Hr. rådsformand, hr. kommissionsformand, mine damer og herrer, for mindre end 50 år siden, da jeg for første gang ankom til det Alsace, hvor vi nu befinder os, var Europa forblødt, ødelagt og opdelt efter et halvt århundredes omvæltninger og Anden Verdenskrig. I øst havde jerntæppet sænket sig for ti europæiske stater; i det sydvestlige Europa fandtes der fortsat i Spanien og Portugal diktatoriske styrer. Imidlertid havde en håndfuld europæere dengang det nødvendige mod og klarsyn til at afstikke kursen og erstatte konfrontation med forståelse, en dybtgående forståelse, som var mere vidtrækkende end lejlighedsvise alliancer eller blot almindeligt samarbejde, og hvis grundlag var forfølgelse af fælles interesser ved hjælp af demokratiske institutioner, som også skulle være fælles. Den strækning, der er tilbagelagt med denne nye kurs, har været meget lang, og resultaterne har oversteget alle forventninger. De seks oprindelige medlemsstater er nu blevet til femten, som udgør det største kendte velfærdsområde. Takket være Berlinmurens fald og Den Kolde Krigs afslutning har millioner af europæere påny vundet deres frihed og trods alle de vanskeligheder, som vi kender, har de resolut kunnet slå ind på integrationens vej. Vores model for et fællesskab efterlignes også i andre verdensdele. Hvis den europæiske integrationsproces imidlertid har været en succes trods de utilstrækkeligheder og mangler, som karakteriserer ethvert menneskeskabt værk, hvorfor er vore medborgere da bekymrede? Hvorfor tvivler de, savner interesse for projektet eller forkaster det åbenlyst netop på et tidspunkt, hvor medlemsstaternes regeringer og Unionens institutioner udarbejder ambitiøse planer for at inddrage borgerne og tage hensyn til deres bekymringer og interesser? Der er utvivlsomt tale om et velkendt fænomen; efterhånden glemmes de vanskeligheder, som er ryddet af vejen, og de positive resultater fortaber sig i sammenligning med nutidens problemer. Disse problemer er da bestemt heller ikke af mindre omfang: Med 18 millioner arbejdsløse, en økonomi, som har svært ved at komme ud af stagnationen og et stigende antal socialt udstødte europæere er der kun alt for mange grunde til, at vore medborgere spørger sig selv, hvor vi er på vej hen og hvorfor. Jeg skal ikke i min tiltrædelsestale prøve at besvare disse spørgsmål udtømmende. Mit sigte er mere begrænset: Jeg vil gerne minde om, at Den Europæiske Union har en grundlæggende målsætning, nemlig opretholdelse af freden; for at nå denne målsætning er det nødvendigt, at Unionen fortsat forbedres og styrkes. Behovet for en europæisk sammenslutning til opretholdelse af freden blev allerede formuleret i Schuman-erklæringen af 9. maj 1950 og har ikke mistet sin gyldighed i de forløbne 46 år. Der er måske nogle der mener, at faren for en verdenskrig ikke længere består, men hverken krig eller vold er forsvundet fra den internationale scene. Det minder begivenhederne i Bosnien, Rwanda, Burundi, Zaire, Somalia og mange andre tragiske hændelser os dagligt om. Europæerne kan i stadig mindre grad acceptere, at Unionen ikke er i stand til at gribe ind i disse konflikter for at standse dem eller for i det mindste at genoprette freden. Det er ikke tilstrækkeligt at sige, at man ikke kan gøre mere, fordi man ikke har muligheder hertil. Det må erkendes, at den samarbejdsordning, som indførtes med Maastricht-traktaten på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, har været en total fiasko, og at den snarest muligt må erstattes med en anden og mere effektiv ordning, dvs. en ordning som i højere grad indgår i Fællesskabet og i mindre grad er mellemstatslig, som Parlamentet så ofte har krævet. Hvorfor mere på fællesskabsplan og mindre på mellemstatsligt plan? Fordi Fællesskabet - det må vi gentage endnu en gang - er synonymt med effektivitet, når det gælder tilvejebringelsen af et forenet Europa, mens mellemstatsligt samarbejde er synonymt med forhaling, langsommelighed og i sidste ende med fiasko. En sammenligning af på den ene side Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs og på den anden Den Europæiske Frihandelssammenslutnings historie er et tilstrækkeligt vidnesbyrd herom. Vanskelighederne ved at udvikle unionstraktatens 2. og 3. søjle har igen tydeligt demonstreret dette. EU bør ikke blot beskæftige sig med freden i den omliggende verden. Også indadtil forstyrres freden af fænomener som terrorisme, organiseret kriminalitet, hvid slavehandel med mindreårige og narkotikahandel. Disse svøber kan umuligt bekæmpes effektivt af de enkelte lande hver for sig; i mange tilfælde ville et almindeligt samarbejde mellem domstole og politi end ikke være tilstrækkeligt. Over for forbrydelsens fællesmarked er der behov for et egentligt retligt og politimæssigt europæisk rum. Tilsyneladende er det store flertal af medlemsstaternes regeringer er indstillet på seriøst at beskæftige sig med dette spørgsmål på regeringskonferencen. Imidlertid er den gode vilje ikke tilstrækkelig, hvis Fællesskabets institutioner atter skubbes til side på grund af nogle enkeltes forbehold. Parlamentet har stillet velovervejede løsningsforslag for gradvist at kunne inddrage de aspekter af det retlige og indre samarbejde under Fællesskabet, som ikke kan løses ved et mellemstatsligt samarbejde. Medlemsstaterne pådrager sig et meget stort ansvar, hvis de er ude af stand til at anvende deres nationale suverænitet i fællesskab med henblik på at løse problemer, som på afgørende måde berører borgernes fred og sikkerhed. Mine damer og herrer, i Unionen afhænger denne fred også af, at der opretholdes en bred samfundsmæssig konsensus om, hvordan resultaterne af arbejdet og rigdommen skal fordeles. En konsensus, som er resultatet af en lang kamp, der har medført store ofre for arbejderklassen, indtil konfrontationerne - som ofte var blodige - gav plads for en udbredt bevidsthed om, at dialog og samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter var den bedste metode til at sikre stadig større samfundsmæssig retfærdighed. De kraftige impulser, som Fællesmarkedet indebar for medlemsstaternes økonomier, har uden tvivl været en vigtig faktor for tilvejebringelsen af velfærdsstaten, som i høj grad er en forudsætning for den netop omtalte konsensus. Nødvendigheden af på verdensplan at konkurrere med andre økonomiske stormagter og de forandringer, som skyldes iværksættelsen af det indre marked, nødvendiggør på nuværende tidspunkt, at velfærdsstaten tilpasses de nye vilkår. Dette skal muligvis ske ved i højere grad at styrke arbejdsmarkedets parters rolle frem for de offentlige myndigheders, men under alle omstændigheder - og det vil jeg gerne understrege - skal systemets hovedtræk bevares i den europæiske sociale model, som vi på ingen måde må prisgive. Der er tale om en model, som bygger på en skrøbelig ligevægt mellem de tre værdier, som er fælles for alle ægte demokratiske samfund: frihed, lighed og broderskab eller solidaritet. Ingen af disse kan opgives, uden at det går ud over demokratiet, og samfundets stabilitet trues. Mine damer og herrer, det er Parlamentets opgave at overvåge, at disse værdier holdes i hævd i forbindelse med den europæiske integration og den måde, EU-institutionerne fungerer på, i første række - naturligvis - vores egen institution. I den skrivelse, som jeg har tilladt mig at sende til Dem med anmodning om Deres stemme, har jeg fremsat en række forslag og overvejelser, navnlig i forbindelse med behovet for at lette kontakten til vælgerne, give medlemmerne større mulighed for at ytre sig og at gøre vore forhandlinger mere levende. Samtidig må det være en målsætning at nå frem til en fælles vedtægt, som opfylder det naturlige krav om en ensartet behandling af alle, som udøver samme funktion. Manglen herpå har voldt os betydelige kvaler. Jeg skal ikke på nuværende tidspunkt beskæftige mig med detaljer om disse og andre spørgsmål, som vedrører Parlamentets forhold, men jeg vil indtrængende anmode om Deres støtte til at sikre større gennemsigtighed og effektivitet i vores arbejde, idet jeg er bevidst om, at uden denne støtte vil enhver formands bedste hensigter være dømt til skibbrud. Det er absolut nødvendigt, at Parlamentets arbejde bliver stadig bedre, mere gennemskueligt og synligt og præget af deltagelse, hvis vi virkelig ønsker, at vores arbejde skal være relevant for de bekymringer, som borgerne i Unionen nærer. Det ville imidlertid være en utilgivelig fejl kun at begrænse vores indsats til de ændringer, som er nødvendige for, at institutionen fungerer godt indadtil: Den egentlige målsætning må være at gøre Parlamentet mere borgernært. I denne forbindelse vil jeg gerne hilse de vigtige fremskridt velkommen, som blev opnået under min forgænger, Klaus Hänsch' embedsperiode, som for mig vil være et forbillede i mange forbindelser. Af de bestræbelser, som vi i løbet af de kommende to et halvt år vil udfolde for at komme nærmere borgerne, af vores evne til at sætte os ind i deres bekymringer og problemer afhænger det i vid udstrækning, at borgerne vil betragte Europavalgene i 1999 som en politisk væsentlig begivenhed, som kan få betydning for den europæiske integrations fremtidige udformning. Mine damer og herrer, vores opgave består i at repræsentere europæerne, og europæerne har behov for, at Unionen arbejder for at sikre et samfund, som i stadig højere grad præges af frihed, lighed og solidaritet. Dette kan kun opnås, hvis det lykkes os at tage følgende tre udfordringer op: Den første er en ajourføring af EF-institutionerne i forbindelse med regeringskonferencen. Jeg har tidligere omtalt en række grundlæggende aspekter, men der kan ikke ses bort fra behovet for, at alle institutionerne skal tilpasses for bedre at kunne fungere gennemsigtigt, demokratisk og effektivt i en Union, som allerede nu har 15 medlemmer og snart vil få endnu flere. Denne tilpasning vil ikke kunne gennemføres ved at føje nye organer eller interstatslige fremgangsmåder til en allerede alt for kompliceret konstruktion. Vores medborgere forstår ikke og kan ikke forstå det komplicerede system med søjler, procedurer og retsgrundlag, som Unionen nu er præget af. De er vant til et enkelt system: ét eller to kamres, som lovgiver, en udøvende magt, som regerer, en domstol, som afsiger domme og sikrer lovens overholdelse; alt dette fastlagt i tekster holdt i et sprogbrug, som de kan forstå. Fjerner man sig fra denne formel, bringes den demokratiske legitimitet i fare, man fjerner sig fra retsstaten, fiaskoen truer. Europa er heldigvis ikke længere kun en sag for minoritetsgrupper med specialviden; der kan ikke opnås fremskridt uden europæernes støtte, og den kan man ikke sikre sig, hvis europæerne ikke har nogle institutioner for øje, som de kan forstå, påvirke og kontrollere. Den anden vanskelighed, som skal ryddes af vejen, er Den Økonomiske og Monetære Union. Den er ikke blot monetær; vi vil få en fælles mønt, men ikke kun en mønt. Vi vil også få en fælles økonomisk politik, idet de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes økonomiske politik - både de lande som er med, og dem, som venter på at deltage - fastsættes af EU-institutionerne. Parlamentet står i denne sammenhæng over for en helt speciel udfordring, idet det skal drage omsorg for, at disse retningslinjer er i overensstemmelse med borgernes behov og interesser, og at de ofre, der skal ydes for at skabe balance i vore økonomier, resultere i beskæftigelse og afskaffelse af social udstødelse. Vi har på dette felt et omfattende samarbejdsområde med de nationale parlamenter i bestræbelserne på at finde løsninger og udforme en politik, som gør det muligt at vende tendensen henimod et todelt samfund, som vi på ingen måde kan acceptere. Mine damer og herrer, den tredje af de store udfordringer, som vi står overfor, er at åbne Unionen for de øvrige europæere, de lande i vor verdensdel, som stadig ikke har kunnet tilslutte sig. På nuværende tidspunkt er den eneste virkeligt historiske målsætning for de europæiske nationer skabelsen af et stærkt og demokratisk Europa, som kan være en fredsskabende faktor i verden. Derfor må vi slutte os sammen i en Union, som skal være et mønster for politisk, social og geografisk samhørighed, der skal ikke være tale om en torveplads, et marked, som man begiver sig hen til udelukkende for at opnå en økonomisk fordel på de andres bekostning; der er behov for et fællesskab baseret på et interessefællesskab, som styres af demokratiske institutioner ud fra en fast vilje til integration. Der er her utvivlsomt tale om en anden afgørende udfordring for regeringskonferencen, som bør tage spørgsmål, der er så vedkommende for borgerne som kampen mod ledighed - det vil jeg gerne gentage - og social udstødelse, miljø og EU-borgernes sundhed, særdeles alvorligt. Det er op til os, mine damer og herrer, uden tøven at fortsætte denne kamp, at få den offentlige opinion med os og at åbne fremtidens veje. Jeg kan kun love Dem, at jeg ikke vil spare nogen anstrengelse, og at jeg altid vil være opmærksom over for Deres initiativer og Deres retningslinjer. Og det vil jeg gøre med den tillid, som skyldes bevidstheden om, at Parlamentet som gode søfolk altid har forstået at udnytte de øjeblikkelige vindforhold hvad enten der var tale om magsvejr eller modvind for at nå frem til den havn, som man ikke engang kunne skimte. Vore medborgere befinder sig i en tilstand af uvished. Som europæerne om bord på Christopher Columbus' karaveller vender de sig urolige og tvivlende til os. Det er os, der skal bekræfte, at kursen er den rigtige, vi skal resolut følge den og gøre det klart for borgerne, at i nutidens skygger kan vi allerede skimte morgendagens komme. Denne historiske målsætning kan kun opfyldes - og hermed vil jeg slutte - ved at styrke Parlamentets rolle. Kant understregede med rette, at »kampen for parlamentet er kampen for friheden«. I går, i dag og i al fremtid vil der også blive kæmpet for lighed og solidaritet, kæmpet for en fremtid i fred.
Protokollerne fra møderne fredag den 13. december 1996, mandag den 13. januar og tirsdag den 14. januar 1997 er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dem som godkendt.
Hr. formand, i protokollen af 13. januar står mit navn ikke på tilstedeværelseslisten, sikkert på grund af min egen forvirring.
Mange tak, hr. Colom i Naval. Det vil blive rettet.
Hr. formand, i protokollen af 13. januar hedder det, at jeg er blevet udpeget som medlem af Europa-Parlamentet. Jeg blev derimod valgt . Selv når et mandat i Europa-Parlamentet bliver ledigt midt i en valgperiode, tager vi i Det Forenede Kongerige ikke det næste medlem på en partiliste, men afholder et suppleringsvalg. (Bifald)
Mange tak, hr. Corbett. Jeg er sikker på, at Deres bemærkning vil blive taget i betragtning på regeringskonferencen, hvis man beslutter at tage det emne op, der er så væsentligt for os, nemlig en ensartet valgprocedure.
Hr. formand, på side 8 i protokollen hedder det, at hr. Falconer sagde, at der aldrig var blevet afholdt et valg. Det bør hedde »disse valg«, da jeg henviste til valgene af næstformænd. For det andet er det ikke anført i protokollen, at jeg gjorde indsigelse mod den procedure, De foreslog, og at De derpå ignorerede denne indsigelse.
Mange tak, hr. Falconer. Det vil blive noteret. Det eneste, jeg sagde, var, at De ikke fremsatte indsigelsen i det øjeblik, hvor jeg stillede spørgsmålet, selv om jeg senere så Deres indsigelse.
Hr. formand, protokollen fra mandag nævner ikke mit navn på tilstedeværelseslisten, men jeg var til stede.
Det noterer vi os, hr. Herman. Jeg antager for øvrigt, at De har stemt, så det må figurere i protokollen.
Hr. formand, må jeg minde Dem om, at et medlem af Parlamentet i december var blevet set - og vedkommende erkendte også over for Parlamentet, at han havde gjort det - stemme to gange under en af afstemningerne og havde brugt et andet parlamentsmedlems kort. De vil være bekendt med, at efter en diskussion om det i Parlamentet blev det pågældende spørgsmål, som er en grov forstyrrelse, henvist til Parlamentets Præsidium. Jeg beder Dem venligst informere os om, hvad Præsidiet besluttede at gøre ved denne grove forstyrrelse i Parlamentet.
Udmærket, fru Green. Jeg vil meget gerne til alles orientering oplæse de to sidste afsnit i præsidieprotokollen, selv om alle ved, at præsidieprotokollen er et offentligt dokument, der fordeles til alle medlemmerne. Jeg vil oplæse disse to sidste afsnit: »Præsidiet påhørte et indlæg af formanden, der påpegede, at Præsidiet i medfør af forretningsordenens artikel 22, stk. 3, havde beføjelse til at træffe afgørelse i spørgsmål vedrørende mødernes afvikling, og at fru Fontaines beslutning i plenum ikke gav mulighed for, på grundlag af artikel 110, at vedtage en sanktion med tilbagevirkende kraft over for Pasty, hvorfor han agtede at tilsende denne en skrivelse, hvori han understregede alvoren af det pågældende forhold og beklagede dette anslag mod det parlamentariske demokratis elementære principper og mod Parlamentets omdømme og værdighed; for så vidt angik en eventuel offentliggørelse i plenum tilkom det mødeformanden at træffe afgørelse herom. Præsidiet noterede sig, efter at have hørt fru Fontaine, mødeformand på det pågældende tidspunkt, og efter at have hørt de forskellige præsidiemedlemmers synspunkter, formandens afgørelse om at tilsende Pasty en skrivelse, hvori der gjordes opmærksom på den strenge nødvendighed af, at bestemmelserne i forretningsordenens artikel 117 og 110 blev respekteret.« Præsidiets beslutning, erindrer jeg om, siger således helt enkelt dette: «Præsidiet noterede sig, efter at have hørt fru Fontaine, mødeformand på det pågældende tidspunkt, og efter at have hørt de forskellige præsidiemedlemmers synspunkter, formandens afgørelse om at tilsende Pasty en skrivelse, hvori der gjordes opmærksom på den strenge nødvendighed af, at bestemmelserne i forretningsordenens artikel 117 og 110 blev respekteret.«
Hr. formand, til forretningsordenen. Denne præsidiebeslutning rejser adskillige spørgsmål. For det første mener jeg i lyset af Præsidiets fortolkning af disse aktiviteter, at det er klart, at mødeformanden på det pågældende tidspunkt fortolkede forretningsordenen forkert, da det, der skulle være sket i forbindelse med en så grov forstyrrelse af mødet, var, at medlemmet burde have været bortvist fra mødet med det samme. Som følge af, at dette spørgsmål blev henvist til Præsidiet, og at Præsidiet så siger, at det ikke kan gøre noget med tilbagevirkende kraft, er det klart, at en bortvisning er umulig på grund af, at mødeformanden på det pågældende tidspunkt fortolkede forretningsordenen forkert. Det giver anledning til særdeles stor beklagelse, og uanset hvor et medlem, som snyder på denne måde, sidder i Parlamentet - hvad enten det er til venstre eller til højre - vil min gruppe fremover anmode om, at et medlem øjeblikkeligt bortvises på det tidspunkt, hvor episoden finder sted. Intet andet vil vi være tilfredse med. For det andet vil jeg gerne bede Dem om at bekræfte, at skrivelsen blev sendt til det pågældende medlem, og at læse denne skrivelse højt for Parlamentet, så alle ved, hvad der nøjagtigt er blevet sagt på Parlamentets vegne til et medlem, som groft forstyrrede mødet i Parlamentet.
Hr. formand, jeg vil gerne understrege, at Parlamentets Præsidium naturligvis er kompetent i denne sag. Gennem fru Greens initiativ har De bekendtgjort Præsidiets beslutninger. Desuden har De over for denne Forsamling bekendtgjort indholdet af det brev, som Præsidiet har sendt til hr. Pasty. Jeg tror, at læsning af dette brev, det vil sige af de to punkter, som jeg har hørt, betyder, at irettesættelse af det pågældende medlem offentliggøres, og i sig selv er dette naturligvis en form for disciplinær forholdsregel.
Hr. formand, alle ved, at tolkningen af forretningsordenen er noget, der altid giver anledning til større diskussioner. Det sker også ofte i Præsidiet, og vi har haft en lang drøftelse af dette spørgsmål. Jeg kan ikke acceptere Pauline Greens bemærkning; hun ved, at jeg har stor respekt for hende, men i dette tilfælde er jeg ikke enig med hende. Efter min opfattelse kan der slet ikke være tvivl om, at Nicole Fontaine fortolkede forretningsordenen korrekt. Forretningsordenen gav hende muligheden for at skride til bortvisning, hvis hun skønnede det korrekt. Ifølge forretningsordenen kan hun gøre dette. Og jeg siger »kan«, fru Green, ikke »skal«. Mødeformanden den pågældende dag, under et meget anstrengende møde, hvor vi alle var trætte, skønnede efter at have hørt Parlamentet, at sagen skulle overgives til Præsidiet. Jeg mener ikke, at hun misfortolkede forretningsordenen, for hun var ikke forpligtet til at bortvise hr. Pasty, og jeg synes ikke, vi skal skabe det indtryk, at fr. Fontaine handlede forkert. Hun traf den afgørelse, hun fandt rigtig, så vi kunne komme videre, og spørgsmålet blev jo også forelagt Præsidiet, hvor vi har set på det. Jeg er ikke enig med Dem, fr. Green; jeg tror, De tager fejl her. Se blot i forretningsordenen: der står kan og ikke skal. Hvis De læser forretningsordenen igen, vil De blive overbevist; vi har haft en langvarig drøftelse, hr. Kerr er på Deres side, vi drog nogle konklusioner, og formanden skrev det pågældende brev til hr. Pasty, fordi det var for sent at diskutere en anvendelse af bestemmelsen om bortvisning.
Det er et prekært og vanskeligt emne, som vedrører et parlamentsmedlems omdømme og selve Parlamentets omdømme. Jeg mener, vi bør høre de fem personer, som har bedt om ordet. Derefter har fru Green bedt mig om ordet igen. Inden jeg giver hende ordet, vil jeg komme med formandens fortolkning af dette spørgsmål.
Hr. formand, til forretningsordenen. Jeg var til stede ved den lejlighed, der nu diskuteres, og det var første gang, jeg hørte et medlem åbent erkende og undskylde over for Parlamentet, at vedkommende havde stemt ukorrekt og stemt to gange. Han undskyldte det formentlig ikke på passende måde, men det ser ud til, at han var angerfuld. Jeg ønsker ikke at fremsætte gensidige beskyldninger. Da det var en meget vanskelig afstemning om Zimmermannbetænkningen, og mange af afstemningsflertallene var særdeles knebne, hvor er så gyldigheden af den pågældende afstemning om betænkningen? Har vi ret til en ny afstemning om denne betænkning, da jeg ikke ved, hvordan fru Baldi ville have stemt, hvis hun havde været til stede, og vi ved ikke, om hr. Pasty stemte, som fru Baldi ville have gjort. Vi ved heller ikke, hvor mange gange dette fandt sted, da det først blev erkendt, da hr. Tomlinson gjorde opmærksom på det. Vi var mange, der så, hvad der foregik, men indrømmelsen kom først, efter at mødeformanden var gjort opmærksom på det. Disse spørgsmål bør tages op.
Fru Malone, der er ting, der bør ligge helt klart: Når afstemningsresultatet først er bekendtgjort af formanden, kan det ikke ændres. Derudover har mødetjenesten i dette tilfælde konstateret, at hvadenten denne stemme var afgivet ukorrekt eller ej, ville resultatet have været det samme. Det ville have ændret afstemningen med én stemme, men resultatet ville have været det samme. Derfor vil jeg anmode Dem om, at vi ikke debatterer dette emne yderligere. Der blev truffet en beslutning i sin tid, og ingen rejste på det tidspunkt tvivl om afstemningens gyldighed. Når fru Fontaine derfor først har bekendtgjort afstemningsresultatet, kan det ikke ændres.
Hr. formand, det drejer sig om resultatet af denne afstemning. Jeg vil da gerne have, at De her over for plenarforsamlingen endnu en gang bekendtgør, hvad resultatet af denne afstemning var. Hvis mine oplysninger er rigtige, var dette ændringsforslag meget omstridt og blev vedtaget med én stemmes flertal, altså med en stemme fra fru Baldi, som ikke var i salen, hvilket betyder, at hvis denne stemme ikke ville være afgivet, ville dette ændringsforslag ikke være vedtaget, fordi det ikke ville have opnået flertal. Det gør det naturligvis så meget desto værre. Det var et meget omstridt ændringsforslag. Jeg forstår absolut ikke, at der ikke iværksættes flere sanktioner over for hr. Pasty for i fremtiden at undgå den slags vildskud her i Forsamlingen. Jeg vil gerne have, at De her endnu en gang højt og tydeligt bekendtgør resultatet af afstemningen, således at vi alle ved, om De virkelig har ret. Det var en afstemning ved navneopråb, det er således muligt.
Fru van Dijk, jeg beder Dem være opmærksom på, hvad formanden lige har sagt. Jeg har for det første mindet om, at mødetjenesten konstaterede, at den pågældende handling ikke havde nogen indflydelse på afstemningsresultatet. Dernæst har jeg mindet om bestemmelsen om, at når først afstemningsresultatet er blevet bekendtgjort, kan det ikke ændres. Og jeg beder Dem også være opmærksom på, at der i protokollen fra den følgende dag ikke var nogen indsigelse i forbindelse med denne afstemning.
Hr. formand, jeg tager helst ikke ordet i den slags forhandlinger, men det drejer sig her om en alvorlig sag, hvor Parlamentets omdømme står på spil. Jeg var ikke personligt til stede ved den pågældende afstemning og ønsker således heller ikke at udtale mig om, hvad der skete om torsdagen under sidste mødeperiode. Jeg ønsker at udtale mig om forretningsordenen. Hverken artikel 117 eller artikel 110 nævner Præsidiets rolle. Alle henvisninger under denne forhandling til Præsidiets rolle er således ikke i overensstemmelse med forretningsordenen. Forretningsordenen taler kun om formandens rolle. Mit spørgsmål, hr. formand, er derfor et direkte spørgsmål til Dem. Forretningsordenens artikel 110 siger, at i tilfælde som dette kan formanden, efter en formel advarsel, foreslå Parlamentet at udtrykke sin misbilligelse af medlemmets opførsel. Må jeg fortolke Deres ord således, hr. formand, at De netop har givet det pågældende medlem en formel advarsel i henhold til forretningsordenens artikel 110, og at De således har påtaget Dem Deres ansvar i henhold til forretningsordenen. Jeg vil gerne af Dem have en opklaring af dette punkt.
Inden jeg giver ordet til fru Fontaine, vil jeg svare på det spørgsmål, som hr. de Vries har stillet mig direkte. Jeg vil nævne artikel 110, eftersom artikel 117 henviser til artikel 110 og indeholder en fortolkning, der netop siger, at en overtrædelse af artikel 117 behandles efter artikel 110. Artikel 110 siger: «Ved grov forstyrrelse af mødet kan formanden - kan , dvs. mødeformanden er berettiget til at gøre det eller lade være - efter først at have givet en formel advarsel straks eller senest på det følgende møde - dvs. det skal være samme dag eller dagen efter - foreslå Parlamentet, at det pågældende medlem omgående bortvises fra mødesalen og udelukkes fra møderne i to til fem dage«. Det står således klart, at mødeformanden gør brug af sine beføjelser afhængig af sagens alvorlige karakter. Og jeg husker - for jeg var til stede - at der i forsamlingen var et medlem, der mente, at sagen skulle henvises til Udvalget for Forretningsordenen, men der var ingen, der på det tidspunkt bad om udelukkelse af det pågældende medlem, idet man mente, det var rigtigt at forelægge det for Præsidiet. Måske huskede medlemmerne ikke denne tidsmæssige begrænsning, men jeg mener - og dette er en beføjelse, formanden eller Udvalget for Forretningsordenen har - at når disse to dage er gået, er det umuligt at henholde sig til forretningsordenen og anvende sanktionen i artikel 110. Og min fortolkning stemmer overens med hr. Hänschs fortolkning, der fremgår af protokollen. Der er derfor tale om to overensstemmende fortolkninger. Men De kan være sikre på, at jeg vil sende protokollen fra i dag til Udvalget for Forretningsordenen, for at den kan undersøge denne fortolkning, hvis den finder det hensigtsmæssigt. Men i dag mener både hr. Hänsch og jeg, at artikel 110 indeholder en helt klar tidsmæssig begrænsning. Derudover må jeg minde Dem om, at stk. 2 i artikel 110 siger: «Parlamentet tager stilling til denne disciplinære forholdsregel på det af formanden fastlagte tidspunkt enten under det møde, hvor de hændelser, der gav anledning hertil, fandt sted, eller under et af de tre følgende møder«. Men den disciplinære forholdsregel skal naturligvis foreslås den samme dag eller dagen efter. Derfor kunne hverken Præsidiet eller hr. Hänsch i dette tilfælde gøre brug af deres beføjelser og træffe beslutning om sanktion. Jeg gentager, at hvis man mener, at dette skal ændres, bør det ske ad den behørige vej, dvs. gennem Udvalget for Forretningsordenen. Derfor vurderede Præsidiet - jeg henviser til min oplæsning af præsidieprotokollen - at hr. Hänsch i udøvelsen af sine beføjelser til at sørge for god orden under møderne var fuldt berettiget til at henvende sig til det pågældende medlem og sende ham et brev. De beder mig oplæse brevet. Jeg vil minde Dem om, at hvis jeg oplæser brevet fra hr. Hänsch, skal jeg også oplæse svaret fra hr. Pasty af en meget indlysende grund: Fordi enhver, som beskyldes for noget, har ret til at blive hørt, og forretningsordenen giver naturligvis mulighed for et sådant forsvar. Under disse omstændigheder og eftersom forretningsordenen ikke siger noget om, hvorvidt man bør læse brevet op eller ej, vil jeg lade forsamlingen afgøre, om brevene skal oplæses.
Hr. formand, jeg gjorde i begyndelsen klart opmærksom på, at jeg ønskede at få ordet. Jeg vil gerne fremsætte to vigtige bemærkninger. For så vidt angår artikel 110, er det helt klart, hvordan situationen forholder sig. Det er bestemmelser, som vi har drøftet længe, og spørgsmålet er egentlig Præsidiets fortolkning af, hvad »det følgende møde« er. Det følgende møde er jo i dag - den første lejlighed, hvor vi kan behandle spørgsmålet. Det fremgår meget klart af forretningsordenen, at det er Parlamentet, der træffer afgørelse. Vi ved alle, at den »lige og almindelige stemmeret« er af absolut central betydning for Parlamentets arbejde, og jeg må sige til Dem, hr. formand - og jeg håber, De lytter meget nøje - at De er den femte formand i Europa-Parlamentet, som jeg har taget dette spørgsmål op over for. I tolv år har der været en praksis i Parlamentet, som nogle spøgende omtaler som »spil på alle tangenter«. Dette er første gang, formanden har gennemført en undersøgelse, som har identificeret et medlem, som til sidst - modstræbende - erkendte sig skyldig. Den anden vigtige bemærkning er, at Europa-Parlamentet med store offentlige udgifter sender repræsentanter som internationale observatører ud i hele verden - til f.eks. Afrika og Østeuropa. For så sent som en uge siden vendte jeg som Den Socialistiske Gruppes repræsentant og hr. Stasi fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe og fru André-Léonard fra Den Liberale Gruppe tilbage fra de første valg med flere partier i Tchad. Vor væsentligste opgave som observatører var at sikre, at der ikke foregik snyderi, og at ingen af dem, der deltog i disse valg, stemte mere end én gang. Medmindre vi er i stand til at overholde vor egen forretningsorden, vil nogle af os i Europa-Parlamentet appellere til det internationale samfund, herunder Den Paritetiske Forsamling AVS/EU, om at undersøge, hvilken demokratisk praksis der er gældende her i forsamlingen.
Mange tak, hr. McGowan. Jeg vil nu spørge forsamlingen, om jeg skal læse de pågældende breve op. (Det vedtoges at læse brevene op) Jeg vil så læse brevene op.
Hr. formand, det glæder mig, at De vil læse brevet op. Lad mig sige, at hvis De vil læse en brevveksling op, vil det være fuldstændig upassende. Vi anmoder Dem som formand for Parlamentet om at læse et brev op, som Parlamentets formand sendte til et medlem. Hvis der er en brevveksling mellem Dem og medlemmet, er det noget helt andet. Vi ønsker at høre det brev, som formanden sendte på baggrund af en episode i denne plenarforsamling. Præsidiet kan så tage stilling til konsekvenserne.
Fru Green, jeg respekterer meget Deres meninger, men det er formanden, der bestemmer, hvad afstemningen drejer sig om, og formanden sørger for, at de enkelte medlemmers interesser varetages. Hvis et medlem forsvarer sig mod en beskyldning gennem et brev, er det mindste, vi som demokrater kan gøre, at lytte til hans svar. Derefter kan hver enkelt beslutte, som han eller hun har lyst, men jeg kan ikke og vil ikke på nogen måde nægte ordet til et af vores medlemmer, som forsvarer sig mod en beskyldning. Jeg vil nu oplæse de to breve. (FR) »Hr. europarlamentsmedlem Jean Claude Pasty, Jeg er af mødeformanden, dvs. Nicole Fontaine, blevet gjort opmærksom på, at De under afstemningen om betænkning af Zimmermann om beskyttelse af mindreårige den 12. december 1996 havde foretaget, for nu at bruge de ord, De selv brugte, en dobbeltafstemning. Denne handling er entydigt alvorlig for så vidt det i Parlamentets forretningsordens artikel 117 fastslås, at stemmeretten er personlig. Medlemmerne stemmer enkeltvist og personligt. Efter at have hørt medlemmerne af Præsidiet, med ånden i bestemmelserne i artikel 117 og 110 in mente og i henhold til formandens opgaver og pligter, som er pålagt ham via forretningsordenens artikel 19, beklager jeg at måtte meddele Dem, at Deres opførsel under mødet torsdag den 12. december 1996 er en krænkelse af artikel 117 og må betragtes som en grov forstyrrelse af mødet. Endvidere ser jeg mig nødsaget til formelt og indtrængende at minde Dem om, at misbrug af stemmeretten i vort Parlament er et angreb på de mest elementære principper for parlamentarisk demokrati og derfor kun kan undergrave vort Parlaments image og medlemmernes værdighed. Med venlig hilsen« Jeg har modtaget et brev fra hr. Pasty med følgende ordlyd: «Hr. formand, Deres forgænger, Klaus Hänsch, har pr. 9. januar 1997 med reference nr. 00090, tilsendt en skrivelse vedrørende afstemningen af betænkning af Zimmermann om beskyttelse af mindreårige torsdag den 12. december 1996, hvis indhold jeg ikke kan anerkende. Formuleringen af dette brev skaber et alvorligt etisk problem, thi det lader det fremstå således, at jeg med vilje stemte to gange, hvilket selvfølgelig ville være ekstremt alvorligt, når jeg i virkeligheden blot begik en mindre teknisk fejl, som jeg helt og fuldt står til ansvar for, således som jeg også sagde under mødet. (Uro) Denne skrivelse, som underskrevet af formanden Hänsch, med sit underforståede indhold og suggestive retning udgør i mine øjne en usædvanlig alvorlig æreskrænkende handling fra Parlamentets formands side. Jeg tillader mig derfor at stille spørgsmålstegn ved de egentlige motiver, der ligger bag udarbejdelse af dette dokument og den brug, man ønsker at gøre af det. (Uro) Jeg beder Dem derfor undersøge muligheden for at annullere dette dokument og lade det erstatte af et brev, hvis udformning er i overensstemmelse med de virkelige forhold. Med venlig hilsen« Det siger sig selv, at formanden ikke kan og ikke skal annullere et brev, der er afsendt. Det er blevet afsendt, og det har modtaget et svar. Fra det øjeblik er den eneste mulige beslutning at henvise spørgsmålet til Forretningsordensudvalget for at finde ud af, hvorledes Parlamentet, når noget sådant sker, rent juridisk skal forholde sig. Jeg har to anmodninger om at få ordet i den forbindelse. Dernæst fortsætter vi med dagsordenen.
Hr. formand, jeg har overhovedet ikke til hensigt at forlænge denne forhandling, men da jeg havde den ubehagelige opgave at styre denne vanskelige situation som formand for det pågældende møde, synes jeg, at jeg skylder mine kolleger nogle forklaringer. Jeg erindrer om, at det drejede sig om det sidste møde i december måned møde inden juleferien, hvor vi blev konfronteret med denne begivenhed. Et antal af mine kolleger anmodede om at foretage en kontrol, hvilket jeg straks gjorde, og kontrollen afslørede det, De ved. Som hr. Anastassapoulos har sagt, er fortolkningen af forretningsordenens artikel 10 yderst klar. Formanden kan foretage en udelukkelse, verbet kunne har ingen anden betydning. Af årsager, som absolut kan bestrides, har jeg ikke ment, at man skulle foretage udelukkelse på stedet af den pågældende kollega. Og hr. de Vries, jeg erindrer Dem ganske enkelt om, at forretningsordenens artikel 22, stk. 3 bestemmer, at »Præsidiet træffer afgørelse i spørgsmål vedrørende mødernes afvikling«. Det er derfor, at jeg mente, at man skulle imødekomme forslaget, som jeg for øvrigt fik, hvis jeg husker rigtigt, og jeg tror, at protokollen vil bekræfte det, af hr. Tomlinson, om at forelægge dette spørgsmål for Præsidiet, et meget hensigtsmæssigt forslag i en så ømtålelig situation. Jeg anmodede således om øjeblikkelig forelæggelse for Præsidiet. Som De kan se, er det blevet imødekommet, eftersom det umiddelbart efterfølgende præsidium, det seneste præsidium under forsæde af hr. Klaus Hänsch, har undersøgt spørgsmålet med de resultater, som De kender. Jeg vil straks berolige fru van Dijk. Vi har naturligvis set på, om afstemningsresultatet om det ændringsforslag, der er draget i tvivl, ændringsforslag 13 i fru Zimmermanns betænkning, ville have været anderledes. Heldigvis ville det ikke det. Det var, hvad jeg ville sige om dette spørgsmål, kære kolleger.
Hr. formand, jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg ikke anfægter fru Fontaines handling eller beslutning som mødeformand. Jeg er måske uenig i hendes fortolkning, men jeg anfægter ikke, at hun handlede i henhold til forretningsordenen, og jeg erkender hr. Anastassopoulos' heroiske forsvar for hans kollega i Præsidiet. Jeg anfægter ikke fru Fontaine, selv om jeg måske er uenig i hendes fortolkning. Men jeg er chokeret over hr. Pastys brev, som De læste op. Lad os slå fast, at det, der skete i Parlamentet, blev set af mange parlamentsmedlemmer. Det er ikke noget, som fandt sted i et privat værelse, hvor der kunne være forskellige fortolkninger af, hvad der skete. Ingen kan stemme fra sin egen plads og fra et andet medlems plads og gøre det ved en fejltagelse! Dette er fuldstændig uacceptabelt, hr. formand. Der er tale om et klart brud på forretningsordenen. Hvis vi fra det pågældende medlem - som, hvilket De vil have bemærket, jeg ikke nævnte ved navn i mine indledende bemærkninger - havde fået en oprigtig undskyldning efter brevet fra hr. Hänsch, kunne vi have betragtet episoden som afsluttet. Men jeg må spørge Dem nu, hvilke foranstaltninger De som formand for Parlamentet vil træffe mod et medlem, som har angrebet Parlamentets formand, og som er blevet set i færd med at snyde under en afstemning i Parlamentet. Det er Deres integritet som formand og vor integritet som medlemmer, der står på spil.
Fru Green, jeg har foreslået forsamlingen - hvilket forsamlingen har accepteret - også at læse hr. Pastys brev op, ligesom man ville oplæse ethvert andet forsvar fra en person, hvilken ret på ingen måde kan indskrænkes. Min oplæsning af brevet er ikke en accept eller godkendelse af det, som et medlem siger til sit forsvar. Jeg har meget klart givet udtryk for Præsidiets beslutninger, som helt klart støtter hr. Hänschs handling, og jeg behøver derfor ikke gentage, hvad forsamlingens Præsidium i sin tid sagde. Det er indlysende, at vi står over for et prekært problem. Når mødeformanden i stedet for at træffe en beslutning foretrak at henvise sagen til Præsidiet, har det rejst spørgsmålet om, hvilken instans, der er den kompetente, og hvilken procedure, der er den rigtige til at finde en løsning i denne sag. Den kompetente instans er Udvalget for Forretningsordenen. Jeg vil henvise sagen til Udvalget for Forretningsordenen, således at udvalget på baggrund af denne sag, som er uden fortilfælde, kan forbedre disse bestemmelser i forretningsordenen, hvis det finder det nødvendigt. Der var alt for i dag, og jeg betragter forhandlingen om dette spørgsmål afsluttet. Hr. Martens, De får ordet, men jeg beder Dem venligst om ikke at genåbne denne debat.
Jeg vil gerne meget kort sige to ting: Jeg var til stede i salen under episoden. Det er rigtigt, at hr. Tomlinson har foreslået, at sagen forelægges Præsidiet. Fru Fontaine har gjort dette med Parlamentets tilslutning. For det andet: Deres beslutning om nu at henvise sagen til Forretningsordensudvalget, forekommer mig at være rigtig.
Mange tak, hr. Martens. Protokollerne er godkendt.
Hr. formand, jeg har nu i en halv time anmodet om ordet til forretningsordenen, men De har hele tiden givet det til fru Green, der har brugt en halv time på at tale om sine egne anliggender. Nu ønsker også jeg ordet til forretningsordenen, fordi også jeg er medlem af denne forsamling. Også selvom vi sidder til højre i salen, har vi ret til at tale!
Fru Muscardini, dette emne er afsluttet. Vi vil ikke genåbne denne debat med et indlæg.
Hr. formand, jeg hentyder til den tjenestemand, som sidder på Deres højre side, og som måske ikke har blik for denne del af salen, men som har set på mig fem eller seks gange. Jeg ønsker at kunne tale her i salen som alle andre, og hvis ikke kan vi blive her hele dagen!
Fru Muscardini, i første runde har jeg givet ordet til alle de talere, der har bedt om det.
Hr. formand, jeg ønsker ikke ordet til debatten, jeg ønsker ordet til forretningsordenen, ikke til debatten!
Tjenestemændene informerer formanden, som på den måde, han finder mest hensigtsmæssig, leder mødet. Han forsøger at komme igennem dagsordenen , men kan naturligvis lave fejltagelser.
Resultatet af anden runde af valg til kvæstorer er følgende: Antal deltagere i afstemningen: 449 Blanke eller ugyldige stemmesedler: 13 Afgivne stemmer: 436 Absolut flertal: 219 Stemmefordeling: Bardong: 225 Killilea: 182 Paasio: 216 Viola: 171 Hr. Bardong har opnået det absolutte flertal af de afgivne stemmer. Jeg lykønsker ham med valget. Der er stadig to ledige kvæstorposter. Det er derfor nødvendigt at afholde en tredje valgrunde. Jeg minder de ærede medlemmer om, at det i den tredje afstemning er tilstrækkeligt med relativt flertal til valg af de ledige pladser. Stemmesedler og konvolutter er blevet omdelt. Da der er to ledige pladser, kan de ærede medlemmer kun skrive to navne. I tilfælde af stemmelighed, vil de ældste kandidater blive erklæret for valgt. (Afstemning foretoges) Jeg beder stemmetællerne om at gå til mødelokale 3 på anden sal for at foretage optælling af stemmerne.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om: beretning fra Rådet og redegørelse fra Kommissionen om Det Europæiske Råds møde den 13. og 14. december 1996 i Dublin og-redegørelse fra formanden for Rådet om det irske formandskab, herunder resultaterne fra Verdenshandelsorganisationens konference i Singapore den 9.-13. december 1996.Rådsformanden, hr. Bruton, har ordet.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne lykønske Dem med valget og også yde min tribut til hr. Hänsch for hans fortræffelige arbejde, da han havde det embede, De nu har overtaget. Det irske EUformandskab, som lige er afsluttet, var kendetegnet ved et meget nært samarbejde med Parlamentet. Der var ca. 40 separate møder mellem irske ministre i deres egenskab af repræsentanter for formandskabet og forskellige udvalg i Parlamentet. Jeg mener, at det er rimeligt at sige, at det irske formandskab blev en succes. Hvis det er tilfældet, mener jeg, at det skyldes, at vi i formandskabet lyttede nøje til, hvad Parlamentet sagde, og efter bedste evne forsøgte at overføre det demokratiske mandat, som De repræsenterer, til konkrete handlinger på rådsplan. Det var os også meget magtpåliggende at sikre under vort formandskab, at de europæiske borgere rent faktisk kunne forstå det arbejde, vi udførte, og ville identificere sig med det, at de selv ville sige: Dette betyder noget for os. Det er derfor, at vi helt i begyndelsen af formandskabsperioden tog udgangspunkt i fire udtryk, som i et meget forståeligt sprog opsummerede det, vi forsøgte at gøre. Disse var: sikre arbejdspladser i Europe, mere sikre gader i Europa, stabile penge i europæernes lommer og punge samt fred til Europa, mellem Europa og dets naboer, og blandt dets naboer. Det glæder mig at sige, at vi i løbet af det halve år gjorde fremskridt i forbindelse med hvert af disse fire spørgsmål, der er spørgsmål, som alle i Europa kan forstå betyder noget for dem og deres liv. Under min redegørelse for Parlamentet i dag vil jeg referere til disse fire spørgsmål. Allerførst vedrørende spørgsmålet om stabile penge er det rimeligt at sige, at vi gjorde betydelige fremskridt på topmødet i Dublin med hensyn til forberedelserne til Den Økonomiske og Monetære Union. Navnlig var aftalen om stabilitets- og vækstpagten, aftalen om den nye valutakursmekanisme og om de retlige rammer for euroen, som blev indgået i slutningen af det irske formandskab, et betydeligt fremskridt mod stabile penge i europæernes lommer og punge. Jeg vil navnlig gerne yde min tribut til min kollega, ministerpræsident Jean-Claude Juncker fra Luxembourg, for hans bidrag til det, vi opnåede på samlingen i Dublin. Vedrørende spørgsmålet om mere sikre gader i Europa nåede vi særlig langt. Her har vi at gøre med et problem, som ligger europæerne særdeles meget på sinde: Den sikkerhed, som de oplever, eller ikke oplever, når de forlader hjemmet, eller endog i deres hjem, mod organiseret kriminalitet. Vi ved alle, at der er en stigning i antallet af voldsforbrydelser. Der er måske ikke en stigning i det absolutte antal anmeldte lovovertrædelser, men vi har oplevet en stigende vold i forbindelse med de lovovertrædelser, der begås. Mange af disse voldsforbrydelser står i forbindelse med en stigende handel med ulovlige stoffer. Det glæder mig at sige, at under det irske formandskab gjorde vi betydelige fremskridt med hensyn til at gøre gaderne, og også landdistrikterne, i Europa mere sikre for vore borgere. Vi opnåede enighed om en resolution om grove tilfælde af narkotikahandel. Vi opnåede enighed om en fælles aktion om indbyrdes tilnærmelse af lovgivning og politiets, toldmyndighedernes og retsinstansernes praksis med hensyn til bekæmpelse af narkotikamisbrug og narkotikahandel. Vi opnåede enighed om et femårsprogram med henblik på at hjælpe personer, som for øjeblikket er narkomaner, til at mindske deres afhængighed og forebygge udbredelsen af narkotikaafhængighed, og vi opnåede enighed om et program med henblik på et tættere samarbejde mellem vore toldmyndigheder og erhvervslivet om bekæmpelse af narkotika, således at det Europa uden grænser, vi har skabt, ikke vil være noget, som let kan udnyttes at de kriminelle. Endvidere traf vi en meget vigtig beslutning i Dublin, da vi opnåede enighed om at få udarbejdet en væsentlig rapport om organiseret kriminalitet, som det nederlandske formandskab vil modtage i april i år. Det andet vigtige mål er sikre arbejdspladser til europæerne. Egentlig er det den største udfordring af alle. Hvis personer er afhængige af stoffer og som følge af denne afhængighed skaber et marked for kriminelle, skyldes dette i mange tilfælde, at de ikke har andre måder, hvorpå de kan gøre deres liv udholdeligt. De har ingen beskæftigelse, intet håb, ingen følelse af værdighed, ingen følelse af, at deres liv har nogen betydning, og i et forsøg på at lukke alt dette ude tyr de til narkotika. Hvis man f.eks. ser på brugen af heroin i Dublin, den by, jeg kender bedst, er der en meget nøje sammenhæng mellem omfanget af langtidsledighed i et bestemt og nøje identificerbart geografisk område og omfanget af heroinmisbrug. Heroinmisbruget er begrænset til områder med langtidsledighed. Bløde stoffer - andre stoffer - findes alle steder, men heroin står i nøje forbindelse med langtidsledighed. Det viser, at der er en forbindelse mellem arbejdsløshedsproblemet og mange af de andre problemer, vi oplever som samfund. Vi vedtog Dublin-erklæringen om beskæftigelse. I denne erklæring erkendes det, at i sidste instans ligger ansvaret for at skabe beskæftigelse i første række hos de nationale regeringer, men i praksis også hos markedsøkonomien. Det ligger hos virksomheder og enkeltpersoner, som enten skal forbedre deres uddannelsesmæssige kvalifikationer, så de lettere kan finde beskæftigelse, eller hvis det drejer sig om virksomheder, skal udvide deres markeder, således at de har brug for flere ansatte. Det er en illusion at foregive, at politiske institutioner kan løse beskæftigelsesproblemet. De kan de ikke, hverken nationale institutioner eller europæiske institutioner. Vi bør ikke skabe forventninger, som ikke stemmer overens med virkeligheden. Erklæringer om beskæftigelse er forbundet med en risiko. Vi udsætter os selv for et selvbedrag, hvis vi tror, at ved at vedtage erklæringer eller endog anvende store beløb vil vi som politikere løse arbejdsløshedsproblemet. Det vil vi ikke. Vi kan måske forbedre rammerne, vi kan måske forbedre de omgivelser, hvori der træffes afgørelser, som vil skabe arbejdspladserne. Men det er på folks egne skuldre, det største ansvar ligger. Efter min opfattelse er den vigtigste foranstaltning, vi kan træffe med hensyn til beskæftigelse, på området almen uddannelse og omskoling. Jeg mener, at dette er den største udfordring for Den Europæiske Union. Almen uddannelse er et område, hvor Den Europæiske Union traditionelt har forholdt sig passiv og i første række har anset det for at være et nationalt anliggende. Vi har på den anden side været stærkt involveret på erhvervsuddannelsesområdet. Men er der egentlig i verden af i dag en klar forskel mellem erhvervsuddannelse og almen uddannelse? Er al erhvervsuddannelse ikke almen uddannelse, og har al almen uddannelse ikke i en vis forstand en erhvervsuddannelsesmæssig dimension? I en vis forstand er vi sikkert nødt til, hvis vi indgående skal tale om at gøre det lettere for europæerne at finde beskæftigelse, at tale om at forbedre deres kvalifikationer, deres uddannelse og deres holdninger. I verden af i dag, som er styret af informationsteknologi og den videnskabelige udvikling, er det i stigende grad ikke éns evne til at gøre noget, som er bestemmende for, hvor let det er at finde beskæftigelse - det er éns evne til at tænke, til at kommunikere, til at opstille facts i en bestemt sammensætning og til at bearbejde oplysninger. Det er det, der er afgørende for, hvor let man kan finde beskæftigelse. Denne evne er ikke noget, som man træner mennesker til at få, det er noget, som man uddanner mennesker til at få - dvs. at man uddanner mennesker, om man vil, til at finde den styrke, som allerede findes i dem, at man uddanner dem til at erkende, at de fleste af os kun opnår 10 % af vort potentiale, og tilskynder dem til at opdage de resterende 90 %. Det er udfordringen i forbindelse med beskæftigelsen i Europa: at tilskynde europæerne til at få mere tillid til deres egne evner. Det er den egentlige udfordring med hensyn til beskæftigelse. Selv om jeg deler skuffelsen i Parlamentet over, at vi ikke har tilvejebragt midler til TEN, lad os så ikke foregive, at det er det centrale spørgsmål, for så vidt angår beskæftigelse: Det er det ikke! Det er området almen uddannelse og erhvervsuddannelse, at europæernes beskæftigelsesproblem - europæernes evne til at finde beskæftigelse - ind i det 21. århundrede vil blive afgjort. Jeg vil endelig gerne henvise til den fjerde prioritet, jeg nævnte, nemlig et fredeligt Europa og fred mellem Europa og dets naboer og omkring Europa. Det er rimeligt at sige, at under det irske formandskab fik Europa en mere anerkendt rolle i fredsprocessen i Mellemøsten som et resultat af det første topmøde i Dublin. Det glæder mig, at vi måske til dels som følge af Europas engagement nu omsider er kommet til det punkt, hvor der i formiddag foreløbigt blev godkendt en aftale om Hebron mellem ministerpræsident Netanyahu og præsident Arafat. Vi har også oplevet en kvalitativ forbedring af vore forbindelser med De Forenede Stater under det irske formandskab. De foranstaltninger, som De Forenede Staters præsident har truffet med hensyn til at sætte afsnit 3 i Helms-Burtonloven ud af kraft, kan føres direkte tilbage til det vellykkede resultat af det topmøde mellem Den Europæiske Union og De Forenede Stater, der fandt sted inden jul. Vi videregiver formandskabet til Nederlandene, en af grundlæggerne af Den Europæiske Union. Jeg er helt sikker på, at de vil udføre et fortrinligt arbejde - og gør det allerede. Det er meget vigtigt, at vi gør alt for at sikre, at der opnås enighed om traktaten i Amsterdam. Hvis der ikke opnås enighed om den i Amsterdam som planlagt, vil hele udvidelsesprocessen blive udsat, og alle de strategiske aspekter i den henseende vil ikke blive behandlet. Alle er klar over, at tidspunktet for valg i forskellige lande har en indflydelse på beslutningstagningen. Men hvis der skal træffes beslutninger - og det skal der gøres - er det formentlig bedre at træffe dem på en måned, end det er at bruge fire måneder på at træffe dem. Jeg mener ikke, at der er noget, der taler for at trække pinen ud. Vi ved, at nogle af de beslutninger, der skal træffes, vil være ubehagelige for os alle - selvfølgelig ikke de samme for hvert enkelt land. Vi kan lige så godt få arbejdet gjort i Amsterdam som udskyde det, og jeg håber, at det er det, der sker. Jeg vil gerne afslutte mine få bemærkninger her med at sige, at Europa efter min opfattelse i de seneste 3-4 år har set indad: Vi har set indad på projektet med den fælles valuta, projektet med en ny traktat, projektet med det indre marked. Vor tankegang er meget introspektiv - og det må den nødvendigvis være - for hvis vi ikke får tingene på plads internt, vil vi ikke være i stand til at træffe foranstaltninger udadtil. Men jeg håber, at den næste fase i Europas udvikling vil være mere udadskuende, når vi har fået dette arbejde ud af verden. Verden står over for betydelige filosofiske, kulturelle og etiske udfordringer, hvor Europa kan og bør spille en væsentlig rolle. Hvis jeg skal nævne den væsentlige udfordring, som de europæiske politikere for øjeblikket står over for, er det ikke spørgsmålet om, hvilke instrumenter vi finder til at tackle problemerne med hensyn til den fælles valuta, eller hvilket forhold der nøjagtigt er mellem Parlamentet og Kommissionen eller mellem Rådet og Parlamentet. Sådanne spørgsmål er vigtige for os alle her, men de er måske ikke særlig vigtige for vore borgere. Det, der er vigtigt, er: Forstår vore borgere det filosofiske, etiske og kulturelle projekt, som vi er involveret i til det 21. århundrede? Forstår vi det etiske spørgsmål, vi stilles over for som følge af den kolossale befolkningstilvækst i Afrika, problemet med fattige mennesker, som omgiver denne i stigende grad lille privilegerede ø, nemlig Europa? Forstår vi og har vi et middel til at tackle de etiske spørgsmål, der rejser sig med hensyn til, at vi bruger så mange af ressourcerne i verden? Hvis vi udarbejder en demografisk prognose 50 år frem i tiden, ved vi, at vi ikke kan forsætte med at gøre det eller at lade andre lande gøre det. Der er, om man vil, en demografisk og en miljømæssig tidsindstillet bombe, som vi er nødt til at desarmere, og vi er nødt til at have en vis forståelse, som gør os i stand til at gøre det. Gennem teknologien har vi skabt et globalt marked: Pengene kan nu inden for sekunder bevæge sig fra én del af verden til en anden. Men som vi alle ved, er markeder ikke kun baseret på regler, de er også baseret på en fælles etik. Medmindre der er en fælles kulturel forståelse for, hvad der skal til for at drive forretning, vil det i det lange løb ikke være muligt at drive forretning. Har vi en global etik? Forstår vi den etiske side af det at drive forretning i en global sammenhæng, eller vil det globale marked, som vi har skabt, blive et område uden etiske principper, hvor mennesker ganske enkelt udnytter hinanden uden hensyntagen til konsekvenserne? Forstår vi dette, når vi uvægerligt jager mod endnu højere indkomster til personer, som befinder sig allerøverst på skalaen med hensyn til at kunne udnytte dette globale marked? Forstår vi, at dette betyder, at der stadig er et stort antal mennesker, som sejles fuldstændig agterud? Forholder det sig ikke således, at globaliseringen i en vis forstand øger den indkomstmæssige ulighed i Europa? Og hvad gør det ved den solidaritet, der er så nødvendig, for at europæerne kan have en følelse af identitet, en følelse af statsborgerskab? Har den grundlæggende følelse af, hvilken situation vi befinder os i, den globale realitet? Vi har hver især, hvis man går os tilstrækkeligt hårdt på klingen, en følelse af, hvad vi er: irske patrioter, franske patrioter, britiske patrioter, skotske patrioter osv. Er denne følelse af, hvad vi er - denne meget nationalt centrerede følelse af, hvad vi er - egentlig en relevant form for definition til en verden, som nu er global, hvor personer fra en etnisk gruppe kan bevæge sig fysisk inden for 24 timer, og med hensyn til deres transaktioner inden for et millisekund, fra den ene kultur til den anden? Denne form for selvdefinition, denne kulturelle identitet, som vi fortsat har fra førkrigsårene, er rent faktisk ikke egnet til den verden, vi har skabt på det globale marked. Når regeringskonferencen er afsluttet og den fælles valuta indført - ingen ubetydelig opgave indrømmer jeg - vil debatten i Europa bevæge sig ind på det filosofiske, kulturelle og etiske område. Hvis den bevæger sig ind på dette område, vil offentligheden blive meget mere interesseret i Europa, end den er i dag. Kløften mellem borgerne og institutionerne vil blive mindsket, fordi vi så vil tale om ting, som optager borgerne, og vi vil definere Europa på en måde, som direkte berører den form for filosofisk følelse, som borgerne har med hensyn til relevansen af deres eget liv. Det er den udfordring, Europa står over for i de kommende år. (Bifald)
Mange tak, hr. Bruton, for Deres indlæg og for deres venlige ord til formanden. Hr. Santer har nu ordet på vegne af Kommissionen.
Hr. formand, hr. premierminister, mine damer og herrer, at gøre status over det irske formandskab er en behagelig opgave. Endnu en gang har et lille land vist, at det kunne gennemføre et stort formandskab: Det irske formandskab har taget mange initiativer; det har stillet sig selv nogle modent overvejede mål. Jeg kan ikke nævne dem alle, så meget mere som jeg tror, at færdiggørelsen af dette arbejde afspejler sig i dagsordenen for Det Europæiske Råd i Dublin, der gjorde denne tidsfrist til en vigtig begivenhed. En måned efter skal vi bedømme den efter målestokken for vores overordnede mål for Den Europæiske Union. Har den gjort det muligt at komme videre mod en union, der knytter Europas befolkninger stadig tættere sammen? Har den medvirket til at nærme sig europæernes union? Har den til sidst lagt grunden til Fællesskabets fremtid med den nye udvidelse? Til disse tre spørgsmål svarer jeg ja, men for derefter straks at tilføje, at Europa har brug for mere. Man må gå videre, hele tiden blive ved. Det gælder for den fælles valuta, det gælder for beskæftigelsen, og det gælder for samarbejdet i retlige og indre anliggender. Det gælder endelig for regeringskonferencen, der går ind i sin sidste lige linje. Hr. formand, jeg har altid sagt, at den fælles valuta ville blive gennemført, og at den ville blive gennemført inden for de fastsatte frister. Og Det Europæiske Råd i Dublin har banet vejen, der fører os dertil. Det er et meget positivt budskab: De to forordninger om euroens juridiske statut er blevet gennemført i deres princip og vil kunne færdiggøres, idet den første skal træde i kraft allerede i år, den anden allerede i 1998, når Rådet har truffet bestemmelse om hvilke medlemsstater, der deltager i »euro«-zonen. Det Europæiske Råd godkendte den nye omvekslingsmekansime med henblik på at sikre enheden i det indre marked mellem de lande, der deltager i euroen allerede fra den 1. januar 1999 og dem, der ikke deltager, mellem »in«-landene, «præ-in«-landene eller »out«-landene. Den enighed, der er opnået om stabilitets- og vækstpagten, har navnlig fjernet de sidste uvisheder. Den har styrket de rigtige perspektiver i den monetære union. Vi har fundet det nødvendige kompromis, et godt kompromis. Budgetpolitikkerne indgår fremover i en passende ramme. Det er beviset på, at den politiske vilje forbliver fast. Den falder sammen med den budgetmæssige indsats, som medlemsstaterne forfølger hjemme, og også her vil jeg gentage min overbevisning fra begyndelsen: Væksten vender tilbage, og hvis medlemsstaterne ikke mindsker deres indsats, vil »euro«-zonen omfatte et større antal deltagere allerede fra den 1. januar 1999. Enighed om stabilitets- og vækstpagten er således, hvad angår valutaen, det bedste tegn, som vi kan få fra dette Råd. Den opmuntrer os til optimisme. Dette signal er for øvrigt blevet hørt af alle de økonomiske og finansielle aktører i Europa og overalt i verden. Alle ved nu, at fra den 1. januar 1999 må man regne med euroen. Præsentationen af udformningen af de fremtidige eurosedler under Det Europæiske Råd i Dublin var netop et heldigt sammentræf. Den gav den fælles valuta et ansigt. Den viste den meget konkrete karakter ved vores projekt, der vedrører alle europæere, og som er et instrument i bekæmpelsen af arbejdsløsheden. Jeg siger det helt klart: Den europæiske valuta er for mig et instrument og ikke et mål, den er et af de våben, vi kan bruge i kampen mod arbejdsløsheden. Hr. formand, vores bestræbelser for beskæftigelsen må ikke forsømme nogen mulighed. Det er betydningen af tillidspagten for beskæftigelsen. Intet må forsømmes for at begunstige beskæftigelsen. Og jeg lykønsker det irske formandskab, der ikke har sparet på nogen anstrengelser. Erklæringen i Dublin om beskæftigelsen bekræfter det. Kommissionens og formandskabets samarbejde har været fremragende og frugtbart. Det er foregået rundt om målene med tillidspagten for beskæftigelsen. Jeg har udfærdiget denne for netop at mobilisere alle europæiske aktører på alle niveauer. Der er beviser for, at denne opfattelse er blevet konkret, og disse beviser er en meget stor opmuntring til at gå endnu videre, først hvad angår medlemsstaterne. Det er dem, der skal udføre reformerne. Hvis de desuden er enige, hvis de koordinerer deres indsats, vil der være en mangedoblet europæisk virkning. Rådet har i overensstemmelse med konklusionerne fra Essen vedtaget den anden fælles betænkning om beskæftigelsen: Det er endnu et skridt i retning af fælles mobilisering ligesom beslutningen om oprettelsen af Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedskomiteen, der skal spille en vigtig rolle som hjælp for Rådet i udarbejdelsen og gennemførelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi. Vi skal hele tiden gå fremad sammen for at modernisere vores økonomier. Og i stedet for tungsindighed skal vi værdsætte dem, der tager initiativer, dem der bevæger sig! Ude i marken er folk aktive, det er derfor, at territorialpagterne har fået denne modtagelse i regionerne i Europa. Det Europæiske Råd besluttede at iværksætte og finansiere omkring tres territorialpagter. Arbejdsmarkedets parter mobiliserer sig også, og for første gang i Fællesskabets historie har fagforeninger og arbejdsgivere fremlagt en fælles erklæring til Det Europæiske Råd. De forhandler for øjeblikket på europæisk niveau om organisationen af arbejdet og om fleksibilitet. Blandt prioriteterne i tillidspagten for beskæftigelsen er også det indre marked. Jeg vil ikke komme med en oversigt over de fremskridt, der er gjort under det irske formandskab. Vi skal ikke alene færdiggøre det indre marked, men også udnytte potentialet i det. Der findes betydelige vækst- og beskæftigelsesreserver: Jeg forpligtede mig således til i juni måned for Det Europæiske Råd i Amsterdam at fremlægge en handlingsplan og en præcis tidsplan, så at dette mål nås inden den 1. januar 1999. Min hensigt er at gøre det indre marked dynamisk igen med præcise og prioriterede forslag, der skal udfylde alle de tilbageværende huller. Vi må også sikre os, at alle kriterierne for, at det indre marked fungerer godt, er opfyldt. For at udnytte hele potentialet, må man for eksempel sikre sig, at virksomhederne er godt informeret om de nye muligheder, der viser sig. Formandskabet har fået vedtaget det tredje flerårige program for små og mellemstore virksomheder. Jeg lykønsker det hermed, for de små og mellemstore virksomheder spiller en afgørende rolle for beskæftigelsen: De skal vide, at det indre marked også er deres handlingsområde og ikke kun de store virksomheders. Hr. formand, hvis der er et område, hvor det irske formandskab har ydet en eksemplarisk medvirken, er det området for retlige og indre anliggender. Selv om kampen mod narkotika er borgernes prioritet, var den også en irsk prioritet, og Dublin viste, at det var en europæisk prioritet. For at styrke samarbejdet inden for retlige og indre anliggender er der vedtaget fire programmer: GROTIUS, SHERLOCK, VOISIN og STOP. Når disse programmer har kunnet iværksættes allerede i år, må det tilskrives Irlands aktive indsats. Det samme gælder i bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet. Den kender ingen grænser, det ved vi. Vores stater må føle sig solidariske og vise det. Rådet har besluttet at nedsætte en gruppe på højt niveau. Den skal udarbejde et handlingsprogram i henhold til en stram tidsplan. I den forbindelse konstaterer jeg en vis udvikling i opfattelserne. Dette kunne være et godt varsel for regeringskonferencen, og derfor skal denne udvikling nu udmønte sig i handlinger. Jeg ved, at De er enig med mig heri. Hvis vi endelig giver os selv midlerne til at kæmpe denne kamp, vil europæerne blive klare over det. Jeg kommer nu, hr. formand, til det, der vil bestemme Unionens institutionelle fremtid. Efter seks måneders intensivt arbejde har formandskabets tekst gjort det muligt at se det tydeligere. Denne ære skal det irske formandskab have: Det har forstået at vælge og anvende den bedst mulige metode i de seneste seks måneder. Jeg har også været opmærksom på engagementet for regeringskonferencen hos Deres repræsentanter, fru Guigou og hr. Brok. Jeg glæder mig for øvrigt over, at Europa-Parlamentets og Kommissionens synspunkter er sammenfaldende på mange punkter. Men man skal ikke foregøgle sig noget: Vi er endnu langt fra i teksterne at have givet klare svar på borgernes forventninger og problemerne med udvidelsen. Det vil være det nederlandske formandskabs rolle, det vil vi således tale om i eftermiddag. Hr. formand, mine damer og herrer, De havde også ønsket, at vi kunne diskutere resultaterne af Ministerkonferencen i Singapore. De er samlet positive. Den Europæiske Union opnåede faktisk her, at de forpligtelser, der blev indgået i løbet af Uruguay-runden, blev bekræftet, som vi ønskede det, men ikke udvidet, som navnlig de lande, der eksporterer tekstil- og landbrugsprodukter, havde ønsket det. Erklæringen fra Singapore om multilateralisme og ikke-diskriminering på serviceområdet er opmuntrende ligesom aftalen om informationsteknologiprodukterne og den politiske forpligtelse i forbindelse med telekommunikation. Jeg kan ikke undlade at omtale det afsnit, som ministererklæringen benytter til initiativet til fordel for de mindre avancerede lande, for det er Kommissionens aktion i Singapore, der har muliggjort, at initiativet ikke helt enkelt er blevet begravet. Det er rigtigt, at hverken spørgsmålet om forholdene mellem miljø og handel eller grundlæggende sociale normer har fået det gennembrud, som Kommissionen ønskede det. Jeg er stadig overbevist om, at fremtiden vil gøre det muligt for os at udvikle vores ideer, som vi for øvrigt vil kunne gøre det allerede nu med hensyn til de to andre nye emner, som Unionen er optaget af: Jeg taler om forholdene mellem handel og investeringer samt mellem handel og nationale konkurrenceregler. Hr. formand, man siger ofte, for ofte, at europæerne har mistillid til Europa. Jeg er ikke enig i denne analyse: Min dybe fornemmelse er, at europæerne stadig er positive over for Europa. Når det er rigtigt, at de i dag er afventende, er det, fordi man har præsenteret Europa for dem på en overdrevent ideologisk måde gennem årene. Det er ikke min indfaldsvinkel: Lad os holde os til realiteterne, lad os bevise, at Unionen tjener europæerne, og vi vil igen få deres støtte! Det er min politiske holdning, som også har været Irlands: Resultaterne er der! Det nederlandske formandskab indlader sig på samme vej, det vil vi tale om i eftermiddag. Europa har alt at vinde!
