Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt torsdag den 28. maj 1998, for genoptaget.
Protokollen fra mødet torsdag den 28. maj 1998 er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, i fredags blev hr. Eric Tabarly, en meget kendt fransk lystsejler, skyllet over bord under kraftige bølger ud for den walisiske kyst og meldt savnet, formentlig druknet. Min far, Sir Francis Chichester, var en stor konkurrent til hr. Tabarly. Jeg ønsker blot at hylde denne store, franske enmandslystsejler, og jeg beder i den forbindelse om Deres overbærenhed, hr. formand.
Hr. formand, mens jeg taler, bliver der spillet en fodboldkamp i Marseilles mellem England og Tunesien. Seneste stilling var 2-0. Kampen er færdig, og resultatet er 2-0. Jeg blev meget bekymret over at høre om de tankeløse hooligans' opførsel under kampen, og jeg vil gerne sige til Parlamentet, at disse menneskers opførsel på ingen måde repræsenterer de ægte engelske fodboldtilhængere, der som alle andre i lige så høj grad væmmes ved og forfærdes over disse menneskers opførsel i Frankrig. (Bifald)
Hr. formand, det var min hensigt at stemme imod og ikke for ændringsforslag 4 til Arias Cañetebetænkningen. Hvis det er muligt, ønsker jeg protokollen ændret.
Hr. formand, dette er ikke angående protokollen men et indlæg, som drejer sig om forretningsordenen. I dag præsenteres her resultaterne fra arbejdsgruppen om parlamentarikernes rejse- og omkostningsrefusioner. Der er sivet nogle oplysninger om arbejdsgruppens resultater ud til offentligheden, bl.a. til den svenske presse. Vi finske parlamentarikere, i hvert fald nogle af os, har måttet svare på spørgsmål vedrørende denne arbejdsgruppes konklusioner. Jeg ved ikke, om de var rigtige eller forkerte, men sådanne udsivninger må ikke ske. Vi skal kunne stifte bekendtskab med betænkningerne senest samtidig med medierne, så vi er i stand til at foregribe og svare på de spørgsmål, som der stilles til os.
Fru Matikainen, jeg tror, at hr. Martin ønsker at tale om samme emne.
Hr. formand, pressetjenesten har netop henledt min opmærksomhed på den svenske presses dækning af reglerne for medlemmerne. Jeg vil for det første gerne sige, at der ikke er tale om at lække oplysninger, fordi de er fuldstændig ukorrekte: De afspejler ikke indholdet i betænkningen. Hr. formand, som De ved, går betænkningen i aften til Præsidiet, og indtil den har været i Præsidiet, er den ikke et officielt dokument fra Parlamentet. For det andet nævner betænkningen overhovedet ikke noget om løn. Det foreslås ganske enkelt, at et parlamentsmedlems løn fremover bør udgøre en procentdel af lønnen for en dommer ved Domstolen, men det nævnes ikke, hvad denne procentdel skal være. For det tredje angives det, at procentdelen bør fastlægges efter fælles aftale mellem Parlamentet og Rådet, så Parlamentet ikke ensidigt kan fastlægge sin egen løn. Betænkningerne og tallene, der citeres i de svensker medier, er fuldstændig ukorrekte.
Hr. Martin, De har netop svaret på mine vegne.
Hr. formand, i modsætning til de andre talere drejer mit indlæg sig om side 17 og 18 i protokollen og afstemningen om betænkningen af Arias Cañete. Til denne betænkning var der et ændringsforslag, nemlig ændringsforslag 1, som både var genstand for en anmodning fra GUEgruppen om afstemning ved navneopråb og en anmodning fra vores gruppe om opdelt afstemning. Resultaterne af afstemningen ved navneopråb står i protokollen, både hvad angår første og anden del af ændringsforslag 1, men i resultaterne af afstemningen ved navneopråb i bilaget til protokollen står der, at listen over stemmeafgivelser til første del af ændringsforslag 1 ikke vil blive offentliggjort af tekniske grunde. Jeg vil gerne spørge Dem, hvad det er for grunde, og om man har truffet nogle foranstaltninger for at forhindre, at noget sådant sker. Jeg mener nemlig, at når man anmoder om afstemning ved navneopråb, så er det ikke kun vigtigt at få det nøjagtige resultat, men også at kende stemmefordelingen pr. gruppe. Har man således truffet nogle foranstaltninger, så den slags beklagelige uheld ikke sker igen?
Naturligvis, hr. Fabre-Aubrespy. Det elektroniske system var i uorden. Vi gør alt, for at et sådant uheld ikke skal gentage sig, og navnlig for at det elektroniske system i den nye bygning skal blive endnu bedre og under alle omstændigheder give os mulighed for at tage en nødløsning i brug.
Hr. formand, jeg er blevet lidt desorienteret, for jeg ser hele tiden her på min venstre side, på Deres højre side, noget, der kommer nærmere, og der står her PPE. Men jeg ved ikke mere, om det stadig er en rigtig betegnelse, og om der ikke inden længe i denne sal kun vil være én gruppe efter sammenslutningen med alt, hvad der har at gøre med Allianza Nazionale osv. for så vidt angår samarbejdet. Kunne De slå fast, at centrum vedbliver at være her, hvor jeg står?
Hr. Wijsenbeek, dette afhænger af medlemmernes frie vilje, hvilket jeg er overbevist om, at De anerkender.
Hr. formand, jeg vil gerne henlede opmærksomheden på tidsskriftet the Parliament's magazine , der giver sig ud for at være en journal og for at repræsentere Parlamentets holdninger. Dette er en speciel udgave om atomenergi, som jeg blev anmodet om at skrive en artikel til, og som senere blev censureret på grund af den kraftige reklamering for atomenergiindustrien i dette tidsskrift. Enten repræsenterer dette tidsskrift medlemmernes synspunkter, eller også gør det ikke. Hvis det gør, bør det ikke blive censureret på denne måde. Hvis det sker fremover, vil jeg gerne bede Parlamentet anmode om, at tidsskriftets titel ændres. Jeg sender den artikel, jeg blev bedt om at skrive for tidsskriftet om atomenergi til medlemmerne, så vi ikke bliver censureret her i Parlamentet.
Det er et privat tidsskrift. Hvis de afkorter længden på de artikler, de modtager, kan vi desværre ikke gøre noget ved det, fordi der er ytringsfrihed. Det er ikke et officielt tidsskrift fra Parlamentet.
Hr. formand, det er netop min pointe: Det bør ikke give sig ud for at være et officielt tidsskrift og bør ikke bære denne titel eller foregive at repræsentere Parlamentets holdninger.
Vi skal under alle omstændigheder kontrollere, at det ikke gør det.
Hr. formand, jeg ønsker blot at fremføre to punkter. For det første skrev jeg til Dem i forbindelse med Arias Cañete-afstemningen, fordi der var en del forvirring. For det andet vil jeg gerne anmode Kommissionen om at fremlægge en redegørelse til Parlamentet i denne uge vedrørende Domstolens nylige afgørelse, der faktisk betyder, at mange af de NGO'er og programmer, der i allerhøjeste grad berører befolkningen i Fællesskabet er blevet sat i venteposition som følge af Domstolens udtalelse den 12. maj. Dette vækker betydelig ængstelse og store kvaler hos mange NGO'er, der har fået deres støtte stillet i bero som følge af denne sag. Hvis Kommissionen ikke kommer med en redegørelse vedrørende dette i denne uge, hvorfor så ikke? Og hvis ikke, kan Kommissionen så komme med en redegørelse ved næste plenarmøde i begyndelsen af juli i Bruxelles?
Dette blev behandlet under trepartsmødet, og vi søger en afklaring på det spørgsmål, De rejste.
Hr. formand, jeg vil gerne kort komme med en sørgelig meddelelse til Parlamentet. Et fiskerfartøj fra Mallaig, en lille by i den nordvestlige del af mit område blev delt i to, da det kolliderede med et tysk tankskib. Det sank øjeblikkeligt, og hele besætningen druknede. Det mest sørgelige er, at de alle er fra den samme meget lille by, hvor befolkningen er dybt ulykkelige. Ville det mon være uforskammet af mig at anmode Dem om at sende en kondolenceskrivelse?
Jeg kan forsikre Dem om, at jeg skal gøre det snarest.
Hr. formand, jeg er overbevist om, at jeg taler for størstedelen af befolkningen i England, og jeg benytter termen »England« i dag med fuldt overlæg, når jeg siger, at vi er chokerede, vrede og skamfulde over visse personers opførsel i en fransk by, og at disse personer har givet sig ud for at være engelske fodboldtilhængere! Jeg vil gerne over for den franske befolkning undskylde deres opførsel. Særligt vil jeg gerne undskylde den opførsel, som engelske tilhængere, der har angrebet franske borgere af nordafrikansk herkomst, har udvist. De er nogle fascistiske banditter! De repræsenterer ikke befolkningen i England. Jeg vil gerne afslutte med at sige, at hvis denne opførsel fortsætter, bør den britiske regering og det britiske fodboldforbund overveje at trække det engelske hold ud af verdensmesterskabet.
Hr. formand, når vi her beklager enhver ulykke, der sker i Den Europæiske Union, eller i det mindste mange af dem - og uden tvivl også med rette - vil jeg bede om, at vi også tager den togulykke, der er sket i Tyskland, til efterretning, og at De også her sender en kondolenceskrivelse.
De har helt ret, fru Mann. Under alle omstændigheder kan jeg meddele Dem, at jeg straks efter ulykken sendte et telegram til henholdsvis de tyske myndigheder, forbundsdagspræsidenten og forbundskansleren for at kondolere på EuropaParlamentets vegne.
Hr. formand, det må også være kommet Dem for øre - det går jeg ud fra - at dioxinmålinger på affaldsforbrændingsanlægget i Strasbourg har vist indtil 360 nanogram. I Tyskland er 0, 1 tilladt - blot for at De kan få et indtryk af størrelsesordenen, det vil sige de, der ikke arbejder inden for miljøområdet. For vores eget vedkommende kan vi måske sige, at det er vores job, men vi bør jo vise omsorg for vores medarbejdere, og jeg vil høfligst bede Dem om at skrive til myndighederne i Strasbourg, at dette affaldsforbrændingsanlæg skal lukkes straks, for vi har et ansvar over for vores medarbejdere!
Jeg skal sige det til borgmesteren i aften, når han spiser middag sammen med Præsidiet.
Hr. formand, som De er klar over, har vi et alvorligt problem med Sellafield og British Nuclear Fuels, som ikke kan ignoreres. Jeg vil gerne anmode Dem om, som formand for Parlamentet, at kræve, at Kommissionen foretager en undersøgelse af BNFL, der allerede har ansøgt den britiske regering om at øge udledninger fra nukleare aktiviteter i Det Irske Hav betydeligt. Det kan resultere i, at 30 milliarder liter affald bliver lukket ud i Det Irske Hav i løbet af de næste ti år. For det andet at BNFL og Siemens, det tyske ... (Formanden afbrød taleren) )
Jeg beklager, hr. Fitzsimons, der har været en del resolutioner vedrørende Sellafield, og jeg kan ikke tilføje noget, der ikke allerede er blevet fremført af Parlamentet.
Hr. formand, nu har vi godt nok forladt dette emne, men jeg kan alligevel ikke lade være med at vende tilbage til det, som vi talte om for lidt siden. For lidt siden var der en af vores britiske kolleger, der meget rigtigt sagde, at dem, som havde opført sig dårligt over for franskmændene i forbindelse med fodboldkampene, ikke repræsenterer hele Storbritannien, men kun nogle få personer, som vores britiske kollega og mange andre tager afstand fra. Det glæder mig at høre. Jeg vil dog gerne gøre opmærksom på, at da man i forbindelse med en fodboldkamp i Italien advarede det italienske politi, fordi man allerede kendte til disse fodboldtilhængeres bedrifter - og fordi det er bedre at forebygge end at helbrede! - rettede den britiske presse desværre et kraftigt angreb på Italien og den italienske regering. Så når man tænker på ... (Formanden fratog taleren ordet)
Fru Marinucci, vi skal ikke komme nærmere ind på fodboldproblemer nu. Det er ikke det rigtige tidspunkt.
Hr. formand, tak for Deres brev, som jeg modtog i dag som svar på mit spørgsmål til Dem. Jeg bemærkede i Deres brev, at Præsidiet afholder møde i aften, den 15. juni for at diskutere medlemmernes tilstedeværelsesprocent på 50 %. Vil de tage hensyn til indholdet af Deres brev, der synes at angive, at flertallet af personer, der ikke er i stand til at deltage i 50 % af afstemningerne, har problemer med at komme til eller fra Strasbourg? Jeg mener, at dette bør tages med i betragtning. Jeg forventer naturligvis, at medlemmerne i grupperne vil diskutere dette i deres egne grupper og nå til en endelig afgørelse.
Det kan De stole på.
Hr. formand, jeg vil egentlig tilslutte mig de bemærkninger, som en række kolleger og også David Martin har fremsat om Europa-Parlamentets medlemmers løn. Hos os i Nederlandene er en lignende artikel offentliggjort på forsiden i den regionale presse. Jeg vil egentlig indtrængende anmode Dem om, hr. formand, endnu i aften at udsende en pressemeddelelse, måske sammen med arbejdsgruppen, for at meddele, hvad der er sandt, og hvad der ikke er det. Det er absolut overordentlig nødvendigt, at det også meddeles nu. Så har jeg endnu en bemærkning. Vi skal i dag stille ændringsforslagene til mødekalenderen for det kommende år. Vi i PPEGruppen ville sætte stor pris på at få noget længere tid til at tale om mødekalenderen. Ændringsforslag til denne mødekalender er ikke særlig arbejdskrævende. Jeg vil derfor gerne spørge, om det ville være muligt, at vi lige får tid indtil i morgen, f.eks. kl. 19.30, til at gøre noget ved det i gruppen.
Fru Oomen-Ruijten, De har helt ret. Hvis der ikke er flere afbrydelser, håber jeg, at vi kan få godkendt dagsordenen inden kl. 19.30, så dette emne kan blive drøftet i de politiske grupper. (Protokollen godkendtes)
Hr. formand, det var ikke meningen. Jeg har en fornemmelse af, at vi også lige må se på den spanske tolkning fra nederlandsk. Jeg tror ikke, at den altid er lige god. Jeg havde anmodet om at få lov til at stille ændringsforslag indtil i morgen aften, kl. 19.30.
Det er umuligt at sætte fristen til i morgen kl. 20.30, men vi kan sætte den til i morgen kl. 12.00.
Hr. formand, hvis det kunne volde problemer med oversættelserne - det er ganske simple ændringsforslag. Det var det første punkt. Men vi kan også have afstemning på torsdag. Hvorfor ikke? Vi stemmer også om Cardiff-beslutningsforslaget, et vigtigt emne, på torsdag, altså kan vi også stemme herom på torsdag. Så vil jeg gerne bede om, at fristen for at stille ændringsforslag fastsættes til i morgen kl. 20.00.
Så er det ikke noget problem. Hvis afstemningen finder sted torsdag i stedet for onsdag, kan fristen for ændringsforslag sættes til i morgen kl. 20.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0293/97) af Dell'Alba for Udvalget for Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet om ændring af forretningsordenens artikel 48 om skriftlige erklæringer.
