Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, jeg skal ikke forsinke tingene, for det drejer sig for mig om protokollen, om det forfatningsstridige ved afstemningspligten, det ulovlige ved at pålægge finansielle forpligtelser og de fatale skattemæssige konsekvenser. Men De er en berømt jurist og i stedet for at tage ordet her, vil jeg skrive et brev til Dem og lægge det på Deres skrivebord.
Mange tak for Deres samarbejdsvilje, hr. Janssen van Raay. (Protokollen godkendtes)
Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra formanden for Rådet om det østrigske formandskabs arbejdsprogram. Jeg giver ordet til hr. Schüssel på vegne af Rådet. Jeg vil gerne byde ham særligt velkommen i dag, hvor han fremlægger sit første indlæg for det første østrigske formandskab, som jeg tror, vi alle ønsker held og lykke med udøvelsen af formandskabet for Den Europæiske Union for første gang. Jeg giver ordet til hr. Schüssel.
Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, medlemmer af Europa-Parlamentet. Østrig overtager rådsformandskabet i en periode, der er spændende, ja ligefrem afgørende for Europa. Unionen er i færd med at virkeliggøre to forehavender, som på afgørende måde vil præge vores kontinents ansigt i det 21. århundrede. Ved indførelsen af euroen tager Europa et stort skridt i retning mod en økonomisk og politisk enhed og bliver samtidig som det største integrerede økonomiske område i verden en af de centrale aktører inden for verdensøkonomien. Ved udvidelsen af Unionen skal der samtidig eksporteres stabilitet og velstand til et større Europa. Et klogt hoved har for nylig i en stor europæisk avis skrevet, at ØMU'ens fuldførelse vil styrke europæernes identitet, og udvidelsen vil teste dens grænser. Allerede stifterne af Det Europæiske Fællesskab drømte om et større Europa, som skulle overvinde den dybe spaltning af vores kontinent mellem øst og vest. De drømte om et Europa, som på grundlag af fælles værdier sætter demokrati og menneskerettigheder i højsædet og varigt sikrer fred og frihed. De drømte om et Europa, som klarer sig uden vekselkontorer og grænsebomme og således ikke mere står i vejen for europæiske borgeres fællesskab. Nu er den kommet, denne historiske chance til at gøre gårsdagens drømme til morgendagens virkelighed. Den Europæiske Union er jo ikke uden succes i disse bestræbelser. Hvis vi kort ser på, hvad der er sket siden oprettelsen, så havde fællesskabet af seks lande i 1958 160 millioner indbyggere, i dag er der 370 millioner og med udvidelseskandidaterne op mod 500 millioner. Det nuværende EU har et bruttonationalprodukt, som i faktiske tal er næsten seks gange så stort som det, der fandtes i det økonomiske fællesskab i 1958. Unionen står i dag for en tredjedel af verdenshandelen. Men samtidig er den også det største giverland i verden. 60 % af udviklingssamarbejdet og 80 % af den hjælp, der går til landene i den tidligere Sovjetunion, kommer fra Den Europæiske Union. Man kan altså med god ret sige, at chancen er kommet til at virkeliggøre gårsdagens drømme. Euroen er Europas svar på globaliseringen. Vi kan således succesrigt klare denne udfordring. Denne fælles valuta vil forbedre det indre markeds funktion og bidrage til at sikre arbejdspladser, men også give impulser til markedsorienterede strukturreformer, som er stærkt nødvendige for at sikre vores egen konkurrenceevne. Betingelserne for euroens indførelse er i dag bedre, end de fleste af os - selv glødende optimister, som jeg selv normalt hører til - forventede. Deres Parlament, europæernes Parlament, Det Europæiske Parlament har ved sin deltagelse i udnævnelsen af Den Europæiske Centralbanks Direktion og ved afholdelsen af høringer, der anerkendes fra alle sider, varetaget en væsentlig demokratisk kontrolfunktion. I de næste måneder under østrigsk formandskab skal der søges en begyndelse på en stærkere koordinering af den økonomiske politik, og den endegyldige fastlæggelse af valutakurserne skal forberedes. Det hører utvivlsomt til de vigtigste opgaver for det østrigske formandskab at bidrage til en god start på euroen den 1. januar 1999. Men endnu vigtigere end tallene for økonomisk og monetær succes er for mig en anden sammenligning. Siden 1945 har der globalt været over 200 krigeriske konflikter, hvori de mindre konflikter slet ikke er medregnet. Der har ifølge statistikkerne sammenlagt ikke været fire uger, hvor der ikke et eller andet sted i verden har været en større militær konflikt, men den nuværende Europæiske Unions område har været forskånet for sådanne krigshandlinger. Jeg må her citere friherre Friedrich von Gentz, fyrst Metternichs sekretær, der så at sige var Wienerkongressens referent, dens notetaker . Han sagde, at ethvert politisk system, som kunne give Europa håb om at undgå blot tre eller fire krige i et århundrede, ville fortjene den højeste anerkendelse. Mine damer og herrer, vi har dette system! Vi har et sådant system, vi har et sådant instrument. Det hedder Den Europæiske Union! Hvis vi vil sikre varig fred, stabilitet og økonomisk fremgang i Europa, så er der efter min dybeste overbevisning på længere sigt intet bedre middel end at inddrage vores nabolande i Den Europæiske Union. Naturligvis er det på grund af det store antal ansøgere - aldrig før har man forhandlet med en gruppe på elleve lande og forhandlet på de mest forskellige niveauer - og på grund af den store forskel i økonomisk udvikling særligt nødvendigt at forberede sig grundigt. Europa-Parlamentet har i sin beslutning i december sidste år med rette erkendt, at den næste udvidelse udgør en fuldkommen ny etape i den europæiske integrationsproces, og at der kræves en dybtgående undersøgelse af alle institutionelle, politiske, økonomiske og sociale følger for Unionen og for tiltrædelseslandene. Østrig - det ved De i forvejen - deler næsten halvdelen af sine grænser med fire tiltrædelseslande. Jeg takker specielt EuropaParlamentet for den forståelse og finfølelse, det har vist, idet det i en beslutning om Agenda 2000 den 18. juni har taget hensyn hertil og har gjort opmærksom på de særlige bekymringer, der præger de regioner, der har fælles grænser med tiltrædelseslandene. Det har også nævnt nødvendigheden af støtte, særligt inden for programmet INTERREG. Men jeg tilføjer, at netop på grund af vores særlige beliggenhed som tidligere randområde, men nu centralt placeret, er vi som næppe noget andet land interesseret i, at denne udvidelse skal lykkes. Man skal være ærlig over for sine borgere. Udvidelsen koster noget. Men disse omkostninger i forbindelse med udvidelsen, som er afsat i førtiltrædelsesstrategien og i de midler, der er afsat til udvidelsen, og som med rette og helt korrekt er nævnt i Kommissionens forslag, er sandsynligvis den bedste investering i vores egen fremtid. Til sammenligning skal det nævnes, at amerikanerne jo også har hjulpet os i tiden efter Anden Verdenskrig. De overførte dengang i løbet af fire år knap 2, 5 % af vores bruttonationalprodukt til Europa, til de tidligere fjenders lande. Det interessante er, at vi i dag ifølge Kommissionens forslag i løbet af syv år skulle stille ca. 2, 7 % af disse landes bruttonationalprodukt til rådighed, hvilket jeg finder absolut i orden, og jeg håber heller ikke, at denne del på nogen måde bestrides, hidtil har jeg i hvert fald ikke hørt noget egentligt argument imod dette på min tour des capitales . Det er det dobbelte af Marshall-planen, en investering i vores egen fremtid og i ansøgerlandenes fremtid i det 21. århundrede. Jeg hilser dette velkomment, og det østrigske formandskab vil på grundlag af disse forslag også gøre sit til, at der ikke opstår strid om dette punkt. De beslutninger, der blev truffet af Det Europæiske Råd i Luxembourg, har skabt grundlaget for udvidelsesprocessen, en proces, der inkluderer elleve ansøgerlande. Det britiske formandskab stod i tegnet af den højtidelige indledning af denne proces. Nu mener vi østrigere, at vi skal opretholde den politiske dynamik, og viceminister Benita Ferrero-Waldner og jeg - det er så at sige vores fornyelse - har under vores tour des capitales også inddraget tiltrædelseslandene, alle elleve, fordi vi fra begyndelsen af vil sende og give det vigtige signal til disse lande, at de fra nu af hører med til den europæiske familie, og at vi vil behandle og informere dem som ligeberettigede og som partnere. Alle de beslutninger, vi skal træffe, berører og angår dem jo, hvad enten det drejer sig om Agenda'en eller reformen af institutionerne, om spørgsmålet om udvidelsesstrategien eller andre vigtige udenrigspolitiske temaer. Under vores formandskab vil vi indlede væsentlige forhandlinger om enkelte kapitler. Kommissionen er godt i gang med sin acquis screening , og vi håber, at ca. halvdelen af alle kapitler vil være efterprøvet inden nytår, så man på et ministermøde i november virkelig kan begynde de første drøftelser i de væsentlige forhandlinger. Jeg siger her helt åbent, at dette er meget vigtigt, fordi det også støtter reformprocessen i ansøgerlandene. Lad os ikke gøre os illusioner! Der findes i alle ansøgerlande - og vi har været der sammen - naturligvis også europaskeptiske politiske partier, populister, kritikere, som ikke ønsker denne udvidelsesproces. Det er vores opgave at hjælpe dem og give dem kraft, som går ind for en fornuftig tilnærmelse til Den Europæiske Union og for en modig, nogle gange også smertelig forberedelsesproces til tiltrædelsen. (Bifald) Udvidelsen kræver ikke kun store anstrengelser af vores fremtidige partnere, heller ikke Unionen selv er i dag endnu parat til tiltrædelserne. Det siger jeg her helt åbent. De reformer, der er sammenfattet under begrebet »Agenda 2000«, det vil sige landbrugsreform, strukturpolitiske nyordninger, Unionens finansieringsstrømme, har naturligvis en ganske særlig prioritet. De er nødvendige, selvom mange medlemsstater - naturligvis med rette - fremsætter kritik på mange punkter. Men jeg mener, at Kommissionens forslag i hvert fald kan være et godt grundlag for de politiske diskussioner, som skal begynde til efteråret. Vi er naturligvis bevidste om den udfordring, der ligger i forslagene og i tidspresset. I Cardiff blev der jo ikke besluttet andet, end at vi vil fremskynde diskussionen med næsten trekvart år. Hvis vi virkelig vil have en pakke færdig i marts under det tyske formandskab, hvilket også er vigtigt, fordi den jo så vidt muligt skal drøftes og besluttes før valget til Europa-Parlamentet, så forudsætter dette i sandhed, at der gøres utrolige anstrengelser for, at vi nu forlader den generelle retorik og standser udvekslingen af forberedte taler om principper og i stedet kaster os hovedkulds ud i det slidsomme arbejde med hårde og vanskelige forhandlinger. Jeg ved, at dette ikke er så enkelt, for i sidste ende er dette program 2000-2006 jo et program, som efter vores møntfod omfatter ATS 10.000 milliarder og egentlig et program til to hele lovgivningsperioder i Parlamentet. Når man tænker på, hvor vanskeligt det ofte er i nationalstaterne at få vedtaget et samlet program i en enkelt periode, så ved man, at dette ikke er så enkelt. Vi ved imidlertid, at hvis vi vil overholde tidspunktet, skal vi opnå væsentlige fremskridt inden Det Europæiske Råd i Wien. Den endelige færdiggørelse og vedtagelse af pakken er forbeholdt det tyske formandskab. Men vi har i mandags i Rådet for Almindelige Anliggender vedtaget en meget ambitiøs og meget præcis tidsplan. Dette Råd er jo ansvarlig for den horisontale koordination og skal også være det, fordi alle fagministre naturligvis med rette fremfører deres specielle interesser i forhandlingsprocessen. Vi må på hvert møde tage os tid og være parate til at forhandle. Et centralt punkt i det britiske formandskab var forberedelsen af Europa-Parlamentets integration i den lovgivningsmæssige beslutningstagning. Jeg finder det særdeles godt, at Europa-Parlamentet i de næste måneder skal beskæftige sig med alle aspekter af Agenda'en for at bidrage til en rettidig afslutning. Jeg takker Dem for denne beredvillighed, og jeg fremhæver, at vi i Rådet må være nøje bevidste om, at det ikke går uden støtte fra parlamentarikerne, fra de nationale parlamenter, men i lige så høj grad også fra de europæiske parlamentarikere, som er valgt direkte af det europæiske folk. Amsterdam-traktaten er med til, kære Europa-Parlament, at bidrage til det mål at gøre Europa klar til fremtiden. Trods alle kendte utilstrækkeligheder vil denne nye retlige ramme for Unionen også give virkelige forbedringer. Mange betegner Parlamentet som sejrherren ved denne Amsterdam-traktat. Det er sandt, at dets rolle i den fælles beslutningstagning er styrket. Jeg minder blot om, at Østrig under regeringskonferencen hele tiden fra begyndelsen gik ind for, at Europa-Parlamentets rolle og også inddragelsen af Europa-Parlamentets repræsentanter i forhandlingerne skulle udformes så optimalt og vidtgående som muligt - og det ved formand Hänsch, som jo dengang altid var til stede, hvilket dog ikke var tilstrækkeligt, som jeg her absolut kritisk tilføjer. Jeg mener, at det er ærgerligt, at Amsterdam ikke også fandt de sidste skridt til en institutionel afrunding. Vi har nu i Cardiff besluttet straks efter ratificeringen af traktaten - jeg håber, det sker snart - at gå i gang med drøftelserne, med forhandlingerne om disse endnu uafklarede institutionelle punkter. Hertil kommer endvidere, at vi i Wien skal træffe vigtige beslutninger på FUSP-området - det kommer jeg til senere. Hertil kommer, at vi skal forberede overtagelsen af Schengen-bestemmelserne og Schengen-sekretariatet i Den Europæiske Union. En særlig betydning har forberedelsen af gennemførelsen af den nye fælles beslutningstagning, nyordningen af komitologien og en fair deltagelse af Parlamentet. Parlamentet er også gået i gang med arbejdet på en ensartet valgprocedure for EuropaParlamentet og en fælles statut for parlamentsmedlemmerne. Det glæder mig, at nogle af disse temaer står på dagsordenen for den første plenarmødeperiode under det østrigske formandskab. Sjældent i den europæiske integrations historie har Den Europæiske Union stået over for så mange udfordringer. Til de fleste har vi brug for borgernes støtte. Vi bifalder derfor det britiske initiativ til at starte en dybtgående diskussion om Unionens fremtid, og vi vil aktivt fortsætte denne dialog i det andet halvår. Effektivitet i Unionen, i institutionerne, tæthed på borgerne, subsidiaritet, demokratisk legitimitet er alt for tit kun tomme ord og klichéer i politiske festtaler. (Bifald) Men jeg siger Dem ganske åbent, at med halvhjertethed kan vi ikke skabe begejstring for den europæiske sag. Jeg hilser det derfor velkomment, at der under østrigsk formandskab kan afholdes et ekstraordinært møde for stats- og regeringscheferne om dette emne. Det er også et tema, som sandsynligvis ikke kan løses i løbet af en enkelt drøftelse. Det må jeg straks tilføje. Det vil fortsat være et vigtigt tema, og det anser jeg også for godt. Enhver bør begynde hos sig selv. Jeg har i sinde som formand for Rådet for Almindelige Anliggender at tage dette emne alvorligt og at konfrontere vores kolleger med, hvordan vi selv kan bidrage til mere effektivitet og mere europæisk koordination. Enhver må se hos sig selv, hvordan Kommissionen og hvordan Rådet kan forbedres i alle deres strukturer. Har vi måske efterhånden for mange Råd? Er der tilstrækkelig europæisk koordination af den europæiske sag? Hvordan kan man anvende Det Europæiske Råd klarere og mere præcist med henblik på beslutningstagningen? Hvilken rolle kan Europa-Parlamentet spille i denne så vigtige interinstitutionelle dialog? Temaet subsidiaritet er interessant - vi har jo egentlig fastlagt og forberedt en ganske god protokol herom i Amsterdamtraktaten - for det kan bevirke, at vi får hoved og hænder frie til det egentlige europæiske arbejde. Der er mange emner, som belaster dagsordenen for meget og egentlig hindrer os i at bruge tilstrækkelig tid på de virkeligt store emner. Men jeg siger også åbent om dette spørgsmål, at subsidiaritet ikke må bruges til, at man undergraver eller underminerer den egentlige europæiske sag. Institutionerne må ikke svækkes. (Bifald) Jeg mener også, at subsidiaritet og solidaritet ikke må stilles op som modsætninger, men de skal og bør i det ideelle tilfælde supplere hinanden. Begge dele er kerneelementer i det borgerlige samfund af i morgen. Uden Europa - det er jeg personligt dybt overbevist om, og enhver, der kender mig, ved, at det siger jeg overalt, uanset hvor jeg taler, ikke kun for EuropaParlamentet, det er altid tendensen i min linje - uden Europa har nationalstaterne ikke mere noget svar på den globale udfordring. Uden Europa kan man ikke løse de store fremtidsspørgsmål, som jo virkeligt interesserer borgerne, f.eks. miljøbeskyttelse, beskæftigelsespolitik, respekt for menneskerettighederne, den omfattende sikkerhed. Her har vi brug for mere Europa og ikke mere nationalstat eller disse subsidiaritetsfloskler, som ikke når op til dette niveau. (Bifald) Det bedste middel til at begejstre de europæiske borgere for Europa er at lytte efter, hvad der er vigtigt for disse borgere og at prioritere disse ting højt på vores dagsorden. Det er ganske interessant, at disse højt prioriterede temaer er temmelig ens i alle europæiske lande, nemlig allerøverst arbejdspladser, dernæst bekymringen for et rent miljø og et sikkert hjemsted. Her skal dette sikkerhedsbegreb - det siger jeg også helt åbent - forstås så omfattende som muligt. Naturligvis også som sikkerhed mod den organiserede kriminalitet og som en sikker beskyttelse endda også i militær forstand. Men jeg mener, at sikkerhed også skal forstås i en solidarisk social kontekst og også som den nukleare sikkerhed i usikre kernekraftværker. (Bifald) Med en gennemsnitlig arbejdsløshed på stadigvæk over 10 % har jobskabelse derfor netop for det østrigske formandskab fortsat den højeste prioritet i Europa. Den er vores mærkesag, det var den under regeringskonferencen, og det vil den også være i den konkrete gennemførelse. Hidtil har dette emne jo også i mange europæiske taler været en bestanddel af den såkaldte lyrik, som vi gerne kalder det. Det nye er, at vi nu med Amsterdam også har instrumenter i hånden. Vi har nu for første gang fået forelagt præcis 15 nationale beskæftigelsesprogrammer, som er blevet gennemgået særdeles kritisk af Kommissionen, hvilket jeg bifalder, og hvor man kan og skal lære af hinanden, f.eks. hvad den ene medlemsstat har gjort bedre end vi selv, hvad den ene har forud for den anden, også med hensyn til negative erfaringer. Mange gode idéer lykkes jo ikke altid sådan, som man helst havde set det. Sir Karl Popper har engang som den udviklede menneskeheds væsen nævnt, at »det er vores fordel, at vi kan lade vores idéer dø i stedet for os selv«. Det er godt og vigtigt, at man kan lære og profitere lige så meget af de idéer, der mislykkes, som af de succesrige eksempler. Det nye ved de retningslinjer for beskæftigelsen, der skal besluttes i Wien, er altså nu, at de for første gang skal baseres på 15 konkrete, forpligtende nationale handlingsplaner. For det andet findes der for første gang på dette grundlag beslutninger, som gælder for den succesrige indførelse af den europæiske møntenhed. Trods alt deltager 11 lande heri, og yderligere tre kunne deltage - fordi de opfylder kriterierne - hvis de har den politiske vilje og gennemfører de politiske beslutninger. Jeg går endnu videre. Europa kan også gøre endnu mere netop for beskæftigelsen på helt specifikke områder, nemlig på den globale scene og - meget vigtigt - i forhandlinger med WTO, inden for forskning og udvikling. Jeg lægger ikke skjul på min personlige sympati - som formand må jeg egentlig ikke sige det - for mange idéer fra Europa-Parlamentet, hvad det femte rammeprogram angår, for det er naturligvis grundlaget for morgendagens beskæftigelsesidéer og -muligheder. Hele spørgsmålet om de transeuropæiske net, også spørgsmålet om en fornuftig anvendelse af miljøteknologien, de lige muligheder for mænd og kvinder, bedre betingelser for små og mellemstore virksomheder, uddannelse og videreuddannelse af arbejdstagere, det er tyngdepunkter i vores bestræbelser. Angående miljøet: Den varige beskyttelse af vores miljømæssige vilkår og vores livsbetingelser er lige vigtig for borgerne overalt. Derfor vil vi helt bevidst føre en aktiv miljøpolitik med høje miljøstandarder hos os selv, men frem for alt også påtage os en ledende rolle i de internationale forhandlinger om globale miljøproblemer. Jeg hilser i høj grad hvidbogen om de vedvarende energikilder velkommen. Den er særdeles spændende! Her ligger der direkte og indirekte beskæftigelsesmuligheder for ca. 800.000 mennesker. Auto-Oil-programmet, programmet om reduktion af benzin og diesel - altsammen særdeles interessant. Et spørgsmål, der naturligvis skal berøres i forbindelse med udvidelsen, er den nukleare sikkerhedsstandard. Det er særdeles vigtigt! På grund af vores geografiske beliggenhed angår det naturligvis i særlig grad os østrigere. Jeg siger også helt åbent, fordi jeg ved, at nogle medlemmer af Parlamentet også gerne ser, at dette punkt omtales officielt, at vi ikke ønsker, at dette misforstås som et bilateralt tema. Det skal ikke hindre nogen i at komme ind i Den Europæiske Union. Men vi ønsker, at nye saneringsmulige kernekraftværker lever op til den højeste vestlige standard, og at gamle kraftværker, som ikke mere kan saneres - stikord: Bohunice, få kilometer fra Wien - lukkes så hurtigt som overhovedet muligt af hensyn til borgerne dér og af hensyn til vores egne borgere. (Bifald) Der foreligger i dag en offentliggørelse af en undersøgelse af sikkerhedsstandarderne på Mochovce. Jeg har ikke selv set den endnu, men jeg har sat mig for, at jeg i eftermiddag eller i morgen vil sørge for, at Parlamentets grupper får tilsendt denne undersøgelse af sikkerheden på Mochovce, fordi der sandsynligvis vil være stor interesse for den i Europa-Parlamentet. Unionen skal overbevise borgerne om, at åbne grænser ikke må føre til tab af sikkerhed. Derfor bliver den indre sikkerhed prioriteret virkeligt højt i vores formandskab. Det drejer sig om bekæmpelse af den organiserede kriminalitet, menneskesmugling. Vi forbereder i øvrigt sammen med alle 15 medlemsstater en international konvention til lands og til vands på FN-plan. I kampen mod narkotikahandel gælder det om at styrke Unionens handleevne på dette område. Jeg ved fra vores kontakter og besøg i Central- og Østeuropa, at netop dette tema om den indre sikkerhed er et centralt emne også for tiltrædelseslandene. Disse 11 tiltrædelseslandenes ydre grænser udgør i alt 6.600 km. Det må man nu engang gøre sig klart! Det er disse 11 ansøgerlandes ydre grænser, ikke til Unionen, men til nabolandene, hvor vi klart ved, at der findes ganske mange problemer. Så vigtigt det end er, at vi hjælper disse lande på områderne miljø, transeuropæiske net og opbygning af institutioner, bør vi dog også overveje - og det er et stærkt ønske fra disse lande - om vi ikke kan gøre mere for at hjælpe dem med at sikre deres grænser, så vi på dette område eksporterer sikkerhed for ikke på et eller andet tidspunkt at måtte importere ustabilitet. (Bifald) På dette område vil naturligvis optagelsen af Europol's virksomhed i det andet halvår af 1998 give en ganske vigtig impuls. Vi foreslår også en fair fordeling af flygtningebyrderne og udarbejdelse af en fælles strategi for Unionen i migrationspolitikken. Et tema, der for mig er særligt vigtigt, som jeg her yderligere skal omtale, er beskyttelse af børn. Intet siger mere om et samfunds værdi end den måde, hvorpå det beskytter den svageste del af sit samfund. Vi har planlagt nogle interessante aktiviteter. Vi vil bringe temaet frem på FN-plan. I Den Internationale Arbejdsorganisation har temaet børnearbejde naturligvis allerstørste betydning ligesom videreudviklingen af FN-konventionen om børns rettigheder. Det er bydende nødvendigt at bekæmpe seksuelt misbrug af børn - et særligt bittert og smertefuldt tema - og de grusomme følger af børnepornografi på Internettet. 40 % af ofrene for landminer er børn, og jeg mener, at Unionen kan gøre meget på dette område. Jeg har med stor glæde fulgt den handlingsplan, der er foreslået af Kommissionen, og som blev besluttet af EuropaParlamentet den 2. juli. Respekten for og håndhævelsen af menneskerettighederne vil være et særligt vigtigt tema netop i det år, hvor vi fejrer 50årsdagen for den universelle erklæring af menneskerettighederne. Vi vil også på passende måde tage højde herfor i form af en særlig festforanstaltning. Jeg skal nævne et tema, som for øjeblikket hører til de mest prekære og presserende, nemlig finansieringen af NGO'er, ophævelse af blokeringen af finans- og budgetposter. Vi har i Rådet i mandags på min tilskyndelse beskæftiget os meget med dette under frokosten. Det drejer sig trods alt om ECU eller EUR 660 millioner. Heraf angår 200 millioner området menneskerettigheder, og det har ødelæggende følger, hvis der ikke handles hurtigt. (Tilråb fra hr. Samland: Sig det til finansministrene!) Derfor ville jeg netop gøre opmærksom på, at vi i Rådet har besluttet - også tak for de kommissionsforslag, som blev vedtaget i går - at vi i morgen vil lægge størst muligt pres på COREPER for hurtigst muligt at ophæve blokeringen af denne sag. På fredag samles Budgetrådet. Vi har bedt hver enkelt udenrigsminister om endnu en gang at lægge pres på sin regering, så det bliver muligt positivt at ophæve blokeringen på dette område. Jeg beder også om, at vi her skubber interinstitutionelle problemer lidt i baggrunden, frem for alt angående ophævelsen af blokeringen af budgetmidler for 1998, for hundredvis af NGO'er venter naturligvis med største bekymring på, hvad der sker her. Jeg ved, at man i Europa-Parlamentet ser særdeles godt og positivt på sagen. Udenrigspolitik er naturligvis en meget vigtig udfordring for enhver rådsformand. I sammenligning med andre store stater er Den Europæiske Unions potentiale sikkert det, der kommer verdensmagten USA nærmest. EU er langt mere end en regional magt. Den er den drivende kraft i nyordningen af kontinentet i den postsovjetiske tidsalder. Den har et strategisk ansvar for sine egne 500 millioner indbyggere, for 250 millioner i Middelhavsområdet og for den kvarte milliard mennesker, som lever på den tidligere Sovjetunions område. Europæernes svaghed, siger Werner Weidenfeld, har hidtil ligget i afstanden mellem deres potentiale og den politiske infrastruktur, og i denne kombination af potentiale og svaghed fremstår Europa som en verdensmagt i venteposition. Det er efter min opfattelse en særdeles smuk og vigtig sætning, og vi bør absolut planmæssigt øge vores styrke. Jeg har i sinde under det østrigske formandskab at skabe vigtige forudsætninger for, at den planlægningsenhed, som skal tilrettelægge forberedelsen af udenrigspolitikken, virkelig gennemføres. I Wien skal der træffes beslutning om den generalsekretær, som skal repræsentere synliggørelsen af udenrigspolitikken. Vi vil sætte yderligere gang i Amsterdam-traktatens forberedelse af en bedre kontakt mellem EU og Den Vesteuropæiske Union - der tales jo endda om muligheden for en senere sammensmeltning - og vi skal også internt udvikle egne strategier for, hvordan vi frem for alt vil dæmpe de prekære nabokonflikter. Se blot på temaerne for konflikterne, i Kosovo - hvis det ønskes, vil jeg tale herom senere - Bosnien, Transnistrien, overalt ser man det samme mønster, nemlig uløste etniske konflikter, mindretalskonflikter, spørgsmålet om, hvilken grad af selvstyre man kan og vil indrømme, og hvordan det ser ud med desintegreringen af statslige systemer. Her er det nødvendigt, at Unionen fremlægger noget. Kosovo er et selvstændigt tema, derfor vil jeg ikke sige noget om det her. Fredsprocessen i Mellemøsten: Vi er meget bekymrede over den efterhånden langvarige stilstand i fredsprocessen. Vi vil støtte alle initiativer til at opbygge tillid og samarbejde, og vi vil også i stærkere grad fremhæve Unionens synlighed i dette område. Vi mener, at også den økonomiske og sociale situation i de palæstinensiske områder kræver den allerstørste opmærksomhed og bekymring. Genoptagelsen af det syriske og libanesiske problem er et vigtigt element. Angående Tyrkiet: Det østrigske formandskab har en levende interesse i Tyrkiets stabilitet og proeuropæiske orientering. Vi vil arbejde for en normalisering og videreudvikling af relationerne, men de skal omfatte alle områder, naturligvis også menneskerettigheder, Cypern-spørgsmålet, Det Ægæiske Hav. Det er vigtigt for os at gennemføre den europæiske strategi for Tyrkiet, som er udarbejdet af Kommissionen. Hvad Cypern angår, vil vi kraftigt støtte FN i at fortsætte genoptagelsen af fredsprocessen, som under alle omstændigheder skal stå åben for den tyrkisk-cypriotiske sproggruppe. Denne gruppes deltagelse skal fortsat tilstræbes, for jeg tror, at hvis der føres fælles forhandlinger, vil det bringe størst dynamik til begge befolkningsgrupper med henblik på fredsprocessen. Seks måneder er naturligvis kort tid, det ved jeg udmærket godt. Verden kan ikke ændres på så kort tid, ikke engang Europa kan bevæges afgørende. Derfor vil vi også helt bevidst integrere det forrige formandskab, som vi har haft en meget tæt, og også personlig kontakt med. Jeg skal her takke det britiske formandskab, men også det kommende tyske formandskab, som vi ligeledes vil dyrke et intensivt og harmonisk samarbejde med, for at vi alle kan bringe disse vigtige emner så langt som muligt. Vi skal her fuldføre adskillige ting, som briterne har påbegyndt. Tyskerne vil overtage mange ting fra os og kan jo gøre det bedre, desto mere effektivt østrigerne har forvaltet deres formandskab. For os er dette formandskab naturligvis noget særligt, det er klart, fordi det jo er det første. For mange af Dem fra de stiftende lande er det rutine. Min ven Jacques Poos siger afslappet til mig: Jeg har oplevet fire formandskaber, og jeg skal gerne rådgive dig. For os er det naturligvis det første. Derfor har vi forberedt os godt, og vi har også i Rådet behov for vores partneres støtte. Vi har brug for, og vi søger samarbejde med Europa-Parlamentet og med EU-Kommissionen. Vi har ingen historiske, spektakulære begivenheder foran os, men det generer os nu heller ikke. Mange ser stadigvæk Wienerkongressen for sig og taler om den, men ikke jeg, for De ved jo, hvad man sagde om Wienerkongressen i 1815: Den arbejder ikke, den danser. Kongressen danser, men den bringer ingenting videre. Det er vores ambition, at vi vil feste så lidt som muligt, men til gengæld arbejde så meget hårdere. En ganske stor forskel er, at Wienerkongressen i 1814/1815 egentlig var domineret af fem stormagter, som slet og ret delte Europa på de små landes bekostning. I dag er det helt anderledes. Det nye europæiske koncept er netop, at femten ligeberettigede partnere, hvor enhver er lige vigtig, selvom den ene er større, og den anden er mindre, skal finde ud af det sammen. Det er vores opgave. Foran os ligger altså et rådsformandskab, og vi håber, at De støtter os i dette arbejde. (Bifald)
Mange tak, hr. Schüssel.
Hr. formand, hr. rådsformand, hr. kommissionsformand. Hr. rådsformand, jeg vil gerne lykønske Dem varmt med denne redegørelse, som De har afgivet på Østrigs vegne, og jeg vil støtte Dem. Hvis De mener, De kan gennemføre og overholde alt det, De har lovet os her, vil De bestemt også have min gruppes støtte. Jeg vil plukke måske fem punkter ud - der er naturligvis mange andre punkter, som andre talere yderligere vil berøre - hvor min gruppe vil holde særlig kritisk øje med det østrigske formandskab. For det første spørgsmålet om sikkerhed. De har fuldkommen rigtigt sagt, at vi er i en overordentlig vanskelig situation. Vi har behov for et udbygget sikkerhedssystem i Europa, en virkelig fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg håber, De kan opfylde det, De har sagt her, nemlig at der i Wien kan vedtages de institutionelle foranstaltninger, som for længst burde have været gennemført, så vi kan foretage en fremsynet planlægning og føre en effektiv sikkerhedspolitik. Kosovo vil vi kunne tale om senere. Men jeg mener, det må være klart, at også mange ting, som er diskuteret i Østrig i de sidste måneder - De ved, hvad det drejer sig om - nu bliver sat i baggrunden, for nu skal budskabet fra det østrigske formandskab lyde: Ja, vi skal komme videre i opbygningen af et fælles europæisk sikkerhedssystem. Det, De har sagt om Middelhavsområdet, vil jeg fuldt ud tilslutte mig, for netop Østrig har som ikke-kolonimagt og på grund af de venskabelige relationer til dette område absolut muligheder for at bringe nogle ting videre. For det andet udvidelsen, og hertil kun en kort bemærkning. Også her gælder det om klart at fremhæve det, De har sagt. Der skal vælges en realistisk vej. Men vi må ikke tolerere en afbrydelse af udvidelsesprocessen. Jeg håber ligeledes, at De kan opfylde, at forhandlingerne med vores nabolande påbegyndes. Det skal indrømmes, at det må være de lettere kapitler, men vi vil gøre fremskridt og udsende et signal om, at udvidelsen ganske vist er en vanskelig proces, men en proces, som netop også i Østrigs og alle EU-medlemslandes interesse skal indledes nu. For det tredje: Agenda 2000. Det er nok rigtigt, at her vil der ikke blive truffet de store beslutninger under det østrigske formandskab. Men netop østrigerne har jo også gjort opmærksom på, at beslutninger skal forberedes godt. Det østrigske formandskab vil blive målt på, hvor godt det forbereder disse ting. Når det her i Parlamentet i de sidste dage har svirret med rygter om, at man kan udskyde det hele endnu et stykke tid, så skyldes det naturligvis en række mennesker, som gerne vil udskyde mange af tingene, måske endda til efter valgdagen, fordi Agenda 2000 har visse konsekvenser, som vil gøre ondt. Hertil vil jeg sige helt klart og tydeligt også på min gruppes vegne - jeg formoder, at Klaus Hänsch vil kommentere det endnu mere udførligt - at vi ønsker hurtige beslutninger! Det er vigtigt for vores borgere, at der træffes hurtige beslutninger. Netop under det østrigske formandskab skal de væsentligste punkter forberedes så godt, at de pågældende beslutninger kan træffes så hurtigt som muligt til næste år. For det fjerde: Europas borgere. Jeg vil også klart fremhæve det, De har sagt om dette tema, hr. rådsformand. Det drejer sig ikke om at svække Europa. Jeg ved, at også nogle af Deres kolleger er klart interesserede i at give Kommissionen en øretæve - jeg siger det på wienerdialekt - en øretæve, fordi der er mange ting, de ikke kan lide. Men det indre marked er endnu ikke fuldført. Der er endnu meget, der skal gøres. Vi behøver en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og det kan kun være en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik! Det er naturligvis også absolut rigtigt, at vi også behøver det nødvendige supplement på området beskæftigelsespolitik og økonomisk politik. Det er min klare opfattelse, at mange ting her kan uddelegeres, også af Parlamentet, fordi vi måske beskæftiger os for udførligt med mange ting. Det er også min klare opfattelse, at Rådet helt op til stats- og regeringscheferne også burde overveje - og det er jo egentlig også på en måde et parlamentarisk beslutningsorgan - om ikke en smule mere gennemsigtighed og åbenhed ville være til gavn for imødekommenheden over for borgerne. Mit sidste punkt er beskæftigelsesspørgsmålet, som naturligvis er særligt vigtigt for os i betragtning af det horrible antal arbejdsløse. Det vil også være et afgørende kriterium, hvorpå vi socialdemokrater vil måle det østrigske formandskab. Er det kun tomme fraser, er det kun løse erklæringer, som fremsættes om beskæftigelsessituationen i nytårstaler, eller er det også brændende punkter? Selvom det gør ondt på det ene eller andet land, måske også på Deres eget land, skal vi fremsætte klare udtalelser! Vi vil sætte gang i beskæftigelsespolitikken. Der er ikke kun én vej, men nu skal vi virkelig slå ind på den beskæftigelsespolitiske vej. Måske ville det være interessant at læse efter i Delors-hvidbogen, hvilke retningslinjer der er opstillet der, men som endnu ikke er besluttet. Hr. formand, afslutningsvis vil jeg endnu en gang fremhæve, at hvis der blot gennemføres 80 % af det, som rådsformanden i dag har fremlagt for os, så vil De ved årets slutning med sikkerhed kunne modtage min gruppes lykønskning, hr. rådsformand. Mange tak!
Hr. formand, kære kolleger, hr. formand for Rådet, vi hilser Deres formandskab velkommen. Et nyt formandskabs prioriteter er for nogle en rutinesag. Man overtager de sager, som forgængerne har efterladt eller som ærbart er skubbet fra det ene Råd til det næste. Jeg må erkende, at genklangen fra topmødet i Cardiff i offentligheden måske kun var en tusindedel af verdensmesterskabet i fodbolds. Alligevel må vi tage de problemer, som De skal behandle, alvorligt. Vi er overbevist om, at De ikke betragter det som et spørgsmål om kontinuitet og monotoni, men at De også ønsker at give det en afgørende drejning. De har understreget, at borgerne giver udtryk for en voksende interesse og tillid til euroens stabilitet. Vi bekræfter dette, og vi siger, at denne tillid skal styrkes, fordi der også er en klar sammenhæng mellem Den Monetære Union, genopblomstringen af den økonomiske vækst og skabelsen af ny arbejdspladser. Der venter Dem tre påtrængende prioriteter. Deres første opgave vil blive at gøre Amsterdam-traktaten operationel. Vi forventer, som De har sagt, at De vil gennemføre oprettelsen af enheden for den politiske planlægning og tidlig advarsel, og at De vil anvise »PESC«. Deres anden påtrængende prioritet er Agenda 2000. I Cardiff blev der allerede talt om den fælles landbrugspolitik, men finansieringen for årene 2000-2006 var et problem. Naturligvis kan De ikke med et trylleslag finde en løsning på noget, der ligner kvadratet af en cirkel. Nogle medlemsstater vil bruge mindre, andre vil beholde deres rettigheder, og alle er enige om, at ansøgerlandene skal støttes finansielt. For at løse dette ømtålelige problem og for at forhindre, at valgkampagnen bliver forgiftet af national egoisme, forventer vi af Dem stor fantasi og meget diplomati. Jeg vil i den forbindelse stille tre spørgsmål. Skal vi betragte Kommissionens arbejdshypotese, om at det nuværende loft for egne midler skal lades uberørt til år 2000, som tabu? Er en sådan begrænsning af Unionens midler i overensstemmelse med dynamikken i Unionens interne og eksterne udvikling? Er det muligt at overdrage nye midler til Unionen uden at øge det samlede skattetryk? Under alle omstændigheder har l'acquis communautaire bevist, at det er muligt at bruge mindre og at anvende midlerne bedre ved at optræde i fællesskab. Deres tredje påtrængende opgave er udvidelsen. De har bebudet, at De vil påbegynde forhandlingerne med seks lande om de kapitler, der har passeret screening -stadiet. Det må være et opmuntrende signal for de lande, der har gjort sig store anstrengelser for at kunne leve op til fællesskabets aquis. Men der må ikke opstå tvetydige situationer eller indgås slappe kompromiser, der trækker veksler på fremtiden. Både Rådet og Kommissionen skal nøje overvåge, at ansøgerne ikke blot har gode intentioner, men også er i stand til integralt at holde sig til alle Fællesskabets landvindinger. Hr. formand, der venter Dem også to opgaver med virkning på længere sigt, som vi i PPE-gruppen er overbevist om, at De under deres formandskab vil give en afgørende drejning. Den første er også af stor betydning for Deres eget land, der geografisk er placeret i kontinentets midte, og som er vidne til stor transittrafik og udvekslinger, og som har udviklet stor bevidsthed om de nukleare risici. Jeg mener den globale og indenrigske sikkerhed, kampen mod kriminaliteten, den tredje søjle, som vores borgere er så følsomme over for. Den frie bevægelighed og den interne sikkerhed er for- og bagsiden af den samme medalje. På grund af bureaukratisk mistænksomhed hos de nationale myndigheder og forældet bekymring for statssuveræniteten er der sket for få fremskridt på dette afgørende område for integrationen. Som formand for Rådet kan De med egne initiativer være den drivende kraft og tage beslutninger, der straks øger sikkerheden og forstærker kampen mod kriminaliteten. Under Deres formandskab fejrer vi 50-årsdagen for menneskerettighedserklæringen. Lad os udsende et signal om, at det er en menneskeret at leve i et fredeligt samfund, hvor personer og ting beskyttes, og hvor også børnene forsvares. Deres anden opgave med virkning på længere sigt er reformen af Den Europæiske Union. I oktober står der et uformelt topmøde på dagsordenen, hvortil formanden for Kommissionen er inviteret, hvilket vi glæder os over. Ville det ikke være forsvarligt og nødvendigt også at invitere formanden for Europa-Parlamentet? Vores gruppe er begyndt at tænke tingene igennem og vil, når tiden er inde, indgive forslag herom. Stadiet for lapværk og halve foranstaltninger er forbi. Hvis vi ikke har en klar vision om helheden, om ligevægten mellem de store institutioner, om ambitionerne og Unionens rolle med 25 medlemsstater i verden, så famler vi os frem i mørke, og så er der fare for, at vi ramler mod en mur. Intet samfund kan udvikle sig positivt uden en vision. Vi har ikke megen tid tilbage til at bestemme os for, hvilket Europa vi ønsker. Deres og Deres regerings engagement, Deres ambition styrker os i overbevisningen om, at et lille land kan være en god formand. Det er vi helt overbevist om, og vi ønsker Dem held og lykke.
Hr. formand, hr. rådsformand. Hvert rådsformandskab står naturligvis foran den vanskelighed at skulle og kunne bebude mange ting. Jeg ønsker for Dem, at De kan gennemføre de fleste af de ting, De har fremlagt i dag. De er afhængig af andres hjælp. I de fleste tilfælde vil De få støtte fra Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe her i Parlamentet. Jeg vil særligt omtale to punkter. For det første udvidelsen. Her vil jeg specielt stille spørgsmålet om tidspunktet for udvidelsen til debat. Jeg mener, at der kun må findes et eneste kriterium for udvidelsen med dissse tiltrædelseslande, nemlig at så snart disse lande har gennemført deres reformer hvad demokrati og menneskerettigheder angår, og så snart de har gjort deres erhvervsliv konkurrencedygtigt til det indre marked, så har de krav på tiltrædelse. De skal ikke først have krav herpå, når de vestlige medlemsstater, som har et stort forspring, mener, at deres erhvervsliv er i stand til at modstå konkurrencen fra de økonomiske systemer hos vores østlige naboer, som er svækket af mange årtiers planøkonomi, og når de vestlige medlemsstater beslutter, at de vil udsætte sig for denne konkurrence. Det ville virkelig være en skandale for Europa! Jeg forventer, at det østrigske formandskab helt tydeligt siger, at så snart forudsætningerne er opfyldt, har disse lande et krav, og ikke først, når det passer os! For det andet: Spørgsmålet om reformen af institutionerne er ikke kommet stærkt nok til udtryk i Deres tale i dag, og heller ikke i Deres skriftlige program. Ganske vist er der en henvisning til det efter min mening mærkværdige topmøde i oktober, hvor det måske ikke er meningsløst, at stats- og regeringscheferne udveksler synspunkter om subsidiaritet og tæthed på borgerne eller i det hele taget helt generelt om Europas fremtid, men hvor de ting, der bebudes, og det bagvedliggende motiv jo giver bange anelser. De mægtigste stats- og regeringschefer i Den Europæiske Union har formodentlig i sinde at beskære kompetencerne for Kommissionen og for den konkurrencekommissær, som tager sin opgave særdeles alvorligt. Det anser jeg for en katastrofal udvikling, hvis den finder sted! Små lande har kun retsstabiliteten og traktaten som allierede. Kommissionen skal vogte over, at traktaterne overholdes. Derfor skal der gøres alt for, at denne beskæring af Kommissionens beføjelser, hvad denne centrale opgave angår, ikke finder sted, og jeg håber, at De her også vil leve op til Deres udtalelser i dag om, at De vil sætte Deres vilje igennem på dette punkt! Jeg mener i det hele taget, at regeringskonferencen eller dette institutionstopmøde i Østrig til oktober kun kan have ét formål, nemlig at fortsætte arbejdet dér, hvor stats- og regeringscheferne sidst har svigtet, nemlig ved reformen af institutionerne i forbindelse med Amsterdam-traktaten. Den vigtigste opgave er her især at overvinde blokeringen af yderligere integrationsskridt ved at få knækket enstemmighedsprincippet. På dette punkt kan Rådet og Den Europæiske Union overhovedet ikke begynde overvejelserne tidligt nok. Det bør De gøre på det ekstraordinære topmøde i oktober. Tæthed på borgerne betyder mere demokrati i Den Europæiske Union, mere Parlament og mere demokratiske strukturer. Det skal reformen af institutionerne bruges til, og jeg håber, at De vil påtage Dem et ansvar også på dette område. Jeg håber og forventer det, og jeg er også overbevist om, at De vil sætte Deres gode vilje og Deres gode hensigter ind for dette spørgsmål. (Bifald)
Fru formand, vores gruppe ønsker succes for det østrigske formandskab i dette halvår, hvor det for første gang står i spidsen for Den Europæiske Union, men succesen vil afhænge af, om der opnås resultater med hensyn til de erklærede prioriteter, nemlig beskæftigelsen, udvidelsen og miljøet. Hvad angår beskæftigelsen, håber vi, at effektiviteten af de nationale planer vil blive bekræftet på Det Europæiske Råd i Wien i december, og at det bliver muligt at samordne disse med henblik på opfyldelse af forventningerne fra Luxembourg. Eftersom Østrig er det land i Unionen, som har det næstlaveste arbejdsløshedstal, håber vi, at Deres erfaring kan udnyttes til at opnå resultater, især i bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden og til fordel for ligestillingen mellem mænd og kvinder med hensyn til adgangen til beskæftigelse. I forbindelse med udvidelsen bør formandskabet handle hurtigt med en undersøgelse af foreneligheden mellem lovgivningen i ansøgerlandene og Fællesskabet, således at der i dette halvår kan indledes diskussioner om nogle af de 26 forhandlingskapitler, da der som bekendt skal fastsættes en overgangsperioder, således at der ikke opstår chok i følsomme sektorer som landbruget eller for arbejdstagernes frie bevægelighed. Vi vurderer Østrigs rolle som bro til Central- og Østeuropa meget positivt, men vi ønsker også at minde Dem om vigtigheden af forhandlingerne med Cyperns lovlige regering, som om muligt bør omfatte en repræsentation fra det tyrkisk-cypriotiske samfund uden indblanding eller afpresning fra den tyrkiske regering. Før udvidelsen anser vi det for et ufravigeligt krav, at den institutionelle reform, der fik så drønende en fiasko ved Det Europæiske Råd i Amsterdam, gennemføres. Det er derfor nødvendigt på topmødet næste oktober at tage nogle afgørende skridt inden for rammerne af en debat, der bør regne med deltagelse fra Europa-Parlamentets formand. Vi mener, at borgerne ved valget i 1999 bør være bekendt med forslaget til institutionel reform, så det kan blive debatteret og dets nødvendighed bekræftes. Det ville ikke give nogen mening at tale om den offentlige opinion og borgernes deltagelse, hvis vi samtidig i det mest vigtige øjeblik i forholdet mellem repræsentanter og borgere ikke kunne oplyse borgerne om Rådets og de europæiske institutioners forslag til institutionel reform. Endvidere må det vanskelige emne vedrørende samtidig finansiering af udvidelsen og intern solidaritet mellem Unionens lande tages op. Man kunne tale om solidaritet mellem Unionens lande i nord og syd. For at bibeholde målsætningen om økonomisk og social samhørighed er 1, 27 % af BNP som loft for egne indtægter totalt utilstrækkeligt, og det er, hvad der defineres i det nuværende fællesskabsbudget og dets omfattende begrænsninger. Det er nødvendigt at overskride 1, 3 % af BNP, og med henblik herpå bør man overveje fastsættelse af et femte middel, som kunne tage højde for medlemsstaternes relative rigdom. Hvad angår miljøet, glæder vi os over det østrigske formandskabs holdning, som går ind for overholdelse af fællesskabsretten ved forhandling om udvidelse, og som tager højde for de følsomme emner i forbindelse med atomkraftanlæg. Det er endvidere nødvendigt, at den miljømæssige dimension integreres i alle Unionens politikker. Man må gøre det østrigske formandskab opmærksomt på, at der er bekymring for, at de lave miljøstandarder i ansøgerlandene muligvis accepteres. Og endelig, fru formand, håber vi, at det østrigske formandskab vil sikre Den Europæiske Unions tilstedeværelse med henblik på en retfærdig løsning af problemet i Kosovo. Og at det aktivt vil sørge for at garantere afholdelse af folkeafstemning om selvbestemmelse i Vestsahara med støtte fra FN, ikke kun fordi det er vigtigt, at Saharas folk får mulighed for at manifestere sin vilje efter 20 års krig, men også fordi dette vil garantere sikkerhed i Europa helt fra den sydlige middelhavskyst. Jeg vil især lykønske Dem med Deres opfattelse af sikkerhed som omfattende ikke kun forsvar, men også miljø og social samhørighed. Det er denne holdning, som mange af os tror på, og derfor støtter vi Dem med stor glæde og ønsker Dem held og lykke.
Fru formand, hr. rådsformand, kære kolleger. Udenrigsminister Schüssel har rettet an. Hvad er det, der gør det østrigske køkken verdensberømt? Det skjuler og indhyller! Abrikosen i bollen, schnitzelen i paneringen, frikadellen i paprikaen. Jeg er bange for, at det kun er den lette indhylling, hr. Schüssel har serveret for os i dag. Men det, det kommer an på, er jo fyldet, indhyllingen bliver Europa ikke mæt af. Vores Europa hungrer efter demokrati. Men mere Europa ved hjælp af mindre demokrati, det er den opskrift, hvormed stats- og regeringskøkkencheferne vil sætte os på skånekost. Men nu drejer det sig ikke om sparekost, nu skal der noget på bordet, så dette Europa kan blive stærkt, kraftfuldt, modstandsdygtigt, modigt og sundt, og for at det igen kan føle glæde ved livet. Folk er sultne efter social retfærdighed, retfærdighed hvad fordeling og medbestemmelse angår, grundlovssikrede rettigheder og menneskerettigheder, lige muligheder, økologisk omlægning, en fredelig politik. Altså ingen gammel konserves, vi ønsker friske produkter! Hr. rådsformand, vær kritisk med, hvad der bliver rørt sammen! Kohls, Chiracs og Klimas subsidiaritetssuppe gør ikke alle, men kun nogle mætte, og sådan en gang renationaliseringsæggekage ødelægger min fordøjelse, nøjagtig ligesom den formynderiske tæthed på borgerne. Vi vil ikke kun have flødeskum til kaffen, vi vil have borgerrettigheder. Det er den kage, der smager os! Lad formandskabet blive et kulinarisk højdepunkt og tilbered demokrati, for det kan man slet ikke få nok af, og det er det eneste, der kan fjerne de betydelige mangelsymptomer. Den østrigske »Strudel« kommer som bekendt fra Tyrkiet via Ungarn og Bøhmen. Hvem andre end Østrig burde alene på grund af gammel samhørighed og nærhed have udvidelsen stående helt øverst på spisekortet? Men ikke som særligt tilbud, derimod som husets specialitet! Men, hr. Schüssel, så bør den ikke blive strakt ud som en strudel-dej, før den er færdig. Det samlede Europa skal ikke bare være Mozartkugler, og til dem, der ikke forstår det, for mig er det i hvert fald ikke lige fedt! Sæt derfor udvidelsen og dermed også den frie bevægelighed for mennesker på Deres menu som den vigtigste opgave ligesom indsatsen for en ægte beskæftigelsespolitik med initiativer til at nedsætte og omfordele arbejdstiden, en koordineret økonomisk politik med initiativer til at harmonisere skatter og afgifter, virkeliggørelse af en bæredygtig miljøpolitik med initiativer til kontrol af miljøvenlighed og farvel til atomkraft, en indenrigs- og retspolitik, der satser på retssikkerhed i stedet for udbygning af øvrighedsstatslige strukturer inden for Europol's rammer. Befolkningerne i dette Europa vil takke Dem, fordi de så endelig igen ved, hvorfor de overhovedet skal ønske dette Europa. Hvis der tilbydes demokrati, så vokser appetitten. Vejen til mandens hjerte går som bekendt gennem maven, hr. udenrigsminister, men ikke alle retter holder, hvad de lover. Tilbyd os derfor noget bedre! Europa har i dag brug for mere end de berømte Salzburger Nockerln, der som bekendt kun indeholder varm luft, og som falder sammen ved berøring. God appetit!
Tak, fru Roth, for således at have givet os appetit.
