Jeg vil gerne benytte lejligheden til at give Dem resultaterne af vores afstemning i går om valg af næstformænd. Som alle ved, blev næstformændene valgt med akklamation, og rangordenen blev afgjort ved afstemning. Antal deltagere i afstemningen: 554. Antal blanke eller ugyldige stemmer: 9. Afgivne stemmer: 545. Stemmerne blev fordelt som følger: Hr. Martin: 300 stemmer. Tillykke, David. Hr. Dimitrakopoulos: 240 stemmer. (Bifald) Fru Cederschiöld: 230 stemmer. (Bifald) Hr. Imbeni: 226 stemmer. (Bifald) Hr. Vidal-Quadras Roca: 215 stemmer. (Bifald) Hr. Podestà: 203 stemmer. (Bifald) Hr. Friedrich: 200 stemmer. (Bifald) Fru Lalumière: 191 stemmer. (Bifald) Hr. Colom i Naval: 168 stemmer. (Bifald) Hr. Pacheco Pereira: 164 stemmer. (Bifald) Hr. Provan: 162 stemmer. (Bifald) Hr. Schmid, Gerhard: 151 stemmer. (Bifald) Hr. Onesta: 148 stemmer. (Bifald) Hr. Puerta: 120 stemmer. Jeg vil gerne lykønske alle disse kolleger, og næstformændenes rangfølge afgøres i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, af det antal stemmer, som de har opnået. Sammensætningen af det nye Præsidium vil blive meddelt formændene for Det Europæiske Fællesskabs institutioner.
Næste punkt på dagsordenen er godkendelse af protokollerne fra møderne mandag den 17. december 2001, mandag den 14. januar 2002 og tirsdag den 15. januar 2002. Protokollerne er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dem som godkendt.
Hr. formand, jeg mener, at der er en oversættelsesfejl i den danske tekst, idet der under punkt 7, "Hævelse af mødet", står: "Aldersformanden hævede mødet kl. 19.30". Jeg mener, at det var Dem, hr. formand, der hævede mødet, og det er også, hvad der står i den franske version.
Mange tak, hr. Rovsing, for allerede at varetage mine interesser. Douze points! Det vil blive korrigeret i protokollen. Hvis ingen andre gør indsigelse, betragter jeg dem som godkendt. (Protokollerne for de tidligere møder godkendtes)
Hr. formand, jeg vil gerne rejse et spørgsmål. Umiddelbart før jul, den 19. december, var jeg udsat for et væbnet røveri i nærheden af Europa-Parlamentet i Bruxelles. Jeg befandt mig i min bil og ventede for rødt lys, da ruderne blev knust, og alt blev fjernet fra bilen. Jeg skal spare medlemmerne for yderligere detaljer, men jeg har hørt, at der efterfølgende er forekommet flere overfald af samme art mod andre biler, herunder også i sidste uge. Jeg vil derfor gerne spørge, om de nyvalgte kvæstorer vil undersøge, hvilke overfald der har fundet sted sidste år i nærheden af Europa-Parlamentet i Bruxelles, og indtrængende anmode politiet om at træffe modforanstaltninger. Jeg kan forsikre, at det ikke er morsomt at blive udsat for noget sådant.
Fru Maij-Weggen, Deres anmodning har helt tydeligt Parlamentets støtte, og det vil blive gjort.
Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Er det i lyset af ændringsforslaget fra undertegnede og hr. Davies fra slutningen af 2001 til betænkningen om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som blev vedtaget af Parlamentet, og som opfordrede EU til at optræde som mægler mellem Indien og Pakistan i forbindelse med uoverensstemmelsen om Kashmir, muligt at få opført en redegørelse fra Rådet eller en mundtlig forespørgsel om dette spørgsmål på dagsordenen for næste mødeperiode? Uoverensstemmelsen går mere end 50 år tilbage i tiden. Der er ikke fulgt op på FN-resolutionerne, og da begge lande nu er atommagter, er det meget vigtigt at løse problemet. Jeg vil gerne opfordre EU til at være proaktiv og tilbyde sin støtte som mægler, da der tilsyneladende ikke er andre organer, der viser initiativ til at gøre det.
Fru Lynne, det er en lidt usædvanlig bemærkning til forretningsordenen, men jeg vil notere mig den. Jeg vil foreslå, at De anmoder Deres gruppeformand om at rejse spørgsmålet på Formandskonferencens næste møde. Det er den korrekte procedure med henblik på at få dette spørgsmål på dagsordenen.
Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Parlamentet er bekendt med, at en ung nigeriansk kvinde i sidste uge blev dømt til døden for utroskab. Hun skulle stenes til døde efter at være gravet ned. På grund af en skrivelse fra fru Fontaine, en række andre parlamentsmedlemmer og undertegnede - som medformand for AVS-EU-Forsamlingen - blev dødsdommen ikke eksekveret, og sagen kan appelleres inden for to måneder. Jeg er imidlertid rystet over at se endnu en sag. En 18-årig blev stillet for retten i mandags for samme forbrydelse i forbindelse med utroskab og vil ligeledes blive dømt til døden ved stening. Jeg håber stærkt, at hele Parlamentet vil støtte Dem i udarbejdelsen af en skrivelse til Nigeria i håbet om, at der ikke vil blive afsagt sådanne domme i fremtiden, og at denne barbariske henrettelsesmetode i henhold til sharia-loven tages op med den nigerianske regering, som vi indtrængende må opfordre til at sikre, at det aldrig sker igen.
Hr. Corrie, jeg vil naturligvis følge op på det og holde Dem og Deres kolleger orienteret.
Hr. formand, i går viste De, at De har historisk viden, og det får mig til at ønske at stille et spørgsmål om den europæiske skoleportal, som støttes af Europa-Kommissionen. I sidste uge blev der åbnet en sådan hjemmeside, hvor man henviser til en sovjetisk historiebog fra 1982, i henhold til hvilken Finland skulle have indledt Vinterkrigen. Vi ved alle, at Vinterkrigen blev indledt med skud i Mainila, hvilket var blevet iscenesat af Stalin, og det er oprørende, at den europæiske skoleportal indeholder den slags fejl. Det krænker min nationalitetsfølelse og min historiefornemmelse. Kommissionen har lovet at opklare sagen, men jeg vil også bede Parlamentets instanser om at undersøge spørgsmålet. Det er oprørende, at europæiske skoler tillader en så dårlig kvalitet på de hjemmesider, der er tilgængelige via skoleportalen.
Mange tak, hr. Thors. Sagen vil blive undersøgt, og De vil blive orienteret.
Hr. formand, jeg vil gerne gøre Dem og Parlamentet opmærksom på, at de ekstremt dårlige vejrforhold, der ramte Grækenland i december, og som i visse dele af landet varer ved med langvarige lave temperaturer, i mange tilfælde under minus 24 grader celsius, har forårsaget omfattende skader. Mange millioner træer er ødelagt, produktionen af oliven og citrusfrugter er ødelagt, og i mange tilfælde er det ødelæggelser på 100%. Formanden for min gruppe, hr. Wurtz, har sendt en skrivelse til Kommissionens formand, Romano Prodi. Jeg vil gerne lykønske Dem med valget og anmode om, at De som Deres første handling griber ind for at sikre de græske landbrugere kompensation for den skade, de har lidt - som bekendt har de græske landbrugere den laveste indtægt i EU - og hjælper med at genoprette skaderne. Situationen er tragisk og kræver øjeblikkelig indgriben fra alles side, så der kan rettes op på forholdene.
Hr. formand, fra sit palads i Kartago fortsætter præsident Ben Ali med at undertrykke og afskedige embedsmænd og på alle måder at skræmme de politiske modstandere i landet. Jeg mener, det er på høje tid, at Europa-Parlamentet tager stilling og omtaler denne sag i en erklæring fra Rådet umiddelbart efter denne mødeperiode. Jeg mener også, at denne situation er fuldstændig uacceptabel. Europa-Parlamentets feltråb bør være "Carthago delenda est" (Kartago må ødelægges), for denne styreform kan ikke længere accepteres.
Mange tak, hr. Dupuis. Der er intet forslag herom på dagsordenen i øjeblikket, og vi har heller ikke nogen aktuel og uopsættelige debat i denne uge. Jeg vil dog tage det til efterretning og se, hvad vi kan gøre.
Næste punkt på dagsordenen er anmodning om uopsættelig forhandling fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 92/79/EØF, direktiv 92/80/EØF og direktiv 95/59/EF for så vidt angår punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak (KOM(2001) 133 - C5-0139/2001 - 2001/0063(CNS)). Jeg vil gerne spørge fru Randzio-Plath, om hun kan fortælle os, hvorvidt vi skal acceptere anmodningen om uopsættelig forhandling.
. (DE) Hr. formand, til det vil jeg gerne bemærke, at vi ønsker at fremlægge en ny betænkning. Vi håber, at Kommissionen er enig i, at det bør føre til et kompromis med Parlamentets holdning her, Parlamentet, der jo som bekendt har afvist det første forslag under afstemningen i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, men som nu er parat til at udarbejde et nyt forslag i Katiforis-betænkningen i udvalget, som vi gerne vil stille i februar i plenarforsamlingen. Så har Rådet (økonomi og finans) stadig tilstrækkelig tid til at træffe en afgørelse herom. På samme måde har jeg på vegne af udvalget også skrevet til det spanske rådsformandskab, og jeg informerede også rådsformand Rato herom på mødet i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål i sidste uge. For så vidt er jeg således ikke af den opfattelse, at anmodningen om uopsættelig forhandling bør efterkommes.
Hvis der er én taler for og én imod, er udvalgets råd at forkaste anmodningen om uopsættelig forhandling. Har vi én taler for og én imod? Hr. von Wogau, det er ikke nødvendigt, men det er muligt.
Hr. formand, det er mit indtryk, at der kun vil være talere, som er imod en uopsættelig forhandling, for jeg anser det for en meget vigtig proces. Der er fare for, at Rådet vedtager sin udtalelse, uden at Europa-Parlamentets udtalelse foreligger. Jeg anser det for tvingende nødvendigt, at Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål først afgiver sin udtalelse, og at Rådet først derefter træffer en beslutning. Derfor bør vi afvise denne anmodning om uopsættelig forhandling.
På baggrund af disse to bidrag har vi konsensus. (Anmodningen om uopsættelig forhandling forkastedes)
Næste punkt på dagsordenen er valg af kvæstorer. Jeg har modtaget følgende kandidaturer: hr. Balfe, fru Banotti, fru Maes, hr. Marinho, hr. Poos, fru Quisthoudt-Rowohl og fru Smet. Kandidaterne har over for mig bekræftet deres kandidaturer. Da antallet af kandidater overstiger antallet af pladser, vil der blive afholdt hemmelig afstemning i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1. I lyset af alle de afstemninger, som vi havde i går, og da valget af kvæstorer forløber parallelt med vores normale aktiviteter i dag, foreslår jeg i henhold til artikel 135, at vi går over til elektronisk afstemning.
Hr. formand, det er en ægte og kort bemærkning til forretningsordenen. Hr. formand, jeg frygter, at den fremgangsmåde, som De foreslår, ikke på nogen måde sikrer, at afstemningen bliver hemmelig. Det er klart, at et belyst afstemningsanlæg kan ses af de personer, der står ved siden af den, der afgiver sin stemme, og som tilhører den samme gruppe som ham. Jeg mener, at dette omstændighederne taget i betragtning er beklageligt.
Proceduren er i overensstemmelse med forretningsordenen. Mit indtryk er, at medlemmerne ønsker at benytte sig af denne fremgangsmåde. Jeg mener således, at vi bør gå videre til afstemningen om kvæstorerne. Vi må først afholde en prøveafstemning for at sikre, at alle er bekendt med det elektroniske afstemningssystem. Jeg er ikke selv helt fortrolig med det - jeg lærer hen ad vejen. Det er ligesom multilateral overvågning på første trin i Den Økonomiske og Monetære Union - man lærer hen ad vejen.
Hr. formand, jeg går ligesom De ind for fremskridtet, og jeg støtter Lissabon-strategien om, at vi skal træde ind i informationsalderen, men jeg frygter, at denne afstemning på disse betingelser, uden at medlemmerne har haft mulighed for at få et kursus, vil skabe mange problemer. Jeg vil anbefale ... (Støj) Undskyld, men det er ethvert medlems ret i henhold til forretningsordenen. Jeg vil anbefale hemmelig afstemning med stemmesedler.
Jeg tager det til efterretning.
Hr. formand, mit anlæg virker ikke, og selv de af mine kolleger, der er kommet mig til undsætning, kan ikke få det til at virke.
Lad os få løst problemet med hr. Berthus maskine. Formanden for Den Socialdemokratiske Gruppe har anmodet om hemmelig afstemning med stemmesedler. Mit indtryk efter prøveafstemningen er, at medlemmerne godt kan finde ud af systemet.
Hr. formand, det er ikke det, der er problemet. Hvis formanden for den næststørste gruppe mener, at det er bedst at bruge det andet system, bør vi ikke diskutere det mere, men rette os efter dem. Hvis de er mere fortrolige med den fremgangsmåde, bør vi benytte denne mulighed.
De har ret i, at det hverken er mit eller Deres indtryk, der gælder, jeg vil dog betragte Dem som en fortaler for hemmelig afstemning med stemmesedler. Har vi en fortaler for elektronisk afstemning frem for den traditionelle hemmelige afstemning?
Ærede hr. nye formand for Parlamentet, kære kolleger, er vi mon dummere end vores børn? Er vi ikke i stand til at trykke på to taster i vores teknologiske tidsalder? Vi har et Pisa-studie, vi har undersøgelser, vi har en ny formand, vi har betalt mange penge for dette anlæg, vi er længe blevet kritiseret for det, og nu vil vi stemme som i stenalderen! (Kraftigt bifald)
Hr. formand, på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne anmoder jeg formelt om, at der stemmes i overensstemmelse med forretningsordenen, det vil sige ved hemmelig afstemning med stemmesedler.
Hr. formand, kære kolleger, jeg er ikke ekspert i spørgsmål vedrørende forretningsordenen. Jeg er selvfølgelig også altid parat til, når det handler om procedurespørgsmål, at acceptere andre overbevisninger. Men når jeg nu hører, at den ansete formand for Den Socialdemokratiske Gruppe forlanger afstemning med stemmesedler og siger, at kun det er den rigtige form for hemmelig afstemning, vil jeg gerne henvise til det, som De, hr. formand, sagde i begyndelsen, nemlig at den elektroniske afstemning er en hemmelig afstemning og i overensstemmelse med forretningsordenen. Hvis vi altså - jeg behandler spørgsmålet meget fair - ønsker at beslutte nu, om vi skal stemme elektronisk eller med stemmesedler - og jeg indrømmer gerne, at man kan være af den ene eller den anden opfattelse - skal De ved håndsoprækning afgøre afstemningens form ved ja eller nej. Kun på denne måde kan dette spørgsmål om proceduren afgøres. Jeg vil anbefale, at vi nu afgør demokratisk på denne måde, hvordan vi skal stemme.
Vi er bekendt med de centrale punkter. I artikel 135 står der følgende: "Formanden kan til enhver tid bestemme, at de i artikel 133, 134 og 136 omhandlede afstemninger foretages ved hjælp af et elektronisk afstemningsanlæg." Proceduren i forbindelse med elektronisk afstemning er helt i overensstemmelse med forretningsordenen. Det er dog tydeligt, at der ved denne lejlighed er delte meninger i Parlamentet om den bedste afstemningsmetode. Jeg vil derfor høre Parlamentet om, hvorvidt vi skal anvende elektronisk afstemning. (Parlamentet vedtog at anvende elektronisk afstemning) Formanden. Næste punkt på dagsordenen er valg af kvæstorer. Der er fem kvæstorer, så hvert medlem har maksimalt fem stemmer. Hvis De stemmer på mere end fem kandidater, vil Deres stemme blive annulleret. Vi har samme stemmetællere som til valget af formanden og næstformændene. Jeg vil gerne anmode disse om at stemme først og derefter komme til formandspladsen for at konstatere afstemningsresultaterne.
Hr. formand, det er rigtigt nok, at De i henhold til forretningsordenen kan anvende elektronisk afstemning. Men når det foregår på den måde, er afstemningen ikke hemmelig. Jeg ved, hvad fru Ainardi har stemt, jeg ved, hvad fru Frahm har stemt, jeg ved, hvad min kollega her har stemt, og hvad de andre kolleger har stemt. Vi kan stemme elektronisk uden asterisken. Ellers ved vi, hvad de andre har stemt, og så er det ikke hemmelig afstemning.
Vi er nu midt i afstemningen. Og der blev netop rejst spørgsmål om afstemningsproceduren. Vi stemte om det, og nu gennemfører vi afstemningen. Jeg noterer mig det, men jeg kan ikke ændre beslutningen nu. (Afstemningen fandt sted) Der var 534 stemmer. Der var én blank stemmeseddel og 533 gyldige stemmer. Der er et flertal på 267. Resultaterne for kandidaterne er som følger: Fru Banotti: 369 Fru Quisthoudt-Rowohl: 299 Hr. Balfe: 259 Fru Smet: 254 Hr. Poos: 221 Hr. Marinho: 189 Fru Maes: 125 På baggrund af det påkrævede flertal erklærer jeg både fru Banotti og fru Quisthoudt-Rowohl for valgt som kvæstorer. I overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, og artikel 16 bestemmes kvæstorernes rangfølge - som næstformændenes rangfølge - af den rækkefølge, hvori de er valgt. Jeg erklærer de to kandidater for valgt og ønsker dem tillykke. Valg af kvæstorer vil fortsætte kl. 12.30 efter samme procedure. Dette er i henhold til dagsordenen. Hvis nogen skulle ønske at gøre indsigelse, er de naturligvis velkomne.
Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Selv om jeg respekterer den beslutning, som Parlamentet har truffet, er dette ikke en hemmelig afstemning. Jeg ved, hvordan alle mine kolleger rundt om mig har stemt. Jeg anerkender, at vi kan vælge en åben afstemning, hvis det er det, vi ønsker, men vi skal ikke foregive, at vi har haft en hemmelig afstemning. Vi burde stemme ved håndsoprækning. Det var det ene punkt. Det andet punkt er, at jeg gerne vil sige til mine kolleger i PPE-DE-Gruppen, at vi kunne have gennemført en afstemning med stemmesedler på den tid, som vi nu har brugt på at diskutere. Måske kan vi nu anvende en fremgangsmåde, som sikrer hemmelig afstemning.
Jeg mener, at vi har truffet en beslutning - god eller dårlig - men en beslutning om dette afstemningssystem. Jeg tror, at det fremover vil være relevant grundigt at gennemgå grundlaget for dette hemmelige afstemningssystem, som ikke er spor hemmeligt. Når dette er sagt, har vi en dagsorden, hvoraf det fremgår, at det spanske formandskab vil indlede forhandlingerne kl. 10.00. Vi har stadig 20 minutter takket være denne såkaldte hemmelige afstemning. Lad os derfor med det samme hurtigt afholde en anden valgrunde. Jeg tror, at alle ønsker det.
Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg ønsker ikke yderligere forsinkelser. Hr. Dell'Alba har fuldstændig ret. Vi har bevist, at 99,9% af Parlamentets medlemmer kan følge med, når det gælder deres børns teknologiske viden. Det vil være helt absurd ikke at gå videre med den endelige afstemning vedrørende kvæstorerne. Med hensyn til bemærkningen om hemmelig afstemning fra min kollega fra den anden side af salen må jeg sige, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad mine kolleger stemte, fordi jeg valgte ikke at kigge dem over skulderen.
Hr. formand, jeg har et meget enkelt forslag til de af mine kolleger, der ikke har så stort kendskab til teknologi. Vi skal bruge tiden fornuftigt på at afslutte afstemningen om kvæstorerne. Vi har brugt alt for meget tid på afstemninger i denne uge. Hr. Onesta gav os et meget nyttigt stykke papir i går. Jeg ved ikke, om det er symbolsk, men papiret er blankt! Det er helt uteknologisk, så Socialdemokraterne behøver ikke at være bange for det. Medlemmerne skal lægge et stykke papir over skærmen - eller hr. Onestas papir - efter afstemningen. Det er meget enkelt.
Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg er enig med dem, der mener, at vi skal benytte det elektroniske system, da det er meget hurtigere. Jeg vil dog foreslå, at teknikerne og de øvrige ansvarlige for dette vidunderlige udstyr ændrer systemet, således at det er muligt at stemme på alle kandidater, for eller imod, og således at alle har et neutralt symbol ved siden af. På denne måde kan man ikke se på skærmen, hvad man har stemt. Det ville være meget lettere, og det ville ikke være muligt at se, hvordan de andre medlemmer stemmer.
Jeg vil acceptere to yderligere talere, og derefter afslutter vi sagen.
Hr. formand, min anmodning angik ikke den elektroniske afstemning. Det, der officielt interesserer mig på min gruppes vegne, er muligheden for at kunne stemme kl. 12.30 i overensstemmelse med tidligere politiske aftaler.
Hr. formand, De har truffet en beslutning. Der skal fortsættes med den samme afstemningsmetode, selv om vi ikke er enige. Nu anmoder jeg om, at denne afstemning ud fra politiske overvejelser udsættes til kl. 12.30.
Jeg vil gøre dette helt klart. I henhold til dagsordenen skulle anden valgrunde finde sted kl. 12.30. Jeg er klar over, at der er politiske overvejelser i forbindelse med dette, selv om vi kunne afslutte sagen effektivt med elektronisk afstemning. Vi vil gennemføre afstemningen så hurtigt som muligt, men ikke inden kl. 12.30. I mellemtiden har grupperne mulighed for at konsultere hinanden. Vi vil endnu en gang anvende elektronisk afstemning. (Mødet udsat kl. 9.48 i afventning af næste punkt på dagsordenen og genoptaget kl. 10.00)
Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra formanden for Det Europæiske Råd om det spanske formandskabs arbejdsprogram. Dette er et meget vigtigt øjeblik i europæisk politik. Efter indførelsen af euroen er der i et vanskeligt økonomisk klima stadig behov for at gennemføre de økonomiske og sociale reformer og den bæredygtige udvikling som fastsat i Lissabon og Stockholm. Der er i år behov for at bruge tid på at skabe en basis for udvidelsen. Der er behov for at udarbejde en konvention til sikring af Europas fremtid. Så jeg er sikker på, at der er et fuldt og ambitiøst program. Det er med stor glæde, at jeg giver ordet til hr. Aznar, formand for Det Europæiske Råd.
Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Kommissionen, mine damer og herrer, det er mig en stor ære for første gang at møde op her som ministerpræsident for Spanien og rådsformand i EU for at redegøre for det spanske formandskabs prioriteter. Det spanske formandskab begynder, samtidig med at Parlamentet skifter formand. I går overværede vi udnævnelsen af en ny formand for Parlamentet og afskeden med en formand, som har udført sit arbejde meget effektivt. Hr. Cox' personlighed og politiske og institutionelle løbebane er en garanti for, at Parlamentet og formandskabet vil få nogle frugtbare politiske og institutionelle forbindelser, der har til formål at styrke EU og give Europa-Parlamentet mere indflydelse. Europa-Parlamentet har bidraget væsentligt til det, som EU er i dag, gennem sit arbejde og sine forslag, der altid rummer en vedvarende og opfindsom stræben efter, at Unionen skal fungere mere effektivt. Parlamentet har også været i stand til at tilpasse de forskellige europæiske parlamentariske traditioner og afprøve nye formler for forbindelsen mellem det civile samfund og dets politiske repræsentanter, og det har dermed styrket den demokratiske kontrol og forøget det europæiske projekts legitimitet. Der er intet, der illustrerer denne idé bedre end proceduren med fælles beslutningstagning, som det imidlertid er nødvendigt at forbedre for at øge gennemsigtigheden og effektiviteten. Derfor vil det spanske formandskab arbejde for, at de otte forligsprocedurer, der skal finde sted i dette halvår, afsluttes hurtigt. Spanien ønsker at forbedre Unionens institutionelle samarbejde og demokratiske kontrol, og derfor vil jeg garantere, at formandskabet vil være til stede på plenarmøderne, som det er blevet sædvane siden det foregående formandskab. Jeg for min del lover at informere Parlamentet efter Det Europæiske Råd i Barcelona og at fremkomme med en endelig redegørelse for dette halvår efter Det Europæiske Råd i Sevilla. Mine damer og herrer, de aktuelle politiske fremtidsudsigter forpligter Unionen til at være ambitiøs i tre retninger. Den første består i at imødegå terrorismen gennem oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den anden består i at skabe et område med større økonomisk velstand, der kan redde den europæiske sociale model. Og den tredje går ud på at benytte den historiske lejlighed til at gennemføre udvidelsen og lægge grunden til den fremtidige udvidede Union. For at kunne nå disse mål med succes må vi stræbe efter at gøre Europa mere synligt. Med "mere Europa" vil vi styrke bekæmpelsen af terrorisme og sikre, at euroens indførelse bliver en succes, og kun hvis vi er ambitiøse, vil vi kunne gennemføre udvidelsen, skabe et område med større velstand, styrke Unionens rolle udadtil og afslutte den kommende regeringskonference med et positivt resultat. Mine damer og herrer, jeg anerkender og takker for det ansvar, som Parlamentet og Europa-Kommissionen har udvist i kampen mod terrorisme. Nogle dage før den tragiske 11. september vedtog Parlamentet en beslutning, hvori det indtrængende opfordrede Europa-Kommissionen til at forelægge flere initiativer for at gøre bekæmpelsen af terrorisme i EU mere effektiv. Det er nødvendigt at fortsætte arbejdet i den retning, som De og Europa-Kommissionen anviste på det tidspunkt. Med udgangspunkt i retsstatsprincippet skal vi derfor udbygge EU's handlingsplan til bekæmpelse af terrorisme for at forhindre enhver form for tilflugtssted for terrorister inden for vores grænser. I december 2001 blev der gjort store fremskridt på dette område. Alle Unionens institutioner og især formandskabet og Parlamentet må nu arbejde på, at de instrumenter, der blev vedtaget på det tidspunkt, hurtigst muligt kommer til at fungere effektivt. De kommer ikke til at fungere effektivt, hvis man ikke samtidig sikrer et større samarbejde mellem EU-medlemsstaternes politi og sikkerhedsstyrker. Derfor finder formandskabet det af største vigtighed, at der hurtigt etableres fælles efterforskningshold, at Europols arbejde effektiviseres, og at finansieringen af terroristerne og dem, der beskytter eller støtter dem, forhindres. (Bifald)Som De udmærket ved, mine damer og herrer, skaber terrororganisationerne samarbejdsforbindelser med hinanden, så de har en operativ kapacitet, der går ud over vores grænser. Spanien ønsker, at Unionen på internationalt plan spiller en mere aktiv rolle i bekæmpelsen af terrorisme. Og et første skridt på vejen er, at der skabes et snævert strafferetligt samarbejde med USA i overensstemmelse med de principper, der kendetegner EU's retssystem, som Parlamentet gjorde opmærksom på. Oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed danner rammen om kampen mod terrorisme. Derfor mener formandskabet, at det er vigtigt at gøre en indsats for at skabe en fælles asyl- og indvandringspolitik, forbedre kontrollen ved Unionens ydre grænser, styrke kampen mod ulovlig narkotikahandel og opnå gensidig anerkendelse af retsafgørelser både på det civilretlige område, gennem det europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokument, og det strafferetlige område. Disse initiativer kræver et snævert institutionelt samarbejde, hvis vi ønsker at overholde tidsplanen for oprettelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Mine damer og herrer, indførelsen af euroen går - tør jeg godt sige - mere end strygende. I slutningen af denne måned vil der kun være få borgere i eurozonen, som bruger de nationale valutaer. Det er et godt bevis på, at Unionens politikker accepteres, når de gennemføres seriøst og effektivt. Vores valutas stabilitet kræver desuden en bedre koordinering af de økonomiske politikker. Det skal komme til udtryk ved, at Eurogruppens rolle fremmes, at der fastlægges mere præcise overordnede retningslinjer for den økonomiske politik, og at målsætningerne i stabilitets- og vækstpagten overholdes nøje. Desuden vil euroen gøre eurozonen mere synlig, hvilket forpligter formandskabet til at sikre, at Unionens holdninger bliver taget i betragtning i internationale fora. Det er værd at huske på, at gennemsnitsindkomsten pr. indbygger i Europa i det seneste årti har haft en tilbagegang på seks procentpoint i forhold til USA. Vi må altså modernisere vores økonomier for at opnå en større vækst. Oprettelsen af et område med større økonomisk og social velstand vil derfor være en anden central ting, som formandskabet vil arbejde på. Det er Spaniens ønske, at Det Europæiske Råd i Barcelona skal beskæftige sig med fem konkrete områder, der også skal føre til "mere Europa". For det første vil vi fremme forbindelsen og åbningen mellem de europæiske transport- og kommunikationssystemer. Formandskabet vil bestræbe sig på at revidere de transeuropæiske transportnet, at skabe et fælles europæisk luftrum og at liberalisere jernbanetransporten yderligere. Det andet arbejdsområde i Barcelona vil være oprettelsen af et europæisk energimarked baseret på åbning, liberalisering, konkurrence, gennemsigtighed og sammenkobling. Ledet af disse kriterier vil formandskabet undersøge åbningen af markederne for gas og elektricitet til fordel for virksomheder og forbrugere, reglerne for tredjelandes adgang til nettene og oprettelse af infrastrukturer og sammenkoblinger mellem de nationale energimarkeder. Integrationen af de finansielle markeder er på sin side en uomgængelig betingelse for, at den fælles valuta kan fungere korrekt, og en grundlæggende forudsætning for den europæiske vækst. Spanien vil arbejde på, at tidsplanerne for handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser overholdes, og på, at den nye strategi på basis af Lamfalussy-rapporten gennemføres med den behørige respekt for den institutionelle ligevægt. Vi ved alle sammen, at beskæftigelse er den bedste måde at opnå social integration på. Derfor vil Det Europæiske Råd i Barcelona for det fjerde, med udgangspunkt i Luxembourg-processen og den aktuelle situation, i beskæftigelsesstrategien fokusere mere på analysen af de strukturelle barrierer på arbejdsmarkederne, på skattesystemerne og systemerne for social sikring og ligeledes på arbejdsmarkedets institutioner. Der er ingen tvivl om, at kvalitet i arbejdet afhænger af muligheden for at få en god uddannelse, der fremmer de studerendes mobilitet. Derfor vil det femte punkt på Det Europæiske Råd i Barcelona være arbejdsprogrammet om uddannelsessystemerne frem til 2010. Vi skal sikre, at der sker en kvalitetsforbedring, og at de europæiske uddannelsessystemer åbnes for resten af verden. Mine damer og herrer, i Barcelona vil ansøgerlandene for første gang deltage i et af Det Europæiske Råds arbejdsmøder. Inddragelsen af ansøgerlandene i arbejdet med økonomisk og social modernisering er efter min mening det bedste politiske signal om støtte til den udvidelse, som Unionen agter at gennemføre. Udvidelsen betyder uden tvivl, at der sættes punktum for en bitter periode i vores kontinents historie, og der vil blive indlemmet lande, som tilhører den europæiske familie, som vi har fælles værdier med, og som led hårdt under historiens omskiftelser. Det spanske formandskab har politisk vilje til at bidrage til, at alle de stater, der er klar til det, kan afslutte deres forhandlinger ved udgangen af 2002. Med udgangspunkt i EU's gældende regelværk og de finansielle overslag vil kapitlerne om landbrug, regionalpolitik, social samhørighed, finansielle og budgetmæssige bestemmelser og institutionelle spørgsmål blive forhandlet under det spanske formandskab. Spanien vil også forsøge at afslutte alle de kapitler, som endnu ikke er blevet færdigforhandlet. Den endelige afslutning af forhandlingerne afhænger af, om alle Unionens medlemsstater er kompromisvenlige, om Kommissionen stiller sine forslag i tide og især af de enkelte ansøgerlandes indsats. Evalueringen af fremskridtene vil finde sted på Det Europæiske Råd i Sevilla i juni. Hr. formand, mine damer og herrer, vi ved også, at EU er kaldet til at spille en stadig vigtigere politisk rolle på internationalt plan - og det vil vi gerne have. Den europæiske integrations succes og Unionens økonomiske og handelsmæssige betydning kræver, at Unionen markerer sig mere udadtil. De internationale forhold kræver, at Unionen styrker sin tilstedeværelse i områder, hvor fred og sikkerhed er direkte truet. Derfor regner det spanske formandskab med at bidrage til udarbejdelsen af en omfattende samlet regional strategi for Centralasien og Afghanistan, som kan forhindre, at der opstår nye konfliktområder. Men en europæisk tilstedeværelse tjener intet formål, hvis vi ikke har mulighed for at gennemføre en effektiv krisestyring, altså hvis vi står uden militære styrker til begrænsede operationer, der kræver hurtig udrykning. Dette mål bør nås i nærmeste fremtid ved at få gjort den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik operationel og udforme retningslinjerne for konsultation og samarbejde med Den Atlantiske Alliance. På dette område har Spanien også til hensigt at indlede en debat, der skal føre til, at bekæmpelsen af terrorisme bliver et mål for den fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik. Unionens troværdighed på det udenrigspolitiske område bør ikke alene være baseret på dens internationale tilstedeværelse, men også på nogle effektive instrumenter, der gør det muligt at udvikle den, og navnlig på forhandlinger på højt plan. På dette område mener Spanien, at det er meget vigtigt at udbygge forbindelserne mellem EU og USA på den ene side og EU og Rusland på den anden. Med USA skal vi styrke den transatlantiske dialog og give den større strategisk indhold. Og hvad Rusland angår, skal EU efter Spaniens mening støtte den strategi, som landet følger i øjeblikket. Derfor vil et af formandskabets mål være at konsolidere nogle forbindelser mellem EU og Rusland, som er baseret på konkrete og særskilte punkter og fremskridt. Mine damer og herrer, i maj i år afholdes i Madrid det andet topmøde mellem EU, Latinamerika og Caribien, som vil forny og fremme den strategiske forbindelse mellem disse to regioner. Et af målene med topmødet vil være at fremme associerings- og frihandelsaftalen med Chile og at sætte skub i EU's forhandlinger med Mercosur. Desuden vil der blive afholdt særlige møder mellem Unionen og Andesfællesskabet og Mellemamerika. Her kan jeg ikke lade være med at nævne vores interesse for og bekymring over udviklingen i Argentina. EU vil samarbejde med de argentinske myndigheder om at finde realistiske løsninger baseret på dialog, som kan genoprette tilliden og den argentinske økonomis muligheder for at opnå vækst og konkurrenceevne. Mine damer og herrer, EU skal også spille en vigtig rolle for stabiliteten i Mellemøsten. Derfor bør vi forstærke samordningen med USA og de øvrige deltagere i fredsprocessen. Jeg håber, at EU's erklæring for kort tid siden og de kontakter, der i disse dage er blevet etableret på det spanske formandskabs initiativ, kan bidrage til at rette op på den ustabile situation, som påvirker landene i regionen og Middelhavsområdet. Konflikten i Mellemøsten har stor indflydelse på Barcelona-processen, som er det eneste samtaleforum, der samler alle de involverede i fredsprocessen. De har aftalt at mødes under det ministertopmøde, der finder sted i Valencia. Spanien vil også forsøge at afslutte forhandlingerne om de resterende associeringsaftaler mellem EU og landene omkring Middelhavet, og vi vil arbejde for, at der oprettes et indre marked for Euro-Middelhavsområdet, og at der udarbejdes regionale infrastrukturstrategier. For at fremme dette mål besluttede Det Europæiske Råd i Laeken på spansk initiativ at undersøge muligheden for at oprette en særlig bank til operationer i Middelhavslandene, og det vil vi arbejde på i disse måneder i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank og de monetære myndigheder. Mine damer og herrer, vi er overbevist om, at vi kun kan bekæmpe den ulovlige indvandring effektivt, hvis vi fremmer en afbalanceret udvikling. I bevidstheden om hvor vigtigt dette forhold er, har Spanien i samarbejde med Kina og Vietnam i nogen tid arbejdet for, at ministermødet om indvandring mellem EU og ASEM skal blive en succes. Vi ved, at fattigdom og manglende udvikling medfører ulovlig indvandring. Derfor lægger formandskabet særlig vægt på topmødet om udviklingsfinansiering i Monterrey, som vi forbereder i snævert samarbejde med USA og Mexico. Mine damer og herrer, jeg vil påstå, at der ikke var ret mange mennesker, der kunne forestille sig, at 300 millioner europæere 45 år efter undertegnelsen af Rom-traktaterne ville bruge den samme valuta. Vi skal holde denne succesfulde kurs i en periode, der er afgørende for Unionen. Det kræver, at vores borgere deltager mere i udformningen af Unionens fremtid. Det Europæiske Råd i Laeken besluttede at indkalde til et konvent om Europas fremtid. Det holder sit indledende møde den 28. februar i år i Europa-Parlamentets bygning i Bruxelles. Der er ikke noget, der bedre på én gang demonstrerer vigtigheden af den nye fase, som EU er inde i, og den anerkendelse, som formandskabet ønsker at give det arbejde, som Europa-Parlamentet har udført, hvad angår Europas fremtid. Det spanske formandskab vil gøre sit til, at konventet bliver en succes. Det er afgørende for, om den gradvise konstitutionalisering af traktaterne, som vi er i gang med, bliver gennemført, og om konventet i fremtiden vil være en god metode til forberedelse af regeringskonferencer. Jeg håber, at formanden for konventet - og det er aftalen - kan fremlægge en første rapport om dets arbejde på Det Europæiske Råd i Sevilla i juni i år. Mine damer og herrer, jeg er kommet her i dag for at redegøre for det spanske formandskabs prioriteter. Disse prioriteter skal give sig udslag i en større reel solidaritet for på grundlag af ligevægt og gensidig respekt for de forskellige interesser at konsolidere den længste periode med fred, velstand og frihed, som Europa har oplevet. Vi ved, at opgaven er kompliceret og vanskelig både på grund af antallet af spørgsmål, som kræver vores opmærksomhed, og på grund af vores ambitiøse mål. Kun ved at være ambitiøse og indgå et snævert samarbejde institutionerne imellem kan vi - det er jeg overbevist om - gennemføre dette projekt, hvis endelige mål er at forbedre alle vores borgeres liv. Mange tak, mine damer og herrer, for Deres opmærksomhed. (Bifald)
Hr. formand, hr. ministerpræsident, mine damer og herrer, nytårsaften fejrede vi i hele Europa euroens indførelse, og det gjorde vi med stor glæde. Det er kun 14 dage siden, men det har været tilstrækkeligt til en næsten fuldstændig gennemførelse af overgangen til den nye valuta. I eurozonens 12 lande finder 90% af betalingerne efterhånden sted i den fælles valuta. Overgangen til euro har været et gigantisk foretagende og en gigantisk succes. Det kan vi alle være stolte af, eftersom vi alle har bidraget til denne succes, både Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter, regeringerne, Den Europæiske Centralbank, de nationale centralbanker, Kommissionen, forretningsbankerne, posthusene, handelssektoren, virksomhederne, medierne og de enkelte borgere, som har gjort denne historiske ændring let at gennemføre. For millioner af europæiske borgere er de sedler og mønter, de går rundt med i deres lommer, et konkret tegn på det store politiske projekt, der tager sigte på et forenet Europa. Set ud fra et symbolsk synspunkt overgår dette den trods alt store følelsesmæssige betydning af afskaffelsen af paskontrollen ved EU's indre grænser. Euroen bliver på denne måde et nøgleelement for deres europæiske identitetsfølelse og deres fælles skæbne, ligesom den allerede er et konkret tegn på den europæiske integrations efterhånden uigenkaldelige karakter. Overgangen til euro viser, at europæerne er klar til at imødegå ændringer på en entusiastisk og beslutsom måde, når disse ændringer er nødvendige for at skabe en bedre fremtid, og når de spørgsmål, der er på tapetet, bliver genstand for brede og gennemsigtige drøftelser. Overgangen til euro viser, at EU er i stand til at gennemføre store projekter, når den nødvendige politiske vilje er til stede. Det skal vi tage ved lære af, når vi forbereder alle de skridt, vi skal tage i integrationsprocessen. Hr. formand, hr. ministerpræsident, "mere Europa" er det valgsprog, som Spanien har valgt for det halvår, hvor det har EU-formandskabet. Her umiddelbart efter euroens indførelse kan vi sige med sikkerhed, at man ikke kunne have truffet et bedre valg. Deres regering, hr. ministerpræsident, har samtidig udarbejdet et omfattende, men veltilrettelagt og ambitiøst arbejdsprogram, og jeg er glad for at kunne konstatere, at de prioriteringer, der fremhæves i dette program, går i samme retning som Kommissionens prioriteringer for 2002. Jeg kan således forsikre Dem for, at De kan regne med Kommissionens fulde støtte. Hr. formand, hr. ministerpræsident, mine damer og herrer, vi skal nu lægge de ambitioner for dagen, som gjorde det muligt for os at gøre indførelsen af den nye europæiske valuta til en succes, og vi skal udnytte disse ambitioner til at gennemføre EU's økonomiske og sociale dagsorden. Vi har gennemført Den Monetære Union, og tiden er nu inde til at koncentrere sig om Den Økonomiske Union og føre den konkret ud i livet. Vi har brug for vækst, hvilket er ensbetydende med beskæftigelse og bedre livskvalitet. Der er efterhånden gået to år, siden Det Europæiske Råd i Lissabon opstillede den målsætning for slutningen af dette årti, at EU skal gøres til verdens mest dynamiske og konkurrencedygtige videnbaserede økonomi. Det skal være et EU, som både har fuld beskæftigelse og en fornyet social og økonomisk samhørighed. Siden da er Det Europæiske Råds forårsmøder blevet en lejlighed til at drøfte de økonomiske og sociale spørgsmål og miljøspørgsmålene inden for rammerne af en overordnet strategi for bæredygtig udvikling. Rådet i Barcelona skal således gøre status over de fremskridt, der er sket hidtil og fastlægge prioriteringerne for de kommende år. Som forberedelse på dette Råd vedtog Kommissionen i går sin egen forårsrapport, der skal udgøre grundlaget for Rådets arbejde, og denne rapport handler i år om Lissabon-strategien og ændringernes gennemførelse. Der er nemlig et centralt budskab i den meddelelse, som Kommissionen vedtog i går, og det er, at tiden er inde til at holde de løfter, vi har afgivet, og til at sætte gang i reformerne. Vi har ikke noget valg. Den strategi, der blev vedtaget i Lissabon, er nøglen til at udvikle og styrke den europæiske socialmodel og økonomiske model. Reformerne får nemlig indflydelse på et samfund, der allerede råder over sine egne dynamiske og fælles værdier, som kendetegner det i forhold til resten af verden, og som således bidrager til EU's opbygning. Når vi taler om den europæiske socialmodel, tænker vi netop på disse værdier. Vi skal bruge dette som udgangspunkt og fortsætte med at udvikle en mulig og ønskelig samfundsmodel i Europa, nemlig et frit, demokratisk og retfærdigt samfund, sådan som de europæiske borgere ønsker. Der er dog ikke tale om, at vi skal sælge ud af den sociale arv, men om at tilpasse den, modernisere den og gøre den stabil. Det skal vi på grund af historien, på grund af de kommende generationers beskyttelse og på grund af globaliseringens udfordring. Og det skal vi også på grund af den usikre og risikofyldte situation i øjeblikket, hvor de værdier, som en reel - og ikke bare formel og delvis - solidaritet skaber, har stor praktisk betydning for de europæiske borgere, ikke mindst for de svageste af dem. I Kommissionens rapport ser vi på de fremskridt, der hidtil er blevet gjort, når det gælder gennemførelsen af Lissabon-strategien, og konklusionen er, at alle betingelser er til stede for at gøre den til en succes. På det makroøkonomiske plan har det sidste årtis indsats i forbindelse med euroens indførelse nemlig givet EU mulighed for at opnå økonomisk stabilitet, og den har beskyttet EU, når de internationale økonomiske og finansielle kriser forværredes. Selv i denne fase med nedsat vækst er de grundlæggende økonomiske betingelser i Europa således stadig gode. Der er ligeledes sket nogle opmuntrende fremskridt med hensyn til gennemførelsen af den strategi, der blev vedtaget i Lissabon. På ikke så få områder har man allerede nået nogle betydelige resultater, nemlig inden for miljø, telekommunikation, uddannelse, reformer af pensionssystemet og forskning. På andre områder har fremskridtene dog været mindre tilfredsstillende. Kommissionens forslag bliver blokeret, og de frister, som Det Europæiske Råd selv har sat, risikerer ikke at blive overholdt. Disse områder omfatter nogle vigtige aspekter af de finansielle tjenesteydelsers integration, transport og energi, EF-patentet og Galileo-projektet. Hr. formand, jeg er glad for, at De vil prioritere disse områder i Deres indsats i de kommende måneder. Det er nemlig nødvendigt at indhente denne forsinkelse, og det skal ske hurtigst muligt. Det er vores troværdighed, der står på spil, og det er i endnu højere grad vores evne til at sørge for et reelt fremskridt. Uden ændringer bliver væksten og beskæftigelsen mindre. Kommissionens rapport indeholder tre prioriteringer for 2002, nemlig beskæftigelse, reformer og viden. For det første er der beskæftigelsen. EU har brug for en aktiv beskæftigelsespolitik. Det er nødvendigt at gøre en større indsats for at fjerne de hindringer, som borgerne stadig skal overvinde for at finde et arbejde og beholde det. Medlemsstaterne skal mindske arbejdsomkostningerne ved at sætte de bidrag ned, der lægges på lønningerne, ikke mindst på de laveste lønninger, og de skal tage de aspekter af arbejdsløshedsunderstøttelsen, som modvirker den arbejdsløses tilbagevenden til arbejdsmarkedet, og den alt for lette adgang til nogle former for førtidspension op til revision. Det er nødvendigt at forbedre børnepasningsordningerne for at øge andelen af kvinder på arbejdsmarkedet, og det er nødvendigt at skabe nogle incitamenter for dem, der ønsker at forlænge deres arbejdsliv. Man øger også beskæftigelsesgraden ved at forbedre borgernes kvalifikationer, uddannelse og mobilitet inden for EU og mellem de forskellige produktionssektorer. Derfor er det nødvendigt med en aktiv og ikke passiv indfaldsvinkel til ændringerne. For det andet er der reformerne og gennemførelsen af det indre marked. Vi skal skabe forbindelse mellem EU og dets markeder. Der skal gøres større bestræbelser på at fuldende den indbyrdes forbindelse mellem de nationale markeder og fremskynde finansmarkedernes integration ved at færdiggøre de reformer, der er påbegyndt. Vi skal åbne og forbinde energi- og transportmarkederne og udvikle bredbåndsnettene i Europa. Disse sektorer er livsnerven i vores økonomi. Det er nødvendigt med mere konkurrence for at reducere priserne og øge væksten, idet man stadig fastholder et passende niveau af basistjenester for alle. For det tredje er der undervisning, uddannelse og forskning. Der er ingen tvivl om, at undervisning, uddannelse og forskning er nøgleelementer, når det gælder et økonomisk opsving, varig vækst og nye arbejdspladser. Det er ikke muligt at skabe et "videnbaseret samfund" uden viden. Derfor skal vi foretage nogle væsentligt større investeringer på disse områder. Der er behov for en integreret strategi for undervisning og forskning på fællesskabsplan. Denne strategi skal være baseret på netværk og mobilitet, og der skal lægges vægt på fremtidsteknologier såsom bioteknologi og miljøvenlig teknologi. Endelig nævner vi i vores rapport, at det efter mødet i Barcelona er nødvendigt at iværksætte nogle foranstaltninger, der forbedrer samordningen af den generelle økonomiske strategi. Det gælder om at nå til enighed om de principper og regler for den økonomiske politik, hvor der tages højde for landenes indbyrdes økonomiske afhængighed i eurozonen. I den forbindelse er vi nødt til at sørge for, at de tre igangværende processer finder sted i takt med hinanden, nemlig de principielle retningslinjer for den økonomiske politik, beskæftigelsesretningslinjerne og den proces med økonomiske reformer, der blev indledt i Cardiff. På denne måde kan Rådet hvert år på sit forårsmøde vurdere den økonomiske og sociale politik i sin helhed og således sikre dens bæredygtighed. Kun en mere sammenhængende indfaldsvinkel vil gøre det muligt for os at gøre bedre og mere effektivt brug af de forskellige instrumenter, vi har til rådighed. Derfor skal vi gå bort fra de metoder, som vi brugte før i tiden, og som var opdelt i områder. Hr. ministerpræsident, det er kommissionsformandens opgave at spille en rolle, som ikke altid er lige behagelig. I Det Europæiske Råd er det nemlig kommissionsformanden, som skal minde kollegerne om, at det er nødvendigt at holde de løfter, vi har indgået i fællesskab. Jeg er dog sikker på, at De giver mig Deres støtte, når jeg i Barcelona opfordrer medlemsstaterne til resolut at gennemføre dagsordenen for de reformer, vi blev enige om i Lissabon, og følge anbefalingerne i rapporten. Vi har pligt til at sikre, at Rådet i Barcelona bliver en fuldstændig succes. Hvis processen går i stå, vil prisen for den manglende reform blive uacceptabelt høj, både ud fra et økonomisk synspunkt, og når det gælder EU's politiske troværdighed. Mine damer og herrer, 2002 bliver et afgørende år for udvidelsesprocessen, og vi ved, at det spanske formandskab vil gøre den størst mulige indsats - hvilket vi også har hørt her i dag - for at holde tempoet oppe, så vi i år kan afslutte forhandlingerne med de lande, der har vist, at de opfylder tiltrædelseskriterierne. Selv om udvidelsen med de østeuropæiske lande er væsentlig for EU's fremtid, er den dog ikke den eneste eksterne dimension, som EU skal engagere sig i. Forholdet til Middelhavslandene er en nødvendig prioritet i vores eksterne indsats. I det halvår, hvor Spanien har formandskabet, regner jeg med, at der kommer en hurtig udvikling i Euro-Middelhavsdialogen. Det var i øvrigt netop i Barcelona, at denne dialog blev indledt. I den forbindelse skal vi benytte en mere fleksibel indfaldsvinkel og indlede nye former for subregionalt samarbejde med nogle grupper af kystlandene. Vi skal ligeledes føre det spanske formandskabs og Kommissionens fælles forslag om en Middelhavsbank ud i livet. Hvad enten der bliver tale om en selvstyrende bank eller en struktur under Den Europæiske Investeringsbank, skal det være et sted, som tager sigte på udvikling, og hvor europæiske erhvervsdrivende arbejder side om side med erhvervsdrivende fra Middelhavslandene. Det er ligeledes fundamentalt at fremme og udvikle den gensidige forståelse mellem befolkninger og kulturer og deres kendskab til hinanden gennem forskellige former for specifikke aktioner. Jeg er nemlig af den opfattelse, at det netop er ved at eksportere vores erfaring med at skabe fred og vores indsats for demokratiet, at Europa i højere grad kan gøre sig gældende i hele verden. Hr. ministerpræsident, De mindede om, at Latinamerika er et område i verden, som ligger langt fra os geografisk set, men som er meget tæt på Europas kultur og rødder. Det er et område, der har haft et langt historisk forløb til fælles med mange europæiske lande. Øjeblikket er nu inde til, at EU giver udtryk for sin kraftige solidaritet med Argentina og med Mercosur i almindelighed under den alvorlige krise. Argentina skal genfinde vejen til økonomisk vækst, for dette er den eneste mulighed for at rette op på den vanskelige sociale situation, der eksisterer i landet. Hvis man ønsker at nå denne målsætning, er der kun én løsning, og det er at genskabe tilliden, nemlig tilliden til de politiske institutioner, til retsstatens stabilitet og til et troværdigt og konsekvent økonomisk program. Vores erfaring med finansiel sanering og økonomisk udvikling som følge af handel og integration kan udgøre et værdifuldt bidrag til Latinamerikas genopsving og være til gavn for alle parter. Hr. formand, hr. ministerpræsident, mine damer og herrer, jeg vil gerne slutte af med at sige et par ord om konventet, som påbegynder sit arbejde under det spanske formandskab. Konventet får den betydning, at det skal skrive et spændende kapitel i Europas historie. Det er vores alle sammens pligt at gøre den størst mulige indsats for, at dette bliver muligt. Jeg har allerede forsikret dets formand, Giscard d'Estaing, om, at han får Kommissionens og dens konventrepræsentanters fulde støtte. Kommissionen regner med at arbejde lige så tæt sammen med Europa-Parlamentet, som er den legitime repræsentant for den europæiske befolknings ønsker. Vi skal sørge for, at debatten bliver intens og udbytterig, og vi skal ikke mindst sørge for, at den fører til en fremtidsvision, som flertallet af de europæiske borgere kan identificere sig med. Konventet og den efterfølgende regeringskonference skal fuldende opbygningen af et åbent, ansvarligt, demokratisk og retfærdigt EU.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger. Hr. rådsformand, De kommer i Europa-Parlamentet på et tidspunkt, hvor vi er i færd med at organisere vores arbejde for anden halvdel af denne valgperiode. Det tekniske arbejde for Europa er en forudsætning for, at vi når de store mål, som De har talt om. Vores gruppe byder Dem hjertelig velkommen i Europa-Parlamentet. De sagde selv, at det er første gang, De er her. Vi bifalder eftertrykkeligt, at De som rådsformand, som Spaniens ministerpræsident tre gange vil gøre rede for afgørelserne under Deres formandskab. Det er vi Dem taknemmelige for, og vi håber, at Deres eksempel danner skole for alle efterfølgende formandskaber. Vi forventer imidlertid også større gennemskuelighed i Ministerrådet og beder Dem om at sørge for, at den beretning, der udarbejdes lige nu i Rådet, også fører til virkelige resultater, og at der under Deres formandskab kan opnås et vigtigt skridt hen imod større gennemskuelighed i Ministerrådet. De talte også om terrorisme. Vi står på Deres side! Der findes ingen god og ingen ond terrorisme. Der findes kun terrorisme, og vi skal sige tydeligt: Overalt, hvor mennesker bevidst dræbes voldeligt, hvad enten det er af ETA i Spanien, på grund af den 11. september, i Mellemøsten eller et hvilket som helst andet sted i verden, skal dette møde vores bestemte protester, og vi skal med al beslutsomhed bekæmpe terrorismen og gøre ret og demokrati til grundlag for forholdet mellem befolkninger og mennesker. Jeg satte stor pris på, hr. rådsformand, at De nævnte Rusland. Vi har brug for gode forbindelser til Rusland, men vi ved, at der for øjeblikket finder de alvorligste brud på menneskerettighederne sted i Tjetjenien. Vi siger som kristelige og europæiske demokrater, at en fredelig muslims liv i Tjetjenien eller alle andre steder i verden har den samme værdi som en kristens eller ikke-kristens liv i den vestlige verden. Vi skal forsvare menneskets værdighed overalt på denne jord. (Bifald) De talte også om euroen. Vi støtter det, De sagde. Lad os i denne glædens stund på grund af euroen - som kommissionsformanden betegnede som et gigantisk projekt - lad os altså - euroen har mange fædre og mødre eller vist desværre kun mange fædre - huske på, at det var personligheder som Helmut Kohl, Europas æresborger, som François Mitterrand og Jacques Delors, der dengang med støtte fra andre fremmede dette storartede projekt. Jeg vil også udtrykkeligt nævne Valéry Giscard d'Estaing, formanden for konventet, som i 1970'erne sammen med Helmut Schmidt og andre var pionerer for det europæiske monetære system. Jeg gratulerer Dem med afgørelsen. Nu gælder det om at føre stabilitetspolitik, for forholdene ændrer sig. Jeg husker stadig, hvordan også mine partifæller før indførelsen af euroen skævede til Italien og tvivlede på, om Italien kunne tiltræde det monetære fællesskab, om der overhovedet blev ført stabilitetspolitik dér. I dag hører vi i høj grad fra Italien, og jeg vil ikke bare have fat i ét land nu, at den samme kritik gælder i dag i de lande, hvor Italien tidligere blev kritiseret, fordi de ikke gør det nødvendige for stabiliteten af den europæiske valuta. Altså budgetsanering! Vi skal fremme erhvervsregionen Europa, og det betyder, at vi netop skal støtte de mellemstore virksomheder med en fornuftig, mådeholden skattepolitik, hvilket vi i høj grad bifalder. Vi har brug for en koordinering i den økonomiske politik, i stabilitetspolitikken, således at vi kan gå den samme vej. Ikke harmonisering, men koordinering. Hr. rådsformand, jeg sætter stor pris på det, De sagde om konventet. Hvis det ønskes, stiller vi gerne vores gruppesal til rådighed - her er der også en anden stor gruppe, der har holdt møder engang, derfor kan den måske bifalde det - men i dag er ånden i vores gruppesal især egnet til at arbejde på projekt Europa. Jeg har en bøn til Dem, hr. rådsformand. Vi har med stor glæde hørt, at vores kollega, Luxembourgs tidligere ministerpræsident og tidligere kommissionsformand, Jacques Santer, er blevet udnævnt til Luxembourgs repræsentant på konventet af den luxembourgske regering, altså af Luxembourgs ministerpræsident, Jean-Claude Juncker. (Bifald) Vi beder Dem venligst om at gøre Deres indflydelse som rådsformand gældende, således at alle regeringer sender personligheder til dette konvent, hvis ord har vægt i de nationale hovedstæder, i regeringerne, således at det, som bliver besluttet på konventet, også har bindende virkning for de nationale regeringer i landene i EU. Lad mig påpege et sidste punkt, nemlig udvidelse og Middelhavsdialog. Vi er helt klart på Deres side, hvad angår timingen for 2002, det vil sige indgåelsen af de første tiltrædelsestraktater. Vi har besluttet i vores gruppe, at der fra de lande, hvor der er underskrevet traktater, så hurtigt som muligt bør sendes observatører til Europa-Parlamentet. Observatører, som formidler informationerne videre til landene frem til næste valg til Europa-Parlamentet, indtil repræsentanterne fra disse lande sidder som ligeberettigede i Europa-Parlamentet. Vi støtter Dem i høj grad i forbindelse med Middelhavsdialogen. Vi skal garantere, at folk i Middelhavslandene, hvis De ikke tilhører EU, i deres eget land - i Marokko, i Algeriet, overalt, også i de arabiske stater - skal have en chance, et perspektiv, og at ikke alle kommer til os. I den forbindelse skal vi hjælpe dem, og jeg bifalder det spanske formandskabs initiativer meget. Vi ønsker Dem held og lykke på Deres vej. Vi byder Dem altid hjertelig velkommen her i Parlamentet. Hvis De har succes, har vi alle succes, rådsformandskabet, Parlamentet, Kommissionen og vores fælles EU! Held og lykke til Dem personligt, men også med Deres formandskab. (Bifald)
Lad mig benytte lejligheden til at lykønske hr. Santer med hans udnævnelse i Luxembourg til konventet.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, jeg vil allerførst takke for, at det spanske formandskab har mødt op så hurtigt og dermed fulgt en allerede eksisterende praksis, og jeg vil sige, at vi har overstået den første halvdel af valgperioden med en klar konservativ drejning i Rådet, som beherskes af, at De, hr. formand, er formand for CDI - centrumdemokratisk internationale for Dem, kristelig demokratisk for hr. Poettering, i hvert fald konservativ. Deres formandskabs program følger den sædvanlige ledetråd i Rådets halvårlige strategi, nemlig at gå efter alle mulige succeser. Men det er klart, at der ikke kun skal høstes, men også sås og dyrkes. De tillader nok, hr. formand, at jeg analyserer det spanske formandskabs seks mål, som De har sammenfattet i tre retninger, i lyset af denne strategi. Jeg vil først tale om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed med bekæmpelse af terrorisme som prioritet. De har med rette anerkendt, at Europa-Parlamentet var pioner, da det gjorde opmærksom på nødvendigheden af en fælles politik til bekæmpelse af terrorisme. Det gjorde det før den 11. september. Vi har arbejdet meget hårdt med Kommissionens forslag, og vi ville have haft den politik nu, hvis det ikke havde været for den manglende effektivitet i Rådet, som sendte os høringsdokumenterne i december. Min politiske familie går helt ind for dette mål. Problemerne ligger snarere i Deres politiske familie, men vi vil gerne hjælpe Dem. For det andet vil jeg tale om euroen. Succesen med euroen kan først og fremmest tilskrives vores folk og vores medborgere. Det skal erkendes, for vi kritiserer altid vores afstand til borgerne, og i dette tilfælde, mine damer og herrer, overhalede de os indenom den 1. januar. For en gangs skyld kan succesen også tilskrives Kommissionen, som har været ansvarlig for operationen, kommissionsformand Prodi, som, mens han var formand for Økofin, sammen med den nuværende præsident for Den Italienske Republik udvirkede, at Italien kunne komme med i euroen, et land, hvis nuværende regering den 1. januar valgte delvist at beklikke den fælles valuta. Euroens succes kan ligeledes tilskrives kommissær Pedro Solbes, som var den spanske regerings økonomiminister i 1995. (Støj) For både euroen, mine damer og herrer, og Den Økonomiske og Monetære Union blev skabt i Madrid. Hr. formand, jeg går ud fra, at al den skrigen op bliver trukket fra taletiden. Lad os håbe, at dette spanske formandskab lever op til de foregående. Euroens succes kan også tilskrives Den Europæiske Centralbank, de finansielle institutioner, de hundredtusinder af anonyme borgere, der har arbejdet den 1. januar, og kan ligeledes tilskrives, det skal siges, Pierre Werner, Valéry Giscard d'Estaing, Helmut Schmidt, François Mitterrand, Helmut Kohl, Ruud Lubbers, Giulio Andreotti, John Major, Felipe González og også Jacques Santer som formand for Kommissionen. Det er efter min mening på sin plads at anerkende. Udfordringen består nu i at skabe en Økonomisk Union, der kan leve op til Den Monetære Union - som Kommissionsformanden har sagt - og også i at udvikle Lissabon-strategien, som efter vores mening er bæredygtig udvikling, mere social samhørighed, fuld beskæftigelse, bedre konkurrenceevne. Her vil jeg gøre rådsformanden opmærksom på Europa-Parlamentets beslutning om forsyningspligtydelser, som har været meget entydig. Det duer ikke at privatisere tjenesteydelser uden at liberalisere, for det svarer til at erstatte offentlige monopoler med private. Der bør være regler, som beskytter borgerne og forbrugerne. Se, hvad der er sket med Enron, og hvad regeringen måtte gøre med strømafbrydelserne i julen, hvor den anmodede om, at julebelysningen blev udsat i to timer. Hvad angår udvidelsen, er det Deres opgave at modne og fremme noget, som De ikke vil kunne høste, men De må gøre det, og det glæder mig, at De ansvarsbevidst påtager Dem det. Hvad angår EU's internationale aktion, mener jeg, at ud over at der skal holdes fast i Mellemøsten, og at Euro-Middelhavsprocessen skal genoptages, bør Latinamerika og især Argentina være centrum for vores opmærksomhed. Vi deler Deres bekymring. Vi mener, at det er nødvendigt med et håndfast initiativ fra Kommissionens side. Europæerne har historisk tilknytning og står i historisk gæld til Argentina på grund af dem, der kom til landet i deres flugt fra sult og undertrykkelse. Vi må sige til argentinerne, at de skal tro på deres land, på deres værdier og på deres valuta, og at vi kan hjælpe dem. Jeg anmoder Kommissionen om et konkret forslag på dette område. Endelig, hr. formand, vil jeg tale om debatten om konventet og styreformerne. Vi glæder os over den historiske milepæl, som indkaldelsen til konventet er. Det har vi kæmpet for i mange år. Det Europæiske Råd har accepteret at fordoble den europæiske og nationale parlamentariske deltagelse. De har fået mere, De har trojkaen og formandskabet på tre, men vi har vundet forholdsmæssigt. De er nogle perfekte værter. De har ikke givet udtryk for, hvad De mener med "mere Europa". Er det en plan om ændring? Under alle omstændigheder tror jeg, hr. formand, at et stort flertal i Parlamentet går ind for en konstitutionalisering af processen, for et forbund af stater og borgere. Mine damer og herrer, vi opfatter ikke konventet som en kamp mellem partier, og her skal jeg sige, at hr. Berlusconi i Le Monde den 12. januar udtalte, at vi går ind for centralisering af alting. Af hvad? Af medierne? På det område er vi virkelig rede til i fællesskab at forsvare vores projekt. En sidste bemærkning om styreformer og fælles beslutningstagning. De roser Mandelkern-rapporten, men vi kender den ikke, og det bekymrer os meget. Vi har endnu ikke diskuteret Lamfalussy-proceduren. Vi støtter ikke en rapport af en retskaffen tjenestemand i Rådet, som vi ikke kender, og som kan være imod den fælles beslutningstagning. Tal med os, så og dyrk ud over at høste.