Hr. formand, hr. Dell'Alba, som er forhindret, har bedt mig om at træde i hans sted som ordfører, og det gør jeg naturligvis gerne. Hr. Dell'Albas betænkning drejer sig om en ændring af forretningsordenens artikel 48 om skriftlige erklæringer. Denne ændring af forretningsordenen tager udgangspunkt i et forslag til ændring af forretningsordenen, som blev fremsat af fru Aglietta i oktober 1996 i henhold til artikel 163, hvor der står, at ethvert medlem kan foreslå en ændring af forretningsordenen og sende dette forslag til det kompetente udvalg. Dette forslag drejede sig om forretningsordenens artikel 48 og var blevet formuleret på grundlag af en beslutning truffet af Europa-Parlamentets Udvidede Præsidium den 7. juli 1989 om, at skriftlige erklæringer (artikel 65 i den gamle forretningsorden) ikke kan underskrives af mere end ét medlem ved indgivelsen. På baggrund af dette forslag nåede Udvalget for Forretningsordenen, der udnævnte hr. Dell'Alba til ordfører, frem til fire ændringsforslag til artikel 48, som jeg kort vil sammenfatte. Det første ændringsforslag går ud på at ændre det forhold, at det hidtil kun har været et enkelt medlem, der kunne indgive en skriftlig erklæring på højst 200 ord. Fra nu af kan en skriftlig erklæring underskrives af op til fem medlemmer, hvilket sker for at tage højde for, at der inden for Parlamentet er mange fælles aktioner, og at en skriftlig erklæring således også skal kunne indgives af flere medlemmer. Erklæringen og navnene på underskriverne skal herefter opføres i et register. I den forbindelse er Udvalget for Forretningsordenens andet forslag, at erklæringen bliver opført i et register, der er placeret i umiddelbar nærhed af mødesalen. Hidtil skulle de skriftlige erklæringer underskrives af medlemmerne på et kontor, der ikke altid var så nemt at finde. Dette forklarer, hvorfor registrets placering er nøjagtigt angivet. En anden vigtig ændring er, at når mere end halvdelen af medlemmerne har skrevet under på en erklæring, skal formanden straks underrette Parlamentet herom, og denne erklæring skal straks videresendes til de anførte institutioner. Desuden skal den fremgå af protokollen fra det sidste møde i den pågældende mødeperiode. Dette var de ændringer, der er blevet foreslået. Disse ændringsforslag vil give medlemmerne mulighed for bedre at kunne udøve deres ret til at indgive erklæringer. Det er på en måde en form for demokratisering og et yderligere skridt i retning af et bredere demokrati, som gør det muligt at forelægge sådanne erklæringer for eventuelle underskrivere. Jeg vil gerne tilføje, at der til de fire ændringsforslag, som er blevet fremsat af Udvalget for Forretningsordenen - der i øvrigt vedtog dem enstemmigt - er kommet et femte ændringsforslag, der er indgivet af Crawley og Janssen van Raay. De ønsker, at disse erklæringer bliver opført i et register. Dette står der naturligvis også i Dell'Albas betænkning, men ifølge dette femte ændringsforslag skal underskrivernes navne ligeledes registreres. Jeg spørger mig selv, om det ikke vil være lidt for omstændeligt, hvis man ud over erklæringen og underskrivernes navne også skal opføre navnene på alle medunderskriverne i registret. Jeg kender ikke ordførerens holdning i den forbindelse, og jeg vil derfor begrænse mig til at fortælle Dem min personlige mening, nemlig at jeg finder dette lidt for udførligt. Hr. formand, dette var således en kort redegørelse for de forslag, som Udvalget for Forretningsordenen forelægger for Dem. Jeg anmoder nu Parlamentet om at godkende disse ændringsforslag.
Hr. formand, jeg støtter Dell'Alba-betænkningen, der er forelagt os af hr. Fayot, formanden for Udvalget for Forretningsordenen, Valgs Prøvelse og Medlemmernes Immunitet. Der er en historisk baggrund for denne betænkning. Det var førhen muligt - i det mindste i det forrige Parlament - for medlemmerne at samle underskrifter til artikel 48-erklæringer, hvilket var ensbetydende med, at man faktisk ved flere lejligheder - måske tre eller fire gange om året - opnåede, at halvdelen af parlamentsmedlemmerne skrev under. Dette blev ændret for noget tid siden som resultatet af overentusiastisk lobbyisme - nogle ville måske kalde det pression - fra en af de iranske oppositionsgrupper, hvilket førte til et krav om at ændre fortolkningen af reglerne. Den nuværende fortolkning blev vedtaget, en fortolkning, der faktisk kun tager én underskrift på en artikel 48-erklæring og at personer, der skal påføre deres underskrift, gør dette på et nærmere angivet kontor. Hermed undgår man at løbe spidsrod mellem en række mennesker, der kræver, at de underskriver en given artikel 48-erklæring. Resultatet er, at man faktisk har taget livet af artikel 48 som et middel til at få en erklæring igennem. Kun ved én lejlighed i løbet af de sidste tre år har vi faktisk opnået det nødvendige antal underskrifter, og det var for nylig vedrørende en artikel 48-erklæring om vold mod kvinder. Selvom Dell'Alba-betænkningen vedrører en mindre del af dette problem, støtter vi den, dog muligvis med undtagelse af, efter min opfattelse, ændringsforslag 3, hvilket indebærer, at vi ikke længere løbende får besked om det samlede antal medlemmer, der har skrevet under, eller anden del af ændringsforslag 1, der synes at være særlig uhåndterligt, og som ikke anerkender den procedure, der rent faktisk følges på kontoret - for man har faktisk en fortegnelse over de personer, der allerede har skrevet under. Ikke desto mindre havde det været at foretrække at vende tilbage til det forrige status quo, men det ville kræve, at medlemmerne var tilstrækkeligt sikre på deres politikker og ikke havde behov for at blive beskyttet mod overdreven lobbyisme. Det er tydeligvis ikke tilfældet i Parlamentet. Forhåbentlig vil det næste Parlament se mere af det end det nuværende organ, ellers vil lobbyisterne se mindre af dem.
Hr. formand, hr. Ford har talt om historien bag artikel 48. Nu handler det om at åbne op for demokratiet og vende tilbage til noget, der minder om Parlamentets tidligere holdning. Det handler om at give medlemmerne mulighed for ikke blot at give udtryk for deres egne politiske synspunkter af aktuel og international interesse på en mere klar og positiv måde, men også, og måske endnu vigtigere, at give dem mulighed for at afvise et forslag på dagsordenen på vegne af deres vælgere - dem, de blev valgt til at repræsentere. Ordføreren bør lykønskes med sine ændringsforslag, der i det store hele og med forbehold af det, den forrige taler fremhævede, søger at forenkle disse rettigheder og muligheder samt gøre offentliggørelsen af forslagene på dagsordenen mere åben og let tilgængelig. Hr. Dell'Alba, ordføreren, har også sikret, at mere end ét medlem kan starte proceduren, og at fem medlemmer samlet kan gøre dette. Endnu en gang har hr. Ford skitseret historien bag denne procedure, og jeg behøver ikke at gå yderligere i detaljer. Der er mange komplekse og lange betænkninger. Denne betænkning samt ændringsforslagene adskiller sig ved en simpel og klar præsentation. Disse træk afspejles også i betænkningens målsætninger, der handler om klarhed, åbenhed og enkelhed, og det er målsætninger, Parlamentet bør bifalde og støtte. Af disse grunde finder min gruppe og jeg det ikke svært at støtte dette forslag.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0194/98) af Aelvoet for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om forslag til Rådets afgørelse om proceduren for gennemførelse af artikel 366a i fjerde AVS-EF-konvention (5644/98 - C4-0156/98-96/0050(AVC)).
Hr. formand, kære kolleger, i januar sidste år hørte Rådet Europa-Parlamentet om et forslag til Rådets afgørelse om en procedure for gennemførelsen af artikel 366a i den fjerde AVS-EF-konvention, som blev ændret i 1995. Denne artikel indeholder nemlig bestemmelser om, at hvis en AVS-stat ikke har opfyldt forpligtelserne med hensyn til de væsentlige dele af konventionen, og disse væsentlige dele er: respekt for menneskerettigheder, demokratiske principper og retsstaten, kan dette føre til en hel eller delvis suspension af konventionen. Udvalget om Udvikling og Samarbejde besluttede derefter at udarbejde en interimsbetænkning i henhold til forretningsordenens artikel 80, stk. 3, og anmodede ligeledes om, at der blev indledt en samrådsprocedure med Rådet. Udvalget om Udvikling og Samarbejde, med tilslutning af hele Parlamentet i mødeperioden i juni 1997, udarbejdede i denne interimsbetænkning henstillinger med henblik på at ændre Kommissionens tekst således, at Parlamentet ville få ret til at afgive samstemmende udtalelse om ethvert forslag om at suspendere eller genoptage samarbejdet. I Kommissionens tekst var det nemlig foreslået, at Parlamentet blot skulle underrettes bagefter. Desværre har vi måttet konstatere, at der fra Rådet den 6. marts 1998 kom et svar, hvori man egentlig fuldstændigt tilsidesatte Parlamentets opfattelse, med det argument, at samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet i juridisk henseende er fuldstændigt udelukket. Vi kom således tomhændede tilbage, kære kolleger. Situationen er ikke forbedret, i betragtning af at der i Amsterdam-traktaten, som allerede i begyndelsen af næste år vil være ratificeret af de 15 medlemsstater, står, at Parlamentet i sådanne sager blot skal underrettes bagefter. Vi står juridisk meget svagt med hensyn til over for Rådet at gennemtvinge denne samstemmende udtalelse. For det ville således have været tilstrækkeligt, at Rådet ventede til begyndelsen af næste år for derefter at stille os over for en fuldbyrdet kendsgerning i forbindelse med proceduren for gennemførelsen. Derfor har vi nu reageret meget hurtigt i denne interimsbetænkning og udformet en tilbagefaldsposition, som betyder, at høringsproceduren skulle indføres i stedet for proceduren med samstemmende udtalelse. Vi går altså et lille skridt tilbage, men anmoder stadig om noget mere, end hvad der står i Traktaten. Det er for øvrigt ikke første gang, at Parlamentet formulerer dette krav om at blive hørt. Vi har i sin tid i forbindelse med behandlingen af Oostlander-betænkningen om udvidelsen i retning af Central- og Østeuropa af den daværende formand, Henderson, fået et tilsagn, som går fuldstændigt i samme retning, nemlig at man ville sørge for, at Parlamentet får en passende lejlighed til over for Rådet at udtrykke sine synspunkter, inden Rådet træffer en beslutning. Egentlig er det en perfekt beskrivelse af, hvad en høring er. Derfor rettede jeg således i anledning af denne beslutning og denne meddelelse fremsat af hr. Henderson øjeblikkeligt henvendelse til formandskabet vedrørende udviklingssamarbejde, og det er så fru Clare Short, for at bede hende om, at det britiske formandskab i denne procedure også ville lade Europa-Parlamentet blive hørt. I mellemtiden har der fundet to samtaler sted med forslag om en tekst, som går i den rigtige retning. Endnu er ikke alt opnået, men vi går allerede i retning af høring. Det er således meget vigtigt, at vi kan afslutte sagen endnu inden det britiske formandskabs afslutning, og det nærmer sig nu temmelig hurtigt. Derfor foreligger der allerede her i dag et nyt forslag til interimsbetænkning, som støttes enstemmigt af Udvalget om Udvikling og Samarbejde. De væsentlige elementer deri er indførelse af en høringsprocedure for Parlamentet. For det andet skal Rådet med kvalificeret flertal træffe beslutning, hvis det drejer sig om en delvis suspension af konventionen, og med enstemmighed, hvis det skulle dreje sig om en fuldstændig suspension. For at give Dem en tydelig idé herom, kære kolleger, er den fuldstændige konvention selv i Nigerias tilfælde ikke suspenderet. Det ville altså i allerhøjeste grad være en undtagelse, at der kræves enstemmighed. Det tredje element er selvfølgelig spørgsmålet om drøftelser med Rådet, i aktivt samarbejde med Kommissionen. Jeg tør således udtrykke håb om, at vedtagelsen af denne betænkning kan føre til, at vi vil kunne opnå en aftale med formandskabet inden for nogle uger.
Hr. formand, fru Aelvoet skal komplimenteres for hendes henledning af opmærksomheden på et vigtigt anliggende til at fremhæve Europa-Parlamentets rolle i en sådan afvigende situation, hvor Den Europæiske Union reagerer på, at menneskerettighederne ikke overholdes i et land, som samarbejder med os. Jeg gratulerer hende også for, at hun tilsvarende tidligere har været meget konsekvent i sagen. Det skal konstateres, at der ikke kun er tale om, at Europa-Parlamentet får udarbejdet en holdning og en lejlighed til at drøfte sagen, men at dette også har en tilknytning til det store problem, som Den Europæiske Union i øjeblikket har, nemlig en generel accept, en legitimering af Den Europæiske Union blandt medborgerne, som måske til en vis grad har været nedadgående, og at Europa-Parlamentet som et officielt forum træder frem i disse vigtige anliggender, som menneskenes opmærksomhed rettes mod, er meget begrundet. Det er meget let at tænke, at Parlamentet måske efter juridiske principper er afvist her af politiske årsager. Jeg vil dog ikke påstå, at det forholder sådan. Det er derfor, det vil være godt, at betænkningen bliver godkendt og at den også bliver taget alvorligt. Her er også tale om, at hvis Europa-Parlamentet som et officielt forum lægger mærke til det, vil også det pågældende land, hvor krænkelser af menneskerettighederne er sket, sikkert tage sagen mere alvorligt. Betænkningen fra fru Aelvoet er værd at støtte, og jeg håber, at den accepteres uden større modstand.
Hr. formand, også jeg vil gerne takke ordføreren hjerteligt for hendes arbejde, og da hun med sædvanlig klarhed også har redegjort for hele den juridiske baggrund, kunne jeg måske i de to minutter, jeg har til rådighed, komme ind på nogle politiske aspekter af denne procedure. Vi har en vis tradition for, at vi i Europa-Parlamentet inden for udviklingssamarbejdet også stiller spørgsmål til vores partnere om, hvordan de har det med menneskerettighederne og med en effektiv statsadministration, med »good governance«, og også om, hvordan de forholder sig til deres borgeres retssikkerhed. Jeg mener, at vi her ikke må reducere diskussionen til kun at omfatte menneskerettighederne som sådan, men også skal holde os de to andre områder for øje. Naturligvis er det ene heller ikke ubetinget muligt uden det andet, men på det punkt har vi i diskussionen egentlig altid haft dette fælles udgangspunkt. Vi har nu med denne procedure, hvis vi gennemfører den på den måde, som også ordføreren har nævnt det, en klar retssikkerhed, også for AVS-partnerlandene og formodentligt også derudover, for vi er i forbindelse med AVS netop i færd med i højere grad at inddrage også de mindst udviklede lande, som ikke er med i vores samarbejde. Her ville denne procedure eventuelt også kunne overføres. Lejlighedsvis kan man iagttage, at når krænkelser af menneskerettighederne, dårlig administration og en korrupt regering har varet i lang tid, og forholdene undertiden mildnes en smule, så skal sådanne sanktioner virkelig fastholdes. Jeg mener, at vi bør nå til enighed om, at vi skal skride ind i samme grad overalt, hvor vi kan iagttage sådanne mangler, og så også virkelig holde konsekvent fast, indtil der indtræder en forbedring.
