Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, jeg har fået et brev i hænde, som De har skrevet til en minister i England, hr. Howard, hvoraf det fremgår, at De ikke gik ind for et møde med Roisín McAliskey i Holloway-fængslet; at der ikke var tale om en officiel delegation. Det var ikke meningen, at det skulle være en officiel delegation. Hensigten var, at en delegation fra Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender skulle besøge Roisín McAliskey. Denne delegation skulle ikke omfatte irske eller britiske medlemmer. Jeg vil ud fra rent humanitære aspekter gerne spørge Dem, hvorfor De har skrevet dette brev til hr. Howard? På grundlag af hvilke beføjelser? Hvilken artikel eller regel var det, der lå til grund for, at De skrev dette brev? Hvis De straks fra begyndelsen af Deres formandskab har tænkt Dem at optræde således over for Hedy d'Ancona, som i mange år har været et fremtrædende medlem af Europa-Parlamentet, og de andre medlemmer af Parlamentet, så vil jeg mene, at Deres formandskab må blive mislykket nærmest fra starten. Jeg må sige, at jeg blev fuldstændig forfærdet, da jeg så dette brev til hr. Howard, og det samme gælder andre medlemmer af EuropaParlamentet, som jeg har vist det til. Hr. formand, vil De venligst fortælle Parlamentet, på hvilket grundlag og med hvilken begrundelse De har skrevet dette brev for at aflyse det besøg, som Hedy d'Ancona og andre medlemmer af Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender skulle aflægge?
Hr. Andrews, jeg skal gerne besvare Deres spørgsmål. Formandskonferencen er i henhold til forretningsordenens artikel 24 ansvarlig for alle parlamentsudvalgenes politiske forbindelser. Det er derfor sædvanlig praksis, at et udvalg, når det ønsker at foretage en rejse, anmoder Formandskonferencen om tilladelse, hvorefter denne tager stilling til spørgsmålet. Jeg sendte derfor med Formandskonferencens indforståelse den pågældende skrivelse for at gøre opmærksom på, at der ikke var tale om en delegation, der havde fået tilladelse på grundlag af Parlamentets forretningsorden. Det er min opgave at sørge for, at forretningsordenens bestemmelser overholdes, hvad enten man kan lide det eller ej. Hvis man ikke er enig i denne fremgangsmåde, findes der en enkel løsningsmodel, nemlig at ændre forretningsordenen og ophæve Formandskonferencens kompetence, hvorefter alle udvalgene kan sende så mange delegationer eller grupper, som de måtte ønske. Hvad der derimod ikke er muligt, hr. Andrews, er, at et udvalg, som ikke har anmodet om tilladelse hertil, sender tre af sine medlemmer, og at det for offentligheden ser ud til, at udvalget har sendt en delegation. Jeg er i en skrivelse fra udvalgets formand, fru d'Ancona, blevet orienteret om, at den delegation, der var rejst til London, ikke var en delegation fra hendes udvalg, og jeg har derefter blot gjort den pågældende medlemsstats regering opmærksom på, at det ikke var en delegation fra udvalget. Det gjorde jeg netop, fordi der var sket en sammenblanding i medierne. Og da udvalgets formand på min forespørgsel meddelte mig, at det ikke var en delegation fra hendes udvalg, meddelte jeg de britiske myndigheder dette. Det er vigtigt at undgå misforståelser.
Hr. formand, jeg tror da, at hvis vi behandler hinanden normalt og med respekt, så er det også normalt, at De, inden De skriver et brev til den engelske minister for at meddele ham, at dette ikke drejer sig om en officiel delegation, først kan meddele dette til udvalgsformanden, og det er mig. Jeg synes ikke, at det er en pæn måde at optræde på.
Fru D'Ancona, jeg må minde Dem om, at jeg anmodede Dem om oplysninger i sagen, og at De i en skrivelse meddelte mig, at der ikke var tale om en delegation fra Deres udvalg. Da jeg blev opmærksom på, at pressen brugte betegnelsen delegation, var alt, hvad jeg gjorde, med Formandskonferencens indforståelse at sende de engelske myndigheder de oplysninger, som De selv havde givet mig i skrivelsen. Man kan ikke først sige, at det ikke er en delegation, der sendes, og dernæst lade en sådan misforståelse forblive ukorrigeret. Det kan jeg ikke tillade mig, da det i henhold til forretningsordenen er Formandskonferencen, der er ansvarlig for parlamentsudvalgenes politiske forbindelser, som jo kan få politiske konsekvenser. Det er alt, hvad jeg har gjort, og jeg mener at vide, at Formandskonferencen, som jeg orienterede herom, var helt enig med mig i, at det er nødvendigt over for udvalgene at understrege, at de, når de ønsker at sende en delegation, skal meddele det til Formandskonferencen og anmode om tilladelse. Hvis de undlader dette, er der ikke tale om en delegation, og det må vi så meddele den pågældende regering.
Hr. formand, jeg ved, hvor vigtigt det er for en advokat og for en formand for EuropaParlamentet at overholde gældende regler. Men det, vi taler om her, er forskellige parlamentsgruppers vilje - grupper, som har ønsket, at der skulle en delegation af sted. Kan De forsikre os om, at hvis De får en anmodning efter reglerne om at sende en officiel delegation, så vil De være indforstået med et sådant ønske på baggrund af den særlige bekymring, som medlemmer af Europa-Parlamentet føler på humanitært grundlag? Der er ikke noget usædvanligt ved, at parlamentarikere aflægger besøg hos denne fange. Der er mange irske parlamentsmedlemmer, der allerede har besøgt hende. Jeg mener, at det ville have en symbolsk værdi og måske være til nytte, hvis De ville bekræfte, at De ville samtykke i en sådan anmodning.
Fru Malone, jeg har allerede sagt det to gange, men jeg skal gerne sige det for tredje gang, at dette spørgsmål ikke hører under formandens kompetence, men under Formandskonferencen. De skal derfor rette dette spørgsmål til Formandskonferencen. Ethvert medlem af Europa-Parlamentet kan for egen regning aflægge besøg i et fængsel, når han ønsker det og får adgang hertil. For egen regning. Som medlem af Europa-Parlamentet. Hertil behøves ikke tilladelse fra plenarforsamlingen eller fra Formandskonferencen. En delegation af medlemmer, der repræsenterer et udvalg eller en Delegation, skal derimod have tilladelse af Formandskonferencen. Jeg kan ikke give en sådan tilladelse, jeg skal formelt forelægge anmodningen for Formandskonferencen, andet kan jeg ikke gøre.
Hr. formand, jeg har en bemærkning til en af hr. Andrews' kommentarer. Han sagde, at De havde skrevet et brev til...
Ikke et ord mere om dette emne. Mine damer og herrer, jeg beklager, men vi kan ikke afholde en hel debat om dette spørgsmål.
Hr. formand, jeg ville gerne kommentere en anden sag, som hører ind under Deres kompetence, nemlig anvendelsen af salen her og de lokaliteter, der er knyttet hertil. Jeg har ude på gangen bemærket, at der er ophængt en række fotografier af forskellige personligheder, hvoraf nogle kaldes berømte, og hvoraf jeg ville betegne et par stykker som berygtede; herunder er der én, som jeg decideret ville kalde en skændsel. Det er billedet af Robert Maxwell, jeg tænker på. Robert Maxwell stod bag tyveriet af millioner af pund i form af pensionsmidler i mit land. Det var svigagtigt lykkedes ham at vinde højt placerede politikeres tillid, og han fik støtte fra disse politikere, mens han var i kridthuset. Han er ansvarlig for, at ytringsfriheden i pressen ad retslig vej er blevet trådt under fode i mit land. Hr. formand, jeg vil derfor gerne bede Dem om at overveje, hvorvidt fotografiet af Robert Maxwell skal fjernes fra de billeder, der hænger uden for salen. (Bifald)
Hr. Falconer, tilladelser i forbindelse med udstillinger og lignende skal gives af Kvæstorkollegiet, som jeg straks vil forelægge Deres anmodning.
Hr. formand, blot for at tydeliggøre noget, der var en tidligere taler, der sagde. Indenrigsministeren i England er faktisk Det Forenede Kongeriges indenrigsminister...
Hr. Thomas, som sagt kan jeg ikke acceptere et eneste ord mere om denne sag.
Hr. formand, i afstemningsprotokollen står der med hensyn til den endelige afstemning om beslutningen i betænkningen af Van Lancker, punkt 49, 2. del, at jeg stemte for. Min hensigt var imidlertid at stemme imod. Det vil jeg gerne anmode om at få optaget i protokollen, således at der står det rigtige.
Godt, jeg tager denne udtalelse til efterretning, og den vil blive ført til protokols.
Hr. formand, det samme gælder for mig. Der står i protokollen, at jeg stemte for disse punkter. Jeg ville have stemt imod.
Protokollen vil blive rettet i overensstemmelse hermed. (Protokollen godkendtes) (Mødet udsat kl. 9.25 og genoptaget kl. 10.40)
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om: beretning (A4-0053/97) af Kellett-Bowman for Det Midlertidige Undersøgelsesudvalg om Ordningen for Fællesskabsforsendelse om ordningen for fællesskabsforsendelse; -udkast til henstilling (A4-0054/97) fra Det Midlertidige Undersøgelsesudvalg om Ordningen for Fællesskabsforsendelse om beretningen fra Det Midlertidige Undersøgelsesudvalg om Ordningen for Fællesskabsforsendelse.
Hr. formand, man siger jo, at vi alle har manuskriptet til én bog i os. Jeg føler, at dette må være min bog. Den omfatter tre bind med fakta, udvalgets betænkning og 38 henstillinger vedrørende fællesskabsforsendelsesordningen. Undersøgelsesudvalget havde fået pålagt at levere detaljerede oplysninger om, i hvilket omfang der er tale om bedrageri i forbindelse med fællesskabsforsendelsesordningen, at angive, hvem de ansvarlige er, og at komme med henstillinger om, hvorledes vi kan gøre tingene bedre. Revisionsretten og Kommissionen har tidligere i fællesskab antydet, at der over en femårsperiode var gået omkring ECU 750 mio tabt i forbindelse med fællesskabsforsendelsesordningen. Efter nærmere undersøgelse er det min vurdering, at der er tale om et tab på mindst ECU 3, 5 mia pr. år. Systemet er så sårbart, at man ikke kan fæste lid til oplysningerne, og jeg ville ikke kunne afvise langt højere tal. Det indre marked i Europa er blevet en succes for forretningslivet, men der er ingen branche, der har haft større fremgang end kriminaliteten. Målt efter vækst i omsætningsoverskud har de kriminelle sandelig haft kronede dage. Hvordan foregår det? Importøren skal først betale skatter og toldafgifter ved en destination i Fællesskabet, og skal slet ikke betale noget, hvis varerne forlader Fællesskabet. Det eneste, der skal til, er, at et stykke papir skal finde vej med posten tilbage til det sted, hvor varerne kom ind, forsynet med et stempel og en underskrift. Hvordan skal toldembedsmanden kunne være sikker på, at dette stempel og denne underskrift faktisk viser, at der enten er erlagt de behørige skatter og afgifter for varerne, eller at varerne er ude af Fællesskabet? På tusindvis af kilometers afstand er bedrageren i stand til at stikke systemet blår i øjnene, og det er det, der er sket. Som følge heraf forsvinder varerne ind på det europæiske marked. Hvem er taberen? Det er vi alle: Det Europæiske Fællesskabs budget, medlemsstaternes budgetter, de lovlydige handelsfolk, som faktisk betaler deres skat, ærlige brugere af ordningen og forsikringsselskaberne, som må honorere garantierne, når det ikke kan bevises, at transitten er gennemført. Hvem er de skyldige? Min påstand er, at vi alle er skyldige, for dette er gradvis vokset frem siden begyndelsen af 1993, hvor vi åbnede grænserne. Rådet og Kommissionen har forvaltet et system, som blev designet i 1968 til brug for seks lande, og derefter blev udvidet til at omfatte 12, og det fik lov til at fortsætte udover det punkt, hvor vi var klar over, at der var problemer med ordningen; der kom tre nye medlemsstater til, EFTA-landene kom med, og her sidste år, den 1. juli, kom de fire Visegrad-lande også med i denne ordning, som allerede var problematisk - i alt 23 lande i et system, der var baseret på papir. Den aktuelle årlige transaktionsmængde er nu ved at nå op omkring 20 millioner. Undersøgelsesudvalget kunne naturligvis ikke acceptere denne tingenes tilstand, og det har udformet en række henstillinger. For det første har vi med de 15 toldforvaltninger, der opererer inden for et fælles toldområde, henstillet, at Kommissionen fastlægger nogle rammer, inden for hvilke disse toldforvaltninger kan fungere sammen, som om der var tale om én samlet tjeneste. De bør arbejde efter de samme regler, de samme metoder, have de samme inspektionsbeføjelser såvel i indrejsehavnene som i de indre områder. Der bør skabes en vis korpsånd, således at disse tjenester kommer til at udveksle oplysninger om misbrugere af ordningen, i stedet for at man kun i ringe grad interesserer sig for noget som helst, der sker uden for ens egne grænser. Undersøgelsesudvalget støtter naturligvis Kommissionens forslag om at indføre computere inden for systemet. De kan ikke løse problemet, men de skulle kunne gøre det langt nemmere at få udstedt klareringsdokumentet ad elektronisk vej, således at toldforvaltningerne i løbet af nogle dage bliver opmærksomme på, om der er noget galt, i stedet for at der går uger, måneder eller i nogle tilfælde endda over et år, før undersøgelserne bliver sat i værk. Vi har gjort det så let for de kriminelle. Vi mener, at der bør indføres en undersøgelsestjeneste, som i store træk ligner UCLAF-modellen, med henblik på opfølgning af rapporter om, at der er noget, der er gået galt i forbindelse med fællesskabsforsendelsesordningen. Vi så gerne, at retssystemerne i samtlige medlemsstater fandt frem til en samarbejdsmåde, som kunne hindre smarte advokater i at gå i retten og kun alt for let klare frisag for de kriminelle, fordi retssystemerne i de forskellige lande ikke er i stand til at samarbejde. Vi så gerne, at Kommissionen gik i forhandling med Schweiz for at sikre, at de fristeder, de kriminelle har i Schweiz, som udnyttes ved overdragelse af ejendomsretten til varer, kommer under en form for kontrol, som passer til fællesskabsforsendelsesordningen, således som tingene fungerer i andre fællesskabslande og hos de andre medlemmer af systemet. Vi så gerne, at Kommissionen var i stand til at træde til, når producenterne, og dette gælder især for cigaretternes vedkommende, ikke i fuldt omfang samarbejder med myndighederne i bestræbelserne for at hindre, at produkterne når frem til det sorte marked i vore medlemsstater. Vi så derfor gerne, at ansøgerlandene rydder op i eget hus, før de kommer med i Fællesskabet. Vi her i EuropaParlamentet får et ord at skulle have sagt, for Europa-Parlamentet skal nu ved den endelige afstemning beslutte, hvorvidt der skal optages nye medlemmer af Fællesskabet. Dette udvalg har været en øvelse i samarbejde blandt medlemmer fra forskellige lande og medlemmer fra forskellige grupper. Arbejdet er forløbet helt uden, at nogen har plejet egne interesser. Jeg vil gerne takke udvalgets medlemmer. Jeg vil gerne komplimentere formanden, hr. Tomlinson. Han har været udvalgets leder og skabt en præcedens, som jeg tror, Parlamentet kan få gavn af i forbindelse med fremtidige undersøgelsesudvalg. Jeg vil også gerne rette en tak til alle dem, der har afgivet forklaring til udvalget. I næsten hvert eneste tilfælde - jeg kan kun komme i tanker om en enkelt undtagelse - er disse forklaringer blevet afgivet frivilligt, enten skriftligt eller ved personligt fremmøde, så udvalget kunne få lejlighed til at udspørge de pågældende, og i visse tilfælde er det sket på begge måder. Disse mennesker har ydet et stort bidrag. Vi ville ikke have været i stand til at opklare, hvad der foregår i Fællesskabet, uden den store hjælp, vi har fået fra mange af vore borgere. Jeg vil gerne rette en speciel tak til undersøgelsesudvalgets stab. Da vi mødtes i mandags fortalte vi, at den stab, der var blevet udpeget til at bistå undersøgelsesudvalget, havde gjort et fremragende arbejde. Vi fortalte Dem også om den indsats, som trykkeri- og oversættelsestjenesterne har ydet. Vi ved, at der er blevet brændt meget lys ved midnatstid. Vi ved, at de pågældende arbejdede uafbrudt hele sidste weekend, for at vi kunne have disse tre bind færdige til mandag. Så det er med disse taksigelser, hr. formand, at jeg gerne vil forelægge denne betænkning og opfordre Den Europæiske Unions institutioner til at være opmærksomme på disse henstillinger og handle derefter.
Hr. formand, undersøgelsesudvalget har eksisteret i 15 måneder, og der er blevet afholdt 37 formelle møder. Jeg vil gerne takke det overvældende flertal af udvalgets medlemmer for deres indsats, deres hurtighed og deres arbejdsdisciplin; disse har været nødvendige, for at vi kunne nå frem til en betænkning, som var udtryk for den grad af enighed, som er påkrævet, hvis betænkningen skal have vægt hos Kommissionen, medlemsstaterne, Rådet og de mennesker, der beskæftiger sig med fællesskabsforsendelser. Jeg vil anbefale alle Europa-Parlamentets medlemmer at læse i det mindste bind 1, og hvis det er for meget, så i hvert fald kapitel 1 og 17 i bind 1 - det overordnede sammendrag og henstillingerne - så man er fuldt orienteret om, hvad det er, der bliver sagt i ens navn. Det lyder måske for nogle, som om det er en teknisk betænkning - men det er det ikke. Det er en meget politisk betonet betænkning, og der er ganske klart taget udgangspunkt i, at på trods af den krise, der gør sig gældende med hensyn til ordningen for fællesskabsforsendelse, og den negative indvirkning, som problemerne med ordningen for fællesskabsforsendelse har, så har det afgørende betydning for det indre marked, at der findes nogle transitregler, og disse regler må laves om, hvis man vil fremme det indre marked. De må laves om, fordi tiden er løbet fra dem, de hæmmer transitsystemet og virker som en tilskyndelse til bedrageri og korruption. For at medlemmerne kan få et indtryk af de beløbsstørrelser, vi lægger i hænderne på forsendelsesordningen, er det nødvendigt at gøre sig klart, at af det samlede antal, som hr. Kellett-Bowman nævnte, på 18-20 millioner transitbevægelser hvert år, hvis det drejer sig om 18 millioner, så repræsenterer hver af disse transitbevægelser en indrømmelse i form af en undtagelse fra skatte- og afgiftsreglerne, mens varerne er under fællesskabsforsendelse. Den gennemsnitlige værdi af hver af disse indrømmelser i form af en undtagelse fra skatte- og afgiftsreglerne ligger på ECU 25.000. Hvis man ganger 18 millioner bevægelser med ECU 25.000, forstår man, at vi har lagt en afgiftsmæssig forpligtelse på ECU 450.000 mio i hænderne på denne arkaiske, papirbaserede ordning for fællesskabsforsendelse. Jeg må tilstå, at hvis jeg går ind i mit lokale, kooperative supermarked i Walsall en lørdag morgen for at købe en dåse baked beans, så beskytter de faktisk deres interesse i denne dåse baked beans med mere videnskabelig kontrol, end vi lægger for dagen, når vi kontrollerer de finansielle forpligtelser inden for ordningen for fællesskabsforsendelse. Så der ligger en afgiftsmæssig forpligtelse svarende til ECU 450.000 mio i denne ordning, og man overlader administrationen til et papirbaseret system, hvor det bare gælder om at skaffe sig et gummistempel - et gummistempel, som kan forfalskes, stjæles eller blive brugt i korrupte sammenhænge af korrupte toldembedsmænd. Det duer ikke! De penge, der bliver malket ud af transitordningen, er ikke blot snyderi over for Den Europæiske Unions egne indtægter, der er også tale om snyderi over for hver enkelt medlemsstat, for når man snyder med vore indtægter, snyder man den europæiske skatteyder i medlemsstaten for moms og toldafgift. Det er baggrunden for, at vi ikke blot anmoder om, men simpelthen kræver af medlemsstaterne, at de skal beskytte vore interesser, samtidig med at de beskytter deres egne interesser, og at de på én gang skal gøre en indsats for at forsvare disse interesser på europæisk og nationalt plan. Bedrageri betyder ikke blot ulovlig vinding til de kriminelle, det betyder, at man må lægge politikker på hylden, fordi der mangler offentlige midler; bedrageriet repræsenterer de politikker, Kommissionen kunne have ført uden en forøgelse af Fællesskabets egne indtægter; de politikker, som medlemsstaterne kunne have ført uden at sætte skatterne i vejret. Derfor repræsenterer bedrageri på dette felt intet mindre, end at vort demokrati korrumperes, og efter undersøgelsesudvalgets arbejde skal der gøres en konkret indsats. Denne indsats skal ikke blot bestå i, at man læser betænkningen igennem; der skal gøres en indsats i forbindelse med henstilling 1-6, som handler om at styrke toldvæsenet; 7-13, hvoraf det fremgår, at det er nødvendigt at forbedre kontrolforanstaltningerne; 14-20, der drejer sig om de juridiske aspekter; 21-26 om forbedring af forsendelselsessystemet, herunder gennem datamatisering; 27-37 om de politiske valg, der skal træffes; og for os selv henstilling nr. 38 om opfølgningen. Jeg vil gerne tilføje min egen tak, i særdeleshed til vor ordfører, som har tjent udvalget så glimrende, og til samtlige medlemmer, sekretariatet, de tekniske tjenestegrene fra oversættelse til trykkeri, Kommissionen og de mange vidner, uden hvis vidnesbyrd vi ikke ville have kunnet udarbejde henstillingerne, for hver eneste én af dem er baseret på de beviser, vi har fået forelagt. Jeg anbefaler Europa-Parlamentet at stemme for denne betænkning. Til slut vil jeg rette en særlig tak til hr. Kellett-Bowman for hans hurtige indsats for at få færdiggjort betænkningen med vore konklusioner til forelæggelse for Europa-Parlamentet.
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg har allerede ved andre lejligheder påpeget kvaliteten af det arbejde, der er udført af dette undersøgelsesudvalg, som er det første, Europa-Parlamentet nogensinde har nedsat. Jeg vil rette en særlig tak til udvalgets formand, hr. Tomlinson, og til ordføreren, hr. Kellett-Bowman, samt til alle udvalgets medlemmer. På vegne af kommissionsformand Santer og alle vores kolleger vil jeg understrege den betydning, Kommissionen tillægger denne beretning. Beretningen er et værdifuldt bidrag til debatten om forsendelsessystemet. Det fastslås i beretningen »at det er lykkedes undersøgelsesudvalget at bringe forsendelsesspørgsmålet ud af de administrative tåger og ind i det politiske rampelys«, et forhold jeg er helt enig i, og som er af stor betydning for det reformarbejde, der venter forude. I beretningen understreges den afgørende betydning, toldvæsenet har for det indre markeds funktion, for den internationale handel og den økonomiske vækst. Efter gennemførelsen af det indre marked har toldforvaltningerne været i krydsild. For det første har hovedvægten været lagt på bortfaldet af grænserne og af den interne kontrol. I alt for mange tilfælde er denne proces ganske enkelt blevet sidestillet med et bortfald af strukturer. På den måde er toldvæsenets fortsatte rolle i forbindelse med forvaltningen af Fællesskabets ydre grænser, forberedelsen af ansøgerlandene med henblik på udvidelsen, bekæmpelsen af svig og gennemførelsen af handelsaftalerne blevet forsømt og undervurderet. Måske har Kommissionen i sit program for 1993 ikke helt fattet omfanget af de nye udfordringer, der ventede toldforvaltningerne, og Kommissionens politiske analyse har været præget af dette. For det andet er det ikke lykkedes for medlemsstaterne - som også til en vis grad har tøvet på dette punkt - at tilpasse toldadministrationerne til Fællesskabets behov, idet de i første række har varetaget egne interesser. Også dette er sket med fuldt overlæg på det politiske plan. Hr. formand, jeg har ikke til hensigt at kommentere hvert enkelt kapitel i detaljer eller hver enkelt henstilling. Jeg kan meddele, at Kommissionen agter at tage hensyn til henstillingerne ved udformningen af sin politik, specielt de henstillinger, der er henvendt til Kommissionen. Jeg vil strukturere mit indlæg omkring de fem hovedområder, undersøgelsesudvalget har belyst. Og jeg anvender ordet »belyst« i dets egentlige betydning, eftersom undersøgelsesudvalget på beundringsværdig vis har anlagt en ny synsvinkel ved analysen af forskellige elementer, hvilket har givet en klarere forståelse for problemerne og de nødvendige løsninger. De fem hovedområder er: EU's toldforvaltninger, efterforskningstjenesterne, reformen af forsendelsessystemet, forbindelserne til Den Europæiske Økonomiske Sammenslutning og de central- og østeuropæiske lande samt problemet vedrørende udestående toldskyld. Vedrørende det første område: EU's toldforvaltninger. Undersøgelsesudvalgets analyse af krisen viser, at mange af problemerne i forbindelse med forsendelsestransaktionerne skyldes, at toldunionen ikke fungerer ordentligt, og at der følgelig er behov for en samlet reform inden for rammerne af toldpolitikken. Det erkendes i beretningen, at mange af de problemer, der rammer forsendelsesordningerne, er en direkte følge af det forhold, at toldunionen består af femten forskellige forvaltninger. Selv om der ikke direkte i beretningen stilles krav om, at der oprettes en fælles toldtjeneste, bemærker Kommissionen, at det klart kræves, at der skabes en europæisk ramme, der - således som ordføreren nævnte det - sikrer, at de femten nationale toldforvaltninger fungerer som en enkelt enhed. Dette er i realiteten den vigtigste målsætning. Takket være Europa-Parlamentet råder vi nu over et instrument til gennemførelse af en målsætning, nemlig at sikre, at de femten toldadministrationer fungerer som en enkelt enhed. Jeg skal henvise til Told 2000-programmet, der blev vedtaget i december 1996. En del af de henstillinger, undersøgelsesudvalget har udfærdiget, er udtrykkeligt indeholdt i Told 2000-programmet, og i kraft af mit tætte samarbejde med Europa-Parlamentets og Rådets repræsentanter i forligsudvalget kan jeg sige, at Europa-Parlamentets politiske holdninger er blevet konkretiseret i Told 2000-programmet. Det andet område, jeg vil kommentere, vedrører efterforskningstjenesterne. Kommissionen vil se positivt på henstillingerne om oprettelse af et fælles toldefterforskningsorgan og et centraliseret EU-toldefterforskningsorgan. På den anden side svarer dette inden for rammerne af bedrageribekæmpelsen til det krav om en ensartet forvaltning og iværksættelse af reglerne, som undersøgelsesudvalget har rejst i forbindelse med spørgsmålet om EU's toldforvaltninger. Kommissionen støtter fuldt ud denne approach. Denne idé kan naturligvis ikke gennemføres via Told 2000-programmet, der tjener andre formål. Jeg er sikker på, min kollega, kommissær Gradin, med glæde vil besvare spørgsmål og uddybe sine synspunkter i denne forbindelse. Det er vigtigt, at Kommissionens rolle styrkes på kontrolområdet for at sikre en effektiv bekæmpelse af svig. Dette indebærer et meget tæt samarbejde mellem GD XXI og UCLAF. Henstillingerne om en forbedring af efterforskningstjenesten er tæt forbundet med henstillingerne vedrørende de nationale toldforvaltningers struktur og beføjelser samt vedrørende det retlige samarbejde. Og jeg må sige, hr. formand, at beretningen kommer på et højst belejligt tidspunkt, idet den bidrager yderligere til at tydeliggøre, hvorfor det er nødvendigt, at der sker et gennembrud i forhandlingerne på regeringskonferencen, som tager sigte på at udvide og styrke de fælles foranstaltninger i spørgsmål henhørende under den tredje søjle. Tredje område: reformen af forsendelsessystemet. Her vil jeg straks påpege, at undersøgelsesudvalget med udgangspunkt i en analyse af systemet og de alvorlige problemer, det indebærer, med rette har besluttet at behandle spørgsmålet på et bredere grundlag. I den forbindelse har Kommissionens tjenestegrene gennemført en lang række konsultationer dels internt i Kommissionen, dels over for medlemsstaterne og med de lande, der deltager i den fælles forsendelsesordning, samt med hele den private sektor. Undersøgelsesudvalget er som bekendt blevet inddraget i denne proces, der førte til afholdelsen af konferencen om forsendelsessystemet i Europa i begyndelsen af februar med deltagelse af 250 repræsentanter for den offentlige og den private sektor, og hvor hr. Tomlinson gjorde os den ære at holde en tale. Kommissionen agter nu at udmønte resultaterne af disse konsultationer i et antal konkrete aktioner. Jeg kan forsikre Dem om, hr. formand, at Kommissionen vil tage nøje hensyn til undersøgelsesudvalgets henstillinger; det er endvidere min hensigt inden udgangen af april måned at forelægge handlingsplanen for reformen for kollegiet med henblik på dettes godkendelse. Kommissionen er enig i beretningens hovedkonklusion, ifølge hvilken forsendelsesordningerne er af stor betydning for handelen i Europa og uden for Europa, men kræver en gennemgribende reform. Jeg skal gøre opmærksom på, at den nye Kommission kort efter sin indsættelse gjorde rede for sin holdning i en meddelelse, der blev udsendt i marts 1995, efterfulgt af en ny meddelelse i februar 1996 samt i interimsrapporten om forsendelsessystemet, der blev udsendt sidste efterår. Undersøgelsesudvalgets arbejde, der i høj grad bidrager til at belyse situationen, og som indeholder nye inspirerende idéer, vil være til stor nytte for Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen af initiativerne. Det fjerde punkt: Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og de associerede lande i Central- og Østeuropa. Der udtrykkes i beretningen stærk bekymring over funktionen af den fælles forsendelsesordning og over udvidelsen i juli 1996 med de fire Visegrad-lande. Jeg har allerede haft lejlighed til at udtrykke min mening med hensyn til, om denne udvidelse var politisk hensigtsmæssig og politisk forsvarlig, idet jeg samtidig påpegede, at udvidelsen indtil videre ikke havde haft dramatiske følger. Jeg skal her begrænse mig til nogle få bemærkninger. Det er Kommissionens opfattelse, at det bliver stadig vanskeligere sideløbende at administrere tre forskellige slags forsendelsesordninger - ordningen for fællesskabsforsendelse, den fælles forsendelsesordning og TIR-ordningen. Kommissionen vil fremsætte konkrete forslag vedrørende sammenlægningen af fællesskabsforsendelsesordningen og den fælles forsendelsesordning under en og samme konvention. Kommissionen arbejder også på at skabe et tættere samarbejde med Schweiz, som betænkningen beskæftiger sig indgående med. Til den ende har vi indgået en aftale om gensidig bistand, som ikke kun udgør et vigtigt teknisk instrument, men også er bevis på en konkret politisk vilje fra schweizisk side til at samarbejde med Kommissionen. Kommissionen påtager sig helt og holdent sin del af ansvaret for beslutningen om udvidelsen af den fælles forsendelsesordning til Visegrad-landene. Når dette er sagt, skal det også tilføjes, at jeg agter at holde det løfte, jeg har givet undersøgelsesudvalget - jeg ved, hvor megen vægt hr. Tomlinson og hr. Kellett-Bowman tillægger dette - nemlig at der ikke vil ske yderligere udvidelse af den fælles forsendelsesordning inden reformen og datamatiseringen af ordningen. Endelig, hr. formand, er det femte punkt - og her skal jeg gøre det ganske kort - et vanskeligt punkt, nemlig spørgsmålet om udestående toldskyld. Her vil jeg begrænse mig til en kort kommentar og overlade det til min kollega, kommissær Liikanen, at gå mere i detaljer, hvis dette skulle være nødvendigt. I undersøgelsesudvalgets beretning anmodes der om et forslag fra Kommissionen vedrørende afskrivning af udestående toldskyld, for så vidt som denne er resultatet af dårlig forvaltning. Det er imidlertid vanskeligt at forestille sig et forslag af denne art, som tager hensyn til den særlige situation i hvert enkelt tilfælde. Bestemmelserne i toldkodeksen åbner mulighed for tilbagebetaling eller eftergivelse af gælden i enkeltstående tilfælde, der undersøges og begrundes enkeltvis, men der er ikke hjemmel for en generel foranstaltning af denne art. Kommissionen er klar over de mulige økonomiske følger for de pågældende virksomheder, men det er umuligt at udrede de retlige aspekter og at trænge til bunds i de faktiske omstændigheder i hvert enkelt tilfælde. A contrario ville der være rig lejlighed til misbrug til skade dels for de europæiske skatteydere, dels for den stramning af finanspolitikken, som står på tapetet. Under alle omstændigheder har medlemsstaterne mulighed for at tilbyde gunstige afbetalingsvilkår ud fra en vurdering af de enkelte tilfælde, og Kommissionen kan kun opfordre dem til at gøre brug af denne mulighed. Til sidst, hr. formand, vil jeg sige, at selv med et langt indlæg er det ikke muligt at yde undersøgelsesudvalgets beretning fuld retfærdighed, idet der er tale om en særdeles fyldig beretning. Denne indeholder 38 henstillinger, hvoraf mange opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag, gennemføre undersøgelser eller tilskynde medlemsstaterne til at træffe præcise foranstaltninger. I beretningen efterlyses et stærkere politisk lederskab fra Kommissionens side og en større politisk vilje til samarbejde fra medlemsstaternes side. Det er også klart, at flere opgaver kræver en større arbejdsindsats, navnlig hos GD XXI og UCLAF. Dette kræver igen, at de nødvendige økonomiske midler og menneskelige ressourcer er for hånden. Uanset hvilken form det fremtidige forsendelsessystem får, vil vi have brug for de nødvendige økonomiske midler og det nødvendige personale til at sikre, at systemet anvendes og kontrolleres korrekt og tilpasses de eksisterende forhold. Kommissionen regner med Europa-Parlamentets støtte med hensyn tilførslen af de nødvendige økonomiske og menneskelige ressourcer og er også opsat på at yde sit bidrag til, at medlemsstaternes opmærksom i stigende grad rettes mod disse spørgsmål. Reformens succes afhænger også af den beslutsom, Rådet, de nationale toldforvaltninger, virksomhederne og Europa-Parlamentet vil udvise. I den forbindelse agter jeg at inddrage Rådet »indre marked« og ØKOFIN-Rådet fuldt ud i forsendelsesspørgsmålet for at sikre, at disse også påtager sig deres del af ansvaret, således som det ofte og med rette anføres i undersøgelsesudvalgets beretning, som jeg endnu en gang vil lykønske udvalget med.
Tak til kommissær Monti. Mine kollegers bifald viser, at Parlamentet sætter stor pris på Deres forslag og de forpligtelser, De har indgået.
Fru formand, Tomlinson, Kellett-Bowman og de øvrige medlemmer af det midlertidige undersøgelsesudvalg har udarbejdet en udførlig beretning om forsendelsesordningen. Den beskriver svaghederne godt. Det samme gjorde den beretning om forsendelse, som Kommissionen fremsendte til Parlamentet i april sidste år. Svaghederne i ordningen udnyttes af organiserede kriminelle med store tab til følge for Den Europæiske Unions skatteydere og virksomheder. Undersøgelsesudvalget har stillet forslag om en række foranstaltninger. Nu kræves der politisk vilje til også at gennemføre dem. Som min kollega hr. Monti allerede har sagt, vil Kommissionen arbejde konstruktivt videre med spørgsmålene. Jeg håber, at medlemsstaterne og de øvrige institutioner også er rede til handling. Sammen må vi skabe en fleksibel, men samtidig sikker forsendelsesordning, for ordningen for fællesskabsforsendelse kan ikke undværes. Den blev trods alt oprettet for at lette varestrømmen gennem Fællesskabet. Siden dengang er det fælles indre marked blevet gennemført med 15 deltagerlande. Berlinmuren er faldet, og grænserne er blevet åbnet mod øst. Det er væsentligt og positivt. Samhandelen er steget kraftigt, og handelen er blevet yderligere internationaliseret. Kontrolsystemet er imidlertid ikke blevet tilpasset den øgede varestrøm gennem Unionen og til og fra ansøgerlandene. Undersøgelsesudvalgets beretning er konstruktiv og støtter desuden i bund og grund de bestræbelser, som i Kommissionen gøres for at modernisere og effektivisere ordningen. Hovedopgaven for os alle består nu i at gennemføre en hurtig reform af forsendelsesordningen uden af den grund at hindre den frie handel. Kontrollen må forbedres. Efterforskningen af formodede bedragerier må være så effektiv, at det afskrækker banderne. Det er positivt, at flere af henstillingerne i beretningen netop går ud på at øge kontrollen og effektivisere efterforskningen. To af mine ansvarsområder berøres direkte, nemlig finansiel kontrol og bekæmpelse af svig og bedrageri. I henstilling 2 og 3 foreslås der nedsat dels et fælles toldefterforskningsorgan, dels et centraliseret oplysnings- og efterforskningsorgan. Det er interessante forslag. Kommissionens erfaringer med arbejdet i UCLAF har gjort det klart, hvor meget det betyder, at politifolk, toldembedsmænd og andre specialister samarbejder om at bekæmpe svig og bedrageri. Der er i dag store mangler, og jeg synes, at disse forslag supplerer hinanden udmærket. Samtidig håber jeg, at Parlamentet er bevidst om, at der for at gennemføre alle disse ændringer må stilles økonomiske midler til rådighed til den forstærkede indsats, som må gøres på dette område. Det må vi komme tilbage til under budgetdrøftelserne. Også i Kommissionen er vi uden tvivl nødt til både at disponere anderledes og at foretage omstruktureringer. Forslaget om at styrke og lette det retlige samarbejde mellem medlemslandene ligger også klart på linje med det arbejde, som vi har påbegyndt i Kommissionen. Som De ved, har vi taget flere initiativer på området. Der er blevet iværksat en række flerårige programmer. De fremmer erfaringsudveksling imellem og tilbyder uddannelse til forskellige kategorier af embedsmænd, som beskæftiger sig med bekæmpelse af international kriminalitet. Et af disse programmer, GROTIUS, retter sig mod dommere, anklagere og andre i retssystemet. Inden for rammerne af et andet program, SHERLOCK, udvikler man fælles viden om, hvordan man kan løse problemet vedrørende falske dokumenter. Et tredje program, som vi har indledt, ved navn OISIN drejer sig om udvikling af samarbejdsformer mellem politimyndighederne i vore forskellige medlemslande. Samtidig drøfter Rådet og Kommissionen de formelle juridiske rammer for et mere effektivt retligt samarbejde i Unionen. Der er fremsat et forslag om regler for direkte kontakter mellem de retshåndhævende myndigheder og om, hvordan der kan etableres et netværk mellem undersøgelsesdommerne i Unionen. Informationsudvekslingen mellem kriminalitetsefterforskende og dømmende myndigheder må forbedres. Der er fremsat et betydningsfuldt forslag til, hvordan der kan finde en hurtigere og mere effektiv dokumentudveksling sted mellem domstolene. Hvad vi håber, er, at de får mulighed for at tage direkte kontakt med hinanden uden at være nødt til at gå gennem ambassader og udenrigsministerier. Et andet forslag, der drøftes, er gensidig anerkendelse af embedsmændenes juridiske status. Der ligger desuden forslag på bordet om fælles registrering af kriminalefterforskninger og om et register over kendelser. Alt dette har betydning for bestræbelserne for at forbedre samarbejdet om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet. Som bekendt går drøftelserne herom imidlertid trægt. Denne træghed skyldes delvis Maastricht-traktatens vanskeligt håndterlige beslutningsregler for søjle 3. Jeg håber, at regeringskonferencen fører til en ændring af dem og giver os et bedre og mere effektivt beslutningsinstrument for det retlige samarbejde. Som eksempel på trægheden i det nuværende system kan jeg nævne, at ingen af de fire vigtige konventioner, som medlemslandene har undertegnet, er blevet ratificeret. Det drejer sig om konventionerne om Europol, om toldsamarbejdet, om udlevering af lovovertrædere og om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser. Derfor støtter jeg helhjertet undersøgelsesudvalgets henstilling 16, som kræver, at konventionen om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser ratificeres snarest muligt - noget, der også bør gælde de øvrige konventioner. Det forholder sig faktisk sådan, at denne konvention blev undertegnet for to år siden. Ikke et eneste land har imidlertid levet op til, hvad man har skrevet under på. Vi har brug for denne respons fra medlemslandene for at få de nødvendige instrumenter og værktøjer. Henstilling 19 og 20 indebærer, at medlemslandene skal indføre ekstraterritorial lovgivning, dvs. at domstolene i en medlemsstat får jurisdiktion i forbindelse med en overtrædelse af toldlovgivningen, også selvom overtrædelsen har fundet sted i en anden medlemsstat. Dette er jo et meget vigtigt instrument, som vi har behov for. Endvidere bør UCLAF have ret til at føre bevis i forbindelse med strafferetssager i medlemslandene. Jeg er enig med undersøgelsesudvalget i, at Kommissionen bør have sådanne retlige beføjelser, at vort bevismateriale kan anvendes ved domstolene. Kommissionen skal efter min opfattelse have ret til at indlede retsforfølgning i strafferetssager og til at aflægge vidneudsagn for domstolene på lige fod med nationale myndigheder. Der er fremført lignende tanker i den gruppe på højt plan, som skal deltage i det møde for regeringscheferne i Amsterdam, hvor man skal drøfte international organiseret kriminalitet. I henstilling 27 foreslår undersøgelsesudvalget, at man afskriver udestående toldskyld, som er resultatet af dårlig forvaltning. Det må jeg sige, at jeg er lidt skeptisk over for. På dette punkt er der nok behov for en mere indgående drøftelse. Jeg har lidt svært ved at forstå, hvordan afskrivning af udestående toldskyld kan forbedre toldkontrollen. Det drejer sig jo rent faktisk ikke om toldvæsenernes penge, men om skatteydernes. Jeg mener, at der er andre muligheder for at støtte toldmyndighederne, som udfører deres arbejde med den størst mulige effektivitet og integritet på trods af nedskæringer og en øget varestrøm. Det, der er behov for, er at finde frem til en måde, hvorpå toldembedsmændene i hele Unionen kan samarbejde. Kommissionen må sammen med alle disse finde frem til effektive måder at kontrollere forsendelserne på. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at Kommissionen værdsætter undersøgelsesudvalgets beretning. Vi får utvivlsomt grund til at komme tilbage til dette spørgsmål ved forskellige lejligheder.
Fru formand, jeg vil på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe gerne sige undersøgelsesudvalget tak for denne betænkning, og i særdeleshed komplimentere ordføreren, hr. KellettBowman, for det fine stykke arbejde, han har gjort med den betænkning, vi får forelagt her i dag, og ligeledes takke hr. Tomlinson for hans glimrende ledelse af undersøgelsesudvalget som formand for dette, samt for det gode udgangspunkt, vi nu står med, hvad angår kommende undersøgelsesudvalg. Jeg vil også gerne komplimentere de medlemmer af Kommissionen, som ved starten af forhandlingerne her var mødt så talstærkt op. Jeg kan godt forstå, at der er et par stykker, der har gjort sig usynlige, men jeg vil gerne sige dem tak, fordi de er til stede her. Ja, jeg må sige, at jeg er skuffet over, at der er så få af Europa-Parlamentets medlemmer, der stadig er her for at deltage i denne meget væsentlige debat. Når man tager Kommissionens fremmøde i betragtning, så synes jeg, at det skal nævnes. Når jeg ser mig omkring i salen, genkender jeg mange medlemmer af Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget, som selvfølgelig føler sig engagerede i denne kamp mod bedrageriet inden for Den Europæiske Union; men vi ved jo alle, at bedrageri inden for Den Europæiske Union og Unionens borgeres syn på dette, er et væsentligt politisk spørgsmål for hvert eneste medlem af Europa-Parlamentet, ikke blot for medlemmerne af Budgetudvalget og Budgetkontroludvalget. Jeg kan kun håbe, at de medlemmer, der ikke er til stede her, sidder på deres kontorer og læser de fire bind af undersøgelsesudvalgets betænkning; jeg vil gerne tro det bedste. Men jeg mener så afgjort, at det ville sømme sig for os at tage hjem og tale med store bogstaver om bedrageriet inden for Den Europæiske Union, og tale om hvad vi gør ved det, når vi nu har fået det gode undersøgelsesudvalgs betænkning, og der kun er meget få mennesker til stede for at drøfte denne. Betænkningen viser Europa-Parlamentet, når det er bedst. Det er endnu en grund til, at jeg er så ked af, at der er så få medlemmer til stede. Her ser man Europa-Parlamentet gøre en indsats - faktisk for første gang, for dette var det første undersøgelsesudvalg, der blev nedsat i henhold til Maastricht-traktaten - og den måde, det har fungeret på, den måde, dets arbejde er blevet ledet på, de vidnesbyrd, det har indhentet fra folk fra Kommissionen, fra medlemsstaterne og fra enkeltpersoner, er et forbilledligt eksempel på den måde, vi gerne ser undersøgelsesudvalg arbejde på i fremtiden. Det har arbejdet umådelig seriøst, det har bestemt forstået at vise tænder, og det har stillet en række forslag, som tjener Europa-Parlamentet til meget stor ære. Vi bør også gøre det klart, at det, som undersøgelsesudvalget har formået at afsløre, er, at det indre marked, som er flagskibet i Den Europæiske Unions politik gennem de senere år, er blevet udnyttet. Denne betænkning handler faktisk kun om det indre marked, og de fleste af vore borgere ville nok have forestillet sig, at det indre marked allerede fungerer på en måde, som betyder, at sådan noget slet ikke kan lade sig gøre. Denne betænkning indeholder klare beviser på, at det indre marked på nuværende tidspunkt er slået fejl, og at det er nødvendigt at stramme op. Men lad os huske på, at dette var det første undersøgelsesudvalg, som Europa-Parlamentet nedsatte, og at da vi på formandskonferencen under Klaus Hänsch' ledelse, mens han stadig var formand for Europa-Parlamentet, for første gang skulle til at benytte os af vore nye rettigheder i henhold til Maastrichttraktaten, ville vi gerne være sikre på, at det første undersøgelsesudvalg, der blev nedsat, kom til at behandle et emne, hvor vi virkelig ville kunne få gennemslagskraft i offentlighedens bevidsthed. Ja, hr. Martens fremsatte oprindelig den ide, at vi skulle beskæftige os med bedrageriet inden for Den Europæiske Union, og min egen gruppe stillede det specifikke forslag om, hvilken del af bedrageriet vi skulle beskæftige os med. Det har givet os mulighed for at vise, hvor virkelig effektivt Parlamentet arbejder med at kontrollere, analysere, undersøge og afsløre. Hvis der er en lære, som pressen i Den Europæiske Union bør drage af dette eksempel, så er det, at EuropaParlamentet afslører dette bedrageri, som bliver begået mod Unionens institutioner, når det gælder budgettet og naturligvis mod Den Europæiske Unions medlemsstater; at vi her faktisk siger til regeringerne og medlemsstaternes parlamenter: «Nu vil vi gerne bede jer om at tage fat og gøre de ting, I skal have gjort, og følge op på denne betænkning«. Jeg håber, at medierne vil huske på dette og gøre sig klart, at det ikke er EuropaParlamentet, som dækker over eller prøver at skjule bedrageri; vi bringer tingene frem i lyset og lader resten af Den Europæiske Union få del i vor analyse. Man kan efter min mening med rimelighed sige, at i den tid, hvor undersøgelsesudvalget har eksisteret, har opfattelsen ændret sig fra en ikke ligefrem fjendtlig, men dog noget skeptisk holdning, til en yderst positiv og hjælpsom indstilling fra Kommissionen og andre organers side. De centrale henstillinger - og jeg vil slutte hermed - i undersøgelsesudvalgets betænkning handler i bund og grund om hverdagens praktiske problemer i forbindelse med det indre markeds funktion, og vi må være opmærksomme på disse ting og se at få det indre marked til at fungere. (Bifald)
Fru Green, jeg kan fortælle Dem, at formandskabet har gjort opmærksom på sit stærke ønske om, at mange kolleger ville deltage i denne forhandling.
Fru formand, mine damer og herrer, på min gruppes og egne vegne vil jeg gerne takke hr. Edward Kellett-Bowman for det arbejde, han har udført i de seneste måneder, og som nu er udmøntet i denne omfattende og veldokumenterede beretning. Jeg må også udtrykke anerkendelse af hr. John Tomlinsons effektive formandskab og navnlig hans inkvisitoriske måde at håndhæve det på, takket være hvilket vi har været i stand til at trække flere oplysninger ud af vidnerne, end de efter alt at dømme oprindelig var indstillet på at afgive. Problemerne med fællesskabsforsendelsesordningen dækker over andet og mere end strafbare handlinger begået af organiserede mafiaer, som undergraver systemet for vindings skyld, hvilket er ensbetydende med tab for Fællesskabets skatteydere. Det skal bemærkes, at en af grundene til, at systemet fungerer så dårligt, er sammenstødet mellem to forskellige toldkulturer. Den ene prioriterer en hurtig toldekspedition på bekostning af kontrollen og med risiko for tab af toldafgifter, og den anden prioriterer modsat. Groft sagt kan denne opdeling siges at svare til landene med henholdsvis udgående og indgående transaktioner. Konflikten mellem de to toldkulturer har i høj grad bidraget til at forringe forsendelsessystemet. Undersøgelsesudvalget har påvist, at det er nødvendigt hurtigst muligt at styrke toldsamarbejdet mellem medlemsstaterne. Det har ligeledes påvist, at toldpolitikken hyppigt er blevet anvendt som et handelspolitisk våben og dermed har bragt ordningens opretholdelse i fare, en ordning, der er af vital betydning for det indre markeds funktion. Undersøgelsesudvalget har ligeledes påvist, at bedrageri og smugleri ikke er et lokalt, men derimod et paneuropæisk problem; et oplagt eksempel herpå er ulovlig handel med cigaretter, som det af mange vidnesbyrd fremgår er et generelt problem i hele Europa. Det skal bemærkes, at såvel kommissær Monti som alle de berørte nationale administrationer uden undtagelse med stor interesse har fulgt udvalgets arbejde og henstillinger, som bør være et grundlæggende punkt på Rådets dagsordenen med henblik på at sikre styrkelsen af toldsamarbejdet og ordningens overleven. I et videre perspektiv må man stille spørgsmålet om toldforvaltningens fremtid, og om, hvorvidt et indre marked kan fungere med femten forskellige toldvæsener, eller om det bør tilstræbes at etablere en fælles toldforvaltning, som ikke gør indgreb i den nationale suverænitet, men alligevel uddyber fællesskabsdimensionen. Først og fremmest skal det imidlertid slås fast, at Europa-Parlamentet har afdækket et problem, og at forskellige politiske kræfter har analyseret årsagerne og fremsat konkrete forslag til løsning af problemet. Som fru Green sagde, kan der ikke tænkes et bedre eksempel på, hvad Europa-Parlamentet bør foretage sig.
Jeg havde aldrig troet, fru formand, hr. kommissær, at det skulle kunne glæde mig at opdage, at selv i et demokrati kan en elskværdig og venligsindet despot styre et undersøgelsesudvalg frem til succes, sådan som det er lykkedes for hr. Tomlinson. Endvidere må jeg sige, at jeg aldrig havde troet, at Det Forenede Kongerige kunne fostre et sådant menneske, der med så stor kompetence, ro, tålmodighed og overblik har kunnet få produceret en så fremragende beretning, som jeg betragter som en handbook i bedrageri og bedrageribekæmpelse i Europa. Af denne fremgår det, at mange vigtige opgaver, såsom information, samordning, kontrol og indgriben, er blevet forsømt, ikke af Kommissionen, som i denne sag ikke kan tjene som alibi for medlemsstaternes efter min mening forkastelige adfærd. Medlemsstaterne er i besiddelse af den ældgamle visdom, som de gamle kongeriger betjente sig af, når de beskyttede sørøverne og adlede dem. Medlemsstaterne beskytter ofte bedrageri som en metode til at opnå handelsmæssige fordele i forhold til konkurrenterne. Det er sådan, det forholder sig! Det er den form for politisk perfiditet, vi her har at gøre med. Det er rent faktisk min fornemmelse, at min egen og de øvrige regeringer på hyklerisk, underfundig og skinhellig vis adler bedrageriet. Det er, hvad der sker, og denne adfærd må Kommissionen bidrage til at ændre. Jeg nærer tillid til kommissær Montis og kommissær Gradins hæderlighed, og i denne sag drejer det sig i bund og grund om offentlig moral, om hæderlighed og retskaffenhed. Det var denne indstilling, der fik os til at nedsætte det midlertidige undersøgelsesudvalg og til at afæske regeringerne svar, som de i mange tilfælde ikke var indstillet på at give, og det var også denne indstilling, der gjorde vort forehavende til en succes takket være udvalgets ordfører og formand. Jeg foreslår, at vi tager kampen op mod denne tingenes tilstand, som er til stor glæde for de fanatiske frihandelstilhængere, som gerne udnytter muligheden for bedrageri for at forbedre konkurrencedygtigheden, og til ligeså stor glæde for den organiserede kriminalitet, som takker Europa for den situation, der nu er skabt; en situation, som leverer argumenter til antieuropæerne, for så vidt som bedrageri er en udemokratisk måde at øge fortjenesten på og en totalt smadrende måde at ødelægge demokratiet på. Det var, hvad jeg fandt det magtpåliggende at sige, og hertil skal tilføjes min tak til udvalgets formand og ordfører og også til Kommissionen, som jeg anmoder om at tage mine betragtninger til efterretning.
Fru formand, lad mig med det samme sige, at undersøgelsesudvalget har gjort et stort arbejde; jeg vil også - lidt utraditionelt, men med rette - rose ordføreren, som med stor dygtighed har kunnet samle trådene og skabe enighed i udvalget, et udvalg, der har været præget af beslutsomhed, et forhold, der især må tilskrives udvalgets formand, hr. Tomlinson, som jeg vil takke for en glimrende indsats. Fru formand, undersøgelsesudvalgets arbejde har vist, at afgiftsunddragelsen antager et kolossalt omfang med betydelige tab for Unionens og medlemsstaternes budgetter. Man kan da heller ikke se bort fra, at der i 1993 skete en hovedkulds udvikling, hvor man så sig blind på den politiske dimension. Enhedsmarkedet blev indført alt for hurtigt uden tanke for de uheldige virkninger, det kunne have, at man stadig opretholdt femten forskellige forvaltninger med stærkt forskellige former for toldpraksis. Der er da også opstået store forskelle i kontrolniveau og metoder også som følge af kraftig svækkelse af indsatsen i visse lande. F.eks. er Italien blevet ramt hårdt, fordi det har fastholdt en stram toldkontrol. Alt dette har haft alvorlige følger, såsom en mangelfuld beskyttelse af Unionens finansielle interesser, en kraftig konkurrencefordrejning og et bredt spillerum for den organiserede kriminalitet, som har fundet et nyt lukrativt marked. Hidtil har medlemsstaternes egoisme haft frit spil på dette område, hvilket har gjort, at Rådet ikke har været i stand til at gribe ind; og Kommissionen har på sin side udvist mangel på handlekraft; Kommissionen har således ofte mest mindet om en tavs tilskuer, som ikke har været i stand til at etablere en dialog med Rådet; når vi derfor i dag med tilfredshed på baggrund af kommissær Montis og kommissær Gradins tilkendegivelser konstaterer, at Kommissionen begynder at røre på sig, må dette - således som det da også er blevet erkendt i dag - tilskrives den fornyede opmærksomhed, som undersøgelsesudvalget har skabt omkring emnet. Undersøgelsesudvalgets indsats har pirket til dem, der foretrak at lukke øjne og ører. Men man har nu fået øjnene op for sagens alvor. Det er derfor nødvendigt straks at udarbejde en toldprotokol, som indfører ens kontrolniveau i de femten medlemsstater, således at man undgår den nuværende kraftige konkurrenceforvridning. Der er også brug for et effektivt og hurtigt informationssystem, der er bedre end det nuværende papirbaserede system, og som gør det muligt at anvende elektronisk databehandling og moderne teknologi for at kunne følge varetransporterne gennem Europa via satellitovervågning. Endelig er det nødvendigt at styrke Told 2000-programmet som det vigtigste redskab til gennemførelse af reformen af forsendelsessystemet og af et fælles europæisk toldvæsen. Dette er den eneste løsning, vi ser for fremtiden. Globaliseringen kræver hurtigere varestrømme uden bureaukratiske forhindringer; men det bør ske uden store tab for de offentlige kasser, og uden at den organiserede kriminalitet får større spillerum. Når man betragter resultatet af undersøgelsesudvalgets arbejde kan man få den uhyggelige tanke, at såfremt der var et mere udbredt kendskab til, hvor dårligt systemet egentlig fungerer, ville afgiftsunddragelsen have et endnu større omfang, end det er tilfældet; hvis Europas borgere vidste, hvor store beløb, Unionens budget går glip af på grund af disse mangler, ville det helt afgjort øge mistilliden til Europa. Eftersom dette er en uholdbar situation, er det nødvendigt at handle, og handle straks!
Fru formand, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre støtter fuldt ud beretningen og henstillingerne fra Det Midlertidige Undersøgelsesudvalg om Ordningen for Fællesskabsforsendelse. I lighed med andre talere vil også jeg understrege det grundige og omhyggelige arbejde, der er udført af formanden, hr. Tomlinson, ordføreren, hr. Kellett-Bowman, og sekretariatets og oversættelsestjenestens personale, som altid velvilligt og punktligt har leveret de nødvendige dokumenter. Det er en vigtig erfaring, vi har gjort med dette undersøgelsesudvalg, hvor Europa-Parlamentet spillede hovedrollen i forbindelse med undersøgelsen af et problem, som vedrører hele Den Europæiske Union, og vi må glæde os over det fremskridt, der hermed er gjort. I henstillingerne peges der på løsningsmuligheder, som er yderst relevante for at undgå bedrageri og dermed føre de meget store beløb, der er tale om, tilbage til fællesskabsbudgettet. Jeg vil imidlertid gerne slå tre ting fast i overensstemmelse med min gruppes venstreorienterede politiske holdning, der lægger stor vægt på at fremme et solidarisk og socialt Europa. Dels skal det understreges, at bedrageriet antog et alarmerende omfang, da det indre marked trådte i kraft i 1993 med den fremherskende nyliberale ideologi om afskaffelse af grænsekontrollen og fremme af markedsmekanismerne på bekostning af de offentlige interesser i Den Europæiske Union. Som følge heraf slækkedes der på toldkontrollen og overvågningen, og der bredte sig en almindelig demoraliseret stemning, som resulterede i en konsolidering af bedrageriet. Kommissionens og Rådets adfærd har efter min mening været præget af forsømmelighed og uansvarlighed, idet de ikke havde forudset, hvad der ville ske og sørget for at etablere løsninger til afhjælpning af problemet. Min anden betragtning drejer sig om forbindelsen mellem på den ene side nedbrydningen af velfærdsstaten i forlængelse af de nyliberale Maastricht-kriterier og udvidelsen af det indre marked og på den anden side den manglende interesse for de europæiske offentlige midler, som skulle finansiere fælles socialpolitikker. Det er ikke alene forsømmelighed at lade mange tusind millioner ECU gå tabt, det indebærer også en gradvis konsolidering af den omtalte filosofi. Med min tredje betragtning drager jeg en konklusion af det ovenanførte: vi tilslutter os alle henstillingerne, som primært er af teknisk-bureaukratisk karakter, vedrørende modernisering af toldforvaltningerne, datamatisering, retligt og fiskalt samarbejde, oprettelse af særlige europæiske politienheder osv., men hvis den underliggende nyliberale filosofi ikke ændres, vil alle disse bestræbelser være ørkesløse. Vi mener derfor, at alle de nævnte foranstaltninger og politikker er nødvendige, men at der derudover skal foretages ændringer i de i Maastrichttraktaten fastsatte konvergenskriterier og i stabilitetspagten vedrørende euroen. Også disse henstillinger vedrørende fremme af et socialt og solidarisk Europa skal forelægges regeringskonferencen.
Fru formand, mine damer og herrer, alt for tit møder jeg i diskussioner den opfattelse, at Europa-Parlamentet har for få beføjelser, reelt ikke kan beslutte noget og i grunden jo slet ikke er et rigtigt parlament. Vi ved, at det er fordomme baseret på uvidenhed, men vi ved også, at billedet i offentligheden kun ændres ved, at vi repræsenterer borgernes interesser endnu mere effektivt end hidtil og gør det transparent. Maastricht I har til dette formål givet os den nye undersøgelsesbeføjelse, som vi nu har kunnet afprøve i to udvalg. Disse to udvalg om BSE og bedrageri i forbindelse med transitordningen har styrket Parlamentet væsentligt. Hvem havde for bare et år siden tænkt på, at vi ville stille et betinget forslag om mistillidsvotum til Kommissionen på grund af dens skandaløse fejl og forsømmelser i BSE-sagen? Hvem havde for femten måneder siden talt om, at bedrageri i forbindelse med transitordningen og den hermed forbundne organiserede kriminalitet er en sag, som angår alle ansvarlige niveauer og ikke længere kan afvises med en simpel henvisning til, at det indre marked skal fungere gnidningsløst? De to undersøgelsesudvalg har ført bevis for: Når Parlamentet får en beføjelse, forstår det også at bruge den på en kompetent og målrettet måde. Vi har hermed fået et stærkt middel i hånden til at tage Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne under lup. Hvad der hidtil har foregået i det skjulte, kommer således nu frem i lyset. Mens det tidligere kun var muligt at give udtryk for formodninger eller ikke bevist mistanke, kan vi i dag bevise, hvem der på hvilken post har skadet Fællesskabet eller enkelte borgere under tilsidesættelse af sine kompetencer og sit ansvar, og hvordan denne skade - om muligt - kan udbedres. Men det afgørende er, at der gennem undersøgelsesbeføjelsen etableres en europæisk offentlighed, der tager del i, hvad der sker i EU. Således vokser skiftevis Parlamentet som stedet for den demokratiske kontrol og derigennem - håber jeg - borgernes tillid til de europæiske institutioner. For at udforme undersøgelsesbeføjelsen endnu mere effektivt i fremtiden er det imidlertid nødvendigt at udbedre de eksisterende mangler og svagheder. Til det formål foreslår jeg følgende fem punkter: Politisk ansvarlige, hvad enten det drejer sig om repræsentanter for EU-institutionerne eller for medlemsstaterne, f.eks. nationale ministre, skal have pligt til at møde frem og udtale sig for udvalget. Det kan jo ikke overlades til landbrugsminister Hoggs forgodtbefindende, om han forsvarer sig for BSE-udvalget eller ej. For det andet, generelt skal undersøgelsesudvalget have beføjelse til at indkalde og tage vidner i ed og pålægge dem sanktioner i tilfælde af overtrædelser. For det tredje skal undersøgelsesbeføjelsen udvides til handlinger foretaget af fysiske og juridiske personer, også når de ikke handler på vegne af Fællesskabet eller Unionen, som f.eks. på området cigaretindustrien. For det fjerde skal fysiske og juridiske personer tilsvarende tvinges til at forelægge dokumenter, og for det femte har undersøgelsesudvalget i fremtiden behov for en selvstændig beføjelse til at få adgang til alle de europæiske institutioners dokumenter. Og en sidste bemærkning: Fremover skal sekretariaterne have stillet bedre faciliteter til rådighed. Michael Shackleton og hans crew har tit gjort det umulige muligt lige indtil grænsen for, hvad der er forsvarligt. Det siger jeg hjertelig tak for!
Fru formand, kære kolleger, hver af os har modtaget de fire dele om alt, hvad der går galt. Fejl i sektoren for fællesskabsforsendelser. Det er en ufattelig sag, og den er også imponerende med hensyn til resultatet. Ikke blot med hensyn til hvad der går galt, også hvad der kan og skal forandres, og jeg vil her udtrykkeligt hylde ordføreren, Kellett-Bowman. Han har været en udmærket ordfører, og i forbindelse med denne hyldest vil jeg også inddrage det udmærket arbejdende sekretariat. Endvidere vil jeg også hylde formanden, Tomlinson, som på en enestående måde har ledet dette udvalg. Det drejer sig om bedragerier på mindst én mia, én mia ECU-bedragerier. Systemet viser sig at være fuldstændigt forældet, gammeldags og endda en tilskyndelse til bedragerier. Selvfølgelig har den organiserede kriminalitet kastet sig over systemets svaghed. Udvalget har også koncentreret sig om en række meget specifikke sager: Cigaretbedragerierne er et eksempel herpå, og jeg er også overordentligt tilfreds med, at en række suppleringer fra min side, en række bemærkninger, er blevet tilføjet f.eks. med hensyn til kødsvindel og kvægsvindel. Denne sagsmappe behandler kun bedragerierne inden for transport ad landevej, men man må også være klar over, at det ikke blot drejer sig om transport ad landevej, mafiapamperne er meget opfindsomme, der er forskydninger i retning af lufttrafikken og forskydninger i retning af oversøisk transport. Også disse forskydninger mod andre medlemsstater tages op, ligeledes forskydninger mod andre skattely, Schweiz har haft og har stadig et meget dårligt navn, nu gælder det også Cypern. Mange blandt den almindelige befolkning opfordrer til ét fælles toldvæsen. Det er måske idealet, men alligevel ville det være bedre, og det kommer ordføreren også ind på, at vi går over til mere konkrete skridt. Meget konkrete skridt, praktiske skridt hen imod samarbejde. UCLAF skal have mange flere muligheder. Allerede nu har det udført banebrydende arbejde: UCLAF skal ikke blot notere alt, hvad der går galt, det skal frem for alt være en formidler, et nervecenter og frem for alt skal UCLAF også have ret til at indlede sager i medlemsstaternes juridiske tjenester. Parlamentet skal være klar over dette, og UCLAF skal således have et større budget, således at det kan få mere direkte kontakt med befolkningen. Betænkningen bringer en hel række konkrete forslag: Vi skulle øjeblikkeligt kunne realisere et toldakademi, inddrage de nye teknologier og afpasse datamatiseringen og edb efter alt, hvad der nu går galt. Allerede nu må vi realisere, hvad der er muligt. Besøg i Antwerpen/Rotterdam har vist, at f.eks. et samarbejde inden for BENELUX kan opnås øjeblikkeligt, og også et samarbejde i Nordeuropa kan realiseres konkret. Fru formand, dette arbejde er ikke færdigt. Heldigvis vil Udvalget om Budgetkontrol fortsætte arbejdet, og der vil jeg aflevere min sagsmappe med aktuelle tal, som jeg har om De Forenede Stater, og statistikker. Heldigvis er hr. Kellett-Bowman og hr. Tomlinson medlemmer af dette udvalg, og de vil bestemt drage omsorg for, at arbejdet fortsættes.
Fru formand, hr. rådsrepræsentant, mine damer og herrer kommissærer, kære kolleger, Undersøgelsesudvalgets beretning er et fremragende dokument om hullerne i ordningen for fællesskabsforsendelse og svindelens omfang. Dette betragtelige arbejde er blevet udført over tretten måneder på syvogtredive møder, og Undersøgelsesudvalgets fireogtredive medlemmer - det ordfører og dets formand - har helt bestemt fuldført den opgave, der fastsættes i artikel 136/1 i forordningen om nedsættelse af Undersøgelsesudvalget, med at undersøge påstandene om overtrædelser af fællesskabsretten eller fejladministration ved anvendelsen af fællesskabsretten. Selv om jeg er enig i den foretagne diagnose, kan jeg ikke tilslutte mig de forslag, der stilles. Det er grunden til, at jeg kommer med en mindretalsudtalelse, og jeg opfordrer alle kolleger til at læse denne på side 189-192 i beretningen. Jeg ville have ønsket, at man havde lagt vægt på en hurtig indførelse af effektive foranstaltninger. Et enkelt eksempel: det alvorlige problem med ulovlig transport af cigaretter, som Kommissionen med rette har dvælet længe ved, gøres ikke til genstand for nogen henstilling om oprettelse af en arbejdsgruppe. I stedet for en sådan hurtig indførelse af effektive foranstaltninger foreslår Kommissionen, at hovedmålsætningen bliver indførelsen af en enhedstoldtjeneste på europæisk plan. Der er tale om en ideologisk foranstaltning, som den endda selv indrømmer ikke opfylder kravet om øjeblikkelige resultater, og at den vil medføre betydelige strukturelle omvæltninger. Beretningen er således et eksempel på en misbrugt mulighed, som afslører holdningen i Parlamentet, som ofte afviser, kritiserer og fordømmer, men som ikke går tilstrækkelig langt i sin søgen efter effektive løsninger og i stedet favoriserer dogmatiske og ideologiske løsninger. Det er grunden til, at jeg har stemt imod den endelige beretning og henstillingen, desværre i modsætning til mine kolleger.
