Hr. formand, jeg vil gerne offentligt protestere imod og afvise den elendige procedure, som jeg ikke ved, om det er Formandskonferencen, formandskabet for Rådet og formandskabet for Kommissionen eller Parlamentets Præsidium, som har besluttet til behandling af et så betydningsfuldt og vigtigt spørgsmål som terrorismen i den spanske stat. Det er muligt, at det forskriftsmæssigt er i orden, men det er naturligvis hverken etisk eller demokratisk acceptabelt, at dette relevante spørgsmål ikke bliver behandlet ved hjælp af en procedure, som tillader en politisk debat om et konkret beslutningsforslag, som alle Parlamentets medlemmer, der måtte ønske det, kan stille ændringsforslag til. Jeg finder, at den vedtagne procedure tilstræber, at en skriftlig erklæring, der er indgivet af fem spanske medlemmer af Europa-Parlamentet - og det har de alt mulig ret til at gøre - bliver Parlamentets officielle holdning, men det er en holdning, der bliver listet egennyttigt ind ad bagdøren, nærmest fordækt i ly af mørket, for hermed at undgå, at andre grupper og parlamentsmedlemmer foreslår ændringer eller nuanceringer for at opnå en bred konsensus om teksten. Tro mig, hr. formand og repræsentanter for Rådet og Kommissionen, hvis jeg drister mig til at sige til Dem, at det i dag er en stor politisk dumhed, at noget så vigtigt som Parlamentets holdning til terrorismen ikke får bred opbakning fra alle, eftersom der vil være nogen, der, selv om de protesterer meget imod og fordømmer terrorismen ... (Formanden afbrød taleren)
Det beklager jeg meget, hr. Ortuondo. Vi har nu hørt, at De ikke er enig heri, men Parlamentets kompetente organer har besluttet det således. Det tager vi til efterretning. Det drejer sig nu faktisk om protokollen, og den behandlede den forrige kollega ikke. Hvem har bemærkninger til protokollen fra i går?
Hr. formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på et misforhold på Den Europæiske Skole I i Bruxelles. Tusinder af børn og unge - hovedsageligt vores ansattes - har ikke modtaget undervisning siden slutningen af juni. Det nye skoleår er endnu ikke begyndt. Man havde oprindeligt bebudet, at undervisningen skulle starte den 7. september. Et par dage før blev det udskudt til i dag, og nu har forældrene igen fået at vide, at skolen ikke kan begynde, fordi der er nogle vigtige byggearbejder, der endnu ikke er afsluttet. Ombygningsarbejderne på skolen har stået på i årevis. Asbestproblemerne er også en kendt sag. Alligevel har man ikke givet børnene mulighed for at flytte andre steder hen. Jeg vil gerne anmode formanden for Europa-Parlamentet om sammen med Kommissionen at sørge for, at problemerne ikke bliver løst til skade for børnene. Jeg synes, det er utroligt! Vi har skolepligt, og det er ikke muligt for børnene at opfylde den skolepligt.
Fru Schleicher, det er meget tragisk, hvis børn bliver ofre for manglende undervisning. Jeg tager det til efterretning og meddeler det, som De anmoder om, til Præsidiet og Parlamentets andre kompetente organer. Vi undersøger, hvad vi kan gøre.
Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om terrorisme i Spanien. Denne forhandling åbnes på vegne af Rådet og Kommissionen. Jeg har fået meddelelse om, at minister Paul, der møder for Rådet, er på vej og håber at komme om få øjeblikke. Han ankommer fra Paris med tog, og fordi mødet begyndte tidligere, er han endnu ikke til stede. Men jeg går ud fra, at hr. Vitorino er villig til at fremlægge sin redegørelse nu, og så ser vi, om ministeren kommer om lidt. Hvis det er tilfældet, giver jeg nu ordet til hr. Vitorino for Kommissionen.
Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, Kommissionen har med forfærdelse iagttaget, hvorledes volden igen er kommet til syne i Baskerlandet. Kommissionen tilslutter sig de mange erklæringer, der indtrængende fordømmer de afskyelige anslag af terrorisme, der forekommer i EU's medlemsstater, herunder i Spanien. Terrorismen udgør en af de største udfordringer, som vores samfund står over for, og den er utålelig på grund af den blinde vold, som den står for, og som især rammer den almindelige befolkning. Terroristattentaterne chokerer, bedrøver alle Europas borgere og fortjener deres afsky, fordi Europas borgere vedholdende giver udtryk for en ubøjelig vilje til at dele en fredelig fremtid. Kommissionen mener, at de andre medlemsstaters solidaritet kan og bør støtte de spanske myndigheders kamp mod terrorismen. Kommissionen glæder sig derfor over det skridt fremad, som ligger i vedtagelsen af det princip om solidaritet i kampen mod terrorisme, der blev indført i Amsterdam-traktaten. Artikel 29 i Traktaten om Den Europæiske Union omtaler udtrykkeligt terrorisme som en form for kriminalitet, der skal bekæmpes på EU-niveau, som et af de områder, hvor EU kan bidrage til denne kamp. Den europæiske dimension af kampen mod terrorismen er dog ikke en ny foreteelse. Indsatsen inden for rets- og politisamarbejde mellem to eller flere stater, ikke mindst på de to sider af den fransk­spanske grænse, har her på det sidste vist gode resultater mod terrorismen. Kommissionen samarbejder med medlemsstaterne og med Europol med det samme formål. Ligeledes findes der inden for Europarådet og FN forskellige, relevante konventioner mod terrorismen, både nogle, der allerede er undertegnet, og nogle, der er ved at blive forhandlet. Genoptagelsen af attentaterne viser imidlertid desværre, at disse anstrengelser endnu ikke er tilstrækkelige til at udrydde terrorismen. Det europæiske samarbejde må gå videre. Og her er det på vegne af Kommissionen på sin plads at udtale et dybfølt ord i respekt og ære for ofrene for terrorattentaterne, de ofre, der så mange gange er blevet valgt af befolkningen ved demokratiske valg som dens legitime repræsentanter, de, som er ofre for terrorismen, fordi de udfører deres arbejde, fordi de lever op til deres samvittighed som statens og befolkningens embedsmænd, men også og ikke mindst terrorismens tilfældige ofre, de anonyme borgere, der nægter at leve under frygtens afpresning. Den bedste hyldest består netop i, at også vi, de europæiske institutioner, er i stand til at bidrage til den kollektive indsats, som Europas borgere yder. Jeg har allerede nævnt, at Amsterdam-traktaten gør det muligt, at også EU yder sit bidrag. Derfor inkluderede stats- og regeringscheferne i Tampere, umiddelbart efter denne traktats ikrafttræden, terrorismen i den globale bekæmpelse af al slags kriminalitet. Der er blevet formuleret klare politiske forpligtelser, og forpligtelsen om at oprette fælles undersøgelseshold udgør efter min opfattelse det mest effektive instrument til at bekæmpe terrorismen lige fra dens fremkomst. Europol, hvis mandat udtrykkeligt omfatter terrorismen, skal på samme måde støtte denne fælles indsats, idet der der også skal samarbejdes med de fælles undersøgelseshold. Effektiviteten i denne støtte fra Europol vil blive så meget desto større, som dets operationskapacitet øges. Og hvis det er korrekt, at det bilaterale samarbejde mellem politistyrker er et afgørende redskab i kampen mod terrorismen, er det ikke mindre rigtigt, at forbindelsen mellem visse former for terrorisme til andre former for organiseret kriminalitet, i metoder, aktionsfelt og finansieringskilder, fordrer en ikke blot bilateral, men også en multilateral tilgang til fænomenet terrorisme. Retssamarbejdet, hr. formand, og navnlig de instrumenter, der sigter på at undgå, at de kriminelle drager fordel af og udnytter forskelle mellem landenes lovgivning, gør det også muligt at nedbringe og en dag måske ligefrem at fjerne alle de forhindringer, der består for at bringe terrorister fra ét land for retten i et andet land i Unionen. Vejen, der skal følges, er klart angivet, eftersom det i Tampere blev besluttet, at de formelle udleveringsprocedurer for endegyldigt dømte skal fjernes på længere sigt mellem medlemsstaterne, og at princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager ikke blot skal gælde endegyldige afgørelser, men også afgørelser inden selve domsafsigelsen. Et første formål vil således være at sikre gennemførelse af arrestordrer for at få domsafsigelse, idet der tages hensyn til forbrydelsens karakter, såfremt der er flere arrestordrer på samme person. Det er nu de forskellige institutioners fælles ansvar at sørge for, at de politisk besluttede retningslinjer hurtigst muligt bliver omsat til retsregler og til realiteter. Flere væsentlige aktioner til intensivering af kampen mod terrorismen står allerede på resultattavlen i forbindelse med oprettelsen af et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed, og jeg er overbevist om, at de snart vil blive ført ud i livet, især den forpligtelse, som stats- og regeringscheferne har påtaget sig om, at terrorismen er en af de former for kriminalitet, i forhold til hvilken de europæiske institutioner skal anvende fælles definitioner, fælles tiltaler og fælles strafferammer for at sende et klart budskab om, at terrorhandlinger ikke er beskyttet af nogen medlemsstats lovgivning. Jeg vil derfor gerne gentage Kommissionens forpligtelse om med alle de midler, som traktaterne stiller til dens rådighed, at fremme styrkelsen af en europæisk aktion mod terrorisme, hvad enten det forekommer i Spanien eller i nogen som helst anden medlemsstat (således som jeg just har fået at vide, at det er sket så sent som i aften i Storbritannien). I demokratiske samfund som vores kan terrorismen ikke finde berettigelse i nogen politisk retfærdiggørelse overhovedet. Terrorismen er, er vi nødt til at sige, en blindgyde, og dens forsvinden, heldigvis, i visse andre europæiske lande giver os håb om, at den før eller senere også vil blive udryddet også i Spanien. Det er regeringernes opgave at demonstrere over for offentligheden det absurde i terrorismen og via en mangesidet strategi at sætte ind over for dens rødder og grundlag. Jeg er overbevist om, at de demokratiske samfund, som vi er stolte over at tilhøre, vil sejre i denne kamp, under forudsætning af, at vi aldrig giver afkald på vores demokratiske værdier, at vi viser, at demokratiet er en stærk styreform i bekæmpelsen af terrorismen, og at vi bliver mere effektive både med den politik, der går ud på at forebygge, som den, der skal bekæmpe de terroristiske handlinger. Det, som Spanien gør, er indlysende nok også det, som Kommissionen bestræber sig på at gøre på de områder, der ligger inden for dens kompetence. Hr. formand, ærede medlemmer, Europa er et frihedens område, som vi alle ønsker at styrke. Derfor er alle terroristattentater ikke blot attentater mod demokratiet og retsstaten, men de forhindrer også borgerne i at leve i den frihed, som vi alle ønsker. Vores indsats, vores fælles anstrengelser, må derfor rette sig mod at sikre, at friheden kan nydes fuldt ud. Friheden viger ikke for afpresning, friheden viger ikke for frygten, fordi der findes ingen menneskelig værdighed, hvis den ikke lever i frihed.
Hr. formand, finder De det måske ikke - og jeg siger det naturligvis til Dem som en bemærkning til forretningsordenen og ikke som et indlæg - at det ville være bedre at vente et par minutter, indtil ministeren kommer. De må forstå, at det er lidt svært for mig at svare repræsentanten for Rådet, når han ikke har haft lejlighed til at udtale sig. Jeg beder Dem overveje at afbryde mødet i små 10 minutter indtil kl. 9, hvor ministeren har til hensigt at ankomme til Parlamentet.
Hr. Galeote, jeg forstår, hvad De føler. På hr. Pauls vegne undskylder jeg og påpeger, at hans tog fra Paris ankommer kl. 8.20. Vi forventer ham hvert øjeblik. Jeg foretrækker, i forbindelse med den lange dagsorden i dag og Parlamentets beslutning i går om at stemme kl. 11.00, at vi alligevel begynder, at vi altså ikke udsætter mødet. Jeg anmoder Dem om at begynde Deres indlæg. Vi har hørt kommissærens redegørelse. Vi besluttede i går at begynde kl. 8.30, og det ville ikke være korrekt at udsætte det nu.
Hr. formand, jeg er sikker på, at langt den største del af det baskiske folk, hvis det kunne, ville takke det franske formandskab for Rådet og Europa-Parlamentet, fordi de er lydhøre over for dets dybtfølte ønsker om fred og demokratisk sameksistens. Mine damer og herrer, lige siden de første demokratiske valg i Spanien i 1977 har Baskerlandet været den region i Europa, der har haft den største grad af selvstyre. Siden da har de baskiske borgere ved seks lejligheder haft mulighed for at vælge deres repræsentanter til det baskiske parlament, og den voldelige og radikale nationalisme har aldrig opnået baskernes demokratiske støtte ved disse valg. Siden vedtagelsen af vores forfatning, som knæsætter frihedsrettighederne i Spanien, har ETA imidlertid myrdet mere end 804 personer i Spanien og har efterladt mere end 2.000 enker og fædreløse børn i hele Spanien, først og fremmest i Baskerlandet. Mænd og kvinder af enhver beskaffenhed, naturligvis inklusive dem, der helligede en del af deres liv til kampen mod diktaturet. Til trods for frygten findes der i dag i Baskerlandet og i resten af Spanien en folkelig og fredelig reaktion fra borgerne mod truslen fra den morderiske terrorisme. Jeg finder, mine damer og herrer, at vi med denne debat er forpligtede til at lytte til dette folkelige nødråb og udbrede det og alle bidrage til at mobilisere de europæiske borgere til at indgå en pagt for friheden. Vi skal være i stand til at få borgerne i vores oprindelseslande til at føle, at de helt grundlæggende principper, som vores fælles sameksistens bygger på, er truet, når nogen i et hvilket som helst hjørne af Europa bliver myrdet på grund af sine meninger. Sammenholdet mellem demokrater er det eneste, der kan isolere voldsmændene og dem, der på grund af den udbredte eftergivenhed i vores demokratier beskytter, tilskynder til, retfærdiggør eller accepterer terrorhandlinger af en hvilken som helst art. Forstå mig ret. Vi er utvivlsomt alle enige i, at dialogen er et afgørende element i den demokratiske procedure. Der er kun én undtagelse til denne gyldne regel, og denne undtagelse er også en helt nødvendig bestanddel i de demokratiske systemer. Kære kolleger, i et demokrati må stemmen fra dem, der har som mål at ødelægge det, og som bruger kriminelle metoder for at opnå det, bringes til tavshed af loven, af retsstaten. Demokratiet må aldrig vise tegn på svaghed over for dem, der på en og samme tid - og det understreger jeg - på en og samme tid stædigt bliver ved med at bekæmpe det med pistolen i hånden. Jeg er overbevist om, at kommissær Vitorino og hele Kommissærkollegiet føler sig personligt og politisk forpligtet over for disse bestræbelser. Det har De vist ved flere lejligheder. Jeg vil derfor gerne bede kommissæren om, da han alene kan tage lovgivningsmæssige initiativer, at foreslå nogle nye foranstaltninger, så vi kan komme videre med det europæiske samarbejde, der, som De selv har sagt, stadig er utilstrækkeligt. En af de mest effektive foranstaltninger i kampen mod terrorismen er faktisk den europæiske eftersøgnings- og arrestordre, som ville gøre det muligt, at terroristerne skulle afsone deres straffe i det land, hvor de har begået den alvorligste forbrydelse. Jeg vil slutte, hr. formand, med at nævne de europæere, der berøres mest af terroren. Ofrene for terrorismen og deres familie. I dag kan de takket være denne debat føle sig lidt mindre alene.
Hr. formand, sidste torsdag, da vi i Parlamentets register indgav en skriftlig erklæring, hvori vi anmodede Europa-Parlamentet om en direkte og aktiv forpligtelse i kampen mod ETA's terror, forsøgte denne forbryderorganisation at myrde José Ramón Recalde. Recalde, som er en 70-årig socialdemokrat, har helliget hele sit liv til forsvaret af demokratiet og friheden. Det gjorde han som gymnasielærer i San Sebastián i de vanskelige 60'ere, og han blev for alle eleverne en rollemodel for intellektuel retskaffenhed og menneskelig værdighed. Under Franco-styret oprettede han også de første ikastolas - skoler, hvor der undervises på baskisk - og senere forenede han lærergerningen med deltagelse i to baskiske koalitionsregeringer med Det Baskiske Nationalistparti, hvor han var undervisningsminister og justitsminister. Dette curriculum, mine damer og herrer, som forkæmper for frihedsrettighederne, som fortaler for forståelse og tolerance, er det, der har gjort ham til kandidat for ETA's myrderier. Det er endnu et bevis på terrorgruppens grimme ansigt. Mine damer og herrer, den skade, som ETA har forvoldt os, er mere vidtrækkende end skaden på vores sameksistens, angrebene på vores frihed, angrebene mod vores liv. Terroristerne og deres medskyldige har givet et fuldstændig fordrejet billede af mit land, Spanien, af dets folk, af vores historie. Derfor beder jeg Dem - idet jeg omskriver den baskiske filosof Savater - om, at De undskylder ulejligheden, når jeg benytter denne lejlighed til at fortælle Dem om den baskiske virkelighed, så De bedre forstår. Jeg blev født i Baskerlandet for 48 år siden, jeg har boet der hele mit liv. Baskerlandet er et smukt, moderne, åbent og tolerant land, der er fuld af behagelige mennesker. Det er et blandet og pluralistisk land. Det er vores største rigdom. Vores unge er ikke meget anderledes end unge i Tyskland, Belgien eller Italien. De taler spansk, baskisk, engelsk, tysk eller italiensk. De surfer på Nettet. De er med i fredsbevægelser, bevægelser om udviklingssamarbejde, om ligestilling mellem kønnene, om økologi og om miljø. Kun nogle få unge baskere tager sorte hætter på. Størstedelen af de unge baskere maler deres hænder hvide, når de demonstrerer for fred. Til forskel for min generation er de født i et demokrati, men i modsætning til andre unge fra deres egen generation i resten af Unionen skal de stadig forsvare deres frihed og alles frihed over for terroristerne. Ja, ETA har nu i mere end 20 år begået mord mod demokratiet. Ja, det er mere end 20 år siden, at Spanien atter blev et demokratisk land, og at vi baskere hermed fik vores selvstyre tilbage. Vi vedtog det ved folkeafstemningen i 1979. Men før, i 1977, blev der givet generel amnesti i Spanien, og alle de politiske fanger, herunder de medlemmer af ETA, der var blevet fængslet under Franco-styret, blev løsladt. Men ETA har fortsat myrderierne siden 1977 med hundredvis af døde - 19 af dem børn mellem to og 16 år. Ofrene er politibetjente, militærfolk, politikere, byrådsmedlemmer, virksomhedsejere, journalister, lærere, pacifister, taxichauffører, handlende, cykelforhandlere. Disse mennesker er, mine damer og herrer, ETA's ofre. I visse dele af befolkningen og i visse områder af Baskerlandet tilskynder ETA og dets støtter til en sand etnisk udrensning mod os, der fører en ikke-nationalistisk politik, og de nægter os at være baskere, idet de forsøger at fordrive os fra vores byer og tvinge os til at tie. Vi er altid parat til at gå i dialog med hvem som helst, der accepterer de demokratiske spilleregler. Alle opfattelser kan forsvares gennem ordet. Der er ikke intet, der er urokkeligt. Alt kan ændres, men vi vil aldrig acceptere terror som et middel til at ændre vores vilje. De, der begår mord med denne hensigt, skal miste alt håb. Demokratiet og menneskerettighederne er Den Europæiske Unions eksistensberettigelse. Når ETA's fascistiske og totalitære handlinger i en del af Unionen berøver os friheden, bør resten af europæerne derfor føle, at vores frihed, alles frihed - uanset vores nationalitet, sprog, kultur eller religion - er truet. (Formanden anmodede taleren om at slutte) Mine damer og herrer, jeg vil gerne sige til Dem, at vi indbyggere i Baskerlandet er normale mennesker, almindelige mennesker, som ønsker at kunne gå en tur i vores by uden livvagt og uden skulle kigge os over skulderen. Vores unge ville være glade, hvis de ikke skulle demonstrere og male deres hænder hvide. Vi ønsker kun at leve i fred og forsvare vores frihed. Mine damer og herrer, jeg beder Dem om Deres aktive solidaritet, så vi virkelig kan blive lige som resten af de europæiske borgere.