Hr. formand, Unionen får chancen for at udforme sin menneskerettighedspolitik konkret. Demokratiog menneskerettighedsklausulen kan gøres konkret gennem Kommissionens forslag. Med disse forslag indgås der operationelle aftaler om, hvordan og på grundlag af hvilke kriterier demokratiklausulen skal håndteres. Unionen råder med menneskerettighedsklausulen over et kraftigt instrument og må også være rede til at bruge det. Tydelige kriterier og procedurer vil øge gennemsigtigheden af Unionens politik. Involverede lande vil også udvise større forståelse for Unionens politik, og derved vil der også blive indført en impuls for de pågældende lande til at overholde disse kriterier. Det er hensigten med det hele. Den nuværende situation i denne proceduredebat er imidlertid overordentlig skuffende. Rådet vil kun træffe beslutning om anvendelsen af demokratiklausulen. Det er min gruppe absolut ikke enig i. At underrette Parlamentet om suspension af Lomésamarbejde f.eks. er alt for lidt. I den slags tilfælde er netop presset fra offentligheden gennem Europa-Parlamentets medlemmer nødvendigt. Optagelsen af Lomé-samarbejdet kræver Europa-Parlamentets tilslutning. Så er det ikke mere end logisk, at samme Parlament også skal godkende suspensionen af samarbejdet. Rådets afvisende holdning må ikke få os til at opgive vores principielle holdning, nemlig at demokratisk medindflydelse og kontrol her er en forudsætning. Rådet og Parlamentet skal indlede forhandlinger for at finde en løsning på denne konflikt. Vi må ikke opgive på forhånd. Rådet har jo også givet Europa-Parlamentet en betydelig rolle inden for rammerne af partnerskaberne med ansøgerlandene. Dette gælder for øvrigt også for indledningen af proceduren. Ikke blot Rådet, medlemsstaterne og Kommissionen skal kunne indlede suspensionsproceduren og dialogen med et land, også Europa-Parlamentet skal kunne anmode derom. Med rette beder ordføreren herom i sin betænkning, som jeg i høj grad påskønner. Parlamentet spiller en vigtig rolle i Unionens menneskerettighedspolitik, og også Den Paritetiske Forsamling AVS-EU er et vigtigt instrument. På grundlag heraf fortjener Europa-Parlamentet at få en vigtig rolle i hele suspensionsproceduren. For øvrigt ikke blot i forbindelse med suspension af samarbejde, men også i forbindelse med en genoptagelse af samarbejdet. Netop nu, hvor Unionen vil gøre samarbejdet i Lomé-regi mere politisk, må også den parlamentariske dimension styrkes, ellers er det ikke noget værd politisk. Hvilket AVS-land f.eks. lader sig overbevise af en moralistisk Europæisk Union, som også selv groft overtræder de demokratiske principper.
Hr. formand, jeg støtter en stærk politisk dimension for de nye samarbejdsaftaler med AVS-landene, især inden for menneskerettigheder og godt styre under retsregler. Det er rigtigt, at vi hele tiden bør understrege vigtigheden af sikker integration af AVS-landene i verdensøkonomien, og at nye handelsaftaler bør være kompatible med gældende handelsaftaler inden for Verdenshandelsorganisationen. Faktisk skal og bør tilbageværende toldmæssige hindringer fjernes i størst muligt omfang, så der opnås nogen retfærdighed og lighed i forbindelse med markedsadgang. Når man forhandler nye AVS-aftaler, er det af afgørende betydning at understrege behovet for forenkling og rationalisering af støtteinstrumenter med henblik på en gradvis udvikling hen imod direkte budgetstøtte til afrikanske stater. Der skal udvises stor forsigtighed, således at de skrøbelige afrikanske økonomier ikke tager skade, når handelsliberaliseringen finder sted. Jeg bifalder de erklæringer, der blev fremlagt af lederne af G8-landene efter deres møde i England i sidste måned, vedrørende en nedsættelse af den gæld, som afrikanske lande skal tilbagebetale til de rigere lande i den vestlige verden. Efterhånden som årtusindeskiftet nærmer sig, vil de afrikanske stater ikke være i stand til at klare skridtet hen imod selvforsyning, hvis de fortsat tynges af tilbagebetaling af gæld. De vestlige ledere skal fastlægge strukturer og procedurer for at sikre, at omfattende nedsættelser ikke kommer til at gælde for alle afrikanske stater over hele linjen.
Hr. formand, jeg vil for mit vedkommende gerne gøre opmærksom på, at Gruppen Europæisk Radikal Alliance fuldt ud tilslutter sig de to hovedforslag i fru Aelvoets betænkning. Først vil jeg gerne sige, at vi i juni 1997 havde anmodet om, at Europa-Parlamentet kunne afgive en samstemmende udtalelse til Rådet i tilfælde af, at konventionen blev ophævet. Men det lader til, at en sådan bestemmelse ville være i modstrid med Amsterdam-traktaten. Det noterer vi os, men i forbifarten kan vi ikke lade være med at bemærke, at dette er et nyt tegn på denne traktats utilstrækkelighed. Når det er sagt, så bifalder vi den enkle høringsprocedure, som ordføreren foreslår, så Parlamentet i det mindste kan afgive en udtalelse i forvejen. Vi mener ligesom ordføreren, at Europa-Parlamentet, i lighed med Kommissionen eller en medlemsstat, bør have en initiativret med hensyn til ophævelsen af konventionen. Jeg er for min del ikke sikker på, at man med et klassisk og ortodokst syn på magtfordelingen vil kunne forsvare et sådant initiativ fra Parlamentets side. Men som god og overbevist tilhænger af et føderalistisk Europa kan jeg sige, at så længe institutionerne ikke giver Parlamentet en reel lovgivende magt, vil vi kun kunne opfordre til, at vores Parlament på denne måde griber ind i den udøvende magts beføjelser. Med den fart, vi har på ved iværksættelsen af rammeproceduren for gennemførelse af artikel 366a i Lomé-konventionen, kan man dog frygte, at den praktisk taget ikke får tid til at træde i kraft. Derfor vil jeg gerne endnu en gang henlede Kommissionens og Rådets opmærksomhed på en af bestemmelserne i Rocards betænkning om det fremtidige samarbejde mellem Unionen og AVSlandene. Hr. Rocard havde foreslået - og her var Parlamentet enigt med ham - at de kriterier for demokrati og overholdelse af menneskerettighederne, som støtten skulle være betinget af, blev fastlagt af de støttemodtagende lande selv. Jeg tror, at dette forslag ville forbedre støttebetingelsernes politiske legitimitet, og at det ville gøre dem mere effektive. Selvom vi er enige om forslagets indhold, skal vi dog være klar over, at dets vedtagelse vil medføre, at AVS-landene bliver inddraget i selve proceduren. Man kan ikke bede disse stater om at fastlægge kriterierne for støtte, og således også for konventionens ophævelse, uden at lade dem deltage i beslutningen om at ophæve støtten til deres land. Vi må derfor tænke os grundigt om, så vi kan rette op på hele proceduren og få den til at afspejle en ægte retfærdig samarbejdspolitik.
Hr. formand, vi støtter kravet og frem for alt den idé, der ligger bag, selvom det efter vores mening ikke er vidtgående nok. En konsultationsprocedure er sikkert nødvendig, en godkendelsesprocedure ville være den bedste løsning. En ting vil vi allerede nu gøre opmærksom på, nemlig at hvis det ikke lykkes at finde en løsning under det britiske formandskab, vil vi forsøge at påvirke den østrigske regering til, at dette emne prioriteres særligt højt efter overtagelsen af formandskabet. Måske skal jeg alligevel komme med et par generelle bemærkninger om dette vigtige spørgsmål. Europa bør på grund af sin egen historie omgås meget forsigtigt med problemet menneskerettigheder. Hvis det lykkes Parlamentet at behandle dette problem inden for sin egen kreds, så skal det her gå meget forsigtigt til værks, og vi må ikke forfalde til generelle fordømmelser. Men det skal hilses velkomment, at vi har været aktive i denne sag, dog skal hvert enkelt tilfælde undersøges nøje. De pågældende lande, som her er sammenfattet i en gruppe, befinder sig på meget forskellige stadier af økonomisk udvikling. Den samme foranstaltning kan ramme det ene land meget hårdt og et andet mindre hårdt. Listen over de forskellige menneskerettigheder, som igen og igen nævnes, indeholder f.eks. ikke retten til mad og uddannelse, som er truet, når samarbejdet opsiges på grund af manglende demokratisk udvikling. Én ting bør vi holde os for øje, nemlig at det ikke er vores opgave her at optræde som dommere, men at vi bør fremme og støtte den demokratiske udvikling i de enkelte lande.
Hr. formand, aldrig tidligere har det været så vigtigt for Den Europæiske Union at få en mekanisme til suspension af samarbejdet i tilfælde af krænkelser af menneskerettighederne. Mængden af uopsættelige beslutninger med et særligt afsnit om menneskerettigheder, som Europa-Parlamentet møde efter møde har vedtaget, er et tydeligt bevis herpå. Og denne mekanisme - så vidt det er et juridisk instrument - skal pr. definition være effektivt, både af hensyn til troværdigheden af Den Europæiske Unions eksterne handlinger, som allerede er en smule svækket, og især som uundværligt krav for en reel gennemførelse af målene i traktaterne. For at mekanismen kan blive effektiv, må proceduren for anvendelse af klausulen om menneskerettigheder ikke afhænge af enstemmighed i Rådet eller under falsk foregivende passere gennem Parlamentet udelukkende til orientering. Enstemmighed i Rådet er enstemmigt anerkendt som et system, der lammer beslutningsprocessen. Det ved vi fra »den tomme stols krise« i 1966, og vi ved det nu, hvor en af udvidelsens udfordringer er ændringen af en beslutningsproces, der på baggrund af enstemmighed ikke fungerer med den nødvendige smidighed. Vi anser det derfor ikke for revolutionerende, at Parlamentet anmoder om, at beslutninger inden for dette vigtige område træffes ved flertal. Rådet bør ikke tage imod dette forslag med mistro, for det er ikke hensigten at angribe medlemsstaternes konjunkturinteresser, men at sikre Den Europæiske Unions politik og interesser i overensstemmelse med principperne i traktaterne. At Parlamentet ønsker at blive hørt i et af de emner, som mest vedrører det i de eksterne forhold, nemlig menneskerettighederne, er ikke kun ikke revolutionerende, som fru Aelvoet nævnte, da hun fremlagde grundlaget for sin betænkning, men fornuftigt. Høring af Parlamentet kunne have forhindret mange af de modstridende situationer, som vi nu befinder os i, f.eks. fremlæggelse i indeværende mødeperiode af en beslutning om Ækvatorialguinea, der netop har afsagt 15 dødsdomme, hvor vi anmodede Kommissionen om endnu en gang at overveje genoptagelsen af samarbejdet med dette land. Lad os få den nødvendige mekanisme til at sanktionere noget så elementært og essentielt som krænkelse af menneskerettighederne, og lad os gøre det godt, med gennemsigtighed og især med garantier.
Hr. formand, min undskyldning til Parlamentet for ikke at være på min plads, da debatten startede. Mit fly var desværre forsinket. Jeg lykønsker fru Aelvoet med denne fremragende betænkning. PPE-gruppen støtter den enstemmigt. Suspension er en alvorlig sag, og det er vigtigt, at Parlamentets synspunkter høres. Det er imidlertid vigtigt at huske på, at proceduren i forbindelse med den samstemmende udtalelse i meget høj grad binder os til det, der skete i Amsterdam. Hvis vi ikke kan have den, bør vi i det mindste have mulighed for at komme med bemærkninger, når en situation som denne opstår. Vi i Parlamentet er også nødt til at acceptere, at der kan opstå forskellige situationer. Der var f.eks. den frygtelige situation i Nigeria, hvor den tidligere præsident hængte 19 mennesker. I sådanne tilfælde, hvor der er sket alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne, kunne Kommissionen måske ønske at suspendere et land straks. I andre tilfælde er der tale om en langsom proces, hvor det, som følge af hvad der sker i det pågældende land, måske vil være muligt at afhjælpe situationen, før det går for vidt. Jeg har f.eks. netop været på Comorerne og blev forfærdet over den situation, der synes at være under udvikling. En ø, Anjouan, har erklæret sin uafhængighed og forventer på samme tid fortsat at modtage støtte fra Den Europæiske Union. Vi påpegede over for dem, at de ikke længere kunne være kontrahent i Lomé-konventionen, hvis de havde erklæret deres uafhængighed. Vi er muligvis nødt til på sigt at suspendere dem. Det er den slags situationer, vi bør diskutere. Menneskerettigheder og demokrati er essentielle for vores fortsatte støtte til udviklingslande. Oprigtig talt, et godt styre er formentlig endnu vigtigere. Jeg ville have troet, at Afrika ville være det naturlige kontinent at gå videre til efter ASEAN. Mange industrier ønsker at flytte efter at have oplevet problemerne med ASEAN. Folk vil simpelthen ikke investere i lande, der ikke er stabile. Det er derfor vigtigt at arbejde sammen med andre afrikanske nationer i et forsøg på at opretholde stabiliteten i landene, så vi ikke er nødt til at suspendere dem. Hvis vi ikke kan benytte os af proceduren med samstemmende udtalelse, håber jeg, at Kommissionen i det mindste vil holde os i meget tæt kontakt med enhver situation, der måtte opstå, hvor vi måske ville være nødt til at suspendere en nation, og at specielt Udvalget om Udvikling og Samarbejde ville modtage eventuelt udarbejdede rapporter. Derudover støtter PPE-gruppen med glæde denne betænkning, når den bliver forelagt Parlamentet.
Hr. formand, efter mange års hykleri med hensyn til overholdelsen af menneskerettigheder i AVSlande er det lykkedes fru Aelvoet at finde en form, hvor vi er kommet et skridt nærmere, når det gælder de europæiske institutioners effektive funktion med hensyn til overholdelsen af menneskerettighederne. Desuden er Parlamentets rolle styrket. Jeg er enig med hr. Bertens, det er endnu ikke godt nok, men alligevel en begyndelse. Bravo, fru Aelvoet. Men hvordan kan dette forslag være vellykket, hvis f.eks. et vigtigt land som Angola fortsætter med at opruste kraftigt. Angola har solgt de kommende tre års olielagre og med disse penge betalt våbnene kontant, våben fra Brasilien og Rusland, Rusland, som vel at mærke er medlem af den trojka, som skal styre fredsprocessen. At etpartistaten Angola kan træffe denne beslutning uden demokratiske drøftelser med den lovlige opposition, kan da ikke bestå Lomés demokratiske prøve. Jeg opfordrer således kraftigt til, at Rådet og Kommissionen fremsætter et konkret forslag, og at Parlamentet udarbejder en interimsbetænkning om, at AVS-landene overholder procentsatsen for oprustning, således som den er fastlagt i traktaten og selvfølgelig også den "good governance«, som fru Günther henviste til. Først da har demokrati og menneskerettigheder nogen chance også i AVS-landene.
Hr. formand og parlamentsmedlemmer, det er klart, at der i løbet af debatten er blevet berørt nogle emner, der bevæger sig ud over de strenge vilkår i fru Aelvoets interimsbetænkning. Det er forståeligt, fordi Parlamentets interesse i den korrekte gennemførelse af den fjerde Lomé-konvention og i særdeleshed det dertil hørende menneskerettighedsaspekt er meget stor. Hr. Corrie har f.eks. nævnt nogle eksempler på forfærdelig opførsel, der giver grund til overvejelse af, hvad der bør gøres i lyset af det nære forhold, som Lomé-konventionen giver Den Europæiske Union med de lande, hvor en sådan opførsel finder sted. Derfor er spørgsmålet om anvendelse af proceduren i artikel 366a i Lomé-konventionen, der er specielt udformet med henblik på den slags situationer, tydeligvis meget vigtigt. Kommissionen har meget omhyggeligt studeret fru Aelvoets anden interimsbetænkning og bemærker de fremsatte ændringsforslag, der vil medføre, at Parlamentet høres under de forskellige stadier af proceduren for gennemførelse. Kommissionen tilkendegav sin mening, da den første interimsbetænkning blev vedtaget vedrørende fordelen ved at involvere Parlamentet yderligere i proceduren for gennemførelse, og det er klart, at det nuværende forslag til afgørelse i Rådet er mere tydeligt i denne henseende. I forslaget fastsættes det, at Parlamentet straks skal underrettes om en eventuel afgørelse om at gennemføre artikel 366a. Vi mener ikke, at det er muligt formelt at høre Parlamentet om de forskellige stadier af proceduren; ikke fordi vi mener, at Parlamentets synspunkter ikke er vigtige, men alene på grund af de specifikke bestemmelser i traktaterne, især artikel 300, der faktisk fastlægger en procedure med henblik på situationer som denne. Det, der foreslås, ville stå i modsætning til indholdet i artikel 300. Kommissionen ønsker at være så imødekommende som muligt og er absolut indstillet på at informere Parlamentet om sine eventuelle initiativer eller forslag i henhold til artikel 366a, og Parlamentet er naturligvis under de omstændigheder i allerhøjeste grad i stand til at tilkendegive sine synspunkter. En tilkendegivelse vil straks få Kommissionens opmærksomhed og blive taget under overvejelse. Kommissionen vil fortsat tage alle Parlamentets synspunkter i betragtning i denne henseende. Jeg beklager, at der har været en forsinkelse i forbindelse med etablering af ordningerne, under hvilke artikel 366a kan gøres gældende, hvor det måtte være nødvendigt. Jeg håber, at det som et resultat af denne debat og medlemmernes og mit eget indlæg, vil være muligt hurtigt at opnå en situation, hvor artikel 366a kan gøres gældende, fordi der vil være opnået enighed om den nødvendige procedure herfor.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A4-0192/98) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse om Rådets fælles holdning fastlagt med henblik på vedtagelse af Rådets direktiv om ændring af direktiv 90/219/EØF om indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer (C4-0031/98-95/0340(SYN)) (Ordfører: Trakatellis).