Hr. formand, på Den Socialistiske Gruppes vegne vil jeg gerne byde Irlands premierminister, John Bruton, velkommen her i dag, og jeg vil gerne benytte lejligheden til både at takke og komplimentere ham for den irske regerings fortræffelige arbejde i det halve år, den havde formandskabet for Den Europæiske Union. Irland overtog formandskabet på et afgørende tidspunkt, hvor processen med regeringskonferencen var inde i en død periode, hvor der var behov for en fælles indsats i et forsøg på igen at få gang i den. Selv om min gruppe givetvis har mange ting at kritisere ved udkastet til traktat, som blev forelagt det andet topmøde i Dublin - og mange af disse vil blive fremført af min gruppes specialister senere under denne forhandling - hersker der meget lidt tvivl om, at det irske engagement og succes med hensyn til at udarbejde et traktatudkast, som omfatter mange af de centrale områder, der behandles, var en meget betydelig præstation, navnlig i betragtning af de meget reelle meningsforskelle, der er mellem EU-medlemsstaterne i forbindelse med følsomme spørgsmål som f.eks.: fleksibilitet og afstemning med kvalificeret flertal, beskæftigelse og den sociale dimension, den tredje søjle og bekæmpelsen af narkotika, international kriminalitet og terrorisme, udviklingen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Unionens udvidelse og mange, mange flere ting. Irland overtog også formandskabet på et tidspunkt, hvor tidsplanen for Den Økonomiske og Monetære Union krævede foranstaltninger, et tidspunkt, hvor ideen om ØMU blev angrebet i mange medlemsstater, og hvor det havde være enklere og meget mere bekvemt blot at sagtne farten og vente på, at de efterfølgende formandskaber kunne tage udfordringen op. Jeg vil gerne yde min tribut til Ruairi Quinn, som har været formand for Økofin-Rådet under det irske formandskab, og som var fast besluttet på ikke at vælge den lette løsning, men derimod at få gennemført sin dagsorden, at opnå enighed om stabilitetspagten, at få fastsat de retlige rammer for euroen og strukturen for den nye valutakursmekanisme, alt sammen på et tidspunkt, hvor det irske formandskab var optaget af mange rådssamlinger, med de omstridte spørgsmål i forbindelse med Unionens budget for 1997 og samtidig deltog i en ambitiøs række møder med Parlamentet. Jeg yder min tribut til det arbejde, som hr. Mitchell, der er til stede i formiddag, har udført i denne henseende. Formandskabet mødtes også med udvalgene og de politiske grupper i Parlamentet samtidig med, at det selvfølgelig regerede Irland og deltog i den indviklede proces med at søge reel fred og forsoning i Nordirland. Det er måske Irland og dets optimistiske økonomi, dets ekspanderende potentiale og dets blomstrende tillid, vi bør rette blikket mod, når vi spørger os selv, hvorfor en af Unionens mindste lande har gjort det så godt under formandskabet for Unionen. I modsætning til sin store nabo forstår den irske regering - og når vi lytter til hr. Bruton i dag, forstår vi hvorfor - det europæiske perspektiv. Den har engageret sig i processerne i forbindelse med Den Europæiske Union, ikke kun på en meget praktisk måde, men også på baggrund af en indsigtsfuld undersøgelse af Irlands fremtidige muligheder og plads i verden. Det fremgik klart af hr. Brutons bemærkninger. Jeg vil gerne kort vende mig til Unionens udenrigspolitiske dagsorden i det seneste halve år. Irland har også handlet velovervejet og gennemtænkt på disse yderst vanskelige områder. I Parlamentet har vi komplimenteret udenrigsminister Dick Spring for hans forstandige og indsigtsfulde håndtering af Europas rolle i fredsprocessen i Mellemøsten. Endnu en gang i modsætning til nogle af stats- og regeringscheferne i Unionen udviste det irske formandskab en modenhed, som tjente Unionen til ære, og det takker vi også premierministeren for. Vi i denne side af Parlamentet mener, at Deres formandskab har været en succes. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi er enige i enhver afgørelse eller enhver udtalelse, og det forventer hr. Bruton heller ikke af os. Langtfra, men vi er i stand til at se, at det irske formandskab blev udøvet effektivt og virkningsfuldt i et stærkt forsvar for de europæiske målsætninger og med integritet. Det har lagt grunden til det nederlandske formandskab og vist, at Europa kan spille en rolle i international henseende. En sådan rolle er af afgørende betydning for øjeblikket. Formanden vil erindre, at Den Europæiske Union spillede en formidlende rolle i fredsprocessen i Mellemøsten på Barcelona-konferencen, hvor Unionens Middelhavspolitik blev iværksat. Som jeg er sikker på, at vi alle gør, glæder jeg mig over undertegnelsen af Hebron-aftalen i dag. I betragtning af de nuværende spændinger i det østlige Middelhavsområde har Unionen nu mulighed for igen at vise sin formidlende rolle ved som led i Middelhavskonferencen at samle alle dem, der er inddraget i de nuværende spændinger - Tyrkiet, Grækenland og Cypern, som alle er inddraget og engageret i Middelhavsprocessen. Om kort tid vil udenrigsministrene, herunder også den irske, mødes som led i Middelhavskonferencen og behandle sikkerhedsspørgsmål. Jeg opfordrer dem til, og jeg håber, at De som afgående formandskab, men som en del af Den Europæiske Unions trojka, vil opfordre dem til at anvende deres omfattende diplomatiske og politiske indflydelse til at mindske såvel spændingerne som det dødsens farlige rustningskapløb, som nu er accelereret i det østlige Middelhavsområde. Vi bør forfølge det spørgsmål, som i de seneste to år har stået på dagsordenen, nemlig en demilitarisering af Cypern, med lige så stor styrke og kraft, som de nu viderefører rustningskapløbet i det østlige Middelhavsområde. Afslutningsvis har det irske formandskab lagt et solidt fundament til de efterfølgende formandskaber, for så vidt angår regeringskonferencen og ØMU, og vist, at et fintmærkende diplomati, som erkender, hvad Europa kan gøre, og den rolle, det kan spille i verden af i dag, er noget, vi skal tilbyde. Det takker vi formandskabet for.
Hr. formand, det europæiske topmøde i Dublin og det irske formandskab var en bemærkelsesværdig succes. Som kommissionsformanden netop sagde, er det endnu en gang bevist, at repræsentanter fra et mindre land kan være store formænd for Det Europæiske Råd. Det var bestemt tilfældet med Taoiseach John Bruton og hans ministre, som på en effektiv måde og med en stærk europæisk overbevisning har udført deres opgave. Eurovalutaen er nu sat i gang. Ikke blot fordi de syv europengesedler vil blive sat i omløb i mange lande fra 2002, men også fordi der i Dublin blev truffet beslutning om »Stabilitetspagten«. For os er denne stabilitetspagt ikke som en spændetrøje for vore økonomier. Vi er tværtimod overbevist om, at den vil få rentefødderne til at falde samt fremme økonomisk vækst og beskæftigelse. Det er derfor på høje tid, at vi overbeviser vore medborgere om, at netop Den Økonomiske og Monetære Union er det bedste våben mod arbejdsløshed, som på en så dramatisk måde fortsætter med at underminere vort samfund, og jeg synes derfor, at den erklæring om beskæftigelsen, som De har aftvunget Det Europæiske Råd i Dublin, hr. formand, er et virkeligt gennembrud. Jeg kender miljøet i Det Europæiske Råd lidt, De har faktisk skabt et virkeligt gennembrud, og dette er en meget stor succes. I Dublin blev det også besluttet, at finansministrene skal danne en slags fælles økonomisk regering over for Den Europæiske Centralbank. De skal fastsætte Europas eksterne forbindelser med de andre valutazoner, nærmere bestemt med dollarzonen. Europæerne vil således med den fælles valuta på en drastisk måde kunne begrænse den monetære uro, som forstyrrer hele sektorer i vor økonomi. Det er også lykkedes det irske formandskab at få forhandlingerne om regeringskonferencen ind i en politisk fase. Efter at regeringskonferencen i Amsterdam er lykkedes, må vi begynde med udvidelsen. Den er af overordentlig stor betydning for vort kontinents stabilitet og også for dets sikkerhed. Befolkningerne i Central- og Østeuropa har høje forventninger. Men jeg må sige, at hvis det ikke lykkes topmødet i Amsterdam at organisere Den Europæiske Union på en effektiv, hensigtsmæssig og demokratisk måde, ville det ikke være forsvarligt at indlede disse udvidelsesforhandlinger. Derfor må der træffes bestemmelser om meget følsomme spørgsmål såsom Kommissionens sammensætning, EuropaParlamentets beføjelser, stemmeforholdene, flertalsbeslutningerne i Rådet og Domstolens beføjelser. Det europæiske diplomati må blive et virkeligt instrument for samarbejde og fælles sikkerhed. Det europæiske forsvar skal tilvejebringes. Desværre må jeg til trods for Deres formandskabs succeser med hensyn til udenrigspolitik alligevel konstatere, at de holdninger, som blev indtaget i Dublin, f.eks. med hensyn til forbindelserne med Rusland, konflikterne i området omkring de store søer og situationen i det forhenværende Jugoslavien, endnu ikke svarer til en virkelig fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Med manglende politisk vilje og på grund af manglende fælles indsigt i europæernes vitale interesser på verdensplan er betingelserne endnu ikke opfyldt for at modellere Europa til en virkelig magt, som kan spille med på verdensscenen på lige fod med De Forenede Stater. Også regional- og landbrugspolitikken og finansieringen af Unionen skal tilpasses. Tilpasningen af denne finansiering er en nødvendighed, for at nogle medlemsstater ikke skulle få det indtryk, at de må afholde diskriminerende udgifter til udvidelsen. Den bemærkelsesværdige fremgang, som også accepteres i nogle nationale ministerier, til fordel for et virkeligt fælles politi, en slags europæisk FBI og et europæisk juridisk område, er gode forvarsler om en fælles kamp mod terrorismen, narkotikahandelen og den internationale kriminalitet. Også for dette må det irske formandskab hyldes. Ethvert initiativ med henblik på at gribe indre sikkerhed an på fællesskabsplan og underkaste den en demokratisk kontrol vil kunne regne med vor støtte. Det er for de kommende måneder væsentligt, at De for første gang med Deres dokument har bragt forhandlingerne ind i en politisk fase. Jeg håber, at impulsen ikke glemmes, og at det nederlandske formandskab vil overtage roret i samme ånd, men det vil vi drøfte om lidt. Jeg udtrykker over for Dem og også over for Kommissionen min glæde over resultaterne af topmødet i Dublin.
Hr. formand, først vil jeg gerne ønske Dem tillykke med valget og ønske Dem held og lykke under Deres embedsperiode. Cuirimse céad mile fáilte roimh Taoiseach na h'Eireann agus Aire Gnothai na h'Eorpa ata anseo chun deire oifiguil a chuir le Uachtaranacht Eireann don Comhphobail. Jeg hilser den afgående formand for Rådet og hans minister for europæiske anliggender, Gay Mitchell, velkommen under deres formelle besøg i Europa-Parlamentet med henblik på at afslutte Irlands formandskab for Unionen. Vi glæder os alle meget over det irske formandskabs succes. Til premierministeren og hans kolleger i regeringen og de mange hundreder embedsmænd, som har været involveret, siger vi meget oprigtigt tak, og vi er meget stolte over Dem for et veludført stykke arbejde. Det glæder mig også at sige, at topmødet i Dublin var et af de mere vellykkede topmøder i de senere år. Der blev opnået betydelige fremskridt i forbindelse med de fire væsentlige prioriteter, som det irske formandskab havde opstillet i begyndelsen af sin embedsperiode, og som Parlamentet havde godkendt, nemlig den fælles valuta, bekæmpelsen af kriminalitet og narkotika, regeringskonferencen og bekæmpelsen af arbejdsløshed. Indførelsen af en fælles valuta om mindre en to år er nu på rette kurs, stabilitets- og vækstpagten sikrer, at de finansielle markeder, investorerne og offentligheden i almindelighed alle kan have tillid til, at euroen vil blive en stabil valuta og ikke vil blive udsat for svingninger som følge af, at en eller flere regeringer inden for den nye valutazone fører kortsigtede politikker. Jeg glæder mig over de fremskridt, der blev opnået i Dublin, med hensyn til at styrke samarbejdet mellem EU-landene om bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og international narkotikasmugling. Den illegale narkotikahandel er ansvarlig for en hel del elendighed i alle vore lande, og forbrydelser mod personer og ejendom for at skaffe penge til narkotika betyder, at særdeles mange af vore borgere lever i konstant frygt for deres personlige sikkerhed. De, der i sidste instans er ansvarlige for at levere de illegale stoffer, der nu er tilgængelige i samfundene i hele Unionen, har længe opereret internationalt, og effektive foranstaltninger til at dæmme op for deres aktiviteter kræver også en koordineret international indsats. Unionen bør tildele midler fra sit årlige budget til at opfange smuglerne, når stofferne bringes ind i Unionen, til at kontrollere distributionen af narkotika, der anvendes til produktionen af narkotika i Unionen, og til at undersøge narkobaronernes hvidvaskning af penge. Det udkast til revision af traktaterne, som regeringskonferencen forelagde topmødet i Dublin, udgør et solidt grundlag, hvorfra man kan gå videre til den afsluttende og særdeles kontroversielle fase af forhandlingerne om en ny traktat. Aftalen på topmødet i forbindelse med udkastet til revision af traktaterne var et væsentligt fremskridt, og en særlig tak skylder vi dem, der var inddraget, navnlig regeringsrepræsentanten Noel Dorr, for den ledende rolle, han spillede i denne henseende. Et af de spørgsmål, der stadig skal træffes afgørelse om under disse forhandlinger, er antallet af kommissærer, som skal udnævnes i fremtiden. Det er af afgørende betydning, at Kommissionens politiske legitimitet bevares i alle medlemsstater og i hver national vælgers øjne. I længden vil dette kun være muligt, hvis hvert land har et fuldstændigt sæde i kommissærkollegiet. Et andet institutionelt spørgsmål, som der stadig skal træffes afgørelse om, vedrører rådsformandskabets fremtidige funktion. Det er blevet tilkendegivet, at de små europæiske lande mangler ressourcerne og evnen til at påtage sig den byrdefulde opgave, det er at lede Unionens arbejde, og at den nuværende ordning, hvor formandskabet udøves på skift for seks måneder ad gangen, bør afskaffes. Men resultaterne af det irske formandskab i de seneste seks måneder og navnlig under topmødet i Dublin viser klart, ligesom det tidligere irske formandskab, at mindre medlemsstater er i stand til at udøve et effektivt og vellykket formandskab og i mange tilfælde kan formidle aftaler, som større medlemsstater ikke er i stand til at opnå under deres formandskaber. Erfaringerne i de seneste seks måneder viser, at der er meget, der taler for at bevare den nuværende ordning, hvor rådsformandskabet udøves på skift.
Hr. formand, jeg vil gerne på Den Liberale Gruppes vegne indlede med at komplimentere Dem og også komplimentere premierministeren og hans regeringskolleger for den fortræffelige måde, hvorpå de har varetaget Irlands halvårige formandskab for Unionen. Det har været en periode, der har været præget af et stærkt engagement, hårdt arbejde og en betydelig succes. På den allermest effektive og bestemte måde har det modbevist udtalelserne fra dem, der mener, at formandskabet i fremtiden ikke længere skal udøves på skift af alle medlemsstater. De har uden tvivl, hr. premierminister, vist - og i Irlands tilfælde ikke første gang - at mindre medlemsstater er i stand til at udøve deres hverv med en god virkning, og dermed gjort mange af de kritikere på medlemsstatsplan til skamme, som argumenterer stærkt for en ændring. Jeg vil også gerne yde min tribut til Irlands embedsmænd, for hvem det er lykkedes, selv om de er relativt få, at tage udfordringen op og forberede og bestride formandskabet og i mange tilfælde lede mange af de 2.000 eller flere møder, som uløseligt er knyttet til formandskabets arbejde. I betragtning af den usikkerhed, der omgav spørgsmålet inden det andet topmøde i Dublin, var det allervigtigste politiske resultat formentlig aftalen om stabilitetspagten som led i de nødvendige forberedelser til Den Økonomiske og Monetære Union. Ud over at opnå aftalen om de retlige rammer for euroen og de generelle principper for ERM 2 har det irske formandskab videreført og intensiveret processen mod en fælles valuta. Her blev mindre medlemsstaters evne til at optræde som redelige mæglere, der fungerede som mellemled mellem større stater, igen klart lagt for dagen og understreget af det irske formandskab med hjælp fra, som det er blevet erkendt her i dag, den luxembourgske ministerpræsident. Den Liberale Gruppe er imidlertid skuffet over den hidtidige træge og modstræbende proces i forbindelse med en række liberaliseringsspørgsmål, navnlig med hensyn til tele- og posttjenester. Dette skyldes ikke direkte formandskabet, men snarere en manglende kollektiv vilje i Rådet selv. Men mere foruroligende er det en manglende erkendelse af, hvilken konkurrencemæssig dynamik en mere åben global økonomi medfører - som premierministeren talte så udførligt om - et spørgsmål, som på lang sigt, hvis det ikke tages op, snarere vil koste Europa arbejdspladser end beskytte europæiske arbejdspladser, som mange af fortalerne for den nuværende situation synes at mene. Det er med hensyn til regeringskonferencen, at det irske formandskab har videregivet den største arv. Traktatudkastet er kendetegnet ved både ambition og realisme, og æren tilkommer dets hovedforfatter, hr. Noel Dorr. Men på institutionelt plan og med hensyn til spørgsmålet om fleksibilitet er vi skuffede over, at der ikke er gjort flere fremskridt. Det ville være uheldigt, hvis vi i sidste instans blev kastet ud i løsninger, der ikke var tilstrækkeligt gennemtænkte, uden en passende refleksion og debat, da dette vil være af afgørende betydning, at vi effektivt kan gennemføren en udvidelse - endnu et spørgsmål, som premierministeren med rette understregede som den næste betydelige udfordring efter regeringskonferencen.
Hr. formand, selv om der i øjeblikket ikke er nogen irske medlemmer i min gruppe, bortset fra et associeret parti, som er med i den irske regering, vil jeg gerne på min gruppes vegne takke for det arbejde, det irske formandskab har udført. Hr. Brutons indlæg er dybtgående og fremragende, og hans minister for Europa har gjort et enestående arbejde i relation til Europa-Parlamentet. Når dette er sagt, må jeg også give udtryk for min bekymring på gruppens vegne og en vis skuffelse over resultaterne fra topmødet, selv om jeg ved, at det nederlandske formandskab vil sørge for, at vi vil synes endnu bedre om medlemmerne af det irske formandskab. Hvorfor denne bekymring og skuffelse? Fordi der er en svaghed i forslagene til de institutionelle reformer med henblik på en bedre funktion af institutionerne og deres demokratisering og navnlig med henblik på udvidelsen. Vi er meget tilfredse med det nye kapitel om beskæftigelsen, men der er ingen omtale af beskyttelsen af de offentlige tjenester, og der er ikke sket en iværksættelse af de beskæftigelsesfremmende politikker. Vi beklager, at der ikke er taget højde for et reelt fremskridt i forbindelse med spørgsmålene om statsborgerskab, og vi har fornemmelsen af, at de vigtigste beslutninger i reformen vil blive truffet til sin tid, i sidste øjeblik, uden gennemsigtighed og uden direkte information til borgerne og borgernes repræsentanter, så at de kan overveje sagerne på en ansvarlig måde. Vi er ikke enige i nogle af de udtalelser, der er kommet om beskæftigelsen og saneringspolitikkerne. Vi kan ikke se, at den hårde budgetsaneringspolitik, som er forbundet med oprettelsen af euroen, automatisk vil medføre en stigning i produktionen og i beskæftigelsen. Det er vi uenige i. Vi tror, at arbejdsløsheden vil stige, og at den økonomiske spekulation vil stige tilsvarende. Det er nødvendigt, at man beskatter de økonomiske transaktioner i Europa, der går ud på spekulation. Der er nye muligheder for beskæftigelse på miljøområdet og på det sociale område, men de er ikke tilstrækkelige. Vi mener, at man skal gøre sig overvejelser om den tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, man skal endnu en gang overveje, hvilke indvirkninger den vil have på de forskellige nationale økonomier og samfund. Og vi er stærkt uenige i betydningen af stabilitets- og vækstpagten. Stabilitets- og vækstpagten vil i fremtiden være bestemmende for finanspolitikken i medlemsstaterne, og for nogle lande vil den give anledning til alvorlige problemer. Hvad angår borgernes Europa, støtter vi bekæmpelsen af narkotikahandelen - der skal gøres en større indsats mod hvidvaskning af disse sorte penge, der kommer fra narkotikahandelen - og vi beklager, at man ikke har truffet beslutning om oprettelse af det europæiske observationscenter for racistiske og xenofobiske fænomener. For så vidt angår udenrigsanliggenderne, er vi meget enige i de forslag, der er fremkommet omkring Palæstina, og vi beklager den overdrevne tolerance og forståelse over for den tyrkiske regering. Den tyrkiske regering er ikke tilstrækkelig troværdig til at blive behandlet på denne måde, hvad angår menneskerettighederne, for den overtræder mere og mere disse i relation til borgerne og navnlig til det kurdiske folk. Vi så også gerne, at der i forbindelse med Cuba fandt mere beslutsomme aktioner sted med deraf følgende mulighed for samarbejde mellem Den Europæiske Union og Cuba, med gensidige garantier, med henblik på en større demokratisering. Jeg har ikke tid til mere, hr. Bruton, men De skal vide, at vores kritik er meget loyal, og vi håber, at Deres udmærkede arbejde vil bære frugt på regeringskonferencen. Uden nogen form for ironi vil jeg sige: Gud hjælpe os i denne vanskelige stund, for vi tror ikke alene på institutionerne.
Hr. formand, mine damer og herrer, ærede herrer fra Rådet og Kommissionen, lad os erindre december! Hvor meget glædede vi os ikke, hr. Santer, til de gaver, som vi skulle få i Dublin! Så blev det meget højtideligt - jeg så det jo også kun i fjernsynet - og gaveuddelingen kom. De europæiske julemænd åbnede deres sække og pakkede dem så ud foran snurrende tv-kameraer. Lad os erindre følgende: John Major var tilfreds, fordi han havde fået alt det, han ønskede. Hr. Chirac sagde, at Dublin havde givet os billedet af et nyt Europa. Kansler Kohl talte helt i overensstemmelse med årstiden om karavanen, der drager videre. Hr. John Bruton og hr. Jacques Santer tænkte prisværdigt nok på dem, der er udelukket, og sagde, at arbejdsløsheden er uacceptabel høj, og at den ikke respekterer nogen grænser. Det må næsten få en til at studse, at alle var i et sådant julehumør og så tilfredse. Jeg kom i denne forbindelse i tanke om en anden sætning, en helt anden sætning, en sand sætning. Men det er heller ikke en topmøderepræsentant, der har sagt den, men en helt anden. Denne sætning lyder: «Politik kan man her definere som gennemførelsen af økonomiske formål ved hjælp af lovgivningen.« Det var ingen regeringsrepræsentant, men derimod Kurt Tucholsky, der i 1919 sagde denne sætning, som om han havde siddet med ved bordet under det irske eftermiddagstopmøde i 1996. Markant og meget præcist udtrykker denne sætning, hvad der rent faktisk er kommet ud af det særdeles nødvendige og stort opslåede reformprojekt. Et projekt, som gør det endnu lettere for erhvervslivet at arbejde. Et projekt, hvor alles grundlæggende rettigheder reduceres til rene ønsker og - som John Bruton sagde - på en eller anden måde udskydes på ubestemt tid, og et projekt, hvor de østeuropæiske staters deltagelse i Europa begrænses til at bestå i at være medhjælpende politibetjente i forbindelse med bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet. Naturligvis drejede det sig i Dublin om vækst. Jeg går så afgjort også ind for vækst, men for en helt anden vækst! Jeg går ikke ind for mere profit og mere økologisk ødelæggelse, men derimod for mere demokrati, for mere social retfærdighed, for mere økologisk fornuft, for mere Europa, dvs. for et fælles Europa, og dette forbundet med hinanden og ikke efter hinanden. Europa har et presserende behov for et demokratisk og retsstatsligt fundament til fordel for sine borgere. Dette taler dokumentet til regeringskonferencen også om, men kun i titlen. Teksten selv har kun særdeles lidt at gøre med demokrati: ikke mere gennemsigtighed, ikke mere medbestemmelse, ikke flere rettigheder til deltagelse og ikke mere demokratisk kontrol. Jeg spørger Dem, er det ikke tvetunget, når regeringscheferne hjemme opfører sig som europæiske demokrater og i Dublin gouterer antidemokratiske intriger? Stabilitetspagten fra Dublin er i realiteten en slags virksomhedsforfatning, man kunne sige, for EU-aktieselskabet, og den adlyder jernhårde stabilitetslove, sådan helt efter mottoet: For det første er EU-området ukrænkeligt, at beskytte og fremme det er den øverste forpligtelse. For det andet garanteres den uforstyrrede udøvelse af økonomiske interesser. Ingen må mod sin samvittighed tvinges til miljøbeskyttelse, til beskyttelse af sociale og demokratiske rettigheder. Alle øvrige ting klarer Europol og euroen, helt som om euroen og Europol rent faktisk var nøglen til, patentløsningen på alle problemer, og som om disse to landvindinger rent faktisk ville gavne borgerne. Den, der virkelig ønsker Europa, må ikke ønske det på den måde!
Hr. formand, kære kolleger, da Det Europæiske Råd i Dublin endelig har sat den europæiske valuta på skinner, vil jeg gerne her bare omtale arbejdet i regeringskonferencen. Som vi allerede sagde i december måned i en resolution, er den store fordel ved traktatudkastet, som ændret af det irske formandskab - som skal lykønskes - at det giver en oversigt over situationen med regeringskonferencen, der karakteriseres ved en total blokering på området for institutionelle reformer og af en reel mangel på vilje til at gå videre hos et vist antal regeringer. Min gruppe mener ikke, at der er nogen, der kan tillade sig den luksus at afvente, medmindre man vil risikere en sidste øjebliks studehandel med usikre og uforudsigelige resultater og så meget desto mere at bringe ikke alene udvidelsen, hvilket allerede ville være alvorligt, men også Unionens fremtid i fare generelt. Vi er overbeviste om, at Parlamentet skal udtænke en strategi, ud over dets arbejde med forslag, som det klart må forfølge. Hvilken strategi skal Parlamentet have i de resterende seks måneder, ud over det bemærkelsesværdige arbejde hos vores to observatører og afstemningen om vores resolutioner? Et spørgsmål, der er så meget mere relevant, som vi ikke har proceduren med samstemmende udtalelse om resultatet af forhandlingerne. Jeg mener, at det er hensigtsmæssigt at erindre, at Parlamentet allerede havde forpligtet sig ved den sidste udvidelse til ikke længere at acceptere andre udvidelser uden en omfattende institutionel reform. Dette medfører bl.a. en reel fælles beslutning af Europa-Parlamentet og Rådet, opgivelse af enstemmighed, Kommissionens forankring midt i Unionens institutionelle system og en klausul om styrket samarbejde for i fremtiden at undgå enhver blokering eller lammelse. Til sidst vil jeg gerne fremsætte en højtidelig opfordring til Dem, hr. Santer, om at Kommissionen tilslutter sig Parlamentet i dette slag. Kommissionen er faktisk traktaternes vogter. Den har et tungt ansvar, hvis den ikke advarer offentligheden og staterne om farerne ved en udvidelse, der ikke forud har en egentlig institutionel reform.
Hr. formand, Det Europæiske Råd i Dublin har endnu en gang vist modsætningen mellem de stater, for hvem valutaen kun er et instrument til økonomisk regulering og dem, der gør den til et centralt element i deres politik. Ved at indrette sig efter de tyske teser, der foretrækker en reevaluering af aktiverne, helst en politik til genlancering af den globale efterspørgsel, begår visse franske ledere en strategisk fejl med alvorlige følger og en væsentlig økonomisk misforståelse. Hvilken interesse kan Frankrig, men også De Forenede Stater og Storbritannien, have til i Centraleuropa at opmuntre til oprettelsen af en stor blok under kontrol af et Tyskland, som en traditionel politik med ligevægt mellem magterne let ville gøre det muligt at indeholde? Den europæiske konstruktion har ændret art. Jean Monnets utopi er blevet et område af forvirrede rivaliteter, et gigantisk pokerspil, hvis indsats er overherredømmet i Europa. En ny strategi til et gammelt mål! Stabilitetspagten, hvortil man har føjet udtrykket vækst, for sagens skyld, skal desuden gennemføre en økonomisk model, der er ekstraordinær stram og begrænsende for medlemsstaterne. Det er således ikke alene den monetære politik, der bliver dikteret til dem, men også deres budget-, skatte- og socialpolitik, kort sagt deres politik. I virksomhedens verden eksisterer aktiverne kun, når de er overskudsgivende. General de Gaulle bekræftede, at Frankrigs politik ikke foregik på børsen. De, der påstår, at man må henholde sig til markederne, udfører i virkeligheden de andres politik. Overfor denne indlysende sandhed har talerne i Dublin affundet sig med den bløde vækst og forflytningerne, samtidig med at de kender de ulyksalige konsekvenser, som denne opgivelsespolitik måtte have på beskæftigelsen og den sociale samhørighed. Mine damer og herrer, De ved, at betingelserne for overgangen til den fælles valuta langt fra vil være opfyldt i 1997, og at den egentlige beslutning ikke vil blive truffet inden det franske valg i 1998. Det franske folk kan, uanset hvilken beslutning, der træffes, til enhver tid høres ved en folkeafstemning om Europa. Det kan De ikke ændre!
Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at komplimentere premierministeren, vicepremierministeren, hr. De Rossa og også minister Mitchell og de irske embedsmænd for én gang for alle klart at vise, at en lille nation ikke kun er i stand til at påtage ansvaret for at udøve EU-formandskabet, men at det kan udføre opgaven med stor succes. I de seneste seks måneder har det irske formandskab fremskyndet processen mod en fælles valuta, det har fastsat en integreret europæisk beskæftigelsesstrategi, som omfatter den makroøkonomiske politik og strukturelle reformer, det har lagt grunden til væsentlige initiativer ved at sikre et effektivt europæisk samarbejde mod organiseret kriminalitet i almindelighed og narkotikahandel i særdeleshed, og hvad der er lige så vigtigt, har det forelagt det bemærkelsesværdigt enkle og let læselige udkast til traktattekst, som kortlægger de alternative valg, vi står over for. Mens vi overvejer disse valg, har Kommissionen og medlemsstaterne kastet det seneste europæiske slagord ind i debatten - nemlig fleksibilitet. Er dette seneste begreb den ideelle øjeblikkeligt virkende løsning, som kan hjælpe os med at klare vore vanskeligheder, eller er det en trojansk hest, som har til formål at underminere fremdriften mod en i sidste instans føderativ Union? Jeg er bange for, at sidstnævnte er tilfældet, navnlig hvis det giver mulighed for en ordning, som forøger antallet af fravalg, og en potentiel splittelse i stedet for fælles mål. Unionens integritet kræver af alle, som tror på den, at de går videre ad samme vej og i samme retning, som grundlæggerne klart fastsatte. Denne centrale integritet er vigtigere end at massere vrangvillige medlemsstaters nationalistiske egoer, som har været og fortsat vil være en hindring for fremskridt. Det vil ikke være en acceptabel undskyldning, at vi standser udviklingen mod en Union ved at ofre vigtige principper for at fastholde den ene eller anden blokerende medlemsstat. Vi bør erindre erfaringerne i forbindelse med Maastricht. Vi svækkede vor støtte til det sociale charter og den fælles valuta for at opnå enighed. Men prisen for at gå på kompromis med vor holdning var ikke enighed, det var fravalg og en svækket tekst. Af disse grunde er jeg vagtsom over for John Majors definition af fleksibilitet tidligere på ugen. I henhold hertil kan et flertal af medlemsstaterne i givet fald få lov til at foretage en tættere integration under forudsætning af, at de har uenige medlemsstaters samtykke. Det er ikke fleksibilitet, det er et mindretals diktatur i forhold til flertallet. Dette centrale spørgsmål skal behandles snarere før end siden. Unionens endelige mål, som et overvældende flertal af medlemsstaterne ønsker, kan ikke holdes som gidsel på ubestemt tid. De, som ikke deler vor vision, bør én gang for alle have at vide, at vi ikke agter at udvikle strukturer til at muliggøre adskillige fravalg. I stedet vil vi udvikle strukturer, hvor de kan foretage et fuldstændigt fravalg, hvis de ønsker det, og give resten af os mulighed for uhindret at videreføre vor fælles vision om et forenet Europa. Jeg håber, at det nederlandske formandskabs slogan vil blive »tilvalg eller fravalg«.
Hr. formand, kære kolleger, hr. rådsformand, topmødet i Dublin vil sandsynligvis forblive en betydelig etape i gennemførelsen til den fastsatte dato, dvs. den 1. januar 1999, af Den Økonomiske og Monetære Union, der udgør et væsentligt politisk mål for Europa. Det er således relevant at påskønne det fremragende arbejde, der er gennemført under Deres myndighed, hr. formand, i de seks forløbne måneder under det irske formandskab. Ud over de betydelige fremskridt, der er sket på det monetære område er det lykkedes for det irske formandskab i overensstemmelse med de prioriteter, det satte sig for, at påvise en bred konsensus om de retningslinjer, der skal følges i fremtiden med hensyn til beskæftigelsespolitikken og om de aktioner, det vil være hensigtsmæssigt at koordinere i fremtiden til bekæmpelse af narkotikahandelen, den organiserede kriminalitet, terrorisme og seksuel udnyttelse af børn. Vi må således lykønske det irske formandskab med de fremragende resultater og takke det for den indsats, det har udvist for at nå hertil. Indgåelsen af stabilitets- og vækstpagten, der betragtes som en afgørende etape i gennemførelsen af den fælles valuta, forbliver uden tvivl den mest markante begivenhed på dette topmøde på grund af dens indvirkning på den europæiske konstruktions fremtid. En Gallup-undersøgelse, der er udført i fire lande i Den Europæiske Union - Tyskland, Det Forenede Kongerige, Frankrig og Italien - viser tydeligt, at vores medborgere ikke tager fejl med hensyn til betydningen af indsatsen, uanset om de tilslutter sig den, eller de imødeser den med ængstelse. Faktisk er indsatsen ikke udelukkende teknisk eller økonomisk, den er politisk i ordets stærke betydning. Gennemførelsen af en fælles valuta, euroen, ved indgangen til det 21. århundrede udgør en afgørende prøve, som vi ikke kan komme udenom. Enten gennemføres processen ikke i tide, og den europæiske konstruktion reduceres til det, den er blevet i dag, dvs. et stort marked, en toldunion, men som har en tendens til at opløses mere og mere til et meget stort, verdensomspændende frihandelsområde. Eller også lykkes processen, og Den Europæiske Union, der er styrket af ny solidaritet og disciplin, som den monetære union skaber, bliver en reel økonomisk magt på den internationale scene, idet den også inden for rammerne af fornyede institutioner bliver en politisk magt. Det drejer sig ikke kun om en udvikling, men om en egentlig forandring i processen med den europæiske konstruktion. Hvis vi ønsker, at denne forandring skal lykkes, er det nødvendigt, at processen med reform af de europæiske institutioner parallelt hermed udvikles; denne proces er for øjeblikket indledt på regeringskonferencen, men den er endnu ikke rigtigt igangsat. Det er op til det nederlandske formandskab at gå videre og sørge for, at topmødet i Amsterdam på institutionsplan bliver sidestykket til det, som topmødet i Dublin var på valutaplanet.
Hr. formand, også jeg vil gerne udtale min glæde over for den irske regering for den fortræffelige måde, hvorpå den har varetaget formandskabet. Jeg vil gerne bruge mit ene minut på det institutionelle aspekt. Som det fremgår af sluterklæringen fra Dublin, er dette tema faktisk næppe taget op, og det behøver ikke undre os, for det irske formandskab har kun fremsat få forslag herom, idet det er overbevist om, at de vigtigste, de mest ømtålelige institutionelle spørgsmål først vil blive taget op under den sidste forhandlingsrunde. Det betyder, at vi måske kan håbe meget, men at vi samtidig må frygte meget og i hvert fald må være meget vagtsomme. Et punkt, hvor vagtsomhed er påkrævet, er risikoen for, at spørgsmålene i den tredje søjle fjernes fra denne tredje søjle, men ikke flyttes helt over til den første søjle og derved havner i et institutionelt grænseområde, som intet parlament kan kontrollere.
Hr. formand, alle De Europæiske Råd har deres egen historie, og nogle af dem vil selv skrive historie. Også topmødet i Dublin har selvfølgelig sin egen historie. Navnlig forhistorie i form af det forudgående møde i Nüremberg og Kohl/Chirac-brevet, som stillede det irske formandskabs dokument i skyggen - en anden forhistorie, som markerede afslutningen på et formandskab, der havde den fortjeneste, at det forsøgte at opvurdere de sociale aspekter. I forhistorien indgår også samlingen i Rådet af Økonomi- og Finansministre, som leverede et omfangsrigt materiale - af såvel principiel som teknisk art - til politiske beslutninger, samt rækken af udtalelser fra de øverste ansvarlige for medlemsstaternes regeringer, der, i hidtil uset grad har drøftet og belyst valgmuligheder, når de respektive topmøder, hvor beslutningerne skulle træffes, nærmede sig. Jeg skal ikke kunne sige, om Dublin med sine historier vil indskrive sig i topmødernes historie, men det ser i hvert fald ud til, at der er ryddet et stort stykke teknisk land, medens man afventer den rette lejlighed til at træffe politiske beslutninger, og der er fremsat mange anbefalinger med henblik på Det Europæiske Råd i Holland til sommer. Hvis Dublin skriver historie, vil stabilitetspagten og de styrkede konvergensbestræbelser være de temaer, som historien vil huske, eftersom der blev fastsat principper for en stabilitets- (og vækst-) pagt, der, som fru Claudia Roth så rigtigt har sagt, snarere bør betegnes som en recessionspagt, da den fastsætter, på hvilke betingelser recession kan undskylde et såkaldt uforholdsmæssigt stort underskud. Alt, hvad der har at gøre med udvidelsen og beskæftigelsen, er blevet udsat, fordi udvidelsen ikke må bringe forstyrrelse i overgangen til den fælles valuta, der anses for afgørende, som om de arbejdsløse og den så ofte fastslåede prioriteternes prioritet burde og kunne vente. Endnu en gang undlod Det Europæiske Råd at forholde sig til realøkonomien og den sociale situation, som den opleves af almindelige mennesker, den sociale kamp, som ikke vil blive bragt til ophør med de trufne beslutninger, hvis gennemførelse forberedes med forsøg på at file kanterne af disse hindringer, som man gerne så var langt mindre. Men det er de ikke, og de vil præge fremtiden for denne »konstruktion« og levere afgørende indlæg til de fremtidige topmøders historier og historie.
Hr. formand, jeg vil gerne byde vor premierminister, hr. Bruton, velkommen her og komplimentere det irske formandskab, herunder vore embedsmænd, for det hårde arbejde, de har udført. Jeg er enig i, at formandskabet bør udøves på skift - dette bør fortsætte. Men når det er sagt, er jeg ikke enig i resultatet. Jeg mener ikke, at noget af det, det irske formandskab gjorde, standsede bestræbelserne på at gøre Den Europæiske Union til en militær supermagt eller at mindske den stadig større kløft mellem rig og fattig, som er det sandsynlige resultat af ØMU. »Tilpasning af Den Europæiske Union til fordel for dens borgere« er den titel, man har givet dokumentet, som udstikker rammen for udkastet til ændringer af traktaten. Denne er fuldstændig vildledende. I nogle af ændringerne i dokumentets afsnit vedrørende sikkerhed foreslås en større militarisering af Den Europæiske Union. De eneste, der vil få fordel af dette, vil være våbenproducenterne. Det er en tragedie, at den irske regering ikke fik indføjet, og den forsøgte det ikke engang, passende sikkerhedsforanstaltninger i udkastet til ændringer med henblik på at beskytte Irlands neutralitet, og den foreslog ikke, at målsætningen om nedrustning blev optaget i traktaten. Med udkastet til ændringer vil Den Europæiske Unions forbindelser med den atombevæbnede Vesteuropæiske Union blive uddybet og vejen banet for en endelig fusion mellem de to organer. Stabilitetspagten i forbindelse med ØMU, som der blev opnået enighed om i Dublin, er ikke noget, man kan glæde sig over, selv om en videreførelse af kampen mod arbejdsløshed var en målsætning, som det irske formandskab havde opstillet. Den stod i skyggen af stormløbet for at opnå enighed om euroen. Hr. Quinn, finansministeren, har beskrevet ØMU som dybest set et politisk projekt, men han har ikke kortlagt, hvilke politiske fordele der vil opstå på grundlag den, eller mindsket frygten for, at den ganske enkelt vil uddybe kløften mellem rig og fattig. Jeg mener også, at det vil være tåbeligt af Irland at tiltræde ØMU, hvis Storbritannien forbliver udenfor, hvilket synes mere og mere sandsynligt. Mindre end en tredjedel af Irlands samhandel foregår med de lande, der formentlig vil være med i ØMU fra starten, mens 70 % af den foregår med Storbritannien og resten af verden.
Hr. formand, jeg vil også gerne byde premierministeren velkommen og takke ham for hans fantastiske, spontane bemærkninger her i dag. Han har vist allerede fået komplimenter. De kan se, hr. premierminister, hvilken respekt medlemmerne her har for det, De og Deres kolleger har gjort under det irske formandskab. Det må absolut give anledning til stor opmuntring for Dem. Jeg er meget stolt over det, De har opnået, og De bør med rette være stolt over et meget veludført stykke arbejde. Jeg mener, at dette topmøde vil blive anset for at være en overvældende succes på mange planer. Jeg vil blot fremhæve tre forskellige områder. For det første fik det irske formandskab til opgave at udarbejde et udkast til traktat, der skal erstatte Maastricht. Dette gjorde De ikke kun til tiden, som lovet, men De forelagde også et dokument på 140 sider, som i modsætning til den nuværende traktat er let at læse for de almindelige borgere, og de kan, hvad der er særdeles vigtigt, forstå det ved en første gennemlæsning. For det andet viser udkastet, at der på regeringskonferencen er gjort fremskridt i forbindelse med en række centrale institutionelle spørgsmål. Blandt disse er først og fremmest erkendelsen af, at der er behov for at demokratisere beslutningstagningen yderligere. Jeg glæder mig navnlig over tilsagnet om at strømline den fælles beslutningsprocedure og således stille den lovgivende magts to parter, Rådet, som repræsenterer medlemsstaterne, og os i Europa-Parlamentet, som repræsenterer befolkningen, på lige fod med hinanden. Jeg glæder mig også over tilsagnet om at udvide den fælles beslutningsprocedures anvendelsesområde. Jeg erkender dog, at dette kun er tilsagn i princippet. De vil skulle konkretiseres. Jeg håber, at den ambition, som det irske formandskab har vist, og som er kulmineret i traktatudkastet, nu kan realiseres i rette tid inden topmødet i Amsterdam. Det andet væsentlige succesområde var uden tvivl ØMU. Mange talere har omtalt dette. Der blev gjort fremskridt i forbindelse med det nye europæiske monetære system, de retlige rammer for euroen samt stabilitets- og vækstpagten. Var man veget uden om disse afgørelser, var hele ØMU-projektet blevet undermineret. Det er af afgørende betydning, at disse succeser nu ledsages af yderligere foranstaltninger, som styrker den demokratiske kontrol, beskytter forbrugernes rettigheder og fuldt ud informerer de almindelige borgere om overgangen til den fælles valuta, således at dommedagsprofeterne ikke viser sig at få ret. Hvis ØMU skal opnå borgernes tillid, skal dette gøres. Oplysningerne skal være tilgængelige, de skal være klare, og de skal formidles gennem et beredvilligt medie. Endelig glæder jeg mig over Dublin-erklæringen om beskæftigelse. Denne erklæring er et af de mest betydningsfulde tegn på - som jeg som parlamentariker har set - at vore krav kan påvirke Rådets retning. Hr. Santer kan fortælle Dem, at vi gang på gang på gang taler om beskæftigelse her. Nu ser vi handling i form af denne Dublin-erklæring om beskæftigelse. Erklæringen skal nu følges op at reelle foranstaltninger som fastsat i specifikke instrumenter, realistiske mål og effektive tidsplaner. Den Europæiske Union skal tilstræbe en større koordinering af beskæftigelsespolitikkerne og en vækstorienteret makroøkonomisk politik. Det nederlandske formandskab skal videreføre dette med specifikke foranstaltninger med henblik på at fremme den almene uddannelse, en mere relevant erhvervsuddannelse, fællesskabsbaserede beskæftigelsesinitiativer samt prioritere ungdomsarbejdsløshed og livslang uddannelse. Hr. premierminister, De nævnte betydningen af erhvervsuddannelse og almen uddannelse og forbindelsen med narkomani i byer som f.eks. Dublin. Jeg glæder mig over, at De rent faktisk forstår kravene og behovene blandt almindelige mennesker. Endnu en gang komplimenterer jeg Dem og ønsker Dem held og lykke. Det glæder mig at se, at de irske medier er til stede i denne måned. Jeg håber, at de vil rapportere herfra, således at den irske offentlighed får kendskab til, hvor stor agtelse man har for vor ledelse.
Hr. formand, der er et antal mærkesager, som man kan vurdere Dublin og dokumentet op til Dublin på baggrund af, og den første er åbenhed. Hvad har vi fået der? 189 B om fælles beslutningstagning i forbindelse med fælles regler, men ingen reelle fremskridt. På nærhedsområdet er der en formulering om, at acquis communautaire skal udbygges. Der er ikke én beslutning, der skal føres tilbage til medlemslandene, hvilket Santer ellers flere gange har sagt ville være ønskværdigt. Demokrati - der er fælles beslutningstagning på et antal områder, vi ikke kender endnu, men alt i alt mindre parlamentarisk demokrati, fordi flere beføjelser overdrages til EU. Beskæftigelse - der foretages tilskyndelsesforanstaltninger, men der er ingen job til at erstatte dem, der går tabt ved tilpasningen til Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase. Udvidelse - her er der formentlig udsigt til, at nogle få rige øst- og centraleuropæiske lande eller de rigeste af dem kan komme med i år 2005, men der er ikke tale om en fremskyndet udvidelse med deltagelse af alle. Miljø - der afgives pæne erklæringer, men der sker ingen reelle ændringer, bortset fra at fremgangsmåden i Domstolen, der dømte miljøgarantien ulovlig og gjorde den til en dispensationsordning, i forbindelse med hvilken Kommissionen skulle godkende enhver afvigelse i medlemslandene, nu reelt bliver bekræftet. Der er altså tale om reelle tilbageskridt. På de seks mærkeområder eller de seks mærkesager Danmark havde, må man sige, at der sker der ingen fremskridt. Til gengæld får vi alt det, vi ikke vil have: unionsborgerskab, politi, militær, fælles valuta, magtmidlerne i en forbundsstat, og det kommer næppe bag på Dem, hr. formand, at jeg ikke kan tilslutte mig dette.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne nævne tre spørgsmål i forbindelse med forhandlingen i dag. Jeg mener ikke, at der er så megen grund til selvtilfredshed hos det irske formandskab. Dets monetære politik, som det er meget stolt af, er ekstremt dyr for os, og beskæftigelsespagten støder på markedskræfterne i forbindelse med det jerngreb, der pålægges af den monetære union. Det egentlige problem, der er den undervurderede dollar, er aldrig blevet behandlet. Hvad angår sikkerhed, har man også her talt om succes. Jeg konstaterer, at i 1950 var der i Frankrig 250.000 forbrydelser og lovovertrædelser på dets territorium. I 1995 var der 4.500.000. Denne udvikling er den samme i de fleste lande i Europa, og man har ikke i år konstateret noget betydeligt fald. Formanden sagde lige før, at dårlige levevilkår kunne forklare en vis kriminalitet og navnlig behovet for narkotika. Men på dette område tror jeg, at dårlige levevilkår snarere kommer fra denne civilisation af lys, koldt og frosset lys, der ignorerer behovene for menneskelig varme, der opfyldes af familiefølelse, religiøs fornemmelse og fædrelandskærlighed, som man forsømmer alt for meget.
Hr. formand, formandskabet i de seneste seks måneder, hvor Dublin II var topmødet i ordets dobbelte betydning, har været hos et lille land. Som borger i Luxembourg glæder jeg mig over succesen for det irske formandskab, der viser, hvis der skulle være behov for det, at det politiske engagement til fordel for Europa hverken afhænger af et lands størrelse eller antal indbyggere. Jeg glæder mig også i parentes bemærket over, at hr. Bruton her har anerkendt den luxembourgske premierministers rolle i kompromiset om den monetære union i Dublin. Den irske succes burde påvise, at systemet med skiftende formandskab stadig er gyldigt. Det giver hver medlemsstat, stor eller lille, mulighed for at udvise sit europæiske engagement og sin effektivitet, uanset størrelsen af dets administration. Og jeg mener, at det er en lære, man kan drage for de institutionelle diskussioner i forbindelse med regeringskonferencen. Hr. formand, processen med den europæiske konstruktion er langsom og kræver tålmodighed. Man må undgå at skabe illusioner om kvalitative spring. Topmødet i Dublin har for eksempel intet besluttet med hensyn til beskæftigelsen. Hr. Santers tillidspagt for beskæftigelsen, som vi har hilst velkommen i Europa-Parlamentet, har ikke fået den nødvendige politiske påvirkning, for øvrigt ikke mere end forslagene til de store transeuropæiske net, som hr. Bruton erindrede om. Vi socialister er stadig overbeviste om, at beskæftigelsen er kernen i Europas udvikling. Det er uden tvivl, som hr. Bruton sagde, et filosofisk spørgsmål, et filosofisk valg. Det er ikke fortjenesten, der vil frelse Europa, men investeringen og den faglige uddannelse, og jeg er enig i det, den irske premierminister sagde om betydningen af det. Det er de økologiske og sociale normer, der vil frelse Europa. Vores borgere forstår ikke, at kapitalismen, for at bruge dette store ord, har kunnet »civiliseres« i løbet af det 20. århundrede i en national ramme, men at den ikke kan blive det i en europæisk ramme. Hr. formand, beskæftigelse, sociale normer og økonomisk og social samhørighed, alt dette udgør en uadskillelig helhed for os socialister. Et sidste ord, hr. formand. Jeg vil gerne her helt specielt påskønne det irske formandskabs indsats med hensyn til den indre sikkerhed. Som socialister ønsker vi, at en stor del af det, vi kalder den tredje søjle indgår i Fællesskabets område, og vi vil støtte indsatsen herfor hos de kommende formandskaber, det nederlandske og derefter det luxembourgske.
Hr. formand, mine damer og herrer, også jeg vil gerne takke det irske rådsformandskab. De, hr. premierminister, har personligt bidraget til formandskabets succes med en stor interesse og et stort initiativ. Men jeg vil også gerne personligt takke Gay Mitchell og Noel Dorr for det gode samarbejde, som netop for Europa-Parlamentet har ydet vigtige bidrag på deres arbejds- og regeringskonference. Det irske rådsformandskab har banet vejen for det sidste halve år med forhandlinger på regeringskonferencen. Enigheden om de sidste problemer, der manglede at blive løst med hensyn til Den Monetære Union, har nu frigjort kræfter, således at man kan koncentrere sig om regeringskonferencen. Den Monetære Union er den sidste milepæl i den økonomiske integration. Nu skal der slås ind på en kurs mod mere politisk integration. Jeg er af den opfattelse, at Den Monetære Union vil yde et bidrag til Europas konkurrenceevne, et bidrag til mere stabilitet og også et bidrag til skabelse af arbejdspladser, og jeg kan ikke se, hr. de Gaulle, at Den Monetære Union fører til et enkelt lands dominans, derimod fordeler den ansvaret mellem EU-medlemsstaterne på en hensigtsmæssig måde og fører ikke til dominans. Det irske rådsformandskab har efter Parlamentets opfattelse taget et vigtigt skridt i sit dokument til regeringskonferencen. Det har nemlig forelagt en traktattekst, hvorefter den fælles beslutningsprocedure skal være den generelle regel i forbindelse med lovgivningsproceduren. Vi vil håbe, at der under det nederlandske rådsformandskab forhandles herom på dette grundlag med hensyn til indhold og metode. Det siges også i dokumentet, at der skal gøres større brug af afstemninger med kvalificeret flertal, som vi har brug for til at gøre Unionen handledygtig, og for at den kan udvides. Tyskland og Frankrig har foreslået i deres brev, at dette også skal være den generelle regel, som der kan gøres specielt anførte undtagelser fra, dvs. at processen vendes om. Hvis vi kunne føre disse to koncepter sammen, ville det være gennembruddet for den institutionelle reform, som vi har et særdeles presserende behov for. Jeg kan ikke komme ind på mange andre ting, heller ikke med hensyn til forrangen inden for den den tredje søjle, på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Lad mig på grund af den knappe tid kun nævne to spørgsmål. Vi skal sørge for, at det ikke resulterer i en afparlamentarisering - her er Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i samme båd - og at der ikke kommer et nyt tredje kammer. Frem for alt vil vi gerne fastslå, at vi kun kan tale om, at regeringskonferencen er en succes, hvis Europa-Parlamentet får fuldstændige budgetbeføjelser. Det bliver for os et væsentligt punkt, når vi skal se nærmere på resultaterne af denne regeringskonference.
Hr. formand, de seks måneder under det irske formandskab har været en periode med intenst og frugtbart arbejde. Det Europæiske Råd i Dublin for en måned siden har positivt beseglet de fire vigtigste prioriterede forhold, som formandskabet havde påtaget sig at behandle ved sin tiltrædelse, og dette påskønner vor gruppe og erindrer deltagerne her i forsamlingen om. Jeg nævner nogle punkter fra denne periode, nemlig vedtagelsen af en betydelig række foranstaltninger på retsplejeområdet og området for indre anliggender, de fremskridt, der er gjort på Den Økonomiske og Monetære Unions område, som f.eks. vedtagelsen af strukturen for den nye valutakursmekanisme, aftalerne om de forordninger, der skal danne den retlige ramme om euroen, vedtagelsen af principperne for og de vigtigste enkeltheder i stabilitets- og vækstpagten, der skal sikre budgetdisciplinen i Den Økonomiske og Monetære Union, de betydelige resultater vedrørende strategien for vækst og beskæftigelse, der har ført til vedtagelsen af en erklæring om beskæftigelsen, der er et fælles program for påvisning af en lang række foranstaltninger, der skal iværksættes på nationalt og fællesskabsniveau med henblik på ved hjælp af synergivirkningen at fremme og styrke de makroøkonomiske politikker og strukturpolitikkerne i programmerne for beskæftigelse og vækst i medlemsstaterne, fremlæggelsen efter det krav, der var rejst på Det Europæiske Råd i Firenze, af dokumentet vedrørende den almindelige ramme for et projekt for revision af traktaterne, og som drejede sig om tre hovedmål, nemlig at nærme Unionen til borgerne, styrke og udvide den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med henblik på at forøge dens effektivitet, med henblik på dens udvidelse at sikre, at institutionerne bliver velfungerende og beslutningsprocessen bliver effektiv. Der er tale om et dokument, der danner et godt grundlag for de fortsatte forhandlinger og således ved en klarere og mere gennemgribende søgen efter ligevægt og kompromis at gøre det muligt at nå de mål og de ambitioner, der indeholdes i præmisserne og derved overholde den frist, der er fastsat af regeringskonferencen - dvs. juni 1997 - med en ny og mere moderne unionstraktat, der gør det muligt at møde det 21. århundredes udfordringer og først og fremmest den fremtidige udvidelse. Hr. formand, det irske formandskab har udrettet meget mere godt, som jeg ikke her skal komme ind på for ikke at trække tiden ud. Det irske formandskab har nu ladet stafetten gå videre til Holland, og lad os stå sammen for alle at bidrage frugtbart, klart og konsistent til disse seks nye måneder med opbygningen af Europa.
Hr. formand, i mangel af tid vil jeg begrænse mig til en kort og således ufuldstændig politisk evaluering af ministerkonferencen i Singapore. Generelt kan man sige, at denne konferences balance var positiv. Verdenshandelsorganisationen er styrket efter denne konference. En af de store fortjenester var bestemt opnåelsen af en multilateral aftale om informationsteknologien. Den vigtigste sektor i dag og i fremtiden, hvor der allerede nu på verdensplan omsættes for 400 mia dollar. Oprettelsen af en arbejdsgruppe om offentlige udbud er bestemt vigtig. Dette muliggør, at yderligere forslag kan udarbejdes om konkurrence, investeringer og åbenhed omkring offentlige indkøb. Desværre må vi også konstatere, at der ingen eller kun få fremskridt er gjort med hensyn til sager, som bl.a. hørte til vore prioriteter. På miljøområdet kan vi konstatere, at der slet intet blev opnået. Hvad der er endnu værre, dette spørgsmål blev praktisk taget ikke taget op. Med hensyn til de sociale klausuler forholder det sig sådan, at der er opnået meget lidt, når vi går ud fra vore holdninger. Men vore bestræbelser har alligevel ikke været fuldstændigt forgæves. Den kendsgerning, at den sociale klausul og i særdeleshed henvisningen til minimumsarbejdsnormerne blev optaget i sluterklæringen, må godt betragtes som en sejr i betragtning af den meget stærke opposition fra udviklingslandene. Nu kommer jeg til det institutionelle område. Den kendsgerning, at Europa-Parlamentet for allerførste gang siden oprettelsen af GATT kunne fremsætte sine forslag på rette sted, styrker den rolle, som vi har i Unionens almindelige beslutningsproces. Det er imidlertid stadig rigtigt, at Parlamentets stilling på en sådan konference ikke er tydelig. Den gør det bl.a. ikke muligt at udøve en ordentlig kontrol af Kommissionen. Hr. formand, kære kolleger, dette aspekt fortjener vor fulde opmærksomhed i fremtiden, fortrinsvis i lyset af revisionen af traktaterne og af Verdenshandelsorganisationens næste konference.
Hr. formand, topmødet i Dublin tog endnu et skridt henimod etableringen af fattigdommens og arbejdsløshedens Europæiske Union. EU-landenes ledere har ignoreret de europæiske borgeres stærke skuffelse og forbitrelse og vedtaget den befolkningsfjendtlige stabilitetspagt, har vist sig ligeglade med de drastiske konsekvenser for produktionsapparatet, beskæftigelsen og den sociale beskyttelse i alle landene, især de fattige, og har insisteret på gennemførelsen af de såkaldte restitueringspolitikker, dvs. en stærk, ensidig sparepolitik, fortsat deregulering af arbejdsmarkedet og en streng finansiel tilpasning, der kvæler al vækst. Topmødet i Dublin bidrager til militariseringen af Den Europæiske Union, og dette øger de europæiske befolkningers bekymringer, befolkninger, som kæmper for at skabe fred og social velfærd og løse de resterende koldkrigsproblemer, såsom NATO og Den Vesteuropæiske Union, befolkninger, som i bindende nationale folkeafstemninger kræver at blive hørt og selv være med til at bestemme Europas fremtid. Med hensyn til udvidelsen vil jeg sige, at jeg er meget bekymret over de planer, formandskabet tilsyneladende har, om, at forhandlingerne om Cyperns optagelse i Den Europæiske Union ikke udelukkende skal føres med Cyperns legitime regering, og mine bekymringer forstærkes af den vedvarende tavshed hos EU's institutionelle organer, hvad angår trusler fra tyrkiske regeringsrelaterede og militære instanser om militære handlinger på Cypern i forbindelse med styrkelsen af dets forsvar. Her bør Den Europæiske Union utvetydigt fordømme Tyrkiets aggressive holdning og aktivitet.
Hr. formand, alle ved, at WTO opfordres til at spille en yderst vigtig rolle for loyalt at regulere den internationale handel. Afholdelsen af Konferencen i Singapore repræsenterer således et absolut fremskridt, der er relevant for at definere de aftaler, der skal medvirke til at udvikle menneskeheden i fremskridtets retning. Men denne konference åbenbarede meget forskellige indfaldsvinkler og opfattelser helt specielt af spørgsmålet om de sociale normer. At tro, at det er tilstrækkeligt at understrege dette problem i en sluterklæring og at være tilfreds med at have god samvittighed eller at mene, at det er tilstrækkeligt at henvise dette spørgsmål til ILO, under påskud af at man ikke skal sammenblande international handel og sociale rettigheder, er mildest talt ikke særlig seriøst, når man især kender denne institutions grænser for at gribe ind. Jeg sidestiller denne adfærd med en rivende udvikling, der navnlig antyder en politisk vilje hos visse regeringer i Unionen til at dæmpe spørgsmålet om sociale normer i WTO. Min dom er streng over for Unionen, der ikke har evnet at fremvise en fælles front. Det er ikke alle, der har spillet efter samme partitur på dette område, hvilket har lettet visse udviklingslandes manøvrer. Jeg er streng, fordi Unionen kunne og burde gøre det bedre for at få nedsat en arbejdsgruppe om sociale normer i WTO. Hr. formand, jeg forstår, at det ikke altid er let at finde de bedste kompromiser på møder, der er så vanskelige som i Singapore. Men jeg finder det chokerende og endog sørgeligt, at udviklede lande har kunnet tuske informationsteknologi, whisky og cognac mod udnyttelse, af og til helt til døde, af millioner af børn på arbejde, hvor tallene stadig stiger i henhold til ILO selv. De vil forstå min reaktion, der ønsker, at mennesket regnes for mere end en økonomisk gevinst. En reaktion, der også ønsker at være tro mod demokratiske, solidariske og humanistiske værdier. Jeg ønsker meget, at Unionen tager nogle stærke initiativer mod enhver manglende overholdelse af menneskerettighederne på arbejde, at den ikke tøver med at træffe de nødvendige foranstaltninger, når præcise kendsgerninger om overtrædelse af rettighederne er kendte som i Burma og andetsteds. Vi har så to valg: Enten lykkes det os at indføre sociale normer i WTO, eller også vil vi få mange sociale kampe i de lande, der betragtes som politisk og socialt stabile. Det, der foregår i Sydkorea i dag, må tages som en alvorlig advarsel.
Hr. formand, det irske forslag indeholder spørgsmål af største vigtighed. Det er allerede blevet diskuteret udførligt, og jeg vil gerne undgå gentagelser. Hvem skulle principielt ikke støtte de skitserede programmer, f.eks. med hensyn til spørgsmålet om grundlæggende rettigheder, fri bevægelighed, styrkelse af den fælles udenrigsog sikkerhedspolitik og den intensiverede kriminalitetsbekæmpelse? Også de borgere, der har givet os vort mandat - og for at komme en forespørgsel af hr. Brok i forkøbet er det en tredjedel af de østrigske vælgere - også disse borgere ved, at alle disse værdier har betydning, og at der til stadighed skal arbejdes på at bevare og forbedre dem. Men de ved også, at der blandt medlemsstaterne og deres repræsentanter hersker en vidtgående enighed om de grundlæggende spørgsmål, der er behandlet nærmere i dokumentet. Det, de ikke ved, er, hvad regeringskonferencen i sidste instans vil gøre ved traktaten, dvs. i hvilket omfang denne traktat så vil adskille sig fra den, som de har givet deres støtte. Vi beklager derfor, at man, som vi har hørt mange gange, af taktiske grunde fortsat ikke har løst materielle, men frem for alt også instititutionelle spørgsmål, der er vigtige for Europas fremtid, og har udsat behandlingen af dem. Vi mener ikke, at vi modvirker borgernes bekymring for den fremtidige udvikling og opnår den propagerede gennemsigtighed, hvis vi lader dem forblive i uvished. Deres bekymring over en stigende centralisme bliver snarere forstærket som følge heraf samt udtalelser som dem vor kommissær Fischler fremsatte i et østrigsk dagblad, nemlig at han simpelthen er imod, at Europa-Parlamentet inddrages i beslutningen vedrørende hans budget. Bekymringer i denne retning udløses imidlertid også af den planlagte udvidelse af brugen af flertalsafgørelser og den omstændighed, at formandskabet i sine konklusioner fra Dublin II foreslår, at de retlige rammer for anvendelsen af euroen baseres på EF-traktatens artikel 235, som det i stigende grad kan registreres og også er påvist i en undersøgelse af hr. Bandet, og hvormed man dokumenterer Fællesskabets tendens til, uanset den formelle bekendelse til subsidiaritetsprincippet, på et tvivlsomt retsgrundlag at gøre krav på en kompetence, som efter vor opfattelse ikke tilkommer det.