Fru formand, hr. Kellett-Bowman har lavet en fremragende beretning om problemet med fællesskabsforsendelse, det vil sige fri bevægelighed mellem tredjelande og andre tredjelande via Fællesskabet med fritagelse for punktafgifter, moms osv. Jeg må sige, at det er en meget flot fødselsdagsgave i anledning af Rom-traktatens fyrre års fødselsdag. Allerede på første side gør hr. Kellett-Bowman status over fyrre år. Hvordan set denne status så ud? Forbryderne krydser grænserne; profitterne fra ulovlige aktiviteter gør det samme, fordi der ikke længere er nogen grænser! Hr. KellettBowman går videre og forklarer, at toldvæsenernes personale er blevet beskåret, at resten har mistet deres moral, og at det hele har konsekvenser, som det er umuligt at sætte tal på. Er det 750 millioner ecu på fire år, er det 3 milliarder ecu om året? Den manglende evne til at sætte tal på er i øvrigt afslørende for Kommissionens metoder. Hr. Kellett-Bowmans anden gave: det er en hyldest til grænserne, i dette tilfælde de toldmæssige grænser, de strafferetlige grænser, men også de sundhedsmæssige grænser. I beretningen hører vi, at et enkelt land, nemlig Polen, har kunnet sende os 1.000 lastbiler, 150.000 stykker kvæg og 6.000 kvæg, og det på trods af mund- og klovsyge- og svinepestepidemierne, der frit har kunnet brede sig, fordi der ikke længere findes grænser. Hr. Mario Monti, hvis der fandtes skattemæssige grænser, ville der ikke findes momssvindel. Det fælles momssystem skaber selv svindelen. Det er nok med et falsk registreringsnummer i et andet land for at kunne svindle i fred og ro. Hr. Kellett-Bowmans tredje interessante bidrag vedrører Kommissionens arbejdsmetoder. Metoden er meget enkel, det er et spring ud i det ukendte. Man fjerner det eksisterende og erstatter det med absolut ingenting. Lige som Kommissionen og lige som hr. Medina Ortega i sagen om kogalskab nøjes hr. Kellett-Bowman med at tale om en alvorlig svækkelse. Hans fjerde bidrag vedrører konsekvenserne af for høje skatter og afgifter, navnlig punktafgifterne på cigaretter. Man skaber en situation, der minder om forbudstiden i USA. Det er klart, at man gennem svindel har mulighed for at tjene 83 %, når punktafgifterne varierer mellem 76 % af pakkeprisen og 83 % af pakkeprisen i Portugal. Hvad angår løsninger flygter man fremad, ændringen af ordningen for fællesskabsforsendelse er ret beskeden. Hr. Mario Monti fortæller os: «den europæiske retlige søjle gør det muligt rette op på manglerne ved den europæiske administrative søjle«. Et europæisk kontrolkorps, som bliver lige så ineffektivt, som de, der allerede findes! Svindelen hænger i realiteten nært sammen med opbygningen af det fælles Europa. Man har svindlet lige fra starten. Man har snydt befolkningerne, man har snydt de suveræne stater, man har løjet for demokratierne ved at skabe et oligarki lige fra direktører for centralbanken til Europa-Kommissionen. Allerede fra starten, fru formand, har man løjet for nationerne og løjet for befolkningerne. Europa var en ung pige fra Lilleasien, en tyrkisk pige, som blev bortført af en, hun troede var en tyr, men som viste sig at være Zeus. Moderen løj, og det fædrene ophav var også en løgn. Hvordan vil De så have, at sønnerne 2.500 år efter ikke også har løgnen i sig?
Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissionsformand, praktisk taget ingen, ingen af disse 370 millioner borgere i Den Europæiske Union, som vi her ønsker at repræsentere, ved, at der findes en ordning for fællesskabsforsendelse, og der er heller ikke nogen af alle disse borgere, der ved, at den ikke fungerer. Det må vi erkende. Det må vi holde os for øje. Alligevel, selvom der ikke er nogen, der ved, at den ikke fungerer, så ved disse 370 millioner borgere udmærket, at de er truet på grund af, at den ikke fungerer. Hr. Kellett-Bowman har sagt det, nemlig at de, der hovedsagelig profiterer af, at den ikke fungerer, er de kriminelle, og Pauline Green sagde i morges i debatten vedrørende 40-årsdagen for Rom-traktaten, at mistilliden vokser til, at denne Europæiske Union fungerer. Følelsen af at blive truet, ikke at være tryg, under en eller anden form af dette Europa at blive berøvet den sociale, den økonomiske, men også den indre sikkerhed, vokser, og den truer ikke kun denne Europæiske Unions eksistens, men den truer også dennes videreudvikling og fremtid. I dette store panorama er det bedrageri, der udspiller sig inden for rammerne af ordningen for fællesskabsforsendelse, kun en dråbe. Men det er en mosaiksten, og vi bør sætte den ind i denne politiske sammenhæng og også tage den tilsvarende alvorligt. Hvad jeg siger nu, skal ikke fritage nogen fra ansvaret, i hvert fald ikke Rådet og heller ikke Kommissionen. Men den kritik, vi har fremført i dag, udførligt, kompetent, baseret på 15 måneders hårdt arbejde, ville vel i EUborgernes øjne og ører være noget mere troværdig, hvis vi i denne kritik ville inddrage os selv her i Parlamentet, dette høje ting, som vi ynder at sige. For, kære kolleger - og det er måske et fortrin at tale nu, så er der da i det mindste et par flere, der lytter - har vi da taget det alvorligt, har vi da sagt, at denne ordning er konciperet til seks medlemsstater, og nu er vi femten og skal blive flere endnu? Har vi stillet spørgsmålene? Nej! Vi kan naturligvis bebrejde Kommissionen og Rådet, at de ikke har stillet spørgsmålene. Vi tager ikke noget af kritikken tilbage. Men vi burde også have stillet dem, og hvis de andre ikke bliver aktive, så er vi nødt til at gøre det! Hr. kommissær Monti, De har omtalt sammenhængen mellem Told 2000 og undersøgelsesudvalget, og jeg ved, at hele fagverdenen ser denne sammenhæng. Men har vi her som Parlament taget det alvorligt? Har vi ført debatten om Told 2000 så seriøst og så omhyggeligt, som det havde været nødvendigt? Har vi da gjort det? Nej, vi har ikke gjort det! Vi har nemlig måttet kæmpe for, at det overhovedet kom på dagsordenen. Det er problemet. Vi har ikke set den samlede sammenhæng. Jeg ville gerne tilføje en henstilling til de 38 henstillinger, som udvalget har udtalt sig til fordel for, og som har min fulde støtte: Vi er Parlamentet, og vi ønsker at blive set som sådant. Lad os da også handle således, at vi kan forsvare det over for os selv. Vi omgås undertiden vores beslutninger, som om vi ikke længere var ansvarlige for dem fra det øjeblik af, hvor de forlader Parlamentet. Men vi har ansvaret, og det kan også komme udmærket til udtryk i et undersøgelsesudvalgs arbejde. Men det skal også komme til udtryk i det daglige arbejde, og vi er nødt til at tage os selv mere alvorligt, for at de andre tager os mere alvorligt, og så kan vi også lægge mere vægt på vores kritik af Rådet og Kommissionen. Fru formand, tillad mig til slut en personlig kommentar. Hr. kommissær Monti, jeg har i løbet af undersøgelsesudvalgets arbejde kritiseret Dem meget direkte og i nogle tilfælde også meget heftigt. Da denne kritik var offentlig og nu også gøres offentlig, vil jeg gerne give Dem en undskyldning for det, der har såret Dem. Af kritikkens indhold trækker jeg ikke noget tilbage, tværtimod, men den måde, De talte på i dag, den ændring, De har udvist, nemlig at det er muligt, det har jeg meget stor respekt for, og det vil jeg gerne sige til Dem i dag!
Fru formand, kære kolleger, det indre marked har givet os de fire velkendte friheder. Fik vi ikke også en femte, nemlig den frie bevægelighed for bedragere, smuglere, sortbørshandlere? Det var undersøgelsesudvalgets opgave at finde ud af det, og undersøgelsesudvalget har ved 16 høringer i marken, forskellige rejser og talrige møder fundet frem til, ad hvilke sammenslyngede veje forsendelse af varer kan ske, som indføres afgifts- og toldfrit i EU efter en i og for sig reguleret ordning og kan sendes på kryds og tværs i EU, idet de tilsvarende afgifter først opkræves på bestemmelsesstedet. For med det samme at foregribe udvalgets facit, som her allerede er nævnt flere gange, så fungerer ordningen for fællesskabsforsendelse dårligt. Er det da så mærkeligt, når den stammer fra slutningen af 60'erne, hvor Fællesskabet var endnu mindre og handelen var mindre. I dag afvikles indtil 18 millioner forsendelser pr. år i rundt regnet 3.000 toldsteder i godt 20 lande. I ordningen for fællesskabsforsendelse spiller chauffører, transportvirksomheder og toldere en aktiv rolle, men en passiv rolle spiller også de, der får udbyttet af bedrageriet, dvs. de endelige modtagere af varerne, der for det meste tilhører kriminelle organisationer. De får deres gevinst af differencen mellem den afgiftsfri importpris og den opnåede salgspris på det sorte marked. Således er højtbeskattede varer som cigaretter særlig udsat for bedrageri. En containerladning cigaretter har en told- eller afgiftsværdi på omkring en million ecu. Som følge af bedrageri unddrages EU og medlemsstaterne told, moms og forbrugsafgifter i milliardklassen. Trods det indre marked ophører de nationale toldforvaltningers forskellige beføjelser ved deres medlemsstats grænser. Deres arbejdsmetoder er arkaiske. De sker omstændeligt på papirbasis, med dokumenter og stempler, der er lette at forfalske. Personalenedskæringer og ressourcebesparelser forhindrer omfattende kontroller. Kun stikprøver er for lidt. Manglende samarbejde og gensidig ikke-anerkendelse af bevismateriale gør det næsten umuligt at strafforfølge bedragere. Desuden indbyder det ligefrem til bedrageri, at momsopkrævningen sker i forbrugs- i stedet for oprindelseslandet. Hvordan kunne det komme så vidt? Ved virkeliggørelsen af det indre marked har man hverken i Kommissionen eller i Rådet tænkt på dette negative aspekt. Men Parlamentet advarede ganske vist, kære fru Wemheuer! Man har også i årevis ignoreret de stigende tab. Den største fortjeneste, der kan tilskrives undersøgelsesudvalget med den engagerede John Tomlinson som formand, ligger i, at det har bragt fejl eller forsømmelser i forbindelse med ordningen for fællesskabsforsendelse frem i dagens lys. En oprigtig tak til ordføreren, hr. Kellett-Bowman, og sekretariatet for den enorme arbejdsindsats. Som en rød tråd, fru formand, går den erkendelse igennem udvalgets 38 henstillinger, at der på lang sigt bør tilstræbes en europæisk toldtjeneste. Men i første omgang er der foreslået foranstaltninger, der skal skabe fælles rammer for forsendelsesordningen. Her har Kommissionen i dag heldigvis udtalt sig meget tydeligt. Den har allerede taget initiativer, og jeg vil gerne her udtrykkeligt takke fru Gradin og hr. Monti. Men kraftigere bestræbelser på justitsområdet er også nødvendige, f.eks. i forbindelse med retshjælp og bevismateriale. Alt i alt viser det sig, at væsentlige dele af toldproceduren er af politisk beskaffenhed og hænger tæt sammen med politisk realitet. Derfor er det påkrævet, at Kommissionen og Rådet, der heldigvis også er repræsenteret her i dag, er villige til at handle i overensstemmelse med udvalgets henstillinger, og at der opnås fremskridt med henblik på regeringskonferencen. Parlamentet vil især også overvåge og ledsage foranstaltningerne i sit Budgetkontroludvalg.
Tak, fru Theato. Jeg skal her afbryde forhandlingen; den vil blive genoptaget kl. 15.00.
Hr. Martinez har ordet til forretningsordenen.
Hr. formand, her ved indgangen til mødesalen uddeler unge drenge og piger politiske løbesedler. Det er irrelevant, at de er imod Front national. Det havde været det samme, om de havde været imod kommunistpartiet eller socialistpartiet. Hr. formand, jeg beder Dem gøre brug af Deres beføjelser som formand og sørge for, at en parlamentsbetjent sætter en stopper for, at mødesalen bliver et sted for uddeling af politiske løbesedler.
Hr. Martinez, De har fuldstændig ret. Ethvert parlament skal respekteres, og omdelingen af politisk propaganda kan - da denne bygning er meget stor - foregå alle andre steder end foran indgangene til mødesalen .
Jeg vil blot gerne sige i forbindelse med denne sag, at jeg er i besiddelse af en kopi af et brev fra formanden for Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi, hvor mit navn står, så det ser ud som om, jeg er enig i dette. Jeg har aldrig givet udtryk for, at jeg var enig heri. Der var tale om noget, der mindede om det, der lige er foregået, og jeg havde ikke plads til at angive, at jeg var uenig i dette forslag, men det gør jeg så nu.
Tak, fru Ahern. Deres udtalelse vil blive ført til protokols.
Hr. formand, jeg vil gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på, at ændringsforslag nr. 37 betyder, at Kommissionen ikke kan ændre væsentlige punkter i bilaget; det undtager bestemte punkter, som er af grundlæggende betydning for direktivet, såsom risikovurderingen, der er selve kernen i direktivet. Hvis dette ændringsforslag ikke vedtages, vil man med komiteer kunne ændre direktivets substans. Derfor vil jeg opfordre Parlamentet til at stemme for ændringsforslag 37. Efter afstemningen om det ændrede kommissionsforslag
Hr. formand, jeg vil gerne stille kommissær Bjerregaard følgende spørgsmål: For det første vil jeg gerne vide, om De accepterer ændringen af retsgrundlaget, og i denne forbindelse gøre opmærksom på, at Parlamentet den 19. februar vedtog Kommissionens redegørelse vedrørende kogalskab, og en af Kommissionens konklusioner, et af dens forslag, var, at alle aktioner med relation til offentlig sundhed for eftertiden bør baseres på proceduren med fælles beslutningstagning. For det andet sagde kommissæren i går, at hun delvist accepterer det ændringsforslag, der vedrører risikovurderingen. Hvilken del er det, der kan accepteres? Dette ændringsforslag er nemlig af største betydning, det er selve direktivets kerne. Jeg håber, hun vil sige, at det kan accepteres i sin helhed, da det vil medføre en korrekt vurdering af risikoen og betyde, at de rette lokaler anvendes til arbejde med genetisk modificerede mikroorganismer.
Hr. formand, vi havde lejlighed til i går at have en grundig debat om det forslag, som Parlamentet nu har stemt om. Jeg begrundede i går, hvorfor Kommissionen ikke var tilhænger af at ændre retsgrundlaget. Jeg understregede også, at Kommissionen på den anden side var indstillet på at følge det ændringsforslag, som betød, at Parlamentet fik fuld indflydelse i forhold til bilagene, hvilket flere talere slog til lyd for. Der er selvsagt ikke sket nogen anden udvikling fra i går til i dag, ud over at vi selvfølgelig må kigge på de ændringsforslag, der er blevet vedtaget her i Parlamentet. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)
Hr. formand, jeg anser det for min pligt at gøre mine kolleger opmærksom på, at overvejelsesgrund F ikke er korrekt. I dette ændringsforslag nr. 12 påstås det, at der i Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin skulle findes et eksplicit forbud mod kloning, og det påstås, det er det første folkeretlige forbud mod kloning. Det er ikke korrekt, som mange andre kolleger ved. Jeg anser det for vigtigt, at det er klart før afstemningen. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, den næste afstemning vedrører Renault-lukningen. I logerne sidder der både mandlige og kvindelige fagforeningsrepræsentanter, som har været her siden i går, som ankom lige fra demonstrationen i Paris, og som repræsenterer de 3.100 mennesker fra Renault-fabrikken i Vilvoorde, som bliver arbejdsløse, hvis denne beslutning får lov til at gå igennem uanfægtet. Jeg synes, vi skal hilse dem velkommen her i salen og vise, at vi støtter deres sag. (Langvarigt og kraftigt bifald)
Tak, fru Green. Jeg går ud fra, at De forstår, hvilke institutionelle begrænsninger formanden er underlagt, men Deres udtalelse vil blive ført til protokols med den ekstra emfase, som plenarforsamlingen har givet dem.
Hr. formand, den venlige hilsen til de damer og herrer i tilhørerlogen er for mig anledning til at give udtryk for min utilfredshed med, fru Green, at der her i Parlamentet gøres opmærksom på denne situation i denne form. (Tilråb og bifald) Vi er alle frit valgte parlamentsmedlemmer, og jeg sætter det meget højt, at et parlament frit træffer sine beslutninger uden pression fra gaden og uden pression fra tilhørerlogen. Det ønsker jeg at føre til protokols i denne form! (Tumult i tilhørerlogen)
Ro på tilhørerpladserne! Ro på tilhørerpladserne! Mine damer og herrer, vær så venlige at lytte til mig, De skal vide, at det i henhold til Europa-Parlamentets forretningsorden er forbudt at fremkomme med tilkendegivelser af nogen art på tilhørerpladserne. Hvis De ikke forholder Dem roligt, vil jeg være nødsaget til at bortvise Dem. Jeg anmoder Dem derfor om at forholde Dem roligt. Og til Dem, hr. Konrad, vil jeg sige, at alle medlemmer af Parlamentet har ret til at tage ordet. Og at alle medlemmer af Europa-Parlamentet har mulighed for frit at give sin stemme til kende ved afstemningen. Mine damer og herrer, forhandlingen om dette emne har allerede fundet sted, og vi går derfor over til afstemningen. Jeg anmoder Dem om at hjælpe mig med at gennemføre afstemningen i den ro og orden, som et så vigtigt spørgsmål fortjener. Fælles beslutningsforslag om lukningen af Renault-fabrikken i Vilvoorde (Belgien) Før afstemningen
Hr. Giansily anmoder om ordet. Jeg vil give Dem det efter afstemningen. (Giansily insisterede på at få ordet) Hr. Giansily, jeg skal gøre Dem opmærksom på, at så længe jeg har mødeledelsen, er det mig, der træffer beslutningerne, de være sig fejlagtige eller ej. Som jeg sagde før, vil jeg give Dem ordet efter afstemningen, og jeg må derfor anmode Dem om at sætte Dem ned. Mine damer og herrer, hvis De ikke udviser respekt for Parlamentets arbejde, vil jeg være nødsaget til at bortvise Dem. Parlamentets arbejde skal respekteres! Mine damer og herrer, efter at en af fløjene i mødesalen nu har ytret sig med fødderne, vil vi fortsætte vort arbejde. Hr. Giansily, hvis De ikke udviser tilbørlig respekt for formanden, vil jeg bortvise Dem fra salen. De er bortvist fra salen, hr. Giansily. Mine damer og herrer, efter gentagne gange at have kaldt hr. Giansily til orden vil jeg i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 109 udøve mine beføjelser og bortvise hr. Giansily fra salen. Mine damer og herrer, jeg anmoder Dem om at respektere ro og orden. Formanden har i overensstemmelse med de i forretningsordenen fastsatte beføjelser truffet en beslutning. Hr. de Vries anmoder om ordet.
Jeg går ud fra, at vi alle er klare over, at den sag, vi skal til at stemme om nu, er et yderst følsomt emne. Vi ved også, at der er en række væsentlige forskelle med hensyn til detaljerne, som må afgøres ved afstemningen. Vi skylder folkene fra Renault-fabrikken, at denne afstemning finder sted efter normerne her i Europa-Parlamentet, roligt og værdigt. Hr. formand, jeg har fuld respekt for Deres myndighed, som vi alle bør have det. Jeg ønsker ikke at sætte spørgsmålstegn ved Deres beføjelser til at lede disse forhandlinger. Det vil jeg gerne slå helt fast. Men da klokken nu er over 13.00, vil det måske være at foretrække, hvis vi tager denne afstemning klokken 15.00, lige efter frokostpausen, således at den kan foregå i fred og ro. Jeg vil derfor foreslå, at vi afbryder mødet.
Mine damer og herrer, jeg må gøre opmærksom på, at såfremt hr. de Vries' forslag accepteres, vil afstemningen ikke kunne afholdes i eftermiddag, men først i morgen. Desuden tror jeg, det vil være muligt at få sindene til at falde til ro og komme videre i programmet. Hr. Martens har ordet.
Hr. formand, jeg tror, at det bedste, som Parlamentet kan gøre i øjeblikket, er at vedtage beslutningsforslaget med henblik på arbejderne i Vilvoorde. Men jeg beder Dem, hr. formand, om, at De genopretter ro og orden her i Forsamlingen, og Parlamentet har behov for, at ro og orden genoprettes, at De afbryder mødet for at ordne episoden, som netop fandt sted med et medlem af Forsamlingen. Jeg beder således om, at De afbryder mødet for at gøre det muligt for os, for at gøre det muligt for Dem at ordne denne episode, således at vi i ro og orden kan gå over til afstemningen om beslutningsforslaget.
Hr. Martens, hvis jeg afbryder mødet, vil afstemningen i henhold til forretningsordenen skulle finde sted i morgen. I betragtning af vigtigheden af den afstemning, der skal foretages, vil jeg derfor med forsamlingens hjælp forsøge at løse problemet. Hele episoden fandt sted, fordi hr. Giansily havde anmodet om ordet. Mine damer og herrer, husk venligst på, at da der opstod tumult på tilhørerpladserne, understregede formanden på det kraftigste, at dette var uacceptabelt og truede med, at hvis det gentog sig, ville ophavsmændene blive bortvist fra tilhørerpladserne. Derefter fulgte forskellige indlæg. For ikke at forsinke afstemningen sagde jeg til hr. Giansily, at jeg ville give ham ordet efter afstemningen. De har ordet, hr. Martens.
Hr. formand, det er da muligt at afbryde arbejdet i fem til ti minutter for at få afklaret denne situation, så vi derefter kan komme i gang med afstemningen.
Mine damer og herrer, jeg foreslår, at vi udsætter mødet i fem minutter. (Mødet udsat kl. 13.15 og genoptaget kl. 13.20)
Mine damer og herrer, uanset hvilken opfattelse man måtte have af episoden og af spørgsmålet om, hvorledes man kan markere sin enighed eller uenighed i formandens handlemåde, vil vi nu, efter at jeg har konsulteret de politiske gruppers formænd, genoptage mødet, men forinden giver jeg ordet til gruppernes ordførere i hver 1 minut. Jeg anmoder Dem om at samarbejde med formanden, da det er vigtigt, at vi kan komme i gang med den afstemning, som er opført på dagsordenen for i dag. Fru Dury har ordet.
Hr. formand, jeg er glad for, at De har fundet en løsning, så vi kan fortsætte mødet på værdig vis, hvilket vi alle ønsker, fordi vi ønsker at stemme om denne beslutning. I går hørte jeg mange kolleger tale om det sociale Europa og deres støtte til Renault-arbejderne i alle lande og ikke kun i Vilvoorde. Jeg ville ønske, at de omsætter deres ord til handling ved at stemme for vores beslutningsforslag. Jeg håber således også at kunne høre dem nu. Jeg er meget glad for denne løsning. Lad os få en værdig afstemning, alle sammen, for at vise vore partnere, at Europa-Parlamentet kan støtte det sociale Europa!
Hr. formand, kære kolleger, det, som vi nu skal gøre, er at udføre vort normale og ordentlige parlamentariske arbejde, dvs. vedtage dette beslutningsforslag. Som jeg sagde for lidt siden, er det det vigtigste, vi skal gøre, og vi må lære at opføre os som et værdigt Parlament. Det vigtigste våben er her forhandlingen og tilkendegivelsen af solidaritet gennem disse beslutningsforslag. Vi har alle sammen medfølelse med disse arbejdstagere, som trues i deres eksistens. Og det, som vi skal gøre, er således at udvise respekt for Parlamentets regler og afholde en ærlig og fair forhandling. Og nu skal vi gå over til afstemningen om dette beslutningsforslag.
Hr. formand, det, der skete for lidt siden, er helt uacceptabelt, for vi befinder os ikke på et fagforeningsmøde, vi sidder i et parlament. Vi var i færd med at stemme. De burde ikke have givet fru Green ordet. De burde ikke give ordet til tilhørerne, og da dette skete, burde De øjeblikkelig have udsat mødet og beordre tilhørerpladserne ryddet. Under disse omstændigheder med et sådant pres mener jeg, at det er umuligt for os at stemme. Hvis vi fortsætter afstemningen, vil jeg indbringe sagen for Formandskonferencen. Når det er sagt, opfordrer jeg min gruppe til ikke at deltage i afstemningen og forlade mødesalen.
Som De selv har sagt, hr. formand, kræver emnets vigtighed, at vi gør vores pligt. Der er nu genskabt ro og orden og dermed mulighed for en afklaret og rolig debat. Jeg komplimenterer Dem med Deres beslutning om at genoptage mødet, og som det er fremgået af gruppeformændenes tilkendegivelser, støttes De heri af størstedelen af de politiske grupper. Vi må nu tænke os om og træffe en beslutning. I dag fejrer vi 40-året for Rom-traktatens undertegnelse, og det ville være en meget dårlig måde at gøre det på, hvis vi efter formiddagens retoriske udfoldelser ikke engang er i stand til at afholde en ganske almindelig, men meget vigtig afstemning. Jeg må desuden tilføje, at vores gruppe er blevet overrasket over formuleringen i punkt 8 i det fælles beslutningsforslag, hvori det hedder, at det forventes at virksomhedsledelsen i overensstemmelse med arbejdstagernes repræsentanter udarbejder en social plan, som kan gøre afskedigelserne acceptable. Vi kan ikke støtte dette forslag, vi trækker vores underskrift tilbage fra forslaget til fælles beslutning og opfordrer medlemmerne til ikke at vedtage punkt 8, da vi i så fald vil kunne støtte forslaget. Bemærk venligst, hr. formand, at jeg på min gruppes vegne trækker vores underskrift tilbage fra forslaget til fælles beslutning.
Mine damer og herrer, når menneskers ulykke finder vej til Parlamentet, drejer det sig om Parlamentets værdighed med hensyn til at acceptere, at samfundsproblemerne undertiden finder vej helt ind i dette forum. Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at hidse sig op. Alle ved, hvordan vi vil stemme, for vi har jo stemmelister. Hold inde med Deres teaterforestilling! Hold inde med Deres kritik! Lad os være værdige og tænke på de millioner af mennesker, der er arbejdsløse! Lad os udføre vores arbejde! Det er det, vi får vores løn for. Lad os stemme! Lad os stemme! De stemmer imod, vi stemmer for, og historien vil dømme! Tak til d'herrer fra højrefløjen, fordi De har ført klassekampen ind i Parlamentet!
Kære kolleger, Renault-sagen er så alvorlig, at man forstår de følelser og den vrede, der kommer til udtryk. Men netop fordi det er en meget alvorlig sag, har vi pligt til at bevare roen. Andre end jeg har sagt det før. Vores arbejde i dag, vores ansvar, efter at vi har drøftet sagen, består i at stemme. Nogle vil stemme på én måde, andre på en anden. Det er vores politiske ansvar. Uanset de proceduremæssige hændelser vedrørende forretningsordenen, der fandt sted ved begyndelsen af afstemningen, og som vi kan vende tilbage til senere, mener jeg, at vi nu må stemme stille, roligt og værdigt.
Hr. formand, som Jean-Claude Pasty med rette var inde på lige før, har De ansvaret for de hændelser, der fandt sted. Her i Parlamentet er det ikke muligt fortsat at give visse talere blandt medlemmerne forrang. Når De giver ét medlem ordet, bør De også give det til et andet medlem, som beder om det på samme tid og vedrørende samme sag. Sådan er demokratiet. Demokratiet, hvor det er forbudt at forskelsbehandle medlemmerne. Dernæst har jeg et spørgsmål, i første omgang til Dem og dernæst til Parlamentets Præsidium. Der sidder nogle besøgende på tilhørerpladserne. I ugens løb har jeg selv haft to besøgergrupper med. Pladserne er i øjeblikket reserveret helt frem til december måned. Hvilket medlem har inviteret demonstranterne ind? Under hvilken kvote? Hvornår er pladserne blevet reserveret? Det er et præcist spørgsmål. De har tilladt - jeg anfægter ikke de pågældendes ret til at være der - De har tilladt, at der blev klappet ad dem, selv om det ikke var en officiel delegation. De satte ikke hr. de Vries' beslutningsforslag til afstemning, selv om De i henhold til artikel 111 skulle sætte det til afstemning. Nu beder jeg Dem sætte beslutningsforslaget fra hr. Pasty om udsættelse af mødet i henhold til forretningsordenens artikel 132 til afstemning.
Hr. formand, personlig glæder jeg mig over, at der er Renault-arbejdere til stede blandt os. Men jeg kan ikke tolerere, at De giver socialistiske medlemmer mulighed for at føre valgkamp, når man ved, at Renaultfabrikken er blevet lukket af hr. Schweitzer, som trods alt er socialist og ven med Laurent Fabius. Dette siger jeg med adresse til fru Dury, og jeg advarer Renault-arbejderne om, at socialisterne vil forsøge at overtage deres kamp, selv om socialisterne netop er grunden til, at de er arbejdsløse. Endnu en bemærkning til fru Green, som udnyttede sin plads til at komme med valgpropaganda. Jeg vil minde om, at Storbritannien har påført de belgiske arbejdstagere store lidelser, for i 1980'erne blev British Leyland fabrikken ligeledes hentet hjem til Storbritannien. Dengang blev tusindvis af wallonske arbejdstagere sendt ud i arbejdsløshed, uden at nogen tog sig af det. Vi forsvarer under alle omstændigheder arbejdstagerne, og vi gør ikke det, som socialisterne har gjort i dag: løjet, snydt som altid.
Tak, hr. Féret. Mine damer og herrer, hr. Fabre-Aubrespy har fremsat en formel anmodning om afbrydelse af mødet, som jeg skal sætte under afstemning. Jeg sætter hermed anmodningen om afbrydelse af mødet under afstemning. (Forslaget forkastedes) Vi går nu over til afstemningen om det fælles beslutningsforslag, der er fremsat af 5 politiske grupper, idet hr. Puerta netop har meddelt, at GUE/NGL-Gruppen har trukket sin underskrift tilbage fra det fælles beslutningsforslag. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. Giansily har ordet til forretningsordenen.
Bedre sent end aldrig, hr. formand. Hr. formand, for lidt siden havde jeg slet ingen aggressive hensigter over for Dem, og jeg ville bare spørge Dem, hvilken artikel i forretningsordenen, De henholdt Dem til, Da de afbrød afstemningen og gav ordet til en af vore kolleger, som tilfældigvis var formand for den største gruppe i Parlamentet, og fik os til at stemme om en vigtig beslutning under pres fra en række mennesker på tilhørerpladserne. Da De gjorde det, hr. formand, gjorde De ikke Parlamentet nogen tjeneste. Parlamentet mangler troværdighed udadtil. Det betragtes som en folkloristisk forsamling. Der kan man høre folk, som da de var tredive, råbte »Lad os ødelægge, lad os ødelægge, lad os ødelægge«, og som vi her til formiddag kunne høre sige »lad os stemme, lad os stemme, lad os stemme«. Hr. formand, jeg tror, at alle de tilstedeværende stemte på Dem ved næstformandsvalget, fordi der var enighed, og jeg mener, at enigheden her i Parlamentet først og fremmest går ud på at respektere medlemmerne. Og når man havner i en så usandsynlig situation, som folk, der sidder på tilhørerpladserne og truer ad medlemmerne med knytnæver, og De beder om at få et medlem vist ud, så vil det sige, hr. formand, at De har fejlet i Deres opgave, og hvis De var en mand af ære, ville De indgive Deres afskedsansøgning på stedet.
Hr. Giansily, når jeg forestår mødeledelsen, tilstræber jeg altid institutionel ligevægt. Jeg kan tage fejl, men jeg udviser til gengæld heller ingen aggressivitet over for hverken Dem eller andre, og jeg er altid villig til at tage ved lære. Og selv om der ganske givet kan spores en vis aggressivitet i Deres ord, tager jeg dem til mig og tager ved lære af dem og håber fremover at kunne gøre det bedre. Fru McIntosh har ordet til forretningsordenen.
Hr. formand, til forretningsordenen, De har ikke blot skadet Europa-Parlamentets værdighed, men De har ligefrem stillet spørgsmålstegn ved det embede, De har beklædt her i dag som formand for Parlamentet. Forretningsordenens artikel 127 er yderst klar og tydelig. Et medlem kan henlede Deres opmærksomhed på enhver tilsidesættelse af Parlamentets forretningsorden. En anmodning om at påpege en sådan tilsidesættelse skal have forrang for alle andre ønsker om at få ordet. Jeg vil gerne vide, i henhold til hvilken artikel fru Green bad om ordet og fik det. Jeg vil også gerne vide, hvad der var forklaringen på, at vi ikke, straks da man påberåbte sig artikel 126 med anmodning om at afbryde mødet, fik dette forslag til afstemning, og hvorfor De ikke, da forretningsordenens artikel 101, stk. 3, blev tilsidesat af folk i logerne, som ikke blot krænkede EuropaParlamentets værdighed, men derefter også optog tv-interviews fra logerne og ringede op på mobiltelefoner, hvilket jo er strengt forbudt her i bygningen, straks bortviste disse mennesker, før afstemningen i henhold til forretningsordenens artikel 101, stk. 3, fandt sted. Jeg vil også gerne vide, hvorfor en af mine kolleger, som prøvede at benytte sig af den ret, han har i henhold til artikel 127, ikke fik ordet, og hvorfor De, hr. formand, ikke forlod formandspladsen i henhold til artikel 111 og straks afbrød mødet, indtil roen var genoprettet.
Tak, fru McIntosh. Jeg har tidligere sagt - og jeg gentager det nu - at jeg i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, påtager mig det fulde ansvar for mødets afvikling og er rede til at stå til regnskab over for Præsidiet og Formandskonferencen. Jeg har handlet i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, og så længe jeg har mødeledelsen, vil jeg fortsætte hermed, hvor hårdt det end kan være i nogle situationer. Hr. Falconer har ordet til forretningsordenen.
Hr. formand, der talte så frk. McIntosh. Nu forstår vi, hvordan det går til, at advokater havner de steder, hvor der skulle være politikere. Det, jeg gerne vil sige, er, at den måde, hvorpå De har håndteret forhandlingerne her i dag, har været korrekt. Fru Green talte for det forslag til beslutning, som kom til afstemning. Så gav De ordet til en person fra den modsatte side, og denne taler gik imod det, fru Green havde sagt. De havde derfor en taler, der var for, og en taler, der var imod. Da det jo er deres levebrød, der står på spil, var det ganske naturligt, at folk i logerne gav udtryk for mishag. Det var ikke anstødeligt. Enhver, der har været blokadevagt eller har været involveret i fagretlige stridigheder vil vide, at der ikke var noget anstødeligt der. Så De håndterede sagen ganske korrekt, hr. formand. De gav ikke hr. Giansily lov til at komme med en kommentar, fordi De ønskede at komme videre med arbejdet. Jeg ville blot gerne sige, at den måde, hvorpå De har håndteret forhandlingerne her i dag, tjener Dem til ære. Jeg vil gerne bede Europa-Parlamentets medlemmer om at huske på, at de er til stede her som politikere og ikke må være så hårdhudede, at de ikke kan sætte sig ind i, hvilke bekymringer og problemer almindelige, arbejdende mennesker har, når de risikerer at blive kastet ud i arbejdsløshed efter multinationale koncerners forgodtbefindende - koncerner som ikke interesserer sig en tøddel for arbejdstagernes levebrød.
Hr. formand, jeg vil gerne have ført til protokol her i Parlamentet, at man under drøftelserne i dag, specielt under de oprivende scener, så medlemmer af det britiske konservative parti gøre obskøne tegn til de mennesker, der var til stede i de offentlige loger. Jeg tager meget stærkt afstand fra denne adfærd, og jeg vil gerne anmode om, at der på et kommende tidspunkt bliver truffet en eller anden form for disciplinær foranstaltning over for de pågældende medlemmer. Det er fuldstændig forkert, at medlemmer af Europa-Parlamentet opfører sig på denne forkastelige måde over for mennesker, der har mistet deres beskæftigelse.
Hr. formand, Europa-Parlamentets orden og myndighed afhænger ganske af respekten for forsædet og de beslutninger, som forsædet træffer. I henhold til forretningsordenens artikel 109 er det sådan, at hvis formanden bortviser et medlem fra salen af disciplinære årsager, har den pågældende ikke ret til at komme tilbage i salen under resten af mødet. Men det medlem, De nævnte i denne forbindelse, kom ikke blot tilbage i salen, han deltog også i afstemningerne. Jeg vil derfor bede om, at hans stemme bliver slettet. Han fik også lov til at fremsætte en stemmeforklaring. Jeg ønsker ikke at bære yderligere ved til bålet i denne situation, som allerede er anspændt, men respekten for vor forretningsorden, som har afgørende betydning for, at Europa-Parlamentet kan udføre sit arbejde, gør det nødvendigt, at også denne specifikke del af forretningsordenen bliver overholdt. For hvis den ikke bliver overholdt - og det gælder i sidste ende formandens myndighed og roen i Parlamentet - så degenererer det hele til rent pøbelvælde her.
Tak, hr. Corbett. Også over for Dem skal jeg gentage, at jeg som formand påtager mig det fulde ansvar for de trufne beslutninger, også den, De nu omtaler. Når der gør sig forskellige holdninger gældende her i salen, må formanden træffe en beslutning og kan ikke gøre alle tilfredse. Han må træffe den beslutning, han finder mest korrekt, eller under visse omstændigheder den, der kan genskabe roen, og altid i overensstemmelse med forretningsordenen. Jeg forsøgte at undgå, at der blevet indledt en ny debat og i stedet komme i gang med afstemningen - det lykkedes ikke, jeg kaldte til orden - og derefter havde jeg en udveksling af synspunkter med gruppeformændene, som hjalp mig med at finde en løsning på den spændte situation, vi var havnet i. Jeg vil nu undgå på ny at skabe en spændt situation. Jeg vil give ordet til alle, der måtte ønske det, men jeg mener under alle omstændigheder, at det er lykkedes, om end ikke at løse problemet tilfredsstillende - et spørgsmål, der nu kan gøres til genstand for alle de kommentarer, man måtte ønske at fremsætte - så dog at komme videre med arbejdet og gennemføre en afstemning, som alle uden undtagelse fandt meget vigtig. Hr. Pasty har ordet til forretningsordenen.
Hr. formand, Deres fornemste funktion som formand for mødet er at sørge for, at forretningsordenen bliver overholdt. Men De burde ikke give fru Green ordet midt under en afstemning. Fru Green kom med et politisk indlæg. Det var ikke et indlæg til forretningsordenen eller en stemmeforklaring, men derimod et politisk indlæg. Efter dette kunne alle kollegerne med rette bede om ordet. Alle. En fra hver gruppe. Og det gjorde de også. De afviste det endda, hvilket er meget alvorligt. Derefter var der endnu alvorligere problemer som følge af uroen på tilhørerpladserne. Vi respekterer de mennesker, der sidder på tilhørerpladserne, fordi det er vore gæster, men de må også respektere medlemmerne. Men medlemmerne blev forulempet gennem den opførsel, som vi var vidne til. Og så bør De øjeblikkelig, hr. formand, uden at det er nødvendigt at bede Dem om det - det står i forretningsordenen - udsætte mødet, fordi det er den eneste måde, hvorpå man kan genoprette ro og orden, og bede om at få ryddet tilhørerpladserne. Det gjorde De ikke. Jeg vil rejse spørgsmålet på Formandskonferencen. Jeg vil også gerne have, at Parlamentets Præsidium kigger på sagen, for Deres adfærd var uacceptabel. Jeg vil endda sige, at der er tale om gentagelsestilfælde, for jeg mindes en anden hændelse, ligeledes på tilhørerpladserne, mens De havde forsædet. Der var tale om et problem med folk uden identitetspapirer. Så det er altså ikke fuldstændig tilfældigt, og jeg vil gerne have sagen taget op både på Formandskonferencen og i Parlamentets Præsidium, for det er uacceptabelt, at næstformænd opfører sig, som De har gjort.
Tak, hr. Pasty. Jeg tager Deres udtalelser til efterretning, og de vil blive ført til protokols. Jeg har gentagne gange opfordret Dem til at drøfte sagen, hvor og når De måtte finde det relevant; jeg synes dog ikke, vi skal fortsætte ordvekslingen nu, men under alle omstændigheder kan jeg nu vise mig mere generøs, for så vidt som der ikke ligger en afstemning og venter forude. Hr. Cox har ordet til forretningsordenen.
Hr. formand, jeg bad om at måtte komme med et kort indlæg efter hr. Corbetts bemærkning. Jeg er sikker på, at efter de strengt tekniske detaljer i den artikel i forretningsordenen, han henviste til, så kan det godt være, at han har ret. Men som politisk kommentar er det en fuldstændig meningsløs pointe. Den komedie, vi har overværet her i dag med fejltagelser og fejlskøn, ville blive endnu langt værre, hvis den fejl, at hr. Giansily blev udset til at blive bortvist, på grund af en eller anden teknisk detalje skulle blive komme til at blive ført endnu videre. Han havde ret til at komme med sit indlæg, og jeg beklager, at han ikke fik den samme mulighed, som andre fik. Hvis han skulle blive bortvist på grund af en teknisk detalje, ville jeg i solidaritetens navn gerne bortvises sammen med ham.
Tak, hr. Cox. Hr. Seppänen har ordet til forretningsordenen.
Hr. formand, jeg støtter formandens fremgangsmåde i dette tilfælde. Jeg vil samtidigt gøre opmærksom på, at hr. Giansily blev bortvist fra salen efter formandens beslutning. Jeg synes, at indlægget var velbegrundet. Vi kan ikke bortvise et medlem fra salen og derefter tillade, at vedkommende derefter deltager i afstemningerne og holde indlæg. Den pågældende er fra den samme gruppe som hr. Pasty, der sidste gang stemte på vegne af en anden person her i plenarforsamlingen. Nu vil et medlem fra den samme gruppe ikke forlade salen, selvom han er blevet bortvist, men deltager derimod derefter i drøftelserne og afstemningerne. Jeg mener, at denne sag skal tages op i Formandskonferencen, ellers bør vi alle have lov til at være til stede, selvom vi er blevet bortvist fra salen.
Hr. formand, jeg tror, vi bør vende tilbage til sagens realitet. De har kritiseret fru Green. De gav så ganske vist ordet til hr. Konrad. Hr. Konrad så sig foranlediget til at provokere. Jeg fandt Deres udtalelse provokerende over for disse gæster, der er kommet hertil fulde af emotioner, der er bange for at miste deres eksistensgrundlag, der mister deres job, hvis familier ikke ved, hvordan det vil gå fremover. Derefter har også formanden kritiseret disse gæster og sagt, at de skal være stille, ellers må de desværre forlade tilhørerlogen. Vi ved, det ikke er rigtigt at agitere fra tilhørerlogen, men det har disse mennesker med sikkerhed ikke vidst! Lad os vende tilbage til sagens realitet! Hvad er baggrunden for deres følelser, hvad er baggrunden for deres angst? Bør vi ikke være glade for - og i forbindelse med dette spørgsmål drejer det sig også om identiteten for vores Parlament - at folk, der er ramt, der er bange, der forventer politik af os som Parlament, kommer til os! Og så at kræve, de skal smides ud, som flere kolleger allerede har sagt, det er overordentlig smagløst i betragtning af det problem, disse folk står overfor! For det andet vil jeg gerne fremsætte en personlig udtalelse. Et medlem ved navn Féret, et medlem fra Front National, har både betegnet fru Green og mig som fascister. Det afviser jeg strikte. Vel at mærke, det er et medlem af Front National, der betegner en socialdemokrat og en grøn som fascister. Det taler, tror jeg, for sig selv!
Hr. formand, jeg har siddet helt stille og roligt siden mit første indlæg om denne sag. Jeg må tilstå, at jeg blev fuldstændig forbløffet over reaktionen på dette indlæg, for det er jo, som alle her i EuropaParlamentet ved, ganske normal praksis, at medlemmerne gør Parlamentet opmærksom på, at der er nogle til stede i logerne under debatter om særlige emner, som de har interesse i. Det var såmænd det hele. Jeg blev forbløffet over reaktionen på det enkle faktum, at der var en delegation fra Renault-fabrikken til stede her, da vi skulle til at stemme om dette forslag til beslutning. Det forekommer mig at være en reaktion, som er helt ud over det sædvanlige og helt ude af proportioner. Men jeg må dog sige, hr. formand, at da De tog hr. Konrad, som De jo gjorde - med andre ord én taler for og én taler imod - og så forsøgte at bremse den klare afbrydelse fra logerne, optrådte De med stor værdighed, og de ting, der siden fulgte, var ganske utilbørlige. Det ville glæde mig meget, hvis hr. Pasty tog dette op på formandskonferencen. Jeg ville med glæde diskutere sagen med ham i det forum. Jeg er vis på, at Parlamentets næstformænd - mange af dem var selv til stede - med glæde vil støtte Deres forholdsregler i Præsidiet. Hr. formand, De handlede ganske korrekt, De handlede med værdighed og De fik endelig bragt situationen under kontrol, så afstemningen kunne finde sted, og det var jo det, det hele handlede om.
Hr. formand, det, jeg tænker på, er ikke Deres optræden, eller den optræden, som demonstranterne i logerne lagde for dagen. Det, jeg tænker på, er fru Greens optræden, for hun ved jo udmærket godt, at det ikke er sædvanligt her i Parlamentet, at man kommer med bemærkninger, der har til formål at påvirke resultatet af en afstemning, lige før afstemningen skal finde sted. Det var Paulines beslutning om at kaste sig ud i denne form for gadeteater og udnytte disse demonstranters følelser og bekymring til at fremme et politisk synspunkt på et upassende tidspunkt i afviklingen af arbejdet her i Europa-Parlamentet, der var årsag til det kaos, der fulgte. Hvis der er nogen, der bærer skylden for det, der skete her i dag, så er det ikke Dem, hr. formand, det er ikke demonstranterne, det er ikke Europa-Parlamentets medlemmer, det er fru Green, som bragte os ud i en umulig situation. Hvis hun tror, at det er en adfærd, som vil overbevise folk om, at Labour er rede til at overtage regeringsmagten, så har hun meget at lære endnu.
Mine damer og herrer, jeg er bange for, vi i dag kommer til at spise frokost efter sydeuropæisk tid, men det skal understreges, at alle, der ønsker ordet, kan få det. Jeg vil dog gerne bede tolketjenesterne om undskyldning. Vi trækker store veksler på deres tålmodighed. Jeg er sikker på, at de endnu en gang vil vise sig samarbejdsvillige, men jeg vil alligevel bede dem om undskyldning. Fru Green har ordet for en personlig bemærkning.
Hr. formand, hr. Spencer nævnte mig ved navn og overfusede mig, og det har jeg ret til at svare på. Hvis det, han siger til mig, er, at han aldrig på noget tidspunkt driver politik her i Parlamentet, så er jeg temmelig forbløffet. Vi havde i går aftes en diskussion med arbejderne fra Renault. Det er kun ret og rimeligt, at vi anerkender disse menneskers tilstedeværelse. Lad os se det i øjnene: Hvad er der galt med faktisk at stå ansigt til ansigt med folk, som er ved at miste deres job? Jeg ved ikke, om hr. Spencer finder, at det er ganske pinagtigt, at de britiske konservative stemte imod beslutningsforslaget. Måske er det dét, der er grunden til hans problem: Han blev konfronteret med mennesker, som er ved at miste deres job, og som fik at se, at han og hans medlemmer stemte imod beslutningsforslaget. Ja, jeg er jo ked af det, hvis han finder det pinligt, men han ved meget vel, at der tit er folk fra industrilivet til stede i logerne, og disse bliver aktivt opmuntret og støttet af deres meningsfæller i Parlamentet og folk fra enhver anden lobby. Er det ikke det samme? Hvordan kan det være, at når det er fagforeningsfolk, hvis job er truet, så er det på en eller anden måde pinligt eller vanskeligt?
Tak, fru Green, men netop i dag har jeg ingen mulighed for at afslutte debatten, så længe der er nogen, der anmoder om ordet. Hr. Spencer anmoder atter om ordet. Jeg beder Dem om ikke at fremsætte personlige bemærkninger, da vi i så fald aldrig bliver færdige. Hr. Spencer har ordet til forretningsordenen.
Hr. formand, det er ikke et spørgsmål om at lege politiske lege her i Parlamentet, der er tale om et utilbørligt forsøg på at påvirke en afstemning ved hjælp af en gadeteaterforestilling, og jeg ved, at fru Green kommer til at fortryde dette her. Det er mit sidste ord i denne sag. Men det var fru Green, som satte denne skammelige maskerade i værk.
Hr. formand, når man forsøger at rette op på en fejltagelse, gør man den ofte endnu værre. Vi sidder en række mennesker og venter på at afgive stemmeforklaringer. Jeg mener, at i stedet for at fortsætte en debat uden berettigelse ville det være en god idé at gå over til stemmeforklaringerne.
De har fuldstændig ret, hr. Bourlanges.
Denne betænkning fortsætter debatten om genteknologiens anvendelse, et spørgsmål, der vækker mange følelser. Vi mener, at det direktivforslag, som vi skal tage stilling til, behandler de politiske spørgsmål alt for diffust; i stedet fokuserer det uhyre meget på de tekniske aspekter og koncentrerer sig om detaljer, hvilket får det til at virke meget utydeligt. I dette, trods alt temmelig afgørende, spørgsmål er der brug for klarhed og konsekvens, ikke mindst af hensyn til borgernes mulighed for at følge med i debatten. På trods heraf støtter vi betænkningen med ændringsforslag på de fleste punkter og kan kun beklage den uklarhed, hvormed den fremstår.
De sidste årtier har bragt en ny trussel til vor jord, en uhæmmet og uovervejet indgriben i komplicerede systemer, som naturen har brugt hundrede millioner af år for at frembringe. I den videnskabelige udviklings og sygdomsbekæmpelsens navn forsøger mennesket at gribe ind i de genetiske koder hos stort set alle levende organismer, heriblandt også mennesket. Der er ingen garanti for, at disse genetiske indgreb vil kunne bekæmpe flere sygdomme end de nye sygdomme, som de laboratorieskabte monstre vil bringe med sig. Konsekvenserne af de ændrede arter er hverken forudsigelige eller umiddelbart synlige. Men de katastrofer, de vil frembringe, vil vise os, hvad vi har med at gøre. Der er en alvorlig risiko for, at de genetisk ændrede organismer bliver fremtidens forurening, en forurening, der er i stand til at reproducere sig selv, krydse grænser, forvandle sig, mangfoldiggøre sig og - hvad der er det værste - udkonkurrere de naturlige arter, som hverken har tiden eller evnen til at stå imod og udvikle forsvarsmekanismer, eftersom den naturlige udvikling sker igennem årtusinder, og den kunstige igennem måneder. De ulykker, der er sket som følge af anvendelsen af kerneenergi i såvel krigs- som fredstid, vil være som uskyldige ildebrande set i forhold til den højere neogenetiske ordens usynlige og lydløse udslettelse af hele kontinenter. På den anden side er det yderst vanskeligt og farligt at bremse og kontrollere, hvad den menneskelige tanke har udtænkt. Vort mål er ikke den totale og uovervejede forkastelse af nye opdagelser og teknologier, men et kompromisløst krav om, at den teknologiske udvikling, uanset hvilken, ikke må bekæmpe naturen, som mennesket også er del af, men må indgå i den naturlige orden. Det er farligt, når man for at sikre det indre markeds regelmæssige funktion og forbedre konkurrenceevnen ignorerer mulige konsekvenser og gennemfører procedurer og juridiske rammer, som i det store og hele kun drejer sig om at øge de økonomiske aktiviteter, skabe et marked og sikre konkurrencedygtige investeringer, der giver farlige muligheder for at omgås kontrolmekanismerne og ikke garanterer en respekt for etiske love. På baggrund af disse overvejelser mener vi, at Rådets direktiv om genetisk modificerede organismer bør revideres til bunds. Der må oprettes et europæisk videnskabeligt organ, hvor borgerne er repræsenteret, der skal tage stilling til anvendeligheden af et givet program, vurdere risici og fordele, fastlægge strenge regler og betingelser for sikkerheden og kontrollere disses overholdelse. Det er af største betydning, at offentligheden straks modtager objektiv information om mulighederne og anvendelsen af hele det genetiske maskineri, så disse for menneskehedens fremtid så vigtige spørgsmål bliver gjort forståelige, bliver sat i deres rette perspektiv, og konsekvenserne bliver vurderet. Jeg er meget bange for, at det, der er forsøgt indtil i dag, hovedsagelig af store, multinationale virksomheder inden for fødevarebranchen, har som hovedformål at berolige offentligheden, skjule risiciene og skabe en tolerant stemning.
Trakatellis forslag er på mange områder en forbedring af det eksisterende lovforslag og udmærker sig ved at stille krav om en mere restriktiv lovgivning på området. Det er positivt, at man anvender forsigtighedsprincippet og foretager en generel vurdering af klassificeringen af indesluttede aktiviteter. Jeg kan imidlertid ikke støtte forslaget på grund af det ændrede retsgrundlag. Miljøudvalget foreslår at anvende artikel 100 A som retsgrundlag i stedet for Kommissionens forslag, der er baseret på artikel 130 S. Der henvises til, at den foreliggende ændring af direktivet egentlig ikke handler om miljøbeskyttelse, men snarere om harmonisering af reglerne på dette område. Det er jeg ikke enig i. Forskningen i anvendelsen af GMO'er rummer mange muligheder, men disse aktiviteter må foregå under betingelser, der bedst muligt sikrer den menneskelige sundhed og miljøet fremover. Det er derfor overordentlig væsentligt, at de enkelte medlemslande har mulighed for på nationalt plan at skærpe deres lovkrav på dette område, hvilket artikel 130 S giver mulighed for. Jeg kan derfor ikke stemme for anvendelse af artikel 100 A i dette tilfælde - det eneste, man opnår derved, er, at Parlamentet får øget kompetence. Derved mister de enkelte medlemsstater - såfremt ikke andet er anført - retten til at opretholde strengere lovkrav, og det er ikke hensigtsmæssigt.
Hr. formand, jeg har støttet betænkningen her i dag, fordi jeg ligesom mange andre er bekymret over, at der allerede findes genetisk ændrede organismer i de fødevarer, vi finder på hylderne i vore supermarkeder. På baggrund af de talrige tilfælde, hvor vi på det seneste er blevet opskræmt i forbindelse med vore fødevarer, må vi have så mange oplysninger frem som muligt om de videnskabelige fremskridt, der gøres med hensyn til teknikkerne omkring genetisk ændring. Hvem ændrer på hvilke planter, dyr og fødevarer? Hvori består de potentielle fordele eller risici for menneskene og for miljøet i bredere forstand? Det er spørgsmål af denne art, folk skal have svar på. Så jeg glæder mig over, at der i betænkningen er lagt vægt på forebyggelse af risici for mennesker og miljø og ikke blot på at få begrænset disse risici. Det påpeges også med rette i betænkningen, at der er behov for at styrke sundheds- og sikkerhedsforanstaltningerne på dette videnskabelige felt. Der lægges også ganske korrekt vægt på, at offentligheden skal informeres. Jeg er ikke i tvivl om, at dette område inden for den videnskabelige udvikling frembyder potentielle fordele for os alle, men som enhver bekymret forbruger ønsker jeg at få så mange oplysninger som muligt, således at jeg selv kan træffe min beslutning. Genetisk ændring er et komplekst område, men det er ikke en undskyldning for at forholde folk viden om konsekvenserne for deres egen tilværelse. Betænkning af Soulier (A4-0065/97)
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske min kollega André Soulier med den fremragende betænkning, som blev vedtaget enstemmigt i Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi. Europa-Parlamentet havde allerede afgivet sin udtalelse den 16. april 1996 på grundlag af André Souliers første betænkning og godkendt et flerårigt program til fremme af det internationale samarbejde på energiområdet. I dag er der grund til at vise vor forbløffelse over Rådets holdning, som har ændret artikel 8 vedrørende komitologi og besluttet at høre Parlamentet på ny. Denne ændrede metode giver sig ikke blot udslag i en forsinkelse, men også en grundlæggende ændring, idet det oprindelig fastsatte årsbudget på 10 mio ecu er blevet reduceret til 7 mio ecu for 1997. Jeg er helt enig med ordføreren, som ikke mener, at der er grund til at reducere det beløb, der er vedtaget af Parlamentet og Rådet. Men for ikke at forsinke iværksættelsen af SYNERGY-programmet yderligere og i afventen af en principdebat om spørgsmålet, har jeg stemt for min kollegas betænkning. Betænkning af Arias Cañete (A4-0061/97)
Den svenske socialdemokratiske gruppe vender sig på det bestemteste imod ordførerens forslag om, at støtten til de kanariske blæksprutteproducenter ikke skal være tidsbegrænset. Gruppen har derfor valgt at stemme for, at betænkningen forkastes. Betænkning af Cunha (A4-0013/97)
Fiskeriaftaler bør udformes således, at de både gavner de kontraherende parter og sikrer den økologiske balance. Flere af fiskeriaftalerne med lande i den tredje verden er dyre for Unionen, samtidig med at det lokale fiskeri berøves en alt for stor del af fangsterne. Den svenske socialdemokratiske gruppe er derfor skeptisk over for denne aftale og er af den bestemte opfattelse, at denne og lignende aftaler skal betales af de fiskere, som bliver tildelt de fiskerirettigheder, som man har forhandlet sig frem til.
De Grønne har stemt imod disse fiskeriaftaler af to grunde. For det første føler vi ikke, at det er et acceptabelt grundlag, disse aftaler bliver forhandlet på. I EU's fiskeriaftaler med udviklingslandene bliver der ikke lagt tilstrækkelig vægt på så væsentlige spørgsmål som videnskabelig vurdering af fiskeriets indvirkning på de arter, der hører til målgruppen og de arter, der ikke gør det, kontrol med og overvågning af fiskeriaktiviteterne, sammenhængen med Den Europæiske Unions politik med hensyn til udvikling og miljø og landingsbestemmelsernes indvirkning på lokale markeder. For det andet ser vi som så mange andre kolleger negativt på den fremgangsmåde, hvor Parlamentet bliver præsenteret for et fait accompli ved hver aftale. Vi bliver spurgt om vor opfattelse længe efter, at aftalerne er indgået, og bådene er begyndt at fiske. Vi protesterer mod denne situation ved at stemme imod de to aftaler.
Konfronteret med faldende fiskebestande i egne farvande og overkapacitet i fiskeflåden har EU valgt at købe sig til fiskerettigheder i tredjelande. Det er nødvendigt at sikre et bæredygtigt fiskeri i EU-farvande, men dette gælder også - og i særdeleshed - i udviklingslandene, hvor fisk er en af de få ressourcer, som de fattigste har adgang til. Småfiskere fra afrikanske lande, der driver kystfiskeri, har udtrykt deres bekymring med hensyn til virkningen af EU-fartøjers fiskeri i deres farvande. Det tager længere tid at fylde en båd med fisk, og de tvinges længere og længere ud på havet i fartøjer, der reelt ikke er egnet til dette. Spørgsmålet er, om EU reelt er i gang med at eksportere EU-kutternes rovdrift på fiskebestandene til tredjelandes farvande? Det er betænkeligt, at mens andre AVS-lande reducerer EU's rejefiskeri, har Angola bibeholdt det samme niveau. For bundgarnsfiskeri og langlinjefartøjer øges fangstmulighederne. Og nye arter inddrages. Skyldes dette, at Angola blot ikke følger den generelle tendens? Eller skyldes det, at fiskeriaftalen mellem Angola og EU ikke tager tilstrækkelig højde for de faktiske forhold i fiskebestanden og mere generelt for udviklingen inden for fiskerisektoren i Angola? Det er også kritisabelt, at man ikke har taget hensyn til udtalelsen fra Udviklingsudvalget. Her tænker jeg specielt på Udviklingsudvalgets vægtning af, at aftaleparterne skal have gensidige fordele af aftalerne, samt at en vis procentdel af fangsten bør bringes i land i oprindelseslandet. Det er dog positivt, at budgettet til udvikling af Angolas fiskerisektor er øget. Men også her er der anledning til spørgsmål. Der mangler konkrete oplysninger om, hvordan disse midler skal anvendes. Uden dette har vi ingen sikkerhed for, at midlerne anvendes til udvikling af en bæredygtig fiskerisektor i Angola. Jeg vil derfor undlade at stemme, fordi Fiskeriudvalget kun i meget ringe omfang har taget hensyn til udtalelsen fra Udviklingsudvalget til trods for, at Angola er et udviklingsland. Jeg mener, at alle fiskeriaftaler med udviklingslande bør indeholde en bindende adfærdskodeks. Betænkning af Macartney (A4-0385/96)
Fiskeriaftaler bør udformes således, at de både gavner de kontraherende parter og sikrer den økologiske balance. Flere af fiskeriaftalerne med lande i den tredje verden er dyre for Unionen, samtidig med at det lokale fiskeri berøves en alt for stor del af fangsterne. Den svenske socialdemokratiske gruppe er derfor skeptisk over for denne aftale og er af den bestemte opfattelse, at denne og lignende aftaler skal betales af de fiskere, som bliver tildelt de fiskerirettigheder, som man har forhandlet sig frem til. Betænkning af Waddington (A4-0056/97)
Via min kollega fru Waddingtons fremragende betænkning ønsker jeg Kommissionen tillykke med offentliggørelsen af hvidbogen. Det er korrekt, at en modernisering af vore almene uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer giver det europæiske samfund mulighed for at tage fremtidens udfordringer op (for eksempel informationssamfundet). Som lokal folkevalgt er jeg derfor opmærksom over for de foranstaltninger, som Den Europæiske Union vil gennemføre. For eksempel iværksatte vi i januar 1996 den tredje plan for edb på skolerne i min by Istres. Projektet fokuserede meget på multimedier og markerer en betydningsfuld etape på grund af antallet af, faciliteterne i og mulighederne for adgang til de programmer, som blev stillet til rådighed for undervisere og skolebørn. Derfor gennemførte man ved skolestart i september 1996 et vellykket forsøg med at koble alle skoleinspektører på byens centrale computer, hvor databasen over alle skolesøgende børn er placeret; denne fase af edb-planen har i øvrigt bidraget til, at de involverede parter - skolernes administration, skoleinspektører og undervisningsministeriets inspektør - bedre kan forvalte den følsomme periode ved skolestart. De lokale myndigheder ønsker at »skifte til et højere gear« gennem tilslutning til Internet, og det er sikkert, at de ikke kan bære den økonomiske byrde ved dette projekt alene. Den Europæiske Unions indsats bør finde sted på dette niveau gennem tilbud om betydelige økonomiske ressourcer. Jeg ønsker, at man i Kommissionens handlingsplan virkelig tager hensyn til de lokale myndigheders behov og ikke begrænser sig til at yde støtte til projekter, som de små eller mellemstore lokale myndigheder ikke kan gennemføre inden for rimelige frister.
De danske socialdemokrater har i dag stemt for betænkningen af Waddington om Kommissionens hvidbog, der som bekendt omhandler almen uddannelse og erhvervsuddannelse. I Waddingtons betænkning kritiseres hvidbogen på flere punkter, bl.a. at Kommissionen i sin analyse udelukkende fokuserer på unge mennesker og ikke tager højde for befolkningens aldring på europæisk plan. I betænkningen gives udtryk for den frygt, at afstanden mellem »de, der ved noget, og de, der ikke ved noget« vil øges. For at forhindre dette vil der i fremtiden i langt højere grad være brug for at fokusere på begrebet »livslang uddannelse«. Derfor efterlyses der i betænkningen udspil fra Kommissionen, som kan øge befolkningens muligheder for efteruddannelse både i virksomhederne og i selve uddannelsessystemet. De danske socialdemokrater forholder sig positivt til den debat, som indledes med Kommissionens hvidbog og Waddingtons betænkning. Imidlertid ønsker de danske socialdemokrater at understrege, at de som Waddington er kritisk indstillede over for gennemførelse af hvidbogens forslag om at skabe »second chance «-skoler på EU-plan for grupper, der er særligt udsatte med hensyn til udstødelse af informationssamfundet. De danske socialdemokrater mener, at det er et nationalt spørgsmål at træffe foranstaltninger om uddannelsespolitik. Det er et anliggende, der er omfattet af nærhedsprincippet. Lindqvist (ELDR), Gahrton, Holm og Schörling (V), skriftlig. (SV) Vi har stemt for betænkningen Undervise og lære - på vej mod det kognitive samfund , fordi den indeholder gode forslag og konstruktiv kritik af Kommissionens hvidbog om uddannelse. Vi kan dog ikke støtte de forslag i betænkningen (punkt 49 og 55), som dels går ind for at samordne uddannelsesog erhvervsuddannelsesforanstaltninger inden for de relevante EU-politikker, dels opfordrer Kommissionen til at udarbejde detaljerede handlingsplaner for uddannelse. Dette bør være forbeholdt medlemsstaterne.
Er Europa fit til det 21. århundrede? Har de politisk, økonomisk og socialt ansvarlige forstået, hvordan vi kan klare os i den globale konkurrence? Eller er fleksibilitet og mobilitet, videreuddannelse og fremmedsproglig kompetence krav, som dør hen uden at blive hørt? Sue Waddington tager i sin udmærkede betænkning, hvori er optaget mange forslag fra vores PPE-gruppe, stilling til Kommissionens hvidbog, som helt mangler de sociale aspekter ved uddannelse. Mens de unges interesser står i centrum, mangler de uddannelsesbehov, som kvinderne, de ældre og de socialt udstødte har. Vi har brug for en uddannelsesoffensiv. På den ene side for at kunne konkurrere globalt, på den anden side for at den enkelte kan udfolde sig personligt. Konsekvenserne er: 1.For EU: Bevillingerne til LEONARDO og SOKRATES skal forøges, og her vil kommissær Monti få EuropaParlamentets støtte. I betragtning af den nødvendige budgetdisciplin vil det være fornuftigt med årlige stigningsrater.2.For medlemsstaterne: Indskrænkningen af forsknings- og udviklingsbudgetter skal ophøre. Dagsorienteret politik skal erstattes af fremtidsorienteret tænkemåde og handling.3.For virksomhederne: Den, der kun følger cost-saving-strategier, sætter sine fremtidschancer over styr. Til at opspore markedsnicher og gennemføre produktforbedringer har virksomhederne brug for medarbejdere, der er motiverede og kvalificerede som følge af videreuddannelse i virksomheden og udenfor.4.For skolerne: Det skal være slut med en smal uddannelse. Hvis de unge får en bred basisuddannelse og lærer at tænke abstrakt og først specialiserer sig på et sent tidspunkt, er de i stand til at udøve flere erhverv i løbet af deres karriere.
Den europæiske politik skal lægge til grund, at medlemsstaterne er strengt ansvarlige for den indholdsmæssige udformning af uddannelsespolitikken. Men samtidig skal den supplere og støtte de nationale foranstaltninger. I denne forstand modtager jeg med glæde meddelelsen om forslag til handlingsplaner for udnyttelse af SOKRATES- OG LEONARDO-programmerne. Inden for den almene uddannelse og erhvervsuddannelsen er det nødvendigt: - at fremme tilegnelsen af ny viden i betragtning af, at de økonomiske og teknologiske omgivelser ændrer sig så hurtigt, - at få skole og erhvervsliv til at nærme sig hinanden, - at bekæmpe den sociale udstødelse. Europa-Parlamentets Socialudvalg var med rette skeptisk over for det projekt med særlige skoler, der giver de unge en ny chance, som hvidbogen foreslår. Ved drøftelserne har jeg gentagne gange gjort opmærksom på risikoen for, at der så kunne opstå »ghettoskoler«. Derimod findes der allerede nu i mange medlemsstater et differentieret system med henblik på at fremme de dårligt stillede. I Tyskland spænder det f.eks. lige fra de åbne adgangsbestemmelser for det duale system over oprettelse af erhvervsforberedelsesklasser og uddannelsesforløb nr. 2 til det særlige program for de dårligt stillede grupper, den tyske jobskabelseslov hjemler. I Europa-Parlamentets debatter har man hidtil altid med rette understreget sammenhængen mellem politikkens forskellige områder. Opgave nr. 1 for erhvervs-, social- og uddannelsespolitikken er at bekæmpe arbejdsløsheden - både nationalt og europæisk. Det er i hvert fald korrekt, at manglende arbejdspladser kun er den ene side af medaljen, en anden grund til arbejdsløshed er manglende erhvervsmæssige kvalifikationer. Transnationale uddannelsespolitiske udvekslingsforanstaltninger kan tydeliggøre, hvor vigtigt det er med en tæt forbindelse mellem erhvervsmæssig erfaring og skoleuddannelse. Det gælder for den første uddannelse, men også for videreuddannelsen. Der er ikke noget mere forkert end den sætning, der tit bruges i Tyskland og Østrig efter afsluttet lærlingeuddannelse: «Jeg er udlært«. Tværtimod drejer det sig - netop i vores moderne teknologisamfund - om »livslang uddannelse«. I spørgsmålet om adgangen hertil spiller arbejdsmarkedets parter en hovedrolle, ifølge fru Waddington. LEONARDO-programmet understreger også deres vigtige opgaver. Virksomheden »Europa« har ikke kun brug for moderne højteknologiske maskiner, men også arbejdstagere, der kan betjene dem. Mennesker må ikke allerede i en alder af 40 år sorteres fra og afskrives som gamle maskiner, dvs. sendes ud i arbejdsløshed. LEONARDO-programmet bør fremme modeloverenskomster, der ikke kun vil anvende resultaterne af det økonomiske fremskridt til investeringer i realværdier og kontante lønforhøjelser, men også til erhvervsmæssig videreuddannelse af arbejdstagerne, til investeringer i humankapital. Jeg har stemt for Waddington-betænkningen, fordi der med den ydes et bidrag til omsættelse af de punkter eller krav, jeg har redegjort for.