Fru formand, hr. rådsformand. Det er første gang, Østrig varetager formandskabet for Unionens Ministerråd, og dette formandskab vækker megen interesse og i øvrigt mange positive forestillinger til live. Jeg for min part nærer stor tillid i den anledning, da jeg har en behagelig erindring, en højst behagelig erindring om samarbejdet med Østrig fra den tid, jeg sad på posten som generalsekretær for Europarådet. Kendskab til Central- og Østeuropa, den vægt der lægges på Øst-Vest balancen, omfattende diplomatisk erfaring, alt dette er aktiver, Østrig sidder inde med, og som gør, at vi venter os meget af Dem. Hr. rådsformand, jeg vil omtale nogle af Deres hovedtemaer. For det første udvidelsen af Unionen. Dette er utvivlsomt ikke det allervigtigste inden for det kommende halve år, men sandsynligvis er det på dette område, Deres lands geografiske beliggenhed og historiske situation kan hjælpe os med at få bugt med adskillige vanskeligheder. Mere end noget andet land, er De klar over, hvor vigtigt det er at få Centraleuropa med ind i Unionen, og mere end noget andet land er De samtidig foruroliget ved tanken om en udvidelse, der risikerer at medføre forstyrrelser for beskæftigelsessituationen i Deres land som følge af en for kraftig tilstrømning af arbejdskraft udefra, eller som risikerer at føre til hård konkurrence for Deres landbrug, for blot at nævne nogle af problemerne. Men Østrig er velkvalificeret til at fungere som forbindelse eller bindeled mellem Centraleuropa og lande som mit, der ikke grænser op til Central- og Østeuropa, og som, når det kommer til stykket, ikke kender disse lande ret godt, uden hvilke udvidelsen imidlertid ville være dømt til fiasko. Udvidelsen kan ikke indskrænkes til blot fortrolig omgang mellem naboer, selvom Tyskland og Østrig, kulturelt og økonomisk, befinder sig i første række. For det andet, men for vores medborgere er dette det vigtigste punkt, må De under Deres formandskab fortsætte bestræbelserne på en forbedring af beskæftigelsessituationen. Jeg beder Dem, hr. formand, gør noget! Åh, om det var muligt at mobilisere sig for beskæftigelsen på samme måde som for euroen. Ganske vist kan man ikke tvinge virksomhederne til at ansætte folk, men Unionen kan skabe gunstige vilkår og mobilisere de økonomiske midler, den råder over. En vis fremgang kan noteres, men vi mangler stadig at gøre overordentligt meget. Da jeg på grund af den begrænsede tid ikke har mulighed for at komme nærmere ind på andre hovedtemaer i Deres lands formandskab, som f.eks. den påkrævede reform af institutionerne eller færdiggørelse af Agenda 2000 - i den henseende nærer også jeg bekymring angående det udgiftsloft, Kommissionen har foreslået - vil jeg slutte med at fremhæve den beslutning, De har truffet, om at satse på festlighederne i Wien i anledning af halvtredsårsdagen for Menneskerettighedserklæringen. Det er en glimrende idé. Med tanke på den rolle, Østrig har spillet i Europarådet, kan jeg vidne om Deres lands dybtgående engagement i forsvaret af menneskerettighederne, og jeg ønsker oprigtigt, at denne rolle må blive videreført til fordel for Den Europæiske Union. Endelig er der et sidste punkt, der forekommer mig at varsle godt for fremtiden: indbydelsen til Tyrkiets præsident, Demirel. Uanset de problemer, vi har med forholdet til dette store land, findes der en form for venlig imødekommenhed, der her er på sin plads, for at en beklagelig mangel på takt kan gå i glemmebogen. Her anerkender jeg med glæde Østrigs traditionelle rolle, der bringer Kreisky's kanslertid i erindring som den udstrakte hånds politik
Fru formand, for Nationernes Europa vil jeg gerne lykønske Østrig med overtagelsen af formandskabet. Jeg håber, at Østrigs og udenrigsministerens udtalelser om nærhedsprincippet bliver til andet og mere end fagre ord. For fem år efter nærhedsprincippets indførelse i Maastricht-traktaten har vi nu fået 50 % flere regler at holde styr på i Bruxelles. Unionen er nået til det punkt hos Orwell, hvor sproget dækker det modsatte af indholdet. Nærhed betyder nu, at 20 kommissærer i Bruxelles har eneret på at foreslå, om en beslutning skal tages nært på dem eller nært på borgerne og deres valgte lovgivere. Et foreslået retsgrundlag kan kun ændres, hvis samtlige 15 lande er enige. Mon 15 ræve kunne blive enige om at frede en høne? Blot en enkelt særinteresse i et enkelt land kan hindre tilbagelevering af magt til medlemslandene, til nationale og regionale parlamenter, til de folkevalgte. Derfor er det min kedelige prognose, at der vil være endnu flere regler, når Østrig afleverer førertrøjen til Tyskland, og når Tyskland afleverer den igen efter at have talt meget om nærhedsprincippet, vil bjerget af love være højt som en alpetop. Man siger ét og gør det modsatte. Et nyt eksempel er vedtagelsen forleden af forslaget til vedtægt for medlemmerne af Parlamentet, som skal give os en ensartet højere løn. Forslaget vil gøre os til Bruxelles' repræsentanter i medlemslandene. I Nationernes Europa mener vi, det er bedre at være medlemslandenes repræsentanter i EU. Hvor i medlemslandene kan man finde folk, som går ind for at betale 1000 ecu for en rejse til 500 ecu? Hvor har man demonstreret for, at vi skal have mere i løn? Det forslag til vedtægt, der foreligger nu, vil bringe os fjernere fra vælgerne og ikke være i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Fru formand, kære kolleger, hr. rådsformand, De sagde, at Unionen selv skal blive egnet til udvidelse. Vi i Europa-Parlamentet vil gøre alt for at bidrage til, at Agenda 2000 kan vedtages endnu i denne valgperiode. Men jeg beder derefter Rådet om at tænke på, at frister skal overholdes, og at Parlamentet skal have lejlighed til også at udtale sig om det ved afslutningen af hele proceduren. I maj er det slut! De har sagt, at det tyske rådsformandskab så ville forelægge beslutningen i marts. Godt! Men det er også den sidste mulighed for, at Parlamentet kan nå frem til en afgørelse i maj. Derefter er det ikke muligt mere. Det vil sige - og det siger jeg nu også som tysker - overlad ikke for meget til tyskerne! Den anden bemærkning er, at nu fik De jo foræret et ekstraordinært topmøde af Kohl og Chirac. Der skal tales om, at Unionen skal være mere effektiv, mere handledygtig og tættere på borgerne, og at kompetencerne skal afgrænses bedre. Det kan man jo nu virkelig læse som en mangelliste for Deres arbejde i Amsterdam. Det kunne De jo have gjort altsammen allerede i Amsterdam. (Bifald) Det gjorde De ikke. Det er jo godt, at der tales om det nu. Men jeg kommer her i tanke om Schillers Wallenstein, «Piccolomini«, første akt, første scene: «I kommer sent, men bedre sent end aldrig!« Det er jo altid noget. Hvis det skulle lykkes i det mindste at forbedre Rådets arbejde ved hjælp af diskussionen på et ekstraordinært topmøde, så ville det jo allerede være et fremragende resultat af topmødet! For det tredje: subsidiaritet. Subsidiaritet - og her understreger jeg det, som De har sagt - vil sige at tage den europæiske sag alvorligt. Subsidiaritet betyder ikke mindre Europa, men det betyder mere Europa dér, hvor Europa virkelig kan give noget. To eksempler: Borgerne forventer, at Europa nu efter euroens indførelse også når frem til en fælles skatte- og afgiftspolitik, budgetpolitik og økonomisk politik. Vi har brug for en slags økonomisk regering. Men det modsætter sig jo ikke alene Bonn, men også andre. Det er ikke tilstrækkeligt, og det er forkert altid kun af beklage sig over Europas afmægtighed på Balkan og samtidig nægte Europa mere magt. Det gælder også for udenrigsministrene. Jeg ønsker ligeledes, at regeringerne ikke altid kun taler om, og frem for alt på det ekstraordinære topmøde ikke kun taler om, hvad Europa ikke må, men at de taler om, hvad Europa skal gøre. Til sidst, hr. rådsformand: Det drejer sig i mindre grad om at forene Europa imod en tilbagevenden til fortiden, det drejer sig om at gøre det klart for borgerne og os selv, at vi skal forene Europa, for at det kan hævde sig i den fremtidige verden. (Bifald)
Fru formand, hr. kommissionsformand, hr. rådsformand. Der er store forventninger til hvert nyt formandskab, især når denne funktion for første gang udøves af et ungt EU-medlem. Stor er også den tillid, Østrig på forhånd møder, som De har kunnet bemærke her. Da formandskabet skifter hvert halve år, hvilket af nogle med rette anses for en iboende svaghed ved EU's ledelse, er det rimeligt at trække disse forventninger en smule ned på jorden igen og hverken overdrive eller underdrive. Handlingsrammen er fastlagt. Ved det afsluttende topmøde i Cardiff satte Unionen sig selv under tidspres. Inden marts næste år - altså i god tid før valget til Europa-Parlamentet - skal reformerne af struktur- og landbrugspolitikken samt grundlaget for den kommende finansielle ramme fastlægges i deres væsentlige elementer. Det er op til det østrigske formandskab at fremlægge en samlet pakke med valgmuligheder for en endelig løsning. Det er en politisk mammutopgave, for som De her i Europa-Parlamentet har fået en smagsprøve på, er interessemodsætningerne inden for Den Europæiske Union uoverskuelige. Der skal ske en udligning mellem nettobetalere og nettomodtagere, mellem dem, der er bange for at blive snydt, og dem, der er bange for at få for lidt. Det, der kræves nu, er altså evne til konsensus og europæisk sindelag, som skal give solidariteten i Den Europæiske Union et klart indhold med henblik på en fair fordeling af byrderne. Alene af den grund skal Parlamentet i god tid integreres i beslutningstagningen omkring Agenda 2000, som hr. Hänsch jo netop har sagt. Det glæder mig, at De vil arbejde for en videreudvikling af den interinstitutionelle dialog. Det budskab hører jeg gerne, og personligt mangler jeg heller ikke troen derpå. Denne proces er sat i gang under det britiske formandskab. Det gælder nu om at konsolidere denne proces under det østrigske formandskab. Der står nemlig for meget på spil til, at Parlamentet skal trænges ud i periferien ved forberedelsen af Agenda 2000, som jo skal forberede Den Europæiske Union til årtusindskiftet og tiden derefter. I dette organ er borgerne nemlig direkte repræsenteret. Her kan den ofte fremhævede subsidiaritet gennemføres konkret, og borgerne forventer en ny energiindsprøjtning til Europa. Netop De har på afgørende måde arbejdet for, at beskæftigelseskapitlet er blevet optaget i Amsterdam-traktaten, at omsorgen for arbejdspladser er blevet en forpligtelse. Men EU må ikke have opbrugt sin energi på indførelsen af euroen. Den stimulering af økonomien, der forventes på grund af euroen, skal give sig udslag i ny vækst og derfor i nye arbejdspladser, frem for alt til de unge. Men det alene er for lidt! Industrirelateret forskning skal fremmes. De bedes som rådsformand arbejde for en maksimal udgave af det femte europæiske forskningsrammeprogram. Her må der ikke spares, det ville være at spare på det forkerte sted. Den Europæiske Union skal styrkes på alle niveauer, det giver jeg Dem fuldkommen ret i, for kun på den måde er den i stand til faktisk at gennemføre det enestående program, som udvidelsen af Den Europæiske Union er. Hvis vi ser os omkring, ser på krisen i Kosovo, spændingerne på Cypern, stilstanden i Mellemøsten, så kan vi kun drage én konklusion deraf, nemlig hvor vigtigt det er at styrke Europa ud fra dets centrum, det vil sige at bevæge sig ud fra dets centrum, det vil sige bringe dynamik ind i udvidelsesprocessen. De har erklæret denne hensigt. Mine venner og jeg i Europa-Parlamentet vil støtte Dem deri. Også dette vil bidrage til Den Europæiske Unions troværdighed, som det er Deres opgave at yde et væsentligt bidrag til.
Fru formand, jeg hilser det østrigske formandskab velkommen. Jeg har klart følt, at Østrig vil gøre sit bedste mellem det britiske og det tyske formandskab. Det finder jeg sympatisk. Desværre vil det østrigske formandskab ikke danse i 1998, men måske kan der så spilles fodbold, for i den slags ikke-mistænkelige dybtgående menneskelige ytringer kan man ofte finde solidaritet og enhed. Fremme af Unionens effektivitet og give subsidiaritetsprincippet indhold: Disse opfattelser kan jeg dele, men jeg mangler en række konkrete foranstaltninger heri med hensyn til effektiviteten. Det er og bliver jo nødvendigt, at den institutionelle reform finder sted inden udvidelsen, og det har jeg ikke rigtigt hørt noget om. Om sikkerheden har formanden talt meget, arbejdsløsheden er heri desværre en stimulerende faktor og naturligvis den stigende kriminalitet. Ville det ikke være en god idé, hvis det østrigske formandskab, netop Østrig, nu langt om længe standsede mafiaen, der rykker frem fra Østeuropa? Vi ved alle, at de første angreb fandt sted i Budapest for et par uger siden. Jeg vil fra det østrigske formandskab gerne høre en række klare og konkrete foranstaltninger i denne forbindelse. Vil De nu endelig henstille til en medlemsstat, Nederlandene, at den tager bekæmpelsen af kriminaliteten alvorligt og arresterer den tidligere diktator i Suriname, der er en internationalt eftersøgt narkotikahandler? Med hensyn til stabiliteten, er udvidelsen her vigtig, men det østrigske formandskab vil ikke kun rette blikket mod staterne i Mellemeuropa, men også støtte politikken i Middelhavet. Jeg er bekymret: Forhandlingerne med Ægypten har nu varet i tre år. Dette land, der som det første modigt kastede sig ud i fredsprocessen i Mellemøsten, risikerer ikke at tiltræde middelhavsaftalerne inden udløbet af Parlamentets mandat. Østrig, gør noget! Østrig, jeg savner de ældre i Deres tale. 120 millioner borgere i Europa er over 50 år. Det må ikke være sådan, at indførelsen af euroen sker på deres bekostning. De har fremmet Europas økonomiske succes. Tænk på de ældre! Jeg er glad for, at de vil beskytte børnene, men gør det samme for de ældre. Til sidst, fru formand, 50-årsdagen for menneskerettighedserklæringen og jeg anmoder Dem om et initiativ: 4.000 EU-borgere sidder fængslet uden for EU. De savner enhver form for juridisk støtte og desværre også i nogle tilfælde diplomatisk støtte. Tag De initiativet, og opret en fond, så disse borgere kan modtage den rigtige juridiske hjælp, så får også de tilliden til Europa tilbage.
Fru formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at rådsformanden i sin tale kædede princippet sammen med perspektiverne. Vi forventer os meget af det østrigske formandskab. Jeg bemærkede, at han omtalte Tyrkiets tilnærmelse til Europa sammen med menneskerettighederne og det cypriotiske spørgsmål. Han glemte måske det kurdiske spørgsmål. Han talte om vigtigheden af at fremme en løsning på det cypriotiske problem. Jeg vil gerne stille formanden et spørgsmål om et bestemt emne. Vi er på vej ind i en stor krise vedrørende Tyrkiet, Cypern m.m. Tyrkiet betvivler Cyperns ret, et selvstændigt lands ret, til at have sit eget forsvar. Der fremsættes åbne trusler om krig og militære foranstaltninger. For to dage siden mødtes Republikken Cyperns præsident, Kliridis, med præsident Jeltsin, hvor han offentligt erklærede, at Cypern ikke vil opstille S 300-raketterne, hvis Tyrkiet tager skridt til demilitarisering af øen, og der sker fremskridt med hensyn til løsningen af det cypriotiske problem. Hvordan vil det østrigske formandskab bidrage til og støtte dette initiativ? Jeg vil gerne bede om formandens svar på dette.
Fru formand, hr. rådsformand. Starten på ethvert rådsformandskab er de store ords og de gode ønskers tid, som De har set. Til sidst står der så kun de nøgne ord: I kan kende dem på deres frugter. Det skal Parlamentet og den europæiske offentlighed bedømme til december. Jeg er overbevist om, at Parlamentet så ved årets slutning også vil vise tænder og vil være i stand til at konstatere, om der bag den lette indhylling, som De har serveret i dag, skjuler sig et fyld eller kun varm luft. Det, vi kan sige allerede i dag, ja skal sige, er det, som menneskene i Europa forventer: arbejde, demokrati og en retfærdig fordeling af velstanden. Det er den mangel, som menneskene lider af. Det er det, som De skal måles på i Deres rådsformandskab. Mange mennesker uden for Europas porte forventer at blive optaget i denne Union i et område med fred og stabilitet. Over for det program, som De, hr. rådsformand, har fremlagt i dag, rejser der sig imidlertid en række betænkeligheder. Hvad man ikke sår, kan man ikke høste! De opgaver, man ikke ser, kan man ikke løse. De har i dag i Deres program undladt at tage stilling til de presserende spørgsmål om den demokratiske reform. De har ikke ofret et eneste ord på et koncept for det ekstraordinære topmøde, som Parlamentet dog knytter en vis forhåbning til - det er jo fortsættelsen af en debat, som længe er blevet syltet. Kollega Hänsch har allerede sagt det, nemlig at Rådet har bragt Den Europæiske Union i denne situation ved sin fallit i Amsterdam. De har ikke i dag formået at fjerne vores bange anelser. Jeg takker Dem for de kritiske ord og forbehold over for subsidiariteten. Men jeg beklager, at De ikke har taget stilling til nødvendigheden af at overvinde det demokratiske underskud, som hovedsageligt skyldes Rådet. Er De parat til at sørge for offentlighed i lovgivningsarbejdet i Rådet? Er De parat til at underkaste området justits og indre samarbejde en retsstatslig, det vil sige retslig og parlamentarisk kontrol? Er De parat til ved dette ekstraordinære topmøde endelig at gå i gang med den reform af institutionerne, som Rådet har syltet? Disse spørgsmål er ikke blevet besvaret, og det samme gælder spørgsmålene om fremtiden for Parlamentets medbestemmelse, dets budgetbeføjelser, en fælles valgret, et katalog over grundlovssikrede rettigheder osv. Det er ikke tidspunktet for overgangsformandskaber, det er tidspunktet for visioner! Det er ikke sandt, at den politiske dynamik i Europa kun skal opretholdes. Den skal genvindes. Deres opgave lyder på Isbryder-formandskab! På det sociale område har jeg ikke hørt et eneste ord om harmonisering af skatter og afgifter, en af Deres egen finansministers ambitioner. Ikke et ord om en fælles økonomisk politik! Jeg håber, at det, der mangler, stadig kan fyldes ud for at give et virkeligt fyld. Indtil i dag er mistanken om varm luft desværre meget stor!
Fru formand, premierminister Blair konkluderede ved udgangen af det britiske formandskab, at hans formandskab havde været en succes, bl.a. fordi forholdet mellem Den Europæiske Union og Det Forende Kongerige var forbedret. Nu, hvor vi står ved starten til det østrigske formandskab, er det godt, hvis vi klart tilkendegiver vores forventninger. Det er i hvert fald ikke meningen, at Unionens formandskab skal anvendes til at forbedre forholdet til de andre medlemsstater. Det østrigske formandskab har allerede tilkendegivet, at det i det kommende halvår vil skænke emnet arbejde stor opmærksomhed, et klart politisk mål, som vi kan vende tilbage til ved evalueringen. Vi må dog håbe, at det ikke er det eneste punkt, som formandskabet vil rette opmærksomheden imod. Det kommende minitopmøde i Wien drejer sig om institutionelle reformer. Det bliver stadigt tydeligere, at borgerne i Europa ikke føler sig repræsenterede af bl.a. Europa-Parlamentet. Formandskabet skal derfor også iværksætte en række institutionelle forbedringer. Endvidere er der en anden vigtig sag, som Østrig skal fokusere på, nemlig de østlige udvidelsesplaner af Unionen. Det kan ikke vente længere. Kraftig handling er derfor ønskelig. Formandskabet har endvidere bekendtgjort sine prioriteter på miljøområdet. Det er logisk, at CO2 -politikken på ny står i centrum, nu hvor den næste konference snart finder sted i Buenos Aires. Det ville være flot, hvis Den Europæiske Union her kunne fremlægge en virkelig effektiv politik. Jeg tænker på politikken om reduktion af brændstofforbruget for person- og lastbiler. Aftaler med erhvervslivet, sådan som det nu finder sted, er ikke tilstrækkeligt. Det har jeg ikke store forventninger til. Det vil kun have ringe virkning på længere sigt. Det, vi har brug for, er en række strenge lovkrav om brændstofforbruget for de forskellige bilklasser. Altså et forslag til direktiv. På dette område er der teknisk set mange muligheder. Så ville man virkelig stjæle rampelyset i Buenos Aires. Det er første gang, at Østrig overtager formandshammeren. Vi håber, at denne første gang bliver succesrig og ønsker Østrig held og lykke.
Fru formand, en af de vigtigste opgaver for det østrigske formandskab er at formulere rettesnore for beskæftigelsen. Det er i den forbindelse også noget vrøvl at tale om et overgangsformandskab. Det er en meget vigtig opgave. Der er ikke så få mennesker, der mener, at vi faktisk bør nøjes med de beslutninger, der blev taget på topmødet i Luxembourg, og at vi må klare os med dem i de kommende 5 år. Det er totalt nonsens, fordi en af de opgaver, der blev stillet på dette møde var at sørge for, at aftalerne blev omsat i konkrete rettesnore for medlemsstaterne, og jeg håber, at formandskabet også gør det med stor iver, og at det også overvejer, om det ikke er nødvendigt og muligt at fastsætte nye benchmarks . Min prioritet ville være: Et nyt benchmark for medlemsstaternes investeringer i efteruddannelser og uddannelse, hvorom der siges mange pæne ord, men uden at man påtager sig ret mange finansielle forpligtelser. Jeg er glad for, at emnet om koordination af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken tages alvorligt af formandskabet. Jeg er også overordentlig tilfreds med, at der organiseres et såkaldt jumbo-meeting , og jeg håber, at det giver anledning til en bedre koordination i fremtiden af disse to former for beskæftigelsespolitik. Endvidere vil jeg sige noget om den sociale dialog. I Amsterdam-traktaten har arbejdsmarkedets parter fået tildelt en meget vigtig rolle, også på lovgivningsområdet. Men det er overordentligt beklageligt, at man her har glemt at tildele EuropaParlamentet en rolle. Jeg henstiller til formandskabet, at det udvikler konkrete forslag herom, og hvis det ikke magter dette, så at overtage Europa-Parlaments forslag. Til sidst vil jeg sige noget om et emne, som De i øvrigt har udtalt Dem positivt om: Det manglende juridiske grundlag. Vi taler i Europa-Parlamentet gerne om Europas store projekter. Efter min mening er det største projekt, som vi i øjeblikket er i gang med, at få Europa og vores projekter ud til borgerne. Enhver, der tror, at det kan vi godt klare alene, aner ikke, hvad han taler om. Vi skal tildele NGO'erne en meget vigtig rolle, fordi de kan være cementen mellem det, vi gør og den tillid, der skal skabes hos borgerne. Jeg finder det ubegribeligt og uacceptabelt, at de projekter, der kan bevirke dette, der kan give Europa et socialt ansigt, er beskadiget. Jeg har set Kommissionens forslag i den forbindelse, og jeg håber, at Kommissionen ikke vil føre en del og hersk-strategi, hvor en del af projekterne blokeres, og en del af projekterne under blokade droppes. Jeg tænker her på projekterne om den sociale udelukkelse. Jeg finder det absurd, at man på den ene side starter projekter, som f.eks. Schengen-sekretariatet, fordi det står i traktaten, og samtidig lægger projekter om den sociale udelukkelse, der udtrykkeligt er tilladt ifølge traktaten, på is. Jeg henstiller indtrængende til Kommissionen om at give formandskabet mulighed for i denne uge at formulere en beslutning.
Fru formand, kære kolleger, hr rådsformand, De har med rette i begyndelsen af Deres redegørelse talt om, at vi behøver et system til hindring af krig, og at udvidelsen af Den Europæiske Union er en vigtig bestanddel heraf, men også den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Netop inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal der ved gennemførelsen af Amsterdam-traktaten udnyttes det potentiale, der ligger på dette område. Det skal ske netop under Deres rådsformandskab frem til topmødet i Wien. Det skal konstateres, om de muligheder, der ligger i den nye trojka, i Planlægningsenheden for Politiske Anliggender og Hurtig Varsling, om beslutningsmulighederne virkelig fører til en højere europæisk merværdi, eller om det skal blive ved den klassiske parole »gammel politik på nye flasker«. Jeg mener, at De her indtager en nøgleposition. Det samme gælder også for integrationen af Schengen. Vi vil som Parlament holde skarpt øje med, hvorvidt nationale bureaukratier under forhandlingerne lader flere elementer af Schengen end nødvendigt blive i den tredje søjle i stedet for svarende til mulighederne i Amsterdam-traktaten at overføre dem til den første søjle. Her kan der blive et voldsomt slagsmål, hvis jeg er rigtigt informeret om det nuværende forløb af forhandlingerne i COREPER og i de andre organer. Jeg vil gerne allerede på dette tidspunkt udtrykkeligt gøre Dem opmærksom på dette. Et andet punkt, som jeg her gerne vil berøre, er, at De har fuldstændigt ret i, at vi endnu ikke i tilstrækkelig grad har taget skridt til de reformer af institutionerne, som er nødvendige for udvidelsen, og at vi på det ekstraordinære topmøde og derefter skal opstille de nødvendige betingelser i forbindelse med det, der her mangler at bliver reguleret. Det er vel klart, at Europa-Parlamentet har det sidste ord at sige ved ratificeringen af udvidelsestraktaterne. Jeg beder Dem om at huske, at ved forberedelsen af de reformer af institutionerne, som for os er en betingelse for udvidelsen, skal dagsordenen og forløbet af dagsordenen tilrettelægges sådan, at Europa-Parlamentet også er tilfreds med reformerne af institutionerne, så udvidelsen ikke bringes i fare. Derfor kan der efter min mening kun blive tale om, at den nødvendige dialog med Parlamentet finder sted i en meget tidlig fase. Det må ikke kun ske i form af beslutningsforslag, som Parlamentet i taknemmelighed får lov at sende videre til Dem, det skal også ske på andre planer og konstruktivt. På samme måde skal temaet subsidiaritet gribes an. Når De behandler temaet subsidiaritet på det ekstraordinære topmøde, skal De vide, at dette skal være i overensstemmelse med den aktuelle ordlyd i traktaten. Det betyder, at en af de to lovgivende myndigheder, nemlig Europa-Parlamentet, skal have en tilsvarende opfattelse af subsidiariteten som topmødet. Hvis topmødet finder frem til en anden fortolkning end Europa-Parlamentet, kan De godt spare Dem topmødet! For vi vil ikke rette os efter det, og med de muligheder, vi har, ville det så politisk set gå videre på samme måde som hidtil. Af den grund er det også vigtigt for forberedelsen af topmødet, at Europa-Parlamentet inddrages på passende måde. Vi må gøre det klart, at vi skal finde nye instrumenter, eller måske er det også gamle instrumenter, som vi skal genopdage. F.eks. kunne man igen vedtage direktiver som rammedirektiver for således på den ene måde fastlægge det, der nødvendigvis skal udformes i Europa, men overlade et betydeligt spillerum til de nationale lovgivningsmagter. Men det nytter ikke noget, at Rådet meddeler os, hvad vi har lov til, og så i øvrigt lægger alt det, det selv har lyst til, ind i sin egen beslutningstagning, og dermed forsøger at bremse os. Dette skal også ske i et samarbejde mellem Rådet og Europa-Parlamentet! Vi vil fortsat se, at dette kun kan fungere, hvis Rådet på ordentlig vis også selv foretager en egen reform. Som det sidste vil jeg sige - Klaus Hänsch har også henvist til det - at den metode, Rådet for Almindelige Anliggender som lovgivningsmagt hidtil har benyttet, er en af de største farcer inden for Den Europæiske Union! Her må Rådet, nøjagtigt ligesom vi, også foretage en reorganisering, når det varetager sin rolle som lovgivningsmagt! Hvis denne klare skillelinje mellem Rådet som udøvende og lovgivende magt ikke respekteres, og der derfor ikke er en klar orientering, kan De vedrørende subsidiaritet beslutte, hvad De vil! Der bliver ikke noget af det! Det er den lektie, De må lære! (Bifald)
Fru formand, hr. rådsformand, udformningen af Den Økonomiske og Monetære Union er den opgave, der ligger foran os, og ikke først fra den 1. januar, men allerede nu. Derfor skal altså udformningen af koordineringen af den økonomiske politik være det centrale tema også for det østrigske formandskab. For i dette østrigske rådsformandskab skal der for første gang afholdes flere møder i Euro-Rådet. Vi i Europa-Parlamentet vil ikke kunne understrege tydeligt nok, hvor vigtigt det er for os, at på den ene side fungerer afstemningsprocessen mellem landene i eurozonen, men også at det er vigtigt for os at opretholde forbindelse til ØKOFIN. Derfor er det særligt magtpåliggende for os, at de uformelle møder i ØKOFIN-rådet og også møderne i Euro-Rådet er præget af mere gennemsigtighed og information udadtil, end det har været tilfældet i fortiden. For det vedkommer os alle, hvad der her besluttes på disse vigtige eksistentielle områder økonomi, vækst og beskæftigelse. Under det østrigske formandskab skal der også for første gang debatteres om stabilitetsplaner, som skal forelægges de 11 eurolande. I den forbindelse vil jeg minde om, at det var Europa-Parlamentet, der med stor energi fik gennemtrumfet, at investeringsudviklingen skal optages i stabilitetsplanerne, både i den offentlige og private sektor. Jeg ville gerne have et tilsagn fra det østrigske formandskab om, at der ikke kun skal analyseres, men frem for alt også udvikles. For det, der mangler i Den Europæiske Union, er organisation af vækst i den private og offentlige sektor. Det har vi ikke råd til, hvis vi i praksis vil bekæmpe arbejdsløsheden. Denne svaghed er på skæbnesvanger måde kendetegnende for Den europæiske Union, og derfor er stabilitetsplanerne meget vigtige. Men de må dog ikke behandles for stift og ikke modarbejde vores andre politiske bestræbelser. Stabilitetsplanerne må ikke føre til, at konvergensplanerne for pre-ins håndhæves strengere, end det er fastsat i Maastricht-traktaten, og vi må undgå, at der her opstår en spaltning. Lad mig også gøre opmærksom på et andet punkt. Det østrigske formandskab har ganske rigtigt gjort opmærksom på, at den sidste time i det østrigske rådsformandskab betyder afskeden med de 14 valutaer og overgangen til den fælles valuta for de 11 lande i eurozonen. Dette gamle kontinent har med den fælles og nye valuta faktisk præsteret at give et svar på nutidens udfordring. Lad os også med det østrigske formandskab begynde på de områder, der vedrører koordinering af den økonomiske politik, og udarbejde interinstitutionelle aftaler, procedurer for multilateral overvågning, proceduren ved for stort underskud og også vedrørende grundtræk i den økonomiske politik. Vi har brug for Parlamentet, Rådet og også Kommissionen som partnere, og det ville være godt, hvis det østrigske rådsformandskab endelig ville tage dette emne op af hensyn til demokratiseringen af beslutningsprocesserne i Den Europæiske Union. Trods erfaringen fra Wienerkongressen skal Østrig opfordres til at skabe en festlig ramme om den glædelige begivenhed nytårsaften den 31. december, så der af euroen kan blive et prægtigt barn med stolte forældre. Derfor mener jeg, at der skal organiseres en velkomst, så alle i Den Europæiske Union, frem for alt også befolkningen, ved, at euroen er velkommen.
Fru formand, jeg vil begynde med at lykønske Rådets formandskab med det ambitiøse program og ønske det held og lykke. De har ret, hr. minister, når De siger, at hverken dette eller andre formandskaber på seks måneder kan løse alle de problemer, som vi har for øjeblikket i Den Europæiske Union. Men det, vi godt kan forvente af det østrigske formandskab, er, at det ved at skabe enighed, ved at forene viljerne og ved at gøre det mest vanskelige, nemlig ved at gøre sig til fortaler for den fælles interesse, vil give anledning til væsentlige fremskridt inden for alle de områder, som mine foregående kolleger har nævnt. Det hele skal naturligvis opnås ved at opstille grundlaget for styrkelse og reformering af Unionens politikker på en sådan måde, at udvidelsen får positiv virkning og medfører forbedring af leveforholdene for vores borgere samt en fortsat vækst med beskæftigelse. Det er klart - som hr. Brok også nævnte - at det er nødvendigt med en institutionel reform, og jeg vil på dette område fremhæve et punkt, som især interesserer mig, nemlig subsidiaritetsprincippet. I denne forbindelse, hr. rådsformand, glæder jeg mig over, at De ikke er forfaldet til en egennyttig, demagogisk og manipulerende brug af dette princip, hvormed nogle kort og godt ønsker en opbremsning eller kursændring i projektet med den politiske union. Det er de samme, som beskylder Europa-Kommissionen for at være en loge af statsløse bureaukrater, når sandheden er, at uden Kommissionens beslutsomme drivkraft og vilje ville projektet ikke have nået den nuværende grad af udvikling. I denne forbindelse er der tre ting, som især interesserer mig. Formanden for Rådet henviste til den vigtighed, som tillægges subsidiaritetsprincippet. Og jeg vil gerne vide, hvorledes det østrigske formandskab forholder sig, og hvad dets holdning er i debatten om de finansielle perspektiver og rent konkret i den nylige debat om Fællesskabets egne midler. Det andet er, om Rådets formandskab ønsker at gennemføre en præcis opfølgning af de aftaler, som i maj blev indgået med USA vedrørende love med ekstraterritorial virkning. Og for det tredje, hvordan stiller Rådets formandskab sig over for forbindelserne med de latinamerikanske lande, og hvad er indfaldsvinklen hertil. Hvilke foranstaltninger vil der blive truffet i overensstemmelse med det tyske formandskab i lyset af det kommende topmøde mellem stats- og regeringschefer fra Den Europæiske Union og Latinamerika, og hvilken rolle ønsker formandskabet, at Europa-Parlamentet skal spille ved dette topmøde, da Europa-Parlamentet som bekendt deltager i Den Europæiske Unions interne topmøder mellem stats- og regeringschefer. Nu skal jeg nok slutte, fru formand. Tiden er, som De sagde, hr. minister, altings målestok, og når vi mødes her igen om et halvt år for at gøre regnskab over, hvad Rådets formandskab har opnået, håber jeg, at dette regnskab vil vise, at ambitionerne og målene i det program, som De har fremlagt for os her til formiddag, er blevet indfriet.
Fru formand, hr. rådsformand, jeg har lyttet opmærksomt til Dem, og mine kolleger Hänsch og Brok har allerede sagt en del om den måde, hvorpå De fortolker subsidiariteten. Jeg må indrømme, at jeg trak på smilebåndet, da De sagde, at det ekstraordinære topmøde for stats- og regeringscheferne også skal bidrage til at begejstre borgerne for Europa, og at det kan man ikke gøre ved at optræde halvhjertet. Jeg er meget spændt på, hvordan dette vil lykkes for stats- og regeringscheferne med hele deres hjerte. Jeg har lyttet til Deres stærkt udenrigspolitisk orienterede redegørelse om det østrigske rådsformandskab og ventede på, hvornår De kom til enkelte konkrete punkter. De omtalte nogle få. De nævnte endda også miljøpolitikken i tre halve sætninger. Det satte jeg stor pris på. Når det nu er Deres overbevisning, at denne Europæiske Union skal være mere effektiv og tættere på borgerne - hvilket vi alle er enige i - så vil gerne høre fra Dem, hvilket bidrag De som rådsformand vil yde hertil, for en af de ting, der forudsættes i det østrigske rådsformandskab, er miljøpolitikken, det har det altid været i Østrig. Jeg har læst, at det også skal være sådan nu i dette halve år. Hvis det er rigtigt, så må det være muligt efter topmødet i Cardiff faktisk at blive lidt mere konkret. Det vil sige at integrere miljøpolitikken i andre politiske områder. Jeg vil ikke kede Dem og os selv med grænseværdier. Jeg vil ikke diskutere med Dem, hvad der skal ske med biler og med luften. Men jeg vil gerne diskutere med Dem, om det skal lykkes for Dem at integrere miljøpolitikken som ufravigelig faktor i den økonomiske politik, her og hos Dem i nationalstaterne. Vil det lykkes for Dem at knytte miljø ufravigeligt sammen med transport og trafik? Når jeg siger ufravigeligt, så mener jeg ufravigeligt, så er det ikke den skønsnak, som De med rette har taget afstand fra. Hvis det ikke lykkes for Dem, vil vi nu som før lide af mangelen på effektivitet. De har med rette gjort opmærksom på, at Den Europæiske Union skal være effektiv. Det værdsætter jeg meget. Men hvis De f.eks. ike får gennemført kontrol af, om det vi beslutter her, også gennemføres i medlemsstaterne, i Deres kollegers lande, at effektiviteten i det hele taget kontrolleres, så vil De ikke få succes. Hvis Den Europæiske Union virkelig skal være tæt på borgerne, og miljøpolitik er et vigtigt tema, og hvis dette er noget, Deres rådsformandskab prioriterer højt, og et rådsformandskab kun har succes, hvis det opfylder de ting, det prioriterer højt, så vil Deres rådsformandskab kun få succes, hvis det, jeg har bedt Dem om her, lykkes for Dem.
Fru formand, jeg vil gerne lykønske den fungerende formand for Rådet for denne virkeligt politiske redegørelse. Den var politisk, fordi den efter min mening var meget konkret, meget aktiv og meget ansvarlig. Det er sådan, man skal vinde troværdighed og genvinde de europæiske borgeres tillid. Hr. formand, De sagde, at det vil være et formandskab, hvor der skal arbejdes mere, end der skal slappes af. Vi skal holde fast ved vores arbejde og ikke lægge planer om nyt arbejde. Arbejdet er allerede påbegyndt, og euroen har givet det en særlig drejning. Nu skal vi smøge ærmerne op, som formanden Delors sagde, og i den forbindelse tror jeg, at hvis det østrigske formandskab bliver et handlekraftigt formandskab - sådan som De lovede, hr. formand - så bliver det også et værdifuldt formandskab, der vil blive husket. Jeg vil også gerne takke Dem, hr. formand, fordi alle er klar over vigtigheden af denne særlige og forholdsvis vanskelige politiske periode, der venter os. Vi står foran de tyske valg, og også Europa-Parlamentets valgperiode er snart slut. Hr. formand, vi frygtede, at det østrigske formandskab ville give efter for fristelsen til at gøre sit program til et program, der bærer præg af valgperiodens snarlige slutning. Vi glæder os over, at det ikke forholder sig sådan, og det skal De have tak for. I den forbindelse vil jeg gerne nævne nogle konkrete spørgsmål, som De kom ind på. Her tænker jeg særligt på de transeuropæiske netværk. Jeg tror, at dette formandskab vil blive husket i mit land, hvis man i løbet af dette halvår kunne finde en løsning på spørgsmålet om jernbaneudvidelsen ved Brenner, der på en måde blokerer hele Mellemeuropas forbindelse til Sydeuropa. Herudover er der også spørgsmålet om lufthavnen Malpensa 2000, der vedrører hele Sydeuropas økonomi, og som således ikke kun er et nationalt spørgsmål. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at der ganske vist er nogle problemer, der skal løses i Italien, men det er vores indtryk - og det siger jeg især til formand Santer - at der også er nogle stærke kræfter i Europa, hvis indflydelse og pression spiller en rolle for Kommissionens holdning. Med hensyn til arbejdsløsheden vil jeg sige, at vi efter euroen nu skal gå fra ord til handling på dette område. Det er nødvendigt at fratage nationalstaterne en smule kompetence, for visse spørgsmål, f.eks. arbejdsløsheden - og her tænker jeg på arbejdsløsheden i de forskellige medlemsstaters sydlige egne - har brug for en kraftig påvirkning på fællesskabsplan for at blive løst. Og nu til det allersidste spørgsmål, hr. formand. De sagde, at Den Europæiske Union ikke er klar til at tilrettelægge udvidelsen. Men så lad os gøre den klar! Vi kan ikke optage nogle nye lande i et Europa, der er lammet, og som ikke er i stand til at træffe beslutninger. Vi forventer os af topmødet i Wien, at man tager Amsterdam-traktaten op igen, at man ændrer den, og at reformerne kommer til at ske før optagelsesprocessens begyndelse - og jeg gentager før optagelsesprocessens begyndelse. Spørgsmålet er dog, hvordan man skal indføre disse reformer, og med hvem man skal indføre dem. Hr. formand, eftersom Deres land er et lille land, kan det godt tillade sig at stille de større lande dette spørgsmål, som vi alle kender, men som vi ikke tør stille.
Hr. formand for Rådet, jeg takker Dem for Deres tilstedeværelse, og som hovedordfører for budgettet for 1999 stoler jeg fuldt ud på Deres samarbejdsvilje. Jeg vil gerne takke Dem for, at De nævnte et af de vigtigste emner, som vi har i støbeskeen, nemlig retsgrundlagene, altså en frigørelse af de budgetposter, som vi har fået forelagt. Jeg bemærker også, at det er lykkedes Dem at overbevise udenrigsministrene - eller også har de overbevist sig selv. Men jeg kan forsikre Dem om, hr. formand, at fredag den 17. juli skal alle finansministrene være blevet overbevist, for det er dem, der slår takten an, og vi vil mødes ansigt til ansigt den 17. juli. De ved også, at Europa-Parlamentet ikke kan give afkald på sine politiske prioriteter. Vi vil heller ikke acceptere, at der kun kommer orden i de budgetposter, som behager Rådet. Nej, vi må nå frem til en generel, global og bindende aftale. Vi vil især heller ikke acceptere en lappeløsning, der kun gælder for perioden 1998-1999. Der er behov for noget, som peger mod Agenda 2000, og som er bindende herfor. På den anden side, hr. formand, havde jeg og Parlamentet i år gerne set en budgetprocedure med kun en enkelt behandling. En enkelt behandling ville være resultatet af godt samarbejde og ville gøre denne »giv og tag-leg« mellem behandlingerne i Rådet og Parlamentet til en saga blot. Vi kunne således udarbejde et virkeligt budget, som indeholdt politiske prioriteter og ikke kun var et simpelt regnskab. Jeg ønsker Dem et frugtbart formandskab, og vi i Parlamentet tilbyder Dem vores samarbejde.
Fru formand, hr. rådsformand. Tak for omtalen af en børnepolitik, for Europas fremtid er vores børn. Lovbestemt moderbeskyttelse, toårig barselsorlov, familiestøtte, lovbestemt forbud mod at slå børn, det er mit ønske for alle Europas børn. Børn har behov for et sundt miljø. Jeg er overbevist om, at det østrigske rådsformandskab vil sætte gang i at integrere miljømæssige mål på alle politiske områder, også på området dyrebeskyttelse. Om Leonardo da Vinci eller Franz af Assisi, det har altid været de helt store skikkelser, der har lånt deres stemme til dem uden sprog. Den Europæiske Union er en gigantisk økonomisk magt, og vi er stolte af den. I går blæste Europas store ånd gennem dette land: frihed, lighed og broderskab. Det er vi stolte af. Men et samfunds moralske kvalitet viser sig i, hvordan det behandler sine svageste, de gamle, de syge, børnene. Her manifesterer Europas sjæl sig, født af den kristne forståelse for, at hvert menneske er noget uforligneligt, noget enestående, og det er mit ønske, at det østrigske rådsformandskab vil lade en flig af vores kontinents store sjæl blive mærkbar.
Fru formand, hr. rådsformand, kære kolleger. Temaet om videreudviklingen af institutionerne, som ikke oprindeligt var bestemt for dette rådsformandskab, har nu pludselig fået ny aktualitet og dynamik. Det er blevet positivt fremskyndet af den hurtige ratificering af Amsterdam-traktaten i en række parlamenter og det klare positive resultat af den danske folkeafstemning. Men det er også negativt præget af det fælles brev fra den franske præsident Chirac og den tyske forbundskansler Kohl, som under begrebet subsidiaritet har startet massive angreb på den angivelige europæiske centralisme og en angivelig fjernhed fra borgerne i de europæiske institutioner. Baggrunden set fra en tysk synsvinkel er ganske klar. EU-Kommissionens nej til fjernsynsprojektet Bertelsmann/Kirch har ramt en af Helmut Kohls særligt nære venner og politiske støtter. Det ligner en historiens ironi, at netop denne tyske forbundsregering, der i 80'erne arbejdede for en europæisk konkurrencelovgivning, nu i 90'erne ikke mere er parat til at acceptere EU's afgørelser. Med denne skændsel drejer det sig om netop det, som Kohl og Chirac angiveligt ikke har til hensigt, nemlig et forsøg på at sætte gang i renationalisering og populisme. Enhver ved, at hvad emnet subsidiaritet angår, er der tilvejebragt alle nødvendige traktatmæssige reguleringer, og at der ikke er noget væsentligt behov for handling her. Behov for handling foreligger der imidlertid der, hvor Fællesskabet er institutionelt ufuldstændigt: vægtningen af stemmerne i Rådet, udvidet anvendelse af kvalificeret flertal og Kommissionens sammensætning. Alle disse punkter er som bekendt ikke løst på den seneste regeringskonference. Men Østrig hørte dog allerede dengang til de lande, der har arbejdet særlig tæt og godt sammen med Europa-Parlamentet. På den baggrund og i betragtning af det nuværende rådsformandskabs tradition som føderal stat har vi tillid til Østrigs engagement og kreativitet med henblik på at fremme fælles europæiske løsninger.
Fru formand, hr. rådsformand, mine damer og herrer. Spørgsmål nr. 1 for det kommende efterår lyder: Hvordan skaber man arbejdspladser? Svaret er det enklest tænkelige: Man skal blot fremstille varer og tilbyde tjenesteydelser, som købes. Hvordan opnår man det? Man skal investere i uddannelse og videreuddannelse, i livslang uddannelse. Jeg vil her foreslå, som fru Flemming allerede har været inde på, at udvide programmet Leonardo med mindst 100 %. Vi har for tiden tildelt dette program 0, 1 % af det europæiske budget. Hvis vi forhøjer det til 0, 2 %, kunne vi yde et væsentligt bidrag til at udforme beskæftigelsen interessant og integrere de unge mennesker i beskæftigelsen. Hvad behøver vi derudover? Vi behøver en koordinering af skatter og afgifter, vi behøver en harmonisering af retsgrundlaget for skatter og afgifter. Vi bør ikke i så høj grad skele til skatte- og afgiftsprocenter, for her har vi brug for et marked, ikke et kartel af finansministre, men en billig service for borgerne. Vi har behov for så få skatter og afgifter som muligt, men vi behøver et ordentligt grundlag, ikke 163 forskellige momsregler, men en definition på skattesnyd og mange andre spørgsmål. Hvad behøver vi derudover? En social dialog! Det vil sige, at vi skal tale med hinanden. Vi har for mange problemer, til at vi kun kan diskutere dem i teorien, vi skal sætte os omkring et bord sammen med praktikerne.
Fru formand, den 30. september i år bliver forhandlingerne mellem Den Europæiske Union og AVSlandene formelt indledt. De tager sigte på at fastlægge indholdet i den nye partnerskabsaftale, der skal efterfølge den fjerde Lomé-konvention. Allerede under de sidste måneders debat i Rådet om denne aftales indhold, så man desværre en vis tilbageholdenhed fra nogle regeringers side med hensyn til væsentlige aspekter af det kommende samarbejde. Jeg vil gerne understrege, at det er absolut nødvendigt at styrke det politiske indhold i konventionen, både med hensyn til styrkelsen af demokratiet, retsstaten og menneskerettighederne og med hensyn til forebyggelsen af konflikter. Det er nødvendigt, fordi vi skal forsøge at udvikle en fælles strategi for Den Europæiske Union og AVS-landene; en strategi, der tager sigte på at tage globaliseringens udfordringer op på en mere effektiv måde. Foruden indholdet i forhandlingsmandatet, der blev afsluttet i sidste måned, vil den ånd, hvormed Unionens lande - og navnlig det østrigske formandskab - går ind i forhandlingerne med AVS-landene, også være væsentlig. Vi skal være klar over, at det i den nye konvention er en meget vigtig del af vores internationale fremtræden, der står på spil. Det er også særdeles nødvendigt, at det østrigske formandskab behandler problemet med vedtagelsen af et egnet juridisk grundlag for alle disse budgetposter, der har at gøre med det internationale samarbejde, og som risikerer at blive blokeret som følge af den nye juridiske situation, der er opstået i de forgangne uger. Med hensyn til de ikke-statslige organisationer og aktionerne i forbindelse med menneskerettighederne, så er det i sandhed nødvendigt at gå hurtigt i gang med at vedtage en passende lovgivning, da Rådet ellers vil skulle påtage sig det tunge ansvar for enden på en betydelig del af vores udviklingssamarbejde. Endelig skal vi vedtage andre foranstaltninger, der på nuværende tidspunkt ligger stille i Rådet, og det er først og fremmest forordningen om de traditionelle bananproducenter i AVS-landene. Her insisterer vi på, at de ændringsforslag, der blev vedtaget af Europa-Parlamentet, også bliver overtaget af Rådet.
Fru formand, jeg vil for det første ønske det østrigske formandskab held og lykke i denne periode. Perioden er kort, men også vigtig, og jeg ser, at man er startet fast besluttet og roligt. Det er for det meste den bedste garanti for en god slutaftale. Jeg vil gerne have lov til at fremhæve to aspekter. Det første aspekt drejer sig om de institutionelle reformer og forbedringer af Amsterdam-traktaten, som det østrigske formandskab vil starte med via et uformelt topmøde. Som gammel ordfører kan jeg kun understrege, at demokratiseringen af Den Europæiske Unionen endnu ikke er afsluttet. Også selvom vi kaldes for vinderne af Amsterdam-traktaten, mangler prikken over i'et stadig, og jeg henstiller til Dem om at gøre det demokratiske indhold fuldendt. Min anden henstilling drejer sig om menneskerettighederne. Vores gruppeformand har også været inde på dette emne. 50årsdagen for menneskerettighedskonventionen falder i denne periode. Vi afholder konstant menneskerettighedsdebatter i Parlamentet, men der er en række sager, der aldrig får en god afslutning, f.eks. Den Europæiske Unions aktioner i retning af Nigeria og Burma. I begge lande er situationen eskaleret i de forløbne måneder. Vi henstillede til det engelske formandskab om at fastsætte én linje og gennemføre strenge forholdsregler. Det er ikke lykkedes. Vi henstiller på ny til det østrigske formandskab om at tage denne handske op og sørge for, at lov og demokrati genoprettes, fordi det dog altid er vigtigere end økonomiske interesser, også for den Europæiske Union.
Fru formand, hr. rådsformand. De søger arbejde. Jeg har endnu to emner, som jeg også gerne vil give Dem med. Det ene er det femte rammeprogram for forskningen. Dér drejer det sig om den latterlige sum på ECU 15 eller 16 milliarder. Vi må få klaret dette arbejde så hurtigt som muligt, ellers kan Kommissionen ikke stille midlerne til rådighed næste år. Det vil sige, at vi, før der træffes beslutning om budgettet, skal vide, hvad der står til rådighed for os. Og det sætter os og Dem - for vi må gøre det i fællesskab - under tidspres. Jeg går ud fra, at vi kan påbegynde forligsproceduren så snart som muligt endnu i september for derefter at komme til et resultat. Det andet, jeg vil give Dem med som arbejde, eller som De i forvejen har stående på Deres dagsorden - men som man ikke skal undervurdere - er klimatopmødet i Buenos Aires, selvom Buenos Aires ligger langt væk fra Europa - men det drejer sig også om os. Vi klarede os ganske godt i Kyoto ved det sidste klimatopmøde. Europæerne har faktisk vist, at de i dette spørgsmål står i spidsen af udviklingen. Det har vundet anerkendelse og har i øvrigt bidraget stærkt til, at der i Europa er opstået en følelse af sammenhold og opbrud. Resultaterne af de tekster, der blev underskrevet dengang, eller som man tilsluttede sig, har egentlig været få. Som fysiker ser jeg ikke kun på teksterne, men foretager også målinger eller lader andre måle, og jeg konstaterer, at der i dag produceres mere CO2 end for et år siden. Og sådan fortsætter det! Det vil sige, at vi har brug for en strategi - Buenos Aires er en anledning hertil - og De har formandskabet for her at vise, at vi ikke kun duer til ord, men også til handlinger. Held og lykke med Deres formandskab, og jeg håber, at vi kan samarbejde her.
Fru formand, høje Parlament. Der er stillet en mængde spørgsmål, og jeg kan naturligvis ikke nu gå ind på hver enkelt i detaljer. Jeg undskylder også, at jeg som følge af manglende erfaring overskred tiden en smule i begyndelsen, men jeg skal forsøge at være meget præcis og indhente forsinkelsen. Først en varm tak for de virkeligt venlige ord til Østrig. Jeg opfatter det ikke som noget personligt, men at det virkelig er møntet på vores land, de gode ønsker, kraften, energien, som De har ønsket os, fordi det jo skal komme hele Unionen til gode. Jeg har også brug for denne støtte, for rådsformænd kan jo ikke som en diktator tvinge andre til noget - det ved De jo meget bedre som mangeårige professionelle end én, der gør det for første gang - men som rådsformand har man den meget vanskelige opgave så vidt muligt at formidle, samarbejde, sammenføje og forene ofte særdeles modstridende enkeltinteresser. Der har jeg virkelig brug for Deres gode ønsker. Jeg tager det som det, det også er blevet sagt åbent her, nemlig som en forhåndstillid til Østrig, til de handlende personer, til de politikere, embedsmænd og parlamentarikere, der skal arbejde med dette. De har berørt nogle vigtige emner. Først spørgsmålet om institutionerne, også spørgsmålet om det ekstraordinære møde - det er jo ikke et topmøde i klassisk forstand. Må jeg sige åbent, at arbejdet med reformen af institutionerne vil blive påbegyndt straks efter ratificeringen af Amsterdam-traktaten - det blev jo besluttet i Cardiff. Man vil måske begynde at tale om det før, men formelt kan man først gå i gang efter ratificeringen af Amsterdam. Endvidere tror jeg, at spørgsmålet om institutionerne ikke skal reduceres til vægtning af stemmer, til spørgsmålet om Kommissionens sammensætning, hvor jeg her sporer en vis fleksibilitet, i dag endnu mere end i Amsterdam. De lande, som f.eks. har fremhævet spørgsmålet om Kommissionens sammensætning, begynder i dag at forstå, hvor vigtigt det er, at hver medlemsstat er repræsenteret i Kommissionen, fordi det jo også styrker Kommissionens troværdighed, når alle er repræsenteret i den, selvom de naturligvis - det er klart - ikke mere er nationale repræsentanter. Omvendt begynder også mindre og mellemstore lande at forstå, at det er nødvendigt med større fleksibilitet i vægtningen af stemmerne. Det ser jeg heller ikke nogen ulykke i, jeg anser det for godt. Jeg mener, at der i forvejen med et større antal flertalsafstemninger alligevel skal findes en udvej i retning af en mere effektiv Union. Nu til spørgsmålet om beskæftigelsen. Vi vil i fællesskab bevise, at en stærk, troværdig valuta, som bliver en konkurrent til dollaren, ikke vil stå i modsætning til et ansvar for beskæftigelsen, men tværtimod endda kan være en produktionsmæssig fordel for industrien, småindustrien eller servicesektoren i Europa. Det gælder det om at bevise, og det er også muligt. Jeg er overbevist om - uden at bruge for store ord, som ikke er min stil - at vi ved årsskiftet har et betydeligt højere antal arbejdspladser - det kunne måske endda dreje sig om mere end en million - end vi havde året før. Her er væksten naturligvis en hjælp for os, men det har også noget at gøre med, at vi har afstemt vores økonomiske politik bedre end hidtil, at kohærensen og konvergensen allerede bærer frugt. Til spørgsmålet om finanserne, om solidariteten følgende: Lad mig sige det helt klart. Heller ikke den fremtidige Union vil kunne give afkald på solidaritet inden for Unionen og på solidaritet med de fattigste - AVS-staterne er nævnt, udvidelseskandidater uden for Unionen. Det er så vigtigt, at det egentlig er et grundprincip, at denne solidaritet skal reddes - uanset hvor hård diskussionen end er. Det må der overhovedet ikke herske tvivl om. Vi imødeser med interesse Kommissionens rapport om, hvordan denne fair fordeling af byrderne i Unionen nu skal se ud. Så starter der en diskussion i Unionen og i medlemsstaterne. Men jeg er sikker på - det siger jeg ganske åbent - at disse vanskelige forhandlinger vil kunne løses til sidst, ligesom alt kan løses, som optræder mellem mennesker, der er udstyret med en vis fornuft, også selvom de forfølger forskellige interesser. Til spørgsmålet om udvidelsen: Jeg har sagt, at vi vil påbegynde forhandlingerne. Diskussionspunktet er, om vi venter, til alle kapitler er gennemgået af Kommissionen, eller om vi parallelt hermed skal begynde, så snart enkelte kapitler er færdigbehandlet? Jeg foretrækker den anden metode og behøver her også virkelig Deres støtte, fordi jeg tror, at det signal, at vi nu påbegynder ærlige, åbne forhandlinger, er uhyre vigtigt og støtter reformprocessen i landene. Disse lande vil blive nødt til at bringe store ofre. På det punkt skal vi overhovedet ikke gøre os illusioner. De regeringer, de politikere, som går ind for Den Europæiske Union og for integrationen, vil blive udsat for et særdeles hårdt klima, en særdeles skarp modvind. Vi bør hjælpe Dem i denne situation - det er også solidaritet - og ikke af formelle grunde kunstigt udsætte begyndelsen af forhandlingerne et år. Det er det, det drejer sig om. Det vil jeg her gerne præcisere helt tydeligt og åbent. Måske endnu et ord om topmødet, fordi det også hænger sammen med udvidelsen. Vi har brug for en strategi, der rækker ud over de elleve, med hvilke vi allerede har udviklet en slags tiltrædelsesfilosofi. Hvad sker der med lande som Ukraine, Moldavien, med Balkan? Det er et ganske vigtigt spørgsmål, som naturligvis ikke kan besvares så enkelt med en eller to linjer. En sådan strategisk diskussion har drejet sig om, hvilket netværk af europæiske relationer vi kan tilbyde, europakonference, eller hvad som helst? Det er et tema, som efter min mening også kan drøftes på det ekstraordinære topmøde ved det uformelle Råd i Gymnich i Salzburg, men måske også af stats- og regeringscheferne. Latinamerika er nævnt. Vi har under østrigsk forsæde i går indledt det første fælles Råd med Mexiko. Jeg skal sige Dem åbent hvorfor. Mexiko var det eneste land, som for tres år siden protesterede mod, at Hitler-Tyskland besatte Østrig. Det var det eneste land! Det har i tres år været indprentet i vores kollektive hukommelse. Det var helt usædvanligt, at vi ikke engang 14 dage efter, at denne foreløbige aftale trådte i kraft, foranstaltede dette fælles Råd. Vi vil dermed også betale lidt af vores taknemmelighedsgæld tilbage. De ser, at små ting ofte kan være ganske vigtige, og Europas ansvar og relationerne til Latinamerika har afgørende betydning. Vi vil i fællesskab, naturligvis sammen med tyskerne, gøre alt for, at dette topmøde i Rio de Janeiro til næste år vil komme til at fungere. Et ord om miljøet. Europa spillede en ledende rolle i tilvejebringelsen af Kyoto-aftalen. Reduktionen på 8 % er i sandhed en stor mundfuld. Hvis man oversætter det til konkrete foranstaltninger, vil der skulle træffes nogle smertefulde afgørelser, som de nationale regeringer så også må stå ved. Derfor skal vi insistere på, at dette spørgsmål også virkelig underbygges af helt konkrete foranstaltninger. Her er der ikke mere behov for lyrik. Den store forskel i forhold til tidligere erklæringer var, at dette er en forpligtelse, der kan påklages internationalt. Derfor mener jeg, at de drøftelser, vi nu fører med Kommissionen og Rådet, alligevel har en ny kvalitet. Jeg anser det også for meget positivt, at emnet miljøbeskyttelse er nævnt af mange parlamentsmedlemmer. Et par tydelige ord om menneskerettighederne. Vi har allerede forberedt et trojka-møde med Algeriet. Vi er nu i særdeles tæt kontakt med Nigeria, og her vil jeg dog ikke undlade at nævne visse positive elementer.Jeg håber meget, at den nye magthaver, general Abubakar, også virkelig overholder de erklæringer, han nu har fremsat. De kan være sikker på, at det østrigske formandskab vil insistere klart på disse spørgsmål, som også er blevet støttet i dag. Endnu en gang tak for tilliden. Også tak for adskillige absolut skeptiske bemærkninger. Cypern står selvfølgelig på listen over prioriterede emner. Vi vi begynde svarende hertil. Jeg underkender ikke, at der eksisterer en ret til selvforsvar. I spørgsmålet om stationering af raketter håber jeg imidlertid, at vi kan finde en anden løsning, som ikke truer Cyperns sikkerhed. Hr. Klaus Hänsch citerede Wallenstein. I kommer sent, men bedre sent end aldrig. Det fuldstændige citat lyder: «I kommer sent, men bedre sent end aldrig! Den lange vej har nok forsinket jer«. Det har været en lang vej, og vi vil stræbe efter at nå et godt mål.