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske det irske formandskab med den opgave, det påtog sig på et vanskeligt tidspunkt i Unionens liv, som det har afsluttet godt, og som har gjort det muligt at fastsætte nogle retningslinjer, der i den sidste forhandlingsperiode kan blive det grundlag, regeringskonferencen vil støtte sig til, den regeringskonference, som jeg som formand for Udvalget om Institutionelle Spørgsmål i Parlamentet vil begrænse mig til. Parlamentet har taget klar stilling til emnet regeringskonferencen og institutionerne i to betænkninger, der er blevet til Parlamentets beslutning: Betænkningen af Bourlanges-Martin og betænkningen af Dury/Maij-Weggen. Parlamentsmedlemmerne kender disse betænkninger, som jeg henviser til. De vedtagne retningslinjer på topmødet i Dublin viser, hvilken vej man skal gå i den sidste forhandlingsperiode. Ud fra ønsket om at samarbejde fra Parlamentets side omkring regeringskonferencens opgave, må vi påpege visse svagheder, visse tvetydigheder og visse mangler i dette dokument. Der er svagheder, hvad angår definitionen af omfanget af den fælles beslutningstagning. Regeringskonferencen bevæger sig i den rigtige retning, men det man har besluttet, det man har fastsat, er i virkeligheden meget lidt. Man er ikke kommet ind på spørgsmålet om flertal i Rådet, som er et væsentligt emne både i den aktuelle situation i Unionen og endnu mere, når det handler om udvidelserne. Der er heller ikke gjort væsentlige fremskridt med hensyn til at definere, hvordan man forbedrer beskæftigelsen, som er den nuværende civilisations og Unionens væsentligste skavank. Derudover er der tale om mangler, tilbageholdenhed, tvetydigheder. Man er tilbageholden med hensyn til at definere en udenrigspolitik og instrumenter til at gennemføre den, og Kommissionens rolle defineres ikke i denne forbindelse. Der eksisterer heller ikke klare definitioner af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og der er ingen vigtige definitioner - kun intuitioner - hvad angår spørgsmålene omkring statsborgerskab. Der er tvetydigheder omkring det styrkede samarbejde og fleksibiliteten, som sandsynligvis vil være de to begreber, der giver mulighed ikke kun for en Union med 15, men en Union med et par og tyve. Man må håbe, at der i det sidste halvår, det nederlandske halvår, vil ske en udvikling, og at man vil afklare og undgå disse tvetydigheder. Til sidst vil jeg sige, at de nationale parlamenters relation til Europa-Parlamentet ikke afgøres klart i disse overordnede retningslinjer fra det irske formandskab, som alt i alt udgør en ramme, som vi anser for meget vigtig, og som vi ønsker det irske formandskab oprigtigt til lykke med.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne knytte et par bemærkninger til konferencen i Singapore. Jeg konstaterer gang på gang med en vis overraskelse, hvordan det lykkes os i Europa-Parlamentet i forbindelse med et vigtigt topmøde som Dublin og en vellykket konference som Singapore i mindre grad at påskønne de opnåede resultater end at forklejne dem gennem overdrevne krav. Vi skal som Europa-Parlament også for en gangs skyld være i stand til at påskønne positive resultater, for at menneskene udenfor, når de lytter til os, ser, at det går fremad, i stedet for altid at anvende den meget negative skala. Hvem gavner det, og når de enkelte talere så senere konstaterer, hvem der takker dem for det, vil de også konstatere: højst dem selv, og det ikke engang med rette. Vi har i fællesskab oplevet en konference i Singapore, som man på forhånd nærede stor skepsis over for. Det var en første revisionskonference, hvor 150 lande traf beslutninger i enighed. De 15 EU-lande, der var repræsenteret gennem Rådets og frem for alt Kommissionens stemme, kunne ikke udrette noget, hvis ét land, hvad enten det var Albanien eller et andet, sagde: Nej, det ønsker jeg ikke. Under disse omstændigheder var denne konference en væsentlig positiv milepæl med henblik på WTO's videre udvikling. Dette vil jeg gerne slå fast her, og desuden vil jeg gerne sige til Rådet: Det glæder mig, at det har fungeret, at vi optrådte med én stemme i Singapore. Det var sir Leon Brittans fortjeneste, og ham vil jeg navnlig gerne takke mange gange for hans engagerede optræden i nær kontakt med immervæk 15 forskellige ministre, som underordnede sig den kendsgerning, at de havde overladt stemmen til Kommissionen. Jeg mener også, at vi som Parlament - så vidt det var muligt - var godt integreret dér. Vi rejste dertil for at deltage, og dette bør vi også fortsætte med at gøre i fremtiden. Jeg er principielt taknemlig for det, også selv om parlamenter aldrig opnår alt det, de ønsker. Vi må også se med stor tilfredshed på resultaterne. Indgåelsen af en aftale om informationsteknikker med fastlæggelse af fremtidige bestemmelser på telekommunikationsområdet er et historisk resultat med hensyn til verdenshandelens videre udvikling. Det vil bidrage til velstand, fremme den frie handel, og vi kan alle se det som noget særdeles positivt, men bør også nævne det. Afslutningsvis følgende: Naturligvis befinder de nye industrilande og udviklingslandene sig i en særdeles vanskelig situation. Hver dag læser vi, hvilke uroligheder der forekommer i disse lande, hvordan den sociale fattigdom stiger dér, og det er forståeligt, at man dér er bekymret for, at vi gennem miljø- og socialnormer ønsker at mindske deres konkurrenceevne. Der er behov for kunstigt åndedræt, et virkeligt dagligt forsøg på at overbevise disse lande om, at det er i deres egen interesse, at vi i fællesskab gør fremskridt. Singapore var en vellykket konference. Vi kan som Europæisk Union være stolte over, at vi deltog, og jeg kan kun sige: Viderefør denne udvikling, så vil vi også på lang sigt nå vor målsætning om en fri verdenshandel.
Hr. formand, jeg vil også gerne tale om Singapore, og jeg mener, at vi burde have haft en særskilt forhandling om dette vigtige spørgsmål. Jeg vil navnlig gerne komme ind på Kina og Taiwan. Kina vil med rette klage, hvis man - efter tilfredsstillende økonomiske forhandlinger - rejste politiske indsigelser mod landets indtræden. Den samme logik må gælde for Taiwan. De økonomiske forhandlinger om Taiwans indtræden i WTO kan let afsluttes - formentlig inden for nogle uger. Det bør de. Og Taiwan, som er en væsentlig handelsmagt og et vigtigt demokrati, bør have adgang. Det er skadeligt for handelsordningerne i verden fortsat at udelukke Republikken Kina på grund af kravene fra Den Kinesiske Folkerepublik. Forskellen i dette tilfælde mellem en »republik« og en »folkerepublik« er den samme som forskellen mellem en trøje og en spændetrøje. Vi skal selvfølgelig også give Folkerepublikken adgang - så snart visse grundlæggende betingelser er opfyldt. Dette vil styrke WTO og fremme reformerne i Kina. Med præsident Clintons nye Kina-politik er de amerikanske og europæiske holdninger meget tættere på hinanden. Vi i ELDR-Gruppen opfordrer vore forhandlere til at forstærke deres bestræbelser på at finde en løsning på disse problemer. Og hvis de ikke blev behandlet i Singapore, vil vi gerne have at vide hvorfor.
Hr. formand, der har været Dublin, og der har været Singapore. I Dublin har man vedtaget pagten om budgetmæssig stramhed. Efter et halvt århundrede med Keynes' filosofi har vi fået forklaret, at rigdommen kom fra myten om den budgetmæssige ligevægt. Jeg har undersøgt alle statistiske kategorier i de amerikanske offentlige finanser i det 19. århundrede eller europæiske offentlige finanser, jeg har aldrig fundet den budgetmæssige ligevægt. Det er rigtigt, at man har vedtaget en stabilitetspagt med en budgetmæssig strafferet, der gør det muligt at straffe befolkningerne i tilfælde af kørsel i budgetmæssig beruset tilstand. Der har også været den fælles valuta, som man lover os i 1999, og den sociale klausul, der er skitseret, som om Adam Smith's land, der overalt skabte nationernes elendighed, kunne vende tilbage til det ultraliberale og på samme tid tale om det sociale. Heldigvis har der været Singapore. Det er tydeligt, at i Singapore har man undgået katastrofen, da man ville genåbne landbrugssagen. Man genåbnede den ikke. Men, hr. Santer, lad os ikke igen begynde med Punta Del Este. De Forenede Stater har vedtaget Fair Act. I april 1996 frakoblede de produktionen af bistand, og de bringer sig i styrkeposition med henblik på genoptagelse af forhandlingerne i slutningen af år 2000. Lad os ikke komme bagud, hr. Santer. Det er rigtigt, hr. rådsformand, at De har sagt til os, at man har skabt et filosofisk rum. Det var det store tilskud til Dublin. Jeg erindrer Dem alligevel om, at Descartes er født i Frankrig, at han udgav sine værker i Nederlandene, og at han tog til Sverige og døde der. Han havde også sammen med Spinosa opfundet det filosofiske rum inden Dublin.
Hr. formand, jeg vil gerne komplimentere det irske formandskab og navnlig premierministeren og den irske finansminister for de fremskridt, der blev gjort i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union. Jeg mener, at december 1996 vil blive opfattet som et vendepunkt for hele processen mod Den Økonomiske og Monetære Union. Det var det afgørende punkt, hvor Den Økonomiske og Monetære Union fra blot at være et ønske i Den Europæiske Union rent faktisk blev en realitet. Det vil være et vigtigt punkt i Europas historie. Men jeg vil gerne vende mig til stabilitets- og vækstpagten. Lad os ikke glemme, at den hedder en stabilitets- og vækstpagt. Det er af afgørende betydning, at den aftale, der blev indgået i Dublin, gennemføres, som den er skrevet. Jeg håber, at alle de, der undertegnet denne aftale, stabilitets- og vækstpagten, vil opfylde den, som den er skrevet, og at der ikke kommer nogen tilbagetogsaktion fra hverken medlemmerne af Det Monetære Udvalg eller centralbankerne eller for den sags skyld fra nogen finansminister for en væsentlig medlemsstat i Den Europæiske Union med henblik på rent faktisk at underminere det kompromis, der blev opnået i Dublin i forbindelse med pagten. Hvis der på noget tidspunkt gøres forsøg på at ændre denne aftale eller lempe den, vil Parlamentet resolut fordømme det. Det er af afgørende betydning, at den irske premierminister og det indtrædende nederlandske formandskab opfylder denne aftale. For det andet vil jeg gerne vende mig til noget, som den irske premierminister, hr. Bruton, sagde om statens opgave med hensyn til at forsøge at skabe arbejdspladser og stimulere økonomien. I betragtning af det fortræffelige partnerskab mellem den offentlige og den private sektor i Irland i forbindelse med skabelsen af de meget høje vækstrater i Irland i de seneste år var jeg temmelig skuffet over, at premierministeren sagde, at tiltag fra statens side ikke spiller nogen stor rolle i en markedsøkonomi. De offentlige investeringers muliplikatoreffekt spiller en afgørende rolle med hensyn til at stimulere væksten og beskæftigelsen. Hvis De ser på den irske økonomi, hr. minister, vil De se, at i Deres egen økonomi har de offentlige investeringer spillet en absolut afgørende rolle med hensyn til at få de vækstrater, som De har haft i de seneste år. Det er derfor, vi behøver en fælles aktion på europæisk plan: En fælles økonomisk politik, navnlig på området offentlige investeringer, således at vi kan stimulere væksten og tackle arbejdsløshedsproblemet. Den sidste bemærkning, jeg gerne vil fremsætte, vedrører den omstændighed, at vi nu har en centraliseret monetær politik, og hvad vi gør med hensyn til den økonomiske politik. Dette er rettet til hr. Santer og den irske premierminister. I løbet af 1997 er det absolut af afgørende betydning, at Rådet, Kommissionen og Parlamentet søger at etablere en mekanisme som en modvægt mod den centraliserede monetære myndighed i form af Den Europæiske Centralbank, således at vi får en form for økonomisk ledelse i Den Europæiske Union. Det betyder et styrket Økonomisk og Finansielt Udvalg af finansministre, det betyder en stærkere rolle til Kommissionen, det betyder en stærkere tilsynsrolle til EuropaParlamentet. Det må være vort mål i 1997. Jeg håber, at Kommissionen og Rådet vil forelægge forslag i denne henseende.
Hr. formand, som så mange andre vil jeg gerne komplimentere det irske formandskab for dets embedsperiodes succes og sige, at fordi mindre lande har færre ressourcer, fortjener den succes, som de opnår, derfor større ros. Jeg vil gerne komplimentere hr. Bruton, premierministeren, hr. Spring, vicepremierministeren, og hr. Mitchell, som alle arbejdede særdeles hårdt og i meget vidt omfang bidrog til denne succes. Jeg vil også gerne sige i dag, at det ikke kun var i den periode, hvor hr. Bruton var rådsformand, at han arbejdede engageret for det europæiske ideal. Gennem alle årene har han fremmet det europæiske ideal og har været en hårdt arbejdende og velorienteret fortaler for Den Europæiske Union. Det er navnlig vigtigt at sige dette på nuværende tidspunkt. I sin nytårstale, hvor hans talte til sit eget folk i sin egen stat, anførte han som et af sine tre mål, at han ville arbejde på at få skabt et føderativt Europa. Det er lettere for os i institutionerne at slå til lyd for disse ting - det forventes vi at gøre. I de nærmeste år har vi tre vigtige opgaver, vi skal fuldføre, nemlig regeringskonferencen, den fælles valuta og udvidelsen. Nogle af disse, navnlig udvidelsen, vil ikke blive opnået uden ofre for de mennesker, der for øjeblikket er i Den Europæiske Union. Hvis vi skal opnå succes på dette område, kan vi ikke gøre det ved at indgå aftaler mellem vore egne institutioner - Rådet, Parlamentet og Kommissionen. Vi skal vinde den nationale offentlige opinion for os. De nationale og regionale parlamenter har en meget stor rolle at spille her. Det er derfor, at jeg sætte særdeles stor pris på, at Irlands nuværende premierminister, hr. Bruton, i mange år har arbejdet for det europæiske ideal i Irland, og i den forbindelse er han blevet støttet godt af hr. Mitchell. Jeg vil gerne kort henvise til fr. McKennas udtalelse om, at Den Europæiske Monetære Union er noget dårligt, og at Irland ikke bør deltage. Hun baserede dette på vore handelsstrømme med Det Forenede Kongerige og resten af Europa. Hendes tal er forældede. I dag eksporterer vi 40 % af vore varer til kernelandene i Den Europæiske Union og 28, 5 % til det britiske marked. Jeg vil minde hende om, at i de 170 år med en monetær union med Storbritannien gjorde vi mindre fremskridt end i de 17 år med en monetær aftale med landene i Den Europæiske Union.
Hr. formand, jeg håber ikke, at De tager mig det ilde op, men resultaterne af det irske formandskab og af topmødet i Dublin vurderer jeg frem for alt på baggrund af den værdi, de har som udgangspunkt for det nederlandske formandskab, først og fremmest når det drejer sig om beskæftigelse. Uden at jeg vil bebrejde det irske formandskab noget med hensyn hertil, vil jeg dog konstatere, at der hersker så megen uklarhed omkring disse spørgsmål, at man ikke kan sige, at der nu er skabt så megen tydelighed, at det ikke længere kan gå galt med det nederlandske formandskab. Vor hensigt med skabelsen af dette beskæftigelseskapitel var, at der i hvert fald skulle komme en balance mellem på den ene side den monetære politik og på den anden side politikken med henblik på vækst, beskæftigelse og samhørighed i Fællesskabet. Når vi ser på resultatet af Deres formandskab, så må man i hvert fald konstatere, at denne balance ikke findes i traktatudkastet. Beskæftigelsespolitik skal ifølge dette forslag ligge på linje med de økonomiske retningslinjer, det er det eneste, som der siges herom, men det omvendte skal også være tilfældet. Det er nu netop det punkt, som det drejer sig om. Man kan ikke fortsætte med udelukkende en økonomisk og monetær politik, hvis der ikke samtidig tages hensyn til, hvilke virkninger det vil få for beskæftigelsen. Og så skal det ikke udelukkende være for de mennesker, som allerede har arbejde, men for de mange millioner, som står uden for arbejdsprocessen, og som til trods for de finansielle operationer i de forløbne år stadig ikke har fået noget job. Jeg håber, at denne kendsgerning nu endelig trænger klart igennem til diskussionerne på højeste plan. Kort sagt, der er stadig temmelig meget arbejde, der skal gøres, frem for alt fordi forslaget fra det nederlandske formandskab i virkeligheden lider af samme fejl. Optagelsen af Essen-proceduren i Traktaten, hvilket vi nu synes at have til hensigt, er absolut ikke tilstrækkeligt. Endvidere har vi brug for en tidsplan og konkrete mål og indikatorer. Først da er vi i stand til at kæmpe mod erklæringernes uforpligtende karakter. Jeg vil til sidst lige fremsætte en bemærkning i forbindelse med indlægget af hr. Bruton, som temmelig indtrængende opfordrede til mere undervisning og uddannelse. For det første er det en klog bemærkning, alene af den grund, at medlemsstaterne i de seneste år drastisk har nedbragt deres udgifter til undervisning og uddannelse. Det hænger for øvrigt i høj grad også sammen med ØMU'en og nu med stabilitetspagten. Men jeg vil tilslutte mig og citere en videnskabelig rapport, som i går udkom i mit land, og som peger på, at der, hvor vigtig undervisning og uddannelse end er for den såkaldte employability , ikke derigennem skabes noget som helst job. Jeg citerer her fru Papandreou, en af de forrige kommissærer, som her i denne Forsamling sagde: Der er i øjeblikket i Europa mennesker, som er uddannet og genuddannet seks til syv gange, og som stadig venter på et job. Dette problem ignoreres hele tiden, man tror hele tiden, at undervisning og uddannelse, at økonomisk stabilitet automatisk vil skabe beskæftigelse. Det er noget vrøvl, når der ikke er tale om en ledsagende politik med henblik på den konkrete jobskabelse. Jeg kunne godt tænke mig, at hr. Santers stabilitetspagt først og fremmest koncentrerede sig herom.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vender mig til den tredje søjle, de resultater, som Dublin hidtil har givet i denne henseende, og de forventninger, som vi har til regeringskonferencen. Vort vigtigste forehavende på dette område er Europol. I Maastricht-traktaten var det hele allerede aftalt, men blev så forhalet under langvarige forhandlinger om konventionen og er nu kørt fast under ratifikationsprocedurerne i de nationale parlamenter. Det er en skandale, at Europol endnu ikke arbejder. De nationale parlamenter opfordres nu til at gøre deres til, at Europol får mulighed for at arbejde. Andet punkt: Flere og flere er af den overbevisning, at Europol i det mindste på noget længere sigt skal kunne handle selvstændigt. Ikke for at afskaffe det nationale politi, men for at få optimale forhandlingsmuligheder; ikke som et europæisk FBI, men som en europæisk politimyndighed, der har kompetence i forbindelse med visse grove forbrydelser, som har europæiske dimensioner. Denne vej - i øvrigt allerede foreskrevet af Parlamentet - skal regeringskonferencen slå ind på. Tredje punkt: Vi kræver alle, at væsentlige dele af den tredje søjle gøres til et fællesskabsanliggende. I den forbindelse drejer det sig frem for alt om asyl og indvandring. Dette er rigtigt. Når grænserne i Europa bortfalder, vil vi kun have succes med en fælles asylret. Men hvis vi mener dette, skal vi nu gøre os den ulejlighed at udarbejde en fælles asylret. En materielt fælles asylret er således det tredje krav, der er en konsekvens af Dublin.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg deler ikke altid hr. Nassauers opfattelse, men i dag må jeg støtte ham fuldt ud. For egentlig er det et af de mest beskæmmende resultater af topmødet i Dublin - og det skyldtes efter min mening ikke det irske rådsformandskab, men derimod visse medlemsregeringers blokerende indstilling - at Europol ganske vist altid fremhæves som den organisation, som snart kan bekæmpe den organiserede kriminalitet i Europa effektivt. Men rent faktisk forholder det sig således, at der ikke kommer andet ud af Europol end flotte ord. Europol skulle være universalmidlet til bekæmpelse af narkokriminaliteten. Bekæmper Europol da narkokriminaliteten? Nej! Europol skulle være universalmidlet til bekæmpelse af atomkriminaliteten, et spørgsmål, som i øvrigt fuldstændigt er forsvundet fra den offentlige debat. Findes der egentlig ikke længere nogen atomsmuglere i Europa? Sandsynligvis ikke, for forbundsdagsvalget i Tyskland er jo forbi. Europa skulle være et middel til at bekæmpe seksuelle overgreb mod børn, blev der sagt på det sidste topmøde i Dublin. Det ville i øvrigt være særdeles påkrævet, at der blev gjort noget her. Men der gøres ikke noget. Vi har i temmelig lang tid vist i Parlamentet, at de nationale suverænitetsforbehold - det drejer det sig nemlig om i sidste instans - er vigtigere i medlemsstaterne end en effektiv europæisk kriminalitetsbekæmpelse. Vi har i vor gruppe intet håb om, at holdningen ændres i Rådet eller i medlemsregeringerne. Vi sætter vor lid til Dem, hr. kommissionsformand! Det er op til Dem at tage initiativer, f.eks. ved at De opfordrer medlemsstaterne til at stille de operationelle midler til rådighed til Deres tjenestegrene i Kommissionen, som beskæftiger sig med det tredje søjle, for at de i det mindste kan arbejde effektivt. Jeg tænker på UCLAF, bedrageribekæmpelsesafdelingen, som i meget højere grad kunne indsættes mod den organiserede kriminalitet. Hvis Kommissionen i stedet for altid kun at fejre det, der angiveligt vedtages på topmøderne, men som i virkeligheden ikke er vedtaget, kunne beslutte sig til at stille krav til medlemsregeringerne og sige: Gå omsider i gang med at bekæmpe den organiserede kriminalitet med handlinger og ikke med ord, så kunne De, hr. Santer, være sikker på vor støtte. Men den har De ikke, når De altid fremsætter erklæringer, hvori De siger, hvad der er vedtaget, men så ikke gennemføres. Hvis De har mere mod, er Parlamentet på Deres side.
Hr. formand, Republikken Irland hører ikke blandt de største medlemsstater i Den Europæiske Union med hensyn til sit areal, men den hører blandt de største med hensyn til sine succeser. Et stort engagement, evner og de mange vitale tiltag fra rådsformandskabets side under John Brutons regering er al respekt værd. De har fremmet forståelsen, krævet konkrete resultater i stedet for kun at afgive de sædvanlige ordrige, men indholdsfattige erklæringer. Har denne »doping« fra Dublins side også fundet sted på det område, som har højeste prioritet, nemlig bekæmpelsen af arbejdsløsheden på over 18 mio? Det er lykkedes at skærpe medlemsstaternes bevidsthed yderligere, at sammenstille foranstaltninger for at opnå en virkning. Heriblandt hører: for det første den særlige støtte til målgrupperne langtidsledige, arbejdsløse kvinder og unge, også gennem beskæftigelsesinitiativer på lokalt og regionalt plan; for det andet den tydelige højnelse af kvaliteten af uddannelse og videreuddannelse for at kunne klare sig i den internationale konkurrence og være meget mere fleksibel og mobil; for det tredje gennemførelsen af de aftalte programmer til de små og mellemstore virksomheder, hvis sunde strukturer og innovationsevne vil skabe nye arbejdspladser. Ganske vist står vi kun ved begyndelsen af den nødvendige afvikling af administrative og skattemæssige forhindringer. Og endnu én ting: Jacques Santers tillidspagt har vundet mere og mere støtte. Medlemsstaternes tilnærmelse til hinanden, som med succes blev afprøvet i Essen for to år siden og nu dokumenteres i Dublin-erklæringen, er den bedste vej til en højere grad af fælles ansvar, koordinering og samarbejde på europæisk plan. Der er mindre og mindre, der står i vejen for, at der i traktaten i fremtiden optages et beskæftigelseskapitel, som har substans.
Hr. formand, i mine to minutter vil jeg gerne kort koncentrere mig om ét aspekt af resultatet af WTO-konferencen i Singapore: spørgsmålet om overholdelse af internationalt anerkendte grundlæggende arbejdsstandarder i aftaler som led i verdenshandelssystemerne. Når jeg gør det, vil jeg gerne yde min tribut til minister Enda Kenny, den irske handelsminister, for hans energiske bestræbelser på at opnå en positiv samstemmende EU-holdning i dette spørgsmål i Singapore. Det var ikke nogen let opgave i betragtning af den modvillige holdning fra nogle af vore egne medlemsstaters side, ikke mindst Det Forenede Kongerige, til nogen som helst omtale af grundlæggende arbejdsstandarder i sluterklæringen. Nogle vil være skuffet over det punkt vedrørende arbejdsstandarder, som var anført i sluterklæringen, fordi det ikke gør meget andet end på ny at bekræfte en støtte til princippet om sådanne standarder, understrege ILO's rolle og notere behovet for fortsat samarbejde mellem ILO's og WTO's sekretariater i forbindelse med dette spørgsmål. Spørgsmålet er ikke gjort til et operationelt spørgsmål som led i WTO, og jeg deler hr. Sainjons skuffelse i denne henseende. Men efter at jeg har været på konferencen i Singapore og været vidne til den direkte uvilje mod enhver omtale af disse spørgsmål fra en række industrialiserede landes såvel som udviklingslandes side, er jeg, i stedet for at føle skuffelse, snarere enig i det synspunkt, som Willy De Clercq, lederen af vor delegation dér, har givet udtryk for, nemlig at den omstændighed, at dette spørgsmål ikke blev udelukket fra forhandlingerne, i sig selv bør regnes for en succes. Der er holdt liv i flammen. Det er ikke tilstrækkeligt. Den Socialistiske Gruppe opfordrer både Kommissionen og Rådet til som led i deres forberedende arbejde til den næste ministerkonference - og det bør indledes nu - at bygge videre på den henvisning, vi har nu, for at sikre, at deres gøres fremskridt i forbindelse med de grundlæggende arbejdsstandarder såvel som miljøstandarderne, og sikre, at vi har en verdenshandel, der er såvel fair som fri. Jeg vil gerne oprigtigt takke det irske formandskab for dets værdifulde arbejde i forbindelse med dette spørgsmål.
Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at komplimentere det irske formandskab for det fortræffelige arbejde, det har udført i de seneste seks måneder, og for dets fortræffelige samarbejde med EuropaParlamentet, navnlig på miljøområdet og i forbindelse med det internationale samarbejde, som det var tilfældet i Singapore. Hr. formand, desværre skete der ikke noget på miljøområdet i Singapore. Europa-Parlamentet har i de sidste to år skarpt kritiseret manglen på beslutninger om forbindelsen mellem miljøpolitik og GATT-bestemmelserne. I Singapore tilkendegav Europa-Parlamentets delegation under hr. Willy Declercqs fremragende ledelse i alle fora, at det ikke kan accepteres, at Verdenshandelsorganisationen fortsat ignorerer tredive års folkeret på miljøområdet og legitimiteten af de konventioner, som bekæmper ulovlig handel med truede arter og turisme med giftigt affald, såvel som de konventioner, der tager sigte på beskyttelse af ozonlaget og af det globale klima. Vi kan ikke fortsat acceptere Verdenshandelsorganisationens hemmelighedskræmmeri og dens behandling af ikkestatslige organisationer. Jeg vil gerne sige et par ord til Kommissionen vedrørende det vigtige aspekt af forbindelsen mellem handel og miljø, som vedrører leg-hold traps. Det lykkedes Sir Leon Brittan at holde Kommissionen i uvidenhed om Ministerrådets og Parlamentets vilje, og Kommissionen fører fortsat en politik, som ikke respekterer den gældende fællesskabslov - forordning nr. 91 - og ignorerer såvel Europa-Parlamentets afstemningsresultat som samlingen i Rådet af Miljøministre i december. Hr. Santer, De kan være forvisset om, at Parlamentet vil blive ved med at kritisere Kommissionens adfærd på området handel og miljø, navnlig for så vidt angår leg-hold traps.
Hr. formand, det irske formandskab har med rette fremhævet resultaterne i forbindelse med forberedelsen af Den Monetære Union. Det er glædeligt. Omsider kan vi også gøre os klart, hvor stor Den Monetære Unions internationale dimension vil være, for vi har brug for stabile monetære rammebetingelser, også på internationalt plan, da Bretton Woods-systemet jo er brudt sammen. Vi kan ikke lade spekulationen tage kvælertag på vore nationaløkonomier, lige så lidt som vi må overlade handel og økonomi til markederne alene. I denne henseende var konferencen i Singapore ganske givet en vellykket konference, hvad angår den yderligere åbning af markederne og de yderligere liberaliseringsfremskridt. Efter vor opfattelse er der dog særdeles meget, der stadig skal gøres - også for Den Europæiske Union - for intenst at arbejde for Europa-Parlamentets krav. Dette er navnlig de yderligere fremskridt i forbindelse med virkeliggørelsen af en fair verdenshandel. Vi har et alt for lidt markant regelsæt, ikke kun på det sociale område og miljøområdet, men også på området internationale konkurrenceregler. Vi kan ikke i Den Europæiske Union fastsætte bestemmelser mod monopoler og karteller og samtidig muliggøre disse karteller og monopoler på internationalt plan og stabilisere dem. Derfor har vi brug for internationale konkurrenceregler, som bidrager til at virkeliggøre en fair verdenshandel. Dette gælder også for det andet område. Europa skal her, i modsætning til i Singapore, tale med én stemme. Et formandskab, en Kommission kan ikke sætte noget igennem, hvis det bliver klart i Singapore, at Den Europæiske Union er uenig i spørgsmålet om dette regelsæt. Her skal der ske fremskridt. Det må ikke være således, at orienteringen går i den retning, at den frie verdenshandel fortsat er så succesrig og bidrager til vækst i nationaløkonomierne, fordi den er baseret på udbytning af mennesker og udplyndring af natur og ressourcer. Men vi kan i dag ikke ganske enkelt affærdige beskæftigelsestopmødet i Lyon. Udtalelserne fra G7-landenes stats- og regeringschefer om, at vi bør udnytte chancerne i forbindelse med globaliseringen, kan jeg kun betragte som kyniske, hvis menneskene og vor planet er ofrene for en sådan politik. Derfor har vi brug for det, som GATT og WTO altid har ønsket: en fair verdenshandel med et regelsæt, som vi som Europa-Parlament altid har krævet det.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke Dem alle for Deres venlige bemærkninger om det irske formandskab og navnlig for den velfortjente ros af viceminister Gay Mitchell, som stod for forbindelserne med Parlamentet på det irske formandskabs vegne. Jeg ønsker blot afslutningsvis at fremsætte fire bemærkninger. Dette er anden gang i mit liv, jeg har talt i EuropaParlamentet, første gang var i september. Under den forhandling var der en atmosfære præget af stærk pessimisme og kritik af Europas indsats. Atmosfæren under denne forhandling er helt anderledes. Det er en positiv forhandling, hvor det kræves, at Europa gør mere, men i disse krav er der en tilgrundliggende følelse af, at man har tillid til, at Europa er i stand til at gøre mere. Denne ændrede atmosfære fra september til januar er Parlamentets ledelses store fortjeneste, og det er også et sundhedstegn i Europa. For det andet er den traktat, som det irske formandskab forelagde et udkast til i Dublin, en traktat til befolkningen. Det er en traktat til borgerne i Europa. Det er ikke kun en traktat til en økonomisk enhed. Den indeholder bestemmelser om en stærkere indsats mod kriminalitet og narkotika. Den indeholder for første gang bestemmelser med henblik på at garantere de individuelle menneskerettigheder. Den indfører for første gang begrebet bæredygtig udvikling i traktaten, et spørgsmål af stor betydning for os alle, som er optaget af miljøet. Den styrker traktatbestemmelserne med hensyn til beskyttelsen af forbrugeren i modsætning til beskyttelsen af producenten. Den indfører også for første gang udtrykkeligt en bestemmelse om ligestilling mellem Europa-Parlamentet og Rådet med hensyn til den fælles beslutningsprocedure. Disse ting viser, at denne traktat bringer Europa tættere på dets borgere. (Bifald) Dette bringer mig til min tredje bemærkning. Denne traktat skal ratificeres. Den vil ikke blive ratificeret, medmindre borgerne forstår, at den indeholder noget værdifuldt for dem. Som det fremgik under forhandlingen, er dette ikke et spørgsmål, som vi på nogen måde kan være selvtilfredse med. Under alle vore drøftelser om traktaten er det meget vigtigt, at vi hele tiden husker, at vi skal oversætte sproget i traktaten til noget, som rent faktisk vil få folk til at rejse sig fra tv-skærmen, det sted, hvor de spiser middag med familien, og møde op på et afstemningssted et eller andet sted i Europa og stemme »ja«. Dette kræver informationstiltag. Vi skal ikke kun få det på plads, vi skal også forenkle det og gøre det til noget, som indeholder et emotionelt budskab, som folk vil reagere positivt på. Det er den politiske udfordring, vi står over for. Endelig er jeg særdeles enig med alle de medlemmer, som navnlig med hensyn til Europol sagde, at det ikke er nok at vedtage en traktat eller en erklæring, medmindre ratifikationen og gennemførelsen i medlemsstaterne er lige så stærk som den politiske vilje til at vedtage bestemmelsen i første omgang. I den henseende skal Parlamentet være vagtsomt over for ethvert tilbagefald fra de enkelte medlemsstaters side. Jeg accepterer alle de kritikpunkter, der er rettet mod medlemsstaterne på dette område, med hensyn til ikke at gennemføre erklæringer. Vor præstation er ikke strålende, og de, som slår stærkest til lyd for, at der vedtages fælles europæiske positioner, er ofte de værste med hensyn til at gennemføre dem i praksis, og hyppigt er de, der er mest kritiske og langsomme til at vedtage fælles europæiske positioner ofte de bedste til at gennemføre dem. (Kraftigt og vedvarende bifald)
Jeg har modtaget ni beslutningsforslag , fremsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 2, i forretningsordenen. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00. Forhandlingen er afsluttet.
Resultatet af tredje runde af valg til kvæstorer er følgende: Antal deltagere i afstemningen: 464 Blanke eller ugyldige stemmesedler: 9 Afgivne stemmer: 455 Stemmefordeling: Killilea: 194 Paasio: 214 Viola: 169 Som resultat af den tredje valgrunde erklærer jeg hr. Paasio og hr. Killilea for valgte kvæstorer i Europa-Parlamentet, og jeg ønsker dem hjerteligt til lykke med valget. I henhold til forretningsordenens artikel 16, bestemmes kvæstorernes rangfølge af den rækkefølge, hvori de er valgt.
Næste punkt på dagsordenen er afstemning om beslutningsforslag (B4-0028/97) om antal og numerisk sammensætning af parlamentsudvalg fremsat af otte politiske grupper. Ændringsforslag nr. 1 er taget tilbage. Hr. Fabre-Aubrespy har ordet til forretningsordenen.
Hr. formand, med hensyn til ændringsforslag nr. 1, som De lige har talt om, vil jeg gerne takke de kolleger, der indvilgede i at medunderskrive det sammen med mig samt også takke PPE-Gruppen, som ved at give afkald på en af sine pladser i Udvalget for Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet gjorde det muligt for alle politiske grupper at være repræsenteret i dette udvalg. Det spørgsmål, der blev rejst i ændringsforslaget, var repræsentationen af alle de politiske grupper i udvalgene. Jeg tror, at De skulle forelægge Udvalget for Forretningsordenen den praksis, som i de sidste år er opstået med at neutralisere visse udvalg, og således være i modstrid, mener jeg, med forretningsordenens artikel 137. Denne sikrer faktisk en ligelig repræsentation af alle politiske grupper og løsgængere i udvalgene uden at skelne mellem de udvalg, som er blevet betegnet som neutraliserede, og dem, der ikke er det. Det er ikke almindeligt, at Formandskonferencen kan stille et forslag til et hvilket som helst parlamentsudvalg, hvor en politisk gruppe ikke er repræsenteret og især naturligvis til Forretningsordensudvalget. Jeg tror, at dette punkt, fortjener at blive afklaret for at give artikel 135 en passende fortolkning.
Mange tak, hr. Fabre-Aubrespy. Jeg vil overveje Deres forslag. Under alle omstændigheder ved De som stedfortrædende og aktivt medlem af Udvalget for Forretningsordenen lige så godt som jeg, at et hvilket som helst medlem eller politisk gruppe kan forelægge udvalget de spørgsmål, man måtte ønske. Vi går nu over til afstemningen om det samlede beslutningsforslag. (Forslaget til beslutning vedtoges) (Mødet udsat kl. 13.00 og genoptaget kl. 15.00)
Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra formanden for Rådet om det nederlandske formandskabs arbejdsprogram samt om situationen i Serbien. Hr. Van Mierlo, formand for Rådet, har ordet.
Hr. formand, ærede medlemmer, «Europa er demokratiets vugge«, det siger vi gerne. Alligevel vil ingen benægte, at der mellem den europæiske integrationsproces og dennes demokratiske legitimation stadig er nogen afstand. Hvilken forklaring man end måtte have på denne mangel, udfordrer den os til hele tiden at holde nødvendigheden af en løsning for øje. I erkendelse heraf henvender jeg mig til denne Forsamling. Det er mig en stor ære i dag at være i Deres midte, i særdeleshed fordi De i går valgte en ny formand. Lad mig ønske Dem hjerteligt til lykke med Deres valg, hr. formand, og ligeledes vil jeg ønske Dem megen styrke og klogskab i Deres nye embede. Lad vort møde i dag lægge grundlaget for et frugtbart samarbejde mellem Rådet og Parlamentet i det kommende halve år. Det nederlandske formandskabs arbejdsprogram er betegnet som sobert. Det er rigtigt, men det er ufuldstændigt. For vi er sobre, fordi vi er ambitiøse. Beskedenhed ikke i vore målsætninger, men til fordel for vore målsætninger. Der er ingen muligheder for og ingen tid til et par nationalt bestemte prioriteter. Der er en europæisk dagsorden og kun denne, og jeg kan i øjeblikket ikke finde på nogen større ambition end med denne dagsorden at opnå de resultater, som Europa har brug for. I erkendelse heraf har Nederlandene i hvert fald udarbejdet sit formandskabs arbejdsprogram for det kommende halve år. Vore irske forgængeres ihærdige arbejde er i denne forbindelse en stor støtte. Teksten til vort formandskabs arbejdsprogram har De allerede fået tilsendt. Mit mundtlige indlæg vil begrænse sig til de vigtigste politiske udfordringer. Vi er tilbøjelige til at tilkende århundredskifter en betydning, som langt overstiger den rene fremadskriden af en talrække. Under alle omstændigheder er det sikkert, at det kommende årtusindskifte mere eller mindre falder sammen med gennemgribende forandringer i Europa. Forandringer, som endelig kan hele fortvivlelsens sår fra dette århundredes mørkeste perioder. Det er ikke nogen naturlov, som uden videre gennemføres. Det er en historisk chance, som skal gribes og udformes. Denne må vi ikke gå glip af. I årevis er dilemmaet omkring forholdet mellem uddybelse og udvidelse diskuteret. Hvad fortjener at blive prioriteret? Den seneste europæiske historie har gjort en ende på denne debats intellektuelle uforpligtende karakter. Ingen kan længere gemme sig bag enten uddybelse eller udvidelse i den hemmelige forventning, at alternativet så får mindre chance for at lykkes. Berlin-murens fald har givet os den historiske impuls til at udvide. Samtidig har vi opdaget, at udvidelse ikke kan lade sig gøre, hvis vi ikke også uddyber. Det er således blevet både det ene og det andet. Den størst mulige udvidelse af Den Europæiske Union er forestående. Den udvidelse, som i sidste instans med rette kan skaffe Unionen betegnelsen »europæisk«. Samtidig arbejder vi på den størst mulige politiske uddybelse, som integrationen nogensinde vil undergå; jeg sigter til projektet med Den Økonomiske og Monetære Union. Vi har spurgt os selv, på hvilket tidspunkt i den europæiske integrations historie vi får ansvaret for formandskabet. Det er altså lige før det tidspunkt, hvor disse to forandringer i vor europæiske udviklingsproces vil finde sted, udvidelsen og oprettelsen af Den Europæiske Monetære Union. Og Europa er ikke parat til det. Derfor består Nederlandenes primære ambition af to dele: en traktat om seks måneder og en traktat af betydning; en traktat, som sætter os i stand til også at kunne klare disse to forandringer. Derfor er vor første bekymring ledelsen af regeringskonferencen, ledelsen af optakten til ØMU og til udvidelsen. Desuden er der et par problemer med udenrigspolitik, som er af et så stort omfang og for Europa af så vital betydning, at vi uundgåeligt konfronteres med dem, at de ikke er prioriteter, som vi har valgt, men ubetingede nødvendigheder. Først vil jeg sige noget om regeringskonferencen, ØMU og udvidelsen. Regeringskonferencen står således i lyset af det 21. århundrede; i et århundrede, som skal have et udelt Europa. At arbejde på en regeringskonference, som kan afsluttes i tide og med et væsentligt resultat, er vor indsats. Et godt grundlag herfor har vore irske forgængere lagt. Men også andre bidrag fra Frankrig, Tyskland, Portugal og Benelux giver en vigtig impuls hertil. Europa-Parlamentet yder et aktivt bidrag, både i form af dets beslutningsforslag om regeringskonferencetemaer og gennem sine medlemmer hr. Broks og fru Guigous konstruktive tilstedeværelse i forhandlingsgruppen. Der skal stadig gøres et stort stykke arbejde. Allerførst på de følsomme områder, hvor fremgangen stadig er ringe: såsom det brede område i forbindelse med de institutionelle reformer. Jeg tænker på mere beslutningstagning med kvalificeret flertal, på forholdet mellem institutionerne, herunder Europa-Parlamentet. Også diskussionen om et følsomt tema som fleksibilitet skal fra nu af blive mere konkret. Fleksibilitet er nøgleordet, som skal ophæve den øjensynlige modsætning mellem udvidelse og uddybelse. Evnen til at optræde fleksibelt skal skabe muligheder for disse to udgangspunkter. Uden fleksibilitet vil en meget større Union blive usmidig. Fleksibilitet er imidlertid også en medicin, som skal tildeles sparsomt og med omhu. En for stor dosis vil jo få Unionen til at blive splittet. Intellektuelt vil det uden tvivl blive det vanskeligste problem for regeringskonferencen, således som institutionerne politisk vil være det vanskeligste problem. På begge områder vil vi med det samme træffe foranstaltninger for at få de hvide pletter i den irske skitse udfyldt hurtigst muligt. Vi må holde fast ved de allerede opnåede fremskridt på andre områder. Således aftegner der sig til min glæde en tendens til større lovgivende beføjelser til denne Forsamling. Vi vil kraftigt støtte denne. Det gælder også for styrkelsen af Deres rolle ved udnævnelsen af Kommissionen. Skal underskuddet i det europæiske demokrati ikke afhjælpes fra to sider? Så rejser spørgsmålet sig, om og hvordan nationale parlamenters europæiske funktion kan styrkes, uden at dette sker på bekostning af Europa-Parlamentet. Vi er enige om, at Unionens internationale optræden endelig skal have den effektivitet og sammenhæng, som passer til dens vægt. Denne enighed ændrer ikke det faktum, at en virkelig europæisk udenrigspolitik kun kommer i gang med stort besvær. Hvorfor er det egentlig sådan? Standardsvaret henviser til de store modsætninger, som der er i nationale interesser. Men er disse så store, som det til stadighed antages? Ved nærmere eftertanke er der efter min opfattelse foruden nogle virkelig kraftige modsætninger i nationale interesser også mange konstruerede modsætninger i nationale interesser. Tjener sidstnævnte ikke primært til at støtte den nationale identitet? Hvis det forholder sig sådan, så sker det omvendte af, hvad vi foregiver: Det er ikke politikken, der udarbejdes til gavn for interessen, men interessen, der konstrueres til gavn for politikken. Lad os i erkendelse heraf bekæmpe den lammende enstemmighedskultur. Også forbedringen af politikken vedrørende retlige og indre anliggender - dette afgørende område for vor interne sikkerhed - kræver tidlig opførelse på dagsordenen i regeringskonferencen. Unionen må kunne optræde mere handlekraftigt over for voksende grænseoverskridende kriminalitet og illegal narkotikahandel. Med henblik herpå er for øvrigt ikke blot resultatet af regeringskonferencen afgørende. Det Europæiske Råd i Dublin har udviklet forskellige forslag om foranstaltninger, som vi går i gang med og allerede er gået i gang med. Muligheder for styrkelse af det praktiske samarbejde mellem nationale myndigheder på disse områder er langtfra udtømt. Udformningen af en ny traktat kommer nu ind i den afgørende fase. Der kommer kun en ny traktat, hvis alle arbejder for det. Ikke på grund af sådan noget som »Amsterdams ære«, selv om det er os en ære at gøre Amsterdam til en succes. Den Økonomiske og Monetære Union er uigenkaldeligt på vej mod den tredje fase. En solid og stabil euro er i sigte på grund af en stærk stabilitets- og vækstpagt. På grund af enighed om en ny valutakursordnings struktur og om de lovmæssige rammer for euroen. Dette formandskab vil gøre alt for at opretholde processens dynamik og troværdighed. For det første gennem ordentlig færdiggørelse af den politiske beslutningsproces i Dublin på de områder, som jeg netop nævnte. Og lad mig frem for alt være tydelig med hensyn til vore opfattelser vedrørende medlemskab. Det er ganske enkelt: Ethvert land, som opfylder kriterierne, er velkommen. Og jo flere, jo bedre. Udvidelsen af Unionen med central- og østeuropæiske lande samt Middelhavslande kræver store bestræbelser fra disse lande, men ikke færre af os. For mig står det fast, at en Union uden stærke fundamenter ikke uantastet vil klare en yderligere betydelig udvidelse. Kernen i vor egen forberedelse i Unionen ligger således i nødvendigheden af et væsentligt resultat af regeringskonferencen. Det er også kernen i vort formandskab. Tiltrædelse af Unionen kræver intensive forberedelser af ansøgerlandene. Frem for alt for at kunne deltage effektivt i det indre marked. Tiltrædelse kræver også en så bred opbakning som muligt i de pågældende lande. Denne vokser ikke udelukkende ved hjælp af tekniske abstraktioner, men gennem en virkelig, intensiv dialog. Således kommer gensidige opfattelser nærmere hinanden. Således undersøges, om forventningerne er i overensstemmelse med realiteterne. Ulempen ved den strukturerede dialog, som vi i øjeblikket fører, er, at den ikke har nogen struktur og heller ikke er nogen dialog. Derfor vil vi stræbe efter at gøre disse udvekslinger af synspunkter mere indholdsrige. Ved at begrænse os til et eller to problemer, hvorom der er ført gode indledende drøftelser. Det gælder for integrationen i dens fulde bredde, fra det indre marked til spørgsmål som retsstaten og god ledelse. Nu vil jeg sige noget om udvidelsen. Et fredeligt, demokratisk og blomstrende europæisk kontinent i det næste århundrede: Det er ikke længere en vision, men en politisk opgave med henblik på at få den kommende udvidelse til at lykkes. Forhandlingsprocessen vil uden tvivl være drøj, besværlig og lang. Men i den forbindelse må udgangspunktet være den problemstilling, som er dybt rodfæstet i vor europæiske civilisation. Det er: Hvordan kombinerer man princippet »lige muligheder« med virkelighedens ulige kapaciteter? Jeg er klar over, at udeblivelsen af en varig løsning af problematikken på Cypern kan lægge en ikke ringe belastning på udvidelsen som helhed. I erkendelse heraf, men også med hensyn til selve Cyperns tiltrædelse vil vi fremme, at Unionen i øjeblikket gør alt for at få en sådan løsning nærmere ved at føre intensive forhandlinger med alle involverede, selvfølgelig også med Tyrkiet. Disse forhandlinger har vi allerede indledt, også med De Forenede Stater og De Forenede Nationer. Det er vigtigt, at vi samarbejder inden for én dagsorden, uden skjulte dagsordener fra de forskellige deltagere. Jeg håber, at også De i lyset heraf vil lægge temmelig stor vægt på forbindelserne med dette land. Det var, hvad jeg ville sige om regeringskonferencen, ØMU og udvidelsen, som vi betragter som en strategisk trekant. Men det er ikke nok. Verden omkring os venter ikke på sådan noget som afslutningen af en regeringskonference. Ej heller borgerne og økonomien. Derfor vil vi lægge meget stor vægt på den fortsatte politiske udvikling, lovgivningen samt forvaltningen og styringen af Unionen. De har i vort arbejdsprogram læst, hvordan vi vil gøre dette. Der er og bliver store interne udfordringer: større beskæftigelse, arbejde under gode arbejdsforhold, personlig og offentlig sikkerhed samt beskyttelse af vort kostbare miljø. Forbud mod racisme kræver i år ekstra bestræbelser. Det økonomiske fundament for integrationen - dens trofaste arbejdshest - er og bliver det indre marked. Den faktiske funktion af dette indre marked kræver konstant vor omhu og indsats. Vi må ikke isolere dette. Det drejer sig ikke blot om mere marked i forbindelse med den kommende fælles valuta. Også om sammenhængen mellem marked, miljø og den menneskelige dimension. Ekstern optræden kræver vor konstante opmærksomhed. Først og fremmest fordi de mange blodige regionale konflikter ikke må lade os upåvirkede. For det andet fordi de interesser, som Unionen som økonomisk stormagt har, kræver agtpågivenhed. Endelig også fordi forholdet mellem politik og økonomi er blevet meget mere kompliceret i de internationale forhold. At fortsætte med aktivt at kæmpe for menneskerettigheder og demokrati hører også til kernen i vor eksterne optræden. Disse værdier udgør jo det centrale i, hvad der hedder europæisk civilisation. Men også mere funktionelle grunde kræver i stadig højere grad en menneskerettighedspolitik på europæisk plan. Det er jo blevet vanskeligere for individuelle medlemsstater effektivt at føre en sådan politik udelukkende på bilateralt grundlag. Indsatsen for menneskerettigheder og demokrati bør også være en del af en bred og sammenhængende politik vedrørende forebyggelse og styring af konflikter. Jeg nævner lige nogle vigtige regionale udfordringer. Allerførst fredsprocessen i Mellemøsten, hvor der i dag for første gang i lang tid meldes om måske ikke et gennembrud, men dog et tydeligt fremskridt. Den i nat opnåede aftale om Hebron er et vigtigt skridt på vej mod en retfærdig og stabil fred, et skridt, som kan skaffe fredsprocessen den livsvigtige nye impuls. Det er glædeligt, at Den Europæiske Union i optakten til denne aftale har vist, at den i nært samarbejde med parterne og med De Forenede Stater kan yde et væsentligt bidrag til denne fredsproces. Dette bidrag behøver ikke være begrænset til den økonomiske støtte af processen. Økonomi og politik kan heller ikke her adskilles skarpt. Uden den europæiske økonomiske støtte ville forhandlingsprocessen klart bringes i fare. På denne komplementaritet baserer Unionen retten og pligten til en aktiv politisk rolle i processen. Ikke i første række som forhandler eller mægler ved bordet, men ikke mindre politisk af den grund. Alle parters positive vurdering af vor særlige udsending hr. Moratinos' rolle understreger denne kendsgerning. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at udtale formandskabets store anerkendelse af hans indsats og effektivitet. I det tidligere Jugoslavien er Den Europæiske Unions rolle meget mere udtrykkeligt politisk, fordi mange medlemsstaters militære engagement supplerer de diplomatiske og humanitære bestræbelser. Høj prioritet og stor opfindsomhed er nødvendig for at holde gennemførelsen af freden i gang. Udgangspunkt i den forbindelse er de nylige beslutninger i London truffet af Peace Implementation Council . Jeg er her i Deres Forsamling bedt om at sige noget om det foreliggende beslutningsforslag i Parlamentet om Forbundsrepublikken Jugoslavien. Selv om jeg naturligvis ikke vil foregribe afstemningen om dette beslutningsforslag, kan jeg forsikre Dem om, at formandskabet støtter indholdet af Deres beslutningsforslag. Rådet har adskillige gange klart støttet konklusionerne i Gonzáles-betænkningen og opfordret præsident Milosevic til at anerkende resultatet af valget den 17. november. Jeg foretager for tiden en rundrejse til alle medlemsstater for at bringe formandskabets budskab og også for at høre, hvilke specifikke udgangspunkter de har. Overalt kommer naturligvis situationen i Beograd på tale. Der er stor enighed i opfattelserne med hensyn til situationen der. Jeg har også fra begyndelsen været og er stadig rede til at rejse til Beograd, så snart vi har en fornemmelse af, at vi kan gøre noget virkelig produktivt der. Men dette tidspunkt vil jeg omhyggeligt vælge. De beretninger, som vi for nylig modtog fra Beograd, synes at pege på, at Milosevic, om end skridt for skridt, lytter til disse opfordringer, først og fremmest til opfordringerne fra demonstranterne. Vejen til demokratisering i Forbundsrepublikken Jugoslavien er imidlertid stadig lang, og så længe der endnu ikke er opnået noget tilfredsstillende resultat i Serbien, vil verden være nødt til at opretholde sit pres på Milosevic og sin støtte til oppositionen og studenterbevægelsen. Hensigten med den plan, som hedder post-Barcelonaprocessen, er god. Det vil sige lovende for EuroMiddelhavsstabiliteten i bred forstand. Gennemførelsen er imidlertid stærkt afhængig af de nuværende regionale konflikters forløb. Ikke mindst af fredsprocessen i Mellemøsten. Dette formandskab vil i hvert fald arbejde kraftigt for den yderligere udvikling af post-Barcelonaprocessen. Vi accepterer ikke sådan noget som en rollefordeling, som jo truer med at udvikle sig i Rådet mellem nordlige og sydlige medlemsstater: de sydlige for Middelhavslandene og de nordlige for udvidelsen mod øst. Stabiliteten i Middelhavsområdet vedkommer alle i Unionen! Spaniens, Italiens og Grækenlands naboer er vore, de nordlige landes naboer. Derfor er det et ekstra privilegium som nordligt land at kunne give udtryk for denne opfattelse ved at udføre medformandskabet i Barcelona-processen med stor opmærksomhed og intensitet. Gode transatlantiske forbindelser er fortsat en hjørnesten i vor eksterne politik. Også her er igen et punkt, som man absolut ikke kan lægge mindre vægt på, fordi det ville være mindre belejligt. For disse forbindelser er ikke længere nogen selvfølge som under den kolde krig, da vi var fuldstændigt afhængige af kernevåbnene og amerikanerne. Den, som nu vil have disse forbindelser og vil bevare dem, må pleje og ernære dem samt investere i dem. Vi må ikke forringe den transatlantiske dialog til udelukkende handel og økonomi, fordi fælles amerikansk og europæisk optræden på verdensplan kan være væsentlig på nogle tidspunkter. Europa og Amerika har hårdt brug for hinanden i en verden med mange kilder til ustabilitet. På så mange områder - hvad enten det nu vedrører verdenshandelssystemet, styringen af regionale kriser eller behandlingen af Rusland - er tæt transatlantisk samarbejde den eneste nøgle til succes. Mangelfuldt samarbejde garanterer derimod fiaskoer. Hvor kultur og interesser er i overensstemmelse med hinanden, må vi forene vore kræfter. F.eks. for at beskytte vore fælles værdier såsom igen disse menneskerettigheder. Hvor disse forskelle er der, må vi fortsat kunne tage dem op til diskussion og kunne styre dem. Derfor må denne transatlantiske dialog og gennemførelsen af handlingsplanen vedrørende Den Europæiske Union og De Forenede Stater aktivt fremmes. Den fortvivlende situation i det afrikanske område omkring de store søer kræver selvfølgelig europæiske bestræbelser. Foruden forlængelse af den humanitære hjælp skal Unionen i stigende grad koncentrere sig om forebyggelse og styring af konflikter. Også herom har vi samtaler med amerikanerne allerede nu for at se, om vi kan nå frem til en effektiv fælles måde at gribe dette meget vanskelige problem an på. Jeg er udmærket klar over, at jeg hermed langt fra har nævnt alle eksterne områder, som der skal lægges vægt på, men jeg vil alligevel gå over til afslutningen og fremsætte et par ideer om den europæiske integrations karakter, som er ved at ændres. Europæisk integration gjaldt i manges øjne i lang tid som en »teknisk abstraktion«. Temaet havde en overvejende underordnet plads i nationale politiske debatter. Med kommunismens fald og med »Maastricht« er Europa havnet i kernen af den nationale politik i alle medlemsstater. Traditionelt indenrigspolitiske temaer har fået en europæisk dimension, hvad enten man vil have det eller ej. Denne udvikling har dramatisk ændret integrationens karakter. »Europa« faldt mere eller mindre sammen med en teknisk dagsorden »der i Bruxelles«. Europa bliver nu i stadig højere grad opsummeringen af nationale politisk følsomme områder. En overordentlig vanskelig, en uundgåelig, men efter min opfattelse ikke udelukkende negativ udvikling! Den er faktisk vanskelig, for interaktionen mellem europæisk og national forvaltning, mellem demokrati på europæisk og nationalt plan er blevet langt mere kompliceret. Men er national forvaltning ikke også blevet stadig mere indviklet? Lad os ikke bilde hinanden noget ind på dette punkt! Jeg tror ofte, at den krise, som vi har i Europa, og den afmagt, som vi føler i Europa, er summen af alle disse former for afmagt på nationalt plan, hvorved vi mangler byttepenge, når vi begynder at forhandle i Bruxelles. Vi har så få muligheder og spillerum derhjemme for at komme tilbage med et budskab, som ikke er behageligt for baglandet. Det er vanskeligt og uundgåeligt, men der er også et positivt aspekt ved det. Det henviser til, at integrationen er ved at blive voksen. For hvad er formålet med europæisk integration, hvis den ikke er rodfæstet i vore europæiske borgeres sind? Hvis den ikke berører sager, som ligger dem på hjerte? Borgere identificerer sig nu engang foreløbigt nemmere med deres egen stat og deres eget område, men de er i stadig højere grad klar over og mærker det dagligt på deres egen krop, at utallige udfordringer overstiger denne nationale stats formåen. Borgerne og Europa, disse to har i stadig højere grad øje for hinanden. Præsident Vaclav Havel, som i 1994 holdt en imponerende tale her i Forsamlingen, havde også denne problematik i tankerne. Da Havel læste Maastricht-Traktaten, overraskede det ham, at der var udarbejdet fælles spilleregler for en gruppe lande, som er så indbyrdes forskellige. Han var imponeret over denne geniale konstruktion. Men hans konklusion var: My reason has been spoken to, but not my heart . Nu er der en forskel mellem Traktatens døde bogstaver og den europæiske integrations levende realitet. Men det er stadig en kendsgerning, at denne Union er en konstruktion og også af mange føles som en konstruktion. Om man nogen sinde kan kræve sådan noget som lidenskab for Europa som konstruktion, det er for mig et spørgsmål. Har dette europæiske århundrede ikke lært os temmelig meget om den ambivalente forbindelse mellem følelser, ærværdighed og krig? Og ligger ikke netop i denne lærestreg eksistensgrundlaget for den konstruktion, som hedder europæisk integration? Det er nødvendigt, at europæerne identificerer sig med myndighederne på europæisk plan. Men så skal det være i form af det, som jeg ville kalde de rimelige følelser. Disse kan naturligvis ikke aftvinges. Ikke ved hjælp af »kattens leg med musen« mellem hovedstæder indbyrdes og med »Bruxelles« eller ved hjælp af konkurrence inden for demokratiet mellem europæisk og nationalt plan. Og slet ikke ved hjælp af opskruede prætentioner. Disse fører kun til en nødvendig ufuldkommenhed og fremkalder således på forhånd ufred. Men med den såkaldte realpolitiks ambitionsniveau opnår vi det heller ikke. Identificering med Europa kan kun øges, hvis denne europæiske konstruktion overbevisende kan udføre sine opgaver. Og kun hvis den i bred forstand er demokratisk legitimeret. Altså også ved at være gennemsigtig og tilgængelig. Identificering med Europa fremmes også gennem en ærlig, åben og omhyggeligt ført debat mellem nationale politikere på tværs af grænserne. Den tiltagende europæisering af, hvad jeg kaldte nationale følsomme områder, kræver det. Må vi ikke sammen udvikle en slags ny kultur på dette område? Traktaten behøver når alt kommer til alt efter min opfattelse ikke at tale til hjertet. Den må dog for mit vedkommende godt blive meget mere læselig. Den Europæiske Union er en konstruktion. En enestående interaktion mellem det overnationale plan og de nationale medlemsstater. Også enestående i den forstand, at det næsten er nemmere at sige, hvad Den Europæiske Union ikke er, end hvad den er. Europa eksisterer også meget mere i omverdenens øjne end i europæernes bevidsthed. At gøre det tydeligt, hvad Unionen er, og frem for alt hvad den kan og altså skal være, det er en opgave for alle deltagere i den europæiske integration. Ikke blot inden for de europæiske institutioner, men også i vore nationale regeringer og i vore nationale parlamenter. Det er i hvert fald det nederlandske formandskabs indsats. (Bifald)
Mange tak, hr. rådsformand, for Deres lykønskning og for den tale, De lige har holdt. Hr. Van den Broek har ordet på vegne af Kommissionen.
Hr. formand, på vegne af formanden, hr. Santer, og hele Kommissionen vil jeg gerne føje et par ord til udenrigsminister Van Mierlos fængslende tale, som jeg vil give ham og hans medarbejdere en kompliment for. De ved, at hr. Santer til sin beklagelse ikke kan være iblandt os i eftermiddag, fordi han er anmodet om at være til stede i Parlamentets BSE-undersøgelsesudvalg. Hr. formand, jeg kan være kortfattet. Den 7. januar i år besøgte hele Kommissionen Haag for der at gennemdrøfte det nederlandske formandskabs planer, og det var glædeligt at konstatere under disse intensive og meget frugtbare drøftelser, at prioriteterne løber fuldstændig parallelt. Det siger for øvrigt sig selv, og det er da heller ikke nogen overraskelse. Vi anerkender blot, at det nederlandske formandskab i de kommende seks måneder står over for en overordentlig vanskelig opgave i betragtning af, at man ikke kan tale om én enkelt prioritet: Der er flere prioriteter. Måske med ekstra vægt på den regeringskonference, som vi alle forventer så meget af, og hvorom jeg også her vil udtrykke min fulde tillid til, at den får et heldigt forløb under det nederlandske formandskab. For øvrigt har nederlandske formandskaber nogen erfaring med regeringskonferencer, og jeg kan minde om, at også Maastricht så dagens lys i 1991, ikke uden fødselsveer. Uden tvivl vil også vejen til Amsterdam være en ujævn vej, men det er umagen værd. Af udenrigsminister Van Mierlos ord har vi også alle sammen kunnet forstå, at det nederlandske formandskabs motivering er stor, og at den overbevisning, at vi uden en vellykket afslutning i juni vil lade Europa foretage skridt tilbage i stedet for fremad, er trængt helt ind hos os. I hvert fald når det gælder udvidelsen, lover også Kommissionen, at den forbereder sig på at have alle forberedende dokumenter med henblik på udvidelsesprocessen klar omkring midten af året. Det vedrører udtalelserne om alle ti ansøgninger om medlemskab fra central- og østeuropæiske lande, inklusive de baltiske lande, samt dokumentet om udvidelsens indvirkninger på vore forskellige europæiske politiske områder, specielt den europæiske fælles landbrugspolitik og regionalpolitikken. Det betyder også, at et nyt finansielt rammeforslag vil blive udarbejdet for finansieringen af Unionen efter 1999, og at der vil blive forelagt et bredt politisk dokument, hvori de politiske konsekvenser af udvidelsen og scenarierne med hensyn til selve udvidelsesprocessen og forhandlingerne - hvordan disse skal føres, hvordan overgangsperioder skal håndteres - vil blive forelagt. Kort sagt, Kommissionen vil parallelt med formandskabets bestræbelser også yde sin andel. Det gælder naturligvis ligeledes for de andre store temaer såsom Den Økonomiske og Monetære Union og det bidrag, som Kommissionen vil yde til den videre debat, navnlig den institutionelle debat under regeringskonferencen, hvor der også hos os lægges særlig vægt på interessen for emnet »fleksibilitet« - og jeg tilslutter mig gerne de bemærkninger, som hr. Van Mierlo har fremsat derom. De kan snart forvente et skriftligt bidrag herom fra Kommissionen. Ordet beskæftigelse er nævnt. Det er jeg glad for. De ved, i hvor høj grad kommissionsformand Santer og Kommissionen føler sig forpligtet til i forbindelse med beskæftigelse at blive ved at vende tilbage til den merværdi, som opstår takket være konvergensen af politikken på dette punkt, takket være beskæftigelsespolitikken. Også herom vil der blive forelagt nærmere forslag fra Kommissionen i Amsterdam, bl.a. i form af en handlingsplan for at føre tilsyn med, at den frie bevægelighed i vort fælles indre marked fuldendes yderligere. Med hensyn til udenrigspolitikken støtter vi de prioriteter, som er nævnt. Jeg er enig med hr. Van Mierlo i, at der er mange flere, end tiden tillader at nævne her. Jeg vil dog sige et par ord om situationen i Beograd i betragtning af det forslag til beslutning, som foreligger, og de spørgsmål, som er stillet til Kommissionen herom. Det siger sig selv - og også her er jeg hr. Van Mierlos ekko - at Unionen, inklusive Kommissionen, insisterer på, at præsident Milosevic fuldstændigt følger González-komiteens henstillinger. Ligesom det for Kommissionen er en selvfølge, at der, førend dette er sket, og førend en række andre betingelser fra Dayton-processen er opfyldt, ikke kan være tale om at indlede formelle forbindelser mellem Den Europæiske Union og Beograd, indgåelse af samarbejdsaftaler, ydelse af teknisk hjælp eller tildeling af handelspræferencer til Beograd, hvorom vi har forslag parate, men som i betragtning af den nuværende politiske situation i Beograd ikke er aktuelle. Jeg vil endnu en gang give hr. Van Mierlo en kompliment for hans tale og på vegne af kommissionsformanden, hr. Santer, og hele Kommissionen love ham al mulig støtte. Vi ser frem til et intensivt samarbejde med formandskabet.