Lad mig minde gruppeformændene og kollegerne om, at vi har en afstemning senere i formiddag. Jeg vil gerne overholde tidsplanen.
Hr. formand, hr. ministerpræsident, De har valgt "mere Europa" som temaet for Deres formandskab, og De Liberale håber, at dette tema vil blive afspejlet i udvidelsen af EU. Parlamentet insisterede på udvidelse med Spanien for 15 år siden, selv om der var mange, der tvivlede, og vi vil også arbejde for en snarlig og vellykket udvidelse mod øst, og 2002 vil være et afgørende år. Deres formandskab vil hovedsageligt blive bedømt på Deres resultater i forbindelse med forberedelsen af vores kontinents genforening. Vi ønsker Dem også held og lykke med håndteringen af euroens indførelse. Jeg tilbragte nytåret i Frankrig, og jeg er særlig glad for Spaniens rolle i forbindelse med euroen. Og måske kan De, næste gang De ser Tony Blair, hjælpe ham med hans ubeslutsomhed. Britisk deltagelse i euroen vil være af stor betydning for den form for "mere Europa", som vi ønsker. Deres fremtidsvision indeholder også transnationale udfordringer. Relationerne mellem Indien og Pakistan er dybt bekymrende, men Afghanistan skal have førsteprioritet. Krigen må snart slutte og genopbygningen starte. Vi må hjælpe befolkningen gennem økonomisk støtte og opretholdelse af freden. Programmet taler om bekæmpelse af terrorisme. Det er ikke en konventionel krig, og den kan ikke vindes med konventionelle våben. Vi er nogle, der frygter, at militær intelligens med bombning og militære løsninger kan forårsage indirekte skade og give problemer i fremtiden. Vi håber, at Europa kan mindske de indirekte skader ved at tilføje følelsesmæssig intelligens, idet vi anerkender at politiske problemer ofte kræver politiske løsninger. De har meget venligt henvist til min betænkning om terrorisme, som blev vedtaget den 6. september sidste år. Jeg vil også gerne henlede Deres opmærksomhed på vores beslutning om samarbejde mellem USA og EU i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme. De Liberale ser med stor bekymring på afstanden mellem USA's fremgangsmåde med nødlove og militærdomstole og den rettighedsbaserede fremgangsmåde, som vi ønsker for Unionen. Vi vil fastholde, at man både kan være stærk modstander af terrorisme og samtidig overholde vores traktater. (Bifald)De vil prioritere opbygningen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed som defineret i Amsterdam-traktaten. Deres formandskabsprogram fastsætter, at sikkerhed er vigtigst på grund af de nuværende exceptionelle omstændigheder. Vi vil ikke desto mindre presse på for at sikre, at frihed og retfærdighed følger lige efter. I udarbejdelsen af et program som dette står ethvert formandskab over for et dilemma. Alle medlemsstaterne har forskellige prioriteter. Selv om vi anerkender Spaniens input til Barcelona-processen og Euro-Med, er vi ikke desto mindre fascinerede over at se i programmet, at EU's nordlige dimension er en af Deres prioriteter. Vi vil nøje følge udviklingen i denne sag. Reformen af Rådet, som De nævner, er meget velkommen. Vi håber, at De vil sikre, at Rådet overholder reglerne om offentlig adgang til dokumenter, og at det vil forsøge at forbedre relationerne med Parlamentet, som desværre først nævnes i programmet på side 20. Parlamentet er det rette demokratiske forum for vores kontinent, og vi ønsker at sikre vores rettigheder. Efter min gruppes opfattelse mangler der i programmet en anerkendelse af Europas forskellige regioner og kulturer. Det forekommer mig at være et ret kastiliansk program, som ikke helt afspejler holdningen i det Spanien, som jeg har besøgt, og det Spanien, som er repræsenteret i min gruppe. Hvad med det arbejde, som Kommissionens eminente generaldirektør, hr. Eneko Landaburu, har udført? Deres anden definition af "mere Europa" omhandler de europæiske karaktertræk i det spanske samfund. Vores anden definition af "mere Europa" er, at der er tale om bidrag fra alle iberiske kulturer og opblomstringen deraf blandt andre europæiske kulturer i opbygningen af et Europa, hvis styrke det er at være en enhed gennem diversitet og ikke en monolitisk stat med en uholdbar udvikling. Jeg ønsker Dem held og lykke, hr. ministerpræsident, og ser frem til en engageret debat med det spanske formandskab. (Bifald)
Hr. formand for Rådet, jeg vil indlede med at byde Dem velkommen i Parlamentet. Vi håber, at De vil udnytte disse seks måneder og ligeledes, at samarbejdet med Europa-Parlamentet bliver lige så godt og åbent, som det var under det belgiske formandskab. Netop i en konstruktiv ånd vil jeg gerne på vegne af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance give udtryk for vores tvivl om og kritik af strategien bag det program, som De netop har forelagt. At sætte sig et mål om mere Europa er ikke nødvendigvis ensbetydende med at ønske et bedre Europa, det vil sige et mere demokratisk, mere åbent og mere solidarisk Europa. Det spanske formandskab har besluttet at lægge størst mulig vægt på bekæmpelsen af terrorisme, og dette ønske er uden tvivl et legitimt udtryk for en national prioritet, nemlig at få bugt med ETA's vold én gang for alle. Efter vores mening er det dog vigtigt at understrege, at det hverken er acceptabelt eller realistisk at tro, at der kan dæmmes op for terroristernes vold ved at begrænse nogle af de vigtigste ting, som de europæiske demokratier og EU har opnået, såsom respekten for den enkeltes frihedsrettigheder, borgernes lighed for loven og den parlamentariske kontrol, der selvfølgelig skal finde sted på nationalt plan, men som også skal finde sted på EU-plan, når det gælder alle beslutninger på dette område. Vi ville virkelig gerne have haft, at De slog disse begreber tydeligere fast. Vi er ligeledes meget bekymrede over, at den spanske regering fremhæver samarbejdet med USA uden samtidig at tage afstand fra de valg, som den amerikanske regering træffer, og som rent faktisk ikke har noget med en retsstat at gøre og tyder på en militarisering af retssystemet. På samme måde gør vi ikke EU mere troværdigt, når vi taler om en international koalition mod terrorisme, men ikke siger noget om, hvordan den russiske regering fortsat terroriserer og ødelægger Tjetjenien. (Bifald) Herefter vil jeg gerne sige, hr. formand, at der i Deres regerings program er en emneliste, men ikke nogen klar definition af den europæiske opbygnings politiske horisont. Dette bekræftes af, at den eneste opgave, De overlader til konventet, som går i gang om to måneder, er at opstille nogle konkrete og realistiske valgmuligheder, som skal forelægges for regeringskonferencen i 2004. De ved dog udmærket godt, at dette konvent skyldes fiaskoen i Nice, og at dets succes vil kunne måles ud fra dets evne til at være et brud med den mellemstatslige EU-reformmetode og til at inddrage repræsentanter for befolkningerne og det civile samfund i den europæiske integrationsproces. Jeg håber virkelig, at det spanske formandskab vil se med positive øjne på denne nyskabende erfaring og med sindsro acceptere, at det nu ikke kun er medlemsstaterne, men også borgerne og deres repræsentanter på europæisk, nationalt og regionalt plan, som kan og skal deltage i fastlæggelsen af EU's fremtid. Apropos fælles værdier vil jeg bede Dem om ikke at undervurdere den europæiske dimension i det, der i øjeblikket sker i mit hjemland, Italien, hvor der konstant sættes spørgsmålstegn ved princippet om magtens deling, og hvor der stadig er et problem med koncentrationen af medierne, som ejes af nogle få personer, samtidig med at der er en uløst interessekonflikt. Vi er desuden meget bekymrede over, at der i Deres program lægges meget ringe vægt på spørgsmålet om bæredygtig udvikling og på den tvingende nødvendighed af at tage de miljøudfordringer op, som vi står over for, ved hjælp af en konkret og kraftig indsats. Vi tror, at den ringe vægt, der lægges på dette spørgsmål, er en direkte konsekvens af en forældet opfattelse af, at der stadig eksisterer et modsætningsforhold mellem prioriteringen af økonomisk vækst og prioriteringen af miljøbeskyttelse og livskvalitet. Det er det modsatte, der er tilfældet. Og jeg vil gerne understrege kraftigt, at miljøhensynene i EU's og medlemsstaternes økonomiske og sociale politikker og skattepolitikker under alle omstændigheder stadig er utilstrækkelige. I den forbindelse vil jeg gerne meget hurtigt komme med to negative eksempler, som vedrører Spanien direkte. Det første eksempel er den nationale vandplan, som der er stærk modstand mod i Deres land, hr. formand. 400 mennesker i Madrid, 10.000 mennesker i Bruxelles og 25.000 individuelle klager til Kommissionen er ikke det rene ingenting, og vi agter at gøre dette til et vigtigt element i vores arbejde. Vi godtager ikke den holdning, at vandplanen er et nationalt anliggende for Spanien, og det er ikke alene, fordi den spanske regering gerne ville have, at 8 milliarder euro fra strukturfondene blev brugt til at finansiere en del af vandplanen, men også fordi dens gennemførelse ville være i strid med EU-lovgivningen om bevaringen af naturen og beskyttelsen af vandressourcerne, og fordi den ville skævvride konkurrencen på landbrugsområdet. Endelig godtager vi ikke denne holdning, fordi vandplanens egentlige formål er at overføre vandressourcer fra ugunstigt stillede regioner til rige regioner til gavn for et intensivt landbrug og en intensiv udvikling af turismen. Det er en fejlagtig model, der allerede har medført skader, som vi ikke har råd til at gentage. Hr. formand, jeg ville gerne have fremsat flere bemærkninger om liberaliseringen af elektricitetsmarkedet, men det vil jeg gøre en anden gang. Jeg vil under alle omstændigheder ønske Dem god arbejdslyst i de kommende seks måneder. (Bifald)
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, det spanske formandskab falder sammen med en vanskelig international situation, og det bør beskæftige sig med yderst relevante spørgsmål. Disse spørgsmål kræver faktisk, som De siger, hr. Aznar, mere Europa. Indførelsen af euroen har skabt en ny virkelighed. Den mest presserende opgave, hr. Aznar, er at supplere euroen på det økonomiske og det sociale område. De har erklæret, at De agter at tage fat på det, De kalder nye økonomiske reformer. Det betyder set med Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstres øjne at prioritere den sociale side af den europæiske konstruktion højt og at styrke den økonomiske og sociale samhørighed. Vi mener ikke, at Europa vil fremme samhørigheden og den økonomiske udvikling med liberaliserings- eller privatiseringspolitikker, med dereguleringer på beskæftigelsesområdet, der gør beskæftigelsen usikker, med forringelse af det sociale sikringssniveau eller med skattereformer, som afskaffer princippet om tilstrækkelighed og progressiv beskatning i skattesystemerne. På den anden side, hr. Aznar, kræver den internationale økonomiske situation fantasi og fleksibilitet. Vi mener ikke, at det er hensigtsmæssigt at forsøge at klare den bundet af en snæver og alt for restriktiv opfattelse af stabilitetspagten. Der er ikke meget tvivl om, at verdensøkonomien er ved at være i tilbagegang, hr. Aznar. EU har brug for en politisk tilskyndelse og en demokratisering af beslutningstagningen på det økonomiske område. Vi har brug for budgetter indrettet på beskæftigelse og økonomisk og social samhørighed. Stabilitetspagten skal gøres mere fleksibel og i hvert fald bevare de offentlige investeringer ved for store underskud som en udgift, der er et nødvendigt element i udviklingen af Unionens fremtid og på kort sigt også et element, der kan øge den økonomiske aktivitet og gøre den mere dynamisk. Det er påkrævet at supplere den fælles valuta med en harmoniseringsproces på det skattemæssige, arbejdsmæssige og sociale område ved at skabe en ægte økonomisk politik - ikke kun monetær - og sætte voldsomt skub i det fælles sociale Europa. Endelig bekymrer det os, hr. Aznar, at man ikke forsøger at styrke de offentlige tjenesteydelser ud fra en social opfattelse af den europæiske konstruktion. Mange af de reformer, der er oppe i tiden i de europæiske lande, gør det af med offentlige monopoler i strategiske sektorer, men de bliver ofte omdannet til private oligopoler, hvilket vanskeliggør den offentlige kontrol med dem, uden at det betyder, at de bliver mere effektive. Jeg kunne nævne flere eksempler fra forskellige lande på jernbanetransportens situation, på sundhedssystemer og på elforsyning. Vi mener derfor kort sagt, hr. Aznar, at topmødet i Barcelona bør afspejle den type overvejelser om en meget mere dynamisk og stærk opfattelse af den europæiske sociale konstruktion. De ved - såvel som jeg - at det, jeg tydeligt udtrykker på dette område, er de forskelle, der som bekendt eksisterer mellem vores forskellige politiske kræfter. Faktisk bør forhandlingerne om grundlaget for aftalen om udvidelse - det har det spanske formandskab sagt, og det er jeg enig i, hr. Aznar - afsluttes i dette halvår. Hvis det ikke sker, vil det ikke være muligt at gennemføre udvidelsen i 2004. I den forbindelse, hr. Aznar, vil jeg gerne sige følgende: En Union af 27 stater - med udvidelsen på 10 stater - vil udvide EU's areal med 34%, forøge befolkningen med mere end 28%, men Fællesskabets indtægter vil knap nok stige med 5%. Er man klar over den politiske udfordring, som udvidelsen indebærer? Begriber man den mulige forøgelse af de sociale problemer, som udvidelsen medfører? I øjeblikket lever 16% af befolkningen i EU med nogle indkomster pr. indbygger, der ligger 90% under gennemsnittet i Fællesskabet, og i en Union med f.eks. 27 stater ville denne andel stige til 34%. Vi mener derfor, at vi for første gang - til forskel fra det, der skete med de såkaldte Delors-pakker, hvor der ved flere efterfølgende udvidelser af det indre markeds område var faste løfter om afgørende forbedringer af den økonomiske og sociale samhørighed - befinder os i en situation, hvor den økonomiske og sociale samhørighed - som den kom til udtryk i Delors-pakkerne - bør styrkes og forøges voldsomt. Vi vil derfor gerne høre en utvetydig tilkendegivelse i den retning. Landbrugsforhandlingen slutter muligvis med vedtagelsen af en overgangsperiode, der gør det muligt at dispensere for afslutningen i 2006. Problemet er, hvad der skal ske bagefter. Landbruget kræver som enhver anden økonomisk aktivitet perspektiver, og forhandlingen bør være ledsaget af tydelige signaler om landbrugspolitikkens fremtid, hvor vi givetvis vil blive vidne til nogle menneskers anmodninger om at sløjfe fælles politikker for at opnå budgetbesparelser. Vi er andre, der mener, at de fælles politikker ikke bør sløjfes, men styrkes på nogle områder, f.eks. hvad angår fødevaresikkerhed og miljøspørgsmål, der burde gennemsyre alle vores fællesskabspolitikker. Spørgsmålet om strukturfondene bringer - som da jeg talte om Delors-pakkerne - den fremtidige politiske udformning af EU frem i første række. Et større EU vil kræve en større indsats for at forøge den økonomiske og sociale samhørighed mellem regionerne. Vi skal faktisk, hr. Aznar, oprette et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for borgerne med fuld respekt for vores landes demokratiske traditioner og for de grundlæggende menneskerettigheder, som er anerkendt i vores charter. I dette område er der ikke plads til terrorisme. Terrorismen er vores fjende, men der bør heller ikke være plads til undertrykkende love og foranstaltninger, der ikke har noget at gøre med denne kamp, og som bidrager til at indskrænke borgernes retssikkerhed. Oprettelsen af dette område med frihed skal også være en lejlighed til at harmonisere retssikkerheden på et meget højt plan. Jeg vil for at spare tid tale meget konkret om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken, hr. rådsformand. Det spanske formandskab har ansvaret for at sikre, at EU og Europa-Parlamentet i samarbejde med det spanske formandskab tager et afgørende skridt for at finde en retfærdig løsning i Mellemøsten. Vi mener, at det skal være helt klart, at afgørelser truffet af FN og i henhold til folkeretten skal respekteres, og at Israels ulovlige og militære besættelse af den palæstinensiske stat bør ophøre. Ønsket om at sætte skub i Barcalona-processen, der i øjeblikket er gået i stå, skal bifaldes. Det er nødvendigt med en ægte regional integration af landene syd for Middelhavet. Udviklingen af regionen kan ikke udelukkende baseres på bistand eller handelsindrømmelser fra EU's side til de enkelte middelhavslande. Mere Europa er ensbetydende med at sikre den regionale stabilitet og fremme vores omgivelsers økonomiske udvikling. Derfor mener vi, at initiativet om oprettelse af en Euro-Middelhavs-udviklingsbank er godt. Men for måske at gøre dette spørgsmål mere kompliceret, hr. Aznar, skal konflikten mellem Marokko og Sahara løses ved, at der afholdes en folkeafstemning om selvbestemmelse, som FN har bestemt det. Holdningen hos den spanske regering, som er loyal over for det spanske ansvar over for saharanerne og respekterer den internationale legalitet, til dette problem er efter vores mening prisværdig. Det spanske formandskabs største indsats bør være rettet mod Latinamerika, netop på et afgørende tidspunkt med tilspidsede situation i Colombia og den argentinske økonomis sammenbrud. Europa-Parlamentet gik enstemmigt ind for en forhandlet løsning på den lange konflikt, der ødelægger Colombia, og tog afstand fra den militarisering af konflikten, som USA har foreslået med Colombia-planen. I denne tragiske tid kan EU's myndige stemme være afgørende for, om dialogen mellem regeringen og guerillaen konsolideres. Vi håber, hr. Aznar, at De handler derefter. Det belgiske formandskab har taget afgørende skridt til normalisering af forbindelserne med Cuba ved at begynde at gå bort fra den såkaldte fælles holdning, der snarere hører den kolde krig end nutiden til. Hr. Aznar, min politiske gruppe er gået stærkt ind for konventet. Vi ville have foretrukket et mere alsidigt bidrag, men vi er overbevist om dets betydning. Det spanske formandskab har sagt, at konventets emner bør være meget åbne, og at det ville være ønskeligt, om dets aftaler og konklusioner dannede grundlag for regeringskonferencens fremtidige beslutninger og traktaten i 2004. Hr. Aznar, som De ser, har jeg skitseret positive og negative holdninger. De kan regne med vores samarbejde om alle de spørgsmål, som er positive, og det siger jeg på vegne af den beskedne gruppe, som jeg repræsenterer i min gruppe.
Hr. formand, i præsentationen af formandskabets program med hensyn til de vigtigste politiske spørgsmål, som vil blive rejst af EU i løbet af de næste seks måneder, har den spanske ministerpræsident erklæret, at hans førsteprioritet under det spanske formandskab vil være den globale bekæmpelse af terrorisme. Jeg støtter fuldt ud denne politiske målsætning. EU har truffet en række foranstaltninger til bekæmpelse af international terrorisme som en umiddelbar reaktion på de grusomme terrorhandlinger i USA i september sidste år. EU's bestræbelser på at forhindre anvendelse af det europæiske økonomiske system til hvidvaskning af penge i forbindelse med terrorisme må fortsætte. De 15 regeringer i EU bør også have mulighed for at indefryse midler tilhørende terrorister og øvrige involverede i organiseret og international kriminalitet. Jeg bifalder den spanske regerings målsætning om at fremme politisamarbejdet på tværs af grænserne i EU. Det er meget vigtigt for EU's efterretningstjenester og Europol at samarbejde i forbindelse med udveksling af oplysninger, hvis man skal komme terrornetværkene til livs. Udvidelsesforhandlingerne med ansøgerlandene går ind i en ny fase under det spanske formandskab. Formandskabet har fået overdraget to meget vanskelige punkter i forhandlingerne om udvidelsen, nemlig landbrugspolitik og støtte til regional udvikling. EU og ansøgerlandene må sammen udarbejde en aftale om disse vanskelige punkter i drøftelserne. Ellers kan udvidelsen ikke finde sted hurtigt og vellykket. Lande i Central- og Østeuropa modtager i øjeblikket midler fra strukturfondene for at gøre deres økonomier mere konkurrencedygtige. Dette er en vigtig politisk målsætning, da det vil sikre, at disse lande efter udvidelsen kan deltage i EU i et konkurrencedygtigt klima. Hvis Central- og Østeuropas økonomier ikke er konkurrencedygtige, kan de ikke deltage reelt og effektivt i det indre marked. Fremme af Central- og Østeuropas markedsøkonomier er ligeledes godt for erhvervslivet i EU, som så kan udvide markedsområderne. Den spanske regering skal også indkalde konventet i marts i år for at se på udviklingen af EU-politikker i Unionen i forbindelse med den næste regeringskonference i 2004. Det er vigtigt, at konventets opgaver er klart definerede, og at konklusionerne ikke ender som en uopnåelig ønskeseddel. Ændringer til traktaterne skal godkendes af EU's ledere, og ethvert forslag fra dette konvent skal være afbalanceret, progressivt og opnåeligt. Jeg bifalder også den spanske regerings forpligtelse til at fremme gennemførelsen af EU-forordninger og -direktiver til udvidelse af anvendelsen af ny teknologi til hele EU. Det er især vigtigt, hvis EU skal forblive konkurrencedygtigt fremover. Endelig vil jeg sige, at en af de store skuffelser i Laeken var det mislykkede forsøg på at nå til enighed om placeringen af 12 nye vigtige EU-organer. Jeg håber, at den spanske regering hurtigt kan nå til enighed om placeringen af disse vigtige organer, især Den Europæiske Fødevaremyndighed og Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur.
Hr. formand, den mindste gruppe i Parlamentet, Gruppen for Demokratiernes Europa, vil også gerne byde rådsformanden, hr. Aznar, velkommen, og vi vil gerne tale lidt om konventet, som starter den 1. marts med 105 medlemmer, og som vil være meget skævt sammensat, og med et præsidium, der består af 14 medlemmer, og som også ser ud til at blive meget skævt sammensat. Jeg vil gerne opfordre Dem til at sikre, at der blandt disse 14 medlemmer også er repræsentanter for de 49%, der stemte nej ved folkeafstemningen om Maastricht i Frankrig, eller for de godt 50%, der har stemt nej ved et par folkeafstemninger i Danmark. Det forekommer mig meget uhensigtsmæssigt at sammensætte et præsidium med 14 repræsentanter, der tænker ens og producerer et resultat, som så efter en 3-4 år ender med at blive væltet ved en folkeafstemning. Det var mere praktisk at gå i dialog med det samme med de forskellige standpunkter, der er i befolkningerne, og så sikre et varigt kompromis. Intergruppen her i Parlamentet, som hedder "SOS Demokrati", og som på en måde er føderalisternes modpol og samarbejdspartner i åbenheds- og nærhedsspørgsmål, har haft et udmærket møde med hr. Verhofstadt og vil også anmode om at få et tilsvarende møde med Dem. Under dette møde lovede hr. Verhofstadt to interessante ting: Det ene var, at han opfordrede til, at der i alle delegationer skulle være det, vi kalder eurorealister, fra alle lande, og at f.eks. i det mindste én af de tre repræsentanter fra to lande - to fra parlamentet og en fra regeringen - skulle være en person med en eurorealistisk holdning. Han lovede, at han ville arbejde herfor og opfordrede os til at lave kampagne for at opnå dette. Hans andet løfte var, at han ville gå ind for en efterfølgende folkeafstemning. Mit spørgsmål til hr. Aznar er, om han også vil opfordre til, at der kommer en bred repræsentation, og sikre, at der bliver folkeafstemninger bagefter? Vil han være med til at sikre, at der udarbejdes to forskellige udkast, en forfatning for en demokratisk forbundsstat og en demokratisk aftale mellem selvstændige lande, så folk kan se forskellen? Vil han være med til at afholde en vejledende folkeafstemning om to forskellige forslag? Vil han være med til at spørge folk, hvad de mener, og så lade en regeringskonference indkalde for at lave et kompromis? Vi skal diskutere, hvordan Chartret kan binde institutionerne uden at komme i karambolage med forfatningerne og Menneskerettighedsdomstolen. Hvordan en opdeling af traktaten i to dele ikke bare hindrer muligheden for folkeafstemninger ved ændringer. Hvordan over tredive beslutningsformer kan skæres ned til tre overskuelige former. Hvordan vi skal formulere en vetoret i vitale spørgsmål uden at lamme det hele. Hvordan de nationale parlamenter skal knyttes til samarbejdet, og om de kan overtage Kommissionens initiativ, monopol og kompetencekatalog. Og hvordan man sikrer, at det ikke bare går, sådan som det gik med legalitetsprincippet. Og så til sidst vil jeg i forbindelse med åbenheden, som også Graham Watson var inde på, spørge Dem, hr. Aznar, om De vil ændre Spaniens holdning og sikre, at Parlamentet får det samme, som Ministerrådet får. Som en ven af Spanien, ønsker jeg Dem særligt velkommen her, og jeg håber, at De vil overraske og gennemføre den åbenhed, som Sverige ikke kom igennem med, og som Belgien ikke arbejdede for. Bienvenido.
Mange tak, hr. formand. (Taleren fortsatte på baskisk) Urte berri on danori eta zuri zorionak Lehendakari Jauna. Hr. formand, godt nytår til alle, og tillykke til vores nye formand. I går nævnte hr. Poettering, at Deres irske nationalitet var det bedste bevis på politisk succes for små lande i vores kontinent. Som basker glæder det mig meget at høre, for Irland, som kun har eksisteret i et århundrede, er et opmuntrende eksempel for en europæisk statsløs nation som vores. Også af denne grund ønsker jeg Dem held og lykke. I de kommende måneder vil den spanske regering imidlertid stå ved Deres side, når De følger den kurs, som Deres forgængere har lagt for Dem. Lad mig minde om, at den spanske regering med sin manglende vilje til at lægge de nationalistiske skyklapper forpassede den største chance for fred i mere end en generation. Kan De, hr. ministerpræsident, give Parlamentet blot et lille håb ved at forsikre, at De vil arbejde for en politisk løsning på den fortsatte konflikt i Baskerlandet? Tiden er ved at rinde ud. I slutningen af denne uge vil De have 10% mindre tid tilbage af Deres formandskab. De må skynde Dem. Vi er klar til et gennembrud i den øjeblikkelige fastlåste situation. Jeg vil slutte af med at gentage hr. Watsons ord. Han sagde, at det er nødvendigt at anerkende, at politiske problemer ofte kræver politiske løsninger.
Da vi takket være nogle af gruppeformændenes evner til at formulere sig er forsinkede, vil jeg være lidt mindre fleksibel.
Hr. formand, jeg håber ikke, at De begynder at afkorte taletiden fra nu af. Jeg tror, at man under forhandlingen her i formiddag helt tydeligt mærker, at vi har, at vi oplever et afgørende øjeblik for den europæiske integration. Og derfor mener jeg, at de ambitioner, der er i det spanske formandskabs mål - som alle sammen kan betegnes som historiske - lever helt op til det faktum. Det er helt sikkert, at den beslutsomhed og endda entusiasme, hvormed 300 millioner europæiske borgere har taget euroen til sig, betyder, at vi kan se optimistisk på fremtiden. Europa-Parlamentet skal nu som et udtryk for den folkelige vilje vise sin evne til at spille den rolle som igangsætter i debatten, som det har haft igennem især de sidste seks måneder under det belgiske formandskab, hvilket den spanske regeringschef har understreget i formiddag. Vi har været Kommissionens og Rådets ansporing til f.eks. at give medlemsstaternes retlige myndigheder fællesskabsinstrumenter, der gør forsvaret af frihedsrettighederne mod terrorisme mere effektivt. I Parlamentet har det siden begyndelsen af denne valgperiode mere end noget andet sted været åbenbart, at terrorisme er et problem og en trussel for alle, ikke kun for de direkte ofre. Derfor er rådsformandens udtalelse om, at det er nødvendigt at forbedre proceduren med fælles beslutningstagning ved den næste ændring af unionstraktaten, en erkendelse, man bør være taknemmelig for. Vi vil bruge den samme metode til den ændring som den, der blev brugt under udarbejdelsen af chartret om grundlæggende rettigheder - som min gruppe naturligvis ønsker bliver indarbejdet i den nye traktat - det vil sige gennem et konvent, der åbnes i marts i Parlamentets hjemsted, som vi er blevet bekendt med i formiddag. Vi har tiltro til, at Rådets positive holdning varer ved under konventets arbejde, så vi kan opfylde to behov, nemlig for det første at bringe fællesskabsinstitutionerne nærmere borgerne ved at gøre dem mere demokratiske, mere effektive og gennemsigtige og for det andet at gennemføre en gennemgribende reform af en institutionel ramme beregnet for de seks oprindelige stater og tilpasse den til en virkelighed med 25 eller flere medlemsstater, som vi forventer at se i 2004. Mine damer og herrer, forhandlingerne om udvidelsen af EU - nogle af de vigtigste kapitler skal, som det er blevet nævnt, drøftes i de kommende måneder - bør på ingen måde afspores af hjemlige diskussioner. Tværtimod bør regering og opposition i de nuværende medlemsstater undgå partipolitiske konfrontationer for at nå Unionen store mål. Hr. Barón, husk på, at et formandskabs succes ikke måles ud fra nationale forhold og endnu mindre partipolitiske. I formiddag har De erkendt, at De har brug for nogle kurser. Jeg er bange for, at det ikke kun drejer sig om edb-kurser. De har talt som spansk socialdemokrat. Det burde kunne forventes, at De udtrykker den samme loyalitet, som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti har udtrykt over for de to foregående formandskaber. (Protest fra PSE-Gruppen) Hr. formand, vi skal benytte dette halvår til at sikre, at EU bliver stærkere i verden, at det deltager i de internationale debatter med en fælles holdning. Derfor er det ikke bare nødvendigt at gennemføre institutionelle reformer af FUSP for at gøre den mere effektiv og synlig inden for og uden for vores grænser, men også at forbedre de instrumenter, som EU råder over allerede, f.eks. Fællesskabets eksterne tjeneste. Dette halvår byder uden tvivl på utallige udfordringer, som kræver alles indsats og samarbejde: borgere, europæiske institutioner, regeringer og politiske partier. Vi har fuld tillid til, at dette formandskab vil tage endnu et skridt fremad mod et bredere og mere samlet Europa, der er mere åbent udadtil og tættere på borgerne.
Hr. formand, udøvelsen af et formandskab er altid en lejlighed til, at et land kan vise sit engagement i den fælles sag, som ganske enkelt er at fremme den europæiske konstruktion til fordel for borgerne. Jeg ved, hr. rådsformand Aznar, at det ikke bliver let for Dem, at den internationale situation på det politiske og det økonomiske plan er vanskelig, og at det belgiske formandskab, som det er blevet nævnt, desuden har skruet forventningerne op. Men tvivl ikke på, hr. formand, at de spanske socialdemokrater uden forbehold vil gøre deres til, at dette formandskab bliver en succes for Spanien og Europa. Vi vil aldrig være illoyale, aldrig. Der er andre, som må fortryde, at de har været det. Vi ønsker, at De gør det godt, for vi vil have, at dette formandskab giver Spanien anseelse i Europa. Derfor, hr. formand, skal Deres egne regeringsmedlemmers indsats vise, at De er på højde med situationen. I Deres redegørelse har De, hr. formand, gennemgået Europas prioriteter i øjeblikket. Udvidelsen, Lissabon-processen, den internationale alliance for frihed og mod terrorisme, det fælles område med sikkerhed og retfærdighed, udenrigspolitikken, forbindelserne med Middelhavslandene, Europas rolle i Latinamerika. Sådan lyder dagsordenen, hr. formand. Men vi socialdemokrater ville gerne have hørt Dem give et konkret tilsagn, fremkomme med et ambitiøst initiativ på nogle af disse områder. Vi havde f.eks. gerne set, at De, da De talte om Lissabon-processen, havde lagt vægt på de sociale aspekter. For Lissabon-processen indeholdt et strategisk mål, der, sammen med oprettelsen af et mere velstående og konkurrencedygtigt område, indeholdt målsætninger om fuld beskæftigelse og større samhørighed. Forpligt Dem til, hr. formand, at alle koordineringsmetoderne vedrørende disse strategier for den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden bliver mere og mere fælles. Lad Europa-Parlamentet, fagforeninger og arbejdsgivere deltage i denne proces. Det vil efter vores mening være mere Europa. Jeg kan give et andet eksempel: Middelhavsområdet og Latinamerika er europæiske prioriteter, men et godt spansk formandskab burde på grund af dets nærhed og gode forbindelser være i stand til at gøre sig bemærket, hvad angår disse to geografiske områder. Alligevel er der i Deres program ikke nogen konkrete initiativer til at puste liv i dialogen og samarbejdet ud over oprettelsen af Euro-Middelhavs-udviklingsbanken, der imidlertid blev nævnt i Barcelona i 1995 og senere i Laeken. De siger hverken, hvordan eller hvornår De vil afslutte forhandlingerne med Mercosur og Chile. Vi savner konkrete tilsagn. Vi kan godt lide, hr. formand, at De har valgt valgsproget "mere Europa", og det er ikke, fordi det er en klassiker fra den socialdemokratiske familie. Jeg vil sige til Dem, at vi ikke vil dømme Dem på det antal møder, De afholder i løbet af halvåret, vi vil dømme Dem på resultaterne. Det betyder altså, hr. formand, at De må gå fra ord til handling. Hvad forstår De ved mere Europa? Jeg går ud fra, at det ikke, som udenrigsminister Piqué udtrykte det, er, at Europa skal tale med én stemme i 2050, for så er det ikke noget at gøre et stort nummer ud af. Jeg er virkelig imponeret over udenrigsministerens ambitioner. Mere Europa er mere sikkerhed, men også mere frihed. Mere Europa er mere beskæftigelse og mindre ulighed. Mere Europa er mere demokrati og mere deltagelse. Mere Europa er også en Union, der er mere aktiv i forsvaret af menneskerettighederne. Mere Europa er i den sidste ende også, hr. formand, mindre nationalisme, af den gamle og den nye slags. Hr. formand, hvis De gør sådan, vil vi være de første til at rose Dem. Vi ønsker, at De må få succes, og vi ønsker at fejre den sammen med Dem.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, jeg vil allerførst understrege Den Liberale Gruppes og mit partis, Det Catalanske Demokratiske Konvergenspartis, støtte til at sikre, at dette formandskab bliver en succes og vurderes lige så positivt som de to foregående spanske formandskaber. Af de emner, som har høj prioritet for det nuværende formandskab, vil jeg fremhæve tre. Vi ønsker, at Det Europæiske Råds møde i Barcelona i marts munder ud i konkrete tilsagn og resultater, som kan kontrolleres, så det kan sikres, at de strukturelle reformer og liberaliseringsprocesser, som er nødvendige for at opfylde målene i den proces, der blev indledt på Det Europæiske Råd i Lissabon, rent faktisk bliver gennemført. Vi ønsker, at Euro-Middelhavskonferencen vil fremme en ny fase i den proces, der, også under spansk formandskab, blev indledt i 1995 i Barcelona for at sikre et større og bedre samarbejde mellem EU og tredjelande i Middelhavsområdet. Vi går ind for, at der oprettes en finansiel institution, som gør det muligt at anvende midler afsat til middelhavsprogrammer fuldt ud og effektivt. Det er nødvendigt at intensivere Unionens udenrigspolitik, som en stor del af freden og stabiliteten afhænger af i fremtiden. Vi forlanger, at formandskabet i kraft af dets nøgleposition som medlem af konventets præsidium sikrer, at de konstitutionelle regioner inddrages og deltager i EU's institutioner i den forfatningstekst, som skal vedtages på regeringskonferencen i 2004. Som formanden for Den Liberale Gruppe fremhævede i sit indlæg, kan EU ikke anses for at være fuldkomment, hvis regionernes Europa ikke inddrages og deltager fuldt ud. Det er et emne, som vi, under det spanske formandskab, der indledes med konventet, anser for at være af største vigtighed, som det er blevet understreget.
Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, Spanien vil varetage EU's formandskab med et ambitiøst og selvstændigt forslag til prioriteter. Den europæiske konstruktion skabes i dag ved at øge frihedsrettighederne, trænge de intolerante op i en krog og gøre den forenelig med den nødvendige kamp mod terroristerne. Den spanske prioritet om udvidelsen er ikke ledsaget af de nødvendige tilsagn, der kan garantere de legitime mål for mål 1-områderne. Reformen af den fælles landbrugspolitik, debatten om udvikling af landdistrikterne, proceduren med fælles beslutningstagning i landbrugsspørgsmål og fødevaresikkerhed for at undgå meget bekostelige kriser og opskræmthed blandt forbrugerne er afgørende for mig som andalusier og for sikring af fremtiden. Tilstedeværelsen af de selvstyrende regioner i Rådet, når der skal behandles sager, som angår os, og som vi har forstand på, vil altid være positiv og berigende. Afspejl Spaniens virkelighed i Europa. Forsøg ikke at skjule den, hr. Aznar. De selvstyrende regioner er også stat. Et pluralistisk Spanien i et pluralistisk Europa skaber mere Union. Accepter den politiske og sociale virkelighed. Hr. Aznar, De har ikke nævnt Marokko direkte i Deres tale. Inddrag det i Deres formandskab. Hr. Aznar, gid formandskabets neutralitet ikke lammer vores berettigede europæiske mål om samhørighed. Vær faste, men også dialogsøgende.
Hr. formand, jeg er ked af, at nogle af venstrefløjens politikere endnu en gang benyttede sig af et påskud til at komme med en partipolitisk, negativ holdning til Italien - og således til et folk, som frit og demokratisk har valgt sin regering - i debatten om EU's fremtid og nutid. På den anden side skal man ikke tage sig af bagataller - de minimis praetor non curat. Hr. rådsformand Aznar, det spanske formandskabs program er rigt på emner og målsætninger, og vi kan se, at der før et hvilket som helst initiativ bliver gjort en indsats for, at politikken igen kommer i fokus i debatten. Af tidsmæssige årsager har vi kun mulighed for at tage nogle få punkter op. Den fælles økonomiske politik, som De var inde på, og som kommissionsformanden nævnte som et væsentligt element for fremtiden, bekræfter det, vi sagde, da vi vedtog euroen i Bruxelles, nemlig at en monetær politik ikke er mulig, hvis ikke vi har en stærk fælles økonomisk politik. Middelhavspolitikken skal fortsætte i et mere konstant og hurtigere tempo, for selv om samarbejdet mellem de europæiske landes efterretningstjenester for at bekæmpe terrorismen er yderst vigtigt - hvilket vi også understregede i forhandlingen om dette emne her i Parlamentet - er det i lige så høj grad en kendsgerning, at det er nødvendigt at bekæmpe fattigdommen, at genskabe freden i Mellemøsten og at sørge for et harmonisk politisk tyngdepunkt i EU. Derfor skal hovedpunktet på det kommende topmøde i Barcelona være en stærk Middelhavspolitik. Vi skal virkeliggøre begrebet "mere Europa", nemlig mere borgernes Europa, det vil sige nogle mindre bureaukratiske og mere demokratiske institutioner samt større respekt for traditionerne og de enkelte landes særpræg. Det skal være et Europa, som ikke gør landene ensartede, men som giver de enkelte lande mulighed for vækst, sådan som Parlamentets formand, hr. Cox, også mindede om i går. Vi må heller ikke glemme Argentina-spørgsmålet. Det er nemlig den 120. krise siden 1975. Derfor skal vi også tage spekulationsproblemerne op og misforholdet mellem den reelle økonomi og den økonomi, som netop er den officielle. Vi skal tage Argentina-spørgsmålet op ved straks at yde støtte, og det skal vi også, fordi venskabsbånd og traditioner knytter vores lande til Argentina.
Hr. formand, det er virkelig beklageligt, at Spanien, der er et stort land, som står Frankrig og franskmændene meget nær, har valgt dette slogan "mere Europa", som ikke er nyt, for når alt kommer til alt, har det været et obligatorisk slogan i næsten 50 år, og som ikke burde bekymre os, for dette "mere Europa" giver sig helt banalt kun til udtryk som en stadig stigende ødelæggelse af det, som er Europas grundlag, hvilket vil sige nationerne. Men på en vis måde er Spanien ikke nytænkende. Det er i særdeleshed ikke nytænkende på det område, som De har valgt at prioritere højest, hr. regeringschef, det vil sige bekæmpelsen af terrorisme. Der er noget latterligt ved at bekæmpe terrorismen, når man tilsyneladende gør alt for at styrke sine rødder - både de overfladiske og de dybtgående - i Europa som i resten af verden. Med hensyn til de overfladiske rødder eksisterer der åbenbart den latterlige og kriminelle besættelse med at ophæve grænserne, hvilket er en besættelse, som naturligvis ikke gør andet end til stadighed at gøre det sværere at foretage politikontrol, og som helt sikkert fremmer en globalisering, der siden tidernes morgen har været den store force for alle former for terrorisme. Ud fra et mere grundlæggende synspunkt skader ophævelsen af grænserne de nationale tilhørsforhold, der i århundreder har været et udgangspunkt i sted og tid for menneskene, med andre ord givet dem en plads i historien. De føler sig nu sat tilbage til deres etniske oprindelse og vil herefter deltage i kampen mod det, der er tilbage af nationalstaten, hvilket er en kamp, som vi for øvrigt nogle gange bifalder. I Spanien sker det, som også sker andre steder. Den baskiske terrorisme kan i vores øjne kun bekæmpes ved en stadfæstelse af en omfattende spansk politik på verdensplan. Det er en politik, som Spanien for øvrigt heldigvis har midlerne til at føre i Europa, i Middelhavsområdet og i Latinamerika. Men Europa nægter at stadfæste dette. Og endnu mere grundlæggende er det, at terrorismen favoriseres og fremmes af det dybe kaos, som verden kastes ud i ved de vanskelige tilstande, som kapitalismens højhellige læresætning, som er liberalisering af samhandlen, medfører for landene. Dette medfører ikke blot ødelæggelse af de nationale tilhørsforhold, som for øvrigt er en af kilderne til den islamiske terrorisme, men også opførelsen af en egentlig mur under falsk påskud af globalisering mellem den rige og den fattige verden, som føler sig afskåret fra fremtiden og derfor drevet mod de værste yderligheder. Ud fra det synspunkt er det heldigvis opmuntrende, at landene rejser sig, særligt i Europa, med de positive udmeldinger, som vi i dag har fået fra Italien og Tyskland, i går fra Danmark og Irland, og som vi i morgen - det tvivler jeg ikke på - vil få fra Frankrig. Hr. regeringschef, det burde være det centrale emne i de kommende seks måneder. Og hvis De virkelig har valgt at fornægte de nationale realiteter, kan jeg og vi kun ønske Dem held og lykke.
Hr. formand, velkommen og et stort tillykke! De har forelagt Deres formandskabs meget omfattende program for os. Tillad mig at komme med nogle forslag for også at gøre det stort og ambitiøst. Jeg tilhører en politisk gruppe, som til forskel fra mange andre altid har været af den opfattelse, at det eneste virkeligt konkrete er idéer og fremtidsvisioner. Under Deres formandskab bliver det muligt at fuldføre en gammel idé, som nogle af os yderliggående tilhængere af ret og international ret har haft i mange år. Under Deres formandskab kan De til gavn for menneskeheden gennemføre oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det bliver en historisk dato og en grundlæggende ændring, som foruden traktaterne giver os det første element af en international domsmyndighed. Det er nødvendigt med 60 ratificeringer, og vi er nu oppe på over 50. Mange af de lande, som ligger tæt på os, og som vi har venskabelige forbindelser til, er langt fremme. Hvis De ønsker det, bliver det med vores alle sammens hjælp - Europa-Parlamentet skal drøfte dette emne til februar - muligt at indgive de 60 ratificeringer til det spanske formandskab på 200 millioner europæiske borgeres vegne. Jeg håber, at De vil benytte Dem af denne mulighed for en historisk dato, hvor der sker en ændring. Tænk blot på, hvilken forskel det ville gøre, også når det gælder bekæmpelsen af terrorisme, hvis vi ligesom i Milosevics tilfælde - han er en simpel krigsforbryder, der venter på sin dom - i dag havde mulighed for at overføre en Osama bin Laden eller en Mullah Omar til en international straffedomstol, uden at vores amerikanske venner var nødt til at opfinde militærdomstole eller alt muligt andet. Dette har vi og De dog mulighed for, og der er ingen tvivl om, at det er noget, vi bør stræbe efter. Man kan selvfølgelig kun være enig i, at terrorismen skal bekæmpes, hr. formand, men det, som bekymrer mig, er den politiske løsning, for det er klart, at det ikke er tilstrækkeligt med hverken militære løsninger eller domstolsløsninger. Den politiske løsning er svag. Vi bliver ved med at tro på og praktisere princippet om, at vores fjenders fjender automatisk er vores venner. Vi risikerer ukritisk at godkende de mest utrolige regimer som umiddelbare allierede, fordi vi har brug for det. Nogle af dem er tæt på os, hr. formand, og ligger måske på den anden side af Middelhavet. Der er et andet punkt, som jeg gerne vil gøre Dem opmærksom på. Jeg mener nemlig, at vi befinder os ved siden af en krudttønde, og jeg mener, at et nyt syn på vores forhold til Middelhavsområdet bør have førsteprioritet i øjeblikket og utvivlsomt også i den nærmeste fremtid. Dette var blot nogle få forslag, hr. formand, men det er en måde at have nogle konkrete visioner på, og det er lige præcis den følelse, som også borgerne forlanger af os.
Hr. formand, jeg vil indlede med at ønske Rådets formandskab held og lykke med det ambitiøse program, som det har forelagt her i formiddag. Nogle af mine kollegers indlæg har mindet mig om det, som Marx, ikke Karl, men Groucho, sagde om nogle litteraturanmeldere, der var så travlt optaget af at skrive anmeldelsen, at de aldrig havde fem minutter tilovers til at læse romanen i. Jeg vil sige, hr. formand, at det spanske formandskab har en række mål, som forelægges umiddelbart, både hvad angår den interne og den eksterne side af projektet. Det er klart, at det drejer sig om at forene synspunkter, skabe enighed og lægge kursen, så EU-projektet kan gøre fremskridt. Det kræver to ting. Det kræver en metode, og i Laeken besluttede man sig for konventsmetoden, som er en nyskabende metode: Europa kan ikke skabes på grundlag af koncentriske cirkler. Og det kræver ambitioner. Jeg er ikke enig i det, som min gode ven hr. Watson, som jeg lykønsker med udnævnelsen til formand for Den Liberale Gruppe, sagde, for jeg mener, at Spanien er i en meget god position til at yde sit bidrag til at overvinde en af vor tids historiske udfordringer, der består i at finde ud af, hvordan man forener, hvordan man med fornuft og omtanke kombinerer forenethed og mangfoldighed. Hvordan kan man få EU til at ligne et velafstemt orkester, veltempereret, som Mozart sagde, der flytter sig ved demokratisk kraft og ikke som en bataljon, der adlyder et hornsignal. Hr. formand, da friheden råt blev angrebet af grusomhederne den 11. september sidste år, blev det soleklart, at begreberne sikkerhed, forsvar, samarbejde, udenrigspolitik og udviklingsbistand er indbyrdes forbundne, og at de skal give sig udslag i en fælles bevidsthed om, at de trusler og farer, som terrorfænomenet repræsenterer, berører os alle sammen lige meget, og vi skal derfor alle sammen reagere lige meget på dem. To ord, hr. formand, om Latinamerika. Parlamentet mener, at Latinamerika ikke har brug for gaver, men for muligheder. Men Parlamentet mener også, at man nogle gange må gå fra velsignelserne til regnskabsbøgerne, og derfor har vi forøget de beløb væsentligt, som Kommissionen har foreslået, og som skal bruges til samarbejdet med denne region i 2002, og vi har forelagt et omfattende katalog over foranstaltninger, der skal give det strategiske mål om at opnå et strategisk bilateralt partnerskab, som stats- og regeringscheferne skitserede på topmødet i Rio de Janeiro, indhold. Derfor håber vi, som rådsformanden har erklæret, at topmødet i Madrid kan sende et klart og veldefineret budskab om Europas nye engagement i Latinamerika. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den etage, som Rådets formandskab skal rejse på den europæiske konstruktions bygning, vil være på højde med de ambitiøse prioriteter, som vi har fået forelagt i formiddag.
Hr. ministerpræsident Aznar, for 20 år siden var et fælles europæisk marked med en fælles mønt, euroen, en drøm. I dag er det virkelighed. De Europæiske Socialdemokraters Gruppe har tilsvarende ambitioner, når det gælder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Begivenhederne den 11. september har blot forstærket dette ønske. Det er en forudsætning for fred og fremgang. Vi støtter derfor det spanske formandskab i bestræbelserne for at tilføre den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik ny dynamik og øget kapacitet og generelt afsætte flere midler til området for at opnå øget effektivitet. Det er i den forbindelse afgørende at sende et budskab om multilateralt samarbejde. USA's opsigelse af ABM-traktaten er i strid med denne tankegang. Vi ønsker ikke en tilbagevenden til en situation med oprustningskapløb. Vi anmoder om, at det spanske formandskab videregiver dette budskab fra EU ikke mindst til vores allierede, USA. Vi kan sende et sådant budskab og en sådan opfordring til USA med større styrke i dag, eftersom EU har erklæret sig beredt til fortsat at bidrage til en stærk fælles indsats til bekæmpelse af terrorismen både inden for og uden for EU's grænser. Jeg vil gerne over for det spanske formandskab rejse endnu et spørgsmål, som ligeledes er særdeles alvorligt: Er formandskabet parat til at kæmpe for en verdensomspændende fælles indsats til bekæmpelse af fattigdom? Fattigdom giver som bekendt i mange tilfælde næring til fundamentalistiske modsætningsforhold af forskellig art. Vil man kæmpe for en fælles indsats til bekæmpelse af fattigdom i Asien, i Afrika og inden for rammerne af Euro-Middelhavsprocessen? Fred i verden er ikke kun for de udvalgte. Stabilitet forudsætter, at alle inddrages inden for rammerne af en international retsorden. Finder det spanske formandskab ikke, at det er at foretrække at anvende ressourcerne til dette formål frem for at satse ensidigt på nye Star Wars-lignende investeringer? Vil formandskabet set i dette perspektiv gøre sit yderste for at sikre, at hr. Solana og hr. Patten i 2003 råder over et fuldt operationelt beredskab med henblik på gennemførelse af Petersberg-opgaverne? I Mellemøsten hører vi Irans tidligere præsident, Rafsanjani, fremsætte trusler om anvendelse af atomvåben for at udslette Israel. Det er helt uacceptabelt. Heller ikke Sharons politik, som isolerer Arafat og gør uskyldige palæstinensiske borgere til ofre, bidrager til sikkerheden i Israel og Palæstina. Vil det spanske formandskab sammen med USA og Rusland tage skridt til et nyt fredsinitiativ i Mellemøsten? Vi ville sætte stor pris på et sådant initiativ.
Hr. formand, hr. Aznar, hr. Prodi, mine damer og herrer, som medlem af Parlamentet fra De Kanariske Øer, fra en region i den yderste periferi af Fællesskabet, og som medlem af Den Liberale Gruppe byder jeg formandskabet for Rådet hjerteligt velkommen. Glem ikke, hr. Aznar, at løse de opgaver, som vi har i det halvår, vi indleder nu, hvor udvidelsen og euroens musik er det fælles Europas scene med et enestående universelt bagtæppe, hvor hele verden er mere eller mindre påvirket af forskellige grunde, som forpligter os til at gøre en konstant, vedvarende og fælles indsats for at opnå fred og velstand. Jeg må gøre Dem opmærksom på, at alle den europæiske bygnings søjler i vores europæiske område trænger til vedligeholdelse. Derfor bør der i fællesskabspolitikkerne være noget, som De har kaldt "mere Europa". Og det er rigtigt, især hvad angår reformen af den fælles landbrugspolitik, strukturfondene, konsolidering af spørgsmålet om regionerne i den yderste periferi, udformning af en ægte europæisk strategi for indvandring. Også hvad angår de institutionelle reformer, definition af regionernes rolle og deltagelse i skabelsen af det 21. århundredes Europa og en rimelig miljøpolitik, uden at det sociale og arbejdsmarkedspolitiske område, det vil sige beskæftigelsen og de små og mellemstore virksomheder, forsømmes. Glem heller ikke i Deres dobbelte egenskab af rådsformand og spansk regeringschef at eksportere mere Europa til verden. Det er nødvendigt at revidere Unionens forbindelser udadtil - som det er tilfældet med Rådets fælles holdning til Cuba og Saharas fremtid via folkeafstemning om selvbestemmelse - uden at forsømme dialogen med naboerne i Middelhavsområdet - fra Marokko til Mellemøsten - og med dem, der er langt borte - som Latinamerika, med Argentina, eller som USA og Kina. De kan naturligvis som altid regne med os i den fælles europæiske politiske kamp mod terrorisme. Jeg ønsker Dem held og lykke med dette enestående mandat, og jeg håber, at vi i juni alle sammen kan fejre resultatet, for hvad der er godt for Europa, er godt for alle og især for regionerne i den yderste periferi.
Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, formandskabets prioriteter omfatter ikke eller kun i meget ringe omfang politikker, der, fordi de er afgørende for Unionen og også for den spanske stat og min nation, bør behandles i 2002: den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik og strukturfondenes fremtid. Tværtimod forsøger De at bruge formandskabet til at styrke Deres autoritære tvangsforestilling mod europæisk mangfoldighed ved at nægte nationaliteter og regioner i den spanske stat adgang til Rådet under henvisning til et suverænitetsbegreb, som i Unionen er antihistorisk og utidssvarende. Hvis De havde ret, hr. Aznar, måtte vi konkludere, at De møder op her i dag som formand for en udenlandsk institution. Det mener vi ikke. Jeg repræsenterer min nation, og jeg er samtidig borger i den spanske stat og i Unionen, uden modsætninger. De roder Dem autoritært ud i noget, som er løst i traktaterne og i praksis, og De foregiver at være uvidende om, at vi i fremtiden, uden at det drejer sig om et suverænitetsproblem og endnu mindre om separatisme, vil spørge os selv om, ikke bare hvorfor Slovakiet kan være formand for Rådet (fiskeri), mens Galicien, Andalusien eller De Kanariske Øer ikke kan være med i det, men også hvorfor Malta og Luxembourg med rette får anerkendt deres nationale historiske karakter, men ikke Galicien, Baskerlandet, Catalonien, Skotland, Wales eller Flandern.
Hr. formand, kære kolleger, under det spanske EU-rådsformandskab træder forhandlingerne med ansøgerlandene ind i deres hidtil vanskeligste fase. Kapitlerne om landbrug og regionalstøtte kræver derfor den største sensibilitet og særlig omtanke. Især hvad angår de direkte betalinger til landmænd, er en differentieret synsvinkel på sin plads. Hvis vi ikke ønsker at bebrejde os selv, at mængdeproduktionen udvikles til umådeholdenhed, skal vi koncentrere os mere om integreret landlig politik i ansøgerlandene i stedet for at overføre systemet med direkte betalinger. Netop på baggrund af de synlige vanskeligheder og de modsatrettede interesser, hvad angår støtte, vil det være nødvendigt med en særlig forhandlingssnilde. Det er vel af afgørende betydning, at forhandlingerne åbner for bæredygtighed og bestandighed for fremtiden, og hermed mener jeg længere end til 2004 og længere end til Agenda 2000.
Ministerpræsident Aznars optræden her til morgen giver indtryk af, at hans formandskab vil være målrettet og forretningsmæssigt og fokuseret på behandling af de store spørgsmål. Formandskabet har mange opgaver på internationalt plan, og den vigtigste og vanskeligste er den globale bekæmpelse af terrorisme. Formandskabet har lovet at fremme solidariteten med USA i denne krisetid, og det er et rigtigt skridt, men der er også andre udenrigsproblemer. I Zimbabwe er der flere og flere problemer, som kræver hurtige EU-aktioner. Der skal indføres sanktioner straks, og der skal sendes et klart og tydeligt budskab om de farlige konsekvenser, som hr. Mugabes kriminelle handlinger har. Formandskabet står over for lignende udfordringer på den økonomiske front. Hvis Europa mener det alvorligt med at blive verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi inden udgangen af 2010, vil løfterne fra Barcelona være indfriet. Europa har ikke råd til flere fejltagelser. Det er gået tilbage for Europa siden Stockholm. Liberaliseringen hæmmes af nye sociale og miljømæssige målsætninger. Siden da har vi set mindst tre nye EU-direktiver, der direkte reducerer fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, og der kommer flere, også nye nationale love, som i Frankrig, der hæmmer erhvervslivet. Det er en dagsorden til skade for beskæftigelsen. Vedrørende målgrupperne for større konkurrenceevne ser det helt uacceptabelt ud. I forbindelse med de finansielle tjenesteydelser - teleselskaberne f.eks. går liberaliseringen for langsomt. Åbningen af markederne for energi og posttjenester er langt bagefter. Hvis Europa ønsker at blive globalt økonomisk førende i løbet af de næste 10 år, skal EU vise totalt engagement. Det skal være lettere at starte og drive en virksomhed og fastholde og investere overskud. Det betyder, at mange interesser skal konfronteres. Vi sætter vores lid til, at ministerpræsident Aznar kan vise vejen.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, Parlamentet diskuterer ivrigt nye styreformer med Kommissionen, nemlig european governance. Vi har som parlamentsmedlemmer gjort mange indsigelser mod nogle forslag, og det har været til fordel for en handlekraftig, levende parlamentarisme. Men vi er også blevet enige med Kommissionen om nogle forhold. Noget, som begge parter ønsker sig, hr. rådsformand, men som Rådet hidtil har afvist, er en interinstitutionel arbejdsgruppe, hvor vi i fællesskab, Parlamentet, Kommissionen og Rådet, kan diskutere spørgsmål om den nye styreform. Jeg anmoder Dem, hr. rådsformand, om at sørge for, at Rådet godkender denne fælles fremgangsmåde. Vi er af den opfattelse, hr. rådsformand og hr. kommissionsformand, at vi i hvert fald bør behandles på samme måde som Rådet, også hvad angår den sekundære lovgivning. Vi mener, at også vi bør have en call back-position, hvis den sekundære lovgivning ikke fungerer godt. Vi mener desuden, at rammedirektiver skal have en slags sunset clause, en frist. I hvert fald er vi og Kommissionen enige om, at lovgivningen og beslutningsprocessen i EU igen og igen bør kontrolleres for deres effektivitet. Det gælder også på liberaliseringsområdet, hvor vi af og til tvivler på, om den gennemføres med sund fornuft og social bevidsthed. Spørgsmål, der skal analyseres i den forbindelse, er f.eks.: Fører liberaliseringen også på lang sigt altid til lavere priser? Fører den altid til konkurrence eller ikke også indimellem til monopoler og oligopoler, denne gang dog kun i Europa? Hvordan går det med de små og mellemstore virksomheders muligheder, som vi alle bekymrer os om, i forbindelse med liberaliseringen, især også inden for de mindre områder? Hvordan er det med koncentrationen, f.eks. i medieverdenen? Italien er allerede blevet nævnt i dag. Her er man ofte blind på det ene øje. Hvordan står det til med nettovirkningen på beskæftigelse og løn? Det er forhold, som jeg ikke nævner, fordi jeg eller min gruppe er imod liberalisering. Men det er forhold, som vi nævner, fordi vi ønsker at gennemføre liberaliseringen i borgernes interesse, med sund fornuft, med social bevidsthed. Måske, hr. kommissionsformand og hr. rådsformand, er nogle regeringer også skeptiske og langsomme til at gennemføre liberaliseringen, fordi de føler, at det ikke altid opfylder det gode formål, som var tiltænkt, og fordi de føler, at deres egen befolkning ikke altid ser de fordele, som denne liberaliseringsstrategi har i detaljer. Derfor vil jeg gerne bede Dem om at overveje som led i Barcelona-processen og Lissabon-processen, hvordan liberalisering, som De jo forcerer i Deres program og ønsker at fortsætte, kan finde sted i befolkningens interesse, således at der også tages hensyn til de sociale aspekter. Det kan ikke blot handle om at fortsætte en blind liberaliseringsstrategi. Hvis hr. Berlusconi mener, at vi skal styrke Europa, ved at vi er mere amerikanske end amerikanerne, så mener jeg imidlertid, at vi bør gå vores egen europæiske liberaliseringsvej!
Hr. formand for Rådet, De har netop talt om "mere Europa" og bekæmpelse af terrorisme som to af Deres store mål. Jeg er enig i dem, og jeg ønsker Dem held og lykke med dem. Men Europa kan ikke bare skabes af staternes regeringer med udelukkelse af de øvrige offentlige institutioner. Derfor minder jeg Dem om eksemplerne fra Tyskland og det foregående belgiske formandskab, hvor vi har kunnet se repræsentanter for alle deres regioner og områder deltage. Den spanske regering derimod lægger hele tiden hindringer i vejen for de selvstyrende regioners deltagelse i de europæiske organer, også når disse skal træffe beslutning om regionernes enekompetence, som det ofte sker med Økofin og skattemæssige og finansielle spørgsmål, hvor de selvstyrende regioner Baskerlandet og Navarra har fuld suverænitet. Som eksempler på hvordan man udrydder volden, vil jeg nævne den britiske og den irske regering, der tilvejebragte langfredagsaftalerne og en fredsproces i Ulster, og jeg anmoder Dem og Folkepartiet om ikke stædigt at fastholde Deres alliance med Herri Batasuna - ETA's væbnere - med det ene formål at tvinge den baskiske regering til at erklære politisk undtagelsestilstand og om i stedet for at fremme den demokratiske dialog for at løse den historiske politiske konflikt med størstedelen af det baskiske folk, som ønsker at leve i fred, og at dets ret til frit at bestemme over dets egen fremtid respekteres.
