrapie medtages i TSE-forordningen, synes jeg endnu ikke, at Kommissionens forslag med henblik på bekæmpelse af scrapie er tilstrækkelig konsekvente. Derfor vil jeg også i forbindelse med betænkningen af Roth-Behrendt på vegne af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter stille ændringsforslag, der vil føre til en skærpelse. Derudover vil jeg nævne yderligere to punkter. Vi bifalder udtrykkelig princippet om regionalisering af medlemsstaternes statusklasser, hvad angår angreb af scrapie eller TSE. Også her imødekommer Kommissionen i stigende grad Parlamentets arbejde og krav. Når vi til slut drøfter spørgsmålet om den fremtidige anvendelse af test, skal vi naturligvis være klar over, at vi endnu ikke er så vidt, at disse test kan anvendes generelt. Men de test, man har til rådighed i dag, er jo absolut egnede til om ikke for hvert enkelt dyr at garantere forbrugersundhedspolitisk sikkerhed, så dog til, når det drøftes, om en region kan overføres fra en negativ status til en gunstigere position inden for bekæmpelse af epidemier, ved hjælp af sådanne test at vise en fornuftig vej også i den politiske og økonomiske debat gennem epidemiologisk kontrol af situationen i en region ved hjælp af stikprøver på slagterierne, en debat, hvor vi tager os af den forebyggende forbrugerbeskyttelse og ret beset ved at anvende sådanne test på et ordentligt grundlag også kan mægle bedre i tilfælde af strid, end det har været tilfældet tidligere. Jeg anmoder Dem om, hr. kommissær, at tage disse foreløbige overvejelser med via betænkningen om scrapie til den generelle betænkning om bekæmpelse af TSE og indstille Dem på, at vi vil kræve disse punkter af Dem.
Hr. formand, der er i tidens løb opstået følgende situation: Et emne har gennem flere år viderudviklet sig i de forskelligste facetter. Mange af os i Parlamentet har igennem flere år - med eller mod deres vilje - i vidt omfang ikke beskæftiget sig med andet end med konsekvenserne af BSE-skandalen helt ud i de sidste facetter. Det er stadig emnet i dag. Derfor kan det jo heller ikke undre, at hr. Böge og jeg taler om det, og at hr. Graefe zu Baringdorf netop har været inde på det også i sin betænkning. Det er jo de samme personer, der handler. Det er nok - selvom årsagen var slem - ikke Europa-Parlamentets værste erfaring. Min opgave som den, der har udarbejdet Miljøudvalgets udtalelse, er ganske enkel. Jeg kan erklære mig enig med ordføreren og sige, at Miljøudvalget har anmodet Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om og opfordret det til at stemme for Kommissionens forslag. Dermed har jeg sparet temmelig megen tid, som jeg af og til gerne vil have til andre formål, og som jeg nu lidt på forskud også vil anvende, således som hr. Böge netop har gjort. Min betænkning om TSE er endnu ikke blevet forelagt Parlamentet. Først kunne vi ikke rigtig beslutte os, selvom vi beklager det. Men jeg er kommet til det resultat, at det egentlig er en ganske god timing. Det er ret beset ganske godt, at vi på grundlag af denne debat kan give Kommissionen anledning til lidt hovedbrud, hr. Byrne. Efter at vi lige før i forbindelse med betænkning af Graefe zu Baringdorf måske ikke behandlede hinanden særlig positivt og nok heller ikke kommer hinanden særlig nær, kan det jo være, at det er noget anderledes på dette område. Jeg vil gerne allerede på forhånd sige, at den del af den komplekse betænkning, som hr. Böge har behandlet - for øvrigt en udmærket form for samarbejde mellem to udvalg at lade det ene udvalg være korresponderende og lade det andet afgive en udtalelse og omvendt, det kan måske være et eksempel for fremtiden - er relativ enkel. Vanskeligere bliver det, når vi ser på TSE-forslaget, hr. Byrne. Når vi så direkte stiller spørgsmål, kommer de spørgsmål, hr. Böge allerede har nævnt. Der kommer det spørgsmål - og det bliver jeg nødt til at stille både Dem og Kommissionens repræsentanter i udvalget - hvorledes det ser ud med medlemsstaternes og andre tredjelandes BSE-status. Hvorledes defineres BSE-status rent faktisk? Agter De i spørgsmålet om BSE-status i givet fald at vise vilje til at anvende en BSE-test? Og så mit evige spørgsmål til Dem, hr. Byrne, som De jo givet kender allerede, og som heller ikke overrasker Dem: Hvorledes forholder det sig med BSE-testen? Hvornår agter De at gøre den obligatorisk? Måske gør De det endog, inden Europa-Parlamentet forhandler om TSE-betænkningen. Ikke fordi jeg vil trække det i landrag, men det ville da være noget af en gestus, hvis De kunne sige: Og her ligger så lovgivningsforslaget om BSE-testen foran Dem! Jeg ved, jeg piner Dem med dette, hr. Byrne, men af og til er det nødvendigt. Jeg siger helt klart - og tillige som supplement til betænkningen af Graefe zu Baringdorf, som jo absolut er knyttet sammen med hele idéen - dyrefoder, kvægavl og bearbejdning af dyr skal foregå således, at det på den ene side er i overensstemmelse med dyrenes art, men på den anden side således, at det ikke skader mennesket eller udsætter det for nogen risiko. Det kan da ikke være rigtigt, at De tager kosmetik, lægemidler og andre produkter ud med den begrundelse, at der ikke kan opstå nogen skade, eller at det ikke er farligt. Det er helt givet for kort, for knapt og for lidt. De har i forbindelse med betænkningen af Böge det held, at han behandler det i forbigående. Men i forbindelse med min betænkning får De det problem, at De så bliver nødt til at komme med bedre begrundelser, og det vil De få flere problemer med. Til slut lige en kort bemærkning, hr. Byrne. Vi har en ny Kommission. Om vi for fremtiden vil være tilfreds med denne Kommissions og denne kommissionsformands arbejde, vil vise sig. Der er én ting, vi med sikkerhed ikke lader Dem slippe godt fra, og det vil De som jurist og tillige som politiker kunne forstå. Det må ikke blive sådan, at det, der reelt er det vigtige, ordnes i bilagene. Det hører hjemme i lovgivningsteksten. Hvis jeg var kommissær, ville jeg måske også gøre det på den måde, fordi jeg bare kan ændre et bilag i komitologiproceduren og ikke hele tiden være nødt til at samarbejde med Europa-Parlamentet, som har brug for så megen tid og dertil er vanskeligt. Men De bliver nødt til at forstå, at vi ikke kan lade Dem slippe godt fra det. Det vil sige, at når jeg kan få indflydelse, henter jeg det hele ud af bilagene til Dem og indføjer det i lovgivningsteksten. Så De kan lige så godt gøre det selv fra starten!
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil i dag minde om, hvorledes vores fødekæde er sammensat, og hvor vigtigt det er, at denne kæde stiller sikre og sunde næringsmidler til folks rådighed. Produktionen skal ske helt fri for tvivlsomme og farlige mellem- og slutprodukter. I de senere år er disse grundprincipper i kvægavl, i opfodring af dyr og ofte tillige i juridiske spørgsmål om epidemier blandt husdyr blevet ugleset som sjuskeri eller pengebegær. Europa-Parlamentet har allerede indtaget en klar holdning til BSE, og jeg mener, det burde være tilfældet i forbindelse med alle epidemier blandt husdyr. Vi må ikke forringe fødevaresikkerheden, for i sidste instans drejer det sig om vores sundhed. Kommissionens forslag omfatter ikke kun transport af og handel med får og geder, men også fællesskabsbestemmelser om bekæmpelse af scrapie. Det er så meget desto vigtigere, som der endnu ikke foreligger nogen udtalelser om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem BSE og scrapie. Der sælges dyr i hele Europa, og de transporteres tværs over kontinentet. Udbredelsen af epidemier på grund af, at et sygt dyr er blevet slæbt ind, kan få uoverskuelige konsekvenser for landmændene. Jeg gør endvidere opmærksom på, at det for ca. fire uger siden var første gang i historien, at der i Østrig forekom et tilfælde af scrapie. Scrapie er en ganske særlig lumsk sygdom, fordi sygdomsvækkeren kan forblive aktiv i støv gennem flere år og via foder indtages igen. Sygdommen forløber altid dødeligt. Da der heller ikke kan vaccineres mod den, kan en landmand kun beskytte sig, ved at han ikke køber dyr til sin besætning fra lande, hvor scrapie forekommer. Selvom scrapie ikke overføres til mennesker, er sammenhængen med BSE - som allerede nævnt - stadig uopklaret. Der må ikke opstå nogen risiko for forbrugeren, det er mig meget magtpåliggende som landmand. Jeg går ind for, at man træffer forebyggende foranstaltninger, som begynder ved, at dyr fodres i overensstemmelse med deres art, i stedet for at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af en epidemi, der er brudt ud. Jeg bifalder derfor Kommissionens initiativ til at skabe et nyt retsgrundlag for bekæmpelsen af scrapie.
) Hr. formand, ærede kommissær, betænkningen af Böge om foranstaltninger til bekæmpelse af TSE-infektioner tilhører den gruppe af anliggender, som er baseret på forslag fra Europa-Parlamentets midlertidige BSE-udvalg. Ordfører Böge har udført et værdifuldt stykke arbejde i dette udvalg, og det er befriende at se, at opfølgningen af BSE-udvalgets arbejde i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter som en selvfølge er pålagt ham. Han har erfaringen. Jeg ville gerne have anvendt dette indlæg i en forhandling, hvor anden del af kommissionsforslaget samtidig var under behandling. Jeg mener ikke, at det er hensigtsmæssigt, at vi delvis skal føre den samme debat, når betænkningen af Roth-Behrendt fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik kommer til behandling på plenarmødet. I det forrige indlæg konstaterede Schierhuber, at scrapie er en meget lumsk sygdom. Det er sandt. For mig som finsk medlem, der har arbejdet tæt på landbruget og med sager om dyresundhed og -transporter, er det vigtigst, at de EU-stater, hvor der slet ikke forekommer TSE-infektioner, også i fremtiden garanteres ret til at føre tilstrækkelige kontroller med transport af dyr. Jeg vil gerne påpege, hvor vigtig en sag infektionsfrihed er for os. At have mulighed for ekstra kontrol med dyr om nødvendigt i disse områder er ikke en kunstig protektionisme og heller ikke en begrænsning af den frie bevægelighed, når der faktisk foreligger en begrundet årsag. Kontrollerne skal betragtes som retfærdigt og omkostningseffektivt arbejde, hvorved dyrevelfærd fremmes, og det hindres, at der opstår nye omkostninger for EU. Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe støtter Kommissionens forslag, for så vidt angår betænkningen af Böge, men ved den kommende behandling af betænkningen af Roth-Behrendt bliver vi nødt til igen at komme tilbage til, hvordan de lande, hvor der ikke forekommer TSE-infektioner, er stillet.
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske ordføreren. Der hersker ingen tvivl om, at hr. Böge og ordføreren for Miljøudvalget nu er kolossale eksperter inden for dette område. Det er virkelig godt, at de fortsat tager sig af dette spørgsmål på Parlamentets vegne, for det er yderst vigtigt. Uanset de mange andre bekymringer, vi måtte have, har BSE givet os en forfærdelig arv, som der bør gøres noget ved, og som bør løses. Det er ret klart, at forekomsten af scrapie hos får har bidraget til det samlede problem. Jeg bifalder det retsgrundlag, der er ved at blive fundet, og den helhedsorienterede måde, som jeg håber, at de nye regler vil tage sig af denne situation på. Vi må sikre, at der ikke er noget, der kan komme ind i fødekæden eller i dyrefoderblandinger, der vil muliggøre, at det, der tidligere er sket, sker igen i fremtiden. Der er ingen, der ønsker at se det, der skete for landmændene i forbindelse med BSE, ske nogensinde igen. Vi må indføre de strengeste regler, og vi må se til at få dem til at virke. Det er yderst vigtigt både for producenten og forbrugeren, at vi genopretter tilliden, og den eneste måde, hvorpå vi kan gøre det, er ved at tackle problemet meget nøje og løse det. BSE er helt bestemt ikke forsvundet. Man ser stadig tilfælde i forskellige lande. Jeg ønsker ikke at pege fingre ad nogen bestemte lande, men mange lande står nu over for problemer, der er meget lig dem, vi har haft i Det Forenede Kongerige. BSE vil være der i nogen tid endnu. Vi må sikre, at hele systemet til sporing af og til at følge dyret fra fødsel til slagtebænk og hele vejen gennem fødekæden er en del af denne tillidsvækkende mekanisme. Hvis vi ikke er i stand til at nå dette, vil vi få kolossale problemer i fremtiden. Endelig har jeg, der selv har en landbrugsbaggrund, hele tiden været af den opfattelse, at vi aldrig havde fået BSE overhovedet, hvis vi havde givet dyrene ordentligt foder, og hvis foderstofferne havde bestået af ordentlige ingredienser. Det var aldrig landmandens ansvar, det var foderblandingsproducenterne, der forårsagede dette problem, og vi må sørge for, at det aldrig sker igen.
Hr. formand, jeg er glad for at have fået denne anledning til at drøfte et emne, hvor der hersker et godt samarbejde mellem Parlamentet og Kommissionen, nemlig bekæmpelsen af TSE. Jeg vil også gerne takke hr. Böge for hans arbejde med dette spørgsmål. Der er blevet gjort betydelige fremskridt med vores forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forebyggelse af og kontrol med TSE i henhold til artikel 152 i traktaten. Dette forslag tager sig af alle TSE-risici for alle dyr på alle stadier af produktionskæden. Jeg er her i dag for at lytte til Deres synspunkter om det første skridt af denne proces med at etablere et virkeligt omfattende fællesskabssystem til kontrol af disse sygdomme. Jeg har i det foreliggende forslag foreslået, at alle nugældende fællesskabsregler om scrapie hos får og geder fjernes, og at de overføres til et rammeforslag til en forordning. De detaljerede regler ville så følge i det rammeforslag. Jeg er blevet informeret om, at De bifalder dette initiativ, hvilket fremgår af Deres bidrag her i eftermiddag, om at formulere én samlet tekst. Jeg glæder mig til at drøfte eventuelle yderligere forbedringer, som De måtte ønske at foreslå medtaget i rammeforslaget til lovgivning, navnlig efter fru Roth-Behrendts henvisning til sin egen betænkning og udtalelse om dette spørgsmål. Jeg glæder mig til at modtage dette dokument, som der vil blive taget hensyn til i alle yderligere overvejelser i forbindelse med dette spørgsmål. Og endelig vil jeg sige dette i forbindelse med bemærkningen om at medtage lovgivningen i bilag og bemærkningen om, at vi må nå frem til en effektiv balance mellem, at Parlamentet får fuld indflydelse, og at det samtidig er muligt at nå frem til hurtige beslutninger, hurtig lovgivning og hurtige ændringsforslag til eksisterende lovgivning. I de måneder, jeg har været kommissær og har set, hvordan lovgivningen går igennem systemet, kan jeg se, at der er behov for et stort stykke arbejde med dette, således at vi kan nå det, vi søger at nå, det vil sige omsætning af politik til lovgivning.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0027/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger [9085/3/1999 - C5-0209/1999 - 1997/0067(COD)] (Ordfører: Lienemann).
Hr. formand, ærede kommissærer, kære kolleger, spørgsmålet om vand vil blive ét af det 21. århundredes store miljømæssige og verdensomspændende spørgsmål. Uanset om det drejer sig om klimaforandringerne, om planetens samlede ressourcer, om kvaliteten af vores floder og kvaliteten af vores grundvand, så ved vi, at disse store spørgsmål udgør risici for vores fælles fremtid. Enten bliver vi i stand til at genindføre en vandkvalitet, der svarer til planetens økosystem, eller også vil vi se en hel række forstyrrelser true udviklingen i visse regioner, true livsbetingelserne for beboerne i andre regioner, og, mere fundamentalt, endog true den globale balance. Som bevis herfor henviser jeg til en glimrende rapport, som vores kollega, Mario Soares, har udarbejdet for de internationale instanser om havenes og oceanernes tilstand. Når vi har talt om klimaændringer, har vi med god grund refereret til drivhuseffekten og atmosfærens tilstand. Men vi ved også, at ødelæggelsen af oceanerne i betydelig grad vil destabilisere hele områder af vores planet. Der er således god grund til, at Europa i en vis forstand bør være eksemplarisk i sin praksis, både fordi det bør fremme en bestemt udviklingsmodel, og fordi det selv står over for alvorlige problemer med forurening og forringelse af sit vand, hvad enten der er tale om grundvand, overfladevand eller have. Endvidere har Europa underskrevet internationale konventioner. Jeg tænker især på OSPAR-konventionen, hvor Europa har indgået forpligtelser. Det har sagt: "Om nogle år bør vi være ophørt med at udlede forurening, vi bør have stoppet stigningen i forureningen, og vi bør endog have tilnærmet os et niveau nær nul, når vi taler om giftige eller farlige substanser". Europa sætter altså sin underskrift på internationale aftaler, og bagefter kommer direktivet og den konkrete politik i marken, og så pludselig bekendtgør Europa, at det ikke vil kunne nå de fastsatte mål, eller også udsætter det dem til datoer, der gør, at selve troværdigheden i underskriften på disse konventioner kommer i fare. Derfor har Europa-Parlamentet lige siden førstebehandlingen, hvor det gik ind i drøftelsen af rammedirektivet om vand, gjort meget ud af at forlange sammenhæng mellem rammedirektivet og de internationale målsætninger, og vedrørende overholdelsen af OSPAR har det i særdeleshed forlangt en konvergens, som er effektiv, konkret, og som forpligter os til handling. Den Europæiske Unions vandpolitiske foranstaltninger begynder ikke på bar bund. Der er blevet vedtaget talrige direktiver, og det er i øvrigt Kommissionens klare hensigt at gøre dem mere læselige og indbyrdes mere kompatible, og med tydeligere målsætninger. Det er således et ønske om rationalitet, der har ført til virkeliggørelsen af dette rammedirektiv. Men Europa-Parlamentet insisterede ved førstebehandlingen på, at det nuværende direktiv ikke blot skulle være i overensstemmelse med de forpligtelser, vi har påtaget os - af typen OSPAR - men tillige skulle gøre det muligt for os at vende udviklingen. For uanset disse talrige direktiver, uanset de hyppige erklæringer om den indsats, der skal til for at beskytte vandet, så forholder det sig sådan, at når vi ser på miljøets tilstand i Europa, så må vi konstatere, at målene ikke er nået. I adskillige tilfælde er situationen forværret, og vi kan derfor ikke nøjes med blot at rationalisere teksterne. Vi må sætte os nogle mål, der står i forhold til de udfordringer, vi står over for, og vi har ikke ret meget tid, for hvis vi gør det, som Kommissionen oprindelig havde foreslået, med for lange frister, i en situation hvor Kommissionen selv og Rådet yderligere har udskudt fristerne, så får vi ikke bare et troværdighedsproblem udadtil, men vi ved udmærket, at indsatsen så ville blive udskudt til i morgen, og i morgen vil den blive udsat på ny, og på den måde ved man jo, at man ikke vil nå de mål, man har sat sig. Jeg insisterer på dette punkt, for vi må ikke, for gud ved hvilken gang, vente, indtil der hver dag i aviserne berettes om katastrofer, og så sige: "Åh! Europa har ikke gjort dit, åh! Europa skulle have gjort dat", hvorpå man så i huj og hast lader, som om man ville ordne de problemer, som man ikke ville tage livtag med, mens tid var. Eksemplet i dag med Donau, med den forurening, der finder sted i Rumænien, viser klart, at hvis vi ikke indfører en ny form for økonomisk udvikling, med klare krav, præcise foranstaltninger og kontroller af vores floders tilstand, så ved vi, at denne type uheld ikke blot vil ske igen, men vil forekomme stadig hyppigere med tiden. Vi ved også, at hvis vi ikke gør noget, vil udviklingen inden for vores landbrug blive ved med at være skæv og uden balance. Allerede på nuværende tidspunkt er de bretonske floder i mit eget land i en fremskreden tilstand af eutrofiering, og det skader turismen. Jeg vil gerne afslutte, hr. formand, med at sige, at her ved andenbehandlingen er det klart, hvad der står på spil. Vil vi, eller vil vi ikke, have standarder, der stemmer overens med OSPAR, det vil sige, for de farlige stoffers vedkommende, nærme os nul? Vil vi afkorte de tidsfrister, Rådet har foreslået i dette direktiv? Vil vi have en prispolitik, der giver samtlige offentlige og private parter mulighed for at fjerne forureningen og virke for en rensning af og en økonomiseren med vores vand? Vil vi for alvor leve op til ønskerne hos vores respektive folk? Flertallet af de ændringsforslag, som Miljøudvalget har vedtaget, lever op til denne målsætning, jeg håber, de opnår forsamlingens støtte.
Hr. formand, mine damer og herrer, fru Lienemann har jo netop på dramatisk vis redegjort for, hvor vigtigt vand og luft er for os, navnlig som livsgrundlag som sådant for os mennesker. Det drejer sig ud over vandkvaliteten også om mængden af vand, for heller ikke den er tilstrækkelig stor overalt i Europa, navnlig ikke dér, hvor der findes meget tørre områder. Jeg beklager, at den ansvarlige kommissær, fru Wallström, ikke kan være til stede netop nu, for det er jo et meget, meget vigtigt direktiv, som Kommissionen har arbejdet på i meget lang tid, og den lovgivning om beskyttelse af vandområder, vi i dag har til andenbehandling, vedrører alle borgere i Den Europæiske Union, og derudover alle mennesker i ansøgerlandene, som jo, når de tiltræder, skal leve op til EU's lovgivning. Vi har arbejdet med dette emne i 10 år, og det omfattende udgangspunkt blev muliggjort af en høring, som Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik tog initiativet til i 1994 og gennemførte. Siden da og frem til andenbehandlingen i dag er der blevet arbejdet hårdt af mange involverede i Europa-Parlamentet, i Kommissionen og i Rådet. De 243 ændringsforslag i Miljøudvalget fik vi presset ned til 77, men nu er der kommet 30 nye til. De ser, der er meget, der ligger folk på sinde, og det af den mest forskellige slags. Nogle vil skærpe, andre vil præcisere og en del er af national art. Også i min gruppe, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater har der naturligvis været forskellige standpunkter. Vores linje er at tilstræbe realistiske mål og løsninger, der kan gennemføres i praksis. Med henblik herpå betyder de ændringsforslag, som jeg og nogle kolleger har stillet på gruppens vegne, absolut en forbedring af de krav, der er anført i den fælles holdning. Nogle ændringsforslag, som vi støtter, skal styrke Europa-Parlamentets forhandlingsposition i den følgende mægling med Rådet. Vi siger klart nej til alle urealistiske krav, som gør Europa-Parlamentet utroværdigt. Iblandt dem er set ud fra mit synspunkt nulkravet, det vil sige kravet om nuludledning inden 2020. Det ville betyde enden for alle landbrugsmæssige og for mange industrielle aktiviteter. Her vil jeg gerne endnu en gang understrege helt specielt, at med de eksisterende nationale og europæiske love om beskyttelse af vandløbene, så ufuldkomne de end har været, og så lidt der end er blevet taget hensyn til dem i medlemslandene, har vi trods alt allerede gjort betydelige fremskridt. Jeg behøver blot at gøre opmærksom på, at vi i dag igen har laks i Rhinen, hvilket ville have været utænkeligt endnu for 20 år siden, og at der i dette forår endog igen skal udsættes laks i Elben, som har været særlig hårdt belastet. Det betyder ikke, at vi ikke fortsat bliver nødt til at bestræbe os meget på at forbedre beskyttelsen af vandløbene yderligere og bevare den gode vand- og grundvandskvalitet, der endnu eksisterer, hvilket naturligvis uden tvivl vil være forbundet med betydelige udgifter. Netop i de sidste dage har landbruget givet udtryk for mange bekymringer. Også landbrug kan kun drives, hvis der er tilstrækkelige mængder rent vand til rådighed. Med den linje, vores gruppe følger med henblik på forhandlingerne med Rådet, vil der også blive opnået en god løsning for landbruget. Jeg fordømmer, at parlamentsmedlemmer og offentlighed i forbindelse med denne vanskelige og til dels meget tekniske emnekreds er blevet vildledt med forkerte argumenter fra begge sider. Jeg retter derfor en særlig tak til de af mine kolleger i gruppen, som har bidraget til kompriser. En ganske særlig tak retter jeg til vores ordfører, fru Lienemann, for det umådelig store arbejde og for hendes kooperative holdning, selvom der fortsat er forskellige opfattelser på enkelte punkter. Jeg takker endvidere Kommissionens repræsentanter, som til enhver tid har stået til vores disposition med råd og sagkyndig bistand. Hvis Rådets repræsentanter indtager en lige så konstruktiv holdning, tvivler jeg ikke på, at vi alle i fællesskab under mæglingen vil nå frem til en endnu bedre løsning, hvad angår beskyttelsen af vandløbene i Europa.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske fru Lienemann med det fremragende arbejde, som hun har forelagt, og med den indsats, som hun har gjort for at tilnærme de holdninger, der adskiller os, på vandområdet. Rammedirektivet for vandpolitiske foranstaltninger er et nødvendigt initiativ. Alligevel, og med udgangspunkt i at solidaritet er en naturlig del af det europæiske projekt, er det nødvendigt, at dette direktiv tager hensyn til, at vandressourcerne skal forstås som et element i den sociale samhørighed. Vand - det er ingen i tvivl om - er et gode af almen interesse. Men for Spanien og andre lande i syd, som er klimatisk ustabile, kræver styringen af vandressourcerne politiske foranstaltninger, der har til formål at rationere brugen, og andre solidaritetsforanstaltninger. Derfor mener vi, at der i dette rammedirektiv skal gøres en indsats for en udnyttelse af vandet, der gør det muligt at overvinde de territoriale uligheder, og til det formål anmoder jeg om Deres støtte til ændringsforslag 95, som vores gruppe har forelagt. Vi ønsker at sikre, at en bæredygtig, effektiv, retfærdig og solidarisk brug af vand fremmes i direktivets artikel 1. Jeg vil nu kort gennemgå de vigtigste spørgsmål, til hvilke den spanske socialdemokratiske delegation har en afvigende holdning i forhold til visse standpunkter, som forsvares her. Det er i spørgsmålet om overførsler af vand. Vi mener, at det er bedre, at det fremtidige rammedirektiv ikke gjorde muligheden for at gennemføre dem afhængig af Fællesskabets tilsyn. Vi mener, at det på grund af de hydrografiske forhold i Spanien, hvor der gennemføres strukturelle overførsler, bør være landets myndigheder, der træffer beslutninger vedrørende ressourcerne i deres eget område, beslutninger, der naturligvis altid skal træffes med udgangspunkt i at opnå samhørighed og rationel udnyttelse af vandet. Hvad angår et af de mest omdiskuterede punkter under vores forhandling, spørgsmålet om gebyrer, går de spanske socialdemokrater i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, ind for, at der i direktivet slås til lyd for politikker om overkommelige priser for alle forbrugsstørrelser. Det er klart, at i Spanien ville en politik om fuld dækning af vandomkostninger ikke have samme indvirkning som i landene i det mellemste og nordlige Europa. Spanierne ville opleve, at prisen på vand til forskellig brug steg netop på grund af mangelen på vandressourcer og på grund af den internalisering af miljøomkostningerne, som det vil være nødvendigt at gennemføre inden for rammerne af direktivets bestemmelser. Derfor har vi altid gået ind for et progressivt system til dækning af omkostningerne, et system, der tager store hensyn til de sociale, miljømæssige og økonomiske virkninger, og hvis anvendelse reguleres i henhold til de forskellige geografiske og klimatiske betingelser. Vi ønsker at skabe et Europa med bæredygtige og sunde omgivelser. Men et miljørigtigt Europa kan på ingen måder skabes i forskellige hastigheder, det skal skabes på grundlag af solidaritet.
Hr. formand, den økologiske katastrofe i Donau minder os om, hvor tæt forbundet alle Europas lande er, og hvor vigtigt vand er for os alle. Udledninger fra kemiske fabrikker i min egen valgkreds i det nordvestlige England vil finde deres vej til strandene på det europæiske kontinent. Dette viser os med al tydelighed de forbindelser, der binder os sammen. Dette rammedirektiv har til formål at give de store træk for politikken for de næste 10 år, og der har været megen panik omkring de nærmere enkeltheder. Det er vigtigt, at vi husker på, at dette er en ramme. Disse træk er bestemt meget store. Det er nemt for enkelte lande og for enkelte erhvervssektorer at slippe uden om de virkninger, der er blevet beskrevet for os i de seneste dage. Der er mange muligheder for at gemme sig. Realiteten er den, at de nærmere enkeltheder i denne lovgivning vil blive nedfældet i afledte direktiver i de kommende måneder og år. Da vil tidspunktet være inde til at drøfte nogle af disse problemer nærmere. De brede principper er bestemt noget, vi bør være i stand til at acceptere - de brede principper om, at vi ønsker at reducere mængden af farligt affald, der lækker ud i grundvandet, og de brede principper om, at vi bør søge at sikre, at kemikalier, som vi alle har brug for i samfundet under alle omstændigheder, ikke bør finde deres vej ud i vores vandforsyningssystem. Der er en kemisk fabrik i det nordvestlige England, som skrev til mig for at sige, at vi bør stemme imod denne lovgivning. Jeg må spørge dem om, hvilke kemiske stoffer de udleder i vandforsyningen for øjeblikket, og hvorfor de ikke helt nøjagtigt orienterer alle beboere i området om, hvad det er, de gør. Dette er noget, de foretrækker at undgå at gøre. Princippet vedrører også vandafgifter. Den grundlæggende forståelse, som mange af os nu deler, er, at vi har behov for at indføre miljøafgifter for at tilskynde til at spare på ressourcerne, at bruge gulerods- og stokkemetoden for at gøre den bedste brug af vores aktiver, således at vi ikke øger forureningen eller mister en værdifuld ressource som vand. Her vil jeg gerne henvise til den politiske holdning. Den fælles holdning har svækket det standpunkt, Parlamentet tog ved førstebehandlingen. Nogle ngo'er ville sige, at direktivet, som det nu er formuleret, er værre end ubrugeligt. Det er et tilbageskridt. Dette er en anledning for os til at forbedre situationen. Vi må få bragt os selv i en forligsposition. Vi har set afstemning efter afstemning tabt. Foranstaltning efter foranstaltning er kommet ud af Miljøudvalget. Vi har ikke haft held til at nå frem til et kvalificeret flertal. Vores forsøg på at forbedre miljøet i Europa er kommet til kort. Vi må få bragt os ind i den forligsposition. Vi må i sidste ende sikre, at vi når frem til en fornuftig og afbalanceret politik med reelle forbedringer til en rimelig pris.
Hr. formand, kære kolleger, for allerede næsten 30 år siden forsøgte Kommissionen at komme frem til en europæisk vandpolitik. 129 kemiske stoffer skulle reguleres. Der blev i sidste ende kun udarbejdet standarder for 10 stoffer. Princippet om enstemmighed var årsagen til denne fiasko. For omkring syv år siden så det stadigvæk ud til, at den europæiske vandpolitik ville blive offer for nærhedsprincippet. De konservative regeringsledere Major og Kohl besluttede sammen på topmødet i Edinburgh, at det slet ikke var nødvendigt, at spanierne havde lige så godt drikkevand som tyskerne eller englænderne. Denne holdning vinder delvis genklang i den fælles holdning, som blev fastsat under det britiske socialdemokratiske formandskab. Den holdning er som en schweizerost, eller for at bruge et passende vandudtryk, den er så læk som en gammel skonnert. Det forklarer de utroligt mange ændringsforslag fra Miljøudvalget, næsten 100 ændringsforslag ved andenbehandlingen. Det er ikke almindeligt, men de fleste ændringsforslag er meget nødvendige for at tætne hullerne. De farlige kemiske stoffer danner et stort hul. Den kemiske industri og desværre også Kommissionen og Rådet vil lave en særlig risikoanalyse for hvert farligt stof. Det tager alt for lang tid, og endnu vigtigere, der er ikke en acceptabel forureningsværdi for farlige kemiske stoffer. Kun baggrundsværdien for havet er acceptabel. Det er det, der menes med udtrykket close to zero. Kommissionen har allerede udarbejdet en liste over de 32 vigtigste stoffer. Mange af dem har en hormonforstyrrende virkning. Det er de såkaldte endocrine disrupters. De forårsager selv i helt små mængder forandringer i dyr og selv menneskers køn, sådan som forskere stadig oftere fastslår. Derfor er det så vigtigt, at Parlamentet støtter OSPAR-målsætningen på næsten nul i år 2020. Jeg vil behandle to stoffer, som står på Kommissionens liste, nærmere, nemlig kvik og tributil, forkortet TBT. På bunden af Vadehavet er værdierne af kvik og tributil 10 henholdsvis 1000 gange højere end OSPAR-værdien. Den kemiske industri og samfundet som helhed skal lære at erstatte disse farlige kemiske stoffer med uskadelige alternativer, og for så vidt det ikke er muligt anvende dem i lukkede systemer. Det betyder for et middel som TBT, at det ikke mere må bruges som middel mod alger. Mekanisk rensning af skibsvæge er et godt alternativ. Til sidst vil jeg udtrykke håbet om, at Parlamentet påtager sig sit grønne image og støtter næsten-nul-målsætningen for farlige kemiske stoffer og hormonforstyrrende stoffer for år 2020.
Hr. formand, i behandlingen af dette direktiv om vand spiller Parlamentet en afgørende rolle. Rådets fælles holdning er helt utilstrækkelig på flere områder. Det må derfor være vores opgave nu at stramme op og konkretisere kravene i direktivet. For os i GUE/NGL-gruppen har nogle principper været specielt vigtige, når vi har taget stilling til de forskellige forslag. For det første mener vi, at tidsrammerne for at gennemføre foranstaltningerne i forslaget bliver kortere end det, Rådet har foreslået. Vi støtter derfor forslaget om snævrere tidsrammer for at gennemføre forskellige dele af direktivet. For det andet ønsker jeg, at afskaffelsen af farlige stoffer skal ske på en konsekvent måde. Det må ikke forsinkes af, at man fremsætter nye krav om vurderinger, inden foranstaltningerne iværksættes. Respekten for internationale konventioner som OSPAR-konventionen skal også være forankret i lovgivningen. For det tredje ønsker vi, at prispolitikken skal være klart udtrykt. Det indebærer, at grundprincippet skal være, at man betaler de reelle omkostninger for vandet. I dag skal skatteyderne ofte subventionere industri og landbrug. At forureneren eller forbrugeren betaler, skal være det naturlige udgangspunkt for lovgivningen, selvom der også kan kræves undtagelser i visse ekstreme tilfælde. For det fjerde ønsker vi, at undtagelser fra reglerne på vandkvalitetsområdet skal være få og tydeligt afgrænsede. For det femte ønsker vi, at beskyttelsen af grundvandskvaliteten og foranstaltninger mod fortsat forurening af grundvandet skal være tydelige og klare. På denne baggrund kan vores gruppe stemme for et flertal af ordfører Lienemanns ændringsforslag, som de blev vedtaget i udvalget. På et par punkter vil vi gerne gå et skridt videre. Vi vil derfor stemme for De Grønnes ændringsforslag 102, 103 og 104, som efter vores mening forbedrer positionen yderligere. Hvad angår prispolitikken, forekommer der af og til ekstreme situationer, som kan kræve undtagelser fra principperne i betænkningen. Jeg mener, at mulighederne for undtagelser ville være tilgodeset godt i udvalgets ændringsforslag 43 og udtrykt endnu bedre i De Grønnes ændringsforslag 105. Jeg kan ikke se, at det skulle være nødvendigt med andre undtagelser end dem, som angives i de to ændringsforslag. Det findes der imidlertid forskellige meninger om i vores gruppe. Ændringsforslag 107, som berører spørgsmålet, er blevet fremsat af en del af vores gruppe. Som helhed mener jeg, at udvalgets forslag i Lienemanns betænkning er godt og kan være en god anledning til at indgå et vanskeligt forlig.
Hr. formand, hvert fotografi, satellitterne tager, beviser, at vi virkelig bor på den blå planet, men denne frodighed er en illusion. Katastrofen for ganske nylig på Donau minder os om, at floder og vandløb er vores planets vitale arterier, og at forureningen ikke kender til grænser. Vand er en naturressource, som kan fornyes, og som er begrænset. Der bliver for lidt af det, når det ikke forvaltes godt, og når de geografiske og klimatiske betingelser ikke er gunstige. Inden for Unionens område er dette et problem, som er afgørende påtrængende i middelhavsregionen, men også i andre regioner i Europa, hvor vi er vidne til en gradvis udtørring af de fugtige områder. Følsomme områder, fugtige eller golde, uligheder mellem staterne, uligheder mellem de forskellige regioner inden for staterne, klimatiske særegenheder, økonomiske, geografiske, geologiske særegenheder er alt sammen også selvfølgelige kendsgerninger, som vi gerne ville henlede opmærksomheden på, men som dog ikke må føre til konkurrenceforvridninger inden for Fællesskabet. Vi har imidlertid fremsat ændringsforslag i den hensigt at erindre om betydningen af landbrugets særlige forhold til vand, som er den afgørende faktor for at bebo og udnytte jorden. Alle er enige om, at landbrugets behov i de sydlige lande er væsentligt højere, og at der skal tages hensyn til dette særlige forhold i dette rammedirektiv. Det er for øvrigt ikke kun i Unionens stater, at man søger løsninger på disse problemer: landene i Euro-Middelhavspartnerskabet anmodede i Torino i oktober simpelthen om, at der for den sydlige del af Middelhavet blev indført en Marshall-plan for vand. Så galt står det heldigvis ikke til for os. Der optræder dog tørke i Europa, og der sker en ørkendannelse i visse regioner, men der optræder også oversvømmelser, og det fremgår også af direktivet. Vi blev for nylig ramt af oversvømmelser i Frankrig, og det samme er sket i Rhin-dalen og i Centraleuropa. Vi har brug for dette rammedirektiv som et væsentligt element i en politik for en varig udvikling, som bør gøre de forskellige anvendelser af vand indbyrdes kompatible. Men det er nødvendigt at integrere beskyttelse og bevarelse af biodiversiteten i denne nye forvaltning. Sagsmappen "vand" bliver under alle omstændigheder ikke lukket i dag. I virkeligheden åbner spørgsmålet om udvidelse og udviklingen i klimaet nye perspektiver.
Hr. formand, vand af høj kvalitet vil i dette århundrede højst sandsynlig få endnu større strategisk betydning end olie. Det er grund nok til at takke fru Lienemann for hendes indsats for at opnå en god status for overfladevandet. Det viser sig at være indviklet at opnå en god europæisk lovgivningsramme. Rammedirektivet om vandpolitik har til formål at stoppe den spredte vandlovgivning i Unionen. Men herved har vi ikke kunnet undgå et omfattende og kompliceret direktiv. Det kræver megen opmærksomhed af de udøvende institutioner ved implementeringen. Især skal medlemsstaternes og vandvæsenernes muligheder for at føre en specifik politik, som skyldes flodlandsfremgangsmåden, udnyttes. De vigtigste målsætninger er bekæmpelse af yderligere forurening af grund- og overfladevand, beskyttelse af økosystemer, fremme af vedvarende brug af vand, forebyggelse af oversvømmelser og tørke og standsning af deponering af farlige stoffer i overfladevandet. Vedrørende deponeringen af farlige stoffer mener jeg, at Rådets målsætninger er alt for uforpligtende og for lidt ambitiøse. De foreliggende forslag fra Miljøudvalget om at reducere deponeringen til næsten nul er gode og værd at stræbe efter. Opmærksomheden skal imidlertid i høj grad koncentreres om at undersøge, om det kan realiseres. I den forbindelse skal der tages hensyn til naturlige upåvirkelige baggrundsemissioner samt vanskeligt kontrollable diffuse emissioner, som forurener vandet meget.