Hr. formand, det er for mig en ære, og det glæder mig også på Den Socialistiske Gruppes vegne, at kunne fremsætte et par bemærkninger som velkomst til det nederlandske formandskab. Min gruppe har store forventninger til det, og jeg tror også, at den tale, som udenrigsminister Van Mierlo har holdt her, støtter disse forventninger, men også fordi vi ikke tvivler på den nederlandske regerings og i særdeleshed Deres, hr. Van Mierlo, europæiske indstilling. Men sådan går det nu engang, en ven roser man ikke kun. Venskab tåler også kritik, og jeg vil fremsætte et par kritiske kommentarer. For det første er der behov for større vægt - og det ved De også godt - på at bygge bro over kløften mellem Europa og dets borgere. Europa med bureaukrati, med Ministerråd, der afholdes midt om natten, med de uigennemsigtige og uforståelige handler, dette Europa får ikke nederlændernes og europæernes hjerte til at slå hurtigere. Derfor forventer vi af det nederlandske formandskab større offentlighed, større og bedre mulighed for at følge beslutningsprocessen og flere drøftelser også med Europa-Parlamentet. Det er da egentlig vanvittigt, at vi somme tider skal til Stockholm for at få at vide, hvad der er sket i Rådet. Nederlandene med dets åbne og demokratiske tradition kan her udføre en opgave, og det gælder også for den anden anstødssten, nemlig den dårlige finansielle forvaltning af Unionens indtægter. Parlamentet, Kommissionen og Rådet skal sammen sørge for en sparsommelig og korrekt brug af disse indtægter. Vi savner egentlig i de nederlandske planer konkrete forslag til forbedring af kontrollen. Jeg må sige Dem, at det også gælder for medlemmerne af selve Parlamentet. Der må komme en europæisk statut for alle medlemmer af EuropaParlamentet. Vi har i 10 år anmodet herom, og jeg synes, at Rådet må medvirke hertil. Vi forventer af formandskabet endnu i år initiativer til at realisere en sådan statut. Europa har brug for opbakning. Borgerne må igen begynde at tro på det europæiske projekt. Det kan også ske ved at sørge for, at Unionen internt har sine ting i orden, og det kan også gøres gennem en tydelig politik, gennem konkrete og synlige resultater. Selvfølgelig er vi glade for formandskabets indsats på beskæftigelsesområdet, for vi har brug for job i Europa. I mange lande i Unionen ligger arbejdsløsheden på over de 10 %, og naturligvis fører det til fagforeningsaktioner. Slagordet »ØMU er lig med arbejdsløshed« er ganske vist forkert, men at stræbe blindt efter monetaristiske målsætninger er lige så forkert. Mere investering i mennesker, fortsat arbejdstidsforkortelse, flere muligheder for kortere eller længere perioder med orlov, til omsorg, efteruddannelse, genuddannelse og omskoling, planerne ligger og venter på at blive gennemført. Europa har faktisk en opgave her, som supplering til, hvad medlemsstaterne gør. Europa har også brug for en stærkere kommunautær politik med hensyn til retlige og indre anliggender. Netop dette er et område, som borgere bekymrer sig om. Det drejer sig om international kriminalitet, bekæmpelse af narkotika og racisme samt politik vedrørende svig og asyl. I Maastricht blev der udviklet planer om at anbringe den tredje søjle under den første kommunautære søjle, men jeg har en fornemmelse af, at det omvendte skete, for vi ser nu netop en styrkelse af det mellemstatslige, og det kan altså ikke være rigtigt. Jeg har således kritik, men lad mig også sige et par positive ting. Vi påskønner i høj grad det, som der siges om miljøpolitik. Vi har der en stærk dagsorden, og det gælder også for udviklingssamarbejdet. Vi synes, at det er fantastisk, at man når frem til en koordineret, integreret løsning, både på miljøområdet og på udviklingssamarbejdsområdet. Jeg vil ikke sige noget om, hvad ministeren sagde her med hensyn til regeringskonferencen, for det støtter vi selvfølgelig alle sammen helhjertet. Vi synes, at Europa er ude af balance. Al opmærksomhed er nødvendig for at skabe ligevægt igen. Ligevægt mellem nord og syd, også finansielt, ligevægt mellem europæiske egne interesser og international solidaritet. Indsats for ØMU, men også for arbejde, også for natur, også for lige muligheder. Naturligvis er formandskabet også nødt til at balancere, søge ligevægt og ikke falde, det forstår vi udmærket. Men når balancekunstneren ikke tør og bliver stående stille, så falder han uvægerligt ned. Hr. Van Mierlo, jeg ønsker Dem mod og inspiration på den slappe line, og jeg håber, at jeg i juli efter formandskabet kan hilse på Dem med et varmt bifald på Den Socialistiske Gruppes vegne.
Hr. formand, til trods for den konstruktive europæiske beretning, som jeg vil give hr. Van Mierlo en kompliment for, er det nederlandske formandskab ikke indledt under en alt for god stjerne. Den unødvendige og ukloge diskussion om et i sig selv moderat irsk dokument om en fælles kamp mod den internationale narkotikakriminalitet, viste mangel på indsigt i andre medlemsstaters holdning og mangel på koordinering her i Parlamentet. Jeg håber oprigtigt, at det går bedre under resten af formandskabet, også fordi Nederlandene tidligere altid har ledet Den Europæiske Union fortræffeligt. Vi kan altså miste vort gode navn på dette punkt. I 1991 lykkedes det den forrige nederlandske regering i sidste instans at få Maastricht-Traktaten og Traktaten om Den Økonomiske og Monetære Union realiseret. Det var en flot præstation af forhenværende premierminister Lubbers, forhenværende udenrigsminister Van den Broek, som nu er til stede her, og forhenværende finansminister Kok. Og det er egentlig bemærkelsesværdigt, at nederlaget Black Monday , som man for længst er holdt op med at tale om i Bruxelles og Strasbourg, for vort land synes at veje så meget tungere end den dobbelte succes i december 1991. Er det masochisme, er det angst for ikke at slå til? Jeg håber ikke, at det er sidstnævnte, for det er egentlig et dårligt tegn. Det viser sig også, for der er ikke ret meget nyt, kreativt og foretagsomt i det nederlandske program. Nederlandene passer butikken ordentligt, ser det ud til, og færdigbehandler den løbende dagsorden. Mod og inspiration synes at mangle lidt. Den vigtigste opgave, som skal klares, er afslutningen af regeringskonferencen. Hvilke kriterier er her de vigtigste for os kristelige demokrater? Ud fra hvilke kriterier vil vi bedømme resultatet? For det første synes vi, at det i den nye traktat skal tydeliggøres, hvad det europæiske borgerskab indebærer. Og her ønsker vi en vigtig supplering til traktaten. Vi synes, at ingen som helst borger må diskrimineres på Unionens område. Ikke på grund af race, ikke på grund af oprindelse, religion, køn, farve, tilbøjeligheder og heller ikke på grund af handicap. Vi vil således gerne have artikel 1 fra den nederlandske grundlov optaget i den europæiske Amsterdam-Traktat. Vi vil også have, at de europæiske institutioner tvinges til at tilpasse deres bureaukratiske og teknokratiske arbejdsmåde og til at fungere åbent, gennemsigtigt og demokratisk. En almindelig ret til information for borgere, en lov om offentlighed i forvaltningen på europæisk plan og normale beføjelser til Europa-Parlamentet, for det er vanvittigt, at Parlamentet efter at være blevet valgt direkte i 18 år stadig ikke råder over alle beføjelser. Den Europæiske Union må endvidere sætte en kraftig bremse for harmoniseringen af absurd lovgivning i detaljer. Den mærkelige malstrøm, som vi her får om græsslåmaskiner, om bananers og jordbærs mål og om fedtprocenten i chokolade. Hr. Geelhoed havde i høj grad ret i Nederlandene: Vi må koncentrere os om de virkelige, vigtige problemer, om denne tids store internationale problemer, kampen mod arbejdsløsheden, kampen mod miljøforureningen, kampen mod den internationale kriminalitet, narkotikahandelen og våbenhandelen. Og derfor leder man i Europol efter stjålne biler og stadig ikke efter bortførte børn. Og ligeledes - jeg synes, at fru d'Ancona har fuldstændig ret heri - må vi gøre os ekstra bestræbelser for at få mere hånd i hanke med svindelen. Hvorfor ikke bedre samarbejde mellem nationale revisionsretter og europæiske revisionsretter? Vi må optræde mere handlekraftigt i udenrigspolitikken. Det er nu egentlig således, at vi reagerer som en by med femten brandstationer, som holder endeløse møder, inden man rykker ud for at slukke en brand, og så er det ikke så underligt, at De Forenede Stater overhaler os og ofte er til stede i et bestemt brandområde, inden Europa overhovedet er færdig med diskussionen. Hr. formand, det er den måde, vi vil tilpasse Europa på. Men jeg er meget bekymret over den nederlandske »lilla« regering, fordi man åbenbart ikke er enig på en række væsentlige punkter. Hvordan står det til med beslutningsprocessen? Forholder det sig sådan, at det nederlandske liberale parti »VVD« stadig fastholder vetoet på en række punkter, medens de andre partnere går ind for kvalificeret flertal. Forholder det sig sådan, at »VVD« egentlig stadig vender sig imod en beskæftigelsespolitik, medens social- og arbejdsminister Melkert tager initiativer på dette område. Hvordan står det til med Unionens demokratiske indhold, når det drejer sig om den »lilla« regerings holdninger? Er det rigtigt, at »VVD«-ministrene i regeringen har modsat sig udvidelsen af budgetbeføjelserne, således at vi snart kun får udvidet de lovgivende beføjelser og ikke beføjelserne med hensyn til budgettet. Forholder det sig virkelig sådan, at halvdelen af det europæiske budget fortsat vedtages udemokratisk, også i fremtiden? Og så er der udenrigspolitikken. »VVD« vil ikke have nogen udvidelse af europæiske beføjelser her, medens de andre partnere godkender dette. Hr. formand, disse problemer og meningsforskelle skaber en stor svaghed i det nederlandske formandskab. Hvordan kan man opstille en god, kreativ og modig dagsorden, når man er så splittet derhjemme? Der er jo ikke meget nyt, kreativt og foretagsomt i det nederlandske program. PPE foretrækker fornyelse i Europa og solidaritet med landene i Central- og Østeuropa. Vi foretrækker enhed i al vor forskelligartethed, et stærkt, handlekraftigt og kommunautært Europa. Det har altid været den kristelig-demokratiske holdning, og den vil vi også forsvare i den kommende tid. Jeg føler mig »nederlandsk« i mit inderste hjerte, og det vil jeg også gerne vedblive at gøre, men vor sikkerhed og vor velfærd er kun garanteret i et fælles europæisk hus. Jeg håber inderligt, at det nederlandske formandskab bliver vellykket. Jeg vil meget hellere være stolt over et godt resultat skabt af Nederlandene, end at jeg må være forlegen over de dårlige resultater, og på denne baggrund ønsker jeg frem for alt, at den »lilla« regering i højere grad bliver en enhed, og jeg ønsker udenrigsminister Van Mierlo, hvis europæiske indstilling jeg ikke tvivler et sekund på, held og lykke og megen styrke.
Hr. formand, mit fædrelands grundlægger - jeg tror oprigtigt på et nationernes Europa - er prinsen af Oranien fra Frankrig og samtidig greve af Nassau fra Tyskland. Det første eksempel på et fransk-tysk samarbejde, under hvis ledelse Nederlandene er oprettet. Wilhelm af Oranien Nassau plejede under vanskelige omstændigheder at sige på fransk: Il n'y a pas besoin d'espérer pour entreprendre et ni de réussir pour persévérer . Man behøver ikke håbe for at foretage sig noget, det behøver heller ikke lykkes for én for at sætte noget igennem. Det vil jeg gerne sige til den nederlandske formand, selv om omstændighederne ikke er så udsigtsløse som i 1548. Jeg takker hr. Van Mierlo for hans filosofisk konstruktive bidrag. De er ganske vist for fjorten medlemsstater den første blandt ligemænd, men i betragtning af den kendsgerning, at efterkrigstidens europæiske idealisme er falmet, og at den europæiske idé risikerer at udvandes, kan De ikke længere gemme Dem bag begreber som fleksibilitet og pragmatisme. Det er De også klar over. Efter Tysklands genforening står vi ved begyndelsen til udvidelsen, en historisk chance for at undgå, at vi bliver hængende i en udvidet handelszone. Hr. formand, hvordan håndterer De nu i praksis den tvetydige nederlandske narkotikapolitik for gennem denne tvetydige politik at nå frem til en vellykket bekæmpelse af kriminaliteten? Forslagene om uddybelse forbliver utydelige. Er De nu rede til at acceptere en skiftende kommissær fra Benelux-landene eller ej? Hvordan kan De fortsat hævde, at De handler fornuftigt i fredsprocessen i Mellemøsten, når De ikke selv har gjort det i Europa og heller ikke gør det? Det er på ny De Forenede Stater, som aktivt støtter den serbiske opposition og tager brodden af den lille raketkrise på Cypern. Hvor uligevægtigt er det dog at fortsætte med at støtte dem, som krænker menneskerettighederne såsom Algeriet og Syrien, medens forbindelsen med Tyrkiet, som Unionen har forpligtelser over for og tjener temmelig mange penge på, risikerer at blive udvandet. Hvad foretager De Dem egentlig i den formodede udenrigspolitik? Jeg kan ikke opdage nogen kurs i den. Så er der det demokratiske underskud. Det findes ikke i Europa-Parlamentet, men hos Dem! De er formand for den hemmelige lovgivning i Europa. Alligevel lader vi tvivlen komme Dem til gode. Ved slutningen af formandskabet bedømmer vi Deres politik ud fra følgende kriterier. Er lovgivningen fra den vigtigste europæiske lovgiver, Ministerrådet, blevet lige så offentlig som Deres medlovgivende Europa-Parlament? Traktatændring er ikke nødvendig, en forretningsorden er tilstrækkelig. Er Europas sociale ansigt bevaret gennem lovbestemt medbestemmelse for arbejdstagere? Menneskerettigheder. Deres kritik bliver hængende i Kina, men i Surinam har den mening. Gør De det klart, om Bouterse havde den nederlandske nationalitet eller ej, da mordene fandt sted, og sørger De for, at denne mystiske forsvundne sagsmappe om denne nationalitet fremlægges? Det hjælper menneskerettighederne, det bekæmper den internationale narkotikahandel. Holder De f.eks. fast ved den hårde euro? Hvad har De gjort for at gøre det muligt at styre Den Europæiske Union, inden man går over til udvidelsen? Disse punkter bedømmer vi ved slutningen af formandskabet. Hr. formand, jeg vil på vegne af den lille delegation inden for Gruppen Union for Europa ønske det nederlandske formandskab held og lykke, for Europa har brug for det og fortjener det, og vi må alle sammen samarbejde om stabiliteten og sikkerheden. Jeg ønsker Dem held og lykke, hr. Van Mierlo.
Hr. formand, jeg vil gerne begrænse mig til hovedsagen, nemlig den europæiske politik, og gerne overlade den nederlandske indenrigspolitik til medlemmerne af andetkammeret, som fru Maij-Weggen tænker tilbage på med så megen nostalgi. Den Europæiske Union går ind i den vigtigste fase i sin udvikling siden 1957. Unionen står ved en skillevej. Enten er der i 2002 en fælles valuta i Europa, i nord og i syd, eller også forspilder vi denne chance for en hel generation. Enten integrerer Unionen demokratierne i Østeuropa, eller også svigter den sin vigtigste opgave. Enten holder den sine enestående institutioners integritet intakt, eller også vil Tysklands geopolitiske vægt på ny vække harme i resten af Europa. I lyset af disse opgaver viger mange nationale ledere tilbage for at give Den Europæiske Union den nødvendige ledelse. Alt for ofte foretrækker de at puste til nationalismens ild ved at handle eller undlade at handle. For ofte giver de efter for fristelsen til at give Europa skylden for upopulære nationale beslutninger, medens de selv kræver æren for, hvad Unionen har opnået. Herved risikerer Unionen at blive brændpunktet for vore borgeres angst i stedet for fokus for deres håb. Dette er en farlig udvikling. Den europæiske integration er ikke uigenkaldelig. Nationalisme er mere destruktiv, og Den Europæiske Union er mere skrøbelig, end mange tror. I dette lys er de vigtigste opgaver for Unionen under det nederlandske formandskab tydelige. Det er følgende: for det første at sørge for, at den fælles valuta snart vil være stabil og stærk og for det andet at forberede Unionen på udvidelsen ved at gøre den mere handlekraftig og mere demokratisk. Elleve lande står i kø for at tiltræde. Seks i Central- og Østeuropa, tre i det baltiske område og to i Middelhavsområdet. Jo større forskelligartetheden i Unionen er, desto vanskeligere vil beslutninger blive. En Union med 18 til 26 lande står således over for et fundamentalt valg: enten begrænse brugen af veto eller også se sig selv blive forringet til en mindre udgave af OSCE. Men for vore borgere bliver en Union, som ikke længere kan beslutte hurtigt eller handlekraftigt, snart irrelevant. En sådan Union mister definitivt sine borgeres støtte. Intet skader Unionens troværdighed mere end, at det hele tiden mislykkes for den at tale med én stemme i den internationale politik. Dette skyldes delvist den misbrug, som gøres af vetoretten. Portugal blokerede en EU-aftale med ASEAN, Spanien en aftale med Canada, Det Forenede Kongerige forhindrede en fælles holdning med hensyn til kemiske våben, og Grækenland blokerede Unionens Middelhavspolitik. Mulighederne for afpresning inden for Unionens handelspolitik og udenrigspolitik er i øjeblikket simpelthen for store. Derfor er en traktatændring på dette punkt nødvendig. Naturligvis er en traktatændring alene utilstrækkelig. Medlemsstater må også være rede til sammen at fordele fælles interesser og principper. Ingen steder er dette mere nødvendigt end i det tidligere Jugoslavien. Hvornår vil Unionen endelig gribe ind med henblik på at lade Beograd og Zagreb udlevere mistænkte krigsforbrydere? Unionen fremsætter ganske vist sympatiske bemærkninger om konklusionerne fra London. Men det er alt sammen ikke ret overbevisende og bestemt ikke effektivt. Jeg opfordrer således det nederlandske formandskab for Unionen til at foreslå en fælles foranstaltning, hvorved al ikke-humanitær hjælp til det tidligere Jugoslavien gøres konkret afhængig af udlevering af mistænkte til Haag. Vore borgere har også presserende behov for en europæisk reaktion på de hurtigt voksende problemer med grænseoverskridende kriminalitet og indvandring. Jeg opfordrer til et frontalt angreb på svindelen. Til bedre kontrol med vore ydre grænser og til et ærligt byrdefordelingssystem med hensyn til flygtningene. Handlekraft på hvert af disse punkter kræver, at medlemsstaterne begrænser vetoets lammende virkning. Unionen må sættes i stand til at optræde der, hvor vore borgere vil have det, det vil sige ved presserende internationale problemer. Det er på tide, at Unionen endelig opfylder de løfter, som den gav borgerne i Maastricht. Nationale politikere må lade Den Europæiske Union være mere end opsummeringen af nationale egoismer. Jeg håber, at det nederlandske formandskab bliver en succes i denne henseende.
Hr. formand, jeg vil tillade mig at åbne en parentes i denne debat, der indtil nu er blevet ført på nederlandsk, og supplere med nogle »pennestrøg« i sydens farver. Som det er blevet sagt, er der tre særligt vigtige emner på dagsordenen, hvoraf nogle aspekter er indbyrdes forbundne, og som uundgåeligt indskriver sig blandt det nederlandske formandskabs prioriteter. Jeg tænker på den afsluttende fase af regeringskonferencen, tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union og udvidelsen. Men også andre emner, som ligger de europæiske borgere stærkt på sinde, fortjener særlig opmærksomhed. Blandt disse skal fremhæves følgende: de stigende sociale problemer - og ganske særligt arbejdsløshedens tunge svøbe - borgernes deltagelse i Fællesskabets liv og beslutninger og virkeliggørelse - eller manglende virkeliggørelse - af det i traktaten nedfældede samhørigheds- og solidaritetsprincip. Jeg skal indledningsvis fastslå, at jeg er overbevist om, - men ikke overrasket over -, at der ikke vil blive gjort fremskridt på de tre ovennævnte områder med dette formandskab. På det sociale plan - og navnlig hvad angår beskæftigelsen - kan der ikke øjnes de store, grundlæggende ændringer i forhold til den fællesskabspolitik, der hidtil er blevet ført. I betragtning af den besættelse, der breder sig med hensyn til gennemførelsen af de nominelle konvergenskriterier, kan der forudses øget fleksibilitet, deregulering, større udbredelse af atypiske ansættelsesforhold, mere arbejdsløshed. Selvfølgelig værdsætter vi nogle punkter i det nederlandske formandskabs arbejdsprogram, som f.eks. henvisningen til fremme af ligestillingen mellem mænd og kvinder. Men det må erkendes, at det i den aktuelle sociale situation ikke er tilstrækkeligt. Nye retningslinjer - og efter vores mening gennemgribende ændringer - er uomgængelig nødvendige. Det samme må siges om borgernes deltagelse; der kan registreres stigende bekymring blandt borgerne og større afstand til Fællesskabets liv og beslutninger. Her før afslutningen af regeringskonferencen og indledningen af den tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, kunne man forvente en kraftig indsats for at inddrage de europæiske borgere med henblik på en bred, pluralistisk og borgernær diskussion og høring af borgerne gennem folkeafstemninger om de forskellige spørgsmål. En nødvendighed, som i øvrigt er blevet understreget af Europa-Parlamentet. Det nederlandske formandskab gør imidlertid heller ikke fremskridt på dette område, men holder sig til de velkendte, begrænsede forventninger til resultaterne af regeringskonferencen og til hensigtserklæringer, som vi naturligvis noterer os, men som vi finder alt for vage. For så vidt angår samhørigheden, er tomrummet totalt, ikke et ord om dette spørgsmål. Hvilket må siges at være symptomatisk og afslørende for en bestemt opfattelse af Fællesskabet. Jeg vender nu tilbage til de tre vigtigste emner, som jeg var inde på i begyndelsen af mit indlæg. Under debatten i formiddags havde vi mulighed for at vurdere resultaterne af topmødet i Dublin i dets forskellige aspekter, og vi skal ikke gentage, hvad vi sagde ved den lejlighed, men i stedet koncentrere os om et aspekt, der efter min mening er særlig relevant og aktuelt, og som dels vedrører Den Økonomiske og Monetære Union og dels har en direkte relation til det nuværende formandskab. Det drejer sig om den nederlandske finansministers udtalelse om, at en begrænset gruppe kernelande bør deltage fra starten af ØMU's tredje fase, hvormed der gives prioritet til de pågældende landes udviklingsniveau og økonomiske styrke, medens kriteriet om opfyldelse - eller manglende opfyldelse - af de nominelle konvergenskriterier henvises til en underordnet plads. En sådan udtalelse kan ikke overraske nogen. Vi forventede rent faktisk, at den på et hvilket som helst tidspunkt kunne blive fremsat fra den ene eller den anden side. Ikke alene fordi vi altid har betragtet de nominelle kriterier som kunstige og vilkårlige, men også fordi der er indlysende vanskeligheder forbundet med at opfylde dem - selv for de økonomisk set stærkeste lande - og for det andet fordi den egentlige hensigt er at skabe en stærk valuta, og endelig fordi vi altid har haft en fornemmelse af, at de endelige beslutninger på dette område ville blive truffet ud fra udpræget politiske kriterier. På denne baggrund - og hermed slutter jeg - er det nødvendigt, at det nuværende formandskab præcist og objektivt redegør for, hvad det foreslår på dette område. Og det er, hvad jeg her og nu anmoder det om.
Hr. formand, kære kolleger, jeg fortsætter her rækken af ikke-nederlændere, som tager ordet. Det er en god sædvane, at man ved årets begyndelse ønsker hinanden godt nytår, og jeg ønsker det nederlandske formandskab frem for alt meget mod til at kunne knække de hårde nødder, som det vil blive konfronteret med i de kommende måneder. I det arbejdsprogram, som er forelagt, siges det, at Nederlandene priser sig lykkelig med skitsen til en ny traktat, som er udarbejdet af Irland. Alligevel vil jeg gerne henlede opmærksomheden på, at et stort flertal her i Parlamentet har peget på, at denne traktat, forslagene, som på det irske formandskabs vegne cirkulerer i forbindelse med den, ikke falder i så god jord her, navnlig på grund af et meget vigtigt punkt, nemlig at demokratiseringen her går meget lidt fremad. I særdeleshed, og hr. Brok sagde dette meget tydeligt i formiddag, at en reel risiko truer ved den videre udbygning af Unionen, at vi virkelig skal bekæmpe en »afparlamentarisering«, og det ville være det sidste. For det er naturligvis vanvittigt på den ene side at starte kampagner for endelig at bringe Europa noget nærmere borgerne og på den anden side at sætte selve disse borgeres repræsentanter ud i kulden. Derfor vil jeg gerne pege på, at Parlamentets rolle netop skal styrkes, og jeg tror, at BSE-skandalen, som netop vort undersøgelsesudvalg her har afsløret i al sin tydelighed, på en overbevisende måde viser, at de valgtes rolle er uerstattelig, hvis man vil sikre befolkningens interesser, nemlig borgernes sundhed. Erfaringen er, at Kommissionen og Rådet alt for let påvirkes af lobbyer eller af visse medlemsstaters regeringer. Jeg tror således, at det gælder om at levere beviser på, at Parlamentet netop må være i stand til at sikre disse væsentlige interesser. Derfor kræver vi, at der med hensyn til landbruget kommer medbestemmelsesret for Parlamentet, ellers kan det ikke lade sig gøre. For så vidt angår forslagene om det indre marked, synes jeg alligevel, at det lidt for ubegrundet hævdes, at det ville være den bedste garanti for vækst og beskæftigelse. Hvilken slags vækst taler vi så om? En vækst med mere forurening og med mindre udsigt til beskæftigelse? Det er indlysende, at det indre marked i de seneste år slet ikke har opnået så meget med hensyn til jobskabelse, og desuden vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi stadig oftere ser konflikter dukke op mellem gode miljønormer i medlemsstater og den såkaldte frie konkurrence på dette indre marked. Hvis Tyskland afgiftsmæssigt vil fremme miljøvenlig energi, afvises dette som konkurrenceforfalskende, medens der gribes ind over for lande, som gør sig bestræbelser for at internalisere miljøudgifterne, og medens de, som eksternaliserer miljøudgifterne, forvrider konkurrenceforholdene. På den slags metoder, som netop breder sig på det indre marked, kan nu engang ikke bygges nogen bæredygtig udvikling. Absolut skuffende er de bebudede initiativer med henblik på beskæftigelse. Det er igen en rapport, hvori der henvises til ØKOFIN, som i de seneste år har bevist, at det er en blok om benet i stedet for en stimulans. Vi har for øvrigt agiteret herimod sammen med mange kolleger. Endelig vil jeg slutte med den tese, at når De siger, hr. Van Mierlo, at De stiller Dem selv spørgsmålet, om en europæisk konstruktion kan øge begejstringen hos borgerne, er svaret herpå, at dette i hvert fald kun kan øge begejstringen lidt, hvis Unionen markerer sig som et emancipatorisk politisk projekt med hensyn til et uhåndgribeligt og ukontrolleret verdensmarked. I stedet for dette ser vi netop, at Unionen ofte betragter sig selv som underordnet dette verdensmarked. Jeg opfordrer det nederlandske formandskab til at være meget aktiv med hensyn til menneskerettigheder i eksterne forbindelser. Nederlandene har hvad det angår ikke det bedste omdømme, men overlad respekten for menneskerettighederne så hellere til europæiske initiativer. Nu sidder I i formandsstolen, gør så venligst denne gang noget ved det og sæt bl.a. Milosevic under pres med henblik på at anerkende alle valgresultater i hans land.
Mijnheer de Voorzitter , kære kolleger, også jeg vil efter hr. Miranda bruge et andet sprog i denne meget hollandske forhandling, der for en stor dels vedkommende foregår på hollandsk, for at udtrykke min store glæde over, at vi i denne periode har et hollandsk formandskab. Jeg kan som medlem af det radikale tværnationale parti ikke glemme, at hollænderen Bos var formand for det forberedende udvalg, som inden for FN har gjort det muligt, at man i dette forum - også takket være Den Europæiske Unions hjælp og støtte - har fastsat 1998 som datoen for nedsættelsen af den internationale straffedomstol i en sag, der følgelig konkret kan vise, hvorledes man kan gøre små fremskridt, hvis der ligger en politisk vilje bag. Dette er et håb og et ønske, jeg nærer for, at der kan opnås fremskridt som dette under det hollandske formandskab. Naturligvis er de udfordringer, vi står overfor, og de udfordringer, der venter formandskabet, meget store, og, vil jeg sige, afgørende for Den Europæiske Unions fremtid. 1997 er naturligvis et afgørende år for Den Økonomiske og Monetære Union, og jeg håber da, at det hollandske formandskab vil kunne benytte de overvejelser, der i stadig videre omfang kommer frem, således at der langs den nødvendige og svære vej, som skal føre os frem til den fælles mønt, kan komme til at foregå politiske overvejelser over den nødvendige modvægt mod den økonomiske styring, for at denne konvergens ikke blot skal blive monetær, men virkelig ved hjælp af den fælles mønt kan føre til indførelsen af den økonomiske styring, der krævedes af Jacques Delors, og uden hvilken dagen for indførelsen af den fælles mønt vil oprinde, også for at blive den dag, hvor befolkningerne i Europa risikerer at tage stadig større afstand fra Europa og Den Europæiske Union, på hvilken vi tværtimod må satse i alle henseender, også for så vidt angår de udfordringer, vi står overfor på verdensplan. På regeringskonferencen, hvortil vi har det fremragende dokument fra Udvalget om Institutionelle Spørgsmål, som jeg håber, at Parlamentet vil vedtage i morgen, og som jeg håber, at det hollandske formandskab vil tage i betragtning som et yderligere værdifuldt bidrag til at afslutte og gennemføre de arbejder, der er påbegyndt under det irske formandskab. For så vidt angår de udfordringer, vi står overfor inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, må jeg desværre konstatere, hvor mange begrænsninger, der kan blive tale om, men med en regerings beslutsomhed tror jeg også, at der kan udføres meget nyttigt, som f.eks. fremme af tanken om et moratorium vedrørende dødsstraffen eller vedrørende Kina, at De ikke vil give op, men kæmpe, således som jeg håber, at De er ved at gøre det, mod det veto, som Italien og Frankrig i øjeblikket nedlægger for at forhindre Dem i at fremsætte et forslag vedrørende Kina for Menneskerettighedskommissionen i Genève. Vel, gå videre, og De vil have Parlamentet med Dem, og der vil blive tale om små skridt i den rigtige retning.
Hr. formand, den største udfordring, som det nederlandske formandskab står over for, er uden tvivl afslutningen af regeringskonferencen. Institutionelle reformer er nødvendige for at gøre Unionen egnet for 25 eller flere medlemsstater. Den irske generelle skitse for reformen af traktaterne indeholder på dette punkt kun en liste over problemerne. Der er således stadig en vanskelig vej at gå. I mellemtiden er det tydeligt, at revideringen frem for alt går i retning af yderligere uddybelse af den europæiske integration. Det vil sige stræbe efter flere europæiske beføjelser og yderligere centralisering af beslutningsprocessen på europæisk plan. Ud fra en bestemt opfattelse af Unionens ønskede fremtidige struktur er dette nærliggende. Man må imidlertid ikke se bort fra de negative aspekter, som er forbundet dermed. Navnlig kan man tænke på den voksende kløft mellem de europæiske myndigheder og borgerne. Jeg opfordrer derfor det nederlandske formandskab til med hensyn til dette foruroligende fænomen, som udgør bagsiden af yderligere centralisering, at lægge særlig vægt på to ting. Det irske dokument indeholder positive holdepunkter med henblik herpå. For det første uddybelse af det gode forslag om anvendelse af subsidiaritetsprincippet i en protokol, som skal vedlægges traktaten. På topmødet i Edinburgh i slutningen af 1992 blev der fremsat klare udtalelser om dette princip som reaktion på den danske afvisning af Maastricht-Traktaten. Disse bestemmelser er desværre ikke overtaget af Europa-Parlamentet og heller ikke i det irske dokument. Anvendelse af udtalelserne fra Edinburgh kan imidlertid bidrage betydeligt til at formindske mængden af de europæiske regler og gøre disse mindre detaljerede. Det er nødvendigt for, at en Union med 25 eller flere medlemsstater med stadig større indbyrdes forskelle fortsat skal kunne styres. I den forbindelse må det nederlandske formandskab heller ikke vige tilbage for om nødvendigt at give visse sager, som er overført til Unionen, tilbage til medlemsstaterne. Et andet værdifuldt holdepunkt i det irske dokument er forslaget om at styrke de nationale parlamenters stilling i den europæiske ledelse. I diskussioner om den demokratiske kontrol med den europæiske beslutningsproces tales der meget om det demokratiske underskud. Generelt søges løsningen af dette problem i udvidelse af Europa-Parlamentets beføjelser. Det må imidlertid ikke glemmes, at de nationale parlamenter udgør grundlaget for det parlamentariske demokrati i Europa, og at dette også opleves sådan af borgerne. Vi støtter derfor de forslag, som går ud på kraftigt at integrere de nationale parlamenter i den europæiske beslutningsproces, bl.a. gennem tilsendelse i tide af europæiske forslag til lovgivningsmæssige beslutninger. Fleksibilitet synes i de kommende måneder at blive den vigtigste hindring i forhandlingerne. Ideen er fremsat for ikke at lade lande, som afviser yderligere suverænitetsafgivelse, være en hindring for en førergruppe af lande, som er rede til det. Vi er ikke særlig glade for disse ideer. Det vil føre til en splittelse af samarbejdet og vil gøre Unionens beslutningsproces mere indviklet. Det forekommer os bedre at begrænse samarbejdet i EU-sammenhæng til de politiske områder, som har forbindelse med det indre marked. Lande, som vil samarbejde mere vidtgående på områder som udenrigspolitik og retlige anliggender, kan indgå aftaler derom uden om Traktaten. Endelig håber vi, at det lykkes det nederlandske formandskab at afslutte regeringskonferencen med succes. Men vi anser et kvalitativt godt resultat for bedre end overholdelse af en tidsplan, som vi har pålagt os selv. Jeg ønsker det nederlandske formandskab megen psykisk og fysisk ukuelighed.
Hr. rådsformand, vi har lyttet til Deres tale, og i den fundet adskillige programmer og planer, som vi er enige i, og som er prisværdige, men vi ønsker dog ikke, således som det er hændt under andre formandskaber, at sagerne kommer til at stå åbne i evighed, og at man lader problemerne ligge, således at programmerne for de følgende formandskaber kommer til at svulme op. Vi fra Alleanza Nazionale finder de kommende måneder af afgørende betydning, fordi regeringskonferencen skal afsluttes, og man med denne endelig kan få nøglen til forståelsen af, hvilken form Den Europæiske Union skal have i fremtiden, dvs. om den skal være, hvad man plejer at kalde for en Europæisk Union »à la carte«, hvori hvert enkelt land kan finde det, der interesserer det mest, uden at føle sig bundet af de forpligtelser, som ikke behager det, eller et Europa med et enhedsmarked og en fælles mønt, hvor de enkelte landes finans- og pengepolitikker afgøres af Den Europæiske Centralbank og inden for denne af en lille kreds af bankfolk, der tilhører det såkaldte »D-mark-område« eller en europæisk union, der er udvidet med østlandene, og som følgelig »går op i sømmene«, dersom reglerne ikke bliver ændret og følgelig bliver egnet til at behandle enorme sociale og beskæftigelsesmæssige problemer, der vil komme til at begrænse Unionens opmærksomhed og ramme dens initiativer inden for andre sektorer, eller vi, som vi i Alleanza Nazionale håber, vil få et Europa, der foruden at stå for økonomisk og finansiel samhørighed endelig kan komme til at tale med én stemme i de spørgsmål, der vedrører udenrigs- og sikkerhedspolitikken, et Europa, der betragter problemerne i Middelhavsområdet som værende af vital betydning for dets interesser og selve dets eksistens, herunder ikke mindst den eksplosion i befolkningstilvæksten, som vi dér står overfor på den nordafrikanske kyst, og den heraf følgende ulovlige indvandring af desperate mennesker, der søger arbejde og overlevelse. Vedrørende disse og andre problemer kan det hollandske formandskab yde et betydeligt bidrag, også selvom visse erklæringer, der er fremsat af dette og guvernøren for Den Hollandske Centralbank, giver mig mistanke om, at opmærksomheden risikerer at blive koncentreret om gennemførelsen af den fælles mønt og overholdelsen af Maastrichtparametrene. Til trods for, at mit parti er i opposition i Italien, tillader jeg mig ligeledes at henlede Deres opmærksomhed, hr. formand, på, at de bestræbelser, som den italienske regering udfolder for at opfylde de forpligtelser, den har påtaget sig Maastricht, og hvis kvalitet vi i Alleanza Nazionale forholder os meget kritiske til, fortjener alles respekt, og ingen kan tiltage sig ret til at bedømme dem i selvtilstrækkelighed eller overlegent.
Jeg har modtaget syv beslutningsforslag , fremsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 2, i forretningsordenen.
Hr. formand, det nederlandske formandskab har et stort ansvar på sine skuldre. Europa befinder sig på et kritisk tidspunkt af sin udvikling med to monumentale udfordringer, der toner frem på horisonten. For det første skal der selvfølgelig gøres en indsats med hensyn til den sidste fase af Den Økonomiske og Monetære Union, men der er også, hvilket er af lige så afgørende betydning, Den Europæiske Unions udvidelse mod Middelhavsområdet og i Central- og Østeuropa. Som vi alle ved, vil tiltrædelsesforhandlingerne ikke begynde, før regeringskonferencen er afsluttet og efter det nederlandske formandskab. Men hvis de endelige forhandlinger skal blive vellykkede, skal det forberedende arbejde udføres i de kommende seks måneder. I stedet for de tidligere noget indholdsløse meningsudvekslinger skal man nu gøre en reel indsats for at få etableret en konstruktiv dialog. En række vigtige spørgsmål skal tages op - spørgsmål lige fra aspekter ved det indre marked til udviklingen i Østeuropa af et civilt samfund i alle dets kompleksiteter. Lad os også i denne forbindelse koncentrere os om reformerne af Den Europæiske Union, reformer, som vil være nødvendige for at gennemføre en udvidelse. I Parlamentet erkender vi alle behovet for institutionelle ændringer, men lad os ikke glemme, at vore budgetstrukturer, navnlig strukturfondene og den fælles landbrugspolitik, skal ændres grundlæggende. Uden disse ændringer vil der ganske enkelt ikke ske en udvidelse. Ved siden af ØMU skal udvidelsen af Unionen i de næste par år stå allerøverst på vor dagsorden. Udvidelsen er ikke et spørgsmål om hvis, men om hvornår og hvordan. Udvidelsen er både i Den Europæiske Unions og ansøgerlandenes interesse. Den er i Unionens interesse, fordi den vil give os et større marked og medvirke til at sikre fred og stabilitet. Den er i ansøgerlandenes interesse, fordi Unionen kan hjælpe dem med at opnå økonomisk fremgang og politiske fremskridt. Jeg vil gerne understrege, at vi alle, i forening som europæere, har et moralsk ansvar for at arbejde sammen med landene i Central- og Østeuropa, således at de kan overvinde deres arv fra det seneste nogle og fyrre år. Miljøforringelsen, den særdeles dårlige økonomiske forvaltning og undertrykkelsen af alle virkelig demokratiske impulser er alt sammen aspekter af denne arv. I partnerskab med befolkningen i Østeuropa skal vi beslutsomt tage fat på disse aspekter. Sammen skal vi opbygge et nyt og forenet Europa - et Europa, som omfatter Øst såvel som Vest. I vidt omfang vil den hastighed, hvormed udvidelsen vil finde sted, og det omfang, hvori de kolossale problemer vil blive løst, afhænge af det nederlandske formandskabs forberedende arbejde. Jeg håber, at den vigtige forberedelse vil finde sted, og jeg er sikker på, at det vil være tilfældet.
Fru formand, jeg vil også gerne udtrykke mine bedste ønsker for det nuværende formandskab. Det, man kan forvente af et godt formandskab, er efter min mening ikke, at det skal være i stand til at ordne alle de problemer, Den Europæiske Union står overfor i øjeblikket - hvilket tidsmæssigt ville være fysisk umuligt - men at det ved at forene viljerne og skabe enighed skal være i stand til at tilskynde til den europæiske integrationsproces, som i øjeblikket, fru formand, befinder sig på et afgørende punkt af tidsplanen. Og netop fordi den befinder sig på et afgørende punkt af tidsplanen, mener jeg, at det nuværende formandskab skal handle med en stor portion klogskab, med en stor portion dygtighed og en stor portion takt. Tillad mig, hr. rådsformand, at sige til Dem, at man ikke har forstået de ukorrekte udtalelser, Deres kollega, formanden for ØKOFIN-Rådet, er kommet med om visse staters hysteri i forbindelse med tiltrædelsen af Den Monetære Union. Fru formand, jeg mener ikke, det er formandskabets opgave at vurdere medlemsstaternes forskellige kapaciteter, og jeg mener, at det er forkert at afskrive diverse tilslutninger, navnlig i en sag, hvor den eneste dommer bør være traktaten. Men i sandhedens interesse må man sige, at formanden har gjort tingene temmelig klare og skåret tingene ud i pap i sit indlæg her i eftermiddag. Fru formand, jeg mener, at det, vi udtaler os om i dag, er formandskabets mål og prioriteter. Og i den forbindelse vil jeg gerne, hr. formand, komme med to spørgsmål. Det første drejer sig om, hvorvidt det hollandske formandskab i anledning af i ØKOFIN-Rådets halvofficielle møde i april måned har planlagt en indledende undersøgelse af revisionen af de finansielle overslag med henblik på den fremtidige finansiering af Fællesskabet. For det andet, hr. formand, vil jeg gerne spørge, om De har taget højde for muligheden af at afslutte regeringskonferencens arbejde med reformen af traktaterne med en hypotese om 14 medlemmer, og om det hollandske formandskab på grundlag af de kontakter, det har haft med myndighederne i den nuværende britiske regering, har et forslag til at komme ud af den blindgyde, en sådan situation vil give anledning til. Fru formand, jeg vil afslutte mit indlæg, som jeg begyndte, nemlig ved at gentage mine bedste ønsker for det hollandske formandskab og minde formanden om, at formandskabets udfordring - som han så udmærket sagde i begyndelsen af sit indlæg - der til en vis grad er den samme udfordring som den, den samlede europæiske Union står overfor, består i med klogskab og mådehold at kombinere enheden og forskelligheden, i at gøre medlemsstaternes legitime interesser, herunder formandskabets interesse, forenelige samt i at forme Den Europæiske Union til et velafstemt orkester. Til dette har vores gruppe, hr. formand, to metoder, som går ud på lige så mange gange, det er nødvendigt, at lade ideerne tjene idealerne, samt at hver især ser sin fordel i den fælles fordel.
Fru formand, hr. rådsformand, også jeg tilslutter mig de positive udtalelser vedrørende de planer og fremtidsudsigter, som De, hr. rådsformand, har omtalt vedrørende regeringskonferencen, Den Monetære Union, udvidelsen og styrkelsen, og navnlig dialogen. Vel, netop inden for denne positive ramme finder jeg grund til at være meget skuffet, og jeg beklager at måtte fremsætte en negativ kommentar for så vidt angår et klart tilbageskridt, som Den Europæiske Union risikerer at komme til at gøre inden for sektorer, der omfatter det politiske, sociale og økonomiske liv, særlig det indre marked, handelspolitikken og det pinlige problem vedrørende beskæftigelsen, som vi kæmper imod. I Deres program, hr. rådsformand, nævner De ikke et ord om turismen, den turisme, som allerede findes her i Europa, men som er underlagt mange tilfældigheder, og som det er næsten umuligt at lægge programmer for. Vel, denne turisme er nu død, eller rettere blevet dræbt af Rådet omkring midten af sidste måned. Dødsbudskabet blev givet af Udvalget om Transport og Turisme, som nu, mener jeg, kun kan kaldes Transportudvalget, til stor bestyrtelse for alle, der i årevis havde arbejdet på to projekter. Det første af disse var endnu i sin vorden og kaldtes »fællesskabsaktioner for turismen« og modnedes i 1994. Der var tale om noget meget beskedent, der kun krævede en bevilling på 6 millioner ECU. Når man betænker, at min hjemegn i Alperne, der kun har 450.000 indbyggere, afsætter en million ECU mere end hele Den Europæiske Union havde gjort, kan De danne Dem et indtryk af, hvor vigtigt det tværtimod er at beskæftige sig med turismen. Vel, men i forbindelse med denne aktion talte man om turismen efter år 2000, og den nyfødte er således allerede afgået ved døden! Der er tale om en turisme, som er nævnt i unionstraktaten, hvori den betegnes som en sektor og en grundlæggende aktivitet. Og dette fremgår også af tallene, hr. rådsformand, ni og en halv millioner er beskæftiget, og dette tal kan udstrækkes til at omfatte lige så mange familier, 65 % af arbejdspladserne er besat af kvinder, 296 millioner mennesker ankommer hvert år til turiststederne i Europa, indtægterne andrager 165 milliarder dollars, dvs. godt 5 % af det europæiske bruttonationalprodukt. Vel, alt dette har tilsyneladende ikke haft nogen betydning. Turismen er, som jeg sagde, blevet dræbt. Men det drejer sig ikke om turismen i Venezia, Paris, Madrid og Amsterdam, der automatisk skaber sig selv. Fru formand, det er turismen i de dårligt stillede, periferiske områder, hvor den betyder brød og smør og ofte er den eneste indkomstkilde. Det er denne turisme, jeg vil gå ind for, en turisme, der tillige opfylder store behov med henblik på skabelse af samhørighed - et ord, som vi ofte tager i munden - skaber muligheder for at mødes og stimulerer bevarelsen og udnyttelsen af de kulturelle, historiske og kunstneriske værdier. En turisme, som desuden sætter liv i de øvrige sektorer, nemlig transport-, handels- og landbrugssektorerne. Og så sidder vi her og drøfter, som det faktisk er sket, hvad der skal ske med ynglen i akvakulturerne for bars eller procentindholdet af kakao i chokolade. Hr. minister, følg de 12 lande, der har sagt ja til turismen, og ikke de tre, der har sagt nej under brug af den absurde ordning med enstemmighed.
Fru formand, hr. rådsformand, velkommen i vor midte. En vellykket afslutning af regeringskonferencen er af stor betydning for Unionens fremtidige udvikling, det ved enhver. Og ikke blot har Unionen brug for en mere handlekraftig demokratisk ledelse, også uddybelsen af Unionen er nødvendig for styrkelsen af vor rolle i verden, udvidelsen af Unionen og en legitim magt, som kan bære ØMU. Jeg minder om den vanskelige ratificering og ikrafttrædelse af Maastricht-Traktaten for at gøre formandskabet opmærksom på dets store ansvar, men måske er det overflødigt. For megen hemmeligholdelse og for lidt demokratisering var i sin tid næsten skæbnesvangert for Maastricht-Traktaten. Åbenhed og demokrati er krav, som ikke blot stilles i Europa-Parlamentet, men som også vil afgøre Unionens fremtidige legitimitet hos borgerne. Ikke gennem en dyr informationskampagne, men gennem seriøs demokratisering kan vi sikre denne legitimitet. Med rette lægger formandskabet stor vægt på effektiviteten, og denne kræver afskaffelse af vetoretten og en beslutningsproces med kvalificeret flertal i Rådet. Men for et Europa for borgerne er der brug for mere. Flertalsafgørelser kræver også parlamentarisk kontrol. Denne kontrol kan naturligvis ikke længere gennemføres effektivt på nationalt plan, fordi ministeren kan nedstemmes og alligevel er bundet af den trufne beslutning. Derfor er kontrol foretaget af EuropaParlamentet ikke et ønske fra kværulanter, der vil have mere magt, men et simpelt krav om demokrati. Demokrati betyder mere. Det kræver også, at såkaldte effektivitetsovervejelser ikke må føre til, at Rådet holder fast ved den mellemstatslige finansiering af landbrugspolitikken, og, således som det ser ud til, også af udenrigspolitikken og den retlige politik. Det er enten det ene eller det andet, enten den kommunautære metode, men så skal der også være parlamentarisk kontrol, eller også ineffektiv finansiering på grund af medlemsstater, som holder fast ved formel suverænitet. Desuden må anvendelsen af europæiske midler uden en ordentlig parlamentarisk kontrol bringes til ophør. Det må vi da også have lært af alle svindelskandalerne. Det nederlandske formandskabs første politiske handling synes at tyde på, at man forventer, at fleksibilitet er en patentløsning. For at gøre det muligt at hindre blokader inden for den nuværende eller senere udvidede Union, vil fleksibilitet være uundgåelig. Vi må sørge for, at de valgte institutionelle forpligtelser holder Unionen effektiv, demokratisk og let at styre på en gennemsigtig måde. Jeg ved af personlig erfaring, det er ikke noget nyt, at demokratiet ligger denne minister, dette formandskab, på hjerte. Jeg har derfor fuld tillid til, at han vil gøre sit yderste. Men jeg opfordrer også formandskabet til at udvikle en aktiv udenrigspolitik. Instrumenterne dertil er til stede, hvor mangelfulde de end er. Disse instrumenter er absolut nødvendige med hensyn til Cypern. Unionen må ikke gemme sig bag De Forenede Nationers magt. Det har ikke fungeret. De ukloge cypriotiske våbenindkøb viser kun, hvor ustabil status quo er. Vi må ikke glemme, at krisen og ustabiliteten er resultatet af den tyrkiske besættelse af det nordlige Cypern, som vi har accepteret i 23 år. Unionens formandskab bærer et særligt ansvar lige inden tiltrædelsesforhandlingerne. Hvori består Unionens væsentlige bidrag, som den nederlandske premierminister henviste til? Den tyrkiske overreaktion må ikke føre til, at løfterne til Cypern ikke opfyldes. Derfor spørger jeg mig selv, hvad jeg skal stille op med beretningerne i de nederlandske medier om, at den nederlandske regering ikke fuldstændigt udelukker leveringen af luftværnsraketter til Tyrkiet? Det forekommer mig ikke direkte et godt eksempel på stille diplomati. I øvrigt ønsker jeg naturligvis formandskabet megen klogskab og store ambitioner.
Fru formand, til forskel fra min kollega og landsmand, Ignacio Salafranca, har jeg udmærket forstået den egentlige mening med erklæringen fra formanden for ØKOFIN-Rådet og Hollands økonomiminister, som landets statsminister meget logisk og meget diplomatisk har forsøgt at dække over. Han har mindet os om, hvad Den Økonomiske og Monetære Union reelt betyder, og derudover hvordan den opfattes af de såkaldte økonomisk og finansielt stærkeste lande i vores Union. Han har fortalt os, at Den Økonomiske og Monetære Union vil betyde et Europa i to hastigheder, og at disse »stærke« lande overvejer, om de »svage« lande vil være bekvemme eller ej for dette Europa i to hastigheder. Med andre ord har han sagt det, som direktøren for Bundesbank og andre valuta- eller regeringsansvarlige i den hårde kernes Europa i virkeligheden tænker. Jeg har derfor udmærket forstået beskeden. Jeg tror, at mange spaniere, mange italienere, mange grækere, man europæere udmærket har forstået den fremtid, der venter os i denne Økonomiske og Monetære Union. I dette tilfælde kan diplomatiet ikke gøre meget for at dække over det, der er blevet sagt, mens man har tænkt nej med hjertet, men ja med tegnebogen, og det er sagt af en, som helt bestemt ikke er enig i dette ulyksalige kapitel i Maastricht-traktaten om Den Økonomiske og Monetære Union. Jeg har brugt det meste af tiden på at tale om et emne, som jeg ikke havde tænkt mig at komme ind på, og nu vil jeg ikke undlade at omtale to ting. Vi debatterer også situationen i Serbien. Jeg mener, at Parlamentet bør bede formandskabet kræve, at præsident Milosevic anerkender alle resultaterne af kommunalvalgene den 17. november. Men vi må ikke glemme, at der er et andet land, som er opstået af det tidligere Jugoslavien, og som har haft vanskeligheder - også med at være i Europarådet - jeg tænker på Kroatien. Man skal bruge én målestok og ikke to: Den samme for alle. Jeg vil slutte med også at gøre opmærksom på, at jeg som spanier har følt en vis skuffelse over at se, at det hollandske formandskab har glemt udviklingen af forbindelserne med Cuba. Jeg ved ikke, om det skyldes, at præsident Clinton for få dage siden sagde sine sidste ord om denne sag og takkede os for den holdning, vi indtog, mod at der skete en fastfrysning - ikke en ophævelse - af den uacceptable Helms-Burton-lov.
Fru formand, hr. Van Mierlo og hr. Patijn, Deres kollega Kok sagde i går om ØMU'en, at politikere hellere skulle tie om den. Men jeg kan love Dem, at jeg ikke vil gøre det. Det går meget dårligt med demokratiet i Europa, hvis vi ikke må tale om den, om et emne, som i stadig højere grad foruroliger borgerne. Og med rette, for ØMU'en i sin nuværende form fører til social nedbrydning. Den giver ganske vist en budgetmæssig spændetrøje, men ingen foranstaltninger mod skatte- og afgiftskonkurrence. Der er masser af tekster om beskæftigelse, men ingen instrumenter dertil. I væddeløbet mod euroen lader medlemsstaterne 20 mio arbejdsløse stå ude i kulden. En sådan fælles valuta fører til splittelse. De sydlige lande er bange for at komme for sent til ØMU-båden, og finansminister Zalm kaldte denne angst hysterisk, hvilket allerede er sagt her. Han var dermed for åbenhjertig. Kære sydeuropæiske venner, De skulle bare vide, hvordan Nederlandene taler om Deres deltagelse i ØMU. Man vil hellere af med Dem. For en hård euro må alt vige, om nødvendigt Amsterdam-Traktaten. For det har premierminister Kok forstået rigtigt: ØMU-skænderier er faktisk i vejen for revideringen af traktaten, medens en yderligere politisk integration netop er en forudsætning for monetær integration. En valutaunion, som ikke er nogen social og økologisk union, som ikke skaber nogen job, risikerer at gå til grunde på grund af splittelse mellem regeringer og borgeres mistillid, for efter min opfattelse må ØMU'en lægges på hylden, indtil der er en bedre traktat, som gør Unionen mere demokratisk og handlekraftig, og det er vanskeligt nok.
Fru formand, kære kolleger, hvad kan man ønske ved starten af dette nederlandske formandskab? I hvilken retning er det i betragtning af de yderst, og stadig mere, begrænsende aspekter i traktaterne muligt at orientere Europas fremtid? Allerførst vil det nederlandske formandskab på det økonomiske og finansielle plan skulle forhandle det europæiske indre marked, og i den retning vil det helt sikkert være beskæftiget med en lang række monetære spørgsmål, der styrer denne famøse fælles valutas fremtid. Det, vi håber, er, at man ikke ofrer den europæiske velstand, at man ikke ofrer beskæftigelsen, at man ikke ofrer, hvad der er tilbage af frie virksomheder i Europa for det dogme, der kaldes monetær stabilitet, og at situationen i vores forskellige økonomier ikke skal ligge under for nye monetære stramninger, der forhindrer de nødvendige tilpasninger. Det nederlandske formandskab siger, at det også vil være aktivt i fredsprocessen i Mellemøsten. Det, man må ønske her - og det vil sandelig blive vanskeligt - er, at Europa taler med en stemme, der er forskellig fra De Forenede Staters. Vores interesser er ikke de samme, og vi har en anden rolle at spille. På området for kriminalitet vil det helt sikkert være nødvendigt at komme tilbage til visse uforsigtige dispositioner i forbindelse med åbningen af grænserne såvel inden for Unionen som udenfor. Med hensyn til udvidelsen ønsker vi, at det europæiske formandskab tager de farer i betragtning, som udvidelsen til et land, der desværre er delt i to for nylig af en uforklarlig krig, indebærer.
Hr. formand, det nederlandske formandskab redegør i sit arbejdsprogram i en klar og sammenfattende form, som det kræves i henhold til traktaten, for de udfordringer, der venter os på vejen hen imod indførelse af euroen. Normalt er der kun få, der læser, hvad der står i formandskabernes arbejdsprogrammer, og hvis de gør det, da ikke med større opmærksomhed. Men i det foreliggende tilfælde er det af største betydning, hvad der kan læses ud af teksterne om det nederlandske formandskabs politiske og universelle mål, også fordi de modsiger de nylige udtalelser fra den nederlandske finansminister, hr. Gerrit Zalm, som med et pennestrøg, uden den mindste moderation, dømte de sydlige lande til udelukkelse fra deltagelse i den fælles valuta. Af de ting, han sagde, var to udtalelser særligt alvorlige. For det første at han ikke anså det for hensigtsmæssigt, at de sydlige lande, hvor solen normalt skinner om vinteren, var med i den førergruppe, der deltager i den fælles valuta fra begyndelsen; for det andet at han anså de omhandlede landes bestræbelser på at opfylde konvergenskriterierne for et udslag af hysteri - formodentlig klimatisk betinget. Formanden for Rådet af Økonomi- og Finansministre kan ikke tillade sig at sige sådanne tåbeligheder. For det første fordi det kun på grundlag af traktatens bestemmelser og en streng opfyldelse af de kriterier, som fællesskabsloven pålægger, kan fastsættes, hvem der deltager, og hvem der ikke deltager i den omtalte førergruppe. I disse anliggender er vi alle lige, og ingen medlemsstater er mere lige end andre. Den nederlandske minister udtalte sig uden et objektivt eller lovmæssigt grundlag om det yderst følsomme spørgsmål om forbindelserne mellem staterne ud fra den forudsætning, at der ikke findes fællesskabsregler. For det andet var udtalelserne krænkende over for de regeringer, borgere og lande, som tror på det europæiske projekt og gør alt, hvad de kan, for at opfylde de stramme kriterier, som er vedtaget af Fællesskabet som helhed. Som enhver ansvarlig for europæiske anliggender erkender, er disse stramme politikker et absolut nødvendigt bidrag til saneringen af de offentlige finanser, bekæmpelsen af arbejdsløsheden og troværdiggørelsen af projektet med den fælles valuta over for den amerikanske dollar og den japanske yen. Jeg noterer mig med glæde Deres udtalelser, hr. rådsformand, ved indledningen af denne forhandling i forbindelse med præsentationen af arbejdsprogrammet, såvel som tilkendegivelsen fra premierministeren, hr. Wim Kok, som jeg nærer den største respekt og agtelse for, om, at han betragtede disse udtalelser som en gaffe. Hr. Gerrit Zalm har brug for mange måneder, ja år, meget længere tid end en formandsperiode varer, til at erhverve det fornødne kendskab til traktaten om Den Europæiske Union, Maastricht-kriterierne og prognoserne fra uafhængige organer som OECD, for ikke igen at lade sig overraske af det faktum, at i hvert fald Portugal er på lige fod med Nederlandene med hensyn til opfyldelsen af størsteparten af Maastricht-kriterierne og ikke så lidt bedre stillet, hvad angår nedbringelsen af den offentlige gæld. På baggrund af ovenstående mener vi, at Nederlandene er i sin gode ret til, såfremt det opfylder kriterierne, ligesom Portugal, Spanien og Italien, at deltage i den fælles valuta lige fra starten. Det ønske, jeg vil formulere over for det nederlandske formandskab, er, at det ved afslutningen af sin formandsperiode vil have gjort alt, hvad der er muligt, for at indførelsen af den fælles valuta i videst mulig udstrækning bliver et fælles europæisk projekt, baseret på strenge krav, men også på lighed mellem alle Unionens medlemsstater.
Fru formand, mine damer og herrer, hr. rådsformand, jeg taler kun om Serbien. Jeg glæder mig over Rådets erklæring af 9. januar, hvori det kræver af den serbiske regering, at den fuldt ud respekterer resultatet af lokalvalget i Serbien, dvs. oppositionskoalitionen Zajednos sejr, forventer, at pressefriheden garanteres, og at pressionerne mod uafhængige medier hører op, samt kræver en dialog mellem alle politiske kræfter i Serbien. Efter at en udenrigsminister fra Den Europæiske Union inden jul gennem sit unødvendige visit, parret med ukloge udtalelser, på ny bragte Den Europæiske Unions fælles udenrigspolitik i miskredit i Beograd, var det med Rådets erklæring af 9. januar i lommen særlig let for mig at besøge i Beograd i sidste uge. Oppositionskoalitionen Zajedno, de studerende og med dem hundrede tusinder serbiske borgere har nu demonstreret i flere uger. Hvis vore udenrigsministre ligesom jeg natten mellem torsdag og fredag oplevede denne opbrudsstemning på tæt hold, ville de sandsynligvis give udtryk for endnu mere støtte til denne demokratiske struktur og true med og også gennemføre strengere straffeforanstaltninger over for Milosevic og hans regering. Alle de, der mener, at med Milosevic ved man jo, hvor man står, og at det ikke er tilfældet med oppositionen, bør kort standse op og analysere denne tanke. Er en person, som i 1991 blodigt nedkæmpede en demokratisk demonstration i sit eget land, som befalede angrebet på Slovenien, krigen mod Kroatien med de første massegrave ved Vukovar, som oprindeligt er ansvarlig for krigen i Bosnien med koncentrationslejre, massegrave, fordrevne, som i 1992 betegnede det amerikanske diplomati som Butcher of the Balkans , er den person mere troværdig, er han bedre egnet til at indføre et demokrati i Serbien end lederne af den opposition, hvis valgsejr han ville berøve den? Uanset hvor omskiftelig - jeg har allerede sagt det her - en politisk holdning de to mandlige ledere af oppositionskoalitionen end har haft i de seneste år, har de seneste uger vist, at de med fredelige midler og med civilbefolkningens støtte ønsker at give Serbien et nyt demokratisk ansigt. Jeg forventer, at de vestlige lande i det mindste viser dem den samme tillid som Milosevic og andre, da de har indgået en koalition med fru Pesic, som er leder af »Civil Alliance«, og som fra begyndelsen har kæmpet mod krigen i regionen. Jeg forventer også, at Den Europæiske Union tillægger det værdi, at Milosevic og også andre, hvis de skulle komme i regeringen, omsider løser spørgsmålet om Kosovo, for der begyndte det, og der vil det vel også ende! Mine damer og herrer, Milosevic er heller ikke længere den eneste garant for gennemførelsen af Dayton. Ansvaret herfor ligger nu i Sarajevo, i Pale og i Banjaluka, og damerne og herrerne dér skal kræves til ansvar, de skal anses som vore kontaktpersoner. Og, mine damer og herrer, alt ville være enklere, hvis Karadzic omsider var der, hvor han hører til. Jeg fornemmede i dagene og nætterne i Beograd, at menneskene omsider ønsker at befri sig fra Milosevic-regimets undertrykkelse. Jeg håber, ærede hr. kommissær van den Broek, at De med Den Europæiske Union hjælper med til at hjælpe netop de uafhængige medier og netop Radio 92, som spiller en fremtrædende rolle, til at ledsage denne demokratiproces. Det var på tidspunktet for det sidste nederlandske rådsformandskab og udenrigsminister van den Broek, at krigen i det tidligere Jugoslavien begyndte. Gør det, der er muligt, ærede hr. rådsformand, for at bane Serbiens vej til Europa og også virkelig skabe fredelige tilstande i Bosnien.
Fru formand, hr. rådsformand, det nederlandske formandskab begynder i en periode, der er afgørende for Den Europæiske Union, og som er præget af den dobbelte udfordring med udvidelsen og fordybelsen. I forbindelse med regeringskonferencen er det vigtigt ikke at slippe den målsætning af syne, som vi skal forfølge: Ved siden af det monetære Europa skal vi gennemføre en menneskenes Europa, dvs. en Union, der lever op til befolkningernes interesser og forventninger. Et menneskenes Europa, det er et Europa, der tager sig af de svageste, de mest trængende, de udelukkede, børnene og de unge. Derfor er jeg meget opmærksom, hr. formand, på Deres forslag om beskæftigelse og socialpolitik. Søgning efter gunstige økonomiske betingelser for udviklingen af beskæftigelsesmarkedet skal være en prioritet. Tilsvarende er det absolut nødvendigt at beskytte og udvikle den europæiske socialmodel, der skaber rigdomme for vores samfund og vores økonomier. I den forbindelse vil regeringskonferencen få et tungt ansvar med endelig at give Den Europæiske Union ubestridelige kompetencer i sociale sager, der navnlig vil gøre det muligt for den at handle mere effektivt i kampen mod social udelukkelse. Det er også på grund af ødelæggelser, som narkomisbruget hos vores unge forårsager i form af afhængighed, elendighed og dårligt helbred, at jeg glæder mig over at se, at det nederlandske formandskab har gjort kampen mod den internationale kriminalitet og narkohandelen til en af sine prioriteter. Et praktisk samarbejde mellem politi, told og retsvæsen i vores lande er absolut nødvendigt for aktivt at bekæmpe narkotikahandelen. Men De ved det, hr. formand, det er også væsentligt at harmonisere de europæiske lovgivninger om bekæmpelse af handel med og brug af narkotika; uden denne harmonisering kan der ikke blive nogen effektiv kamp og sikkerhed for alle vores medborgere og navnlig for vores unge. Endelig er det stadig i samme ånd, at jeg anmoder det nederlandske formandskab om ikke at negligere det alvorlige problem med børnene i Europa, der ikke er en aktuel bekymring, men en egentlig grundliggende indsats for den europæiske konstruktion. Jeg gentager i den anledning, hr. formand, mit forslag om oprettelse af et europæisk center til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod mindreårige. Dette center, som jeg forestiller mig efter modellen for de europæiske agenturer, skulle være en koordineringsinstans for aktionsmidlerne, men også et specielt sted til information og udveksling, hvis væsentligste meget konkrete opgave ville være at søge efter forsvundne børn ved at organisere et net af de nationale efterforskningscentre og de foranstaltninger, der er iværksat af foreningerne og familierne i vores forskellige lande. Under afstemningen om budgettet for 1997 viste Parlamentet og Rådet deres støtte til iværksættelse af aktioner til fordel for beskyttelse af børn. Det haster med at konkretisere denne beslutning, og jeg appellerer til rådsformanden om, at han bibringer den nødvendige vilje til gennemførelsen af dette projekt, således af de 80 millioner børn, der lever i Den Europæiske Union, kan vokse op i et venligt Europa, der naturligvis er forberedt på en bedre fremtid.
