Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 7. februar 2002, for genoptaget.
Det er min pligt her i dag med støtte fra medlemmerne af Europa-Parlamentet og navnlig med støtte fra Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik på vegne af Europa-Parlamentet at udtrykke vores dybe bekymring over kidnapningen af en parlamentariker og kandidat ved det forestående præsidentvalg i Colombia, Ingrid Betancourt, en kidnapning foretaget af de såkaldte væbnede colombianske revolutionsstyrker, folkets hær FARC. Europa-Parlamentet fordømmer uforbeholdent sådanne angreb på uskyldige civile og et sådant indgreb i en valgproces. Som formand vil jeg appellere til gerningsmændene om øjeblikkeligt at frigive Ingrid Betancourt, de fem andre parlamentarikere, der bliver holdt som gidsler, og de 40 civile, som er blevet kidnappet på det seneste, og som stadig holdes ulovligt tilfangetaget. Jeg vil desuden minde kidnapperne om, at det er særligt umenneskeligt at holde gidsler med dårligt helbred, og at disse bør frigives øjeblikkeligt af humanitære grunde. Medlemmerne vil huske vores stærke støtte til fredsprocessen i Colombia - efter præsident Pastranas udtalelse i plenarforsamlingen her tirsdag den 26. oktober 1999 - i form af talrige beslutninger om Colombia-planen. Europa-Parlamentet beklager så meget desto mere sammenbruddet i fredsforhandlingerne og den nylige genoptagelse af fjendtlighederne og opfordrer de berørte parter til at genoptage deres søgen efter en demokratisk og forhandlet fredsløsning i Colombia. Parlamentet udtrykker sin solidaritet med gidslernes familier og med Colombias folk.
Hr. formand, tak for den udtalelse. Vi vil sende en person til Colombia for at se, hvad vi som europæisk gruppe kan gøre, og vi håber, at vi inden for et par uger har et andet valg end blot at beklage, at vores kandidat er blevet kidnappet.
Hr. formand, jeg vil gerne henlede vores kollegers opmærksomhed på den forsamling, der i dette øjeblik befinder sig uden for Parlamentet, på omkring 3.000 kvinder og mænd, som er kommet fra Frankrig, Italien, Belgien og andre lande. De ønsker at appellere til Europa om at lægge alle kræfter i for at opnå en retfærdig fred i Mellemøsten, der følger ånden i den beslutning, som vi selv har vedtaget på vores sidste parlamentsmøde. Jeg mener, at vi bør hilse denne begivenhed velkommen, først og fremmest fordi det er sundt i en tid, hvor vi drøfter Europas fremtid, at se borgerne mobilisere sig i så stort antal for at sikre sig, at Europa går fuldt ind i sin rolle som international aktør. Og fordi det drejer sig om en demonstration for fred, retfærdighed og menneskelig værdighed over for en oprørende tragedie, der rent faktisk kræver en ekstraordinær indsats fra vores side. Jeg glæder mig over, at de fleste grupper har accepteret at indgå i en lovende dialog med disse borgerdelegationer. Jeg mener, at det næste skridt nu burde være, som vi har besluttet, at sende en officiel delegation fra Europa-Parlamentet til Palæstina og Israel og dernede at planlægge præsident Arafats besøg i Europa.
Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen. Fru Pack, jeg forstår, at De ønsker at anmode om en ændring af dagsordenen for torsdag.
Hr. formand, på vegne af alle kollegerne i Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport vil jeg gerne bede om, at vi ikke som planlagt torsdag morgen fører en sammenhængende forhandling om kultur, uddannelse og ungdom, fordi disse tre emner ikke må blandes sammen. De har ganske vist berøringspunkter, men de skal behandles hver for sig. Jeg vil gerne bede om, at vi bruger den tid, der er afsat til forhandlingen under ét, til at behandle disse tre emner, og det tror jeg, vi kan få Parlamentets tilslutning til.
Lad mig da stille et forslag, som det står Parlamentet i sin visdom frit at godkende eller forkaste. I lyset af denne anmodning vil jeg foreslå, at vi behandler de tre betænkninger fra Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport enkeltvis. (Forslaget godkendtes)
Hr. formand, De har foreslået os at ændre dagsordenen på grund af Rådets tidsplan, hvilket vi sagtens forstår. Men Deres forslag kræver, at vi allerede nu behandler hr. MacCormicks betænkninger om ophævelse af parlamentarisk immunitet, og det forekommer os, at den frist, som vi har fået til at behandle disse to anmodninger om ophævelse af parlamentarisk immunitet, ligegyldigt hvordan kvaliteten af Retsudvalget, som har udtalt sig om de to betænkninger i sidste uge, end er, risikerer at blive meget kort. Det forekommer os også, at det ville have været bedre at fastholde det punkt på dagsordenen for Strasbourg-mødet, der omfattede de to betænkninger, for at sikre en ordentlig forhandling, et velfungerende parlamentarisk demokrati og den helt centrale procedure, der ligger i ophævelsen af parlamentarisk immunitet, således at alle, når de har haft lejlighed til at behandle alle akter i sagen, kan udtale sig efter deres egen ånd og samvittighed uden at udtale sig i blinde. Jeg håber, at plenarforsamlingen kan følge os i denne beslutning.
Artikel 6, stk. 6, i forretningsordenen er meget klar: "Udvalgets betænkning optages som første punkt på dagsordenen for det første møde, efter at den er indgivet". I henhold til forretningsordenen er det den korrekte procedure, jeg forslår her i dag. Artiklen er i sig selv meget klar, og det synes ikke at tilfalde formanden eller lige nu Parlamentet selv at ændre denne artikel. Jeg forstår og påskønner det argument, De kommer med om politisk forberedelse, men det forekommer mig, at dette må forblive på vores arbejdsplan, hvis vi skal overholde forretningsordenen.
Hr. formand, De havde ikke forudset denne ændring af dagsordenen i Deres forslag. Den er direkte forbundet med manglende plads i Rådets kalender. Den hidtidige praksis har været, at disse ophævelser af parlamentarisk immunitet altid behandles på Strasbourg-møderne. Jeg forstår derfor meget vel, at vi sætter dem på som det første punkt på dagsordenen mandag, men jeg mener ikke, at det var det, vi havde planlagt, heller ikke efter Retsudvalgets afstemning i sidste uge.
Fru Berès, jeg fremsatte forslaget om at behandle MacCormick-betænkningen kl. 16.00, fordi rådsformanden ikke var til stede og ikke ud fra formodningen om, at betænkningerne ikke ville blive behandlet i dag. Vores dagsorden, som den oprindeligt var planlagt for i dag, skulle have været indledt af Rådet om Det Europæiske Råds møde i Barcelona. Hr. MacCormicks betænkninger ville normalt ifølge forretningsordenen have været opført på dagsordenen for i dag. Min udtalelse gik ganske enkelt på at ændre rækkefølgen som følge af Rådets fravær.
Næste punkt på dagsordenen er meddelelse fra formanden for Europa-Kommissionen, hr. Prodi, om den årlige politiske strategi for næste år.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg har i dag den fornøjelse at informere Dem om tre vigtige punkter, som Kommissionen har behandlet. Min tale bliver klar, men den bliver også lidt detaljeret. Derfor må De undskylde, hvis den også bliver lidt kedelig! Det første punkt er Kommissionens politiske prioriteter for 2003. Det andet punkt er Kommissionens menneskelige og finansielle ressourcer, og det tredje punkt er en bemærkning om det konvent, der påbegynder sit arbejde i morgen. Jeg vil starte med at tale om Kommissionens politiske prioriteter for 2003, som er en af de vigtigste overgange i tilrettelæggelsen af vores politiske liv. I år skal de tre væsentligste institutioner for første gang indlede en grundig dialog om de politiske prioriteter og om lovgivnings- og arbejdsprogrammet for næste år. Dialogen skal finde sted på baggrund af den nye aftale, som blev forelagt for Formandskonferencen den 31. januar. Vi har opstillet tre prioriteter for næste år, nemlig udvidelse, stabilitet og sikkerhed samt en bæredygtig og solidarisk økonomi. Lige siden Kommissionen blev indsat, har en af dens målsætninger været at gøre udvidelsesprocessen til en absolut succes, og udvidelsen forbliver således en vigtig prioritet i hele den anden halvdel af min embedsperiode. 2003 bliver et meget vigtigt år i den henseende, eftersom vi alle skal være klar til at påtage os vores ansvar over for de nye medlemsstater. Vi skal være klar til byde vores kolleger fra de nye medlemsstater velkommen i Kommissionen, og vi skal imødegå de nye krav. Jeg vil gerne minde om, at vi ganske vist skal afslutte forhandlingerne i 2002, men at 2003 skal være det år, hvor der sker et vendepunkt, og hvor vi skal arbejde på at sikre, at udvidelsen sker på den bedst mulige måde den 1. januar 2004. Derfor har Kommissionen til hensigt at træffe forskellige foranstaltninger i løbet af 2003. For det første skal vi hjælpe de kommende medlemsstater med at forberede sig på fuldt ud at påtage sig det ansvar, som udvidelsen medfører. For det andet skal vi sørge for, at Kommissionen til fulde opfylder sine egne forpligtelser lige fra udvidelsens første dag. For det tredje skal vi tage EU-politikkerne op til fornyet overvejelse. Eftersom vi står over for den vigtigste udvidelse i hele den europæiske integrations historie, er det tvingende nødvendigt, at vi spørger os selv, hvilke fælles politikker det udvidede EU får brug for. For at gøre udvidelsen til en fuldstændig succes er vi dog nødt til også at lægge meget stor vægt på de to andre prioriteter, som jeg nævnte lige før. De tre punkter, som jeg taler om i dag, er nemlig nært knyttet til hinanden. Det gælder ikke mindst stabilitet og sikkerhed. På EU-plan er vores hovedmålsætning at fremskynde indførelsen af et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Bekæmpelsen af enhver form for kriminalitet - herunder terrorisme, eller rettere sagt først og fremmest terrorisme - er og bliver derfor punkt 1 på vores dagsorden. Jeg tror desuden, at vi skal være særligt opmærksomme på indvandringen og alle dens komplekse konsekvenser. På eksternt plan er en af vores målsætninger, at stabiliteten og sikkerheden skal omfatte hele det europæiske kontinent og det udvidede EU's naboområder. Det er således nødvendigt, at vi styrker vores partnerskab med nabolandene. Der skal sættes skub i Euro-Middelhavspartnerskabet, og det skal ikke kun tage sigte på oprettelsen af et nyt marked, men også skabe et sandt fællesskab og godt naboskab. Vi vil i den henseende fortsætte vores strategi for at styrke Barcelona-processen. På det økonomiske område satser vi navnlig på at udarbejde nogle fælles initiativer og projekter med landene på Middelhavets sydlige bred, hvilket skal ske via oprettelsen af en ny finansiel institution under EIB - her til morgen vedtog vi forslaget om, at det skal være en institution, hvor EIB har aktiemajoriteten - og på baggrund af de retningslinjer, som Kommissionen netop har vedtaget. Vi vil desuden gøre den størst mulige indsats for at bidrage til løsningen af konflikten i Mellemøsten, hvor situationens seneste udvikling endelig giver et spinkelt håb efter flere måneders tragedie. Vi vil ligeledes fortsætte associerings- og stabiliseringsprocessen i Balkanlandene, og på internationalt plan vil vi støtte genopbygningen af Afghanistan. Den tredje prioritet for 2003 er en bæredygtig og solidarisk økonomi. Jeg tror på, at opsvinget er på vej. Det afhænger dog i høj grad også af den indsats, som EU gør for at gennemføre Lissabon-strategien. Denne strategis eksterne dimension har nemlig en særlig betydning, da den er med til at styre globaliseringen og har til formål at fordele globaliseringens fordele mellem det størst mulige antal lande. I den forbindelse vil Kommissionen gøre en indsats på forskellige områder, ikke mindst når det gælder de forhandlinger, der blev indledt i Doha, og som ikke går ind i den afgørende fase i år, men først i 2003. Vi skal ligeledes sikre opfyldelsen af Kyoto-forpligtelserne, og endelig skal vi forbedre det globale partnerskab mellem den nordlige og den sydlige halvkugle og konkret bekræfte Europas solidaritet med Afrika. De konkrete drøftelser af disse emner begynder i Monterrey om nogle få uger. Situationen er bestemt ikke den bedste, og vi kan bestemt ikke være optimister med hensyn til, at der endelig bliver gjort en seriøs indsats for den tredje verden, men Kommissionen bestræber sig på at arbejde i den retning. Det andet punkt, som jeg vil tale om i dag, er undersøgelsen af Kommissionens finansielle og menneskelige ressourcer. Den årlige politiske strategi begrænser sig nemlig ikke til en fastlæggelse af de vigtigste politiske prioriteter, men har også til formål at sikre, at Kommissionen råder over nogle ressourcer, der svarer til dens opgaver. Dette løfte gav jeg ved min embedsperiodes begyndelse. Det er nu ved at tage form, og det er baseret på sammenhængen mellem de politiske beslutninger, de aktiviteter, der skal iværksættes, og ressourcerne. Kommissionen har aldrig påtaget sig nogen forpligtelse - og vil heller aldrig påtage sig nogen forpligtelse - uden at råde over de nødvendige ressourcer. Derfor skal vi gøre en indsats for at udnytte de menneskelige ressourcer optimalt, og det er den plan, som vi arbejder på nu. Vi har brugt alle midler for at forbedre situationen, nemlig en forøgelse af produktiviteten, negative prioriteter - det vil sige opgaver, som vi skal gå bort fra - og interne omstruktureringer. Som situationen er, kan vi dog ikke forberede os ordentligt på udvidelsen uden at bede om mere personale. Der er ingen tvivl om dette punkt. Tænk f.eks. på, at antallet af anvendte sprog næsten bliver dobbelt så stort, og det gælder selvfølgelig ikke kun for Parlamentet, men også for alt arbejdet i de forskellige institutioner. Kommissionen skal som bekendt også være klar til at sikre gennemførelsen af acquis communautaire lige fra tiltrædelsens første dag. Det betyder, at vi skal være færdig med alle aspekter af udvidelsesforberedelserne inden udgangen af 2003. Efter en omhyggelig undersøgelse bad Kommissionen derfor i sin årlige politiske strategi ligeledes om 500 midlertidigt ansatte, og det var netop for gradvist at kunne forberede udvidelsen. Det nuværende loft over administrationsudgifterne sikrer som bekendt ikke, at der er tilstrækkelige midler til udvidelsens forberedelse. Derfor er det efter Kommissionens mening nødvendigt at gøre brug af det fleksibilitetsinstrument, som den har foreslået. Anmodningen om 500 midlertidigt ansatte i 2003 hører med til en samlet pakke for det personale, der beskæftiger sig med udvidelsen, og den kommer efter en nøje analyse af alle de opgaver, som Kommissionen skal udføre i fremtiden. De samlede resultater af denne analyse bliver fremlagt i forbindelse med budgetforslaget for 2003 og vil blive drøftet her i Parlamentet. Også de to andre prioriteter, nemlig sikkerheden og den bæredygtige økonomi, medfører et yderligere ansvar for Kommissionen. For ikke at skulle bede om endnu en personaleforøgelse har vi dog besluttet kun at vedtage de initiativer, der kan gennemføres ved hjælp af en intern omlægning af de nuværende ressourcer og/eller ved gradvist at gå bort fra andre aktiviteter. Dette er et bevis på den seriøsitet og det engagement, som vi påtager os Kommissionens prioriteter med uden at glemme budgetdisciplinen. Den budgetansvarlige kommissær er i øvrigt til stede her i dag, og hun er klar til at irettesætte mig, hvis jeg ikke holder dette løfte. Hvad de finansielle ressourcer angår, skal Kommissionen og budgetmyndigheden hurtigst muligt finde en mere strukturel løsning på den kroniske utilstrækkelighed af udgiftsområde 4, som vedrører foranstaltninger udadtil. Med den nuværende mangel på fleksibilitet er det nemlig ikke muligt at gennemføre aktionerne optimalt. Vi spilder med andre ord ressourcerne. Sidste års internationale udvikling og ikke mindst begivenhederne den 11. september og den heraf følgende krig i Afghanistan viser endnu en gang, at EU har brug for nogle særlige mekanismer for hurtigt at kunne frigøre de ekstraordinære midler, som det har behov for til interventioner i krisesituationer. Dette er af afgørende vigtighed, hvis vi virkelig ønsker at styrke EU's indflydelse i verden. Den fordeling af udgiftsområde 4, som Kommissionens foreslår, omfatter således nogle vigtige politiske prioriteter såsom Afghanistan, Euro-Middelhavsbanken og verdenssundhedsfonden, uden at det går ud over de andre aktioner udadtil. Jeg vil således gerne opfordre Parlamentet og Rådet til at tage ressourcespørgsmålet op så hurtigt som muligt, for de aktioner, jeg lige har nævnt, må ikke forsinkes. Hr. formand, mine damer og herrer, præsentationen af Kommissionens politiske prioriteter for 2003 må ikke få os til at glemme, at vi befinder os på dagen før en begivenhed, som virkelig er historisk for Europas fremtid. I morgen - og det sker i denne bygning - samles man nemlig for første gang i det konvent, der skal stille forslag om Europa i det 21. århundrede og udarbejde et forslag til en kommende EU-forfatning. Ifølge de gældende traktater er det Kommissionens rolle at tage lovgivningsinitiativer og forsvare Fællesskabets almindelige interesser. Derfor er det naturligt, at vi gerne vil sende et stærkt politisk budskab om konventets betydning og om dets målsætninger. Først og fremmest vil jeg gerne minde om, at konventets oprettelse er et resultat af Europa-Parlamentets og Kommissionens fælles indsats, og vi bør være stolte af vores indsats, for det var så afgjort ikke alle, der syntes, at konventet var en god idé for et par måneder siden eller blot for et par uger siden. Kommissionen ser derfor med tilfredshed på indledningen af en konstitutionel debat om EU's fremtid, en debat, som inddrager et flertal af folkevalgte repræsentanter og ikke længere blot de nationale regeringers repræsentanter. Det glæder mig at konstatere, at man har udpeget nogle yderst kvalificerede repræsentanter. Ingen må tro, at de kan styre konventet i en bestemt retning eller diktere arbejdsbetingelserne og arbejdsmetoderne. Konventet består af højt kvalificerede mennesker, som styrer arbejdet selvstændigt. Konventet kommer efter min mening ikke bare til at udføre et frit og ekstraordinært stykke arbejde, for jeg tror også, at det i den sidste ende bliver umuligt for regeringerne at se bort fra dets resultater, når det gælder vedtagelsen af traktatreformen. Der sættes selvfølgelig ikke spørgsmålstegn ved regeringernes suverænitet, men dette konvents arbejde får meget stor betydning for EU's fremtid. Som bekendt er konventet naturligvis modtageligt for bidrag og idéer fra det civile samfund. Man vil således ikke kunne påstå, at den nye traktat er et resultat af forhandlinger, som finder sted mellem diplomater og bureaukrater fra Bruxelles, og som borgerne er uvidende om. Vi må ikke glemme, at ønsket om et konvent opstod om morgenen efter nattemødet i Nice. Det opstod, da man blev klar over, at man ikke længere kunne fortsætte på den måde. Det opstod ikke tilfældigt, men fordi man konstaterede, at den metode, man hidtil havde fulgt, var en fiasko. Mine damer og herrer, Kommissionen agter at spille en aktiv rolle i konventets arbejde via de to kommissærer, som er blevet udpeget, og via min personlige og direkte indsats. Vi er bevidste om betydningen af det, der står på spil, og vi er klar over, at EU er den eneste nye begivenhed og den eneste virkelige institutionelle ændring, som man forsøger at gennemføre her i verden. Det er det eneste konkrete forsøg på at foretage en demokratisk globalisering i stedet for at sige en masse ord. Ved hjælp af dette konvent skal vi dog også foreslå et fælles samfundsprojekt, som borgerne kan identificere sig med, og derfor skal vi beslutte med det samme - det vil sige ved konventets begyndelse - hvad vi ønsker at foretage os sammen, og hvilken type samfund vi ønsker at leve i i de kommende år. Det er det europæiske samfundsprojekt, som er afgørende for valget af de midler og beføjelser, som EU skal råde over for at nå sine målsætninger, og ikke omvendt! Vi skal således først overveje, hvad vi ønsker at foretage os sammen, og herefter skal vi tilpasse institutionsstrukturen til vores målsætninger. Vi er af den opfattelse, at fællesskabsmetoden stadig er det rette instrument, og det er et instrument, som har differentieret og karakteriseret EU's storhed hidtil. Vi må dog ikke nøjes med på en konservativ måde at forsvare metodens gyldighed i alle dens aspekter, men skal også foreslå nogle innovative løsninger for at tilpasse den til problemerne i fremtidens EU. Jeg er sikker på, at Europa-Parlamentet vil støtte Kommissionen, når det gælder om at finde nogle løsninger, der sikrer effektivitet og demokrati i EU's beslutningsproces. (Bifald)
Hr. formand, jeg vil ikke nu komme ind på det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at behandle et så vigtigt debatindlæg fra Kommissionens formand efter catch the eye-systemet. Det får vi sikkert lejlighed til at drøfte en anden gang. Hr. kommissionsformand, alt det, De har sagt, kan vi naturligvis tilslutte os. De talte om udvidelsen, og jeg vil bede Dem overveje - og det kan De måske sige noget om bagefter - om De i Kommissionen kunne anvende et system som det, vi vil indføre, når tiltrædelsestraktaterne er underskrevet, nemlig at have observatører fra ansøgerlandene her i Parlamentet. Kan De se nogen mulighed for at integrere personer fra ansøgerlandene som medarbejdere i Kommissionen, så længe disse lande ikke er medlemmer endnu? Så talte De om Middelhavet. Hvis det er rigtigt, at der hvert år omkommer omkring 7.000 mennesker på Middelhavet, når de f.eks. kommer i både fra Marokko til Spanien eller Portugal, hvordan kan vi så for det første opnå, at situationen i disse lande bliver bedre, og hvordan kan vi for det andet sikkerhedspolitisk opnå, at disse stakkels mennesker ikke omkommer? De talte om Middelhavsbanken. Vi er ikke modstandere af Middelhavsbanken, det kan være et positivt element, men der må ikke skabes ekstra strukturer ud over Den Europæiske Investeringsbank. Derfor ville jeg være glad, hvis De kunne sige noget om det. De talte om stabilitet. Jeg vil gerne opmuntre Kommissionen, hvad stabilitet og tilbagebetaling af gælden på de nationale budgetter angår. Hold fast! Skriv Deres opsigelse, som De havde planlagt ... ... til disse to medlemslande, for jeg synes ikke, det er et acceptabelt system, at de, som skal kritiseres i sidste ende, selv beslutter, om de skal kritiseres! Her tror jeg, vi skal finde frem til nogle helt nye bedømmelsesformer. En sidste bemærkning, hr. formand, og den er måske mere rettet til os selv. Det ville imidlertid glæde mig, hvis kommissionsformanden kunne komme med en kommentar til det. (Tilråb) Tag det roligt! Jeg giver jo også udtryk for Deres holdninger! Rådet er ikke til stede i dag. Jeg vil ikke kritisere nogen, men for fremtiden må vi sikre, også ved reformen af Rådet, at Rådet er repræsenteret, når kommissionsformanden kommer med en vigtig udtalelse her i Parlamentet. Det er ikke kun rettet til det spanske formandskab, det er et generelt tema for reformen af Rådet. Jeg tror, vi har stærkt brug for reformer i Rådet! (Bifald)
Inden jeg giver ordet til kommissionsformanden, vil jeg gerne bemærke, hr. Poettering, at det var et langt minut, og påpege, at vi ikke forventede, at Rådet var til stede. Vores forhandling om strategien for næste år er planlagt til at finde sted den 20. marts. Når vi stiller spørgsmål til Kommissionen under disse omstændigheder, gør vi det normalt uden Rådets tilstedeværelse.
Hr. Poettering, jeg svarer med glæde på Deres spørgsmål, og jeg skal forsøge at gøre det meget kort. De rejste spørgsmålet om tilstedeværelsen af observatører fra ansøgerlandene i Kommissionen. Det er efter min mening noget, som vi bør sørge for. Set ud fra et teknisk synspunkt bliver det ikke let, men hvis vi vil have, at Kommissionen går på slankekur lige efter udvidelsen, er det nu, vi skal begynde at skabe dette undervisnings- og oplæringsforhold. Det bliver ikke let, for det er klart, at ansøgerlandene ikke allerede er klar til at give os navnene på dem, der bliver de kommende kommissærer, og reglerne er endnu ikke fastlagt ordentligt. Men jeg kan forsikre Dem for, at vi har stillet os selv dette spørgsmål, og vi ønsker at løse det på en åben og konstruktiv måde. Det andet spørgsmål var sikkerheden. Jeg har altid været af den overbevisning, at ligesom det er tilfældet med alle andre alvorlige problemer, kan det store problem med den omfattende indvandring ikke løses på nationalt plan. Det er slet ikke muligt udelukkende at løse problemet med de store bølger østfra eller sydfra på nationalt plan. Der er behov for et europæisk samarbejde, og derfor skal vi afslutte Tampere-dagsordenen i den forbindelse og samarbejde om at løse grænsebeskyttelsesproblemet, sådan som vi har foreslået. Et andet spørgsmål var Middelhavsbanken. Hvad er dens politiske og økonomiske formål? Der var en meget klar sammenhæng. Vi har i de senere år mærket en tiltagende spænding fra de sydlige Middelhavslandes side, fordi vi - sådan som de sagde på en folkelig og direkte måde - foretrak østlandene. Jeg forklarede dem, at historien faktisk forpligtede os til at foretage denne umiddelbare udvidelse, men at det var min pligt hurtigst muligt at iværksætte en strategi for Middelhavsområdet, hvilket vi også gjorde. Banken kunne - sådan som man siger - blot være en fond eller en facility, det vil sige en fond beregnet på dette formål, men den kunne også være en egentlig bank. En egentlig bank har en større autonomi, den er i højere grad i stand til at gribe ind i den private sektor, den er mere fleksibel, og den er ikke mindst bedre til at udføre den opgave, der består i at oplære de sydlige Middelhavslandes ledere og få dem til at samarbejde med vores egne folk. Derfor valgte vi en bank, men vi forstår godt Deres bekymring, hr. Poettering. Det er en bekymring, som medlemsstaterne og alle de, der er til stede her i dag, deler, nemlig at vi ikke må skabe bureaukrati og oprette en ny bank ud af ingenting, når vi har en Europæisk Investeringsbank, som allerede har gjort et fantastisk stykke arbejde ved at foretage investeringer for 9 milliarder i de sydlige Middelhavslande. Det skal understreges, at der ikke er tale om insolvens, når man ser bort fra investeringerne i Gaza, men De forstår sikkert, hvorfor der er insolvens i disse tilfælde. Vi ønsker at gøre brug af denne erfaring, og derfor har Kommissionen foreslået en bank, hvor det dog er Den Europæiske Investeringsbank, Kommissionen, de forskellige aktionærlande og ikke mindst de sydlige Middelhavslande, der har aktiemajoriteten. De sydlige Middelhavslande starter ganske vist med en beskeden andel, men herefter får de en større indflydelse i banken. Hvad det sidste spørgsmål angår, tror jeg ikke, at Kommissionen behøver at forklare Parlamentet, hvad den har gjort. Den har opfyldt sine forpligtelser og udført sine opgaver konsekvent, og den har givet den nødvendige tidlige varsling i de tilfælde, hvor tallene krævede det. Vi har ikke foretaget nogen speciel vurdering. Vi har holdt os til det, som er vores væsentlige pligt, nemlig at udføre vores opgaver. Og det vil vi også gøre i fremtiden.
Hr. formand, en klage og tre betragtninger. Klagen er, at vi er specialister i at devaluere vigtige drøftelser. Denne drøftelse er den vigtigste for Europa-Parlamentets arbejde i det kommende år, og vi behandler den som en rutinesag og haster igennem den. Det er for dårligt, mener jeg, det er ikke sådan, tingene skal behandles. Hvad angår betragtningerne, er den første henvendt til Kommissionen. Hr. kommissionsformand, vi kritiserede Dem i december, men nu må vi påskønne Kommissionens indsats. Jeg er ikke bange for at sige, at næstformanden, fru de Palacio, aktivt har bidraget til en aftale, der skaber mulighed for et lovgivningsprogram og et arbejdsprogram. Lad os fortsætte ad denne vej. De har konkret bedt om støtte til flere tjenestemænd og yderligere midler op til udvidelsen. Jeg minder om, at Parlamentet allerede i Agenda 2000 påpegede, at man ikke kan gennemføre udvidelsen uden at ændre budgettet for 2000. De har tilføjet Afghanistan og andre prioriterede områder. Det er rimeligt, at Rådet, som er stædigt, lytter til Dem. Der er ingen repræsentant fra Rådet til stede. Og jeg så, at hr. Poettering, i en generøsitetsparade, ikke har fremlagt sine læresætninger, men hvis der kommer en minister, vil han nok gøre det. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at Rådet lytter til Kommissionens budskab. Og i den henseende kan De regne med vores støtte. Hr. formand, jeg vil ikke komme ind på detaljerne i de forskellige spørgsmål, for det er alle vigtige områder, og der er et vist sammenfald. Vi er dog enige om konventet, og jeg er også glad for, at De sagde, at det er et fælles initiativ fra Parlamentet og Kommissionen. I morges læste jeg overskrifterne i en stor italiensk avis, hvor man skrev, at det kun var Kommissionens værk. Jeg er glad for, at De har dementeret det over for den italienske presse, idet De har gjort opmærksom på, at det drejer sig om en fælles indsats. Hr. formand, Parlamentet ønskede noget i stil med konventet om chartret om grundlæggende rettigheder. Jeg mener stadig, det er vigtigt. Hr. kommissionsformand, Kommissionen er traktatens vogter. Mit spørgsmål er, om De er indstillet på at udøve Deres initiativret i konventet for at bevare og styrke fællesskabsmetoden.
Et hurtigt svar på et hurtigt spørgsmål. Hr. Barón, De skal have tak for Deres tilfredshed med den indfaldsvinkel, vi har besluttet os for. På den anden side har jeg allerede sagt i en tidligere forhandling, at mit forbillede er dieselmotoren. Dieselmotorer starter langsomt, men herefter kører de for fuld kraft, og det kan de blive ved med i flere år. Spørgsmålet om budgettets fleksibilitet er yderst vigtigt. Vi må ikke forveksle behovet for stringens og Deres kontrolpligt med Kommissionens pligt til at underkaste sig Deres kontrol. Dette er det væsentlige grundlag for den demokratiske legitimitet, men der skal tages højde for de vigtige, nye begivenheder og for ændringerne i fleksibiliteten. Det er et tilpasningsspørgsmål, som vi skal løse i fællesskab. Det skal lykkes os virkelig at få styr på de nødvendige budgetændringer, som vi konstaterer, drøfter og bliver enige om. Dette er vores holdning. Hvad angår den fælles indsats og det, som de italienske aviser skrev, sagde jeg ikke, at jeg var alene, men at jeg var alene den morgen, hvor pressekonferencen blev afholdt, og jeg kan forsikre Dem for, at jeg virkelig var alene, for jeg stod over for journalisterne sammen med Chirac og Jospin, og jeg kan forsikre Dem for, at ingen drømte om at tale om konventet på det tidspunkt. Parlamentet havde selvfølgelig allerede foreslået det tidligere - det er klart - og vi havde kæmpet for det, men det lod til at være et helt urealistisk projekt. Det var først med de negative begivenheder, at denne mulighed blev tydelig, så vi kunne gå videre. Hvis ikke denne krise var opstået, tror jeg ikke, at vi ville have haft konventet i dag. Det er jeg overbevist om, for man lærer også noget af en krise. Med hensyn til initiativretten vil jeg sige, at det naturligvis er det særlige kendetegn, som adskiller EU-institutionerne fra de andre institutioner, og at det er en af vores pligter. Sådan som De sagde, er det meget vigtigt at forsvare og styrke denne ret, men vi skal også tilpasse den, modernisere den og harmonisere den i tråd med Parlamentets arbejde, for initiativretten er ikke noget, der skal bruges imod noget andet. Initiativretten er nemlig drivkraften bag institutionernes måde at fungere på. Vi skal bruge den på en absolut ansvarlig måde, og det er også vores målsætning.
... Måske skulle det være en turbodieselmotor.
Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, det er nogle vigtige spørgsmål, De rejser. Der er grund til at vende tilbage til dem og videreføre denne forhandling. Jeg ser frem til afholdelsen af en sådan forhandling om nogle uger med mere detaljerede forslag, hvad angår Deres prioriteter. Lad mig takke for Deres bidrag til den nye procedure, som vi nu har skabt. Jeg vil frem for alt rette en tak til Kommissionens næstformand, fru de Palacio. Vi har nu en tidsplan og den nye procedure til at skabe et bedre samarbejde mellem Kommissionen og Parlamentet om det årlige lovgivnings- og arbejdsprogram. Jeg tror, at dette vekselspil mellem parterne kommer til at fungere vældigt godt, at det bliver lettere for borgerne og for os andre at følge procedurerne, og at vi får en bedre opfølgning osv. Jeg går ud fra, at de forskellige udvalg i Parlamentet allerede om nogle uger vil indlede en dialog med de berørte kommissærer. Dette er en vigtig del af arbejdet med at reformere vores forskellige institutioner, både for Parlamentet og for Kommissionen. Jeg ville gerne spørge Kommissionens formand, hvordan De i Kommissionen har tænkt Dem at fortsætte arbejdet med hvidbogen om nye styreformer, som blev sendt ud i marts sidste år. Vi kommer til at drøfte mange af de spørgsmål, som berører demokrati og Europas fremtid i konventet, men samtidig har vi jo "hverdagsemnerne", som også går ind under arbejdstitlen "nye styreformer", som f.eks. mere åbenhed, enklere procedurer og mere medindflydelse fra borgerne. Kan De sige noget om dette?
Det er muligt at svare meget kort på et sådant spørgsmål. Vi deltager i øvrigt i en interinstitutionel gruppe sammen med Europa-Parlamentet, hvor vi arbejder med netop disse emner. Vi har gjort meget store fremskridt, som i vid udstrækning er blevet anerkendt, og vi har ikke mindst behandlet dette gennemsigtighedsspørgsmål i fællesskab med Parlamentet. Vi kan selvfølgelig kun foretage de vigtige ændringer af reglerne i forbindelse med konventet, men jeg kan forsikre Dem for, at vanerne er blevet ændret. Reglerne er vi til gengæld nødt til at ændre i fællesskab.
Hr. formand, tak for Deres engagement! De sagde, at når det drejer sig om konventets opgave, må vi beslutte, hvilket samfund vi ønsker, og hvad der skal til for at skabe det. Mit spørgsmål er: Skal det være et samfund, hvor markedet regulerer alt, også de sociale spørgsmål? Eller skal det være et samfund, hvor social retfærdighed fortsat er noget, man går ind for og skaber, også fra samfundets side? Skal det 21. århundredes Europa blive ved med at være et solidaritetens Europa, ikke kun inden for EU's egne rammer, men også gennem partnerskab og samarbejde f.eks. med de stater, som ikke bare vil optages i EU, men som desuden er europæiske, men ikke medlemmer endnu?
Her kommer vi ind på et spørgsmål af afgørende vigtighed, som jeg må konstatere, at ingen af os i EU har lagt tilstrækkelig vægt på. Vi kæmper naturligvis alle en kamp, hvor de fleste af os er meget solidariske - markedsliberalisering, fastlæggelse af fælles regler og fjernelse af hindringer, monopoler og privilegier, hvilket så afgjort er vigtigt - men jeg deler hr. Modrows bekymring, for vi står også over for en situation, som stort set viser sig i alle europæiske lande, nemlig at ulighederne er blevet større. Her er der tale om kendsgerninger og statistiske oplysninger. Det er ikke ment som en fordømmelse eller vurdering fra min side. Jeg mener således, at det er absolut nødvendigt at tage hul på debatten igen og tage disse spørgsmål op til fornyet overvejelse, for den europæiske model har også altid været retningsgivende, når det gælder retfærdighed og solidaritet, og ikke bare når det gælder effektiviteten. Hvis vi giver afkald på dette, er der ingen tvivl om, at vi lægger grunden til den europæiske models opløsning. Men lad os komme med nogle eksempler på solidaritet. Udvidelsen er en enestående begivenhed og det eneste tilfælde i verden, hvor man forener nogle lande og situationer, som har økonomiske forskelle på en skala fra 1 til 4. Jeg ville gerne se hvem som helst anden her i verden forsøge at gøre det samme, som vi forsøger at gøre nu. Dette er et konkret bevis på solidaritet. Vi skal fortsætte i den retning, men jeg vil gerne gentage, at vi ikke kan nøjes med den distræte opmærksomhed, som vi i EU udviser over for disse vigtige spørgsmål om solidaritet og social ligevægt. De fortjener nogle meget mere indgående overvejelser i denne tid, hvor det måske tværtimod er en overdreven enhedstankegang, som dominerer i forbindelse med disse spørgsmål.
Hr. formand, udvidelsen stiller os nogle virkelig interessante opgaver. Jeg tror, at det er vigtigt for befolkningen, at vi bygger synlige broer. Et eksempel er broen mellem Wien og Bratislava. Jeg tror, at vi inden for TEN-programmet - de transeuropæiske net - virkelig skal begynde at bygge synlige broer. Jeg vil gerne opfordre Kommissionen til at gøre, hvad den kan, for at befolkningen kan se, at disse broer er med til at sikre Europas fremtid.
Vi skal ikke alene skabe disse synlige broer, men også genopbygge dem, der er blevet ødelagt. Vi må nemlig ikke glemme, at selv om Donau er blevet genåbnet, er der broer, som er lavet af både, og der er andre nødløsninger på krigens ødelæggelser, nødløsninger, som kun giver mulighed for en delvis genoptagelse af trafikken. Ikke alene har vi ikke gjort nogen fremskridt, der er faktisk sket en reel tilbagegang. Jeg tror, at vi skal være mere opmærksomme på dette spørgsmål og sætte flere midler af til det, end det har været tilfældet hidtil.
Hr. Prodi, jeg ønsker ikke at tale om noget, som De har truffet afgørelse om i dag, men snarere om noget, som De ikke har truffet afgørelse om i dag. Det er spørgsmålet om direktivet om vikarbureauarbejde, som allerede har været under forberedelse i lang tid. Jeg er skuffet, for Parlamentet har siden sidste sommer ventet på, at dette forslag skulle blive fremsat, og jeg er lidt flov, for det så ud til at være næsten færdigt og være klart til offentliggørelse, men Financial Times bragte sidste mandag en artikel med en masse pressekritik af forslaget. Det ser ud, som om Kommissionen er ved at overgive sig over for dette pres og vil udsætte beslutningen igen, så jeg vil gerne spørge Dem, om De virkelig bliver influeret af denne form for pressekampagner, og om, hvornår De har planer om at fremsætte forslaget? Efter min mening er det et forslag, som harmonerer perfekt med Barcelona-topmødet, og som bør fremsættes inden dette topmøde. Må jeg også erindre Dem om, at Rådet (socialministrene) i næste uge allerede har det med på sin dagsorden.
Fru van den Burg, vi lader ærligt talt ikke aviserne få indflydelse på dagsordenen, for den forsøger vi selv at sætte. Det har i lang stået i vores kalender, at vi skulle drøfte spørgsmålet om midlertidigt arbejde den 20. marts, og det blev den 20. marts, fordi vi var nødt til at finpudse nogle tekniske aspekter. Som De ved, er der jo nogle løsninger, som ikke generelt, men som for nogle særlige aspekters vedkommende har indflydelse på omkostningerne og ydelserne i de forskellige europæiske lande. Da vi fastlagde vores dagsorden for ca. en måned siden, tog vi os derfor tid indtil den 20. marts, også fordi det ikke var planen, at dette spørgsmål skulle medtages på Barcelona-dagsordenen. Vi vil dog straks tage spørgsmålet op på Kommissionens møde efter Barcelona-topmødet.
Hr. formand, det er efter min mening helt berettiget, at Kommissionen til næste år sætter fokus på udvidelsen og nødsituationer i lande som Afghanistan. Hvordan vil Kommissionen finansiere det? Skal det finansieres inden for de eksisterende udgiftsområder 4 og 5, altså ved at flytte midlerne? Forventer Kommissionen at få ekstra penge fra budgettets andre udgiftsområder, eller er hensigten helt at bryde med de finansielle overslag og forelægge et helt nyt budget for næste år?
Jeg vil give et meget kort svar, hvorefter fru Schreyer vil komme ind på detaljerne. Vi har udarbejdet et dokument om udvidelsen, hvor vi holder os inden for de grænser, der er fastlagt i Berlin-dagsordenen. Vi har bragt nogle utroligt store ofre, og vi har også gjort nogle få mennesker i ansøgerlandene utilfredse, men overførslen af midler er væsentlig, eftersom vi hvert år overfører 4% af deres bruttonationalindkomst til de nye lande, hvilket så afgjort er en massiv og hidtil uset overførsel. Og nu vil jeg give ordet til kommissæren, fru Schreyer, der vil gøre detaljeret rede for de udgiftsområder, som disse operationer falder ind under.
Hr. formand, på spørgsmålet fra hr. Mulder kan jeg svare, at der naturligvis også i 2003 vil være være stærkt brug for det udenrigspolitiske budget, fordi kravene til den europæiske politik også øges. Vi vil kunne finansiere de nødvendige midler til Afghanistan, som blev lovet på donorkonferencen i Tokyo, over det udenrigspolitiske budget. Men eventuelt får vi også nye krav, hvad angår eksempelvis Cypern. Hvis det lykkes at få gang i en politisk proces, som fører til, at Cypern bliver optaget i EU i 2004, så betyder det også, at vi må stille forberedelsesmidler til rådighed i 2003. Det vil altså - forhåbentlig, siger jeg - være et nyt krav. I forbindelse med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har Rådet besluttet, at der fra 1. januar 2003 skal indsættes en politistyrke i Bosnien, og det vil også stille krav til EU's budget. Jeg tror, at vi i fællesskab bør arbejde på at sige: Ja, vi vil have en fælles finansiering af dele af denne indsats, for det er en fælles aktion, og det bør vi klart vise! Hr. Mulder, vi havde lejlighed til at drøfte det i går. Kommissionen har jo foreslået et nyt finansieringsinstrument til kriseindsatser, og det glæder mig, at der også fra Europa-Parlamentet er kommet mange udtalelser, som støtter dette forehavende. Måske kan vi i fællesskab også overbevise Rådet om, at en fællesskabsfinansiering af sådanne kriseinstrumenter ville være det rigtige svar.
Hr. formand, jeg har et par bemærkninger om Middelhavsbanken. Det glæder mig, at Barcelona-processen bliver uddybet og konkretiseret. Jeg kan ikke forstå, og det vil jeg gerne bede om et konkret svar på, hvorfor De har sagt nej til denne facilitet, for den ville allerede i år kunne vise, hvor engageret vi arbejder på en aktiv Middelhavspolitik, mens en bank eller et datterselskab kræver længere tid - den erfaring gjorde vi med oprettelsen af Østeuropa-banken - før den overhovedet er operationel. Denne proces bliver også meget dyrere i personale og ressourcer. Har De desuden overhovedet løst problemet politisk? Hvis vi har brug for partnere i de arabiske stater - der findes der allerede mange fonde, så alle arabiske stater vil bestemt ikke deltage - hvad gør De så, hvis Israel også vil deltage i denne bank? Er det ikke en oprettelse, som er belastet fra starten, og ville det derfor ikke være bedre at tage fat på en facilitet, som kunne vise alle mennesker, hvor engageret EU er, når det gælder Middelhavspolitikken? Et afsluttende spørgsmål: Hvornår vil Kommissionen som traktatens vogter, som jo også skal våge over, at alle medlemsstater er forpligtet til at opfylde det europæiske retssamfunds principper, sende en opsigelse til medlemsstater, som sætter spørgsmålstegn ved retsstatens principper?
Tak, fordi De kom tilbage til spørgsmålet om Middelhavsbanken, fru Randzio-Plath, for jeg er blevet klar over, at der er nogle andre spørgsmål, som det er nødvendigt at kaste lys over. De foretog en direkte sammenligning med EIB, og det er netop for at undgå denne lange forberedelse af banken, at vi har valgt et organ, hvor Den Europæiske Investeringsbank har aktiemajoriteten. EIB har sat 9 milliarder euro i området, det har eksperter til sin rådighed, og det har nogle traditioner. I de sidste par dage har jeg naturligvis været i næsten daglig kontakt med EIB's formand, hr. Maystadt, for at uddybe de tekniske aspekter af dette spørgsmål. Fra EIB's side har man givet grønt lys og er klar til at gå hurtigt i gang. I min tale for lidt siden understregede jeg i øvrigt, at der ikke var nogen insolvens. Hvorfor sagde jeg det, fru Randzio-Plath? Det gjorde jeg, fordi det efter min mening viser, at EIB går forsigtigt til værks og så afgjort er besindig, når det gælder gennemførelsen af denne politik, men samtidig kan vi - hvilket ikke er tilfældet med en facility - foretage nogle handlinger, som vi ikke har foretaget hidtil. Vi kan nemlig være meget mere aktive inden for den private sektor, og vi kan samarbejde med de lokale, regionale og nationale banker, så vores indsats bliver forstærket. Vi kan med andre ord gennemføre nogle meget anderledes aktiviteter. Dette organ giver desuden delvist et svar på Deres andet spørgsmål. Jeg vil gerne gentage, at vi stadig befinder os i den fase, hvor Kommissionen stiller forslag, og at vi vil uddybe spørgsmålet senere, men jeg kan se, at landene på den anden side af Middelhavet glæder sig over oprettelsen af et organ, som de kan skabe kontakt til, samarbejde med, have aktier i og også deltage i bestyrelsen i. Vi er således nået frem til denne kompromisløsning, så disse lande kommer til at samarbejde med os på en aktiv og ansvarlig måde - de deltager som sagt i bestyrelsen og spiller en aktiv rolle - men så de samtidig får gavn af EIB's erfaring, som vi alle kan regne med. Hvilke lande skal deltage? De sydlige Middelhavslande har mulighed for at deltage, men vi har ikke taget de specifikke spørgsmål op, for de bliver genstand for en politisk debat sammen med Rådet, og vi er heller ikke begyndt at drøfte det, der kan ske i fremtiden med tredjelandene. Som det er nu, tror jeg, at det er fornuftigt at begynde med et samarbejde mellem Europa og de sydlige Middelhavslande. Vi skal begynde at arbejde og så se, hvilke muligheder der bliver bagefter. Jeg kan dog forsikre Dem for, at vi også har overvejet spørgsmålene om koordineringen med Verdensbanken, som allerede er aktiv på dette område. Verdensbanken, hvis investeringer svarer til ca. en fjerdedel af EIB's, anvender dog fire femtedele af sine midler i et enkelt land, nemlig Tyrkiet, og den gennemfører således ikke nogen generelle aktiviteter i Middelhavsområdet. Afrika-banken opererer i hele Middelhavsområdet, men det er i en absolut ubetydelig størrelsesorden. Ansvaret for udviklingen af vores bank bliver så afgjort af afgørende betydning, og vi har netop valgt en gylden middelvej mellem nytænkning og forsigtighed.