Hvidbogen om almen uddannelse og erhvervsuddannelse hilses generelt velkommen og finder for det meste et positivt ekko. Også jeg mener, at den er en vigtig impuls for den nødvendige uddannelsesdiskussion på europæisk og nationalt plan. Jeg er ganske vist noget utilfreds med hvidbogens titel. Begrebet »det kognitive samfund« er upræcist og samtidig ufuldstændigt, for den almene uddannelse skal ikke kun omfatte kognitive, men også emotionelle, sociale og etiske indlæringsprocesser. Vi må ikke miste målet af syne, nemlig opdragelsen til etiske og moralske værdier. Jeg har derfor foreslået titlen ændret til »Undervisning og indlæring - ad en etisk forsvarlig vej til et videnorienteret samfund«, som imidlertid desværre ikke blev vedtaget af Kulturudvalget. Jeg glæder mig derimod over, at et andet af mine ændringsforslag er blevet overtaget i udtalelsen fra Kulturudvalget og også er med i fru Waddingtons betænkning - selvom det er noget mindre eftertrykkeligt, end jeg havde ønsket mig. Der er her tale om betydningen af, at alle har mulighed for at gå i børnehaveklasse, især for dårligt stillede børn, for at forbedre de lige muligheder og derved forebygge social udstødelse. Børnehaveklassen skal som laveste uddannelsestrin skænkes langt mere opmærksomhed, end det hidtil har været tilfældet i de fleste europæiske lande. Resultater fra hjerneforskningen beviser, at et stort antal færdigheder og tilbøjeligheder allerede fastlægges i de første seks år af et menneskes liv. En helhedsopdragelse på et så tidligt tidspunkt som muligt under særlig hensyntagen til musiske elementer og legebetonet omgang med fremmedsprog fremmer kreativiteten hos børn og lægger grundstenen til et omfattende uddannelsesspektrum. En sådant børnehaveklasseforløb kan derudover forebygge social udstødelse, da man sikrer sig, at alle børn på en legebetonet måde stifter bekendtskab med indlæring allerede før den skolepligtige alder. Det giver forhåbning om, at det projekt med særlige skoler, der giver de unge en ny chance, som Kommissionen allerede har indledt - imod medlemsstaternes vilje - bliver mere og mere overflødigt, da man kommer det primære mål nærmere, nemlig at integrere alle unge i første traditionelle uddannelsesforløb . Jeg er enig med fru Waddington i, at i stedet for at oprette skoler, der giver de unge en ny chance, som institutioner adskilt fra det eksisterende uddannelsessystem, bør man snarere styrke det traditionelle uddannelsesforløb for at være i stand til at tilbyde en tilstrækkelig mangfoldighed og sikre et globalt system, der giver chancer til alle. Jeg har desuden den opfattelse, at der skal lægges langt mere vægt på lærernes rolle i informationssamfundet, end det er tilfældet i hvidbogen. Stadigvæk er der mange lærere, der ikke finder det nødvendigt at bruge nye informationsteknologier, men snarere betragter dem som et stykke »legetøj« på frivillig basis, som ikke vil få stor betydning i fremtiden. Tit føler de sig også utilpasse ved tanken om alle de nye krav, der forestår dem med disse innovationer. Det er klart, at lærernes rolle vil ændre sig væsentligt med indførelsen af de nye teknologier: Men de skal ikke fuldstændig miste deres traditionelle rolle som »indehaver af viden«; alligevel er de nødt til at finde frem til en yderligere rolleforståelse ved hjælp af de nye teknologier; de skal formidle til den enkelte elev, hvordan han eller hun skal udvælge, forstå og anvende de data, der tilbydes. Lærere skal derfor uddannes og kontinuerligt videreuddannes specielt med henblik på øget anvendelse af de nye teknologier. Derudover skal det fremhæves kraftigere i hvidbogen, at forældrene og familien har en nøglefunktion, og at de skal inddrages i den samlede proces, som de nye indlæringskrav indgår i. Endelig skal de som hovedrepræsentanter for vores samfund acceptere og støtte de nye udviklinger uden derved at miste det vigtige aspekt af syne, der ligger i at opdrage til etiske og moralske værdier. Jeg går derfor ind for en intensiv forældreuddannelse. Som sidste punkt vil jeg gerne kort komme ind på aspektet indlæring af fremmedsprog. Naturligvis er det ønskværdigt, at sproguddannelsen fremmes, men jeg anser det for urealistisk at pejle mod en situation, hvor alle borgere taler mindst to fremmedsprog. Her finder jeg, at italienernes initiativ til først og fremmest at støtte den passive sprogbeherskelse er interessant. Det fører til større forståelse mellem borgerne i forskellige medlemsstater, uden at de med det samme er nødt til at lære at tale det andet sprog perfekt. Det er ubestridt, at det er langt lettere at lære at beherske et sprog passivt end aktivt. Jeg synes, dette initiativ er interessant og værd at følge yderligere i diskussionen om dette emne. Alt i alt er jeg indforstået med forslagene i hvidbogen, men mener, det er nødvendigt, at de meget snart følges op af konkrete foranstaltninger. Jeg hilser også betænkningen af fru Waddington velkommen, der har omtalt mange yderligere vigtige aspekter.
Vi stemmer for denne betænkning, da vi finder dens politiske indhold fortræffeligt. Dog ønsker vi at understrege, at uddannelsespolitikken henhører under de nationale parlamenter, og at den også bør gøre det fremover. Kloning
Kloning rejser nogle alvorlige etiske, filosofiske og praktiske spørgsmål om brug og misbrug af genmanipulation og markedsføring af human genforskning. Hvad enten det drejer sig om forsøg, fertilitetsbehandling, diagnosticering forud for implantation, vævstransplantation eller foregår af en hvilken som helst anden årsag, er kloning af mennesker ikke berettiget under nogen omstændigheder og bør forbydes. Indtil der er opnået enighed i vort samfund om, hvorvidt kloningsteknikker overhovedet skal være tilladt, bør kloning af mennesker og dyr i enhver sammenhæng være forbudt i EU. Det bør nu forbydes, at man kan udtage patent på sådanne teknikker og de deraf følgende biologiske substanser, og forslaget til direktiv om juridisk beskyttelse af bioteknologiske opfindelser bør ændres i overensstemmelse hermed. Enhver form for direkte eller indirekte EU-finansiering af forskning eller udvikling inden for teknikker til kloning af mennesker og/eller dyr bør straks trækkes tilbage, og der bør offentliggøres en liste over samtlige projekter af denne art, der er ydet EU-midler til. Masseproduktion af dyr ved hjælp af kloningsteknikker indebærer uundgåeligt, at den genetiske variation blandt husdyrene bliver reduceret, det underminerer det økologiske grundlag for fødevareproduktionen og medfører på det etiske plan en forråelse i produktionen af disse dyr. Kloning af husdyr fører til et nyt rationaliseringsniveau inden for kvægproduktionen, det vil yderligere stimulere industrialiseringen af landbruget og underminere alle de aktuelle forsøg på at vende den fælles landbrugspolitik mod et bæredygtigt landbrug. Vi må indkalde en borgerkonference i hver medlemsstat, hvor disse spørgsmål kan blive overvejet, og vi må have nedsat en Humangenetisk Kommission, som kan kontrollere og rådgive om hele den kommende udvikling.
Som medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne kunne jeg ikke støtte kompromisforslaget, hvor kloning af dyr ikke var nævnt. Det er uforståeligt, at de øvrige grupper under forhandlinger, som fåret Dolly har været anledning til, har valgt at undlade overhovedet at komme ind på dyrene og er nået frem til en svagere version af det forslag til beslutning om kloning af mennesker, der i 1993 blev enstemmigt vedtaget i Europa-Parlamentet. Som politikere har vi et ansvar for at tage fat på såvel de vanskelige spørgsmål som de mere enkle. Det er jo ganske klart, at der er en sammenhæng mellem kloning af mennesker og kloning af dyr, og i en tid, hvor de tidligere uoverstigelige skel mellem arterne bliver mere og mere udviskede, må vi vise mandsmod og hjerte til at sætte en stopper for enhver form for kloning af alle dyr, ikke blot de menneskelige. De økonomiske instrumenter, som styrer forskningens dagsorden, omfatter blandt andet den beskyttelse, som ligger i patentlovgivningen. Hvis vi skal forbyde kloning, så må dette forbud i praksis komme til udtryk gennem et lignende forbud i patentdirektivet. Med hensyn til strukturen i en etisk vurdering mener jeg, at vi har lagt vægten et helt forkert sted. Det bør ikke være et spørgsmål om, hvilket ekspertudvalg der rummer størst ekspertise. Vi skal lytte til offentligheden i almindelighed og skabe en grundig debat, således at vi i vore samfund kan nå til enighed om, hvilken udviklingsretning og anvendelse, de nye reproduktionsteknikker skal have. Det bør være borgerne, der informerer administratorerne, ikke omvendt. Man har i dag forkastet ændringsforslag, der havde til formål at opfylde disse krav, og det er i protest imod dette, jeg hverken har stemt for eller imod.
Det er skræmmende at høre om de nye forskningsresultater fra forskerne i Skotland. Vi har en helt klar holdning til dette spørgsmål: Vi kan ikke tillade kloning af hverken mennesker eller dyr. For os vejer de etiske aspekter meget tungt, og vi kræver et totalforbud mod kloning, ikke kun af mennesker, men også af dyr. Kloning på animalsk væv strider fuldstændig imod vor holdning til dyr og til den måde, som vi mennesker bør behandle dem på. Kloning af dyr bestemt til slagtning fører til øget rationalisering af husdyrproduktionen, en mere vidtgående industrialisering af landbruget og undergraver vore bestræbelser for at omstille landbrugsproduktionen til at være økologisk bæredygtig. Endvidere bør det fastslås, at man ikke inden for rammerne af EU's forskningsprojekter må beskæftige sig med forskning, der har med kloning at gøre. Viser noget sådant sig alligevel at finde sted, skal de pågældende projekter omgående bringes til ophør, og pengene tilbagebetales til EU.
Som medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne kunne jeg ikke støtte kompromisforslaget, hvor kloning af dyr ikke var nævnt behørigt. Det er uforståeligt, at de øvrige grupper under forhandlinger, som fåret Dolly har været anledning til, har valgt at undlade overhovedet at komme ind på dyrene og er nået frem til en svagere version af det forslag til beslutning om kloning af mennesker, der i 1993 blev enstemmigt vedtaget i Europa-Parlamentet. Som politikere har vi et ansvar for at tage fat på såvel de vanskelige spørgsmål som de mere enkle. Det er jo ganske klart, at der er en sammenhæng mellem kloning af mennesker og kloning af dyr, og i en tid, hvor de tidligere uoverstigelige skel mellem arterne bliver mere og mere udviskede, må vi vise mandsmod og hjerte til at sætte en stopper for enhver form for kloning af alle dyr, ikke blot de menneskelige. De økonomiske instrumenter, som styrer forskningens dagsorden, omfatter blandt andet den beskyttelse, som ligger i patentlovgivningen. Hvis vi skal forbyde kloning, så må dette forbud i praksis komme til udtryk gennem et lignende forbud i patentdirektivet. Med hensyn til strukturen i en etisk vurdering mener jeg, at vi har lagt vægten et helt forkert sted. Det bør ikke være et spørgsmål om, hvilket ekspertudvalg der rummer størst ekspertise. Vi skal lytte til offentligheden i almindelighed og skabe en grundig debat, således at vi i vore samfund kan nå til enighed om, hvilken udviklingsretning og anvendelse, de nye reproduktionsteknikker skal have. Det bør være borgerne, der informerer administratorerne, ikke omvendt.
Dolly, verdens første klon af et voksent dyr, er måske et fotogent får, som ser godt ud på avisernes forsider. Men bag de pæne fotografier lurer der en uheldsvanger trussel mod den genetiske variation, der er naturens mest basale princip. Kloning af dyr skal ses i sammenhæng med BSE-krisen og de negative følger af det industrialiserede landbrug. Kloning ville fremme overdreven indavl og kunne føre til en stigning i de mentale og fysiske forstyrrelser blandt vore husdyr. Hvordan skal forbrugerne kunne skærmes mod følgerne af genetisk forurening i fødekæden? Dr. Ian Wilmut, den videnskabsmand ved Roslin Instituttet i Edinburgh, der har ansvaret for Dolly, har udtalt, at der ikke er noget, der hindrer, at de teknikker, han har brugt, kan anvendes på menneskefostre. Tanken om at klone mennesker må snarere opfattes som værende i slægt med Hitlers tanker om den ariske race end som en ansvarlig anvendelse af det videnskabelige fremskridt. Kloning af dyr rejser ligeledes alvorlige etiske spørgsmål om de grusomheder, menneskene udsætter dyrene for i videnskabens navn. Senere på ugen skal Europa-Parlamentet diskutere en betænkning om Kommissionens manglende udarbejdelse af planer for gradvis afvikling af dyreforsøg til brug for kosmetikbranchen. Der mangler tilsyneladende politisk vilje hos EU's ledere til at sætte en stopper for dyrenes unødvendige lidelser, og kloning vil kun føre til nye forsøg på dyr og større lidelser for dyrene.
Kloning er i øjeblikket det vigtigste problem, Europa-Parlamentet skal tage stilling til, ikke så meget fordi man kan reproducere helt ens dyr, som er nødvendige for menneskeheden, som til stadighed er på jagt efter mad for at stille sin sult, men fordi mennesket er i største fare, mennesket, som er enestående og unikt. Kommissær Cresson forsikrer os om, at de etiske og moralske principper vil blive overholdt. Men det er nødvendigt at definere det nærmere indhold af disse etiske og moralske principper. I Europa-Parlamentet er det til tider, ja ofte, flertallet, der afgør, hvad dette indhold består i. Desuden forsikrer fru Cresson os om, at angående klonproblematikken gør Kommissionen brug af eksperter, ja endog eksperter på et højt niveau. Men der er behov for at vurdere disse eksperters erfaring, at checke hvor og i hvilken sammenhæng denne erfaring er erhvervet; der er behov for at vide, hvor eksperterne kommer fra, og på hvilket kulturgrundlag de bygger, hvad angår udøvelsen af deres fag; hvilket etisk og moralsk koncept de hylder, om de er venstre- eller højreorienterede osv. Det er alene gennem besvarelsen af disse spørgsmål, at vi med sikkerhed kan vide, hvad det er, Kommissionen vil kunne levere. Jeg vil stemme for beslutningsforslaget, hvis de etiske principper reelt overholdes, de sande principper, hvor naturens orden respekteres, hvor mennesket betragtes som enestående og unikt, hvor der er klare regler og sikre normer, der ikke vender op og ned på det, der blev givet gennem skabelsen.
Som grønt parlamentsmedlem kan jeg desværre ikke stemme for det foreliggende kompromisforslag til en beslutning. Jeg ville gerne have stemt for en erklæring, der mindst lige så konsekvent som vores beslutning i 1993 vender sig mod industriens, videnskabens og politikkens koordinerede ansvarsløshed, som allerede kan ses i kloning af dyr. Vi må ikke først beskytte menneskets værdighed, når den første angrebsbølge allerede er forbi. Menneskets værdighed er allerede truet på det tidspunkt, hvor dyr degraderes til rent biologisk bæremateriale, til levende kødfabrikker, som hr. Pradier har prist. Ved sådanne koncepter er der ikke lang vej igen, før også mennesker bliver inddelt efter nyttighedskriterier: De gode ind i varmen, de må leve videre i dette koncept baseret på vrangforestillinger, og de dårlige ud i kulden, de tjener så som omvandrende organdonoranlæg. Tilbøjeligheder, som måske forekommer Dem bekendt, og som ikke er grønne vrangforestillinger a la Huxleys »Brave New World«, men derimod ideer, som er kommet til udtryk i bioetikkonventionen og de heri repræsenterede forestillinger om menneskers »værdi« og »værdiløshed«. Derfor ligger det mig personligt på hjerte, at Europa-Parlamentet entydigt og konsekvent vender sig imod ethvert etisk digebrud og i fællesskab vender sig imod kloning af et hvilket som helst levende væsen og den hermed forbundne forskning.
I registret over de grundlæggende rettigheder findes friheden i centrum af enhver etisk debat. Det er grunden til, at patientens samtykke inden for sundhedssektoren er en helt nødvendig forudsætning forud for ethvert indgreb. Man når det på grund af en særlig situation ikke er muligt at opnå patientens samtykke, kan forældrenes eller værgens træde i stedet, i hvert tilfælde når de forventede resultater af indgrebet er tilstrækkelig klare til, at uddelegeringen af ansvar kan finde sted. Hvis indgrebet derimod er uden interesse for den pågældende, bør det forbydes, for man går ud fra princippet om, at samtykke nægtes, hvis det ikke kan indhentes. Dette er tilfældet ved menneskelig forplantning ved kloning, uanset den valgte metode. Allerede ved forplantning ad kunstig vej rejses der rent faktisk et særlig alvorligt etisk spørgsmål gennem teknikken med mikroinjektion af sædceller i en ægcelle, for det forudsætter et valg, en bevidst udvælgelse af kønsceller. Ved kloning af menneskelige væsener, uanset om det sker ved deling af ægget eller ved genmanipulation, som det var tilfældet med fåret Dolly, bør man holde fast i et absolut forbud. Man vil jo kunne bestemme alt vedrørende det nye menneskes genetiske kendetegn. Det vil være det alvorligste anslag mod friheden, man kan forestille sig. Man har ikke i tilstrækkelig grad gennemtænkt dette grundlæggende kendetegn ved den menneskelige forplantning, som det tilfældige i den naturlige undfangelse er, bortset fra forældrenes bevidste handling, deres seksuelle forening. Det tilfældige ved undfangelsen er den største oprindelige beskyttelse af den menneskelige frihed. Den er til dels blevet beskåret gennem den lægelige bistand til undfangelsen. Det, som samfundet har ment at kunne tolerere for at råde bod på et pars infertilitet, er allerede en overtrædelse af denne beskyttelse af den menneskelige frihed. Denne overtrædelse må ikke gå længere. Man må ligeledes understrege, at både den kunstige befrugtning og kloningsmetoderne bekræfter, at det befrugtede æg virkelig er et menneskeligt væsen. I modsætning til de konsekvenser, som nogle har ment at kunne udlede af æggets spontane deling, som giver ægte tvillinger, viser enheden af det oprindelige æg, som senere giver to mennesker, ikke, at ægget ikke er et menneskeligt væsen. Det er »kimen« til et menneskeligt væsen, som senere giver to mennesker med hver sin personlighed og samme arvemasse. Men forskellen mellem ægte tvillinger, der skyldes en naturlig og spontan deling, og ægte tvillinger, der skyldes en fremprovokeret deling, ligger netop i det tilfældige ved førstnævnte og den menneskelige kontrol over sidstnævnte. Grænsen mellem de to begivenheder er grænsen mellem menneskets frihed og det totale slaveri. Forbudet mod kloning af mennesker bør for alle menneskelige samfund være lige så strengt som forbudet mod incest.
I debatten om forskning og samfund må der tages stilling til spørgsmålet om samfundets kontrol med den videnskabelige forskning, idet der kan opstå konflikter mellem princippet om forskningsfrihed og andre samfundsmæssige værdier, og det er der ingen grund til at forarges over. Videnskab er ikke blot en intellektuel udforskning af naturen. Forskningsresultaterne anvendes i praksis, og de økonomiske og sociale konsekvenser heraf er enorme i dag, og de. De er også en magt. Det er denne samfundsmæssige eksternalisering af forskningsresultaterne, der begrunder behovet for en retlig regulering af forskningsaktiviteterne Reguleringen af den videnskabelige forskning indebærer, at den integreres i samfundsstrukturens almindelige orden. At der opstilles retlige bestemmelser for den videnskabelig aktivitet indebærer på ingen måde en begrænsning af forskningsfriheden, tværtimod, kun på denne måde kan den sikres på troværdig vis. Parlamenterne kan med deres ansvar for samfundsordenen ikke acceptere, at der udvikles nye videnskabelige og teknologiske tiltag, uden at der er etableret mekanismer til risikovurdering og forudsigelse af uønskede konsekvenser. En demokratisk stat er forpligtet til at pålægge forskningen eventuelt nødvendige begrænsninger. I betragtning af genteknologiens samfundsmæssige konsekvenser og offentlighedens bekymring for en ukontrolleret udvikling er det nødvendigt med en regulering på nationalt, EU- og verdensplan. Og derfor er det nødvendigt med en udtalelse fra Europa-Parlamentet, hvori det understreges, at ethvert individ har ret til sin egen ikke-manipulerede genetiske identitet, at kloning af mennesker er forbudt, og at der bør indføres strafferetlige sanktioner for at forebygge overtrædelser. Det er en helt afgørende forudsætning for at sikre beskyttelsen af menneskets værdighed. Når dette er sagt, er det vigtigt at undgå at skabe forvirring i offentligheden i forbindelse med den aktuelle debat om kontrol med genteknologi og kloning. Der må omhyggeligt skelnes mellem kloning af mennesker og kloning af celler og dyr. Ethvert forskningstiltag, der tager sigte på kloning af mennesker, må klart og utvetydigt forbydes. Men det skal ligeså klart fastslås, at kloning af celler og dyr er et yderst vigtigt instrument for den biomedicinske forskning. Der må træffes alle de nødvendige etiske og retlige beskyttelsesforanstaltninger for at beskytte de grundlæggende rettigheder og værdier i vort samfund, men vi har ikke ret til at lamme det videnskabelige fremskridt, som kan hjælpe mennesket til at fuldbyrde sin skæbne som menneske.
Den manglende entydighed, som mange kolleger her lægger for dagen i spørgsmålet om kloning, kan øjensynlig føres tilbage til to (historisk forbundne) afveje: Til den ontologiske afvej, hvor realiteten reduceres til objekter , som subjekter så stilles op imod som noget helt andet og uforklarligt. Det fører så til, at kategorien identitet ikke længere kan tænkes reelt - og reduceres til den konkrete kategori lighed . Leibniz' metafysiske princip om »identitas indiscernibilium« baner vejen for en ingeniørvidenskabelig ubekymrethed: «Hvad jeg ikke kan skelne mellem, anser jeg fluks som identisk!« På et eller andet tidspunkt negeres den således »undergravede« identitet så også helt i praksis: Individet underkastes sin tekniske reproducerbarhed. For det andet til den etiske afvej, hvor vi mennesker »frikendes« for enhver form for ansvar for de levende væsner omkring os, der kun betragtes som »ting« eller sågar »maskiner«, for alle medfølende forbindelser med dem, som vi kan erfare. Dermed begynder en holdning, hvor vi systematisk er ansvarsfri for alt, hvad der ikke er os selv, et egocentrisk tilbagetog fra den fulde virkelighed af egen praksis. Dermed åbnes døren også på vid gab for menneskefjendtlige fremgangsmåder: Den, som definerer os mennesker kunstigt ud fra koncerten af de levende væsner, vi lever iblandt, «sentient beings«, som det plastisk hedder på engelsk, kan også trække andre, ikke mindre kunstige grænselinjer, f.eks. mellem almindelige mennesker og »overmennesker« eller mellem »undermennesker« og »rigtige« mennesker... Renault-fabrikken
Hr. formand, min stemmeforklaring kommer på rette tidspunkt efter de alvorlige begivenheder og manipulationer, der har fundet sted her i salen. Renaults beslutning om at lukke et produktionsanlæg i havde fortjent nogle reelle overvejelser om årsagssammenhængene og de tilsyneladende uimodståelige kræfter, som har fået denne seriøse virksomhed til at disponere således. I stedet for har vi her i salen været vidne til en strøm af fejldiagnoser, hykleri og demagogi. Jeg har hørt talere, der forklarer, at den eneste løsning bestod i at integrere den sociale protokol i traktaten og indføre et socialt Europa, hvor beslutningerne blev truffet med flertal. Men direktiver om sociale og arbejdsmarkedsmæssige forhold er ikke i sig selv nok til at redde arbejdspladser, når køberne finder produkterne for dyre. I den sammenhæng forekommer Europa-Parlamentet mig at nære en ikke særlig rationel økonomiske opfattelse. Jeg er også ked af at have måttet lytte til appeller fra Parlamentet, også fra højrefløjen, om at stimulere efterspørgslen gennem brug af strukturfondene, en løsning, som består i at klæde skatteyderne af til skindet for at klæde forbrugeren på, eller appeller om arbejdsdeling, en løsning, som oftest består i at klæde skatteyderne, dem igen, af til skindet, men denne gang er det for at klæde arbejdstagerne på. Fra venstrefløjens side har jeg også hørt, at man sætter spørgsmålstegn ved bestræbelserne på budgetsanering, formentlig underforstået, at man bør kunne yde støtte til Renault for at bevare arbejdspladser. Desværre ville denne løsning blot tvinge os endnu længere ind i blindgyden. Hvis vi virkelig ønsker at gennemtvinge en prioritering af den menneskelige dimension i Europa, må problemet opstilles på en anden måde. Renault er i virkeligheden uden tvivl offer for sine egne fejltagelser, men som så mange andre virksomheder også for den verdensomspændende frihandel, som Unionen har været så dum at åbne dørene for. Borgerne er klar over det, og de ved også, at den fælles valuta betyder krav om endnu barskere tilpasninger, og at den vil sætte yderligere fart på verdensfrihandelens damptromle. Af alle disse grunde føler borgerne spontant, at Bruxelles har et ansvar, som man under hele denne forhandling har forsøgt at skjule her i Parlamentet.
Hr. formand, jeg må sige, at socialisternes ihærdighed får mig til at tænke på Oscar Wildes sætning om Calibans vrede, da han genkendte sit eget billede i spejlet. For når alt kommer til alt, hvorfor har socialisterne så reageret så voldsomt i denne sag, hvis ikke det er fordi Renaults ledelse er indsat af en socialistisk regering, at den består af socialister, og at den forvalter det institutionelle ansvar, som den har fået overdraget, på en yderst klodset måde, det må man sige. Jeg tror, at det er et ønske fra socialisternes side om at fralægge sig ansvaret. Jeg har stemt mod beslutningsforslaget. Det indeholdt nogle meget positive ting, men jeg stemte imod, for jeg mener, at vi begår en fejl, der svarer til den, virksomheden har begået. Vi bebrejder med rette virksomheden at have misligholdt sin rolle og de juridiske bestemmelser ved at handle, som den gjorde. Men vi overskrider vores rolle ved at give virksomheden råd og ved at sige, at denne eller hin strategiske løsning bør foretrækkes frem for en anden. Det er ikke os, der betaler, så vi skal heller ikke være beslutningstagerne.
Hr. formand, for lidt siden sad Renault-arbejderne på tilhørerpladserne, men før dem kunne det have været minearbejderne, for man har også lukket kulminerne for at importere kul fra Australien eller Vietnam. Men før dem kunne det også have været arbejderne fra stålværkerne, hvor man har lukket højovnene for at indføre stål fra Thailand. Det kunne også have været tekstilarbejderne, fordi man har lukket den europæiske tekstilindustri for at indføre tekstiler fra Sydøstasien. Og nu alt dette hykleri, for når man har lukket, er det på grund af de japanske transplantationer - fem japanske fabrikker i Storbritannien - fordi der er japanske transplantationer i Spanien og Tyskland, fordi der er koreanske biler. Man har naturligvis brugt strukturfondene, det vil sige, at de europæiske skatteydere har betalt for arbejdsløsheden inden for automobilsektoren, lige som de har betalt for Hoover, der flyttede fra Frankrig til Skotland. Ford havde allerede forstået det, for man betalte sine arbejdere vældig godt. Når man lukker automobilindustrien, er det fordi, at ingen køber biler, og når ingen køber biler, er det, fordi der er 20 millioner arbejdsløse, og når der er 20 millioner arbejdsløse, er det, fordi frihandels-Europa har skabt dem.
Det fælles beslutningsforslag er en tilkendegivelse af absolut solidaritet med de arbejdstagere, der nu trues med arbejdsløshed som følge af lukningen af fabrikken. For lidt over et år siden drøftede vi en lignende beslutning om personalenedskæringer med henblik på efterfølgende lukning som følge af flytningen af en produktionsenhed fra Renault-fabrikken i Setúbal. Den samme Renault-virksomhed, som nyder godt af EU-støtte, og som omfatter produktionsenheder, der er konstrueret med henblik på at få del i denne støtte. Det er et eklatant eksempel på, at Kommissionen anvender to målestokke: den største strenghed med hensyn til overholdelsen af reglerne om fri konkurrence og stor eftergivenhed med hensyn til overholdelsen af de europæiske sociale og arbejdsmarkedsmæssige bestemmelser (om kollektive afskedigelser og europæiske samarbejdsudvalg). Det er desuden en drastisk understregning af det sociale Europas underordnede position i forhold til markedets og valutaens Europa. De europæiske socialisters kraftige reaktion skal ses som udtryk for, at vi ikke accepterer en sådan politik, som vil få arbejdstagerne til at vende sig mod det europæiske projekt og undergrave den sociale konsensus, der er grundlæggende for Den Europæiske Union. Heldigvis har arbejdstagerne på Renault-fabrikkerne i andre europæiske lande indset, at det er nødvendigt med fælles, grænseoverskridende aktioner over for den »globaliserede« kapital, og at løsningen ikke ligger i en tilbagevenden til de nationale grænser. Vi støtter uforbeholdent deres kamp for retten til arbejde og tilføjer, at den er identisk med kampen for et socialt og politisk Europa baseret på borgernes aktive deltagelse og kamp for deres rettigheder.
I lyset af de yderst skuffende forhold, hvorunder afstemningen om beslutningsforslaget vedrørende lukningen af Renault-fabrikken i Vilvoorde fandt sted, har vi skønnet, at vi ikke bør deltage i afstemningen. Vi ville have ønsket, at stemningen i forbindelse med denne afstemning afspejlede problemets alvor. Det var ikke tilfældet. Det beklager vi uendelig meget.
Det er USA og Østasien, der får gavn af de yderligere problemer, som Renaults nedlæggelse af sin bilfabrik i Belgien påfører det europæiske erhvervsliv. I mange bestyrelseslokaler overvejer man nu, om det ikke er bedst at foretage planlagte investeringer et andet sted end Europa. Renault burde have fulgt reglerne om høring af de ansatte, inden beslutningen om at lukke bilfabrikken blev truffet. Men Europa-Parlamentets beslutning går langt videre end dette. Henstillingerne og fordømmelserne vil give virksomhederne yderligere problemer og dermed mindske investeringslysten. Europa-Parlamentet forsøger at forbedre de sociale forhold og beskæftigelsen, men de metoder, som man vælger, giver det stik modsatte resultat. Beskæftigelsen i Europa vil aldrig kunne fremmes af, at man forhindrer virksomhederne i at tilpasse sig nye konkurrencevilkår. I stedet bør man lette vilkårene for nye virksomheder og for nye udenlandske investeringer i Europa. Det er større konkurrenceevne, ikke yderligere regler, der kan gøre det muligt at forhindre, at »den europæiske model« på det sociale område bryder sammen. Renault er et statsejet foretagende, som har tøvet alt for længe med de nødvendige omstillinger. At en stor virksomhed som Renault modtager investeringsstøtte fra EU, kaster et skarpt lys over de negative sider af den virksomhedsstøtte, som EU selv i stor målestok yder gennem sine strukturfondene.
Metoden er helt bestemt beklagelig, hvilket d'herrer Chirac og Juppé har slået fast - for at sige det mildt - men det principielle i sagen er langt alvorligere, og det rummer en lektie for Europas fremtid, hvis der overhovedet er nogen fremtid. Samtidig med, at jeg vil minde modstanderne af Den Europæiske Union og Maastricht om, at den ikke er skyld i denne utålelige situation, har Europa vist sine begrænsninger og sin manglende evne til at forhindre den, lige som Unionen har vist sin manglende evne til at forhindre flytningen af virksomheder fra et unionsland til et andet. Man må naturligvis støtte de belgiske og franske lønmodtagere i Renault, og det gør jeg også. Man må imidlertid også støtte den europæiske bilindustri og kæmpe for et socialt Europa, hvor en sådan adfærd fra virksomhedsledelsens side er forbudt. Dette kan ske gennem ny kompetence på europæisk plan, gennem nye direktiver, gennem en styrkelse af fagforeningernes Europa og gennem en mobilisering af alle europæere, som ønsker andre europæiske politikker, og som afviser den fuldstændige liberalisme. Derfor støtter jeg beslutningen uforbeholdent, men jeg mener ikke, at vi bør lade det blive ved det. Man må tage sit politiske ansvar. Man kan ikke begræde lukningen af en Renault-fabrik på den ene side og acceptere den totale liberalisme på den anden. Ikke flere krokodilletårer!
Beslutningsforslaget, der blev vedtaget for et øjeblik siden, vedrørende lukningen af Renault-fabrikken i Vilvoorde er et særdeles betydningsfuldt dokument i relation til den europæiske social- og arbejdsmarkedspolitik. Beslutningen er betydningsfuld, fordi den rækker ud over det enkelte tilfælde og redegør for forholdet mellem Den Europæiske Union og industripolitikken. I beslutningen benægtes det ikke, at der findes problemer i forbindelse med konkurrenceevnen, og at det er nødvendigt at omstrukturere virksomhederne, men det kræves på det bestemteste, at reglerne overholdes. Rent faktisk bidrager disse vilkårlige omstruktureringer og lukninger ikke kun til at øge arbejdsløsheden, men også til at skabe et usikkert økonomisk klima, der kan have alvorlige følger for væksten i forbruget, på relationerne mellem arbejdsmarkedets parter og - kort sagt - på hele den økonomiske vækst i Den Europæiske Union. Beslutningen er betydningsfuld, fordi den fordømmer anvendelsen af afskedigelser som det eneste middel til at løse en krise uden tålmodige forsøg på at finde alternative løsninger, hvilket står i modsætning til det Europa, der er mere opmærksomt over for dets borgeres problemer, og som vi forsøger at opbygge. Beslutningen er betydningsfuld, fordi den påpeger, hvorledes lukning af store virksomheder har stærkt negative følger for underleverandørerne og for hele det område, hvor lignende store virksomheder opererer. Beslutningen er navnlig vigtig, fordi den fordømmer ensidige beslutninger uden forudgående forhandling mellem parterne, hvilket er typisk for den rendyrkede kapitalisme, som slår den europæiske sociale model i stykker. Men beslutningens betydning ligger også i det faktum, at alt det, der er sagt og skrevet vedrørende Renault, gælder for alle situationer, som på lignende vis og med meget stærke lighedspunkter sker i Europa, også selv om de ikke alle kommer Europa-Parlamentet for øre. Jeg skal blot nævne et enkelt eksempel: hundreder af arbejdere i Monza oplever det samme drama, fordi Philips gennemfører en virksomhedsflytning. Vi er nu i forhandlingsfasen, og vi håber, at denne håndfaste beslutning også kan bidrage til at løse de problemer, som andre arbejdere i Europa kæmper med.
Først og fremmest ønsker jeg at fordømme metoden, som Renault har benyttet sig af, for gennem denne pludselige beslutning skjuler man fuldstændig den menneskelige dimension af den krise, virksomheden gennemlever. Jeg erkender i øvrigt, at ledelsens holdning over for medarbejderne har været nedladende, og jeg deler deres følelse af vrede og forvirring. Jeg beklager imidlertid også, at det ikke er lykkedes Kommissionen at forudse sådanne situationer, og at man gennem Den Europæiske Unions industripolitik ikke har været i stand til at bidrage med de økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige svar på nogle af de store virksomheders nødvendige omstruktureringer, navnlig inden for automobilsektoren, som er kraftigt berørt af krisen. For at denne slags situation ikke skal gentage sig, er det mit ønsker, at Den Europæiske Union bliver mere effektiv fremover, og at den tilskynder til løsninger, der er mindre omkostningskrævende rent menneskeligt.
EU har længe lagt størst vægt på økonomien, handelen, markedet og konkurrencen. Nu er det på tide at sætte andre emner højt på dagsordenen, bl.a. sociale spørgsmål og beskæftigelsesspørgsmål. At opprioritere disse spørgsmål er imidlertid ikke ensbetydende med, at beslutningerne skal træffes overstatsligt ved flertalsafgørelser. Tværtimod er det medlemsstaterne, der skal tage sig af dem. EU kan eksempelvis opstille mål for beskæftigelsen, men de foranstaltninger, der skal træffes for at nå målene, skal udformes og gennemføres på nationalt plan.
Lukningen af fabrikken i Vilvoorde er et drama, som føjer sig til mange andre virksomhedslukninger. Anlægget er endvidere et højtydende stykke værktøj, som netop er blevet moderniseret. Det er et utåleligt økonomisk og menneskeligt spild. Hvordan kan man være uforstående over for den absolutte nødvendighed af en industripolitisk strategi for Den Europæiske Union? Den økonomiske og sociale samhørighed er helt nødvendige og skal gå hånd i hånd. EuropaParlamentet har i årevis kæmpet i den retning. Internationaliseringen af markederne - og ikke opbygningen af det fælles Europa! - får virksomhederne til at træffe valg, at forebygge omstruktureringer og indgå alliancer med tredjelande. For at forsvare et mærke, en viden, arbejdspladser? Det kunne man godt tro... Og alligevel er det de røde tal på bundlinjen efter år med overskud, der tjener som rettesnor for virksomheden, der så ser stort på det økonomiske og sociale liv i hele byer og endda i hele regioner i Frankrig, Belgien og Spanien. Information, høring, det er først og fremmest udtryk for respekt for andre, for deres arbejde og for deres rettigheder. I 1980'erne behandlede Europa-Parlamentet dette spørgsmål for det sociale Europa, der skulle opbygges. Man var meget tilbageholdende i de fleste af medlemsstaternes regeringer! Vi skulle vente helt til september 1994, før direktivet om europæiske virksomhedsråd blev vedtaget officielt! Renault havde foregrebet den europæiske lovgivning og oprettet europæiske virksomhedsråd allerede i 1993. Er det nødvendigt at minde denne virksomhed, som længe blev opfattet som blomsten af europæisk industri og det sociale fremskridt, om, hvad dette udvalg indebar, navnlig i henhold til artikel 1: «Udvalget for Renault-koncernen er en struktur for information og dialog vedrørende de strategiske retningslinjer for koncernen på europæisk plan på det økonomiske, finansielle og sociale område samt vedrørende de vigtigste udviklinger i datterselskaberne inden for Den Europæiske Union, for så vidt disse får følger på europæisk plan«. Dialog og samarbejde kunne have muliggjort alternative løsninger. Derfor bad Parlamentet om, at man undersøgte muligheden af en arbejdstidsnedsættelse i overensstemmelse med Rocard-betænkningen, som vores institution har vedtaget. Der bør ligeledes stilles forslag om videre- og efteruddannelse. Eurostrejken i sidste uge var en virkelig bevidstgørelse hos arbejdstagerne om det sociale Europa. Franske og spanske arbejdstageres solidaritet med deres belgiske kolleger, det er noget helt nyt! Jeg har altid ment, at det sociale Europa ikke blot kunne indføres »fra oven« gennem bestemmelser og love. Står vi over for et nyt styrkeforhold mellem de europæiske fagforeninger og de internationale virksomheder? Jeg vil gerne udtrykke min dybe solidaritet med de tusinder af Renault-arbejdere, som er holdt helt uden for deres ledelses tragiske beslutninger, og med alle arbejdstagerne hos underleverandørerne, som også bliver påført forfærdelige økonomiske konsekvenser som følge af lukningen.
Vi har stemt for beslutningsforslaget om Renaults lukning af bilfabrikken i Vilvoorde. Beslutningen er en vigtig markering fra Europa-Parlamentets side mod en arbejdsgiver, som har udvist stor hensynsløshed og brutalitet mod sine ansatte. Vi solidariserer os med Renault-arbejdernes kamp for deres ret til arbejde. Vi er uenige i henstillingen i beslutningen om at gøre socialprotokollen til en del af traktaten, idet dette ville styrke EU's udvikling i overstatslig retning. Sociale rettigheder kan sikres og gøres bindende på mellemstatsligt plan, hvilket er at foretrække.
Jeg deltog bevidst ikke i afstemningen for at give udtryk for min principielle misbilligelse af denne type tekst. Jeg er indigneret over at konstatere, at Parlamentet finder det nødvendigt at vedtage beslutninger om alle aktuelle emner. Uden at gå så vidt som til at tale om indblanding vil jeg konstatere, at det er et sidespor hvad angår de emner, som disse tekster vedrører. Jeg beklager naturligvis i høj grad tabet af arbejdspladser samt den metode, som virksomheden har anvendt. Og jeg ønsker, at Europa-Parlamentet fremover ikke behøver at vedtage denne form for beslutninger, hvor vi kun konstaterer og bedømmer kendsgerningerne, men at vi derimod i højere grad bidrager til en effektiv industri- og arbejdsmarkedspolitik, som gør det muligt at undgå disse situationer, som desværre vidner om den alvorlige krise, som nogle industrisektorer gennemgår i øjeblikket.
Den forargelige adfærd, Renault som transnational virksomhed med hjemsted i Frankrig har udvist i Europa, viser med al tydelighed fire strategiske mangler ved det nuværende EF: 1) Eksisterende direktiver omsættes ikke eller utilstrækkeligt, som her direktiverne om europæiske samarbejdsudvalg og om kollektive afskedigelser. En fælles strategi til forbedring af denne omsættelse - lige fra aktivering af deltagerne og de implicerede til mere effektive sanktioner - har længe været savnet. 2) Problemet med subventions-shopping i EF er uløst indtil dato. Ligesom vi som Parlament, netop også på initiativ af De Grønne, hele tiden har krævet, skal der omsider sørges for, at alle europæiske og nationale støtteforanstaltninger bindes til langsigtede planlægninger af udviklingen på sektoralt og regionalt plan - og skal betales tilbage, såfremt en virksomhed krænker sine indgåede forpligtelser. 3) Den europæiske bilindustri styrer hen imod en større strukturkrise med omkring tredobbelt overkapacitet, som der hverken findes et tilstrækkeligt ekspansionslune for på det europæiske indre marked eller på verdensmarkedet, derudover er der dens økologiske ansvarlighed. Vi skal omsider forskyde debatten om de europæiske industripolitikker og i stedet diskutere, hvordan vi i rette tid kan ombygge bilindustrien til en mobilitetsindustri - hvad der allerede har været gjort de første forsøg på, som i givet fald igen trænges i baggrunden. 4) Med henblik på præventiv overvindelse af en sektoral beskæftigelseskrise er det på sin plads at fremskynde planlagte arbejdstidsforkortelser med gradueret lønkompensation og indkomststabiliserende foranstaltninger for de lavere og mellemste indkomstgrupper inden for rammerne af skatte- og afgiftsreformer. Dramaet ligger her i, at Fællesskabet og dets medlemsstater samt den sociale dialogs deltagere endnu ikke har givet sig selv de nødvendige instrumenter til koordineret indledning og omsættelse af en sådan strategi. Det skal vi omgående tage fat på, det lærer vi også af dette slemme eksempel på en ledelses kyniske beslutning om at flytte en virksomhed - ikke kun i ord, men omsider i handling! (Mødet udsat kl. 14.10 og genoptaget kl. 15.05) )
Jeg vil gerne komme ind på de principper, der danner grundlaget for vore forhandlingers uafhængighed, fru formand. Ved slutningen af det foregående møde var der en lang række indlæg til forretningsordenen. Det vil jeg naturligvis ikke komme ind på igen. En hel del af disse indlæg tog udgangspunkt i de uafhængige forhandlinger i Parlamentet og det forhold, at vi ikke bør stemme under nogen form for pres. Jeg vil gerne minde om et andet princip, nemlig det, franskmændene kalder »verdslighedsprincippet«, hvilket man på alle sprog kunne kalde »de politiske institutioners uafhængighed af religiøs påvirkning«. Da jeg forlod mødet for lidt siden, omkring kl. 14.00, opdagede jeg - og det er ikke første gang - et religiøst kor, som stod og sang ved indgangen til Europa-Parlamentet. Talentfuldt, men religiøst. Jeg vil ikke anfægte talentet og den kunstneriske kvalitet. Jeg vil blot... (Formanden afbrød taleren)
Hr. Hory, jeg ved ikke, hvad der er sket. Vi har en meget fuld dagsorden, og vi skal videre med den. Måske kan De fremsende noget skriftligt til Præsidiet. Men hvad De gør i øjeblikket, går ud over forretningsordenen. Jeg er desværre nødt til at fratage Dem ordet.
Fru formand, det var til forretningsordenen.
Ja, De har jo sagt, til hvilket punkt, og det er klart. Men hvis De ønsker at meddele endnu mere, end De lige har sagt, så bedes De gøre det skriftligt. Vi tager det så til efterretning, men der er ikke nogen debat om dette punkt nu!
Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen under ét om: beretning (A4-0053/97) af Kellett-Bowman for Det Midlertidige Undersøgelsesudvalg om Ordningen for Fællesskabsforsendelse om ordningen for fællesskabsforsendelse; -udkast til henstilling (A4-0054/97) fra Det Midlertidige Undersøgelsesudvalg om Ordningen for Fællesskabsforsendelse om beretningen fra Det Midlertidige Undersøgelsesudvalg om Ordningen for Fællesskabsforsendelse.
Fru formand, som en af dem, som har deltaget i arbejdet i undersøgelsesudvalget om ordningen for fællesskabsforsendelse har også jeg behov for at rose hr. Tomlinson og hr. Kellett-Bowman for den måde, hvorpå de har udført deres arbejde. Jeg tror, at denne betænkning har dækket et behov på alle sider. Det var for mig bemærkelsesværdigt, hvor gerne toldmyndigheder og speditører ville deltage i de forskellige samtaler, som vi førte. Jeg spørger derfor mig selv, om det ikke ville være godt at undersøge, om der kunne komme en struktur, for at disse to grupperinger regelmæssigt kan diskutere med hinanden, f.eks. under Kommissionens ledelse. Denne frivillighed er til stede, og jeg mener, at den må benyttes i øjeblikket. For så vidt angår selve betænkningen: Jeg synes, at betænkningen er så fuldstændig, at det er vanskeligt at tilføje noget til den. For mig er der ingen tvivl om, at når der er europæiske regler, skal disse også kontrolleres på europæisk plan. Jeg tror således, at der på lang sigt bør komme en eller anden form for europæisk toldvæsen. Jeg siger på lang sigt, for foreløbig vil det ikke være muligt. Allerførst skal der komme et samarbejde, og det skal være under Kommissionens ledelse. Jeg tror, at UCLAF's rolle skal styrkes, og måske er det også muligt, at Kommissionen undersøger, det er ikke nævnt i betænkningen, i hvilket omfang samarbejdet med Europol kunne forbedres. Jeg husker, at da vi talte om gennemførelsen af det indre marked, talte alle om styrkelse af toldtjenesten ved de ydre grænser. Vi har set, at det modsatte er sket. En af de første ting, som skal ske, er, tror jeg, at de ydre grænser styrkes, og også jeg går stærkt ind for, at vi arbejder mere med rejsehold og kontrollerer, hvor det er muligt, overalt i Europa. Datamatisering, selvfølgelig. En særlig rolle er tildelt Schweiz. Det er et svagt led i kæden. Jeg mener, at vi må lægge særlig vægt på henstilling nr. 29, som siger, at Kommissionen årligt skal udarbejde en rapport om, hvordan samarbejdet med Schweiz forløber på retsområdet og lignende. Denne rapport foreligger nu. Jeg tror, at det virkelige arbejde først vil begynde nu. Jeg ser derfor med interesse frem til den rapport, som kommissær Monti har lovet os inden udgangen af april. Jeg tror, at vi så kan begynde på den lange etape, som ligger foran os med hensyn til at styrke kontrollen på toldområdet i Europa.
Fru formand, i formiddag kom hr. Kellett-Bowman og hr. Tomlinson udmærket ind på beretningens indhold, og jeg har således også lidt det problem, at der ikke kan tilføjes ret meget nyt. Man må simpelthen læse denne beretning. Det forekommer mig at være væsentligt, så ser man også sammenhængen. Jeg har alligevel et par punkter. Der er indtil nu lagt temmelig lidt vægt på problematikken omkring 100 %-garantien for følsomme varer. Og en af de konstateringer, som vi gør i denne beretning, er, at transportsystemet for følsomme varer ad landevej er kørt fuldstændig fast på denne 100 %-garanti, og at disse varer søger andre udveje, herunder smugleri. Jeg ville altså også fra Kommissionens side høre noget mere om mulighederne for ret hurtigt at gribe ind der. Da jeg i formiddag hørte kommissær Monti, fik jeg dog en fornemmelse af, at han temmelig let fejer problemet med Schweiz til side. For jeg tror ikke, at vi har løst problemet gennem denne samarbejdsaftale, som er kommet i stand mellem toldvæsenerne. Schweiz er et meget alvorligere problem. Det er naturligvis for vanvittigt, at man i »zweite Deutsche Fernsehen« ser patenterede smørsmuglere, der stolt står i deres have og fortæller, hvordan de gør det hele, uden at der er nogen mulighed for at gribe ind. Det betyder således, at vi skal forhandle temmelig hårdt med schweizerne inden for rammerne af det æresmedlemskab, som de er gået glip af, om bl.a. dette problem med beskytterne af bedragere, som udøver deres aktiviteter på Fællesskabets område eller på Den Europæiske Unions område. Under den sidste diskussion om undersøgelsen var det nederlandske formandskab ikke til stede. Det er dog tilfældet denne gang. Det glæder mig dobbelt, fordi jeg tror, at hvis vi taler om en anden del af denne beretning, nemlig nødvendigheden af forbedring af efterforskningsarbejdet og retsforfølgningen, er det også en sag for regeringskonferencen. Det er absolut nødvendigt, uden nu med det samme at ville gå over til fuldstændige europæiske beføjelser på efterforsknings- og retsforfølgningsområdet, at der alligevel mellem medlemsstaterne skabes overensstemmelse om muliggørelsen af Den Europæiske Unions funktion, som en slags clearingkontor, både for efterforskningen, altså for indsamlingen af oplysninger, og for retsforfølgningen. Jeg har fra nederlandsk side, jeg tror det var justitsministeren, allerede hørt tanken om en europæisk »magistrat« i Europol. Jeg tror, at den slags tanker også bør udvikles i retning af den problematik, som findes omkring transitbedrageriet. Fru formand, endvidere forekommer det mig, og jeg håber, at det kan ske under regeringskonferencen, at man bør forsøge at udforme hele denne problematik konkret, hvilket indtil nu i alt for ringe grad har været tilfældet.
Fru formand, i den korte tid, jeg har til rådighed, vil jeg gerne fremhæve de gode resultater, Europa-Parlamentet har haft med undersøgelsesudvalget og dets arbejde. Og det største resultat er, at de, der fostrede og realiserede den tanke, at Europa-Parlamentet skulle overdrages ansvaret for nedsættelsen af undersøgelsesudvalg, har vist sig at have handlet ret. De øvrige resultater er: For det første, at vi i undersøgelsesudvalget har banet nye veje, hovedsagelig proceduremæssige, for hvordan undersøgelsesudvalg bør fungere. Dette undersøgelsesudvalg har løst mange procedurespørgsmål og tolket den interinstitutionelle aftale på den bedst mulige måde. Et andet resultat er, at det lykkedes det at opgradere problemet med forsendelsesordningen fra et rent teknisk problem til et politisk problem, hvad det også er. Hvis ikke undersøgelsesudvalget havde taget affære, havde man stadig befundet sig i den blindgyde, som Den Europæiske Unions teknokrater havde skabt, og det ville have betydet ordningens sammenbrud. Vi har bogstaveligt talt reddet ordningen. Et andet resultat er, at vi som undersøgelsesudvalg kunne udskille politiske forpligtelser. Dette betyder, at Kommissionen f.eks. og jeg tror, Rådet vil gøre det samme - forpligtede sig til ikke at udvide ordningen, hvis ikke de nødvendige maskiner var erhvervet og de nødvendige reformer gennemført. Til sidst må jeg sige, at det ikke kun lykkedes os at skabe politiske forpligtelser, men vi var også i stand til at ændre den gældende politik. Jeg kan beskrive den situation, vi var i, for Dem: på den ene side havde vi disse blandede udvalg eller grupper vedrørende toldspørgsmål med deltagelse af medlemsstaterne og personale fra Kommissionen, og de var altid enige; men på den anden side, når vi fik svarene på de spørgeskemaer, der var udsendt til de 15 medlemslande, kunne vi konstatere en dyb uenighed mellem medlemsstaterne, som også var i himmelråbende modstrid med, hvad de samme staters repræsentanter i Bruxelles sagde og udtalte i ovennævnte udvalg og arbejdsgrupper. Der er altså tale om et helt igennem upålideligt system. Jeg håber nu, at udvalgets konklusioner vil vise det samme. Til sidst to bemærkninger: for det første vedrørende Schweiz, hvor jeg henvender mig til kommissærerne vedrørende henstilling nr. 29, som hr. Mulder også nævnte. For det andet vedrørende henstilling nr. 23, hvor vi anmoder om udvidelse af ansvaret til at omfatte garantiordningen. Garantierne kan ikke gives på grundlag af et »æresord« fra en »freight forwarder«. Her må også transportvirksomhederne involveres samt ejerne af det gods, der transporteres.
Fru formand, det er en god beretning, som vi nu forelægger som resultatet af et grundigt og omfattende arbejde. Vi har lært meget om, hvordan det indre marked gennem snyderi og bedrageri er blevet et indbringende marked for den organiserede kriminalitet, og ikke mindst om, hvordan man systematisk benytter Schweiz i forbindelse med disse aktiviteter. Både lovlige og ulovlige økonomiske aktører har draget fuld fordel af det indre marked. EU og medlemsstaterne har tabt adskillige milliarder ecu i moms, toldafgifter og punktafgifter til den organiserede kriminalitet. Som Tomlinson tidligere sagde: hvis blot 1 procent af forsendelserne repræsenterer bedragerier, drejer det sig om 4, 5 milliarder ecu, og hvis 2 procent repræsenterer bedragerier, er det 9 milliarder ecu, der går os forbi. Kommissionen fortjener kritik for, at den alt for længe har forholdt sig passiv. Den har ikke i tide reageret på den stigning i antallet af bedragerier, som den forældede ordning har givet anledning til. De nationale toldforvaltninger må samarbejde, som om de var én og samme myndighed. Det har de ikke gjort hidtil. Kommissionen i må forståelse med medlemsstaterne indføre fælles bestemmelser for fysisk kontrol hvor som helst i Den Europæiske Union, altså ikke kun ved grænserne, og for maksimal rejsetid og begrænsede ruter. Toldforvaltningerne skal på konsekvent vis gøre brug af disse bestemmelser. Det første umiddelbare skridt består i at datamatisere det forældede forsendelsessystem fra 1968. Men heller ikke et edb-system giver hundrede procent sikkerhed imod manipulering. Derfor må Kommissionen også gøre brug af øvrig egnet teknologi, såsom optiske kort. Sådanne kort er laserbaserede, deres indhold kan ikke slettes, og de kan lagre store mængder data. De kendetegnes af høj kvalitet og stor holdbarhed og kan tilsluttes alle computere. Kriminaliteten er velorganiseret, udnytter systematisk ethvert smuthul i systemet og har indtil nu været et skridt foran medlemsstaterne og EU. Det er på høje tid, at Kommissionen sammen med medlemsstaterne drager konsekvenserne af det frie marked. Alle smuthuller i EU-reglerne må lukkes. Der må indføres et effektivt system for fysisk kontrol ved samtlige grænser og punktkontrol hvor som helst i EU. Det er absolut nødvendigt at gøre brug af ny teknologi. Medlemsstaternes toldforvaltninger må samarbejde, som om de var én og samme myndighed. Den organiserede kriminalitet skal ikke længere have lov til at føre an i udviklingen. Tiden er nu inde for EU og medlemsstaterne til at handle. Kommissionen og medlemsstaterne må aktivt gennemføre henstillingerne i beretningen.
Fru formand, afskaffelsen af de indre grænser i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked i 1993 markerede et vendepunkt i problematikken vedrørende ordningen for fællesskabsforsendelse. Samtidig med de indiskutabelt store fordele ved gennemførelsen af princippet om fri bevægelighed for varer fra og med 1993 begyndte kriminelle organisationer og skruppelløse økonomiske aktører at lede efter smuthuller i ordningen og at udnytte manglen på grænsekontrol til egen fordel. De store beløb, der regnes med i skatte- og afgiftsunddragelse, er kun toppen af isbjerget af det bedrageri, der reelt finder sted, og som har alvorlige negative konsekvenser for fællesskabsbudgettet og kan resultere i store tab for de ærlige erhvervsdrivende. De indbyrdes modstridende oplysninger fra de forskellige økonomiske aktører, de nationale administrationer og Kommissionen med hensyn til svindelens samlede økonomiske omfang, viser endnu en gang, hvor stor uklarhed der hersker omkring dette problem, og peger på nødvendigheden af snarest muligt at iværksætte en seriøs reform af ordningen for fællesskabsforsendelse. Et illustrativt eksempel på den nævnte uklarhed og desorientering er beslutningen om at udvide ordningen for fællesskabsforsendelse til Visegrad-landene. Jeg erindrer om, at denne beslutning blev truffet på administrativt og ikke på politisk plan, som en så vigtig beslutning ellers burde. Udvidelsen af ordningen til Visegrad-landene er et klart eksempel på fejlvurdering af en situation, hvor det klart ville have været nødvendigt at udvide i dybden i stedet for i bredden. En af de vigtigste reformer, der skal indføres med henblik på en bedre forvaltning af de mere end 18 mio årlige forsendelsesoperationer, er en datamatisering af forsendelsesordningen. Det er klart for enhver, at den nuværende ordning med forsendelse af dokumenter fra et toldsted til et andet er forældet, at den skaber store forsinkelser og gør det lettere at forfalske tolddokumenter og stempler. Jeg skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at mange lande, bl.a. Spanien, allerede har taget store skridt hen imod en datamatisering af systemet. En reform af fællesskabsforsendelsesordningen skal tage sigte på at forenkle arbejdsgangen for de erhvervsdrivende og etablere samarbejdsmekanismer på told- og retsområdet, navnlig med hensyn til afsløring af bedrageri, pålæggelse af sanktioner, håndhævelse af disse og kontrol med rabatordninger og eftergivelse af toldskyld. Til sidst erindrer jeg om, at mange vidner i Det Midlertidige Undersøgelsesudvalg om Ordningen for Fællesskabsforsendelse har peget på Schweiz og Isle of Man. Jeg vil desuden pege på et skatteparadis som Gibraltar. Som følge af den laden-stå-til-holdning, som Klippeøens myndigheder udviser, har Gibraltar udviklet sig til et paradis for hvidvaskning af penge, hvilket i høj grad forværrer hele det problem, der er genstand for denne forhandling.
Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det er en forkert betegnelse, man har givet den beretning, som undersøgelsesudvalgets formand, hr. Tomlinson har udarbejdet: der står, at den handler »om svindel« («on transit fraud«). Det havde været mere korrekt at kalde den »beretning om selvbedrag«, som hedder »selv-svindel« på græsk. Omtalte selvbedrag består i, at vi tror, det er lykkedes os at skabe det indre marked. Ordet »indre« sætter imidlertid et område i modsætning til et andet område, det ydre, som det er adskilt fra med en tydelig skillelinje. Når vi taler om det indre marked, er denne skillelinje den fælles toldsats. Det er imidlertid ikke nok med en fælles toldsats. Vi er også nødt til at anvende den konsekvent. Og om den anvendes tilstrækkeligt konsekvent, afgøres, når vi har at gøre med transportvirksomheder, som ikke er ærlige, for når man er ærlig, overholder man frivilligt loven. Hvis vi spurgte en hvilken som helst Marlboro-cigaretsmugler, hvilken forskel han mener der er mellem markedet i Detroit og vores indre marked - og sådanne grundige undersøgelser har vort udvalg foretaget - ville han svare, at den eneste forskel sikkert er, at han i Amerika betaler nogle afgifter, mens han i Europa ikke betaler en eneste afgift. Beretningen har også givet et billede af årsagerne til denne situation. Al denne svindel er opstået på grund af opsplittelsen af Fællesskabets tjenestegrene med ansvar for told. Ansvaret for overholdelsen af toldsatsen ligger hos 15 forskellige tjenester. En stor del af dem har vi fjernet fra grænserne, som de havde lært at bevogte, hvorved vi fratog dem noget af deres arbejde. Vi har ikke i stedet givet dem en reel EU-helhed at passe på, vi har ikke givet dem en reel EU-opgave, vi har heller ikke givet dem en følelse af, at de har en EU-opgave, ikke givet dem en EU-bevidsthed, ikke engang en organiseret EU-tjeneste, som ville have kunnet give dem denne bevidsthed. Ikke så underligt, at der opstår kaos. Når vi ikke engang kan oprette en fælles toldtjeneste, skal vi ikke undre os over, at smuglere tramper på det indre marked. Dette tror jeg er det vigtigste budskab i den beretning, vi har fået forelagt. Ingen forslag til revision af transittransporten vil løse problemet, hvor rigtige og fornuftige de end måtte være, så længe vi forsøger at gennemføre dem inden for denne opsplittede toldtjeneste. Under disse omstændigheder - og det gælder ikke kun for toldområdet, det er de generelle omstændigheder - har mange af landene besluttet, at det er nødvendigt med et styrket indbyrdes samarbejde. Men før vi skrider til dette sidste middel, burde vi så ikke se på, hvor tingene er modne nok til, at vi kan gøre dette til et fælles samarbejde, der omfatter alle? Og det skal ske, før vi får dette styrkede samarbejde, som blot er en omskrivning af den hårde kerne, så vi får nogle resultater på de områder, hvor det kan lade sig gøre. Og hvad vil være mere logisk end en fælles toldtjeneste, så kan sikre en reel, samlet EU-helhed?
Fru formand, fru Green har sagt, at hun ikke syntes, det var så rart, at der ikke var så mange mennesker i begyndelsen af denne forhandling. Jeg synes, at det er rart, at vi nu kan arbejde i en så fredelig atmosfære. For hvad vi for lidt siden oplevede, viste jo noget andet. Hvad det angår foretrækker jeg Parlamentet i denne form. Jeg tror, at det var udmærket, at der blev nedsat et undersøgelsesudvalg. Jeg er selv frygteligt chokeret. Jeg er ikke medlem af Udvalget om budgetkontrol, og når man så uden at være medlem af dette udvalg kommer ind midt i denne sag, så chokeres man forfærdeligt, når man ser, hvor slemt det egentlig står til med transittransporten. Hvis man havde udtænkt et system, som gav maksimale muligheder for bedrageri, så havde man fundet på dette system, tror jeg, ellers er det umuligt at forklare. De beløb, som det drejer sig om, er, som nævnt i beretningen, kæmpestore. I Nederlandene alene har de nederlandske myndigheder indrømmet, at de har én milliard gylden udestående i restancer af afgifter og importtold. Et andet punkt, som jeg gerne vil fremhæve, er spørgsmålet om de 10 %, som medlemsstaterne har lov at beholde for at oprette et godt toldsystem. De fleste medlemsstater får penge i overskud. Nederlandene heldigvis ikke, men alligevel betales tre fjerdedele af hele told- og afgiftstjenesten af de europæiske myndigheder, uden at finansministeriet viser det på nogen som helst måde, medens de jo altid er så følsomme for ting, som de skal overdrage til Europa. Jeg tror, at vor undersøgelse alligevel har givet et fingerpeg om et andet problem, nemlig den risiko, at medlemsstater inden for rammerne af det indre marked går glip af indkomster, at afgiftsgrundlaget derved kunne blive udhulet, hvilket kunne bidrage til, at der opkræves endnu flere afgifter ved indkomsters enkle kilde, nemlig løn- og indkomstskatter. Det er nu netop, hvad vi ikke bør have inden for rammerne af beskæftigelsen. Det mangelfulde samarbejde mellem toldvæsenerne er sørgeligt. Det har mange allerede talt om. Også sagen med de lande, som virkelig forårsager enorme problemer, hvor jeg også er fuldstændig enig med hr. Dankert, som har sagt, at kommissær Monti jo har udtrykt sig noget muntert derom, det vil sige sagen om Schweiz, Man, Cypern og også Gibraltar, de lande, som i stor udstrækning giver husly og på ingen som helst måde medvirker, selv om de ved, at man i stor udstrækning unddrager sig skatter og afgifter til Den Europæiske Union. Det må der gøres noget ved.
Fru formand, mine damer og herrer, dette undersøgelsesudvalg har bevist, at EuropaParlamentet agter at opfylde den opgave fuldt ud, der består i at varetage skatteydernes interesser, og det vil nu dreje sig om, at vi også omsætter det fremragende arbejde, der er præsteret i disse femten måneder, sammen med Kommissionen og medlemsstaterne. Der skal blot mindes om, at i tider med budgetkonsolideringer i medlemsstaterne er vores medborgere ramt af såkaldte sparebuketter, og at ingen kan binde dem på ærmet i det lange løb, at de ganske vist må leve med nedskæringer på pensions- og socialområdet, inden for uddannelse osv., men at Unionen og dens medlemsstater samtidig fortsat lader sådanne bedrageritilfælde stå åbne og ser på, hvordan milliarder af skattekroner sættes over styr. For os vil en yderligere konsekvens skulle være, at vi omsider begynder at lave politik sammen med vedkommende. Vi har konstateret, at medlemsstaterne har skåret adskillige tusinde stillinger væk inden for toldvæsenet. At disse mennesker er frustrerede, er fuldkommen klart. Samtidig skal vi tilegne os deres erfaringer, som de gør med denne ufuldkomne forsendelsesordning. Vi vil, hr. kommissær og fru kommissær, i de kommende måneder skulle diskutere, hvordan vi f.eks. stiller os til toldpræferenceordningen. Det kan ikke blot være en udenrigspolitisk beslutning, men vi er også nødt til at vide, hvordan vi da iværksætter en sådan ordning, hvordan vi kontrollerer det. Vi husker fortsat udmærket, at forskellige toldere har sagt til os, at de forskellige ordninger i den fælles landbrugspolitik p.t. næsten indbyder til bedragerier. Også her vil Kommissionen skulle stille tilsvarende forslag. De vil finde os, først og fremmest som medlemmer af Parlamentet og dette undersøgelsesudvalg, på Deres side i dette arbejde!
Fru formand, jeg glæder mig over, at det har været muligt for mig at deltage i dette midlertidige undersøgelsesudvalgs arbejde; ja, at jeg har spillet en lille rolle for dets tilblivelse. Det er omkring to år siden, at jeg i de første måneder af 1995 indsamlede underskrifter fra 25 % af Europa-Parlamentets medlemmer på ønsket om at få nedsat et undersøgelsesudvalg om problemerne med bedrageri over for Fællesskabet. Jeg tog dette initiativ, fordi mine vælgere ser særdeles alvorligt på bedrageri over for Fællesskabet, som fru Green sagde her i dag. Jeg husker en samtale, jeg havde med den tidligere formand, hr. Hänsch, mens det ikke lod til, at der blev fulgt op på denne anmodning, og han sagde, at vi kun skulle anvende disse beføjelser, hvis vi var sikre på, at de ville være effektive. Jeg kan nu sige formanden, at de sandelig har vist sig at være effektive. Jeg vil komplimentere udvalgets formand og ordføreren. Denne effektivitet har allerede medført en ændring af den praksis med hensyn til fællesskabsforsendelser, som følges af Kommissionen, toldforvaltningerne, speditørerne og befragterne selv. Den har endda ført til, at smuglerne har ændret adfærd, idet de atter har tyet til gammeldags smugleri i stedet for bedrageri med fællesskabsforsendelsesordningen. Men der skal gøres endnu mere. Budgetkontroludvalget må holde fast i sagen. Jeg tvivler ikke på, at fru Theato nok skal sørge for, at det bliver tilfældet. Det er skammeligt, at systemet endnu ikke er blevet datamatiseret. Der er ikke en bistro her i byen, hvor ens bankkort ikke via teleforbindelser kan kalde en central datamat. Vi må sørge for, at toldembedsmændene råder over mindst ligeså megen moderne teknologi, som den gennemsnitlige, franske bistro har. Det midlertidige undersøgelsesudvalg har udøvet sine beføjelser, hvilket man også kan sige om BSEundersøgelsen, som en vigtig ny myndighed, som Parlamentet har fået. Disse to udvalg har udfyldt deres rolle på forskellig vis, men efter min opfattelse er de begge bevis på, hvor stor værdi den nye procedure har. Det glæder mig at se, at Ministerrådet har været til stede under vore forhandlinger, og det vil jeg gerne sige Rådet tak for. Om konklusionerne vil jeg sige, at undersøgelsesudvalget gjorde ret i at afstå fra at foreslå en fælles toldforvaltning. Blot fordi samarbejdet for tiden ikke slår til, er det ikke uden videre sikkert, at en fælles forvaltning ville have fungeret bedre. Den besked, der skal kommunikeres ud til de nationale toldvæsener, er dog helt klar: Vi nyder gavn af det fælles marked, vi ønsker, at handelen på tværs af Fællesskabet skal vokse, og vi ønsker, at toldforvaltningerne skal samarbejde, som det hedder: At arbejde, som om der var tale om én forvaltning. Det er ikke noget dårligt mål for toldforvaltningerne. Det er ikke noget dårligt mål for Europa.