Hr. formand, "mere Europa" er et valgsprog, som vi er enige i, men det skal stå sammen med ordene "mere frihed" og "mere identitet". Vi er overbeviste tilhængere af befolkningernes Europa - befolkninger, som vi opfatter som brødre, både baskere, korsikanere, flamlændere og folk fra Posletten - og således også af frihed og selvstyre. Derfor går vi ind for det europæiske opbygningsprojekt, også som en løsning på globaliseringens alvorlige farer. Valgsproget "mere Europa" burde omfatte en mere præcis indsats og et mere præcist indhold med det formål at forsvare europæernes frihedsrettigheder og identitet. For at få mere Europa er det først og fremmest nødvendigt at forsvare vores særpræg og tilhørsforhold - både de sproglige, de regionale, de nationale og de kulturelle tilhørsforhold - som vores befolkninger kæmper for, ikke mindst Poslettens befolkning. Det betyder, at vi skal arbejde i den modsatte retning af det, som det teknokratiske fåmandsvældes ensrettende direktiver foreskriver, et fåmandsvælde, som ikke legitimeres af nogen afstemning blandt befolkningen, men som i øjeblikket leder og administrerer hele EU's politik. Hvordan kan man desuden undlade at se sammenhængen mellem indsatsen for at bekæmpe terrorismen - en indsats, som vi bifalder - og farerne ved en illegal indvandring, som lægger kimen til denne terrorisme? Der eksisterer en resolution fra Europarådet, hvor man opfordrer til at begrænse adgangen for ikke at fremme og forværre arbejdsløsheden i medlemsstaterne. Hvorfor henvises der ikke til denne resolution?
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, det spanske formandskab falder udenrigspolitisk på et tidspunkt, hvor det handler om at forhindre krig mellem to atommagter, at stifte fred i Mellemøsten og at gøre Barcelona-processen vellykket, fordi disse områder, hvis vi ikke har succes her, kan ramme vores umiddelbare interesser på grufuld vis. Jeg tror, at vi kan komme videre i forbindelse med de vigtige punkter, som De, hr. formand, nævnte. Det er alt sammen internationalt og også nationalt forbundet med bekæmpelsen af terrorisme, og efter en tale, som en af de tidligere talere holdt, vil jeg gerne give udtryk for, at der ikke er nogen politisk begrundelse for terrorisme, der må afvises både inden for og uden for EU. Hr. rådsformand, jeg har i de seneste måneder fulgt Dem under Deres fornuftige forberedelse af formandskabet og kan konstatere, at De ikke er bukket under for faren for bilateral handling i udenrigspolitiske spørgsmål, hvilket man til dels har set fra Berlins, Londons og Paris' side. Jeg tror, at det skyldes den erkendelse, at vi kun kan løse opgaverne om bekæmpelse af den internationale og nationale terrorisme og sikring af freden ved fælles kraftanstrengelser og ikke hver for sig, og at vi derfor er nødt til at komme frem til en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg er taknemmelig for, at De tydeligt kan gå i denne retning. Deres formandskab falder i en afgørende fase af endnu to andre grunde. Med konventets start vil De på afgørende vis kunne markere, hvordan den fremtidige indre udformning af EU skal se ud. Derfor beder vi Dem om støtte til, at konventet får de nødvendige arbejdsmuligheder, således at det kan opfylde disse forudsætninger. Men under Deres formandskab vil der også skulle træffes forberedende afgørelser om udvidelsen af EU, det vil sige om den fremtidige ydre udformning af EU. Vi ser frem til et meget tæt samarbejde med Dem om disse spørgsmål i de næste seks måneder.
Hr. formand, i Laeken blev der truffet to beslutninger, som var meget vigtige for oprettelsen af et europæisk retligt område i kampen mod terrorisme: en fælles definition af og fælles sanktioner mod terrorisme og den europæiske arrestordre. Disse to foranstaltninger havde Parlamentet indtrængende anmodet om i betænkningen af Watson - som jeg lykønsker med valget og også med hans ord - og jeg synes, at vi havde et positivt samarbejde med Rådet og Kommissionen under udarbejdelsen af den. I Laeken blev gennemførelsen af Tampere-dagsordenen også vurderet. Jeg vil kort vende tilbage til det. Men jeg vil sige, at COREPER den 27. december desuden vedtog en række beslutninger til bekæmpelse af terrorisme. Beslutningen om en liste over personer og organisationer, der opererer i EU, er fremragende. De er i overensstemmelse med artikel 4 i den fælles holdning, hvor der gøres opmærksom på nødvendigheden af politisamarbejde og retligt samarbejde i henhold til traktaten og internationale aftaler på området. Vi glæder os over denne beslutning, som har stor symbolsk værdi. Vi håber, at foranstaltningerne til bekæmpelse af finansiering af terrorisme i Europa også kan gennemføres inden længe. Jeg håber også, hr. formand, at Rådet vil opretholde det glimrende samarbejde, det havde med Parlamentet indtil for nylig. Nu da de vigtigste instrumenter til bekæmpelse af terrorisme er vedtaget, er det på tide at tage dem i anvendelse. De kan og skal overbevise de stater, der tvivler mest. Jeg vil også nævne noget, der vækker bekymring i forbindelse med spørgsmålet om indvandring. I Deres dagsorden går De fra indvandring af humanitære grunde til bekæmpelse af ulovlig indvandring. De springer over en vigtig pakke, nemlig pakken om rettigheder og pligter og den om organisering af lovlig indvandring. Og Kommissionen har allerede udarbejdet dokumenter om spørgsmålet. Vær venlig at gennemgå hele dagsordenen, så det ikke bliver nødvendigt at beklage beslutninger, som ikke er blevet gennemført, som det skete i Laeken med nogle beslutninger truffet i Tampere.
Hr. ministerpræsident Aznar, De har forsynet Deres formandskab med valgsproget "mere Europa". "Mere Europa" indebærer, at man i denne forsamling har ret til at tale catalansk, som er et sprog for næsten 10 millioner europæiske mænd og kvinder. Det vedrører chartret om grundlæggende rettigheder og den kulturelle mangfoldighed. "Mere Europa" indebærer også, at vores ministre kan deltage direkte i de europæiske beslutninger, der vedrører dem. Det vedrører Maastricht-traktaten. "Mere Europa" indebærer også, at der ikke må begås statslig miljøkriminalitet på den nationale vandplan. Det vedrører de europæiske direktiver om habitat- og vandområder. "Mere Europa" indebærer også, at det gøres muligt for alle lande, hvis de ønsker det, at bliver fuldgyldige medlemmer af Unionen. Det vedrører flere beslutninger fra Europa-Parlamentet om anerkendelse af selvbestemmelsesretten. Med hensyn til alle disse demokratiske fremskridt ved jeg og mit parti, Esquerra Republicana de Catalunya, Det Catalanske Republikanske Venstre, at vi ikke kan regne med Dem. Mister President, når jeg ser på stjernerne i vores flag, så ser jeg gamle og unge nationer i hele Europa, der rejser sig. De ønsker alle at indtage deres pladser, deres rette pladser i dette fælles hus. Tillad mig at slutte af på catalansk: Visca Catalunya lliure! Visca Europa unida!
Hr. formand, netop når jeg ser på det europæiske flags stjerner, mener jeg, at der er nogle, som har taget fejl af forummet og er kommet for at stille krav om hjemlige forhold. Jeg vil ikke gå ind i den diskussion, for her skal der tales om Europa. Og vi er netop kommet for at tale om et program, der forener ambition og vision. Derfor, hr. formand, er det os en stor glæde, at vi her har et program for seks måneder, som efter min og størstedelen af Parlamentets mening vil føre til, at der bliver gjort mange ting og taget mange initiativer. Det er rigtigt, at vi kræver - det har Parlamentet tradition for - at det siddende formandskab gør noget. Men jeg mener også, at som kompensation for alt det, der er blevet forlangt af Dem i dag, skal Parlamentet forpligte sig til at gøre noget, som efter min mening er af største vigtighed: Barcelona-processen vil blive et centralt emne for dette formandskab. Barcelona-processen er nødvendig for at gennemføre den proces, der blev indledt i Lissabon, og De har sagt, hr. formand, er der ikke er bedre social integration end at skabe beskæftigelse. Når den europæiske økonomi er inde i en vanskelig tid, er det nødvendigt at signalere klart, at EU er rede til at gøre en indsats, og derfor lover Parlamentet og min parlamentariske gruppe, at Udvalget om Konstitutionelle Anliggender i næste uge vedtager den betænkning, som hr. von Wogau har udarbejdet, for at kunne iværksætte foranstaltningerne i Lamfalussy-rapporten, der efter min mening vil være et meget klart signal til markederne om, at vi er indstillet på at opnå en aftale - og det glæder mig, at De er til stede i dag, hr. Prodi, for Kommissionen har meget at sige på det punkt - en retfærdig aftale, der respekterer ligevægten mellem institutionerne, for at liberalisere det finansielle marked. Set i det lys er Europa-Parlamentets løfte et bidrag til et ambitiøst og visionært formandskabs gode initiativer. Hr. formand, jeg tror, at jeg er den eneste taler, der ikke har opbrugt taletiden.
Hr. formand, premierminister, mange tak for præsentationen af det spanske formandskabs prioriteter. Jeg vil blot kommentere én af prioriteterne, nemlig beslutningen om at gennemføre det indre marked for naturgas- og elektricitetssektoren. Vi har betænkeligheder ved fremgangsmåden. De ønsker, at EU skal følge fem principper: åbenhed, liberalisering, konkurrenceevne, gennemsigtighed og samtrafik. Disse principper er grundlæggende for et åbent marked. Energi er imidlertid ikke som andre varer eller tjenester. Der er andre facetter forbundet med energi. Der er et grundlæggende behov og påvirkning af miljøet. En forhastet og uigennemtænkt liberalisering vil være meget farlig. Deres eget land har - som Californien - for nylig oplevet store afbrydelser af energitilførslen på grund af liberalisering. Liberalisering fører til større anvendelse af naturgas og tvinger os til at importere gas fra nogle meget skrøbelige regimer. Vi må sikre, at naturlige/oprindelige energikilder kan spille en stor rolle i forbindelse med energiforsyning. Der mangler især retsbeskyttelse og fremme af vedvarende energi. Det største bidrag til energiforsyningssikkerhed er intelligent brug af energi, et af kravene til gennemtænkt liberalisering. Det er meget vigtigt at sikre, at energieffektivitet er en af de vigtigste nationale indikatorer på topmødet i Barcelona. Ujævn åbning af markedet mellem landene vil give stor utilfredshed. Vi støtter Deres bestræbelser på at lægge pres på visse regeringer, som holder deres markeder lukkede, mens de drager fordel af åbne markeder andre steder. Jeg ser frem til at høre Deres forsikring om, at liberaliseringen af energi vil foregå inden for stramt regulerede rammer, som beskytter miljøet og tager højde for de sociale konsekvenser, som kan være meget alvorlige. I modsætning til hr. Evans mener vi, at det er meget vigtigt.
Jeg vil gerne informere Parlamentet om, at jeg på grund af forsinkelsen regner med at kunne præsentere rådsformanden og hans reaktion på forhandlingen kl. ca. 12.45 eller 12.50. Dette betyder, at afstemningen formentlig ikke vil finde sted før kl. 13.00. Denne oplysning vil kunne ses på skærmene i Parlamentet, så de kolleger, der ønsker at deltage i afstemningen, kan tage højde for dette. Men jeg vil gerne høre ministerpræsidentens svar under rolige parlamentariske forhold, hvis det er muligt.
Hr. formand, det spanske formandskab skal med vores fulde støtte spille en væsentlig rolle i opbygningen af et Europa, som ikke kun er den fælles valutas Europa, men også udenrigspolitikkens og det fælles forsvars Europa. EU's fælles indsats vil først og fremmest blive bedømt ud fra bekæmpelsen af terrorisme, som ikke er et internt spansk anliggende, men et vigtigt spørgsmål, som vi alle bør engagere os i, sådan som det er tilfældet med Europas tilstedeværelse i Afghanistan. Vi er enige i, at der bør gøres en indsats i Mellemøsten, for det vil kun lykkes os at give terrororganisationerne dødsstødet, hvis vi finder en løsning på krisen i Israel og Palæstina. Det er nemlig ikke kun ved hjælp af en militær indsats, men også og ikke mindst på det politiske plan, at EU kan spille en hovedrolle i den succesfulde bekæmpelse af terroristerne bag attentatet den 11. september. En tilbagevenden til international ret vil bidrage til den økonomiske vækst og således også til en forbedring af de europæiske borgeres forhold. Vi skal ligeledes sørge for, at de får et sikringssystem, som ikke kun omfatter social sikring, og som fjerner gamle privilegier. Det bliver også konventets opgave at angive, hvilken retning vi skal gå i, når det gælder udarbejdelsen af det nye charter, og vi håber, at regeringskonferencen kommer til at finde sted i anden halvdel af 2003, så vi undgår, at EU's fremtid bliver drøftet midt under valgkampagnen. Inden jeg slutter, kan jeg dog ikke lade være med at svare på nogle af de påstande, der blev fremsat her i salen. Det står hævet over enhver tvivl, at Italien og Italiens demokratisk valgte regering er overbeviste EU-tilhængere. De er altid parate til at bede om og give en uddybende forklaring, og vi vil gerne understrege, at ingen kan forestille sig Italien i en rolle, hvor det ikke er en selvstændig hovedaktør i opbygningen af den europæiske enhed. Socialdemokraterne burde snarere forklare os, hvorfor de har underskrevet en aftale i Berlin med DDR's arvtagere og murens tilhængere. Det er nemlig en aftale, som er i strid med det stærke ønske om frihed, som ikke kun er det tyske folks, men alle europæeres ønske.
Hr. formand, jeg taler på vegne af Socialdemokraterne og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Topmødet i Barcelona vil være en milepæl under det spanske formandskab, og det er afgørende, at vi reagerer på den nedadgående globale økonomiske trend ved at udvide og styrke processen opnået i Lissabon og videreudviklet i Stockholm og Göteborg. Politikkerne fra Lissabon med økonomisk reform, fuld beskæftigelse, social samhørighed og bæredygtig udvikling skal styrkes gennem konkrete foranstaltninger, som øger potentialet for vækst og jobskabelse. Det ville være en stor misforståelse at koncentrere sig - som nogle har gjort under forhandlingen i dag - om udelukkende ét aspekt af Lissabon-processen, nemlig strukturreformen. På nuværende tidspunkt må vi fokusere på konsekvens i forbindelse med Lissabon-processen. Helt konkret ønsker vi en række prioriteter videreudviklet på topmødet i Barcelona, hvoraf nogle er beskrevet i Kommissionens sammenfattende årsrapport, som blev vedtaget i denne uge. Følgende skal blot tjene som illustration i den begrænsede tid, der er til rådighed. Vi ønsker en styrkelse af målsætningen, som er en beskæftigelsesprocent på 70% ved udgangen af 2010, samtidig med at vi anerkender de fremskridt, der er sket, samt forøgelsen på mindst 20% af arbejdsløses deltagelse i beskæftigelsesforanstaltninger i næsten alle medlemsstater. Vi ønsker at sætte os et nyt mål på 44%, som er niveauet for de mest velfungerende medlemsstater, og som skal nås inden for fem år. Inden for denne tidsramme har vi bl.a. brug for flere tiltag for kvinder og ældre arbejdstagere, som kan og vil blive på arbejdsmarkedet, aktioner til forbedring af udvalget af gode børnepasningsordninger til overkommelige priser, målsætninger med henblik på reduktion af arbejdsløshed blandt unge og fornyet fremhævelse af uddannelse, livslang uddannelse og større bevægelighed. Vi har endvidere brug for yderligere tiltag til håndtering af demografiske ændringer gennem en integreret aktion til sikring af bæredygtige pensioner.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, det spanske formandskab har tildelt sig selv valgsproget "mere Europa". Det er et fælles ønske for en stor del af europæerne, der siden den 1. januar har haft den samme valuta. "Mere Europa" skal ikke være til gavn for et pedantisk og allestedsnærværende Europa. "Mere Europa" skal tværtimod fremme det politiske Europa på de områder, hvor det er nødvendigt for bedre at kunne optræde på den internationale scene og for at gøre det muligt at skærpe vores økonomier og skabe flere arbejdspladser. Spanien indleder sit tredje formandskab for Unionen. Det kan altså drage fordel af en virkelig erfaring på dette område, og i særdeleshed indfører det på nationalt plan med José María Aznars regering, som jeg vil lykønske, en succesfuld politik, som, hvis den blev indført i Europa, ville vise sig at være yderst givtig. I forbindelse med bekæmpelse af terrorismen er det desværre ikke nødvendigt at komme nærmere ind på de dramatiske begivenheder, som det spanske folk alt for ofte gennemlever, da de er ofre for barbariske handlinger fra ETA og deres medsammensvorne. Det er derfor let at forstå, særligt efter begivenhederne den 11. september, at det spanske formandskabs første prioritet helt klart er bekæmpelse af terrorismen i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Men borgernes virkelige forventninger med hensyn til Europa og mere generelt til de offentlige myndigheder er skabelsen af vilkår for en konkurrencedygtig økonomi til gavn for fremgang for endnu flere. Hr. ministerpræsident, De har gjort dette i Deres eget land, og vi er sikre på, at De kan give den nødvendige saltvandsindsprøjtning, for at målet om fuld beskæftigelse i 2010, der blev fastlagt på topmødet i Lissabon, stadfæstes og konkretiseres inden for rammerne af en fast tidsplan i Barcelona i marts. Det kan ikke forbavse nogen, at jeg som valgt fra øen Réunion, glæder mig over den vilje, som det spanske formandskab har udtrykt, til at fortsætte gennemførelsen af § 299, stk. 2, i Amsterdam-traktaten, for at disse regioners særlige karakteristika tages i betragtning i alle EU's politikker. Hr. rådsformand, et sidste ord for at præcisere over for Dem, at konventets første møde ikke finder sted i Europa-Parlamentet i Strasbourg, men på et af Europa-Parlamentets arbejdssteder, nemlig i Bruxelles.
Hr. formand, det spanske formandskab har med god grund sat bekæmpelse af terrorismen øverst på dagsordenen. Det spanske formandskab har ligeledes med god grund påpeget den betydning, som hvidvaskningen af penge har for terrorismen. For for øjeblikket er den virkelige drivkraft bag terrorismen, i det mindste i Europa, ikke ideologien, men pengene. Vi er bekymret for, om det på Rådet vil være muligt at overvinde den hindring, der står i vejen for bekæmpelsen af terrorismen, som følge af nogle regeringers blokering af EU-forslagene om kampen mod hvidvaskning af penge. For det andet, hr. formand, lægges der fra det spanske formandskabs side stor vægt på indvandringsproblemet og behovet for at kontrollere indvandringen. I formandskabets program tales der også om regionerne i Fællesskabets yderste periferi. Jeg vil gerne sammenkæde disse to problemer ved at påpege, at regionerne i Fællesskabets yderste periferi, selv om de ligger temmelig langt fra Fællesskabets kontinentale område, er en del af Fællesskabets område, og for øjeblikket er det nødvendigt at kontrollere den illegale indvandring i disse regioner. Jeg synes ikke, at det er en passende fremgangsmåde, som en lokal myndighed har vedtaget, nemlig at give gratis billetter, så de illegale indvandrere i De Kanariske Øer kan tage til centrum af kontinentet. Men hvis der ikke bliver truffet foranstaltninger på EU-plan, er det muligt, at andre lokale myndigheder ser sig tvunget til at gøre det samme. Endelig ser det, hr. formand, ud til, at såvel Rådet som Kommissionen i de seneste år har glemt, hvor Latinamerika ligger. Det ser ud til, at søkortene er forsvundet. Det spanske formandskab påpeger vigtigheden af afholdelsen af topmødet om Latinamerika, og selv i formandens redegørelse understreges med god grund vigtigheden af at hjælpe visse lande som Argentina og Colombia. Jeg synes, at det er meget vigtigt, at det spanske formandskab igen stiller sig ved roret, sætter Latinamerika på kontinentets søkort og ligesom i det 15. århundrede støtter forbindelsen mellem EU og Latinamerika med en ny kurs.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne byde det spanske formandskab velkomment. Hr. premierminister Aznar, vi har stor tillid til Dem og ønsker Dem held og lykke med gennemførelsen af de udmærkede planer for de kommende seks måneder. Det er efter min opfattelse en vigtig opgave at få igangsat arbejdet i konventet, som skal udarbejde forslag vedrørende EU's fremtid. Det er vigtigt, at arbejdet igangsættes hurtigt, og det glæder mig at høre, at det vil ske inden udgangen af februar. Jeg noterede mig Deres udtalelse om, at det er nødvendigt at gennemføre en reform af EU's institutioner, at styrke disse, for at sikre en vellykket gennemførelse af udvidelsen. Jeg tilslutter mig fuldt ud Deres synspunkt. De slog til lyd for en højere grad af fælles beslutningstagning og åbenhed. Også det synspunkt støtter jeg. Europa-Parlamentet bør betragtes som et ordinært parlament med lovgivende beføjelser, og Rådet, der også har lovgivende beføjelser, bør være mere åbent. Det tyske Forbundsråd kunne eventuelt tjene som forbillede. Jeg støtter hr. Aznar i ønsket om at fremme antiterrorpolitikken og styrke Europol. Hr. ministerpræsident Aznar, De har ret i, at der bør sættes mere effektivt ind over for den illegale handel med narkotika. Illegal handel med narkotika er sammen med menneskehandel øjensynligt de primære finansieringskilder for terrorismen. Det er afgjort nødvendigt at bekæmpe dette onde, og jeg håber, De også opnår støtte til denne indsats fra Nederlandene. Afslutningsvis en bemærkning om den socioøkonomiske politik. De talte om behovet for øget mobilitet fra arbejdstagernes side. I Nederlandene mangler vi arbejdskraft. Der er titusinder, ja, sandsynligvis hundredtusinder af ledige stillinger, som ikke kan besættes. Jeg tænker på sundhedssektoren og den offentlige transport. Disse sektorer fungerer dårligt på grund af manglen på arbejdskraft. Hvorfor oprettes der ikke en arbejdsformidling på europæisk plan, som kan analysere, i hvilke lande der er mangel på arbejdskraft, og i hvilke der er overskydende arbejdskraft? Med en hurtig indsats i form af sprogkurser burde det vel være muligt at hjælpe de millioner af arbejdsløse, der findes i Tyskland, til at finde beskæftigelse i eksempelvis Nederlandene. En indsats på dette felt vil være til fordel for såvel lande, der mangler arbejdskraft, som lande, der har overskydende arbejdskraft.
Hr. formand, hr. ministerpræsident, De formåede ikke at sige et eneste ord om miljøbeskyttelse under præsentationen af det spanske rådsformandskabs seks prioriteter. Jeg indrømmer, at det er en ærlig præstation og også en gennemskuelig præstation. Alt for ofte har jeg i de sidste 12 år måttet høre fra rådsformænd, at de under præsentationen af deres prioriteter i begyndelsen af deres rådsformandskab meddeler, hvad de ikke kan opfylde. De meddeler det slet ikke. Det er efter min mening meget åbent, meget gennemskueligt og meget klart. Når jeg tænker på hr. Salafranca, der tidligere nævnte Groucho Marx, er jeg ham meget taknemmelig. Også jeg kom til at tænke på Groucho Marx, da jeg hørte talen, fordi jeg må indrømme, at jeg synes, at det er mere end grotesk. Groucho Marx står for det groteske, og jeg synes, at det er mere end grotesk, at det spanske rådsformandskab i året for topmødet Rio+10, i året for verdenstopmødet i Johannesburg ikke har noget at sige herom. Hr. Aznar, det er ikke Deres miljøministeriums opgave at gøre det, det er Deres opgave. Jeg vil minde Dem om, at det sidste topmøde, topmødet i Göteborg, opfordrede Dem, Rådet, til på dets forårsmøde, altså i Barcelona, at undersøge, hvad der stadig er nødvendigt. De skal altså sige noget om emissionshandel. De skal altså sige, hvornår De vil ratificere Kyoto-protokollen. De skal f.eks. sige, hvornår De planlægger at gennemføre sektorstrategierne i det sjette miljøhandlingsprogram. Det er på ingen måde en miljøforvaltningsopgave i Deres land, men det er Deres helt specielle opgave. Da vi altid lægger vægt på, at vi har et tæt og godt samarbejde med Rådet, tilbyder jeg Dem, hr. Aznar, hjælp hertil, hvis Deres regering har brug for det. Jeg er parat til på vegne af min gruppe at give Dem alle de idéer i den forbindelse - med al respekt naturligvis - som er nødvendige, for at De kan løse Deres opgaver i starten af året.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg byder velkommen til Deres formandskab! Euroens reelle entré er en højtid for os, som ønsker europæisk samhørighed og økonomisk udvikling. EU's opgave er nu at sørge for, at euroen lever op til de forventninger, som stilles til den. Derfor er den spanske prioritering af et dynamisk og konkurrencedygtigt Europa så vigtig. Den socialdemokratiske gruppeformand i Parlamentet, som for øvrigt synes at være ret uinteresseret i denne forhandling, var temmelig skarp i sin kommentar hertil. Faktum er jo, at De, hr. Aznar, som regeringschef har banet vej for et langt mere dynamisk Spanien takket være modernisering af forvaltningen og handlen. Med betydningsfulde strukturændringer og skattenedsættelser har Spanien mindsket hindringerne for nye initiativer og skabt nye arbejdsmuligheder. Derfor er arbejdsløsheden faldende og velstanden stigende i Spanien. Det er måske trist for hr. Barón Crespo, men det er godt for spanierne. Også EU må foretage netop denne forandring, hvis vi mener det alvorligt med Lissabon-processen. Socialdemokraterne har bare ladet to ud af 10 år passere forbi. Det spanske formandskab må nu øge presset og ikke blot tale, men også føre politik for at opnå velstand, udvikling og muligheder for folk i Europa. Udvidelsen er nu inde i en afgørende fase. Jeg stoler på, at Spanien, som har oplevet diktaturet, og som har opnået demokrati og frihed igennem Europa-samarbejdet, nu vil garantere, at Rådet ikke forsømmer noget i udvidelsesprocessen under deres formandskab, og at Spanien vil vise samme solidaritet og gode vilje, som landet selv har været genstand for i de sidste 15 år. Endelig ser jeg også frem til et formandskab, som møder USA med venskab, respekt og selvstændighed. Held og lykke med Deres intentioner!
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. statssekretær, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, siden det ekstraordinære topmøde i Köln i juni 1999 har EU haft en europæisk sikkerheds- og forsvarsidentitet, som for første gang virkelig fortjener navnet "fælles". Vi har taget nogle enorme skridt på dette område, som vil gøre det muligt for os at gennemføre de såkaldte Petersberg-opgaver selv, i det mindste på vores kontinent og i hvert fald med et passende FN-mandat, ved hjælp af den hurtige indsatsstyrke, som vil være parat fra 2003. Til Deres redegørelse, hr. rådsformand, vil jeg gerne knytte en kort bemærkning og rette en stor bøn til det spanske formandskab. Først bemærkningen. De nævnte også den hurtige indsatsstyrke som et instrument mod terrorisme i EU. Jeg mener, at bekæmpelsen af terrorisme i første omgang er en opgave for den interne sikkerhed og retsvæsenet i vores demokratiske stater. Hvis det nogensinde, som efter den 11. september, også bliver nødvendigt med militære aktioner, eksisterer det såkaldte retsstatsprincip dog fortsat. Og nu til min bøn til det spanske formandskab. Ved militære operationer, der udelukkende gennemføres under ledelse af EU, skal der være mulighed for at anvende materielle ressourcer fra NATO, især i forbindelse med transport og opklaringskapacitet samt til dels også kommandostrukturer. Det er virkelig forbløffende, at den nødvendige aftale mellem EU og NATO endnu ikke er kommet i stand på grund af Tyrkiets modstand. Det forslag, som Storbritannien og USA uden EU's ordre stillede på topmødet i Laeken, er udueligt og uacceptabelt. Derfor anmoder jeg om, at det spanske rådsformandskab sørger for, at vi får en aftale med NATO, således at vores sikkerheds- og forsvarspolitik er sikret.
Hr. formand, Spanien indleder formandskabet for EU på et historisk tidspunkt i opbygningen af Europa. To store begivenheder har faktisk fundet sted. Det europæiske folk har i dag euro i lommerne. Det er en storslået bedrift, og det forpligter os til hurtigt at opbygge det politiske Europa, som det europæiske folk mangler. Den anden store begivenhed, som den 11. september mindede os om - som om det var nødvendigt - er de nye trusler, som verden står over for. Det er denne dobbelte udfordring, som det spanske formandskab står over for. Det spanske formandskab har ved at sætte bekæmpelsen af terrorisme øverst på dets arbejdsprogram opfyldt kravene fra et Europa, der bør være et område med sikkerhed og en retsstat for alle de europæiske borgere. Alle midler skal virkelig sættes ind på europæisk plan for at styrke retsstatens midler - indførelse af en europæisk arrestordre, indefrysning af aktiver, gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udvikling af Eurojust. Men for at opfylde borgernes forventninger skal vi også tage imod en anden udfordring. Vi skal skabe et stærkt, magtfuldt og dermed demokratisk politisk Europa. Det spanske formandskab kan med fordel støtte sig til konventets arbejde for at kunne gennemføre en forenkling af traktaterne, foretage en klar opdeling af Unionens beføjelser og medlemsstaternes beføjelser, men især for hurtigt at kunne udarbejde en europæisk forfatning. Jeg kender det spanske formandskabs beslutsomhed med hensyn til disse spørgsmål. Programmet, som blev præsenteret for os i dag, lever fuldt ud op til de udfordringer, som vi står over for. Vi kender Deres vision, og vi kender Deres vilje, og derfor har vi tillid til Dem.
Hr. formand, i morgen vedtager Parlamentet beslutningen om Kommissionens grønbog om den fælles fiskeripolitiks fremtid, hvori dens fremtid bliver skitseret. Jeg kunne godt tænke mig, at valgsproget "mere Europa", som er valgt af det spanske formandskab, i dette reformår gav sig udslag i en endelig integration af fiskeriet i det indre marked, ligesom jeg kunne tænke mig en mere deltagende fælles fiskeripolitik, en fælles fiskeripolitik, hvis definition og anvendelse var nærværende, ikke kun hos centralregeringerne, men også i de regioner, der har beføjelser på fiskeriområdet, og naturligvis hos de økonomiske og sociale aktører. Hr. formand, fiskeriet bevæger sig inden for internationale parametre, som økonomien som helhed. Reformen heraf kan ikke vende ryggen til denne virkelighed. Vi ser imidlertid med bekymring, hvordan EF-flådens adgang til tredjelandes farvande begrænses, og hvordan vores flåde taber fiskepladser i stedet for at vinde dem. Om seks måneder kan vi bedømme dette formandskab på dets resultater og se, om det har været i stand til at vende denne tendens. På grund af denne økonomiske aktivitets betydning for talrige europæiske regioner, for størstedelens vedkommende randområder og mål 1-områder, og dens rolle som element til økonomisk integration og social samhørighed ønsker vi, at De tager den i betragtning som en hovedmålsætning, når De skal udforme strategierne til beskyttelse af den europæiske sociale model, som De henviste til i Deres indlæg. Jeg vil gerne bede Dem om her at påtage Dem denne forpligtelse og på denne måde hjælpe sektoren med at genvinde kampånden og tilliden.
Hr. formand, jeg vil gerne beskæftige mig med et bestemt punkt i denne forhandling, og det drejer sig om EU-institutionernes troværdighed på lang sigt. Hr. formand, De er kommet her i dag for at vise Deres engagement - som modtages med stor glæde - i forbindelse med større demokratisk kontrol og har også accepteret at stå foran Parlamentet et par gange mere, inden Deres formandskab er slut. Vi har siden midt i 1980'erne gjort en stor indsats i forbindelse med revidering af traktaterne for at få indført større parlamentarisk deltagelse i den demokratiske proces. Vi er imidlertid nødt til at gennemføre en reform af EU's institutioner inden næste traktatændring i 2004 samt valg til Europa-Parlamentet det pågældende år. Kommissionens formand, hr. Prodi, har gjort en stor indsats for at forfremme ansatte efter kvalifikationer og foretage ændringer af de forskellige regler og forskrifter, der vil blive præsenteret for os inden for de næste par måneder. Problemet er, at der kun er ganske få personer i Parlamentet eller i verden udenfor, som kender noget til de ændringer, som Kommissionen har foretaget. Vi ville være meget taknemmelige for et dokument med disse oplysninger, så vi ved, hvad der foregår. Hr. formand, vi har Deres ord på, at De vil arbejde for en grundig reform af vores arbejdsmetoder, og da De kun har haft formandsposten i 24 timer, kan vi ikke allerede forvente ændringer, men De har vores støtte til større ændringer af vores arbejdsmetoder, især i forbindelse med Parlamentets budget for 2003. Endelig, hr. formand for Rådet, har De angivet følgende i Deres program: "... og vil derfor i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Laeken fremme en drøftelse af de forslag, som generalsekretæren skal fremsætte forud for Det Europæiske Råds møde i Barcelona, således at der på Det Europæiske Råds måde i Sevilla kan drages relevante og anvendelige konklusioner ud fra disse forslag." EN) Er der mulighed for - i ægte demokratisk ånd - at konsultere Parlamentet vedrørende de dokumenter, som De vil præsentere på Det Europæiske Råds møde i Barcelona og Sevilla? Verden udenfor kender ofte Rådet som "Kremlin vest", et af de få steder, hvor vedtagelse af lovgivning stadig fastsættes for lukkede døre, og vi - som parlamentsmedlemmer - vil gerne opleve Rådet i den virkelige verden. (Bifald)
Hr. formand, blandt det spanske formandskabs prioriteringer har jeg ikke hørt henvisninger til en europæisk politik, der er mere solidarisk med verden. Som koordinator for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vil jeg gerne bede Dem om at konkretisere Deres hensigter for os, for så vidt angår den sociale udvikling og fattigdomslempelsen, som Kommissionen, Parlamentet og de forrige formandskaber har påtaget sig som målsætninger. De har nævnt den internationale konference i Monterrey. Hvad bliver Deres holdning til de politikker, som skal finansieres? Af hvem? Vil De støtte målsætningen om de 0,7% af BNI, der blev vedtaget på det sidste Råd (udviklingssamarbejde) af flertallet af medlemsstaterne? Hvilket samarbejde bliver der med Latinamerika og med Middelhavslandene med overordnet fokus på handelsforbindelser og fattigdomslempelse? Hvad bliver holdningen til de forpligtelser, der udspringer af FN's programmer om uddannelse og sundhed for alle? Hvad bliver holdningen til de nuværende konflikter i Afrika? Jeg håber, at De, hvad alt dette angår, tager både Europa-Parlamentet, det civile samfund og ngo'erne med i betragtning. Jeg ønsker Dem, hr. Aznar, et frugtbart formandskab for Europa.
Hr. formand, rådsformand Aznar har sat en klar målsætning for det spanske formandskab, nemlig "mere Europa", og han har forklaret, hvordan han agter at gennemføre dette program. Da vi ikke har så meget tid til rådighed, bliver vi nødt til kun at komme ind på nogle få spørgsmål og sige nogle få ord. Det første spørgsmål er konventet, som skal fuldføre projektet med chartret om grundlæggende rettigheder ved at tage udgangspunkt i fællesskabsmetoden og en føderalistisk indfaldsvinkel som garanti for politisk demokrati, økonomisk integration og social samhørighed. Det andet spørgsmål er Lissabon-reformerne, som nu bliver flettet sammen med euroens indførelse. Den fælles valuta styrker det indre marked og er et afgørende skridt i retning af et politisk EU og en fælles økonomisk politik. Den fælles valuta styrker EU's position i globaliseringen, men gør det umuligt for de nationale systemer at rette op på deres konkurrencedygtighed ved hjælp af en devaluering. Det er nødvendigt, at stabilitetspagten overholdes. Et økonomisk genopsving og beskæftigelse kræver således, at de strukturreformer, som kommissionsformand Prodi omhyggeligt understregede, bliver gennemført med den nødvendige beslutsomhed. Denne strategi skal være i tråd med de mere generelle målsætninger for integration, samhørighed og harmonisering af de forskellige politikker, der skal støtte den europæiske socialmodel. Det er ikke let at forfølge nogle målsætninger på en ordentlig måde, når disse målsætninger tilsyneladende er i strid med hinanden, men det er den udfordring, vi skal tage op i øjeblikket. Det tredje spørgsmål er det "politiske" bidrag, som EU kan yde i den terrorbekæmpelse, alle store demokratier beskæftiger sig med efter den 11. september. Her vil jeg især gerne understrege, at der skal sættes skub i Middelhavspolitikken og iværksættes fredsinitiativer i Mellemøsten, og jeg gør opmærksom på, at når det gælder disse spørgsmål, er Spanien gået foran ved mange lejligheder. Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg er enig i den prioritet, som rådsformand Aznar lovede at give Argentina. Det er et land, som lider under en krise, der truer selve demokratiet, og som risikerer at få konsekvenser for den vanskelige situation i andre latinamerikanske lande.
Hr. formand, som sidste taler vil jeg gerne takke rådsformanden for, at han er blevet her under hele forhandlingen. I dette korte indlæg vil jeg også gerne for det første give udtryk for min personlige tilfredshed med, at netop den spanske regeringschef, José María Aznar, i dag er til stede her i Parlamentet, og som allerede længe før begivenhederne den 11. september har gjort forsvaret af friheden og kampen mod dem, der truer den, som f.eks. terrormorderne, til et af ledemotiverne for sit politiske valg. Resultaterne af denne politiske aktion på EU-plan kan ikke være mere lovende. For det andet har Unionens asyl- og indvandringspolitik, hr. rådsformand, brug for Deres drivkraft og for Deres forståelse i et så aktuelt spørgsmål som dette, der, det er jeg klar over, er blandt formandskabets målsætninger. Jeg tænker f.eks. på det ufravigelige behov for at sætte skub i den EU-lovgivning, som regulerer så vigtige spørgsmål som familiesammenføring, asylproceduren eller betingelserne for modtagelse af asylansøgerne, så der opnås en ordentlig planlægning af migrationsstrømmene, som effektivt bekæmper dem, der driver handel med menneskelige behov og forårsager de tragiske dødsfald, som finder sted i nogle dele af EU, f.eks. ved de andalusiske og spanske kyster.
Inden jeg præsenterer den næste taler, vil jeg bede Parlamentets medlemmer om at tage plads, så vi kan lytte til formandskabets svar med nogen parlamentarisk værdighed.
Mange tak, hr. formand, mine damer og herrer. Jeg takker for alle de indlæg, der har været i løbet af dette møde, og som jeg har lyttet opmærksomt til. Jeg vil gerne sige til Dem, mine damer og herrer, at jeg helt klart er enig i mange af de ambitioner, der er kommet til udtryk her. Jeg er også enig i mange af bekymringerne, og det kan heller ikke undre nogen, at der er nogle af de ting, jeg har lyttet til, jeg ikke er direkte enig i. Men jeg skal helt klart sige, at ud fra et generelt synspunkt har jeg det indtryk, at de basale elementer ved de spørgsmål, målsætninger, ambitioner, som de forskellige institutioner og de europæiske borgere i almindelighed kan være enige om, er eller kan blive sat i gang på fornuftig vis fremover ved iværksættelsen af vores idéer og vores projekter. For det første vil jeg gerne fremhæve betydningen af den institutionelle dialog, og inden for den institutionelle dialog vil jeg endnu en gang fremhæve min forpligtelse. Vi får lejlighed til at tale om denne europæiske drivkraft og også om det spanske formandskabs arbejde, såvel til marts efter Det Europæiske Råd i Barcelona som til juni efter Det Europæiske Råd i Sevilla. Og det vil naturligvis ske med respekt for det, som de forskellige spanske regeringsmedlemmers fremmøde for denne institutions forskellige instanser betyder. Jeg vil gerne som formand sige til Dem, at jeg ikke synes, at der er noget i vejen for, at der bliver nedsat det, som nogle af Dem har bedt og anmodet om, nemlig en arbejdsgruppe om den interinstitutionelle dialog, som omfatter Rådet, Parlamentet og Kommissionen, og som gør det muligt klart at se, hvordan vores arbejde kan fungere. Jeg tror heller ikke, at Kommissionen har noget imod det. Ud fra dette synspunkt er jeg således bevidst om og enig i nogle af de bekymringer, De har, mine damer og herrer, f.eks. behandlingen af dokumenterne under den anden og tredje søjle, som skal løses med alle de garantier, som omstændighederne, kendsgerningerne og sagens ømfindtlighed kræver, ligesom det sker i så mange nationale parlamenter, med sikkerhedsgarantier og reservegarantier. Det er klart, at vi kan komme langt i mange af disse spørgsmål, og derfor vil der ikke fra formandskabets side være problemer med nedsættelsen af denne interinstitutionelle arbejdsgruppe. Jeg vil gerne, hvis De tillader det, koncentrere mit indlæg om formandskabets målsætninger og program og ikke om noget andet. Jeg tror, mine damer og herrer, at vi står over for en meget vigtig chance for EU, over for et virkelig relevant historisk øjeblik. Efter min mening står vi over for en chance, som vi ikke må forspilde. Denne chance kommer i hvert fald til udtryk i flere omstændigheder. Virkeligheden i verden har ændret sig efter den 11. september, og det har den gjort på dramatisk vis. I dag er førsteprioriteringen i verden terrorbekæmpelsen og sikkerheden. Selve denne ændring efter den 11. september giver anledning til dybtgående strategiske ændringer i verden, som vil definere fremtidens verden, og som de europæiske institutioner skal tænke over, som de skal gå i dialog om, og som de skal tage stilling til for fremtiden. EU som sådan kan i dens forskellige institutioner ikke stå uden for det, som refleksionen og deltagelsen i de dybtgående strategiske ændringer, der vil ske i verden, betyder. For det andet er det en meget vigtig chance ud fra et økonomisk synspunkt. Og det er der flere grunde til. For det første fordi vi for første gang har euroen, vores fælles mønt, som er en garanti for stabilitet, og som har været en stor succes. For det andet fordi vores økonomier af strukturelle årsager, som jeg vil komme ind på senere, har brug for fortsat at satse på omfattende reformer. For det tredje fordi vi er inde i en konjunktur med økonomisk opbremsning, og hvis vi ikke er i stand til at udnytte indførelsen af euroen til at give økonomien et skub, forspilder vi en meget vigtig chance for at genoprette vores økonomier. Det tredje forhold, der skal fremhæves, er, at vi er lige ved at nå afslutningen af en operation af et utvivlsomt meget stort omfang, som vi kan kalde udvidelsen, udbygningen, eller hvad vi måtte ønske. Men når alt kommer til alt, er det en stor politisk operation til genforening af Europa, og dette er et mål, der i sig selv vil tilfredsstille ambitionerne hos en politisk generation, som er i stand til at se tilbage i den europæiske historie, og som bekymrer sig om at forberede og organisere vores fremtid på en fornuftig måde. Endelig er vi klar over, at vi skal have en institutionel reform, og derfor har vi planlagt konventet og en regeringskonference. Alle disse ambitioner stiller os over for en afgørende chance. Jeg vil gerne viderebringe Europa-Parlamentet det spanske formandskabs forpligtelse til at dele ambitionerne og på samme tid at arbejde sammenhængende for at nå vores mål på en mere effektiv måde. Derfor har vi udpeget nogle prioriteter, som jeg gerne i kraft af Deres indlæg vil kommentere meget kort. For det første, hvad angår bekæmpelsen af terrorismen, er dette ikke et problem, som nogle har, men det er alles problem, som nogle kan beskæftige sig mere indgående med, men som absolut er alles ansvar. Jeg værdsætter helt sikkert, og det har jeg sagt, det arbejde og den indsats, som Europa-Parlamentet har ydet i denne henseende. Der er ingen tvivl om, at vi ikke kun skal betragte bekæmpelsen af terrorismen i sig selv, men også i forbindelse med skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og med forpligtelserne fra Tampere, som er en del af denne virkelighed med et mere integreret Europa, som vi ønsker at opbygge i fremtiden. Nuvel, der er flere talere, og i særdeleshed hr. Poettering, som har bedt om fasthed i bekæmpelsen af terrorismen. Det er sandt. Man må spørge sig selv, om EU i generelle vendinger har været på højde med omstændighederne på dette historiske tidspunkt. Det mener jeg af gode grunde, det har, at den europæiske arrest- og udleveringsordre - som i øvrigt bakkes op af EU's 15 medlemsstater - kampen mod finansieringen af terrororganisationerne og definitionen af en liste over grupper af organisationer og personer, som støtter terrorismen, er ekstraordinære skridt. Jeg håber og ønsker, at Europa-Parlamentet på dets møde den 5. februar også vil tage et afgørende skridt i denne retning. Hvordan skal det gøres? Det skal gøres med udgangspunkt i retsstatens garantier. De har fuldstændig ret, når De har sagt, at der er behov for at garantere retsstaten og vores friheder fuldt ud. Og det er sandt, og man må netop nu ikke glemme, at det er det, der garanterer demokratierne, og det er netop det, som de, der udøver eller støtter terrorismen, ønsker at ødelægge, og som de ønsker at få bugt med. Netop retsstatens bevarelse af demokratiet er utvivlsomt vores bedste garanti. Der kan ikke være - og der er ikke - nogen mellemvej, når man bekæmper terrorismen, for der er ingen mellemvej mellem liv og død, mellem lovlighed og ulovlighed, mellem respekt for loven eller medskyldighed i terrorisme. Det, der er, er et klart forsvar, når det fra et internationalt synspunkt er nødvendigt gennem international koalition, og når det er nødvendigt med en intern forpligtelse eller internationalt samarbejde for alle, for at vores friheder og vores retsstat sejrer. Og for at opnå det skal vi effektivt redegøre for de spørgsmål, der har at gøre med sikkerhed, efterretning, samarbejde mellem styrkerne, de fælles efterforskningshold samt de fælles retlige spørgsmål, som indgår i den europæiske integrationsproces på afgørende vis. Og hvis vi er konsekvente og betragter terrorismen som en af de største trusler, der findes for vores civilisation i dag, er vi nødt til at indføre terrorismen som en målsætning i definitionen af EU's sikkerheds- og forsvarspolitik. Jeg synes, at dette aspekt er meget vigtigt og fortjener at blive behandlet som et meget specielt punkt, i det mindste i de to kapitler om meget relevante forbindelser for EU. Den ene med USA, som vi også skal tale med om det strafferetlige område. Vi skal naturligvis respektere vores udleveringer og fastholde vores klare holdning mod dødsstraf, eller til fordel for lovmæssigheden af domstolene og af alle de sager, der kan rejses mod en person. Men vi er nødt til at tale om dette. Og vi skal også tale om at drage nogle konsekvenser, hvad angår nogle af Deres bekymringer om betydningen af samarbejdet med Rusland om bekæmpelsen af terrorismen.
Jeg beklager at måtte afbryde, hr. ministerpræsident. Kære kolleger, jeg må insistere på, at De tager plads i ro og orden. Jeg vil anmode betjentene om at henvende sig til alle medlemmer, der står og konverserer, og bede dem om at sætte sig eller forlade salen. Vi kan ikke arbejde under uacceptable parlamentariske forhold ved en lejlighed som denne!
Hr. formand, jeg vil gerne sige til Dem, at i denne sammenhæng kan vi gøre fremskridt med iværksættelsen af Den Internationale Straffedomstol, med forbedringen af instrumenterne til international retssikkerhed. Men i dette kapitel om bekæmpelse af terrorismen vil jeg dog gerne slutte med at sige en ting helt klart: Lad os aldrig glemme - jeg ved, at langt størstedelen af denne forsamling ikke glemmer det - den moralske lektie fra ofrene, og lad os aldrig glemme, hvad der grundlæggende er vores forpligtelser. Ikke at fordømme terrorismen og tale om dialog, at støtte terrorismen og tale om dialog, at myrde og tale om dialog er, ud over at være en fejl, en hån mod fornuften og hukommelsen hos de personer, som har givet deres liv eller bringer det i fare ved netop at forsvare menneskerettighederne, frihedsrettighederne, retsstaten og demokratierne, i særdeleshed i visse lande. Det andet spørgsmål, jeg gerne vil påpege, hr. formand, mine damer og herrer, er, at euroen er en europæisk succes, og derfor kan vi tale sammen om en mere eller mindre lang liste med navne, som kan have spillet en hovedrolle, eller som kan have ret til at blive anerkendt på euroen. Men det er naturligvis især en succes for Europa, for det europæiske samfund, for dets institutioner og europæiske borgere. En succes for dem, der udtænkte og fremmede idéen, for dem, der gennemførte den, for dem, der har ført den ud i livet, og det, vi især ønsker, er, at den bliver en succes for Europas fremtid. Jeg mener ikke, mine damer og herrer, at euroen er et ankomststed, men derimod et udgangspunkt, så vi, når vi har saneret vores økonomier i Europa, har en proces, der skal fastholdes og fortsættes - ambitionen fra Lissabon-strategien, som er et Europa med fuld beskæftigelse, som er mere konkurrencedygtigt, og som har flere muligheder for ud fra et velfærdssynspunkt at tage fat på vores fremtidsmuligheder i verden. Det er naturligvis det, vi skal gøre. Det er derfor fuldstændigt vitalt for Europa at knytte indførelsen af euroen sammen med den økonomiske reformproces og sætte det på programmet på Det Europæiske Råd i Barcelona. Jeg vil ganske kort minde Dem om nogle kendsgerninger. I løbet af 1990'erne voksede USA hvert år, med undtagelse af et enkelt, med over 3%. I løbet af 1990'erne voksede EU næsten hvert år, med undtagelse af et, med mindre end 3%. Som påpeget i min tale har EU mistet seks point i indkomst i forhold til USA. Som nævnt har evnen til teknologisk fornyelse i USA og til europæiske investeringer i Nordamerika, som i dette land har fundet bedre betingelser end i de europæiske lande, forårsaget en dyb krise i de europæiske økonomier. Jeg tror, at vi ville begå en fejl, hvis vi ikke var opmærksomme på, at der er strukturelle faktorer ud over dem, der skyldes den aktuelle økonomiske krise, som kræver vores opmærksomhed. Derfor er Barcelona på nuværende tidspunkt, når først euroen er blevet indført, en helt fundamental udfordring. Hvorfor? For at muliggøre målsætningen om fuld beskæftigelse. Hvis De tillader mig udtrykket, hører jeg til dem, der fortsat tror, at den bedste sociale politik, den bedste solidaritetspolitik og også den fornuftigste politik er den, som gør det muligt at skabe beskæftigelse og fremme den økonomiske vækst, og som derfor gør, at samfundene får fremgang og bliver mere retfærdige, solidariske og rimelige. (Bifald) Det er præcis, hvad det drejer sig om. Derfor taler vi om transport, om energi, om den finansielle plan. Jeg håber, at Kommissionen og Parlamentet rent faktisk kan løse deres seneste uoverensstemmelser og fastsætte den finansielle handlingsplan. Derfor taler vi om uddannelse, om beskæftigelse. Det er faktisk metoden til at få et Europa med større konkurrenceevne og fremskridt. Og hvis vi ikke gør det - jeg vil gerne viderebringe Dem min egen opfattelse - vil der komme en økonomisk genopretning i USA, som igen vil have en stor fordel i forhold til Europa, hvad angår konkurrenceevnen, beskæftigelsen og økonomien. Og ingen skal forveksle det med det, det betyder ikke at fastholde eller at sætte spørgsmålstegn ved den europæiske sociale model. Den eneste måde, vi kan bevare den europæiske sociale model på, er at gøre den bæredygtig, levedygtig og mulig at finansiere, og det sker med vækst og beskæftigelse, som er de opskrifter, vi helt klart skal støtte. (Bifald) Jeg har allerede henvist til min klare forpligtelse over for udvidelsen. I forbindelse med dette punkt nævner jeg tre konkrete spørgsmål. Det er muligt og ønskeligt, at udvidelsen finder sted, og vi skal arbejde for, at dette mål nås den 31. december i år. Der er tre grundlæggende betingelser, som skal respekteres. For det første er der princippet om differentiering: De ansøgerlande, der er parate, skal træde ind. For det andet er der respekten for EU's acquis: Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved EU's acquis, hvis man ønsker, at udvidelsen skal ske efter den aftalte tidsplan, og for det tredje er der respekten for Agenda 2000, de forpligtelser, der blev fastsat i Berlin, og som indeholder og forklarer de grundlæggende elementer i udvidelsen. Hvis disse tre søjler respekteres, kan forhandlingskapitlerne og de fælles holdninger udmunde i den historiske udvidelsesoperation. Det er nødvendigt at reformere og træffe beslutninger i nær fremtid, men så vil vi også have gjort den store politiske udvidelsesoperation en stor tjeneste. I denne henseende vil jeg henvise til et spørgsmål, som har meget at gøre med dette, nemlig dannelsen af konventet, de institutionelle reformer og tanken om mere Europa. Jeg tror, mine damer og herrer, på et integreret og mangfoldigt Europa. Jeg forstår, at der er personer, som måske tænker, at mere Europa, at et mere integreret Europa gør en ende på den juridisk-politiske virkelighed eller med nationalstaterne, sådan som vi har kendt dem hidtil. Sådan forholder det sig ikke. Og det integrerede Europa, som har bragt os hertil, er noget historisk nyt, og det er en stor succes, det er noget, vi skal forstå at bevare i dets mangfoldighed. Og det er den enkelte nationalstat, der på demokratisk vis skal tilpasse dens fordeling af beføjelser mellem nationalstaten, selvstyreområderne eller regionerne og mellem de lokale myndigheder. Det er EU, som en union af stater, der skal give mulighed for deltagelse. Men vi skal naturligvis ikke blande mulighederne sammen, og vi skal heller ikke ændre noget institutionelt, som har givet Europa garanti for sikkerhed, fremgang, frihed og økonomisk succes. Fra nu af skal konventet gøre sit arbejde i henhold til de aftalte betingelser, og regeringskonferencen i 2004 skal gøre sit arbejde som repræsentant for medlemsstaterne. Endelig vil jeg, mine damer og herrer, kort komme ind på spørgsmålet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg vil gerne sige, at udviklingen under den anden søjle, når først der er åbnet mulighed for en europæisk forsvarspolitik, er helt grundlæggende. Jeg er enig med nogle af Dem, som har sagt det her, i, at det er muligt at nå de nødvendige operative aftaler med Den Atlantiske Alliance. Det er helt fundamentalt at nå disse aftaler i et Europa, der ikke eksisterer som en sikkerheds- og forsvarsrealitet, og som hele tiden bittert beklager sig over, at det ikke findes. Og jeg håber, at de medlemsstater, som har et stort ansvar for at fremme sådanne aftaler, er fornuftige nok til at gøre det i nær fremtid. Vi skal og kan påtage os et større ansvar på sikkerhedsområdet, og det er naturligvis også en af vores vigtigste udfordringer i fremtiden. Når der tales om det, der kan være de prioriterede grundlæggende strategiske elementer, har jeg nævnt, og det vil jeg ikke gentage, USA og Rusland. Jeg vil gerne give udtryk for min overbevisning, mine damer og herrer. Det er dér, en god del af den fremtid, som vores europæiske landsmænd har, vil blive defineret, i dialog med USA og i dialog med Rusland. Hvad det øvrige angår, mine damer og herrer, har vi mange vigtige spørgsmål at henvise til, og et af dem er Middelhavsdialogen. Det er ikke kun en indskydelse fra det spanske formandskabs side, men et vitalt europæisk behov i et euroens Europa og i et udvidelsens Europa. For at begrænse mig, og jeg beder Dem undskylde mig, hr. formand, vil jeg kun nævne et forhold, da ordene solidaritet og udvikling til tider er blevet nævnt. Hvis landene langs Middelhavets sydlige bred ønsker at fastholde de samme beskæftigelses- og ressourceniveauer som i dag, skal de om 10 år have skabt 40 millioner job. Det er en udfordring på grund af befolkningstilvæksten og den økonomiske situation i landene i den sydlige del af Middelhavet. Det er en helt generel udfordring for alle de europæiske lande. Og vi ville gøre godt i at tænke intenst på det, vi kan gøre, når disse udfordringer skal klares. Det forekommer mig, at Latinamerika - i Madrid skal der afholdes det andet topmøde mellem EU og Latinamerika/Caribien, det første blev afholdt i Rio de Janeiro - skal være en strategisk prioritet for EU, og der er også interessen for udvikling og stabilitet i verden. Mine damer og herrer, det var de betragtninger, jeg gerne ville komme med ved det spanske formandskabs første fremmøde for denne forsamling. (Bifald)
Mange tak, hr. formand for Rådet. Jeg har noteret mig, at De har indvilget i at besøge Parlamentet efter topmødet i Barcelona, og vi mener, at det er endnu en vigtig chance for dialog mellem vores institutioner.
Næste punkt på dagsordenen er afstemningen. Forslag til afgørelse (B5-0032/2002), jf. forretningsordenens artikel 150, stk. 1, af Poettering for PPE-DE-Gruppen, Barón Crespo for PSE-Gruppen, Cox for ELDR-Gruppen, Cohn-Bendit for Verts/ALE-Gruppen, Wurz for GUE/NGL-Gruppen, Collins for UEN-Gruppen og Bonde for EDD-Gruppen om udvalgenes talmæssige sammensætning. (Forslaget til afgørelse vedtoges) Forslag til Formandskonferencens afgørelse (B5-0021/2002), jf. forretningsordenens artikel 150, stk. 2, om nedsættelse af et midlertidigt udvalg om mund- og klovsyge. (Forslaget til afgørelse vedtoges) Betænkning (A5-0463/2001) af Bushill-Matthews for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om generelle aspekter af forbrugerbeskyttelsespolitikken og navnlig forbrugeroplysning i forbindelse med anvendelsen af direktiv 90/314/EØF (2001/2136(INI)). (Forslaget til beslutning vedtoges) Indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (13397/1/2001 - C5-0643/2001 - 2001/0139(COD)) vedtaget med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et EF-handlingsprogram for fremme af ikke-statslige organisationer, der fortrinsvis beskæftiger sig med miljøbeskyttelse. (Den fælles holdning godkendtes) Betænkning (A5-0462/2001) af Jackson for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse på Fællesskabets vegne af protokollen om vand og sundhed til konventionen af 1992 om beskyttelse og udnyttelse af grænseoverskridende vandløb og internationale søer (KOM(2001) 483 - C5-0644/2001 - 2001/0188(CNS)). (Forslaget til beslutning vedtoges) Formanden. Afstemningen er afsluttet. Stemmeforklaring-Midlertidigt udvalg om mund- og klovsyge
Jeg forsøgte at fortælle Parlamentet, at næsten hele min besætning, som mange af mine kolleger ved, fik mund- og klovsyge og måtte slagtes. Men da jeg ikke mener, at det foreslåede undersøgelsesudvalg vil påvirke min økonomi, stemte jeg for undersøgelsen.
Næste punkt på dagsordenen er anden valgrunde i forbindelse med valg af kvæstorer til Europa-Parlamentet. Antal deltagere i afstemningen: 570. Gyldige stemmer: 567. Absolut flertal: 284. Hr. Poos: 304 - valgt Hr. Balfe: 288 - valgt Fru Smet: 288 - valgt Hr. Marinho: 264 Fru Maes: 116. Der kræves ikke flere stemmer. Vi har besat alle fem stillinger som kvæstor. Jeg ønsker alle de valgte personer tillykke. Jeg vil gerne invitere til en kort reception. (Mødet udsat kl. 13.24 og genoptaget kl. 15.00)
Jeg vil gerne informere Parlamentet om, at vores kollega i Den Socialdemokratiske Gruppe, John Hume, inden for den nærmeste fremtid vil blive tildelt Mahatma Ghandi-fredsprisen af den indiske regering. Sidste års modtager var Nelson Mandela. Prisen er tildelt på baggrund af hr. Humes store rolle i fredsprocessen i Nordirland, og det glæder mig at kunne ønske ham tillykke. Jeg er sikker på, at Parlamentet vil glæde sig over denne anerkendelse af et af vores ærede medlemmer.
Delegationen for forbindelserne med Rusland har i dag besøg af vores russiske kolleger, herunder Vladimir Lukin. Jeg kan se, at Vladimir, der er en af mine gamle venner, allerede er til stede i tilhørerlogen. Hjertelig velkommen, Vladimir. Vladimir er næstformand i Dumaen, det russiske underhus, og medformand for det parlamentariske samarbejdsudvalg mellem EU og Rusland. Det er dejligt, og jeg håber, at vi kan mødes personligt. Jeg bør ikke sige disse ting fra talerstolen, Vladimir, jeg har kun været formand siden i går og har meget at lære, men det er dejligt at se gamle venner i Parlamentet.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling om indførelse af euroen, som vi nu har haft mellem hænderne i et par uger, og som er opfyldelsen af en stor drøm i EU. Det har været en vidunderlig tribut til Den Europæiske Centralbanks kapacitet og det europæiske system med nationale centralbanker. Det har været en vidunderlig tribut til bankerne, finansverdenen, handel og detail og mest af alt en vidunderlig tribut til Europas borgere, som har taget imod euroen med en sådan beredvillighed, at den næsten har erstattet valutaen i de pågældende lande.