Hr. formand, først en bemærkning til konventet, som starter i morgen med et udkast til forretningsorden, som er fuldstændig uacceptabelt. Giscard vil tage stilling til, om forslagene fra medlemmerne er gode nok til at blive oversat og diskuterede. Hvert medlem skal naturligvis have ret til at stille forslag, få dem oversat, sat på dagsordenen og til sidst sat under afstemning. Vi har i dag i delegationen fået det femte udkast til forretningsorden. Vi kender ikke de fire første, og derfor vil jeg bede vores egen formand om at sikre, at vi fremover får alle dokumenter lige så hurtigt, som de kommer til Parlamentet. Og så til Kommissionens formand, hr. Prodi. Jeg ser, at Kommissionen er imod et kompetencekatalog, som kan sætte grænser for EU's virksomhed. I denne forbindelse vil jeg gerne spørge Prodi, om man i det mindste ikke vil forberede drøftelserne i konventet ved at fremlægge forslag om, hvad der kunne flyttes tilbage til medlemsstaterne, såfremt man f.eks. blev nødt til at halvere lovmængden. Udarbejdelse af et kompetencekatalog forudsætter indsigt i hvert enkelt sagsområde, en indsigt som kun Kommissionen og de nationale regeringer råder over. Og så bare til sidst en tak til hr. Prodi for, at vi nu to år efter beslutningen kan få dagsordener og referater fra Kommissionens møder. Det er et stort fremskridt.
Hr. Bonde, jeg kom ikke ind på kompetencespørgsmålet. Jeg sagde blot, at vi først skal finde ud af, hvad vi skal gøre i fællesskab, og herefter kommer så spørgsmålet om institutionernes måde at fungere på. Efter min mening er det vigtigste, hvad EU skal foretage sig i fremtiden, hvilken rolle EU ønsker at spille i den globaliserede verden, og således hvilke opgaver der skal holdes på fællesskabsplan, for at vi kan nå disse målsætninger. Herefter når vi så frem til kompetencespørgsmålet, hvor vi selvfølgelig først og fremmest tager udgangspunkt i subsidiaritetsprincippet, som vi absolut ikke ønsker at krænke, og som også fungerer som rettesnor for, hvad vi kan gøre og ikke kan gøre.
Tak, kommissionsformand Prodi. Jeg vil gerne takke Kommissionens formand og kommissær Schreyer for at bistå med denne meddelelse her til eftermiddag. Må jeg lige minde kollegerne om, at denne meddelelse har gjort det muligt at høre om Kommissionens overordnede strategi for første gang her i dag. Den hverken erstatter eller fortrænger den forhandling, der er planlagt til at finde sted den 20. marts. Den forhandling vil omfatte deltagelse af Ministerrådet og formandskabet. Det var ikke planlagt til at være tilfældet ved dette møde. Det er aldrig sådan, at en meddelelse fra Kommissionen fulgt af spørgsmål fører til en fuld forhandling, og det er heller aldrig sådan, at Rådet normalt deltager, og det vil jeg gerne have ført til protokols.
Hr. formand, blot en kort bemærkning. Karen Fogg er Europa-Kommissionens repræsentant i Tyrkiet. Hun er i store vanskeligheder, fordi hendes e-mails ikke bare er blevet opfanget og læst, men også offentliggjort i en avis, og det har været meget besværligt at få Tyrkiet til at forhindre det. Da det jo også drejer sig om kontakterne mellem Europa-Kommissionens repræsentant og Parlamentet, beder jeg Dem, hr. formand, om at gøre Tyrkiet opmærksom på, at vi ikke kan acceptere det, at vi forventer, at Tyrkiet gør sit yderste for at opklare, om det var sikkerhedstjenesten, eller hvem det var, og for at forhindre, at private og også officielle e-mails offentliggøres i aviser.
Hr. Swoboda, må jeg påpege over for Dem, at jeg allerede i sidste uge, fordi jeg er enig i denne sags alvor, talte personligt og direkte med den tyrkiske EU-ambassadør og overbragte ham, hvad jeg er sikker på var Europa-Parlamentets fælles bekymring.
Hr. formand, jeg bad om ordet for lidt siden for at komme med et indlæg til forretningsordenen. Her er, hvad jeg ville have sagt:
Hr. formand, for nogle dage siden brugte Pastrana-regeringen en flykapring, som FARC har fordømt og erklæret ikke at være indblandet i, som påskud til at afbryde forhandlingerne og indlede en række ubarmhjertige bombardementer af den demilitariserede zone. På den måde har den iværksat USA's Colombia-plan, der har til hensigt at udradere FARC og løse problemet militært på bekostning af det colombianske folks interesser. Det er helt sikkert, som også den amerikanske plan fastslår, at bombardementerne, der spreder død og ødelæggelse, vil blive efterfulgt af paramilitære grupper til at fuldende slagteriet. Jeg vil derfor gerne bede Dem om, at De, hr. formand, samtidig med at De medvirker til at få frigivet den grønne kandidat, også stiller krav til Pastrana-regeringen om at standse bombardementerne, frigive de hundredvis af FARC-ledere, der tilbageholdes under umenneskelige forhold, samt Deres tre irske landsmænd, der tilbageholdes under samme forhold. De skal også kræve en genoptagelse af forhandlingerne om en fredelig løsning på problemerne.
Det var jo den første udtalelse, jeg åbnede mødet med i dag, og jeg kom netop med den opfordring.
Næste punkt på dagsordenen er hr. MacCormicks to betænkninger (A5-0032/2002 og A5-0033/2002) for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om anmodning om ophævelse af Charles Pasquas og Jean-Charles Marchianis immunitet.
Hr. formand, i de sager, vi har liggende foran os, er der rettet meget alvorlige anklager mod to medlemmer af Parlamentet. De er angivet på første side i begrundelsen i min betænkning, som jeg anbefaler medlemmerne at se på. Der blev indledt retssag i juli 2000 om ulovlig våbenhandel, misbrug af indflydelse, misbrug af virksomhedsmidler, underslæb og hæleri. Der var tale om salg af våben til flere afrikanske lande, hvilket er en krænkelse af fransk lovgivning om våbenhandel foretaget af virksomheder, hvorved utallige overførsler og endog kontante udbetalinger fandt sted til en lang række forskellige personer. Der er rettet sigtelse mod Pasqua. Det er der ikke mod Marchiani, hvor der er tale om ulovlig finansiering af en valgkampagne som følge af accept af donationer og finansiering af valgkampagnen i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet, hvilket er i modstrid med bestemmelserne i artikel L 52, stk. 8, i valgloven. Dette er anklagerne - den første vedrørende ulovlig våbenhandel m.v. mod både hr. Pasqua og hr. Marchiani, den anden kun mod hr. Pasqua, og forundersøgelsesdommerne anmoder om ophævelse af disse to herrers parlamentariske immunitet, således at der kan træffes visse retlige kontrolforanstaltninger mod dem. Medlemmerne vil blive forbudt at søge kontakt til visse vidner eller medanklagede eller at besøge visse lande, og det kan blive krævet af dem, at de stiller kaution. Denne anmeldelse blev først sendt til den franske offentlige anklager ved retten i første instans, derefter via den offentlige anklager ved appeldomstolen i Paris og derefter fra den offentlige anklager til justitsministeren og fra justitsministeren til Europa-Parlamentet. Det bør bemærkes, at ved retten i første instans støttede den offentlige anklager stærkt en anmodning om retlig kontrol fra forundersøgelsesdommerne, der understregede sagens alvor og art og beskrev det som principielt nødvendigt. Den offentlige anklager ved appeldomstolen fandt imidlertid, at nærværende anmodning om ophævelse af immunitet giver anledning til forbehold i modsætning til det synspunkt, der var udtrykt af den anden anklager. Dels fastslår anmodningen om retlig kontrol ikke, hvilke lande den anklagede ikke må besøge, dels er omfanget af de procedurer, som til sidst vil blive fulgt efter en kendelse fra den franske Cour de Cassation (kassationsretten), endnu ikke fastsat af den relevante appeldomstol. Justitsministeren fremsendte imidlertid anmodningen om ophævelse af immunitet sammen med skrivelserne fra den offentlige anklager ved retten i første instans og appeldomstolen uden at vedlægge eventuelle yderligere bemærkninger. Det er den situation, der ligger til grund for den beslutning, som vi må træffe. Jeg vil gerne først sige, at de forbrydelser, som disse medlemmer er anklaget for, er alvorlige. Vi har en absolut regel om, at vi ikke indtager nogen holdning hverken for eller imod anklagernes rigtighed, men at medlemmerne formodes at være uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Den offentlige anklager i Frankrig har ret til at varetage sine pligter i henhold til lovgivningen, og Parlamentet forholder sig neutralt til det spørgsmål. Der er tale om alvorlige forbrydelser, der er af en art, der ikke normalt vil give anledning til parlamentarisk immunitet, fordi de ikke har noget at gøre med de almindelige og anstændige aktiviteter, der forventes af et medlem af Europa-Parlamentet eller en politiker, der opererer i et demokratisk samfund. Det gør det vigtigt, at jeg bekræfter, at begge medlemmer ihærdigt erklærer deres uskyld og fordømmer, hvad de finder har været grove elementer i retsforfølgelsesprocessen. Men jeg kan ifølge sagens natur ikke have nogen holdning, og Parlamentet bør ikke indtage nogen holdning til disse punkter. Nærværende anmodning om ophævelse af immunitet, vedrører ikke spørgsmålet om, hvorvidt disse retsforfølgelser kan eller bør fortsætte i overensstemmelse med fransk lovgivning. I henhold til artikel 10 i Protokollen af 1965, kan immunitet ikke komme på tale hverken for en deputeret i den franske nationalforsamling eller derfor for et fransk medlem af Europa-Parlamentet, hvis denne står over for retsforfølgelse for anklager af denne art. Spørgsmålet om immunitet og anmodningen om ophævelse af denne går kun på spørgsmålet om, hvorvidt domstolen kan udstede bindende retskendelser, der begrænser parlamentsmedlemmernes frie bevægelighed eller deres frihed til at tage kontakt til andre personer. Jeg vil gerne henlede alle kollegernes opmærksomhed på, at der er frihedsrettigheder, som er meget vigtige for at kunne udøve offentlige repræsentative hverv, navnlig i et parlament af denne art. Friheden til at kommunikere med andre borgere og borgere i andre lande og friheden til at kunne bevæge sig, som man ønsker det, er absolut vigtige for at kunne udøve hvervet. I sin nuværende form synes anmodningen om ophævelse af immunitet uacceptabelt præcis, ja, og sagsakterne synes at angive, at man ikke har haft opmærksomheden rettet mod, at anbefalingen om anmodning om ophævelse kun skulle fremsættes på basis af en mere specifik udtalelse om særlige steder og personer. Der er et andet aspekt i sagen, som jeg med beklagelse må sige giver anledning til en mistanke om, at hensynet til betingelserne for en fri parlamentarisk debat ikke i tilfredsstillende grad har ansporet anklagemyndigheden, og det er den kendsgerning, der blev afsløret i løbet af denne om, at den offentlige anklager på et tidspunkt anmodede vores formand, Deres forgænger, om oplysninger om disse to medlemmers stemmemønster, for at muligheden for, at de havde udøvet utilbørlig indflydelse, kunne forfølges yderligere. Artikel 9 i protokollen gør os, som formand Fontaine præcist erindrede anklageren om, helt fri fra nogen som helst retsforfølgning af de stemmer, vi måtte have afgivet under udøvelsen af vores pligter som medlemmer af Europa-Parlamentet. Under disse omstændigheder forslår Udvalget om Retlige Anliggender, og jeg kan fuldt støtte dets synspunkt, at den anmodning, man havde modtaget fra den franske justitsminister om ophævelse af immunitet, bør afvises i den form, hvori den er blevet forelagt Parlamentet. Jeg håber, at beslutningen sammen med begrundelsen vil blive fremsendt, hvis den bliver vedtaget af Parlamentet. Dette er måske ikke det sidste, vi hører til denne sag, men i den form, hvori vi modtog den, var anmodningen om ophævelse af immunitet uacceptabel for Udvalget om Retlige Anliggender, og jeg anbefaler det synspunkt for Parlamentet.
Hr. formand, jeg vil ikke bruge mine to minutter. PPE-DE-Gruppen deler ordførerens og Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Markeds opfattelse. Også vi er imod at ophæve immuniteten.
Hr. formand, jeg vil gerne med Deres tilladelse komme med et par bemærkninger, som er inspireret af denne betænkning. Den første er, at det drejer sig om en betænkning om et meget alvorligt emne. Først og fremmest, fordi det er nogle meget alvorlige anklager, og dernæst fordi det drejer sig om den menneskelige og parlamentariske frihed. Betænkningen foranlediger mig til at fremsætte fire bemærkninger. Først og fremmest står det helt klart, at der er nogle drøftelser om formålet med den parlamentariske immunitet, som opinionen ikke har forstået. Den parlamentariske immunitet anses for et privilegium, selv om den ikke burde være et privilegium. Jeg mener, at disse drøftelser skal fortsætte, især fordi opinionen ikke forstår dem, og fordi det drejer sig om nogle alvorlige og epokegørende kendsgerninger. Når det er sagt, skal procedurer under alle omstændigheder overholdes nøje i en retsstat, og vi bør sørge for, at disse sager får en juridisk bedømmelse, og for, at procedurerne bliver nøje overholdt. Min tredje bemærkning er rettet mod mediegørelsen af procedurerne, som ikke er i overensstemmelse med et ophøjet retssystem og dets fordringer. Endelig er der min sidste bemærkning om, at menneskerettighedernes Europa tilsyneladende ikke er gået i opfyldelse og at habeas corpus-princippet ikke eksisterer i Frankrig, selv om der er sket meget betydelige fremskridt på området især takket været Lionel Jospin-regeringens fremstød for princippet om forhåndsformodning om uskyld. Tilbage står, at Frankrig med 125 selvmord om året i sine fængsler måske nok har ophævet dødsstraffen, men ikke har afskaffet den af den grund.
Jeg vil gerne takke ordføreren, professor MacCormick, for hans arbejde med disse to meget vanskelige og omstridte betænkninger. Men der er to ting, jeg gerne navnlig vil komme ind på med hensyn til disse anmodninger. For det første er der en - måske ikke eksplicit - antydning af politisk indblanding med hensyn til den retslige udførelse af undersøgelsen af disse påståede forbrydelser, som skulle være begået af hr. Pasqua og hr. Marchiani, og for det andet har der været en uophørlig lækken af oplysninger til medierne, som er til gene for og vanskeliggør adgang til ordentlig retsforfølgning og undersøgelse. Der er en gammel maksime i det britiske retssystem, der lyder "justice delayed is justice denied" (forhalet retfærdighed er lig med nægtet retfærdighed), og denne sag er blevet trukket ud igen og igen. Forkerte fortolkninger af Europa-Parlamentets forretningsorden er, hvad enten det har været med fuldt overlæg eller ej, blevet brugt til at forhale den endnu mere, og det er bogstaveligt talt, fordi der er én, der opstiller til et valg eller et forestående valg i Frankrig, at dette bliver brugt som en stok til at slå dem med. Vi må derfor tiltræde ordførerens og Retsudvalgets opfattelse af, at den måde, hvorpå denne procedure er blevet ført, er ukorrekt, og at immuniteten ikke bør ophæves, og vi bør anbefale denne betænkning for Parlamentet.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om: redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råds møde i Barcelona; betænkning (A5-0030/2002) af Bullmann for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om Det Europæiske Råds møde i foråret 2002: Lissabon-processen og den fremtidige kurs (2001/2196(INI)); betænkning (A5-0021/2002) af Karas for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om de økonomiske følger af attentaterne den 11. september 2001; mundtlige forespørgsler (B5-0006/2002 og 0007/2002) fra Jackson for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik til henholdsvis Rådet og Kommissionen om strategi for bæredygtig udvikling med henblik på topmødet i Barcelona.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Europa-Parlamentet for muligheden for at tale på plenarforsamlingen. Den 7. januar talte jeg i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, og det er med stor glæde, at jeg fremlægger de økonomiske og finansielle prioriteter for det spanske formandskabs semester og især, som formanden sagde, for topmødet i Barcelona. Siden den 7. januar, hvor jeg gav møde i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, er der sket vigtige fremskridt inden for nogle områder, som f.eks. aftalerne mellem Parlament, Kommission og Råd om harmonisering af de finansielle tjenesteydelser. På det spanske formandskabs vegne vil jeg gerne takke de politiske grupper og Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål for deres anstrengelser for at opnå en aftale inden for dette område. Om knap to uger finder Det Europæiske Råds forårsmøde sted under spansk formandskab i Barcelona. Og jeg vil gerne nu, hr. formand, gøre rede for de vigtigste økonomiske områder, Rådet vil behandle. For det første står det klart, at indførelsen af euroen, om hvilken Rådet i Barcelona vil få fremlagt en rapport, har været en succes, ikke alene ud fra et teknisk og monetært synspunkt, men også ud fra et politisk. Det skyldes den betydelige og konsekvente opbakning, som euroen har fået i hele EU og i alle eurolandene. Det skyldes også den indsats, som ikke kun Den Europæiske Centralbank og dens personale, men også vigtige sektorer i det europæiske samfund, f.eks. finans- og erhvervssektoren, har gjort, for at indførelsen af den fysiske euro skulle blive en succes. Og her er det europæiske samfund tak skyldig til de mange arbejdstagere og fagfolk, som har bidraget til, at forbrugerne og familierne så let kunne foretage overgangen til eurotidsalderen. Det er også vigtigt at understrege, som jeg allerede gjorde på mødet i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål i Parlamentet den 7. januar, at indførelsen af euroen skal forstås som et tilsagn, ikke alene som en accept af den fælles mønt, men et positivt tilsagn fra borgerne til den europæiske integrationsproces, til reformprocesserne og til den økonomiske proces. Og jeg mener, at det spanske formandskabs slogan "mere Europa" illustrerer stemningen hos millioner af europæiske borgere, som helt fra starten accepterede den fælles mønt, en fælles valuta for os alle, eller snarere for eurolandene. Et af de økonomiske karakteristika ved begyndelsen af 2002 er, uden tvivl, opbremsningen i den europæiske økonomi, stærkere end oprindeligt forventet. Den giver sig udslag i negativ BNP-vækst, endda i nogle af de store økonomier. Topmødet i Barcelona finder sted på et tidspunkt, hvor den europæiske økonomis potentielle vækst - vores økonomiers vækstkapacitet - er blevet til et krav fra borgerne side, og formandskabet mener, at regeringen, Europa-Parlamentet og Kommissionen må leve op til borgernes krav. Uafhængigt af at de europæiske myndigheder har handlet hurtigt nogle gange, som f.eks. i forbindelse med den 11. september, er der ingen tvivl om, at ud fra et økonomisk vækstsynspunkt, og i og med euroøkonomien har et godt makroøkonomisk fundament, både med hensyn til budgetstabilitet, og det vil jeg komme ind på senere, og med hensyn til inflationstendenser, mener formandskabet, at vækstpotentialet er det nødvendige element til at genvinde de europæiske borgeres tillid til en bæredygtig og stabil vækst i hele området. Det vil være den potentielle vækst, der på mellemlang og lang sigt fører til en stigning i beskæftigelsen og tal tæt på fuld beskæftigelse i EU. Det står i Bullmann-betænkningen, som vil blive diskuteret på selvsamme forårsmøde i Det Europæiske Råd, altså mødet i Barcelona. Man vil også diskutere Karas-betænkningen om de økonomiske følger af attentaterne den 11. september. Jeg mener derfor, at Rådet i Barcelona skal understrege nogle koordineringsaspekter i de økonomiske politikker, og især de strukturelle reformaspekter. Hr. formand, jeg vil gerne kort komme ind på koordineringen af EU-landenes økonomiske politikker, mere konkret eurolandenes. Det vigtigste koordineringsinstrument for disse politikker, sammen med stabilitets- og vækstpagten, er de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik, der, som Parlamentet ved, vedtages af Økofin-Rådet, efter grønt lys eller accept fra Det Europæiske Råd i juni. Det Europæiske Råd i Barcelona skal altså, mener formandskabet, orientere Økofin om de vigtigste områder, der skal indgå i de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik. Disse forslag vil være indeholdt i det Key Issues Paper, som formandskabet fremlægger for Rådet i Barcelona. I dette formandskabsdokument, som man i øjeblikket er ved at udarbejde i overensstemmelse med resultatet af de uformelle drøftelser i Økofin i februar og det kommende Økofin den 5. marts, med deltagelse fra alle EU-landene, vil man fokusere på at styrke koordineringen mellem medlemslandene i de økonomiske politikker, især i euroområdet, at konsolidere principperne, der garanterer budgetstabilitet, at bidrage til bæredygtighed i de offentlige finanser, og uden tvivl at fremme vækstpotentialet i den europæiske økonomi via strukturelle reformer. Hr. formand, jeg vil især komme ind på to punkter, koordinering af den økonomiske politik og strukturelle reformer. Hvad angår koordinering af den økonomiske politik, er det klart, at konsolideringen af det indre marked og den dermed større integration og gensidige afhængighed i medlemslandenes økonomier, understreger nødvendigheden af en øget koordination af de økonomiske politikker i hele området, og især i eurolandene. Jeg vil understrege, at de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik er et vigtigt instrument, der især skal fokusere på og tage højde for euroområdet i højere grad, end det før har været tilfældet. Der er anmodninger fra flere lande, stadig inden for koordinering af de økonomiske politikker, som ifølge formandskabet er velbegrundede. Man gør opmærksom på behovet for at forbedre og harmonisere de europæiske statistikker og indikatorerne, både de makroøkonomiske og dem, der er knyttet til strukturreformen, og løbende analysere euroområdets policy mix, der skal garantere, at kombinationen af budget- og pengepolitikker ført under Den Europæiske Centralbanks uafhængighed stemmer overens med den europæiske økonomis behov. Som jeg sagde allerede den 7. januar i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, gennemførte Eurogruppen i slutningen af januar en første analyse af det førte policy mix, efter rapporter fra Den Europæiske Centralbank, Kommissionen og Den Økonomiske og Finansielle Komité. Man konkluderede, at man i øjeblikket tilpasser retningslinjerne for de makroøkonomiske politikker - både penge- og budgetpolitik - til behovene i den europæiske økonomiske cyklus. Det spanske formandskab vil desuden afholde endnu en særdrøftelse om policy mix inden udgangen af juni. Hvad angår koordineringen af de økonomiske politikker, vil jeg også nævne behovet for at fastholde principperne om makroøkonomisk stabilitet og reduktion i offentlige underskud, som sikrer stabiliteten i euroområdet og i hele EU og samtidig garanterer en udvikling i renten på mellemlang og lang sigt, som vil føre til øget investering og tiltro fra virksomhederne, og det er vigtigt for at genoprette økonomierne i hele området. De europæiske lande har indgået et politisk kompromis med stabilitetspagten og konvergensprogrammerne, og alle lande har forpligtet sig til at opnå ligevægt på budgettet inden den fastsatte dato i 2004. Derudover analyserer vi de offentlige finansers bæredygtighed og kvalitet. Vi ser på følgerne af generationspyramider og befolkningernes aldring i landene. Kommissionen har, som Parlamentet ved, over for landene understreget behovet for at vedtage bestemmelser, der garanterer bæredygtige offentlige finanser. Og netop i årets første to måneder analyserer Økofin-Rådet medlemslandenes stabilitets- og konvergensprogrammer for indeværende år, det vil sige 2002. Revisionen har fundet sted på møderne i januar og februar, hvor man enstemmigt vedtog Kommissionens retningslinjer for alle stabilitets- og konvergensprogrammerne. For de lande, der ikke holder den oprindelige kurs, som følge af opbremsningen i den økonomiske cyklus i den interne efterspørgsel, er der indgået klare kompromiser om overholdelse af stabilitetspagtens mål, både på kort og mellemlang sigt. Hr. formand, mine damer og herrer, Det Europæiske Råd i Barcelona vil, når det drejer sig om de strukturelle reformer, især fokusere på liberalisering og åbning af markederne. Man vil hovedsagelig koncentrere sig om tre områder på Rådet i Barcelona, nemlig reform af netværksindustrierne, liberalisering af finans- og kapitalmarkederne og reform af arbejdsmarkederne. Og nu, hr. formand, vil jeg komme ind på de tre områder i nævnte rækkefølge. For det første reformen af netværksindustrierne, som hovedsagelig drejer sig om transport og energi. I løbet af de to forgangne år har der fundet en asymmetrisk liberalisering sted i EU, og det er nu nødvendigt at tilpasse liberaliseringsniveauet i alle områdets lande. For at opnå det skal man skabe en bevægelse i samme retning og på samme niveau for at garantere den samme grad af liberalisering på alle de europæiske markeder og undgå uligheder, der kan hindre konkurrencen i området. Samtidig skal man føre en udvekslingspolitik eller en politik med grænseoverskridende net og således skabe et stort marked for udbud og efterspørgsel på europæisk plan, inden for både energi- og transportområdet. Formandskabet mener, at Rådet i Barcelona skal markere starten på et egentligt energimarked, som overstiger minimumsgrænserne i det nuværende direktiv. For at opnå det er der behov for at vedtage ambitiøse liberaliseringsplaner for gas- og elsektorerne for at fremme det frie leverandørvalg, især på virksomhedsmarkedet. Erfaringen i de lande, der er nået længst i liberaliseringsplanerne, viser, at foranstaltningerne skal være forenelige med et øget serviceniveau og sikkerhed i forsyningspligten og de offentlige tjenester, som er pålagt elleverandører i alle medlemslandene. Liberaliseringen skal selvfølgelig ledsages af udligningsinstrumenter, af åbne, ensartede markeder i alle lande i området og af gennemskuelige regler for adgang til de store transportnet, som garanterer ægte konkurrence for en tredjepart, der ønsker at få adgang til et liberaliseret hjemmemarked. Som sagt skal liberaliseringsprocessen også ledsages af kvantificerbare mål for den indbyrdes forbindelse mellem medlemslandenes netværk. For at opnå dette må man gennemføre bestemmelserne i lovpakken, som Kommissionen vedtog den 21. december. Dette omfatter bl.a. forslag om udvikling af infrastrukturprojekter og ændringer i finansieringssystemet for de transeuropæiske energinet. Hvad transport angår, hr. formand, har formandskabet to mål for topmødet i Barcelona. Det ene er at fremme pakken om et luftrum for flytransport. Det andet at fremme den anden jernbanepakke for at indføre serviceydelser som kompetence progressivt, det er væsentligt, når det drejer sig om varetransport. Hr. formand, nu vil jeg komme ind på de finansielle markeder. Kulminationen på processen ... Hr. formand ... Er der i Europa-Parlamentet tradition for at tilbyde taleren vand?
Jeg er sikker på, at vi kan tage os af formandskabet.
Mange tak, hr. formand, for Deres barmhjertighed over for formandskabet i Rådet. Det er ikke alle parlamenter, der er så venlige over for regeringen. Hvad angår reformen af kapitalmarkedet og markedet for finansielle tjenesteydelser, mener formandskabet, at kulminationen af integrationsprocessen i det europæiske finansielle system er en af de grundlæggende udfordringer i formandskabets generelle plan. Arbejdet med at skabe et ægte finans- og kapitalmarked i Europa er koncentreret om tre store områder. Det første er at opnå et fuldstændig integreret aktiemarked, det vil sige et marked, hvor de europæiske børser er fuldt integrerede i 2003. Det andet er at opnå den såkaldte "handlingsplan for finansielle tjenesteydelser" i 2005. Det sidste er at nå målene i "handlingsplanen for risikokapital", hvilket er meget vigtigt for udviklingen af finansieringsmuligheder for små og mellemstore virksomheder. Hr. formand, det drejer sig uden tvivl om meget ambitiøse mål. Og jeg tror, at alle de europæiske institutioner er klar over, at de ikke kan nås uden en mere smidig og fleksibel lovgivningsprocedure, som kan leve op til dynamikken i de finansielle markeder, der jo ydermere, som vi alle ved, er fuldt globaliserede. For at opnå det, og som opfølgning på initiativer, der blev iværksat under fransk formandskab, nedsatte man en arbejdsgruppe ledet af hr. Lamfalussy. Gruppens henstillinger blev fremlagt for de europæiske institutioner, og efter en forhandlingsproces mellem Kommission, Råd og Parlament har man opnået aftaler. Og her vil jeg gerne takke Parlamentet for det gode samarbejde. Jeg tror, at det spanske formandskab først vil fremme de direktiver, under den nye lovgivningsramme, hvor der takket være tidligere formandskaber, jeg vil især minde om det belgiske formandskab, allerede er politisk enighed. Direktivet om markedsmisbrug er vigtigt - og det ved Parlamentet - for at garantere et adfærdskodeks for investeringsselskaber og dermed garantere beskyttelse af alle investorer på europæisk plan. Parlamentet behandler i øjeblikket direktivet om finansielle garantier, som muligvis kan blive vedtaget under spansk formandskab. Til direktivet skal der knyttes en forordning om internationale regnskabsstandarder, således at man opnår en europæisk ramme for regnskab med øget åbenhed og mulighed for at sammenligne oplysninger på de europæiske finansmarkeder. I Barcelona skal vi også opnå fremskridt og behandle de direktiver, der formentlig ikke kan vedtages under spansk formandskab, men som vil betyde et stort fremskridt, og som kan vedtages under kommende formandskaber. For det første prospektdirektivet, der vil harmonisere krav om gennemskuelighed hos udstederne. For det andet direktivet om finansielle konglomerater, som vil muliggøre en rimelig regulering på europæisk plan, man vil søge at reducere de såkaldte systemiske risici via et øget samarbejde, som det står i Brouwer-rapporten. For det tredje direktivet om pensionsfonde, der er vigtigt for at opnå et ægte marked for tillægspensionsfonde i Europa til fordel for arbejdstagere og borgere. Men sidstnævnte kræver en passende balance mellem borgernes behov og sikkerhed for investorer og muligheden for at kunne sprede fondenes beholdninger inden for en sikker ramme. Man arbejder desuden på andre direktiver, som vi håber at fremme under spansk formandskab. Hr. formand, den sidste prioritet for Rådet i Barcelona, jeg vil komme ind på, er reformen af arbejdsmarkedet i Europa. Det er rigtigt, at beskæftigelsesudviklingen i Europa har været tilfredsstillende, men ikke fuldt tilfredsstillende, selv under de mest gunstige økonomiske forhold har der stadig været strukturel arbejdsløshed i den europæiske økonomi, mærkbart højere end i andre områder som f.eks. USA. Og der er heller ikke tvivl om, at arbejdsmarkedets evne til at tilpasse sig udviklingen i den økonomiske cyklus medvirker til en hurtigere genopretning af økonomien og dermed større stigninger i beskæftigelsen i tilfælde af bæredygtig vækst eller en meget gunstig økonomisk cyklus. Formandskabet mener derfor, at der er behov for fremskridt i arbejdsmarkedspolitikkerne. Man skal især koncentrere sig om de grupper, der har vanskeligt ved at få adgang til arbejdsmarkedet, og muligheden for skattelettelser på beskæftigelsesområdet. Man har allerede opnået nogle fremskridt, men vi mener, man fortsat skal koncentrere sig om foranstaltninger til fremme af beskæftigelsen som dem, man vil indføre ved revisionen af Luxembourg-processen, således at vi får et bedre system med incitamenter til skabelse af beskæftigelse. Hvad angår arbejdssøgning, skal vi fremme de arbejdsløses søgning efter arbejde via en politik, som viser, at det er bedre, ikke alene ud fra et individuelt synspunkt, men også et kollektivt, at arbejde end at modtage dagpenge, både for ens personlige udvikling og ens økonomi. Sådan skal det være for alle. Derudover skal man gennemføre planer for at hæve pensionsalderen i medlemslandene. Der er desuden konkrete spørgsmål som en stigning i andelen af kvinder på arbejdsmarkedet og særlig fokus på kvinder med små børn og deres familiesituation i forhold til deres arbejdssituation. Et andet mål er styrkelsen af de europæiske virksomheders evne til at tilpasse sig ændringer i efterspørgslen, så deres omkostninger kan tilpasses udviklingen i den europæiske og internationale efterspørgsel, og et lønsystem, som indbefatter aftaler mellem arbejdsmarkedets parter samt den nødvendige fleksibilitet og decentralisering, således at virksomhederne får det nødvendige spillerum til at tilpasse sig de mange geografisk eller sektormæssigt forskellige markeder i den europæiske eller globale økonomi. Mobilitet er også en udfordring, ikke alene på europæisk niveau, men også på nationalt niveau, og især regionalt. Jeg mener, at man her skal gøre brug af politikker, der bygger på bedste praksis og sammenligning af medlemslandenes politikker. Det er også vigtigt for andre områder vi ønsker at fremme i Barcelona. Alle disse områder knyttet til arbejdsmarkedet skal inspirere til en revision af Luxembourg-processen og fremme vedtagelsen af de nødvendige strukturelle reformer af arbejdsmarkederne i alle EU's medlemslande. Hr. formand, Rådet i Barcelona vil også, ud over de tre nævnte områder, finansielle markeder, netværksindustrier og arbejdsmarked, for første gang analysere forbindelsen mellem vækst og miljø, eller sagt på en anden måde: behovet for bæredygtig vækst, der tager hensyn til miljøet. Vi skal derfor opnå fremskridt inden for områder, der kan sikre en bæredygtig udvikling. I forbindelse med introduktionen af en strategi for bæredygtig udvikling på Det Europæiske Råd i Barcelona vil jeg gerne komme med følgende betragtninger: Som opfølgning på aftalen fra FN's samling i 1997 i Rio tilføjede Det Europæiske Råd i Göteborg en tredje miljødimension til den økonomiske reformproces. I konklusionerne anerkender Rådet behovet for årligt at lave en køreplan med bestemmelser, der skal vedtages inden for miljøområdet under strategien om bæredygtig udvikling til brug for formandskabet i Rådet i samarbejde med Kommissionen. Det Europæiske Råd i Laeken bød idéen om miljøindikatorer velkommen som opfølgning på gennemførelsen af strategien for en bæredygtig udvikling, og man var positiv over for udviklingen i den europæiske ratificering af Kyoto-protokollen. Miljøindikatorerne, jeg netop nævnte, som blev vedtaget på Rådet i Laeken, blev brugt til udarbejdelsen af en første rapport, der analyserer den gennemførte proces. Rapporten blev fremlagt den 17. januar 2002. Økofin-Rådet vil på det kommende møde i næste uge, den 5. marts, drøfte en beretning om dette emne indeholdt i rapporten. Rapporten er udarbejdet af Udvalget for Økonomisk Politik, og den vil gøre det muligt, at Det Europæiske Råd i Barcelona, og efterfølgende forårsråd, fortsat kan garantere den praktiske gennemførelse af den bæredygtige udviklings tre dimensioner. Barcelona-konklusionerne og meddelelsen fra Kommissionen vil åbne op for, at Det Europæiske Råd i Sevilla, ved udgangen af det spanske formandskab den 25. og 26. juni, kan forberede EU's holdning til topmødet om bæredygtig udvikling, der finder sted i Johannesburg i september 2002. Hr. formand, til sidst vil jeg gerne komme ind på udviklingsrammen for iværksættere i Europa, der har givet anledning til bekymring, der er kommet til udtryk på flere rådsmøder, og man vil tage højde for det i Barcelona. Især vil man se på udviklingen af en passende ramme for små virksomheder og nye iværksættere i Europa. Sidste weekend afholdt formandskabet et uformelt ministerråd om små og mellemstore virksomheder i Aranjuez i Spanien. På mødet vedtog man flere konklusioner, som jeg gerne vil formidle til plenarforsamlingen i Europa-Parlamentet. Det første er, at man har forpligtet sig til inden forårstopmøderne, topmøderne om den strukturelle reform, at afholde uformelle rådsmøder om små og mellemstore virksomheder. De skal komme med specifikke henstillinger til forårstopmøderne. De små og mellemstore virksomheder udgør over 90% af de europæiske virksomheder og bidrager til en stor del af beskæftigelsen i vores lande. Det andet er, at man på mødet i Aranjuez mente, specifikt med henblik på Rådet i Barcelona, at medlemslandene og Kommissionen skal forstå, at det er nødvendigt at fremme udviklingsrammerne for de små og mellemstore europæiske virksomheder inden for to områder, dels ved at reducere antallet af frister og administrative omkostninger via indførelse af nye juridiske figurer, som er lettere at bruge for virksomhedslederne, og dels ved at indføre øget brug af elektroniske medier. Og stadig inden for dette første område skal man indføre en lovramme, der er mere smidig og koster mindre tid og penge, og man skal gennemføre en dybtgående analyse af nye lovbestemmelsers følger for de små og mellemstore virksomheder. Lovgiverne og regeringerne skal derfor først tænke småt. Man skal tage højde for følgerne af lovgivningen og bestemmelserne for de små og mellemstore virksomheder og overveje dette nøje, samtidig med at man lytter til de små og mellemstore virksomheders arbejdsgiverforeninger. Hvad angår det spanske formandskabs prioriteter, vil Økofin-Rådet i næste uge, den 5. marts, undersøge, om der findes en tilskyndelse, som svarer til mandatet fra Rådet i Laeken, til at se på behovet for at forbedre og udvide vores tilstedeværelse i udviklingen i landene syd for Middelhavet. Man skal finde instrumenter, der tager højde for omkostningerne, men som samtidig tillader, at landene syd for Middelhavet kan spille en vigtigere rolle. Det drejer sig om at indføre et reelt udviklingssamarbejde baseret på økonomisk og social udvikling i pågældende lande. Man skal ikke alene fokusere på bygge- og anlægsarbejder og infrastruktur, men snarere på opbygningen af et ægte net af industrier og private virksomheder, et reelt økonomisk og civilt samfund i landene syd for Middelhavet. Man arbejder i Økofin og i Den Økonomiske og Finansielle Komité i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank på forslag, der inden for Den Europæiske Investeringsbanks virkeområde, og med støtte fra Kommissionen, formentlig vil muliggøre skabelsen af en udviklingsinstitution for Middelhavet, hvor de europæiske institutioner skal være de vigtigste deltagere, især Den Europæiske Investeringsbank. Låntagerlandene skal også deltage og bidrage til skabelsen af udviklingsprogrammer. Tredjelande, i og uden for området, som vil samarbejde med Europa og landene syd for Middelhavet om dette initiativ, kan også deltage. Til sidst, og nu skal jeg nok slutte, hr. formand, vil ansøgerlandene deltage i Barcelona-mødet. Det Europæiske Råd i Barcelona har ikke alene inviteret stats- og regeringscheferne, men også økonomiministrene, som vil afholde et møde om strukturelle reformer i ansøgerlandene sammen med EU's økonomiministre. Afslutningsvis vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet for så venligt at give formandskabet mulighed for at deltage i mødet, så vi både har lejlighed til at gøre rede for formandskabets holdning og svare på spørgsmål og kommentarer fra de forskellige politiske grupper og medlemmer om den strukturelle reform i Europa og det spanske formandskabs prioriteter. Mange tak, hr. formand.
Hr. formand, hr. minister, mine damer og herrer, jeg håber at kunne gøre det meget kort, også fordi det allerede er den anden tale, jeg holder her i Parlamentet i dag, og fordi ministeren, hr. Rato y Figaredo, allerede har givet en detaljeret redegørelse for det, der sker i forbindelse med Lissabon-strategien. På denne måde håber jeg desuden også at kunne spare formandskabet for et glas vand. Det Europæiske Råd i Barcelona er det første Råd efter euroens indførelse. Euroen har været en stor succes, og den har fået en meget entusiastisk modtagelse. Nu skal vi gå videre med de konsekvenser, der følger af euroens indførelse, og en af dem er Lissabon-processens gennemførelse. Den afgørende etape, som vi skal tilbagelægge i Barcelona, kommer til at foregå i en helt anden ånd set ud fra et økonomisk synspunkt, for den optimisme, der var i Lissabon, eksisterer ikke længere, men verdensøkonomiens nedsatte vækst gør det i endnu højere grad nødvendigt at gennemføre denne strategi. Rådet i Barcelona bliver således en vigtig etape. Som hr. Rato y Figaredo sagde, er vi allerede nået langt her i de første to år, og jeg vil gerne rette en varm tak til Parlamentet, for ikke mindst i de sidste par måneder har vi kørt et perfekt parløb, og vi har opnået nogle virkelige succeser, når det gælder telekommunikation, finansielle tjenesteydelser og mange sociale programmer. Der er dog stadig meget, der skal gøres. Her tænker jeg på EF-patentet, Galileo-projektet, som lader til at have fået en saltvandsindsprøjtning her på det sidste, og som vi virkelig håber, at man gør fremskridt med, og på det nye retsgrundlag for offentlige kontrakter. Hvis vi træffer disse beslutninger, er der ingen tvivl om, at vi giver et stort bidrag til den europæiske udvikling. Vi har naturligvis også mange bekymringer. Vi spørger os selv, om EU er modigt nok til at træffe disse foranstaltninger, som er nødvendige for udviklingen på lang sigt, og om EU er modigt nok til fortsat at forfølge målsætningen om et mere konkurrencedygtigt og solidarisk samfund. Når jeg taler med borgerne og virksomhederne, kan jeg mærke, at de er stærkt bekymrede, for de kan endnu ikke se de konkrete konsekvenser - heller ikke af de beslutninger, vi allerede har truffet - og det er forståeligt, for selv om vi er færdige med den indledende fase af disse politiske beslutninger, er disse beslutningers gennemførelsesfase endnu ikke tilendebragt. Derfor er det nu Rådets og også Parlamentets opgave uden tøven at vedtage hele den lovgivning, de programmer og de politikker, der skal gennemføre Lissabon-strategien. Herefter kommer vi endelig til fasen med konkrete resultater, og så vil også befolkningen forstå, hvad vi foretager os. Mine damer og herrer, Det Europæiske Råds forårsmøde er efterhånden en regelmæssigt tilbagevendende begivenhed, og det har været endnu en god opfindelse. På forårsmødet gør man status over de økonomiske politikker. Mødet er et konkret bevis på dialogen mellem institutionerne, og jeg regner med - sådan som hr. Rato y Figaredo allerede har sagt - at mødet i Barcelona fører til nogle konkrete resultater, som sætter gang i reformen, skabelsen af arbejdspladser, styrkelsen af samhørigheden og forbedringen af miljøet. Og det er netop Rådet, som skal fastlægge prioriteterne på disse områder. På mødet i Barcelona skal man for det første bekræfte den kraftige indsats, der skal gøres for at styrke den makroøkonomiske stabilitet, som bygger på de offentlige budgetters soliditet og på inflationsraternes begrænsning. Det var et spørgsmål, som vi kom ind på i besvarelsen af spørgsmålene for lidt siden, og som skal tages op igen her. På dette grundlag kan man skabe en varig succes, uden at det går ud over fordelene og de ofre, som mange lande har måttet bringe for at komme med i euroen. I Barcelona skal man desuden - og det er et følsomt punkt, men efter min mening er det et fundamentalt punkt i Kommissionens forslag - forbedre samordningen af de økonomiske politikker, i det mindste inden for eurozonen. Vi må ikke tro, at valutasamordningen er tilstrækkelig, for det er faktisk valutasamordningen og valutafællesskabet, som nødvendiggør en samordning af de makroøkonomiske politikker. Derfor skal vi med det samme sørge for mere gennemsigtighed, hurtigere informationer til Kommissionen og de andre lande og fælles adfærdsregler for den monetære politik. For det andet ligger Lissabon-strategiens styrke i, at de aktioner, der tages højde for i strategien, styrker hinanden. Hver enkelt aktion er vigtig, men sammen udgør de opskriften på en langsigtet succes. For det tredje skal man på mødet i Barcelona finde en løsning på den aktuelle økonomiske situation og foretage en vurdering af, hvor langt landene er nået med de forskellige politikker for at fastlægge de specifikke prioriteter, som vi skal koncentrere os om i de næste 12 måneder. Det er nu, at vi skal investere og gøre en indsats for at skabe vækst og beskæftigelse i hele årtiet. Vi skal således arbejde med beskæftigelsen, de økonomiske reformer og investeringerne i viden, sådan som det allerede er blevet sagt. For det fjerde skal vi undersøge, hvilke fremskridt der er sket, når det gælder den bæredygtige udvikling. Den skal vi i væsentlig grad tage højde for, og det skal vi også i nogle af de specifikke beslutninger, som vi skal træffe, f.eks. i forbindelse med energimarkedernes åbning og transportsektorens omlægning. Bæredygtigheden kan ligeledes skabe vækst og beskæftigelse, f.eks. for de miljøvenlige teknologiers vedkommende. Det betyder selvfølgelig, at vi skal sørge for tilskyndelsesforanstaltninger og ressourcer til denne sektor. Endelig forventer vi, at Det Europæiske Råd kraftigt stadfæster biovidenskabens og bioteknologiens vigtighed. Det er en sektor, hvor der er ikke er nogen grund til, at Europa ikke indtager en international førsteplads. Vi har en gruppe dygtige videnskabsmænd både i medlemsstaterne og i ansøgerlandene, og hvis denne gruppe tilrettelægges ordentligt, vil den snart have mulighed for at blive verdens førende. Vi skal desuden - og det er det sidste punkt - beskæftige os med vores politikkers virkning udadtil, og jeg regner med, at Det Europæiske Råd yder et vigtigt bidrag til forberedelsen af topmødet i Johannesburg. Jeg vil slutte af med nogle bemærkninger om et andet spørgsmål, som indirekte bliver berørt i Barcelona, men som er væsentligt, og det er arbejdsmetoden i lyset af udvidelsen. Det er nemlig nødvendigt at indlede en dialog med ansøgerlandene for at finde ud af, hvad de selv kan gøre for at forfølge Lissabon-målsætningerne og -prioriteterne, og her skal Fællesskabet naturligvis give et bidrag. Det er kort sagt kun teoretisk set, at beslutningerne på dette topmøde udelukkende vedrører medlemsstaterne, for i praksis vedrører de også de nye lande. Derfor skal vi påbegynde denne forberedelsesproces og dette følgeskab med de nye lande på mødet i Barcelona. I den henseende skal ansøgerlandene deltage i et af Det Europæiske Råds arbejdsmøder, hvor man skal drøfte deres holdning til Lissabon-strategien og dens gennemførelse. Fra 2003 bliver ansøgerlandene medtaget i de strukturelle indikatorer, som Kommissionen benytter sig af for at måle, hvor langt man er nået med Lissabon-strategien. De skal med andre ord deltage aktivt i målsætningerne og arbejdsmetoderne, og derfor skal vores strategi være en hjælp for dem og ikke en hindring for deres deltagelse. Hr. formand, hr. minister, mine damer og herrer, jeg er sikker på, at Det Europæiske Råd i Barcelona vil være et af de store vendepunkter i år for Lissabon-strategiens gennemførelse. Kun på denne måde vil vi fuldt ud kunne leve op til den entusiasme og det stærkere ønske om EU, som vi har set konkrete beviser på i de sidste par uger. Jeg håber virkelig, at Rådet i Barcelona bliver en succes for det spanske formandskab, men at det også og ikke mindst bliver en succes for de europæiske borgere og således for hele Europa. (Bifald)
Tak, hr. formand. Jeg ser nu, at De nyder frugten af Deres arbejde med et glas vand. De har tidligere bemærket her i Parlamentet, at De sammenligner dem selv med en dieselmotor. Jeg var bange for, at De ville have et glas benzen, hvilket naturligvis ikke ville være i overensstemmelse med sikkerhedsbetingelserne i Europa-Parlamentet.
Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, først vil jeg nævne, at det er glædeligt, at Kommissionen er så stærkt repræsenteret, ikke kun med kommissionsformand Prodi, men også med næstformand fru de Palacio og kommissær fru Reding og hr. Solbes. Jeg tror - fru Wallström er her også, på anden række, undskyld, at jeg ikke nævnte Dem med det samme, men når man så bliver nævnt særskilt, er det desto mere effektfuldt - det viser, hvilken betydning vi tillægger samarbejdet mellem institutionerne, mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet, og det vil jeg komme med et par bemærkninger om til slut. Det, som rådsformanden og kommissionsformanden sagde om Barcelona, har vores fulde tilslutning. De, hr. rådsformand, har jo i de senere år haft stor succes i Deres land med Deres personlige politik. Men De står naturligvis også i traditionen fra beslutningerne fra Lissabon, og dér kom man jo med meget ambitiøse formuleringer. Det mest dynamiske, konkurrencedygtige og bæredygtige økonomiske område skal opstå. Lidt mere beskedne ord ville nok være bedre for os alle, tror jeg, for så bliver kritikken heller ikke så voldsom, når vi ikke handler efter disse principper og disse målsætninger. Vores gruppe ville have sat stor pris på - og her er det spanske formandskab blevet ført ind i en vanskelig situation, hvilket vi sagtens kan se, og derfor er det heller ikke så meget formandskabet, jeg kritiserer - hvis finansministrene fra landene i EU havde fulgt Kommissionens forslag, da det drejede sig om at fastholde, at to lande i EU virkelig opfylder stabilitets- og vækstpagten. Det er også et institutionelt problem, hvis det i sidste ende er dem, der får de dårlige karakterer, som skriver eksamensbeviset, og når disse mennekser så også lover noget for 2004, nemlig næsten balance på budgettet, når man allerede i dag ved, at det næppe vil kunne lade sig gøre. Derfor kræver vi troværdighed og stabilitet, og at vi holder os til det, som vi har aftalt i traktaterne om den fælles europæiske valuta. Jeg vil opmuntre Kommissionen - og De har altid vores gruppe på Deres side - til at holde fast i sin stabilitetskurs, følge den konsekvent, og det ville glæde os, hvis Rådet (økonomi og finans) også ville gøre det. Hr. rådsformand, De talte med rette om de små og mellemstore virksomheder, og det glædede mig at høre, at der har fundet et uformelt rådsmøde sted. Jeg tror, vi bør være meget opmærksomme på de små og mellemstore virksomheder i hele vores økonomiske politik. Den bedste økonomiske politik er, at vi fører en mådeholden skattepolitik. Jo mere vi letter skatterne for de små og mellemstore virksomheder og befrier dem fra bureaukratiet, jo bedre muligheder har de for at investere og dermed skabe arbejdspladser. Det er så også til gavn for arbejdstagerne, og derfor er det rigtigt at sætte de små og mellemstore virksomheder i centrum. De talte med rette om liberaliseringen af markederne, transportmarkedet, energimarkedet, og jeg vil gerne tilføje postydelser og finansielle tjenesteydelser. Når man anvender udtrykket liberalisering, kunne man få det indtryk, at det er noget, som gavner virksomhedernes indtægt. Nej, mine damer og herrer, kære kolleger, vi må sige det endnu tydeligere. Liberalisering betyder større konkurrence, og større konkurrence betyder reduktion af priserne, og reduktion af priserne betyder, at netop de mennesker, som ikke har så stor en indkomst, får fordelen af det, det vil sige forbrugerne, og derfor er det vigtigt, at vi etablerer denne konkurrence. En sidste bemærkning, så jeg kan holde mig inden for min tid. Hr. rådsformand, vores gruppe vil også bedømme det spanske formandskab på, hvordan det lykkes at reformere Rådet. Rådets generalsekretær Solana vil jo, hvis jeg er korrekt informeret, komme med forslag til en reform af Rådet i Barcelona. Der foreligger nu også et papir fra de to regeringschefer i Storbritannien og Tyskland, og hr. rådsformand Aznar har udtalt sig positivt om det. Men hvis vi vil reformere Rådet, er det ikke nok at komme med offentlige erklæringer, man må også give de permanente repræsentanter det med som anvisning! Jeg har indtryk af, at man i den institutionelle arbejdsgruppe mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet endnu slet ikke har forstået regeringschefernes tanker. Derfor beder jeg Dem om at bidrage til, at Rådet gennemfører reformer, holder offentlige møder som lovgiver, at Rådet altid er til stede, når der finder vigtige forhandlinger sted i Parlamentet. Hvis De kan opnå det, bliver Deres formandskab en succes! Vi ønsker, at det skal blive en succes, fordi vi ønsker en fælles succes for Europa. Kommissionen står under alle omstændigheder ved Parlamentets side, og hvis vi handler sammen, vil Europa få successen, og så vil noget af denne regn også dryppe på det spanske formandskab, hvilket skal være Dem vel undt. I øvrigt håber jeg, at De straks, når De kommer i Parlamentet, får noget at drikke, for vi behandler altid vores gæster godt.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen og dens flertal af kvindelige repræsentanter, hvilket skal bifaldes, mine damer og herrer, rådsformanden indledte sin redegørelse med at sige, at indførelsen af euroen har været en succes, som kan tilskrives vores befolkninger, og som har overgået alle de europæiske institutioners forventninger. Rådsformanden lykønskede Den Europæiske Centralbank og dens stab. Jeg ville være ham taknemmelig, hvis han også lykønskede Kommissionen med dens arbejde og især kommissionsformand Prodi og hans forgænger i hvervet som økonomiminister, hr. Solbes. Ikke fordi de er fagfæller, men på grund af det vigtige arbejde, de har udført. Men problemet er, at euroens succes kræver noget, der kun har ét navn: en aktiv økonomisk politik i Europa. Vi står i en ny situation. Rådsformanden har mindet os om, hvordan de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker, Økofin-Rådet og andet fungerer, men det har vist sig, at når der opstår problemer, fungerer tingene ikke længere ordentligt efter den gamle model. Undersøgelsen af medlemsstaternes økonomiske udvikling viser, at nogle er blevet jagede jægere i politisk forstand. De udarbejdede en stabilitets- og vækstplan for at overvåge andre og er endt med selv at måtte lære lektien. Men jeg oplever ingen Schadenfreude, som tyskerne siger, af den grund. Sagen er, at vi på mellemlang sigt ikke kan sikre euroen med den eksisterende økonomiske forvaltningsstruktur. For det andet har rådsformanden nævnt strukturreformerne og vores policy mix siden Lissabon. For os er dette policy mix kampen for fuld beskæftigelse, social samhørighed og bæredygtig udvikling, når man tager i betragtning, at det er nødvendigt, at Europa bliver teknologisk førende med store investeringer, navnlig i mennesker. Derfor er det et spørgsmål om sammensætningen af den cocktail, som vores policy mix består af. Efter vores mening skal de tre elementer indgå i et harmonisk og sammenhængende forhold. Nu tillader rådsformanden nok, at jeg kommenterer hans forslag om liberaliseringer. Min gruppe har i mange år, jeg tænker på gennemførelsen af det indre marked med de tilhørende 400 direktiver, taget del i den strukturreformproces, som gør det muligt for os at skabe indre markeder i Unionen. I den forbindelse har formanden først og fremmest talt om netværksindustrierne energi, transport og også telekommunikation som en netværksaktivitet. Vi mener, at det, vi bør gøre, og som vi allerede har gjort i et stykke tid, er at fremme oprettelsen af disse markeder. Det, der har overrasket os, og jeg vil være rådsformanden taknemmelig, hvis han ville give en forklaring her i Parlamentet, er rådsformandens og Spaniens ministerpræsidents offentlige udtalelse, som han ikke har dementeret, om, at problemet i forbindelse med Barcelona er sammenstødet med det socialdemokratiske flertal, og han nævnte tre regeringer, nemlig den tyske, den franske og den portugisiske. Jeg ved ikke, på hvilke områder der vil være sammenstød. Vi ønsker organiserede markeder. Vi tror ikke på, at liberaliseringen vil få mirakuløse følger som ophævelse af bestemmelser. Vi mener, at der skal fastsættes bestemmelser, som beskytter både producenter, forbrugere og borgere. Jeg vil ikke ind på spanske forhold, men der venter den spanske økonomiminister et stort arbejde med at løse nogle af problemerne med liberalisering af energimarkedet. Hvad angår de finansielle tjenesteydelser, noterer jeg mig, at Rådet værdsætter den foreslåede aftale i von Wogau-betænkningen om det såkaldte Lamfalussy-forslag. Men jeg vil også påpege, at selv om det har givet os mulighed for at komme ud af kniben, har det ikke løst problemet. Det vil sige, at vi på demokratisk vis, og jeg tænker på konventet, grundigt skal diskutere, hvad basislovgivning er, og udarbejdelse af lovgivning med mulighed for parlamentarisk kontrol. Endelig, hr. formand, mener jeg, at mange af de ting, som rådsformanden har sagt om liberalisering af arbejdsmarkedet, er fornuftige. I andre tilfælde har han brugt så mange omskrivninger, at det er vanskeligt at vide, om det, der foreslås, er en liberalisering af afskedigelser eller større fleksibilitet gennem forhandling. Jeg vil gerne give udtryk for en af de bekymringer, som vores medborgere har, og tillad mig, hr. formand, at henvise til et citat, der lyder: "Det er nødvendigt at gøre opmærksom på fejlene ved en vildtvoksende liberalisme uden regler, hvor et af de centrale problemer er usikkerhed i ansættelsen og en samfundsmodel, hvor globaliseringen kan føre til en indskrænkning af al usikkerhed, skepsis og individualisme uden perspektiver". Citatet, hr. formand, er ikke af Karl Marx, men af Milanos kardinal, Carlo Maria Martini, som lige er gået på pension. Jeg tror, det er et rammende udtryk for vores borgeres bekymringer. Det er godt at fremme reformen af arbejdsmarkederne på en god måde, men der er en enorm bekymring over en liberalisering, der kan føre til, at reglerne for den europæiske sociale model forsvinder, og også en liberalisering, der erstatter offentlige monopoler med private. Hvad det angår, håber vi, at Barcelona-topmødet kan give positive resultater og ikke giver sig udslag i sammenstød som optakt til valget.
Hr. formand for Rådet, Europa-Parlamentet vil i morgen stemme om et ændringsforslag til Deres nationale vandplan, så vi håber, at De nyder Deres glas vand her i dag. Hvis EU udarbejdede en karakterbog for Lissabon-processen ved årets udgang, vil jeg tro, at der ville have stået "bør gøre en større indsats". I det sidste års tid har vi oplevet nogle fremskridt på denne dagsorden, bl.a. Rådets vedtagelse af telekommunikationspakken, aftalen om statutten for det europæiske selskab, nedsættelse af skattebyrden med tre fjerdedele af 1% af BNP. Alle disse ting er med til at fremme vækst og arbejdspladser, såfremt de er i overensstemmelse med vækst- og stabilitetspagten, og vi må helt klart flytte skattebyrden væk fra ting, vi ønsker mere af, såsom arbejdspladser, til ting, vi ønsker mindre af, såsom forurening. Men jeg er bange for, at denne karakterbog også vil vise, at Unionen får dumpekarakterer inden for alt for mange områder. Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råd i Barcelona taler om et fast engagement i vækst- og stabilitetspagten, som vil være med til at øge tilliden. Hvis dette er tilfældet, var det desværre en mangelvare, da finansministrene for nylig klumrede med en beslutning om tidlig varsling mod Tyskland og Portugal. Forkastelsen af direktivet om overtagelsestilbud udgør et betydeligt tilbageslag for konkurrenceevnen i Unionen, og jeg opfordrer de øvrige politiske grupper og Rådet til at slutte op bag os, når det gælder om at haste Kommissionens nye forslag igennem en hurtig procedure, således at vi kan få det vedtaget inden årets udgang. Et andet område, hvor vi er dumpet, er Rådets manglende vedtagelse af en fælles holdning til pensionsdirektivet, som er væsentligt ikke blot for at sikre en pension til den ældre del af befolkningen, men også for mobiliteten på arbejdsmarkedet. Europa-Parlamentet har gjort sit arbejde. Vi gav Dem vores udtalelse fra førstebehandling i juli sidste år, og vi anmoder nu det spanske formandskab om at sende os en fælles holdning inden juni i år, hvis vi skal nå Kommissionens mål om vedtagelse inden udgangen af 2002. Et andet område, hvor skolelæreren ville give Rådet et rap over fingrene, er det europæiske patent. Hvis vi ønsker at gøre noget ved innovationskløften mellem Europa og USA, har vi brug for en lettere og hurtigere fælles europæisk patentbeskyttelse. Heller ikke hvad angår opførsel, tror jeg, vil Unionen få en særlig god karakter. Jeg bifalder Kommissionens beslutning her til eftermiddag om at indbringe Rådet for Domstolen for et forsøg på at fratage Kommissionen dens beføjelser med hensyn til statsstøtte. Årsagen til, at vi har regler om statsstøtte, er, at man ønsker at sikre, at det indre marked fungerer ordentligt, og vi har brug for at fjerne barriererne for konkurrence og frihandel og tillade Kommissionen at optræde som politimand, og Rådet skulle helt ærligt skamme sig over at udfordre Kommissionen vedrørende dette. Endelig ville vores karakterbog vise en elev, der mangler ambitioner. Hvis EU skal være en duks, har vi brug for fremskridt med liberaliseringen af el- og gasmarkederne, med gennemførelsen af handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser og med aftalen om rammer for offentlige aftaler. Den økonomiske reformproces er ikke et mål i sig selv. Det handler om at øge vores folks velstand og forberede EU til udvidelsen. Hvad er det for et budskab, vi udsender til ansøgerlandene, hvis vi er ude af stand til selv at gennemføre de krævende reformer, som vi forventer af dem? Hvad angår en gennemgang af det, der sker i Barcelona, vil vi bedømme Dem efter karakterbogen. Lige nu må eleven gøre et større stykke arbejde.
Hr. formand, der kommer sikkert til at foregå mange ting på Det Europæiske Råd i Barcelona, men det bliver ikke en lejlighed til at finde ud af, om strategien for bæredygtig udvikling er blevet gennemført, sådan som man planlagde på mødet i Göteborg. Jeg vil gerne minde om, at denne strategi for bæredygtig udvikling bygger på en balance mellem økonomien, den sociale samhørighed og miljøet. Det er tre elementer, som alle EU-institutionerne - Kommissionen, Parlamentet og Rådet - havde anerkendt som værende uløseligt forbundet med hinanden. Vi troede, at man med mødet i Göteborg efterhånden havde fastslået den tankegang, at Lissabon-processens målsætning for 2010 ikke længere kun skulle være at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi, men også skulle være at gøre EU til den mest miljøeffektive økonomi. Vi tog åbenbart fejl. Det spanske formandskabs ønske om at gå tilbage til den oprindelige Lissabon-filosofi og på ny at stadfæste de tre hellige værdier liberalisering, deregulering og nyliberalistisk globalisering var helt i tråd med Kommissionens tydeligvis manglende vilje til at gennemføre de trods alt prisværdige forslag, der blev stillet sidste år, og den udtrykkelige accept af næsten at gøre miljøsøjlen til en slags skjult tillægsspørgsmål til dagsordenen i Barcelona. Vi mener nemlig, at der i Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råd i Barcelona er lagt for lidt vægt på miljøaspektet og på de tilpasninger, som det er absolut nødvendigt at foretage af den nuværende økonomiske udviklingsmodel. Dette er efter vores mening alvorligt, for det viser alle EU-institutionernes manglende evne til at sikre en vis kontinuitet i gennemførelsen af de prioriteter, som vi har fastlagt i fællesskab, og som der naturligvis ikke må vendes op og ned på hver sjette måned alt efter det fungerende formandskabs politiske ståsted. I den sammenhæng er vi af den opfattelse, at den fremskyndelse, som det spanske formandskab ønsker at foretage af liberaliseringsprocessen inden for de mest forskellige sektorer, er i direkte modstrid med strategien for bæredygtig udvikling. Vi er meget i tvivl om det hensigtsmæssige i den økonomi- og samfundsstyringsmodel, der er baseret på deregulering, fleksibilitet og en yderligere liberalisering af det indre marked, en model, der for nylig også blev bekræftet i Blairs og Berlusconis fælles erklæring, hvor det ikke er tilfældigt, at ordene "bæredygtig udvikling" ikke optræder på noget tidspunkt. Og dette er efter vores mening særlig sørgeligt i betragtning af det planlagte møde i Johannesburg, hvor alle verdens statsledere samles for at gøre status over miljøsituationen 10 år efter Rio de Janeiro. Vi er tværtimod af den opfattelse, at topmødet i Barcelona burde være en lejlighed til at foretage nogle betydelige fremskridt, når det gælder miljøspørgsmålenes medtagelse i alle EU's politikker, og i den henseende er det absolut nødvendigt at undersøge og vurdere alle sektorstrategierne. Hr. formand, jeg vil gerne komme meget kort ind på spørgsmålet om energieffektiviteten, et spørgsmål, der naturligvis stadig er forbundet med mange problemer, og hvor det efter vores mening er væsentligt endnu en gang at understrege de vedvarende energikilders vigtighed, ligesom det selvfølgelig skal understreges, at vi så afgjort er modstandere af det øgede pres, som man - og også denne gang gælder det navnlig det spanske formandskab - udøver for at genoptage debatten om atomkraft. Det er nemlig farligt og ude af trit med tiden, både når det gælder samfundets accept og den miljømæssige bæredygtighed. Til sidst vil jeg gerne sige, hr. formand, at vi er bange for, at man på mødet i Barcelona går glip af en lejlighed til at gennemføre de aftalte målsætninger om bæredygtig udvikling. Vi håber virkelig, at vi tager fejl, og vi ser uden tvivl hinanden igen til en evaluering efter topmødet i Barcelona.
Hr. formand, Lissabon-processen var uklar og tvetydig allerede fra begyndelsen. Den indeholdt to forskellige strategier. Den ene strategi prioriterede frontteknologier, forskningsbaserede innovationer, e-økonomi, liberalisering af netværksmarkeder og lignende. Den anden prioriterede i stedet fuld beskæftigelse, social integration og uddannelse til alle. På den vis kunne alle grupper mene, at de havde vundet i Lissabon, og derfor kunne alle hylde beslutningen. Nu ser vi imidlertid så meget desto klarere den kløft, der er mellem de to retninger, den, der satsede på eliten, og den, der satsede på de almindelige mennesker og ofte de svage grupper. Jeg synes, at ordfører Bullmann virkelig med al magt har bestræbt sig på at fastholde samhørigheden og den socialøkonomiske kompromislinje. Men vi kan konstatere, at visse medlemsstater og visse politiske partier er blevet desto mere utålmodige og vil forlade kompromispolitikkens vej. Vi ser i GUE/NGL-Gruppen med stor uro på mange af de ændringsforslag, som er blevet stillet. Hvis de skulle blive vedtaget i morgen, vil de fleste i vores gruppe føle sig nødsaget til at stemme imod ved den endelige afstemning. Det er ikke noget, vi er glade for, men der er grænser. Man kan ikke indgå kompromiser om alt. Vi vil derfor følge afstemningen ændringsforslag for ændringsforslag, inden vi tager stilling. Afslutningsvis vil jeg fremføre en protest mod, at vi nærmest overhovedet ikke har taget hensyn til ansøgerlandenes behov og interesser i vores drøftelser op til mødet i Barcelona. Der er kun få år tilbage inden udvidelsen, og det er på høje tid, at vi begynder at se den virkelighed i øjnene. Det er en skam, at vi ikke har gjort det mere klart og lagt mere vægt på det i denne sammenhæng.
Når vi skal forberede os til et topmøde af det omfang, den størrelsesorden og med de muligheder, som Barcelona-topmødet lægger op til, er det nødvendigt at tage hensyn til det, der tidligere er sket, og forsøge med nogen sikkerhed at forudse, hvor vi har brug for at befinde os i fremtiden. Det er forkert af en hvilken som helst gruppe mennesker - det være sig Rådet, Kommissionen og endda Europa-Parlamentet - at tro, at vi absolut skal komme med nye idéer til hvert enkelt topmøde. Der er stadig så mange ting, der mangler at blive gjort, og så mange prioriteter, der blev fastsat i Lissabon, Stockholm og Cardiff, som endnu ikke er blevet gennemført, som stadig mangler at blive nået. Vi burde fokusere mere på at forbedre kvaliteten i de forslag, vi fremsætter, sikre, at de imødekommer Europas folks krav og behov, og hvad vigtigere er, at sikre, at de udgør et solidt grundlag for den fremtidige udvikling af økonomisk velstand, stabilitet og bæredygtighed. Jeg mener ikke, at der er en konflikt mellem økonomisk udvikling og bæredygtig udvikling, og jeg mener heller ikke, at vi ikke kan indføre en aggressiv skattepolitik for at skabe beskæftigelse og sikre, at erhvervslivet kan få et konkurrencemiljø, hvor det kan opnå succes og trives, og det behøver ikke nødvendigvis at ske på bekostning af den sociale beskyttelse eller af investering i sociale tjenesteydelser som uddannelse, sundhed og infrastrukturudvikling. Jeg ville helt bestemt modsætte mig alle foranstaltninger eller idéer om harmonisering eller samordning af skattepolitikken i EU. Dette er et område, der udelukkende henhører under medlemsstatsregeringernes ressort, og det er forkert og er blevet bevist at være forkert mange gange, at - for at bruge den enkle analogi fra tidligere epoker - højere skatter betyder, at man kan bruge mere på social beskyttelse. Denne idé er blevet modsagt af den økonomiske virkelighed i de nuværende medlemsstater - og også af andre medlemsstaters præstationer såsom bl.a. mit eget land - Irland, hvor en aggressiv nedsættelse af skatterne, der nedbringer arbejdsomkostningerne og indkomstskatteopkrævningen og sikrer, at erhvervslivet kan overleve i et miljø med harmoniske arbejdsmarkedsforhold, og hvor hovedparten af arbejdstagernes indtjening går i deres egne lommer og ikke til skatter, og samtidig øges de beskyttelsesniveauer, der er til rådighed for de mest sårbare i vores samfund, og investeringerne i uddannelse og sundhed øges. Der er en ny og anderledes vej fremad, som kan lykkes og fungere til forbedring af myndigheder og EU som helhed, men vigtigst af alt til forbedring af folks vilkår. Det, vi bringer videre fra Lissabon-processen og Lissabon-topmødet, er vigtigst af alt adgang til almen uddannelse, erhvervsuddannelse, læring og viden. Hvis vi ikke giver vores folk de færdigheder, der skal til for at udnytte de nye beskæftigelsesmuligheder, som findes derude, så nægter vi dem de virkelige menneske- og civile rettigheder ved at deltage fuldt ud i samfundslivet. Hvis der skal komme noget ud af Barcelona-topmødet, er det en fornyet støtte og bekræftelse af betydningen af livslang uddannelse og et videnbaseret samfund med almen uddannelse og erhvervsuddannelse til alle. Det er det vigtigste aspekt, der skal sikres.
På Rådets foregående møder har man udtalt sig flot om integrationen af en bæredygtig miljøpolitik i den økonomiske og sociale politik. Flotte ord, som desværre ikke er medtaget i de planer, som bliver forelagt under det spanske formandskab. Muchas palabras sin hechos (snak uden handlinger). Derfor anmoder jeg Rådet og Kommissionen om at tage miljøaftalerne fra Göteborg alvorligt samt gennemføre dem i de konkrete politiske planer. Det betyder for det første, at der skal udvikles et ensartet indikatorsystem. I den forbindelse er det meget vigtigt med en god sammenhæng mellem indikatorerne med henblik på udvikling og bedømmelse af en bæredygtig miljøpolitik. Dette skal naturligvis integreres i den måde, som udviklingen af den økonomiske og sociale politik måles på. For det andet skal udarbejdelsen af den virkningsbedømmelse af bæredygtigheden, som Kommissionen har tilsagt, formgives på kort sigt. Jeg vil endvidere gerne henlede opmærksomheden på liberaliseringen af energimarkedet. Åbningen af energimarkedet må ikke føre til uønsket monopoldannelse. For at sikre en god levering af energi skal det forsat være muligt med statsindgreb. Californiske tilstande kan indtil videre undgås, hvis der gribes ind i Kommissionens planer i tide. Hr. formand, ikke kun ord, men også handling er nødvendigt der, hvor det drejer sig om den ansvarsrolle, som vi har som forvaltere af Guds værk.
Hr. formand, med henblik på Det Europæiske Råds møde i Barcelona har Kommissionen netop forelagt en handlingsplan for den frie bevægelighed i Europa, som vi mener er anfægtelig på mere end et punkt. Det er rigtigt, at der er nogle forslag, der er indlysende fornuftige, som f.eks. livslang uddannelse, bedre koordinering af de sociale sikringssystemer eller muligheden for at overføre pensionsrettigheder. Men Kommissionen sætter sit initiativ i et underligt perspektiv. Den erklærer fra starten, at den geografiske mobilitet i Europa er fem gange mindre end i USA. Som om hensigten var at gøre de europæiske nationer identiske med de amerikanske stater. Det ville være en alvorlig misforståelse. Vores egentlige målsætning, som er, hvad flertallet af vores medborgere ønsker, er respekt for nationerne og også for den livskvalitet, de kulturer og de sprog, som de retmæssigt værner om. Lad os ikke i det skjulte vende prioriteterne om. Det ville være en fremgangsmåde af yderst totalitært tilsnit. I øvrigt har Kommissionen listet nogle opfordringer til en fælles indvandringspolitik ind i denne handlingsplan, som virkelig ikke har noget at gøre der. Det er en helt anden sag. Vi burde ikke ad denne omvej få staterne til at vedtage nogle retningslinjer, som de ikke er helt klar over.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, kære kommissærer, kære kolleger. Jeg kan se, at kollegerne som altid forstår mig, og derfor går jeg efter den hjertelige hilsen i gang med mit indlæg. Kære kolleger, hvordan har vores reaktion været indtil nu efter denne diskussion? Hvad er vores reaktion på lave vækstrater? Hvad er vores svar på, at arbejdsløshedstallene stiger igen? Hvad skal vi konkret forvente os af Barcelona? I Lissabon blev der formuleret ambitiøse mål. Inden 2010 vil vi være det mest konkurrencedygtige område, realisere fuld beskæftigelse, gennemføre et samfund med social deltagelse, som fornyer og fortsætter den europæiske socialmodel. Skal vi opgive disse mål? Skal vi igen nøjes med at slå små brød op og stille os tilfreds med status quo? Hr. Poettering manede til større beskedenhed. Det støtter jeg, beskedenhed er en dyd, men én ting bør vi blive enige om, hr. Poettering, nemlig at vi ikke må forveksle beskedenhed med forsagthed! Vi har ikke råd til i længden at leve med, at vores økonomiske kapacitet ikke bliver fuldt udnyttet. Der er især én ting, vi ikke har råd til. Når vi tænker på den eufori, den nye forventning, som Europas borgere hilste euroen med, trods al skepsis, så har vi ikke råd til at skuffe forventningerne til konkret handling i den givne situation. Derfor bærer vores betænkning, som vi har vedtaget med over tre fjerdedeles flertal både i Økonomiudvalget og i Socialudvalget, en klar håndskrift. Denne klare håndskrift siger ja til en proaktiv politik. Denne klare håndskrift siger ja til den integrerede politikopfattelse fra Lissabon. Denne klare håndskrift siger også ja til at mobilisere alle ressourcer og rydde alle hindringer af vejen, at gøre alt, hvad vi kan for at vende tilbage vil vækstkursen. Jeg vil gerne rette en hjertelig tak til de mange kolleger, som har investeret deres arbejde og har bragt frisk mod ind i dette projekt, især min medordfører, hr. García-Margallo y Marfil, i Økonomiudvalget for PPE-DE-Gruppen og de mange skyggeordførere i begge udvalg, først og fremmest Thomas Mann i Socialudvalget, som har lagt stort engagement i vores fælles forehavende. Hvad forventer vi altså konkret af det nye forårstopmøde i Barcelona? Hr. rådsformand, det er min faste overbevisning, at forårstopmødet og forberedelsen heraf skal ud af de bureaukratiske cirkler. Det er ikke nok, at det kun er fagfolkene, der beskæftiger sig med det, og det kun bliver diskuteret i små forsamlinger, hvordan og hvor vi kan komme videre. Jeg skal sige Dem hvorfor. Der vil altid, og det bliver kritiseret i denne diskussion, være enkelte medlemsstater, som blokerer på grund af nationale intereser. Der vil altid være medlemsstater, hvor der netop er nationale valg, og hvor det synes opportunt ikke at tage det næste skridt mod "mere Europa", som De siger i Deres slogan. Jeg vil tilføje, at det også skal være forekommet i Europa-Parlamentet, at det ene eller det andet oppositionsparti har forsøgt at forhindre europæisk fremskridt på grund af national egoisme. Jeg siger til Dem, at vi må overvinde alt det, det ene såvel som det andet, og sammen tage grundigt fat på det europæiske projekt, så vi som helhed kan komme videre med det. Lad os tænke på kernen i budskabet fra Lissabon. Hvad er centralt i Lissabon? Lissabon siger helt klart, at i centrum for strategien står menneskene, Europas borgere. Det drejer sig om at sørge for, at arbejdstagerne, virksomhederne, de uddannelsessøgende, de studerende, alle de, som ønsker del i Europas økonomiske og sociale liv, bliver i stand til at yde deres bedste. Det er kernestrategien fra Lissabon, som vi må arbejde på at gennemføre. Hvis vi accepterer det, er det relativt enkelt at aflede enkelte emner og konkrete krav derfra. Vi må forbedre beskæftigelsesstrategien afgørende, så alle får en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Vi skal gøre arbejdsmarkederne fleksible, men også sikre, så arbejdstagerne kan udnytte deres optimale potentiale med fuld produktivitet. Vi må skabe en klar politik, som det også er blevet beskrevet, især for de små og mellemstore virksomheder som de største arbejdsgivere i Europa, så de får fri bane til at deltage i innovative løsninger i det økonomiske liv og dermed samlet set styrker Europa. Det må være vores budskab, og det er vores klare forventning til forårstopmødet i Barcelona.
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, det glæder mig, at betænkningen om de økonomiske følger af 11. september for Europa bliver debatteret forud for Barcelona-topmødet og Bullmann-betænkningen, for konsekvenserne af 11. september hænger meget nøje sammen med den fremtidige udvikling og gennemførelsen af Lissabon-processen. Selv om mange jo er vendt tilbage til dagsordenen, gav angrebene den 11. september den vestlige verden et chok, da terrorhandlinger i denne størrelsesorden indtil da højst var noget, der fandtes i science fiction. Samtidig, og det er meget vigtigt for os, ramte de verdensøkonomien i en kritisk fase, som var karakteriseret af en markant svækkelse i væksten i de fleste industrilande. Derfor vil jeg også advare mod, at medlemsstaterne og virksomhederne betragter begivenhederne den 11. september som den eneste årsag til konjunkturnedgangen og benytter dem som skalkeskjul for deres egne økonomiske og politiske forsømmelser. Den 11. september forstærkede i høj grad vores økonomiske problemer. Vi må skelne nøje mellem de problemer, som fandtes allerede før den 11. september, og som blev forstærket yderligere af attentaterne, og de problemer, som i modsætning hertil først opstod på grund af attentaterne. I dag ser det imidlertid ofte ud til, at de negative konsekvenser af terrorangrebene på den europæiske økonomi gudskelov er begrænsede, og som hr. Duisenberg sagde blot for et par dage siden, er problemerne helt overstået på nogle områder. Brancher, som har været og forsat er uforholdsmæssigt hårdt ramt, er forsikringsindustrien, i et noget ringere omfang turistbranchen, især kongresturismen og incentive-området. Meget kunne heldigvis opfanges med styrkelsen af markedskonjunkturerne inden for turismen. Storindustrien er særligt ramt med hensyn til dens forsikringer ligesom flyselskaber og lufthavne. Europa-Parlamentets betænkning skelner meget tydeligt mellem disse to områder. Vi er også glade for, og det bør vi også nævne i dag, at samarbejdet mellem Den Europæiske Centralbank og den amerikanske FED, mellem hr. Greenspan og hr. Duisenberg, har fungeret. Euroen klarede sig i denne vanskelige fase, og trods denne eklatante chokagtige erosion er der ikke opstået nogen økonomisk verdenskrise eller valutakrise i Europa. Men samtidig så vi, at vi stadig er alt for lidt uafhængige af den amerikanske økonomi, at vores indre marked og dets konjunktur endnu ikke er tilstrækkeligt uafhængige af udviklingen i verdensøkonomien. Her må vi begynde med os selv. Derfor kræver vi også af Barcelona-topmødet en ny vækst- og innovationsoffensiv for gennem en berettiget konjunkturoptimisme at stimulere vækst, investeringer og beskæftigelse. Vi må nøje se på, hvor der stadig findes forhindringer i det indre marked. Er der direktiver, som endnu ikke er gennemført? Hvor fører forskellige kompetencesituationer til en blokering af gennemførelsen af fælles mål som handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser, Lissabon-processen eller derudover? Vi må gøre alt for at støtte oprettelse af virksomheder og den økonomiske struktur for de små og mellemstore virksomheder. Derfor har min gruppe også stillet et ændringsforslag til Bullmann-betænkningen, som opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for i forbindelse med revisionen af de nye egenkapitalaftaler i Basel og den nye EU-ramme for egenkapitalkrav at tage hensyn til de europæiske virksomheders karakteristika og hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at skabe rammebetingelserne, så den rigtige proces, som der arbejdes på i Basel, ikke får negative følger, men kommer til at betyde en økonomisk støtte. Jeg mener også, at vi i højere grad skal gøre brug af vores initiativret, så vi overvinder hindringerne på det indre marked, bliver mere autonome og samtidig fuldt udnytter den økonomiske kraft, der findes i Europa, i overensstemmelse med vores mål. Når dette sker, og vi drager læren af den 11. september og tager os selv alvorligt, så kan vi endnu bedre udnytte de chancer, som opstår af det nye verdenssyn, og vores rolle i verden i overensstemmelse med vores samfundsprincip om økosocial markedsøkonomi og måske give dem mere liv.
Hr. formand, dette er en forhandling, der vil tage mange forskellige retninger, alt efter hvilke udvalg medlemmerne sidder i. Som medlem af Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik vil jeg gerne koncentrere mit indlæg om miljøspørgsmål inden for rammerne af Barcelona-topmødet. For det første vil jeg gerne understrege den betydning, som Miljøudvalget og, håber jeg, Europa-Parlamentet tillægger tilføjelsen af en miljødimension til Lissabon-processen med årlige vurderinger af økonomisk vækst og social samhørighed. Ja, vi blev virkelig ret så overraskede i Miljøudvalget over, at miljøsøjlen om bæredygtig udvikling ikke blev anset for lige så vigtig som de sociale og økonomiske søjler. Jeg vil gerne benytte mig af denne lejlighed til at udtrykke min og mine kollegers tak til Det Europæiske Miljøagentur for det arbejde, det har gjort med hensyn til miljøindikatorerne. Direktøren for Miljøagenturet, hr. Beltrán, går snart på pension, og vi er meget taknemmelige for det arbejde, han har gjort. Det er også vigtigt, at vi ikke lader disse indikatorer hænge og svæve i luften, mens vi lykønsker os selv med, at vi har produceret dem. Efter Miljøudvalgets opfattelse er det meget vigtigt, at vi forbinder produktionen af dem med klare mål og tidsplaner for Kommissionens og Parlamentets arbejde. Jeg vil gerne komme ind på et nationalt punkt her, nemlig at vi virkelig gør noget mere ved spørgsmålet om bæredygtig udvikling her i Parlamentet. Vi bør f.eks. afholde en årlig debat med en årlig vurdering af de fremskridt, der er gjort inden for alle vores udvalgsområder. Det er meget vigtigt fortsat at se, at der tages miljøhensyn i andre politikker. Det er noget, som miljøkommissær fru Wallström altid har været meget ivrig efter. Hun står over for en meget vanskelig opgave. En politik, som illustrerer det desperate behov for, at der tages miljøhensyn, er fiskeripolitikken. Jeg repræsenterer det sydvestlige England. Vi har en række fiskerihavne, og vi står lige nu over for følgerne af en desperat fiasko, når det gælder om at tage miljøhensyn i den fælles fiskeripolitik. Vi har opbrugt fiskebestandene. Vi har fiskere, og der er ingen fisk at fange. Vi har døde delfiner, der bliver vasket op på Bretagnes og Cornwalls kyster, fordi industritrawlere fanger dem i deres net ude midt i Kanalen og derefter efterlader dem døde. Det er et meget godt eksempel på en ikke-bæredygtig udvikling, og Parlamentet bør gå ind i at gøre noget ved dette. Bæredygtig udvikling vil blive meget vigtigt i forbindelse med udvidelsen. Det er sandsynligt, at ansøgerlandene i Central- og Østeuropa ønsker at blive ligesom os så hurtigt som muligt - må Gud hjælpe dem. Det betyder, at de vil ønske flere veje, flere biler, flere emissioner fra transport m.v. Der vil formentlig ske større skade på miljøet, og vi må finde en vej til uden at være kulturelt imperialistiske omkring det at sikre, at hurtig økonomisk udvikling i landene i Central- og Østeuropa ikke skader miljøet, og især det naturlige miljø i de nye medlemsstater. Rio-topmødet vil frembringe en absolut kaskade af ord. Hvorvidt Rio betyder noget og fører til nogen konkrete resultater eller ej, får vi at se. Det er en skam, at Kommissionen har udarbejdet sit dokument så sent, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan give vores fælles syn inden for rammerne af Barcelona-topmødet. Dette dokument til Rio-topmødet indeholder nogle meget gode argumenter, navnlig vægten på at give incitamenter til miljømæssigt og socialt bæredygtig handel. En ting, som jeg gerne vil fremhæve fra Miljøudvalgets synspunkt, er behovet for, at EU finder sine ben, når det gælder om at tackle spørgsmålet om genetisk modificeret produktion i landene i den tredje verden. I december var der nyheder om en stor forøgelse af det areal i Sydafrika, hvor man dyrker genetisk modificerede produkter. Hvad er vores budskab til et sådant land? Siger vi, at jo mere de producerer af det, jo mindre kan de eksportere til os? Vil det være et bæredygtigt budskab at give dem, når de ønsker at klare sig selv? Endelig et ord om den frygtede spanske vandplan, som vi hører stadig mere om i Europa-Parlamentet. Det er ikke en god idé at fordømme en medlemsstat for foranstaltninger truffet i god tro af en demokratisk valgt regering. I dette tilfælde har den spanske regering indsendt en vurdering af indvirkningen på miljøet i relation til planen, og Europa-Kommissionen er ved at behandle den. Dette er ikke tidspunktet, hvor vi bør starte på at fordømme Spanien. Det vil være meget vanskeligt for de britiske Labour-medlemmer i Europa-Parlamentet at afgøre, hvordan de skal stemme om den spanske vandplan. Selv på dette tidspunkt dyrker Tony Blair desperat hr. Aznar som en allieret, så de britiske Labour-medlemmer står splittet mellem at støtte deres premierminister og stemme mod fru Roth-Behrendt, som har stillet ændringsforslaget. Det er ikke nogen misundelsesværdig situation at befinde sig i, og jeg misunder dem ikke.
Hr. formand, hvis det er velopdragent at være taknemmelig, vil jeg indlede mit indlæg med at sige til hr. Bullmann, at jeg, der er centrumsøgende, er yderst tilfreds med at have opnået en aftale, et kompromis med ham. For det andet vil jeg på vegne af både Udvalget om Beskæftigelse og Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål anmode Rådet om at samarbejde med Europa-Parlamentet om såvel definitionen som forfølgelsen af de strategier, der bliver fastlagt i Barcelona. Det arbejde, vi skal udføre, er, som Pablo Neruda sagde, ligesom mit fædrelands gamle vin: Det er ikke én, men mange mænd, der laver den, og af ikke én, men mange planter. Mit tredje budskab drejer sig om den enighed, der er kommet til udtryk her. Jeg er enig med rådsformanden i, at det er helt nødvendigt at fastholde grundsætningerne om prisstabilitet og budgettilbageholdenhed for både store og små lande. I Parlamentet ved vi udmærket, hvordan de monetære glæder eller budgettilbageholdenhed ender: som dage med vin og roser. De fører ikke til andet end hovedpine dagen derpå. Hvad angår strukturreformer, der øger konkurrencen, har bankerne udvist nogen tilbageholdenhed. Hvad angår liberaliseringen af strategiske sektorer som transport, energi, gas, telekommunikation og finansielle tjenesteydelser, må der ikke ske tilbageskridt, ikke engang for at tage tilløb, som man siger i Cuba. For det fjerde er jeg også enig med andre talere i, at det er nødvendigt at lægge vægt på udviklingens strategiske faktorer: livslang uddannelse og støtte til små virksomheder. Til sidst et par ord til fru Jackson. Den spanske vandplan er ikke, som der står i ændringsforslaget, et eksempel på ikke-bæredygtig udvikling. Den er netop et eksempel på bæredygtig udvikling, for den går ud på at tage vand fra de steder, hvor der er rigeligt, og føre det til områder, hvor vi nogle dage tager helgenerne ud, for at det skal regne, og andre dage henter dem ind i båd efter et uvejr. Som fru Jackson så rigtigt har påpeget, er det et demokratisk valgt parlaments parlamentariske beslutning efter en omfattende diskussion og en næsten samlet støtte fra Spaniens nationale vandråd, hvor alle de selvstyrende regioner, også de socialdemokratiske, er repræsenteret. Nogen har solgt en falsk mønt i Parlamentet. Jeg anmoder Dem om at forlange ansvarlighed, om at bytte den falske mønt ud med en gyldig mønt, med en ægte mønt som den, vi nu har i EU.
Hr. formand, først kan jeg registrere en interessant udvikling her i Parlamentet. Det kritiseres igen og igen - efter min mening med rette - at vi ikke fører debatter. Som nyeste konsekvens har vi altså nu Barcelona, den 11. september og vandet. Om det bliver til en debat, vover jeg at betvivle. Mit emne, og udtalelsens, er imidlertid følgevirkningerne af 11. september. Et par centrale bemærkninger som supplement til det, som hr. Karas har omtalt, efter min mening helt med rette. Man skal ikke overvurdere det som resultat, men hvad dynamikken angår, har vi oplevet, at vi er sårbare, og den første konsekvens af den 11. september var og er, at politikken igen er blevet den drivende kraft. Om man kan lide det eller ej - også førende virksomhedsledere indrømmer det efterhånden - må vi også være ærlige og indse, at netop på europæisk niveau svigter politikken! For det andet er det med den 11. september blevet endnu tydeligere, at den største formueomfordeling i menneskehedens historie i fredstid truer verdensfreden og også røver markedschancer, og det helt bredt, hvilket fører til, at der på grund af politikernes svigten og den nye situation, som vi nu er i, er helt centralt bud efter erhvervslivet. For virksomhederne ville den 11. september vel være en chance, hvis de handlede troværdigt, for at gøre det, som den globale politik i hvert fald ikke har klaret endnu, nemlig at forsvare menneskerettighederne uden hvis og men. Vi oplever, at alle markedsområder uafhængigt af den 11. september - men igen krystalliseret af denne begivenhed - ændrer sig, og mange vokser. Jeg tænker på terrorbekæmpelse, på det, vi har tænkt os at stille op med verdensrummet, og på mobiliteten. Hvis ingen af de to, politikken og virksomhederne, gør, hvad de skal, har forbrugerne magten gennem deres valg, og forbrugerne ønsker ud over økologi nu også virksomheder, som handler socialt forsvarligt. Derfor er jeg meget glad for, at det, som vi har fået igennem i Industriudvalget, nu også kan genfindes i hovedbetænkningen, nemlig at forbrugerne opfordres til at udvise social bevidsthed, når de køber varer. Den store konsekvens mangler imidlertid. Den gik igennem hos os i Industriudvalget. Jeg beklager, at den ikke er med i hovedbetænkningen. Vi har brug for en global Marshall-plan. Uden den vil vi have draget de forkerte konklusioner af disse begivenheder, og uden den vil Barcelona heller ikke fungere.