Hermed erklærer jeg denne yderst interessante debat for afsluttet
På dagsordenen står nu Rådets erklæring om situationen i Kosovo
Fru formand, jeg må også sige velkommen til kommissær Hans van den Broek, med hvem vi jo i mandags i Rådet for Almindelige Anliggende drøftede dette emne særdeles intensivt. Først den faktiske situation. For øjeblikket er 80.000 til 90.000 mennesker på flugt, en stor del stadig i Kosovo, men på grund af de ødelagte landsbyer i deres hjemegn har de fundet husly andre steder, deraf ca.15.000 til 20.000 i det nordlige Albanien. Klaus Kinkel har personligt været der. Der hersker skrækkelige forhold. Familier, som selv har 10 til 15 medlemmer, har måttet optage yderligere 10 til 15 flygtninge. I små rum ligger der så 15 mennesker på et gulv, som i virkeligheden er stampet jord og ikke andet. Takket være hjælpen fra Kommissionen og de forskellige NGO'er findes der nu i det mindste den første humanitære hjælp. Også mange tak for, at de pågældende programmer er blevet frigivet. Men jeg mener, at også enkelte lande skal gøre mere på bilateralt plan. For tiden er der ca. 10.000 flygtninge i Makedonien. Vi hilser det udtrykkeligt velkomment, at Rusland er blevet integreret. Det er et vigtigt punkt. Mødet mellem Milosevic og Jelzin i Moskva var ganske vist langt fra ideelt, det er der overhovedet ingen tvivl om. Vigtige elementer i det internationale samfunds krav blev ikke opfyldt. Men det er dog lykkedes at integrere russerne og at tvinge dem til også at beskæftige sig med dette tema på en anden måde end hidtil. Jeg har selv været i Beograd og har talt med Milosevic. Jeg var den første og hidtil vel også den eneste udenrigsminister, der har været direkte i Pristina. Vi har nu åbnet et første kontor for formandskabet i Pristina. Vi har opnået, at der nu er kommet internationale observatører ind i regionen. Det drejer sig for øjeblikket om 28 observatører, som ikke fungerer som Det Europæiske Fællesskabs Observatørkorps, men nærmest er udsendt som diplomater fra vores ambassader, og som udgør ca. lige så mange, som der er udsendt fra amerikansk og russisk side. Jeg har i weekenden sendt generalsekretæren for det østrigske udenrigsministerium som min personlige stedfortræder til Beograd, Pristina og ned til Malisevo, som er hovedkvarteret for Kosovos Befrielseshær, UCK, for virkelig at sikre, at Unionen og formandskabet er synlige i denne tid. Jeg finder det ikke indlysende, at det kun er Holbrooke og Afanasiewsky, der skal være der. Også europæiske repræsentanter og udsendinge skal være synlige dér. (Bifald) Vi har opnået vigtig indsigt. For det første, at de eksisterende sanktioner i det mindste delvist virker. Indefrysningen af privatiseringsprojekter betyder naturligvis, at Milosevic' indtægtskilder tørrer ud. For det andet har de en vis økonomisk langtidsvirkning. Men man bør ikke overvurdere dem. Frem for alt ved det flyforbud, som nu er besluttet, skal man huske på, at det på grund af diverse internationale opsigelsesfrister varer flere måneder, før det i det hele taget træder i kraft. Man må altså ikke vente sig alt for meget af sanktioner. Dertil kommer efter min vurdering, at den militære situation fuldstændigt har ændret sig. UCK kontrollerer i dag militært 30 % af Kosovo - det siger russerne, andre kilder siger 40 %, hvilket jeg tror er nærmere sandheden. Jeg siger, at militært kan Milosevic i virkeligheden ikke mere vinde denne konflikt, medmindre det sker med en utrolig stor militær indsats. Det er i høj grad et spørgsmål, om en sådan indsats i det hele taget ville komme på tale på grund af holdningen i den jugoslaviske hærs ledelse, hvilket jo i bekræftende fald i sig selv er et positivt signal, men udelukke det kan man naturligvis heller ikke. For det andet ser vi en tendens til en voksende radikalisering også - det skal her kritisk bemærkes - på kosovo-albanernes side. Det forholder sig sådan, at den skikkelse, som jeg mener, vi egentlig i fællesskab altid har satset på, Ibrahim Rugova, for hver dag, for hver time bliver stadigt svagere. En mand, der fortjener den største beundring, fordi han i en meget, meget vanskelig tid altid har haft mod til at gå ind for ikke-vold. Da min generalsekretær var i Malisevo - det var i øvrigt en oplevelse af en ganske særlig karakter, næsten som i sin tid med Che Guevara, man nævnte ingen navne, der blev kun sagt, jeg er kommandant nr. 7 og lignende - da konstaterede han, at det virkelige fjendebillede i Malisevo er politikerne i Pristina, frem for alt Rugova. Det bekymrer mig, det tilstår jeg her helt åbent. Det skal være vores anliggende, at vi styrker de fornuftige, moderate kræfter i den kosovo-albanske ledelse og ikke svækker den ved at udsende forkerte signaler. Jeg mener, at vi også skal sørge for, at Europa er synlig. Vi vil især koncentrere os om spørgsmålet om »enhanced status«, sådan kalder vi det i den komplicerede europæiske jargon. Intet menneske ved, hvad der skal forstås ved det. Nogle mener, at det i det væsentlige er en smule mere end status quo, og kosovo-albanerne siger, at ud over en adskillelse, det vil sige en uafhængig stat, er der ingenting, der kan komme på tale. Vi skal ubetinget være opmærksomme på, at udarbejelsen af en sådan status, som naturligvis skal indebære fuldt selvstyre og ikke blot dreje sig om anvendelse af sproget, adgang til universiteter eller for sygeplejersker til hospitaler, at altså denne udarbejdelse er et udpræget europæisk tema, som vi skal beskæftige os med. Derudover skal vi naturligvis som hidtil klart kræve et absolut stop for voldsanvendelse og øjeblikkelige forhandlinger under amerikanernes, europæernes og russernes tilstedeværelse! Jeg mener personligt, at man i sidste ende ikke vil kunne komme uden om en deltagelse i regionen. Vi arbejder parallelt hermed i FN's Sikkerhedsråd på en slags totrins-resolution, som de facto skal sikre ubegrænset handlefrihed for yderligere aktioner. De næste uger skal vise, om det lykkes at få Milosevic til virkeligt at ændre kurs og muliggøre en international deltagelse. Man kunne her absolut også tilbyde »incentives« som f.eks. genoptagelse i OSCE. Hvis man ønsker en mission, en ægte tilstedeværelse i regionen, så er det eneste fornuftige for mig at se, den eneste fornuftige tilskyndelse, hvordan man får Jugoslavien til at gøre dette. Jeg siger også åbent, at man næppe kan forvente af albanerne, at de vil stille sig tilfreds med en hvilken som helst selvstyreindrømmelser, hvis der ikke samtidig lægges pres på Jugoslavien for fuld demokratisering og pluralistisk udvikling. Først i så tilfælde er nemlig efter min vurdering et selvstyre, en reel diskussion om status og en positiv forhandlingsløsning mulig. (Bifald)
Som afslutning på denne debat har jeg modtaget 6 beslutningsforslag
Det er mig en glæde at kunne byde velkommen til en delegation fra Republikken Algeriets Nationalforsamling, under ledelse af hr. Abdelkader Hadjar, formand for den Forsamlings Udvalg om Udenrigsanliggender, som har taget plads i den officielle loge. Bifald Jeg skal gøre opmærksom på, at dette besøg finder sted inden for rammerne af det fjerde interparlamentariske møde med en repræsentativ parlamentarikergruppe her fra Europa-Parlamentet. Jeg skal føje til, at forholdet mellem Algeriet og Den europæiske Union snart vil være baseret på Euro-Middelhavs-partnerskabsprincippet, og at de kontakter vi har haft på parlamentsplan, har vist en fælles vilje til samarbejde på en lang række vigtige områder. Derfor ønsker jeg delegationen fra Algeriet et godt og udbytterigt ophold i Strasbourg med de samtaler, der skal føres.
Fru formand, det glæder mig særligt, at den algeriske delegation er her i dag, og jeg håber ligesom De, fru formand, at det er et frugtbart møde, at vi skridt for skridt kan forbedre relationerne mellem Europa og Algeriet, og at netop også det østrigske formandskab vil kunne bidrage til det. Men nu til Kosovo. Hr. rådsformand, De har talt om den uhyre svækkelse af Rugova. Det bør ikke undre os! Nu er det ikke noget, De personligt er skyld i, men fru Pack og mange andre her har jo ofte talt om - det ved den kommissær, som jeg her vil hilse særligt velkommen - at Den Europæiske Union skal gøre mere for at støtte de fredselskende kræfter. Den har intet gjort eller meget lidt, det må man helt ærligt sige. Vi er medskyldige, hvis de demokratiske og fredselskende kræfter svækkes. Det må vi sige ganske klart i fuld selverkendelse. Det glæder mig meget, også på min gruppes vegne, at vi endelig - i overensstemmelse med Parlamentets ønske - som europæere er repræsenteret stærkere, og jeg er glad for, at det også sker netop under det østrigske formandskab. For det andet om det politiske mål, for der er der allerede forskellige meninger her i Parlamentet. Lad os dog gøre det klart for alle, hvad der er vores politiske mål, også ved en eventuel indgriben. For det har general Norman også for nylig sagt helt tydeligt. Han er også parat til eventuelt at gribe ind fra NATO's side, han vil blot gerne kende det politiske mål. Det politiske mål skal være selvstyre for Kosovo i et - her giver jeg Dem fuldstændig ret - demokratisk Jugoslavien. Men hvis vi sætter os et andet mål eller sætter os forskellige mål, nogle for selvstyre, andre for selvstændighed, så ved vi jo, at med selvstændigheden har vi de næste problemer. I Makedonien eller det, der her i officiel sprogbrug hedder FYROM, og også i selve Albanien. Det spil skal vi ikke indlade os på. Vi skal gå ind for selvstyre og parallelt hermed bestemt også for et passende demokratisk system i Jugoslavien. Jeg glæder mig meget over alle bestræbelser for netop ved samtaler med Rusland at inddrage FN på vores side eller at få FN til også at godkende en passende intervention, hvis den skulle være nødvendig, og jeg håber, at den aldrig bliver nødvendig. Men jeg siger også helt åbent i fuld solidaritet eller identifikation med FN's mål, at den albanske befolkning skal vide, at Europa aldrig nogensinde må tolerere en nedslagtning eller unddragelse af livsgrundlaget for dette folk. Der skal iværksættes alle bestræbelser på at opnå en fredelig ordning, og alle bestræbelser på at få FN til at godkende en intervention, hvis den er nødvendig. Men der skal være fuldstændig klarhed over, at vi ikke kun kæmper for det albanske folks selvstyre, vi kæmper for øjeblikket for det albanske folks ret til overlevelse. Det, der er sket i Bosnien, må ikke ske igen, ellers mister vi fuldstændigt vores troværdighed. Hvis vi går ind for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, så må vi nu bevise, at vi også er i stand til i sidste ende at gennemføre denne i sin yderste konsekvens.
Fru formand, hr. rådsformand. Jeg fandt Deres tale fremragende, hr. Schüssel, den kommer bare mange, mange år for sent. Tiden løber helt bogstaveligt ud for os! Det er, som hr. Swoboda sagde, ikke Deres skyld, men det er alle vestlige regeringers fælles skyld. Jeg har siden 1989 været i Kosovo næsten hvert år. Jeg ved altså virkelig, hvad jeg taler om. Jeg var netop for ti dage siden i Albanien, jeg har ligeledes set flygtningenes elendighed. Jeg mener, at vi simpelthen må tage med i vores beregning, at vi er frygteligt sent på den. Alt det, De har sagt om Rugova, er rigtigt. Rugova har i otte år forsøgt at påvirke menneskene til ikke-voldelig modstand, og det har albanerne så gjort. Det er ufatteligt, at de har gjort det! Men i mellemtiden er situationen sådan, at han ikke kan fremvise noget resultat. I over otte år har han opfordret menneskene til ikke-voldelig modstand, og Vesten har ikke takket ham for det! Nu har vi den situation, at den vestlige udenrigspolitik, som jo altid kun reagerer fra hånden til munden og ad hoc og ikke har haft nogle mellem- eller langsigtede mål i denne region, ligesom vi har set det i Bosnien, kun reagerer, når fjernsynet gør befolkningen udenfor opmærksom på, at der flyder blod dernede. Den politiske løsning for Kosovo kan ikke længere være det selvstyre, som blev knust af Milosevic i 1989. Det må enhver vide! Jeg er i årevis gået ind for, at vi i et demokratisk nyt jugoslavisk forbund kunne have tre republikker: Serbien, Montenegro og Kosovo. Men stiller De spørgsmålet nu, er svaret, at heller ikke denne løsning ser ud til at være mulig mere, især da også Jugoslavien er alt andet end demokratisk. Jo længere myrderierne og brandskatningen og den etniske fordrivelse af albanerne fortsætter, desto stærkere bliver støtten til Kosovos Befrielseshær, UCK, og desto mere aftager støtten til Rugova. Eftergivenhed over for Beograd styrker UCK og svækker Rugova. Sanktionerne er - som De selv har sagt - forfærdeligt tandløse. Derfor skal vi forpligte os stærkere og forsøge at løse dette problem. Det er min opfattelse, at vi kun kan gøre det med det sprog, som Milosevic forstår.
Fru formand, på nogle punkter er de europæiske liberale kritiske over for Ministerrådets handlen, men vi takker alligevel for den smukke tale, som hr. Schüssel holdt. For det første synes vi, at Ministerrådet, de europæiske demokratiers primære repræsentant, skal handle med større hastighed og kraft. Milosevic fortsætter med sine overgreb, der foregår kampe, landsbyer bombes, mange bliver dræbt, mennesker flygter. Hr. Schüssel, Ministerrådet må gøre mere end hidtil for at få standset elendigheden - med elendigheden mener jeg hr. Milosevic. Han må trues og, om nødvendigt, med alvorlige repressalier tvinges til at stoppe sine overgreb og trække sine tropper tilbage fra Kosovo. Derefter kan reelle forhandlinger om Kosovos fremtid indledes. Eller mener De, hr. Schüssel, at man kan kræve af den undertrykte, at han skal forhandle, mens undertrykkerens hænder stadig griber om hans hals? For det andet er det stærkt ønskeligt, at FN's Sikkerhedsråd åbner sig for militære indgreb fra demokratiernes side, hvis det ikke er muligt på anden måde at få Milosevic til at tage skeen i den anden hånd. Ministerrådet må imidlertid ikke lade sig bagbindes af et eventuelt veto. Vi forventer, at Den Europæiske Union, ledt af sit Ministerråd, sætter en stopper for undertrykkelse og tyranni i vores verdensdel. For det tredje mener vi liberale, at det er ved og ikke før forhandlinger, at Kosovos fremtidige status skal afgøres. Vi synes, at det er på grænsen til uforskammethed at kræve af kosovanernes folkevalgte præsident, Rugova, at han, allerede før egentlige forhandlinger er kommet i gang, skal opgive sit krav om selvbestemmelse. Dette krav har jo været en grundsten for Rugova i alle de år, han har ledt sine af Milosevic undertrykkede landsmænd. I disse år indskærpede han samtidig, at kampen kun måtte føres med fredelige midler. Men fik han derved demokratiernes støtte? Nej, vi svigtede! »Der var jo ro i Kosovo«. I Den Europæiske Union skal det ikke spille nogen rolle, om vi er svenskere, grækere, østrigere eller portugisere, eller om vi er protestanter, katolikker, muslimer eller jøder. Unionen er til for os som individer. Mit inderlige håb er, at dem, der nu kæmper mod undertrykkelse og for frihed i Kosovo, skal drives af viljen til ikke at stille gruppe mod gruppe, ortodokse mod muslimer, serbere mod albanere, at deres mål vil være at forankre Kosovo i et europæisk fællesskab præget af demokrati og respekt for hvert enkelt menneske.
Hr. rådsformand, i Deres tale for lidt siden sagde De, at De vil samarbejde med Europa-Parlamentet, og det takker vi Dem for. De skal så vide, at Kosovo er et emne, som Parlamentet har udtalt sig om adskillige gange, og Parlamentet har advaret om det drama, der kunne komme til at udspille sig, og som faktisk også kom til at udspille sig. Under alt dette var der dog en fuldstændig ligegyldighed at spore hos Det Europæiske Råd og Kommissionen. Vi forestillede os allerede, at diktatoren Milosevic før eller senere ville lade det gå ud over albanerne på hans eget område, og at han ville benytte sig af de metoder, han allerede havde brugt under krigen og under den etniske udrensning i Bosnien. Hr. formand, det sidste punkt, som De nævnte, er efter min mening det afgørende, nemlig at så længe der ikke er demokrati i Jugoslavien, vil vi heller ikke have nogen mulighed for at løse problemet i Kosovo. Jeg mener, at Europa bør reagere over for diktatoren Milosevic med en stærk, tydelig og enslydende stemme, og at vi bør true med nogle klare og faste holdninger, før det er for sent.
Fru formand, den såkaldte Kosovos befrielseshær erklærer, at den, der ønsker fred på Balkan, skal støtte Kosovos uafhængighed. Alligevel vedbliver det amerikanske diplomati at inddrage befrielseshæren i arbejdet med at finde en løsning, hvorved det viser sine hensigter, hvad angår Jugoslavien. Samtidig synes Rådet at nærme sig den samme holdning, når det går ind for, at alle grupper, der har noget at sige, bør deltage. Mener Rådet ikke, at det ensidige pres på Beograd, uden at man anvender Milosevic' taktik, i virkeligheden undergraver de moderate kræfter blandt kosovo-albanerne og styrker befrielseshærens uforsonlige kræfter? Formanden sagde, at de kontrollerer 40 % af Kosovo, og at deres holdning er »uafhængighed«. Hvordan kan de skaffe en fredelig løsning på grundlag af en uafhængighed som den, Rådet stiler mod? Jeg mener, det er på tide, at vi drager de rigtige konklusioner og selv påtager os et ansvar for den situation, der er skabt på Balkan.
Fru formand, kære kolleger, gang på gang har Parlamentet peget på dramaet i Kosovo. Vi har vedtaget et utal af beslutninger. Rugova har mange gange været i Strasbourg. Vi har tildelt Demaçi Sacharov-prisen, men i al den tid befandt Rådet sig i et dødvande, fordi der aldrig var enighed om udenrigspolitikken, heller ikke om Kosovo. Al den tid vidste Rådet, at den serbiske vold automatisk ville føre til mere vold. Derfor er situationen blevet håbløs og kan forårsage et masseslagteri. Derfor er det grundlæggende nødvendigt, at årsagerne til volden fjernes: Den serbiske statsnationalisme, den serbiske statsterror. Derfor skal folkeretten håndteres maksimalt for Kosovo. Efter min mening betyder det en stor diplomatisk offensiv, hvor Kosovo direkte inddrages som ligeværdig nation. Jeg har stor tillid til det østrigske formandskab, men jeg vil anmode det om at foreslå Rådet, at det giver Kosovo en reel diplomatisk vedtægt, sådan som mit land for nylig har gjort det over for palæstinenserne. Historien må også kunne gå fremad i stedet for altid at sakke bagud.
Fru formand, kære kolleger, repræsentanter for Milosevic' kommunistiske Serbien på delegationsbesøg her. For syv år siden, under det modige befrielsesoprør i Slovenien og Kroatien, fremsatte jeg tre udtalelser. For det første gjorde Serbien godt i også selv at gøre sig fri af kommunismens åg, i stedet for at satse på at holde fast ved herredømmet over disse gamle, historisk set velfunderede nationer, der ganske vist var med i den jugoslaviske føderation, men hvis ret til udtrædelse var anerkendt af føderationens forfatning, hvilket jeg håber også vil blive anerkendt af landene her i Den europæiske Union. For det andet: Ved på Serbiens vegne at gøre krav på områderne i det kroatiske Krajina, under påskud af at disse grænseområder var befolket af et flertal af serbere, udsatte de sig for en skønne dag på tilsvarende måde at blive mødt med et krav om provinsen Kosovo, hvor den serbiske nation har sine historiske rødder, men hvor 90 % er albanske muslimer. For 60 år siden var var flertallet serbere i Kosovo. I dag udgør de kun 10 %. Dette har to årsager: svigtende fødselstal, samt en stadig strøm af albanske indvandrere, der har forstærket det muslimske mindretal, der allerede fandtes. For det tredje havde serberne gjort bedre i at bestræbe sig på at vende indvandrerstrømmen og sørge for at befolke det område, de allerede sad på fremfor at vende blikket mod den katolske kroatiske befolknings land og søge at indskrænke dens område til den stump land, der kan overskues fra domkirkens tårn i Zagreb, for at citere en kynisk bemærkning fra en af deres krigslystne ledere. Lad os minde om, at det bolsjevikiske styre i Beograd på det tidspunkt blev støttet af selveste Jacques Delors. Desværre er det landenes befolkninger, der må bøde for ledernes manglende logik og ideologiernes tåbelighed. Men disse omstændigheder giver imidlertid ikke den nye verdensordens håndhævere ret til at blande sig i Serbiens indre anliggender, og endnu mindre til at søge et påskud til militær intervention, medførende landets opsplitning, med alle de følger man heraf kan forestille sig for Balkanområdet og Grækenland, der med rimelig grund kan føle sig foruroliget ved erindringen om ottomanernes grumme undertrykkelse gennem århundreder. Her må vi pege på de internationale retsprincipper. For det første landegrænsernes ukrænkelighed, grænser som kun undtagelsesvist bør ændres, og da efter fælles overenskomst. For det andet, folkenes selvbestemmelsesret, men demokratisk udtrykt og ikke under pression fra terrororganisationer, som det var tilfældet i Algeriet, mens dette var fransk, og som vi i dag ser det i det spanske Baskerland. Og for det tredje ikke-indblanding i en anden stats indre anliggender. Til slut nogle betragtninger. Hvordan kan det være rigtigt, at palæstinenserne, der altid har levet i Palæstina, har langt færre rettigheder end albanerne, hvis tilstedeværelse i Kosovo er af langt nyere dato? Hvordan kan det være rigtigt at slå så stærkt til lyd for Israels ret til sit oprindelige geografiske hjemsted og nægte serberne den samme ret? Eller at fordømmelserne af Israels hårdhændede apartheidpolitik og gennemtrumfen af sin koloniseringspolitik ikke følges op af en begyndende iværksættelse af sanktioner, mens der på den anden side gøres forberedelser til at gribe ind militært mod Serbien? Og bør det accepteres, at der i visse dele af Frankrig, Belgien eller Tyskland udråbes muslimske republikker, under påberåbelse af, at dette skulle svare til et ønske hos nye befolkningsgrupper. Vores svar herpå er nej, nej og atter nej
Fru formand, jeg takker rådsformanden for hans erklæring. Det er langt den mest positive erklæring, vi har hørt om Kosovo i de sidste par måneder og en klar indikation af, at mange måneders meget tålmodigt diplomati er på vej til at kaste noget af sig. Det er vigtigt, at vi har kunnet gennemføre det, samtidig med at vi fastholder sammenhængen i kontaktgruppen. Og det er vigtigt, at vi får hele kontaktgruppen med, også Rusland. Hvis ikke, mister vi enhver kontrol med situationen. Der er to ting, der bekymrer mig i rådsformandens erklæring. For det første må hans bemærkninger om hr. Rugovas svækkede position vække bekymring hos os alle. Det skal endnu en gang gøres klart - og jeg er glad for, at rådsformanden slog det fast - at der her er tale om omfattende selvstyre. Vi taler ikke om uafhængighed. Jeg gentager, hvad jeg sagde sidste måned, at dem, der taler uhæmmet om uafhængighed, kun vil gøre situationen værre, ikke bedre. Hvis vi gør klart opmærksom på den holdning, vil vi støtte folk som hr. Rugova. Som det andet punkt var jeg imidlertid bekymret over, at rådsformanden ikke sagde, at som led i løsningen af denne situation må vi garantere rettighederne for serbere, der bor i Kosovo. Vi må acceptere, at Kosovo har stor historisk og traditionel betydning for den serbiske nation, og vi må ikke erstatte frygt hos en befolkningsgruppe med frygt hos en anden. Det skal være et centralt element. For serberne som helhed må vi gøre det klart, at så snart der findes en løsning på problemet med Kosovo, vil vi hæve sanktionerne. Vi vil forsøge at genopbygge det tidligere Jugoslavien. Vi gør ikke det serbiske folk til syndebuk for deres lederes handlinger. Vi må spille på det på en positiv måde, hvis vi ønsker at bløde situationen op. Det er ikke nogen løsning konstant at prøve at holde folk nede. Når det er sagt, er det klart, at Milosevic selv kun forstår trusler om magtanvendelse. Samtidig med at vi forfølger diplomatiske løsninger, må vi ikke slække på vores årvågenhed, men fortsætte de nødvendige militære forberedelser gennem NATO samt forsøgene på at få vedtaget en FN-resolution, der kan udgøre retsgrundlaget for en militærindsats. Vi håber, at det ikke bliver nødvendigt, men ikke desto mindre må vi anvende en tosidet fremgangsmåde med fredssøgende diplomati samtidig med, at vi holder muligheden for magtanvendelse åben.
Hr. rådsformand, først og fremmest vil jeg sige Dem mange tak for den konkrete og klare tale, De har holdt om et emne, hvor der allerede er sagt så meget, som rammer ved siden af virkeligheden. Jeg ser deri også et tegn på, at det ikke er uden grund, at den østrigske historie har spillet en betydelig rolle netop også i Kosovo. For albanerne betyder østrigerne særdeles meget. Jeg beder Dem derfor om at udnytte den prestige, som Østrig har, til at bringe fred til denne region, således som Østrig i sin tid kom med fred. Men jeg vil også sige, at det er vigtigt for os, at vi nu endelig fører en langt klarere politik, og jeg er taknemmelig for, at De har taget skridt hertil. Det allervigtigste er dog, at vi skal udsende klare signaler om, at vi støtter hr. Rugova, for det er den politiske løsning, vi skal tilstræbe. Jeg er derfor meget lykkelig for, at min gruppe har stillet forslag om at tildele hr. Rugova den næste Sacharov-pris. Vi skal gøre alt for at styrke hr. Rugovas position. Han er desværre i de sidste måneder og endda år blevet forrådt af politikken, også af Den Europæiske Unions politik. Man har ikke støttet de fredselskende kræfter. At vi så har vanskeligheder, er forståeligt. I den ånd ønsker jeg Dem et godt resultat med Deres opgave.
Fru formand, jeg synes, at formanden for Rådet, hr. Schüssel, har givet et udmærket billede på Europas holdning og præsenteret denne med stor værdighed, selvom den i grunden er meget svag. Jeg mener naturligvis, at Rådet vil få støtte fra alle eller størstedelen af politikerne i Parlamentet til de aktioner, det har bebudet og foretaget, og som går i den rigtige retning. Vi mener dog, at den tid, der var til at finde en fredelig løsning, nu er gået uden resultat - hvilket vores kollega Spaak også sagde i et indlæg, som jeg er helt enig i - og at den svækkelse, De har bemærket hos den mest moderate del af det albanske samfund i Kosovo, hr. minister, nemlig hos hr. Rugova, vil få alvorlige konsekvenser. Mange af vores kollegers erklæring om, at Europa og det internationale samfund kan gå ind for selvstyre, men under ingen omstændigheder for uafhængighed, betyder faktisk på en vis måde, at Milosevic ved, at hans ødelæggelse af Kosovo kun vil udløse en meget svag reaktion hos det internationale samfund. Hr. minister, under disse omstændigheder er det meget vanskeligt at pålægge Jugoslavien at tage de skridt, det stadig er muligt at tage for at forhindre, at situationen i Kosovo løber løbsk. Vi håber således, at De har ret, men vi frygter, at Europas diplomatier endnu en gang optræder for sent og på en dårlig måde.
Fru. formand, mine damer og herrer, hr. Rugovas bestræbelser på at finde en politisk løsning via dialog bør støttes, og derfor glæder jeg mig over den officielle støtteerklæring til Rugova, som formanden for det albanske demokratiske parti, Sali Berisha, har fremsat. Det er en meget vigtig erklæring, der kommer fra Albaniens største oppositionsparti. Jeg vil minde om, at Cardiff-erklæringen støtter Kosovo-provinsens selvstændighed, men går imod uafhængighed, og giver serberne og montenegrinerne, som er modstandere af den politik, der føres af styret i Beograd, frihed til at fortsætte kampen for mere frihed og demokrati i Jugoslavien og en bred selvstændighed i Kosovo. Og jeg vil især minde medlemmerne - de høge, der har talt her i forsamlingen - om Den Europæiske Unions nej, og Parlamentets nej til de serbiske separatistbevægelser i Østslavonien og Krajina. Kroatien og Bosnien-Hercegovina bevarer deres territoriale integritet takket være denne konsekvente og kloge politik fra EU's og hele Vestens side. Til sidst vil jeg sige, at det vigtigste er, at krigshandlingerne standses, så der kan lægges pres på begge de stridende parter. Og kun som den allersidste udvej må der anvendes militære midler. De bør kun anvendes, hvis der ikke kan findes en anden løsning, hvad enten det skal være NATO eller Europa, så der kan sættes en stopper for de vedvarende blodsudgydelser.
Fru formand, formanden for Rådet har til morgen vist sig som en ægte europæer med et klart syn på spørgsmålet Kosovo. Jeg er meget imponeret, også over den korrekte analyse han giver af dette problem. Vi har allerede ofte talt om i Parlamentet, at selvbestemmelse først rigtigt kommer til sin ret i en demokratisk retsstat. Hvis Den Jugoslaviske Føderation kunne omdannes til en demokratisk retsstat, så er autonomi selvfølgelig også helt acceptabelt, ikke mere end autonomi. Men vi kan ikke tvinge nogen til at leve i et udemokratisk, voldeligt diktatur. Det er umuligt. Spørgsmålet er altså, hvordan får vi serberne så langt, at de ikke mere vælger forbrydere til de højeste poster. For at opnå dette skal der ganske rigtigt føres en politik, som Milosevic kan forstå. Jeg slutter mig til alle dem, der mener, at Milosevic kun forstår hårde ord. Det har vi også set i Bosnien, da der skulle en uges NATO-optræden til for endelig at stoppe Milosevic og hans kumpaner. Men også en anden politik i retning af demokrati og fremme af retsstaten inden for Republikken Serbien og inden for Den Jugoslaviske Føderation. Jeg spørger Rådets formand, men også Kommissionen, fordi den er involveret i demokratiseringspolitikken, om denne politik reelt kan gennemføres af Rådet og Kommissionen, så vi kan leve op til vores ansvar, sådan som det sig hør og bør. Det går ikke længere at flygte fra ansvaret!
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen. Som det kan konstateres, kære kolleger, har debatten om det østrigske formandskab taget en smule længere tid end planlagt, men det er der ingen grund til at beklage, og jeg tror, vi alle er enige om at ønske det østrigske formandskab alt muligt held og lykke. Bifald
Hr. formand, det er en ret lille ændring, men der er et oversættelsesproblem med ændringsforslag 49, som vedrører en udvidelse af mindretals repræsentation til mindretal, der findes i mere end en stat - f.eks. samerne i Lapland. I den engelske udgave tales der om mindretal, der »traditionelt bor«. Den udgave, jeg kunne tænke mig, er den samme som i ændringsforslag 46 - det vil sige »mindretal, der traditionelt lever«. Der er ikke tale om nybyggere, der er tale om folk, der traditionelt findes i et område. Ændringsforslag 46 er oprindeligt udformet på italiensk. Jeg vil blot sikre, at vi er konsekvente her.
Vi skal nok foretage de nødvendige tilpasninger, hr. Macartney. Angående ændringsforslag 8 fra V-gruppen
Hr. formand, i forbindelse med afstemningen om artikel 2 sagde De, at ændringsforslag 8 fra Gruppen De Grønne var bortfaldet. Efter min mening er dette ikke tilfældet, fordi de foregående ændringer, som vi har besluttet, angår oprettelsen af territoriale valgkredse. De Grønnes ændringsforslag går imidlertid ud på at tilføje noget til artikel 2, nemlig at udvirke en kompensation for forholdstalsvalgmetoden på nationalt plan, hvis der er territoriale kredse. Det er konstitutionelt vigtigt for mindre partier i Europa. Derfor beder jeg om, at der alligevel stemmes endnu en gang om ændringsforslag 8.
Det er præcis af den grund vi mente, at Deres ændringsforslag ikke passede ind, fr. Müller. Men jeg vil spørge ordføreren om hans mening og høre hans vise råd.
Jeg er af samme opfattelse, hr. formand.
Vi mener således, at ændringsforslaget ikke passer ind. Før den endelige afstemning
Hr. formand, jeg vil gerne foreslå, at denne betænkning sendes til udvalgsbehandling i henhold til artikel 129. Jeg må indrømme, at betænkningen forekommer mig mangelfuld. Situationen taget i betragtning forekommer den mig ikke at leve op til den lovgivende magtbeføjelse, traktaten tillægger Europa-Parlamentet. Det forekommer mig, at det foreliggende tilfælde er tilstrækkelig usædvanligt til, at Europa-Parlamentet er indstillet på at udøve sin kompetence fuldt ud. Betænkningen taler om fælles principper, om EU-afstemning, men den er langt fra komplet. Flere aspekter behandles ikke, navnlig dem der omtaltes af Udvalget om Retlige Anliggender i dettes udtalelse. F.eks. svinger valgbarhedsalderen fra 18 til 25 år i de forskellige medlemsstater. Desuden er betænkningen fuld af modsigelser. Der tales om en tilnærmelse mellem vælgeren og de folkevalgte, altså subsidiaritetsprincippet. Men på den anden side forestiller den sig tværnationale opstillingslister. Der kommes med hentydninger til situationen i Frankrig, men Frankrig har som bekendt opgivet dette lovforslag, og regeringen har trukket det tilbage i Nationalforsamlingen. Ud fra et fransk suverænitetssynspunkt, tror jeg ikke, det ville være positivt, hvis denne betænknings eneste praktiske konsekvens var at være i modstrid med de franske myndigheders ønske, blot få dage efter søndag d. 12. juli og oven på dette lands nationalfest. Det er baggrunden for, at jeg foreslår udvalgsbehandling, og jeg foreslår afstemning herom foretaget ved navneopråb.
Hr. formand, jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min respekt og beundring for det arbejde, som kollega Anastassopoulos har udført. Som De ved, hører han ikke til min gruppe. Jeg tror, at det er en af de vigtigste, men også en af de vanskeligste betænkninger, som Parlamentet har skullet behandle i denne mødeperiode. En af de vigtigste, fordi vi tager et skridt i retning af at gennemføre Rom-traktaten af 1957, som allerede fastsætter, at der skal indføres et europæisk valgsystem. 40 år senere er det endnu ikke realiseret. Anastassopoulos-betænkningen fører os et skridt nærmere dette mål, der blev fastsat af Unionens fædre. Men det er også en af de vanskeligste betænkninger, som vi skal drøfte på grund af de store forskelle mellem vores lande, og den værdi vi alle tillægger nationale traditioner. Jeg mener, at det på fortræffelig måde er lykkedes ordføreren at fremlægge et realistisk forslag, der er moderat, og som tager hensyn til de følsomme spørgsmål i vores lande. Jeg mener, at vi ved afstemningen har set, at der er bred tilslutning til dette forslag, og jeg vil derfor gerne gå over til afstemningen. (Fornyet udvalgsbehandling forkastedes) (Forslaget vedtoges)
Hr. formand, kære kolleger, jeg skal gøre det kort. Jeg er helt enig med hr. De Vries. EuropaParlamentet har løst en vigtig opgave, der var pålagt i Rom-traktaten. Det havde ikke været muligt uden hr. Anastassopoulos' dygtighed og forhandlingsvilje, men også mange andres, der har bidraget til godkendelsen af dette forslag og denne beslutning.
Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på Francesco Cossiga's, den forhenværende italienske premierminister og forhenværende italienske præsidents tilstedeværelse. Cossiga har taget plads i den officielle loge som uofficiel gæst, men det er mig en glæde at bringe ham denne hilsen og byde ham velkommen. Bifald
Det er blevet foreslået, at ordet energi i den liste, der findes i punkt 25, skulle erstattes med kuldioxidudslip. Jeg har talt med forslagsstilleren, og vi er blevet enige om, at det ville kunne gøres som et tillæg, så teksten i den engelske version i stedet ville lyde: energy, for example emission of carbon dioxide .
Jeg vil rådføre mig med forsamlingen for at høre, om dette mundtlige ændringsforslag kan godtages, eller om der er tolv kolleger, der er imod. (Formanden konstaterede, at der ikke var indsigelser mod at fremsætte ændringsforslaget mundtligt) - Angående punkt 27
Ændringsforslaget handler om en sætning i teksten i punkt 27, hvor der står afgift på CO2 emissioner og energi. Jeg ville gerne erstatte disse ord med CO-energiafgift . Jeg tror, det lyder mere naturligt i den engelske tekst, da der her findes begrebet carbon dioxide energy tax. Det ville altså erstatte den nuværende tekst tax on carbon dioxide emissions and energy .
Hr. ordfører, jeg formoder, Deres forslag går samtidig på den oprindelige tekst og på de to ændringsforslag, jeg vil bringe til afstemning, PPE-gruppens ændringsforslag 9 og De Grønnes ændringsforslag 2. Er der nogen, der er imod denne ændring?
Hr. formand, jeg har ingen indvendinger, fordi det er den tekst, som er almindelig sprogbrug, også i Kommissionen. Jeg beder kun indtrængende om, at der i hvert fald stemmes om ændringsforslag 9, for der dukker ordet »indtægtsneutral« op. Vi vil med ændringsforslaget gøre det meget klart, at man under ingen omstændigheder må forhøje skatteprocenten med miljøafgifter, lige meget hvor og hvordan, men at pengene skal gå tilbage til borgerne. Det er nødvendigt, at vi stemmer om det!
De kan være ganske rolig, jeg skal nok sørge for, der stemmes om Deres ændringsforslag, som i øvrigt om ændringsforslaget fra Gruppen De Grønne, men sammen med ordførerens mundtlige ændringsforslag, hver gang gående på teksten, idet det ikke angår ændringsforslagets tekst i egentlig forstand. (Forslaget vedtoges)
I Danmark er der en lang og god tradition for at udføre frivilligt arbejde hos alle aldersgrupper, og ikke kun blandt unge mennesker, selvom aktivitetsniveauet nok er betydeligt højere i denne del af befolkningen. Danmark bliver ofte benævnt som »organisationernes land«, og i gennemsnit er hver dansker medlem af en eller anden organisation, det være sig et politisk parti, en ungdomsorganisation, en spejderbevægelse eller en beboergruppe. Alle disse mennesker arbejder for at forbedre vilkårene for de pågældende organisationers medlemmer og andre, som sympatiserer med deres sag. Men det er et fåtal, der vil arbejde for at udvikle den europæiske dimension. Vi stiller spørgsmålstegn ved, om der overhovedet findes en »europæisk dimension«. Vi tager afstand fra denne form for EUpropaganda blandt unge mennesker og blandt resten af befolkningen i øvrigt. Ligesom vi heller ikke mener, at der er behov for en fælles statut for unge volontører. På grundlag af ovenstående betragtninger stemmer vi imod Fontaines betænkning om en europæisk volontørtjeneste for unge.
Jeg kan kun erklære mig enig i denne betænkning fra vores kollega og første næstformand, Nicole Fontaine. Den europæiske volontørtjeneste er et initiativ fra Kommissionen, mere præcist fra Edith Cresson, som Europa-Parlamentet begejstret er gået ind for. Der er almindelig enighed omkring målsætningen: at opmuntre til en solidarisk holdning gennem fremme af en frivillig indsats fra de unge mellem 18 og 25 årat fremme unges deltagelse af opbygningen af EU gennem ungdomsudveksling og endeligat fremme iværksætterånd og kreativitet hos unge. På baggrund heraf, og som medlem af Udvalget om Kultur og Ungdom, er det mig magtpåliggende at fremhæve Ministerrådets holdning, der endnu en gang er fuldstændigt ude af fodslag med dets egne erklæringer. Det er ikke nok blot at nå til enighed om det principielle, hvis der ikke sørges for de praktiske midler til iværksættelse. Men hvad dette angår, er det oplagt, at de ECU 47, 5 millioner, der er bevilget for perioden 1998-1999, langt fra står mål med vores ambitioner, og endnu langt mindre med de unges, der utålmodigt venter på at engagere sig i solidaritetsarbejdet. Derfor stemmer jeg for betænkningen, samtidig med at jeg giver udtryk for dette forbehold.
Alle er enige om, at de unges praktiske og teoretiske uddannelse i verden i dag, er en af de afgørende udviklingsfaktorer i det moderne samfund, men her står vi så over for et fælles projekt, der griber fat om kernen af dette problem, og så må vi konstatere, at det er yderst skuffende. Det er skuffende, fordi det er et resultat af et besværligt tovtrækkeri med små forsigtige skridt fremad. For det mindste man kan sige er, at trods alle bestræbelser fra Parlamentets side, var Rådet ikke specielt imødekommende under behandlingen, navnlig ikke med hensyn til rammebevillingen til dette program... Hvad betyder, kære kolleger, disse sølle ECU 47, 5 millioner, i sammenligning med titusinder af unge EU-borgeres engagement i en god sag, som står og venter på den form for udveksling, de har fået tudet ørerne fulde om, er synonyme med udøvelse af borgerskabet, en åbenhed over for sociale og kulturelle forskelle, gensidig berigelse i bred forstand og en nødvendig erfaring med henblik på menneskelig udfoldelse? Hvordan kan de bringes til at forstå, at deres ønske om engagement i en tværnational indsats til fælles bedste løber ind i en række juridiske og administrative hindringer? Hvad skal vi mene om graden af integration i EU, når vi end ikke, her ved starten af det 21. århundrede, er i stand til på en intelligent måde at fremme denne form for tiltag? Allerede nu ved vi, at dette program kan trække på et gigantisk potentiale og har mulighed for at blive en kæmpesucces. Det var tilfældet med studenterudvekslingsprogrammerne. De mange unge arbejdstagere eller unge arbejdsløse, der ikke længere er i gang med studier, og som denne europæiske volontørtjeneste specielt henvender sig til, ønsker og fortjener i fuldt samme grad at blive hjulpet frem til realisering af deres planer om bevægelighed og uddannelse i hele EU-området. Naturligvis bør vi stemme for denne tekst, som vi har ventet meget på, i al dens utilstrækkelighed, ud fra tanken, at det er bedre med et lille, mangelfuldt skridt fremad end slet ingenting.
Jeg fastholder den opfattelse, som jeg tidligere har fremlagt i denne sag, da den blev behandlet i Parlamentet. Betænkningens klare hensigt har været, at finansieringsrammen for programmets gennemførelse i perioden 1998-1999 skal forhøjes fra Rådets forslag på ECU 35 millioner til ECU 80 millioner. Efter forhandlinger med Rådet, har Rådet nu foreslået en forhøjelse af beløbet til ECU 47, 5 millioner. Jeg kan umuligt stemme for dette forslag, når jeg ser, hvordan medlemsstaterne samtidig gennemfører nedskæringer, som forårsager opsigelser i den offentlige sektor i deres respektive lande. Betænkning af Dybkjær (A4-0275/98)
Der er i dag bred enighed om en bæredygtig udvikling i EU's forskellige lande. Få er de, som endnu vover at hævde, at der består et modsætningsforhold mellem økonomi og miljø. Noget andet er så problemet med at føre de vidt omtalte gode forsætter ud i livet gennem konkrete tiltag. I den henseende er forhandlingerne mellem de forskellige institutioner om det femte miljøhandlingsprogram kendetegnende. Man kan i høj grad beklage, at de har taget så lang tid, i betragtning af det vigtige emneområde. Forhandlingerne startede i februar 1996, og først nu er de nået til vejs ende. Det har således været nødvendigt med næsten tredive måneder for at opfylde de nye bestemmelser, der er optaget i traktaten om Den Europæiske Union, der trådte i kraft i november 1993, hvilket kan anskues i forhold til, at det femte handlingsprogram talte om at tage strategien udarbejdet inden for dets rammer op til nyvurdering inden udgangen af 1995. Når dette er sagt, kan Parlamentet glæde sig over de resultater, der er nået i kraft af anvendelse af den fælles beslutningsprocedure, der nu gælder for dette område. Miljøområdet er udvidet, og Rådet har tilkendegivet sin accept med hensyn til nødvendigheden af en helhedsvurdering af det nuværende program. Denne skal ledsages af forslag om de primære målsætninger samt om foranstaltninger, der skal træffes efter år 2000. Den omstændighed, at Rådet allerede har erkendt, at alle bør »sigte højere« gør denne accept så meget mere positiv. En anden kilde til tilfredshed fra min side er Rådets tilkendegivelse af enighed med hensyn til muligheden af lovgivningsinitiativer om anvendelse af skattemidler inden for miljøområdet til fremme af beskæftigelse, konkurrenceevne og vækst. Her er der tale om et allerede gammelt krav, som det nu gælder om hurtigst muligt at give konkret indhold. I afventning af den hvidbog, Kommissionen har stillet i udsigt, giver jeg min uforbeholdne støtte til forhandlingsresultaterne, sådan som vi har fået dem fremlagt her.
Når det gælder forligsresultater om EU's handlingsprogram for miljøet, må vi desværre konstatere, at der ikke er meget tilbage af de krav og aktiviteter fra Miljøpartiet og den samlede miljøbevægelse, som er nødvendige for at nå målet om en holdbar udvikling. Ikke engang forslagene fra Europa-Parlamentets førstebehandling er bevaret i nogen større udstrækning. I Europa-Parlamentets andenbehandling gik 10 vigtige ændringsforslag igennem med absolut flertal. Det gælder f.eks., at de tre nye medlemsstater i EU ikke behøver at sænke deres højere miljøkrav, at Kommissionen skal oprette en handlingsplan for, hvad man skal gøre med atomaffaldet, og at Kommissionen skal fremlægge et direktiv om miljøansvar. Alle disse forslag er forhandlet væk i det kompromisforslag, som nu skal vedtages. Kompromisforslagets indhold ser stort set ud som det forslag, Kommissionen alligevel havde tænkt sig at fremlægge på miljøområdet. Alle de forslag, som virkelig ville være en kraftig opfordring til Kommissionen (og Rådet) om at handle og tage miljøspørgsmålene rigtig alvorligt, er blæst ud af teksten. Det er ikke lykkedes Europa-Parlamentets medlemmer i forligsudvalget at forsvare de krav, som Europa-Parlamentets flertal vedtog ved andenbehandlingen. Når det gælder overgangsreglerne for Sverige, Finland og Østrig, indebærer forslaget ingen garanti for disse lande om, at de må bevare et højere miljøbeskyttelsesniveau end resten af EU.
At harmonisere normer indebærer en risiko for, at det er det laveste niveau, der kommer til at gælde som fællesnævner. Dette er i øvrigt, hvad der var på nippet til at ske for tre medlemsstater, Østrig, Sverige og Finland, der til alt held ser ud til at opnå en særstatus. Heldigvis for dem og en skam for de andre! I øvrigt, hvorfor skal vi hæve miljønormerne her i Europa, hvis vi samtidig hermed ikke har den mindste kritiske sans tilovers for det, der indføres fra tredjelande? Her kommer »super-europæerne«, dem der ser Europa som en verden i sig selv, til kort. For hvad mening giver det at føre en politik, der sætter en bæredygtig udvikling i højsædet, når dette sker sideløbende med deltagelse i en verdenshandel, der følger WTO's diktat, som går ud på at forbyde landene at føre tilsyn med kvaliteten af de importerede varer? Hvis man virkelig vil føre en ambitiøs miljø- og sundhedspolitik, må det ske på en konsekvent måde, hvor man bibeholder muligheden for grænsekontrol med, hvad der føres ind i Fællesskabet udefra. Hvis det f.eks. kun er de produkter, der tager menneske- og miljøhensyn, som får lov at slippe ind i EU's område, er der ingen tvivl om, at tredjelandene ville få travlt med at hæve deres normer. Hvis det i derimod er jungleloven, der får lov at råde, giver jeg desværre ikke meget for vores indsats for en bæredygtig udvikling.
Efter Rådets afvisning af størsteparten af Parlamentets ændringsforslag ved første- og andenbehandlingen finder jeg det positivt, at Forligsudvalget gennem et effektivt arbejde forholdsvis hurtigt er nået frem til en kompromistekst. Jeg er overbevist om, at de mange initiativer, handlingsprogrammet indeholder, er nødvendige, hvis vi skal sikre et godt og rent miljø for vores efterkommere. Ordføreren har med rette lagt stor vægt på at gøre så mange som muligt af programmets aktioner bindende for Fællesskabet frem for at betragte dem som prioriterede politiske områder. Miljøforbedringer kan efter min overbevisning kun sikres gennem et klart og stærkt regelsæt. Betænkning af Cabrol ( A4-0276/98)
Cabrols betænkning om oprettelse af et net til epidemiologisk overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme i Fællesskabet kan vi ikke støtte. Vi mener, det er overflødigt at etablere et permanent net på fællesskabsplan, som Kommissionen skal tage vare på. Det ville være langt bedre at koordinere indsatsen i WHO-regi, da de omtalte sygdomme ikke kun er begrænset til EU's territorium. Vi kan heller ikke tilslutte os den omfattende registrering, som der lægges op til i Parlamentets og Rådets beslutning. Ovenstående betragtninger indebærer, at vi stemmer imod betænkningen.
For at kunne opretholde effektiv behandling af smitsomme sygdomme i Fællesskabet, er koordination på tværs af grænserne absolut nødvendig. Derfor er det også vigtigt at oprette et effektivt og velfungerende netværk til epidemiologisk overvågning og kontrol. Et permanent netværk mellem myndigheder og centrale epidemiologiske institutioner i Fællesskaberne er efter min overbevisning det eneste middel, som på langt sigt kan sikre, at der kan tilbydes effektiv lægelig behandling af smitsomme sygdomme, og som kan dæmme op for den beklagelige udvikling af multiresistente sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som allerede findes visse steder i Fællesskabet. Jeg er meget glad for, at Forligsudvalget er nået frem til et fornuftigt kompromis om det foreslåede netværk.
Jeg gentager min opfattelse, som jeg redegjorde for ved andenbehandlingen af denne betænkning i januar 1998. Det er naturligvis et godt formål, der her arbejdes for, nemlig oprettelsen af et center for kontrol af smitsomme sygdomme. Jeg stiller mig dog meget skeptisk over for værdien af konstant at oprette nye institutter på »fællesskabsniveau«. Sverige har allerede udviklet netværker til dette formål, bl.a. i samarbejde med WHO. Hvis der skal oprettes et netværk i Europa, skal det være en paneuropæisk struktur. Disse konstant nye EU-institutioner kræver ressourcer, og disse ressourcer skal hentes et sted. Et positivt valg af en EUinstitution kræver således måske, især når vi husker den negative indstilling til skatter i Unionen, negative beslutninger på nationalt eller globalt niveau. Indstilling ved andenbehandling af Breyer (A4-0242/98)
Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa har samtidig støttet betænkningen og Miljøudvalgets ændringsforslag. Siden 1989 har rammedirektivet vedrørende tilnærmelsen mellem de forskellige medlemsstaters lovgivning om lovlige tilsætningsstoffer i levnedsmidler, der anvendes til menneskeføde, været i kraft. Det forslag fra Kommissionen, vi i dag skal stemme om, drejer sig om en tilpasning af lovgivningen i EU til den nyeste videnskabelige, tekniske og teknologiske udvikling. Med hensyn til brugen af nisin (et antibiotikum) til fremstilling af pasteuriserede æg, foreslår Kommissionen en afskaffelse, samtidig med at det dog skal være tilladt til fremstilling af maskarpon. Men fremfor at ville afskaffe ethvert antibiotisk middel i fjerkræfoder af hensyn til immunforsvaret, mener vi, det er langt vigtigere at nedsætte brugen heraf i menneskeføde. Reelt står immunforsvaret i forhold til mængden af aktive antibiotika, der optages gennem føden. Dette er rent faktisk en kendsgerning. Endnu en gang forstår vores gruppe ikke Kommissionens holdning, og gruppen fremhæver det inkonsekvente heri, medmindre Kommissionen, gennem sine forslag, varetager denne eller hin interesse, sigtende mod at destabilisere den animalske produktion i EU. Uanset hvad, er det nødvendigt, at EU's regler jævnligt tilpasses den videnskabelige, tekniske og teknologiske udvikling, samt at dette alene sker ud fra et hensyn til forbrugersundheden.
Formålet med at ændre direktiv 95/2/EF er at tilpasse dets bilag til den store teknologiske udvikling, som har fundet sted i løbet af få år, og for at gøre det muligt for de medlemsstater, som siden direktivets vedtagelse har tiltrådt EU, fortsat at anvende traditionelle tilsætningsstoffer. Det er glædeligt, at Kommissionens overvågning af udviklingen på markedet for tilsætningsstoffer har resulteret i et hurtigt forslag, således at EU's lovgivning på dette vigtige område hele tiden er tidssvarende. Den danske regering har i Rådet givet udtryk for bekymring med hensyn til at tillade visse stoffer i direktivet. Jeg håber imidlertid, at det bliver muligt at nå frem til et kompromis, som er acceptabelt for samtlige medlemsstater. Betænkning af Anastossopoulos (A4-0212/98)
Hr. formand, kære kolleger. Anastossopoulos-betænkningen, i den form den er vedtaget her i formiddags, gør ikke vores Parlament ære. Jeg vil fastslå, at den ikke, langtfra, opfylder forpligtelsen i Maastrichttraktaten og i den fremtidige Amsterdam-traktat. Adskillige aspekter, hvilke ikke er de mindst vigtige, er ikke medtaget og tages ikke op til behandling i denne betænkning. I øvrigt er de ændringsforslag, vi havde stillet, nemlig nr. 35, 29 og 26, forkastet på trods af, at vi sagde, at de ikke-behandlede aspekter henhørte under de enkelte medlemsstaters kompetence. Parlamentet har således erkendt, at det burde have omtalt dem, men har ikke gjort dette. Det har hverken omtalt betingelser, der skulle opfyldes til stemmeafgivelse eller om at sørge for kontrol med og revidering af valglisterne, eller om valgbarhedsbetingelser, eller om uforenelighed, bortset fra hvad der omtales i artikel 8, eller om valgpropaganda, lige så lidt som finansiering af valgkampagner eller forberedelse til, afvikling af og kontrol med valghandlinger, eller om valgtvist. Og hvad værre er, den betænkning, vi har vedtaget, er i indre modstrid med sig selv. Den siger, at den har til hensigt at skabe større nærhed mellem vælgerne og de folkevalgte, og så slår den samtidig til lyd for tværnationale EU-lister. Den henviser til situationen i Frankrig, mens Frankrig netop, under indtryk af en meget kraftige modvilje i befolkningen, har opgivet planen om at lægge afstemningen over i regionsregi. Hvordan er det muligt, på et tidspunkt hvor vælgerne ønsker, at beslutningerne træffes så tæt som muligt på den enkelte borger, at slå til lyd for en type opstillingsliste, der, såfremt den blev ført ud i livet, ville føre til en sofavælgerprocent på 99 %? Tiden er inde til at lægge vægt på de enkelte nationer, til at give folket ordet. Det, vi her for nylig har kunnet opleve i forbindelse med et sportsstævne, var de europæiske folks glæde over samhørigheden med en nation. Det er, hvad vi burde have givet udtryk for her i dag, i stedet for denne betænkning, der ikke fortjener, vi beskæftiger os med den.