Fru formand, jeg vil ønske det nederlandske formandskab held og lykke med det næste halvår. Nederlandene hører ikke til de store lande, men det er et dynamisk land, som vil kunne spille en positiv rolle, helt anderledes og langt mere social end den, vi oplevede i forbindelse med Maastricht-traktaten, og langt mere acceptabel for de europæiske borgere. Vi har set det nederlandske formandskabs engagement i en række spørgsmål med relation til borgernes rettigheder. Men vi har også i flere spørgsmål set en fuldkommen mangel på engagement, og vi har nu hørt det nederlandske formandskabs arbejdsprogram her i Strasbourg, i Strasbourg, hvor Europa-Parlamentets plenarforsamling adskillige gange har rejst alvorlige spørgsmål vedrørende Tyrkiets krænkelse af menneskerettighederne, og hvor Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg i løbet af de sidste måneder har truffet to afgørelser, der fordømmer Tyrkiet, både i forbindelse med kurdernes menneskerettigheder og cyprioternes besiddelser i de tyrkisk besatte dele af Republikken Cypern. Ud fra denne betragtning vil jeg gerne stille formanden følgende spørgsmål: De er formand i Den Europæiske Union i nogle få uger. I går, som kulmination på en række trusler, hørte vi Tyrkiets islamiske premierminister, hr. Erbakan, åbenlyst true et EU-land, Grækenland, og et EU-associeret land, Cypern, med krig og besættelse af territorium. Erbakan sagde helt konkret: «I 1922 fik Grækenland en lærestreg, da grækerne blev fordrevet fra Lilleasien, og det samme var tilfældet i 1974, da halvdelen af Cypern blev besat, og Tyrkiet er parat til at give det en ny lærestreg«. Dette er en krigstrussel fremsat mod et medlemsland, et medlem af Den Europæiske Union, og stillet over for denne krigstrussel hører vi ikke en eneste protest fra formandskabet - ikke engang en seriøs stillingtagen. Det eneste, vi hører fra Dem, er diplomatisk snak uden mening, som blot skal bane vejen for en sammenkaldelse af Associeringsrådet Den Europæiske Union - Tyrkiet. Der er ingen, der ønsker at isolere Tyrkiet. Ingen ønsker en mur mellem Tyrkiet og Europa. Vi ønsker blot, at Tyrkiet respekterer medlemslandene, respekterer Den Europæiske Unions demokratiske grundlag, sådan som alle andre lande gør , og vi ønsker, at Den Europæiske Union og formandskabet viser det nødvendige mod til at opfylde alle forpligtelser og således støtter de medlemslande, der udsættes for krigstrusler som denne. Jeg forventer et svar, hr. formand.
Fru formand, hr. rådsformand, man har i de seneste uger undertiden bebrejdet nederlænderne, at kravene til formandskabet er sat for lavt. Men kan også sige, at de er meget, meget ambitiøse. Hr. van den Broek har jo sagt, at arbejdet på uddybelsen og udvidelsen på samme tid kræver særdeles mange overvejelser og anstrengelser. Jeg spørger Dem, hr. rådsformand, om De netop i forbindelse med udvidelsen er klar over, hvad forudsætningerne er. De er til dels allerede nævnt. Jeg tænker på de institutionelle forudsætninger. Her vil jeg gerne støtte Dem som kommende fra et lille land i, at de små lande naturligvis også i fremtiden med en større Union skal være tilsvarende stærkt repræsenteret. Jeg tænker på regionalstøtten. Hvilke ideer vil Nederlandene her bringe ind i debatten, og vil de også forberede regionalstøtten på en sådan måde, at den også er mulig i en udvidet Union? Jeg tænker på landbrugsstøtten. Er De rede til at støtte, at der sker en omstrukturering fra en direkte støttepolitik inden for landbruget i retning af en støtte til landdistrikterne, idet der tages særligt hensyn til de sociale aspekter? Noget, som sjældent nævnes, men hvor jeg netop af Nederlandene forventer den nødvendige støtte, er ganske givet også miljøpolitikken og moderniseringen af atomkraftværkerne i Europas østlige halvdel. Jeg støtter Dem fuldt ud i Deres bestræbelser på her virkelig at finde en løsning, men jeg mener, at særdeles mange forudsætninger er nødvendige. Jeg nævner for det andet helt kort det, som er meget vigtigt i forbindelse med nedrustning og krig. Vi står i begreb med det og kan forhåbentlig med det nederlandske formandskabs støtte opnå, at personelminerne omsider forbydes, dvs. produktion, handel, spredning, og at der også virkelig sker en tilintetgørelse af de nuværende personelminer, for så vidt de findes. Jeg beder Dem afslutningsvis om, at Den Europæiske Union i forbindelse med denne vigtige aktivitet, som blev gennemført som led i FN, men hvor frem for alt Europa nu må angive retningen, fører en vellykket kamp mod personelminerne, og jeg håber, at De kan opnå det under Deres formandskab.
Hr. formand, i de kommende måneder sættes Europa på en prøve. Vil Unionen være i stand til at reformere sig selv så meget, at det 21. århundrede kan imødeses med tillid? Et nyt århundrede med talrige udvidelser og alle dertil hørende integrationsproblemer. Nogle af de reformer, som er nødvendige for at tilpasse ledelsesstrukturen og den demokratiske struktur til den nye situation, kan være meget pinefulde for individuelle medlemsstater. Nederlandene står foran den ikke ringe opgave at skabe overensstemmelse omkring dette meget vanskelige valg. Og Nederlandene er og var specialiseret i overensstemmelse. Ifølge nogles opfattelse er det nu netop kernen i »polderøkonomiens« succes. Netop den kendsgerning, at Nederlandene er vant til at stræbe efter kompromiser og overensstemmelse, kan gøre det nederlandske formandskab til et historisk formandskab. Dertil passer ikke, og jeg tror, at hr. Salafranca sagde det på en overordentlig høflig måde, hvilket jeg takker ham for, en finansminister, som i formandskabets første uge så uforbeholdent og så udiplomatisk fremlægger sin opfattelse, at det må frygtes, at man derefter skal lede længe efter denne overensstemmelse og tillid. Selv et barn kan tælle sig frem til, hvilke lande finansminister Zalm betragter som hysteriske. Et land som Spanien, som f.eks. netop har fastfrosset sine embedsmandslønninger for at kunne opfylde ØMU-kriterierne, kan meget vanskeligt forsvare dette hjemme, hvis EUformanden samtidig i pressen erklærer, at denne regering handler hysterisk. På min gruppes vegne må jeg derfor bede den nederlandske formand om en forklaring på denne opførsel. Også valutaen vil stadig kræve megen opmærksomhed fra den nederlandske formand. Reglerne omkring euroens lovmæssige status, den sidste hånd på stabilitetspagten, et beslutningsforslag om et nyt Europæisk Monetært System, alle disse punkter kræver tillid og enstemmighed. Medens valutaen skaber stor tilslutning i Unionen, er der fortsat en række bekymringer. Måske er det nederlandske formandskab overordentligt egnet til at tackle dette problem. Jeg sigter her til arbejdsmarkedspolitikken og arbejdsløsheden i Unionen. Nederlandene kan lægge vægt på de nødvendige strukturtilpasninger i politikken vedrørende infleksible lønsystemer, tilpasninger af sociale ordninger og større arbejdsmobilitet. En kritik af det nederlandske formandskabs program er den manglende eksistens af et turistråd. Efterhånden kan det forudsættes at være almindeligt kendt, at turisme er den største arbejdsgiver i hele Den Europæiske Union. Medens både Unionen og den nederlandske regering betragter »arbejde, arbejde, arbejde« som vigtigt, er det så meget desto mere uforståeligt, at den nederlandske formand ignorerer turisme, som om den ikke eksisterer. I øvrigt ønsker jeg helhjertet den nederlandske formand en borgervenlig Amsterdam-Traktat, som er lige så kreativ som selve byen.
Fru formand, ligesom andre medlemmer vil jeg gerne ønske det nederlandske formandskab held og lykke i et meget vigtigt år for Den Europæiske Union. Det arbejde, som det irske formandskab har udført, har allerede fastsat mange af de mål, vi bør stræbe efter. At dømme efter det, der blev sagt i Parlamentet i formiddags som svar på den afgående rådsformand, premierminister John Bruton, kan man se, at vægten ligger på et Europa, som er tættere på borgerne, som kan tage hensyn til det, der optager borgerne, kan reagere hurtigt og dæmpe frygten, men som samtidig kan vække entusiasme og begejstring blandt borgerne. Så i stedet for at gentage det, som andre talere har sagt, vil jeg over for det nederlandske formandskab blot nævne to punkter, hvor jeg gerne vil se, at der gøres noget. Det ene er allerede nævnt i formandskabets dokument, som medlemmerne har fået: Det er bekæmpelsen af international kriminalitet og illegal narkotikahandel. Dette er et af de største områder, som giver anledning til bekymring blandt de almindelige borgere, som er personificeringen af Den Europæiske Union. I et tv-program i BBC World mandag aften blev det endnu en gang understreget, at 82 % af al kriminalitet i Storbritannien har forbindelse med narkotika. I henhold til de seneste tal fra det irske politi står 76 % af al kriminalitet i Irland i forbindelse med narkotika. Med Europols Narkotikaenhed i Nederlandene håber jeg, at det nederlandske formandskab vil videreføre det arbejde, som det irske formandskab påbegyndte, og fremme koordinerede og fælles aktioner, flytte disse spørgsmål fra den tredje til den første søjle og få en større og større koordinering og et større og større samarbejde mellem medlemsstaterne i forbindelse med bekæmpelsen af denne skadelige og skændige ulovlige aktivitet. I forlængelse heraf er mit andet og sidste punkt, at hvis Den Europæiske Union skal betyde noget, hvis den nye EUtraktat skal betyde noget, skal den beskytte dem, der er mest udsatte i vort samfund, nemlig vore børn. Vi har den igangværende sag i Belgien med pædofilnet. Vi har de fortsatte hverdagsproblemer, som børn har, ikke kun med hensyn til seksuelle og følelsesmæssige overgreb, men også fattigdom, manglende muligheder og beskyttelse. Med den velvillige indstilling, der findes, skulle der nu være mulighed for en specifik artikel i den nye traktat, som den nederlandske regering - forhåbentlig - vil indføje under sit formandskab for at sikre, at børns rettigheder og frihedsrettigheder optages fuldt ud og særskilt deri. Hvis vi ikke kan beskytte vor fremtid, som er vore børn, hvilken mening er der så i at beskytte nutiden?
Fru formand, den forpligtelse, som er sat i værk af tidligere topmøder, senest topmødet i Dublin, nemlig forpligtelsen til at arbejde for fuldendelsen af regeringskonferencen, tredje fase af ØMU og udvidelsen af Den Europæiske Union med de central- og østeuropæiske lande, hviler nu på det nederlandske formandskabs skuldre. Et, man kan vide sig sikker på, er, at det nederlandske formandskab med sin indsats vil føje endnu en sten til opbygningen af fattigdommens og arbejdsløshedens Europa. De europæiske befolkninger kan heller ikke forvente sig forbedringer af deres leve- og arbejdsvilkår som resultat af det arbejde, der vil blive gjort i det kommende halvår. Med hensyn til situationen i Serbien vil jeg først og fremmest fremhæve den forsigtige måde, hvorpå formanden for Rådet berørte dette emne i sin redegørelse. På trods af de enorme vanskeligheder, den serbiske befolkning møder både på det økonomiske plan på grund af embargoen og på grund af de problemer, der følger i kølvandet på de borgerkrigslignende tilstande i Balkan-området, er den alligevel i stand til at sikre sig demokratiske procedurer og udvide sine demokratiske rettigheder, hvis blot den bliver fri for presset udefra og den internationale opportunisme. Den serbiske regerings beslutning om at erklære folkeafstemningen ugyldig og den reaktion, beslutningen har fremkaldt, kræver, at der findes en løsning på spørgsmålet inden for Serbiens lovrammer og træffes konkrete valg af landets politiske kræfter, som kan føre til identifikation af den serbiske befolknings reelle problemer, kan bringe den ud af den isolering, den befinder sig i - som gøder jorden for alle dem, der smeder rænker mod den serbiske befolknings og Serbiens rettigheder - og kan styrke befolkningens kamp for fred i området, for demokrati og for social velfærd. På denne baggrund står vi uforstående over for planerne om at indføre nye foranstaltninger og restriktioner mod Serbien under påskud af, at oppositionens demokratiske rettigheder skal anerkendes. Når man har så travlt med at gennemføre nye foranstaltninger, som i sidste instans blot vil forværre situationen for den serbiske befolkning, må det give anledning til mistanke. Hvor den serbiske befolkning, efter Dayton-aftalen, med rette forventede en ophævelse af sanktionerne, oplever den nu, ikke blot at dette løfte brydes, men at man tværtimod benytter lejligheden til at bevare og udvide disse foranstaltninger, oven i købet på et tidspunkt, hvor alle de informationer, der kommer frem i medierne, viser, at den serbiske regering allerede bevæger sig i retning af en anerkendelse af oppositionens rettigheder og accept af resultaterne af den seneste folkeafstemning. Det ser nu ud til, at valgresultaterne i de vigtigste byer, Beograd og Nis, er blevet anerkendt. Efter min opfattelse kan Europa-Parlamentets insisteren på nye foranstaltninger sammenfattes i et enkelt ord: det kan kun karakteriseres som hykleri, for hvis ikke dette er ordet, der beskriver den tendens og den holdning, mister alle ord deres betydning.
Fru formand, hr. minister, 1997 er et overordentlig vigtigt år for Europa, det er allerede med rette sagt gentagne gange her. Det er også et år, hvor Europa ledes af små lande. Trojkaen består faktisk af Irland, Nederlandene og Luxembourg. Små lande med handlekraft, som vil fortsætte traditionen med små landes gode formandskab. Irland udførte bestemt et godt stykke arbejde. Nederlandene står nu over for den meget specielle, måske historiske, opgave at færdiggøre den sidste del eller forberede den sidste del af regeringskonferencen. Vi har med hensyn til det nederlandske formandskab kort sagt en agtpågivende tillid. Tillid til den traditionelle, effektive og pragmatiske politik. Agtpågivenhed også fordi vi somme tider i avisudklip, interviewer med nøglepersoner i den »lilla« koalition i Nederlandene, såsom hr. Bolkestein, somme tider læser ting om Europa, som netop er det omvendte af inspiration af, hvad vi vil med Europa. Jeg regner derfor med, hr. Van Mierlo, hr. formand, hr. Patijn, at De ikke vil bruge hr. Bolkesteins inspiration som vejviser under formandskabet for regeringskonferencen, men snarere Beneluxmemorandummet. Hr. Van Mierlo, jeg er glad for, at De opfordrede til mere kvalificeret flertal. Det er væsentligt for, at Europa er til at arbejde med. Alligevel er jeg skuffet over, at enstemmigheden med hensyn til skatte- og afgiftspolitik allerede på det nederlandske formandskabs første pressekonference udtrykkeligt blev understreget og bekræftet. Medens netop det nederlandske formandskab lægger så megen vægt på forbindelsen mellem skatte- og afgiftspolitik og beskæftigelse, medens netop det nederlandske formandskab lægger så megen vægt på CO2 -afgiften, medens vi netop har konstateret, at CO2 -afgiftens smertelige forløb, lidelseshistorie, netop er forårsaget af denne lammende enstemmighed. Må jeg for det tredje henvende mig specielt til hr. Patijn i hans egenskab af formand for Budgetrådet. Hr. Patijn, De har været vidne til den yderst vanskelige situation, som er opstået mellem Parlamentet og Rådet. Må jeg appellere til Dem om uformelt at forsøge på kort sigt at ændre denne vanskelige situation. Jeg tror, at vi har vore pligter, at vi har vor del af ansvaret for den vanskelige situation, men at denne fortrinsvis skyldes Rådet, som i de seneste år ikke har fungeret ordentligt på dette område.
Fru formand, hr. rådsformand, ærede medlemmer, den 31. december skålede en gruppe medlemmer i dette Parlament for det hollandske formandskabs succes, begejstrede som vi var over det tidligere vellykkede hollandske formandskab, der kulminerede med underskrivelsen og ratificeringen af Maastrichttraktaten. Den 6. januar, nærmere betegnet helligtrekongersdag, indledte Hollands økonomiminister og formanden for ØKOFINRådet sit hverv med nogle udtalelser, hvori han gjorde sig til talsmand for en meget reduceret Økonomisk og Monetær Union for, som han ordret sagde, at sikre tilliden til euroen. Og som om disse udtalelser ikke var uheldige nok, tilføjede han, at de lande i syd, som havde til hensigt at komme med i den tredje fase fra starten, var alt for hysteriske. Og dernæst - som en europæisk udvælger - begrænsede han den tredje fase til Tyskland, Benelux-landene, Frankrig og måske med lidt held, sagde han, Irland og Østrig. Hr. rådsformand, De har i Deres tale citeret Havel og spurgt, om man kan kræve begejstring for Europa - Parlamentet har naturligvis denne begejstring - men det er ikke med sådanne taler, at man videregiver en begejstring for Europa eller får begejstringen for Europa til at vokse i de europæiske befolkninger. Økonomiministerens udtalelser, som køligt blev berigtiget af Dem dagen efter, er ikke særlig følsomme, de er ubehjælpsomme, de er i modstrid med traktaten om Den Europæiske Union og, hvad der er værre, de afspejler en ånd, der er lidet forenelig med erklæringerne fra Parlamentet, som altid har sagt, at det ønsker en stabil, solid, stærk og troværdig euro, men også at jo flere lande, der ville tilslutte sig den fælles mønt, jo bedre for Europa, for på denne måde ville man undgå unødvendige brud mellem nord og syd, mellem fattige og rige, mellem de grå tages Europa og Middelhavets Europa. I det klassiske værk, «Don Juan Tenorio«, som De måske kender, siges det, at anger er sjælens frelse. Rådsformanden har her i Parlamentet anledning til at pege på det helt indlysende ved at sige, at den eneste lov for tilslutningen til den fælles mønt er Maastricht-traktaten - hvad hans økonomiminister så end måtte sige - og ved at komme med en lidt mere ambitiøs udtalelse om, at den hollandske regering ønsker, at det størst mulige antal lande i Europa tilslutter sig den fælles mønt. Eller endelig kunne han i et anfald af ekstase og europæistisk begejstring komme med den erklæring, man ønsker: En fortolkning af traktaten, som giver flest mulige lande mulighed for at tilslutte sig den fælles mønt. Han kunne som en generøs gestus bifalde indsatsen fra regeringer som min, der gør sig de største anstrengelser for at deltage i første række, fulde af entusiasme omkring den nye europæiske opbygning, nemlig den tredje fase af Den Monetære Union. Hvis dette sker, vil formanden sandsynligvis frelse sin sjæl. I modsat fald er jeg sikker på, at den vil være fortabt.
Fru formand, jeg vil gerne hylde den nederlandske udenrigsminister for hans udførlige redegørelse om det nederlandske formandskab. Jeg vil kun tale om én ting i mit indlæg, og det er problemet med Serbien eller rettere sagt Forbundsrepublikken Jugoslavien. Det nederlandske formandskab kan efter Parlamentets opfattelse med det samme gå i gang med det presserende udenrigspolitiske problem, som vi vil lægge særlig vægt på under denne forhandling. I ugevis har vi i spænding fulgt udviklingerne i Forbundsrepublikken Jugoslavien. Uger med en imponerende og fredelig protest mod forfalskning af lokale valgresultater. For serberne var og er det åbenbart dråben, der har fået bægeret til at flyde over. Længe har Milosevic's regering internationalt været beskyttet på grund af Dayton. Det går ikke længere. Valgsvindel er valgsvindel, og det har OSCE-delegationen konstateret uden nogen tvivl. Den serbiske regering skal fuldstændigt følge González-delegationens henstillinger. Heller ikke det kan der være nogen tvivl om. Unionen kan ikke have at gøre med en regering, som krænker de demokratiske regler så groft. Den serbiske regering lukker med sin optræden vejen til Europa. Forbindelserne må fastfryses, så længe præsident Milosevic ikke for 100 % har indrømmet. Kommissær Van de Broek deler heldigvis denne opfattelse, det fremgik for lidt siden. Unionen og medlemsstaterne skal bestræbe sig på, at IMF ikke gør indrømmelser til den nuværende serbiske regering. Det gælder for os ikke kun om at rette valgresultatet. Dette spørgsmål er et eksempel på det serbiske demokratis foruroligende indhold. Det må forbedres. Unionen må gøre det klart, men med viljen til at hjælpe til ved styrkelsen af demokratiet i landet. Det er alle ansvarlige for. Milosevic vakler i øjeblikket. Hans indrømmelser har imidlertid indtil nu ikke gjort særlig stort indtryk på demonstranterne. Landets præsident har åbenbart stadig brug for et par skub. Formandskabet kan hjælpe her ved at arrangere en særlig trojka-delegation og dermed udøve det nødvendige pres på stedet. Jeg var lidt skuffet over reaktionen fra udenrigsminister Van Mierlo, som sagde, at han tilslutter sig indholdet i det foreliggende beslutningsforslag, men at han på dette punkt endnu ikke sikkert ved, om han nu også skal handle sådan og rejse dertil med trojka-delegationen. Jeg synes, at Den Europæiske Union ikke må vente for længe for ikke dermed igen at løbe en risiko for, at initiativet overlades til amerikanerne. Det kan aldrig nøjagtigt fastsættes, hvornår og med hvilket held man kan sende en sådan delegation. Jeg tror, at befolkningen i Beograd har ret til Den Europæiske Unions tydelige tilstedeværelse. Den Europæiske Union, det gentager jeg, skal være mere synligt til stede i Beograd. Det er vigtigt for oppositionen nu, men samtidig en investering i de fremtidige forbindelser med et forhåbentlig mere demokratisk land.
Fru formand, andre medlemmer har kritiseret den hollandske økonomiministers politiske fejltrin. Jeg mener ikke, at dette emne bør forplumre realiteten i det hollandske formandskabs program. Jeg vil gerne lykønske rådsformanden med, at han er den første af formændene, som kommer med en fortolkning - tilpasset ånden og indholdet i traktaterne - af det som er essensen af det roterende formandskab for Rådet, som er fjernt fra enhver form for voluntarisme og demagogi rettet mod indenrigspolitiske mål. Jeg mener heller ikke, at vi her i Parlamentet skal nationalisere disse halvårlige debatter om formandskabet. Når dette er sagt, fru formand og hr. rådsformand, vil jeg i overensstemmelse med retningslinjerne i Deres eget program komme ind på nogle punkter i denne europæiske realitet, som De omtaler, for at gøre opmærksom på nogle af de elementer, vi her i Parlamentet anser for væsentlige. Jeg mener, det er meget vigtigt, at Deres formandskab sørger for at rydde op i skufferne i Rådet, som er den institution, der er mest bagud med hensyn til udkast til direktiver og forordninger. Det er hverken Kommissionen eller Parlamentet, der forsinker lovgivningsprocessen, det er Rådet. Der er en opgave at gå i gang med, og vi forventer os meget af formandskabets arbejde. Derudover ville De gøre en stor tjeneste, hvis De i Rådet kunne støtte ånden i traktaterne og ikke den fordrejning, der sker i praksis. Jeg hentyder til, at Rådet alt for ofte søger at nå frem til enighed, selv i de tilfælde, hvor traktaten giver mulighed for at træffe beslutninger med kvalificeret flertal. Dette er også i modstrid med traktaterne og forsinker mange beslutninger unødigt. I denne ånd bør De, hr. formand, standse de lunefulde forsøg på at renationalisere nogle politikker, som visse regeringer ønsker at gennemføre. Jeg hentyder helt konkret til miljøpolitikken, og i denne sektor skal vi huske, at et af de forslag, De gør opmærksom på i Deres program, nemlig en definitiv iværksættelse af aftalen om CO2 -energiafgiften, er noget vi har ventet på siden 1992, hvor Miljøtopmødet blev afholdt, og vi indgik en formel international aftale om, at denne lovgivningsforanstaltning omgående skulle træde i kraft i Den Europæiske Union. Og med hensyn til andre områder som indenrigspolitikken, mener jeg, at den endelige vedtagelse af traktaten om konventionen om en fælles europæisk grænse haster, ligesom det er tilfældet med foranstaltningerne mod terrorismen og naturligvis, som det er blevet sagt af andre medlemmer, bekæmpelsen af narkotika. Hr. formand, jeg mener ikke, man i den kommende traktat skal fordreje de to adskilte kompetencer hos henholdsvis de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Enhver fordrejning eller sammenblanding af disse kompetencer ville være meget negativ for vores fremtidige arbejde.
Fru formand, allerførst vil jeg gerne sige, at i det mindste på miljøområdet glæder jeg mig over det nederlandske formandskabs mål. Jeg finder dets program en underlig blanding af prisværdige ambitioner og manglende realisme: Manglende realisme, fordi jeg mener, at der er problemer med Fællesskabets tidsplaner og maskineri, som ikke afspejles i det program, der er offentliggjort. Denne realisme skal virkelig udvikles. Jeg mener, at det er prisværdigt, at formandskabet ønsker at sikre, at miljø- og sundhedspolitikken integreres behørigt med andre politikker, navnlig beskæftigelsespolitikken. Jeg mener, at det er meget godt. Det glæder mig meget, at dette tages seriøst. Men jeg har et par specifikke bemærkninger, som jeg gerne vil fremsætte. Jeg håber, at det nederlandske formandskab i løbet af de næste seks måneder vil gøre fremskridt i forbindelse med det femte handlingsprogram på miljøområdet ved først og fremmest at sikre, at Rådets fælles holdning fra december rent faktisk oversendes til Parlamentet, således at vi kan påbegynde arbejdet i forbindelse med andenbehandlingen. Jeg håber, at det vil arbejde på at opnå en aftale vedrørende både drikke- og badevand. Vi har allerede haft førstebehandlingen i Parlamentet, og jeg kan ikke se nogen grund til, at det ikke skulle gøre fremskridt her. Jeg håber meget, at det kan. For det tredje er jeg enig med formandskabet i, at gennemførelse og håndhævelse af miljøpolitikken er overordentlig vigtige spørgsmål, men jeg vil anmode det om ikke at indgå en aftale på den første samling i Miljørådet, men snarere vente til den anden, så der er mulighed for høring af og drøftelser med Parlamentet om dette meget vigtige spørgsmål. For det fjerde håber jeg, at formandskabet vil forsøge at behandle automobilolieprogrammet, og igen ikke på den første samling i Miljørådet, men på den anden, da jeg mener, at vi kan hjælpe her. Endelig håber jeg, at formandskabet vil erkende, at vi endnu ikke har rammeprogrammet for vand, og at det derfor vil tilskynde Kommissionen til at opnå enighed herom, således at vi kan påbegynde arbejdet i fællesskab. Jeg ønsker det held og lykke i deres seks måneder til trods for visse medlemsstaters obstruktionspolitik i Rådet.
Hr. formand, som reaktion på udenrigsminister Van Mierlos udførlige tale ville jeg egentlig sige noget, som måske bringer den lille smule lidenskab, som han længes så meget efter. Jeg ved, at han er åben over for det. Jeg vil gerne minde ham om den kendsgerning, at den europæiske integration har været et overordentligt tappert vovestykke for forrige generationer, som dermed har forsøgt at realisere en drøm. Det drejede sig om, at der ikke længere ville blive talt så meget om sværd, som var rettet mod hinanden, men meget mere om den effektive betjening af plovskær. Det er egentlig lykkedes. Man kan således egentlig sige, at vi i dag lever i et lille stykke realiseret utopi. Giv alt dette i hænderne på den bureaukratiske pragmatik, og De har på længere sigt kun en konstruktion tilbage, og det var begyndelsen af Deres tale. Men jeg tror, at det er meget vigtigt, at navnlig den nederlandske regering sørger for at give Unionens formandskab den nødvendige dynamik. Jeg formoder, at dette også er i gode hænder hos Dem. Så vil jeg sige noget om den tredje søjle, en del af denne konstruktion. At holde krampagtigt fast ved national suverænitet er i modstrid med borgernes sikkerhed. Jeg tror, at man i stadig højere grad er klar over dette. Derfor er det nu af største betydning, at det suverænt besluttes, at der gøres noget ved kriminalitet på europæisk plan. Det er særdeles farligt i denne meget klassiske sektor i retsstaten at fortsætte letsindigt uden Domstolens nødvendige beføjelser og den nødvendige parlamentariske kontrol på europæisk plan. Jeg minder om følgende: Derhjemme kender De Van Traas parlamentariske undersøgelsesudvalg om politiets og retsvæsenets adfærd. Vi er nødt til at indse, hvor letsindigt det er virkeligt at fortsætte i denne sektor uden en sådan mulighed på europæisk plan. Det er ikke vor hensigt, og det har det aldrig været, at fjerne beføjelser fra nationale parlamenter, men kun at skaffe disse beføjelser, som er efterladt i Rådet, på en forkert adresse i Bruxelles, et sundt kommunautært hjem. Jeg synes, at De bør være noget mere ambitiøs, og med hensyn til asylpolitik har De fremsat en sjov bemærkning om den nederlandske politik på dette område. De opfordrer egentlig til, mener jeg, at Kommissionen skal sørge for et pas, der er modstandsdygtigt over for svindel. Det ser det ud til. Er det ikke en for ensidig nederlandsk regeringsinteresse? Når jeg tænker på forhistorien, synes jeg, at det er lidt komisk.
Hr. formand, det nederlandske formandskab får det ikke let. Risikoen for, at der ikke kan træffes nogen vigtig beslutning inden det britiske valg, er stor, og der vil stadig være nogle uger tilbage inden topmødet i Amsterdam. På nogle få uger at afslutte noget, som det ikke er lykkedes andre at gennemføre på adskillige måneder, er noget af en udfordring og så på et område, hvor borgerne venter meget af Unionen. Disse ønsker, at deres personlige sikkerhed garanteres, at der er en effektiv bekæmpelse af den internationale kriminalitet, at forbrydelser begået mod børn, narkotikahandel, svig og korruption bekæmpes effektivt. Men hvad kan vi konstatere? På alle disse områder har det mellemstatslige system vist sin ineffektivitet. Hvad enten det drejer sig om retligt eller politimæssigt samarbejde, er skemaet altid det samme: Den store kriminalitet har gennemført sit europæiske område, mens de, der burde bekæmpe denne store kriminalitet, trækker sig tilbage bag facaden af deres såkaldte suveræne interesser og gør af den grund kun lidt, hvis ikke intet. At fortsætte ad denne vej, hr. formand, det er afgjort at gå imod fiasko. Vi har derimod for at løse problemerne behov for fællesskabsstrukturer, ikke alene med hensyn til visa, asyl og immigration, men også og fremfor alt med hensyn til forebyggelse af forbrydelser og politimæssige og retlige aktioner. Der er således to konklusioner, der gør sig gældende: For det første, at de, der klamrer sig til deres suverænitet, ved, at, hvis de ikke gør en del af denne suverænitet fælles, risikerer de at miste den fuldstændigt. Og for det andet, at det nederlandske formandskab, hvis det ikke lykkes for det i god tid at få afsluttet en effektiv pakke til bekæmpelse af den organiserede kriminalitet, må afholde sig fra at konkludere og overgive sagen til det følgende formandskab. Det ville faktisk være bedre at vente lidt længere og have nogle gode tekster i stedet for at forhaste sig og i årevis lide under følgerne af et system, der ikke fungerer.
Hr. formand, jeg takker de ærede medlemmer mange gange for deres bidrag, for deres ros naturligvis og for de anerkendende ord, som er udtalt, men bestemt også for de kritiske bemærkninger, som er fremsat. For vi står ved processens begyndelse, og som formand har jeg naturligvis mine egne opfattelser om en masse sager, som vedrører Europa, men jeg må alligevel som formand frem for alt lytte til alle de opfattelser, som der er, fordi de snart alle sammen spiller en rolle, når vi skal forene dem til overensstemmende opfattelser. Derfor er jeg taknemlig for næsten alle fremsatte kritiske bemærkninger, idet jeg lige ser bort fra de bemærkninger, som havde en stærkt national islæt. Et parlamentsmedlem beskæftigede sig udførligt dermed og sagde derefter overflødigt, at hun føler sig nederlandsk fra top til tå. Det har hun da heller ikke på noget tidspunkt lagt skjul på. Men jeg er også hende taknemlig for de kritiske bemærkninger, som hun har fremsat, og som jeg også kan bruge. Det gælder egentlig for alle medlemmer. Jeg kan måske også være noget mere kortfattet, fordi temmelig mange af de fremsatte bemærkninger ligger på fagministrenes område. Dem vil De i vid udstrækning se her. Jeg vil viderebringe Deres bemærkninger, som alle sammen er noteret, og som frem for alt også ligger på dette område - f.eks. næsten alle bemærkninger, som hr. Collins fremsatte - til vore fagministre i deres egenskab af rådsformænd. De vil kunne føre en meget mere konkret dialog med Dem derom. Mange har sagt det - hr. Oostlander har måske sagt det mest udtrykkeligt - vi befinder os i et afgørende år. Konstruktionen af Europa er påbegyndt lidenskabeligt, men det er der ikke nogen modsætning i. Hvad jeg har sagt, er, at vi ikke med det samme må forsøge hos alle borgere at vække lidenskaben for denne konstruktion. Men vi, som beskæftiger os dermed, må være lidenskabelige med hensyn hertil, ellers kan det ikke lade sig gøre. Jeg har brug for en tydelig, effektiv lidenskab, og den opfordrer jeg til hos andre, for at de kan gøre dette arbejde. Det er umuligt at behandle alt i detaljer, således som jeg sagde. Men jeg nævner et par områder, som næsten alle har talt om. Beskæftigelsen er blevet et punkt, som der efterhånden er talt om på forskellige måder i diskussionen. En havde store forventninger, en anden er skuffet. En tredje er bange for, at miljøet bliver offer. Hele spørgsmålet om beskæftigelse har allerede siden Essen fremstået som en opgave for formandskabet og for Unionen, som stadig tydeligere ligger foran os. Uenigheden drejede sig frem for alt om spørgsmålet, hvad man bør gøre dermed i Traktaten. Som det ser ud i øjeblikket, når jeg ser mig omkring, så er der stadig nogle lande, som er skeptiske med hensyn til spørgsmålet, om man nu også virkelig effektivt kan sørge for beskæftigelse i Unionen, men det er ikke en skepsis med hensyn til målsætninger eller ansvar, det er en skepsis med hensyn til spørgsmålet, om Unionen også effektivt kan mobilisere instrumentet. Det er det, det drejer sig om. Men efterhånden har der også hos dem, som indtog en mere skeptisk holdning, alligevel udviklet sig en større forståelse. Det ser derfor ud til, at der vil komme en tydelig artikel herom i Traktaten. Jeg kommer nu til ØMU'en, som mange har talt om, og ofte som om ØMU'en er beskæftigelsesmålsætningens fjende. Lad mig sige Dem, at det efter min opfattelse er en forkert opfattelse. Hvert land, som bringer sin økonomi i orden, mærker, at det på kort sigt kan have kortvarige negative virkninger på beskæftigelsen. Men der opstår en situation, som derefter kan sørge for meget mere beskæftigelse. Vi har selv oplevet det i Nederlandene, og nu nyder vi godt af resultaterne deraf. Egentlig forholder det sig ligesådan med oprettelsen af ØMU. ØMU'en er ikke beskæftigelsens fjende. Den kan på grund af det adfærdsmønster, som den kræver for at blive egnet til den, kortvarigt have den slags virkninger. I virkeligheden forventes den at have en gunstig indflydelse på evnen til at skabe beskæftigelse. Jeg tror, at dette er det rette sted til endnu en gang - egentlig er det overflødigt, for jeg sagde det så tydeligt i mit første indlæg, men måske har ikke alle kunnet høre det, så vidt jeg kan forstå - på ny at sige, hvordan det hænger sammen med den nederlandske regerings holdning til adgangen til at deltage i ØMU. Lad mig først lige sige noget til forsvar for min kollega, finansministeren. Jeg fik beretningerne fra forskellige udenlandske aviser - og det var sådan, jeg hørte derom, og da blev jeg forskrækket og tænkte: Du milde, har han sagt det, mente han det. Jeg spurgte ham om det, og jeg fik et meget korrekt svar fra ham. Ordet hysteri er faldet i sammenhæng med en beskrivelse af lande, som ikke er parate med det samme det første år, men et år eller to senere, men endnu inden euroen kommer. Og det er lande, som regnes for at være med i ØMU lige fra begyndelsen. I den forbindelse sagde han: Det ser jeg hellere, end at de på en hysterisk måde forsøger at være parate på ét år. Med andre ord, indholdsmæssigt afholder jeg mig fra en bedømmelse, men det er i hvert fald ment meget menneskevenligt. De pågældende lande behøver i hvert fald ikke føle sig fornærmet af den fremsatte bemærkning. Nu kommer jeg til den holdning, som det drejer sig om, og som hele regeringen i Nederlandene i to år har indtaget som holdning, premierministerens holdning, inklusive udenrigsministerens og finansministerens holdning, det er den holdning, som jeg har givet udtryk for, og jeg kan ikke sige det mere konkret: Enhver, som opfylder kriterierne, er velkommen, og jo flere desto bedre. Det ligger der ikke nogen bagtanker bag, f.eks. ja, så tænker man måske alligevel... Nej, sådan forholder det sig. Således har vi altid sagt. Det forholder sig dog sådan, at der i Nederlandene hersker den opfattelse, at man skal være streng med hensyn til disse kriterier. At man ikke må benytte kunstgreb. Men dette er holdningen. Jeg henvender mig således specielt til de lande, som har kunnet tillade sig den luksus at være sårede i en hel uge. Lad mig gøre et par bemærkninger om demokratiet. Derunder henhører alt, som borgerne forbinder med beslutningsprocessen. Det betyder således både gennemsigtigheden og kontrollen med den parlamentariske kontrol. Det spiller en af de vigtigste roller i diskussionerne på regeringskonferencen. Jeg forventer også, at der virkelig kan opnås resultater på dette punkt. Det nederlandske formandskab selv er meget inspireret af tanken om at gøre det demokratiske underskud mindre. Der findes i vore forslag utallige beføjelser med henblik på at øge Europa-Parlamentets muligheder for kontrol. Vi står ikke alene her. Det forholder sig dog således, det ved enhver, at der er forskellige opfattelser heraf. Det ene land lægger jo noget mere vægt herpå end det andet. Det er nu engang sådan, og det gælder for så mange ting. Det er vor opgave at opnå overensstemmelse derom. Men De må ikke tvivle om den betydning, som vi tillægger dette. Det er jo det vigtigste, som jeg kan sige Dem her på nuværende tidspunkt. Lad mig sige noget om de bemærkninger, som er fremsat om menneskerettighederne. Jeg har lagt temmelig stor vægt herpå. Jeg har sagt, at jeg synes, at det i stadig højere grad er en opgave for Europa. Dette er forklaret som: Nederlandene overlader hellere menneskerettighedspolitikken til Europa. Lad mig sige én ting herom. Det er ikke »overlade til« af magelighed. Jeg siger dette, fordi jeg mærker, at alle lande har store vanskeligheder med at føre en effektiv menneskerettighedspolitik helt alene. Jeg tror, at vi derfor med hensyn til store lande, de store vækstøkonomier såsom Kina og egentlig hele Sydøstasien, Indonesien hører lige så meget med dertil, fordi det er så vigtigt, må søge nye veje for at tale om det og for at sørge for, at vi får magt til at opretholde nogle af disse værdier eller få dem tilbage der, hvor de er gået tabt. De må således kun fortolke dette i positiv forstand. Der er fremsat en række bemærkninger om den tredje søjle. Lad mig endnu en gang udtrykkeligt sige, hvor vigtig Nederlandene synes, den er, ikke blot for et syns skyld, ikke fordi der på dette punkt er opstået en følsom debat mellem Frankrig og Nederlandene om forskellige opfattelser af narkotikapolitikken. Og, siger De, disse forskelle vil fortsætte en tid endnu, selv om jeg må konstatere, at der jo efterhånden er stadig større forståelse for en narkotikapolitik, som måske har en meget national udformning og er indrettet på en typisk nederlandsk måde, men som giver resultater, og som, hvis jeg skal sige det ærligt, er uendelig meget bedre end i de omkringliggende lande. Det er overordentlig vanskeligt. Hvilket land kan få sine borgere til at tro, at det opgiver en politik, som har så mange positive resultater, blot fordi et andet land vil have det, eller fordi der ofte er så stor mangel på forståelse heraf. Det ændrer ikke det faktum, at også Nederlandene har et stort ansvar der, hvor negative virkninger af vor nationale fremgangsmåde breder sig over grænserne til andre lande. Jeg kan forsikre Dem om, at jeg synes, at det er en udfordring, og at jeg er stolt over, at netop Nederlandene nu kan lede denne high level group , som skal bekæmpe både kriminaliteten og narkotikapolitikken sammen, og at vi også kan lede tilrettelæggelsen af denne fælles aktion, som der har været så meget postyr om. Jeg er overbevist om, at vi kan vise, at der kan opnås et meget mere intenst og større og mere effektivt samarbejde på disse punkter, uden at kernepunkterne i en national politik behøver opgives. Lad mig fremsætte en bemærkning - hr. De Vries har sagt noget om det, men jeg tror, at alle føler det sådan - om Jugoslavien og krigsforbryderne. Vi er opfordret til at træffe foranstaltninger på dette område. Lad mig sige Dem følgende. Jeg betragter selv den kendsgerning, at disse krigsforbrydere fortsat kan bevæge sig frit omkring som en byld, der, hvis vi ikke kan få den fjernet, bliver den vigtigste hindring for at opnå de målsætninger, som vi stræber efter i BosnienHercegovina, nemlig en multi-etnisk stat, som også kan være multi-etnisk, og som kan fungere. Ikke blot det, også for krigsforbryderdomstolen, som i øjeblikket er der og egentlig udstråler og symboliserer verdens samvittighed, men ikke har flere krigsforbrydere, så den kan fungere, er det så at sige en fornærmelse mod vore bestræbelser efter international retsorden og beskyttelse af værdier. Det er af denne grund, at vi ikke giver op. Jeg erkender, at det er overordentlig vanskeligt med de nuværende kræfter i Jugoslavien at få disse mennesker arresteret. Jeg vil ikke komme ind på detaljer. De kender dem for en del også selv. Men den kendsgerning, at der indtil nu endnu ikke er gjort noget effektivt ved det, betyder absolut ikke, at landene i Den Europæiske Union affinder sig med det. Man kommer så ind på et område, hvor det er vanskeligt at tale offentligt, for man tænker så på andre slags foranstaltninger. Det eneste, som jeg kan bede Dem om, er at tro på mig, når jeg siger, at vi ikke affinder os med det, det kan vi ikke tillade os. Om fleksibilitet er der fremsat en række bemærkninger. Jeg har allerede sagt, at intellektuelt bliver det det vanskeligste problem. Man kan bedst sammenfatte det således: Vi har brug for den, og man bør være mistænksom over for den, for ellers truer den integrationsprocessen, inden vi ved af det. Det er den holdning, hvormed vi vil forsøge alligevel at udforme denne kapacitet, som er nødvendig for, således som jeg har nævnt, at bringe forsoningen i stand mellem tilskyndelsen til udvidelsen og tilskyndelsen til uddybelsen. Forskellige hastigheder kan her danne bro, hvis det sker med omhu og varsomhed. Også her konstaterer jeg, at der er store modsætninger. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at vi kan nå frem til acceptable afsnit om fleksibilitet i Traktaten, med stor tilbageholdenhed i Fællesskabet i al almindelighed med hensyn til fleksibilitet i den første søjle. I den anden søjle forholder det sig anderledes, fordi vi der søger efter befrielse for vetoets tyranni. Det er absolut nødvendigt. Hr. Bertens, men også mange andre såsom hr. De Vries, har gjort opmærksom herpå. Vi vil absolut nå frem til en mere effektiv, virkningsfuld udenrigspolitik. Ikke fordi der stemmes så ofte, men selve eksistensen af vetoretten kaster allerede sine skygger fremad på hele beslutningsprocessen i Rådet. Alt for ofte fører overensstemmelsen enten til, at der ikke træffes nogen beslutning, eller til, at der træffes en beslutning med den mindste fællesnævner som grundlag for selve beslutningen. Et par ord om Cypern. Mange medlemmer har talt derom. Jeg har allerede sagt, at hvis vi ikke finder en løsning på Cypern, så hindres vi i vor frihed, både for så vidt angår NATO-udvidelsen og hvad angår udvidelsen af Den Europæiske Union, i hvert fald foreligger der så en trussel. Der må arbejdes med stor varsomhed. Det er uden tvivl således, at vi nu i øjeblikket har, hvad man kalder window of opportunity med henblik på at handle nu. Der er valg på Cypern til næste år, og vi må egentlig nu lægge grundlaget for de forhandlinger, som snart skal indledes, et halvt år efter regeringskonferencens afslutning. Der er en vis forbedring i situationen, men det er en midlertidig forbedring, der vedrører de raketter, som er bestilt, men som foreløbig, de kommende seksten måneder, ikke vil blive placeret der. Også med hensyn til tyrkiske og græske flys overflyvning. Jeg har opfordret begge parter til at afholde sig fra alt, hvad der kan føre til en forøgelse af denne spænding. Lad mig lige give endnu ét svar, specielt til hr. Bertens, selv om det egentlig ikke hører hjemme her, det har jo også et europæisk element, nemlig om den eventuelle levering af raketter til Tyrkiet. Det er simpelthen således, at der her er tale om et NATO-land. Tyrkiet falder derved ind under kategorien eventuelle våbenleverancer. Det bedømmes igen meget kritisk med hensyn til spørgsmålet, om disse våben kan anvendes mod kurderne. Under alle omstændigheder bedømmes hver officiel anmodning om en leverance ud fra spørgsmålet, om levering øger spændingen i et område. Det er de kriterier, som normalt anvendes, og som også anvendes her, men der er i øjeblikket ingen anmodning om en levering, med andre ord, at foregribe den slags beslutninger øger i sig selv også spændingen. Det er ikke nødvendigt, og det gør jeg således ikke. Lige et par ord om Mellemøsten. Der er gjort en bemærkning om, at vi der har andre interesser end amerikanerne. Det er måske nok tilfældet med hensyn til detaljer. Generelt er Mellemøsten en trussel ikke blot mod freden der, men hvis der ikke skabes fred der, så er det en trussel for hele verden. Jeg tror, at når det gælder de grundlæggende interesser, har amerikanerne og europæerne de samme interesser. Jeg lader det blive ved dette, ikke i den overbevisning, at jeg har svaret alle tilfredsstillende, men i den overbevisning, at jeg stadig vil være her mange gange og få lejlighed til at komme nærmere ind på alle fremsatte bemærkninger.
Hr. rådsformand, jeg beklager, at De egentlig kun har givet nederlandske kolleger et svar, selv om vi jo her er et meget europæisk parlament. Europæisk betyder netop tysk, fransk, portugisisk osv.! Jeg fremsatte en meget konkret kommentar vedrørende Serbien og ville gerne have et konkret svar fra Dem vedrørende Serbien og ikke kun fra hr. van den Broek, men fra rådsformanden. Venligst, hr. rådsformand, nogle få sætninger, men med indhold.
Medlemmerne må forstå, at debatten har været meget lang, og vi er i tidnød.
Hr. formand, det er rigtigt, De har ret, det er i sig selv et meget vigtigt punkt, men der lægges også lidt pres på mig på grund af Deres egen dagsorden. Også hr. Wiersma har med hensyn til Serbien udtalt sin skuffelse over, at jeg ikke straks sagde, at vi, dvs. trojkaen, med det samme rejser dertil. Lad mig sige Dem, at Serbien drøftes meget udførligt overalt på min rejse langs hovedstæderne. At følelserne er meget ens, og at vi alle sammen er rede til at spille den rolle, som er mest effektiv. I det øjeblik vi kan rejse dertil for virkelig at gøre noget, rejser vi dertil. Men man kan ikke uden videre kun for følelsens skyld rejse dertil, for det kan godt være, at det, når man har været der og kommer tilbage med tomme hænder, får en uønsket politisk virkning, medens man tre dage senere måske godt kunne gøre noget, og så kan man ikke længere, for man har lige været der. Med andre ord må vi alligevel koncentrere os om, hvad der er effektivt, man lad mig sige Dem, at alle lande er glade og med overbevisning støtter dem, som har vist, at der også er et andet Beograd end Milosevic's Beograd. Det behøver De ikke tvivle på, jeg har ikke hørt nogen undtagelse herfra, og jeg forventer heller ikke at gøre det under resten af min rejse.
Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig fr. Packs bemærkning. Jeg synes også, han bør svare andre end de nederlandske medlemmer. Jeg stillede ministeren et spørgsmål vedrørende den erklæring, hr. Erbakan kom med i går, og som kan læses i alle europæiske aviser i dag, om, at Tyrkiet og den tyrkiske hær er parat til at gøre mod Grækenland, hvad de gjorde mod Cypern i 1974. Formanden kan ikke bare ignorere en sådan trussel mod et medlemsland. Jeg forventer en øjeblikkelig tilkendegivelse fra formanden.
Jeg har ét spørgsmål, som tre grupper har stillet, og som egentlig ikke er besvaret, nemlig spørgsmålet, hvad det nederlandske formandskab mener om den i den grad ønskede udvidelse af Parlamentets budgetbeføjelser foruden de lovgivende beføjelser, hvorom De jo siger: Det støtter vi. Men med hensyn til disse budgetbeføjelser er der opstået tvivl på grund af en række udtalelser, og det opfattes her som meget alvorligt. Det vil vi således gerne have en reaktion på af udenrigsminister Van Mierlo. Det anmoder ikke blot vor gruppe om, en også tre andre grupper.
Hr. formand, jeg har begrænset mig til at stille to spørgsmål, og sandheden er, at jeg ikke har fået svar på nogen af dem. Det første er meget enkelt: Det drejer sig om at få at vide, om det halvofficielle møde i ØKOFIN-Rådet i april har planlagt at foretage en indledende undersøgelse af revisionen af de finansielle overslag med henblik på finansieringen af Den Europæiske Union i år 2000. Det andet spørgsmål er vigtigt, hr. formand, og drejer sig om at få at vide, om formandskabet efter forhandlingsrunden - og navnlig efter de kontakter, man har haft med den nuværende britiske regering - i regeringskonferencens arbejde med reformen af traktaterne overvejer en løsning med 14 medlemmer.
Jeg vil gøre det meget kort, hr. minister. De sagde, at der ikke havde været en eneste ikkesamstemmende stemme. Jeg tror, at det er fem år siden, da man havde massakren i Vukovar, mens man endnu her støttede den røde jugoslaviske hær, at der faktisk var meget få ikke-samstemmende stemmer, miner venners og min. I dag føjer vi spot til skade.
Hr. formand, med hensyn til Tyrkiet har jeg besluttet at lade Associeringsrådet drøfte forbindelserne med Tyrkiet. Tyrkiet er en forbundsfælle i NATO-regi. Der kan fremsættes megen kritik af Tyrkiet, men både de positive og de negative sider skal man behandle, og derfor vil vi holde møde i Associeringsrådet EU-Tyrkiet så tidligt som muligt for at tage alle disse spørgsmål op til diskussion. Jeg appellerede i går meget tydeligt til de pågældende, og i dette tilfælde også til hr. Erbakan om at afholde sig fra udtalelser og aktioner, som øger spændingerne. Men De må ikke undervurdere, at der i øjeblikket på begge sider finder udvekslinger af synspunkter sted, som øger spændingerne. Det må styres på begge sider, ellers når vi ikke frem til det, som under alle omstændigheder må ske for at finde en løsning for f.eks. Cypern. For så vidt angår indflydelsen på budgettet, nøjes jeg med denne bemærkning: Meningsudvekslingerne om forskellen mellem de obligatoriske og de ikke-obligatoriske udgifter på regeringskonferencen giver meget ringe udsigt til, og det er simpelthen reelt at se det i øjnene, at denne forskel fjernes. Det betyder ikke, at alle synes, at det skal forblive således, som det i øjeblikket er, men jeg mener, at jeg på et tidligere stadium har svaret Dem, at nogle processer i integrationsprocessen nu engang pr. definition forløber trinvist. På nuværende tidspunkt forventer jeg ikke ret mange muligheder for at ændre på forskellen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter. Med hensyn til et uformelt møde om de finansielle overslag bør finansministrene i ØKOFIN først og fremmest træffe beslutning. Der står i det nederlandske formandskabs arbejdsprogram, at der kunne foretages en uformel, fuldstændigt uforpligtende, udveksling af synspunkter, men der har rejst sig så mange protester, at det er et spørgsmål, om dette møde virkelig vil finde sted. Jeg personligt tror, at når ét land minder om aftalen om at undlade dette og fastholder denne holdning, er det ikke muligt at ændre dagsordenen på dette punkt. Men hvis mødet skulle finde sted, så vil det kun dreje sig om en rent uformel og uforpligtende udveksling af synspunkter. Der er også stillet et spørgsmål om situationen med hensyn til Det Forenede Kongerige. Det er vanskeligt at svare derpå på ét minut uden at træde nogen over tæerne. Jeg bryder mig ikke om, at de fjorten lande sammen forsøger at nå til konklusioner, og at man lader Det Forenede Kongerige befinde sig i en isoleret situation med alle disse sager. Det forekommer mig at have den stik modsatte virkning. Man giver så anledning til politisering og polarisering i Det Forenede Kongeriges valgkampagne, og det har vi ikke ret megen interesse i. Jeg vil sige Dem, at jeg ikke har noget som helst behov for at blande mig i Det Forenede Kongeriges valgkampagne. Det er ikke vores opgave, det er deres demokrati, det er deres værdier, som står på spil, og jeg har endnu mindre grund til at udtale mig om den mest ønskede vinder. Det eneste, jeg er berettiget til, og det er på temmelig mange menneskers vegne, det er at håbe, at det lykkes briterne at tale om Europa på en ikke alt for negativ måde under deres kampagne. For hvis det er tilfældet, hvis der opstår en kampagne dér, hvori kandidaten med den mest anti-europæiske indstilling kan trække flest stemmer, jeg siger ikke, at det vil ske, men hvis det forholdt sig sådan, så vil vinderen, hvem det end måtte være, få meget få muligheder for at nå frem til forhandlinger kort derefter. Og lad os være ærlige, vi har brug for briterne for at skabe Europa, og vi vil også beholde dem. For at gøre dette, må vi gøre vort arbejde. Vi må således så vidt muligt forsøge at glemme, at dette problem findes. Lad dem føre denne kampagne. Lad os også ligesom briterne forsøge så konstruktivt som muligt at gennemgå sagerne, og lad os undgå, at vi får situationer, hvori briterne står isoleret på alle vitale områder i det sidste stadium inden valget. Hvad det øvrige angår gør vi klogt i ikke at tænke for meget på dette britiske valg. Det er også en forkert fremstilling af tingene at mene, at Det Forenede Kongerige er det eneste land, som står i vejen for overensstemmelse på en række væsentlige punkter. Det er ikke rigtigt, og vi må nægte at opretholde dette billede. Det er ikke i Storbritanniens interesse og heller ikke i Europas interesse.
Mange tak, hr. Van Mierlo. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Hr. formand, jeg tror, at vores daglige praktiske arbejde skal bruges til, at vi ændrer vores dagsorden og den måde, vi planlægger vores arbejde. Hr. formand, jeg beder Dem forelægge Præsidiet, at forhandlinger som den, vi lige har afsluttet, bør forberedes bedre, og når formandskabet som i dette tilfælde er villig til at svare åbent og på traditionel parlamentarisk vis, skal det også have tilstrækkelig tid til at svare. Disse forhandlinger skal ikke behandles som en almindelig debat, fordi for os er de meget vigtige. Jeg gør også formandskabet opmærksom på, at i næste mødeperiode omfatter dagsordenen en forhandling med Europarådet. Jeg håber, at man meddeler Europarådet, at det vil have tilstrækkelig tid til en åben diskussion i en åben og parlamentarisk dialog, sådan som dette Parlament altid anmoder om, og som er så nødvendigt for det. Jeg beder Dem forelægge Præsidiet denne anmodning.
Det er i orden. Jeg vil forelægge det for Præsidiet.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0009/97) fra Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (C4-0666/96-00/0411(COD)) (Ordfører: Oomen-Ruijten).
Hr. formand, forligsproceduren vedrørende fjernsalg har, synes jeg selv, haft et prima resultat. Vi har opnået temmelig meget under disse forhandlinger. Egentlig mere, end Rådet syntes om, og det er første gang, at Rådets holdning er ændret mellem den fælles holdning efter andenbehandlingen og forligsproceduren. I denne henseende første gang, at det, medens det i begyndelsen ikke opfyldte Parlamentets ønsker, alligevel har vedtaget disse enstemmigt. Efter alle Parlamentets ændringsforslag har de for første gang vedtaget et sådant forslag med kvalificeret flertal. Jeg har i delegationen mærket, at det giver resultat at vedblive at opfordre til en forklaring fra Rådets side, at forklare, hvorfor man gør noget, og at stille modspørgsmål, og af de 31 ændringsforslag er derfor hele 26 helt eller i tilpasset form optaget i teksten. Tre ændringsforslag var i den forbindelse blevet overflødige, hovedsagelig af tekniske grunde. To ændringsforslag har ordføreren af praktiske grunde trukket tilbage. Et godt resultat, når man tager i betragtning, at Rådet i første instans egentlig ikke ville overtage noget som helst ændringsforslag. Endelig foreligger der nu et direktiv, som dækker et presserende behov. Et vigtigt stykke forbrugerbeskyttelse på et område, hvor der stadig overhovedet ikke gælder nogen europæiske regler, og hvor sådanne er nødvendige. Det er vigtigt, i betragtning af den store stigning, som der er sket med hensyn til fjernsalg af varer og tjenesteydelser. I stadig højere grad bruges eksisterende, men også nye teknologier. Vi begynder at købe plader gennem fjernsynet, vi køber tøj gennem Internet, og vi bestiller vores rejse pr. telefon. Det benyttes stadig mere. Ikke blot i vores eget land gør vi det, men også på tværs af grænserne henvender vi os til leverandører, og leverandører henvender sig til os. En selvbevidst forbruger må på det indre marked sættes i stand til ved de indkøb, som vedkommende foretager, også at gå velovervejet til værks og foretage velovervejede valg. Det er ikke kun i forbrugerens interesse, men det er også til fordel for dem, som leverer varer eller tjenesteydelser. For at kunne foretage disse valg, må en række forudsætninger være opfyldt. Et af hovedpunkterne er retten til ordentlig information. I direktivet fastsættes det, at forbrugerne for at indgå en aftale bl.a. skal vide prisen, de vigtigste kendetegn, betalingsmåde og i påkommende tilfælde leveringsomkostningerne ved varerne eller tjenesteydelserne. Parlamentet vil også have, at pengene tilbagebetales i tilfælde af forudbetaling, når der ydes en tjenesteydelse, der ikke svarer til den aftalte. Vi har stillet en række betingelser i dette direktiv med hensyn til marketing. Der er kommet et forbud mod brug af fax, den tilkoblede telefon, telefonopkald, og hvis telefonen bruges ved kolportage eller marketing, er der i hvert fald nu regler om, at man ikke længere uden videre kan forstyrre alle under måltidet. Hr. formand, noget meget vigtigt, som Rådet egentlig ikke ville have, og som tidligere kun var fastsat i en aftales små typer, er levering af en erstatningsvare. Det ville således betyde, at hvis jeg skal føre valgkampagne i mit eget land, og jeg har brug for grønne t-shirts, og de leverer mig røde t-shirts, så kan jeg godt komme af med dem hos socialisterne, men jeg ville da have haft grønne. De røde t-shirts må således kunne sendes tilbage, og dem må jeg derfor kunne få penge tilbage for. Den slags tilfælde, som der normalt kun er fastsat regler for med små typer, er nu også optaget i lovgivningen, og det har kostet temmelig meget besvær. Så er der spørgsmålet om de finansielle tjenesteydelser. Et ændringsforslag, som vi havde stillet herom, er desværre ikke vedtaget med et antal stemmer - jeg takker stadig en række liberale kolleger, D'66-kolleger og ligeledes et par kolleger på den anden side. Hvad vi dog har opnået - det siger jeg også til hr. Fernand Herman - er, at der nu er kommet en forpligtelse for Rådet med hensyn til grønbogen om finansielle tjenesteydelser om, at der, hvor der er mangler, kommer der også nye muligheder for lovgivning. Hvad der så bør træffes bestemmelser om, og hvad der egentlig også er fuldstændig nyt, er spørgsmålet om appel. Vi har i denne lovgivning fastsat, at ligeledes forbrugerorganisationer kan appellere også på et andet retsområde. Jeg tror, at det er fuldstændig nyt. Jeg vil gerne lige pege på selvreguleringen, som jeg tror giver gode muligheder for at behandle alle klager. Jeg vil også pege på blomsterudbringning; denne ville henhøre under direktivet. Det er ligeledes helt nyt, at der i en forligsprocedure, under fælles forhandlinger mellem Rådet og Parlamentet, også er optaget en ordning med henblik herpå.
Hr. formand, vi har i eftermiddag udførligt behandlet væsentlige spørgsmål, men det er passende, at en person, der er en pryd for nederlandsk politik, nu kommer med det første indlæg under det nederlandske formandskab i forbindelse med en sag, som hun i høj grad har gjort til sin egen i de seneste år. Jeg vil gerne komplimentere hende for den tid, hun har brugt på at få dette direktiv ind i en særdeles tilfredsstillende forligsfase. Jeg vil også gerne på forhånd undskylde over for hende og over for kommissær Bangemann, som jeg gerne vil stille et spørgsmål, at jeg er nødt til at gå næsten med det samme for at stille et andet spørgsmål til hr. Santer i undersøgelsesudvalget om BSE, som holder møde på samme tid som denne forhandling. Jeg vil blot fremsætte et par meget korte bemærkninger, da ordføreren allerede har sagt meget. For det første gør den enorme stigning i det direkte salg, at forbrugeren får både det bedste og det værste i forbindelse med denne nye verden. Det bedste, idet der er adgang til en lang række nye tjenesteydelser. Det værste, idet der ikke er nogen beskyttelse med hensyn til kendskab til de salgsteknikker, der anvendes. Undertiden befinder forbrugeren i denne situation sig i det, vi på engelsk, med lån fra nederlandsk, kalder forlorn hope - forfængeligt håb. På nederlandsk er det vist verloren hoop . Den situation, hvor man ikke har tilstrækkeligt kendskab til, hvad der sker med og omkring én, er noget, som dette direktiv har forsøgt at rette op på. Det glæder mig, at 26 af de forslag, som blev behandlet under forligsproceduren, er blevet accepteret, navnlig i betragtning af den temmelig beklagelige forhistorie og de to års forsinkelse i det tidligere Parlament, hvor dette spørgsmål var blokeret i Rådet. Denne proces er nu ikke længere blokeret, og jeg glæder mig over de resultater, vi har nået. Jeg vil gerne sige et par ord om de spørgsmål, som ordføreren kom ind på. Vi har fået en række vigtige tilføjelser til teksten. Vi har nu givet forbrugerne syv arbejdsdage, hvor de kan ombestemme sig. De vil få behørige oplysninger, når de skal have tilsendt erstatningsvarer. De har ret til tilbagebetaling, hvis de ombestemmer sig, og de har ret til fuld tilbagebetaling, hvis leverandøren går konkurs eller undlader at opfylde den pågældende aftale. Dette er fantastiske aspekter, og sammen med beskyttelsen mod uønskede reklameopringninger, et ændringsforslag, som jeg har beskæftiget mig med tidligere, udgør de en reel beskyttelse. Der er imidlertid fortsat problemet med finansielle tjenesteydelser. Kommissær Bonino gav tilsagn om at forelægge en meddelelse om finansielle tjenesteydelser og i givet fald et direktiv. Et år senere har vi kun fået en vag grønbog og ingen lovgivning. På udvalgets vegne og personligt vil jeg gerne spørge kommissær Bangemann, hvor Kommissionen nu befinder sig i relation til dette forslag? Parlamentet beder indstændigt Kommissionen og GD XXIV's nye generaldirektør - når vedkommende er udnævnt - at lægge den samme beslutsomhed for dagen i forbindelse med bestemmelserne vedrørende disse finansielle tjenesteydelser, som ordføreren har gjort. Da jeg kommer fra et land, hvis regering stiller sig vrangvillig over for, at forbrugerorganisationer skal kunne indbringe kollektive søgsmål for domstolene, glæder jeg mig over den mulighed, der nu findes i alle medlemsstater. Som fru Oomen-Ruijten helt rigtigt siger, er dette noget helt nyt og noget, som jeg håber man vil benytte sig af i alle lande, herunder mit. Jeg vil indstændigt bede Det Forenede Kongerige om at give legitime forbrugerorganisationer, og ikke kun generaldirektøren for loyal forretningspraksis, mulighed for at indbringe sådanne sager. Som et resultat af det hårde arbejde, som alle, der har beskæftiget sig med dette direktiv, har udført, men især ordføreren, har forbrugerne ikke længere et forlorn hope , men et fast tilsagn om, at de får den rette beskyttelse.
Hr. formand, først og fremmest vil jeg ønske Dem tillykke med genvalget og håbe, De får en god arbejdsperiode! For så vidt angår aftaler vedrørende fjernsalg genfremsættes der efter Europa-Parlamentets ønske i det væsentlige tre ting i forslaget. Den første er - som vi har hørt fra ordføreren - på klar og enkel måde at give forbrugerne alle de fornødne oplysninger, fra retten til tilbagebetaling til adfærdskodeksen og de almindelige bestemmelser. Den anden er harmoniseringen af reglerne vedrørende den endelige forbrugers udøvelse af retten til at træde tilbage, og den tredje angår endelig indførelsen af et effektivt system, der gør det muligt at løse grænseoverskridende tvister. Af medlemsstaterne kræves det yderligere, at de skal rette sig efter direktivet senest tre år efter dets ikrafttrædelse, mens vi anmoder Kommissionen om at udfærdige en beretning om gennemførelsen af direktivet senest fire år efter dets ikrafttrædelse. Vi påskønner derfor meget det arbejde, der er udført, først og fremmest af ordføreren, som vi siger tak, af hele Forligsudvalget og Kommissionen, som har været tilstrækkelig lydhør over for ordlyden af det kompromis, hvori næsten alle Parlamentets ændringsforslag er indgået. Vor gruppe vil derfor støtte det fælles forslag med den tilfredsstillelse, at vi har bidraget til at give den endelige forbruger et ajourført redskab til forsvar for hans rettigheder.
Hr. formand, kære kolleger, i modsætning til ændringsforslag, som var stillet her under andenbehandlingen, drøfter vi i dag et kompromis, som vidner om mere realisme, og som er acceptabelt for alle medlemmer af Forsamlingen. Det glæder mig særlig meget, at de finansielle tjenesteydelser er udelukket. Ikke fordi jeg vil skåne denne sektor, men grunden er, at det specifikke ved finansielle transaktioner er uforeneligt med dette direktivs almene karakter. Nærmere undersøgelse, bl.a. gennem grønbogen, må bringe eksisterende problemer frem i dagens lys. Endvidere støtter jeg artikel 10 om anvendelsen af visse kommunikationsteknikker og det såkaldte cold calling . Desværre risikerer det opnåede kompromis at blive dødfødt i betragtning af, at der træffes bestemmelser om cold calling på en anden og mindre praktisk måde i ISDN-direktivet. For at forhindre dette har jeg på min gruppes vegne stillet et ændringsforslag til Medina Ortega-betænkningen. I hvert fald støtter min gruppe det opnåede kompromis vedrørende direktivet om fjernsalg.