Fru formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke hr. Perry, på hvis initiativ dette undersøgelsesudvalg jo blev nedsat i Parlamentet. Det første undersøgelsesudvalg har arbejdet hårdt, og dette arbejde har virkning. Hvis man følger medierne, ser man nu i schweiziske, østrigske, spanske medier, tværs igennem Europa tilfælde, som tidligere egentlig snarere blev fejet ind under gulvtæppet. Cigaretsmugleri, smugleri af grønsager, af kvæg, af kød er på dagsordenen, og hvis man antager, at en container cigaretter giver et udbytte på 1 million ecu, en container spiritus 400.000 ecu, en container med smør eller kød 45.000 ecu eller en container sukker 12.000 ecu, så ser man, at smugleriet er en udmærket forretning. De, der bliver bedraget, er staterne, Det Europæiske Fællesskab - på grund af mistede skatte- og afgiftsindtægter - men også de lovlydige forhandlere, der betaler deres skat helt normalt og derfor også skal betale mere i skat, fordi svindlerne slipper for disse skatter. Men forsikringsselskaberne må naturligvis også yde ekstra; det medfører højere forsikringspræmier. Den europæiske forbruger betaler gildet. Europa-Parlamentet beskytter den europæiske forbruger, og derfor var det vigtigt, at dette undersøgelsesudvalg har beskæftiget sig intensivt med denne problematik. Det forholder sig sådan, at ordningen for fællesskabsforsendelse imidlertid også er forbundet med omkostninger, i første række for de medlemsstater, der har en stor andel i EU's ydre østgrænse og dermed er udsat for en belastning over gennemsnittet i forbindelse med toldkontrollen. Det kunne overvejes, om man ikke kunne tilgodese disse lande med et bidrag fra fællesskabsbudgettet. På den anden side har vi også fastslået, at nye aktiviteter er nødvendige i Europa-Kommissionen, at man er nødt til at koncentrere sig om, hvordan man udformer disse aktiviteter effektivt, hvordan man kan foretage omfordelinger, og jeg tror, det absolut ville kunne betale sig for Det Europæiske Fællesskabs kasse. Men et centralt punkt er helt klart også uddannelse og videreuddannelse. Vi har hårdt brug for det omtalte toldakademi, og det ville være hensigtsmæssigt at placere dette toldakademi ved en grænse, hvor man i praksis kan træne med tolderne og de foresatte, hvordan sådanne toldprocedurer skal afvikles. Det er også vigtigt, at der udstedes et forfalskningssikkert basisdokument, som man også kan kopiere, at man anvender stempler med den nyeste high-tech-teknologi, og hovedformålet bør være, at procedurerne organiseres væsentlig nemmere, hurtigere, mere effektivt, mere overskueligt, og at omkostningerne reduceres drastigt, til fordel for erhvervslivet og Fællesskabet.
Fru formand, jeg vil også takke ordføreren for hans strålende indsats, samt udvalget og dets formand. Jeg må sige, at jeg også mener at kunne tyde Kommissionens svar derhen, at denne påskønner betænkningen og nu vil gøre en indsats, hvilket er vigtigt. Jeg vil specielt pege på et aspekt, som er indeholdt i henstillingerne 14 til 20 vedrørende det retlige samarbejde, fordi der er en meget tæt forbindelse mellem disse forslag og en mere generel bedrageribekæmpelsesstrategi, en strategi vi ved, vi bør opstille, men som det desværre går alt for langsomt med. Jeg mener, vi bør se realiteterne i øjnene. Det er ikke muligt at bekæmpe bedrageriet effektivt med ad hocløsninger og forældede metoder, som det normalt sker inden for rammerne af den tredje søjle, herunder også konventionerne. En af de henstillinger jeg vil henlede opmærksomheden på, er henstillingen vedrørende gensidig anerkendelse af bevismateriale. Der er en direkte sammenhæng mellem dette aspekt, som jeg mener knytter sig til punkt 16, og etableringen af et rettens Europa, som vil gøre det muligt for dommerne at nedlægge forbud direkte, i modsætning til hvad der er tilfældet i dag; som bekendt - og således som i hvert fald dommerne ved appelretten i Genève oplyste i EuropaParlamentet - ligger den gennemsnitlige besvarelsesprocent på retsanmodninger i dag på 2, 3 og 6 %. For en dommer, der anmoder en udenlandsk kollega om at gennemføre bevisoptagelse vedrørende et kriminelt forhold, er der under 10 % chance for, at han modtager et svar. Da denne situation er uholdbar, mener jeg, vi i forbindelse med revisionen af traktaten bør søge at skabe et specifikt retsgrundlag, der åbner mulighed for denne form for samarbejde mellem dommere, og som skaber forudsætningerne for et rettens Europa, således at de kriminelle kræfter ikke længere har frit spil; det er jo således, at bedrageriet faktisk vedrører penge, som netop er et af de områder, hvor Unionen har kompetence. Jeg anmoder derfor om, at disse henstillinger ledsages af en strategi, idet det på regeringskonferencen besluttes at styrke bedrageribekæmpelsen ved at gøre den til et fællesskabsanliggende.
Fru formand, jeg vil gerne have lov til at takke hr. Kellett-Bowman, hr. Tomlinson, udvalget og i høj grad også det personale, som har arbejdet så hårdt med denne betænkning. Som andre talere har sagt, er dette et eksempel på, hvordan Parlamentet arbejder mest energisk og effektivt. Jeg kan tilslutte mig henstillingerne i betænkningen, som efter min mening klart beviser, at cigaretterne giver bedrageren en kæmpestor bruttoavance mellem den toldfri pris og den reelle salgspris over hele Den Europæiske Union. Den illegale handel med cigaretter tegner sig i min egen hjemby, Dublin, for 10 % af det samlede marked. Det er et meget højt tal, 4 % på nationalt plan, 10 % i Dublin. Vi bør også se i øjnene, at det ikke kun er den organiserede kriminalitet, der lukrerer; de billige cigaretter på det sorte marked kan også skaffe producenten en udvidet markedsandel på rivalernes bekostning. Det er en yderst deprimerende følgevirkning af de billigere cigaretter, at det tilskynder de unge til at ryge - og især unge kvinder, som nu begynder at ryge. Endelig vil jeg appellere til køberne af sortbørscigaretterne om at huske på, at de giver økonomisk hjælp til skrupelløse forbrydere, som måske også kan være involveret i hvidvaskning af narkopenge.
Fru formand, problemet med bedrageri i form af manglende betaling af toldafgifter er en af de store, ubesvarede udfordringer, som Den Europæiske Union står overfor. Bedrageri af denne art koster hvert år EU milliarder. Det fremgår ligeså tydeligt i mit land, Irland, som i enhver anden af EU's medlemsstater. Som den foregående taler sagde, sælger man helt åbenlyst ulovlige tobaksvarer på nogle af Dublins største handelsstrøg, og det giver et betydeligt tab for den irske statskasse. Men det er også kilde til frustration og vrede for de lovlydige borgere. Jeg håber, at denne betænkning bliver første fase i en vellykket kamp mod denne form for bedrageri. De vidtgående henstillinger, betænkningen omfatter, må føres ud i livet, og det skulle gerne ske snart. Den afgørende faktor, når denne svindel skal bekæmpes, er dog den politiske vilje. Den aktuelle situation, hvor 15 forskellige medlemsstater følger 15 forskellige toldmæssige ordninger, kan ikke forventes at føre til målet. Det har nu afgørende betydning, at EU får etableret nogle rammer, inden for hvilke toldforvaltningerne faktisk kan fungere som et samlet toldvæsen. Det fastslår undersøgelsesudvalget helt klart. Det er nu op til medlemsstaternes regeringer at tage det initiativ, denne betænkning lægger op til, og jeg vil opfordre det nederlandske formandskab til at se nærmere på denne sag inden for en overskuelig fremtid. Den anden centrale faktor er selvfølgelig ressourcerne, og de glimrende forslag, der er indeholdt i den foreliggende betænkning, kan ikke gennemføres uden passende finansiering. Også dette er en alvorlig sag, som medlemsstaternes regeringer bør overveje, og det ville være en god investering for EU at stille de nødvendige finansielle midler for gennemførelsen af disse foranstaltninger til rådighed. De udgifter, som bekæmpelsen af dette bedrageri i første omgang ville indebære, ville så langt blive opvejet af de merindtægter, som medlemsstaterne ville oppebære. EUROPOL kan spille en central rolle for gennemførelsen af denne betænkning. Der er ingen tvivl i mit sind om, at de samme mennesker, der er involveret i denne handel, også har en finger med i spillet om narkotikaen og lignende aktiviteter. Hvis vi får ram på bedrageriet i forbindelse med fællesskabsforsendelsesordningen, ville det også være et positivt skridt i kampen mod den organiserede kriminalitet, som udgør et af de største problemer, Den Europæiske Union står overfor.
Fru formand, det midlertidige undersøgelsesudvalg om bedrageri i forbindelse med fællesskabsforsendelser har gennemført en omhyggelig undersøgelse og forelagt en læseværdig beretning. Det vil jeg gerne udtrykke min glæde over. Af beretningen fremgår det meget tydeligt, at både medlemsstaterne og Kommissionen i forbindelse med oprettelsen af det indre marked overhovedet ikke har været klar over, hvilke muligheder for bedrageri der dermed blev givet ondsindede. Personalenedskæringer inden for toldvæsenerne i stedet for foranstaltninger til kompensation af ophævelsen af de indre grænser siger i den henseende meget. Mange af de henstillinger, som beretningen nævner som foranstaltninger mod bedrageri med told, kan jeg støtte. Jeg tager imidlertid udtrykkeligt afstand fra opfordringen til et fælles toldvæsen, således som der står eksplicit i Traktaten og implicit i henstillingerne. Jeg støtter hvad det angår mindretalsrapporten, der er vedlagt beretningen, hvori den vigtigste henstilling står, nemlig at samarbejdet mellem medlemsstaterne skal styrkes. I beretningens henstillinger afviser jeg også omdannelsen af UCLAF til en europæisk efterforskningsinstans. Det er bemærkelsesværdigt, at undersøgelsesudvalget siger, at undladelse af oprettelse af et fælles toldvæsen er i strid med subsidiaritetsprincippet. Dette princip gælder imidlertid kun for politiske områder, hvor Unionen deler beføjelser med medlemsstaterne. Juridiske sager og efterforskning henhører netop ikke derunder. De skal heller ikke henhøre derunder. De repræsenterer de vitale funktioner i de selvstændige nationale stater, som Unionen er opbygget af. Når alt tages i betragtning, vil jeg stemme for forslagene til henstillinger, fordi de fleste henstillinger er gode, og fordi et europæisk toldvæsen i sidste instans ikke er optaget deri.
Med stor interesse har jeg fulgt den netop førte forhandling om beretningen fra det midlertidige undersøgelsesudvalg om ordningen for fællesskabsforsendelser. Lad mig begynde med at give Dem en kompliment for fuldendelsen af denne beretning. Jeg er undersøgelsesudvalget taknemlig for denne overordentlig vigtige undersøgelse. Udvalget er som det første gået i gang, siden Europa-Parlamentet fik retten til at foretage undersøgelser af Maastricht-Traktaten, og min særlige taknemlighed går til formanden, Tomlinson, og ikke mindst ordføreren, Kellett-Bowman. Hvis jeg må tilføje en personlig bemærkning, vil jeg gerne udvide komplimenten til at omfatte hele Parlamentet. Jeg tror, at der her er tale om et godt valg af emne. For det andet den rette timing, for det tredje en praktisk arbejdsmetode og for det fjerde, hvilket er meget vigtigt, også en ordentlig indsamling af oplysninger i selve samfundet. Jeg tror, at det må være normen for fremtidige undersøgelser. Jeg er glad for, at der hermed er skabt en præcedens. Den vide udstrækning, hvori alle interesserede parter er inddraget i forbindelse med den beretning, De drøfter, og den udstrækning, hvori også erhvervslivets stemme er hørt, har uden tvivl ført til en ordentlig analyse af de problemer, som allerede har eksisteret i mange år i denne sektor. Denne involvering afspejler også den betydning, som Parlamentet tillægger forholdet mellem myndigheder, erhvervsliv og Europas borgere. I al almindelighed understreges det med undersøgelsesudvalgets bestræbelser endnu en gang tydeligt, at også Parlamentet vil give en vigtig impuls til at tage fat på bedrageri med hensyn til EU's budgetmidler. Også Rådet foruden selvfølgelig Kommissionen og Revisionsretten arbejder for det. Bekæmpelsen af bedrageri og bedre forvaltning af og kontrol med fællesskabsmidler fortjener høj prioritet. Bedrageri, dårlig forvaltning og spild af disse penge underminerer jo den europæiske borgers opbakning til Europa. Det er af den allerstørste betydning, at dette bekæmpes. Netop derfor vil jeg endnu en gang udtrykkeligt hilse denne undersøgelse velkommen. I forbindelse med bedrageriet inden for fællesskabsforsendelser spiller flere aspekter ind. På den ene side bør der peges på, at fundamenterne for det indre marked står på spil, i særdeleshed den frie bevægelse for varer. Dette er af afgørende betydning for vor velfærd i Europa. På den anden side, og det viser beretningen også, drejer det sig om komplekse problemer i toldsamarbejdet, som befordrer risikoen for bedrageri. Jeg må i øjeblikket afholde mig fra at kommentere indholdet på Rådets vegne, således som De vil forstå. Beretningen er ikke drøftet i Rådet, og alt, hvad jeg ville sige derom, ville være overilet. Jeg vil dog gøre opmærksom på, at der i den forløbne periode bl.a. under pres af undersøgelsesudvalgets aktiviteter allerede er gjort forskellige ting ved bedrageriet inden for fællesskabsforsendelser, både på kommunautært og på nationalt plan. Således vedtog Rådet i 1995 en resolution, som opfordrer til datamatisering inden for ordningen for fællesskabsforsendelser fra 1998. Så sent som for nylig er der desuden opnået enighed om en toldsamarbejdsaftale mellem Den Europæiske Union og Schweiz. Hermed slår man ind på vejen mod løsningen af en del af dette problem. Jeg nævner også, at siden Det Europæiske Råd i Dublin er der oprettet en ekspertgruppe på højt niveau med hensyn til organiseret kriminalitet, som snart forelægger sin rapport, og som i særdeleshed også vil belyse disse aspekter deraf. Det drejer sig navnlig om styrkelsen af Europols funktion i den slags sager og også det af hr. Dankert nævnte element med »kontaktmagistrater« og retligt samarbejde tages op. Selvfølgelig lover jeg, at jeg vil orientere mine kolleger om det, som er drøftet her i dag. Selvfølgelig vil Rådet også nøje undersøge beretningen og navnlig de deri fremsatte henstillinger og knytte sine egne konklusioner dertil. Formandskabet vil stræbe efter at sætte beretningen på dagsordenen hurtigst muligt. Det gælder også for eventuelle forslag, som Kommissionen ønsker at fremsætte herom. Ved afslutningen af dette formandskab vil der blive aflagt rapport om fremskridtene med disse aktiviteter, som efter min opfattelse vil være kendetegnet af maksimal indsats. Bekæmpelse af bedrageri har prioritet. Den europæiske borger har jo ret til en kraftig og effektiv beskyttelse af de europæiske finanser.
Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, hr. rådsformand, jeg har med stor interesse lyttet til indlæggene vedrørende Kellett-Bowman-beretningen og vil på Kommissionens vegne rette en varm tak til alle talerne for de interessante politiske bidrag til debatten. Det er klart, at søgelyset i debatten har rettet sig imod gennemførelsen af reformerne af forsendelsessystemet og mere generelt reformerne af toldpolitikken. Det har for det første med stor tydelighed vist sig, at problemerne på forsendelsesområdet ikke er tekniske problemer, men et politisk problem, som berører hele toldsystemet; for det andet har det vist sig, at funktionen og troværdigheden af det indre marked, som er et hovedelement i den europæiske konstruktion, er truet; for det tredje har det vist sig, at et problem af denne størrelsesorden - af dette omfang - kræver en global løsning, hvor bevillingsspørgsmål, forebyggelse, styring, kontrol og sanktionsspørgsmål indordnes under én samlet strategi. Gennemførelsen af det indre marked afhænger af reformen og af en række ændringer i toldpolitikken og - vil jeg tilføje - afgiftspolitikken. Disse elementer bør indpasses - og vil blive indpasset - i handlingsplanen for det indre marked, som Kommissionen vil forelægge for Det Europæiske Råd i Amsterdam. Det fremgår også af Kellett-Bowman-beretningen og af den debat, vi alle har lyttet til med stor interesse, at det fremdeles er temmelig kunstigt at sondre mellem første og tredje søjle, og at det bliver stadig vanskeligere at løse problemerne. For at kunne beskytte de europæiske skatteyderes og de europæiske borgeres interesser bør vi råde over effektive midler på unionsplan. Som alle talere har påpeget, er den bedrageribekæmpende efterforskning et centralt element, men forebyggelse er ikke mindre vigtig, og Kommissionen agter at tage denne udfordring op sammen med de femten medlemsstater. Jeg vil understrege, at Kommissionen er rede til at påtage sig sin del af ansvaret. Europa-Parlamentet har meget klart givet udtryk for sit engagement; jeg håber, at Rådet og medlemsstaterne vil gøre det samme, idet de bidrager politisk og hurtigt vedtager de forslag, som vil blive fremsat, og Rådets formand har da også i den forbindelse afgivet en vigtig erklæring her i forsamlingen. Endelig vil jeg takke for de anerkendende ord over Kommissionens indsats, ord, som jeg vil bringe videre til Kommissionens tjenestegrene, som har været mig til stor hjælp. Vi agter i øvrigt alle at fortsætte det udmærkede samarbejde med Europa-Parlamentet. Og lad mig endnu en gang lykønske ordføreren, hr. Kellett-Bowman, og med ham formanden for undersøgelsesudvalget, hr. Tomlinson.
Fru formand, jeg ville blot gerne rette en tak til både det nederlandske formandskab og Kommissionen, og tilføje en sætning i form af en anmodning, som hver af disse kan tage med sig hjem. Først til Kommissionen, som jo har gjort os opmærksomme på, at der kan forventes yderligere udgifter, hvis den følger henstillingerne - og det har jeg hørt fra begge kommissærer. Jeg vil blot bede dem om at sikre, at Kommissionen som kollegialt organ påtager sig sit ansvar for, at disse udgifter bliver opført på det foreløbige forslag til budget for 1998, så det ikke bliver Parlamentet, der kommer til at gøre Kommissionens arbejde. For det andet til Rådet: Jeg noterede mig ganske klart og glædede mig meget over, at det nederlandske formandskab sagde, at det ville drage sine konklusioner og fremlægge en rapport. Jeg vil gerne anmode det nederlandske formandskab om at sikre, at denne rapport bliver formelt og officielt kommunikeret til EuropaParlamentet, således at Parlamentet kan blive taget med på råd i forbindelse med den kommende styring af opfølgningen. Med disse to anmodninger vil jeg sige tak til både Kommissionen og Rådet for deres aktive deltagelse i forhandlingerne her.
Mange tak, hr. Tomlinson. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Albanien efterfulgt af forhandling.
Fru formand, bl.a. som svar på de mundtlige forespørgsler af medlemmerne af Europa-Parlamentet Ahlqvist og Bianco til Rådet vil jeg gerne give en nøje redegørelse om den foruroligende situation, som er opstået i Albanien, og om de skridt, som Den Europæiske Union indtil nu har foretaget i forbindelse dermed. For at De skal forstå det rigtigt, må jeg kortfattet gøre rede for baggrunden for den nuværende krise. Efter et i begyndelsen gunstigt forløb af de politiske og økonomiske reformer i Albanien siden omvæltningerne i 1990-1992 er tempoet for gennemførelsen af reformprogrammet i optakten til parlamentsvalget i maj/juni 1996 nedsat. Skatte- og afgiftspolitikken samt den monetære politik er blevet mindre rigorøs, hvilket bl.a. har ført til et for stort finansieringsunderskud og en stigning i inflationen. Albanien opnåede derfor ikke længere enighed med Den Internationale Monetære Fond, og nye trancher af de strukturelle tilpasningsbevillinger fra de internationale finansieringsinstitutioner blev derfor fastfrosset sidste år. Under parlamentsvalget i 1996 blev der af OECD-observatører konstateret uregelmæssigheder, som var i præsident Berishas demokratiske partis fordel. Regeringen under ledelse af den nu afgåede premierminister led da også af en stor mangel på legitimitet og opbakning. Den nuværende politiske og økonomiske krise omkring de såkaldte pyramidespil skal placeres på denne bredere baggrund. Disse pyramidespil opstod for nogle år siden fra indkomstoverførsler fra albanske gæstearbejdere i udlandet, og det skete i forbindelse med mangelen på et ordentligt fungerende albansk bankvæsen. De fleste af disse skemaer har næppe nogen eller slet ingen økonomisk aktivitet og er ren finansiel spekulation. Flertallet af den albanske befolkning har deltaget heri. Ikke blot med almindelige opsparinger, ofte er også huse, kvæg osv. solgt med henblik herpå. Det samlede beløb, som er indskudt i pyramidespil, er ikke kendt, men det anslås af Den Internationale Monetære Fond til omkring én til halvanden mia dollar, det vil sige 40-60 % af Albaniens nuværende bruttonationalprodukt. De økonomiske og sociale konsekvenser af disse spils sammenbrud i dette stadig meget fattige land er derfor enorme. Man frygter hyperinflation og massiv forarmelse. Også de politiske følger er vidtrækkende, så meget mere som den nuværende regering har slået Den Internationale Monetære Fonds og Verdensbankens advarsler hen, og nogle medlemmer af regeringen måske også har været inddraget i pyramidespillene. Modsætningerne i landet er derfor hurtigt vokset fra begyndelsen af denne krise i slutningen af 1996. Mellem regeringen og oppositionspartierne, mellem den nordlige og den sydlige del af landet og mellem regeringen og borgerne. Befolkningen kræver kompensation af regeringen for de mistede penge. Regeringen kan ikke opfylde dette krav. Regeringen og oppositionspartierne beskylder hinanden for at ville slå politisk mønt af krisen. Frem for alt i den sydlige del af landet, hvor det socialistiske parti, det er de tidligere kommunister, traditionelt har sin magtbase, og hvor pyramidefondene i mellemtiden er gået konkurs, er spændingerne øget kraftigt. Utallige borgere har bemægtiget sig våben fra hæren og fra politiet. Mennesker dræbes og såres. Man frygter betydelige flygtningestrømme til Grækenland og Italien samt udvidelse af spændingerne til den albanske befolkning i det tidligere jugoslaviske Makedonien og i Kosovo. Der finder permanente drøftelser sted mellem Den Europæiske Unions ambassader og Albanien med hensyn til de udlændinge, som opholder sig der. Hvis udlændinge ikke har nogen tvingende grunde til at forblive i Albanien, anbefales de at forlade landet i afventning af nærmere instrukser. For så vidt angår Den Europæiske Unions foranstaltninger, kan jeg sige følgende. Om disse foruroligende udviklinger har der allerede i et temmelig tidligt stadium fundet drøftelser sted inden for Den Europæiske Union. Det har ført til Rådets (generelle anliggender) beslutning den 24.-25. februar om at sende en delegation af højtstående tjenestemænd fra Den Europæiske Unions formandskab og Kommissionen i fællesskab. Dette delegationsbesøg fandt sted den 27.-28. februar. Delegationen har over for sine samtalepartnere i Tirana i særdeleshed lagt vægt på opgivelsen af anvendelsen af vold og på respekt for demokratiet. Endvidere blev alle politiske kræfter i Albanien opfordret til efter fælles drøftelser at nå frem til en løsning på krisen. I samtaler med præsident Berisha, premierminister Meksi og minister Sheru samt lederne af forskellige oppositionspartier konstaterede delegationen imidlertid en meget infleksibel holdning hos både regeringen og oppositionen. Siden hen, efter dette delegationsbesøg, er situationen i Albanien yderligere forværret. Meksi-regeringen trådte tilbage den 1. marts, den 2. marts blev der erklæret undtagelsestilstand, den 3. marts lod præsident Berisha sig genvælge af parlamentet for en ny periode på fem år. Pressefriheden blev begrænset gennem vidtgående censur. Journalisters, både albanske og udenlandske, arbejde blev umuliggjort. I lyset af denne yderligere forværring har Den Europæiske Union bestræbt sig på gennem nærmere drøftelser med alle involverede parter at bidrage til styringen af den politiske konflikt og skabelsen af forudsætninger for en stabil udgangsposition, således at landet igen kunne slå ind på sin reformkurs. I betragtning af nogle unionsmedlemsstaters særlige stilling har formanden for Rådet, udenrigsminister Van Mierlo, ledsaget af Kommissionen, den 6. marts ført drøftelser i Rom og Athen om situationen i Albanien, og i tilslutning dertil rejste han videre til Tirana med henblik på drøftelser med præsident Berisha og med medlemmer af den albanske opposition. Kort før EU-formandskabets ankomst i Tirana var præsident Berisha og de politiske partier blevet enige om en erklæring. Heri blev der udtalt støtte til genoprettelsen af den offentlige orden, og der opfordredes til inden 48 timer at tilbagelevere de stjålne våben. Præsidenten lovede i denne erklæring amnesti for borgere, som rettede sig efter denne opfordring og ikke havde begået nogen forbrydelser. Endvidere skulle de militære operationer suspenderes mod dem, som har magten i nogle sydlige stater. Præsidenten vil på grundlag af en så bred enighed som muligt indlede konsultationer om en ny regering og en ny premierminister, som skal udpeges. Til sidst skulle der oprettes et udvalg, som skulle tilvejebringe gennemsigtighed med hensyn til pyramidesystemerne. Parterne i erklæringen udtalte, at de agtede at holde dialogen åben. Under rådsformandens besøg førtes der drøftelser med præsident Berisha og med repræsentanter fra seks politiske partier. Ligeledes har udenrigsminister Van Mierlo to gange talt med sin albanske kollega Sheru. I alle disse samtaler har han afvist alle former for vold og opfordret til respekt for menneskerettighederne. I samtalen med præsident Berisha henviste EU-formanden kraftigt til nødvendigheden af at genindføre pressefriheden, inklusive alle partiers adgang til statsfjernsynet. I betragtning af mangelen på legitimitet og den nuværende regerings mangelfulde demokratiske indhold gjorde udenrigsminister Van Mierlo præsident Berisha opmærksom på, at det for genoprettelsen af ro og orden er nødvendigt at anvende et parallelt spor, som giver udsigt til oprettelsen af et nyt parlament og en regering med tilstrækkelig støtte. Med henblik herpå skal der skabes forudsætninger for demokratiske forhold såsom udarbejdelsen af en ny grundlov og en ny valglov. En interimsregering på bredest muligt grundlag bør tilvejebringe disse udviklinger og også genoprette den økonomiske orden. EU-formandskabet har indtrængende rådet præsidenten til hurtigt at udskrive valg, som bør finde sted inden for en frist, som er acceptabel for alle parter. OSCE bør inddrages tæt i denne demokratiseringsproces. Præsidenten er derfor opfordret til hurtigt at føre drøftelser med OSCE's formands personlige repræsentant, den tidligere østrigske kansler Franz Vranitzky, som besøgte Tirana den 8. marts, dagen efter EU-formandskabets besøg. Foruden disse parallelle linjer mod på den ene side genopretning af den offentlige orden og på den anden side åbningen af et perspektiv med hensyn til demokratiske udviklinger bør pyramideproblemet løses. I denne forbindelse er samarbejde med IMF og Verdensbanken på sin plads. Også det har formandskabet opfordret til. I samtaler med medlemmerne af oppositionen har EU-formandskabet ligeledes fulgt den her beskrevne kurs. De er gjort opmærksom på deres tunge ansvar med hensyn til at undgå yderligere anvendelse af vold og bedt om at bruge alle muligheder for indflydelse for at forhindre yderligere vold, navnlig i den sydlige del af landet, og sørge for, at våbnene tilbageleveres. Formandskabet har derfor støttet henstillingen fra Europarådet, som samtidig havde en parlamentarisk delegation på besøg i Tirana, hvori oppositionen anmodes om af respekt for de demokratiske principper at indtage deres pladser i Parlamentet og deltage i det albanske parlaments arbejde. Konklusion: Det overrasker ikke, at præsident Berishas og oppositionens opfattelser lå langt fra hinanden. Præsident Berisha ønskede ikke at give efter for vold og mente, at udskrivning af valg under tvang med våben ville skabe en uønsket præcedens. Derfor så han ingen mulighed for indrømmelser, så længe våbnene ikke var indleveret. Oppositionen derimod mente, at den sydlige del af landet ved at indlevere våbnene fuldstændig ville være udleveret til præsident Berishas i deres øjne udemokratiske styre. Uden vidtgående indrømmelser på forhånd ville borgerne ikke være med til dette. Samtidig nægtede man imidlertid, at man havde tilstrækkelig indflydelse i den sydlige del af landet til at kunne overbevise borgerne om, at de skulle afholde sig fra at anvende vold. Af disse diametralt modsatte holdninger følger, at betydningen af den førnævnte fælles erklæring fra alle politiske partier den 6. marts ikke var tydelig. Formandskabet har gjort regeringen og oppositionspartierne opmærksom på, at Den Europæiske Union er rede til yderligere at støtte den økonomiske og demokratiske udvikling i Albanien, hvis landet giver EU mulighed herfor gennem genopretningen af ro og orden og interne tilpasninger. Om nødvendigt vil Unionen ligeledes kunne gå over til at yde nødhjælp, men jeg gør her opmærksom på, at Albanien fra 1992 allerede har modtaget betydelig støtte, pr. indbygger endda det højeste beløb i alle lande i Central- og Østeuropa. Formandskabet udtrykker håb om, at de fremskridt, som i de forløbne dage er gjort, kan fortsætte. Præsident Berisha har erklæret, at han går med til en national samlingsregering og til fremskyndet valg og har i mellemtiden udpeget et medlem af oppositionen med henblik på at danne en bred koalitionsregering. Dette er et vigtigt skridt i retning af begyndelsen til en mere varig løsning. Jeg hilser i denne forbindelse gerne også den italienske regerings bestræbelser velkommen med henblik på at fremme dialogen mellem den albanske regering og oppositionen. Formandskabet vil i nært samarbejde med dets kolleger i EU og med OSCE fortsat følge situationen nøje og, hvor det er muligt, tage yderligere skridt til at gøre en ende på denne alvorlige og ustabile situation.
Fru formand, efter rådsformandens udførlige og tydelige indlæg vil Kommissionen være kortfattet. Selvfølgelig underskriver jeg gerne det, som hr. Patijn har sagt, og De har også hørt, at Kommissionen har deltaget i delegationer til Tirana. Jeg tror, jeg kan sige, at forhandlingen kommer på et overordentlig vigtigt tidspunkt. Nu hvor situationen er således, at der endelig bl.a. på anbefaling af Den Europæiske Unions rådsformandskab, af OSCE's delegationer, under ledelse af forhenværende kansler Vranitzky, og af delegationer fra Europarådet blev opnået et kompromis mellem Berisha-regeringen, mellem præsident Berisha og oppositionen, er det nu af meget stor betydning, at der udøves pres, således at denne aftale også virkelig overholdes strengt, både af præsident Berisha og af oppositionspartierne. Aftalen omfatter etableringen af en national overgangssamlingsregering, som i øjeblikket dannes, og desuden indledningen af forberedelserne til parlamentsvalget i juni. Fru formand, jeg appellerer indtrængende til Europa-Parlamentet om ved hjælp af et beslutningsforslag at opfordre alle parter til også virkelig at gennemføre dette møjsommeligt opnåede kompromis til punkt og prikke. Og jeg gør det ikke uden grund. Vi har i mellemtiden talt med medlemmer af oppositionen, som i øjeblikket allerede har en fornemmelse af, at uden præsident Berishas tilbagetræden vil oprøret stadig ikke kunne undertrykkes. Det ville betyde en direkte krænkelse af det kompromis, man har opnået enighed om. Altså, hvad man end mener om legitimiteten, eller om det, som Berisha-regeringen i det forløbne år har gjort eller ikke har gjort, hvad man end mener om, hvilke motiver de forskellige partier, som deltager i oppositionen, og som alle i fællesskab har indgået kompromiset med præsident Berisha, præcist har, én ting står fast: Hvis dette kompromis ikke gennemføres, vil der for alvor være anarki i Albanien, og så vil oprøret faktisk antage ukontrollerede former. Det er i øjeblikket op til præsident Berisha og oppositionen at opfordre oprørerne til virkelig at nedlægge våbnene og på ny at lukke op for udviklingen af normale demokratiske forhold. Sker det ikke, så frygter vi, at der venter Albanien en meget dårlig tid, som kun Albaniens befolkning kan blive offer for.
Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær, appellen om at støtte Dem i Deres bestræbelser, kan jeg her kun tilslutte mig i det mindste på vegne af min gruppe - men vel også alle andre grupper. Jeg giver Dem også ret i, at det nu er nødvendigt at signalere til alle sider, at det drejer sig om at gennemføre kompromiset. Med henblik herpå må man gøre det helt klart både for præsident Berisha og de andre parter, hvad der ellers vil ske. Jeg går ud fra, at De her har Parlamentets fulde opbakning. Det er nu slet ikke tidspunktet for at fremsætte kritik, for at spørge, om man kunne have indset det i tide eller ej. Men jeg vil da gerne kort henvise til, at nogle faktorer nok må give os noget at spekulere over, at vi må stille os det spørgsmål, hvorfor vi pludselig står foran denne ruinhob på Balkan. Vi alle - jeg siger bevidst vi og vil ikke gerne se dette indskrænket til nogle få - har stolet meget på én person. Også på andre af den europæiske sikkerhedspolitiks områder er det undertiden sådan, at når man i spidsen for staten har en person som forhandlingspartner, man kan have tillid til, så tror man, at tingene er klaret med det. Albanien har bevist, at det ikke er sådan. Jeg har selv været i Albanien. Jeg har også talt med præsident Berisha. Vi har jo i virkeligheden tilladt, at der her har kunnet opstå ren kapitalisme - jeg vil næsten sige rovkapitalisme - efter diktaturet, efter det mest umenneskelige system, vi har haft i Europa i de senere år. Den såkaldte frihed i en rovkapitalisme har - måske sågar i forbindelse med det politiske system - i sidste ende forarmet rigtig mange mennesker. Jeg tror derfor, det er på tide at føre en forebyggende politik her. Når jeg tænker på, hvor farlig en situation der kan opstå, hvis der forplanter sig en gnist i nabolaget, i Kosovo, som vi også skal beskæftige os med i en beslutning - fru Pack har for kort tid siden været der med en delegation - er det ikke kun berettiget, men absolut nødvendigt at indlede denne politiske intervention og forsøge at garantere menneskerettighederne, hvad vi netop heller ikke har kunnet i Albanien i de senere år, og forhindre, at der opstår massive flygtningestrømme. Vi ved alle, hvilke lidelser det medfører, og vi ved alle fra vores egne lande, hvilke problemer det medfører for befolkningens grundholdning, hvis store flygtningestrømme opstår unødvendigt. Derfor mener jeg, at De har besluttet den rigtige aktion, og vi kan p.t. nøjes med den politiske intervention, hvis vi gennemfører den eftertrykkeligt med hele Europas fulde støtte. Det brænder i Albanien, og det gærer i Kosovo! Men hvis gnisten forplanter sig, er der måske ikke mere at redde. Lad os i tide slukke denne brand i kriseregionen Albanien!
Fru formand, kære kolleger, situationen i Albanien er overordentlig vanskelig, det har vi lige hørt. Uheldigvis har mange vestlige presserapporter fra landet heller ikke bidraget til at kaste lys over situationen, men udelukkende placeret skylden hos præsident Berishas regering. Lad mig dog fastslå: Den oprindelige årsag til urolighederne i den sydlige del af Albanien er ikke af politisk art, men ligger i pyramidespillenes sammenbrud og i, at Berisha-regeringen i efteråret forsøgte at sætte en stopper for mafiaintrigerne først og fremmest i den sydlige del af Albanien. Mange spekulanter og bedragere af småfolk så sig berøvet deres økonomiske grundlag og misbrugte den lille mands elendighed til deres egne formål. Desværre har oppositionen, der i overvejende grad består af gamle kommunister - og heller ikke engang kollegerne fra Den Socialistiske Internationale har optaget dem - misbrugt denne situation til deres politiske mål, som den ikke har kunnet opnå ved valg. Jeg deler ikke den opfattelse, Rådets repræsentant har, nemlig at alt er gået skævt i det forløbne år. Den kendsgerning, at kommunalvalgene i september havde samme resultat som valget i marts, viser, hvordan resultatet af valget i marts skal evalueres. Jeg taler ikke om de uregelmæssigheder, som er blevet fjernet, og jeg mener, De ligeledes bør tage hensyn til dette. Derfor er De nødt til at gå ud fra, når De taler om Berisharegeringen, at det er en legal regering. Man må have forståelse for, at der er udråbt undtagelsestilstand - mener jeg - i betragtning af de vilkårlige tilstande, der hersker i den sydlige del. Hvilken vestlig stat ville lade det foregå uden at værge sig. Den demontering af en legal regering, som Vesten har været med til at fremme, hr. rådsrepræsentant, er efter min bedømmelse uhørt. Da der skete noget lignende i Rusland, var ingen af Dem kommet på den idé at sende hr. Jeltsin ud i den kolde sne. Det faktum er grotesk, at de gamle kommunister, der bærer skylden for manglen på demokratiske traditioner, nu også ved pres udefra skal skabe demokratiske forhold. Berisha-regeringen har taget nogle væsentlige skridt på vejen til demokrati og markedsøkonomi, sådan som vi alle som én konstaterede her i Parlamentet sidste efterår. Det er derfor forkert at skyde hr. Berisha alt i skoene. At han ikke er fejlfri, det ved vi, ved Gud. Men terror og anarki i den sydlige del skyldes andre motiver. Desuden har vi her næppe nogen forestilling om modsætningerne mellem forskellige grupper, hvis århundredgamle fjendtligheder igen bryder ud i disse dage. Den aftale, der nu er truffet mellem Berisha og oppositionspartierne, skal omsættes af begge sider, og så kan jeg ikke acceptere, at jeg i dag opfordres til værsgo at være med til at sørge for, at hr. Berisha tager ud af landet og - hvor det end måtte være - får asyl. Jeg mener, det er ikke nogen måde at overholde en aftale på. Den Europæiske Union skal hjælpe med til at skabe demokratiske strukturer, fremme uddannelse og almen dannelse, reelt opbygge sociale markedsøkonomiske strukturer, fremme investeringer og dermed arbejdspladser. Skulle aftalen mellem Berisha og oppositionen ikke bidrage til at skabe ro, hvad jeg desværre går ud fra, da oprindelsen ikke er af politisk art, sådan som det her skal sandsynliggøres, så skal en international fredsstyrke genoprette freden. Jeg er på ét punkt enig med rådsrepræsentanten: Jeg er for en grundig undersøgelse af de ting, der er foregået i Albanien.
Fru formand, det kaos, der hersker i Albanien, er ingen nyhed; oprøret breder sig mod nord; i fjernsynet kan vi se, hvordan alle går bevæbnede rundt i hele landet; dette er en meget faretruende situation. Samtidig ser regeringen ud til at blive mere og mere handlingslammet og ude af stand til at kontrollere situationen. Jeg er ikke enig med fr. Pack; den økonomiske skandale var en af årsagerne, men den var kun en del af toppen af isbjerget. Krisen var ældre, situationen var en tikkende bombe, og desuden har vi også en del af ansvaret. Nogle gange, når jeg ser på visse EU-politikker, minder det mig om de forældre, der tror, de har gjort deres pligt, hvis blot de fylder penge i børnenes lommer. Men de er ikke til stede og kontrollerer, hvad pengene bliver brugt til. Det er det samme, vi gør med Albanien, som vi har støttet - hvad vi har gjort ret i - og vi skal blive ved med at støtte landet, så det kan komme ud af krisen. Men vi er nødt til at være til stede og se, hvad der sker med vor støtte. På den anden side har vi også støttet præsident Berisha, ofte på provokerende vis, i den tro - hvad jeg aldrig har forstået - at han, som han siger, ikke er tidligere kommunist. Præsident Berisha er altså ikke født i går! Der er de besynderligste forhold i alle disse stater. Vi har støttet ham uden at advare ham om visse konsekvenser af hans handlinger og de resultater, de vil få - og nu har vi set resultaterne. Nu risikerer vi, at dette kaos breder sig endnu mere; vi ved alle, hvor problematisk området er. Vi ved, hvad der sker i de lande, der grænser op til Albanien, og vi ved, at der er to medlemmer af Den Europæiske Union, Grækenland og Italien, som selv kan få direkte problemer - Grækenland har grænser op til Albanien. Hvad skal der ske nu? Naturligvis skal vi hjælpe, og vi skal tale med alle politiske kræfter i landet, for det kan være, vi snart vil få nogle grimme overraskelser på grund af udviklingen i landet. Dette skal naturligvis foregå i en kompromissøgende ånd, som kommissæren helt rigtigt sagde. Men lad os nu for én gangs skyld sørge for at skabe en langsigtet politik og sørge for at være til stede. Vi skal ikke bare betale.
Fru formand, det ville tage for lang tid, hvis vi skulle undersøge de dybereliggende årsager til den alvorlige og ødelæggende krise, som også omfatter Albanien, den mangeårige svækkelse af økonomien og fuldstændige mangel på demokratiske - for ikke at sige basale - strukturer. Det er helt klart en ekstremt vanskelig situation, vi er vidne til; der er fare for en eksplosion, som kan sprede sig til det nærliggende Kosovo med fare for en massiv folkeflugt mod Grækenland, Italien og landene i Den Europæiske Union. Men det ville tage for lang tid at komme nærmere ind på alt dette. Efter min mening bør Europa-Parlamentet i dag komme med en tilkendegivelse over for Rådet og Kommissionen. Det forekomme os, at ikke kun er de rapporter, der er udarbejdet, korrekte og præcise, men at de retningslinjer, Rådet og Kommissionen har udstukket i løbet af disse uger præget af en akut krise, er positive retningslinjer, som Europa-Parlamentet kan støtte. Jeg vil sammenfatte disse retningslinjer i tre punkter, som også er opstillet i det dokument, der i morgen vil blive forelagt Europa-Parlamentet; for det første: dannelsen af en national enhedsregering, og det forekommer mig at være sket med udnævnelsen af en premierminister fra oppositionen; for det andet: afholdelsen af nye valg; for det tredje: løfte om finansiel støtte fra Den Europæiske Union og de internationale institutioner - Valutafonden og Verdensbanken - som imidlertid bør gøres betinget af en nøje respekt for pressefrihed og genindførelse af demokratiske rettigheder samt af en økonomisk normalisering. Det forekommer os, at dette er de tre hovedpunkter. Visse lande, såsom Grækenland og Italien, er naturligvis specielt berørt af denne sag, men vi ønsker at understrege, at denne aktion bør foregå inden for rammerne af Den Europæiske Unions politikker.
Fru formand, de ting, der sker i Albanien, kommer ikke som et lyn fra en klar himmel. De er - i hvert fald efter vor opfattelse - resultat af den politik, som EU-regeringerne og EU-institutionerne har ført over for Albanien og den albanske befolkning. De er resultatet af den brede støtte - også økonomiske - som er blevet givet til det befolkningsfjendtlige og diktatoriske Berisha-regime. De voldelige og svindleriske valg og Berisha-regimets udplyndring af befolkningen og selve landets økonomi er ikke alene ikke blevet fordømt af USA og Den Europæiske Union, men har tværtimod - så vidt jeg ved - haft og har stadig deres støtte og accept. Ansvaret for den albanske befolknings oprør kan altså også findes i vore rækker. Alligevel er vi stadig ude af stand til at drage de nødvendige konklusioner og fortsætter ad det samme skråplan, mens vi forsøger at finde en løsning på problemet ved at fortie befolkningens opstand, og her har vi præsident Berishas fulde og hele støtte. Vi kan åbenbart ikke indse, at situationen er en anden i Albanien i dag på grund af befolkningens opstand, der nu også er blevet politisk. Albaniens oprørte befolkning kræver to ting: at præsident Berisha går af, og at folk får deres penge tilbage. Hvis Europa-Parlamentet vil være solidarisk med den albanske befolkning, må det vedtage og kræve gennemførelsen af følgende fire punkter, som også er formuleret i relevante ændringsforslag: For det første, at der sættes en stopper for Berisha-regimet. En valgprocedure må udpege både en ny præsident og et nyt parlament. For det andet, at den oprørte befolkning i den sydlige del af landet deltager i de politiske procedurer via deres politiske repræsentanter. For det tredje, at lederen af det socialistiske parti omgående sættes på fri fod sammen med alle andre politiske fanger. For det fjerde, at der øjeblikkeligt ydes militær og økonomisk bistand, så borgerne kan få erstatning og den albanske økonomi styrkes. Endelig vil jeg tage absolut afstand fra alle planer om en international militær intervention i Albanien, der kan føre til uoverskuelige tilstande i hele Balkanområdet.
Fru formand, vi står over for en virkelig dramatisk situation med risiko for borgerkrig i Albanien, en risiko, som ikke alene skyldes de kollapsede pyramidespil, som vi også drøftede i sidste måned, men også reaktionerne fra en regering - Berishas regering - der gradvis har vist sig mere som et regime end en egentlig regering, med autoritære reaktioner over for de folkelige demonstrationer, og som ligefrem forsøger at intimidere oppositionens presseorganer, en regering underlagt Berisha, som ikke længere repræsenterer folket, således som vi har set det i disse demonstrationer, som kun viste få tegn på et demokratisk sindelag, da vi påviste uregelmæssigheder ved det alt andet end demokratiske valg, som havde fundet sted. Over for alt dette har Berisha ikke haft et bedre svar end at lade sig genvælge som Republikkens præsident for yderligere fem år. På denne baggrund bør det nævnes, at Europa-Parlamentet allerede for en måned siden udtrykte sin bekymring; dagen efter valget, som var præget af valgsvindel, udtrykte vi stor bekymring over de eventuelle følger, dette måtte have, følger, som i hvert fald har forplumret den demokratiske dialog mellem flertallet og oppositionen. Allerede den 8. februar 1994 gjorde Alexander Langer, som jeg har afløst her i Europa-Parlamentet, opmærksom på, at demokratiet i Albanien endnu kun var i sin spæde vorden, og han opfordrede alle Den Europæiske Unions organer til at tage højde for denne situation, for hvis vi ikke er i stand til at tackle en situation som den albanske, hvorledes kan vi da gøre os forhåbninger om at løse alle de problemer, der findes i hele Østeuropa? Derfor er der behov for, at Den Europæiske Union, Rådet og Kommissionen gør en indsats for at løse op for den spændte situation gennem dannelsen af en ny regering og gennem nye valg under OSCE's kontrol; vi foreslår endvidere, at Rådet udpeger en særlig udsending for Sydøsteuropa, som følger situationen, og som i den foreliggende situation kan optræde som stående repræsentant for Den Europæiske Union. Som det allerede er sagt, kunne udviklingen af denne situation få katastrofale følger i Kosovo og i Makedonien og få uroen til at brede sig til hele Balkanområdet.
Parlamentet kan naturligvis kun støtte og godkende alle de initiativer til en politisk løsning på de civile spændinger, der i øjeblikket ryster Albanien. Gruppen Europæisk Radikal Alliance støtter den nationale forsoningsproces, som de forskellige politiske retninger i Albanien er enedes om; den synes imidlertid endnu ikke at have overbevist befolkningen, som har gjort oprør mod de overgreb, der er sket gennem systemet med de såkaldte pyramidespil, en karikeret fremstilling af den liberale økonomi. Inden for de seneste timer har vi i øvrigt hørt, at de befolkningsgrupper, der gør oprør mod regeringen, har sat kurs mod Tirana. Måske kan vi ved denne lejlighed overveje relevansen og gyldigheden af Den Europæiske Unions politik, som allerede har slået fejl flere gange i denne region. Vi troede, at kommunismens fald automatisk ville medføre demokrati. I virkeligheden indebærer det demokratiets allersværeste læreproces med alle kommunismens eftervirkninger. Vi troede også, at alle anti-kommunister var demokrater pr. automatik. I realiteten overlod vi brutalt halvdelen af Europa til sin skæbne i femoghalvtreds år, således at de eneste anti-kommunister, der stadig ytrede sig der, undertiden var indædte liberalister eller tilhængere af etnisk eller religiøs obskurantisme eller autokrater, der ofte var knap nok omvendte gammelkommunister. I dag leder krisen i Albanien os frem til tre politiske konklusioner. Den første, som fru Daskalaki fremhævede, er, at vi ikke længere må yde EU-bistand uden at beskæftige os med, hvordan den anvendes i samfund, der er dårligt forberedt til liberalismen. Den anden er, at det haster med at få oprettet en europæisk militærstyrke, der kan indsættes i de krisesituationer, der opstår på europæisk område. Den tredje og mere generelle er, at vi må sætte os ud over alt ordkløveriet og fremskynde udvidelsen, uden hvilken halvdelen af Europa fortsat vil være bortamputeret. For at nå frem til dette må vi tilskynde til regionale grupperinger i stedet for at pålægge svage og isolerede stater en dialogprocedure, der fuldstændig ude af balance.
Fru formand, Den Europæiske Union har desværre også i dette tilfælde kludret i det, således som det så ofte er sket ved tidligere lignende lejligheder. Fejlen er altid den samme: eftersom Unionen ikke evner med kort varsel at finde et fælles politisk fodslag, håber den at kunne kompensere for det politiske underskud ved at gribe til tegnebogen; men penge alene bidrager ikke til at løse problemerne, ja undertiden gør de endda ondt værre. Dette var tilfældet i Bosnien, i Mostar, i Zaire og er nu tilfældet i Albanien. Da der i oktober sidste år viste sig mere end tydelige tegn på, at en krise var under opsejling i Albanien, var Europas svar: «lad os støtte Albanien økonomisk«, dvs. Berisha-regimet, idet man lukkede øjnene for den åbenbare valgsvindel, som præsidenten havde sat i værk. Derefter regnede det i lidt over fire måneder med næsten 500 mio ECU ned over Albanien, svarende til 1.000 mia lire; der var tale om den mest gavmilde støtte pr. indbygger, Den Europæiske Union nogensinde har ydet. Man håbede, denne pengeindsprøjtning ville bremse den voksende krise, men den var i stedet for med til at fremskynde den; da situationen kom ud af kontrol for et par uger siden, var Den Europæiske Union som lammet, og det lykkedes den ikke en gang at samle udenrigsministrene til et møde, således som Grækenland og Italien ønskede. Først en uge efter starten på oprøret fik man samlet et teknisk udvalg i Bruxelles - der var vel at mærke ikke tale om ministre, men alene om embedsmænd fra medlemsstaterne - med henblik på at finde frem til et fælles udspil, man kunne anbefale over for den politiske komité. Nu lader det til, at Rådet ønsker at svinge sig op til noget mere; men det, jeg har nævnt, er en yderligere understregning af mangelen på en fælles udenrigspolitik; uden en sådan kan man ikke tale om Europa og om integration.
Fru formand, ministeren sagde, at vi giver vældige bistandsbeløb til Albanien, og vi har faktisk også givet 450 mio ecu i løbet af de sidste fem år. Spørgsmålet er, hvilke fordele den albanske befolkning har haft af dette beløb, og hvilke fordele vi selv har haft. Jeg tror godt, jeg kan svare: vi har skabt en rå og barbarisk kapitalisme i landet, som har bragt befolkningen i oprør. Og for det andet har vi skabt et diktatorisk og udemokratisk regime. Desuden har vi siden 1992 set en uhæmmet smuglerivirksomhed af våben og narkotika til landet. Alle kender jo de økonomiske figurer, pyramidespillene, der blev skabt. I ovennævnte periode, de sidste fem år, har vi gjort meget lidt ud af det, som vi burde have beskæftiget os med, arbejdsløsheden, hundredvis af borgeres flugt til nabolandene, og hvad valget i maj 1996 angår, stod vi heller ikke fast. Vi socialdemokrater krævede, at valget blev gjort om; men desværre ville man ikke høre på os. Vi accepterede også uden videre den lov om folkedrab, som udelukkede mange oppositionspolitikere. Og i dag tolererer vi fængslingen af Fatos Nano. Jeg mener, vi bør kræve øjeblikkelig løsladelse af sandsynligvis det eneste menneske, der er i stand til at kontrollere oprørerne. Begivenhederne i Albanien har vist os, hvor vanskelig situationen i Balkan er. Og jeg synes, der er en positiv ting: formandskabet har handlet fornuftigt. Det har lyttet til de lande, som har erfaringen og som kender området - Grækenland og Italien - og har virket effektivt. Jeg synes også, Kommissionens aktiviteter er positive. Men vedholdenheden mangler. Og problemet er i høj grad politisk. Hvis Berisha virkelig elsker sit land, bør han overlade det til partifæller og folk fra de andre partier at regere landet og stille og roligt gå sin vej, så den albanske befolkning selv kan løse sit problem.
Fru formand, jeg er nødt til at sige, at vort fælles løsen, ikke kun for Parlamentet, men også for Rådet og Kommissionen, bør være »ikke et nyt Bosnien«. Erfaringen, den bitre erfaring, som vi alle har med den måde, vi håndterede begivenhederne dér på, bør få os til at handle anderledes, end vi handlede dengang. Jeg hørte, hvad formanden for Rådet sagde, og finder det altsammen rimeligt og acceptabelt, man han kom ikke med nogen konkrete forslag. Det spørgsmål, jeg gerne vil have svar på, lyder: findes der en mekanisme? Har Rådet besluttet at skabe en mekanisme til løsning af den krise, der er i gang lige nu, og har det konkrete mandater til at træffe beslutninger med hensyn til løsningen af den albanske krise på politisk plan? Og det samme spørgsmål gælder Kommissionen, som administrerer de økonomiske midler, og som også har en kommissær, der har vist evner til at håndtere eksterne spørgsmål. Det er oplysninger som disse, vi gerne vil have, for her i Parlamentet - og jeg håber morgendagens afstemning vil bevise mine ord - undgår vi at tage stilling på nuværende tidspunkt og at kritisere den ene eller den anden, fordi vi vurderer, at situationen i Albanien er så usikker, at det vigtigste er at holde den politiske dialog i gang. Jeg opfordrer Rådet til ikke at lade alle disse spørgsmål ligge. Det kan ikke overlades til Italien og Grækenland at løse problemet. Rådet må skabe en ramme, inden for hvilken disse to lande kan virke - som hr. La Malfa også sagde - Kommissionen og først og fremmest Rådet må tage sig af denne sag. Det er på tide at vågne op, indkalde ministrene til møde, oprette en gruppe, der kan finde en løsning på krisen og hele tiden overvåge situationen og være til stede i Albanien. Parlamentet vil, forhåbentlig, beslutte at sende Delegationen for Sydøsteuropa til Albanien for at undersøge sagen på stedet og underrette Europa-Parlamentet.
Fru formand, ærede kolleger, de dramatiske begivenheder, der har udspundet sig i de seneste syv uger i Albanien, med et tilsyneladende tiltagende anarki og kaos - som startede med kollapsen af de pyramidespil, finansieringsselskaberne satte i gang for ti år siden, og som har medført, at tusindvis af familier har måttet gå fra hus og hjem - følges med den største opmærksomhed og bekymring af det internationale samfund, navnlig nabostaterne Grækenland og Italien, som risikerer at blive oversvømmet af flygtninge - en situation, som kan udnyttes af kriminelle kræfter. Fru Pack har ret, når hun opfordrer os til at undgå at drage forhastede eller forudindtagne slutninger, således som jeg mener, det er sket her i forsamlingen. Præsident Sali Berisha er blevet enig med oppositionen om hovedlinjerne for en politisk løsning, og det er lykkedes ham at indgå en aftale om oprettelsen af en samlingsregering bestående af alle de politiske kræfter og at opnå tilslutning til bestræbelser i retning af en national forsoning; indledningen af en dialog blev hilst med skudsalver af glæde og raseri i oprørsbyerne. I henhold til aftalen har præsidenten opfordret parlamentet til at vedtage en ny lov om generel amnesti for dem - civilpersoner som militærfolk - der tog del i oprøret efter kollapsen af pyramidespillene, på den betingelse at de tilbageleverede våbnene, og han har meddelt, at der vil blive afholdt nyvalg inden to måneder under de internationale organisationers opsyn, således som det allerede skete ved de seneste lokalvalg, hvor det blev konstateret, at alt var gået lovligt til. Præsident Berisha har desuden anmodet om, at der blev ydet finansiel støtte til genopbygning af økonomien og humanitær bistand til de hårdest ramte områder. I Valona er der i øjeblikket ikke elektricitet og vand, og leveforholdene giver anledning til bekymring; det gælder især de hygiejniske og sundhedsmæssige forhold. På denne baggrund er det nu nødvendigt at udøve de allerstørste bestræbelser på at løse dette vanskelige problem på en afbalanceret, upartisk og retfærdig måde med henblik på at løse op for situationen og følge den videre demokratiseringsproces i Albanien med særlig vægt på en kulturel integrering af denne vigtige del af Middelhavsområdet.
Fru formand, det er prima nyheder, vi har hørt om, at der er dannet en overgangsregering, at der skulle finde valg sted inden for to måneder under europæisk pres, men samtidig bragte medierne ikke ligefrem gode nyheder. Jeg er bange for, at borgerkrigen alligevel er nært forestående, og jeg spørger mig selv, hvordan Rådet og Kommissionen og vi alle sammen vil kunne forhindre dette. Hvorom alting er, så glæder det mig, at formanden for Rådet sidste weekend talte tydeligt til præsident Berisha. Denne præsidents autoritære og udemokratiske opførsel er jo en af årsagerne til denne krise. Med rette har rådsformanden advaret ham mod anvendelsen af vold og opfordret ham til at respektere pressefriheden og demokratiet, en af de ting, som hr. Berisha sandsynligvis vil blæse på, det har observatørerne i sin tid udtrykkeligt sagt i forbindelse med valget. Fru formand, Unionen er en stor nabo og Albaniens vigtigste støtte. Albanerne kan forvente mest og har fået mest pr. indbygger. Jeg er spændt på, hvordan disse løfter med henblik på fremtiden vil afholde den albanske regering og albanerne selv fra at skære halsen over på hinanden og fra, at der opstår en situation med et lille land med stor elendighed. Unionen må gøre alle parter opmærksom på deres ansvar, udvise militær tilbageholdenhed og styre mod demokrati. Lad os håbe, at det ikke er sidste gang, vi taler om Albanien, men det skal så være på en positiv måde.
Fru formand, jeg hørte også rådsformanden og kommissæren. Gid det må gå, som de siger, og tingene vil udvikle sig på den bedst mulige måde. Men da jeg mener at kunne huske, at vi havde den samme debat om det bosniske spørgsmål, vil jeg også denne gang udtrykke tre små forbehold: For det første vil jeg spørge, om De har tænkt på, at den albanske centrale politiske arena og dens rævestreger netop nu er helt uden kontakt til de oprørte, bevæbnede og ukontrollerede borgere. De befinder sig, nu mens vi taler, 40 km fra Tirana, hr. kommissær. For det andet, om De har tænkt på, hvor fuldstændig utroværdig Berisha er i indenrigsanliggender, udenrigsanliggender, økonomiske anliggender og i det hele taget. Han er medskyldig i pyramidespillene, fordi han ikke greb ind og standsede dem, som De selv siger. Det gør ham klart medskyldig. Hvordan vil De indgå en aftale med ham? Og for det tredje, hvis der ikke kommer et løfte fra vores side - ikke fra den albanske regerings side, for den er totalt utroværdig - om at de mennesker, der har mistet deres penge i århundredets bedrageri - det drejer sig om 35-40 % af Albaniens BNP - får i det mindste deres oprindelige kapital tilbage, skal De ikke forvente en positiv udvikling i Albanien.
Fru formand, jeg mener også, at det er det nylige EU-initiativs store fortjeneste, at flertallet og oppositionen i Albanien nu har accepteret den foreslåede fremgangsmåde, nemlig en aftale og en national forsoning omkring to hovedpunkter: dannelse af en samlingsregering og udskrivning af nyvalg. Samtidig er jeg utilfreds med, at det hollandske formandskab i sin nye erklæring ikke nævnte Europa-Parlamentets beslutning fra februar, hvori man forudså risiciene ved situationen i Albanien og pegede på en løsning, der indebar indgåelsen af en aftale. Jeg bør tilføje, at desværre har aftalen om dannelsen af en ny regering været længe om at komme på plads i en situation, hvor begge parter ikke længere har kontrollen over landet; dette er et forhold, vi bør være opmærksomme på, ellers er der risiko for, at vi taler om forhold, der ikke længere svarer til virkeligheden. Dette faktum bør derfor kraftigt understreges og meddeles Kommissionen og medlemsstaternes regeringer. Vi bør gøre os klart, at der ikke længere kun er to parter på banen, men at der er en tredje part, nemlig oprørerne, der har grebet til våben, og hvis voldsudøvelse vi med rette bør fordømme og fortsætte med at fordømme. Vi ved imidlertid, at for denne part, som det vil blive vanskeligt at stille tilfreds gennem aftalen, er de to punkter i den pågældende aftale mellem flertallet og oppositionen ikke tilstrækkelige; oprørerne kræver nemlig også Berishas afgang. Situationen kan derfor risikere atter at gå i hårknude. Vi skal ikke være for sikre på, vi har nået den endelige politiske løsning. Vi har blot banet vejen for en mulig politisk løsning, der bl.a. indebærer, at man straks gennemfører regeringsdannelsen. Der bør træffes yderligere forholdsregler, for at nå frem til en reel stabilisering af situationen. Jeg mener derfor, Den Europæiske Union bør intervenere direkte og påtage sig en fremtrædende mæglerrolle, idet den også forsøger at tage kontakt med den tredje part på banen, de væbnede oprørere, for at få dem til at nedlægge våbnene gennem forhandlinger om betingelserne. I hele denne fase bør vi naturligvis skabe en ligevægt mellem den økonomiske og den politiske indsats. Som hr. La Malfa nævnte, bør økonomiske foranstaltninger og politiske betingelser gå hånd i hånd. Jeg mener i øvrigt, det albanske spørgsmål bør få os til at indse begrænsningerne ved monetarismen, som helt klart er en fiasko, og få os til at forstå, at det er politiske initiativer, der skal til for at skabe et politisk og ikke kun et monetært Europa.
Fru formand, jeg ønsker også at gøre opmærksom på, at Europa-Parlamentet ikke bør glemme det væsentlige, nemlig genindførelse af et mindstemål af ordensmagt i Albanien, som sikrer en kontrolleret udvikling af den krise, som risikerer at føre til en farlig borgerkrig. Jeg er enig med hr. Occheto, når han siger, at der er en tredje part, nemlig oprørerne, som i dette øjeblik kontrollerer tretten byer, har besat en fjerdedel af Albanien og er i besiddelse af et betydeligt antal våben, af hvilken grund Albanien risikerer at blive et stort våbendepot uden vogtere, således som et medlem af oppositionen udtrykte det. Berisha og den nationale samlingsregering risikerer således at miste kontrollen med situationen. Men jeg er ikke enig med hr. Occhetto i, at Berishas afgang vil være med til at hjælpe på situationen. Jeg gør opmærksom på en udtalelse, som netop er kommet fra et medlem af oppositionen, nemlig at Berisha i dette øjeblik spiller en vigtig rolle, når det gælder genetableringen af et minimum af orden og lovlighed, hvilket ellers ville blive vanskeligt, og de våben, oprørerne i nord har tilegnet sig, skaber også en risiko for en borgerkrig mellem nord og syd langs en gammel sproglig og etnisk skillelinje. Det er derfor betydningsfuldt at inddrage alle parter i en løsning. Jeg kan tilslutte mig kommissær van den Broeks forslag om at søge at skabe et mindstemål af lovlighed netop med udgangspunkt i aftalen mellem Berisha og den nye regering under ledelse af en repræsentant for det socialistiske oppositionsparti, der kommer fra den sydlige del af landet, og som dermed kunne være i stand til at skabe en forsoning. Det er imidlertid nødvendigt, at Den Europæiske Union og Rådet appellerer til alle organisationer; i den forbindelse skal jeg minde om, at også Vestunionen, der holder møde i Athen, faktisk er kommet med en udtalelse om situationen. Som formanden nævnte, er det nødvendigt ikke kun at følge begivenhederne, men også at handle med stor beslutsomhed for i det mindste i denne alvorlige situation at afværge risikoen for en borgerkrig og en deling af Albanien.
Fru formand, ærede kolleger, hr. rådsformand, efter min mening er det, der betragtes som en succes for Europa - denne højst usikre våbenhvile, man har opnået i Tirana - på ingen måde en succes. Ja, de europæiske institutioner burde endda erkende deres fejl, nemlig den passive holdning, de har indtaget indtil nu, hvis det da ikke er, fordi de har givet en masse penge ud - på mange måder til ingen verdens nytte og til tider på en fuldkommen skizofren vis; for først opgav vi politisk set Albanien, dernæst hyldede vi Berisha som national og international helt for endelig at nedgøre ham og beskylde ham for valgsvindel og ulovlige pressionsmidler i forbindelse med valget. Det kan ikke forbavse, at begivenhederne nu løber af sporet: man har mistet kontrollen med de forskellige stridende grupper, fuldstændigt mistet kontrollen; det gælder både Berisha og hans modstandere; jeg tror imidlertid ikke på ægtheden af denne opstand som følge af kollapsen af pyramidespillene, jeg tror snarere, at der i en vis del af landet - i hvert fald i den sydlige del - er politiske og partipolitiske faktorer, som spiller ind. Jeg mener derfor, at Europa på dette punkt må påtage sig et ansvar for fremtiden - især for det, der er ladt ugjort i Albanien. Det kan ikke forbavse, hvis de forskellige situationer på Balkan udarter på det politiske plan og udmunder i borgerkrig. Derfor bør Europa først og fremmest erkende sine fejl og gribe sagen anderledes an. Lad os tage ved lære af dem, der investerer i fred, stabilitet og menneskerettigheder!
Fru formand, efter min opfattelse er det indgåede kompromis i øjeblikket det eneste middel til at standse volden. Jeg kan derfor støtte kommissærens opfordring til, at Europa-Parlamentet - hvilket vil ske i morgen med beslutningen - forpligter sig til at presse på, for at kompromiset føres ud i livet. Det er imidlertid et faktum, at uroen ikke er ophørt; der er i virkeligheden ingen våbenhvile, der er kun en aftale, som bør iværksættes, og der er risiko for, at uroen spreder sig til Kosovo. Jeg er enig med hr. Occhetto i, at der er brug for en direkte indsats over for den sydlige del af Albanien, hvilket den italienske regering også forsøger med den italienske ambassadørs tilstedeværelse i den sydlige del af landet. Jeg mener da også, at Europa netop bør beskæftige sig med dette aspekt for at få standset uroen og hjælpe landet med at få gennemført nyvalg. Den større indsats fra Europa-Parlamentets side bør efter min mening tage sigte på udskrivningen af regulære nyvalg, og vi ved alle, at det ville være de første regulære valg, eftersom - og også vi bærer vores del af skylden - vi har støttet en regering og en præsident, selv om vi var klar over, at der havde fundet valgsvindel sted, fordi man i monetarismens og de økonomiske forpligtelsers navn havde vedtaget denne holdning, denne støtte. Ja, vi har begået en række fejl, men vi bør ikke begå nye fejl; vi bør derfor støtte afholdelsen af regulære valg. Lad os se, om det ikke med en direkte indsats fra visse regeringer - jeg tænker på den græske og den italienske regering - og med en kraftig indsats fra Den Europæiske Union skulle kunne lykkes at yde et nødvendigt bidrag, for i modsat fald risikerer vi - som det er blevet nævnt - at det ender i en borgerkrig.