Hr. formand, mine damer og herrer, alle medlemsstater i Den Europæiske Union er enige om at fordømme terrorismen uanset de kriminelle gruppers bevæggrunde. Også Rådet fordømmer således utvetydigt alle former for terrorisme, som begås inden for Den Europæiske Union. Lad mig erindre om, at Rådet på stats- og regeringschefernes møde i Feira i Portugal den 19.-20. juni 2000 tog klart afstand fra terrorismen og de tragiske begivenheder, den foranlediger i Europa. Rådet erklærede sig ved samme lejlighed klart indstillet på at fortsætte kampen mod terrorismen på europæisk plan og styrke og udvide samarbejdet medlemsstaterne imellem på dette felt. I lyset af det franske formandskab vil jeg gerne benytte lejligheden til at understrege, at vi føler stærk solidaritet med Spanien, som aktuelt er ramt af de blodigste terroranslag i Europa. Den Europæiske Union kan selvsagt ikke acceptere, at spanske terrorister bruger europæisk integration som alibi for deres krav. Voldelig nationalisme er under ingen omstændigheder forenelig med Den Europæiske Unions grundtanker. Bekæmpelsen af alle former for terrorisme er således højt prioriteret i Den Europæiske Union. Det er, som besluttet af stats- og regeringscheferne på mødet i Tampere i oktober 1999, målet at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Parallelt med det multilaterale samarbejde, som er etableret inden for EU's rammer, foregår der et særdeles effektivt bilateralt samarbejde. Det konkrete samarbejde mellem Frankrig og Spanien har som bekendt på det seneste givet gode resultater. Som formand for Rådet (retlige og indre anliggender) - en post, jeg deler med den franske justitsminister - vil jeg i dette indlæg beskæftige mig med Den Europæiske Unions opgaver med og ansvar for bekæmpelsen af terrorisme, herunder terrorismen i Spanien. Tillad mig et kort tilbageblik. Medlemsstaternes samarbejde vedrørende den indre sikkerhed tog sin begyndelse i 1976. På det tidspunkt etableredes de uformelle TREVI-grupper, som mødtes to gange om året, og som fra første færd var et udtryk for ønsket om at etablere et politisamarbejde på en række områder, herunder bekæmpelsen af terrorisme. Sidstnævnte område faldt primært ind under TREVI I-undergruppens arbejdsområde. Politisamarbejdet udviklede sig inden for rammerne af TREVI-konferencen og førte til, at der blev etableret et net af forbindelsesofficerer. Dette net, som utvivlsomt er det mest effektive element i TREVI-samarbejdet, blev etableret som et resultat af det handlingsprogram, de på daværende tidspunkt 12 medlemsstaters indenrigs- og justitsministre vedtog på mødet i Dublin i juni 1990. Der er konkret tale om en udveksling af eksperter, som placeres i de enkelte medlemsstaters specialafdelinger, og som har til opgave at udveksle informationer. Samtidig varetager disse forbindelsesofficerer en rådgivende funktion og assisterer dermed de ansvarlige myndigheder. Det omhandlede net af forbindelsesofficerer har efter min opfattelse klart bevist sin effektivitet og medvirket til at fremme gennemførelsen af den politimæssige efterforskning. Efterfølgende er der inden for rammerne af samarbejdet om retlige og indre anliggender nedsat en arbejdsgruppe om bekæmpelse af terrorisme. Omtalte ekspertgruppes eksistens stadfæstes ved Amsterdam-traktaten, hvilket klart understreger behovet for et forum, hvor repræsentanter for de 15 medlemslande har mulighed for at mødes, udveksle informationer og samarbejde. Ekspertgruppens arbejde har foranlediget, at Rådet har truffet to vigtige afgørelser, som jeg gerne vil gøre jer opmærksom på. I 1996 vedtog Rådet en fælles aktion om oprettelse og førelse af et register over særlig sagkundskab, færdigheder eller viden med hensyn til bekæmpelse af terrorisme. Ultimo 1999 vedtog Rådet endvidere en henstilling om samarbejdet vedrørende indsatsen mod finansiering af terroristgrupper. Også den europæiske politienhed, Europol, har spillet en rolle i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme. Konventionen af den 26. juli 1995 om oprettelse af en europæisk politienhed præciserede fra første færd, at dette samarbejdsorgans kompetenceområde omfatter strafbare handlinger, som er blevet begået, eller som det må antages vil blive begået i forbindelse med terroristiske aktiviteter, der er rettet mod personers liv og legeme, mod den personlige frihed eller mod ejendom. I henhold til konventionen skulle Europols kompetenceområde udvides til også at omfatte terrorisme senest to år efter konventionens ikrafttræden den 1. oktober 1998. Som det vil være de tilstedeværende bekendt, omfatter Europol en særlig afdeling for terrorismebekæmpelse. Den er oprettet på Spaniens begæring og ledes derfor også helt naturligt af en højtstående spansk embedsmand. I lyset af den omsiggribende kriminelle aktivitet, som visse terroristgrupper udøvede på daværende tidspunkt, besluttede Rådet (retlige og indre anliggender) på sit møde den 28.-29. maj 1998 at bemyndige Europol til at fremskynde indsatsen til bekæmpelse af terrorisme og indlede dette arbejde pr. den 1. januar 1999. Jeg skal da heller ikke undlade at omtale det franske formandskabs prioriteringer på det område, som i dag debatteres i Europa-Parlamentet. Det franske formandskab ønsker primært at forbedre og udbygge samarbejdet medlemsstaterne imellem, men ser samtidig gerne, at dette samarbejde udvides til også at omfatte ansøgerlandene. Samarbejdet er af såvel retslig som politimæssig art. På et tidspunkt vil samarbejdet utvivlsomt resultere i en harmonisering eller standardisering af tiltale i straffesager. Den spanske regering ønsker, at der indføres en europæisk fængslingskendelse. Jeg vil gerne fremhæve det franske formandskabs prioriteringer angående etablering af et program til oplysning om og forberedelse af ansøgerlandenes optagelse i Den Europæiske Union. Dette initiativ har til formål at give os øget viden om, hvorledes indsatsen til bekæmpelse af terrorisme er organiseret i de pågældende lande, ligesom det er målet at skabe øget bevidsthed om denne problemstilling i de lande, som ikke har erfaringer på området. Det franske formandskab lægger endvidere vægt på at få et præcist billede af situationen i Den Europæiske Union i forbindelse med terrorisme og ønsker med dette sigte, at der i forbindelse med arbejdsgruppens møder om bekæmpelse af terrorisme fortsat udveksles informationer om den seneste udvikling på området i de enkelte medlemsstater. Hr. formand, mine damer og herrer, takket være dette system, som forener bilateralt og multilateralt samarbejde, er der på det seneste og i særdeleshed i de seneste dage opnået bemærkelsesværdige resultater, når det gælder bekæmpelsen af terrorisme i Spanien.
Hr. formand, mens vi sidder her og taler om disse ting, er José Luis Ruiz, der er medlem af byrådet for Folkepartiet i en mindre by i Catalonien, blevet myrdet af ETA. Der er nogen, der forsøger at blande tingene sammen, og de vil forsøge at skabe forvirring blandt de velmenende personer her i Parlamentet. Men der er en tydelig grænse, der adskiller os. På den ene side er der dem, der dør for demokratiet, og på den anden er der dem, der myrder i et forsøg på at gøre en ende på vores frihed.
Tak for meddelelsen, hr. Galeote. Det er en meget tragisk hændelse, og det er svært at forstå, at det er sket.
Hr. formand, selv om jeg kan forestille mig, at De skulle til at foreslå det, så beder jeg på alles vegne om et minuts stilhed for dette sidste offer for demokratiet. Denne gang i Catalonien. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed) Formanden. Kære kolleger, det er svært at genoptage arbejdet, men det er vi nødt til. Det er vigtigt, at Parlamentet udtaler sig offentligt om sådanne ting.
Hr. formand, jeg er med stor sandsynlighed den første, der hørte om attentatet her til morgen kl. 7.40. Jeg har vidst det i et stykke tid. Det fandt sted i Catalonien, tre eller fire kilometer fra mit hjem. Og som om det ikke var nok, for ETA har allerede myrdet mere end 800 personer, så har ETA her til formiddag, mens vi sad her og diskuterede, begået endnu et attentat. Der er intet politisk mål, der retfærdiggør vold. Man kan ikke andet end at fordømme terroren helt og aldeles, ikke mindst i dette øjeblik, for terroristerne ønsker at slå os ud. Derfor bør vi endnu en gang kraftigt gentage vores vilje til at stå fast, til samarbejde, som kommissæren sagde, til fordel for et stærkt demokrati, for terrorismen forbryder sig direkte mod kernen i vores værdier. Lad os udtrykke vores medfølelse med alle de berørte, og lad os, og det er vigtigt, udtrykke vores håb om fred. Denne debat er efter det seneste attentat særlig hård for mig, og det har jeg kommenteret over for fire af de fem underskrivere af erklæringen mod terrorismen i Spanien. Over for to af dem har jeg anført, at et afsnit, det andet, kan gøre, at nogle ikke vil underskrive erklæringen. I det andet afsnit afvises enhver dialog med de kredse, der accepterer terrorismen, som er tæt på den. Når jeg har talt med tekstens forfattere, er det, fordi jeg tror, at vi burde finde frem til en form, så vi alle kan underskrive. Hvorfor er det svært at skrive under på andet afsnit, der er formuleret på denne måde? Fordi det sætter spørgsmålstegn ved, om man skal dyrke freden, dyrke dialogen. For hvis vi giver afkald på dialogen, vil processen i Nordirland ikke være mulig. Så vil processen i Mellemøsten ikke være mulig. Så ville parlamentsmedlem hr. John Hume ikke have modtaget Nobels fredspris, og det mener jeg er vigtigt, han har. Hvis ETA ikke nedlægger sine våben, vil vi heller ikke nedlægge vores. Hvis ETA ikke opgiver volden, vil vi heller ikke opgive loven og dialogen, som er vores våben. Vi har ikke andre. Derfor anmoder jeg indtrængende om - det har jeg gjort under private former, og nu gør jeg det offentligt - dem, der har indgivet denne erklæring om, at de gør det nemmere for os at skrive under, for enhver holdning til terroren skal kunne retfærdiggøres fuldt ud. Hvis denne erklæring på den anden side ønsker at støtte sig på Parlamentets erklæring fra 1997, som talte om dialogen i positive vendinger, hvorfor benytter vi os så ikke af den, nærmere bestemt i afsnit 8, hvor Parlamentet omtalte dialogen i positive vendinger? Hr. formand, vi burde alle kunne skrive under. Der er intet, der retfærdiggør terrorismen. Der er intet, der retfærdiggør, at de demokratiske kræfter ikke står sammen.
Hr. formand, jeg har bedt om ordet, da jeg har en bemærkning til forretningsordenen på baggrund af det indlæg, vi netop har hørt fra vores kollega, hr. Pere Esteve. Europa-Parlamentet vedtog den 14. december 1995 en beslutning, hvori der står, at Parlamentet gentager sin afvisning af enhver for form dialog med dem, der samarbejder, beskytter, tilskynder til eller begår terrorhandlinger af en hvilken som helst art, og Parlamentet vedtog også den 15. oktober 1998 en beslutning, hvori der står, at Parlamentet fastholder sin afvisning af dialog med alle dem, der samarbejder med, muliggør, tilskynder til, støtter og begår kriminelle handlinger. To beslutninger fra Europa-Parlamentet, hr. Esteve. De beder om, at man gør det nemmere for Dem at skrive under. Det er svært at gøre det nemmere for én, der er i virkelig fred med sin samvittighed.
Hr. formand, ud over at give udtryk for min enighed med hr. Esteves ord vil jeg gerne indlede med på vegne af vores gruppe og også på vegne af mit parti, Eusko Alkartasuna - som deltager i den baskiske regering sammen med kolleger fra Det Baskiske Nationalparti - give udtryk for vores mest direkte og absolutte fordømmelse af terrorismen, og ikke mindst i dag, efter den kriminelle handling, der er begået i Catalonien. Vi beklager imidlertid, at kraftige fordømmelse og konstruktive forslag ikke kan gå hånd i hånd, da nogle grupper, idet de udelukker andre og uden at have indledt en debat, har indgivet den erklæring, som allerede er blevet kommenteret. Vi respekterer, da det ikke kan være anderledes, at alle, herunder de forskellige politiske grupper, har frihed til at fremsætte erklæringer, men vi kan ikke gå med til, at man vil pålægge os at afvise dialogen, og det er der mange årsager til. For det første, fordi vi er overbevist om, som Mo Mowlam, at dialog er den bedste vej til løsning af voldelige konflikter alle steder i verden, men for det andet, fordi vi må være konsekvente med Parlamentets tidligere erklæringer. Jeg vil læse nogle op. Europa-Parlamentets formand, Nicole Fontaine, sagde for nogle dage siden i Strasbourg: "Til alle de demokratiske kvinder og mænd i Spanien, og især i det spanske Baskerland, der på trods af denne atmosfære af terror fortsætter med at tro på den politiske dialog". Med forslag, der fordømmer dialogen, hvad ville der så blive af Lionel Jospin, François Bayrou eller vores kollega i Europa-Parlamentet og nobelprismodtager John Hume og alle dem, der troede på fredsprocessen i Irland. Hvad skulle vi gøre med kommissær Reding? Jeg vil ikke komme med et ordret citat, men man kan konsultere hendes betænkning om terrorisme, som i 1997 blev forelagt for Parlamentet. Når vi taler om en alvorlig, europæisk konflikt, må vi ikke tage for let på tingene og nøjes med retoriske og tilbagevendende erklæringer uden at se på årsagerne og i fællesskab søge at finde en løsning. Parlamentet burde spille en særlig rolle for at fremme de initiativer, som kan bringe os frem til afslutningen på den umenneskelige vold i Baskerlandet, og søge at finde veje til en dialog, især blandt de demokratiske kræfter i Baskerlandet. Hr. formand, mine damer og herrer, på baggrund af nødvendig selvkritik i alle grupperne, også i vores, finder vi, at det er tid til at gå i gang med arbejdet og ikke mindst til at søge at få løst et så alvorligt problem som terrorismen på et ordentlig grundlagt, med størst mulig konsensus, idet man naturligvis skal være sig bevidst, at dialogen har været, er og fortsat vil være det mest værdifulde aktiv for at opnå fred og forsoning. Vi kunne have fremsat en alternativ tekst her, men det ville være en alvorlig fejl, for vi tror, at man i en så alvorlig og vanskelig sag som denne bør gøre alt, undtagen at komme med forslag, som betyder en opsplitning af Parlamentet. Lad mig komme med en personlig kommentar. I 1970, for 30 år siden og midt under Francos diktatur, var jeg i fængsel for at have forsvaret frihedsrettighederne, og allerede dengang var jeg imod ETA. Som alle mennesker, der er stolte af sig selv og mener at være intelligente, er jeg parat til at lære, men lad mig sige til Dem, at jeg ikke vil tage imod belæringer om at stå fast over for terrorismen. Jeg afslutter, hr. formand, med at citere Jorge Luis Borges: "Unos 500 años antes de la era cristiana, se dio en Grecia la mejor cosa que registra la historia universal, el descubrimiento del diálogo. La fe, la certidumbre, los dogmas, los anatemas, las plegarias, las prohibiciones, las órdenes, los tabúes, las tiranías, las guerras y las glorias abrumaban al orden. Algunos griegos contrajeron -nunca sabremos cómo- la singular costumbre de conversar." (Cirka 500 år før den kristne tidsalder opdagede man i Grækenland det bedste, der er sket i verdenshistorien, opdagelsen af dialogen. Troen, visheden, dogmerne, bandlysningerne, bønnerne, forbuddene, ordnerne, tabuerne, tyrannierne, krigene og salighederne formørkede ro og orden. Nogle grækere fik - vi får aldrig at vide hvordan - til vane at tale sammen.) Uden disse få grækere ville den vestlige kultur være ubegribelig. Lad os ikke i dag, hvor der er begået et nyt smertende, sørgeligt og uanstændigt mord, og hvor vi på et meget vanskeligt tidspunkt står over for vores mest uforsonlige og morderiske modstandere, opgive denne store værdi, som dialogen har for den almene kultur, samtidig med at vi dog skal stå fast på vores demokratiske overbevisninger og på vores absolutte afvisning af terrorismen!
Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Nordirland er blevet nævnt en række gange under denne debat, og man har antydet, at der til grund for den irske fredsproces lå en betingelsesløs dialog med terroristerne, og det er ikke sandt. Den irske fredsproces var baseret på en betingelsesløs våbenhvile fra det provisoriske IRA's side.
Hr. formand, jeg konstaterer, at der foregår flere parallelle forhandlinger, og at det sandsynligvis er nemmere at tale, når man ikke taler for en politisk gruppe, men lad det hele være til fordel for den politiske dialog og afklaringen af det, vi diskuterer her, og for målet med den skriftlige erklæring, der er blevet fremlagt. I dag er det allerede efter det, vi har hørt, ørkesløst at tale om betydningen af ETA's terror, om de umenneskelige følger for befolkningen, om dens frontale angreb på de demokratiske værdier, der er nedfældet i den spanske forfatning fra 1978 og i Selvstyrevedtægten fra Guernica, som har krævet en så stor indsats og så mange ofre for det baskiske folk som helhed. Vi har allerede hørt, at folk, der kæmpede mod Francos diktatur, sidder i mødesalen, og de er meget fortjenstfulde, men andre er døde og begravet, de kan ikke længere tale, de kan ikke længere få en politisk dialog. Derfor skal spørgsmålet belyses her i dag, og jeg reagerer stærkt imod fortolkningerne af, hvad politisk dialog er. Uanset vores naturlige politiske forskelligheder skal vi selvfølgelig have en politisk dialog, en politisk dialog mellem personer og organisationer, som respekterer og forsvarer demokratiets og frihedens værdier. Men den politiske dialog er en umulighed, når man med den ene hånd, eller på et bestemt tidspunkt, påberåber sig denne dialog, og med den anden afsikrer pistolen eller bomben for at tilintetgøre den formodede samtalepartner. (Bifald)Man kan ikke indbyde nogen til denne dialog. Den politiske dialog, der skal være åben og klar, skal ske mellem demokratiske partier, uanset om de er nationalistiske eller ej, med Den Catalanske Demokratiske Union og med det catalanske parti Convergència i Unió, med Det Baskiske Nationalistparti, med Eusko Alkartasuna, Det Forenede Venstre, Spaniens Socialistiske Arbejderparti, Folkepartiet, institutionerne, som repræsentanter for folket og med ansvar over for borgerne. Men vi skal ikke fortsætte den dialog, som de, der tilskynder til vold, beder om. Denne dialog er ikke mulig i et demokratisk og åbent samfund. Vi ved, at problemerne og de politiske, økonomiske og sociale modsætninger løses gennem dialog og med beslutninger i de demokratiske institutioner, men lad os ikke bruge dialogen som en almen retorisk tilflugt, som også kan bruges af bødlerne, voldens bagmænd og dem, der beklager de døde, som om de var trafikuheld, når det i virkeligheden drejer sig om virkelige og umenneskelige mord på børn og forsvarsløse personer. Dette er ikke acceptabelt i demokratiets navn. Jeg vil gerne sige til dem: Det er meget bedre, at de tier. Jeg håber, at de lytter til mit budskab, at de taler og opfører sig moralsk, og ikke voldeligt. (Bifald)Dialogen må ikke dække over vold og terror, dialogen må ikke være et knæfald for forbrydelsen, den politiske dialog er kun mulig, når bomberne og pistolerne tier, og man accepterer de demokratiske værdier. Vi afviser enhver påberåbelse af dialogen og den tamhed, der fører til diktatur og koncentrationslejre. Vi går imidlertid stærkt ind for en ansvarlig og demokratisk dialog for at nå frem til en sameksistens og for at styrke demokratiet, som vi har så hårdt brug for. (Bifald)
Hr. formand, over 15.000 mennesker er blevet arresteret og over 5.000 tortureret. Hundreder af mennesker er blevet dræbt. Journalister og parlamentsmedlemmer er blevet dræbt af statsterrorister, lokale rådmænd er blevet dræbt af statsterrorister, mænd og kvinder, mine kolleger er blevet dræbt af statsterrorister i det spanske kongerige. Kan Europa-Parlamentet samarbejde med statsterrorister? (Kraftig protest og tilråb) I dag går det store flertal af det baskiske folk mere end nogensinde ind for ikkevold. Det er på dette tidspunkt særlig passende at minde os selv om, at Lizarra-aftalen, som for to år siden banede vejen for et fredeligt og demokratisk baskisk samfund, vedholdende er blevet forkastet af regeringen i Madrid efter en betingelsesløs våbenhvile. (Vedvarende protest) De bevægende bemærkninger fra ETA's ofre og den spanske undertrykkelse beviser bedre end noget andet den tragedie, det var at lade denne fremragende mulighed gå til spilde. Vi står rede til på enhver måde at støtte fredsprocessen. Vi vil aldrig gøre noget, der kunne hindre en endelig afslutning på den stadige konflikt gennem en anerkendelse af den baskiske identitet. (Protest, banken i bordet) Her ser De den spanske idé om talefrihed og demokrati. De er ikke tolerante, de har talt i over tre kvarter, de kan ikke lytte i bare et minut til, hvad jeg har at sige. Det er deres demokrati. (Vedvarende protest) Den dag, hvor Den Europæiske Union vil stå for en politisk løsning, vil jeg forsikre Dem om, at det for 100% af de baskiske indbyggere, herunder Folkepartiet og socialisterne, vil være den lykkeligste dag i vores liv.