Hr. formand, et af de vigtigste områder inden for bioteknologien er de måder, som genetisk modificerede mikroorganismer bliver anvendt på. Disse anvendelsesmetoder har stor indflydelse på spørgsmål som sundhed og sygdom, som kost, miljøbeskyttelse, landbrug og andre vigtige områder inden for det menneskelige livs aktiviteter. Udforskningen af de muligheder, der ligger i de genetisk modificerede organismer, bør fortsætte, da den virker meget lovende. Men eftersom man ikke i tilstrækkelig grad kender naturen og omfanget af de farer, som mennesket og naturen kan udsættes for ved at anvende disse mikroorganismer, skal de relevante arbejder foregå på bestemte områder, der er opført på en betryggende måde, så man kan imødegå alle former for farer. Direktivet 90/219/EØF fastsætter afgrænsningerne af disse arbejder med det formål dels at sikre en fælles ramme for udviklingen af den nye teknologi og dels at sikre det menneskelige helbred og miljøet. I øvrigt er der siden indførelsen af dette direktiv og til i dag kommet ny videnskabelig viden til og opstået nye anvendelser, mens man samtidig har opnået den relevante administrative erfaring siden dets ikrafttrædelse. Det er altså rigtigt i dag at modificere direktivet og gøre det mere nutidssvarende. I modificeringen af det bør man tilstræbe den størst mulige administrative smidighed, som dog ikke må gå ud over sikkerheden. Hér må jeg dog lige slå alarm, for vi må ikke sammenblande den smidige og tydelige ramme med sikkerhedsreglerne. Faren, for at der i fremtiden sker en ulykke, bliver hele tiden større, fordi området vokser meget hurtigt. Selv en simpel ulykke vil være nok til at give bioteknologiindustrien et dårligt rygte og skabe krise, en ting vi skal undgå netop ved at skabe de bedste betingelser for sikkerheden. Til trods for det faktum, at Rådet har indført ret mange af Parlamentets ændringsforslag, er der ikke desto mindre nogle vigtige ændringer, der ikke er blevet endeligt inkorporeret i den fælles holdning. Ordføreren er af den mening, at den fælles holdning kun delvis genspejler Parlamentets holdning, som den blev vedtaget ved førstebehandlingen. Følgelig foreslår vi en andenbehandling for at bringe de ændringsforslag op, som ligger tæt på holdningen og ånden i de ændringer, der blev enstemmigt vedtaget i Parlamentet. De vigtigste punkter er: Ændringsforslag 2: en konkretisering af begrebet "indesluttet anvendelse«, så forholdsreglerne for en begrænsning i arbejdet med genetisk modificerede mikroorganismer kan komme entydigt til udtryk. Ændringsforslag 3: udsigten til en genundersøgelse af vurderingen af faren i tilfælde, hvor den kompetente myndighed er orienteret om, at den oprindelige vurdering ikke længere er fyldestgørende. Den kompetente myndighed får således mulighed for at gribe ind. Ændringsforslagene 4 og 9 angår indførelsen af en forordning i forbindelse med brugernes ansvar for sikkerheden, for så vidt som faren - endskønt uendelig lille - eksisterer til trods for forholdsreglerne om indelukning. Det er derfor klogt, om der findes forsikringsdækning og påtagelse af ansvar, i tilfælde af at der skulle opstå skader på tredjepersoner ved brugen af genetisk modificerede mikroorganismer. Ændringsforslag 5 angår sikring af brugeren ved, at han får mulighed for hos den kompetente myndighed at søge officiel tilladelse til anvendelser af kategori 2. Ændringsforslagene 7 og 8 angår orientering af befolkningen, inden den begrænsede anvendelse starter, ikke kun om nødplanerne, men også om de relevante sikkerhedsregler, samt muligheden for at høre dennes mening. Ændringsforslag 10 angår organiseringen af tilsyn og kontrol fra den kompetente myndigheds side og den rette praksis af direktivet og forholdsreglerne for indeslutning. Ændringsforslagene 11, 12 og 13 angår Parlamentets deltagelse i udarbejdelsen og modificeringen af Bilag II, afsnit 2, der handler om de kriterier, der vil fremhæve visse genetisk modificerede mikroorganismer fra direktivets anvendelsesområder. Det samme sigtes der ligeledes også til i modificeringen af farevurderingen i Bilag III, afsnit B. Vi kan ikke acceptere, at Parlamentet bliver udelukket fra udarbejdelsen af så vigtige dele af direktivet. Såfremt dette sker, vil udøvelsen af Kommissionens udøvende myndighed og Parlamentets kontrol af dens handlinger være bedre. På det punkt er vi helt enige med Kommissionen og forventer, at den vil støtte vores holdning. Ændringsforslag 14 angår farevurderingen. Jeg vil gerne her betone, at den nøjagtige vurdering af faren udgør selve kernen i direktivet. Rådet har kun medtaget generelle linjer, men vi fastholder, at proceduren i farevurderingen skal være klar og tydelig. Til sidst ville jeg gerne endnu en gang berøre spørgsmålet om valg af lovgrundlaget, det vil sige artikel 100 A i stedet for 130P. Arbejdet i forbindelse med de genetisk modificerede mikroorganismer anses bl.a. i industrilaboratorierne for at have vigtige følger for konkurrencevilkårerne. Altså mener jeg, at artikel 100 A ville være mere rigtig. Desuden, efter godkendelsen af præsentationerne for SEV, er det blevet klart - og hr. Santer er blevet forpligtet - at vi har medbestemmelse i sager om den offentlige sundhed. Til slut, hr. formand, mener jeg, at Rådet bør støtte vores holdning, der dels sigter på at sikre den nye teknologis udvikling, dels på at værne om menneskets sundhed og miljøet.
Hr. formand, for det første er det vigtigt, at vi alle takker ordføreren for det enorme arbejde, han har udført i forbindelse med dette meget tekniske og komplekse direktiv. Jeg lykønsker ham med hans forståelse for de tekniske detaljer og dertil knyttede problemer. Det er en meget aktuel betænkning i den betydning, at emnet - bioteknologi - har skabt stor offentlig interesse og bekymring i løbet af de sidste par år. Det er en uhyre vigtig betænkning. Bioteknologi som videnskab kan give os enorme fremskridt i det næste århundrede, hvis den anvendes korrekt. Bioteknologi kan medføre enorme fordele for mennesket generelt og øge velstanden for os alle. Men det er vigtigt, at vi opbygger offentlighedens tillid til denne teknologi. For at opnå dette er det nødvendigt med højere beskyttelsesniveauer for at sikre, at den menneskelige sundhed beskyttes, og at miljøet generelt beskyttes mod eventuelle farer, der måtte opstå som følge af forsøg. Dette direktiv kontrollerer forsøg i indeslutningsanlæg eller brugen af GMO'er (genetisk modificerede mikroorganismer) i indeslutningsanlæg. Ordførerens ændringsforslag søger at sikre, at disse krav opfyldes, og at der udøves ansvarlighed og omhu af samtlige læger på dette felt. Jeg vil gerne på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe sige, at vi bestemt går ind for udviklingen af denne nye bioteknologividenskab. Men vi mener, at det er nødvendigt at sikre, at etisk offentlig sundhed og generel sikkerhed respekteres og overvejes fuldt ud. Ordførerens ændringsforslag hjælper os med fastlæggelsen af sådanne forsikringer. Jeg anbefaler ændringsforslagene til Kommissionen og Rådet. Den fælles holdning, som den er kommet tilbage til os, er ikke dårlig. Men der er stadig spørgsmål, der giver anledning til bekymring, som ordførerens ændringsforslag angiver, og det vil vi gerne støtte. For det første er der hele spørgsmålet om klassificering af disse mikroorganismer. Det er fuldstændig korrekt at sige, at langt de fleste mikroorganismer, der eksperimenteres med, i det store hele er uskadelige og kun udgør en lille trussel. Men der er nogle, der udgør stor fare, især dem, der forbindes med traditionelle sygdomme, f.eks. de mikroorganismer, der er forbundet med f.eks. byldepest. Vi er nødt til at udvise størst mulig forsigtighed, når vi har med sådanne at gøre. Vi er derfor nødt til at sikre, at de indeslutnings- og sikkerhedsforanstaltninger, der træffes, står mål med mikroorganismen. Ordførerens ændringsforslag anerkender dette og opstiller et system, der vil sikre dette. Jeg vil også gerne gentage ordførerens bekymring vedrørende komitologi. Dette er et noget bizart forslag ud fra et komitologisynspunkt - to forskellige bilag kontrolleret af to forskellige forvaltningssystemer. Det er således ikke noget, som vi ikke er vant til, som vi ikke bryder os om, og som vi har det meget dårligt med. Vi anerkender, at Kommissionen snart vil fremsætte et nyt forslag med hensyn til komitologi og udviklingen af modus vivendi. Vi håber, at Kommissionen vil anlægge en mere rationel angrebsvinkel, og at de spørgsmål, der på nuværende tidspunkt er i dette forslag, kan løses på den måde. Afslutningsvis vil jeg gerne henlede opmærksomheden på spørgsmålet om det juridiske grundlag. Dette forslag er på nuværende tidspunkt under samarbejdsproceduren. Det mener vi ikke er tilfredsstillende. Vi havde gerne fortsat debatten med Rådet, med Kommissionen som mægler, gennem forligsproceduren. Vi ønsker derfor at støtte ordførerens synspunkt om, at retsgrundlaget bør være artikel 100 A.
Hr. formand, mine damer og herrer. Også jeg vil gerne takke ordføreren for det arbejde, han har udført. Genog bioteknologien er uden tvivl forbundet med store risici. Vi har her hyppigt diskuteret disse risici, f.eks. i forbindelse med kloning af mennesker. Jeg skal tilføje et yderligere eksempel. Jeg nærer stor bekymring for, at anvendelse af prænatal diagnostik fører til en selektion i forhold til handicappede mennesker. Det er en risiko, som vi må se i øjnene. Ved det foreliggende forordningsforslag drejer det sig imidlertid om en anvendelse af genteknologien, som efter min mening er forbundet med meget store risici, og hvor vi efter tyve års anvendelse kan sige, at risici, som man måske endnu så for nogle år tilbage, har vist sig ikke at eksistere. Der er ikke hidtil indtruffet nogen uforudset hændelse. Derfor mener jeg, at det er fornuftigt at afbureaukratisere dette direktiv. Europa må ikke komme endnu længere bagud i fremstillingen af medikamenter ved hjælp af genteknisk modificerede mikroorganismer. Vi skal indhente de andres forspring. Derfor har vi behov for færre bureaukratiske regler. Dette er heller ikke en forringelse af sikkerheden, fordi vi her går differentieret til værks. De farlige mikroorganismer - det har hr. Bowe også givet udtryk for - behandles fortsat meget strengt. Men de ufarlige mikroorganismer skal heller ikke behandles mindre strengt, for det faktum, at der her arbejdes med genteknologi, er ikke i sig selv en risiko, men det er mikroorganismerne, der udgør risikoen. Derfor går jeg stærkt imod visse af indstillingens ændringsforslag, som ikke stammer fra hr. Trakatellis, men som er stemt ind i indstillingen, navnlig ændringsforslagene 2, 4, 9 og 14. Men jeg mener heller ikke, at vi, hvad ansvarsforsikring angår, nu igen har behov for en særlig streng regulering inden for bioteknologien. Vi har behov for en omfattende regulering, og Kommissionen forbereder den. Men vi kan ikke bare altid lægge ekstra på, når det gælder bioteknologi, så vil vi ikke indhente de andres forspring.
Hr. formand, det bliver ensformigt, men også jeg er ordføreren Trakatellis meget taknemlig for denne gode betænkning. Bioteknologien er en meget ung sektor og har endnu ikke gjort ret mange erfaringer. Der vil i de kommende år blive offentliggjort uventede videnskabelige resultater, som har følger for disse teknologiers risikovurdering. Det er derfor nødvendigt at være meget forsigtig. Der skal være klar lovgivning, hvori risiciene er begrænset tilstrækkeligt. Derfor synes også ELDR-Gruppen, at hr. Trakatellis, det sagde jeg allerede, har fremlagt en udmærket betænkning. Efter Rådets fælles holdning er der imidlertid behov for endnu en række ændringsforslag med henblik på at begrænse risiciene så meget som muligt. De forskellige tydeliggørelser, såsom definitionen af den indesluttede anvendelse, er i den forbindelse meget vigtige. Der er også i en række ændringsforslag nu klart fastsat regler for det ansvar, som brugeren af genetisk modificerede organismer nu har, i hvert fald hvis de vedtages af Parlamentet. De kompetente myndigheder får med rette mulighed for at gribe ind, hvis noget tyder på, at risikoanalyser ikke længere er tilstrækkelige. Ændringerne indebærer også, at Europa-Parlamentet er involveret i udarbejdelsen og ændringen af de kriterier, på grundlag af hvilke visse GMO'er er fritaget fra direktivets anvendelsesområde. Netop fordi alle risici skal undgås, forekommer det mig godt, at Europa-Parlamentet er tilbageholdende, men alligevel klart holder øje med disse kriterier. Jeg har forstået, at Kommissionen støtter Parlamentet i dette stærke engagement. Jeg ville dog gerne have dette gentaget af kommissæren. Endelig er vores gruppe tydelig med hensyn til retsgrundlaget, det skal være artikel 100 A. Direktivet vedrører jo industrivirksomheder og således konkurrencevilkår i den bioteknologiske sektor. Desuden var det efter BSE-krisen aftalt, at proceduren for fælles beslutning skulle anvendes for den slags emner. Jeg håber, at Parlamentet også vil støtte artikel 100 A.