Hr. formand, i det 21. århundrede bliver vi nødt til at fatte den grundtanke, at vi skal have en helt anden holdning til vand. I det 20. århundrede har vand for os været et gratis system til bortskaffelse af giftstoffer, særligt affald, kemikalier osv. Følgerne er allerede til at få øje på! Vi skal tænke på en ny måde og erkende, at vand er vores vigtigste livspartner, og vores ansvar for det rækker langt ud over de nuværende generationer. Direktivet skal formidles i overensstemmelse hermed, og befolkningen skal kunne forstå, hvad det er, vi planlægger her, og hvad det er, Kommissionen planlægger. Vandbeskyttelse er principielt også et socialt spørgsmål, endda et afgørende socialt spørgsmål. Derfor skal princippet om, at forureneren betaler, anvendes i øget grad, da ellers alle skal bære følgerne. På baggrund af den fremskredne beskadigelse af vandressourcerne er det vigtigt, at vi ikke kun bevarer status quo, men i morgen under afstemningen påser, at der bliver tale om reelle kvalitetsforbedringer.
Hr. formand, det er allerede seks år siden, at hr. Karl-Heinz Florenz, sammen med Ursula Schleicher, anmodede om, at hele vandpolitikken blev reorganiseret. Det lykkedes. Det er ikke et nemt emne, og jeg mener derfor, at den indsats, som fru Lienemanns har ydet, fortjener stor respekt. Beslutningstagningen omkring dette rammedirektiv befinder sig i en meget vigtig fase. Emnet er omfattet af medbestemmelsesproceduren, og ved førstebehandlingen har vi således kunnet udarbejde en vigtig og skarpere lovgivning. Den fælles holdning fra udgangen af sidste år var i øvrigt også en meget vigtig forbedring i forhold til det oprindelige forslag. Det er meget vanskeligt at føre en politik på dette område, fordi forskellene er så store. Det siger jeg især til min spanske kollega, nemlig at i den nordlige del af Europa kæmper man ofte med oversvømmelser, men også med forurenet vand på grund af industrien, mens kollegernes problem i syden er, at vand ofte skal transporteres over store afstande for i det hele taget at have drikkevand eller vand til landbruget. Lad mig behandle dette emnes to elementer nærmere. For det første kvalitet. Nederlandene påvirkes i høj grad af den europæiske vandpolitik. En meget stor del, en tredjedel af drikkevandet kommer i Nederlandene fra overfladevandet. Nederlandene ligger nedenstrøms, i et delta, og derfor er kvaliteten af det overfladevand, der kommer til os, meget vigtig. Et andet vigtigt diskussionspunkt er normeringen af vandkvaliteten. I nogle ændringsforslag sættes der spørgsmålstegn ved de foreslåede standarder og især ved OSPAR-normen for 2020. Jeg kan godt forstå, at nogle mener, at den standard er uklar og ikke til at forsvare. Jeg mener dog, at vi skal støtte den, fordi vi så i forligsproceduren kan sørge for mere nøjagtige standarder. Så nogle få ord om kvantitetstyringen. En berømt nederlandsk digter skrev i sit digt "Minder om Holland" allerede om vandet, som var frygtet på grund af de evige katastrofer. I 1953 oplevede vi en alvorlig oversvømmelse, hvor vi samtidig kunne spille en pionerrolle med hensyn til diger. I 1990 gik vores floder over deres bredder, og vi konstaterede da, at anlægningen af kunstige diger ovenstrøms har konsekvenser for kapaciteten nedenstrøms og kan medføre stor skade. Det betyder, at vi også med hensyn til kvantitetsstyringen skal gøre en indsats for at sørge for, at man kan leve godt både oven- og nedenstrøms.
Hr. formand, jeg vil også gerne starte med at ønske fru Lienemann tillykke. Hun har gjort et godt stykke arbejde. Vand er en livsfornødenhed og en grundlæggende ret. Alle burde have rent vand, men rådigheden over og kvaliteten af vand er ikke en selvfølge, hvilket mange oplever, i Sydeuropa, men nu også i Donaulandene. Vand er ofte årsag til konflikter mellem lande og mellem befolkningsgrupper. Derfor er det vigtigt, at vand bliver genstand for international koordination. Vi skal indse, at vand er et fælles ansvar. Samarbejde inden for et flodområde skal være en selvfølge. For lidt forarbejdningskapacitet ovenstrøms eller netop overflødigt forbrug kan give problemer nedenstrøms. Koordination er nøgleordet. Vandproblemet bliver stadigt mere aktuelt. Klimaændringer og små temperaturstigninger påvirker nedbøren direkte. Nogle områder bliver tørrere, mange andre bliver vådere. Det er på tide at gøre noget. I marts finder den anden verdenskonference om vand sted i Haag. Dette forum står for en verdensdækkende holdning. Denne holdning skal føre til regionale handlingsplaner om vedvarende styring og forvaltning af vand. Nu skal Parlamentet foretage sig noget. Vi skal vælge en vedvarende vandpolitik som udgangspunkt, og samtidig skal vi være realistiske. Men vi skal ikke springe over, hvor gærdet er lavest. Den fælles holdning er ikke ambitiøs nok. Derfor er det nødvendigt at vende tilbage til tidligere internationale aftaler, det vil sige OSPAR-målsætninger. Vi skal stræbe efter at udfase farlige stoffer i 2020. Det er aftalt for havmiljøets vedkommende. Den aftale skal naturligvis også finde anvendelse på andre vandveje. OSPAR-målsætningerne udarbejdes i øjeblikket. Der er udarbejdet en liste over 400 stoffer, som klart er en fare for miljøet. Både teknisk og økonomisk er det opnåeligt at reducere emissionen af disse stoffer til næsten nul, og det skal vi på ny vælge at gøre. Direktivet skal naturligvis være bindende. Landene nedenstrøms skal kunne regne med, at landene ovenstrøms overholder kvalitetsmålsætningerne. Kvalitet har sin pris, men forurening kan i fremtiden vise sig at have en meget højere pris.
Hr. formand, fru kommissær, jeg vil gerne udtrykke min dybe respekt for det ekstraordinære arbejde, som fru Lienemann har udført med dette vanddirektiv. Lad mig minde om, at de rigtigt store miljøproblemer i dag - klimaforandringer, ødelæggelse af urskove, tømning af havene for fisk - hele tiden berører vores fælles og absolut nødvendige, men på nogle måder herreløse ressourcer. Lad os også indse, at vores ferskvand i Europa ligger i grænselandet mellem at være ejet af alle og ingen. Derfor er det strategisk vigtigt at fastslå, hvem der har ansvaret for vandet. Det er også vigtigt at sammenholde og håndtere de forskellige vandmiljøer som den helhed, de er, uanset hvem der ejer den ene eller anden del af et fælles vandområde.
Kære kolleger, direktivforslaget udgør virkelig, som det allerede flere gange er blevet nævnt, en historisk chance for at forenkle og forbedre det virvar og det kludetæppe af EU-forordninger og direktiver og således nå frem til et højt miljøbeskyttelsesniveau i Europa. Det er imidlertid mit indtryk, at politikken i rammedirektivet om vand er præget af deregulering og renationalisering. Jeg håber endvidere, at afstemningen ikke bliver et slag i vandet, og med henblik på det er der to punkter, der for mig er helt væsentlige. For det første OSPAR. Vi ved, at kommissionsforslaget ikke er vidtgående nok. Det gælder desværre også Miljøudvalgets forslag. Blot at udarbejde forslag helt tilfældigt er ikke tilstrækkeligt. Det, vi har brug for, er et mål for OSPAR, som absolut er juridisk bindende. Kun da lykkes det os at skabe retsklarhed og åbne mulighed for at gå rettens vej. Alt andet ville forfejle sin virkning og ikke bidrage til at forhindre, at økologiske katastrofer i lighed med dem, vi for øjeblikket er vidne til i Rumænien og Ungarn, også kan ske hos os. Jeg synes, det er kedeligt, at de nationale regeringer ikke er rede til at gå ind for en juridisk bindende beskyttelse, selvom de jo internationalt er blevet enige om OSPAR. Men jeg tror, at det netop er det, vi bliver nødt til at indhente for dermed at vise, at vi ikke vil gå med til, at troværdigheden i vores politik går tabt eller lider skade. Det er endvidere vigtigt at styrke princippet om, at forureneren betaler, for priser skal sige den økologiske sandhed. Vi må ikke bøje os for agrarindustriens og den kemiske industris lobbyinteresser, men skal propagandere for og også give udtryk for i vores afstemning, at vi vil have, at forureneren skal betale og priserne dermed være omkostningsdækkende. Vand er vores vigtigste livsressource, og vi skal med vores afstemning sørge for, at der tilskyndes til og udøves pres for, at OSPAR-konventionen virkelig overholdes. Det er muligt ved hjælp af lukkede produktionskredsløb, alt andet ville være en udvanding af direktivet. Vi skal gribe denne chance!
Hr. formand, på den korte tid, jeg har til rådighed, vil jeg bifalde ordførerens betænkning og minde om tre principper, som alt det øvrige skal underkastes, og som der er gjort tydeligt rede for i ordførerens ændringsforslag: vand er ikke en almindelig handelsvare, men en værdi, der tilhører Unionens befolkning, målet er i sidste instans, at samtlige skadelige stoffer i overfladevand og grundvand udryddes og behovet for at oplyse befolkningen, så den kan deltage i genindvindingen af vandet og ikke har et overforbrug af vand, når det er sådan en værdifuld ressource. Jeg ved, at dette direktiv kan løbe ind i problemer, for der blev her talt om de forskellige forhold i de forskellige lande i Unionen. Det er ikke det samme, der sker i nord som i syd, og heller ikke som det, der sker i de lande, der har problemer med ørkendannelse. Det ved jeg godt. Men der er nogle ændringsforslag, som har til formål at hjælpe landene i syd, nærmere betegnet ændringsforslag 43, hvori det i forbindelse med dækning af omkostningerne også angives, at medlemsstaterne skal tage hensyn til de sociale og miljømæssige forhold i landene, når beslutningerne træffes. Der er også vanskeligheder i forbindelse med overførsler. I mit land - jeg bor i Nordspanien - er der stor forskel på nord og syd, og der opstår problemer, når det er nødvendigt at overføre vand fra et sted til et andet. Men der står også i betænkningen af fru Lienemann, at modtagende vandløbsopland skal spare på og våge over vandet. Jeg ved, at det er en vanskelig betænkning, at der er vanskeligheder på grund af landenes forskellige forhold, men vi bør fremme et rammedirektiv, der skal forhindre, at det, der i dag sker i Donau, og det, der skete i Doñana, gentager sig. Vi kan ikke tillade, at vandet i Europa forgiftes, hr. formand, og vi må udarbejde et direktiv, der styrker regeringernes politiske vilje til at bevare en ressource som vand, der er værdifuld for alle.
Hr. formand, mine komplimenter til ordføreren for en fremragende betænkning. Som irsk medlem af Europa-Parlamentet, der kommer fra et land, der har store reserver af kostbart vand, støtter jeg det store flertal af forslag, der er omfattet af dette direktiv. Men jeg vil nu gerne se på de områder, hvor der hersker divergens mellem Parlamentets Miljøudvalg og Rådet. Sidstnævnte har allerede fremsat sin fælles holdning om dette spørgsmål. Ifølge Rådet bør målet om at nå frem til en god status for overfladevandet nås senest 16 år efter direktivets ikrafttrædelse, mens Parlamentets Miljøudvalg gerne så denne frist reduceret til 10 år. Jeg kan ikke se nogen grund til, at EU-medlemsstaterne ikke kan arbejde på at få gennemført de væsentligste bestemmelser i dette direktiv på så kort tid som overhovedet muligt. Jeg vender mig nu til de ændringsforslag, der vil blive fremsat for Parlamentet i morgen, vedrørende princippet om omkostningsdækning i forbindelse med vandforbrug. Rådet udtaler i sin fælles holdning, at EU-regeringerne må tage hensyn til princippet om omkostningsdækning i forbindelse med vandforbrug. Der er ikke sat nogen bestemt frist for gennemførelsen af dette princip i den fælles holdning. Ændringsforslag 43 søger at sikre, at vandprisfastsættelspolitikkerne i Europa inden år 2010 indeholder passende incitamenter til et effektivt forbrug af vand. Desuden skal et passende bidrag fra forskellige økonomiske sektorer, delt op i industri-, husholdnings- og landbrugssektorer, sikre, at denne politik gennemføres. Hvis disse ændringsforslag ikke støttes i morgen, vil der udgå et stærkt budskab om, at vandmåler- og vandafgifter bør gennemføres for husholdninger i hele Den Europæiske Union. Dette er ikke politisk praktisk fra et irsk synspunkt, og det vil det bestemt heller ikke være ifølge andre EU-medlemsstater som Portugal, Grækenland og Spanien.
Hr. formand, allerførst vil jeg gerne sige tak til fru Lienemann for hendes betænkning. Det er her og nu vi afgør, hvorvidt EU-landene skal arbejde effektivt for et renere vandmiljø i de kommende år. Det gør vi ved som Parlament at ændre Rådets fælles holdning og vise vejen frem til at arbejde for et renere miljø. I uændret form kan dette direktiv nemlig få meget uheldige og langvarige konsekvenser for miljøet og drikkevandet. Det ville være at sende de forkerte signaler til både den europæiske industri og den europæiske befolkning. Det er afgørende at fastholde en begrænsning af den samlede udledning af kemiske stoffer til vores vandområder. Det giver helt åbenbart en alt for langsom tidshorisont at skulle bruge tid på at måle hver enkelt af de ca. 100.000 kemiske stoffer, der er i omløb. Vi har ikke råd til at vente. I denne sammenhæng beder jeg Parlamentet om at støtte ændringsforslag 108, hvor ordene "vandforurening forårsaget af enkelte forurenende stoffer" er erstattet af "forebyggelse af vandforurening ved fortløbende nedbringelse af udledninger". Vi kan ikke forsinke miljøarbejdet ved helt overdrevent at gå i detaljen frem for at arbejde på at mindske den samlede udledning af de farlige stoffer i naturen. EU's miljøministre må derfor stå ved deres tilslutning til OSPAR-konventionen, som allerede nu definerer, hvad der er farligt for miljøet. Denne konvention skal være ledetråden i arbejdet for det rene miljø, som vi skylder os selv og ikke mindst vores efterkommere.
Hr. formand, det er vanskeligt at sammenfatte emnerne i et så vigtigt og komplekst direktiv. I Amsterdam-traktaten stadfæstes kriteriet om at prioritere forebyggelsen, anvende princippet om, at "den, der forurener, betaler", og skabe en bæredygtig udvikling ved at vurdere miljøpåvirkningen. Det er klart, at man ikke kan diskutere vigtigheden af at anerkende miljøfaktorernes økonomiske indflydelse på prisdannelsen og gøre de erhvervsdrivende ansvarlige ved at indføre incitamenter til ikkeforurenende systemer, når man tænker på de begivenheder, som kendetegner forholdet mellem den økonomiske udvikling og beskyttelsen af miljøressourcerne, navnlig vandressourcerne. Denne situation gør sig særligt gældende inden for mange sektorer, men især inden for landbruget. I det komplekse nuværende forhold mellem landbruget, miljøet og vandressourcerne, hvor der er positive og negative virkninger, og hvor der er en lang række lokale situationer, produktionssystemer osv., har man indført begrebet god landbrugsskik. Dette begreb betegner den landbrugsproduktionsmetode, der anvendes for at leve op til Fællesskabets målsætning om at få en miljøbeskyttelse af vandressourcerne, som er bedre end grundnormerne, hvilket indebærer nogle udgifter samt en reduktion af indtægterne. Dette begreb medfører en pligt til at styrke og forbedre integrationsstrategien, så administrationen af vandressourcerne fortsat får en central plads i økonomiens bæredygtige produktionsmodel med hensyn til de gældende betingelser. Ud fra den betragtning skal man ikke anvende en strategi, hvor målsætningen om at forhindre en forringelse af overfladevandet og grundvandet adskilles fra målsætningerne om at beskytte, forbedre og genskabe dette vands kvalitet, idet man opstiller en overflødig prioriteringsskala i stedet for at foretage nogle systematiske indgreb og specifikke foranstaltninger med henblik på en kombineret indfaldsvinkel og på brugen af de bedste teknikker, der er til rådighed. Hvad angår fjernelsen af den forurening, som farlige stoffer har skabt i vandmiljøet, bør der ved optimeringen af indfaldsvinklen tages højde for en lovgivning såvel på nationalt plan som på fællesskabsplan, så man bedre kan identificere de forskellige typer forurenede vandløb som følge af menneskets produktionsaktiviteter. Endelig er det nødvendigt at oprette et system med en objektiv liste over potentielt farlige stoffer, hvor man får det størst mulige antal oplysninger om de kemiske, fysiske og biologiske egenskaber, så der kan skabes en integreret interventionsmodel på forskellige strategiske niveauer, og så man beskytter det gode, vand er, da det er livsvigtigt for os alle sammen.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, hvis vi tager princippet om bæredygtighed, som jo er forankret i Amsterdam-traktaten, alvorligt, kan vores langsigtede mål faktisk kun være at nå frem til en nuludledning i vores vandløb. For vi skal naturligvis sikre vandet, således at kommende generationer ikke belastes af vores vandforbrug. Derfor gælder det her om at udarbejde standarder, der stiler højt, med henblik på at nå dette langsigtede mål. Derfor støtter jeg udtrykkeligt fru Lienemanns ændringsforslag om her at udarbejde kvalitetsstandarder, for at vi virkelig på et eller andet tidspunkt kan sige, at menneskers forbrug af vand betyder netop ikke forbrug, men sikrer vandet i den mængde, der er. Direktivet indeholder nogle særdeles positive elementer, som man godt kan fremhæve endnu en gang. For det første er der den virkelig brede information til og deltagelse af offentligheden. Det er næppe forekommet i noget europæisk direktiv. For det andet er der det tvungne samarbejde. Jeg finder det glædeligt, at vandforekomster her betragtes som en helhed, og at myndigheder både i de enkelte nationalstater, men også på tværs af nationalstaternes grænser, tvinges til omsider at arbejde sammen med hinanden og bringe vandforekomsterne som helhed op på et højt kvalitetsniveau. For det tredje vil jeg gerne nævne spørgsmålet om tidsplanen. Det er min inderlige overbevisning, at vi har brug for en streng, skrap tidsplan med henblik på, at der indledes bestræbelser i retning af vores langsigtede mål. Jeg sammenligner det gerne med en situation i december. Vi ved alle, at i december er det jul den 24., og vi begynder at købe julegaver. Men hvorledes ville det være, hvis vi i december fik at vide, at det først er jul om 30 år? Vi ved alle, hvad vi så ville gøre. Derfor har vi netop i forbindelse med vandpolitikken brug for en skrap tidsplan. Jeg støtter udtrykkelig ordførerens forslag og mener, at vi på alle områder af dette direktiv - det være sig listen over foranstaltninger eller spørgsmålet om beskæftigelsesforanstaltninger - har brug for en skrap tidsplan.
Hr. formand, dette direktivs formål bør være at sikre, at medlemslandene foretager en samlet beskyttelse af grund-, drikke- og overfladevand, og at beskyttelsesniveauet svarer til eksisterende EU-miljølovgivning. Må jeg her minde om, at tidligere beslutninger om nitratdirektivet endnu ikke er implementeret i samtlige medlemslande, på trods af at det er en fælles EU-beslutning. Dette forslag indeholder en række opstramninger af beskyttelsen af vandmiljøet, der overstiger vores nuværende miljømål. Det foreslås, at man skal nå et endemål for koncentrationer i havmiljøet nær baggrundsværdierne for naturligt forekommende stoffer og nær 0 for menneskeskabte syntetiske stoffer. Det kan ikke lade sig gøre, og det er endda også naturstridigt. Vedtagelsen af denne betænkning vil få alvorlige konsekvenser for landbrugserhvervet i EU, såfremt koncentrationen af f.eks. fosfor og kvælstof ikke må overskride baggrundsværdierne for disse stoffer i vandmiljøet, og såfremt man vil fastsætte en grænseværdi på 0 for pesticider i vandmiljøet. Landbruget i Europa vil f.eks. ikke kunne avle brødkorn med et højt proteinindhold, således at kornet kan bruges til brød. Resultatet vil være, at landbrugsproduktionen flytter til andre lande uden for EU med store beskæftigelses- og samfundsøkonomiske omkostninger til følge. Jeg kan ikke stemme for de afsnit i vandrammedirektivet, der omhandler disse forhold.
Hr. formand, kære kolleger, vand er et kostbart råstof. Millioner af mennesker har ikke engang rent vand, som er en betingelse for at kunne overleve. Derfor skal vi heller ikke undre os over, at vand er årsag til krige. Den kapitalistiske verden sætter også strategiske midler ind for at få maksimal kontrol over vandforrådene, og der er sjældent tale om fælles interesser eller solidaritet. Europa står altså over for en vanskelig opgave, nemlig at føre den både med hensyn til målsætninger og midler spredte fælles vandpolitik sammen i en mere sammenhængende rammelovgivning. Jeg må indrømme, at der også i mit land, Flandern, er lang vej endnu. Parlamentet fik for kort tid siden også vasket ørerne af Kommissionen i denne sag. Ethvert fornuftigt menneske ønsker, at dette rammedirektiv anvendes som pressionsmiddel over for de politikere, der i øjeblikket gør for lidt. Den fælles holdning er i den forbindelse en farce, en uforpligtende stil, en direkte fornærmelse af OSPAR-målsætningerne. Foran ligger der nu en implementeringsperiode, som kan strækkes til 34 år. Til den tid er mine børn ældre, end jeg er nu. Indrøm det bare, det er ikke alvorligt. I morgen kan vi vælge en svag og uforpligtende ramme, som forgifter vores børns fremtid. Eller vælger vi ændringsforslagene fra min gruppe, ordføreren eller Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender? Til sidst følgende: I de sidste måneder har der været utrolig megen lobbyvirksomhed i Parlamentet. Det iøjnefaldende i denne sag er det store pres fra Rådet. I mit eget land skete dette gennem både de flamske og vallonske miljøforvaltninger. De foretrækker den svage fælles holdning frem for Parlamentets progressive indstilling. Jeg spørger mig selv, om det er en demarche, som de grønne miljøministre i mit land havde kendskab til. Kære kolleger, smukke ord er ikke længere nok. Roret skal lægges helt om. Ved afstemningen i morgen kan vi gøre det klart, at Europa gør noget ved en forsvarlig og fremtidsrettet vandpolitik. Det kan kun styrke vores troværdighed.
Forhandlingen er afsluttet og bliver genoptaget kl. 21.00.
Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse - Dialog om Europa: reform af institutionerne.
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, Kommissionen er netop i dette øjeblik midt i en drøftelse, og der vil gå et stykke tid, før dens arbejde i dag vil være tilendebragt. Jeg kommer således primært her for at tale til Dem, som det også fremgår af forsamlingens dagsorden, om et nyt initiativ, som Kommissionen foreslår som sit svar, der ikke er det eneste svar, på en stor udfordring, som bør mobilisere alle de medvirkende i det europæiske projekt, hvor naturligvis De som parlamentmedlemmer befinder Dem i allerforreste række, lige som jeg som kommissær, men derudover tillige ministrene i Rådet og medlemmerne af de nationale parlamenter, og jeg vil endda tilføje de tjenestemænd, som arbejder i vores forskellige institutioner, og som er engagerede i og motiverede af dette europæiske projekt. I formiddags, under den lange debat, som jeg overværede ved hr. Prodis side, kom mange af Dem ind på det demokratiske underskud og afstanden til de europæiske institutioner. Når jeg siger dette, er det ikke bare for at stille spørgsmålet - én af Dem sagde det med stor klarhed og styrke: Hvem gør hvad? Og det er det mindste, man kan forlange, at borgerne forstår, hvem der gør hvad af de forskellige institutioner. Spørgsmålet er umiddelbart også, hvad vi gør sammen, og hvad vi vil gøre sammen i fremtiden, ikke mindst sammen med de lande, som snart slutter sig til os. Dette demokratiske underskud er således også en torn i øjet på os, og det er grunden til, at vi, her straks efter åbningen af regeringskonferencen, under hvilken jeg vil have den ære at repræsentere Kommissionen ved hr. Prodis side og, jeg gentager det endnu en gang, i et snævert og tillidsfuldt samarbejde med Deres to repræsentanter, hr. Brok og hr. Tsatsos, for lidt siden i Kommissærkollegiet har besluttet at lancere "Dialog for Europa og om Europa", og give vores bidrag til denne direkte kontakt med borgerne. Samtlige kommissærer har forpligtet sig til, hver gang de skal rejse til et land, ikke bare til deres hjemland, eller til en region - for mit vedkommende er det noget, jeg gør tre eller fire gange om måneden - at bruge lidt af deres tid på en direkte dialog med borgerne, ikke kun med eliterne eller de institutionsansvarlige, man normalt møder, og på at etablere en direkte kontakt, på et universitet, på et gymnasium, på en fabrik, at komme folk i møde, svare på spørgsmål og lytte. Det er det, vi vil bidrage med, lige som De selv vil påtage Dem denne nødvendige kraftanstrengelse, denne brændende forpligtelse, som består i at reducere det demokratiske underskud, det vil sige borgernes ligegyldighed i forhold til, hvad vi går og foretager os. Det er vores ønske at føre dette initiativ ud i livet sammen med medlemsstaterne og i tilknytning til Europa-Parlamentet. Vi vil gøre det til en regulær syntese, så der tages tilbørligt hensyn til opinionen, og så man hen ad vejen kan justere og nyorientere. Vi ønsker ligeledes at gøre det i forståelse med de nationale parlamenter, de lokalt valgte, de ikkestatslige organisationer, de faglige miljøer og medierne. Knudepunkterne for opinionsdannelsen, politiske grupper og partier, medlemmer af Europa-Parlamentet og af de nationale parlamenter, folkevalgte - det har jeg lige sagt - fra amter og kommuner eller fra de nationale parlamenter, Regionsudvalget, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og det civile samfunds organisationer og universitetsmiljøerne vil blive omfattet. Lad mig i øvrigt - eller det behøves måske ikke - minde om, at Europa-Parlamentet selv allerede så sent som den 1. februar, har taget initiativ til - og jeg vil på ny takke hr. Napolitano herfor - at organisere et første arbejdsmøde med repræsentanter for de nationale parlamenter, det vil sige med repræsentanter for borgerne i hver enkelt stat. Kommissionen vil foreslå medlemsstaterne at tilslutte sig denne operation, enten i form af et punktvist samarbejde, eller i form af et mere struktureret partnerskab. Vi udarbejder en medieplan og knytter snæver kontakt til unionsformandskabet og Europa-Parlamentet. Jeg har allerede sagt, hvordan kommissærerne vil yde deres eget bidrag under møder og besøg på stedet. Det, vi vil udvirke, er borgerdebatter. Tillad mig, uden at virke belærende - for enhver pris ikke - eller bare give Dem gode råd, at minde om, at da jeg havde den ære at være minister for europæiske anliggender i mit eget land, følte jeg dette behov for at gå ud og tale direkte med borgerne, og at jeg hver uge, når jeg førte denne dialog, i hver region, direkte, blev klar over, at der fandtes et udpræget behov for, at Den Europæiske Union således fik et ansigt, og jeg gik derfor hver uge sammen med en kommissær, i øvrigt ikke kun de franske kommissærer, sammen med ambassadører, udstationeret i Paris, og europaparlamentarikere ud og førte denne dialog, og jeg konstaterede, at spørgsmålene var utallige, at de var intelligente, at folk havde brug for, at man respekterede dem, at man lyttede til dem og forklarede ting for dem. Det er, hvad vi vil gøre, med hjælp fra en lille budgetpost på omkring fire millioner euro, som vi håber, De vil stille til vores rådighed. Der skal forhandles om en post i budgettet for 2001, for denne idé vil vi gennemføre og videreføre, ikke bare som et eksperiment, men på ret varige vilkår i 2000 og 2001, det vil sige i hele den periode, forhandlingerne under regeringskonferencen og ratifikationsprocessen pågår. Vi vil søsætte denne dialog den 8. marts i Bruxelles, i overværelse af 700 unge praktikanter ved Kommissionen. Deres formand, Nicole Fontaine, har indvilget i at være ved hr. Prodis og adskillige kommissærers side, når denne første dialog indledes, og jeg vil sikre mig, ærede parlamentsmedlemmer, at hver gang en kommissær indlader sig på dialog, vil de medlemmer af Europa-Parlamentet, som er mest umiddelbart disponible på det pågældende sted, selv kunne være til stede og bidrage med Europa-Parlamentets synspunkter og forklare dets arbejde og dets rolle. Det var, hvad jeg ville sige, hr. formand. I øvrigt er jeg parat til at udtale mig om spørgsmål, råd og forslag fra de parlamentsmedlemmer, der er til stede her.
Kolleger, De kender forretningsordenen. De forventes at stille spørgsmål og ikke nødvendigvis at komme med lange udtalelser. De har et minut hver til at stille Deres spørgsmål.
Hr. formand, jeg vil gerne give udtryk for min tilfredshed med dette initiativ fra Kommissionen, og jeg tror godt, jeg kan sige, at Udvalget om Forfatningsspørgsmål, som jeg er formand for, også er tilfreds. Dette initiativ er i øvrigt i overensstemmelse med Parlamentets angivelser i beslutningen af 18. november. Jeg lyttede også til kommissær Barniers præciseringer om forbindelserne og samarbejdet med Europa-Parlamentet, når det gælder dette programs afvikling. Tillad mig at spørge, kommissær Barnier, om man i meddelelsens tekst ikke kunne tilføje noget mere i den forbindelse og ikke bare den enkle og lidt kølige sætning, at initiativet vil blive foretaget sammen med Europa-Parlamentet? Det vil efter min mening være hensigtsmæssigt at understrege, at vi er fælles om målene og indsatsen, også fordi der er et særligt problem med samordningen, nemlig samordningen mellem Kommissionens initiativ - som naturligvis ikke kun er henvendt til medlemmerne af Europa-Parlamentet, men også til medlemmerne af de nationale parlamenter - og vores udvalgs program. Efter undersøgelsesdagen den 1. februar - som kommissær Barnier nævnte, og hvor man nød godt af Kommissionens store bidrag - agter vores udvalg at gøre status over regeringskonferencens udvikling på alle møderne. Medlemmerne af de nationale parlamenter vil således deltage i alle vores møder - forhåbentlig på en kvalificeret og konsekvent måde - og dette bliver en kanal, der godt vil kunne ledsage kanalerne i Kommissionens initiativ.
Tak, hr. formand Napolitano, jeg kan bekræfte, at det, vi foreslår, fuldt ud ligger i forlængelse af ånden i beslutningen af 18. november, og jeg vil ligeledes på nuværende tidspunkt sige, at dette initiativ har jeg været i stand til at foreslå Kommissionen takket være min kollega Viviane Redings samarbejde og velvillige forståelse, og at det ligeledes er blevet til i et tæt samarbejde med Günther Verheugen, eftersom alle de emner og store udfordringer, som vi skal forklare, og som afæsker vores landsmænd i alle lande svar, på én og samme tid er spørgsmålet om udvidelsen - mulighederne og risiciene ved en udvidelse - og spørgsmålet om denne institutionelle reform. Jeg har forstået Deres bekymring, hr. formand Napolitano, og der vil blive nedsat en tværinstitutionel arbejdsgruppe. Det første møde skal finde sted i marts måned. Jeg vil se til, at man går længere end det, der kan virke lidt tørt i Kommissionens tekst, at man taler, ikke kun om forbindelser, men om arbejde i fællesskab, og at man på denne måde, i løbet af begge de to år, kan koordinere de initiativer, som De tager, og dem, som vi tager, hver for sig, men som vi tager sammen. Tillad mig at sige til Dem, ærede parlamentsmedlemmer, at hvis man vil indlede denne dialog, så er der arbejde til alle.
Hr. formand, hr. kommissær, det er som sød musik at høre Dem benytte ordet borger så ofte. Her i Parlamentet taler man mere og mere om den offentlige mening: frygten for den offentlige mening, det er, som De ved, et lidt paternalistisk begreb, men Parlamentet er nu engang, hvad det er, og det må vi leve med. Jeg ville gerne i forbindelse med spørgsmålet om regeringskonferencen stille Dem et præcist spørgsmål. Jeg mener at vide, at Domstolen i Luxembourg er i færd med at se meget nøje på et vigtigt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om bekæmpelsen af bedrageri og spørgsmålet om OLAF. Som De ved, er der ganske vist nogle problemer, som vedrører Europa-Parlamentet, men der er også europæiske tjenestemænd, som også er europæiske borgere. I betragtning af hvor aktuelt og påtrængende dette spørgsmål er ved at blive, vil jeg gerne spørge Dem, om Kommissionen har overvejet muligheden af fuldstændig at ændre den strukturelle organisering af bekæmpelsen af bedrageri og tænkt på en løsning, der gik ud på, at bekæmpelsen af bedrageri, i både medlemsstater og i de europæiske institutioner, skulle henhøre under Domstolens beføjelser.
Hr. Dupuis, for det første sætter jeg stor pris på ordet borger i mit offentlige liv. Dette ord er et af demokratiets smukkeste, og jeg mener, man skal bruge det. Vi vil føre dialogen med borgerne, også de mest tilbageholdende eller dem, der bor længst væk fra beslutnings- og informationscentrene. Når De nu kommer ind på regeringskonferencen, vil jeg gerne, i forbindelse med spørgsmålet om bekæmpelsen af bedrageri - hvis det, der er tale om, er at bekæmpe bedrageri mod Fællesskabets interesser og budget - minde om, at vi, i øvrigt i samme ånd som præger arbejder her i forsamlingen, og måske ved at gå samme vej, at vi altså i Kommssionens forslag har fastholdt idéen om at oprette en særlig og ny stilling som europæisk "offentlig anklager", som skulle have beføjelser, godkendt af traktaten, det vil sige af medlemsstaterne, til fra start til slut at undersøge en sag, hvor Fællesskabets interesser og budget var impliceret. Vi konstaterer lysende klart, næsten klinisk, at det retslige samarbejde ikke længere er nok, ikke for tiden er nok, til at kæmpe ordentligt mod disse bedragerier, ligegyldigt hvor de kommer fra, indefra eller udefra, og det er grunden til, at vi har lavet dette forslag om en europæisk anklager, som, efter selv at have forundersøgt en sag fra ende til anden, derefter kunne lade den behandle og pådømme ved den mest hensigtsmæssige nationale domsmyndighed. Vi har ikke - jeg svarer nu på Deres andet punkt, om Domstolen - vi har endnu ikke præciseret vores stilling vedrørende Domstolen, fordi vi afventede Dur-rapporten, som blev afleveret for nogle dage siden. Kommissionen vil, som jeg har forpligtet mig til, færdiggøre sine forslag med henblik på regeringskonferencen, vedrørende domssystemet og Domstolen i løbet af de kommende uger.
Hr. formand, hr. kommissær, i forgårs var der en topnyhed i det mest sete danske nyhedsprogram, som jeg vil bede Dem kommentere. Historien gik ud på, at en embedsmand i Kommissionen skulle have sagt til en østrigsk erhvervsmand, at fordi han var østriger, så ville han muligvis blive udelukket fra at kunne deltage i et videnskabeligt udvekslingsprojekt sammen med virksomheder i andre lande, deriblandt Danmark. Jeg vil gerne bede Dem bekræfte, at hvis en embedsmand har sagt, at en østrigsk virksomhed på nogen måde er udelukket fra at deltage i fælles udvekslingsprojekter, så har denne embedsmand talt forkert, og hvis han ikke har sagt det, så er der ikke nogen historie. Vil De bekræfte det?
Hr. Haarder, mig bekendt har ingen af Kommissionens embedsmænd med berettigelse kunnet fremføre noget sådant. Det er i øvrigt min personlige opfattelse, at det ville være både urimeligt og uretfærdigt at straffe østrigske statsborgere, virksomheder eller lønmodtagere med den begrundelse, at landets nytiltrådte koalitionsregering vækker bekymring. Jeg må selvsagt forbeholde mig ret til at undersøge sagen nærmere eller iværksætte en nærmere undersøgelse af sagen, hvilket vil ske straks efter dette møde. Umiddelbart kan jeg dog bekræfte, at Kommissionen aldrig har udtalt noget sådant eller tilladt udsagn af denne art. Hr. Haarder, der kan imidlertid uddrages en anden lære af det, der sker i Østrig. Jeg har personligt ved flere lejligheder påpeget den udfordring, vi alle står over for, nemlig behovet for at minde om og tydeliggøre de landvindinger, vi i fællesskab har gjort siden 1957. Vi må naturligvis nævne det økonomiske fællesskab. Men først og fremmest må vi pege på det fælles værdigrundlag og charteret for grundlæggende rettigheder, som præciserer og styrker beskyttelsen af den enkelte borger. Vi kan endvidere nævne traktatens artikel 13 vedrørende diskrimination. Vi har i vores udtalelse af 26. januar - altså før den østrigske krise - foreslået, at denne artikel efter regeringskonferencen blev omfattet af reglerne om afgørelser truffet med kvalificeret flertal og ikke med enstemmighed. Jeg vil for egen regning pege på muligheden af at tilføje en ny bestemmelse til traktatens artikel 7 med henblik på at sikre retsgrundlaget for den demokratiske overvågnings- og varslingsprocedure. Jeg understreger, at jeg alene peger på muligheden af en sådan tilføjelse. Endelig vil jeg nævne den offentlige debat. Skal vi trænge de negative idéer tilbage, må vi præsentere et alternativ hertil. Jeg vender hermed tilbage til emnet for vores forhandling og vil understrege, at jeg tillægger den offentlige debat stor værdi. Jeg tror på debatten som løftestang for demokratiet, og jeg tror på dens værdi i kampen mod al demagogisk tale.
Kommissær Barnier, De lagde i Deres udtalelse stor vægt på betydningen af en dialog med Europas borgere. Hvad regeringskonferencen angår, fik det portugisiske formandskab i Helsinki-beslutningerne det specifikke mandat at foretage tilføjelser til regeringskonferencens dagsorden i løbet af regeringskonferencen. Parlamentet har godt nok sine egne repræsentanter dér, hr. Brok og hr. Tsatsos. Men ville De, hr. kommissær, også være i stand til at give et tilsagn om, at De, hvis og når dagsordenen udvides af Rådet, vil orientere Parlamentet om dette, således at vi kan drøfte det i vores egen midte, ja, og med Dem, med det formål at fortsætte denne dialog med borgerne, som De har lagt så stor vægt på?
, Kommissionen. (FR) Hr. Beazley, jeg kan helt klart svare bekræftende på Deres forespørgsel, idet jeg må understrege, at der ikke er noget nyt heri. Formanden for Udvalget om Forfatningsspørgsmål, hr. Napolitano, og adskillige af udvalgets medlemmer ved, som også mange af Europa-Parlamentets medlemmer, at jeg er parat til løbende og åbent på vegne af Kommissionen at orientere om udviklingen i forhandlingerne. Jeg vil muligvis udtrykke mig anderledes end hr. Tsatsos og hr. Brok, som repræsenterer Europa-Parlamentet direkte. I øvrigt vil vi sandsynligvis ofte give en fælles orientering. Jeg finder det afgørende, at forhandlingerne ikke foregår i det skjulte, hverken i forhold til Europa-Parlamentet eller i forhold til de enkelte landes nationale parlamenter. Jeg må i øvrigt minde om, at sidstnævnte har et afgørende ord at skulle have sagt i forbindelse med ratificeringsprocessen. På denne baggrund hilser jeg da også hr. Napolitanos forslag velkomment og ser gerne jævnlige fælles drøftelser mellem de 15 medlemslandes parlamenter og Europa-Parlamentet. Kravet om gennemsigtighed og åben debat er imidlertid også helt afgørende i forbindelse med en reform af EU's institutioner. Jeg er således parat til når som helst i løbet af det kommende år, hvor forhandlingerne pågår, at orientere Europa-Parlamentet om vores holdninger og om udviklingen i forhandlingerne.