Hr. formand, et af problemerne med denne betænkning og med tanken om, at Europa-Parlamentet og Parlamentets medlemmer og politiske partier skal udforme et valgsystem, er, at de vil prioritere de politiske partiers interesser snarere end borgernes interesser. De vil grundlæggende se på, hvilket system der vil give dem mulighed for at opnå de største gevinster ved næste valg. Der tages heller ikke hensyn til, at nogle medlemsstater har meget retfærdige valgsystemer. Irland har f.eks. et af de mest retfærdige valgsystemer i hele Det Europæiske Fællesskab. En harmonisering af valgsystemerne til valg til EuropaParlamentet kan rent faktisk vise sig at være skadeligt for det meget retfærdige og rimelige system, vi har i Irland, og de fleste her i Parlamentet er sandsynligvis helt uvidende om dette. Tanken om, at en vis procentdel af pladserne i Europa-Parlamentet skal vælges på europæisk plan, forudsætter ligeledes, at der findes en slags europæisk politisk identitet. Det gør der ikke. Det vil være til ulempe for de mindre lande, til ulempe for de mindre partier og de afsides regioner. At forestille sig, at man kan tvinge denne europæiske politiske identitet ned over folk ved at indføre et sådant system er latterligt. Det, De har gjort her i dag, er at skade menneskene på græsrodsniveau, det politiske system og demokratiet. Vi er nødt til at se på dette igen. Det er en alvorlig fejltagelse. Det vil ikke være i befolkningens interesse, uanset hvad, De forsøger at sige her. Derfor stemte jeg imod betænkningen. Det er en virkelig dårlig idé.
Hr. formand, jeg er enig i alt det, fr. McKenna netop har sagt, så det vil jeg ikke gentage. Jeg vil i stedet koncentrere mig om, hvorvidt denne betænkning har noget som helst grundlag i kendsgerninger. De faktiske oplysninger om forholdstalsvalg antyder, at i lyset af de mange ugyldige stemmesedler i alle medlemsstater med forholdstalsvalg afviser mange vælgere systemet, hver gang der er valg. Det eneste land i Den Europæiske Union med en lavere procentdel af ødelagte stemmesedler er Det Forenede Kongerige med det gennemprøvede system med simpelt flertalsvalg i enkeltmandskredse. Så vidt jeg kan se, efter 14 års erfaring i Parlamentet, er forholdstalsvalg retfærdigt for én gruppe og kun én: de politiske partier. Her er jeg enig med fr. McKenna, fordi det desværre giver anledning til en masse kloner, det vil sige det, der er acceptabelt for ledelsen, kommer ind snarere end det, der acceptabelt for vælgerne. Derfor går jeg ind for, at vælgerne får det sidste ord med hensyn til, hvem de rent faktisk stemmer ind i Europa-Parlamentet - eller et hvilket som helst Parlamentet for den sags skyld. Derfor stemte jeg imod betænkningen.
Hr. formand, hver enkelt betænkning kommer med sin idé, sin væsentlige idé. Gucht-betænkningen kom med idéen om forholdstalsvalg, hvorefter Parlamentet udtalte sig til fordel for forholdstalsvalg. Anastossopoulosbetænkningen kom med den idé, at de store valgkredse i de store lande, de tættest befolkede lande, skulle deles op i flere mindre, der benævnes regionskredse. Det spørgsmål, som nu melder sig, er hvorvidt vi, ved i artikel 2 at sløjfe ordet »regions-«, har ændret eller ikke ændret meningen med ordførerens tekst? Hertil vil jeg simpelthen svare ved at gøre forsamlingen opmærksom på, at vi i realiteten ikke har ændret den dybere mening i ordførerens forslag, og det af en ganske bestemt grund, nemlig at sidste afsnit i den pågældende artikel 2 fra forpligtelsen til at oprette valgkredse udelukker stater med en befolkning på under 20 millioner. Men kan man forestille sig, at de pågældende stater skulle være fritaget fra forpligtelsen til at oprette en enkelt landsdækkende national valgkreds? Naturligvis ikke. Den omstændighed at der findes et sådant forbud med henblik på de små stater vil sige, at de valgkredse, der er tale om i første sætning i artikel 2, er kredse fremkommet ved en opdeling af den pågældende stats landområde, regionskredse. Vi har, kære kolleger, strøget ordet, men vi har ikke strøget idéen. Intentionen bag Anastossopoulos-betænkningen er netop de store staters forpligtelse til at foretage en opdeling af den ene nationale valgkreds i flere mindre.
Vores synspunkt er, at det er de individuelle medlemsstater, der skal bestemme, hvilket valgsystem de skal have ved valg til EU-Parlamentet. Vi mener, at et proportionalt valgsystem er mere retfærdigt end et valgsystem med valg i enkeltmandsvalgkredse. Men dette er en debat, som man må tage i hver enkelt medlemsstat. Det samme gælder spørgsmålet om mulighed for personvalg for vælgerne. Med hensyn til debatten om, at et antal mandater skal udpeges ved valg i en fælles valgkreds for hele EU, tager vi bestemt afstand fra den idé. Som Europa ser ud i dag, med mangel på en mediedebat i hele EU, forskelle i sprog, kultur og politiske traditioner, så siger det sig selv, at EU ikke er moden til at skabe en EU-valgkreds. Vi vil bestemt advare mod forsøg på at centralisere demokratiet på denne måde. Det kan føre til skabelsen af et fåmandsvælde, da demokratiet bliver så centraliseret og i så stor skala, at borgerne ikke føler sig delagtiggjort i politikken.
Jeg har støttet og stemt for den centrale målsætning i denne betænkning: fastlæggelsen af fælles principper for de europæiske valg baseret på forholdstalsvalgprincipperne, som er den bedste demokratiske garanti. Jeg har støttet forskellige andre dele, navnlig uforeneligheden mellem mandat som medlem af Europa-Parlamentet og medlem af et nationalt parlament og oprettelsen af territoriale valgkredse som en metode til at skabe nærhed mellem de valgte og deres vælgere under forbehold af forholdstalsvalgprincippet. Jeg har stemt imod forslaget om at oprette en europæisk valgkreds til tværnationale lister, fordi denne tåbelige idé, der ikke sigter på at korrigere afvigelser fra forholdstalsvalgprincippet og sikre repræsentation for mindretal, ikke engang er påkrævet for at sikre en tværnational deltagelse i de europæiske valg, når man tager Maastricht-traktatens bestemmelser om unionsborgerskab i betragtning: det er imod alle principper om et overnationalt føderalt demokratisk styre, der hviler på et antal medlemmer fra hvert land proportionalt med dettes befolkning; -og det besvarer derfor ikke det virkeligt afgørende spørgsmål om udviklingen af Rådet til en rolle som »overhus« med lige repræsentation af staterne; -det tager hul på, men løser ikke, problemet om vægtningen af landene på den europæiske liste, et politisk problem, som helt ligner det, der vedrører stemmevægtningen i Rådet; -det fjerner endnu mere de valgte fra vælgerne, i stedet for at bringe dem nærmere; -det ville faktisk være en måde til at gøre mandater af Europa-Parlamentet evige for medlemmer, der ville komme stadig mere på afstand fra deres vælgergrundlag, og som måske aldrig ville kunne blive valgt på anden måde.Jeg afviser derfor dette forslag ud fra europæiske principper og ikke ud fra de sandsynlighedsberegninger, der har inspireret nogle af kompromisforslagene omkring Anastassopoulos-betænkningen. Forslaget er udtryk for en proeuropæisk avantgardisme, der kun vil føre til negative resultater i en offentlighed, der allerede er tilstrækkelig urolig over den eksoteriske karakter, som nogle af institutionerne i det »fjerne Bruxelles« måtte have. En proeuropæisk fremdrift er uundværlig og bydende nødvendig, men bør følge en anden vej, nemlig den vanskelige vej, som denne betænkning af nemhedsårsager og af frygt for at kæmpe politisk for et demokrati i Europa ikke har villet følge. Efter min opfattelse går denne vej over en styrkelse af Kommissionens overnationale rolle, herunder af dens politiske ansvar over for det valgte parlament. Den går over valg til Europa-Parlamentet af store proeuropæiske politiske personligheder, med reel placering og indflydelse i deres oprindelige politiske systemer. Den går over valg til formand for Europa-Parlamentet af en personlighed af virkelig proeuropæisk politisk tyngde og autoritet. Og den går endelig over accepten af Delors' forslag om lade de europæiske politiske partier stemme om deres kandidat til formandskabet for Kommissionen, der således ville komme i besiddelse af demokratisk legitimitet vis-a-vis de nationale regeringer. Dette europæiske politiske mod finder jeg ikke i dette forslag, der kun afspejler det »politisk korrekte« hos den tværnationale kreds i Europa.
Europa-Parlamentet har lige vedtaget Anastossopoulos-betænkningen, der - omend det er sket på en lidt mere kryptisk måde end i den oprindelige tekst - indfører en forpligtelse til regionalisering af valgene til Europa-Parlamentet for medlemsstater med en befolkning på over 20 millioner indbyggere. Min gruppe har kæmpet imod dette forslag, og det agter vi at fortsætte med, da det stadig kun er nået til den indledende behandling, eftersom der i henhold til Traktatens artikel 138 kræves enstemmig vedtagelse af Rådet (naturligvis udsat for pression fra Europa-Parlamentets side) af en indstilling foruden et krav om, at den godkendes af hver enkelt medlemsstat efter dennes egne forfatningsmæssige forskrifter. Processen er imidlertid sat i gang. Det forekommer os at stride mod subsidiaritetsprincippet, hvorefter valget af antal og omfang af valgkredse i hvert enkelt medlemsland skulle overlades til dette. Det er ligeledes meget farligt for de store stater, der forholdsvis hurtigt risikerer at blive splittet op i flere forskellige geografiske enheder, der hver tæller i vægtskålen som en mindre stat. Nogle hævder, at en sådan udvikling ikke bliver konsekvensen, hvis de valgkredse, der fastlægges ved underopdeling af et givet lands territorium, ikke svarer til bestemte historiske regioner. Men de søger blot at dulme deres dårlige samvittighed. I realiteten er det klart, at der finder en opløsningsproces sted, og man kan regne med, at Kommissionen skubber på den vogn med alle til rådighed værende midler. Jeg synes, det er godt at blive klog af at tænke på, at argumentationen til fordel for en regionalisering af afstemningssystemet er blevet til i Frankrig gennem en rapport i juni 1996, udarbejdet af den franske Europabevægelse (Mouvement européenFrance), der som enhver ved eller burde vide, modtager omfattende økonomisk tilskud fra Kommissionen og hvis idéer, der ikke altid tåler at blive formuleret direkte af denne, bevægelsen tjenstvilligt efterplaprer. Dette er en måde til indirekte at skaffe sig indflydelse, der ofte anvendes af Kommissionen, i kraft af talrige andre foreninger, fungerende som mellemled, og ofte 100 % finansieret af denne. Ved lejlighed burde man kigge disse foreninger nærmere efter i sømmene til en bedre forståelse af, hvilke metoder der anvendes til udbredelse af tanken om føderalisme. Endnu mere tankevækkende er det at notere sig, at rapporten fra Europabevægelsen var skrevet af et flerpartiredaktionsudvalg, hvis medlemmer - som det noget pralende hedder i forordet (side 11) - «kommer fra samtlige repræsentative, demokratiske, politiske hovedstrømninger og grupperinger i landet«. Dog må det noteres, at der ikke heriblandt fandtes nogen repræsentanter fra Nationernes Europa. Mellem redaktionsudvalgets medlemmer og Europabevægelsens ledende organer fandtes der, det der i rapporten benævnes som en »basisaftale«, hvori det navnlig understregedes, at »som hovedmålsætning bør den nye valglov have en tilnærmelse af vælgerne til de folkevalgte (bemærk, i parentes, denne kæmpelapsus), gennem en afskaffelse af systemet med en enkelt, landsdækkende valgkreds« (side 13). I betragtning af denne »basisaftale« kommer det ikke bag på en senere at høre (side 16), at »redaktionsudvalgets medlemmer var enige om at anbefale en reform af det nuværende system og gik på denne baggrund ind for en bevarelse af forholdstalsvalg samt en fordeling af vælgerne ud på flere regionskredse«. Vi er ikke klar over, i hvilket omfang nogle af redaktionsudvalgets medlemmer er blevet ført bag lyset. Det ligger imidlertid fast, at der bestandigt manipuleres med den offentlige mening som følge af Kommissionens økonomiske støtteordninger. Vi benytter os derfor af lejligheden til endnu en gang at forlange en fuldstændig og endegyldig afskaffelse af disse. Ligeledes minder vi om, at det enkleste og sikreste middel til at bringe EU's folkevalgte nærmere vælgerne (og ikke omvendt) består i at tildele de nationale parlamenter en vigtig rolle i Fællesskabets beslutningsproces og på en vis måde gøre dem mere aktive på EU's politiske arena. Med hensyn til repræsentanterne i Europa-Parlamentet, der altid, både af teoretiske og praktiske grunde, burde vælges i en national enhedskreds, kunne de være underlagt bedre vælgerkontrol, såfremt man førte de forslag ud i livet, der er indeholdt i de forskellige tekster, udarbejdet af Gruppen Nationernes Europa. Bl.a. bør EUparlamentarikerne administrativt ikke henhøre under Bruxelles, men under deres eget land, og de bør drages med ind i det forberedende lovprojektarbejde i forbindelse med den nationale lovgivning, når emnerne herfor er fælles med EU-lovene, foruden at borgerne skal have mulighed for at skaffe sig et overblik over deres repræsentanters stillingtagen i de forskellige sager i Bruxelles, gennem offentliggørelse af disses ytringer i parlamentsdebatten i en særlig afdeling af det franske EFTidende.
Jeg kan tilslutte mig vores kollega Georgios Anastossopoulos' betænkning. I det store og hele går de forslag, der stilles heri, i retning af et medborgernes Europa og en styrkelse af EU-borgerskabet, noget jeg går ind for og støtter fuldt ud. Der findes to bestemmelser heri, som opfylder disse nødvendige krav, oprettelsen af regionsvalgkredse i stater med over 20 millioner indbyggere og valg af EU-parlamentarikere på EU-plan. På disse to punkter beklager jeg den overdrevne forsigtighed, nogle lægger for dagen, såvel til højre som til venstre i det politiske spektrum. Mens jeg, uden at være enig heri, godt kan forstå de grunde, der anføres om suverænitetstab til at modsætte sig en sådan udvikling, så kan jeg ikke acceptere, at andre fordømmer den ud fra rent taktiske motiver. De sidstnævnte er ofte de selvsamme personer, der beklager sig over Parlamentets manglende repræsentativitet og fjernhed i forhold til vores medborgere. Jeg ville forsøge at forstå logikken heri, hvis ikke det var fordi, jeg forstod den alt for godt. Vi må imidlertid beklage, at vi skal vente helt til år 2009, inden det bliver muligt at vælge 10 % af os inden for EU's samlede geografiske område som kriterium. 60 parlamentsmedlemmer valgt af alle EU's borgere ville have været et stærkt symbol på europæisk integration, hvis det havde fundet sted allerede i år 2004. Derudover går jeg ind for, at det ikke skal være muligt at være medlem af det nationale parlament og Europa-Parlamentet på samme tid. Begge disse hverv kræver tid og arbejde. At gøre det tilladt at påtage sig begge hverv er reelt ensbetydende med at gøre os utroværdige i befolkningens øjne. Det er derfor et spørgsmål om sund fornuft at afvise en sådan mulighed. Jeg vil en sidste gang udtale min anerkendelse af Georgios Anastossopoulos' arbejde, og jeg håber, at hans indstilling følges op af de nationale parlamentarikere, uden om alle partitaktiske beregninger. Det er mit håb, uden at jeg dog desværre føler mig i stand til at erklære mig overbevist herom.
I sit »lovforslag« har ordføreren i artikel 7 haft den udmærkede idé og lagt det mod for dagen at indføje et forslag om tværnationale lister, omfattende 10 % af pladserne i Europa-Parlamentet. Nogle vil måske være af den opfattelse, at i sammenligning med de øvrige forslag i denne tekst - forholdstalsvalglister, spærregrænse, præferencestemmeafgivelse i regionsvalgkredse i stater med over 20 millioner indbyggere - så er forslaget om tværnationale lister mindre væsentligt. Det er ikke min opfattelse. Tværtimod er der tale om et initiativ, der ligger i direkte forlængelse af samarbejdet i EU, hvor det nationale aspekt indtager en mindre central rolle. Der er tale om en logisk fortsættelse af det direktiv, der giver statsborgere fra et andet EU-land adgang til at stemme ved kommunalvalg i bopælslandet. I begge tilfælde drejer det sig om at udvikle realiseringen af et egentligt EU-borgerskab. I øvrigt er det ud fra dette fortilfælde, der bevæger sig uden for enkeltstatsrammen, at Europa-Parlamentets juridiske afdeling har givet sin mening tilkende om dette forslag, idet denne ikke mener, at forslaget går uden for traktatens principper, da der allerede findes sådanne tværnationale islæt i forbindelse med valgene til Europa-Parlamentet. Som socialdemokrat med erfaring fra et Parti af Europæiske Socialdemokrater, der eksisterer side om side med De Europæiske Socialdemokraters EP-gruppe, vil jeg tilføje, at dette forslag ville give et overordentligt konkret indhold til egentlige partidannelser på EU-plan til forskel fra fra de traditionelle politiske grupperinger. Det kan være interessant at give EU-valgene et dramatisk islæt for at holde dem ude fra de nationale valg og fjerne risikoen for en sammenblanding af de to niveauer. Med tværnationale lister kan mindretalsgrupper, der lever spredt over de forskellige medlemsstater, opnå mulighed for at gøre sig gældende og endog for at blive repræsenteret i Europa-Parlamentet. Dette gælder bl.a. sigøjnere og muslimer. Så vidt med hensyn til det principielle. Men hvordan ligger det så med omsættelse i praksis? Det er vi endnu ikke nået til, men enhver kan se, at der er adskillige praktiske problemer at løse i den forbindelse: oprettelse af opstillingslister, den overordnede balance i fordelingen af parlamentsmedlemmer fra de forskellige lande, problemet med at få personer af europæisk politisk format til at acceptere at stille op på en tværnational liste fremfor på en national osv. Det er problemet med EU i støbeskeen, mellem nationalstater og føderative islæt. Men tilbage står, at princippet med tværnationale opstillingslister er velegnet til at udvikle en fornemmelse af en EU- identitetsfølelse.
Det forhold, at borgerne med jævnlige mellemrum går til valg for at vælge deres repræsentanter ved almindelige, frie, lige og hemmelige valg kendetegner et ægte demokratisk system. Derimod har afstemningsformen mulighed for at veksle, forudsat den respekterer disse grundlæggende kriterier. Til syvende og sidst drejer det sig her blot om en omsættelse i praksis, der kan variere efter tid og sted, uden at der herved på nogen måde sættes spørgsmålstegn ved den repræsentative styreforms demokratiske natur. På det stadium, EU-samarbejdet befinder sig på, må det, at alle Unions-borgere føler sig helt og fuldt repræsenteret i EuropaParlamentet, anses for det centrale. I dette perspektiv forekommer en harmonisering af de væsentlige træk i indretningen af de forskellige nationale valgprocedurer (i retning af en almindelig anvendelse af forholdstalsvalg i den enkelte valgkreds), kombineret med indførelse af en spærregrænse (beregnet på at undgå for stor opsplitning i politiske smågrupperinger), at være den bedste løsning. Jeg kan her nævne, at den britiske regering i det britiske Underhus har stillet forslag om at indføre forholdstalsvalg i regioner ved EU-Parlamentsvalget i 1999. Dette er baggrunden for min støtte til det forslag til beslutning, der her er forelagt os. Imidlertid skal jeg føje til, at en harmonisering af hovedtrækkene i valgprocedurerne for valg til Europa-Parlamentet ikke er tilstrækkeligt til at opfylde det underskud af demokratisk gyldighed og anerkendelse, Europa-Parlamentet lider under. Jeg er dybt overbevist om, at det stadig vil være sådan, så længe dette ikke rent faktisk tillægges de magtbeføjelser, ethvert virkeligt parlament sidder inde med, herunder retten til i sidste instans at udskrive skatter og vedtage et budget, indsætte og afsætte en EU-regering, der alene er fuldt ansvarlig alene over for dette Parlament.
Denne betænkning indeholder det ufærdige forslag om de såkaldte transnationale lister ved valg til Europa-Parlamentet, som jeg ikke kan godtage i den nuværende form. Idet der mangler enhver yderligere præcisering heraf i betænkningen er det vanskeligt at se, hvad dette egentlig præcist betyder. Transnationale, det vil sige europæiske, lister ser for ordføreren ud til at betyde, at 10 % af Europa-Parlamentets medlemmer ikke skal vælges nationalt, men på europæisk plan. Men det er i strid med andre forslag, der er indeholdt i betænkningen. Således forsøges det f.eks. ved den regionalisering af valgkredsene, der er foreslået for store lande, at bringe vælgerne nærmere politikerne. De transnationale lister vil derimod gøre hele Europa til én kæmpestor valgkreds, hvilket så igen definitivt yderligere fjerner Europa-parlamentarikerne op i høje sfærer langt væk fra borgerne. Men måske menes der med de transnationale lister, at man i enkelte regioner, f.eks. Saar-Lor-Lux-regionen, kunne opstille grænseoverskridende lister til valg til Europa-Parlamentet. I sig selv ville en sådan idé til fremme af Europa-tanken ikke være utænkelig. Hvis dette skulle være hensigten i betænkningen, burde den i det mindste antyde dette. Det er heller ikke klart, hvordan sådanne lister skulle komme i stand, og især ikke, hvordan lande som Luxembourg med et meget begrænset antal parlamentsmedlemmer skulle være tjent med det. Jo mere jeg tænker over det, desto mere forekommer det mig, at denne transnationale liste er en slags politisk finurlighed, som står i direkte modsætning til det mål, som jeg selv forfølger i den europæiske politik, nemlig borgernes tæthed på de europæiske politikere, borgernes deltagelse i den politiske diskussion i Europa og europapolitikkens »synlighed« for borgerne.
Udarbejdelsen af en ensartet valglov for valg til Europa-Parlamentet er et af de emner i den europæiske integrationsproces, som er vanskeligst at gennemføre. Et bevis herfor er, at opgaven med at udarbejde en sådan lov allerede var nævnt i Rom-traktaten, men efter næsten 50 år har vi stadig ikke kunnet vedtage den. Først var det selve kendsgerningen med direkte valg til Europa-Parlamentet, som var til diskussion, og derefter har det været de forskellige traditioner i medlemsstaterne, som har gjort det umuligt at nå til enighed. Vi må derfor lykønske os selv med vedtagelsen af betænkning af Anastassopoulos, som jeg af denne årsag har stemt for. For denne betænkning giver faktisk Parlamentet mulighed for at tage et skridt, der ikke er så langt, som man kunne ønske, men som dog har stor politisk betydning, fordi det uden tvivl vil bidrage til at opnå den tilnærmelse mellem vælgerne og de valgte, som er et ufravigeligt krav for, at det demokratiske system kan fungere optimalt, og for at borgerne kan deltage mere direkte i den beslutningsproces, som vedrører dem, og for at de som følge heraf kan føle sig som hovedpersoner i det store eventyr med opbygningen af et Europa med fred og velfærd.
Det er mig en glæde at forklare, hvorfor jeg stemmer for betænkningen af Anastassopoulos om udarbejdelse af et forslag til en valgprocedure baseret på fælles principper ved valg af Europa-Parlamentets medlemmer. Betænkningen og forslaget til beslutning heri, som er fastsat i overensstemmelse med artikel 138, stk. 3 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (artikel 190, stk. 4 i den konsoliderede Amsterdam-traktat), dækker et hul i opfyldelsen af Rom-traktaten, som omhandlede et fælles valgsystem på det niveau, hvor Den Europæiske Union i dag befinder sig. I den nødvendige demokratiske videreudbygning af Unionen, som selv i dag lider under visse demokratiske mangler inden for nogle områder, betyder opfyldelse af det nævnte mandat endnu et skridt og endda et meget vigtigt skridt i repræsentationen af Unionens borgere i Europa-Parlamentet, som gentagne gange har påpeget denne nødvendighed. Man må i denne forbindelse mindes det foregående fremragende projekt, som blev udarbejdet af min tidligere liberale kollega, det flamske medlem Karel De Gucht. Mangelen på vilje og enighed mellem regeringerne i Unionens medlemsstater har desværre forhindret gennemførelse af de efterfølgende forslag fra Parlamentet. Jeg håber og ønsker, at forslaget fra vores næstformand, Georgios Anastassopoulos, i dette tilfælde virkelig vil blive gennemført. Det er et godt forslag, som indeholder de væsentligste elementer til grundlæggelse af det ensartede valgsystem, som er nødvendigt for demokratiet i Unionen. Blandt disse elementer glæder jeg mig over at se, at der overvejes territoriale valgkredse i stater med over 20 millioner indbyggere. Valgkredse, der svarer til statsløse nationer og veldefinerede regioner i Den Europæiske Union, er områder, som på udpræget vis bidrager til at konsolidere Unionens eksistens og integrationen af de folkeslag, som den består af. Hvis repræsentanterne til Europa-Parlamentet vælges med respekt for disse identiteter, vil repræsentationsgraden og forholdet mellem borgerne og deres parlamentariske repræsentanter uden tvivl i høj grad blive forbedret. Endnu en gang fremstår Europa-Parlamentet som garant for fremskridt og demokrati i opbygningen af det fælles Europa. Lad os håbe, at regeringerne i medlemsstaterne denne gang er bevidste om deres forpligtelser og ikke stiller hindringer i vejen for gennemførelsen af den vilje, der kommer til udtryk i betænkningen af Anastassopoulos.
Set i sammenhæng med den institutionelle udvikling, især markeret ved indførelsen af direkte valg af Europa-Parlamentets medlemmer, tilføjelsen af proceduren for medbestemmelse til Maastricht-traktaten og her for nylig også til Amsterdam-traktaten, er der grund til rose Georgios Anastossopoulos for det arbejde, han har udført. Jeg deler fuldt ud hans legitime ambition om generelt at nærme EP-medlemmet til EU's borgere og specielt til sine vælgere. Men jeg går imod den metode, han anbefaler. Den eneste valgmetode, der virkeligt kan indføre denne nærhed er enkeltvalgsystemet, ved hvilket antallet af valgkredse svarer til det antal medlemmer, der skal vælges. Under den franske regerings forsøg for nylig på at regionalisere valgmetoden forsvarede jeg den samme holdning som i dag. Den nationale politiske klasse, der har et stort flertal, meddelte i øvrigt, at dette reformforslag byggede på en metode, der ikke gjorde det muligt i praktisk politik at opnå de planlagte mål. Dette nederlag for Jospin-regeringen, der omsider måtte trække sit forslag tilbage, viser, at en reform af metoden til valg af EP-medlemmer nødvendigvis må tage hensyn til følgende: de reelle forventninger hos såvel borgerne som de folkevalgte, de eksisterende geografiske og administrative forhold og udviklingen i antallet af folkevalgte til Europa-Parlamentet i hver enkelt medlemsstat efter en udvidelse. Men hvis det i øvrigt er så vigtigt allerede nu at fastlægge generelle fælles principper for alle medlemsstaterne, bør disse i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet bevare kompetencen med hensyn til at udarbejde valglister, tilrettelægge og finansiere valgkampagner, forberede og gennemføre selve valgene, deres egen administration for tvistemålssager samt retten til selv at fastsætte deres egne spærregrænser for at opnå mandater. Alle de ændringsforslag, der bidrog til at trække teksten i den retning, blev desværre ikke vedtaget, og derfor har jeg stemt imod den endelige tekst.
Det er med beklagelse, at jeg stemmer imod betænkningen af den højt respekterede næstformand Anastassopoulos, men han rejser spørgsmål, som angår principielle elementer i vores politik. Parlamentarismens historie viser os uimodsigeligt, at der endnu aldrig er kommet et ekstremistisk parti legalt til magten i et land, hvor der var valg ved personlige stemmer. En undersøgelse foretaget af et stort tysk universitet har påvist, at Hitler aldrig ville have fået flertal, hvis ikke Tyskland havde haft systemet med forholdstalslistevalg. Lad os ikke gøre os nogen illusioner. Demokratiet er truet i dag, man må ikke give mulighed for fejltagelser. Man skal vise sit menneskelige ansigt, vælgerne skal vide, hvem De skænker deres tillid. Systemet med forholdstalslistevalg fører os til det partivælde, hvor de fleste parlamentsmedlemmer ikke mere er folkets repræsentanter, men partifunktionærernes instrumenter. Det voksende antal sofavælgere bør være os en advarsel, som vi skal tage alvorligt. Vi har brug for delegerede, som har vundet befolkningens tillid af egen kraft. Men det system, som i dag skal udvides, gør dem kun alt for let til ansatte i partistrukturerne. Men det fører til forfald og derefter til en direkte fare for demokratiet. De af os, der har oplevet diktatur og krig, kan derfor kun have de største betænkeligheder over for den vej, man her kan slå ind på ved hjælp af en forkert valgmåde.
Til støtte for det pluralistiske demokrati og for et folkenes Europa vil jeg gerne udtrykke min støtte til ændringsforslag 46 (fra hr. Ebner fra Südtiroler Volkspartei) og 49 (som jeg selv har stillet). I begge ændringsforslag gives der udtryk for bekymring for de mindre befolkninger i Europa. Sydtyrolere, folk fra Valle d'Aoste, sardere og friulere i Italien og friserne i Nederlandene er f.eks. omfattet af ændringsforslag 46. Men ændringsforslag 49 går et skridt videre ved at udvide dette til anerkendte historiske nationaliteter i mere end en enkelt stat. Denne fremgangsmåde vil især være til gavn for samerne, som bebor den nordlige del af to medlemsstater (Sverige og Finland) samt det tidligere ansøgerland Norge. Der er tungtvejende moralske grunde til at give samerne plads i Parlamentet. Det sker ikke med det nuværende system. Men et Europa-Parlament uden en plads til samerne er et ufuldstændigt parlament, og jeg vil appellere til kollegerne om at fjerne denne fejl sammen med de andre, som forsøges rettet gennem betænkningen.
I dag (15/7) stemmer Europa-Parlamentet om Anastassopoulos-betænkningen, hvori det foreslås et EU-dækkende valgsystem baseret på forholdstalsvalg til kommende valg til Europa-Parlamentet. Uanset hvor meget vi respekterer hr. Anastassopoulos personligt og værdsætter det enorme arbejde, han har lagt i betænkningen, vil de konservative medlemmer af Europa-Parlamentet stemme imod konklusionerne. To af hans hovedkonklusioner er uacceptable for os. Vi er imod princippet om, at forholdstalsvalg skal være det obligatoriske valgsystem, uanset om det er på europæisk eller nationalt plan. Vi kan ikke støtte tanken om, at nogle medlemmer af EuropaParlamentet skal vælges i en enkelt, paneuropæisk valgkreds, noget som i betænkningen foreslås gennemført fra 2009. De britiske erfaringer beviser, at enkeltmandskredse sikrer en tættere kontakt mellem medlemmer af Europa-Parlamentet og befolkningen end i de kontinentale systemer og tilskynder dem til at være mere opmærksomme på deres vælgere end på partibosserne. Store regioner eller endnu værre landsdækkende valgkredse er den effektive repræsentations fjende. Vi glæder os over, at det gaulistiske parti RPR i Frankrig for nylig foreslog, at den landsdækkende valgkreds i Frankrig skulle erstattes af 87 enkeltmandskredse efter britisk model. Selvom vi ikke bryder os om forholdstalsvalg, er det vigtigt, at regeringer og parlamenter, når der anvendes forholdstalsvalg, vælger den mest åbne og vælgervenlige version. Lukkede lister er anti-demokratiske og til skade for valgkulturen. Min tyske PPE-kollega, hr. von Habsburg, har med rette fordømt dem som partistatens instrumenter. Vi vil slå til lyd for, at åbne snarere end lukkede lister bliver normen ved fremtidige valg til Europa-Parlamentet. Hr. Anastassopoulos' personlige støtte til åbne lister er yderst velkommen. Som led i vores kampagne offentliggør vi i dag et værk af professor Vernon Bogdanor fra Oxford University, en af Storbritanniens førende forfatnings- og valgeksperter, hvor han slår til lyd for åbne lister, der kan giver vælgerne større valgmuligheder i Europa. I dag begynder det britiske Labour også at stemme om kandidaterne til valget til Europa-Parlamentet i juni næste år. I alle eksisterende euro-valgkredse vil Labour-partiets medlemmer kunne deltage i udnævnelsen af to eller tre kandidater til en samlet gruppe på mere end 200 kandidater. På det tidspunkt vil Labours ledelse gennem det nationale valgråd fastlægge prioriteringen af kandidater i de enkelte regioner. Partimedlemmerne vil blive udelukket fra nøglebeslutningerne om, hvem der bliver valgt. Men begge de andre store partier i Storbritannien - de konservative og de liberale demokrater - har givet deres frivillige medlemmer fuld kontrol over rækkefølgen på de enkelte regionale lister, og Labours kontrolbesatte ledelse er fast besluttet på at opstille Blair-kloner fra den politiske midte. Svaret fra Labours ledelse på spørgsmålet om forholdstalsvalg bekræfter vores værste mistanker om, hvordan systemet kan misbruges, når partipampere nægter at slippe kontrollen og beslutter at udelukke vælgerne.
Proceduren til valg af Europa-Parlamentets medlemmer er af grundlæggende betydning, især for de medlemsstater, der har et decentraliseret styre, f.eks. Spanien, hvor der er 17 selvstyrende regioner, hvis administrative organisationer er tættere på borgerne. Derfor mener jeg, at de selvstyrende regioner skal gælde som valgkredse ved de europæiske valg, da denne metode bringer parlamentsmedlemmerne tættere på de borgere, som de repræsenterer, og giver borgerne bedre adgang til parlamentsmedlemmerne. Således opnår vi et af vores mål, nemlig at Europa-Parlamentet bliver mere opmærksom på alle europæiske borgeres behov og bekymringer. Med denne form for valgkreds gennemføres i praksis den virkelighed, der eksisterer i mange medlemsstater med forskellige historiske nationaliteter, som tilfældet er i Spanien, hvor der ud over Catalonien og Baskerlandet også findes andre historiske nationaliteter, f.eks. Valencia, som gør det tilrådeligt at indføre en valgkreds svarende til den selvstyrende region for valg af medlemmer til Europa-Parlamentet. Derfor støtter jeg betænkningen af Anastassopoulos.
Jeg stemte imod betænkningen, fordi jeg ikke kan acceptere, at 10 % af repræsentantspladserne i Europa-Parlamentet fra år 2009 tildeles repræsentanter fra et valgdistrikt, som omfatter alle medlemslande i Den Europæiske Union. En sådan fremgangsmåde vil urimeligt favorisere de store medlemslande på bekostning af de små medlemslande. Ved opstillingen af kandidater vil det betyde en forøgelse af populismen og en fremgang for internationalt kendte repræsentanter - ikke nødvendigvis politikere. Ligeledes bør spørgsmålet om inddeling af landene i ét eller flere valgdistrikter overlades til medlemslandenes egen beslutning.
Næstformanden for Parlamentet og ordføreren for denne betænkning vil tilgive mig, at jeg minder ham om en af hans berømte landsmænd, nemlig Platon, når jeg skal bekræfte, at jeg er ven med Anastassopoulos, men endnu mere er jeg ven med sandheden. Og sandheden er efter min ydmyge mening, at hver stat suverænt bør bestemme, hvordan de medlemmer, som repræsenterer den her i Parlamentet, udvælges eller vælges. Efter min opfattelse giver det ingen mening, at 10 medlemsstater med under 10 millioner indbyggere forpligter de øvrige fem medlemsstater til at oprette valgkredse, som sandsynligvis i praksis krænker princippet om, at hver og én af parlamentsmedlemmerne repræsenterer landets samlede vælgere. Endvidere kan dette system få uventede følger, som vi måske ikke har overvejet tilstrækkeligt. Lad mig give et eksempel: Med den aktuelle opdeling af Spanien, hvor hele det nationale territorium betragtes som en enkelt valgkreds, er der i denne valgperiode til Parlamentet valgt seks spanske statsborgere, som kommer fra det spanske Baskerland. Hvis man anvender forholdstalssystemet på Baskerlandets territorium og befolkning, ville dette område kun have to medlemmer i det fremtidige Parlament, hvis valget blev afholdt i henhold til dette system. Dette ville uden tvivl stride imod Baskerlandets interesser og imod ønsket om at tilnærme dette Parlament til en del af Spanien, som fortjener og nyder Parlamentets særlige opmærksomhed, bl.a. takket være disse nuværende seks medlemmers arbejde. Selvom jeg siger ovenstående, nærer jeg stadig beundring for den gode betænkning, som er udarbejdet af vores kollega, Giorgios Anastassopoulos. Og derfor har jeg stemt for denne tekst.
Anastassopoulos-betænkningen er en perfekt illustration af den anti-nationale metode og ideologi, som det aktuelle føderalistiske flertal i dette Parlament går ind for. Det drejer sig om en initiativbetænkning, der hviler på det juridiske grundlag fra en traktat, der endnu ikke er ratificeret af medlemsstaterne og altså endnu ikke gældende. Med det betyder ikke meget, for taktikken er altid den samme: den går ud på - med foragt for retten - at skabe en reel kendsgerning, så man derefter kan udnytte Europa-Parlamentets forslag som en løftestang til at lægge pres på Rådet, så dette kommer i defensiven. Det mål, man i virkeligheden går efter, er at jagte de nationale valgkredse. For at nå målet udnytter den føderalistiske ideologi sine to foretrukne kanaler: den internt nationale og den overnationale. Under påskud af at ville nærme EP-medlemmerne til deres valgkreds foreslår Anastassopoulos-betænkningen en maksimal opdeling af vælgerkorpset, der vil ødelægge selve idéen om en unik national valgkreds og nationale repræsentanter for Europa-Parlamentet valgt i de forskellige medlemsstater. Samtidig anbefaler betænkningen, at man opretter overnationale valglister, der vil have stik den modsatte effekt i forhold til det tidligere opsatte mål. Men det betyder ikke noget, at forslagene er totalt selvmodsigende: målet er negativt, på ingen måde positivt. Det drejer sig om at ødelægge den nationale ramme, og tilnærmelsen af medlemmet til sin valgkreds er kun et vildledende påskud.
Efter dagens afstemning er det klart, at der skal gælde et proportionalt valgsystem i hele Unionen i fremtiden. Samtidig respekterer valgforslaget subsidiaritetsprincipperne og undgår at regulere valgprocedurer på en for detaljeret måde (f.eks. valgomkostninger, stemmeretsaldre m.m.). Det var også vigtigt og i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet at konstatere, at det er frivilligt at fastlægge stemmetærskler. Som et led i at skabe mere homogene betingelser for parlamentsmedlemmerne var det vigtigt at slå fast, at det ikke er foreneligt at have et andet parlamentsmandat, samtidig med at man er medlem af Europa-Parlamentet. På tre punkter beklager jeg dog den beslutning, som flertallet af medlemmerne gik ind for. For det første var det trist, at et flertal i Parlamentet mente, at valgkredse skal være obligatoriske i medlemslande med mere end 20 millioner indbyggere. Hvis landet har færre indbyggere, behøver det ikke at blive opdelt i valgkredse, altså heller ikke Finland. For det andet var det også trist, at et flertal i Parlamentet (349 mod 173) stemte for, at man skal diskutere et forslag om, at en bestemt procentandel af det samlede mandat skal fordeles i en valgkreds, som er fælles for alle medlemslande. Et sådant system ville kun føre til yderligere at forvirre valgproceduren. For det tredje var det trist, at der ikke kunne skabes et flertal for helt entydigt at sige, at der skal kunne forekomme beskyttelsesmekanismer for minoriteter (190 stemmer for og 287 imod). Trods ovennævnte mangler fandt jeg det vigtigt, at arbejdet for fælles bestemmelser nu kan fortsætte i Ministerrådet, og jeg stemte derfor for betænkningen ved den endelige afstemning.
Jeg vil gerne takke vores kollega, Georgios Anastassopoulos, for det arbejde han har udført. Selvom jeg fuldt ud deler hans absolut legitime ambition om at nærme EP-medlemmet til borgeren, er jeg ikke enig i den anbefalede metode. Regionsvise forholdstalsvalg er ikke den bedste løsning. Faktisk er det kun med enkeltvalgsystemet med et antal valgkredse, der svarer til antallet af medlemmer, der er på valg, at man kan opnå dette mål. Jospin-regeringens nederlag i Frankrig med sit seneste reformforslag om at regionalisere valgmetoden til valg til EuropaParlamentet hænger for en stor dels vedkommende sammen med manglende midler til at nå målet. Man kunne ønske sig, at vores Parlament ville tage ved lære af dette nationale eksempel. Jeg har stemt for en lang række ændringsforslag, der ville forbedre forslaget i væsentlig grad, idet man især ville tage hensyn til subsidiaritetsprincippet. Alle forslagene blev ikke vedtaget, og derfor har jeg stemt imod denne tekst. Betænkning af Olsson (A4-0200/98)
Hr. formand, for at realisere en varig og bæredygtig udvikling bør vi en tage en dobbelt udfordring op: anspore enkeltpersoner og virksomheder til at forurene mindre og korrigere de konkurrenceforvridninger, der straffer industrien, der har investeret i kampen mod forureningen, samtidig med at vi generaliserer princippet om, at forureneren skal betale. Det er helt sikkert nødvendigt, at miljøområdet lige som den sociale dimension integreres som en del af beskatningsinstrumenterne, men Olsson-betænkningen støtter sig til idéen om en økoskat, det vil sige en ekstra skat, der lægges oven på den i forvejen alt for store skattebyrde. Dette kan ikke undgå at have en skæbnesvanger indflydelse på økonomien. Men dog er det nødvendigt med en beskatning, der er tilpasset kravet om en bæredygtig udvikling. Det, det handler om, er en veritabel skatterevolution, og ikke en ekstra skat, men derimod en anden beskatning, mindre tung og bedre beregnet, som fremmer beskæftigelse i stedet for arbejdsløshed, miljø i stedet for forurening og sundhed i stedet for dårlige levevilkår. Med Olsson-betænkningen bliver det ikke muligt at nå disse mål.
Hr. formand, vi gik ind i det 20. århundrede med en alarmerende beskatning: skat på indkomster, arveafgifter og kapitalskat, på samme tid i Europa og i Vesten. Vi bør nu afslutte dette århundrede med de grønne skatter, og vi har fået forelagt en ny skattemæssig indgriben i form af CO2skatten og beskatning af forurening. Det er i princippet ineffektivt, og som system er det farligt. Hvad angår princippet, så har vi allerede 117 skattesystemer i Frankrig, i EU og i Vesten. Man har aldrig set, at skatteindgreb har virket. Det blev forsøgt i Afrika på det økonomiske område med dusinvis af investeringsinstitutter, men det kom aldrig til at fungere. Det blev også forsøgt med henblik på at fuldføre retsvæsenet og genskabe den demografiske balance, men det virkede ikke. Og det vil heller ikke virke på miljøområdet på grund af selve området. Først skal man opsætte tariffer for og tage hensyn til de forskellige forudsætninger, de forskellige former for forurening og de forskellige emissionskilder. Dette vil medføre en ny indviklet lovgivning og normer for forureningen. Det er økonomisk farligt, da det vil medføre forvridninger imellem de lande, der overholder normerne og de, der ikke gør det. Det er historien, der endnu en gang gentager sig. Tunesien og Japan overholder ikke reglerne i Middelhavet. Endelig er det moralsk forkasteligt, da det ikke er princippet om, at forureneren, men derimod forbrugeren, den uskyldige, der skal betale, på samme måde som man lagde en ekstra skat på kødet for at bekæmpe forureningen omkring kogalskaben. Og hvis det virkeligt er målet at fremme beskæftigelsen, så lad os gennemføre en skattereform med et obligatorisk EUskatteloft, og lad os endelig overveje det tåbelige i at bevare en skat på skabelsen af rigdomme, hvilket vil sige en skat på indkomster.
Vi mener, at miljøafgifter og miljøskatter er gode og bidrager til at reducere forureningen og udnyttelsen af naturressourcer på en forkert måde. Men dette bør imidlertid reguleres i medlemsstaterne, ikke på EU-niveau.
Jeg glæder mig over dette initiativ fra Europa-Kommissionen, der for første gang undersøger medlemsstaternes anvendelse af miljøskatter og opregner de muligheder og krav, der er forbundet hermed. Det er imidlertid skuffende, at Kommissionen ikke har prioriteret denne opgørelse højere. Faktisk ville en kritisk sammenlignende undersøgelse af disse skatters såvel miljømæssige som økonomiske effektivitet og lønsomhed have været specielt interessant og nyttig. Jeg er på mange punkter uenig i udtalelsen fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse, der går ind for at fremme en opkrævning af miljøskatter, endda uden først at foretage en lønsomhedsanalyse. Jeg er personligt imod at indføre nye skatter. Tværtimod støtter jeg på den ene side skattelettelser, hvis effekt altid er mere positiv, og på den anden side at gøre de aktører, der har forurenende aktiviteter, ansvarlige. Beskatning er aldrig den ideelle løsning, tværtimod. Princippet om, at forureneren betaler, er godt, så længe det ikke fører til, at man systematisk køber sig en ret til at forurene. Dette er den grundlæggende årsag til, at jeg har stemt imod forslaget til beslutning.
Betænkningen af Karl Erik Olsson påpeger mange væsentlige miljømæssige problemer, som EU's indre marked og den øvrige økonomiske globalisering har været med til at skabe. Samtidig henviser Olsson-betænkningen også til en række miljøforpligtelser, som de respektive deltagerlande indgik ved møderne i Rio og i Kyoto. Vi kan fuldt ud tilslutte os opfattelsen af, at miljøafgifter af forskellig art kan være et af mange virkningsfulde midler til at mindske forurening. Men det, der gør, at vi finder Olsson-betænkningen uacceptabel, er eksempelvis dens anbefalinger af EU-miljøafgifter og harmoniseringer af de nationale finanspolitikker på EU-plan. At overlade EU kompetence på skatte- og afgiftsområdet er ikke i overensstemmelse med de løfter, vi har givet vores vælgere. Vi har lovet at ville bekæmpe ethvert tiltag, der giver EU-niveauet mere magt på bekostning af de nationale demokratier. Samtidig støtter vi helhjertet alle gode lokale, nationale, regionale og internationale tiltag, der kan være med til at mindske forurening af enhver art. Men vi modsætter os Olsson-betænkningens vidtgående forslag, der vil indebære en gennemgribende EU-harmonisering af finanspolitikkens vitale dele. Af disse årsager stemmer vi imod Olsson-betænkningen.
De danske socialdemokrater støtter initiativer om miljøafgifter på EU-niveau. Provenuet skal dog tilfalde de enkelte lande selv, og afgifterne skal ikke ind på andre områder. Vi støtter betænkningens opfordring til Kommissionen om at fremsætte fælles forslag, der i det mindste fremmer brugen af miljøafgifter. Miljøafgifter i de enkelte medlemslande kan give anledning til problemer med reglerne for det indre marked, og derfor skal miljøafgifter selvfølgelig være begrundede i behovet for at løse miljøproblemer. Vi glæder os over, at emnet er på formandskabets dagsorden i efteråret, og håber, at denne diskussion snart kan udmunde i noget konkret.
Jeg vil stemme for Olsson-betænkningen, fordi en beskatning til fordel for miljøet, og som bygger på princippet om, at foureneren betaler, gør det muligt at fremme en praksis inden for industri og forbrug, der går mere i retning af at støtte en bæredygtig udvikling. Dog har indirekte skatter på forbruget den enorme ulempe, at de hverken tager hensyn til indtægten eller bygger på princippet om en progressiv beskatning, hvor retfærdig den end måtte være. Således vil en mangedobling af disse afgifter, som det i øvrigt også er tilfældet med momsen, øge de sociale skævheder, idet de vil ramme de laveste indkomstgrupper hårdest. Derfor kan vi kun anvende en sådan afgift, når vi er sikre på, at den reelt ændrer adfærden og effektivt reducerer forureningen. Man må f. eks. konstatere, at benzinforbruget i Frankrig på trods af betydelige og stigende afgifter ikke er gået væsentligt ned. Formålet med dette indlæg er kort sagt at bede Europa-Parlamentet og Kommissionen om at være opmærksomme på de sociale konsekvenser af miljøskatter eller -afgifter.
Den uforbeholdne eller næste uforbeholdne entusiasme, hvormed forhandlingen om miljøafgifter, særlig på energi, forløb, kan ikke undlade at vække bekymring. Skønt deres fortjenester må anerkendes, står det stadig tilbage at bevise, at de har den ønskede virkning, at de erstatter beskatning af arbejde (hvis de er effektive ud fra et miljøsynspunkt, vil det tilsvarende provenu blive beskedent ...), eller at de ikke rammer investeringerne, ikke mindst i en konkurrencepræget verden med åbne grænser. På den anden side finder vi den totale mangel på omtale af deres skadelige virkninger chokerende, når de faktisk rammer de fattige mere end de rige, ligesom den manglende omtale af, at de store forurenere i EU er de rigeste lande (alene Tyskland, Storbritannien, Italien og Frankrig står for 71, 5 % af CO2-emissionerne, Portugal kun for 1, 4 % ...), hvorfor der må være forskellige krav og tidsgrænser, eller af den omstændighed, at energiafgiften særligt belaster transporten og derfor i langt højere grad de fattigere lande i periferien. Til slut er det yderligere chokerende, at det aldrig siges, at den eneste rigtige politik, uden skadelig eller forvridende virkning for økonomien, ville være en politik, der gav direkte støtte til fornyelse af det tekniske udstyr. Foregår det mon på den måde, fordi der er tale om en politik, som i vid udstrækning drives igennem af de rigeste lande, der med deres insisteren på miljøafgifter vil dulme deres samvittighed og flygte fra deres ansvar?
I betænkningen fra vores kollega, hr. Olsson, må man skelne meget nøje mellem to planer: dels en harmonisering af økoskatten og dels en eventuel skat på EU-niveau. For Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa er miljøbeskyttelsen uden tvivl et vigtigt område af fælles interesse, hvor man bør søge en højere grad af harmonisering blandt så mange medlemsstater som muligt. Men det er på den anden side uacceptabelt, at Fællesskabet bruger miljøspørgsmålene som et påskud for at kunne disponere over egne midler, unddraget enhver kontrol fra medlemsstaternes side, hvilket er hvad Kommissionen ustandseligt forsøger på alle mulige måder. Vi har set det i sagerne omkring kogalskaben - og historien gentager sig - i hvor høj grad Kommissionen var ekspert i at manipulere med miljø- og sundhedsspørgsmål, som vi forholdt os særligt kritiske til. Vi vil således ikke acceptere, at man under dække af økoskatter reelt forsøger at oprette en EU-skat. Vi skal på samme tid sørge for at bevare miljøet, enhedsmarkedet og medlemsstaternes suverænitet på skatteområdet. F. eks. hvad angår moms og forbrugsskatter har man oprettet en administrativ procedure, der respekterer medlemsstaternes skattemæssige uafhængighed samtidig med, at man bevarer princippet om enhedsmarkedet. En række medlemsstater har allerede lagt en økoskat på emballagen. I Tyskland er det f.eks. muligt med dobbeltsystemet at få alle operatører ind under økoskatten uanset, hvor de kommer fra (et tredjeland eller en anden medlemsstat). Systemet med det grønne punkt i Frankrig med indførelsen af økoemballage og Adelphe gør det også nemt at foretage vareudvekslinger inden for Fællesskabet. Men det belgiske økoskatsystem, der kræver at en operatør fra en anden medlemsstat opgiver alle sine distributørers registreringsnumre, er noget tungt og skaber en vis protektionisme. Ændringsforslagene fra vores gruppe sigter på at pålægge Kommissionen at sørge for at harmonisere de administrative procedurer for økoskatterne. Det administrative system skal, i modsætning til hvad man har gjort i Belgien, være enkelt, retfærdigt og effektivt, og det skal ikke hindre vareudvekslingen i Fællesskabet. Hvis Kommissionen er stivnet i sin nuværende holdning, vil hindringerne blive så store, at nogle ville ønske at oprette en skat på EU-plan, hvilket er aldeles uacceptabelt. Den Europæiske Unions budget bør fortsat udelukkende finansieres af medlemsstaterne og af toldafgifter fra produkter importeret fra tredjelande. Indførelsen af en EU-skat ville være endnu et skridt hen imod oprettelsen af en europæisk superstat, som vores befolkninger ikke ønsker.
Spørgsmålet om indførelse af de såkaldte miljøafgifter eller andre former for miljøbeskyttelsesafgifter er ikke et nyt emne; det har været fremme i EU-institutionerne i flere år. I dag melder det sig imidlertid med endnu større styrke med en række forslag, såsom forslaget til direktiv om en afgift på CO2 -emissioner og en energiafgift, forslaget om beskatning af energiprodukter og grønbogen om transportpriser, som alt sammen indgår i de generelle bestræbelser på at udvide Den Europæiske Unions skattemæssige beføjelser. Vi mener, at miljøfaktoren bør være en grundlæggende parameter for alle politikker og aktioner, at en bæredygtig og langsigtet vækst er nødt til at gå hånd i hånd med beskyttelse af miljøet, at miljøpolitikken bør bygge på forebyggelse, på retsforfølgelse af alle, der gør sig skyldige i ødelæggelse af miljøet og foranstaltninger til genoprettelse af skaderne. Det vigtigste er i øvrigt, at den gældende lovramme - på nationalt såvel som på internationalt plan - fuldføres og anvendes, at der indledes en samordnet aktion for realisering af de erklæringer, der er fremsat gennem tiden, f.eks. de foranstaltninger, der annonceredes i Rio og i Kyoto, der på skammelig vis ignoreres og tilsidesættes for at øge storkapitalens profit. Forslaget om miljøafgifter garanterer ikke engang, at indtægterne vil blive anvendt til finansiering af miljøbeskyttende aktiviteter, til aktioner til udvikling af bæredygtige produktionsmodeller og til fremme af anvendelsen og produktionen af miljøvenlig teknologi. Miljøsektoren kunne medføre nye arbejdspladser og således bidrage til en forøgelse af beskæftigelsen. Man bør dog sikre, at alle foranstaltninger til beskyttelse af miljøet ikke medfører flere indirekte tilskud til arbejdsgiverne, da der er en alvorlig risiko for misbrug, tilbageholdelse af midler og manglende betaling (i lighed med problemerne med indbetaling af moms eller de problemer, der i Grækenland og andre lande med indbetaling af de sociale sikringsbidrag). Desuden kan tilskud til miljøbeskyttelse betyde ensidige tilskud til storkapitalen, uden at der er nogen garanti for, at de fører til oprettelse af permanente fuldtidsjob, sådan som det er kommet frem i forbindelse med de miljøundersøgelser, der skal foretages i forbindelse med store projekter, men som indtil nu har vist sig at være upålidelige. Vi er uenige i alle bestræbelser på at knytte miljøafgifterne sammen med hvidbogens idéer med hensyn til forbedring af konkurrenceevnen ved hjælp af en begrænsning af arbejdsomkostningerne og hermed også arbejdsgivernes bidrag til social sikring. Dette ville føre til yderligere forringelser af det offentlige sociale sikringssystem og styrkelse af de private forsikringer. For hvis vedtagelsen af disse afgifter kædes sammen med en mindskelse af arbejdsgiverbidragene, vil det betyde en mindskelse af de sociale sikringsorganisationers indtægter. Og i øvrigt har de hidtidige erfaringer vist, at en mindskelse af arbejdsgiverbidragene ikke fører til en reel forøgelse af beskæftigelsen, men en forøgelse af overskuddet. Det bekymrer os meget, at listen over produkter, der kan pålægges afgifter, på faretruende vis udvides og dækker en række livsnødvendige og almindelige forbrugsvarer som vand, transport, infrastruktur, kemiske plantegifte og gødningsmidler. Vi er bange for, at det egentlige mål er en ekstra, generel skattebyrde, der blot skal øge skatteindtægterne. Af disse årsager kan vi ikke stemme for betænkningen.