Hr. formand, jeg finder det beskæmmende, når der her i Parlamentet tales om, at genteknologien, som hr. Liese har sagt, vil give os enorme muligheder og ved indeslutning, altså svarende til den indstilling, vi diskuterer i dag, heller ikke ville frembyde risici. Men samtidig skyer man erstatningsansvar som pesten! Hvis vi deregulerer, og statslige godkendelser altså trænges i baggrunden, kan der ikke være tale om, at industrien ikke skal påtage sig et forsikringsansvar herfor. Når man siger, at der ikke er nogen risiko ved det, så bliver man da først mistænksom, når forsikringsansvar her afvises så heftigt. Jeg ved, at der i de forløbne uger har fundet en massiv lobbykampagne sted blandt medlemmerne af Parlamentet, og som man ser, har den gjort sin virkning hos hr. Liese, således at forsikringsansvaret skal holdes uden for. Det er fuldstændigt uforsvarligt, for det, det i virkeligheden skal dreje sig om, er, at industrien skal udvise større ansvar. Den tyske forbundsregering bliver for tiden ikke træt af at tale om, at industrien og forskningen skal udvise større ansvar. Hvis vi ønsker, at der udvises ansvar, har vi ubetinget behov for forsikringsansvar, og det er uacceptabelt, at enhver bilist skal tegne en ansvarsforsikring, før han sætter sig ind i en bil, men at virksomheder, der arbejder med patogene organismer, at forskningslaboratorier, der arbejder med virus, som kan komme ud i miljøet, ikke skal dette. Vi kan ikke tilslutte os indstillingen, fordi den på mange områder bevirker en deregulering, for en godkendelse ved udløbet af en frist har intet med forebyggelsesprincippet at gøre. Men jeg vil afslutningsvis endnu en gang fremhæve, at for os er spørgsmålet om forsikringsansvar af helt afgørende betydning. Det er ikke tilfældigt, at en folkeafstemning i Østrig netop har gjort det klart, at der skal komme en regulering af forsikringsansvaret. Der er også medlemsstater, som ønsker dette. Hvis vi altså ønsker, at industrien skal udvise ansvar, så kan vi ikke vente, til skaden er sket, men skal tage industrien på ordet ... (Formanden fratog taleren ordet)
Hr. formand, Trakatellis-betænkningen behandler et af de emner, hvorom man spørger sig selv, hvorvidt Europa-Parlamentet skal beskæftige sig med det. Emnet er så teknisk, at man næsten selv skal have arbejdet på et bioteknologisk laboratorium for at kunne tale med om det, og selv da kan man endnu ikke sige, om bestemmelserne i direktivet er bedre, således som de var, eller således som de nu er blevet gennem den fælles holdning. Det drejer sig her alt sammen om spørgsmålet, hvornår et laboratorium skal overholde strenge sikkerhedsforskrifter, når der arbejdes med genetiske modificeringsteknikker. Ifølge Kommissionens forslag skal laboratorierne nu selv ved hjælp af en risikoanalyse fastslå, hvilket niveau sikkerhedsforanstaltningerne skal have. Det er en underlig konstruktion, for normerne for, hvad der er en stor risiko, og hvad der ikke er det, er faktisk ikke fastlagt nogen steder. Hvis man derefter som virksomhed ved et strengt sikkerhedsniveau skal igennem en mere besværlig administrativ bekendtgørelsesprocedure, end hvis man ved hjælp af risikoanalysen når frem til mindre sikkerhedsforanstaltninger, så ligger der noget modstridende deri. Hvis man som virksomhed vil være meget forsigtig, så bliver man så at sige straffet administrativt, og hvis man vurderer risiciene noget mindre højt, behøver man heller ikke overholde en besværlig bekendtgørelsesprocedure. Ifølge min vurdering fører det til, at indeslutningsniveauet presses nedad. Hvad vi efter min opfattelse først og fremmest har behov for, er en mere standardiseret risikoanalyse. Teksten i bilag tre handler jo herom, men den er stadig alt for generel. Jeg er ikke sikker på, om Europa-Parlamentets ændringsforslag i praksis vil føre til en forbedret bekendtgørelsesprocedure. For en sikkerheds skyld vil jeg støtte det, men uden megen overbevisning. For så vidt angår retsgrundlaget, kan jeg ikke få det til mere end 130 S. Om medlemsstaterne hermed opnår et højt beskyttelsesniveau, vover jeg imidlertid at tvivle på. Heldigvis har virksomhederne lov til at overstige det foreskrevne beskyttelsesniveau, for så vidt som det er tydeligt.
Hr. formand, kære kolleger. Som ordføreren så udmærket har sagt det, er bioteknologien og især genteknologien i fuld ekspansion. Som led i en fair og ordnet konkurrence i Den Europæiske Union er det derfor også nødvendigt at udforme retsgrundlaget svarende hertil. Det er et meget vigtigt punkt, som er ufravigeligt, også fordi alle forskrifter på bioteknologiens område i Den Europæiske Union er baseret på artikel 100 A. Hertil hører også spørgsmålet om komitologi. Det er klart, at proceduren med et forskriftsudvalg efter variant 3b, som fuldstændigt udelukker Det Europæiske Parlament fra drøftelserne om ændring af de kriterier, hvorefter visse genetisk modificerede mikroorganismer kan tages ud af direktivets anvendelsesområde, absolut ikke er acceptabelt for os som EuropaParlament. Vi har også for kort tid siden været nødt til at lade et direktiv strande på dette spørgsmål, fordi Rådet ikke ville bevæge sig. Men for os er dette ikke acceptabelt. Når vi har samarbejde og medbestemmelse, skal Europa-Parlamentets rettigheder på dette område også være sikret i udvalgene. For det andet angående information af offentligheden. I den fælles holdning står der, at medlemsstaterne kan fastsætte høring af offentligheden om visse aspekter. Hvad er så visse aspekter? Hvem definerer disse visse aspekter? Hvad betyder det i det hele taget? Det er uforklarligt, hvorfor Det Europæiske Råd vil stå fast på, at en så uklar definition eller ikke-definition skal blive stående. Også som led i en fair konkurrence er det nødvendigt at skabe klarhed her, således som også ændringsforslagene forudser.
Hr. formand, mine damer og herrer. Jeg skal kun kort omtale, hvorfor vi i dag beskæftiger os med dette direktiv. I Kommissionens begrundelse hedder det, at det på den ene side drejer sig om at anvende fremgangsmåderne til genetisk modifikation ansvarsbevidst, men på den anden side skal der også tages hensyn til væksten i videnskabelig viden og erfaringer i de sidste 10 år. På globalt plan er man allerede kommet meget længere, hvad erfaringer angår. Europa har anlagt en meget streng målestok, og det drejer sig ved dette direktiv egentlig om at slække på den strenge målestok og dens meget omfattende bureaukrati, da erfaringerne har vist, at det, som blev opfattet som en høj risiko, hidtil ikke er indtruffet, og der derfor kan ske en lempelse af procedurerne. Det er min opfattelse, at det, der er udtrykt i den fælles holdning, er ansvarsbevidst, og jeg ser gerne, at dette direktiv så vidt muligt føres ud i livet. Jeg kan støtte det, der er foreslået i det fælles standpunkt.
Hr. formand, i modsætning til visse kolleger, som f.eks. hr. Liese, så tror jeg ikke, at det er fornuftigt at gøre lovgivningen mildere med hensyn til udledningen af genetisk modificerede mikroorganismer. Der er nemlig talrige videnskabelige argumenter, der taler for en strengere lovgivning, og det har hr. Trakatellis helt forstået. Vi støtter derfor hans betænkning fuldstændigt, også selvom vi har indgivet nogle ændringsforslag. Jeg vil gerne nævne nogle nye videnskabelige argumenter. Siden vedtagelsen og indførelsen af direktiv 90/219 har man nemlig fået ny viden på de områder, jeg nu vil komme ind på. Min første bemærkning er, at de bakteriestammer, som biologisk set ville være hæmmede i et laboratorium, kan overleve i miljøet, og her fortsætter de med at udveksle gener med andre organismer. Den anden nye information er, at de rutinemæssige metoder til kemisk inaktivering kan efterlade op til 10 % virus og andre sygdomsfremkaldende agenser i smitsom tilstand. Den tredje oplysning er, at den DNA, der er udtaget af celler - selv døde celler - bliver ved med at eksistere i miljøet og kan overføres til andre organismer. Og endelig skal min fjerde bemærkning være, at vektoren for viral DNA kan være mere smitsom og have en større integrationsevne end selve virus. Jeg tror, at alt dette til fulde retfærdiggør ændringsforslag 2, hvor der står, at man helt skal forhindre, at mikroorganismerne kommer i kontakt med befolkningen og miljøet, og ikke bare begrænse denne kontakt. Det er således et yderst vigtigt ændringsforslag, på samme måde som ændringsforslaget om erstatningsansvar. Vi støtter derfor hr. Trakatellis' betænkning.
Hr. formand, jeg bifalder denne betænkning og ordførerens, hr. Trakatellis, og udvalgets arbejde i forbindelse med at sikre, at Europa-Parlamentet kommer til at spille en rolle i overvågningen af udviklingen på dette meget tekniske og komplicerede felt. Ved at anbefale at retsgrundlaget ændres til artikel 100 A, sikrer man, at medbestemmelsesproceduren følges til fulde. Det er vigtigt, at vi tager ved lære af tidligere erfaringer og insisterer på åbenhed og gennemsigtighed. Det er også nødvendigt at sørge for at garantere sikkerheden, ikke blot for dem, der arbejder inden for bioteknologi, men også for offentligheden. Der er et stort behov for at opbygge offentlighedens tillid. Det er ny teknologi, der frembyder stort potentiale inden for det medicinske felt med henblik på behandling af mange sygdomme, der endnu ikke findes nogen kur for, og med henblik på lindring af smerte hos millioner af mennesker. Vi må flytte grænserne for forskningen, men på en åben og gennemsigtig måde. Inden for de højeste sikkerhedsstandarder skal vi opfordre til og støtte forskningen og sikre, at industrien ikke går i stå med så mange restriktioner, at laboratorier flytter deres forskning uden for Europa og forårsager tab af højt uddannede personer og højt kvalificerede arbejde. Beskeden til offentligheden, hvad angår bioteknologi, skal være afbalanceret og blottet for følelser, ulig meget af det der er foregået indtil nu inden for bioteknologisk forskning. Vi har været vidne til mange vidunderlige succeshistorier inden for bioteknologien, f.eks. udviklingen af genetisk insulin. Der er mange flere uudnyttede muligheder. Af hensyn til menneskeheden er vi ansvarlige for at blive ved med at søge efter de rigtige svar. Jeg håber, at datidens umoderne tankegang ikke vil stå i vejen for utallige menneskers lindring i fremtiden.
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at takke ordføreren og udvalget for deres betænkning og grundige arbejde i forbindelse med den fælles holdning, der blev vedtaget af Rådet vedrørende denne sag. Direktivet blev foreslået og vedtaget for at sikre, at forsigtighedsprincippet kunne følges med hensyn til menneskelig sundhed og miljø, så fordelene ved denne teknologi kunne udvikles sikkert. Direktivet stræber efter i et enkelt specifikt tværgående lovgivningsprogram at dække et højt teknologisk område, der er under hastig udvikling, og som tydeligvis er uhyre vigtig. Med dette direktiv er der blevet identificeret en række problemer i forbindelse med klassificering af genetisk modificerede mikroorganismer, f.eks. utilstrækkelig vejledning i forbindelse med risikovurdering og indeslutningsforanstaltninger, mangelen på en forbindelse mellem anmeldelsesforanstaltninger og foranstaltninger af administrativ art og risikograden for aktiviteterne osv. Den fælles holdning styrker og afklarer Kommissionens oprindelige forslag vedrørende dette emne. Hovedområderne inkluderer øget administrativ kontrol af arbejde i klasse 3 og 4: I tilfælde af tvivl vedrørende klassificering af en aktivitet skal de strengere sikkerhedsforanstaltninger anvendes; udvidelsen af kravet om sikkerhedsplaner i samtlige tilfælde, hvor mangel på indeslutning kunne medføre alvorlig fare; og styrkelsen af indeslutnings- og kontrolforanstaltninger ved indarbejdelse af kravet om at anvende principperne for tilstrækkelig sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen i alle tilfælde. Kommissionen var dog ikke i stand til at støtte den fælles holdning i de tilfælde, hvor den stræbte efter at udelukke EuropaParlamentet fra proceduren med at udforme og ændre bilag II, del B, der vedrører direktivets anvendelsesområde, ej heller artikel 21, hvor Rådet stadig ønskede at bevare procedure 3b (forskriftsudvalg) i stedet for procedure 2a, som Kommissionen foreslog efter Parlamentets første udtalelse. Af de fremsatte 36 ændringsforslag, inkl. supplerende ændringsforslag, kan Kommissionen fuldt ud acceptere ændringsforslag 5, 6, 17, 19, 25, 32 og 36, delvis acceptere 8, 12, 13 og 14 samt i princippet acceptere 2, 18, 20, 21, 28, 33, 34 og 35, hvor ordlyden måske skal ændres. Hvad angår ændringsforslag 13, kan Kommissionen acceptere en 2a-procedure for komitologi, der giver Rådet fleksibilitet til at vedtage andre foranstaltninger end dem, der er foreslået af Kommissionen i stedet for den 3b-procedure, der er indeholdt i Kommissionens forslag. Hvad angår kravet i ændringsforslaget om at fremlægge en beretning om erfaringen med direktivet, mener Kommissionen, at målet med ændringsforslaget kunne nås ved at gøre den beretning tilgængelig for Parlamentet, som den skal udarbejde i henhold til artikel 18, stk. 3. Men forslaget om, at forskriftsudvalgets afgørelser og protokol bør gøres offentligt tilgængelige, er ikke acceptabelt, da det ikke er i overensstemmelse med den nylige aftale mellem Kommissionen og Parlamentet, der har været gældende siden december 1996 om gennemsigtighed og den offentlige tilgængelighed ved udvalgsmøder. Der er så 17 ændringsforslag, som Kommissionen ikke kan acceptere. Ændringsforslag 1 foreslår at ændre retsgrundlaget fra artikel 130 S, stk 1 til artikel 100 A. Direktivets anvendelsesområde ændres ikke betydeligt, og det indvirker ikke direkte på det indre markeds funktion. Derfor mener Kommissionen, at ændringen af direktivets retsgrundlag ikke er juridisk berettiget, og den holdning er i overensstemmelse med holdningen i Retsudvalget. Det bør yderligere overvejes, at en ændring af retsgrundlaget vil hindre medlemsstaterne i at have fleksibilitet til at træffe indeslutnings- og kontrolforanstaltninger, der går ud over dem i direktivet, hvilket de på nuværende tidspunkt kan gøre, fordi medlemsstaterne i deres nationale lovgivning nu kan gå ud over de standarder, der er fastlagt i direktivet. Ansvarsforsikring og økonomisk sikkerhed i ændringsforslag 4 og 9 er til overvejelse i Kommissionen, der, som det er blevet sagt, har til hensigt at udarbejde en hvidbog om miljøansvar, og Kommissionen ville foretrække at beskæftige sig med dette emne på en tværgående måde for at undgå forskellige ansvarskrav i forskellige direktiver. Ændringsforslag 11 er ikke acceptabelt, fordi kravet om at udnytte den fulde lovgivende procedure til ændringer i proceduren for risikovurdering, der er angivet i bilag III, ville forhindre en hurtig ændring af bilaget, som udelukkende er af teknisk art, og en sådan begrænsning kunne føre til sikkerhedsproblemer, f.eks. i tilfælde hvor en hurtig ændring af bilaget ville være nødvendig som følge af yderligere videnskabelig viden. Kommissionen mener, at den foreslåede procedure, der udnytter et udvalg bestående af repræsentanter fra medlemslandene, ville give den krævede fleksibilitet og passende strenghed til analysen af forslag om at ændre bilaget. Ændringsforslag 3, 7, 10, 16, 24 og 31 kan ikke accepteres, fordi de gentager bestemmelser i andre artikler, og de tekniske ændringsforslag 15, 26 og 30 ville øge byrden af kontrolforanstaltninger og dermed søge at indføre strengere foranstaltninger end dem i direktiv 90/679/EØF, der regulerer beskyttelsen af arbejdstagere mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet. Dette direktiv dækker også arbejde med genetisk modificerede mikroorganismer, og Kommissionen ønsker at bibeholde sammenlignelige indeslutningskrav til ens arbejde i de to direktiver. Ændringsforslag 22, 23, 24 og 27 foreslog øgede omkostninger, men vi mener ikke, at de bidrager tilstrækkeligt til sikkerheden. Ændringsforslag 29 er teknisk set ugyldigt, da det ikke kræves, at genetisk modificerede mikroorganismer er i et lukket system. Jeg vil gerne afslutte med at understrege den øgede værdi ved de ændringsforslag, der er blevet accepteret, helt eller delvist, hvilket er et betydeligt antal. Et eksempel herpå er ændringsforslag 5 af hr. Trakatellis, der ville gøre det muligt for anmeldere at kræve en formel godkendelse fra en kompetent myndighed inden for en given periode og dermed klarlægge anmelderens stilling og forpligtelser i henhold til direktivet. Jeg mener, at ændringsforslagene klarlægger og forstærker den fælles holdning og, sammen med den tekst, vil give sunde og underbyggede rammer, der giver det høje sikkerhedsniveau, vi alle søger at opnå.