Fru formand, de kolleger, der har talt før mig, har gjort opmærksom på, at situationen i Albanien er kommet helt ud af kontrol. Et udemokratisk regime sammen med samvittighedsløs økonomisk udbytning har drevet hele befolkningen i dette land ud i absolut fattigdom. Selvom man egentlig kun kan have medlidenhed med disse mennesker og deres fortvivlelse også er mere end forståelig, må kan klart og skarpt fordømme, at de har grebet til våben. En borgerkrig ville ikke være nogen løsning i denne situation. Den ville kun forværre situationen yderligere. Nu skal der findes en udvej ud af denne situation. Det er nødvendigt at standse voldens eskalation. Det er godt, at det første skridt er taget til i fællesskab at løse denne krise, og at demokratiet omsider også skal have en chance i dette land. Dannelse af en flerpartiregering og udskrivelse af et demokratisk valg er de første skridt på denne vej. Vi håber meget, at alle parter nu vil holde sig til denne aftale, men det er kun de første skridt. Det er af større betydning, at den nye regering, der så vælges, og det nye parlament også vil sørge for, at der gennemføres demokratiske og økonomiske reformer. Det er klart, at kun hvis befolkningen i Albanien bliver budt en demokratisk og god økonomisk fremtid, vil de være villige til at nedlægge våbnene. Den Europæiske Union bærer ikke kun ansvaret for udviklingen i Albanien, men for udviklingen i den samlede region. Det er beklageligt, at vi i de senere år i Europa-Parlamentet næsten kun har diskuteret udviklingen på Balkan i forbindelse med kriser. Selvom vi har indgået samarbejdsaftaler med mange lande i regionen, med nogle oven i købet associeringsaftaler, og selvom vi med PHARE-programmet forsøger at støtte reformerne i dette land aktivt, er vi igen og igen blevet overrasket af udviklingen i denne region. Til slut i denne debat vil jeg derfor gerne anmode Kommissionen om, at vi, dvs. Rådet, Kommissionen og Parlamentet, i fremtiden sammen drøfter, hvordan demokratiske og økonomiske reformer kan støttes bedre og mere effektivt i denne region, og hvordan vi kan indsætte PHARE-programmet mere målrettet. Jeg mener, at vi dermed hjælper befolkningen bedre, end hvis vi altid kun optræder som brandslukkere i krisesituationer.
Fru formand, vi står i en yderst alvorlig situation. Hverken præsident Berisha eller hans regering er uden skyld i den aktuelle situation. Som De ved, indeholdt rapporten fra OSCE/ODIHR kritik af det nyligt afholdte valg. Alle er enige om, at kollapsen i investeringspyramideordningerne har fået tragiske konsekvenser for mange albanere, som har mistet alt det, de havde sparet op hele livet igennem. Regeringen har ladet dette ske. Men vi må se tingene i det rette perspektiv. Landet huser stadig mange medlemmer af Hoxharegimet. Der foreligger stærke beviser på, at der i den sydlige del af landet er forbindelser til den albanske mafia med dennes narkosmugleri til Italien og andre lande. Jeg vil gerne minde Dem om, at én af de væsentligste årsager bag de aktuelle problemer i byen Vlorë var, at man beslaglagde 100 kraftige speedbåde, hvoraf mange blev brugt til smugleri tværs over Adriaterhavet. EU må nu bevise, at man forstår situationen. Der er mere end nogensinde behov for, at samtlige medlemsstaters regeringer og de internationale organisationer indtager en fælles holdning til dette problem. Præsident Berisha optrådte på et noget sent tidspunkt ganske klogt, da han banede vej for koalitionsregeringen med deltagelse fra samtlige partier og nu en socialistisk premierminister. Vi må støtte ham, ikke skubbe ham ud i kulden, han skal have bistand til at genvinde det albanske folks tillid gennem uforbeholden respekt for landets lov og konstitution, overholdelse af menneskerettighederne og afholdelse af retfærdige valg. Disse bør overvåges nøje med assistance fra blandt andre Europa-Parlamentet, og medierne bør også overvåges af Det Europæiske Medieinstitut, EIM. Konsekvenserne af borgerkrig og stigende vold er ganske alvorlige og lurer lige om hjørnet, ikke blot på grund af rent albanske anliggender, men også fordi Albanien er en krudttønde. I Kosovo, hvor situationen allerede er spændt, er det mere end 80 % af indbyggerne, der er af albansk oprindelse. I Makedonien er der et stort albansk mindretal. Begge disse lande kan blive trukket med ind i konflikten. Nabolandet Grækenland kan også blive involveret. Fru formand, for nu at runde af vil jeg sige, at vi skal have fastlagt en samordnet, afbalanceret og stærk holdning til Albaniens alvorlige problemer. Uenighed, sendrægtighed og svaghed kan få tingene til at eksplodere på Balkan. Det må ikke ske. Vi kan ikke tillade, at der opstår et nyt Bosnien, fordi der mangler beslutsomhed; vi skal have indført en krisemekanisme; vi må have ét enkelt organ, der kan tage hånd om denne situation. Vi håber, at der kommer til at ske noget på disse felter.
Fru formand, Den Europæiske Unions politik i Albanien og støtten til præsident Berisha var en fejltagelse. Hvis Rådet havde lyttet lidt til Europa-Parlamentet i forbindelse med anholdelsen af Fatos Nano og havde reageret, hvis det havde lyttet lidt til Europa-Parlamentet efter de falske valg, hvis det havde lyttet til Europa-Parlamentets beslutningsforslag fra sidste måned og havde reageret øjeblikkeligt, og hvis det havde holdt bare den samme afstand til Berisha-styret, som USA har holdt, havde tingene måske set lidt anderledes og bedre ud i dag. Men i dag kan Berisha-regeringen ikke længere legitimeres. Formanden for Rådet kan ikke komme her og sige: «ja, vi kræver også nye, frie valg, for det forrige parlamentsvalg var ikke frit«, og samtidig tolerere en præsident, der er valgt af dette illegale parlament under militære retstilstande. Men det er heller ikke nok. Berisha må gå af. Og det skal ske hurtigst muligt, for dette er den sydalbanske befolknings grundlæggende krav, og hvis det sker, vil det kunne dæmpe den borgerkrigslignende konflikt og opstand i Albanien. Ud fra denne betragtning vil jeg appellere til rådsformanden om at være konstruktiv og sige: «ja, den nederlandske regering er villig til at garantere Berisha øjeblikkelig politisk asyl, så situationen i Albanien kan blive løst op«. Og lige et sidste spørgsmål: agter Rådet og Kommissionen at rejse spørgsmålet om løsladelse af de politiske fanger, specielt Fatos Nano, over for den nuværende albanske regering? Jeg vil gerne bede om et svar fra hr. Van den Broek.
Jeg vil efter min udførlige redegørelse endnu en gang erklære, at formandskabet og Rådet følger situationen i Albanien fra time til time. Vi benytter i den forbindelse EU-ambassaderne i Tirana, og vi holder meget nær kontakt med regeringerne i de mest involverede lande i Den Europæiske Union, i Rom og Athen. Vi fortsætter uformindsket med at efterstræbe parallelle målsætninger, og vi koncentrerer os i den forbindelse om Berisha-regeringen og de øvrige politiske partier. Den parallelle målsætning er genopretning af den offentlige orden på kort sigt, og det kan kun realiseres ved at stræbe efter den anden målsætning: genopretning af regeringsautoritetens troværdighed gennem demokratiske reformer og valg inden for nogle måneder. At forhindre fuldstændigt anarki i Albanien er for det første vigtigt for den albanske befolkning. Det er for det andet vigtigt for hele regionen, som ikke kan tåle, at denne højst uheldige situation breder sig som ringe i vandet. For så vidt angår den sidste talers konkrete spørgsmål om de politiske fanger, kan jeg bekræfte, at dette blev taget op af formanden for Rådet under hans besøg i Tirana.
Fru formand, jeg støtter gerne det, som rådsformandskabet har sagt, og tilføjer dertil, at situationen er yderst eksplosiv i Albanien. Denne eksplosive situation truer ikke blot befolkningen, men også nabolandene og hele regionen. Man må således spørge sig selv, tror jeg, om tiden nu er inde til alt for længe at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvorvidt præsident Berisha og den tidligere regering eller oppositionspartierne eller andre skal have skylden for de alvorlige misgerninger. Om ikke tiden er inde til at sørge for og opfordre til, i fællesskab og med én stemme, at den anbefaling, som vi selv har givet præsidenten og oppositionspartierne med hensyn til dannelse af en national samlingsregering og udskrivningen af valg, om tiden faktisk ikke er inde til enigt at opfordre kraftigt til, at det opnåede politiske kompromis ubeskåret skal gennemføres. Som den eneste chance for på kort sigt virkelig at sætte Albaniens befolkning i stand til ad demokratisk vej at udtale sig om sin fremtid og dermed også gøre op med fortiden. Endelig, fru formand, må vi i den forbindelse ikke også sørge for, at kompromisparterne, de parter, som har indgået denne aftale, ikke blot gennemfører den nøje og loyalt, men at de også hver især opfordrer oprørerne til at nedlægge våbnene og gøre en ende på volden og ikke længere gøre modstand ved hjælp af geværløbet, men ved hjælp af stemmeurnen. Hvis dette kraftige signal kan udgå fra Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet, så er der måske endnu en sidste chance. Hvis det ikke lykkes, så kan vi ikke bebrejde os selv noget, men nu at forsøge at udhule det kompromis, som vi selv har anbefalet, forekommer mig ikke at komme Den Europæiske Unions troværdighed til gode.
Fru formand, der er en række talere, der har været inde på det statskup, der er ved at udvikle sig i Albanien. En række organisationer - OSCE, Den Europæiske Union, Europarådet - har været i Tirana og har ført drøftelser med regeringen. Det, der bekymrer mig, er, at hvis der er en krise under udvikling, som kan komme til at påvirke andre lande, så bør disse organisationer og også forsvarsorganisationer som NATO og WEU have en mekanisme, som kan styre denne krise. Kan Rådet bekræfte, at dette punkt om styring og koordinering af krisesituationen - en nødplan - vil være på dagsordenen på udenrigsministrenes møde på lørdag, hvis situationen skulle blive forværret?
Under det uformelle møde mellem udenrigsministrene står Albanien som sådan ikke på dagsordenen, men landet vil bestemt blive drøftet. Det forekommer mig, at den nuværende situation uundgåeligt gør, at ministrene ser hinanden i øjnene på dette punkt. Jeg kan hverken bekræfte eller benægte, at der træffes en eller anden form for militære forberedelser inden for rammerne af NATO, Den Vesteuropæiske Union eller en anden organisation. Det forekommer mig blot ikke at medvirke til tydeligheden med hensyn til unionslandenes holdning at spekulere over militær intervention i en borgerkrig. Det forekommer mig en af de sidste prioriteter, som vi må have fra Europas side.
Fru formand, jeg vil blot minde formanden for Rådet om et spørgsmål, som han kan besvare med et enkelt ord. Jeg spurgte ham, om formandskabet har interesseret sig for eller interesserer sig for løsladelsen af alle politiske fanger, heriblandt Fatos Nano, lederen af det største oppositionsparti, det socialistiske parti. Især hvad Fatos Nano angår, vil jeg gerne have et svar fra formanden.
Jeg troede, at jeg allerede havde besvaret spørgsmålet fra det ærede medlem. Sagen er taget op af udenrigsminister Van Mierlo under hans besøg i Tirana. Der blev også udtrykkeligt talt om personen Fatos Nano.
Forhandlingen er afsluttet. Jeg har modtaget syv beslutningsforslag, fremsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 2, i forretningsordenen. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Tillad mig på Parlamentets vegne at byde velkommen til en delegation af parlamentsmedlemmer fra ti Middelhavslande, som har underskrevet Barcelona-konventionen. Vi ønsker dem velkommen. De tillader sikkert, at jeg på Deres vegne fortæller, at Parlamentet lægger stor vægt på en styrkelse af samarbejdet med landene i Syd. Vi ved, at det for os er en chance for stabilitet og fred, og Parlamentet arbejder både for en styrkelse af forholdet til landene syd for Middelhavet og for en styrkelse af forholdet til landene i Øst. Vi er fuldt ud klar over, at freden afhænger af denne ligevægt. De er velkommen! (Bifald)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0027/97) af Sakellariou for Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender om den fælles beretning fra Rådets formandskab og Kommissionen om opfølgning af Barcelona-konferencen (7987/96 - C4-0414/96).
Fru formand, mine damer og herrer, kære kolleger, knap 16 måneder efter Barcelona-konferencen den 27. og 28. november 1995 og godt og vel en måned før opfølgningskonferencen på Malta debatterer vi i dag her i Parlamentet en betænkning, der evaluerer resultaterne af den første konference i Barcelona og vil stille nye forslag og krav til opfølgningskonferencen - denne gang på Malta. Jeg vil gerne indledningsvis, fru formand, give udtryk for min helt store glæde over, at debatten i dag finder sted i nærværelse af vores kolleger fra Middelhavslandene, som vi stiftede dette særlige Euro-Middelhavspartnerskab med i Barcelona. Jeg mener, at vi oplever begyndelsen til et særligt parlamentarisk samarbejde, der kan berige Barcelonaprocessen og give den nye impulser til fremme af freden, sikkerheden, den økonomiske udvikling og forståelsen mellem kulturerne til gavn for vores befolkninger på alle sider af Middelhavet. Det er mig en stor glæde at kunne byde velkommen til kollegerne i tilhørerlogen. I Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender og i Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser samt næsten i alle kompetente delegationer og blandede udvalg har vi debatteret de enkelte aspekter ved Middelhavspolitikken udførligt. Jeg har fået mange forslag og megen støtte fra mine kolleger, og som repræsentant for alle vil jeg også gerne rette en hjertelig tak herfor til min kollega og ven Giorgos Dimitrakopoulos, som gennem udtalelsen fra Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser har ydet et meget værdifuldt supplement til den foreliggende betænkning. Mine damer og herrer, kære kolleger, resultaterne af Barcelona i form af den enstemmigt vedtagne fælles erklæring og arbejdsprogrammet, men også resultaterne af det arbejde, der er præsteret i tiden derefter, er særligt opmuntrende. Især inden for rammerne af den politiske og sikkerhedspolitiske dialog, der er blevet et bærende element i EuroMiddelhavspartnerskabet, er der opnået bemærkelsesværdige resultater. Der er udarbejdet en liste over tillidsskabende foranstaltninger og opstillet en handlingsplan, som den kompetente kommissions arbejde er orienteret efter. Men det væsentlige på dette område er efter min mening at få udarbejdet et Europa-Middelhavscharter for fred og stabilitet, hvormed dialogen og kriseforebyggelsen skal institutionaliseres. Det er netop også det krav, vi her i Parlamentet stiller. Derfor tror jeg, at dette charter både skal være et centralt punkt i vores debatter her i Europa-Parlamentet og i den fælles dialog inden for rammerne af det parlamentariske Euro- Middelhavsforum. Der foreligger en hel række yderligere værdifulde forslag på dette område. Parlamenterne, regeringerne og naturligvis også Kommissionen har et fælles ansvar for, at gode hensigtserklæringer munder ud i konkrete og nyttige politikker, der tjener til fred og sikkerhed for alle befolkninger i regionen. Af den enorme liste over opgaver i Euro-Middelhavspartnerskabet vil jeg især gerne omtale ét punkt, der har overordentlig stor betydning for mig personligt. Migrationen har altid spillet en fremstående rolle i den kulturelle udveksling mellem Middelhavets to bredder. Det vil heller ikke ændre sig i fremtiden. De økonomiske forskelle, der bliver større og større, mellem ud- og indvandringslandene, kombineret med uløste beskæftigelses- og sociale problemer i sidstnævnte, har kun bevirket, at der opstår en stigende diskriminering af indvandrere som følge af en kombination af billig populisme og kluntet racisme fra de uforbederlige reaktionæres side. At Europa-Parlamentet går imod racisme og fremmedhad, er ikke bare velkendt, men også forbilledligt. Denne holdning skal danne grundlag for en ikke-diskriminationspolitik inden for rammerne af det nye partnerskab. Vi har brug for en aftalemæssig ramme for en reguleret indvandring, og vi skal - og det ser jeg som en fremstående opgave for et parlamentarisk Euro-Middelhavsforum - i fællesskab udarbejde et charter for en indvandrers rettigheder, hvori de forskellige interesser af statslig og human beskaffenhed bringes til at harmonere. Jeg er nu nået frem til slutningen og vil tillade mig at skifte over til spansk for at tale direkte til næstformand Marín på hans eget sprog: Til sidst vil jeg gerne takke Kommissionens næstformand, hr. Manuel Marín, for hans støtte og personlige engagement i Middelhavspolitikken. Både De selv og Deres tjenestegrene har til enhver tid ydet os en uvurderlig hjælp. Jeg håber, at dette frugtbare samarbejde vil fortsætte og intensiveres fremover. (DE) Mine damer og herrer, kære kolleger, jeg glæder mig til forhandlingen om min betænkning og takker Dem for Deres opmærksomhed.
Fru formand, jeg vil indlede med at byde velkommen til vore kolleger og venner fra alle Middelhavslandene, som er kommet til stede i dag for at overvære dette møde. Dernæst vil jeg komplimentere ordføreren, min kære ven og kollega, Jannis Sakellariou, ikke kun for indholdet af den betænkning, han har fremlagt, men for den store indsats og det systematiske arbejde, han har gjort igennem flere måneder, for at vi i dag kan drage nytte af det resultat, De her sidder med. Der er ingen tvivl om, at Barcelona-proceduren, der indledtes med konferencen for et år siden, bør fortsætte. Og for at det kan ske, er der visse betingelser, der skal være opfyldt. Den første betingelse er, at vi skal følge og forbedre den model, som Kommissionen har fremlagt, en model, som dækker både de større, brede emner og de enkelte spørgsmål. Den anden betingelse er, at vi skal nå frem til en stabilitetsaftale, for uden en stabilitetsaftale vil vi ikke være i stand til hverken at kodificere de resultater, vi allerede har i vore aktiver, eller lægge retningslinjer for fremtiden. Den tredje betingelse er, at vi ud over alt det andet også må finde nogle tillidsopbyggende foranstaltninger, så vi undgår begivenheder i dette meget følsomme område, der kan ødelægge den positive udvikling, vi har sat i gang. Den fjerde betingelse er, at Europa får en stadigt mere fremtrædende rolle. For at det kan ske, må Europa, når det engang får bragt orden i sine egne rækker, beskæftige sig mere systematisk med alle de store problemer. Hr. Sakellariou talte om indvandring. Hertil vil jeg føje Mellemøsten og gå endnu videre, nemlig til den muslimske fundamentalisme, hvor der er brug for en tilbundsgående behandling af problemerne i stedet for det hysteri, der minder om den antikommunistiske McCarthy-periode i 50'erne. Islam er en væsentlig magtfaktor. En del af den er temmelig krigerisk, men for at imødegå dette, må vi først forstå det. Til sidst vil jeg sige, at Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser har stillet en række helt konkrete forslag - og vi vil gerne takke ordføreren, fordi han har sørget for vedtagelsen af de fleste - der tager sigte på at fremhæve den udviklingsmæssige del af Barcelona-proceduren, hvilket vi finder nødvendigt for at proceduren kan fortsætte.
Fru formand, jeg ville gerne indlede med at komplimentere hr. Sakellariou for hans meget grundige betænkning. Jeg vil også gerne tilslutte mig hans tak til kommissær Marín for den indsats, han har gjort i forbindelse med dette spørgsmål. Vi må heller ikke glemme det initiativ, det spanske formandskab tog med Barcelona-konferencen. Det er jo klart, at i den situation, der er opstået efter Berlin-murens fald, hvor vi ser på sikkerhedsspørgsmålet i den bredere sammenhæng med politisk, økonomisk og social stabilitet, har Middelhavsinitiativet basal betydning for bevaring og opbygning af sikkerheden i denne region. Der er dog en række bemærkninger, jeg gerne vil fremsætte. For det første er der på trods af alle de kræfter, Middelhavsprocessen indeholder, ingen tvivl om, at medmindre vi garanterer fredsprocessen i Mellemøsten, vil hele den indsats, vi gør, være undermineret. Så vi må være yderst opmærksomme på, hvor stor betydning denne fredsproces har. For det andet er det vigtigt, at Den Europæiske Unions medlemsstater viser deres engagement i denne proces ved at ratificere de allerede indgåede associeringsaftaler; og jeg vil her fremhæve ændringsforslag nr. 14 fra hr. Sakellariou. For det tredje er det ifølge sagens natur begrænset, hvad regeringerne kan gøre. Nøglen til succes i denne sammenhæng ligger i mulighederne for at tiltrække privat finansiering. Det er derfor op til modtagerlandene - hvis jeg må kalde dem således - at sørge for, at der eksisterer lovgivningsmæssige og politiske rammer af en art, der kan tiltrække kapital. Vi må i særdeleshed sikre, at ophavsrettighederne bliver respekteret, og at der findes passende beskatningsordninger, en effektiv konkurrencepolitik og den størst mulige gennemskuelighed i forholdet mellem offentlige og private institutioner. Fra vor side må vi i sammenhæng med den bistand, vi yder, lægge meget stor vægt på at sikre, at vi får etableret de rette rammer, i særdeleshed når det gælder bank- og finanssektoren. For det fjerde skal vi intensivere dialogen om menneskerettighederne. Det er ikke en tilføjelse, der opstår i sidste øjeblik. Det er et grundlæggende krav, som moderne, økonomisk ekspansion stiller. Frihed er både et politisk koncept og et økonomisk koncept, som har afgørende betydning for regionens udvikling. For det femte må vi udbygge samarbejdet om vandforsyningen. Det er en vældig udfordring, men også en vældig chance, og jeg ser frem til at høre Kommissionens reaktion på hr. Sakellarious forslag om et europæisk Middelhavsvandagentur, som for mig at se er mere vidtrækkende end Marseille-erklæringen fra november sidste år. For det sjette skal vi uddybe det regionale samarbejde for at sikre, at landene samarbejder meget tæt, så der kan opstå en meget nær sammenknytning mellem dem indbyrdes. Endelig er det vigtigt, at vi skaber en større gensidig forståelse. Vi må forklare, hvad det er, Den Europæiske Union prøver at opnå med projektet om den fælles valuta og med udvidelsen til Mellem- og Østeuropa. Vi er også nødt til at forklare vore borgere, hvad det er, vi søger at opnå med Middelhavsprojektet, for som hr. Sakellariou allerede har sagt, er der mange misforståelser om vore mål. Vi skal derfor have skabt mere publicity om Den Europæiske Unions målsætninger.
Fru formand, jeg vil gerne tilslutte mig mine kollegers tak til hr. Sakellariou for denne betænkning. Jeg benyttede lejligheden til at studere talerlisten for disse forhandlinger, og jeg kan konstatere, at det overvældende flertal er fra de sydligere medlemsstater. Jeg vil derfor gerne understrege, at udfaldet af Barcelonaprocessen ikke blot har betydning for Sydeuropa, men for hele Europa. I mit land har vi gennem mange århundreder været fascinerede af udviklingen i Middelhavspolitikken. Det er en proces, som hele Europa er involveret i sammen med hele Middelhavsområdet. For det andet vil jeg gerne gentage de ting, der er blevet sagt til støtte for den parlamentariske dimension ved denne proces. Vi bør respektere og glæde os over det arbejde, som ministre, kommissærer og embedsmænd udfører. Men hvis denne proces skal få en lykkelig udgang, så skal det være sindene, der mødes, og folkene, der mødes, og det forudsætter, at landenes parlamenter bliver involveret. Vi vil gennem de næste to dage med Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender og vore fremtrædende gæster forsøge at finde frem til, hvordan rammerne for et parlamentarisk Euro-Middelhavsforum kunne se ud. Endelig glæder jeg mig over, hvad man kunne kalde den holistiske holdning, der ligger i Barcelona-processen - de mange forskellige dimensioner, den rummer. Problemerne i Middelhavsområdet viser måske mere dramatisk end noget andet sted, at udenrigsanliggender er andet og mere end en kæde af isolerede, uforudsigelige kriser. Det, som vi kalder politik, som vi kalder udenrigsanliggender, påvirkes af bagvedliggende tendenser. Vi ved, at der er en indbyrdes sammenhæng mellem demografiske, miljømæssige og økonomiske spørgsmål, som tilsammen fører til de politiske problemer og de emigrationsbølger, som hr. Sakellariou omtalte. De bygger på kompleksiteten i den historiske, kulturelle arv efter mange årtusinders indbyrdes påvirkning i Middelhavsområdet. Det er måske farligt for en politiker at råde andre politikere til at studere historien, for vi har jo alle vore foretrukne, nationale historikere. Jeg vil dog anbefale alle, der har med denne proces at gøre, at læse den store, franske historiker Braudels værk og hans klassiske analyse af Middelhavsområdet på Philip II's tid. Der vil de finde en klar gennemgang af det indbyrdes forbundne kulturelle og økonomiske system, som Middelhavsområdet er og altid har været.
Hr. formand, jeg vil allerførst takke hr. Sakellariou for det store arbejde, han har udført, og som må betragtes som en anerkendelse af Middelhavets strategiske betydning. Jeg ønsker også at sende en hilsen til venner og parlamentarikere på den anden side af Middelhavet. Efter min mening er det en absolut nødvendighed at skabe balance i europæisk politik ved i højere grad at rette opmærksomheden mod syd, for netop i Middelhavsområdet er der risiko for, at der rejser sig en mur af manglende forståelse mellem landene i nord og syd, mellem den kristne og den islamiske verden, mellem rige og fattige. Dette bør undgås, og i dette spil udgør Barcelona-konferencen og partnerskabssamarbejdet med landene på den anden side af Middelhavet en vigtig brik. Også jeg er enig med hr. Dimitrakopoulos, når han anfører, at den ægte Islam ikke kan betragtes som hovedsummen af fanatisme og intolerance, men tværtimod som indbegrebet af kultur, tolerance og respekt for andres meninger. Hvad angår samarbejdet inden for rammerne af det politiske partnerskab, er det mig magtpåliggende at opstille en række forudsætninger for Europas deltagelse, nemlig at Europa bør udgøre en harmonisk politisk samtalepartner, som bygger på den Europæiske kulturs grundlæggende principper: frihed og demokrati, der er fastslået i Menneskerettighedskonventionen og som håndhæves af EF-Domstolen samt principperne: lovlighed og demokrati, pluralisme og tolerance. Med hensyn til det økonomiske aspekt giver det mig anledning til en vis bekymring. Selv om jeg er tilhænger af det frie marked og liberaliseringen af økonomien, mener jeg, at man for landbrugsprodukternes vedkommende ikke kan springe fra protektionisme og internationale aftaler af den centralstyrede type til en liberalisering af samhandelen. Dette ville være fuldstændig ødelæggende for Europa og navnlig de europæiske Middelhavslande.
Hr. formand, opfølgningen af Barcelona-konferencen skal være et følgende skridt i den dynamiske proces »tilnærmelse mellem Europa og nabolandene omkring Mare Nostrum «. De omstændigheder, hvorunder denne finder sted, er imidlertid ikke sådan, at der må skabes for høje forventninger. Fredsprocessen i Mellemøsten forløber vanskeligt, og det afspejler sig i Barcelona-processen. Ambitionerne i Sakellarioubetænkningen kan dog påskønnes, men jeg synes stadig, at det ikke er særlig realistisk. Vi må skridt for skridt arbejde videre med konkrete planer og ikke henfalde til tom snak. Utallige ændringsforslag, som skal pynte på Sakellariou-betænkningen, går derfor desværre for vidt for vor gruppe. Naturligvis skal Parlamentet turde fastsætte kursen, og på længere sigt skal OSCE-modellen være anvendelig, og også Euro-Middelhavsstabilitetspagten må blive en interessant tanke. Men lad os nu først koncentrere os om indgåelsen af de bilaterale aftaler med vore partnere. I den forbindelse er Barcelona-processen værdiløs, hvis vi ikke er konsekvente. Eksempelvis har den nylige udtalelse fra en række kristelig demokratiske ledere om, at f.eks. Unionen er et kristeligt fællesskab, og at f.eks. Tyrkiet derfor skal udelukkes, sikkert gjort ondt i hele Middelhavsområdet. Jeg afviser derfor kraftigt denne udtalelse. Unionen bedømmer ikke lande på grundlag af den slags forældede kriterier, og vi må netop prioritere respekt for menneskerettighederne og demokratiet og f.eks. over for Tyrkiet gøre det tydeligt, hvilke kriterier de skal opfylde for at kunne deltage. Disse kriterier gælder også for Tyrkiet og forskellige andre lande i området.
Hr. formand, at fremme Barcelona-processen er i dag ensbetydende med at kræve en uddybning heraf, først og fremmest på det politiske område, hvor det er nødvendigt, at Den Europæiske Union og dens Middelhavspartnere opbygger et virkeligt autonomt regionalt sikkerhedssystem, hvor fremmede magters tilstedeværelse reduceres mest muligt - her må vi ikke glemme de nordamerikanske baser og flåde - og hvor de grundlæggende målsætninger er fremme af demokratiet og respekten for menneskerettighederne - tænk her på Tyrkiet, Algeriet og Marokko - tillige med gennemførelse af tillidsskabende og stabilitetsfremmende foranstaltninger og konventionel og nuklear nedrustning; til dette formål vil det være hensigtsmæssigt at oprette en regional instans baseret på OSCE-principper og -procedurer. En sådan sikkerhedsstrategi i Middelhavsområdet vil ikke være mulig uden en adækvat løsning på de forskellige eksisterende konflikter, uden at fredsprocessen i Mellemøsten giver resultater og uden indførelse af selvbestemmelse for det saharanske folk og genforening af Cypern. Barcelona kan ikke ses isoleret fra hele denne proces. Unionen bør støtte og fremme den økonomiske og handelsmæssige integration i området, men ikke på grundlag af en overdreven liberalisering, som i sidste instans vil gå hårdt ud over de arbejdende klassers livskvalitet, og heller ikke gennem finansiel støtte til Den Internationale Valutafonds strukturtilpasningsprogrammer, men derimod gennem fremme af modeller for en bæredygtig udvikling, som igen kan danne grundlag for afhjælpning af gældsproblemet, fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder og ungdomsbeskæftigelsen og bekæmpe de dybereliggende årsager til migrationsstrømmene, som hverken kan eller bør imødegås med politiforanstaltninger og restriktive, nærmest fremmedhadske grænsepolitikker, og desuden bidrage til at restaurere et usædvanligt forringet miljø. Alt dette bør til stadighed være nærværende i Barcelona-processen og tages op på det kommende møde i Malta tillige med tre andre foranstaltninger: fremme af den gensidige respekt for de forskellige kulturer mellem de to sider af Middelhavet, etablering af mekanismer, der giver det civile samfund reelle muligheder for deltagelse, og oprettelse af et interparlamentarisk forum af permanent karakter og med rådgivende og forslagsstillende kompetence. Hvis alt dette sker, vil Unionen være godt på vej til at lægge fundamentet for et EuroMiddelhavssamarbejde, hvor alle kan deltage, hvilket er uomgængelig nødvendigt dels af hensyn til Unionens egen stabilitet, og dels for at samarbejdet ikke skal blive opfattet som endnu en strategi til at erobre markedsandele eller som et neokolonialistisk tiltag.
Hr. formand, jeg vil minde om, at mange af os ventede noget mere af Barcelona-konferencen og under alle omstændigheder en større balance i den Europæiske Unions politik, der alt for ofte i udpræget grad har været rettet mod de østeuropæiske lande. Barcelona-konferencens begrænsninger udspringer måske af mangelen på en egentlig europæisk udenrigspolitik. I realiteten har man især bestræbt sig på at skabe en stor frihandelszone uden at opbygge en solid og varig konstruktion i form af en bredere og mere udbygget regional sammenslutning. Årsagerne skal søges i, at deltagelsen er begrænset til kun tolv lande på den afrikanske side, idet Libyen, Albanien og landene i det tidligere Jugoslavien er udelukket, og at bestræbelserne er gået i retning af at fremme den frie bevægelighed for varer, samtidig med at man reelt hindrer den frie bevægelighed for personer, samt i mangelen på en sand demokratisk dialog mellem alle civilsamfundets komponenter på begge sider af Middelhavet. Barcelona-konferencen har imidlertid været et første skridt, man ikke kan se bort fra, på vejen mod et nødvendigt samarbejde mellem Middelhavslandene. Derfor er De Grønne enige med hensyn til hovedlinjerne i betænkning af Sakellariou, som vi gerne vil lykønske med et glimrende arbejde. Vi kan navnlig tilslutte os opfordringen til Kommissionen om en særberetning om menneskerettighedssituationen i de tolv lande, der har undertegnet Barcelona-erklæringen, opfordringen til Rådet om at oprette et civilt europæisk fredskorps for at styrke den humanitære indsats, bidrage til fredelige løsninger på konflikter og tilvejebringe de nødvendige tillidsskabende foranstaltninger. Der er her tale om et forslag, De Grønne altid har stillet. Vi foreslår også afholdelsen af en debat om nedrustning, nødvendigheden af en våbenbegrænsning og nødvendigheden af at skabe en atomfri zone i Middelhavsområdet. Vi er enige med hensyn til nødvendigheden af at udvikle MEDA-programmet i positiv retning og at nå frem til en gældseftergivelse, som bør kædes sammen med overholdelsen af principperne i Barcelona-erklæringen med det formål at fremme en bæredygtig udvikling og også at fremme denne målsætning gennem anvendelse af vedvarende energiformer og energibesparelser. Vi håber derfor, at Europa-Parlamentet bliver repræsenteret på passende vis i Malta, og at alle de ikke-statslige organisationer bliver repræsenteret i et civilt forum finansieret af Den Europæiske Union.
Hr. formand, Barcelona-konferencen markerede et vigtigt vendepunkt i oprettelsen af et Euro-Middelhavssamarbejde. Det er ikke desto mindre nødvendigt regelmæssigt at gøre status over udviklingen af de projekter, der blev iværksat, således at ånden fra Barcelona kan bevares. Og som det anbefales i hr. Sakellarious fremragende betænkning, er det nødvendigt, at Den Europæiske Union går længere i samarbejdet mellem EU og Middelhavslandene. Det forekommer min gruppe af fundamental betydning at styrke handelssamkvemmet, samtidig med at man sætter sig det mål at reducere underskuddet i handelsforholdet. En bæredygtig udvikling i disse områder forudsætter i øvrigt en fornuftig forvaltning af ressourcerne, navnlig af vandet. På det politiske plan ønsker vi, at der indføres fælles politikker til forebyggelse af konflikter, og at der bliver større opmærksomhed om menneskerettighedsspørgsmål. Barcelona-konventionen kan imidlertid ikke gennemføres fuldt ud, før kulturen får lov til at indtage den plads, den blev tildelt på konferencen, nemlig som katalysator for en tilnærmelse mellem folkene og kampen mod intolerance og racisme. Derfor støtter min gruppe ændringsforslagene, der sigter mod en styrkelse af kulturudvekslingen, det civile samfunds rolle og politikker for bevarelse af den nationale arv.
Hr. formand, hr. Sakellarious betænkning er udmærket, fordi den påviser den store betydning, som udviklingen af et tæt samarbejde med Middelhavslandene bør have for os. For Europa i perioden efter den kolde krig er Middelhavs-spørgsmålet blevet lig med spørgsmålet om den kolde krig. De to væsentlige faktorer for sikkerhed, der hænger sammen som to sider af samme mønt, er den økonomiske udvikling i landene syd og øst for Middelhavet og forvaltningen af udvandringen. Dette sidste aspekt har ikke blot betydning for vore landes interne sikkerhed, men også for vore partnerlandes udvikling. Disse skal kunne regne med motiverede menneskelige ressourcer og en uddannet elite, der lægger større vægt på at vise borgersind og udvikle deres eget land, end de tiltrækkes af udlandets luftspejlinger. At undgå at tilskynde til kompetencens udvandring skal være en konstant prioritet for vores samarbejde og dets nødvendige fornyelse. Hr. Sakellariou foreslår, at der i Middelhavsområdet oprettes en zone for fælles fremgang. Man bør faktisk slå ind på vejen imod en egentlig fælles udvikling, således at Middelhavsområdet en dag kan blive en zone med varig stabilitet. For at nå frem til dette har vi nogle trumfkort, som andre ikke har. Den lange tradition for venskabs- og samarbejdsforbindelser, som nogle af vore lande har haft, udgør en værdifuld kapital for hele Unionen. Efter den ulykkelige fiasko med det første ambitiøse forsøg på en euro-arabisk dialog er en ny dynamik ved at indfinde sig på grundlag af Barcelona-erklæringen. Denne gang skal det lykkes ved klart, beslutsomt, varigt og med sans for det konkrete at bekræfte Middelhavsområdets prioritet for Europa.
Hr. formand, Brodels tusind Middelhave, de gamle og nye civilisationer, som på den afrikanske og den europæiske kyst igennem tiderne har næret gensidig mistænksomhed - og undertiden fjendskab - har skabt grundlaget for en fælles fremtid netop gennem Barcelona-konferencen. Barcelona-konferencen udmundede i en sluterklæring, som er et resultat af det mærkelige Nord/Syd-topmøde, hvor man hyldede idéen om et globalt samarbejde, som skulle gennemføres på tre planer: en mere intens politisk dialog, udviklingen af det økonomiske samarbejde og større hensyntagen til den sociale, kulturelle og menneskelige dimension. Men efter nogle få måneder bør vi gøre opmærksom på, hvor få europæiske initiativer, der er taget. Det må siges, at øjeblikket er kommet, hvor de smukke hensigter i Barcelona-konferencens sluterklæring bør omsættes til praksis. Efter vores mening bør Rådet med regelmæssige mellemrum lade afholde møder med henblik på en revision af konventionen i forsøget på at identificere de mest passende initiativer; endvidere bør Rådet sætte bestræbelser i gang på at finde innovative fremgangsmåder hovedsagelig vedrørende eftergivelse af gæld, f.eks. konverteringsmåder, som ikke er ensbetydende med annullering, men omlægning af gælden til finansiering af udviklingsinitiativer, uddannelsespolitikker og den nødvendige tilpasning af den juridiske ramme, således at aftalerne indgår i en velstruktureret helhed. En kommende Euro-Middelhavs-stabilitetspagt kunne bl.a. omfatte en kontraktlig forpligtelse for alle Middelhavsstaterne til gensidigt at anerkende og respektere den territoriale integritet samt en klausul vedrørende oprettelsen af en atomfri zone i hele Middelhavsbækkenet.
Hr. formand, allerførst vil jeg sende en hilsen til vores venner i Euro-Middelhavslandenes parlamenter, og dernæst vil jeg sige, at der alt i alt er gjort et stort arbejde; hr. kommissær Marín, De ved, hvor meget Europa-Parlamentet har insisteret på at få dette projekt søsat. Man kan sammenfattende sige, at Euro-Middelhavspolitikken allerede har skabt et resultat, idet den har bekræftet og legaliseret Den Europæiske Unions politiske rolle i Middelhavet og har forbedret vores relationer til landene på den anden side af Middelhavet. Men vi er ikke forsamlet her for at fejre dette, som må betragtes som et fait accompli ; det gælder nu om at finde ud af, hvorledes vi kan komme videre. Det er naturligvis vanskeligere at omsætte Euro-Middelhavspolitikken til praksis end at lancere den. Vi er i den seneste tid blevet opmærksomme på en række vanskeligheder og forsinkelser; der har således været en forsinkelse i forbindelse med færdiggørelsen af MEDA-betænkningen; ordlyden af den såkaldte »stabilitetspagt« skal defineres nærmere som svar på et vigtigt forslag fra ARE-Gruppen, og vi håber, at have dette parat til Malta-mødet; Kommissionen skal have færdiggjort det regionale indikativprogram til april, og endelig bør der udfoldes store bestræbelser på at inddrage finansverdenen, virksomhederne og de faglige organisationer i Euro-Middelhavspolitikken. Vi er klar over, der er en begrænsning, nemlig den ustabilitet, der i øjeblikket hersker i Mellemøsten; vi har imidlertid altid understreget den objektive sammenhæng, der er mellem udviklingen af Middelhavspolitikken og fredsprocessen i Mellemøsten. Der er behov for at fremme forbindelserne mellem de forskellige samfund: institutionerne kan klare arbejdet indtil et bestemt punkt, derefter må samfundene tage over. Det er nødvendigt, at der etableres en tættere kontakt mellem disse; vi bør finde måder, hvorpå dette kan ske, og også nye veje; det vil ganske vist blive vanskeligt, men vi bør sikre etableringen af hurtigere og hyppigere direkte kontakter. I den forbindelse er det vigtigt, at vi undersøger, hvorledes vi kan skabe en permanent, men let struktur til formidling af kontakter mellem parlamenterne. Der er behov for en kraftig udvikling af det decentrale samarbejde til fremme af relationerne mellem områder og regioner og med henblik på udnyttelsen af de rige muligheder, der ligger i kulturen og i befolkningen, som rummer kræfter og initiativ, der forstærkes gennem en direkte kontakt. Det, der nu bør gøres, er at fremme denne direkte kontakt; ethvert instrument og ethvert initiativ i denne retning vil være velkomment, og De vil, hr. kommissær Marín, altid kunne finde støtte hos os til en indsats på dette område.
Hr. formand, jeg vil også lykønske hr. Sakellariou med den glimrende betænkning, han har udarbejdet. Euro-Middelhavspartnerskabet hviler grundlæggende på tre søjler: politik og sikkerhed, økonomi og finanser og sociale og kulturelle forhold samt menneskelige relationer. Den aktuelle situation for de tre søjler er i det store og hele tilfredsstillende, men for de enkelte søjlers vedkommende er der nogle problemområder, som kunne risikere at ødelægge hele projektet, hvis de ikke løses. Hvad angår den første søjle - politik og sikkerhed - kan det ikke skjules, at flere medlemmer af partnerskabet siden Barcelona-konferencen har været indblandet i indbyrdes militære sammenstød, og at disse staters forsøg på at gennemføre fredsprocessen er gået i hårknude. Og selv om der ikke er foretaget en sammenkædning mellem fredsprocessen og Euro-Middelhavspartnerskabet, er disse problemer med til at svække sidstnævnte. Den Europæiske Union bør derfor gøre sig mere nærværende i Middelhavsområdet og påtage sig en politisk rolle, som i betragtning af størrelsen af den økonomiske rolle, bør være stærkt fremtrædende. Med hensyn til den anden søjle - økonomi og finanser - er de fremskridt, der er sket, tydeligere. Det er dog med skuffelse, vi har konstateret en række problemer med forvaltningen af MEDA-programmerne, hvilket har tvunget Kommissionen til midlertidigt at fastfryse programmerne som følge af en ublid rapport fra Revisionsretten. Endelig hvad angår den tredje søjle - sociale og kulturelle forhold samt menneskelige relationer - bør det siges, at der har været store forsinkelser, dels på grund af vanskeligheder med MEDA-projekterne, dels som følge af forsinkelse fra Europa-Parlamentets side, idet dette endnu ikke har oprettet det forum, som skulle blive samlingspunkt for Euro-Middelhavslandenes civilsamfund. Europa-Parlamentet bør derfor i tidsrummet mellem Malta-konferencen og Barcelona III forsøge at institutionalisere en stående dialog mellem de forskellige civilsamfund, således at man kan undgå at opbygge en fælles Euro-Middelhavskonstruktion, hvor fundamentet mangler, nemlig den grundlæggende og gensidige tillid mellem to samfund, der stadig er indbyrdes mistænksomme og dybt forskellige. Det er mig en glæde at byde velkommen til de kolleger fra tredjelande i Middelhavsområdet, som er til stede her i dag; jeg hilser ligeledes initiativet til gennemførelse af et første møde mellem repræsentanter fra de indbyrdes parlamenter velkomment. Jeg vil desuden opfordre til, at dette ikke bliver et enkeltstående tilfælde, men starten på en institutionaliseret og regelmæssig dialog.
Hr. formand, også jeg byder kollegerne fra Middelhavsområdet hjertelig velkommen. Det drejer sig nu om fortsættelsen af Barcelona-initiativet i praksis, og hr. Sakellarious betænkning er en særdeles god begyndelse hertil. Siden denne stabilitetspolitiks begyndelse er der én ting, der ærgrer mig. Det er kun de sydlige lande, som beskæftiger sig med det, og heldigvis har hr. Spencer den samme fornemmelse, og det må altså ændres. Måske kommer der med det nederlandske formandskab en ændring af prioriteringen under opfølgningskonferencen på Malta. I hvert fald håber jeg, at der så vil lægges stor vægt på asylspørgsmål, indvandring, narkotikahandel og organiseret kriminalitet. Men hr. formand, hr. Titley har sagt det allerbedst. Der kan kun komme stabilitet og sikkerhed i dette område, hvis menneskerettighederne respekteres. Jeg er glad for, at alle medlemmer af Udenrigsudvalget vil undersøge mit forslag om at anvende OSCE's »monitoring model« med henblik på at respektere menneskerettighederne i området. Så kommer vi igen et lille skridt fremad, forhåbentlig. For uden denne kurs mod demokratiet og frem for alt disse landes indbyrdes integration, ja, så taler vi ikke om stabilitet i dette område, uden at den kommer et lille skridt fremad. Hvad angår dette indbyrdes samarbejde, hr. formand, beklager jeg, at en af vore nyeste partnere i øjeblikket gennem interimstraktaten, i det mindste hvis nyhedsrapporterne er korrekte, de palæstinensiske myndigheder, netop har sendt en indbydelse til De Forenede Stater, Den Europæiske Union og de arabiske lande med henblik på at forhandle i Gaza, idet den israelske fredspartner udelukkes. Hvis det er rigtigt, så er det ikke i Barcelona-erklæringens ånd, men jeg håber, at disse beretninger ikke er sande.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg tilslutter mig de overordnede aspekter i hr. Sakellarious betænkning og ligeledes min gruppes positive vurdering - som hr. Bertens redegjorde for - af såvel betænkningen som hr. Maríns indsats og opnåede resultater. Jeg er helt enig i, at det var et vigtigt skridt, der blev taget af det spanske formandskab med etableringen af en Euro-Middelhavspolitik i Barcelona i november 1995. Derimod er jeg mere forbeholden vedrørende nogle økonomiske aspekter. Hr. Bertens talte mest om det politiske aspekt, og jeg vil koncentrere mig om nogle vigtige økonomiske aspekter og for det første påpege, at forsinkelsen med hensyn til vedtagelsen og den efterfølgende gennemførelse af MEDA-forordningen lagde nogle projekter på is og dermed skuffede nogle af de forventninger, som var blevet skabt i Barcelona. For det andet vil jeg understrege, at kræfterne bør koncentreres om projekter, som reelt kan bidrage til at fremme den økonomiske udvikling og opfylde forventningerne - navnlig de økonomiske - projekter, der som det er blevet nævnt, støder på en vis modstand i finanskredse. Der må gøres en kraftig indsats for at overvinde denne modstand på mødet i London, som endnu ikke er blevet omtalt her, men som efter min mening er et vigtigt møde, og endelig er det, som hr. Sakellariou påpeger, nødvendigt at sikre små og mellemstore virksomheder lettere adgang til sådanne projekter.
Hr. formand, i lighed med andre talere, takker jeg hr. Sakellariou for hans betænkning, som indeholder en sammenhængende gennemgang af de tre grundsøjler i Barcelona-erklæringen og forslag til løsning af problemer, der kan opstå i forbindelse med det politiske, sikkerhedsmæssige, økonomiske og finansielle, kulturelle, sociale og menneskelige samarbejde. Jeg skal understrege, at vi fuldt ud tilslutter os sjælen og ånden i Barcelona-konferencen, men for også at se tingene fra en lidt anden synsvinkel vil jeg henlede opmærksomheden på det store offer og de langt fra fordelagtige konsekvenser for industrisektorerne i mål 1-områderne af en uovervejet og hæmningsløs styrkelse af Euro-Middelhavssamarbejdet. Disse områder ligger for størstedelens vedkommende i Middelhavsbækkenet, og deres erhvervsliv har mange lighedstræk med erhvervslivet i tredjelandene. Jeg vil især fremhæve de skadelige virkninger for Unionens landbrugs- og tekstilindustri af en styrkelse af frihandelen inden for rammerne af Euro-Middelhavssamarbejdet, hvis vi ikke tager behørigt hensyn til, at det vil gå hårdt ud over de mest ugunstigt stillede områder i Unionen, der således vil få endnu vanskeligere ved at nå op på det ønskede udviklingsniveau. Desuden skal det tages i betragtning, at vi hermed yderligere risikerer at undergrave stabiliteten i de eksisterende aftaler med tredjelande i Middelhavsområdet.
Hr. formand, Barcelona-konferencen har bekræftet, at Europa er en del af Middelhavsområdet, og at Middelhavet for de omgivende lande er en indsø, det er vores allesammens hav. Derfor må vi lære at arbejde sammen, vi, som alle har levet sammen. Vi må således lave nogle fælles projekter for økonomisk udvikling, forskning, energiforanstaltninger og til forsvar for miljøet. Vi må i fællesskab sikre vor fælles sikkerhed, kæmpe for freden og give os selv de konkrete midler gennem et charter, som det foreslås i Sakellariou-betænkningen. Vi må i fællesskab forsvare menneskers rettigheder, kæmpe mod racisme og intolerance og alle former for fundamentalisme. Vi må også i fællesskab udvikle demokratiet der, hvor det er utilstrækkeligt, og forsvare det der, hvor det findes, samtidig med at vi naturligvis respekterer hinandens forskelligheder. Endelig bør Europa nedsætte sine Middelhavspartneres gæld. Det er et konkret og stærkt signal, som de alle forventer af os. Afslutningsvis vil jeg i min egenskab af formand for EU-Israel-Delegationen ønsker vores kollega Sakellariou varmt tillykke med kvaliteten af hans arbejde og hans fremragende betænkning. Jeg opfordrer også hele EuropaParlamentet og Den Europæiske Union til at forstå, at vores fremtid inden for alle disse områder afhænger af, hvad vi gør sammen med landene i Syd i almindelighed og Middelhavslandene i særdeleshed. Indtil nu er vi nået et godt stykke af vejen, men vi skal være klar over, at det meste stadig mangler.
Hr. formand, jeg mener, det nu er første gang siden Barcelona-konferencen, der er mulighed for at opstille en egentlig Middelhavspolitik på et globalt og systematisk grundlag. Der er dog en række absolut nødvendige forudsætninger, der skal være opfyldt for at realisere denne målsætning. Den første er, at partnerskabet ledsages af reelle støtteforanstaltninger af teknisk art. Det er af allerstørste betydning, at politikken ikke påduttes fra oven, men at der indgås passende aftaler med de enkelte lande som udgangspunkt for udarbejdelsen af politikkerne under de tre søjler, som blev opstillet i Barcelona-slutdokumentet. Da jeg af tidsmæssige grunde ikke kan komme ind på alle emner, vil jeg begrænse mig til en enkelt bemærkning. Jeg har her tidsplanen for aktiviteterne, som Kommissionen har opstillet; aktiviteterne vedrører helt bestemt en række væsentlige emner, men tager i overvejende grad sigte på sikkerhedsproblemerne; dette er i sin orden, fordi målsætningen om fred og stabilitet er utrolig vigtig. Økonomien optager også en meget stor plads, medens der er reserveret meget lidt plads til kulturelle aktiviteter, som ellers er et væsentligt element, hvis man ønsker at løse spørgsmålet vedrørende en større integration mellem landene på begge sider af Middelhavet ikke gennem påbud fra oven, men ved egen naturlig udvikling, og hvis man vil skabe en stærkere følelse af samhørighed mellem alle landene gennem initiativer af kulturel art, hvoraf der paradoksalt kun er to, nemlig den sædvanlige opmærksomhed over for de audiovisuelle medier på grund af fjernsynets betydning og - hvilket nok er et særdeles vigtigt punkt - programmeringen af udsendelserne, fordi det indebærer udformningen af en reel politik. På denne baggrund vil jeg også lykønske hr. Sakellariou med betænkningen uden dog at glemme det vigtige bidrag, hr. Dimitrakopoulos har ydet.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil indlede med en hilsen til delegationen af repræsentanter for Middelhavslandene, som er til stede i tilhørerlogen, og jeg vil dernæst ganske kort og udelukkende behandle de økonomiske aspekter af Euro-Middelhavspartnerskabet. Efter temamøderne i Bologna, Napoli, Bruxelles, Rom, Trieste og Marseille tegner der sig en fyldig liste over de behov, der er for uddannelse, teknologioverførsel og virksomhedspartnerskab inden for rammerne af Middelhavssamarbejdet. Erfaringerne fra MEDA-projekterne har på den anden side vist, at det i forbindelse med et egentligt udviklingsprogram er nødvendigt ikke kun at inddrage regeringerne, men også civilsamfundet, dvs. producenterne og leverandørerne af varer og tjenesteydelser, de faglige organisationer, de medicinske laboratorier og universiteterne. Denne approach kræver store ressourcer, som heldigvis er til stede under MEDA-programmet. Kommissionen bør snarest muligt opstille en organisationsplan for styringen af projekterne. Mange af tredjelandene i Middelhavsområdet anmoder som bekendt om støtte til arbejder til forbedring af infrastrukturerne: vand, energi, transport og telekommunikation. Kommissionen bør snarest muligt realisere Euro-Middelhavs-vandagenturet, og energisamarbejdet bør udbygges yderligere inden for rammerne af energichartret, og netværket Innovation Relay Center , der er i færd med at blive udvidet til de central- og østeuropæiske lande med Fellow members Innovation Relay Centers , bør også udvides til landene på den anden side af Middelhavet. Jeg vil endvidere anmode Kommissionen om at fremme initiativerne vedrørende opbygningen af kommunikationsnetværk på multimedia-området, også via satellit, idet tjenesterne og anvendelsesområderne i Middelhavsområdet integreres, og der bygges bro over Middelhavet, f.eks. inden for transportsikkerhed, overvågning af territoriet og miljøet, telemedicin og fjernundervisning. Jeg håber, workshoppen, der afholdes den 26. og 27. maj i Cairo vedrørende udnyttelsen af rumfartsteknologien i Euro-Middelhavsområdet, vil øge interessen for mulighederne ved denne teknologi og bidrage til iværksættelsen af konkrete initiativer.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg udtrykke anerkendelse af hr. Sakellarious store bidrag til udarbejdelse af Den Europæiske Unions Middelhavspolitik. Hans betænkning er efter min mening et yderst velegnet grundlag for at gøre status over vores indsats og drøfte mulige aktivitetsområder. Jeg vil desuden påpege nødvendigheden af, at vi i den forbindelse også påtager os vort ansvar i praksis; af budgetmæssige årsager voldte det ikke så lidt besvær sidste år at omsætte de forpligtelser, vi havde indgået, i praksis. Det må vi holde os for øje, hvis vi ønsker at påvirke via eksemplets magt. Hvad angår indsatsområderne er det vigtigt, som det gøres i betænkningen, at understrege, at Middelhavsområdet er et multilateralt område, hvor det ikke alene drejer sig om at oprette et frihandelsområde, men også at skabe et område med fred og velstand på grundlag af fælles værdier, fremme af demokratiet og respekten for menneskerettighederne, inden for en struktur, der på linje med principperne fra Helsinki-konferencen, der senere blev til OSCE, gør det muligt at øge stabiliteten i området med alle landenes deltagelse. Hvad angår det økonomiske område, vil jeg meget kort understrege nødvendigheden af at skabe mulighed for det civile samfunds deltagelse - som det også er fastsat i MED-forordningen -, og ikke mindst den nødvendige afstivnings- og organisationsindsats, der skal gennemføres i størstedelen af Middelhavslandene, for at de kan konsolidere deres egne strukturer som samfund. Sluttelig mener jeg, hr. formand, at det overordnede mål for Unionens Middelhavspolitik må være at erstatte frygt, mistillid og konflikt med en politik, som reelt kan gøre Middelhavet til Mare Nostrum .
Hr. formand, også jeg vil byde vore venner fra Middelhavslandene velkomne og ligeledes rose Jannis Sakellariou for det arbejde, han har gjort. Barcelona-konferencen bekræftede Den Europæiske Unions interesse for Middelhavsområdet og den store betydning, dette område har for hele Europa og dets udvikling. Europa har forstået, at fredelig sameksistens i området ikke kan lade sig gøre, hvis man ikke løser de store problemer i de tredjelande, der er beliggende i Middelhavsområdet, problemer, som hovedsagelig drejer sig om demokrati og udvikling. Den Europæiske Union har derfor en interesse, men også en forpligtelse, til at hjælpe disse lande på grundlag af et ligeværdigt forhold, der respekterer de eksisterende kulturelle særegenheder. Vi må ikke glemme, at Middelhavsområdet er stedet, hvor forskellige kulturer og forskellige religioner mødes. Vi finder det meget positivt, at der lægges så stor vægt på respekten for menneskerettighederne og beskyttelsen af minoriteter, da dette hører til disse landes grundlæggende problemer. En fredelig sameksistens i området bygger på respekten for den territoriale integritet og grænsernes ukrænkelighed og er en nødvendig forudsætning for udviklingen af et partnerskab mellem Den Europæiske Union og disse sydlige lande. Vi mener derfor, det er nødvendigt at oprette en mekanisme, der kan garantere, at disse principper overholdes, da der jo, desværre, er lande, som deltog i Barcelona-konferencen, men ikke overholder aftalerne. I stedet skaber de konstant spænding i området og sætter sig uden for den internationale lov og orden ved at opretholde besættelsen af en stor del af en uafhængig stat. Jeg finder det meget vigtigt, at vi beskæftiger os særligt med indvandring. Størstedelen af indvandrerne befinder sig i Fællesskabet og kommer fra Middelhavsområdet. Ud over at finde løsninger på dette spørgsmål må vi også forstå, at problemet ikke løses i modtagerlandene, men i oprindelseslandene. Derfor er Den Europæiske Union nødt til at bistå med udviklingen i disse lande, hvis den vil dæmme op for indvandrerstrømmen.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne takke hr. Sakellariou, og dernæst mener jeg, at der også er god grund til at komplimentere Kommissionen med dens lidt over et år gamle EuroMiddelhavspolitik og de opnåede resultater. Hr. Spencer påpegede nødvendigheden af, at alle Unionens medlemslande føler, at Euro-Middelhavspolitikken er noget der vedrører dem. Jeg er optimist, hvad dette angår. Den britiske regerings indlæg på konferencen i London er et godt eksempel herpå. Men jeg mener også, at vi må rette blikket fremad og se at komme videre med hensyn til integrering af ånden fra Barcelona i de øvrige EU-politikker. For at sande, hvor langt vi endnu er fra ovennævnte mål, behøver jeg ikke at henvende mig til Kommissionen eller at analysere de europæiske politikker, det er nok, at jeg sætter mig til at se på alle de papirer, vi producerer. Europa-Parlamentet vil ikke ret længe kunne bevare sin troværdighed, hvis vi sideløbende med udarbejdelsen af betænkninger som hr. Sakellarious, hvori der anvendes udtryk som partnerskab og samarbejde, i andre indlæg kan høre ord som »trussel« anvendt i forbindelse med spørgsmål, der vedrører EU's landbrug, sikkerhed eller grænsekontrol. Medlemsstaternes politik på indvandringsområdet er, sammenlignet med hvad der siges om samarbejde på det sociale, kulturelle og menneskelige område i Euro-Middelhavsaftalen, et særligt blodigt eksempel på manglende troværdighed. Jeg vil hertil føje, at de 64.000 mio ECU, der i 1995 kom ind i eksportindtægter, og som giver en positiv saldo på 18.000 mio ECU, i sig selv besvarer nogle af de spørgsmål, man har stillet vedrørende risikoen for, at Euro-Middelhavspolitikken påfører visse europæiske områder yderligere problemer. Efter min mening bør vi i videst muligt omfang undgå den type indlæg og i stedet anlægge et realistisk syn på, hvad der sker. Til sidst en kort kommentar til et emne, som efterhånden hænger mig ud af halsen: den islamiske trussel. Blot et enkelt eksempel: en pakistansk kvinde har indklaget sin far for retten, fordi han ikke tillod hende at gifte sig med den, hun ville. Det er en konflikt, som uhyre mange gange har været aktuel i Den Europæiske Union, men jeg kender ingen, som har kunnet henvende sig til en domstol for at få den løst.
Hr. formand, når jeg betragter Sakellariou-betænkningen og dens velmenende forslag fra et nordligt eller nordøstligt perspektiv, føler jeg, at der er nogle meget interessante forskelle mellem vort tilfælde, Østersøregionen, og Middelhavsområdet. En af disse forskelle - og det er det, jeg gerne vil ind på her - består i, at der er for mange af Middelhavslandene, der har lang vej at gå, før deres politiske liv bliver frigjort fra den religiøse påvirkning, eller, som jeg personligt ville kalde det, den religiøse overtro. Den protestantiske tradition i nord gør det let at adskille religion og politisk magt. Vi noterer os konflikten mellem visse regeringskredse i Tyrkiet og hæren, idet sidstnævnte repræsenterer Atatürks ideer om lægsamfundet. Vi bør også notere os, at der selv ikke selv blandt lande, der lever i en form for skrøbelig fred, er tale om generel accept af freden, og hvad den indebærer. Her kommer spørgsmålet om medierne ind. Det lidt, jeg har set af mediedækningen i landene uden for Den Europæiske Union langs med Middelhavet, der refererer begivenheder i andre lande langs dette hav, har ofte været fordrejet og ensidigt og har ikke bidraget til en forståelse af områdets kulturelle og politiske mangfoldighed. Jeg ser en mulighed for, at EU kan udøve moralsk magt og lægge moralsk pres på de pågældende lande, hvilket formentlig er hensigten bag mange af de gode forslag, der ligger i hr. Sakellarious betænkning. I bedste fald er EU's økonomiske bidrag beskedent, hvis man for eksempel sammenligner med USA's betalinger til visse lande, specielt Israel og Egypten. Nogle gange følger magten pengene, men det er ikke altid tilfældet. Man går i betænkningen ind for, at EU skal øge sin tilstedeværelse i området. Hensigterne er gode. Det nævnes ingen steder, at USA's engagement har haft afgørende betydning og stadig vil have det i den kommende tid. Jeg håber, at det kommer til at ændre sig. Det afhænger også af den vilje, som folkene langs Middelhavet lægger for dagen. Hvordan kommer denne vilje til udtryk i et diktatur?
Hr. formand, jeg mener også, at betænkningen af Sakellariou er betydningsfuld, idet den giver Europa-Parlamentet mulighed for på ny at understrege nødvendigheden af for alvor at sætte gang i politikkerne inden for rammerne af Euro-Middelhavspartnerskabet, der blev vedtaget i Barcelona. Der er ganske vist sket en række vigtige fremskridt, men det er af afgørende betydning, at vi på Malta-mødet får vedtaget et charter for fred, stabilitet og fuld iværksættelse af samarbejdet i henhold til MEDA-betænkningen og EIB. For Den Europæiske Union er dette en vital strategi, og således bør opgaven også opfattes, hvis det skal lykkes at få rettet opmærksomheden mod syd, i første række landene umiddelbart syd for Europa, og få styrket bestræbelserne for fred, stabilitet og gensidig forståelse. Jeg vil derfor sige, at det er af afgørende betydning at få skabt et parlamentarisk forum og et institutionelt samarbejde mellem Europa-Parlamentet og parlamenterne i tredjelandene i Middelhavsområdet. Vi må indrømme, vi er blevet noget forsinket, men vi bør snarest få rettet op på dette; det er vores pligt at løse opgaven hurtigst muligt. Endelig vil jeg pege på en række forhold. Som det er blevet sagt, bør vi skabe betingelserne for mere balance i handelen mellem Den Europæiske Union og tredjelandene i Middelhavsområdet samt søge at fremme udviklingen af den intraregionale handel mellem tredjelandene selv i Middelhavsområdet, men på linje med hr. Bianco vil jeg også understrege betydningen af den kulturelle udveksling, af kendskabet til de forskellige kulturer, de fælles træk i Middelhavsbækkenet og forskelligartetheden med henblik på udviklingen af en gensidig respekt og anerkendelse som grundlag for forståelse og tolerance. Jeg skal minde om, at under et større møde i Italien mellem forfattere og intellektuelle fra Middelhavslandene i Den Europæiske Union understregede man betydningen af denne udveksling og dialog. Jeg mener, kultur og politik ikke kommer efter, men i en vis forstand kommer før og skaber de gunstige betingelser for udvikling, for europartnerskab og økonomisk partnerskab. Dette bør vi aldrig glemme!
Hr. formand, mine damer og herrer. Først og fremmest vil jeg takke hr. Sakellariou, ikke alene for den foreliggende betænknings kvalitet, men også for hans målbevidste og konstante støtte til Middelhavspolitikken. Jeg vil også gerne takke ham for hans venlige ord, men jeg er ikke i stand til at gøre det på tysk, så De må undskylde mig, hr. Sakellariou, at jeg ikke er så velbevandret som De på det sproglige område, men under alle omstændigheder vil jeg gerne rette en dybtfølt tak til Dem for Deres ord. Jeg vil dernæst takke hr. Spencer og hr. Titley for at have påpeget, at Den Europæiske Unions Middelhavspolitik hverken kan eller bør begrænse sig til at være et anliggende, som ligger os på sinde, eller som kun er af interesse for de sydlige medlemslande. Som De vil vide, har Kommissionen altid understreget, at Middelhavspolitikken er en europæisk politik, som bør interessere samtlige medlemsstater, og ligesom jeg finder det absurd, at Middelhavspolitikken alene skulle være et anliggende af interesse for portugisere, spaniere, italienere, grækere og franskmænd, finder jeg det en misforståelse at tro, at Unionens politik over for landene i Mellem- og Østeuropa kun skulle interessere Beneluxlandene og tyskerne. Vore omfattende overvejelser over spørgsmålet går mere og mere i retning af at fastslå, at Middelhavspolitikken rent faktisk er en politik, som vedrører alle, og som alle medlemsstaterne skal deltage i Deres betænkning er af allerstørste interesse, hr. Sakellariou, her før den anden Euro-Middelhavskonference, der afholdes i La Valetta i april. Der er, som det fremgår, stadig meget at gøre. Og Kommissionen kan tilslutter sig mange af de ting, der siges i betænkningen og i indlæggene fra de forskellige grupper. Jeg vil imidlertid understrege en ting: man kan vanskeligt forestille sig, hvor meget der er sket i tiden mellem Barcelona-konferencen i november 1995 og La Valetta. Og derfor foreslår Kommissionen med henblik på konferencen i Malta, og det er mit hovedbudskab, at ratificere de principper, der fastsattes i Barcelona, at uddybe dem, i stedet for at indlede andre samarbejdstiltag. Vort hovedmål er en endegyldig konsolidering af Barcelonaprocessen. Det er nødvendigt med en vis historisk tålmodighed. Barcelona er endnu en baby. Barcelona er halvandet år gammelt. Problemerne i Middelhavsområdet er enorme, og nogle af dem er yderst alvorlige. Derfor må der nødvendigvis satses på en langsigtet politik, som gradvis kan konsolidere og udvikle sig. Derfor vil Kommissionens strategi, som den vil forelægge på Malta-mødet, grundlæggende bestå i år for år at konsolidere det opnåede for gradvis at udbygge denne langsigtede politik. Fred, stabilitet og velstand for begge partnere, etablering af en dialog mellem de forskellige kulturer og civilisationer er fortsat indbyrdes forbundne elementer, som kun kan udvikles, såfremt de tre Barcelonamålsætninger gennemføres sideløbende - og det glæder mig at konstatere, at der er enighed her i salen på dette punkt. Jeg vil meget kort forsøge at redegøre for situationen, som den aktuelt ser ud: inden for den første søjle har vi den valgmulighed - som hr. Sakellariou gør opmærksom på i sin betænkning - at genskabe et vist fælles syn på sikkerhedsproblemerne i Middelhavsområdet. Charteret er et fremtidselement, der er tale om at definere en målsætning. Det er i sig selv et skridt. I Valetta vil man ganske givet drøfte, om det er et beskedent eller ambitiøst mål. Jeg mener selv, det er et tilstrækkeligt mål, for så vidt som det for halvandet år siden var utænkeligt, at det - i betragtning af de begivenheder, der har fundet sted, f.eks. med hensyn til fredsforhandlingerne i Mellemøsten -, overhovedet skulle være muligt at udarbejde et Euro-Middelhavscharter om fred, stabilitet og sikkerhed. Vi har et grundlag i de ideer, De har indført i det politiske og sikkerhedsmæssige aspekt, gående ud på at arbejde i retning af at definere en slags Middelhavs-OSCE eller en sikkerhedsordning. Det er efter min mening ideer, der bør tages i betragtning, men naturligvis skal de uddybes, og der skal opstilles en tidsplan under hensyntagen til de konkrete forhold. På det politiske og sikkerhedsmæssige område tilslutter Kommissionen sig, hvad der står i Deres betænkning. Vi har i nogen grad kunnet tilføre en ny dynamik på en række punkter, hvilket i hvert kan siges at pege i den rigtige retning: listen over allerede vedtagne tillidsskabende foranstaltninger, kommunikationsnettet mellem de 27 lande, Det Udenrigspolitiske Instituts netværk, planen til forebyggelse af naturkatastrofer og handlingsplanen om politisk og sikkerhedsmæssig dialog, som allerede er under drøftelse. I hvert fald på dette felt er der ved at blive etableret et solidt grundlag for dialog. Den anden søjle i Barcelona-erklæringen udgøres af det økonomiske partnerskab og associeringsaftalerne. Det er måske den mest succesrige del - og æren herfor tilfalder ikke mig, men Generaldirektoratet - da det i løbet af halvandet år er lykkedes at indgå fire associeringsaftaler: med Marokko, Tunesien, Israel og senest Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, og vi kan ganske givet inden mødet i Valetta nå at indgå aftale med Egypten, Libyen, Jordan og Libanon. Når vi i løbet af halvandet år har opnået at indgå syv associeringsaftaler om frihandel, det vil sige to associeringsaftaler pr. kvartal, og De ved, hvor vanskeligt det er at opnå endegyldige afgørelser i Ministerrådet, er det efter min mening et resultat, vi alle kan være tilfredse med. Hr. Gasóliba nævnte før en række aspekter, som skal uddybes nærmere. Men vore bestræbelser, fra Barcelona til La Valetta, har primært været rettet imod at konsolidere nettet af associeringsaftaler, da det er platformen, det retlige, økonomiske og finansielle grundlag for virkeliggørelsen af det frihandelsperspektiv, som gradvis vil gøre det muligt at konsolidere de forskellige samarbejdsaspekter. Jeg gentager, at der er tale om en langsigtet proces. Man kan ikke forlange, at de traditionelle problemer, der karakteriserer Middelhavsområdet, skal forsvinde som ved et trylleslag på kun halvandet år. Men nu er der etableret et omfattende net af aftaler, som vil gøre det muligt at fortsætte processen. Jeg nærmer mig nu slutningen, hr. formand, da der ikke er megen tid tilbage. Men jeg lover Dem, at jeg sender Dem mit skriftlige indlæg, hvori De kan læse, hvad jeg havde tænkt mig at sige vedrørende den tredje søjle i Barcelona-aftalen, som drejer sig om det sociale, kulturelle og regionale aspekt, og om negative forhold som narkotika, terrorisme, fundamentalisme og ukontrolleret indvandring. På disse områder forestår der en stor opgave. På baggrund af Europa-Parlamentets indbydelse til deltagerstaternes parlamenter agter jeg at foreslå at udenrigsministrene i La Valetta endegyldigt bekræfter oprettelsen af det interparlamentariske EuroMiddelhavsforum. Efter dette møde her i Strasbourg mener jeg, at dette forum nu skal oprettes. Til sidst vil jeg endnu en gang understrege, at der ikke er noget budgetproblem, der er tilstrækkelige budgetmidler til at oprette dette forum. Jeg anmoder derfor Europa-Parlamentet og de indbudte om at hjælpe Kommissionen med at overbevise de 27 udenrigsministre om nødvendigheden af at etablere et sådant forum. Hermed vil der være taget endnu et skridt i den langsigtede proces hen imod etablering af en politisk dialog mellem de to parters parlamentariske repræsentanter, hvilket er absolut nødvendigt. Tak for ordet, mit indlæg blev længere end beregnet, men jeg fandt det hensigtsmæssigt at opridse de store linjer i udviklingen af Euro-Middelhavspolitikken.