Hr. formand, mine damer og herrer, ærede parlamentsmedlemmer, næsten 10 år efter undertegnelsen af Maastricht-traktaten ligger euroen nu i vores lommer og, tror jeg, i vores medborgeres hjerte. De operationer til indførelse af euroen, der har fundet sted i de to første uger, har fungeret ekstraordinært godt. Vores mest optimistiske forudsigelser er gjort til skamme. Europæerne har udvist entusiasme og ansvarlighed, og alle de aktører, der har været involveret i ombytningen, har udvist engagement og stringens. Introduktionen af euroen den 1. januar 2002 er kulminationen på et projekt, vi har arbejdet med i mange år. Vores borgere mener, at det går langsomt med at få opbygget Europa. I et historisk perspektiv opleves det dog, at det går meget hurtigt. Medlemsstaterne har haft brug for 10 århundreder for at opnå en monetær harmonisering inden for dets territorier, og Fællesskabet har opnået det på godt 40 år. Som indledning på mine kommentarer vil jeg gerne komme med en hyldest til de mænd og kvinder, som har gjort dette projekts succes mulig. Der er mange, og her til formiddag er nogle af dem blevet nævnt. Jeg vil ikke gentage deres navne, som vi alle kan huske, men projektet - lad mig sige det således - har ikke kun fædre, men også mødre, og jeg vil gerne fremhæve en konkret person, nemlig Christa Randzio-Plath, som personificerer Europa-Parlamentets og Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmåls involvering og forpligtelse over for euroen. Men det ville være uretfærdigt, hvis jeg ikke nævner to andre parlamentsmedlemmer, nemlig Karl von Wogau, der med sin rolle som formand for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål også spillede en relevant rolle, og den tidligere formand for Europa-Kommissionen, Jacques Santer. Og jeg vil også gerne nævne min forgænger, Yves-Thibault de Silguy, som spillede en fundamental rolle i den forrige periode. Vi har arbejdet effektivt sammen med Parlamentet, og jeg håber, at vi kan blive ved med at gøre det for at komme videre med den opgave, vi har foran os. Derfor vil jeg gerne sige til Dem, at indførelsen af euromønter og eurosedler ikke kun er kulminationen på et projekt. Det er også starten på en ny æra i historien om opbygningen af det nye Europa. Euroens fysiske realitet giver os mulighed for at gøre nye fremskridt i vores integrationsproces. Det vil jeg komme ind på senere. Jeg vil nu koncentrere mig om de mest afgørende aspekter i ombytningens første dage. For det første vil jeg påpege europæernes entusiasme over for deres nye valuta. Det har uden tvivl været en væsentlig faktor for operationens succes. De europæiske borgere har hurtigt taget den til sig i deres dagligdag. Før den 1. januar havde salget af møntsæt allerede været en succes. Efter den 1. januar begyndte forbrugerne i stort omfang at anvende sedlerne. De beløb, der er hævet fra pengeautomaterne, har været højere end forventet efter de første dage. Der har været lange køer i bankerne i løbet af den første uge af januar, i en sådan grad at mængden af hævninger eller vekslinger i bankerne har været højere end antallet af transaktioner i pengeautomaterne. Et andet tegn på den fælles mønts succes blandt borgerne har været den hurtige fremgang i betalinger i euro. De beløb sig allerede til 20% den 2. januar, den første hverdag. I dag - med mindre end ni dages forskel - sker ni ud af hver 10 betalinger i euro. Det er altså en succes, for så vidt at mere end 90% af transaktionerne sker i euro efter to uger. Den anden bemærkning om omstillingen af pengeautomaterne er, at den også har været hurtig og har fundet sted i hele euroområdet. Kommissionen og Den Europæiske Centralbank har i de sidste to år henvendt sig til bankerne, så de ændrede deres planer og omstillede automaterne næsten øjeblikkeligt. Denne aktion har været en succes. I gennemsnit var 80% af automaterne omstillet den 1. januar. Procentandelen steg til 90% den 2. januar og til 97% den 3. januar. Den 4. januar gav praktisk taget alle automaterne kun euro ud. En bemærkning om handlen: Størstedelen af borgerne har først og fremmest forsøgt at komme af med deres nationale valutaer og få tilbage i euro, og de har på denne måde vist deres ønske om udelukkende at anvende euro så hurtigt som muligt. De handlende respekterede for størstedelens vedkommende forpligtelsen til at give tilbage i euro, hvilket gjorde det muligt hurtigt at få tømt de eksisterende lagre af gamle mønter. Den hurtige stigning i betalingerne i euro forhindrede sammen med de exceptionelle foranstaltninger, som de fleste af de handlende havde truffet, at der blev lange køer i forretningerne. Lørdag den 5. januar var den centrale dag i denne henseende. Testen var overbevisende, og i alle de deltagende stater var køerne normale. Denne situation ændrede sig ikke den følgende mandag, da udsalget blev indledt i mange lande i Europa. Den første uge af januar var dog særdeles vanskelig for handlen. På den ene side viste forhåndsdistributionen til forretningerne sig at være utilstrækkelig, eller den stødte ind i logistiske problemer i nogle medlemsstater. På den anden side brugte mange forbrugere indkøbene til at komme af med store nationale sedler, hvilket hurtigt skabte forsyningsproblemer for de små sedler i et stort antal af de stater, der deltog i operationen, men situationen blev løst på den ene eller den anden måde. En bemærkning om priserne, som er et emne, Kommissionen har tilladt sig at gøre medlemsstaterne og alle aktørerne i ombytningen opmærksom på i månederne op til den 1. januar. Jeg kan sige til Dem, at i henhold til de rapporter, vi har fået fra de nationale ansvarlige myndigheder, kan der ikke konstateres en signifikant ændring i opadgående retning for priserne som følge af overgangen til euroen, med undtagelse af enkeltstående episoder. I nogle tilfælde er priserne endog blevet sat ned, selv om - det er rimeligt at sige det - der i andre tilfælde og sporadisk godt kan have været stigninger. Som helhed - gentager jeg - kan der ikke konstateres en signifikant prisstigning, og vi forventer derfor ikke en negativ indvirkning på inflationen i januar. Kort sagt er balancen for de to første uger efter Kommissionens mening meget positiv. Historiens største ombytningsoperation har fundet sted næsten uden vanskeligheder. Det er en kæmpe triumf for EU og en påvisning af den høje kvalitet af omhyggelige forberedelser. Indsatsen fra alle dem, der har spillet en hovedrolle i overgangen til euroen, eurosystemet, de nationale regeringer, Kommissionen, de private operatører og alle borgerne, har båret frugt. Den succesfulde indførelse af euroen er som tidligere nævnt afslutningen på et kapitel, men det er ikke afslutningen på arbejdet. Vi skal nu høste frugterne af denne succes ved at styrke og uddybe samordningen af de økonomiske politikker og gennemføre de nødvendige strukturelle reformer for at øge væksten og beskæftigelsen i vores Union. Den samme energi og den samme ambition, som har været vejledende for gennemførelsen af euroen, skal nu anvendes for at opnå en samordning af nogle økonomiske politikker, der kan øge væksten og beskæftigelsen. På kort sigt har stabilitetsrammen i euroområdet gjort det muligt at komme med et afbalanceret og passende svar på den økonomiske opbremsning, vi oplever. Den tydelige forbedring i budgetsaldiene har skabt en margen, som gør det muligt at afbøde virkningen af den lille forværring af budgetunderskuddene, der har været som følge af den globale opbremsning. I 2002 håber vi igen at få en tilfredsstillende vækst, hvilket vil bidrage til en global økonomisk genopretning. Den succesfulde indførelse af eurosedler og euromønter, som fjerner usikkerheden, vil støtte denne genopretning ved at styrke forbrugernes og virksomhedernes tillid. EU fastsatte i Lissabon nogle klare målsætninger på mellemlang sigt om at styrke vækst- og jobskabelsespotentialet. For at nå disse målsætninger er det vigtigt at fastholde den drivkraft, der gør det muligt for os at gennemføre de nødvendige reformer, som tillader en forøgelse af beskæftigelses- og produktivitetsraten. Kommissionen foreslår tre hovedområder for i år. For det første er der beskæftigelsespolitikkerne og i særdeleshed nogle aktive arbejdsmarkedspolitikker. For det andet er der økonomiske reformer for at styrke konkurrenceevnen, integrationen og investeringen i e-virksomheder, og for det tredje er der investering i viden for at øge konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Jeg vil ikke komme nærmere ind på disse punkter, som i går blev kommenteret af kommissionsformanden. Den større indbyrdes økonomiske afhængighed mellem medlemsstaterne, og i særdeleshed i euroområdet, kræver en stærkere og mere effektiv samordning af de økonomiske politikker. I denne sammenhæng mener jeg, at samordningen skal styrkes på basis af en bedre analyse af den økonomiske situation og af vores policy mix i euroområdet. En større åbenhed ved udarbejdelsen af konsensus om de passende politikker og adgang for medlemsstaterne og Kommissionen til oplysninger om de vigtigste økonomiske politiske foranstaltninger, som det enkelte land træffer i fremtiden, så det peer review, vi har på EU-området, kan fungere effektivt. Fremgang betyder at opfylde vores forpligtelser, nemlig dem fra traktaterne og dem fra stabilitets- og vækstpagten. Fremgang betyder også at tage nye udfordringer op. Det vil vi som Kommission rette vores indsats og vores arbejde mod, og vi håber, at vi kan regne med Parlamentets samarbejde, som vi altid har kunnet, og som vi forhåbentlig kan blive ved med at arbejde sammen med på samme effektive og konsensussøgende måde, der har været førhen.
Mange tak, hr. kommissær. Som De bemærkede, har der været henvist til mange og uddelt stor tak tidligere i dag. Vi bør naturligvis takke Dem og Deres ansatte og Kollegiet for det store arbejde, som De har udført i de seneste år for at føre dette ud i livet. Vi takker Dem for den beundringsværdige indsats.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, den tale, jeg holder nu, er den sidste tale, jeg holder her i Parlamentet som medlem af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Jeg har været medlem af dette udvalg i 22 år. Fra i morgen er jeg medlem af Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik. Jeg er overbevist om, at det næste skridt på vejen mod gennemførelsen af EU må være den politiske union. Jeg glæder mig til at være med til at arbejde med denne opgave i fremtiden. Når jeg ser tilbage på disse år, mindes jeg først og fremmest vores kollega Basil de Ferranti, der desværre er død i mellemtiden, som dengang udarbejdede de første betænkninger om gennemførelsen af det indre marked og således gav stødet til hele denne udvikling. Der var en arbejdsgruppe for tekniske handelshindringer i begyndelsen, som Kænguru-gruppen senere udsprang af. Det var de første initiativer til gennemførelsen af det indre marked. Dengang var Jacques Delors formand for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål i Europa-Parlamentet, altså vores forgænger, fru Randzio-Plath, der som fransk finansminister og senere som formand for Kommissionen dannede grundlaget for gennemførelsen af disse idéer. Jeg mindes også Jacques Moreau, der i 1984 sammen med mig fremlagde den første betænkning i Europa-Parlamentet med forslag om gennemførelse af det indre marked. Når man ser, med hvilken entusiasme euroen blev hilst velkommen den 1. januar, denne nye valuta for 300 millioner mennesker i EU, skal man huske på, hvor vanskelig denne vej på den ene side var. Men på den anden side skal man også spørge sig selv, hvad forudsætningerne egentlig er for, at euroen, denne fælles valuta, kan få succes på lang sigt. Jeg vil gerne nævne tre betingelser her. Den første er en konsekvent gennemførelse af stabilitets- og vækstpagten. Det er jo næsten ironisk, at vi i dag kan konstatere, at det var mit fædreland, Tyskland, der kæmpede mest dengang for denne stabilitets- og vækstpagt og dens strenge kriterier, og at man i den nuværende situation næsten kan eller skal gå ud fra, at Tyskland som det første land vil blive ramt af sanktionerne i denne aftale. Men jeg er af den opfattelse, at vi skal være konsekvente her, hvis vi ønsker, at euroen på lang sigt er og fortsætter med at være en stabil valuta, og at renterne i EU på lang sigt fortsætter med at være lave for virksomhederne som forudsætning for investeringer og vækst. Den anden forudsætning er, at vi i medlemsstaterne og i EU skal føre økonomisk politik efter de samme principper. Disse principper bør efter Parlamentets ønske, der var et bredt flertal herfor, være principperne for social markedsøkonomi. For det tredje må vi fortsætte mod den politiske union. Før Maastricht sagde vi, at vi ønskede en Monetær Union og en politisk union samtidig. Vi sagde allerede dengang, at en Monetær Union ikke ville have nogen substans på lang sigt uden en politisk union. Her skal vi fortsat være konsekvente. Vi skal tage skridtene hen imod den politiske union nu. Hertil hører som noget centralt en fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Til sidst vil jeg gerne knytte en kommentar til noget, Jacques Delors har sagt. Jacques Delors bemærkede ganske rigtigt engang i forbindelse med disse endeløse debatter, som vi havde her om det indre marked, at man ikke kan forelske sig i et indre marked. Der er altså meget få følelser forbundet hermed. Det samme vil jeg også sige om en valuta, selv om der er nogle blandt os, der har et meget emotionelt, næsten erotisk forhold til valutaen. Men det, vi har brug for, og som vi skal blotlægge, er bevidstheden om den fælles europæiske identitet, om Europa. Jeg mener helt sikkert, at det er den vigtigste opgave, vi står over for i Europa-Parlamentet.
Hr. formand, indførelsen af euroen er ikke kun en logistisk og organisatorisk succes, men bidrager virkelig også allerede til en bedre europæisk identitetsdannelse og identitetsfølelse i dag. Det kan Europa-skeptikere i Italien heller ikke ændre. Med euroen i hånden bliver Europa en realitet i hverdagen og i livet, sådan som vi som parlamentsmedlemmer altid har sagt. Euroen var så at sige Parlamentets første valg siden det direkte valg, især for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. For så vidt har euroen hørt til Parlamentets succesprojekter i to årtier. Vi har været fortalere for ét marked og én valuta og har medvirket ved udformningen. Jeg synes, at alle medlemmer her i Parlamentet skal have tak, også De, hr. von Wogau. (Bifald) Euro bliver efter min mening et positivt ord i 2002. Endelig repræsenterer euroen Europas dynamik og beslutsomhed om at skabe en europæisk identitet, om at forbedre den europæiske konkurrenceevne til fordel for erhvervslivet og beskæftigelsen og om at vokse sammen til et uopsigeligt solidaritetsfællesskab. Den Monetære Union fuldender det indre marked - et rigtigt svar på udfordringerne i forbindelse med globaliseringen - og gør det også anvendeligt for alle - for de små og mellemstore virksomheder og frem for alt for menneskene. Euroen vil blive en succes, fordi den ikke kun accepteres af markederne, men også af menneskene. Endelig glæder mange sig over - og det har vi også altid forudsagt som parlamentsmedlemmer - at leve i Euroland. Succesen ved indførelsen af euroen begejstrer alle og skaber et klima af optimisme, hvilket vi trænger hårdt til i Europa til investeringer, til at stimulere indenrigsefterspørgslen og dermed også til beskæftigelsen. Denne indførelse kroner og belønner de vedvarende bestræbelser på vej mod Den Monetære Union. Allerede i dag spørger mange sig selv, hvorfor indførelsen af euroen ikke har fundet sted meget tidligere, hvilket vi som parlamentsmedlemmer altid har krævet. Danmark, Sverige og Storbritannien opfordres i deres egen interesse til at tiltræde eurozonen før udvidelsen mod øst. D-marken var en valuta med en stolt fortid. Tre år med Den Monetære Union lover os en lige så stabil valuta i fremtiden. Hidtil har der i hvert fald været lavere inflationsrater i Den Monetære Union end i de foregående årtier med D-marken. Det hænger sammen med det lave renteniveau, som sikrer gode, investeringsvenlige finansieringsbetingelser. Den Monetære Union har derfor holdt det, der blev aftalt politisk i Maastricht-traktaten: prisstabilitet. Med indførelsen af euroen giver det også synlige resultater for forbrugerne: Priserne for langvarige forbrugsgoder som f.eks. biler vil falde. Euroen gør det endelig også muligt at opnå en forbrugervenlig konkurrence ved gennemførelsen af programmet for det indre marked. Det fører til et pres på priserne på mellemlang sigt og tilskynder til en højere kvalitet. Udbygningen af Den Økonomiske og Monetære Union, den interne reform af EU og af en europæisk forfatning samt succesen i forbindelse med udvidelsen mod øst er de store udfordringer, som Europa står over for. Men her er der en ting, vi ikke må glemme: Euroen er ikke kun et monetært projekt, men har også altid været et politisk projekt og er en del af Europas politiske union. Europa er lille på verdenskortet, og derfor er det indre marked, som er blevet gennemført takket være Den Monetære Union, helt sikkert det rigtige svar. Euroen fører desuden bevis for europæernes evne til at organisere fællesskab i alle staters interesse. Den er samtidig bindeled mellem og anstødssten for andre modige europæiske projekter. William Shakespeare har med rette sagt, at hvor der er penge, står alle veje åbne. Det gælder forhåbentlig også for en mere effektiv og bedre koordinering af den økonomiske politik, finanspolitikken, beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken. Euroen trænger hårdt til en flankering gennem en slags økonomisk regering. Konjunkturel udvikling skabes ikke længere i nationalstaterne, men i økonomiske spørgsmål. Derfor kræves det af EU-topmødet i Barcelona, at dogmatikken i omgangen med stabilitets- og vækstpagten, der jo giver et spillerum, udbyttes med en solid politik, der satser på monetær, finansiel og social stabilitet. Vores engagement i Parlamentet med hensyn til den monetære dialog med Den Europæiske Centralbank var særlig vigtigt. Vi i Parlamentet går ind for Den Europæiske Centralbanks uafhængighed, men også for denne institutions demokratiske regnskabspligt. Derfor er det særligt vigtigt, at vi har organiseret og sat gang i en kulturrevolution i Europa, for i medlemsstaternes tidligere omgang med de nationale centralbanker fandtes der ikke denne demokratiske regnskabspligt, som der er hos os i dag. Dermed bliver pengepolitikken gennemskuelig og forståelig og bidrager til, at vi også udforsker denne hemmelighed. For pengepolitik er ikke neutral, men har også indflydelse på den reelle økonomi, på vækst og beskæftigelse.
Hr. formand, kl. halv fire mødes vi i min gruppe for at vælge koordinatorer til Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Jeg er opstillet som kandidat og må derfor deltage i mødet. Tillader De, at hr. Pronk oplæser mit indlæg, som er af to minutters varighed, når mit navn vises på talerlisten?
Fru Peijs, jeg har ingen indvendinger imod det, hvis Parlamentet kan acceptere det, og det ser sådan ud. De har således min tilladelse.
Tak.
Hr. formand, jeg fremfører selv mit indlæg. Den 1. januar i år stiftede mange europæere for første gang bekendtskab med den nye mønt, euroen. Og hvilket bekendtskab. Efter mindre end to uger har euroen overalt erstattet de nationale valutaer. Havde man taget hensyn til Europa-Parlamentets ønske om at lade offentligheden få eurosedler i hænderne før 1. januar, havde man måske nok undgået visse mindre problemer, men det er kun de mest kværulantiske, der stadig påpeger dette. Jeg er helt enig i, at overgangen til euroen har været en stor succes. Æren herfor må først og fremmest tilskrives de europæiske borgere, hvilket De også selv som god liberal har påpeget. Disse fortjener ros, fordi de har udvist både entusiasme og tålmodighed i forbindelse med ombytningen af sedler og mønter. Endvidere fortjener de forretningsdrivende megen ros. De har været ansvarlige for den konkrete gennemførelse af ombytningen og er efter min opfattelse de egentlige helte i denne sammenhæng. Hr. formand, indførelsen af eurosedler og -mønter er efter min opfattelse imidlertid kun første skridt. Også kommissær Solbes anførte dette. Det er af afgørende betydning, at succesen fastholdes, når det gælder den nye mønt. Det kræver en indsats fra alle deltagende medlemsstaters side i form af politisk vilje til at støtte den fælles mønt og undlade at miskreditere denne, sådan som visse medlemmer af den italienske regering har gjort. Det kræver endvidere politisk mod til at lade stabilitetspagten bestå uændret, således at der stadig er de rette finansielle rammer om euroen. Endelig kræves der politisk styrke til at sikre, at der bygges videre på euroens succes. Efter at have gennemført det hidtil mest succesfulde europæiske projekt, er det på tide at tage skridt til den videre gennemførelse af det indre marked. Vil vi nå de mål, der blev opstillet i Lissabon, kræver det en aktiv indsats for at sikre yderligere liberalisering og et mere fleksibelt indre marked. Der kan i den forbindelse peges på fem klart prioriterede områder, nemlig postvæsen, transport, elektricitet, gas og vand. Vi tilstræber i Europa en liberaliseret og fleksibel videnøkonomi, hvorfor de omtalte områder er uomgængelige og også af interesse for borgeren. Borgeren ser på den måde, hvad Europa betyder for ham. Hr. formand, kun hvis vi slår ind på denne vej, sikrer vi EU's økonomiske styrke og en fortsat stærk euro.
Hr. formand, hr. kommissær, den succesfulde indførelse af euroen er udtryk for én eneste ting, nemlig det europæiske folks store pragmatisme. Markederne, der for deres vedkommende stadig har valget, udviser tilsyneladende en mere moderat entusiasme. Under alle omstændigheder tror jeg, at prisniveauet vil være det eneste kriterium for borgerne for, om valutaen fra Euroland accepteres eller ej. Hvad resultatet end bliver, vil denne statsløse valuta medføre nye problemer fremover. De erhvervsdrivende har allerede frivilligt måttet optræde som vekselerere ved indførelsen af euroen. Man kan mene, at deres interesser på det tidspunkt stod i modsætning til forbrugernes. Men problemet med falske penge vil komme fremover. Falske sedler er allerede i omløb, og vi kan tydeligt forestille os den store sammenblanding af de forskellige valutaer denne sommer i den nordlige og sydlige del af Euroland. F.eks. er sedler med pålydende værdi af 200 euro og 500 euro, som ikke er blevet trykt i Frankrig og i de sydeuropæiske lande, ved at komme dertil. Det starter desuden allerede med de sedler, der kommer fra Tyskland. Til sommer vil det vælte frem med disse sedler. Der er naturligvis ingen af de handlende, der kan genkende eventuelle falske sedler, der dog har en værdi, undskyld mig, af mere end 3.500 af vores tidligere stakkels, gamle francs, eller svarende til halvdelen af mindstelønnen i Frankrig. Kommissionen bliver ansvarlig for godtgørelse til ofrene og dem, der bliver narret med eventuelle falske penge, da der ikke er nogen stat. Men vil de europæiske borgere og de handlende, der af vanvare eller uden at opdage det får falske penge, få godtgørelse fra medlemslandene eller fra Den Europæiske Centralbank?
Hr. formand, hr. kommissær, jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om euroens succes, og denne succes må tilskrives Den Europæiske Centralbank, Kommissionen og alle dem, der har arbejdet i den retning, også her i Parlamentet. Hr. von Wogau sagde, at den næste etape bliver den politiske Union. Jeg er enig i denne udtalelse, men efter min mening ville det være forkert at tro, at euroens succes og dens mulighed for at være en solid, stærk og pålidelig valuta afhænger af den politiske Union, som det er nødvendigt at indføre af andre årsager. Euroen bliver en stærk valuta, hvis EU's økonomi bliver en stærk økonomi. Hr. kommissær, i Deres indlæg mindede De flere gange om nødvendigheden af at samordne de økonomiske politikker. Efter min opfattelse er der noget, der er endnu vigtigere end samordningen af de økonomiske politikker, som risikerer at få negative konsekvenser, hvis den går for vidt. Det er vigtigt, at der føres nogle gode økonomiske politikker i EU, for det vil euroens styrke være afhængig af. Vi skal forene de fornuftige politikker og ikke den strenghed, der eksisterer i dag. Euroens styrke vil således være afhængig af, om disse fornuftige politikker er i stand til at gøre økonomierne dynamiske - sådan som hr. Maaten var inde på - og befri dem fra korporativismens og planøkonomiens byrder samt liberalisere markederne osv. Alt dette er ofte en følge af mindre økonomisk politik og ikke af mere økonomisk politik. I den forbindelse tror jeg, at en sammenligning mellem politikkerne og konkurrencen mellem landenes mange forskellige løsninger er gavnlig, og at den ved hjælp af en egentlig benchmarking kan føre til nogle positive imitationsprocesser. Selv om det indre markeds rammer stadig kan forbedres - hertil kommer stabilitetspagten, som er en økonomisk pagt, der faktisk manglede i mange lande, f.eks. i Italien - er der dog tale om nogle så brede rammer, at de uden problemer eller negative følgevirkninger kan rumme en fantastisk mangfoldighed af valg, som skal overlades til de enkelte lande. Jeg tror, at denne beslutning - også beslutningen om at give plads til en sådan mangfoldighed af valg - vil give os en stærkere økonomi og således også de rette betingelser for en stærkere fælles valuta.
Hr. formand, jeg fremfører fru Peijs' indlæg og understreger dette ved at tale fra fru Peijs' plads. Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg fuldt ud tilslutter mig indholdet af dette indlæg. Projekt "indførelse af euroen" er lykkedes. I Nederlandene og i Irland er indførelsen af euroen så godt som afsluttet. Mere end 90% af samtlige betalinger afvikles i euro. Jeg er stolt over, at de europæiske borgere har vist en sådan vilje til fornyelse, udtaler fru Peijs - og jeg tilslutter mig hendes udsagn - og at borgerne så hurtigt har taget euroen til sig og afhændet de nationale valutaer. Europæerne har ikke haft behov for en lang omstillingsperiode. Der skal lyde en særlig tak og anerkendelse til detailhandlen, som har håndteret en række vanskeligheder på særdeles fleksibel vis. Også bankerne og deres medarbejdere har bidraget til et vellykket forløb. Nu må vi tage et afgørende skridt videre. Vi må sikre, at euroen forbliver en stærk valuta. I den sammenhæng må ikke mindst formanden for Den Europæiske Centralbank stå fast og nøje overvåge, at bankens målsætninger opfyldes, og inflationsraten således holdes på lavt niveau. Mindst lige så vigtigt er det, at medlemsstaterne får øjnene op for, at de ikke kun og ikke i enhver henseende er selvstændige stater, men at alt, hvad de foretager sig, og ikke mindst alt, hvad de ikke foretager sig, har konsekvenser for hele Fællesskabet og for euroens stabilitet. For at sikre fortsat tillid til euroen er det afgørende, at de store medlemsstater - og måske i særlig grad Forbundsrepublikken Tyskland - omsider træffer de fornødne foranstaltninger og åbner markederne fuldt og helt, sikrer et mere fleksibelt arbejdsmarked, sikrer bæredygtige pensionssystemer og moderniserer de sociale ydelser. De pågældende lande er ikke længere med til at befordre EU's videre fremgang, men virker i øjeblikket snarere som en bremse på denne. Eventuelle svaghedstegn ved den fælles mønt må således tilskrives medlemsstaterne og ikke Den Europæiske Centralbank, som hidtil har fungeret på fremragende vis, når man ser bort fra betalingssystemerne, eksempelvis TARGET-betalingssystemet, og forbrugersystemet.
Hr. formand, hr. kommissær, der var to aspekter af euroens indførelse, som blev nævnt i kommissær Solbes' og parlamentsmedlemmernes indlæg, nemlig euroens sikre succes og euroens fremtidsperspektiver. Jeg vil gerne bruge min korte taletid på det andet aspekt, for euroen er faktisk en åben dør til fremtiden. Jeg er nemlig af den opfattelse, at euroens indførelse - bortset fra dens store symbolske betydning - ikke vil få nogen umiddelbare og kortsigtede konsekvenser for vores økonomi, inflationsraten og beskæftigelsesgraden. Jeg tror til gengæld, at den giver EU en formidabel mulighed for at fremme stabiliteten, ikke mindst i to henseender, nemlig på lang og mellemlang sigt. På mellemlang sigt skal EU koncentrere sig om at frigøre sin økonomi fra USA's økonomiske system. Som det er i dag, er den europæiske udvikling nemlig stadig i høj grad styret af eksporten og således for en stor dels vedkommende af den amerikanske efterspørgsel. Under sådanne omstændigheder risikerer de aktuelle afmatningstendenser i USA at smitte af på os i stedet for at blive opvejet af vores evne til selvstændig vækst. Denne evne til at udvikle den interne efterspørgsel kan i vid udstrækning fremmes ved at harmonisere den monetære politik, men er ikke kun afhængig af denne politik. Den har nemlig også brug for støtte fra en økonomisk politik, hvor man kombinerer valutapolitiske indgreb med skatteindgreb, og ikke mindst fra en politik for forskning og innovative investeringer ligesom den politik, man ridsede op i Lissabon, men ikke førte konkret ud i livet. På længere sigt skal vi tage stilling til spørgsmålet om euroen som en mulig reservevaluta på verdensplan på lige fod med dollaren. Vi understregede allerede i en parlamentsbeslutning, at den centrale målsætning i den monetære politik ikke er en stærk euro eller en svag euro, men en stabil euro, som naturligvis skal ligge inden for en udsvingsmargen, der ikke er destabiliserende. Derfor bliver det før eller siden nødvendigt at sørge for en eller anden form for overensstemmelse mellem USA's og EU's monetære politikker, hvilket er i begge parters og i alles interesse. Det er således rigtigt, at euroen er en fantastisk mulighed, men det er en mulighed, der endnu ikke er blevet udnyttet. Sådan som talerne før mig også mindede om, skal dette potentielle hulrum udfyldes af politik, af EU's politiske dygtighed og af en ansvarlig ledelse af økonomien, som er i stand til at skabe betingelserne for en selvstændig udvikling internt i EU, og som sikrer en effektiv styring af valutaen udadtil.
Hr. formand, kære kolleger, med en samlet stemme, der afløses af Den Europæiske Centralbank, siger og bekræfter regeringerne for landene i eurozonen, at europæerne med entusiasme og endog eufori har modtaget euroen, rigsvalutaen, den nye reichsmark. I henhold til de officielle taler er der ikke opstået nogen problemer, der kan skade denne storslåede indførelse. Beviset er, at 14 dage efter indførelsen af euroen bliver de fleste transaktioner foretaget i denne valuta. Lad os være ærlige og sige, at denne fremstilling, der er groft propagandistisk, er meget langt fra virkeligheden. Intet er gået som planlagt. Der var mangel på euro i de første par dage, bankerne nægtede at gøre deres arbejde ved at afvise eller ved at sætte grænser for veksling af euro og ved - og det er topmålet - at forsøge at tage betaling for denne handling. Billetautomaterne kan ikke give tilbage med 20-eurosedler, billetautomaterne kan ikke tage euro, der er fremstillet i et andet land, fristelserne for falskmøntnerne bliver større, for ingen kan genkende de nye sedler. Man kan lige så godt indrømme det: Europæerne bruger ikke euro, fordi de er entusiastiske, men fordi de er forpligtet og tvunget til det, da deres nationale valuta bliver mindre og mindre tilgængelig. Nogle tyskere, der imidlertid ikke havde nogen overgangsperiode, fortsætter med at betale med mark, selv om de siden den 1. januar ikke har haft nogen kurs. Til daglig er euroen altså ingen fordel. Den medfører ikke andet end ulemper og koster dyrt for alle, uden at tale om den uacceptable afhændelse af selvstændigheden, som var nødvendig ved dens indførelse. I dag har alle europæere en fremmed valuta. Man kan mere og mere konstatere en genoplivning af prisinflationen. Alle bliver klar over det, når de handler. Overalt har priserne fået en tak opad, og det i en udstrækning, der er mere end bekymrende, og særligt på dagligvarer og de vigtigste fornødenheder. Det er måske ikke som i Ruhr-området i 1920'erne, men det hører til i 1970'erne. Prisindekset for januar bliver måske reddet af udsalgene, men lad os vente på tallene for hele året. Lad os også vente på, at de første sociale skadevirkninger fra konkurrencen på lønningerne, som skyldes euroen, virksomhedsflytninger og afskedigelser indfinder sig. Med befolkningens ret til selvbestemmelse holder vi derfor for vores vedkommende fast i at bekræfte befolkningernes ret til i morgen at genindføre deres nationale valuta, som det for nylig skete for de befolkninger, der blev befriet af den sovjetiske føderalistiske trældom.
Hr. formand, kommissionsformand Prodi fortalte os her til morgen, at indførelsen af euromønter og -sedler har været en enorm succes. Og flere talere er gået endnu længere og har talt om entusiasmen hos forbrugerne, der tilsyneladende har kastet sig over denne nye valuta. Vi mener, at denne fremstilling er overdreven. Udskiftningen af mønter og sedler var en teknisk handling, der blev udført på en god måde, ja, men forbrugerne kunne ikke gøre andet enten nogle dage før eller nogle dage senere end at bruge de nye pengesymboler. Den virkelige prøve vil være styringen af euro i de kommende år. Og i denne sammenhæng, hvis jeg var i føderalisternes sted, ville jeg ikke glæde mig over det. Jeg ville snarere være bekymret. For i dag siger de folk, der har en helt anden plads end os på det politiske skakbræt, som f.eks. Jacques Delors, nøjagtig det, som vi altid har sagt, nemlig at euroen ikke kan fungere sådan, som den er nu. Integrationen skal fremskyndes, som Romano Prodi har erklæret. Den økonomiske søjle skal styrkes, eller det politiske Europa, som andre siger, skal indføres. Der er kort sagt i endnu højere grad brug for en overstatslig og samlende myndighed på europæisk plan, det vil sige - man kan kalde det, hvad man vil - i højere grad en superstat. Det er netop der, at skoen trykker, hr. formand. Er Europa klar til at acceptere denne superstat? Nej! For det første er de europæiske lande ud fra ethvert synspunkt tilstrækkeligt forskellige til ikke at kunne skabe et optimalt valutaområde. Der er uden tvivl nogle her, der vil svare, at en superstat med harmoniseringsbeføjelser kun er endnu mere nødvendig. Ja, det er helt sikkert endnu mere nødvendigt, men samtidig er det endnu mere umuligt. Det er den onde cirkel, som landene i eurozonen kommer til at kæmpe imod i de kommende år. Man kan også tale om et sprintløb. For at få euroen indført lykkedes det temmelig hurtigt for de ansvarlige at nedbryde landenes strukturer og etablere superstaten - og på det tidspunkt vil euroen vare ved, men i hvilken tilstand vil Europa og demokratiet være - eller landene vil ved hårdnakket at holde fast i deres forskelligheder gøre det umuligt at styre den fælles mønt. Hr. formand, vores præference er helt klar, dels på grund af vores hengivenhed over for vores hjemland og dels ud fra vores overbevisning om, at der i høj grad er brug for nationale rammer for demokrati og solidaritet. Men er der ikke en tredje hypotese, nemlig den om en fælles mønt uden stat? Vi kan blive forblændet af denne hypotese. Men i realiteten er der ingen, der ved, hvordan den vil opføre sig ved asymmetriske chokpåvirkninger. Og for øvrigt tror markederne ikke selv på det, som euroens stadige svaghed i løbet af de sidste par dage er bevis på. Derfor kaster euroen os ud i et eventyr med mange tunge politiske og finansielle konsekvenser, som borgerne ikke blev advaret mod, og som de ikke er klar til at tage på sig. Ophavsmændene burde virkelig snarere være bekymrede.
Hr. formand, indførelsen af sedler og mønter har endelig gjort euroen til en politisk realitet for de 300 millioner mennesker i Euroland. Da jeg kommer fra et land, som ikke deltager, og som er imod deltagelse, havde jeg egentlig forventet mere modstand imod indførelsen af en ukendt valuta. Så langt, så godt, med meget lidt inflation. Jeg ønsker ECB, Kommissionen og de nationale centralbanker tillykke med deres håndtering af logistikken i forbindelse med denne store udfordring uden større stigning i væbnede røverier eller forfalskninger, selv om jeg stadig stiller mig tvivlende over for behovet for en seddel på 500 euro, der kun kan anspore til kriminalitet. De britiske Konservative, der udviser en naturlig forsigtighed, har den holdning, at selv om euroen kan være en ekstra bekvemmelighed for rejsende og forbedre prisgennemsigtigheden på det indre marked, er den hovedsagelig udviklet for at fremme den paneuropæiske identitet og som trinbræt for yderligere politisk integration - noget, alle indrømmer, undtagen hr. Blair og vores Labour-regering - og for at kontrollere den økonomiske politik og skattepolitikken. En fælles økonomisk politik for alle kan, som Kommissionen indrømmer i sin pessimistiske økonomiske rapport for 2001, ikke være rigtig for alle lande hele tiden, og det medfører sammen med stabilitets- og vækstpagtens restriktive finanspolitik store stabilitetsproblemer og mangel på fleksibilitet for visse økonomier, som vi allerede har oplevet i forbindelse med de kunstige opsving i Irland. Risikoen for store skævheder vil øges efter udvidelsen, da arbejdsmarkederne stadig ikke er reformerede og stort set ubevægelige. Kommissionsformand Prodi har indrømmet denne risiko, og vi vil snart se en anmodning om et større EU-budget og direkte EU-skatter til oprettelse af fonde til at kompensere de påvirkede lande for deres manglende ret til at devaluere deres valutaer eller sænke renterne. Jeg ønsker ikke desto mindre det bedste for euroen som valuta for vores største handelspartnere, da euroens stabilitet også påvirker den britiske økonomi. Jeg håber, at min pessimistiske prognose, som afspejler Kommissionens, ikke holder stik på lang sigt. Jeg vil også gerne have kommissær Solbes' bekræftelse på, at euroen efter hans opfattelse skal igennem mindst to år i ERM II-fasen, inden Det Forenede Kongerige kan overveje deltagelse. Endelig vil jeg gerne lykønske Dem, hr. formand, med valget.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke alle talerne for deres kommentarer. Jeg vil gerne begynde med at komme med en særlig tak til Karl von Wogau for hans deltagelse igennem de sidste 22 år i denne proces. Vi beklager, at han forlader os i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, men vi ved, at hans gode indsats fortsat vil være en hjælp for Parlamentet og processen med opbygningen af det nye Europa i Udvalget om Udenrigsanliggender. Hr. Karl von Wogau sagde, idet han henviste til Jacques Delors, at man ikke kan forelske sig i euroen, og Christa Randzio-Plath sagde ikke desto mindre, at folkene er lykkelige. Begge temaer har sandsynligvis relation til et grundlæggende spørgsmål, nemlig at euroen er det første europæiske identitetselement, som berører alle borgerne i Den Monetære Unions medlemsstater. Ud over at være meget vigtig - som det var tilfældet med ophævelsen af grænserne eller det indre marked, som imidlertid kun berører varerne, kun berørte de borgere, som krydsede grænsen på et bestemt tidspunkt - er euroen ydermere en del af vores europæiske identitet, som vi bruger hver eneste dag fra morgen til aften i alle Den Monetære Unions lande og på præcis de samme betingelser. Det er et element, der skal fremhæves som meget positivt blandt vores fælles elementer, som dog ikke har noget som helst at gøre med en ensretning, eftersom det er åbenlyst, at vi også har tydelige differentierende elementer. Fra nu af vil euroen give os mønter og sedler og en svag stigning i den økonomiske vækst som følge af afskaffelsen af usikkerheden. Men det er rigtigt, og jeg er enig med nogle af talerne i, at de grundlæggende elementer vil komme fra vores evne til kraftig vækst, eller sagt med andre ord, til at iværksætte Lissabon-processen mere ambitiøst, end vi hidtil har gjort. Vi kan frigøre os fra USA, som hr. Ruffolo ønsker, det ville vi gerne. Men erfaringen, 2001, har vist os, at det at være forholdsvis uafhængige i kommerciel henseende ikke forhindrer os i at blive berørt af en krise i USA som følge af de kanaler, der viderebringer de økonomiske virkninger, som stammer fra de indbyrdes forbindelser mellem virksomhederne og finansmarkederne. Valutakursen bliver den virkelige prøve for euroen. Jeg har altid sagt, at kursen aldrig har været et mål for EU's politik. Vores mål for den monetære politik er at fastholde en lav inflation, og vi er overbevist om, at en valuta med en lav inflation på lang sigt er en stabil valuta, det er en elsket valuta, det er en reservevaluta, og det er en valuta, som har en vigtig rolle at spille i verdensøkonomien. Men uanset de egentlige økonomiske aspekter, hvad vil der så ske med vores institutionelle struktur? Er euroen begyndelsen på en økonomisk ledelse? Efter min mening udformede vi i Maastricht en model, der er baseret på en fælles monetær politik og nogle samordnede nationale økonomiske politikker. Jeg synes, at det er vores model. Og vi skal arbejde for, at euroen bliver en succes på dette grundlag. Jeg vil ikke bedømme, om vi skal gå hurtigere eller langsommere frem i de politiske integrationsprocesser. Jeg ligger sandsynligvis på linje med dem, der går ind for en større politisk integration, men jeg forstår også, at dette er en beslutning, som angår alle 15, og som skal træffes i andre kredse, i andre fora og som følge af en anden forhandling. Jeg er dog overbevidst om, at vi kan komme videre i processen med større samordning af de økonomiske politikker, som på ingen måde betyder, at vi skal ensrette vores økonomiske politikker, fordi vores situationer er forskellige, og de skal derfor anvendes konsekvent. I dag blander vi som så ofte før af og til stabilitetspagter og retningslinjer for økonomisk politik sammen. Er stabilitetspagten et problem for EU's økonomiske politik? Det er en drøftelse, vi af og til har haft her i forsamlingen. Jeg vil blive ved med at gentage det, jeg altid har sagt, nemlig at stabilitetspagten hverken mere eller mindre er det nødvendige element, som tillader os at have et policy mix mellem budgetpolitik og monetær politik, som fremmer en monetær politik med lave rentesatser. De strukturelle ændringer af vores økonomier og fremgangen i væksten, overensstemmelsen mellem vores nationale økonomiske politikker og den samlede politik og den monetære politik skal håndteres gennem de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik. Vi råder over instrumenterne, vi skal fuldstændiggøre dem, vi skal forbedre dem, men jeg synes, at systemet fungerer. Dette policy mix vil være et af de centrale elementer for det spanske formandskab, det har formanden for Økofin understreget, og jeg er sikker på, at vi får lejlighed til her i Parlamentet at drøfte dette grundlæggende punkt. De strukturelle reformer er naturligvis som tidligere nævnt fortsat centrale for fremtiden. En bemærkning om udvidelserne af euroområdet. I "pre-in"landene har vi bemærket en større interesse for det, der er vores erfaring i euroområdet. Jeg vil endda vove at sige, at der i de tre "pre-in"lande er blevet vakt en yderligere betydelig interesse, som giver sig udslag i politiske tilkendegivelser eller i det, vi har bemærket i de seneste dage. Det er rigtigt, at der stadig er nogen, der kritiserer euroen, og det er rigtigt, at i den EU-skeptiske verden, eftersom de kortsigtede problemer ikke bliver rejst, er det, der på nuværende tidspunkt vækker frygt, det, der vil ske om 10 eller 15 år. Det kan vi naturligvis ikke sige noget om. Jeg synes, at det er vanskeligt at håndtere, hvad der vil ske om 10 eller 15 år, men jeg er personligt overbevist om, at vi om 10 eller 15 år vil have mange færre problemer end dem, vi i øjeblikket har i denne henseende. Hvad skal være "pre-in"landenes betingelser for at træde ind? Præcis de samme som de øvriges, hverken mere eller mindre. Opfyldelsen af betingelserne fra Maastricht sammen med det yderligere faktum om opting out, som Danmark og Det Forenede Kongerige har ret til. Der bliver ikke nogen ændring hverken for "pre-in"landene eller ansøgerlandene. Vi synes, at ligebehandling for alle EU's medlemsstater er et fundamentalt princip, som vi under ingen omstændigheder skal ændre på. En sidste bemærkning om et mindre emne, men som i et vist omfang var det, vi bekymrede os om i dag, nemlig de praktiske problemer ved indførelsen af euroen. Har handlen spillet bankdirektørernes rolle? Nej. Handlen har via systemet med forhåndsdistribution fungeret som incitament til en hurtig anvendelse af den fælles mønt. Det er rigtigt, at det har rejst nogle praktiske spørgsmål, især på grund af presset fra nogle borgere om at anvende forretningerne som bank, når de har ønsket at veksle nationale valutaer med høj pålydende værdi i forretningerne og ikke i bankerne, som det burde have været forudset. Er der alvorlige problemer med forfalskninger? Hverken alvorlige eller mindre alvorlige. For øjeblikket er vi ikke bekendt med forfalskninger, som teknisk set kan kaldes "euroforfalskninger". Der er fotokopier. Der er eurosedler, der er fremstillet med scanner, men som er enormt forskellige fra den virkelige euro, og derfor bør denne slags bekymringer, som af og til bringes op, ikke findes i dag. Jeg mener, at euroen har en særdeles høj sikkerhedsfaktor, som er meget forskellig fra andre nationale valutaer, som er i omløb i verden i store mængder, og som bør give os garanti for, at denne slags situationer ikke vil opstå. Jeg synes heller ikke, at de påstande, der er kommet frem om automaternes funktion, er korrekte. Der er praktiske problemer. Enhver, der nærmer sig områder med motorvejsafgift, som endda ikke ligger ret langt herfra, vil se, at nogle betalingssteder ikke fungerer med samtlige mønter fra hvert og et af EU-landene. Det er praktiske problemer, der rejses, og som vi ikke bør betragte som mere end det, de er, nemlig anekdoter i en meget vigtig og meget kompleks proces. Jeg mener heller ikke, at prisproblemerne er signifikante, eller at udsalgspriserne vil påvirke priserne for januar, da de ikke har haft indflydelse tidligere, eftersom de aldrig er blevet taget i betragtning. I sidst uge sagde vi, da vi talte med den tidligere formand for Økofin, hr. Reynders, at den tydelige lektie, vi har lært af denne proces, er, at næste gang vi skifter valuta, skal vi ikke gøre det den 1. januar. Men da jeg er sikker på, at denne situation ikke vil opstå, tror jeg endda, at vi kan se bort fra denne erfaring. Mine damer og herrer, mange tak for Deres store samarbejde i løbet af denne periode. Det har været fundamentalt som støtte for medlemsstaternes gode indsats, for et bedre kendskab blandt befolkningen og også for at tilskynde Kommissionen til at arbejde.
Forhandlingen er afsluttet.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0378/2001 af Zappalà for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige indkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (KOM(2000) 275 - C5-0367/2000 - 2000/0115(COD)); A5-0379/2001 af Zappalà for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter om vand- og energiforsyning samt transport (KOM(2000) 276 - C5-0368/2000 - 2000/0117(COD)).
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske Dem med valget til formand for Europa-Parlamentet. Jeg ønsker Dem og hele Parlamentet held og lykke i de kommende toethalvt år. Hr. formand, mine damer og herrer, Parlamentet skal nu stemme om såvel direktivet om offentlige indkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter som direktivet om de særlige sektorer, det vil sige om vand- og energiforsyning samt transport. Disse direktiver er nået frem til Parlamentets plenarforsamling efter Kommissionens arbejde, som har taget fire år, hvor der er blevet foretaget forskellige høringer, undersøgelser og vurderinger, og efter yderligere to års arbejde i Parlamentet, en offentlig høring med mange deltagere og høringen af Regionsudvalget, brancheforeninger og erhvervsdrivende i hele Europa. En sådan arbejdsbyrde er ikke overraskende, når man tænker på, at offentlige kontrakter i EU hvert år tegner sig for ca. 15% af det samlede BNP, hvilket svarer til et beløb på over 1.500 milliarder euro. Med de gældende direktiver anslås det, at kun 20% af dette beløb falder ind under bestemmelserne heri, eftersom den grænseværdi, hvis overskridelse gør anvendelsen af bestemmelserne obligatorisk, er relativt høj og under alle omstændigheder mere eller mindre identisk med aftalerne om tredjelandenes deltagelse. De gældende direktiver, som efterhånden ikke er aktuelle længere, har brug for en revision og for at blive tilpasset til den nye teknologi og til de nye markedssituationer. Det var netop nødvendigheden af en stadig mere omfattende gennemførelse af det indre marked, som fik Kommissionen til at udarbejde og foreslå de pågældende direktiver. Emnet er yderst vigtigt, og derfor kunne og kan man ikke gå let hen over det. Foruden de enkelte parlamentsmedlemmer har fire rådgivende udvalg og Retsudvalget som korresponderende udvalg behandlet teksterne og stillet ændringsforslag. Over halvdelen af medlemmerne har praktisk taget haft lejlighed til at behandle, drøfte og stille ændringsforslag til teksterne. Det er let at give et resumé af indholdet. De gældende direktiver er blevet revideret og ajourført, der er indført elektroniske indkøbssystemer, bestemmelserne om de tekniske specifikationer er uddybet, bestemmelserne om tildelingskriterierne er præciseret, tærskelværdierne er blevet forenklet, og der er indført et fælles glosar for offentlige kontrakter. Man kan kun være enig i forslagene i deres helhed, og det er vi faktisk også. Vi er nemlig alle klar over deres vigtighed, og vi ønsker alle, at de får et uhindret forløb. Det er dog nødvendigt at gøre opmærksom på de væsentligste problemer, der er opstået og stadig eksisterer, og som er genstand for debat i de enkelte politiske grupper og mellem de politiske grupper og de nationale repræsentanter. Dette gælder tærskelværdierne, det vil sige de værdier, hvis overskridelse gør det obligatorisk at overholde direktivet. Som jeg sagde før, er denne værdi allerede relativt høj, men som Kommissionen foreslår, svarer den ikke desto mindre til værdien i aftalerne med tredjelandene. Det er blevet foreslået at sætte denne værdi op. Det medfører to problemer, nemlig at et færre antal offentlige kontrakter falder ind under pligten til at overholde direktiverne, og at det giver en mulig fordel for de tredjelande, som det ikke er muligt at revidere de eksisterende aftaler med. Det medfører ligeledes, at virksomheder, som indkalder tilbud, vil kunne operere uden at overholde de fælles regler, med de heraf følgende risici. Nogle gør opmærksom på, at selv om tærsklerne sættes op, vil der ikke være færre kontrakter, som tildeles efter EU-lovgivningen, for under et vist beløb har virksomhederne ingen økonomisk interesse i at bevæge sig uden for deres egen region og slet ikke uden for deres eget land. En anden overvejelse, som man skal gøre sig, vedrører den enkelte medlemsstats og det enkelte regionsstyres mulighed for at anvende lokale bestemmelser, når kontrakterne ligger under tærskelværdierne. Heraf følger, at jo højere tærskelværdierne er, jo mere forskellig bliver lovgivningen i EU, og bestemmelserne i EU vil således hele tiden blive mindre ensartede. Uanset tærsklernes værdi bør man efter min mening ikke tillade, at der eksisterer lovgivninger i EU, som er forskellige fra hinanden. Det ville begrænse det indre marked i stedet for at gøre det mere omfattende, og det ville også give de enkelte virksomheder, som falder ind under den lokale lovgivning, mulighed for at hindre, at andre end de lokale erhvervsdrivende får adgang til deres regionale eller nationale område. Dette vil udelukkende ske, såfremt der ikke er taget højde herfor i direktiverne. Derfor bør det generelle indhold i direktiverne også medtages i den nationale eller regionale lovgivning, og der er blevet stillet et ændringsforslag i den henseende. Et andet vigtigt spørgsmål er miljøaspektet og de sociale aspekter. Nogle har foreslået, at man i direktivet medtager og tilføjer specifikke bestemmelser på disse områder. Dette spørgsmål har været genstand for en bred og indgående debat, og det risikerer at medføre en henvisning til fornyet udvalgsbehandling, såfremt vi under afstemningen ikke når frem til en holdning, der er et tilstrækkeligt flertal for. Efter min opfattelse bør en lovgivning, som har til formål at gennemføre det indre marked på et område af økonomisk art og at styrke konkurrenceevnen, ikke følge nogle principper, der ikke er taget højde for i sektorlovgivningen. Kommissionens forslag indeholder allerede nogle henvisninger, der er tilstrækkelige til, at alle de gældende principper om miljø og arbejdstagernes rettigheder bliver overholdt ved udarbejdelsen af udbudsbekendtgørelsen. Denne lovgivning må ikke gøres mere omfattende eller ændres ved hjælp af direktiver, som bør vedrøre offentlige kontrakter, leverancer og tjenesteydelser. Ændringsforslagene i den forbindelse - som i øvrigt blev vedtaget under afstemningen i nogle af de rådgivende udvalg og i det korresponderende udvalg - tager sigte på indførelsen af nye bestemmelser. Såfremt disse ændringsforslag også bliver vedtaget på plenarforsamlingen, vil det efter min mening være bedre at beholde de gældende tekster i stedet for at få nogle tekster, som ganske vist er mere aktuelle, men som risikerer at være et tilbageskridt på nogle fundamentale områder. Der er et andet spørgsmål, som man ikke må se bort fra i disse bestemmelser, men som Kommissionen ikke har taget tilstrækkeligt højde for, nemlig de intellektuelle tjenesteydelser. Det er efterhånden på tide, at der opstilles en klar og tydelig grænse mellem intellektuelle tjenesteydelser og udførelse, det vil sige mellem projektering og udførelse. Det er et begreb, som nogle brancheforeninger har svært ved at forstå, og de er tilhængere af holdninger, som man har haft i lang tid. Intellektuelt arbejde kan dog ikke betragtes på samme måde som fremstillingen af et produkt, og en virksomhed er ikke i stand til at stå for det hele selv - både for projekteringen og udførelsen - undtagen i særlige tilfælde, eller såfremt der anvendes specifikke teknologier. Det er der to grunde til, nemlig at intellektuelle frembringelser ikke kan måles, og at den ene idé aldrig ligner den anden. Hele Europas historie i det ene eller det andet århundrede er fuld af værker af forskellig art, som er tidløse på grund af deres kunstneriske værdi. Ikke alt og ikke en hvilken som helst tjenesteydelse kan sammenlignes med et kunstværk, men hjernens arbejde må ikke forveksles med en ren og skær fremstilling. Den udførende virksomhed er i besiddelse af dygtighed, erfaring og udførelsesteknologi, og derfor er denne virksomhed den mest velegnede til at stå for projekteringen og den tekniske gennemførelse af andres idéer, men kun af denne, og det med nogle få og sjældne undtagelser. Ved at skelne mellem intellektuelle tjenesteydelser og operative tjenesteydelser yder man de intellektuelle erhverv og frembringelser retfærdighed. En integreret kontrakt, som udelukkende omfatter operativ projektering og udførelse, er hensigtsmæssig, hvis man internt i virksomheden har eller samarbejder med udbydere af intellektuelle tjenesteydelser, som har lov til dette i henhold til de gældende bestemmelser. Disse betragtninger ligger til grund for både det ændringsforslag, der ikke gør pligten til at samle eller adskille projektering og udførelse bindende, men som indebærer en pligt til at give en begrundelse for en sådan samling, hvis den finder sted, og for det ændringsforslag, som klart definerer, hvad man forstår ved indledende, endelig og operativ projektering. Endelig vil jeg gerne sige, hr. formand, at de to direktiver, der forelægges for Parlamentet, i det store og hele er ens, eftersom visse specifikke sektorer er blevet liberaliseret eller bliver det i den nærmeste fremtid. Telekommunikationssektoren betragtes allerede som liberaliseret, og den er derfor ikke medtaget. Den gradvise liberalisering af også vand-, energi- og transportsektoren, som Kommissionen kontrollerer direkte eller på anmodning af de enkelte medlemsstater, vil få det andet direktiv til at bortfalde, og det bliver således ikke nødvendigt at ændre det første. Alt i alt håber jeg, at vi gør os nogle objektive overvejelser, der får os til at vedtage nogle bestemmelser, som er sektorspecifikke og ikke på en risikofyldt måde er gjort mere omfattende, som i stadig større grad gennemfører det indre marked, som tager højde for, at andre lande snart kommer med i EU med deres egne traditioner og krav, og som skaber en stadig større overensstemmelse mellem lovgivningerne i stedet for at gøre dem mere forskellige. Desuden vil jeg gerne understrege, at det arbejde, som Kommissionen har udført med sit forslag, fortjener den størst mulige anerkendelse. Til sidst må jeg sige, at jeg er stolt af at have bidraget til at uddybe - og forhåbentlig forbedre - en lovgivning, som ikke alene er med til at skabe et stærkere og mere samlet EU, men som også er et vendepunkt i bekæmpelsen af den svig og uhæderlighed, som meget ofte gør sig gældende på det økonomiske område. Netop for at undgå store huller - såfremt dette skulle være nødvendigt - er det bedre at vente med direktiverne end at få nogle bestemmelser, der i alt for høj grad er baseret på skøn.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil på vegne af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål kommentere de økonomiske og konkurrencemæssige aspekter i forbindelse med offentlige kontrakter. Hr. Zappalà har jo netop lige antydet, at 14-15% - det er i det mindste Kommissionens skøn - af bruttonationalproduktet i EU skabes af bygge- og anlægskontrakter, indkøbskontrakter, tjenesteydelseskontrakter indgået af staten og virksomheder, der skal præstere serviceydelser til offentligheden. 15% - når man ser på det i absolutte tal, er det med et bruttonationalprodukt på ca. 900 milliarder euro årligt i EU en størrelsesorden på 125-130 milliarder euro. Det er jo faktisk et ganske pænt beløb. Men lige præcis på området offentlige kontrakter har det indre marked ikke sat sig synderligt igennem. Her skal der ske en ændring. Tildeling af kontrakter på tværs af grænserne er stadig en undtagelse. Reglerne er komplicerede, forvirrende, ufleksible, langsommelige, bureaukratiske, og der tages ikke hensyn til sociale problemer og miljøanliggender i forbindelse med indkøbspraksis. Det var i det mindste de krav, Parlamentet selv fremsatte i forbindelse med forhandlingerne om grønbogen og om Kommissionens meddelelse i 1996 og 1998. Derfor skal vi her se på de økonomiske og konkurrencemæssige målsætninger. Målsætningen er altså at hjælpe det indre marked til et gennembrud på dette område. Der er brug for klare, gennemsigtige regler, der ikke diskriminerer nogen som helst tilbudsgiver vedrørende udbud. Men på den anden side skal det også sikres, at der ikke er nogen tilbudsgiver, der kan skaffe sig uretmæssige fordele. Derfor skal det præciseres, at de arbejdsretlige, overenskomstmæssige og miljøretlige regler skal overholdes. Derfor er det argument, hr. Zappalà kom med som sin sidste bemærkning, ikke helt korrekt, når han siger, at vi bør adskille de økonomiske aspekter fra de andre. Man må naturligvis heller ikke unddrage sig de andre standarder for at opnå en økonomisk fordel. Det hører til de fælles spilleregler, og de skal overholdes.
Hr. formand, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har længe tilstræbt, at der tages større hensyn til sociale normer og beskæftigelsesnormer ved offentlige indkøbskontrakter på to fronter. Først skal det sikres, at alle tilbudsgivere overholder de gældende lovbestemmelser for at undgå unfair konkurrence. Jeg vil gerne anmode medlemmerne om at holde dette for øje i lyset af ordførerens indledende bemærkninger. Vi skal i denne forbindelse bemærke, at det ikke er et spørgsmål om sociale kriterier at drage objektiviteten ved tildelingen af offentlige kontrakter i tvivl, men tværtimod om at skabe ensartede vilkår for alle, der deltager i en procedure om indgåelse af kontrakter. Dernæst skal de sociale kriterier tages i betragtning ved at give de ordregivende myndigheder mulighed for at forfølge visse sociale og beskæftigelsespolitiske målsætninger, f.eks. lige muligheder og social integration i forbindelse med indgåelse af kontrakter, dog til stadighed under forudsætning af, igen i lyset af ordførerens kommentarer, at det ikke medfører konkurrenceforvridning. Dette har Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked tydeliggjort gentagne gange i ændringsforslagene, som igen er inspireret af udtalelsen fra Beskæftigelsesudvalget. Udtalelsen fra Beskæftigelsesudvalget så på forskellige faser af udbudsprocessen og udarbejdede en række henstillinger for hver af disse faser. I første fase skal udbudsmaterialet indeholde oplysninger om de gældende regler. Ansøgere, tilbudsgivere i en procedure skal have adgang til samtlige oplysninger om alle sociale og beskæftigelsesmæssige kriterier, som skal tages i betragtning. I den henseende er artikel 27 særlig vigtig i det generelle direktiv. Jeg vil gerne henlede medlemmernes opmærksomhed på fru Bergers ændringsforslag 129. Det er et fremragende ændringsforslag, som jeg håber, Parlamentet støtter. I den anden fase skal vi sikre, at normerne fra første fase overholdes, og det skal være muligt at udelukke ansøgere, der tidligere har overtrådt de sociale og beskæftigelsesmæssige normer. Artikel 46 er især vigtig i den henseende, og jeg vil gerne henlede medlemmernes opmærksomhed på ændringsforslag 82, 86, 87 og 89. Ved udvælgelsen af ansøgere og tildelingen af kontrakter skal det sikres, at lovbestemmelserne om beskyttelse på arbejdspladsen og arbejdsforhold overholdes. Det er artikel 53, som har fået størst opmærksomhed i drøftelserne i Udvalget om Retlige Anliggender. I den henseende vil jeg gerne henlede medlemmernes opmærksomhed på ændringsforslag 134 og 140. Jeg håber virkelig, at vi kan opnå enighed om et af de to ændringsforslag ved afstemningen i morgen. Endelig skal der fastsættes passende klageprocedurer for at sikre, at disse kriterier anvendes ved kontraktens udførelse. Ændringsforslag 108 er bl.a. vigtig i denne forbindelse. Jeg vil gerne fremhæve endnu et vigtigt ændringsforslag. Det blev fremhævet i udtalelsen fra Beskæftigelsesudvalget og vedrører beskyttet beskæftigelse. Ændringsforslag 36 giver medlemsstaterne mulighed for at forbeholde programmer for beskyttet beskæftigelse og beskyttede værksteder visse kontrakter, hvor størstedelen af de ansatte er handicappede. Dette er et punkt, som har været drøftet længe i en række medlemsstater, ikke mindst min egen. Jeg håber, at dette ændringsforslag vedtages i morgen, og at vi får en klar henvisning til dette i direktivet fremover. Dette er hovedpunkterne i udtalelserne fra Beskæftigelsesudvalget. Disse overvejelser afspejles alle i ændringsforslagene, som der skal stemmes om i morgen. Jeg håber, at Parlamentet støtter dem.
Hr. formand, miljøet kan beskyttes på flere måder. I Europa-Parlamentet forsøger vi først og fremmest at gøre det på to måder, nemlig ved gennem direktiver og forordninger at forbyde eller forsøge at reducere antallet af miljøforurenende virksomheder eller ved gennem direktiver og forordninger at opmuntre privatpersoner, virksomheder og offentlige myndigheder til frivilligt at handle på en sådan måde, at man reducerer miljøforstyrrelser. Jeg vil gerne sige til hr. Zappalà, at den tid ganske enkelt er forbi, hvor vi kunne gå ud fra rent økonomiske kriterier, og at EF-traktaten nu faktisk forpligter os til også at tage sociale og miljømæssige hensyn samtidig med de økonomiske. De to forslag til direktiver om offentlige kontrakter skal derfor give kommuner, amter og statslige myndigheder mulighed for at indkøbe varer og tjenesteydelser på en måde, der gør, at miljøpåvirkningen bliver så lille som mulig. Jeg synes, at Kommissionens forslag er bemærkelsesværdigt i det omfang, at man forhindrer et sådant miljøvenligt indkøb. I de to udtalelser, som jeg har været ordfører for i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har vi tydeligt skabt mulighed for at tage miljøhensyn ved indgåelse af offentlige kontrakter. Disse udtalelser blev vedtaget i deres helhed uden nogen som helst ændringer, hvilket er en meget stærk og tydelig markering fra Miljøudvalget. Jeg har også med glæde konstateret, at flertallet af Miljøudvalgets ændringsforslag er blevet vedtaget af det ansvarlige udvalg. Der er dog et par punkter, hvor det ansvarlige udvalg er nået frem til nogle mærkelige resultater. Først og fremmest i forslaget til direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige indkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter, hvor artikel 53 skal ændres, så det bliver betydeligt lettere at tage miljøhensyn ved indgåelse af offentlige indkøbskontrakter, mens man i det andet af de to direktiver, nemlig forslaget til direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter om vand- og energiforsyning samt transport, ikke foretager samme ændring af artikel 54, som jo er identisk med artikel 53 i det førstnævnte direktiv. Jeg formoder, at det drejer sig om en fejl, men jeg vil under alle omstændigheder understrege det og opfordre alle til at stemme for ændringsforslag 140 til betænkningen om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige indkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter. Disse ændringer er betydningsfulde. De to direktiver bør som sagt være i overensstemmelse med hinanden. Hvis formuleringen "det økonomisk mest fordelagtige tilbud" bibeholdes, betyder det, at den indkøbende myndighed ikke behøver at tage miljøhensyn eller at tage hensyn til samfundsinteresser og livscyklusser set i et bredere perspektiv. Det er således meget vigtigt, at vi faktisk ændrer dette, så det stemmer overens med formuleringen i forslaget til direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige indkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter. Disse kriterier er nemlig taget med i det sjette miljøprogram. De er med i den integrerede produktpolitik, og reglerne skal jo også fremme en bæredygtig udvikling i overensstemmelse med Amsterdam-traktaten, bare for at give et eksempel. Jeg kan ikke forstå Kommissionens ubegribelige forringelse af det eksisterende direktiv, da Kommissionen jo mener, at det ikke er tilladt f.eks. at benytte et livscyklusperspektiv som evalueringskriterium. Sagen er imidlertid blevet prøvet i retten, og generaladvokaten har tydeligt givet udtryk for, at det er Miljøudvalgets og mit synspunkt, der er det rette, og ikke Kommissionens. Jeg er også yderst tilfreds med de ændringer, som Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender har foretaget, eftersom en bæredygtig udvikling medfører, at man må tage hensyn til både økonomiske, sociale og miljømæssige kriterier. Jeg håber derfor, at vi stemmer for de ændringsforslag, som Gruppen De Grønne og PSE-Gruppen har stillet.