Hr. formand, jeg vil gerne stille et spørgsmål til Kommissionen, fordi Parlamentet til stadighed bliver holdt hen med snak om hvidbogen om forsikringsansvar, altså en horisontal løsning. Vi har nu ventet i årevis på en sådan ordning, som vi som Parlament har taget initiativ til! Jeg havde gerne hørt fra kommissæren - han sidder jo dog i Kommissionen og må derfor vide besked om, hvilke vanskeligheder der er i Kommissionen - hvornår der efter hans mening kommer en ordning. Mit andet spørgsmål har forbindelse med dette. Hr. kommissær, mener De, at dét, at skatteyderne, det vil sige offentligheden, skal betale for eventuelle skader, er foreneligt med, at industrien og forskningen skal udvise ansvar?
Hr. formand, vi rådfører os for øjeblikket med interesserede parter og håber at kunne fremlægge noget i år.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0197/98) af Pimenta for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse om forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse og indgåelse af en international aftale i form af et godkendt protokollat mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om standarder for human fældefangst (KOM(97)0726 - C4-0014/98-97/0360(CNS)). Hr. Pimenta kan desværre ikke være til stede. I hans sted taler fru Banotti.
Hr. formand, De er muligvis interesseret i at vide, hvorfor hr. Pimenta bad mig om at fremlægge hans betænkning her til aften. Jeg har den tvivlsomme ære af at være den oprindelige ordfører for forbuddet mod import af pelsdyr fanget med rævesakse. Jeg har holdt mig løbende underrettet om emnet lige siden. De er nogle modbydelige tingester. Jeg modtog adskillige, da jeg var ordfører. Jeg håber, at hr. Pimenta ikke fik samme problem, da han overtog betænkningen. Vi har allerede indgående diskuteret ordningerne mellem den canadiske og russiske regering vedrørende dette. Hr. Pimenta mener, at de amerikanske myndigheder forsøger at komme uden om Rådets forordning 3254/91 om rævesakse med den begrundelse, at de allerede har lovgivning om human fældefangst. Han mener ikke, at dette er korrekt. Forordningen fokuserer primært på forbuddet mod rævesakse. Den canadiske og russiske forpligtelse til at forbyde såkaldt konventionelle rævesakse er i det mindste betingelsesløs. Men det samme kan ikke siges om USA, der kun er gået ind på en periode for gradvist ophør af anvendelsen af disse sakse på 6 år, som er underlagt en række betydelige afvigelser. Disse afvigelser er specificeret i punkterne 4.2.3 og 4.2.4 i standarderne. Selvom denne tekst ligner teksten i aftalen med Canada og Rusland, følger USA's forpligtelse med hensyn til rævesakse standarderne, det vil sige, den er betinget. Derudover har USA krævet en længere periode. I oktober påtog USA sig gradvist at lade anvendelsen af konventionelle rævesakse ophøre inden 4 år, forudsat at der forelå »anvendelige erstatningsfælder«. Denne betingelse var fjernet i december-udgaven. Hele affæren får umiddelbare konsekvenser for dyrevelfærden, idet mange millioner dyr fortsat vil blive udsat for grusomme og vilkårlige rævesakse i mange år frem, hvilket måske sågar vil føre til, at nogle af disse fælder ganske uberettiget vil blive klassificeret som humane. Den viser også, at den nuværende EU-strategi i forbindelse med WTO-sager er utilstrækkelig. Over for valget mellem at opfylde deres retlige forpligtelse til at gennemføre EU-lovgivningen og reagere på et eventuelt brud på WTO-regler valgte Rådet og Kommissionen at ignorere deres lovbestemte EU-forpligtelse til fordel for WTO-hensyn. Kommissionen og Rådet valgte gentagne gange at ignorere Europa-Parlamentets udtalelser, herunder dets mange konstruktive forslag til afvejning af de forskellige interesser, f.eks. sikring af proportionalitet i handelsmæssige foranstaltninger samt hensyntagen til de indfødtes interesser. Samtidig og på trods af en række tilknyttede problemer, herunder også testning af kosmetik og husdyrhold, har Kommissionen ikke fremlagt nogen former for formel analyse af eller forslag til, hvordan det komplekse problem med handel og dyrevelfærd kan løses, f.eks. med hensyn til anvendelse eller ændring af de eksisterende artikel XX-undtagelser under WTO-reglerne. Kommissionen har ligeledes heller ikke rejst disse spørgsmål i Genève eller støttet udviklingen af den dialog på højt plan om emnet, som blev foreslået på GLOBE-symposiet i 1996. Desværre har Kommissionen heller ikke udvist vilje til at ville indgå i en drøftelse, der kunne gøre det muligt at foretage en hensigtsmæssig og berettiget skelnen mellem produkter på grundlag af deres produktionsmetode - et spørgsmål, som er af central betydning for såvel dyrevelfærd som generelt for fremskridt i forbindelse med debatten om handel og miljø. Derfor beder hr. Pimenta, i sin egenskab af ordfører, Parlamentet om at afvise den foreslåede aftale.
Hr. formand, man kan banke sit hoved mod muren på mange måder. Dette er ofte foregået, når Parlamentet har udtalt sig om aftaler, som handler om human fældefangst. På basis af kollega Pimentas betænkning har Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse i sin tid foreslået først en forkastelse af protokollatet indgået med Canada og Rusland og nu et indgået med USA. Det har Parlamentet så efterlevet. Kommissionen har herved lyttet til Parlamentet, men har før gennemført og vil nu måske gennemføre aftalen, som den efter henstilling fra Rådet har forhandlet. Det bedste er den godes fjende. Denne gamle frase har hverken Pimenta, det ansvarshavende udvalg eller Parlamentet tænkt på. Det har været hensigten, at fældefangsten skal være absolut smertefri. En metode, som er fuldstændig smertefri, er ikke opfundet. Aftalerne har været et klart skridt imod det bedre. En forkastelse af dem vil logisk betyde en forlængelse af den nuværende uhumane fældefangst. REX-udvalget har nu enstemmigt vedtaget en positiv holdning til den foreliggende aftale. Når der er tale om USA, som desuden er den sidste aftalepart, er denne synsvinkel godt begrundet. Jeg håber, mine kolleger, at vi ikke en gang til banker hovedet mod muren. Jeg håber, at Parlamentet tager et skridt fra den nuværende situation mod noget, der er bedre. Den absolutte humanitet opnås ikke, men et forsøg på at opnå den er den værste hindring for en god gennemførelse af det foreliggende. En aftale, som går imod det ansvarshavende udvalgs holdning, vil således være acceptabel.
Hr. formand, dette er forhåbentlig den sidste triste episode i den sørgelige saga om rævesakse, hvor vi har set det stærke synspunkt hos Parlamentet, der er valgt af folket i Europa, blive tilsidesat af Kommissionen af hensyn til internationale handelsaftaler. Ofrene er de pelsklædte dyr i Nordamerika, Canada og Rusland, der brutalt myrdes, så rige kvinder i vesten kan iklæde sig deres skind. Det har ingen berettigelse. Som førhen støtter Den Socialdemokratiske Gruppe fuldt ud hr. Pimentas fremragende betænkning, der opfordrer til en afvisning af aftalen af årsagerne, der er klart fremstillet i hans betænkning. Aftalerne var forkerte tidligere, de er stadig forkerte, og vi ser ingen grund til at ændre mening. Aftalen med USA lider af de samme mangler, som dem vi tidligere afviste med Canada og Rusland, og den er endnu svagere, som hr. Pimenta viser i sin betænkning. Det er heller ikke sandsynligt, at den kan overvåges og gennemføres ordentligt, fordi beføjelserne, der er overdraget de amerikanske delstaters regeringer, der ikke er aftalepart, betyder, at de ikke vil gennemføre den ordentligt. Vi mener, at Kommissionen har valgt den forkerte vej, da den nægtede at gennemføre 1991-forordningen på ikrafttrædelsesdatoen i 1996. Vi har i sinde at stå fast, for vi mener, vi har ret, og vi kan kun håbe, at denne utilfredsstillende situation ikke opstår igen. Vi håber også, at den vil understrege behovet for at styrke artikel 20 i GATT-aftalen. Det er skandaløst, at europæisk lovgivning korrumperes på denne måde. Jeg mener ikke, at disse svage aftaler vil hindre grusomheder mod pelsklædte dyr, og derfor virker de mod selve formålet med deres eksistens.
Hr. formand, hele rævesakseaffæren bliver egentlig stadig mere latterlig. Jeg kunne egentlig lige så godt have gentaget den tekst, som jeg udtalte for to år siden. Det ligner en historie uden ende, for denne aftale mellem Unionen og USA er endda endnu dårligere end den aftale, som vi også forkastede, mellem Unionen og Canada og Rusland. Medens Canada og Rusland i det mindste endnu havde givet tilsagn om at gennemføre forbuddet mod de såkaldte konventionelle rævesakse, gælder dette bestemt ikke for USA. De har kun tilbudt at afskaffe rævesaksene gradvist over en periode på seks år og har desuden fastsat en hel masse undtagelser. Denne aftale er bestemt utilstrækkelig og må derfor afvises. Hele sagen gør det på en alvorlig måde tydeligt, at Den Europæiske Unions nuværende strategi i sager, som har forbindelse med WTO, er fuldstændig uegnet. Det er da virkelig skandaløst, at Rådet og Kommissionen har opgivet de holdninger, som de havde indtaget, og er gået med til et endnu svagere forslag for dermed at undgå en eventuel tvist i WTO. Det er overordentligt foruroligende at se, hvor let Rådet og Kommissionen lader hånt om Den Europæiske Unions lovgivning. Europa-Parlamentet har gentagne gange gjort opmærksom på, at forordningen fra 1991, som helt forbyder anvendelsen af rævesakse, skal gennemføres. Desværre har Rådet og Kommissionen indtil nu set stort på Parlamentets holdninger. Hele sagen udgør en alvorlig underminering af lovgivningen i Den Europæiske Union, og det europæiske demokrati undermineres dermed også. Men endnu alvorligere er følgerne for dyrs velfærd, for millioner af dyr vil nu stadig dø en grusom død i disse rævesakse.
Hr. formand, når vi taler om human fældefangst, må man først konstatere, at hele dette forløb er et drama med flere skandaløse akter. For det første vil jeg minde om forordningen 3254/91, altså fra 1991, som udtaler, at der fra den 1.1.1996 overhovedet ikke mere skal indføres pelse til EU, som stammer fra dyr, der er fanget med rævesakse. Kommissionen har i samspil med Rådet simpelthen undladt at udstede en gennemførelsesbestemmelse og har således ophævet en EU-lov, som nu simpelthen ikke eksisterer. Hvis man ser nøje på det, har Kommissionen ofret den på WTO's alter. For det andet overskriften »human fældefangst«. Der findes ikke nogen human fældefangst, ikke med nogle som helst fælder! For dyrene er det fuldstændigt lige meget, i hvilken slags fælde de kommer elendigt af dage. Vi må nu endelig lære, at dyr er levende væsener og ikke en vare. Denne tænkemåde stammer fra middelalderen. Nu går vi ind i år 2000 og tænker stadigvæk på denne måde. For det tredje så at sige toppunktet, nemlig denne aftale med USA. Aftalerne med Canada og Rusland var allerede i ordets egentligste betydning mere end klodsede. Men dette her overgår alt. Der er lange overgangsfrister, der er ingen retsnorm, og det ligger overhovedet ikke fast, hvornår der ikke mere må fanges dyr med fælder af denne type. Det er oven i købet en grov ringeagt for Parlamentet, for vi er jo valgt af millioner af borgere og er deres repræsentanter. Og menneskene ønsker, at der ikke mere skal findes rævesakse. Af denne enkle grund vil vi naturligvis stemme for hr. Pimentas betænkning og afviser fuldstændigt alt, hvad der nu findes af aftaler, samt Kommissionens hele fremgangsmåde.
Hr. formand, flertallet af medlemmerne i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse er enige med betænkning af Pimenta, som endnu en gang kritiserer dette forslag på grund af manglende deltagelse ikke kun fra NGO'erne, men også fra visse lande, som er meget involveret i emnet. Vi er derfor fuldstændigt enige i det, som hr. Pimenta foreslår om at afvise den foreslåede aftale, da den er totalt utilstrækkelig, og uden yderligere ophold håndhæve forbuddet om import af skind og især fremme de indfødte befolkningers deltagelse. På intet tidspunkt under forhandlingen om dette emne har vi i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse glemt de indfødte befolkningers rettigheder. Disse folk har i mange år ernæret sig ved jagt og praktiserer ikke grusomt drab på dyrene i modsætning til andre lande, der optræder på denne måde. Denne sag er af særlig interesse for mig, fordi jeg bor i Asturien. I den nordspanske region Asturien lever den måske største bestand af brune bjørne (80 dyr). I løbet af de seneste 20 dage er tre bjørne døde. Selvom undersøgelserne ikke er afsluttet, er der mistanke om, at et voksent dyr, som var meget vigtigt for artens bevaring, er blevet dræbt af krybskytter, som havde opsat fælder for andre dyr. Og det er, hvad der plejer at ske, når der opsættes fælder, som kan gå ud over truede dyr. Derfor, hr. formand, støtter vi betænkningen af Pimenta. Vi mener, at det er på tide, at der bliver truffet en endelig afgørelse, og at der ikke længere tages hensyn til kommercielle interesser. Og vi håber, at betænkningen som i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse vedtages af plenarforsamlingen med stort flertal.