Hr. formand, kære kolleger, den betænkning, som er kommet tilbage til os fra forligsproceduren med Rådet, har til hensigt juridisk at harmonisere ordningen med aftaler vedrørende fjernsalg, som medfører nogen illoyal konkurrence. Disse teknikker er i dag talrige: Tryksager, standardbreve, kataloger, telefon med eller uden menneskelig eller automatisk medvirken, radio, videofon, fax, telefonsalg gennem fjernsynet, som CD-ROM'en og MODEM'et vil mangedoble i fremtiden, idet de muliggør forbindelse mellem PC'ere etc. Jeg lykønsker ordføreren, og jeg noterer mig, at direktivet opstiller en hel række instrumenter, der gør det muligt at gennemføre disse målsætninger: Frister for tilbagekaldelse, bevisbyrden kan vendes om under visse betingelser, sondring mellem det professionelle og det private, udelukkelse af visse aftaler navnlig dem, der vedrører finansielle tjenesteydelser, specifikke informationer etc. Mit eneste forbehold vedrører det, at en information, der forekommer mig helt væsentlig, ikke figurerer i direktivudkastet og ikke er omtalt i fru Oomen-Ruitjens fremragende betænkning. Det drejer sig om gældende ret for sådanne aftaler. Drejer det sig om udgangspunktet for tilbuddet? Drejer det sig om ankomstpunktet for tilbuddet? Drejer det sig om udgangspunktet for accepten eller det sted, hvor accepten blev modtaget? Dette spørgsmål er helt fundamentalt navnlig i forbindelse med muligheden for, at aftalerne underlægges retten i en tredjestat, hvilket ville gøre det muligt at omgå den europæiske lovgivning. Jeg tror generelt for øvrigt, at vi ville have interesse i at harmonisere de internationale privatretlige regler mere i stedet for de grundlæggende regler.
Hr. formand, fru Oomen-Ruijten var alt for beskeden. Det er virkelig en fremragende succes, et resultat af hendes arbejde, som man med rette kan være stolt af, og jeg komplimenterer hende mange gange for det! Jeg vil meget kort komme ind på to spørgsmål, som blev rejst. Hr. Whitehead og andre henviste til de finansielle tjenesteydelser. De ved, at vi i den forbindelse har forelagt en grønbog, som også stadig er til behandling i Parlamentets udvalg. Så snart denne behandling er afsluttet, vil vi selvfølgelig forelægge forslag, som også medtager det, som Parlamentet kan bidrage med til denne debat. Med hensyn til det, hr. Gollnisch sagde: Dette forslag ændrer ikke de almindelige bestemmelser. Dvs. at med hensyn til spørgsmålet om, hvilke bestemmelser der finder anvendelse, gælder de almindelige bestemmelser, som allerede findes i dag. Vi behøver ikke at behandle dem yderligere, da de er tilstrækkeligt klare. Der findes en international konvention, og den finder naturligvis stadig anvendelse her.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0006/97) fra Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser (C4-0667/96-00/0426(COD)) (Ordfører: Roth-Behrendt).
Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at komplimentere ordføreren for de glimrende forhandlinger, hun førte i Forligsudvalget. Jeg vil også gerne takke Kommissionen, som muliggjorde den endelige aftale, da dens rolle og hjælp var særdeles acceptabel under denne forligsprocedure. Ligesom fru Roth-Behrendt føler jeg, at dette er en aftale, som man egentlig ikke behøver forsvare: Den taler for sig selv. Var vi ikke kommet frem til den form for aftale, som vi rent faktisk nåede frem til, kunne jeg ikke sige, som jeg gør nu, at der vil blive krævet mærkning, når der har været en ændring, som det er nødvendigt at angive på mærkningen. Udeladelsen af ordet »væsentligt« og de indrømmelser, som Rådet har gjort ved at gå med til, at dette ord udelades, var, undskyld jeg siger det, væsentligt. Vi har en noget omstændelig sprogbrug som følge af det kompromis, der er indgået. Nu siger vi »hvis levnedsmidler ikke længere svarer til eksisterende levnedsmidler eller levnedsmiddelingredienser.« Denne ordlyd er ordet »væsentligt« blevet erstattet med. Det beklager jeg: Den er kluntet, og det havde været bedre blot at have ladet ordet »væsentligt« udgå og ladet det blive ved det. Jeg må sige til dem, der kritiserer os, at jeg fuldt ud accepterer det, fru Roth-Behrendt lige sagde. Kan vi på nogen måde virkelig forvente, at de 15 medlemsstater pludselig koordinerer deres lovgivning og kræver mærkning i hele Den Europæiske Union? Det er jo Europa-Parlamentet, som ved at anvende den fælles beslutningsprocedure på en positiv måde har insisteret på beskyttelsen af forbrugerne, som ellers ikke ville være blevet opnået på baggrund af Kommissionens oprindelige forslag. Hvis dette lyder selvtilfreds, så er i det orden, men vi er her for at repræsentere de almindelige europæiske vælgere, og i den henseende har vi nået vore mål. Jeg er alle dem, der har deltaget i Forligsudvalget, meget taknemlig for det kompromis, vi i fællesskab har opnået.
Hr. formand, i denne afsluttende fase af forhandlingen skal vi, som andre medlemmer har sagt, koncentrere os om den besked, vi giver offentligheden. Det skal være en besked om sikkerhed, fordi betingelserne for produkternes sikkerhed er blevet bedre, og betingelserne for information er også blevet bedre. Derfor er det en positiv besked. Det bør også understreges, at denne forordning også iværksætter en effektiv videnskabelig vurdering for at forhindre enhver risiko for miljøet, sikrer forbrugerne, at man beskytter deres ret til sundhed, og naturligvis også fastsætter nogle supplerende specifikke krav til information af forbrugeren, hvor der er behov for det. I forbindelse med mærkningen - et område hvor der er opstået stor politisk debat - er det vigtigt, at produktet er et kvalitetsprodukt, ligesom det i vejtrafikken er vigtigt at have sikre veje og ikke dårlige veje fyldt med signaler om, at der er fare, og man skal passe på. Og det er det, vi har forsøgt her: At give forbrugeren den største sikkerhed og derefter tilstrækkelig information. Jeg mener, at det at man har fundet en balance har givet mulighed for at erklære, hvilke levnedsmidler, der betragtes som ikke-svarende til eksisterende levnedsmidler, samt for en præcis fortolkning af dette princip. Jeg tror, at vi i denne henseende skal være rolige, og at det er denne besked, vi skal give borgerne. Med denne forordning afslutter Den Europæiske Union desuden en debat, som har været alt for lang, og det er godt, at Parlamentet har grebet ind på en meget aktiv måde. Jeg vil gerne sige tak til ordføreren for det arbejde, hun har udført, på trods af nogle uoverensstemmelser, vi havde i starten, og det er kun retfærdigt også at takke hr. Bangemann, som i den indledende fase også har hjulpet os i vores forhandling med Rådet. Det Europæiske Folkepartis Gruppe støtter fuldt ud den beslutning, vi er nået frem til i dette udkast.
Vi kan da glæde os over det opnåede resultat, hr. formand, og i særdeleshed kan vi udtrykke vor glæde over for ordføreren, fru Roth-Behrendt. Det er naturligvis et kompromis, men når vi tænker på, at der for et antal måneder siden i en lang række medlemsstater stadig var meget stor modstand mod den fælles holdning, så kan jeg godt sige, at vi nu har opnået noget. Naturligvis er det væsentligt for os, at produkter eller dele af produkter, som er modificerede, nu skal mærkes. Det er overordentlig vigtigt for forbrugerne. Vi liberale synes, at det er meget vigtigt, at forbrugerne kan vælge mellem en genetisk modificeret artikel og en ikke-modificeret artikel. Naturligvis er det et kompromis, og jeg ser hen på vore grønne kolleger, men hvis De stemmer imod dette forslag, så er det et tilbageskridt. Det er således noget eller intet. Hvis vi har noget, kan vi også bedre kontrollere, og så har vi en bedre lovgivning. Tænk f.eks. på beslutningen om genetisk modificeret majs. Nu har vi noget, hvormed vi kan samarbejde med Kommissionen på et fælles grundlag. Jeg vil sige, lad os alle sammen stemme for dette forslag, så bliver vi ikke stående med tomme hænder.
Det foreliggende kompromis er en forordning om ikke-mærkning og en vildledning af forbrugerne! Det garanterer ingen omfattende mærkning af genmodificerede produkter og er en snydepakke. Forbrugerne famler fortsat i mørke. Lige så lidt som sojaolien af genmanipuleret soja mærkes, mærkes mælken, som kommer fra køer, som er behandlet med genmanipulerede væksthormoner. At tale om en omfattende mærkning her er ganske enkelt mærkningssvindel. Novel food -forordningen er baseret på dette dårlige kompromis. Den er en hemmeligholdelsesforordning for mere end 80 % af de genmodificerede levnedsmidler. Forbrugerne skal hemmeligt prakkes størsteparten af de genmanipulerede levnedsmidler på. Det svarer til en tvangsernæring. Forordningen indeholder ikke en eneste sætning om mærkningens indhold. Men forbrugerne har ret til en klar og helt entydig mærkning. Mærkningen overlades dog i vidt omfang til producenterne, og de vil udtrykke sig meget eufemistisk og uklart, f.eks. »fremstillet med moderne bioteknologi« eller »ernæringsfysiologisk optimeret«, ja, jeg har endog allerede hørt fra industriens repræsentanter, at man skal mærke det som »miljøvenligt produceret«. En hån mod forbrugerbeskyttelsen og forbrugernes ønske om en klar og omfattende mærkning! Dermed bliver det også klart: Kompromiset skaber forvirring for forbrugerne og giver den genteknologiske industri frie hænder. Kompromiset garanterer heller ikke en seriøs tilladelsesprocedure. I forbindelse med de fleste genmodificerede produkter er det tilstrækkeligt med en simpel anmeldelse til Kommissionen, og det garanterer overhovedet ikke nogen beskyttelse af forbrugerne. Hvor er de sundhedsmæssige kontrolkriterier egentlig? Der er slet ikke nogen! At tale om en beskyttelse af forbrugerne her er pure bedrag! Risiciene for menneske og miljø er forprogrammeret. Genmodificerede levnedsmidler vil også fortsat være russisk roulette for allergikere. Der mangler et offentligt register og et omfattende ansvar. Heller ikke dette bidrager til at skabe tillid hos forbrugerne. Kompromiset er et slag mod forbrugerbeskyttelsen og lige så hullet som en schweizerost. Påstanden om, at en dårlig forordning er bedre end ingen forordning, er en politisk falliterklæring, og den er forkert. Forordningen forhindrer vidtgående mærkningsbestemmelser i medlemsstaterne. Jeg anbefaler ordføreren at se nærmere på hendes indlæg under første- og andenbehandlingen. Kompromiset er et forræderi mod forbrugerbeskyttelsen! Det er en elendig, ussel retsakt og vil vedvarende rokke ved borgernes tillid til Den Europæiske Union! Sig nej til denne snydepakke og hemmeligholdelsesforordning! Det opfordrer jeg Dem indstændigt til.
Hr. formand, i mit land ønsker 85 % af befolkningen ikke at konsumere genetisk modificerede levnedsmidler. Hvis forsamlingen ønsker at respektere det demokratisk princip om forbrugernes frie valg, er vi nødt til at garantere gennemsigtigheden af, hvor ingredienserne i vort daglige brød stammer fra. Det betyder, at forbrugeren skal have ret til at vide, hvordan den hvede og den soja, han spiser, er fremstillet. Det kompromisdirektiv, vi behandler lige nu, giver ikke nogen garanti i denne henseende. I praksis vil kriterierne for mærkning af genetisk modificerede levnedsmidler først blive fastsat, når dette direktiv er blevet vedtaget, og vil blive udarbejdet af Kommissionen. Det kalder vi »at købe katten i sækken«. Helt seriøst mener jeg ikke, at vi bør gøre det. På den anden side findes kriterierne for overholdelse af forordningerne vedrørende levnedsmiddelsikkerhed ikke endnu og skal også fastsættes af Kommissionen alene. Efter alt det, vi har set i forbindelse med kogalskaben, bør Parlamentet ikke overgive dette ansvar til Kommissionen. Skulle forsamlingen stemme for dette kompromis, vil registreringsproceduren være den såkaldte »forenklede procedure«. Denne registrering vil ikke finde sted hos levnedsmiddelmyndighederne i medlemsstaterne, men hos Kommissionen selv. Jeg tvivler på, om Kommissionen rent faktisk har nok personale til at oprette kontrolorganer med den nødvendige viden. I praksis vil Kommissionen være nødt til at stole på producenterne. Det ville jeg ikke personligt gøre. Af disse grunde - den manglende gennemsigtighed og den manglende sikkerhed for forbrugerne - anbefaler jeg, at dette kompromis forkastes.
Hr. formand, Forligsudvalget og særligt fru Roth-Behrendt fortjener stor ros for at have fjernet undtagelsen fra den obligatoriske mærkning af produkter, der indeholder eller består af GMO'er, hvis genmodifikationen udelukkende er foretaget af landbrugsmæssige årsager. Vi ved, at de europæiske forbrugere er meget skeptiske over for genmodificering. De har ret til at træffe et kvalificeret valg, og dette opnås i en vis grad igennem forligsteksten. Men desværre ikke i så stor grad, at der nu er blevet tale om en ansvarlig forbrugerpolitik. Mærkning er forbrugeroplysning og bør være obligatorisk. Den bør omfatte alle typer produkter og også gøre opmærksom på fremstillingsprocessen. F.eks. ønsker jeg under ingen omstændigheder at købe en vare, der er fremstillet af et produkt, som har fået tilsat et gen, der gør det resistent over for lad os sige round up . Den dag, der findes så store koncentrationer af round up i drikkevandet, at man vil forbyde eller begrænse brugen af det, vil dette være næsten økonomisk umuligt alene af den grund, at man i så fald heller ikke længere kan bruge de genmodificerede planter. Det er også et stort problem, at produkterne ikke blot skal være fremstillet af GMO'er, men at de skal være »novel« for at blive pålagt en tilladelsesprocedure. Dermed falder alle allerede markedsførte genmodificerede produkter uden for forordningens rammer. Sidst men ikke mindst er jeg principielt imod at udstede en blanco-check til Kommissionen og komitéerne. Dette er netop, hvad der er ved at ske med denne forligstekst. Væsentlige og politiske beslutninger bringes uden for folkevalgte politikeres rækkevidde. På lukkede komitémøder skal det således afgøres, hvornår et produkt fremstillet af GMO'er adskiller sig i væsentlig grad fra det traditionelle produkt, og hvordan og hvorvidt produkterne skal mærkes. På baggrund af kravet om oplysning og åbenhed i enhver procedure må den danske undergruppe til trods for Forligsudvalgets store indsats stemme imod forligsteksten.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, for næsten nøjagtigt ti måneder siden stemte vi her under andenbehandlingen om Parlamentets ændringsforslag til novel food -forordningen. Dengang blev alle de ændringer, som mange i Parlamentet ønskede, absolut ikke vedtaget. Alligevel må jeg i dag virkelig som det første komplimentere fru Roth-Behrendt for den kreativitet og den klogskab, hvormed hun med udgangspunkt i det, der kom i Forligsudvalget, har opnået det bedst mulige til forbrugerne. Jeg mener, at Parlamentet kan være stolt af resultatet, når vi tænker på, hvor lidt vi egentlig er gået ud fra. Jeg vil gerne her fremsætte to bemærkninger vedrørende mærkningen. For det første skal alle genetisk modificerede organismer nu mærkes, når de forekommer i et levnedsmiddel og stammer fra en landbrugsmæssig eller anden ændring, hvilket står i stor kontrast til den fælles holdning fra Rådet og Kommissionen. For det andet bygger mærkningen af genetisk modificerede bestanddele - og jeg beder om, at man også lægger nøje mærke til sprogbrugen, da jeg her taler om såvel organismer som om bestanddelen - på dokumentationen af forskellighed. Dette er et meget vigtigt aspekt, fordi man her netop på baggrund af, at man ikke har opført alle procedurer, hvormed denne dokumentation kan tilvejebringes, kan give udviklingen et stort spillerum, hvilket er særlig vigtigt for forbrugerne. Jeg vil også gerne nævne et sidste punkt. Det er også lykkedes i artikel 14 at holde fast ved, at Kommissionen foretager en langtidsovervågning af virkningerne, såvel virkningerne på det indre marked, på markedets udvikling, som virkningerne på forbrugerbeskyttelsen og udviklingen af folkesundheden, og jeg tror, at vi så også vil få meget mere at vide om, hvordan disse nye levnedsmidler indvirker på menneskene.
Hr. formand, lad mig begynde med at give fru Roth-Berendt en oprigtig kompliment. Hvorfor? Jeg ved, hvordan det gik med fjernsalget. De havde som ordfører ikke det held at have en kommissær, som samarbejdede. Nej, det var snarere hr. Bangemann, som modarbejdede Parlamentet. Må jeg derfor give Dem en kompliment for det opnåede resultat. Det var første punkt. For det andet var der i sin tid stillet seks ændringsforslag. De var ikke glad for, at vi gjorde det i PPE-Gruppen. Jeg tror alligevel, at De kan begrave denne stridsøkse, i den forstand at eftersom De fik den fulde støtte fra PPE-Gruppen til at realisere disse seks ændringsforslag, gjorde De det, men selv det var alt for vanskeligt. Altså kompliment nr. to. Jeg hørte netop fru Breyer og også hr. Weber, som læste en tekst op, og han giver det udseende af, at forbrugerne narres. Jeg vil meget gerne invitere hr. Weber, som kommer fra et land, som også ligger i Benelux, til at komme til Nederlandene for at se, hvordan det fungerer. Nøjagtig det, som forbrugerorganisationerne har gjort der, findes her i den lovgivning, som vi foreslår. Altså ikke narre nogen forbrugere, nej, sørge for, at der under alle omstændigheder sker noget godt. Tre stikord. For det første sikkerhed. Vi har i forbindelse med BSE-affæren lært meget. Jeg tror derfor, at det er overordentlig vigtigt, at disse agronomiske kendetegn, som først var undtaget, nu er medtaget. Andet kendetegn er information. Information er nødvendig, for at forbrugeren kan foretage et godt valg. Denne information gives nu. Der er ikke længere mulighed for undtagelse, således at forbrugerne - og det viser Greenpeace-undersøgelsen os - ved, hvad de spiser. Og et tredje punkt, og det er jeg også bekymret over ligesom fru Roth-Behrendt, det er, hvad der nu vil ske med aromaerne og ekstrakterne. Det er der endnu ikke truffet bestemmelser om, og det må tilpasses.
Hr. formand, jeg vil også gerne slutte mig til de forskellige kolleger og takke fru Roth-Behrendt for den indsats, hun har udvist, selv om jeg overhovedet ikke kommer frem til den samme konklusion som hende. Vi skal faktisk i morgen udtale os om den ændrede tekst til forslaget til forordning, som har undergået mange forvandlinger, og personligt ønsker jeg at fordrive enhver misforståelse blandt os: Man udtaler sig ikke om Europa-Parlamentets delegations arbejde i Forligsudvalget, hvis manøvremargen var meget ringe, for ringe efter min mening, til at nå til et resultat. Man skal udtale sig om det færdige produkt, og dette færdige produkt er ikke acceptabelt for os. Det er det ikke af flere grunde: Allerførst er det klart, at visse stoffer, der indgår i forædlingen af fødevarer, især enzymer, overhovedet ikke er dækket af lovgivningen. Vi har heller ikke nogen juridisk garanti for den lovgivning, der vil blive anvendt på opløsningsmidler, tilsætningsstoffer og farvestoffer. Endelig ved vi, hvad angår vurderingen af risikoen, gennem den tekst, vi har fået forelagt, at mange fødevarer fremstillet ved genteknologi blot vil være genstand for en enkel meddelelse til Kommissionen. På det tidspunkt, hvor de markedsføres, vil der ikke være nogen godkendelsesprocedure. Allerede af den grund mener vi, at teksten er utilstrækkelig! Men der er mere! Heller ikke etiketteringen er faktisk tilstrækkelig: Der er en vis tydelig udvikling, men der er stadig mange usikkerheder i denne famøse artikel 8, som vi så længe har kæmpet om. Disse usikkerheder vil klart betyde åbne døre og give Kommissionen en betydelig manøvremargen; vi har al grund til at tro, at Kommissionen er meget mere optaget af det indre markeds funktion end af forbrugernes sikkerhed. I sidste ende tror jeg, at alt er på plads til en banalisering af anvendelsen af gensplejsning i fødevareindustrien. Jeg siger »banalisering«, dvs. progressiv svækkelse af en lovgivning, der skal give regler for anvendelse af gensplejsning. Det forekommer mig uacceptabelt, når vi ved, at der stadig er mange usikkerheder tilbage navnlig om virkningerne på lang sigt. Jeg ønsker, at man drager den egentlige lære af krisen med kogalskab, og jeg er alligevel lidt overrasket over at se den optimisme, der hersker her i Parlamentet i den anledning: Hvilke konklusioner skal der drages? Allerførst at forsigtighedsprincippet ikke er anvendt, at gennemsigtighed, hvad angår eksperternes arbejde, har manglet totalt, og endelig at information af forbrugerne også har manglet. Det var dog nogle elementære krav, der kunne have undgået kogalskabskrisen. Jeg beder om, at vi forsøger ikke bevæge os henimod en krise med »laksegalskab«. Vi kan i hvert tilfælde ikke acceptere at gå i den retning. Vi foretrækker, at der ikke er nogen lovgivning på kort sigt: Det er bedre med et midlertidigt juridisk tomrum og så en bedre lovgivning senere!
Hr. formand, jeg vil gerne anbefale Parlamentet dette kompromis, som man nåede frem til i Forligsudvalget i forbindelse med nye levnedsmidler. Kompromiset er i alt væsentligt et kompromis, hvori Parlamentet har erkendt de tekniske realiteter i forbindelse med dette direktiv om mærkning, og Rådet har accepteret borgernes ret til at vide, hvad der findes i de levnedsmidler, de spiser. Udvikling af genetisk modifikation via teknologi har generelt nødvendiggjort dette direktiv, og selv om offentlighedens accept og den klare nytte af de positive virkninger af bioteknologien i andre sektorer, f.eks. lægevidenskab og medicinalvarer nu er klar, er dette ikke umiddelbart tilfældet, når det drejer sig om bioteknologi i forbindelse med planter og dyr eller genmanipulerede levnedsmidler. Nogle anfører, at den kommercielle udnyttelse og udsætning af genetisk modificerede frø kan være skadelig for både andre planter og menneskenes sundhed. Sammen med de økonomiske og sociale aspekter af bioteknologien, rejser disse bekymringer nye problemer for beslutningstagerne. Af disse grunde har vi tilstræbt at opnå et mærkningssystem, som sikrer, at forbrugerne ved, hvad de spiser, og er i stand til at træffe et frit forbrugervalg. Vi har tilstræbt at sikre, at der er et så højt informationsniveau som muligt samtidig med, at det er praktisk og gennemførligt. Det, som de personer, der søger at udnytte de nye bioteknologier, kan lære, er klart for mig. Kun en åben dialog med forbrugeren og en kombineret indsats fra industriens og videnskabens side, som er så åben og ærlig som mulig, vil skabe den atmosfære, hvori tilliden blandt forbrugerne lader disse produkter blive acceptable. Jeg anbefaler Parlamentet dette forslag i den sikre forvisning om, at det er et fremskridt fra Europa-Parlamentets side mod at virkeliggøre ønskerne blandt forbrugerne på det europæiske indre marked.
Hr. formand, denne forordning er ved at blive et skalkeskjul for industrien. Herefter kan man sige, at forbrugerbeskyttelsen er i orden, og at vi ikke længere behøver at bekymre os ved spisebordet. Men sådan forholder det sig jo slet ikke. Hr. Bangemann, vil De venligst fortælle, hvorfor sikkerhedsundersøgelserne af de nye levnedsmidler ikke er offentlige. Det er efter min mening en grov undervurdering af forbrugerne. Hr. Eisma, det er helt indlysende, at nogle medlemslande bliver nødt til at slække på deres lovgivning. Det er derfor forkert at sige, at De Grønne er uansvarlige, når de ikke vil støtte vedtagelsen af denne forordning. En stor del af de genmanipulerede levnedsmidler vil ikke blive mærket, og selv om der er mange mennesker, som ikke ønsker at støtte produktionen af genmanipuleret mad med deres pengepung. Heldigvis har de opmærksomme forbrugere stadig mulighed for at købe produkter, som er mærket »ikke produceret ved hjælp af genmanipulation«. Hr. formand, det største mysterium er, hvem der i virkeligheden har brug for genmanipulerede levnedsmidler.
Hr. formand, mine damer og herrer, det resultat fra Forligsudvalget, som vi behandler i dag, er en knaldende lussing for kommissær Bangemann. Han ville forhindre en mærkning af genteknisk påvirkede eller modificerede produkter. Hr. Bangemann burde lige kigge nærmere på en kondompakning. Derpå står der: Længde over 170 mm, bredde ca. 33 mm, tykkelse ca. 0, 07 mm. Jeg tror ikke, at et forelsket par interesserer sig for et præservativs længde, bredde og tykkelse. Men jeg er overbevist om, at alle har krav på et nøje kendskab til deres levnedsmidlers oprindelse og egenskaber. De ønsker og bør vide, hvad de køber. Med det opnåede kompromis om novel food forordningen har vi bekræftet borgernes myndighed og overladt dem det frie valg under deres indkøb. Det er godt. Derfor bør vi i morgen med stort flertal støtte den således ændrede forordning, for at vi omsider kan sætte en fod i døren og arbejde videre på dette område.
Hr. formand, den forhandling, som vi i dag fører, er, som vi ved, i mellemtiden sidste del af lange forhandlinger. Der er stadig modstandere her i salen, heldigvis ikke så mange, som gerne fremstiller sagen, som om det her drejer sig om en modsætning mellem det indre markeds og forbrugerbeskyttelsens interesser. Det er ikke tilfældet. Resultatet viser, at det var umagen værd at forhandle. Det er en succes for forbrugerne og også for Parlamentet, som har sørget for, at mangler i anvendelsesområdet og på mærkningsområdet er afhjulpet. Sagen har stillet os over for en række fundamentale valg. For det første om vi tillader eller forbyder de nye levnedsmidler. Et generelt forbud findes ikke nogen steder i verden. Det er heller ikke ønskværdigt. Det lukker vejen for positive videnskabelige anvendelser og udviklinger. Der er således kun ét alternativ: tillade dem, og så rejser spørgsmålet sig: I hvilken udstrækning skal vi dosere friheden. Det er tydeligt, at den nuværende situation, hvor den absolutte frihed gælder, er en dårlig løsning, ikke mindst for forbrugerne. I dag kan forbrugerne først gøre sine rettigheder gældende bagefter gennem erstatningsregler. Hvad det øvrige angår, lades han egentlig lidt i stikken. I forslagets fælles tekst beskyttes forbrugerne dog på en dobbelt måde. De produkter, som kommer på markedet, er underkastet strenge bevillingsbetingelser. For det andet imødekommes de vidtgående, men berettigede krav fra forbrugerne med hensyn til information. Med denne ordning får bioteknologien forsvarlige muligheder, uden at risiciene for folkesundheden undervurderes. Forbrugerne informeres, og at vi har bidraget dertil, kan kun understrege vor rolle som forbrugernes beskyttere. Jeg håber, at teksten i morgen vil blive vedtaget med et meget stort flertal.
Hr. formand, jeg håber, at vi aldrig får grund til at fortryde den bølge af optimisme, hvormed denne foranstaltning formentlig vil gå igennem Europa-Parlamentet. Jeg anser dette for at være en af de vigtigste EUlovgivninger, som vi vil behandle i år. Den vil berøre de levnedsmidler, vi spiser, og formentlig menneskehedens fremtid på jorden. Jeg er en af optimisterne, som anser genteknologien for at give os håb, ikke kun om øgede fødevareleverancer, men også en reduceret brug af pesticider og herbicider i levnedsmiddelproduktionen. Men jeg har nogle bekymringer. Jeg mener stærkt, at som repræsentanter for borgerne i Europa er det vor opgave at forblive vagtsomme og at sørge for, at denne lovgivning, som nogle steder er temmelig overfladisk - som jeg er sikker på, at ordføreren selv vil indrømme - rent faktisk fungerer, med alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for de europæiske borgeres sundhed på plads. Der er for øjeblikket, så vidt jeg forstår det, omkring otte genetisk modificerede produkter, som er forelagt Kommissionen til godkendelse. Og der er for øjeblikket ca. 40 genetisk modificerede produkter på markedet uden for Europa. Jeg forestiller mig, at disse 40 produkter formentlig vil blive forelagt os i Europa til godkendelse inden særlig længe. Der er navnlig to ting, som parlamentsmedlemmerne vil skulle gøre, når denne lovgivning er vedtaget. For det første skal vi nøje overvåge, hvordan de genetisk modificerede levnedsmidler mærkes. Dette må ikke være så uigennemsigtigt, at bestemmelserne i artikel 8 er meningsløse. For det andet skal parlamentsmedlemmerne trænge ind i den hemmelige arbejdsmåde i de to afgørende EU-komiteer: Den Stående Levnedsmiddelkomité og Den Videnskabelige Levnedsmiddelkomité. De erfaringer, som Udvalget om Miljøog Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse har gjort med dem, er meget uheldige. Det er aldrig lykkedes os at få nogen reel dialog med dem. Men hvis man læser denne forordning, vil de spille en absolut central rolle med hensyn til at afgøre, om disse levnedsmidler skal nå ud til os eller ej. Jeg håber derfor, at Parlamentet i fremtiden vil være i stand til at få et meget tættere samarbejde med disse komiteer. I rapporten fra undersøgelsesudvalget om BSE påpeges allerede behovet for dette. BSE og den omstændighed, at en sådan videnskabelig gåde kunne fremkomme så hurtigt og forårsage så megen ødelæggelse, bør klart give anledning til eftertanke. Vi ved ikke alt om konsekvenserne af det, vi gør. Vi skal passe godt på de europæiske borgeres sundhed.
Hr. formand, min firsårige tante har forsikret mig om, at hun aldrig i sit liv vil købe genetisk modificerede levnedsmidler. Min unge dynamiske nevø ser derimod i disse nye levnedsmidler det endegyldige gennembrud til en tid, hvor fejlslagen høst, mangel på levnedsmidler og hungersnød i hele verden vil få en ende. At vi, Europas borgere, rent faktisk vil have magt til at bestemme, og også kan lade et levnedsmiddel forsvinde fra markedet, ved at vi ganske enkelt ikke køber det, det kan vi takke Parlamentet for, hvis det i morgen vedtager dette forslag. Aldrig tidligere har forbrugerne haft en så stor magt, aldrig tidligere er de blevet informeret så klart og omfattende. Intet område af genetisk modificerede levnedsmidler er indholdsmæssigt udelukket fra forordningen. Den, der siger noget andet, siger ikke sandheden! Sikkerhed og kontrolkriterier er klart beskrevet i forordningen. Den, der påstår noget andet, siger ikke sandheden! I forordningen gøres der udtrykkeligt opmærksom på, at producenter også kan reklamere med, at deres produkter er normale levnedsmidler. Der vil komme en fascinerende konkurrence, en kamp om købernes gunst. Ingen skal være bange for at spise genetisk modificerede levnedsmidler i fremtiden, hvis de ikke ønsker det. Den, der påstår noget andet, siger ikke sandheden! Men den menneskelige forskningstrang kan ikke forbydes. Vi mennesker accepterer ingen lukkede døre. Ethvert fremskridt indebærer også risici. Disse skal menneskene beskyttes imod. Her kan der ikke gås på kompromis. Det har altid været de modige, der har vovet fremskridtet, og som så også har vundet det. Genteknologien udgør en revolution på det medicinske område. Måske hjælper den virkelig med til også på levnedsmiddelområdet at nedbringe manglen eller hungersnøden. Det havde været umenneskeligt at gøre det, som Kommissionen og også Rådet var lige ved at gøre, nemlig slet og ret at fratage borgeren valgmuligheden. Afstemningen i morgen vil være et stort øjeblik i Parlamentet, Parlamentets sejr over Rådet og Kommissionen!
Hr. formand, mine damer og herrer, også jeg er af den opfattelse, at dette kompromis er en succes for Europa-Parlamentet. Man kan naturligvis strides om, hvorvidt det er en stor succes eller en tilfredsstillende succes. Jeg mener, at vi har opnået det afgørende. Altid, når der er tale om en ændring af et levnedsmiddel, skal det mærkes. Dette giver forbrugeren og navnlig også allergikere mulighed for at udelukke enhver potentiel risiko, og også uanset hvor lille den måtte være. Der er ikke tale om russisk roulette, fru Breyer. De lyver på dette punkt! Ingen bør i ramme alvor påstå, at en forkastelse af kompromiset vil føre til et bedre resultat. I tilfælde af en forkastelse vil der kun ske det, som den amerikanske industri og også mange ansvarlige i Den Europæiske Union har ønsket i lang tid: Der ville nemlig så overhovedet ikke være nogen mærkning. Dette er sikkert også grunden til, at alle europæiske forbrugerorganisationer presser på over for os for at få os til at støtte kompromiset. Heller ikke den hyppigt citerede sammenligning med patenteringsdirektivet er til nogen som helst nytte, da vi for det første dengang havde fået forelagt en dårlig tekst til afgørelse, et dårligt kompromis, og nu har vi fået forelagt et godt kompromis, og for det andet var alternativet dengang, at vi stadig i en vis periode, ca. 2-3 år, ville have den eksisterende nationale patentret, inden vi så ville få en bedre europæisk patentret. Her er kompromiset alternativet. Det andet valg ville kun være, at man overhovedet ikke får nogen mærkning, for De Grønne tror vel heller ikke for alvor på, at alle femten nationale regeringer og parlamenter vil vedtage mærkningsbestemmelser med lynets hast. Jeg har ofte forsvaret De Grønne og også Greenpeace mod uberettiget kritik. Ikke alt det, De Grønne siger, og heller ikke alt det, Greenpeace siger, er noget vås. Men afslutningsvis vil jeg gerne sige: Greenpeaces og De Grønnes kampagne mod dette kompromis er uansvarlig agitation! Hvis de har heldet med sig i morgen, vil kun den nuværende uacceptable situation blive befæstet, nemlig at genmodificeret soja, genmodificeret majs og andre levnedsmidler står på reolerne uden mærkning, og så ville chancen være forspildt. Altså: støtte.
Hr. formand, den afsluttende forhandling har endnu en gang vist, hvor vanskeligt det er at finde en ordning på dette område, som stiller alle tilfreds, da modsætningerne - lige fra tvangsernæring til en strålende sejr for Parlamentet - jo er temmelig store. Det drejer sig heller ikke om, hvem der nu har vundet eller tabt her, derimod drejede det sig om at finde en ordning, som på den ene side tilgodeser forbrugernes berettigede krav, men på den anden side er en praktisk ordning, da en ordning, der ikke fører til noget, netop ikke tilgodeser forbrugerne. Det har jeg sagt fra begyndelsen. Jeg er meget glad for, at vi er nået frem til et kompromis. Det er en anden formulering, end vi har foreslået, i stedet for kriteriet »væsentligt« indføres der nu en kontrolprocedure, en dokumentationsprocedure, den ene erstattes med den anden, men det er absolut en lige så fornuftig ordning som det, vi oprindeligt foreslog. Men det havde ikke været fornuftigt uden en sådan begrænsning, praktisk talt en ubegrænset mærkning. Vi har altid støttet en mærkning, vil jeg gerne sige til de parlamentsmedlemmer, som - i øvrigt ikke med rette og i strid med sandheden - påstår, at vi ikke havde foreslået nogen mærkningspligt. Men vi har altid sagt, at den skal være gennemførlig, dvs. den må i forbindelse med bioteknologiens videre udbredelse ikke medføre, at 80 % eller 90 % af alle levnedsmidler senere skal mærkes. Det er virkelig ikke i forbrugernes interesse. Så ville ingen tage det alvorligt. Det har vi nu opnået, på en anden måde, end vi foreslog, men vi har opnået det. Derfor befinder jeg midt imellem dem, der siger, at det er et kæmpeskridt, og dem, der som fru Breyer siger, at det overhovedet ikke er noget. Jeg holder mig til ordføreren. Det har jeg gjort under hele proceduren. Punkt 24 i Deres konklusion beskriver helt nøjagtigt den situation, som Parlamentet vil befinde sig i i morgen, nemlig spørgsmålet: Skal man acceptere et kompromis, som ikke opfylder alle Parlamentets ønsker, hvad enten de er berettigede eller ej, eller skal man slet ikke have noget? Skal man således tage et første skridt, for det vil jeg også gerne sige. Det, vi har liggende foran os her, er ikke enden på historien - og det vedrører ikke alene enzymer eller andre stoffer, som der her endnu ikke er fastlagt bestemmelser for - men det vedrører frem for alt også gennemførelsen af bestemmelserne; det er nemlig slet ikke så enkelt. Det er jo ikke lovtekster, som helt klart indtil det sidste komma nøjagtigt fortæller Kommissionen og de videnskabelige komiteer, hvad de vil skulle gøre i de enkelte tilfælde. Det vil ikke være helt enkelt, og derfor vil jeg gerne bede Dem om at acceptere det, og jeg vil også gerne udtrykke min tak over for ordføreren, for det er virkelig et meget betydeligt skridt i en rigtig retning. Det bør jo i sidste instans være afgørende, ikke om man med 100 % nøjagtighed gennemfører det, man forestiller sig, da demokrati netop ikke er baseret på, at en eller anden kan have 100 % ret, men på, at alle bliver enige om noget, som alle så bedre kan leve med end hidtil.
Det har for mig i de 7½ år, jeg har været medlem af Parlamentet, aldrig tidligere været nødvendigt at fremsætte en personlig bemærkning. Jeg forsøger at udnytte sådanne midler mindst muligt. I dag må jeg dog gøre det. Men på grund af det fremskredne tidspunkt vil jeg ikke komme ind på kollegernes bemærkninger og heller ikke kommissærens indlæg. Jeg takker udtrykkeligt de fleste kolleger for deres indlæg. Min personlige bemærkning vedrører fru Breyers anklage om, at jeg, som støtter dette kompromis, bedrager menneskene, bedrageri med hensyn til forbrugernes sikkerhed. Jeg protesterer mod denne anklage og beder Dem om at føre det til protokols.
Hr. formand, jeg vil gerne benytte lejligheden til at fremsætte en personlig bemærkning. Hr. Liese beskyldte mig nemlig for at lyve, han påstod, at denne forordning ikke bliver en russisk roulette for forbrugere og for allergikere. Det modsatte er sandt! De ved, at der ikke findes nogen sundhedskriterier. Men De ved også, at der ikke findes nogen dokumentationsmetode til på forhånd at kunne påvise disse genmanipulerede levnedsmidlers allergifremkaldende virkning. De amerikanske sundhedsmyndigheder indrømmer jo dette faktum. Når jeg således ikke har nogen dokumentationsmetode til allerede på forhånd at kunne påvise levnedsmidlernes allergifremkaldende virkning, markedsfører jeg dem, og testen foregår så på forbrugerne. Det er et særligt stort problem for allergikere. Nu til fru Roth-Behrendts anklage. Jeg har ikke beskyldt hende for at lyve. Også fru Flemming anklagede her indirekte dem, som tvivler på denne forordning, og som har gjort det klart, at der ikke findes nogen mærkning for 100 % af de genmanipulerede levnedsmidler. Jeg anførte eksempler, f.eks. genteknisk fremstillet væksthormon. Her ville endog hr. Bangemann indrømme, at man ikke kan påvise det, og at der ikke findes nogen dokumentationsmetode. Alligevel er det et genmanipuleret produkt. Jeg henholdt mig kun til udtalelsen fra fru Roth-Behrendt, ordføreren, som erklærede, at denne forordning giver en absolut beskyttelse. Jeg mener, at andre talere har gjort det klart, at der ikke er tale om denne absolutte beskyttelse. Vi har ikke nogen kriterier. Jeg ønsker ikke - nu lytter fru Roth-Behrendt ikke til mig - at angribe Dem personligt, det har jeg vist heller ikke gjort med et eneste ord. Men det er min ret som medlem og som forbruger at gøre det klart her: Sundhedskriterierne mangler. Derfor kan der overhovedet ikke være tale om, at vi her muliggør sundhedsbeskyttelsen. Nævn venligst, fru Roth-Behrendt, hvis De vil, de pågældende sundhedskriterier. Der står ikke nogen i forordningen!
Jeg vil gerne spørge kommissær Bangemann, om han accepterer, at artikel 8 nu som en resultat af forligsproceduren indeholder bestemmelser om en omfattende mærkning, men at Kommissionen, hvis der på grundlag af erfaringerne viser sig at være mangler med hensyn til beskyttelsen af folkesundheden, i overensstemmelse med den udtalelse, der vedføjes forligsaftalen, vil sikre, at der altid er en omfattende mærkning?
Hr. formand, jeg har endnu en gang stillet hr. Bangemann et spørgsmål, men han svarede heller ikke denne gang. Derfor må jeg gentage det: Hvad mener De, hr. Bangemann, om den omstændighed, at sikkerhedsundersøgelserne af genmanipulerede levnedsmidler ikke er offentlige?
Jeg vil gerne gøre det meget kort. Hvis det er til nogen nytte, vil jeg gerne tage ordet lyve tilbage, som jeg anvendte over fru Breyer - det står heller ikke i mit talemanuskript. Men jeg vil gerne holde fast ved, at det er forkert, at der her spilles russisk roulette med forbrugeren, og at det er uansvarlig agitation også at påstå, at noget ville være bedre, hvis vi forkaster den fælles holdning.
Hr. formand, allerførst vedrørende fru Hautalas spørgsmål: Jeg besvarede faktisk ikke hendes spørgsmål, fordi jeg ikke mente, at vi i betragtning af den begrænsede tid nu er nødt til også at indlede en diskussion om selve sagen. Den omstændighed, at disse anmeldelser ikke er offentlige, er helt normal. Det gøres også på samme måde i forbindelse med andre ansøgninger, som vi skal behandle. Men de gøres så offentlige, da de jo sendes til medlemslandene, de sendes til de videnskabelige komiteer, og enhver kan så orientere sig. Dvs. at vi ikke tvinger nogen ansøger til at offentliggøre sin anmeldelse i en eller anden offentlig tidende, men det, vi gør senere, bliver alt sammen offentliggjort. Det, hr. White sagde, kan jeg kun endnu en gang bekræfte. Jeg har jo allerede sagt det efter opfordring fra ordføreren, og det står i øvrigt også i artikel 14. Vi vil jo nøje følge alt det, der sker. Der foregår en uafbrudt monitoring af alt det, der sker. Hvis der viser sig mangler et eller andet sted, vil vi drage konsekvenser af det og forelægge nye forslag.
Mange tak, hr. Bangemann. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet udsat kl. 19.30 og genoptaget kl. 21.00)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0004/97) af Peijs for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om grænseoverskridende pengeoverførsler (C4-0660/96-94/0242(COD)).
Hr. formand, forligsudvalget, jeg som ordfører havde den ære at være medlem af, har kunnet tilslutte sig det fælles udkast til direktivet om grænseoverskridende pengeoverførsler. Hvis Europa-Parlamentet i indeværende uge vedtager dette direktiv, har vi så langt om længe dette direktiv. Der foreligger et resultat, Parlamentet kan være tilfreds med. Medlemsstaterne skal have gennemført direktivet inden den 1. januar 1999, når ØMU'en træder i kraft. Tyskland forventede at komme i tidnød ved gennemførelsen og har i en særskilt erklæring lovet at anspænde sig til det yderste for at overholde fristen. Vi har forståelse for deres vanskeligheder. Hvad tager direktivet egentlig sigte på? Det er i tidens løb blevet en smule uklart, og jeg vil gerne give Dem en kort forklaring. Formålet med direktivet er at forbedre tjenesteydelserne i forbindelse med grænseoverskridende pengeoverførsler ved at effektivisere dem. Det er naturligvis yderst vigtigt som forberedelse på Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase. Det indre marked og den forestående indførelse af EURO'en har ført til, at grænseoverskridende pengeoverførsler tager til både i antal og værdi. For at erhvervslivet og navnlig de små og mellemstore virksomheder optimalt skal kunne udnytte det indre marked, er det af afgørende betydning, at man både hurtigt, pålideligt og billigt kan overføre penge mellem de enkelte dele af Fællesskabet. Så længe dette ikke er garanteret, udgør det en stor hindring for fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser i Fællesskabet. For borgeren gør direktivet en ende på en masse ærgrelser i form af dobbelte og ofte høje omkostninger, lange overførselsfrister og ingen ret til at klage i tilfælde af, at overførslen slet ikke blev gennemført. Direktivet finder anvendelse på alle overførsler under 50.000 ECU og fastlægger frem for alt en procedure, der gør omkostningerne mere gennemsigtige og fremmer overførslens hurtighed og pålidelighed. Jeg vil mene, at bestemmelserne om information udgør direktivets hjerte. Således skal et pengeinstitut såvel forud for som efter overførslen informere kunden fyldestgørende, og medlemsstaterne skal sørge for passende og effektive klage- og ankeprocedurer til afgørelse af eventuelle tvister. Det er efter min mening en overordentlig god ting for vore borgere, at de ved, hvor de kan henvende sig. Beregning af dobbeltgebyr er fremover forbudt. Skulle der alligevel gå noget galt ved overførslen, er opdragsgiverens pengeinstitut forpligtet til at kreditere opdragsgiveren, altså pengeinstituttets kunde, for et beløb på maksimalt 12.500 ECU for den grænseoverskridende pengeoverførsel, tilligemed rentegodtgørelse og afholdte omkostninger. Alt dette inden for en frist på 14 bankdage, selvfølgelig efter at den mellem opdragsgiver og bank aftalte frist er udløbet. Det er en selvfølge, at enhver opdragsgiver, enhver bankkunde altså, fortsat har ret til at indbringe sagen for en domstol i sin egen stat og kræve restbeløbet tilbagebetalt. Dette direktiv fremmer altså såvel gennemsigtighed som pålidelighed og hurtighed ved grænseoverskridende pengeoverførsler. Så snart der er opnået større gennemsigtighed og klarhed, vil priserne falde. Faktisk kan vi allerede nu se effekten af det forhold, at direktivet er forestående. Mange banker - jeg ser det i Nederlandene, jeg ser det også i Tyskland - har allerede etableret en EURO-overførsel, der opfylder bestemmelserne i direktivet. Man kan altså roligt gå ud fra, at det er et meget vigtigt direktiv, der kommer til at fremme den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser i Fællesskabet. Det endelige resultat, der nu foreligger, er i sin helhed meget positivt. Europa-Parlamentets og Rådets ønsker lå, da forligsproceduren blev indledt, temmelig langt fra hinanden. Det har efter min mening været udmærket, at begge parter har bøjet sig, og at de største stridspunkter er blevet løst. Hvilke punkter drejede det sig om? Eksempelvis anvendelsesområdet, nu 50.000 ECU, direktivet finder anvendelse på alle overførsler på under 50.000 ECU, tilbagebetalingspligten på 12.500 ECU samt direktivets ikrafttræden. Altså, den dag, ØMU'en løber af stablen, den 1. januar 1999, er også dette direktiv trådt i kraft. Forhåbentlig også i Tyskland, men måske varer det lidt længere der. Vi har nu et direktiv, der yder forbrugerne og erhvervslivet tilstrækkelig beskyttelse, og som vil fremme handlen inden for Fællesskabet med varer og tjenesteydelser. På vegne af Europa-Parlamentet og af de borgere, vi repræsenterer, opfordrer jeg medlemsstaterne til hurtigst muligt at opfylde forpligtelserne i dette direktiv, der er til fordel for alle borgere og virksomheder i Europa.
Hr. formand, direktivet om grænseoverskridende pengeoverførsler er en god nyhed for Europa, en god nyhed for dets borgere, en god nyhed for små virksomheder og en god nyhed for Europa-Parlamentet. Hvorfor? Allerførst med hensyn til borgere og forbrugere: Vi har alle på et eller andet tidspunkt forsøgt at sende penge over nationale grænser. At bestige den nordlige side af Eiger kunne have været lettere. Husk på, hvordan minerne bliver alvorlige bag skranken, når man går ind i sin lokale bank og siger, som jeg engang gjorde, at man gerne vil sende penge fra England til Frankrig som betaling for et ferieophold. Manglende entusiasme efterfølges af manglende oplysninger om, hvordan en sådan transaktion kan gennemføres, hvad den koster, hvor lang tid overførslen vil tage, og hvilke garantier man har for, at pengene ikke vil gå tabt undervejs over Kanalen. Husk Deres forbavselse over, at både afsender- og modtagerbanken ønsker deres andel af provisionen for at udføre denne elementære opgave i den elektroniske tidsalder. Det er på tide, at denne dobbeltfakturering skæres væk, og det bliver den via dette direktiv. Vi i Den Socialistiske Gruppe vil navnlig være interesseret i at beskytte forbrugeren ved at sikre en tilbagebetalingsgaranti på op til 12.500 ECU i forbindelse med enhver transaktion. Det største fremskridt for forbrugeren vil imidlertid ligge i kravet om gennemsigtighed med hensyn til bankomkostninger og betingelserne for overførsler. Oplysninger, der opslås åbent, vil virkelig give kunden mulighed for at se sig om efter den billigste og bedste ydelse. Konkurrencen vil kaste lys over storbankernes dunkle og støvede verden og eliminere de forsinkelser, der sædvanligvis forekommer i forbindelse med sådanne transaktioner. Min vælger, fru Dorothy Evans fra Ellesmere Port, var så frustreret over at foretage pengeoverførsler til Sverige for sine bladabonnementer, at hun tyede til at sende kronesedler pr. brev. Hjælpen er lige ved hånden, Dorothy! Også en god nyhed for SMV, hvis frygt for at sende penge til udlandet kan forhindre dem i at fungere fuldt ud og effektivt i Europas indre marked. Hvorfor risikere fortjenester, når en pengeoverførsel til at købe varer eller tjenesteydelser fjerner incitamentet til at handle på tværs af grænserne? At spille sikkert spil betyder i realiteten: «slet ikke at spille med i det indre marked«. En god nyhed for Europa-Parlamentet og komplimenter til fru Peijs for hendes vedholdenhed over for Rådet. Ved at anmode om forligsproceduren og nå frem til et fornuftigt kompromis med Rådet har vi vist Parlamentets evne og dygtighed til at udnytte sine nye forligsbeføljelser. Endnu en gang manifesterer Europa-Parlamentet sig som fra borgerne, af borgerne og for borgerne. En sidste overvejelse: Den større gennemsigtighed, der er indført med hensyn til at sende penge fra et land til et andet, vil selv blive så meget desto mere åbenbar, når den fælles valuta er indført. Bankernes samlede gebyrer vil ikke længere omfatte omvekslingsgebyrer. Og hvad der er endnu bedre, vil de egentlige omkostninger ved den præsterede ydelse blive blotlagt. Den sunde konkurrence vil virkelig sende en lyskegle ind i de europæiske bankers mørke hvælvinger. Dette direktiv vil også være en god nyhed for bankerne, som vil blive mere konkurrencedygtige som led i Europas store foretagende, det europæiske indre marked.
Hr. formand, først og fremmest vil jeg sige Dem tillykke med genvalget og ønske Dem en god arbejdsperiode. Som bekendt andrager antallet af grænseoverskridende pengeoverførsler i Den Europæiske Union ca. 400 millioner om året, og halvdelen af disse overstiger hver især ikke 2.500 ECU. Med de aktuelle væksttendenser anslås det, at det samlede antal grænseoverskridende pengeoverførsler gennem bankerne med undtagelse af kontante betalinger vil overstige en milliard i begyndelsen af 2000-tallet. Dette vil blive resultatet af væksten i de grænseoverskridende aktiviteter, en større udveksling af varer, tjenesteydelser og penge mellem medlemsstaterne inden for enhedsmarkedet. Det bliver derfor uomgængeligt nødvendigt at fremme aktioner for regulering, der sikrer borgerens forsvar i hans egenskab af bankkunde, enten han er en mindre eller større erhvervsdrivende eller simpelthen sparer. Dette mål ligger helt på linje med iværksættelsen og udbredelsen af den fælles mønt. En banktransaktion mellem to forskellige byer i Fællesskabet skal kunne betragtes som en transaktion mellem to forskellige byer i den samme medlemsstat, uden at man lader pengeinstitutterne helt overtage styringen af denne transaktion, dvs. mulighed for selv at bestemme fremgangsmåderne, valutaen og omkostningerne. Vi er derfor enige i størstedelen af det fælles forslag, der er vedtaget i Forligsudvalget, og vi vil støtte det. Vi takker først og fremmest ordføreren og - må det være os tilladt - den franske regering, der prioriterede bl.a. dette anliggende under sin formandsperiode, den første i 1995, hvor det blev aftalt med regeringerne i næsten alle medlemslandene og EuropaParlamentet, der havde støttet det i den inderlige overbevisning om, at det ikke er et bankernes Europa, men et borgernes Europa, vi ønsker.
Hr. formand, vor gruppe har i startfasen været forholdsvis kritisk navnlig med hensyn til beløbenes størrelse, og vi har været kraftigt involveret i forsøget på at justere de beløb, direktivet skulle finde anvendelse på, opad. Ikke desto mindre er jeg af den opfattelse, at det nu foreliggende resultat fortjener anerkendelse, og i lighed med mine kolleger vil jeg da også lykønske fru Peijs med det resultat, hun har opnået. Det er magtpåliggende for vor gruppe, at forbrugernes og de små virksomheders rettigheder er fyldestgørende beskyttet, i hvert fald op til et vist beløb. Men jeg kan samtidig ikke lade være med at sige, at bankerne i deres aftaler med kunderne måske alligevel kunne yde lidt mere inden for garantier og sikkerhed. Hvis vi går ind for ét fælles Europa med ét fælles marked, bør det også indebære garantier med hensyn til pengeoverførsler.
Hr. formand, mine damer og herrer, under den forudgående forhandling havde jeg ved en fejltagelse ikke udnyttet en betydelig del af min taletid. Jeg håber, at De derfor viser overbærenhed, hvis jeg nu måske bruger lidt mere tid. Vedrørende spørgsmålet: Mere havde været bedre. Men jeg mener, at vi i Forligsudvalget har opnået visse ting til de mennesker, der har valgt os. Trods alle forbedringer af det oprindelige forslag er der forsat et problem, som giver mig hovedbrud: Grænserne for tilbagebetalingspligten er sat for lavt. Dermed bliver i sidste instans en finansiel risiko, som i givet fald kan være eksistenstruende, væltet over på den økonomisk svagere fra den økonomisk stærkere forretningspartner. Heldigvis har lovbestemmelser ingen evighedsværdi. Men kan forbedre dem efter en passende periode. Jeg håber også på, at vore forhandlingspartnere i Rådet holder ord. De lovede i Forligsudvalget, at de 30 måneder til gennemførelsen ikke udnyttes, for at direktivet så vidt muligt inden den 1. januar 1999 overalt er gennemført i national ret. I håbet om en snarlig revision med mere forbrugerbeskyttelse bør vi støtte forligsresultatet.
Hr. formand, mine damer og herrer, Forbrugerudvalget, som kunne afgive en udtalelse, havde naturligvis større forventninger til direktivet med hensyn til beskyttelsen af forbrugeren. Alligevel sagde jeg ja i Forligsudvalget, og jeg beder også Parlamentet om at sige ja. Vi har brug for et direktiv til de grænseoverskridende pengeoverførsler, og jeg håber, at medlemsstaterne gennemfører direktivet som lovet inden den 1. januar 1999, dvs. tidspunktet for Den Monetære Unions indledning. Parlamentet kunne få sat sit krav igennem om, at direktivet gælder for alle overførsler op til 50.000 ECU. Dermed er størsteparten af overførslerne til den private sektor og til SMV omfattet. Størrelsen af bankernes tilbagebetalingspligt for overførsler, som ganske vist debiteres overførerens konto, men ikke indgår hos modtageren, nemlig 12.500 ECU, er et kompromis, som skal forbedres i forbindelse med revisionen af direktivet. Under forligsproceduren havde man undertiden det indtryk, at Rådet tror, at vi stadig lever i postdiligencens tidsalder, og at de overførte penge transporteres i kontanter. En frivillig forhøjelse fra bankernes side ville være meget glædelig og ønskelig.
Hr. formand, på Kommissionens vegne vil jeg gerne takke Parlamentet for dets indsats for, at forligsproceduren har givet de resultater, der giver os mulighed for i dag at nå til denne fælles konklusion mellem de tre institutioner. Det har også tydeligt vist sig, at forligsproceduren ved visse lejligheder viser sig at være positiv og er en metode, som gennem den interinstitutionelle dialog giver mulighed for denne form for gode nyheder. Jeg tror, at fru Peijs er kommet med en beskrivelse in extenso af den enighed, der er opnået gennem forligsproceduren, og de fleste af parlamentsmedlemmerne, der har haft ordet i debatten, har givet udtryk for de fordele, forbrugere, privatpersoner og virksomheder vil få med vedtagelsen af dette direktiv. Medlemmerne vil derfor tillade, at jeg ikke gentager, hvori resultaterne af denne forligsprocedure består. Jeg mener, at fordelene er indlysende. Det var et krav navnlig fra dem, der - som forskellige parlamentsmedlemmer har forklaret - bruger denne form for tjenesteydelser. Situationen er meget mere klar nu. Den er mere gennemsigtig for borgerne, og hvad der er endnu mere vigtigt - og med det vil jeg slutte - er, at det er en god foranstaltning med henblik på en fremadskridende styrkelse af det indre marked uden grænser. Jeg vil således sige Dem tak, fru Peijs, for Deres ord, tak til alle medlemmerne og tak også til forligsproceduren, som har gjort det muligt i dag at træffe denne positive beslutning.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0416/96) af Bertens for Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: «Den Europæiske Union - Latinamerika - Styrkelsen af partnerskabet nu og i fremtiden 1996-2000« (KOM(95)0495 - C40489/95).
Hr. formand, førend vi indleder forhandlingen om hr. Bertens' betænkning, vil jeg henlede Deres opmærksomhed på et procedurespørgsmål. Vi går i gang med at drøfte to betænkninger af Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender, uden at man har givet Delegationen for Forbindelserne med Landene i Sydamerika og Delegationen for Forbindelserne med Mellemamerika lejlighed til at udtale sig. Det kan være, at denne undladelse er berettiget, således som reglerne er udformet, men jeg mener, at det fra et materielt synspunkt, dvs. af hensyn til afviklingen af vort arbejde, er hensigtsmæssigt i disse tilfælde at indhente en udtalelse fra de delegationer, som har med stofområdet at gøre. Hr. formand, dersom De finder min indvending berettiget, kunne De måske forelægge spørgsmålet for Udvalget for Forretningsordenen, for at få oplyst, hvilken rolle de parlamentariske delegationer faktisk spiller for afviklingen af vore arbejder.
Medlemmerne af disse delegationer kan stille ændringsforslag frem til afstemningen i morgen, hvilket opfylder Deres krav. Idet delegationernes medlemmer har denne mulighed, tror jeg desværre ikke, den kan trækkes tilbage.
Hr. formand, jeg har ikke krævet nogen henvisning til fornyet udvalgsbehandling. Jeg har blot spurgt, om De finder det rigtigt at gå videre i forhandlingen og forelægge spørgsmålet for Udvalget for Forretningsordenen med henblik på en undersøgelse af, hvilken rolle delegationerne fremtidig skal spille på disse områder. Det synes mig forkert i forbindelse med arbejdet i Parlamentet, at de delegationer, der har at gøre med det latinamerikanske spørgsmål, ikke bliver inddraget. Hr. formand, der er kun tale om en bemærkning med henblik på fremtiden, og jeg havde absolut ikke til hensigt at kræve henvisning til fornyet udvalgsbehandling.
Jeg skal forelægge Deres anmodning for formanden.
Hr. formand, må jeg i hvert fald personlig og ligeledes på min gruppes vegne gratulere med Deres genvalg som næstformand i Parlamentet. Til min kollega Manzella hjertelig tak, fordi han har understreget vigtigheden af, at Delegationen for Forbindelserne med Landene i Sydamerika burde involveres i nærværende betænkning. Lad mig lige berolige ham, den har jeg været medlem af i syv og et halvt år, så det skal nok gå, og desuden har jeg i femten år af mit korte liv boet det sted, vi nu taler om. Hvorom alting er, vi tales ved, jeg er nederlænder, og De er italiener, og så kan vi måske kommunikere med hinanden på anden vis. Jeg siger tak til Kommissionen og frem for alt til kommissær Marín for meddelelsen om de fremtidige forbindelser med Latinamerika. Denne verdensdel er i fuld bevægelse og Unionens sammenhængende syn herpå, omfattende alle aspekter i forbindelserne, er af afgørende betydning. Europæere ser stadig alt for ofte på Latinamerika i et halvfjerdser- og firserperspektiv. Latinamerika er ikke længere kontinentet med diktatorerne, brud på menneskerettighederne, galopperende inflation, med de interessante, men til gengæld meget hemmelige kontraer eller kontra-kontraer. Det er blandt andet også Europas fortjeneste. Siden begyndelsen af 80'erne har Unionens politik været et vellykket eksempel på en fælles europæisk udenrigspolitik. Hr. Marín ved det, om nogen, San José-dialogen. Det har vor kollega Carnero, også en old hand i Latin- og Mellemamerika, skrevet en god betænkning om. Han kommer navnlig ind på, hvordan den fælles europæiske udenrigspolitik, der ikke behøver at blive institutionaliseret, fungerer. Og det bygger vi nu videre på. Siden hen har Europa dog stået stille, medens Latinamerika hurtigt har ændret sig. En politik baseret på forsoning, demokratisering og respekt for menneskerettighederne har dannet grundlag for politisk og social stabilitet. Økonomiske reformer og makroøkonomisk stabilisering har muliggjort økonomisk genopbygning. Disse udviklinger gav en stor impuls til regionalt samarbejde, Andes-pagten, Mercosur og så videre. Endnu en gang forsømte Europa at vokse med, og det undlod at benytte sig af de talrige muligheder, de nylige udviklinger frembød. Samarbejdet bar fortsat ensidigt præg af at være udviklingssamarbejde. Lidt efter lidt tabte vi det latinamerikanske marked til De Forenede Stater, der med NAFTA og med The Enterprise for America's Initiative udfyldte det tomrum, Europa efterlod sig. Med hensyn til investeringer i og handel med Latinamerika har USA i øjeblikket fuldstændig overhalet Europa. Nye strukturer i Latinamerika er stadig skrøbelige. 35 % af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Mulighederne for undervisning og uddannelse er utilstrækkelige. Narko, korruption og straffrihed underminerer de politiske strukturer i Latinamerika. Demokratiseringen fortjener fortsat vor opmærksomhed. En ny fred i Guatemala er en glædelig begivenhed, men freden vil naturligvis fortsat være meget ustabil, hvis ikke vi fortsat bidrager til det. Europa bør indgå et modent partnerskab med Latinamerika. Kommissionens meddelelse er et første skridt i den retning. Det må ikke være sådan, at en så vigtig region med dens stadig skrøbelige strukturer ignoreres af den fælles udenrigsog sikkerhedspolitik. Kommissionens første udspil til en ny Latinamerika-politik er dog for vage og for uforpligtende. Jeg anmoder Kommissionen om at udarbejde et handlingsprogram, der foreslår konkrete initiativer med hensyn til en ny politik. I min betænkning har jeg fremsat en række forslag med hensyn til sådanne konkrete initiativer. Disse forslag omfatter udenrigspolitik, økonomi, integration, udviklingssamarbejde, sikkerhed og forsvar. Med hensyn til udenrigspolitikken bør Latinamerika betragtes som et prioriteret område. Vi skal ikke til at omdanne vor transatlantiske dialog med De Forenede Stater og Canada til en transatlantisk dialog med Latinamerika. Men Latinamerika bør være et fast punkt på dagsordenen. Inden for økonomi og integration bør Unionen fortsætte med at fremme en regional integration i Latinamerika og pleje kontakten med disse regioner. Med hensyn til udviklingssamarbejde støtter jeg Kommissionens prioritering. Som vigtigste donor må Unionen invitere alle andre lande til at gøre en større indsats. Navnlig USA indtager en alt for beskeden holdning som donor. Sikkerhed og forsvar; under sikkerhed vil jeg dog også drøfte narkotikasamarbejde. Narkotikasamarbejdet skal udvides til ud over Andes-pagtlandene også at omfatte andre dele af Latinamerika. Sikkerhed og forsvar bør også sættes på dagsordenen for Euro-Latinamerika samarbejdet. Virkelig modne forbindelser med Latinamerika forudsætter også opmærksomhed på disse områder. Samarbejde med hensyn til forebyggende diplomati, fredsbevarelse og lignende er en global opgave. Derfor er det meget ønskeligt med kontakter mellem relevante organisationer.
Hr. formand, i forbindelse med udtalelsen fra det udvalg, jeg er ordfører for, vil jeg naturligt nok omtale de energi-, forskningsog udviklingsmæssige aspekter. Ærede medlemmer, når det drejer sig om Latinamerika, taler vi om et marked på 450 millioner indbyggere. Det vil sige 450 millioner forbrugere. Hr. Bertens sagde, at Den Europæiske Union har forsømt disse markeder. Ikke på energiområdet, hr. Bertens. På energiområdet har mange af Unionens medlemsstater foretaget store investeringer. Jeg tror, at de har foretaget så vigtige investeringer, at de i de seneste år er hovedinvestorerne på dette område. Men i dette vidtstrakte område er der en meget stor økonomisk vækst, men de økonomiske vækst befinder sig stadig på et lavt niveau, hvorfor man kan forvente en meget stor stigning i energiforbruget. Derfor er vi i vores udvalg meget optaget af, at der sker et effektiv energiforbrug. Kommissionens Generaldirektorat I har allerede iværksat ALUREprogrammet («Latinamerika - Optimal udnyttelse af energiressourcerne«) til samarbejde mellem Latinamerika og Den Europæiske Union, som er vigtigt men utilstrækkeligt. Dette program har for få bevillinger. Hr. kommissær, vi har brug for flere ressourcer til dette program, fordi vi mener, det er utrolig vigtigt. Vi mener også, at der skal ske en udvikling af de vedvarende energier, navnlig hvad angår vandkraft, som har enorme udviklingsmuligheder i Latinamerika. Det er en energi, som ikke forurener som andre energiformer. Derudover er der regnskovene i Amazonlandet, som er rene afløbsrender for CO2 . Alt dette bør udnyttes i vores fremtidige samarbejde gennem de relevante aftaler. Og med hensyn til den mere aktive rolle, vi bør spille på forsknings- og udviklingsområdet, har vi foreslået, at der afholdes seminarer for at drøfte samarbejde, udveksling af forskere og programmer inden for området fødevareteknologi, bioteknologi, energiteknologi og fremfor alt miljøteknologi.