Hr. formand, på vegne af de britiske konservative vil jeg gerne udtrykke vores stærke støtte til de spanske myndigheder i deres kamp mod terrorismen. Det Forenede Kongerige har været udsat for terrorisme i mere end 30 år nu. Ja, der var endog endnu en episode i London i går aftes, og jeg sender min kondolence til det seneste offer for terrorismen i Spanien. Hvis man skal besejre terrorister, er det af væsentlig betydning, at regeringen er utvetydig i det budskab, den udsender, og at den offentlige mening forbliver resolut. Terrorister bør ikke gives noget håb om at nå deres mål ved magt. De bør ikke føle sig sikre på, at de kan undgå straf for deres grusomme forbrydelser, og der bør ikke være nogen skjulesteder for dem. Navnlig bør ingen EU-medlemsstat give asyl til terrorister, således at de kan indlede angreb på en anden stat. Jeg er bange for, at Det Forenede Kongeriges erfaring rent faktisk i det store og hele har været negativ på alle disse områder. Vi støtter den spanske regering og de spanske sikkerhedsstyrker i deres utrættelige bekæmpelse af ETA's terrorisme og udtrykker solidaritet med det spanske folk og navnlig dem, der har lidt direkte som ofre for terrorismen. (Bifald)
Hr. formand, lad os her i dag udsende et meget klart og utvetydigt budskab fra Europa-Parlamentet om, at vold ikke har nogen form for rolle af betydning, når det gælder om at løse et delt folks problemer. Alt, hvad vold gør, er at skærpe splittelserne og gøre problemet meget vanskeligere at løse. Organisationer, der gør brug af vold, bør gives et klart budskab om, at deres påstand om, at de handler for at opnå menneskerettigheder og civile rettigheder for folk, er helt og holdent forkert, for deres metode underminerer den mest grundlæggende rettighed af alle, nemlig retten til livet. Det budskab, som vi bør udsende, er, at der bør sættes en absolut og fuldstændig stopper for volden. Efter at der er blevet sat en absolut og fuldstændig stopper for volden, kan vi få en dialog, og denne dialog bør inddrage demokratisk valgte repræsentanter for alle befolkningsgrupper. Målet for denne dialog vil være en aftale, der vil blive modtaget loyalt af alle befolkningsgrupper. Dette er en ligefrem og logisk måde at behandle terrorisme på, og de, der virkelig ønsker at løse problemet, bør ikke have svært ved at følge denne vej.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg må tilslutte mig Europa-Parlamentets uforbeholdne fordømmelse af den nedrige og blinde terrorisme, som ifølge det oplyste her til morgen kl. 7.40 har kostet endnu et menneske livet i Spanien. Den dræbte er José Ruiz, som var medlem af kommunalbestyrelsen i Sant Adrià de Besòs i Catalonien. På vegne af Det Europæiske Råd erindrer jeg om det tidligere omtalte bi- og multilaterale samarbejde, som betyder, at såvel politi som retsvæsen fortsat gør fremskridt i bekæmpelsen af terrorismen. Som et af de seneste bemærkelsesværdige resultater af dette samarbejde lykkedes det for nogle dage siden at arrestere nogle af de ledende ETA-medlemmer i Frankrig. Vi må imidlertid ikke på baggrund af de positive resultater henfalde til kollektiv selvtilfredshed. Mine damer og herrer, vi må i demokratiets navn skridt for skridt fortsætte kampen mod volden.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil på Kommissionens vegne udtrykke min medfølelse med offeret for det attentat, der fandt sted i morges i Catalonien, ligesom jeg må udtrykke bekymring over begivenhederne i London. Debatten drejer sig om de retlige instrumenter, som vi er i færd med at etablere og udvikle - politisamarbejde, retligt samarbejde, spørgsmålet om et mere effektivt system i forbindelse med udlevering, spørgsmålet om europæiske forundersøgelseshandlinger. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at EU tilfører kampen for frihed og demokrati en særlig dimension. Det afgørende budskab er efter min opfattelse et klart budskab om solidaritet. Solidaritet med det spanske folk som helhed og solidaritet med baskerne. Tillad mig en personlig bemærkning. Jeg har som spanierne levet i et land, hvor der i mere end 40 år herskede diktatur, mens det øvrige Europa levede i demokrati. Det væsentligste bidrag, Europa-Parlamentet kan yde til kampen for frihed og demokrati i Europa, vil efter min opfattelse være, at der sendes et klart signal om solidaritet med ofrene. Et signal om, at der er grund til at bevare håbet, og at der er grund til at bevare troen på, at frihed og demokrati er evige værdier.
Hr. formand, jeg vil kun sige to ting: For det første, at vi skal drage lære af de ting, vi alle har sagt; og for det andet, at vi skal være klar over, hvor meget vi hjælper dem, vi kritiserer så meget, ved at larme, når andre taler.
Hr. formand, vi bør faktisk alle erfare, hvem der hjælper hvem, for her i dette demokratiske Parlament er det ordet, der bestemmer. Som demokrater kan vi ikke undgå, at de dræber os, men vi kan og skal undgå, at de fornærmer os, og her har man fornærmet demokraterne og dem, der kæmper for friheden.
Hr. formand, når man ser bort fra en eventuel dialog med voldsmændene, fordømmelsen af enhver form for terrorisme, som vi deler fuldt ud, synes jeg, at der mangler noget fundamentalt i Spanien, nemlig dialogen mellem den baskiske regering og den spanske regering, dialogen mellem Folkepartiet, Spaniens Socialdemokratiske Parti, Det Baskiske Nationalistparti og Eusko Alkartasuna, hvoraf de to sidstnævnte er dem, der regerer i Baskerlandet. Når vi ikke underskriver denne erklæring, er det ikke, fordi man ikke går i dialog med terroristerne, hvilket vi har forståelse for, men fordi der ikke er nogen dialog mellem demokrater, og det er det virkelige problem bortset fra de umenneskelige mord. Europa-Parlamentet bør opfordre til en dialog mellem demokrater. Præsidenten for min region, Galicien, sagde engang, at Europa ikke længere var et internationalt anliggende. Hr. Mayor Oreja sagde, at han ikke ønskede internationale mæglere. Jeg henholder mig til disse to erklæringer fra Folkepartiet for at sige, at Europa ikke længere er noget internationalt for os, og at Europa-Parlamentet bør mægle politisk, ikke mellem terroristerne og regeringen, men mellem den baskiske regering og den spanske regering, mellem Folkepartiet, Spaniens Socialdemokratiske Parti og Det Baskiske Folkeparti/Eusko Alkartasuna, og det er det, vi i dag mangler i Spanien, og som rækker videre end terroristernes vold.
Kære kolleger, det er et meget vanskeligt emne. Når vi går videre med dagsordenen, får hr. Gorostiaga ordet. Jeg ville netop afslutte forhandlingen, men i betragtning af emnet udviser jeg tålmodighed. Jeg skal være neutral. Jeg anmoder de følgende talere om, når det vedrører dagsordenen, at gøre det meget kort. Jeg anmoder endvidere kollegerne om at forholde sig så roligt som muligt. Ordet er hr. Gorostiagos om et punkt til dagsordenen.
Hr. formand, det hædrer Dem i høj grad. De har et virkelig demokratisk sindelag, for De accepterer talefriheden. Det er ikke rigtig problemet. Disse folk accepterer ikke, at der er en anden mulighed, nemlig at Baskerlandet har ret til dets egen identitet i Europa. Det er det, de spanske demokrater har svært ved at acceptere.
Hr. formand, nu er jeg i stand til at komme med lidt flere oplysninger til Parlamentet. Folkepartiets byrådsmedlem, José Luis Ruiz Casado, blev først ramt af et skud bag øret, og da han faldt om på jorden, fik han det dødbringende skud af gerningsmændene bag attentatet. Jeg har sagt det før, hr. Nogueira, at man kan vælge den ene eller den anden side af grænsen, men bagefter skal man ikke finde nogle ubrugelige undskyldninger for at retfærdiggøre sin beslutning. Hr. Gorostiaga, på vegne af den ytringsfrihed, De påberåber Dem, så se mig i øjnene, og sig mig, om De kan forsikre mig om, at jeg og min familie ikke er truet af ETA, fordi vi bruger denne ytringsfrihed i Europa-Parlamentet? Kan De forsikre mig om det, hr. Gorostiaga?
Forhandlingen er afsluttet. Jeg takker Rådet og Kommissionen for deres bidrag.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: (B5-0534/2000) af Ludford for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender til Rådet om Den Europæiske Unions holdning på Verdenskonferencen mod Racisme i 2001; (B5-0536/2000) af Schroedter for Verts/ALE-Gruppen til Kommissionen om racisme i Østtyskland; (B5-0537/2000) af Kaufmann og Wurtz for GUE/NGL-Gruppen til Kommissionen om højreekstremistisk vold i Tyskland.
Hr. formand, der bør ydes et fælles og effektivt EU-bidrag til at opnå en vellykket FN-verdenskonference om racisme til næste år og en ditto europæisk forberedende konference i næste måned. EU har en forpligtelse på menneskerettighedsområdet og kompetence til at realisere princippet om, at alle er forskellige, men alle er lige. Den Europæiske Union kan og må kraftfuldt tackle racediskrimination og fremmedhad og gøre EU til førende i verden, når det gælder om at hylde flerkulturel og etnisk mangfoldighed. Lad os gøre det med helhjertet politisk overbevisning og ikke kun som en eksercits i diplomati. Dette spørgsmål og beslutningsforslag skitserer måder, hvorpå racisme skal dokumenteres og undgås, og sanktioner gennemføres. At få effektive sanktioner betyder for det første at udnytte EU's beføjelser til at skabe ikkediskrimineringslove, og vedtagelsen af racismedirektivet i henhold til artikel 13 på rekordtid udsendte det rette signal om beslutsomhed. Effektivitet betyder også en optrapning af regeringssamarbejdet om politi- og retsspørgsmål i henhold til artikel 29 i EU-traktaten, og måder at gøre det på bliver udforsket i denne forbindelse. Vi ser gerne, at medlemsstaterne underskriver protokol 12 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der gør diskriminering til en direkte overtrædelse af konventionen ved konventionens 50-års jubilæum i november. Andre medlemmer og grupper er kommet med mange nyttige ændringsforslag, som jeg vil acceptere, men der er nogle, som jeg ikke kan acceptere. For det første beklager jeg, at man har benyttet sig af lejligheden til at pege på særlige lande og parter som særlig slemme, f.eks. ændringsforslag 1, 3, 5 og 6. Problemet med at hænge nogle lande ud og ikke andre er, at man ikke foretager en helhedsvurdering. Jeg vil derfor appellere til ophavsmændene til disse ændringsforslag om at trække dem tilbage. Jeg vil navnlig appellere til hr. Ford om at trække sit ændringsforslag 1 tilbage, selv om jeg har sympati for det, da det ville være en skam, hvis et forslag til beslutning om disse meget vigtige europæiske konferencer og verdenskonferencer løb af sporet på grund af Østrig.
Hr. formand, der går næsten ikke en dag, uden medierne beretter om højreradikale, voldelige aktioner midt i Tyskland. Borgerinitiativer, trossamfund og andre samfundsgrupper har i årevis advaret mod højreradikalismen. Den findes i øst og vest, selv om den udgår fra et mindretal. I øst betragter højreradikale grupper ikke længere sig selv som et mindretal, men derimod som et centrum i samfundet, og de er blevet en kult for de unge. Målløshed og tavs tilslutning i store befolkningsgrupper tillader, at der findes zoner i EU's byer, hvor det er de højreradikale og ikke længere staten, der regerer. Selv om der findes forklaringer på fænomenet - opdragelse i en totalitær stat, manglende selvfølelse hos mange mennesker i øst, stor arbejdsløshed, mangel på perspektiver blandt de unge - må vi ikke lade os nøje med disse begrundelser, men skal derimod handle én gang for alle! Et Europa, der er baseret på den menneskelige værdigheds ukrænkelighed og garanterer fri bevægelighed, skal reagere med absolut ingen tolerance over for højreradikal vold. Derfor skal det være slut med at tie, når vi overværer højreradikal vold til hverdag i dele af Den Europæiske Union, selv om man dermed risikerer at blive beskyldt for at tilsmudse sin egen rede. Vi har brug for en tolerant forvaltning og offensiv økonomisk støtte til lokale grupper og aktører, folk, der udviser civilkurage. Europa skal vise flaget her! Det skal støtte disse lokale grupper udefra, så de får mod til fortsat at udvise civilkurage over for de højreradikale!
Hr. formand, i sit svar på forespørgselen fra PDS-gruppen i den tyske Forbundsdag har forbundsregeringen dokumenteret 2.031 højreekstremistiske og antisemitiske strafbare handlinger i hele Tyskland i 1999. Ifølge den velrenommerede tyske avis Der Tagesspiegel har der fundet 93 mord med en højreekstremistisk baggrund sted inden for de sidste 10 år. Udviklingen i den østlige del af Tyskland er selvfølgelig særlig bitter for mig, der kommer fra DDR. Nogle af årsagerne skal uden tvivl findes i DDR's samfundsforhold, især følgevirkningerne af autoritære strukturer og det civile samfunds svaghed i den østlige del af Tyskland. Men der er lige så mange årsager, der har at gøre med udviklingen i de sidste 10 år: afkoblingen af den økonomiske og sociale udvikling i Østtyskland fra udviklingen i de gamle delstater, ignoreringen af østtyskernes karrierer og erfaringer, den manglende konsekvens i opgøret med højreekstremismens fortid og nutid. Infrastruktur, organisation og penge er blevet overført i massivt omfang fra de gamle delstater til de nye af højreekstremistiske partier og organisationer, der har eksisteret i lang tid. Den sociale polarisering af samfundet, statens tilbagetog fra sociale institutioner og uddannelsesinstitutioner samt den stadig hårdere konkurrence på arbejdsmarkedet er en god grobund for racisme og fremmedhad. Følelsen af hjælpeløshed, som mange mennesker har på grund af den socialt og kulturelt ødelæggende globaliseringskonkurrence, tilsidesættelsen af politik og demokrati til fordel for virksomhedernes profitinteresser, er et godt udgangspunkt for højreekstremister. En retorisk politik, der er baseret på nationalisme og gør tilvandring og immigration til udgangspunkt for valgkampagner, baner vejen for racisme og fremmedhad. Den Europæiske Unions restriktive asyl- og udlændingepolitik, den manglende gennemskuelighed og inddragelse af borgerne i beslutningsprocessen bidrager ligeledes til problematikken. Vi har imidlertid for det første brug for en konsekvent fordømmelse af racistiske og højreekstremistiske holdninger, for det andet en ændring i EU's og medlemsstaternes asyl- og udlændingepolitik hen imod accept og integration af immigranter og asylansøgere, for det tredje en aktiv beskæftigelses- og socialpolitik, især for de unge, for det fjerde en humanistisk uddannelsespolitik, der opdrager til tolerance og betragter kulturel og etnisk mangfoldighed som en berigelse.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg skal besvare fru Ludfords spørgsmål punkt for punkt. Den europæiske regionalkonference, som afholdes i Strasbourg den 11.-13. oktober 2000 under mottoet "Vi er alle lige - men ikke ens", og som har til formål at forberede verdenskonferencen om racisme i 2001, prioriteres højt af Rådet og formandskabet. Formandskabet gør i forbindelse med forberedelserne til konferencen i Strasbourg sit yderste for at sikre det bredest mulige samarbejde og den bedst mulige koordinering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. Der pågår således en særdeles aktiv koordinering mellem medlemsstaterne parallelt med de mange forberedende møder, der har været afholdt. Rådet har ikke på nuværende tidspunkt planer om på regionalkonferencen i Strasbourg at fremlægge en fælles holdning på vegne af de 15 medlemsstater, jf. artikel 34, stk. 2. Det skal imidlertid understreges, at koordineringen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater fortsætter for at sikre, at disse ikke indtager divergerende holdninger til de spørgsmål, der skal drøftes. Det skal ligeledes understreges, at Rådet har til hensigt at fremlægge en fælles holdning under verdenskonferencen, som afholdes i Sydafrika i 2001. Bestræbelserne for at nå frem til en sådan fælles holdning er allerede påbegyndt. Medlemsstaterne vil i forbindelse med forberedelserne til regionalkonferencen og det koordineringsarbejde, der pågår i den anledning, selvsagt inddrage de særdeles nyttige anbefalinger, der fremgår af det dokument, Kommissionens tjenestegrene fremlagde den 17. april 2000. Når det gælder foranstaltningerne til opnåelse af øget synergieffekt, henviser jeg til det arbejde, der udføres på dette felt dels af FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder, dels af Europarådets Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance og dels af Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad. Fru Ludford, jeg erindrer om, at Rådet den 21. december 1998 traf beslutning om indgåelse af en aftale om etablering af et nærmere samarbejde mellem Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad og Europarådet. Der har udviklet sig et særdeles frugtbart samarbejde mellem de to institutioner. Der arbejdes fortsat på at finde en model, som gør det muligt at styrke båndene mellem Højkommissariatet og Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad. Lad mig også minde om, at Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse blev vedtaget den 21. juni 2000. Da der var en vis overlapning i anvendelsesområdet for nævnte direktiv og anvendelsesområdet for forslag til Rådets direktiv om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv - antidiskriminationsdirektivet - blev anvendelsesområdet for sidstnævnte direktiv ændret, således at det ikke længere omfatter diskrimination på grund af race. Sammenlignet med det omhandlede direktivforslag har det tidligere vedtagne direktiv imidlertid et langt videre anvendelsesområde, idet det omfatter såvel beskæftigelse og erhverv som social beskyttelse, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser. Når det gælder det fælles handlingsprogram om bekæmpelse af diskrimination, kan jeg oplyse, at Rådet arbejder med dette spørgsmål. Såfremt Europa-Parlamentet under første mødeperiode i oktober afgiver sin udtalelse desangående, vil Rådet den 17. oktober kunne træffe den politiske afgørelse om den foreliggende tekst, som i så fald vil kunne vedtages under det franske formandskab, således at handlingsprogrammet som planlagt kan iværksættes pr. 1. januar 2001. Endelig skal nævnes den fælles aktion om bekæmpelse af racisme og fremmedhad vedtaget af Rådet i 1996. Rådet behandlede i maj 1998 en rapport om medlemsstaternes overholdelse af de forpligtelser, der påhviler dem ifølge den fælles aktion. Rådet vedtog ved den lejlighed, at der i 2000 skulle gennemføres en ny vurdering af gennemførelsen af den fælles aktion. Jeg kan oplyse, at formandskabet på nuværende tidspunkt er i færd med at træffe de fornødne foranstaltninger angående en sådan ny undersøgelse. Rådet vil bl.a. på baggrund af undersøgelsens resultater foretage en generel vurdering af effektiviteten af den fælles aktion og tage stilling til, om der i visse henseender er behov for at styrke indsatsen. Fru Ludford, jeg håber, De hermed har fået et fyldestgørende svar på Deres spørgsmål.