Mange tak, hr. Marin. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel (B4-0018/97/ændr. O-0030/97/ændr.) af De Giovanni for Udvalget om Institutionelle Spørgsmål til Kommissionen om udviklingen i regeringskonferencen.
Hr. formand, Europa-Parlamentet er alvorligt bekymret over udviklingen af forhandlingerne på regeringskonferencen. Vi har indtryk af, at man er inde i et dødvande og i en meget vanskelig situation. Det er således, at vi befinder os i en særdeles vanskelig fase af det europæiske integrationsforløb her fyrre år efter Rom-traktatens undertegnelse, som blev højtideligholdt i formiddag, og vi står over for problemer af en helt ny art - det gælder navnlig efter 1989. Vi står - om man så må sige - på en bjergkam: vi står enten over for et stort skridt fremad eller over for et muligt tilbageskridt. Man behøver blot tænke på to hovedtemaer som f.eks. udvidelsen og Den Monetære Union. Hvordan skal disse to store begivenheder kunne finde sted uden en institutionel reform? Regeringskonferencen står således med et historisk ansvar; og alligevel får man indtryk af, at forhandlingerne endnu ikke er nået til nogen konklusion her tre måneder inden konferencens endelige afslutning. Er dette en korrekt udlægning? Dette spørgsmål vil jeg gerne rette til Kommissionen. På hvilken måde agter Kommissionen at øve indflydelse på regeringerne? Dette er specifikke spørgsmål, som vi stiller Kommissionen her i dag. Europa-Parlamentet forsøger at udføre sin opgave, idet det peger på en række problemer. I beslutningsforslaget peges på tre væsentlige punkter. Betydningen af Europa-Parlamentets beføjelser understreges med stor tydelighed, og det fastslås, at Europa-Parlamentet står som garant for Unionens demokratiske legitimitet. Dette er et punkt, hvor Europa-Parlamentet nærer stor bekymring, fordi det har indtrykket af, at denne proces kunne standse, ja ligefrem reversere, eftersom det skønner, at der ikke er en ordentlig balance mellem integrationsprocessen, udviklingen af politikkerne og af Unionens beføjelser og Europa-Parlamentets lovgivende og kontrollerende magt. Der udvikles en række grå, voksende zoner, inden for hvilke udvalg og komitéer udøver funktioner, som også kan udvikle sig i en ikke-positiv retning. Derfor kræver vi, at den fælles beslutningsprocedure udvides til at omfatte hele lovgivningsområdet, at Europa-Parlamentet udstyres med kontrolfunktioner, at der træffes beslutninger med kvalificeret flertal på endnu flere områder, og at man sikrer gennemsigtighed i lovgivningen. Og dernæst det andet punkt: oprettelsen af et rets- og sikkerhedsområde med fri bevægelighed for borgerne, dvs. konkretiseringen af unionsborgerskabet og af udvidelsen af ikke-diskriminering; med andre ord: oprettelsen af et egentligt europæisk civilsamfund. Men er dette muligt uden en egentlig integrering af hovedelementerne inden for området retlige og indre anliggender? Europa-Parlamentet mener, svaret er nej, for ellers forbliver det hele inden for rammerne af forhandlinger mellem regeringerne. Men kan vi indføre tusind aftaler à la Schengen? Naturligvis ikke! Derfor kræver vi, at fællesskabsinstitutionerne inddrages, at Europa-Parlamentet og EU-Domstolen får tillagt en præcis rolle. Endelig er der Pandoras æske med det styrkede samarbejde, som er ved at blive hovedemnet på regeringskonferencen. Hvordan nu det? Jo, vi har indtrykket af, at dette samarbejde er ved at blive et alibi for en regeringskonference, som ikke er i stand til at løse de store spørgsmål, der står på dagsordenen. Man behøver blot at tænke på, at modellen med det udvidede samarbejde kunne blive så godt som overflødiggjort, hvis man løste spørgsmålet med flertalsafgørelser. Europa-Parlamentet ser en fare ved det udvidede samarbejde, som efter dets mening kan betyde, at balancen mellem staterne sættes over styr, at samhørigheden svækkes, og at kimen lægges til en sprængning af Unionen og af selve Europas grundstof. Derfor råber Europa-Parlamentet vagt i gevær og udsender et vigtigt politisk budskab til staterne, til regeringerne og til Kommissionen: dér, hvor det styrkede samarbejde er nødvendigt, bør det holdes inden for og ikke uden for traktaten med de garantier, som institutionerne og fællesskabsprocedurerne kan give. Og det styrkede samarbejde kunne endog indgå som et muligt led i traktaten, men på ganske nøje betingelser; nogle af disse betingelser nævnes i beslutningsforslaget: det institutionelle systems enhed, fastholdelsen og udviklingen af Fællesskabets regelværk, overholdelsen af princippet om lighed mellem staterne og borgerne og overholdelsen af solidaritetsog samhørighedsprincippet. Men hvad forstås der ved systemets enhed? Jeg vil sidst men ikke mindst berøre spørgsmålet om EuropaParlamentets og dets beføjelsers udelelighed. Vi bør huske på - og jeg vil også understrege det over for de regeringer, der har luftet muligheden af at dele Europa-Parlamentet - at Europa-Parlamentet er borgernes og ikke staternes parlament og derfor bør forblive udelt. Som sådant vil det også i situationer med midlertidige opdelinger være garant for, at den europæiske målsætnings enhed ikke anfægtes.
Hr. formand, mine damer og herrer, mine første ord skal være en tak til formanden for Udvalget om Institutionelle Spørgsmål, hr. de Giovanni, for hans indlæg samt til udvalget og Parlamentet for at have rejst disse spørgsmål, der forekommer mig yderst relevante på indeværende tidspunkt. Denne forhandling finder sted på et tidspunkt, hvor vi er ved at nå til en afgørende fase i forhandlingerne, og hvor man er ved at præcisere, hvilken holdning regeringskonferencen skal indtage til de vigtigste dagsordenspunkter: unionsborgerskab, beskæftigelse, indre og retlige anliggender, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, reform af institutionerne og udvidet samarbejde. Og højtideligholdelsen af 40-årsdagen for Rom-traktaten bør tjene både som en reference og til at rette blikket mod fremtiden. Og frem for alt som en prøvesten for den politiske vilje til at gøre fremskridt i den europæiske integrationsproces på effektiv og demokratisk facon. Konklavemødet i Rom den 25. marts bør få vidtrækkende indvirkning, da det vil være en lejlighed - det bør det i hvert fald være - til at tilføre regeringskonferencen et politisk incitament på et kritisk tidspunkt i forløbet. Jeg går nu over til at besvare de forskellige spørgsmål, der rejses i den mundtlige forespørgsel. For det første kan jeg oplyse, at Kommissionen agter i forbindelse med højtideligholdelsen af 40-årsdagen for Rom-traktaten at gøre en indsats i to retninger: dels at opfordre institutionerne, medlemsstaterne og repræsentanterne for det civile samfund udbreder kendskabet til den europæiske integrations positive resultater, navnlig hvad det europæiske projekt har betydet for freden og udviklingen, og et aspekt som jeg finder helt afgørende, beskyttelsen af vort kulturmønster. Medlemsstaterne ville aldrig hver for sig kunne have opnået disse resultater, og kun i fællesskab vil vi kunne bevare vores samfundsmodel. Derfor skal vi informere borgerne om, hvad der er opnået, hvad vores arbejde har bestået i, og gøre en ekstra indsats for at opfylde de ambitiøse mål, vi har sat os. Dels må vi inden for rammerne af de forskellige scenarier informere om vore visioner og overordnede målsætninger. Oplysningskampagner er uhyre vigtige for at forklare, hvad vi laver. Vi må have informationer ud til borgerne og samfundet som sådant og ikke mindst til de ikke-statslige organisationer, hvoraf mange er stærkt interesserede i vore projekter, vi må tydeliggøre, hvad vore ideer og visioner går ud på. På det institutionelle område må vores indsats primært koncentreres om at opretholde ligevægten mellem staterne og institutionerne. Der er et nærmest magisk ord i den europæiske integrationsproces, nemlig ordet ligevægt, som grundlæggerne formodentlig konstant har haft for øje. Og under hele processen er en sådan ligevægt blevet bevaret, og den bør også fremover bevares og respekteres, med en udvidelse af anvendelsesområdet for afgørelser med kvalificeret flertal og et efter min mening vigtigt tiltag, som hr. Giovanni var inde på, nemlig fælles beslutningstagning på lovgivningsområdet. Hvad angår det andet spørgsmål, der stilles, erindrer Kommissionen om, at den allerede har forelagt en lang række forslag vedrørende institutionelle spørgsmål. Det gælder spørgsmålet om fælles beslutningstagning, afgørelser med kvalificeret flertal, udvidet samarbejde, «europæisering« af en række områder inden for samarbejdet vedrørende indre og retlige anliggender, og den har desuden for et par dage siden forelagt et papir om Kommissionens egen rolle, dens sammensætning, legitimitet og styrkelsen af dens bånd til EuropaParlamentet gennem et dobbelt tillidsforhold, til kollegiet og til formanden, hvis beføjelser foreslås udvidet. I forgårs var dette spørgsmål til behandling på regeringskonferencen. Kommissionen agter ligeledes at fremsætte forslag om en udvidelse af anvendelsesområdet for afgørelser med kvalificeret flertal for maksimalt at begrænse anvendelsen af enstemmighedsreglen. Vi finder at enstemmighed er noget helt exceptionelt og bør begrænses til forfatningsmæssige eller kvasi-forfatningsmæssige emner. På de øvrige områder bør der indføres afstemninger med kvalificeret flertal, for så vidt som vi har erfaring for, at enstemmighedskravet lammer Fællesskabets handleevne. Kommissionen overvejer endvidere muligheden for at ændre stemmevægtningen i Rådet. Med hensyn til Kommissionens sammensætning foreslås en kommissær pr. medlemsstat indtil en højestegrænse på 20, hvorefter spørgsmålet vil skulle tages op til fornyet overvejelse. Desuden overvejes spørgsmålet om Parlamentets godkendelse af kommissionsformanden og en større rolle for denne med hensyn til udnævnelsen af medlemmerne af kollegiet og med hensyn til sikring af sammenhængen i arbejdet. Vedrørende det tredje spørgsmål er Kommissionens holdning helt klar. Den i traktaten fastsatte retlige og politiske initiativret er Kommissionens vigtigste eksistensberettigelse. Kommissionens initiativmonopol er en af forudsætningerne for, at Unionen kan fungere. Det er også en af forudsætningerne for et effektivt arbejde i Rådet, og desuden er det vigtigt, at Kommissionen er ansvarlig for de forslag, der forelægges Europa-Parlamentet. Vi er vidende om, at når dette initiativmonopol anvendes, er det vanskeligere at komme videre, og det er da heller ikke ensbetydende med, at Parlamentets medlemmer og medlemsstaterne ikke kan tage politiske initiativer - det fremgår af artikel 100 C4, 138 B og 152. Kommissionen tager hensyn hertil i langt videre udstrækning, end den i henhold til de ovennævnte artikler er forpligtet til. Men det er nødvendigt at der på Rådets og Parlamentets bord kun ligger ét formelt forslag, at der tages hensyn til de forskellige opfattelser, og at der er mulighed for en politisk forhandling af fællesskabskarakter og ikke kun af mellemstatslig karakter. Kommissionen fastholder sin holdning til dette spørgsmål, og det har jeg også for mit eget vedkommende gjort på alle de møder i regeringskonferencens regi, hvor disse spørgsmål har været på dagsordenen, fordi vi er overbeviste om, at det er en afgørende forudsætning for Unionens succes. I tilfælde af at nogle områder under den tredje søjle lægges ind under fællesskabskompetencen, vil Kommissionen kunne acceptere, at medlemsstaterne i en kort overgangsperiode kan fremsætte forslag til lovgivningsmæssige beslutninger. Efter udløbet af denne periode bør systemet fungere efter de normale regler, selvfølgelig med muligheden for, at parlamentsmedlemmer og regeringer kan fremsætte politiske forslag, sådan som det også i dag er muligt. Kommissionens holdning til udvidet samarbejde er også helt klar. Forslag om et udvidet samarbejde, som sættes til afstemning i medlemsstaterne, bør komme fra Kommissionen. I og med at Kommissionen repræsenterer den almene interesse, har den til opgave at søge en givet aktion gennemført med samtlige medlemsstaters deltagelse. såfremt dette viser sig at være umuligt, vil det være staterne selv, der konstaterer en sådan umulighed. Og på dette grundlag vil Kommissionen så fremsætte et forslag. Det skal understreges, at Kommissionen betragter et udvidet samarbejde som en undtagelse fra reglen, navnlig under den første søjle. Hvad dette angår kan jeg fuldt ud identificere mig med Parlamentets forslag til beslutning. Såfremt fællesskabsinteressen kræver det, og såvel Kommissionen som Europa-Parlamentet skal bekræfte dette, kan vi ikke hindre nogle stater i at styrke deres integration, forudsat at det sker under respekt for målsætningerne, gældende fællesskabsret og reglen om EU-institutionernes enhed. Under den anden og den tredje søjle kan Kommissionen ikke gøre et initiativmonopol gældende, da der grundlæggende er tale om mellemstatslige anliggender. Det vil imidlertid være absurd at forbyde Kommissionen at fremsætte forslag på disse områder. Kommissionen agter ikke at ændre dette synspunkt, hvilket jeg på Kommissionens vegne til stadighed har gjort opmærksom på under forhandlingerne, og flere medlemsstater vil helt eller delvis støtte Kommissionens synspunkt. Hvad angår det sidste spørgsmål, er formålet med at gøre området retlige og indre anliggender til et fællesskabanliggende at sikre en demokratisk og effektiv beslutningproces med mulighed for kontrol. Selv om vi ikke afviser anvendelsen af en overgangsperiode før »europæiseringen«, finder vi det ikke desto mindre tilrådeligt - da denne metode tidligere har vist sig at give gode resultater - at enstemmighedsprincippet kan finde anvendelse. Denne betragtning gælder også for de områder under den tredje søjle, som ikke lægges ind under fællesskabskompetencen, på baggrund af de yderst beskedne resultater, der er opnået efter den nugældende metode. Hr. formand, jeg har nu besvaret de stillede spørgsmål, klart nok på en yderst sammenfattende facon, og jeg vil gerne påpege, at regeringskonferencen, som Deres repræsentanter sikkert har fortalt Dem, nu går ind i den egentlige forhandlingsfase. Ud over Dublin-teksten ligger der forskellige andre forslag på bordet, og det nederlandske formandskab vil forelægge en konsolideret tekst. I går drøftede vi den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og fleksibelt samarbejde. Der er flere udestående emner, såsom subsidiaritet og forenkling og omstrukturering af traktaterne. Det næste møde er den 25. marts, på 40-årsdagen for Rom-traktaten, og dernæst er der fastsat tre møder i april og fire i maj. Jeg mener fortsat, at det vil være muligt at afslutte konferencen på topmødet i Amsterdam. Det er jeg så godt som sikker på. Hvad jeg derimod er knap så sikker på, er, hvad resultatet bliver. Jeg nærer stadig tillid til, at den sunde fornuft vil sejre, og at det endelige resultat vil gøre det muligt at give den nødvendige impuls til den politiske Union og forberede denne behørigt på udvidelsen. Under alle omstændigheder nærer vi den største tillid til, at vi vil få impulser fra Europa-Parlamentet til at løse opgaverne.
Hr. formand, kære kolleger, fyrre års Europæisk Fællesskab er for os både en historisk succes og en aktuel forpligtelse. Den europæiske integration beror på kontinuitet og forandring. For at regeringskonferencen fører til positive resultater, skal Europa-Parlamentet nu tage stilling til aktuelle stridspunkter, i henhold til Dublin-dokumentet, under de løbende forhandlinger og før traktatudkastet i maj. For det første, Den Europæiske Union har generelt brug for flertalsafstemninger i Rådet og naturligvis Parlamentets inddragelse i den fælles beslutningstagning for den normale lovgivnings samlede område. Det er det centrale spørgsmål i reformerne, for det er forudsætningen for evnen til at handle. For det andet, EU har imidlertid brug for visse undtagelser fra reglen om lige store fremskridt, nemlig som sidste udvej for at forhindre blokader. Det kan vel heller ikke undgås i betragtning af udvidelsesevnen - desværre, vil jeg tilføje. For det tredje, EU har brug for fællesskab, samarbejde og bevægelse, ingen fleksibilitet. Dette changerende begreb lyder ganske vist godt, men betyder slet ikke noget og gør det muligt for enhver at fortolke det efter forgodtbefindende. Det svækker de opnåede resultater og fører til et Europa à la carte . Vi skal i dag kritisk og delvis med bekymring evaluere de aktuelle forhandlinger på regeringskonferencen, fordi vi ønsker, at topmødet i Amsterdam skal blive en succes. Vi har brug for denne succes, for 40 års Europæisk Fællesskab på basis af supranationalitet og solidaritet har f.eks. ikke kunnet forhindre Renault-sagen. Alle måtte opleve, hvilken brutalitet den økonomiske magt her anvender mod arbejdspladser og mod den europæiske socialstat. Vi må ikke længere løbe bagefter beslutninger f.eks. truffet af multinationale koncerner, men skal føre en bedre, aktiv politik. Det er netop, hvad borgerne forventer af os. Og det er netop grundlaget for demokratiet i Europa i det 21. århundrede.
Hr. formand, som kommissæren sagde, er det en afgørende periode, vi befinder os i. Der er kun et par måneder til regeringskonferencens afslutning, og kun halvanden måned til det nederlandske formandskab forelægger det udkast, det har forpligtet sig til at forelægge i begyndelsen af maj. Derfor mente vi i Udvalget om Institutionelle Spørgsmål, at det på grundlag af hr. De Giovannis forespørgsel til Kommissionen var et velvalgt tidspunkt til at tænke nærmere over de emner, som i øjeblikket er på regeringskonferencens dagsorden. Med det forslag til beslutning, der er blevet vedtaget i Udvalget om Institutionelle Spørgsmål med stort flertal - og som i morgen skal til afstemning i plenarforsamlingen - har vi ønsket at fastholde to ting, nemlig kontinuitet med Europa-Parlamentets tidligere beslutninger og sammenhæng. Kontinuitet, idet Europa-Parlamentet har udtrykt sin holdning til samtlige de spørgsmål, der behandles på regeringskonferencen, i beslutningerne i Bourlanges/Martin- og Dury/Maij-Weggen-betænkningerne og i Dublinbeslutningen om det irske formandskabs udkast. I det foreliggende forslag til beslutning har vi ønsket at koncentrere os om nogle af de vigtigste spørgsmål, som er opstået i forbindelse med de drøftelser, der har fundet sted på regeringskonferencen. Et af de emner, der drøftes i øjeblikket, er forskellige områder under den tredje søjle. Jeg tror, at de europæiske borgere - borgerne i de forskellige medlemslande - føler, at sikkerheden er truet, og at de mener - hvilket jeg finder vældig positivt - at Den Europæiske Union bør påtage sig et ansvar for dette aspekt, som i så høj grad berører deres liv. Det må siges, at forventningerne om, at forskellige områder under den tredje søjle kunne lægges ind under fællesskabskompetencen, er blegnet en smule. Det foreliggende forslag til beslutning ligger på linje med Parlamentets tidligere beslutninger og fastslår dels, hvilke områder der efter Parlamentets mening skal gøres til et fællesskabsanliggende, og dels hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at der kan etableres et fleksibelt samarbejde. Min gruppe har stillet et ændringsforslag om indføjelse af terroristbekæmpelse blandt de områder, som skal lægges ind under fællesskabskompetencen. Jeg gør desuden opmærksom på, at spørgsmålet om udvidet samarbejde er det andet emneområde, der behandles i forslaget til beslutning. Jeg skal ikke gå i detaljer hermed, men blot understrege Parlamentets overordnede filosofi: udvidelse af anvendelsesområdet for afstemning ved kvalificeret flertal i Rådet og for fælles beslutningstagning i Parlamentet. Det er beklageligt, at Rådet ikke er til stede her i dag, for jeg vil gerne have en forklaring på, hvorfor Parlamentet kun kan deltage i den fælles beslutningstagning på visse områder. Hvad er den konceptuelle, filosofiske og politiske grund til, at det ikke gælder alle områder? Efter min mening findes en sådan grund ikke, hr. formand, og derfor vil vi blive ved med at gentage vort krav desangående. For det andet må spørgsmålet om udvidet samarbejde ikke blive konferencens gadget . Udvidet samarbejde løser ikke problemerne. Det skal klart understreges, at det kun skal betragtes som et nødvendigt instrument i situationer, hvor en enkelt medlemsstat blokerer for den videre udvikling. Hvis der ikke var et ønske om at hindre en sådan blokering, ville udvidet samarbejde ikke være nødvendigt. Til sidst vil jeg påpege, at beslutningen fastsætter betingelserne for, at et udvidet samarbejde kan finde sted. Jeg er overbevist om, at andre medlemmer af min gruppe vil sige noget om andre aspekter i beslutningen, som jeg håber bliver vedtaget med stort flertal i morgen.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, da regeringskonferencen om en revision af traktaten indledtes i Torino den 29. marts sidste år, opstillede deltagerne tre opgaver for konferencen: at udstyre Unionen med effektive institutioner med henblik på udvidelsen, at give Europa reelle ambitioner med hensyn til udenrigs- og forsvarspolitik og at forbedre tilrettelæggelsen af den tredje søjle - retsvæsen og indre anliggender. Alt dette arbejde burde føre os frem til det 21. århundredes Europa, det vil sige et tættere, mere demokratisk og mere solidarisk Europa. Uden af foregribe resultatet her et år efter regeringskonferencens begyndelse har de seneste begivenheder flere gange vist begrænsningerne ved Unionens aktuelle opbygning, for eksempel Kommissionens fejlslagne indgreb i BSE-dramaet og Unionens manglende evne til at regere på angsten hos Renault-arbejderne i . Det er vedrørende dette sidste punkt, at jeg, lige som hr. Schäfer, ønsker at advare Kommissionen og Rådet. Ud over de tre udfordringer, som regeringskonferencen skal dreje sig om, er det så ikke på tide at få opbygget det sociale Europa, er det ikke på tide, at vi nøgternt diskuterer de dramaer, som arbejdsløsheden forårsager, og endnu bedre, at vi forsøger at undgå dem eller afbøde dem? Vil vi blot vente på, at vore 18 millioner arbejdsløse medborgere bliver indbudt til at demonstrere her i Parlamentet for at tvinge os til at stemme under pres? Stillet over for internationaliseringen af samhandelen og eksplosionen i teknologierne kan vi så kun stille de mænd og kvinder, der befolker vores Union, over for det desperate valg mellem usikkert arbejde og arbejdsløshed? Eurobarometer-undersøgelsen fra februar 1997 viste, at kampen mod arbejdsløshed bliver betragtet som en prioritet af alle vore medborgere, og at den bør være regeringskonferencens hovedformål. Kære kolleger, vil vi endelig give Europa mulighed for at tegne en tredje vej, nemlig med beskæftigelse og social retfærdighed? Ja, det er på tide at definere en egentlig europæisk socialmodel, som præsident Chirac sagde det ved starten på regeringskonferencen. Selv om virkeligheden kan være brutal og smertefuld, giver den os en lejlighed til at justere rammerne for regeringskonferencen med henblik på at opbygge en Union, der er i menneskets tjeneste, således at vi undgår fristelsen til udelukkende at foretage den ganske vist nødvendige finpudsning af institutionerne.
Hr. formand, hr. kommissær, som De sagde for lidt siden, er regeringskonferencen gået ind i sin endelige fase. Jeg har en følelse af, at befolkningen i endnu højere grad end ved konferencens start er chokeret over menneskelige dramaer som lukningen af Renault-fabrikken i, og at den ikke vil tolerere beskedne fremskridt, der er uden positive konsekvenser for institutionernes funktion, det vil sige uden de nødvendige løsninger for at reagere på de europæiske borgeres uro og skepsis. I dag er det uden tvivl inden for den tredje søjle, at fremskridtene virker størst. Det er korrekt, at befolkningen har visse forventninger med hensyn til området sikkerhed, bekæmpelse af narkotika og kriminalitet. Disse krav understreges i vores beslutning. Men Rådet tager fejl, hvis man finder dette tilstrækkeligt. Utilstrækkelige fremskridt inden for første og anden søjle vil betyde en fiasko for regeringskonferencen, og Europa-Parlamentet vil se det som sin pligt at formidle denne skuffelse. Som hr. De Giovanni var inde på, har Parlamentet i alle sine beslutninger kraftigt gjort opmærksom på vores opfattelse af den institutionelle udvikling allerede på nuværende tidspunkt og især med henblik på udvidelsen. Under første søjle har vi krævet, at der anvendes afstemninger med kvalificeret flertal i Rådet for alle retsakter, en udvidelse af proceduren med fælles beslutningstagning samt en nedsættelse af grænsen for flertal. Hvordan går det med regeringskonferencen med hensyn til anden søjle, hr. kommissær? Det ville vi gerne vide. Det styrkede samarbejde kan kun være en sidste udvej, hvis der kan forudses en blokering. Det viser vores beslutning klart. I formiddags mindedes vi fyrreårsdagen for underskrivelsen af Rom-traktaten. Aktørerne på dette historiske tidspunkt for vores gamle verdensdel satte sig ambitiøse mål og havde navnlig den politiske vilje til at gennemføre dem. På trods af vanskelighederne holdt de kursen og gjorde det i solidaritet. Ambitioner og politisk mod, det er, hvad jeg ønsker for aktørerne i dag.
Hr. formand, den løsning, som hr. De Giovanni anbefaler, sigter mod at styrke institutionernes enhed og gøre dem mere demokratiske. Det er udmærket, og det billiger jeg. Der er imidlertid et stort problem, som man ikke tager stilling til. Uden en fælles social og økonomisk politik vil den økonomiske og monetære union ikke kunne fungere. Kogalskabssagen viser behovet for en fælles politik på folkesundhedsområdet; Vilvoorde-sagen viser behovet for en fælles industripolitik; problemet med fællesskabsforsendelserne viser behovet for en fælles skatte- og afgiftspolitik. I morgen får vi brug for en fælles bankpolitik osv. Men de eksisterende institutioner i Den Europæiske Union gør det ikke muligt at udarbejde disse politikker, og regeringskonferencen har udelukket dem fra sit arbejdsområde. Konklusionen er, at enten lykkes det os, til dels inden for rammerne af denne regeringskonference og også senere hen, at etablere egentlige fælles institutionelle rammer for Den Økonomiske og Monetære Union og den første søjle med mulighed for at gå videre i fællesskab, eller også må vi med største beklagelse nøjes med at gøre fremskridt gennem et styrket mellemstatsligt samarbejde under første søjle. Det er dette, jeg har understreget i et ændringsforslag, som jeg anbefaler Dem at stemme for.
Hr. formand, formålet med de ændringsforslag, som Den Grønne Gruppe har fremsat i plenum, er at styrke beslutningen på de områder, som vi finder grundlæggende, og som også burde danne grundlag for regeringskonferencen, nemlig demokrati, åbenhed, menneske- og frihedsrettigheder samt fri bevægelighed for personer. Med demokrati mener vi, at man må have respekt for hinanden og for hinandens forskelligheder. Vi må gøre det muligt for de nye medlemslande virkelig at blive respekteret og undlade at indføre restriktioner med hensyn til religion og kultur, men virkelig være åbne og demokratiske. Vi er stærkt imod det nederlandske formandskabs forslag om at ændre antidiskriminationsartiklerne ved at fjerne det, der står om seksuel orientering, alder og handicap. Vi mener, at der for at sikre et demokratisk grundlag for medlemskabet af Unionen bør være en udtrædelsesparagraf. Denne skal også omhandle, hvordan et land kan udtræde af Unionen, og hvor meget det vil koste. Endvidere må punkt 23 ændres, således at det klart fremgår, at vi ønsker en civil udenrigspolitik inden for rammerne af et paneuropæisk sikkerhedssystem, og at alle afgørelser skal træffes enstemmigt. Jeg bliver desværre nødt til at overskride tiden for at tilføje, at jeg ikke er tilfreds med den måde, hvorpå dette beslutningsforslag er blevet behandlet i Udvalget om Institutionelle Spørgsmål. Det er gået alt for hurtigt. Vi er blevet forelagt ændringsforslag, tekster og mundtlige ændringsforslag under møderne. Vi har ganske enkelt ikke haft mulighed for at gennemgå disse forslag ordentligt. Jeg vil gerne advare mod den enorme hastighed, hvormed beslutningerne træffes i EU. Hvordan skal borgerne kunne følge med i debatten og forstå alle de nye udtryk, som vi opererer med? Jeg vil gerne advare mod dette! Gå ikke til værks, sådan som Udvalget om Institutionelle Spørgsmål for nylig har gjort!
Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, allerførst vil jeg tilslutte mig hr. Méndez de Vigos protest over Rådets fravær; selv om Rådet ikke formelt er forpligtet til at være tilstede, bør det gennem sine embedsmænd vide, at Europa-Parlamentets politik fastlægges her i plenarforsamlingen, og at det - hvis det er interesseret i at kende Europa-Parlamentets politik - bør komme til disse møder. Hvad angår beslutningsforslaget, som vores gruppe vil stemme for - og vi håber også, det opnår den forventede tilslutning fra mange andre kolleger - vil jeg koncentrere mig om punktet vedrørende det styrkede samarbejde, idet jeg retter en appel og en opfordring til kommissær Oreja om at studere indholdet af det beslutningsforslag, der er til afstemning i morgen, og indholdet af resultatet af arbejdet i Udvalget om Institutionelle Spørgsmål, ikke kun vedrørende Europa-Parlamentets enhed, et problem, der er blevet bragt på bane af det hollandske formandskab med mildest sagt fantasifulde løsninger, som jeg håber hurtigt vil blive revideret, men også vedrørende Kommissionens rolle. Jeg ved, at Kommissionen i sig selv ville give afkald på sin rolle som garant for og vogter af traktatens og Unionens struktur og af traktatens bestemmelser, men vi betragter det styrkede samarbejde som et instrument, der er indbygget i traktaten, og hvis der derfor opstår en situation, hvor et land blokerer for integrationsprocessen, bør Kommissionen i sin egenskab af traktatens vogter tage et initiativ, for vi kan ikke overlade initiativretten til medlemslandene alene. Jeg er således tilfreds med, at Europa-Parlamentet trækker i denne retning, og jeg håber, dette kan være til hjælp for Kommissionen i forbindelse med dens overvejelser.
Hr. formand, hvis man ser på udviklingen i den offentlige mening, kan de fyrre år siden Rom-traktatens underskrivelse deles op i to perioder. Indtil begyndelsen af 1980'erne etablerer Fællesskabet sig, institutionerne finder en vis balance gennem Luxembourg-kompromiset og oprettelsen af Det Europæiske Råd. I løbet af denne periode lærer Europa sig selv at kende, og lidt efter lidt opfattes det også positivt af borgerne. Men siden midten af 1980'erne er det, som om kurven ser omvendt ud, institutionerne mister balancen, det demokratiske underskud øges, og frem for alt forringes tilliden. Mange af os kan konstatere dette i vore hjemlande, og det er under alle omstændigheder tilfældet i Frankrig: når man i dag drøfter arbejdsløshed, immigration, usikkerhed og frihandel offentligt, opfattes Den Europæiske Union først og fremmest som en trussel og ikke som noget, der indgyder håb. Denne utrolige kovending i opinionen bør undersøges seriøst, og årsagerne bør analyseres, hvis man vil vende tendensen. For min gruppe er den vigtigste årsag, at man på europæisk plan har fastsat målsætninger, der ligger meget langt fra befolkningens forventninger. Og dette skel giver i sig selv nationerne manglende mulighed for at kontrollere de europæiske institutioner, en manglende mulighed, som på ingen måde er et tilfælde, men som er iboende i et system, der netop har haft til formål at sætte nationerne ud af spillet, og derfor på en måde straffes gennem sin egen synd. På denne Rom-traktatens fyrre års fødselsdag bør regeringskonferencen give sig selv den opgave at genfinde forudsætningerne for, at Unionen kan genvinde borgernes tillid. Det er grunden til, at min gruppe ikke tilslutter sig beslutningen fra Udvalget om Institutionelle Spørgsmål, som er sat til afstemning, for det holder i for høj grad fast i kulten om, at alting skal gøres til fælles anliggender for enhver pris, og om flertalsafgørelser, hvilket tidligere har bidraget til at styrke de europæiske myndigheder på bekostning af nationerne. Derfor har min gruppe, hr. formand, indgivet et mod-beslutningsforslag, som tager udgangspunkt i tanken om at styrke nationernes kontrol over Den Europæiske Union og udvikle fleksibiliteten for bedre at tilpasse Unionen til borgernes behov.
Jeg har modtaget to beslutningsforslag , fremsat i overensstemmelse med artikel 40, stk. 5, i forretningsordenen.
Hr. formand, kære kolleger, det udmærkede beslutningsforslag fra hr. De Giovanni giver mig lejlighed til at indføre et vigtigt punkt i debatten, der udgør en stor fare i den europæiske udvikling. Denne Unions udvikling medfører - betinget af den forcerede økonomiske integration - automatisk et sikkerhedssamarbejde og nødvendigheden af styrket samarbejde på området indre sikkerhed. Den frie bevægelighed, som vi alle ønsker, for unionsborgere og for tredjestatsborgere i Den Europæiske Union er genstand for en omfattende diskussion på grundlag af fællesskabsretten, men også på grundlag af det mellemstatslige samarbejde, for til denne frie bevægelighed hører komplementært elementer af den indre sikkerhed. Disse elementer af den indre sikkerhed, der giver sig udslag i EUROPOL, i det europæiske informationssystem, i aftalen om ydre grænser, i Schengen-informationssystemet, som vi diskuterede i går, medfører alle et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne på områder, hvor Fællesskabet ganske vist på mellemstatsligt plan, men alligevel griber meget konsekvent ind i borgerlige friheder. At jeg personligt ligesom mange af mine kolleger hellere så, at det skete på fællesskabsrettens plan og under Europa-Parlamentets kontrol og lovgivningsmæssige kompetence, behøver jeg ikke at nævne her. Den kendsgerning, at det ikke sker, men at ansvaret for procedurerne samtidig også fratages de nationale parlamenter i større og større omfang, indebærer imidlertid risiko for, at der i tredje søjle opstår et demokratiunderskud, som også bemærkes som sådan af borgerne i Den Europæiske Union og dermed bidrager yderligere til, at tilliden svinder til den europæiske handels demokratiske legitimation. Derfor er hentydningen i beslutningsforslaget til, at der er et handlingsbehov især på området den tredje søjle og virkeliggørelsen af EU-traktatens artikel 7 A, meget rigtig.
Fyrre år efter undertegnelsen af Rom-traktaten, hr. formand, drøfter vi nu den tredje revision af traktaten, desværre i en temmelig nedtrykt stemning. En status over Den Europæiske Union burde i princippet fylde os med tilfredshed og optimisme; men de blindgyder, der hober sig op foran os i forbindelse med forhandlingerne, kan ikke andet end gøre os pessimistiske og urolige. Hr. De Giovanni påpegede meget præcist de generelle årsager til vor bekymring. Jeg er nødt til at tilslutte mig helt og holdent, der er ingen vej udenom, og jeg må også tilføje, at jeg frygter for den krise, der tegner sig i horisonten. Det mest sandsynlige resultat af Amsterdam- og Luxembourg-topmøderne er efter min vurdering stadig en sminket traktat i stedet for reelle fremskridt. Til de generelle bekymringer må jeg også tilføje de mere specifikke bekymringer, som næres af repræsentanterne for de mindste lande. Det er ikke nok bare at gentage de principper, der har været gældende i de 40 år og har ført til så mange resultater: institutionel enhed, bevarelsen af gældende fællesskabsret, ligeværdighedsprincippet, den sociale samhørighed, opretholdelse af ligevægt. Vi er også nødt til at respektere og forbedre disse principper. Vi må på intet tidspunkt fjerne os eller afvige fra dem, som Kommissionen desværre selv gjorde for nylig med sin holdning til sin egen sammensætning. Der er ikke tale om ligeværdige kommissærer, hvis de er opdelt i to kategorier, kære hr. Marcelino Oreja, øjensynlig for at få en mere effektiv Kommission. En sådan struktur er ikke mere demokratisk. Der er ingen balance, og vi kan ikke acceptere det og naturligvis heller ikke foreslå det for vore respektive parlamenter og for borgerne i vore lande. Kun hvis vi viser konsekvens med hensyn til de principper, som med mellemrum angribes af visse store landes interesser, tror jeg, at Europa kan fortsætte fremad. Dette er, hvad vi fortsat vil kæmpe for. Det er vort store ønske, men jeg ved ikke, hvor meget vi på nuværende tidspunkt tør håbe på.
Hr. formand, vi fejrer i år 40-årsdagen for undertegnelsen af Rom-traktaten. Da jeg tog ordet, kunne jeg ikke undgå at høre en udtalelse om, at det i løbet af disse fyrre år ville have været muligt at gøre mere og bedre for den europæiske integrationsproces. Da det er mit første indlæg i Parlamentet, kunne jeg ikke lade være med at føle mig ubehageligt berørt af denne tankegang. Jeg vil gerne gøre det klart, at Den Europæiske Unions effektivitet også ligger mig stærkt på sinde. Men skal vi ofre fred, sikkerhed, frihed, demokrati og solidaritet på effektivitetens alter? Skal vi i hasteforanstaltningernes navn ofre de ædleste af de målsætninger, som har ført os hertil, hvor vi befinder os i dag? Folkevisdommen fortæller os, at hastværk er lastværk. Efter min mening er en af grundene til det europæiske projekts succes, at det er opbygget gradvis, på grundlag af en stor indsats, intense forhandlinger og virkelige konsensusløsninger, det vil sige at resultatet kun er opnået, fordi man har givet sig tid, fordi man aldrig er faldet for fristelsen til at gennemtrumfe noget som helst, og fordi man altid har været opmærksom på nødvendigheden af gennem dialog at overbevise staterne, således at de af egen fri vilje vælger at tilslutte sig. Også jeg tilslutter mig ønsket om, at vore børnebørn i 2057 kan højtideligholde undertegnelsen af Rom-traktaten. Men når vi hædrer vore forgængere, de, der før os tænkte på et forenet Europa, handlede for at ændre det og overgav os den mission at fortsætte bestræbelserne, må vi erkende, at grunden til deres succes var, at de gav sig god tid. Heller ikke i dag må vi undlade at give os tid, ikke mindst til forklare borgerne, hvad vi vil, hvor vi går hen og hvordan. For borgerne i Den Europæiske Unions er det en ret, og for os, deres lovligt valgte repræsentanter, er det en pligt.
Fru formand, lad mig i al korthed give udtryk for, hvad der forstyrrer mig ved denne debat. Mange gør her, som om vi venter på et forsinket pinseunder i Amsterdam, mens det i modsætning hertil da er temmelig klart, at der på denne regeringskonference ikke er enighed i alle væsentlige politiske spørgsmål, hverken med hensyn til de grundlæggende rettigheder eller Kommissionens sammensætning eller fleksibilitet eller de nye flertalsbestemmelser. Overalt hersker der konflikter og ingen enighed. Denne enighed betegnes imidlertid samtidig af alle som forudsætningen for, at vi kan påbegynde udvidelsesforhandlingerne. Derfor er det ganske vigtigt, at Europa-Parlamentet ikke fortaber sig i detaljer, men behandler de helt centrale spørgsmål i beslutningerne. Det er det ene punkt. Det andet er: Jeg forventer en mere offensiv optræden fra Kommissionens side. Det, vi har hørt i dag, er ikke nok, når hr. kommissær siger, han forventer regeringskonferencen afsluttet i Amsterdam, men hvordan, det ved han ikke. Hvordan skal det fortsætte? For det tredje er det afgørende, at vi i vores nationale parlamenter sørger for og insisterer på, at de sætter deres regeringer under pres. Det er helt afgørende, fordi det ellers vil være for sent og vi ikke blot truer den eksisterende Union, men også udvidelsen og i det hele taget det europæiske projekt. Det er på høje tid!
Hr. formand, hvad der slår mig, når jeg læser dette beslutningsforslag, er, at jeg lever i to forskellige virkeligheder: en politisk virkelighed hjemme i Sverige og en anden i Udvalget om Institutionelle Spørgsmål. Hjemme har jeg aldrig mødt en eneste vælger, som f.eks. har stillet krav om et ensartet valgsystem. Jeg har aldrig mødt nogen, som har krævet unionsborgerskab, og heller aldrig nogen, som har krævet afstemning ved kvalificeret flertal om strafferetslige anliggender. Derimod har jeg mødt en konstant kritik af manglen på virkeligt demokrati i Den Europæiske Union. EU's største problem er ikke søjle 3 eller fleksibiliteten, det er manglen på demokratisk legitimitet. Det er derfor, det er så stort et problem, at man på regeringskonferencen synes at gøre så lidt på dette område. Det lader ikke til, at der bliver offentlige samlinger i Rådet, noget som ellers er en selvfølge i et demokrati med gennemskuelighed i den lovgivende forsamling. Tilsyneladende bliver der kun tale om en meget svagt afsnit om offentlighedsprincipper. Det ser ud til, at Kommissionen, med hvilken der jo kun er en meget svag parlamentarisk kontrol, vil få sin magt stærkt forøget. Det er en udvikling, som går i retning af mindre magt til de demokratiske nationale parlamenter og mod en styrkelse af det overstatslige element. Vi er på vej mod »et nyt Maastricht« og en ny konfrontation. Endelig vil jeg gerne tilføje, at jeg er enig i min kollega fru Schörlings kritik af den måde, hvorpå denne beslutning er blevet udarbejdet. Et slående eksempel herpå er, at vi under drøftelsen af spørgsmålet ikke engang har haft adgang til ændringsforslagene. Sådan noget bør vi tænke på, når vi kræver mere magt; vi må først finde frem til en arbejdsform i Parlamentet, som virkelig er demokratisk.
Hr. formand, mine damer og herrer, sjældent i EU's historie har man måttet opleve kløften mellem drøm og virkelighed så smertelig som i dag. Med ørerne endnu fulde af festtalerne i anledning af 40-årsdagen for Rom-traktaten behøver man bare fordybe sig i de fortrolige forslag fra det irske rådsformandskab. Jeg spørger mig selv, om frihedens, retfærdighedens og fredens Europa stadig har noget som helst at gøre med det Europa, som man stiler imod og støtter på denne regeringskonference. Europa-Parlamentet debatterer i dag i virkeligheden flere beslutningsforslag, og jeg frygter, at dette beslutningsforslag på denne regeringskonference føles lige så irrelevant som alle andre og i bedste fald forstyrrende. Måske bør det få os til at tænke over, at rådsformandskabet ikke engang finder det umagen værd at være til stede i en så central debat her i Parlamentet. Det drejer sig ikke om at dreje bedemøllen en gang til og en gang til, men derimod om at tænke over de politiske pressionsmidler, som Europa-Parlamentet nogle få uger, få måneder før regeringskonferencens afgørende møder har for rent faktisk at øge presset væsentligt mod denne regeringskonference. Ved disse pressionsmidler forstår jeg dramatiske pressionsmidler, lige fra forslag om mistillidsvotum til Kommissionen, som ikke følger Parlamentet i denne sag, til forkastelse af budgettet i et EU, som vi ikke kan anse for det Europa, vi skylder borgerne.
Hr. formand, i mit korte indlæg vil jeg over for kommissæren, hr. Marcelino Oreja, doktor i jura, professor i folkeret, diplomat, udenrigsminister, tidligere generalsekretær for Europarådet og i dag en yderst effektiv kommissær, gøre opmærksom på et anliggende, som han har et stort kendskab til. I formiddags fejrede vi 40-året for Rom-traktaten. Som mange af de foregående talere har sagt, og som kommissæren selv ved, var Rom-traktaten - og traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, som fødtes af Paris- og Rom-traktaten - en nyskabelse i folkeretten, for så vidt som der var tale om at oprette et overnationalt fællesskab, hvor forbindelserne mellem staterne ikke er underlagt de traditionelle folkeretlige bestemmelser. Jeg er bange for, at Ministerrådet nu er ved at gøre en vigtig opdagelse - man kan kalde det »sen opvågnen«. Der er mennesker, der pludselig får øjnene op for ting, som andre har indset for længe siden. Rådet er således ved at opdage folkeretten. Det vil sige, at det, der før var et fællesskab baseret på fællesskabsretten nu er ved at blive omdannet til et folkeretligt fællesskab i stil med De Forenede Nationer. For ikke at udbrede mig alt for meget vil jeg blot give kommissæren, som vil være til stede under Rådets forhandlinger, et lille råd, nemlig at han minder Rådets medlemmer om, hvorledes Europa-Parlamentet fungerer. Jeg blev temmelig forvirret over Rådets forslag om, at kun medlemmer valgt i de deltagende medlemsstater skal kunne deltage i afstemninger i Europa-Parlamentet om spørgsmål, der henhører under det udvidede samarbejde. Hvis hr. Haarder således f.eks. er mødeformand, og der kommer et emne på dagsordenen, som vedrører et udvidet samarbejde, som hverken England, Finland eller Grækenland deltager i, skal hr. Haarder opsøge hvert enkelt medlem, tilkalde en parlamentsbetjent og bortvise de pågældende medlemmer, for at denne procedure kan gennemføres. Men så dukker der et andet spørgsmål op, som vedrører et andet fleksibelt samarbejde, og heri deltager England, Sverige og Finland, men ikke Portugal, Spanien og Tyskland. Så skal formanden endnu en gang råbe hver enkelt medlem op og bede dem forlade salen og vise andre ind. Det vil blive underholdende, vi vil få det sjovt, men som jeg sagde før, er jeg bange for, at vi med Rådets genopdagelse af folkeretten vil slå det Fællesskab ihjel, som vi grundlagde for 40 år siden.
Hr. formand, målt med historisk alen burde 40 år være en vækstperiode og ikke en periode præget af depressive kriser. Det indtryk, man får af den diplomatiske dans på regeringskonferencen, er imidlertid, at selv om den er begyndt for lang tid siden, har den endnu ikke fundet rytmen. Efter flere måneders valsen omkring ser det nu ud til, at selve partituret mangler. Kun på den måde kan det forklares, at hovedtemaet nu er fleksibilitet. Det er symptomatisk, at en sikkerhedsventil af typen »sidste udvej« har indtaget den centrale plads på scenen. Fleksibelt samarbejde er i orden, hvis det er en betingelse for at bryde blokader, men ikke hvis det er en metode til at undergrave »acquis communautaire« og den økonomiske og sociale samhørighed eller til at opsplitte institutionerne, omgå parlamentarisk kontrol og igen sætte national egoisme i højsædet for til syvende og sidst at fortsætte hver for sig, en udvikling, som nord/syd-striden om den fælles valuta undertiden kan forekomme at indvarsle. Derfor støtter vi enstemmigt forslaget om fastsættelse af præcise og begrænsede rammer for det såkaldte udvidede samarbejde. Fleksibilitet kan være nyttig såvel med henblik på udvidelsen som for at undgå permanente obstruktørers afpresningsforsøg. Men den skal give sig udtryk i flere broer og åbne døre, ikke i flere grøfter og lukkede døre. Vi havde tværtimod regnet med, at demokratisering af institutionerne ville være et af hovedtemaerne på regeringskonferencen. Efter Maastricht gav borgerne udtryk for, at de ikke ønskede mere Europa, men mere demokrati. Et mindstemål af demokratisering ville bestå i at udvide den fælles beslutningsprocedure til alle områder af ikke-forfatningsmæssig karakter under den første søjle. Hvilket ville være endnu vigtigere her lige før indførelsen af den fælles valuta. Det er ikke acceptabelt, at markedet gennemføres fuldt ud, medens demokratiet kun gennemføres halvt. Et andet punkt, hvor borgerne heller ikke vil tilgive yderligere tøven, er på området indre sikkerhed og bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Parallelt med stabilitetspagten vedrørende den fælles valuta bør der oprettes en stabilitetspagt om sikkerhed, der er på højde med det grænseoverskridende marked. I modsat fald vil borgerne opfatte markedet og den fælles valuta som en trussel snarere end et fremskridt. «Europæisering« af visum- og asylpolitikken, indførelse af afstemning ved kvalificeret flertal på disse områder og disses underlæggelse under Europa-Parlamentets og Domstolens kontrol, retligt samarbejde, indføjelsen af Schengen-aftalen i traktaterne og operationelle beføjelser til Europol til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet er helt afgørende foranstaltninger og desuden en betingelse for at undgå, at ekstremistiske bevægelser skal udnytte den herskende usikkerhedsfølelse. Vi håber, hr. formand, at regeringskonferencens forsinkelser kan indhentes på målstregen. I modsat fald må vi nøjes med forventningerne om en Maastricht III eller et helt andet Europa, som så må overvejes.
Hr. formand, det nederlandske formandskab har fjernet alder, handicap og seksuel orientering fra antidiskrimineringsartiklen. Det er en skandale. Formandskabet antyder, at de nuværende bestemmelser er tilstrækkelige med henblik på foranstaltninger mod diskriminering, og det er en svag begrundelse. Kommissionen har jo meget længe klaget over et manglende retsgrundlag, og jeg ville således gerne vide, hvad hr. Oreja mener om denne opfattelse. Det ser ud, som om formandskabet virkelig er bange for, at en artikel uden direkte virkning med et krav om enstemmighed bliver for dyr, og her er det da ikke pengene, som tæller, men jeg ville snarere sige anstændigheden. Ligeberettigelse for ældre, handicappede, homofile og lesbiske er en elementær civilisationsnorm, som hører hjemme i vor nye traktat. Artikel 119 om ligebehandling af mænd og kvinder, den irske løsning, lige løn for lige arbejde, skal åbenbart ophæves. Er det da også for dyrt? Der er ikke noget som helst parlament, som har magt over den nu foreslåede artikel. Det illustrerer, hvordan Europa i endnu højere grad risikerer at blive en affære med hemmelige, fortrolige aftaler mellem ministre. Hvor er den nederlandske indsats for mere demokrati? Jeg føler mig stærkt bedraget.
Hr. formand, det er forståeligt, at Rådet ikke er til stede og ikke ønsker at blive konfronteret med de forslag, det har fremsat, for så vidt som det nederlandske formandskab har gjort noget, som er temmelig vanskeligt: at gøre det hele endnu værre og påvise over for os, at det altid kan blive værre. De af Rådet fremsatte forslag udgør et klart tilbageskridt. Muligvis er det taktik, og muligvis er formålet, at få os til at føle, at vi efter at have været hvor vi nu er, kun vil ønske at få det, som vi havde det før, dvs. dårligt. Men givet er det, at vi i dag har det dårligere end i går, og at vi vil få det endnu dårligere i morgen, såvel på det institutionelle som det politiske og sociale område. De alvorligste tilbageskridt sker på de to mest følsomme områder for unionsborgerskabet: kvindernes rettigheder og det demokratiske underskud. Man er bange for at konsolidere eller give nye beføjelser til Europa-Parlamentet, som er den mest ansvarlige, demokratiske og repræsentative europæiske institution, men man er ikke bange for at øge antallet af kontorfolk og bureaukrater, som i forvejen befolker dagens Europa, som er ét stort demokratisk underskud. Hvad dagens Europa har brug for, er demokratisk kontrol, og morgendagens Europa må tage stilling til, hvilken form for kontrol der skal udøves med Den Europæiske Centralbank med den store magt, den vil samle på sine hænder. Hr. rådsformand, hr. kommissær, hr. parlamentsformand, vi vil fejre 40-årsdagen for Rom-traktaten med ganske enkelt at sige »mere demokrati til Europa«.
Hr. formand, egentlig skulle det i dag være en meget festlig dag, for Rom-Traktaterne har jo bragt temmelig meget godt. Vi må være Europas grundlæggere, mennesker som Schuman, De Gasperi og Adenauer taknemlige, fordi de på det rette tidspunkt optrådte som statsmænd og viste visioner og mod. Visioner med hensyn til den måde, hvorpå Europa efter to verdenskrige skulle fortsætte i fred og velfærd. Og mod til også at tage nødvendige skridt. Hr. formand, dette er ikke nogen festlig dag. Mange nuværende regeringschefer, og også det nederlandske formandskab, viser ikke det mod og de visioner, som er nødvendige for at opnå de nødvendige gennembrud på regeringskonferencen. Jeg nævner tre punkter, hvor det slet ikke går godt. Det er med hensyn til ligebehandling, fleksibilitet og den tredje søjle. Først denne ligebehandling, som også fru Van Dijk talte om. Vi har udtrykkeligt anmodet om optagelse af en bred ligebehandlings- og antidiskrimineringsartikel i Traktaten. Nu viser det sig, at formandskabet svigter på en række punkter, for så vidt angår ældre, handicappede og seksuel orientering. Vi synes, at det er uacceptabelt, og jeg kan forsikre Dem om, at Parlamentet og vor gruppe snart vil vurdere Traktaten på dette punkt. Det andet punkt er fleksibiliteten. Den er vi stadig mere bekymrede over. Vi må konstatere, at denne fleksibilitet i stadig højere grad truer med at blive et skalkeskjul, når løsninger mislykkes på andre områder. Ikke blot for udenrigspolitikken, men også den indre sikkerhed og miljøpolitikken. Og når det sker, så vil anvendelsen af denne fleksibilitet ikke betyde noget positivt alternativ, men et skalkeskjul og en faldgrube, som kun vil give Unionen besvær. I det foreliggende beslutningsforslag stilles derfor en række klare betingelser for denne fleksibilitet, idet bl.a. nødvendigheden af at udøve demokratisk kontrol er vigtigst. Og den kendsgerning, at det nederlandske formandskab heller ikke finder det nødvendigt at bringe landbrugsbudgettet under demokratisk kontrol, er da en advarsel. Fleksibilitet uden denne demokratiske kontrol er også uacceptabel for os. Og så er der kampen mod den internationale kriminalitet. Hvis dette område ikke anbringes under den første søjle, og indtil nu har vi ikke set nogen officielle dokumenter, hvoraf dette fremgår, og hvis der ikke træffes beslutning med kvalificeret flertal, så vil vi ikke løse dette problem i Europa. Det vil betyde, at vi simpelthen ikke kan få magt over narkotikahandelen, menneskehandelen og våbenhandelen, og at Europol fortsat vil være et svagt institut. Det nederlandske formandskab er i virkeligheden ikke styrende på dette område, fordi man vil holde narkotikasagen uden for denne tredje søjle eller uden for dette første kapitel i Traktaten. Men på denne måde ser vi egentlig, at den indre søjle og den internationale kriminalitet tages som gidsel takket være de nederlandske »coffeeshops«. Hr. formand, der er ikke givet grønt lys for så vidt angår regeringskonferencen. Der er ikke engang gult lys. Der er rødt lys. Og denne røde farve er skammens farve. Skammen i et Råd, som ikke er i stand til at gøre det, som skete i 1950'erne, nemlig vise mod og visioner. Det er en slap situation med hensyn til regeringskonferencen. Vi vil afvente, hvad det bliver til, men jeg håber, at det bliver bedre, ellers vil vi kritisere det kraftigt ved afslutningen.
Hr. formand, i forbindelse med vedtagelsen af den europæiske fælles akt i 1986 udtalte hr. Altiero Spinelli med sin store politiske og moralske autoritet, at bjerget havde kælvet, og en mus var født. Hvad ville han mon sige i dag, hvis han skulle udtale sig om den igangværende regeringskonference? Den oplagte mangel på politisk evne til at tackle problemerne vedrørende udvidelsen og den herskende tvivl og usikkerhed med hensyn til overgangen til den fælles valuta gennem en effektiv uddybning af den europæiske politiske og sociale integration, fik regeringerne til at give den indre sikkerhed og det udvidede samarbejde status af nøgletemaer. Det er givet, at den stigende kriminalitet og usikkerhed blandt borgerne i forbindelse med oprettelsen af et integreret europæisk område kræver et fælles og effektivt svar, og fraværet af et sådant svar kan risikere at føre til afvisning af selve Den Europæiske Union. Det er nødvendigt, at regeringskonferencen giver et demokratisk svar på dette problem. Det udvidede samarbejde præsenteres som en metode til at bringe det europæiske projekt videre ved at give det mulighed for at overvinde visse landes modstand. Men hvordan forstå begrebet udvidet samarbejde uden først at have traktatfæstet en udvidelse af anvendelsesområdet for afstemning ved kvalificeret flertal, netop for at hindre blokeringer som følge af vetoretten? På baggrund af de kendte forslag forstår man til fulde kravet om, at stadfæstelsen af muligheden for et udvidet samarbejde ikke må resultere i et Europa a la carte, og at der skal være garanti for den institutionelle politiske enhed, medlemsstaternes ligeværdighed og økonomisk og social samhørighed. Der er imidlertid ingen garantier for, at det vil blive sådan i praksis. Det må tværtimod frygtes, at det kan være vejen til et autentisk direktoriesystem, som vi må afvise og bekæmpe. Den foruroligende tendens til at vende tilbage til mellemstatslige beslutningsprocesser med tilsvarende indskrænkning af Europa-Parlamentets beføjelser, der kan spores i forslagene fra regeringskonferencen, vil yderligere forværre det demokratiske underskud og underskuddet på unionsborgerskab. Hr. formand, med vor støtte til det foreliggende forslag til beslutning markerer vi, at vi i demokratiets og solidaritetens navn afviser den opsplitning af Unionen, der ville blive resultatet af disse ufornuftige forslag.
Hr. formand, efter min mening bør højtideligholdelsen af en historisk begivenhed som undertegnelsen af Rom-traktaten ikke udelukkende begrænse sig til at ihukomme en fortidig begivenhed, uanset hvor vigtig den er. Efter min mening er det vigtigere at uddrage essensen, principperne, værdierne i denne afgørende begivenhed, som ændrede vort kontinents udseende, at fortolke dem og analysere dem som en nøgle til fremtiden og navnlig som et incitament. Efter min mening er den lære, der i dag kan uddrages, soleklar. Det er efter min mening legitimt at opfatte Europa som et projekt, der primært er baseret på det håndgribelige, det materielle. Men over for et sådant syn baseret på begreberne finansiel saldo, nettobidragyder og nettomodtager, mener jeg, at tiden er inde til atter at vende blikket mod de værdier, som inspirerede Europas arkitekter, fred, samdrægtighed, gensidig forståelse og solidaritet. Selvfølgelig set i lyset af de omstændigheder og den tid, vi lever i, for Den Europæiske Union, som den ser ud i dag, har i en længere periode været et fælles marked. Dette er nu et overstået stadium, hr. formand, og europæerne kan ikke længere udelukkende defineres som forbrugere på et marked, men må navnlig defineres som borgere i en Union, der nødvendigvis har brug for et Parlament. Og det er op til dette Parlament sammen med Kommissionen at give en afgørende impuls til det europæiske integrationsprojekt, som befinder sig på et nøgletidspunkt i sin udvikling. Europa må vågne op af sin tornerosesøvn og tage et skridt i den rigtige retning, og det kan det kun gøre med en pragmatisk indstilling og blikket rettet mod fremtiden. Følgende budskab må formidles til regeringskonferencen: tallene må sættes i idealernes tjeneste, undlad at forfalde til det snæversyn, der er typisk for den, der tænker mere på de kommende valg end på de kommende generationer, og den enkeltes interesser må søges imødekommet inden for rammerne af den fælles interesse.
Hr. formand, jeg takker kommissær Oreja, fordi han er kommet til stede, for jeg ønsker at stille Kommissionen et spørgsmål med henblik på at afgive vores udtalelse til Rådet, som ikke er til stede. Hvad kan man sige til Rådet andet end, at det opfører sig hyklerisk, at problemet i dag er at fremme demokratiet, og at regeringernes mål på en vis måde er at få regeringskonferencen til at gå baglæns. Hvis de kunne afskaffe Europa-Parlamentet, ville de i virkeligheden være godt tilfreds. Så var de oven i købet heller ikke forpligtet til at vise sig her en dag om måneden. Jeg vil komme med tre eksempler. For det første vedtog vi på sidste mødeperiode en beslutning om menneskerettigheder og Debré-loven. Præsident Chirac bliver fortørnet, og derfor spørger den franske regering i nationalforsamlingen, hvordan den kan give Europa-Parlamentet mundkurv på og forhindre det i at udtale sig om menneskerettigheder og den tredje søjle. For det andet har vi i månedsvis afvist at godkende aftalen med Tyrkiet på grund af menneskerettighedssituationen. Rådet er irriteret over denne holdning, og derfor foreslås det i konklusionerne fra Dublin-topmødet at begrænse Parlamentets ret til at afgive samstemmende udtalelse i forbindelse med associeringsaftaler og udvidelser, idet man udelukker aftaler med budgetmæssige konsekvenser og aftaler, der påvirker retten til fælles beslutningstagning, fra vores kompetenceområde. Og hvorfor det? Fordi vi er et forstyrrende element. For det tredje fortæller man os, at man gør fremskridt inden for den tredje søjle. Det er udmærket, men i praksis udelukker man Europa-Parlamentet til fordel for de nationale parlamenter. Men de har et langt mere opdelt syn på tingene. Desuden kan de manipuleres, fordi de er udgangspunktet for et regeringsflertal. Og hvorfor ønsker man ikke at give Europa-Parlamentet ordet? Fordi vi er et forstyrrende element! Under disse omstændigheder er mine spørgsmål ikke rettet til Kommissionen, fordi vi er enige, men derimod til Rådet. Jeg vil gerne spørge: hvad er det egentlig, De forsvarer, for at fremme demokratiet? Fortæl os åbent og ærligt, hvilke hensigter De har med hensyn til Europa-Parlamentet. Det er rigtigt, at vi er et forstyrrende element, det er rigtigt, at vi ikke er et konservativt parlament, men det er demokratiets pris.
Hr. formand, den europæiske hymnes tekniske kvalitet i morges var forfærdelig dårlig. Vi skal sørge for, at det ikke går projektet Europa ligesom hymnen. Vi har brug for et nyt skub. Vi har i dag ganske vist god grund til at fejre 40-årsdagen for Rom-traktaten. Den har givet en stor del af Europa og borgerne dér fred og i det mindste relativ velstand. Men vi har også grund til at bekymre os om Europas fremtid. De vigtigste emner, hvor vi føler, at regeringskonferencens nuværende forhandlingsniveau er helt utilstrækkeligt, er allerede blevet omtalt flere gange i dag. Uden en virkelig institutionel reform bringer vi projektet Europa i fare. Flertalsbeslutningen skal blive reglen, og europæiske love uden fuld medbestemmelse fra Europa-Parlamentets side må ikke længere eksistere fremover. Hvis der i disse to spørgsmål ikke kommer et gennembrud i de resterende tre måneder, så har regeringskonferencen ikke været nogen succes. Dermed er også indledningen til tiltrædelsesforhandlingerne med landene i Central- og Østeuropa bragt i fare. Jeg er som østriger uindskrænket for, at der eksisterer et fælles Europa også for vores naboer mod øst. Men vi skal oprette en union, der er egnet og villig til også rent faktisk at optage disse nye medlemsstater. Vi må ikke bringe det i fare, vi har opnået på fyrre år. I de resterende måneder skal vi virkelig gøre alt for at nå frem til fornuftige og bæredygtige løsninger først og fremmest i de vigtige institutionelle spørgsmål, som Rådet hidtil har veget massivt tilbage for.
Hr. formand, regeringskonferencen må skabe nye muligheder for at tilvejebringe indre sikkerhed i Unionen. Hvis det mislykkes, kommer unionsborgerne til at betale for det i form af øget vold og kriminalitet. Sikkerhedsproblemerne kan ikke løses i en Union med måske 27 medlemsstater, som er lammet på grund af vetoer og blokeringer. Beslutningsproceduren på grænse- og indvandringsområderne må effektiviseres, hvis udvidelsen skal kunne lade sig gøre i praksis. Såvel ydre som indre sikkerhed må være en del af det nye Europa. Den forbedrede sikkerhedspolitiske situation, som udvidelsen indebærer, må ikke få lov til at føre til en forringelse af den indre sikkerhed i Unionen. Uden åbenhed, demokrati, flertalsafgørelser og en retsstatslig domstolskontrol baseret på medlemsstaternes forfatninger, kan der ikke skabes et effektivt retsområde på europæisk plan. Dertil kræves præciseringer vedrørende international kriminalitet, narkotikahandel, terrorisme samt juridisk og administrativt samarbejde. Den, der går imod mere effektive grænseoverskridende regler for kriminalitetsbekæmpelse og indvandring, fremtvinger nye konstellationer, der kan fremkalde situationer, som kan svække identitet og klarhed i Unionen. Den fremgangsmåde vil derfor være ringere end den naturlige, som består i at skabe et effektivt retsområde på et demokratisk grundlag. Vore børn og børnebørn vil kræve retlige muligheder for at leve et trygt liv. Det ville være skammeligt, om Rådet undlod at opfylde så selvfølgeligt et krav.
Hr. formand, til forretningsordenen, inden hr. Oreja svarer: Temmelig mange kolleger har gjort bemærkninger om den kendsgerning, at Rådet ikke er til stede. Jeg synes, at den omstændighed, at vi her indleder en forhandling under den formelle fællesnævner »Forespørgsler til Kommissionen« aldrig kan være en grund til, at Rådet anser sig for undskyldt. Det er egentlig en mangel på forståelse af Parlamentets procedurer. Det må det nederlandske formandskab være helt klar over. Jeg har forstået, at der i morgen kommer endnu et ændringsforslag til beslutningsforslaget. Skulle vi ikke en gang for alle vedtage, at det nederlandske formandskab og også andre formandskaber bør være til stede under alle vigtige forhandlinger i Parlamentet. Det ville jeg sige, inden hr. Oreja begynder med sit svar.