Hr. formand, først vil jeg også gerne sige noget til spørgsmålet om, hvorvidt økonomisk lovgivning stort set er neutral, og om man kan adskille den fra andre aspekter. Vi har et eksempel inden for det såkaldte forsyningsvirksomhedsdirektiv. Der kan man nemlig opnå meget forskellige virkninger gennem en tilsyneladende neutral lovgivning. Når man siger, at kommunernes virksomheder er underlagt direktivet, men ikke de udlagte virksomheder, så har vi på én og samme tid nogle virksomheder, der forfølger det samme formål, men er underkastet vidt forskellige retsbestemmelser, og der er ingen neutrale virkninger. Derfor er Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, der jo ellers ikke har ry for at tage særligt hensyn til sociale og miljømæssige aspekter, indgået i et bredt flertal, der går ind for at optage disse aspekter i forslagene. Jeg vil gerne endnu en gang redegøre for nogle af dem, fordi vi jo ikke kun har diskuteret dem, men i de foreliggende forslag har vi inkorporeret nogle vigtige resultater fra Industriudvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale anliggender og Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik samt Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Vores vigtigste forslag er, at de kollektive aftaler mellem arbejdsgivere og fagforeninger - ud over arbejds- og socialretlige bestemmelser - skal overholdes på selve stedet for udførelsen, som det stadig hedder i vores forslag. For at undgå misforståelser tror jeg, at Industriudvalget også vil være indforstået med formuleringen "almengyldige overenskomster", nu hvor forslaget fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked baner vej for andre misforståelser. Men under alle omstændigheder er der én ting, vi skal præcisere, og det siger jeg endnu en gang med udgangspunkt i den medlemsstat, jeg kommer fra, og det er, at det kan ikke være rigtigt, at der dér er parter inden for det politiske spektrum, der i stigende grad udtrykker bekymring for arbejdsmarkedet på grund af den forestående udvidelse mod øst, mens vi i Parlamentet er i gang med at åbne dørene, således at bekymringen muligvis er begrundet. Det skal vi ikke lade os byde. Jeg hilser det også velkomment, at Retsudvalget har inkorporeret vores krav, der går ud på, at hvis en virksomhed ikke overholder de overenskomstmæssige og øvrige arbejds- og socialretlige bestemmelser i det land, hvor han er etableret, eller i et andet relevant land, kan virksomheden udelukkes fra at deltage i udbudsprocedurer. I forsyningsvirksomhedsdirektivet og i det forslag, der er til debat i dag, har vi forankret to vigtige punkter, der muligvis kan få betydning for kommunale virksomheder, for vi har sagt, at tilknyttede virksomheder eller joint ventures med en gennemsnitlig omsætningsandel på mindst 50% ikke er omfattet af direktivet. Det finder vi også i forslaget. Eller at levering af energi eller brændsel skal være udelukket fra direktivets anvendelsesområde. Dermed bevares den faktiske tilstand, også på baggrund af de forskellige liberaliseringsformer i EU, og vi undgår, at det får den virkning, som jeg beskrev indledningsvis, nemlig at kommunernes virksomheder og udlagte virksomheder bliver behandlet forskelligt. Vi går også ind for, at posttjenester bliver omfattet af dette direktiv. Det gælder imidlertid ikke alle former for posttjeneste, men kun for dem, hvor der endnu ikke er fri konkurrence. Hvis det skulle lykkes at få min bemærkning til emnet overenskomster med i den endelige afstemning, og hvis der bliver taget hensyn til disse punkter, som jeg igen har redegjort for, tror jeg, at Industriudvalget vil være yderst tilfreds med resultatet.
Hr. formand, jeg har en bemærkning til det andet direktivforslag. Tillad mig at lykønske Dem med Deres udnævnelse. Jeg vil gerne oplyse Europa-Parlamentet om, at Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål allerede den 12. juni 2001 enstemmigt vedtog den udtalelse, som jeg er ordfører for. Denne enstemmige afstemning er vigtig, da Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål virkelig erkendte, at fremgangsmåderne på de offentlige markeder var midler, der stammer fra strategien om bæredygtig udvikling, og at miljøet skal integreres på tværs af alle EU's politikker, som traktaten opfordrer til. Inden for disse rammer skal de kompetente myndigheder, det vil sige de politiske ansvarlige, have beføjelser til at udarbejde de miljømæssige, men også sociale kriterier, der skal anvendes i sager om indgåelse af offentlige kontrakter, samtidig med at princippet om ikke-forskelsbehandling naturligvis overholdes. For ikke at gentage det, som andre kolleger allerede har sagt, vil jeg gerne gøre opmærksom på to punkter. Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål har foreslået en forenkling af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter særligt ved at fordoble tærskelværdierne for, hvor direktivet finder anvendelse for offentlige kontrakter, og på den anden side har udvalget også foreslået, at særligt de små og mellemstore virksomheder beskyttes ved at sætte som forudsætning, at ordregiverne kan beslutte, at 15% af samtlige kontrakter skal tildeles de små og mellemstore virksomheder.
Hr. formand, mine damer og herrer, principielt går vi ind for, at spørgsmål inden for miljøpolitik og spørgsmål inden for socialpolitik skal reguleres i miljølovgivningen og sociallovgivningen. Men der er en undtagelse fra alle principper. Da vi naturligvis heller ikke er verdensfjerne, ved vi, at vi naturligvis ikke kan føre denne debat om Kommissionens nye direktivforslag om offentlige udbud uden at tage hensyn til sociale og miljømæssige aspekter. Derfor er vi fuldstændig klar over, at sociale og miljømæssige aspekter naturligvis også spiller en rolle i forbindelse med denne beslutning. Ganske vist skelner vi meget tydeligt. Vi mener, at der i det europæiske indre marked skal være ens betingelser for alle, der økonomisk vil deltage i dette indre marked. En af de foregående talere nævnte stikordene "lige vilkår". Det er naturligvis kun sikret, hvis de kriterier, som vi vil skabe ud over de økonomiske kriterier, allerede er en del af udbudsbetingelserne og ikke først bliver fremsat eller taget i brug på et senere tidspunkt, når udbuddet er afsluttet, og det handler om kontrakten. Derfor har PPE-DE-Gruppen hidtil haft den holdning under debatten, at vi - såfremt der tages højde for sådanne kriterier - ønsker at få dette nedfældet i udbudsbetingelserne og ikke senere end spørgsmålet om tildeling af kontrakten. Derfor vil jeg også understrege, at artikel 53, der hele tiden bliver nævnt og faktisk har været et af stridsspørgsmålene og et af hovedpunkterne i den egentlige debat, vedrører kontrakten. Det er årsagen til, at PPE-DE-Gruppen i forbindelse med ændringsforslagene til artikel 53 vil gå restriktivt frem under afstemningen. Vi ønsker så få ændringer som muligt af artikel 53, sådan som Kommissionen har foreslået. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre, at der i sidste ende ikke vil være mulighed for manipulation, som de ordregivende myndigheder, der organiserer udbuddene, i sidste ende alligevel kan udnytte i forbindelse med, at de så at sige ud fra kriterier, der først efterfølgende er bragt ind i diskussionen, træffer afgørelse på et helt andet grundlag end det, vi diskuterer her, som er orienteret mod objektive kriterier. Jeg mener, at det er en meget afgørende forskel, der også skal diskuteres under debatten i Retsudvalget, og som indtil nu måske heller ikke har været helt tydelig i de forskellige grupper. Der er endnu et punkt, jeg lige vil nævne i denne forbindelse. Vi er også imod, at der i direktivet inkorporeres betingelser, eller at den nationale lovgiver, der gennemfører dette senere, får mulighed for at anvende dem, da de faktisk i sidste ende kan få det indre marked til at gå i stå og bryde sammen. Når der f.eks. i mit hjemland, Tyskland, i øjeblikket diskuteres en såkaldt loyalitetslov om overenskomster, som faktisk fører til, at det ikke er de alment gældende overenskomster, der skal danne grundlag for en udbudsprocedure - og her er jeg enig med hr. Kuhne, for de fungerer jo som love, man skal overholde - men derimod de regionale overenskomster og virksomhedsoverenskomster, vil dette føre til, at man kan udforme et udbud på en sådan måde, at der til sidst kun er en eneste virksomhed, der kan deltage i dette udbud. Dermed er det indre marked ødelagt. Sådan noget er tågesnak, og sådan noget vil vi ikke være med til. Derfor vil vi stemme nej til de punkter, hvor sådanne døre åbnes på baggrund af ændringsforslagene. Men jeg mener helt klart, at det, som hr. Kuhne har fremsat på vegne af Industriudvalget, nemlig at begrænse det til de alment gældende, er noget, som jeg og min gruppe i høj grad kan støtte. Med hensyn til tærskelbeløbene har min gruppe endnu ikke truffet en endelig afgørelse. Det vil vi gøre i morgen på gruppemødet inden afstemningen, fordi der i vores gruppe er forskellige holdninger til dette. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at hr. Zappalà kommer med et ret interessant forslag i form af et kompromis - det er ændringsforslag 147 - der går ud på, at i tilfælde af, at en forhøjelse af tærskelbeløbene bliver vedtaget, sikres det, at grundprincipperne i dette direktiv også skal gælde for alle tildelinger under denne tærskel. Nu kan man sige, det er en selvfølge, men forslaget indeholder en væsentlig fornyelse. Jeg mener, at et virkeligt fremskridt for det indre marked ville være en domstolskontrol af det, der bliver lavet her, og en domstolskontrol af udbudsproceduren. Det er på nuværende tidspunkt ikke sikret i alle medlemsstater for udbud under tærsklen. Hvis dette var muligt, ville det efter min mening være et reelt fremskridt. Jeg vil især bede Kommissionen om endnu en gang at overveje sin holdning til ændringsforslag 147 og i morgen meddele Parlamentet, om den kan gå ind for dette forslag, for jeg tror, at det kunne være et reelt kompromis med hensyn til spørgsmålet om tærskelbeløb. Til sidst vil jeg rette en stor tak til ordførerne med hr. Zappalà i spidsen. Dette er et af de vanskeligste lovgivningsprojekter i Parlamentet, men indtil nu har De ført os gennem dette mørke dyb på en udmærket måde. Det vil jeg gerne takke Dem for.
Hr. formand, også jeg vil ønske Dem hjerteligt tillykke med formandsvalget. Hr. kommissær, kære kolleger, indledningsvis vil jeg på vegne af min gruppe også ønske ordføreren tillykke og takke ham og alle rådgivende ordførere for de rådgivende udvalg for det enorme arbejde med denne betænkning. Vi har allerede beskæftiget os med Kommissionens to direktivforslag i lang tid, godt halvandet år. For et år siden havde vi en offentlig høring om dette emne. Efter de intensive forhandlinger og efter en meget langsommelig afstemning i Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked mener jeg, det er på høje tid, at vi med afstemningen i plenarforsamlingen i morgen - og nu håber jeg, den finder sted - afslutter førstebehandlingen. De mange ændringsforslag, som vi allerede skal behandle i udvalget og til dels også på plenarforsamlingen i morgen, betyder ikke, at vi ikke er indforstået med Kommissionens principielle tiltag. Baggrunden for de hidtidige direktiver, deres harmonisering og modernisering er helt sikkert et meget vigtigt skridt. Bortset fra nogle andre vigtige emner, der til dels allerede er blevet berørt, er der et centralt punkt, hvor min gruppe ikke er enig med Kommissionen. Det er det punkt, der handler om en revision af kriterierne for tildeling af kontrakter. I forhold til den hidtidige retstilstand foretager Kommissionen her en meget væsentlig indholdsmæssig ændring og sammenfatter ikke kun det eksisterende. Kommissionens forslag indsnævrer meget det spillerum, der hidtil har været, og som er gældende ret. Denne indsnævring vil især skade de kvalitative kriterier, navnlig de sociale, økologiske og sundhedsrelaterede kriterier. Kommissionen har selv i begge sine fortolkninger påvist, hvordan disse spille- og udviklingsrum i dag kan anvendes uden diskrimination. Også EF-Domstolen er i sine retningsgivende vurderinger og netop nu også i det endelige forslag i Helsinki-sagen kommet med en rigtig god og pålidelig fortolkning af den nugældende lov. For Kommissionen synes den nuværende retstilstand af politiske årsager ikke at være acceptabel. Derfor skal den nu ændres drastisk. Nu er der sandsynligvis nogle kolleger, der bliver meget forvirrede, når vi i morgen ikke vedtager nogen ændringer i denne forbindelse, fordi meget af det, som vi er Kommissionen taknemmelig for at have påvist i begge de fortolkende meddelelser, ikke længere vil være muligt på grund af den nye retstilstand, sådan som Kommissionen har fremlagt den. Ordregiverne, f.eks. kommunerne, må fremover tænke mere egoistisk og umiddelbart kun på deres egne fordele. Den økonomiske fordel skal helt klart ligge hos ordregiveren. I Østrig kalder vi det "Florian-princippet": Lad hellere naboens hus brænde i stedet for mit! Det vil sige, ulemper og omkostninger, der tilfalder en anden lokal myndighed, skal der ikke længere tages hensyn til ved afgørelser om udbud. Kommissionen vil også forbyde, at kriterier, der er relateret til fremstillingen af et produkt, ikke længere skal anvendes. Det betyder f.eks., at et udbud, der kræver træprodukter fra et bæredygtigt skovbrug eller fødevarer fra biologisk dyrkning eller fra dyrehold, hvor der er taget hensyn til dyrenes trivsel, er retsstridigt og en diskrimination af konventionelle tilbudsgivere. Det er således ikke kun målsætningerne i traktaten, f.eks. integration af miljøbeskyttelse på alle politiske områder samt en politik om bæredygtig udvikling, der bliver modarbejdet, men selvstyre og demokrati i byer, kommuner, regioner og delstater bliver også begrænset. Med EU-lovgivningen forbyder vi altså et demokratisk valgt organ, en by eller en kommune at afgøre, om en miljøvenlig indkøbspolitik skal videreføres eller indføres på ny. Jeg tror ikke, at vi på den måde øger EU's popularitet blandt borgerne. Det er netop også dette perspektiv for Europas byer og kommuner, der fører til, at der i vores gruppe er et flertal, der går ind for at forhøje tærskelbeløbene. Selv i et lille samfund som det, jeg kommer fra, der ligger i et land, hvor det af klimatiske årsager er meget dyrt at bygge, overskrider man allerede i dag tærskelbeløbene bare ved at bygge en helt almindelig skole. Udbudsomkostningerne er væsentligt højere. Dette beløb kan man ganske vist ikke spare op igen, fordi beløbet stadig er for lavt til, at man virkelig kan tiltrække tilbudsgivere fra andre lande. Det er allerede blevet understreget, at reglerne for det indre marked også gælder for tærskelbeløbene. Afslutningsvis vil jeg gerne appellere til, at PPE-DE-Gruppen måske på nogle punkter ændrer den holdning, som de havde i udvalget, i forbindelse med tildelingskriterier. Vi har til mine forslag 134 og 110 fremsat forskellige split votes. Jeg tror dog, at det på dette grundlag skulle være muligt at ændre Kommissionens tekst på disse punkter.
Hr. formand, det er godt, at vi fører denne drøftelse på et tidspunkt, hvor der er folk i Parlamentet, og at det ikke kun er "juristeri", vi taler om. Direktiverne om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige kontrakter hører nemlig til vores vigtigste hjælpemidler til effektivt at forhindre korruption i forvaltningen. Vi taler om de mest forhadte og mest elskede direktiver, som får konsekvenser ganske langt ud i de nationale forvaltninger i forskellige dele af EU. Under høringen i udvalget blev jeg og mange med mig bekymrede over, at der gives så få tilbud over grænsen. Jeg tror, at det vigtigste i dag efter forhandlingen og efter denne behandling er, at vi får nogle direktiver, som er så velfungerende som muligt, med en ordentlig sanktionsmekanisme. Der er mange ting, der lader meget tilbage at ønske. Der er allerede blevet talt meget om miljøspørgsmål, men jeg tror, at det er vigtigt at konstatere, at vi i miljøspørgsmål må give de offentlige myndigheder samme mulighed, som vi kræver af de mest progressive virksomheder. Hvorfor skal man ikke kunne konkurrere på dette område i den offentlige sektor lige så vel som i den private? Kommissionen siger, at man skal have så meget valuta for pengene som muligt, men jeg vil sige, at det i denne sammenhæng meget ofte drejer sig om kommunalt selvstyre. Kommunalt selvstyre fungerer således, at hvis man begår fejl, og borgerne ikke er tilfredse, kan de udskifte beslutningstagerne. Beslutningstagerne ønsker gode miljøbeslutninger i deres kommuner. Jeg synes også, at der er noget meget besnærende i argumentet om, at vi har vedtaget direktiver om f.eks., hvordan vi skal fremme anvendelsen af vedvarende energi. Hvorfor har vi så ikke direktiver om indkøb, som fremmer dette? Det er et ofte anvendt argument, men det kan godt tåle at blive nævnt igen. Jeg deler den opfattelse, at Kommissionens holdning i forslaget er ufleksibel i forhold til gældende retspraksis. Der er dog forskel på miljøspørgsmålene og de såkaldte sociale anliggender. Vi har ganske ens forudsætninger, når det gælder miljøspørgsmål, men meget forskellige direktiver, når det gælder sociale anliggender. Det er interessant at bemærke, at en stor del af dem, der har talt om sociale anliggender, kommer fra Tyskland. Jeg kommer fra et lille EU-land. Min erfaring derfra er, at det har været meget svært for finske firmaer at komme ind på det tyske byggemarked og også på det svenske marked, netop med hensyn til de såkaldte kollektivaftaler. Derfor er det vigtigt, at vi ikke vedtager bestemmelser, som er tvetydige. Forudsætningerne er ikke ens, når det gælder sociale anliggender. Vi ved ikke, hvilket regelværk der skal følges på det område. Jeg håber imidlertid stadig at kunne sende et vigtigt signal på vegne af Den Liberale Gruppe, nemlig at hvis forslaget til forhøjede grænseværdier vedtages, kan vi ikke støtte det, eftersom vi mener, at forslaget indskrænker dette anvendelsesområde endnu mere. Vi har sagt i mange forbindelser, at vi ikke kan støtte dette, eftersom hele målsætningen og hele spørgsmålet så bliver meningsløst. Derfor vil jeg appellere til mine kolleger i dette spørgsmål. Endelig vil jeg påpege, at det ene kompromisændringsforslag, som er blevet stillet, faktisk ikke i henhold til mange landes praksis er et egentligt kompromisændringsforslag.
Hr. formand, jeg vil gerne gratulere Dem med Deres valg til formand med et stort stemmetal. Jeg vil fortælle om et tilfælde med tilknytning til disse direktiver fra min hjemby, Helsinki. Helsinkis trafikselskab, der er en myndighed for offentlige indkøb, udbød for et stykke tid siden nogle busruter i offentlig licitation og fastlagde bl.a. for de busser, som skulle anskaffes, det kriterium, at de skulle have så lav en emission som muligt, altså være miljøvenlige. Således vedtog Helsinki by et indkøb af busser, som drives med naturgas, og som har meget lave emissioner. En konkurrerende tilbudsgiver var ikke tilfreds med dette og klagede til den nationale domstol bl.a. over, at Helsinki by havde valgt et tilbud, der ikke økonomisk set var det mest fordelagtige, det vil sige billigst. EF-Domstolens jurist er for nylig kommet med en udtalelse om dette, som meget vel kan blive Domstolens afgørelse. Vel at mærke støtter udtalelsen fra juristen stærkt Helsinki bys holdning om, at en myndighed for offentlige indkøb bør have ret til at fastlægge miljøvenlige kriterier i sin licitation, og at den også kan vælge produkter i overensstemmelse med disse. Det er interessant, at juristens standpunkt netop er den samme som den, den miljøansvarlige hovedafdeling i Kommissionen har, og at den afviger fra det standpunkt, som hovedafdelingen, der er ansvarlig for det indre marked, har. Nu vil jeg gerne henlede kommissær Bolkesteins opmærksomhed på denne løsning, som meget vel faktisk kan blive den endelige løsning. Det ved vi selvfølgelig ikke endnu. Disse direktiver har en meget stor økonomisk betydning. Vores pligt er at muliggøre, at spillereglerne bliver mest mulig åbne og fair og licitationerne mest mulig åbne, samt at de offentlige myndigheder får mulighed for at fremme miljøvenlige og til og med socialt fordelagtige løsninger. Jeg vil sige til min ærede, kære kollega, Astrid Thors, at det er klart, at sociallovgivningen er forskellig fra land til land, men det er måske netop derfor, at vi skal tillade, at en offentlig myndighed kan overholde sine egne sociale kriterier, og at vi i de politiske grupper indbyrdes bør finde bæredygtige kompromiser i disse spørgsmål.
Hr. næstformand, tillad mig at lykønske Dem med Deres udnævnelse. Efter mine kolleger, der har understreget den kendsgerning, at det virkelig er en meget omfattende betænkning, der har krævet meget arbejde, vil jeg - på to minutter - forsøge at nå ind til det, som for mig personligt er det væsentligste, og her tænker jeg på de berørte områder og særligt de lokale og regionale myndigheder og borgerne. Jeg mener, at Zappalà-betænkningen, der er vedtaget af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, forbedrer Kommissionens oprindelige direktivforslag. Under påskud af forenkling og opdatering af den gældende lovgivning indeholder Kommissionens forslag faktisk forslag, der ganske vist ensretter bestemmelserne, men det gøres hovedsageligt eller udelukkende med liberalisering for øje, og det kan jeg ikke acceptere. Derfor vedrørende prisfastsættelsen - er den laveste pris at foretrække på bekostning af sociale og miljømæssige kriterier? I lighed med andre kolleger mener jeg faktisk, at der står meget vigtige ting på spil. Det ville være passende, hvis de offentlige myndigheder, når det drejer sig om deres økonomiske aktiviteter, prioriterer beskæftigelse og bæredygtig udvikling. I stedet prioriteres en tilpasning af de finansielle kriterier. Siden marts 2000 har Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation understreget, i hvor høj grad den fællesskabsordning, der gælder for offentlige markeder, vægter betydningen af prisen på bekostning af den sociale og lokale sammenhørighed, ligebehandlingen og beskæftigelsen. Zappalà-betænkningen forbedrer, som jeg sagde, Kommissionens direktiv, særligt ved at hæve grænseværdierne med 50% i forbindelse med åbningen for indgåelse af offentlige kontrakter og ligeledes ved i højere grad at prioritere de sociale og miljømæssige kriterier. Hvis den blev vedtaget, som den er, tror jeg, at den kunne være et skridt fremad i forhold til den nuværende situation. Men på trods af det er det i bund og grund ikke desto mindre vejen mod liberalisering, der stadfæstes. Kommissionen fremsatte i en meddelelse af 15. oktober muligheden for at indføre de sociale og miljømæssige aspekter i fremgangsmåderne for indgåelse af offentlige kontrakter. Men denne meddelelse er ikke juridisk bindende. Man skal derfor tage endnu et skridt og vende tankegangen 180º C, hvilket er indholdet i de ændringsforslag, som min gruppe har fremsat. Det handler om at sætte tildelingskriterierne for beskæftigelse, miljø og egnsplanlægning på samme niveau som de økonomiske omkostninger. Min gruppes stemme vil naturligvis afhænge af afstemningsresultatet dels vedrørende udvalgets ændringsforslag, dels om det, der bliver foreslået i morgen.
Hr. formand, jeg tilslutter mig mine kolleger og ønsker Dem tillykke med Deres genvalg som næstformand. Jeg ønsker også takke ordføreren og alle stillere af ændringsforslag for deres arbejde med det, der ved første øjekast ser ud som et let tilgængeligt emne, men som i virkeligheden er meget svært, når vi kommer til detaljerne og analyserne. For ikke at gentage det, der allerede er sagt, vil jeg beskæftige mig med tre specifikke områder. For det første hvad angår en forhøjelse af grænserne for, hvornår tilbud sendes til høring, er det vigtig, at vi tilstræber en stigning på 50%, fordi det allerede er bevist, at de nuværende begrænsninger ikke har medført en stigning i det grænseoverskridende samspil mellem virksomheder og virksomheder og organer imellem. Det skyldes, at kontrakternes grænse er for lav, og at den underliggende økonomiske realitet betyder, at der kræves yderligere penge for at flytte forretningerne til en anden medlemsstat og en mere værdifuld kontrakt, hvis flytningen skal være overskudsgivende. Det hjælper ikke at sige, at vi skal bruge flere offentlige midler blot for at støtte et mangelfuldt og forældet system. Vi bør i stedet bruge pengene rigtigt, naturligvis for at styrke infrastrukturen, forbedre serviceniveauet og øge den lokale beskæftigelse så vidt muligt, men pengene bør ikke bruges som erstatning for private og andre investeringer eller andre initiativer til fremme af den lokale beskæftigelse. Det andet område, som omhandler miljømæssige overvejelser, er også meget vigtigt. Det er et område, hvor vi alle er enige om, at der skal indføres minimumsstandarder. Vi skal tage ved lære af fortidens fejl og sikre, at vi opstiller tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og mekanismer, der sikrer, at det, vi videregiver til kommende generationer, er i bedre stand end det, vi modtog. Det skal dog ikke bruges som en hindring for udvikling. Der er en gylden middelvej og en balance mellem begge, som vi skal bevare. Det tredje område vedrører de sociale forpligtelser. Jeg er fuldstændig enig med det medlem, som udtalte, at der skal være en social gevinst for den ordregivende myndighed og for området ved indgåelse af kontrakter. Dette skal dog ikke forhindre indgåelse af kontrakter eller virke som endnu et bureaukratisk lag, der skal forhindre den mest fordelagtige pris i at blive lagt frem. Det sidste område drejer sig om de kvalitative udvælgelseskriterier. Vi skal selvfølgelig træffe beskyttelsesforanstaltninger, der sikrer, at personer, der gør sig skyldige i overtrædelser, svindel, fidusmageri og indblanding i Fællesskabets aktiver og passiver, udelukkes fra offentlige kontrakter. Jeg er imidlertid betænkelig ved domme, der endnu ikke er endelige. Vi optræder som dommer og jury, når vi fratager personer retten til at byde på en kontrakt, når der ikke foreligger en endelig dom eller analyse af, hvorvidt personen er skyldig i en overtrædelse. Det skal vi være meget forsigtige med. Afslutningsvis er det på tide, at direktiverne slås sammen, at teksten præciseres, og at de lovgivningsmæssige rammer bliver mere sikre. Frem for alt skal tiltagene ses som et skridt mod et højere offentligt serviceniveau for alle.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne ønske Dem tillykke med genvalget til posten som næstformand for Europa-Parlamentet. Hr. formand, Kommissionen foreslår, at de nuværende direktiver om udbud konsolideres og moderniseres. Det er afgjort på sin plads, eftersom disse bestemmelser er for komplicerede og bureaukratiske for såvel de ordregivende myndigheder som for erhvervslivet. Er det muligt via procedurer for offentlige udbud at virkeliggøre politiske idealer? Det synes på lang sigt at være det centrale spørgsmål i drøftelserne om denne sag. Ændringsforslag 98 tager sigte på at indføje sociale og miljømæssige kriterier for udvælgelsen af det mest fordelagtige tilbud. Kriterier, som vedrører miljøet - der er et oplagt område for en fælles europæisk politik - er velegnede i praksis, idet de via forvaltningsstandarder kan gøres objektivt målbare. Forslaget om på europæisk plan at bestemme, at nationale instanser skal inddrage sociale kriterier ved vurderingen af de afgivne tilbud, finder vi imidlertid for vidtrækkende. Socialpolitiske anliggender afgøres på nationalt plan, og sådan bør det fortsat være. Endvidere indebærer dette ændringsforslag, at proceduren kompliceres betydeligt både for den ordregivende myndighed og for tilbudsgiverne. Det kan medføre en række nye tvistigheder og divergerende fortolkninger. Direktivet bliver dermed lige så vanskeligt at anvende som det nuværende. Vi støtter fuldt og helt forslaget om at udelukke virksomheder, som har begået forbrydelser. I mit hjemland verserer i øjeblikket flere straffesager mod entreprenører, og det synes, som om svig er et ganske udbredt fænomen. Den foreliggende tekst sender et klart signal til erhvervslivet om, at uredelig omgang med borgernes penge ikke tolereres.
Hr. formand, de to direktiver er betydningsfulde, når det drejer sig om at skabe et velfungerende indre marked. De offentlige indkøb i EU beløber sig til 1,5 milliarder euro om året, heraf 40 millioner alene i Sverige. Tallene viser betydningen af klare og enkle spilleregler. Små og mellemstore virksomheder skal kunne konkurrere på lige vilkår. Hvis EU skal være verdens mest konkurrencedygtige marked i 2010, kræver det, at de små og mellemstore virksomheder favoriseres, og at deres forudsætninger forbedres. Det er vigtigt at fastholde grænseværdierne for at finde løsninger, som favoriserer forbrugerne og fremmer konkurrencen. Således kan vi øge antallet af indkøb og skabe forudsætninger for et europæisk marked på indkøbsområdet. Det forhindrer en protektionistisk opførsel på de nationale markeder og gør det lettere for politikerne at spare på borgernes skattepenge, hvilket er nok så vigtigt! Der skal også være klare regler om hensyn på miljø- og socialområdet. De to direktiver, som vi behandler i dag, er økonomiske direktiver. Hvis og når der skal tages hensyn til miljø og sociale faktorer, bør det ske, når kriterierne for indkøbet opstilles. Således bliver reglerne klare for dem, som afgiver tilbud, og de ved, hvilke forudsætninger der gælder for opkøbet. Det er tilbudsgiveren med det økonomisk mest fordelagtige tilbud, som skal tilbydes kontrakten. Jeg er også fuldstændig enig i det, som fru Thors sagde om sine erfaringer med små lande kontra det tyske marked. Jeg har samme erfaringer, når det drejer sig om mit land. Jeg vil dog samtidig blankt erkende, at mit eget land har en stor brist med hensyn til konkurrence i byggesektoren, hvilket også betyder, at vi har høje boligomkostninger. Vores mål skal være at forenkle, effektivisere og øge de grænseoverskridende indkøb for at højne kvaliteten og mindske omkostningerne.
Hr. formand, tillykke med valget. Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, det er med mange love ligesom med vores yndlingstøj. Hvis vi ikke plejer dem, bliver de hurtigt forsømte og til sidst ubrugelige. De opfylder ikke længere deres formål. Derfor er det kun godt, at Kommissionen har taget hånd om den udbudslovgivning for offentlige indkøb, der stammer fra 1970'erne, og at vi nu med to direktiver tager hensyn til det indre markeds krav og til den moderne tid, vi lever i. Der er allerede kommet kommentarer vedrørende modernisering af udbudsdirektiverne, og i den forbindelse har jeg ikke noget at tilføje. Men jeg vil udtrykkeligt advare mod, at vi ganske vist forbedrer udbudslovgivningen i teknisk henseende og gør den mere håndterlig, men samtidig forringer den i sin helhed. Sådan er det i Kommissionens forslag. Der bliver et indre marked, der fungerer gnidningsløst, og konkurrence prioriteres højere end alt andet. Befolkningens ønsker og interesser, der er helt berettiget, forsømmes. Det må Parlamentet ikke tillade. Vi er ikke forpligtet til mekanismer og økonomiske ideologier. Vi er forpligtet over for de europæiske borgeres behov og skal derudover sørge for, at deres skattepenge ikke bliver klattet bort. Det bidrager et velfungerende indre marked til, hvis det er af en sådan standard, at det er menneskeligt indrettet. Derfor kan offentlige indkøb ikke bare tildeles den tilbudsgiver, der kommer med det laveste bud. Sociale krav skal være lige så afgørende kriterier som hensynet til menneskers sundhed og behandlingen af miljøet. Min gruppe har stillet ændringsforslag vedrørende dette, og hvis de ikke bliver vedtaget, kan direktivet om indgåelse af offentlige kontrakter efter min mening ikke godkendes. Jeg vil gerne give et eksempel. Det er jo en ren selvfølge, at tilbudsgiverne skal overholde bestemmelserne om arbejdsbeskyttelse på arbejdspladsen og arbejdsforhold samt alle arbejdsretlige forpligtelser af kollektiv og individuel karakter. Dertil hører også overholdelse af overenskomster, der gælder på det sted, hvor kontrakten indgås. Ellers bliver vi let viklet ind i en spiral af diskriminering og løndumping på bekostning af mange arbejdstagerfamilier. Sådan må konkurrencen i det indre marked ikke se ud. Konkurrencen må heller ikke foregå på en sådan måde, at det går ud over miljøet. Derfor er det helt klart, at de ordregivende myndigheder skal stille krav om overholdelse af høje miljøstandarder. Lad mig til sidst kommentere tærskelbeløbene for de europæiske udbud. Eftersom det er bevist, at de aktuelle tærskelværdier ikke har medført nogen stigning i den grænseoverskridende udveksling inden for offentlige indkøb, kan vi roligt forhøje dem. Personligt har jeg heller ikke noget problem med at fordoble dem. Højere tærskelbeløb vil forhindre uberettiget store administrationsudgifter for mindre projekter. De vil være med til at skabe mere fleksibilitet i forbindelse med planlægning og udførelse af overskuelige projekter, og de vil bidrage til, at der kan spares på skattepengene. Borgerne vil takke os for, at vi ikke tvinger deres borgmestre til at smide penge ud ad vinduet med begge hænder. Jeg undskylder over for både hr. Zappalà og kommissæren, at jeg desværre ikke kan blive, til mødet er slut, men siden kl. 16 har en gruppe gæster ventet på mig, og nu må jeg hellere gå hen til dem, men egentlig ville jeg gerne have hørt kommissærens svar.
Hr. formand, beskyttelse af offentlighedens interesser i kontrakter, som indgås af offentlige myndigheder, er centralt for denne forhandling. I forbindelse med det indre marked handler det også om at fremme grænseoverskridende udbud og aktiviteter. 15% af BNP i EU er et væsentligt bidrag til at nå de offentlige politiske mål. Vi skal tilstræbe det bedste resultat for borgerne og en gennemsigtig proces for tilbudsgiverne. Men det bedste resultat kan ikke udelukkende baseres på finansielle kriterier. Pris alene er ikke en tilstrækkelig målestok for, hvad der gavner offentlighedens interesser eller, hvad der er det mest fordelagtige tilbud. Jeg kan huske, at jeg som medlem af en lokal myndighed har set byråd spilde tid, kræfter og penge i forsøget på at stykke en dyr kontrakt om skolebespisning sammen, der viste sig helt utilstrækkelig. Prisen var rigtig, men det var kun advokaterne, som tjente på den. De offentlige myndigheders mål om at tilgodese miljømæsige og sociale mål er forenelige med offentlighedens interesser. Så længe der er ensartede spilleregler og en fuldstændig gennemsigtig procedure, er og skal disse mål og valg være gyldige, hvilket EF-Domstolen bekræftede for nylig. Sådanne valg er så sandelig en gyldig og reel del af det lokalpolitiske miljø.
Hr. formand, det er et heldigt sammenfald, at De har forsædet denne eftermiddag, for det giver mig lejlighed til at udtrykke min stolthed over at være valgt ind for samme valgkreds som Dem under vores nuværende valgsystem som skotsk medlem. De har gjort Deres valgkreds ære med Deres værdige og fremragende optræden i de seneste uger, og det glæder vi os over. Som De ved, tager man det i den valgkreds ikke for givet, at den offentlige service er dårlig, og at kun den private service er god. Det er heller ikke Kommissionens synspunkt. Som fru Wallis lige har nævnt, er forhandlingen imidlertid fokuseret på selve spørgsmålet om, hvilke af de offentlige myndigheders beslutninger, der er truffet på et forsvarligt grundlag via demokratiske procedurer, der er baseret på offentlighedens valg, og hvad der således med rimelighed kan overlades til markedet. Det er af afgørende betydning, at skillelinjen er rigtig. Fru Hautala stillede et spørgsmål, som kommissæren skal komme ind på i sit svar under denne forhandling. Spørgsmålet kan også rettes til hr. Zappalà, som siger, at der kun skal tages hensyn til økonomiske forhold og ikke til f.eks. miljømæssige eller sociale forhold. Hvis Helsinki eller Edinburgh blev alvorligt forurenet med dieseldampe, ville det medføre store omkostninger. En eller anden skulle i sidste ende betale for at få byerne renset. At sige, at det ikke er en økonomisk omkostning, er simpelthen en mærkelig økonomisk tankegang. Lad os vende sagen på hovedet. Lad os spørge, hvem der afgør, om der er behov for miljøvenlige og bæredygtige busser i Helsinki og Edinburgh. Hvem er bedst egnet til at træffe denne beslutning? Er det folkene i Bruxelles? Afgøres sagen bedst af Parlamentet i Strasbourg? Hvad med London? Nej, det afgøres bedst i Edinburgh eller i Helsinki. Sådanne beslutninger træffes bedst lokalt. Det er klart, at en sådan beslutning ikke må få urimelige følger. Den skal være åben og gennemsigtig. Hvem kan byde på kontrakten, og på hvilke betingelser kan de vinde den? Det er alt sammen godt nok, men vi må ikke udelukke den lokale myndighed eller borger i regionen fra at fortælle, hvilket niveau de forlanger af dem, der skal betjene dem. Hvis det fjernes ved europæisk lovgivning, vil Europa ikke vokse i popularitet blandt borgerne. Dette klare ansvar for offentlighedens interesser skal ligge hos de lokale myndigheder. Jeg vil gerne høre Kommissionens svar på dette.
Hr. formand, jeg bifalder Kommissionens forslag til direktiv og den betænkning, som Europa-Parlamentets Retsudvalg har vedtaget. Det er dog nødvendigt med nogle ændringsforslag, så der i højere grad bliver lagt vægt på de sociale kriterier, miljøkriterierne og kriterierne for ligebehandling i procedurerne. De ændringsforslag, som jeg har stillet, tager sigte på at styrke de ordregivende myndigheders rolle i kontrollen af tilbudsgivernes kvalitet, og de understreger vigtigheden af, at der foretages en vurdering af offentlige og private projekters indvirkning på miljøet. Jeg vil ligeledes gerne understrege nødvendigheden af at udelukke personer, der er dømt for forbrydelser som hvidvaskning af penge, svig og afpresning, fra at deltage i udbudsprocedurer. Det vil jeg også gerne slå fast her i Parlamentet, fordi mafiens tilstedeværelse desværre stadig kan mærkes i mit land, Italien, og i modsætning til det, som den italienske regerings minister, Lunardi, siger, er eftergivenhed over for mafiaen absolut uacceptabelt.
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske Dem med valget som første næstformand. Jeg vil gerne se eftermiddagens forhandling i et andet perspektiv. Under forhandlingen har vi ikke hørt de mennesker, som servicerer de offentlige myndigheder i EU som følge af de fremskridt, der er gjort efter åbningen af markedet for offentlige kontrakter i hele EU. Indtil nu har vi ikke hørt et ord om de mennesker, der er drivkraften i økonomien, fordi de har fri adgang til tilbud via billige og let tilgængelige elektroniske midler. Det gælder virksomheder, organisationer, tjenesteydere, fabrikanter og entreprenører i hele EU. For et par uger siden besøgte jeg en af disse virksomheder i min valgkreds. Virksomheden beskæftiger 80 personer. Hver morgen logger virksomheden sig på De Europæiske Fællesskabers Tidende. Her står opført fem eller seks tilbud, der alle er fra Det Forenede Kongerige. Virksomheden har ikke umiddelbart planer om eksport, men De Europæiske Fællesskabers Tidende giver virksomheden billig og let adgang til kunder hos offentlige myndigheder i et standardformat, der opfylder og afgiver tilbud for dem hver uge. Det er i dette perspektiv, at jeg gerne vil se på balancen mellem økonomiske, miljømæssige og sociale spørgsmål. Denne virksomhed fra det såkaldte Black Country (det sorte område ved Birmingham) i Det Forenede Kongerige beskæftiger 80 mennesker, det vil sige 80 stærkt tiltrængte arbejdspladser, og den overholder alle sociale lovkrav i Det Forenede Kongerige. Virksomheden overholder alle landets miljølove. Den er fuldt berettiget til at ansøge om en kontrakt. Hvorfor skulle det være anderledes? Hvorfor skulle den handle anderledes? Dette er først og fremmest et økonomisk redskab, hvilket jo også var hensigten fra starten. Det kan tænkes, at vi vil øge de sociale byrder, hvilket adskillige kolleger fra den anden side af salen da også gerne vil. Vi kommer til at føre mange forhandlinger med fru Thorning-Schmidt og andre kolleger om strengere krav for at forbedre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. Det er helt i orden. Hvis virksomheder overholder det, bør de også være berettigede til at byde på en kontrakt. Jeg vil gerne tage fat i hr. MacCormicks bemærkninger, fordi jeg mener, at han protesterer for meget. Hvad angår spørgsmålet om buskontrakten i Helsinki, var det så absolut op til myndighederne i Helsinki at afgøre, hvad der for dem var den bedste og mest miljøvenlige bus, før de udbød kontrakten. Det indgår ikke i offentlige kontrakter, at busfabrikanter skal lave en miljøvurdering for Helsinki, før de afgiver tilbud. Hvis myndighederne i Helsinki havde sagt, at de ønskede 100 busser med naturgasmotorer, og det er anført i kontrakten, er det i orden, hvis det er det, de vil. Dog skal det gøres åbent og konsekvent. Endelig vil jeg beskæftige mig med tærskelværdierne. Dette er en højst usædvanlig forhandling. Jeg tænker specielt på en af udtalelserne fra Udvalget for Økonomi og Valutaspørgsmål, hvor en kollega, som desværre ikke er til stede i dag, sagde, at han ønskede at forenkle sagerne ved at hæve tærskelværdierne, samtidig med at han ville give 15% af kontrakterne til de små og mellemstore virksomheder. Tror han virkelig, at han ved at fjerne adskillige kontrakter fra ordningen om offentlige kontrakter, ved at hæve tærskelværdierne, forbedrer forholdene for de små og mellemstore virksomheder? Hvad er det for en verden, vi lever i? Det er et område, hvor vi ønsker konkurrence mellem de små og mellemstore virksomheder. Vi ser gerne, at de lokale myndigheder udbyder kontrakter på et konsekvent og åbent grundlag, som giver borgerne det mest fordelagtige tilbud. Det ønsker vi at forpligte dem til. Bare fordi de finder det vanskeligt, fordi de mener, det koster dem penge - sikkert fordi de ikke ønsker at overholde alle krav - ønsker de større frihed til ikke at indgå kontrakter på et åbent grundlag. Det er det, som hele spørgsmålet om at hæve de offentlige tærskelværdier drejer sig om. Det skal vi undlade at gøre. Det vil underminere værdien af et allerede velfungerende system. Det er det, vi skal se på. Forbedring, ikke ødelæggelse.
Hr. formand, i min valgkreds er der også virksomheder, der har fordel af ordningen for offentlige indkøb. De tjener faktisk på at levere automater, der kan modtage euro til de offentlige myndigheder, selv om Storbritannien ikke engang er med i euroområdet. Ordningen rummer mange muligheder. Jeg vil dog stille kommissæren nogle væsentlige spørgsmål, som jeg håber, han vil besvare. Hr. kommissær, vi behøver klarhed om tærskelværdier, hvilket hr. Harbour også har antydet. Jeg vil virkelig gerne vide, hvilken effekt det vil have på markedet for offentlige indkøbskontrakter, især for de små og mellemstore virksomheder og forbrugerne, hvis tærskelværdierne hæves. Hvad angår vores internationale forpligtelser i henhold til WTO's internationale indkøbsaftale med tredjelande, vil jeg også gerne vide, om det er rigtigt, som Kommissionens tjenestegrene hævder, at USA og Japan reelt bliver de begunstigede entreprenører, og at taberen er EU-leverandørerne, fordi vi kører med to vidt forskellige systemer. Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved de sociale kriterier. Flere medlemmer har allerede understreget foreneligheden ved at indarbejde stærke sociale udviklingskriterier i tildelingsprocedurerne og samtidig respektere principperne i konkurrenceretten, lige muligheder og ikke-diskrimination. Det bør være muligt at kombinere de økonomiske reformer og konkurrencepolitikker med en stærk og fornuftig social retfærdighed og sociale udviklingsprincipper. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke kan forhindre, at et åbent og gennemsigtigt konkurrencesystem bruges som protektionistisk røgslør ved offentliggørelsen af udbud. Hvorfor har Kommissionen ikke fuldt og helt indarbejdet den europæiske retspraksis om bedste praksis i direktivet for at sikre de højest mulige sociale og økonomiske standarder ved indgåelse af offentlige kontrakter? Det skylder vi da de lokale myndigheder, forbrugerne og ikke mindst virksomhederne. Hvorfor er Kommissionen afveget fra den frivillige fremgangsmåde? Jeg håber, at Kommissionen accepterer de ændringsforslag, som min kollega hr. Hughes omtalte, så kontrakter kan forbeholdes programmer for beskyttet beskæftigelse. Jeg håber, at Kommissionen vil respektere Parlamentets ønsker om en klar linje i direktivet, der sikrer overholdelse af de grundlæggende arbejdsstandarder og mulighed for udelukkelse i tilfælde af brud på de standarder.
Hr. formand, hjerteligt tillykke med valget. Hr. kommissær, kære kolleger, den foreliggende betænkning har langt større betydning, end man umiddelbart antager. Offentlige forvaltningsorganer, ofte på regionalt eller lokalt plan, tildeler hvert år tusindvis af kontrakter. Offentlige udbud skulle således på nuværende tidspunkt udgøre ca. 14% af EU's samlede BNP. Den nuværende lovgivning er imidlertid for kompliceret og kompleks, hvorfor dette markedssegment hidtil ikke har kunnet nyde godt af de fordele, der knytter sig til det indre marked. Det er derfor vigtigt, at den foreliggende betænkning ikke forfejler sit mål, nemlig forenkling af lovgivningen og bedre muligheder for europæiske udbudsprocedurer. Jeg vender mig bl.a. af denne årsag imod forslaget om højere tærskelværdier, som vil indebære, at knap 8-12% af alle udbud i EU vil være omfattet af forskrifterne. Der bør ligeledes manes til forsigtighed, når det gælder indførelsen af sociale og miljømæssige kriterier. For mange og for omstændelige kriterier vil på ny besværliggøre procedurerne for såvel de lokale myndigheder som de små og mellemstore virksomheder. Vi bør have i erindring, at det først og fremmest er disse aktører, som konfronteres med den omhandlede fællesskabsret. Disse aktører bør bringes nærmere EU, og budskabet om det europæiske projekt bør formidles via disse. Det sker afgjort ikke ved intensiveret lovregulering.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke ordføreren og udtrykke min respekt for, at han med stor energi, disciplin og intelligens har udarbejdet dette materiale. Jeg beundrer ham i den grad for, at han på trods af en meget vanskelig sag har bevaret sit gode romerske humør. Jeg vil også gerne takke kollegerne - jeg tror, at dette har været en af de hidtil mest interessante diskussioner i Retsudvalget. Også diskussionen her har vist, at holdningerne til tærskelbeløb og sociale standarder går igen i alle grupper, og vi afventer med stor spænding afstemningen i morgen. Jeg mener, at de nye direktiver skal være progressive, rimelige og funktionelle. Vi støtter den modernisering, som Kommissionen har foreslået, f.eks. indførelsen af elektroniske auktioner og elektroniske udbudsrunder. Men jeg er meget bekymret for, at direktivet på et bestemt punkt ikke vil blive mere rimeligt. Jeg tænker her på spørgsmålet om sociale og miljømæssige standarder. På vegne af de andre kolleger i min gruppe vil jeg endnu en gang udtrykkeligt understrege, at for os handler det ikke om, at sociale og miljømæssige kriterier slet ikke skal spille en rolle i en udbudsprocedure. Nej! Hr. Hager har meget tydeligt redegjort for det. Disse standarder skal være fastlagt i beskrivelsen af produktet. Vi vil undgå, at der i forbindelse med en kontraktprocedure til sidst sker det, at man efter at have sammenlignet tilbuddene, og det ligger fast, at tilbud 1 er det økonomisk mest fordelagtige, tilbud 2 er dårligere, tilbud 3 er endnu dårligere, tilbud 4 er det dårligste, endnu en gang foretager en vurdering for at slå fast, at denne virksomhed er mere social, fordi den har ansat flere handicappede, den anden virksomhed er mere økologisk, fordi den har et affaldshåndteringssystem, og så efterfølgende alligevel lader kontrakten gå til den dyre virksomhed og ikke til den virksomhed med det mest fordelagtige tilbud økonomisk set. Det er den situation, vi vil undgå, for det går imod det indre markeds principper. Derfor er dette et meget vigtigt punkt for os, og med sådanne standarder ville vi i grunden slet ikke have brug for dette direktiv længere.
Hr. formand, jeg vil gerne ønske tillykke og sige, at jeg håber, De vil fortsætte med at udføre Deres pligter på den samme effektive måde. Den kamp, der er ført for de sociale og miljømæssige kriterier, og som i høj grad blev vundet med Retsudvalgets forslag, viser, at Europa-Parlamentet fortsat er grundlæggende tilhænger af den europæiske sociale model og af bæredygtig udvikling, den eneste form for udvikling, som kan gøre Europa konkurrencedygtigt i den globale sammenhæng. Med de ændringsforslag til de sociale og miljømæssige kriterier, som der skal tages stilling til, indføres der ikke nye krav, og virksomhedernes udgifter stiger heller ikke, men det, der foreslås, er et indlysende krav om, at man respekterer de europæiske resultater, der er opnået med hensyn til beskyttelse på arbejdspladsen og miljøbeskyttelse. Endvidere bør man følge den samme linje og enstemmigt tilslutte sig Retsudvalgets synspunkt, nemlig at betingelserne for udførelsen af en kontrakt kan have til formål at skaffe beskæftigelse til dårligt stillede eller udstødte eller bekæmpe arbejdsløshed. I det øjeblik man har vedtaget, at beskæftigelsespolitikken skal integreres i alle andre politikker, vil en vedtagelse af dette standpunkt bekræfte, at vi mener og tror på det, vi beslutter. Det er ligeledes et positivt træk, at der indføres et nyt afsnit i artikel 7, som ud over at fastlægge lovrammen vedrørende beskyttelse på arbejdspladsen kræver overensstemmelse med ILO-konvention 94 og direktivet om udstationering af arbejdstagere. Overensstemmelse med minimumsstandarderne i de internationale konventioner udgør et elementært krav til EU's udviklede stater. En anden ting, som vi har set på, er tærskelværdierne. Hvis vi hæver tærskelværdierne, tror jeg, vi undgår risikoen for at udelukke de små og mellemstore virksomheder fra markedet, hvilket ganske givet ville ske, hvis de med de indviklede procedurer i direktivet skulle konkurrere med de store virksomheder på fællesskabsplan. Ændringsforslaget gavner derfor både beskæftigelsen og virksomhedernes overlevelsesmuligheder. Endelig vil jeg appellere til Kommissionen om at inddrage elektroniske og andre midler i gennemførelsen af indkøbskontrakter foruden de elektroniske auktioner, som gennemføres på markedet. Der er tale om konkrete modeller for offentlige indkøb, såsom elektroniske kataloger, elektroniske metoder til offentlige indkøb og en række lignende elektroniske midler, der anvendes af virksomhederne.
Hr. formand, det offentliges indkøbspolitik er et meget vigtigt middel til at føre samfundsudviklingen i en bæredygtig retning. Kommuner og statslige organisationer skal derfor naturligvis have ret til at tage hensyn til miljø, arbejdsmiljø og sociale målsætninger, når de køber ind. Der er tale om en ret, hr. Harbour, der er ikke tale om en pligt, selv om De gentagne gange forsøger at fremstille det sådan. Det er en ret, som kommunerne skal have. Det skal naturligvis ske under behørigt hensyn til, at der ikke bliver tale om konkurrenceforvridning. EU har jo nogle flotte målsætninger på både det miljømæssige og det sociale område, men hvis vi ikke integrerer disse mål i al EU-lovgivning, så rykker det ikke særligt meget, så kommer vi ingen vegne. Det offentlige skal kunne stille miljøkrav til de produkter, det køber, og her er det særligt vigtigt at understrege, at det skal kunne stille krav til produkterne gennem hele deres livscyklus. Det må undre, at EU's eget miljømærke har fået så svag en placering i Kommissionens forslag, og når det offentlige udarbejder tekniske specifikationer, skal det naturligvis kunne henvise til EU's eget miljø-mærke. Vi har igennem en række ændringsforslag forsøgt at få det sociale og det miljømæssige med. Jeg håber, at Kommissionen vil se positivt på dette i denne omgang.
Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Zappalà, for hans store arbejde i forbindelse med dette meget komplicerede og vigtige emne, hvilket flere medlemmer har påpeget i dag. Kommissionen vedtog i maj 2000 to forslag til direktiver, som skulle forenkle og modernisere EU's regler for offentlige indkøb. Forslagene indeholder nye markante tiltag, så direktiverne kan tilpasses nutidens krav til indgåelse af offentlige kontrakter. Kommissionen har for nemheds skyld foreslået at revidere fire eksisterende direktiver og i stedet samle dem i to nye direktiver. Jeg har bemærket, at Parlamentet har benyttet revisionen af de fire direktiver til at sætte spørgsmålstegn ved EU's acquis på områder, hvor Kommissionen ikke har foreslået ændringer. Her henviser jeg især til ændringsforslagene om at hæve tærskelværdierne, der i høj grad er med til at indskrænke direktivernes anvendelsesområde og frem for alt - og dette er specielt henvendt til fru McCarthy - over for de små og mellemstore virksomheder. Hvis disse forslag vedtages, er Kommissionen tvunget til nøje at overveje, om vi overhovedet skal fastholde forslagene. Mange af ændringsforslagene er med til at forbedre offentlige indkøb og bør hilses velkommen. Kommissionen støtter de ændringsforslag, som bidrager til en forenkling og modernisering. Det drejer sig om ændringsforslag 1, 3, 167, 141, 4, 13, 16, 17, 24, 28, 34, 36, 174, 40, 50, 128, 53, 79, 80, 85, 88, 97, 109 og - for så vidt det vedrører produktionsprocesser - 112. Kommissionen kan også acceptere indholdet i en række ændringsforslag, dog med visse ændringer til udkastet, og det drejer sig om ændringsforslag 2, 10, 42 delvis, 45, 46, 47, 123, 52 delvis, 93 og 95 delvis, 109, 110 og 154 om i hvor høj grad miljøhensyn kan tages i betragtning i de forskellige faser af tildelingsproceduren. Det samme gælder ændringsforslag 11, 15, 48 delvis, 51, 129, 52, 86, 87, 124, 89, 100 delvis, 110 og 164 om behovet for at sikre, at punktet om, at tilbudsgiverne overholder arbejdsloven, på passende vis indarbejdes i direktivet. Det samme gælder til dels også ændringsforslag 163 om information om underentrepriser. Derudover er flere af ændringsforslagene om den øgede centralisering af indgåelse af offentlige indkøbskontrakter acceptable, dog med visse ændringer, nemlig ændringsforslag 5, 6, 20 delvis, 126, 21, 41, 168, 172 delvis og 175. I samme stil er ændringsforslag 38 om sammenslutninger af ordregivende myndigheder og ændringsforslag 39 og 40 ligeledes acceptable. En række ændringsforslag udbygger det store udvalg af elektroniske midler, som er tilgængelige for de ordregivende myndigheder, nemlig ændringsforslag 23, 54 og 65 om omvendt elektronisk budprocedure og ændringsforslag 74 og 104, som omhandler dataintegritet og fortrolig behandling af oplysninger fremsendt af aktører. Hvad angår fortrolighed, kan dele af ændringsforslag 31 accepteres, selv om ændringsforslag 77 dermed overflødiggøres og skal forkastes. Forskellige ændringsforslag om konkurrencemæssig dialog, navnlig i forbindelse med godtgørelse til deltagerne, kan komme i betragtning, nærmere betegnet ændringsforslag 9, 56, 57 delvis, 58 delvis, 137 delvis og 138. En række ændringsforslag, som jeg vil beskrive som forklarende, og som omhandler en lang række emner, er også acceptable, nemlig ændringsforslag 7, 125 delvis, 18, 142, 26, 30, 35, 46 delvis, 70, 113, 114, 121, 132, 153, 169, 170 og 171. Hvis udkastet ændres, kan indholdet i ændringsforslag 147 om traktatens anvendelse under tærskelværdierne også accepteres, hvis det indføres som en betragtning. På den anden side har Kommissionen ingen andre alternativer end at afvise ændringsforslag, der sætter spørgsmålstegn ved EU's acquis, forringer moderniseringen af direktiverne eller gør ordningen mere indviklet. I overensstemmelse hermed kan Kommissionen ikke acceptere følgende ændringsforslag: Ændringsforslag om at hæve direktivernes tærskelværdier - som jeg nævnte tidligere - med 50%, hvilket betyder, at der fjernes et stort antal kontrakter, der i øjeblikket er dækket af direktivernes anvendelsesområde. Det vil sige ændringsforslag 32, 33, 67, 130, 101, 105 og 106. Ændringsforslagenes uheldige konsekvenser bliver ikke afskaffet ved ændringsforslag 147 på trods af de gode hensigter. Uden de detaljerede procedureregler er direktiverne ikke tilstrækkelige til at sikre en ensartet og retlig sikker ansøgning samt sikre de økonomiske aktørers rettigheder via effektive tiltag. Ændringsforslag, der indfører nye undtagelser til direktivernes anvendelsesområde uden passende begrundelse, og som betyder, at en række offentlige kontrakter flyttes fra EU's konkurrenceområde, nemlig ændringsforslag 37, 38 delvis, 122, 136, 150 og 157. Ændringsforslag, der underminerer selve formålet med reglerne for offentlige indkøb, der skal sikre, at offentlige indkøbere ikke lader deres afgørelse påvirke af ikke-økonomiske overvejelser, nemlig ændringsforslag 12, 14, 98, 134, 140 og 166 om tildelingskriterierne, som giver mulighed for at anvende ikke-økonomiske - og især sociale og miljømæssige - kriterier. Ændringsforslag, der svækker en modernisering af direktiverne ved at begrænse muligheden for at benytte elektroniske midler, nemlig ændringsforslag 70 delvis, 73, 75, 102, 103, 115, 117 og 131. Ændringsforslag, som indfører uforholdsmæssige krav til SMV via en ordning om underentrepriser samt andre krav, nemlig ændringsforslag 42, 48 delvis, 49, 76, 100 delvis, 116, 133, 152 og 159. Ændringsforslag, der reducerer gennemsigtigheden ved offentliggjorte indkaldelser af bud, navnlig ændringsforslag 62, 68 og 78, og som udvider forhandlingsmulighederne, nemlig ændringsforslag 57, dele af 61, 66 og 151. Ændringsforslag, der begrænser brugen af rammeaftaler uden særlig begrundelse, nemlig ændringsforslag 25, 27, 135, 139, 63, 64 og 158. Ændringsforslag, der introducerer miljøhensyn i tildelingsproceduren på en måde, der ikke er i overensstemmelse med direktiverne, nemlig dele af ændringsforslag 45 om miljømærkning, ændringsforslag 92 om udvælgelse og ændringsforslag 109 om definitionen på tekniske specifikationer og deres forenelighed med miljøet. Ændringsforslag, der ikke er kompatible med fleksibiliteten i den konkurrencemæssige dialog, især ændringsforslag 55, 58 delvis, 59, 60 og 160. Ændringsforslag, der indeholder yderligere sager, hvor personer, som er dømt for visse lovovertrædelser, automatisk udelukkes. Det er kun sager, der er underlagt strafferetlige sanktioner i alle medlemsstater, som skal medtages. Det er derfor ikke muligt at tage hensyn til disse sager. Der er tale om ændringsforslag 81, 82 og 83. På den anden side er nogle af disse sager allerede omfattet af muligheden for udelukkelse i henhold til artikel 46, stk. 2. Ændringsforslag 84 og 90 afvises også, da de kan føre til en situation, hvor det ikke er muligt at indgå aftale med en virksomhed, der forsøger at genetablere sig økonomisk. Ændringsforslag, der er overflødige eller med al sandsynlighed vil ændre virkningen af andre bestemmelser i direktiverne uden god grund, nemlig ændringsforslag 8, 19, 20 delvis, 22, 29, 30 delvis, 43, 127, 44, 45 delvis, 55, 59, 60, 69, 70 delvis, 71, 72, 94, 96, 108, 111, 143, 156, 162, 172 delvis og 173. Ændringsforslag, der uden grund indskrænker de beføjelser, som Kommissionen er tildelt af den lovgivende magt i henhold til gældende lovgivning, nemlig ændringsforslag 107. Den sidste kategori af ændringsforslag, som Kommissionen ikke kan acceptere, hvad angår det første forslag, er de ændringsforslag, som fjerner forklarende ændringer, der skal styrke retssikkerheden, nemlig ændringsforslag 99 om vægtning af tildelingskriterierne, ændringsforslag 100 om unormalt lave tilbud på grund af statsstøtte, ændringsforslag 144, 145, 146, 148 og 149 om ændring af definitionen på tjenesteydelseskontrakter og ændringsforslag 161 om principperne for tidsfrister. Det var det første direktiv. Hvad angår det andet direktiv, det såkaldte forsyningsdirektiv, er det det andet forslag, som Kommissionen vedtog i maj 2000. Ud over de mål, jeg omtalte før om forenkling og modernisering, tager det andet forslag specielt sigte på at tage direktivets anvendelsesområde op til fornyet behandling i lyset af den nuværende eller fremtidige liberalisering af de berørte sektorer. Forslaget er også en omskrivning af den nuværende tekst, hvor ændringerne indarbejdes i en samlet tekst. Jeg kan kun gentage den bekymring, som ændringsforslagene om tærskelværdierne vækker. Mange af ændringsforslagene vil i høj grad være med til at forbedre indgåelsen af indkøbskontrakter og hilses derfor velkomne. Kommissionen støtter de ændringsforslag, som er i overensstemmelse med Kommissionens linje, f.eks. ændringsforslag 2, 7, 21, 37, 43, 47, 95, 111 og 116. Kommissionen kan også - om end lidt modvilligt - acceptere ændringsforslag 29 i betragtning af den brede enighed om ændringsforslaget i både Parlamentet og Rådet. Med en række ændringer kan Kommissionen tilsvarende acceptere indholdet i en lang række ændringsforslag: Ændringsforslag 3, 18, 34 delvis, 35, 36, 38, 40, 64, 87, 89, 92, 96, 99, 101, 118 og 119 om tekniske specifikationer, muligheden for at inddrage miljøhensyn på forskellige stadier i tildelingsproceduren og fremgangsmåder for at bevise teknisk og finansiel formåen. Ændringsforslag 4, 9, 44 delvis, 56, 90 delvis, 93, 97 delvis og 108 delvis om overholdelse af anden lovgivning, navnlig sociallovgivningen, artikler om gennemførelse af kontrakter og bestemmelser om underentrepriser. Ændringsforslag 57, 59, 60 og 109 om udelukkelseskriterier kan delvis accepteres, i det omfang automatisk udelukkelse begrænses til ordregivere, som er offentlige myndigheder, og at listen over grunde til automatisk udelukkelse svarer til fortegnelsen i henhold til det "klassiske" direktiv. Ændringsforslag 66 delvis, 67, 68 og 69 om forenkling af bestemmelser om relativ vægtning af tildelingskriterier. Ændringsforslag 70 om unormalt lave tilbud afhængig af sprogversioner, da ændringer ikke er påkrævet for visse af dem. Ændringsforslag 76 om kul- og brændselssektoren kan accepteres i det omfang, at det forudsætter fri anvendelse af direktiv 94/22, for så vidt angår artikel 29, dog uden at fri anvendelse associeres med en retsformodning. Ændringsforslag 78, 79, 80, 81, 82, 83, 85 og 86 om større gennemsigtighed i forbindelse med midler. Med forbehold af accept af indholdet i Kommissionens forslag om artikel 29 kan Kommissionen også støtte ændringsforslag 13 og 16 om overflytning af virksomheder, som leverer posttjenester, fra det "klassiske" direktiv til forsyningsdirektivet. Hensigten med ændringsforslag 15 om at give mulighed for økonomisk udnyttelse af kulvarme tages i betragtning via accepten af ændringsforslag 29. Ændringsforslaget kan i sin nuværende form ikke accepteres, da det vil få en ganske anden virkning end planlagt. Hvad angår spørgsmålet om kontrakter, som indgås mellem tilknyttede virksomheder, er ændringsforslag 27 delvist acceptabelt, for så vidt angår mulighederne for at give tjenesteydelseskontrakter til nye, tilknyttede virksomheder samt give visse tjenesteydelseskontrakter til et joint venture. Ændringsforslag 51 og 75 om bevarelse af fortrolighed i forbindelse med informationer sendt via elektroniske midler kan accepteres. Flere ændringsforslag, som jeg vil beskrive som forklarende, og som omhandler en række områder, kan også accepteres. Det drejer sig om ændringsforslag 22, 30, 53, 113 delvis og 117. På den anden side har Kommissionen ingen anden mulighed end at forkaste de ændringsforslag, der sætter spørgsmålstegn ved EU's acquis, og som forringer moderniseringen af direktiverne eller gør ordningen mere kompleks. Kommissionen kan derfor ikke acceptere følgende: Ændringsforslag om at hæve direktivernes tærskelværdier med ca. 50%, hvilket ville betyde, at et stort antal kontrakter, der i øjeblikket er dækket af direktivet, fjernes fra dets anvendelsesområde eller i høj grad mindsker gennemsigtigheden. Det drejer sig om ændringsforslag 20, 46, 72, 102, 105 og 107. Ændringsforslag, der indfører nye undtagelser til direktivernes anvendelsesområde uden passende begrundelse, hvilket betyder, at en række offentlige kontrakter flyttes fra konkurrencen i EU, nemlig ændringsforslag, 6, 19, 24, 25, 26, dele af 27, 28, 45 og 84. Ændringsforslag, der markant ændrer betingelserne i artikel 29 og bilag X for Kommissionen om juridisk bindende undtagelser i de tilfælde, hvor liberaliseringen medfører effektiv konkurrence eller skaber uoverensstemmelser mellem direktivet og fællesskabslovgivningen. Det gælder ændringsforslag 31, 58, 76, såfremt indarbejdelsen i bilag X ville medføre retsformodning, og 77. Ændringsforslag, der underminerer selve formålet med reglerne for indgåelse af offentlige indkøbsontrakter, som sikrer, at offentlige indkøbere ikke lader deres afgørelse påvirke af ikke-økonomiske overvejelser, nemlig ændringsforslag 8, 17, 65, 94, 104, 110 og 122 om tilkendelseskriterier, som giver mulighed for at anvende ikke-økonomiske - og især sociale og miljømæssige - kriterier. Ændringsforslag, der svækker en modernisering af direktiverne ved at begrænse muligheden for elektroniske indkøb, nemlig ændringsforslag 49, 50, 73, 74 og 103. Ændringsforslag, som indfører uforholdsmæssige krav til SMV via en ordning for underentrepriser, nemlig ændringsforslag 32, 41 og 42 samt ændringsforslag, der indfører sociale overvejelser i tildelingsprocedurerne, der ikke er i overensstemmelse med direktivet, nemlig ændringsforslag 33, 55, 62, 63, 71 og 88. Ændringsforslag om tekniske specifikationer, der enten introducerer miljøhensyn i tildelingsproceduren, der ikke er i overensstemmelse med direktiverne, eller uhensigtsmæssige krav om tilsvarende tekniske løsninger. Det vil sige ændringsforslag 34 for den del, der omhandler miljømærker, ændringsforslag 36 for den del, der omhandler omkostninger, 39, 91, 98 og 100. Ændringsforslag, der ikke er forenelige med fleksibiliteten i direktivet, som gælder både for offentlige og private kommercielle virksomheder, og ændringsforslag, der uden begrundelse flytter bestemmelser fra det "klassiske" direktiv, det vil sige ændringsforslag 10, 11, 52, 54, dele af 59, dele af 60 og ændringsforslag 61. Ændringsforslag, der er overflødige, skaber stor juridisk usikkerhed, eller som med stor sandsynlighed vil ændre virkningen af andre bestemmelser i direktiverne uden god grund, nemlig ændringsforslag 1, 5, 12, 14, 23, 48, dele af 66 om vægtning af tildelingskriterier, 106, 112, 114, 115, 120, 121, 123 og 124. Jeg kan se, at jeg har talt i 24 minutter, men Parlamentet fortjener at blive bekendt med Kommissionens holdning til samtlige ændringsforslag. Jeg mangler stadig at besvare et par spørgsmål, som blev stillet under forhandlingen, men jeg er bange for, at det vil tage mig meget længere tid end den tid, jeg har til rådighed. Det er således op til Dem at afgøre, hvad der skal ske.