Vi har afsluttet stemmeforklaringerne og dermed dagsordenen for denne formiddag. (Mødet blev hævet kl. 13.20 og genoptaget kl. 15)
Hr. formand, det er mig en stor glæde at kunne fremlægge 1997-årsberetningen for Det Europæiske Monetære Institut for Europa-Parlamentet. Det er historiens ironi, at sidste gang jeg talte i Parlamentet, var det for at fremlægge årsberetningen for en institution under afvikling, nemlig årsberetningen fra direktionen for Den Europæiske Centralbank. Denne gang er jeg her for at fremlægge årsberetningen for en institution, der nu står foran afvikling - Det Europæiske Monetære Institut. Forberedelserne til tredje fase skred planmæssigt frem i 1997. Siden begyndelsen af 1994 har EMI i tæt samarbejde med de nationale centralbanker i Den Europæiske Union gennemført de nødvendige tekniske forberedelser med henblik på at oprette Det Europæiske System af Centralbanker, føre en fælles valutapolitik og skabe den fælles mønt. Disse opgaver vil blive afsluttet af dens efterfølger, ECB. EMI offentliggjorde en rapport om valutapolitisk strategi i februar 1997, hvori man identificerede to mulige strategier for tredje fase: valutapolitisk målsætning på mellemlangt sigt og direkte inflationsbekæmpelse. I rapporten understregede man imidlertid også, at uanset den endelige beslutning måtte målsætningen med prisstabilitet defineres klart og specifikke målsætninger anvendes til at måle ESCB's resultater. Man fastholdt ligeledes, at truslen mod prisstabilitet skulle vurderes ud fra en bred vifte af indikatorvariabler med særlig fokus på pengemængder. De teoretiske forberedelser vedrørende de valutapolitiske instrumenter og procedurer blev afsluttet ved udgangen af 1996. »Rammerapporten« blev offentliggjort i januar 1997, og heri skitserede man politikken for den fælles mønt i tredje fase samt de operationelle rammer. På området valutapolitik vedtog Det Europæiske Råd i Amsterdam i juni sidste år en beslutning om den nye valutakursmekanisme, som skal indføres i tredje fase, ERM2. EMI færdiggjorde et udkast til aftale mellem ECB og de fremtidige nationale centralbanker uden for eurozonen, hvori man skitserede proceduren, der så skal forelægges ECB til godkendelse. Man fortsatte arbejdet med den tekniske infrastruktur for at gøre det muligt at indføre systemet fra den 1. januar 1999. Arbejdet med gennemførelsen blev udført for at give ECB mulighed for at udføre valutainterventioner, der er fokuseret på de operationelle rammer og informationssystemet. Der er også udført arbejde med henblik på at overføre valutareserver til ECB ved begyndelsen af tredje fase. Med hensyn til statistiske forberedelser har arbejdet været fokuseret på at gennemføre og klarlægge de omfattende statistiske krav i tredje fase. I 1997 offentliggjorde EMI f.eks. en foreløbig liste - revideret senere - af de organer, der udgør monetære og finansielle institutioner. Det har ligeledes offentliggjort dokumenter om penge og bankvæsen samt betalingsbalancestatistikker. Man har ligeledes indledt et samarbejde med Eurostat om kvartalsvise finansstatistikker. Inden for området betalingssystemer udsendte EMI i september 1997 en anden midtvejsberetning om TARGET, som i øjeblikket afprøves og gennemføres med henblik på, at det skal blive fuldt operationelt sidst i december. Der er gennemført både statisk og dynamisk afprøvning og multilaterale forsøg. Der udføres nu simuleringer under forhold, der ligger så tæt som muligt på den fremtidige situation. Forberedelserne med eurosedlerne er gået videre. I 1997 nåede man frem til den endelige udformning på grundlag af de udkast, som EMI-Rådet udvalgte i december 1996. Illustrationer af de ændrede udformninger blev offentliggjort i juli 1997, der blev fremstillet trykplader i første halvdel af 1998. For at fremstillingen af eurosedler kan finde sted uden forsinkelser blev der fremstillet prototyper på otte forskellige papirfabrikker og ti forskellige trykkerier i 1997. Projektet har afsløret, at alle de deltagende trykkerier vil kunne fremstille alle de forskellige eurosedler, således at man opnår en ensartet standard med hensyn til kvalitet og udseende. Pengesedlerne vil blive sat i masseproduktion først i 1999. Endelig deltog EMI i 1997 aktivt i andre aspekter af overgangen til euroen. For blot at nævne et par eksempler mødtes EMI med repræsentanter for bank- og finanssammenslutninger fra hele Den Europæiske Union for at drøfte spørgsmål som erstatninger for kontraherede priser, der kan blive indholdsløse, når tredje fase og interbankrenterne går i gang. Efter at EMI har opfordret banksammenslutninger samt penge- og valutamarkederne til at blive enige om kollektive definitioner af indikatorer for euroområdet, har banksammenslutningen i Den Europæiske Union og sammenslutningen af finansmarkeder, det vil sige branchesammenslutningen af valutahandlere, meddelt, at man har til hensigt at beregne og offentliggøre en indikator for interbankrenter ved navn EURIBOR for hele eurozonen. Den oprindelige sammensætning af eurozonen fra 1. januar 1999 og frem blev, som De ved, vedtaget først i maj. I årsberetningen gives en kort beskrivelse af de vigtigste kendetegn ved eurozonen baseret på tilgængelige oplysninger. I dag startede jeg med at minde om, at oprettelsen af ECB og Det Europæiske System af Centralbanker fandt sted for kun seks uger siden, den 1. juni 1998. Siden da har vi haft travlt med at fortsætte forberedelserne til tredje fase. Både Det Generelle Råd og Styrelsesrådet har mødtes - Styrelsesrådet har allerede haft to møder. På de hidtidige møder har Den Europæiske Centralbank beskæftiget sig med mange organisatoriske spørgsmål såsom fordelingen af ansvarsområder mellem bestyrelsens medlemmer og indførelsen af en ny struktur, der passer til ECB's opgaver. De er også allerede blevet enige om statutten for ECB, som snart vil blive offentliggjort i Det Europæiske Fællesskabs Officielle Tidende, og det har godkendt oprettelsen af 11 ESCB-udvalg, der skal bistå med ECB's arbejde. Med hensyn til forberedelserne enedes Styrelsesrådet på sit første møde om den metode, der skal anvendes til fastsættelse af de nationale centralbankers procentvise andel af nøglen til ECB's kapital samt de nødvendige foranstaltninger for indbetaling af ECB-kapital. Resultatet er, at Den Europæiske Centralbank blev udstyret med en startkapital på lige under EUR 4 milliarder i begyndelsen af juli. Styrelsesrådet enedes ligeledes om rammerne for tilrettelæggelsen af den overordnede afprøvning af ESCB-dækkende systemer og procedurer, som vil blive gennemført i de resterende seks måneder frem til den 1. januar. Det beskæftigede sig også med to specifikke spørgsmål vedrørende forberedelserne af tredje fase: TARGET og eurosedlerne. Med hensyn til TARGET enedes man om en prispolitik. Hovedbestanddelen i denne prispolitik er, at der anvendes en degressiv sats for betalingstransaktioner, der går gennem dette system. Med hensyn til pengesedler er man blevet enige om, at den første sending sedler til euroområdet i hovedtræk skal fremstilles i henhold til en decentral fremgangsmåde, det vil sige, at hver af de 11 deltagende nationale centralbanker vil kunne tilrettelægge fremstillingen af eurosedlerne, der er nødvendige til erstatning for deres nationale pengesedler, enten ved at fremstille de relevante pengesedler selv eller ved at indgå bilaterale aftaler om fælles fremstilling. Det andet møde i Styrelsesrådet fandt sted tirsdag i sidste uge. Her besluttede man at indføre et system med mindstereserver. Blandt de funktioner, et sådant system er velegnet til, er bidraget til at stabilisere rentesatserne på pengemarkedet og øge efterspørgslen efter centralbankpenge ved at skabe eller udvide en strukturel likviditetsmangel på markedet, og dette blev betragtet som særlig vigtigt af Rådet. Rådet overvejede imidlertid også et sådant systems følgevirkninger for banksektoren meget nøje. Med dette in mente besluttede det, at renten på mindstereservebeholdningen skulle være på samme niveau som renten på de vigtigste refinansieringsoperationer. Den præcise specifikation af mindstereservesystemet, inklusive reserveforholdet, som i øjeblikket er defineret inden for et spænd på mellem 1, 5 % og 2, 5 %, vil blive fastlagt senest i november 1998. Der blev også truffet en beslutning om størrelsen og formen af den første overførsel af valutareserver til ECB fra de deltagende centralbanker. Uden af gå i detaljer kan jeg fortælle, at overførslen beløber sig til omkring EUR 39, 5 milliarder. Betingelserne for, at Den Europæiske Unions centralbanker og kreditinstitutioner uden for eurozonen kan deltage i TARGETsystemet, blev ligeledes fastlagt under hensyntagen til den risiko, som ubegrænset adgang til endagskredit for kreditinstitutioner uden for eurozonen kan indebære for styringen af valutapolitikken. Derfor vil Den Europæiske Unions centralbanker uden for eurozonen kunne yde samordnet endagskredit i euro til deres kreditinstitutioner under et loft både med hensyn til Unionens centralbanker uden for eurozonen og kreditinstitutioner uden for eurozonen. Endelig har Styrelsesrådet vedtaget en række ECB-henstillinger til Den Europæiske Unions rådsforordninger vedrørende ECB's indsamling af statistiske oplysninger, anvendelse af mindstereserver og ECB's beføjelser til at indføre sanktioner. Hr. formand, jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på spørgsmålet om statistikker. Dette er af særlig betydning for ECB, da den vil skulle basere sine beslutninger på statistikker for hele eurozonen, i denne sammenhæng navnlig valuta- og betalingsbalancestatistikker, som vil blive udarbejdet under denne rammelovgivning. En ECB-forordning vedrørende definitionen af den gruppe, der i praksis skal indberette oplysninger, og hvilke oplysninger institutionerne skal indsende, kan ikke udarbejdes, før Rådets forordning er gennemført. Dette krav er allerede blevet drøftet gennem en længere periode, men et juridisk instrument vil give den nødvendige sikkerhed for dem, der skal overholde kravene. På ØKOFIN-Rådet til oktober bliver der mulighed for at vedtage den relevante tekst, og det betyder, at vi vil sætte pris på den ønskede udtalelse fra EuropaParlamentet i løbet af september. Afslutningsvis mener jeg, at den grundige tekniske forberedelse, EMI har gennemført i løbet af 1997 og i årene forud, giver os mulighed for med sindsro at se frem imod indførelsen af den fælles mønt i begyndelsen af næste år. Det forberedende arbejde afsluttes nu af ECB og ESCB. Men det solide grundlag, som EMI har opbygget, bør give ECB og Det Europæiske System af Centralbanker mulighed for at udvikle sig til en troværdig og magtfuld institution, der er fast besluttet på at forfølge sin hovedmålsætning om at fastholde prisstabilitet i eurozonen. Dette vil så igen skabe de nødvendige forudsætninger for fortsat økonomisk vækst. Den bedre økonomiske situation i Den Europæiske Union, som vi oplevede sidste år, og som forventes at fortsætte i 1998, kan betragtes som noget, der giver et meget tilfredsstillende udgangspunkt for den monetære union. Men nu skal medlemsstaternes skatte- og afgiftspolitik indrettes på hurtigst muligt at opfylde kravene på mellemlangt sigt i stabilitets- og vækstpakken. Målet for skatte- og afgiftspolitikken er helt klart at nå frem til et budget, der balancerer eller udviser et overskud, og jeg vil gerne tilføje, at der i særlig grad er brug for et overskud for de lande, hvor gælden stadig er stor i forhold til BNP.
Hr. formand, hr. formand for Den Europæiske Centralbank. Europa-Parlamentet har allerede fra starten af den anden fase påtaget sig sit ansvar for at organisere en monetær dialog med Det Europæiske Monetære Institut og også samtidig fremhævet, at dette yderligere skal videreudvikles i ØMU'ens tredje fase med starten på euroens tidsalder. Vi her i Europa-Parlamentet har kunnet iagttage denne europæiske institutions, Det Europæiske Monetære Instituts, engagement i en periode, hvor der har været stor tvivl om, hvorvidt ØMU'en faktisk kunne begynde præcist, og derfor må man takke Det Europæiske Monetære Institut, dets formand og dets medarbejdere for det arbejde, der er blevet udført, og som altid har været præget af princippet om håb og også af europæisk fællesskabsånd. Vi ved jo alle, at kun hvis man i fællesskab går i gang med en sag, kan den fuldføres. For så vidt vil vi også udtrykke alle gode ønsker, hr. formand, for det arbejde i Den Europæiske Centralbank, som vil være så vigtigt for vores hverdag, for vores liv. For så vidt vil jeg også takke ordføreren, hvis standpunkt PSE-gruppen støtter, for hans bemærkninger til Det Europæiske Monetære Instituts beretning. Selvom dette institut ikke eksisterer mere, har mange af dets anbefalinger dog en særlig betydning for Den Europæiske Centralbank. Men lad mig fremhæve én ting her ved debattens begyndelse. Når den fælles monetære politik begynder den 1. januar 1999, skal ikke kun markederne, men også befolkningen være overbevist om værdien af denne institutions arbejde og om troværdigheden af dens beslutninger, og det af hensyn til prisstabiliteten og af hensyn til denne europæiske monetære autoritets uafhængighed. Men samtidig skal det være muligt at udvikle en informations- og kommunikationsstrategi, som imødekommer behovene hos de mennesker, som går ind i denne eurotidsalder med usikkerhed, ængstelse og skepsis. Derfor lyder Europa-Parlamentets spørgsmål: Hvad bliver der ud over den monetære dialog med Europa-Parlamentet på grundlag af kvartalsberetningerne og på grundlag af årsberetningen gjort, eller hvad skal der gøres fra Den Europæiske Centralbanks side for konkret at udforme den demokratiske pligt til regnskabsaflæggelse og for at skabe europæisk offentlighed omkring dens afgørelser? Her rejser der sig også det helt konkrete spørgsmål: Hvad betyder egentlig en afvisning af at offentliggøre protokollerne? Er det virkelig ikke muligt for Den Europæiske Centralbank, således som Europa-Parlamentet igen og igen har krævet, at offentliggøre de monetære afgørelser og samtidig også argumenterne og begrundelsen for en monetær afgørelse den dag, afgørelsen træffes? Det drejer sig for os som Europa-Parlament overhovedet ikke om, at vi skal vide, hvem der har argumenteret hvordan, eller hvem der har stemt hvordan i Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd. Det drejer sig simpelthen om, at offentligheden, at vi alle forstår, hvad der er baggrunden for disse pengepolitiske afgørelser, som jo ikke kun har virkning for prisstabiliteten, men i virkeligheden er også er med til at bestemme investeringer, vækst og beskæftigelse. Hertil kommer, at denne monetære dialog ikke kun er i det demokratiske systems interesse, men samtidig også i Den Europæiske Centralbanks interesse, som kun kan vinde i troværdighed. Derfor mener jeg også, at det er meget vigtigt at diskutere de pengepolitiske strategier. Pengemængde og inflationsmål er konkurrerende begreber, det har ordføreren gjort opmærksom på. Vi som Europa-Parlament har på et meget tidligt tidspunkt gjort os tanker om en dobbelt eller blandet strategi og har den opfattelse, at pengemængde og inflationsmål skal knyttes sammen, fordi vi vil undgå enhver risiko, netop i de elektroniske penges tidsalder. Her skal det også endnu en gang siges, at jo flere indikatorer fra Den Europæiske Centralbank der kan bedømmes, desto lettere er det at kontrollere udviklingen i pengemængde og dermed også inflationen, en af de vigtigste opgaver for Den Europæiske Centralbank.
Hr. formand, jeg håber, at det, når De næste gang træder frem for dette Parlament, ikke som de to foregående gange, vil være for at aflægge beretning for en organisation, der står for at skulle afvikles. Jeg vil gerne fremhæve tre bekymringer og stille Dem to spørgsmål. Min første bekymring drejer sig om Den Monetære Unions eksterne repræsentation. Den tætte indbyrdes afhængighed mellem de økonomiske markeder gør det i dag mere end nogen sinde nødvendigt med et samarbejde mellem de vigtigste myndigheder, som De tilhører. Vi har set det ganske for nylig under den asiatiske krise. De viste Dem ikke, i hvert fald var De ikke i første linje for at diskutere problemerne. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der er problemet med Deres eksterne repræsentation. Min næste punkt er koordinationen af den økonomiske politik, der på baggrund af den planlagte proces ifølge traktaten ikke synes at give særligt bemærkelsesværdige resultater og især den vedholdende indsats med at styrke saneringen af budgettet. Vi er, som jeg tror også Kommissionen er det, noget bekymrede på det punkt. Det lader til, at adskillige lande, der har ydet en indsats for at overholde konvergenskriterierne, i dag slapper en smule af og har en naturlig tendens til at slække på indsatsen, der reelt burde have været fortsat. Min tredje bekymring går på virkningen af den asiatiske krise i forbindelse med den russiske krise, dog ikke så meget på det økonomiske plan - idet vi på dette punkt har modtaget statistiske oplysninger, der snarere er beroligende - men hvad angår Det Europæiske og det internationale Banksystems direkte engagement i de pågældende lande. Det ser ud til, at især Ruslands mulighed for at betale tilbage er begrænsede. Vi ved, at landet i år skal tilbagebetale mere end tredive milliarder dollar, selvom det ikke har en rød øre. Jeg har opbrugt min taletid, men med hensyn til oprettelsen af Den Europæiske Centralbank vil jeg dog alligevel gerne vide, hvilken selvstændig handlefrihed, De giver Styrelsesrådet, for det er et vigtigt punkt. Vi ved, at De har et godt sammensvejset hold; det fik vi bevis for under høringerne. Hvordan vil Banken indrette sig, og hvilken vægt skal vi lægge på de rygter, der cirkulerer, om vanskelighederne med trykning af sedlerne?
Hr. formand, vi befinder os i en overgangsperiode. Formelt behandler vi årsberetningen for sidste år fra Det Europæiske Monetære Institut, hvis formand nu er Den Europæiske Centralbanks første formand. Som det er fremført i de foregående indlæg begyndende med ordfører hr. Fourçans, hvis betænkning vi støtter, har den tjent til en indledende udveksling af synspunkter om de første skridt i Den Europæiske Centralbank, som befinder sig i en konsolideringsperiode indtil den 1. juni i år. Jeg vil naturligvis gerne insistere på nogle punkter, som er blevet fremhævet, og som jeg mener må belyses. I går godkendte vi her i Parlamentet Berès-betænkningen om sammensætningen af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, og vi udtrykte vores utilfredshed med, hvordan repræsentanter fra medlemsstaternes centralbanker og økonomi- og finansministrenes højtstående embedsmænd har lagt beslag på sammensætningen af dette udvalg. De har udelukket en mangfoldighed af eksperter inden for skatte- og budgetmæssige emner, analyseeksperter vedrørende den internationale situation, og hermed forhindrer de faktisk, at der er en autentisk fællesskabsmæssig dimension. Mangelen på denne fællesskabsdimension konstateres f.eks. også i selve Den Europæiske Centralbanks tilstedeværelse og Den Monetære Unions repræsentation i internationale fora og internationale organer, som vedrører monetære emner, lige fra Den Internationale Valutafond til de grupper, hvor de store industrialiserede økonomier er repræsenteret. Og jeg henviser - som hr. Herman påpegede - ligeledes til forbindelserne til ØKOFIN, EURO 11 og den rolle, som disse institutioner spiller i forholdet til Den Europæiske Centralbank. Det er spørgsmål, som bekymrer os dybt, og vi mener, at de fra nu og til begyndelsen af 1999 så vidt muligt bør løses.
Hr. formand, hr. kommissær og hr. formand for Den Europæiske Centralbank, først vil jeg gerne benytte lejligheden til at lykønske formanden for Centralbanken med udnævnelsen og ønske ham alt vel i hans formandsperiode. Denne årsberetning er ikke et tilstrækkeligt referencepunkt eller en tilstrækkelig forklaring på den type politik, der skal forvaltes. For fremtiden må Den Europæiske Centralbank medtage vigtige elementer såsom en mere detaljeret analyse af udviklingen på verdens finansmarkeder og mulige områder, inden for hvilke der kan finde drøftelser sted om en koordinering af skatte- og afgiftspolitikkerne. Sammenfatningen vedrørende landene i Central- og Østeuropa er alt for kortfattet med hensyn til en kommende udvidelse. Hvis vi ser på situationen i Europa som helhed, må kampen mod arbejdsløsheden fortsat have højeste prioritet, og en mulighed for at løse problemet er naturligvis gennem øgede produktionsinvesteringer. Det er ligeledes hensigtsmæssigt at minde om, at den monetære politik i eurozonen ikke kan adskilles fra indførelsen af en økonomisk politik på unionsplan baseret på en koordinering af medlemsstaternes økonomiske politik. Den Europæiske Centralbank kommer til at spille en hovedrolle med hensyn til skabelsen af en økonomisk atmosfære, der er gavnlig for investeringerne, og vil derfor spille en vigtig rolle med hensyn til jobskabelse. Selvom man siden 1994 har lagt hovedvægten på at forberede rammerne for Den Europæiske Centralbanks indsats, mangler man stadig at træffe nogle beslutninger. Den vigtigste vedrører instrumenterne for den monetære politik. Frem for alt må man definere målsætninger for den monetære politik på mellemlangt sigt. Heraf følger, at Centralbanken med en præcis målsætning skal undersøge hele rækken af kriterier for at kunne træffe beslutninger. Den Europæiske Centralbank må røbe sin strategi på dette område til september. Jeg vil gerne spørge Centralbankens formand, hvilke skridt man tager for at sikre, at synshandicappede ikke stilles dårligt, når de nye sedler sættes i omløb. Til sidst vil jeg gerne fortælle Centralbankens formand, hvor stor pris vi sætter på hans tilbud om regelmæssigt at komme til stede i Parlamentets underudvalg. Jeg kan forsikre ham for, at vi vil fungere som euroens vagthund. Vi ser nu frem til, at han beskytter de mindre medlemsstaters interesser.
Hr. formand, disse dokumenter, både Det Europæiske Monetære Instituts årsberetning og hr. Fourçans' betænkning, går i samme retning: De slutter sig til dem, der hylder tvangsprincippet om prisstabilitet, der går ind for en ensartet skatte- og budgetpolitik, der sigter mod centraliseringen af den økonomiske politik. Det er dokumenter, der lader hånt om tekniske vanskeligheder, glemmer den manglende demokratiske kontrol, sætter det rent nominelle i højsædet og overbeviser - og ønsker at overbevise - om, at alt går så godt ude i den virkelige økonomi. Det drejer sig om den sidste beretning fra hr. Duisenberg, inden han går fra Det Europæiske Monetære Institut til Den Europæiske Centralbank. Og her gives der allerede udtryk for de samme bekymringer, som han nu har taget op igen i forstærket form i sine nye og efterfølgende funktioner: Der skal være mere, og det skal gå hurtigere, efter den samme strategi og ud ad den samme vej med prisstabilitet indtil deflation og formindskelse af budgetunderskudene indtil overskud. Med råd og vejledninger næsten truer han medlemsstaterne og lader dem ikke engang glæde sig over, at de er blandt de 11. Hvis hr. Duisenberg er bekymret, og med ham denne forsamling på en måde, der minder om den kullede kanin i »Alice i Euroeventyrland«, så er vi bekymrede over hans bekymring. Og dét vil vi gerne give udtryk for.
Hr. formand, hr. formand for Den Europæiske Centralbank. Undergangen af det gamle, Det Europæiske Monetære Institut, er begyndelsen på det nye, Den Europæiske Centralbank. Derfor diskuterer vi her allesammen Den Europæiske Centralbanks politik. Jeg går ud fra, at hr. Duisenberg vil dementere pressemeddelelser om, at hans løn skal behandles som en statshemmelighed. Jeg går endvidere ud fra, at vi stadig vil have mange diskussioner om, hvilken monetær politik der er virkeligt egnet til at sikre de nødvendige fremtidsinvesteringer i Europa og den udvikling i beskæftigelsen, som vi har så hårdt brug for. Der skal også diskuteres den acceptable inflationsmargen, problemet deflation, mangelen på investeringer og også problemet med det asynkrone konjunkturforløb, som jo ikke kun eksisterer regionalt, men efterhånden også socialt. Skal vi om et par år udsende en ny udgave af »A Tale of Two Cities«, hvori den tredje verden breder sig overalt i Europa? Her skal også pengepolitikken yde sit bidrag. For det andet er det store kompleks, som vi skal diskutere, spørgsmålet om demokratisk integrering af Den Europæiske Centralbank og Det Europæiske System af Centralbanker. Her vil jeg kun give ECB følgende råd med på vejen: Det institutionelle nirvana er ikke et sikkert sted.
Hr. formand, kære kolleger, vi må anerkende, at den sidste beretning fra Det Europæiske Monetære Institut repræsenterer et effektivt og vedholdende arbejde. Vi må dog, som nogle talere har gjort det før mig, bemærke, at den på nogle for os at se fundamentale områder fortaber sig i almindeligheder. Hvorfor dog tage disse forbehold? Jo, fordi hvis formålet var at forberede ØMU's tredje fase, så havde Instituttet også til opgave at overveje, ikke blot igangsættelsen af den kommende fælles monetære politik, men også at fremlægge tre fundamentale betragtninger om en god gennemførelse af denne monetære politik. For det første, hvad er betingelserne for en god koordination af den monetære politik, som Den Europæiske Centralbank fører fra nu af under Europa-Parlamentets kontrol og den økonomiske politik, der føres af de forskellige stater? For det andet, hvad er betingelserne for den bedst mulige budget- og skattemæssige koordination? Og ligeledes, hvilken analyse har Instituttet kunnet foretage af den indbyrdes afhængighed i de kriser, der ryster Asien og Rusland? Hvilken analyse har det foretaget af den nødvendige eller ønskelige rytme for globaliseringen? Og for det tredje, hvilken indvirkning har principperne for en varig vækst, fremgang og beskæftigelse på forudsigelserne på det monetære område? På disse tre punkter er Instituttets beretning alt for generel og upræcis. Gruppen Europæisk Radikal Alliance støtter således Fourçans' kritiske udtalelse og stemmer for hans betænkning. Vores gruppe håber, at Den Europæiske Centralbank vil være med Dem, hr. Duisenberg, i de kommende måneder og forstå at lære af de mangler, vi beklager her i dag.
Hr. formand, vi fejrede en dåb i Frankfurt den 30. juni i år, nemlig fødslen af Den Europæiske Centralbank, som skal være det fælles hus for den fælles valuta. Euroens indførelse ændrer faktisk eksistensen af Det Europæiske Monetære Institut, hvis årsberetning vi behandler i dag. I dette dokument gøres der status over, hvor langt de monetære institutioner er nået med forberedelserne her på tærskelen til euroens indførelse, og således også over den nye Europæiske Centralbanks valutapolitik. Den nye bank vil nemlig hurtigere få succes, hvis den foruden at udføre de nye hverv, som den er blevet oprettet til, også udfører de opgaver korrekt, der var blevet betroet til EMI. Det er derfor, at vi er glade for at kunne byde den formand, der forestår afviklingen, nemlig hr. Duisenberg, velkommen i sin dobbeltrolle. Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik har allerede udtrykt sin tilfredshed med det stærkt informative indhold i dokumentet. Vi vil derfor gerne takke ordføreren, som har været så venlig at minde om rettigheder og pligter for den monetære institution, der fødes - det var derfor, vi talte om dåb lige før - og at kommentere og analysere rettigheder og pligter for den monetære institution, der går bort, men som det dog ikke er nødvendigt at begrave. Der er heller ikke tale om, at de nationale centralbanker skal begraves. De spiller stadig en meget vigtig rolle i den monetære kontruktion af euroen - man behøver blot at sammenligne deres 60.000 ansatte i medlemsstaterne på nuværende tidspunkt med de 281, der i alt er ansat ved EMI. I fremtiden og på mellemlangt sigt vil ECB dog til fulde skulle udføre alle de opgaver, som traktaten foreskriver. De endelige mål, der er udtrykt i tal, som f.eks. inflationsraten og pengemængden, vil være vigtige for væksten og stabiliteten, og også for at vise alle de europæiske borgere, at når vi i dag arbejder så intenst med valutaen, er det for bedre og tidligere at kunne nå de andre fællesskabsmål, nemlig først og fremmest beskæftigelsen. Endelig vil vi gerne slå fast - bare så der ikke er nogen tvivl om det - at Europa-Parlamentet var den eneste folkevalgte institution i Fællesskabet, som EMI skulle stå til regnskab over for, og det er en forpligtelse, der vil gentage sig med ECB. Europa-Parlamentet vil samarbejde mest muligt, men vil flittigt kontrollere Den Europæiske Centralbanks aktiviteter og opgaver, på samme måde som det gjorde med EMI.
Hr. formand, med den meget fine betænkning fra vores kollega André Fourçans kan vi udtale os for sidste gang om Det Europæiske Monetære Institut og rose det og dets to formænd, Alexandre Lamfallussy og Wim Duisenberg, for det fremragende arbejde, de har udført. Vi kan endvidere, med ordførerens pen, minde om nogle af de principper, der har været i forreste række ved gennemførelsen af enhedsvalutaen, og som skal styre EU-borgernes handlinger i de kommende år. Det første af disse principper er Det Europæiske System af Centralbanker, som skal gøre det muligt at styre enhedsvalutaen i retning af et supplement mellem en monetær enhedspolitik og de økonomiske politikker, som vil være naturligt koordinerede, men hvis strategi stadig skal fastlægges på nationalt plan. Hvis de styrende begreber hedder prisstabilitet og kontrol med inflationen, og hvis målene er varig vækst og fremgang, er det klart, at man, som vores ordfører gør det, må beklage, at rapporten fra EMI har afvist at gå i lag med den generelle problematik for koordinationen af budget- og skattepolitikken i Unionen. Med euroen og Den Europæiske Centralbank er det nødvendigt at oprette faste rammer for disse politikker, der er uomgængelige i forbindelse med saneringen af de offentlige finanser, hvilket vi har behov for. Man kan reelt ikke både ville reformere det gigantiske redskab for omfordeling, som den fælles landbrugspolitik er, fastsætte ambitiøse mål for udvidelsen, binde sig for to embedsperioder med Agenda 2000 og ikke samtidig forberede sig på at gennemføre de tekniske redskaber, der ikke alene skal beskytte imod det, man har kaldt eventuelle asymmetriske chok men også imod en langsom glidetur over i slap eftergivenhed, der ville opæde frugterne af den genfundne vækst, udelukkende til gavn for egoistiske interesse og gruppeinteresser og uden hensyn til den almene interesse. Den franske regerings totale kapitulation for nogle uger siden under Air France-piloternes strejke er et perfekt eksempel på, hvad man ikke skal gøre. De 200 millioner ECU, selskabet tabte under konflikten er lige så meget et beløb, der vil veje tungt på de franske skatteyderes budget, og som dermed ikke kan trækkes fra på det nationale budgetunderskud. Det er på tide, at de nationalt ansvarlige bliver klar over, at tiden ikke er til legesyge børn, som man giver alt, og at det, som ordføreren skriver, er nødvendigt med en reform af arbejdsmarkedet for at nå frem til en væsentlig opsugning af arbejdsløsheden. Vores gruppe vil naturligvis støtte Fourçans' betænkning.
Hr. formand, hver gang vi her i Europa-Parlamentet drøfter den økonomiske politik og økonomiske situation i Unionen, taler alle hovedpersonerne med hensyn til udformningen af den økonomiske politik med største selvtilfredshed om de resultater, der er nået med EU's politik. Det er omtrent det samme, der sker nu. Men hvor tilfreds kan man egentlig være med det arbejdsløshedsniveau, der er i Unionen, og med investeringsniveauet, som er alt for lavt til, at det kan føre til blot en elementær bekæmpelse af arbejdsløsheden? Jeg vil gerne spørge formanden for Den Europæiske Centralbank: 1) Tror han, at det med den uforsonlige gennemførelse af stabilitetsaftalen, som han krævede i sit indlæg, vil være muligt at bekæmpe arbejdsløsheden med de omfattende finansielle begrænsninger, den medfører? 2) Er det muligt at føre en politik til støtte for den fælles mønt inden for rammerne af en skattepolitik som den, der føres i dag? Jeg vil bede hr. Duisenberg svare mig på dette, så kan vi se, om Europas befolkninger har grund til at føle sig tilfredse med situationen.
Hr. formand, samtidig med at jeg ønsker hr. Duisenberg velkommen her i dag, vil jeg også lykønske hr. Fourçans med hans kommentarer til den endelige og historiske beretning om EMI. Han argumenterer overbevisende for, at den parlamentariske dialog med ECB ikke må være begrænset til valutapolitik. Jeg vil gerne citere hr. Fourçans: «Euroens succes bør ikke kun være af monetær, men også af økonomisk art. Det er på dette grundlag, at den vil blive vurderet af borgerne i EU«. Ordførerens bemærkninger om det formodede behov for løntilbageholdenhed og beskæring af de offentlige udgifter for at opfylde målene i stabilitetspagten er mindre behagelige. Jeg troede, at vi alle var enige om, at lønstigninger, der kan begrundes med produktivitetsstigninger, skal betragtes som naturlige og acceptable. Hr. formand, nu vil jeg henvende mig direkte til hr. Duisenberg og bede ham forklare sin holdning til valget af valutapolitisk strategi og instrumenter med henblik på at opretholde prisstabilitet. EMI-beretningen for 1997 indeholder ikke de interessante og oplysende samtaler, Parlamentet havde med de øvrige ECB-kandidater den 7. og 8. maj om valget af direkte inflationsmål med målsætninger baseret på margener eller pengemængde - eller en kombination af disse - som det foretrukne mål for prisstabilitet. Formandens daværende spænd på 0 % til 2 % som et rimeligt inflationsmål synes at være blevet erstattet af en længsel efter mål baseret på pengemængden, hvis man ellers skal tro de seneste rapporter og udtalelser fra hr. Duisenberg. Måske han vil forklare sine præferencer på dette område, især fordi man i Financial Times fra i går taler om, at usikkerheden med hensyn til pengemængdestatistik sår tvivl om, hvorvidt vi behøver være bekymrede for deres stærke vækst. Endelig vil jeg spørge, om hr. Duisenberg tror, at det var en klog beslutning at lade eurosedlerne trykke i elleve forskellige medlemsstater. Er det ikke en dyr metode, som også har sikkerhedsmæssige konsekvenser?
Hr. formand, den centrale idé i Den Europæiske Centralbank er nyliberalistisk ideologi. I dens hellige navn er det i Europa lykkedes at iværksætte både deflation og inflation, deflation af arbejdsmarkedet og inflation af kapitalmarkedet. Arbejdsmarkedet er blevet deflateret med over 10 % af den gennemsnitlige arbejdsløshed, mens kapitlamarkedets inflation er fremmet i form af en børskursstigning på 40 % til 50 %. Børskurserne er steget mest i Italien, Frankrig og Finland. Disse lande har både de værste arbejdsløshedstal i Europa og en politisk magt bestående af venstreorienterede regeringer. Det er et toneangivende bevis på mangel på politiske alternativer og på tilfredsstillelse af spekulanternes diverse behov. Hr. Duisenberg, De producerer samtidig deflation eller massearbejdsløshed og inflation eller boblende økonomi til kapitalmarkedet. Prisen på arbejde og kapital adskiller sig på en måde, som skaber forudsætninger for en krise i Europa magen til Asiens økonomiske krise. Den Europæiske Centralbank vil da ikke have midler til at redde spekulanterne. Hr. Duisenberg, jeg har forklaret denne sag meget mere grundigt for Sirkka Hämäläinen, mens jeg deltog i mit lands centralbanks forvaltningsråd, hvorfor De kan høre hende nærmere, hvad jeg mener.
Hr. formand, jeg vil også, nu det er min tur, takke hr. Duisenberg for det kvalitetsarbejde, han har udført som leder af Det Europæiske Monetære Institut. Den fremragende indsats, han har ydet, giver os positive forventninger om det arbejde, han skal udføre som formand for ECB. Vi ønsker ham held og lykke med dette arbejde og er sikre på, at han vil være en god garant, hvad angår hans opfattelse af det demokratiske ansvar. Han kan under alle omstændigheder regne med, at Parlamentet vil være meget krævende på dette punkt. Jeg vil også gerne takke hr. Fourçans. Jeg vil nu spørge Dem, hr. Duisenberg, hvilken rolle, De mener, henholdsvis de offentlige og de private investeringer spiller for væksten. Adskillige medlemsstater har reeelt gjort den erfaring, at en vækst i de offentlige og private udgifter i dag kan bidrage til væksten - der er det eneste middel, der kan skabe arbejdspladser - i højere grad end en strategi for en stram reform af arbejdsmarkedet, idet ingen endnu ved nøjagtigt, hvordan en sådan skal gennemføres. I den forbindelse, hr. formand, vil jeg også gerne stille Dem nogle spørgsmål på linje med dem, min kolleger har stillet. Hvilke retningslinjer vil der være for Centralbankens monetære politik? De husker sikkert de spørgsmål, vi stillede Dem under høringen her i Parlamentet. Da jeg mener, vi endnu ikke har fået svar på de spørgsmål, kunne vi passende indlede en dialog om f.eks. at definere en virkelig inflationssats. Hvor ligger en stabil sats? Mellem 2 % og 0 % er der et uklart skel og mulighed for fortolkninger, som vi forventer at få klarhed over. Vi mener i øvrigt som vores ordfører, at en monetær politik for at være i overensstemmelse med traktatens mål, og især med dennes artikel 2, ikke kan være en monetær politik udelukkende til gavn for en enkelt af Unionens medlemsstater, men at den skal tage hensyn til alle mål for Unionens økonomiske politik i hele euroområdet. Jeg kan heller ikke lade være med at udnytte Deres tilstedeværelse til at stille Dem et spørgsmål, der går en smule i samme retning. Hvad mener De om, at der sidder elleve centralbankdirektører fra euroområdet i det økonomiske og finansielle udvalg? Mener De ikke, det bliver til dobbelt arbejde med de to medlemmer, som Den Europæiske Centralbank skal udpege til dette udvalg?
Hr. formand, jeg har tre spørgsmål til hr. Duisenberg, hvoraf et er i forbindelse med det, fru Berès har sagt. For det første, når vi ser på budgettallene for de forskellige medlemsstater, ser vi, at på trods af den gode økonomiske udvikling er de for cyklusen tilpassede underskud ikke længere faldende, men endog let stigende i en række af de medlemsstater, der oplever en voldsom vækst. Det vil jeg gerne høre formanden for Den Europæiske Centralbanks mening om. Det forekommer mig at være en trussel mod den fremtidige udvikling, hvis medlemsstaterne ikke under gunstige økonomiske forhold er i stand til at reducere underskud. Mit andet spørgsmål drejer sig om repræsentationen af Fællesskabet udadtil. Uformelle samråd, f.eks. den finansielle G7, er meget vigtige. Hidtil har der siddet repræsentanter for tre af de 11 euro-lande, de politiske repræsentanter, repræsentanter for deres banker, men ingen repræsentanter for Kommissionen, Rådet og heller ingen repræsentanter for Den Europæiske Centralbank. Hvordan kan det økonomiske og monetære samråd være effektivt på verdensplan uden en egentlig repræsentation af de 11 euro-lande? Til sidst, i forbindelse med det fru Berès har sagt, min egen udenrigsminister, der nu træder tilbage, advarede Europa imod et Europa, der domineres af finansministrene. De og jeg ved, at finansministrene arbejder i henhold til Det Monetære Udvalg. Dette udvalg efterfølges af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, og i det udvalg har 15 nationale bankdirektører sæde og også to repræsentanter for Den Europæiske Centralbank. Altså 17 repræsentanter for det europæiske system af centralbanker. Er det ikke en smule overdone ? Er det ikke også farligt for politikkens kohærens?
Hr. formand, jeg ønsker for det første at fremføre, at jeg er enig i betænkningen af hr. Fourçans, og samtidig vil jeg udtrykke min glæde over hr. Duisenbergs tilstedeværelse her i Europa-Parlamentet. Vi må på nuværende tidspunkt glæde os over Det Europæiske Monetære Instituts bidrag til gennemførelse af målsætningen om Den Økonomiske og Monetære Union. Den Økonomiske og Monetære Union påbegyndes faktisk på en baggrund, som vi kan være tilfredse med. De 11's Europa befinder sig i en stigende vækstfase med et stabilt prisniveau, som vi kan anse for næsten absolut. Men denne baggrund har dog nogle negative punkter, som giver visse usikkerheder. Vi henviser her til krisen i Asien, især deflationskrisen i Japan og risikoen for bankerot i Rusland. Men ud over disse usikkerhedspunkter, fortsætter den europæiske økonomi efter at have korrigeret sine makroøkonomiske skævheder fremfor alt med at lide under en grundlæggende skævhed, nemlig forskellen mellem dem, der søger arbejde, og dem, der er i arbejde, arbejdsløshedens skævhed. I denne situation giver Den Monetære Union mulighed for at konsolidere væksten, for at øge investeringsniveauet og for at komme videre med nedbringelse af arbejdsløsheden, men på den betingelse at Unionen ikke reduceres til kun at være monetær, men også er en union, som omfatter en skattepolitik på europæisk plan, der kan gøre front mod alle disse problemer. Derfor, hr. Duisenberg, vil De tillade, at jeg siger, at det har vakt min opmærksomhed, at Deres første officielle meddelelse til samfundet udenfor fandt sted sidste uge og blev gentaget her i dag, en advarselsmeddelelse om den hastighed, hvormed underskuddene nedbringes, der endvidere anfører, at nogle lande skal have det gule kort. Set fra vores synspunkt er det ganske vist vigtigt at udnytte den nuværende vækstfase til at nedbringe budgetunderskuddene i modsætning til, hvad der skete i anden halvdel af firserne, den foregående stigende fase, selvom de to situationer ikke er helt parallelle, for i dag er der en meget bedre og mere ensartet situation med prisstabilitet end i den periode, hvor prisernes gennemsnitlige stigningshastighed var dobbelt så høj som nu og med enorme forskelle mellem de forskellige lande. Men frem for alt mener vi, at det haster meget mere, at en anden meddelelse høres, nemlig meddelelsen om Unionens nødvendige økonomiske dimension, om de fremskridt, som bør ske på denne vej for at nå til det, der beskrives i betænkning af Fourçans, og jeg citerer: «at den monetære politik i euroområdet er uløseligt forbundet med udformningen af en økonomisk EU-politik, som er baseret på samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker«.
Hr. formand, jeg vil gerne takke de ærede medlemmer for Deres interesse for årsberetningen og mange andre spørgsmål, som stadig omgiver den næsten flyvefærdige ECB. Nogle spørgsmål er blevet gentaget eller har overlappet hinanden, så jeg vil forsøge at slå dem sammen efter bedste evne. For det første er der, som hr. Fourçans og andre har været inde på, behov for at fortsætte med en stram budgetpolitik. Mere end det kan jeg ikke sige. Som svar på spørgsmål fra hr. Metten og til sidst fra Pérez Royo vil jeg understrege, at det igangværende økonomiske opsving synes at give os alle muligheder for at gå videre med konvergensprocessen og navnlig at styre statsunderskuddet i retning af de mål, der fastsættes i stabilitets- og vækstpakken. De seneste tal, i det mindste for nogle lande, synes imidlertid at vise, at denne proces er ved at gå i stå for at sige det mildt. Derfor trak jeg, som hr. Pérez Royo sagde, det gule kort op af lommen i sidste uge og gav nogle regeringer en advarsel om, at de skal forfølge målsætningerne i stabilitets- og vækstpakken. I den forbindelse vil jeg gerne understrege over for hr. Herman, at vi er helt enige i det, Kommissionen siger offentligt i denne forbindelse. Mange spørgere har bedt mig forklare den monetære strategi, de instrumenter, der skal anvendes, spørgsmålet om prisstabilitet, definitionen på dette og de aggregater, der skal overvåges. Mange, om ikke alle, beslutninger, som Det Europæiske Monetære Institut har truffet gennem de sidste tre år, kunne tvunget af omstændighederne kun blive til henstillinger for ECB. Det var ECB, der skulle tage beslutningerne i sidste ende. Vi befinder os nu midt i den proces. Vi er klar over, at der er hårdt brug for mange af beslutningerne i offentligheden, Parlamentet, hos markedsdeltagerne og hos kollegerne i det kommende Europæiske System af Centralbanker. Det er også grunden til, at vi allerede i ECB's første leveuger nåede frem til nogle beslutninger. Jeg tænker på beslutningerne om TARGET og de udenforstående landes adgang til TARGET; beslutninger om de monetære instrumenter, der skulle bruges. Så for så vidt angår monetære instrumenter er hele pakken nu komplet. Der bliver tale om to permanente faciliteter plus kravene til mindstereserver, der skal bruges som de tre hovedinstrumenter for den monetære politik. Det hersker der ikke længere usikkerhed om. Analysen af den monetære strategi foreligger. Grundlæggende hedder det, at den monetære strategi, der skal forfølges, kan sammenfattes til valget mellem direkte inflationsmålsætninger eller målsætninger baseret på pengemængden som et foreløbigt mål. Som svar på et andet spørgsmål håber jeg, at de relevante beslutninger vil blive truffet til september - og helt sikkert inden oktober. De endelige beslutninger om disse strategier vil senest blive offentliggjort i oktober. Det er muligt, at vi vil kunne træffe disse beslutninger i september. Der blev stillet et spørgsmål om, hvordan ECB's politikker kan sammenkædes med de nationale centralbankers politikker. Det er helt korrekt, at den monetære politik skal være en politik for hele eurozonen. Sammenhængen mellem ECB's og de nationale centralbankers politikker er ikke noget problem. Den monetære politik vil blive fastlagt af Styrelsesrådet i Det Europæiske System af Centralbanker. Så på centralt plan vil gennemførelsen af de beslutninger, der vil blive truffet, ikke fuldt og helt, men i vidt omfang, blive overladt til de nationale centralbanker, men under nøje overvågning og vejledning af ECB. Her synes jeg ikke, at koordineringen vil udgøre et problem. Det er bestemt rigtigt, at den monetære politik skal være en monetær politik for hele eurozonen. Jeg plejer at sige, at der ikke findes nogen regional monetær politik, og at når der er tale om regionale forskelle i den økonomiske udvikling, placeres en tungere byrde på andre politiske instrumenter som skatteog afgiftspolitik, lønpolitik og andre dele af den økonomiske politik og finanspolitikken end den monetære. Der blev stillet forskellige spørgsmål om den demokratiske ansvarlighed og troværdighed. Mit svar er »Ja«, vi har brug for troværdighed, vi har brug for tillid. Og til hr. Donnelly og fru Randzio-Plath vil jeg sige, at det får vi ikke gratis. Vi må gøre os fortjent til dem, og det vil tage et stykke tid. Men det kræver et så åbent og gennemsigtigt system af europæiske centralbanker som ansvarligt og muligt. Det betyder, at vi fra vores side vil gå ind i en intens og åben dialog med EuropaParlamentet. Der bliver tale om omfattende offentliggørelse af politikker samt overvejelserne bag politikker og beslutninger. Som svar på hr. Donnellys spørgsmål er jeg sikker på, at han forstår, hvorfor vi ikke ønsker at offentliggøre den nøjagtige stemmeafgivning i Styrelsesrådet af grunde, som der nu hersker fuld forståelse for. Men på den anden side, uanset hvilke beslutninger - det være sig strategiske eller specifikke beslutninger om monetær politik - der træffes, vil de blive offentliggjort, og de skal offentliggøres hurtigst muligt efter, at beslutningen er truffet. De vil blive ledsaget af en så omfattende forklaring som muligt. Overvejelserne forud for disse beslutninger vil blive offentliggjort. Vi vil måske endda gå så langt som til at give indblik i fordele og ulemper ved de forskellige overvejelser samt en forklaring af den endelige beslutning. Under alle omstændigheder bliver det så omfattende som muligt. Kort sagt er vi helt indstillet på offentliggørelse og åbenhed. Hr. Metten, hr. Herman og andre spurgte om Den Monetære Unions repræsentation udadtil. Det er stadig i høj grad et spørgsmål, som er til overvejelse og forhandling. Det er en vanskelig sag. Vi mener, at ECB bør være repræsenteret i IMF og OECD. Forholdet til Europa-Kommissionen, G10 og G7 - det er alt sammen under forberedelse og så langt så godt. Jeg er rent faktisk allerede blevet indbudt til og har for første gang deltaget i de månedlige møder for cheferne for G10centralbankerne, og fremover vil jeg deltage hver måned. Vedrørende G7 har jeg forstået, at man også har til hensigt at indbyde mig til det. Vi fører i øjeblikket samtaler med IMF for at finde frem til formen på en passende repræsentation for Det Europæiske System af Centralbanker over for IMF, som gøres mere kompliceret af, at medlemskab af IMF er begrænset til lande, til suveræne regeringer. Ingen centralbanker er medlem er IMF, så vi må finde, og vil finde, en måde til at sikre, at denne vigtige monetære institution alligevel bliver hørt inden for IMF. Vi gør fremskridt med det arbejde. Hvad angår repræsentation i Det Økonomiske og Finansielle Udvalg: Det Økonomiske og Finansielle Udvalg er efterfølgeren for Det Monetære Udvalg - et monetært udvalg, som består af repræsentanter på højeste plan fra de 15 finansministerier og repræsentanter for 15 centralbanker. Fremover vil Det Økonomiske og Finansielle Udvalg ud over disse repræsentanter også bestå af to repræsentanter fra ECB. Så i den forbindelse vinder vi og taber ikke ved at være til stede der. I øjeblikket er vi til stede i Det Monetære Udvalg som observatør med observatørstatus. Fremover bliver vi fuldgyldigt medlem af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, og uformelt hersker der enighed om, at når der er monetære spørgsmål på dagsordenen til drøftelse i Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, vil repræsentanterne for de nationale centralbanker for at sige det lige ud holde munden lukket, og repræsentanterne for ECB bliver talsmænd for den fælles monetære politik, som den vil udvikle sig fremover. Vedrørende analysen af indvirkningen fra finanskrisen i Asien og Rusland på Den Monetære Union vil jeg bede om undskyldning, men vi er ikke operationelle som en europæisk centralbank, og selvom vi nøje har fulgt og overvåget udviklingen der og dens indvirkning på den økonomiske udvikling i Europa, har vi endnu ikke beføjelser til at gøre noget ved det. Lad mig tilføje, at, som jeg ser det, har den hidtil i det mindste adskilt sig fra alle andre likviditetskriser, som vi tidligere har set. Jeg tænker på den første mexicanske gældskrise, den anden latinamerikanske gældskrise og andre likviditetskriser i de seneste tiår. De har altid formået at skabe spændinger og kaos inden for den europæiske valutakursmekanisme. Denne gang har krisen ikke haft nogen som helst konsekvenser: Der har ikke været tale om spændinger og intet behov for interventioner i Europa, hvilket jeg betragter som vigtigt. Jeg bemærker med tilfredshed, at den foreløbige meddelelse om de bilaterale kurser, der skal bruges ved konverteringen sidst på året, har vist sig at være troværdige, hvilket også var hensigten. Markederne tror på den, hvilket fremgår af, at likviditetskriser andre steder i verden overhovedet ikke har haft nogen konsekvenser for de interne kursforhold i Europa. Hidtil har Rusland og Asien haft en vis, men - må jeg sige - bemærkelsesværdig lille indvirkning på den økonomiske udvikling i Europa. Jeg fik nogle få spørgsmål om pengesedler. Et indlysende spørgsmål er, hvad vi gør for at sørge for de synshandicappede. Når vi har gennemført omfattende høringer af European Association of Organisations of the Blind and People with Impaired Vision, må vi træffe en række beslutninger specifikt til gavn for disse mennesker. For det første vil de syv eurosedler have forskellig størrelse. Det er den første måde, hvorpå de blinde kan mærke, hvad de har i hænderne. For det andet kan man mærke tallene på sedlerne: De vil blive fremhævet De blinde vil kunne »mærke«, hvad de har i hænderne. For at hjælpe folk, der ikke er helt blinde, men synshandicappede, har man besluttet, at farverne på de syv pengesedler bliver meget forskellige og let genkendelige for mennesker med kun en del af deres synsevne. Er min løn en statshemmelighed? Det blev der spurgt om i nogle spørgsmål. Nej, det er ikke nogen statshemmelighed. Jeg må tilstå, at jeg ikke en gang præcis ved, hvad jeg får. Generelt, selvom tallene ikke kan bruges som reference, er systemet således, at lønnen for et direktionsmedlem i ECB er omkring 10 % højere end lønnen for den højst placerede generaldirektør i Kommissionen. Næstformandens løn er 20 % højere. Min løn som formand er 40 % højere end et direktionsmedlems. Sådan cirka ser lønstrukturen ud. I modsætning til, hvad nogle i Europa synes at tro, betaler vi endvidere fællesskabsskat af lønnen, hvilket giver mig en marginal skatteprocent på 45, hvis De ønsker at få detaljerne med. Min gennemsnitlige skat er omkring 33 %. Mere kan jeg ikke sige. Jeg bliver beskattet som enhver anden EU-tjenestemand. Så vidt jeg kan se, har jeg givet udtømmende svar på alle de spørgsmål. Er det klogt at lade pengesedlerne trykke på ti trykkerier? Jeg mener, at det var en klog beslutning at få det gjort på den måde. Man har taget hensyn til faktorer som beskæftigelsen i forskellige lande med alle de eksisterende trykkerifaciliteter, som der findes. Hvis De spurgte mig, om det var den mest effektive beslutning, man kunne have truffet, ville svaret blive »nej«. At centralisere trykningen havde været mere effektivt, men det ville ikke have været en klog beslutning. Så det er blevet besluttet at trykke pengesedlerne i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. De enkelte nationale centralbanker kan beslutte, hvornår, hvor og hvor meget der skal fremstilles. Som nævnt i mit første indlæg vil nogle centralbanker måske frivilligt gå ind i fælles ordninger, hvor hver enkelt bank udfører en del af arbejdet.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0254/98) af Hautala for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 76/116/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om gødning, for så vidt angår markedsføring i Østrig, Finland og Sverige af gødning, der indeholder cadmium ((KOM98)0044 - C4-0109/98-98/0026(COD)).
) Hr. formand, nu er det tid at huske tilbage på, hvilke løfter Den Europæiske Union gav til sine nyeste medlemslande Østrig, Sverige og Finland, da disse for snart fire år siden tiltrådte som unionsmedlemmer. Det blev lovet disse lande, at landene må holde fast i deres egne strengere miljønormer i overgangsperioden, som vil løbe i fire år. Den udløber med udgangen af dette år. I løbet af denne tid var det hensigten at Den Europæiske Union vil gøre alt, hvad den kan for at forhøje sine egne normer til det niveau, som de nyeste medlemslandes miljønormer lå på. Slutresultatet skulle være, at et højt miljønormniveau vil blive realiseret på hele Den Europæiske Unions område. Cadmiumbetænkningen kan umiddelbart lyde meget hverdagsagtig, men den har en meget omfattende politisk betydning. Jeg er nemlig overbevist om, at de østrigske, finske og svenske medborgere følger meget nøje med i, om Den Europæiske Union virkelig er i stand til at holde sit løfte, som altså var, at beskyttelsen af miljø og sundhed skal bringes op på et højt niveau. For øvrigt blev der så sent som i dag vedtaget en holdning på plenarmødet, som støttede Finlands, Sveriges og Østrigs ret til at holde fast ved deres strengere normer. Hvad er situationen så i dag, da der kun er få måneder tilbage til udgangen af overgangsperioden? Én af de vigtigste undtagelser var virkelig grænseværdien af cadmiumindholdet i gødning. Cadmium er som bekendt et giftigt tungmetal, som forstyrrer det mikrobiologiske liv i jorden, det vil sige det modarbejder plantevæksten. Det ophobes i dyrene, men også de menneskelige organer kan akkumulere det. Fosforsyregødningers råstoffer indeholder ofte meget cadmium, specielt hvis dette råstof kommer fra visse lande i Afrika. Europa-Kommissionen har således udført økonomiske undersøgelser om muligheden for de afrikanske producentlande for at udvikle en teknologi, hvorved cadmium kan fjernes fra råstofferne til fosforsyregødningen. Nu er det vigtigt, at dette undersøgelses- og udviklingsarbejde kan fremskyndes fra begge sider. På den anden side indeholder råstofferne til fosforsyregødningen i nogle regioner ikke så meget cadmium. Sådanne regioner er f.eks. Finland og Kola-halvøen i Rusland. Jeg konkluderer, at Kommissionen og medlemslandene har forspildt denne overgangsperiode på fire år ved, at de har udskudt den risikovurdering, der behøves for at beslutte, om det virkelig er nødvendigt på unionsniveau at iværksætte forordninger om gødningens cadmiumindhold. Der findes såmænd pålidelig viden i disse nye medlemslande om, at sådan en cadmiumbegrænsning findes der endda meget stærke sundheds- og miljømæssige begrundelser for, men på den anden side findes der ikke meget viden om dette i de ældste medlemslande. Som ordfører for forslaget fra Kommissionen synes jeg, at Kommissionen rigtig nok har taget et skridt i den rigtige retning. Den foreslår nemlig, at der bevilges en ny overgangsperiode til Finland, Sverige og Østrig, i løbet af hvilken risikovurderingen på Den Europæiske Unions niveau fortsættes. Men jeg synes alligevel, og Økonomiudvalget har indtaget den holdning, at Kommissionen og medlemslandene bør være mere målrettede. En sådan undtagelse uden frist kan der ikke blive tale om, da såvel miljø- og sundhedsmæssige interesser som det indre markeds uforstyrrede funktion kræver, at der nu aftales, at de eventuelle og fornødne lovgivningsmæssige ændringer vedtages i løbet af overgangsperioden på tre år.