Hr. formand, i det antikke Grækenlands mytologi fandtes der to uhyrer, Skylla og Karybdis, som dræbte og åd mennesker. De to uhyrer i Europa i dag er terrorismen og racismen. Og det er desværre de emner, som vi forhandler i dag. Det var Odysseus, som vandt over de to uhyrer, og han havde brug for genialitet, stædighed og mod. Denne rolle skal Europas politiske og demokratiske ledelse spille i dag. For 60 år siden oplevede vi en af de hårdeste krige i menneskehedens historie. Idéen om EU er baseret på at skabe institutioner, som skal sikre freden. I de år, som er gået, er der taget betydelige skridt. Desværre findes racismens skygge stadig over Europa. En bekæmpelse af racismen på europæisk plan har mange dimensioner. En af disse dimensioner er EU's grundlæggende politikker, som handler om at uddybe dens politikker, det vil sige en styrkelse af det sociale Europa og en dæmpning af forskellene, og dens politik i forbindelse med udvidelsen, altså en styrkelse af de lande, der har problemer. Især angående politikkerne mod racisme vil jeg gerne nævne nogle meget specifikke politikker og foranstaltninger. I 1996 vedtog Rådet en fællesaktion, som angik et retligt samarbejde landene imellem i racismespørgsmål. Vi skal snart i gang med anden fase af denne fællesaktion. Amsterdam-traktaten er faktisk et vigtigt våben i Europas institutionelle våbenlager. Artiklerne 29 og 13 giver mulighed for meget specifikke politikker. Artikel 29 giver mulighed for at bekæmpe racisme og fremmedhad gennem samarbejde inden for retsvæsen og beskyttelse, så vi kan skabe vores fælles område med frihed og retfærdighed. I Tampere vurderede og vedtog man en politik, som dækker foranstaltninger inden for dette område, men vi går videre med foranstaltninger, som handler om kriminalitet af denne art og via Internet. For det andet har man på basis af artikel 13 foreslået to direktiver. Det direktiv, som handler om forskelsbehandling på grund af køn, blev vedtaget på rekordtid af Europa-Parlamentet og Rådet, inden for seks måneder, og det udgør i dag en del af den europæiske lovgivning. Det andet direktiv handler om muligheden for at bekæmpe al slags forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, og det er en genstand, der bliver behandlet under det franske formandskab. Love er naturligvis aldrig nok i sig selv. Derfor har Kommissionen foreslået et program mod forskelsbehandling, som giver regeringerne, ngo'erne og de lokale myndigheder mulighed for at samarbejde, så de kan skride til nyskabende politikker og udveksle erfaringer, der har været effektive i bekæmpelsen af racisme. Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad i Wien er en vigtig institution, der har til formål at fremlægge objektive, troværdige og komparative data angående racisme, fremmedhad og antisemitisme samt at være et basalt planlægningsorgan ikke kun på europæisk plan, men også på nationalt. Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad har allerede udarbejdet undersøgelser om racismens udbredelse, om racismens, fremmedhadets og antisemitismens udtryksformer i forskellige medlemsstater og lavet en analyse af grundene til dem, om følgerne og resultaterne, og det har undersøgt eksempler på korrekt praksis, som har været effektive i visse medlemslande. Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad skrider også til skabelsen af et koordineret netværk af ngo'er og organisationer, som kan samarbejde på europæisk plan og bekæmpe emner om fremmedhad. Desuden kan det komme med anbefalinger over for Fællesskabet og medlemsstaterne i forbindelse med politikker, som det tilråder, at de følger, og der har allerede foregået et samarbejde med den tyske regering. Endelig er topmødet i Strasbourg en meget vigtig begivenhed. Kommissionen deltager med både teoretiske og politiske forslag. Vi har allerede fremlagt to dokumenter, hvor vi inkorporerer al erfaring og kommer med forslag til bekæmpelse af racisme på fællesskabsplan samt vores erfaring i spørgsmål om uddannelse, efteruddannelse, forskning og ungdomspolitik til at bekæmpe disse emner. Der findes en økonomisk støtte fra topmødet med hensyn til ngo'erne, for vi tror, at de måske kan spille en meget vigtig rolle, ud over regeringernes rolle, og vi forhandler naturligvis også om støtte til ngo'ernes deltagelse i de regionale møder, som planlægges i Chile, Senegal og Iran. Mine damer og herrer, ærede medlemmer, vi må aldrig glemme, at EU er blevet opbygget for at forhindre en gentagelse af de racistiske grusomheder, som vi oplevede for 60 år siden. Politikken er på europæisk niveau baseret på et institutionelt våbenlager, som er blevet styrket med Amsterdam-traktaten, men hvor der stadig er plads til yderligere forsøg, til skabelse af strukturer, som undersøger, analyser fænomenet og støtter regeringerne, til en støtte til et netværk mellem forskellige organisationer på europæisk plan, så de kan vække den offentlige mening og naturligvis til udveksling af og støtte til nationale politikker om uddannelse, massemedier, ungdomspolitikker og orientering på nationalt plan. Men det er vigtigt, at vi siger, at alle politikkerne, hele logikken er baseret på et princip: Ikke nogen accept i Europa af racismespørgsmål og ingen accept af berettigelsen af en hvilken som helst funktion, der er baseret på racisme.
Hr. formand, racismen er en skamplet på samfundet. Det er en af de farligste menneskelige brist, og ingen har monopol herpå. Ofte er racismen et udslag af frygt, uvidenhed, dumhed eller egoisme. Ofte kan den tilskrives institutionernes manglende indsats. Ønsker et samfund at fremstå som civiliseret, må racismen være bandlyst, den må bekæmpes, straffes, udryddes ved uddannelse og straffeforanstaltninger. Den Europæiske Union ønsker at fremstå som et civiliseret samfund. I den aktuelle sag har vi muligheden for at bevise dette i praksis. Europa-Parlamentet skal afgive udtalelse om Den Europæiske Unions holdning i forbindelse med den kommende verdenskonference om racisme. Vores holdning bør være klar, forståelig og specifik. Vores holdning skal være klar, uden unødige og omstændelige bemærkninger. Jeg holder meget af korte tekster. Endvidere må holdningen være moderne i sit udtryk, altså tage hensyn til moderne kommunikationsmidler, som også formidler racistiske budskaber. Vores holdning skal være forståelig, hvormed menes, at den skal være formuleret med udgangspunkt i nogle helt grundlæggende tanker, som også udstikker en metode. Identifikation bør være et af de afgørende elementer, idet vi i så henseende får hjælp fra vores partnere blandt ngo'erne eller kan trække på vores egne observatorier. Sanktioner bør være et andet afgørende element, idet der ikke levnes plads for tolerance i denne henseende, og idet der i øvrigt lægges vægt på forebyggelse. Vores holdning skal være specifik, hvormed menes, at den skal række videre end en generel målsætning om bekæmpelse af racisme. Budskabet skal være specifikt rettet mod Europa, i erkendelse af, at Europa ikke sjældent har været smeltedigel for racistiske tendenser. I øvrigt oplever vi sågar en opblussen af racisme i visse medlemsstater i Den Europæiske Union, hvilket med fortiden i erindring må mane til årvågenhed. Vores budskab skal være ambitiøst. Vi skal tjene som eksempel til efterfølgelse. Redskaberne er til rådighed som påpeget af kommissæren. Det være sig redskaber til bekæmpelse af diskrimination eller det være sig de mange redskaber til bekæmpelse af racisme. Vi forbereder et charter om grundlæggende rettigheder. I artikel 1 i charteret fremhæves begrebet menneskelig værdighed. Det er efter min opfattelse baggrunden for, at PPE-Gruppen har engageret sig i udarbejdelsen af denne tekst. Vi ønsker, at teksten skal være fri for ethvert konjunkturbestemt og unødigt polemisk præg, ligesom den bør renses for alle overflødige bemærkninger, som intet nyt føjer til tekstens indhold. Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet har i så henseende et fælles ansvar, og vi er meget opmærksomme herpå. EU's troværdighed i forbindelse med den førnævnte verdenskonference afhænger først og fremmest af den situation, der kan konstateres i de enkelte medlemsstater, og af vores evne til at optræde troværdigt inden for Den Europæiske Union.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg synes, at denne forhandling er en fremragende fortsættelse af den forhandling, vi havde her i Parlamentet i formiddags om terrorismen i Spanien. I dag har vi fået at vide, at der meget tæt på mit hjem er blevet dræbt endnu en person, som arbejder frivilligt i den politiske verden. Et byrådsmedlem. Jeg siger, at dette er en forhandling, som forekommer mig meget belejlig for at fortsætte forhandlingen fra i formiddags, for som John Hume så ofte har mindet os om her i Parlamentet, så skyldes alle konflikter forskelligheder, alle konflikter drejer sig om, at vi ikke accepterer hinanden. John Hume har også mange gange her i Parlamentet mindet os om, at Den Europæiske Union er og bør være et eksempel for konfliktløsning. Måske kunne vi sige, at Den Europæiske Union i dag er det praktiske udtryk for forskellen mellem det, terrorismen betyder, og det, racismen betyder. Derfor mener jeg, at Europa bør tage til verdenskonferencen om racisme med en fælles og stærk holdning, og denne holdning skal være bakket op af handlinger, hvoraf den første er anvendelse i Unionen af FN's Konvention af 1965. Men, hr. formand, jeg synes, at der er en meget vigtig ting, vi bør gøre straks. Vi kan ikke tillade, at det er de yderliggående i Spanien - i El Ejido - i Italien, i Tyskland, i Østrig, som tager initiativet på dette område. Vi skal tale med den europæiske befolkning, og vi skal - som det er sket med direktivet om afskaffelse af diskrimination - gå videre med alle mandaterne fra Rådet i Tampere. Endelig vil jeg gerne lykønske baronesse Ludford for denne betænkning og sige til hende, at vi seriøst vil overveje de forslag, hun har stillet. Vi må acceptere, at Europa i dag er mere pluralistisk end tidligere, og vi bør forklare hele verden, at vi er tilfredse med denne kendsgerning.
Hr. formand, "Sie starben, weil sie anders aussahen, anders dachten und anders lebten" (de døde, fordi de så anderledes ud, tænkte anderledes og levede anderledes) - sådan lød titlen på en avisartikel om højreekstremistisk vold i Tyskland. Jeg vil ikke opliste antallet af brandstiftelser og krænkelser af jødiske kirkegårde her og heller ikke de forskellige racistiske overgreb. Racisme i Tyskland og Europa er en af de største udfordringer, vores samfund står over for. Racisme udgør ikke kun en fare for vores mindretal, den er også en trussel mod de værdier, vores samfund er opbygget på efter bitre erfaringer. Den Europæiske Union er et resultat af denne udvikling. Vi kan kun glæde os over, at De Forenede Nationer har taget initiativ til at afholde en verdenskonference om racisme til næste år. Den chance bør vi udnytte. Vi bør yde et klart europæisk bidrag til denne konference. Jeg beklager meget, at mine kolleger fra Tyskland ikke er til stede i salen i øjeblikket for sammen at vise, at racisme ikke har en chance i hverken Tyskland eller Europa!
Hr. formand, i El Ejido i Spanien jagtes fortidens billeder. I Østtyskland dræbes mozambiquere. Overalt i Europa bringer racistiske voldshandlinger sindene i kog. Vi retter ofte anklager mod dem, der begår sådanne voldshandlinger. Efter min opfattelse er det på tide, vi retter blikket også mod dem, der leverer det ideologiske skyts ved gentagen anvendelse af floskler og fraser. Partierne på den yderste højrefløj tager som bekendt afsæt i sociale problemer, usikre ansættelsesforhold og arbejdsløshed, og det er her, vi bør sætte ind. Undertiden også over for de traditionelle politiske partier på såvel venstre- som højrefløjen, som med deres kraftesløse konsensuspolitik giver næring til de ekstreme højrekræfter. Det er værd at understrege, at den yderste højrefløj kun kommer til magten støttet af vores svaghed og vores svigt. De, der tager den yderste højrefløjs ord og temaer op, giver disse troværdighed. Og de, der mener at kunne tæmme højrekræfterne ved at gøre denne opgave til et forvaltningsanliggende, bidrager blot til at banalisere dem. Det er ikke muligt at forstå partierne på den yderste højrefløj og disses strategi ved blot at iagttage deres had til udlændinge. Vi må se på deres overordnede samfundsprojekt, lytte til deres menneskefjendske tale, iagttage deres holdning til kulturelle anliggender. Vi vil opdage, at talen er menneskefjendsk, at der rettes angreb mod kultur og dannelse, mod arbejdstagerrettigheder, mod strejkeret, mod den frie vilje. Vi skal ikke fjerne kvinderne fra arbejdsmarkedet ved at indføre en "moderskabsløn", som det senest er set. Vi skal stå fast og indtage en ubøjelig holdning på dette felt. Når Frankrig har været i stand til effektivt at kæmpe imod det højreekstremistiske parti, Front National, skyldes det, at der aldrig har været tale om regeringssamarbejde med dette parti. Europa bør satse massivt på uddannelse, forebyggelse og bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold, og Europa bør stadfæste princippet om lige rettigheder for alle med fast ophold i Den Europæiske Union, uanset herkomst. Afslutningsvis vil jeg gerne takke kommissæren, fru Diamantopoulou, som drager en parallel mellem terrorisme og racisme. Der er efter min opfattelse i begge tilfælde tale om anslag mod menneskets fysiske integritet, hvilket er uantageligt. EU skal bygge på tolerance, ikke på had, vold og ligegyldighed. Det er den udfordring, konferencen står over for.
Hr. formand, det er et godt beslutningsforslag, men nu skal det vise sig, om det så reelt bliver fulgt af dem, der skal følge det. Forslaget er godt, selv om det har visse mangler. F.eks. nævnes der ikke noget om det, som er en institutionel form for racisme, nemlig at krænke befolkningernes ret til selvstyre. Dette er desværre ikke en af EU's stærke sider, eftersom EU f.eks. har givet Tyrkiet status som ansøgerland. Tyrkiet krænker denne ret, ligesom Kina i øvrigt også gør med Tibet, og vi kan i dette tilfælde konstatere, at hele verden ønsker at forbedre forbindelserne til Kina af økonomiske grunde. Med hensyn til dette beslutningsforslag vil jeg især gerne sige noget om ændringsforslag 6 - som jeg håber bliver forkastet - hvor man blandt de racistiske partier nævner den politiske bevægelse, som jeg tilhører. I Italien er der nogle meget strenge love mod racisme. Domstolene er ikke blødsødne over for mit politiske parti. Dets sekretariat er nemlig blevet dømt flere gange og har været genstand for adskillige straffesager, men bestemt ikke på grund af racisme. Partiets ledelse og jeg selv er genstand for undersøgelser på grund af separatisme, hvor straffen er livsvarigt fængsel, men ingen repræsentant for mit parti er blevet sagsøgt eller dømt for hverken racisme eller voldshandlinger. Jeg forstår derfor ikke, hvorfor man beskylder os for racisme! Jeg tilhører Liga Nord og ikke Haiders parti, og derfor kan jeg ikke se, hvorfor man blander tingene sammen på denne måde. Jeg vil gerne gentage, at der i Italien ikke kører nogen sag eller er afsluttet nogen sag på grund af racisme fra mit partis side, og jeg må derfor kraftigt tilbagevise denne beskyldning. Hvis der er en eller anden spøgefugl eller lystig fætter, som har hævdet dette i mange år, er han bestemt ikke i god tro!
Hr. formand, sidste fredag debatterede den tyske Forbundsdag om en hårdere bekæmpelse af højreekstremisme i Tyskland. En passende diskussion på et passende plan. Ordføreren for De Grønne, og dermed partifælle til forespørgeren fru Schroedter, sagde i den forbindelse, at der ikke findes enkle løsninger på bekæmpelsen af højreekstremisme. Han mente, at det er positivt, at der er så mange borgerinitiativer i de nye delstater imod højreekstremisme. Det Grønne parlamentsmedlem lyder generelt mindre bekymret og mindre alarmerende end hans partifælle i Europa-Parlamentet. Dermed ønsker jeg på ingen måde at relativere fru Schroedters berettigede bekymringer med hensyn til den herskende samfundsmæssige modstand over for fremmede, hvis ikke ligefrem fremmedhad i den østlige del af Tyskland. Betydeligt flere østtyskere end vesttyskere mener, at der er for mange udlændinge i deres land og føler sig desuden udnyttet af denne gruppe. Det er påfaldende, idet der ikke bor særligt mange udlændinge i det østlige Tyskland. Deres andel af befolkningen svinger mellem 1 og 2,5% ifølge en tysk pressekilde for nylig. Det er logisk, at dette paradoks beskæftiger de tyske gemytter meget. Netop dette vigtige indenrigske element savner jeg i fru Schroedters skriftlige indledning til hendes spørgsmål. Som baggrund for racistisk vold i de nye forbundslande henviser hun den "dramatisk høje procentdel" af befolkningen med racistiske holdninger, inklusive udviklingen af racisme til "en slags ungdomskultur". Denne diskussion fremkalder med det samme et naturligt følgespørgsmål: Hvorfor trives racisme henholdsvis højreekstremisme netop i den tidligere tyske socialistiske arbejder- og bondestat, DDR? Kollega André Brie giver et klart og plausibelt svar. Kommentatoren fra Frankfurter Allgemeine Zeitung citerede ham i går med sætningen: "Én af de mange årsager til højrekestremistisk vold ligger helt klart i DDR." Den tyske skribent, Lutz Rathenov, skærper dette synspunkt yderligere ved at sige, at DDR-staten behandlede udlændinge på en måde, som højreekstremister drømmer om i dag. Denne holdning efterlader den dag i dag sine spor i den østlige del af det forenede Tyskland. Det er ikke en sump, hvorfra de højreekstremistiske dampe stiger op, der kan tørlægges, siger Rathenov, det er i stedet for en samfundsmæssig "normalitet", som Forbundsrepublikken er dårligt forberedt på, og som den til dels selv er skyld i. Hvilken vesttysk forhandlingspartner med DDR bekymrede sig i sin tid om de vietnamesiske gæstearbejdere i Østtyskland? Generede det dem, som kristlige-sociale forhandlere, det er Rathenovs ord, at disse vietnamesiske kvinder ved svangerskab blev tvunget til abort? Hr. formand, overvindelsen af DDR-komplekset inden for Forbundsrepublikken, især den blandt mange tidligere østtyskere herskende idé om at være andenrangsborgere, vil kræve meget tid. Som modgift imod østtyske højreekstremister, nynazister og skinheads kommer insideren Lutz Rathenov med et interessant forslag: Der er steder, hvor hele ungdommen skulle sendes til udlandet i et par år. Hvis det ikke er obligatorisk, er jeg i den forbindelse åben for finansiel europæisk støtte.
Hr. formand, desværre benytter nogle af vores kolleger her i Europa-Parlamentet den så vigtige debat om racisme til at placere sig selv på en imaginær liste over godt og ondt. Mens repræsentanterne fra venstre side af salen med stor selvfølgelighed definerer sig selv i bekvem afstand fra stalinisme, kommunisme og venstreekstremisme, ser de sig åbenbart ikke i stand til at definere forskellen på højreorienteret, højreekstremistisk og fascistoid. De, der automatisk altid kun drager politiske modstandere til ansvar for forbrydelser mod menneskeligheden, begår imidlertid den afgørende fejl, at de ganske enkelt kun bruger disse forbrydelser til at sige sig selv fri for enhver skyld. Ingen her i Europa-Parlamentet bliver antifascist, fordi de sviner politiske modstandere til som fascister. Så let slipper man ikke for sin egen fortid og sit eget ansvar. Afslutningsvis vil jeg gerne komme med en bemærkning til hr. Ford, der kører frem med den sædvanlige hadstirade mod Østrig i sit ændringsforslag. Måske skulle han få lidt bedre politisk rådgivning næste gang, reaktionen var ikke som i Det Europæiske Råd! Østrig hører stadig til Det Europæiske Råd. Og der var ikke nogen, der talte med os dengang!
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, hvad handler denne debat egentlig om? Den handler helt enkelt om den vanskelige opgave at finde frem til en holdning vedrørende en strategi mod racisme, der er så stor enighed om som muligt i Den Europæiske Union, i Europa-Parlamentet, og derefter repræsentere denne holdning på verdenskonferencen. Kommissæren har fremsat nogle konstruktive forslag, og det samme har forfatteren til beslutningsforslaget, fru Ludford, gjort på et følsomt område, og det vil vi også støtte. Men denne debat bør aldrig blive misbrugt til andre formål. Det bliver den desværre gang på gang af mine kolleger, f.eks. af en af mine kvindelige kolleger, der kun inddrager én region i bekæmpelsen af racisme og derved overdriver de problemer, der findes på europæisk og globalt plan. Hr. Ford har nedgjort mit land, Østrig, i sit forslag. Han har sagt til mig, at han ikke har læst ekspertgruppens beretning. Han skriver imidlertid i sit forslag under henvisning til de tre eksperters beretning, at problemerne med racisme og fremmedhad vil fortsætte. Hvis han havde læst beretningen, havde han kunnet konstatere, at det er i modstrid med sandheden! Her har man ikke de problemer i den form, han beskriver. Tværtimod omtales regeringen i meget positive vendinger, fordi der findes vellykkede strategier til bekæmpelse heraf, som til dels ligger over standarden i de andre EU-lande. Jeg har her nogle beslutningsforslag, i hvilke der f.eks. generelt kræves en forhøjelse af budgetposterne, uden at det siges, hvilke aktiviteter der skal fremmes med disse midler og med hvilket formål. Der stilles overdrevne krav såsom kravet om en forøgelse af tilvandringen og retlig ligestilling af illegale unionsborgere. Det er alt sammen ting, der også kan skabe angstsituationer på et følsomt område. Det, vi har brug for, er i højere grad et koncept til at bekæmpe årsagerne, strategier til en migrationspolitik, der tager hensyn til integrationsevnen, til de enkelte medlemsstaters evne til at modtage immigranter, der skaber en fælles asylpolitik, der hjælper flygtningene, men bekæmper misbruget. Endelig har vi brug for foranstaltninger for at opnå integration. Vi bør ikke behandle dette emne så overfladisk og føjeligt. Det er sagen alt for alvorlig til. Der ligger efter min mening virkelig et stort stykke arbejde foran os, og de, der ønsker at deltage konstruktivt i denne sag, opfordres til virkelig at følge forslagene fra fru kommissær Diamantopoulou og fru Ludford og tilsidesætte eller undgå debatter i plenum, der misbruges af andre, af hensyn til en positiv udvikling!