Må jeg foreslå, at jeg kort besvarer de stillede spørgsmål, og at De siger til, hvis De synes, jeg bruger for meget tid.
Tak for Deres grundige forklaring. Måske De kunne give os svarene skriftligt, men kort opsummere hovedpunkterne.
Som svar til hr. Zappalà vil jeg gerne sige, at den nuværende definition på bygge- og anlægskontrakter udtrykkeligt anfører, at disse kontrakter gælder for konstruktion alene eller både planlægning og konstruktion. En ændring af den fremgangsmåde ville især forhindre eller som minimum i høj grad vanskeliggøre totalentrepriseprojekter, partnerskaber mellem den offentlige og private sektor, bygge- og anlægskoncessionerog konkurrenceorienteret dialog. Kommissionen er således imod at indføre en opdeling mellem planlægning af og udførelse af arbejder. Som svar til fru Schörling kan jeg sige, at Kommissionen har foreslået at medtage produkters og tjenesteydelsers miljømæssige karakteristika som et muligt tildelingskriterium, under forudsætning af at de udgør en fordel for den ordregivende myndighed. Med kriteriet er det muligt, at offentlige købere kan vurdere et produkts eller en tjenesteydelses reelle kvaliteter og vælge det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Ændringsforslagene går videre endnu ved at give mulighed for at tage hensyn til de mere generelle miljømæssige overvejelser på tildelingsniveauet, f.eks. produkternes og tjenesteydelsernes langtidseffekter på miljøet. Sådanne overvejelser kan ikke måles og kan ikke indgå i en vurdering af produkternes og tjenesteydelsernes reelle kvaliteter og er derfor ikke hensigtsmæssige på dette niveau. Som svar til hr. Rapkay og hr. Hughes vil jeg sige, at formålet med direktiverne om offentlige kontrakter er at koordinere procedurerne for tildeling af kontrakter og ikke at opstille forpligtelser, det være sig sociale eller andre, som private entreprenører skal overholde, når først en kontrakt er indgået. Entreprenørerne skal under alle omstændigheder overholde den lovgivning og de forpligtelser, der finder anvendelse, uanset om de er af social art eller ej. Kommissionen er imidlertid villig til at anføre i betragtningerne i direktivet, at tilbudsgivere i forbindelse med offentlige kontrakter skal overholde gældende sociale regler, herunder generelle overenskomster. Kommissionen er også enig i, at de ordregivende myndigheder skal være forpligtet til i kontrakten at angive, fra hvilket organ der kan hentes oplysninger om de gældende sociale forpligtelser. Som svar til fru Hautala vil jeg gerne sige, at Kommissionen har taget hensyn til generaladvokatens konklusioner, hvad angår anmodningen om præjudicielle afgørelser før Domstolen. Disse konklusioner kan dog ikke dømme selve dommen på forhånd. Under hensyntagen til indholdet i meddelelsen om miljømæssige og offentlige kontrakter ser Kommissionen desuden ingen hindring i, at emissionskriterierne tages med i overvejelserne, som Kommissionen også forklarede ved retsmødet, hvis dette, som det var tilfældet med Helsinki, udgør en ekstern omkostning for køberen. Kommissionen vil derfor afvente Domstolens afgørelse og tage fortolkningen op til fornyet overvejelse i lyset af afgørelsen og, om nødvendigt, også tage Kommissionens holdning til Parlamentets ændringsforslag op til fornyet overvejelse. Jeg vil også gerne besvare hr. Lehnes spørgsmål, men undlader dette, da han har forladt salen.
Hr. kommissær, hr. Lehne er ganske vist ikke til stede, men jeg beder Dem om at svare alligevel. En af vores kolleger kan så give hr. Lehne besked om Deres svar. Dette er en bred forhandling, som ikke er rettet mod enkeltpersoner.
Hr. formand, Kommissionen er altid glad for at hjælpe medlemmerne af Parlamentet med at danne en holdning. Jeg kan sige, at hvis hr. Lehne havde været til stede, ville jeg have sagt følgende - og jeg siger det gerne, selv om hr. Lehne ikke er til stede. Hr. Lehne sagde, at udbudsbetingelserne skal indeholde sociale og miljømæssige bestemmelser og ikke må påvirke valget på tildelingsstadiet. Jeg støtter derfor hans synspunkt om, at artikel 53 om tildelingskriterierne ikke skal ændres. Disse betragtninger kan tages med i overvejelserne på det rigtige tidspunkt, enten i udbudsbetingelserne eller i bestemmelserne i kontrakten. Jeg støtter ikke hr. Zappalàs ændringsforslag 147, da det ikke giver de økonomiske aktører retssikkerhed. Jeg vil afslutte mit svar til Parlamentet med at sige, at der er et reelt behov for at sikre, at reglerne for offentlige kontrakter fortsat er relevante for kravene til de offentlige indkøbskontrakter, som bliver mere og mere avancerede. Derfor skal Parlamentet og Kommissionen presse på for at sikre, at direktiverne vedtages hurtigst muligt. Hr. formand, jeg undskylder, at jeg har brugt en halv time, men jeg mener, at Parlamentet har ret til et fyldestgørende svar til de mange ændringsforslag. Kommissionen afventer afstemningen i morgen.
Hr. formand, i betragtning af emnets vigtighed vil jeg blot bede kommissæren om at præcisere en ting. Jeg vil under alle omstændigheder gerne takke ham for alle de bemærkninger, han kom med. De var så afgjort vigtige for mig, selv om jeg slår fast - og det vil jeg også gøre i morgen - at Parlamentet træffer sine beslutninger selvstændigt og ud fra en politisk synsvinkel og ikke af andre årsager. Jeg er dog ikke tilfreds med det svar, der vedrører ændringsforslag 147. Kommissionen er nemlig modstander af tærskelværdiernes forhøjelse - sådan som det blev sagt under høringerne, møderne og forhandlingerne i Retsudvalget, skyldes dette formodentlig, at man ønsker den bredest mulige anvendelse af direktiverne, når det gælder offentlige kontrakter i almindelighed - men ifølge udtalelserne fra Kommissionens repræsentant ville tærskelværdiernes forhøjelse netop medføre et færre antal kontrakter. Ændringsforslag 147 tager dog netop sigte på at udvide kontrakternes grundlag, og derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor Kommissionen er modstander af dette ændringsforslag. Jeg ville være kommissæren taknemmelig, hvis han senere i dag på en eller anden måde ville mødes med mig privat og forklare mig, hvad det er, der er galt med ændringsforslag 147. Det er vigtigt, hr. formand, for det drejer sig ikke om et ubetydeligt emne. Jeg vil gerne gentage, at selv om det ikke er hensigtsmæssigt at gøre det nu, fordi vi er nødt til at afbryde forhandlingen og gå videre, er jeg, hvis kommissæren ønsker det, villig til at mødes med ham bagefter, så han kan forklare mig, hvad problemet er med ændringsforslag 147, som efter min mening gør det muligt for alle kontrakter af enhver art at falde 100% ind under EU-lovgivningen.
Hr. formand, jeg skal forsøge at fatte mig i korthed. Indtil 1971 var de eneste regler og principper for offentlige kontrakter indskrevet i selve traktaten, og navnlig bestemmelserne i artikel 28 og 49. Erfaringen har dog vist, at åbningen af markederne og oprettelsen af et effektivt indre marked forudsætter en præcisering af regler og principper via detaljerede bestemmelser, der koordinerer de nationale procedurer. Vi kan ikke acceptere at vende tilbage til den retlige situation i 1970'erne, især i et forslag, som er rettet mod en modernisering af lovgivningen - hvilket ville være resultatet af det nyligt stillede ændringsforslag og inkluderet i ændringsforslag 147. Det ville desuden medføre, at de erhvervsdrivende fratages et af deres væsentligste fremskridt inden for offentlige kontrakter, nemlig muligheden for at håndhæve deres rettigheder via effektive retsmidler, der garanteres af de to direktiver, der gæler for kontrakter, som falder inden for anvendelsesområdet i direktiverne om offentlige indkøbskontrakter. Derfor gør ændringsforslag 147 ikke ændringsforslagene om at hæve tærskelværdierne i direktiverne acceptable.
Der er stadig en del misforståelser. Jeg tror, vi kan finde en bilateral løsning på det. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0454/2001) af Davies om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftens indhold af ozon (PE-CONS 3658/2001 - C5-0524/2001 - 1999/0068(COD)).
Hr. formand, jeg fulgte ikke den forrige betænkning i detaljer, men hvis kommissær Wallström er i samme humør som kommissær Bolkestein, er jeg glad for, at jeg ikke har stillet ændringsforslag i dag. For at tale om noget helt andet, så læste jeg højt for min datter, Kate, for et par uger siden, fra Et juleeventyr af den britiske forfatter Charles Dickens fra det 19. århundrede. "Scrooge sad på sit kontor," skrev han. "Tårnurene i City havde først lige slået tre, men det var allerede aldeles mørkt, og i vinduerne til kontorerne rundt om blafrede der lys i rødlige klatter på den brune luft." Det må glæde de europæiske byer i dag, at vi ikke længere er nødt til at indånde "den brune luft". Det er et tegn på miljømæssige fremskridt og resultater, at luftkvaliteten nu er bedre end nogensinde. Dog er der stadig lang vej, og Kommissionen har i programmet Ren Luft i Europa (CAFE) identificeret partikler og ozon som to af indsatsområderne. Ozonforurening er skyld i, at titusinder af mennesker dør for tidligt hvert år. Det forårsager vejrtrækningsproblemer, hoste, hovedpine og irriterede øjne. Verdenssundhedsorganisationen har endnu ikke fundet en grænse, under hvilken der ikke er nogen virkning. Det skader også vegetationen, reducerer høstudbyttet og hæmmer skovvæksten. Ligesom syreregn trænger det desuden ind i og nedbryder bygningsværker og kunstværker. Derfor har vi dette udkast til direktiv, som skal tage fat om problemerne. Det startede som et særdeles svagt forslag, hvis hovedformål var at opstille mål for 2010 for det maksimale antal overskridelser af WHO's retningslinjer, men målene var ikke bindende for medlemsstaterne. Det tilskyndede også til udarbejdelsen af kortsigtede handlingsplaner, som tog fat på de akutte problemer, og til øget oplysning til befolkningen samt sundhedsadvarsler. I løbet af de seneste to år har Parlamentet benyttet sig af den fælles beslutningstagning til gøre lovgivningen mere slagkraftig. Vi har styrket offentlighedens ret til oplysninger. Vi har gjort det nemmere at udpege og bringe skam over genstridige lande, for at de øger indsatsen. Vi har sikret, at materielle skader medtages i overvejelseskriterierne. Vi har på ny understreget ønsket om en langsigtet reduktion af ozonindholdet inden 2020 i overensstemmelse med forslagene i direktivet om nationale emissionslofter. Frem for alt har vi taget fat om spørgsmålet om ikke-bindende, kortsigtede mål. I stedet for at medlemsstaterne skal arbejde for "så vidt muligt" at nå målene, som det lød i det oprindelige forslag, har vi insisteret på, at der skal træffes effektive foranstaltninger, medmindre målene ikke kan nås via "forholdsmæssige foranstaltninger". Jeg vil gerne understrege, at vi blev enige om denne ordlyd, fordi Kommissionen og vores Juridiske Tjeneste underrettede, at direktivets bestemmelser således kunne håndhæves, og at medlemsstater kunne indbringes for EF-Domstolen, hvis de undlod at træffe disse foranstaltninger. Vi har med andre ord benyttet den fælles beslutningstagning til at omdanne en udtalelse om gode hensigter til en retligt bindende forpligtelse. Alligvel har Det Europæiske Miljøkontor kritiseret os og spurgt, hvorfor vi overhovedet har behov for et direktiv, hvis målene for 2010 ikke er fuldstændig bindende. Dette er imidlertid i uoverensstemmelse med ozonforurening, som jo i høj grad går på tværs af grænser. Mens antallet af maksimale overskridelser er faldende i Europa, er gennemsnitsniveauet fortsat stigende, hvilket sikkert skyldes den forurening, som genereres langt fra vores kyster. Jeg synes ikke, at Spanien, Italien eller Tykland eller andre medlemsstater skal stilles over for retlige sanktioner på grund af forurening fra Kina. Det er hverken retfærdigt eller realistisk. Jeg vil have, at alle medlemsstaterne forpligtes til at gøre alt, der står i deres magt, for at nå målene, hverken mere eller mindre. Jeg synes, at "den brune luft" gav historien om Scrooge karakter. Det er imidlertid ikke længere relevant. Måske skulle jeg spørge min datter, Kate, om hun vil skrive en version fra det 21. århundrede om ren luft. Parlamentet har i mellemtiden med Kommissionens og det belgiske formandskabs hjælp udnyttet sin forhandlingsposition til at ændre en enkel ønskeliste til et krav om, at regeringerne tager skridt til at forbedre luftkvaliteten i Europa markant. Vi har sikret større ændringer og et mere ambitiøst direktiv end forventet med det første udkast. Vi kan være stolte af resultatet.
Hr. formand, direktivet om luftens indhold af ozon foregiver at løse problemet med troposfærisk ozon, som produceres og fanges ved jordoverfladen og, som vi alle ved, har skadelig virkning på både menneskers sundhed, floraen, økosystemerne og på miljøet generelt. Vi ved, at ozonkoncentrationen skyldes akkumulering af prækursoragenser i atmosfæren, men løsningen på problemet er svær at finde, da disse prækursorer, under bestemte betingelser, fungerer ozonreducerende i atmosfæren. Man har i forskellige nationale målinger bekræftet, at under specifikke klimatiske forhold, som f.eks. høj lysstyrke og stabil atmosfære, medfører en reduktion af prækursoragenser ikke den ønskede virkning, fald i ozonkoncentration, men derimod det modsatte. Så det er vanskeligt at løse problemet med ozonkoncentrationen. Det er ikke en passende foranstaltning at lukke ned for kilderne til prækursorer, som f.eks. lukningen af en skorsten i en fabrik, der udsender røg, som er en prækursoragens for ozon, i atmosfæren. Ordføreren har sammen med flere medlemmer i Miljøudvalget, deriblandt mig, arbejdet hårdt og intenst i næsten to år for, på den ene side, at forbedre Kommissionens forslag - som uden tvivl er nødvendigt - og på den anden side for at nå frem til et velafbalanceret forslag, som vil muliggøre en maksimal gennemførelse i medlemslandene. Og endelig i oktober opnåede man en fælles tekst, som blev vedtaget i Forligsudvalget. Jeg vil fremhæve en meget positiv ting i det vedtagne forslag, kombinationen af langsigtede mål og behandling på kort sigt af risikosituationer, og også de foranstaltninger, der sigter på at føre stram kontrol med, og følge op på, ozonværdierne i atmosfæren i alle medlemslande. Jeg mener også, at brugen af princippet om åbenhed i information er vigtigt, i og med at befolkningen skal være mere og bedre informeret om niveauerne i ozonværdier i atmosfæren. En anden vigtig ting er, at man tager højde for de meteorologiske forhold og foretager en sammenligning mellem de forskellige medlemslande, som via en effektiv indsamling af data vil illustrere problemets udvikling i de forskellige medlemslande. Direktivet er et vigtigt skridt i den rigtige retning, at skabe en integreret fokus på forureningsproblemet, og vi mener direktivet, i samspil med direktivet om nationale emissionsgrænser vil udgøre et vigtigt værktøj, således at man på horisontalt plan kan behandle miljøproblemer, og især forureningsproblemet.
Hr. formand, først en tak til kommissær Wallström og til Chris Davis for et godt arbejde i denne sag. Netop med ozonen er vi jo i en mærkelig situation. Højt oppe i atmosfæren er ozonlaget for tyndt med de problemer, bl.a. helbredsproblemer, som det giver, og hernede ved jorden er koncentrationen jo til gengæld alt for stærk. Men jeg synes, at vi har fået et godt resultat ud af forligsforhandlingerne og vel egentlig et bedre resultat, end mange af os havde turdet håbe på, da vi lyttede til nogle af medlemslandenes negative holdning med hensyn til at løse det luftkvalitetsproblem, der her er tale om. Sammen med direktivet om nationale emissionslofter, som fru Riita Myller her ved siden af mig var ordfører for, yder dette direktiv et vigtigt bidrag til at sikre en lavere ozonkoncentration i Europa og ikke mindst i Europas store byer. Jeg synes, det er godt, at vi har fået et udgangspunkt i WHO's vurderinger af de eksisterende sundheds- og miljørisici. Vi har fået fastlagt nogle delmål, nogle målværdier for 2010, som skal opfyldes. Men det er selvfølgelig tankevækkende, at vi i mange år bliver nødt til at acceptere, at man opererer med en vis overskridelse af WHO's tærskler i et vist antal dage pr. år. Derfor synes jeg, at det var godt, at vi også fik vedtaget, at der skal være nogle mere langsigtede målsætninger, hvor man skal leve op til WHO's målværdier. Det blev ikke helt så præcist, som vi gerne havde ønsket det her i Parlamentet. Der blev fastlagt et referencepunkt i 2020. Vi var mange, der gerne havde set, at 2020 var blevet et mere fast endemål for opfyldelsen af WHO's anbefalinger. Jeg tror også, det er godt, at medlemslandene ikke bare bliver forpligtet til at udarbejde konkrete programmer for målene, men at man også får nogle forpligtelser til at oplyse borgerne om de programmer, der laves, og om de resultater, der nås - både positive resultater og negative resultater, ligesom vi får nogle regler for, hvornår borgerne skal varsles om, at der er problemer med for stærk koncentration af ozon - både borgerne i almindelighed, men også borgere, der tilhører grupper, som er særlig følsomme over for problemer på det område. Endelig vil jeg sige, at jeg også synes, at det er godt, at vi har fået ansøgerlandene med, således at de kan blive inddraget på et tidligt tidspunkt, og vi kan jo nu imødese, at direktivet kommer til at træde i kraft, inden de første ansøgerlande indtræder i unionen, sådan at de også på tidspunktet for deres tiltræden skal leve op til de forpligtelser, som landene hér får efter direktivet. Jeg håber, at vi med dette direktiv kan forebygge og mindske de skadelige virkninger på menneskers sundhed og på plantevæksten af de alt for høje koncentrationer af ozon, og at dagen i dag må blive en god dag for den fremtidige luftkvalitet i Europa.
Hr. formand, efter min overbevisning forbedrer det foreliggende direktiv, vi nu har til tredje og sidste behandling, luftkvaliteten i Europa. Det ændrer direktivet fra 1996, således at grænserne svarer til de nationale emissionsgrænser for luftforureninger og Verdenssundhedsorganisationens anbefalinger. Parlamentets arbejde ved udarbejdelsen af direktivet var betydningsfuldt, så endnu en gang varme gratulationer til hr. Davies og andre kolleger, der har haft indvirkning på processen, der har varet over to år. Desuden er der igen speciel grund til at sige tak til Belgien for dets funktion som formandskab. I det nu vedtagne direktiv forpligtes medlemsstaterne til at komme med forslag til planer, hvorved grænseværdierne, der er nødvendige for beskyttelse af mennesker og fauna, underskrides før 2010. År 2020 er fastsat som referencepunkt i de kommende undersøgelser af direktivet i forbindelse med vurderingen af fremskridtene med henblik på opfyldelse af de langsigtede målsætninger. Af hensyn til særlige risikozoner kræves der også kortsigtede handlingsplaner samt aktiv og åben oplysning. For dette direktiv er det særdeles væsentligt, at der på et så tidligt tidspunkt som muligt gøres forsøg på at få alle ansøgerlande med, for fjernpåvirkning af emissioner, der stammer fra kvælstofoxidforbindelser samt fordampende organiske forbindelser, på ozonkoncentrationen i det nederste luftlag, har stor betydning. I Finland f.eks. stammer luftens indhold af ozon hovedsageligt fra fjernpåvirkning eller emissioner, som vores land uden EU i virkeligheden ikke kan have nogen indflydelse på. Ærede formand, som De personligt har opdaget, er vi nu nået halvvejs i den femte valgperiode. Parlamentet har allerede i denne fase af valgperioden mærkbart kunnet påvirke forbedringen af luftkvaliteten i Unionen og ansøgerlandene. I miljøområdet har Parlamentet altså benyttet sin nye, forstærkede magt vel og ansvarsfuldt. Dette arbejde skal fortsætte, Kommissionen skal tilskyndes til mere ambitiøst end før at udarbejde sine forslag, og det varme og velfungerende samarbejde med Rådet på miljøområdet skal opretholdes.
Hr. formand, jeg er selvfølgelig meget glad for, at vi nu nærmer os det tidspunkt, hvor vi kan vedtage direktivet om luftens indhold af ozon. Takket være dette direktiv vil vi kunne beskytte vegetationen og menneskers sundhed mod skadevirkninger på grund af for høje ozonkoncentrationer undtagen i de tilfælde, hvor dette ikke kan gennemføres med passende foranstaltninger. Jeg bifalder derfor varmt Forligsudvalgets fælles forslag fra 11. november 2001. Som det allerede er blevet nævnt, er direktivet blevet forbedret på nogle væsentlige punkter under processen fra en fælles holdning til et endeligt direktiv. Det er blevet klarere og mere konsekvent, hvilket har været muligt takket være den høje kvalitet i Europa-Parlamentets forslag og de succesfulde forhandlinger under forliget. Jeg vil ganske enkelt benytte lejligheden til specielt at sige tak til ordføreren Chris Davies og til alle medlemmer af Forligsudvalget.
Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0456/2001) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (11076/1/2001 - C5-0434/2001 - 2001/0029(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (Ordfører: Myller).
Hr. formand, allerførst vil jeg vedrørende det sjette miljøhandlingsprogram takke skyggeordførerne i Parlamentets forskellige grupper for samarbejdet. Dette samarbejde med skyggeordførerne har betydet, at afstemningslisten i det mindste ser meget anderledes ud end ved førstebehandlingen. Der har man udelukkende koncentreret sig om de allervigtigste ændringsforslag. Jeg håber, at det gode samarbejde også fortsætter ved afstemningerne i morgen. Kommissionen har også været en god samarbejdspartner, vi har ført mange forhandlinger. En særlig tak til Sverige, der havde formandskabet under førstebehandlingen. Programmets essentielle hensigt er at integrere miljøpolitikken med politikkens andre delområder. Hvad det angår, er dette en fortsættelse af det femte miljøhandlingsprogram, men via integrationen skal vi opnå konkrete mål og faktiske resultater, og da er der også brug for strukturelle forandringer i f.eks. Kommissionens eget arbejde. Formålet med integrationen er klart, at der som en selvfølge tages højde for miljøpolitikken på de forskellige politiske delområder. Der skal lægges særlig vægt på områderne energipolitik, transportpolitik, landbrug og fiskeri, fordi de, hvad miljø angår, er de sværeste områder. I den fremtidige landbrugsreform skal der vælges en retning mod mere bæredygtige procedurer, og i de nye instrumenter skal EU's støttepolitik med henblik på udviklingen inden for miljøet klart drejes i retning af større miljøhensyn. Den konflikt om miljøhensyn, der i dag eksisterer vedrørende støtter, skal elimineres. Støtter, der belaster miljøet, skal kortlægges, og vi skal slippe af med dem senest i 2010. Penge er også på anden måde en god konsulent, og i den henseende skal f.eks. miljø- og energibeskatningen udvikles. Jeg er glad for, at vi i Parlamentet meget bredt har kunnet acceptere, at miljøbeskatningen også på EU-plan skal udvikles. For de centrale miljøproblemer skal vi fastsætte kvalitative og kvantitative mål og en tidsplan. Dette har været et meget konfliktfyldt spørgsmål. Kommissionen har ikke støttet dette, og der hersker også tvivl om det i Rådet. Selv mener jeg, at i den type programmer er det meget vigtigt at forstå de krav, som stilles til beslutningstagningen om miljøhensyn. Ved målsætninger og en fornuftig periodisering af dem kan der skabes muligheder for politiske beslutningstagere til at kunne forstå, hvad klokken har slået, hvilken slags beslutninger der skal tages i denne situation. Jeg mener, at målsætningerne er nødvendige specielt som instrumenter til politisk styring. Kommissionen foreslår temastrategier, hvorved vi så fremover kan styre miljøpolitikken. Kommissionen foreslår seks, Parlamentet har tilføjet et initiativ med bytema, og det er i ganske stort omfang accepteret. Temastrategier skal vedtages med den fælles beslutningsprocedure. Efter min mening er det soleklart, fordi via dem kan miljøpolitikkens centrale områder styres. Der er - som jeg sagde - meget få ændringsforslag, men jeg vil gerne sige et par ord om ét af dem. Det er et ændringsforslag fra Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe om at forkaste den fælles holdning. Jeg mener, at det kommer der intet godt ud af for denne sag, og jeg forstår ikke indholdet i det. Det er kun ved forbedring af den fælles holdning, at vi kan tilvejebringe forbedringer i den europæiske miljøpolitik.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke ordføreren, der under førstebehandlingen har indraget de bekymringer, Udvalget for Andragender gav udtryk for. Med tanke på den daglige arbejdsgang i Udvalget for Andragender, er det klart, det drejer sig om overholdelse af lovgivningen, hvilket også er kommet med i nogle af ordførerens ændringsforslag og kompromisændringsforslag. Alle politikker skal integreres i miljøpolitikken (det er også med i nogle ændringsforslag), og det er nødvendigt, at offentligheden bliver inddraget og informeret (hvilket også er med i nogle ændringsforslag). Jeg vil ikke skjule, at jeg personligt, og altså ikke min gruppe, som borger i en lille mineregion i Asturien, har problemer med ændringsforslaget om støtteforanstaltninger med fast tidsfrist for projekter, der kan være til skade for miljøet. Jeg er ikke generelt imod det, men rent konkret har man i min region mistet over 30.000 arbejdspladser på grund af omstruktureringer, og derfor volder disse ændringsforslag mig problemer. Hvad resten angår, er vi fuldstændig enige. Vi er også enige med andre kolleger - som min kollega Jonas Sjöstedt sikkert vil sige - i, at dette ikke er samme forslag, som var fremme i Europa-Parlamentet. Det er et forslag, som blev debatteret, man nåede frem til aftaler mellem alle de politiske grupper, og aftaler mellem ordfører og Kommission og Råd for at opnå det forslag, vi behandler i dag. Og derfor mener jeg, som ordføreren, at vi ikke skal acceptere, og vi vil stemme imod, ændringsforslaget fra De Liberale, som sigter på at afvise forslaget. Hr. formand, forslaget er uundværligt. Det femte rammeprogram er afsluttet. EU har i de kommende år behov for en klar strategi med forpligtelser og tidsplaner, og jeg mener, forslaget indeholder klare forpligtelser og tidsplaner, der skal gennemføres.
Hr. formand, jeg er glad for, at partierne under andenbehandlingen har arbejdet på at få deres holdninger til at tilnærme sig hinanden. Og ja, Rådet og Kommissionen har søgt at acceptere de mange ændringsforslag fra vores førstebehandling, men jeg mener nu alligevel at kunne fastslå, at det er Parlamentet, der har arbejdet på at tilnærme de forskellige meninger og finde frem til fælles holdninger. Og i den forbindelse vil jeg understrege fru Myllers rolle. Vi mener, det er et fornuftigt program, som gør det muligt for Kommissionen at arbejde, som gør det muligt at lovgive, og som tillader landene at bevæge sig inden for rammerne af gennemførlige programmer, og vi mener derfor, at vi skal støtte det. Det er en passende ramme, som kombinerer udviklingen af nationerne i Europa med politikken om bæredygtig udvikling på tilfredsstillende måde. Hvis man gør det på den måde, skal det under forlig komme klart til udtryk, at nogle områder skal håndteres i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Jeg vil også nævne principperne. Iveren efter at generalisere alle foranstaltninger og gennemføre en ens politik i alle lande er i modstrid med begrebet bæredygtighed, og det er et princip, der følges af globalister. Det er let at angribe globaliseringen, når man diskuterer økonomi, men man undlader at kalde det globalisering, at alle skal gå ens klædt. Bæredygtighed gør det muligt at vægte de sociale principper højt, den teknologiske levedygtighed samt den kontekstuelle anvendelse af foranstaltningerne, det grundlæggende princip i bæredygtighed bygger på at kombinere de generelle principper med tøj, der tilpasses behovene i de enkelte nationer, områder, steder, klimazoner og situationer. Vi må være store nok til at overlade det til regeringerne at fremstille tøjet og tilpasse det foranstaltningerne. Men herfra støtter vi en videnskabelig politik, og vi mener, at i dette tilfælde er det Folkepartiets og Parlamentets opgave at støtte Rådet og Kommissionen, for den fælles beslutningstagning er ikke alene en ret, Parlamentet har, det er også et ansvar og en forpligtelse til at hjælpe. Og det er f.eks. derfor, vi overholder datoerne for alle aftaler om møder, som Kommissionen og Rådet har indgået med andre europæiske lande. Vi må være seriøse og støtte denne politik, der har krævet meget. Vi støtter de indholdsmæssige strategier og en mere videnskabelig politik, fordi det betyder en tilpasning til den aktuelle situation, til forholdene i landene og sektoren, og til problemet. Man må undersøge, om der findes passende teknologier, om der findes brugbare teknologier, for ofte vil teknologierne være forskellige, alt efter klimaet, forholdene, virksomhedens størrelse osv. Men resultaterne skal være de samme. Vi støtter derfor det videnskabelige aspekt, og en undersøgelse af programmets økonomiske og sociale følger, for uden sociale principper eksisterer bæredygtighed ikke. Og derfor er vi ikke for en enkel revision af støtten, det vil sige, at man blot fastsætter en dato, ligegyldigt hvilke støtteforanstaltninger det drejer sig om, og især ikke for de sektorer, som har måtte lukke på grund af kommissionsforanstaltninger, som er blevet pålagt bestemmelser - f.eks. kulsektoren - og som i dag har problemer, fordi de er underlagt skrappere kriterier end andre. Først må vi definere kriterierne for negativ støtte, og her må vi indse, at fem år ikke er nok til at genoprette en generation eller puste liv i dårligt stillede områder. På den anden side forkaster vi princippet om substitution, for det giver ingen garantier, hverken til industrien, borgerne eller samfundet, og det kunne give anledning til fri fortolkning i visse sektorer, i visse lande eller hos visse embedsmænd eller eksperter og dermed foranstaltninger til skade for samfundet og uden juridisk garanti. Og princippet om juridisk garanti er grundlæggende i en retsstat. Jeg håber, at det kan blive ført ud i livet.
Hr. formand, tak til fru Myller, som igennem lang tid har haft til opgave at gennemføre dette handlingsprogram og kæmpet hårdnakket for, at vi skal få en ordning på det. Det er skønt at vide, at vi endelig befinder os på det stadium, hvor vi skal tage stilling til det sjette miljøhandlingsprogram. Med tanke herpå er det måske ikke så forbavsende, at mange af os ønsker og havde ønsket, at programmet havde været bedre, og er skuffede over, at det ikke blev så godt, som vi havde ønsket. Samtidig føler vi måske også en form for frustration over den uretfærdige magtfordeling, som vi indimellem synes at få øje på mellem institutionerne, og ønsker på sin vis at demonstrere dette netop med hensyn til det sjette miljøhandlingsprogram. Således ville jeg ønske, at De Liberale og andre, som tænker i disse baner, tager sig selv i kraven og sætter sig ud over deres egne frustrationer. Lad os skelne mellem politik og proces, lad os gøre det, vi har mandat til, lad os gøre det godt og tage den institutionelle og konstitutionelle slåskamp et andet sted, ikke når det gælder det sjette miljøhandlingsprogram. Se på, hvad det sjette miljøhandlingsprogram er for noget! Se på, hvad vi skal bruge det til! Det skal være en ledestjerne for hele Unionens politik og for miljøpolitikken, men også for andre områder. En grundsten i hele den bæredygtige udviklingsstrategi, som vi sammen skal tage med til Johannesburg til september. Der er ingen grund til at forkaste dette dokument. Det skal vedtages i dag. Fru Myller nævner den fælles miljøbeskatning. Jeg vil benytte lejligheden til at nævne, hvad man for nylig har rapporteret i Sverige, nemlig at de kraftigt reducerede mængder af klimaforandrende gasser netop hænger sammen med kuldioxidbeskatningen. Det er et yderligere argument for, at vi må fortsætte kampen sammen med Kommissionen for at overbevise Rådet om, at tiden nu er inde til at få gennemført en fælles miljøbeskatning ikke mindst på kuldioxidområdet.
Hr. formand, i maj 2001 behandlede vi første gang Kommissionens forslag til det sjette miljøhandlingsprogram. Den Liberale Gruppe vendte sig dengang skarpt imod Kommissionens forslag. Vi fandt forslaget for prætentiøst, og vi fandt, at der klart manglede en angivelse af prioriterede områder. Samtidig satte vi spørgsmålstegn ved, om det var tidssvarende at arbejde med 10-årsplaner. Der er nu gået otte måneder, og Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentets Miljøudvalg har belyst det pågældende forslag. Er der tale om tilfredshed, om fremskridt? Nej, desværre ingen af delene. Forslaget er i den mellemliggende periode berøvet enhver substans. Hr. formand, Rådets fælles holdning er i enhver henseende særdeles skuffende. Under den foregående forhandling sammenlignede jeg teksten med et juletræ, behængt med et sådant antal forslag, at helheden mistede sin værdi. Det program, vi præsenteres for i dag, må snarere sammenlignes med en tom kasse end med et juletræ. Formen er fortsat ganske præsentabel, men der mangler i høj grad indhold. Jeg kan umiddelbart sige, hvem dette ikke skal tilskrives. Det skal ikke tilskrives ordføreren, fru Myller, som har ydet en god indsats. Det skal heller ikke tilskrives kommissæren, der har gjort sit bedste for at gøre planen mere målrettet og tage højde for Europa-Parlamentets ønsker. Rådet har imidlertid afvist enhver indholdsmæssig forbedring af forslaget. Det er beskæmmende at måtte konstatere, at stemmer Europa-Parlamentet i dag for den foreliggende udgave, er vi i virkeligheden tilbage ved udgangspunktet, og det til trods for to års ihærdig indsats fra Kommissionens og Europa-Parlamentets side. Hvordan forklarer vi de europæiske borgere dette? De finder, at miljøområdet er vigtigt! Rådet har imidlertid fejet det gode arbejde, der var leveret, af bordet. Hvad burde man have gjort? Der savnes indholdsmæssige prioriteringer, og disse burde efter vores gruppes opfattelse være klimaforandringer, energi, affald og biologisk mangfoldighed. Endvidere finder vi, at der burde være langt bedre sammenhæng og langt flere visioner i planen, som burde omhandle et langt kortere tidsrum. Rådets forslag må efter vores opfattelse beskrives som kejserens nye klæder. Umiddelbart betragtet tager det sig måske nok smukt ud, men det tåler ikke et nærmere eftersyn. Kære kolleger, dette er ikke en strategi, det er endog mindre end den eksisterende politik i nye klæder. Det er et skridt tilbage. Vi foreslår derfor også, at det foreliggende forslag som helhed forkastes.
Hr. formand, når man arbejder med miljøspørgsmål og forskellige foranstaltninger, programmer, lovgivning, konventioner osv., bliver man ofte forundret og utålmodig over, hvor trægt det går, og hvor svært det er at konkretisere, hvordan målene for beskyttelse af miljø og sundhed skal formuleres og gennemføres. Sådan har det også været med det sjette miljøhandlingsprogram. Først var det ikke sikkert, at vi ville få et handlingsprogram overhovedet. Da vi herefter så Kommissionens forslag, syntes vi, at det var meget vagt og savnede både kvalitative og kvantitative mål og tidsplaner. Et miljøhandlingsprogram må naturligvis fastlægge nogle miljømål, hvis der overhovedet skal være nogen mening med at have et program. Ordfører fru Myller og Miljøudvalget har virkelig forsøgt at forbedre det sjette miljøhandlingsprogram. Jeg vil gerne takke ordføreren for dette og samtidig takke andre kolleger for det gode samarbejde. Når vi nu skal tage stilling til Rådets holdning ved andenbehandlingen, kan vi konstatere, at Rådet faktisk har medtaget en stor del af Parlamentets ændringsforslag. Når det gælder konkretiseringen af frister osv., er det dog stadig meget trægt. Nu må vi forsøge at ændre på dette ved at stemme for udvalgets ændringsforslag og de kompromisændringsforslag, som er blevet stillet af flere partigrupper. Programmets overordnede mål er bl.a. at bryde sammenhængen mellem miljøbelastningen og den økonomiske vækst. Hidtil er de forbedringer, som er blevet indført, blevet spist op af den øgede produktion og det øgede forbrug. Et andet overordnet princip er at lægge grunden til og prioritere en bæredygtig udvikling og at tilpasse forsigtigheds- og substitutionsprincipperne. For at det skal være muligt at gennemføre dette, vil jeg gerne anbefale samtlige medlemmer at stemme for ændringsforslag 44, som jo siger, at vi senest i 2003 skal finde ud af, hvilke EU-støtteprogrammer der virker i den præcis modsatte retning, det vil sige har en negativ indvirkning på miljøet, og fastlægge årstal for, hvornår de skal afskaffes. Hvad angår kemikalier og bekæmpningsmidler, mener jeg, at alle ændringsforslagene er gode. Kemikalieorganisationernes paraplyorganisation CEFIC er kommet med synspunkter om, at ændringsforslagene ikke er i overensstemmelse med betænkningen om kemikaliestrategien. Jeg vil hævde, at dette er taget lige ud af luften. Det er sørgeligt, at man har gennemført en så ufuldstændig og ensidig analyse. Som ordfører for hvidbogen kan jeg forsikre Dem om, at disse ændringsforslag er gode, og at de styrker det sjette miljøhandlingsprogram. Hvad angår forslag fra ELDR-Gruppen, havde vi ligesom fru Hulthén ønsket, at det var blevet et stærkere program, og at vi havde fået mere igennem. Nu har vi imidlertid det forslag, vi har. Vi har så meget, som vi skal have gjort, og som vi skal blive enige om institutionerne imellem, og derfor vil jeg meget gerne forkaste De Liberales forslag og opfordre alle til at stemme for Miljøudvalgets forslag og de kompromisændringsforslag, som er blevet stillet.
Hr. formand, jeg vil først berøre forslaget fra ELDR-Gruppen om at forkaste den fælles holdning. Det er et forslag, som vi ikke kan støtte. Vi mener, at det ville være uansvarligt ikke at træffe en beslutning om det sjette miljøhandlingsprogram. Jeg havde også ønsket, at forslaget rakte meget længere. Det oprindelige forslag var meget svagt og også vagt. Faktum er dog, at en del af Parlamentets tilføjelser er blevet medtaget i det fælles forslag. Vi har derfor en mulighed for i morgen at indføre en hel del af de kvantitative mål og tidsplaner, som vi reelt vil have. Den mulighed skal vi ikke forpasse. Vi skal sætte dette forslag ind i sin sammenhæng. I løbet af den tid, som dette miljøhandlingsprogram kommer til at løbe over, vil EU blive udvidet med et stort antal nye lande. Det risikerer at give en del problemer også i miljøarbejdet. Miljøarbejdet risikerer at tabe fart, og det kan blive sværere at gennemføre nye miljølove. At stå uden miljøhandlingsprogram på et sådant stadium er ikke særligt klogt. Det er nok godt at have et program med tidsplaner og med konkrete mål at holde sig til, når udvidelsen finder sted, for ikke at sænke tempoet i miljøarbejdet. Min gruppe vil stemme for såvel udvalgets forslag som alle de kompromisændringsforslag, som vi er kommet frem til under disse forhandlinger. Vi mener ikke, at det er perfekt, men vi mener, at det er acceptabelt. Jeg vil især nævne ændringsforslag 10, som jeg mener er vigtigt. Det handler om Den Europæiske Investeringsbank. Der var ret mange, der stemte imod det i udvalget. Det synes jeg er uforståeligt, eftersom det er et ændringsforslag, som handler om lige præcis det væsentlige i at integrere miljøhensyn i andre politikker, hvilket Den Europæiske Investeringsbank ikke har haft succes med. Det, som kræves der, nemlig at der skal tages hensyn til miljøet, burde være en selvfølge. Derfor er det så vigtigt, at de modtager dette tydelige budskab om, at det også gælder for dem. Det samme gælder kemikaliepolitikken, hvor vi vil have nogle stramme formuleringer.
Hr. formand, det er ikke første gang her i Parlamentet, at jeg har lejlighed til at give udtryk for min bekymring over sikkerheden på de nukleare installationer, og især dem med en fortid af dårlig forvaltning, da de bringer millioner af borgeres liv og sundhed i fare. Det er tilfældet for den britiske regerings nukleare installation i Sellafield. Det er ikke kun mit synspunkt: Beretningen over ledelsesmæssige brølere og alvorlige tekniske fejl er dokumenteret og bekendtgjort, trods bestræbelser på at hemmeligholde det. Det er ubegribeligt, at den britiske regering giver sig i kast med at berettige ikke blot Sellafields fortsættelse under de nuværende farlige forhold, men også ønsker at øge anlæggets operationer ved at bemyndige forarbejdningsanlægget til MOX-brændsel. Da anlægget ligger tættere på Irland end på hovedparten af det britiske fastland, har den irske regering endnu en gang gjort store indsigelser imod, at det farlige anlæg fortsætter driften. Fortegnelser her i Parlamentet viser, at jeg ved en tidligere lejlighed tilskyndede Kommissionen til at udøve sine beføjelser i henhold til Euratom-traktatens artikel 35 i forbindelse med verificeringen af nukleare installationer i Sellafield. Kommissionen har som svar på min politiske gruppes forespørgsler for nylig bekræftet, at den sidste gang foretog en sådan revision i 1993, for næsten et årti siden. I betragtning af hvor mange gange samtlige politiske grupper har rejst dette spørgsmål i Parlamentet, hvordan kan Kommissionen så på nogen måde retfærdiggøre sin tavshed og manglende handling i forbindelse med et spørgsmål, der i den grad vækker bekymring i offentligheden? Jeg vil gerne tilskynde Kommissionen til straks at iværksætte en undersøgelse af samtlige aktiviteter på anlægget i Cumbria og anmode kommissæren om at give os tilsagn om dette i sit svar.
Hr. formand, ved at samle flere sektordirektiver som dem om klimaændringer og affaldshåndtering ønsker Kommissionen at etablere et program om indførelse af miljøforbedringer. Resultatet er en virkelig usammenhængende plan, der er uforståelig for borgeren. Rådet kom dog til en mere fornuftig holdning ved ikke at fastsætte en tidsplan eller en bindende fastlagt målsætning. Hvad er det, ordføreren ønsker? Er det f.eks. fornuftigt at indføre princippet om erstatning, som på nuværende tidspunkt hverken er politisk eller juridisk defineret? Spørgsmålene om miljøkriminalitet, miljøafgift og om lovgivningen vedrørende erstatningsansvaret ved miljøskader dukker også op. Vedrørende kemiske stoffer skal dette også være i overensstemmelse med den beslutning, der blev vedtaget i november. Disse spørgsmål, der er centrale for den økonomiske struktur, kan ikke behandles med hastværk i forbindelse med denne betænkning. Jeg er også bekymret over den betydning, der tillægges biologisk mangfoldighed med det postyr, der var ved indførelsen af Natura 2000-netværket i Frankrig og andre steder. Heller ikke i denne forbindelse har man anvendt den rette indgangsvinkel, og der findes alternativer. Vi stemmer derfor imod ændringsforslaget som helhed. Lad os være realistiske og pragmatiske. Lad os vende tilbage til de oprindelige målsætninger i det sjette miljøhandlingsprogram, som er sikring af et højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet og mangfoldigheden i de forskellige områder i Fællesskabet. Jeg tror, at det allerede er en stor udfordring.
Hr. formand, jeg håber, at vi kan nå frem til en aftale om det sjette miljøhandlingsprogram, helst uden forlig. Jeg vil gerne på vegne af udvalget takke fru Myller for den fantastiske arbejdsindsats, hun har lagt i denne betænkning. Jeg vil gerne understrege min støtte til det store arbejde, hun har gjort, fordi jeg faktisk er uenig i mange af hendes konklusioner. Vi har ikke desto mindre foretaget en så vidtgående behandling af emnet, at vi sandsynligvis ikke vinder noget ved at udvide proceduren til et sent forlig i Bruxelles. Udvalgets og ordførerens ændringsforslag har i realiteten ikke den store indholdsmæssige betydning, og der, hvor de har, er resultatet sandsynligvis, at miljøhandlingsprogrammets chancer for succes ødelægges. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på ændringsforslag 11, som allerede er forældet. Jeg vil som hr. Bernié kritisere, at ordføreren i høj grad sætter sin lid til jargon. Gamle forslag bliver endnu en gang kørt i stilling. Der fokuseres på kemikalieindustrien som skurken, og princippet om erstatning kommer velfortjent på banen igen i de ændringsforslag, som udvalget har bedt Parlamentet om at behandle. Det antages, i det mindste i ændringsforslag 1 - og i nogen grad ændringsforslag 30 - at princippet om erstatning er et fuldstændig gennemarbejdet begreb. Det er det ikke. Det er en sammenblanding af antagelser og formodninger, som den grønne bevægelse har opdigtet som en universalløsning. I ændringsforslagene omtales dette som en fuldstændig gennemarbejdet politik, men vi bør i det mindste være konsekvente. Schörling-betænkningen, som vi stemte om for et par måneder siden, tilskyndede Kommissionen til at udarbejde en definition af princippet om erstatning, så vi kan næppe behandle det nu, som var det virkelighed. Har vi brug for et sjette miljøhandlingsprogram? Jeg deler ikke den kynisme og fortvivlelse, som visse i ELDR-Gruppen føler. En eller anden form for kort eller tjekliste er nyttig og ønskelig. Kommissionen byggede sandsynligvis på tidligere fejltagelser ved at tillægge en idé i et program så stor vægt. Den stakkels kommissær ønskede et slankt program, men er endt op med en tyksak! Jeg er også ked af - og hun er måske ked af - at programmet bliver underlagt fuld fælles beslutningstagning, da dette så afgjort har forlænget proceduren uden at bidrage til indholdet. Det bedste ved miljøhandlingsprogrammet er efter min mening, at der lægges vægt på bedre gennemførelse. I gamle dage ønskede vi et handlingsprogram for at lægge pres på Rådet med henblik på at opnå enighed om lovgivningen. Nu er problemet, at Rådet enes om lovgivningen og derefter gør meget lidt ved den. Uden bedre gennemførelse narrer vi befolkningen i Europa til at tro, at tingene bliver bedre og bedre, som en reklame for det gamle Labour-parti engang sagde. Ligesom i mit hjemland, Det Forenede Kongerige, bliver tingene ikke bedre og bedre, ordene er nemme at udtale, men ofte følges de ikke op af handling, og det er vores job at sørge for det.
Hr. formand, jeg har en tale her, men jeg må indrømme, at fru Jackson har distraheret mig og fået mig til at tænke på, hvordan tingene bliver bedre og bedre, når man har nået en vis alder. Fru Jackson har tydeligvis nået den alder, og hun mener nu, at tingene var bedre tidligere, end de er nu. Ligesom fru Jackson vil jeg også gerne takke ordføreren for hendes gode arbejde. Det er et dokument, der er værd at stemme for, men det ville være endnu mere værd at stemme for, hvis det indeholdt lidt flere af Parlamentets ændringsforslag. Der er inden for områderne kemikaliepolitik, beskyttelse af den biologiske mangfoldighed, klimaændringer og beskyttelse luft- og vandkvaliteten forslag, som er klare og umagen værd at bygge på i forligsproceduren. Inden for finanspolitikken er der et par vigtige og fornuftige forslag i Parlamentets ændringsforslag. De nuværende rammer for en hvilken som helst form for europæisk miljøbeskatning skal dog tænkes bedre igennem. Det er på nuværende tidspunkt som at bruge en forhammer til at knække flere forskellige nødder med, hvilket, tror jeg, ville få begrænset succes. Vi må nu som Parlament stå sammen og i morgen tage det næste skridt i forliget, hvor vi skal samarbejde om at opnå en fælles holdning til den måde, vi skal beskytte miljøet på i vores fælles europæiske hjem og bevare det i de kommende generationer. Jeg ser frem til at tage det skridt i morgen og til, at de kristelige demokrater hjælper os med at gøre det.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne takke fru Myller, som har fået en glimrende betænkning vedtaget i Miljøudvalget. Jeg må sige, at Rådets forslag efter min opfattelse er kraft- og fantasiløst. Det er rigt på ord, men der savnes konkrete mål. Min kritik er også rettet mod de fire grønne ministre, som havde lovet fremskridt, men ikke har leveret varen. Det foreliggende forslag er heller ikke anvendeligt som propagandamateriale til unge, sådan som kommissær Wallström har foreslået. Det bør forkastes, og et stort flertal af medlemmerne i min gruppe støtter Den Liberale Gruppes forslag om at forkaste den fælles holdning. De to store grupper, de kristelige demokrater og Den Socialdemokratiske Gruppe, må træffe et politisk valg. Stemmer de imod ændringsforslaget om forkastelse af den fælles holdning, bærer de ansvaret for den foreliggende kraft- og indholdsløse ordstrøm. De Grønne støtter naturligvis alle ændringsforslag, som tager sigte på at forbedre forslaget. Nedbringelse af udledningen af drivhusgasser med 1% pr. år, certificering af træ, bæredygtig og ikke bæredygtig produktion af træ, GUE-Gruppens ændringsforslag, forslagene om Den Europæiske Investeringsbank, kemikaliepolitikken og erstatningsprincippet. Fru Jackson, tillad mig at anføre, at dette ikke er tankespind, fostret af De Grønne. Det er gældende politik i Danmark og Sverige, og den nye, højreorienterede regering i Danmark har ikke planer om at ændre denne politik. Også forslaget om indførelse af en lovgivningsmæssig ramme for frivillige aftaler mellem industrien og Europa-Kommissionen er positivt, men det er næppe sandsynligt, at der kan samles de nødvendige 314 stemmer for disse forslag. Det betyder, at Kommissionens embedsmænd i sidste instans får deres vilje. De samme embedsmænd, som har foreslået, at der slet ikke stilles forslag om et sjette miljøhandlingsprogram. Det må således betegnes som et politisk nederlag og et nederlag for den europæiske miljøpolitik. De hovedansvarlige herfor er de kristelige demokrater, som har ladet sig inspirere af visse embedsmænd i Kommissionen. Det er dog endnu ikke for sent. I morgen sættes betænkningen under afstemning, og jeg håber, at en del af de kristelige demokrater besinder sig og vil stemme for nogle af de fornuftige ændringsforslag, der er stillet, således at der trods alt iværksættes en forligsprocedure med en vis substans og ikke blot med udgangspunkt i den foreliggende tomme ordstrøm.
Hr. formand, siden 1970'erne har Europa-Parlamentet søgt at målrette miljøpolitikken ved hjælp af miljøhandlingsprogrammer. Da programmerne blev indført, var dette særdeles relevant, idet vi nærmest måtte starte helt fra grunden. Der er siden opnået mange resultater, men jeg gribes i stigende grad af en ubehagelig følelse af, at vi er endt i en blindgyde. Evalueringen af det femte miljøhandlingsprogram vidner klart herom. De målsætninger, der er fastsat i det femte miljøhandlingsprogram, er ikke opfyldt, bl.a. fordi mange medlemsstater undlader at gennemføre den nødvendige miljølovgivning. Eftersom det ikke lykkes os at opstille et program, som indebærer en merværdi i forhold til den nuværende indsats, må jeg sætte spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at gå videre med miljøhandlingsprogrammerne. Jeg støtter på denne baggrund hr. Maatens ændringsforslag om forkastelse af Rådets fælles holdning. Dette skal på ingen måde opfattes som kritik af ordføreren, fru Myller, eller kommissæren, fru Wallström. Det drejer sig om den rolle, Rådet har spillet. Hr. formand, lad os arbejde videre med den faktiske gennemførelse af det femte miljøhandlingsprogram. Det drejer sig om at sikre gennemførelse og efterlevelse af den nuværende miljølovgivning, ikke mindst set i lyset af udvidelsen.
Hr. formand, en indstilling ved andenbehandling af en fælles holdning kunne lede tankerne hen på en rent funktionel og formålstjenlig etape med henblik på at bane vejen for afgørelsernes gennemførelse. Som mange andre af vores kolleger også har sagt, er der dog stadig nogle væsentlige punkter i denne debat, som mangler at blive fastlagt. Selv om Rådet har medtaget størstedelen af de ændringsforslag, som Parlamentet vedtog under førstebehandlingen, mangler det sjette rammeprogram nemlig nogle præcise og operative frister, og det mangler ligeledes en mere konkret definition af de strategiske målsætninger. Vi må ikke glemme, at den periode, som dette program skal være gældende for, strækker sig over ca. 10 år, og derfor kan man så afgjort ikke forestille sig en køreplan, som er omtrentlig for tidsfristernes vedkommende, og som er upræcis, når det gælder indholdet. Europa-Parlamentets nye ændringsforslag tager navnlig sigte på en mere alvorlig og beslutsom indsats mod pesticidfaren - dette gælder både for de nuværende medlemsstater og for ansøgerlandene - men ligeledes på en omfattende indsats mod drivhuseffekten, den tiltagende støjforurening, som vi plages af overalt og hele tiden, de alt for hyppige miljøkatastrofer, som skyldes menneskers sløseri, og som det desuden stadig oftere er vanskeligt at placere ansvaret for. Endelig tager Europa-Parlamentets ændringsforslag også sigte på at gennemføre nogle af de forslag, der allerede er nævnt, og som jeg blot vil sammenfatte ved hjælp af mindst fire hovedpunkter og prioriterede områder, nemlig klimaændringerne, den biologiske mangfoldighed, forbindelsen mellem miljø og menneskers sundhed og affaldsbortskaffelsen. Når det gælder nogle så vigtige emner, må man bestemt ikke undlade at være yderst omhyggelig og ansvarlig, og man må heller ikke udsætte dem til senere, sådan som Rådet tilsyneladende ønsker at gøre.
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, det er en spændende rejse, man begiver sig ud på med et forslag til et nyt miljøhandlingsprogram. Det har været meget lærerigt. Det er klart, at det indimellem har været en vis trøst, at De i hvert fald har haft venlige og søde ting at sige om både mig og den fine betænkning. Måske skulle vi have talt lidt mere om forventningerne til det sjette miljøhandlingsprogram allerede under høringen. Vi skulle måske have opklaret dette på et tidligere stadium. Jeg kan nemlig se, at denne forhandling rummer mange modstridende og lidt urealistiske ønskemål. Vi forstår, at der kan være behov for et program, der strækker sig over en længere tidsperiode, eftersom miljøproblemerne ofte opstår efter et vist antal år. Vi har også brug for længere tid til planlægning for at træffe de rigtige foranstaltninger. På den anden side vil vi selvfølgelig meget gerne opstille nogle konkrete mål og foranstaltninger, eftersom det er måden, hvorpå vi kan lægge pres på medlemslandene. Vi kan dog ikke bare finde på troværdige mål for en 10-årsperiode. De overordnede mål er på plads, og det er selvfølgelig meget vigtigt, at vi ved, at det er i den retning, vi skal bevæge os. Samtidig drejer det sig om et program med foranstaltninger, et handlingsprogram, og det er det, vi har indrettet os efter. Vi skal vise, hvordan vi har tænkt os at nå vores mål, mens de konkrete mål og tidsfristerne skal ligge i de respektive tematiske strategier og i de forskellige lovforslag og andre forslag, som vi stiller i denne 10-årsperiode. Tanken bag programmet var således ikke blot at fortsætte med den samme sag, ikke bare at tilføje en lang liste med lovforslag til dem, der allerede er at finde i det femte handlingsprogram, som desuden, som Jackson meget rigtigt udlagde det, faktisk mange gange mislykkes under gennemførelsen. Det skal vi tage fat på. Det er imidlertid også vigtigt at understrege, hvad vi faktisk er enige om. Det drejer sig om den overordnede struktur og prioriteringerne. Det drejer sig om at turde sige, at disse fire spørgsmål er de vigtigste at tage fat på. Det drejer sig også om de underliggende principper for miljøpolitikken i denne 10-årsperiode og om nødvendigheden af en bred rådgivning og en bred fælles beslutningstagning om miljøspørgsmålene. Vi er enige om, hvilke problemstillinger der skal frem i lyset. Det drejer sig om klimaforandringen, naturen og den biologiske mangfoldighed, miljø- og sundshedsforanstaltninger, spørgsmålet om, hvordan vi anvender vores naturressourcer, og affaldsproblemet. Vi er også enige om, at den gældende lovgivning til fulde skal gennemføres i praksis, at miljøhensyn skal integreres på alle øvrige politiske områder, og at lovgivere, beslutningstagere og offentligheden skal have adgang til passende information. Strategien for de kommende 10 år bygger reelt på det femte miljøhandlingsprogram, som er blevet udviklet ved at beskrive, hvordan miljøpolitikken og udfordringerne har ændret sig. Vore dages livsmønster, vores forbrugsmønster, måden at producere varer på og måden, vi privatpersoner lever og arbejder på, påvirker miljøet. Det er et udfordrende miljøhandlingsprogram. Jeg er klar over det, og jeg tager ansvar for det. Selv om kritikken har været hård, tror jeg, at det er rigtigt at vove noget nyt og forsøge at finde en ny struktur. For mig var det vigtigt at udarbejde et miljøhandlingsprogram, som alle, ikke bare eksperterne, kan følge og vurdere, når der fremkommer nye forslag og initiativer, som det f.eks. var tilfældet med klimapakken for nylig. Derfor er jeg selvsagt ikke enig i at forkaste Rådets fælles holdning. Når vi nu har udført dette store stykke arbejde, skal vi vel også forsøge at fuldføre det og hjælpes ad, så godt vi kan! Miljøudvalget giver i princippet sin udelte støtte til den overordnede procedure for at udarbejde den kommende miljøpolitik, som indgår i Rådets fælles holdning. Her findes også kravene om, at politikken skal baseres på fælles beslutningstagning og dialog og på de bedst mulige tilgængelige videnskabelige observationer. Det betyder, at vi skal analysere de problemer, vi står over for, og eventuelle løsninger meget grundigt, samtidig med at vi skal deltage i den aktuelle forskning, benytte os af indikatorer osv. På den måde fører vi politik ved gedigent arbejde, og det er i overensstemmelse med den strategiske målsætning i dette program. Det betyder også, som jeg sagde, at det er meningsløst mere eller mindre tilfældigt at indføre mål og tidsfrister i programmet. Samtidig vil jeg undgå eventuelle misforståelser og slå fast, at jeg selvfølgelig støtter brugen af klare mål og tidsfrister. Vores forslag vil også komme til at indeholde mål og tidsfrister, og de skal drøftes både i Parlamentet og i Rådet. De få overordnede mål, som programmet indeholder på nuværende tidspunkt, er almindeligt kendte, og sådan skal det også være. Jeg kan naturligvis også godkende de ekstra mål, som Kommissionen foreslog i sin meddelelse om bæredygtig udvikling på topmødet i Göteborg, det vil sige ændringsforslag 11, 15, 16 og 27. Dette er dog under forudsætning af, at de nøjagtigt genspejler vores meddelelse. Jeg kan ikke acceptere, at man indføjer andre mål i programmet, som det f.eks. er sket i ændringsforslag 17, 24, 25, 26, 34 og 42. Det er endvidere glædeligt, at udvalget støtter idéen og forslaget om tematiske strategier og også det foreslåede indhold. Udvalget har tilføjet et forslag om bymiljø. Det findes i ændringsforslag 32 og 33, som stort set kan godkendes. Vi har dermed et stabilt grundlag for det fremtidige arbejde og samarbejde. Problemet er, at forslaget om, at strategierne skulle være klar til at blive gennemført inden for tre år, kolliderer med kravet om de bedst mulige videnskabelige observationer, samråd og fælles beslutningstagning. Vi må også huske, at vi råder over syv temastrategier. Sammen med ændringsforslag 12, som indeholder krav om, at samtlige tematiske strategier skal følge proceduren med fælles beslutningstagning, vil det betyde, at Kommissionen skal fremlægge samtlige tematiske strategier senest ved årsskiftet, for at der skal være tid til fælles beslutningstagning. Vi kan måske klare tidsfristen for nogle få tematiske strategier, men næppe for alle. Derfor vil jeg opfordre Europa-Parlamentet til ikke at drive dette spørgsmål for vidt. Giv os en mulighed for at udvikle strategierne og fremlægge en foranstaltningspakke, som er optimalt tilpasset de aktuelle problemer. Vi kan altså ikke godkende ændringsforslag 12, 13 og 41, men jeg vil holde Europa-Parlamentet informeret om vores arbejde med de tematiske strategier, og vi vil aflægge mundtlige rapporter hvert år for at opfylde kravet i ændringsforslag 14. Jeg må meddele Parlamentet, at jeg modsætter mig de fleste af de ændringsforslag, der vedrører kemikalier. Problemet er, at der ikke findes nogen fælles definition på erstatningsprincippet. Vi bør derfor overveje det nøje, inden vi gør den juridisk bindende. Jeg mener selvfølgelig, at den udfylder sin funktion, men inden vi gør den juridisk bindende, må vi finde frem til en bæredygtig definition. Til forslaget om, at Reach-registeret skulle omfatte samtlige eksisterende stoffer, og at alle produkter til forskel fra stoffer og præparater skal forsynes med en etiket, kan jeg blot sige, at det er praktisk taget umuligt. Vi kan dog i princippet godkende ændringsforslag 31 om samordning af arbejdet med kemikalier og bekæmpningsmidler, selv om en sådan samordning allerede eksisterer. Hvad angår spørgsmålet om frivillige foranstaltninger og aftaler, ser vi dem som en del af en gunstig blanding af forskellige politiske instrumenter, som bl.a. omfatter retlige og økonomiske instrumenter. I henhold til OECD findes der mere end 300 aftaler i Fællesskabets medlemslande. De skiller sig kraftigt ud fra hinanden, fordi de er fleksible og tilpasset forskellige situationer og mål. Kommissionen planlægger at fremlægge en meddelelse, som undersøger mulighederne i dette instrument. Det er for tidligt at fastlægge, hvordan aftalen i programmet skal se ud, og derfor kan vi ikke godkende ændringsforslag 9 og 40. Hvad angår flere andre spørgsmål som f.eks. bæredygtig udvikling og integration, som er foranstaltninger, der berører skatteniveauer på fællesskabsniveau, miljøovertrædelser osv., nyder de almindelig støtte fra Kommissionens side. Ud over de tidligere nævnte forslag støtter Kommissionen ændringsforslag 2, 3, 4, 5, 6, 8, 18, 19, 21, 39 og 45 samt dele af ændringsforslag 43, 46 og 47. Jeg kan dog ikke godkende de øvrige ændringsforslag, som er blevet stillet. Hr. formand, vi nærmer os en afgørelse om miljøhandlingsprogrammet for de kommende 10 år. Parlamentsmedlem Myllers indsats som ordfører ved denne andenbehandling har været meget påskønnet. Der er ikke brug for en ny forhandling, for hendes ændringsforslag er nøje udvalgt, hvilket borger godt for næste skridt i processen. Jeg håber, at Rådet på baggrund af de ændringsforslag, som Kommissionen støtter, vil være positivt indstillet over for Parlamentets udtalelse, således at Kommissionen, Rådet, Parlamentet og øvrige interessenter kan fortsætte arbejdet i fællesskab med at bevare og forbedre vores miljø. Tak for en interessant forhandling!
Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet udsat kl. 19.10 og genoptaget kl. 21.00)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0419/2001) af García-Orcoyen Tormo for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Kommissionens grønbog om en integreret produktpolitik (KOM(2001) 68 - C5-0259/2001 - 2001/2117(COS)).
Hr. formand, jeg må indrømme, at jeg blev meget glad, da De kom. Jeg troede næsten, at jeg skulle sidde her alene. Jeg vil også gerne takke kommissæren, som trods en lang arbejdsdag er her hos os i aften. Jeg mener, at grønbogen om en integreret produktpolitik bliver rammen for formuleringen af en række retningslinjer og forslag, som vil give producenter og forbrugere mulighed for fuldt ud at bruge markedets instrumenter og muligheder for at opnå, at markedet fungerer i henhold til princippet om bæredygtig udvikling Denne nye fremgangsmåde skal overvinde den traditionelle fremgangsmåde, Fællesskabet indtil nu har fulgt, og som især var baseret på at fremme miljømæssige forbedringer i produktionsindustrien via retningslinjer for forureningsgrænser og også via frivillige instrumenter, der fremmer differentiering for virksomheder og produkter, som inkorporerer miljømæssige forbedringer. Hvad angår de frivillige foranstaltninger, som har fungeret siden starten af 1990'erne, og også forordningen om medbestemmelse, europæisk miljørevision og økomærkning, så er det foranstaltninger, som ikke har opnået den ønskede succes, og vigtigst af alt har de ikke haft samme succes i alle medlemslande. I Europa er der kun 3.200 virksomheder med EMAS-certificering, og 350 produkter fra 70 virksomheder har opnået den europæiske økomærkning. Jeg mener, situationen skyldes systemets stivhed og forbrugernes stadig lave efterspørgsel på miljømæssigt korrekte produkter. Kommissionen er klar over dette problem og har derfor fremlagt denne grønbog om integreret produktpolitik, med mere eller mindre succes og balance. Miljøudvalget har diskuteret dette meget, og jeg fremhæver, at Kommissionen har været meget interesseret i dette område. Man har fremlagt forskellige mekanismer for at fremme den nødvendige miljømæssige forbedring af produkter og forbrug. Forslaget indeholder en række indikationer, som inddrager forskellige politikker og markedsinstrumenter, der ikke udelukkende er miljømæssige, og som, mener jeg, åbner op for muligheden for yderligere detaljer og videreudvikling i en kommende hvidbog. Vi står over for et afgørende forslag, som vil gøre det lettere at fremme miljømæssige forbedringer via EU's marked, som vil muliggøre miljømæssigt set mere passende priser på produkterne, som vil stimulere efterspørgslen på korrekt produktion, og som vil udbrede brugen af rene produktionsinstrumenter. Ud over dette mener jeg også, at forslaget vil føre til en bedre integration af miljøpolitikken på andre områder, f.eks. det økonomiske og det sociale, og dermed lever vi bedre op til Cardiff- og Göteborg-mandatet. Jeg mener, at Parlamentet, med sine ændringsforslag, har præciseret og tydeliggjort Kommissionens forslag om den integrerede produktpolitik og også interessenternes rolle (virksomheder, regering og forbrugere), man får klart defineret det delte ansvar uden dog at formindske producentens ansvar, men ved alligevel at tage højde for og understrege regeringens og forbrugernes ansvar. Regeringen kan f.eks. være med til at fremme et mere miljømæssigt korrekt marked ved indgåelse af offentlige kontrakter. Der er også nyttige markedsinstrumenter til gennemførelse af den integrerede produktpolitik, økonomiske instrumenter, skatte- og afgiftsbegunstigelse m.m. På samme måde understreger Parlamentets tekst vigtigheden af en forbedret og mere udbredt økomærkning, behovet for at forbedre de europæiske standardiseringsprocedurer, nødvendigheden af at fastsætte parametre og indikatorer, der let kan bruges, og som er ens i alle medlemslande i produkternes livscyklus, uden at glemme, at man ikke må skade den frie markedskonkurrence og de europæiske virksomheder. Teksten understreger også, at oplysninger spiller en vigtig rolle. De skal være klart forståelige, korrekte og løbende. Jeg tror, at jeg har taget højde for de fleste ændringsforslag, som er blevet fremlagt for plenarforsamlingen. Jeg har accepteret dem og kun forkastet de ændringsforslag, som ikke passer ind i rammen og konteksten for en grønbog. Jeg mener, at det er et godt forslag, som fortjener hele Parlamentets støtte.
Hr. formand, selv om der afgjort er prisværdige elementer i grønbogen, sidder vi overordnet set tilbage med et indtryk af en tabt politisk mulighed. Kommissionen har store institutionelle beføjelser, som den kunne bruge til aktivt at lægge pres på IPP-processen. Vi sidder alt for ofte med det indtryk, at Kommissionen er tilskuer og ikke stærk aktør. Vi har også brug for en mere fælles tankegang, mere udtrykkelige forbindelser mellem IPP-projektet, det sjette miljøhandlingsprogram og strategien for en bæredygtig udvikling. Vi ser gerne en mere klar forbindelse mellem disse. For at opsummere en række andre bekymringer i Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi mener vi, at strategien har tendens til i al for høj grad at tage udgangspunkt i frivillige aftaler. De spiller naturligvis en rolle, men de erstatter ikke lovgivningen og bør snarere ses som et supplement. Vi behøver derfor meget klare benchmarks og målsætninger samt frister for eventuelle frivillige aftaler for at sikre gennemførelse heraf. Grønbogen fokuserer også næsten udelukkende på produkter i stedet for tjenesteydelser, hvorved en hel række af muligheder for at tilføre en stadig større sektor af vores økonomi et grønt aspekt overses. En vigtig mangel ved grønbogen er imidlertid det utilstrækkelige kendskab til de mere vidtrækkende internationale handelsaspekter, i forbindelse med hvilke en række af forslagene uheldigvis ville have en tvivlsom juridisk gyldighed. IPP-strategiens effektivitet vil blive væsentlig reduceret, medmindre Kommissionen eksplicit anerkender de reformer, som især WTO har brug for til opstilling af sine foranstaltninger. Tilsvarende er grønne offentlige indkøb vigtige, men der er på nuværende tidspunkt hindringer for at opnå det, som burde have været anerkendt mere udtrykkeligt i grønbogen sammen med strategier til at løse problemet. Det er bemærkelsesværdigt, at Regionsudvalget i sin udtalelse specifikt henviser til de lokale og regionale myndigheders begrænsede muligheder for handling i forbindelse med grønne offentlige indkøb og bemærker, at der allerede er indledt sager mod en række byer, der har forsøgt at føre en grøn politik i forbindelse med offentlige indkøb. Det er sådanne områder, der skal ændres. Vi ser frem til en ambitiøs ny hvidbog inden for nær fremtid.
Hr. formand, i denne betænkning gennemgås de vanskelige forløb, der burde gøre det muligt at forene den nødvendige stigning i produktionen af forbrugsgoder og tjenesteydelser med behovet for at beskytte miljøet. Jeg er tilfreds med Kommissionens forslag og med ordførerens konkrete, alvorlige og klare måde at behandle emnet på. Hvert produkt har sin egen livscyklus, der begynder i det øjeblik, produktet bliver stillet til rådighed for forbrugeren. Ved brugen af produktet tænker forbrugeren straks på dets miljømæssige bæredygtighed, der er et lidt vanskeligt begreb, som alle dog forstår i dag. Det er et vanskeligt forhold, som ikke udelukkende omfatter produktets brug og afslutningen på dets levetid, om jeg så må sige. Faktisk opstår de alvorligste problemer ofte på det tidspunkt, hvor produktet ikke længere fungerer, og hvor det skal bortskaffes, sendes på pension eller kort sagt fjernes fra det miljø, det har fungeret i. Det er på dette tidspunkt, at man ser de vanskeligste eftervirkninger ud fra et miljømæssigt synspunkt, for det er ikke alle produkter, som kan bortskaffes ved hjælp af samme teknologi, og de er heller ikke lige farlige eller lige biologisk nedbrydelige alle sammen. Derfor foreslår Kommissionen et initiativ, der, som man siger, tager fat om nældens rod. For at et produkt skal være let at bortskaffe ved slutningen af dets livscyklus, skal produktet forberedes til dette formål, lige fra det designes, og dette er det mest positive aspekt ved denne betænkning. Heraf følger forslaget om at indføre incitamenter for at fremme indledende undersøgelser af, hvordan man kan give producenterne en bedre information, så de vælger de teknologier og råmaterialer, der er gavnlige i den forbindelse. I forslaget negligerer man ikke det aspekt, der kunne udgøre en hindring for producenterne, nemlig omkostningerne. Der står ret konkret i teksten, at ud over at fremme støtten til producenter, som må afholde større omkostninger for at levere disse biologisk nedbrydelige produkter, er det nødvendigt at sørge for en prispolitik, der gør det muligt for dem at differentiere tarifferne på markedet og - hvorfor ikke? - også differentiere skattebyrden. Det drejer sig kort sagt om at være opmærksom på dem, der gør en indsats til gavn for miljøet og til gavn for os alle.
Hr. formand, fru kommissær, vi fremstiller produkter, og hvad gør vi med et produkt i slutningen af en livscyklus? Besvarelsen af dette spørgsmål set fra et økologisk synspunkt skal være indeholdt i grønbogen. Hidtil har vi efter min mening ikke givet et tilstrækkeligt svar på dette. Følgerne er kendte, nemlig betydelige skadelige indvirkninger på miljøet i forbindelse med fremstilling og anvendelse af produkter, der også er forbundet med sundhedsmæssige negative indvirkninger for arbejdstagere og forbrugere. Vi bør ikke længere fortsætte denne politik, men gøre alvor af en integreret produktpolitik. Vi vil dermed kunne opnå økonomiske besparelser og behøver ikke at eliminere økologiske skader. Det er også derfor, vi har brug for en strategi for at kunne udvikle flere miljøvenlige produkter og tjenesteydelser. Den foreliggende betænkning, der er suppleret med de forslag, der er vedtaget i udvalget, fastlægger en god ramme for en økologisk produktpolitik. Ganske vist var Kommissionens forslag ingen stor hjælp under diskussionen i udvalget. Udsagnene i dokumentet var vagt formuleret, der var ingen klare strukturer for den videre fremgangsmåde, og der blev heller ikke lagt op til en koordineret diskussion. Jeg mener ikke, at man med et sammensurium af alle mulige forslag opmuntrer virksomheder og forbrugere til miljøvenlige produkter. Kommissionen skal fremover sørge for at være mere tydelig i sine erklæringer. Det er vigtigt for min gruppe, at produkternes priser afspejler de samlede miljømæssige omkostninger. Men der skal også være skattemæssige incitamenter, således at mindre begunstigede forbrugere kan købe miljøvenlige produkter. Den europæiske produktstandardisering skal inddrages endnu mere, men også tjenesteydelser bør inddrages under miljømæssige hensyn. En anden mulighed for at skabe et marked for miljøvenlige produkter er f.eks. at anvende økonomiske reguleringsinstrumenter. Vi bør undersøge anvendelsen og virkningen af disse, og som noget meget vigtigt bør vi sikre, at EU-miljølovgivningen ikke svækkes. I betragtning af Kommissionens utilfredsstillende forslag har ordføreren gjort et godt stykke arbejde. Dog må det fremover ikke begrænse sig til diskussioner. Det haster med konkrete forslag, der kan være med til at fremme miljøvenlige produkter. Interessen for miljøkvalitet skal skærpes hos producenter og forbrugere. Denne betænkning er en begyndelse, men arbejdet med det konkrete indhold mangler stadig at blive gjort.
Hr. formand, jeg skal ikke være specielt kritisk, men blot forsøge at se fremad mod en kommende hvidbog snarere end at diskutere det noget underlige forslag til grønbog. I sektoren for sikre fødevarer, som jeg arbejder mest med, er man nu endelig efter en række skandaler og katastrofer næsten kommet frem til et "jord-til-bord"princip, som er meget effektivt, når man forsøger at lovgive og forsøger at se sammenhængen. Jeg ville ønske, at hvidbogen gik ud fra omtrent samme principper, således at man kan følge en linje i hvert produkt og se det i sin sammenhæng: begrænsede eller ubegrænsede råvarer, energiforbrug, energiform, kemikalier, produktets cyklus, logistikken m.m. Det er især vigtigt for de meget store mængder produkter, som faktisk består af mad, vand og husholdningskemikalier. De står for mere end halvdelen af vores landevejstransporter og tærer uhørt meget på ressourcerne, på trods af at vi måske slet ikke tænker på, at de er produkter. Jeg efterlyser derfor en strategi, der sikrer, at alt er sporbart, og at vi kan følge produktet baglæns, og principper, der gælder, hvad enten det drejer sig om en bil eller en pakke pølser til frokost.
Hr. formand, jeg vil gerne takke Parlamentet for beslutningen om Kommissionens grønbog og blot minde Dem om, at det er en grønbog, indledningen på en drøftelse om en integreret produktpolitik. Jeg vil især gerne takke fru García-Orcoyen Tormo for at være en så engageret ordfører om dette udfordrende og vanskelige emne. Jeg vil også gerne takke Dem for Deres indlæg. Jeg er enig i meget af det, der er blevet sagt under denne korte forhandling. I forbindelse med en begrænsning af produkters indvirkning på miljøet i hele deres livscyklus har formålet med IPP grundlæggende betydning for behandlingen af vores miljøproblemer. IPP er derfor en central foranstaltning i det sjette miljøhandlingsprogram, og strategien for en bæredygtig udvikling understreger ligeledes dens betydning. Vores problem er, at der er så mange produkter på markedet i dag, produkter med en ofte lang forsyningskæde, der involverer mange forskellige aktører. Det er derfor umuligt at udvikle et one size-instrument. Vi har i stedet brug for en række instrumenter, og nøjagtig hvilke afhænger af, hvad der er mest effektivt på de enkelte punkter i forsyningskæden. De kan både være frivillige og obligatoriske. Jeg er enig i, at frivillige foranstaltninger bør være et supplement, og vi bør sikre, at de ikke er det eneste instrument, der benyttes. Hvad angår IPP på europæisk plan, bør vi også anerkende de erfaringer, man har gjort i flere medlemsstater - Danmark, Tyskland, Sverige og Italien for blot at nævne et par stykker - i de senere år. Der er derfor en generel accept af og interesse for begrebet. I 1999 anmodede Rådet (miljø) uformelt Kommissionen om at fremlægge en grønbog om emnet. Jeg udarbejdede derfor dette dokument for at starte drøftelserne om formen på den europæiske IPP. Reaktionerne hos de 130 aktører var generelt positive, men er de samme, som har været fremme her, nemlig at den til tider er for difus og ikke et rigtigt forståeligt begreb. Men det lyder fint, som de siger, og holdningen i Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget var generelt også positiv. Grønbogen indeholdt et forslag om en strategi og værktøjer til at gøre en europæisk IPP til en realitet. Der eksisterer allerede mange af den slags værktøjer - lovgivning om offentlige indkøb, europæisk miljømærkning og EMAS for blot at nævne et par stykker. Vi skal på andre områder være innovative og overveje nye instrumenter. Grønbogen stræbte undervejs efter at drøfte aktørernes synspunkter indgående. Kommissionen gjorde ikke blot dette, fordi den ønskede at udarbejde den bedst mulige politik, men også fordi IPP forudsætter et aktivt engagement hos samtlige aktører for at lykkes. Deres beslutning afslutter denne høring af aktørerne og giver os mulighed for at udvikle hvidbogen. Ud fra beslutningen og aktørernes bemærkninger står det klart, at hvidbogen skal indlede med konkrete miljøproblemer. Det har vi lært af denne drøftelse. Spørgsmål som klimaændringer, farlige kemikalier og biologisk mangfoldighed berører os alle. Bruger vi miljøproblemerne snarere end instrumenterne som udgangspunkt, er vi bedre i stand til at give idéen videre om, at IPP er mere end blot en samling af værktøjer, hvilket vi måske ikke gjorde i tilstrækkelig grad i grønbogen. Vi skal knytte den til konkrete miljøproblemer for at beskrive brugen af disse instrumenter. Det var også det, fru Paulsen refererede til. Disse værktøjer vil stadig være vigtige. Vi skal fortsat udvikle dem, da vi ikke kan håndtere millioner af produkter individuelt. Jeg når dog også frem til den konklusion, at vi er nødt til at fokusere vores handlinger på enkeltprodukter og enkeltsektorer. De foreslår med rette dette i punkt 24 og 25 i beslutningen. Vi skal også fastlægge en strategi for gennemførelsen af den integrerede produktpolitik og dens fordele, og Kommissionen er nødt til omhyggeligt at overveje tiltagene inden for anvendelsesområdet for den integrerede produktpolitik, samt hvordan den vedrører andre politikker. Jeg agter at anmode Kommissionen om at vedtage dokumentet i løbet af andet kvartal i år.
Mange tak, fru kommissær Wallström. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0451/2001) af Alyssandrakis for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om Europa og rummet: et nyt kapitel (KOM(2000) 597 - C5-0146/2001 - 2001/2072(COS)).
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, det forslag fra Europa-Kommissionen, vi behandler, vedrører udviklingen af en politik for rummet, som ikke længere er på medlemsstatsniveau, men på EU-niveau. Det er udarbejdet i samarbejde med Den Europæiske Rumorganisation og indeholder tre indsatsområder: styrkelse af grundlaget for aktiviteter i rummet, styrkelse af det videnskabelige grundlag og udnyttelse af fordele for marked og samfund. Betænkningen fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi bifalder disse indsatsområder og anerkender de samlede fordele, som udviklingen af aktiviteter i rummet vil give. Udviklingen af opsendelsessystemer er en nødvendig forudsætning for enhver anden aktivitet i rummet. På dette område kan vi bygge videre på den tradition og knowhow, som de europæiske lande har udviklet igennem nogle årtier, især med Ariadne-opsendelsessystemet. Det andet indsatsområde giver sig selv, eftersom rummet er det ideelle sted til at udføre forskning, som ikke kan udføres på jorden, f.eks. astronomisk forskning i stråling, som ikke kan trænge igennem jordens atmosfære, forskning under vægtløse forhold osv. Det tredje indsatsområde er meget bredt og omfatter alt det, vi kalder rumapplikationer. De strækker sig lige fra satellitkommunikation til navigation og overvågning af jorden, og de er blevet en fast del af vores hverdag. Her vil jeg gerne understrege, at en nødvendig forudsætning for, at det menneskelige samfund kan drage fordel af rumapplikationerne, er, at rummet ikke gøres til genstand for et militært kapløb. Det er efter min mening særdeles vigtigt, hvad Kommissionen fremhæver i det allerførste afsnit af sin meddelelse, nemlig at aktiviteter i rummet udelukkende bør tjene fredelige formål. Jeg har med stor bekymring konstateret, at der er stillet et ændringsforslag om tilføjelse af sætningen "formålene kan omfatte militære applikationer inden for rammerne af fredelige operationer". Hvis dette ændringsforslag vedtages, åbner det op for enhver form for militær virksomhed i rummet, når blot den dækkes ind under kappen "fredelig operation", og det har vi inden for de sidste år set en hel del af på jorden. Det er kort sagt en trojansk hest, som vil ændre betænkningens karakter og åbne op for Aiolos' sæk. Jeg vil opfordre alle medlemmer til at holde sig til udvalgets tekst. Jeg vil også anbefale dem at vedtage ændringsforslag 2, 3 og 4, som stammer fra hr. Souladakis' udtalelse. Jeg vil gerne understrege vigtigheden af, at man går imod militariseringen af rummet, især efter at den amerikanske regering for nylig besluttede at trække sig ud af Traktaten om Begrænsning af Antiballistiske Raketsystemer, samtidig med at den insisterer på at fortsætte udviklingen af det såkaldte missilskjold. I et forsøg på at angive konsekvenserne af denne handling har jeg stillet ændringsforslag 5. Jeg vil desuden tillade mig at gøre opmærksom på, at jeg personligt mener, at visse aspekter af GMES-systemet omfatter militære aktiviteter. Forhandlingen drejer sig også om gennemførelse af politikken for rummet. Vi har her på kontinentet i flere år haft Den Europæiske Rumorganisation, der har spillet en vigtig rolle i udviklingen af de europæiske landes aktiviteter i rummet. Det er derfor helt naturligt med et snævert samarbejde mellem EU og Den Europæiske Rumorganisation, og dette samarbejde har allerede båret frugt. Kommissionen fremhæver i sin meddelelse Den Europæiske Rumorganisations rolle og foreslår, at den på længere sigt lægges ind under EU, men som en selvstændig organisation. Jeg vil tillade mig at gøre opmærksom på, at jeg personligt ikke er enig. Hvis det sker, er jeg bange for, at Den Europæiske Rumorganisation vil miste sin uafhængighed, som har været med til at give den en ledende rolle på verdensplan. Det internationale samarbejde er uundværligt, når det gælder rummet, og Kommissionen stiller sig med rette positivt til dette i sin meddelelse, hvor den fremhæver nødvendigheden af at udvide samarbejdet, ikke kun med Den Russiske Føderation, USA, Kina og Japan, men også med mindre udviklede lande, som EU kunne tilbyde adgang til rummet. Til sidst vil jeg gerne sige lidt om finansieringen. Alle er klar over, at adgang til rummet giver udbytte, men det koster også mange penge. Det sjette rammeprogram til finansiering af forskning fremhæver rummet og aeronautik som et af de prioriterede områder. Dette er udtryk for god vilje, men det er ikke tilstrækkeligt. En mere generel forpligtelse er både ønskværdig og nødvendig. Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, dagens forhandling er vigtig for EU-rumpolitikkens fremtid. Jeg håber, at de retningslinjer, som fremkommer af det beslutningsforslag, vi vedtager, vil være til gavn for vores befolkninger og for hele menneskeheden.
Hr. formand, hr. kommissær, Udvalget om Udenrigsanliggender har behandlet Kommissionens dokument og er principielt enig i dets generelle retningslinjer. Vi vil dog bemærke, at FUSP mere behandles som et økonomisk og udviklingsmæssigt spørgsmål og mindre som et forsvars- og sikkerhedsanliggende med, hvad dette indebærer for Europa. Det skyldes sandsynligvis, at FUSP stadig er under udvikling. Ud fra denne betragtning tror jeg ikke, forslaget vil blive udviklet yderligere efter den næste fase, hvad angår de udenrigs- og forsvarspolitiske systemer. Hvad indholdet angår, har vi også nogle bemærkninger. For det første bør det sammensurium af politikker, der findes i de europæiske lande, forenes i større eller mindre grad. For det andet, hvad den militære udnyttelse af rummet angår, forholder det sig således, at militær udnyttelse er uundgåelig, men det skal være med fredelige formål. Det kan f.eks. være operationer af typen Petersberg-opgaverne. Under alle omstændigheder går vores udvalg ikke ind for en strategisk udnyttelse som i den famøse "stjernekrigspolitik". Det vil sige, at rummet udnyttes til missilforsvar ved hjælp af anlæg i rummet samt til ødelæggelse af satellitter under krig. Under disse omstændigheder mener jeg, man bør gå videre med denne politik, som vi kan tilslutte os ud fra de kriterier, at det skal være med fredelig anvendelse af alle disse metoder, at politikkerne skal samles, og at alle aktiviteter skal samles i en fælles europæisk politik, for når alt kommer til alt, bør de europæiske lande ikke lade deres kommunikationssikkerhed og deres egen sikkerhed være afhængig af satellitsystemer, hverken USA's eller Ruslands. Ud fra denne betragtning vil dette initiativ ikke alene være af udviklingsmæssig interesse, det vil også være af politisk interesse, og det må derfor siges at have afgørende betydning for Europas fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, først vil jeg gerne takke hr. Alyssandrakis for et godt samarbejde. Siden topmødet i Lissabon har vi i Europa haft den ambitiøse målsætning at være nummer et på verdensplan, og det omfatter naturligvis også teknik og videnskab, men her tænker jeg dog ikke primært på det elektroniske afstemningsanlæg, som vi testede i går, men på videregående teknikker som f.eks. inden for telekommunikation, jordobservation og miljøbeskyttelse. Europa skal - og det har fortiden vist - samle sine kræfter om disse områder. Airbus og Ariane, der har hjemsted i Toulouse, er mønsterprojekter, der beviser, at Europa er konkurrencedygtig på verdensplan, når det sætter alle kræfter ind. Industrien er i stadig højere grad fokuseret på det, og her gælder det om også at skabe europæiske strukturer mellem EU, Den Europæiske Rumorganisation, ESA, og medlemsstaterne med henblik på et centraliseret og mere effektivt samarbejde. Men man skal også tænke på et internationalt samarbejde ud over Europa. Her tænker jeg ikke kun på USA, men også på Rusland og Kina. En europæisk forskningspolitik bør naturligvis være udformet på en sådan måde, at den også er attraktiv for kommende generationer. Jeg kommer selv fra luft- og rumfartsindustrien og har forstået, at antallet af studerende inden for disse fag bliver færre og færre. Det bør vi selv tage hånd om og ikke satse på tilvandring, sådan som det har været tilfældet på andre områder. Men her har vi også brug for klare målsætninger. Derfor vil jeg indtrængende opfordre medlemsstaterne til at stemme for Galileo. Også industrien bør her spille en pionerrolle. I fremtiden er det vigtigt, at det ikke kun er de statslige enheder, der påtager sig ansvaret, men at industrien også er med til at udvikle tjenesteydelser, som borgerne kan benytte, og som også kan markedsføres. Afslutningsvis vil jeg gerne komme ind på et vigtigt punkt, der er blevet berørt, og det er den såkaldte militarisering af rummet. Jeg mener ikke, at Europa skal udvikle et SDI-program, en stjernekrig. Men jeg anser det allerede for meget tvivlsomt, om en militær anvendelse kan ligestilles med det. Vi taler jo heller ikke om en militarisering inden for telekommunikation, blot fordi forsvaret benytter telefonen. Vi er interesseret i en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, vi er interesseret i en hurtig udrykningsstyrke, vi sender soldater til andre lande, og disse styrker skal have relevante informationer. Derfor bør vi på europæisk plan virkelig overveje at blive uafhængige og fremover bruge vores egen infrastruktur, så vi kan leve op til ansvaret for vores egne soldater og det politiske ansvar på dette område. Derfor vil jeg opfordre Dem til at stemme for det ændringsforslag, som Giles Chichester og jeg har stillet. Her handler det absolut ikke om et SDI-program, men derimod om, at vi skal udnytte infrastrukturen hensigtsmæssigt med henblik på europæiske interesser.
Hr. formand, jeg slutter mig til mine kolleger og lykønsker hr. Alyssandrakis med hans betænkning om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om Europa og rummet: et nyt kapitel. Det er ikke den første betænkning, som hr. Alyssandrakis har udarbejdet om rummet, og det bliver, tror jeg, heller ikke den sidste. Den Socialdemokratiske Gruppe støtter denne betænkning. Vi mener, at rummet er vigtigt i civil og industriel henseende. Europa har ikke råd til at blive sat ud af spillet. Europa har ikke råd til, at USA og de øvrige rummagter - Rusland, Kina og Japan - sejler os agterud. Vi er nødt til at udvikle det teknologiske grundlag for aktiviteter i rummet yderligere, især løfteraketter, for med tiden at opnå europæisk uafhængighed. På vejen til europæisk uafhængighed er vi måske nødt til at samarbejde med dem, som forsøger at hale ind på USA's store forspring. Vi bifalder derfor udtalelsen i betænkningen om, at rumforskningen er et af hovedelementerne i Kommissionens forslag til det sjette rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling. Medmindre Europa indgår en utvetydig aftale med USA om, at Europa på ethvert tidspunkt kan få adgang til GPS-systemet, er Europa nødt til at samarbejde med andre i og uden for EU, i industrien og regeringerne, for at udvikle sit eget uafhængige system. Vi kan støtte hr. Chichesters ændringsforslag derhen, at vi kan medtage anvendelse i militært øjemed med henblik på fredsbevarende formål. Samtidig støtter vi ordførerens eget ændringsforslag 5, som beklager USA's udtræden af Traktaten om Begrænsning af Antiballistiske Raketsystemer og udviklingen af et nationalt missilskjold, som efter vores mening vil udløse et nyt våbenkapløb i Østasien. For at gøre vores holdning helt klar er vi også indstillet på, hvis ændringsforslag 1 vedtages, at støtte ordførerens ændringsforslag 2, idet vi mener, at rummet bør bruges til at skabe fred og ikke konflikter. Vi betragter ikke disse som modstridende, men mener snarere, at de sætter en grænse for, hvor langt vi ønsker at gå. Jeg håber, at vi under afstemningen i morgen opnår det, vi tilstræber, og som jeg har anført her til aften.
Jeg vil også lykønske ordføreren og blot fokusere på et centralt spørgsmål i den korte tid, jeg har til rådighed, nemlig farerne ved militariseringen af rummet. Mange europæiske borgere er særdeles kritiske over for det foreslåede amerikanske missilskjold, som de med rette betragter som et offensivt system, der ganske givet vil starte et nyt og dyrt internationalt våbenkapløb. Hvor meget mere bekymrede ville de være, hvis de indså målene hos nogle af deres egne politikere og lovgivere? Jeg tænker ikke på folk her, men der er andre med ambitioner om at iværksætte deres eget hjemmedyrkede EU-program for at militarisere rummet. Det er det, nogle ønsker at forvandle det europæiske rumprogram til. Vi er nødt til at sende en meget klar besked sammen med denne betænkning, at gøre det helt klart, at enhver anvendelse af rummet alene bør ske med et fredeligt formål og i overensstemmelse med international ret. Jeg bifalder derfor især den vægt, som hr. Alyssandrakis har lagt på dette i sin betænkning, og værdsætter de ændringsforslag, han har stillet for at styrke disse aspekter yderligere. Heraf følger, at jeg også i meget høj grad beklager PPE-Gruppens ændringsforslag, som endnu en gang introducerer idéen om at anvende rummet til militære formål. Selv om jeg kan acceptere, at dette sættes i forbindelse med såkaldte fredsbevarende operationer, er jeg stadig bange for, at det er starten på et skråplan. Det glæder mig, at hr. Radwan ikke ønsker en europæisk version af Star Wars, men jeg er alvorligt bange for, at hans hensigter kan misforstås, at andre mennesker kan se fredsbevarende operationer i en anden sammenhæng end ham. Vi er også nødt til at huske på rammerne for den rapport, som Den Europæiske Rumorganisation offentliggjorde i december 2000, hvor de tre såkaldte vismænd så på ESA's fremtid. De konkluderede, at udviklingen af et europæisk forsvarssystem, herunder en rumkomponent, vil udgøre en stor del af de offentlige investeringer i Europa, og at de også betragtede det som logisk at anvende ESA's kapacitet til udviklingen af mere sikkerhedsorienterede aspekter af den europæiske rumpolitik. Alt dette indebærer en meget stor mulighed for, at den europæiske rumpolitik vedtager en meget specifik militær komponent, og det er derfor nu, der skal sendes en besked med denne betænkning om, at vi ønsker at bruge rummet til fredelige formål.
Hr. formand, jeg vil gerne komplimentere hr. Alyssandrakis med hans betænkning og den indsats, han gør inden for udvalgets aktiviteter på dette særlige område. Min første iagttagelse er, at brugen af rummet til forskningsmæssige og kommercielle formål ofte overses i den større sammenhæng, da det ikke er lige så opsigtsvækkende spændende som f.eks. Apollos månelandinger, og dog er det særdeles vigtigt, som det understreges i betænkningen. Jeg bifalder målene i meddelelsen om en europæisk politik. Jeg må tilstå, at jeg især kan lide punkt 10, hvor industrien opfordres til at gøre mere ved den kommercielle udnyttelse af verdensrummet. Det er en vigtig vej fremad. Vi ønsker, at industrien i høj grad involveres i udnyttelsen af verdensrummet. Denne betænkning forekommer mig som lidt af en appetitvækker - eller hors d'oeuvre - til Galileo-betænkningen, som vi skal behandle i Strasbourg i næste måned. Især punkt 12 henviser til Galileo som en del af den europæiske strategi og til Galileos betydning for transporten. Det bør vi notere os. Vi er nødt til at erkende problemerne med at opnå finansiering til udnyttelse af verdensrummet og rumforskning. Jeg bifalder især henvisningen i betænkningen til behovet for, at det internationale samarbejde inddrager andre magter og partnere. Jeg vender tilbage til spørgsmålet om anvendelse i militært øjemed til fredsbevarende operationer. Hvis vi skal være realistiske, har vi inden for flere områder brug for finansiering fra forsvarsbudgetter til rumprojekter. Vi må ikke være bange for at trække på den finansieringskilde til fredsbevarende formål. Det er meget vigtigt at understrege. Jeg beklager, at hr. Alyssandrakis er blevet forskrækket over min henvisning til anvendelse i militært øjemed. Han bør snarere bide mærke i "fredsbevarende operationer".
Hr. formand, fru kommissær, "og den bevæger sig jo". Disse ord af Galileo Galilei kan også overføres på den nuværende situation inden for europæisk rumfartspolitik. Når jeg betragter det næsten endeløse tovtrækkeri om oprettelsen af det europæiske satellitnavigationssystem Galileo, får jeg allerede mine tvivl. Så meget mere glæder det mig, at der er nogle positive tiltag til at give den europæiske rumfart et godt skub fremad. Det er der hårdt brug for, for ellers mister Europa forbindelsen til dette vigtige og fremtidsorienterede segment inden for højteknologi. Uanset om vi arbejder med kommunikations-, navigations- eller observationssystemer, spiller satellitterne den afgørende rolle. Vi må ikke begå den fejl, at bare fordi det er bekvemt, tyer vi til eksisterende systemer hos andre nationer, som vi har et venskabeligt forhold til. Nej, vi skal derimod selv bevise vores evner på dette område, for kun på den måde får vi en operationel frihed, der er pålidelig, og der er en chance for, at den europæiske industri får en sund fremtid. Jeg taler af erfaring, fordi jeg flere gange har været ordfører i Parlamentet i forbindelse med det europæiske satellitnavigationssystem. I Europa har vi et så værdifuldt potentiale på dette område, at vi ikke bare skal ligge brak. Devisen må være, at vi skal gå i gang. I den forbindelse er et politisk signal uomgængeligt. Den første etape på denne vej er at udvikle en sammenhængende europæisk rumstrategi. Her har Kommissionen ydet et rigtig godt arbejde. Jeg støtter eftertrykkeligt de foreslåede indsatsområder. Europa skal fremover tillægge rumfarten større betydning. Lad mig sammenfatte min prioritet for den europæiske rumfart med et begrebspar, der måske kan virke paradoksalt, nemlig uafhængighed og samarbejde. Uafhængighed vil sige egen styrke, autonome strukturer, fremtidsorienterede arbejdspladser. Samarbejde derimod står for kompatibilitet og udveksling med henblik på at styrke EU's relationer. Rumfarten skal have et nyt skub fremad.
Hr. formand, jeg vil også lykønske vores kollega hr. Alyssandrakis med denne fremragende og lærerige betænkning, som opfordrer os til at udarbejde en fælles rumfartspolitik. Når dette er sagt, mener jeg, at når man ser, hvordan det går med Galileo-programmet, så er vi endnu langt fra målet, og vi må ikke opgive en sikker gevinst for noget usikkert. Men andre ord er det sådan i dag, at det mellemstatlige samarbejde har bevist, at det fungerer bedre end det fælles samarbejde. For overalt i verden kan udvikling af rummet ikke lade sig gøre, hvis en række betingelser ikke er opfyldt. For det første skal man ikke være bange for offentlige bidrag, der er finansieret af offentlige kreditter. Det er ikke alt, der kan lade sig gøre på det private marked, hverken de amerikanske raketter, de russiske raketter eller de franske raketter. For det andet finansierer militæret en stor del af civilbefolkningen. Det kan vi ikke skjule. Hvis man afviser denne dobbelthed, får man meget vanskeligt ved at involvere sig i europæisk rumfart således at forstå, at Europa-Parlamentets passive holding - De har set det i forbindelse med Galileo - faktisk er en cadeau til den amerikanske militarisme. Jeg tror også, at det er nødvendigt at have det klart for øje. Amerikanerne siger, at de ikke vil have Galileo, for det skader deres strategiske og militære kompatibilitet med GPS-systemet. Endelig er det også nødvendigt med en egentlig industripolitik. Men jeg tror ikke, at vi i dag endnu opfylder disse betingelser. Jeg beklager det, men det er i den retning, vi skal gå, hvis vi ønsker, at EU skal være en rumnation, som den skal og bør være, hvis vi vil bevare det høje teknologiske niveau. Jeg vil slutte af med at sige, at jeg tror, at det i forbindelse med rumfart - hvis der skal ske fremskridt - er nødvendigt at involvere sig i et øget samarbejde med dem, der vil gå fremad og lade dem tilbage, der ikke vil gå fremad. Ikke kun i forbindelse med Galileo - men også for den europæiske rumfartspolitiks fremtid.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg vil først og fremmest takke ordføreren for denne betænkning, der udstikker de retningslinjer, der skal følges, for at dørene til en ny etape af europæisk rumfartspolitik åbnes. Grunden til, at jeg i dag ønsker at kommentere emnet rumfart, er, at det er et emne, der ligger mig meget på sinde, og at jeg er så heldig at bo i Toulouse, hvor vi - som hr. Radwan siger - svømmer i luft, og rumfart. Faktisk er to af de allerstørste underleverandører i verden på rumfartsområdet beliggende der, og mange af aktiviteterne i Den Europæiske Rumorganisation i Frankrig er samlet der i den franske rumforskningsorganisation. Vi ved alle, at beskyttelsen og overvågningen af miljøet, risikoforbyggelsen og beskyttelsen af vores lande finder sted takket være satellitterne, der får større og større betydning i vores dagligdag. Og fordelene ved en koordineret politik om rumfart kommer altså os til gode og gør det allerede nu muligt at fortsætte samarbejdet. Som nogle af Dem allerede har sagt, skal vi nu sætte mere fart på og udarbejde en virkelig europæisk politik. Og på dette område, hvor Unionen har et kæmpepotentiale, som fru Langenhagen nævnte, skal der bevilges midler, så det kan lykkes. Men de manglende beslutninger om opfølgningen af det europæiske satellitnavigationsprojekt Galileo er et beklageligt eksempel på det, som vi skal undgå. De investeringer, der allerede er brugt, er betydelige, og vi kan ikke tillade os at bruge så meget tid på at blive enige, for hver gang mister vi noget af vores troværdighed. Men jeg ved, som vi alle her ved, fru kommissær, at vi vil bruge al vores energi på at fuldføre dette projekt. Rådet (transport) skal til marts træffe en beslutning om opfølgningen af Galileo, og Europa-Parlamentet bør gøre alt for, at det lykkes. På Det Europæiske Råd i Laeken forpligtede repræsentanterne fra vores lande sig til at effektivisere den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Hvis de aktiviteter, der er forbundet med rumfart, kun skal benyttes til fredelige formål, som det understreges i betænkningen, kan dette omfatte, som det anmodes om i ændringsforslaget fra hr. Chichester og hr. Radwan fra PPE-DE-Gruppen, militær anvendelse til fredsbevarende operationer. Hvordan kan man forestille sig, at EU skal udvikle en fælles forsvarspolitik, hvis den ikke bevilger de tekniske midler til rumfart? Kære kolleger, vi skal fastsætte en realistisk og sammenhængende ramme for vores rumfartspolitik. Det samme gælder for miljøbeskyttelsen, beskyttelsen af det enkelte menneske og opretholdelse af freden.
Hr. formand, jeg vil starte med at ønske Dem tillykke med, at De fortsætter i embedet. Jeg vil takke Dem for, at De i konventet om grundlæggende rettigheder altid har henledt opmærksomheden på de religiøse værdier. Meget ofte bliver de europæiske værdier en hul frase. Men når vi står med denne betænkning i hånden, kan det blive meget anderledes, fordi der med denne betænkning er en chance for, at Europa på et meget vigtigt område viser, at vi gør det anderledes end de andre. Vi kan gøre det ydre rum til et fredsbevarende rum. Det hænger igen tæt sammen med principperne. Vi har ændringsforslag 1, der hedder "hvilket også kan indebære militær anvendelse som led i fredsbevarende operationer". Det ydre rum skal tjene fredelige formål - ja, over for hvem?, kunne man polemisk spørge. Over for de små marsmænd? - eller til udnyttelse - som hr. Chichester har antydet - af et militært-industrielt kompleks, der skal etableres i Europa? Det sidste ville være katastrofalt. Vi ville langsomt blive afhængige af dette militært-industrielle kompleks, der nu i den grad kendetegner den eneste tilbageblevne supermagt, men alligevel ville vi blive ved med at tale om europæiske værdier. Det ville være farisæisk! Jeg vil stærkt anbefale, at ændringsforslag 1 forkastes, men at de følgende ændringsforslag vedtages. Netop også, fordi det handler om kristne og religiøse værdier, som De, hr. formand, altid med rette har mindet os om.
Hr. formand, USA meldte sig ensidigt ud af missilskjoldaftalen. Dette skete efter en udtalelse fra landets egen efterretningstjeneste om, at missiltrussel fra en slyngelstat end ikke eksisterer, i hvert fald ikke i de kommende 10 år. Ifølge amerikanske medier pressede Kongressens republikanere medierne til at ændre deres holdning og skabe et ubegrundet trusselsbillede. Etablering af et kæmpe missilskjold er nu svar på denne forestilling. Endelig er der ingen, der er beskyttet mod uretfærdighed og terrorisme, der lever og ånder af uretfærdighed. Af de nederdrægtige terrorangreb i september så vi, hvor de virkelige sikkerhedstrusler ligger. Et missilskjold militariserer rummet, de bekæmpende missiler agerer i rummet. Dette vil føre til et nystartet oprustningskapløb, men som svar på USA's eksempel går vi her på et mindre kompromis med vores principper, da Galileo efter vores mening kan benyttes til militære formål ved fredsbevarende operationer. Menneskene i verden har brug for en fælles sikkerhed og retfærdighed, der tilhører alle. Det skal være Unionens centrale formål. Jagten på terrorister hører aldrig op, hvis vi ikke eliminerer grundene til oprør og retstridigheder. Fred i rummet, demilitarisering, skabt med stort besvær under den kolde krig er ved at slutte uden en rationel grund. Der vil altid findes mennesker, der er parate til at gøre vanvittige gerninger. Forholder det sig sådan, at når en vanvittig gerning ikke drejer sig om bygninger, men om hele verden, så er den mere acceptabel? Når man udelukkende sørger for sin egen sikkerhed, er man ved at så sæd til krig.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, på Rådets opfordring har Kommissionen faktisk udarbejdet en meddelelse om nødvendigheden af hurtigt at fastlægge en sammenhængende rumfartsstrategi i samarbejde med Den Europæiske Rumorganisation. Som ordføreren, hr. Alyssandrakis, glæder jeg mig over det, og jeg lykønsker ligeledes ordføreren med det fremragende arbejde. Kommissionen foreslår at styrke grundlaget for rumfarten gennem en styrkelse af det videnskabelige grundlag. Ordføreren insisterer på udviklingen af det teknologiske grundlag. Jeg mener, at dette kræver en betydelig offentlig støtte, en økonomisk støtte, selv om den kun er økonomisk. Og det sjette rammeprogram for forskning, som jeg er hovedordfører for, opfylder delvist dette krav ved at gøre rum- og luftfart til en af de syv topprioriteter med et budget på lidt over 1 milliard euro. I min betænkning foreslog jeg også foranstaltninger til uddannelse af forskere og ingeniører bl.a. inden for rumfart for at løse problemerne med mobilitet, der forværres af den geografiske spredning. Jeg vil afslutte mit indlæg med at nævne farerne ved en oprustning i rummet. Der er ganske vist risici, men jeg mener ikke, at man kan udføre militærlignende aktiviteter, når man har ambitioner om at forebygge eller styre konflikterne for at bevare eller genskabe freden. Dette forhindrer ikke, at vi stadig prioriterer en udvikling af anvendelse af rummet til formål af generel interesse og til gavn for offentligheden.
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske Dem med bekræftelsen af Deres hverv. Mine damer og herrer, først og fremmest vil jeg gerne lykønske hr. Alyssandrakis og takke ham for hans meget klare og konstruktive betænkning, og jeg vil også takke medlemmerne af Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi samt medlemmerne af de andre udvalg, som har taget ordet under forhandlingen, og som har berørt betænkningen. Jeg er meget glad for at deltage i forhandlingen i dag på vegne af Kommissionen i stedet for min kollega Busquin, som jeg arbejder tæt sammen med inden for rumområdet, især grundet min kompetence inden for området på grund af Galileo-projektet. Betænkningen, De debatterer i dag, er et vigtigt skridt på vejen mod en europæisk rumpolitik, som Fællesskabets institutioner er blevet opmærksomme på i den sidste tid. Den støtter politisk Kommissionens arbejde og Den Europæiske Rumorganisation ESA inden for rammen af det fælles arbejde, der støttes fuldt ud i henstillingerne i forslaget til beslutning. Min kollega Busquin yder en stor indsats inden for dette område, og jeg mener, at det går i den rigtige retning for Europa, således at vi i 2010 kan opnå det mest konkurrencedygtige videnbaserede samfund på globalt plan. Jeg vil i mit indlæg fokusere på tre punkter. Det første er ånden i den europæiske rumpolitik, som er en del af visionen om et Europa, der fuldt ud udnytter potentialet i den videnbaserede økonomi, specielt ved dannelsen af et reelt europæisk forskningsområde i henhold til ånden i Lissabon-konklusionerne, som også vil gå igen i Barcelona. Et Europa, der ydermere er fast besluttet på at fremme den bæredygtige udvikling, som efter Göteborg er en prioritet for Unionen. Et Europa, der ønsker at inddrage borgerne mere i beslutningsprocessen og dermed give et praktisk eksempel på styreformer. Og der spiller Parlamentet en vigtig rolle, især når tekniske spørgsmål, som f.eks. rummet, skal forklares. Ud over disse generelle principper vil jeg gerne nævne to specifikke elementer. For det første viljen til at påtage sig den internationale dimension af rummet og vores ansvar på verdensplan, idet man giver Europa de nødvendige midler for en veldefineret uafhængighed, og for det andet vigtigheden af at arbejde på at bevare fred og sikre de europæiske borgeres sikkerhed. Jeg vil gerne, som svar på nogle af ordførerens tvivlsspørgsmål, understrege fredselementet i det globale miljø- og sikkerhedsovervågningsinitiativ GMES (Global Monitoring for Environment and Security). Et andet element er udviklingen inden for dette område. I løbet af det forgangne år har man opnået vigtige fremskridt i rumpolitikken takket være den meddelelse, De behandler i dag, og efterfølgende i den dertil knyttede rådsbeslutning. EU's politik har indført den strategiske dimension i Europas aktiviteter på rumområdet. Af konkrete fremskridt kan jeg nævne to vigtige faser. Den første er oprettelsen af en fælles arbejdsgruppe under Kommissionen og ESA, som har ført til en anden meddelelse, der i slutningen af 2001 blev forelagt for Rådet, ESA og Parlamentet. Den anden er en fælles gennemførelsesstrategi for GMES-initiativet. Med henblik på det har man i første omgang forberedt en handlingsplan på unionsniveau og efterfølgende for Den Europæiske Rumorganisation, efter beslutning om en tillægsdel på ESA's ministerråd. Men i 2001 har vi også set begrænsninger, f.eks. manglen på resultater i Galileo-projektet på det sidste møde i Rådet (transport). Jeg beklager dybt de forsinkelser, det fører til, og jeg vil gerne gentage klart, at jeg ikke mener, der findes økonomiske belæg for at sætte spørgsmålstegn ved projektets gennemførlighed. Det, vi står over for, er usikkerhed, hvad angår den politiske vilje til at gennemføre et projekt af så stor skala som Galileo-projektet. Jeg håber, at man kan få klarlagt denne usikkerhed i de kommende uger, således at vi i marts en gang for alle kan opnå en positiv unionsafgørelse. Det tredje element er spørgsmålet om fremtiden. Hvad mangler vi? Meget. For at Europa kan påtage sig den rolle, vi skal spille, skal man opnå et tæt samarbejde mellem alle berørte parter, og især mellem Kommissionen og ESA. På kort sigt drejer det sig om at få forhandlet en rammeaftale mellem disse to institutioner, som formaliserer samarbejdet og giver ESA rollen som eksekutivt organ for Unionens rumprogrammer. Senere skal man organisere et uformelt Råd om rummet, som samler Rådet (forskning) og ESA's ministerråd. På mellemlang sigt foreslår man, at beslutninger om rumpolitikken træffes af Unionens Ministerråd, ESA's ministerråd og Europa-Parlamentet, efter retningslinjer fra stats- og regeringscheferne. Men på lang sigt, og inden for rammen af debatten om Unionens fremtid, er det hensigten, at ESA og rumpolitikken skal medtages i traktaten. Inden jeg afslutter, vil jeg gerne kommentere nogle af henstillingerne i hr. Alyssandrakis' betænkning. Der er spørgsmålet om frekvenser. Inden for dette område er man ved at skabe en europæisk koordinationsmekanisme i form af en arbejdsgruppe med nationale deltagere, ansvarlige for regulering. En anden ting er, at der skal være fuld overensstemmelse mellem task force-rapporten fra reflektionsgruppen og Parlamentets holdning, hvad angår behovet for nøje at undersøge konkurrencesituationen på globalt plan og træffe passende foranstaltninger, specielt for løfteraketter. Vi er også glade for idéen om at organisere en international konference for at se på mulighederne for samarbejde. Som hr. Alyssandrakis ved, har man allerede et tæt samarbejde med Rusland. Endelig vil det sjette rammeprogram gøre det muligt at opnå fremskridt inden for områder nævnt i flere henstillinger, i og med at rumområdet for første gang er blandt prioriteterne i rammeprogrammet, og også fordi ESA for første gang vil kunne deltage som fuldgyldig deltager i rammeprogrammet. Mine damer og herrer, betænkningen, som De vil vedtage, betyder et indholdsmæssigt og stærkt incitament for arbejdet med gennemførelsen af en reel europæisk rumpolitik. Hvis man skal opnå succes med projektet, skal alle berørte parter mobiliseres, og De, mine damer og herrer, skal bidrage med energisk støtte. Jeg mener, som andre, bl.a. hr. Savary og hr. Caudron, har sagt, at vi ikke må hindre EU's nødvendige kapacitet og tilstedeværelse inden for rumteknologien, også fordi nogle projekter kan have et dobbelt indhold. Det kommer klart frem, at GMES har et fredsmål, og at det ikke er et militært projekt, hverken i budgettet eller i indholdet. Tværtimod gør det modsatte sig gældende. Det samme gælder for Galileo-projektet. Vi må ikke omgå vores tilstedeværelse i rumkapløbet for fred. Hvis der findes et militært aspekt i rummet, kan vi være med til at fjerne det. Vi må være fast besluttet på at være til stede i rummet ud fra EU's kriterier. Vi ønsker et rum med verdensfred.
Mange tak, fru kommissær de Palacio. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om indstilling ved andenbehandling (A5-0437/2001) fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning (9068/1/2001 - C5-0433/2001 - 2000/0060(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 96/53/EF om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (Ordfører: Hatzidakis); indstilling ved andenbehandling (A5-0469/2001) fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning (10353/1/2001 - C5-0473/2001 - 2000/0297(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 881/92 og Rådets forordning (EØF) nr. 3118/93 med henblik på at indføre en førerattest (Ordfører: van Dam); betænkning (A5-0430/2001) af Grosch for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om uddannelse af erhvervschauffører til godstransport og personbefordring ad landevej (KOM(2001) 56 - C5-0037/2001 - 2001/0033(COD)).
Hr. formand, fru næstformand i Kommissionen, da jeg begyndte at arbejde på denne betænkning, forestillede jeg mig ikke, at den ville tage særlig lang tid. Det viste sig, at der var større forhindringer, end jeg havde troet. Men under alle omstændigheder er vi i dag nået til en lykkelig afslutning, og det er det vigtigste. Formålet med forslaget til direktiv er at harmonisere de største tilladte dimensioner for både stive og leddelte busser til brug i hele EU. Til dato har der ikke været klare og tydelige bestemmelser på dette område. Der var kun skabt sikkerhed for, at stive busser på op til 12 m og ledbusser på op til 18 m frit kunne benyttes i EU. På nationalt plan findes der f.eks. fire forskellige største tilladte længder for stive busser, hvilket betyder, at nogle busser ikke kan anvendes i hele EU, og det har konkurrenceforvridende konsekvenser. Medlemsstaterne ønskede en harmonisering af disse største tilladte længder, i hvert fald for busser i brug i hele EU, og anmodede Kommissionen om at udarbejde et forslag. Hvad førstebehandlingen angår, vil jeg gerne minde medlemmerne om, at Parlamentet vedtog tre ændringsforslag. Med det første ændringsforslag foreslog vi en forlængelse af den periode, inden for hvilken medlemsstaterne kan tillade brug på deres område af busser, hvis dimensioner ikke opfylder kravene i det nye direktiv, fra december 2009, som var foreslået af Kommissionen, til 2015 for at tage højde for disse bussers "normale økonomiske levetid". Rådet har yderligere forlænget denne frist til december 2020, en ændring, som Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme fuldt ud kan tilslutte sig. I den anden ændring foreslog Europa-Parlamentet den samme længde for ledbusser som for busser med påhængsvogne, nemlig 18,75 m. Denne ændring blev også accepteret i den fælles holdning, og der er således heller ingen problemer her. Den sidste ændring åbnede mulighed for, at stive busser på op til 13,5 m kan have to aksler. Busser på mellem 13,5 og 15 m skal have mindst tre aksler for at forhindre overskridelse af den største tilladte vægt pr. aksel. Også dette ændringsforslag blev accepteret. Kun den del af ændringen, som drejede sig om selve begrebet "stive busser", blev ikke accepteret, men det er kun et spørgsmål om terminologi. Det bør nævnes, at den fælles holdning følger Kommissionens forslag om at bruge de nye manøvredygtighedskriterier, der er vedtaget af FN's Økonomiske Kommission i Genève. Jeg gør opmærksom på, at Portugal og Det Forenede Kongerige i op til tre år efter direktivets ikrafttræden kan forbyde brug på deres område af busser, der ikke opfylder de tidligere og strengere manøvredygtighedskriterier. Desuden kan medlemsstaterne af sikkerhedsmæssige eller andre årsager indføre lokale restriktioner mod brug af lange busser. Der er tale om artikel 7 i den fælles holdning, som er blevet drøftet indgående i vores udvalg. Dette burde i vid udstrækning imødekomme de betænkeligheder, der kom til udtryk i nogle af de ændringsforslag, som blev forkastet ved andenbehandlingen i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. På baggrund af alt dette kan jeg naturligvis blot foreslå plenarforsamlingen, hvad jeg også foreslog Udvalget, nemlig at vedtage denne fælles holdning uden ændringer, eftersom den er udtryk for en rimelig balance mellem de forskellige aspekter, som vedrører det indre marked, regulering, sikkerhed samt tekniske og kommercielle spørgsmål.