Hr. formand, i betænkningen til forårstopmødet 2002 har de to udvalg, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, forsøgt at pege på innovative løsninger. Det er lykkedes på mange områder. På vegne af PPE-DE-Gruppen vil jeg gerne lykønske Udo Bullmann med hans arbejde og med hans evne til at skabe dialog og kompromis. Hvad er det, der skal på dagsordenen i Barcelona? Det er for det første reformen af uddannelsessystemerne. Pisa-undersøgelsen udløste et sundt chok f.eks. i Tyskland. Endelig bliver uddannelse også prioriteret politisk. Der skal stilles større krav til eleverne, og så kan de bringes fremad. En alsidig uddannelse så tidligt som muligt, og specialisering så sent som muligt. Kun hvis de har meget omfattende kundskaber, også sprogkundskaber, har de uhindret adgang til de åbne arbejdsmarkeder i Europa. Det er for det andet reformen af beskæftigelsessystemerne. 13,6 millioner mennesker i EU er arbejdsløse, en udvikling, som ikke fjernes ved at sminke arbejdsløshedsstatistikkerne. I stedet for blot at administrere arbejdsløsheden skal arbejdsevnen forbedres markant gennem kvalificering, markedsorienteret videreuddannelse og internetopkoblinger. Der er ikke meget substans i simple enhedsløsninger, f.eks. nedsættelse af arbejdstiden på europæisk plan. Vi har brug for intelligente, differentierede løsninger, f.eks. mere fleksibel arbejdstid, tilpasset de forskellige brancher og regioner. Det er for det tredie reformen af det sociale partnerskab. Det er i vanskelige tider, at den sociale dialog skal vise, hvad den duer til. Den europæiske socialmodel har ydet et vigtigt bidrag til den sociale fred og til at højne den europæiske produktivitet. Det er en fleksibel model, som på ingen måde er stivnet, og som derfor er værd at udvide. Det er for det fjerde reformen af reguleringen. Arbejdstagerne har en vital interesse i middelstand og håndværk. De er rygraden i alle EU's økonomier. De sikrer 70% af alle arbejdspladser og 75% af alle uddannelsespladser. Betingelserne for etablering og innovation skal forbedres. De videreuddanner sig permanent og opnår dermed en betydelig erfaringstilvækst. Sådanne kvaliteter må imidlertid ikke udhules af skatte- og afgiftsbyrder og ved for stærk regulering af de små og mellemstore virksomheder. Det er for det femte reformen af statsbudgetterne. Vores gruppe insisterer på, at forpligtelserne i stabilitets- og vækstpagten uden undtagelse overholdes af alle eurolande. Heller ikke dårlige konjunkturer må misbruges til at opbløde kriterierne. Alene truslen om en opsigelse har f.eks. i Tyskland ført til, at man langt om længe i det mindste er begyndt at antyde en konsekvent sparekurs. Men ikke kun for mit land gælder det, at alle statslige udgifter skal undersøges nøje, ligesom alle subsidier. Jeg har stor tillid til det spanske rådsformandskab. Det kender værdien af vores europæiske socialmodel, og det ved, hvor vigtig stabil økonomisk vækst er. Lad os satse på dets motivationsevne ved forårstopmødet i Barcelona!
Hr. formand, kære kolleger, vi lever i en farlig verden, selv om EU set udefra ligner en fredelig havn. Selvfølgelig er der ikke noget, der er perfekt i Europa. Vi skal modernisere vores økonomiske og sociale strukturer, og vi skal forberede os på de udfordringer, der ligger i globaliseringen, for at kunne gribe chancerne, når de kommer. I den proces vil socialdemokraterne forsvare den europæiske sociale model. Social retfærdighed og social integration skal være faste målsætninger, hvilket ikke forhindrer reformer på arbejdsmarkedet. Men hvis fleksibilitet og mobilitet var det eneste saliggørende for fuld beskæftigelse, hvordan forklarer man så den seneste stigning i arbejdsløsheden i USA? I Silicon Valley, som er det helt centrale i den nye økonomi, er arbejdsløsheden for øjeblikket på 6%. De berørte arbejdere, som generelt er yderst velkvalificerede, rejser ikke andre steder hen. De, der skal rejse, er de 500.000 ikke-amerikanske specialister, der ved særlov var blevet tildelt en midlertidig arbejdstilladelse. Når man sammenligner arbejdsmarkederne, kan man heller ikke se bort fra de 2 millioner amerikanere, der sidder i fængsel, mod 80.000 i Tyskland eller 60.000 i Storbritannien. Den amerikanske model er ikke altid anbefalelsesværdig. Konklusionen er et ja til sociale reformer og et nej til social dumping. Efter Lissabon er det Barcelonas tur til at fremskynde de økonomiske reformer. Socialdemokraterne ønsker et egentligt indre marked. Men liberalisering er ikke det samme som deregulering. Liberaliseringen kræver bedre regler og en ordentlig kontrol med disse, som Enron-sagen burde have lært os. Samtidig med at Europa moderniserer sin økonomi, skylder det sig selv at bevare nogle effektive offentlige tjenester for borgerne og især for de mindst bemidlede borgere. På et tidspunkt, hvor man i USA genopdager fordelene ved offentlige tjenester, skal Europa ikke bore sine i sænk. Socialdemokraterne støtter makroøkonomisk stabilitet. Stabilitetspagten skal imidlertid ikke være genstand for en dogmatisk gennemførelse, men derimod en gennemførelse, der tager hensyn til de internationale konjunkturer. Det er i orden med budgetdisciplin, men det er nødvendigt at udvise fleksibilitet, når verdensøkonomiens tilstand kræver det. Amerikanerne viser for øjeblikket deres pragmatisme på det finans- og skattepolitiske område. Det er ligeledes i orden med globalisering, men ikke uden fastlagte og multilateralt accepterede regler. Ingen globalisering uden solidaritet med især de udviklede lande. De udviklede lande kan ikke, og det fik vi et grusomt bevis på den 11. september, leve i fred, medmindre de bidrager til løsningen af de konflikter, der overalt i verden gør det muligt for dogmatiske agitatorer at bilde en arbejdsløs ungdom ind, at den lever i en verden uden perspektiver. Det er vores opgave, hr. formand, at bevise, at det er muligt at skabe en fælles fremtid.
Hr. formand, det har ikke været nogen nem opgave at formulere Parlamentets oplæg til det kommende topmøde. Hr. Bullmann har gjort sit bedste, og tak for det. Min gruppe tager dog forbehold over for enkelte punkter i betænkningen, som visse steder, efter vores opfattelse, er gennemsyret af en liberaliseringsangst. For os er der ingen modsætning mellem en fri markedsøkonomi og gode sociale vilkår, tværtimod. Erfaringerne viser, at i langt de fleste tilfælde har vi alle som forbrugere gavn af en fri konkurrence til sikring af lave priser og god kvalitet. På topmødet i Barcelona skal statslederne tage stilling til en meget ambitiøs handlingsplan for fremme af kvalifikationer og mobilitet i EU i de kommende fem år. Jeg synes, at denne plan er et rigtig godt initiativ. Der skal træffes beslutninger på EU-niveau for at lette tilværelsen for de mennesker, der ønsker at søge nye udfordringer ved at tage arbejde eller studere i et andet EU-land, de skal sikres sociale rettigheder, men der er også en lang liste af initiativer, som medlemsstaterne skal gennemføre for at styrke uddannelserne. Det skal gøres gennem åben koordinering, og jeg synes, det er en fin ide, at vi gennemfører den åbne koordinering på dette område. Blot synes jeg, at det er vigtigt, at det bliver ledsaget af en åben debat med inddragelse af alle involverede parter, for uden denne åbne debat er der et demokratisk underskud i den åbne koordinering. Jeg synes også, at vi skal passe på, at der ikke går inflation i brugen af åben koordinering, og at vi ikke sætter fælles europæiske mål og kvoter på alt mellem himmel og jord. Vi ender med at ødelægge en god ide, og vi går i hvert fald ikke ind for åben koordinering af børnepasning.
Hr. formand, som catalonier glæder jeg mig over, at Barcelona i to dage vil være Europas hovedstad. Jeg frygter imidlertid, at mine landsmænd vil blive skuffede i deres største forhåbning til Unionen. For stats- og regeringslederne drejer det sig om at konstatere, hvor langt vi er nået med den udfordring, der blev givet i Lissabon. Men Catalonien forventer langt mere af Europa end denne lidt barnagtige udfordring. Catalonien forventer først og fremmest, at Unionen anerkender det for det, det er, nemlig en myndig stat. Det forventer også, at Unionen anerkender dets årtusindgamle sprog, som tales af hen ved 8 millioner mennesker, som officielt sprog og arbejdssprog i Europa-Parlamentet. Det forventer endelig også at kunne deltage fuldt ud som en sådan i diverse europæiske instanser. Det ønsker et politisk Europa, hvor det at fremme virksomhedsånden ikke betyder, at man skal tage modet fra dem, der sulter og tørster efter retfærdighed. Et Europa, hvor liberalisering ikke rimer på likvidering af de offentlige tjenester. Et Europa, der satser på bæredygtig udvikling, og som derfor ikke kan godkende den nationale vandplan på trods af det store pres, som vi udsættes for i øjeblikket på det punkt. Det ønsker et Europa, som tager sig broderkærligt af indvandrerne og stiller sig solidarisk med de befolkninger, der kæmper imod de nye former for kolonisering. Catalonien har utvivlsomt brug for Europa, men Europa har også brug for Catalonien. Seny, som betyder sund fornuft på catalansk, ville gøre underværker i Rådet og Kommissionen. Om nogle dage vil mine landsmænd utvivlsomt give kraftigt og bedre udtryk for nogle af deres forhåbninger, end jeg kan gøre det her. Må de, og må vi blive hørt.
Hr. formand, Kommissionens meddelelse anerkender på den ene side, at Lissabon-strategien forudsatte en økonomisk vækst på 3%, hvad der på grund af den økonomiske opbremsning ikke var tilfældet i hverken 2000 eller 2001, og på den anden side insisterer den på to afgørende mål, som Bullmann-betænkningen også nævner, nemlig at stabilitetspagtens mål, især "nul-underskud"strategien for 2004, skal opfyldes, og at arbejdet med at gennemføre de processer, der er gået i stå, skal fremskyndes. Skønt man med bekymring erkender, at der stadig er stor fattigdom og betydelige indkomstforskelle, tilskynder de forslag, der stilles, til yderligere at liberalisere den offentlige sektor og til at opbygge et indre marked for risikovillig kapital i 2003 og for finansielle tjenesteydelser i 2005, åbne markedet for elektricitet i 2003 og for gas i 2004 samt gennemføre endnu en liberaliseringspakke for jernbanerne og en arbejdsmarkedsreform. Trods nogle positive foranstaltninger på det sociale område om at halvere fattigdommen inden 2010, og selv om man har vedtaget indikatorerne for social udstødelse, forholder det sig imidlertid sådan, at de yderligere privatiseringer, det mere fleksible arbejdsmarked og fastholdelsen af stabilitetspagtens rigide kriterier uden hensyn til medlemsstaternes forskelligheder og de alvorlige sociale problemer, som nogle af disse slås med, vil føre til mere fattigdom og arbejdsløshed. Den tilfredshed, som de store arbejdsgivere har tilkendegivet efter topmødet i Barcelona, er ganske symptomatisk, og vi er derfor klart imod tankerne i Kommissionens meddelelse. Hvad angår Bullmann-betænkningen, var den såmænd i første omgang rimelig afbalanceret, men derefter er den blevet udvandet og har stort set overtaget Kommissionens holdninger, af hvilken grund vi også er imod den.
Hr. formand, den borgerlige regering i mit hjemland Danmark har i dag ansat en internationalt anerkendt plattenslager, en hr. Lomborg, som leder af regeringens såkaldte institut for miljøvurdering og dermed taget et stort skridt til at afskaffe enhver bæredygtig udvikling. EU's rådsformandskab overvinder samfundets og verdens konflikter mere elegant gennem verbale manøvrer, eufemismer og fortielser, men resultatet er stort set det samme. F.eks. hævdes programmet for integrerede transportsystemer at være til gavn for miljøet, men alene udbygningen af EU's motorvejsnet siden Maastricht-traktatens vedtagelse for 10 år siden har medført en forøgelse af et trafikrelateret CO2-udslip på 15%, og det er helt uafhængigt af de politiske vedtagelser om nedbringelse af det samlede udslip. Der findes intet i programmerne, der tyder på radikale ændringer. Programmet for topmødet repræsenterer alt andet end bæredygdig udvikling, og det gælder ikke bare i forhold til miljøperspektivet. Hvad med denne verdens økonomiske og sociale bæredygdighed. Hovedpunktet i Barcelona er jo at befæste og udbygge EU-landenes andel i det økonomiske verdensherredømme. Det er ikke kun miljøet, der ofres, det er verdens store befolkningsflertal. Forbindelsen mellem EU's virkeliggjorte kapitalisme og EU's politiske og militære undertrykkelse er skræmmende tydelig - kun ikke for EU-eliten.
Hr. formand, kære kolleger, desværre er den bæredygtige udvikling stadig et mål, der skal efterstræbes, og ikke så meget en virkelighed, som skal gøres bedre. 10 år efter topmødet i Rio de Janeiro er tegnene på manglende bæredygtighed blevet værre, men vi reagerer stadig ikke med tilstrækkelig styrke på internationalt plan. I denne sammenhæng var det meget vigtigt, at Rådet i Göteborg vedtog en europæisk strategi for bæredygtig udvikling og tilføjede Lissabon-processen en miljødimension. Denne beslutning har ligesom indsatsen for at redde Kyoto-protokollen tydeligt demonstreret EU's lederrolle på miljøområdet. Hvad angår Rådet i Barcelona, mener jeg, at det må have tre fundamentale målsætninger. For det første må det være handlingsorienteret, opstille mål, tidsplaner og præcise foranstaltninger, der kan rette op på EU's manglende bæredygtighed. For det andet må det angive, hvornår og hvordan EU's fælles politikker får en miljødimension. For det tredje må det vedtage en række ambitiøse indikatorer, der kan bruges som referenceramme for den årlige miljøvurdering. Et sidste ord om ændring 10, der fordømmer den spanske vandplan. Europa-Parlamentets troværdighed og balancen mellem institutionerne står på spil. Parlamentet bør ikke opkaste sig til domstolsinstans, da der ellers kan dannes en meget farlig præcedens. EU stiller såvel borgerne som Parlamentets medlemmer diverse midler til rådighed, hvis de er i tvivl om bestemte projekters lovmedholdelighed. Denne ændring er uacceptabel, for den bringer selve beslutningens vedtagelse i fare, og jeg håber således, at forslagsstillernes sunde fornuft vil råde.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kommissærer, jeg er helt enig i retningslinjerne i hr. Bullmanns betænkning og ikke mindst i henvisningen til nogle af de målsætninger, der blev fastlagt i Lissabon for at skabe et syn på velfærdsstaten, som ikke gør den til et "bistandsvedhæng" til den økonomiske politik, men til en vigtig faktor i en politik for bæredygtig udvikling, som tager sigte på fuld beskæftigelse og en forbedring af arbejdskvaliteten. Jeg er også enig i mange af de fornuftige retningslinjer, som er medtaget i hr. Karas' betænkning. Den strategiske rolle, som man i Lissabon tildelte politikkerne for forskning og udvikling, uddannelse og livslang læring, en forøgelse af den erhvervsaktive andel af befolkningen og beskæftigelsen af de ældre arbejdstagere, kræver dog, at disse målsætninger bliver en del af en økonomisk og social politik, der udarbejdes og besluttes ét sted og med en fælles beslutningsproces, også ved hjælp af åbne samarbejdsformer. Ud fra dette synspunkt er det bekymrende, at der er opstået nogle forsinkelser i de offentlige og private investeringer, forskningen og den livslange uddannelse, hvor - og det vil vi gerne minde om endnu en gang - mobilitets- og fleksibilitetsprocesserne er uløseligt forbundet med kravet om sikkerhed og anvendelighed. Endnu mere bekymrende er dog tegnene på, at man har sat tempoet ned, når det gælder fastlæggelsen af et policy mix, hvor man forener samordningen af de økonomiske politikker, der tager sigte på bæredygtig udvikling, og samordningen af beskæftigelsespolitikkerne og politikkerne for social samhørighed, idet man fremmer dialogen mellem arbejdsmarkedets parter. Hvis den indfaldsvinkel, der lader til at være dominerende i øjeblikket - nemlig en indfaldsvinkel, hvor man går tilbage til en adskillelse af den fælles økonomiske politik, som i øvrigt ofte er præget af manglende initiativ, og den sociale politik, som risikerer at blive begrænset til en bistandspolitik - reelt bliver undervurderet i Barcelona og ikke klart bliver anfægtet, vil det uigenkaldeligt gå ud over de målsætninger, der blev fastlagt i Lissabon for perioden 2002-2010. Denne risiko bliver endnu mere alvorlig, i betragtning af at den tilsyneladende falder sammen med målsætningen om en tværgående politisk koalition, som tydeligt tager sigte på at fordreje Lissabon-beslutningernes strategiske indhold. Det er tilfældet med et dokument, som den italienske og den britiske regeringsleder har underskrevet, og hvor man ikke går ind for en strukturreform, men for at deregulere arbejdsmarkedet og tømme de kollektive overenskomster for indhold, eftersom de enkelte arbejdsgivere og arbejdstagere selv kan vælge, om de vil være med i dem. Dette er i modstrid med artikel 30 i chartret om grundlæggende rettigheder, og det må ikke vinde genklang eller blive godkendt i Barcelona.
Hr. formand, selv om Lissabon-processens liberaliseringstiltag er velkomne ved Barcelona-topmødet, vil jeg gerne komme med to advarsler. For det første er det, vi ikke gør, og det, vi afholder os fra at gøre, lige så vigtigt som det, vi virkelig forsøger at gøre. Vi bør i konkurrenceevnens navn lære at afholde os fra at bebyrde og belemre EU med overdreven regulering eller initiativer, som ikke er absolut nødvendige. Med det for øje håber jeg, at Barcelona-topmødet vil vende sin opmærksomhed mod det meget vigtige spørgsmål om vurdering af lovgivningens indvirkning. Alt for ofte igangsættes der initiativer, uden at der først er blevet foretaget en fuldstændig undersøgelse af dens fulde indvirkning på erhvervslivet og miljøet, men også på forbrugerne og myndighederne. Lad os alle vende vores opmærksomhed mod at mindske de hurdler, som vi skal passere, inden vi rent faktisk igangsætter initiativer. Den anden advarsel er følgende: Lissabon-processen - og dette vil uden tvivl blive taget op ved topmødet i Barcelona - knager nu i sine fuger under en hel serie mål. Det er helt fint med mål, men de kan hurtigt underminere processens troværdighed, hvis målene enten ikke opfyldes eller blot opfyldes af medlemsstater ved et statistisk kunstgreb. Jeg vil gerne appellere til Rådet og Kommissionen om at være forsigtige med at gennemføre og opstille alt for mange mål, hvis disse mål helt klart ikke altid vil blive opfyldt.
Min gruppe har længe være kritisk over for Lissabon-processen - ikke mindst på grund af dens blinde tro på økonomisk vækst i sig selv uden nogen forsøg overhovedet på en kvalitativ evaluering af den, og dog klynger vi os stadig til den som en nøgleindikator for økonomisk velfærd og går ud fra, at dette også betyder social velfærd. Hvis jeg er nødt til at indhegne mit hus, sætte tyverialarm op, montere sikkerhedsanordninger på vinduerne m.v., kan det godt være, at det er godt for økonomien, men det er ikke godt for min livskvalitet. Vi kritiserer også ambitionen om at blive den mest konkurrencedygtige videnbaserede økonomi ud fra det grundlag, at der i enhver konkurrence vil være tabere både inden for EU og globalt. Det, vi ser på i forbindelse med Lissabon-processen, er, at vi må passe på, at den sociale samhørighed, som var et andet af målene, ikke bliver offer i vores søgen efter konkurrencedygtighed. Vi er også i høj grad klar over, at Lissabon-processen ikke er nok. Göteborg tilføjede miljøaspektet og løftet om forårstopmøder, hvilket Barcelona-topmødet er, som bæredygtighedstopmøder. Efter min gruppes mening bør alle topmøder handle om bæredygtighed, men jeg vil slå mig til tåls med i det mindste ét om året til at begynde med, for miljøet understøtter vores økonomiske udvikling, og hvis vi ikke har bæredygtighed, kan vi godt opgive alt om stabilitetspagten. Hr. Bullmanns oprindelige betænkning gav os en omfattende erindring om en række spørgsmål vedrørende beskæftigelse, social samhørighed og bæredygtighedens betydning, men jeg mener, at vi oplevede en betydelig spænding blive indført med den betænkning og med visse forslag til beslutning fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, ikke mindst punkt 25 og dets fremstød for liberalisering uden nogen kvalitativ evaluering overhovedet af den sociale og miljømæssige side, og punkt 36, som fortæller os, at EU gjorde et meget godt stykke arbejde i Doha i vores fremstød for liberalisering af verdenshandlen som katalysator for international vækst. Vi må væk fra denne idé om, at bæredygtig vækst på en eller anden måde betyder 3% år efter år, hvis det æder vores begrænsede ressourcer op og forurener vores miljø. Vi må som Europæisk Union afgøre, hvad vi mener med bæredygtig økonomisk vækst, og det er ikke det, vi stemmer om her.
Hr. formand, mere Europa, som er det spanske formandskabs slogan, er a priori en ambition, som vi godt kan tilslutte os. Spørgsmålet er bare: Hvilket Europa? Skønt Unionen har brug for et stærkt økonomisk og socialt fremstød og brug for at opfylde de forhåbninger, der kommer til udtryk hos borgerne, annonceres Barcelona-topmødet som et afgørende skridt i iværksættelsen af en fremskyndet liberalisering af de offentlige tjenester, som formanden for et øjeblik siden kaldte "netværksindustri". Liberalisering er det magiske svar. Og alligevel bliver forventningerne til mere ambitiøst anlagte og kvalitative offentlige tjenester stadig større. Kan det være national egoisme? Jeg tror, at behovet er universelt. De betydelige uligheder, der eksisterer mellem landene med hensyn til befolkningernes adgang til disse tjenester, retfærdiggør en udarbejdelse af nogle fælles europæiske standarder, som vil kunne give mulighed for en harmonisering ovenfra. Det er ikke færre offentlige tjenester, som burde være på dagsordenen, men flere og bedre offentlige tjenester samt deres udvikling, demokratisering og modernisering. De offentlige tjenester eller tjenester i offentlighedens interesse betragtes fortsat i Unionen som en afvigelse fra konkurrencereglerne. De skal tværtimod være omdrejningspunktet for den sociale europæiske samhørighed, aktionscentrum for et progressivt Europa og en af dets referencer og værdier. Vil man, samtidig med at vi får forelagt interimsrapporten om Unionens samhørighed, fortsætte med at rive det ned med den ene hånd, som man forsøger at bygge op med den anden? Topmødet i Barcelona begrænser sig selvfølgelig ikke til dette spørgsmål, men de grundlæggende problemer er de samme, nemlig den økonomiske situation, bekæmpelsen af terrorisme, udvidelsen og behovet for mere demokratiske institutioner, hvilket alt sammen er emner, der opfordrer til nye overvejelser omkring Unionens målsætninger og ambitioner, på trods af at man indleder det første møde i konventet i morgen. Den formelle reference til "et mere socialt Europa" såvel som den nødvendige tilnærmelse til borgerne er ikke længere nok. Der er behov for stærke signaler og konkrete handlinger. De løsninger, der er blevet annonceret hidtil i forbindelse med topmødet, peger ikke i den rigtige retning, tværtimod. Bag sloganet "mere Europa" markerer sig et mere liberalt Europa, det er markedets trosbekendelse. Borgerne forventer noget andet. Det vil de understrege på det kraftigste forud for topmødet med deres demonstrationer. Det er på høje tid, at vi lytter til dem.
Hr. formand, hr. minister, ærede kommissærer, jeg mener, at vi i dag behandler et meget vigtigt emne, og jeg er meget tilfreds med, at det sker under det spanske formandskab. Intet andet sted er arbejdsløsheden faldet så meget som i Spanien. Jeg har netop regnet ud, at den samlede arbejdsløshed i EU er faldet med 1% på grund af Spaniens store indsats. Uden den indsats ville vi have haft en arbejdsløshedsprocent på 9,5% i stedet for den nuværende på 8,5%. Det er en meget vigtig præstation, hvis eksempel en række lande burde følge. Præstationen er kommet i stand gennem en kombination af økonomiske reformer, social dialog osv., og det er meningen, at vi i hele Europa, i alle lande, skal følge det eksempel. Der er naturligvis en række uheldige sager. Hr. Poettering har allerede nævnt den første om spørgsmålet om det "blå brev" i Tyskland. Hvordan er det kommet i stand? Så er der to perfiditeter. Den ene er, at et land, som ikke er medlem af eurozonen, Storbritannien, blander sig i sager vedrørende eurozonen. Det har landet ikke noget med at gøre, det er ikke knyttet til os på nogen måde, og alligevel er det med til at forhindre et kvalificeret flertal. Det er virkelig en skandale! Om kort tid skal Putin og Bush nok også være med til at fastsætte vores rentefod. Det er ikke acceptabelt, hr. formand, og jeg mener, at det skal ophøre hurtigt. Den anden perversitet, den interne tyske Finanzausgleich, er af en anden art. I stabilitetspagten forsøger vi at undgå gæld, men i den tyske Finanzausgleich belønnes det at stifte gæld, og delstater, som ikke behøver at stifte gæld, tvinges sågar til at gøre det. Det skal ligeledes ophøre. Hvis vi kan opnå det, bliver vores økonomiske rolle meget bedre og mere social.
Hr. formand, personligt var jeg af den opfattelse, at den beslutning, der blev truffet i Göteborg om at medtage miljøaspektet i Lissabon-processen, var et væsentligt fremskridt. Jeg er dog noget pessimistisk, når det gælder muligheden for, at man på Rådets nært forestående forårsmøde konsekvent arbejder videre med denne indfaldsvinkel. Jeg vil nøjes med at nævne de tre hovedårsager til denne pessimisme, som jeg naturligvis håber viser sig at være ubegrundet, og det er for det første, at man er længe om reelt at sidestille miljøaspektet med det økonomiske og sociale aspekt, hvilket man kan se af de ufuldstændige indikatorer, man hidtil har anvendt for at måle de fremskridt, der er sket. For det andet forvaltes Lissabon- og Göteborg-strategien stadig alt for lukket, det vil sige uden den nødvendige inddragelse af Europa-Parlamentet, men også af de regionale myndigheder og arbejdsmarkedets parter, og for det tredje er der den forsinkelse, som EU-institutionerne - herunder Parlamentet - i øjeblikket forårsager i forbindelse med deres forberedelse på idéen om en bæredygtig udvikling, en idé, som ikke må føre til lukkethed og kompetencekonflikter. Denne udviklingsidé bygger på princippet om politikkernes integration og kræver derfor den størst mulige samordning, det størst mulige samarbejde og indførelsen af nogle fælles planlægnings-, vejlednings- og overvågningsinstrumenter. Alt dette er der en væsentlig grund til, nemlig at innovation, forskning, uddannelse, arbejdets kvantitet og kvalitet og opprioriteringen af miljøet og kulturen i stadig større grad er aspekter, som medtages i samme politik. Disse krav er der taget udmærket højde for i både hr. Bullmanns betænkning og i det forslag til beslutning, som blev drøftet i Miljøudvalget, og derfor har de min fulde støtte.
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. formand for Rådet, Den Liberale Gruppe støtter de generelle linjer og de mål, som det spanske formandskab har forelagt for mødet i Barcelona, og vi havde lejlighed til at diskutere dem indgående under vicepræsident Ratos fremmøde i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Jeg vil imidlertid gerne fremkomme med nogle bemærkninger. Den ene er, at der ved Det Europæiske Råds afslutning i Barcelona efter vores mening bør være en tidsplan for de mål, man sætter sig. Der er gået to år siden Lissabon, og sandheden er, at hvis man ser på f.eks. produktivitetens udvikling, selve økonomiens udvikling, ikke blot i absolutte tal, men i sammenligning med den amerikanske, eller den manglende gennemførelse af nogle grundlæggende mål som liberaliseringen af visse sektorer, der stadig beskyttes for meget, og som helt tydeligt forvrider konkurrencen, er den hidtidige status over denne proces ikke tilfredsstillende. For at give Det Europæiske Råds møde troværdighed er det derfor nødvendigt, ud over igen at udarbejde et katalog over alt det, der skal gøres, hvilket er tilbagevendende, at skabe en klar sammenhæng mellem mål og tidsplan.
Hr. formand, de mest optimistiske og selvrådige europæere husker to år efter topmødet i Lissabon stadig formuleringen af et nyt paradigme, nemlig at gøre Unionen til den mest konkurrencedygtige videnøkonomi i verden og samtidig opnå større social samhørighed. Denne strategi, som blev færdigbehandlet i Göteborg, blev til en strategi for bæredygtig udvikling på det miljømæssige og sociale område. Vi ønskede, vi ønsker og vi vil også fremover ønske at tro på det, men i virkeligheden er denne integration af de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner stadig blot et blændværk. Det spanske formandskab lægger ikke fingrene imellem. Det er yderst åbenhjertigt. For formandskabet betyder en bæredygtig udvikling i Unionen effektive markeder, varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. Kan man foregive at tro på det? Man forsøger at sælge en fremskyndet liberalisering af markederne samt transport-, elektricitets- og gasområdet, selv om man ved, at det betyder en svækkelse af de offentlige tjenesters handlekraft i bekæmpelsen af fattigdom, kampen for social sikring, mindre territorial samhørighed og færre kvalitetsbeskæftigelser, som alle undersøgelser peger på. Man sørger for fleksibilitet på arbejdsmarkedet og lønmodtagermobilitet i stedet for en egentlig beskæftigelsesfremmende politik. Hr. Bullmanns betænkning forsøger at opnå det umulige. Den vil både blæse og have mel i munden. Overholdelse af forpligtelserne i stabilitetspagten og investeringer i uddannelse, forskning, miljø og netværk. Kvalitet i beskæftigelsen og øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Nej, for os er de reelle prioriteter for Barcelona-mødet afgjort udvikling af den sociale og solidariske økonomi, selvstændige indtægtskilder også for de unge, hos hvem fattigdommen er i voldsom stigning, en reel definition af tjenester i offentlighedens interesse, en reducering af arbejdstiden, miljøinvesteringer og livskvalitet. Det er vores prioriteter for Barcelona-topmødet.
Ærede formænd for Parlamentet, Rådet og Kommissionen, jeg vil udelukkende kommentere Karas-betænkningen. For det første må det hilses velkomment, at der skelnes tydeligt mellem faktiske økonomiske følger af den 11. september og politiske og økonomiske mangler, som eksisterede længe før. Naturligvis skal EU give medlemsstaterne lov til at støtte virksomheder med alvorlige problemer, som virkelig skyldes følgerne af angrebet, for at mildne eller forhindre negative virksomhedsøkonomiske og dermed forbundne sociale konsekvenser for de ansatte. For det andet handler de virksomheder uansvarligt, som gennemfører planlagte rationaliseringer i form af afskedigelser og uberettiget begrunder det med begivenhederne den 11. september. Det ville virkelig være meningsløst og skadeligt, hvis man også gik ind med statsstøtte i disse tilfælde. For det tredje tror jeg ikke, det kan bevises, at Den Europæiske Centralbanks rentenedsættelse og indførelsen af euroen i Europa skulle kunne kvæle en international finanskrise i opløbet. For det fjerde kan yderligere negative konsekvenser for den økonomiske situation som følge af stigende udgifter til militær og indre sikkerhed, sådan som ordføreren frygter, minimeres drastisk med en fornuftig udviklingspolitik, som sigter mod at bekæmpe terrorismens årsager såsom fattigdom, undertrykkelse, udnyttelse og kulturel intolerance.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, kære kolleger, jeg vil bruge de to minutter på et delaspekt, som spiller en vigtig rolle på topmødet i Barcelona. Kommissionsformand Prodi nævnte, at man på topmødet også skal behandle handlingsplanen for bioteknologi, som Kommissionen har foreslået. Jeg tror, det er godt, at det bliver drøftet i Barcelona, for bioteknologien indeholder chancer for vækst og beskæftigelse. Jeg synes, det er rigtigt af Kommissionen, at den har mod til at gå forrest i denne sag. Jeg vil gerne understrege, at de fleste anvendelser inden for gen- og bioteknologien ikke indeholder principielle etiske problemer. Derfor bør bioteknologien støttes. Den kan også yde et bidrag til en mere bæredygtig udvikling, fordi vi kan spare ressourcer ved en klog anvendelse af bioteknologien. Men, hr. kommissionsformand, der er også velbegrundede bekymringer. Jeg har indtryk af, at disse velbegrundede bekymringer i Kommissionens handlingsplan nærmest fremstilles som et acceptproblem, som man bare skal tale nok om og informere befolkningen om, hvorefter problemet forsvinder. Europa-Parlamentet har imidlertid altid understreget, at der også findes nødvendige grænser, grænser, som er naturligt nødvendige, og som man må fastlægge politisk for at beskytte miljøet og sundheden, men også af etiske grunde. For vi er ikke længere Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, vi er Den Europæiske Union. Derfor har vi brug for fælles værdier, og det har konsekvenser. Derfor synes jeg, det er forkert, at Kommissionen i sit dokument behandler stamcelleforskningen meget generelt og ikke fremstiller de etiske problemer differentieret nok. Ministerpræsident Aznar har gjort det helt anderledes i de sidste dage. Han har udtrykkeligt nævnt de etiske problemer. Jeg vil opfordre Rådet og Kommissionen til at tage disse problemer op. Jeg beder mine kolleger om at støtte ændringsforslag 27 til Jackson-beslutningen, hvor vi netop har behandlet denne balance mellem chancer og risici på en afbalanceret måde, og opfordrer Rådet til at gøre det samme.
Jeg vil gerne komme ind på tre punkter: for det første liberaliseringen af energimarkedet, for det andet det europæiske forskningsområde og de ledsageforanstaltninger, som skal følge med det sjette rammeprogram, og for det tredje iværksættervirksomhed. Er det ikke, hvad iværksættervirksomhed angår, på tide, at vi hører noget om resultaterne af de mange benchmarkinginitiativer, der er blevet gennemført? Er det ikke på tide, at vi hænger de medlemsstater ud, som ikke træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at styrke iværksætterånden og forbedre konkurrenceevnen? Europa-Parlamentets Udvalg om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi har stemt om liberaliseringsdirektiverne for gas og elektricitet, og vi har nået den konklusion, at hvis liberaliseringen finder sted uden at have øje for de miljø- og forbrugermæssige såvel som de sociale konsekvenser, er det en farlig rejse, man begiver sig ud på. Vi vil f.eks. anmode om, at energieffektivitet bliver brugt som en indikator i Lissabon- og Barcelona-processerne. Hvis en medlemsstat er så uduelig, at den ikke bruger energien klogt, vil den aldrig blive konkurrencedygtig. Det er en af de bedste indikatorer for dette lands vilje til at klare sig godt i dagens verden, så vi vil gerne have indikatorer for dette. Og vær venlig at fortælle os, hvad Deres mange benchmarkinginitiativer har udvirket.
Miljøudvalget har udarbejdet et udmærket beslutningsforslag om bæredygtig udvikling. Alle støtter det, men når det bliver konkret, svinder det politiske bæreplan hurtigt ind. Nu vil Aznar-regeringen årligt have europæisk støtte på 1 milliard euro til sin Plan Hidrológico Nacional (den nationale vandplan), som er en stupid plan, der er helt i strid med bæredygtig udvikling, idet man vil transportere vand over 1.000 km i stedet for at spare vand og afsalte havvand. Det ser ud til, at Kommissionen vil give de 1 milliard euro, hvilket er uacceptabelt. Derfor anmoder jeg alle kolleger om at støtte ændringsforslag 10, inklusive henvisningen til Spanien. Jeg vil gerne afslutte på spansk: El plano estupido del Gobierno Aznar no pasará (Aznar-regeringens tåbelige plan vil ikke blive gennemført).
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer, at sætte den miljømæssige dimension lige så højt som den økonomiske og sociale dimension og handle derefter er det samme som at holde op med at tale om bæredygtig udvikling for i stedet at skabe bæredygtig udvikling. Det er fællesskabsinstitutionernes pligt at være årvågne og krævende, hvad angår medlemsstaternes anvendelse af kriterierne for bæredygtig udvikling i forbindelse med overholdelse af fællesskabslovgivningen og anvendelse af fællesskabsmidler. Forslaget til beslutning fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik er et initiativ, der lægger vægt på disse aspekter, og derfor fortjener det Parlamentets støtte. Men at bringe et nationalt politisk anliggende som den spanske vandplan op i Europa-Parlamentet som følge af den beslutning er en alvorlig fejl, der absolut ikke er et udtryk for ønsket om at skabe bæredygtig udvikling, men derimod er et forsøg på at gøre op med fællesskabsinstitutionernes principper om subsidiaritet og selvstændighed. Hr. de Roo, at forsøge på forhånd og uden grund at fratage en medlemsstat fællesskabsmidler, som er nødvendige for dens økonomiske udvikling og for dens regioners sociale samhørighed, er faktisk at modarbejde denne medlemsstats bæredygtige udvikling. Den spanske vandplan er ikke i modstrid med bæredygtig udvikling, den er planlagt ud fra et helhjertet ønske om at opfylde Fællesskabets miljølovgivning og de kriterier, der ligger til grund for strategien for bæredygtig udvikling, den støttes og er vedtaget af flertallet i de kompetente nationale institutioner, og den er underkastet permanente videnskabelige og tekniske tilsynsorganer både på nationalt plan og på fællesskabsplan. En forbedret livskvalitet for mere end 15 millioner indbyggere afhænger af dens gennemførelse, og et stort flertal i den spanske befolkning støtter den solidarisk. Vores vælgere forventer af os, at vi kan svare ordentligt på de spørgsmål, som vi skal tage stilling til. De bedste politiske svar er netop resultatet af overvejelser, omtanke og indgående kendskab til spørgsmålene, aldrig af demagogi. (Bifald fra højre)
Hr. formand, det virker ofte, som om uddannelse spiller andenviolin til spørgsmål om liberalisering af markeder, teknologisk innovation, ja, og fremme af infrastrukturen for telekommunikation og iværksættervirksomhed. Men Bullmann-betænkningen gør Dem opmærksom på, at alle disse foranstaltninger leder til absolut ingenting, hvis vi ikke har veluddannede borgere, som kan skabe, drive og servicere disse sektorer. Derfor bliver uddannelse inden for et sofistikeret fremstillings- og iværksættermiljø i et samfund, der kræver hyppige forandringer af kompetencegrundlaget, og et samfund, der kræver mobilitet på tværs af grænserne, en betingelse og en forudsætning for vores succes i en videnøkonomi og ikke blot et af resultaterne af dens succeser. Hvordan kan vi håbe på en konkurrencedygtig, dynamisk økonomi, når der er medlemsstater i dag, som har omfattende analfabetisme, store uligheder, hvad de sproglige evner angår, protektionisme og forskelle i erhvervs- og uddannelseskvalifikationer såvel som talrige finansielle og retlige barrierer for mobilitet. De ændringer, vi har brug for, kræver et grundlæggende samarbejde mellem medlemsstater af en slags, som undervisningsministre, universitetsrektorer og nationale certificeringsorganer finder enormt vanskelig. Stillet over for disse usædvanlige vanskeligheder vil den ene ting i Barcelona, der vil bringe os et pænt stykke fremad, være at sørge for rammerne, det fælles engagement og en realistisk vurdering af de ressourcer, der skal til for at sikre, at vi gør disse grundlæggende spring for at fremme uddannelse som det grundlæggende skridt for den fremtidige konkurrencedygtige videnøkonomi i Europa.
Hr. formand, de af Parlamentets udvalg, som jeg sidder i, har i de sidste par dage gjort betydelige fremskridt med lovgivning om både finansielle tjenesteydelser og liberalisering af energimarkedet. Det vil være tragisk, hvis Det Europæiske Råd ikke også kan afpasse Europas uopsættelige behov og deres egen retorik i Lissabon og fuldende dette lovgivningsområde snart. Ud over dette vil jeg gerne understrege den store betydning, som forskning og udvikling og innovation har for Europas fremtid. Hr. Prodi fremhævede dette politiske område og sagde ganske rigtigt, at der ikke er nogen grund til, at Europa ikke leder verden på det bioteknologiske område, som uden tvivl vil blive det førende område for videnskab og industri, beskæftigelse og forbedret livskvalitet i de næste årtier. Og dog, hvad har vi? Vi har skænderier om EF-patentet, moratorier og modsætningsforhold, proceduremæssige hindringer, som har afskåret enhver form for fremskridt inden for genetisk modificerede afgrøder, og et enormt løfte, som de udgør for os i Europa og navnlig i udviklingslandene. Hvad har vi? Overkomplicerede og dyre godkendelsesprocedurer og patenteringsprocesser for nye produkter inden for sundhedspleje- og lægemiddelområdet. Vi har ikke råd til at miste vores bedste videnskabsfolk til vores konkurrenter, hvor de værdsættes mere og gives muligheder for at realisere deres ambitioner og belønnes passende for deres arbejde. Der er allerede gået to år siden Lissabon, og der er kun otte år tilbage til 2010, hvor vi efter planen skal være den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden. Handling talere højere end ord, hr. rådsformand, vi har kun lidt eller ingen tid at spilde.
Mine herrer formænd, kære kolleger, for at kunne opfylde målene fra Lissabon og gøre EU til et videnbaseret økonomisk område, som er det mest konkurrencedygtige og dynamiske i verden, er det for det første nødvendigt at øge tempoet og for det andet at definere målgrupperne mere klart, og for det tredje skal instrumenterne anvendes mere konsekvent. Hvis kvindernes beskæftigelsesandel skal øges til 60% inden 2010, må medlemslandene gå mere aktivt ind i f.eks. bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden og sætte nogle benchmarks for at styrke kvinderne inden for de fremtidsorienterede informationsteknologier. Deres andel ligger stadig på 10-20%, andelen af kvindelige indehavere af små og mellemstore virksomheder ligger under 20%. I virksomhedernes topledelse findes der kun op til 10% kvinder. Hvilke incitamenter har de? Selv om ligestilling mellem kønnene er prioriteret i strukturforordningerne, og rammestrategien om gender mainstreaming ligger klar med opskrifterne, tjener kvinder alt efter land og branche 20-30% mindre end deres mandlige kolleger. De unge kvinder har store forventninger til Europa og kræver fleksible børnepasningsordninger, og, hr. rådsformand, det er der også mange fædre, der kræver, fordi de deler ansvaret og ønsker at forene arbejde og familie. EU-initiativer som livslang læring og initiativer som Equal tager højde for disse ønsker. Nu må de næste skridt tages. Der må skabes nye former, og vi ønsker, at kvinderne ikke bliver skuffet som ved konventet, hvor der desværre kun er 20% kvinder med.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, kære kolleger, da jeg henvendte mig til Dem i januar ved forhandlingerne om det spanske formandskabs prioriteter, understregede jeg, at Spanien kunne lære EU en hel del ud fra sine erfaringer fra de mange års succesrige politik, som ministerpræsident José María Aznar har ført. Jeg kan kun gentage det igen i dag og endnu mere indtrængende, blot nogle dage før Det Europæiske Råd i Barcelona. Under vanskelige internationale økonomiske konjunkturforhold gav Unionens stats- og regeringsledere i Lissabon udtryk for, at de på mellemlang sigt ønskede at gøre EU til et af de mest konkurrencedygtige, dynamiske og fremgangsrige økonomiske områder i verden. Barcelona skal sørge for, at dette ønske ikke viser sig alt for fromt, og at de økonomiske, sociale og miljømæssige reformer, som denne ambitiøse målsætning medfører, og hvis gennemførelse ikke kan udsættes, bliver gennemført. Vi bør tage udgangspunkt i euroen for at skabe et Europa uden opdelinger, hvor markederne er fuldt integrerede, et Europa, hvor virksomhederne, arbejderne og de studerende kan benytte hele Unionen som reference og virkefelt. Der findes ikke nogen bedre social integration for vores landsmænd end udøvelsen af et erhverv. I den nye fase af beskæftigelsesstrategien skal der lægges mere vægt på de strukturelle hindringer for jobskabelsen, på skattesystemerne og de sociale sikringssystemer, og der skal skabes muligheder for et mere snævert samarbejde mellem de nationale tjenester til bekæmpelse af arbejdsløsheden. Hvad angår alle disse spørgsmål, er tiden hverken inde til selvfordybelse, tilbageholdenhed eller satsninger. I en tid, hvor nogle af EU-landene fører en selvstændig politik, der bevirker, at man tøjler borgernes vilje og evne til at iværksætte, arbejde og dermed ansætte folk, er der andre lande i Unionen og i euroområdet, der skaber et miljø, hvor alle har mulighed for at udvikle deres iværksætterånd og kreativitet. Jeg ønsker derfor, at topmødet i Barcelona giver Europa, og dermed mener jeg hele Europa, en chance for at ændre retning, med mål som dynamik, frihed til at iværksætte, konkurrenceevne og ansvar for øje.
Hr. formand, Lissabon-strategien var et fremskridt. Jeg vil også påstå, at det sidste topmøde, forårsmødet i Stockholm, var et fremskridt. Jeg er derimod ikke rigtig sikker på, at mødet i Barcelona vil blive det. Det afhænger af, hvordan balancen mellem de forskellige spørgsmål bliver. Jeg har nemlig hidtil mest hørt tale om liberaliseringer af forskellige markeder. Jeg kommer selv fra et land, Sverige, som ledes af en socialdemokratisk regering, der har liberaliseret markederne langt mere end mange andre. Jeg har således intet imod liberaliseringer som sådan, men de skal opvejes af en stærk beskæftigelsesstrategi, kvalitet i arbejdslivet, bekæmpelse af fattigdom og ikke mindst arbejde for en bæredygtig udvikling. Disse aspekter ser ikke ud til at veje så tungt i argumentationen op til Barcelona-topmødet. Det er lykkedes hr. Bullmann med sin betænkning at opnå ligevægt mellem på den ene side liberaliseringer og på den anden side en bæredygtig udvikling, beskæftigelsesstrategi og kvalitet i arbejdslivet. Jeg håber, at man får afklaret denne balance på topmødet i Barcelona, eftersom dette møde vil blive bedømt på, hvor godt det lykkes på netop dette punkt. Det skal ikke bare handle om liberaliseringer. De andre aspekter af Lissabon-strategien skal også være der, hvis topmødet i Barcelona skal blive et fremskridt.