Hr. formand, jeg vil gerne takke for de forskellige indlæg, der er fremkommet i forbindelse med denne debat. De vil være mig til meget stor nytte i mit arbejde som Kommissionens repræsentant på regeringskonferencen. Jeg har imidlertid bemærket mig en vis pessimistisk tone i mange af de indlæg, vi har hørt i dag. Jeg gør i den forbindelse opmærksom på, at konferencen endnu ikke er gået ind i den egentlige slutfase, forhandlingsfasen, og De har selv erfaringer med tidligere konferencer. Hvis De tænker på konferencen i 1985 og konferencen i 1991, vil De forstå, at den egentlige forhandlingsfase ligger i den sidste del af forløbet. Man kan da heller ikke sige, at der hidtil har været tale om egentlige forhandlinger, idet disse først lige er begyndt for et par uger siden. Hidtil må der snarest siges at have været tale om monologer, der næppe kan kaldes dialoger, og i hvert fald ikke egentlige forhandlinger. Forhandlingerne begynder først nu, hvor der er kommet tekster på bordet. Jeg vil derfor understrege, at Parlamentet har en meget vigtig rolle at spille på indeværende tidspunkt. Det er afgørende vigtigt, at det gør alt, hvad det kan, for klart at redegøre for sine synspunkter, der, som De vil vide, for de flestes vedkommende deles af Kommissionen. Jeg husker f.eks. ikke, at der i Parlamentets repræsentanters indlæg på regeringskonferencen har været en eneste uoverensstemmelse med Kommissionens holdning. Og jeg har altid efter at have hørt disse repræsentanters indlæg på konferencen understreget, i hvor høj grad jeg kunne identificere mig med dem. Jeg er som sagt overbevist om, at vi befinder os på et virkelig afgørende tidspunkt. Lige før den 25. marts og ikke ret langt fra Det Europæiske Råds samling i Amsterdam. Det er således et afgørende tidspunkt og lad os så se på, hvad det er, der sker. Jeg kan rent faktisk ikke besvare noget som helst, da der ikke er stillet egentlige spørgsmål til Kommissionen, hvilket er et bevis på den grundlæggende overensstemmelse mellem de to institutioner. Der har været nogle emner, som f.eks. et spørgsmål fra hr. Dell'Alba, et spørgsmål, som også blev stillet af hr. Medina, professor og maestro, nemlig under hvilken form Europa-Parlamentet skal deltage i spørgsmål vedrørende det udvidede samarbejde. De ærede medlemmer kender Kommissionens holdning. Det er den samme som Parlamentets. Kommissionens holdning er, at Parlamentets enhed skal opretholdes, og det er den holdning, vi har givet udtryk for såvel i vores betænkning som i de indlæg, jeg har holdt på regeringskonferencen. Jeg vil også sige et par ord om et emne, som hr. Anastassopoulos var inde på i forbindelse med omtalen af Kommissionens rolle. Det vanskeligste af alt er formodentlig at kende sig selv. Men når alt kommer til alt, er det kun Kommissionen, som efter at have redegjort for sin holdning til de øvrige institutioner, har tilkendegivet, hvad den mente om sin egen rolle. Hr. Anastassopoulos er fremkommet med en udtalelse, som jeg gerne vil kommentere. Han talte om kommissærer af første og anden grad. Det er jeg ikke helt enig i, der findes ikke kommissærer af første og anden grad, der findes kommissærer, som har en portefølje, og der kan undertiden være kommissærer uden portefølje, hvilket ikke er ensbetydende med, at deres opgaver er mindre vigtige. Jeg vil tillade mig at nævne en personlig oplevelse: da jeg deltog i forhandlingerne om Spaniens tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber, husker jeg, at kommissær Natali havde en central rolle i det daværende kommissærkollegium, og det var ham, der tog sig af alle udvidelsesanliggender, og alligevel havde han ikke en portefølje. Hermed vil jeg sige at det vigtigste er en god balance; jeg mener ikke, at spørgsmålet om portefølje eller ikke portefølje, såfremt der er tale om en korrekt balance i tildelingen af sagsområder til et bestemt antal kommissær, er ensbetydende med, at man kan tale om kommissærer af første og anden grad. Man skal snarere se det som et forsøg på at styrke Kommissionens legitimitet. Og i den forbindelse har vi påpeget Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med valget af formand og godkendelsen eller indsættelsen af kommissærkollegiet. Det er vigtigt. Jeg kan forsikre Dem, at jeg, der også var med i det foregående kommissærkollegium, føler, at jeg nu har større legitimitet, bl.a. på grund af de høringer, der fandt sted her i Parlamentet før den endelige indsættelse af Kommissionen. Jeg anser alt, hvad der tjener til at styrke legitimiteten, for at være positivt. Endelig vil jeg besvare et spørgsmål, som hr. Frischenschlager stillede, da han henviste til, at der ikke var indgået nogen form for aftaler på konferencen, og at det ikke er nok, at Kommissionen siger, at den nærer håb, uden at den siger, hvordan den forestiller sig, de kan blive en realitet. Jeg vil hertil sige, at man kan være uenig i Kommissionens udsagn, men at den for det første har forelagt en beretning, hvor den udtaler sig om alle dagsordenspunkterne, og for det andet gør den løbende opmærksom på sine synspunkter, her har jeg f.eks. redegjort for Kommissionens holdning til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Parlamentets rolle og Kommissionens rolle på området den tredje søjle, kort sagt orienterer Kommissionen løbende om sin holdning, og jeg har ofte haft lejlighed til at orientere Udvalget om Institutionelle Spørgsmål. Under alle omstændigheder har dette møde været meget berigende for mig, at være til stede her og indsuge Parlamentets gejst og blive orienteret om Parlamentets holdning, idet Parlamentet er en central brik, da det er et demokratisk valgt organ. Jeg vil derfor appellere til Parlamentet og anmode om, at det på et så kritisk og vigtigt tidspunkt som dette lige før den 25. marts, og navnlig kort før afslutningen af regeringskonferencen løbende orienterer Kommissionen om sine synspunkter, således at vi sammen kan fortsætte i den rigtige retning.
Hr. formand, jeg beklager, at jeg lige må forlænge dette, men jeg havde jo stillet et konkret spørgsmål til kommissæren. Det har jeg ikke fået noget svar på, og det vil jeg da gerne have. Jeg har nemlig spurgt ham, hvad Kommissionen mener om, at Rådet har den opfattelse, at antidiskrimineringsbestemmelserne for ældre, handicappede og homofile kun skal findes i den nuværende pakke af sociale foranstaltninger, medens jeg troede, at Kommissionen hele tiden har sagt, at den stadig ikke har noget retsgrundlag derfor. Jeg vil således gerne af Kommissionen have at vide, om den synes, at det nederlandske formandskabs opfattelse faktisk er nødvendig, eller om den ikke kan bruge den til noget.
Jeg havde rent faktisk bemærket mig dette, men med alle de papirer, jeg havde fået samlet sammen, glemte jeg at svare Dem. Mit svar vil være, at det stadig er et åbent spørgsmål. Man har accepteret at princippet om antidiskrimination skal indføjes i traktaten, hvilket er et vigtigt skridt, da en central idé for mig - og det er også holdningen i Kommissionen som sådan - er, at alt, hvad der vedrører unionsborgerskabet, og unionsborgerskab er ensbetydende med menneskerettigheder, bør være omfattet af antidiskriminationsprincippet. I forbindelse med debatten om, hvad der skal forstås ved antidiskrimination, er der gjort to kriterier gældende: at der opstilles en lang liste over antidiskriminationsområder, og at der skal være en generisk beskrivelse. For så vidt angår den konkrete beskrivelse, stillede nogle af deltagerne på regeringskonferencen det spørgsmål om det ikke - i forbindelse med handicappede personer - betød anerkendelse af et retsgrundlag, på basis af hvilket der kunne etableres fælles politikker. Det er ikke opfattelsen hos andre af konferencens deltagere. Det er således stadig et åbent spørgsmål, der i april skal tages op til ny behandling, og da det nederlandske formandskab endnu ikke har udtalt sig endegyldigt om spørgsmålet, kan Kommissionen ikke i øjeblikket lægge sig fast på en holdning. Fru van Dijk kan være forvisset om, at jeg nøje har noteret mig hendes udtalelser - som jeg selv kan tilslutte mig - og jeg håber, at jeg her i plenarforsamlingen eller i Udvalget om Institutionelle Spørgsmål kan give hende et svar, når dette emne igen bliver sat på regeringskonferencens dagsordenen i april.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet udsat kl. 19.55 og genoptaget kl. 21.00)
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A4-0080/97 af Tillich for Budgetudvalget om retningslinjerne for 1998-budgettet - Sektion III; -A4-0079/97 af Tomlinson for Budgetudvalget om retningslinjerne for 1998-budgettet - Andre sektioner.
Hr. formand, jeg vil gerne ved denne lejlighed takke mange gange for samarbejdet med Parlamentets fagudvalg under udarbejdelsen af retningslinjerne og samtidig også takke Kommissionen, som er til stede, men også det nederlandske formandskab for den åbne atmosfære under de hidtidige forhandlinger om retningslinjerne. Jeg mener, at det også vil være et godt grundlag for videreførelsen af behandlingen af budgettet for 1998. For Den Europæiske Unions budget for 1998 vil der ligesom for budgettet for 1997 gælde det krav, at det skal være effektivt og gennemsigtigt, men også begrænses til programmer og projekter, som betyder en europæisk merværdi. Dermed skal der ydes et bidrag til mere beskæftigelse og til den sociale og økonomiske udvikling i Den Europæiske Union, og samtidig skal medlemsstaterne støttes i deres bestræbelser på at opfylde konvergenskriterierne som led i Den Økonomiske og Monetære Union. Det er navnlig afhængigt af, at Kommissionen for landbrugsudgifternes vedkommende forbedrer overslagene, som vi som Parlamentet vil kontrollere, og at der allerede i Kommissionens foreløbige budgetforslag tages højde for virkningerne af landbrugspriserne. En nulvækst, som kræves af visse medlemsstater, forekommer mig at være urealistisk. Europa-Parlamentet vil kun støtte en moderat stigning, hvis de foreliggende problemer - dvs. oprettelse af en reserve under landbrugsretningslinjerne, problemet med det manglende retsgrundlag, udgifterne under den anden og tredje søjle med Europa-Parlamentets deltagelse i beslutningsprocessen og klassifikationen af udgifter - bliver løst på en for Parlamentet acceptabel måde. Europa-Parlamentet kræver tillige, at regeringskonferencen ikke foretager nogen ændringer af Den Europæiske Unions budgetbeføjelser, som medfører en begrænsning af Europa-Parlamentets budgetbeføjelser. Hovedordføreren foreslår Dem følgende prioriteringer for 1998: bekæmpelse af arbejdsløsheden ved at koncentrere de europæiske midler om investeringer og beskæftigelse, støtte af små og mellemstore virksomheder med henblik på at skabe bæredygtige arbejdspladser ved hjælp at innovative låneinstrumenter, indledning af processen til at forberede ansøgerlandene på deres tiltrædelse af Den Europæiske Union, tilvejebringelse af et egnet instrument med henblik på at lette disse landes integrering i samtlige politikker, parallelt hermed indledning af tilpasningsprocessen for Den Europæiske Unions politikker under hensyntagen til medlemsstaternes specifikke problemer som følge af udvidelsen, samt fremme af allerede eksisterende ungdoms- og uddannelsesprogrammer med en klar multiplikatoreffekt og afhjælpning af stagnationen i forbindelse med kulturprogrammerne. Endnu et par bemærkninger til de enkelte udgiftsområder. Vedrørende udgiftsområde 1: Her ligger nøglen til den succes, som Rådet ønsker sig for budgettet for 1998. Kommissionen og Rådet skal være sig bevidst, at en vækst på 3 % på det almindelige budget, ingen ændringer for strukturfondene i overensstemmelse med beslutningerne fra Edinburgh og en nulvækst på de øvrige udgiftsområder alligevel betyder, at de stadig skal finde 2, 3 mia ECU på landbrugsområdet, hvis de ønsker at slå ind på en kurs med nulvækst. O.k., vi afventer deres forslag. En bemærkning vedrørende den såkaldte greening på landbrugsområdet. Her drejer det sig ikke om andet end om den af Parlamentet foreslåede og af Kommissionen gennemførte inddragelse af miljøbeskyttelsen på alle politiske områder i Den Europæiske Union. Jeg foreslår derfor de to berørte fagudvalg - Landbrugs- og Miljøudvalget - at de i de kommende måneder opnår enighed om formen. Vedrørende udgiftsområde 4: Den prioritering for 1998, som hovedordføreren foreslår Dem, ser ud på følgende måde: Det vil være det vigtigste at tilvejebringe et før-tiltrædelsesinstrument, som i 1998 indeholder strukturelle ændringer af Kommissionens tjenestegrene og et program til før-tiltrædelsesfasen og de deraf følgende krav. Vi forventer i den forbindelse rettidigt inden førstebehandlingen forslag fra Kommissionen. Hvad angår den dårlige udnyttelsesgrad i forbindelse med PHARE, TACIS og MEDA, drejer det sig om Den Europæiske Unions skattepenge. Hvis gaverne ikke finder nogen adressater i modtagerlandene, så har det sine grunde. Vedrørende udgiftsområde 5: Her drejer det sig om at forbedre den administrative ledelse. De tunge eurokrater skal gøres til en effektiv tjenesteydende myndighed for den europæiske borger og for de europæiske virksomheder. Jeg beder Dem om at støtte retningslinjerne i morgen.
Hr. formand, beslutningsforslaget om retningslinjerne for 1998budgetproceduren for de andre institutioner taler for sig selv. Det fremgår klart af de generelle rammer, der er udstukket i punkt 1-4, at de nuværende omstændigheder ikke kan kaldes hårde tider, men de opmuntrer ikke til noget, der blot minder om ødselhed. De er tilstrækkelige, uden på nogen måde at opmuntre til excesser. Vi taler her meget tydeligt om behovet for at leve op til vore interinstitutionelle aftaler om at holde os under lofterne i det finansielle overslag, og vi fremhæver, at den foreslåede stigning i bevillingerne på 3 % ikke bør ses som et mål, der skal nås, men en retningslinje, der ikke må overskrides. Betænkningen indeholder en ganske klar omtale af de menneskelige ressourcer, hvor der, uden at jeg nu skal gennemgå det hele her, faktisk har været tale om en stigning på 23 % i personalebevillingerne gennem de sidste 10 år. En del af denne stigning skyldes stillinger, der har med udvidelsen at gøre, men det vigtigste punkt er punkt 10, hvor det siges ganske klart, at Budgetudvalget anbefaler Parlamentet at indtage den holdning, at der ligesom i 1997 ikke bør oprettes nye stillinger i 1998 til de øvrige institutioner generelt. Det påpeges dog, at Revisionsretten befinder sig i en særlig situation. Revisionsretten har i medfør af Maastricht-traktaten fået pålagt at udarbejde revisionserklæringen. Det nødvendige personale er gået i gang med denne opgave, men på bekostning af det normale, grundlæggende revisionsarbejde, og det må der tages højde for i denne gren af budgetmyndigheden. Under de menneskelige ressourcer understreges det udtrykkeligt, at det er påkrævet, at de enkelte ansættelsesmyndigheder begrunder behovet for hver eneste foreslåede opnormering af stillinger, således at vi ikke blot får forelagt nogle samlede forslag, men også får en begrundelse for disse forslag. I punkt 12 taler vi om at begrænse benyttelsen af eksterne rådgivere til et minimum. Der er én ting, jeg gerne vil sige helt klart til Europa-Parlamentet: Der står ikke, at man skal undlade at benytte eksterne rådgivere, der står, at man kun bør benytte dem, hvor deres ekspertise er specifikt nødvendig for at udføre Parlamentets arbejde. Jeg kommer nu til den del af betænkningen, som omhandler bevillinger til ejendomme og indkøb. Jeg skal særligt fremhæve punkt 15, hvor vi på ny understreger Europa-Parlamentets politik med erhvervelse af ejendom hurtigst muligt, hvilket er i overensstemmelse med andre budgetkrav. Dette er i virkeligheden tænkt som en støtte til Parlamentets Præsidiums aktuelle holdning, hvor der tales om køb over en periode på 10 år. Endvidere anbefales dette som en hensigtsmæssig politik for andre institutioner, og det kræves, at det interinstitutionelle samarbejde på dette område fremmes. Så kommer jeg til den del af betænkningen, der handler om informationsteknologi og informationspolitik. Denne betænkning dækker jo alle institutioner, men da vi hovedsagelig er parlamentarikere her, vil jeg tage et eksempel fra Parlamentet. Informationsteknologi skaber gode, dårlige og neutrale resultater. Jeg besøgte i dag Parlamentets netside. På den positive side opdagede jeg for eksempel, at undersøgelsesudvalgets betænkning om bedrageri i forbindelse med fællesskabsforsendelsesordningen, som blev forelagt her i dag, allerede er tilgængelig på Internettet på fem sprog: Engelsk, nederlandsk, svensk, fransk og tysk - meget positivt. På den negative side tæller det, at jeg, mens jeg stadig var på Parlamentets netside, kiggede på de igangværende opgaver i de parlamentariske udvalg, og jeg nåede til det bemærkelsesværdige resultat, at der ikke findes dokumenter herom. Det viser, at vor informationspolitik er noget af en blandet landhandel. Der er meget klare henstillinger om behovet for at følge samordnede normer i vor informationspolitik, i vor informationsteknologipolitik, og ikke blot i forhold til disse, men i forhold til de visionære projekter, som er så visionære, at det ikke er alle Europa-Parlamentets medlemmer, som helt forstår dem, som for eksempel Epicenteret. Så der er meget klare retningslinjer her. Jeg anbefaler Parlamentet at stemme for betænkningen. Den fik overvældende opbakning i udvalget, og den udgør grundlaget for ønskerne om at behandle de øvrige institutioners budgetter i én behandling. Det eneste, der måske kan være til hinder for, at vi kan nå dette mål, er ejendomspolitikken. Nøglen til løsningen ligger i vore fraværende venners hænder, vore venner fra Rådet, som har valgt ikke at være til stede sammen med os her i dag.
Hr. formand, Parlamentets Landbrugsudvalg ser frem til et godt samarbejde med Budgetudvalget. Vi tror, at begge parter kan vinde ved det, hvis dette samarbejde er godt, og vi har al mulig tillid til hr. Tillich og til, at det også virkelig vil ske i år. Hvis vi betragter forslagene om landbruget bedre, så kan vi konstatere, at landbruget i årevis har haft en nulvækst. Måske kan det forklares: Retningslinjen for landbruget er ikke noget mål for at give penge ud, det er et maksimum, og det står i modsætning til strukturfondene, hvor det er angivet, hvad der skal gives ud om året. Jeg tror dog, at det er vanskeligt at forklare gennemsnitsborgeren og frem for alt gennemsnitslandmanden i Europa, at udgifterne til strukturfondene i år skal stige med 8 %, medens der stadig er en beholdning på omkring 30 mia, der ikke er anvendt. Hvad er logikken heri, selv om det så skulle være aftalt i 1992 i Edinburgh. Et af de vanskeligste punkter i landbrugsbudgettet forekommer mig, at indkomsttillæggene pr. hektar ikke håndhæves. Hvis mere indkomststøtte i stedet for prisstøtte virkelig bliver Unionens fremtidige politik, så må denne politik forblive troværdig, og det kan ikke ske ved at ændre ruten på halvvejen. Jeg tror derfor, og det står også i beslutningsforslaget, at vi endnu en gang må have en god diskussion i budgetmyndigheden om kategori B1. Hvad er virkelig obligatoriske udgifter, og hvad er ikke-obligatoriske udgifter? Obligatoriske udgifter er de udgifter, som tjener som støtte til priserne og indkomsterne, og de ikke-obligatoriske udgifter er beregnet til andre ting, og de kunne også godt komme fra f.eks. kategori B2, hvor der, som jeg sagde, jo er alt for mange penge. Denne diskussion vil vi gerne indlede, hr. formand.
Hr. formand, fiskeriet er som bekendt en strategisk sektor for kystområderne i hele Unionen, hvor den udgør en kilde til beskæftigelse og økonomisk udvikling, der kun sjældent kan erstattes i de særligt sårbare områder. Selvom den fælles fiskeripolitik for ofte mere er en lappeløsning, end den er nyskabende, spiller den dog i de følsomme områder en ikke ubetydelig rolle for fiskersamfundene. Denne fælles fiskeripolitik er bygget op omkring et vist antal elementer, der er indbyrdes tæt forbundne, selvom de er opført på forskellige budgetposter. Derfor ønsker jeg på vegne af Fiskeriudvalget, at De, hr. hovedordfører, kan sikre en sammenhæng i hele vort budget, for det skal betragtes som en helhed. Hvordan kan vi gennemføre de tekniske bestemmelser i den fælles fiskeripolitik, hvis vi ikke har de økonomiske midler til at sikre et kontrolsystem? Hvordan kan vi iværksætte en fornuftig retningsplan, hvis vi ikke får midler over strukturfondene? Det har jeg fortalt formanden for Budgetudvalget og også Dem, og jeg takker for, at De allerede nu omend dog kun delvist har taget hensyn til de anmodninger, jeg har forelagt. Endelig vedrørende fiskeriaftalerne vil jeg erindre om, at vi i mødeperioden i maj skal udtale os om Cramptonbetænkningen om udviklingen i de internationale fiskeriaftaler. Disse aftaler skaber beskæftigelse i mange maritime områder, der strukturelt er meget følsomme. Jeg erindrer om, at disse fiskeriaftaler også medvirker til udvikling og stabilitet i visse ugunstigt stillede lande, hvor fiskeriet kan udgøre en vigtig ressource, og her tænker jeg også på en række af være AVS-partnere. Hr. hovedordfører, jeg beder Dem derfor om at bevare den budgetpost, der svarer til disse vigtige aftaler, i sin helhed.
Hr. formand, der er to punkter, jeg gerne vil fremhæve på vegne af Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi - det ene gælder forskningsområdet, det andet energiområdet. Hvad forskning og udvikling angår, er der enighed i såvel videnskabelige kredse som industrikredse om, at forskning med EU-støtte virkelig har multiplikatoreffekt, den tilfører værdi. Det er derfor så meget desto mere skuffende, at Ministerrådet er så lidt ambitiøst i finansieringsforslaget til forskningen. Som De jo ved, forventede vi at få fjerde rammeprogram forhøjet med et beløb på omkring ECU 700 mio. Ja, det var præcis et beløb af den størrelsesorden, der var behov for at øge EU's forskning med. I stedet kommer Rådet frem med et usselt forslag på ECU 100 mio, hvoraf ECU 35 mio foreslås brugt til nye krisebehov - i forbindelse med BSE. Vi mener, at ECU 100 mio er et fuldstændig utilstrækkeligt beløb til at øge EU's industris konkurrenceevne og dermed beskæftigelsen. De Forenede Stater og Japan bruger da også langt mere end Den Europæiske Union på forskning. Min anden pointe gælder energiområdet. Den Europæiske Union påtog sig både i Rio og i Berlin nogle forpligtelser, som indebar, at vi ville yde et bidrag til vor andel af klimaændringerne gennem foranstaltninger i sammenhæng med energieffektivitet og vedvarende energi. Problemet er her det gammelkendte, udbredte problem med det manglende retsgrundlag. Jeg ved, at Kommissionen gør sit bedste for at få fastlagt et sæt rammer, inden for hvilke disse programmer kan medtages. Jeg håber, at det sker i så god tid, at der kan sikres tilstrækkelig finansiering på budgettet for 1998.
Hr. formand, som De siger, tager jeg ordet på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe. Først og fremmest vil jeg gerne komplimentere de to ordførere. Hr. Tillich har været uhyre venlig i sine forhandlinger med de forskellige grupper, og han har taget højde for mange af forslagene, og hr. Tomlinson har som sædvanlig gjort et forbilledligt arbejde. Når det er nævnt, må jeg sige, at Tillich-betænkning er alt for lang, hvilket dog ikke er ordførerens fejl. Vi har her et dokument, som er en redegørelse for de områder, vi prioriterer højest forud for Kommissionens foreløbige budgetforslag. Det er ikke et forslag til beslutning ved førstebehandling, hvad det lader til, at der er mange, der tror, at det er. Men når man har 135 ændringsforslag og 11 udvalg, der kommer med input til denne retningslinje, må man nødvendigvis ende med noget, der ligger langt ud over det korte, præcise dokument, vi alle havde ønsket. Man vil bemærke, at teksten ikke indeholder udtrykket krisebudget, som det var tilfældet sidste år. Der står heller ikke eksplicit, at Parlamentet er parat til at være med til at reducere udgiftsniveauet. Årsagen er ganske simpel: Sidste år gik Europa-Parlamentet med til en sådan strategi i håbet om, at Rådet ville gøre gengæld ved at hjælpe os med at få løst nogle af de problemer, vi må leve med, som for eksempel problemerne med et retsgrundlag for en lang række poster, og problemet med at få bragt en aftale i stand om klassificering og udgifter, for nu blot at nævne to. Vor gruppe er ikke parat til at følge denne vej en gang til. Vi er rede til at udfylde vor rolle her i Parlamentet og være med til at få vedtaget det bedste budget, vi mener, vi kan opnå, og vi er rede til at optræde åbent og ærligt over for Rådet. Vi må håbe, vi kommer til at opleve den samme åbenhed og ærlighed fra Rådets side. Jeg nævner dette, for når De ser vort ændringsforslag til punkt 3, vil De vide, hvad vi tænker på. Det er den samme følelse, der ligger bag punkt 4 i ordførerens retningslinjer, hvor vi forventer en forbedring af den normale dialog, vi fører med Rådet. Hr. Tomlinson sagde, at når vi går til trialogmøderne for at træffe Rådet, så er det en dialog med døve. Der sker altid det samme, vi lægger vore synspunkter klart frem, og der kommer ingen reaktion fra Rådet. Vi må håbe, at de erfaringer, vi i årenes løb har fået med Rådet af budgetministre, nu vil være slut, og at vi i stedet kommer til at opleve en ægte dialog, denne gang med Økofin. Som hr. Tomlinson sagde, er det en skam, at der ikke er nogen fra Rådet til stede her for at høre dette. Jeg nævnte, at dokumentet om retningslinjerne var for langt. Det kunne være blevet langt mere præcist, og det kunne have været meget koncist, hvis det blot havde bestået af punkt 5 a). Hvis vi blot havde sagt punkt 5 a), ville vi i en enkelt sætning have dækket meget af det, vi prioriterer højest, for dette handler om bekæmpelse af arbejdsløsheden. Parlamentets budget bør afspejle Parlamentets politiske prioritering. Min gruppes politiske prioritering sætter jobskabelsen i centrum. Det er frem for alt jobskabende politikker, vi ønsker at støtte. Det er det budskab, vi ønsker at sende til Kommissionen og Rådet med henblik på såvel det foreløbige budgetforslag som budgetforslaget. Jeg vil nu tage fat på de forskellige udgiftsområder. Hvis Rådet havde været repræsenteret her, ville jeg have henvendt de følgende punkter direkte til det, og jeg håber, at budskabet når frem til det. Hvis det additionsprincip, vi taler vidt og bredt om, skal følges, og hvis det skal have en mening, forventer vi, at Rådet skal tale ærligt om det. Vi ønsker, at Rådet skal være ærligt over for os, og sige, at det mener, at det er en procedure, som Rådet og Parlamentet skal igennem for at nå til en konklusion om landbrugsudgifterne og de problemer, der er forbundet hermed. Hvis Rådet har tænkt sig at følge den samme rutine, som det har fulgt i de sidste to år, og som i det væsentlige blot går ud på, at Rådet spiller en lille komedie, mens det hele tiden er fuldstændig bevidst om, at der i sidste ende ikke vil komme nogen reelle konklusioner ud af det, så skulle Rådet tage at sige fra nu. Hvis det gjorde det, ville vi alle kunne spare en masse tid. Det ville spare os tid, det ville spare os arbejde, og vi ville undgå at gøre os selv til grin ved at gennemgå denne parodi af en procedure - som der efter min opfattelse har været tale om i de sidste to år. Jeg vil derfor håbe, at Rådet er i stand til at tage tingene langt mere alvorligt, og jeg håber, at Kommissionen vil give dette budskab videre til Rådet. Mens vi taler om udgiftsområde 1, vil jeg gerne sige til ordføreren, at min gruppe vil støtte ændringsforslag nr. 11 fra hr. Rehder med flere. Det indeholder dog en fejl, og jeg vil gerne bede tjenestegrenene om at rette denne fejl. Det skulle have været stillet i form af et nyt punkt 10, litra a) og ikke erstatte punkt 9. Men med denne rettelse vil vor gruppe støtte ændringsforslaget. Med hensyn til udgiftsområde 2 har vor gruppe ingen planer om at følge Parlamentets handlemåde fra sidste år, hvor vi stemte imod, da betalinger på ECU 1 mia blev fjernet fra strukturfondene. Vi er dog bekymrede over problemet med den forskel, der er mellem forpligtelser og betalinger, som ikke gavner beskæftigelsen. Det kan godt være, at det er medlemsstaternes fejl, men vi må have gjort det lysende klart for dem, der bekymrer sig om dette problem, at hvis vi ønsker at skabe samhørighed, fremgang og beskæftigelse, så bør strukturfondene udnyttes i fuldt omfang. Vi støtter punkt 13. Det er blot en skam, at vi er nødt til at sige den slags i retningslinjerne. Hvad udgiftsområde 3 angår, har vor gruppe ligesom tidligere set transeuropæiske net og forskning og udvikling som uundværlige lokomotiver for fremtidig jobskabelse, som tilfældet er, når vi yder bistand til små og mellemstore virksomheder. Vort ændringsforslag til punkt 21 skal vise, at vi ikke blot taler om visse vejtyper, når vi taler om transeuropæiske net; og vort ændringsforslag til punkt 22 har til formål at tydeliggøre, hvad der er hensigten med beløbet på ECU 200 mio til forskning og udvikling. Ligeledes under udgiftsområde 3 vil vi også helt og fuldt støtte - ikke blot under de store programmer, men også under de mindre poster, som Parlamentet prioriterer højt, som for eksempel ungdom, uddannelse og kultur. I henseende til foranstaltninger udadtil må Kommissionen virkelig notere sig punkt 27 og 28. Lad mig tilføje: «Og det er ikke ment for sjov!«, når vi taler om PHARE og TACIS. Vi forventer noget langt mere konkret af det foreløbige budgetforslag. Vi har under vore forhandlinger i Budgetudvalget gjort det helt klart, at de nuværende målsætninger for PHARE ikke kan opretholdes, og nøgleordene bør være »før-tiltrædelsesstrategi«. Med hensyn til udgiftsområde 5 giver teksten sig selv, og jeg behøver ikke kommentere yderligere. Endelig vil jeg om Tomlinson-betænkningen sige, at De vil bemærke, at den er uhyre gennemarbejdet. Hr. Tomlinson har involveret så mange mennesker som muligt. Der er kun ét ændringsforslag i plenarforsamlingen, og det siger vist alt. Jeg vil gerne takke vor egen generalsekretær og generaldirektøren for personaleanliggender og finansiering for deres deltagelse i forhandlingerne her, for deres tilstedeværelse her i forsamlingen i dag, og for den interesse, de har udvist i disse retningslinjer. Det er sandelig mere, end man kan sige om Rådet.
Hr. formand, ligesom den foregående taler vil også jeg gerne takke begge vore ordførere her i dag. Mine kommentarer drejer sig først og fremmest om hr. Tillich' betænkning og Kommissionens rapport om Kommissionens budget for 1998. Jeg vil dog gerne have lov til at sige, at hr. Tomlinson har gjort et meget fint arbejde med sin betænkning. Vi ved alle, at han er en fremsynet mand og minder lidt om Batman på besøg på netsiden; vi er også glade for at vide, at han er et godt stykke forud for os andre, når det gælder informationsteknologien, og at han vil sikre, at Parlamentet får, hvad der skal til. Hvad angår hr. Tillich' betænkning, vil jeg gerne komplimentere ordføreren. Denne betænkning indeholder nogle korte, præcise retningslinjer, så vi får givet Kommissionen og Rådet et klart budskab her i dag. Det er en skam, at Rådet ikke er til stede. Det båder ilde for den kommende del af vor dialog. Vi forstår, at formandskabet ikke er helt så interesseret i en så dagligdags proces, som den årlige budgetprocedure nu er ved at blive. På vegne af Det Europæiske Folkepartis Gruppe vil jeg gerne skitsere helt klart, hvordan vi stiller os som gruppe. I 1997-budgettet fokuserede vi på at fastholde vore forpligtelser i henhold til den interinstitutionelle aftale, som vi ikke ønskede at se bortfalde på det daværende tidspunkt, og vi ønsker heller ikke at se den bortfalde under den aktuelle budgetprocedure. Vort hensyn nr. 2 var at sigte mod nulvækst eller tilnærmelsesvis nulvækst i 1997budgettet, mens Den Europæiske Union forbereder sig til den fælles valuta. Holdningen her i år vil være en lidt anden, hvad angår den måde, hvorpå Rådet er parat til at indgå i en dialog med Parlamentet som en del af budgetmyndigheden. Dermed kommer jeg frem til tre specifikke punkter i forbindelse med arbejdet med 1998-budgettet. For det første ønsker vi, at der skal findes en løsning med hensyn til de udestående poster, og vi vil opfordre Kommissionen og det nederlandske formandskab til i særdeleshed at sætte fokus på spørgsmålet om retsgrundlaget. Det har været under overvejelse gennem nogen tid, og vi mener nu, at der bør findes en fuldgyldig løsning, før 1998-budgettet skal til førstebehandling. Vi ønsker ligeledes at sikre os, at Parlamentets krav i henseende til regeringskonferencen, specielt eksemplet med de obligatoriske og de ikke-obligatoriske udgifter, bliver taget op på regeringskonferencen, og at vi når frem til en tilfredsstillende løsning på dette område. For det andet er retningslinjerne helt klare og tydelige, når det gælder specifikke prioriteringsområder. Der er fire områder, der har førsteprioritet. Det Europæiske Folkepartis Gruppe ønsker at sikre, at de projekter, der har multiplikatoreffekt, og hvor vi virkelig får valuta for EU's penge, ikke bliver afvist, blot fordi Kommissionen eller Rådet i deres input til retningslinjerne siger, at man ønsker at afvise visse projekter, som vi i Parlamentet lægger vægt på. Vi vil gerne sikre, at vi får valuta for pengene, og vi vil insistere på, at der skal være helt klare forholdsregler for, hvordan analysen skal se ud for de enkelte poster. Vi vil nøje studere Kommissionens rapport herom. Endelig er den vigtigste del af dette budget - og jeg tror, min gruppe er enig heri - før-tiltrædelsesstrategien. Det var ganske med rette, at Terry Wynn gjorde opmærksom på denne sag i punkt 27 og 28. Her, hvor vi står over for nye udfordringer for Den Europæiske Union, som endnu kun er i deres vorden, er vi vidende om, at der senere på året vil komme rapporter fra Kommissionen om, hvilken strategi vi bør følge i forbindelse med udvidelsen af Den Europæiske Union gennem det næste årti. Det er da vist i budgettet for 1998, vi som et første skridt skal tage højde herfor.
Hr. formand, i dag har De ganske spontant givet mig ordet, og det glæder mig personligt. Emnet er vigtigt. Det skaber ikke som alt for ofte med andre emner begejstring i masserne, for dem, der er til stede i dag, er de sædvanlige, det vil sige medlemmerne af Budgetudvalget, hr. kommissær Liikanen og administratorerne fra Budgetudvalget. Men da alle disse mennesker i tidens løb vil lære mig at kende, er jeg sikker på, at ingen af Dem vil kræve, at jeg bliver smidt ud, og jeg vil derfor seriøst kunne give udtryk for min gruppes holdning til de budgetmæssige retningslinjer og betænkningerne af hr. Tillich og hr. Tomlinson, som jeg lykønsker med arbejdet. Den økonomiske sammenhæng, som disse retningslinjer skal ses i, er ny. Vi oplever, at markederne begynder at tage hensyn til indførelsen af den fælles valuta. Jeg er især overbevist om, at presset på de europæiske valutaer, som i de seneste år har gjort spekulanterne rige, i stort omfang skyldes den usikkerhed, som markedet har befundet sig i på grund af den fælles valuta. Rentefaldet, sparepengenes tilbagevenden til de europæiske børser, sammenbruddet i valutainvesteringsselskaberne og dollarens stigning er alt sammen tegn på en tilbagevenden til normale økonomiske aktiviteter i Europa og et håb om fornyet vækst, der er den eneste forudsætning for jobskabelse. Derfor støtter vor gruppe artikel 1 med titlen »Generelt« i Tillich-betænkningen, og her tænker jeg især på følgende sætning: «støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at opfylde konvergenskriterierne«. For at koble mig på min kollegas, hr. Wynns, ord, da han fra kort tid siden sagde, at han ønsker det bedst mulige budget, vil jeg gerne tilføje, at det bedst mulige budget ikke er det størst mulige budget, men det budget, der sikrer den bedste brug af bevillingerne. Og jeg mener ikke, at problemet med budgetstigningen for 1998 er af afgørende betydning. Det afgørende problem er, hvornår vi langt om længe får den højst mulige gennemførelsesprocent. Derfor støtter vi naturligvis de fire prioriteter, som Budgetudvalget har defineret, og blandt disse prioriteter er der en, som jeg synes er af afgørende betydning. Her tænker jeg på udnyttelsen af de små og mellemstore virksomheders potentiale med henblik på at skabe bæredygtige arbejdspladser, for håbet om fornyet vækst er den eneste reelle forudsætning for jobskabelse. Vedrørende landbruget er vor gruppe tilhænger af princippet med obligatoriske udgifter, og her vil jeg gentage, at landbrugsbudgettet ikke alene er et budget, det er en måde at regulere markedet på, som vi skal overveje ud fra økonomiske aspekter, ikke budgetmæssige. Det er for øvrigt en af grundene til, at jeg regelmæssigt er uenig med vor kollega, hr. Brinkhorst. Det hindrede mig dog ikke i på Budgetudvalgets møde at støtte hans ændringsforslag, der nu udgør punkt nr. 4 i Tillich-betænkningen, for jeg mener, at indførelsen af en ægte dialog med Rådet er en af de vigtigste forudsætninger for, at vort budget kan gennemføres. Jeg vil benytte lejligheden til at sige, at jeg atter er chokeret over at se, at Rådet ikke er til stede til at høre, hvad vi siger. Vedrørende anvendelsen af bevillingerne er det klart, at det betydelige underforbrug af bevillingerne til PHARE og TACIS bør få os til seriøst at overveje en omplacering af de ubrugte bevillinger. Jeg mener ikke, vi kan acceptere at have tre milliarder ECU, der ikke er anvendt, og som vender tilbage til medlemsstaternes kasser, når der samtidig er en skrigende mangel på midler i andre sektorer. Jeg støtter naturligvis en intensivering af indsatsen og den supplerende finansiering til minerydningen i det tidligere Jugoslavien, for jeg tror ikke, at vi kan få flygtningene til at vende tilbage til deres land, hvis der ikke er bygget huse, og man kan ikke bygge huse, før minerne er ryddet. Jeg skal fatte mig i meget større korthed om hr. Tomlinsons betænkning og blot meget kort fremsætte en bemærkning om bevillingerne til fast ejendom og løsøre. Vi befinder os i en unormal situation, for så vidt angår fast ejendom. Lejesystemet for et parlament formodes at vare evigt, det er i hvert fald hensigten hos grundlæggerne, og det bør ikke medføre, at de ejendomsformidlere, der foretager operationerne, beriger sig. Vedrørende den utrolige sag med underetagen i »Caprice des dieux« håber jeg, at vi ved årets slutning har fundet en tilfredsstillende løsning. Endvidere anmoder vi i morgen om en særskilt afstemning om slutningen af punkt 16 i hr. Tomlinsons betænkning. Vor gruppe kan ikke acceptere en hemmelig aftale mellem formanden for Europa-Parlamentet og den luxembourgske regering.
Hr. formand, som ordfører for sidste års budget vil jeg gerne begynde med at ønske min efterfølger, hr. Tillich, held og lykke, og ligeledes min gamle ven, hr. Tomlinson, for 1998 er atter et år med afgørende betydning, måske ikke så meget i finansielle termer, men når det gælder det bidrag, dette budget kan yde til at sikre fremskridt i den institutionelle dialog. Som europæer og som nederlænding er jeg bedrøvet over at konstatere, at Rådets formandskab endnu en gang er fraværende, således som det også var det under forhandlingerne om BSE. Jeg vil gerne spørge hr. Liikanen, hvad han forventer sig af dialogen. Budgettet for 1998 bliver kun en succes, hvis der bliver fundet en løsning på de udestående problemer, som ikke blev løst i 1997-budgettet. Der er andre, der har været inde på dette. Jeg vil blot gerne fremhæve dette aspekt ved at sige, at hvis det ikke lykkes os at løse dem, så vil det helt klart komme til en konfrontationsfase. For det andet er 1998 et meget vigtigt år, fordi det kommer til at vise, om de budgetbeføjelser, der faktisk eksisterer, bliver fjernet. Igen afhænger det af det fraværende formandskab. Søjle II og søjle III får meget stor betydning i fremtiden, ikke så meget i monetære termer, men når det gælder ansvarlighed og demokratisk kontrol. Der er opstillet en prioriteringsrækkefølge, og det glæder mig meget, at vi har færre punkter med førsteprioritet, end vi havde i første omgang sidste år. Det glæder mig, at samtlige kolleger har ydet deres bidrag her. Jeg vil også gerne fremhæve før-tiltrædelsesspørgsmålet. Vi lever i en fase, hvor Europa meget snart bliver langt mere end de 15 lande, vi har nu. Det er derfor nødvendigt på ny at udvikle instrumenter - ikke blot for de nye lande, der kommer med, men også for de nuværende lande. Min gruppe vil stemme for noget i retning af PIMmodellen for lande, som på nuværende tidspunkt i Den Europæiske Union har behov for at orientere sig på ny, fordi de kommer under særligt pres. Det kan ikke tjene som undskyldning for at udsætte nye landes tiltrædelse, men det vil i høj grad lette det, som det endnu ikke kan lade sig gøre at gennemføre i øjeblikket. Endelig er landbruget fortsat vigtigt. Ad hoc-proceduren sidste år slog fejl på grund af interinstitutionelle spørgsmål - jeg håber, vi kan finde en løsning på dette område - samt på grund af aspekter, der ikke vedrører institutionerne. Jeg vil endnu en gang gerne spørge Kommissionen, hvad den forventer, at det fraværende Råd vil stille op på dette felt?
Hr. formand, den vigtige debat, der har fundet sted i Budgetudvalget og de mange ændringsforslag, der er stillet til hr. Tillichs betænkning, selv om vi stadig befinder os i en indledende fase af budgetproceduren, bestyrker os i, hvad vi på forhånd var overbeviste om, nemlig at det bliver en svær tid frem til december. Det siger vi ikke blot, fordi vi er uenige i hovedparten af de forslag, der er fremsat i Tillich-betænkningens oprindelige version. Det siger vi, fordi vi stadig har erfaringen fra sidste år i frisk erindring, og især fordi vi mener, at der stadig eksisterer en grundlæggende selvmodsigelse, som dels skyldes aftaler, som forpligter os alle - jeg tænker indlysende nok på Edinburgh-aftalerne og de finansielle overslag, der er fastsat inden for rammerne af den interinstitutionelle aftale - og dels en vis tendens til at indføre restriktioner begrundet i de vedtagne retningslinjer for indførelsen af den fælles valuta, der som hovedbegrundelse har udvidelsen, og som i særlig grad er koncentreret om bestemte budgetområder, navnlig strukturforanstaltningerne. For vort vedkommende skal vi klart understrege, at vi er bevidste om nødvendigheden af tage hensyn til den kommende udvidelse, men at vi på det mest absolutte afviser at ofre samhørigheden og andre mål, som vi betragter som prioriterede for Fællesskabet. Af ovennævnte grunde kan vi ikke tilslutte os hr. Tillichs oprindelige forslag, som dog har den fortjeneste meget klart at vise, hvad de står for. Den restriktive tendens overtoges således uden væsentlige forbehold, endnu før forelæggelsen af Kommissionens foreløbige forslag og før indledningen af forhandlingerne med Rådet, og man gik endog så langt som til at påberåbe sig subsidiaritetsprincippet. De foreslåede midler til bekæmpelse af arbejdsløsheden begrænsede sig til de beløb, der foresloges unddraget strukturforanstaltningerne; det skal imidlertid understreges, at der i det hele taget blev tillagt de sociale problemer meget ringe betydning, idet det udtrykkeligt foresloges at begrænse målsætningerne og budgetposterne til sociale formål. Bruddet med Edinburgh var indlysende - og ikke alene hvad angår betalinger med tilknytning til strukturfondene; det fremgår klart af den opfordring, der rettedes til Kommissionen om at »på budgettet at opføre bevillinger til bemyndigelser svarende til de reelt forudsete behov«. Men samtidig var man generøs med bevillinger til forberedelse af udvidelsen og til særprogrammer, som opførtes som prioriteter for det kommende regnskabsår. Sådanne forslag satte, ud over deres uacceptable indhold, Europa-Parlamentet i en ømtålelig institutionel position: Europa-Parlamentet var fuldstændig afvæbnet i de kommende forhandlinger med Rådet, hvormed det dårlige eksempel fra sidste år gentog sig i en formodentlig endnu værre udgave. Efter vores mening vil de afstemninger, der gennemførtes i Budgetudvalget i tirsdags, bidrage til en væsentlig forbedring af det oprindelige forslag. Der er imidlertid stadig grunde til bekymring. Det er således dybt selvmodsigende at betegne Rådets holdning til størrelsen af 1998-budgettet for urealistisk - hvilket efter vores mening er korrekt - og samtidig holde en dør åben for at nå til enighed med Rådet om en generel sats for forhøjelse af budgettet. Efter vores mening er det yderst kritisabelt, at der gives mulighed for at oprette en reserve under landbrugsudgifterne. Dette var sidste år starten på en lang række forviklinger, som resulterede i, at EuropaParlamentets rolle begrænsedes og navnlig i nedskæringer, som flertallet i Parlamentet afviste, desværre uden at det fik praktiske konsekvenser. Man siger normalt, at historien ikke gentager sig, men erfaringen får mig til at være forsigtig og ikke uden videre tro på denne talemåde, navnlig ikke efter at jeg har fået kendskab til de udtalelser, som kommissær Fishler i dag har fremsat i Landbrugsudvalget, hvoraf det fremgår - ligesom det var tilfældet for et år siden - at der etableres en klar sammenhæng mellem nedskæringer i landbrugsudgifterne og nedskæringer i strukturmidlerne. Endvidere er formuleringen af punkt 13 i det mindste tvetydig, idet man kan forstå det sådan, at det foreslås at fremskynde revisionen af strukturfondsforordningen, hvilket vi naturligvis ikke kan tilslutte os. Vi kunne nævne andre spørgsmål, som ikke ligefrem beroliger os med hensyn til budgetproceduren, men jeg vil dog nøjes med at konstatere, at hr. Tomlinson har udarbejdet en god betænkning, som viderefører og accentuerer nogle positive retningslinjer fra tidligere, og som derfor fortjener vores tilslutning.
Hr. formand, mine damer og herrer, ordføreren, hr. Tillich, viser med sine prioriteringer i princippet Parlamentet i den rigtige retning. I praksis rejser der sig dog det spørgsmål, hvordan kampen mod arbejdsløsheden og forberedelsen af udvidelsen mod Øst skal udformes helt konkret og udtrykt i tal. Jeg stiller mig derfor det spørgsmål: «Hvad har de to ting med hinanden at gøre?« Særdeles meget, mener jeg, da vi jo allerede nu lever i et Europa, også selv om vejen til optagelse af de 10 centraleuropæiske lande stadig er af forskellig længde. Den strukturomlægning, som hele Østeuropa oplever, og som skærpes og fremskyndes yderligere som følge af den tilsigtede tiltrædelse af EU, skal vi være med til at udforme på samme måde som den strukturomlægning, vore medlemsstater står over for i betragtning af en industripolitik, der til dels må betragtes som en udgående model. Hvilket ville således være mere nærliggende end også sammen at gøre os tanker om de udfordringer, som denne strukturomlægning fører med sig i Øst- og Vesteuropa, og gensidigt lære af hinanden? Vi kunne nyttiggøre erfaringer fra vor nuværende strukturpolitik i Østeuropa og i sidste instans også omvendt. Det er netop grunden til, at jeg ud over det instrument, som ordføreren har foreslået under udgiftsområde 4, foreslår et specifikt strukturinstrument under et nyt underudgiftsområde 2a. Dermed understreger vi også den trinvise budgetmæssige overgang fra den eksterne til den interne politik i forhold til de tiltrædende lande. Ved at oprette en negativ reserve får vi samtidig en teknisk ren løsning, som ikke berører de indgåede forpligtelser over for medlemsstaterne.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, allerførst vil jeg undskylde formanden for dette overarbejde, vi sætter ham på i dag, og meddele ham min fulde støtte! Jeg vil også takke generalsekretæren, som vist for første gang her fra tilhørerlogen overværer denne sene forhandling vedrørende to betænkninger. Naturligvis vil jeg også for mit vedkommende lykønske de to ordførere. Jeg må dog samtidig udtrykke en vis betænkelighed, især vedrørende Tillich-betænkningen, men også til en vis grad vedrørende Tomlinsonbetænkningen. Hvad angår Tillich-betænkningen, som er blevet forbedret gennem en række ændringsforslag, har jeg store betænkeligheder, som jeg her kort vil redegøre for. Det er mig ubegribeligt, at Europa-Parlamentet ønsker at udstikke så strenge retningslinjer for budgettet, og at det ønsker nulvækstbudget, idet der bør tages hensyn til resultaterne af regeringskonferencen i Amsterdam og til, hvad der kan ske, hvis Den Europæiske Union forhåbentlig finder konkrete løsninger på de problemer, som vi har drøftet så indgående, herunder især arbejdsløsheden. Denne frygtsomme fremgangsmåde, hvor man siden marts måned har præciseret, at man ikke vil forhøje fællesskabsbudgettet - om det så blot var med en enkelt øre - at man ikke vil ansætte en eneste ekstra person, medens de andre institutioner i forbindelse med regeringskonferencen i Amsterdam vil få tildelt mere magt - Kommissionen skulle få tillagt flere beføjelser og fællesskabskompetencen skulle udvides til flere områder - denne frygtsomhed, der tvinger os til at beregne, hvor meget ferie og tjenestefrihed, der bevilges på årsbasis - som om dette var en prioriteret opgave - forekommer mig bestemt ikke at være en lovende start. Hr. formand, jeg vil specielt gøre opmærksom på, at der vedrørende det emne, som var midtpunkt for debatten under forrige mødeperiode, og hvor Europa-Parlamentet gik så vidt som til at fremsætte et forslag til mistillidsvotum over for kommissionsformand Santer og hele Kommissionen, i den nuværende sammenhæng ikke nævnes et ord om de prioriterede aktioner, vi vedtog, og som Kommissionen under pres fra Europa-Parlamentet er rede til at støtte, nemlig den opgave at gennemføre en strammere kontrol med kvaliteten af levnedsmidler for at sikre gennemførelsen af en effektiv sundheds- og fødevarepolitik, som kan kontrolleres af Kommissionen. Ikke et ord om alt dette, hr. Tillich! Jeg har her nogle ændringsforslag, som jeg håber De vil overveje grundigt. Vi havde stillet et fælles ændringsforslag, som blev afvist af uforklarlige grunde. Jeg håber stærkt, EuropaParlamentet vil tage ændringsforslaget op til fornyet overvejelse for at give denne debat et mindstemål af sammenhæng. Hvad angår fødevarehjælpen og den humanitære bistand til tredjelande, har vi drøftet, i hvilken udstrækning bevillingerne på de forskellige budgetposter er blevet udnyttet; vi har også peget på de tilfælde, hvor der burde foretages nedskæringer. Der er budgetposter - B7-210, B7-212, B7-217 og B7-219 - hvor udnyttelsesgraden ligger på 180, 160, 152 %; hvad er der at sige til det? Jeg finder det vigtigt at gennemføre en evaluering af effektiviteten af den humanitære bistandspolitik. En evaluering af hvad? I virkeligheden er der behov for at støtte denne politik og at lade den fungere. Derfor har jeg da også stillet et ændringsforslag, som jeg håber vil blive vedtaget.
Tak, hr. Dell'Alba. Tak for både Deres indlæg og Deres medfølende ord, men jeg kan forsikre Dem, at jeg er meget udholdende. Hvis De vil overbevise Dem helt herom, vil De kunne gøre det fredag formiddag, hvor jeg også vil fungere som formand. Men jeg må tilstå, at det almindeligvis, når medlemmerne overholder forretningsordenen - som de sædvanligvis gør - i realiteten ikke er et arbejde, men en fornøjelse at have forsædet.
Hr. formand, hr. kommissær, efter at have læst Deres betænkning, hr. ordfører, har jeg tilladt mig at sammenligne Deres forslag med Kommissionens forslag til »prispakken« for landbrugsprodukter 1997-1998. Det er ikke vanskeligt at se, at der er en generel stigning i budgettet på 3 %, en stigning i landbrugsbudgettet på 0, 5 % og en stigning til strukturfondene på 8 %. Med andre ord et fald i landbrugsbudgettet i forhold til retningslinjerne under påskud af manglende udnyttelse af midlerne til EUGFL i flere år og en stigning til strukturfondene, selv om alle ved, at vi ikke engang bruger 70 % af de tildelte midler. To forskellige vægtninger, to forskellige målestokke; det kræver en forklaring. Deres forslag vedrørende landbruget skaber sammen med Kommissionens forslag store problemer for os her før de internationale forhandlinger i 1999. Hvis forslagene vedtages i deres nuværende form, begår Europa en alvorlig fejl ved at nedbringe kompensationerne til de store afgrøder. Jeg tillader mig at minde om, at det i talende stund er det stik modsatte, man gør i USA. Deres nye lovgivning sikrer indtil år 2000 kornproducenterne et støtteniveau, der mindst svarer til det tidligere. Vore konkurrenter styrker med andre ord deres virksomheder, så de kan vinde markedsandele. Vi gør som sædvanlig det modsatte, og det er os - eller Dem - der kommer til at bære ansvaret. I denne situation stiller vor gruppe to enkle ændringsforslag, hvis eneste mål er at beskytte fremtiden for vort landbrug. Den Europæiske Union skal på den ene side respektere sine forpligtelser over for landmændene og på den anden sikre, at konvergenskriterierne i Maastricht-traktaten ikke bruges som alibi. På grund af svagheden i Kommissionens forslag er det derfor nødvendigt at bevare princippet med de obligatoriske udgifter for samtlige landbrugsposter. Jeg kan ikke forestille mig, hr. ordfører, at De her i fyrretyveåret for Rom-traktaten ikke vil tage hensyn til denne vellykkede landbrugspolitik, men tværtimod fordømme den.
Hr. formand, selv om jeg er mod regeringen i mit land, synes jeg, at Ministerrådets forslag er fornuftigere end Kommissionens og vort Parlaments. Den udgiftsstigning på 3 %, som man foreslår os, forekommer mig overdreven. I alle landene i Europa stiger de tilsvarende udgifter, det vil sige investerings- eller interventionsudgifter, ikke. De stagnerer eller falder endog. Derfor betyder en stramning ikke en stigning på 3 %, men i bedste fald status quo. Den eneste vækst, som kan accepteres i de europæiske skatter og offentlige udgifter, er en nulvækst. Det ville være et klart budskab at sende til vore borgere. Og her vil jeg lige skyde en lille historie ind. I byerne i Sydfrankrig, hvor vælgerne har valgt borgmestre fra min politiske gruppering, Front National, falder lokalskatterne i 1997. Det er noget, der modtages meget positivt af offentlighed og vælgere. Det er et meget stærkt budskab. Vort Parlament burde gøre det samme, især fordi de stigninger, der er foreslået, navnlig berettiges med en stigning på 8 % til strukturfondene. Denne stigning er ikke realistisk. Den er ikke realistisk, fordi alle ved, og det er sagt mange gange, at der er stor forskel mellem de bevillinger, der er indgået forpligtelser for, og dem, der bruges. At planlægge overdrevne udgifter, der overskrider omfanget af de udgifter, der er mulighed for at afholde, er naturligvis spild. Overalt hvor der er for mange bevillinger - og det er tilfældet med strukturfondene - er der risiko for spild og protektionisme. Det, man forklarer berettigelsen af disse udgifter til strukturfondene og andre poster med, især i forbindelse med socialpolitikken, er beskæftigelsen og kampen mod arbejdsløsheden. Desværre skaber strukturfondene ikke arbejdspladser. De sætter arbejdspladserne på hjul og transporterer dem fra et sted i Europa til et andet uden at skabe flere. Det, der kan skabe arbejde i Europa, er en anden handelspolitik, et andet forhold til resten af verden, men det er ikke strukturfondene. For øvrigt havde vi et eksempel her formiddags - undskyld, at jeg vender tilbage til det - med Renault-sagen. Hvad var det, der skete? Den Europæiske Union har givet et vist antal bevillinger over strukturfondene til landene i det sydlige Europa, især Portugal og Spanien. Det er kun naturligt, at Renault bygger sine fabrikker dér, hvor der kan produceres biler billigere end i de fabrikker, der ligger i Nordeuropa. Strukturfondene har bidraget til at skabe beskæftigelse i Sydeuropa. Men da der i denne sag ikke er tale om fremgang, men snarere tilbagegang, er den pris, der betales, lukning af fabrikken i Vilvoorde, hvilket for øvrigt sandsynligvis gennem strukturfondene vil få Europa til at give bevillinger for at kompensere for tabet af arbejdspladser. Kort sagt skaber strukturfondene ikke arbejdspladser, i bedste fald flytter de dem. Socialpolitikken og arbejdsløshedsbekæmpelsen har ingen virkning, de sigter i bedste fald mod at gøre arbejdsløsheden mere udholdelig. Det er ikke på den måde, at man kan forbedre situationen i Europa.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest sige tak til de to ordførere, der er til stede her, men vil koncentrere mig om hr. Tillich' betænkning og på grund af den begrænsede taletid kun fremhæve nogle punkter i denne. Lad os kalde denne betænkning »guidelines«, således at forstå, at den skal tjene til vejledning for Rådet, give søfareren anvisninger og fortælle ham, at her er Europa-Parlamentets prioriteter. Jeg tror, at Rådet vil gøre klogt i at tage dette i betragtning under sin førstebehandling. Det første budskab til Rådet er, at der stadig findes visse meningsforskelle af største betydning for EuropaParlamentet. Vi vil gerne én gang for alle sammen løse bl.a. problemet om retsgrundlaget for mange budgetposter, navnlig dem, der i særlig grad optager den europæiske borger. Ligeledes skal nævnes problemet om klassifikationen af udgifterne, der er et vigtigt emne, fordi EuropaParlamentet er en af instanserne i budgetmyndigheden. Det næste budskab, Europa-Parlamentet skal bringe Rådet, er, at Parlamentet gør sig meget klart, hvilke politiske områder det prioriterer og lægger størst vægt på, og at det vigtigste er kampen mod arbejdsløsheden. Jeg tror ikke, at nogen betvivler, at arbejdsløsheden er en sand tragedie for de familier, der rammes af den. Jeg vil ikke slutte uden at udtrykke et ønske, nemlig at Rådet nærlæser protokollen fra denne forhandling, eftersom det ikke har fundet det nødvendigt at lade sig repræsentere her.
Hr. formand, jeg vil sige hr. Tillich tak for hans fremragende betænkning samt for, at han stedse under dens udarbejdelse har holdt sig i kontakt med de forskellige andre udvalg efter den samarbejdsmodel, der blev indført i forbindelse med budgettet for 1997, og som viser Budgetudvalgets åbenhed og samrabejdsånd. Som resultat af denne åbenhed har ikke færre end elleve andre udvalg fremsat ændringsforslag til disse retningslinjer for budgettet, idet 39 af de 134 ændringsforslag, der er fremsat, stammer fra disse. Og dette til trods for, at opgaven ikke var let. Vi havde først oversættelsen af betænkningen den 25. februar, og fristen for fremsættelse af ændringsforslag var den 4. marts. Der var praktisk talt næppe tid til at reagere, navnlig i betragtning af, at de almindelige udvalg ikke får den behandling i henseende til frister, oversættelser, rådighed over mødelokaler og tilladelse til afholdelse af møder, som bliver Budgetudvalget til del. Lad os koncentrere os om ændringsforslagene fra Udvalget om Regionalpolitik. Selv om ikke alle disse er blevet accepteret i deres helhed, indgår mange af dem dog direkte eller i form af kompromiser i hr. Tillichs betænkning, og det er blevet ufornødent straks at vedtage andre dele af dem med henblik på den endelige udformning af betænkningen. Det oprindelige punkt 3 i betænkningen vakte stor bekymring i Udvalget om Regionalpolitik, idet man lige fra begyndelsen af budgetproceduren accepterede ikke blot en gennemsnitlig stigning, der var lavere end det loft, der var fastsat i budgetoverslagene, men tillige, at denne nedsættelse på samme måde skulle ske på samtlige udgiftsområder, hvilket indebar, ikke blot at udgifterne inden for udgiftsområde 2 skulle nedskæres, men at nedskæringen i denne forbindelse skulle ramme forpligtelsesbevillingerne, og at man overså, at den bevilling til strukturfondene, der var forudset i budgetoverslagene, ikke er en ren og skær betalingsbevilling, men tillige en forpligtelsesbevilling, der skal gives, således som det fremgår af artikel 12, stk. 2, i strukturfondsgrundforordningen. Vi siger derfor Budgetudvalget tak for ændringen af ovennævnte punkt 3 ved udformningen af det forligsforslag, der fremsættes af hr. Tillich, der rummer de krav, der stilles til Rådet, om overholdelse af de forpligtelser, der indeholdes i strukturfondsgrundforordningen. Vi finder ikke, at budgetmyndigheden bør bringe hverken væksten eller beskæftigelsen i fare. Af de samme grunde var vi i vort Udvalg bekymrede over den oprindelige affattelse af punkt 12 i betænkningen, og vi finder ændringsforslag nr. 72, der er fremsat af hr. Christodoulou, mere hensigtsmæssigt med henblik på i første række at betone nødvendigheden af at fortsætte strukturpolitikken i overensstemmelse med EdinburghAftalerne, uden at vi i Udvalget vil undlade at tilkendegive, at vi er bekymrede ved graden af udnyttelse af disse udgifter, og anmode Kommissionen om en detaljeret redegørelse og forslag til rationalisering og øget effektivisering af politikken på strukturområderne. Alt i alt finder vi betænkningen rimelig, og jeg vil slutte med på ny at takke hr. Tillich for hans udarbejdelse af en betænkning, der forener de krav om budgetstramninger, der følger af Den Økonomiske og Monetære Union, med fastholdelsen af den økonomiske og sociale samhørighed.
Hr. formand, de betænkninger, der nu er til behandling, danner et godt grundlag for forberedelserne til næste års budget, som jeg gerne vil rose hr. Tillich og hr. Tomlinson for. Bekæmpelse af arbejdsløsheden har fået førsteprioritet i næste års budget. Det er opført som såvel første som andet punkt i listen over prioriteringer. Arbejdsløsheden er en ren plage for Europa. Der er næsten 20 mio arbejdsløse, og der synes ikke at være udsigt til, at væksten i arbejdsløsheden vil aftage. Man kan heller ikke tale om samhørighed i Europa, hvis borgerne vurderer, at EU ikke er i stand til at nedbringe arbejdsløsheden. Med endnu mindre ret kan man tale om samhørighed, når der opstår en mistanke om, at EU's politik i sig selv øger arbejdsløsheden. Derfor skal bekæmpelsen af arbejdsløsheden ses som en særdeles central opgave for EU. Skabelsen af nye arbejdspladser i små og mellemstore virksomheder indtager en nøgleposition. Det er derfor korrekt, at budgettets andet prioritetsområde netop er forbedring af betingelserne for de små og mellemstore virksomheder. Strukturfondene spiller en afgørende rolle i forbindelse med virksomhedernes aktiviteter. Den bekymring, som der gives udtryk for i betænkningen med hensyn til den store forskel mellem strukturfondenes forpligtelser og betalinger er delvist berettiget. Det tjener intet formål at tildele forpligtelsesbevillinger, hvis de ikke bliver brugt. Under den sidste femårsperiode blev næsten 20 procent ikke anvendt. Hr. formand, med disse bemærkninger ser jeg med store forhåbninger frem til næste års til budgetforslag.
Hr. formand, min gruppe er ikke tilfreds med den betænkning, der ligger foran os, i den form den er vedtaget i Budgetudvalget. Jeg beklager navnlig, at den nødvendige stramning, som skulle præge budgettet for 1998, praktisk talt er forsvundet fra betænkningen. Her hvor man beder medlemsstaterne om at gøre en stor indsats for at reducere det offentlige underskud, for at reducere de offentlige udgifter og for undertiden at hæve deres skatter, er det ikke acceptabelt at sigte mod, at udgifterne i Det Europæiske Fællesskabs budget efter budgetstigningerne i 1996 og 1997 også skal stige i 1998. Kommissionen skal have at vide, at vi ønsker at have det samme klima som det, der er påtvunget medlemsstaterne, og det skal gælde for alle Fællesskabets udgifter. Jeg beklager ligeledes, at subsidiaritetsprincippet, som ordføreren med rette har indført, er forsvundet fra gennemgangen af budgettet. Jeg tilslutter mig naturligvis mine kollegers, hr. des Places og hr. Souchets, bemærkninger til støtten til landbrugsindkomsterne. Jeg vil komme med yderligere to kommentarer, der forklarer min gruppes fjendtlige holdning til betænkningen. Den første vedrører informationspolitikken. Allerede i de første punkter gøres det klart, at der skal gøres den nødvendige indsats for informationspolitikken. I en økonomisk stramningstid må man også der sikre, at der ikke bruges for mange penge for at få borgerne i de forskellige europæiske lande til at købe noget, der mere og mere ligner ægte propaganda. Endelig til punkt 37, hr. formand, hvor der tales om oprettelsen af en egentlig europæisk udenrigstjeneste; det kan vor gruppe heller ikke acceptere.
Hr. formand, i formiddag erklærede kommissionsformand Santer i sin tale i forbindelse med 40-årsdagen for Rom-traktaten: «Det økonomiske Europa forudsætter det sociale Europa«. Således understreger Europa-Parlamentet med Tillich-betænkningen betydningen af beskæftigelsen - som det element, der bør have førsteprioritet - betydningen af Den Europæiske Unions sociale dimension og det store bidrag, der over Fællesskabets budget ydes til gennemførelsen af de sociale målsætninger. Jeg finder det da også væsentligt, at de aktiviteter, der finansieres af Unionen på de forskellige sociale områder, fortsat vil modtage tilskud af en passende størrelse. Også jeg er utilfreds med, at Rådet ikke er til stede, således at jeg kunne opfordre det til at nå frem til en aftale vedrørende retsgrundlaget. Ærligt talt forstår jeg ikke denne indstilling, og jeg finder også en skærpelse af holdningen - specielt over for Europa-Parlamentet - unødvendig. Efter min mening er det endvidere uomgængelig nødvendigt, at man ikke kun støtter uddannelsespolitikken, men at støtten også udstrækkes til at gælde de målsætninger, der opstilles i hvidbogen om undervisning og uddannelse. I denne forbindelse har Europa-Parlamentet i dag vedtaget en særlig betænkning om en bedømmelse af hvidbogen. Jeg vil opfordre Kommissionen til at videreføre det samarbejde med medlemsstaterne, der blev udført i 1996, vedrørende en mere systematisk overvågning og rapportering omkring anvendelsen af Den Europæiske Socialfond. Dette arbejde har vist, at der er sket en forbedring af udnytttelsesgraden, hvilket er et tegn på, at kritikken - som også er blevet fremført her i aften - af den manglende udnyttelse af strukturfondene og af socialfonden i realiteten er grundløs; følgelig er det også nødvendigt at finde ud af, hvori problemerne består og løse disse, således at de midler, der er til rådighed, alle kan udnyttes bedst muligt.