Hr. formand, kære kolleger, vil Den Europæiske Union være i stand til at håndhæve forbuddet mod import i Unionen af pelse fra dyr fanget i rævesakse? Vores forhandling i dag er bare én af en lang række forhandlinger, og jeg håber, at Parlamentet vil vise sig at være logisk og konsekvent i forhold til de holdninger, som det har haft tidligere. Jeg indrømmer, at jeg hører til dem, der hidtil har været nærmest forstående og moderat over for Kommissionens holdninger, som i øvrigt ofte er blevet indtaget unilateralt. Jeg accepterede, naturligvis uden at være glad for dette, at forhandlingerne blev forlænget med et år, da det var nødvendigt at nå frem til en aftale. Jeg mente ligeledes, at aftalerne med Canada og Rusland uden tvivl kunne have været bedre, men de havde i det mindste den fordel, at de fik forhandlingerne ud af det dødvande, som de befandt sig i. Selvom det forholdt sig sådan, så er der grænser for min gode vilje, og den aftale med USA, som De foreslår i dag, hr. kommissær, er helt uacceptabel. Jeg er således enig med vores ordfører, som jeg lykønsker for kvaliteten af hans arbejde. Denne aftale er nemlig alt for meget bagud i forhold til aftalen mellem Den Europæiske Union, Canada og Rusland, der trods alt er meget begrænset. Antallet af undtagelser og anvendelsesperioden, der er sat op til seks år, er ikke noget godt tegn. Desuden kan man med rette spørge sig selv om de amerikanske myndigheders vilje eller evne til at pålægge deres egne stater denne aftale. Det er nogle spørgsmål, som vi ikke har noget svar på. Man kan således kun, ligesom hr. Pimenta, anmode om, at vi forkaster denne aftale med USA. Desuden skal vi sætte forhandlingen i dens rette sammenhæng og være klar over, at det ikke blot drejer sig om problemet med rævesaksene, men også om Den Europæiske Unions evne til at modstå presset fra WTO. Kommissionen bør være bevidst om konsekvenserne af de aftaler, den har til hensigt at indgå. Og man kan endnu en gang blot beklage, at den træffer afgørelserne uden om Europa-Parlamentet. Den pålægger oven i købet Parlamentet at give afkald på nogle grundlæggende principper. I dag er det miljøbeskyttelsen, det gælder, og i morgen er det måske de sociale bestemmelser eller vores kultur, det går ud over.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne sige, at jeg synes, det er endog meget vigtigt at sikre dyrs velfærd. Og netop derfor kan jeg ikke støtte Pimenta i at forkaste forslaget om en aftale med USA. Jeg mener, vi skal anbefale aftalen ligesom REX-udvalget. For det første må man lave en realistisk vurdering af, hvad alternativet til aftalen er, før man afviser den. For det andet må man vurdere konsekvenserne af aftalen i USA og ikke mindst i EU. Og for det tredje må man se på mulighederne for løbende at få udviklet bedre og mere humane fælder. Alternativet til aftalen med USA er ikke en aftale med bedre standarder. Og derfor er det ikke nogen god idé at vende tilbage til Rådets beslutning om forbud mod rævesakse. Fru Pollack brugte ordet »fornærmende«, og her er vi nok ved kernen. EuropaParlamentet er fornærmet, fordi det ønskede forordning 91 fastholdt, selvom aftalerne med Rusland, Canada og USA - så vidt jeg kan se - vil give bedre dyrevelfærd. Hvorfor? Beslutningen om forbud mod rævesakse er meget begrænset. Den gælder kun 13 arter imod de 19, som er dækket af den nye aftale. Den forbyder ikke brug af rævesakse, men kun importen af pelse, og først og fremmest dækker beslutningen kun denne ene fangstmetode. Som jeg har sagt tidligere, er det hyklerisk at fokusere på denne ene - omend barbariske - fangstmetode, når der i EU bruges mindst lige så grusomme fælder. Det er det, der er alternativet til aftalerne med Rusland, Canada og nu også med USA - og ikke skrappere krav til fælder. EU's eksport af pelse til USA er for tiden dobbelt så stor som importen fra USA. Dette er vigtigt, fordi det viser, at vi i højere grad burde fokusere på de standarder, der gælder for fældefangst i Europa. Den netop indgåede aftale vil faktisk hæve standarderne i flere EU-lande. Måske er det der, vi skal starte, i stedet for at score billige dyrevelfærdspoints på bekostning af jægere i USA. Endelig - og det er næsten det vigtigste - er der i aftalen afsat penge til at forske i bedre fælder. Det vil sige, at vi får en aftale med konkrete standarder for fælder og et program til at forbedre de eksisterende fælder. Det må være bedre end et forbud mod import, en WTO-sag og europæiske jægere, der ikke lever op til standarderne.
Hr. formand, kære kolleger, med hensyn til dette forslag om en aftale mellem USA og Den Europæiske Union er vi helt enige med ordføreren, der foreslår, at vi forkaster dette forslag. I denne efterhånden meget gamle sag om rævesakse er aftalerne med Canada og USA nemlig aldrig rigtigt blevet godkendt af Europa-Parlamentet. Og de var trods alt af en bedre kvalitet end denne aftale. Tre ting viser, hvor svært det er at føre diplomatiske forhandlinger, der er rigtigt loyale, med USA. For det første har amerikanerne fået for vane - og det er også tilfældet i denne aftale - at gøre opmærksom på deres interne forfatningsbestemmelser, i henhold til hvilke det på mange områder, og også på dette område, er føderalstaterne, der er kompetente, og ikke den føderale regering. Når aftalen skal gennemføres, giver dette dem på en måde mulighed for at se bort fra den underskrift, de har sat på føderalt niveau. De har allerede gjort noget lignende i andre sager, der ikke har noget at gøre med denne sag, som f.eks. sagen om det internationale marked for elektriske konstruktioner, og det viser, at der faktisk er en skævhed i de aftaler, vi indgår med USA. For det andet afviser USA den strenge mekanisme med hensyn til løsningen af stridsspørgsmål og nøjes med en simpel høringsmekanisme, hvilket naturligvis er utilstrækkeligt. Endelig får USA nogle stadig længere frister for afskaffelsen af rævesakse, hvilket gør, at der sættes spørgsmålstegn ved selve indholdet i aftalen. Vi ønsker naturligvis, at disse fælder skal forsvinde, men ud over det emne, som behandles her, drejer det sig om et principielt problem vedrørende de aftaler, der er indgået mellem USA og Den Europæiske Union. Man talte tidligere om aftaler, der ikke var jævnbyrdige, mellem Kina og de europæiske stater. Man har ofte på fornemmelsen, at der også er tale om aftaler, der ikke er jævnbyrdige, når USA og Den Europæiske Union kommer i konflikt.
Hr. formand, der er helt sikkert ingen, der kan gå ind for idéen eller praksisen med barbariske metoder, smertefulde og hårde metoder, under jagt på pelsdyr. Men jeg har forstået, at nogle kolleger udviser en så overdreven omsorg, at vi - hvis de fortsætter i samme retning, nemlig med at stræbe efter en idealløsning, det vil sige, at pelsdyr ikke må jages - vil ende i en uacceptabel blindgyde. Ud fra dette synspunkt skønner vi, at selvom aftalerne med Rusland og Canada ikke frembyder nogen idealløsning, så fremmer de sagen på en positiv måde, de forbyder de omtalte fodfælder og enhver anden form for smertefuld jagt, hvor man ikke har kontakt med dyret. Vi mener altså, at disse aftaler giver et vist spillerum, de kan forbedres og udvides til også USA gennem vedvarende forhandlinger. På den anden side, hr. formand, mener vi, at jo strengere disse beslutninger er, desto mere sandsynligt er det, at de bliver overtrådt. Vi har lært af historien: at ingen virkelig streng lov nogensinde er forblevet uovertrådt; tværtimod har den skabt forskellige andre, ja sågar kriminelle, måder at blive overtrådt på. Der er dog også en anden side, hr. formand, som jeg gerne vil nævne: omsorgen over for dyrene er retfærdig, men man må også vise omsorg over for de indfødte: Der findes tusindvis af mennesker, der lever af at forarbejde og forhandle pelse. Som eksempel vil jeg gerne nævne det nordvestlige Grækenland, med Kastoria som centrum: hundredvis af små virksomheder lever af at forarbejde, forhandle og sælge pelse, og tusindvis af mennesker finder en rimelig beskæftigelse. Vi kan følgelig ikke se bort fra sådanne parametre i sagen. Til sidst, hr. formand, for at disse arter ikke skal uddø, mener jeg, at det - ud over at den smertefulde jagt på dem bliver begrænset - er muligt, såvel på EUplan som på nationalt plan, med økonomisk støtte, med forholdsregler, at fremme nationale parker, parker på EUplan, fredede skove, så disse pelsproducerende arter, og endog yderst pelsproducerende, kan få nemmere ved at reproducere sig.
Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Pimenta for denne glimrende nye betænkning om dette emne. Det er blevet en roman, men en uhyggelig roman, nemlig romanen om de rævesakse, der vedrører tretten dyrearter. Jeg vil alligevel gerne gøre opmærksom på, hvad det drejer sig om. Dyrene bliver fanget i en fælde, og med knuste knogler og overrevne sener forsøger de at slippe væk ved med deres egne tænder at gnave deres pote over for at komme fri, hvorefter de slæber sig væk i sneen, idet de efterlader sig et blodigt spor. Vi har i årevis forsøgt at forbyde denne grusomhed, nemlig lige siden forordningen af 1991. Hvert eneste år siger EuropaKommissionen til os: "en lille frist til, hr. Dyrplager, et lille stykke tid endnu«. Vi fik at vide, at man ikke måtte genere inuitterne, som om inuitterne nogensinde har brugt rævesakse til deres traditionelle fiskefangst. Nu får vi at vide, at vi ikke må genere Verdenshandelsorganisationen, og at sagen skal indbringes for et panel, ligesom det var tilfældet med bananerne og hormonkødet. Panelet i Genève bliver nu den gud, vi skal anråbe om velsignelse. I december 1997 indgik vi en aftale med USA, og i juli 1997 indgik vi en aftale med Canada og Rusland. Vi tager naturligvis, hvad vi kan få, og det drejer sig bare om en protokol, ligesom Blair House-aftalen, som Kommissionens repræsentant har et godt kendskab til. Man gentager i øvrigt Blair House-kuppet, og man fortæller os, at aftalens juridiske rækkevidde er meget begrænset på grund af USA's føderale struktur, som gør, at de pågældende stater ikke tager sig af, hvad der sker i Washington. Kommissionen er i grunden tilfreds, eftersom den får endnu en frist på yderligere tre til fem år, og USA foreslår os simpelthen at opstille et hierarki for det uacceptable og grusomme. Det vigtige ved denne sag er, at den er symbolsk. Ligesom det var tilfældet med bananerne, hormonkødet, råmælksosten og hormonmælken, underkaster vi os også her USA, hvilket vi gør hver eneste gang. Afslutningsvis vil jeg gerne gentage, hr. formand, at med hensyn til Helms-Burton-loven eller d'Amato-loven har USA ikke været lige så venlige over for os, som vi har været over for dem. Hvad os angår, så er vi enige i hr. Pimentas holdning, der er den eneste holdning, som er human og værdig over for dyrene.
Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg er enig i betænkningen. Tankegangen bag denne betænkning er ret klar, fordi, som alle, der har vælgere, som har skrevet til dem og fortalt dem om den barbariske praksis, ved, og som tidligere talere har nævnt, er det barbari, der kan opstå så tilfældigt og efterlade dyr lidende i så mange dage, helt tydeligt uacceptabelt i en civiliseret verden. Mange mennesker i Det Forenede Kongerige har sat deres navn på spørgeskemaer, der er blevet sendt til mig, og det fremgår helt tydeligt af delegationer af andre i Det Forenede Kongerige, at de har stærke følelser for dette emne i lighed med andre emner inden for dyrevelfærd. Europa er en af de store forbrugere af handelen med pelsskind - noget, der ligner 70 % ender i Den Europæiske Union. Det er helt tydeligt, at vi som forbrugere har en meget udtalt og autoritativ mening om dette emne. Jeg mener, at Kommissionen har begået en fejl ved ikke kraftigere at udfordre WTO på baggrund af det etiske aspekt ved miljømæssige, velfærdsmæssige og sociale emner. Jeg tror, meningen kan blive endnu mere udtalt. Jeg ved, at specielt Sir Leon ud fra Kommissionens synspunkt har gjort ihærdige bestræbelser på at skabe en balance i verdenshandelen. Der er visse linjer, vi ikke kan krydse: ikke kun i dette tilfælde, men også med hensyn til f.eks. asbest og hormoner i oksekød. Det står helt klart for mig og for andre her i Parlamentet, at når vi vælger at forkaste det, der sker med hensyn til de aftaler, der indgås i Europas navn, at når vi taler på vegne af befolkningen, bør vores synspunkter respekteres, og folk skal bringes til at forstå, at vi i den henseende, og den henseende alene, ikke kan svigte kulør vedrørende de emner, som Parlamentet diskuterer og forelægger Dem, Sir Leon.
Hr. formand, jeg kan forsikre Parlamentet om, at jeg ikke ville anbefale denne aftale med USA, hvis jeg ikke mente, at den repræsenterer et stort skridt fremad, hvad angår dyrevelfærd, og at den var en løsning på problemet - ikke en fuldstændig løsning, men ikke desto mindre et skridt fremad, der svarer til det, vi enedes om med Canada og Den Russiske Føderation. Det ville have været yderst mærkeligt, for at sige det mildt, hvis Kommissionen og Rådet indgik en aftale med USA, hvis vi ikke mente, det var tilfældet. Aftalen har taget form af et godkendt protokollat, der, trods et forenklet og mere fleksibelt format, svarer til hovedteksten i aftalen med Canada og Den Russiske Føderation. Den struktur er nødvendig, eftersom fældefangst i USA er underlagt delstaternes enekompetence og ikke en national aftale. Men - og det vil jeg gerne understrege - denne aftale med USA er en juridisk bindende international aftale og dermed bindende for hele USA, og USA kan ikke undslippe dens konsekvenser ved at sige, at en af staterne ikke vil overholde den. Det er en international bindende aftale. Standarderne, der er vedlagt det godkendte protokollat er identiske med dem, der er vedlagt aftalen med Rusland og Canada. Kun tidsplanen for gennemførelsen er blevet ændret for at inkludere dispensationerne, der er fastlagt i artikel 10 i aftalen med Canada og Rusland. Det er sandt, at aftalen med USA, i modsætning til aftalen med Canada og Rusland, ikke indeholder detaljerede og bindende procedurer til afgørelse af eventuelle tvistigheder, men man bør bemærke, at USA til gengæld ikke ville opnå samme sikkerhedsniveau for landets handel med skind, som Canada og Rusland har, fordi Den Europæiske Union ville opretholde sin ret til straks at ty til forordning 3254/91 og indføre importforbud på amerikanske varer i tilfælde af et oplagt brud på aftalen fra amerikansk side, der ikke ville kunne løses gennem konsultationsprocedurerne. Hvis det skulle ske - hvilket, jeg håber og tror, ikke vil ske- ville vi stå stærkere, end vi gør nu med hensyn til at forsvare et sådant forbud i WTO. Set i lyset af dens resultat for dyrevelfærden kan jeg ikke se, at denne aftale på nogen måde er svagere end aftalen med Rusland og Canada. USA er indstillet på at overholde alle standarderne i aftalen med Canada og Rusland og er på den baggrund villig til at afprøve rævesaksene inden for aftalens tidsramme. De har også accepteret princippet om ubetinget og fremskyndet gradvis ophør af anvendelse af de konventionelle fastholdende rævesakse af stål, og at det gradvise ophør af anvendelse vil finde sted for to dyrearter fire år efter, at aftalen med Canada og Rusland træder i kraft og for de resterende ti amerikanske dyrearter seks år inden for den samme tidsramme. Det er naturligvis helt tydeligt, at tillægsskrivelsen til det godkendte protokollat afholder USA fra at gøre afvigelserne, der er fastlagt i tidsplanen for gennemførelsen med hensyn til det gradvise ophør af anvendelse, gældende, og de vil ikke være i stand til at gøre det. Selv inden for den længere tidsramme, hvis man tager de berørte landes respektive situationer vedrørende brugen af fælderne og det samlede antal dyr, og derfor hvad der er blevet gjort for gradvist at ophøre med brugen, med i betragtning, vil det endelige resultat svare til det i aftalen med Canada og Rusland, hvad angår forbedringen af dyrevelfærd. En afvisning af aftalen ville afgjort være ensbetydende med et importforbud i Den Europæiske Union, men det vil ikke føre til en forbedring af dyrevelfærden. Kun ved at acceptere aftalen opnår vi en betydelig forbedring inden for dyrevelfærden, og kun på grundlag af ens aftaler kan vi forvente, at dyrevelfærdssagen skubbes frem på den internationale arena. Jeg mener ikke, at vi ved at indføre et forbud kan fremme dyrevelfærdssagen den mindste smule, og det er netop af den grund, at vi gennemfører vores retlige krav, der giver mulighed for en international aftale som et alternativ til forbuddet. Det var klogt, at det retlige krav skulle gøre dette, fordi den internationale aftale påser en forbedring af dyrevelfærden - muligvis ikke så stor, som vi gerne så den, men en betydelig forbedring af dyrevelfærden - i modsætning til den negative løsning med et forbud, der ikke ville hjælpe et eneste dyr. Det er af den grund, selv hvis WTO ikke eksisterede, at jeg ikke ville tøve med at anbefale denne aftale til Parlamentet alene på basis af dyrevelfærden.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0178/98) af Girão Pereira for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om indgåelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og regeringen for Republikken Guinea om fiskeri ud for Guineas kyst, for perioden 1. januar 1998 til 31. december 1999 (KOM(98)0129 - C4-0245/98-98/0086(CNS)).