Hr. formand, inden jeg begynder min tale, vil jeg gerne komme med en kort sidebemærkning til hr. Trentin. Jeg tror ikke, at det giver noget godt resultat at blande demagogi ind i en forhandling eller en debat. Berlusconi og Blair mødtes uformelt, og det var i visheden om, at der eksisterer en arbejdmarkedsmodel, som bør omorganiseres. Vi har en forældet model, som det er nødvendigt at modernisere. Vi ved også, at der er konservative kræfter, som ganske vist forsvarer arbejdstagerne på papiret, men som bestemt ikke forsvarer dem i praksis. Når det er sagt, kære kolleger, vil jeg gerne starte med også at lykønske hr. Karas med den glimrende betænkning, han har udarbejdet. Den giver et fotografisk nøjagtigt billede af den europæiske økonomis og verdensøkonomiens sundhedstilstand efter terrorangrebene den 11. september sidste år, og den er ligeledes et arbejdsdokument og et dokument, som indeholder forslag til den europæiske økonomis kommende valg. For at skabe et økonomisk opsving skal vi tage udgangspunkt i en nøje overholdelse af forordning 1466/97, som foreskriver, at medlemsstaterne i euroområdet skal udarbejde og overholde stabilitetsprogrammer, mens alle de andre stater, der venter på en fuldstændig tiltrædelse, skal føre en fornuftig og stringent økonomisk politik, som skal have en stærk konvergens med medlemsstaternes. Det er absolut nødvendigt, at alle de deltagende stater følger disse regler nøje, for enhver afvigelse eller eftergivenhed ville have den stik modsatte virkning og føre til manglende enighed i de efterfølgende holdninger til de andre stater, som ikke ser lige så stærke ud på papiret. Man har også angivet, hvilke sektorer der er hårdest ramt af krisen, nemlig forsikringsselskaberne, luftfartsindustrien og turismen. Det forslag, der luftes om et statsligt genforsikringssystem, er så afgjort interessant, og det er det netop, fordi disse terrorhandlinger ikke er rettet mod enkeltpersoner, men mod alle borgernes samfund. Det er af afgørende betydning, at man tager ved lære af denne krise for fremtiden. Den stærke nationalfølelse og udøvelsen af et internationalt lederskab må ikke få os til at glemme fattigdommen og udstødelsen. Den største fejl ville være, at man satte lighedstegn mellem ens egen sikkerhed og stabilitet og andre potentielt fjendtlige landes svaghed.
Hr. formand, Lissabon-processen var vigtig, fordi den betød et vigtigt gennembrud ved at beslutte at vælge en integreret tilgang til den økonomiske politik, beskæftigelsespolitikken og social- og arbejdsmarkedspolitikken for at sikre, at alle fik lige status, hvad udvikling af politik angår. Det er vigtigt, at topmødet i Barcelona ikke undsiger sig denne forpligtelse. Det er vigtigt, at topmødet i Barcelona anerkender, at hvis der skal være social samhørighed, hvis vi skal reformere og udvikle vores europæiske samfundsmodel, så må den ligesidede trekantstilgang til udviklingen af Europa bevares og udvikles. Jeg henviser navnlig til punkt 22 i Bullmann-betænkningen, som handler om spørgsmålet om forsyningspligtydelser. Det er efter min mening yderst vigtigt, at Europa-Parlamentet bakker stærkt op om dette punkt. Dette er et område af den europæiske økonomi, som tegner sig for omkring 16% af investeringerne og tæt på 9% af beskæftigelsen. Området bør naturligvis gennemgå en reform, men samtidig må vi sikre, at forsyningspligtydelserne leveres retfærdigt, rimeligt og universelt. Det kan ikke gøres ad hoc. Det kan ikke gøres af hver enkelt kommissær eller hvert enkelt Råd, der vælger sin egen tilgang. Vi bør tilslutte os et forslag fra Europa-Parlamentet om, at vi vedtager et direktiv, ikke et universelt direktiv, men et direktiv, som vil levere rammerne for forsyningspligtydelser, som vil etablere principperne, som de skal leveres efter, og som vil give et institutionelt grundlag for en vurdering af, hvordan disse ydelser skal leveres.
Hr. formand, jeg har taget ordet for netop at tale til Parlamentet om spørgsmålet om bæredygtig udvikling på Det Europæiske Råd i Barcelona. Kommissionens meddelelse indeholder helt klart mange interessante punkter, men i forbindelse med ændringsforslag 10, der omhandler den information og de rapporter om bæredygtighed, som skal udsendes for at bevilge strukturfonde, og i forbindelse med den spanske vandplan vil jeg sige, at jeg er meget bekymret, for i dag er bæredygtighedskriterierne ikke ordentligt defineret. Det er ikke ordentligt defineret, hvad vi opfatter som bæredygtigt, og det giver anledning til subjektive og uretfærdige synspunkter og propaganda. Jeg mener, at det er nødvendigt at præcisere de kriterier, der skal definere bæredygtighed, med åbent sind, for den samlede politik kræver, at bæredygtighedens mangesidede karakter inddrages. Men desuden skal der tages højde for geografiske forhold. Det betyder, at der skal anvendes objektive og geografiske parametre i erkendelse af, at bæredygtig udvikling altid berører et konkret område. Derfor kan klimaændringerne f.eks. ikke kun anvendes på gasemissioner, de skal også anvendes på ørkendannelse, som let kan gøres op, på nedbørsmåling. Men der er noget andet, som bekymrer mig. Hvis vi har opnået, at bæredygtighed og miljø er et gennemgående tema, skal miljøet også åbne døren for sociale og økonomiske kriterier. Der er ikke bæredygtighed uden en vurdering af de sociale følger, af områdernes beboelighed, af de negative økonomiske virkninger og af udgifterne. Hvis vi ikke udvider kriterierne for bæredygtig udvikling, skaber vi uretfærdige asymmetriske situationer, der tillige vil vanskeliggøre udarbejdelsen af energi- og vandpolitikker i fremtiden.
Hr. formand, det var et meget vigtigt fremskridt, vi gjorde i Göteborg med vedtagelsen af en samlet strategi for bæredygtig udvikling, hvorved vi også fik indføjet miljødimensionen i Lissabon-strategien. Topmødet i Barcelona i næste måned bliver så den første status, man kan gøre over gennemførelsen. Jeg synes, at udfordringerne på miljøområdet har fået en ufuldstændig behandling i det spanske formandskabs arbejdsprogram og også i Kommissionens udspil til topmødet. Vi har i miljøudvalget med de forslag, der skal til behandling i morgen her i Parlamentet, forsøgt at rette op på nogle af disse mangler. Lad mig bare nævne et par eksempler. Jeg tror, at det er vigtigt at få strammet op på Cardiff-strategien om miljøintegration, sådan at vi får fastsat klare mål og klare tidsplaner for gennemførelsen af strategien. Det er også vigtigt, at vi får gennemført systematiske bæredygtighedsvurderinger af samtlige politiske initiativer i Unionen. På landbrugs- og fiskeriområdet kender vi alle problemerne. Det er kolossalt vigtigt, at vi i de nye reformer for landbrugs- og fiskeriområdet får miljø- og bæredygtighedskravene tilgodeset også i forhold til udvidelsesaspektet. Og endelig håber jeg, at Det Europæiske Råd i forhold til Kommissionen vil forlange, at arbejdet med en ny kemikaliepolitik i EU kan blive fremskyndet mest muligt. Jeg håber, at Rådet vil lytte til Parlamentets meget berettigede krav og anbefalinger.
Hr. formand, der er allerede blevet sagt meget, men jeg vil gerne fremføre to punkter. Det første angår strategien om en bæredygtig udvikling i lyset af det kommende topmøde i Barcelona, der er en konkretisering af den aktion, der startede sidste år i Göteborg, hvor der heldigvis efter min mening skete en sammenkædning af miljøaspektet på den ene side og den økonomiske udvikling og sociale samhørighed på den anden. Det fælles mål med arbejdet er i praksis at bidrage til vedtagelsen af en samlet EU-strategi om bæredygtig udvikling på lang sigt. Et vigtigt område i øjeblikket, men især i fremtiden, er bioteknologien, og vi må ikke overse, at denne sektor kan komme til at spille en vigtig rolle for en bæredygtig udvikling. Ændringsforslag 27, som min gruppe har fremsat, omhandler dette punkt. Indførelse af bioteknologi, og især anvendelse af genetisk modificerede organismer, kan, hvis de anvendes fornuftigt, bidrage positivt til såvel økonomien som til handlen og miljøbeskyttelsen af mange og velkendte grunde. For at styrke forbrugernes tillid må vi samtidig tage deres bekymring på området alvorligt, og kravet om, at de genetisk modificerede organismer ikke blot mærkes og spores, men også kontrolleres med analytiske metoder, er helt legitimt. På den måde bevares principperne for sikkerhed og ansvarlig og fuld oplysning, mens man samtidig skaber betingelser for en sund konkurrence inden for en sektor, der er meget lovende. Det andet punkt angår Kommissionens meddelelse om handlingsplanen om mobilitet. Kommissionens forslag om et socialsikringskort mangler essentielt indhold. Hvorfor? Fordi det ikke skaber noget europæisk sundhedsområde, der dækker de europæiske borgeres behov, men blot er en forenkling af bureaukratiske procedurer. Hvis der ikke på kortet anføres personlige og medicinske oplysninger - med indehaverens accept naturligvis - der kan anvendes i andre medlemsstater, er der ikke sket nogen forbedring i den nuværende dækning af lægebehandling på europæisk plan. Det kræver naturligvis, at medlemsstaternes informationssystemer om medicinske emner er kompatible, og her kommer Kommissionens rolle, som vi havde forventet ville være mere positiv på dette punkt, ind i billedet.
Hr. formand for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne komme ind på ét aspekt fra topmødet, nemlig beskæftigelsen, idet den socialøkonomiske politik, som vi fører, for en stor del tjener beskæftigelsen. For det første mener jeg, at man på topmødet skal overveje, om man kan opnå de målsætninger, som blev fastsat på topmødet i Lissabon. Det er efter min mening umuligt med det langsomme tempo, som i øjeblikket signaleres i Europa. Jeg har set på tallene for udviklingen i beskæftigelse og arbejdsløshed. Det seneste år har været dårligt, og vi vil ikke kunne opnå de tal, som vi stræber efter. Det skyldes bl.a., at EU ikke mere udøver pres for at få gennemført de nationale handlingsplaner for beskæftigelse, som medlemsstaterne skal forelægge hvert år. I Luxembourg-processens startperiode var den dårlige karakterbog, som Kommissionen gav de forskellige medlemsstater, endnu forsidestof, men nu omtales dette kun som et mindeskrift på bagsiden af mange aviser. Det vil altså sige, at presset på den åbne koordinationsmetode langsomt forsvinder. På topmødet skal man derfor overveje, hvad der kan gøres for at øge det pres. Så er der to præcise punkter: Arbejdsgivernes omkostninger ved at skabe arbejdspladser er alt for store. Når man ser på forskellen mellem omkostningerne og det, som arbejdstagerne i sidste ende får, så har det lavere personale f.eks. gennemsnitligt 45% tilovers af omkostningerne for beskæftigelsen og mellemlederpersonalet 35 eller 36%. Hvis der ikke gøres noget for at reducere arbejdsgivernes omkostninger, vil der fortsat forsvinde mange mennesker fra arbejdspladserne. Endelig er forskellen mellem arbejdsløshedsunderstøttelse og løn for lille. Mange mennesker forbliver arbejdsløse og kombinerer situationen med sort arbejde, fordi lønningerne er så lave.
Hr. formand, når topmødet i Barcelona finder sted, vil det være to år siden, at Lissabon-processen blev indledt, og vi opstillede målet om at skabe den mest konkurrencedygtige videnbaserede økonomi i verden inden 2010. Det er nu på høje tid at fremme støtten til udvikling og konsolidering af den proces, der skal modernisere den europæiske økonomi og klarlægge kravene til konkrete foranstaltninger. For at vi skal kunne skabe et dynamisk og konkurrencedygtigt Europa, skal der gennemføres dereguleringer, liberaliseringer, strukturforandringer og skattenedsættelser. Dette betyder dernæst, at der skabes forudsætninger for nye virksomheder og nye arbejdspladser samt øget velstand. Vi får ikke et dynamisk og konkurrencedygtigt Europa ved at foretage flere detailreguleringer eller ved at lægge flere områder ind under EU's kompetenceområde. Grundlæggende for gennemførelsen af Lissabon-målet er for det første et indre marked for energi, som skal være kendetegnet af liberalisering, konkurrence og åbenhed. Dette er af største betydning for Europas industri og for Europas borgere med henblik på at give dem bedre service og lavere priser. For det andet er det et indre marked for finansielle tjenesteydelser med henblik på at forbedre mulighederne for investering og økonomisk vækst gennem lavere kapitalomkostninger og øget rentabilitet. En del af moderniseringen af den europæiske økonomi sigter mod at mindske arbejdsløsheden i Europa. Dette skal bl.a. ske ved at øge mobiliteten blandt arbejdstagerne, hvilket også er meget vigtigt for en positiv udvikling af den fælles valuta. Endvidere skal især de små og mellemstore virksomheder have nogle gode forudsætninger for at starte, vokse og blive større - eller måske tilmed store virksomheder. Jeg synes, at disse synspunkter burde have været hovedindholdet i Parlamentets redegørelse om den fortsatte tilpasning af Lissabon-processen op til Barcelona-topmødet. Desværre er det ikke rigtigt tilfældet, hvilket vi moderate beklager. Det er tilmed sådan, at betænkningen indeholder visse punkter, som er i direkte modstrid med en dynamisk og konkurrencedygtig udvikling. Hvis betænkningen virkelig skulle være en støtte for Lissabon-processen, burde den have fokuseret på deregulering, liberalisering og øget konkurrence.
Tak, hr. formand. På formandskabets vegne vil jeg allerførst takke alle de parlamentariske grupper for deres indlæg, og jeg skal forsøge at være så kortfattet som muligt, i betragtning af at der har været mange overlappende og sammenfaldende indlæg. Først vil jeg henvende mig til dem, der har set mangler ved procedurerne for uforholdsmæssigt store underskud, det vil sige procedurerne til overvågning af regeringernes stabilitetsplaner. Jeg vil understrege, at Eurogruppen og Økofin-Rådet har udtalt sig utvetydigt om stabilitetspagtens gyldighed, og hvad angår Kommissionens iværksættelse af proceduren til hurtig varsling (early warning) i henhold til artikel 99, mener Rådet, at de erklæringer og specifikke forpligtelser, som to lande har påtaget sig, til opfyldelse på kort sigt, det vil sige i indeværende år, og på mellemlang sigt, fra i dag til 2004, af målene i deres stabilitetsplaner og i stabilitetspagten generelt med ligevægt eller næsten ligevægt i 2004, var forpligtelser, der tilfredsstillede de krav, som hidrører fra vores stabilitetstilsagn. På det punkt mener jeg, at Kommissionen selv har erkendt, at uanset de proceduremæssige faktorer er de to landes bestræbelser og tilsagn klare og overbevisende, hvad angår EU's og især eurozonens makroøkonomiske stabilitet. Hvad angår konkurrence og liberalisering, vil jeg også understrege, at den spanske regering og dermed formandskabet i Barcelona vil tilskynde til politiske aftaler, der fremmer liberaliseringen af markederne, i betragtning af at der er tale om tjenesteydelser, som i mange henseender er nødvendige for samfundet, og det er derfor nødvendigt, at de har en kvalitet og en forsyningssikkerhed, som ikke kan forringes. Jeg mener, at de økonomiske erfaringer på ingen måde viser, at konkurrence under markedsøkonomi har gjort, at de lande, der har den, har dårligere tjenesteydelser end de, der ikke har den, tværtimod. Effektiviteten i ressourceallokeringen og dermed forbrugerpriserne kan imidlertid være yderst fordelagtig. Spanien er et godt eksempel på det. De private spanske forbrugere har siden 1996 haft en opsparing på 2,4 milliarder euro som følge af liberaliseringen af elektricitetsmarkedet, og det samme kan siges om telekommunikationsmarkedet og andre markeder. Jeg fortsætter med det samme eksempel ved at fremhæve det spanske samfunds indsats for at modernisere arbejdsmarkedet, som har ført til, at ledighedsprocenten i Spanien er faldet fra 23% i 1995 til 12% i 2002, og at ledighedsprocenten i løbet af den nuværende spanske parlamentsperiode, det vil sige frem til 2004, vil komme ned på 9% og dermed på europæisk niveau. Derfor er liberalisering og konkurrence ikke en risiko for borgerne, tværtimod er der store besparelser at hente på de offentlige tjenesteydelser, og beskæftigelsen øges væsentligt, og det er uden tvivl de offentlige myndigheders, lovgivernes ansvar at sikre tjenesteydelsernes kvalitet og forsyningssikkerheden. Jeg mener, at erfaringerne, ikke bare de spanske, men mange af Unionens andre landes, viser det. Hvad der ikke er tvivl om, mine damer og herrer, er, at vi nu heldigvis er ved slutningen på en nedgangsperiode, som har været meget voldsom og forholdsvis kort, hvilket præsidenten for den amerikanske centralbank, hr. Greenspan, forsikrer os om i aften, og det, som Europa har brug for, er mulighed for økonomisk vækst. Mange af de mål, som De har nævnt, f.eks. miljømæssige, sociale, sundhedsmæssige, og uddannelsesmæssige mål og mål for livskvalitet, kræver økonomier, hvis potentiale vokser, og jeg vil ikke undlade at minde Europa-Parlamentet om, at den europæiske økonomi som helhed i de sidste 10 år kun har haft en vækst på over 3% ét år, mens den de øvrige år har haft en vækst på under 3%. En økonomi på de betingelser må tage til takke med en strukturel ledighed på 9-10%, og jeg er overbevist om, at ingen af de tilstedeværende parlamentariske grupper mener, at det er en god politik, ikke bare økonomisk politik, men også socialpolitik. Jeg mener, at indførelsen af euroen har vist, at de europæiske borgere ønsker mere Europa og økonomiske reformer, og idet jeg benytter mig af, at hr. Barón, som opfordrede mig til også at takke Kommissionen for indførelsen af euroen, er til stede, vil jeg lykønske Kommissionen, alle centralbankerne, regeringerne og alle de mennesker, der har bidraget til indførelsen af euroen i Europa, især borgerne. Flere talere har også nævnt spørgsmålene om bæredygtig udvikling, og jeg mener, at de er helt forenelige med den økonomiske udvikling, og desuden er det den klare definition af den form for økonomisk politik, som vi vil have i Europa. Jeg vil minde om, at Rådet i Barcelona vil følge henstillingerne fra Rådet i Göteborg og tage strukturreformens tredje dimension i betragtning, det vil sige den, der omfatter bæredygtig udvikling, og at vi siden Det Europæiske Råd i Laeken har haft nogle miljømæssige indikatorer, som vil give anledning til den første rapport, der allerede er blevet offentliggjort i januar 2002, det vil sige for knap en måned siden, den 17. januar, og at Økofin-Rådet den 5. marts, i næste uge, vil gennemgå den rapport for senere at bringe den op på Det Europæiske Råd i Barcelona, som også vil gøre det muligt at opnå aftaler, der fastlægger den europæiske holdning med henblik på topmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg. Jeg forstår udmærket de parlamentariske gruppers og medlemmernes krav om, at miljøspørgsmålene skal komme i første række i strukturreformspørgsmålene, og derfor vil jeg igen understrege, at disse spørgsmål vil blive taget i betragtning på topmødet i Barcelona, ikke samlet, men i henhold til de miljømæssige indikatorer, som Rådet vedtog i Laeken. Der er blevet talt om ansøgerlandene. Ansøgerlandene vil være til stede i Barcelona, og de vil tale om deres strukturreformer, og dermed vil de på en uformel, men effektiv måde kunne deltage i debatten om liberalisering af markederne i Europa og udvidelse af vækstmulighederne. Det er efter min mening et godt bevis på ikke bare det spanske formandskabs, men alle EU's landes og Parlamentets vilje til, at ansøgerlandene kan deltage aktivt i debatterne om fastlæggelse af europæiske politikker, også før tiltrædelsesprocessen er fuldendt. Spørgsmålene om de små og mellemstore virksomheder er også blevet nævnt, og jeg vil sige, at vi endnu ikke taler om fælles erklæringer, at det uformelle møde i sidste weekend i Aranjuez i Spanien vil stille Rådet i Barcelona forslag om, at landene forkorter tidsplanerne, nedbringer de administrative omkostninger og gør stærkt brug af de nye teknologier for at opnå dette, og at Kommissionen tillige, før det spanske formandskab slutter, vil fremkomme med en række henstillinger om visse spørgsmål, der er væsentlige for små og mellemstore virksomheder, f.eks. spørgsmålene om overdragelse af ejerskab i familieejede virksomheder, som i de næste 10 år kan udgøre 30-40% af ejerskifterne i europæiske virksomheder. Emner som Basilea II, der er blevet nævnt af de parlamentariske grupper og et medlem, vil blive gennemgået under det spanske formandskab på det uformelle Økofin-Råd i Oviedo, hvor vi skal have en debat om de nye regler, der vil få indflydelse på den finansielle sektor gennem Basilea-aftalerne, der er kendt som Basilea II, om, hvordan de kan få indflydelse på finansieringen af alle virksomheder og især små virksomheder. Det er med rette blevet sagt, at arbejdsmarkedet ikke kun er et spørgsmål om fleksibilitet. Det er utvivlsomt rigtigt, og de offentlige myndigheder har en rolle at spille i spørgsmål som forsvaret af arbejdstagernes rettigheder, forsvaret af aktive og passive socialpolitikker, der lever op til arbejdstagernes behov, udformning af uddannelsessystemer og politikker til positiv forskelsbehandling til fordel for konkrete grupper, f.eks. kvinder eller kvinder med småbørn. Men der er ingen tvivl om, at den bedste social- og beskæftigelsespolitik er den, der kan skabe varige arbejdspladser af høj kvalitet, og at der ikke er uenighed om, at vi på den ene side har en politik om social beskyttelse, og vi på den anden side forsøger at tilskynde til, at de europæiske borgere foretrækker at arbejde frem for at modtage understøttelse. Det anvendes i dag som et instrument i alle EU's lande, og jeg tror, at benchmarkingproceduren er velegnet til undersøgelse af spørgsmål om tilskyndelser i form af direkte offentlige udgifter til mennesker, der fra arbejdsløshed kommer ind på arbejdsmarkedet med lønninger, som ikke drager tydelig fordel af de skattenedsættelser, der finder sted i vores lande, med løsninger, som tilskynder mennesker, der modtager arbejdsløshedsunderstøttelse, til at acceptere jobtilbud, og med løsninger, der tilpasser uddannelserne til virksomhedernes behov, ud over forlængelse af arbejdslivet på vores arbejdsmarkeder. Til sidst, hr. formand, vil jeg nævne behovet for, og nogle af de tilstedeværende har også nævnt det, at der i Barcelona fastsættes konkrete tidsplaner. Der er ingen tvivl om, at Rådet i Barcelona har til hensigt at fastsætte kvantitative mål, der giver medlemsstaterne mulighed for at give tilsagn, som offentligheden kan forstå og acceptere. Jeg mener, at vi ved at forlige politiske holdninger, som ikke behøver at være sammenfaldende, i spørgsmål, som utvivlsomt er følsomme, f.eks. levering af livsnødvendige tjenesteydelser, hvor de offentlige myndigheder uden tvivl spiller en vigtig rolle for at garantere begrebet offentlig tjenesteydelse og begrebet kvalitet, også kan fastlægge processer, der skaber ægte europæiske indre markeder, som gør den europæiske økonomi i stand til at konkurrere med andre verdensøkonomier, når vi først har taget et skridt, efter min mening et kæmpeskridt, til skabelsen af fremtidens Europa med euroens indførelse.
Hr. formand, jeg har formuleret et præcist spørgsmål til rådsformanden om nogle udtalelser fremsat af den spanske ministerpræsident - formanden for Det Europæiske Råd - som refererede til min politiske familie i Rådet, og han har ikke svaret mig.
Det er op til rådsformanden, om han vil svare eller ej.
Hr. formand, jeg har ikke noget imod at oplyse hr. Barón om det, han allerede ved, nemlig at forbindelserne mellem Spaniens regering og samtlige europæiske lande er meget konstruktive, at vi har været i stand til at opnå politiske aftaler med alle regeringerne, uafhængigt af farven på deres politiske familie - for at anvende hans sprogbrug - men at vi i hvert fald, i betragtning af den indflydelse, som hr. Barón har på sin politiske familie, håber, at konklusionerne fra Rådet i Barcelona gør det muligt for alle de politiske familier at bidrage til europæernes velfærd.
Mange tak for Deres indlæg i Europa-Parlamentet i aften, hr. Rato. De ved allerede, at vi ønsker det spanske formandskab held og lykke. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.
Næste punkt på dagsordenen er Rådets redegørelse om Den Internationale Straffedomstol. Jeg skal minde medlemmerne om, at De på grund af den begrænsede tid, vi har til rådighed, nøje bør overholde den taletid, De har fået tildelt.
Hr. formand, det er mig en stor glæde at møde op her i dag og redegøre for Rådets formandskabs holdning til de skridt, som EU tager for at sikre, at Den Internationale Straffedomstol kan oprettes i nærmeste fremtid. EU har hele tiden støttet det historiske projekt om oprettelse af en permanent international straffedomstol med universel rækkevidde. Det ved Parlamentet godt, for det har altid gået forrest i bestræbelserne på at fremme EU's indsats mod dette mål, som er overordentlig betydningfuldt for menneskerettighederne og retfærdigheden. Jeg vil derfor erklære over for Dem, at oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol er en vigtig del af Unionens udenrigspolitik, og at det fremgår af det spanske formandskabs program. EU er særdeles tilfreds med den nært forestående opfyldelse af det mål, som vi har ventet på i så lang tid, og som vi forventer vil blive nået i løbet af i år. Det er vanskeligt at overdrive betydningen af den kendsgerning, som så mange ansete jurister, menneskerettighedsforkæmpere og ansvarlige politikere har diskuteret højlydt, og som nu virkelig er inden for rækkevidde. Det vil blive en triumf for hele menneskeheden, der i høj grad skyldes EU's beslutsomme og konsekvente optræden. Vores kontinents kollektive erfaringer med konflikter og rædsler gennem hele det foregående århundrede betyder, at europæerne er særligt bevidste om, at det er bydende nødvendigt at udvikle og sikre international strafferet som et instrument for menneskerettighederne og de humanitære bestemmelser i hele verden. Det kan derfor ikke undre nogen, at de europæiske lande og EU som helhed er avantgarden i denne bevægelse til fordel for Den Internationale Straffedomstol, en ægte universel domstol, der vil være uafhængig og effektiv. EU er helt overbevist om, at oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol vil være et overordentlig vigtigt skridt for hele verden. Når der begås meget alvorlige forbrydelser, som krænker hele den civiliserede bevidsthed, når de kollektive værdier bliver angrebet frontalt, skal det internationale samfund reagere med lovens og retfærdighedens fulde kraft. Det er nødvendigt at bekæmpe de alvorligste krænkelser af menneskerettighederne og folkeretten energisk og straffe dem behørigt under anvendelse af de mekanismer, som staterne i fællesskab er blevet enige om. Den Internationale Straffedomstol bliver et værdifuldt instrument i kampen for retfærdighed og imod straffrihed for de modbydeligste forbrydelser, nemlig krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab. Set i større sammenhæng indgår oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol i en bevægelse, der karakteriserer udviklingen af vores verden i de seneste fem år. Her tænker jeg på tilsynekomsten og konsolideringen af en international strafferet, der forfølger særligt alvorlige forbrydelser, som går ud over de nationale grænser, fordi de udgør en række trusler mod alle befolkningers sikkerhed. I sådanne tilfælde, som berører os alle, skal enten de nationale retssystemer kunne fungere ved hjælp af snævert indbyrdes samarbejde eller behørigt oprettede internationale domstole som dem, der allerede eksisterer for det tidligere Jugoslavien og for Rwanda og er oprettet af Sikkerhedsrådet, eller i nærmeste fremtid det, der nu bliver en realitet, nemlig Den Internationale Straffedomstol. Den retssag, der for nylig er blevet indledt i Haag mod den tidligere præsident Milosevic, er kun endnu et eksempel på denne tendens, som for hver dag, der går, bliver stærkere i hele verden, fordi den offentlige mening i alle vores lande forlanger det, og fordi det skal ses som en logisk følge af de igangværende globaliserings- og internationaliseringsprocesser. Det vigtige er, at straffrihedskulturen overvindes, en kultur, der støttede sig til tavshed og glemsel, og som erstattes med en kultur, der går ud på, at man stilles til ansvar for særligt alvorlige handlinger. På samme måde er man ved at gå bort fra en holdning om at se den anden vej, når naboens hus brænder, til fordel for en holding om at føle sig berørt og finde effektive midler til fælles aktion og samarbejde for at imødegå uacceptable situationer. Det drejer sig ikke om at hævne sig, men om, at retfærdigheden sejrer som en uomgængelig betingelse for at åbne dørene for varig fred og forsoning i alle de situationer, hvor man har gennemlevet en alvorlig konflikt. Hr. formand, som medlemmerne ved, er man nået langt med det forberedende arbejde til oprettelse af Den Internationale Straffedomstol. På grundlag af statutten, der blev vedtaget i Rom i 1998, har Den Forberedende Kommission allerede udarbejdet størstedelen af de instrumenter, som Domstolen behøver for at kunne fungere effektivt. I denne proces, der uden tvivl er af teknisk karakter, men også er af største betydning, spiller EU's lande fortsat en meget vigtig rolle, jeg tør godt sige en fremtrædende rolle, i det kollektive arbejde, der samler lande fra hele verden. Endnu vigtigere er det, at ratificeringen af Rom-statutten går hurtigere end forventet. På Rom-diplomatkonferencen stemte 120 stater for dens vedtagelse, og den er nu blevet undertegnet af i alt 139 stater, det vil sige langt størstedelen af verdenssamfundet. Som bekendt kræves der 60 ratificeringer eller tiltrædelser, for at statutten kan træde i kraft, og Den Internationale Straffedomstol kan oprettes. I dag er der registreret 52 ratificeringer, og det må derfor forventes, at vi når op på de 60 ratificeringer, der kræves, i løbet af de kommende måneder, jeg vover at sige i hvert fald før det spanske formandskabs afslutning. Som De også ved, har alle Unionens medlemsstater enten ratificeret statutten eller iværksat de forfatningsmæssige mekanismer, der er nødvendige for at ratificere den hurtigst muligt. Vi er overbevist om, at alle medlemsstaterne vil være blandt de lande, der med deres deltagelse i forsamlingen af deltagerstater, hvis første møde kan finde sted i år, træffer de konkrete beslutninger, som baner vej for, at domstolen kan fungere i praksis. I henhold til Rådets fælles holdning af 11. juni 2001 opfordrer EU indtrængende alle de stater, der endnu ikke har gjort det, til at ratificere eller tiltræde statutten hurtigst muligt, så Den Internationale Straffedomstol hurtigt kan blive en realitet. Jeg vil fremhæve, at 15 ansøger- eller partnerlande for nylig har tilsluttet sig den fælles holdning og samarbejder tæt med os i disse bestræbelser. Det er også på sin plads at fremhæve det arbejde på området, som et stort antal ikke-statslige organisationer udfører, ofte med hjælp fra og i samarbejde med EU. I harmoni med denne opfordring har Unionen taget initiativer over for tredjelande og grupper af lande for at få dem til at sætte skub i de interne formaliteter, der er nødvendige for at kunne ratificere statutten i en fart. Initiativer, der i påkommende fald er blevet ledsaget af tilbud om teknisk bistand på området. I de kommende uger agter vi at intensivere disse initiativer på flere kontinenter, ikke blot for at opnå, at statutten snart kan træde i kraft, men også for at sikre, at forsamlingen af deltagerstater afspejler den varierede sammensætning af det internationale samfund så troværdigt som muligt. Den fremtidige domstols legitimitet og effektivitet vil være helt afhængig af, om der er en opfattelse af, at dens sammensætning og den støtte, den opnår, fuldt ud afspejler det internationale samfund som helhed. Det er overordentlig vigtigt, at alle kontinenter og alle retssystemer er behørigt repræsenteret i domstolen, og at der er en rimelig repræsentation af kvindelige og mandlige dommere, som Rom-statutten foreskriver. Det er ønsket om denne brede opbakning til domstolen, der skal være ledetråden i vores bestræbelser. Vi bliver opmuntret af, at der blandt de registrerede ratificeringer og blandt dem, der kan forventes i de kommende måneder, er lande fra alle kontinenter, indtil videre overvejende fra Europa, Afrika og Latinamerika, med forskellige retssystemer og forskellig økonomisk og social udvikling. Ingen vil kunne sige, at Den Internationale Straffedomstol bliver en domstol for den vestlige verden eller for de udviklede lande. Den bliver en retsinstans for det internationale samfund som helhed, der er helt uafhængig og tilknyttet FN-systemet. Det er vigtigt at understrege, at alle lande, hvad enten de har undertegnet statutten eller ej, kan tage aktiv del i processen med oprettelse af Den Internationale Straffedomstol ved at deltage i Den Forberedende Kommissions arbejde og senere, hvis de ønsker det, som observatører i forsamlingen af deltagerstater. Og at dørene altid vil være åbne for alle lande, som ønsker at ratificere eller tiltræde statutten på et senere tidspunkt. I den forbindelse har EU haft en vedvarende dialog med nogle lande, der er i tvivl, deriblandt vores nærmeste allierede - jeg tænker særligt på USA - og vi vil altid være parat til at fortsætte disse udvekslinger af synspunkter for at få klarhed over de respektive holdninger og fremme en samarbejdsvilje i fremtiden. Det er klart, at arbejdet ikke vil være tilendebragt med statuttens ikrafttræden og de beslutninger, der bliver truffet på det første møde i forsamlingen af deltagerstater. Det vil være nødvendigt at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for, at oprettelsen af den nye institution med permanent hjemsted i Haag kan ske så hurtigt og effektivt som muligt. Den Forberedende Kommission og værtsstaten, Nederlandene, er allerede i gang med at forberede iværksættelsen af disse foranstaltninger, og EU samarbejder med dem. Senere er det nødvendigt at udvikle og styrke alle de mekanismer, som skal sikre den nye institutions effektivitet både på hjemstedet og i marken. Erfaringerne med domstolene for det tidligere Jugoslavien og Rwanda har vist, at international strafferet for at være effektiv skal udstyres med betydelige personalemæssige, materielle og funktionsmæssige ressourcer. Domstolen, med potentielt universelle beføjelser, vil ikke kræve mindre, den vil ganske givet kræve mere. På det plan skal EU og dets medlemsstater også være forberedt på at yde den bistand, der er nødvendig. På den anden side vil domstolen, hvis aktiviteter vil være styret af principperne om komplementaritet og samarbejde med de nationale retssystemer, kun kunne fungere effektivt, hvis staternes retslige og administrative myndigheder vil samarbejde med den. Det betyder, at en vigtig del af iværksættelsen af statutten består i vedtagelse af instrumenter på nationalt plan, som muliggør det samarbejde. Det er op til de enkelte stater i henhold til deres forfatningsmæssige procedurer, men EU kan hjælpe med denne proces gennem udveksling af information eller, når det er hensigtsmæssigt, tilbud om teknisk bistand til lande, der har brug for det. Det sker alt sammen med udgangspunkt i den tidligere nævnte fælles holdning fra juni 2001, som om nødvendigt kan suppleres med en mere detaljeret handlingsplan eller på et givet tidspunkt kan opdateres og præciseres, i takt med at processen skrider frem. Jeg kan forsikre Dem for, mine damer og herrer, at medlemsstaternes formandskab vil være meget opmærksomt på de idéer, der kommer frem under denne forhandling, når der skal træffes beslutninger. Hr. formand, vi står sammen i ønsket om en hurtig og effektiv oprettelse af Den Internationale Straffedomstol som en uafhængig og upartisk institution, der har til formål udøve retfærdighed ved de alvorligste overgreb på menneskerettighederne og den humanitære ret, der begås i verden. På dette område er vi alle, Europa-Parlamentet, Rådet, medlemsstaterne og Kommissionen, helt enige og fast besluttede på fortsat at optræde konsekvent og vedholdende. Denne overbevisning, denne beslutsomhed er det, der har gjort, at EU helt klart spiller en ledende rolle i denne proces sammen med andre lande, som er kendetegnet ved, at de går ind for demokrati og menneskerettigheder. Vi er nu meget tæt på at få opfyldt vores mål med Rom-statuttens ikrafttræden og domstolens oprettelse. Den vil komme til at markere et før og efter i historien om menneskehedens indsats for at skabe retfærdighed i verden. På det tidspunkt vil vi kunne være stolte af Europas bidrag til dette fremskridt for det internationale samfund, men vi vil på ingen måde kunne tillade os at lægge hænderne i skødet, for det vil være tidspunktet for at gå over til en anden fase i den samme kamp for retfærdighed, hvor Europas rolle vil være lige så vigtig. Jeg er sikker på, hr. formand, at vi hverken vil mangle vilje eller udholdenhed til at holde fast ved denne stræben, og jeg tror naturligvis ikke, at vi nogensinde vil savne Parlamentets støtte.
Mange tak, hr. de Miguel. De kan være sikker på, at De aldrig vil savne støtte fra Parlamentet, som ved flere lejligheder har givet udtryk for det med politisk vilje.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, kampen mod manglende straf for alvorlige forbrydelser og kampen for international retfærdighed er en integreret del af EU's politik inden for menneskerettigheder og demokratisering. Statutten for Den Internationale Straffedomstol, som blev aftalt i Rom, er nok en af folkerettens betydeligste sejre siden FN's grundlæggelse. EU er altid gået ind for Den Internationale Straffedomstol og støtter fortsat fuldt ud dette initiativ, som den fælles holdning, der blev vedtaget af EU i juni 2001, også viser. I denne fælles holdning går vi ind for, at den aftalte statut skal træde i kraft og domstolen oprettes så hurtigt som muligt. Kommissionen er fuldstændig enig i den model, som er udviklet i denne fælles holdning, og jeg er også helt enig i det, som Ramón de Miguel som rådsformand netop har forklaret. Kommissionen finder det positivt, at de central- og østeuropæiske lande, som er associeret med EU, og landene Cypern og Malta, som er associeret med EU, samt EFTA-landene, som også hører til det europæiske økonomiske område, i januar 2002 officielt har erklæret, at de tilslutter sig målene i den fælles holdning. EU's budget støtter ngo-projekter, som på verdensplan skal vække bevidstheden om nødvendigheden af at oprette denne domstol. Siden 1995 er der således inden for rammerne af det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder givet mere end 6,9 millioner euro til projekter af denne art. I 2001 blev der stillet 2,1 millioner euro til rådighed for tre ngo-projekter til støtte for Den Internationale Straffedomstol, som supplerer hinanden Projektet "Ngo-koalition for Straffedomstolen" har til formål at fremme og lette det civile samfunds deltagelse og samarbejde med regeringerne inden for rammerne af FN's forberedende kommission for straffedomstolen og at fremme og lette det tekniske samarbejde, så der efter ratificeringen af den statut, der blev vedtaget i Rom, kan udstedes bindende nationale love om gennemførelsen af statutten. Projektet "Parlamentsmedlemmer for global handling" fører en parlamentarisk kampagne for ratificering og effektiv gennemførelse af statutten om straffedomstolen og til fremme af retsstaten, og projektet "Ingen fred uden retfærdighed" koncentrerer sig om kampagner til offentlig opinionsdannelse og om at organisere konferencer til fremme af Straffedomstolen. I Kommissionens meddelelse om menneskerettighedernes og demokratiseringens rolle i tredjelande fra maj 2001 blev bekæmpelse af manglende straf for forbrydelser klassificeret som et initiativ, som skulle prioriteres højt. Kommissionen vil derfor fortsat støtte oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol. Til den særlige budgetpost for Den Internationale Straffedomstol, som også omfatter ad hoc-domstolene for det tidligere Jugoslavien og Rwanda samt den nyligt oprettede domstol for Sierra Leone, er der i 2002 afsat 5 millioner euro. I 2002 vil Kommissionen koncentrere sig om to aspekter. For det første om en opinionsdannelse for Straffedomstolen, hvor den vil opfordre flere lande end de nødvendige 60 til at ratificere statutten, så den kan træde i kraft. Samtidig vil vi sørge for, at alle geografiske regioner er repræsenteret. For det andet vil vi koncentrere os om at få vedtaget bindende nationale lovbestemmelser til gennemførelse af projektet, inklusive uddannelse af de pågældende fagfolk, som kan bidrage til domstolens arbejde, altså dommere, advokater, embedsmænd til statsadvokaturen samt parlamentsmedlemmer. Desuden kan der ydes et begrænset bidrag til dækning af domstolens primære omkostninger. Der vil i marts i år blive udsendt en opfordring til at indsende forslag til gennemførelse af disse mål.
Jeg har heldigvis også kunnet lytte til hr. Verheugen, så jeg nu kan tilslutte mig talerne fra henholdsvis Rådet og Kommissionen. Deres erklæringer er helt i overensstemmelse med det, som de kristelige demokrater slår til lyd for. Deres erklæringer om domstolens betydning støtter vi ligeledes helt. Når der tales om nødvendigheden af forsoning, skal retten først ske fyldest, og Straffedomstolen, som har det formål, er et meget vigtigt middel til at sikre den internationale retsorden, især også med hensyn til dens præventive betydning i forhold til kriminelle personer, som har fået høje politiske stillinger, sådan som det er sket i Jugoslavien og Afrika i De Store Søers Område. Det er meget vigtigt, at straffriheden ikke accepteres længere, og at det vides overalt. De beslutningsforslag, som Parlamentet har stillet, indeholder en række vigtige punkter. For det første er grupperne under forhandlingerne blevet enige om at opfordre USA's præsident og Kongres til at revidere den holdning, som de har i forhold til deltagelse i Den Internationale Straffedomstol. Vi mener, at USA's betydning er så stor, at opfordringen skal ske på en god måde. Derfor er ændringsforslaget til det punkt, som vedrører et gammelt dokument fra forhandlingerne, helt klart uegnet. Det kan ikke betale sig at forsøge at overtale amerikanerne med hårde ord. Det er bedre at undgå, at de irritationer, som allerede eksisterer hos amerikanerne med hensyn til Europa, bliver større, samt forsøge at tale om disse ting på en venskabelig måde. Et andet punkt er nødvendigheden af, at bestemmelserne fra Genève-konventionen med hensyn til krigsfanger opdateres, så vi kan tage hensyn til de menneskernes status, som i øjeblikket er fængslet i Guantanamo. Min gruppe mener, at det er meget vigtigt, at det defineres. Vi håber endvidere, at det vil lykkes for det spanske formandskab at oprette Den Internationale Straffedomstol i løbet af formandskabet.
Hr. formand, der er gået for lang tid, siden man den 17. juli 1988 i Rom vedtog, at der skulle oprettes en international straffedomstol, som skulle dømme personer, der var ansvarlige for de alvorligste forbrydelser, der, som det er blevet nævnt her, rammer hele verden, herunder terrorisme. I dag er der 52 ratificeringer, men der skal som bekendt være 60, for at den kan træde i kraft. I betragtning af at Den Internationale Straffedomstol sandsynligvis vil træde i kraft i dette første halvår under det spanske formandskab, at det første møde i forsamlingen af deltagerstater vil finde sted i New York i september i år, at USA's holdning indtil videre ikke har været positiv, og at der tillige er begrundet frygt for, at den amerikanske regering vil støtte en modkampagne og gå så langt, at den annullerer Clintons undertegnelse, der blev deponeret i FN den 31. december 2000, vil jeg benytte Deres tilstedeværelse her, hr. de Miguel, til at stille Dem nogle konkrete spørgsmål. Hvad agter Unionens formandskab at sige til Bush-regeringen for at undgå denne risiko for tilbageskridt? Mener formandskabet ikke, at det vil være nødvendigt at udarbejde en plan med specifikke foranstaltninger og ressourcer, der kan gøre USA venligt stemt over for Den Internationale Straffedomstol? Hvad vil Unionens formandskab gøre for at sikre, at de tidligere nævnte 18 dommere, der skal udgøre domstolen, og som udnævnes på nationalt plan, opfylder kravene til kvalifikationer, ligelig geografisk fordeling, erfaring og ligelig fordeling mellem kvinder og mænd? Da Rom-statutten blev vedtaget, betragtede Kofi Annan det som et gigantisk skridt. Men for snart lang tid siden sagde Benjamin Ferencz, tidligere anklager fra Nürnberg, at der ikke kan være fred uden retfærdighed, retfærdighed uden lov, lov af betydning uden en domstol til at afgøre, hvad der er retfærdigt og lovligt under alle forhold. I dag, efter den 11. september 2001, efter konflikterne i Mellemøsten, finder borgerne det absolut nødvendigt, at denne domstol oprettes. Vi kan ikke tillade, mine damer og herrer, vi kan ikke tillade, hr. formand for Rådet, at tiden går, at glemslen sætter ind, indtil en ny forbrydelse eller en ny krig minder os om truslen.
Hr. formand, lige er krum, right is wrong. Hvis ikke alle individer behandles på samme måde, og hvis krisforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden ikke straffes, hvordan kan vi så på troværdig vis fordømme mindre alvorlige retskrænkelser? Det er meget vigtigt, at der oprettes en permanent international straffedomstol, og det skal være i Haag, som er verdens juridiske hovedstad. Denne domstol er en del af vores civilisations udvikling. Den skal være universel. Især asiatiske og arabiske lande er endnu underrepræsenterede, og alle underskrivere skal også ratificere, hvilket jeg understreger. Det er meget beklageligt, at USA også nægter at ratificere traktaten. Det var især amerikanerne, som i Nürnberg gjorde det til international ret, at individer har forpligtelser over for folkesamfundet, og at de forpligtelser har højere prioritet end dem, der gælder over for ens egen stat. I mellemtiden gælder international strafferet ifølge amerikanerne åbenbart for alle andre end dem selv. Et sjældent stykke magtarrogance er det lovforslag, som Senatet allerede har vedtaget, hvorved domstolen og alle deltagende lande boykottes. Et andet stupidt lovforslag skulle give USA's præsident kompetence til med vold at befri personer, som er blevet fængslet af domstolen. Hvis der indbygges tilstrækkelige garantier for et ærligt retsforløb og kompetente dommere, har USA ingen grund til at frygte domstolen. Rådet og Parlamentet skal venligt, men klart underrette vores kolleger i USA herom. Endvidere skal på kort sigt så mange lande som muligt, spredt over de forskellige kontinenter, ratificere. Domstolen må ikke blive for europæisk, hvilket i praksis kan bevise, at stater, som ikke deltager, ikke har ret. De, der nægter at anerkende Den Internationale Domstol, gør uret og er bagud i forhold til vores civilisation.