Hr. formand, kære kolleger, hr. Sichrovsky har netop sagt et par tankevækkende sætninger. Det er korrekt, at det at være venstreorienteret ikke er en beskyttelse mod at kunne udvikle fascistoide tanker. Det har fortiden bevist. Derfor er det et fuldkommen korrekt udsagn, at også de venstreorienterede skal tænke over deres fortid, på samme måde som de højreorienterede. Men det, det handler om i dag, er, at demokraterne skal tænke over de opgaver, de står over for nu. Den nuværende opgave for de demokratiske partier, uanset om det drejer sig om Østtyskland, Deres land, Italien, Spanien - jeg nævner bare El Ejido som stikord - er at finde ud af, hvordan vi egentlig mobiliserer det tavse flertal af mennesker, der finder sig i tingene og ser på, at værgeløse, hjælpeløse fordrives gennem landsbyerne og slås ihjel. Hvordan mobiliserer vi dette flertal? Det spørgsmål, vi må stille os selv, lyder: Hvorfor går 5.000 mennesker i mit hjemland - i Nordrhein-Westfalen i Tyskland - på gaden mod en lov om kamphunde, mens kun 300 gør det i protest mod højreekstremisme? Det er det spørgsmål, vi må stille os selv! Nu vil jeg gerne sige Dem noget, hr. Sichrovsky, De er jo repræsentant for FPÖ. En kritik af Deres parti er ingen fornærmelse mod Østrig! Jeg agter det østrigske folk, men jeg foragter racisterne i Deres parti - det vil jeg gerne understrege - som også De hører blandt! Det samme gælder for Dem, hr. Pirker. Jeg gentager det derfor: Uanset hvad vi ønsker at opnå med disse mundtlige forespørgsler, uanset hvad fru Ludford siger, og også uanset hvilke forslag fru Schroedter og fru Kaufmann fremsætter, handler det ikke om, at vi skal tage en eller anden region i Europa ud og sige, at det er værst dér. For os tyskere som delegerede fra et land, der har gjort sig skyldigt i fascisme, er det altid bittert at opleve, at der foregår noget sådant i netop vores land. Men at tro, at fascisme er et tysk fænomen, er at bagatellisere problemet i hele Europa. Derfor gentager jeg, at kampen er en europæisk kamp! (Bifald fra venstre)
Hr. formand, som radikal, europæisk føderalist, antifascist og antikommunist vil jeg gerne stille Dem følgende spørgsmål: Hvad er værst, når det gælder racisme - er det de højreekstremistiske partiers programmer, eller er det de europæiske regeringers konkrete politikker, som forbyder og begrænser indvandring, narkotika, nye former for arbejde og alting i det hele taget? Hvad er værst? Hvad dette emne angår, giver Parlamentet sig selv god samvittighed på en nem måde med sine højtidelige erklæringer og sin finansiering af initiativer og observatorier, som efter min mening er helt nyttesløse. Racisme skal nemlig bekæmpes ved, at vi baserer vores samfund på frihed og ret, men Europa udvikler sig som en udemokratisk indretning, der forbyder og begrænser alting, hvilket resulterer i, at man bliver bange og endda ønsker at forbyde meninger og partier. Det er den forkerte vej at gå. I USA, hvor de hvide bliver i mindretal i 2050, eksisterer der et amerikansk nazistisk parti, og det nazistiske parti opstiller med en kandidat til USA's præsidentvalg, men ingen finder på at forbyde det, og ingen er bange for det, fordi man bekæmper det med demokratiets og frihedens våben. Det er sådan, man skal bekæmpe racismen, og det er sådan, vi skal bekæmpe racismen i Europa.
Hr. formand, hr. Schulz kaldte mig racist. Tak, hr. formand, fordi De giver mig mulighed for at reagere på det. Han betegnede sig selv som repræsentant for gerningsmændenes land. Jeg ville aldrig tage sådanne ord i min mund, selv om en stor del af min familie blev myrdet under holocaust. Jeg vil gerne anmode hr. Schulz som repræsentant for gerningsmændenes land - sagt med hans egne ord - om at dokumentere, at jeg har fremsat én eneste, én eneste racistisk bemærkning i løbet af min politiske karriere. Hvis han ikke finder noget, behøver han ikke undskylde sin kritik af mig, men venligst kriminaliseringen af min person!
Hr. formand, kære kolleger, efter min mening har formiddagen på ny vist, at ekstremisme og racisme helt sikkert hører til de vigtige problemer, vi skal beskæftige os med. Netop i de seneste måneder har vi gentagne gange oplevet strafbare handlinger på baggrund af fremmedhad i Tyskland. Dessau, München, Ludwigshafen, Düsseldorf og mange andre byer, der desværre især vækker bekymring hos os, fordi der blev øvet vold mod værgeløse mennesker med stor ligegyldighed og koldblodighed. Men disse byer viser, at racisme og højreekstremisme ikke er noget specifikt østtysk, men snarere et fælles tysk, ja, også et europæisk problem. At ønske at bearbejde og fjerne dette problem, fru Schroedter og også hr. Schulz, især i de nye tyske delstater, bringer os jo ikke videre, når det er sådanne regioner, der bliver fremhævet. Det er korrekt, at propagandaen fra disse grupper, der har været aktive i de gamle delstater i lang tid, desværre er landet på frugtbar jord i de nye delstater inden for de sidste år, og at vi har et tilsvarende behov for handling, ingen tvivl om det. Men hysteri er en dårlig rådgiver. Det, vi har brug for, er beslutsomhed over en bred front i bekæmpelsen af vold, men også tillid til og tro på, at staten og samfundet er i stand til at sætte en stopper for dette uhyggelige fænomen! Det tjener ikke noget formål, når mere end 10% af befolkningen i de nye delstater betegnes som mennesker med en racistisk indstilling og nedgøres som sådanne. 16 millioner borgere kan ikke stemples og vil ikke lade sig stemple sådan som et ekstremistisk mindretal. Det har vores borgere ikke fortjent, det har især vores unge, der for størstedelens vedkommende er tolerante og åbne, ikke fortjent. Jeg vil gerne med al tydelighed henvise til de mange aktioner blandt befolkningen i de nye delstater i de seneste uger og måneder, der i stadig større grad understreger, at der er stor solidaritet med ofrene for disse strafbare handlinger, og at vi ikke tolererer fremmedhadsk virksomhed og voldshandlinger i vores land!
Hr. formand, der er blevet udtrykt en del interesse for mit engagement i Østrig. Jeg må sige til hr. Pirker, at jeg har været interesseret i det, der er foregået i Østrig i nogen tid. Jeg var dér i 1986 for at protestere mod hr. Haiders diskrimination af det slovensktalende mindretal i Kärnten. Mens jeg naturligvis accepterer, at individuelle medlemmer af Frihedspartiet meget vel kan være ulastelige og retskafne individer, er der en talemåde, der siger, at de, der lægger sig med hunde, får lopper. Så det kan være uheldigt, at nogle mennesker, som har valgt særlige politiske partier, bliver stemplet på denne måde, men det er i sidste ende deres egen skyld. Må jeg lykønske Baronesse Ludford med hendes betænkning. Hun har lagt en stor del arbejde i den. Jeg må imidlertid sige, og det er ikke hendes fejl, at der efter min mening er undladelsessynder i den. Kommissær Diamantopoulou gjorde det meget klart, at der er to uhyrer, som truer Europa, og det er terrorisme og racisme. Vi må erkende, at disse uhyrer findes, og jeg er ikke sikker på, at vi gør det i dette beslutningforslag. Det er stadig opfattelsen, at der ikke rigtig er nogen racisme i Europa. Hvis der er racisme, så er den ret så begrænset, og hvis den eksisterer, så er det ofrenes egen skyld. Jeg forkaster dette synspunkt. I Østtyskland har vi haft mordet på en mand fra Mozambique, i Spanien har der været angreb på vandrende arbejdstagere, i Italien har der været et angreb på en jødisk professor, og der har været den stadig større racisme inden for fodbold, som vi blev præsenteret for i går af de folk, der fører kampagne med sloganet "Giv racismen det røde kort". Vi har haft den nylige fordømmelse af bombeterroristen i Det Forenede Kongerige, David Copeland, der dræbte homoseksuelle og ikke-homoseksuelle i en bøssebar, og vi har naturligvis også haft den østrigske regerings egentlige fyring af professor Pelinka fra Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad. Hvis Europa ønsker at spille en central rolle ved verdenskonferencen om racisme, må det begynde at se sig selv, som andre gør det, frem for sådan som vi gerne ville være.
Hr. formand, kære kolleger, jeg kommer fra Leipzig, det vil sige fra Østtyskland. Jeg har ofte nok oplevet, hvordan højreekstremister har pint og plaget udlændinge eller blot anderledes tænkende eller har forsøgt at gøre det. Men jeg oplever også den anden side, nemlig hvordan modige kvinder og mænd vægrer sig. Det er et forkert billede, hvis man forestiller sig Østtyskland som højreradikalt. Det meget store flertal af befolkningen er åbent og tolerant, og flere og flere mennesker går også åbent ind for det. Det er efter min mening desuden forkert at sige, at de unge er højreradikale. Man er for overfladisk her, for netop disse unge vækker måske nok opsigt, fru Schroedter, men de bor hos deres forældre, de bor i et socialt miljø. Det vil sige, at hvis vi ønsker at løse dette problem, må vi gøre mere for politisk dannelse, mere for formidling af værdier og endnu mere for civilkurage. Forbundsregeringen har i de sidste uger bevilget yderligere 70 millioner D-mark til netop sådanne projekter. Det er efter min mening et ret vigtigt signal at sende. På samme måde er undersøgelsen af et NPD-forbud for mig personligt også et ret vigtigt signal at sende til samfundet. Vi lader os heller ikke terrorisere af et mindretal i Tyskland. Her kommer vores demokrati på prøve. Som europæer vil jeg gerne bede Dem om ikke at stigmatisere Østtyskland som region! Jeg selv og mange andre i hele Tyskland fordømmer højreradikalisme og fremmedhad, bekæmper det og har brug for Deres europæiske støtte!
Hr. formand, i denne så aktuelle forhandling vil jeg for det første gerne støtte det, som hr. Sylla nævnte inden dagsordenen, nemlig at vi indledningsvis bør beskæftige os med at bekæmpe de racistiske tilfælde, som man kan iagttage her i salen og fjerne det racistiske sprog, som ofte hyppigt anvendes af den yderste højrefløj i Parlamentet. Hvad enten visse personer kan lide det eller ej, så er Europa jo allerede et multiracialt og mangefarvet kontinent, og der er ikke længere nogen racist, som kan forhindre de mange blandede ægteskaber og krydsning af folkeslag. Desværre dukker der igen i dag ideologier frem på hvis alter, der er blevet ofret millioner af menneskeliv. De virker sågar mere omfattende i dag, for ud over den grundlæggende racismeideologi omfatter de også religion og kultur, og de propaganderer for racemæssig, sproglig og religiøs renhed samt autentisk kulturel identitet. Det er sørgeligt, at det især er unge på op til 20 år, der står for den racistiske vold, unge, der som regel ikke er færdige med deres skole, eller som ikke har noget job. Jeg synes, at den foranstaltningspakke, som fru kommissær Diamantopoulou allerede har præsenteret, er et integreret forslag, som kan give et overbevisende svar på fænomenerne racisme og fremmedhad, som man i dag kan iagttage i EU. Statens og de politiske ledelsers ansvar er givet. Men nyhedsmediernes rolle er stadig betydelig, da de kunne fremhæve mangfoldigheden og rigdommen i de moderne samfunds mangefarvethed og kulturelle rigdom, og i stedet for at dramatisere og fremhæve indvandrernes kriminalitet i forhold til den tilsvarende for de indfødte, kunne de præsentere de positive ting ved indvandringen. Desuden haster det at få truffet foranstaltninger, så følgerne og bekæmpelsen af racismen kan blive inkluderet i skoleprogrammerne samt programmerne til uddannelse og efteruddannelse af lærerne. Det er nødvendigt, at samfundets politikere bliver mobiliseret, sådan som kommissæren og andre medlemmer har givet udtryk for.
Hr. formand, jeg har undtagelsesvis bedt om ordet, fordi jeg mener, at det er nødvendigt at komme med en rettelse. Europa baserer sig på principperne om frihed, retfærdighed og respekt for menneskerettighederne, og det har ikke ret til rabatter hverken internt eller med dets samtalepartnere, og da slet ikke af handelsmæssige eller økonomiske grunde. Derfor vil jeg gerne gøre det klart, at med hensyn til Tyrkiets kandidatur er forudsætningerne formuleret med stor tydelighed. Forhandlingerne om Tyrkiets kandidatur vil kun begynde, såfremt man anser, at det opfylder Københavnskriterierne.
Mange tak, fru kommissær Diamantopoulou. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 40, stk. 5, modtaget et beslutningsforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er beslutningsforslag (B5-0476/2000) af Pirker for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender til Rådet om Rådets handlingsplan om forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det handler om bekæmpelse af forbrydelser, helt konkret om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, som nu udgør mindst en fjerdedel af alle forbrydelser og skaber gigantiske profitter fra narkokriminalitet, fra menneskehandel, fra svindel med forsikrings- og kreditkort og fra andre områder. Disse illegale profitter hvidvaskes, overføres til det legale økonomiske kredsløb. De underminerer dermed hele vores økonomiske system og på grund af korruption også vores samfundssystem og vores stat. Derfor skal vi gøre alt tænkeligt, derfor skal vi mobilisere alle strategier, så vi kan anvende egnede midler til bekæmpelse af den organiserede kriminalitet. Vi har altså brug for disse foranstaltninger, og det katalog over aktioner, vi har fået fremlagt, er særlig vigtigt, fordi der dermed også sendes et signal til Europas borgere om, at Europa ikke kun er en økonomisk og monetær union, men også skal udbygges til en sikkerhedsunion til gavn for borgerne, for medlemsstaterne. En sådan handlingsplan kan uden tvivl bidrage til dette. Men ved realiseringen af sådanne planer skal man følge de nødvendige europæiske spilleregler. Det har man gjort med denne handlingsplan, og derfor har jeg fremsat en parlamentarisk forespørgsel, dog allerede i foråret, da det portugisiske formandskab, der engagerede sig meget i dette emne, imidlertid ikke overholdt reglerne. Det har godt nok lovet, at Parlamentet bliver inddraget i handlingsplanen, at der afventes en udtalelse, at den skal indarbejdes i handlingsplanen, og at handlingsplanen først da bliver realiseret. Det daværende portugisiske formandskab har ikke holdt det, det lovede, og det har ført til det beslutningsforslag, vi behandler i dag. Kritikken er berettiget, af flere grunde. For det første, fordi man ved ikke at inddrage Europa-Parlamentet er gået et skridt tilbage, ikke blot i forhold til Amsterdam-traktaten, men også i høj grad i forhold til Maastricht-traktaten, for ifølge K6 skulle Parlamentet have været inddraget i hvert enkelt tilfælde. Men også Amsterdam-traktaten forlanger jo offentlighed, forlanger gennemskuelighed, og derfor skulle Parlamentet have været inddraget fuldt ud som repræsentant for borgernes interesser, sådan som formandskabet også lovede Europa-Parlamentet i begyndelsen. Heller ikke her holdt man, hvad man havde lovet. Jeg vil gerne spørge det franske formandskab, hvordan det vil håndtere det, om det også vil inddrage Parlamentet i langsigtede strategier, sådan som traktaten foreskriver det, om det vil afvente en udtalelse og derefter udvikle strategier i overensstemmelse med Parlamentets forestillinger. Jeg har dog også en indholdsmæssig kritik af handlingsplanen, og den går ud på, at der er blevet udarbejdet henstillinger med prioriteringer fra 1 til 5. Denne liste over prioriteringer er imidlertid ikke udelukkende baseret på graden af uopsættelighed og absolut nødvendighed, men derimod desværre ofte efter deres realiserbarhed. Lad mig give Dem et eksempel: Indefrysningen, beslaglæggelsen af indtægter fra illegale områder inden for organiseret kriminalitet, blev f.eks. kun opført på listen med prioritet 3, selv om vi alle ved, at penge er den organiserede kriminalitets motor, og at denne indefrysning, denne beslaglæggelse af penge, derfor egentlig skulle have haft førsteprioritet. Jeg kunne nævne andre eksempler. Det handler altså om et krav og en anmodning til det franske formandskab om at overveje disse kataloger over prioriteringer og at omrokere efter ægte prioriteringer i stedet for at fastlægge rækkefølgen efter, hvor vanskeligt det er at realisere prioriteringerne. For os handler det også om at udbygge de præventive foranstaltninger. Her har vi fremsat nogle konkrete forslag. De går fra en gennemgang af lovgivningen angående dens virkning over en forhindring af organiseret kriminalitet til præventive foranstaltninger, der tager sigte på også at anvende tekniske instrumenter, således at den organiserede kriminalitet kan forhindres fra starten. Dette omfatter f.eks. højere sikkerhedsstandarder for kreditkort eller elektroniske startspærrer i biler. Der er altså tale om en hel række konkrete forslag, og vi som Parlament anmoder for det første om at blive inddraget og for det andet om, at vores forestillinger derefter også bliver integreret i handlingsplanerne, i langsigtede strategier.
Hr. formand, mine damer og herrer, også Rådet er af den opfattelse, at det er vigtigt at sikre, at der finder en bred udveksling af synspunkter og informationer sted, og at der afholdes møder mellem EU's institutioner. Formandskabet har lovet i videre udstrækning at inddrage Europa-Parlamentet i det arbejde, der udføres på området retlige og indre anliggender, bl.a. ved at sikre regelmæssig deltagelse i de møder, der afholdes i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Rådet må imidlertid holde sig inden for traktatens rammer. De juridiske rammer giver således ikke Rådet mulighed for at høre Europa-Parlamentet, når der er tale om dokumenter vedrørende overordnede retningslinjer, som behandles i Rådet. Til gengæld erindrer jeg om, at Rådet den 21. december 1999 tilsendte Europa-Parlamentet et strategidokument om organiseret kriminalitet, som var udarbejdet under det finske formandskab, med udtrykkelig angivelse af, at Rådet ønskede fra første færd at holde Europa-Parlamentet orienteret om drøftelserne vedrørende omhandlede dokument. Under møder i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder har det portugisiske formandskab orienteret Europa-Parlamentet om det igangværende arbejde og begrundet Rådets ønske om en hurtig vedtagelse af omhandlede dokument. Rådet forklarede bl.a., at det tidligere handlingsprogram fra 1997 allerede var udløbet, og at Det Europæiske Råd havde anmodet om en fortsættelse af denne indsats. Mine damer og herrer, Rådet er bekendt med det arbejde, der for øjeblikket pågår i Europa-Parlamentet som reaktion på føromtalte strategidokument. Europa-Parlamentet er i færd med at udarbejde et nyt dokument om organiseret kriminalitet, og Rådet glæder sig over Europa-Parlamentets indsats på dette felt. Rådet vil, som det også var tilfældet i forbindelse med Europa-Parlamentets reaktion på handlingsprogrammet fra 1997 om organiseret kriminalitet, opmærksomt følge Europa-Parlamentets arbejde og tage højde for Europa-Parlamentets synspunkter i forbindelse med iværksættelsen af Rådets strategi på området. Rådet skal således anmode Europa-Parlamentet om at angive en prioritering af de anbefalinger, Europa-Parlamentets dokument måtte indeholde. Som lovet under det portugisiske formandskab vil Rådet regelmæssigt orientere Europa-Parlamentet om de igangværende drøftelser vedrørende retlige og indre anliggender. Rådet vil i øvrigt tillægge forebyggelsen af organiseret kriminalitet stor vægt, som også de initiativer, der blev taget under det portugisiske formandskab, vidner om. Det skal understreges, at Rådet nøje vil overholde traktaten og sikre, at Europa-Parlamentet høres om alle aktioner, som iværksættes på medlemsstaternes eller Kommissionens initiativ.