Hr. formand, på dette stadium er det af stor betydning, at vi med hensyn til landbrugsbudgettet har en klar opfattelse af Europa-Parlamentets bidrag i forbindelse med denne vigtige del af budgettet. Jeg tror, at vi allerede nu kan konstatere, at der er kommet en mere intensiv diskussion om landbrugsbudgettet i gang end i tidligere år. Først og fremmest i Landbrugsudvalget. Kun meget nært samarbejde mellem Landbrugsudvalget og Budgetudvalget kan sikre vor egen rolle som Parlament og forbedre kvaliteten af budgettet som helhed. Det drejer sig i den forbindelse om større gennemsigtighed, større realitetsværdi af de anslåede udgifter og derved også en optimal benyttelse af de disponible midler til ikke-landbrugsbudgetkontiene. Med denne første betænkning har ordføreren, hr. Tillich, gjort en tillidsvækkende begyndelse. Jeg håber, at han vil lægge den nødvendige opfindsomhed og fleksibilitet for dagen, således at en fælles optræden fra de pågældende udvalg vil føre til en solid holdning fra Europa-Parlamentets side. Nu kommer jeg til selve sagen. For første gang foreligger der forslag, hvor der på grund af landbrugsbudgettet foreslås ændringer i indkomsttillæggene for at opfylde normerne for udgifterne. Men disse normer er først ensidigt udtænkt af Rådet selv. Retningslinjerne for landbrugsbudgettet har i denne forbindelse åbenbart ikke spillet nogen som helst rolle. Endnu mere mærkeligt er det, at de foreslåede nedskæringer i indkomsttillæggene vil være af permanent art, medens anledningen har en temmelig enestående karakter, nemlig BSE-krisen. Jeg tror ikke, at denne form for landbrugspolitik fremmer de pågældende producenters tillid. De har ret til en seriøs og grundig behandling af det system, som de er afhængige af for deres eksistens, og som næsten fuldstændigt er overdraget de europæiske institutioners beføjelser.
Hr. formand, må det være mig tilladt indledningsvis at sige ordføreren, hr. Tillich, tak for den fleksibilitet, han har vist under drøftelsen af sit forslag i Udvalget, hvor ikke blot ideologiske og regionale, men tillige Rådets og Kommissionens opfattelser brødes. Det er derfor klart, at ordføreren vanskeligt kan påvirke Europa-Parlamentet, medmindre det er hans hovedformål at nå frem til en bred konsensus om den pågældende betænkning. Og ifølge denne konsensus finder jeg det rigtigt, at man har forladt tanken om, at budgettet skal bygge på subsidiaritet, idet budgettet netop er det instrument, der tjener til gennemførelsen af fælleskabspolitikken på de forskellige områder, og ikke er et instrument for subsidiariteten. Jeg er helt enig i de prioriteringer, ordføreren foretager i punkt 5 i betænkningen, idet vi ikke må glemme de beløb, der i sin tid blev fastsat i Torino. Herefter går jeg til punkt 2. Hvor logisk det end kan synes, at forpligtelsesbevillingerne fastsættes efter de forhold, der virkelig kan forudses, synes det mig mindre konfliktfyldt ikke at bryde med Edinburgh-Aftalerne. Noget andet er, at vi må nå til den konklusion, at vi på ny må revidere finansforordningen for automatisk at ophæve de forpligtelsesbevillinger, der ikke er blevet udnyttet af de begunstigede. Hr. Tillich, det er vanskeligt gennem en årlig bevilling at ville påvirke allerede godkendte programmer, hvorfor det ikke er den bedste måde at påvirke miljøet på at gå via EUGFL's udgiftsbudget. Måske vedrører det største spørgsmål i dette budget PHARE, TACIS og MEDA. Hvordan kan vi, således som vi ønsker, være mere realistiske uden at bryde med de vigtige aftaler, der blev indgået på Det Europæiske Råd i Cannes?
Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Tillich for hans betænkning og komplimentere ham for hans helhjertede forsøg på at lade så godt som alle synspunkter komme til orde. I sine generelle betragtninger taler han om at hjælpe de nationale regeringer med at opfylde Maastricht-kriterierne. Jeg må sige, at dette ikke er realistisk. Vi bruger 1, 22 % af Fællesskabets bruttonationalprodukt. De nationale regeringer bruger 46 %. Om vi går et point eller to op eller ned, giver ikke nogen mærkbar forskel for nogen national regerings evne til at opfylde Maastricht-kriterierne. Men på trods af det beskedne budget, vi har, hører man faktisk generelt en hel del, der taler om at reducere udgifterne. Det mener jeg ikke er realistisk. Hr. Tillich har en pointe med sine fire førsteprioritetsområder, som hr. Fabra Vallés nævnte og støttede. Jeg støtter også små og mellemstore virksomheder, arbejdsløshed, ungdom og kultur. Det er væsentlige ting. Men vi har allerede bundet 80 % af budgettet til landbrug og strukturfonde. Hvis vi skal yde et meningsfuldt bidrag til de politikker, man foreslår at give førsteprioritet, så må der i hvert fald en vis udvidelse til med hensyn til de ressourcer, vi har til rådighed. På landbrugsområdet siger hr. Tillich ikke så meget. Men det følger af hans udsagn, at vi kan spare penge ved at ændre forordningerne. Det ville så sandelig være et udslag af ond tro og en slet ting rent politisk, for reformen af den fælles landbrugspolitik i 1992 havde til formål at føre os frem til den næste GATT-aftalerunde. Vi bør se frem til den dag, hvor vi er i stand til at øge produktiviteten og øge landbrugernes indkomster for at reducere udgifterne til landbruget. Jeg håber inderligt, det lykkes. Alligevel kan der ikke ændres noget lige nu. Vi gør os for store bekymringer. Det var et program over seks år. Det har større betydning, at pengene bliver godt givet ud, end at de alle bliver brugt.
Hr. formand, Europa-Parlamentet har her i dag drøftet sine prioritetsområder for det almindelige budget for 1998. Kommissionens rolle på dette stadium er at lytte. Institutionerne tager en indledende diskussion om deres holdninger i trialogen om budgetprioriteringen den 9. april i år. Kommissionen vedtog sine budgetorienteringer for 1998 i slutningen af januar. Det er anden gang, Kommissionen har gjort det. Denne fremgangsmåde er en af Kommissionens første nyskabelser med henblik på at styrke den økonomiske styring, og den har levet op til forventningerne. Med hensyn til substansen besluttede Kommissionen at videreføre den holdning om det stramme budget, som den anlagde med 1997-budgettet, og som budgetmyndigheden senere strammede yderligere op på. Den første begrundelse for at bevare den stramme budgetorientering er den samme som sidste år. Medlemsstaterne gør stadig en ofte smertelig indsats for at få deres offentlige finanser bragt på fode i opløbet til den økonomiske og monetære union. Kommissionen har jo ikke noget voldsomt budget, men den er nødt til inden for sine rammer at opmuntre til og lette denne indsats. Der er også en anden årsag, som får stadig større betydning. Efterhånden som den anden udvidelsesrunde nærmer sig, må Fællesskabets finanser være rede. Det har konsekvenser for såvel udgiftsniveauet som for Fællesskabets strukturprogrammer. Disse spørgsmål vil blive drøftet mere detaljeret efter regeringskonferencen, men en smidig overgang til et udvidet Fællesskab vil kun være mulig, hvis den resterende tid bliver brugt til de påkrævede justeringer. Under sin budgetorienteringsdrøftelse fastlagde Kommissionen ligeledes en ny metode til at knæsætte princippet om det stramme budget. I praksis ville den traditionelle fremgangsmåde, hvor man følger de finansielle overslag med nogle små marginer, ikke være en hensigtsmæssig løsning for 1998. Det ville faktisk føre til vækstrater i Fællesskabets budget på 10 % eller endnu mere. Det skal sammenholdes med en forventet vækst på under 3 % i medlemsstaterne. Det ville ganske enkelt være umuligt at forklare en sådan budgetmæssig generøsitet på fællesskabsplan for Europas borgere og skatteydere. Kommissionen vedtog derfor en ny fremgangsmåde, nemlig først at overveje en rimelig generel vækstrate, og derefter drøfte prioriteringen inden for disse rammer. For 1998 har den besluttet at sigte mod at holde stigningen så tæt som muligt på de 3 %. Jeg bemærkede i hr. Tillich' forslag til betænkning, at Kommissionen og Parlamentet er enige om, at vi skal støtte medlemsstaternes bestræbelser på at opfylde konvergenskriterierne. Diskussionerne om den rette stigning i 1998-budgettet bør ikke blive overskygget af forhåndsbetingelser, som ligger, eller kan ligge, uden for det mulige. Hr. Brinkhorst stillede mig et spørgsmål om, hvorvidt det nederlandske formandskab er rede til at yde sit bidrag til den gensidige forståelse i disse spørgsmål. Jeg kan ikke kommentere resultaterne, men jeg må sige, at det nederlandske formandskab har udvist stor interesse i budgetbehandlingen. Det bedste bevis herpå er, at budgetspørgsmålene vil blive drøftet på to møder i Rådet (Økofin), skønt formandskabet ikke er til stede ved denne lejlighed her. (Afbrydelse fra Tomlinson) Jeg må sige til hr. Tomlinson, at man i dag har behandlet en anden væsentlig betænkning her i EuropaParlamentet, som formandskabet fulgte meget tæt og opmærksomt. Kommissionens målsætning på 3 % er ikke blot inspireret af den forventede udvikling i medlemsstaterne. Det forekommer også at være et fornuftigt kompromis mellem det tvingende krav om et stramt budget og overholdelsen af Unionens aktuelle forpligtelser. Når det gælder de finansielle overslag, vedrører dette først og fremmest forpligtelsesbevillingerne til strukturfonde. Edinburgh-beslutningerne indebærer en vækst på omkring 8 % i forhold til 1997. Det er ganske højt under de foreliggende omstændigheder. Men medmindre Rådet og Parlamentet bliver enige om, at den interinstitutionelle aftale skal ændres - og jeg vurderer efter at have læst hr. Tillich' betænkning, at Parlamentet ikke vil indgå en sådan aftale - vil Kommissionen overholde den nuværende målsætning for udgiftsniveauet i forbindelse med forpligtelsesbevillingerne under udgiftsområde 2. Med hensyn til betalingerne må enhver overbudgettering absolut undgås. Det er vanskeligt at opfylde en generel målsætning på 3 %, hvis vi accepterer en stigningstakt på 8 % for en tredjedel af budgettet, men det er ikke umuligt. Men det kræver en meget lav udgiftsstigning i de andre udgiftsområder. Det udelukker dog ikke, at et par enkelte, særligt højt prioriterede områder kan styrkes, hvis der bliver skåret ned for andres vedkommende, eller nogle bliver afviklet. Kommissionen har ikke taget stilling til balancen mellem de forskellige udgiftsområder, men det er jo klart, at et stramt resultat kun bliver acceptabelt, hvis samtlige institutioner lever op til deres ansvar for de forskellige dele af budgettet. Kommissionen vedtog således i sidste uge et forslag vedrørende landbrugsprispakken for 1997 og 1998, som svarer til dens generelle budgetstrategi, hvis - og det er ganske centralt - Kommissionens forslag om tilpasninger inden for kornsektoren eller tilsvarende besparelser bliver vedtaget. Men hensyn til udgiftsområde 4 arbejder Kommissionen med en revision af PHARE i den retning, som ordføreren forestillede sig, og hr. Wynn og hr. Elles var inde på noget lignende. Jeg håber, Kommissionen er i stand til at drøfte sagen i næste uge eller senest om to uger. Hvad Kommissionens eget hus angår, har den besluttet at foreslå endnu et år med personalemæssig nulvækst, med undtagelse af spørgsmål i forbindelse med udvidelsen, og den har fastlagt nye kvantificerede initiativer med henblik på en omfordeling af de menneskelige ressourcer til fordel for prioritetsområder. Til slut vil jeg gerne give både ordførerne, hr. Tillich og hr. Tomlinson, og formanden for Budgetudvalget, hr. Samland, mine bedste ønsker med på vejen i håbet om en vellykket budgetprocedure for 1998.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A4-0059/97) fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Rådets fælles holdning fastlagt med henblik på vedtagelse af Rådets forordning om nord/syd-samarbejde vedrørende bekæmpelse af narkotika og narkotikamisbrug (C4-0630/96-95/0167(SYN)) (Ordfører: Liese).
Hr. formand, mine damer og herrer, 40-50 mio mennesker er på verdensplan afhængige af ulovlige narkotika. Bag disse tal gemmer der sig mange frygtelige enkeltskæbner. Narkotikamisbruget og narkotikahandelen har mange årsager, og derfor må man også anlægge en integreret strategi, når man ønsker at bekæmpe dette problem. Det overses i den forbindelse ofte, at også udviklingspolitikken kan og skal yde et meget væsentligt bidrag, hvis narkotikaproblemet skal bekæmpes med succes. Fattigdom og underudvikling er direkte årsager til dyrkningen af ulovlige narkotika i udviklingslandene. Mafiaen har let spil, når der i øvrigt ikke findes andre lovlige alternativer. Der er også et andet problem, der ofte overses: Narkotikahandelen og de mange penge, som derved kommer til landet, medfører en kunstig overvurdering af den nationale valuta. Dvs. at de, der ernærer sig af lovlige produkter, egentlig straffes dobbelt, da de kan tjene mindre. Også i dette tilfælde er det desværre den ærlige, der er den dumme. Til at løse narkotikaproblemet er der således også behov for midler som led i udviklingssamarbejdet. Udvalget er enstemmigt gået ind for denne strategi, og jeg takker alle, der har medvirket under udarbejdelsen af betænkningen. Jeg takker navnlig Kommissionen for det gode samarbejde og de kolleger, der har været med til at udarbejde denne betænkning. Vi har undgået, at der er blevet bragt ideologiske stridigheder ind i spørgsmålet om udviklingspolitikken. Vi har ikke ført nogen principdebat om liberaliseringen af ulovlige narkotika, da denne debat ikke havde været særlig hensigtsmæssig; den havde nemlig ikke virkelig løst nogen af problemerne. Hvad er de centrale anliggender i denne betænkning og dermed i Udvalget om Udvikling og Samarbejde? Vi ønsker, at man i de lande, som vi samarbejder med, giver udtryk for den politiske vilje til at bekæmpe narkotika, og det navnlig ved, at man udsteder nationale love om hvidvaskning af penge og også kontrollerer dem på behørig vis. Vi ønsker, at menneskerettighederne i høj grad respekteres, og vi ønsker, at der lægges særlig vægt på den nøglestilling, som kvinder indtager i processen med alternativ udvikling. Vi støtter også Kommissionens strategi med hensyn til at samarbejde med De Forenede Nationer om narkotikabekæmpelsen. Det var mit hovedanliggende som ordfører - og udvalget har fulgt mig i denne henseende - at lægge særlig vægt på strategien med alternativ udvikling. Alternativ udvikling vil sige, at menneskene får mulighed for gennem dyrkning af lovlige produkter at tjene til livets ophold og ikke længere er afhængige af ulovlige narkotikaplanter. Dette lyder let, men er meget kompliceret i praksis. Det indebærer ikke kun, at man skal erstatte kokain- eller valmueplantager med noget andet, vi har derimod også behov for en integreret strategi. Der skal være uddannelse, der skal være afsætningsstrukturer til andre produkter, og der skal også være transportveje. Men når alt dette er på plads, fungerer strategien med alternativ udvikling. Jeg havde selv lejlighed til sidste år i Colombia at se FN-projekter, som til dels også blev medfinansieret af Fællesskabet. Jeg var meget imponeret over muligheden for i virkelig store områder at erstatte ulovlig narkotikadyrkning med lovlige kulturer og således give menneskene et perspektiv. Forudsætningen er dog også i dette tilfælde, at der findes et minimum af retstatsprincipper, og at de, der handler illegalt med narkotika, også på et eller andet tidspunkt må regne med straf. Rådet accepterede mange dele af betænkningen fra førstebehandlingen. Navnlig finder jeg det anerkendelsesværdigt, at det efter problemer i begyndelsen lagde juridiske spidsfindigheder om retsgrundlaget på hylden og anerkendte, at Parlamentet her har ret til at deltage i beslutningsprocessen. Men desværre kom vi ikke igennem med alle punkter, og navnlig med hensyn til spørgsmålet om alternativ udvikling foreslår vi derfor endnu en gang en præcisering. Vi ønsker, at den alternative udvikling ikke kun skal finansieres over denne budgetpost, men at man systematisk også undersøger Fællesskabets og Den Europæiske Udviklingsfonds øvrige finansielle instrumenter med hensyn til, om strategien med alternativ udvikling kan støttes. Vi skal nemlig udvise et større engagement på dette område. Det indebærer naturligvis også, at udviklingsbistanden ikke må nedskæres, men at vi også med henblik på narkotikabekæmpelsen skal have en yderligere forhøjelse her. I modsat fald er Det Europæiske Råds erklæringer vedrørende narkotikabekæmpelsen ikke særlig troværdige.
Hr. formand, allerførst vil jeg lykønske ordføreren, hr. Liese, med det glimrende arbejde, han har præsteret i de seneste måneder, og fordi det er lykkedes ham med et samarbejde fra alle sider to gange at samle enstemmighed i Udvalget om Udvikling og Samarbejde. Etableringen af et samarbejde vedrørende bekæmpelse af narkotika og narkotikamisbrug er en målsætning, Europa-Parlamentet har forfulgt igennem længere tid; det består reelt i opstillingen af et intelligent svar på et af de problemer, der vender op og ned på tilværelsen for millioner af personer i Nord som i Syd, som forgifter de politiske, sociale og økonomiske relationer på internationalt plan, og som i dag er den væsentligste kilde og hovedgrundlaget for de mest indbringende former for kriminalitet på internationalt plan. Også inden for bekæmpelsen af narkotika og udbredelse af narkotiske stoffer er udviklingssamarbejdet samtidig et vigtigt udtryk for international solidaritet og internationalt samarbejde med tredjelande og en forebyggende og langt mere intelligent måde at tackle og løse de problemer på, som berører vores samfund direkte. Med dette forslag til forordning har vi sammen med fællesskabsinstitutionerne sat os tre hovedmålsætninger: for det første: mindske virkningen af narkotikaproduktionen som et incitament til en øget efterspørgsel på forbrugersiden; for det andet: mindske mafiaernes og kartellernes magt, idet man så at sige tager brødet af munden på dem ved at svække deres eksistensgrundlag; for det tredje: reducere den centrale økonomiske rolle narkotikaproduktionen spiller i en stor del af udviklingslandene. Det drejer sig om at opstille et intelligent svar, idet det er nødvendigt - om man så må sige - at gå i ledtog med befolkningen i Syd, for hvem produktionen af og handelen med narkotiske stoffer ofte er de eneste eller væsentligste måder at overleve på. I den forbindelse har man med rette påpeget den centrale rolle, undervisningen og bevidstgørelsen af de pågældende befolkninger spiller, men det er navnlig vigtigt at integrere udviklingspolitikken og fattigdomsbekæmpelsen i de forskellige aspekter af bekæmpelsen af narkotikaproduktionen. Man har med rette understreget, at det ikke er nok at anskue problemet blot som et spørgsmål om at få befolkningen til at dyrke noget andet; det er nemlig nødvendigt at gribe ind på det sociale plan imod befolkningens afhængighed af mafiaen, idet man styrker kvindernes rolle og støtter alternative udviklingsprojekter, der bygger på en gennemgribende ændring af produktionssystemerne og mere generelt på en gennemgribende samfundsændring. Efter førstebehandlingen i Europa-Parlamentet godkendte Rådet en række af de vedtagne ændringsforslag. Vi mener imidlertid, at en række ændringsforslag med urette er blevet afvist, især ændringsforslagene vedrørende kvindernes centrale rolle, vedrørende de sociale og miljømæssige virkninger af initiativerne omkring menneskerettighederne samt vedrørende en hensigtsmæssig forvaltning. På denne baggrund agter vores gruppe at stemme for de 23 ændringsforslag, der er blevet godkendt af Udvalget om Udvikling og Samarbejde.
Hr. formand, jeg har gennemlæst denne fælles holdning fra Rådet for Den Europæiske Union med stor interesse. Jeg finder, at der er tale om en utroligt omfattende oversigt over planlagte aktiviteter. Vi skal faktisk til at prøve at hjælpe udviklingslandene! Det er absolut rosværdigt, da vi jo eksporterer syntetisk narkotika til disse lande, og for en gangs skyld skælder vi dem ikke ud for at eksportere til os. Men jeg ved jo, da jeg for nylig har haft med narkotika at gøre, og jeg for nylig har talt med hr. Gelbard, som er departementschef i De Forenede Staters indenrigsministerium, at de har brugt US$ 1.000 mio på at udrydde afgrøder i Bolivia. De har endnu ikke rørt Peru, fordi der ikke har været den store samarbejdsvilje. Og så ser jeg, at hele det store arbejde, som skal gennemføres fra 1998 til år 2000, kommer til at koste ECU 30 mio. Jeg vil blot bede Dem om at sammenholde det beløb på US$ 1.000 mio., som De Forenede Stater har brugt på at udrydde afgrøder i ét land, med det beløb på ECU 30 mio, som skal anvendes over perioden fra 1998 til år 2000 i forbindelse med alle disse planer, som er så vel gennemarbejdede, så grundigt gennemtænkte. Hvad er det, vi gør? Mener vi det her alvorligt? Jeg kan ikke tro, at vi mener det alvorligt, hvis det er beløb af den størrelse, vi afsætter. Jeg har ikke andet at tilføje.
Hr. formand, jeg vil komplimentere hr. Liese for hans betænknings kvalitet og derefter koncentrere mig om de tre ændringsforslag, som jeg endnu en gang har fremsat med billigelse fra hans side. For det første ændringsforslag nr. 3: Behovet for at undgå modsigelser mellem EU's politik til bekæmpelse af narkotikahandel og Verdensbankens og de andre finansinstitutioners politik. Det sker for ofte, at alternative udviklingsmuligheder for producenter af narkotikarelaterede afgrøder i udviklingslande bliver bragt i fare af ugunstige makroøkonomiske politikker, som direkte eller indirekte bliver påført disse lande. Landbrugerne får stadig vanskelige ved at producere andre afgrøder til eksport på konkurrencedygtige vilkår med de nuværende strukturtilpasningsbetingelser. Vor forordning bør henvise hertil, og det må være et krav, at Kommissionen skal samarbejde med medlemsstaterne inden for de internationale institutioner for at mindske disse problemer. For det andet er der ændringsforslag nr. 4, hvor vi søger at sikre, at beslutningskriterierne for tildeling af EU-støtte til et land og for evaluering af projekternes resultater bliver udarbejdet i en dialog mellem Fællesskabet og partnerregeringerne eller -organisationerne. Det er uhyre vigtigt, at EU ikke følger De Forenede Staters eksempel, idet De Forenede Stater i nogle lande ensidigt har gjort bistand til kontrollen med narkotikaen afhængig af, at målene for afgrødeudryddelse bliver opfyldt. Det er ikke blot tvivlsomt, hvilken værdi tvungen afgrødeudryddelse har på langt sigt, men udryddelse med henblik på at opfylde visse betingelser fører til alvorlig social ustabilitet i lande som Bolivia og Colombia. For det tredje ændringsforslag nr. 5, hvor man prøver at give en høj prioritet til indsatsen for at sætte de små landbrugere i stand til at drage fordel af EU's handelspræferencer. Det er de små brug i landbrugssektoren, herunder også de producenter, der dyrker narkotikarelaterede afgrøder, som bør være målgruppen for vor udviklingsbistand på dette felt, og derfor bør de være forordningens målgruppe. Alle vi her i Europa-Parlamentet er forenede i vor faste beslutsomhed, når det gælder kampen mod narkotikahandelen. Men man bør i denne forordning anerkende de praktiske foranstaltninger, der skal til, hvis EU's politik med fælles ansvar for narkotikaproblemet skal føres ud i livet: Respekt for ægte kulturforskelle, fokus på indsatsen mod fattigdommen og nogle rammer, der består i en rimelig handelsordning - det kan føre til det ønskede resultat, hvor de repressive foranstaltninger har slået fejl. Lad os give udtryk for vort engagement i disse hensyn i denne forordning.
Tak, hr. formand, og godaften i denne solidariske ensomhed. Hr. Liese, mange tak for Deres indstilling. De kan tro mig, når jeg siger, at Kommissionen har gjort bekæmpelsen af narkotika til et af sine prioriterede mål. Misbrug og fremstilling af og ulovlig handel med narkotika er i lighed med hvidvaskning af penge problemer, der i vidt omfang må angribes i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien. Ulovlig fremstilling af narkotika har - det er ikke nogen hemmelighed, og De siger det selv i Deres indstilling - en tendens til at blive verdensomspændende, og der er nu ikke længere tale om, at det alene er visse udviklingslande, der dyrker og forarbejder kokaplanter, opiumvalmuer og cannabisplanter i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien. Også i de industrialiserede lande og i andre udviklingslande er man ulykkeligvis begyndt at fremstille de såkaldte kopiprodukter, eller syntetiske former for narkotika. Desuden er ulovlig brug af narkotika blevet et offentligt sundhedsproblem for et voksende antal udviklingslande og ikke blot for de rige lande. Denne globalisering er meget snævert forbundet med de som bekendt enorme fortjenester, der kan hentes på netop aktiviteter, der har at gøre med narkotika. Men hvidvaskning af penge er ikke et privilegium, der alene indehaves af de industrialiserede lande; hvidvaskning sker i et vist omfang overalt fra øst til vest og fra nord til syd. Den Europæiske Union har, som De ved - og for at besvare nogle af de spørgsmål, der bekymrer hr. Howitt - taget afstand fra de former for certificeringspolitik, som praktiseres i USA, og bygger på princippet om fælles ansvar både i vor politik i Wien og den fremtidige politiske holdning til narkotikaspørgsmålet, Unionen vil indtage på FN's kommende generalforsamling. Fælles ansvar i den forstand, at det vel ikke kan nægtes, at der påhviler producentlandene et meget tungt ansvar, men at forbrugerlandene også har et stort ansvar. Og vi mener, at det alene ved at acceptere en fælles ansvar, et medansvar, bliver muligt at skabe grundlag for en international dialog, der gør det muligt at bekæmpe denne svøbe. Vi mener ikke - og her giver jeg Dem ret - at man ved ensidige certificeringsmetoder kan nå til sikre mål i narkotikabekæmpelsen. Der er et absolut elementært spørgsmål, som stilles af Sir Jack Stewart-Clark, der er en gammel kender af narkotikaproblemet og har udarbejdet forskellige betænkninger her i Europa-Parlamentet. Reelt er denne budgetpost meget beskeden, når man betænker, at den særlig angår bekæmpelsen af narkotika. Men det må dog ikke glemmes, at der inden for mange af de samarbejdsprogrammer, der er ved at udvikle sig, særlig i Middelhavsområdet - f.eks. i Marokko - og i Latinamerika, f.eks. i Perú og Bolivia, findes et stort antal samarbejdsprojekter, der grundlæggende vedrører dyrkning af alternative afgrøder. Og for så vidt angår Bolivia må det være mig tilladt at give den oplysning, at dyrkningen af alternative afgrøder i Chaparé-området finansieres af Den Europæiske Union. USA har ikke ydet så meget som én dollar. Og man skal være en smule forsigtig ved fremlæggelsen af disse imponerende tal vedrørende bekæmpelsen af narkotika, idet man må sondre mellem samarbejde om udvikling af udgifter til militære og udgifter til politimæssige formål. Hvis Kommissionen i sin beretning medtager samtlige de nationale budgetter i de 15 medlemslande, alt hvad der gives ud af Scotland Yard, det franske gendarmeri, det tyske politi, den spanske civilgarde og det italienske finanspoliti, vil det beløb, Den Europæiske Union giver ud på bekæmpelsen af narkotika, med sikkerhed også blive imponerende. Men det er et spørgsmål, der skal betragtes under forskellige synsvinkler. Hvad angår netop denne budgetpost er det ikke nogen hemmelighed, at vi holder os på et absolut beskedent niveau. Men jeg vil gøre opmærksom på, at selve Europa-Parlamentet, de ærede parlamentsmedlemmer selv, i budgetoverslagene for 1996 besluttede at nedsætte det allerede beskedne beløb på 11 millioner ecu med en million ecu. Som følge heraf kan De vanskeligt afkræve Kommissionen en forklaring på grunden til, at De traf beslutning om yderligere at nedsætte den allerede i sig selv beskedne budgetpost. Men, fastholder jeg, en stor del af udviklingsprogrammerne drejer sig om disse spørgsmål. Der er naturligvis problemer, som f.eks. beskyttelsen af menneskerettighederne og den globale politik for bekæmpelsen af fattigdom - her kan vi acceptere Europa-Parlamentets henstilling, og det glæder mig, hr. Liese, at De i det mindste her i aften er tilfreds med Kommissionen - De ved ikke, hvor glade vi er over, at Parlamentet er tilfreds med Kommissionen, for det er ikke noget, der sker hver dag - og vi glæder os over at kunne acceptere praktisk taget 90 % af dets ændringsforslag, selvom nogle af disse vil volde os vanskeligheder. For så vidt angår f.eks. nr. 4 og nr. 21 bliver der tale om praktiske vanskeligheder på grund af arbejdets tilrettelæggelse i Kommissionen. Vi foretrækker altid logisk at redegøre for gennemførelsen af budgetposten ved årets udgang, og ikke i det første halvår, fordi Kommissionen i almindelighed udvælger projekterne i januar, februar og marts og godkender dem i april, maj og juni, hvorefter gennemførelse af dem sædvanligvis påbegyndes i oktober, november og december. Som følge heraf passer det med tilrettelæggelsen af vort arbejde i Kommissionen at arbejde til årets udgang. Hvad angår ændringsforslag nr. 3 ved De, at Kommissionen ikke som sådan er deltager i de internationale institutioner. Dette er en opgave, der påhviler Den Europæiske Union, der normalt repræsenteres af Rådet. Men i øvrigt tak. Denne indstilling er værdifuld og orienterende, men vi mangler fortsat utvivlsom en samlet, særlig budgetmæssig, ramme, der kan gøre denne interessante narkotikabekæmpelsespolitik troværdig.
Mange tak, hr. kommissær. Og må det være mig tilladt at rose Deres fremragende udtale af det katalanske sprog og tillige Deres understregning af det, De kaldte den »solidariske ensomhed« hvis jeg forstod Dem ret, men når vi drøfter forhold, der er så vigtige som dem her i aften, må vi sætte vor lid til, at en opmærksom læsning af »Regnbuen« vil råde bod på, hvad der ikke er opfanget under forhandlingen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A4-0057/97) fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Rådets fælles holdning fastlagt med henblik på vedtagelse af Rådets forordning om støtte til befolkningspolitik og -programmer i udviklingslandene (C4-631-95/0166(SYN)) (Ordfører: Nordmann).
Hr. formand, jeg håber, at spørgsmål om befolkninger skaber samme lykkefølelse i Parlamentet og Kommissionen, som alt det, der blev sagt for lidt siden om narkotika. For at skabe denne lykke vil jeg ikke vende tilbage til indholdet, for vort Parlament har allerede flere gange udtalt sig til fordel for støtte til befolkningspolitikken i udviklingslandene, en støtte, som Unionen yder, og som skal respektere de menneskelige værdier, der ligger i et frit valg for den enkelte samtidig med, at den skal fungere som støtte for en bedre udvikling af sundhedssystemerne. Der er den filosofi, som Parlamentet har søgt at gennemføre, og det er den filosofi, der ligger bag det forslag til forordning, som var forelagt os. Ved andenbehandlingen kan vi få den lykkefølelse, som hr. Liese talte om for lidt siden, på et - skal vi kalde det - statistisk plan, for jeg tror, at 26 af de 40 ændringsforslag fra førstebehandlingen er medtaget i den fælles holdning. Det skal endvidere præciseres, at de ændringsforslag, der ikke er medtaget, især er af formuleringsmæssig art eller vedrører den relativt fleksible handlingsramme, og at Udviklingsudvalget ikke har fundet det nødvendigt at udvise en slags forfatterforfængelighed i forbindelse med mange af dem. Den første af de ændringer, vi vil insistere på, vedrører visse økonomiske forpligtelser, som Unionen har indgået, især under konferencen i Cairo i 1994. Dengang tilkendegav Unionen sin hensigt til inden år 2000 at afsætte 300 mio. ECU til befolkningsprogrammerne i udviklingslandene. Selvom Kommissionen under førstebehandlingen ikke fremlagde finansieringsoversigter, er de beløb, som Rådet har afsat, meget lavere end det, der var blevet meddelt, og derfor vedrører et af ændringsforslagene dette forhold. Alt er dog ikke sagt med afstemningen, og vi skal naturligvis have en budgetstrategi for opfølgningen på denne sag. Den anden ændring, der er en smule rituel, vedrører problemer med komitologien. Rådet har udtalt sig til fordel for et forskriftsudvalg, og vort udvalg anmoder helt traditionelt om at overdrage kontrollen med og opfølgningen på politikken til et rådgivende udvalg. Der er endnu et par ændringsforslag, som hr. Liese med rette, synes jeg, har stillet, i det omfang de repræsenterer de synspunkter, som kommer frem under førstebehandlingen. De omfatter også de bestemmelser, som ikke blev accepteret i Udviklingsudvalget. Uafhængigt af hr. Lieses holdnings værdi og respektable karakter er jeg som ordfører tvunget til at udtale mig mod disse ændringsforslag. Jeg gentager, at der er tale om meget overfladiske, optiske forskelle, måske med undtagelse af ændringsforslag nr. 8, som, hvis det bliver vedtaget i dets nuværende form, risikerer at skabe problemer med den praktiske gennemførelse i visse vanskelige tilfælde eller hastetilfælde. Men ud over den debat, som dette ændringsforslag kan afstedkomme, kan jeg afslutningsvis sige, at vi bør afslutte denne procedure med samme lykkefølelse, som vi havde under den foregående forhandling.
Hr. formand, befolkningstilvæksten er et problem for udviklingen i mange lande. Men den er på ingen måde den eneste årsag til fattigdom, og den er efter vor gruppes overbevisning heller ikke hovedårsagen til fattigdom i udviklingslandene. Man bør derfor heller ikke bruge befolkningstilvæksten som alibi for at nægte at yde den nødvendige bistand og de nødvendige handelspræferencer. Men - og også dette er rigtigt - man skal energisk tage fat på befolkningstilvæksten. Man skal finde løsninger her, også ud fra hensynet til menneskene. Jeg er på grundlag af min personlige erfaring af den overbevisning, at det ikke forholder sig således, at familierne, navnlig kvinderne, er lykkelige over det store antal børn. Netop kvinderne ønsker oplysninger om fødselskontrol, og de ønsker også praktisk bistand. Jeg finder det rigtigt, at Den Europæiske Union tilbyder disse oplysninger og denne praktiske bistand. Man må i den forbindelse naturligvis ikke kun isoleret uddele kondomer, det ved vi alle. Der er behov for en integreret strategi, og uddannelse - netop uddannelse til kvinder - er en nøgle til også at få kontrol over befolkningsproblematikken. Vor gruppe har et særligt anliggende, som allerede er fremgået klart under forhandlingen: Vi ønsker, at man navnlig undgår uønskede svangerskaber. Det vil på den anden side sige, at vi ønsker, da det her drejer sig om en budgetpost til befolkningspolitik, til demografi, at man her også følger beslutningen fra Cairo-konferencen op. Dvs. at abort ikke er noget middel til fødselskontrol. Når det her drejer sig om demografi og ikke om generel humanitær bistand, så kan argumentet om abort på medicinsk utilstrækkelige betingelser heller ikke gælde her, da det her kun drejer sig om befolkningspolitik. Vi er jo ikke enige om abortspørgsmålet, og vi vil heller ikke opnå nogen enighed, ikke i Parlamentet og heller ikke i Den Europæiske Union. Det er heller ikke formålet med vore ændringsforslag, at Den Europæiske Union skal udtale sig om abort. Vi skal naturligvis tage Cairo-konferencen alvorligt, for så vidt som det her drejer sig om befolkningspolitik. Jeg ville derfor være taknemlig, hvis de øvrige grupper kunne erklære sig rede til at acceptere navnlig ændringsforslag nr. 3, 4 og 5. Disse ændringsforslag kom under førstebehandlingen fra andre grupper, bl.a. kom ændringsforslag nr. 5 fra Den Socialistiske Gruppe. Heri hedder det, at lande og organisationer, som bruger tvungen abort og barnemord som foranstaltninger til at kontrollere befolkningstilvæksten, ikke må støttes. Jeg mener ikke, at man egentlig i ramme alvor kan argumentere mod et sådant ændringsforslag. Derfor beder jeg endnu en gang om støtte til dette forslag.
Hr. formand, jeg vil til en indledning understrege, at befolkningsproblemet, der ganske vist ikke er den eneste årsag til udviklingslandenes problemer, under ingen omstændigheder må negligeres. I den forbindelse skal jeg understrege, at jeg helt og fuldt tilslutter mig konklusionerne fra Cairo-konferencen, der bør forsvares af alle ud i den yderste konsekvens, navnlig hvad angår den utvetydige påpegning af, at svangerskabsafbrydelse ikke bør anvendes som en metode til fødselsbegrænsing. Under alle omstændigheder er det demografiske problem i udviklingslandene et problem, som kræver en seriøs indsats inden for uddannelse og forebyggelse. Der må udvikles et sæt politikker, og der må seriøst satses på folkesundhedspolitikker og på udvikling af seksualoplysningspolitikker, som er forenelige med en minimalt positiv tilgang til denne problematik. I dette perspektiv kan jeg kun tilslutte mig hr. Nordmanns forslag. Dels er det vigtigt som et minimumsbidrag til at afhjælpe disse problemer, at Unionen opfylder den forpligtelse, den har påtaget sig på Cairo-konferencen ved at øge sin finansielle støtte til befolkningsprogrammer i udviklingslandene til 300 mio ECU inden år 2000, og dels finder jeg, at ordføreren har grebet komitologi-spørgsmålene an på en yderst fornuftig måde. Der må satses på at fremme FED-, MED- og ALA-Udvalgenes rolle, da dette problem bedst kan tackles på en effektiv og positiv måde for såvel Unionen som udviklingslandene gennem permanent information, høring og rådgivning.
Hr. formand, vi anser det for at være overordentlig vigtigt, at de forpligtelser, der blev indgået på konferencen om befolkningsudvikling i Cairo, også følges op af Den Europæiske Union, og det i et omfang, som virkelig gør det muligt for brede kredse i udviklingslandene at deltage i familieplanlægningsforanstaltninger. I denne henseende støtter min gruppe den foreliggende betænkning, som vi håber bliver vedtaget i en form, som ikke medfører nogen ensidig ideologisk orientering. Jeg kan ikke skjule det: Vi havde også i Udviklingsudvalget en kontroversiel afstemning om ændringsforslag, som nu igen foreligger og er stillet i plenum. Vi er ganske vist enige i PPE-Gruppens synspunkt med hensyn til, at udviklingslandene bør have mulighed for at deltage i udbud på lige vilkår, og for så vidt er der ingen uoverensstemmelse her. Men vi siger med al tydelighed, at de ændringsforslag, som vil fastsætte en meget ensidig ideologisk retning her, ikke kan støttes af vor gruppe. Vi får at se, hvordan afgørelsen falder ud i plenum. Jeg vil gerne endnu en gang vende tilbage til Cairo, da vi mener, at denne FN-konference alligevel var et væsentligt fremskridt i meningsdannelsen og også har bidraget til at opnå en bevidstgørelse, at opnå en erkendelse i offentligheden af, at vi skal have nedbragt befolkningstilvæksten for ikke at fremprovokere det, som man desværre med beklagelse må konstatere i mange udviklingslande, nemlig at vækstbetingede fremskridt opsluges af en endnu hurtigere befolkningstilvækst. At dette ikke bør være forbundet med tvangsforanstaltninger, hersker der overhovedet ingen uenighed om, men på den anden side mener vi, at vi heller ikke bør fastsætte alt for mange retningslinjer, som er en indblanding i andre staters indre anliggender. I sidste instans drejer det sig nemlig om særdeles forskellige opfattelser i de forskellige kulturkredse, og vi er ikke berettigede til her at fastsætte flere retningslinjer, end det er ubetinget nødvendigt. Det var ganske givet et fremskridt i Cairo, dette vil jeg som kvindepolitiker gerne understrege, at man her indrømmede kvinderne ret til frit og selv at kunne bestemme antallet af børn og det tidspunkt, hvor de ønsker børn. Vi ser også betænkningen i denne henseende, og sådan vil vi gerne, at den vedtages.
Tak, hr. formand. Mange tak, hr. Nordmann, for Deres indstilling, der bibringer forhandlingen her i aften en ånd af gensidig forståelse mellem Rådet, Kommissionen og EuropaParlamentet om et spørgsmål af så stor betydning som befolkningsudviklingen, for så vidt som denne vedrører både selve befolkningen og sundheden og forplantningen overalt i verden. Generelt er der tre mål, Kommissionen prioriterer højst, og jeg tror, at dette tillige gælder i vid udstrækning her i Europa-Parlamentet og i Rådet, nemlig for det første at gøre det muligt for kvinder, mænd og opvoksende unge mennesker frit og med fuldt kendskab til forholdene at tage stilling til, hvor mange børn de ønsker, og hvor lang tid der skal gå mellem hver fødsel, og for det andet at bidrage til skabelse af den sociokulturelle, økonomiske og opdragelsesmæssige baggrund for fuld udnyttelse af denne mulighed, særlig for kvindernes og de opvoksende unges vedkommende, gennem fordømmelse og afskaffelse af enhver form for seksuel vold, lemlæstelse og misbrug, der skader deres sundhed og krænker deres værdighed. Det Europæiske Fællesskab støtter særlig - for nu at berolige hr. Liese lidt - den indstilling til abort, der blev vedtaget på Cairo-Konferencen, mod brug af denne som led i familieplanlægningen. Og for det tredje ønsker vi at bidrage til eller reformere udviklingen af sundhedsvæsenet med henblik på øget adgang til og forbedring af sundhedsplejen i forbindelse med forplantningen for både kvinder og mænd, herunder de opvoksende unge, for således betydeligt at mindske risiciene for kvindernes og børnenes helbred. Kommissionens oprindelige forslag er undergået meget betydelige ændringer - heri har hr. Nordmann ret - ved optagelsen af en stor del af de ændringsforslag, der blev fremsat af Europa-Parlamentet under førstebehandlingen. Jeg vil derfor sige tak for dette samarbejde i denne konkrete sammenhæng. Hvad angår de ændringsforslag, der er fremsat af Udvalget om Udvikling og Samarbejde, skal jeg bemærke: Kommissionen accepterer ændringsforslag 2 om komitologien. For så vidt angår ændringsforslag 1 om forøgelse af fællesskabsfinansieringen af foranstaltninger og politikker på befolkningsområdet til 300 millioner ecu inden år 2000, må jeg gøre opmærksom på, at Kommissionen af rent tekniske grunde ikke kan gennemføre dette, idet forordningen - eller retsgrundlaget for den forordning, vi drøfter her i aften - vil gøre det muligt at give hjemmel til en budgetpost vedrørende spørgsmål om befolkningsudvikling, der ligeledes rummer et meget beskedent beløb, nemlig knap 8 millioner ecu, der er afsat til finansiering af pilotprojekter. Vel, jeg vil herefter endnu engang kommentere den forhandling, jeg har haft med Sir Jack Stewart-Clark om de beløb, vi giver ud på bekæmpelsen af narkotika. Befolkningsudviklingspolitikken figurerer ikke blot under denne budgetpost, idet vi, hvis vi under ét betragter alle de former for politik, vi fører - i Latinamerika, Afrika, Middelhavsområdet og Asien - og det, der foregår inden for de bilaterale programmer med de enkelte stater, vi støtter, kommer langt op over 300 millioner ecu. Endnu engang står vi her, således som det sker inden for Fællesskabets budget, over for spørgsmålet om præsentationen af udgifterne til befolkningsudvikling. Hvis vi sammentæller udgifterne hertil inden for Lomé-Konventionen, i Latinamerika, i Middelhavsområdet og i Asien, kan De være overbevist om, at de overstiger 300 millioner ecu. Hvis vi ønsker at oprette en post på over 300 millioner ecu, der alene angår befolkningsudviklingen, får vi det samme problem som med posten vedrørende narkotika. Man må vælge, og jeg mener, at vi har det bedre med et problem om, hvorledes udgifterne skal fordeles over det fælles budget, end en diskussion om tal med Udvalget om Udvikling og Samarbejde. Dernæst er der nogle ændringsforslag - nr. 3 og 4 - vi vil få problemer med af en række objektive grunde. Vi finder ikke ændringsforslagene 5 og 8 nødvendige, idet kriterierne i disse allerede er tilstrækkeligt klarlagt i betragtningerne til den fælles holdning. Jeg vil dog gøre opmærksom på et eksempel på noget, der i øjeblikket foregår på befolkningsudviklingsområdet, nemlig de tre sidste afgørelse, vi har truffet vedrørende bilaterale projekter, for at vise, at vi langt overskrider de 300 millioner. Første bevis: støtten på 200 millioner ecu til programmet for familiens velfærd i Indien til gennemførelse af en række former for ny politik, der skal koncentreres om familieplanlægning, men tillige en global tilgang til sundhed i forbindelse med forplantningen. Alene i Indien giver vi allerede nu 200 millioner ecu ud på familiens velfærd. »Asien-initiativet« vedrørende sundhed i forbindelse med forplantningen - 25 millioner ecu - som vi lige har aftalt med Dr. Nafis Sadik fra FN's Befolkningsfond i sidste måned, handler om et fornyende program for grundlæggende arbejde på det asiatiske kontinent. Og endelig et sidste bilateralt eksempel, nemlig et moderskabsprogram på 19 millioner ecu på Filippinerne, der skal bidrage til at mindske risiciene for gravide og fødende kvinder og således nedbringe dødeligheden blandt mødrene. Jeg har villet nævne disse eksempler - Indien: 200 millioner, et planlægningsprogram sammen med FN i Asien: 25 millioner, og den seneste afgørelse vedrørende Filippinerne: 19 millioner - for at vise, at hvis vi sammenlægger alt, hvad vi gør inden for de enkelte programmer for bilateralt samarbejde, vil Udvalget om Udvikling og Samarbejde uden vanskelighed kunne konstatere, at vi i dette konkrete tilfælde opfylder dets krav, men naturligvis redegør herfor på en særlig måde.
Tak, kommissær Marín. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A4-0084/97) fra Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om Rådets fælles holdning fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anden tilpasning af afgørelse nr. 1110/94/EF om fjerde rammeprogram for Det Europæiske Fællesskabs indsats inden for forskning, teknologisk udvikling og demonstrationer (1994-1998) (C4-0041/97-96/0034(COD)) (Ordfører: Linkohr).
Hr. formand, Forskningsudvalget vedtog i mandags min betænkning med stort flertal, dvs. med ja-stemmer og to, der hverken stemte for eller imod. Budskabet er forholdsvis simpelt. Vi er af den opfattelse, at midlerne ikke bør forhøjes med 100, men derimod med 200 mio ECU, at midlerne til alle programmer med undtagelsen af forskningen i BSE, som i forvejen allerede har fået tildelt midler i stor stil, bør fordobles, og at der desuden bør stilles 33 mio ECU til rådighed til vedvarende energikilder og til vand. Vedrørende ændringsforslagene vil jeg helt kort sige, at der i mandags ikke var stillet nogen ændringsforslag, men at der åbenbart nu er blevet forelagt en række ændringsforslag. Jeg må som ordfører anbefale, at de forkastes, da jeg repræsenterer udvalgets holdning, selv om jeg absolut har forståelse for mange af disse ændringsforslag. I øvrigt er en række af disse ændringsforslag også allerede indholdsmæssigt omfattet af betænkningen, man kan i hvert fald læse det ud af den. Den konflikt, vi står over for, drejer sig imidlertid ikke om disse ændringsforslag. Konflikten drejer sig slet og ret om penge, og jeg anbefaler meget indtrængende Parlamentet, at det så enstemmigt som muligt støtter betænkningen, hvis vi ønsker at få en chance for at opnå gode resultater i Forligsudvalget. Jeg er forholdsvis optimistisk, da Budgetudvalget støtter dette krav, dvs. at vi kan regne med, at der rent faktisk bliver forhandlet hårdt. Vedrørende selve sagen: Det forekommer mig at være noget mærkværdigt, at det for det første tog så lang tid, inden Rådet kom til en afgørelse, og at Rådet for det andet ikke så sig i stand til at stille yderligere 100 mio til rådighed. Jeg minder om, at disse 100 mio ikke er yderligere skattemidler, men at det er midler, som vi parlamentarikere har omfordelt på budgettet, har sparet andre steder, og at vi kan spare yderligere 100 mio på det nye budget, dvs. disse midler kan stilles til rådighed via en omfordeling. Pengene er der således. Der er i forvejen overført 100 mio til reserven, de kan dog kun udbetales, når retsgrundlaget foreligger. Jeg minder her om det, der allerede er blevet sagt tit, og også Kommissionen har gang på gang med rette gjort opmærksom på det: Den europæiske konkurrenceevne falder desværre og stiger ikke. Denne påstand bliver ikke forkert, ved at den gang på gang understreges. De mange arbejdspladser, der går tabt i Europa, skyldes også tabet af konkurrenceevne i Europa. Når vi i formiddags heftigt diskuterede problemerne hos og med Renault, har dette også til dels noget at gøre med, at Europa har afgivet sin konkurrenceevne til andre, og det i videnskabelig henseende. Jeg forventer i hvert fald af denne forhandling og især også af denne strid med Rådet i det mindste at få et lille signal. Jeg ved, at 100 eller 200 mio ECU kun er et lille beløb af det, der årligt bruges på forskning i Europa, men de kunne være retningsgivende. Det forholder sig desværre således, at forskningen ingen lobby har. Forskningen er for fin til at demonstrere, og partierne tæller ikke forskerne, da deres antal er for lavt. Derfor er forskningen også nødt til at støtte sig til Parlamentet, og jeg håber, at vi her opnår et stort flertal. Skulle Parlamentet give sin støtte, hvilket jeg håber, så håber jeg også, at vi hurtigst muligt får en forligsprocedure og derpå hurtigst muligt når frem til en afslutning, således at dette udbud også kan finde sted i EFT. Hvis vi nemlig ikke rettidigt når frem til en afslutning, er de bedste beslutninger til ingen nytte, fordi midlerne så ikke længere kan anvendes. Derfor opfordrer jeg Dem, det store antal medlemmer, der er til stede i dag, til at støtte betænkningen.
Hr. formand, for det første vil jeg gerne komplimentere hr. Linkohr, ikke mindst for hans tålmodighed i denne tilsyneladende uendelige saga om refinansiering af fjerde rammeprogram. Nu er det tempoet, det gælder. Måneder glider forbi; hjernekapacitet går til spilde. Så vi håber, at denne beslutning bliver truffet hurtigt og derefter gennemført. Jeg beklager meget, at Ministerrådet tilsyneladende er fraværende fra denne vigtige debat, men jeg tager måske fejl. Den Europæiske Unions førsteprioritet er beskæftigelsen. En måde at skabe job på, men bestemt ikke den eneste måde, er, at vi selv bliver mere konkurrencedygtige gennem forskning og udvikling. Vi har samfundsproblemer, som forskning og udvikling også kan være med til at udrydde. Og Den Europæiske Union tilfører værdi. Det er akademikernes og industrifolkenes synspunkt. Der er en multiplikatoreffekt. Derfor er det så meget desto mere besynderligt, at Ministerrådet og de medlemsstater, det består af, ønsker at sende penge hjem igen, hvor de ikke har denne tilførte værdi. Vi er skuffede over nedskæringen af det forventede beløb på ECU 700 mio, som jo førte til udarbejdelsen af forslag helt nede på det usle beløb ECU 100 mio, hvoraf mere end en tredjedel skal bruges til BSE. I Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi ønsker vi at rette en meget varm tak til Budgetudvalget for dets støtte. Det er fremsynet. Det har gjort forskning og udvikling til et af de højest prioriterede områder og har fundet flere penge, der kan anvendes til forskning og udvikling. Det var udvalget, der fandt dem. Det forventer en eller anden form for anerkendelse for sin indsats fra Rådet og Kommissionen. Hvis vi nu kort ser på indholdet i hr. Linkohrs betænkning og den måde, hvorpå vi forventer, at pengene skal bruges - og husk på, at der er fælles beslutningstagning her - så er nogle af Europa-Parlamentets prioriteringer afspejlet i hr. Linkohrs betænkning: Vort ønske om, at landminerne skal undersøges, intermodal transport, multimedier til undervisningsbrug og i særdeleshed vedvarende energi - og jeg må klart fremhæve, at Budgetudvalget har gjort det til en betingelse, at en vis andel af disse ekstra penge skal bruges til vedvarende energi. Jeg hører fra medicinske forskere, at det beløb, der er afsat til BSE, er urealistisk højt. Men for at få denne betænkning vedtaget i en fart, vil vi affinde os hermed. Men vi regner ikke med at fordoble dette beløb, når vi fordobler fra ECU 100 mio til ECU 200 mio. Dette er en fornuftig betænkning. Lad os alle støtte den og få den vedtaget hurtigt.
Hr. formand, vi vil som gruppe også støtte denne betænkning, om end ikke helt uden betænkeligheder. Ved denne lejlighed må jeg sige, at jeg egentlig beundrer ordføreren for dette arbejde. Jeg beundrer ordføreren alene af den grund, at han for to år siden var med i en forligsprocedure. Resultat: 700 mio ECU i en reserve betyder 5 %. Uden at ville forklejne Parlamentets ret til fælles beslutningstagning - det vil jeg selvfølgelig ikke - er det dog tilladt at stille følgende spørgsmål: Kan hele denne procedure betale sig? Der er egentlig én ting, der undrer mig i denne sag. Vi ønsker at investere i fremtiden. I dag var der personer fra Renault her, vi har problemerne med minearbejderne i Tyskland. Og hvad gør vi? Der, hvor det drejer sig om fremtiden, dvs. forskning, udvikling, muligheder for omstilling af industrien, der ønsker vi at spare! Hvis de sparede midler på europæisk plan rent faktisk blev anvendt hensigtsmæssigt på nationalt plan til forskning, var det mig lige meget. Men her, må jeg sige, har jeg mine tvivl! Jeg mener i hvert fald, at vi til vor fremtidige forskningspolitik skal finde en anden finansieringsform end en ombudgetteringsdebat midt under rammeprogrammet. Det oplevede jeg allerede for fire år siden; dengang var den ikke rar, og det er den heller ikke i dag. For det andet har jeg også visse betænkeligheder med hensyn til Kommissionens rolle i denne sag. Det har jeg allerede sagt. Hvor seriøse kan forslag være, som i første omgang forsyner task forces med 700 mio, og som der udøves et særdeles stort pres for, når så forslagene efterfølgende kan ændres med et enkelt pennestrøg? Hvor var egentlig forslagspakken, når det viste sig, at vi ikke kunne få 700 mio, men kun 100 mio? Når jeg nu ser listen og fordelingen af midler - ærlig talt, om vi giver to mio her eller der, hvad ændrer det ved sagen? Hvor er vor forslagspakke egentlig? En forslagspakke betyder også omsider at have mod til at sige, hvad vi ikke ønsker. Det er ikke lykkedes os. For mig og min gruppe er det alt sammen en læreproces. Jeg mener, at vi har behov for en anden form for samarbejde i forbindelse med det femte rammeprogram. Vi har måske også behov for andre strukturer, og jeg vil i hvert fald bestræbe mig meget på at udforme dette samarbejde på en positiv måde. Det er lidt resignerende, når jeg nu slutter og giver ordføreren min fulde støtte. Men med dette er vi ikke væbnet til fremtiden!
Hr. formand, den fælles holdning, Rådet har forelagt, udgør et tilbageskridt i forhold til Europa-Parlamentets førstebehandling. I dette historiske øjeblik, hvor forskningens betydning vokser dag for dag, finder jeg det forkert ikke at sikre en konsekvent finansiering af dette program, som ville gøre det muligt for Den Europæiske Union at forbedre og udvikle den koordinerede forskning, hvilket ville betyde, at medlemsstaterne ville trække på samme hammel til fælles gavn. Vi bør tænke på, at Den Europæiske Union møder en stadig stigende konkurrence fra USA og Japan samt vækstøkonomierne, hvor bevillingerne til forskningssektoren altid har været større end i Europa. Den forhøjelse, som Rådet foreslår, tilgodeser til en vis grad Rådets egne finansielle prioriteringer uden hensyntagen til de forslag, Europa-Parlamentet fremsatte under budgetproceduren vedrørende 1997, da EuropaParlamentet besluttede at opføre 100 mio ECU til forskning under reserven. Med en sådan reserve ville det således være muligt at forhøje rammeprogrammets ressourcer med mindst 200 mio ECU. Rådets udspil gør dermed Europa-Parlamentets anstrengelser til skamme. Med disse finansielle overslag finder jeg det - på linje med hr. Linkohr - passende at understrege, at med en forhøjelse på 200 mio ECU ville det bl.a. være muligt at anvende en del af midlerne på vedvarende energiformer, som også spiller en væsentlig rolle for Middelhavsområdet. Det er netop på dette felt, at vi ved, hr. Malerba har stillet et ændringsforslag, som understreger betydningen af en ny vedvarende og ikke-forurenende elektrokemisk energiform, de såkaldte brændselsceller. Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, i Rådets fælles holdning er 35 ud af de 100 mio ECU afsat til forskning vedrørende BSE, vacciner og virussygdomme. Dette er godt nok et spørgsmål af største betydning for befolkningens sundhed og Unionens fremtid; men som andre ordførere har bemærket, anvendes de 35 % måske også på bekostning af andre vigtige spørgsmål. Endelig håber jeg, Rådet vil foretage det nødvendige med henblik på ændring af Rådets fælles holdning, og for at der hurtigst muligt kan blive indledt forhandlinger med det sigte at løse denne situation.
Hr. formand, jeg vil gerne give hr. Linkohr en kompliment for det arbejde, som han hidtil har udført for den finansielle top-up af det fjerde rammeprogram. Min gruppe beklager, at Rådet har nedskåret den oprindelige forhøjelse af det fjerde rammeprogram med 700 mio ECU til kun 100 mio. Dette er en følge af en overskridelse af de finansielle overslag på grund af BSE-affæren og Rådets afvisning af at tilpasse de finansielle overslag. Men hr. formand, Parlamentet belemres nu med de problemer, som Kommissionen og Rådet selv har forårsaget ved ikke at reagere i tide på BSE-krisen. Desuden stilles Parlamentet med fru Cressons forslag over for en fuldbyrdet kendsgerning, for af de sølle 100 mio ECU fra Rådet afsættes der 35 mio ECU. Igen til BSE i stedet for 15 mio ECU, således som Parlamentet havde foreslået. Det går min gruppe således ikke med til. Kun hvis Rådet er rede til at forhøje budgettet til 200 mio ECU, er 35 millioner ECU til BSE proportionalt. Går Rådet ikke med til dette, så vil min gruppe ifølge Budgetudvalgets betingelser inden budgettet for 1998 endnu en gang afsætte 100 mio ECU til forskning. Lad det én gang for alle være tydeligt for Rådet, at EuropaParlamentet har det sidste ord med hensyn til forskningsudgifter i budgetproceduren.
Hr. formand, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe - Nordisk Grønne Venstre støtter det af hr. Linkohr fremsatte forslag om det finansielle supplement til det fjerde rammeprogram. Der er dog tre spørgsmål, vi gerne vil stille. Det første er selve nedskæringen af finansieringsbeløbet, der er udtryk for et tilbageskridt med hensyn til den forpligtelse, Den Europæiske Union skal have over for forskningen for at kunne udvikle et konkurrencedygtigt samfund og skabe arbejdspladser - og dette er meget væsentligt. Det andet vedrører det betænkelige i den indsmugling af begrebet »task forces« som et begreb, der går igen igennem de efterhånden vedtagne rammeprogrammer, og som bebuder en indførelse - som jeg finder foruroligende - i det femte program. Det tredje spørgsmål angår nødvendigheden af at afsætte en ny post til forskning i ældre menneskers velfærd, et problem, der vil blive af største betydning for den europæiske befolknings fremtid. Vi foreslår her, at bevillingen til forskningen i BSE nedsættes tilsvarende, idet den ikke kan begrundes.
Hr. formand, et menneske, som ikke er nysgerrigt, begiver sig ud på aldringens vej. Et samfund, som ikke forsker organiseret, begiver sig ud på tilbageskridtets vej. Men det er naturligvis også afhængigt af, hvad man er nysgerrig efter, hvad man forsker i, og man behøver ikke anstrenge fantasien særlig meget for at kunne forestille sig mennesker, som er nysgerrige efter meget ødelæggende ting, også selvødelæggende ting, og det er desværre en analogi for vore europæiske samfund. Hvis vi ser på, hvad pakken virkelig består af, har jeg engang foretaget visse udregninger: luft- og rumfart, teknologier til fingeraftryk, tilrettelæggelse af produktionen under hensyntagen til vandforbruget, dette alene udgør 60 mio ECU. Hele BSE-forskningen udgør 34, 5 mio ECU, og her har man, hvis man ser nærmere på det, frem for alt tænkt på dyreforsøg, som ifølge forventningerne skal frembringe resultater om ca. 10 år. I denne forbindelse er dette dog ikke problemet, problemet er derimod en ændring af vor landbrugspolitik, afskaffelsen af fodringen af dyr med kød- og benmel. Også hvis man ser nærmere på, hvad der forskes i med hensyn til informationssamfundet, har man undertiden det indtryk, at det er forberedelsen af flugten ind i den virtuelle realitet, i stedet for at forske ved grænsefladen mellem samfundsprocesser og teknologiske ændringer, også med de valgmuligheder og de forskellige målsætninger, der er mulige dér. I et samfund, hvor der sker dybtgående samfundsmæssige og økologiske ændringer, omfatter den socioøkonomiske målrettede forskning 147 mio ECU i det samlede program. Her er der et alvorligt misforhold. I betragtning af de problemer, vi har, er der ikke prioriteret rigtigt. Hr. Linkohr har foretaget et par korrektioner; navnlig er de 33 mio ECU til ikke-nuklear energi naturligvis positive, men det er ikke tilstrækkeligt til at overbevise os om denne strategi. Det er i realiteten alligevel et tilbageskridt i forhold til førstebehandlingen, og det, der altid fremhæves, nemlig tabet af konkurrenceevne i Europa, som bevidst blev afgivet, drejer sig faktisk om at udfolde en nysgerrighed i forbindelse med de problemer, vi står over for, de samfundsmæssige, de teknologiske og de videnskabelige. Dette er imidlertid endnu ikke tilfældet her. Vi vil hverken stemme for eller imod.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg udtaler mig i aften på vegne af Budgetudvalget. Det sker med stor glæde, fordi vi i dag kun har hørt rare ting om dette udvalg, omend enlig svale ikke gør nogen sommer. Det fortjener at blive understreget, og det er en skam, at der ikke er flere til stede til at høre denne lovtale, der både er ualmindelig og velfortjent. Som ordføreren har og andre kolleger har gjort opmærksom på, er det rent faktisk Budgetudvalget, der inden for rammerne af budgetproceduren for 1997 har fundet de 100 millioner, som Kommissionen i dag har stillet forslag om. Jeg kan for øvrigt fortælle, at denne historie med genfinansiering af det fjerde rammeprogram er en historie om et løfte, der ikke blev holdt, og om stor svaghed. Det løfte, der ikke er blevet holdt, er afgivet af Rådet, for under forhandlingerne om det fjerde rammeprogram, som vi havde med Ralf Linkohr og nogle andre kolleger, forpligtede Rådet sig til at finansiere op til 700 millioner ECU. Det har det ikke gjort med følgende undskyldning: «ECOFIN vil ikke revidere de finansielle overslag«. Hvor er Forskningsministerrådet dog beskedent! Og hvor er Kommissionen svag, for efter at have stillet et ambitiøst første forslag - og det er jeg Dem taknemmelig for, fru kommissær - på grundlag af 700 millioner, faldt den fuldstændig sammen, efter at man fra topmødet i Firenze og efterfølgende fra ECOFIN sagde til den, at »der bliver ikke noget med de 700 millioner, vi må finde på noget andet«. Men Kommissionen har ikke fundet noget andet. Det er Parlamentet, der har fundet de 100 millioner, og som vil finde yderligere 100 millioner under 1998proceduren. Derfor opfordrer jeg Kommissionen til at støtte Rolf Linkohrs og Europa-Parlamentets forslag. For vi skal nok finde yderligere 100 millioner for 1998. 200 millioner er en ikke ubetydelig sum. Jeg beder derfor Kommissionen om allerede nu at støtte Parlamentet.
Hr. formand, jeg vil gerne sige ordføreren tak for hans betænkning. Jeg vil komplimentere ham, fordi det er lykkedes ham at hæve det tidligere beløb til ECU 200 mio, og fordi han har fulgt sin egen vilje, når det gælder landminerne. Det vil nogle af mine vælgere glæde sig over, skønt de frygter, at størstedelen af beløbet skal gå til rådgivere, og at der ikke bliver så forfærdelig meget at vise frem, hvad konkrete resultater angår. Jeg må tage ad notam, at det oprindelige beløb på ECU 700 mio blev skåret ned af Rådet. Det overrasker mig ikke, at det strammede tøjlerne med hensyn til dette beløb, for vi må jo indrømme, at Kommissionen og Parlamentet ikke var i stand til at udsende et klart signal om en samordnet prioriteringsrækkefølge. Det forekommer mig, at et varierende antal task forces om forskellige emner havde en vis duft af folk, der ser sig omkring for at finde en måde at bruge penge på, i stedet for at fremlægge et omhyggeligt underbygget handlingsprogram til udbygning af fjerde rammeprogram. Så jeg siger ordføreren tak, men jeg håber, som min kollega, fru Quisthoudt-Rowohl, sagde, at vi har taget ved lære af denne proces, når vi skal i gang med femte rammeprogram.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil først takke medlemmerne af Forskningsudvalget og især hr. Linkohr for det udførte arbejde. Som sædvanlig er hr. Linkohrs forslag til Rådets fælles holdning velafbalanceret og konstruktivt. Mit svar vil koncentrere sig om det væsentligste, nemlig den globale tildeling af det økonomiske supplement og dets fordeling. Det er indlysende, at det skaber problemer for Rådet, der kun vanskeligt er nået til enighed om dette supplements indhold. Som ordføreren for øvrigt også siger i begrundelsen, har det taget Rådet mere end seks måneder efter Parlamentets førstebehandling at nå frem til den nødvendige enstemmighed og få vedtaget den fælles holdning. Det viser nok en gang, at den fælles beslutningstagning ganske vist er nyttig på grund af de udvekslinger, der kommer i dens kølvand, men bestemmelsen om enstemmighed i Rådet står i modsætningsforhold til ønsket om at gøre Unionens forskningspolitik effektiv og tidssvarende. Der er en stor opgave for regeringskonferencen at få løst dette problem. Forhandlingen om supplementet har varet alt for længe. De pågældende beløb kan ikke forstyrre den budgetmæssige ligevægt. Forskellige aktioner står i venteposition; det gælder for eksempel forskningen i EST eller multimedier til uddannelsesbrug. I mange henseender synes jeg derfor, at det er vigtigt hurtigt at sende et positivt politisk signal til den videnskabelige og industrielle verden. Trods disse forhold er der tegn på forlig mellem Rådet og Parlamentet. Her må enhver gøre sit bedste. Kommissionen vil gøre alt for at nå frem til et acceptabelt kompromis. For øvrigt begynder grundlaget for et sådant kompromis at aftegne sig. Rådet har accepteret undersøgelser af sporing og rydning af miner som en prioritet. Det har således accepteret det vigtigste ændringsforslag fra Europa-Parlamentets førstebehandling. Hr. Linkohr sætter ikke spørgsmålstegn ved vigtigheden af at styrke forskningen i EST. Denne styrkelse er vigtig, som det også er understreget i hr. Medina Ortegas beretning for undersøgelsesudvalget. Det er positivt, at det støttes i Parlamentet og Rådet, både for så vidt angår princippet og bevillingsbeløbet, hvilket sker på grundlag af den analyse, som i november blev forelagt af Kommissionen i dens handlingsplan. Og endelig er det for at sikre et kompromis mellem Parlamentet og Rådet i de kommende uger, at Kommissionen ikke ønsker at støtte de ændringsforslag, hr. Linkohr har stillet, også selv om jeg har stor sympati for dem. Det er for øvrigt i den sammenhæng, at Kommissionen påtænker at afsætte en tilstrækkelig stor margen i det foreløbige budgetforslag for 1998 til, at budgetmyndigheden kan gå ud over de 100 millioner ECU, der allerede er opført i budgettet for 1997. Jeg vil gerne takke Budgetudvalget og hr. Desama for deres hjælp. Jeg vil slutte med et par ord om tidsplanen. Det fjerde rammeprogram, som får tildelt det økonomiske supplement, afsluttes næste år. Det femte rammeprogram er allerede under udarbejdelse, og Kommissionen regner med at præsentere sit formelle forslag i næste måned. Vi skal derfor hurtigt have afsluttet sagen med det økonomiske supplement, så det kan blive operationelt, og vi kan undgå interferens med drøftelserne om det femte rammeprogram. Her har Europa-Parlamentet med den hurtige afslutning på andenbehandlingen været et godt eksempel. Tak for det.
Tak, fru Cresson. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. Og nu, kære kolleger, har jeg en god nyhed til Dem alle. Tiden er inde til at gå til ro, og jeg vil derfor takke alle vore medarbejdere og de tilstedeværende, der har haft denne, som hr. Chichester sagde, behagelige forhandling. Den har været behagelig, ja, men ikke af den grund mindre vigtig, og den har for mig personlig kære kolleger, må jeg sige, været meget beroligende. Derfor siger jeg Dem mange tak og godnat. (Mødet hævet kl. 23.45)