Hr. formand, mine kolleger, det er sandt som ordføreren sagde, at det er opdaget i Finland, Sverige og Østrig, at indholdet af den mikroorganismedræbende gift, cadmium, i fosforsyregødningen er farligt for mennesker og miljøet. Problemet udgøres af, at grænseværdier for cadmiumindholdet imidlertid ikke defineres i EU's gødningsdirektiv. Det er almindeligt kendt, at cadmiumindholdet i fosforsyregødning er skadeligt. Cadmium skal også i fremtiden klassificeres som et skadeligt stof, og dets grænseværdier bør være nøje defineret i et nyt direktiv. Producentlandene, specielt Marokko, skal i stedet for ligegyldighed binde sig til at udvikle metoder, hvorved cadmium kan fjernes fra fosforsyregødningen. Det må være en fordel for producentlandene. Fællesskabets finansielle støtte skal fortsættes specielt i de afrikanske lande, som er vitale råstofsproducenter for EU's indre marked, og hvis største markedsområde er EU. Risikovurderingen af cadmium i gødning skal fremskyndes her i EU. Renest mulige fødevarer er vores mål i denne Union, som plages af allergier, og vores princip bør selvfølgelig være, at gift skal fjernes både fra jord og planter og til sidst fra mennesket.
Hr. formand, kære kolleger. Med Østrigs, Sveriges og Finlands tiltrædelse forpligtede Den Europæiske Union sig i 1995 til at tage stærkere hensyn til økologiske aspekter end hidtil. Det er enormt vigtigt for de økonomiske rammebetingelser, fordi ens konkurrenceevne kun er mulig, hvis der også eksisterer en ens ramme. Således aftalte vi dengang generelt, at de højere østrigske miljøstandarder generelt skulle gælde videre i foreløbigt fire år. Samtidig er der igangsat en undersøgelsesproces på unionsplan. Målet lød: tilpasning af miljønormerne til de højere nationale standarder, når det er nødvendigt. Disse aftaler anses nu som før som et stort miljøpolitisk resultat både for de nytiltrådte medlemsstater og for miljøsituationen i Den Europæiske Union. I mellemtiden er der opnået et første resultat ved benzenindholdet i benzin. Grænseværdien er reduceret drastisk. Ved svovlindholdet i fyringsolie bevares ligeledes de østrigske grænseværdier, og også udviklingen ved grænseværdierne for cadmium i gødning er absolut positiv, for både Østrigs og også Sveriges og Finlands grænseværdier forlænges til år 2002, nærmere bestemt på det grundlag, at en objektiv undersøgelse skal fastslå, om der rent faktisk sker en overgang af cadmium fra jorden til det menneskelige kredsløb. Skulle dette blive påvist, er situationen for grænseværdien i Den Europæiske Union entydig. For øjeblikket har vi endnu ikke tilstrækkelige informationer om de risici, der forårsages af cadmium. Men vi ønsker en objektiv vurdering af virkningerne på dette område.
Hr. formand, jeg lykønsker kollega Hautala for en god betænkning. Kommissionens forslag er i overensstemmelse med Finlands, Sveriges og Østrigs tiltrædelsesdokumenter en fortsættelse af dispensationen fra kravene i cadmiumdirektivet. Kommissionen har lovet at tilendebringe risikovurderingen i hele EU-området. Ud over det skal Kommissionen bestræbe sig på at udvikle sådanne metoder, hvorved cadmium kan fjernes fra gødningsråstoffer, som importeres til EU-området. Efter forlydender er det allerede muligt at fjerne cadmium fra gødningsråstoffer. Processen er opfundet. Nu skal den iværksættes. Cadmium oplagres i jordbunden, og det er farligt for mennesker. Ifølge redegørelser i visse EU-medlemslande er cadmiumindholdet allerede nu meget højt. Derfor er fjernelsen af cadmium fra gødningen særlig vigtig. Det har tidligere været tilladt i Finland at tilsætte seks gram selen pr. kg gødning og fra april ti gram pr. kg gødning. Anvendelsen af selen er blevet fulgt hos os i flere år. Den viser, at optagelsen af selen er blevet mindsket både hos mennesker og husdyr. Det er derfor tilsætningen af selen med seks gram i gødninger nu er sat op til ti gram. En undersøgelse viser, at tilsætningen af selen har haft en særdeles god virkning på sundhedstilstanden hos såvel husdyr som hos befolkningen. Denne fremgangsmåde er brugbar i hele EU. Jeg vil opfordre Kommissionen til også at lægge vægt på vurderingen af selentilsætning i gødningsblandinger i dens redegørelser, så at vi kan fremme sundhedstilstanden hos befolkningen og husdyrene i hele EU-området. Til sidst konstaterer jeg, at strengere normer, som er fastsat for at fremme sundheden hos dyr og mennesker, ikke må blive til handelshindringer, men skal godkendes af EU.
Hr. formand, under optagelsesforhandlingerne lykkedes det Østrig, Finland og Sverige at bevare sine miljøstandarder der er strengere end Fællesskabets lovgivning, hvilket især er tilfældet for indholdet af cadmium i fosfatfoder. Vi har reelt forpligtet os via Kommissionen til at harmonisere standarder opad. Men der er stadig intet sket, selvom de pågældende stoffers skadelige virkning lader til at være videnskabeligt bevist. Kommissionen stiller sig tilfreds med at udstede en undtagelse til de lande, der er længere fremme. I øvrigt er den offentlige sundhed og miljøbeskyttelse ikke sekundære spørgsmål, det mener jeg, vi bliver mindet om hver eneste dag. For en gangs skyld er det op til fællesskabslovgivningen at rette sig ind efter en strengere lov for at bevare troværdigheden. Denne sag, der forekommer overvejende teknisk, indeholder en vigtig politisk dimension, især set i sammenhæng med udvidelsen med de central- og østeuropæiske lande. Det gælder ikke om at sende fejlagtige politiske signaler til ansøgerlandene, og selvom undtagelserne helt klart skal bruges til at komme op på niveau med de mest krævende, skal de ikke forhindre de mest ambitiøse i at fortsætte med at gå fremad. Undtagelser og princippet om undtagelser skal ikke fortsætte i det uendelige. Vi må vedstå vores forpligtelser, og det er ud fra den indstilling, vi støtter Hautalas betænkning og ændringsforslag, og vi vil i øvrigt gerne rose hende for et ekstremt klart og tydeligt stykke arbejde.
Hr. formand, deltagerne i diskussionen har allerede beskrevet udgangssituationen tilstrækkeligt. Vi har for så vidt en særlig situation foran os, da de tre tiltrædelseslande havde særlige normer, som vi fortsat har opretholdt med forpligtelsen til at undersøge, om der kan være en fælles ordning, som enten overtager disse normer eller andre normer. Det var fra begyndelsen klart, at den fælles ordning skulle hvile på videnskabeligt begrundede data. Det passer ikke, at Kommissonen ikke har gjort noget, som den sidste taler sagde. Vi har gennemført en undersøgelse vedrørende dette problem, og denne undersøgelse har ikke givet tilstrækkelige data til en skærpelse af normerne på europæisk plan. Det betyder, at vi for øjeblikket er i den situation, at de bekymringer, som vi deler med Parlamentet - på det punkt har hr. Rübig fuldkommen ret - ikke kan føre til et lovgivningsmæssigt skridt, fordi vi ikke har de tilstrækkelige videnskabelige data. Det er hele problemet, hvad Kommissionens aktivitet angår. Det kan i mange andre tilfælde være fuldstændigt rigtigt at kritisere Kommissionen, men i dette tilfælde er det desværre fuldstændigt forkert. Hvad kan man gøre? Vi har i samarbejde med medlemsstaterne bestilt en ny undersøgelse for at få bedre data, som så kan muliggøre passende lovgivningsmæssige skridt. Disse data kan dog ikke foreligge før år 2000, hvis de skal være fornuftige og pålidelige, fordi mange af de mulige følger netop nødvendiggør en vis tid til observation. Fordi det forholder sig sådan, må vi vente til år 2000, og det tvinger os nu til at foreslå en forlængelse af undtagelsesreglerne, fordi de tre medlemsstater elles, hvis det ikke skete, ville leve i et retsløst område, hvilket ikke kan være meningen med hele fremgangsmåden. Men vi kan ikke samtidig overtage det, som fru Hautala foreslår, for hvis vi nu ville indføre fælles normer så at sige før den videnskabelige rapport, så ville vi gøre denne videnskabelige procedure fuldstændig latterlig. Der har overhovedet intet formål at bestille en videnskabelig undersøgelse for at få holdepunkter for normer, men samtidig allerede sige, at vi i alle tilfælde vælger denne norm. Det er virkelig ikke en lovgivning, som jeg kan stå inde for, fru Hautala, og derfor beder jeg Parlamentet om at acceptere vores forslag, som ordføreren jo heller ikke afviser. Hvis De ikke ønsker en forlængelse af undtagelsesordningen, hvis vi ikke kan beslutte det nu, så vil vi, hvad tiltrædelseslandene angår, leve i en meget usikker retstilstand, og det kan ikke være i de impliceredes interesse. Kun denne del, mener jeg. Den anden del - det har jeg allerede sagt - kan vi ikke acceptere, for vi kan ikke bestille videnskabelige undersøgelser og på forhånd sige, at vi, uanset hvad der kommer ud af det, alligevel gør det, som vi anser for rigtigt nu. Det er vores situation, og derfor beder jeg om, at Parlamentet bidrager til, at vi kan forlænge disse undtagelsesregler, så vi i det mindste har den retstilstand, der gælder i dag.
Hr. formand, jeg vil bare gøre det klarere, at der i betænkningen fuldt ud godkendes en overgangsperiode på tre år. Jeg håber, at kommissær Bangemann hører dette, De har vel en høretelefon. Denne grundlæggende linje accepteres altså, men det må opfattes sådan, at dispensationen ikke kan være en sådan open end , at den ikke kan slutte engang. Som De selv sagde, I færdiggør denne risikovurdering før udgangen af år 2000, hvilket er helt rigtigt. Der er grund til at klargøre, at Kommissionen har gjort sin del, men det er de gamle medlemsstater, som har trukket det i langdrag, så dette forslag fra Parlamentet er helt realistisk og muligt set fra alle parters synspunkt.
Mange tak, fru Hautala. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0253/98) af Hautala for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil, til transport af visse dyr og om ændring af direktiv 70/156/EØF for så vidt angår typegodkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil (KOM(97)0336 - C4-0339/97-97/0190(COD)).
Hr. formand, det foreliggende direktivforslag er et typegodkendelsessystem for køretøjer, som anvendes til transport af visse dyr. Disse normer er egnet til dyretransport, som varer under otte timer. Ifølge dette direktiv bliver det muligt for køretøjsfabrikanterne i det indre marked at vælge et unionsomfattende typegodkendelsessystem, som opfylder visse tekniske krav. Der er tale om en fælles beslutningsprocedure, da der her sigtes efter et bedre indre marked for disse køretøjer. De fleste beslutninger, som i dette Parlament tages om dyrenes velfærd, ligger såmænd uden for Parlamentets egentlige beslutningsdygtighed, for oftest er der tale om tilpasningen af en fælles landbrugspolitik. Der giver Parlamentet kun en udtalelse, og så gør Rådet, hvad det vil, og ofte bliver det til en studehandel, fordi der kræves enighed. Men denne gang, efter min mening for første gang, har Parlamentet en mulighed for at påvirke sagen, som drejer sig om dyrevelfærd, således at Parlamentet er den lovgivende part. Derfor er det meget vigtigt at benytte denne lejlighed. Vældig mange af parlamentsmedlemmerne bliver konstant kontaktet af medborgere, som er rystede og vrede over, hvordan dyrene behandles under transporterne. Nu har vi lejlighed til at forbedre situationen. Der er selvfølgelig ikke tale om, at tekniske egenskaber alene kan løse problemerne med dyrevelfærd, men de kan alligevel have en stor betydning. Hvorfor skal vi så ikke benytte den moderne teknik og dens muligheder, når vi skal til at bygge nye køretøjer? Da vil de forårsage mindst mulig lidelse for de dyr, som skal befordres. Det er nemlig sandsynligt, at kravene til dyrenes velfærd i fremtiden vil blive strammet op og under ingen omstændigheder vil blive løsere. Netop derfor er det vigtigt, at de tekniske foranstaltninger, som fremmer dyrevelfærd, tages i brug i fuldt omfang ved fremstillingen af fremtidige køretøjer. Desuden vil det også økonomisk være mest fornuftigt. Alle forslag i betænkningen kan uden problemer realiseres med moderne materialer og teknik, også hvad angår ramper med mindre hældning. Det er jo dem, der i vist omfang er blevet diskuteret i Parlamentet. Fabrikanterne har konstateret, at mulighederne er til stede og at de økonomiske belastninger bliver rimelige. Jeg vil desuden konstatere, at også dyrevelfærd er et økonomisk spørgsmål, for når dyrene under transporten ikke har det godt, vil kødet også være af dårlig kvalitet, det vil sige at gennem køretøjers tekniske egenskaber kan også kødkvaliteten forbedres, og på den måde opnås der en økonomisk fordel. Spørgsmålet om ramperne er særdeles væsentligt. Kommissionen foreslår en hældning på læsserampen på 25-, men undersøgelser om dyrenes velfærd viser alligevel, at den ikke bør være over 20-. Her er selvfølgelig tale om på- og aflæsning før og efter transporten. Det skal ligeledes nævnes, at svin, som på mange måder minder om mennesker og er meget sarte og kloge dyr, er meget sårbare i forbindelse med på- og aflæsning. Det er derfor betænkningen indeholder et forslag fra Anttila, ordføreren for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, om, at køretøjer til befordring af svin bør være forsynet med en løfteanordning. Det er virkelig vigtigt, at Parlamentet ikke forspilder denne chance, som gælder forbedringen af de fremtidige dyretransportkøretøjer, således at der bliver taget hensyn til dyrenes velfærd. En bedre planlægning og ligeledes et bedre tilsyn med transporterne er meget vigtig, og derfor foreslås der, at disse køretøjer skal kontrolleres med intervaller på tre år. Det er klart, at chaufførens adfærd også påvirker dyrenes velfærd, men disse tekniske detaljer kan i hvert fald ikke undervurderes.
Hr. formand, mine lykønskninger til kollega Hautala for en meget sagkyndig betænkning. Jeg er særdeles tilfreds med betænkningens ændringsforslag, hvis gennemførelse vil betyde en reducering af stresspåvirkningen under på- og aflæsningen. Stress under transporten har ganske afgjort, som kollega Hautala sagde, indflydelse på kødkvaliteten. Transportforholdene er meget forskellige i EU-området bl.a. på grund af de forskellige klimaforhold. Der er frost i nord og for varmt i syd. Begge forhold skal der tages højde for ved køretøjets udrustning. Jeg er specielt glad for, at betænkningen indebærer en obligatorisk læsseelevator for får og svin, som jeg havde foreslået Landbrugsudvalget. Når vi laver direktiver for år 2000 og frem, skal vores mål være ambitiøse. Direktivet har en klar skelnen mellem de tekniske og materialistiske krav til dyretransportmateriel og kravene til materiellets egentlig anvendelse og til forhold i forbindelse med anvendelsen. Kravene til materiel og brugen af materiel går hånd i hånd. Et krav om rigtig anvendelse sikrer ikke alene dyrenes velfærd under transporten. Et flot materiel med fin udrustning sikrer heller ikke dyrenes velfærd under transporten, hvis brugen af køretøjet og chaufførens foranstaltninger ikke er rigtige. Derfor er det efter min mening meget vigtig, at myndighederne i medlemsstaterne får tilstrækkelige beføjelser til at kontrollere transporterne. Det næste mål må være at gøre de foreliggende krav gældende også for materiel, som allerede er i brug, med en bestemt overgangsperiode. Efter udgangen af overgangsperioden skal materiellet opfylde kravene i direktivet, i hvert fald hvad angår de mest centrale dele, som er vigtige under hensyntagen til dyrenes velfærd. Kommissionens forslag indebærer, at brugerskiltet skal være forsynet med en meddelelse om den efterfølgende kontroldato. Intervallet mellem kontrollerne er der slet ikke nævnt noget om. Denne mangel skal rettes, og kontrollerne skal helst føres med tre års intervaller. Det er ikke godt for nogen, at dyretransporterne i EU-området har fået en meget negativ omtale. Når transportforordningerne nu er fornyet, og køretøjernes materielniveau kommer i orden, findes der forudsætninger for bedre dyretransporter.
Hr. formand, transporten af dyr med køretøjer har allerede længe været en torn i øjet på mange, og den vigtigste anledning hertil er nok ubehaget ved de afskyelige billeder af transport af dyr over lange afstanden, som vi efterhånden alle kender. Vi drøfter i dag type-godkendelsen af motorkøretøjer til disse transporter af dyr og husker derved disse billeder. Det er derfor også nærliggende, at EuropaParlamentet stiller strenge krav til typegodkendelsen, fordi vi vil væk fra de misforhold, hvor dyr under transporten ikke kun lider under de alt for høje temperaturer, men også under mangelen på mad og drikke. Fordi vi er overbevist om, at et civiliseret samfund devalueres, hvis man ikke omgås med dyr på en human måde, også selvom det drejer sig om slagtekvæg. Udvalget om Transport og Turisme er enig med Kommissionen i, at der for forskellige typer af dyr kræves forskelligt udstyr, men i forslaget kommer det ikke frem i tilstrækkelig grad. Derfor har mit udvalg udarbejdet detaljerede forslag for at bevirke, at dyrene ikke kan falde ned fra køretøjer eller læsseramper og for at undgå, at de såres, når de bevæger sig fra et plan til et andet. Men det største problem er, at Kommissionen udelader en række forhold, fordi den finder, at de skal medtages i et direktiv om anvendelsen af køretøjer og ikke i typegodkendelsen. Men jeg kan forsikre Dem om, at dyrene er ligeglade med, i hvilket direktiv det står. Det er mærkeligt at skelne mellem udstyret og anvendelsen af et køretøj, fordi udstyret i høj grad er bestemmende for, hvordan køretøjet kan anvendes. Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik har overtaget mange af de forslag, som Udvalget om Transport og Turisme har fremsat, og jeg vil derfor takke fru Hautala for hendes indsats. Jeg håber derfor også, at disse forslag overlever ikke kun førstebehandlingen, men også andenbehandlingen, og at vi hermed kan overbevise Kommissionen og Rådet. Om nødvendigt i slutrunden.
Hr. formand, jeg takker ordføreren for en god betænkning. Europa er i de senere år blevet rystet over denne barbariske behandling af slagtedyr. Transporterne i Unionens medlemsstater og specielt uden for medlemsstaterne foregår i dag under forhold, som til tider kan betegnes som værende grusomme og helt uhumane. Denne situation fortsætter for en stor dels vedkommende endnu. Jeg har selv slagtet dyr og arbejdet med dyretransporter, så jeg ved noget om dette emne. Slagtedyrenes befordring over lange afstande til lande uden for Unionen - hvis denne sag synes at være morsom derovre, kan I vel lytte lidt bedre efter - er fuldstændig uholdbar både menneskeligt og økonomisk. Vi skal tage hensyn til slagtedyrenes inhumane forhold, for transporterne foregår med støtte fra Unionen. Således er der givet en permanent tilladelse til at torturere dyr. Det foreliggende direktiv om transportkøretøjer er en mellembeslutning, men i den rigtige retning. Der skal lægges mærke til på- og aflæsningen, som det er konstateret. Pålæsningen er det, som stresser mest, hvem vil ikke være bekymret for en dårlig pålæsning til døden. Stresspåvirkningen fra pålæsningen kan fjernes med enkle elevatorer, som det er konstateret. Ved direktivets kvalitetskrav skal der også tages højde for Unionens interne forskelle, som forskelle i nord og syd. I mit land er der gjort en hel del for denne sag, men kontrollen i Unionens område skal bringes til at fungere. Mine damer og herrer på forreste række, det er vigtigst at holde op med at transportere levende dyr over kontinentet. Kødet tager ikke skade af rejsen.
Hr. formand, kære kolleger, min gruppe ser positivt på mål og bestemmelser i dette forslag til direktiv, der indeholder betydelige forbedringer i forhold til de eksisterende bestemmelser. Med forbedringerne følger også højere omkostninger. Man får ikke noget for ingenting. Hvis vi derfor kan acceptere en styrkelse af visse begrænsninger, som ordføreren foreslår, er vi dog langt fra at kunne følge forslaget, og det skyldes især et vigtigt lovgivningsprincip, nemlig princippet om proportionalitet. De billeder, der har fremkaldt lidenskaber, vrede eller indignation hos mange af vores medborgere svarer til realiteter, som skal fjernes, men som ikke har noget at gøre med visse af de foreslåede bestemmelser, især ikke dem, der drejer sig om ramper. Hvis Ilaskivi er ekspert på området, kan jeg også sige, at jeg er ekspert, hvad angår læsning og losning af dyr. Gennem min ungdom har jeg læsset og losset hundreder og atter hundreder af grise og kvæg. Så jeg ved, hvad en rampe er. De ramper, man har anvendt frem til i dag, har haft en hældning på mellem 30 og 40 grader. Jeg kunne godt tænke mig at vise Dem, hvilken forskel der er mellem en rampe med 25 og en med 20 graders hældning. De vil blive meget overrasket, og De skal ikke undervurdere dyrenes evne til at overvinde en forhindring af den art. Det er min erfaring, og jeg kan sige Dem, at omkostningen i dette tilfælde er for høj. Hautala hævder, at det er teknisk muligt. Ja, man kunne helt sikkert transportere alle dyrene i store busser udstyret med luftkølingsanlæg og sovepladser - det vil være teknisk muligt. Spørgsmålet er, om velfærdet står i et rimeligt forhold til udgifterne, og her går ordføreren for vidt. En rampe på 20 grader vil give betydelige problemer, og den bør især være sammenfoldelig for at kunne klappes ned, hvilket gør den endnu dyrere. Det er grunden til, at vores gruppe ikke kan følge ordføreren i sine overdrevne forslag, men vi skal være de første til at gå fuldt og helt ind for forslag, der er rimelige.
Hr. formand, min første reaktion på fru Hautalas betænkning er at spørge, hvorfor Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik fik til opgave at beskæftige sig med et emne, som efter min mening hører hjemme hos Landbrugsudvalget og Udvalget om Transport og Turisme. Hvordan spørgsmålet om dyrs velfærd under transport kan opfattes som mere relevant for den økonomiske og monetære politik end for landbrugspolitikken og transportpolitikken overgår min fantasi. Jeg går ud fra, at udtalelserne fra disse udvalg skal opfattes som en vis trøst, men generelt kræver denne beslutning en eller anden form for forklaring. Men »uforklarlig« er mere og mere ved at blive standarden her i Parlamentet. Hvad angår emnet for betænkningen - sikker og human transport af dyr - accepterer vi alle uden tøven, at dette er et grundlæggende krav. Men endnu en gang skyder vi langt over målet i denne sag, som er blevet behandlet hensigtsmæssigt i Kommissionens egne forslag. I medlemsstaterne findes der allerede strenge systemer til kontrol af dyrene forud for transport, navnlig forud for lange rejser, og sådan skal det være. Efter min mening overholder transportformerne ligeledes de højeste kvalitetsstandarder. Det skal de simpelthen gøre, hvis dyrene skal ankomme til deres bestemmelsessted i god behold - acceptable for den endelige modtager. I landbrugsindustrien som i andre industrier har landmænd og kvæghandlere stor interesse i at præsentere deres produkter i bedst mulig stand for at opnå den bedst mulige pris. Hvis vi er besluttede på at indføre yderligere lag i proceduren, hvis vi insisterer på en hel række ændringer af dyretransporter, vil vi strække systemet til bristepunktet med hensyn til øgede udgifter og ringere effektivitet. Udgifterne til sådanne procedurer vil naturligvis kun skulle dækkes af to grupper: landmænd og forbrugere. Vi er tilbage ved en typisk grøn dagsorden, hr. formand, den samme gamle historie: uanset hvad, man giver dem, vi de have mere og mere. Men de grønne lejere i lejlighederne i beboelseshøjhusene ved meget lidt om realiteterne i landbruget i dag og har lært meget lidt.
Hr. formand, det var de nylige tilfælde af dyremishandling under transporten, og navnlig i østlandene, der fik offentligheden til at reagere stærkt. Det er derfor denne offentlighed og ikke De Grønne, som man skal give et svar med det forslag, vi nu drøfter. Generelt kan man sige, at Europa-Parlamentet allerede fandt ud af den 2. oktober 1997, hvad der bør gælde for transport af levende dyr, og her blev det især fremhævet, at transporttiden ikke bør overstige otte timer, og mere generelt at transporten bør begrænses til det nærmeste slagtningssted. Det er klart, at vi ud fra dette synspunkt også bør komme ind på de generelle transportforhold. Med dette forslag til direktiv beskæftiger vi os kun med køretøjernes egenskaber, og i den forbindelse må vi sige, at dette forslag til direktiv har sine begrænsninger. Disse begrænsninger består navnlig i frivilligheden og i den kendsgerning, at der kun er tale om nye køretøjer, det vil sige dem, der i teorien bliver indregistreret efter den 1. maj 1999. Der skal desuden foretages nogle forbedringer på visse punkter, der allerede er blevet nævnt i de andre indlæg. Det drejer sig om rampernes hældning, nødvendigheden af hydrauliske lifte til svinetransport, den højde, som dyrene har til rådighed, dyrenes reaktion og temperaturproblemet. Det er således klart, at vi med hensyn til dette forslag anmoder om, at man ikke blot godkender betænkningens tekst, men også alle ændringsforslagene. Vi understreger dog, at dette forslag fuldstændig mangler en behandling af situationen for fjerkræ, navnlig høns.
Hr. formand, til forskel fra hr. Herman er jeg ikke ekspert i at læsse dyr på lastbiler, men jeg er ekspert i at se på det, fordi jeg bor i et område, hvor millioner af dyr konstant skal transporteres over meget store afstande. Mit område omfatter 90 øer, og man kan forestille sig noget af den stress, der opstår, når dyrene skal transporteres fra øerne til fastlandet og derefter videre på lange rejser. Både Parlamentet og Kommissionen har udtrykt bekymring. Vi har otte-timers reglen og henstillingen, som den sidste taler nævnte, om, at dyr skal slagtes så tæt på deres oprindelsessted som muligt. Jeg vil meget gerne benytte lejligheden til at spørge kommissæren, om han mener, at overvågningen er for lemfældig. Meget af kritikken fra befolkningen drejer sig om kvæg, der kommer fra lande uden for Den Europæiske Union og transporteres ind i Unionen. Jeg vil gerne vide, hvad i alverden vi kan sige for at stille vores offentlige kritikere tilfreds, for - desværre, måske - den tykkeste sagsmappe, et parlamentsmedlem får, drejer sig om dyrevelfærd. Jeg vil gerne støtte alle ændringsforslag om rampen og grisene, for jeg har set de skrækkelige scener, hvor man forsøger at få grise ind i en lastbil. Den stakkels chauffør ved, at han kun har otte timer, men der går en time med at læsse grisene, så vi bør virkelig se på spørgsmålet om en læsselift.
Hr. formand, at tage hensyn til levende dyrs velfærd under transporten er et prisværdigt mål, og det er der ikke noget særligt i. Det er som en tak for sidst. Hele branchen, der er tilknyttet dyreproduktionen, har al mulig interesse i at respektere dyrene under transporten, og enhver ved, at dyrenes markedsværdi forringes voldsomt hvis transportforholdene er dårlige. Vi går således ind for, at man respekterer transportforholdene, dog på betingelse af, at det kommer til at gælde overalt, herunder ved handel med tredjelande, såvel ved import fra starttidspunktet som ved eksport, og at det hele bliver relevant og fornuftigt. For hvad nytte er der f.eks. ved strenge standarder for fabrikationen af nye køretøjer, hvis man ved deres anvendelse ikke respekterer dyrenes velfærd? Vi ved endvidere, at de klimatiske grænseværdier i henholdsvis Middelhavsregionerne og de nordiske regioner er meget forskellige. Hvorfor skal man så have de samme normer for fabrikation? Landbrugerne anvender endelig også særlige køretøjer til at transportere deres dyr, dels ved handel i et meget begrænset omfang, dels simpelthen for at skifte græsgange. Også der skal vi passe på ikke at skabe store unødvendige udgifter for landbrugerne. Derfor modsætter vi os alle de ændringsforslag, der sigter på at lægge ekstra byrder på landbrugerne og på følgeindustrien, og vi kræver tværtimod, at man i WTO-aftalerne for al international vareudveksling tager hensyn til de internationale transportstandarder.
Heidi Hautalas betænkning er i høj grad teknisk, men som ved alle typegodkendelser er det nødvendigt, at der tages hensyn til formålet, hvilket altså i dette tilfælde er transport af dyr. Det synes jeg betænkningen lever godt op til. Siden 1994 har Parlamentets formand modtaget andragender med millioner af underskrifter vedrørende dyrevelfærd og netop transport. Forordninger og direktiver har ikke bidraget væsentligt til at forbedre dyrevelfærden i transporten. Såvel direktivet fra 1995 som forordningen fra 1998 peger på, at det er nødvendigt at fastsætte krav til transportmidler, der anvendes til dyr. Det gør vi så i dag. Den fælles beslutningstagning udgør derfor det vigtigste tekniske tiltag med hensyn til at sikre, at der virkelig sker et fremskridt. Det er vanskeligt. Der er store forskelle mellem medlemslandene. Men det skal nok lykkes. Mange beslutninger og udtalelser har set dagens lys, men vi er også på vej med noget konkret. Med dette direktiv har vi basis for at forbedre dyrevelfærden i transporten, men landbruget og slagterierne i medlemslandene er forpligtet til at påse og kontrollere, at fremtidige transporter - herunder også transportmidler - kontrolleres. Det skal andre udvalg også tage sig af, andre kommissærer og selvfølgelig også Rådet. Hvad hjælper det, at vi skaber optimale slagteriforhold, når vi stresser dyrene under transporten. Transport af levende dyr, hvad enten det er til slagtning eller til videreavl, er ikke ønskelig, men et faktum. Det får mig til at nævne, at selvom vi forbedrer dyrevelfærden, så øges smittespredningen alligevel. Det har ikke noget med dagens emne at gøre, men har noget at gøre med, hvordan bilerne skal gøres rene. Der er god grund til at overveje, hvad vi skal gøre i fremtiden. Der er god grund til at lægge en dæmper på den transeuropæiske dyretransport, men i øvrigt støtter jeg Hautalas betænkning, og håber, at Kommissionen og Rådet kan nå frem til noget fornuftigt.
Hr. formand, kære hr. kommissær. Det drejer sig i betænkningen af Hautala om den tekniske udrustning af køretøjer til transport af dyr. Vi har nu flere gange hørt, at transporten af slagtedyr - heste, svin, kvæg og får - er et meget følsomt emne, fordi de film, der er optaget, naturligvis også har vist ting, som ikke er i orden. Men de ting, der er i orden, blev jo netop ikke vist. Vi må ikke skære alle over én kam. Der findes også anstændige transportører. Disse hændelser må ikke gentage sig. Det kan der ikke være diskussion om. Vi har for nylig vedtaget betænkningen af van Dijk, og vi undrer os samtidig over, at dyrebeskyttelsen hver gang dukker op i et andet udvalg. Det er ikke særligt godt. Vi bør lade dyrebeskyttelsen blive dér, hvor man også beskæftiger sig med den, nemlig på landbrugs- og transportområdet. Med alle de anstrengelser, vi gør os, må vi også derefter vide, hvad der sker bagefter. Ordføreren har gjort sig store anstrengelser, og også det rådgivende udvalg har ydet et godt arbejde. Men jeg vil præcisere - og jeg ved noget om det, fordi jeg er landmand - at anvendelse af lift til svinetransport ikke er den højeste visdom. Fru van Dijk har for nylig i sin betænkning krævet, at smågrise indtil 30 kg skal læsses med lift. Det er i orden. Fru Hautala siger nu, at alle svin skal læsses med lift. Jeg skal sige Dem følgende: På min gård er der en læsserampe, der er lige så høj som lastbilen. Det er det afgørende, for så går dyrene fra jorden direkte ind i lastbilen. Når vi køber dyr, går de også direkte fra lastbilen til jorden. Så kan De glemme alt om deres lifter! Det er den bedste måde, fordi dyrene er vant til det. Det kommer an på menneskene, ikke på køretøjet. Mennesket skal behandle dyret således, at det får en anstændig behandling. Vi skal ved større besætninger kræve denne læsserampe, som nøjagtigt svarer til lastbilens højde. De er jo standardiserede, og det fungerer. Det kan vi ikke forlange af små landbrugere, for hvis de mindre landbrugere skal montere en lift på deres køretøjer, når de selv kører deres dyr på markedet, så opgiver de på forhånd, før de foretager en sådan anskaffelse. For så vidt har det ingen mening. Jeg vil kun endnu en gang fremhæve følgende: Vi skal styrke kontrollen med bestemmelserne om dyrebeskyttelse i medlemsstaterne. Jeg bebrejder ikke Kommissionen noget, for det kan den slet ikke. Det har den overhovedet ikke personale til. Vi har flere gange fastsat beløb i budgettet, der aldrig er kommet til udbetaling, fordi Rådet har sagt nej til, at der blev ansat personale til at gennemføre disse overvågninger. Det er det afgørende! Det afgørende i forbindelse med dyrebeskyttelse er de mennesker, der omgås dyrene, og hvis de behandler dem anstændigt, så vil det også fungere.
Hr. formand, beskyttelse af dyrene er et vigtigt anliggende for mig. Netop i Østrig er der meget stor bevidsthed om betydningen af dyrenes behandling, hvad enten det drejer sig om nytte-, avls- eller slagtedyr. Det østrigske formandskab vil i øget grad beskæftige sig med dette emne, for at der også på europæisk plan kan ske en forbedring af betingelserne for transport af dyr. Hvad dyretransporten angår vil jeg fremhæve, at det er nødvendigt med ordninger på europæisk plan. Europa-Parlamentet bør vise den politiske vej hertil og skabe rammebetingelser. Europa-Parlamentet bør dog ikke vedtage for detaljerede tekniske forskrifter. Vi er valgt som politikere til at lave politik og ikke til at erstatte eksperter på andre fagområder, som f.eks. dyrlæger, teknikere osv. Den dyrevenlige transport af avls- og nyttedyr er meget vigtig for dyrenes velbefindende. Men også transporten af levende slagtekvæg skal foretages under gode betingelser, da kødets kvalitet afhænger heraf. Vi som producenter ønsker en god behandling. Men efter salget tilhører dyret ikke mere landbrugeren, da er det køberen, der har ansvaret. Moderne teknologi er nyttig, den er bestemt god og positiv, men jeg beder også om, at der tages hensyn til, at de forskellige arter af nyttedyr har forskellige adfærdsmåder. At læsse svin med lift f.eks. er efter min mening umuligt, da de aldrig er i ro. Når der altid tales om læsserampernes hældning, så må jeg sige, at der hos os i Østrig findes faste ramper, som har en passende hældning. Det væsentlige er for mig, at chaufførerne og læssepersonalet omgås roligt med dyrene.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer. Jeg har nu været her i næsten ti år og tænker altid på alt det, vi har diskuteret inden for emnet dyrebeskyttelse, alt det papir, vi har produceret, og ofte har jeg virkelig det indtryk, at det her er særdeles megen teori, men virkelig kun lidt praksis. Jeg siger ja til dyrebeskyttelse, men jeg siger nej til dette forslag fra fru Hautala, hvad lifter angår. Vi giver det indtryk, at der kun findes masseproduktion. Der er allerede stillet mange praktiske spørgsmål. Hvad sker der så med den lille landbruger, der kun vil køre sit dyr fra A til B? Hvad sker der med slagtermesteren i landsbyen, og samtidig siger vi altid, at den regionale produktion - det vil jeg gerne sige med adresse til de Grønne - ja, det skal jo være dyr, der kommer fra familielandbrug, hvor de har ligget i halm, og som så værsgo skal bæres gennem landskabet på en sølvbakke. Det passer jo slet ikke sammen med det, fru Hautala her har foreslået. Kommissær Bangemann, jeg har det også svært med den måde, kontrollen som helhed udføres på. Tænk på alt det, vi har besluttet. Otte timers transport, på- og aflæsning, vanding, meget af det er virkelig temmelig virkelighedsfjernt, og derfor vil jeg her foreslå, at vi enes om gennemførlige løsninger, og De bør også virkelig tage hensyn til de praktiske erfaringer fra de kolleger, der er landbrugere.
Hr. formand, for straks at komme ind på Deres bemærkninger, fru Keppelhoff-Wiechert: Hele eller - lad os sige - to tredjedele af diskussionen angår overhovedet ikke betænkningen og heller ikke problemet. Det drejer sig nemlig her ikke om kontrol af dyretransporter eller om, hvordan dyretransporter gennemføres, det drejer sig ganske enkelt og ligetil om typegodkendelse af køretøjer, som derefter anvendes til transport af dyr. Det er noget helt andet end det, som mange her har sagt. Når fru Ewing eller andre har set disse grusomme billeder og siger, det må man standse, så er det overhovedet ikke emnet for denne betænkning. Ved denne betænkning drejer det sig om, at vi vil godkende køretøjer, der på en bestemt måde er egnede til bestemte dyretransporter. Det er det hele! Alle bemærkningerne om kontrol kan De allesammen tage med hjem igen, for køretøjerne kontrolleres naturligvis for, om de er i overensstemmelse med typen, ellers bliver de slet ikke godkendt. Det behøver vi ikke nye embedsmænd til, for der har vi jo de biltekniske inspektioner osv. Altså, tag mig det ikke ilde op, men vi ville allerede have været færdige for en halv time siden, hvis man ville diskutere det, vi her har forelagt, og ikke et fuldstændigt andet problem, nemlig hvordan man gennemfører og kontrollerer dyretransporter. Det står ikke til debat her. Tillad mig også en anden bemærkning. Jeg finder det altid en smule mærkeligt, at mennesker, der interesserer sig så meget for dyr, koncentrerer deres interesse om transporten, men i det øjeblik, et dyr bliver slagtet, svækkes deres interesse. Jeg finder det en smule sælsomt, at et dyr skal behandles vidunderligt, men så bliver det slagtet. Jeg kunne forestille mig, at et stresset svin langt bedre kunne tåle stressen, hvis det overhovedet ikke blev slagtet. Nu kommer jeg til betænkningen. Ordføreren har fremsat 24 ændringsforslag. Deraf kan vi acceptere ni, nemlig 3, 4, 6, 14, 17, 18, 19, 20 og 21. Alle disse ændringsforslag angår forbedringer af redaktionel art, det er meget kærkomment. De indrømmer til dels også producenterne større fleksibilitet, og derfor kan vi acceptere disse ændringsforslag. Vi kan ikke acceptere de andre. Jeg kan ikke nu begrunde i enkeltheder, hvorfor ikke, men jeg vil plukke nogle ud. Først typegodkendelsen. Jeg skal endnu en gang sige, at typegodkendelsen angår ikke køretøjernes benyttelse eller dyrebeskyttelse som sådan. Derfor er alle ændringsforslag, som sigter på at forbedre benyttelsen eller dyrebeskyttelsen som sådan malplaceret i denne sammenhæng. Naturligvis kunne man - og det ville i så fald være en sådan ændring - ved en type regulere højden af lastrummet anderledes, end vi har foreslået det. Men vi har holdt os til de afgørelser, der allerede er truffet af Rådet (landbrug), og i direktiv 91/628 og 95/29 og i en forordning er der fastsat højder, som vi har overtaget. For det giver naturligvis overhovedet ingen mening, hvis vi i de direktiver, som vi allerede har, har andre højder end i direktivet om typegodkendelse. Så ville enhver jo tro, at vi ikke var helt rigtige i hovedet, hvis vi fastsætter to forskellige højder. Derfor må vi jo holde os til det, der hidtil er besluttet. Så er der hældningsvinklen. Jeg er ikke ekspert som Fernand Herman, og jeg er altid fuld af beundring for alt det, han har lavet i sit liv. Ved hver betænkning fortæller han om sit liv og om sine erfaringer. Han må altså have gjort utroligt mange erfaringer. Vi har foretaget beregninger. Hvis man sænker hældningsvinklen til 20-, så betyder det, at den totale højde på 4 meter ikke mere kan overholdes. Men ser De, fru Rautala, man kan diskutere om så meget, men om matematik er det vanskeligt, for der skal man nemlig kun regne. Dér gælder ikke forskellige meninger. Derfor kan vi ikke acceptere dette ændringsforslag, medmindre vi vil overskride den fastsatte grænse på 4 m. Som sagt, jeg kan ikke nu gennemgå alle disse ændringsforslag ét efter ét. Jeg håber - jeg er en smule fortrøstningsfuld efter indlæggene fra medlemmerne af Den Kristelig-Demokratiske Gruppe - at det alligevel lykkes at komme til et fælles standpunkt, hvormed nu en af de sidste forskrifter om typegodkendelser kan vedtages. Det er ikke den sidste, men en af de sidste, således at vi så endelig har hele pakken i hus.
Hr. formand, jeg vil bare gerne fortælle kommissær Bangemann, at jeg behersker en smule geometri, og jeg har desuden studeret landbrug på universitetet, men har De nogensinde hørt om et hængsel? Hængslet er nemlig sådan en ganske interessant men i den sidste ende meget enkel opfindelse, hvorved problemet med rampens længde kan løses. Det er såmænd en meget enkel teknik. Vi, som fru Anttila sagde, taler her om 2000-tallets nye, fremtidige køretøjer. Hvis vi nu er for lidt ambitiøse, vil dyrebeskyttelsesorganisationerne meddele os om to år, at disse køretøjer ikke duer til noget. Tror De, at det vil være nyttigt for fabrikanterne af disse køretøjer?
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 12.00. (Mødet udsat i fem minutter indtil påbegyndelse af spørgetiden)
Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B4-0481/98). Allerførst vil De tillade, at jeg byder velkommen til fru Ferrero-Waldner, formand for Rådet, som vil følge os i det næste halvår. Vi forudser, at der som altid her i Parlamentet vil herske en atmosfære af forståelse, og at vores spørgsmål sikkert vil blive besvaret præcist og med den kompetence, som fru Ferrero-Waldner er kendt for. Nu vil vi derfor med den sædvane, ro og positive ånd, som er kendetegnende for Parlamentet, påbegynde spørgetiden. Spørgsmål nr. 1 af Freddy Blak (H-0607/98): Om: Personalevedtægten og diskrimination af homoseksuelle I Fællesskabets nuværende personalevedtægt diskrimineres homoseksuelle og deres registrerede partnere. Selvom homoseksuelle ansatte har nøjagtig de samme arbejdsopgaver og forpligtelser, som deres heteroseksuelle kolleger, har de ikke de samme rettigheder. Denne åbenlyse diskrimination har Rådet mulighed for at komme til livs, når en ændring af personalevedtægten skal vedtages. Rådet bør lytte til Europa-Parlamentet, som med et stort flertal har opfordret til en ændring af personalevedtægten, således at homoseksuelle og samboende ansatte kan få samme rettigheder, som deres kolleger. Det er derfor med stor skuffelse, at jeg erfarer, at formandskabet opfordrer Rådet til at ændre personalevedtægten uden at imødekomme Europa-Parlamentets ønske om at afskaffe diskrimination af homoseksuelle ansatte og deres partnere. Er det virkelig rigtigt, at formandskabet ønsker at fremme fortsat diskrimination? Fru Ferrero-Waldner, vil De venligst besvare hr. Blaks spørgsmål.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Jeg skal kommentere Deres spørgsmål om personalevedtægten og om diskriminering af homoseksuelle. Ligebehandlingen af homoseksuelle for så vidt angår vedtægten for tjenestemænd i EU er for nylig blevet drøftet i Rådets kompetente organer. Ved gennemgangen af det forslag om ændring af personalevedtægten for så vidt angår ligebehandling, som er fremsendt at Kommissionen, har Rådet udtalt sig om følgende to aspekter: For det første har Rådet ved vedtagelsen af forordning 781/98 af 7. april 1998 om ændring af vedtægten for embedsmænd i De Europæiske Fællesskaber samt af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne for så vidt angår ligebehandling bekræftet princippet om ikke-diskriminering i henseende til seksuel orientering. I artikel 1a i vedtægten bestemmes det fra nu af, at - jeg citerer - «en tjenestemand har ved anvendelsen af vedtægten krav på ligebehandling uden direkte eller indirekte hensyn til race, politisk, filosofisk eller religiøs overbevisning, køn eller seksuel orientering, uden at dette dog berører de bestemmelser i vedtægten, der forudsætter en bestemt civilstand«. For det andet har Rådet især i betragtning af udviklingen i lovgivningen i visse medlemsstater i forbindelse med vedtagelsen af denne forordning anmodet Kommissionen om at foretage de nødvendige undersøgelser vedrørende anerkendelse af registrerede ikke-ægteskabelige samlivsformer og på grundlag af de førnævnte undersøgelser at fremlægge passende forslag på dette område. Formandskabet vil drage omsorg for, at dette nye forslag gennemgås, så snart Kommissionen har fået det forelagt af Rådet.
Jeg vil starte med at byde repræsentanten fra Rådet hjertelig velkommen. Jeg må sige, at det er mange år siden, vi har haft en så charmerende repræsentant her. Men jeg var ikke helt tilfreds med det svar, jeg fik. Man er jo i færd med at ændre vedtægten, men man har stadigvæk glemt at tage højde for, at der findes personer af samme køn, som ønsker at leve sammen, og det bør respekteres. Det har man ikke gjort. Jeg vil gerne stille Dem følgende spørgsmål: Den svenske regering støtter officielt en svensk funktionær i Rådet, som fører en sag ved Domstolen vedrørende diskriminering af ham og hans registrerede partner. Hvad er formandskabets holdning til denne svenske funktionærs argumenter?
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Mange tak for Deres velkomstord! Jeg skal endnu en gang sige til Deres tillægsspørgsmål, at vi for så vidt angår de svenske forslag og de svenske anmodninger naturligvis vil afvente de forslag, som Kommissionen fremlægger, for i øvrigt kan Rådet ikke tage affære i dette spørgsmål. Jeg vil gerne endnu en gang kort redegøre for følgende: I marts 1993 fremsendte Kommissionen til Rådet et forslag til en forordning om ændring af vedtægten for embedsmænd i De Europæiske Fællesskaber samt af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne for så vidt angår ligebehandling af mænd og kvinder. Formålet med denne ændring var for det første at fastlægge det almindelige princip om ligebehandling af mænd og kvinder og for det andet at indføje bestemmelser, som skulle sætte organerne i stand til at fjerne de faktiske uligheder, som forringer kvinders muligheder på de områder, der er omfattet af vedtægten. Af de ændringer, som Europa-Parlamentet foreslog i november 1993, overtog Kommissionen delvist den første ændring, hvorefter princippet om ikke-diskriminering skal udvides til den seksuelle orientering. Efter en række konsultationer fremlagde Kommissionen den 3. marts 1996 et ændret forslag, som Parlamentet på ny blev hørt om. Parlamentets nye udtalelse går ud fra den tanke, at Det Europæiske Fællesskab bør tage hensyn til det forhold, at - som De har sagt - et stigende antal primært unge mennesker lever sammen uden at indgå ægteskab, og at der derfor for så vidt angår personalelovgivningen for den offentlige tjeneste i Fællesskabet skulle foretages en ændring med Det Europæiske Monetære Institut som forbillede. Ved gennemgangen af kommissionsforslaget i Rådets kompetente organer henviste Kommissionen til, at den ikke ville fremlægge et nyt ændret forslag, som tager hensyn til Parlamentets ændringer. Til ændringen af kommissionsforslaget krævedes der i dette tilfælde enstemmighed i Rådet, det vil sige, at Rådet afventer, at Kommissionen fremlægger nye forslag, som det derefter vil behandle.
Jeg takker Rådet for svaret, men jeg er ikke tilfreds med det. Hvis jeg forstod svaret ret, har man nu gjort en undtagelse og sagt, at man vil fremlægge et nyt forslag senere vedrørende de nye samboforhold, eller registrerede partnerskaber, som findes i visse af medlemslandene. Spørgsmålet er da, hvornår dette nye forslag kommer, og hvordan man vil behandle dette spørgsmål senere. Tjenesteforskrifterne ændres jo ikke særlig ofte, men derimod meget sjældent. Selvom man jo reelt ved, at der findes registrerede partnerskaber i flere af EU's medlemslande, indebærer det, at Rådet har tænkt sig at fortsætte med at diskriminere ansatte, som kommer fra disse lande. Det er simpelthen fortsat diskriminering af homoseksuelle, på trods af at denne type af samlivsforhold er tilladt i de lande, som de oprindeligt kommer fra. Jeg vil gerne have et svar på dette.
Hr. formand, jeg må endnu en gang henvise til - måske er det kommet dårligt frem, derfor fremhæver jeg det endnu en gang - at Rådet har bedt Kommissionen om at udarbejde en undersøgelse om dette emne, og så snart Kommissionen fremsætter tilsvarende forslag, kan Rådet på ny tage affære.
Hr. formand, hr. rådsrepræsentant, jeg vil først lykønske Dem som repræsentant for Østrig med, at De er det første af de nye medlemslande, som har formandskabet. Jeg ønsker Dem held og lykke med formandskabet. Hvad angår så diskriminationen af homoseksuelle og lesbiske, forbyder artikel 13 i Amsterdam-traktaten diskrimination på grund af seksuel orientering, og i den henssende er en reform af personalereglementet på basis af artikel 13 vigtig. Det er selvfølgelig vigtigt, at der heller ikke findes diskrimination i medlemslandene, og i det tilfælde skal vi specielt kigge på Østrigs egen lovgivning, når landet nu har formandskabet. Også i jeres egen lovgivning findes der mangler, som gælder de homoseksulle. Jeg vil derfor nu spørge, hvad I helt konkret har tænkt at foretage jer på basis af artikel 13 for at reformere personalevedtægten?
Fru Ojala, jeg må endnu en gang fremhæve det, jeg har givet klart udtryk for allerede i det første svar på spørgsmålet, nemlig at Rådet allerede ved vedtagelsen af forordning 781/98 af 7. april 1998 om ændring af vedtægten for embedsmænd i De Europæiske Fællesskaber samt af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne for så vidt angår ligebehandling bekræftede princippet om ikke-diskriminering i henseende til seksuel orientering. Jeg citerer endnu en gang, for det er lige præcis det, det her drejer sig om. Vedtægtens artikel 1 a bestemmer, at »en tjenestemand har ved anvendelsen af vedtægten krav på ligebehandling uden direkte eller indirekte hensyn til race, politisk, filosofisk eller religiøs overbevisning, køn eller seksuel orientering, uden at dette dog berører de bestemmelser i vedtægten, der forudsætter en bestemt civilstand.« Det svarer præcist til formuleringen i Amsterdam-traktaten, og herefter blev Kommissionen, som jeg allerede har sagt, bedt om at foretage undersøgelser vedrørende anerkendelse af registrerede ikke-ægteskabelige samlivsformer og derefter fremlægge forslag for Rådet.
Spørgsmål nr. 2 af Felipe Camisón Asensio (H-0608/98): Om: Overbooking af passagerfly Har Rådet planer om noget nyt initiativ med henblik på at tackle problemet med det stigende antal rejsende, som bliver ofre for metoden med overbooking i EU's lufthavne? Fru Ferrero-Waldner, vil De venligst besvare hr. Camisóns spørgsmål.
Hr. formand, hr. Camisón Asensio. Kommissionen fremlagde den 30. januar 1998 et forslag til en forordning (EF) om ændring af Rådets forordning (EØF) 295/91 om en ordning for kompensation til ruteflypassagerer, der afvises på grund af overbookning. Denne forordning trådte i kraft april 1991, og Kommissionen har siden indsamlet informationer om dens anvendelse. Under hensyn til de seneste udviklinger inden for luftfartssektoren sigter de ændringer, der er foreslået af Kommissionen, især imod at begrænse praksis for overbookning til et mere fornuftigt omfang ved at udvide de situationer, hvori flypassageren har ret til en kompensation, og ved at tilpasse kompensationens minimumsstørrelsen hertil. De forslåede ændringer gennemgås for øjeblikket i Rådets organer. I mellemtiden er Rådet den 18. juni i år nået frem til konklusioner, hvori det anerkender nødvendigheden af en revision af den nuværende forordning med henblik på en forhøjelse af minimumsbeløbene og anmoder på ny Kommissionen om at undersøge, hvordan flypassagererne kan oplyses bedre om deres rettigheder. Rådets organer vil fortsætte gennemgangen af kommissionsforslaget med henblik på en snarlig enighed.
Allerførst vil også jeg med fuld parlamentarisk høflighed lykønske formanden for Rådet. Det overrasker mig på ingen måde, at det stigende problem med overbooking bekymrer mange europæiske institutioner, hvilket, som formanden for Rådet nævnte, har givet anledning til ajourføring af forordningen på et nyligt råd. Men det store paradoks i dette spørgsmål er, at de passagerer, som ikke kan få plads, i langt de fleste tilfælde ikke kender deres rettigheder på området. I lyset heraf har vi derfor et dobbelt tillægsspørgsmål: Hvornår forpligtes flyselskaberne til at opstille et skilt på deres disk med angivelse af rettigheder ved tab forårsaget af overbooking? Vil man i de nye regler sørge for erstatning for skader som følge af manglende forbindelse med andre afgange? For lige for øjeblikket svæver dette spørgsmål i luften, om jeg så må sige, for der er jo tale om lufttransport.
Hr. formand, hr. Camisón Asensio. Må jeg måske forklare følgende endnu en gang og derefter endvidere komme mere præcist ind på dette spørgsmål. De forslåede ændringer af forordning 295/91omfatter for det første en udvidelse af anvendelsesområdet til alle flyrejser, derefter at reservation af luftfartsselskabet påtegnes på flybilletterne, kaldet »befordringsdokument«, med ok, for det tredje kompensationernes størrelse og for det fjerde kompensationer i alle tilfælde af overbookning. Hvad spørgsmålet om information af flypassagererne helt præcist angår, kan jeg sige, at jeg selv i går i det blad, der er udlagt om bord i flyet, tilfældigvis læste en fremragende information, som forklarede dette spørgsmål for passagererne, men generelt kan vi naturligvis endnu ikke nævne et tidspunkt, for først skal Kommissionen opfordres til at undersøge mulighederne, og dette vil sandsynligvis vare endnu et stykke tid. Rådet er jo den 18. juni 1998 på grundlag af det forslag, jeg for et øjeblik siden skitserede, kommet frem til konklusioner, hvori det især for det første anerkender, at erfaringerne fra anvendelsen nødvendiggør en revision af forordningen. For det andet hilser det Kommissionens forslag til ændring af forordningen velkomment og anmoder De Faste Repræsentanters Komité om at fortsætte drøftelsen af kommissionsforslagene, hvilket tyder på en relativ snarlig afslutning, og det opfordrer Kommissionen til at undersøge netop dette spørgsmål om information. Altså, det vil sikkert ikke vare alt for længe, og også konkurrencen vil jo sørge for en bedre service og regulere antallet af passagerer, for dette spørgsmål bliver i stigende grad et vigtigt spørgsmål for alle flypassagerer.
Selskaberne indrømmer åbent deres praksis med overbooking - de siger til passagerer som mig, at alle luftfartselskaber gør det - og som det er blevet sagt, kender folk ikke deres rettigheder. Jeg vil gerne spørge rådsformanden, som jeg byder hjertelig velkommen - om hun mener, at disse forslag vil træde i kraft under det østrigske formandskab.
Spørgsmål nr. 3 af Alexandros Alavanos (H-0609/98): Om: Streng overholdelse af Amsterdam-traktaten Rådets formand, den britiske udenrigsminister Robin Cook har i flere henseender overtrådt Amsterdam-traktaten under sit besøg i Ankara under bestræbelserne på at udforme en fælles holdning for »de 14« (der altså ikke omfatter Grækenland) vedrørende de politiske forbindelser mellem EU og Tyrkiet. Han forsøgte at ændre på de afgørelser, der blev truffet i Det Europæiske Råd i Luxembourg om Tyrkiet. Dette kan imidlertid kun gøres på et topmøde. Eftersom denne handling er en overtrædelse af I.3, stk. 3, I.8, stk. 2, I.13, stk. 1 og I.13, stk. 2, i Amsterdam-traktaten, bedes Rådet besvare følgende: Hvilke foranstaltninger vil Rådet træffe for at sørge for, at det til enhver tid bestående rådsformandskab nøje overholder bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union? Fru formand for Rådet, jeg giver Dem ordet, så De kan svare hr. Alavanos, som sidder bag Dem.