Hr. formand, for det første vil jeg gerne ønske Kommissionen tillykke med dens fremgangsmåde. Jeg mener, at det er meget godt, at man begynder dialogen med borgere i god tid, for det skete faktisk ikke ved Amsterdam-traktaten og Maastricht-traktaten, og det førte til megen mistillid. To spørgsmål. For det første sagde De, at De begynder en dialog med borgerne, og jeg begynder allerede med 700 praktikanter hos Kommissionen. Har De til hensigt også at henvende Dem til borgerne gennem medierne, altså også gennem fjernsyn og via Internet? Mit andet spørgsmål er et kritisk spørgsmål. Parlamentet har netop modtaget et gennemskuelighedsforslag fra Kommissionen. Når jeg sammenligner det med det gennemskuelighedsforslag, som i Nederlandene finder anvendelse i lovgivningen, så er det en meget lille afskygning heraf, og det pågældende forslag fik megen kritik i Nederlandene. Mit spørgsmål er: Hvordan vil De sikre gennemskueligheden i forbindelse med regeringskonferencen, for det foreliggende direktiv er ikke et godt eksempel?
Fru Maij-Weggen, når det gælder princippet om gennemsigtighed i forbindelse med regeringskonferencen, vil Europa-Parlamentet være bekendt med fremgangsmåden. Forhandlingerne indledes i øvrigt netop nu, hvor gruppen af repræsentanter for forhandlingspartnerne er forsamlet i Bruxelles. Jeg forventer at slutte mig til mødet umiddelbart efter denne debat. De dokumenter, der drøftes under regeringskonferencen, vil for størstepartens vedkommende være offentligt tilgængelige dokumenter eller arbejdsdokumenter. De forhandlinger, der året igennem vil blive ført mellem ministrene og Det Europæiske Råd, transmitteres ikke direkte, men jeg har forpligtet mig til at håndhæve princippet om gennemsigtighed, hvilket er det bedste, jeg på nuværende tidspunkt kan gøre. Dette betyder, at jeg er parat til i alle relevante fora at redegøre for forhandlingernes forløb og Kommissionens synspunkter. Vi vil naturligvis tage alle moderne kommunikationsmidler i anvendelse. Jeg er i øvrigt glad for, at De med Deres spørgsmål har bragt dette emne på bane. Takket være TV-mediet kan vi transmittere direkte fra offentlige debatter til et enkelt land eller til samtlige europæiske lande. Vi vil åbne et debatforum på Internettet. Vi vil skabe permanente debatfora. Og kommissærerne lover at besvare alle spørgsmål hurtigst muligt. Vi vil tage alle disse moderne muligheder i anvendelse. Jeg tror imidlertid, det er vigtigt også at være til stede blandt borgerne. Jeg kunne ønske - vel vidende at mit ønske på nuværende tidspunkt må anses for utopisk - at alle regioner i Europa oplever, at en kommissær, et medlem af Europa-Parlamentet eller en minister, når lejlighed gives, deltager i offentlige debatter. Jeg ved, det er muligt. Beviset herfor er, at de fleste af de her tilstedeværende deltager i sådanne debatter i deres valgkreds, i deres region. Anlægger jeg en mere egoistisk og snæver synsvinkel som kommissionsmedlem, er det mit ønske, at Kommissionen må opleves af borgerne som mennesker af kød og blod. Det er mit ønske, at Kommissionens medlemmer møder borgerne så ofte som muligt.
Hr. formand, jeg bifalder hr. Barniers tilsagn om at besøge regionerne - både for at forklare og lytte til, hvad borgerne har at sige. Jeg vil gerne invitere ham til min egen region, Yorkshire, en stor europæisk region, der tager fuld del i det indre marked og er stormodtager af midler fra strukturfondene. Her kan han komme iført begge de kasketter, han bærer som kommissær. Jeg vil gerne spørge ham, hvor ihærdig Kommissionen vil være i denne informationskampagne? I nogle medlemsstater er det ikke blot et spørgsmål om at levere information til en offentlighed, der ikke er så velinformeret, som den kunne være. Det er bestemt vigtigt, men det er også et spørgsmål om at bekæmpe vildledende og fejlagtige oplysninger, der sættes i omløb af en meget aktiv antieuropæisk bevægelse og de antieuropæiske organisationer, der findes. Kommissionen er nødt til at være meget ihærdig i de svar, den giver på nogle af de kommentarer, den vil få som en del af kampagnen.
Hr. Corbett, tak for Deres positive bemærkninger. Jeg tager gerne imod invitationen til at besøge Yorkshire. Forstår jeg Dem ret, ønsker De, at debatten omhandler ikke blot de institutionelle reformer i EU, men også strukturfondene. Jeg skal gerne bringe begge emner på bane i forbindelse med mit besøg. I øvrigt vil jeg gerne i forlængelse af mit foregående indlæg påpege, at jeg gerne vil have kontakt til de nationale parlamenter. Ikke blot i form af møder med repræsentanter for disse parlamenter, men ved direkte tilstedeværelse under parlamentsdebatterne. Jeg har allerede gjort de første erfaringer i så henseende, idet jeg for 10 dage siden var i Westminster. Som De vil forstå, hr. Corbett, tager jeg gerne udfordringen op. I næste uge skal jeg deltage i debatten i Forbundsdagen i Berlin. Jeg har tidligere besøgt det franske Senat. Jeg vil således løbende bestræbe mig for, når lejlighed gives, også at besøge de nationale parlamenter. Dialogen med EU's borgere drejer sig ikke om propaganda eller marketing. Det drejer sig ikke om kommunikation, men om oprigtig dialog. Indledningsvis vises en kort video, som objektivt forklarer, hvad der står på spil, når vi drøfter reformer af EU's institutioner. Herefter har det tilstedeværende medlem af Europa-Parlamentet mulighed for at bringe sit indlæg og besvare spørgsmål for åben mikrofon. Vi vil skabe denne dialog i samarbejde med medlemsstaterne - det være sig i forbindelse med konkrete enkeltinitiativer eller i form af et mere struktureret samarbejde. Det er mit håb, at de 15 medlemslandes regeringer vil støtte dialogen på den måde, de finder mest hensigtsmæssig og adækvat. Og det er mit håb, at Europa-Parlamentets medlemmer vil fremme dialogen.
Hr. formand, jeg vil gerne slutte mig til hr. Barniers studiekreds med de 700 stagiares, så han har nogle at diskutere med. Det er jo ikke så sjovt at skulle diskutere regeringskonference og åbenhed med sig selv. I forbindelse med regeringskonferencen sagde Barnier under forelæggelsen i Parlamentet, at socialpolitikken ikke var underlagt flertalsafgørelse, men når jeg kigger på side 63, så ser jeg, at bekæmpelse af forskelsbehandling, retten til at færdes og til at tage ophold - altså opholdsdirektiverne - hele den sociale sikring, fornyelsen af forordning nr. 1408, af foranstaltninger på det socialpolitiske område - med enkelte undtagelser - skal underkastes kvalificeret flertal. Er hr. Barnier ikke betænkelig ved, at han her går ind i nerven af medlemslandenes valgprocesser? Det er jo disse emner, folk går til valg på, og som fører til et nyt flertal i folketing og andre parlamenter. Kan det styres fra Bruxelles? Er det et led i den radikale decentralisering, som Prodi talte om i morges?
Jeg blev meget glad, da jeg i sidste uge hørte, at Kommissionen over en årrække med stor opmærksomhed vil se på subsidiaritetsbegrebet og det, det refererer til - ikke blot i forholdet mellem Unionen og medlemsstaterne, men også Unionen, medlemsstaterne, regioner og byer. Jeg håber, at kommissær Barnier i hans forfølgelse af en dialog rundt omkring i Europas regioner vil komme nærmere ind på dette og lære af det, han hører.
Hr. kommissær, jeg vil gerne vende tilbage til Deres besvarelse af et af de foregående spørgsmål. De anførte, at det kunne komme på tale i traktatens artikel 7 at indføje, hvad jeg vil betegne som en bestemmelse, der låser traktaten. Der er tale om at låse traktaten i forhold til risici i form af afvigelser. Og der er tale om at åbne for meget forskelligartede sanktioner, som i medfør af traktatens artikel 7, kan ramme medlemsstater, som krænker grundlæggende rettigheder. Er disse forslag, og - mere generelt - er forslag af denne art efter Deres opfattelse omfattet af regeringskonferencens dagsorden, sådan som den blev fastlagt i forbindelse med topmødet i Helsinki? Frygter De ikke, at sådanne sanktioner kan gribe om sig og finde anvendelse som straffeforanstaltninger, ikke i forhold til krænkelser af menneskerettighederne, men i forhold til simple meningsforskelle, i forhold til meningsforseelser eller i forhold til holdninger, der ikke er i overensstemmelse med den fremherskende europæiske tankegang?
Ja, hr. Bonde, vi indleder debatten sammen med 700 unge i Bruxelles. De skal alle arbejde inden for EU's institutioner, herunder også i Kommissionen. Det er min opfattelse, at det vil være et godt udgangspunkt at indlede debatten med disse højst motiverede unge mennesker. Hvad angår den sociale sikring, kan jeg bekræfte, at vi har stillet forslag, som vedrører anvendelsen af henholdsvis kvalificeret flertal og enstemmighed, uden at disse forslag i øvrigt har haft ideologiske undertoner. Hr. Bonde, i Danmark, som i alle øvrige medlemslande, lægger man mig bekendt stor vægt på et velfungerende indre marked, og man lægger vægt på retfærdige konkurrencevilkår og fri bevægelighed for varer og personer. Det er disse principper, der udgør vores rettesnor. Vi foreslår således, at der træffes afgørelser med kvalificeret flertal, når det gælder visse politikker eller foranstaltninger angående skatteforhold, angående sociale sikringsordninger eller andre socialpolitiske forhold, såfremt der er en direkte forbindelse mellem disse forhold og et velfungerende indre marked. Vores forslag er ikke af generel karakter, og en given model foreslås ikke anvendt systematisk. Jeg er fuldt ud klar over, at skattespørgsmål og sociale sikringsordninger er følsomme emner. Det er ikke min holdning, at de forskellige nationale modeller for social sikring alle skal omformes efter en og samme model. Det har aldrig været hensigten. Det er hensigten at skabe grundlag for et velfungerende indre marked, også i forbindelse med et udvidet EU med 30 eller 27 medlemslande, hvor det er afgørende, at en enkelt medlemsstat ikke kan blokere for beslutninger på 26 eller 27 andre medlemslandes bekostning. Til hr. MacCormick vil jeg sige, at jeg fuldt ud deler den anskuelse, at dialogen med borgerne skal føres ikke kun i hovedstæderne, men så tæt som muligt på borgerne. Så tæt som muligt på de steder, hvor borgerne bor og har deres rødder. Dette er i øvrigt helt på linje med mine holdninger som kommissær med ansvar for regionalpolitikken. Regionalpolitikken er netop et af de mest konkrete og tydelige vidnesbyrd om bestræbelserne for at styrke beskæftigelsen og livskvaliteten for befolkningen i de områder, hvor de bor. Man vil ofte høre mig understrege, at regionalpolitikken ikke blot tager sigte på at skabe samhørighed og solidaritet regionerne imellem. Regionalpolitikken skal også være et supplement til eksisterende politikker og sikre, at borgerne kan bevare deres rødder, deres traditioner, deres sjæl, deres identitet, der, hvor de nu engang bor. Der skal således skabes en dialog, som også omfatter mindre byer og regioner. Til hr. Berthu vil jeg sige, at Helsinki-mandatet er klart, og vi holder os inden for de rammer, mandatet giver. I første række omhandler mandatet de tre grundlæggende spørgsmål, som ikke blev besvaret i forbindelse med Amsterdam-traktaten. Hertil kommer nært beslægtede institutionelle spørgsmål. Og endelig åbner mandatet mulighed for, at emner, som det portugisiske og det franske formandskab måtte skønne er relevante, kan tages op i forbindelse med forhandlingerne. Kommissionen er således i sin gode ret til i givet fald at uddybe sin udtalelse, som omhandler en række institutionelle spørgsmål. Jeg ved endnu ikke, om dette bliver tilfældet med hensyn til traktatens artikel 7. Og bliver det tilfældet, vil Kommissionen under alle omstændigheder ikke blot levere et svar og en reaktion på en helt konkret situation - uanset situationens alvor, der understreges af, at 14 EU-landes regeringer sammen har reageret herpå. En eventuel udtalelse fra Kommissionen vil være fremadrettet og af generel karakter. Vi støtter ethvert initiativ, som på afgørende vis kan styrke det værdifællesskab, vi har opbygget, siden De Europæiske Fællesskaber blev grundlagt i 1957, ja, helt siden Anden Verdenskrigs afslutning. Jeg føler mig overbevist om, at De deler mit synspunkt, hvad disse grundlæggende forhold angår, hr. Berthu.
Tak, hr. kommissær. De har besvaret spørgsmålene præcist og også indledt den dialog for Europa, som De nævnte. De har sat et meget godt eksempel med hensyn til at holde tiden i dag. Forhandlingen er afsluttet.
Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Kommissionen (B5-0009/2000). Første del
Spørgsmål nr. 36 af (H-0025/00): Om: Høj børnedødelighed i Kosovo Ifølge de seneste oplysninger fra FN, som blev sendt til Verdenssundhedsorganisationen, har Kosovo den højeste børnedødelighed i Europa. Omkring 50% af de levedygtige børn dør, fordi krigen har medført en meget stærk stigning i antallet af ufrivillige aborter, og fordi børn, som fødes til tiden, er fysiologisk mindre udviklede end normen. Kommissionen bedes i forbindelse med den humanitære støtte, som EU yder, og den indsats, som den politiske administrator Bernard Kouchner gør, oplyse, hvilke foranstaltninger der er blevet truffet for at beskytte kvinderne i Kosovo med hensyn til deres ret til moderskab og til sundhed for gravide kvinder, fødende kvinder og nyfødte?
Hr. formand, Kommissionen er bevidst om den meget vanskelige situation, der hersker med hensyn til sundhed og sanitære anlæg i Kosovo, ikke kun for gravide kvinder, men over hele linjen. Det skyldes både den nylige konflikt og års misrøgt og manglende vedligeholdelse forud for denne. De nævnte børnedødelighedstal taler for sig selv og er helt og aldeles uacceptable. Men situationen er næppe bedre for andre dele af befolkningen. Kommissionens reaktion har været følgende: For det første har sundhedssektoren modtaget betragtelige beløb fra ECHO. ECHO fokuserer for nærværende på levering af lægemidler og medicinsk udstyr og nødsundhedspleje såvel som på støtte til institutioner og vaccination. Men bestræbelserne går i stadig højere grad på etablering af et sundhedsplejesystem i provinsen, der kan klare sig selv. UNMIK har allerede indtaget en betydelig rolle på dette område. For det andet er der allerede under genopbygningsprogrammet blevet indledt en hasteintervention på hospitalet i Mitrovica med et genopretningsprogram på 1 million euro. Der gøres kun langsomme fremskridt på grund af de spændte relationer, der hersker mellem de etniske grupper i denne delte by. Men Kommissionen holder fast ved sine bestræbelser med UNMIK-støtten til dette projekt. Vi håber, at det en dag vil blive et symbol, der taler for udbyttet af etnisk forsoning. Ifølge Det Europæiske Fællesskabs skadesvurdering beløber de skønnede omkostninger til genopbygning af sundhedsplejefaciliteterne og levering af udstyr til skadestuer og lægehuse sig til 4 millioner euro. Kommissionen vender sig nu mod programmeringen af midler for år 2000. Vi forventer at afsætte en betydelig sum til en forbedring af sundhedsplejesystemet. Vægten vil blive lagt på langsigtede reformer, der omfatter sundhedsfinansiering såvel som uddannelse og anskaffelser. Der er allerede arbejde i gang sammen med UNMIK om at fastsætte et hensigtsmæssigt bidrag fra Kommissionen til dette forehavende.
Hr. kommissær, i dag til morgen betonede kommissionsformand Prodi bl.a., at man på Balkan afprøver vores evne til effektiv handling, bedømmer selve EU's troværdighed, og at kløften mellem ord og handling nu må lukkes. Er det Deres vurdering, hr. kommissær, at de oplysninger, som vi har til rådighed om den høje børnedødelighed i Kosovo - den højeste i Europa - samt generelt det billede på menneskelig ulykke og ødelæggelse, som hersker i Kosovo, ikke allerede skader vores troværdighed alvorligt og sætter spørgsmålstegn ved vores evne til føre de ting ud i praksis, som vi har lovet? Og en ting mere, hr. kommissær: Retfærdiggøres den såkaldt humanitære, militære indgriben af det nuværende billede på den humanitære ødelæggelse, som findes i Kosovo? Mener De ikke, at det er umuligt at retfærdiggøre en så stor passivitet, når selve retten til livet sættes på spil på det europæiske fastland?
Jeg tror ikke, at vores genopbygningsagentur eller den forudgående projektgruppe, der har arbejdet utroligt hårdt i Kosovo, vil betragte det som en passende beskrivelse af deres arbejdsindsats, at de har stået med hænderne i lommen. Jeg er sikker på, at det ærede medlem ikke mente det sådan. Men hun har selvfølgelig helt ret, når hun siger, at Unionens troværdighed står og falder med det, der sker - ikke kun i Kosovo, men på Balkan som helhed. Jeg er meget optaget af, at den bistand, vi yder, når hurtigt frem og på en måde, som kan maksimere vores bistand. Jeg vil blot komme ind på to ting omkring situationen i Kosovo, som vi tackler så entusiastisk, som vi kan henhold til WHO-retningslinjerne. For det første er jeg sikker på, at det ærede medlem erkender, at regeringen i Beograd igennem 1990'erne har underfinansieret sundhedssektoren i Kosovo, og mange albanere fandt, at de egentlig slet ikke modtog nogen sundspleje. Derfor blev der etableret en parallel sundhedssektor via Moder Theresa-organisationen. Så det, vi har med at gøre, er ikke blot konsekvenserne af konflikten. Det er konsekvenserne af års misrøgt og kronisk underinvestering. For det andet, og jeg er sikker på, at det ærede medlem også erkender dette, har nogle af de tragiske historier, der er kommet ud af Kosovo i de seneste uger, ikke handlet om børnedødelighed under graviditet, men børnedødelighed, efter at en sund baby er kommet til verden. Der har været tilfælde, hvor kvinder under fjendtlighederne eller før fjendtlighederne på tragisk vis slog deres egne børn ihjel. Det er en grusom historie, vi har med at gøre i Kosovo. Vi må arbejde så godt, vi kan, inden for sundhedsområdet ligesom inden for andre områder på at genskabe noget, der bare ligner civiliserede standarder og civiliseret adfærd, men det vil ikke blive nemt.
Hr. kommissær, tak for Deres svar på min kollegas første spørgsmål og også tillægsspørgsmålet. Jeg har imidlertid nogle forbindelser i Kosovo, og de fortæller, at de fødevarepakker, som uddeles af bl.a. ECHO, ofte er af dårlig kvalitet. I nogle tilfælde har man fundet insekter og lign. i fødevarerne. Vidste De det? Det er mit første tillægsspørgsmål. Mit andet spørgsmål vedrører Deres henvisning til genopbygningen af sygehuset i Mitrovica. De er sikkert klar over, at dette sygehus ligger i den nordlige del af byen, og at kosovoalbanerne slet ikke har adgang hertil på grund af den anspændte situation. Hvad gør Kommissionen for at sørge for, at kosovoalbanerne også kan få adgang til sygehuse?
Til det første spørgsmål vil jeg sige, at jeg selv rejser til Kosovo i begyndelsen af næste måned på endnu et besøg, og jeg vil se nærmere på den beskyldning, som det ærede medlem er fremkommet med om ECHO-fødevarepakken. Det har jeg ikke hørt noget om før, men det er et vigtigt punkt, og jeg vil helt bestemt undersøge det nærmere, når jeg er på stedet. For det andet forstår jeg helt, hvad det ærede medlem siger om Mitrovica. Jeg var i Mitrovica for et par måneder siden og så situationen dér med mine egne øjne. Jeg havde drøftelser med ledende kommunalpolitikere fra begge samfund, herunder lederen for den albanske side, der selv har været læge, og som blev vidt anerkendt for det lægelige arbejde, han udførte under fjendtlighederne og derefter. Så jeg kender til de meget alvorlige problemer, der hersker på det hospital, og jeg kan forsikre det ærede medlem om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sørge for, at der er passende sundhedsfaciliteter for alle i Kosovo, uanset hvilken etnisk gruppe de kommer fra. De særlige problemer i Mitrovica - f.eks. er det ikke kun et spørgsmål om, at albanske patienter har problemer med at komme til hospitalet. Det albanske personale har også haft problemer med at arbejde dér - er særlig akutte problemer. Vi vil forsøge at gøre noget ved dem, men det er ikke nemt.
Spørgsmål nr. 37 af (H-0029/00): Om: Den tyrkiske blokade af Armenien Den Europæiske Union fremmer aktivt de sociale, økonomiske og politiske forbindelser med Armenien via partnerskabs- og samarbejdsaftalen, der blev undertegnet den 12. oktober 1999. Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe på baggrund heraf for at overtale den tyrkiske regering til at ophæve den økonomiske blokade af Armenien?
Kommissionen støtter enhver indsats, der tager sigte på at bilægge stridighederne mellem Tyrkiet og Armenien, og beklager, at der endnu ikke er sket en normalisering af forholdet mellem de to lande. Under de nuværende politiske omstændigheder er det imidlertid urealistisk at forestille sig, at grænsen mellem Armenien og Tyrkiet såvel som grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan vil kunne åbnes uden en forudgående bilæggelse af Nagorno-Karabakh-konflikten.
Hr. formand, Kommissionen forhandler jo også i fremtiden om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union. Vil den stille som betingelse, at drøftelsen først kan optages, når blokaden her er ophævet, for i sidste instans er vi alle naboer, og vi ønsker jo at have positive relationer med vores naboer i Den Europæiske Union? Mit spørgsmål er altså: Vil Kommissionen stille det som en af betingelserne for at forbedre de fremtidige drøftelser?
Det er hovedsagen her at støtte OSCE's Minsk-gruppes bestræbelser på at nå frem til en bilæggelse af Nagorno-Karabakh-konflikten, og vi står rede til at hjælpe på enhver måde, vi kan. Vi har også været væsentlige ydere af udviklingsbistand til Armenien under Tacis-programmet. Lad mig relatere mit svar konkret til spørgsmålet om Tyrkiets tiltrædelse af Den Europæiske Union. Tyrkiets relationer til dets naboer vil, som det ærede medlem spørger om, blive undersøgt nøje inden for rammerne af førtiltrædelsesstrategien. Som det understreges i Agenda 2000, bør udvidelse ikke indebære import af grænsekonflikter. Den understregning kunne ikke være meget klarere. Men jeg gentager, at det vigtigste bidrag, vi kan yde, er at forsøge at hjælpe med at finde en løsning på denne konflikt, der har haft sådanne skadelige økonomiske og humanitære konsekvenser.
Spørgsmål nr. 38 af (H-0040/00): Om: Betydningen for menneskerettighederne af opførelsen af Ilisu-dæmningen i Tyrkiet Som bekendt har Tyrkiet for nylig fået status af ansøgerland. Hvilken betydning vil opførelsen af Ilisu-dæmningen på baggrund heraf efter Kommissionens opfattelse få for menneskerettighederne i betragtning af den omfattende fordrivelse af kurdere og andre folk, der vil ske i forbindelse hermed?
Kommissionen har ikke nogen oplysninger om konsekvenserne af opførelsen af Ilisu-dæmningen for befolkningen i regionen. Vi vil imidlertid overveje at rejse spørgsmålet over for de tyrkiske myndigheder sammen med andre spørgsmål vedrørende regionale udviklingspolitikker inden for rammerne af den nye førtiltrædelsesstrategi for Tyrkiet.
Jeg har et beslægtet spørgsmål. Det vedrører dæmningens konsekvenser for adgangen til ferskvand i regionen som helhed. Som De ved, vil dæmningen begrænse ferskvandsforsyningen til Syrien og Irak i særdeleshed. I betragtning af den meget store ustabilitet, der hersker i denne region, og mange kommentatorers meget reelle bekymringer om, at vi vil komme til at se en øget forekomst af konflikter, såkaldte "vandkrige", i de næste årtier, hvad er så Kommissionens synspunkt på den potentielle destabilisering - både i Tyrkiet og i resten af regionen, der vil blive forårsaget af denne dæmning? Kan De sige, om De også vil rejse dette punkt?
Vi vil helt bestemt rejse det punkt, som det ærede medlem har fremført. Vi har hørt bekymringer udtrykt herom, og jeg vil se til, at det bliver taget op. Der er også blevet udtrykt alvorlige bekymringer for den potentielle fare for det arkæologiske arvegods i området. Vi vil også rejse dette i vores fremstillinger. En række andre vandkraftanlæg, der har været planlagt i Tyrkiet i de sidste 30 år, har rejst bekymringer, såsom konsekvenserne for hjemstavnsfordrevne landmænd. Som helhed synes disse at være blevet klaret relativt tilfredsstillende, og jeg håber, at det samme bliver tilfældet med dette projekt, der - blot for at gøre dette helt klart - ikke er et projekt, som Kommissionen på nogen måde deltager i.
Vi takker hr. Patten, fordi han har repræsenteret Kommissionen i denne spørgetid.
Spørgsmål nr. 39 af (H-0036/00): Om: Udarbejdelse af et charter for grundlæggende rettigheder Idet jeg giver udtryk for borgernes tilfredshed med udarbejdelsen af charteret for grundlæggende rettigheder samt håbet om, at dette charter vil kunne leve op til de udfordringer, som Europa stilles over for i det 21. århundrede, bedes Kommissionen besvare følgende: Hvad mener Kommissionen om indholdet af dette charter? Hvilke borgere omfatter det (EU-borgerne eller borgerne i samtlige europæiske lande i lyset af udvidelsen, og vil det omfatte indvandrerne m.fl.)? Vil Den Europæiske Unions regelværk være nedfældet heri, eller vil det have en bredere programmæssig karakter? Hvilke mekanismer vil blive taget i anvendelse for at få fasttømret princippet om lige muligheder for de to køn? Hvad mener Kommissionen om optagelsen af dette charter i Traktaten om Den Europæiske Union?
Kommissionen hilser, som spørgeren, stats- og regeringschefernes beslutning om at udarbejde et europæisk charter for grundlæggende rettigheder velkommen. I konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Köln udstikkes de overordnede retningslinjer for indholdet i charteret. Det fremgår således af konklusionerne, at charteret skal omhandle tre kategorier af rettigheder. For det første drejer det sig om grundlæggende rettigheder såsom retten til frihed og lighed samt retten til en retfærdig og offentlig rettergang. Disse rettigheder omhandles i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For det andet er der tale om rettigheder forbeholdt EU's borgere, og for det tredje drejer det sig om økonomiske og sociale rettigheder som anført i Den Europæiske Socialpagt og Fællesskabspagten om Arbejdstagernes Grundlæggende Arbejdsmarkedsmæssige og Sociale Rettigheder, for så vidt der ikke blot er tale om en angivelse af mål for EU's indsats på området. Det er Kommissionens holdning, at den konference, der har til opgave at udarbejde charteret for grundlæggende rettigheder, bør henholde sig til det mandat, der er givet i forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Köln. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at konferencen udelukkende skal samle og systematisere eksisterende rettigheder, som omhandles i forskellige retskilder. Jeg har tidligere understreget over for Europa-Parlamentet, at Kommissionen er overbevist om, at konferencen også, hvor det findes fornødent, vil kunne tilpasse og udbygge disse rettigheder under hensyntagen til de aktuelle vilkår, herunder den teknologiske og sociale udvikling. Disse beføjelser må imidlertid udøves med største varsomhed og baseres på en vurdering af det konkrete tilfælde, idet konferencen i øvrigt holder sig for øje, hvad der er dens mandat, og hvad der er målet med den tekst, som i sidste instans skal forelægges for stats- og regeringscheferne. De rettigheder, der omhandles i charteret, omfatter mindst to kategorier af rettighedserhververe. Der er således rettigheder, som omfatter enhver person, der befinder sig på europæisk jord, mens andre rettigheder udelukkende omfatter EU's borgere. Som en tredje kategori kunne man forestille sig, at visse økonomiske og sociale rettigheder udelukkende omfatter EU-borgere og tredjelandes borgere, som opfylder bestemte betingelser. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at give mere detaljerede oplysninger om charterets indhold, idet arbejdet med udarbejdelsen heraf endnu befinder sig i den indledende fase. Jeg kan imidlertid bekræfte, at princippet om lige muligheder og lige behandling af mænd og kvinder vil indgå i det fremtidige charter for grundlæggende rettigheder. Princippet er allerede i dag indskrevet i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og omhandlet i fællesskabsretten. Som tidligere tilkendegivet over for Europa-Parlamentet ser Kommissionen gerne, at charteret indskrives i traktaten. Kommissionen er imidlertid fuldt ud klar over, at den endelige afgørelse i denne sag træffes af stats- og regeringscheferne. Konferencen, som skal udarbejde charteret, står således over for en vanskelig opgave, idet der stilles krav om en tekst, som er ambitiøs og har politisk tyngde, og som umiddelbart kan indskrives i traktaterne. Kommissionen har i sin udtalelse om afholdelsen af en regeringskonference med henblik på ændring traktaterne påpeget, at Det Europæiske Råd i løbet af indeværende år skal tage stilling til, om en række emner - herunder charteret for grundlæggende rettigheder - skal tages op i forbindelse med regeringskonferencen.
Hr. kommissær, det er meget vigtigt, at Europas borgere, mænd og kvinder, her ved starten af det nye århundrede igen opfordres til at præcisere deres rettigheder og forpligtelser. Vi håber virkelig, at denne vigtige beslutning på mødet i Köln bliver til kød og blod. Globaliseringen på den ene side og udvidelsen på den anden gør det bydende nødvendigt at præcisere disse rettigheder. Topmødet i Seattle udgør en virkelig kilde til problematik i den retning, og vi håber, at Det Europæiske Råd i Nice ikke bliver et forgæves møde. Men for at opnå borgernes deltagelse i den nye planlægning vil vi gerne høre, hvad det er for en plan, som de europæiske organer - og nærmere bestemt Europa-Kommissionen - foreslår som Europas sociale og demokratiske model for det 21. århundrede. Jeg hørte Deres generelle retningslinjer, og jeg vil gerne spørge Dem, hvordan børnene, som selvstændige individer, er stillet i Europa-Kommissionens planlægning for den nye samfundsmodel for det 21. århundrede.
Hr. formand, ærede medlem, lad mig understrege, at udarbejdelsen af dette charter efter min opfattelse har stor politisk signalværdi. Jeg tilslutter mig således fuldt ud kommissionsformandens indlæg i forbindelse med formiddagens debat. Charteret vidner om, at EU prioriterer borgernes grundlæggende rettigheder højt som ledetråd for EU's fremtidige udvikling. Det må i denne sammenhæng præciseres, hvilke principper der lægges til grund ved udvælgelsen af rettigheder, som omhandles i charteret. Efter min opfattelse er det væsentligste kriterium borgernes rettigheder i forhold til EU's institutioner. Disse fremgår af traktaterne. Jeg har forståelse for Deres bekymring, når det gælder børns rettigheder. Jeg mener imidlertid, der kan peges på en række initiativer, som tilgodeser børns rettigheder. Dette gælder ikke mindst inden for mit ansvarsområde, altså retlige og indre anliggender. Inden for dette område finder subsidiaritetsprincippet udstrakt anvendelse. Hovedansvaret for at definere medlemsstaternes forpligtelser i forhold til børnene ligger således hos den enkelte medlemsstat. Hvad angår EU's overordnede forpligtelser på dette felt, bør charteret efter min opfattelse omfatte en anerkendelse af børns rettigheder, idet charteret bør fokusere på områder, hvor EU kan fremme indsatsen for at sikre børns rettigheder i social og økonomisk henseende samt deres borgerrettigheder i videste forstand. Jeg håber således, at Kommissionen og den konference, som skal udarbejde charteret, i fællesskab vil være i stand til at tage den her påpegede udfordring op.
Hr. formand, jeg har haft den fornøjelse at høre kommissæren tale om dette spørgsmål ved flere lejligheder, og jeg er meget enig i hans tilgang. Men jeg vil gerne stille et lidt anderledes spørgsmål. Vi har hørt kommissær Barnier sige, at han er opsat på at kommunikere bedre med folket og rette Kommissionens informationspolitik mod de større sager, som Fællesskabet beskæftiger sig med i år. Vil kommissæren tale for, at en del af Kommissionens informationsbudget bliver afsat til at informere og høre borgerne om dette spørgsmål om et borgernes charter? Det er meget vigtigt, at folk føler sig inddraget i denne proces. Jeg ved, at konventionen selv vil gøre meget på dette område, men den råder ikke over de ressourcer, som Kommissionen gør. Vil Kommissionen se til, at dens informationsbudget bliver anvendt til at sikre, at folk bliver inddraget i denne debat?
Det er Kommissionens politik at fremme en åben og bred debat om charteret for grundlæggende rettigheder, ikke kun med ikkestatslige organisationer, men også med borgerne i et projekt, der er lige så vidtrækkende, som charteret er. Jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen vil gøre sit bedste for at fremme debatten om det fremtidige charter for grundlæggende rettigheder. Vi kan nå det bedste af begge verdener ved at have en klar tekst, der er letforståelig for borgerne, og samtidig en tekst, der kan anvendes som et retligt instrument. Der er ikke nogen indre uoverensstemmelser mellem de to ting. Den udfordring, vi står over for, er at bringe dem sammen i den endelige version af charteret. Jeg er meget glad for at vide, at jeg kan regne med Deres støtte her.
Spørgsmål nr. 40 af (H-0095/00): Om: Artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 1, og artikel 7, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union I traktatens artikel 6, stk. 1, anføres det, at Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Det fremgår tydeligt at en række udtalelser gennem de seneste år, at Jörg Haider og hans Frihedsparti ikke respekterer menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, når det gælder tredjelandes statsborgere og mindretalsgrupper, som bor i Østrig. Vil Kommissionen derfor oplyse, om der efter dens opfattelse er tale om det i artikel 7, stk. 1, omhandlede forhold, "at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principper i artikel 6, stk. 1," samt om den vil opfordre Rådet til med kvalificeret flertal at suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af denne traktat på Østrig, herunder de stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for Østrigs regering i Rådet?
Hr. formand, ærede medlemmer, tillad mig, at jeg indleder mit svar med at minde om den holdning, som Kommissionen indtog med hensyn til sammensætningen af den nye østrigske regering, og som her til morgen er blevet gentaget af kommissionsformand Romano Prodi om nævnte regering, som har deltagelse af ministre, der kommer fra Jörg Haiders østrigske Frihedsparti. Jeg tænker naturligvis på den erklæring, som Kommissionen udsendte den 1. februar 2000, og hvis hovedtræk jeg vil begynde med at minde om. Kommissionen bekræftede og har i dag igen bekræftet, at den deler de bekymringer, der lå bag det portugisiske formandskabs erklæring af den 31. januar. Disse bekymringer er berettigede og velbegrundede. Det er næppe nødvendigt her at minde om Jörg Haiders politiske løbebane og hans utallige offentlige, fremmedhadske og racistiske udtalelser og nu også antieuropæiske udtalelser. At et tydeligvis yderliggående, racistisk og fremmedhadsk parti kommer til magten i en medlemsstat i Den Europæiske Union kan ikke undgå at bekymre resten af de stater, der deltager i det europæiske projekt, ligesom det påvirker Europa-Kommissionen. For det andet gentog og gentager Kommissionen sin forpligtelse til at blive ved med at gøre sin pligt og værne om traktaterne, især unionstraktatens artikel 6 og 7. En af de vigtigste fornyelser i Amsterdam-traktaten var netop tydeliggørelsen af de grundlæggende principper, som er medlemsstaternes fælles regelsæt, og indførelsen af en mekanisme til kontrol af, at de bliver overholdt, og til reaktion, såfremt et af disse principper bliver overtrådt. Kommissionen viste på denne måde i praksis sin støtte til et af de grundlæggende principper: retsstatsprincippet. Dette princip pålægger Kommissionen, at den handler inden for de grænser, der er fastsat i traktaterne, og det er i denne kontekst, at erklæringen fra den 1. februar skal ses. Kommissionen er ikke en stat, den kan ikke optræde, som om den var det. Men for at svare konkret på medlemmets spørgsmål, skal jeg minde om, at der for at anvende den mekanisme, der er fastsat i unionstraktatens artikel 7, stk. 1, kræves bevis for, jeg citerer, en grov og vedvarende overtrædelse af principperne i artikel 6. Jeg gentager, at en grov og vedvarende overtrædelse er et ufravigeligt krav, for at Kommissionen kan foreslå Rådet at træffe foranstaltninger mod en medlemsstat. Jeg synes, at det er åbenbart, at betingelserne for anvendelse af artiklen på situationen i Østrig ikke er opfyldt. Jeg mener heller ikke, at jeg tager fejl, når jeg siger, at vi alle ønsker, at disse betingelser med grov og vedvarende overtrædelse af menneskerettighederne og demokratiet aldrig kommer til at blive opfyldt, hverken i Østrig eller i nogen anden medlemsstat. Men jeg vil gerne i dag forsikre ham om min personlige forpligtelse og Kommissionens forpligtelse, som kommissionsformand Prodi gentog her til formiddag, til at gøre alt for, at det ikke bliver nødvendigt at anvende bestemmelserne i artikel 7. Men jeg vil også forsikre Dem om, at vi ikke vil tøve med at anvende den, hvis det viser sig nødvendigt. Der er for centrale og væsentlige værdier på spil til, at vi kan tillade særlige hensyn eller kompromiser. Mennesker og regeringer skal vurderes mere på det, de gør, end det, de siger. Og i tilfældet med Østrig er udtalelserne i det mindste selvmodsigende. På den ene side kan enhver af os samle en håndfuld ophidsende ytringer fra lederen af Det Østrigske Frihedsparti. På den anden side gentager den nye østrigske regerings program dens forpligtelse til at forsvare demokratiet og menneskerettighederne. I løbet af kort tid vil vi få en første og fremragende lejlighed til at se, hvilke af disse to ansigter, der er det sande. Jeg tænker på den holdning, som den østrigske regering vil indtage i Rådet i forbindelse med Kommissionens forslag til oprettelse af et handlingsprogram til bekæmpelse af diskrimination og til to direktiver. Et, der drejer sig om princippet for lige muligheder for folk uanset deres race eller oprindelse, og et andet, som yder beskyttelse på beskæftigelsesområdet mod forskelsbehandling som følge af etnisk oprindelse eller race, religion, handicap eller seksualitet. Det drejer sig om relevante tekster, der er vedtaget med baggrund i traktatens artikel 13, som giver Fællesskabet beføjelser til at bekæmpe diskrimination på grund af race, etnisk oprindelse, køn osv. Tillad mig afslutningsvis at forsikre medlemmet om, at Kommissionen vil blive ved med at overvåge situationen og ikke vil undlade at påtage sig sit ansvar, hvis det skulle vise sig nødvendigt.