Hr. formand, det omhandlede forslag til forordning om indførelse af en førerattest indebærer, at alle førere, som er ansat af EU-transportvirksomheder, skal være i besiddelse af et ensartet dokument. De nationale kontrolinstanser vil dermed nemt overalt i EU kunne sikre, at de pågældende førere er ansat på korrekt vis i overensstemmelse med gældende nationale socialretlige bestemmelser. Det er i øjeblikket vanskeligt for instanser uden for den pågældende førers hjemland at foretage en sådan kontrol på grund af de forskelligartede forskrifter og dokumenter, der anvendes i medlemsstaterne. Europa-Parlamentet støttede under førstebehandlingen det her omhandlede initiativ. Dog bemærkede Parlamentet, at forslaget ikke kunne forventes at løse alle eksisterende problemer på dette felt. Der findes stadigvæk også bilaterale og internationale godkendelser samt CEMT-godkendelser, som giver førere fra tredjelande ret til under visse omstændigheder på legal vis at arbejde i EU. Imidlertid synes det at være uklart for mange virksomheder, hvor skillelinjen mellem lovlig og ulovlig tjeneste går for sådanne førere. Det foreliggende forslag finder således kun anvendelse på førere, som er ansat af EU-virksomheder og udfører godstransport med disse virksomheders køretøjer. Europa-Parlamentet gav under førstebehandlingen udtryk for, at forordningen burde iværksættes etapevis over for henholdsvis førere fra EU og førere fra tredjelande, hvilket var begrundet i de administrative foranstaltninger, medlemsstaterne i denne anledning må træffe. Dette vidnede om, at Europa-Parlamentet var bekendt med den situation, der hersker inden for den berørte sektor, hvor det primære problem vedrører førere fra tredjelande, hvis man skal dømme ud fra antallet af klager over den omhandlede praksis. Europa-Parlamentet valgte på denne baggrund at foreslå, at forordningen først efter to år skulle finde anvendelse på førere fra EU. Endvidere var Europa-Parlamentet af den opfattelse, at de i attesten anførte data også skulle omfatte førerbevisnummer og CPR-nummer. Rådet giver i den fælles holdning udtryk for, at det i vid udstrækning er enigt med Europa-Parlamentet. Rådet anerkender således den af Parlamentet påpegede problemstilling og finder, at den omhandlede attest i det mindste betegner et konstruktivt bidrag til imødegåelse af den aktuelle konkurrenceforvridning, når det gælder den internationale landevejstransport. Rådet godkendte umiddelbart Parlamentets ændringsforslag om indføjelse af førerbevisnummer og CPR-nummer i førerattesten. Ændringsforslagene om forskudt gennemførelse af ordningen for førere fra henholdsvis tredjelande og fra EU overtog Rådet derimod ikke direkte. Rådet tilslutter sig ganske vist forslaget om etapevis gennemførelse, men ønsker ikke på grundlag af de på nuværende tidspunkt tilgængelige oplysninger at træffe endelig afgørelse om, hvornår forordningen skal finde anvendelse på førere fra EU. Udvidelsen af anvendelsesområdet til også at omfatte EU-førere skal således finde sted, såfremt det ved evaluering af den til sin tid gældende forordning kan konstateres, at en sådan udvidelse vil sikre en reel merværdi. Endelig har Rådet anført sin fortolkning af kontrolkravet og præciseret, at 20% af de udstedte attester skal kontrolleres. Som ordfører konstaterer jeg, at Rådets og Europa-Parlamentets synspunkter ikke er så forskellige. Vi er enige om, hvad der er det centrale og mest påtrængende problem, nemlig førere fra tredjelande. Forordningen bør derfor også træde i kraft snarest muligt, når det gælder disse. Herom hersker der enighed Rådet og Europa-Parlamentet imellem. Hvad angår førere fra EU, vil jeg gerne påpege, at problemet på grundlag af de til rådighed værende oplysninger forekommer langt mindre påtrængende. Jeg finder det derfor hensigtsmæssigt at gennemføre den af Rådet vedtagne evaluering for dermed at tilvejebringe yderligere oplysninger. Det er dog ønskeligt, at der fastsættes en tidsfrist for gennemførelsen af en sådan evaluering. Jeg glæder mig derfor over kommissær de Palacios skriftlige tilsagn over for Transportudvalget om, at den pågældende evaluering af forordningen vil blive gennemført, inden der er gået tre år. Jeg forventer, at kommissæren under dagens forhandling mundtligt vil bekræfte dette over for Europa-Parlamentet. Hr. formand, jeg mener generelt, Europa-Parlamentet kan være tilfreds med den tekst, der nu foreligger. Jeg vil derfor også anbefale, at Parlamentet godkender denne uden ændringer med kommissærens tilsagn. Hr. formand, afslutningsvis vil jeg gerne fremføre en enkelt bemærkning til hr. Groschs betænkning. Jeg tilslutter mig denne, men det bør understreges, at kandidaterne skal aflægge en passende prøve efter den enkelte uddannelse, ligesom også daglig praksis bør inddrages i forbindelse med efteruddannelsen. Bestemmer vi, at alle førere skal uddannes, men at dette skal ske i henhold til nationale standarder, fremmer vi den såkaldte "uddannelsesturisme", hvilket vi afgjort ikke ønsker.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, liberaliseringen af transportområdet har uden tvivl ført til, at vi i Europa har et bedre udbud og bedre priser. På tilsvarende måde er konkurrencen blevet skærpet, hvilket nødvendigvis har ført til, at der i mange virksomheder er en tendens til, at dette til dels går ud over sikkerhed og arbejdsforhold. Det foreliggende direktiv om uddannelse af erhvervschauffører inden for gods- og persontransport skal i og for sig udgøre en ledsageforanstaltning og forbedre statutten for disse chauffører. Den teknologiske udvikling, men også de strengere krav til miljø og sikkerhed, er i vores øjne et tilstrækkeligt argument til at stille krav om, at denne uddannelse for det første skal forbedres og for det andet holdes ved lige ved regelmæssig efteruddannelse. Men under de mange forhandlinger med sektoren selv har vi også konstateret, at manglen på arbejdskraft ikke må føre til, at dette direktiv nu får en hæmmende effekt. Derfor har vi i udvalget forsøgt at stille ændringsforslag, der ikke vender op og ned på hele direktivet, men gør det noget mere fleksibelt, og i den forbindelse vil jeg gerne takke alle grupper, der har deltaget konstruktivt i denne forhandling. Vi har dels skabt en form for bro til førerattesten, for vi ved, at der i mange medlemsstater i forbindelse med førerattestuddannelsen stilles krav om visse forudsætninger, der er ligestillet med det, der nu bliver foreslået i forbindelse med denne uddannelse. Derfor synes vi, det er vigtigt, at uddannelsen er med, men ikke to gange i både førerattestuddannelsen og grunduddannelsen. For målsætningerne var filosofien den samme. For os handlede det ikke om at fastlægge alle detaljer, men derimod at fastlægge målsætningerne mere generelt og altså også lade dem være uændret i bilaget, fordi dette muliggør en fleksibel håndtering af målsætningerne og lader mulighederne stå åbne for at tilpasse målsætningerne til udviklingen. Den nuværende uddannelse er forskellig i de enkelte lande, og derfor har vi bestemt, at landene kan gennemgå den i detaljer sammen med Kommissionen. Målsætningen er, at uddannelsen skal være ens. Hvis et land allerede tilbyder en uddannelse, skal den ikke ændres nu på baggrund af dette direktiv. Vi mener, at efteruddannelse er et vigtigt punkt i forbindelse med videreudvikling, og vi håber, at der også her bliver slået bro til førerattesten, fordi efteruddannelse også senere vil udgøre et væsentligt element i forbindelse med førerattester. Men vi har også vedtaget, at der skal være fleksibilitet, det vil sige, at efteruddannelsen vil vare syv timer, altså en dag, og ikke længere for ikke at belaste virksomhederne for meget. Med en dag, lad os sige 0,05% af arbejdsomkostningerne for en arbejdstager, mener jeg ikke, at vi har overdrevet. Personligt holder jeg også meget strengt på, at det skal være et fleksibelt uddannelsessted. Når vi i dag taler om mobilitet i Europa, skal uddannelsesstedet nødvendigvis ikke være knyttet til virksomheden eller chaufførens bopæl. Hvis denne førerattest skal have gyldighed i hele Europa, skal man også kunne gennemføre uddannelsen i hele Europa. Vi ved godt, at det ganske vist er et interessant og vigtigt direktiv, men det løser desværre ikke alle problemer. Hr. van Dam har netop talt om de bilaterale tilladelser, der fortsat skal gælde i Europa, hvilket kan føre til, at de bliver misbrugt. Vi ved også, at visse virksomheder fortsat vil benytte sig af muligheden for at begrænse denne fælles førerattest til lande, der ikke er medlem af EU - og det finder jeg beklageligt i van Dam-betænkningen. For også i de 15 medlemsstater går man for vidt inden for disse områder. Jeg vil i den forbindelse ikke nævne navne på virksomheder, men vi har da kendskab til nogle. Til sidst vil jeg gerne sige, at det hele skal kunne udgøre en helhed, hvis vi i morgen fik et ensartet førerbevis, et direktiv om køre- og hviletider, og i relation til det et kort, der dokumenterer dette, og derudover et direktiv om førerattester og den nuværende uddannelse. Det ville være let at kontrollere, og derfor vil vi gerne appellere til, at ikke kun Kommissionen, men også medlemsstaterne skal forbedre kontrollerne. Ethvert direktiv, uanset hvor godt det er, har kun værdi, hvis det bliver kontrolleret regelmæssigt og gennemført konsekvent i alle medlemsstater.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest gerne lykønske de tre ordførere - hr. Hatzidakis, hr. van Dam og hr. Grosch - med deres arbejde. Den viden, som medlemmerne af Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme besidder, vil aldrig ophøre med at imponere mig, det være sig tekniske detaljer som antallet af aksler på busser, vendediameteren for busser osv. Jeg er dem taknemmelig for deres arbejde. PSE-Gruppen glæder sig over den fælles holdning i hr. Hatzidakis' betænkning, og det samme gælder hr. van Dams betænkning. Vi stemmer i overensstemmelse hermed. Med hensyn til hr. Groschs betænkning bifalder jeg direktivet, da det anerkender, at vi nu har mulighed for at forbedre færdselssikkerheden. Chaufførernes arbejdsbetingelser har direkte økonomiske, men også sikkerhedsmæssige følger. Ved at foreslå en uddannelsesordning for erhvervschauffører øger vi deres status. I lyset af udvidelsen er det også vigtigt at erkende, at ansøgerlandene skal indarbejde disse bestemmelser i lovgivningen. Jeg ved, at grunduddannelsen i mange medlemsstater omfatter uddannelse af chauffører, men hvor dette ikke er tilfældet, gør dette direktiv det muligt for alle chauffører at modtage ordentlig efteruddannelse. Spørgsmålet om subsidiaritet blev rejst i udvalget og rejses atter på plenarforsamlingen i form af en række ændringsforslag. Min gruppe mener, at den kompromisbeslutning, som vi nåede frem til i udvalget med ordførerens, hr. Groschs, hjælp, slet og ret gør det muligt for direktivet at tilbyde retningslinjer og derfor ophæve behovet for subsidiaritet. Min gruppe stemmer derfor imod de fleste ændringsforslag, som taler for dette princip og støtter ordførerens holdning. Vi stemmer også for ændringsforslag 43, hvori der foreslås en vurdering af direktivets effektivitet, og stemmer imod andre ændringsforslag, der forsøger at være for foreskrivende. Vi er kort sagt enige med ordføreren. Jeg takker ordførerne for deres arbejde og lykønsker dem alle med udarbejdelsen af tre velafbalancerede betænkninger.
Indledningsvis vil jeg gerne takke de tre ordførere for den indsats, de har ydet. Ikke mindst vil jeg udtrykke min anerkendelse af hr. van Dams arbejde, hvis vigtighed er understreget med ulykken i Sankt Gotthard-tunnellen. Ulykken viser med al ønskelig tydelighed, at det er påtrængende nødvendigt at indføre fælles europæisk lovgivning, som gør det muligt at gribe konsekvent ind over for ulovligt ansatte førere, som ikke er i besiddelse af de nødvendige papirer. Om attesterne er fyldestgørende, vil evalueringen vise. Jeg vil også gerne udtrykke min anerkendelse af hr. Groschs betænkning. Den omhandler ligeledes spørgsmålet om ensartede krav til førere, som er beskæftiget i et udpræget transnationalt erhverv. Det er i sidste instans et spørgsmål om sikkerhed og loyal konkurrence inden for landevejstransporten, og det er set i dette perspektiv vigtigt, at den enkelte fører er uddannet på behørig vis, inden han sætter sig bag rattet. Det er vigtigt, at han har mulighed for specialisering og efteruddannelse, og det er vigtigt, at der stilles sammenlignelige krav i medlemsstaterne og i ansøgerlandene. Der vil samtidig stå større respekt om erhvervet, hvilket er særdeles vigtigt og vil gøre erhvervet mere tiltrækkende. For De Liberale er det afgørende, at der også efter gennemført uddannelse aflægges prøve for en uafhængig instans. Det er dog nødvendigt i så henseende at anlægge et fleksibelt og pragmatisk synspunkt. Kommissionens forslag indebærer en unødvendigt lang uddannelse, som vil udgøre en hindring. En passende prøve sikrer i øvrigt langt mere effektivt, at førerne også har lært det, de mener at have lært. Dog finder vi, at hr. Bradbourns og andres forslag om fleksibilitet er for vidtrækkende. De fleste ændringsforslag kan vi således ikke støtte, fordi de reelt gør forordningen overflødig og svækker prøven, hvorved vi forfejler vores mål.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger og ordførere, jeg vil benytte lejligheden til at erindre om, at vi i virkeligheden på ganske kort tid med en række betænkninger - og ikke blot dem, vi behandler i dag, men også betænkningen om arbejdstidsbestemmelserne, som betød, at arbejdstiden blev nedsat for såvel ansatte som selvstændige førere fra gennemsnitligt 60 timer til 48 timer - langsomt, men sikkert har sammensat en pakke, med hvilken vi under hensyntagen til sikkerheden, miljøet og effektiviteten søger at få gennemført en række forslag til forbedring af det generelle miljø i tilknytning til landevejsgodstransporten, herunder chaufførernes rolle i denne sammenhæng. Som allerede nævnt forekommer der jævnligt ulykker, herunder ulykker som involverer personer fra tredjelande, og hvor de involverede ikke er i besiddelse af de foreskrevne papirer. Hvad angår hr. van Dams betænkning, vil jeg påpege, at vi rent faktisk har været i stand til på relativt kort tid at nå dette resultat, og jeg vil derfor støtte hr. van Dams bestræbelser for at undgå alle mulige ændringsforslag, men sikre, at de omhandlede foranstaltninger hurtigst muligt iværksættes, vel vidende at de utvivlsomt har visse mangler, som vil komme frem i forbindelse med den evaluering, der skal finde sted, inden der er gået tre år - ja, jeg formoder, dette tilsagn straks bekræftes. Jeg tilslutter mig ligeledes hr. Simpsons bemærkninger om, at den måde, hvorpå subsidiaritetsprincippet anvendes i hr. Bradbourns ændringsforslag, egentlig ikke er i overensstemmelse med den arbejdsform, vi burde anvende. De Grønne stemmer afgjort imod denne fremgangsmåde. Endelig vil jeg gerne takke de to andre ordførere, hr. Hatzidakis og hr. Grosch. Hr. Hatzidakis, der var tale om et teknisk ændringsforslag. Det var en betænkning, vi med fornøjelse overlod til den daværende formand, og jeg benytter lejligheden til at ønske Dem held og lykke med Deres nye opgaver inden for transportsektoren.
Hr. formand, fru kommissær, nu forhandler vi om tre forslag om vejtransport, der i og for sig ikke er det mest spændende emne for det store publikum, de politiske point bliver ikke høje. Men selv små skridt er nødvendige for sikring af fleksible transporter. Jeg takker ordførerne for deres udmærkede arbejde og specielt hr. Grosch for et meget konstruktivt forhold til kollegernes ændringsforslag. Hvad angår hr. Hatzidakis' betænkning, må vi være meget tilfredse med, at Rådet nu tillader benyttelsen af gamle rutebiler, til deres økonomiske levealder er slut. Andet ville have været ufornuftigt spild af ressourcer. Hvad angår dimensionerne, vil jeg nævne lastbilsituationen. I Finland og Sverige er det tilladt at køre med usædvanligt store lastbiler. Hos os kan de være seks og en halv meter længere end andetsteds i EU. Disse dimensioner bør absolut indføres i hele EU-området. Hvis vi gør det, vokser lastbilernes lastmængde fra 40 t til 60 t. Fordelene er soleklare selv for lægmænd. Man kan spare plads på vores veje med myldretrafik, for to finske lastbiler svarer til tre i resten af i EU. Centraleuropa kan sommetider uddrage en lære af pragmatikken i de nordlige lande. En mere flydende trafik, men også størrelsesøkonomien kan føre til et renere miljø. Det er netop dette, hvidbogen om transport efterlyser, merci, madame Palacio Vallelersundi. Derfor beder jeg Kommissionen om at reagere på sagen og overveje et forslag i denne retning. Man skal huske, at i Europa er landevejstransport den overvejende vigtigste transportform, der oven i købet kan tilbyde dør-til-dør-transport. Vi skal selvfølgelig forbedre jernbaner, der fungerer dårligt. At isbrydere er hurtigere end fragtskibe, er absurd. Dog er finske isbrydere ikke særligt langsomme. Vi skal alligevel ikke stikke en kæp i hjulet for vejtransporten, tværtimod. Den europæiske dynamik er afhængig af en blomstrende økonomi, hvis levevilkår udgøres af vejtransport. Med et harmonisk regelsæt kan vi sikre ligelige konkurrencebetingelser såvel transportformerne imellem som medlemsstaterne imellem. Jeg tror på, at disse forslag er et skridt i den rigtige retning.
Hr. formand, også jeg vil takke kollegerne for en god udarbejdelse af betænkningerne om vejtransport. Med dette arbejde kan trafiksikkerheden forbedres, og det er godt. Om de største tilladte dimensioner for køretøjer er der tilvejebragt en rimelig afbalanceret fælles holdning, som ordfører Hatzidakis sagde. Forlængelse af overgangsperioden muliggør en fornuftig udnyttelse af den eksisterende buspark i hele dens levealder. Der er sandelig tid nok nu. Den tekniske udvikling giver mulighed for at anvende længere køretøjer ved samtidig også at tage højde for sikkerhedsfaktorerne. Ved harmonisering af bussernes maksimallængder reduceres desuden konkurrenceforvridninger. Ved ibrugtagning af ensartede førerattester fremmes en ligelig konkurrence i branchen, og også trafiksikkerheden forbedres. At håndhæve forordningen udelukkende for førere fra tredjelandene er i hvert fald i første fase begrundet. Den tredje betænkning om harmonisering af uddannelsen af erhvervschauffører til godstransport og personbefordring ad landevej kan både fremme trafiksikkerheden og forbedre chaufførernes situation. Samtidig kan vi også give et løft til branchens anseelse og gøre den mere attraktiv blandt de unge. Det er også vigtigt. Det er desuden godt at notere, at en bedre køremåde også skåner miljøet. Det grundlæggende krav til chaufførernes uddannelse må dog ikke være en hindring for, at chauffører, der allerede længe har været i branchen, kan vende tilbage til branchen. Dette er der taget hensyn til i denne betænkning. Deltagelse i uddannelsen skal være relativ fleksibel. Uddannelse skal organiseres, således at en fase er på mindst syv timer. Det er dog vigtigst at sikre, at uddannelsen faktisk er i stand til at forbedre chaufførernes erhvervsevne, netop som fru Sanders-ten Holte netop påpegede.
Hr. formand, fru kommissær, hver dag kan vi i avisen læse om alvorlige ulykker på vejene i Europa, der er forårsaget af lastbiler med overtrætte, overanstrengte og uerfarne chauffører. Man ryster på hovedet og spørger sig selv, hvordan sådan noget kan ske på vores veje i begyndelsen af det 21. århundrede. Der er ingen tvivl om, at kvalitetsstandarden for vejtransport i EU kan og skal højnes. Chaufførerhvervet, som der stilles stadig større krav til, skal styrkes og gøres mere attraktivt. Færdselssikkerheden skal ligeledes øges. Det vil så vise sig, om den mulighed, som Kommissionen her har foreslået, virkelig kan forbedre situationen. Jeg tror ikke, at det foreliggende direktiv vil medføre en markant større værditilvækst. En uddannelse skal principielt hilses velkommen, og den er til gavn for hele erhvervet. Men med en førerattesteksamen skal alle chauffører allerede nu dokumentere mere end blot et tilstrækkeligt kendskab til færdselsloven. Hjemme hos os siger vi, at dobbeltkonfekt virker bedre! Men det er ikke logisk, hvis en stor del af indholdet i direktivet nu helt uden grund - sådan opfatter jeg det - bliver krævet to gange. Jeg vil gerne komme med et godt eksempel. I Tyskland er der allerede en reel uddannelse til erhvervschauffør, der varer tre år. I forhold til det kan man kun betegne de tidsmæssige krav, der er nævnt i direktivet, og som Rådet i øvrigt har reduceret, som en erhvervsmæssig grunduddannelse. Mere kan man ikke præstere på 140 timer. Jeg talte om værditilvækst. Men når jeg ser nærmere på de påtænkte reguleringer, er der en del punkter, hvor jeg nærmest ser en forringelse. For nu har en 18-årig lov til at køre en lastbil på 40 t med farligt gods gennem alperne efter kun et par timers grunduddannelse! Det kan ikke være opfinderens hensigt. Vi har brug for at styrke chaufførerhvervet. Det skal være direktivets mål. Men punktet færdselssikkerhed skal forbedres. Måske ville alt blive meget bedre, hvis vi omsider fik en ny fartskriver.
Hr. formand, fru kommissær Palacio, mine damer og herrer, der foreligger i dag et direktiv om vægtbestemmelser i international trafik. Naturligvis handler det ikke kun om vægt, men også om dimensioner. Det er en typisk taktik, at overskriften egentlig meget prægnant udtrykker, hvad det handler om, og i selve direktivet kommer der naturligvis en tilsvarende udvidelse. Gennem lang tid har jeg meget kritisk fulgt udviklingen inden for de europæiske busser, fordi det på europæisk plan egentlig slet ikke havde været nødvendigt at gå så meget i detaljer. Vi - Europa-Parlamentet er helt enig på dette punkt - kæmper til det sidste for princippet om gensidig anerkendelse. Hvor det end er muligt, bør vi faktisk gennemføre princippet om gensidig anerkendelse. Vi skal kun harmonisere på de områder, hvor det virkelig er absolut nødvendigt. På dette punkt vil jeg gerne rose direktivet. Det er et forbillede for, hvor kort og præcis en fælles bestemmelse for europæiske busser skal være. Mit ønske var egentlig, at dette direktiv skulle ophæve alle andre direktiver om europæiske busser og dermed give landene og nationerne mulighed for at udforme deres busser på en måde, der passer til dem, for en bus på Sicilien skal naturligvis være indrettet anderledes på grund af de høje temperaturer, og i en lille landsby er bussen anderledes end busserne i Londons rush hour eller i Nordfinland, hvor der køres over store afstande. Her er det forkert at harmonisere. Det koster mange penge og skaber unødvendige omkostninger. Her bør Kommissionen virkelig overveje, hvor der bør være en frivillig selvforpligtelse, og hvor der skal fastlægges standarder. Vi har nogle fremragende standardiseringsudvalg. Vi ønsker kun rammedirektiver på de områder, hvor det er absolut nødvendigt.
Hr. formand, disse forslag om uddannelse af lastvognschauffører er som så megen anden lovgivning, der er vedtaget af Parlamentet, fuldstændig unødvendige. Det eneste, vi har brug for, er gensidig anerkendelse af nationale kvalifikationer, muligvis understøttet af et løst rammedirektiv for at sikre minimumsstandarder, især med hensyn til statsborgere fra tredjelande. Det, vi har her, er imidlertid typisk EU-lovgivning: påtrængende, foreskrivende og særdeles dyr. Det er som et juletræ, hvor vi har hængt vores ønskeliste over dyre smykker. Miljøspørgsmål er vigtige, men de har intet at gøre med evnen til at køre lastbil. Forslagene om uddannelse inden for sund kost er allerede blevet latterliggjort i den britiske presse. At bede den britiske lastbilchauffør om at opgive sine pølser og æg er det samme som at invitere Paven på diskotek - det får os simpelthen til at ligne tåber. Men vi beder om noget, der er værre end latterliggørelse. Alene i Det Forenede Kongerige vurderer sektoren, at disse forslag koster over 200 millioner euro om året i en branche, der allerede er under hårdt pres. Den tidsmæssige forpligtelse til uddannelse, som kræves af den enkelte erhvervsvirksomhed, er ikke bæredygtig og vil tvinge hundredvis væk fra branchen. Her i Parlamentet hykler vi altid for de små og mellemstore virksomheders behov, men gang på gang ignorerer vi deres bekymringer. Vi taler om arbejdsløshedsproblemet, hvorefter vi vedtager direktiver, der nedlægger job. Disse forslag er en del af et samlet angreb fra Kommissionen på godstransportsektoren. Jeg bør tilkendegive min interesse: Min stedsøn er lastbilchauffør, og han og hans kolleger er forfærdede over disse forslag. Jeg har forgæves gennemgået dem for en realistisk vurdering af indvirkningen på sektoren. Vi står over for enorme udgifter, enorm skade på sektoren - især små virksomheder - og enorm skade på den europæiske konkurrenceevne. En yderligere hindring for opnåelsen af Lissabon-målene, til hvad nytte? Med henblik på fordele, som i bedste fald er vage og spekulative. Jeg vil gerne tilskynde mine kolleger til at forkaste Grosch-betænkningen. Lad os standse op et øjeblik og overveje den enorme skade, vi udøver i forbindelse med bebyrdende og unødvendig lovgivning.
Hr. formand, mine damer og herrer, vi debatterer tre betænkninger, nærmere bestemt tre lovgivningsmæssige forslag, som sigter på at forbedre vejsikkerhed og garantere, at det indre marked fungerer bedre. Hvad angår områderne, største tilladte dimensioner i national og international transport og tilladt totalvægt i international transport, vil jeg gerne lykønske hr. Hatzidakis for hans strålende arbejde som ordfører og hans anstrengelser for at nå en endelig aftale i løbet af denne proces. Jeg vil give udtryk for min tilfredshed over, at betænkningens konklusion fastsætter en rimelig balance mellem det indre marked, lovgivning og sikkerhed uden dog at glemme tekniske og handelsmæssige betragtninger. Og netop det var jo Kommissionens hensigt med initiativet, og jeg vil derfor også takke Parlamentet for vedtagelsen af den fælles holdning, som Kommissionen støtter fuldt ud uden ændringsforslag, da den rent praktisk inkorporerer de ændringsforslag, Parlamentet vedtog under førstebehandlingen, og indfører andre små ændringer af Kommissionens oprindelige forslag. Efter at have takket hr. Hatzidakis for hans arbejde vil jeg også gerne takke hr. van Dam og bekræfte, at Kommissionen har til hensigt at udarbejde en evalueringsrapport senest tre år efter, forordningen træder i kraft. Jeg håber dermed, Parlamentet kan stemme med Rådets fælles holdning som grundlag og afslutte sagen, således at vi kan påbegynde en effektiv kamp for beskæftigelse og få reguleret forholdene for nationale førere fra tredjelande, der arbejder for transportvirksomheder i Fællesskabet. Til sidst vil jeg komme ind på erhvervsuddannelse af erhvervschauffører, som kører med varer eller passagerer. Jeg vil gerne takke hr. Grosch, der har udarbejdet den sidste betænkning om vejsikkerhed, vi behandler i dag, og jeg konstaterer, at betænkningen og begrundelsen viser, at Europa-Parlamentet er enigt med Europa-Kommissionen i forslagets betydning, selv om det drejer sig om et teknisk forslag. De foreslåede foranstaltninger gør det muligt at introducere en samlet pakke inden for erhvervsuddannelse og kvalifikationer for bus- og lastbilchauffører ved fastsættelse af minimumskrav. Og til fru Langenhagen vil jeg sige, at dette ikke forpligter til en reduktion i erhvervsuddannelsen i nogle lande, tværtimod, man indfører minimumskrav, der skal overholdes i alle lande. Man skal derfor ikke ændre på kravet om tre år, som i øjeblikket findes i Tyskland. Slet ikke, da det ligger over minimumskravet i direktivet. Men derimod skal man sikre, at alle tyske chauffører, og ikke som nu kun en lille procentdel, følger og opnår denne erhvervsuddannelse. Formålet er at forbedre kvaliteten hos erhvervschauffører, forbedre transportstandarderne generelt og sikre positive resultater for vejsikkerheden. Vi kan acceptere størstedelen af ændringsforslagene, nogle skal dog tilpasses en smule, og så er der nogle vi må forkaste, f.eks. ændringsforslag 25-41, for det ville betyde, at initiativet skulle overlades fuldstændigt til medlemslandene. Man skal huske på, at i øjeblikket er det kun 5% af bus- og erhvervschauffører, der nyder godt af erhvervsuddannelse. Kun 5%. Og netop for at rette op på en situation med reduceret sikkerhed og konkurrenceforvridning er dette forslag vigtigt. Man kan kun opnå forbedringer ved hjælp af fællesskabslovgivning, som gør det obligatorisk. Hvad angår ændringsforslag 37, vil Kommissionens reviderede forslag inkorporere nogle af hr. Bradbourns bekymringer, således at subsidiaritetsprincippet får en bredere margen, da vi mener, han har ret i nogle af betragtningerne. Selv om Kommissionen accepterer princippet om paralleluddannelse, for at opnå førerattest og erhvervskompetence, foretrækker jeg at undgå gentagelser, og vi kan derfor ikke acceptere ændringsforslag 6, 16, 17 og 18. Ej heller 5, for det er et ændringsforslag, der kan skabe problemer i sektoren, som i øjeblikket lider under mangel på chauffører, ved at kræve grunduddannelse for chauffører, der allerede er i arbejde, men som ikke har tre års erfaring. I kompromisets ånd kan vi dog acceptere ændringsforslag 27. Med hensyn til ændringsforslag 10, om indførelse af uddannelsestimer i arbejdstiden, mener Kommissionen, at det er et spørgsmål, arbejdsmarkedets parter må tage stilling til, og vi kan derfor ikke acceptere det. Kommissionen har vanskeligheder med ændringsforslag 13 om stedet, hvor uddannelsen finder sted. Vi kan godt forstå, at der er behov for fleksibilitet i den vedvarende uddannelse, som er af kort varighed, og at den burde kunne finde sted både i sædvanligt opholdsland, og i det land, chaufføren er hyret, men ikke inden for andre områder, der findes jo heller ikke en lignende bestemmelse for førerattester og erhvervskort. I ændringsforslag 19 indfører man et element for international transport, der hovedsageligt bygger på sprogkendskab. Det er ikke formålet med forslaget, og vi forkaster derfor ændringsforslaget. Kommissionen støtter heller ikke ændringsforslag 2, 22 og 23, da de overskrider direktivets anvendelsesområde. Og endelig kan vi ikke acceptere ændringsforslag 42, 44 og 45, som flytter bestemmelserne for uddannelsens varighed fra bilaget til artiklerne. Hr. formand, afslutningsvis vil jeg gerne takke de tre ordførere for deres arbejde. Jeg vil også takke Parlamentet, da det ser ud til, at to af forslagene, det om tilladt totalvægt i national og international transport og største tilladte dimensioner, og det om fælles erhvervskort, bliver vedtaget, således at sagen kan videreføres og gennemføres så hurtigt som muligt. Jeg håber, vi ved senere behandlinger kan nå frem til en aftale om erhvervsuddannelse af erhvervschauffører, der transporterer varer eller passagerer. Vi mener, det er et vigtigt område for at forbedre vejsikkerhed og undgå konkurrenceforvridning, især på transportmarkedet i EU, men som sagt, vi kan acceptere mange af ændringsforslagene, og nogle af ændringsforslagene, der sigter på en bredere margen for subsidiaritet, vil komme med i et revideret forslag, som vi senere vil fremlægge.
Mange tak, fru kommissær de Palacio! Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er henstilling (A5-0412/2001) af Rod for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af partnerskabsaftalen mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (2117/2000 - KOM(2000) 324 - C5-0417/2000 - 2000/0124(AVC)).
Hr. formand, kære kolleger, selv om jeg i begrundelsen i denne betænkning har anvendt en temmelig kritisk tone, bør vi fortsat være konstruktive, og på trods af det fremskredne tidspunkt anbefaler jeg Europa-Parlamentet at afgive samstemmende udtalelse om gennemførelsen af denne AVS/EF-aftale. Underskrivelsen af Cotonou-aftalen var ikke givet på forhånd. Hvis AVS-landene altid har udtrykt deres vilje til at fortsætte samarbejdet med EU, forestillede man sig noget andet i Europa. De europæiske interesser på internationalt plan har ændret sig, og Afrika er blevet et marginalt kontinent. Ingen af AVS-landene er blandt de 10 største modtagere af bistand fra Europa. De politiske virkninger af Lomé-konventionen er aldrig rigtig blevet vurderet, men man gik blot ud fra det samme grundlag i Cotonou-aftalen. Men vi tvivler på Cotonou-aftalens evne til at skabe dynamik i den bæredygtige udvikling uden en ændret definition af en mere afbalanceret international økonomisk orden, hvor udviklingslandene endelig får deres rettigheder. Men de strukturelle grunde, der har forhindret en succesfuld gennemførelse af Lomé-konventionerne findes stadig, som den gældsbyrde, der lammer AVS-landenes budgetter og deres muligheder for investering i en bæredygtig udvikling, den fortsatte forringelse af valutaen på bekostning af AVS-landene i mangel af et internationalt system til regulering af handlen med basisprodukter, en politik med strukturelle tilpasninger, der opstiller budgetmæssige forhindringer for AVS-landene, og endelig en usammenhængende europæisk politik, der parallelt med udviklingspolitikken ikke blot støtter sin landbrugsproduktion og sender overskuddet til udviklingslandene, og derved ødelægger de lokale markeder, men også tillader for industrielle fiskerfartøjer at udnytte AVS-landenes territoriale farvande, hvilket skader befolkningernes eksistensgrundlag og ødelægger beskyttelsen af den biologiske mangfoldighed. Lad os heller ikke undervurdere problemerne med det interne styre i gruppen af AVS-lande, med det demokratiske underskud i nogle lande og med de korrupte regeringers uproduktive udnyttelse af midlerne. Cotonou-aftalen er ikke nyskabende. Den fortsætter og forstærker tendensen mod liberalisering, der blev indført med Lomé IV og er fortsat af de internationale institutioner: liberalisering af handlen med ophævelsen af de ikke gensidige handelsordninger, såsom Stabex og Sysmin, til fordel for de kommende handelsordninger, der efter al sandsynlighed bliver aftaler om regionale økonomiske partnerskaber, der er i overensstemmelser med WTO's bestemmelser. Men kan AVS-landene modstå den globale konkurrence? Risikerer den forskelsbehandling, som de mindst udviklede lande, der nyder godt af initiativet "Alt undtagen våben", drager fordel af, ikke at skade de tætte forbindelser i gruppen af AVS-lande? Og også den økonomiske liberalisering inden for rammerne af den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser. Privatisering af dette økonomiske område er en meget farlig fremgangsmåde for AVS-landene, hvor de grundlæggende offentlige tjenesteydelser - uddannelse, sundhed, retsvæsen - allerede er skrøbelige eller ikkeeksisterende. Henvisningen til TRIPs-aftalen udgør også en fare for befolkningsgrupperne i syd, der risikerer at få forment adgang til deres egne naturressourcer. Den biologiske mangfoldighed står på spil. I Cotonou-aftalen er miljøet for øvrigt gledet i baggrunden. Man forsøger kun at begrænse de miljømæssige konsekvenser af udviklingspolitikken i modsætning til en strategi om bæredygtig udvikling. Cotonou-aftalen indeholder imidlertid nogle interessante elementer, der bevidst skal udnyttes. Anerkendelsen af det civile samfund som en samarbejdspartner er en meget stor nyskabelse. Repræsentanterne fra det civile samfund skal i stigende grad deltage i dialogen om udviklingsstrategierne og -politikkerne, deltage i gennemførelsen af programmer og få direkte fordel af støtteordningerne. Dette civile samfund skal fastlægges, og det skal sikres, at det ikke bliver et middel for et eller andet parti. Det civile samfund i de enkelte AVS-lande skal derfor organisere sig på nationalt plan, men også regionalt for at kunne deltage aktivt i landets udvikling. Denne proces er i gang med etableringen af Forummet for AVS-landenes civilsamfund. EU bør støtte denne proces i lighed med det belgiske formandskab. Den Paritetiske Parlamentariske Forsamlings rolle styrkes i den udstrækning, hvor den skal sikre opfølgningen på det civile samfunds deltagelse samt i særdeleshed gennemførelsen af den demokratiske proces. Men den har ikke bindende midler til at gøre det. Den politiske dialog er et andet centralt emne. Det er stadig nødvendigt, at den er gensidig og bliver gennemført effektivt. Initiativet "Alt undtagen våben" blev truffet, uden at AVS-landene blev hørt, og indførelsen af sanktioner er stadig afhængige af situationen. Endelig, eftersom Det Europæiske Fællesskab vil foretage betydelige investeringer på nogle centrale områder, bør der i de nationale vejledende programmer prioriteres en forøgelse af de offentlige tjenesteydelser og af de administrative og institutionelle beføjelser. I virkeligheden er det ved gennemførelsen af Cotonou-aftalen, at alt vil stå på spil. F.eks. foreslås der i Cotonou-aftalen en glidende programmering i forbindelse med tildeling af bistand, der særligt er afhængig af de resultater, der er opnået i landet. Men hvem skal definere disse resultatkriterier? Skal landenes evne til at genskabe deres store makroøkonomiske balancer eller bistandens konsekvenser for nedbringelse af fattigdommen vurderes? Den nye fordeling af kompetencer mellem Kommissionens tjenestegrene forekommer at være uheldig i forbindelse med en større overensstemmelse i udviklingspolitikken. I hvilken udstrækning kan Generaldirektoratet for Handel fremme en handelsordning, der er til større gavn for AVS-landene, samtidig med at de europæiske handelsmæssige interesser forsvares? Endelig er den kendsgerning, at Generaldirektoratet for Udvikling gradvist fratages sine privilegier på området, ikke noget godt varsel. Vedrørende os - medlemmerne af Europa-Parlamentet - og det bliver min afsluttende bemærkning, hr. formand, efter afstemningen i morgen vil vores mission teoretisk set være overstået. Eftersom Den Europæiske Udviklingsfond ikke er med på budgettet, har vi ikke længere beføjelser til at følge og gennemføre målsætningerne for AVS/EF-samarbejdet. Det er uacceptabelt, og vi bør i fællesskab bestræbe os på at gennemføre denne aftale, så bistanden reelt bidrager til større velstand hos befolkningerne i AVS-landene i forhold til deres behov for fødevarer, lægemidler og uddannelse.
Hr. formand, det er nu halvandet år siden, at vi kunne ønske Kommissionen tillykke med Cotonou-aftalen, og det er egentlig lidt beskæmmende, at det stadig kun er tre af EU-landene, der har ratificeret aftalen. Jeg er godt klar over, at der formentlig er nogle på vej her i løbet af foråret, men stadig væk er det ikke alt for tilfredsstillende. Det er i det mindste godt, at vi får vores godkendelse på plads i morgen, selv om jeg er enig med ordføreren i, at det kun er begyndelsen, men jeg vil da gerne lykønske ordføreren med hans betænkning. Der er unægtelig sket en del i verden, siden aftalen blev underskrevet i juni 2000, men det gør den jo ikke mindre vigtig. Jeg synes, at man kan sige, at det faktum, at udenrigspolitikken hænger sammen med udviklingspolitikken, siden da er blevet stærkt understreget, og jeg er også glad for, at jeg i dag taler for Udenrigsudvalget, for det viser jo sammenhængen mellem udenrigspolitikken og udviklingspolitikken. Kommissær Nielson har i en tale i december 2001 i Berlin under overskriften: "Fra Afghanistan til Zimbabwe" gjort disse ord til sine. Om det ene kommer før det andet kan være ligegyldigt. Men den 11. september viste jo med al ønskelig tydelighed denne sammenhæng og ikke mindst udenrigspolitikkens betydning. Den 11. september viste, hvad der kan ske, hvis ikke vi sikrer en udvikling i alle dele af verden. Det er nu vores opgave at følge denne udvikling op. Det samme er tilfældet med vores opfølgning i Kosovo. Også i forbindelse med Zimbabwe viser det sig klart, at udenrigspolitikken og udviklingspolitikken hænger sammen, men også at det trods alt er lykkedes for EU at få en aftale, der gør, at vi kan operere med et forhåbentlig godt resultat i Zimbabwe. Jeg er enig med kommissæren, der i sine afsluttende bemærkninger - og det skal også være mine - i sin tale sagde, at C'et i CFP "... stands for common, not convenient and colonial". Vi har altså - og det er jeg enig i - stadig et arbejde at gøre, og det har vi også her i Parlamentet.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest gerne takke ordføreren for det store arbejde, han har lagt i dette dokument, og for informationerne heri. Det skuffer mig imidlertid, at han er så pessimistisk, både når han ser på den tid, der er gået, og den, der kommer. Naturligvis støtter jeg en del af hans kritik: for meget papirnusseri, manglende beslutningstagning, lang leveringstid og manglende kapacitet i udviklingslandene. Det har givet anledning til frustration, men kommissær Nielson tackler energisk disse problemer. Jeg er langt mere optimistisk end ordføreren. Jeg mener, at Cotonou-aftalen er den rette vej. Lomé havde sine mangler. Men det var et unikt koncept, og der blev gjort en stor arbejdsindsats. Den nye partnerskabsaftale er baseret på de rette principper og fremmer den gamle Lomé-konvention. Fattigdomsbekæmpelsestemaet må være rigtigt. Det eneste spørgsmål er, hvordan det bedst gennemføres. Projektfinansiering versus budgetstøtte drøftes indgående. Skal vi bruge multilateral eller bilateral støtte? Jeg er stor tilhænger af multilateral støtte, suppleret af bilateral støtte i de tilfælde, hvor det kan komplementere et projekt. Jeg mener ikke, at projektstøtten har slået fejl. Problemet har været landenes manglende kapacitet til at fortsætte projekterne, efter at EU har afsluttet dem. Jeg er heller ikke overbevist om, at budgetstøtten kan kontrolleres i tilstrækkeligt omfang i mange udviklingslande, og frygter, at det åbner dørene for korruption. Jeg tror, at det er de nye faktorer i Cotonou-aftalen, som får størst indflydelse: den politiske dimension, vægtningen af god regeringsførelse, forebyggelse og løsning af konflikter, samspillet med det civile samfund, den regionale metode for at styrke handlen og Den Paritetiske Parlamentariske Forsamling. Alle disse elementer bør styrke partnerskabet. Alt dette har ændret min rolle som formand i det seneste år. Jeg har bestemt spillet en mere politisk rolle i det forgangne år og har f.eks. drøftet konfliktløsning og god regeringsførelse med præsident Taylor for Liberia og drøftet situationen i Zimbabwe med statsoverhovederne for henholdsvis Botswana, Malawi og Mozambique og hørt og set indvirkningen på disse lande. Alt dette afhænger af en effektiv Kommission med ordentlig finansierede og personalebesatte delegationer. De fleste af dem, jeg har set, serviceres særdeles dårligt for øjeblikket på grund af manglende finansiering og det betydelige papirarbejde, som de skal håndtere. Det er Parlamentets fejl. Vi skal tilskynde alle landene til at ratificere aftalen, som fru Dybkjær har sagt, for at lade den niende EUF træde i kraft. Dette partnerskab skal fungere. Hvis vi virkelig ønsker en afslutning på økonomisk migration og terrorisme i verden, skal vi sørge for en levestandard i udviklingslandene, som overtaler folk til at blive og arbejde.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil foregribe resultatet og sige, at De Europæiske Socialdemokraters Gruppe med overbevisning stemmer for Cotonou-aftalen, også selv om der stadig er noget, der kan blive endnu bedre. På grund af den korte taletid er det desværre ikke muligt at give en dækkende vurdering af aftalen, og jeg må derfor begrænse mig til nogle få aspekter. Cotonou-aftalen er en kontinuerlig forlængelse af det europæiske samarbejde med udviklingslande i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Det begyndte med Yaoundé-konventionen og er siden 1975 udvidet med i alt fire Lomé-konventioner. Lomé I blev indgået mellem 46 AVS-lande og ni medlemsstater af det daværende Europæiske Fællesskab. Cotonou-aftalen er i mellemtiden indgået mellem 77 AVS-stater og 15 EU-medlemsstater. Men vigtigere end den geografiske udvidelse er dog det mere brede indholdsmæssige grundlag. Efter østblokkens fald og de politike omvæltninger, der skete i hele verden, altså også i AVS-staterne, fik den politiske og handelspolitiske dimension større betydning. Respekt for menneskerettigheder og anvendelse af demokratiske retsstatsprincipper, god regeringsførelse og styrkelse af det civile samfund er vigtige punkter i traktaten, og en krænkelse af disse kan straffes med sanktioner. Den politiske dialog, der er fastsat i Cotonou-aftalen, og den ligeledes forankrede forpligtelse til at arbejde for fredskonsolidering og forebyggelse og løsning af konflikter samt fattigdomsbekæmpelse som hovedmålet er vigtige instrumenter i AVS-samarbejdet, selv om det desværre ikke er en garanti for succes. Som stikord til dette må det være tilstrækkeligt at nævne Sudan, Afrikas Horn, Congo, Zimbabwe, islam, hiv og aids. Den parlamentariske opfølgning på AVS-samarbejdet er en verdensmodel. Den blev opprioriteret på baggrund af Cotonou-aftalen. Det styrker ud over den parlamentariske karakter dens rolle som et åbent diskussionsforum og kontrolorgan. Også det er en del af Cotonou-aftalens nye kvalitet, og det gør det let for gruppen at kunne stemme for denne aftale.
Vil Cotonou-aftalen være mere frugtbar end de forudgående Lomé-konventioner? Den nye samarbejdsaftale med AVS-staterne beror på de erfaringer, der hidtil er høstet, og vidner om nye tanker på områder som handel, god forvaltning, bistand og civilsamfundets rolle. Der kan altid peges på kritisable aspekter, men vores kollega, hr. Rod, skyder efter min opfattelse over målet med sin altfavnende betænkning. Hr. Rod fremstiller i sin analyse Europa som den onde selv, mens AVS-staterne ophøjes til helgener. De ulykkelige, voldelige konflikter skyldes fattigdommen, og denne skyldes det rige Vesten. Så enkelt tegner billedet sig imidlertid ikke. Det er ikke rimeligt at hævde, at Cotonou-aftalen blot vil føre til uhæmmet liberalisme. Aftalen lægger ganske vist, og med rette, stor vægt på inddragelsen af andre aktører end blot de lokale myndigheder, herunder inddragelse af ngo'er og den private sektor. Ikke kun donorlandene, men også udviklingslandene selv må forstå at tage ved lære. Det er derfor også positivt, at Cotonou-aftalen appellerer til landenes ansvarlighed. Det er rimeligt, at bistanden ydes under hensyntagen til modtagerlandenes resultater. Et godt resultat på lang sigt afhænger ikke blot af os, men frem for alt af partnernes egen vedholdende indsats. Er kommissær Nielson ikke enig med mig i dette synspunkt? Den forvaltningsmæssige kapacitet er afgørende, hvis der skal opnås resultater. Og ikke mindre afgørende er det at imødegå magtmisbrug og krænkelse af menneskerettighederne. Den brede dialog er derfor efter min opfattelse også det centrale element i Cotonou-aftalen. Det er vigtigt, at EU og AVS-partnerne ikke lader det blive ved gode hensigter. Europa må gennemføre radikale reformer af udviklings-, handels- og landbrugspolitikkerne, og AVS-staterne må sætte alt ind på at sikre demokratisering, politisk stabilitet og konfliktforebyggelse for dermed at kunne udvikle landene også i social henseende og sikre, at disse fremstår som fuldgyldige handelspartnere.
Hr. formand, jeg vil gerne lykønske Didier Rod med det fremragende arbejde, som han har udført i denne sag, og fremhæve, at jeg i alt væsentligt deler de synspunkter, der er indeholdt i den begrundelse og de konklusioner, som han har foreslået, og som vi har vedtaget i Udvalget om Udvikling og Samarbejde. Jeg vil derfor begrænse mig til nogle kortfattede betragtninger. For det første for at sige, at jeg mener, at den nye aftales største succes ligger i selve det, at den er blevet opnået, fordi der var så mange, så lange og så vanskelige forhindringer at overvinde, for at det kunne lykkes. Vanskeligheder og forhindringer, der begyndte at aftegne sig ved afslutningen af AVS-samarbejdet, og som kulminerede i det lidet betimelige migrationsspørgsmål, der først blev rejst i forhandlingernes slutfase. At de blev afsluttet, og dét i form af en ny aftale for en periode af 20 år, er i sig selv og for mig at se noget af det allermest positive, som der bør lægges vægt på. Der er dog også egentlige indholdsmæssige begrundelser. Det gælder eksempelvis det større ønske om det civile samfunds deltagelse, især hvis dette forstås i bred betydning og ikke kommer i konflikt med det samarbejde og den støtte, som bør ydes AVS-landenes centraladministrationer, der ofte lider under stor strukturel svaghed. Det gælder også regionaliseringen, hvis den føres ud i livet med forsigtighed, hvis den ikke påtvinges, og hvis den ikke betyder en uønskelig fragmentering af AVS-landene. Der er imidlertid også elementer i denne nye aftale, som vi finder bekymrende. For det første den systematiske brug af betingelser og ensidige målsætninger, der ud over at være nedværdigende for et partnerskab, som skulle foregå mellem ligemænd, også kan sætte spørgsmålstegn ved AVS-landenes muligheder for selv at beslutte deres udviklingspolitik. For det andet den hastige tilslutning til WTO's liberaliseringslogik, der som bekendt har været særlig negativ for de mindre udviklede lande. Det er aspekter, som vi ikke bør overse, og som sammen med EU's orientering mod øst - hvor jeg erindrer om, at ingen AVS-lande mere er på listen over de 10 lande, der har mest ud af samarbejdet med EU - kan være til skade for et partnerskab, som vi gerne vil se blive frugtbart, til gensidig fordel og i stand til at bryde den cyklus af svag udvikling og enorm fattigdom, der hærger disse lande.
Hr. formand, denne forhandling er primært udtryk for, at vi på ny sætter spørgsmålstegn ved visse forhold. Forhandlingerne om Cotonou-aftalen blev afsluttet for næsten to år siden. Det er imidlertid mit håb, at Rådet vil tage hr. Rods betænkning til sig. Jeg vil gerne komplimentere ordføreren for den klare analyse, der foretages i betænkningen. Der er fortsat eksempler på manglende konsistens i Cotonou-aftalen, hvilket sammen med den manglende vilje til at bekæmpe underudvikling, hvis det indebærer opgivelse af egne interesser, bevirker, at ordføreren ser pessimistisk på mulighederne for, at dette udviklingsprojekt lykkes. Jeg tilslutter mig dette synspunkt. Jeg kan dog kun delvis tilslutte mig tanken om en udvikling i retning af integration i verdenshandelssystemet i stedet for en ændring af dette system til fordel for de fattigste. Bistand uden handel giver ganske vist ikke større udbytte, men handel er ikke et universalmiddel til sikring af udvikling. Afslutningsvis enkelte bemærkninger om de fremtidige regionale handelsaftaler. Set fra WTO's synsvinkel er dette ikke meget andet end en videreførelse af Lomé-konventionerne. Jeg vil imidlertid gerne pege på en andens synsvinkel, nemlig den udviklingsmæssige. Jeg er ikke sikker på, at de regionale økonomiske partnerskabsaftaler kommer vores partnere til gode. Især de mindst udviklede lande nyder kun ringe gavn heraf. Endvidere kunne man forestille sig, at der opstod interessemodsætninger landene imellem inden for de mere eller mindre arbitrært etablerede regioner. Dette står i direkte modstrid til EU's højt prioriterede konfliktforebyggende politik.
Hr. formand, hr. kommissær Nielson, kære kolleger, den nye aftale om samarbejde og udvikling, Cotonou-aftalen, er en væsentligt forbedret ramme for samarbejdet med AVS-staterne. Vi støtter eftertrykkeligt denne aftale. De væsentlige indholdsmæssige og politiske forbedringer kan føres tilbage til forslag fra Europa-Parlamentet. Derfor er vi ikke enige i ordførerens meget kritiske vurdering og begrundelse. Vi mener sågar, at dette er et ret stort vrængbillede. Jeg vil gerne fremføre tre meget positive punkter i forhold til ordførerens analyse. For det første er indsættelsen af en parlamentarisk forsamling et virkeligt fremskridt. Derfor bør det kun være frit valgte parlamentsmedlemmer, der spiller en rolle på AVS-siden efter en passende indkøringsfase, og ikke længere ambassadører, som det til dels hidtil har været. I den nye forretningsorden for vores paritetiske forsamling skal dette princip ikke blot være fastlagt, men det skal også praktiseres. Vi vil stemme imod at godkende en hvilken som helst AVS-ambassadør, hvis han f.eks. fortrænger frit valgte afrikanske medlemmer. Det andet punkt er en regional omlægning af samarbejdet. Det vil stoppe den økonomiske opsplitning af stater i Afrika, og det kan ligeledes føres tilbage til forslag fra Europa-Parlamentet. Regionale frihandels- og samarbejdsaftaler skal fremover være kernen i vores samarbejde. Vi insisterer på, at vores regionale parlamentariske samarbejde begynder endnu i år lokalt, f.eks. i forbindelse med vores møde, der afholdes i Cape Town i marts med det Sydlige Afrika eller i løbet af året med Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab. For det tredje støtter vi, at demokrati- og menneskerettighedsklausulen styrkes. Vi mener, at det handler om at få den gennemført hurtigt. Som eksempel kan jeg nævne Nigeria, Togo og Zimbabwe. Vi håber, at vi dermed omsider når til et virkeligt parlamentarisk partnerskab med vores afrikanske parlamentsmedlemmer og andre AVS-parlamentsmedlemmer.
Hr. formand, vores ven hr. Rods henstilling til Parlamentet om at ratificere Cotonou-aftalen er ledsaget af en udtømmende analyse af aftalen, dens betydning og nye elementer, og det er en kritisk analyse, som vi er enige i, af samme grunde som ordføreren tilkendegiver: Traktaten er ufuldstændig, og man har allerede observeret mangler under dens foreløbigt korte liv. Alligevel vil vi støtte og fremme ratificeringen. Aftalen er blevet indgået i en verden, der har ændret sig siden den første Lomé-konvention, men under de nuværende verdensforhold er de økonomiske instrumenter ikke længere nok til at styre globaliseringen i retning af retfærdighedens mål. Det er også nødvendigt at have politiske samarbejdsinstrumenter. Og derfor skal vi byde denne aftale velkommen og udnytte den bedst muligt, selv om den har mangler. Europa-Parlamentets rolle i aftalen skal ikke være begrænset udelukkende til kontrol med den Europæiske Udviklingsfond. Jeg tror, at vi kan foretage os vigtige ting med denne aftale. For indeværende kan vi udbrede de positive elementer og få ratificeret aftalen i vores nationale forsamlinger. Halvandet år efter undertegnelsen er det skandaløst, at tilsyneladende kun tre af De 15 har ratificeret aftalen. En anden positiv ting er konsolideringen af de nationale parlamenter i AVS-landene, og den effektive arbejdsgang. Som noget nyt i aftalen understreger hr. Rod det civile samfunds inddragelse, han anerkender statens altid vigtige rolle, men i staten er det parlamenternes effektivitet, der er den bedste garant, når man skal undgå nød, bekæmpe korruption og skabe et effektivt samarbejde, og det er jo det underliggende mål med Cotonou-aftalen. Vi støtter vores partneres parlamenter, og Den Paritetiske Parlamentariske Forsamling AVS-EU vil kunne gennemføre den demokratiske kontrolfunktion, som aftalen anbefaler. Hr. Rod stiller det store spørgsmål: Vil vores samarbejde inden for Cotonou-aftalen føre til vores AVS-partneres udvikling, eller blot indføre den liberale model i de pågældende lande? Og vil den liberale model kunne garantere en retfærdig udvikling? Jeg tror ikke, det alene er nok. Og derfor skal vi arbejde på, at denne Cotonou-aftale, ud over at være en ramme for handelsmæssige forbindelser, bliver et instrument for ordentlige og retfærdige politiske og økonomiske forbindelser med AVS-landene, og at vores samarbejde med dem kommer til at danne en grundpille for den solidariske og demokratiske verdensorden, vi har brug for, og som vi har forpligtiget os til, i hvert fald i min gruppe.
Hr. formand, jeg bifalder hr. Rods betænkning og er enig med ham i, at fornyelsen af rammeaftalen om samarbejdet mellem AVS- og EU-staterne bedst behandles på baggrund af udfordringerne i forbindelse med globaliseringen, den økonomiske liberalisering og Europa-Kommissionens reform af bistanden til tredjelande. Over 18 måneder efter undertegnelsen af Cotonou-aftalen kan vi nu begynde at vurdere aftalen ved at se på de fremskridt, der er gjort for at omsætte den til virkelighed. Trods de stærke sider var den tidligere Lomé-konvention ikke tilstrækkelig på især et punkt, nemlig fattigdomsbekæmpelsen. Jeg bifalder i høj grad, at fattigdomsbekæmpelsen fremmes som et af de primære mål i den nye partnerskabsaftale, men vi skal sikre, at det også afspejles i Kommissionens programmer via landestrategidokumenterne. Jeg må beklageligvis melde, at de strategidokumenter, der er gennemgået hidtil, viser, at transportsektoren modtager 35% og makroøkonomisk støtte på 25% af al programmerbar bistand. Vi har i Udvalget om Udvikling og Samarbejde utallige gange understreget behovet for at overføre ressourcer til grundlæggende sundhed og uddannelse, hvis vi mener det alvorligt med fattigdomsbekæmpelsen. Det er på sin plads at understrege dette igen her til aften. Den anden vigtige forskel fra Lomé vedrører det civile samfunds deltagelse. Hvad kan vi forvente af resultater, når vi hører, at det civile samfund endnu ikke er blevet involveret på en reel og fornuftig måde? Jeg er skuffet over at se, at kun 2% ud af 15% af ressourcerne er blevet tildelt til kapacitetsskabelse i de hidtil udarbejdede landestrategidokumenter. Skyldtes det, at organisationerne i civilsamfundet ikke blev hørt, eller at civilsamfundet har en meget lav absorptionshastighed? Cotonou-aftalen foreskriver, at civilsamfundets deltagelse bør ske nedefra og op, men uden kapacitet er det umuligt. Afslutningsvis, ved at påpege nogle af de praktiske udfordringer, vi står over for, hverken vil eller ønsker jeg at rakke ned på de fantastiske resultater, der er nået under forhandlingerne og med undertegnelsen af aftalen. EU-AVS-partnerskabet er fortsat en model for samarbejdet mellem Nord og Syd i vores del af verden, som vi fejrer på ordentlig vis med afstemningen om ratificeringen i Europa-Parlamentet i denne uge.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest gerne lykønske parlamentsmedlemmerne med dette vigtige skridt i processen med godkendelsen af Cotonou-aftalen. De ved alle, hvor vigtigt det er at afslutte ratificeringsprocessen for at kunne gennemføre aftalen fuldt ud, herunder det finansielle element. De ved også, hvor vigtigt AVS-EU-forholdet er inden for rammerne af Fællesskabets udviklingspolitik. Et meget vigtigt aspekt er, at teksten i Cotonou-aftalen er en forhandlingstekst. Det afspejles også indirekte i kommentarerne fra mange i denne drøftelse om, at aftalen er lidt af en præstation. Vi opnåede den gennem reelle forhandlinger. Det er det, hr. Howitt påpegede ved at præsentere den som en model for et mere globalt forhold mellem Nord og Syd. Der er mange mangler, og en stor del af kritikken skyldes, at den stadig er meget ambitiøs og vanskelig at gennemføre. Det skyldes vores forventninger til, hvad vores partnerlande lægger i programmeringsprocessen. Det er ikke noget, vi alene afgør, hvilket til dels er min reaktion på hr. Howitts kommentarer. Jeg vil nu kort kommentere betænkningen. Jeg finder holdningen til handelsdimensionen i Cotonou-aftalen interessant, om end jeg ikke er enig i det hele. Vist er evalueringen i betænkningen af den økonomiske ordning og handelsordningen i henhold til Cotonou-aftalen baseret på et politisk synspunkt om udvikling og forbindelser mellem Nord og Syd. Vi er f.eks. ikke enige med betænkningen i, at Cotonou-aftalen kun undfanger "udvikling via markedets love". Vi mener, at Cotonou-aftalen opstiller omfattende rammer, der integrerer handel som et blandt flere instrumenter for at fremme en bæredygtig udvikling. Hovedelementet i de fremtidige handelsforbindelser bliver økonomiske partnerskabsaftaler, der stræber efter at skabe gunstige betingelser for at øge både omfanget af og fordelene ved handel. Det er sandt, at forhandlingerne om regionale økonomiske partnerskabsaftaler vil være rettet mod en progressiv og fleksibel liberalisering af samhandelsstrømmene og mod integrationen af AVS-landene i verdensøkonomien. Men det bliver i overensstemmelse med deres udviklingsniveau og under hensyntagen til de handelsmæssige foranstaltningers socio-økonomiske følgevirkninger. De regionale økonomiske partnerskabsaftaler baseres på regional integration og på en styrkelse og uddybning af de nuværende regionale integrationsinitiativer. Det er også en af grundene til, at jeg ikke deler hr. Belders synspunkt om, at disse initiativer kan udgøre en risiko i forbindelse med forebyggelsen af konflikter. Vi forventer helt klart, at dette regionale samarbejde bliver en del af konfliktforebyggelsen, og at det styrker den. Det siger erfaringen os. De regionale økonomiske partnerskabsaftaler tilknyttes også omfattende økonomiske og sociale foranstaltninger, som kan finansieres via EUF. Det afspejles ikke i tilstrækkelig grad i betænkningen. Visse udtalelser i betænkningen kunne efter vores mening være mere præcise. F.eks. er henvisningen til EU's eksport af oksekød til Vestafrika særdeles kritisk over for erstatningen af lokalt oksekød med EU-oksekød. Dette argument er imidlertid baseret på EU's eksport fra 1981-91. Vi er nu i 2002, og EU's eksportpolitik over for udviklingslandene er blevet ændret i de senere år. Siden starten af 1990'erne har vi navnlig reduceret eksportrestitutionerne til oksekødeksporten til Vestafrika, netop for at undgå, at lokalt oksekød erstattes med EU-oksekød. EU's oksekødeksport til ECOWAS-landene er som følge heraf faldet markant fra 54.000 t i 1991 til kun 1.600 t i 2000. Det er et klassisk tilfælde. Der har været en række af dem under drøftelserne om kohærens. De fleste er gamle sager, som er blevet løst, men der er andre særdeles vigtige problemer, der skal drøftes inden for rammerne af drøftelserne om kohærens, hvorfor jeg kraftigt opfordrer alle under denne forhandling til at sætte fingeren på de virkelige problemer i stedet for kun at fremture med arkæologisk materiale. Der er også en del forvirring i betænkningen om handelsforbindelserne med de mindst udviklede lande. Det angives, at de mindst udviklede lande automatisk ville vælge initiativet "Alt undtagen våben", hvorimod de AVS-lande, der ikke hører til blandt de mindst udviklede lande, har valget mellem økonomiske partnerskabsaftaler og den generelle toldpræferenceordning. Det er ikke tilfældet, tværtimod. Det er vigtigt at understrege, at de mindst udviklede lande bliver en del af de regionale økonomiske partnerskabsaftaler. Disse tackler alle handelshindringer, herunder spørgsmål som sundhedsforanstaltninger og plantesundhedsforanstaltninger eller tekniske handelshindringer og kommer til at bygge på de eksisterende regionale integrationsinitiativer. Begge er særdeles relevante for de mindst udviklede lande. Lad mig endelig understrege, at de regionale økonomiske partnerskabsaftaler skal integreres i udviklingsstrategierne for AVS-landene og EU. Det er derfor vigtigt, at forhandlingerne om de regionale økonomiske partnerskabsaftaler og gennemførelsen på den ene side og udviklingspolitikker på den anden side støtter hinanden, og at der inkluderes passende EU-støtteforanstaltninger i regelmæssig EUF-finansiering. De regionale økonomiske partnerskabsaftaler opstiller rammerne for en handelspolitik, som skal være fuldstændig i overensstemmelse med udviklingspolitikkerne. Det er sandt, at målsætningerne på dagsordenen for Cotonou-aftalen er ambitiøse, men ikke at gøre noget og fortsætte som hidtil indebærer store risici og vender efter al sandsynlighed ikke den økonomiske marginalisering af AVS-landene. Når vi ser på det, der er gjort hidtil på basis af tidligere instrumenter, står dette helt klart. Cotonou-aftalen indeholder instrumenter til at hjælpe AVS-landene med at blive integreret i verdensøkonomien og mindske fattigdommen. Vi skal udnytte dem bedst muligt. Det ville være en misforståelse at tro, at denne aftale og instrumenterne alene kan klare det. Der er meget gode grundlæggende årsager til, at disse fattige lande ikke er blevet integreret i verdensøkonomien. Der er nogle reelle problemer. Betænkningen er skrevet, som var det en realistisk antagelse, at vi nemt kunne have konfronteret og ændret mange af de underliggende globale spørgsmål som en del af forarbejdet til og forhandlingerne bag Cotonou-aftalen. Jeg håber, at det ikke kommer som et chok for nogen, når jeg siger, at det ikke er tilfældet. Det har aldrig været en mulighed at tilbyde AVS-landene rammer for økonomisk udvikling, som ikke var baseret på det faktum, at markedsøkonomien er kommet for at blive. Men det er ikke det samme som at sige, at markedet er den eneste metode. Kommissionen er ikke enig i den udtalelse. Alle bestræbelserne på AVS-EU-samarbejdet, og vores øvrige bestræbelser på et globalt udviklingssamarbejde, er bevis på, at vi forsøger at gøre noget, som ikke kunne være gjort, hvis udviklingen var overladt til markedet. Det er grunden til, at vi gør det. Lad mig afslutte i en mere forsonlig tone ved at citere fra konklusionen i betænkningen, som jeg i høj grad støtter. "For eksistensen af den nye samarbejdsaftale mellem AVS og EU er i sig selv en sejr. Desuden indeholder den nyskabende elementer, som bør fortolkes og anvendes konstruktivt. For så vidt som Europa-Parlamentet ikke har magt til at ændre denne tekst, er det væsentligt at arbejde på at få det bedste ud af den, for at bistanden reelt kan bidrage til, at AVS-landenes befolkninger får det bedre under hensyn til deres fødevare-, sundheds-, uddannelsesbehov m.v." Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Vi bifalder denne konklusion. Jeg vil gerne afslutte med på Kommissionens vegne at give udtryk for stor tilfredshed med, at Europa-Parlamentet nu har afsluttet sin del af processen, og vi håber at se en generel afslutning hurtigst muligt.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 23.30)