Hr. formand, jeg vil gerne takke formanden for Rådet. Spørgsmålet var henvendt til hr. Cook - det var meningen, han skulle nå at svare på det. Det gjorde han ikke, fordi der kom nyt formandskab. Jeg forventer ikke, at formanden skal kritisere sin kollega. Det er en meget vanskelig situation. Men jeg vil gerne stille et tillægsspørgsmål. Vil det østrigske formandskab i udenrigspolitiske spørgsmål stræbe efter enighed blandt alle 15 lande på grundlag af både Amsterdam-traktaten, som snart træder i kraft, og på grundlag af artiklerne i den foregående traktat, og ikke kun enighed mellem 13 eller 14 lande? Vil Østrig, som det demokratiske og følsomme land, det er, tilstræbe enighed blandt de 15 lande i udenrigspolitiske spørgsmål, og specielt i det meget følsomme spørgsmål vedrørende Tyrkiet?
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem, jeg kan sige Dem, at Østrig og det østrigske formandskab virkelig vil gøre sig store anstrengelser for at tilvejebringe konsensus mellem de 15. Jeg skal også sige Dem, at vi i de vanskelige spørgsmål vedrørende Grækenland/Tyrkiet, men også i spørgsmålene Cypern/Grækenland/Tyrkiet har foretaget de første sonderinger gående i denne retning både med Grækenland og med Tyrkiet. Vi ved naturligvis, at disse spørgsmål er meget vanskelige politiske spørgsmål, og at vi sandsynligvis kun kan foretage meget små skridt. Men det er et anliggende, der ligger os stærkt på sinde. Måske kan netop et mindre formandskab, en mindre stat - fordi virkelig alle interesser er rettet mod at arbejde for Den Europæiske Union - bevirke en smule mere. Vi håber i hvert fald sammen med Grækenland, sammen med Tyrkiet og sammen med Cypern at opnå små fremskridt i disse meget vanskelige politiske spørgsmål.
Spørgsmål nr. 4 af Pedro Marset Campos (H-0610/98): Om: Menneskerettigheder i Ækvatorialguinea Befolkningen i Ækvatorialguinea har i de sidste 30 år lidt under diktatoriske regimer, som har været kendetegnet ved en total ringeagt for menneskerettighederne og ved konstant vold og undertrykkelse. Agter Rådet at gøre en aktiv indsats for at tilkendegive sin skarpe fordømmelse af menneskerettighedskrænkelserne ved at kræve, at den ækvatorialguineanske regering ændrer de dødsdomme, som 15 borgere er blevet idømt ved en retssag præget af manglende retsgarantier og bestræbelser på at forhindre pressens tilstedeværelse, som det fremgår af udvisningen af spanske journalister? Finder Rådet ikke, at man bør afbryde ethvert samarbejdsprojekt, som ikke er strengt humanitært begrundet, og dermed lægge et effektivt pres på de ækvatorialguineanske myndigheder for at få dem til at garantere for retten til en retfærdig rettergang? Fru formand for Rådet, tillad, at jeg er en smule indiskret, men i denne så venskabelige atmosfære har jeg forstået, at efternavnet »Campos« har en særlig betydning for Dem. Hr. Marset Campos befinder sig bag Dem og vil lytte til Dem, og jeg beder Dem venligst om at besvare hans spørgsmål.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem Marset Campos. Til Deres spørgsmål skal jeg anføre følgende. Jeg skal henvise Dem til svarene på spørgsmål nr. H-0135/98 og E-1115 om situationen på øen Bioko. Rådet har med stor bekymring fulgt retssagen mod nogle medlemmer af bubi-befolkningsgruppen, der bor på øen Bioko, og som beskyldes for at tilhøre uafhængighedsbevægelsen Movimiento de Autodeterminación de la Isla de Bioko (MAIB) eller at støtte denne. Den Europæiske Kommission gav den 24. februar 1998 over for ambassadøren for Ækvatorialguinea udtryk for sin dybe bekymring over de menneskerettighedskrænkelser, der er sket efter det attentat, som angiveligt er udført af MAIB i byen Luba den 21. januar. Adskillige hundrede mennesker skal være arresteret og mindst tre personer skal være døde i fængslet efter forhøret. Kommissionen har krævet, at myndighederne foretager efterforskning mod og straffer dem, der er ansvarlige for sådanne menneskerettighedskrænkelser. Ambassadøren har erklæret, at indenrigsministeriet har nedsat en særkommission, som skal modtage og undersøge klager over menneskerettighedskrænkelser. Præsidenten har endda grebet personligt ind, for at voldshandlinger af denne art, ikke fortsat skal være ustraffede. Ambassadøren har endvidere forsikret, at dem, der er ansvarlige for attentatet den 21. januar, er blevet identificeret og vil blive stillet for retten. Alle andre fængslede skulle være løsladt. Ved et møde mellem den leder af EU-missionen, der er akkrediteret i Ækvatorialguinea, og præsident Obiang i maj 1998 i Cameroun fremførte missionslederen over for præsidenten Den Europæiske Unions bekymring over situationen i Ækvatorialguinea. Den 1. juni dømte en militærdomstol alligevel 15 af de ca. 100 anklagede til døden. Formandskabet har for nylig på Unionens vegne appelleret til præsidenten for Ækvatorialguinea om ikke at stadfæste dødsdommene. Så vidt det er os bekendt, er dødsdommene endnu ikke eksekveret. Rådet følger fortsat nøje udviklingen i Ækvatorialguinea og benytter enhver lejlighed til at gøre opmærksom på, hvilken betydning den tillægger overholdelse af menneskerettighederne og de demokratiske principper i dette land. Hvad EU's udviklingshjælp angår, har præsident Obiang i august 1996 anmodet om konsultationer med Kommissionen i henhold til artikel 366 a i den fjerde Lomé-aftale med det formål at opnå enighed om en genoptagelse af udviklingssamarbejdet. I forbindelse med et besøg i Kommissionen den 31. oktober 1997 blev han modtaget af formand Santer, over for hvem han forklarede og forsvarede sit demokratiseringsprogram. Kommissionen lod forstå, at en gradvis genoptagelse af hjælpen afhang af fremskridtene vedrørende menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstatslige forhold.
Jeg vil gerne takke Rådets formandskab for venligheden og høfligheden over for dette spørgsmål, men jeg forestiller mig, at vi alle i dagspressen har modtaget den triste nyhed om, at en af de dømte, som netop ikke var dødsdømt, er afgået ved døden på hospitalet, og dette røber de umenneskelige forhold, som de dømte lider under, og den systematiske krænkelse af menneskerettighederne, som Obiang påfører et helt folk. Jeg mener, at dette giver anledning til at frygte endnu mere dramatiske følger i den nære fremtid og gør det vanskeligt for den demokratiske opposition i Ækvatorialguinea at gennemføre den nødvendige overgang. Med henblik herpå bør Den Europæiske Union handle fast med alle disponible midler for at genetablere menneskerettighederne i denne del af verden og for at forhindre ikke-afrikansk indblanding.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Faktisk har jeg også modtaget de seneste meddelelser om, at lederen af Movimiento de Autodeterminación de la Isla de Bioko er død i fængslet, nærmere bestemt sandsynligvis efter tortur, som han har været udsat for. Jeg må endnu en gang sige, at der er så meget mere grund til, at Rådet fortsat følger udviklingen i Ækvatorialguinea nøje og benytter enhver lejlighed til at gøre opmærksom på, hvilken betydning netop menneskerettighederne og de demokratiske principper skal have i dette land. Det vil sætte alt ind på, at sådan noget kan undgås i fremtiden.
Fru formand for Rådet, også jeg takker for Deres venlighed, men jeg må sige, at De desværre ikke på nogen måde har levet op til de forventninger, vi her i Parlamentet eller den demokratiske ækvatorialguineanske opposition kan have i den foreliggende situation. Jeg forstår, at Deres land, Østrig, ganske vist på afstand sikkert ser den meget alvorlige situation med hensyn til menneskerettigheder, som Ækvatorialguinea gennemlever, men jeg foreslår Dem, at De f.eks. beder den spanske regering om oplysninger, for det var den, som sidste efterår fik hr. formand Santer til at modtage diktator Teodoro Obiang, som herefter nedsatte et krigsråd, der ganske sikkert førte til, at den ækvatorialguineanske leder, Martín Puye, blev dødsdømt og senere døde - sandsynligvis som følge af tortur. Jeg så derfor gerne, at De ud over at følge sagen på tæt hold klart kunne sige mig, om De ikke mener, det er nødvendigt at vedtage en fælles holdning i Rådet til gennemførelse af artikel 5 i Lomé-konventionen over for Ækvatorialguinea og suspendere landets deltagelse i denne aftale, naturligvis kun så længe selv de mindste demokratiske principper og menneskerettighederne ikke respekteres.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Jeg må endnu en gang forsikre Dem om, at vi naturligvis følger denne meget vanskelige udvikling med største opmærksomhed. Hidtil har disse informationen nu engang ikke foreligget for os i detaljer. Jeg formoder imidlertid, at Rådet i den nærmeste tid vil beskæftige sig med denne udvikling, men hertil behøver vi endnu mere præcise informationer, og jeg kan forsikre Dem om, at det for os selvfølgelig er en af de bekymringer, som også vi følger meget nøje, og hvor vi naturligvis vil gøre alt, hvad der står i vores magt. Mere kan jeg ikke sige Dem herom på nuværende tidspunkt, fordi jeg naturligvis ikke kan foregribe Rådet og dets afgørelser.
Spørgsmål nr. 5 af Allan Macartney (H-0616/98): Om: Kommissionens dokument om kompenserende foranstaltninger i forbindelse med afskaffelsen af den afgiftsfri handel Kan Rådet give forsikring om, at Kommissionens dokument om mulighederne for kompenserende foranstaltninger til de regioner, som vil blive mest berørt af afskaffelsen af den afgiftsfri handel i EU efter 1999, som vedtaget på Økofinrådets møde i maj, vil blive forelagt og behandlet på et Økofin-rådsmøde til efteråret? Fru Ferrero-Waldner, vil De venligst besvare hr. Macartneys spørgsmål.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Som resultat af drøftelserne på ØKOFINrådets samling den 19. maj 1998 er det blevet klart, at der ikke er enighed om at anmode om en undersøgelse på fællesskabsplan af virkningerne af afskaffelsen af den afgiftsfrie handel i EU den 30. juni 1999. I lyset af de forskellige undersøgelser i enkelte stater og de bemærkninger, der blev fremsat på denne samling, vil Kommissionen dog - og det skal jeg særligt henvise til - i et arbejdsdokument præcisere, hvilke instrumenter der står til rådighed for medlemsstaterne til at afbøde virkningerne af denne foranstaltning.
Jeg vil også byde den østrigske rådsformand velkommen. Det østrigske formandskab har fået en meget god start. Vi sætter pris på Deres direkte svar på vores spørgsmål. Det mystiske her er, at på Rådets møde i maj lovede kommissær Monti, at man ville indføre foranstaltninger for at lempe de negative virkninger af, at det toldfri salg på rejser inden for EU falder bort. Siden da synes visse kommissærer at have fået kolde fødder, og synes at være imod det, Monti lovede. Det, jeg håbede på, var et løfte fra Rådet om, at det vil gøre sit bedste for at sikre, at disse foranstaltninger gennemføres. Ud fra det, rådsformanden siger nu, går jeg ud fra, at Rådet allerede har taget hånd om dette og på en måde har overtaget ansvaret, og hvis det forholder sig sådan, glæder det mig. Vi må kende konsekvenserne for de områder, der kommer til at lide under dette, herunder mit eget.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem Macartney. Jeg har ikke sagt - måske har jeg udtrykt mig dårligt - at Rådet allerede har et dokument i hånden. Vi afventer et sådant dokument fra Kommissionen, men vi har bedt Kommissionen om at præcisere, hvilke instrumenter der står til rådighed for medlemsstaterne til at afbøde virkningerne af denne foranstaltning. Dette dokument eksisterer ikke endnu. Dette dokument vil så ligeledes komme ind på spørgsmålet om indholdet af foranstaltningerne, som jeg imidlertid på nuværende stadium endnu ikke kan besvare.
Fru Ferrero-Waldner, dette spørgsmål om kompenserende foranstaltninger i forbindelse med afskaffelsen af den afgiftsfri handel vækker stor interesse i Parlamentet, hvorfor jeg har modtaget anmodning om fire tillægsspørgsmål. I henhold til forretningsordenen kan jeg kun tillade to, og jeg vil derfor give ordet til først hr. Morris og derefter hr. Lindqvist, som har bedt om det i nævnte rækkefølge. Jeg beklager meget, at jeg ikke kan give ordet til hverken fru McIntosh eller hr. Cushnahan, som har bedt om ordet efterfølgende. Først giver jeg ordet til hr. Morris, som vil stille et tillægsspørgsmål.
Jeg hilser udsigterne til kompensation velkommen, hvis det er muligt. Men i et fællesskab med omkring 20 millioner arbejdsløse - og eftersom vi har udsigt til yderligere 42.000 arbejdsløse, nemlig de ansatte inden for den toldfri handel - ville jeg foretrække, at Kommissionen via Rådet lover os at gennemføre nogle seriøse undersøgelser for at vi kan få et billede af situationen, som den ser ud i øjeblikket. Det, jeg ønsker mig nu, er, at vi får disse oplysninger før de foranstaltninger, som Kommissionen og Rådet måske gennemfører med hensyn til afskaffelse af det toldfri salg.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Måske må jeg endnu en gang gå lidt længere tilbage og sige følgende: Parlamentsmedlemmet er sikkert bekendt med, at afskaffelsen af den afgiftsfrie handel i havne og lufthavne samt på skibe og i fly ved transport inden for EU er en af følgerne af gennemførelsen af det indre marked. I den forbindelse skal det betones, at afskaffelsen af den afgiftsfrie handel ikke udgør nogen fuldstændig ny foranstaltning. Markedsdeltagerne i den pågældende sektor har også fået en mere end femårig overgangspriode, som udløber i 1999, netop for at give dem mulighed for de tilpasninger, som er nødvendige for at kompensere for de sociale følger af afskaffelsen af den afgiftsfrie handel. På den anden side er Rådet naturligvis bevidst om det forhold, at der ved afskaffelsen af den afgiftsfrie handel ved sø- og lufttransporten i EU opstår et arbejdspladsproblem. Det imødeser derfor med interesse resultaterne af netop denne undersøgelse, som Kommissionen - som jeg sagde tidligere - vil fremlægge i et arbejdsdokument om de instrumenter, der står til rådighed for medlemsstaterne med henblik på at imødegå denne situation. Jeg kan kun endnu en gang fremhæve, at Kommissionen er blevet pålagt dette, og den vil fremlægge dette dokument, som så selvfølgelig også vil indeholde visse data og tal.
Jeg vil gerne lykønske Østrig med overtagelsen af formandskabet i Rådet. Jeg håber, at spørgsmålet om afgiftsfri handel vil få en positiv løsning. Jeg kommer fra Sverige, hvor vi finder det meget vigtigt, at der gøres noget, mere end det der hidtil har været tilfældet fra Kommissionens side og måske også fra Rådets side. I forbindelse med at beslutningen om det afgiftsfrie salg blev taget, lovede man faktisk at gennemføre en ordentlig undersøgelse af følgerne for de lande, som har afgiftsfrit salg, og som rammes af forringelser bl.a. med hensyn til beskæftigelsen. Dette er ikke sket. Nu hører jeg, at der kommer et sådant arbejdsdokument, hvilket lyder mægtig godt. Det ville imidlertid være endnu bedre, hvis Rådet kunne love, at man vil give kompensation til de lande, som rammes. Vi behøver ikke nogen undersøgelse. Hvis vi kan få et godt svar på det punkt, er jeg tilfreds. Derfor stiller jeg dette spørgsmål endnu en gang, for at kunne give et svar til mine spørgende repræsentanter i Skandinavien.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Tak for Deres venlige ord. Vedrørende sagen må jeg endnu en gang sige, at hvad kompensationerne angår, ved De, hr. parlamentsmedlem, at Rådet dengang - som jeg allerede har gjort rede for - vedtog denne beslutning enstemmigt og dermed ikke på ny kan tage affære i denne sag. Men jeg har også henvist til, at Kommissionen nu er blevet pålagt af Rådet at udarbejde en undersøgelse heraf, et arbejdsdokument, og jeg kan kun henvise til, at dette derefter vil skabe mulighed for at give medlemsstaterne selv instrumenter i hånden eller anbefale instrumenter, som står til rådighed med henblik på at afbøde virkningerne af og kompensere for denne foranstaltning.
Fru McIntosh, tillægsspørgsmålene skal stilles i det øjeblik, hvor hovedspørgsmålet meddeles. Man kan anmode om at få ordet ved at række hånden op eller trykke på knappen. Formanden giver ordet i kronologisk rækkefølge, altså i den rækkefølge, hvori medlemmerne har bedt om ordet, uanset om de har gjort det ved at række hånden op eller trykke på knappen. Det gør ingen forskel. Det er korrekt, at formanden til en vis grad kan bruge sit eget skøn, når han giver ordet, hvis der er mange spørgsmål fra den eller anden side i Parlamentet. Men indtil videre har jeg ikke haft brug for at udøve mit eget skøn. Hvis det blev tilfældet, kan De stole på, at jeg ville gøre det med den mest absolutte - jeg ville næsten sige sygelige - institutionelle neutralitet. De ved, at De kan bede om ordet. Jeg får assistance her fra bordet, så det er ikke kun to, men seks øjne, der er på arbejde, og jeg forsøger at holde mig strengt til den kronologiske rækkefølge. Det kan være, at jeg på et tidspunkt begår en fejl, men tro mig, det vil i så fald være helt ufrivilligt. Hr. Watts, ønsker De at stille et spørgsmål vedrørende forretningsordenen?
Jeg forsøgte blot at fange Deres blik for at kunne stille det næste spørgsmål.
Mine damer og herrer, lad os ikke gøre dette til en konkurrence. Jeg ved, at starttidspunktet er, når det næste spørgsmål meddeles, og jeg forstår, at der er en vis nervøsitet, men vær venlig ikke at springe hinanden over. Nu vil jeg meddele det næste spørgsmål. Under alle omstændigheder, mine damer og herrer, vil De tillade, at jeg til en vis grad gør brug af de bemyndigelser, som jeg har i henhold til forretningsordenen, og da dette spørgsmål i høj grad har forbindelse med det foregående, vil jeg i dette tilfælde mene, at hr. Cushnahan og fru McIntosh har fortrin. Jeg vil derfor i denne forbindelse gøre brug af mine beføjelser i henhold til forretningsordenen og håbe på Deres forståelse. Uden yderligere diskussion går vi derfor til spørgsmål nr. 6 af Brian Crowley (H-0714/98): Om: Rådets behandling af spørgsmålet om afgiftsfrit salg Rådsformandskabet bedes oplyse, om det har planer om i Rådet at drøfte forslaget om at afskaffe det afgiftsfrie salg i 1999 og samtlige konsekvenser heraf for beskæftigelsen? Fru Ferrero-Waldner, vi befinder os på samme område. Jeg forstår ikke, hvorfor disse to spørgsmål ikke er blevet samlet under ét. Jeg er selv overrasket og har spurgt Parlamentets tjenestegrene om, hvorfor disse to spørgsmål ikke er blevet samlet under ét, men jeg har ikke fået noget svar. Fru Ferrero-Waldner, hvis De anser spørgsmålet for besvaret, vil jeg derfor give ordet til hr. Crowley, så han kan stille et tillægsspørgsmål om grundlaget for den forhandling, der har fundet sted, og derefter til hr. Cushnahan og fru McIntosh. Hvad synes De? Ønsker De at tale først? Jeg giver ordet til hr. Crowley.
Jeg vil gerne bede om et svar fra rådsformanden, før jeg stiller mit tillægsspørgsmål. Jeg beskæftiger mig specifikt med beskæftigelsesaspekterne af denne sag i stedet for erstatning.
Fru Ferrero-Waldner, jeg giver Dem ordet. Vi vil tage højde for denne nuanceforskel, som sikkert har været årsag til, at disse spørgsmål ikke er blevet samlet under ét. Jeg beder Dem venligst svare hr. Crowley.
Hr. formand, jeg skal endnu en gang over for parlamentsmedlemmet gentage, hvad jeg allerede har sagt tidligere. Jeg gik ud fra, at spørgsmålene ville blive sammenfattet, og at jeg så at sige svarer på begge spørgsmål. Jeg må endnu en gang sige, at vi vil forsøge at give medlemsstaterne instrumenter i hånden til at afbøde de virkninger af foranstaltningen, som vi oplever på grund af bortfaldet af visse arbejdspladser. Men jeg har allerede tidligere sagt, og det ved De også, hr. parlamentsmedlem, at der var fastsat en femårig overgangsperiode, som udløber i 1999, og som var fastsat for at muliggøre visse tilpasninger, som er nødvendige for at kompensere for sociale følger af afskaffelsen af den afgiftsfrie handel. Mere kan jeg egentlig ikke tilføje.
Jeg vil gerne ønske rådsformanden tillykke med hendes første møde her i Parlamentet og takke hende for hendes ærlighed. Hun er den første rådsformand, jeg har hørt sige, at man ikke kan undgå at miste arbejdspladser på grund af denne beslutning. Jeg vil gerne henvise til bemærkningerne fra hendes kollega, den østrigske udenrigsminister, tidligere i dag her i Parlamentet, hvor han sagde, at jobskabelse ville have højeste prioritet for formandskabet, og at EU nu med Amsterdam-traktaten har de nødvendige instrumenter via de nationale beskæftigelsesplaner på specifikke og obligatoriske områder. Nu er tiden inde til at tilbagekalde denne beslutning under dette formandskab. Rådsformanden har indrømmet, at arbejdspladser vil gå tabt og ligeledes, at vi kan udskyde beslutningen, indtil vi har harmoniseret afgifterne - navnlig punktafgifterne. Det vil jeg gerne have svar på.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem Crowley. Også tak for Deres velkomstord. Svaret må være ja. Vores udenrigsminister har her i dag talt om det beskæftigelsesprogram, som utvivlsomt hører til de højest prioriterede emner for det østrigske formandskab. Jeg anser det for enormt vigtigt, at vi som led i Det Europæiske Råd i Wien går i gang med revisionsprocesserne, og dér lærer af hinanden. De ved, at »best practices« er noget meget, meget vigtigt. Ligesom Østrig f.eks. vil kunne lære af mobiliteten, fleksibiliteten og af mange andre programmer i andre medlemsstater, vil sikkert også andre medlemsstater kunne lære af os, f.eks. når jeg tænker på, at vi har et udmærket system for lærlingeuddannelsen, et system, som muliggør, at unge på 14, 15 år kan påbegynde en læreplads en virksomhed eller hos en håndværker og samtidig hermed får en skoleuddannelse. Det er et eksempel på foranstaltninger. Nu vil jeg naturligvis ikke kun udtale mig om dette emne, men jeg vil gerne sige Dem, at det naturligvis er foranstaltninger, som er nødvendige. Også omskolinger inden for uddannelsessektoren er naturligvis helt væsentlige foranstaltninger. For endnu en gang at komme ind på det oprindelige spørgsmål: Her har der jo i en femårig periode principielt været mulighed for at gøre alt dette for de personer, som for tiden er ansat inden for dutyfree-området. Hvad det generelle spørgsmål om harmonisering af afgifter og skatter angår, som ligeledes er berørt af Dem, hvis jeg har forstået det rigtigt, skal jeg sige, at vores finansminister er meget interesseret i, for så vidt der foreligger forslag fra Kommissionen, at fremme disse initiativer. Men hertil skal jeg også sige, at det foreløbig ikke vil være særligt let i Rådet, men at det i det mindste er det, Østrig bestræber sig på. Gennemførelsen af det indre marked betyder naturligvis en øget orientering mod beskæftigelse og en øget orientering mod konkurrence, og det giver på grund af øgede muligheder netop også en udvidelse af handelen, hvilket vi, for at kunne tackle globaliseringen, har behov for.
Fru rådsformand, jeg vil gerne slutte mig til mine kolleger og ønske Dem og Deres kolleger et meget vellykket formandskab, idet vi husker på, at dette er et historisk øjeblik: Deres lands første formandskab, siden De kom med i Den Europæiske Union. Jeg har til hensigt at fortsætte kampen for at bevare det afgiftsfrie salg, men jeg undrer mig over en del af det svar, De gav mine kolleger, og jeg vil gerne have det afklaret. For det første taler De om et arbejdsdokument. Får vi det arbejdsdokument at se i Parlamentet før den 1. juli 1999? For det andet, når De taler om instrumenter og kompensationsforanstaltninger, kan det østrigske formandskab da forsikre mig om, at der vil blive indført kompensationsforanstaltninger, hvis det uheldige skulle ske, at beslutningen gennemføres, at disse kompensationsforanstaltninger vil supplere penge under eksisterende eller kommende fællesskabsstøtterammer, og at landene ikke bliver tvunget til at smugle penge over fra andre dele af deres fællesskabsstøtterammer.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Også mange tak til Dem for de opmuntrende velkomstord. I den forbindelse skal jeg endnu en gang gentage, at Kommissionen er blevet pålagt at fremlægge arbejdsdokumentet, men jeg kan ikke i dag sige, hvornår det kommer. Jeg mener, det er et spørgsmål, der skulle stilles direkte til Kommissionen. Jeg kan heller ikke give noget svar angående indholdet, og på, hvorvidt der vil være ekstra midler eller ej. Jeg mener, De bør spørge Kommissionen om det.
Hr. formand, jeg er Dem dobbelt taknemmelig her i aften, fordi De udøver Deres beføjelser på denne måde. Jeg vil gerne sige hjertelig velkommen til den østrigske rådsformand, jeg er glad for at se hende her i aften. Jeg vil gerne have to spørgsmål afklaret. Man gik generelt ud fra, at alle færgerejser gennem internationalt farvand uden for 12-mile grænsen og al luftfart i internationalt luftrum ville kunne fortsætte med toldfrit salg efter den 1. juli 1999. Jeg har forstået, at dette blev afvist under det britiske formandskab på et møde med nationale toldembedsmænd, og at dette i praksis vil annullere virkningen af ruteændringen for en færge, der opererer fra min valgkreds. Dette vil få alvorlige kommercielle og beskæftigelsesmæssige følger. Det var den første ting. Det andet punkt er, at rådsformanden har nævnt kompensationsforanstaltninger som svar på en række spørgsmål her i aften. Jeg vil gerne spørge helt specifikt: Fra hvilken del af Den Europæiske Unions budget vil man tage disse midler?
Hr. formand, fru parlamentsmedlem. Jeg vil gerne takke Dem for Deres velkomstord og for det andet sige, at det er et meget teknisk spørgsmål, De har stillet. Jeg må bede Dem om lov til at sende Dem et skriftligt svar, og som jeg allerede har gjort rede for i forbindelse med det foregående spørgsmål, kan jeg ligeledes endnu ikke give oplysninger om budgetmidlerne.
Hr. formand, til forretningsordenen. Ganske kort, hvis formandskabet helt forståeligt ønsker at svare det ærede medlem skriftligt, kunne man så ikke sikre, at andre interesserede medlemmer fik svaret at se? Vi ville selvfølgelig alle have hørt et mundtligt svar, og det er kun ret og rimeligt, at svaret bliver tilgængeligt for alle medlemmer.
Hr. Watts, dette er ikke et spørgsmål til forretningsordenen, det er næsten et tillægsspørgsmål. Men jeg er sikker på, at hvis fru McIntosh får sit svar, vil hun være så venlig straks at sende det til Dem. Fru McIntosh er jo kendt for gennemsigtighed og venlighed, og hun vil derfor garanteret svare Dem hurtigt. Men dette er ikke et spørgsmål til forretningsordenen. Mine damer og herrer, hvis De tillader, vil vi, da følgende spørgsmål vedrører samme emne, under ét behandle spørgsmål nr. 7 af Ioannis Theonas (H-0618/98): Om: Tilbagelevering af marmoret fra Parthenon Afsløringen af, at marmoret fra Parthenon gentagne gange er blevet alvorligt beskadiget i perioden 1939-1940, hvor det befandt sig på British Museum, har vakt en del røre. Ved brug af spidst værktøj og stærke kemiske stoffer er den beskyttende patina, som skabes på overfladen af marmoret, blevet fjernet, hvilket har medført, at det nu udsættes for påvirkninger på grund af miljøforurening. De britiske myndigheder har indrømmet dette, og der er tale om overtrædelse af samtlige videnskabelige og moralske principper. Hvilke skridt agter Rådet at tage for at sørge for, at marmoret fra Parthenon leveres tilbage til dets hjemland, og det derved bliver muligt at redde nogle af verdenskulturens ypperligste frembringelser og få dem anbragt dér, hvor de har deres historiske oprindelse? Mener Rådet ikke, at den fortsatte tilbageholdelse af kunstgenstandene legitimerer tyveri af kulturhistoriske klenodier og modvirker enhver form for tillidsfuldt samarbejde mellem landene, herunder det kulturelle samarbejde mellem EU-medlemsstaterne? og spørgsmål nr. 8 af Angela Kokkola (H-0651/98): Om: Tilbagegivelse af Parthenon-skulpturerne Det fremgår af nyere videnskabelige publikationer, at British Museum har forvoldt uoprettelig skade på Parthenonskulpturerne i et forsøg på at rense dem, idet der er anvendt substanser og redskaber, som har ødelagt deres overflade og således forringet deres historiske og kunstneriske værdi samt fuldkommengørelsen af Akropolismuseet, som bygges med de mest moderne midler og efter internationale standarder. På hvilken måde har Rådet følgelig til hensigt at lægge pres på den britiske regering, så at den opfylder sit gamle løfte om at levere Parthenon-skulpturerne tilbage til det land, de kommer fra, på grund af den særlige situation, da det drejer sig om en uadskillelig del af templet og ikke om isolerede kunstværker? På hvilken måde vil Rådet endvidere medvirke til at få nedsat en komité af internationalt anerkendte eksperter, som skal vurdere de skader, som er sket på marmorskulpturerne som følge af rensningen?Fru Ferrero-Waldner, jeg giver Dem ordet, så De kan tale om marmor og skulpturer.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Parlamentsmedlemmet er sikkert underrettet om, at i UNESCO's anbefaling af 1982 siges det først, at skulpturerne bør leveres tilbage til Grækenland, men i det følgende præciseres det, at de bør leveres tilbage til Grækenland, for at de igen kan anbringes i Parthenon-templet. Parthenon-skulpturerne er ikke et anliggende, som Rådet skal behandle, da Det Europæiske Fællesskab ikke har nogen kompetence hertil. Dette spørgsmål skal udelukkende løses mellem Det Forenede Kongerige og Grækenland.
Hr. formand, jeg vil naturligvis også byde formanden for Rådet velkommen ved hendes første møde med Europa-Parlamentet. Samtidig vil jeg imidlertid udtrykke min skuffelse over Rådets svar. Parthenon-skulpturerne er et kulturgode af uvurderlig karakter, som ikke kun vedrører Grækenland og Storbritannien, men hele menneskeheden. Jeg mener også, at Rådet bør interessere sig for deres skæbne i lighed med alle andre involverede, der nærer stor bekymring for skulpturerne efter offentliggørelsen af den videnskabelige dokumentation for, at de har lidt uoprettelig skade af den måde, British Museum har behandlet dem på. Netop derfor mener jeg, at Rådet bør udvise samme engagement, som ikke-statslige organisationer og folkebevægelser udviser for Parthenon-skulpturernes skæbne, og give et mere konkret svar på dette spørgsmål.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Jeg kan desværre kun gentage det, jeg allerede har sagt. Rådet har ingen kompetence i dette spørgsmål. Spørgsmålet er rent bilateralt. Derfor skal det løses bilateralt mellem Det Forenede Kongerige og Grækenland.
Hr. formand, jeg vil gerne takke formanden for Rådet, som er mødt op i dag for at svare på vores spørgsmål. Mit spørgsmål er ikke et tillægsspørgsmål. Det er et helt andet spørgsmål, idet jeg på baggrund af de nyeste resultater og de udtalelser, som er fremsat af den dygtige videnskabsmand, Sid Clare, om skaderne på Parthenon-skulpturerne, vil spørge, om der ikke kan nedsættes en ekspertkomité, som kan bidrage generelt til den videnskabelige undersøgelse af sagen og offentliggørelsen af resultaterne. Her har formanden for Rådet mulighed for at vise sin kvindelige sensitivitet. Hun kommer også fra et lille land, et demokratisk og fintfølende land, og det er en kendt sag, at de små lande yder en stor indsats i mange spørgsmål. Jeg vil altså helt konkret spørge formanden for Rådet, om hun vil udvise denne følsomhed for sagen og nedsætte en sådan ekspertkomité.
Hr. formand, fru parlamentsmedlem. Først tak også til Dem for Deres venlige ord. Derefter skal jeg endnu en gang henvise til følgende, som jeg nævnte i begyndelsen af mit første svar på spørgsmålet, men måske er det ikke kommet klart ud: Det er ikke så meget Rådet for Den Europæiske Union, men snarere UNESCO, som her er det rigtige organ til at sørge for, at sådanne spørgsmål rejses. Jeg skal derfor opfordre til, at den ekspertkomité, De netop har foreslået, måske kan træde sammen inden for UNESCO's rammer og tage dette spørgsmål op. Men Rådet - det må jeg endnu en gang fremhæve - er her ikke det rigtige organ, fordi det ikke har kompetence.
Spørgsmål nr. 9 af John McCartin (H-0619/98): Om: Krisen i Sudan Har Rådet i fortsættelse af samlingen i Rådet (udviklingssamarbejde) behandlet spørgsmålet om krigen og hungersnøden i Sudan, og kan ministeren gøre rede for den aktuelle situation dér? Fru Ferrero-Waldner, jeg beder Dem venligst besvare hr. McCartins spørgsmål.
Hr. formand, til spørgsmålet om krisen i Sudan skal jeg anføre følgende: Rådet følger udviklingen i Sudan med stor bekymring. I tilslutning til diskussionen på samlingen af Rådet (udviklingssamarbejde) den 18. maj, som parlamentsmedlemmet refererer til, drøftede udenrigsministrene i Den Europæiske Union den 25. maj og den 29. juni situationen i Sudan. Rådet henviser til formandskabets erklæring af 1. maj og bekræfter, at kun en varig politisk løsning vil gøre det muligt for sudanerne at vende tilbage til normale livsbetingelser. Rådet bekræfter endvidere, at det støtter den mellemstatslige udviklingsmyndighed IGAD's bestræbelser på at fremme en varig fred, der skal opnås ad forhandlingsvejen. I den forbindelse hilser Rådet det forslag velkomment, hvorefter IGAD's partnerforum (IPF) sender en mission på ministerplan til Khartoum og Nairobi for at sondere muligheden for at oprette en våbenhvile i de områder, der er mest ramt af hungersnød, så der kan ydes humanitær hjælp. Den Europæiske Union vil fortsat anvende alle de midler, der står til rådighed, for at presse parterne til yderligere forhandlinger og til respekt for menneskerettighederne i Sudan.
Jeg takker rådsformanden for hendes svar. Jeg har set avisartiklerne om, at den irske minister har bedt om denne ministerrejse, og jeg er meget glad for, at man har arrangeret den. Der er utrolig stor frustration - sikkert ikke kun i Irland, men over hele Den Europæiske Union - over nødens omfang. Jeg tror, at der er politisk vilje i hele Den Europæiske Union til at afsætte de nødvendige ressourcer til i det mindste at lindre den sult og de lidelser, der findes i øjeblikket. Mener rådsformanden, at Den Europæiske Union kan kanalisere hjælp for at mindske sulten mere effektivt end i øjeblikket? Kan situationen forbedres gennem en hasteforanstaltning?
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Jeg kan i det mindste give Dem en særdeles ny meddelelse, som jeg lige netop har modtaget, og som sikkert vil glæde Dem. Storbritanniens viceudenrigsminister, Derek Thatchet, har været i Nairobi og har mødtes med repræsentanter for SPLA i tirsdags for at tale om spørgsmålet om sikkerhedskorridorer for hjælpeorganisationer. Thatchet fløj derefter til Khartoum for også der at forhandle med repræsentanter for den sudanske regering. Den sydsudanske oprørsbevægelse SPLA har proklameret en ensidig våbenhvile i visse områder af landet, for at mere end en million sultende kan få forsyninger. Våbenhvilen i delstaten Baralgasal og dele af Den Øvre Nil trådte i kraft sent tirsdag aften, sagde talsmanden for SPLA onsdag i Nairobi. Nu har han tilføjet, at man forventer, at også regeringen i Khartoum følger trop. Ifølge oplysninger fra FN's verdensfødevareprogram WFP er faktisk 1, 2 millioner sudanere i den sydlige del af det afrikanske land truet af hungersnød. Menneskene lider her frem for alt under tørken og naturligvis under følgerne af den borgerkrig, der har raset i 15 år. Jeg skal endvidere også tilføje, at jeg selv, da jeg også er ansvarlig for udviklingssamarbejdet, har drøftet dette emne med den irske viceminister for udviklingssamarbejde, der - som jeg ved - udfolder store anstrengelser for i Sudan at tilbyde løsninger, som i hendes eget land har ført til, at der er indgået en fredsaftale.
Hr. formand, fru rådsformand. Jeg vil kun spørge, om Rådet ud over spørgsmålet om Sydsudan og de humanitære spørgsmål også beskæftiger sig med religionsfriheden i Sudan. De ved, at der er lagt pres på f.eks. biskoppen af Khartoum, og at man i tilfælde af, at han ikke vil bøje sig for presset, truer ham med at blokere for kirkelige projekter for udviklingshjælp. Jeg har disse informationer fra den biskoppelige hjælpeorganisation Missio i München, og jeg vil spørge Dem, om Rådet også har kendskab til disse ting, og om det beskæftiger sig med religionsfriheden i hele Sudan og med forsøg på at tage udviklingshjælpen som gidsel.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Generelt kan jeg sige Dem, at alle aspekter af spørgsmålet vedrørende krisesituationen i Sudan konstant studeres meget nøje af os. Frem for alt i Rådet (udviklingssamarbejde) og i de forskellige arbejdsorganer bestræber vi os meget på også at beskæftige os med spørgsmålene om religionsfrihed eller spørgsmålet om fundamentalisme. Vi vil altså dermed også fremover drøfte det spørgsmål, De har rejst og De kan være sikker på, at det er et anliggende, vi beskæftiger os med.
Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 13. Da følgende spørgsmål vedrører samme emne, vil vi under ét behandle spørgsmål nr. 10 af Michl Ebner (H-0630/98): Om: Beskyttelse af mindretallene I sin beslutning af 8. april 1997 om respekt for menneskerettighederne i EU i 1995 beklager Europa-Parlamentet, at Rådet, regeringskonferencen og medlemsstaterne ikke har taget kravet om et charter om etniske grupper og sproglige mindretal i EU op. Det understreges desuden, at mange etniske grupper og sproglige mindretal i en lang række medlemsstater af denne grund kun nyder en regional eller national beskyttelse af deres rettigheder eller ingen beskyttelse overhovedet. Vil Rådet under det østrigske formandskab anbefale udkastet til et charter om sproglige mindretal i EU i overensstemmelse med Parlamentets beslutning om menneskerettighederne? og spørgsmål nr. 11 af Joan Vallvé (H-0631/98): Om: Handlingsprogram om mindretalssprog Kun i begyndelsen af 1994 blev der fra Kommissionens side forelagt en meddelelse om mindretalssprogene i EU i form af en aktivitetsrapport (1989-1993). Det drejede sig om den første officielle meddelelse om emnet bevarelse og fremme af mindretalssprog. Overvejer Rådet at opfordre Kommissionen til på ny at udarbejde et sådant handlingsprogram om mindretalssprog? Hvilke former for beslutninger vil der i fremtiden skulle træffes med hensyn til vores mindretal, sprog og kulturer?og spørgsmål nr. 12 af Bernd Posselt (H-0632/98): Om: Beskyttelse af nationale mindretal EU har beklageligvis endnu ikke vedtaget særlige bestemmelser om beskyttelse af etniske mindretal. Men alligevel forlanger den, at fremtidige medlemslande i Central- og Østeuropa skal vedtage sådanne bestemmelser. Kan Rådet oplyse, hvilke foranstaltninger formandskabet påtænker vedrørende beskyttelsen af nationale mindretal i Unionen, også med henblik på udvidelsen mod øst, eller hvilke initiativer der forventes fra Kommissionen?og spørgsmål nr. 14 af Karl Habsburg-Lothringen (H-0634/98): Om: Den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Den Europæiske Union I Europa-Parlamentets beslutning af 17. maj 1995 om unionstraktatens funktion med henblik på regeringskonferencen i 1996 blev det udtrykkeligt betonet, «at den kulturelle og sproglige, nationale og regionale mangfoldighed i Den Europæiske Union udtrykkeligt bør anerkendes«. Kan Rådet oplyse, hvornår det vil behandle beskyttelse af den sproglige mangfoldighed, og hvilken art af beslutninger der vil blive truffet med hensyn til vores mindretals sprog og kulturer?Fru Ferrero-Waldner, vil De venligst under ét besvare spørgsmål nr. 10, 11, 12 og 14.
Hr. formand, parlamentsmedlemmer. Tillad mig, at jeg giver et fælles svar på disse spørgsmål om fremme af mindretalssprog, beskyttelse af mindretal og mindretallenes kulturer. I forbindelse med disse spørgsmål skal det først og fremmest fremhæves, at beskyttelse af de personlige grundlæggende frihedsrettigheder og bekræftelse af de demokratiske principper udgør to søjler, som enhver aktivitet i Det Europæiske Fællesskab hviler på. Jeg kan forsikre parlamentsmedlemmerne om, at Rådet absolut er bevidst om den betydning, det har at bevare de etniske, regionale og lokale særegenheder, som bevirker, at Fællesskabet fremstår som en kalejdoskopisk præget enhed med en mangfoldighed af facetter, hvis mangfoldighed udgør dets hele rigdom. Endvidere er det selvindlysende, at alle borgere i Den Europæiske Union skal nyde de samme rettigheder og friheder. Med andre ord må der ikke foregå nogen form for diskrimination af unionsborgere, især ikke på grund af deres tilhørsforhold til et nationalt mindretal. Efter Rådets mening skal de enkelte medlemsstaters regeringer sørge for, at der ikke på grund af fremmedfjendtlige strømninger opstår diskriminationer inden for de nationale fællesskaber, som er uforenelige med Unionens grundlag, nemlig frihed og demokrati. Parlamentsmedlemmerne vil sikkert vide, at det ikke er blevet pålagt Rådet at behandle noget forslag herom, især angående beskyttelse af mindretal, mindretalssprog eller lignende foranstaltnigner. Det kan imidlertid forsikre parlamentsmedlemmerne om, at det vil ofre fuld opmærksomhed på de forslag, det i givet fald får forelagt på dette område, og som kunne være til større nytte på fællesskabsplan end tilsvarende foranstaltninger på nationalt plan.
Hr. formand, fru viceminister. Lad mig, før jeg går ind i mit otium, udtrykke min glæde over at måtte optræde her som repræsentant for et østrigsk mindretal. Efter 80 år tror jeg det er første gang, at en valgt repræsentant for en del af det tidligere kronland, det fyrstelige grevskab Tirol, i dag står over for en regeringsrepræsentant for Republikken Østrig og i parlamentarisk diskussion kan stille spørgsmål og netop udføre parlamentarisme. Jeg mener, at det er det store skridt, som Europa viser os også i praktisk form. Til selve emnet. Jeg mener, at ikke-diskrimination er for lidt. Vi behøver en positiv diskrimination af mindretallene, altså en aktiv beskyttelse, og jeg håber, at Rådet ikke kun vil beskæftige sig udførligt med det, men at det også vil give anledning til forslag herom fra Kommissionen.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Det glæder også mig, at en repræsentant for et østrigsk mindretal her står over for mig som repræsentant for formandskabet. Jeg må endnu en gang sige, at Rådet kun kan tage affære på Kommissionens initiativ. Her er det artikel 128, jeg skal citere. Jeg henviser til, at følgende fastsættes i artikel 128 i Traktaten: Fællesskabet bidrager til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet det respekterer den nationale og regionale mangfoldighed og samtidig fremhæver den fælles kulturarv. Fællesskabet skal ved sin indsats fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og om nødvendigt støtte og udbygge medlemsstaternes indsats på følgende områder: forbedring af kendskabet til og formidlingen af de europæiske folkeslags kultur og historie, bevarelse og beskyttelse af den kulturarv, der er af europæisk betydning, ikke-kommercielle kulturelle udvekslinger og kunstneriske og litterære frembringelser, herunder i den audiovisuelle sektor. Men hvis De, hr. parlamentsmedlem, alligevel har den opfattelse, at Kommissionen bør fremsende et forslag om et handlingsprogram til fremme af mindretalssprog til Rådet, så vil jeg gøre Dem opmærksom på, at De råder over langt mere overbevisende argumenter over for Kommissionen, end Rådet ville kunne gøre gældende, såfremt den forudsætning, at Deres forslag har flertal blandt Deres kolleger, er opfyldt. Jeg må måske endvidere henvise til særlige programmer, som først og fremmest findes på sprogområdet. Jeg tænker f.eks. på programmet Lingua, som findes i Den Europæiske Union.
Hr. formand, jeg er katalaner, men De ved jo, at jeg her ikke kan stille mit tillægsspørgsmål på katalansk. Jeg vil i dette tilfælde stille mit tillægsspørgsmål på tysk. De ved jo, fru formand, hvor vigtigt det er, at EU er tæt på borgerne. I dette tilfælde vil jeg stille det spøgrsmål, om Rådet i de kommende måneder, under det østrigske formandskab, vil bede Kommissionen om at tilvejebringe nye programmer for mindretal og også for ikke-officielle sprog i EU. De nævnte programmet Lingua. De ved jo, at vi har opnået visse fordele inden for programmet Sokrates. Men det er nødvendigt, at vi i fremtiden opnår endnu flere fordele for disse officielle sprog, som inden for Den Europæiske Unions rammer er ikke-officielle sprog. Jeg skal udtrykke mine bedste lylønskninger for det østrigske formandskab.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Først hjertelig tak for, at De benyttede mit modersmål tysk. Det værdsætter jeg meget. Jeg forstår selv valenciansk katalansk, ikke alt, men noget, ganske vist taler jeg det dårligt. Til det spørgsmål, De har berørt, skal jeg endnu en gang sige, at det er Kommissionen, der skal tage initiativet. Rådet kan ikke så godt pålægge Kommissionen at tage et initiativ. Jeg vil her gerne anføre, at der i det sidste årti dog er sket betydelige ændringer i hvert fald på en række områder, som angår de sproglige mindretal i Den Europæiske Union. På nationalt plan har foranstaltninger til decentralisering især på områderne undervisning og kultur også ført til en forøgelse af aktiviteter til fordel for en række mindretalsgrupper. Under alle omstændigheder er der naturligvis på europæisk plan fornyet vilje til at dele det indre markeds fordele med de mindre velhavende regioner i Unionen. Det sker i form af regionale hjælpeforanstaltninger såsom støtte til infrastrukturprojekter fra strukturfondenes finansielle midler, og disse hjælpeforanstaltninger kommer især også igen visse randområder og dermed også samfundene i prioriterede regioner til gode, og det er ofte mindretalsregioner.
Fru rådsformand, jeg takker Dem for Deres henvisning til Kommissionen. Jeg må dog helt åbent sige til Dem, at vi blev sendt til Dem af Kommissionen! Det er en grund til disse spørgsmål. Vi har talt med hr. Santer, men vi vil gerne på vores side igen søge en dialog med Kommissionen. Jeg vil kun konkret sige, at vi under forberedelserne af østudvidelsen pålægger ansøgerlandene mindretalskriterier, som vi ofte ikke selv ville opfylde. Derfor mener vi, at der også skal ske noget i EU selv, og jeg beklager en smule, at der her endda er sket et tilbageslag, fordi budgetposten til fremme af mindretalssprogene jo er omfattet af den berømte domstolsafgørelse. Vi har nu en liste over de foranstaltninger, hvor der skabes nyt retsgrundlag. Budgetposten for mindretalssprog er desværre ikke blandt disse. Jeg skal oprigtigt bede Dem om i kraft af rådsformandskabet også at tage Dem af dette emne, for siden 1982 har vi her haft noget, der var forbilledligt, og det ville være synd, hvis det nu gik til grunde.
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem Posselt. Jeg må endnu en gang gentage, at jeg mener, det er ganske klart, at Kommissionen her først skal udarbejde forslag, sådan er reglerne i Den Europæiske Union. Her kan vi kun tage affære i Rådet på grundlag af forslag fra Kommissionen. Men jeg må generelt sige, at hvad mindretalsrettigheder angår især i de central- og østeuropæiske lande, er det naturligvis frem for alt Europarådets konventioner, der her spiller en vigtig rolle, og jeg mener også, at det er vigtigt at sige, at man ikke bør dublere Europarådets arbejde. Jeg, som også er medlem af Europarådet, anser det personligt for meget vigtigt at lade Europarådet udføre sit arbejde og her i Rådet gøre det, som foreslås os på Kommissionens initiativ. Der er sket enormt meget, og det glæder os, at netop i mange central- og østeuropæiske lande, hvor der har været meget store mindretalsproblemer, er problemerne blevet taget op og til dels bragt ud af verden.
Mange tak, fru formand for Rådet. Som jeg allerede har gjort opmærksom på, er hr. Imaz San Miguel ikke til stede i dag, hvorfor vi ikke kan høre en udtalelse fra en person, hvis fremtrædende og komplicerede nationalitet hører hjemme i Euskadi, Baskerlandet. Men hr. Habsburg-Lothringen er til stede, og hvis han ønsker det, må han stille et tillægsspørgsmål på et minut.
Hr. formand, fru rådsformand. Først vil jeg gerne sige, hvilken utrolig tilfredsstillelse det er for mig endelig at kunne tiltale Dem med denne titel, og hvor meget det glæder mig. Fru rådsformand, et spørgsmål, som ville interessere mig meget i den forbindelse, er spørgsmålet om, hvordan De ser situationen for en europæisk befolkningsgrupperet. Det er gang på gang bragt på bane i Europa-Parlamentet, men er naturligvis aldrig nået frem til plenarforsamlingen, men er altid mere eller mindre blevet hængende i Udvalget om Retlige Anliggender og Borgerlige Rettigheder. Mener De ikke, at det på et tidspunkt, hvor vi taler om at udvide Den Europæiske Union, og hvor hvert land, der søger om tiltrædelse, også samtidig medbringer problemer med befolkningsgrupper og med mindretal, at det så ville være på tide også for en gangs skyld fra den Europæiske Unions side at træde ud i offentligheden og forsøge at definere en europæisk befolkningsgrupperet og en aktiv mindretalsbeskyttelse?
Hr. formand, kollega Habsburg-Lothringen. Det er også for mig en ganske særlig glæde at være her i dag og at svare kort på Deres spørgsmål. De ved selv, at også her ville det efter Unionens regler igen være nødvendigt med et initiativ fra Kommissionen. Men jeg vil gerne endnu en gang henvise til, hvad jeg sagde lige før. Jeg mener, at det mere er Europarådet, der skal opfordres til at tænke i retning af en europæisk befolkningsgrupperet, for det har allerede gjort så meget i den retning. Hvorfor skal vi altid - det er også min personlige overbevisning - gøre det samme i Den Europæiske Union, som vi allerede har foregrebet eller overvejet i Europarådet? Jeg vil altså personligt mene, at vi bortset fra et initiativ fra Kommissionen - hvis det kom, ville det naturligvis være særdeles udmærket - frem for alt skal arbejde for en europæisk befolkningsgrupperet i Europarådet.
Fru rådsformand, jeg har stadig tre tillægsspørgsmål om dette emne, som vil afslutte spørgetiden. Men, fru rådsformand, som De kan se, når vi i dette Parlament giver ordet til Habsburg'erne, gør vi det i kronologisk rækkefølge, altså først til den ældre og derefter til den yngre. Derfor giver jeg nu hr. von Habsburg ordet, så han kan stille et tillægsspørgsmål.
Fru formand, jeg vil først sige til Dem, at det er en oprigtig glæde at se Dem her på dette sted. Mit spørgsmål er egentlig følgende: Er det ikke også Deres mening, at det i sig selv ville være rigtigere, hvis vi også vedrørende nationalitetsspørgsmålene og sprogspørgsmålene ville overveje en politisk repræsentation, for uden politisk repræsentation vil en ordning aldrig blive helt effektiv, og at man netop også ved denne befolkningsgrupperet skulle beskæftige sig med den politiske repræsentation for disse grupper, for - når jeg ser på det - er spørgsmålet i Belgien efter min mening blevet løst på bedste måde. Når vi ser vores kollega Grosch' tyske kantoner, hvor han er valgt med 16.000 stemmer, og jeg - det har jeg fået fortalt - behøver 980.000 stemmer for at blive valgt, så anser jeg det for absolut rimeligt og godt, hvis man endelig anerkender, at man ikke kun bør tælle næser ... Jeg er straks færdig. Kun nogle få ord mere, hr. formand. Det er altså virkelig sådan, at grupperne er lige så vigtige som individerne, hvad angår rettigheder i Fællesskabet. Mange tak, hr. formand. (Munterhed)
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem. Det er også for mig en ganske særlig glæde at stå over for Dem i denne nye funktion. Måske må jeg her undtagelsesvis svare personligt. Personligt mener jeg, at de sikkert har ret. Naturligvis ville det være et anliggende, som netop vi burde forfølge videre, og der er principielt et udgangspunkt, det ville netop være den artikel 128, som jeg tidligere har citeret, stk. 1, hvor det hedder, at Fællesskabet bidrager til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet det respekterer den nationale og regionale mangfoldighed og samtidig fremhæver den fælles kulturarv. Men som tidligere antydet, er det her først op til Kommissionen at fremlægge et forslag. Derefter kan Rådet også tage affære.
Rådsformanden har behandlet det spørgsmål udtømmende og på en sympatisk måde. Jeg kommer fra en del af Fællesskabet, hvor vi har et gammelt og meget rigt og levende sprog, som imidlertid også er i fare. Vi sætter stor pris på Den Europæiske Unions indsats for at støtte dette mindretalssprog. Tidligere er Den Europæiske Union blevet kritiseret, fordi det bliver en stor smeltedigel, hvor små samfund og mindretal alle vil forsvinde. Jeg vil gerne tilføje, at de enkeltstater og kongeriger, som nu udgør Den Europæiske Union, tidligere har forfulgt og forsøgt at træde disse mindretal under fode, men nu støtter Den Europæiske Union dem og giver dem praktisk bistand i form af et budget og for Irlands vedkommende et kontor for et mindretalssprog i Dublin. Er rådsformanden enig med mig i, at Den Europæiske Union bør udføre denne politiske aktivitet for at slå det fast, at vi ikke ønsker at ødelægge, men at støtte og bevare mindretalssprog og -kulturer?
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem McCartin. Jeg skal endnu en gang sige hertil, at Den Europæiske Union selvfølgelig absolut støtter alle partikulær- og mindretalsinteresser og interesserer sig for alle de forskellige sprog. Det er ikke rigtigt, at der her endda støttes grupper, der vil bevirke noget negativt. Udgangspunktet er det, jeg også allerede har sagt tidligere, nemlig omtalte artikel 128 i traktaten, hvori det helt klart hedder, at Fællesskabet bidrager til, at medlemsstaternes kulturer kan udfolde sig, idet det respekterer den nationale og regionale mangfoldighed og samtidig fremhæver den fælles kulturarv. Jeg mener, at det er den rigtige ånd, og sådan vil vi også bære os ad i fremtiden.
Hr. formand, jeg har lyttet til de argumenter, som formanden for Rådet har fremført: For at Rådet kan gå videre i sagen, kræver det et initiativ fra Kommissionen. Hvad drejer sagen sig egentlig om? Om beskyttelse af mindretalsrettigheder samt retten til at bevare den sproglige arv m.m. Disse rettigheder er fastlagt i traktaterne. Kommissionen er traktaternes vogter og er derfor først og fremmest forpligtet til at overholde traktaterne. Hvorfor spiller man dette spil? Man henviser frem og tilbage og vasker sine hænder. Det var det spil, der førte til Kristi korsfæstelse. Hvis De siger, det er Kommissionen, der skal tage sig af det, og Kommissionen siger, det er Rådet, bliver mindretallenes rettigheder syltet. Hvorfor? Når Kommissionen har pligt til at overholde traktaterne, så må Rådet pålægge den og anmode den om at stille et forslag på grundlag af den og den artikel i traktaterne, så vi kan beskytte disse rettigheder. Hvorfor undgår De emnet? Hvad ligger der bag alt dette?