Hr. formand, ærede medlemmer, i de seneste år har Kommissionen foreslået Rådet og Parlamentet, at der blev indgået fiskeriaftaler med tredjelande, således at medlemsstaternes fiskerflåde kan holdes i gang trods faldende fiskebestande i EU's farvande. Aftalen med Guinea er således en videreførelse af denne politik, som vi mener er fornuftig, og som vi klart støtter på grund af den betydning, som fiskeriet har for visse kystområder, for industrien og for selve markedet. Forbindelserne med Guinea på dette område går tilbage til 1986. Det drejer sig således om at forny en allerede eksisterende aftale til at gælde mellem den 1. januar 1998 og den 31. december 1999. Nogle af dens mest afgørende aspekter bør fremhæves. Den finansielle modydelse er blevet betragtelig forøget, men fiskerimulighederne øges også ved det større antal fartøjer, der kan fiske i disse zoner. En andet aspekt, der bør fremhæves, og som udgør en nyhed, er, at ca. 50 % af den samlede finansielle modydelse udgør støttebidrag til Guineas fiskerisektor, særlig til videnskabelige programmer, stipendier til teknisk og faglig uddannelse, støtteprogrammer til de organer, der overvåger og kontrollerer fiskeriet, og programmer til støtte for det ikke-industrielle fiskeri. Og denne finansielle støtte er blevet udvidet til nogle mekanismer, der skal sikre en korrekt forvaltning af fiskebestandene, idet det er fastsat, at alle skibe, der fisker i denne zone, skal have en observatør om bord, der har til opgave at kontrollere fiskeaktiviteterne og indsamle statistiske oplysninger om fangsterne. På den anden side, - og her er der tale om en stor nyhed - skal der gøres opmærksom på, at det guineanske fiskeriministerium har pligt til at sende Kommissionen en årlig rapport om de foranstaltninger, der træffes på det videnskabelige og tekniske område med henblik på at få et bedre kendskab til fiskebestandene. Et endnu vigtigere aspekt: den finansielle godtgørelse er kædet sammen med, at disse foranstaltninger i forbindelse med udvikling af det lokale fiskeri og bevaring af bestandene faktisk iværksættes, således som det er fastsat i sidste del af protokollens artikel 4. Derfor fremlægger jeg ændringsforslag 5, der forekommer mig mere omfattende end Fiskeriudvalgets, fordi det påkalder sig denne bestemmelse i protokollen og Europa-Parlamentets ret til at få kendskab til de rapporter, som denne fastsætter. Af det allerede omtalte kan det konstateres, at denne protokols indhold svarer til de retningslinjer, som Rådet opstillede på sit møde den 30. oktober 1997, ifølge hvilke det ville være hensigtsmæssigt, at henved halvdelen af Fællesskabets betaling anvendes til specifikke formål til forbedring af fiskeriforholdene. På den anden side bestyrker den og fører mange af de anbefalinger ud i livet, som er blevet fremlagt af Udvalget om Udvikling og Samarbejde, der altid har lagt vægt på, at sådanne aftaler også skal befordre udvikling. På grund af den betydning, som aftalen har for Den Europæiske Unions fiskerisektor og på grund af de nyheder, som den har indført, tror vi, at Parlamentet kan støtte den enstemmigt.
Hr. formand, der er efter min mening visse vanskeligheder forbundet med denne aftale. For det første er der antallet af tilladte fiskerfartøjer, der nu er på 74, mens det tilladte antal tidligere var 43. Desuden er aftalen blevet undertegnet af Kommissionen uden en forudgående udtalelse fra Parlamentet, og jeg er derfor enig med ordføreren, når han siger, at Parlamentet skal informeres, og at protokollen skal overholdes. Foruden disse aspekter er der problemerne i forbindelse med det vanskelige i at kontrollere fiskeriet inden for de 10 sømil. Dette fiskeri vil resultere i en stærk interessekonflikt med hensyn til de ca. 100.000 lokale fiskere, som har deres virke i dette land, og som flere gange har protesteret over for Den Europæiske Union og over for de pågældende lokale myndigheder. Hertil kommer, at også den foreslåede finansielle modydelse til de lokale fiskere er meget, meget begrænset i forhold til det samlede beløb på ECU 6.500.000. Der er kun sat ECU 320.000 af til støtte til de lokale fiskere, mod ECU 800.000 til ministeriet og ECU 800.000 til kontrollen. De i alt 74 fiskerfartøjer - hvoraf 33 har omkredsende net, som er meget skadelige, og som skaber store problemer - betaler kun ECU 20 pr. t, det vil sige omtrent ITL 40.000 pr. t, hvilket er et latterligt lille beløb. Når det er sagt, er vi dog godt klar over, at denne aftale allerede er blevet undertegnet, og at den nu skal verificeres, men vi håber så afgjort, at de internationale aftaler i fremtiden i det mindste vil respektere et ligeligt niveau med hensyn til tredjelandenes ressourcer.
Hr. formand, kære kolleger, først vil jeg gerne ønske hr. Girão Pereira tillykke med den betænkning, som han har lagt frem, der følger Parlamentets velkendte linje, hvad angår firskeriaftaler. Det er en meget klar betænkning, og jeg vil gerne på min gruppes vegne støtte den i sin helhed. Jeg mener grundlæggende, at det er en aftale med nye elementer, thi i grunden søger vi jo blot at føre et gammelt princip ud i livet, som vi altid har fulgt her i Parlamentet, ifølge hvilket de midler, de finansielle modydelser, som Den Europæiske Union betaler, bør komme fiskerisektoren til gode i de lande, som vi undertegner aftaler med, og derfor mener jeg, at det er en rigtig holdning, vi har, at mindst halvdelen af Fællesskabets betaling støtter det lokale fiskeri. Jeg mener, at det udgør en god begyndelse. Det bedste ville selvfølgelig være, at det var hele modydelsen, men vi har at gøre med et følsomt område, der berører hvert enkelt af disse landes suverænitet. I aftalen med Guinea er der faktisk en omkostningsforøgelse, men den modsvares af en forøgelse af fangstmængderne, således at der findes en objektiv kompensation. Der er også andre interessante aspekter, som man må bifalde, som f. eks. styrkelsen af de midler, der er afsat til de videnskabelige programmer og til selve fiskeriministeriets administrative organisation. Vi støtter denne betænkning, og endnu en gang ønsker vi ordføreren tillykke med det arbejde, som han har udført.
Hr. formand, som det fremgår af tonen i de tidligere indlæg fremhævede både ordføreren og de to talere generelt de positive aspekter ved denne aftale. Det er en aftale, som er på linje med Fællesskabets nye fiskeripolitik. Der er ikke tale om at drive rovdrift på eksisterende fiskebestande, men om at hjælpe disse udviklingslande til for det første at bevare deres egne bestande - Det Europæiske Fællesskab yder finansiel støtte hertil ved f.eks. at hjælpe dem med fiskerikontrol - og for det andet til at opnå økonomisk udvikling via finansielle modydelser. Det Europæiske Fællesskab letter altså på den ene side situationen for Fællesskabets fiskere, der som bekendt har vanskeligheder mange steder, og fremmer på den anden side fiskeriet, samtidig med at bestandene bevares, og deres overlevelsesmuligheder ikke forringes. Jeg tror, at den gennemførte budgetforhøjelse er berettiget på baggrund af Fællesskabets nye politik, og at den i sidste ende vil være til gavn både for befolkningerne i de afrikanske lande, for Fællesskabets egen befolkning og for en generel bevaring af fiskebestandene. Jeg mener derfor ligesom de tidligere talere, at Parlamentet bør godkende teksten, som den er, med de ændringsforslag, der er vedtaget af Fiskeriudvalget, herunder hr. Girão Pereiras ændringsforslag 5, men derimod er jeg fuldstændigt imod ændringsforslag 6 af hr. Teverson, der indfører en alt for negativ og skadelig begrænsning på gennemførelsen af efterfølgende fiskeriaftaler.
Hr. formand, betænkningen om fiskeriaftalen med Guinea, der er fremlagt af hr. Girão Pereira, som jeg lykønsker, viser meget klart, at de, der mener, at fiskeriaftalerne er et middel til, at fællesskabsflåden uden kontrol kan udnytte tredjelandes bestande uden at bidrage med nogen fordele, helt tager fejl. Hvis aftalerne med Argentina, Marokko eller Mauretanien ikke var tilstrækkelige til at vise, i hvor høj grad Fællesskabets fiskeriaktivitet har bidraget til udviklingen af denne sektor i tredjelande, demonstrerer den nye protokol med Guinea helt klart de fordele, som et kystland kan opnå ved en fiskeriaftale med Fællesskabet, og som mindst kan sammenlignes med de specifikke udviklingspolitiske bidrag - hvis de da ikke er endnu bedre - selvom der her ganske enkelt er tale om handelsaftaler. Stigningen på over 50 % i den finansielle modydelse er som sagt af overordentlig stor betydning, men endnu vigtigere er fordelingen heraf. Faktisk er næsten halvdelen af de ECU 6, 5 millioner, der skal betales til Guinea, beregnet til forbedring af uddannelserne og fremme af guineansk fiskeri. Særligt bemærkes stigningerne til øget kontrol, som er fordoblet i forhold til den tidligere protokol, og støtten på ECU 320.000 til ikke-industrielt fiskeri, som er steget med en tredjedel i forhold til den tidligere protokol. Takket være denne form for støtte har Guinea kunnet undertegne fiskeriaftaler med Kina og Korea med nogle garantier for bestandene, som ville have været utænkelige uden den knowhow på fiskeriområdet og de internationale regler om bevaring af bestandene, som Guinea har fået adgang til takket være Fællesskabets finansielle modydelse. Endvidere er det, som hr. Girão Pereira fremhæver, nødvendigt at understrege det nye i, at de guineanske myndigheder skal aflægge regnskab for Den Europæiske Union om, at midlerne er blevet tildelt til handlinger, der vedrører udvikling af lokalfiskeriet og bevaring af bestandene, og at opfyldelse af dette krav er strengt forbundet med udbetaling af den finansielle modydelse. Derfor støtter jeg ligesom resten af min gruppe betænkning af Girão Pereira.
Hr. formand, det er ret underligt, at alle understreger, hvilke gode udviklingsmæssige aspekter disse betænkninger har for fiskerierhvervet i Guinea, i dette tilfælde, og ligeledes for andre lande. Det kan jeg godt lide: Det har jeg altid argumenteret for, at de burde have. Der har været en stor forbedring i disse betænkninger, særligt måske efter det nederlandske formandskabs handlinger og den ansvarlige kommissærs medtagen af min betænkning sidste år. Tingene bliver derfor bedre, men der er stadig et problem med hensyn til høringen af Europa-Parlamentet. Kommissionen hører os ikke tidligt nok. Rådet har ligeledes et vist ansvar i den forbindelse. Dette påpeges i utvetydige vendinger af Budgetudvalget i dets udtalelse til denne betænkning. Ikke desto mindre har vi måttet sige det gang på gang. Der har været fremskridt, langt flere ressourcer er helliget ikke-industrielt fiskeri, helliget forbedringen af fiskeriet i Guinea osv. på mange forskellige måder, der er blevet nævnt tidligere. Jeg håber, at guineanerne har ressourcerne til at overvåge, hvad der sker, når EU-fiskerflåden er der. Jeg kan også godt lide forslaget om - selvom det måske ikke er tilstrækkeligt - at en del af fangsten skal landes i Guinea for at bidrage til den lokale befolknings fødevareforsyning. Dette er meget vigtigt. Men det er trist, at man blev enige om en 10-sømilegrænse, når de omkringliggende stater har 12 sømil, hvilket synes at være standarden. Afslutningsvis støtter jeg udtalelsen fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde om, at det ville være nyttigt, hvis EuropaKommissionen kunne indgå regionale aftaler om dækning af områder som Guinea, Guinea-Bissau osv.
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at takke den ærede herre for hans enestående betænkning om de nye betingelser for fælleskabsflådens fiskeri i farvandet ud for Guinea. Vi mener, at disse nye betingelser sandsynligvis vil sikre en mere effektiv gennemførelse af aftalen i overensstemmelse med de grundlæggende principper for bevarelsen af ressourcer. Kommissionen anerkender med denne protokol den guineanske regerings bestræbelser siden 1996 på at sikre generel kontrol med adgangen til bestande og udvikle kampen mod illegalt fiskeri og havforskning. Dette nye og positive klima, der anerkendes af rederne i Fællesskabet, har ført til en forbedring af fiskeriressourcerne i området samt fornyet interesse i Fællesskabets fiskere i guineanske farvande, som er et vigtigt potentiale for fællesskabsflåden. Kommissionen mener ligeledes, at denne nye protokol med Guinea indeholder store fornyelser, der primært er rettet mod at fremme et bæredygtigt fiskeri, samtidig med at den er forenelig med både udviklingspolitikken og Unionens regionale tilgang til fiskeriaftaler. Protokollen markerer betydelige fremskridt i vores regionale måde at gribe tingene an på, hvilket afspejles i en harmonisering af de finansielle betingelser, som Fællesskabet har tilbudt de forskellige lande i underregionen. Derudover er de tekniske bestemmelser vedrørende fiskeaktiviteter blevet bragt på linje med de gældende regler i de lande, der tilhører the Subregional Commission for Fishing off the Gulf of Guinea (den subregionale kommission for fiskeri i Guinea-bugten). Protokollen fordeler 50 % af den generelle hensættelse - det vil sige ECU 3, 25 millioner - over to år til ordninger, der skal fremme havforskning, overvågning af fiskeriet til støtte for det ikke-industrielle fiskeri og uddannelsesmuligheder samt bidrage til internationale fiskeriorganisationer. Omfanget af denne støtte vil give Guinea midlerne til at tage del i de underregionale programmer med henblik på administration af ressourcer. Guinea tillægger dette stor betydning, da landet i år har formandskabet for to regionale fiskerikommissioner: the Subregional Commission for Fishing off the Gulf of Guinea samt the Ministerial Conference of Atlantic Coastal States (atlantiske kyststaters ministerkonference). Protokollen sikrer tæt samarbejde mellem de to parter i administrationen af ordningerne og giver os mulighed for at gennemgå betalinger i lyset af, hvordan de gennemføres. For nu at vende mig mod de foreslåede ændringsforslag kan Kommissionen ikke acceptere ændringsforslag 4, da det går imod fastlagte doktriner vedrørende vores internationale fiskeriaftaler og ville påvirke Kommissionens beføjelser til at føre forhandlinger i uønsket retning. Kommissionen kan i princippet acceptere ændringsforslag 1, 2, 3 og 5, om ikke i deres nuværende form. Jeg bør dog understrege, at Kommissionen allerede regelmæssigt informerer Parlamentet om udnyttelsen af fiskeriaftaler i sine erklæringer og beretninger til Fiskeriudvalget. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 6, idet fiskeriaftaler indgås på fællesskabsplan, og derfor er det Kommissionen, der betaler den finansielle godtgørelse, og fartøjerne der fisker i disse farvande, der betaler licensafgifterne.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 19.50)