Jeg takker kommissæren for hans svar på mit spørgsmål. Men er kommissær Vitorino på det rene med ikke blot hr. Haiders og hans Frihedspartis ord, men også deres gerninger? Hr. Haider har faktisk siddet i regeringen i den sydlige provins Kärnten, hvor han har ført en racistisk og fremmedhadsk kampagne mod det slovensktalende mindretal i denne region, som er østrigske statsborgere, hvor han har forsøgt at afskaffe tosproget undervisning, og hvor der er blevet udøvet en klar forskelsbehandling af romani- og indvandrersamfundene. Kunne kommissæren mon besvare følgende to spørgsmål. For det første talte han om verificering. Kan han fortælles os, hvordan denne verificering vil finde sted, og hvem der vil stå for det? For det andet vil jeg spørge, om han ikke er enig i, at der, hvis den nuværende regering skulle finde på at forfølge den slags politikker, som hr. Haider og Frihedspartiet har forfulgt på regionalt plan, er tale om et klart brud på artikel 6, stk. 1, i traktaten med hensyn til grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettigheder, og at det ville tilfalde Kommissionen at træffe de nødvendige foranstaltninger. Og her taler vi ikke om ord. Her taler vi om gerninger fra Frihedspartiets og hr. Haiders side.
Det står mig helt klart, at det er Kommissionens ansvar at overvåge situationens udvikling i medlemsstaterne på tæt hold i henhold til de procedurer og standarder, der er nedfældet i artikel 6, og begrunde anvendelsen af traktatens artikel 7. Derfor har jeg fuld tillid til, at Kommissionen er i stand til at følge situationens udvikling i Østrig som i enhver anden medlemsstat på tæt hold. Hvis der skulle forekomme nogen konkrete tilfælde af vedvarende overtrædelser af menneskerettighederne hos regeringen i en medlemsstat, vil vi være fuldt ud rede til at reagere og skride til handling i overensstemmelse hermed. Jeg stoler ligeledes på samarbejdet ikke blot med medlemmerne af Europa-Parlamentet, men også med ikkestatslige organisationer, der altid har ydet et vigtigt bidrag til Kommissionens politik imod forskelsbehandling. Hvad situationen i Kärnten angår, er vi nødt til at se nærmere på den. Det ærede medlem rejste spørgsmålet. Beskyttelse af etniske mindretal og mindretal, der taler et særligt sprog, er et element i den handlingsplan og de to direktiver, som Kommissionen har forelagt for Rådet. Vi bør ikke blot fokusere denne debat på det østrigske spørgsmål. Dette spørgsmål lægger an til overvejelse, debat og om fornødent handling. Jeg håber inderligt, at alle medlemsstater vil benytte sig af den lejlighed, som denne handlingsplan og disse to direktiver, som Kommissionen har forelagt for Rådet, byder, til i klare og konkrete vendinger at gentage deres godkendelse af handlingsplanen og direktiverne og engagementet heri til at bekæmpe forskelsbehandling, racisme og fremmedhad, hvor de end måtte forekomme.
Mange tak for Deres tilstedeværelse, kommissær Vitorino. Anden del Spørgsmål til Margot Wallström
Spørgsmål nr. 41 af (H-0021/00): Om: Affald fra elektrisk og elektronisk udstyr Hvert år står Den Europæiske Union over for en stigende mængde affald fra elektrisk og elektronisk udstyr (6 millioner ton i 1998), hvilket navnlig skyldes, at sådant udstyr bliver hurtigere forældet. Miljøproblemerne i forbindelse med forbrænding og bortskaffelse af dette affald skyldes væsentligst, at det indeholder farlige substanser (bly, kadmium, kviksølv, chrom-6-forbindelser, PVC og brændhæmmende halogener). Et foreløbigt udkast til direktiv med henblik på at fastsætte bestemmelser for forvaltningen af dette affald er efterfølgende blevet omarbejdet 3 gange, og sidste version er fra juli måned 1999. Kan Kommissionen forklare, hvorfor dette udkast, som i princippet skulle konkretiseres allerede i 1998, har været så længe undervejs? Er det rigtigt, at den amerikanske regering går imod de væsentligste bestemmelser i det nuværende udkast, og endog truer med at forelægge det for Verdenshandelsorganisationen (for krænkelse af artikel XI i GATT-bestemmelserne og af artikel 2, stk. 2, i aftalen om de tekniske handelshindringer) i tilfælde af, at det bliver vedtaget?
Kommissionen er enig med parlamentsmedlemmet om, at den nuværende håndtering af affald fra elektrisk og elektronisk udstyr i Den Europæiske Union forårsager betydelige miljøproblemer. Kommissionen har derfor besluttet at udarbejde et forslag på dette område og har siden 1997 taget spørgsmålet op med alle berørte parter. Resultatet af denne debat og de grundige undersøgelser, som foretages på området, gennemgås nu af Kommissionen. Visse dele af forslaget er blevet udsat for kritik, bl.a. afskaffelsen af visse tungmetaller og brændhæmmende halogener samt anvendelsen af princippet om producentens ansvar for håndtering af affald fra elektrisk og elektronisk udstyr. USA's delegation i Den Europæiske Union har stillet sig tvivlende over for nogle punkter i det nyeste samrådsdokument, bl.a. netop afskaffelsen af ovennævnte stoffer og visse spørgsmål, som gælder princippet om producentens ansvar. USA's hovedargument i denne forbindelse er, at de pågældende bestemmelser påstås at være uforenelige med international handelsret. Kommissionen overvejer for øjeblikket delegationens argument. Lad mig tilføje, at det er min plan at fejre påske, før Kommissionen kan præsentere et forslag om håndtering af affald fra elektrisk og elektronisk udstyr.
Mit spørgsmål var netop foranlediget af den amerikanske regerings reaktion i forbindelse med offentliggørelsen af det foreløbige direktivudkast. Det foreløbige udkast har været omarbejdet tre gange, og den seneste version er mig bekendt dateret juli 1999. Er det denne tekst, De vil fremlægge, eller en ændret udgave af denne? Tredje udgave betegner i forvejen en svækkelse i forhold til anden udgave, hvilket skyldes hensynet til de kommentarer, den amerikanske regering har fremsat på vegne af amerikansk industri. Når De taler om, at teksten muligvis ikke er i overensstemmelse med international ret, drejer det sig som bekendt om Verdenshandelsorganisationens bestemmelser. Den amerikanske regering vil i givet fald gøre gældende, at et fremtidigt forbud mod farlige stoffer i elektrisk og elektronisk affald vil udgøre en krænkelse af WTO's bestemmelser. Dette må efter min opfattelse give anledning til bekymring, idet den tekst, vi i EU måtte vedtage, ville være truet af indbringelse for Verdenshandelsorganisationen. EU's lovgivning på miljøområdet svækkes dermed betragteligt, og dette gælder ikke mindst det her omhandlede forslag
Tak for tillægsspørgsmålet. Det er vigtigt, at jeg får lejlighed til at svare på det. Det er klart, at der i en proces som denne, hvor vi diskuterer en meget stor mængde affald i Europa fra både elektrisk og elektronisk udstyr, foregår en konstant dialog mellem de forskellige involverede parter. Vi har haft en god dialog og har udarbejdet et udkast under proceduren. Nogle afsnit er blevet forbedret, andre er vi måske gået lidt for meget på kompromis med. Vi er stadig i gang med at skrive teksterne, og dialogen med de forskellige involverede parter foregår endda indtil sidste minut. Jeg vil sige, at USA's indblanding i dette spørgsmål efter min mening ikke skal styre os på en sådan måde, at vi ikke tager tilstrækkeligt hensyn til miljøet. Jeg vægrer mig virkelig ved, at man konstant skal kunne henvise til WTO og handelsregler for at forhindre, at vi i EU udarbejder radikale miljøbestemmelser. Mit udgangspunkt er, at vi skal gøre det. Jeg er imidlertid parat til at lytte til alle argumenter. Jeg har f.eks. for nylig holdt møde med repræsentanter for elektronikbranchen. De fremsatte forslag - også praktiske - til, hvordan man kan forbedre vores udkast. Jeg vil dog afgjort tilbagevise påstanden om, at jeg skulle lade USA styre udformningen af vores direktiv. Det er faktisk sådan, at jeg mener, at vi skal vise vejen, hvilket også vil præge det endelige udkast.
Spørgsmål nr. 42 af (H-0026/00): Om: Køn og miljø Så godt som samtlige aktører i Rio- og Kyoto-processerne - enkelte organisationer, græsrodsbevægelser, regeringer, Verdensbanken, FN og bistandsorganisationer - mente, at kvinder i højere grad skal deltage i beslutningstagningen på miljøområdet. Flere kvinder inden for beslutningstagningen i de enkelte miljøorganer vil bevirke, at de fremherskende mandlige referencerammer udvides til at omfatte ikke blot spørgsmål vedrørende virksomheder, men også spørgsmål om social retfærdighed. Er Kommissionen rede til at vedtage en handlingsplan for at øge kvinders aktive deltagelse i beslutningstagningen også på miljøområdet?
Kommissionen har siden 1988 haft et handlingsprogram for lige muligheder for kvinder og mænd. Ved hjælp af det nuværende program, som omfatter årene 1997-2000, forsøger man at udvikle en arbejdskultur, som indebærer, at både den mandlige og kvindelige verden integreres, og at der tages hensyn til kønsspecifikke behov. Et af programmets formål er at udarbejde og overvåge metoder, strategier og foranstaltninger, som fremmer en lige kønsfordeling i beslutningsprocessen, heriblandt på højere poster. Inden for rammerne af dette handlingsprogram udarbejder hvert enkelt generaldirektorat en særskilt plan over foranstaltninger. Et af målene i denne plan er at øge antallet af kvinder i ledende stillinger. Den nye Kommission har som mål at fordoble antallet af kvindelige ledere i sin embedsperiode. Denne linje følges især aktivt i Generaldirektoratet for Miljø, hvor 60% af direktørerne og 20% af enhedscheferne for øjeblikket er kvinder. Vores politik går ud på at fremme rekrutteringen af kvinder på de administrative poster for at skabe en reserve af egnede kandidater til fremtidens lederposter. For øjeblikket er 24,5% af vores A-tjenestemænd kvinder. Vi håber, at antallet vil stige konstant. Vi bestræber os desuden på at lokke kvalificerede kvinder til at deltage i de samrådsfora, som vi organiserer. Når det gælder vores eksterne partnere, kan vi kun foregå med et godt eksempel og opmuntre dem i deres bestræbelser på at demokratisere beslutningsprocesserne. Når det handler om mere generelle spørgsmål om integration af ligestillingsprincippet, ved De sikkert, at dette princip er indeholdt i Amsterdam-traktaten. I traktatens artikel 3 anføres det, at Fællesskabet i alle de aktiviteter, der er omfattet af denne artikel, skal arbejde for at afskaffe den manglende ligestilling mellem kvinder og mænd og fremme ligestillingen mellem dem. Kommissionen giver sin fulde støtte til bestræbelserne på dette område og er ved at undersøge, om der kan træffes særlige foranstaltninger på miljøområdet. Naturligvis vil jeg benytte lejligheden til at sige, at jeg værdsætter den rolle, som Kvindeudvalget i Europa-Parlamentet, og ikke mindst dets ordfører, spiller.
Lad mig blot minde om, at da den nuværende Kommission efterhånden blev godkendt, fik hver kommissær et spørgsmål fra Kvindeudvalget om, hvordan vedkommende på netop sit område ville håndtere ligestillingen. Vi vil undersøge forholdene omkring hver enkelt kommissær meget nøje, så jeg vil hermed advare de andre kommissærer. Mange tak for svaret! Jeg tolker det faktisk som et ja til, at det er en handlingsplan, der er behov for - en handlingsplan for at få flere kvinder til at deltage på specifikke miljøområder. Lad mig også sige, at Peking-deklarationen understreger vigtigheden af at have institutionel kapacitet for at kunne integrere et ligestillingsperspektiv i al form for miljøplanlægning. Miljøinstitutioner mangler ofte viden og procedurer for at kunne inkorporere et sådant perspektiv i deres daglige arbejde. Jeg vil naturligvis gerne vide, om kommissæren er villig til at integrere ligestillingstanken i miljøpolitikken og i miljøprogrammet. Dette er vigtigt. Hvis hele politikken skal være præget heraf, er det efter min mening især vigtigt, at lederne på højt niveau har denne grundlæggende viden.
Naturligvis er min opfattelse af mainstreaming, at det skal præge alt, hvad vi gør. I den plan, som udarbejdes i mit generaldirektorat, spiller ligestillingsspørgsmålene en meget vigtig rolle. Jeg er også parat til selv at gå ind og f.eks. afholde seminarer om ledelse eller andre emner for at opmuntre kvinder til at påtage sig flere opgaver inden for Kommissionen. Hvis vi skal motivere alle, tror jeg, at det er meget vigtigt, at dette budskab sendes hele vejen oppefra og ned - eller nedefra og op, om man vil. Min generelle opfattelse af miljøarbejdet er, at det mange gange domineres af kvinder. Det handler om, at dette skal forplante sig, således at kvinder også har en chance for at få lederjob eller opnå højere positioner inden for miljøarbejdet. Jeg vil påstå, at vores plan over foranstaltninger afspejler dette, men det kan sikkert gøres bedre. Jeg har en vis erfaring i at udarbejde planer og følge op på dem. Jeg håber, at det vil gavne.
Spørgsmål nr. 43 af (H-0045/00): Om: Boyne-flodmundingen og havneselskabet Drogheda Boyne-flodmundingen er udpeget som særligt beskyttelsesområde under direktivet om vilde fugle, og det overvejes at udpege det som særligt bevaringsområde under direktivet om naturtyper, eftersom det er et område af international betydning. Imidlertid har Marinedepartementet og Louth Amtskommune givet selskabet Drogheda tilladelse til at anlægge en ny havn i det særlige beskyttelsesområde og endog til at fjerne en mudderbanke ved Stegrennan, som for nylig blev indlemmet i det særlige beskyttelsesområde på specifik foranledning af Kommissionen. Ydermere er der blevet opført et meget stort pakhus, for hvilket det er vanskeligt at få adgang til byggetilladelsen; samtidig har Drogheda planlagt anden infrastruktur. Hvorledes kan Kommissionen sikre, at disse projekter, som finansieres via strukturfondene, ikke er i modstrid med naturfredningsbehovene i området? Er Kommissionen rede til at indstille finansieringen fuldstændigt, indtil udviklingsplanerne i området er taget op til fornyet behandling?
Kommissionen har kendskab til, at der er anlagt en havn, men ved ikke noget om det pakhus eller den øvrige infrastruktur, som parlamentsmedlemmet nævner. Anlæggelsen af havnen modtager støtte fra strukturfondene og medfører primært, at udløbet i Boyne-flodmundingen mudres til, og at muddermasserne lagres midlertidigt på mudderbanken ved Stegrennan. Boyne-flodmundingen er udpeget som særligt beskyttelsesområde under direktivet om vilde fugle. Det betyder, at man ved enhver udnyttelse i eller ved Boyne-flodmundingen, som kan påvirke det særlige beskyttelsesområde, skal overholde de beskyttelsesbestemmelser for området, som er nedfældet i Fællesskabets habitatdirektiv. Siden 1998 har Kommissionen modtaget en række klager, hvor man hævder, at anlæggelsen af havnen vil skade mudderbanken ved Stegrennan, som nu indgår i det særlige beskyttelsesområde, og at man ikke har overholdt de relevante beskyttelsesbestemmelser. Efter at have gennemgået disse klager i 1998 og i begyndelsen af sidste år - projektet modtog ingen midler fra strukturfondene i denne periode - blev Kommissionen i sommeren 1999 overbevist om, at man havde overholdt de relevante beskyttelsesbestemmelser ved anlæggelsen af havnen. Der var blevet foretaget en detaljeret bedømmelse af de miljømæssige konsekvenser. Den mest negative følge af projektet, tabet af mudderbanken ved Stegrennan, skal udelukkende være midlertidig, og entreprenøren er forpligtet til at genskabe mudderbanken fuldstændigt. På Kommissionens opfordring blev mudderbanken ved Stegrennan formelt indlemmet i Boyne-flodmundingens særlige beskyttelsesområde, fra hvilket den tidligere havde været udelukket. For at opveje de negative følger af mudderbankens midlertidige forsvinden for de berørte fuglepopulationer var det desuden meningen, at andre miljøer i flodmundingsområdet skulle forbedres. Siden sidste sommer har sidstnævnte foranstaltning imidlertid været omdiskuteret. Først trak de irske myndigheder deres tidligere forpligtelse til at foretage forbedringer tilbage. De fornyede sidenhen deres forpligtelse, efter at en ikkestatslig irsk miljøorganisation havde anlagt sag ved en irsk domstol. Den nye forpligtelse indeholdt dog mindre ændringer, som på sin side førte til endnu en sag. På baggrund af, at Irland har forpligtet sig til at vedtage kompensationsforanstaltninger, og med tanke på, at andre spørgsmål allerede er blevet løst, vil Kommissionen for øjeblikket ikke foreslå, at man indstiller finansieringen fra strukturfondene. Kommissionen vil dog afklare spørgsmålet om kompensationsforanstaltninger med henblik på bedre miljøer med de irske myndigheder, især set i lyset af den endnu uafsluttede proces ved den irske domstol.
Jeg forstår ikke helt, hvad kommissæren sagde. Mudderbanken ved Stregrennan, der på foranledning af Kommissionen blev gjort til et særligt beskyttelsesområde, er nu helt og aldeles ødelagt. Det er klart, at de aktiviteter, der har fundet sted dér, udgør en klar overtrædelse af EU-direktiverne. De siger, at der ikke vil blive tale om nogen yderligere finansiering. Jeg vil gerne vide, om De påtænker at indstille finansieringen fuldstændig, indtil der er blevet foretaget en ordentlig undersøgelse, og hvis ikke, hvorfor så ikke det? Hvis De påtænker det, hvornår har De så i sinde at gøre det? Er det ret og rimeligt, at det departement, der ejer selskabet, også er den myndighed, der udsteder tilladelsen, og også den myndighed, der i alt væsentligt tager pengene fra EU og giver dem til et selskab, som det ejer 100%? Er det ret og rimeligt? Hvad er Deres mening om dette? Enhver EU-finansiering af projektet må stoppes, da det er i klar modstrid med EU-direktiverne. Selv det område, der er udpeget af kommissærerne som særligt beskyttelsesområde, er blevet ødelagt. Efterfølgende erstatning vil ikke kunne gøre den skade, der er gjort, god igen.
Den første retlige indsigelse fulgte, efter at arbejdet på havnen var påbegyndt i det tidlige efterår 1999, uden at de kompenserende miljøforbedringer var på plads. Som et resultat heraf indvilgede de irske myndigheder i at genoptage fjernelsen af vadegræs, men denne gang med direkte mekaniske midler. Anvendelsen af mekaniske midler førte til endnu en retlig indsigelse - det var det, jeg også nævnte i mit første svar - baseret på påstanden om, at mekanisk fjernelse ville skade de underliggende mudderbanker og føre til en økologisk skadelig spredning af vadegræs i flodmundingen. Dags dato har vi endnu ikke set noget afgørende resultat af denne retlige indsigelse. Fastsættelsen af de nødvendige kompenserende foranstaltninger er op til de nationale myndigheder og kræver ikke Kommissionens forudgående godkendelse. Det er Kommissionens rolle at sikre, at de standarder, der kræves i fugledirektivet er fuldt ud opfyldt, og det ville helt klart være et problem at kræve kompenserende foranstaltninger, der selv var skadelige. I dette tilfælde foreslår Kommissionen, at man søger en yderligere afklaring fra de irske myndigheder om, hvordan situationen ser ud her og nu med de kompenserende foranstaltninger og eventuelle problemer i forbindelse med den mekaniske fjernelse af vadegræsset. Vi er ikke for nærværende rede til at foreslå en indstilling af finansieringen fra strukturfondene.
Hr. formand, beklageligvis udgør den konkrete sag, som fru McKenna har rejst, ikke et isoleret tilfælde. Der er andre eksempler på ødelæggelse af særlige videnskabelige beskyttelsesområder som følge af EU-finansiering. Vil Kommissionen overveje at udstede instrukser til alle medlemsstater om, at den, hvis den i fremtiden finder ud af, at europæiske miljødirektiver er blevet overtrådt, eller at der ikke er blevet udført en ordentlig miljøvurdering, ikke blot vil indstille fremtidig finansiering, men også tilbagetrække allerede tildelt finansiering - med andre ord kræve tilbagebetaling af pengene fra medlemsstaterne? Kun en sådan handling vil forebygge en sådan praksis i fremtiden.
Dette er et meget vigtigt spørgsmål. Som parlamentsmedlemmerne sikkert er bekendt med, blev der sidste år udsendt et fælles brev fra vores forgængere i Kommissionen, fru Bjerregaard og fru Wulf-Mathies, angående forholdet mellem strukturfondene, penge fra strukturfondene og beskyttelsen i habitat- og fugledirektivet. Det budskab, som blev sendt ud i dette fælles brev, gælder stadig. Vi kan ikke med den ene hånd uddele penge og med den anden hånd stille landene for en domstol og måske lidt efter lidt få dem idømt bøder. Det er derfor vigtigt, at der er overensstemmelse mellem tingene på dette område. Selvfølgelig kan følgen blive vanskelige vurderingstilfælde. Som jeg ser det, opnår vi dog den bedste effekt ved, at landene tænker sig nøje om og frem for alt sørger for at indsende deres lister over Natura 2000-pladser, så vi får mulighed for at overvåge og følge op på tingene på en ordentlig måde. Her svigter Irland på samme måde som andre medlemslande, men vi håber, at vi kommer til at se et resultat af, at vi udøver pres på denne måde. Jeg vil gerne endnu en gang påpege, at det, som stod i brevet, stadig er gældende.
I henhold til forretningsordenen er det ikke muligt. De er nødt til at tale uden for salen nu, fru medlem. Spørgsmål til Michel Barnier
Spørgsmål nr. 44 af (H-0020/00): Om: Partnerskab og den tredje fællesskabsstøtteramme i Grækenland Den nye forordning 1260/1999 om strukturfondene lægger i modsætning til den foregående forordning vægt på at støtte partnerskabsforbindelserne og tager sigte på deltagelse af de regionale og lokale myndigheder samt de øvrige ansvarlige offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter samt alle andre relevante ansvarlige organer, ikke alene under forberedelsen men også i forbindelse med finansiering, overvågning og vurdering af interventionerne. På baggrund af, at procedurerne for den nye fællesskabsstøtteramme for Grækenland ifølge gentagne klager fra lokale myndigheder er uændrede og stadig ikke gavner "partnernes" rolle i væsentlig grad, bedes Kommissionen oplyse følgende: Har den græske stat sørget for at ændre procedurerne med henblik på at udvide partnerskabsforbindelserne, herunder især til de lokale myndigheder og andre repræsentative organer? Hvad består de lokale myndigheders øgede rolle i under forberedelsen og forvaltningen af den tredje fællesskabsstøtteramme? Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe med henblik på at sikre "partnerne" øget deltagelse i samtlige procedurer under den nye fællesskabsstøtteramme?
Må jeg indledningsvis knytte en enkelt bemærkning til kommissær Wallströms svar til hr. Martin. Jeg anser, som Margot Wallström, fortsat det omtalte fælles brev fra vores to forgængere på kommissærposterne for at være gyldigt. Jeg vil således følge den linje, der er lagt af min forgænger, kommissær Wulf-Mathies, og i nært samarbejde med min kollega Margot Wallström sikre, at projekter, som finansieres af strukturfondene, er i overensstemmelse med EU's direktiver og politikker på miljøområdet. Som tidligere miljøminister lægger jeg selvsagt vægt på dette aspekt. Undskyld denne afstikker til et andet emne, hr. Alavanos. Hvad angår Deres spørgsmål, kan jeg forsikre, at Kommissionen nøje påser, at partnerskabsprincippet respekteres i forbindelse med forberedelserne til den nye planlægningsperiode. Jeg erindrer om, at inddragelsen af regionale og lokale myndigheder i EU's initiativer netop er en hjørnesten i den nye forordning om strukturfondene, som er et resultat af topmødet i Berlin. Når det gælder den konkrete anvendelse af partnerskabsprincippet i forbindelse med den nye fællesskabsstøtteramme for Grækenland, har Kommissionen noteret sig, at de offentlige myndigheder i vid udstrækning har været inddraget i udarbejdelsen af den regionale udviklingsplan for Grækenland for perioden 2000-2006. Som det vil være hr. Alavanos bekendt, har jeg besøgt Grækenland to gange - i øvrigt i forbindelse med de tragiske begivenheder, som fulgte i kølvandet på de voldsomme jordskælv, der ramte landet. Jeg havde under besøgene lejlighed til at møde den græske regering og over for denne påpege, hvor vigtigt det er, at medlemslandene holder sig målet og kravet om partnerskab for øje. Hr. Alavanos, hvad angår de følgende faser i denne indsats, altså udarbejdelsen af nationale og regionale programmer, er det ikke tilstrækkeligt, at denne målsætning er opfyldt på nationalt og teoretisk plan. Den skal også afspejles i de programmer, der konkretiserer fællesskabsstøtterammen, det være sig på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Når det gælder opfølgning på og administration af disse programmer, har jeg på nuværende tidspunkt ikke modtaget oplysninger om de forslag, der stilles af den græske regering i medfør af den nye forordnings artikel 8. Jeg kan oplyse, at jeg i forbindelse med de igangværende forhandlinger om den tredje fællesskabsstøtteramme har understreget, at bestemmelserne om partnerskabsprincippet ubetinget skal opfyldes, også når det gælder regionale og lokale myndigheder, og når det gælder ngo'ere og diverse foreninger. Princippet om partnerskab bør således i forbindelse med den tredje fællesskabsstøtteramme give sig udslag i, at samtlige partnere deltager i tilsynsudvalget. Så vidt mit svar på Deres spørgsmål, hr. Alavanos.
Jeg takker kommissæren. Jeg betvivler overhovedet ikke hans hensigter og hans indgreb, som har bevæget sig i positiv retning. Men sagerne forholder sig fuldstændigt anderledes. Der ligger en centralistisk hånd over fællesskabsstøtterammens virke, og i denne tid oplever vi nærmest en stats-, regerings- og partifebervildelse i forbindelse med finansieringen af EU. Jeg kan ikke her gengive fjernsynsprogrammerne for Dem, men jeg gengiver de græske aviser få uger før valget. I søndagsaviserne over hele Grækenland: Ministeriet for offentlige arbejder om strukturfonden: Ministerens arbejde. Landbrugsministeriet: Landbrugsministerens arbejde - få uger før valget. Ministeriet for telekommunikation: Telekommunikationsministerens arbejde. Undervisningsministeriet: Undervisningsministerens arbejde og et fotografi af ministeren. Arbejdsministeriet: Arbejdsministerens arbejde, et fotografi af ministeren og et fotografi af viceministeren og bag ved det alt sammen fællesskabsstøtterammens logo. Der er kun få uger til valget. Parti- og kandidatpropaganda med finansiering fra EU, fra fællesskabsstøtterammen. Jeg må spørge kommissæren: Hvad kommer der til at ske? Forbliver Kommissionen tavs? Vil den diskutere det? Vil den bringe det for den græske regering, eller skal vi ryge ud i de patologiske tilstande, som vi havde under den forrige Kommission?
Hr. Alavanos, jeg har noteret mig, at De i bunken til venstre har samlet de dokumenter, De citerede fra. Jeg ville sætte pris på at modtage disse dokumenter, som jeg i så fald vil lade oversætte, således at jeg kan studere dem nærmere og vurdere, i hvilket omfang der er tale om reelle informationer, og i hvilket omfang der er tale om propaganda. Førstnævnte kategori af oplysninger modtager jeg selvsagt gerne som kommissær med ansvar for regionalpolitikken, og jeg vil, om jeg skønner det fornødent, tage initiativ til over for den græske regering at påpege disse forhold og eventuelt fremsætte anbefalinger foranlediget heraf. Hr. Alavanos, jeg modtager som sagt gerne de omhandlede dokumenter, ellers må jeg selv lidt senere henvende mig til Deres gruppe desangående. Jeg havde imidlertid den opfattelse, at Deres spørgsmål primært vedrørte partnerskabsprincippet. Ser vi bort fra de spørgsmål, De rejser, vedrørende perioden forud for valget, kan jeg kun gentage, at jeg lægger stor vægt på, at lokale og regionale myndigheder såvel som ngo'er inddrages. Jeg kan imidlertid kun henholde mig til forordningen om strukturfondene, som anfører, at Kommissionen samarbejder med medlemsstaternes regeringer. Min primære samarbejdspartner er således den græske regering. I øvrigt må jeg så sikre mig, at dette partnerskab også når videre ud, at der etableres et decentralt partnerskab. Jeg vil påse, at dette er tilfældet, men jeg må henholde mig til, at det er den græske regering, der er min direkte samarbejdspartner.
Jeg er af den mening, at min kollega, hr. Alavanos, giver alle disse oplysninger til kommissæren, for at han kan tage dem til efterretning, for der er virkelig tale om propaganda og ikke om en vis promovering af fællesskabsprogrammerne. Men jeg vil i den forbindelse også gerne bede kommissæren om at tage følgende til efterretning: I forbindelse med de samlede nationale og regionale programmer anses Grækenland for at være en region, som udtrykker sig - på partnerskabsniveau med EU - gennem den centrale administration og gennem den centrale regering. Ud fra den synsvinkel tager hverken det lokale selvstyre eller - hvad vigtigere er - ngo'erne, såsom f.eks. landsbrugskooperativerne, som måtte være interesserede i en udvikling af landbrugsområdet, del i udformningen af forslagene til den tredje fællesskabsstøtteramme, og det har de heller ikke gjort ved de tidligere fællesskabsstøtterammer. Hvordan vil Kommissionen gribe det an?
Hr. Theonas, jeg må gentage, hvad jeg sagde i mit svar til hr. Alavanos, nemlig at jeg vil følge udviklingen nøje og sikre, at forordningen om strukturfondene efterleves. Om fornødent vil jeg henstille til, at dette sker. Ikke med hensyn til anvendelsen af strukturfondsmidlerne, idet disse endnu ikke er placeret, men med hensyn til forhandlingerne om tildelingen af strukturfondsmidler. Jeg må imidlertid understrege, at jeg er forpligtet til at forhandle med de nationale myndigheder. Jeg vil dog anlægge en objektiv vurdering af disse forhold. Ønsker De i øvrigt at anbefale, at en given aktør inddrages i partnerskabet, tager jeg gerne imod sådanne anbefalinger og forslag. Om jeg forstod Dem ret, hr. Theonas, havde De konkret kooperative foretagender i tankerne. Jeg videregiver gerne forslag fra Europa-Parlamentets medlemmer, idet såvel Europa-Parlamentet som Kommissionen har et ansvar i denne sammenhæng. Det er selvsagt en forudsætning, at forslagene overholder forordningen om strukturfondene i såvel ånd som bogstav. Hvorfor ikke sige, at vi har konstateret, at den græske regering ikke fuldt ud lever op til den nye og ej heller den tidligere forordning, når det gælder inddragelse af repræsentanter for det civile samfund i partnerskabet? Fordi jeg må anlægge en objektiv vurdering. Konstateres der et problem eller manglende opfyldelse af forpligtelserne, må der findes en løsning på problemet eller den manglende opfyldelse. Jeg vil tilsikre, at dette sker i forbindelse med den nye fællesskabsstøtteramme.
Spørgsmål nr. 45 af (H-0041/00): Om: Finansiering via strukturfondene af forskningen på det civile nukleare område Kan Kommissionen bekræfte, at der i løbet af den sidste programmeringsperiode for strukturfondene (1994-1999) ikke er ydet støtte til forskning inden for kernefusion og -fission? Vil den endvidere forpligte sig til at udelukke enhver finansieringsforanstaltning af denne art inden for det pågældende forskningsområde under de igangværende forhandlinger med medlemsstaterne i forbindelse med plan- og programlægningen for den nye periode 2000-2006? Hvilken rolle vil strukturfondene i øvrigt spille med hensyn til fremme af vedvarende energi? Kan det forventes, at strukturfondenes finansiering på det energipolitiske område vil være koncentreret om fremme af regionale og vedvarende energikilder? Vil strukturfondene også finansiere de store energitransportnet?
Hvad angår første del af fru Isler Béguins spørgsmål, må jeg erindre om, at en styrkelse af regionernes videnskabelige fundament og tekniske kapacitet har været højt prioriteret i forbindelse med den seneste planlægningsperiode. Der er fra strukturfondene ydet støtte i størrelsesordenen 7,5 milliarder euro til teknologisk samhørighed, altså til forskning og udvikling inden for fællesskabsstøtterammerne. Disse midler udgør således ca. 6% af det samlede støttebeløb. Når det gælder det særlige indsatsområde, De omtaler i spørgsmålet, kan jeg oplyse, at Kommissionen ikke har planer om direkte at finansiere forskning og udvikling inden for nuklear fusion og fission med strukturfondsmidler. Dette har heller ikke været tilfældet i den seneste støtteperiode. Det er medlemsstaternes administrative myndigheder, der er ansvarlige for udvælgelsen af projekter, som iværksættes inden for fællesskabsstøtterammerne. Fru Isler Béguin, jeg må gøre opmærksom på, at en medlemsstat således kan vælge at finansiere forsknings- og udviklingsprojekter på det civile nukleare område, uanset at dette område ikke figurerer blandt de udvalgte EU-indsatsområder. Forudsætningen er blot, at de omhandlede projekter bidrager til regional udvikling, og der stilles ikke krav om systematisk indberetning herom til Kommissionen. Hvad angår anden del af Deres spørgsmål, som omhandler vedvarende energikilder, er det, som De vil vide, et område, jeg interesserer mig meget for. Kommissionens holdning til dette spørgsmål fremgår af dokumentet om strukturfondene og disses koordinering med Samhørighedsfonden. Investeringer i vedvarende energi ønskes således fremmet, for så vidt de samtidig fremmer udviklingen af lokale ressourcer og dermed bidrager til større uafhængighed ved at reducere energiimporten og i øvrigt styrke den lokale beskæftigelse. Jeg har set eksempler herpå i forbindelse med mit besøg for nylig i Portugal, nærmere bestemt Acorerne. Strukturfondsmidlernes anvendelse til støtte for initiativer, der bidrager til at øge den vedvarende energis markedsandel, understreges ligeledes i forbindelse med det fremstød til fordel for vedvarende energi, Generaldirektoratet for Transport og Energi har taget initiativ til. Når det gælder store energitransportnet, er der i henhold til de overordnede retningslinjer også afsat strukturfondsmidler til støtte for udviklingen af energitransportnet, for så vidt disse bidrager til at reducere ulemperne ved et områdes isolerede beliggenhed. Dette gælder eksempelvis for et område som Acorerne, som jeg omtalte for et øjeblik siden. Men det gælder også for områder, som er isoleret beliggende på grund af eksempelvis placering i bjergegne med heraf følgende ulemper.
Hr. kommissær, tak for Deres svar. Når jeg har stillet dette spørgsmål, skyldes det imidlertid, at vi finder det bekymrende, at der i rapporten om det tredje rammeprogram for forskning indgår et projekt, som betegnes "International Thermonuclear Experimental Reactor". Projektet tegner sig for flere milliarder ecu, og det fremgår, at områder, der er støtteberettigede under mål 1, kan påregne at modtage sådanne anlæg. Vi vil gerne vide, om Kommissionen reelt kan støtte denne type projekter i forbindelse med etableringen af dette forskningsanlæg, om end nuklear forskning måske ikke direkte figurerer som indsatsområde. Hr. Barnier, må jeg også bede Dem uddybe Deres besvarelse af sidste del af mit spørgsmål? Altså spørgsmålet om de store energitransportnet.
De er bekymret for, om strukturfondsmidler anvendes til at finansiere etableringen af atomkraftværker. Lad mig præcisere mit svar. Som udgangspunkt er dette ikke tilfældet. Imidlertid er det som tidligere nævnt medlemsstaterne, som udvælger de støtteberettigede projekter, hvilket er i overensstemmelse med forordningen om strukturfondene. Følgelig modtager Kommissionen ikke systematisk indberetning om alle udvalgte projekter. De er imidlertid i Deres gode ret til at rejse spørgsmålet, og det er min opgave at besvare sådanne spørgsmål. Som hidtil er medlemsstaterne forpligtede til at besvare henvendelser fra Kommissionen, det være sig spørgsmål eller anmodninger om yderligere oplysninger om et konkret anliggende. Jeg vil derfor gøre en undtagelse fra hovedregelen om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og Kommissionen og nærmere undersøge den konkrete sag, De omtaler i Deres spørgsmål. Jeg vil rette henvendelse til den eller de berørte medlemsstater desangående, og jeg skal sørge for, at svaret straks videregives til Europa-Parlamentet. Jeg føler, jeg allerede har besvaret spørgsmålet om de store energitransportnet. Energisituationen varierer meget fra region til region inden for EU, og i visse situationer og for visse regioners vedkommende vil det være rimeligt at bevilge strukturfondsmidler. Dette gælder i særdeleshed, hvis tilslutningen til basale energiforsyningsnet endnu ikke er fuldt udviklet. Det er det svar, jeg for nærværende kan give, når det gælder sammenhængen mellem de store energitransportnet og strukturfondene.
Spørgsmål nr. 46 af (H-0052/00): Om: Strukturfonde og additionalitet Kan Kommissionen på baggrund af dens nyttige svar for nylig på min prioriterede skriftlige forespørgsel om strukturfonde og additionalitet oplyse, hvorvidt den har planer om at ændre bestemmelserne vedrørende additionalitet. Vil Kommissionen, f.eks. overveje en ændring af bestemmelserne for at sikre, at additionalitet ikke kun fungerer på medlemsstatsniveau, men også inden for medlemsstaterne med hensyn til budgetspørgsmål mellem centralregeringer og selvstændige regioner og lande?
Hr. MacCormick, Kommissionen har ingen planer om at ændre bestemmelserne om additionalitet, som for perioden 2000-2006 er fastlagt i artikel 11 i forordningen om strukturfondene. Det fremgår af bestemmelserne, at princippet om additionalitet, helt i overensstemmelse med den hidtidige praksis, finder anvendelse mellem strukturfondene og en given medlemsstats totale udviklingsrelaterede udgifter. Det skal i denne sammenhæng understreges, at det er udgifter finansieret af strukturfondene, som skal opfylde kravet om additionalitet. Kravet omfatter ikke den medfinansiering, der ydes af den pågældende medlemsstat. Der stilles altså ikke krav om, at udgifterne til en sådan medfinansiering skal overstige medlemsstatens eksisterende udgifter. Så længe en medlemsstat ikke reducerer sine samlede udgifter, vurderer vi, at strukturfondene ligger i forlængelse af de nationale udgifter, og at additionalitetskravet således er opfyldt. Budgetbestemmelser, som finder anvendelse inden for de enkelte medlemsstater, mellem centralregeringer og selvstændige regioner og lande fastlægges udelukkende ud fra nationale hensyn. Sådanne bestemmelser er ikke omfattet af princippet om additionalitet, sådan som dette defineres i forordningen. Tilgiv dette yderst fagspecifikke svar. Jeg har undersøgt sagen, og juridisk set - med henvisning til forordningen om strukturfondene - må vi definere og fortolke princippet på den her anførte måde.
Jeg er taknemmelig for et klart svar, men naturligvis lidt skuffet over dets indhold. Vi står tilbage med artikel 11, stk. 1, der siger, at bevillingen af midlerne ikke kan træde i stedet for offentlige eller andre lignende strukturbevillinger fra medlemsstaterne. Meget vel, det skal være den uforanderlige regel. Kan artikel 11, stk. 1, tænkes at bemyndige følgende praksis? Når en selvstyrende regions eller et lands finansiering fra de europæiske strukturfonde øges, foretager staten en samtidig nedsættelse af sin finansiering til denne region, således at den samlede finansieringspakke, der er til rådighed, stemmer overens med en nationalt fastsat formel uden hensyn til størrelsen af den strukturfondsfinansiering, der er tildelt af Unionen. Er det virkelig tilladt?