Hr. formand, der mangler kun otte ratificeringer, for at traktaten om Den Internationale Straffedomstol kan træde i kraft, men der er forskellige problemer, som skal løses, inden domstolen bliver det internationale retsinstrument og det instrument til bekæmpelse af straffrihed, som vi ønsker at gøre den til. Den første hindring er USA's vedvarende fjendtlige indstilling. Vi anmoder Rådets formandskab og Kommissionen om endnu en gang at slå dette spørgsmåls betydning for Europa fast på alle formelle og uformelle møder med USA. Man kunne godt begynde at gøre sig nogle realistiske overvejelser om et eller andet kreativt pressionsmiddel over for USA, for jeg tror ikke, at man reelt har gjort dette endnu. Det andet problem er det vanskelige spørgsmål om de interne bestemmelser, der skal tilpasse de nationale lovgivninger til domstolens statut. Det bliver uden tvivl en svær proces, men vi må ikke gøre det til en alt for lang proces. Ud fra dette synspunkt glæder jeg mig virkelig over kommissær Verheugens udtalelse om, at Kommissionen ønsker at støtte - også finansielt - uddannelsen af specialister, så domstolen kommer til at fungere bedre.
Hr. formand, jeg kommer fra et land, der har ratificeret Rom-statutten, hvilket bekræfter portugisernes humanistiske retstraditioner, der afskaffede dødsstraffen for 150 år siden og livsvarigt fængsel for 118 år siden. Vigtigere er det dog at konstatere, at retfærdighed og kampen for, at kriminelle ikke skal kunne undfly straf, nu hævdes som værdier på de fem kontinenter. Det har været en lang proces, men vi er dog på vej. Vi ser også med tilfredshed, at den forestående oprettelse af Den Internationale Straffedomstol vil yde et tungtvejende bidrag til, at dødsstraffen bliver afskaffet. Dertil skal føjes, at retfærdighed kun er ægte, når den gælder i samme grad for alle. Vi ved, at Den Internationale Straffedomstol hverken er eller nogensinde kan blive perfekt. Ofte vil den blive "sejrherrernes domstol", men ud over dens sædvanlige retslige funktioner, hvor den skal efterforske og dømme i særlig alvorlige sager, får den også to andre meget relevante opgaver, idet den gennem afskrækkelse skal virke forebyggende for ny kriminalitet, og da den skal varetage godtgørelse, erstatning, til ofrene. Det skal også fremhæves, at Den Internationale Straffedomstol kun træder i aktion, hvis de enkelte landes retsmyndigheder ikke skrider til efterforskning og retsforfølgelse af kriminelle handlinger, fordi de mangler lovgrundlag, eller fordi de ikke er i stand til det. Vi finder, at det er en tilfredsstillende løsning, for så vidt den gennemføres med fornuft, på det vanskelige spørgsmål om forholdet mellem Den Internationale Straffedomstols beføjelser og de enkelte landes suveræne retsordninger. Hr. formand, Den Internationale Straffedomstols frihed og uafhængighed er helt essentielle værdier, som også udgør kernen i det, som EU står for, nemlig respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincipperne. Der er derfor al mulig grund til at prise de mål, som oprettelsen af denne domstol afspejler, mål, der under ingen omstændigheder må afviges fra.
Hr. formand, dette spørgsmål har efter min mening været et glimrende eksempel på EU-institutionernes samarbejde i senere år. Ved den lejlighed vil jeg gerne minde om Kommissionens, Kommissionens embedsmænds og Rådets konstante opmærksomhed på spørgsmålet og om den åbenhed, de har forstået at udvise over for initiativerne fra foreninger, grupper af parlamentsmedlemmer og ngo'er, for her er der efter min opfattelse tale om en samarbejdsmodel, som vi f.eks. allerede fulgte i forbindelse med aftalen om personelminer, og som fortjener, at vi gør os nogle passende overvejelser om den i betragtning af den effektivitet, den har vist sig at have. Man nævnte nogle lande, som ikke er med. Der er andre lande - lige fra Rusland til Kina - som man måske i lige så høj grad burde henvise til eller være opmærksom på. 52 lande har ratificeret traktaten, og jeg tror, at det, det gælder om i dag, er at nå frem til en politisk og geografisk balance. Den indsats, der f.eks. blev gjort på konferencen i Sevilla med de arabiske lande, Den Arabiske Ligas meget positive og uventede holdning og den mexicanske præsident Fox' udtalelser for nylig giver os forhåbninger om, at vi med en ekstra indsats ikke alene kan nå op på det nødvendige antal, men også forsøge pludselig at komme op over dette antal og få en så global repræsentation som muligt. Ud fra dette synspunkt tror jeg, at EU ligesom i andre tilfælde kan være stolt af disse 10 års stædigt, vedholdende og vanskeligt arbejde, som vi stod alene med i starten, men som der i dag er mange, der anerkender. Den opmærksomhed, man også udviser over for særdomstolene - f.eks. den i Sierra Leone, som man nu skal til at oprette - viser, at EU også er et værdifællesskab, når det ønsker det.
Hr. formand, jeg synes, at vi kan glæde os over, at det faktisk er 55 lande, der har undertegnet statutten, men der er stadig en europæisk stat, som ikke har gjort det. Det er vigtigt, at vi får den til at gøre det. Siden 1995 har Parlamentet arbejdet for oprettelsen af denne straffedomstol og senere i 1998, da Rom lagde stor vægt på det arbejde, der burde udføres for at oprette Den Internationale Straffedomstol. Vi er ved afslutningen, men ved denne afslutning skal der måske gøres en indsats for at komme op på de 60. Men jeg vil også sige til det spanske formandskab, hr. formand, at det ikke må ende med, at vi laver stor ståhej for ingenting. For at domstolen kan blive et virkelig vigtigt instrument, har vi brug for en række arbejdsredskaber. Jeg anmoder det spanske formandskab, under hvis mandat statutten for Den Internationale Straffedomstol sandsynligvis bliver vedtaget, om at gøre alt for at sikre de midler, der er nødvendige for, at den kan fungere. Det har været Parlamentets ønske siden 1995, at statutten bliver en succes i kampen for en langt retfærdigere fremtid og sikrer, at Den Internationale Straffedomstol kommer til at spille en vigtig rolle i fremtiden.
Jeg har modtaget syv beslutningsforslag i henhold til forretningsordenens artikel 37, stk. 2. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om de demokratiske rettigheder i Tyrkiet, navnlig situationen for HADEP. Jeg giver ordet til hr. de Miguel, som taler på vegne af Rådet.
Hr. formand, Tyrkiet har i mange år vist interesse for at styrke sine bånd til EU. Fra undertegnelsen af associeringsaftalen i 1963 over landets formelle tiltrædelsesansøgning i 1987 og toldunionen i 1996 har forbindelserne tilbagelagt en lang ikke altid let vej kendetegnet ved gensidig interesse, tilnærmelse og samtidig et entydigt europæisk krav om opfyldelse af nogle krav, som er ufravigelige for alle lande, der søger optagelse i Unionen. Det Europæiske Råd i København fastsatte de politiske kriterier, som ansøgerlandene skulle opfylde, nemlig institutionel stabilitet, der garanterer demokrati, retsstatsforhold, beskyttelse af menneskerettighederne samt respekt for og beskyttelse af mindretal. Senere anerkendte Det Europæiske Råd i Helsinki formelt Tyrkiets ansøgning om optagelse i Unionen ved at sige, at Tyrkiet er et ansøgerland, der vil kunne tiltræde EU på grundlag af de samme kriterier som dem, der gælder i forhold til de andre ansøgerlande. Fra det tidspunkt drog Tyrkiet nytte af den samme strategi for tiltrædelsespartnerskab som de øvrige ansøgerlande, hvilket skulle være en tilskyndelse og støtte til dets reformer. Konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Laeken peger på, at Tyrkiet har gjort fremskridt i retning af at opfylde de politiske kriterier, der er fastsat for tiltrædelsen, navnlig takket være den seneste forfatningsændring. Udsigten til, at der indledes tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet, er således blevet mere reel. Det Europæiske Råd tilskyndede Tyrkiet til at arbejde videre i retning af at opfylde såvel de økonomiske som de politiske Københavnskriterier, især på menneskerettighedsområdet, og anerkender, at Tyrkiet kan deltage på lige fod med de øvrige ansøgerlande i noget så betydningsfuldt som Konventet om Den Europæiske Unions Fremtid, der vil blive indledt i morgen her i salen. I den periodiske rapport fra 2000 stod der, at Tyrkiet havde indledt en meget positiv debat om de politiske reformer, der er nødvendige for at blive medlem af EU, deriblandt undertegnelsen af flere internationale menneskerettighedsinstrumenter. I 2001 fandt en af de vigtigste ændringer i Tyrkiets demokratiseringsproces sted, nemlig vedtagelsen af en pakke med 34 forfatningsændringer, der udgør den mest gennemgribende reform, som forfatningen har undergået siden dens ikrafttrædelse i 1982. Blandt nyskabelserne skal nævnes anerkendelsen af tanke- og ytringsfrihed, foranstaltninger til forhindring af tortur, styrkelse af den civile myndighed over for den militære og store reformer på fængselsområdet. Der er ingen tvivl om, at disse reformer er blevet fremmet af, at Tyrkiets tiltrædelsesansøgning er blevet godkendt, og af perspektivet om en fremtidig optagelse i Unionen. I slutningen af januar 2002 blev der taget et andet vigtigt skridt, da den tyrkiske regering besluttede at ophæve sit forbehold over for artikel 5 i den europæiske menneskerettighedskonvention om retten til frihed og sikkerhed i forbindelse med den længste tid, man må være anholdt, før man bliver stillet for retten. Europarådets generalsekretær gav udtryk for sin tilfredshed med denne beslutning ved at erklære, at den markerer et fremskridt i beskyttelsen af anholdte personers rettigheder. Det er også værd at nævne beslutningen om at oprette en kommission med deltagelse af justitsministeren, indenrigsministeren og ministeren for menneskerettigheder, der skal overvåge beskyttelsen af menneskerettighederne og træffe de nødvendige foranstaltninger. Det samme kan siges om ikrafttrædelsen i Tyrkiet af den nye civillov, der markerer et betydeligt fremskridt i anerkendelsen af ikke-forskelsbehandling baseret på køn på det familieretlige område og også inden for arveret. Det er ligeledes værd at nævne ændringen af loven om det nationale sikkerhedsråd, som er ved at blive vedtaget i parlamentet, der har til formål at tilpasse den til den nye formulering af forfatningens artikel 118, og som forøger antallet af civile medlemmer af det nationale sikkerhedsråd og endnu tydeligere fastslår dets rådgivende karakter. Det er også positivt, at ministerrådet har vedtaget et dekret, der giver Amnesty International mulighed for lovligt at åbne et kontor i Tyrkiet. Men hvis forfatningsændringerne giver håb for demokratiseringsprocessen - til trods for at nogle vigtige punkter udelades, f.eks. er der ingen fuldstændig ophævelse af dødsstraffen, som fortsat vil blive anvendt i tilfælde af krig eller som straf for særligt alvorlige forbrydelser, f.eks. terrorisme - har den lovgivningsmæssige udvikling af disse forfatningsmæssige forskrifter helt klart været utilstrækkelig. Selv om minilovgivningspakken til udvikling af forfatningsændringerne indeholder en strammere definition af den forbrydelse, det er at forsvare terrorisme, og giver anholdte personer flere garantier, før de stilles for retten, indføres der samtidig meget vage begreber, og i visse tilfælde udvides omfanget af de strafbare handlinger, f.eks. den fortsatte begrænsning af organisations- og demonstrationsretten, hvilket er helt uforeneligt med det, der gælder i EU. Det samme kan siges om reformen af civilloven. Ændringen af bestemmelserne for juridiske personer løser ikke problemet med de lovbefalede begrænsninger af organisationsretten og heller ikke med loven om fonde, der for nylig blev ratificeret af højesteret, som forbyder fonde tilhørende religiøse mindretal i Tyrkiet, der ikke er muslimske, at erhverve fast ejendom. I den forbindelse er det værd at huske på, at en af prioriteterne i tiltrædelsespartnerskabsdokumentet er ikke-forskelsbehandling på grund af religion. Et andet vigtigt element at tage i betragtning er den praktiske gennemførelse af reformerne. Det er ikke nok, at lovene blot bliver vedtaget, deres bestemmelser skal også gennemføres. Man kan sige, at Tyrkiet har et demokratisk systems grundtræk, men iværksættelsen af de reformer, der er nødvendige for at sikre demokratiet og retsstaten, sker meget langsomt. Der er stadig ikke sket nogen væsentlige reformer af statens sikkerhedsdomstole, situationen med tortur og mishandling er næsten ikke blevet bedre, særligt i den sydøstlige del af landet, hovedsageligt på grund af vanskelighederne med at retsforfølge de medlemmer af sikkerhedsstyrkerne, der er ansvarlige for disse handlinger. Der er begrænsninger i domstolenes uafhængighed, bl.a. fordi det øverste råd af dommere og offentlige anklagere ledes af justitsministeren, hvilket gør det umuligt i praksis at adskille den udøvende og den dømmende magts beføjelser. Straffeprocesloven forhindrer stadig, at afgørelser, der er blevet anfægtet, kan prøves, eller at der kan træffes foranstaltninger for at afhjælpe krænkelser af den europæiske menneskerettighedskonvention. Handlingsplanen for den sydøstlige del af landet er stadig ikke offentliggjort, og Tyrkiet har endnu ikke undertegnet Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal. Og dertil kommer de store begrænsninger, der er i selve retssystemet. Til trods for de lovgivningsmæssige reformer vil den reelle forbedring på dette område afhænge af den korrekte gennemførelse og fortolkning af gennemførelseslovgivningen. I praksis har det allerede vist sig, at handlinger, der ikke længere udgør en forbrydelse i henhold til den nylige reform af straffeloven, godt kan betragtes som en forbrydelse i henhold til en anden paragraf i straffelovgivningen og i visse tilfælde straffes endnu hårdere. Et væsentligt element i den tyrkiske demokratiseringsproces er det såkaldte nationale program for gennemførelse af EU's acquis, som den tyrkiske regering forelagde kort efter, at EU's Råd godkendte tiltrædelsespartnerskabsdokumentet i marts 2001. Det er et skridt i den rigtige retning, om end det er utilstrækkeligt, for det har nogle mangler, som kunne foranledige, at de prioriteter og mål, som Unionen kræver, ikke kan opfyldes. På nogle områder er dette nationale program for overtagelse af EU's acquis vagt, og der vil derfor være fortolkningsvanskeligheder, før der kan ske fremskridt. Konkret skal nævnes afskaffelsen af dødsstraf, de væbnede styrkers underordning under de civile myndigheder, udryddelse af korruption, den økonomiske og sociale situation i den sydøstlige del af landet, hvor størstedelen af befolkningen er kurdisk, og ophævelse af undtagelsestilstanden i den sydøstlige del af landet. På den anden side indeholder planen ikke noget løfte om at ophæve de lovbestemmelser, der forbyder radio- og fjernsynsudsendelser på modersmål, og heller ikke om at sikre de tyrkiske mindretals kulturelle rettigheder. I denne reform- og fremskridtsproces er der stadig mangler i Tyrkiets anerkendelse af mindretallenes kulturelle rettigheder. Den seneste forfatningsændring har ført til ændring af artikel 26 og 28 og dermed ophævelse af forbuddet mod brug af andre sprog. Alligevel er den seneste tids demonstrationer, hvor akademikere og elevers forældre har anmodet om undervisning i det kurdiske sprog i løbet af den akademiske uddannelse, blevet nedkæmpet med hård hånd af sikkerhedsstyrkerne med en påstand om, at det kurdiske sprog som sådant ikke eksisterer, at republikkens eneste nationale sprog er tyrkisk, og at de anholdte, der stadig bliver tilbageholdt, bliver det, fordi de formodes at støtte PKK's terrororganisation. Det har det nationale sikkerhedsråd gentaget ved at påstå, at det er PKK, der, i en tydelig separatistisk hensigt, står bag kampagnerne for uddannelse på kurdisk, og det har tilføjet, at PKK forsøger at tage endnu et skridt i sin strategi for politisering og oprettelse af en kurdisk stat. Et andet problem, som ikke kan forbigås i den tyrkiske lovgivningsmæssige demokratiseringsproces, er, at den har indflydelse på anerkendelsen af organisationsretten, nærmere betegnet forbud mod og nedlæggelse af politiske partier. I 1994 blev folkets demokratiske parti, HADEP, oprettet som erstatning for det nedlagte demokratiske parti, DEP, der blev beskyldt for at have forbindelse med PKK's terrororganisation. De tidligere medlemmer af DEP, som ønskede at blive medlemmer af HADEP, skulle søge om udtrykkelig tilladelse fra regeringen, som kun tillod optagelse af personer, der ikke var tidligere straffet, eller som ikke havde været tiltalt for noget. Siden oprettelsen har HADEP været den vigtigste politiske kraft i den sydøstlige del af landet og kontrollerer de fleste borgmesterposter i byerne i området, men siden HADEP's oprettelse har partiet også været i fare for at blive forbudt. Forfatningsdomstolens afgørelse i juni 2001 om at nedlægge det islamiske parti Fazilet understregede de problemer, der er med ytrings- og organisationsfriheden. Nu skal forfatningsdomstolen træffe afgørelse om HADEP. Den offentlige anklager har anmodet om, at det forbydes, på grund af dets formodede forbindelse med terroristen og lederen af PKK, Abdullah Öcalan, og han beskylder det for at have udnyttet partiets kongresser til at propagandere for Öcalan og opmuntre til had mod den forfatningsmæssige orden og den ubrydelige enhed af den tyrkiske republik. Der er foretaget tusinder af anholdelser af medlemmer af HADEP, og selv om størstedelen er blevet løsladt efter kort tid, blev de anholdt som formodede medlemmer af terrororganisationen PKK og beskyldt for at tage del i terrorhandlinger. Ingen blev anholdt og dømt for blot at være medlem af partiet. Det må alligevel slås fast, at enhver omtale af Kurdistan, af dets flag og af kravet om undervisning på kurdisk anses for at være samarbejde med og støtte til terroraktiviteter. Men det er ikke mindre sandt, at så længe HADEP ikke er forbudt, er det et lovligt anerkendt parti i Tyrkiet, og ingen kan anholdes, bare fordi de er medlemmer af det. Et forbud mod det ville være et tilbageskridt på Tyrkiets vej mod optagelse, og det ville gøre det nødvendigt, at EU indtog en fælles holdning og gav udtryk for sin bekymring over den negative indvirkning på ytrings- og organisationsfriheden og på den politiske pluralisme i den forstand, at respekten for den kurdiske del af den tyrkiske befolknings kulturelle rettigheder er et af de mål, der er indeholdt i tiltrædelsespartnerskabsdokumentet. Hr. formand, det kan ikke nægtes, at Tyrkiet har gjort fremskridt i retning af at opfylde de politiske kriterier, der er fastsat for tiltrædelsen, og udsigten til, at der indledes forhandlinger, er således blevet mere reel. Disse fremskridt er imidlertid ikke tilstrækkelige til, at der kan indledes tiltrædelsesforhandlinger. En af de største forhindringer er beskyttelsen af de kulturelle rettigheder for alle tyrkere uanset deres etniske oprindelse. For nylig erklærede generalsekretæren for EU-anliggender, Volkan Vural, at man er i gang med at forberede en anden pakke med lovændringer. Det giver os i dag håb om, at der tages endnu et skridt i Tyrkiets demokratiseringsproces, som vil bane vej for en bedre forbindelse og en, måske fremtidig, forhandling om landets fremtidige optagelse i Unionen.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, Kommissionen hilser dagens forhandling om de demokratiske rettigheder i Tyrkiet velkommen. Den giver os lejlighed til at gøre status over menneskerettighederne i Tyrkiet og over de fremskridt, der er opnået inden for de politiske reformer. Baggrunden for vores debat er Helsinki-beslutningen fra 1999 om at give Tyrkiet ansøgerstatus, og baggrunden for vores forhandling er den førtiltrædelsesstrategi, der blev aftalt på dette grundlag. Alle elementer i denne strategi er nu blevet gennemført. Særligt har Tyrkiet vedtaget et nationalt program for gennemførelsen af EU's aquis for at opfylde prioriteterne i tiltrædelsespartnerskabet. Det betyder, at der langt om længe er kommet en reformproces i gang i Tyrkiet, som også spiller en stadig større rolle i den offentlige diskussion i dette land. De første resultater kan allerede ses. Med forfatningsreformen fra sidste år har Tyrkiet bevist, at det tager alvorligt fat på de krævede politiske reformer. Det Europæiske Råd i Laeken anerkendte Tyrkeits bestræbelser og konstaterede, at Tyrkiet er kommet nærmere målet om at komme med i EU. Det er imidlertid også forbundet med EU's forventning om, at reformprocessen fortsættes konsekvent. I dag opfylder Tyrkiet endnu ikke de politiske kriterier fra København. Under mine samtaler i Ankara for få dage siden opfordrede jeg indtrængende den tyrkiske regering til at fortsætte sin politiske og økonomiske reformkurs uden vaklen. Mine samtalepartnere fra alle partierne i den nuværende regeringskoalition bekræftede over for mig både deres vilje til reformer og målet om en tilnærmelse til EU. Oven på forfatningsændringen sidste år har Tyrkiet i denne måned vedtaget en første minipakke til gennemførelse af ændringen. Kommissionen hilser bestemmelserne i minipakken velkomne, for så vidt de angår varetægtsfængsling. Disse bestemmelser er i overensstemmelse med EU-standarder. Vi mener imidlertid, at de nye bestemmelser om ytringsfriheden ikke er vidtrækkende nok. I den nye ordlyd i de pågældende artikler kan vi kun finde få forbedringer i forhold til de eksisterende bestemmelser om ytringsfrihed. Vi havde forventet mere vidtrækkende og omfattende reformer i overensstemmelse med forfatningen. Jeg understregede derfor under mit nylige besøg i Tyrkiet, at vi forventer mere vidtgående skridt, f.eks. inden for foreningsfriheden, brug af sprog i radio og fjernsyn og i undervisningen, afskaffelse af dødsstraffen samt indførelse af principperne om retlig beskyttelse i overensstemmelse med domspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Ud over ændringerne i lovgivningen er det imidlertid nødvendigt, at der sker virkelige forandringer i Tyrkiet gennem udlægningen af loven i praksis. Når det kommer til stykket, skal vi ikke måle menneskerettighedssituationen i Tyrkiet på, hvad der står på papiret, vi skal måle den på, hvad der virkelig sker dagligt i praksis. Her spiller statsadvokaterne og dommerne en vigtig rolle. Til dette formål tilbyder Kommissionen Tyrkiet en række videreuddannelsesprogrammer, som man også gerne benytter. Ligesom Europa-Parlamentet observerer Kommissionen også udviklingen i forbindelse med retssagen mod HADEP-partiet ved den tyrkiske forfatningsdomstol. Den 1. marts, altså i overmorgen, finder der en ny høring sted. Repræsentanter for Kommissionen vil forsøge at være til stede ved denne høring. Kommissionen vurderer naturligvis denne sag ud fra de politiske kriterier fra København, og derfor siger jeg, at det ville være i modstrid med vores politiske principper af forbyde HADEP-partiet i Tyrkiet. Sidste år ændrede det tyrkiske parlament forfatningen for at styrke menneskerettighederne i Tyrkiet. Retsgrundlaget for at forbyde politiske partier rørte det tyrkiske parlament imidlertid ikke ved. Derfor må man sige, at de gældende bestemmelser i Tyrkiet ikke kan bringes til at harmonere med EU-standarder. Kommissionen opfordrer derfor den tyrkiske regering til at anstrenge sig yderligere for at overholde disse standarder. Man kan vel sige, at Tyrkiet står midt i en intensiv debat om den fremtidige vej for dets reformkurs. Positive skridt som f.eks. forfatningsreformen står i modsætning til andre områder, hvor vi fortsat kan konstatere mangler. Alligevel har jeg alt i alt tiltro til, at Tyrkiet har kraft og vilje til at fortsætte sin reformkurs. Jeg synes, at Tyrkiets tilslutning til at åbne et kontor for Amnesty International var et positivt signal. Jeg synes også, det er positivt, at minipakken om gennemførelse af forfatningsreformen, som blev vedtaget for få uger siden, snart vil blive fulgt af endnu en pakke af lovgivningsmæssige gennemførelsesinitiativer. Det skal bl.a. dreje sig om presseloven, forsamlingsloven, strafferetten og om loven om politiets kompetence. Jeg håber og forventer, at reformviljen vil være stærk, tydelig og synlig i forbindelse med denne lovgivning. Jeg vil derfor benytte lejligheden til på ny at opfordre Tyrkiet til at styrke de demokratiske rettigheder i Tyrkiet og indlede og afslutte de pågældende lovgivningsinitiativer. Det er og bliver afgørende, at menneskerettighederne overholdes i praksis, og at Tyrkiet i det daglige samfundsliv sikrer et demokratisk og pluralistisk samfund. Det gør ikke en nation svagere, det gør en nation stærkere, og det gælder også for den tyrkiske, hvis den selv sætter sig høje mål, når det gælder gennemførelse af demokrati og menneskerettigheder.
Hr. formand, de kristelige demokrater i PPE-DE-Gruppen støtter til fulde Rådets og Kommissionens udtalelser. Forfatningsdomstolen i Tyrkiet vil forbyde endnu et politisk parti. Igennem de seneste 40 år er der hele 23 politiske partier, der er blevet forbudt i Tyrkiet. Det har drejet sig om religiøst, regionalt, kulturelt og etnisk baserede partier, som man har anset for at være i strid med den kemalistiske enhedsstats struktur. Lad mig lave en klar sammenligning. Hvis vi havde haft en sådan forfatning i EU's forskellige medlemsstater, så var der et stort antal partier, der skulle have været forbudt. Det ville f.eks. også gælde mit eget parti, de svenske kristelige demokrater, og deres søsterpartier rundt om i Unionen. Jeg lover, at vi fra Europa-Parlamentets side vil følge denne juridiske proces i Tyrkiet af al magt og med al vores energi og udholdenhed. Vi har til hensigt at beskytte de demokratiske rettigheder, flerpartisystemet og selvfølgelig også den kurdiske minoritets rettigheder i Tyrkiet ved at sende en ad hoc-delegation. Kemal Atatürk, som døde for mere end 60 år siden, grundlagde en tyrkisk enhedsstat. Det er på tide med en debat blandt de tyrkiske borgere om, hvorvidt denne forfatning og denne enhedsstat opfylder det moderne samfunds og det pluralistiske demokratis krav. Min opfattelse er, at den kemalistiske enhedsstat mere bygger på autoritær loyalitet, magt, trusler og tvang end på at vinde hjertets overbevisning, indre loyalitet, sund kærlighed og patriotisme i forhold til sit eget land. Den tid burde være forbi, hvor en forfatningsdomstol forbyder det ene politiske parti efter det andet. Det drejer sig desuden oftest om store politiske partier. Tyrkiet har ikke underskrevet Europarådets konvention om minoritetsrettigheder. Man baserer sig udelukkende på Kemal Atatürks forfatning, som går tilbage til 1920'erne og 1930'erne. Jeg spørger mig selv, om Tyrkiet ikke i virkeligheden laver selvmål ved ikke at åbne sig for omverdenen og ændre opførsel over for sine minoriteter. Kun på denne måde kan man vinde folkets kærlighed i Tyrkiet og i det øvrige Europa.
Hr. formand, kære kolleger, rådsformanden konstaterede helt korrekt, at det er lykkedes os at sætte gang i en reformproces i Tyrkiet, som imidlertid endnu har rigtig mange huller. Det afgørende er, som kommissæren sagde, at det kommer an på praksis og på gennemførelsen. Nogle gange kan jeg godt få det indtryk, at man driver gæk med os, når man ændrer forfatningen, men ikke gennemførelseslovene, og dermed giver politiet og andre sikkerhedsmyndigheder mulighed for f.eks. at fare frem mod mennesker, som ønsker undervisning på kurdisk og tilmelder sig sådanne kurser. Det mener jeg ikke, vi kan acceptere. Hvis man troede, at det kurdiske spørgsmål blev løst med anholdelsen af Öcalan, er man desværre blevet skuffet, for Tyrkiet har endnu ikke benyttet chancen til at føre en anden politik over for kurderne, f.eks. at give de borgmestre, som rådsformanden talte om, og som forsøger at forbedre tingene i Sydøstanatolien, de nødvendige midler, også økonomiske midler, til at kunne gøre det. Tværtimod bliver HADEP-funktionærer arresteret eller bortført, uden at man ved, om det er af sikkerhedsstyrkerne eller private organisationer, og uden at man virkelig forsøger at finde de bortførte eller dem, som er ansvarlige for bortførelserne. Her i Parlamentet holder vi fast i, at vi kæmper for kurdernes kulturelle rettigheder. Det er rettigheder, som er uantastelige, som ikke udgør nogen separatisme eller terrorisme, som ikke bringer Tyrkiet i vanskeligheder, men som kan redde Tyrkiet som et europæisk land.
Hr. formand, forfølgelsen af det demokratiske folkeparti går helt tilbage til uroligheder ved deres partikongres i 1996. Siden da har PKK erklæret våbenhvile, og Tyrkiet har indledt sit lange politiske reformprogram. Navnlig revisionen af artikel 69 synes at være udformet med henblik på at øge omfanget af partipolitiske aktiviteter inden for det politiske system. Reformen bør videreudvikles snarest, således at ingen regionalistiske partier, og ej heller partier af kurdisk oprindelse, føler sig truet. Det ville være et meget positivt signal for Tyrkiets beslutsomhed, når det gælder om at fortsætte den europæiske integration, hvis højesteret afgør denne sag netop på det tidspunkt, hvor Tyrkiet indtager sin plads i konventet. Forbuddet mod Fazilet-partiet sidste år var et negativt signal at udsende. Hvis der er alvorlige anklager mod personer for forbindelser til terrorisme, bør de bringes for en dommer, men partiet bør reddes for det parlamentariske demokratis skyld.
Hr. formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, jeg kan gøre det kort med hensyn til baggrunden for denne forhandling. Anklagen imod HADEP om separatisme er en dårlig sag og meget uberettiget. HADEP er et demokratisk parti, som på uvoldelig vis forsøger og tidligere har forsøgt at forsvare kurdernes sag. Det er derfor berettiget, at Rådet, Kommissionen og Parlamentet uden omsvøb tager afstand fra denne anklage. Derfor håber jeg, at beslutningen om nu på fredag endnu en gang at tage denne sag op til prøvelse i forhold til den nuværende grundlov og de planlagte grundlovsændringer og altså ikke drøne direkte mod et forbud er en del af en mere fuldstændig kursændring i det centrale spørgsmål, som det efter min mening drejer sig om, nemlig hvordan politiske, kulturelle og religiøse mindretal i Tyrkiet kan få en plads i det politiske system. Det drejer sig om grundlæggende menneskerettigheder, nemlig retten til at tale sit eget sprog, retten til at anvende dette sprog i medierne og retten til at blive undervist på dette sprog. Det drejer sig især om nødvendigheden af meget vigtige politiske reformer. I den henseende er sagen imod HADEP eksemplarisk for det valg, som Tyrkiet står over for. Vælger Tyrkiet pluralisme, demokrati og ytringsfrihed, eller vælger det at underrangere disse europæiske grundlæggende principper i forhold til en dogmatisk opfattelse af statssikkerhed? Det skal imidlertid være helt klart, at kritikken af Tyrkiet og støtten til HADEP er baseret på én meget vigtig forudsætning om, at det er godt, at Tyrkiet er et EU-ansøgerland, og at EU skal gøre alt for, at Tyrkiet kan blive medlem. Min støtte til HADEP og min kritik af den tyrkiske stat og de tyrkiske myndigheder har derfor ikke til hensigt definitivt at lukke døren for Tyrkiet, men at forberede Tyrkiet på et fuldt demokratisk EU-medlemskab.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, da Tyrkiet sidste efterår påbegyndte en forfatningsændringsproces, tog min gruppe straks dertil for at indlede en dybere dialog med såvel regeringen eller den store nationalforsamling som repræsentanter for civilsamfundet. Desværre fik vi hurtigt øje på begrænsningerne i denne ajourføring. Vi blev nægtet at aflægge besøg hos Leyla Zana, modtager af Sakharovprisen, og hos andre tidligere parlamentsmedlemmer af kurdisk oprindelse, som stadig sidder fængslet. Hvad angår menneskerettighedsorganisationerne, viste de, samtidig med at de priste ethvert skridt fremad, ved hjælp af et utal af konkrete sager, hvor langt der endnu var tilbage, før man ville kunne skimte det demokratiske Tyrkiet, som vi beder om. Vi forventede dog ikke nogle uger senere at høre partiformanden for HADEP, Murat Bozlak, udtale, at han var indkaldt for forfatningsdomstolen med henblik på et sandsynligt forbud mod den politiske lære, som han står for. Vi inviterede straks partiformand Bozlak til at mødes med alle grupperne og foreslog at sende en delegation fra Europa-Parlamentet til Tyrkiet for at fremme en stærk reaktion i Europa-Parlamentet imod denne tilfældige og ekstremt alvorlige handling. Jeg glæder mig over, at dette dobbelte initiativ blev vedtaget enstemmigt. HADEP-partiets eneste forbrydelse er faktisk, at de vinder mere og mere indflydelse i hele landet i en grad, så de på nuværende tidspunkt er sikret en plads i parlamentet i tilfælde af valg på trods af en skræddersyet lov, der fastsætter spærregrænsen til 10%. Jeg glæder mig også over, at vi i færdigbehandlingen af en fælles beslutning på tværs af alle grupper har besluttet i fællesskab at sende et klart budskab til myndighederne i Ankara og især følgende: "The European Parliament calls for the case against HADEP to be dropped". Jeg foreslår derfor, at vi bestræber os på i fællesskab at fuldføre denne aktion. Det er faktisk det mindste krav, vi kan stille til et land, der fra i morgen vil være at finde blandt deltagerne i Konventet om Den Europæiske Unions Fremtid.
Hr. formand, den tyrkiske regering har helt bestemt improviseret en række kosmetiske foranstaltninger for at skjule sin rædselsfulde menneskerettighedsfortid, men nye repressive handlinger giver os alvorlig grund til bekymring, som rådsformanden har sagt. Det atlas over de af verdens sprog, der er i fare for udryddelse, som blev præsenteret i sidste uge på den internationale dag for moderne sprog, understreger den kritiske situation, som de fleste sprog på denne planet befinder sig i. Vi burde have modet til at hænge alle regeringer ud, der ligesom den tyrkiske truer så mange sprogsamfund med udryddelse. Hr. formand for Rådet, kan vi ifølge de demokratiske kriterier acceptere, at politiske partier, der er imod hele samfunds forsvinden, er udsat for forbud mod deres aktiviteter? Bør vi sætte et dårligt eksempel med vores egen situation i Baskerlandet, hvor vores sprog er blevet anset for at være i fare for at forsvinde?
Hr. formand, menneskerettighedssituationen i Tyrkiet er på ingen måde blevet bedre i det forløbne år. Jeg går ind for, at Tyrkiet skal optages i EU, men Københavnskriterierne skal opfyldes. Forfatningsændringen er ganske vist positiv, men den opfylder langtfra mine forventninger. Tyrkiet skal tage endnu flere skridt, ellers kan det ikke blive optaget i EU. Dødsstraffen er ikke blevet afskaffet, men kun begrænset. De tyrkiske politikere er ikke særligt ivrige efter at få gennemført forfatningsændringen. På de højere læreanstalter i Tyrkiet må man undervise i arabisk, engelsk, tysk og kinesisk, men kurdisk, 12 millioner menneskers modersmål, er fortsat forbudt i undervisningsvæsenet. Over 10.000 studenter, som har gjort brug af deres forfatningssikrede ret og krævet, at det kurdiske sprog blev tilladt, må nu imødese straffesager. De bliver anklaget for separatisme. Til en fredelig og politisk løsning på det kurdiske spørgsmål hører også, at man ophæver sprogforbuddet og optager kurdisk som undervisningsfag i studieplanen. Københavnskriterierne omfatter retten til undervisning og medier på modersmålet, og de må være en tiltrædelsesbetingelse, som der ikke kan forhandles om. Også HADEP-medlemmer er blevet anholdt, anklaget for at have startet kampagnen for kurdisk. Med forbudssagen mod HADEP som optakt er repressionen mod HADEP-medlemmer vokset. Sidste år, 2001, blev 3.245 HADEP-medlemmer arresteret, over 55 kontorer blev ransaget og lukket. På verdensfredsdagen blev over 3.000 HADEP-medlemmer arresteret. Et menneske omkom sågar. Hr. Verheugen, jeg opfordrer Dem til at rejse til den sydøstlige del af Tyrkiet og tale med de 37 HADEP-borgmestre. HADEP-borgmestrene får ingen økonomisk hjælp. De ødelagte landsbyer er endnu ikke blevet genopbygget. Hvordan skal de mange tusinde flygtninge overleve? Hvorfor får den sydøstlige del af landet ingen penge fra Meda-programmet, selv om bestemmelserne foreskriver det? Det er et demokratisk tilbageskridt, hvis HADEP bliver forbudt. Med forbuddet marcherer Tyrkiet i den forkerte retning i forhold til Europa. Jeg og min gruppe kræver indtrængende, at retssagen mod HADEP straks bliver indstillet. Formandskonferencen har besluttet at sende en delegation til Tyrkiet. Så længe Tyrkiet ikke udtaler sig offentligt imod at forbyde HADEP, må en delegation vise sin solidaritet med HADEP og støtte det. Vi må vise på stedet, at Parlamentet ikke accepterer udemokratiske fremgangsmåder.
Mange tak, fru Uca. Jeg har modtaget fem beslutningsforslag i henhold til forretningsordenens artikel 37, stk. 2. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. (Mødet udsat kl. 20.39 og genoptaget kl. 21.00)
Næste punkt på dagsordenen indstilling ved andenbehandling af betænkning (A5-0027/2002) fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om Rådets fælles holdning (12171/1/01 - C5-0548/2001 - 2000/0328(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om implementering af topdomænet .eu (Ordfører: Flesch).
Hr. formand, det forslag til forordning, som vi forhandler om netop nu, foreslår, at man implementerer topdomænet .eu som skal understrege EU's synlighed i cyberspace og overføre den tillid, som er skabt af det indre marked, til internettet. Under afstemningen ved førstebehandlingen i juli 2001 vedtog Parlamentet Industriudvalgets og Retsudvalgets ændringsforslag. Disse ændringsforslag bekræftede især principperne om ikke-indblanding og selvforvaltning på internettet og anbefalede stærkt en effektiv og ubureaukratisk forvaltning af domænet .eu. På trods af at Rådet i sin fælles holdning af 6. november 2001 godkendte en lang række af vores ændringsforslag, var der andre, der ikke fandt nåde for Rådets øjne. Industriudvalget har derfor gjort et nyt forsøg og anmodet om, at man inddrager først til mølle-princippet i overvejelserne omkring registreringspolitikken for at basere politikken om udenretslig tvistbilæggelse på dækning af udgifterne og især for at forberede en rådgivningsprocedure inden for komitologien. Faktisk har Industriudvalget i samråd med Kommissionen vurderet, at det, for at sikre, at topdomænet .eu bliver en succes, er nødvendigt, at det bliver operationelt i løbet af kort tid og kommer til at fungere hurtigt og effektivt. Spørgsmålet om rådgivnings- eller forskriftskomitéer har hele vejen igennem været den største anstødssten i drøftelserne mellem Parlamentet og Kommissionen på den ene side og Rådet på den anden. Den uformelle kontakt mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen er fortsat efter vedtagelsen af Industriudvalgets ændringsforslag, og man er endelig nået frem til en aftale mellem de tre institutioner. Denne aftale afspejler sig i ændringsforslag 7, 8, 9, 10, 11 og 12 fra PPE-DE-Gruppen, PSE-Gruppen og ELDR-Gruppen. Med hensyn til komitologien har vi delt lagkagen i to halvdele, eller jeg skal måske hellere sige i henholdsvis en og to tredjedele. Forskriftsproceduren finder først og fremmest anvendelse på foranstaltninger til iværksættelse af forskrifter og dermed bestemmelser og principper for politik i offentlighedens interesse samt på kriterier og indstillingsprocedure for udnævnelse af en topdomæneadministrator. Rådgivningsproceduren finder anvendelse på udnævnelse af en topdomæneadministrator og indgåelse af en kontrakt mellem Kommissionen og topdomæneadministratoren. Grunden til, at Kommissionen og Parlamentet i sidste ende har indgået dette kompromis, som ikke vækker begejstring hos dem, er, at domænet .eu så hurtigt som muligt skal stilles til brugernes rådighed, som det blev vedtaget på Det Europæiske Råd i Lissabon. Hr. formand, jeg vil gerne på Parlamentets vegne holde fast i, at Kommissionen og Rådet forpligter sig til at sørge omhyggeligt for, at det går i opfyldelse. Jeg ved, at kommissær Liikanen har til hensigt at afgive en erklæring herom på det næste møde, og at den tilsvarende erklæring, som skal vedtages af Rådet, vil blive forelagt os i morgen før afstemningen om ændringsforslagene. Derfor anbefaler jeg Parlamentet at stemme for ændringsforslag 7, 8, 9, 10, 11 og 12. Hr. formand, efter de utallige uformelle aftaler, der har været mellem Rådet og Kommissionen, som har ført til et kompromis, vil jeg gerne takke kommissær Liikanen og hans tjenestegrene, det spanske formandskab, som ikke har sparet på kræfterne, mine kolleger, Arlene McCarthy, som er rådgivende ordfører for Retsudvalget, samt de politiske gruppekoordinatorer. Sammen har vi opnået et resultat, der burde gøre det muligt at implementere topdomænet .eu inden årets udgang.
Det er en fornøjelse at tale under Deres forsæde for første gang og lykønske Dem, og jeg håber, at jeg kan få 10 ekstra sekunder til sidst for at have sagt dette. Det er mig en fornøjelse atter her ved andenbehandling at støtte denne meget vigtige foranstaltning på vegne af min gruppe og også hylde Colette Flesch for den energi og tid, hun har lagt navnlig i at håndtere forhandlingerne med Rådet og Kommissionen meget kløgtigt i de sidste par uger, således at vi med rette nu har en kompromistekst, som jeg har undertegnet på vegne af min gruppe, og som jeg indtrængende opfordrer Deres kolleger til at støtte i morgen. En af de meget vigtige årsager til dette er, som fru Flesch nævnte i sin tale for lidt siden, at vi har brug for, at dette nye .eu-domæne bliver operationelt så hurtigt som muligt. Vi arbejder på et stuvende fuldt marked, kære kolleger. .eu-domænet skal overleve i en hel verden af nye domæner, og det vil kun være af reel værdi for handelsorganisationer og ngo'er og andre institutioner, som ønsker at bruge det, hvis de procedurer, der indføres til registrering, er de bedst mulige, som kan opnås. Folk ønsker at få deres registreringer håndteret hurtigt og klart og få den form for garantier med hensyn til deres ophavsret og varemærker, som vi forventer, for når alt kommer til alt - med den institutionelle opbakning, der er fra Det Europæiske Fællesskab over hele EU - vil folk forvente, at det er intet mindre end det bedste. Det vil være i søgelyset, så bedste praksis er yderst vigtig. Men vi må få dette gjort og få det igennem så hurtigt, som vi overhovedet kan. Vi ser frem til Rådets og Kommissionen erklæringer. Jeg vil trække mit ændringsforslag tilbage, hvori der blev fastsat en særlig tidsfrist på seks måneder for at få registreringen godkendt eller snarere for at få indkaldelsen af interessetilkendegivelser ud inden for højst 15 måneder. Jeg er blevet kritiseret i branchen for at være for generøs, så jeg håber, at det vil være det absolutte maksimum. Vi glæder os til at høre Deres erklæring, og jeg vil gerne som afslutning sige, at dette er en vigtig foranstaltning, som må træffes godt og hurtigt.
Hr. formand, på min gruppes vegne vil jeg også gerne tilslutte mig det, som fru Flesch og hr. Harbour sagde. Den løsning, der foreslås med ændringsforslagene, som man anbefaler Parlamentets samlede vedtagelse af, er en kompromisløsning, men jeg tror, at det er et fornuftigt og hensigtsmæssigt kompromis, eftersom det giver os mulighed for hurtigt at oprette domænet .eu. Man bør efter min mening se med positive øjne på dette, da det udgør endnu et konkret skridt - som ikke kun kan tilskrives samarbejdet med ordføreren, fru Flesch, men også med Kommissionen og ikke mindst med kommissær Liikanen - i retning af opfyldelsen af de forpligtelser, vi indgik på topmødet i Lissabon. Eftersom vi på mange andre områder kan konstatere, at også beslutningerne undertiden støder på reelle vanskeligheder og er længe om at blive gennemført, tror jeg, at vi kan være særligt tilfredse med det, vi har opnået her i aften. Jeg vil ikke tilføje andet, da jeg i så fald blot ville gentage det, som mine kolleger har sagt om dette emne, men jeg tilslutter mig henstillingen om - og her venter jeg også på, hvad kommissær Liikanen vil fortælle os - at fristerne for gennemførelsen og den konkrete iværksættelse af domænet .eu bliver så korte som muligt. Da vi stadig mangler at drøfte dette, vil jeg straks overlade ordet til kommissæren, som vil udtale sig i den forbindelse.