Hr. formand, jeg takker for det klare og overbevisende indlæg fra det franske formandskab, og jeg glæder mig - jeg tror, at jeg udtaler mig på vegne af hele Parlamentet - over den bekymring, som det franske formandskab viser dette spørgsmål. I dag har formandskabet givet endnu et bevis herpå under forhandlingen om terrorismen. Der er faktisk, hr. formand, én ting, som de europæiske borgere ikke forstår. Hvordan kan det være, at de kriminelle nyder alle fordelene ved den frie bevægelighed i Europa, mens lovens håndhævere, de retmæssige håndhævere af loven skal have besværet med grænserne? Det bekymrer også Europa-Parlamentet, som repræsenterer borgerne, og derfor har Parlamentet altid været meget bevidst om behovet for at tage videre skridt på området. Hr. formand, med udgangspunkt i Amsterdam-traktaten er mange politikker blevet "fællesskabsgjort", men ikke de politikker, der har med strafferetten at gøre, både på det strafferetlige og det materielle område. Logikken heri er ofte svær at forstå for borgerne. En del af logikken bunder i vores retskulturer og i forskellene mellem vores retskulturer. Men, hr. formand, oven over disse rodfæstede forskelle ligger de endnu mere rodfæstede fælles principper, som i sidste ende i korthed kan sammenfattes til, at der skal være tillid mellem medlemsstaterne. Vores opbygning af det nye Europa bygger på gensidig tillid mellem medlemsstater, som anerkender nogle ens beskyttelsesniveauer for de grundlæggende rettigheder og for lovgivningen og de grundlæggende principper. Derfor, og her vil jeg gerne minde om kommissær Vitorinos ord - som altid er så inspirerende og fremragende - og anmode om, at der fastsættes nogle fælles definitioner for den organiserede kriminalitet, at der fastsættes nogle enslydende principper for de straffe, der idømmes, og for straffuldbyrdelsen. Det skal vi se nærmere på på langt sigt, for det om "vérité en deçà des Pyrénées, erreur au delà" (hvad der er rigtigt på den ene side af Pyrenæerne, er forkert på den anden side af dem) kan ikke være rigtigt. På dette område er det en luksus, vi ikke kan gå med til. Indtil da, hr. formand, lad os så gå videre på grundlag af tillid og gensidig anerkendelse, og her er der et forslag fra Rådet, som forskellige medlemsstater støtter, til debat. Indtil vi har nået denne sidste etape i udviklingen, bør vi gå ind for, at enhver ordre, enhver afgørelse, der er gyldigt afsagt af en dommer i en medlemsstat, automatisk kan anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat. Med andre ord skal en eftersøgnings- og arrestordre mod en terrorist have øjeblikkelig retsvirkning, og det skal ikke være nødvendigt at ty til den yderst komplicerede udleveringsprocedure - for den er stadig kompliceret medlemsstaterne imellem - så man straks kan sende denne terrorist, denne kriminelle, hen til den stat, der anmoder om det, og hvor han har begået sine forbrydelser. Det er det, vi anmoder om, hr. formand, og som vi håber snarest bliver en realitet.
Hr. formand, jeg vil gerne takke det franske formandskab for en klar redegørelse. Når det gælder det strafferetlige område, prioriteres bekæmpelsen af kriminalitet højt, ikke mindst bekæmpelsen af hvidvaskning af penge, som hidrører fra kriminelle aktiviteter. Set i lyset heraf må det betegnes som særdeles interessant, at det franske formandskab har stillet forslag om et råd, som skulle omfatte justits-, indenrigs-, økonomi- og finansministrene, og som specielt skulle arbejde med bekæmpelsen af hvidvaskning af penge. Der er også grund til at erindre om det franske formandskabs initiativ vedrørende en konvention om samarbejde på det strafferetlige område for at bekæmpe organiseret kriminalitet. Initiativet tager sigte på at fjerne hindringer for dommernes arbejde. Undersøgelser viser, at det på verdensplan er ganske betydelige summer, der hidrører fra organiseret kriminalitet og efterfølgende bringes i omløb. Kriminelle organisationer infiltrerer landenes økonomiske strukturer og kan, hvis de ønsker det, destabilisere økonomierne ved at erhverve kontrollerende andele af store erhvervsdrivende selskaber. Det retslige samarbejde og politisamarbejdet er helt afgørende, når det gælder bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, herunder bekæmpelsen af menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og hvidvaskning af penge. Medlemsstaterne må fastlægge fælles straffebestemmelser og fastlægge en overordnet og sammenhængende politik. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at tale om straffebestemmelser. Vi må også tale om forebyggelse. Der er klart behov for, at der iværksættes programmer med undervisende og informativt sigte dels henvendt til medlemsstaternes borgere dels henvendt til befolkningen i tredjelande. De kriminelle organisationer kan meget vel stå stærkt takket være de finansielle transaktioner, hvorved de uretmæssigt erhvervede midler sættes i omløb. Bekæmpelsen af organiseret kriminalitet er en væsentlig styrkeprøve, og vi må ikke ende som tabere i den kamp. Ofrene for den organiserede kriminalitet forventer sig meget af vores indsats. Vi må tage den udfordring op, der følger heraf. Vi ønsker, at Europa skal bygge på rettigheder, herunder den enkeltes ret til sikkerhed.
Hr. formand, Den Liberale Gruppe mener, at Rådet, undskyld, hr. minister, endnu en gang står med bukserne nede. Måske ikke ifølge traktatens tekst, men i hvert fald ifølge traktatens ånd skal Parlamentets høres ved alle planlagte politiske foranstaltninger. Det er ganske enkelt Amsterdam-traktatens ånd, og det havde vores ordfører, hr. Pirker, helt ret i. Ministerens svar kan jeg måske tolke som et løfte om, at denne type procedurer, nemlig fastsættelsen af en politisk plan af Rådet uden at have hørt Parlamentet på forhånd, ikke længere vil finde sted. Jeg forstår godt, hvorfor det sker. Formandskabet varer kun et halvt år, og alle formandskaber vil gerne vise deres politiske muskler. Sådan fungerer det. Men det accepterer Parlamentet ikke som undskyldning for ikke at blive involveret i arbejdsgangen. Vedrørende den europæiske bekæmpelse af kriminalitet mener Den Liberale Gruppe, at det er på høje tid, at der ud over forskellige praktiske foranstaltninger, som står i planen, gøres mere ved strafforfølgelsen gennem europæisk samarbejde. Det ser det i øjeblikket ikke ud til. Jeg benytter denne lejlighed til på ny at slå til lyd for en europæisk statsadvokatur. Det er meget nødvendigt, men det nævnes ikke i denne plan. Det blev ikke nævnt i Tampere. Det står heller ikke på resultattavlen, og det er en forbigået chance. Der henvises i øvrigt på resultattavlen med hensyn til bekæmpelse af kriminalitet alt for meget til de planer, som hr. Vitorino fremlægger, undersøgelser, som er udført, orienterende dokumenter og lign. Vi skal ikke regere pr. plan. Derimod skal der virkelig ske noget med hensyn til bekæmpelse af kriminalitet.
Hr. formand, det vil tage tid at harmonisere straffesystemerne. Det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne straks harmoniserer begrebet "international organiseret kriminalitet" og straffer denne på samme måde. International organiseret kriminalitet er ikke kun terrorisme, handel med farlig narkotika, bortførelse af personer, våbenhandel, hvidvaskning af penge osv., for i dag er det mere end nogensinde også handel med mennesker, der sælges og udnyttes som slaver, og pædofili. I forbindelse med vedtagelsen af en lovgivning, hvor man straffer international organiseret kriminalitet i alle EU-landene, er det særligt nødvendigt at vedtage en lovgivning for Internettet, så dette informationsredskab, der blev skabt for at bringe mennesker og kulturer tættere på hinanden, ikke i stadig større grad bliver det instrument, som den organiserede kriminalitet benytter for at kommunikere og udvikle sig. De tusindvis af internetsteder, hvor børn sælges og misbruges seksuelt, og som har en omsætning på flere millioner euro, bør give Parlamentet, Kommissionen og Rådet stof til eftertanke. Hvis friheden skal være en reel frihed, skal der være nogle regler for den, ellers ender det med nogle menneskers magtmisbrug over for andre, og på dette område står den organiserede kriminalitet meget stærkere end regeringerne og vores ord, der flyder som en lind strøm for at forsvare de svageste, men som endnu ikke har været i stand til at gøre noget ved dette onde. Vi understreger derfor nødvendigheden af, at medlemsstaterne fastlægger, hvad der er en international organiseret forbrydelse, og at de straks harmoniserer deres straffesystemer på dette specifikke område. Dette skal også indgå i programmet for topmødet i Nice, for det er et emne, der ligger borgerne på sinde, og det er et emne, der haster, både i betragtning af den dramatiske situation i medlemsstaterne i øjeblikket - vi så også, hvad der skete her til morgen, og hvor mange blodsudgydelser, der har været på europæisk jord i de sidste par uger - og i betragtning af, at den forestående udvidelse gør det tvingende nødvendigt at løse problemet med organiseret kriminalitet.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, for det første vil jeg gerne takke min kollega, hr. Hubert Pirker, for dette glimrende initiativ og give udtryk for min støtte til de synspunkter, som han har fremlagt, ligesom jeg gerne vil takke det franske formandskab for den erklæring, som det har præsenteret os for. Jeg tror, at de fleste af os anerkender, at der må ske en større samordning og et tættere samarbejde mellem medlemsstaterne, hvad angår kampen mod forbryderverdenen. Denne indsats er et fælles ansvar på grund af problemets internationale dimensioner, fordi de kriminelle organisationer normalt arbejder grænseoverskridende takket være deres høje grad af bevægelighed, sådan at de ender med at drage fordel af begrænsninger i beføjelser, eksisterende juridiske huller og forskelle mellem landenes forvaltnings- og retssystemer, hvor de kan udnytte de forskellige systemers særegenheder. Den organiserede kriminalitet i EU har fået et betragteligt opsving i løbet af det seneste årti, og den virker ikke mindst inden for IT-kriminalitet, handel med mennesker, narkotika og våben, terrorisme, børnepornografi, hvidvaskning af kapital samt korruption og svindel. Det er helt afgørende, at EU i sin harmonisering af begrebet organiseret kriminalitet tager disse områder med. Kampen mod den kræver således indsats omgående. Det er en kamp, som vi alle bør engagere os i, og som navnlig må regne med Europa-Parlamentets deltagelse med hensyn til udformningen af de strategier, der skal vedtages, og de prioriteringer, der skal opstilles.
Jeg må bede de ærede medlemmer om at sætte sig, da forhandlingen endnu ikke er afsluttet, eller hvis man ønsker at tale sammen, om at gå udenfor. Det er nemlig vanskeligt at høre, hvad talerne siger. Den respekt, som vi skylder dem, gør, at der må være visse mindstebetingelser opfyldt for, at de kan tale og blive hørt.
Hr. formand, det er efter min mening meget forstemmende, at Europa-Parlamentet endnu en gang ikke er blevet hørt om de handlingsprogrammer, Rådet agter at iværksætte for at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet. De europæiske borgere, som dagligt oplever den dramatiske situation med makro- og mikrokriminalitet af enhver art - lige fra international narkohandel til pædofili, handel med og udnyttelse af mennesker i forbindelse med illegal indvandring - og som bor i nogle usikre eller ligefrem farlige byer, ville gerne kunne give udtryk for deres holdning og via deres repræsentanter i Europa-Parlamentet gøre krav på deres rettigheder på en demokratisk måde og på deres prioritering af sikkerhed og bekæmpelse af kriminaliteten. Parlamentet burde ikke mindst være talerør for dem, der ikke selv kan forsvare sig. Her tænker jeg på de mange børn, der udsættes for vold og seksuelle overgreb, og på de mange unge, som er i narkotikaens vold. Bekæmpelsen af pædofili og bekæmpelsen af vold er - for blot at nævne et par eksempler - naturligvis nogle yderst vanskelige målsætninger, men de er vigtige, og det kan bestemt ikke passe, at prioriteringerne skal fastlægges ud fra gennemførligheden - sådan som Rådet gerne ville have - i stedet for at blive fastlagt ud fra nødvendigheden.
Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 40, stk. 5, modtaget et beslutningforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.00.
Hr. formand, jeg anmoder Dem om at henlede opmærksomheden på et brev, som vi modtog fra hr. Balfe på vegne af Kvæstorerne, hvori han, angående den bilfri dag i morgen i Bruxelles, har anmodet myndighederne i Bruxelles om dispensation for området omkring Parlamentet. På den måde vil han sørge for, at der stadigvæk kan køre biler herfra f.eks. til Zaventem og jernbanen. Det er ganske nemt at komme herfra til Zaventem med tog, det gjorde vi for nylig med den svenske delegation, ligesom det endvidere er nemt at gå hen på banegården. Det er ikke noget problem. Jeg anmoder Dem om at sætte dette punkt på dagsordenen nu og undersøge, om der er andre, som går ind for dette forslag. Vi er i hvert fald imod.
Jeg er sikker på, at kvæstorerne har noteret sig det, De har sagt.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne sige, at det undrer mig, at ændringsforslag 16 er sat under afstemning, eftersom det mig bekendt var trukket tilbage. Jeg anmoder i øvrigt om, at min betænkning henvises til fornyet udvalgsbehandling, jf. forretningsordenens artikel 69, stk. 2. Efter debatten i aftes forekommer forretningsudvalgets holdning til en række punkter af mere specifik art langtfra klar. Der er imidlertid tale om særdeles vigtige ændringsforslag. Vi finder det således afgørende, at Kommissionen forbedrer sit forslag og i højere grad tager hensyn til de stillede ændringsforslag, idet vi i øvrigt ikke ønsker at blokere for det videre arbejde og ønsker, at afstemningen kan finde sted i forbindelse med mødeperioden i Strasbourg. Hr. formand, jeg anmoder om, at mit forslag om henvisning til fornyet udvalgsbehandling sættes under afstemning.
Hr. formand, jeg vil gerne støtte ordførerens forslag. Vi har behandlet betænkningen grundigt i udvalget, og vi mener, at vores ændringsforslag forbedrer forordningen substantielt. Kommissionen har hidtil ikke set sig i stand til at godkende disse forbedringer. Jeg håber, at vi gennem kompromisforhandlinger finder frem til en linje, som vi så kan stemme om i oktober, fordi ingen af grupperne ønsker en blokade. Vi vil gerne have denne forordning, men vi vil have den med vores forbedringer. Det er det samme gamle problem: Grundlaget er artikel 37, vi har ingen medbestemmelsesret, og vi sikrer således vores indflydelse gennem denne procedure. Jeg håber, at mine kolleger forstår dette og tilslutter sig os.
Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Under debatten sent i går aftes var der mindst 10 talere, der alle rejste nogle punkter, der var meget kritiske over for Kommissionen. Jeg havde meget ondt af kommissær Nielson, der var nødt til at svare som eneste tilstedeværende kommissær, og som læste ca. en halv side højt, som var forberedt af kommissær Liikanen. Dette er helt klart et meget kompliceret emne, og hr. Nielson synes ikke rigtig at vide, hvad der var Kommissionens holdning. Derfor befinder vi os nu i en situation, hvor vi sender dette tilbage til udvalget. Det er en meget utilfredsstillende måde at arbejde på. Det var som en dialog mellem døve i går aftes. Det er ikke nogen særlig tilfredsstillende måde at arbejde på for medlemmer at være her sent om aftenen, komme med kritik og modtaget et ikkesvar af denne art. (Anmodningen godkendtes) Betænkning (A5-0253/2000) af Wallis for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (KOM(1999) 348 - C5-0169/1999 - 1999/0154(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0220/2000) af Glase for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om meddelelse fra Kommissionen om sort arbejde (KOM(1998) 219 - C4-0566/1998 - 1998/2082(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0217/2000) af Jonathan Evans for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens meddelelse om konkurrenceregler vedrørende horisontale samarbejdsaftaler (C5-0304/2000 - 2000/2154(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0227/2000) af Ferrer for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Kommissionens meddelelse om komplementariteten mellem Fællesskabets og medlemsstaternes politik på området for udviklingssamarbejde (KOM(1999) 218 - C5-0179/1999 - 1999/2156(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Beslutningsforslag (B5-0766/2000) af Ludford for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om Den Europæiske Unions holdning på Verdenskonferencen mod racisme i 2001 Om ændringsforslag 12
Hr. formand, jeg foreslår, at vi efter "medlemsstaterne" tilføjer ordene "der endnu ikke har gjort det", da f.eks. Italien allerede har en streng lovgivning mod racisme, og jeg tror, at der i mit land er fuld enighed om, at denne lovgivning ikke bør ændres. Det er efter min mening ikke korrekt at rette en generel opfordring til alle medlemsstaterne. Man bør i stedet henvende sig til dem, der ikke har en passende lovgivning. (Det mundtlige ændringsforslag godkendtes) Om ændringsforslag 15
Hr. formand, også for at fortsætte i tråd med den tankegang, der lå bag udarbejdelsen af dette beslutningsforslag i udvalget, vil jeg gerne stille et mundtligt ændringsforslag. Parlamentet kan selv vælge, om vi skal føje "og venstre" til ordet "højreekstremisme", eller om vi skal fjerne "højre" og simpelthen nøjes med ordet "ekstremisme". (Mere end 12 medlemmer modsatte sig det mundtlige ændringsforslag, og formanden erklærede det derfor uantageligt)
Hr. formand, jeg bad blot om ordet for at sige, at fru Ludford, der er ordfører for denne betænkning, har gjort et meget godt arbejde, som er blevet drøftet i Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder på flere møder. Jeg vil gerne anmode Dem om, at vi holder os til det, der allerede er blevet drøftet, og til afstemningslisten.
Hr. formand, denne protest fra venstrefløjen er efter min mening uacceptabel. Vi har lige opdaget, at venstrefløjen er tilhænger af venstreekstremisme, og den stemte imod et mundtligt ændringsforslag, som er imod venstreterrorisme og venstreekstremisme. I Italien har vi De Røde Brigader, i Spanien har man ETA. Vi har opdaget, at den europæiske venstrefløj støtter venstrefløjens racisme og antisemitisme! (Tilråb)
Dette er alt sammen meget interessante politiske lege, men proceduren er den, at vi afholder debatten, og derefter stemmer vi. Vi afholder ikke debat under afstemningen.
De har ret, når De kalder dette for politiske lege. Hvis de folk, der nu er imod, virkelig var interesserede i racisme, ville de være mødt op til udvalgsmøderne og have stillet ændringsforslag. Om ændringsforslag 16
Hr. formand, jeg vil gerne fremsætte det samme forslag til ændringsforslag 16, som jeg kom med til ændringsforslag 15, nemlig at nævne begge former for ekstremisme eller at udelade dem helt. Desuden forekommer det mig ikke, at jeg er en af dem, der ikke deltager i udvalgsarbejdet, og derfor vil jeg gerne minde kollegerne om, at vi har stillet ændringsforslagene, og at vi i udvalget gik ind for en meget ligevægtig linje.
De kunne have stillet det mundtlige ændringsforslag, men vi har allerede stemt om det ændringsforslag.
Dette er et indlæg til forretningsordenen, hr. formand, for nu har jeg bedt om ordet i en halv time, og sådan som det plejer at være tilfældet, kigger De kun på den ene del af Parlamentet og ikke på den anden, hvilket er til skade for demokratiet. Mit indlæg til forretningsordenen har følgende årsag: De siger, at vi allerede har stemt, men der stod, at der var et mundtligt ændringsforslag fra hr. Fiori. Hvis De ikke læser det, eller Deres tjenestemænd ikke læser det, er De ekstremist, og det er lige meget, om De er højre- eller venstreekstremist, for De er under alle omstændigheder en stakkels ekstremist! Og der er ikke noget demokrati her i Parlamentet! De er nogle klovne!
Det er et meget interessant synspunkt.
Hr. formand, jeg vil gerne mane til besindelse, når det gælder debatten om racisme. Jeg ved, det er et emne, som bringer sindene i kog, men der er grund til at understrege, at debatten drejer sig om racisme og ikke om ekstremisme. Når der fortsat begås racistiske forbrydelser og handlinger, skyldes det personer tilhørende den yderste højrefløj. Drejede debatten sig om ekstremisme, ville sagen stille sig anderledes. Lad os derfor slå koldt vand i blodet og gøre os klart, hvad der er emnet for dagens debat. Lad os vise besindelse - og lad os så i øvrigt komme videre. (Kraftigt bifald)
Tak, det er altid rart at høre fornuftens røst. (Forslaget til beslutning vedtoges) Beslutningsforslag til (B5-0506/2000) fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre anliggender om organiseret kriminalitet (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning af Wijkman (A5-0215/2000)
Hr. formand, som Pensionistpartiets repræsentant i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater stemte jeg for denne betænkning. Det er en betænkning, der tager sigte på at støtte miljøaspektet i udviklingslandenes udviklingsproces. Det er således en ædel målsætning, som også berører de mindre velstillede og de ældre, der bor i udviklingslandene. For nogle dage siden var opmærksomheden på de ældre i hele verdens søgelys på grund af jubelårets ældredag, der blev fejret af Pave Johannes Paul II, og dette var også en stor tilfredsstillelse for det lille Pensionistparti, da det var et eksempel på en ægte interesse og indsats for de ældre i hele verden, og særligt i udviklingslandene.