Jeg har desværre ikke mulighed for at give et fyldestgørende svar på dette spørgsmål inden for den afsatte tidsramme. Umiddelbart må jeg til dels give spørgeren ret i de fremførte betragtninger, og jeg håber, hr. MacCormick vil have forståelse for, at jeg uddyber mit svar skriftligt. Jeg må som nævnt henvise til forordningens artikel 11 og i særdeleshed artikel 11, stk. 1, der udgør retsgrundlaget for det omhandlede princip. Jeg ved, De har stor indsigt i disse spørgsmål, hr. MacCormick. Jeg ved også, at problemstillingen er aktuel i Skotland, hvor De er valgt, idet additionalitetsspørgsmålet her har givet anledning til diskussioner og tvistigheder. Jeg må imidlertid på det overordnede plan gentage, at det er strukturfondsmidlerne, som skal opfylde kravet om additionalitet. Såfremt en medlemsstat ikke reducerer sine samlede udgifter, ligger strukturfondsmidlerne ud over de nationale udgifter, og princippet om additionalitet betragtes som værende opfyldt. Jeg skal imidlertid som lovet uddybe det her anførte en smule i mit skriftlige svar og bestræbe mig på at gøre besvarelsen endnu mere præcis og objektiv.
Additionalitet er også et væsentligt spørgsmål i Wales, som jeg repræsenterer. Så sent som i sidste uge var det et af de spørgsmål, der førte til et mistillidsvotum og til, at førstesekretæren for nationalforsamlingen i Wales måtte træde tilbage. Så sent som i 1991 og 1992 vandt Kommissionen et slag med Det Forenede Kongerige om additionalitet, hvilket på daværende tidspunkt var forbundet med RECHAR-finansieringen. Dette førte til undertegnelsen af en aftale, hvorved den britiske regering gik med til at indføre procedurer til sikring af, at EU-finansieringen nåede ud til de områder, som den var tiltænkt, og rent faktisk var additionel. Og alligevel har vi stadig disse problemer i Wales og i Skotland. Kunne Kommissionen se på denne særlige situation i relation til den aftale, der blev undertegnet med den britiske regering?
Jeg kan forstå, at den debat, jeg ved finder sted i Skotland, også pågår i Wales. Jeg skal undersøge det forhold, De påpeger, og skal om ønsket gerne udarbejde en skriftlig besvarelse af Deres spørgsmål i lighed med, hvad jeg har lovet hr. MacCormick
Spørgsmål nr. 47 af (H-0088/00): Om: Omfanget af de midler Andalusien vil modtage fra strukturfondene i perioden 2000-2006 Hvor store midler vil Andalusien modtage fra strukturfondene i denne periode på baggrund af Kommissionens skøn og de kriterier, der fastsattes på topmødet i Berlin, heriblandt BNP pr. indbygger, ledighed og befolkningstallet, som det er opgjort efter principperne for opgørelsen fra 1996? Spørgsmål til Frits Bolkestein
Hr. formand, jeg skal forsøge at fatte mig i korthed. Jeg må meddele spørgeren, at den regionale udviklingsplan, som de spanske myndigheder fremlagde den 29. oktober 1999, ikke giver det fornødne grundlag for at foretage en fordeling af fællesskabsmidlerne mellem regioner i Spanien, som er støtteberettigede under mål 1, herunder Andalusien, og dermed angive omfanget af de midler, der vil tilgå den region, De repræsenterer. Jeg kan oplyse, at jeg den 14. december 1999 skrev til den spanske økonomi- og finansminister, hr. Rato, og anmodede denne om at fremskaffe de fornødne yderligere oplysninger i tilknytning til den fremlagte plan. Inden for de nærmeste uger vil Kommissionen indlede forhandlinger med de spanske myndigheder med henblik på at få fastlagt fællesskabsstøtterammen for perioden 2000-2006. Jeg kan forsikre, at Kommissionen i forbindelse med disse forhandlinger får de fornødne oplysninger om fordelingen mellem de forskellige regioner. Så snart jeg kender fordelingen af midlerne på regioner, skal jeg om ønsket gerne lade oplysningerne vedrørende Andalusien tilgå Dem, fru Izquierdo Rojo.
Hr. kommissær, problemet er, at når Aznar kommer til Den Europæiske Union for at indkassere for hver andalusier, tæller han alle med, men når Aznar skal lave overførsler til Andalusiens selvstyre, overser han for hver andalusier 400.000, og det er meget alvorligt, for 400.000 børn er som hele Strasbourg eller en by større end Granada fyldt med børn, som Aznar ikke ser. Spørgsmålet er meget vigtigt, og jeg vil gerne vide, hvordan man kan tale om babysvindel, hvis kommissæren vil sikre, at disse midler ikke unddrages andalusierne, for de midler, som Den Europæiske Union skal betale til Andalusien på basis af befolkningstallet, tager hensyn til de 400.000 børn, som Aznar ikke tæller med, når det drejer sig om at give dem skoler, tjenesteydelser.
Kære medlem, jeg minder Dem alle om - tag ikke dette som en formaning - at vi udelukkende behandler fællesskabsspørgsmål. Jeg ved, at det er noget, der er meget vigtigt i Spanien, og man ser forskelligt på det ... Jeg kan fortælle kommissæren, at Aznar er den spanske ministerpræsident. De kan besvare spørgsmålet.
Jeg håber, De formår at råbe regeringen i Madrid op, hvad dette spørgsmål angår. Deres indlæg var ikke direkte henvendt til mig, så vidt jeg forstod. Jeg har allerede besvaret spørgsmålet. Jeg finder det helt afgørende, at strukturfondene anvendes, hvor behovet er størst. Det gælder ikke mindst midler under mål 1. Der er fastsat kriterier, som finder anvendelse i denne henseende. Vi råder over en foreløbig oversigt over, hvilke beløb de enkelte regioner kan forventes at få tildelt. Ikke desto mindre er jeg, som De vil vide, forpligtet til at drøfte disse spørgsmål med de enkelte medlemslandes nationale myndigheder og landenes regeringer. Dette være sagt, ikke for at tale udenom, men jeg må endnu en gang henvise til forordningen om strukturfondene. Ansvaret for, at fordelingen af midlerne bliver så objektiv og retfærdig som overhovedet muligt, ligger således på nationalt niveau. Jeg må først have de fornødne oplysninger, hvorfor jeg ikke kan besvare Deres spørgsmål i dag. Da jeg ikke havde modtaget de fornødne oplysninger, skrev jeg den 14. december 1999 til økonomi- og finansministeren. Vi nærmer os det tidspunkt, hvor jeg må rykke for svar. Når det foreligger, skal jeg lade det gå videre til Dem.
Jeg beklager, at kommissæren igen er blevet inddraget i et fantasifuldt og i dette tilfælde lidenskabeligt indlæg. I Spanien - det vil jeg minde Dem alle om - er det ikke, fordi vi er i en periode med valgkamp, det er, fordi der er 25 dage til valget. Det er en trøst for kommissæren, at valget afholdes om 25 dage, for dermed vil den type spørgsmål sandsynligvis ikke blive stillet. Jeg mener, at det er vigtigt at sige, at Andalusien vil modtage 50% mere inden for fællesskabsrammen, og at Spanien også fremviser en rekord, hvad angår gennemførelse af strukturfondene, hvilket betyder, at fordelingen er nøje baseret på gennemførelsesbestemmelserne, og at den er decentraliseret gennem planerne for regionaludvikling og de forskellige rammer for fællesskabsstøtte. Til sidst vil jeg stille kommissæren et konkret spørgsmål: Mener De, at det er nødvendigt med en ændring af gennemførelsesbestemmelserne for strukturfondene, eller mener De, at de nuværende fordelingskriterier er acceptable?
Det er en interessant debat. Jeg har forståelse for, at spørgsmålet rummer aspekter af mere nationalt tilsnit. Når dette er sagt, vil jeg gerne tilføje, at vi må acceptere, at der konstant er valg i et af EU's medlemslande. Jeg glæder mig først og fremmest over, at strukturfondene er genstand for debat i Grækenland og i Spanien. Vi talte for et øjeblik siden om den offentlige debat. Jo mere der tales om EU og om EU's betydning for den enkelte borgers hverdag, desto bedre - også selvom der tales med store bogstaver - når blot talen er upartisk. Jeg ønsker ikke at udtale mig om min holdning til en eventuel ændring af forordningen om strukturfondene. Forordningen var et resultat af topmødet i Berlin sidste år. Forordningen sættes i kraft for en periode på syv år (2000-2006). Vi får lejlighed til at drøfte emnet i forbindelse med samhørighedsrapporten, der efter min opfattelse er en god anledning til her i Europa-Parlamentet og sammen med Europa-Parlamentets medlemmer at drøfte perspektiverne. I øvrigt bliver der lejlighed til i begyndelsen af år 2001 at stille forslag om justeringer og eventuelle ændringer af forordningen. I den aktuelle situation må jeg imidlertid henstille til, at jeg får mulighed for at gennemføre forordningen, idet jeg må gøre opmærksom på, at den er af ny dato og endnu ikke gennemført. Dette er mine bemærkninger på nuværende tidspunkt.
Mange tak, kommissær Barnier, for Deres svar. Spørgsmål 48-50 besvares skriftligt.
Spørgsmål nr. 51 af (H-0049/00): Om: Harmoniseringskontorets nye bygninger Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked holder stadig til i de samme midlertidige bygninger, selvom den nye bygning blev indviet i juni 1999. På baggrund af denne usædvanlige situation bedes Kommissionen oplyse følgende: Hvad er årsagen til, at Harmoniseringskontoret endnu ikke er flyttet over i de nye bygninger?
Det ærede parlamentsmedlem stillede i november 1999 et spørgsmål om dette emne, og jeg vil gerne henvise ham til svaret herpå. Jeg har desuden anmodet formanden for Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked, kontoret i Alicante altså, om en kommentar i anledning af dette nye spørgsmål, og på vegne af kontoret kan jeg meddele parlamentsmedlemmet følgende: Kontoret er endnu ikke klar til at flytte ind i den nye bygning. Man har desværre overskredet nogle frister. Der skal endvidere først træffes nogle tekniske foranstaltninger såsom et computernetværk, arkivplads, en restaurant og møbler. KHIM er i gang med dette i øjeblikket og forventer at flytte ind i den nye bygning i juni.
I forbindelse med det foregående spørgsmål talte vi om valganliggender. Jeg tror, at emnet bringes på bane igen med dette spørgsmål, for, hr. kommissær, De var ikke til stede ved et blændværk, den såkaldte "officielle indvielse" af Harmoniseringskontorets sæde den 9. juni, hvor valgkampen, som i Spanien ikke kun drejede sig om valg til Europa-Parlamentet, men også om lokal- og regionalvalg, var i fuld gang. Hvis De havde været til stede der, ville De ganske givet være blevet flov. Formanden for Kommissionen og nogle sekretærer var rigtig nok til stede. Valgkampen var i fuld gang, og en række øvrighedspersoner, alle sammen medlemmer af regeringspartiet, holdt nogle åbenlyse valgtaler, som tillige blev transmitteret direkte på tv. Særlig seværdig var formanden for Valencias selvstyre, som gav sig til at skabe uro omkring den spanske regerings arbejde og sit eget, uden at det kom sagen ved. At man midt i en valgkamp indvier en bygning, som ikke var færdig, og som det otte måneder efter indvielsen ikke har været muligt at flytte ind i, er en latterlig situation for den spanske regering. Det bekymrer mig ikke, at den spanske regering har gjort sig til grin, for det var i den sidste ende dens eget ansvar, men det bekymrer mig, at Kommissionen gør det, ved med sin tilstedeværelse at blåstemple denne så upræsentable forestilling. Derfor spørger jeg Dem, hr. kommissær: Synes De, at det er normalt at indvie en bygning, som ikke er færdig, midt i en valgkamp? Synes De, at det er normalt, at Kommissionen ved sin tilstedeværelse blåstempler den spanske regerings upræsentable forestilling?
Det er ikke min opgave at udtale mig om den indenrigspolitiske situation i den ene eller den anden medlemsstat. Jeg afholder mig derfor fra at kommentere den situation, som hr. Berenguer netop nævnte. Jeg må bekende, at det undgår min opmærksomhed, af hvilke grunde en bestemt åbningshøjtidelighed finder sted i Spanien. Jeg håber, at bygningen tages i brug så hurtigt som muligt. Jeg vil endvidere meddele, at jeg håber, at jeg selv er til stede i Alicante i slutningen af maj for at tale på en konference. Jeg håber, at bygningen så tages i brug.
Jeg vil gerne sige til kommissæren, at det ikke er et valgspørgsmål. Som medlemmer af Retsudvalget har vi fulgt byggeriet af den institution, og det er naturligvis klart, at den blev indviet af hensyn til valget. På nuværende tidspunkt - et år efter - fungerer den stadig ikke, og det betyder, at Kommissionen brugte penge på en falsk indvielse. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om dette brug af midler til en falsk indvielse var berettiget.
Jeg gentager, at Kommissionen ikke beskæftiger sig med baggrundene for handlinger i medlemsstaterne. Kommissionen beskæftiger sig med det, som bekendtgøres og gennemføres officielt. Vi har ikke til hensigt at komme ind i det, som på fransk kaldes un procès d'intention. Vi beskæftiger os med offentlige, officielle handlinger og ikke med eventuelle motiver. Derfor er det vanskeligt at imødekomme hr. Medina i denne forbindelse og besvare hans spørgsmål. Endnu en gang, Kommissionen beskæftiger sig ikke med, hvorfor noget sker tidligere eller senere, bortset fra, at Kommissionen sætter pris på, at en bygning, som den til Kontoret, åbnes så hurtigt som muligt og tages i brug. Kommissionen beskæftiger sig endvidere ikke med, om bestemte udgifter har fundet sted reelt eller virtuelt. Efter min mening er alle udgifter reelle. Bortset fra det lader jeg historie være historie.
Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 52. Da spørgsmål 53 og 54 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét.
Spørgsmål nr. 53 af (H-0057/00): Om: Svenske undtagelsesbestemmelser for indførsel af alkoholholdige drikkevarer over grænsen Sverige har i dag en undtagelsesbestemmelse indtil 2004, som medfører begrænsning af alkoholholdige drikkevarer over grænsen. Den svenske regering og en stor folkeopinion har givet udtryk for, at denne undtagelse bør forlænges af folkesundhedsgrunde. Kan Kommissionen redegøre for sin holdning til denne svenske undtagelsesbestemmelse for indførsel af alkoholholdige drikkevarer?
Spørgsmål nr. 54 af (H-0117/00): Om: Alkoholmonopol og det indre marked Hvad agter Kommissionen at gøre for at forhindre den forlængelse af det statslige alkoholmonopol og de dermed forbundne importbegrænsninger, som Sverige åbenbart har planer om, og sikre, at reglerne for det indre marked finder anvendelse?
Jeg vil besvare de to spørgsmål på følgende måde: Ved Sveriges tiltrædelse af EU fik det tilladelse til at beholde sine kvantitative begrænsninger for alkoholholdige drikke, som rejsende må tage med ind i landet fra andre medlemsstater. Denne undtagelse fra princippet om fri bevægelighed for varer og personer udløber den 30. juli i år. Sverige ønsker nu en forlængelse af denne foranstaltning på yderligere fem år, eftersom det skulle være nødvendigt for at beskytte folkesundheden. Min holdning i dette spørgsmål er klar. Sverige har haft tid nok siden tiltrædelsen af Unionen til at tilpasse sin politik til en situation uden importbegrænsninger. Jeg ser derfor ingen grund til at foreslå en yderligere forlængelse af denne undtagelse. De europæiske borgere har ret til at købe varer til eget forbrug, inklusive afgifter, i hvilken som helst medlemsstat og tage dem med til en anden medlemsstat uden, at disse varer kontrolleres, og uden at skulle betale eventuelle afgifter på ny. Det er et grundprincip for det indre marked, og afvigelser herfra skal være undtagelser og tidsbegrænsede. Vi vil sikre, at de svenske borgere nu også kan nyde fordelene af det indre marked, ligesom de andre borgere i EU. Det betyder slet ikke, at jeg ikke deler svenskernes bekymring med hensyn til eventuelle sundhedsproblemer, som alkoholmisbrug kan forårsage. Af en nylig undersøgelse af professor Lindgren fra universitetet i Lund fremgår det imidlertid, at afskaffelsen af begrænsningerne ikke fører til et højere alkoholforbrug i Sverige. Jeg har drøftet min holdning to gange med hr. Ringholm, den svenske finansminister. I sidste uge behandlede jeg sagen med det svenske finansudvalg. Det er nu op til den svenske regering at træffe passende foranstaltninger.
Tak for svaret, hr. kommissær. Jeg vil bare beklage, at der står noget forkert i mit spørgsmål til Kommissionen. Der står nemlig 2004, men det skal selvfølgelig være den 1. juli 2000. Jeg har til en vis grad forståelse for Kommissionens holdning om, at undtagelser skal være midlertidige. Det er en normal regel. Alligevel vil jeg gerne stille to spørgsmål: Påtænker De alligevel at indlede varige diskussioner med den svenske regering om en forlængelse af undtagelsen, f.eks. så længe som Danmark og Finland har undtagelser? Mit andet spørgsmål omhandler alkoholpolitikken som helhed. Man kan jo se dette som et anliggende vedrørende det indre marked, men også som et folkesundhedsanliggende for hele EU. Hvilken rolle spiller alkoholpolitikken i Kommissionens arbejde, og hvilken rolle spiller folkesundhedsaspekterne? Alkoholpolitikken i hele Europa handler ikke bare om det indre marked, men også om folkesundhed. Hvis vi betragtede disse aspekter som helhed, havde det måske været lettere at føre diskussionerne med Sverige.
Jeg vil gerne takke hr. Andersson for tillægget til hans første spørgsmål, som jeg giver følgende svar på: For det første har Finland og Danmark undtagelser fra princippet om fri bevægelighed for varer indtil 2003. De lande er i gang med at træffe forberedende foranstaltninger, så de i 2003 er klar til den fri adgang for alkoholholdige produkter. I spørgsmålet om Sverige er situationen en anden. Der fastsatte man i 1995 en dispensationsperiode på fem år, og den udløber nu. Jeg har endnu ikke hørt nogle argumenter, som kan få Kommissionen til at forlænge denne periode. For det andet finder der hele tiden samråd sted med den svenske regering. Jeg kan meddele hr. Andersson, at jeg mandag den 6. marts tager til Stockholm for at tale med minister Ringholm, medlemmer af det svenske parlament og, om ønsket, med statsministeren eller andre ministre for at viderebehandle denne sag, som - det er jeg helt klar over - i Sverige giver anledning til stor politisk opstandelse. For det tredje forstår jeg naturligvis godt, at sundhedsaspektet i denne sag er vigtigt. Jeg gentager for anden gang, at professor Lindgren fra universitetet i Lund har sagt, at ligegyldigt hvad der sker med henblik på importbegrænsningerne, vil alkoholforbruget i Sverige være det samme. Spørgsmålet er naturligvis, hvor de store mængder alkohol kommer fra, som ikke indføres af rejsende. Svaret er, at den smugles eller laves af svenske indbyggere, og som hr. Andersson ved, er det en meget farlig og usund blanding. Det ser ud til, at hr. Andersson mener, at sundhedssituationen forbedres, hvis indførslen af alkohol begrænses. Men i det tilfælde skal ikke kun Sverige, men alle lande i EU gå ud fra princippet om, at alt salg af alkohol er forbudt. Vi har set et lignende eksempel i USA. Hr. Andersson kender det, der dengang blev kaldt prohibition. Han ved også, hvad konsekvenserne var for mafiaens aktiviteter i USA, hvor man til sidst trak prohibition tilbage. Det betyder alt sammen, at man naturligvis skal beskytte sundheden, men ikke ved at forbyde alkohol, for det hjælper ikke.
Hr. formand, i virkeligheden drejer det sig jo om indtægterne fra det svenske alkoholmonopol, og når den svenske regering siger, at den dermed skal dække udgifter på sundhedsområdet, er det da et bevis på, at det er konkurrenceforvridning, for andre lande er nødt til selv at finansiere deres udgifter på sundhedsområdet uden at have et alkoholmonopol til deres rådighed. Mit spørgsmål går på, om De også har kendskab til undersøgelser, der går ud på, at en moderat indtagelse af alkohol af god kvalitet, altså f.eks. vin fra Franken eller øl fra Bayern, ligefrem er godt for helbreddet, og at der på det grundlag endog ville indtræde en aflastning af det svenske statsbudget.
Jeg mener at have forstået, at hr. Posselt begyndte at henvise til de skattemæssige aspekter i denne sag. Så vidt jeg ved, går den høje skat på alkoholholdige produkter i Sverige tilbage til år 1638, og at staten siden da har modtaget en væsentlig del af sine skatteindtægter gennem salget af alkoholholdige produkter. Som bekendt er der et statsmonopol i Sverige, hvilket i sig selv er i strid med EU-lovgivningen. Vedrørende den gavnlige virkning af alkohol - jeg mener, at hr. Posselt også kom ind på det - er jeg helt enig med ham. Jeg mener, at en god flaske vin kan være meget godt for sundheden og oven i købet have en positiv social virkning, og måske kan hr. Posselt, hr. Andersson og jeg mødes en af disse dage i Parlamentets bar for at nyde en akvavit.
Hr. formand, jeg lyttede med interesse til kommissærens svar om behovet for at anvende lovgivningen om det indre marked. Mon han kan sige, om han finder, at hans svar er på højde med Kommissionens manglende evne til at bringe den franske regering for Domstolen for anvendelse af Frankrigs Loi et Vin, der effektivt forhindrer anvendelsen af reglerne for det indre marked på salget af alkoholholdige produkter i Frankrig? Kan vi nu forvente, at Europa-Kommissionen vil bringe Den Franske Republik for Domstolen?
Jeg vil gerne svare meget kort på det spørgsmål, der er rejst af det ærede medlem, eftersom dette spørgsmål nu er under meget aktiv overvejelse i Kommissionen. Kommissionen skal træffe en beslutning om, hvorvidt sagen er afsluttet, eller om den skal bringes for Domstolen. Mit svar er måske nok ikke særlig tilfredsstillende lige nu, men jeg vil gerne forsikre det ærede medlem om, at Kommissionen vil træffe denne beslutning inden for nogle ugers tid. Jeg beder om medlemmets forståelse for denne lille forsinkelse i Kommissionens beslutning.
Kommissær, kan De se nogen sundhedsmæssige årsager til, at der er forskel på afgiftssatserne for f.eks. skotsk whisky eller franske Bordeaux-vine eller endog min kollegas bayerske øl? Kan De forestille Dem at anvende et alkoholækvivalent grundlag for beskatning i Europa?
Mit spørgsmål var nøjagtig det samme, som det, der er rejst af hr. Purvis, men jeg vil gerne gå lidt videre. Som De siger, er det rigtigt, at forbrugsskatterne henhører under medlemsstaternes kompetenceområde, men anvendelsen af dette prærogativ på en måde, der på ugunstig vis forskelsbehandler producenterne i en del af Fællesskabet til fordel for andre, kan stadig være i modstrid med princippet om det indre marked. Hvis vi f.eks. tager det, som hr. Purvis og jeg tænker på, de maltwhishyproducerende dele af det skotske højland - en meget fjerntliggende del af Europa, der er meget hårdt presset med et helt landbrugssamfund såvel som et destillerisamfund afhængigt af dem - forekommer en generel praksis med at beskatte alkohol i skotsk whisky, nederlandsk genever eller dansk akvavit mere end alkohol i øl eller alkohol i vin mig at være forskelsbehandlende og en forskelbehandlende anvendelse af noget, der ganske vist henhører under medlemsstaternes kompetenceområde.
Må jeg forsikre hr. MacCormick og andre medlemmer af Parlamentet om, at den nuværende situation, hvor forbrugsskatterne er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, bestemt ikke er noget, der bidrager til at få det indre marked til at fungere ordentligt. Vi behøver ikke at begrænse os til alkoholholdige drikke. Hvis man f.eks. ser på benzin, ser man, at forbrugsskatterne i Tyskland er forskellige fra forbrugsskatterne i Holland, og følgelig krydser nederlandske bilister grænsen og fylder deres tanke op i Tyskland. Det er helt bestemt en forvridning af det indre marked. Hvis jeg kunne få min vilje, ville jeg svinge med en tryllestav og udligne forbrugsskatterne over hele Europa. Derefter ville der ikke længere finde smugling sted, medmindre produkter var reelt meget dyrere i en medlemsstat end i en anden. Men jeg har ikke nogen tryllestav, og jeg får ikke min vilje. Dette er, som hr. MacCormick ved, et område, hvor beslutninger træffes med enstemmighed, og medmindre alle medlemsstater er enige om en udligning af forbrugsskatterne, vil det ikke ske. Jeg vil imidlertid gentage, at Kommissionen hen imod udgangen af dette år fremsætter en rapport om, hvor vi står med forbrugsskatterne, og jeg er naturligvis rede til at tage en drøftelse med Parlamentet om denne rapport.
Mange tak, hr. kommissær. De vil i dag få Deres vilje, og vi vil forsøge at drikke et enkelt - eller måske to - glas Alsace-vin. Vi ved ikke, hvor stor afgiften er herpå, men jeg formoder, at skatten herpå også er høj. Da spørgetiden til Kommissionen er udløbet, besvares spørgsmål nr. 55-114 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Kommissionen afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.30 og genoptaget kl. 21.00)
Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om indstilling ved andenbehandling om Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.
Hr. formand, ferskvandssituationen i Europa er ikke så alvorlig som i andre dele af verden, men generelt set er det en kendsgerning, at efterspørgselen efter vand løbende er steget, og kvaliteten faldet. Dertil skal føjes problemerne med forurening af vand, som plager de mulige nye medlemsstater fra Østeuropa. Der er i øvrigt lige gået hul på et reservoir med cyanid i Rumænien, som truer de akviferer, der forsyner Jugoslaviens befolkning med vand. Jeg har forstået, at fru Wallström, som jeg takker meget for hendes tilstedeværelse i aften, vil besøge området. Jeg tror ikke, at noget land, nogen regering og naturligvis noget medlem af Parlamentet kan nægte, at der er behov for dette direktiv for at gøre en ende på den nuværende opdeling af vandpolitikken og fremme iværksættelsen af et program med specifikke foranstaltninger for hvert enkelt vandløbsopland. Forberedelsen har været vanskelig og omfattende, der er mange interesser på spil, og meningerne er delte. Jeg er ikke i tvivl om, at ordføreren i denne valgperiode, fru Lienemann, har gjort en stor indsats for og lagt et stort arbejde i at forene og genforene holdninger, og det har hun i stort omfang opnået. Men det er en næsten umulig opgave at kende og retfærdigt vurdere alle situationer og forventninger. Jeg er fra et land, hvis sydlige halvdel stikker op af Middelhavet, og hvor vandressourcerne historisk set afhænger af et ustadigt klimas luner og af terrænets vanskelige struktur. Middelhavsområdet har måttet kæmpe for sin udvikling ved at forsøge på at overvinde disse genvordigheder århundrede efter århundrede, år efter år, dag efter dag frem til i dag. Derfor mener vi, at direktivets praktiske anvendelse af forpligtelsen i traktatens artikel 164 om, at fællesskabslovgivningen skal tage hensyn til de forskelligartede forhold i områderne, er væsentlig. Under henvisning til netop dette princip modsætter den spanske delegation i Det Europæiske Folkepartis Gruppe sig ændringsforslag 4 - betragtning 21 - 13 og 49 - artikel 11, litra d - da de udgør en alvorlig begrænsning for et område, hvorpå medlemsstaterne har enekompetence, nemlig i forbindelse med reguleringen af deres vandressourcer. Det ville være meget problematisk, hvis Fællesskabet kunne komme til at bestemme betingelserne for vandets regulering i de forskellige områder på grund af de forskellige interne balancer, der altid er på spil, og som under alle omstændigheder kræver et dybtgående kendskab til de forskellige områder og berørte interesser. Vi afviser ligeledes de ændringsforslag, der har til formål at inkorporere alle omkostninger til vand inden 2010. Der er ingen tvivl om, at vi skal fastsætte nogle vandpriser, der tilskynder til effektiv anvendelse, men som samtidig gør det muligt for de produktive sektorer i de mest ugunstigt stillede regioner at bibeholde konkurrenceevnen og ikke forhindrer deres berettigede udvikling. Til sidst vil jeg nævne de ændringsforslag vedrørende farlige stoffer, hvori det fastlægges, at forureningsgraden skal nå ned på nul eller tæt på nul. Man har endnu ikke fundet en forureningsgrad på nul i forbindelse med nogen form for menneskelig aktivitet. Mine damer og herrer, vi ville generelt gøre målene med dette vigtige direktiv en bjørnetjeneste, hvis vi ikke er i stand til at give det den nødvendige fleksibilitet og tilpasningsevne for at sikre dets gennemførelse. Jeg håber, at Parlamentet igen stemmer med sans for realiteterne og respekt for subsidiaritetsprincippet i bestræbelserne på at finde en passende balance mellem de miljømæssige mål og de økonomiske og sociale hensyn, de tre elementer, der er afgørende for at opnå den bæredygtige udvikling, som vi alle sammen stræber efter.
Hr. formand, fru kommissær, dette er et meget vigtigt direktiv. Formålet er jo at forbedre vandkvaliteten og vandforsyningssikkerheden. Borgerne skal have ret til rent vand. Det er ikke kun vigtigt for miljøet, men også for folkesundheden. Jeg taler ikke for mig selv, for jeg er så heldig at høre til blandt de få europæere, der kan drikke vand direkte fra min egen sø derhjemme. Vi skal sørge for, at vi kan gøre hurtige fremskridt, hvad angår forbedring af vandkvaliteten. Arbejdet skal påbegyndes straks. Vi har ikke råd til at spilde tid. Det er vigtigt, at tidsplanen er ambitiøs. Jeg mener ikke, at det er for ambitiøst, hvis vi går ud fra, at vi i 2020 ikke længere tillader urenheder i vandet, og vi bestræber os på at opnå nulniveauet, for så vidt angår urenheder og giftige stoffer. Der er jo tale om, at vi gør det, der er teknisk muligt. Der kan selvfølgelig ikke være tale om mere, men vi skal være tilstrækkelig ambitiøse. Jeg vil gerne påpege én ting, der har været fremme før. Jeg synes, at Miljøudvalget afgrænsede spørgsmålet om vandafledning for snævert. Dette problem gælder næppe kun Spanien, det er også problemet i de nordiske lande, og jeg håber virkelig, at man stoler på de nationale løsninger i disse sager i de tilfælde, hvor de med hensyn til miljøet og økonomien er bedre end dem, der nu er foreslået i direktivet.
Hr. formand, fru kommissær, tillykke til fru Lienemann med et udmærket stykke arbejde. Vand og luft er overalt omkring os. Vi deler det med alle mennesker på denne jord. Vand er en forudsætning for menneskeliv. Og vi bliver flere og flere i dette liv. Fru Schleicher antydede tidligere i dag, at det vil være urealistisk med rent vand. Intet kan være mere forkert! Det er urealistisk successivt at forværre vandkvaliteten, successivt at forværre livsforudsætningerne. Det er især urealistisk for landbruget, som er mest afhængig af en ren natur og rene ressourcer. Derfor vil jeg appellere til Parlamentets medlemmer om at indse, at strenge krav til et rent miljø indebærer størst mulig realisme på langt sigt.
Hr. formand, vi støtter, og jeg støtter personligt betænkningen af Lienemann og de mål, som den fremsætter, og den forordning, som vi forhandler om. Men der er dog visse punkter, som vi bør betragte lidt nærmere. F.eks. i mit land, hr. formand, er pseudoudviklingsargumenter om omlægning af floderne og udnyttelse af vandet fra søerne et meget stort problem, der også indebærer store farer for grundvandet, vandspejlet og overfladevandet. Derfor mener jeg, uanset om vi når frem til hvem, der beslutter, at der skal laves sådanne omlægninger, at de forskrifter, som skal være fælles for os alle, skal være meget strenge. Men det helt store problem, hr. kommissær, er efter min mening planlægningen af genoprettelsen af vandspejlet, af flodernes naturlige løb og af søernes naturlige indhold, idet den skal ske i løbet af de 10 år, som vi har planlagt. Jeg mener, at sådanne arbejder bør kunne vælges, så de kan finansieres, for når alt kommer til alt, kan denne genopretning vise sig at være en enestående udviklingspolitik.
Hr. formand, her har vi noget, der grundlæggende er en god foranstaltning. Der angives nogle standarder, der kan nås, og som er baseret på subsidiaritetsprincippet og forvaltning af vandressourcerne. Målsætningen om drikkevand af god kvalitet, for dyrelivet, miljøet og økonomiske formål, er rigtig. Forebyggelsen af forurening og vandforringelse skal være rigtig såvel som evnen til at forvalte vand i tider med tørke og oversvømmelse. Vi har tre udestående problemer. Det første er overførslen mellem grundvandsreservoirer. Det er et spørgsmål, der berører mine kolleger fra Spanien, Irland og Det Forenede Kongerige. Ændringsforslag 4, 49 og 87 vil ikke være acceptable, for de begrænser et lands evne til at flytte vand fra steder, hvor det findes, til steder, hvor der er brug for det - det være sig vandfattige områder eller byområder. For det andet må vi have realistiske mål - men ikke desto mindre mål. Hvis De f.eks. ser på ændringsforslag 7, der opfordrer til en fuldstændig eliminering af naturligt forekommende stoffer, kan De se, at nogle af målene er urealistiske. Også nogle af de mål, der er sat tæt på nul - på engelsk er det en ret så meningsløs betingelse. Vi må se meget nøje på disse. Begrebet fortsat reduktion som i ændringsforslag 58 er meget bedre. For det tredje rejser jeg det problem, som skotsk whisky står over for. Skotsk whisky og navnlig maltwhisky, der er det bedste, kræver udtrækning af vand, som der anvendes noget af, hvorefter det vender tilbage til vandløbet. Noget af det ender i flasken og bliver drukket. Vi må sikre os, at ændringsforslag 49 og 87 bevarer undtagelsen vedrørende sletning, således at whisky fortsat kan drikkes i "høj kvalitet", hvilket betyder, at det skal anvende godt skotsk tørvevand. Det er min tredje anmodning - at vi ser nøje på disse foranstaltninger, inden vi vedtager denne foranstaltning som helhed.
Hr. formand, ærede medlemmer, fru kommissær, det rammedirektiv, som vi i dag behandler ved andenbehandlingen, er en slags forfatning for vandet i Den Europæiske Union. Dette direktiv er på en og samme tid et ankomststed og et afgangssted. Det er et ankomststed, fordi det er blevet udarbejdet på baggrund af en række direktiver, som var fragmentariske og spredte, og har skabt en samlet logik og en systematisk sammenhæng i lovgivningen om vandet. Og det er også et afgangssted, fordi det har skabt en ny referenceramme, hvor den fremtidige europæiske lovgivning om vandet skal gro og udspringe fra. Rammedirektivet ønsker, og det er udmærket, at være ambitiøst og realistisk, handlekraftigt og eftertænksomt, og det har det i stort omfang opnået. De ændringer, der er foreslået af Kommissionen, takket være fru Lienemanns fremragende arbejde, går ud på at styrke direktivets tekst og gøre den mere nøgtern. At gøre den mere nøgtern vil ikke sige at gøre den strengere og se bort fra de klimatiske og geografiske forskelle, der er så åbenbare inden for det europæiske område. Ordførerens forslag fortjener som helhed min støtte, men tillad mig at give udtryk for én anerkendelse og to bekymringer. Først en anerkendelse: Jeg finder, at det krav, der er indeholdt i direktivet om en integreret forvaltning af vandbassinerne og om, at overførsel af vand mellem bassinerne udelukkende skal finde sted, når der kan påvises et absolut behov, er et ubetinget fremskridt. Det er et sundt og pædagogisk princip, f.eks. på Den Iberiske Halvø. Den første bekymring går på den tidsplan, der står i direktivet. Den kan vise sig at blive en spændetrøje, selvom det også efter min mening er en kæmpe udfordring. Den anden bekymring kan forudses. Den består i vanskelighederne ved at fastsætte omkostningerne for vandet og de respektive priser, ikke mindst med hensyn til medtagelsen af miljøomkostningerne, som giver anledning til ængstelse, især blandt landmændene. At betale en retfærdig pris for vandet kan også skabe uretfærdigheder. Dette rammedirektiv indeholder i sig selv en stor satsning: At vandet i Europa i år 2020 er blevet bragt tilbage til sin naturlige tilstand, fri for forurening og farlige stoffer. En utopi? Skal vi vende tilbage til det førindustrielle samfund? Det tror jeg ikke. Jeg afgiver min stemme i tillid og optimisme. Den nylige katastrofe i Donau-floden viser som i et mareridt, at en langsigtet politik og strategi til økologisk beskyttelse af vandressourcerne, uanset hvad dette måtte koste, ikke er en luksus for de rige, men et krav fra et civiliseret samfund.
Hr. formand, allerførst vil vi gerne beklage det bundløse hykleri hos dem, som med deres forbryderiske handlinger, såsom angrebene på Jugoslavien, ikke kun forårsager tusindvis af døde og sårede, men også forårsager uhyre økologiske katastrofer for vandressourcerne, idet de ikke blot gør dem uanvendelige, men ligefrem yderst skadelige, skønt de taler meget om miljøet og vandet. I forbindelse med betænkningen vil vi desuden gerne sige, at med hensyn til princippet om at få betalt omkostningerne til vandtjenesterne mener vi, at det under ingen omstændigheder må føre til en yderligere beskatning af de økonomisk dårligst stillede befolkningslag endsige til en udryddelse af de små og mellemstore landmænd på grund af afgifter på vand til vanding. Vi vil også gerne påpege, at der især i områder med alvorlige problemer med vandmangel sådan som i mit land og især på øerne må finansieres opførelse af udstyr til vandbesparelse, ikke gennem en stigning i afgifterne, men kvantitativt med en opsamling af det regnvand, som i dag går tabt, da det blot strømmer ud i havet eller løber ned gennem jorden med alle de problemer, som det skaber. I denne ånd støtter vi ændringsforslag 107 af Marset Campos. Desuden er det nødvendigt, at vi også udnytter flodvand bedre på ovenstående måde. Det vil sikre livet i de områder, som i årevis har lidt af vandmangel. Endelig angående Rådets påstand, som også Kommissionen deler, nemlig at det ikke er nødvendigt med mange specialrapporter og redegørelser, fordi de er dækket af eksemplerne i direktivet eller er indeholdt i andre punkter af det, så er den snedig. Den tilsigter at fastholde et halvgennemskueligt handlingsområde, som i den første periode af anvendelsen af direktivet vil tillade, at kritisable valg bliver gjort definitive til gavn for storkapitalen.