Vedtagelsen af forordningen om implementering af topdomænet .eu er nu ved at nå sit endelige stadium. Jeg vil gerne udtrykke min tak, navnlig til ordføreren, fru Flesch, for hendes vedvarende bestræbelser for at nå frem til et kompromis. Jeg vil også gerne takke bl.a. fru McCarthy og hr. Harbour og også hr. Carraro. Deres forståelse for nogle af de komplekse egenskaber ved dette initiativ har bidraget i betydelig grad til det resultat, vi drøfter her i dag. Det er mig en fornøjelse at kunne meddele, at Kommissionen kan acceptere kompromisændringsforslag 7-12. Flere af de stillede ændringsforslag kommer med yderligere afklaringer til bestemmelserne i den fælles holdning. Kommissionen kan støtte ændringsforslaget om en undersøgelse af, hvorvidt registreringspolitikken blandt de eksisterende muligheder såvel som inden for forordningens rammer kan baseres på først til mølle-princippet. Den kan også støtte ændringsforslaget, der indfører en politik om udenretslig tvistbilæggelse, der er baseret på dækning af udgifterne. Det mest komplekse spørgsmål var uden tvivl, hvordan man skulle vælge typen af udvalg og procedure for denne forordning. Kommissionen kan acceptere ændringsforslag 7, 8, 9, 10, 11 og 12. Hvad angår ændringsforslag 6 i indstillingen ved andenbehandling som vedtaget af Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi kan Kommissionen ikke støtte ændringsforslaget til artikel 8. Men i lyset af Parlamentets bekymring over implementeringen af topdomænet .eu ønsker Kommissionen at udtale følgende: Kommissionen er enig med Europa-Parlamentet i, at topdomænet .eu, hvis det skal være succesfuldt, bør være på plads meget hurtigt og ikke være overbebyrdet af et urimeligt regelsæt. Kommissionen anså derfor, at en rådgivende procedure ville være det mest hensigtsmæssige for denne forordning. I overensstemmelse med den beslutning, der blev truffet ved Det Europæiske Råds møde i Stockholm i marts 2001, om at vedtage alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at topdomænet .eu snarest muligt er tilgængeligt for brugerne, har Kommissionen imidlertid besluttet at godkende forskriftsproceduren for artikel 3, stk. 1, og artikel 5 for at lette en hurtig vedtagelse af denne forordning og med den overbevisning, at dette skridt kan fremme den samarbejdsånd yderligere, som er nødvendig for at nå det mål, der blev sat af Det Europæiske Råd i Stockholm. Kommissionen understreger, at udpegelsen af topdomæneadministratoren, som skal organisere, administrere og styre topdomænet .eu, bør finde sted så tidligt som muligt, og at der bør gøres alle mulige rimelige bestræbelser for at sikre offentliggørelse af indkaldelsen af interessetilkendegivelser hurtigt efter forordningens ikrafttræden. Dette forudsætter, at kriterierne og procedurerne for udpegelse af topdomæneadministratoren er på plads hurtigt. Kommissionen er forpligtet til at forelægge de foranstaltninger, der skal til for at gennemføre topdomænet .eu i tide, og vil gøre sit yderste for at sikre, at de relevante procedurer er på plads og straks lade .eu-topdomæneadministratoren blive operationel så hurtigt som muligt efter forordningens ikrafttræden, medmindre der skulle indtræde usædvanlige omstændigheder. Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at tiltræde dette mål og yde den støtte, der skal til for at nå det.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0024/2002) af Blak for Budgetkontroludvalget om de foranstaltninger, Kommissionen har truffet for at efterkomme bemærkningerne i den beslutning, der ledsager afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1999.
. Hr. formand, i Decharge-99 er vi kommet vi rundt om hele budgettet. Alle sektorer er blevet belyst. Alle EU-institutionerne har fået læst og påskrevet, for selv om det i sidste ende er Kommissionen, der er ansvarlig for gennemførelsen af budgettet, står den jo ikke alene. Den er bundet af beslutninger, som tages i Parlamentet og i Rådet, og den er afhængig af, hvor effektivt der kontrolleres i medlemsstaterne. Landbrugsområdet er et glimrende eksempel. Kommissionen foreslår en reform af landbrugspolitikken, men Rådet og Parlamentet stritter imod og foreslår, at ordningerne gøres endnu mere bureaukratiske, generøse og følsomme for fup og svindel. Hør-, mælk- og sukkerordningerne er gode eksempler. Der er imidlertid stadig behov for en grundlæggende reform og en ny forvaltningskultur i Kommissionen. Vi er ikke altid enige med Kommissionen, men grundlæggende har vi samme mål, nemlig at Kommissionen bliver en effektiv og moderne administration. Det vigtigste er, at Kommissionens reformplan kører, som den skal. Min oprindelige plan var at sammenligne Kommissionens individuelle generaldirektorater og give karakterer til hvert enkelt. Det ville være i tråd med ånden i reformen, men det har ikke været muligt at gennemføre denne sammenligning. Jeg vil gerne opfordre Revisionsretten til at undersøge praksis i medlemsstaterne. Decharge-99 satte fingeren på nogle meget ømme punkter i Kommissionens forvaltning. Et af de vigtigste var det mangelfulde overblik over revisionsrapporter og den manglende opfølgning. I Decharge-99-betænkningen bliver Kommissionen bedt om at sende Parlamentet en rapport to gange om året, som opsummerer alle revisionsrapporter og deres anbefalinger samt opfølgningen på dem. Tilsyneladende vil Kommissionen kun gå med til, at den interne revisionstjeneste briefer Parlamentet en gang om året, og det er absolut ikke nok. Finanskontrolløren gav tidligere Parlamentet en briefing fire gange om året, og det forventer vi også at få fra den nye afdeling. Udlevering af information er altid det største stridspunkt mellem Parlamentet og Kommissionen. Jeg har fået utrolig megen information udleveret i forbindelse med Decharge-99, og det vil jeg gerne takke Kommissionen for. Men det er nødvendigt med klare regler, som kan gælde, uanset hvem der er decharge-ordfører, og uanset hvem der er kommissær. Rammeaftalen er noget skidt. Den kan bruges til at holde dokumenter tilbage og holde dokumenter fortrolige. Det er nemlig Kommissionen, som i sidste ende bestemmer, om et dokument er fortroligt. Derudover er den bureaukratisk, og den fører til store forsinkelser. Jeg har respekteret rammeaftalen, fordi den gælder i øjeblikket, men jeg synes, vi skal arbejde for, at den bliver genforhandlet, og jeg vil gerne bede vores formand Cox om at leve op til sine løfter om åbenhed og reformer især på dette område. Budgetkontroludvalget kunne godt tænke sig at bruge mere tid på evaluering. Vi skal sikre "value for money". Det er desværre mit indtryk, at de fleste evalueringer bliver arkiveret lodret. Kommissionen har lovet at fremlægge resultater af gennemførte evalueringer. Den kommer ikke ind på hvordan eller hvor tit. Hvad siger Kommissionen til at give en briefing hvert kvartal eller hvert halve år? Der er flere konkrete sager fra Decharge-99, som det ikke har været muligt at følge op på, enten fordi OLAF-undersøgelser ikke er færdige, eller fordi der kører en disciplinærsag i Kommissionen. Flere af de store sager under Decharge-99 ligger stadig hos OLAF, som ikke arbejder for hurtigt, f.eks. IRELA-sagen. Der har været meget fokus på IRELA, det nu lukkede Institut for Forbindelserne mellem Europa og Latinamerika. Jeg er ikke ked af, at instituttet er blevet lukket. Kommissionen har nu delegationer i de fleste latinamerikanske lande, som tager sig af forbindelserne mellem Europa og denne verdensdel, men der skal ryddes ordentligt op. OLAF er i øjeblikket i gang med at afslutte en intern undersøgelse for at få afklaret, om der skal indledes disciplinærsager. IRELA mangler stadig at betale 3,4 millioner euro tilbage. Jeg vil gerne spørge Kommissionen, hvordan det går med de tilbagebetalinger. Så vil jeg gerne rose Kommissionen og især fru Schreyer for opfølgningen af Flechard-sagen. Det viste, at det er muligt at indrømme en fejl og så ændre reglerne. Jeg synes virkelig, at det er et flot resultat, vi er kommet frem til. Så er der sagen omkring Stockholm-kontoret, som til gengæld ikke kan afsluttes. Jeg accepterer, at sagen ligger hos de svenske anklagemyndigheder, men vi bliver nødt til at gøre noget ved det her. Og jeg vil gerne til sidst takke for halvandet års godt samarbejde og især takke kommissær Schreyer. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med en kompetent person, hvor det har udviklet sig til ikke bare at være et samarbejde men næsten et godt venskab, hvor vi har opnået fantastiske resultater. Det vil jeg meget gerne takke for her i salen og sige, at hvis det er stilen fremover, så er der virkelig noget, vi kan bygge videre på. Det er meget, meget flot.
Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for denne betænkning, som afslutter dechargen for 1999. Parlamentet skal kontrollere Kommissionens udbetalinger. Man kan imidlertid kun kontrollere, hvis man har adgang til alle dokumenter og informationer. Ellers er dechargen ikke nogen virkelig kontrol, men bare en venlighed. Jeg vil derfor gerne understrege kravet i punkt 4 i betænkningen, som siger, at Parlamentet skal have samme indsigt i dokumenter som Revisionsretten. Kommissionen må holde op med at udfolde så stor fantasi og forhalingstaktik for at opbygge nye hindringer, som skal holde dokumenter tilbage for os. Det seneste eksempel er van Buitenen-rapporten fra 31. august 2001. Kommissionen har ikke givet mig som ordfører for Leonardo I-programmet i Socialudvalget det mindste hint om, at der er rejst nye anklager om dårlig forvaltning, som bliver undersøgt af Kommissionen og OLAF. Den ville tværtimod mod bedre vidende have ladet Parlamentet give decharge for Leonardo I, hvis jeg ikke i sidste øjeblik var blevet gjort opmærksom på sagen fra anden side. Siden da har Kommissionen forsøgt at berolige og trække sagen i langdrag. Er det, spørger jeg Dem, fru Schreyer, det tillidsfulde samarbejde, som De og Deres kollega Kinnock ikke kan blive trætte af at kræve af os, Parlamentet? Hvad er det, De forsøger at skjule? I mellemtiden har mindst et tysk presseorgan fået fat i denne rapport in toto, sammen med OLAF's rapport om den. Tror De ikke, fru Schreyer, det er på tide, at vi også får den rapport? Den hastigt sammenstrikkede rammeaftale, som blev forelagt for Parlamentet i direkte tilslutning til dechargen for 1998, uden mulighed for diskussion, har vist sig at være flertydig og i klar modstrid med vores forretningsorden. Den kan derfor ikke fortsætte i denne form. Den må tilpasses til vores forretningsorden og ikke omvendt, som det åbenbart er hensigten med hr. Bourlanges' ændringsforslag. Jeg beder Dem derfor om ikke at følge hr. Bourlanges' ændringsforslag og i stedet lade være at røre ved Parlamentets kontrolrettigheder, som er fastsat i EU-traktaten. Ingen overbevist europæer kan i ramme alvor mene, at Parlamentets rettigheder skal indskrænkes til fordel for en forvaltning, som i forvejen er overmægtig og udsætter Europa for risikoen for at udvikle sig til et ukontrolleret og ukontrollabelt funktionærapparat. Det ønsker især vores borgere ikke. Jeg kunne have ønsket mig nogle tydeligere udtalelser om skandalen om det forfalskede smør, den såkaldte Flechard II-affære. Den tilbundsgående opklaring af Flechard II, som ikke kun handler om misbrug af penge, men også om sundhedsrisiko, er imidlertid en sag, som vi også kommer til at beskæftige os med i dechargeproceduren for 2000.
Hr. formand, jeg vil gerne på min gruppes vegne tilslutte mig lykønskningerne til ordføreren. Allerede i hovedbetænkningen om decharge for 1999 gjorde han sig stor umage og ydede et storartet stykke arbejde. Vi vil også gerne udtrykkeligt støtte denne betænkning. Jeg tror også, at Kommissionen har gjort sig umage for hurtigt at komme med de pågældende oplysninger. Men jeg tilslutter mig naturligvis fru Stauners kritik. Vi har indtryk af - og netop det pågældende afsnit i Blak-betænkningen viser det - at Kommissionen stadigvæk leger denne barnlige gemmeleg med Parlamentet. Netop disse dage og forlydenderne om endnu en van Buitenen-rapport viser, at den europæiske virkelighed ikke findes mellem Parlamentet og Kommissionen, mellem et par embedsmænd og et par parlamentsmedlemmer, den findes derude hos 370 millioner europæere, og dem kan og bør man ikke blive ved med at holde for nar. Det ville glæde mig meget, hvis Kommissionen endelig ville gå over til et mere storsindet og efter min mening faktisk selvfølgeligt system i ethvert demokratisk system, hvad udlevering af dokumenter og gennemsigtighed i forvaltningen angår.
Hr. formand, med dechargeproceduren for 1999 er Kommissionen og Parlamentet slået ind på en ny vej med større samarbejde mellem institutionerne. Det kan vi takke Kommissionen for, men også vores ordfører, Freddy Blak, der har forvaltet denne procedure med fasthed, fornuft og kløgt. Det kan ikke benægtes, at der er sket fremskridt på landbrugsområdet, især på grund af det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, der er indført, men på den anden side er det imidlertid også en kendsgerning, at det ikke står bedre til med kontrollen mod fødevareforfalskning. Denne situation er paradoksal, for hvis en traktor under pløjning af en mark kommer en halv meter ved siden af, eller hvis en malkeko udskiftes på en ikke foreskreven dato, kan det betyde, at der konstateres uregelmæssigheder, og at der sker finansielle korrektioner ved statistisk fremskrivning. Fødevareforfalskning med henblik på eksportstøtte kontrolleres sjældent, og når det sker, fortaber svindlerierne sig ofte i de nationale retsvæseners labyrinter, og uden at de fører til sanktioner fra Fællesskabets side eller offentlig opklaring af forholdene. Det er en tingenes tilstand, som vi ikke bør affinde os med.
Hr. formand, ærede medlemmer, hr. ordfører, dechargeproceduren for 1999 bærer virkelig ordførerens signatur. Det har været et yderst intensivt samarbejde, hvor udgangspunkterne ikke altid var de samme, men som alligevel efter min mening har ført til fine resultater efter intensive diskussioner. Jeg vil ikke lade hele processen passere revy her, men jeg vil gerne holde fast i emnet "indsigt i Kommissionens dokumenter" fra samarbejdet om dechargen. Her er der sket en væsentlig ændring i forhold til tidligere, og det skyldes i høj grad ordførerens hårdnakkethed. Det glæder naturligvis Kommissionen, at vi i Deres follow up-betænkning kan læse, at det glæder Dem, at De har modtaget alle de dokumenter, der er anmodet om i dechargebeslutningen. Hvad der har gjort det muligt, det har vi imidlertid forskellige opfattelser af. Efter min mening har det helt klart vist sig, at det er aftalen mellem Kommissionen og Parlamentet, der har gjort denne håndtering af fortrolige informationer mulig. Jeg vil gerne understrege, at det efter min mening går rigtig godt med denne håndtering af aftalen. Det er ikke kun dechargeproceduren som sådan og de forskellige betænkninger, som tydeligt bærer ordførerens signatur, det gælder også for de efterfølgende foranstaltninger og de foranstaltninger, som er truffet under dechargeproceduren. Her vil jeg også kun nævne et enkelt eksempel, nemlig ordningen om at anvende proportionalitetsprincippet ved gældseftergivelse. Her har der været mange diskussioner under dechargeproceduren, fordi Parlamentet i en sag fra 1994 mente, at de beslutninger, som Kommissionens kontorer havde truffet, ikke var gennemsigtige. Resultatet af vores lange diskussioner blev, at man principielt går ind for at anvende proportionalitetsprincippet, men at Parlamentet insisterer på, at der sættes en mere gennemsigtig procedure i gang. Det er nu den ordning, som er blevet fastsat i henhold til beslutningsforslaget, nemlig at der er bestemte kriterier, som altid skal opfyldes, og især at det fra et vist beløb for gældseftergivelsen er Kommissionen som kollegium, der skal træffe afgørelsen, så det også bliver meget tydeligt, at det er et politisk ansvar, man påtager sig. Jeg vil imidlertid gerne nævne en dissens i forbindelse med follow up-betænkningen. Kommissionen er ikke enig i follow up-betænkningens andragende om, at regnskabsførerne, altså de øverste embedsmand med ansvar for regnskaberne, eller finansinspektøren, først kan udnævnes efter forudgående konsultation med Parlamentet. Her er der jo ikke tale om en interinstitutionel stilling, men om stillinger inden for Kommissionen, hvor Kommissionen selv har ansættelse- og beslutningskompetence. Hr. ordfører, i Deres indlæg spurgte De om den videre fremfærd med hensyn til Irela. Her har Kommissionen besluttet at tage det næste skridt. De ved, at Kommissionen har sendt en recovery order. Resultatet er, at der ikke kan ydes recoveries, fordi instituttet som sådant ikke længere eksisterer. Juridisk set eksisterer det imidlertid stadig. Derfor har Kommissionen besluttet at tage det næste skridt og lade den juridiske tjeneste undersøge, om der foreligger personlig hæftelse. Med hensyn til spørgsmålet om den rapport, som hr. van Buitenen har udarbejdet, vil jeg gøre opmærksom på, at hr. van Buitenen selv har insisteret på, at der kun skulle være få eksemplarer. Jeg har heller ikke fået en sådan rapport fra hr. van Buitenen. Som hr. Kinnock også forklarede, har OLAF og tilsvarende instanser i Generaldirektoratet for Administration undersøgt rapporten. OLAF har indsat otte eksperter fra sit område i undersøgelsen. Jeg gør opmærksom på, at der ikke har været forsinkelser, men at rapportens forfatter selv har indrømmet, at vi sandsynligvis ville nå hen i marts, før bilagene var efterprøvet. OLAF har nu udarbejdet en rapport, som jeg ikke har fået, men som formanden for Budgetkontroludvalget har. Jeg troede også, min kollega Kinnock havde informeret udvalget. Så snart det fører til anbefalinger til Kommissionen, vil Kommissionen beskæftige sig med det, og hvis der skal indledes nye sager, vil den naturligvis gøre dette. Lad mig komme med et par bemærkninger til emnet DAS, eftersom dette emne også bliver taget op i follow up-betænkningen. Det drejer sig om en positiv DAS for regnskabsåret 2003. Her må jeg for Kommissionens vedkommende endnu en gang erklære, at vi fra vores side ikke kan sige, hvornår der kommer en positiv revisionserklæring fra Revisionsretten også for betalingsmidlerne, for det er Revisionsrettens afgørelse, og Revisionsretten har ikke sat nogen benchmark for, hvornår der bliver givet en revisionserklæring. Jeg tror imidlertid, at vi også gennem de halvandet års diskussioner om dechargen for 1999 er nået til den konklusion, at det ville være godt, hvis vi i fællesskab kunne finde nogle indikatorer, som kunne bruges til at bedømme og erkende fremskridt inden for den finansielle forvaltning. Jeg går ud fra, at dette emne også spiller en rolle i dechargen for 2000. Kommissionen har især reformeret den finansielle forvaltning. Når der er anklager om, at noget ikke er gjort korrekt, undersøger vi disse anklager, og når der er forlydender om svig, undersøger OLAF det. Jeg må afvise, at en OLAF-undersøgelse skulle være en forsinkelse. Nej, det er det, kontoret er oprettet til, til at undersøge sådanne forlydender! Der har - det vil jeg gerne holde fast i - endnu aldrig været en klage over, at Kommissionen på nogen måde skulle have forsøgt at påvirke OLAF's undersøgelsesresultater. Det ville også være dumt af os, for OLAF er et vigtigt middel ikke bare til at intensivere samarbejdet med medlemsstaterne, når det gælder bekæmpelse af svig, men naturligvis også et godt, objektivt instrument til interne undersøgelser. Jeg glæder mig over EF-Domstolens afgørelse i går. OLAF og OLAF's betydning blev endnu en gang styrket med domstolens afgørelse. EU's budget vil sikkert vokse yderligere. Vi vil få nye opgaveområder, og naturligvis er udvidelsen en ny og stor udfordring, også når det gælder den økonomiske forvaltning. Derfor er jeg sikker på, at der også i kommende dechargeprocedurer og i kommende follow up-betænkninger vil komme mange vigtige spørgsmål frem, som vi så forhåbentlig i fællesskab kan løse lige så godt som i dechargeproceduren for regnskabsåret 1999. Jeg vil gerne endnu en gang takke for samarbejdet med ordføreren.
Hr. formand, jeg er ked af at tage ordet igen, men jeg er lidt overrasket over, at der foreligger en rapport fra van Buitenen, som jeg ikke har kendskab til. Jeg vil gerne sige her i salen, og det er min helt klare overbevisning, at den mand burde fjernes fra Kommissionen. Han ødelægger samarbejdet, han smadrer det europæiske samarbejde, fordi hans livsopgave er, at være imod og lave opgaver, som vi ikke kan leve med. Jeg er meget ked af, at sådan noget kommer frem i sidste øjeblik, men jeg vil anbefale Kommissionen at fjerne den mand en gang for alle, han er en pestilens for os alle.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: Á5-0056/2002 af Buitenweg for Budgetudvalget om tillægsoverslag over Europa-Parlamentets indtægter og udgifter for regnskabsåret 2002; Á5-0057/2002 af Costa Neves for Budgetudvalget om forslag til Den Europæiske Unions tillægs- og ændringsbudget nr. 1/2002 for regnskabsåret 2002 - Sektion I - Europa-Parlamentet; Sektion II - Rådet; Sektion III - Kommissionen.
Hr. formand, jeg vil gerne behandle begge dokumenter og derfor ikke kun det om Parlamentets budget, men ligeledes det om konventet, som er en betænkning, jeg har udarbejdet sammen med hr. Costa Neves. Begge betænkninger har nemlig stor sammenhæng med hinanden. Konventet om Den Europæiske Unions Fremtid starter i morgen. Vi er derfor i god tid med hensyn til at fastsætte finanserne herfor. Konventet er en god mulighed for at få en mere handlekraftig institution, skabe mere effektivitet her i Parlamentet samt øge institutionernes legitimitet. Idéen om sådan en samling af repræsentanter fra Parlamentet og regeringerne har sin oprindelse i Parlamentet. Parlamentet tillægger et vellykket konvent stor betydning. Derfor er vi bl.a. blevet enige om en fremskyndet procedure. Jeg håber derfor, at Parlamentet sørger for, at tillægs- og ændringsbudgettet for 2002 bliver vedtaget i morgen, hvor konventet går i gang. Nogle detaljer om konventets budget. Rådets generalsekretær har udarbejdet et overslag og kom frem til et beløb på ca. 10,5 millioner euro for en periode på 10 måneder indtil december 2002. En del af dette beløb, 6,5 millioner euro, er for deltagernes regning, det vil sige de tre institutioner - Parlamentet, Kommissionen og Rådet - regeringerne og medlemsstaternes eller ansøgerlandenes parlamenter. Det drejer sig f.eks. om forskellige rejseudgifter, som institutionerne eller de nationale regeringer skal finansiere. Det resterende beløb på ca. 4 millioner euro, er det beløb, som det her drejer sig om, for det er konventets eget budget. Hvordan skal bestemmelsesretten med hensyn til de 4 millioner euro fastsættes? Det drejer sig naturligvis om et begrænset beløb, men det er imidlertid i politisk henseende meget vigtigt, at de tre institutioner får tilstrækkelig indflydelse på budgettet. På det lille praktiske plan er det konventet og dets præsidium, som står for anvendelsen af budgettet, men hvis man flytter udgiftspuljer, f.eks. hvis man vil have flere penge til daggodtgørelser på bekostning af forummet for ngo'er og borgerne, så er det et politisk spørgsmål. Så er det netop for Parlamentet, som vil spille en vigtig rolle i konventet, vigtigt at have indflydelse på budgettet. Problemet er imidlertid, at konventet ikke har et retsgrundlag, og at de almindelige budgetprincipper derfor ikke fandt anvendelse. Medlemsstaterne insisterede på, at Parlamentet og Rådet ikke skulle være budgetmyndighedens to arme, men at EU-medlemsstaterne skulle have den endelige indflydelse. Det var beklageligt for Parlamentet, men vi har vist forståelse for dette problem under forhandlingerne og har fastsat det således, at medlemsstaterne skal give den endelige godkendelse, men først efter, at de tre institutioner har afgivet deres samstemmende holdning. Medlemsstaterne kan derfor kun godkende noget, hvis de tre institutioner er enige heri. Dermed har Parlamentet også vetoret, indflydelse på budgettet, ret til kontrol og information, ret at give decharge osv., og i praksis beholder Parlamentet således sine vigtigste kompetencer. Jeg er enig i, at dette ikke er den bedste løsning. Vi havde foretrukket, at beløbet blev opført på budgettet på almindelig vis, men det var ikke muligt, fordi der ikke var et retsgrundlag. På den baggrund mener jeg, at Budgetudvalget har opnået et meget godt resultat. Ikke desto mindre har der været en del kritik. Jeg var i dag hos Præsidiet, og der udtrykte man ligeledes bekymring over Parlamentets rolle og over spørgsmålet om, hvad det betyder, at Parlamentet ikke forholder sig til Rådet, men til alle medlemsstaterne. Budgetkontroludvalget, Budgetudvalget og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har ligeledes udtrykt bekymring. Derfor har vi medtaget et langt ændringsforslag i beslutningsforslaget, hvori resultaterne af aftalen understreges, og hvori det konstateres, at aftalen in sui ikke har juridisk karakter. Den er en undtagelse, som kun finder anvendelse på denne situation. Jeg håber, at denne tilføjelse, hvori vi understreger, at det er en undtagelse, samt at Parlamentet har bibeholdt sin indflydelse på budgettet, fører til, at aftalen får bred støtte.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, takket være den enighed, der blev skabt mellem institutionerne ved samrådet den 18. februar, mener jeg, at Parlamentet kan godkende tillægsbudget nr. 1/2002 om midlerne til den fond, der skal finansiere Konventet om Den Europæiske Unions Fremtid, netop på den dag, hvor dette konvent åbnes. Der er arbejdet hurtigt og også godt, synes jeg. Da det jo er vigtigt i tide at sørge for, at alle betingelser er til stede for, at konventets arbejde kan blive effektivt, er dets budgetramme således allerede nu fastlagt, og dét i overensstemmelse med principperne om budgetmæssig gennemskuelighed og institutionel balance. Konventets særlige karakter forklarer, hvorfor lovgrundlag og budgetramme er udformet, som de er, herunder det forhold, at der oprettes denne fond, og at den omfattes af særlige finansforskrifter. Det er således taget i betragtning, at denne nye instans er af midlertidig karakter, og at der følgelig er behov for ekstra fleksibilitet. En særlig interinstitutionel aftale definerer alt dette, herunder de beløb, som de finansierende institutioner, Parlamentet, Rådet og Kommissionen, bidrager med, sådan som min kollega Kathalijne Buitenweg allerede har omtalt. Det bør her fremhæves, at Parlamentets fulde medvirken, således som det blev aftalt ved samrådet den 18. februar, er sikret i hele den periode, hvor denne fond (der er oprettet ved mellemstatslig beslutning) skal virke, også med hensyn til procedurerne vedrørende overførsel af bevillinger og decharge, ligesom der hersker fuld klarhed omkring initiativets særlige karakter og de dermed sammenhængende bestemmelser. Jeg slutter af med at takke mine kolleger for deres samarbejde, idet jeg især vil fremhæve den indsats, der blev ydet af dem, der deltog i samrådet, Reimer Böge og Kathalijne Buitenweg, ligesom bidraget fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Budgetkontroludvalget, der har betydet en mere direkte tilgang til visse spørgsmål. Også via denne budgetprocedure håber jeg, at vi bliver forbundet med et konvent, der kan komme til at skabe historie.
Hr. formand, først vil jeg gerne sige, at det er en stor glæde og ære for mig, at jeg for første gang kan tale under Deres forsæde her i Parlamentet! Jeg vil gerne præcisere, at jeg især taler for Budgetkontroludvalget. Det blev netop sagt af de to ordførere, som jeg i øvrigt gerne vil lykønske med deres arbejde, at Budgetkontroludvalget havde gjort sig mange tanker og var fremkommet med dem. Det har vi gjort, fordi vi ønsker, at dette konvent bliver en succes. Det er vores enstemmige overbevisning, og den vil jeg gerne give klart udtryk for her. På denne præmis stemmer vi også for dette tillægs- og ændringsbudget, som Budgetudvalget forelægger Parlamentet i sin betænkning. Det skal imidlertid stå klart, at denne usædvanlige budgetprocedure er et enkeltstående tilfælde, som ikke må danne præcedens. Det har ordførerne understreget. Desuden må klarhed og gennemsigtighed være de øverste principper for de budgetmæssige transaktioner, ikke mindst for at leve op til den tillid og det håb, som knyttes til konventet. Selv om Budgetudvalget er tilfreds med den aftalte procedure, mener Budgetkontroludvalget, at der stadig er nogle vigtige spørgsmål, som ikke er afklaret. Dem har vi anført i vores udtalelse, som er blevet udarbejdet i hast, og vi kan se, at de til dels er overtaget i beslutningen. Det takker vi for. Det vigtigste spørgsmål for os er spørgsmålet om dechargen, som i henhold til traktaten er Parlamentets vigtigste og suveræne beslutning, som normalt ikke er til forhandling. I artikel 20 i Rådets beslutning om finansiering af konventet står der, at regeringsrepræsentanterne efter samtykke fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen giver decharge til generalsekretæren. Hvad betyder det helt nøjagtigt, især da begreberne samtykke, assent eller avis conforme er uklare i de forskellige sprogversioner, og hvordan ser den pågældende procedure ud? Her mangler man endnu at finde en tilfredsstillende løsning. Et andet spørgsmål trænger sig på, nemlig spørgsmålet om Parlamentets indsigt i dokumenter. I traktaten er det tydeligt forankret, at Parlamentet skal modtage alle dokumenter og informationer, som det finder nødvendige til brug for dechargebeslutningen. Men i artikel 4 i Budgetudvalgets beslutningsforslag læser man, at dette kun skal være tilfældet for Revisionsretten. Dette afspejler ikke traktatens ånd. Som allerede nævnt er der her tale om en procedure sui generis, som til dels afviger fra traktaten. Alligevel skal Parlamentet have fuldstændig og fri indsigt i alle dokumenter. Jeg glæder mig over punkt 5 i Budgetudvalgets beslutningsforslag, som siger, at dechargeproceduren skal ske efter de regler, der er fastlagt i traktaten, hvis konventets arbejde skulle tage længere tid end forudset i den fastsatte tidsramme. Jeg vil gerne endnu en gang udtrykke håb om, at vi kan vedtage denne betænkning i morgen og dermed give konventet en god start.
Hr. formand, mine damer og herrer, i morgen skal vi forholde os til et tillægs- og ændringsbudget, som sikkert er enestående i Parlamentets historie og vil blive ved med at være det, for vi forhandler om et volumen på 0,005% af EU's budget, og til det formål har vi sågar programsat en særskilt forhandling. Vi har bedt kommissær Schreyer om at komme til os i Parlamentet for at tale om, hvad det er, der foreligger her, og hvorfor vi gør det. Der er gode grunde til at tale om det, for det drejer sig om finansieringen af konventet. Dette konvent har været et stærkere ønske for Parlamentet end for nogen anden europæisk institution. Vi har støttet det, og vi har krævet det. Vi har krævet det for at kunne skabe og indføre nye procedurer i Europa, for at forbedre interaktionen og uafhængigheden mellem institutionerne, altså de tre institutioner. Hertil hører, at man gensidigt respekterer hinanden, at man gensidigt ved, hvem der arbejder hvor, og at der lægges gennemsigtighed for dagen. Det spanske formandskabs første forslag om omgangen med de midler, der er nødvendige for at finansiere konventet, forskrækkede os, for her foreslog man kun Rådet som donor, som administrator og som kontrollør. Ikke et ord om Parlamentet! Det må naturligvis ikke på nogen måde være et forbillede for det, som fremover skal kendetegne forholdet mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Her måtte Budgetkontroludvalget og Parlamentet protestere kraftigt. Det måtte vi gøre i en meget kortvarig procedure, fordi der ikke var tid til at følge den normale procedure. Det var fristerne for korte til. Vi kunne sågar kun træffe aftaler mellem koordinatorer. Vi kunne ikke engang foretage ordentlige forberedelser inden for Budgetudvalget. Vi gjorde det alligevel, fordi vi er interesserede i, at konventet starter i morgen. Det, Parlamentet har opnået, er, at vi nu deltager i tildelingen af midler i overensstemmelse med vores beføjelser som en del af budgetmyndigheden. Vi er en af de to dele af budgetmyndigheden, som træffer afgørelse om tildeling af midler. Overførsel af midler kan kun ske med vores accept, og heller ikke dechargen kan lade sig gøre uden vores accept. Fordi der her stadig er åbent spørgsmål, har vi diskuteret dette med hinanden. Vi i Budgetudvalget er overbeviste. Den formulering, der er fundet, er god. Men det kan altid gøres bedre, og hvis vi kan få det endnu mere nøjagtigt, ved at vores kolleger fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og fra Budgetkontroludvalget lægger lidt på, så vil det passe os fint. Vi vil i hvert fald være opmærksomme på, at man ikke via konventet og via gennemførelsen af proceduren med konventet finder en model for en eller anden institution, som på et eller andet tidspunkt skal opstå på europæisk niveau. En institution, som vi har i dag - COREPER - vil få en funktion, som ikke bliver indrømmet den nogetsteds på europæisk niveau. Det bliver altså den, der skal have dechargesamtykket fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Man undres. Rådet giver samtykke til COREPER's decharge, en af dets egne institutioner! Det er en højst mærkværdig sag! Det bliver ikke en model for noget som helst fremtidigt i EU, og dechargeproceduren vil heller ikke blive gennemført efter denne model nogen andre steder. Det vil vi kraftigt modsætte os. Parlamentet vil holde på sine rettigheder. Vi vil passe meget nøje på, hvad der sker her. Men vi vil stemme for i morgen, fordi vi ved, at dette konvent må starte. Der skal gives et godt signal for Europa om, at vi ikke længere anvender de gamle metoder, men forholder os på en ny måde, orienterer os på ny og former Europas fremtid!
Mange tak for Deres pæne ord, hr. Walter, men jeg vil gerne sige, at det ikke er mig, der er den gode engel i dag, men hr. Costa Neves, der havde fem minutter, men kun talte i tre.
Hr. formand, forslaget om at frigøre 4 millioner euro til konventet, som starter i morgen, er blevet jaget gennem institutionerne med en svimlende hastighed. Det langsomme tempo i beslutningstagningen, som man ofte med rette bebrejder os, er vendt til det modsatte. Alligevel taler vi her om fællesskabsmidler, som borgerne har tilvejebragt. Uden at give en værdiladet bedømmelse af fænomenet konventet er det indlysende, at det medfører omkostninger. I betragtning af konventets arbejdsmåde omfattes størstedelen heraf imidlertid af de nationale parlamenters og de europæiske institutioners almindelige aktiviteter. Ikke desto mindre skal også disse omkostninger være gennemskuelige, f.eks. med hensyn til udlån af infrastruktur. Hverken konventets karakter eller hastekarakteren kan fritage Rådet eller Parlamentet fra deres fælles ansvar for EU-budgettet. Denne fond på 4 millioner euro skal også anvendes gennemskueligt og hensigtsmæssigt. Det drejer sig bl.a. om formandens og sekretariatets udgifter. Netop nu, hvor godtgørelserne for udgifter står højt på Parlamentets dagsorden, er det vigtigt, at konventet i denne forbindelse følger en forsvarlig politik. Beretninger om overdrevne godtgørelser kan kun imødegås ved at sørge for gennemskuelighed. Der må bestemt ikke hænge et skær af en ragen-penge-til-sig over et projekt om EU's fremtid. Hr. formand, det gør ikke noget, hvis denne fond viser en betydelig saldo ved udgangen af 2002.
Hr. formand, ærede medlemmer, med konventet bliver der virkelig taget et yderst vigtigt skridt. Konventet om Den Europæiske Unions Fremtid kommer også til at bestemme Europas ansigt, tror jeg. Det glæder mig, at der så hurtigt kunne opnås enighed om finansieringen, efter at der i starten var vildledende spekulationer, også om størrelsen af de nødvendige midler. Det er allerede blevet nævnt, at udgifterne for dette år forventes at blive på 10,5 millioner euro. En del af udgifterne dækkes af medlemsstaterne og ansøgerlandene, nemlig rejseudgifterne for deres medlemmer. Den største del af udgifterne bliver imidlertid dækket af de europæiske institutioner. Her vil jeg især gerne nævne Parlamentets andel, som stilles til rådighed inden for rammerne af infrastrukturmidlerne, nemlig tolke- og oversætterkapacitet. Det skønnes, at der derudover bliver brug for omkring 4 millioner euro til diverse andre udgifter. Hvad er det for andre diverse udgifter? F.eks. finansiering af undersøgelser, som skal laves, eller måske også ekstra oversættelseskapacitet? Skønnet beløber sig altså til 4 millioner euro, og der er opnået en yderst hurtig og samstemmende enighed om, hvordan disse 4 millioner euro skal tilvejebringes, nemlig 400.000 euro fra Rådet, 1 million euro fra Europa-Parlamentet, 2,6 millioner euro fra Kommissionen, og disse overføres nu direkte via tillægsbudgettet til en fond, som så står til konventets rådighed. Med den interinstitutionelle aftale, som bliver underskrevet i morgen, har vi efter min opfattelse i fællesskab fundet en løsning på diskussionen, som sikrer en usædvanlig gennemsigtighed. Alle tre institutioner inddrages både i opstillingen af budgettet for konventet og i enhver ændring af dette budget samt i dechargen, og det sker på en sådan måde, at alle tre institutioners samtykke skal foreligge på forhånd, især i forbindelse med dechargen. Institutionerne bliver ikke slået sammen, der bliver ikke stemt efter flertal eller lignende, det er hver enkelt institution, der skal give sit samtykke. Det er helt klart, at denne konstruktion er meget usædvanlig, og det glæder mig, at Parlamentet også understreger dette i sin beslutning. Det er også helt i Kommissionens interesse, det vil jeg gerne understrege, at denne usædvanlige karakter bliver understreget. Konventet er usædvanligt, og den løsning, som vi har fundet, gør det især klart, at det er i alle tre institutioners interesse, at dette konvent kan udføre et vellykket stykke arbejde. Jeg tror, der er en ting, som kan tåle at blive gentaget, nemlig at vi modsat alle spekulationer meget hurtigt har fundet frem til en god løsning, og det er meget godt, hvis underskrivelsen af den interinstitutionelle aftale kan finde sted i morgen sammen med beslutningen om tillægs- og ændringsbudgettet. Så har vi i hvert fald sammen med Budgetkontroludvalget og Budgetudvalget medvirket til, at betingelserne for et vellykket arbejde er til stede.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0028/2002) af Gahrton for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om Den Europæiske Unions forbindelser med det sydlige Kaukasus inden for rammerne af partnerskabs- og samarbejdsaftalerne.
Hr. formand, det sydlige Kaukasus, det vil sige Armenien, Aserbajdsjan og Georgien, er et område, som man hurtigt bliver forelsket i med fantastiske mennesker og en fantastisk natur. Samtidig er det et område, som meget nemt gør selv de bedste venner fortvivlede. Blot i løbet af de sidste uger viser et foreløbigt skøn over befolkningstallet, at Georgien og Armenien hver har mistet ca. 1 millioner indbyggere siden selvstændigheden. Det kan vist ikke være et tydeligere bevis på, at den postsovjetiske politik har været totalt mislykket både socialt og økonomisk. Den sovjetiske planøkonomi er kun delvist blevet erstattet af en normal markedsøkonomi. I stedet florerer en omfattende korruption, der er baseret på bandeloyalitet og mafiastyre. Den katastrofale situation er dog ikke udelukkende selvforskyldt. I et studie udarbejdet af Centre for European Policy Studies beskrives udviklingen i løbet af 1990'erne som "partly a result of liberalisation caused by transition to a free market system". Den elendige økonomiske og sociale situation har forværret de politiske, kulturelle og nationale konflikter, som kendetegner området. Desværre er der ingen tydelige tegn på løsning af konflikterne om f.eks. Nagorno-Karabakh, Sydossetien eller Abkhasien. Indimellem er der positive nyheder, som f.eks. præsident Sjevardnadses udnævnelse af en mægler fra Abkhasien, som alle parter tilsyneladende kunne acceptere, de regelmæssige samtaler mellem præsident Alijev og præsident Kocharian om Nagorno-Karabakh eller Tyrkiets seneste beslutning om at gøre det lettere for armeniere at opnå visum. Ofte kommer der dog bekymrende rapporter, f.eks. om en optrapning af de georgiske protester ved grænsen til Abkhasien, øget spænding ved grænsen mellem Georgien og Tjetjenien og ophør af de armensk-aserbajdsjanske samtaler mellem præsidenterne efter Key West-mødet i april sidste år. På denne baggrund er det ingen overdrivelse at påstå, at det sydlige Kaukasus er en krudttønde, der kan eksplodere når som helst. Risikoen bliver ikke mindre af, at området er transportled til gas- og oliefelterne i Det Kaspiske Hav og Centralasien og ligger i nærheden af Afghanistan, hvilket har ført til oplysninger om, at al-Qaeda-medlemmer kan befinde sig i grænseområdet mellem Georgien og Rusland. Dette har nu fået USA til at sende tropper til et land, hvor der stadig findes russiske militærbaser. Det sydlige Kaukasus kan betegnes som en prøve for EU's fredspolitik. Et program til forebyggelse af voldelige konflikter blev vedtaget på topmødet i Göteborg. Et civilt fredskorps kunne være et middel til en sådan konfliktforebyggende handlingsplan. Jeg foreslår også, at EU skal udarbejde en klar strategi for det sydlige Kaukasus, hvor erfaringerne fra stabilitetspagten for Sydøsteuropa skal tages i betragtning. For at dette kan gennemføres, må EU's tilstedeværelse i området skærpes med fuld repræsentation også i Jerevan og Baku og ikke kun som nu i Tbilisi. Miljøsituationen i det sydlige Kaukasus er alarmerende. Kernekraftværket i Medzamor skal som aftalt senest lukkes i 2004. For at dette krav kan opfyldes, kræves der naturligvis alternative energikilder, hvilket er noget, som EU burde kunne bidrage med via sin erfaring. EU skal også fortsat forsøge at få det regionale samarbejdsprojekt etableret, ikke mindst når det gælder jernbanen mellem Baku og Nachichevan. Størstedelen af politikerne i regionen, intellektuelle og ledere for uafhængige folkebevægelser har givet udtryk for et stærkt ønske om at blive knyttet tættere til Europa. Det er dels sket ved, at de tre lande er medlemmer af Europarådet. Samtidig har mange også et stærkt ønske om at blive medlem af EU. Jeg mener, at Europa-Parlamentet bør give det tydelige svar, at landene i det sydlige Kaukasus selvfølgelig har ret til at blive medlemmer af EU, hvis de ønsker det. Vedrørende ændringsforslagene anbefaler jeg vedtagelse af dem alle, undtagen ændringsforslagene 2, 14 og 16. Jeg vil særligt advare mod ændringsforslag 2, eftersom en vedtagelse ville være en pludselig "kovending" uden nye argumenter i forhold til Europa-Parlamentets holdning siden 1987. Jeg er klar over, at der findes armenske kredse, som forsøger at udnytte begivenhederne i 1915 til at undskylde den nuværende armenske politik. Det fremgår dog af betænkningen, at jeg ikke er påvirket af dette. Betænkningen er meget kritisk mod den armenske belejring af aserbajdsjansk område. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at historien må skrives om. Tyrkiske domstole idømte efter Første Verdenskrig de hovedansvarlige, Enver Pahca og mange andre, lovens længste straf, bl.a. for deres ansvar for massemord på armeniere. Det er mig en gåde, hvorfor man i Tyrkiet 80 år efter forsøger at feje dette ind under gulvtæppet. Alle nationer har skeletter i de historiske skabe. De, som indrømmer dette og åbent gør op med fortiden, får respekt, mens de, som nægter og skjuler kendsgerninger, tværtimod mest møder overraskelse og skuffelse.
Hr. formand, jeg vil allerførst gerne lykønske Dem og ønske Dem al mulig held og lykke med Deres formandspligter. Dernæst vil jeg også gerne lykønske hr. Gahrton med hans glimrende arbejde og evne til i sin betænkning at kombinere og formulere de forskellige politiske gruppers grundlæggende indstillinger til delspørgsmålene. Arbejdet har været møjsommeligt, men det har resulteret i en godt gennemarbejdet og afbalanceret tekst, som med hjælp fra medlemmernes ændringsforslag realistisk og objektivt gengiver den tilstand, der hersker i det sydlige Kaukasus, de problemer og perspektiver, der tegner sig, og de mange facetter og parametre i forholdet mellem områdets tre lande og EU. Idet jeg netop baserer mig på den generelt accepterede vurdering, at det sydlige Kaukasus er særligt vigtigt for Europa, og idet jeg konstaterer, at EU på forskellige politiske og økonomiske måder har givet udtryk for sin vilje til at støtte processen, der skal føre til fremskridt, politisk stabilitet og indførelse af retsstatsprincipper i de undersøgte lande, anser jeg det for hensigtsmæssigt at betone det hensigtsmæssige i yderligere at styrke EU's rolle i udformningen af en strategi til løsning af områdets problemer. Det skal gøres gennem en samlet vurdering af folkeslagenes særkender og nationale og historisk ømme punkter og gennem tilskyndelser til nabolandene, især Rusland, Iran og Tyrkiet, så de på deres side bidrager konstruktivt til fredsskabelsen i det sydlige Kaukasus. Inden for disse rammer er det rigtigt, når betænkningen opfordrer Tyrkiet, der jo er forbundet til EU gennem en partnerskabsaftale, til at leve op til de europæiske ambitioner ved at sætte en stopper for sin blokade af Armenien og skabe grundlag for en forsoning med landet, sådan som der står i betænkningens forsonlige artikel 15, som jeg opfordrer medlemmerne til at stemme for. Rusland opfordres til at spille en tilsvarende vigtig rolle som garant for at afværge konflikter i det sydlige Kaukasus og for at finde en løsning på det meget ømtålelige energispørgsmål, hvad enten områdets lande er involveret i det som producenter eller som energiaftagere. Til sidst vil jeg gerne understrege, at EU's interesse for det sydlige Kaukasus bør bevares og i uformindsket grad komme til udtryk gennem en aktiv støtte til de interesserede landes udtrykkelige ønske om at høre til Europa og gennem et tæt samarbejde mellem EU og dets institutionelle organer og landene på alle områder.
Tillykke! Per Gahrton har udarbejdet en glimrende og velafbalanceret betænkning, der tager sigte på at fremme EU's tilstedeværelse i et område, som udgør en bro mellem Asien og Europa. Det sydlige Kaukasus har mulighed for at blive en korsvej, men det kan også risikere at forblive en krudttønde. Under den stort set rolige overflade vokser der nogle spændinger, som risikerer at eksplodere, hvis den politiske situation er rigtig. Derfor er det hensigtsmæssigt at afdramatisere den historiske polemik mellem tyrkerne og armenerne. Vi håber, at punkt 15, som vi skal vedtage i morgen, og som er i tråd med mange internationale forslag, bliver et nyttigt skridt i denne retning. Hvis flertallet godkender forslaget fra Udvalget om Udenrigsanliggender, kan vi fra nu af begynde at vende blikket mod fremtiden og overlade fortiden til historikerne. Foruden de etiske og politiske spørgsmål er der store økonomiske interesser i området. Der finder diskussioner sted omkring udnyttelsen af Det Kaspiske Hav, tegningerne over olieledningernes placering er stadig midlertidige, og der kan lægges pres på Rusland, som i sin politik anvender forskellige kriterier for hvert af de tre lande og også over for den etniske minoritet. Det forlyder, at OSCE's Minsk-gruppe drøfter en ny indfaldsvinkel for kompromiset for Nagorno-Karabakh og de forskellige besatte områder for lukkede døre. Lad os håbe, at det passer! Det er rigtigt af hr. Gahrton at anmode om, at der udpeges en særlig EU-udsending for det sydlige Kaukasus. Også en konference mellem landene i det sydlige Kaukasus og EU kunne give resultater og vise, om det er en "skridt for skridt"taktik eller en global indfaldsvinkel, der er bedst.