Jeg støtter fuldt ud hr. Wijkmans betænkning og glæder mig i særdeleshed over, at indsatsen i Forligsudvalget resulterede i øgede bevillinger. Jeg må imidlertid med bekymring konstatere, at man ikke har forstået, hvad der ligger i begrebet bæredygtig udvikling, ligesom det må vække bekymring, at der ikke obligatorisk tages hensyn til miljøet i forbindelse med alle udviklingsprojekter for mindre begunstigede lande. Kan man forestille sig termen udvikling, eller kan man forestille sig udviklingsstrategier, uden at disse ses i et miljøbeskyttelsesperspektiv? Kan man overhovedet adskille udvikling og miljø? Det gælder for udviklingsstrategier i tredjeverdenslande og burde så vist også gælde for vækststrategier i de industrialiserede lande. De, der besynger den grænseløse liberalisme, ser imidlertid sådanne miljøhensyn som krav eller hindringer, der yderligere vanskeliggør de mindre begunstigede landes økonomiske fremgang. Men hvilken værdi har den økonomiske vækst, hvis den ødelægger miljøet i det pågældende land? Hvis den sker på bekostning af det pågældende lands økologiske potentiale? I så fald vil kuren vise sig værre end ondet. En rent økonomisk genopbygning vil skuffe ved kun at bringe kortvarig lindring. Landene vil hurtigt blive indhentet af miljørelaterede nedbrydende kræfter, herunder sundhedsnedbrydende og i sidste instans socialt nedbrydende kræfter. Landene har i forsøget på at skabe økonomisk vækst ofret deres økologiske potentiale og vil, når begejstringen over de første positive tal har lagt sig, blot stå endnu fattigere med endnu mere begrænsede udviklingsmuligheder. Modsætningsforholdet er imidlertid åbenbart, og vi ser dagligt eksempler herpå og konsekvenser heraf. En rent økonomisk udvikling vil ikke være en bæredygtig udvikling. Der er tale om en kortvarig opblussen, som imidlertid tilintetgør sit eget ophav. Begrebet udvikling rummer aspektet varighed og skal ses i et langsigtet perspektiv. Begrebet tid rummer aspektet naturlige rammer og bevarelse af livsgrundlag. Anlægger vi i dag en sådan holdning til udviklingsprocessen, sikrer vi, at rammerne og livsgrundlaget består også for fremtidige generationer. Betænkning af Fernández Martín (A5-0216/2000)
Hr. formand, jeg stemte for betænkningen af hr. Fernández Martín, for det er altid positivt, når EU gør en indsats for de mindre velstillede befolkninger i udviklingslandene. Jeg havde dog foretrukket, at man begyndte at ændre EU's politik på visse områder, når det gælder støtten til udviklingslandene. Jeg har f.eks. en ven, som er pensioneret snedker, og som stillede dette spørgsmål: "I stedet for at give en masse penge til disse lande for at bevare de tropiske skove, hvorfor sørger man så ikke for, at der sælges færre sengemøblementer og møbler, som er lavet af den slags træ, der kræver en fældning af de tropiske skove?" Måske ville man således opnå mere ved at bruge færre penge.
Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, på hvis vegne jeg udtaler mig, støtter fuldt ud hr. Fernández Martíns betænkning om bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene. I Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance glæder vi os over de øgede budgetbevillinger til beskyttelsen af tropiske skove. Den fortsatte nedbrydning af disse skove er foruroligende, og EU's initiativ må betegnes som et prisværdigt første skridt, om end der er tale om et beskedent skridt i betragtning af de eksisterende krav om genoprettelse. Når Vesten har interesseret sig for de tropiske skove, er det hidtil sket på baggrund af et egoistisk ønske om at bevare skovene som endelig blåstempling af den industrialiserede verden. Man har ikke taget hensyn til befolkningen, som lever i og af de omhandlede skovområder, og som lider tab, mens industrikoncerner beriger sig ved udnyttelse af de pågældende landes ressourcer. Et afskrækkende eksempel, som imidlertid ingenlunde er enestående, er udnyttelsen af guldminerne i Fransk Guyana. Som en konsekvens heraf lægges store dele af skovområderne øde, og udnyttelsen er dødbringende for flora, fauna og befolkningen på stedet. Kviksølv finder vej til jordbund, plantesaft og blod. Det er et skalkeskjul, når der enøjet fokuseres på økonomi som afsæt for et sidste fortvivlet forsøg på at sikre tredjeverdenslandenes udvikling, mens al tale om miljøhensyn konsekvent afvises. Bæredygtig udvikling forudsætter ansvarlig omgang med miljøet. Den kræmmeragtige lovprisning af skovhugst som middel til bekæmpelse af drivhuseffekten må således også betegnes som vildledende. Under fælles agtværdigt påskud af at ville bevare miljøet forfægtes teorier, som alene tager sigte på at bevare nogle store industrikoncerners interesser. EU bør ikke i Haag lade sig lokke i denne fælde og tillade en skamløs udnyttelse af de tropiske skove, idet disse betragtes som forrådskamre for kulstof og som middel til at løskøbe visse stater for disses forpligtelser i forbindelse med bekæmpelse af drivhuseffekten. Betænkning af Skinner (A5-0222/2000)
Hr. formand, som repræsentant for Pensionistpartiet var det med stor glæde, at jeg stemte for Skinners betænkning om sikkerhedsforskrifter for at undgå arbejdsulykker. Min ven og partifælle hr. Bushill-Matthews ønskede, at denne betænkning blev forkastet. Jeg vil gerne svare ham - selv om han ikke er til stede - at hvis der ikke længere var nogen dødsfald og alvorlig invaliditet som følge af arbejdsulykker i medlemsstaterne, ville jeg være enig med ham. Men antallet af dødsulykker på arbejdet er desværre steget i de seneste år, og der bliver desværre stadig flere enker og forældreløse børn som følge af arbejdsulykker, navnlig i byggesektoren, mens man med dette direktiv netop ønsker at begrænse ulykkerne. Derfor er det efter min mening helt rigtigt af EU at gribe ind, når medlemsstaterne ikke når nogle så vigtige resultater som et fald i antallet af arbejdsulykker.
Britiske konservative stemte i dag imod Skinner-betænkningen af de grunde, som jeg angav i min tale til Parlamentet dagen før. Men til trods for det, jeg sagde i den tale, blev mine kommentarer med vilje fordrejet af efterfølgende talere fra det britiske Labour-parti, formentlig af de samme nationale partipolitiske grunde, som dikterer så mange af deres udtalelser her i Parlamentet. Stephen Hughes beskyldte mig for at betragte sikkerhedsspørgsmål som noget trivielt. Det har jeg aldrig hverken sagt eller ment. Peter Skinner sagde, at jeg åbenbart skulle have klaget til den britiske presse over, at folk fik at vide, at de havde brug for at blive uddannet til at gå op ad stiger, men den eneste henvisning til uddannelse blev påstået at være et ændringsforslag fra mig. Også dette er usandt. Mit ændringsforslag fulgte efter en eksisterende ordlyd om uddannelse og tilføjede blot, at arbejdstagere burde blive gjort bevidst om deres eget og deres kollegers ansvar for sikkerhed. Socialdemokraterne anmodede om afstemning om de enkelte dele, som fastholdt henvisningen til uddannelse, men fjernede mit nyttige ændringsforslag. Det er vigtigt, at usandheder hurtigt bliver tilbagevist. Denne stemmeforklaring er nødvendig for at korrigere referatet.
Vi har hverken stemt for eller imod hr. Skinners betænkning om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet. Dette er et område, hvor EU ikke bør have så stor indflydelse. Vi har en positiv grundholdning til Den Europæiske Union. Som svenske liberale ser vi den europæiske integration som en mulighed for at nå frem til løsninger på grænseoverskridende problemer som miljø, handel, fri bevægelighed, menneskerettigheder og konflikthåndtering. Her har Europas demokratier en mulighed for at vise verden, at samarbejde fører til fred og øget velstand. Vi tror også på subsidiaritetsprincippet, at beslutningerne skal træffes så tæt som muligt på de mennesker, de berører. Det er grunden til, at vi aktivt rejser spørgsmålet om en forfatning for Den Europæiske Union, som vil medføre, at ansvarsfordelingen bliver tydelig for enhver. Det skal stå fuldstændig klart for alle borgere, at EU kun skal beskæftige sig med de ting, som man er bedst til - de grænseoverskridende. Alle andre spørgsmål skal håndteres på lokalt, regionalt eller nationalt plan. Vi er overbevist om, at EU ikke er det bedste niveau for lovgivning f.eks. om, hvorvidt der skal bruges stiger til arbejde over jord- eller gulvniveau. De nationale forudsætninger skal være afgørende for, hvordan man skal rejse stilladser og udføre arbejdet. For os er det vigtigt, at EU i stedet koncentrerer sig om nogle få områder, hvor man virkelig kan gøre nytte. Dette kan ikke være et sådant område.
På et fælles marked og i et europæisk samarbejde, som er baseret på fælles værdier, hvor menneskets bedste prioriteres højest, er det ret og rimeligt at stille krav om visse minimumsforskrifter for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. Vi kristelige demokrater støtter derfor de principper, som ligger til grund for hr. Skinners betænkning, men vi kan ikke acceptere den detailregulering på EU-niveau, som bliver resultatet. Direktiver bør i alt væsentligt have til formål at opstille mål, ikke at regulere detaljer og beskrive vejen frem til målet. Et krav på europæisk plan om, at arbejdsgiverne skal indføre de nødvendige foranstaltninger for at garantere arbejdstagernes sikkerhed, er helt rimeligt. Derimod er det urimeligt, at man på EU-niveau indfører detailbestemmelser for, hvordan denne sikkerhed skal opnås. Det er på høje tid, at vi tager subsidiaritetsprincippet alvorligt og lader indførelsen af detaljerede bestemmelser ske på det laveste effektive niveau. Lad medlemsstaterne selv afgøre, hvordan reglerne skal udformes for mest hensigtsmæssigt at gennemføre direktivets målsætninger. I visse lande kan det ske gennem nationale bestemmelser, i andre kan man forestille sig, at det sker gennem aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. På denne baggrund har vi svenske kristelige demokrater valgt at stemme imod betænkningen.
Dette forslag er typisk for denne forsamlings tro på, at løsningen for hver enkelt dårligdom i samfundet er en ny lov, og - hvis den ikke dur - endnu en. En lovs succes eller det modsatte afhænger af, hvordan den bliver håndhævet, og af håndhævernes færdigheder/erfaringer, som ikke kan behandles i dette direktiv. Dette blev anerkendt i 1972, da Robens-udvalgsundersøgelsen om arbejdsmiljøet i Det Forenede Kongerige, der behandlede dynamikken af overdreven anvendelse af lovgivning og dens indvirkning på håndhævelsen, bemærkede, at denne lovs blotte fylde, der langt fra fremmer arbejdsmiljøsagen, kan meget vel have nået det punkt, hvor den virker imod hensigten. Den daværende regerings reaktion var arbejdsmiljøloven af 1974, en højst effektiv lovgivningsmæssig model, der indskrænkede loven til nogle få enkle principper og pligter med et nyt håndhævelsesorgan i spidsen. Selv om disse udviklinger blev hilst som et væsentligt bidrag til arbejdsmiljøet, har Kommissionen vedholdende undermineret denne lov. Lige siden den er begyndt at lovgive på dette område, har den forvirret begreberne og gradvist gjort håndhævelsen vanskeligere. Det bør den ophøre med nu, og Parlamentet bør afvise dette direktiv. Betænkning af Hernández Mollar (A5-0225/2000)
Hr. formand, jeg stemte for betænkningen af Hernández Mollar, for pensionisterne og de ældre er meget bekymrede over, hvad de kan komme ud for som følge af moderniseringen, elektronikkens udvikling og computernes udvikling. De ældre er vant til at skrive med håndskrift - pæn håndskrift - når de har mulighed for det, og de er vant til de gamle dataopbevaringssystemer. De frygter, at når alle deres oplysninger opbevares i de offentlige pensionskasser, vil man før eller senere kunne spille dem et elektronisk puds, som kunne føre til en ringere beskyttelse af deres borgerlige rettigheder. De håber derfor, at EU vil gøre en stadig større indsats for at beskytte de oplysninger, som den offentlige forvaltning på den ene eller den anden måde ligger inde med om borgernes identitet.
Netop databeskyttelse er et typisk eksempel på, hvor det virkelig er hensigtsmæssigt at skabe centrale kontrolinstanser. Det allerede eksisterende kaos af utallige fælles bestemmelser om databeskyttelse, der derudover har de mest forskellige betegnelser, er hverken gavnligt for en effektiv retsbeskyttelse eller gør retssituationen gennemskuelig. De nationale kontrolinstansers fortsatte eksistens er hævet over enhver tvivl. Loven skal beskyttes så tæt på borgerne som muligt. En sammenlægning af fælles kontrolinstanser vil ikke kun få en positiv virkning med hensyn til gennemskuelighed og klarhed på retsområdet, men vil desuden virke omkostningsbesparende. Endelig en fornuftig, virkelig hensigtsmæssig foranstaltning på unionsplan. Betænkning af Pirker (A5-0219/2000)
Hr. formand, også i dette tilfælde stemte jeg som Pensionistpartiets repræsentant i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater for Pirkers betænkning, navnlig fordi ordføreren har stillet ændringsforslag 13 - der blev vedtaget - som tager sigte på en endelig sletning fra arkiverne af navne og fingeraftryk på dem, der rejser ind i vores lande uden endnu at have fået flygtningestatus, og som herefter anerkendes som personer, der skal modtages, og får flygtningestatus. Dette er et eksempel på den vægt, man lægger på mennesket og dets rettigheder, og pensionisterne - der er udsat for så mange uretfærdigheder - ved, hvor vigtigt dette er.
Indledningsvis må jeg erindre om, at Eurodac-systemet til sammenligning af asylansøgeres og visse andre udlændinges fingeraftryk er oprettet for at gøre det lettere at anvende Dublin-konventionen. Dublin-konventionen skal som bekendt sikre, at det kan afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet i en af Den Europæiske Unions medlemsstater. Konventionen blev underskrevet den 15. juni 1990. Den betænkning, som i dag er sat under debat, omhandler Eurodac-systemet og Rådets forslag til ændring af dette system. Rådets ændringsforslag går imidlertid i en retning, som ikke bifaldes af Europa-Parlamentet. Rådet foreslår således, at Kommissionen fratages kompetence for gennemførelsen af Eurodac-systemet om indsamling og sammenligning af asylansøgeres fingeraftryk (Eurodac-databanken anvendes til bestemmelse af indgangslandet og dermed til fastlæggelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen). Det foreslås, at omhandlede kompetence i stedet skal være forbeholdt Rådet. Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har klart afvist Rådets forslag. Ordføreren understreger med rette, at Rådet i henhold til EF-traktaten som princip tildeler Kommissionen beføjelser til at gennemføre de af Rådet udfærdigede forskrifter. Kun i "særlige tilfælde" kan Rådet forbeholde sig retten til selv at udøve gennemførelsesbeføjelserne. Den konkrete sag falder helt klart ikke ind under disse "særlige tilfælde". Endvidere ville ændringen betyde, at Europa-Parlamentet mistede retten til at blive holdt underrettet. Europa-Parlamentet måtte i så fald forlade sig på Rådets velvilje i denne henseende. Dette må betegnes som klart uacceptabelt! Den foreslåede nye affattelse af artikel 22 og 23 i Eurodac-forordningen, som er forelagt Europa-Parlamentet til høring, afvises således af udvalget, som i stedet har stillet et ændringsforslag, der betyder, at gennemførelsesbeføjelserne uden forbehold tillægges Kommissionen. Jeg støtter fuldt ud udvalgets holdning.
Endnu en gang skal Europa-Parlamentet beskæftige sig med Eurodac, det vil sige med det system, som skal forhindre dobbelte asylansøgninger. En af de helt sikkert væsentlige ting i et sådant system er den demokratiske kontrol. Ud fra den betragtning er det ikke til at forstå, hvorfor Rådet ønsker at ændre proceduren, således at Europa-Parlamentet fratages enhver ret til at blive informeret. På den baggrund får Pirker-betænkningen vores støtte. Jeg vil dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi fra Frihedspartiet ikke tilslutter os den forhøjelse af aldersgrænsen, som udvalget har foreslået.
Den danske socialdemokratiske delegation udtrykker sin fulde støtte til oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af asylansøgeres og visse andre udlændinges fingeraftryk. "Eurodac" vil være et væsentligt redskab til sikring af en effektiv funktion af Dublinkonventionen. Med det valgte retsgrundlag for forordningen har vi - i respekt for det danske forbehold på det retlige område - undladt at stemme ved den endelige afstemning. Vi har med stor tilfredshed noteret os, at den danske regering på samlingen i Rådet (retlige og indre anliggender) den 29. oktober 1999 har meddelt at ville deltage fuldt ud i Eurodac-samarbejdet på et mellemstatsligt grundlag.
Europa-Parlamentet udtalte sig den 19. november 1999 om Eurodac-forordningen. I dokumentet, der blev vedtaget af Parlamentet, kom vi med en række ændringsforslag, bl.a. om at fastsætte alderen på de personer, som får taget fingeraftryk, til 18 år, og vi gav udtryk for vores bekymring over Eurodacs udbredelse til tredjelande, ulovlige indvandrere, hvis situation vi ikke synes har noget som helst at gøre med gennemførelsen af Dublin-konventionen. Den Socialdemokratiske Gruppe gav dengang udtryk herfor under afstemningen i Parlamentet, og den håber, at Kommissionen og Rådet går ind for de forslag, vi stillede. Årsagen til, at Parlamentet har udtalt sig igen i dag, er, at Rådet har ændret det oprindelige forslag om tildeling af beføjelser til gennemførelsen af Eurodac, idet det ønsker, at disse ikke, som det står i traktaterne, tilkommer Kommissionen, men i stedet overgår til Rådet selv. Ordføreren, hr. Pirker, vedtog den strategi, at han kun ville udtale sig om den del af betænkningen, der er blevet ændret. Den Socialdemokratiske Gruppe accepterede dette forslag. Derfor har vi under afstemningen i dag sammen med Den Liberale Gruppe undladt at stemme om alle de ændringsforslag, som ikke henviste til denne nye høring. Vi glæder os over resultatet af afstemningen om tildeling af beføjelser, som efter vores og størstedelen af Parlamentets mening bør tildeles Kommissionen. Vi gentager, at vi håber, at Rådet og Kommissionen vil tage Europa-Parlamentets to holdninger i betragtning, når de skal træffe endelig beslutning om Eurodac-forordningen. Betænkning af Wallis (A5-0253/2000)
Det er prisværdigt, at man vil modernisere Bruxelles-konventionen. Derimod mener vi, at den fortsat skal have juridisk status som et mellemstatsligt instrument. Hvad angår forbrugernes rettigheder, er det vores holdning, at forbrugerne skal kunne anlægge sag der, hvor de bor, i tilfælde af tvister inden for elektronisk handel.
En fornuftig udligning mellem de berettigede interesser hos forbrugerne og de virksomheder, der ønsker at benytte Internettet til elektronisk handel, er absolut nødvendig, hvis den elektroniske handel skal vokse og fungere i Den Europæiske Union. Det kompromis, man har fundet frem til i Retsudvalget, udgør efter vores mening netop denne fornuftige udligning mellem de to interesser. Omfattende informationer til forbrugerne om de betingelser, virksomheden vil lukke under, navnlig angående værneting, beskytter på den ene side forbrugerne mod snyderi og på den anden side virksomhederne mod urimelige risici. Den elektroniske handel giver Den Europæiske Unions medlemsstater hidtil uanede muligheder for at skabe kvalificerede arbejdspladser. Med denne reform ydes der uden tvivl et bidrag, som ikke skal undervurderes.
De danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet har i respekt for det danske forbehold på det retlige område undladt at stemme ved den endelige afstemning om forslaget. Betænkning af Glase (A5-0220/2000)
Hr. formand, i Italien kalder man også sort arbejde for "undervandsarbejde". Da jeg fortalte mine pensionistvenner, at vi skulle drøfte dette emne, understregede de, at jeg skulle gøre, hvad jeg kunne for ikke at lade dem være under vand alt for længe - de har nemlig problemer med vejrtrækningen - men sørge for, at de kom op til overfladen. "Hvorfor det - er de da under vand?", vil De sikkert spørge, hr. formand. Ja, det er de desværre! Der er nogle pensionister, som er tvunget til "undervandsarbejde", det vil sige til sort arbejde, fordi det i nogle stater er forbudt at modtage pension, når man har en lønindtægt. Hvis vi vil bekæmpe sort arbejde, skal vi også give pensionisterne - som har en lille og elendig sultepension - lov til at lægge denne pension oven i den regulære løn, ellers kaster man dem ud på det dybe vand, der hedder sort arbejde, og her risikerer de at drukne.
Hr. formand, det erklærede mål med den foreliggende betænkning er at bidrage til bekæmpelsen af illegal beskæftigelse. Imidlertid er ordføreren udelukkende optaget af arbejdsgivernes konkurrencesituation og ikke af den situation, der tvinger arbejdstagerne til at påtage sig sort arbejde. Når et stigende antal arbejdstagere tvinges til at acceptere hvilket som helst arbejde, skyldes det jeres økonomiske politik, skyldes det arbejdsløsheden, skyldes det fattigdommen. Det er først og fremmest arbejdstagerne, der på deres krop og på deres udkomme mærker følgerne af den illegale beskæftigelse. De er ofre for udnyttelse, for dårlige løn- og arbejdsvilkår. De er ikke omfattet af den lovbestemte sikring ved sygdom og ulykke. Det er således helt uantageligt, at man til dels lægger ansvaret for de ulykkelige forhold over på arbejdstagerne selv. I begrundelsen for beslutningsforslaget spørger udvalget sågar, om der er en årsagssammenhæng mellem den lave pensionsalder, den korte arbejdstid eller "de ufleksible og forældede arbejdsretlige bestemmelser" på den ene side og sort arbejde på den anden side. Det antydes dermed, at arbejdsgiverne ville være mindre tilbøjelige til at anvende sort arbejde, hvis de lovfæstede arbejdsvilkår var lige så usle som vilkårene for sort arbejde. Vil Europa-Parlamentet gøre en reel indsats for at bekæmpe illegal beskæftigelse, bør vi som første skridt foreslå, at arbejdsgivere, som gør sig skyldige i beskæftigelse af illegal arbejdskraft, pålægges at fastansætte de pågældende medarbejdere. Vi har selvsagt ikke stemt for den foreliggende betænkning, som under foregivende af at ville beskytte ofrene reelt frikender arbejdsgivere, der behandler de ansatte som slaver, herunder store virksomheder, som næppe påvirkes af vage trusler om økonomiske sanktioner.