Hr. formand, først og fremmest vil jeg sige, at netop beskyttelsen af vandmiljøet, både overfladevandet og grundvandet, vel er en af vores allervigtigste forpligtelser. Det er det, for at vi kan sikre tilstrækkeligt med vandressourcer, men det er det jo i høj grad også for at sikre vandressourcerne imod forurening, sådan at vi også fremover kan få rent drikkevand. Rent drikkevand er en ret for os alle. Jeg vil godt udtrykke en stor anerkendelse af fru Lienemanns arbejde i denne sag. Det har været et kolossalt arbejde, og jeg vil godt udtrykke en støtte til alle fru Lienemanns ændringsforslag, de er alle forbedringer af den fælles holdning. Og jeg skal bare fremhæve de væsentligste. Først og fremmest synes jeg, at det er vigtigt, at vi får fastlagt nogle klare målsætninger for vandets tilstand allerede inden for en 10-årig periode. Jeg synes også, det er vigtigt, at vi presser medlemslandene, sådan at de får udarbejdet de nødvendige indsatsprogrammer hurtigere, end der er lagt op til i den fælles holdning. Og endelig vil jeg sige, at jeg synes, at de opstramninger, der sker med hensyn til betalingsordningerne og prisfastsættelsen, er rigtige, sådan at vi som forbrugere får en tilskyndelse til en effektiv anvendelse af vandressourcerne og samtidig får en ordning, der kan fremme opnåelsen af de miljømål, som jeg tror, der er stor enighed om. Også her synes jeg, at fristen frem til år 2010 er en passende frist. Endelig vil jeg sige, at jeg lægger stor vægt på, at vi får indledt udfasningen af udledning, emissioner og udslip af farlige stoffer. At vi kan gøre det gradvist, men at vi samtidig får fastsat et endemål, som hedder år 2020, hvor vi forhåbentligt når ned på et 0. Hvis ikke det kan lade sig gøre at få det vedtaget som målet, så er jeg naturligvis klar til at støtte det forslag, der går ud på, at vi skulle nå meget tæt på et 0 i år 2020. Jeg synes, at fru Lienemanns forslag er et godt grundlag for de videre forhandlinger med Rådet.
Hr. formand, jeg takker ordføreren for et prisværdigt arbejde ved forberedelsen af dette vigtige direktiv. Andenbehandlingen af vandmiljødirektivet kommer på et gunstigt tidspunkt: De rystende nyheder om miljøkatastrofen i Rumænien skal udnyttes såvel ved behandlingen i dag som mere generelt, når unionsudvidelsens miljødimensioner drøftes. Allerførst skal vi finde de skyldige og rejse tiltale mod dem. At udlede cyanid og tungmetaller i en flod er et uhyrligt eksempel på, at en efterladende holdning til miljøet kan ødelægge vandområderne i årtier frem i tiden. Hændelsen er et bevis på, at i nogle lande, der har søgt om EU-medlemskab, er miljønormerne og holdningen endnu flere lysår fra EU-niveauet. Unionen burde revurdere, hvordan støtten til miljøprojekterne bedre kan omdirigeres til fremme for en bæredygtig vandpolitik. Det er bekymrende med hensyn til direktivforslaget, at ændringsforslagene fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik ikke i tilstrækkelig grad tager højde for betydningen af ikkeforurenet overfladevand med henblik på en forøgelse af de rene naturlige grundvandsforkomster. I Finland er overfladevandet meget rent. Produktion af såkaldt kunstgrundvand er en økologisk måde at filtrere rent overfladevand til grundvandsressourcerne med dette. Processen kræver ingen kemiske renseanlæg. Direktivet må ikke bringe denne aktivitet i fare. Afvigende fra Rådets fælles holdning stræber Miljøudvalget stadig efter også at begrænse mulighederne for vandafledning. Dette vil være problematisk for de lande, hvor vandressourcerne er ujævnt fordelt. Vandafledning, der er økologisk bæredygtig, bør ikke begrænses af unionsbestemmelser. Denne aktivitet skal dog også fremover være reguleret og pålagt tilladelsespligt, men de samme bestemmelser bør ikke gælde for f.eks. Finland og det tørkeramte Grækenland.
Hr. formand, fru kommissær, vand er et kostbart naturgode. Det er livsnødvendigt, og det er vores pligt at beskytte det. Jeg er af den mening, at det er nødvendigt, at der findes et direktiv som en ramme for vandpolitikken i EU, som skal være det grundlæggende lovmæssige instrument til en kvalitativ forbedring og en rigtig administration af vandressourcerne. Jeg vil gerne komplimentere ordføreren for hendes bestræbelser på at behandle dette kringlede spørgsmål og at medtage alle synspunkter. Men jeg må nævne, at der er forskelle i vandspørgsmålet mellem landene i nord og i syd. Derfor kan man ikke bruge den samme fremgangsmåde. Der findes områder af Europa med strukturel mangel på vand, og det må man tage hensyn til i dette direktiv. I de senere år har Middelhavslandene stået over for alvorlige problemer med oversvømmelser eller tørke på grund af klimaændringer. Hr. formand, vi er enige i indstillingen til fælles holdning, men vi går også ind for adskillige af de ændringsforslag, som er blevet fremlagt, og som sigter til at gøre indstillingen bedre. Men vi kan ikke gå ind for ændringsforslag som dem, der taler om omkostningsberegninger på vand, idet en stor del af brugerne i mit land er landmænd. Ligeledes vil de ændringsforslag, der ikke tillader transport af vand fra et vandreservoir til et andet, dømme mange egne i mit land til vandmangel. Spørgsmålet om at fjerne de farlige bestanddele skal efter min mening baseres på et realistisk grundlag, for at det kan lykkes. I forbindelse med det tidsrum, der kræves til ikrafttrædelsen af direktivet, må man tage i betragtning, at der findes lande, hvor infrastrukturen kræver tid og betydelige midler, før dette direktiv kan anvendes. Jeg tror, hr. formand, at selv med disse bemærkninger bevares det fælles mål om en bæredygtig anvendelse af vandressourcerne.
Hr. formand, fru kommissær, foranstaltningerne i det foreliggende direktiv går fra opstilling af vandforvaltningsplaner over omfattende informationer og høringsrettigheder samt et intensivt samarbejde mellem medlemsstaterne til bekæmpelse af visse skadelige stoffer, der forårsager vandforurening. Og når man ved, i hvor mange år Europa-Parlamentet allerede har forsøgt at få et sådant rammedirektiv, er jeg glad for at være til stede i dag, og jeg vil gerne gratulere fru Lienemann med, at hun er den heldige, der får lejlighed til at forelægge denne betænkning her. Det er imidlertid meget, meget vigtigt for mig tillige at få slået fast, hvad der for mange egentlig er en selvfølge. Jeg vil fremhæve det alligevel, nemlig at dette direktiv ikke indeholder nogen form for juridisk grundlag for at aflede vand fra en medlemsstats vandløb mod dennes vilje. Og for at bekræfte det endnu en gang, har jeg - heldigvis med stor tilslutning fra PPE-gruppen - stillet et ændringsforslag, og det ville glæde mig meget, hvis Europa-Parlamentet ville stemme for mit forslag i morgen. Det går ud på at gøre det klart, at vand - og det er allerede blevet understreget flere gange i dag - ikke er nogen gængs handelsvare, men et gode, som tilhører befolkningen i hver enkelt medlemsstat i Den Europæiske Union, og som skal beskyttes og behandles i overensstemmelse dermed. Jeg ved, og det understregede den dame, der havde ordet før mig, at der er stater i Den Europæiske Union, som har problemer med vandet. Jeg mener, at vi alle i hvert enkelt land har mulighed for at behandle vandet endnu bedre og gøre udnyttelsen af det endnu renere. Det kan intet land undtages fra. Men først når hvert enkelt land har gjort det optimale for at bevare sine vandressourcer, når der i ens eget land virkelig er gjort alt, først da er det efter min mening nødvendigt at overveje en solidarisk udnyttelse af vandet.
Hr. formand, fru kommissær, det burde give anledning til glæde, at andenbehandlingen af dette direktiv nu finder sted. Jeg må dog sige, at jeg ikke særlig glad, for jeg mener, at det er et direktiv med få kvaliteter, der vil skabe mange problemer i forbindelse med anvendelsen, og som har mange svagheder. For det første mener jeg, at det er et for stramt og for forenklet direktiv, indskrænket. Det er ikke mange gange, at andre allerede eksisterende direktiver om vand er blevet håndhævet, og regeringerne og Kommissionen har ved mange lejligheder ikke anvendt den disciplin, som de burde, selvom jeg ved, at det ikke er rart. Det er ikke et spørgsmål om at have nogle bestemmelser, der er meget strengere, for problemerne drejer sig mange gange om forvaltning, om at påtage sig de beføjelser, man har, og ikke at overføre vandsystemets store problemer, hvis komplicerthed vi alle kender til, til lovgivningen. Der er blevet udarbejdet et indskrænket direktiv, for man kan ikke under én hat samle lande, som har sejlbare floder og andre, som mangler vand, hvis jord åbner sig med store revner af mangel på vand, og som er udsat for en solvarme på 55 eller 60ºC. Jeg siger dette, fordi udspillet ikke skal komme fra os, det skal komme fra regeringerne og fra Kommissionen. På samme måde er de ødelæggelser og tragedier, der sker, som den i Rumænien, ikke et lovgivningsproblem, men et problem med den udøvende magt og med regeringerne. Desuden er det ikke et solidarisk direktiv, for man har glemt de store områder, den klimatiske variation, ørkenområder, aride områder. Sådan er den fælles holdning udformet. Det er det samme med overførslerne. At tale om overførsler er at tale om fordeling af rigdom, om solidaritet mellem befolkninger og områder, for Jorden er desværre ikke perfekt, og nogle områder har mindre og andre mere. Til sidst er jeg yderst utilfreds med, at direktivet ikke ledsages af en konsekvensanalyse. Det er meget let for os at kræve af andre, at de vurderer konsekvenserne, men i miljøspørgsmål burde vi kræve det af os selv, se, hvor mange mennesker, hvor mange landmænd, der kunne blive ruineret ved at betale omkostningerne. Der er blevet lavet en undersøgelse, som ikke engang er blevet læst, og jeg mener, at vi som god politisk praksis burde vedtage gennemførelse af konsekvensanalyser, for i modsat fald vil vi lave doktriner.
Hr. formand, ved konsolidering af eksisterende direktiver etablerer dette rammedirektiv det grundlæggende princip for en bæredygtig vandpolitik i Den Europæiske Union. Det er en ramme for beskyttelse og forvaltning af vores vand - overflade-, grund-, sø- og kystvand - ved etablering af afvandingsdistrikter på nationalt og i vores tilfælde i Irland på tværnationalt plan. Irland kan stærkt gå ind for den fælles holdning og mange af Europa-Parlamentets ændringsforslag. En 25-årig gennemførelse af lovgivningen er f.eks. næppe acceptabel. Vi har ikke nogen problemer med princippet om, at "forureneren betaler", når det gælder om at få omkostningerne dækket for vandforbruget på industrielt, kommercielt og landbrugsplan. Men jeg føler meget stærkt, at eftersom vand er liv, og adgang til rent drikkevand en grundlæggende menneskeret, må dette direktiv sørge for en gratis grundlæggende vandforsyning til husholdningerne, en kvote pr. husholdning til at drikke, lave mad med og til sanitære anlæg. Vi må naturligvis betale for spildevand og brug af vand til luksusformål på husstandsplan, og dækningen af omkostningerne kan balanceres tilsvarende. I Irland ses der med stor mistænksomhed på indførelse af vandmålere, hvor vi ikke har haft nogen afgifter på husholdningernes vand og deraf heller ikke nogen målere siden 1977. Målere kunne betragtes som et meget vigtigt redskab til vandforvaltning for de nye vandafledningsdistrikter til at hjælpe med til at eliminere vandspild og til at skabe en ordentlig planlægning af fremtidige krav. Hele formålet med dette direktiv er at fremme et bæredygtigt vandforbrug i EU. Vand er en knap og kostbar naturlig ressource. Ideelt set så jeg gerne, at ændringsforslag 45 faldt i morgen, således at den fælles holdning om artikel 9 ville stå fast på vandafgifter. Dette ville muliggøre anvendelse af subsidiaritetsprincippet på en omkostningspolitik for vandafgifter, hvor hver enkelt medlemsstat udarbejder sin egen ordning, når blot principperne i dette direktiv om incitamenter til et bæredygtigt og effektivt vandforbrug beskyttes fuldt ud. Hvis ændringsforslag 45 ikke falder, vil jeg være nødsaget til at fremsætte et mundtligt ændringsforslag i morgen for at sikre, at medlemsstaterne kan indføre undtagelser til bestemmelserne i denne artikel for at sørge for et grundlæggende niveau af vandforbrug for husholdningerne, inden der skal bidrages til dækningen af omkostningerne i forbindelse med vandforsyningen. Al lovgivning må være til at håndhæve og være baseret på det generelle princip om politisk accept. Jeg mener, at adgang til gratis og rent drikkevand er en grundlæggende menneskeret i den industrialiserede verden såvel som i udviklingslandene.
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, på dette tidspunkt i forhandlingen vil jeg understrege nogle aspekter, som jeg ud fra et agronomisk synspunkt, og fordi jeg kommer fra et land i Sydeuropa, finder overordentlig betydningsfulde i dette direktiv, f.eks. spørgsmålene om omkostninger og overførsler. Hvad angår omkostninger, ville jeg gerne have, at det blev specificeret, hvilke omkostninger vi taler om. Taler vi om ressourcernes distribution og oprindelse? Taler vi om distributionsnettenes kvalitet? Taler vi om arten af det arbejde, der er nødvendigt for deres drift? Eller taler vi om de store vandprojekter og vandreservoirer? Det ville være vanvittigt, hvis alle disse omkostninger skulle lægges over på landbrugssektoren. Hvad angår overførslerne, defineres de som overførsler af overfladevand mellem de forskellige territoriale områder. Ved kommissæren, at vi i vores land har et af Europas ældste overførselssystemer? De eksisterede allerede i meget gammel tid: I romernes tid var de der allerede, men i mindre omfang. En af de vigtigste overførsler - Tajo-Segura-overførslen - som har fungeret i mange år, i næsten 30 år, har en bevilling på 658 hm3/år. Den største mængde, der er blevet overført på et år, var 453, og gennemsnittet for overførsler igennem 20 år er på lidt over 200. Man kan ikke beskylde os for dårlig forvaltning. Og ved kommissæren, at ud af disse 263 hm3 er 25 gået til vanding i den venstre kant af Levanten, 30 til forsyninger i Júcar-området, 7 til forsyninger i området syd for Júcar og resten, i Segura, ligeligt fordelt mellem forsyning og vanding? Vi forvalter heller ikke dårligt. Man kan ikke forbyde os at overføre vand, når vores økonomi og udviklingen af vores områder afhænger af det. Jeg vil ikke tage spørgsmålet om kvalitet og den bedst tilgængelige teknologi op, for jeg tror, at vi kommer til at forhandle om dette direktiv igen. Men hør lige her: I dette pluralistiske Europa, som vi vil opbygge med solidaritet, er det nødvendigt at finde pluralistiske løsninger, ikke ensidige løsninger. Derfor appellerer jeg til Kommissionens, Rådets og Parlamentets fornuft, for at de ikke ved afstemningen ensretter de forskellige europæiske lande på områder, hvor subsidiariteten bør råde. Fru kommissær: Andalusien er ikke Lapland.
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil selvfølgelig starte med at takke Miljøudvalget og specielt ordfører Lienemann for det ambitiøse og konstruktive stykke arbejde, hun har udført med hensyn til dette rammedirektiv om vand. Vand er en af vores vigtigste naturressourcer, som mange talere allerede har sagt. En ambitiøs og afbalanceret europæisk politik på vandområdet er vigtigt, når det drejer sig om at garantere en bæredygtig udvikling for Europa. Vand er også et af de emner, som jeg vil koncentrere mig særligt om i min tid som kommissær. Jeg er glad for den ånd af indbyrdes forståelse, som går igen i de ændringsforslag, der er fremlagt i Parlamentet. Mange af ændringsforslagene bygger på de meget konstruktive, uformelle diskussioner, som fandt sted mellem Parlamentet og Rådet i forbindelse med førstebehandlingen. De fleste af de ændringer, som Parlamentet foreslår, er med til at forbedre teksten og gøre den mere ambitiøs. Kommissionen kan godkende 72 af de 108 ændringsforslag enten helt, delvist eller i princippet. Mange af de ændringsforslag, som Parlamentet har fremlagt, viser, at det er nødvendigt at indgå forlig. Jeg opfordrer derfor Parlamentet til at stemme for en ambitiøs stillingtagen i lyset af disse kommende forhandlinger. Først vil jeg gerne fremkomme med nogle af mine vigtigste argumenter. Vi har i dag mulighed for at komme i gang med de forpligtelser, som vi har vedtaget i henhold til OSPAR-konventionen. I stedet for at gøre disse målsætninger retligt bindende skal vi se på deres politiske natur. Dette afspejles også i flere af Parlamentets ændringsforslag. Med hensyn til vandafgifter kommer dette direktiv til at forme Europas vandpolitik i de kommende tre årtier. Det er vores pligt allerede i dag at sørge for, at dette direktiv medfører de rette incitamenter, de rette drivkrafter for en effektiv afgiftsstruktur og prissætning, som forbedrer vores miljø på en omkostningseffektiv måde. Det lyder godt, at vand skal være en menneskeret og burde være gratis. Men vand er ikke gratis - lige så lidt som bolig eller mad er gratis. Vi kan først få en bedre håndtering af og en bedre husførelse med vand, når vi har effektive styreinstrumenter. Jeg vil også tilføje, at jeg støtter en strammere tidsplan og berigtigelsen af mål og undtagelseskriterier med hensyn til grundvand og vand, som er blevet stærkt modificeret af menneskelige handlinger, og at jeg støtter den udtrykkelige omtale af radioaktive stoffer. Flere talere har i løbet af debatten påpeget, hvor vigtigt det er med oplysning af og samråd med offentligheden. Jeg vil blot yderligere understrege dette. Det er helt afgørende, at vi involverer offentligheden ved hjælp af god oplysning og via en fremgangsmåde for samråd. Dette er også udtrykt i betragtning 14. Lad mig også sige til Bowe, at han og min skotske medarbejder med god samvittighed fortsat en gang imellem kan nyde et glas skotsk whisky! Fra Kommissionens side har vi ikke fundet det nødvendigt at lave regler for den meget begrænsede indvinding af vand til whiskyproduktion. Jeg vil nu gennemgå nogle af områderne lidt grundigere. En af de vigtigste målsætninger må være at begrænse udslip af farlige stoffer i vores vand. Jeg er glad for at se, at Parlamentets ændringsforslag er koncentreret om dette. Kommissionen støtter fuldt ud forslaget om at indføre forpligtelserne fra OSPAR-konventionen i teksten. Vi skal dog holde os til deres nøjagtige indhold og omfang. Som jeg sagde, er målet og tidsplanen for OSPAR først og fremmest en politisk forpligtelse. Det ville ikke være i overensstemmelse med dette at indføre en retligt bindende tidsplan. Man skal dog sørge for, at medlemsstaterne og Fællesskabet tvinges til at vedtage foranstaltninger for at opnå disse mål og følge tidsplanerne. Jeg hilser derfor ændringsforslag 6, 10, 14, 24, 58, 60 og 88 velkomne. Kommissionen kan derimod ikke godkende ændringsforslag 19, hvor farlige stoffer defineres på en anden måde end i OSPAR-konventionen. I Kommissionens forslag indføres en tydelig fremgangsmåde for udvælgelse af stoffer, og der er derfor ikke brug for en definition. Selvom jeg også er enig i indholdet i ændringsforslag 79 og 106, går de ud over forpligtelserne i OSPAR-konventionen. Jeg kan derfor ikke godkende disse ændringsforslag. Kommissionen kan i princippet også godkende ændringsforslag 60, ifølge hvilket det er nødvendigt med en tidsplan for Kommissionens forslag om at begrænse udslip af prioriterede stoffer. Ændringsforslag 59 stiller krav om, at listen over prioriterede stoffer løbende skal revideres. Dette ville medføre retlig usikkerhed med hensyn til listens status og kan derfor ikke godkendes. Anmodningen i ændringsforslag 60 og 93 om en målliste og en liste over stoffer, som der ikke findes tilstrækkelige data om, kan ikke godkendes. Sådanne lister ville få en uklar retlig status og stemmer ikke overens med fremgangsmåderne for at godkende listen over prioriterede stoffer. I denne sammenhæng vil jeg understrege, at OSPAR-konventionen ikke på nogen måde ændrer den eksisterende fællesskabslovgivning med hensyn til nitrater fra landbrugssektoren. Nitratdirektivet vil derfor ikke blive påvirket af dette rammedirektiv. Jeg sætter pris på, at Parlamentet har vist sig at være fleksibelt i det meget følsomme og svære spørgsmål om at indføre vandafgifter. Jeg kan helhjertet støtte kravet om, at prisen på vand skal ligge på et niveau, som medfører, at der skabes incitament til at anvende vandressourcerne på en bæredygtig måde. Jeg støtter også kravet om et passende bidrag fra hver sektor til at dække egenomkostningerne. Jeg kan derfor delvist og i princippet godkende ændringsforslag 43-46 samt ændringsforslag 85. Jeg mener, at der er brug for retligt bindende krav om, at de finansielle omkostninger for vandtjenester skal dækkes af hver enkelt økonomisk sektor. Dette udgør et tydeligt mål i forhold til, hvilket fremskridt der kan måles. Jeg støtter derfor den overordnede indstilling i ændringsforslag 105, som er i tråd med Kommissionens oprindelige forslag. Jeg støtter også en successiv udvikling hen imod dækning af miljø- og ressourceomkostninger. Vi er klar over, at prisen på vand og vandtjenester er et kompliceret spørgsmål, og at der skal tages hensyn til ikke blot miljømål, men også til sociale og økonomiske mål. Dette må dog ikke være en undskyldning for at støtte forurenende og ineffektive økonomiske sektorer. Kommissionen har til hensigt inden for kort tid at komme med en meddelelse om netop dette spørgsmål. Jeg er enig med Parlamentet i, at man skal forkorte den tidsperiode på 16 år for gennemførelsen, som angives i den fælles holdning, betydeligt. Det samme gælder også muligheden for at forlænge gennemførelsen med yderligere 18 år. Ændringsforslag 28, som indebærer, at den tredje forlængelsesperiode fjernes, er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Dette forslag kan derfor godkendes. En periode på 10 år, som det er foreslået i bl.a. ændringsforslag 24 og 26, er på den anden side for kort. Jeg mener, at man bør overveje at lade den overordnede definition af forslagets krav omfatte en udtrykkelig og streng bestemmelse om at undgå forringelser. Forslaget skal også omfatte skærpede kriterier for forlængelse af tidsfrister for stærkt modificerede eller kunstige vandområder og for fastsættelse af lavere miljømål. Dette gælder ændringsforslag 6, 24, 25, 27, 30, 31, 32, 33, 34, 78, 80, 102 og 104. Disse ændringsforslag kan i det væsentlige godkendes og vil blive støttet, så der kan opnås en overordnet løsning. Kravene i ændringsforslag 27 og 29 om, at Kommissionen skal godkende hver forlængelse, ville være at gå for langt og kan ikke godkendes. Et andet vigtigt område er beskyttelsen af grundvandet. Vi har både brug for et udgangspunkt og et endegyldigt mål for at vende den stigende forureningskurve. Vi har også brug for strengere kriterier til tolkning af overvågningsresultaterne. De væsentligste dele af Parlamentets ændringsforslag 25 og 73 kan derfor i princippet godkendes. Den nye definition i ændringsforslag 72 er dog for streng og kan ikke anvendes i denne forbindelse. Jeg ville foreslå, at ændringsforslag 92 indlemmes i en bredere løsning. I ændringsforslag 71 tages der ikke hensyn til årstidernes skiften og årstidsforandringer i grundvandsstanden. Forslaget kan derfor ikke godkendes. Kommissionen mener, at det er urealistisk og unødvendigt at fastsætte standarder, som sikrer, at den mindst intensive vandrensning er nok til at gøre overfladevand drikkeligt. I stedet foretrækker vi en tilføjelse til de foranstaltninger, som er nødvendige i henhold til artikel 11 for at fremme aktiviteten på dette område. Den gode status, som kræves ifølge dette forslag, bør sikre, at kravet til overfladevand af god kvalitet opfyldes. Denne del af ændringsforslag 41 kan derfor ikke godkendes. Kommissionen sætter pris på Parlamentets indsats for at sikre, at den såkaldte kombinerede fremgangsmåde får en central rolle. I ændringsforslag 22 og 47 defineres denne fremgangsmåde og dens omfang, hvilket Kommissionen i princippet kan godkende. For at opnå størst mulig retlig tydelighed og proportionalitet vil vi dog omformulere ændringsforslag 47 og tilføje en de minimis-bestemmelse. Overførsel af vand er allerede omfattet af kontrolforanstaltninger, men en udtrykkelig omtale vil gøre teksten tydeligere. Denne del af ændringsforslag 49 og 87 kan således godkendes. Det er dog ikke nødvendigt at fastsætte som vilkår, at alle foranstaltninger til at styre efterspørgslen vedtages. Forslaget fastsætter allerede, at indvinding af vand skal ske i overensstemmelse med de økologiske behov i et vandløbsopland. Denne del af ændringsforslag 49 og 87 kan derfor ikke godkendes. Kommissionen godkender ændringsforslag 76, som indebærer, at radioaktive stoffer udtrykkeligt medtages i forslaget. For at opsummere kan Kommissionen godkende 72 ændringsforslag helt, delvist eller i princippet. Følgende ændringsforslag kan ikke godkendes: 1, 4, 9, 11, 13, 15, 19, 23, 39, 40, 51, 59, 61, 64, 66, 70, 71, 71, 72, 74, 77, 79, 81, 83, 87, 89, 90, 91, 95, 97, 98, 100, 101, 103, 106, 107. Til slut vil jeg sige, at jeg hilser de bestræbelser velkomne, som Parlamentet har gjort for at forsøge at løse de spørgsmål, som Rådet har en anden mening om. Det er gjort vigtige fremskridt, og den konstruktive tone i diskussionerne skaber et godt arbejdsklima for fremtidige forhandlinger. Det er stadig nogle forhindringer tilbage, men jeg er overbevist om, at vi i takt med, at lovgivningsarbejdet fortsætter, vil nå vores fælles mål om at skabe en vandpolitik, som vi kan være stolte af. En fast stillingtagen fra Parlamentets side vil være et vigtigt bidrag til en ambitiøs europæisk vandpolitik i de næste tre årtier.
Jeg vil gerne høre kommissærens synspunkt på ændringsforslag 45. Jeg kan have gået glip af det i den liste, hun fremlagde.
Jeg accepterer det.
Tak, fru Wallström. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0014/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det finansielle instrument for miljøet (Life) (Ordfører: Lienemann).
Hr. formand, vi har tidligere drøftet denne betænkning i forbindelse med førstebehandlingen, og jeg har i forbindelse med udvalgsarbejdet forstået, at der er bred enighed i Europa-Parlamentet om denne sag. Life er den eneste post på EU's budget, som direkte tager sigte på miljøet, og vi må konstatere, at det finansielle instrument ikke lever op til vores ambitioner på dette felt, eftersom bevillingerne til Life i flere år har været stagnerende. Til trods for at antallet af medlemslande var øget i tidsrummet mellem vedtagelsen af første og anden etape af Life, forblev bevillingerne uændrede. Vi oplever endvidere, at regionerne, de forskellige aktører, virksomheder og foreninger i stadig stigende omfang viser interesse for Life og indsender projekter, det være sig inden for emneområdet Life-Natur eller inden for Life-Miljø. Der er tale om støtteværdige projekter af høj kvalitet, hvilket også bekræftes af den tekniske vurdering i de kompetente udvalg. Imidlertid er EU ikke i stand til at finansiere samtlige støtteberettigede projekter på grund af manglende bevillinger til Life. Der er også grund til at erindre om, at udnyttelsesgraden er ekstremt høj, når det gælder bevillingerne til Life. Der er således tale om et instrument, som er i fuld overensstemmelse med den politik, EU ønsker at føre på de omhandlede områder. Jeg vil gerne fremhæve emneområdet Life-Natur. Vi er alle bekendt med de vanskeligheder, der er opstået i forbindelse med gennemførelsen af eksempelvis direktivet om leve- og voksesteder og direktivet om trækfugle. Vi burde i Life-Natur have et finansielt instrument, som gør det muligt at yde støtte til politikker, som viser, at de mål, der sættes i de omhandlede direktiver, er realistiske, velbegrundede og gennemførlige. På grund af manglende bevillinger mister vi legitimitet, og den opfattelse breder sig, at EU's direktiver er urimelige, og at de ikke lader sig gennemføre i praksis. Den aktuelle debat drejer sig ikke mindst om komitologi. Emnet er til stadighed til debat i Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet har imidlertid valgt at støtte politiske initiativer, som resulterer i forvaltningsudvalg og rådgivende udvalg, som sikrer Kommissionen videre rammer for forvaltningen, og som indskrænker Rådets muligheder for at bremse en given praksis og sikre, at det, jeg vil betegne som den mellemstatslige tankegang, fremmes, ikke unionstankegangen. Europa-Parlamentet er dog netop garant for en sådan prioritering. Spørgsmålet om komitologi har været drøftet i forbindelse med de fleste finansielle programmer og instrumenter i EU. Efter min opfattelse - som da også bekræftes fra flere sider - forekommer det nemmere at bringe en tilnærmelse i stand, når det gælder synspunkterne vedrørende komitologi, end når det gælder spørgsmålet om budgetbevillingerne. Jeg erindrer om, at Europa-Parlamentet har krævet en finansiel ramme på 850 millioner ecu. Beløbet er ikke urimeligt set i forhold til EU's samlede budget. Det foreliggende forslag lyder på 613 millioner ecu. Det burde efter min opfattelse være muligt i det mindste for den resterende periode at øge bevillingerne til Life og dermed sikre en markant forøgelse af EU's indsats for miljøet. Afslutningsvis vil jeg gerne pege på den måde, hvorpå vores institutioner fungerer. Vi hører til stadighed, at nu må der hurtigt træffes en beslutning. Med andre ord, Europa-Parlamentet bør slække på kravene, ikke mindst kravene om budgetbevillinger. Lykkes det ikke hurtigt at få fastsat den finansielle ramme for Life-forordningen i overensstemmelse med den fælles beslutningsprocedure, vil gennemførelsen af tredje etape blive forsinket, for så vidt angår indeværende år. Og sandt er det, at ngo'er og lokale aktører venter på vores bevillinger. Imidlertid må jeg erindre om, at Rådet har god tid til at tage stilling til Kommissionens forslag, inden det fremsender sin holdning til Europa-Parlamentet nogle måneder før den endelige frist. Europa-Parlamentet skal til gengæld tage stilling inden for en forud fastlagt frist på maksimalt fire måneder. Vi overholder denne frist, og alligevel hører vi efterfølgende bemærkninger om, at Europa-Parlamentets medlemmer bør besinde sig og godkende Rådets holdning, eftersom tiden er knap, når det gælder den fælles beslutningsprocedure. Europa-Parlamentet protesterer jævnligt over denne fremgangsmåde. Kritikken er ikke rettet mod enkeltpersoner i Rådet, ej heller mod det portugisiske formandskab. I virkeligheden har der i denne henseende udviklet sig en mere eller mindre etableret praksis fra Rådets side. Jeg må imidlertid understrege, at budgetspørgsmålet er helt centralt, når det gælder miljøområdet. Europa-Parlamentet bør derfor ikke give efter for presset og acceptere rollen som den eneste besindige part i sagen. Jeg håber således, at Europa-Parlamentets medlemmer vil stå sammen i Forligsudvalget - og jeg har også en begrundet formodning om, at det vil være tilfældet, idet der hele tiden har været bred enighed om disse spørgsmål. Jeg håber imidlertid også, at Rådet og Kommissionen vil vise lydhørhed, og at alle parter vil vise vilje til kompromis.
Hr. formand, ærede medlemmer, det er korrekt, at vi er helt uenige i nogle af de valg, der er truffet af Rådet og Kommissionen. Og det får jeg lejlighed til at udtale mig om senere. Men den samme sandhed kræver, at man begynder med at sige, at denne regulering er bedre end dem, der har været for Life I og Life II. For det første fordi forslaget gør Life mere stringent, gennemsigtigt og rationelt. For det andet fordi den fælles holdning integrerer nogle væsentlige synspunkter, som blev forsvaret af Europa-Parlamentet ved førstebehandlingen, nærmere bestemt definitionen af beskæftigelsesfremme som en faktor, der skal tages i betragtning ved udvælgelsen af de ansøgte projekter, samt definitionen af en reduktion af produkternes samlede indvirkning fra de bliver produceret, indtil de bliver genindvundet eller bortskaffet, som en af målsætningerne for Life-Miljø. For det tredje finder vi det meget positivt, at den fælles holdning for første gang har medtaget nyttiggørelse og fysisk planlægning af kystområderne som en af prioriteringerne i Life-Miljø. Men hr. formand, ærede medlemmer, til trods for alle disse dyder mangler reguleringen af Life III det, som tydeligvis er det vigtigste, for at et finansielt instrument skal virke: dets budget. Kommissionen og Rådet er, når de står fast på deres forslag om 613 millioner euro som referencebeløb for perioden 2000 til 2004, og når de ikke vil gennemføre et forslag fra Europa-Parlamentet på 850 millioner euro, ved at træffe en beslutning, som efter vores mening ikke er baseret på samme rationelle og retfærdige kriterier som dem, de så udmærket har indført i andre bestemmelser i Life III. Vi ønsker, at Kommissionen og Rådet skal vide, at vi ikke vil frasige os muligheden for at tildele Life det budget, det fortjener, og som er den bedste garanti for de miljøresultater, man ønsker at opnå med et instrument af denne karakter. Vi begrunder vores holdning med fire meget enkle argumenter. For det første er Life det eneste instrument, som direkte går ud på at fremme miljøpolitikken i Den Europæiske Union. Der findes ikke noget andet. For det andet er Life et instrument, som har givet gode resultater, som har gjort det muligt at udvikle metoder og innovative teknikker, og som har en høj gennemførelsesgrad. For det tredje bliver budgettet for Life formindsket i reelle tal, og det bliver ikke fulgt op af den enorme dynamik og kreativitet, som der efterlyses. For det fjerde ønsker Parlamentet på grund af de fortjenester, det tillægger Life, at indføre voksende bevillinger i årsbudgettet til dette program, hvorfor en vedtagelse af det forslag, som Rådet og Kommissionen forsvarer, ville betyde et uacceptabelt skridt i den forkerte retning. Men vores bekymring skyldes ikke budgetspørgsmålet. Klimaændringerne og vandressourcepolitikken er områder, som bekymrer de europæiske borgere meget, og som fortjener en stor opmærksomhed fra Parlamentets side. Og det er derfor afgørende for os at få vedtaget vores ændringsforslag 5 og 6, som søger at definere en bæredygtig forvaltning af grundvandet og overfladevandet samt en reduktion af drivhusgasserne som mål, der skal nås i Life-Miljø. Et sidste ord for at lykønske fru Lienemann med hendes betænkning, idet jeg benytter lejligheden til at sige til hende, at vi vil stemme for hendes ændringsforslag om komitologien, eftersom vi, selvom vi, som det kom klart til udtryk i Miljøudvalget, ville foretrække, at opfølgningen af Life blev varetaget af et rådgivende udvalg, ikke vil medvirke til en gennemførelse af Rådets forslag, som rent ud sagt er dårligere.
Hr. formand, fru kommissær, De lægger med rette, fru kommissær, pres på de medlemsstater, som ikke har omsat FFH-direktivet, også på den medlemsstat, jeg kommer fra. Med rette, fordi kravene til vores naturlige miljø foreligger, og vi bliver nødt til omsider at virkeliggøre disse Natura 2000-områder. Men når det sker, får vi naturligvis et meget stort behov for Life-Natur-penge, fordi vi i de områder, som så omsider er udpeget, naturligvis også skal finansiere foranstaltninger til bevaring, og det i en situation, hvor vi ikke engang kan stabilisere det, vi har opnået med Life I og II. På baggrund af, at FFH-områder nu skal gennemføres med magt, har vi entydigt også brug for flere penge på Life-området. I den sammenhæng henvender jeg mig også til Rådet. Rådet er verdensmester i at vedtage udgifter netop inden for området udenrigspolitik, som vi så på en eller anden måde skal finansiere via vores budget. Jeg nævner blot støtten til Bosnien - i den anledning skærer vi ned på alle mulige områder. Her vægrer Rådet sig derimod ved i et langsigtet perspektiv at øge Life-budgettet med beløb, der er latterligt små i forhold til det samlede budget, på et område, hvor det trods alt drejer sig om bæredygtig udvikling. Det kan jeg altså ikke forstå, og jeg anmoder udtrykkelig alle kolleger om at støtte fru Lienemanns ændringsforslag om en forøgelse til 850 millioner euro.
Hr. formand, kære kolleger, Life er et vigtigt finansielt instrument og rent faktisk det eneste finansielle instrument i EU, som udelukkende tager sigte på miljøet. Det er derfor også helt afgørende, at dette instrument lever op til vores ambitioner på området. Og ambitionerne koster selvsagt penge. Striden mellem Rådet og Europa-Parlamentet drejer sig naturligvis primært om bevillingerne til Life III. I Rådets fælles holdning anbefales en finansiel ramme på 613 millioner euro for perioden 2000-2004. Dette beløb må betegnes som utilstrækkeligt, og Den Liberale Gruppe ser med velvilje på forslaget om en forhøjelse af den finansielle ramme til 850 millioner euro. Vi støtter således fuldt ud det ændringsforslag, der er stillet af fru Lienemann. Fru Lienemann påpeger også, at bevillingerne til Life ikke blev forhøjet i forbindelse med den seneste udvidelse af EU, ligesom der ikke er taget højde for den kommende udvidelse. Vi kræver ikke svimlende summer til unyttige formål. Tværtimod. Kravene må betegnes som særdeles beskedne sammenholdt med de behov, som skal dækkes. En dråbe i havet af strukturpolitikker. Miljøet er fortsat stedbarn i forhold til EU's budget. Og det til trods for, at netop udgifter på miljøområdet må betragtes som en investering. Dels en investering i de naturgivne ressourcer, dels en investering til fordel for beskæftigelsen. Det er således dokumenteret, at en aktiv miljøpolitik skaber nye arbejdspladser. Herom vidner også den store interesse for Life. Instrumentet er populært blandt ngo'er, blandt virksomheder, lokale myndigheder og tredjelande. Ca. en tredjedel af de 8.500 ansøgninger, som er modtaget, opfylder kravene for tildeling af støtte, og for ca. 1.300 projekters vedkommende har der i perioden 1992-1998 fundet en samfinansiering sted. Europa-Parlamentet ønsker, at denne succes skal fortsætte. Vi støtter derfor ændringsforslag 14, som omhandler fjerde etape af Life. Når det drejer sig om miljøet, kommer investeringer og ambitioner på længere sigt i anden række. Fokus bør være rettet mod fremtidige generationers vilkår.