Hr. formand, vi står over for en stor betænkning, sådan ser Udvalget for Udvikling og Samarbejdet det. Det er på tide, at Den Europæiske Union begynder at se på Latinamerika, som den ser på andre amerikanske nationer, såsom USA og Canada. Det er godt, at ordføreren fremhæver, at vores forbindelser ikke er så tøvende som i starten og begynder at være modne forbindelser mellem regioner, der føler sig kaldet til forståelse. Kaldet til forståelse, fordi vi tilhører kulturer, der har fælles træk, og hvis tilnærmelse er stigende efter Portugals og Spaniens optagelse i Den Europæiske Union. Selv om Spanien og Portugal har en traditionel forståelse for Latinamerika, ligesom det er tilfældet mellem Commonwealth og Storbritanien, har Fællesskabet måske ikke reageret på samme måde over for Latinamerika. Denne støtte bør udmønte sig i en styrkelse af de forskellige organer, som kan gøre, at denne forståelse bliver noget naturligt. Jeg hentyder til organer som Den Europæiske Investeringsbank, Al-Invest og ECIP, som får mig til at slutte, at Den Europæiske Union ser positivt på den udviklingsstøtte, den giver - EU er den største bidragyder med 54 % sammenlignet med f.eks. USA, som giver mindre end halvdelen. Og alligevel er situationen den, at de europæiske investeringer i disse lande ikke alene ikke stiger, men falder. USA tegner sig for 43 % af samhandelen og 75 % af de direkte udenlandske investeringer. Hvorfor er der denne ubalance i situationen, og hvorfor er vi ikke på lige fod med USA? Jeg bifalder betænkningen og støtten fra Udvalget for Udvikling og Samarbejde til, at forbindelserne med Latinamerika styrkes og normaliseres.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg har med interesse læst betænkningen udarbejdet af hr. Bertens og udtalelserne fra de forskellige udvalg, som har været med til at give betænkningen form. Det er efter min mening brugbare og interessante tekster, som forsøger at bidrage med ideer om, hvordan man styrker forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Latinamerika. Virkeligheden i Latinamerika i dag er, som hr. Bertens selv sagde for et øjeblik siden, ikke den samme som de sidste årtier. Man møder en verden, der er meget mere kompleks, meget mere aktiv, med lyse og mørke sider, men med enorme muligheder. En verden med mange ligheder, men man bør ikke forsøge at reducere Latinamerika til et ukarakteristisk ensartet område og glemme forskellene. Latinamerika er det opdukkende Chile, Nicaragua med meget alvorlig fattigdom, Guatemala, der har fået en fredsaftale, og Costa Rica, der er et eksempel på demokratisk stabilitet. Det er også rigtigt, at Latinamerika er Colombia med volden, der er knyttet til narkotikahandelen, og Peru, hvor vi ser en forkastelig brug af vold og kidnapning som politiske instrumenter. Men det er også Mercosur, et ambitiøst projekt, og frihandelsaftalen mellem Mexico, Canada og USA. Jeg mener, at Den Europæiske Union skal søge at betragte sine forbindelser med Latinamerika under en global synsvinkel og værdsætte pluraliteten i dette kontinent. Vi har instrumenter i form af den politiske dialog. San Josédialogen, som kommissær Marín også har redegjort for, er et eksempel, men måske er det ikke tilstrækkeligt. Vi kan ikke acceptere den risiko, at Latinamerika vedbliver med at prioritere USA med Den Europæiske Union som sin trofaste ledsager. Det er meget nyttigt at kende udviklingen af investeringer og handelsstrømme mellem Den Europæiske Union og Latinamerika for at kunne analysere, i hvilken retning tendensen går. Der er lang vej igen, indtil vi har opdaget alle potentialerne i den parlamentariske dialog f.eks., for selv om Den Europæiske Unions politiske samarbejde med Latinamerika er betydeligt, er den i mange tilfælde reduceret til en dialog på ministerielt plan eller regeringsplan. Latinamerika og Den Europæiske Union har brug for hinanden, og på et ligeværdigt plan og i et klima præget af samarbejde har de brug for at udvikle instrumenterne til politisk og handelsmæssigt samarbejde. Enhver, der har set eller studeret samarbejdet mellem Den Europæiske Union og Latinamerika, vil have opdaget, at der eksisterer et udbredt samarbejde, og alligevel er det - det ved Kommissionen også - ofte svært at få øje på for den borger, som ønsker at konstatere omfanget af dette samarbejde. Et andet problem, der hviler på de fleste latinamerikanske lande, er gældsbyrden. Den Europæiske Union burde være en aktiv partner, som var i stand til at udarbejde eller fremlægge koordinerede og innovative forslag, der kunne lette vægten af den byrde, udlandsgælden udgør for de latinamerikanske lande. For det drejer sig i de fleste tilfælde om lande med meget dobbelte samfund, som har brug for støtte til deres økonomiske reformer, der skal kunne korrigere arbejdsløshedstallene og fattigdomstallene og sørge for at konsolidere eller i nogle tilfælde skabe kollektive solidaritetspolitikker svarende til det, vi i Europa kender som »velfærdsstaten«. Nogle lande i Latinamerika har meget alvorlige problemer med narkotikahandelen og korruptionen, men vi kan ikke løfte en hyklerisk anklagende pegefinger, så længe vi ikke handler med fasthed i dette anliggende, for kokaplanten bliver ikke til narkotika, hvis der ikke er forbrugere. Hr. formand, jeg vil gerne afslutte med at sige, at i dag er epoken med militærdiktaturer næsten overstået, men der kan være en risiko for, at der opstår en anden form for populistiske regimer, som ikke løser Latinamerikas strukturelle problemer. Alle de steder, hvor der er mulighed for samarbejde, bør Den Europæiske Union og Latinamerika finde sammen. Kommissionens forslag går i denne retning, og det samme gælder hr. Bertens bidrag.
Hr. formand, når der tales om Europas forbindelser med Latinamerika, ved man aldrig helt nøjagtigt, hvilken familiehistorie mellem fortid og nutid man blander sig i. Konflikt, dialog, handel, kritik afløser hinanden. Der er søstre og brødre, fætre og kusiner, fadderskabsforbindelser gennem århundrede og årtier, tilflugtssteder og foretagsomme ind- og udvandrere. Men i dag beskæftiger vi os med fremtiden, nemlig udformningen af EU-staternes forbindelser med Latinamerika, med hvem der efter konfliktfyldte år mellem diktatur og demokrati, kampen om menneskerettigheder og opbygningen af fællesmarkeder i Latinamerika for begge parter igen skal genoplives et partnerskab ud over år 2000. Det er vigtigt for såvel den fælles udenrigspolitik som for vor udenrigshandelspolitik. De er begge berørt. De skal fra vor side og efter Europa-Parlamentets ønske, som det kommer til udtryk i hr. Bertens særdeles gode betænkning, begge udnyttes af EU med henblik på at etablere en ny transatlantisk dialog, som også De Forenede Stater skal inddrages i. Europa-Parlamentet har i mange år siden det første direkte valg søgt at etablere denne dialog. I Maastricht-traktatens artikel J.1 kræves det, at der udvikles en aktiv politik over for Latinamerika. Det har manglet længe. Udviklingen i Europa har mindsket interessen for de politiske processer i Latinamerika. Latinamerika selv har trods sit ubestridte økonomiske og demokratiske opsving i 1990'erne lagt sig i slipstrømmen af verdenspolitikken. Med sin meddelelse »Den Europæiske Union - Latinamerika - Styrkelse af partnerskabet nu og i fremtiden 1996/2000« har Kommissionen vist en vej til genoplivelse af disse forbindelser. De involverede udvalgs udtalelser, det konsekvente arbejde i delegationerne for Syd- og Mellemamerika, den interparlamentariske dialog som led i de interparlamentariske konferencer mellem Europa-Parlamentet og det latinamerikanske parlament understreger den betydning, som vi tillægger konklusionerne i beslutningen. Vi har i høj grad arbejdet for udbygningen af MERCOSUR, oprettelsen af regionale parlamenter i Latinamerika, Andesparlamentet, det mellemamerikanske parlament. Men vi må ikke lade de vanskelige spørgsmål ligge. Narkotika, grænseoverskridende kriminalitet og korruption, udbygningen af handelen inden for følsomme sektorer, kampen for styrkelsen af menneskerettigheder og demokrati må vi ikke lade ligge. Høringen sidste år i Underudvalget om Menneskerettigheder i forbindelse med spørgsmålet om straffrihed for de menneskerettighedsforbrydelser, der er begået i diktaturer mod politiske modstandere, men også mange borgere, som ufrivilligt kom mellem fronterne, viste, hvor mangeartede og følsomme sådanne efterfølgende problemer er. Der er en tæt sammenhæng mellem demokrati og uafhængig domsmyndighed. Det demokratiske Europa har pligt til at støtte demokratiets stabilisering for at styrke andelen af demokratiske stater i verdensorganisationerne og udvikle fælles ideer vedrørende sikkerheds- og forsvarspolitik og dermed konfliktprævention. Dette er vor opgave, og det har vi i Europa-Parlamentet også altid arbejdet for i relation til Kommissionen og Rådet. Vi ønsker betænkningen held og lykke.
Hr. formand, udviklingen i Latinamerika er en af de lykkeligste begivenheder her i slutningen af dette århundrede. Dette område har længe været set som en krudttønde, hvor der blev stadig flere guerillaer og oprørere. Men i dag hersker der fred og demokrati, og Den Europæiske Union bør støtte og deltage i styrkelsen af denne proces. Ligesom hr. Bertens, som jeg lykønsker med hans fremragende betænkning, hilser jeg initiativet fra Kommissionen velkomment og retningen af dens meddelelse, der skal genetablere Unionens forbindelser med Latinamerika. I den meget korte tid, som jeg har, kan jeg ikke, selv om jeg godkender dem, gengive de tre prioriterede akser, som Kommissionen foreslår at rette Unionens samarbejde imod. Jeg vil således nøjes med at sige det, som jeg betragter som den absolut nødvendige forudsætning for enhver reform, dvs. den støtte, som Europa kan og skal yde til konsolideringen af de demokratiske processer. Man bebrejder ofte Den Europæiske Union, at den fremfor alt er økonomisk og har merkantile interesser. Det er en bedømmelse, der ignorerer dens medvirken til udvikling af demokratiet i verden, takket være de samarbejds- eller associeringsaftaler, der er indgået med lande, hvor demokratiet var eller havde været truet. Det er tilfældet med det latinamerikanske subkontinent, hvor visse demokratiske regimer stadig er skrøbelige, og hvor Unionen på afgørende måde kan medvirke til at konsolidere den igangværende proces. Kommissionens forslag om at indføre et politisk og kommercielt partnerskab mellem Unionen og disse lande imødekommer en sådan interesse. Men på to punkter i betænkningen vil jeg gerne udtrykke nogen tvivl. For det første foreslår hr. Bertens at gå uden for den ministerielle ramme, hvor denne type dialog foregår, og ønsker, at Europa-Parlamentet og dets latinamerikanske modstykke ud over de interparlamentariske møder, der måtte blive arrangeret, deltager i de ministerielle møder. Dette kan være en uhensigtsmæssig institutionel forvirring på et tidspunkt, hvor der igen knyttes forbindelser, der hidtil har været lidt spændte. For det andet bekæmpelsen af narkotikahandelen. I sin begrundelse foreslår hr. Bertens, at problemet med narkotikahandelen er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og at der fremfor alt må skabes betingelser for andre udviklingsformer uden at indlade sig i en egentlig krig mod narkotikaen, for bekæmpelsen, siger han, har aldrig været effektiv. Denne fremlæggelse af problemet foruroliger mig, for selv om det er sandt, at der skal skabes andre udviklingsformer i de områder, hvor disse produkter dyrkes, må man også bremse handelen med narkotika med alle midler uden at udelukke nogen. Den Europæiske Unions opgave er også at hjælpe disse lande med at frigøre sig fra en svøbe, der aldrig medvirker til udvikling af den demokratiske bevidsthed.
Hr. formand, hr. kommissær, de sidste år har været præget af en tilnærmelse mellem Den Europæiske Union og Latinamerika, som først og fremmest skyldes Spaniens og Portugals tiltrædelse, hvilket har betydet, at der er blevet sat fokus på de to kontinenters fælles kulturelle træk. I den forbindelse vil jeg gerne give udtryk for vores enighed med ånden i hr. Bertens' betænkning og understrege, at den vigtigste målsætning er at udvide og styrke de forskellige aktioner til fremme af udviklingen og konsolideringen af demokratiet i de latinamerikanske lande, således som det også er anført i Kommissionens meddelelse. Derfor mener vi, at det er nødvendigt, at der gøres en større indsats fra europæisk side for at videreudvikle de økonomiske reformer i de latinamerikanske lande for at sikre, at den igangværende strukturreform bliver vellykket, ved at fremme udviklingen og fremskridtet i de forskellige latinamerikanske regioner og ved at være særlig opmærksom på de store sociale og økonomiske uligheder, der eksisterer i området. For at opnå dette, bør Den Europæiske Union gennemføre mere energiske og ambitiøse aktioner, således at forbindelserne med Latinamerika bliver det væsentligste mål i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi bør huske, at Latinamerikas traditionelle handelsoverskud over for Den Europæiske Union efter en tredobling i 80'erne faldt i begyndelsen af 90'erne og næsten forsvandt i 1993. De sidste tre år er der registreret et underskud, som nu er oppe på 1500 millioner dollar. Samtidig er Den Europæiske Union ophørt med at være den største investor i Latinamerika, hvilket viser, at de nuværende aktioner rettet mod en styrkelse af partnerskabet med Latinamerika er utilstrækkelige og mangler de nødvendige ambitioner og dynamisme. Kort sagt, hr. formand, mener vi, at det er nødvendigt, at Kommissionen udarbejder et handlingsprogram for Latinamerika, der - som det er blevet sagt - indeholder konkrete og fælles forslag, der på den ene side støtter den økonomiske udvikling og på den anden side støtter freden, demokratiet og den strengeste respekt for menneskerettighederne.
Hr. formand, kære kolleger, hr. Bertens' betænkning behandler en meddelelse fra Kommissionen om Den Europæiske Unions forbindelser med Latinamerika, der naturligvis skal betragtes i sig selv, men også som en del af en helhed, der også består af meddelelser om forbindelserne med Canada, De Forenede Stater og Centralamerika. Denne samling af sammenhængende tekster afspejler Den Europæiske Unions legitime interesse i at omdefinere sine forbindelser med hele Amerika, Syd-, Mellem- og Nordamerika, i forbindelse med tiden efter den kolde krig og udføre en balanceakt ved fremkomsten af en mægtig økonomisk og kommerciel udviklingspol centreret om Stillehavet. Jeg glæder mig over de hensigter, der er vist, med hensyn til kampen for udvikling og mod narkotika, forsvaret af den sociale retfærdighed og miljøet og den tættere tilknytning af de kulturelle bånd. Men jeg er bekymret, når vores AVSpartnere advarer os om den permanente udhuling af Lomé-aftalerne ved ydelse af kommercielle præferencer i alle retninger og især om de ødelæggende virkninger af GSP i forbindelse med narkotika. Man kender i dag de forfærdelige følger af dette system udtænkt med de bedste hensigter. Ikke alene har det ikke medvirket til at udslette produktionen af narkotika betydeligt, men det har til gengæld ødelagt hele sektorer af europæisk havebrug og fiskeri. Jeg er også foruroliget, når udviklingen i vores handelsforbindelser fremlægges på en sådan måde, at den nødvendigvis må ende med et interkontinentalt frihandelsområde, selv om dette perspektiv på dette stade endnu er formuleret temmelig vagt. Hvis Kommissionens egentlige hensigt er at iværksætte en samling handels- og toldaftaler, der udgør en transatlantisk frihandelsramme, der vil fordoble de multilaterale toldafviklinger, der er givet i forbindelse med GATT-aftalerne, vil vi gerne have, at den præciserer årsagerne, fordelene, ulemperne, omkostningerne og fortjenesterne herved. Hvilke konsekvenser får det på beskæftigelsen i Europa? Hvilket modstykke kræver vi til gengæld af vores partnere? Kan man specielt måle følgerne af sådanne aftaler på landbrugsområdet, når man kender produktiviteten i den sydamerikanske landbrugssektor, dens arbejdskraftsomkostninger og dens sociale og miljømæssige standarder? Det er af alle disse årsager, hr. formand, at Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa, der anerkender kvaliteten af det arbejde, som hr. Bertens har udført, vil være meget agtpågivende over for de konkrete forslag, som Kommissionen vil uddrage heraf.
Hr. formand, den sparsomme opmærksomhed, Den Europæiske Union i de seneste år har vist de latinamerikanske lande, giver på ny anledning til problemet om manglen på en samlet europæisk udenrigsstrategi, i det mindste på politisk, handelsmæssigt og sikkerhedsmæssigt plan. Kommissionens meddelelse til Parlamentet har i det mindste det gode træk, at den efter års uundskyldelig tavshed, har rejst kravet om, at der på ny sættes gang i forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Latinamerika, og ordføreren, hr. Bertens, skal have tak for det mod, han har vist ved at fokusere på og blotlægge den manglende eller begrænsede kommunikation fra Kommissionens side og for have fremsat seriøse og konkrete forslag. Man tager alvorligt fejl, hvis man betragter Latinamerika - således som det hidtil er blevet betragtet - som en af de mange oversøiske samtalepartnere, med hvem man kan opretholde ikke klargjorte forbindelser med ofte vagt formulerede og lidet fornyende programmer. Det er alene det politiske snæversyn, der kan hindre Den Europæiske Union - og dens medlemsstater i at betragte Latinamerika som et geografisk område af største betydning, i hvert fald på politisk og kulturelt plan. Til disse strategiske grunde vil jeg - med forsamlingens tilladelse - tilføje de fælles historiske, kulturelle og sproglige træk, der gør dette subkontinent til det mest europæiserede område mellem de to verdenshave. Millioner af italienere, spaniere og portugisere - for nu at blot fremføre nogle eksempler - har i generationer levet i disse lande. Der er tale om millioner af europæiske immigranter, der sammen med den lokale befolkning kæmper imod fattigdom og social marginalisering. Og mens Europa fortsat svigter sin rolle som privilegeret partner, opfyldes dette tomrum hurtigt af USA, der nu har 43 % af handelen og 75 % af de direkte udenlandske investeringer i Latinamerika. Vi må følgelig indvinde den tabte tid. Kommissionen og Rådet skal udarbejde et globalt handlingsprogram vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med Latinamerika, og det skal ikke længere være abstrakt og holdt i almindelige vendinger, samt en økonomisk samarbejdspolitik for de kommende fire år med tilstrækkelige økonomiske midler i forhold til de nuværende 1, 34 milliarder ECU, et fælles program for bekæmpelsen af narkotikahandlen og til fordel for humanitære, sociale og kulturelle aktiviteter. I alle tilfælde skal Europa kunne indlægge sig fortjeneste ved at deltage som foregangsmand i udviklingsprocessen på det latinamerikanske kontinent. Vi vil i de kommende måneder se, om betingelserne for og den politiske vilje til at gøre dette er til stede.
Hr. formand, jeg takker hr. Bertens for hans betænkning. Betænkningen opfylder lige som Kommissionens dokument en vigtig funktion. Det samarbejde, som indledtes i midten af 80'erne inden for rammerne af San José-dialogen, skal udvikles og fornys. Det eksisterende politiske og økonomiske instrument skal bruges og ajourføres, hvis Unionen skal kunne yde støtte til den igangsatte udvikling i retning af demokrati og respekt for menneskerettighederne i denne region. Det er nødvendigt at tage nye skridt, hvis vore to kontinenters synspunkter og normer i disse spørgsmål skal kunne tilnærmes. I dag er EU den største økonomiske bidragyder til Latinamerika. Politisk set har regionen imidlertid mistet betydning for Europa til trods for, at vi kulturelt og idémæssigt har nærmet os hinanden i de seneste år. Vigtige aspekter af Unionens forbindelse med disse lande, f.eks. fremme af demokrati, større respekt for minoritetsgrupper, miljøbeskyttelse, bekæmpelse af narkohandel og international kriminalitet, udvider og uddyber samhørigheden mellem de to kontinenter. I den sammenhæng er der, præcis som ordføreren påpeger, brug for at værne om og fortsat støtte denne positive udvikling. Jeg stiller mig dog tvivlende over for visse aspekter af samarbejdet, som tages op i betænkningen. Når man i denne sammenhæng taler om, at man inden for den politiske dialog med disse lande skal tage EU's sikkerheds- og forsvarspolitik med i samarbejdet, mener jeg, at man går i den forkerte retning. At EU skal støtte de internationale fredsbestræbelser samt forebyggelse af konflikter og styrkelse af demokratiet finder jeg selvfølgeligt. Den bedste måde at gøre dette på, hvilket ordføreren også selv er inde på, er at udvikle en global strategi for økonomisk og politisk samarbejde med disse lande. Jeg mener derfor, at det er ulogisk og forfejlet, når EU påtager sig FN's rolle på dette globale område. Disse aspekter må og skal løses på internationalt plan af et organ, som besidder den nødvendige legitimitet. I betænkningen kommer man også ind på spørgsmålet om kontrol med våbeneksport. Det er meget vigtigt at begrænse denne eksport. Inden for FN har man oprettet et frivilligt register til registrering af tunge våben. EU bør arbejde for, at dette register videreudvikles, at registreringen gøres obligatorisk og at registret kommer til at omfatte alle våben, tunge såvel som lette. Dette skal ses som et første skridt i retning af en global begrænsning af våbenhandel. Forsvarsaspekter hører ikke ind under EU's kompetence og skal derfor forvaltes på mellemstatsligt plan. Jeg kan umuligt støtte tendenser, der går i retning af, at EU ved at påvirke sikkerheds- og forsvarsaspekter i regionen påtager sig en rolle som verdens politibetjent.
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske hr. Bertens med hans betænkning, for det er et af de få tilfælde i dette Parlament, hvor man understreger behovet ikke kun for at styrke forbindelserne med de latinamerikanske lande, men også for at overveje disse forbindelser. Latinamerika, hr. formand, er den fattige slægtning i Den Europæiske Unions eksterne forbindelser. Som jeg næsten altid plejer at sige, er det ikke gaver, men muligheder, Latinamerika har brug for, og af de tre aktionslinjer, som Den Europæiske Union skal bevæge sig ad i de kommende år - den politiske dialog, samarbejdet og handelsforbindelserne - mener jeg, det er den politiske dialog med den parlamentariske dimension, som andre medlemmer har omtalt, som vil være retningsgivende for disse forbindelser. For det var politiske og ikke økonomiske motiver, der lå til grund for indledningen af San José-dialogen, og det var politiske og ikke økonomiske motiver, der lå til grund for konsolideringen af dialogen med Rio-gruppen, og det er politiske og ikke økonomiske motiver, der skal være retningsgivende for en politisk overgang til demokrati på Cuba med fuld respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, sådan som Parlamentet har krævet. Men selv om den politiske dialog er meget vigtig, hr. formand, vil den være reduceret til ingenting og blive kvalt, hvis den ikke ledsages og støttes af samarbejdsaktioner. Jeg er meget tilfreds med, at hr. Bertens er til stede her, for han var også til stede under forhandlingen med det hollandske formandskab, hvor prioriteringen af Latinamerika slet ikke blev nævnt. Når vi skal stemme om budgettet, mener jeg, det er vigtigt, at vi alle gør det nødvendige, for at de fremsatte ændringsforslag kan vedtages - og jeg minder hr. Bertens om, at den generelle ordfører var et medlem af hans gruppe. Med hensyn til de handelsmæssige aspekter, mener jeg, hr. formand, at de oplysninger om den europæiske eksport i 1995, der er fremkommet i begyndelsen af januar, er meget tilfredsstillende. Men vi stimulerer ikke produktionen i de latinamerikanske lande, fordi de er konkurrencedygtige for en lang række produkters vedkommende, og i mange tilfælde lukker vi vores markeder for dem. Jeg mener, vi kan være tilfredse med det, der er gjort. Der er stadig meget, der skal gøres, og jeg ønsker endnu en gang hr. Bertens til lykke med hans betænkning.
Hr. formand, denne forhandling har bekræftet, at Latinamerika stadig ligger i et frontområde i verden i den forstand, at der ikke findes nogen institutionel, økonomisk, social og kunstnerisk kultur, der ikke her og nu skal regne med det, som indtil for nogle få år siden betragtedes som det forsvundne kontinent. Den gensidige afhængighed i verden er også et af de mange politiske spørgsmål, som Latinamerika stiller sig selv. Det stiller disse spørgsmål med de 200 millioner fattige, der bliver stadig fattigere, i kontrast til en stadig stærkere udvikling, der omfatter stadig større områder på dette kontinent. Det stiller disse spørgsmål, mens der fortsat findes en række forskellige former for nationalisme, der ofte er kilden til alvorlige indgreb i retsstaten i modsætning til de forsøg på regionalisering, som også er under gennemførelse dér, og kontinentet stiller i mange tilfælde disse spørgsmål under en forsinket opbygning af en retsorden i dette ords fulde betydning i modsætning til et samfund, hvor den enkelte i vidt omfang kan gøre, som han vil. Disse modsætninger må vi som Europæisk Union tage os fuldt og helt af i bevidstheden om, at verden er blevet lille, og at disse modsætningsforhold i et vist omfang også vedrører os. Derfor er jeg enig med hr. Bertens på tre grundlæggende punkter, nemlig for det første at den transatlantiske europæiske dialog skal foregå både med nord og syd, for det andet at vor politik i Latinamerika skal være en global politik, der er planlagt efter Fællesskabets metode med hensyn til målsætning, tidsplaner og midler, og for det tredje, at den ministerielle ramme skal være ledsaget af en interparlamentarisk ramme, dvs. den særlige ramme, hvori borgerne i samfundet skal kunne ytre sig og finde lydhørhed, samt tillige den ramme, hvori de amerikanske regionale modeller, som f.eks. MERCOSUR, der er ved at dannes, skal kunne mødes med og finde støtte i vor parlamentariske regionale model.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg glæder mig over såvel betænkningen som Kommissionens meddelelse. Jeg anser det for at være vigtigt fortsat at udbygge forbindelserne mellem Den Europæiske Union og det latinamerikanske kontinent, for at vi ikke risikerer, at vi bliver fortrængt fra dette kontinent af De Forenede Stater. Derudover er jeg enig med ordføreren i, at der på mange områder mangler konkrete forslag i Kommissionens meddelelse. En handlingsplan vil i den kommende tid være påtrængende nødvendig her. Således mangler der f.eks. forslag til bekæmpelse af narkotikaproblemet, som er meget akut i disse lande. Hertil skal de generelle socioøkonomiske strukturer forbedres. Men der skal også udarbejdes et specifikt program, som navnlig gennem en målrettet landbrugsudviklingspolitik sigter mod en substituering af narkotikaproduktionen. Jeg glæder mig over tiltaget, der er baseret på, at en uddybelse af kendskabet til det andet kontinent og gensidig forståelse er vigtige med henblik på at konsolidere retsstaten og inddrage det civile samfund i udviklingen af en virkelig menneskerettighedsstruktur. Mine erfaringer i Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier og i delegationen vedrørende Sydamerika har vist, hvor vigtigt det er navnlig at fremme udvekslingen mellem unge. Derfor vil jeg gerne tilskyde til, navnlig for universiteternes vedkommende, at udbygge de eksisterende programmer på området videnskabeligt og teknologisk samarbejde yderligere for netop at give unge mennesker og vordende videnskabsfolk mulighed for aktivt at deltage i det nye partnerskab og drage nytte af de gensidige erfaringer. Alt i alt er det i forbindelse med Latinamerika-studierne nødvendigt at finde frem til et forskningstiltag, hvor man forsøger at foretage en sammenlignende undersøgelse af den europæisk-latinamerikanske udviklingshistorie med henblik på at registrere såvel de to kulturers samhørighed som forskellene mellem dem og medtage denne viden i alle yderligere foranstaltninger. Kun på den måde kan vi sikre, at den latinamerikanske kultur accepteres og behandles som en selvstændig kultur. Afslutningsvis vil jeg gerne tage endnu et spørgsmål op, som jeg mener kan gøres bedre: Det meget kritiserede europæiske bureaukrati vanskeliggør også her ofte gennemførelsen af gode ideer. Det er vigtigt, at betingelserne i forbindelse med projektansøgninger forenkles, og at forskningsprogrammerne forvaltes bedre. Kun på den måde kan man sikre en hurtig bearbejdelse af ansøgningerne og en hurtig godkendelse af projekterne.
Hr. formand, jeg vil også gerne komplimentere hr. Bertens og takke ham for at indføje ændringsforslag, som jeg stillede som led i udtalelsen fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde til denne betænkning. Ændringsforslag, som skal sikre, at principperne om udvikling ligger til grund for vore forbindelser med alle latinamerikanske lande, og som understreger den meget alvorlige sociale virkning af strukturtilpasningspolitikker, og som støtter en meget større inddragelse af det civile samfund i vor dialog og vore aftaler såvel som det følsomme spørgsmål om fair handelsadgang for produkter efter landenes eget valg, ikke vort. Jeg vil også gerne sige, at jeg er meget enig i ordførerens bemærkninger med hensyn til betydningen af en alternativ udvikling som led i bekæmpelsen af narkotikaproblemet, og vi bør håbe på et godt udfald af det af Europa finansierede alternative udviklingsprogram i Bolivia, som blev offentliggjort sidste år - det hidtil mest betydningsfulde program af denne art. Men jeg beklager, at man i beslutningen i aften ikke har prioriteret at indføje to andre af mine ændringsforslag med henblik på at støtte specifikke programmer til kvinder, herunder rettigheder med hensyn til reproduktion, og at bekræfte vor tilslutning til ILO-konvention nr. 169 og at bekæmpe den åbenlyse krænkelse af de oprindelige folks rettigheder, hvilket fortsat finder sted i næsten hvert land i regionen. Jeg vil også gerne støtte ordføreren, når han spørger Kommissionen om, i hvilket omfang der konkret vil blive anvendt vage koncepter. I punkt C spørger vi, hvad formålet er med demokratiske og sociale klausuler i vore aftaler, når der synes at blive gjort meget lidt for at overvåge og håndhæve sådanne klausuler? I punkt I kræver vi beskyttelse af miljøet, og alligevel støtter Europa stadig kolossale vandkraftprojekter i udviklingens navn, hvoraf et - ifølge lokalsamfund og NGO'er - vil ødelægge et af de største og mest værdifulde miljøer i regionen. Der er 200 mio mennesker i regionen, som lever i fattigdom. I hvilket omfang er dette foreneligt med kommissær Marins egen udtalelse i Udviklingsudvalget den 29. oktober 1996 om, at MERCOSUR-lande er blevet slettet af listen over modtagere af udviklingsbistand for at koncentrere indsatsen om fattigere lande som Bolivia og Peru? Et tilsyneladende velstående land som Brasilien har flere fattige end noget andet land i verden, og Europa kan ikke forholde sig tavs om dette spørgsmål.
Hr. formand, først og fremmest vil jeg gerne takke hr. Bertens for hans betænkning, hvori han giver udtryk for noget, som man fra Kommissionens side intet har imod at acceptere. Alt hvad der styrker forbindelserne med Latinamerika, giver dem mere indhold, øger den europæiske tilstedeværelse, garanterer kvaliteten og kvantiteten i vores politiske, økonomiske, finansielle, handelsmæssige og kulturelle relationer, skal være en naturlig tendens i Den Europæiske Union, samtidig med at man skal være opmærksom på, at nogle lande har en historisk og kulturel tilknytning, mens andre lande har en økonomisk og handelsmæssig tilknytning til Latinamerika. I virkeligheden er Kommissionens meddelelse om den måde, hvorpå vi skal gennemføre vores forbindelser med Latinamerika i århundredets sidste femår, kun en praktisk vejledning, der forsøger at påpege hvad der bliver alfa og omega i vores aktiviteter. Snarere end at komme med nye ideer på nuværende tidspunkt med hensyn til Latinamerika, vil Kommissionen tilstræbe at konsolidere det enorme arbejde, der er gjort navnlig i de to sidste år, hvor vi har sørget for en komplet fornyelse lige fra San José-dialogen til de forskellige regionale integrationer. Hvilket formål ville det have på nuværende tidspunkt at lancere nye initiativer, når fornyelsen af San José-dialogen fandt sted på Ministerrådets møde i Firenze i sidste halvdel af forrige år? Hvilket formål ville nye ideer have, når vi stadig befinder os på undersøgelsesstadiet for den endelige lancering af forhandlingerne med MERCOSUR, med Chile, som er den nye mulighed, der har åbnet sig for Andespagtlandene, og vi i øjeblikket forsøger at finde en forhandlingsmodel for den sidste aftale, der mangler, nemlig den, der vedrører Mexico? Jeg ville foretrække de næste 3-4 år at konsolidere det arbejde, der er gjort, og som har været meget vigtigt, for når alt kommer til alt, er det ikke mere end 2-3 år siden, at Den Europæiske Union skitserede en meget mere specifik strategi for det latinamerikanske kontinent. Som hr. Cabezón sagde, er Latinamerika ikke en homogen størrelse. Latinamerika er mange ting. Derfor var det vigtigt med et meget mere fleksibelt arbejde, hvormed Den Europæiske Union - udelukkende med Rio-gruppens horisontale niveau som forum for en særlig politisk dialog - fra det nordlige til det sydlige Latinamerika kunne tilbyde en samarbejdsplatform ud fra de regionale, territoriale og politiske behov og ud fra de enkelte landes økonomiske udviklingstrin. Vi begyndte således at skitsere et skema til subregional integration, som vi efterhånden har bygget videre på, idet vi mener, vi har iværksat et pionerarbejde. Der er ikke tale om antagonisme mellem USA's og Den Europæiske Unions holdning til f.eks. emnet NAFTA. Hvad angår NAFTA, hr. Bertens, er vi helt rolige. I 3 år er NAFTA ikke blevet udvidet med noget andet land i Latinamerika. I de sidste 3 år har Den Europæiske Union underskrevet aftalen med MERCOSUR, med Chile, fornyelsen af San Joséaftalen, aftalen med Mexico og en ny GSP for landbruget. Vi skal revidere tallene, men ifølge OECD's tal tegner Den Europæiske Union sig de sidste 3 år for 61, 5 % af udviklingssamarbejdet. Derefter kommer Japan med 19, 5 % og som nummer tre USA med 14 %. Det vil være vanskeligt at bebrejde Den Europæiske Union for ikke at have taget sig tilstrækkeligt af det latinamerikanske kontinent, når vi med OECD's tal fra sidste år tegner os for 62 %, og endnu mindre kan man bebrejde os, at vi forsøger at efterligne USA, som tegnede sig for knap 14 % og oven i købet blev overgået af Japan sidste år. Det kan man ikke bebrejde Den Europæiske Union, for dens indsats har været meget bemærkelsesværdig og meget betydelig. Hr. Bertens, jeg er enig med Dem i, at det faktum, at vi er den største bidragyder til udviklingssamarbejde med 62 %, ikke er kendt, eller er meget lidt kendt. Det giver jeg Dem ret i. Men hvori består synligheden i den verden, vi lever i? For at være synlig og til stede i den internationale kommunikation er der ud over den gode vilje brug for penge, penge og penge. Og det er ikke sandsynligt, at Den Europæiske Union bliver synlig med hensyn til det, den foretager sig, hvis kommunikationsinstrumenterne - som er fundamentale i det nuværende mediesamfund - simpelthen er svage. Uafhængigt af dette har De i forbindelse med vores aktion over for udlandet i Deres betænkning foreslået 22 foranstaltninger vedrørende FUSP og den politiske dialog. Jeg beder til, at dette spørgsmål vil blive løst i Amsterdamtraktaten, for det er ikke netop i FUSP-kapitlet, at Den Europæiske Union nyder den største troværdighed. Dernæst kan jeg heller ikke acceptere, som det er blevet sagt, at de økonomiske og handelsmæssige forbindelser er blevet mindre, for jeg gentager, dette svarer ikke til OECD's oplysninger. Med hensyn til Latinamerika er Den Europæiske Union i øjeblikket den vigtigste handelspartner i ni lande og den næstvigtigste i otte lande. Blandt disse ni lande finder vi de vigtigste i økonomisk henseende, dvs. MERCOSUR, Chile osv. osv. Handelsstrømmene mellem de to kontinenter er de sidste tre år øget med 40 %, hvilket er imponerende. Og stigningen i de europæiske direkte investeringer i produktionssektorer har de sidste år været opsigtvækkende. Nogle lande i Den Europæiske Union har endog kunnet gange deres direkte produktionsinvesteringer med 3, og jeg behøver ikke komme med eksempler, som står i medierne hver dag. Jeg vil endnu en gang komme ind på emnet om vores politik i forhold til USA's politik. I år, hr. Bertens, har USA overgået os, hvad angår investeringer, men De ved, at der er direkte produktionsinvesteringer, og der investeringsfonde. Og Den Europæiske Union er stadig den vigtigste partner i Latinamerika, og kvaliteten af vores samarbejde ligger i de direkte produktionsinvesteringer, dvs. kapital der investeres, der skaber rigdom, der skaber arbejdspladser og udvikling. Man skal derfor passe på, når man analyserer OECD's statistikker vedrørende finansielle strømme, for de finansielle strømme er ikke altid lig med udviklingsprocesser, eftersom det drejer sig om flygtig kapital, der kommer og går, alt efter om renten er høj eller lav. Jeg mener, der helt sikkert stadig er meget at gøre, men vi skal ikke bebrejde os selv noget midt i et spring, som jeg vil betegne som imponerende i nogle sektorer. Økonomisk set er tingene gået godt, og nu skal vi udvikle det, vi har påbegyndt de seneste år. Der er en ting, der er blevet talt meget lidt om, men som forekommer mig væsentlig i forbindelse med Latinamerika. Dette kontinents resultater er i øjeblikket bestemt positive i forhold til resten af verden, og Latinamerika er hverken et kontinent med galoperende inflation, militærjuntaer eller handelsgæld. Der er politisk stabilitet, der er sket store fremskridt, vi har været vidne til fredsprocesser, handelsgælden er betalt. Latinamerikas problem i det næste århundrede - noget der er meget vigtigt og som jeg tror, vi bliver nødt til at tale om i fremtiden - er den sociale gæld. Latinamerika har ikke betalt sin sociale gæld. Der er stor fattigdom, der er stor social udstødelse. Stigningstakten i forøgelsen af rigdomme er enorm, somme tider 7 % eller 8 % i gennemsnit for hele kontinentet, hvilket ligner den asiatiske model. Men jeg er bange for, at denne rigdom stadig ikke fordeles korrekt. Dette er virkelig en opgave, det latinamerikanske kontinent må løse i det næste århundrede. Man har justeret økonomisk, man har justeret finansielt, man er ved at justere »politisk«, for at vi kan blive enige. I fremtiden vil man skulle sørge for kontinentets interne stabilitet, hvilket betyder bekæmpelse af fattigdom, uden hvilken det bliver svært at opretholde de økonomiske og politiske landvindinger, der er opnået de seneste år.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0418/96) af Carnero González for Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender om fornyelsen af San José-dialogen mellem Den Europæiske Union og Mellemamerika (KOM(95)0600 - C4-0102/96).
Hr. formand, et hurtigt blik er nok til at konstatere, at der er langt fra Mellemamerika i begyndelsen af 80'erne til Mellemamerika i midten af 90'erne. Faktisk er man gået fra en landtange plaget af militærregimer, åbne væbnede konflikter og konstante overtrædelser af menneskerettighederne til en region, hvor man ser begyndende pluralistiske politiske systemer, der er baseret på almindelig valgret, hvor man mere og mere respekterer menneskerettighederne, og hvor man har indgået aftaler, der har bragt våbnene til stilstand og har gjort den nationale forsoning til princip og til mål. Afslutningen på den kolde krig og naturligvis de mellemamerikanske landes egne bestræbelser ligger til grund for disse ændringer til det bedre, fra mørke til håb. Men Den Europæiske Unions aktion har også bidraget i mere end ti år inden for rammerne af den såkaldte San José-proces. Denne proces er en af Unionens udenrigspolitiske aktioner, som har haft størst succes. Navnlig når man tager i betragtning, at starten af processen og derefter dens fortsættelse fandt sted og har fundet sted under de vanskelige forhold, som var en følge af USA's aggressive politik i den såkaldte Reagan-æra. Men succesen kan ikke forhindre os i at konstatere, at der i Mellemamerika stadig er meget at gøre, både på det politiske og det socioøkonomiske område, for at nå frem til en acceptabel situation. Det er nødvendigt at konsolidere demokratiet ved at styrke retsstaten og opnå fuld respekt for de individuelle og kollektive menneskerettigheder, hvilket bl.a. kræver, at man opbygger et uafhængigt retsvæsen, hvorfra man effektivt kan bekæmpe det afskyelige fænomen »straffrihed«. Det vil også være nødvendigt, at Den Europæiske Union bidrager til overholdelsen og gennemførelsen af fredsaftalerne, hvoraf den sidste blev underskrevet den 29. december 1996 mellem Guatemalas regering og guerillabevægelsen URNG, hvilket helt bestemt har været en fantastisk nyhed. Det vil navnlig være nødvendigt at gøre noget ved de enorme økonomiske og sociale mangler, der er en følge af den fortsatte underudvikling, og som forårsager en stigning i ulighederne, fattigdommen, den sociale udstødelse og udelukkelse. Vi skal ikke kun forny San José-dialogen, vi skal også styrke og udvide den så meget som muligt, understrege dens grundlæggende målsætninger og stille alle de instrumenter til rådighed, der er nødvendige for at nå disse målsætninger. Målsætningerne bør ud over de før omtalte på de politiske og sociale områder også omfatte følgende to: Den korrekte og acceptable integrering af Mellemamerika i den internationale økonomi, ikke gennem tilpasnings- og reguleringspolitikker, men gennem strategier, der tilgodeser økologisk bæredygtige modeller for udvikling af menneskelige værdier, samt støtten til den egentlige regionale integration. I alle disse retninger går de forskellige forslag i den betænkning, som jeg fremlægger på vegne af Udenrigsudvalget, men jeg vil gerne understrege noget andet. Udarbejdelsen af et globalt handlingsprogram for FUSP for Mellemamerika med tilstrækkelige budgetbevillinger bør ligesom samarbejdsrammeaftalen ledsages af en finansieringsprotokol, der omfatter en væsentlig forhøjelse af de midler, der afsættes til samarbejde med Mellemamerika. Dette program bør indeholde foranstaltninger til en modernisering og konsolidering af retsstaten, som f.eks. retter sig mod bekæmpelsen af straffrihed, fremme af menneskerettighederne, støtte til flygtninge og hjemvendte, demokratisk kontrol med de væbnede styrker og en reduktion af de militære udgifter samt beskyttelse af indianerbefolkninger og områder som kvindeområdet; udvidelse af den nye generelle præferenceordning for Andespagtlandene til at omfatte Mellemamerika; en i det mindste delvis eftergivelse af de mellemamerikanske landes udlandsgæld; den nødvendige støtte til bekæmpelse af narkotikahandelen og kort og godt alle de foranstaltninger, som gør det muligt at hæve livskvaliteten og gøre fremskridt, hvad angår lige muligheder for alle og, som jeg sagde før, bekæmpe fattigdommen og den sociale udelukkelse og udstødelse. Når vi går ind for en intensivering af den politiske dialog mellem Den Europæiske Union og Mellemamerika, bør vi også foreslå, at der er en større deltagelse i denne dialog fra Europa-Parlamentet og PARLACEN's side, som er de eneste direkte valgte overnationale parlamenter i verden, samt at der etableres et rådgivende forum for det civile samfund, hvor initiativer som ICIC eller organer som CIFCA kan optages eller deltage. Vi bør heller ikke glemme vores ønske om, at Europa-Kommissionen på dette område får bevilget de nødvendige menneskelige og materielle ressourcer til at gennemføre sit arbejde bedst muligt. Hr. formand, jeg tror, at i fortsættelse af det positive arbejde, der gjort indtil nu, er det i dag nødvendigt at fremme, fortsætte og optimere et arbejde, som ikke bør dæmpes, for Mellemamerika og Europa har stadig et stort stykke arbejde, der skal udrettes.
Hr. formand, det bidrag, som Den Europæiske Union gennem San José-dialogen ydede til at bringe de rædselsvækkende borgerkrige i Nicaragua, El Salvador og senest Guatemala til ophør, er meget betydeligt og viser helt klart den positive rolle, som Den Europæiske Union kan spille på den internationale arena. Men ironisk nok betyder fredens komme, at den opmærksomhed, der gives området, sandsynligvis vil falde ret brat til trods for, at mange af de tilgrundliggende problemer på ingen måde er løst. Denne betænkning er vigtig, fordi den kortlægger de grundlæggende behov i regionen og klart fastsætter de politikker, som Den Europæiske Union nu bør forfølge. San José-processen bør fortsat give mulighed for en meningsudveksling og diskussion, ikke kun via konferencerne - og jeg har haft lejlighed til at tale på Parlamentets vegne på to af dem - men også gennem en større inddragelse af det civile samfund i regionen. Det er af afgørende betydning, at der tages ethvert muligt skridt til at arbejde for forebyggelsen af nye menneskerettighedskrænkelser og gøre modstand mod, at der dækkes over disse, hvilket forekom tidligere ved hjælp af generelle amnestier og lignende. Indsatsen skal også koncentreres om sociale spørgsmål. Et særdeles stort antal personer - navnlig de oprindelige folk - er hårdt ramt af fattigdom. Fattigdomsbekæmpelse, sundhedsvæsen og uddannelsesreformer er af afgørende betydning og kan ikke opnås gennem neoliberale løsninger, der pånødes udefra. Det er klart, at en regional integration er i befolkningens almindelige interesse, men ikke medmindre der træffes særlige foranstaltninger til at forsvare interesserne blandt alle dem, der er sårbare. Gældsproblemet og behovet for at beskytte miljøet er andre spørgsmål, som ikke må overses eller glemmes. Denne betænkning angiver den retning, som politikkerne bør udvikles i. Den Europæiske Union kan og bør spille en omfattende rolle i denne region.
Hr. formand, meget af det, der blev sagt vedrørende hr. Bertens betænkning, gælder naturligvis også i forbindelse med hr. Carnero González' gode betænkning. Jeg vil derfor begrænse mig til nogle bemærkninger til det specifikke problem i denne region. Endnu mere end Sydamerika har Mellemamerika i mange år i Parlamentet været genstand for heftige diskussioner mellem de europæiske parter og deres mellemamerikanske partnere om den rigtige vej. I dag hersker der demokrati og fred i de fleste lande. En demokratisk valgt præsident har netop overtaget det andet frit valgte præsidentskab i Nicaragua, EU har undertegnet en aftale med Nicaragua, som skal fremme målsætningen om at forbedre uddannelsessystemet og retsvæsenet. Den dialog, der blev indledt som led i San José-dialogen mellem Latinamerika og EU, og resultaterne deraf siden 1984 har vel været nogle af de få virkelig vellykkede eksempler på en fælles udenrigspolitik. Rammeaftalen mellem partnerlandene som led i den almindelige traktat om økonomisk integration i Mellemamerika fra 1993 er en vigtig milepæl i samarbejdet. Den skal ajourføres og moderniseres. Men det, vi mangler, er en institutionaliseret parlamentarisk dialog, som vi også som Europa-Parlament ønsker på dette plan. Men hvor der er lys, i det mindste hvor der er blevet lysere, findes der også skygger: Stor gæld, dårlige økonomiske betingelser, sociale modsætninger, integration af de tilbagevendende flygtninge, arbejdsløshed, en ikke altid fungerende integration samt omskolingen af de tidligere militærpersoner på den ene side, men også modstandskæmperne på den anden side, truer de endnu ikke stabile demokratier. Der finder stadig menneskerettighedskrænkelser sted. Vi har gentagne gange i Europa-Parlamentet behandlet disse spørgsmål, f.eks. også gadebørnene i Guatemala. Men netop Guatemala har nu indledt en fredsproces, som vi her også gerne endnu en gang vil komplimentere forhandlingsparterne for. Vi glæder os over og støtter denne proces. Den største opgave er imidlertid forbundet med gennemførelsen af den. Efter mange år med militære aktioner, terrorisme, utallige døde og mistillid skal man slå ind på en fælles kurs, som ikke vil være let. Her kræves det af Den Europæiske Union, at den med sit Blandede Udvalg også bliver til et nødvendigt samordningsinstrument. Vi må ikke mindske samarbejdet med regering og partier, fagforeninger og samfundsorganisationer. Vi skal udvikle initiativer til fremme af retsstaten og en uafhængig retsmyndighed, af menneskerettigheder og anvendelsen af dem fra politiets og militærets side. Udviklingen af et borgerligt samfund, som virkelig også er indstillet på selv at påtage sig politiske opgaver og ansvar, at løse økonomiske og sociale opgaver, er ubetinget nødvendig. Her skal vi bidrage med programmer til udvikling af lokalstyret, til decentralisering, jordreform, kvindernes deltagelse på lige vilkår, som ikke kun må være kriseløsere. Det må virkelig være vort program, for hvis vi ikke giver dette civile samfund et ansvar, hvis vi, EU, ikke hjælper, så hjælper de smukke ord her i Parlamentet heller ikke noget. Derfor beder vi Kommissionen om virkelig også at støtte det.
Hr. formand, somme tider er det muligt i denne verden med glæde at fastslå, at det går godt, og det er tilfældet i Mellemamerika. For ti år siden var jeg stadig korrespondent i Nicaragua og El Salvador for at rapportere om fjendtlighederne, og nu er der endda kommet fred i Guatemala. Nu, hvor der er fred, er det også vigtigt, at retsstaten og demokratiet konsolideres. Dialogen mellem EU og Mellemamerika har allerede båret frugt. Der kan opnås endnu mere, såfremt Kommissionen vil gå ind på det forslag, som hr. Carnero har fremsat i sin fortræffelige betænkning, til især at udarbejde et detaljeret flerårigt program for Mellemamerika. I så fald, mener jeg, at vi i særdeleshed må sørge for, at så mange kræfter i samfundet som muligt kan inddrages i udførelsen, fagbevægelsen eksempelvis. For de fleste regeringer i denne region indser slet ikke vigtigheden heraf. I Guatemala for eksempel er så sent som sidste år en fagorganisation for embedsmænd blevet fuldstændig forbudt. Det ville nemlig være umådelig ærgerligt, og i den henseende tilslutter jeg mig kommissærens ord i anledning af hr. Bertens betænkning, om der i Mellemamerika kommer til at ske det samme som i Latinamerika, nemlig ganske vist vækst, men uden forholdsmæssig fordeling. Så vil folk fortsat have det dårligt. Kommissær Marín har med disse ord slået hovedet på sømmet, det er ikke sådan, vi skal gribe tingene an. Det er altså mit håb, at Kommissionen holder grundigt øje med, om denne sociale dialog går i gang, om fagorganisationen, men også om arbejdsgiverne er inddraget i det. Det vil givetvis undre Dem, men også blandt arbejdsgiverne i Latinamerika er organisationsgraden lig nul. En social dialog mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne, som vi kender det i Europa, ville altså være det bedste. Til min glæde ser jeg, at ud over kommissæren, latinamerikaeksperten, er også Parlamentets nye næstformand, der kommer fra min gruppe, til stede. Det er mit håb, at hr. Carneros betænkning vil blive godt modtaget i Kommissionen.
Hr. formand, det lykkedes ved processen i San José at skabe et mønster for integreret politik med Den Europæiske Union. Det ville følgelig være en alvorlig fejl for os og de latinamerikanske lande at nedvurdere den og kalde den for et rent samarbejdseksperiment. Når Latinamerika i dag er et centralt område for de store strømninger inden for fremskridtet i verden, er disse lande helt i centrum. De er det mest påvirkelige og skrøbelige, men også det afgørende led i vor politik, som følgelig i dette tilfælde skal forstås i sit fulde omfang, altså som den fælles udenrigsog sikkerhedspolitik i vor terminologi og ikke blot samarbejde. Hvis vi går i denne retning, hr. kommissær, vil der blive tale om fuld støtte fra Europa-Parlamentet. Dette betyder, at vi for Mellemamerikas vedkommende skal have grundlæggende tanker og en plan, hvis økonomiske og institutionelle mål skal være sammenhængende og gå frem side om side. Der skal være tre søjler i denne plan, nemlig for det første en impuls til regionalisering som den eneste hensigtsmæssige form til udnyttelse af de positive virkninger af globaliseringen og dæmpe dens negative virkninger, for det andet en impuls til skabelse af en region med et parlamentssystem, der er det mest moderne til at føre en politik for beskyttelse af menneskerettighederne og de politiske rettigheder i disse lande og danne rum for den sociale dialog, og i denne henseende er det rent ud sagt beklageligt, at der i dokumentet fra Firenze ikke blev talt om PARLACEN, samt endelig støtte først og fremmest til kommunerne og lokalsamfundene under en indforstået og gennemgribende kontrol fra Kommissionens og EuropaParlamentets side inden for deres kompetenceområder for at forhindre, at hjælpen når frem til de forkerte og således kan skabe nye spændinger i lande, som f.eks. Guatemala, der netop har overstået en borgerkrig.
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, først og fremmest vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Carnero González, for hans betænkning. Kommissionen er ikke blot enig i betænkningens generelle linjer, men også i de specifikke aspekter, for det, hr. Carneros betænkning giver udtryk for, er først og fremmest - og jeg henviser til det, jeg sagde før, om Latinamerika - nødvendigheden af at forny og rehabilitere San Josédialogen, som - for at bruge et parlamentsmedlems udtryk - måske i al beskedenhed er en af de mest solide og overbevisende udenrigspolitiske aktioner, Den Europæiske Union har foretaget inden for området eksterne forbindelser. Hvis man ser på, hvor San José-dialogen befandt sig, da man iværksatte Esquipulas-gruppen, og hvad der er sket i Mellemamerika, og så på hvor vi politisk befinder os i øjeblikket, må man sige, at der virkelig er sket et enormt spring med hensyn til politisk stabilisering på den mellemamerikanske landtange. Det er rigtigt, at afslutningen på den kolde krig har hjulpet, og det er rigtigt, at man med freden i Guatemala i princippet har løst den sidste borgerkrigskonflikt, der eksisterede i landene på landtangen. Hvordan har man gjort dette? San José-dialogen indledtes allerede for ti år siden og blev opretholdt under den kolde krig på et grundlag, hvor hovedpunkterne bestod i at afslutte borgerkrigene, at indføre demokratiske systemer og at udarbejde en plan for den økonomiske udvikling. Mellemamerika har ændret sig meget de sidste fem år. Der har endog været meget vanskelige og komplicerede situationer på det politiske plan, som er blevet løst ad demokratisk vej, man har gjort en ende på borgerkrige. Og vi står over for tilfældet med Guatemala: Næste uge, den 20. og 21. januar vil det rådgivende donorudvalg holde et møde i Bruxelles, der er organiseret og støttet af Europa-Kommissionen, hvilket tydeligt viser vores større og større deltagelse - og ikke hovedrolle - i delikate processer som fredsprocessen. Derfor skal alt dette have en ny dimension. Og derfor Firenze-erklæringen, der sigter mod en ny vision for vores forbindelser med Mellemamerika. Hr. Carnero, det der virkelig mangler i Mellemamerika er ideen om en stat. Derfor er vores primære målsætning, for at sige det meget kort, at fremme det decentraliserede samarbejde med det civile samfund. Det er også min idé hen ad vejen at inddrage NGO'erne, fortrinsvis de lokale. Mikroprojekterne - vi laver næsten 400 om året i Bruxelles - koster os mange penge, meget arbejde, og det er naturligvis vanskeligt at kontrollere dem fra Bruxelles. Vi har ideer, vi har tilstrækkelige midler, men vi mangler embedsmænd. Derfor ønsker jeg, at vi skal lede mange små projekter hen til de lokale NGO'er, at vi skal koncentrere os om retsstaten, primært parlamenterne - vi skal samarbejde omkring reformen af adskillige parlamenter, idet vi følger modellen fra Paraguay - om reformen af statsadministrationen, retsvæsenet, skatteforvaltningen og den økonomiske forvaltning. Dette vil grundlæggende være det centrale element i samarbejdet i de næste fem år, således at man efterhånden bliver klar over, at en demokratisk stat fremfor alt må baseres på en stat, der begynder at gøre alle fredsprocesser og politiske processer i området troværdige. Det svar, vi har fået fra den anden side af Atlanterhavet, har været helt ekstraordinært, og beviset er, at det ikke var nødvendigt at gøre noget for, at de guatemalanske myndigheder samme dag som underskrivelsen foreslog os, med de nye San José-parametre, at organisere det rådgivende donorudvalgs møde i Bruxelles, hvilket betyder, at Den Europæiske Union endnu en gang kan styre denne øvelse - og det kan vi, fordi det drejer sig om relativt beskedne udgifter, og fordi vi har medarbejdere til dette. Problemet i Mellemamerika, som er endnu mere alvorligt end i andre lande i Latinamerika, er igen den sociale udstødelse og fattigdommen. Og i denne sag er jeg kommet til den overbevisning, at, såfremt der i det latinamerikanske kontinent ikke skabes stærke, demokratiske og effektive stater, er det tvivlsomt, om udviklingsstøtten vil fungere.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A4-0415/96) fra Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder om Rådets fælles holdning fastlagt med henblik på vedtagelse af EuropaParlamentets og Rådets direktiv om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren, navnlig det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN) og digitale mobilnet (C4-0470/96-00/0288(COD)) (Ordfører: Medina Ortega).
Hr. formand, jeg vil gerne sige, at hvis vi skal finde et uigennemsigtigt navn, noget som strider mod gennemskueligheden, så findes der ikke et mere morsomt navn end det, som dette direktiv eller udkast til indstilling om direktiv har, for på spansk hedder det i hvert fald - jeg ved ikke, hvordan det lyder for kommissæren på hans sprog - direktiv om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred inden for telesektoren, navnlig det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN) og offentlige digitale mobilnet. Det virker som noget meget mystisk og specialiseret. Det, det i virkeligheden drejer sig om, er et direktiv for at garantere beskyttelsen af personer inden for telesektoren. Jeg vil benytte mig af kommissærens tilstedeværelse og sige, at for at sikre princippet om gennemsigtighed og kendskab til fællesskabsretten, forekommer det mig logisk, hvis kommissæren fandt ændringen på titlen acceptabel, således som anført i ændringsforslag 2, som taler om direktivet om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren. Jeg mener, at ændringsforslag 2 vil hjælpe EU-borgerne til at forstå, hvad vi taler om. Dette direktiv er et supplement til et andet direktiv, som vi vedtog for ikke så længe siden, nemlig direktivet om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred generelt, og her anvender vi det så inden for telesektoren. Et andet forenklende ændringsforslag, som jeg ikke tror kommissæren har foran sig, eftersom det kun drejer sig om den spanske version, er ændringsforslag 1, som erstatter udtrykket »servicios públicos de telecomunicación« med »servicios públicos de telecomunicación accesibles.« Under alle omstændigheder vil jeg sige, at det arbejde, der er udført i forbindelse med dette direktiv, er godt, vi har taget os tid til det, hvilket jeg tror var godt, fordi forvirringen efterhånden er forsvundet. Det første forslag til Kommissionens meddelelse er fra 1990 og kom sammen med det generelle direktiv om beskyttelse af oplysninger. Parlamentet tog sig tid til dette arbejde og afsluttede sin betænkning i 1992. Derefter gik direktivet om beskyttelse af oplysninger sin egen vej, og direktivet om beskyttelse af oplysninger inden for telesektoren var adskilt fra dette. Helt konkret er Kommissionens ændrede forslag til Parlamentet og Rådet fra 1994, dvs. der er fire år mellem det første forslag og det ændrede forslag. Og endelig er Rådets fælles holdning fra 1996 og fremsendes til Parlamentet, da tingene er helt klare. I Udvalget om Retlige Anliggender diskuterede vi dette i den ånd, der er karakteristisk for vores udvalg, som er præget af temmelig stor enighed på trods af de politiske modsætningsforhold, og med opmærksomheden rettet mod at sikre privatlivets fred for borgerne. Den vigtigste nyhed i dette direktiv er sandsynligvis, at det ikke kun finder anvendelse på beskyttelsen af fysiske personer, men også juridiske personer. Der er ingen mening i - og jeg tror, at kommissæren vil være enig med mig - at tale om subsidiaritet på dette område. Det er absurd, at man i tilfælde af en telefonopringning fra Paris til London anvender én lov i det ene land og en anden lov i det andet, for hvis vi forsøger at beskytte privatlivets fred, vil det være naturligt at anvende den samme lov. Der er ingen mening i at tale om subsidiaritet her. Jeg vil påstå, at grunden til, at nogle engelske politikere er så glade for dette ord, er, at det er et meget svært ord at udtale på engelsk, og at ingen ved, hvad »subsidiarity« betyder. Hvis der er en telefonopringning fra Paris til London, er der ingen mening i at anvende en lov i Paris og en anden i London. Derfor er subsidiariteten malplaceret, og dette er hensigten med ændringsforslag 7. Der er ingen grund til subsidiaritet. Dette direktiv adskiller sig fra det andet direktiv ved, at det ikke kun finder anvendelse på fysiske personer, men også på beskyttelse af juridiske personer, og Udvalget for Retlige Anliggender anser denne udvidede beskyttelse for god. Men der er ingen mening i, at juridiske personer kan være beskyttet i nogle lande og ikke i andre, for så er vi tilbage i det samme problem. Dvs. hvis et multinationalt selskab ringer fra Paris til London, kan kommunikationen være beskyttet i Paris, men måske ikke i London. Det er absurd, og derfor er hensigten med nogle af ændringsforslagene at forhindre dette. Selv om jeg som ordfører skal anbefale alle ændringsforslagene, vil jeg på forhånd sige, at en politisk gruppe, helt konkret den, jeg tilhører, vil forsøge at fjerne enhver lovgivende beføjelse hos staten, som f.eks. giver mulighed for at fastsætte en sondring mellem nationale kompetencer. Alt i alt mener vi, at der er gjort et godt stykke arbejde, jeg mener, at det, der er tilbage, er småting, og vi foreslår forskellige ændringer, som forenkler reglerne, og som gør dem lidt fornuftige: Der skal ikke være subsidiaritet, og der skal ikke være forskellige lovgivninger.
Hr. formand, allerede i dag er informationssamfundet kendetegnet af telekommunikation og dataoverførsler, der tilsammen giver et nærmest ubegrænset antal kommunikationsmuligheder. Mulighederne er lige så uforudsigelige, som de er talrige, og det er derfor vigtigt, at den enkelte sikres mod misbrug, og at vi sørger for, at der kan føres en demokratisk kontrol. Med landvindingerne inden for udviklingen på telekommunikationsområdet er det blevet muligt at indhente og distribuere personlige oplysninger, f.eks. om folks interesser for bestemte hjemmesider, deres seksualitet osv. Også på Internettet må der opstilles regler om privatlivets ukrænkelighed, og det skal ikke være sådan, at nogle indirekte formenes adgang til informationer, fordi det automatisk medfører, at alle interesserede kan indhente oplysninger, der angår privatlivet. Det skal dog ikke afholde os fra at føre en fornuftig demokratisk kontrol af udbuddet på Internettet, en kontrol, som skal sikre mod ulovligt udbud af informationer. I dag er det muligt at finde alt på nettet lige fra bombeopskrifter og torturmetoder til trusler mod ansatte og børnepornografi, altsammen noget der kan distribueres, fordi der ikke findes nogen afsenderadresse. Hvis vi f.eks. vil børnepornografien til livs, er det nødvendigt, at der ved udbud af materiale på Internettet altid afleveres en adresse, en personlig kode eller lignende, således at det er den udbydende, der har ansvaret. Princippet om frihed under ansvar må også være gældende på Internettet.
Hr.formand, det er ikke kun titlen, som det blev sagt udmærket af ordføreren - der har udført et prisværdigt arbejde med denne betænkning, og den fælles holdning, vi i dag beskæftiger os med, afspejler helt bestemt en stor indsats for at nå til enighed - men hele teksten er forvirret og tvetydig, og det er vanskeligt at genkende det oprindelige forslag, som Parlamentet afgav en udtalelse om ved førstebehandlingen. Når dette er sagt, er det nødvendigt at gentage, at dette direktiv skal imødegå en kompleks og prekær situation, som det haster med at finde en løsning på. Der er tale om et meget uens juridisk område med forskellige nationale reguleringer, hvor direktivet er rettet mod denne sande teknologiske og økonomiske slagmark, som telesektoren udgør. Og hertil kommer ændringerne af direktivet. Mellem første- og andenbehandlingen er det generelle direktiv om beskyttelse af personoplysninger trådt i kraft, hvorved dette direktiv bliver et direktiv for et bestemt område, der mere sigter mod forvaltningen af disse oplysninger inden for den specifikke telesektor end mod den reelle beskyttelse, hvor man konstant refererer - anderledes kan det ikke være - til det generelle direktiv. Som ordføreren har påpeget, dækker dette direktiv i forhold til det oprindelige forslag også juridiske personer, og der er også sket en udvidelse til visse tjenesteydelser, som ikke var med i den oprindelige udgave, f.eks. video on demand og andre tjenesteydelser af denne type. Over for dette vil Det Europæiske Folkepartis Gruppe i morgen stemme for ændringsforslagene fra Udvalget om Retlige Anliggender med den udelukkende tekniske ændring i ændringsforslag 12, som gruppen har fremsat i plenum. Nogle af ændringsforslagene har til formål at forbedre teksten, dvs. at tilgodese den juridiske sikkerhed, og i denne forbindelse vil jeg gerne understrege ændringsforslaget vedrørende titlen, for hvis indholdet er ændret, vil det være rigtigt at lade titlen afspejle denne ændring. Andre ændringsforslag refererer, som ordføreren har påpeget, til den korrekte anvendelse af subsidiaritetsbegrebet. Og endelig tjener de øvrige ændringsforslag til at beskytte forbrugernes og brugervirksomhedernes legitime interesser. Det Europæiske Folkepartis Gruppe vil også stemme for ophævelsen af stk. 3 i artikel 12 og den tilsvarende bestemmelse i betragtning 20, eftersom vi ikke mener, at sondringen mellem fysiske personer og juridiske personer med hensyn til behandlingen og beskyttelsen af deres legitime interesser har nogen berettigelse her. Og til sidst, hr. formand og hr. kommissær, vil vi stemme for ændringsforslag 11, der er fremsat af Den Liberale Gruppe, og som vi anser for nødvendig, ikke kun ud fra en streng overholdelse af kravene for det indre marked, som passer dårligt til denne dobbelte mulighed, som denne tekst har åbnet op for, men også fordi det forekommer os at være et mere rimeligt kompromis mellem virksomhedernes legitime interesser og de legitime interesser, hvad angår beskyttelsen af personoplysninger, personer og brugere.
Hr. formand, som vi har hørt tidligere, finder der spændende forandringer sted på telekommunikationsområdet. Desværre må jeg nok sige, at det på mig undertiden virker, som om vi går baglæns ind i fremtiden. Ind imellem stiller vi helt forældede krav. Vi har skabt begrebet »offentlig tjeneste« eller »alment tjenesteudbud«. Vi ønsker, at alle kan få adgang til det, der er rimeligt, dvs. til en lav pris. Men der er ingen »gratis frokoster«. Vi kan huske, hvad der skete i Østeuropa, hvor man troede, at der fandtes »gratis frokoster«. Der betaler de kommende generationer for dette misbrug. Direktivet, som vi behandler i dag, tager denne problemstilling op i mindre udstrækning, men den behandles delvis, f.eks. i artikel 8. Den beskrivelse, som findes i denne sammenhæng, og som findes i mange andre direktiver, svarer slet ikke til situationen i de medlemsstater, som er kommet længst i bestræbelserne på at liberalisere telemarkederne, f.eks. i de skandinaviske lande. Eftersom situationen er meget forskellig fra land til land, er det i højeste grad på sin plads at anvende subsidiaritetsprincippet. Der findes eksempler på, at det forhold, at vi er kommet længst i de skandinaviske lande, og har fri konkurrence, skaber mulighed for at forbedre serviceniveauet og fremme udligningen mellem regionerne; priserne på mellembys og internationale samtaler er faldet betydeligt, og udviklingen er gået hurtigt. Jeg kan fortælle, at der i fjor solgtes 600.000 mobiltelefoner i Finland, som har en befolkning på 5 millioner, det er altså ikke kun de finske medlemmer af Europa-Parlamentet, der et sådant apparat. Hvad kan vi så lære af det? Jo, inden for disse sektorer, hvor udviklingen går hurtigt, må vi ikke opstille forældede krav, som fører til misbrug af ressourcer, og som forringer Europas konkurrenceevne. Derfor håber jeg, at vi husker på dette under forhandlingen.