Alle er enige om at fordømme illegal beskæftigelse, i daglig tale betegnet sort arbejde. Samtidig må det konstateres, at mange gør brug af den billige arbejdskraft. Statistikkerne taler deres tydelige sprog, idet sort arbejde, når man anvender gængs definition af begrebet, tegner sig for 7-16% af Den Europæiske Unions BNP. Det er selvsagt uantageligt, eftersom ledighedstallene i medlemsstaterne fortsat er høje, om end der er sket en klar forbedring i beskæftigelsen i de seneste år. Ordføreren understreger, at indsatsen til bekæmpelse af sort arbejde i vid udstrækning direkte bidrager til at bekæmpe arbejdsløsheden. Jeg tilslutter mig fuldt ud ordførerens udsagn. Jeg ved, det kan være vanskeligt at løse disse problemer. Det er imidlertid klart i medlemsstaternes interesse, at indsatsen koordineres for at iværksætte en effektiv strategi til bekæmpelse af denne svøbe. Det kræves som første skridt, at de enkelte medlemsstater udarbejder en opgørelse over de mest berørte sektorer og de vigtigste persongrupper. Der bør sikres en effektiv opfølgning, som udmøntes i konkrete foranstaltninger tilpasset den aktuelle situation. Disse foranstaltninger bør sammenfattes i et aktionsprogram, og aktionsprogrammerne bør igen indarbejdes i de nationale aktionsplaner, som tager udgangspunkt i de beskæftigelsespolitiske retningslinjer, for derved at skabe gensidig gennemsigtighed og vurdere aktionernes effektivitet. Endvidere er der en klar sammenhæng mellem skatte- og afgiftsniveauet og omfanget af og udviklingen i sort arbejde. Medlemsstaterne bør derfor bestræbe sig på at sænke skatter og afgifter. En nedsættelse af momssatserne for arbejdskraftintensive tjenesteydelser, som Rådets beslutning af 28. februar 2000 giver medlemsstaterne mulighed for, vil givetvis kunne bidrage til bekæmpelse af sort arbejde, eftersom denne sektor i udtalt grad gør brug af denne arbejdskraft. I lighed med Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender ser jeg gerne, at medlemsstater, som endnu ikke har gjort brug af denne mulighed, tager deres beslutning op til fornyet overvejelse. Jeg har på denne baggrund stemt for den foreliggende betænkning, som markerer endnu et skridt på vejen mod det sociale Europa.
Den stigende forekomst af illegal beskæftigelse er ikke arbejdstagernes valg og en mulighed for som arbejdstager at forøge sin indkomst. Det er virksomhedernes valg. De går selv direkte ind i de mest indbringende sektorer, mens øvrige sektorer, som skønnes at være mindre indbringende eller kræve længere tids indsats, før de giver afkast, overlades til underleverandører. Denne anvendelse af underleverandører indebærer reelt, at beskæftigelsen i stigende omfang lægges uden for virksomheden. Den illegale beskæftigelse reduceres ikke ved "øget fleksibilitet" (jf. pkt. 11 i beslutningsforslaget), ej heller ved "at sænke skatter og afgifter (jf. pkt. 11) eller ved "fleksibel arbejdstid" (jf. pkt. 26). Vi skal ikke lægge skylden på arbejdstagerne. Det er den kapitalistisk orienterede økonomiske tankegang, vi skal bekæmpe. Den tager altid sigte på at nedbringe lønomkostningerne, herunder fjerne arbejdsgivernes økonomiske bidrag til de sociale sikringsordninger.
Fru Glases betænkning lever ikke op til de synspunkter, der kommer til udtryk i begrundelsen. Den udmærker sig ved en i denne kontekst sjældent forekommende klarsynethed. Vi mener som ordføreren, at det urimeligt høje skattetryk, at bureaukrati, at papirarbejde, som pålægges virksomhederne, at ophævelsen af kontrollen ved Den Europæiske Unions indre grænser mv. er faktorer, som bidrager til at skabe sort arbejde. Men vi må beklage, at betænkningen overhovedet ikke omtaler den åbenlyse sammenhæng mellem den massive illegale indvandring, som præger kontinentet, og den eksplosive udvikling i den illegale beskæftigelse. Betænkningen omtaler heller ikke, at EU's institutioner bærer en betydelig del af ansvaret for, at årsagerne til sort arbejde eksisterer og forværres. Vi har derfor valgt hverken at stemme for eller imod.
Ikke registreret erhvervsaktivitet er en pæn omskrivning af sort arbejde. Det er et problem. Det findes i alle medlemsstater, i den ene mere, i den anden mindre. Det findes af de forskelligste grunde. Og der findes bjerge af bestemmelser, der skal bekæmpe sort arbejde. Disse har selvfølgelig kun en effekt, hvis der også bliver kontrolleret og straffet. Sort arbejde kan imidlertid ikke bekæmpes med nye europæiske bestemmelser. Endnu en omgang reguleringsvanvid fra Bruxelles ville bare være som et plaster på træbenet, hvad angår bekæmpelsen af sort arbejde i Den Europæiske Unions medlemsstater. Sort arbejde skal bekæmpes ved roden. Hvorfor arbejder mennesker sort, når de dermed f.eks. ikke har ret til social sikring? Hvorfor beskæftiger arbejdsgivere sorte arbejdstagere, når de ikke kan trække lønudgifterne fra i skat? Vores ordfører, fru Glase, har med rette skrevet i sin betænkning, at bekæmpelsen af sort arbejde er en opgave, der går på tværs af mange politiske områder - finans, økonomi, sociale anliggender, arbejdsmarked, retlige anliggender. At illegale indvandrere arbejder sort, kan ikke bekæmpes med arbejdsretlige bestemmelser. Illegal indvandring skal forbydes, og på dette punkt er flere medlemsstater alt for slappe. I betænkningen påpeges det, at der især er mange kvinder, der arbejder sort, fortrinsvis inden for området tjenesteydelser. Netop hvad angår husholdningsområdet, er både arbejdstagerne og arbejdsgiverne alt for villige til at udføre sort arbejde og lade sort arbejde udføre: arbejdsgiverne, fordi de viger tilbage for det administrative arbejde, arbejdstagerne af pengemæssige årsager, hvad angår skatter og sociale ydelser. Den kollektive beskatning af ægtefæller er i hvert fald i mit land en væsentlig grund til, at personer, der udfører husligt arbejde, ganske enkelt ikke ønsker at blive registreret. Og især for de ældre privatpersoner er det administrative arbejde et handicap, når der skal ansættes husholdningspersonale på legal vis. I Luxembourg har vi helt sikkert ikke løst problemet, men vi har inden for rammerne af beskæftigelsesplanen fritaget arbejdsgivere, der ansætter husholdningspersonale, fra det administrative arbejde, og jeg tror, at udbetalingen af en nettoløn til sådant personale udgør en væsentlig lempelse. Jeg har selvfølgelig stemt for betænkningen, men vil gerne, hvad angår kvinderne, påpege, at positive skattemæssige og andre foranstaltninger udgør et mere effektivt middel til bekæmpelse af sort arbejde end nye europæiske forbud.
Først skal det siges, at vi bifalder det arbejde, som fru Glase har udført. Det er nemlig en stærk opfordring til medlemsstaterne om at bekæmpe en plage - som i øvrigt bliver mere omfattende, og som man bagatelliserer fuldstændigt - der ikke alene skader økonomien og går ud over socialpolitikken, men som også hæmmer beskæftigelsespolitikken. Der er dog tre aspekter, som man efter vores mening bør lægge mærke til. Det første aspekt er, at netop på grund af medlemsstaternes forskellige fortolkninger af sort arbejde giver den tilhørende begrundelse måske en mere effektiv skildring af fænomenet end betænkningens tekst. Det andet aspekt er den efterhånden evindelige henvisning til fleksibiliteten og ansvarsfølelsen hos arbejdsmarkedets parter. Bortset fra lovliggørelseskontrakterne og medlemsstaternes initiativer mod sort arbejde - initiativer, der skal medtages i de nationale beskæftigelsesplaner, sådan som ordføreren bad om - ville det være interessant at finde ud af, hvor mange af initiativerne med den såkaldte aftalte fleksibilitet der har medført et ansvar fra arbejdsmarkedets parters side, og hvor mange der hidtil er blevet ført ordentligt og reelt ud i livet. Det tredje aspekt vedrører en type forhold, som ordføreren slet ikke nævner i begrundelsen, men som alligevel - i det mindste i Italien - risikerer at blive lige så omfattende, om ikke mere omfattende end sort arbejde. Det er en type forhold, som ganske vist lader til at have lovens velsignelse, og som der gøres stærk reklame for, men som faktisk har nogle ringe lovgivningsmæssige karakteristika med hensyn til beskyttelse og løn, da den er en følge af arbejdskontrakter, der er såkaldte "piratkontrakter", som er indgået med fagforeningernes billigelse. Vi mener i den forbindelse, at der i den undersøgelse af kategorierne, som ordføreren bad om, også skal tages højde for dette fænomen, og at man således skal definere nogle kvalitetskriterier, så det, der skal være en arbejdsrapport, med rette også kan kaldes en sådan.
Som en svøbe breder det sorte arbejde sig nu i et galopperende tempo i alle EU's medlemsstater med særlig opblussen i dets mindst udviklede regioner. Denne form for grov udnyttelse skader større og større socialgrupper, resulterer i den fattigdom, der breder sig i hurtigt tempo, skærper markedslovenes ufølsomhed og profittens hæmningsløshed, som alle fremkalder den og får den til at vokse. Den arbejderfjendske økonomi- og socialpolitik, som EU fører, udgør en afgørende faktor for stigningen i ulovligt arbejde, som udvikler sig i et hurtigere tempo end den officielle økonomi. Den sorte økonomi spiller en stadigt mere væsentlig rolle i medlemsstaterne, idet den sikrer enorme gevinster for virksomhederne, som undgår beskatning og forpligtelsen til at betale sociale bidrag. Den vedholdende snak på topmøderne og andre af Unionens organer om at mindske den berygtede "ikke-lønomkostning ved arbejde" driver virksomhederne til selv at anvende denne reaktionære retning ved at gøre sort arbejde normalt og udvide det til et højt antal lønarbejdere. Markedets og arbejdsvilkårenes intensiverede fleksibilitet, arbejdsløshedens og fattigdommens geværløb, som dagligt bliver sat for lønarbejdernes tinding, den store indstrømning af arbejderflygtninge, som med systemets velsignelse fungerer under et ulovligt system og ender som bytte for de kapitalistiske systemers udnyttelse, som misbruger deres arbejdskraft under slavearbejdsvilkår for at forøge deres profitter, skaber alle disse "usunde" sociale betingelser, som tvinger lønarbejderne til at være beskæftiget uden nogen social dækning, fjernt fra enhver fagforeningsaktivitet og statslig beskyttelse. Sundheds- og sikkerhedsforholdene samt arbejdsbetingelserne og arbejdsrelationerne fastsættes udelukkende af arbejdsgiveren, som overudnytter lønarbejderens behov og meget lille forhandlingsevne og opnår betydelige profitter af dennes overarbejde. Det er nødvendigt, at der træffes direkte foranstaltninger til at få fjernet denne svøbe. Foranstaltninger, som indfører meget strenge sanktioner over for de arbejdsgivere og de virksomheder, som anvender denne form for arbejde, og som ikke sidestiller ofrene med bødlerne. Organer og institutioner, der skal føre en omhyggelig kontrol med virksomhederne. Særlig beskyttelse bør de grupper få, som er et let offer for arbejdsgivernes hæmningsløshed: de unge, kvinder og i endnu højere grad indvandrerne. Arbejde, der ikke bliver opgivet, har kun positive resultater for arbejdsgiverne, som forøger deres profitter, mens det har mangesidede, negative følger for såvel selve lønarbejderen som for samfundet under et. En formindskelse af beskæftigelsen, en formindskelse af forsikringskassernes midler, en nedgang i skatteindtægterne og samtidig en forøgelse af de sociale og offentlige udgifter. Desværre bevæger Europa-Parlamentets betænkning, som vi forhandler, sig i en fuldstændig negativ retning. Den retfærdiggør faktisk arbejdsgiverne og kræver endog mere nyliberalistiske foranstaltninger på arbejdsmarkedet, i afskaffelsen af sort arbejdes navn. Den foreslår faktisk en legalisering - med fuldstændig kuldkastelse af de arbejdsmæssige relationer - af sort arbejde, idet den gør det almindeligt på bekostning af alle lønarbejdere. Derfor stemmer vi imod den. Beslutningsforslag om racisme (B5-0766/2000)
Jeg vil gerne udtrykke min skuffelse og forfærdelse over PPE's stemme i forbindelse med forslaget til beslutning om verdenskonferencen om racisme. I går henvendte talsmanden for PPE sig til Den Socialdemokratiske Gruppe for at bede os om at trække mit ændringsforslag 1 tilbage, fordi de, hvis det blev godkendt, ikke ville være i stand til at støtte betænkningen. Efter en del selvransagelse i Den Socialdemokratiske Gruppe besluttede vi, at vi ville trække ændringsforslaget tilbage, således at vi kunne få det størst mulige flertal i Parlamentet til at stemme imod racismens kræfter, det yderste højre og antisemitismen. Jeg må sige, at jeg ikke ved, hvilken konklusion jeg skal drage, for det fremgår klart af afstemningen, at det store flertal af PPE efter at have afgivet dette løfte stemte imod forslaget til beslutning. Det står ikke klart, om de løj, eller om de var konfuse. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Hvad der står klart, er, at nogle af dem, der i går græd krokodilletårer over de antisemitiske angreb i Italien for at få billig reklame, i dag stemte på en måde, der kun kan hjælpe og bistå racisterne, antisemitisterne og det yderste højre i Den Europæiske Union.
Hr. formand, jeg vil gerne på vegne af min gruppe give udtryk for vores skuffelse over, at man ikke er kommet til et resultat, til trods for alle de anstrengelser, som vi fra vores side har gjort, for at Den Europæiske Union, med opbakning fra Europa-Parlamentet, har en beslutsom holdning i et så vigtigt spørgsmål som verdenskonferencen om racisme. Vi har virkelig gjort alt, hvad vi kunne, og det finder jeg også, at ordføreren, fru Ludford, har gjort. Hr. formand, herudover vil jeg gerne på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe sige, at jeg finder de hentydninger, som visse medlemmer er kommet med her i salen om vores støtte til radikalisme, til den yderste venstrefløj, er fuldstændig forkastelige, og det samme gør sig gældende for betragtningen om, at terrorgruppen ETA, som for et par timer siden har myrdet en person fra min egen by, er en gruppe på den yderste venstrefløj. Disse herrer har en særegen og ensidig opfattelse af nationalismen, og de har absolut intet at gøre med nogen af os, med nogen europæisk socialdemokrat, og den eneste ideologi, de kender, er chauvinisme og racisme.
Hr. formand, det var sandelig en heftig debat om racisme! Vi så venstrefløjen gå til angreb, herefter højrefløjen, så venstrefløjen igen og højrefløjen endnu en gang. De fyrede løs på hinanden, men heldigvis kun verbalt. Som Pensionistpartiets repræsentant undlod jeg at stemme om dette beslutningsforslag. Hvorfor gjorde jeg det? Tilhører Pensionistpartiet højrefløjen eller venstrefløjen? Jeg har altid sagt, at Pensionistpartiet går ind for retfærdighed, for retfærdige forantaltninger og retfærdige ting, og at de ideologiske fløje, både højre- og venstrefløjen, burde beslutte sig for at tænke sig om og være mere opmærksomme på det konkrete aspekt af tingene. Pensionistpartiet er modstander af alle former for racisme, uanset hvilken side den kommer fra - der er ingen forskel på, om den kommer fra højre- eller venstrefløjen - men jeg vil gerne opfordre både højre- og venstrefløjen til at tænke sig om - nogle skal jo beslutte sig for at gøre det - og sørge for, at der sker nogle konkrete sociale tiltag i vores tilværelse, som alle har gavn af, og at man endelig lægger ideologierne på hylden én gang for alle.
Vores kolleger Ford, Ceyhun, Boumediene-Thiery, Sörensen, Schroedter og Lambert fortsætter med deres ændringsforslag ad den vej, som eksperterne har givet et klart nej. At forbinde emnet racisme med situationen i Østrig er et forsøg på at nedgøre Østrig. Mange af dem, der ikke blot ytrer sig kritisk om situationen i Østrig med deres ændringsforslag, kommer fra lande, hvor asylhjemmene er blevet nedbrændt, hvor højreradikale marcherer og får mere og mere indflydelse, hvor mindretals- og udlændingeproblemer ikke er blevet løst osv. I Østrig kan man ikke finde noget af dette. Selv på de vanskeligste områder har eksperternes beretning attesteret Østrig som havende en standard, der ligger over det europæiske gennemsnit. Men De søger splinten i Østrigs øje og vil ikke se bjælken i Deres eget lands. I stedet for at sige undskyld til østrigerne for den uret, de har været udsat for som følge af sanktionerne, puster De yderligere til ilden. Hvis det er Deres opfattelse af et enigt Europa, så er jeg bekymret. I øvrigt tilslutter vi os beslutningen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder, med hensyn til beslutningen af den 16. marts, men beslutningen af den 3. februar i år om regeringsdannelsen i Østrig kan vi ikke alene ikke tilslutte os, men vi kræver også en undskyldning fra Europa-Parlamentet.
Dette beslutningsforslag er en smuk tekst mod racisme. Samme dag tilslutter flertallet af Europa-Parlamentet sig den ændrede version af fingeraftrykssystemet, Eurodac, som er en yderligere kriminalisering af migranter, der ønsker at flytte til EU. En virkelig antiracistisk afstemning om Eurodac ville have fået et andet resultat. Derfor skal der ud over smukke ord ikke forventes nogen ændring af en politik om overvågningsstaten og kriminaliseringen af den antiracistiske beslutning.
Vi radikale parlamentsmedlemmer fra Emma Bonino-Listen stemte imod beslutningsforslaget om racisme, da vi er af den opfattelse, at vores måde at bekæmpe dette fænomen på i Europa udgør en risiko for de grundlæggende friheder og rettigheder såsom ytringsfriheden, meningsfriheden, tankefriheden og oplysningsfriheden. Disse rettigheder bliver i dag udhulet gradvist, hvilket er underminerende for demokratiet og selve retsstaten, og dette er en følge af de forskellige kampe, som EU og medlemsstaterne skal tage op for at bekæmpe de aktuelle nødsituationer, hvad enten det er racisme, terrorisme, organiseret kriminalitet eller brugen af Internettet til kriminelle formål. I den forbindelse burde vi tage ved lære af USA, som er det land, der beskytter denne frihed mest. Hvis man tror, at man kan bekæmpe et fænomen ved at forbyde det, ved at begrænse de grundlæggende friheder og rettigheder eller ved hjælp af ideologiske korstog, opnår man uden tvivl det stik modsatte, både når det gælder ytringsfriheden, narkotika, prostitution og indvandring, men også - hvilket Parlamentet godt er klar over - når det gælder Østrig og parlamentsmedlemmernes ret til at slutte sig sammen i en teknisk gruppe. Vi radikale er af den opfattelse, at også Parlamentet og Europa bør tage ved lære af fortiden i stedet for i dag at blive ved med at benytte sig af forbudspolitikkerne fra højre- og venstrefløjen, nemlig fra socialisterne og det yderste højre. Beslutningsforslag om organiseret kriminalitet (B5-0506/2000)
Den organiserede kriminalitet i Den Europæiske Union har konkurrencefordele. Især problemerne med hensyn til retshjælp og proceshindringerne gør en effektiv strafforfølgelse vanskelig. Med den nyligt vedtagne aftale om retshjælp tog man det første skridt til at mindske dette urimelige forspring. Vi hilser principielt Rådets handlingsplan velkommen, men tilslutter os også udvalgets kritik af Rådets konsultationspligter. Alligevel forkaster vi fælles strafferetlige bestemmelser på europæisk plan. Forskellighederne i medlemsstaternes strafferetssystemer gør ikke alene et sådant projekt næsten umuligt, men den energi, man ville skulle investere heri, kunne bruges bedre til præventive foranstaltninger.
Afstemningen er afsluttet.
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 12.30)