Hr. formand, vores kollega hr. Gahrton og jeg er for det meste uenige, når det drejer sig om EU. Det er derfor endnu mere morsomt i aften at kunne lykønske hr. Gahrton for en i alle henseender afbalanceret og god betænkning om det sydlige Kaukasus. EU skal have en gennemtænkt og klar rolle i forbindelse med denne så vigtige region på grænsen mellem Europa og Asien. Vi kender til Ruslands betydningsfulde rolle, oliens muligheder, men også til dens problemer, samt regionens øgede strategiske rolle efter krigen i Afghanistan. I dag kommer fem militære amerikanske rådgivere til Georgien for at træne hæren i terrorbekæmpelse. EU kan fungere som aktiv mægler. EU har en vigtig opgave med at styrke de demokratiske kræfter, styrke det civile samfund og bekæmpe miljøproblemerne. Hr. Gahrton nævnte, at det første vigtige skridt for at skærpe EU's tilstedeværelse i regionen skulle være at oprette delegationer i både Aserbajdsjan og Armenien, men det er også nødvendigt med flere penge til regionen fra EU. Hr. formand, hr. Gahrton og jeg er enige. Mere EU også i det sydlige Kaukasus!
Hr. formand, kære kolleger, vi bør oprigtigt glæde os over vores kollega Per Gahrtons betænkning, som åbner mulighed for, at de tre sydkaukasiske republikker kan finde en løsning på deres regionale konflikter og våbenhvile med henblik på at opnå varig fred, som alle parter og deres befolkninger ønsker. Vi har det politiske ansvar for at hjælpe dem i deres bestræbelser. Alle de diplomatiske perspektiver og understregelserne af EU's værdi og rolle skinner ligeledes igennem betænkningens overvejelser og forslag, og det er ikke blot tomme ord eller løfter. For de tre sydkaukasiske søstre har dørene til Europarådet åbnet sig, om de er venner eller fjender, og i dette diskussions- og kontaktforum har man allerede kunnet dæmpe mange af spændingerne mellem de tre lande. I denne forgård til Europa bør man foreslå dem nogle nye perspektiver for en tættere tilknytning til den europæiske familie, således at Unionen omsider kan få bugt med deres århundredgamle stridigheder. Dette kræver, at vi tager et ansvar, for verden og vores kontinent bliver mere og mere indbyrdes afhængige af hinanden. Vandspørgsmålet viser sig ligesom det karakteristiske oliespørgsmål fremover at blive lige så strategisk for denne region, og det er også vores ansvar at hjælpe dem med at afværge den trussel, der bl.a. ligger i en eventuel ulykke med Medzamor-reaktoren.
Hr. formand, betænkningen rummer en lang række gode hensigter for det sydlige Kaukasus, som unægteligt er et ustabilt problemområde. Europa har naturligvis en interesse i, at konflikterne i området bliver løst, men jeg må udtrykke tvivl om EU's forudsætninger for at spille en så stor rolle i området, som denne betænkning lægger op til. Jeg vil derfor understrege, at selv om muligheden for medlemskab af EU kun nævnes på lang sigt, hører disse lande ikke naturligt til i EU's medlemskreds. Alle de mange pæne ord er næppe nok til at løse de store problemer i området, og jeg vil tillade mig at betvivle, at Kommissionen har kapacitet til at udvirke de forandringer, der er ønskelige. Jeg vil gerne knytte nogle bemærkninger til ændringsforslag 2 til punkt 15. Jeg finder, at det er klogt, at Duff foreslår en formulering, der alene taler om at bilægge historiske uoverensstemmelser. Jeg vil derfor opfordre til at stemme for ændringsforslaget. Begivenheder under 1. Verdenskrig, som hverken den britiske eller den amerikanske regering efter undersøgelserne dengang kunne karakterisere som folkemord, kan ikke med noget positivt udbytte omtales, som de omtales i betænkningens punkt 15. På den måde opnås ikke normalisering af økonomiske og diplomatiske forbindelser. Det er korrekt, at landegrænsen mellem Tyrkiet og Armenien er lukket, men der er ikke tale om en blokade i dette ords almindelige forstand. Der er flyforbindelser mellem landene, og armenske borgere kan indrejse i Tyrkiet. Lukningen af jernbane- og vejforbindelserne er en følge af den øvrige uløste politiske og diplomatiske situation. Det, EU kan gøre, er at arbejde for en samlet forhandlingsløsning af de spørgsmål, der skiller de to lande. Det kræver omtanke og diplomati. Europa-Parlamentet fremmer ikke en løsning ved, at vi gør os til dommere over begivenheder i en fjern fortid. UEN-gruppen vil stemme for betænkningen under forudsætning af, at ændringsforslag 2 til punkt 15 vedtages.
Hr. formand, jeg har stærke personlige minder om det sydlige Kaukasus. For mere end 10 år siden fulgte jeg der som journalist Sovjetunionens dekoloniseringsproces. Jeg har aldrig glemt den lokale befolknings gæstfrihed og hjertelighed. Samtidig formørkede interne etniske konflikter den politiske fremtid i de tre transkaukasiske republikker. Den hurtige væbnede eskalering af disse konflikter belaster fortsat hele regionen. Tænk f.eks. på de eksplosive krisekilder Abkhasien og Nagorno-Karabakh. Hr. Gahrton har forsøgt at udrede trådene i de næsten uløselige kaukasiske konflikter. Formålet er at komme med konkrete anbefalinger til et konstruktivt europæisk bidrag til pacificeringen og genopbygningen af regionen. Jeg vil især understrege hans anmodning om at prioritere europæisk støtte ved funderingen af retsstaten i Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. En vestlig Kaukasus-ekspert fortalte mig i går, at det med hensyn til dette vigtige punkt er nødvendigt med mere koordinering mellem medlemsstaterne og de europæiske institutioner. Er Kommissionen enig i denne analyse? Hr. formand, bemærkningerne til Gahrton-betænkningen har i højere grad end beslutningsforslaget fået mig til at komme med en række bemærkninger. Jeg vil gerne kommentere to kontroversielle punkter. Hr. Gahrtons analyse og fortolkning af det postkommunistiske socialøkonomiske sammenbrud i de transkaukasiske republikker ignorerer arven fra sovjetøkonomien samt den karikatur, som de indfødte magthavere gjorde privatiseringsprocessen til. Ordføreren er endvidere meget negativ med hensyn til USA's rolle i regionen. Jeg betvivler, at staterne der frygter eller burde frygte "neokolonialisme" fra den side. Jeg er stor tilhænger af idéen om en "Organisation for Økonomisk Samarbejde i Sydkaukasus". Den er et praktisk skridt til at skabe gensidig tillid, vende processen af regional økonomisk desintegration og genskabe et transnationalt infrastruktursystem. Nuværende europæiske hjælpeprojekter som Traceca en Inogate søger udmærket tilslutning hertil og, hvilket er endnu vigtigere, beviser værdien af den europæiske indsats i det sydlige Kaukasus.
Hr. formand, jeg er lykkelig over at se Dem så højt til vejrs, om De tillader mig dette udtryk, fru kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne takke ordføreren Per Gahrton for hans utallige forsøg på at bringe denne betænkning op på et acceptabelt niveau. Det forekommer mig, at han i sin indledning har gjort meget klart opmærksom på, at vi ikke er nået dertil endnu, langtfra. I dag er det sydlige Kaukasus en krudttønde, som han sagde, for slet ikke at tale om det nordlige Kaukasus! For øjeblikket står spørgsmålene om Abkhasien, Nagorno-Karabakh, Sydossetien og Adjarien stadig åbne. Det har de gjort i mange år. Hvad angår de 13 år med overgang fra kommunisme til demokrati og med en EU-investering i området på 1 milliard euro, mener jeg ikke, at man kan sige, at den europæiske politik i området har været nogen stor succes. Som hr. Gahrton sagde, er det grundlæggende spørgsmål spørgsmålet om perspektiv, og især Kommissionen - Rådet er medskyldig som sædvanlig - nægter at give disse lande et politisk perspektiv og foregiver ikke at være klar over, at det eneste kriterium for medlemskab af EU er, at borgerne i det ene eller det andet land føler sig som europæere. Man behøver bare at tage til Georgien, Aserbajdsjan eller Armenien for at finde ud af, at disse borgere føler sig som europæere, og at vi således absolut ikke har nogen grund til at nægte dem dette europæiske perspektiv, som vi hidtil har haft 1.000 undskyldninger for at gøre. Det andet yderst alvorlige problem, som især afhænger af hr. Prodis ansvarsfølelse, er denne manglende hensyntagen til EU's grundlæggende interesser, disse aftaler, som underskrives måned efter måned, år efter år, med Den Russiske Føderation. Alle pipelines skal løbe igennem Polen for at nå Rusland. Der er ingen energiforsyningslinjer, der kan gå igennem Kaukasus. Hvis vi ikke havde haft amerikanerne, ville der ikke engang have været den lille pipeline, der løber gennem Aserbajdsjan og Georgien. Det er den form for politik, der leder til afhængighed i stedet for indbyrdes afhængighed. Kommissær Poul Nielson tror tilsyneladende, at Kaukasus er et område, der er befolket i samme grad som Grønland eller Antarktis. Det er ikke tilfældet. Denne Kommission glemmer, at Kaukasus er adgangsvejen til Centralasien, som er fremtidens store energileverandør. Det er det perspektiv, som Kommissionen og Rådet tilbyder os, på trods af at vi og Parlamentet kunne opfordre Kommissionen til at gøre en stærk og en stærk politisk gestus ved at indbyde de tre lande til at blive tiltrædelseslande til EU og at tiltræde om 10 år, når de er klar til det. De vil kunne være klar i det tilfælde, for de har et perspektiv. I dag har de ikke andet end det krudt, som Per Gahrton talte om, som sandsynligvis vil eksplodere mange gange endnu.
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, Europa-Parlamentets delegation for de tre lande Armenien, Aserbajdsjan og Georgien er Udenrigsudvalget meget taknemmelig for, at det i dag med Gahrton-betænkningen er muligt at føre en uddybende diskussion om det sydlige Kaukasus. Denne region ved grænsen til Europa er grundlagt på mangfoldige kulturelle og kristne traditioner. Den er Europas port til Asien. EU har med trojkaens initiativ og besøget i det sydlige Kaukasus sendt opmuntrende signaler, men udviklingen går alt for langsomt. I Sydøsteuropa virker det skræmmende, at Rusland formoder, at der er al-Qaeda-krigere i Georgien, og vil udvide sine aktioner til hele Georgien. Her håber Georgien på hjælp fra USA, som vel nu er i gang. Men hvor bliver Europa af i denne sammenhæng? Vi har allerede en gang tidligere efter den 11. september diskuteret det i Europa-Parlamentet i Strasbourg og udtrykt bekymring over de vanskeligheder, der kunne dukke op, hvis der sker en koncentration her. Det ser desværre ud til, at bekymringen var berettiget, for det er virkelig en dramatisk udvikling, der finder sted i øjeblikket. Det sydlige Kaukasus er til stadighed blevet rystet i de seneste århundreder, og i 2002 burde det langt om længe være muligt at stabilisere disse områder og give befolkningen mulighed for at få en fremtid i deres hjemland og et liv i fred og nogenlunde sikret velstand. Alle tre lande forsøger at opbygge demokratiske strukturer og blive uafhængige af deres mægtige naboer. Men når man tænker på, at der i to af landene stadig står russiske styrker, at Aserbajdsjan ganske vist er befriet, men i praksis netop via Armenien ikke kan besøge en del af sit land, så er det emner, som ikke bare vækker bekymring i befolkningen, men som også kan føre til, at der opstår aggressioner. Derfor henvender jeg mig også til kommissæren, her er olien sikkert et punkt, som kunne være et nøglepunkt, og jeg ville ønske, at det ikke kun var USA og Rusland, som plejede deres interesser i området, men at europæerne ikke bare bliver aktive i de lande, som dog stadig hører med til Europa, men også sørger for, at der sker en stabil udvikling i disse lande, for de anstrenger sig for at opbygge demokrati, men det er vanskeligt. Hvis korruption og kriminalitet tager overhånd, bliver det uudholdeligt for folk at bo der. Jeg tror, vi har en kæmpe opgave med som europæere så hurtigt som muligt at gøre alt for at spille en positiv rolle i denne konflikt, som giver disse lande en chance for en fremtid.
Hr. formand, ordføreren har fremlagt en betænkning, der gør indtryk, og som gør det klart, at de sydkaukasiske stater er meget vigtige for Europas sikkerhed. Især de formodede og eksisterende fossile brændstoffer, energireserver og landenes strategiske position som transitlande for olie og gas gør dem interessante for verdenspolitiske overvejelser. Det er både en forbandelse og en velsignelse for disse lande. Tidspunktet er sikkert inde til at støtte den sociale og økonomiske udvikling i disse stater. I denne forbindelse synes jeg naturligvis, at de midler, der anvendes fra EU's side, er yderst beskedne. Der må naturligvis arbejdes på en tættere forbindelse til EU. EU må ikke give afkald på, at allerede indgåede aftaler skal overholdes, såsom lukning af det armenske atomkraftværk. I den historiske konflikt mellem Tyrkiet og Armenien må vi undgå, at den ene eller den anden side håber på, at vi i EU kan spille dommer i denne konflikt.
Hr. formand, fru kommissær, jeg vil gerne understrege det hensigtsmæssige og det betydningsfulde i punkt 15 i den beslutning, som er forelagt til afstemning i plenarforsamlingen, og som opfordrer Tyrkiet til at skabe betingelser for forsoning med Armenien. Vi ved, at denne forsoning er en af de vigtigste betingelser for at opnå fred i Transkaukasus, og det internationale samfund har ret til at forlange, at Tyrkiet som den storstat, Tyrkiet er, opfører sig ansvarligt i dette betydningsfulde spørgsmål. Der er ingen, der forstår, hvorfor den tyrkiske regering fastholder en politik med afvisning af dialog og systematisk fjendtlighed imod sin lille nabo mod nord, en politik, der går ud på at modsætte sig oprettelse af diplomatiske forbindelser og på at gennemføre en barsk og bekostelig blokade mod Armenien, hvilket har stået på siden 1993. Denne blokade skal ophæves betingelsesløst, og uden at det på nogen måde har forbindelse til Armeniens eventuelle afkald på sit retmæssige krav på international anerkendelse af det folkemord, som armenerne har været ofre for. Tyrkiet ville tværtimod ved at undlade enhver form for revisionisme i lighed med, hvad f.eks. Tyskland har formået at gøre, danne grundlag for en dyb forsoning med sin armenske nabo, hvilket vi godt ved er det eneste, der kan sikre varig fred i det sydlige Kaukasus. Derfor, hr. formand, støtter vi punkt 15 i beslutningen.
Mange tak, hr. formand. Jeg glæder mig over hr. Gahrtons betænkning, fordi den er et belejligt og nyttigt bidrag til vores overvejelser om Armenien, Georgien og Aserbajdsjan, tre lande, der i øjeblikket er medlemmer af Europarådet, og som ikke har haft den økonomiske og politiske udvikling, som de ønsker, og som vi ønsker for dem. Konflikterne i Nagorno-Karabakh, Abkhasien og Sydossetien er fortsat mere end noget andet en trussel for regionens og dens naboers stabilitet og udvikling. Disse konflikter, der i dag er kølet ned, kan i morgen blive nye brændpunkter, og på det punkt er jeg helt enig med hr. Gahrton i, at EU bør gøre en stor indsats for at bidrage til at løse disse problemer og dermed fremme freden og udviklingen. Vi står ikke på bar bund, og derfor vil jeg, før jeg tager fat på nogle af denne betænknings vigtigste punkter, kort gøre rede for vores nuværende forbindelser med denne region. De partnerskabs- og samarbejdsaftaler, vi har indgået med hvert af de tre lande, er et enestående grundlag for samarbejde på en lang række områder, fra den politiske dialog, handel og investeringer til forbindelserne med det civile samfund. Gennemførelsen af disse aftaler, som trådte i kraft i 1999, er i fuld gang. Samtidig yder vi fortsat væsentlig støtte til Armenien, Georgien og Aserbajdsjan. EU har leveret ca. 1 milliard euro siden 1991, det år, hvor disse lande blev uafhængige. Sidste år sendte EU et klart signal til regionen om, at det ønsker at forbedre sit bidrag til forebyggelse af konflikter, løsning af konflikter og genopbygning efter konflikter. I februar 2001 overbragte Unionens første ministertrojka for regionen denne meddelelse, der senere blev bekræftet i konklusionerne fra Rådet (almindelige anliggender) den 26. februar. I en fælles erklæring vedtaget på Samarbejdsrådets møder i oktober sidste år glædede de tre partnerlande sig udtrykkeligt over Unionens hensigter. Hr. Gahrton gør os opmærksom på nogle instrumenter, som vi har anvendt andre steder, og foreslår, at vi anvender dem i det sydlige Kaukasus: fælles strategi, stabilitetspagt, særlig udsending og andet. Vel vidende at der er grænser for, hvad vi kan gøre, vil vi undersøge, hvor langt vi kan komme, og hvor store de nye finansieringsbehov er. I stedet for at skabe nye instrumenter bør vi koncentrere os om at øge fordelene ved de allerede eksisterende instrumenter. Lad mig i den forbindelse nævne tre af vores overvejelser. For det første er deltagernes politiske vilje mere end noget andet afgørende for, om der kan ske fremskridt. I den aktuelle situation er det vigtigt, at vi øger vores indsats for at støtte kompromiser, især gennem politisk dialog. Der skal træffes vanskelige valg, og der bør udvikles en kompromisånd i det sydlige Kaukasus. For det andet er det, for at EU kan deltage mest muligt i konfliktløsningen, nødvendigt, at vi fortsat intensiverer vores fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og vores indflydelse på de foranstaltninger, der fremmer en konfliktløsning. Jeg tænker særligt på OSCE's Minsk-gruppe for Nagorno-Karabakh, generalsekretærens venner i Abkhasien og den fælles kontrolkommission for Sydossetien. Vi har gjort fremskridt for nylig. EU har siden sidste år deltaget i de opgaver, som den fælles kontrolkommission for Sydossetien har, men der er stadig meget at gøre for at opnå, at Unionens stemme høres i visse mæglingsmiljøer. For det tredje skal vi sikre, at det sydlige Kaukasus altid optræder på dagsordenen for vores forbindelser med de mest fremtrædende interesserede deltagere i regionen som Rusland, Tyrkiet, Iran og USA, og som nogle af Dem har sagt i Deres indlæg, også i egen interesse, bl.a. af energiforsyningshensyn. Til syvende og sidst er der ikke et enkelt og let svar på spørgsmålet om, hvordan Unionens forbindelser med det sydlige Kaukasus forbedres. I Gahrton-betænkningen gøres der med rette opmærksom på, at vi skal arbejde tålmodigt og følge forskellige parallelle veje, sikkert igennem lang tid, inden for rammerne af de ressourcer, der er til rådighed, og på grundlag af de resultater, der er opnået det foregående år. Kommissionen ønsker at udforske nye veje for at fremme freden og udviklingen i det sydlige Kaukasus. Jeg vil minde Dem om, at det europæiske projekt på et eller andet tidspunkt må have en grænse, og hvad angår geografisk nærhed og historiske bånd, har vi stærke historiske bånd og geografisk nærhed med lande som Marokko, Algeriet og landene omkring Middelhavet.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0014/2002) af Lucas for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om transportens indvirkning på sundheden.
Hr. formand, jeg er meget glad for at kunne forelægge min betænkning ved denne aftens plenarmøde. Kollegerne vil erindre, at dette er en initiativbetænkning, og på et tidligt stadium af vores drøftelser i udvalget blev der udtrykt nogle bekymringer over det potentielt enorme omfang af en betænkning om et så bredt emne som transport og sundhed. Vi blev enige om, at vi for at være nyttige måtte prioritere de spørgsmål, vi fokuserede på, meget strengt. Derfor fokuserede jeg i denne betænkning kun på to spørgsmål: huller i den eksisterende lovgivning og steder, hvor yderligere indsats kan bevirke ægte merværdi. For det første vil indførelsen af en sundhedsvurdering for alle større EU-transportprojekter og -politikker sandsynligvis være et af de vigtigste enkeltinitiativer, der kan bidrage til at integrere transport- og sundhedspolitik og til at gøre de negative indvirkninger af transporten på sundheden så minimale som muligt. Det andet spørgsmål, jeg fokuserede på, var inden for subsidiaritetsprincippet at fremme cykling og gang inden for EU-transportpolitikken. Dette vil have en enorm indvirkning, når det gælder om at øge transportpolitikkens positive virkninger på sundheden. For at påvise, hvorfor det var uopsætteligt nødvendigt at skride ind, opsummerer min betænkning nogle af de væsentlige negative indvirkninger på sundheden, der skyldes stigningen i transporten. De omfatter luftforurening, støj, mangel på fysisk bevægelse m.m. For blot at bruge en af disse som eksempel kan jeg nævne, at transport nu er den væsentligste kilde til luftforurening i bymæssig bebyggelse, og til trods for det sidste årtis forbedring af luftkvaliteten i Europa er næsten 90% af bybefolkningen udsat for alt for store koncentrationer af partikelformige stoffer, NO2, benzen og ozon. Disse kan påvirke åndedrætsfunktionerne og føre til andre sundhedsproblemer og sygdomme som kræft og hjertekarsygdomme. Skønt biler er blevet forholdsvis mindre forurenende, er virkningen i absolutte tal ophævet med det øgede antal køretøjer plus længere og flere køreture. Betydningen af dette blev vist med en undersøgelse for nylig, hvor man fandt ud af, at luftforurening i dag forårsager flere dødsfald end færdselsuheld. Dette er altså en betimelig debat. Nye vidnesbyrd fra videnskabsfolk i Californien i blot de sidste par uger påviser, at udstødning fra biler rent faktisk kan føre til astma og ikke blot forværre astma hos eksisterende astmatikere. Ny forskning i Det Forenede Kongerige, der finansieres delvis af den britiske regering, afslører, at børn i højere grad finder det vanskeligt at trække vejret, jo tættere de bor ved større veje. Eftersom jeg har fokuseret på to prioriterede områder, bør jeg forklare den proces, der blev brugt for at identificere disse områder. For det første fremgår det, hvad sundhedsvurderingerne angår, klart af al den relevante litteratur, at der stadig er en mangel på integration af sundhedsaspekter i transportpolitikken på EU-plan. Det blev senest og klart påvist i en synteserapport udarbejdet af WHO og UNECE i januar sidste år. Denne rapport blev rekvireret af de europæiske ministre med det formål at give et overblik over eksisterende aftaler og yderligere henstillinger. Deres overvældende konklusion var, at den største mangel tilsyneladende var i en manglende overordnet integrationsstrategi, der samler og anvender synergierne for politik og lovgivning med relevans for transport, miljø og sundhed. Vi har også en traktatlig forpligtelse til at integrere disse områder bedre. Efter at have talt med en række eksperter forekommer det mig, at der bør indføres sundhedsvurderinger for alle væsentlige EU-transportpolitikker og -projekter, således at vi kan få en bedre forståelse for de potentielle sundhedsrisici og -fordele i forbindelse med forskellige forslag. Disse analyser kunne meget nyttigt integreres i strategiske miljøvurderinger. Dette forslag kompletterer rent faktisk og bygger videre på forslag, der for nærværende er ved at blive overvejet i Kommissionens forslag til et nyt fællesskabshandlingsprogram inden for folkesundhedsområdet. Det, jeg foreslår, er, at det nu er nødvendigt hurtigt at gennemføre denne forpligtelse, hvad angår transport og sundhed. Nogle vil sige, at denne metodologi ikke er klar til at blive gennemført. Det vil jeg modsætte mig meget stærkt. Selv om denne metodologi som al metodologi stadig er under udvikling, er der mere end nok viden til at indlede gennemførelsen nu. Det må vi understrege meget klart. Den anden del af min betænkning fokuserer på at fremme cykling og gang under overholdelse af subsidiaritetsprincipperne. Jeg har stillet en række forslag, som vil bidrage til at fremme disse transportformer i EU. Men jeg vil slutte af med at vende tilbage til et ændringsforslag, som jeg bemærker, at PSE-Gruppen har stillet til betænkningen, og som vil udsætte indledningen af sundhedsvurderingen til 2004. Jeg er ked af dette ændringsforslag, eftersom der findes metodologier til at starte processen nu. Der er virkelig ingen grund til at vente i tre år, indtil Kommissionen blot stiller forslag. Derfor vil jeg stille et mundtligt ændringsforslag, som jeg forstår, at PSE er gået med til, om at ændre 2004 til 2003. Jeg håber meget stærkt, at de andre grupper også vil acceptere dette. Handling på dette område er uopsætteligt nødvendigt, for vores børn vil fortsat betale for vores manglende handling, hvad angår deres sundhed og i stadig højere grad deres liv, indtil vi er rede til at give bekymringerne for sundheden en væsentlig plads i transportstrategien.
Hr. formand, fru næstformand, mine damer og herrer, trafikspørgsmål er også spørgsmål, som vedrører folkesundheden. Trafikanter kommer ud for ulykker, bliver stressede i køen og er som naboer ramt af trafikstøj og udstødningsgasser og meget mere, i byen, men også i det åbne land, nogle gange i en hel medlemsstat, som vi kan se det med belastningerne fra transittrafikken i mit land Østrig. Derfor er det fornuftigt, ja, sågar nødvendigt, at studere trafikkens indvirkning på sundheden, foretage en afvejning og drage de tilsvarende konklusioner. Derfor skal ordføreren, Caroline Lucas, takkes for initiativbetænkningen. Hun skal også takkes for sin vilje til at søge fornuftige kompromisløsninger med alle grupper, især med PPE-DE-Gruppen. Den tekst, som vi i morgen vil vedtage, med relativt stort flertal, formoder jeg, er både krævende og beskeden og dermed også seriøs. Vi ønsker, at Kommissionen skal gennemføre professionelle analyser og derefter på grundlag af videnskabelige data stille tilsvarende lovforslag, hvor de er nødvendige, og hvis, og kun hvis, de er nødvendige. Hvis det, som det bl.a. foreslås i det mundtlige ændringsforslag fra vores kollega fru Petersen, på nogle punkter sågar kan ske inden udgangen af 2003, vil det kun glæde os. Det vil vi gerne stemme for. Vi imødeser med opmærksomhed og interesse Kommissionens og vores næstformand de Palacios arbejde.
Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, jeg vil gerne takke for en god betænkning og for det gode samarbejde, vi har haft under udarbejdelsen af betænkningen. Min politiske gruppe har virkelig medvirket til, at vi kunne få et godt resultat. Det er helt afgørende for vores økonomi, at transporten fungerer især for områder, som ligger langt fra det centrale EU. Samtidig må vi, som er afhængige af transport - både transport af mennesker og af gods - have ret til at kommunikere, uden at det ødelægger folkesundheden med luftforurening og støj. Vi skal altså bestræbe os på et samspil mellem transport og folkesundhed, og vi må tilpasse traktaten, så det fremgår, at vi skal have et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i alle EU's politikker. Vi støtter forslaget om sundhedsvurderinger af transportprojekter og transportmiljø. Der findes mange gode forslag, som vi kan bruge i vores fremtidige arbejde. Jeg opfordrer også Kommissionen til at gøre det. Cyklister og fodgængere skal kunne komme hurtigt og sikkert frem. Bilerne skal udformes, så de ved kollision med fodgængere forårsager så lidt skade som muligt. Desuden skal vi udbrede de gode eksempler på cykelstier og fortove, som findes i EU's kommuner og regioner. Det skal vi benytte os af, når vi udformer vores politik. Jeg vil også anmode om vedtagelse af det mundtlige kompromisforslag, som ordføreren har stillet. Jeg håber, at det bliver en god beslutning.
Tak hr. formand, mine damer og herrer, Parlamentet har taget initiativ til at udarbejde en betænkning om transportens indvirkning på sundheden. Det er et vanskeligt arbejde, som fru Lucas har udført, og jeg vil takke hende for det. Hvidbogen om den europæiske transportpolitik frem til 2010 sætter netop borgeren, brugeren i centrum for vores politikker. Et af de mål, vi sætter os, er ganske enkelt at halvere antallet af trafikdræbte på vores veje frem til 2010 fra de nuværende 40.000 til mindre end 20.000 trafikofre til den tid. Jeg vil gerne minde om nogle af de seneste foranstaltninger, som vi har forelagt for at forbedre sikkerheden, f.eks. det for nylig vedtagne direktiv om arbejdstider i forbindelse med vejtransport, der vil få stor betydning for sikkerheden. Desuden har Kommissionen forelagt flere konkrete foranstaltninger for Parlamentet - der kommer flere inden længe - som alle sammen forfølger det samme mål. Det drejer sig om ændringen af forordningen om køre- og hviletid, indførelse af hastighedsbegrænsere i små lastvogne, obligatorisk brug af sikkerhedsseler i alle køretøjer - også busser - og indførelse af digitale fartskrivere. Det andet element er vejtrafikkens forurening. Hvad angår køretøjernes forurenende emissioner og deres støjniveau, skal det anerkendes, at der er sket væsentlige fremskridt. I løbet af nogle år har de europæiske standarder gjort det muligt at reducere disse former for forurening forårsaget af vejtrafik væsentligt, men det kan blive endnu bedre. Kommissionen har gennem det sjette miljøhandlingsprogram indledt en ambitiøs strategi til bekæmpelse af luftforureningen og dens negative virkninger, det drejer sig om CAFE-programmet (Ren Luft i Europa) om luftens kvalitet. Blandt de initiativer, som det er nødvendigt at tage i fremtiden, vil jeg gerne nævne to, der måske er de vigtigste. Det første, som efter min mening er af stor betydning, drejer sig om fra i dag til 2020 at erstatte 20% af de klassiske brændstoffer med alternative renere brændstoffer, det være sig biobrændsel eller måske brint, hvor der vil være en mellemetape for anvendelse af biobrændsel fra nu til 2010 med et ambitiøst mål om, at biobrændsel skal udgøre 5,75% af det samlede brændstofforbrug i Unionen til den tid. Det andet initiativ har til formål at yde støtte til europæiske byer, der satser på en ambitiøs strategi for bæredygtig mobilitet. Det drejer sig om CIVITAS-projektet, som råder over 50 millioner euro til støtte for byer, der fører an i forsøgene på at rationalisere brugen af bilen til fordel for en større anvendelse af offentlig transport, for ikke at tale om sideløbende initiativer, der har til formål at forbedre forholdene for cyklister og fodgængere. Undersøgelsen af indvirkningen på sundheden er et element, som jeg finder meget vigtigt. Kommissionen har allerede taget skridt til at forbedre udviklingen af metoder til evaluering af indvirkningen på sundheden og til deres anvendelse i EU-sammenhæng. Da der er behov for at forbedre metoderne og gennemføre pilotprojekter, vil der være finansieringsmidler til rådighed fra det nye handlingsprogram for sundhed til udvikling og afprøvning af metoderne til evaluering af indvirkningen på sundheden. Programmet bliver i øjeblikket diskuteret i Europa-Parlamentet og Rådet - i Europa-Parlamentet er ordføreren hr. Trakatellis - og det må forventes at træde i kraft i nærmeste fremtid. Hr. formand, mine damer og herrer, jeg har ved hjælp af nogle eksempler forsøgt at skitsere, hvordan vi tager sundhedsaspekterne i betragtning i vores transportpolitik, uden at det på nogen måde har været udtømmende, f.eks. har jeg ikke nævnt alt det, Kommissionen laver vedrørende lufttransport og sundhed, hvor vi f.eks., ud over initiativet rettet mod luftfartsselskaberne, også arbejder med disse selskaber, netop for at garantere brugernes sundhed. Det sker alt sammen inden for rammerne af vores beføjelser, af vores ressourcer og under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet. Kommissionen er åben over for ethvert forslag fra Parlamentet.
Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0461/2001) af Mayol i Raynal for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lønomkostningsindekset (KOM(2001) 418 - C5-0348/2001 - 2001/0166(COD)). Jeg giver ordet til hr. Mayol i Raynal.
Hr. formand, det er blevet mig pålagt at stille Dem et forslag til forordning om lønomkostningsindekset på vegne af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Forslaget er baseret på artikel 285 i traktaten, som er en ny bestemmelse, der er indført med Amsterdam-traktaten. Denne artikel fastlægger bl.a., at Rådet i henhold til proceduren i artikel 251 skal fastlægge foranstaltningerne med henblik på udarbejdelse af statistikker, hvor det er nødvendigt, for at Fællesskabet kan udøve sin virksomhed. Dernæst fastlægger artiklen, at udarbejdelsen af fællesskabsstatistikker skal ske i overensstemmelse med principperne om alsidighed, troværdighed, objektivitet, videnskabelig uafhængighed, rentabilitet og hemmeligholdelse og uden at påføre de økonomiske aktører uforholdsmæssige udgifter. Vi er underlagt proceduren med fælles beslutningstagning, og det er Den Europæiske Centralbank, der har anmodet om, at dette statistiske værktøj og dette indeks for lønomkostninger anvendes til regulering af pengepolitikken. På mødet i Økofin-Rådet den 29. september 2000 vedtog man en handlingsplan for Den Økonomiske og Monetære Unions statistiske behov. Denne handlingsplan fastlægger bl.a. udarbejdelsen af et forslag til konjunkturstatistikker for lønomkostningerne. Jeg anmoder om, at dette forslag bliver fremlagt hurtigst muligt. Vi har for øjeblikket et indeks, der dækker dette område. Dette indeks er blevet udarbejdet i løbet af 1990'erne af Udvalget for Det Statistiske Program, men indekset har ikke noget retsgrundlag, og beregningsmetoderne lader noget tilbage at ønske i aktualitet, dækning og sammenlignelighed. Bag Centralbankens anmodning og Kommissionens forslag ligger den forestilling, at lønomkostningerne skulle være årsag til inflation. Det er derfor nødvendigt, at de europæiske institutioner med ansvar for økonomi, beskæftigelse og valutaspørgsmål har adgang til regelmæssige, troværdige indekstal på dette område. Denne holdning kan diskuteres. Jeg tror i øvrigt, at der i Kommissionen er et udvalg, der deler den, og et andet, som ikke er enig. Hvad angår de lave lønninger, kan man tvivle på holdningens relevans i det omfang, at der i flere medlemsstater findes en minimumsløn, som følger udviklingen i leveomkostningerne, og ikke omvendt. Det er ikke desto mindre nyttigt for Unionen at have en makroøkonomisk indikator for dette data, der f.eks. kunne være anvendelig for arbejdsmarkedets parter, når de drøfter udarbejdelsen af aftaler m.m. Målet med forslaget er at opstille en fælles ramme for produktion, fremsendelse og evaluering af sammenlignelige lønomkostningsindeks (artikel 1). Ved lønomkostninger forstås de samlede kvartalsvise omkostninger, som arbejdsgiveren skal afholde ved beskæftigelse af arbejdskraft (artikel 2). Dataene opdeles efter økonomiske aktiviteter. Der udarbejdes fire indeks for samlede omkostninger, samlede omkostninger eksklusive bonusser, som ikke udbetales regelmæssigt, løn og arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger plus skatter betalt af arbejdsgiver fratrukket de tilskud, som arbejdsgiveren modtager til godtgørelse af direkte lønomkostninger. Det skal i øvrigt bemærkes, at det med hensyn til sidstnævnte ofte er staten, der fastlægger størrelsen af disse bidrag, og at man derfor ikke kan sige, at lønningerne har fuld indflydelse på disse eventuelle inflationsstigninger. Dataene til lønomkostningsindekset skal beregnes kvartalsvis (artikel 5, stk. 1). Dataene leveres i indeksform senest 70 dage efter slutningen af referenceperioden (artikel 6, stk. 1). Der kan indrømmes overgangsperioder på højst to år fra datoen for denne forordnings ikrafttrædelse (artikel 9, stk. 1). Med hensyn til gennemførelsen af denne forordning (herunder hvad angår beslutningen om undtagelser) bistås Kommissionen af Udvalget for Det Statistiske Program. Der er et par ting, vi skal overveje. Analyse af lønomkostningerne er utvivlsomt et vigtigt element, som jeg allerede har sagt, set fra et makroøkonomisk synspunkt. Der kan dog rejse sig nogle spørgsmål i den forbindelse. Det er nødvendigt yderligere at uddybe dette indeks ved at producere et separat indeks for de samlede omkostninger eksklusive udgifter til faglig uddannelse betalt af arbejdsgiveren. Der er også den mulighed, som vi har forudset i et ændringsforslag fra min gruppe - af tekniske årsager har vi ikke rejst dette spørgsmål over for Kommissionen, og vi har derfor været nødsaget til at stille ændringsforslaget efterfølgende. Det drejer sig om muligheden for at tage hensyn til produktion pr. time og dernæst muligheden for at udsætte tidspunktet for forelæggelse af den første evalueringsrapport indtil den 31. december 2003 og dermed muliggøre en analyse baseret på gennemførelsesperioden, der tager hensyn til en eventuel overgangsperiode. De må have mig undskyldt, men jeg kan se, at tiden går, og eftersom jeg ikke er vant til disse tidsbegrænsede indlæg, har jeg overskredet min tid med et minut og 11 sekunder. På et så sent tidspunkt kan jeg godt forstå, at denne overskridelse er forkastelig. Jeg beder Dem endnu en gang have mig undskyldt.
Hr. formand, for det meste er kollegerne ikke specielt begejstrede - som det kan ses i aften - når vi skal behandle forslag i Parlamentet om udarbejdelse af statistikker, fordi de mener, at det er et teknisk emne, som i virkeligheden ikke interesserer politikere særlig meget. Også vores vælgere kan vanskeligt være interesseret i det arbejde og de bestræbelser, som vi lægger i disse forslag. Jeg befinder mig ofte her som ordfører for forslag, der omhandler Eurostats udarbejdelse af statistikker, og jeg bliver aldrig træt af at prædike over for mine kolleger, at en dårligt informeret borger eller politiker træffer dårlige beslutninger, og det er farligt. Det er sandt, at hvad angår statistikkerne, er der nogle, der godt kan lide at sige, at der findes tre slags løgne, løgn, grov løgn og statistik, underforstået at statistikken er den mest raffinerede form for løgn. Men når det er sagt, så må vi trods alt huske på, at det er nødvendigt med troværdige og sammenlignelige statistikker. Eurostat gør et fremragende stykke arbejde på dette område, på betingelse af at politikerne leverer et retsgrundlag og de nødvendige finansielle midler til at udarbejde disse. Når det er sagt, vil jeg især gerne nu, hvor vi alle har den fælles valuta i lommen, understrege behovet for at råde over statistikker for lønomkostningerne, som er en del af den absolut nødvendige information til evaluering af den reelle inflationsudvikling i euroområdet. Stabiliteten af vores valuta, som nu er alles valuta bortset fra de tre lande, som ikke deltager i den, afhænger heraf. Man kan ikke sige, at lønomkostningerne - og her er jeg ikke enig med ordføreren - ikke er en kilde til inflation, for det passer ikke, at lønomkostningerne ikke undergår nogle stigninger, der ikke kan forklares ved højere leveomkostninger eller øget produktivitet. Tænk på, hvad der foregår i Tyskland, hvor fagforeningerne mod al fornuft kræver lønstigninger, som, hvis de blev gennemført, ville true tusindvis af arbejdspladser samtidig med at øge inflationen, på trods af at den største af EU's medlemsstater allerede på nuværende tidspunkt skaber os rigeligt med bekymringer omkring overholdelsen af stabilitetspagten. Hr. Solbes kan fortælle os noget om, hvad der er foregået i Ministerrådet, for mange tror, at stabilitetspagten allerede har lidt strådøden. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for hurtigst muligt at skabe en fælles ramme for produktion, fremsendelse og evaluering af sammenlignelige lønomkostningsindeks, som det fremgår af dette forslag til forordning, der bør vedtages snarest muligt. Min gruppe er i øvrigt ikke enig i ordførerens ændringsforslag, som han har stillet på vegne af sin gruppe, fordi han stiller nogle krav, der er uigennemførlige og kontraproduktive, hvilket i øvrigt også er Kommissionens og Eurostats holdning. Vi vil derfor forkaste disse ændringsforslag.
Hr. formand, jeg sætter pris på Deres generøsitet, selv om jeg, da jeg hverken er økonom eller statistiker eller, håber jeg, løgner, tror, at jeg vil fatte mig i nogen korthed. Det, der slår mig ved Kommissionens udtalelse, er, at lønomkostningerne i et område så stort som ØMU generelt anses for værende en potentiel kilde til inflation. Det er en overdrivelse af situationen. Jeg kan naturligvis gå med til, at stigninger i priser og lønninger og lønomkostninger kan øve indflydelse på inflationen, men i vores medlemsstatsøkonomier, hvor lønninger i stadig højere grad forhandles via nationale aftaler og er forbundet med produktivitet og har alle mulige andre faktorer indbygget i de eventuelle lønstigninger, arbejdstagerne får, er sandsynligheden for, at lønomkostningerne er drivkraften bag inflationen, helt sikkert ikke stor efter min mening. Det er ikke ensbetydende med, at det ikke er en faktor. Hvad der imidlertid er en betydelig faktor, er markedsmekanismerne selv. Jeg har personlige erfaringer med dette i Irland, hvor priserne på boligmarkedet simpelthen er eksploderet. Huse, der for fem år siden blev solgt for 80.000 irske pund, bliver nu solgt for 250.000 irske pund. Dette er ekstraordinært, og lønstigninger havde overhovedet intet at gøre med det. Det har noget at gøre med markedsefterspørgsel, økonomisk vækst m.m. Ja, rent faktisk har indirekte skatter som del af regeringens udgiftspolitik en større indvirkning på inflationen. Når dette er sagt, er dette et nyttigt redskab, som EU bør videreudvikle. Det er vigtigt, hvis man skal kunne styre euroen og det europæiske monetære område. Det er ikke hensigtsmæssigt i nogle henseender, for store indkomstområder er ikke medtaget. F.eks. er honorarer ikke medtaget i dette lønomkostningsindeks, og vi ved alle, at honorarernes omfang praktisk taget er ukontrollabelt. Disse organisationer fastsætter stort set deres egne honorarer, i hvert fald i Irland. Også spørgsmålet om omkostningerne til almen uddannelse og erhvervsuddannelse bør medtages, for det er helt klart en omkostninger, eller bør i de fleste tilfælde være en omkostning for arbejdsgivere. Så dette er et nyttigt redskab, og vi bør gå videre med det. Vi bør gennemgå holdningen igen om et år eller to for at se, hvad der ellers kan medtages. Og jeg vil blot bede Kommissionen om at huske på, at den, hvis den virkelig tror, at lønomkostninger er den væsentligste potentielle drivende faktor bag inflationen, vil træffe dårlige politiske beslutninger.
Mange tak, hr. formand, mange tak til ordføreren, hr. Mayol, og til alle de talere, som er til stede i aften for at diskutere et vigtigt, om end statistisk emne, der drejer sig om intet mindre end definitionen af nogle lønomkostningsindekser, der kan give os mulighed for at få bedre indsigt i, hvad der sker i Europa, og hvordan vi kan konkurrere bedre, og som er afgørende for fastlæggelsen af den monetære politik. De har indledt en debat, der kan være af en vis interesse, men som ikke netop er en debat om det forslag til forordning, som vi stiller. Jeg mener, at den bekymring, som nogle af Dem har givet udtryk for, over forbindelsen mellem løn og inflation, der kunne diskuteres ved en anden lejlighed, har meget lidt at gøre med det, der står i betragtningerne i dette forslag til forordning. Her står der, at en række forskellige statistiske oplysninger, hvoraf lønomkostningsindekset udgør en væsentlig del, er relevante for at kunne forstå inflationsprocessen og dynamikken på arbejdsmarkedet. Jeg mener, at det er et synspunkt, der er vanskeligt at afvise. Det andet emne kunne vi naturligvis diskutere mere indgående. Hvad angår debatten i sig selv, vil jeg kun tale om hr. Mayols to bekymringer. I hvilket omfang kan der i fremtiden udarbejdes indekser, hvor udgifter til uddannelse lades ude af betragtning? Det er naturligvis et rent teknisk spørgsmål, et spørgsmål om costbenefitforhold. Disse udgifter er ikke særlig betydningsfulde. Når alt kommer til alt, udgør de mindre end 2% af de samlede udgifter, og alligevel ville udgifterne til beregning af disse udgifter til faglig uddannelse udgøre en betydelig del af de samlede udgifter til udarbejdelse af statistikken. Så længe vi ikke råder over flere oplysninger, der gør det muligt at lave beregningen for færre udgifter, går vi derfor ikke ind for det. Ligesom vi heller ikke går ind for ikke at udarbejde den rapport, der skal forelægges i slutningen af 2002. Jeg forstår udmærket hr. Mayols argumenter om, at vi stadig vil være i en overgangsperiode, og at ikke alle bestemmelser vil være gennemført fuldt ud. Men vi vil netop på det tidspunkt have nogen erfaring med bestemmelsernes gennemførelse, og desuden vil vi bedre kunne fremhæve mangler og vanskeligheder. Hvis rapporten har til formål at redegøre for vanskelighederne med gennemførelsen af forordningen og at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, at gennemførelsen sker så effektivt som muligt, mener vi, at det stadig er korrekt at holde fast ved tidspunktet i 2002, og hvis Parlamentet på et senere tidspunkt ønsker yderligere oplysninger om gennemførelsen af forordningen, er det naturligvis i sin fulde ret til at anmode om dem, og Eurostat, og jeg for min del, vil med største fornøjelse levere dem. Det var alt, mine damer og herrer. Mange tak for Deres samarbejde om vedtagelsen af denne forordning, som er vigtig for statistikken og for fastlæggelsen af den fremtidige monetære politik.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. (Mødet hævet kl. 23.13)