Hr. formand, telekommunikationssektoren vokser, og derfor er det vigtigt at forebygge misbrug af personoplysninger, som findes på digitale net. Det er imidlertid også vigtigt, at borgere, som ønsker det, får adgang til de oplysninger, som findes i de forskellige teleregistre. Efter min opfattelse skal hovedprincippet i denne sammenhæng være offentlighed, dvs. at alt, hvad der står i telefonbøger såsom telefonnumre og adresser, skal være offentligt, med mindre det modsatte besluttes. Man skal derfor præcist anføre, hvad der ikke er offentligt tilgængeligt, og princippet om beskyttelse af individet må ikke fortrænge offentlighedsprincippet og den almindelige ret til at få adgang til oplysninger. Der findes klare regler for dette i det svenske offentlighedsprincip, og databeskyttelsesloven har fungeret godt. Som jeg ser det, må harmoniseringsreglerne ikke være mere vidtrækkende, end at det er muligt at bevare offentlighedsprincippet. Der skal naturligvis være forbud mod aflytning, og abonnenter skal have ret til at have hemmeligt telefonnummer. Efter min opfattelse skal udformningen af de detaljerede bestemmelser finde sted på nationalt plan.
Hr. formand, som det vil være Parlamentet bekendt, stammer det oprindelige forslag til dette direktiv, som hr. Medina Ortega sagde, fra 1990, og det reviderede forslag blev forelagt i 1994. Fastlæggelsen af en fælles holdning har - mildest talt - taget noget længere end sædvanligt, og det har forståeligt nok været til nogen gene for Parlamentet. I betragtning heraf er Kommissionen Parlamentet så meget desto mere taknemlig for den konstruktive holdning, der er lagt for dagen både under første- og andenbehandlingen, og vi er navnlig ordføreren, hr. Medina Ortega, taknemlig, som også var ordfører for det generelle direktiv om databeskyttelse, for hans særlige tålmodighed og for den indsigtsfulde og produktive måde, hvorpå han har behandlet det foreslåede direktiv under andenbehandlingen. Vi vil gøre såvel de erhvervsdrivende som forbrugerne en tjeneste ved at vedtage dette direktiv. Det er klart af afgørende betydning, at den hurtigt voksende telekommunikationssektor bevarer tilliden blandt brugerne, og det er lige så klart, at disse brugere skal være sikre på, at den øgede informationsmængde, de betror nettene, behandles med fuld integritet og ikke vil blive anvendt til noget formål, som de ikke har til hensigt eller ikke ønsker. Endvidere er offentlighedens bevidsthed om privatlivets fred og databeskyttelse stigende, og medlemsstaterne er nødt til at gøre noget effektivt ved de berettigede bekymringer. For at undgå store forskelle mellem de nationale bestemmelser, som kunne hindre en fri levering af tjenesteydelser på det indre marked, er det af afgørende betydning, at vi sikrer, at der er enighed om en række grundlæggende principper, som i praksis kan respekteres i hele Fællesskabet. Vi skal kort sagt sikre, at informationssamfundet giver lige muligheder og gensidige fordele til alle. Som led i denne proces skal brugernes grundlæggende rettigheder fastlægges på fyldestgørende måde, og der skal garanteres retfærdige konkurrencevilkår for alle operatører. Det er hovedformålene med dette direktiv, og på baggrund heraf vil jeg nu komme med Kommissionens reaktioner på de stillede ændringsforslag. Ændringsforslag nr. 2, 3, 4, 6, 7, 10 og 12 anser Kommissionen som en hensigtsmæssig præcisering og forbedring af teksten, og de kan derfor uden besvær accepteres af Kommissionen. Ændringsforslag nr. 9 fjerner operatørernes mulighed for at kræve betaling af abonnenter, hvis de ikke ønsker at få optaget særlige oplysninger i den offentligt tilgængelige abonnentfortegnelse. Kommissionen er enig med Parlamentet i, at den enkelte abonnent ikke bør være nødt til at betale for retten til privatlivets fred, og vi kan derfor støtte dette ændringsforslag. Men jeg må meddele Parlamentet, at de resterende ændringsforslag ikke kan accepteres af grunde, som Parlamentets forhåbentlig vil erkende er rationelle, og som det efterhånden vil være enig i. For det første må jeg med hensyn til ændringsforslag nr. 5 minde Parlamentet om, at direktivforslaget giver medlemsstaterne mulighed for at begrænse anvendelsen af artikel 11 om abonnentfortegnelser til fysiske personer, dvs. private borgere. Grunden hertil er klart, at juridiske personers, kommercielle virksomheders og andres mulighed for at bestemme, hvorvidt de optages i den offentligt tilgængelige abonnentfortegnelse eller ej, ikke er en grundlæggende menneskerettighed, men snarere en retmæssig interesse. Som følge heraf mente man ikke, at bestemmelserne vedrørende juridiske personers retmæssige interesser ikke behøvede at være så præskriptive som dem, der garanterer retten til privatlivets fred. Endvidere vil argumentet for at tilbyde udvidede valgmuligheder med hensyn til den offentligt tilgængelige abonnentfortegnelse gebyrfrit være mindre overbevisende i forbindelse med juridiske personer, end det klart er i forbindelse med private borgere. Det forelagte ændringsforslag indfører et nyt element, nemlig brugerens ret til information, hvilket på ingen måde er omfattet af direktivets substans, og som synes at lade formode, hvis det fortolkes a contrario , at medlemsstaterne rent faktisk kan tvinge juridiske personer til at være anført i den offentligt tilgængelige abonnentfortegnelse. Dette er ikke hensigten, og det forvirrer absolut spørgsmålet. Af disse årsager kan Kommissionen derfor ikke acceptere dette ændringsforslag. Kommissionen kan heller ikke acceptere ændringsforslag nr. 8 - simpelthen fordi det indeholder en formuleringsmæssig fejl. Men ændringsforslaget er erstattet af ændringsforslag nr. 12, som Kommissionen kan støtte. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag nr. 11. Ændringsforslaget vil fratage medlemsstaterne muligheden for at give de enkelte abonnenter en større beskyttelse mod uopfordrede opkald. Den fælles holdning giver medlemsstaterne mulighed for at vælge en tilvalgs- eller fravalgsordning for uopfordrede opkald i forbindelse med direkte markedsføring. Dette betyder, at regeringerne enten kan forbyde sådanne opkald generelt, medmindre abonnenterne har tilkendegivet, at de ikke har noget imod at modtage disse opkald, eller tillade disse opkald generelt samtidig med, at abonnenterne har mulighed for at anføre i en offentligt tilgængelig abonnentfortegnelse, at de ikke ønsker at modtage uopfordrede opkald i forbindelse med direkte markedsføring. Parlamentet kan måske huske, at denne fremgangsmåde også blev valgt i forbindelse med det samme spørgsmål i direktivet om fjernsalg, som blev behandlet her tidligere i dag. Kommissionen kan ikke støtte dette ændringsforslag, da det vil fjerne valgmuligheden med hensyn til en større beskyttelse, og det vil ske uden nogen tvingende grund, som står i forbindelse med det indre markeds funktion. Med hensyn til forslaget om at lade artikel 11, stk. 3, udgå kan Kommissionen ikke støtte dette, da der er gyldige grunde til ikke at anvende detaljerede bestemmelser med hensyn til fysiske personers mulighed for privatlivets fred på nøjagtigt samme måde, som de vil blive anvendt på juridiske personer, som jeg sagde som svar i forbindelse med et andet ændringsforslag. For juridiske personer er det ikke retten til privatlivets fred, det drejer sig om, men en retmæssig interesse i at bestemme, hvordan de opføres i offentligt tilgængelige abonnentfortegnelser. De vil ikke nødvendigvis have behov for de samme valgmuligheder som private borgere, og tilbudet om alle valgmuligheder gebyrfrit kan formentlig ikke altid garanteres. Der foretages derfor en differentiering i artikel 11 i det foreslåede direktiv. Kommissionen vil være i stand til at støtte en præcisering af artikel 11, stk. 3, med henblik på at angive, at der i alle tilfælde skal tages hensyn til juridiske personers retmæssige interesser, men ikke nødvendigvis på samme måse som fysiske personers ret til privatlivets fred. En sådan tilføjelse til artikel 11, stk. 3, kunne lyde: I dette tilfælde skal medlemsstaterne sikre, at der foreligger tilstrækkelige valgmuligheder, som tager hensyn til de retmæssige interesser blandt abonnenter, der ikke er fysiske personer, med hensyn til deres optagelse i offentligt tilgængelige abonnentfortegnelser«. En sidste bemærkning med hensyn til ændringsforslagene: Kommissionen kan ikke støtte, at artikel 12, stk. 3, udgår, igen fordi der er gyldige grunde til ikke at anvende nøjagtigt de samme bestemmelser på juridiske personer som på fysiske personer. For kort at præcisere stridsspørgsmålene vil det efter Kommissionens opfattelse være acceptabelt at tilføje en sætning til artikel 12, stk. 3, således at det får følgende ordlyd: «Medlemsstaterne kan begrænse anvendelsen af stk. 1 og stk. 2 til abonnenter, der er fysiske personer, i det omfang, at de retmæssige interesser blandt abonnenter, der ikke er fysiske personer, og navnlig blandt små og mellemstore virksomheder, forbliver tilstrækkeligt beskyttet«. Jeg håber, at parlamentsmedlemmerne efter nærmere overvejelse vil acceptere Kommissionens ræsonnement i forbindelse med det mindretal af ændringsforslag, som ikke kan accepteres. Jeg håber endvidere, at det vil være muligt at udnytte, at Kommissionens og Parlamentets synspunkter grundlæggende nærmer sig hinanden, og at sikre vedtagelse af direktivet meget tidligt i indeværende år. Jeg takker ordføreren og hans kolleger for det arbejde, de har udført med hensyn til at forbedre dette foreslåede direktiv.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0381/96) af Cornelissen for Udvalget om Transport og Turisme om Kommissionens Hvidbog om styring af lufttrafikken (ATM) - bedre udnyttelse af luftrummet over Europa (KOM(96)0057 - C4-0191/96).
Hr. formand, i indeværende uge har jeg modtaget de seneste tal om flyforsinkelserne. I november sidse år havde over 20 % af de europæiske rutefly en forsinkelse på et kvarter eller derover. Jeg er bange for, at forsinkelserne er i kraftig tiltagende, efter at det gik bedre i '93 og '94. Det er til stor gene for passagererne, og det koster masser af penge. Ifølge de beregninger, eksperter har lavet, ligger her en potentiel besparelse på 2, 5 milliarder ECU. Der går med andre ord 50 millioner ECU til spilde om ugen. Forsinkelser fremmer selvsagt heller ikke sikkerheden, som er alles førsteprioritet. Efter visse skøn er der for det meste 60 til 70 fly ekstra i luften, fordi luftrummet er overfyldt. Mætningen af luftrummet fører også til større luftforurening og støjgener. Grunden til denne mætning er ikke mangel på luftrum, men en ufattelig ineffektiv forvaltning af det europæiske luftrum. I Europa er styring af lufttrafikken stadig et nationalt foretagende. Vi er kommet et godt stykke vej med hensyn til at afskaffe grænserne på jorden, men i luften har nationalismen stadig kronede dage. Således er der i Europa 49 ATC-centre, 31 nationale systemer, 18 leverandører af materiel, 22 driftsystemer og 30 programmeringssprog. Jeg skal ikke benægte, at der er opnået betragtelige resultater, siden ECAC-ministrene i 1988 besluttede at indlede et tættere samarbejde. Vi skal helt sikkert fortsætte dette samarbejde, men det er ikke nok. Alt tyder på, at luftfarten vil vokse eksplosivt. Eksperter spår en fordobling i løbet af det kommende årti. En uændret politik med fremadskridende opsplitning af det europæiske luftrum vil få katastrofale følger. Det fremgår med al tydelig klarhed af Kommissionens hvidbog. Det er bydende nødvendigt med en gennemført approach på europæisk plan. Kun et integreret ATM-system kan være en bæredygtig løsning. Det europæiske luftrum skal bruges som en kollektiv enhed uden nationale grænser, og forskelle mellem civilt og militært luftrum bør ophæves. Jeg har forstået, at ECAC-ministrene den 14. februar vil tage en beslutning om det europæiske ATM-systems fremtidige institutionelle struktur. Under henvisning til Den Europæiske Unions kompetence på dette område ønsker jeg at stille kommissæren en række spørgsmål, eksempelvis hvordan han agter at sikre Fællesskabets interesser? Jeg nævner den påkrævede adskillelse af den regeludstedende og den operationelle funktion. Hvordan sikres, at planlægning og inddeling af luftrummet falder inden for myndighedens kompetence? Hvordan undgås, at den ene medlemsstat gennem veto forhindrer gennemførelsen i en anden medlemsstat? Hvordan sikres demokratisk kontrol på fællesskabsplan? Burde vi i øvrigt ikke stile efter en Eurocontrol-konvention, der kan revideres hurtigere, således at den kan indrette sig på teknologiske, politiske eller økonomiske ændringer? Er kommissæren villig til at underrette Parlamentet om udviklingerne og til at konsultere os på ny om tiltrædelse, når det er kendt, hvordan den nye konvention ser ud? Benelux-landene og Tyskland har for nylig udviklet et koncept for et integreret ATC-center, som muliggør free route airspace over 30.000 fod. Er Kommissionen villig til at fremme denne form for regionale udviklinger, der fører til kapacitetsforbedringer på kort sigt? Det er bydende nødvendigt, også i sikkerhedens interesse. 1996 har været det dårligste år overhovedet med hensyn til flysikkerhed. 57 ulykker med over 1.800 døde og så lader jeg ulykker, der involverede sabotage ude af betragtning. Også i sikkerhedens interesse er en regulering af lufttrafikken på europæisk plan med klar kompetencefordeling et absolut must . Efter så mange år med diskussioner håber jeg, at medlemsstaternes regeringer udviser det politiske mod til langt om længe at prioritere deres borgeres interesser.
Hr. formand, mine damer og herrer, den grænseløse himmel, som Pam Cornelissen kom ind på flere gange, bliver desværre alt for ofte til et begrænset helvede. Sidste år fremsatte min gruppekollega Brian Simpson og jeg et beslutningsforslag, som var foranlediget af ulykken i Caribien, hvor alle 189 passagerer i et fly fra Birgen Air mistede livet. Vi ønskede dermed at gøre det klart, at sikkerhed i luftrummet ikke kun er en opgave for Air Traffic Control , men at der her også skal tages hensyn til andre elementer som en grundlæggende forudsætning, f.eks. tekniske sikkerhedsstandarder, men også kvalificeret uddannelse af piloter og alle dem, der arbejder med fly. En del af det, vi har opstillet som krav, er blevet gennemført. Visse medlemslande har taget skridt til indførelse af en sort liste. Lad mig i denne forbindelse også som noget positivt nævne den tyske trafikminister, hr. Wissmann, som har sørget for, at der i forbindelse med visse mangler, som konstateres som følge af en skærpet kontrol, også udstedes start- og landingsforbud. Men dette er alt sammen kun første skridt. Jeg anmoder derfor Kommissionen om at gøre noget her og navnlig også tage initiativ til et direktiv, som tvinger rejsebureauerne til at offentliggøre de pågældende luftfartsselskaber i katalogerne. I visse medlemslande sker dette. Vi havde med vort beslutningsforslag til hensigt, at dette blev udvidet til hele Den Europæiske Unions område. I forbindelse med alt det, der kan ske på disse områder, bør der først og fremmest etableres et fælles lufttrafikstyringssystem, Air Traffic Management. Vi har i mange år som Parlament krævet en øget effektivitet, kompatibilitet og en forbedret produktivitet. Det skylder vi efter min mening forbrugerne, men også luftfartsselskaberne, som jo også har en forpligtelse. Vi ved, at de europæiske flyselskaber befinder sig i en meget skarp konkurrence, og de omkostningsbelastninger, som hr. Cornelissen kom ind på, taler egentlig for sig selv. Som et første skridt skal der foretages en forbedret koordinering for at undgå en yderligere udvikling i den forkerte retning. Men jeg mener, at det her snart skal resultere i, at Kommissionen får en central kompetence, og i overensstemmelse med det mandat, som Kommissionen har fået til forhandlingerne med tredjelande, skal der også gives mandat til at lade disse elementer indgå. Jeg mener, at de fælles luftrum med landene i Central- og Østeuropa og med hele Middelhavsområdet skal virkeliggøres. Det er egentlig også vigtigt for os at sikre en fælles teknologi, for at tingene virkelig gøres kompatible. Jeg forbinder det i grunden også med håbet om, at der her kan anvendes europæisk teknologi. Hvorfor skal vi i betragtning af vor ydeevne inden for denne teknologi købe ind hos andre »udefra«? Jeg mener ikke, det er nødvendigt. Helt banale eksempler: Min søn er ruteflyver. Han fortæller gang på gang om ubetænksomheder også i flyvelederes adfærd, at flyveledere ved overflyvning af visse lande, navnlig også Italien og Frankrig, giver instruktioner på deres modersmål. Terminologisk bør det være klart, at det fælles sprog skal være engelsk. Alt dette skal omfattes af denne række foranstaltninger, der kan indledes. Jeg har meget lidt forståelse for, at man uden videre accepterer en sådan risiko. Jeg anser det for at være uansvarligt. Vort mål er en centralisering i en europæisk, muligvis en fælles europæisk luftfartsmyndighed. Det er vort fælles mål. Indtil da skal der tages visse foreløbige skridt, men jeg tror, at vi er enige i denne målsætning. Kære Pam Cornelissen, hjertelig tak for det arbejde, som er investeret i denne betænkning. Jeg vil her i plenum gerne benytte lejligheden til at sige rigtig hjertelig tak for de 2 1/2 års hårdt arbejde som udvalgsformand. Vor ven Pam Cornelissen er trådt ud af denne funktion. Hjertelig tak og anerkendelse for arbejdet.
Hr. formand, også jeg vil gerne lykønske ordføreren, hr. Cornelissen, med hans betænkning om et så komplekst og vanskeligt emne som hvidbogen om styring af lufttrafikken. Man må erkende, at den undersøgelse, Kommissionen foretager i hvidbogen, er en meget komplet og usædvanlig stringent undersøgelse. Men i sandhedens interesse kan jeg kun være enig i ordførerens holdning, når han siger, at de løsninger, hvidbogen foreslår, ikke er på højde med den strålende analyse, Kommissionen gennemfører. Man kan ikke som en af løsningerne på dette problem henstille, at Unionen bliver medlem af EUROCONTROL. Alle ved - hvilket også stod helt klart under den høring, vi havde i Udvalget om Transport og Turisme - at EUROCONTROL ikke kunne udføre sin opgave med at garantere et harmoniseret system til styring af lufttrafikken i Europa, fordi mange af medlemsstaterne trak de overnationale beføjelser tilbage, som de i sin tid gav til organisationen. Hr. formand, jeg har altid sagt, at vi står over for et alvorligt og presserende problem. Alvorligt fordi det berører driftsomkostningerne i vores selskaber, som betaler dyrt for udeblivelsen af et harmoniseret system til styring af lufttrafikken i Europa, og presserende fordi hver gang, der opstår en forstyrrelse, betyder det ikke alene tab for vores selskaber, men også utrolig store gener for vores borgere. Og jeg tror, hr. formand, at vi skal tage dette spørgsmål meget, meget alvorligt. Så længe der ikke er en klar afgrænsning af kompetencer, og så længe man ikke når til en eller anden form for institutionelle, politiske, administrative, videnskabelige og tekniske løsninger, kan vi ikke gøre noget. Jeg siger altid, hr. kommissær, at det er Den Europæiske Union, der har kompetencerne, som den beslutsomt skal påtage sig, at EUROCONTROL har midlerne, men ikke kompetencerne, og at den europæiske transportministerkonference hverken har midlerne eller kompetencerne, men mange ideer. Hr. kommissær, jeg opfordrer Dem til at komme med beslutsomme forslag om at bevare fællesskabskompetencerne og at forsøge at komme med løsninger på et problem, der berører omkostningerne i vores selskaber og vores borgeres tålmodighed.
Hr. formand, også jeg vil lægge ud med at komplimentere hr. Cornelissen og takke ham for de to og et halvt år, han med meget stort engagement har varetaget formandsposten i vort udvalg. Det kommer faktisk også til udtryk i nærværende betænkning, selvom det er et emne, hr. Cornelissen har beskæftiget sig med allerede for år tilbage, også i det nationale parlament, og med megen iver har han fortsat sine bestræbelser for en forbedring af lufttrafikkontrollen. Det er stadig bedrøvende at måtte konstatere, at det ikke rigtigt er blevet til noget, og at Eurocontrol-organisationen, som vi oprindelig havde ventet os meget af, faktisk, og i det her tilfælde burde man næsten sige bogstaveligt, ikke er lettet fra jorden. På det punkt vil jeg gerne stille et uddybende spørgsmål såvel til ordføreren som til kommissæren, også i forbindelse med det nederlandske formandskabs program, som vi har fået præsenteret i eftermiddags. Ifølge programmet er det nemlig en af rådsformandskabets målsætninger, at Den Europæiske Union som sådan skal være medlem af Eurocontrol, medens punkt 17 i ordførerens betænkning jo egentlig indeholder noget andet. Også ordføreren siger, at vi bør tiltræde som sådan, men, fortsætter han i betænkningen, vi burde egentlig føje noget andet til eller oprette en ny organisation inden for EU. Det ønsker jeg at få klaring på, idet en bedre ordning og mindre beskyttelse i sidste ende er en forudsætning for effektivitet og passagerernes sikkerhed.
Hr. formand, nogle bemærkninger i telegramstil. Den opsplitning, der bunder i den nuværende forvaltning af luftrummet er et tyngende problem. Det virker fordyrende på kontrollen med lufttrafikken og medfører kostbare forsinkelser. Men for objektivitetens skyld bør nævnes, at problemerne i lufthavnene og den stærkt voksende flytrafik også spiller ind. Ikke desto mindre må der ikke herske nogen tvivl om, at der bør arbejdes på et mere effektivt system til regulering af flytrafikken. Vi mener, at Kommissionens forslag, som går ud på at de regeludstedende og operationelle aktiviteter under lufttrafikkontrollen bør adskilles, yder et godt bidrag dertil. Jeg anser det desuden for at være en fornuftig politik, at Kommissionen udelukkende ønsker at få den regeludstedende funktion op på overnationalt plan. Parlamentets bestræbelser på også at få den operationelle regulering af flytrafikken underlagt én organisation på fællesskabsplan er givetvis den mest økonomiske løsning, men de nationale myndigheder ønsker fortsat selv at forvalte deres luftrum. Ikke desto mindre er dette forslag et skridt fremad. Det kræver dog, at landene i Central- og Østeuropa inddrages. Endelig, hr. formand, ville det ikke, hvis det virkelig forholder sig sådan, at flytrafikken ventes fordoblet i år 2010, være på tide at starte en diskussion om, hvad dette indebærer for infrastrukturen og miljøbelastningen?
Hr. formand, kære kolleger, kommissær Kinnock, enhedsmarkedet inden for lufttransportsektoren har udviklet sig eksponentielt med henblik på flytrafikken med en konstant stigning i antallet af linjer og luftfartsselskaber. Man forudser, at denne stigning vil blive fordoblet i de første 10 år af 2000-tallet. Den fortsatte stigning i antallet af transportvirksomheder og ibrugtagningen af nye lufthavne vil komme til at øve et betydeligt pres på det europæiske luftfartstrafiksystem, og det velkendt, at trafikpropperne i lufthavnene allerede i dag udgør en hindring for de frie vare- og personbevægelser. Dette scenario tvinger os til eftertanke og fremsættelse af de fornødne forslag, og efter min opfattelse er effektiviteten i lufttrafikken et grundlæggende forhold for dennes regulering. Indtil i dag har lufttrafikken været og er fortsat reguleret af nationale operative systemer. Men disse strukturer har allerede i længere tid været utilstrækkelige til at opfylde kravet fra den voksende trafik, og i øvrigt er denne opdeling stadig den væsentligste grund til ikke blot ulemper i form af forsinkelser for passagerne, men tillige negative økonomiske følger og omkostninger for både luftfartsselskaberne og de øvrige virksomheder, der virker inden for sektoren. Yderligere er denne opdeling af trafikkontrollen til skade for flyvesikkerheden, navnlig når man betragter det store antal sammenstød, der med nød og næppe er blevet undgået, og de begivenheder, der har fundet sted på det seneste. Vi må derfor se tilstrækkelig langt frem og anlægge et globalt syn på, hvorledes lufttransportsektoren vil udvikle sig i den nærmeste fremtid. Som følge heraf melder kravet om en samlet regulering af luftrummet over Europa sig stadig stærkere med henblik på at optimere brugen gennem de samme regler og operative systemer for kontrol. Herigennem kunne man fastlægge strenge fællesregler med henblik på at opretholde det højst mulige sikkerhedsniveau, og man kunne harmonisere arbejdsmetoderne og fremgangsmåderne og sætte tal på tildelingen af luftruter på grundlag af trafikefterspørgslen. Andre vigtige punkter er anvendelse af og kontrol med nye avancerede former for teknologi, som f.eks. de digitale og satellitbaserede systemer, der frembyder enormt effektive muligheder for reguleringen af flytrafikken, samt fælles forskrifter for uddannelsen af flyveledere. Kommissionen begrænser sig for sit vedkommende til at foretage en analyse af de øjeblikkelige mangler ved systemet og påpege nødvendigheden af at udskille opgaverne med fastsættelse af regler fra de operative opgaver inden for reguleringen af flytrafikken, og at hele Fællesskabet tilslutter sig et eurokontrolsystem. Vi havde sandt at sige forventet os mere, nemlig at Kommissionen påtog sig en væsentlig rolle. Men der mangler i Hvidbogen en virkelig strategi på mellemlangt og langt sigt for gennemførelsen af et fælles kontrolsystem. På grundlag af disse betragtninger er jeg derfor enig med ordføreren, hr. Cornelissen, i det af ham anførte og påskønner betænkningen og det arbejde, han i de sidste to og et halvt år har udført som formand for Transportudvalget.
Hr. formand, betænkningen er egentlig udvalgets kompromis, for der er altid mange afstemninger. Jeg er ikke tilfreds med Kommissionens tre forslag til løsning. Jeg mener imidlertid, at Kommissionens ene forslag kan bruges som udgangspunkt. Betænkningen kommer også vidt omkring såvel teknisk som politisk og er meget omfattende. Ikke desto mindre er vi alle enige om, at det står mejslet i granit: der er problemer. Der er tre ting, jeg vil nævne. For det første at det overordnede er en politisk beslutning om, hvorvidt vi skal fortsætte i den retning. Vi kan ikke diskutere teknik. Vi skal anspore til, at Rådet træffer en politisk beslutning. Der kan være forskel i teknikken eller uvilje, men ikke desto mindre skal vi videre. Det skal Parlamentet stimulere og støtte Kommissionen i, og det skal vi arbejde videre med. Det andet er, at det ikke er nok med EU. På det punkt er jeg uenig med ordføreren. Vi skal ikke have et demokratisk organ, der kun koncentrerer sig om de femten medlemslande. Det er det hele europæiske kontinent, vi taler om. Fordi jeg befinder mig i 30.000 fods højde og nærmer mig den polske grænse, så er sikkerhedsproblemet trods alt det samme. Derfor kan vi ikke kun koncentrere os om Fællesskabet. Det tredje er luftfartsselskaberne, der i konkurrencens hellige navn faktisk er med til at forværre situationen. Der er for lidt materiel og for få ansatte, men man påtager sig flere operationer, og samtidig kan man ikke overholde sine slot -tider. Når vi taler om trafikpropper i luften, hr. Cornelissen, så er det ofte noget, der opstår, fordi man ikke kan komme ud af lufthavnen på grund af utilstrækkeligt materiel. Man forsøger at spare her og der og kan således ikke overholde sine slot tider. De selskaber, der har materiel og folk nok, kan godt komme i luften til tiden. Vi må have sammenhæng i det fra check in til check out . Det kan ikke være rigtigt, at vi kan sende folk til både månen og rumstationen MIR, når vi ikke kan sikre dem i vort eget tættrafikerede luftrum. Jeg vil ønske kommissæren held og lykke i forsøget på at presse Rådet til at finde en fornuftig løsning.
Hr. formand, jeg vil gerne komplimentere hr. Cornelissen som ordfører. Jeg håber ikke, at dette bliver den sidste betænkning, han vil udarbejde for udvalget. Jeg byder også kommissæren velkommen her i aften og takker Kommissionen for dens forslag. Men der burde være mere enighed mellem Kommissionen og EuropaParlamentet i vore forslag. Hr. Lüttge kom ind på et fælles sprog. Jeg til gerne tilføje hertil, at der bør være en meget større kompatibilitet mellem de computere og de forskellige systemer, som de nationale flyveledere anvender. Jeg accepterer ECAC's forslag om, at der bør være en fælles præstationsmodel med forskellige systemer. Jeg håber ikke, at kommissæren bevidst - ikke at jeg på nogen måde siger, at det er tilfældet - misforstår det, vi foreslår i EuropaParlamentet: dvs. ikke en monolitisk struktur, men ganske enkelt et fælles system med adskillige leverandører. Der bør være mere i Europa af det, vi ser i De Forenede Stater: Et fælles lufttrafikstyringssystem, som overlader det til hver enkelt stat at tilrettelægge og forvalte sine egne tjenester, men hvor retningslinjer og budgetter fastsættes i fællesskab. Men det centrale for alle os, som rejser - ikke mindst erhvervsfolk og ferierejsende - er, at de investeringer, der kræves af medlemsstaterne, er presserende. Stigningen i lufttrafikken og antallet af dem, der anvender vort system, som i forvejen er overbelastet, kan ikke vente på, at disse budgetter fastsættes. Jeg anbefaler Parlamentet forslagene i hr. Cornelissens betænkning og håber, at den opnår omfattende støtte.
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, den, der som vi medlemmer er nødt til at flyve 2-4 gange pr. uge, bliver følsom over for problemerne i forbindelse med den europæiske lufttrafikstyring og flysikkerheden. Forsinkelser hører til vore daglige erfaringer. Hvert femte fly i Europa er ramt af det. Forsinkelser, yderligere flyvestrækninger og en dermed forbunden yderligere belastning af luftrummet samt et stigende antal ulykker og hændelser belaster det europæiske erhvervsliv, flyselskaberne og ikke mindst os forbrugere. Skylden ligger hos de forældede lufttrafikstyrings- og flyvekontrolsystemer, hvis nationale karakter i mellemtiden er anakronistisk. Alt dette har været kendt i lang tid, og det samme gælder den forventede fordobling af operationer i de kommende femten år. Og Parlamentet har allerede tit krævet en kursændring. Uden et kvalitativt spring i forbindelse med ATC/ATM-systemerne vil de nævnte problemer stige eksponentielt i de kommende år. Selv hvis man straks traf afgørelse om en fælles fremgangsmåde i forbindelse med indførelsen af de nyeste teknologier, ville det kræve ca. 10 år at få dem gennemført. Den løsning, som vi søger efter i dag, skal således være tilstrækkelig til de kommende tredive år. Derfor er et kvalitativt spring også påkrævet i forbindelse med den ændring af EUROCONTROL's institutionelle ramme, som behandles i hvidbogen. Vi har brug for en fælles løsning i hele Europa, og det snart. De tekniske løsningsmuligheder lige fra satellitstyret navigation til telematikanvendelserne på styringsområdet eksisterer allerede. Heller ikke de finansielle problemer i forbindelse med gennemførelsen af dem behøver at være en alvorlig forhindring. Jeg kunne f.eks. forestille mig en minimal kerosinafgift, som ville være øremærket til realiseringen af et sådant ATC/ATM-system. De besparelser, der ville fremkomme gennem et sådant system, ville udligne flyselsskabernes yderligere belastning. Hovedproblemet er fortsat det institutionelle problem og kan således i princippet løses politisk, hvis vi blot ønsker det. Det kræver dog, at ikke kun vi trafikpolitikere indser, at det luftrum, som vi strækker vore hoveder op i, ikke længere skal forstås nationalt. Stillet over for årtusindskiftet ville en europæisk vind eller endog en storm være godt for os alle, for så vidt angår løsningen af de foreliggende problemer med luftrummet. Også mange tak til ordføreren for den fremragende betænkning.
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske hr. Cornelissen med det strålende arbejde, han - som i alle sine andre betænkninger - har præsteret i udarbejdelsen af denne betænkning. Jeg tror, vi alt for godt kender Europa-Parlamentets holdning til det spørgsmål, vi debatterer. Denne forsamling har allerede ved flere lejligheder udtalt sig positivt om oprettelsen i Europa af et enhedssystem til styring af lufttrafikken for at undgå den nuværende opsplitning i kontrolcentre, i nationale systemer, i leverandører af EDB-support, i operative systemer og i programmeringssprog. Denne form for opsplitning eksisterer også i valget af teknologi og standarder samt i ansvarsfordelingen mellem forskellige internationale organisationer og individuelle stater, når der skal træffes politiske beslutninger af globalt omfang om styring af lufttrafikken. Man bør undgå dette opsplittede system, eftersom det har en negativ indflydelse på lufttrafikkens sikkerhed, på kvaliteten i servicen over for passagererne og på omkostningerne. Det har også en negativ indflydelse på miljøet som følge af de flaskehalse, der opstår i lufttrafikken. Og hvis der ikke iværksættes betydelige ændringer af den nuværende situation, vil man ikke kunne imødekomme stigningen i lufttrafikken, som forventes at være fordoblet i år 2010. Vi skal desuden være klar over, at det vil tage ca. 10 år at planlægge og gennemføre de nødvendige foranstaltninger for at få en ensartet styring af lufttrafikken i Europa, eftersom der er mange, vanskelige hindringer, der skal overvindes, såvel af juridisk, institutionel og politisk art som af teknisk og økonomisk art. Derfor mener jeg, ærede medlemmer, at det er bydende nødvendigt at fremlægge en strategisk plan med det formål at opnå en ensartet styring af lufttrafikken, og at denne styring integreres i det transeuropæiske transportnet, da det er umuligt at nå disse mål ud fra indholdet i hvidbogen, fordi hvidbogen, som ordføreren siger, hverken fremlægger nogen konkret foranstaltning eller noget handlingsprogram.
Hr. formand, det er en yderst kompliceret sag at ville forbedre afviklingen af lufttrafikken i Europa. Lufttrafikken skaber store problemer, hvoraf de største er støj- og miljøproblemer. Løsningerne skal findes både på nationalt plan og i det europæiske samarbejde. Dette er særdeles vigtigt for os finnere, eftersom vi geografisk set er i en meget udsat position, når lufttrafikken overbelastes. Under lange flyrejser ophobes forsinkelserne, og det bliver vanskeligt at nå følgeforbindelserne. Hr. Cornelissens forslag om at løse problemerne gennem et samarbejde om et fælles europæisk reguleringssystem for lufttrafikken bør støttes. Situationen kan også lettes ved at gøre ruterne mere direkte og ved at udvikle ordningerne for den civile luftfart i de østeuropæiske lande. Ud fra en finsk synsvinkel vil det være særdeles positivt med en tættere tilknytning af især de baltiske lande til det europæiske flyvekontrolsamarbejde. Man bør også overveje, hvad der kan gøres for at modernisere flyflåden og forbedre luftfartssikkerheden navnlig i republikkerne i det tidligere Sovjetunionen, bl.a. skal engelskkundskaberne, der er sproget inden for flyvekontrol, forbedres blandt piloterne. Det er en tikkende bombe, som Unionen snarest må afsatte midler til at demontere over TACIS- og PHARE-programmerne. Situationen bør også undersøges på nationalt plan. Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved koordineringsfordelene ved EUROCONTROL- og ATM-samarbejdet, som også Finland i en vis udstrækning deltager i. Dette samarbejde har dog ikke været i stand til at koordinere flyvekontrolsystemerne og forbedre sikkerheden i medlemslandene. Finland har indtil videre som det eneste EU-medlemsland holdt sig uden for EUROCONTROL-samarbejdet. Det skyldes en frygt for bl.a. stigende udgifter til indenrigsruterne, kontrol af det militære luftrum og vanskeliggørelse af støtte til lufthavne med begrænset trafik. For Finland, EU's nordligste og østligste land, der forholdsvis stort, men tyndtbefolket, er det livsvigtigt at opretholde et tæt og velfungerende nationalt luftfartsnet. Til trods for centraliseringen hviler det største ansvar på hvert enkelt land. Hvert land skal selv påtage sig et ansvar og investere f.eks. de opkrævede ruteafgifter i udviklingen af et effektivt system i deres eget lufttrum. Løsningen ligger ikke kun i et europæisk samarbejdsforum, men tæt på de mennesker, der lider under de forurenings- og støjproblemer, som et overbelastet luftrum forårsager.
Hr. formand, jeg vil gerne slutte mig til de medlemmer, som under denne forhandling har ydet deres tribut til hr. Pam Cornelissen for den måde, hvorpå han har udøvet sin funktion som formand for Udvalget om Transport og Turisme i de seneste 2 1/2 år, og i mit tilfælde den måde, hvorpå han har gjort det i de seneste to år. Inden jeg mødte hr. Cornelissen, var jeg kendt for at anvende det udtryk, som vi undertiden anvender på engelsk, nemlig »double Dutch«, og at anvende det på en temmelig nedsættende måde til at betegne, at noget er volapyk. Efter at have mødt hr. Cornelissen og haft den glæde at arbejde sammen med ham i to år, kan jeg sige, at »double Dutch« fra nu af for mig også vil betyde dobbelt så klar og dobbelt så klog som nogen anden udtalelse - eller i hvert fald næsten hele tiden. Jeg forbeholder mig ret til at gøre en udtagelse fra min egen regel i visse tilfælde. Jeg må med det samme sige, at selvfølgelig gælder min holdning til »double Dutch« også hr. Florus Wijsenbeek. Hvordan kunne det være anderledes? Jeg sætter pris på hr. Cornelissens og hans kollegers vurdering af dette spørgsmål såvel som af andre, og det glæder mig derfor særlig meget, at den betænkning, de har udarbejdet, giver en stærk og bred støtte til Kommissionens hvidbog om styring af lufttrafikken, som vi kaldte »Bedre udnyttelse af luftrummet over Europa«. Som jeg ikke behøver at fortælle Parlamentet, er udviklingen og moderniseringen af styringen af lufttrafikken et afgørende spørgsmål for de millioner af rejsende i Den Europæiske Union og også andre steder fra, som anvender vort luftrum - for flyselskaber, for lufthavne og også for enhver, der er tilknyttet industrien. Jeg håber derfor, at vi kan se frem til betydelige og hurtige fremskridt med de nødvendige forbedringer af alle de grunde, som er blevet skitseret meget klart af de medlemmer, der har bidraget til forhandlingen i aften. Eftersom den civile luftfart i Unionen er steget, stiger og vil stige med stor styrke i de kommende 10-15 år, er det af afgørende betydning, at luftrumsstyringen vedvarende forbedres med henblik på at bekæmpe overbelastning, at opretholde og også øge sikkerheden inden for den civile luftfart og nedbringe de miljømæssige og økonomiske omkostninger, som er meget betydelige, og som hidrører fra, som adskillige medlemmer har sagt, forsinkelser både på landjorden og også i luften over Den Europæiske Union. Medlemmerne vil erindre sig, at bestræbelserne i de senere år har tilvejebragt visse prisværdige ændringer siden kriserne i slutningen af 1980'erne. Kendsgerningen er, som hr. Cornelissen helt rigtigt mindede os om i aften, at antallet af forsinkelser er steget igen i det seneste år, og alle må derfor være på vagt over for selvtilfredshed, og det må også anspore alle ansvarlige myndigheder, herunder medlemsstatsregeringerne, til at arbejde for vedvarende forbedringer af styringen af det europæiske luftrum. Som led i bestræbelsen på at opnå en sådan forbedring har Kommissionen i adskillige år argumenteret for, at Det Europæiske Fællesskab bør være mere direkte inddraget i spørgsmål om styring af lufttrafikken, og dette argument er til alle tider blevet fremført - for Kommissionens vedkommende og for Parlamentets vedkommende - ikke på grund af en stræben efter magt eller noget så snæversynet, men ganske enkelt for at finde praktiske løsninger på kroniske problemer. Denne strategi fremgår klart af tonen og indholdet i den hvidbog, vi udarbejdede i marts sidste år, og den fremgår også klart af den betænkning, vi behandler i aften. Sammenfattende kan det siges, at den hvidbog, vi udarbejdede, skitserede forskellige almindeligt erkendte mangler i lufttrafikstyringssystemerne på europæisk plan. Den så nærmere på mange forskellige mulige løsninger, og den kom til den pragmatiske konklusion, at EUROCONTROL - det organisationsorgan, som for øjeblikket primært tilvejebringer lufttrafikstyringstjenester - bør gives betydelige, nye, yderligere lovgivningsmæssige og regeludstedende ansvarsområder. Det blev også understreget i hvidbogen, at eftersom mange af disse nye ansvarsområder vil omfatte områder med en etableret fællesskabskompetence, bør Fællesskabet selv blive medlem af det nye EUROCONTROL. Parlamentsmedlemmerne vil være bekendt med, at Kommissionens initiativ vedrørende styring af lufttrafikken har udviklet sig på samme tid, som INSTAR-undersøgelsen er blevet gennemført af Den Europæiske Konference for Civil Luftfart, som Kommissionen har været nøje inddraget i, og som vi faktisk har ydet væsentlige finansielle bidrag til. Det er nu generelt accepteret, at begge initiativer vil få en vigtig indflydelse på de fremtidige ATM-systemer med hensyn til at forbedre EUROCONTROL's ansvarsområder, beføjelser og strukturer, og jeg er rimelig sikker på, at Kommissionens holdning til de fremtidige europæiske institutionelle ordninger i forbindelse med ATM på europæisk plan kan forenes med ECAC, særligt med henblik på en forbedring af EUROCONTROL, flertalsafgørelser for at sikre en effektiv beslutningstagning, øget koordinering og forbedrede oplysninger - alt sammen spørgsmål, som er blevet rejst under forhandlingen i aften af hr. Cornelissen og andre - og selvfølgelig Fællesskabets deltagelse. Det væsentlige spørgsmål om Fællesskabets medlemskab af det nye EUROCONTROL, som i sig selv rejser kompetencemæssige spørgsmål, er selvfølgelig endnu ikke blevet løst - som nogle ærede medlemmer bemærkede. Men denne drøftelse vil forhåbentlig blive fremmet yderligere i Transportrådet under det nuværende nederlandske formandskab, og Kommissionen har for nylig udarbejdet forslag til forhandlingsdirektiver, som vil lade de to væsentligste henstillinger i hvidbogen, som jeg nævnte tidligere i mit indlæg, træde i kraft. Jeg ved, at Parlamentet, ligesom mange andre, fortsat vil være meget opmærksom på Rådets afgørelser i sagen, og jeg er derfor så meget desto mere taknemlig for den grundige og nyttige betænkning, som hr. Cornelissen og hans kolleger har udarbejdet på baggrund af Kommissionens forslag. Det mindste, jeg vil gøre som gengældelse, er, som hr. Cornelissen har anmodet om, at holde Parlamentet og Transportudvalget fuldt ud informeret om enhver udvikling, der finder sted, idet vi ved, at vi har Parlamentets støtte til vore bestræbelser på at sikre de betydningsfulde og presserende forbedringer, der er nødvendige i forbindelse med styringen af lufttrafikken over Den Europæiske Union.
Hr. formand, jeg stillede et meget klart spørgsmål: Det nederlandske formandskab ønsker tilsyneladende, at EU bliver medlem af EUROCONTROL som sådan, mens der i punkt 17 i betænkningen henvises til en ny organisation. Hvad er Kommissionens holdning?
Som hr. Wijsenbeek vil vide på baggrund af sin læsning af vor hvidbog, kom vi til den pragmatiske konklusion, at det vil være i alles interesse, at Fællesskabet deltager i det, vi kalder »et nyt EUROCONTROL«. Det nederlandske formandskab erkender og forstår klart, hvilket er anerkendelsesværdigt, at det er et nyt EUROCONTROL, vi taler om, og som er genstand for drøftelser mellem medlemsstaterne. Vi ser frem til fortsat at have støtte fra den nederlandske regering og navnlig trafikministeren, fru Jorritsma, til vore bestræbelser på at sikre konvergens mellem de drøftelser, der finder sted i ECAC, og de - efter min opfattelse fornuftige og produktive - forsalg, der er fremsat i vor hvidbog. Vi glæder os over at have Parlamentets støtte til disse forehavender.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0419/96) af Castricum for Udvalget om Transport og Turisme om offentlig transport og statsstøtte.
Hr. formand, mange borgere har fornemmelsen af, at Europa mere og mere bliver et anliggende, hvor det er marked og mønt, der står i fokus. Forståelsen for denne udvikling er i aftagende. Der, hvor tidligere fordelene i forbindelse med den fri bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser snarere blev betragtet som en selvfølge, synes ulemperne at blive stadig mere iøjnefaldende. Liberaliseringen af markedet og konsekvenserne af bestræbelserne for den fælles mønt har ført til usikkerhed og tvivl, der gnaver i Unionens rødder. På den baggrund er også de offentlige tjenester sat under diskussion, herunder ikke mindst offentlig transport. Den initiativbetænkning, vi drøfter nu, er enstemmigt vedtaget af Udvalget om Transport og Turisme. Givetvis kan grundlaget øges yderligere ved at vedtage det eneste ændringsforslag, hr. Wijsenbeeks, hvilket jeg foreslår, vi gør. I den foreliggende betænkning har jeg prøvet på tværs af de ideologiske skillelinier på mere harmonisk vis at forene det offentliges forrang og markedsmekanismernes virkningsmuligheder. Jeg håber, at det i det væsentlige er lykkedes. I talrige dokumenter, for nylig i betænkningen om et citizen's network har Parlamentet fremhævet den offentlige transports samfundsmæssige betydning. Et større engagement fra Den Europæiske Union synes derfor nærliggende, er så at sige en logisk følge af fuldbyrdelsen af det indre marked og den kraftigt tiltagende, navnlig også grænseoverskridende mobilitet. Set fra et økonomisk, et økologisk og et socialt synspunkt er det absolut nødvendigt, at den offentlige transport kommer til at spille en større rolle. Samtidig bør vi dog gøre os klart, at retten til mobilitet ikke kan være en absolut ret. I betænkningen siges kort og godt, at myndighederne fortsat bør bære det politiske ansvar for offentlige tjenesteydelser, at et liberaliseret offentligt transportmarked ikke rummer nogen garanti for virkningen af integrerede net, og at arbejdstagerne i den offentlige transportsektors interesser i tilfælde af, at omstændighederne ændres, bør spille en central rolle i disse ændringer. Dokumentets kerne er den tanke, at offentlig transport i bredeste forstand ikke kan fungere uden offentlig støtte, men at det er tilrådeligt ved fornuftig politik at sætte en prop i det bundløse kar, hvis dette stadig skulle eksistere. Borgeren har krav på offentlige tjenester, herunder offentlig transport. Den selv samme borger har dog også krav på, at man sætter alt ind på at organisere og drive disse tjenester på ansvarlig vis. Finansiel støtte bør være præstationsbetinget. Nødvendige saneringer bør gennemføres på socialt ansvarlig vis. Der skal desuden tages hensyn til, at undersøgelser endnu en gang har vist, at der i Unionens medlemsstater eksisterer meget divergerende former for støtte til offentlig transport. Det ville være en god idé, om der blev taget initiativ til at indsamle sammenlignelige data for dernæst at undersøge, om der kan skabes en linie i det, der nu ofte er usammenlignelige størrelser. Langsomt, men sikkert kunne man således arbejde hen imod en situation, hvor marked og mønt har hver deres plads, men hvor borgerens interesse og det offentliges ansvar alligevel står i centrum. Sluttelig vil jeg gerne takke Transportudvalget for den konstruktive måde, det har behandlet mit udkast til betænkning på, samt alle, der har leveret materiale til dens indhold for deres medvirken og kreativitet. Jeg for min person tilslutter mig gerne de ord, der er blevet udtalt tidligere med adresse til hr. Cornelissen vedrørende den måde, han i valgperiodens første 2 1/2 år har ledet Transportudvalget.
Hr. formand, jeg mener, at Castricums betænkning yder et godt bidrag til debatten om offentlig transport. I Parlamentet drøfter vi jævnligt spørgsmålene omkring offentlige tjenesteydelser og offentlig transport. Dette er i en række betænkninger blevet stadfæstet som værende en del af borgernes netværk. Betænkningen handler således ikke om, hvorvidt der kan ydes støtte, men i højere grad om hvordan den skal ydes, når det er blevet besluttet at yde støtte til offentlig transport. Generelt kan man sige, at statsstøtte, der gives automatisk, gang på gang har været skyld i monopoldannelse eller - bevarelse, og derfor principielt skal undgås. Som vi alle ved, er vi også på vej i den retning. Men det er vigtigt at fastslå, at offentlig transport ikke altid er en overskudsforretning. Store dele af transportmarkedet er liberaliseret. Det betyder, at navnlig i de tyndt befolkede områder er transport mange steder et problem. Ikke overalt i EU har man fundet en model til løsning af dette. Med vedtagelsen af denne betænkning fastslår Parlamentet, at man, hvis man ønsker det, skal kunne sikre offentlig transport, hvis man ønsker at bibeholde denne service. Kravet bør dog være, at det offentliges engagement er gennemskueligt, og at det ikke er konkurrenceforvridende. Det er min opfattelse, at vi er kommet over den hurdle , der hed, at det hele skulle privatiseres og hvile på markedsvilkår. Nu bekender vi os til en offentlig tjenesteydelse, en offentlig forpligtelse, og det er jeg meget glad for. Jeg lykønsker endnu engang Castricum med betænkningen.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne på vor gruppes vegne takke hr. Castricum mange gange for betænkningen. Jeg mener, at det er en glimrende betænkning, hvormed Europa-Parlamentet formulerer sin principielle opfattelse af den transporttjeneste, som byer, regioner og medlemsstater skal sørge for i borgernes interesse, og af den statsstøtte, som i givet fald er nødvendig til at levere disse offentlige transporttjenester. Vi kristelige demokrater er enige med de andre grupper i Parlamentet om, at byerne, regionerne og medlemsstaterne er forpligtet til at definere opgaverne i forbindelse med den offentlige lokaltrafik eller den offentlige regional trafik ud fra hensynet til offentligheden og at sørge for, at de gennemføres. Gudskelov er socialdemokraterne omsider begyndt at acceptere, at disse offentlige transporttjenester på ingen måde ubetinget skal leveres af statslige virksomheder. Tværtimod bør byerne og regionerne udlicitere transporttjenesterne og overdrage dem til den virksomhed - hvad enten den er statslig eller privat - som tilbyder de mest effektive, mest brugervenlige og billigste tjenesteydelser og også rent faktisk leverer dem. Når vi i Parlamentet er enige om disse principper, og jeg håber, hr. kommissær, at Kommissionen heller ikke bestrider disse principper, kan vi som kristelige demokrater, i modsætning til socialdemokraterne, dog ikke se nødvendigheden af, at regeringskonferencen formulerer og som supplement optager en særlig artikel i Maastricht-traktaten, som helt generelt skal definere den offentlige tjeneste. Endvidere kan vi heller ikke se nogen offentlig interesse i, at Kommissionen fastsætter nye bestemmelser. Jeg er meget spændt på, om kommissæren er af den opfattelse, at vi som Kommission og Europæisk Fællesskab ubetinget er nødt til at fastsætte nye bestemmelser. Jeg mener, at subsidiaritetsprincippet netop taler mod nye europæiske traktatartikler og bestemmelser. Vi er på den anden side som kristelige demokrater enige med de andre grupper i Parlamentet om, at driften af den offentlige transport i vidt omfang skal finansieres via billetprisen, og at denne, såfremt offentlig støtte dog er nødvendig til dækning af underskud, skal være præstationsbetinget og stå åben for enhver leverandør, hvad enten det er en statslig eller et privat transportvirksomhed. For så vidt som der skal etableres en særlig infrastruktur til den offentlige lokaltrafik, kan denne absolut opbygges og tilvejebringes af offentlige ordregivere, for hvis udnyttelse - og her er vi fuldt ud enige med hr. Castricum - transportvirksomheden så skal betale et passende beløb. Jeg mener, at vi i Parlamentet i det væsentlige er enige om principperne. Derfor venter vi på kommissærens redegørelse for at få at vide, om også Kommissionen er indforstået med hr. Castricums fortræffelige forslag.
Hr. formand, det er rigtigt, at denne betænkning har fået Udvalget om Transport og Turismes brede og endda enstemmige støtte. Egentlig har vi også betragtet den som et komplement, og på en måde er der jo alligevel også en vis overlapning af betænkningen »Citizens Network«, som jeg selv havde lejlighed til at præsentere i novembers mødeperiode. På trods af at hr. Castricum vil støtte mit ændringsforslag, hvilket jeg er ham meget taknemmelig for, tror jeg, at der alligevel er en nuanceforskel i vores approach. For det første, skal vi stræbe efter en - jeg havde nær sagt - systematisk subsidiering, eller ej? For det andet, hvor langt går - jeg havde nær sagt - forpligtelsen til at yde offentlige tjenester og offentlig transport? Jeg vil mene, at vi også i grønbogen »Citizens Network« har konstateret, at vi i visse tilfælde egentlig ville være bedre stillet, hvis der i visse områder ikke fandtes offentlig transport, men snarere privattransport, der kan sættes ind efter behov, og at man muligvis sågar i det tilfælde kunne regne med en vis støtte fra det offentlige. Vi er i hvert fald, tror jeg, enige med hinanden om bestemte områder og om spørgsmålet om, hvilket omfang et netværk skal have for at kunne være støtteberettiget, og hvad et netværk er. Det er naturligvis et meget elastisk begreb, og man kan være af den opfattelse, at et netværk er en medlemsstats hele netværk, eller at det kun er en bestemt forbindelse inden for denne medlemsstat, der er nødvendig for at opretholde netværket.
Hr. formand, støtten til enhver aktion, som giver mulighed for en universel offentlig transport, der er tilgængelig for alle borgerne, og som opfylder målet om social funktion, bør være et af de vigtigste målsætninger, som bør tages med i betragtning i fællesskabsaktionerne på transportområdet. Denne offentlige tjeneste, hvadenten den ydes gennem en offentlig eller privat virksomhed, bør reguleres af regler fastsat og garanteret af staterne, der giver mulighed for oprettelse og udvikling af et effektivt og sikkert integreret transportsystem og fremmer brugen heraf gennem aktioner, der forbedrer forholdet mellem kvalitet og pris, således at borgerne kan blive bevidste og overbeviste om de mulige reelle fordele, der er ved at benytte det offentlige transportnet. Det er vigtigt at minde om, at unionstraktaten explicit omhandler virksomhedernes forpligtelse til at yde en tjeneste, der har generel økonomisk interesse. I den forbindelse ville det måske være hensigtsmæssigt, om denne forpligtelse i den forestående revision af unionstraktaten, som finder sted i løbet af indeværende år, mere explicit refererede til den offentlige tjeneste. Hr. formand, jeg vil gerne understrege den betydning, som sikringen af den offentlige transport har for de perifere områder og landdistrikterne, som i sig selv er mindre udviklet og særlig svage med hensyn til offentlige transportnet. I tråd hermed bør den offentlige tjeneste overveje og tilrettelægge mere omfattende transportnet, som inkluderer perifere områder og landdistrikter, der måske er mindre opsigtsvækkende, men af vital betydning for deres borgere. Til dette formål - og hermed vil jeg slutte - er det absolut nødvendigt, at Kommissionen foretager en konstant opfølgning og med beslutsomhed undersøger, hvilken støtte de enkelte stater modtager i transportsektoren, for i rimeligt omfang at kunne bedømme en sådan støttes virkning.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, der hersker så megen enighed om denne absolut meget udmærkede betænkning af hr. Castricum, at jeg ikke ønsker at opholde Dem længe. Denne betænkning viser også den videre udvikling, som ikke kun foreligger på det transportpolitiske område, men også i forbindelse med vurderingen af statslige ydelser eller private ydelser generelt. For få år siden var alternativet »marked mod stat« eller »marked eller stat«. I dag, og det viser denne betænkning helt klart, drejer det sig om at kombinere marked og stat optimalt for at opnå optimale ydelser. Ligesom det er klart, at tjenesteydelser skal orientere sig mod et marked, er det ligeledes klart, at vi ikke kan klare os helt uden statsstøtte og helt uden offentlige aftaler. Det gælder i særlig grad på transportområdet, hvad enten det er på byområdet, på det regionale område eller på oplandsområdet. Endnu et par bemærkninger i den forbindelse: Også offentlige virksomheder skal gøre sig klart, at de skal producere til et marked. Det har ofte ikke været tilfældet. Offentlige virksomheder skal reformeres. Kun i så fald kan de forvente, at borgeren accepterer dem. De skal gøre visse ting i en forbindelse. Når jeg tænker på jernbanevirksomsomheder netop også i mit eget hjemland: De skal også realisere den faste ejendom, de har. De kan ikke blive siddende på den og forvente, at det offentlige, dvs. borgerne, samtidig giver dem penge, så de kan stikke statsstøtte i lommen. Og det offentlige, det er det andet, skal overholde princippet om, at deres ydelser skal være på en sådan måde, at de indeholder incentives , at ydelsen snarere nedskæres, at de offentlige virksomheder ikke betragter det som en selvfølge, at de hvert år modtager et bestemt beløb og så vidt muligt et større beløb i det efterfølgende år. I denne henseende viser betænkningen principielt en god vej, som man begrundet og indholdsmæssigt defineret også kan fastlægge i en artikel, men af mere central betydning end princippielle artikler er praksis. Hvis Europa retter sig efter denne praksis, vil det blive en meget god vej.
Hr. formand, som de foregående talere vil jeg gerne begynde med at takke ordføreren hr. Castricum for det arbejde, han har lagt i denne betænkning. Jeg vil gerne fremhæve tre ting som særlig vigtige i diskussionen om kollektiv transport. Den første kan måske lyde lidt triviel, men man kan faktisk konstatere, at det er overordentlig vigtigt med kollektiv transport. Den kan bruges til at afhjælpe pladsproblemer og miljøproblemer, men det kræver imidlertid, at en række forudsætninger er til stede, f.eks. at de offentlige transportmidler er lettilgængelige. De skal være der, når man har brug for dem, ellers bliver de aldrig et alternativ til privatbilismen. De skal også være billige eller i det mindste have en konkurrencedygtig pris. Ellers vil de rejsende heller ikke vælge denne transportform. Den anden ting, som er vigtigt for den kollektive transport, er, at der er konkurrence. Den offentlige transport har alt for sjældent været udsat for konkurrence fra andre operatører inden for den kollektive trafik. Det er også noget, som man må tilskynde til. For det tredje er det vigtigt, at vi lærer af hinanden. Der er stor forskel på medlemsstaterne hvad angår støtte til den kollektive trafik, hvilket måske beror på, at tjenesterne indkøbes på vidt forskellig måde. Gennemsnitsomkostningen på for eksempel rutebilstrafik er Sverige er 46 procent. Det er der ingen grund til at acceptere, når der er økonomiske krisetider i hele EU. Hvis vi kan opfylde disse krav, er jeg overbevist om, at den kollektive trafik kan komme til at spille en større og langt mere aktiv rolle i fremtiden. Det er således værd at understrege, at vi kun kan nå disse mål ved at gøre den kollektive trafik bedre og mere effektiv og ikke ved at straffe bilisterne med skatter og afgifter.
Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at udtrykke min glæde over Parlamentets initiativ med hensyn til at forelægge en betænkning af hr. Castricum - og det er en fremragende betænkning - som indeholder en omfattende og belejlig vurdering af det vigtige spørgsmål om finansiering af den offentlige transport i Unionen. Det står klart for alle, at for at nå den fælles transportpolitiks mål er en offentlig transport af høj kvalitet, som er et reelt alternativ til afhængigheden af privatbiler, af absolut afgørende betydning, og det er lige så klart, at forbedringer af den offentlige transports effektivitet og gennemsigtigheden af den offentlige transports finansiering derfor er i hele Fællesskabets økonomiske, sociale og miljømæssige interesse. Som Parlamentet vil være bekendt med - og hr. Castricum og også hr. Wijsenbeek mindede os herom - har vi søgt at give udtryk for dette i Kommissionens grønbog om borgernes transportnet, som blev udarbejdet omkring dette tidspunkt sidste år, og hvori der skitseres en samlet strategi med henblik på at realisere den offentlige transports potentiale og bl.a. tage fat på behovet for at revidere nogle eksisterende bestemmelser, herunder bestemmelser vedrørende finansiering. En hvidbog om en strategi for fornyelse af jernbanerne indeholdt også en analyse af de forbedringer, der er nødvendige med hensyn til den måde, de fleste af Unionens jernbaner er finansieret på, som led i de bestræbelser, vi mener der er behov for til at gøre jernbanen i stand til med et godt resultat at øge sin rolle i vort offentlige transportsystem. Som et yderligere eksempel på fælles mål og fælles overvejelser mellem Kommissionen og Parlamentet var transportområdet i Kommissionens nylige meddelelse om tjenesteydelser af almindelig interesse anført som et eksempel på en sektor, hvor Fællesskabet havde anlagt en specifik strategi, som skulle tage hensyn til behovet for offentlige tjenester. På grund af den begrænsede tid vil jeg gerne meget kort redegøre for, hvordan Kommissionen ser det generelle spørgsmål om finansiering af den offentlige transport, inden jeg knytter et par specifikke bemærkninger til den betænkning, vi har fået forelagt i aften. For det første bør vi ikke, som hr. Castriums betænkning gør klart, glemme, at mange fortræffelige privat eller offentligt ejede offentlige transporttjenester tilvejebringes uden nogen finansiel støtte fra offentlige ressourcer. Tjenester, der er velorganiserede og veldrevne, og som er overkommelige for de rejsende, vil klart med større sandsynlighed tiltrække betalende passagerer i det omfang, der er nødvendigt for at dække omkostningerne. Vi tilkendegiver dette grundlæggende, men væsentlige aspekt i grønbogen om borgernes transportnet. Der er imidlertid andre tilfælde, hvor de offentlige myndigheder med rette er af den opfattelse, at der er i offentligheden er behov for en tjenesteydelse, som ikke nødvendigvis er rentabel i rent kommerciel henseende i byområder og, som adskillige medlemmer sagde under forhandlingen, også i landdistrikter. I sådanne tilfælde er det klart på sin plads og nødvendigt, at de offentlige myndigheder finansierer nogle af de tjenester, som leveres af transportvirksomheder, der står for offentlig transport, og det er værd at understrege, at en sådan finansiering strengt taget ikke er statsstøtte. Afgørelsen om, hvorvidt disse tjenester skal finansieres eller ej, kan af alle de oplagte grunde bedst træffes af kompetente og ansvarlige myndigheder i medlemsstaterne. Men Kommissionen har også klare ansvarsområder. For det første skal den forsøge at etablere en retlig ramme, som er hensigtsmæssig for omstændighederne i forbindelse med den offentlige transport i hele Unionen. For det andet skal den fastsætte de bestemmelser, som er nødvendige for at sikre, at betalingerne til den offentlige tjeneste ikke anvendes som en skjult og sløret metode til at dække over tab, som skyldes ineffektivitet, og at en sådan støtte er afbalanceret, og at »gennemsigtige« midler til væsentlige specificerede tjenester tilvejebringes til samfundet i almindelighed. Ligeledes er det ofte hensigtsmæssigt, at de offentlige myndigheder bidrager til omkostningerne i forbindelse med projekter vedrørende den offentlige transportinfrastruktur, da det er klart, at selv om brugerne på forskellige direkte og indirekte måder betaler for den transportinfrastruktur, de anvender, er sådanne betalinger ikke altid tilstrækkeligt til at dække alle omkostninger. For så vidt angår finansiering fra medlemsstaternes side, bør statsstøtten bidrage til at udvikle den offentlige transport i fælles interesse, og Kommissionen er enig i overvejelsen i beslutningsforslaget med hensyn til at øge gennemsigtigheden af finansieringen af den offentlige transport, navnlig ved at forbedre de oplysninger, der gives i den årlige beretning om konkurrencepolitikken og i rapporter om statsstøtte. Tiden hindrer mig i at komme ind på hr. Castricums betænkning i detaljer, men jeg vil gerne besvare forslaget om i traktaten at optage en artikel, som specifikt omhandler de offentlige tjenester - et spørgsmål, som hr. Castricum og også hr. Jarzembowski igen tog op i aften. Jeg må fortælle Parlamentet, at Kommissionen ikke er enig i, at et nyt retsgrundlag af den foreslåede art er nødvendigt. I vor meddelelse om tjenesteydelser af almindelig interesse slog vi til lyd for, at der i artikel 3 i den nuværende traktat indføjes en henvisning til, at en særlig aktivitet fra Fællesskabets side bør være et bidrag til at fremme tjenester af almindelig interesse. Denne fremgangsmåde gælder absolut i forbindelse med transport, hvor den rigtige balance mellem liberalisering og almindelig interesse ikke kun tilvejebringes af artikel 90 i den nuværende traktat, men også af den sektorbestemte artikel 77. Jeg håber, at Parlamentet ved nærmere overvejelse vil være enig i, at dette er den mest praktiske fremgangsmåde til at nå det mål, der er givet udtryk for i beslutningen, et mål, som jeg må sige, at jeg stort set er enig i. Mere generelt kan jeg forsikre udvalget om, at Kommissionen til stadighed arbejder på at forbedre og forsøge at fuldstændiggøre de eksisterende bestemmelser vedrørende offentlig transport. Selv om vi fuldt ud respekterer subsidiaritetsprincippet, tager vi selvfølgelig også hensyn til de problemer, der kan opstå i grænseregioner og andre regioner med specifikke transportbehov. Ligesom mange andre, der deltager i denne forhandling, mener mine kolleger og jeg, at den offentlige transport skal spille en afgørende rolle med hensyn til at tackle problemerne med tæt trafik, forurening og transportsikkerhed, og at få bestemmelserne på plads er helt klart et vigtigt skridt til at opnå dette. Det er endnu en grund til at glæde sig over hr. Castricums betænkning, og derfor anbefaler jeg den varmt til Parlamentet.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 00.15)