Hr. formand, fru kommissær, jeg kommer givetvis til at gentage nogle af de synspunkter, der er fremsat af mine kolleger. Men efter min opfattelse kan vi ikke ofte nok over for Rådet gentage Europa-Parlamentets holdning til Life. Jeg vil derfor tilslutte mig ordførerens indlæg og gentage, at Life er det eneste finansielle instrument, som målrettet tager sigte på at udforme og iværksætte en europæisk miljøpolitik. Der er tale om et særdeles væsentligt finansielt instrument, som fremmer innovative tiltag til fordel for naturen og miljøet i EU, idet disse tiltag i øvrigt støttes og styrkes af medlemsstaterne. Life er et udpræget demokratisk instrument, som kan udnyttes af såvel statslige organisationer som ngo'er. Kære kolleger, jeg opfordrer derfor til, at De ikke stemmer for de ændringsforslag, som er i strid med Life-instrumentets ånd. Takket være en række foreninger er Life-instrumentet direkte tilgængeligt for EU's borgere, ligesom det kan tjene almennyttige initiativer. Flere millioner medlemmer af forskellige ngo'er ser Life som et vidnesbyrd om, at EU ønsker at skabe en ambitiøs politik til fordel for de naturgivne ressourcer. Life danner i øvrigt grundlag for det europæiske Natura 2000-netværk, som omfatter EU's medlemsstater. Dette initiativ er i fuld overensstemmelse med EU's direktiver om vokse- og levesteder for sjældne og truede arter af flora og fauna og direktivet om trækfugle. Initiativet tager således sigte på at beskytte lokaliteter af høj biologisk værdi i medlemsstaterne. Jeg må understrege, at de kræfter i medlemsstaterne, som modarbejder denne politik, er med til at svække de naturbevarende politikker i EU. Dette er højst beklageligt, eftersom alle her i Parlamentet ved, at bevillingerne til Life er utilstrækkelige. En række af de i øvrigt støtteværdige projekter, som fremsendes fra medlemsstaterne, må således afvises på grund af manglende bevillinger til det finansielle instrument. Life råder med de hidtidige bevillinger kun over 100 millioner euro om året, altså knap en promille af EU's budget. Til sammenligning tegner landbruget sig som bekendt for et budget på 37 milliarder euro, og erhvervets indvirkning på miljøet er markant. Vi finder det i vores gruppe afgørende, at bevillingerne til Life øges, og vi støtter uden forbehold fru Lienemanns forslag om at øge budgettet til 850 millioner euro. Vi ved, borgerne nærer store forventninger, når det gælder miljøpolitikken, og vi finder Rådets budgetforslag særdeles forsigtigt og ganske uacceptabelt, også set i lyset af den høje udnyttelsesgrad, der kendetegner Life. Life-projekterne har givet anledning til ændret adfærd på det miljømæssige område, og de første bæredygtige udviklingsprojekter vil utvivlsomt være at finde på dette felt.
) Hr. formand, EU's miljøprogram, som råder over betydelige midler (613 millioner euro), rejser en række spørgsmål vedrørende hensigtsmæssig anvendelse af offentlige midler. Et finansielt instrument af denne størrelsesorden bør opfylde visse krav om gennemsigtighed og effektivitet. Dette er ikke tilfældet, når det gælder Life, hvilket skyldes upræcist definerede udvælgelseskriterier, tvivlsomme og ukoordinerede tiltag, ikke offentliggjorte statusrapporter og manglende evalueringspolitik. Vi foreslår derfor, at forordningen ændres på følgende punkter: For det første bør erhvervelser foretaget ved anvendelse af Life-midler være forbeholdt offentlige aktører, idet administrationen efter afholdt licitation kan overlades til godkendte naturbeskyttelsesforeninger. Det drejer sig for os om at sikre bestandighed, når det gælder sådanne erhvervelser. Private foreninger kan forsvinde eller foretage videresalg. Det er ideologisk betænkeligt og juridisk angribeligt, at 100% offentlige midler anvendes til at opbygge private formuer i jord og fast ejendom, også selvom det sker under dække af miljøbeskyttende foranstaltninger. For det andet bør der fastlægges præcise kriterier for støtteberettigede projekter og tildeling af Life-midler, således at enhver mistanke om favorisering eller udelukkelse ryddes af vejen. For det tredje bør det kræves, at der forlods opnås forståelse for et givet projekt blandt de berørte brugere og lokale myndigheder. Dette aspekt blev eksempelvis overset i forbindelse med et projekt i Frankrig under Life-Natur (Grand-Lieu-projektet vest for Nantes). Projektet udviklede sig til en sand økologisk katastrofe. Der blev foretaget en oprensning af Grand-Lieu-søen, i øvrigt i strid med den franske vandmiljølovgivning. Oprensningen forårsagede en tilstopning af det fraførende Acheneau-vandløb, gydepladser blev ødelagt, vådområder blev opfyldt, og jeg kunne fortsætte. Mudderet blev flyttet tre kilometer, hvilket kostede 6 millioner francs og forvoldte større skade end udgangssituationen. Følgerne var forudsigelige, og alle lokale aktører advarede herom. Resultatet blev en retstvist og omkostninger til udbedring af skaderne, som overstiger omkostningerne til det oprindelige projekt. Det er sådanne situationer, vi ønsker at undgå. For det fjerde bør tilsynsudvalget omfatte repræsentanter for Europa-Parlamentet og mindst et medlem fra hver af de politiske grupper. Er det ikke kun rimeligt, at Europa-Parlamentets medlemmer fører tilsyn med anvendelsen af de vedtagne bevillinger? For det femte bør der hvert år offentliggøres en videnskabelig, teknisk og økonomisk statusrapport, som omfatter alle Life-aktiviteter. For det sjette bør der jævnligt foretages en grundig evaluering af programmerne. For det syvende bør midlerne kunne anvendes i tilfælde af miljømæssige nødsituationer, eksempelvis til genbeplantning efter stormskader eller til genoprettelse af naturområder efter olieforureningskatastrofer. Fru ordfører, hr. formand, vores forslag er både konkret og realistisk, det er nemt at gennemføre, det vil kunne begrænse lokale tvistigheder og sikre en fornuftig anvendelse af offentlige midler. Vi beder Dem overveje vores forslag, inden det besluttes at øge Life-budgetposten med ikke mindre end 40%.
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil først og fremmest lykønske fru Lienemann med den betænkning, hun har udarbejdet, og også Kommissionen - hvorfor ikke - for denne betænkning, denne holdning, forbedrer i det store hele de gældende tekster. Desuden er den bedre systematiseret, og den er mere klar og gennemskuelig. Jeg vil også lykønske Kommissionens tjenestegrene, fordi evalueringen, kontrollen og opfølgningen på Life-programmet sikrer en fornuftig udvælgelse og gennemførelse af projekterne. Men der er visse aspekter, som jeg ønsker at lægge vægt på. For det første fortsættelsen, som jeg i princippet ikke sætter spørgsmålstegn ved. Og for det andet de afsatte bevillinger. Det er desværre kun 7,2% af de projekter, der ansøges om, som bliver støttet. Ud af de 1.919 millioner euro, som der er blevet søgt om, er der kun blevet givet støtte for 784 millioner euro. Og den finansielle ramme er nu på kun 613 millioner euro til flere lande og flere beføjelser. Parlamentet har allerede foreslået 850 millioner euro, men i dokumentet gentages det første forslag, 613. Fru kommissær, de miljømæssige forpligtelser stiger på alle områder, og det eneste finansielle instrument, der udelukkende er beregnet til miljøet, falder. Er det ikke selvmodsigende? Kræver vi ikke det af andre, som vi ikke selv er rede til at give? Hvorfor taler vi hele tiden om miljøet, når vi ikke er rede til at dele udgifterne til det, men ønsker, at de sædvanlige, de, der bor der året rundt, skal betale for det og bevare det? Fru kommissær, lad os være konsekvente. Udgifterne til bevarelse af miljøet, som vi alle har glæde af, skal dækkes af alle, og Life-programmet er det eneste finansielle instrument, som udelukkende er beregnet for miljøet, og hvis projekter generelt har været virkningsfulde.
Hr. formand, Life er frem for alt det redskab, som Fællesskabet har haft til rådighed siden 1992 til at støtte og udvikle miljøpolitikken såvel internt i Fællesskabet som eksternt med tredjelande. På basis af de erfaringer, som man har opnået de sidste otte år, tilstræber man at forøge effektiviteten af miljøaktioner i den tredje fase af udviklingen af dette finansielle instrument. Finansieringen af aktioner til anvendelse, tilpasning og udvikling af fællesskabspolitikken på miljøområdet samt inkorporeringen af miljøet i andre politikker og det at bidrage til en levedygtig udvikling er centrale punkter i den forordning, der er under afstemning. I emnekredsen Life-Natur, som især sigter på at realisere netværket Natur 2000, er indførslen af en multinational tilnærmelse til udarbejdelsen af internationale arbejder og aktioner vigtig, for at man kan undgå en opsplitning af biotoperne og for at styrke beskyttelsen af biodiversiteten. I den anden emnekreds, Life-Miljø, som mest handler om statusarbejder til fordel for de små og mellemstore virksomheders industri og organerne inden for det lokale selvstyre, inkorporeres miljøet utvetydigt blandt de øvrige politikker. Angående den finansielle sag om realiseringen af Life for de næste fem år går jeg absolut ind for en forøgelse fra 613 millioner euro til 850, sådan som ordføreren, fru Lienemann, har foreslået. Uden at vi sikrer de nødvendige midler til at opnå en miljøbeskyttelse, er den styrkelse af miljøets betydning, som på den ene side har fundet sted de senere år, og den inkorporering af miljøaspektet i andre politikker, som vi ser på den anden side, uden indhold. Desuden kan de større udfordringer i Unionens omgivelser samt en behandling af de voldsomme problemer inden for miljøbeskyttelse i ansøgerlandene ikke lade os upåvirkede. Det kan vi lære, hr. formand, af historien med forureningen af Donaus biflod og selve Donau de seneste dage. Jeg er følgelig af den mening, at en styrkelse af miljøaktionerne gennem det finansielle instrument Life sikrer, at vi fremmer Fællesskabets politik på miljøområdet og i væsentlig grad bidrager til at opfylde Fællesskabets opgave med at skabe en beskyttelse og forbedring af miljøet på højt niveau.
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske vores kollega Lienemann med den store lydhørhed over for miljøspørgsmål, hun lægger for dagen i de to betænkninger, vi drøfter her i aften. To minutter er bestemt ikke nok til at behandle et så væsentligt emne. Jeg vil derfor blot appellere til kommissæren om, at hun tager sig af dette vigtige område. Jeg har i fem år været ansvarlig for miljøudvalget i en anden institution, som er en regional institution og derfor ikke har et så omfattende perspektiv som Parlamentets Miljøudvalg. Miljøsituationen lader til at være meget, meget alvorlig. Ligesom talerne før mig vil jeg gerne endnu en gang komme ind på det økonomiske spørgsmål og spørgsmålet om finansieringen af projekter, der efter min mening alle burde være af offentlig karakter. Om finansieringen vil jeg sige, at 613 millioner euro er utilstrækkeligt, fru kommissær. Selv 850 millioner euro er utilstrækkeligt. I slutningen af august deltog jeg i et møde i Miljøudvalget, hvor man ligefrem talte om 2 millioner euro, eller 4.000 milliarder lire, til at afskaffe - eller i det mindste reducere - problemerne med tobaksforgiftning. Miljøspørgsmålet er trods alt meget alvorligere og meget vigtigere end tobaksforgiftning. Jeg kan forsikre Dem for, fru kommissær, at 850 millioner euro - hvis ellers denne finansiering bliver bevilget - ikke er tilstrækkeligt til at videreføre noget som helst projekt i praksis. I mange områder har man oprettet de parker, som er et meget vigtigt element i Life-programmet. Men parker, der oprettes med knappe finansielle midler, og hvor der ikke er nogen skiltning, er virkningsløse og nyttesløse. Derfor vil jeg gerne opfordre Parlamentet og Kommissionen til at være meget opmærksomme på dette spørgsmål.
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, lige siden begyndelsen af 1999 har der været diskussioner mellem institutionerne om den foreslåede forordning om en tredje etape for instrumentet for miljøet - Life. Jeg vil endnu en gang takke Miljøudvalget og fru Lienemann for det gode og konstruktive samarbejde, som vi har haft om dette emne. Som resultat af dette kan jeg bekræfte, at Kommissionen helt eller i princippet godkender ni af de 14 ændringsforslag, som er vedtaget i Miljøudvalget. Kommissionen kan frem for alt acceptere ændringsforslag 1, 2, 7, 8, 9, 10, 11 og 13, som handler om udvalg. Parlamentet har i disse tilfælde helt taget hensyn til de indvendinger, som Kommissionen havde over for den fælles holdning. Kommissionen kan i princippet også godkende ændringsforslag 4, som dog bør indsættes et andet sted i teksten. Med hensyn til ændringsforslag 5 og 6 vil jeg understrege, at projektet for en bæredygtig forvaltning af grundvand og overfladevand samt projektet for begrænsning af luftforurenende stoffer, som bidrager til drivhuseffekten, i stor udstrækning er omfattet af Life. Kommissionen mener dog, at man, hvis man angiver dette separat, går imod den oprindelige beslutning om at koncentrere forslaget om nogle få, prioriterede områder. Der er også risiko for overlapning med andre fællesskabsprogrammer, f.eks. det femte rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration. Dette programs vigtigste forpligtelser - vandkvalitet, byen af i morgen og innovative produkter og processer - omfatter til en vis grad samme spørgsmål. Med hensyn til budgettet er jeg glad for den fortrolighed, som Miljøudvalget har vist. I ændringsforslag 12 bliver der bedt om at større budget end det, som er angivet i den fælles holdning. Jeg er også overbevist om, at Life har et stort potentiale. Dette instrument skulle kunne finansiere gode projekter med et højere beløb end det, som er angivet i det foreslåede budget. Det beløb, som angives i ændringsforslag 12, er dog ikke i overensstemmelse med den budgetplan, der blev fastlagt på baggrund af Agenda 2000. Lad mig også tilføje, at hvis man forhøjer budgettet, er det indlysende, at der også kræves mere af Miljødirektoratet for at håndtere et større antal projekter. Der skal også tages hensyn til andre programmer, hvor der skal træffes beslutninger inden for rammerne af reglerne om medbestemmelse. Kommissionen holder her fast ved det beløb, som blev fastsat i den fælles holdning. Med hensyn til ændringsforslag 3, som vi ikke godkendte ved førstebehandlingen, vil jeg understrege, at hvert program har sine egne mål, støtteberettigede omkostninger og ansøgningsregler. Det er derfor meningsløst og ofte umuligt at overføre et projekt direkte fra Life til et andet program. Hvis man for hvert projekt skulle undersøge andre finansieringskilder, ville det desuden kræve flere ressourcer, end der er adgang til. Når nu Kommissionen nøje må overvåge, hvilke ressourcer der kræves til hver funktion, er dette et eksempel på en decentral, men ressourcekrævende funktion, som vi bør undgå. Kommissionen kan heller ikke godkende ændringsforslag 14, som er i strid med Kommissionens initiativret. Angående diskussionen om en endelig dato vil jeg sige, at den endelig dato for at starte gennemførelsen af Life, den 31. marts 2000, som blev fastsat i den fælles holdning, nu skal rykkes frem. Datoen vil blive fastsat, så snart denne forordning er vedtaget. Til slut vil jeg gentage, at jeg er overbevist om, at Life vil blive et virkningsfuldt instrument til støtte for udviklingen og gennemførelsen af Fællesskabets miljøpolitik. Parlamentet har i høj grad bidraget til at forbedre dette instrument. Jeg er overbevist om, at De ligesom jeg ønsker, at forordningen skal kunne vedtages så hurtigt som muligt, især med tanke på at der er store forventninger i medlemsstaterne og i andre lande, ikke mindst i kandidatlandene, som nu får mulighed for at deltage i Life.
Tak, fru Wallström. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0033/2000) af Andersson for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om meddelelse fra Kommissionen - En samordnet strategi til modernisering af den sociale beskyttelse (KOM(1999) 347 - C5-0253/1999 - 1999/2182(COS)).
Hr. formand, spørgsmålet om systemer for social beskyttelse er et vigtigt spørgsmål. Dette er en naturlig følge af samarbejdet inden for EU. Baggrunden er det monetære samarbejde, som siden er blevet fulgt op af et makroøkonomisk samarbejde og et samarbejde om beskæftigelsespolitikken. Nu er det naturligt at gå videre med systemer for social beskyttelse. Disse områder er gensidigt afhængige af hinanden. Økonomisk stabilitet er grundlag for vækst og kan medføre høj beskæftigelse. Det giver også mulighed for at udvikle velfærden. Men det omvendte forhold gælder også: En veludviklet politik med hensyn til social beskyttelse kan medføre høj beskæftigelse og øget vækst. Social beskyttelse er med andre ord en produktiv faktor. Der er forskelle inden for EU med hensyn til systemer for social beskyttelse. Mange af disse er historisk betingede. Nu har vi imidlertid en række fælles udfordringer foran os. Det drejer sig f.eks. om den demografiske udvikling, som ikke kun handler om, at antallet af ældre stiger, men også at antallet af fødsler falder. Arbejdsmarkedet forandrer sig også. Kvinderne søger i stadig større udstrækning ud på arbejdsmarkedet. En anden udfordring er den teknologiske udvikling. Disse udfordringer må vi møde sammen. Kommissionens meddelelse anbefaler en øget erfaringsudveksling, at der bliver oprettet en gruppe på højt niveau, og at der skal indføres benchmarking. Desuden skal beretningen om social beskyttelse udgives en gang om året og undersøges sammen med beskæftigelsesberetningen. Dette er godt, men det er ikke nok. Vi foreslår en fremgangsmåde som Luxembourg-processen. Det er brug for klare retningslinjer og indikatorer, samtidig med at medlemsstaterne skal udforme metoderne i nationale handlingsplaner. Vi skaber en fælles model, men bevarer subsidiariteten. Denne sociale konvergens er en proces, som vil fortsætte i lang tid. Derfor skal Parlamentet involveres i arbejdet - ikke ved at deltage i gruppen på højt niveau, men ved at repræsentanter for Parlamentet kan følge arbejdet i gruppen på højt niveau og komme med forslag til, hvordan processen skal udføres. Kommissionens forslag er på samme måde som beskæftigelsessamarbejdet bygget op om fire mål: at gøre systemerne beskæftigelsesvenlige, at gøre pensionsordningerne bæredygtige på langt sigt, at fremme social integration og at sikre en bæredygtig sundhedspleje af høj kvalitet. Alt dette er vigtigt. I vores betænkning har vi især peget på vigtigheden af at bekæmpe fattigdom inden for EU og snarest muligt finde indikatorer, så vi kommer videre inden for dette område. Ligestilling udgør ikke et af hovedmålene. Det er mainstreaming, der gælder. Der skal derfor være ligestillingsaspekter inden for alle fire mål. Dette har vi skrevet os bag øret. Vi stiller en række forslag, f.eks. om en overgang til individuelle systemer for social beskyttelse, om at forældreorlov skal kvalificere til fordele i de sociale systemer, om forbedrede muligheder for at forene familie- og arbejdsliv, og om at den grundlæggende alderspension skal sikre en anstændig levefod. Disse forslag er først og fremmest til gavn for kvinder. Parallelt med denne europæiske sociale konvergensstrategi er der brug for en konkret plan med hensyn til lovgivningsarbejde på det sociale område samt forslag til rammeaftale inden for rammerne af den sociale dialog med en konkret tidsplan. Vi forventer, at Kommissionen præsenterer dette i sit forslag til et socialt handlingsprogram. Den sociale konvergens er også nødvendig før udvidelsen, dels for at styrke den sociale model og dels for at eliminere risikoen for social dumping. Kommissionen bør overveje et særligt handlingsprogram for socialpolitikken i forbindelse med udvidelsen. Vi har haft en konstruktiv diskussion i udvalget. Vi havde mange ændringsforslag, men det lykkedes os at blive enige om en betænkning. Nu er antallet af ændringsforslag, der skal sættes til afstemning i plenum, reduceret til kun 15. Dette tyder på, at vi har et stort helhedssyn. En del af ændringsforslagene kommer tilbage fra udvalgsbehandlingen. Dem vil jeg ikke godkende. Jeg vil heller ikke godkende de ændringsforslag, som er blevet fremlagt af Den Tekniske Gruppe, fordi jeg ikke synes, at disse tilfører betænkningen noget. Derimod vil min gruppe godkende ændringsforslag 14 fra Den Liberale Gruppe. Dette forslag synes jeg er godt. Godt nok ligner det ændringsforslag 1, men ændringsforslag 14 er bedre. Til sidst vil jeg sige, at EU ikke bare drejer sig om handelssamarbejde. EU drejer sig også om en Union for beskæftigelse og social retfærdighed. I skabelsen af et borgernes Europa spiller socialpolitikken en vigtig rolle. Parlamentet vil med denne betænkning give sit bidrag til en styrket social dimension i det europæiske samfund. Vi håber, at Rådet og Kommissionen tager dette bidrag alvorligt og medtager det i den fremtidige socialpolitik. Topmødet i Lissabon er en udmærket lejlighed til at præsentere en sådan strategi.
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, en på længere sigt bæredygtig social sikringsordning, der sikrer mænd og kvinder på lige fod i overensstemmelse med deres særlige livssituation, er en absolut nødvendighed for den sociale samhørighed og for stabiliteten i vores samfund. Den gensidige afhængighed i spørgsmål om den samlede økonomi, beskæftigelsespolitik og den sociale beskyttelse i det indre marked kræver også her fælles overvejelser på fællesskabsplan. Der er ikke opnået ligestilling mellem mænd og kvinder hverken i arbejdslivet, eller hvad angår den sociale beskyttelse. Arbejdsløshedstallet er betydeligt højere for kvinder end for mænd. Kvinder har stadigvæk vanskeligere ved at få adgang til egentlige fag, og deres andel af usikre arbejdspladser og deltidsjobs er langt højere. Lønniveauet for kvinder er stadig langt lavere, end det er for mænd. Resultatet er en dårlig eller slet ikke eksisterende social beskyttelse, da betalt arbejde i henhold til de gældende ordninger danner grundlaget. Mange kvinder har kun afledte rettigheder, hvilket øger deres økonomiske afhængighed. På baggrund af de ændrede økonomiske og sociale forhold bør der tilstræbes en af partneren uafhængig individuelt tilpasset social beskyttelse, som yder varig sikkerhed. Men trods alle nødvendige afgifter skal det stadig kunne betale sig at arbejde! En reform af den sociale beskyttelse skal omfatte fremme og forsikringsretlig anerkendelse af den tid, der bruges til at passe børn eller til at tage sig af plejekrævende familiemedlemmer. Det er bekymrende, at antallet af ældre kvinder, der lever i fattigdom, til stadighed stiger. De har på grund af deres indsats for familien ikke kunnet betale til de sociale sikringsordninger. Men også disse kvinder skal sikres. Retten til et godt sundhedsvæsen skal være sikret uanset den enkeltes økonomiske formåen. Medlemsstaterne er fortsat principielt ansvarlige for udformningen og finansieringen af deres sociale sikringsordninger. Men ekspertgruppens samarbejde i EU, en gruppe, hvor kvinder naturligvis skal være rimeligt repræsenteret, kan på længere sigt bidrage til en tilnærmelse af de sociale ordninger.
Hr. formand, jeg vil gerne ønske ordføreren, hr. Andersson, tillykke med den foreliggende betænkning om moderniseringen af den sociale beskyttelse. Som koordinator for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender er jeg meget tilfreds med det opnåede kompromis, som hr. Andersson har gjort en stor indsats for. Jeg er endvidere meget glad for, at han er gået videre med en betænkning, som jeg skrev som ordfører i det forrige Parlament, og linjen i denne betænkning er til dels også linjen i den gamle betænkning. Formålet med kommissionsmeddelelsen fra juni 1999, som danner grundlag for betænkningen af hr. Andersson, er at uddybe samarbejdet mellem medlemsstaterne og EU inden for området social beskyttelse. Andre vigtige mål er at fremme beskæftigelsen og sørge for, at arbejde giver en fast indkomst. For det andet at sikre og gøre pensionsordningerne bæredygtige. For det tredje at fremme den sociale integration og for det fjerde at sikre en bæredygtig sundhedspleje af høj kvalitet. Kønsrelaterede aspekter spiller en vigtig rolle i alle disse målsætninger. Jeg mener, at Kommissionen også skal ønskes tillykke med denne meddelelse, for disse fire punkter er for mange borgere i EU meget vigtige, hvis det ikke er de vigtigste punkter. Kommissionens meddelelse er et vigtigt strategisk dokument for at realisere europæisk social konvergens. Den makroøkonomiske politik, beskæftigelses- og socialpolitikken påvirker hinanden gensidigt og skal derfor knyttes tættere sammen. Kommissionen har set denne sammenhæng. Formålet er at udarbejde en integreret social strategi, som naturligvis vedrører en god makroøkonomisk og beskæftigelsesstrategi. De ting kan ikke betragtes separat. Det er underligt, at dette emne indtil nu faktisk ikke har været en del af en strategi, og derfor er Kommissionens meddelelse på sin vis et gennembrud. Det er endvidere meget glædeligt, at Rådet ser ud til at acceptere dette gennembrud og bringer det på bane i Lissabon. Vi skal naturligvis ikke forvente for meget. Det er begyndelsen af en proces. Det er ikke slutningen af en proces. Nogle folk har spurgt, om vi ikke spørger og siger for lidt. Men det er meget vigtigt, at processen kommer i gang. Det drejer sig om meget vigtige ting, men systemerne i EU er meget forskellige. Udfordringerne er forskellige. Beskæftigelsesomfanget er forskelligt, og derfor er det i den henseende meget vigtigt at begynde forsigtigt, men fortsætte på en god måde. Således kan vi klare mange udfordringer. Inden for min gruppe mener det store flertal, at sådan noget skal gøres. Det morsomme ved betænkningen af hr. Andersson er, at der ikke gås alt for meget i detaljer om, hvordan det hele skal se ud, så i den henseende er det ikke en luftkastelbetænkning. Det er en betænkning, som forsøger at vise en vej frem. Her og der er der nogle punkter, som efter min mening er for specifikke. Jeg tror, at nogle kolleger vender tilbage til det. Men betænkningens betydning ligger stadigvæk i, at vi udvikler en strategi, og at der er en rimelig chance for, at den kan yde et vigtigt bidrag til topmødet i Lissabon. Jeg mener, at hvis den vedtages, som den foreligger nu, i Lissabon, vil mødet i det tilfælde blive en succes. Hvis den ikke vedtages, opnås der i Lissabon ikke meget mere end det, der allerede er opnået. Hvad det angår, er denne betænkning kun en del, men måske den vigtigste del af topmødet i Lissabon, fordi den virkelig er ny, mens mange andre ting kun er fint genbrugt materiale, som allerede har været fremme tidligere. Kort sagt vil jeg takke ordføreren og også udvalget for denne betænkning. Jeg håber, at Europa med hensyn til social beskyttelse kan komme et skridt nærmere med overholdelsen af nærhedsprincippet, for uden det går det ikke.
Fru kommissær, kære kolleger, jeg vil, ligesom min kollega, Bartho Pronk, gerne takke Kommissionen for denne meddelelse og især også ønske ordføreren tillykke med arbejdet i forbindelse med denne betænkning. Det er ikke, fru kommissær, fordi denne betænkning ikke mere er kontroversiel i Parlamentet, at den ikke skulle være så vigtig. Jeg har oplevet andre tider, hvor sådanne diskussioner om social beskyttelse faktisk var vanskelige at føre i Parlamentet. Diskussionen kommer også på det rigtige tidspunkt - hr. Pronk sagde det lige før - nemlig nu, under forberedelsen af topmødet i Lissabon, hvor man skal overveje, hvordan vi gennem informationssamfundet kan sætte økonomisk vækst, beskæftigelse og social kohærens på dagsordenen. Min gruppe mener naturligvis, at social beskyttelse er et vigtigt element i den sociale kohærens og derfor skal på dagsordenen i Lissabon. Min gruppe er glad for, at Rådet (socialministrene) allerede ved udgangen af forrige år gav grønt lys for en bedre samarbejdsstrategi, og at en gruppe af højtstående embedsmænd allerede har fået til opgave at fremlægge den første beretning til Rådet hen imod juni 2000. Men som Parlament og især som socialdemokratisk gruppe ønsker vi, at topmødet i Lissabon allerede nu går et skridt videre. Det er meget vigtigt, at Parlamentet i denne betænkning af vores kollega slår til lyd for en rigtig europæisk strategi om social konvergens analogt med det, der er opnået gennem Luxembourg-strategien for beskæftigelsen, altså med fælles målsætninger, retningslinjer, nationale handlingsplaner og præstationsevalueringer. Vi mener, at denne vej er ambitiøs, men alligevel farbar. Det er naturligvis klart, at harmonisering af social sikkerhed på europæisk plan ikke er opnåeligt. Systemerne er med hensyn til finansiering og organisation alt for forskellige, og det er også en vigtig grund til, at den sociale beskyttelse næsten ikke har været på den europæiske dagsorden, at scenarier, såsom den 13. medlemsstat af Danny Peters eller den europæiske sociale slange, egentlig aldrig er blevet til noget. Men denne nye vej er meget interessant. Beskæftigelsesstrategien har vist, at den fungerer, og social konvergens er også nødvendig, fordi vores sociale sikkerhedssystemer står over for de samme udfordringer, og i en ØMU-periode ser sociale sikkerhedssystemer ud til at blive et element i den sociale konkurrence. Jeg vil gøre én ting klart på vegne af min gruppe, nemlig at sociale konvergensstrategier ikke er alternativer til social lovgivning. De er kun meget nyttige supplementer til det, som vi udvikler, og det, som vi forventer af Kommissionen vedrørende social lovgivning. Det er godt, at Parlamentet oven i købet vil overbevise Rådet om allerede på topmødet i Lissabon at gøre den fælles strategi mere konkret og allerede i starten af 2001 begynde med en årlig procedure for at begrænse fattigdommen. Jeg er glad for, at Parlamentet støtter denne idé fra min gruppe, og vi håber, fru kommissær, at vi også får Deres støtte. Til sidst insisterer vi på, at Parlamentet, de sociale parter og sociale ngo'er involveres meget i denne proces. Kun et bredt og demokratisk grundlag kan sikre denne strategis succes, og vi håber på Deres støtte.
Hr. formand, de fire hovedmål, som EU-landenes regeringer tilsluttede sig i november i fjor, og som har været nævnt tidligere her i dag: at man skal sørge for, at det kan betale sig at arbejde og sikre sig en fast indkomst, at man skal sikre pensionerne og gøre pensionsordningerne bæredygtige, at man skal fremme social integration, og at man skal sikre en bæredygtig sundhedspleje af høj kvalitet, det er fire mål, der er så bredt formuleret, at alle må kunne bakke op om dem. Og at lade en gruppe af højtstående embedsmænd være knudepunkt for udveksling af erfaringer for koordinering og evaluering af udviklingen i social- og arbejdsmarkedspolitikken, ja, det kan vi da alle sammen kun blive klogere af. Kommissionens meddelelse, som vi drøfter i dag, og som var oplægget til Rådets beslutning i november, er en velafbalanceret redegørelse for, hvordan vi kan få en mere kvalificeret debat, hvordan vi kan få mere viden om de udfordringer, medlemslandene står overfor på socialpolitikkens område i de kommende år, hvor vi har de aldrende befolkninger, og hvor vi får virkningerne af udvidelsen. Allerede i dag har vi store sociale problemer og store sociale udgifter på de offentlige budgetter, hvilket er et problem for mange medlemslande. Sættes der ikke ind med reformer, risikerer vi at udhule det økonomiske grundlag for socialpolitikken, og en stærk og konkurrencedygtig økonomi er nu en gang det sikreste grundlag for en god social tryghed. Så det er fornuftigt at sætte disse temaer på dagsordenen. I debatten om samordning af socialpolitikken i EU bruger vi ofte udtrykket social konvergens. Begrebet social konvergens kan vi som liberale gå ind for, når der er tale om, at vi i EU etablerer fælles brede målsætninger, som landene søger opfyldt gennem den nationale socialpolitik. Der er altså ikke tale om harmonisering, men der er tale om fælles mål. Det er jo et faktum, at EU-landene har forskellige måder at organisere socialpolitikken på. Vi har forskellige traditioner, der er forskelle i kultur, og trods mange lighedspunkter er der også store forskelle i karakteren af de sociale problemer og i deres omfang fra land til land. Derfor er det vigtigt at understrege, at socialpolitikken er et nationalt anliggende. Den nationale politik er selvfølgelig underlagt en række fælles rammer, det gælder de sociale minimumsrettigheder, som er traktatfæstet, det gælder hensynet til sikring af arbejdskraftens fri bevægelighed, uden at man mister sine sociale rettigheder, det gælder hensynet til, at vi skal koordinere økonomierne, og det gælder hensynet til det økonomiske samarbejde. Så koordinering og samarbejde skal der til. Men konvergens skal være på mål, ikke på midler. Jeg vil også gerne takke ordføreren for betænkningen, Jan Andersson, for hans meget konstruktive indsats for at søge at forlige forskellige holdninger og sikre opbakning til sin betænkning. Jeg kan bakke op om betænkningen, men der er enkelte punkter, som ikke er helt efter min smag. Jeg er ikke enig i kravet om, at Kommissionen skal gribe ind over for det, der kaldes unfair konkurrence mellem social- og skattesystemer, hvis et sådant indgreb skal bruges til at dæmme op mod nytænkning, udvikling og effektivisering af vores sociale systemer, eller bruges til at hindre nedsættelse af det for høje skattetryk i mange EU-lande. Jeg er skeptisk over for den detailregulering, der kunne blive resultatet af, at Kommissionen skal forholde sig til omfang og kvalitet af børnepleje og pleje af ældre, og skeptisk over for værdien af en fælles fattigdomsgrænse. Koordinering af socialpolitik og dialog er godt, men vi skal ikke skære alle over en kam, der skal være plads til en mangfoldighed af løsninger.
Hr. formand, fru kommissær, med hensyn til strategien, som behandles nu, til modernisering af den sociale beskyttelse har jeg nogle bemærkninger til enkelte punkter, nogle positive og nogle spørgsmål. Jeg er glad for, at der langsomt, men sikkert, er kommet skub i sagen. Det er godt og nyttigt. Jeg er endvidere positiv over for hovedlinjerne i meddelelsen om den strategiske fremgangsmåde. Vi håber derfor, at de fire målsætninger, som nævnes heri, kan opnås. Vi vil endvidere understrege vigtigheden af fremgangsmåden, på den ene side processen a la Luxembourg, retningslinjer, men vi mener endvidere, at det er vigtigt, at der, som fru Van Lancker sagde tidligere, indføres retningslinjer om f.eks. atypisk arbejde, selvstændige uden personale osv. Vi forudser dog to problemer, som der skal findes løsninger på. Det første er, at der er tale om nedadgående tilpasninger af den sociale beskyttelse der, hvor vi håber, at der er tale om konvergens på højt plan. Jeg giver nogle eksempler fra en undersøgelse, som for nylig blev foretaget af den nederlandske fagforening af reformerne i EU med henblik på social beskyttelse. Det fremgår heraf, at der finder tilpasninger sted overalt. Men mange af disse tilpasninger, faktisk de fleste, er nedadgående tilpasninger, resten er forbedringer. Størstedelen af tilpasningerne vedrører pensioner, 11 begrænsninger og to forbedringer. Ved arbejdsløshedsunderstøttelsen er der seks begrænsninger og fem forbedringer. Baggrunden for tilpasningerne er f.eks. at forbedre beskæftigelsen, reducere udgifterne til den sociale beskyttelse, men også den politiske konkurrence og ØMU-kriterierne. Den politiske konkurrence finder især sted i de nordlige lande. Den største stabilitet og selv forbedring af den sociale beskyttelse finder sted i de sydlige lande. I det store hele er der også en begrænset rolle for arbejdsmarkedets parter i denne proces. Det lyder ikke positivt, og det betyder, at konvergensstrategien skal rettes mod de bedste fremgangsmåder. Cappuccino, for at sige det sådan, er ikke altid gavnligt for os.
Hr. formand, jeg kommer fra samme land og samme område som ordfører Andersson. I min valgkreds er der en dyb skepsis over for Kommissionens styrings- og kontrolforsøg. Hvis Anderssons vælgere vidste, at han foreslår, at socialpolitikken i hele Europa skal samordnes, at skatterne skal harmoniseres, og at velfærdssystemet skal indordnes i ØMU-processen, ville de protestere højlydt. Jeg er overbevist om, at de fleste af vælgerne ville stemme på et andet parti næste gang. Ganske vist indeholder Anderssons betænkning mange gode konkrete forslag, som jeg helt og holdent kan støtte. Jeg er dog kritisk over for det helhedssyn for social beskyttelse, som præger både Kommissionens meddelelse og Anderssons betænkning. Det virker, som om de mener, at det er Kommissionen, som er motor, centrum og drivkraft i forandringsprocessen i Europa. På samme måde som hr. Prodi i formiddags beskrev sig selv som en person, der bærer alverdens ansvar på sine skuldre, møder vi her et overordnet syn på de sociale spørgsmål. Man taler om konvergens og harmonisering med dette overordnede syn. Man forsøger endda at få os til at tro, at social integration måske er en fælles europæisk proces. Virkeligheden er en helt anden. Et socialt integreret Europa er en fjern utopi, som ikke engang en almægtig Kommission kan virkeliggøre. Man har taget store skridt hen imod økonomisk integration. Man er i gang med at skabe en politisk integration. Men social integration er en helt anden proces, som forudsætter kulturelt fællesskab og direkte kommunikation mellem mennesker. Tanken om det sociale Europa er et skrivebordsprojekt, som er langt fra virkelighedens verden. Socialpolitikken er primært en national proces. I mit hjemland har vi lært, at store dele af den sociale beskyttelse skal skabes lokalt inden for kommunegrænserne. Decentralisering og nærhed er vigtigt for kvalitet og effektivitet inden for sundhedspleje, skolevæsen og sociale tjenesteydelser. Kommunerne har ansvaret for næsten al frembringelse af velfærdstjenesteydelser. Det kommunale demokrati er rammen for social beskyttelse. Når vi nu har fået en økonomisk samordning, tror jeg faktisk, at der er brug for en stigende grad af samordning af selv socialpolitikken på europæisk plan. En europæisk strategi for samordning skal bygge på lokale initiativer, på mangfoldighed. Den skal respektere nærhedsprincippet og være demokratisk funderet. Jeg tilhører et parti, som engang troede på central styring, femårsplaner og vidtrækkende konvergenskrav. Vi tog grueligt fejl, og historien tvang os til selvkritik, omtanke og andre forestillinger om demokrati. Jeg tror ikke, at hovedansvaret kan hvile på hr. Prodi og hans Kommission. Jeg er overbevist om, at ansvaret skal bæres af de mennesker, som er direkte berørt af de sociale problemer.
Hr. formand, jeg vil gerne ønske både Kommissionen og ordføreren tillykke. Kommissionen, fordi der er taget et nyt skridt i konvergensen mod social beskyttelse, og ordføreren for den gode betænkning, som han har udarbejdet. EU's politik omfatter ud over økonomi- og beskæftigelsespolitikken også en socialpolitik. Den var hidtil begrænset både med hensyn til organisation og midler. Men på grund af den frie bevægelighed for arbejdstagere, det indre marked og euroen integreres arbejdsmarkederne også. Det har umiskendeligt følger for den sociale beskyttelse, som i høj grad er knyttet til arbejde. Grænsearbejdere, detacherede arbejdstagere, arbejdstagere, der flytter, men også arbejdssøgende, praktikanter og studerende hindres i at udøve retten til fri bevægelighed, og det skyldes den manglende koordination og konvergens inden for den sociale beskyttelse. Det samme er tilfældet på skatteområdet. For både at bekæmpe konkurrenceforvridninger og dumping har Kommissionen efter min mening udarbejdet en ligevægtig fremgangsmåde, som skaber balance mellem harmonisering på den ene side og ikkeintervention på den anden side. På den ene side anvender man forpligtende og ufravigelige regler om lige løn eller supplerende pensioner, og på den anden side anvender man programmer for at fremme ikkediskrimination eller social udelukkelse. Ved hjælp af en række udtalelser, betænkninger og meddelelser har Kommissionen taget et ekstra skridt mod konvergens, især ved på den ene side at prioritere enkelte målsætninger og på den anden side ved at oprette en arbejdsgruppe af højtstående embedsmænd. Begge forslag er allerede vedtaget af Rådet, og nu drejer det sig om at støtte fremgangsmåden for til sin tid med den opnåede erfaring at kunne vurdere, om og i hvilket omfang og på hvilken måde den sociale beskyttelse i EU skal omstruktureres. For udvidelse, mondialisering, 65+'er, individualisering og familieforandringer gør en sådan omstrukturering uundgåelig. At benægte disse forskydninger er at opgive den sociale beskyttelse. Med hensyn til euroskeptikerne og nationalisterne vil jeg sige, at en social beskyttelse, der kun fungerer inden for medlemsstatens grænser, ikke er social og ikke tilbyder beskyttelse. Fordi en nedtrapning af hensyn til konkurrencen om den sociale beskyttelse skader samtidig den sociale beskyttelse som produktiv faktor. Mindre social beskyttelse betyder mindre købekraft, færre sunde og lykkelige arbejdstagere. Til supereuropæerne vil jeg sige, at en europæisk social beskyttelse ikke er opnåelig og heller ikke ønskelig. Forskellene mellem medlemsstaterne er alt for store både med hensyn til foranstaltninger, rethavere, indtægter eller understøttelser osv. Ensretning er altså uopnåeligt. Den vej, som Kommissionen følger, er indlysende. Den har fordelen af klarhed, dataindsamling, udveksling af erfaringer for derefter at aftale målsætninger, udarbejde solide, komparative indikatorer og afgive udtalelser. Jeg bakker op om den holdning. Jeg støtter Kommissionen, og jeg håber, at der på topmødet i Lissabon gøres endnu et fremskridt på dette punkt.
Jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans fremragende bidrag, som beriger Kommissionens initiativ. Til trods for visse medlemmers skepsis er der konsensus med hensyn til behovet for en samordnet strategi til moderniseringen af den sociale beskyttelse. Diskussionerne i 1980'erne og 1990'erne viser betydningen af sociale overførsler. Mere end 50% af Unionens borgere modtager ydelser, som ikke er pensioner. Danmark og Holland er positive eksempler på den indsats for samhørigheden, som vi alle skal gøre. I nævnte lande ligger mere end 60% af indbyggerne i risikogruppen over fattigdomsgrænsen, mens det i landene i syden kun er mellem 7 og 15% af de fattige, der gør det. Denne kendsgerning skaber social uligevægt og konkurrence, som det allerede er blevet understreget her. Konvergenskriterierne har gjort det fristende at reducere de offentlige udgifter, hvilket fører til en antieuropæisk følelse. I virkeligheden kan man konstatere, at høje beskyttelsesniveauer kan eksistere sammen med de bedste produktivitetsindikatorer. Men en konvergensstrategi, også i de sociale politikker, som ordføreren går ind for, vil være til gavn for borgerne og det indre markeds succes. Alle ordningerne står over for nye problemer, som bliver identificeret i betænkningen. Det demografiske spørgsmål er centralt, men de nye arbejdsformer, mobiliteten inden for Unionen, forkortelsen af det aktive liv (de unge kommer i dag senere ud på arbejdsmarkedet, og pensionsalderen er rykket ned fra de lovbestemte 65 år til reelt 57-59 år på grund af industrielle omstruktureringer) er ikke ubetydelige spørgsmål. Det kan tilføjes, at arbejdsløsheden er et vedvarende fænomen, især for kvinder på førtidspension, på grund af utilstrækkelige lønninger og ydelser. Disse udfordringer kræver et hurtigt svar. Vi hilser det portugisiske formandskabs initiativ velkomment: at nedsætte en arbejdsgruppe på højt plan, som vi ønsker skal være starten på en lovgivnings- og programaktion, og ikke blot en ajourføring eller et simpelt bidrag til en diagnose. Vi behøver fælles mål inden for en realistisk tidsfrist.
Hr. formand, hr. Anderssons betænkning indeholder mange interessante ting. Desværre er det mest interessante dog, at betænkningen, som siges at behandle en samlet strategi til en modernisering af socialpolitikken, i stedet foreslår en udbygning af traditionel socialpolitik og mere overstatslighed på det sociale område. Socialpolitikken skal fornyes, hvis arbejdsløsheden i medlemsstaterne skal falde. Selvom socialisterne, når der nu findes så mange socialdemokratiske regeringer, taler meget mindre om arbejdsløsheden end tidligere, er denne arbejdsløshed stadig høj. Og dette til trods for en international højkonjunktur. Der skal ske noget, hvis arbejdsløsheden ikke skal forvandle den såkaldte europæiske model til en parodi. Socialpolitikken skal fremme beskæftigelsen, skabe incitament til øget beskæftigelse både hos arbejdsgivere og arbejdstagere. I hr. Anderssons betænkning kræves der social konvergens, det vil sige, at systemet skal ensrettes mere og mere inden for og via EU. EU skal indføre, som det hedder, egentlige konvergenskriterier, som er bindende og effektive. Hr. Andersson ønsker også en effektiv og ambitiøs skattekonvergens, det vil sige overstatslighed på skatteområdet. EU skal også på grundlag af en ensartet definition af fattigdomsgrænser komme med forslag til en acceptabel minimumsgrænse i medlemsstaterne. EU skal udarbejde retningslinjer for kvaliteten af de arbejdspladser, som skabes, hvad det så end betyder. Arbejdsløsheden vil ikke blive reduceret med alle disse yderligere bestemmelser og indgreb. De strukturelle problemer, som gør, at arbejdsløsheden er højere i Europa end i USA, vil blive endnu større. Der er ikke brug for overstatslighed på dette område. Medlemsstaterne kan udvikle sine egne systemer på det sociale område inden for rammerne af det enkelte lands økonomiske ressourcer og politiske præferencer. Dette er især meget vigtigt for ikke at skabe unødige problemer før udvidelsen af EU. Hr. Andersson mener, at de fattige østlande skal mindes om, at den sociale konvergens også skal omfatte dem. Det er imidlertid indlysende, at disse lande, som er forarmede i et kommunistisk økonomisk system, ikke kan tillade sig en socialpolitik som f.eks. Sveriges. Minimumsregler og fattigdomsgrænser bliver enten meningsløse for de nuværende medlemsstater eller urimelige for de fattige kandidatlande.
Hr. formand, som andre har gjort før mig, vil jeg ligeledes lykønske hr. Andersson med den betænkning, han har udarbejdet. Han har gjort et stort stykke arbejde på Parlamentets vegne ved at nå frem til bred enighed om noget, der efter enhver definition er et besværligt spørgsmål - ikke blot her i Parlamentet, men i så godt som hver enkelt medlemsstat. Jeg bifalder ligeledes Kommissionens meddelelse. Den har været længe undervejs, men værd at vente på. Den kan komme til at udgøre en milepæl i udviklingen af et socialt Europa, hvis vi altså tager den alvorligt og ikke tillader de enkelte medlemsstater at vægre sig ved de skridt, der skal tages for at gennemføre den. Vi kan, og må, tage den unikke europæiske sociale model, vi har, og reformere den for at tilpasse den til det 21. århundrede - et århundrede, der globaliseres hurtigt. Jeg er bange for, at de forslag, der fremsættes af hr. Herman Schmid, ikke tager højde for denne verden i hurtig globalisering. Hvis vi skal have held med vores forehavende, må vi sikre, at vores økonomiske politik, vores beskæftigelsespolitik og vores socialpolitik i bredest mulig forstand integreres, og at vi beskæftiger os med dem som helhed. Vi må sikre os, at vores ØKOFIN-ministre og vores beskæftigelsesministre erkender, at socialministrene har et bidrag at yde til etableringen af et samfund i Europa, som er kreativt, initiativrigt og vil sørge for en høj livskvalitet for alle vores borgere. Dette er ikke et valg for os mere. Det er en absolut nødvendighed. De europæiske borgere vil ikke slå sig til tåls med noget mindre end en livskvalitet, der gavner dem som mennesker. Vi ønsker ikke den amerikanske model - en model, der på iøjnefaldende vis er kommet til kort, når det gjaldt om at skabe den beskæftigelse, der skal til for at levere en anstændig livskvalitet. Det, den har gjort, er at øge antallet af fattige arbejdstagere drastisk i USA. Det ønsker vi ikke at gøre i Europa. Vi har solidaritetstraditioner i Europa, og vi har erfaringer med en bedre måde at gøre tingene på. Men vi er nødt til at tage fat i de redskaber, der skal til for at gøre det. Jeg opfordrer derfor til, at vi ikke blot sætter gang i gruppen af højtstående embedsmænd som foreslået af Kommissionen, men også går videre og igangsætter en proces af Luxembourg-typen, således at vi kan få en integreret tilgang til dette spørgsmål om social beskyttelse.
Hr. formand, fru kommissær, dette er et af de sociale områder, som Den Europæiske Union bør give meget større opmærksomhed. Sandheden er, at de makroøkonomiske politikker, stabilitetspagten og de nominelle konvergenskriterier har bremset moderniseringen af den sociale beskyttelse, som bidrager til en bedre livskvalitet for befolkningerne, navnlig gennem en betydelig forhøjelse af pensioner og førtidspensioner, især af minimumspensionerne, og til bekæmpelsen af den sociale udelukkelse. Denne situation er særlig alvorlig for lande som Portugal, hvor minimumspensionerne og minimumsførtidspensionerne knap nok beløber sig til halvdelen af den nationale mindsteløn, som ydermere er en af de laveste i Den Europæiske Union. Og så længe Kommissionen ikke forstår behovet for at ændre de makroøkonomiske politikker for at skabe mere kvalitetsbeskæftigelse med tilhørende rettigheder, hvilket er fundamentalt for at vedligeholde og modernisere en stærk, offentlig beskyttelsesordning, nærer vi den største tvivl om dens holdning. Selvom betænkningen af hr. Andersson indeholder nogle positive forslag, inklusive nogle af dem, vi fremsatte, indeholder den stadig dele af det grundlag, vi kritiserede i Kommissionens forslag, og de bekymringer, vi har med hensyn til strategien til moderniseringen af den sociale beskyttelse, består fortsat.
Hr. formand, i mit tidligere liv drev jeg to produktionsvirksomheder, en i Det Forenede Kongerige og en i Nederlandene. Når virksomheden i Det Forende Kongerige voksede, investerede vi i flere medarbejdere, og når den nederlandske virksomhed voksede, investerede vi i mere maskineri. Den enkle årsag til dette var, at de sociale omkostninger i Nederlandene simpelthen var for høje i sammenligning. Jeg er for social beskyttelse, og jeg er for det oprindelige dokument fra Kommissionen, men jeg ønsker ikke at se folk blive drevet ud af deres job, fordi de sociale omkostninger bliver urealistisk høje. Derfor foreslog jeg i udvalget en form for vurdering af indvirkningen på virksomhederne, således at man kunne tage højde for omkostningerne og risikoen for tab af job, og PPE-DE-gruppen støttede dette ændringsforslag. Men jeg må meddele, at andre grupper, anført af PSE-gruppen med min landsmand Stephen Hughes i spidsen, nedstemte dette. Jeg kan gå med til, at hr. Anderssons betænkning er fuld af meget gode intentioner, og jeg respekterer ham for det arbejde, han har gjort, men efter min mening vil den måde, hvorpå betænkningen definerer og fremmer social konvergens, drive de sociale omkostninger i vejret over hele EU. Dette ville bringe flere job i fare og også bringe dette Parlaments troværdighed i fare ved at vise, hvor fjernt vi befinder os fra den virkelige verden. Jeg opfordrer derfor indtrængende Parlamentet til at forkaste hele betænkningen og lade det oprindelige forslag fra Kommissionen, der var meget afbalanceret, fremstå uden ændringer.
Hr. formand, vi kan ikke stemme for denne betænkning. Den sociale dimension burde i virkeligheden stå helt centralt, når vi taler om europæisk integration. Sociale rettigheder burde være bestemmende for de økonomiske valg, der træffes. Ikke omvendt. Når det gælder social sikring, ønsker vi ikke, at der indføres mekanismer, der har Luxembourg-processen som forbillede, idet denne proces går i modsat retning. Der fastsættes overordnede økonomiske retningslinjer, derpå konvergenskriterier og endelig den sociale dimension, der nærmest behandles som et restprodukt. Ethvert initiativ fra EU's side burde tage sigte på at udbygge og derpå harmonisere de eksisterende garantier med udgangspunkt i højeste fællesnævner. Skal vi styrke finansieringen af de sociale sikringsordninger, må der føres en politik, som sikrer højere lønninger, som indfører en lovfæstet mindsteløn i alle medlemsstaterne. Skal vi bekæmpe fattigdommen, må retten til indkomst og retten til beskæftigelse gå hånd i hånd. Skal vi undgå, at sundheden bliver en handelsvare, må EU klart tage afstand fra pensionsfondsmodellen og modsætte sig, at private forsikringsselskaber vinder indpas på sundhedsområdet. Det sociale Europa er ikke kun ord og fromme ønsker. Dertil er situationen alt for alvorlig for millioner af mennesker.
Hr. formand, fru kommissær, ærede kolleger, målsætningen om at skabe en samordnet strategi til modernisering af den sociale beskyttelse i EU er naturligvis en god ting, ligesom det var en god ting, at man med topmødet i Luxembourg indførte en fælles europæisk strategi for beskæftigelse og beskæftigelsespolitikker. Arbejdsmarkedet og den sociale beskyttelse er nemlig to sider af samme sag, som nødvendigvis kræver en samordnet politik og lovgivning. Hvis arbejdsmarkedet fungerer med hensyn til beskæftigelsesniveauet, fleksibiliteten og løneffektiviteten, kan velfærdsstaten og den sociale beskyttelse ikke undgå at fungere og omvendt. Indtil for kort tid siden fastlagde de europæiske lande internt - og så at sige enevældigt - drifts- og finansieringsbestemmelserne for de to markeder. Budget- og valutapolitikkerne sørgede for den interne og eksterne balance. Med Maastricht-traktaten og den fælles mønt er budgetpolitikkerne blevet stærkt begrænset, og det er ikke længere muligt at foretage en devaluering for at opnå en margen for den tabte konkurrenceevne. Der kan derfor ikke rettes op på de forskellige landes strukturelle og konjunkturelle skævheder ved hjælp af underskuddet og valutakursen. Da det forholder sig således, og da man mangler fuld mobilitet for arbejdet inden for Unionen samt en omfordelende skattepolitik på EU-plan, overlades den eneste form for fleksibilitet til velfærden og arbejdsmarkedet for at modvirke både de strukturelle skævheder og de konjunkturelle skævheder, de såkaldte udefrakommende asymmetriske chok. Og heri ligger paradokset. Det politiske og monetære Europas konvergens medfører uundgåeligt en konvergens mellem spillereglerne for velfærden og arbejdsmarkedet, men samtidig tvinger den fælles mønt, arbejdets manglende mobilitet og mangelen på en omfordelende skattepolitik os til ikke at have nogen konvergens, når det gælder løn og velfærd, for at udligne de forskellige produktivitetsmargener på nationalt og regionalt plan. Disse modsætningsforhold kan man ikke løse med hykleri og smukke ord som konvergens, benchmarking, modernisering og samråd. Enten skal EU være en rigtig forbundsstat med et rigtigt omfordelingsbudget og en rigtig arbejdsmobilitet - og således kun da have nogle fælles bestemmelser om arbejde og velfærd - eller også skal man lade være med at bilde andre og sig selv ind, at der er mulighed for nogle umulige konvergensforløb, som lyder godt, men som i virkeligheden er skadelige, især for de svageste. Og dette bør vi alle være bevidste om.
Hr. formand, modsat nogle af mine kolleger under debatten i dag er jeg tilbøjelig til at stemme for Andersson-betænkningen, bl.a. fordi jeg deri ser tydelige forskelle til Kommissionens meddelelse. Jeg mener navnlig, at denne betænkning - og det vil jeg gerne gratulere ordføreren for - går ind for det solidariske udgangspunkt for den europæiske sociale model. Jeg vil gerne fremhæve de klare holdninger imod social dumping samt retten til en social basissikring, målet, som er social samhørighed, og navnlig det, der meget konkret nævnes om lige muligheder for kvinder som centrale mål for socialpolitikken. Jeg kan godt se manglerne, for så vidt angår et ikke tilstrækkelig konsekvent opgør med den makroøkonomiske politik i Den Europæiske Union, som står i vejen for denne solidariske fornyelse af den europæiske socialstatsmodel, men alt i alt vurderer jeg denne betænkning positivt.
Hr. formand, jeg tager ordet for at tale om og bekræfte behovet for en modernisering af den sociale beskyttelse meget mere som et instrument end som et skridt til i opbygningen af Europa. Sådan fremhæves det i betænkningen - som jeg finder fremragende - af hr. Andersson. Europa, Den Europæiske Union, ville, selvom den er meget stærk på det økonomiske og politiske område, være haltende, svag og begrænset, måske kortvarig, hvis vi ikke er i stand til at gøre den stærk på det sociale område. Dette sidste betyder efter min mening mulighed for arbejde til dem, der efterspørger det, men også en energisk indsats til fordel for de socialt set svageste. I betragtning af at alle mennesker har ret til social beskyttelse og en garanteret social mindsteindkomst, mener jeg, at der er en situation, vi ikke må glemme: Situationen for dem, der ikke er født i Den Europæiske Union. Glem ikke, at der i 1999 kom 717.000 for at kompensere for vores lave fødselstal. Derfor er det i social sammenhæng absolut nødvendigt med en indvandringspolitik med social forståelse, som præsident Gutierres erklærede i Spanien for nylig. Det er nødvendigt at tage særlige hensyn til dem, hvis beskæftigelsesmuligheder er truede på grund af økonomiske ændringer, fusioner, opkøb, nye teknologier osv. Der indføres her en politik om uddannelser, der kvalificerer og forbereder til nye job for at bekræfte den, der allerede nyder godt af det, eller for at have en anden mulighed, for nogle gange, det er en bekræftelse af filmtitlen, ringer postbuddet altid to gange. Jeg mener i al beskedenhed, at det er alle europæiske regeringers ansvar, nationale såvel som regionale, at han ringer mere end én gang. Jeg synes, fru kommissær, at det er Kommissionen, der har ansvaret for at tilskynde til og koordinere disse muligheder.
Hr. formand, jeg vil gene komplimentere hr. Andersson for det virkeligt gode stykke arbejde, som han har gjort. Det er grunden til, at der findes en bredere aftale. Jeg vil også gerne takke parlamentsmedlemmerne for deres bidrag. Men jeg vil gerne komme med nogle bemærkninger til de ting, der er blevet sagt. For det første vil jeg gerne betone, at diskussionen om den sociale beskyttelse startede for mange år siden blandt de europæiske organer, og at den første meddelelse med titlen "Fremtiden for den sociale beskyttelse" kom i 1995. Der har været meddelelser fra Europa-Parlamentets side, fra fru Weiler og hr. Pronk. I dag får vi så hr. Anderssons betænkning. Jeg mener, at vi har gjort store fremskridt, siden vi nu taler om en modernisering af den sociale beskyttelse. Det andet punkt er, at vi bør tage det lovgrundlag i betragtning, som Europa-Kommissionen kan fungere med. De ved udmærket, at der ikke findes noget lovgrundlag for politikker på europæisk plan i traktaten, men der findes den enighed, som også kom til udtryk ved sidste rådsmøde. Der er enighed om at påbegynde handlinger til koordinering og udveksling af erfaringer, udveksling af succesfulde programmer mellem medlemsstaterne. Min tredje bemærkning er, at i de fire emner, som den specifikke meddelelse koncentrerer sig om, og som handler om lønarbejde, pensionssystemernes levedygtighed, social optagelse og endelig sundhedskvalitet, skal spørgsmålet om kvinderne behandles bredt, for i hver af disse fire kategorier - sådan som de kvindelige medlemmer har nævnt - findes der problemer, som handler om kvinder, og disse problemer bør i mange tilfælde behandles gennem særskilte politikker. Det næste punkt er de specifikke aktiviteter, som vi har påtaget os. Som De ved, har det portugisiske formandskab allerede sammensat en gruppe på højt niveau, som skal fremkomme med sin første betænkning ved topmødet til juni. Det portugisiske formandskab koncentrerer sig om to emner: om de levedygtige pensionssystemer og om den sociale optagelse. Jeg er af den mening, at forslaget om en tilsvarende gruppe på parlamentsniveau er meget positivt, og det kan bidrage til, at vi kan komme et skridt videre efter godkendelsen af denne gruppe på højt plan. Til visse bemærkninger om systemerne til social beskyttelse og om udgifterne til social beskyttelse samt om den rolle, som disse systemer spiller for medlemslandenes konkurrenceevne, vil jeg gerne bemærke, at politikkerne i Europa forsøger at forene konkurrenceevnen med det sociale sammenhold. Naturligvis må vi tage hensyn til spørgsmålet om konkurrenceevnen, men planlægningen af den sociale beskyttelse skal ske på en sådan måde, at den sociale beskyttelse udgør en faktor for den økonomiske vækst og beskæftigelsen. Det mener jeg også tydeligt fremgår af meddelelsens indhold. Ærede medlemmer, mine damer og herrer, målet er inden for det næste år og efter en enstemmig beslutning i Rådet at gå videre til et første niveau af koordinering, udveksling af synspunkter, registrering af sociale problemer og skabelse af en database for at kunne koordinere politikkerne bedre. Ligesom mange medlemmer har givet udtryk for, mener jeg også, at vi har taget det første, vigtige skridt. På regeringskonferencen bliver spørgsmålene vedrørende socialpolitik allerede behandlet bredere, og jeg er sikker på, at vi befinder os i en ny fase, hvor socialpolitikken i meget høj grad vil udgøre en europæisk politik.
Tak, fru Diamantopoulou. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
Næste punkt på dagsordenen er henstilling (A5-0008/2000) af Cederschiöld for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Rådets afgørelse om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af WIPO-traktaten om ophavsret og WIPO-traktaten om udøvende kunstnere og fonogrammer (11221/1999 - KOM(1998) 249 - C5-0222/1999 - 1998/0141 (AVC)).
Hr. formand, vi tager nu stilling til et vigtigt emne, en international traktat, et emne, som kan komme til at påvirke velfærdsudviklingen i mange medlemsstater. I mit hjemland, Sverige, bliver en af de største eksportbrancher berørt. Musik og fonogrammer er områder, som bliver berørt. Det handler om kunstneres krav på ophavsret, på beskyttelse af deres kunstneriske produkter. Det handler om WCT (World Copyright Treaty) og WPPT (World Perfomance and Phonograms Treaty). Uden beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret hæmmes de økonomiske incitamenter og skaberånden. Forfalskninger er big business. Man regner med, at man alene i Europa går glip af indtægter på 4,5 milliarder euro på grund af piratkopiering. Problemet berører mange arbejdspladser i underholdningsbranchen. Dette er en historisk aftale, fordi EU er traktatindgående part. Sådan er det til trods for, at det ikke er EU, men kun medlemsstaterne, som er med i organisationen. Der findes en særlig klausul, som kræver Parlamentets samtykke i to forhold. Med hensyn til denne traktat er begge disse vilkår opfyldt. Der oprettes en ny institution, en forsamling, som skal følge op på traktaten og dens konsekvenser. Desuden berører traktaten emner, som behandles i overensstemmelse med reglerne for medbestemmelse. Parlamentet skal således give sit samtykke, fordi det berører Parlamentets kompetence. Fremtiden vil vise, om det er rigtigt gennem denne nye parlamentariske forsamling at skære ned på Kommissionens kompetence i disse spørgsmål. Parlamentet kan i hvert fald i øjeblikket ikke gøre noget ved sagen. Traktaten er et supplement til Bern-konventionen om litterære værker. Der bliver skabt en international retlig beskyttelse for distribution, salg, udlejning, offentlig gengivelse og adgang til værker. Desuden beskytter den software og databaser. Der er et problem med begrebet "ophavsmand". Det er f.eks. ikke defineret. Et andet emne, som udgør et vist problem, er spørgsmålet om mellemlagringer. Det er heller ikke blevet løst. Det behandles gennem en generalklausul, som ikke indeholder nogen definition. Hvis man ikke kommer med præciseringer i denne type spørgsmål, kan det medføre, at de håndteres forskelligt rundt omkring i verden uden nogen form for ensartethed. Det ville ikke være godt. Spørgsmålet om voldgiftsret mangler også at blive løst. Parlamentet kan ikke ændre disse enkeltheder. Vi kan kun sige ja eller nej til traktaten, som den foreligger - ja eller nej til en traktat med mangler. Både jeg som ordfører og udvalget synes, at vi bør sige ja. Vi har her en traktat, som på trods af sine mangler indebærer et stort skridt fremad for ophavsretten. Vi har jo længe diskuteret, om Parlamentet og EU skal have kompetence med hensyn til patentspørgsmålene i den intellektuelle ejendomsret. Det synes jeg. Der findes dog endnu ikke nogen fællesskabslovgivning på området patentret og mønsterbeskyttelse, men der er brug for det. Der er et europæisk patent på vej, hvilket er godt. Nu tager Unionen og medlemsstaterne sammen de første skridt på området for intellektuel ejendomsret. Det er godt for os, hvis vi har kræfter til at gøre det, selvom vi ikke er helt tilfredse. Vi kan på den måde være forbillede for kandidatlandene. Vi har en direkte økonomisk interesse i, at der blive fastsat regler på disse områder inden udvidelsen. Jeg takker Kommissionen for indsatsen og for samarbejdet med Kommissionens tjenestemænd, som har fungeret rigtigt godt. Til sidst vil jeg også takke forsamlingen, fordi man har været så venlig at lytte til disse ord i denne sene time.
Hr. formand, jeg vil gerne komplimentere ordføreren, fru Cederschiöld, for det meget seriøse arbejde, hun har lavet. Hun har tydeligt lokaliseret de problemer, som godkendelsen af WIPO-traktaterne skaber. En godkendelse af dem er uden tvivl en historisk begivenhed, for det er første gang, at EU deltager som medvirkende part i en international traktat, som påvirker hele området omkring ophavsretten. Det er et faktum, at det har været en lang vej, især på grund af det lovmæssige problem, der opstod i forbindelse med, i hvilken grad Fællesskabet kan anses for absolut kompetent i spørgsmål om ophavsret. Problemet er nu løst. I dag skal vi afgive vores samstemmende udtalelse om substansen i de to traktater: traktaten om ophavsret og traktaten om fortolkninger, udøvelse og fonogrammer. Det ser ud til, at den første effektivt opfylder de faste krav, som skaberne af kunst- og litterære værker har stillet, samtidig med at den skaber en ramme for beskyttelse i spørgsmål om distribution, udlejning og præsentation af deres værker for offentligheden. I forbindelse med den anden traktat om udøvelser og fonogrammer må jeg betone, at det er første gang, at en international traktat, som også Fællesskabet underskriver, anerkender udøveres, fortolkeres og kunstneres eksklusive rettigheder til reproduktion, distribution, udlejning til offentligheden samt deres ret til at få et passende honorar ved radiotransmissioner. Inden for denne ramme er det værd at bemærke det først vigtige fremskridt, som traktaten gør inden for spørgsmålet om retten til reproduktion. Selvom Kommissionen nævner, at der i traktaternes ordlyd ikke findes nogen særbestemmelser, som kan regulere alle de delspørgsmål, som dukker op med den teknologiske udvikling, så kan man dog hævde, at de udøvende kunstnere gennem den lovgivningsramme, som bliver skabt, får en bredere beskyttelse end den, som lå i Rom-traktaten eller for den sags skyld i Fællesskabets direktiver. Fortolkningen af traktatens artikel 7 fører os til den konklusion, at anvendelsen af beskyttelse mod reproduktion ikke kun betyder en beskyttelse af reproduktion af selve fortolkningerne og opførelserne i sig selv, når de indgår i fonogrammer, men også en beskyttelse mod kopiering, delvis eller hel, konstant eller kortvarigt, samt en beskyttelse mod enhver anden form for produktion. Men det ville være godt, hvis vi kom ind på nogle punkter, som må blive centrale for WIPO's fremtidige arbejde eller for andre diplomatiske møder. Det drejer sig for det første om distributionsretten, sådan som den omtales i artikel 8, stk. 1. Den mulighed, som staterne får gennem det følgende stykke i samme artikel til at regulere spørgsmålet om anvendelse af omtalte ret, er farlig og udgør et af de mest negative punkter i traktaten, eftersom der ikke er noget, der forhindrer staterne i at indføre særregler for anvendelsen af denne ret, noget, der vil få negative konsekvenser for kunstnerne. Angående udlejningsretten fører fortolkningen af artikel 9 os til den konklusion, at det er de udøvende kunstnere, der får den eksklusive ret til udlejning, selvom dette for så vidt er fastsat i den nationale lovgivning, og her synes jeg, at der ligger en forskel i forhold til artikel 13. Til sidst vil jeg gerne sige, at en godkendelse af disse traktater åbner en ny horisont for ejendomsretten. I det 21. århundrede, et århundrede kendetegnet ved kundskab og immateriel økonomi, bliver ophavsretten den førende form for ejendomsret og i mange tilfælde mere betydningsfuld end den traditionelle ejendomsret. Vi befinder os i starten af en tid med skabelse af en ny lov, hvor retten til at udnytte ophavsretten på en særdeles intens måde vil støde sammen med det offentliges interesse for at sprede og anvende den over for den bredere offentlighed.
Hr. formand, en stor tak også til ordføreren. Jeg synes, hun var inde på et par vigtige punkter, som jeg om et øjeblik vil tage op igen. For det første drøfter vi Parlamentets accept af de nævnte WIPO-traktater. Der er ikke trådt noget i kraft endnu, Europa-Parlamentets afgørelse har således vægt denne gang. EU's tiltrædelse er i overensstemmelse med dens anliggende at ville tiltage sig alle internationale og interne beføjelser, men det er uklart, hvor de beføjelser ender, som unddrages den nationale kontrol. Det vil kun være tilrådeligt at gå ind for det, hvis Europa-Parlamentet i forbindelse med enhver videreudvikling af WIPO-retten er med fra start til slut og har ret til medbestemmelse. Det er ikke fastsat i Amsterdam-traktaten. Hvad siger Kommissionen til det? Væsentlige aspekter i udkastene til WIPO-traktaterne er fortsat uklare, det siger ordføreren også. For at nævne et eksempel er begrebet "ophavsmand" slet ikke defineret i traktaten. Dermed er retsstridigheder mellem traktatens parter programmeret på forhånd. Her spørger jeg Kommissionen: Vil den løbe ind i dette problem med bind for øjnene? Vil den påtvinge andre parter i traktaten sin definition på ophavsret? Endvidere bygger WIPO-udkastet på den individuelle ret. Det fører f.eks. til problemer hos indigenous people som sami, da de har en anden retsopfattelse, en kollektivretsopfattelse. Men der står også offentlige interesser på spil. Det er f.eks. uklart, om det for fremtiden overhovedet vil være tilladt for offentlige biblioteker at låne bøger, videoer og kassetter ud gratis. Det berører direkte retten til lige adgang til uddannelse. Hvorfor forholder Kommissionen sig tavs i det spørgsmål? Vil den også privatisere uddannelsen? I traktaterne skrives økonomiske interesser med meget store bogstaver, offentlige interesser derimod med meget små bogstaver. Billedet af den fattige poet fremmanes. Her er der imidlertid tale om den komplette markedsføring af Titanic soundtracks. Derudover er WIPO's og TRIPs' forhold ikke afklaret, bl.a. fordi dele af de to traktater overlapper hinanden. Nu kunne man sige, det er klart, ved TRIPs er forskellen trade related intellectual property, men ved WIPO drejer det sig jo hovedsagelig om den handelsmæssige side af sagen. Altså, hvor er afgrænsningen mellem de to traktater, og skal der være et samarbejde? I bekræftende fald i hvilken form? Skal der med WIPO skabes et tilfælde af præcedens med henblik på, at også TRIPs kommer helt ind under EU's beføjelse? Der er alt i alt ved fremlæggelsen stadig et betydeligt behov for belysning og forbedring. Jeg forventer af Kommissionen, at den giver oplysning om de spørgsmål, der er kommet frem, for at jeg overhovedet kan afgive en stemmeforklaring på min gruppes vegne.
Hr. formand, ærede kommissær, etableringen af WIPO-traktaten er et betydningsfuldt, positivt skridt i udviklingen hen imod et globalt informationssamfund. Traktaten er en udkrystallisering af årtiers ophavsretstraditioner, og den udgør en nøje overvejet, afbalanceret løsning på reguleringen af ophavsret og beslægtede rettigheder. Ikrafttrædelsen og den endelige udformning af traktaterne er imidlertid ud over denne henstilling også afhængig af parternes egen gennemførelse. WIPO-traktaten er allerede blevet ratificeret i USA ved hjælp af Digital Millennium Corporate Act, og det er lykkedes at bevare WIPO's fintfølende balance med denne lovgivningsforanstaltning. EU bør også fortsætte med lovgivningsarbejdet som aftalt i WIPO. Det er bekymrende, at det tidligere Parlaments holdninger ikke støtter WIPO's afbalancerede ordning. Udtalelsen om ophavsretsdirektivet fra førstebehandlingen var særdeles fordrejet, og man er ved at ændre balancen i en europæisk set skadelig retning. De foreslåede ændringer vil ikke styrke kulturens stilling i Europa, tværtimod. Parlamentets ændringsforslag vil nærmest forbedre mulighederne for de eksisterende veletablerede mediehuse for at overføre deres gamle markedsandele på over 80% til nye omgivelser med stive og overdimensionerede regler om ophavsret. Nu taler jeg altså ikke om Charlotte Cederschiölds henstilling, som er et udmærket dokument, men om de ophavsretsaspekter, som det tidligere Parlament har behandlet. Jeg vil med en enkelt bemærkning takke fru Cederschiöld for, at hun f.eks. har skabt klarhed om begrebet de såkaldte midlertidige kopier i sin udtalelse. Der er bevidst ikke taget stilling til midlertidige kopier i WIPO-traktaten. Hvis disse tekniske kopier skal medregnes under beskyttelsen, vil informationsformidlingen - såsom det helt rigtigt konstateres i henstillingen - blive dyr og kompliceret uden grund. Der vil i så fald være tale om samme situation, hvis et postbud skulle betale ophavsretsafgift, fordi han bringer bogen ud til læsning hos forbrugeren. Den faktiske fordel for kulturen er, at kunst og viden kan overføres sikkert og uden besvær fra kunstneren direkte til forbrugeren. De nye produktionsforhold udgør først og fremmest en vældig god ramme for at skabe og sprede kultur på en anden måde end nogensinde før. Det er væsentligt, at der tages højde for alle parters interesser. Dette Parlament har i sin henstilling bestræbt sig på at tage højde for alle.
Hr. formand, hvad angår beskyttelse af intellektuel ejendomsret, synes virkeligheden altid at være forud for bestemmelserne. Udviklingen af økonomien, nye kontraktformer, teknologiske nyskabelser er fænomener, der medfører hyppige og hurtige forandringer, som de, der har til opgave at udarbejde bestemmelserne, bør tage i betragtning. På dette område er lovgivningsprocessen en mekanisme, der bevæger sig langsomt, for langsomt i forhold til de hurtige forandringer i den virkelighed, som skal reguleres. Hvis dette gælder i alle tilfælde, er det endnu tydeligere, når processen sker med deltagelse af multinationale, overstatslige organer, som WIPO, der har drøftet de traktater, som foreslås godkendt. Når vi skal godkende ratificeringen af disse traktater, kan vi spørge os selv, om de opfylder de mest påtrængende behov på området. Svaret kan vanskeligt blive positivt. Der er ingen tvivl om, at disse traktater ajourfører reglerne på området, men der er heller ingen tvivl om, at der i dag er mange problemer, som ikke løses. Den nylige adgang til Encyclopaedia Britannica via Internettet og tilsynekomsten af virtuelle biblioteker har understreget, at der er mange problemer, som skal løses. Den løsning, som f.eks. et af de mest betydningsfulde virtuelle biblioteker - som i øvrigt er universitetsbiblioteket på mit gamle universitet i Alicante - har fundet frem til, og som består i ikke at inddrage værker, der er ophavsretligt beskyttede, udgør en stor begrænsning i udviklingen af denne type virtuelle biblioteker. Desuden vil ratificeringen af disse traktater på nuværende tidspunkt ikke have megen relevans. På den ene side er de problemer, som de skal løse, allerede i vid udstrækning løst af direktivet om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet. På den anden side har størstedelen af staterne allerede tilpasset deres lovgivning til de traktater, som nu ratificeres. Til sidst skal det siges, at de lovændringer, som nogle lande, f.eks. Spanien, har indført, har løst nogle konflikter, men de har skabt andre, som ofte forekommer, når det drejer sig om at fastsætte priser på rettigheder og ting. Når dette meget ømfindtlige område behandles, skal der findes løsninger, som skaber ligevægt mellem de forskellige interesser, der er på spil. Kun på den måde bliver reglerne overholdt.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne ønske ordføreren tillykke med hendes arbejde. Kommissionen har indtryk af, at hun har arbejdet hurtigt og nøjagtigt. Det er vigtigt. Kommissionen vil gerne takke ordføreren. Jeg fremlægger med det samme Kommissionens konklusion. Den er enig med konklusionerne i beslutningsforslaget. Det betyder, at Kommissionen godkender Parlamentets ratifikation. Jeg understreger betydningen af begge traktater. WIPO-traktaten om ophavsret og WIPO-traktaten om udøvende kunstnere og fonogrammer er begge fremskridt i den internationale beskyttelse af ophavsretten og de relevante rettigheder, og det er dermed en væsentlig forbedring af Bern- og Rom-traktaterne. Begge traktater bidrager til et højt beskyttelsesniveau for værker og andre ting, men de giver også offentligheden adgang til indholdet via elektroniske netværk. De to traktater tillader klart, at Fællesskabet bliver en traktatindgående part, som spiller en vigtig rolle i forvaltningen på dette område. Fællesskabets godkendelse af traktaterne har derfor stor betydning, fordi det deraf fremgår, at Fællesskabet tillægger de intellektuelle ejendomsrettigheder stor betydning. Godkendelse fører til større international anerkendelse af EU's rolle med hensyn til ophavsrettigheder. På internationalt plan er der megen støtte til en hurtigere ikrafttrædelse af traktaterne. De er nu ratificeret af henholdsvis 13 og 12 WIPO-medlemsstater, herunder USA. Ikrafttrædelsen afhænger i høj grad af EU, fordi der til ikrafttrædelsen af traktaterne er brug for 30 ratifikationsakter, og akterne, som underskrives af EU, medlemsstaterne og de associerede lande, er meget vigtige for at opnå det antal. Mange udviklingslande forventer også, at EU ratificerer hurtigt, for det ville være et væsentligt signal over hele verden. Inden for disse rammer har Parlamentet allerede spillet en væsentlig rolle i diskussionerne om direktivforslaget om ophavsret i informationssamfundet, som førte til vedtagelse af betænkningen af hr. Barzanti i februar 1999. Dette direktiv er det nødvendige sidestykke til beslutningsforslaget og indeholder hovedsageligt de vigtigste principper i WIPO-traktaterne. Parlamentet skal nu endnu en gang følge den særlige godkendelsesprocedure i artikel 300, stk. 3. Et korrekt signal til omverdenen, med denne beslutning, er meget vigtigt. Kort sagt, for endnu en gang at gentage Kommissionens konklusion: Den støtter beslutningsforslaget og håber, at det får stor betydning for alle, der er interesserede i intellektuel ejendom.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30. (Mødet hævet kl. 23.55) MØDET TIRSDAG DEN 15. FEBRUAR 2000 1 Godkendelse af protokollerne fra de to foregående møder 1 Dagsordenen 3 Kommissionens strategiske mål og lovgivningsprogram 3 Velkomstord 34 AFSTEMNING 35 Tilsætningsstoffer til foderstoffer 45 Scrapie 52 Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger 56 Dialog om Europa: reform af institutionerne 65 Spørgetid (Kommissionen) 71 Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (fortsættelse) 90 Det finansielle instrument for miljøet (Life) 98 Modernisering af den sociale beskyttelse 104 WIPO-traktaterne 113