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem Ephremidis. De kender sikkert traktaterne lige så godt som jeg. Jeg taler her, som De ved om artikel 128, stk. 5, hvori Kommissionens initiativret er ganske klart forankret. Jeg mener, at alt andet er uformelt. Naturligvis kan man henvende sig uformelt til Kommissionen, men den ægte, formelle initiativret ligger nu engang hos Kommissionen. Det kan jeg ikke ændre!
Hr. formand, fru rådsformand. Som næstformand for delegationen for de parlamentariske relationer til Slovakiet fører jeg til stadighed meget intensive diskussioner om, hvordan mindretalsrettighederne egentlig håndteres i Den Europæiske Unions 15 stater, og hvordan de håndteres i de stater, der ønsker tiltrædelse. Der spørges igen og igen, om der findes en evaluering. Hvordan ser det ud med udviklingen inden for mindretalsrettigheder i de forskellige stater? Hvordan forholder det sig med modellen »best practices«? Er vi i stand til at fremvise forbilledlige projekter, om hvilke man kan sige, at her fungerer det, sådan bør det være, og kan disse modeller sammenlignes indbyrdes?
Hr. formand, hr. parlamentsmedlem Rübig, dertil vil jeg sige følgende: Alle medlemsstater af Den Europæiske Union er naturligvis stater, som fungerer på demokratisk basis, som fuldt ud overholder menneskerettighederne, og som fuldt ud opfylder de kriterier, som vi til dels først må kræve af kandidatlandene. De ved, vi har København-kriterierne. Hertil hører netop fuld gennemførelse af demokratisering, af demokrati. Hertil hører naturligvis også, at beskyttelsen af mindretalsrettigheder er ført ud i livet. Det er grundlaget. Her har vi også udgangspunktet for, at vi til stadighed går ind i den politiske dialog med f.eks. Slovakiet, en dialog, som jeg til dels også selv i høj grad fører med dette land.
Mine damer og herrer, med dette indlæg fra formanden for Rådet er spørgetiden afsluttet. Spørgsmål nr. 15-43 vil blive besvaret skriftligt. Da vi påbegyndte spørgetiden, bød vi velkommen til fru Ferrero-Waldner, og denne velkomst er høfligt og venligt blevet gentaget i løbet af denne eftermiddag. Nu hvor spørgetiden er slut, bekræfter jeg denne velkomst, men jeg vil samtidig udtrykke vores taknemmelighed, for uanset om vi er blevet tilfredsstillet med hensyn til vores spørgsmål, mine damer og herrer, må vi under alle omstændigheder erkende, at vi ved alle spørgsmål har bemærket ansvarlighed, umage og vilje til at svare, således som Parlamentet fortjener det. Mange tak, fru Ferrero-Waldner, jeg forsikrer Dem om, at vi vil få seks måneder med intenst, men også behageligt og frugtbart arbejde. (Mødet udsat kl. 19.10 og genoptaget kl. 21.00)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0271/98) af Manzella for Udvalget om Institutionelle Spørgsmål om den nye fælles beslutningsprocedure efter Amsterdam.
Hr. formand, selvom Amsterdam-traktaten er skuffende på forskellige områder, så har den efter manges mening nået et institutionelt resultat af stor betydning med den nye fælles beslutningsprocedure. Parlamentets stilling i forhold til Rådet er faktisk meget retfærdigere i denne procedure, og som lovgiver i første instans efter Kommissionens forslag kan Parlamentet tilbyde Rådet et lovgivningsprodukt, der kan vedtages med det samme. Den såkaldte førstebehandling kan således godt blive den eneste fase i parlamentsbehandlingen, og det er til stor gavn for enkelheden i Unionens lovgivningsprogram. Det giver også mulighed for, at Fællesskabets lovgivning i højere grad end før vil finde sted i Parlamentet. Den beslutning, der foreslås Parlamentet, er et retningsgivende dokument, som omhandler to aspekter. Det første aspekt vedrører vores interne procedurer. Disse skal tilpasses til den nye politiske dimension, som den parlamentsfase, der følger efter Europa-Kommissionens forslag, får, og denne tilpasning skal også ske ved hjælp af det efterfølgende arbejde i Udvalget for Forretningsordenen. Muligheden for, at proceduren afsluttes efter blot en enkelt parlamentsfase, gør det nemlig nødvendigt at strukturere denne fase ved hjælp af en række foranstaltninger, der sikrer en enkel procedure, en virkeligt effektiv dialog med Rådet og med Kommissionen, ansvarlighed i forslagene og i beslutningerne samt gennemsigtighed. Som visse lovgivningsmæssige udvalg med rette understregede, så skal alt dette ske, idet man tager hensyn til, at det er nødvendigt ikke at miste fleksibiliteten i Parlamentets virkemåde eller i dialogen med de andre institutioner. Ændringen af den første fases juridiske natur afspejler sig naturligvis også i den anden fase, der netop kaldes forligsfasen. Denne fase bliver faktisk beriget af den udvikling i den interinstitutionelle dialog, der finder sted under førstebehandlingen. Det andet aspekt i det dokument, som vi har fået til behandling, drejer sig således om en ny interinstitutionel aftale, og i forhandlingerne om denne er det absolut påkrævet, at man også tager højde for udtalelserne fra de lovgivningsmæssige udvalg, der har den største erfaring med hensyn til denne procedure. Hr. formand, hr. kommissær, som man kan se, er forudsætningen for denne beslutning den radikale ændring, som Amsterdamtraktaten har medført for den indledende parlamentsfases juridiske karakter. Vi må derfor koncentrere hele vores indsats om gennemførelsen af denne indledende fase, selvom det skal være med den størst mulige fleksibilitet. Med al respekt for de kolleger, der har indgivet to ændringsforslag i den retning, så mener jeg til gengæld, at det ærligt talt er absurd, at EuropaParlamentet skal forkaste den procedure, der er beskrevet i traktaten, og i stedet for enhver pris forpligte sig til en andenbehandling. Hvis dette skulle ske, ville denne beslutning nemlig blive til en modreform, der ikke blot ville være uacceptabel politisk set, men også med hensyn til traktatens berettigelse.
Hr. formand, hr. kommissær, kolleger, på vegne af det af Dem udpegede udvalg udtaler jeg min respekt og tak for den konstruktive og afbalancerede måde, hvorpå hr. Manzella har behandlet dette for Europa-Parlamentet så vigtige emne, nemlig en ny fælles beslutningsprocedure efter Amsterdam-traktaten. Hr. formand, med hensyn til førstebehandlingen af den nye fælles beslutningsprocedure vil jeg gerne understrege et par ting. Det er vigtigt, at man forstår, som ordføreren også har påpeget, at den afslutning af den fælles beslutningsprocedure efter første behandlingen, som Amsterdam-traktaten har muliggjort, kun kan praktiseres, hvis udvekslingen af information og de uformelle kontakter mellem Rådet og Parlamentet allerede styrkes ved førstebehandlingen. Endvidere skal ordføreren og formanden for Europa-Parlamentets kompetente udvalg i den pågældende sag, i princippet efter den første udveksling af synspunkter i udvalget, starte uformelle drøftelser med Rådet eller med formanden for Rådets kompetente arbejdsgruppe. Endvidere er det vigtigt, at Rådets repræsentant deltager i udvalgets møder og også er til stede ved afstemningen, og at han får mulighed for at fremsætte sit standpunkt inden afstemningen. Med hensyn til andenbehandlingen og forligsforhandlingen har jeg to bemærkninger. Det er vigtigt, at repræsentanten for Rådets kompetente arbejdsgruppe får mulighed for nærmere at forklare den fælles holdning, som Rådet har indtaget ved førstebehandlingen i Parlamentets kompetente udvalg. Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi går ind for, at ordførerens rolle i forligsproceduren styrkes. Rådet skal også give Parlamentets ordfører lejlighed til at forklare hans eller hendes standpunkt for Rådet. På den måde mener jeg, at der kan finde en gensidig informations- og påvirkningsproces sted, og jeg håber derfor, at disse forslag overtages.
Hr. formand, de fleste kolleger i de udvalg, der har beskæftiget sig med denne betænkning, ordføreren og også ordførerne for udtalelserne har i løbet af den forløbne uge konstateret, at de ændringer, som Amsterdam-traktaten medfører for dette Parlament, fører langt flere konsekvenser med sig, end man skulle tro ved første eller andet øjekast. Disse konsekvenser er sikkert af positiv natur, til dels også af problematisk natur, men under alle omstændigheder af kompleks natur. Jeg vil gerne takke ordføreren for hans meget vanskelige arbejde i det fint spundne netværk af vekselvirkninger, af virkninger og reaktioner, som nettet af relationer mellem Den Europæiske Unions organer udgør. Jeg vil i udtalelsen for Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder ikke beskæftige mig med alle facetter i den skriftlige udtalelse, som udvalget har vedtaget enstemmigt. Jeg vil begrænse mig til nr. 3 i den foreliggende beslutning, til spørgsmålet om, i hvilken form, i hvilket omfang og på hvilket tidspunk der skal være kontakt til Rådet og med hvilken retlig kvalitet. Dette spørgsmål er efter vores opfattelse blevet besvaret på en noget problematisk måde af ordføreren. Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder går ind for sådanne kontakter, men kun kontakter af uformel art. I det omfang, betænkningen vil udstyre ordføreren med fuldmagt til forhandlinger i førstebehandlingsfasen, er det betænkeligt. En fuldmagt betyder, at Parlamentet bindes udadtil, og at der udadtil skabes et tillidsforhold i forhold til andre, uden at der finder en tilsvarende afstemning sted. Vi finder, at dette er for vidtgående, især da der nu foreligger ændringsforslag, som for det første ikke længere giver skyggeordføreren en sådan ret, og som i øvrigt foreslår, at pligten til at aflægge redegørelse over for udvalget skal slettes. Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder mener, at det er nødvendigt med uformelle kontakter. Disse kontakter skal integreres, men videregående forhandlingskompetence må gennemføres begge veje. Hvis ordføreren skal have sådanne rettigheder, så skal Rådet også være forpligtet til at kunne binde sig og agere udadtil på et tidligt tidspunkt, uafhængigt og uden sit organ.
Hr. formand, jeg vil gerne først lykønske hr. Wieland med hans første tale i Europa-Parlamentet og dernæst hr. Manzella med hans betænkning, og jeg vil gerne for Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender understrege, at hovedvægten i de ændrede procedurer må ligge på forberedelsen af førstebehandlingsfasen. Hvad det angår, deler jeg hr. Manzellas opfattelse. De muligheder, som Amsterdam-traktaten giver Parlamentet, skal udnyttes fuldt ud. Det må være muligt at afslutte en lovgivningsprocedure i førstebehandlingsfasen, uden at Rådet udarbejder en fælles holdning, hvilket som bekendt tager uendelig lang tid. Der kan strammes eftertrykkeligt op på Parlamentets lovgivningsprocedurer, hvis mulighederne i Amsterdam-traktaten udnyttes. Dette er et helt klart krav fra Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender. Jeg vil desuden gerne henlede Deres opmærksomhed på den omstændighed, at der inden for vores kompetenceområde i de første fem år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden overføres mange områder fra den nationale lovgivningskompetence til fællesskabet, hvor de er underlagt enstemmige beslutninger fra Rådet, og hvor Parlamentet kun skal høres. Det drejer sig om områder, som er klassiske parlamentsområder. Det er vanskeligt at acceptere, at Europa-Parlamentet kun skal høres i sådanne sager. Derfor er det vores krav, at vi bliver behandlet af Rådet, som om vi havde medbestemmelsesret. Tredje punkt: Også proceduren med fælles beslutningstagning, høringsproceduren, har fået ny vægt. Vi opfordrer til, at der nedsættes et permanent forligsudvalg i Europa-Parlamentet, som overvejende besættes med permanente medlemmer, som til stadighed beskæftiger sig med forligsområdet og dermed også står over for Rådet i denne funktion. Det kan ikke gå an, at vi forringer vores position i forhold til Rådet ved kun at besætte dette udvalg fra sag til sag. I så fald er vi dårligere stillet i forhold til Rådet. Vi bør altså, i hvert set ud fra Udvalget for Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggenders synspunkt, overveje at anvende et permanent udvalg for forligsspørgsmål for at gøre det klart, at Parlamentets nye vægt også kommer til udtryk i forligsspørgsmålet, og at vi er rede til eftertrykkeligt at spille Parlamentets rolle i forhold til Rådet. Alt i alt stilles der nye krav til Parlamentet. Vi må lægge mere kvalitet i lovgivningsarbejdet, og dette må finde sit udtryk i organiseringen af proceduren.
Hr. formand, kolleger. Min ven Andrea Manzellas betænkning om gennemførelsen af Amsterdamtraktaten beskæftiger sig med den vigtigste opgave, som Europa-Parlamentet skal udføre ved siden af budgetkontrollen og indsættelse af Kommissionen, nemlig den fælles lovgivning på europæisk niveau. Vi må gøre os klart, hvor stor den medbestemmelse er, som vi nu har opnået: Før Maastricht var der ingen, efter Amsterdam skal 75 % af alle retsakter vedtages ligeværdigt af Rådet og Parlamentet. Denne store succes må imidlertid ikke få os til at tabe de områder af syne, som endnu mangler: landbrug, konkurrence, skat, Den Økonomiske og Monetære Union, udenrigshandel og social dialog. Så længe disse seks områder ikke er med, er det europæiske demokratiunderskud stadig ikke afskaffet. Nu, hvor vi befinder os i en ny situation, skal Rådet først vænne sig til, at det ikke længere har det sidste ord at skulle have sagt. Men også Europa-Parlamentet må ændre sit arbejde grundlæggende og koncentrere sig entydigt om lovgivningen. Det kræver et vist mål af selvkritik. Vi må og kan ikke længere tage ordet om alle emner med beslutningsforslag og debatter om aktuelle og uopsættelige spørgsmål. Det vil ikke så meget være flammende appeller som tværtimod den konkrete udformning af integrationsarbejdet, der nu vil være kendetegnende for det daglige arbejde i Europa-Parlamentet og - tror jeg også - vil give det ny inspiration. Hr. Manzellas forslag peger i denne forbindelse i den rigtige retning.
Hr. formand, hr. kommissær, kolleger, udvidelsen og forenklingen af den fælles beslutningsprocedure er rigtignok den vigtigste institutionelle ændring i Amsterdam-traktaten. Den giver Parlamentet mulighed for at blive en mere fuldværdig medlovgiver. I sin gode betænkning fremsætter kollega Manzella forslag om at gøre maksimalt brug af disse nye bestemmelser. Min gruppe er enig med ham i, at der skal indgås en ny institutionel aftale, og vi henstiller til Rådet og Kommissionen om hurtigst muligt at gå i gang med dette arbejde. Vi deler også hans tre bekymringer om for det første bedre information mellem institutionerne og en bedre planlægning af arbejdet. For det andet om forbedring af teksternes sproglige og juridiske kvalitet, og for det tredje om transparens for procedurerne i alle faser. I betragtning af den nye mulighed for at afslutte hele proceduren efter førstebehandlingen har ordføreren undersøgt, hvordan Parlamentet, Rådet og Kommissionen kan gøre brug af denne mulighed. Drøftelserne i vores udvalg har ført til balance mellem på den ene side ønsket om effektivitet og på den anden side ønsket om transparens og bred beslutningstagning. Jeg er meget glad for, at mine ændringsforslag er blevet godkendt. De sørger for, at udvalgets formand og ordfører også skal aflægge beretning om deres uformelle kontakter. Det ville jo være meget betænkeligt, hvis den forenklede fælles beslutningsprocedure blev forbeholdt en udvalgt gruppe på nogle få medlemmer af Parlamentet. Vi er således ikke enige i kollega Nassauers forslag. Herved ville Georges Orwell også få ret i Parlamentet, men først og fremmest ville Unionen herved fjerne sig endnu mere fra den offentlige mening og de nationale parlamenter. Det gør beslutningen ikke. Den går i den rigtige retning. Min gruppe vil godkende den.
Hr. formand, jeg tror, at vores ordfører har ret. Med Amsterdam-traktaten er der sket et stort fremskridt for den fælles beslutningstagning, da Europa-Parlamentets rolle er blevet endnu mere legitim, og da man ikke mindst har givet borgerne nogle nye redskaber. Man har ofte understreget et aspekt, der vedrører det repræsentative demokrati, nemlig at jo mere man udvider den fælles beslutningstagning, jo større betydning får borgerskabet. Det er en forbindelse mellem nogle ting, som er yderst vigtige. Jeg tror, at betænkningen af hr. Manzella fremmer dette aspekt, og det er ikke venskabet, der gør mig blind, når jeg siger, at vi har været så heldige at have en ordfører, der er jurist, men som også er i besiddelse af en veludviklet politisk sans. Parlamentet viser, at det har forstået en vigtig ting, nemlig at det i grunden er blevet ligestillet med hensyn til lovgivningen. Parlamentet er medlovgiver med konsekvenser for lovgivningen og med konsekvenser for kontrollen, det vil sige for komitologien. Også procedurerne er blevet enklere og således mere effektive. Tillad mig kort at indskyde, at jeg bekræfter og og støtter Andrea Manzellas kraftige modstand mod et ændringsforslag, der ville vende op og ned på betænkningens betydning. Jeg kan nemlig ikke se, hvorfor Europa-Parlamentet skulle undervurdere det vigtige i muligheden for at færdiggøre en lovgivningsakt ved førstebehandlingen. Lige en sidste bemærkning, hr. formand. Den fælles beslutningstagning er også nært forbundet med subsidiaritetsdebatten, og det er, som vi alle ved, en debat, der stadig er i gang. Det så vi af brevet fra Chirac og topmødet i Cardiff, og det vil vi få at se på det næste uformelle møde, der finder sted i Innsbruck. Det er meget vigtigt, for vi skal huske på, at EuropaParlamentets lovgivningskompetence naturligvis også skal respektere den nationale selvbestemmelsesret, og Parlamentet skal navnlig give sin egen lovgivning en generel karakter, det vil sige en karakter, der vedrører bestemmelserne af generelt omfang. Det fører ikke noget godt med sig at gøre den europæiske lovgivning alt for tung, men det fører derimod en masse godt med sig at udvikle den europæiske lovgivning, der har at gøre med evnen til at tilpasse denne lovgivning til bestemmelser af generelt omfang. Jeg ved godt, at det i dag ikke drejer sig om spørgsmålet om et hierarki for bestemmelserne, men der er uden tvivl et kriterium i forbindelse med spørgsmålet om det generelle omfang, der skal slås fast, og det har vi i øvrigt allerede haft lejlighed til at gøre i forskellige dokumenter om den fælles beslutningstagning. Dette gavner det europæiske demokrati, og det gavner en korrekt fortolkning af subsidiariteten, der selvfølgelig ikke skal være et alibi for igen at gøre politikken til et nationalt anliggende, men som derimod skal være en demokratisk udvikling af de forskellige niveauer, som bidrager til konstruktionen af Europa.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne indlede med at sige, at det for mig er en ære og et held, at det tilkommer mig at tage ordet for på vegne af PPE-gruppen at lykønske professor Manzella med hans betænkning. Og det gør jeg med baggrund i en beundring, der opstod, da jeg i hans bog lærte de grundlæggende ting, jeg ved, om parlamentarisk ret. Jeg finder, at vores kollega De Giovanni allerede har fremført de to store og bemærkelsesværdige kvaliteter ved denne betænkning. I den forenes en dygtig politikers og en stor jurists fortræffeligheder. Med hensyn til politikeren vil jeg gerne fremhæve forståelsen for denne idé om virkeligt at bringe Europa tættere på borgerne. Vi skal være opmærksomme på, at man skal begynde med disse procedurespørgsmål. Der er ikke noget, der fjerner den europæiske idé mere fra borgerne end at forhandle om et direktiv, som man ikke vil høre noget om igen i årevis - nogle gange i 10 år eller flere - og som så kommer op igen, uden at der er nogen sammenhæng mellem de to faser. Jeg finder derfor, at vi alle bør bakke dette politiske mål op. Med hensyn til den store jurist så er det, der først springer i øjnene, uden tvivl den akkuratesse, den betydning, som han tillægger aspekter, som for andre her i Parlamentet ville være subsidiære eller uaktuelle, f.eks. kvaliteten af love og regler, den tekstmæssige kvalitet, oversættelserne. Alle hr. Manzellas overvejelser i denne henseende er afgjort relevante. Men der er også nogle praktiske aspekter, som f.eks. en god forvaltning af tiden, en god forvaltning af fristerne og fastlæggelse af interinstitutionelle aftaler inden for området. Endelig vil jeg gerne fremhæve nogle aspekter, som, selvom jeg deler dem og forstår dem som et middel til at give Parlamentet selvdisciplin, måske går lidt for vidt. Og det er forklaringen på de to ændringsforslag og den misforståelse, de kan have givet anledning til. Hr. Manzella bringer f.eks. institutionaliseringen af de halvofficielle dialoger på banen, og han ved bedre end nogen anden, at på grund af selve essensen heri vil det halvofficielle ikke institutionaliseres, det vil ikke lovfastsættes. Det kunne være et eksempel. Et andet eksempel er behovet for at komme med skriftlige begrundelser. Jeg deler hans mål, men måske er det ikke helt tilpasset virkeligheden. Hvorfor? Simpelthen fordi det, der står i en forretningsorden, som vi alle ved, kan bruges mod Parlamentet som institution, ikke mod tredjemand. Vi skal være forsigtige og ikke indføre forpligtelser for tredjemand i forretningsordenen - det er i sidste instans fromme løfter. Og vi skal heller ikke indføre ting i en forretningsorden, som kun ville forpligte os, og som endog ville kunne give os problemer over for domstolene. Hr. formand, jeg vil slutte med at understrege, at der efter min mening er en misforståelse i disse to ændringsforslag, og at vi under alle omstændigheder er bevidste om vigtigheden af denne betænkning og behovet for, at dette Parlament - som allerede har nået myndighedsalderen, som allerede har en virkelig medbestemmelsesret, som medvirker ved lovgivningen på lige fod med Rådet - omsætter dette til interne regler og interinstitutionelle aftaler.
Hr. formand, kolleger, 70 % af de områder, som skal reguleres i Den Europæiske Union, vil efter ratificeringen af Amsterdam-traktaten, som forventes at være afsluttet ved udgangen af 1998, være underlagt EuropaParlamentets medbestemmelse. Indtil nu har det kun været ca. 35 %. Om få måneder vil vi altså blive virkelige medlovgivere på yderligere områder af den europæiske integration. Vi har ikke kun fået større beføjelser, der hviler også et større ansvar på os for at skabe en forståelig europæisk lovgivning, som er tæt på borgerne, og som kan følges af enhver. Ændringen af artikel 189b, nu artikel 253 i EF-traktaten, åbner nye muligheder for Europa-Parlamentet for at medvirke i en radikalt ændret lovgivningsprocedue, hvis centrale punkter kan beskrives således: For det første vil lovgivningsproceduren tage kortere tid. F.eks. falder tredjebehandlingen bort, og der er mulighed for andre forenklinger. For det andet: Deltagerne i proceduren, Kommissionen, Parlamentet og Rådet, må være mere omhyggelige end tidligere også med den formelle udarbejdelse af teksterne, da proceduren kan afsluttes allerede i førstebehandlingfasen, og forordningen således kan træde i kraft allerede her. For det tredje: Europa-Parlamentet har mulighed for at gøre sin indflydelse gældende allerede på et tidligt stadium i processen. Derfor har vi brug for en struktureret dialog mellem de involverede institutioner allerede i førstebehandlingsfasen, og ikke for en rundbordsdiskussion mellem personer, som måske nok er interesserede, men ikke virkelig kompetente. For det fjerde: Parlamentet må omhyggeligt tage vare på og overveje sine muligheder for at virke udadtil, parlamentarisk og politisk, det vil sige øve indflydelse på offentligheden. Det bør føre til en afvejning i Parlamentet af, i hvilken behandlingsfase det ser sin centrale indflydelse, i første eller anden. Vi må derfor foretage en tilbundsgående tilpasning af vores forretningsorden, og som hidtil skal vi gå helt til kanten af de beføjelser, der er indrømmet os i traktaten, og udnytte vores kompetence udtømmende. Sammen med Rådet og Kommissionen må vi finde frem til en interinstitutionel, overskuelig ramme, som afspejler det nye balanceforhold i Den Europæiske Unions interinstitutionelle konstruktion og gør det muligt at føre det ud i praksis. Endelig må vi give vores vælgere et varemærke for en lovgivning, der er tæt på borgerne, og som viser dem, at ikke alt i Europa er kompliceret. På PPE-gruppens vegne vil jeg gerne udtrykke vores tak og anerkendelse til hr. Manzella for den omhu, kompetence og det politiske fremsyn, hvormed han har fundet løsninger på næsten alle spørgsmål i sin udmærkede betænkning.
Hr. formand, ærede medlemmer, jeg finder, at et af de positive bidrag til Amsterdam-traktaten har været styrkelsen af Parlamentets rolle som medvirkende i lovgivningen over for den anden gren af den lovgivende magt, det vil sige Rådet. Og som bekendt er denne styrkelse af Parlamentets rolle blevet støttet af Kommissionen under hele regeringskonferencen. Forøgelsen af lovgivningsområder, der skal vedtages ved den fælles beslutningsprocedure, er dog en udfordring for alle institutionerne og kræver, at vi alle forbedrer vores arbejde, at vi koordinerer vores indsats på en konstruktiv måde for at sikre, at den nye procedure kan give de ønskede resultater. I denne henseende er den fremragende betænkning af hr. Manzella, som vi forhandler i dag, en særdeles belejlig betænkning, som efter min mening indeholder mange forslag, som bliver præsenteret godt, og som især er nyttige for at kunne klare den nye udvidede procedure om fælles beslutningstagen. Jeg vil derfor inderligt lykønske ordføreren for hans arbejde. Det gode resultat, som den fælles beslutningsprocedure har givet indtil videre, skyldes i vidt omfang, at Parlamentet har arbejdet så sammenhængende, og at det har gjort det lige fra førstebehandlingen til afslutningen. Der foreligger desuden nogle omstændigheder, som begunstiger dette på en særlig måde, f.eks. at der er kontinuitet i ordfører og formand for parlamentsudvalget for hvert spørgsmål. Dette er i åbenbar kontrast til situationen i Rådet, hvor formandskabet skifter hver halve år. Der er også kontinuitet i forligsproceduren, med deltagelse af Parlamentet, endog af de tre næstformænd, som tilhører den parlamentariske delegation, hvilket uden tvivl er en ubetinget fordel. Jeg tror, at denne nye fælles beslutningsprocedure vil få succes, hvis vi er i stand til at arbejde sammen og drage nytte af den allerede indhøstede erfaring på en pragmatisk og fleksibel måde for hermed at kunne klare det store arbejde, som vi skal i gang med nu. Der vil naturligvis blive en pukkel af arbejde som følge af Parlamentets udvidede beføjelser. Og i denne forstand vil jeg gerne sige, at jeg især støtter de forskellige foranstaltninger, der er indeholdt i betænkningen, og som går ud på at øge gennemsigtigheden, demokratiet og selve den juridiske kvalitet af Parlamentets ændringsforslag. Efter min mening har hr. Manzella ret, når han i sin betænkning fremhæver betydningen af førstebehandlingen. Traktaten giver mulighed for at afslutte lovgivningsproceduren ved førstebehandlingen, hvilket er en betydelig udvikling, især hvis man netop er opmærksom på det forøgede antal områder, der skal afgøres ved den fælles beslutningsprocedure. Men der er også andre grunde, som jeg gerne vil understrege her. Nævnte førstebehandling er et særlig vigtigt øjeblik i proceduren, for det er det tidspunkt, hvor hver institution foretager en særlig omhyggelig analyse af Kommissionens forslag, og den giver følgelig mulighed for, at alle til fulde kan give udtryk for, hvor deres bekymringer ligger, for at de kommer frem med, hvad der er deres interesser - mindretals-, sektor- eller flertalsinteresser - og for at alle kommer til orde på dette tidspunkt. Og derfor er den så vigtig både for Parlamentet og så selvfølgelig Rådet. Desuden kan en grundig forhandling ved førstebehandlingen, selvom det ikke betyder afslutningen på den lovgivningsmæssige proces, også gøre det lettere at nå til en afslutning ved andenbehandlingen, hvor der træder mere strikse krav i kraft, om flertal, og på denne måde undgår man forligsfasen, som utvivlsomt bør undgås i størst muligt omfang, fordi vi allerede ved, hvor lang og hvor vanskelig den plejer at være. På denne anden side så ville det naturligvis også bidrage positivt til forhandlingen, hvis Parlamentet var mere omhyggelig med sine ændringsforslag i denne fase. Indtil nu har vi nogle gange bemærket, hvorledes Parlamentets ændringsforslag ved andenbehandlingen på grund af tidsmangel blot har været en gentagelse af de ændringsforslag, som ikke blev accepteret ved førstebehandlingen. Og nogle gange har man måske ikke foretaget en omhyggelig analyse af Rådets fælles holdning. Rådet burde dog også indtage en mere åben holdning med henblik på at finde fælles løsninger, som tager hensyn til Parlamentets ændringsforslag. Jeg bemærker af og til, at der er en slags ståen i stampe, det vil sige, at man ved andenbehandlingen i Parlamentet gentager ændringsforslagene fra førstebehandlingen, og Rådet vil ikke rykke sig fra sin første holdning og tager praktisk talt ikke hensyn til Parlamentets ændringsforslag. Med udvidelsen af den fælles beslutningsprocedure finder jeg, at der er behov for et bedre flow , for fleksibilitet; hvis Parlamentet har forelagt nogle ændringsforslag, bør Rådet tage hensyn til dem, undersøge dem, se i hvilket omfang man kan finde en måde til at nå frem til en aftale og undgå forlig, som plejer at være en meget underlig facon. Hvis ikke man når frem til en aftale ved andenbehandlingen, er der naturligvis mulighed for forlig, men man skal først forsøge at løse problemerne. Til slut vil jeg gerne over for dette Parlament give udtryk for, at Rådet er villig til at tage aktiv del i alle faserne af den lovgivningsmæssige procedure, og isærdeleshed førstebehandlingen, som det foreslås i betænkningen af hr. Manzella. Jeg mener, at vi kan samarbejde og give hinanden idéer. På den ene side bør vi gøre det med selv Rådets arbejdsgruppe; på den anden side med henholdsvis ordføreren og parlamentsudvalget, for at forsøge at fremme processen og lette udarbejdelsen af et modificeret forslag med henblik på i videst muligt omfang at forlige begge parters holdninger. Jeg ved, at Parlamentet ofte har bedt os om at spille den rolle, som tilkommer Kommissionen, og det har bebrejdet os, at vi ikke har gjort det i tilstrækkeligt omfang. Vi vil gøre, hvad vi kan for at følge de anvisninger, vi har fået af Parlamentet. Jeg er også overbevist om, at hvis vi når frem til positive resultater ved forhandlingen om en ny beslutning om komitologi, med udgangspunkt i Kommissionens nyligt forelagte forslag, vil dette betyde, at man hurtigt kan få afsluttet et betydeligt antal sager, som skal afgøres ved den fælles beslutningsprocedure. Ifølge vores beregninger har mindst 70 % af de sager, der skal afgøres ved den fælles beslutningsprocedure, medført et eller andet problem af komitologisk art, og det ville være en stor lettelse for alle, hvis dette spørgsmål kunne blive løst en gang for alle ved atgive Parlamentets rettigheder den behørige anerkendelse uden at formindske systemets effektivitet ved udførelsen af gennemførelsesforanstaltningerne. Og endelig vil jeg gerne give udtryk for min støtte til forslaget om en revision af den gældende interinstitutionelle aftale om den fælles beslutningsprocedure. Den burde ændres i overenstemmelse med ordlyden i den nye traktat og med den eksisterende praksis. Jeg tvivler ikke på, at dette vil være en forholdsvis nem opgave, så selv vores samarbejdspartnere, som indtil videre har bidraget så effektivt til den interinstitutionelle dialogs succes, kan klare det. Der er nogle formelle interinstitutionelle procedurer for udtalelsen ved førstebehandlingen, som måske kan betyde, at proceduren virker lidt kompliceret. Jeg vil derfor anbefale Parlamentet, at det forsøger at komme videre på en måde, der er så pragmatisk og fleksibel som mulig. Betænkningen af hr. Manzella er en egnet ramme for at nå dette mål, og Kommissionen vil gerne vise, at den i en god samarbejdsånd vil deltage aktivt og konstruktivt i forhandlingerne for at sikre, at Parlamentets styrkede rolle i lovgivningsproceduren bliver en succes.
Jeg har faktisk ikke behov for at belære min gamle ven Oreja, der egentlig ved alt bedre end jeg; men det er for de nye medlemmer af Parlamentet vigtigt at vide, at vi af ren og skær klog selvbeherskelse kun overtager ændringsforslag ved andenbehandlingen, der ikke blev vedtaget ved førstebehandlingen, fordi vi i henhold til traktaterne formelt har ret til at indgive enhver form for nye ændringsforslag. Men vi har i sin tid besluttet at undlade dette for at undgå en ørkesløs gentagelse af diskussionen. Det forhold, kære Oreja, at vi således bider os fast i ændringsforslag, der ikke er blevet vedtaget ved førstebehandlingen, viser Parlamentets selvbeherskelse, der har til formål at søge for, at lovgivningsproceduren får en god afslutning.
Tak, hr. Janssen. De behøver ikke svare, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0257/98) af Frischenschlager for Udvalget om Institutionelle Spørgsmål om gennemførelsen af Amsterdam-traktaten: følgerne af tættere samarbejde.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger. Denne betænkning fra Udvalget om Institutionelle Spørgsmål hører også til følgearbejderne til beslutningen om Amsterdam-traktaten. I dette tilfælde vil vi nå frem til beslutninger om forudsigeligheden og anvendeligheden af det intensiverede samarbejde, og det vil vi ikke mindst, fordi Europa-Parlamentet jo gerne inden for en overskuelig fremtid vil have yderligere forslag fra Kommissionen i retning af en reform af institutionerne, og det er dette formål, disse betænkninger tjener. Hvor vigtigt presset i retning af en institutionel reform er i fortsættelse af Amsterdam, kan også aflæses af dette eksempel på arbejdet i Udvalget om Institutionelle Spørgsmål om det intensiverede samarbejde. Hvad var det, Amsterdam-traktaten ville? Den ville tydeligvis tillade et intensiveret samarbejde ud fra den overvejelse, at man tager til efterretning, at der findes politisk heterogenitet, at der findes forskellige politiske udviklingsstader i de enkelte lande og åbenbart forskellige integrationsønsker, og at derfor bør der findes en differentieret integration inden for - og det er det væsentlige nye ved Amsterdam-traktaten - Den Europæiske Unions institutionelle ramme. Det andet mål var, at det i forbindelse med videregående integrationsskridt og hensigter hos et stort flertal af medlemslande ikke skal være muligt, at et praktisk veto fra et mindretal af stater eller eventuelt kun en enkelt stat kan forhindre disse yderligere integrationsskridt - med undtagelse af de konstitutionelle områder, som traktatsændringer med henblik på udvidelse osv. Dette var regeringskonferencens hensigt, og Europa-Parlamentets holdning til det har altid været meget tilbageholdende, fordi man altid har været bange for, at der skulle opstå et Europa à la carte, og det er jo også en meget berettiget indvending. Derfor har Europa-Parlamentet med betænkningen af Tsatsos og Méndez de Vigo jo indbygget meget klare og meget, meget begrænsende betingelser for muligheden for et intensiveret samarbejde og er også kommet igennem med dem. Resultatet fra Amsterdam på dette område var så, at der i princippet blev åbnet mulighed for et intensiveret samarbejde, men at pålæggene, betingelserne blev udformet så restriktivt, at der i sidste ende i fremtiden kun er et meget lille anvendelsesområde for det - i første søjle så godt som slet intet, det er snarere i tredje søjle, at der for lovgivningsmæssige foranstaltninger findes et meget lille spillerum for gennemførelsesområdet i forbindelse med handlingsprogrammerne. Men selv dette meget beskedne spillerum er med Amsterdam-traktaten blevet yderligere begrænset af bestemmelsen om, at ethvert medlemsland i EU af vigtige nationalpolitiske grunde kan forhindre et videregående integrationsønske fra andre eller det store flertal af medlemsstater ved at kræve enstemmighed. Man har altså igen indbygget et nationalt veto på grundlag af nationale interesser med den konsekvens, at man hermed faktisk har ødelagt et af de vigtigste formål med denne traktatsbestemmelse, idet man de facto igen har gjort det umuligt at gennemføre en videregående integration via en flertalsbeslutning. Det har jo i og for sig også altid været Europa-Parlamentets holdning, at man, selvom man var tilbageholdende over for det intensiverede samarbejde, som sidste udvej alligevel skal kunne gribe til faktisk at gennemføre en sådan differentieret integration på trods af et veto. Nu kommer jeg til konklusionerne, som i væsentlige træk er disse: Anvendelsesområdet for dette intensiverede samarbejde er så lille, som tænkes kan. Genindførelsen af det nationale veto er ikke på nogen måde retfærdiggjort, og vi opfordrer derfor Kommissionen til i forbindelse med sine forslag til traktatsændringer at fjerne dette veto, denne blokadesituation, fra traktaten igen. Generelt er vi kommet til det resultat, at dette intensiverede samarbejde på ingen måde lever op til de politiske krav i Den Europæiske Union i fremtiden. Derfor holder vi fast i Europa-Parlamentets gamle ønske om, at det for Den Europæiske Unions fremtid er helt centralt, at enstemmighedsprincippet under bestemte betingelser afløses af en generel flertalsbeslutningsprocedure. Det er det væsentlige politiske indhold i min betænkning, og jeg håber, at Parlamentets flertal kan tilslutte sig denne holdning.
Hr. formand, det tættere samarbejde mellem medlemsstaterne er et middel til europæisk integration, der burde gøre det muligt at overvinde de hindringer, som skyldes medlemsstaternes undertiden forskellige forventninger samt Amsterdam-traktatens fastholdelse af enstemmighedsregelen. Amsterdam-traktaten foreskriver ganske vist, at det tættere samarbejde skal anvendes som sidste udvej; at det er underlagt nogle strenge betingelser, og at det skal vedrøre et flertal af medlemsstaterne. Men selvom det er underlagt nogle strenge betingelser, så ville man foretrække, at det ikke var nødvendigt at iværksætte mekanismerne for det tættere samarbejde. Borgerne vil altid opfatte dette som et nederlag, og det med god grund, hvis man tænker på, at det altid har været den europæiske konstruktions vigtigste mål at iværksætte fælles projekter, som indgår i en fælles struktur. Man vil i øvrigt bemærke, at der finder en slags konkurrence sted mellem de institutionsreformer, der skal sikre Europas udvidelse og udvikling, og det tættere samarbejde, der er et pressionsmiddel beregnet på at gennemtvinge den europæiske konstruktion og på denne måde at undgå en lammelse, såfremt den mellemstatslige procedure skulle slå fejl. Denne procedure er dog ikke i stand til at tage den europæiske konstruktions vigtigste fremtidige udfordringer op, for den indeholder en latent risiko for denne konstruktions sammenbrud. Jeg vil gerne minde om de ord, hvormed Rom-traktaten betegnede det europæiske projekt, nemlig en »stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk«. Disse ser dog ikke, at det tættere samarbejde går i den anden retning, nemlig i retning af det, man kalder Europa à la carte eller Europa med to hastigheder. Institutionsreformerne bør derfor så vidt muligt gå forud for det tættere samarbejde. Det tættere samarbejde vil aldrig være den rette løsning eller det ideelle svar på Den Europæiske Unions vigtigste udfordringer. Det er kun et reservehjul, og det skal det blive ved med at være, selvom Parlamentet anser det for nødvendigt for at kunne nå videre med visse sager. Ordføreren opfordrer med rette til, at man først leder efter nogle politisk konstruktive løsninger. Endelig er det beklageligt, at Amsterdam-traktaten kun foreskriver, at Rådet og Kommissionen regelmæssigt skal informere Europa-Parlamentet om udviklingen inden for det tættere samarbejde. Det burde være normalt, at Parlamentet var inddraget i dette, så man overholder den institutionelle ligevægt. Det er i øvrigt, hvad Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder ønsker. Og som ordføreren beder om, bør processen for påbegyndelse af enhver form for tættere samarbejde være underlagt Europa-Parlamentets demokratiske kontrol. Det tættere samarbejde blev kun vedtaget i Amsterdam for at undgå to vanskeligheder, nemlig lammelse og sammenbrud. Som tingene ser ud nu, kan vi desværre ikke undvære det. Det skal dog begrænses, modereres og underkastes en demokratisk kontrol. Jeg lykønsker ordføreren for, at han har givet sig i kast med den svære opgave, som udarbejdelsen af denne vanskelige betænkning må have været.
Hr. formand, spørgsmålet om et tættere samarbejde spillede en vis tid - før regeringskonferencen - en stjernerolle. Det syntes som om, at et tættere samarbejde ville løse alle de spørgsmål, som betød noget for opbygningen af det nye Europa. Efter Amsterdam-traktaten er vi nødt til at erkende - og det har hr. Frischenschlager gjort i sin fremragende betænkning - at det tættere samarbejde ikke er blevet til helt så meget, som man troede, det ville. Hvorfor er det gået sådan? Hvorfor dette resultat? Sandsynligvis fordi de problemer, som man lidt hyklerisk troede, et tættere samarbejde kunne løse, er blevet løst ad anden vej. Således er den regering, som plejede at blokere for en del af aftalerne i Rådet, blevet afløst af en anden, som synes at have en anden holdning. Og f.eks. har spørgsmålene om sikkerhed og forsvar, som også giver anledning til vanskeligheder i nogle medlemsstater, også på en eller anden vis fundet en løsning gennem Petersberg-opgaverne. Endelig er spørgsmålet om udvidelsen, som nogle havde sat til år 2000, og det ved vi allerede efter at have læst Agenda 2000 , blevet udskudt, og at udvidelsesproblemerne sandsynligvis vil blive løst ved hjælp af overgangsperioder, som det har været tilfældet ved alle de tidligere udvidelser. Når det kommer til stykket, har det tættere samarbejde derfor ikke tjent til at løse de problemer, som det var vanskeligt at finde en politisk løsning på. Og det glæder jeg mig over, hr. formand, for der var noget hyklerisk ved det tættere samarbejde. Det virkelige problem, som Den Europæiske Union har, er, at der stadigvæk er bestemte områder, som skal afgøres ved enstemmighed. Dette og ingen anden er realiteten, og det siger hr. Frischenschlager også meget klart i sin betækning. Og - som vi ved - er det yderst vanskeligt at opnå enstemmighed blandt 15, så hvordan vil det ikke blive, når der er 25. Utroligt kompliceret. Det tættere samarbejde, som ekstraordinært er blevet klemt ind i den første søjles emner, vil ikke være meget bevendt. Det har været svært for mig at finde de områder, hvor man kan bruge det tættere samarbejde i den første søjle. Det kan godt anvendes på den tredje søjle, på det der ligger inden for samarbejdsområdet, efter overgangsperioden på 5 år; og det kan sikkert anvendes på den anden søjle i form af en konstruktivt stemmeundladelse. Men jeg vender tilbage til hovedspørgsmålet, som bør bekymre os her i Parlamentet: Det væsentlige, det virkelig væsentlige - og det bliver fremhævet af hr. Frischenschlager under punkt 16 i hans betænkning - er, at vi ved de fremtidige revisioner af traktaterne skal forsøge at erstatte enstemmigheden med kvalificeret flertal. Kun på denne måde kan vi opfylde vores funktion, kun på denne måde vil Europa blive ikke kun demokratisk men især effektivt.
Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Frischenschlager med hans fremragende betænkning og det, at der kun er tre ændringsforslag - deraf to fra Den Liberale Gruppe - er bevis for dette. Det tættere samarbejde er en af de store nyskabelser i Amsterdam-traktaten. Det var i det mindste hensigten oprindeligt. Det, der blev indskrevet i traktaten denne gang, var ikke retten til at stå udenfor, men medlemsstaternes ret til at fortsætte integrationen med de fælles institutionelle rammer uden at blive blokeret af et veto. Nødvendigheden af at komme ud over lammelsen som følge af vetoet hastede så meget desto mere med udsigterne til udvidelsen. En positiv og konstruktiv indfaldsvinkel til europæisk integration lå derfor til grund for den oprindelig tanke, og deri ligger dens merværdi. Naturligvis måtte man indbygge nogle garantier. Et tættere samarbejde måtte ikke bringe det, vi allerede havde opnået i fællesskab - det såkaldte acquis communautaire - i fare og måtte ikke føre til et permanent brud mellem medlemsstaterne. Traktaten indeholder en række specifikke sikkerhedsmekanismer med hensyn til disse og andre betingelser. Under forhandlingerne indførte man imidlertid en større ændring for at imødekomme den britiske insisteren på vetoet. I henhold til traktatens bestemmelser har alle medlemsstater nu mulighed for at blokere den flertalsbeslutning, der er nødvendig for at udløse det tættere samarbejde, af »vigtige, nærmere anførte årsager, der vedrører den nationale politik«. For første gang er det berømte Luxembourg-kompromis fra 1966 med i traktaten. Ordføreren anerkender dette ved at afvise netop det punkt. Ved at indføre vetoretten i proceduren mister det tættere samarbejde meget af sit potentiale og bliver stort set til en teoretisk øvelse. Det er essensen i det ændringsforslag, som Den Liberale Gruppe har stillet, og som fru Spaak ville have forsvaret, hvis hun havde været her i dag. Fordelen ved et tættere samarbejde var, at det gav tid til at overbevise andre om fordelen ved at samarbejde inden for et bestemt område. Nu giver traktaten ikke en gang mulighed for at bruge denne midlertidige løsning i en fastlåst situation. Det betyder, at vi står tilbage med det principielle problem med en bekymringsvækkende mangel på enighed om retningen for den europæiske integration. Det er problemet med det, man endelig enedes om vedrørende et tættere samarbejde. Jeg håber, at kommissæren vil kommentere det punkt.
Hr. formand, det tættere samarbejde mellem stater, og i øvrigt også mellem samfundets aktører, er legitimt, hvis det afspejler Fællesskabets fælles værdier; hvis det forfølger nogle målsætninger om social fremgang og udvikling, og hvis det tager højde for den nødvendige solidaritet mellem europæerne. Jeg vil tilføje, at vi også har brug for det i øjeblikket for at kunne nå videre med en række sager. F.eks. forsøger den franske regering med hensyn til de fælles økonomiske politikker på sin egen måde at øge mulighederne for et tættere samarbejde inden for gruppen med eurozonens 11 lande. Man kan ligeledes nævne visse sociale spørgsmål, såsom opbygningen af de europæiske netværk for tjenesteydelser af almen interesse. Det er også vigtigt at have nogle forsøgs- og samarbejdsmuligheder, f.eks. på interregionalt plan. Det tættere samarbejde skal dog have en juridisk ramme, der tydeligt udtrykker alt dette. Et mindretal af vores kolleger mener, at det tættere samarbejde ikke behøver nogen juridisk ramme. Det er naturligvis en umulighed, da dette samarbejde risikerer at krænke nogle grundlæggende rettigheder. Amsterdam-traktaten er på visse punkter tøvende med hensyn til Fællesskabets ønske om enhed, og det har den god grund til at være. Andre gange har den dog nogle dårlige grunde til at være dette, og jeg tror, at disse er et udtryk for, at mange af os desværre er præget af den opfattelse, at Europa først og fremmest er et konkurrenceområde. Vores ordfører forklarer på udmærket vis, at der findes en meget vigtig metode til at standse proceduren for det tættere samarbejde, og det er nationalstatens veto. Jeg støtter hans betænkning og navnlig det punkt, hvor han beder om, at dette veto afskaffes. Der er også andre restriktioner, vi kunne diskutere, såsom nødvendigheden af at undgå konkurrenceforvridninger eller Kommissionens obligatoriske initiativ inden for første søjle. Jeg har kun ét grundlæggende forbehold, som jeg gerne vil give udtryk for over for ordføreren, hvilket dog ikke forhindrer os i at være enige om resultaterne. Mit forbehold vedrører den opfattelse, at en vedtagelse med kvalificeret flertal er tilstrækkelig. Der er i øvrigt andre, som her har givet udtryk for denne opfattelse. Jeg er helt enig i, at det er vigtigt med en vedtagelse med kvalificeret flertal, men jeg lægger vægt på, at man foruden juraen, samordningerne og fællesskabsprogrammerne sørger for nogle redskaber til et differentieret samarbejde, da dette er positivt og konstruktivt. Jeg mener således ikke, at sagen er afsluttet.
Hr. formand, kære kolleger. Til forskel fra ordføreren kan jeg se en meget tydelig ændring i Europa-Parlamentets holdning i dette spørgsmål. I øvrigt udspillede denne holdningsændring sig sågar allerede, da betænkningen blev udarbejdet. Det er jeg meget glad for, jeg hilser det velkommen og lykønsker også ordføreren med hans betænkning. Da denne idé opstod, var den i Europa-Parlamentet nemlig tydeligt forbundet med håbet om hermed at have fundet et instrument, som kunne opløse blokeringen af integrationsprocessen. Jeg tror, at denne optimisme i mellemtiden er veget for erkendelsen af, at man hermed snarere tilslører end løser det egentlige problem, nemlig spørgsmålet om totredjedelsflertallet, spørgsmålet om en flertalsbeslutning om den fremtidige integration. Jeg tror imidlertid, at der derudover også forelå en grundlæggende misforståelse, nemlig den opfattelse, at det kun drejede sig om en beslutning om en højere hastighed i integrationen. I virkeligheden drejer det sig naturligvis om retningen, om politiske retningsbeslutninger. Hvad kan bedre end det første »vilde« samarbejdseksperiment, nemlig Schengen-aftalen, bevise, at det bestemt ikke var fællesskabsrettens intention at udforme denne Schengen-aftale i den form, som til slut blev vedtaget af nogle få. Jeg er altså glad for, at vi understreger undtagelseskarakteren og den institutionelle enheds strenge rammebetingelser, og at vi koncentrerer os ... (Formanden fratog taleren ordet)
Der er ikke så forfærdelig meget at sige, for denne betænkning hviler på en virkelighedsopfattelse, som i den grad er ude af trit med det, der rører sig i de europæiske landes befolkninger. Man burde spørge disse landes befolkninger, men det gør man jo ikke, for hvis disse landes befolkninger blev konfronteret med dette projekt, som nu ligger på bordet, så ville de enten grine højt eller gå grædende bort. Der er på alle punkter tale om et fuldstændig urealistisk projekt, som i hvert fald for den danske befolknings vedkommende nærmer sig farcen. Det er et projekt, der gennemføres med et mantra, der hedder »den stadig tættere Union«, som hovedpunktet og den virkelig smukke erkendelse af, at møntunionen og den økonomiske politik selvfølgelig tvinger befolkningerne ind i den politiske union. Man fortsætter derefter med at fastslå, at det kun er fællesskabssystemet, der kan yde de nødvendige garantier med hensyn til demokratisk kontrol, domstolskontrol og solidaritet. Hermed har man afskaffet det, som er hele grundlaget for de nationale demokratier, og man tager skridtet fuldt ud i pkt. 10 ved at fortælle, at nu skal kvalificeret flertal frem for enstemmighed være normen. Jeg vil godt sige, at hvis dette forslag blev lagt frem for de europæiske befolkninger, så ville det blive modtaget med en hånlatter og en tommelfinger nedad.
Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans betænkning, som vedrører et meget vanskeligt område. Problemerne symboliseres måske af de forskellige eufemismer, man har brugt til at beskrive det tættere samarbejde, styrket samarbejde eller endda det forbudte skældsord fleksibilitet. Målet med tættere samarbejde er at give nogle lande mulighed for at arbejde hurtigere og gå længere end andre, forudsat at det ikke fører til en hård kerne i Europa eller tilsidesættelse af andre medlemsstaters nationale interesser. Formodningen hos mange her i Parlamentet om, at EU er en rejse, der kun går i en retning, hvor det tættere samarbejde er et mål i sig selv, er meget farlig og upopulær hos de fleste af vores borgere. Faren bliver endnu større gennem Den Økonomiske og Monetære Union. Jeg håber, at den fuldt udbyggede økonomiske politik, der henvises til i betragtning F, også vil omfatte de lande, der vælger, eller tvinges til, at forblive uden for Den Økonomiske og Monetære Union. Jeg glæder mig også over bekræftelsen i punkt 5 af, at det tættere samarbejde skal være sidste udvej. Men punkt 10 til 12 giver anledning til visse problemer. Aftalen fra Amsterdam om, at det tættere samarbejde kan bremses af en hvilken som helst medlemsstat af vigtige årsager, der vedrører den nationale politik, opfatter jeg som en nødvendig erkendelse af medlemsstaternes bekymring over denne mulighed. Jeg finder det mærkværdigt, at der i hr. Frischenschlagers betænkning opfordres til en reform af denne traktat, endnu før den er blevet afprøvet. Jeg er sikker på, at dette »virtuelle veto«, som det er blevet beskrevet, kun vil blive brugt undtagelsesvis som en sidste udvej. Derfor betragter jeg det ikke som blot en teoretisk øvelse, som hr. Brinkhorst var inde på. Det Forenede Kongerige har f.eks. allerede vist, at man er parat til at tillade et tættere samarbejde under tredje søjle. Jeg finder ingen grund til at tro, at Det Forenede Kongerige eller en hvilken som helst anden regering vil bruge dette virtuelle veto så lemfældigt, som ordføreren og nogle af de øvrige talere åbenbart forestiller sig. Men vi må vente og se. Med dette store forbehold vil min nationale delegation og jeg selv med glæde støtte denne betænkning.
Hr. formand. Mirakelvåben har endnu aldrig holdt, hvad de lovede. Sådan var det allerede i antikken, men også i den tyske mytologi. Et eller to eksempler blandt mange kan tydeligt vise dette. Udsat for en ægte belastningsprøve viste akilleshælen sig ikke rigtig at kunne holde, og også i vores århundrede har mirakelvåben vist sig at være kimærer, til alt held for Europa og for demokratiet i Den Europæiske Union. Således betragtet er det godt, at det påståede mirakelvåben »intensiveret samarbejde«, som nogle ventede sig så meget af før den seneste regeringskonference i Torino, ikke for alvor blev affyret i Amsterdam. Således betragtet er det godt, at Frischenschlagers meget nøgterne og netop derfor så gode betænkning med al tydelighed viser det begrænsede anvendelsesområde og den begrænsede effektivitet og ønskværdighed, som denne nye form for variabel geometri har. Intensiveret samarbejde i europæisk form, med et obligatorisk opgaveområde også for Kommissionen, med demokratisk deltagelse af Europa-Parlamentet, med retsstatslig kontrol ved Domstolen, er uomgængeligt. Alt andet ville i sidste ende have været skadeligt. Derfor må man med betænkningen af Frischenschlager fastholde følgende: Den møjsommelige europæiske beslutningsproces inden for første søjle, eller i det mindste efter denne model, kan ikke erstattes af noget andet. Der findes ikke, og der vil ikke komme, afkortninger af denne møjsommelige dialog, eller korte, nemme veje til store, nye europæiske løsninger. Derfor fastholder vi endnu en gang: Kun hos Gallerne, hos Asterix og Obelix, virker trylledrikken. Europæerne er derimod kaldet til hver dag på ny møjsommeligt at skabe vores fælles Europa. I denne forbindelse er stadig bevægelse den eneste opskrift, som fører til målet, og vi har her til morgen i debatten om det østrigske formandskab hørt, hvordan der hele tiden blev henvist til denne opskrift. Vi må i fællesskab skabe vores fælles Europa.
Hr. formand, lad mig starte med at sige, at jeg synes, det er en meget interessant og velskrevet betænkning, Frischenschlager har fremlagt. Det er i motiveringsdelen en diger eksempelsamling på, hvor svære bestemmelserne i Amsterdam-traktaten er, når det gælder fleksibel integration og tættere samarbejde. F.eks. kan spørgsmålet om et forslag til tættere samarbejde bygge på den noget grumsede artikel 235. Der gives også eksempler på de farer, der er forbundet med selve formålet med traktatens bestemmelser om fleksibilitet eller tættere samarbejde. I henhold til analysen er formålet at erstatte den politiske vilje med et retligt instrument for i fællesskab at opnå mere integration. Så må vi imidlertid spørge: Er der virkelig nogen, der tror på et Europa-samarbejde, en udvikling af EU, uden politisk vilje og, frem for alt, uden folkets vilje? Hvilken fremtid får vi så? Desværre ikke et demokratisk og et borgernes Europa! På trods af at denne betænkning er velskrevet, og at analysen er god, er den også meget modsigelsesfuld. Konklusionen er, at et tættere samarbejde bør undgås for ikke at skabe et EU med forskellige hastigheder. Samtidig kan selve betænkningen imidlertid bidrage til, at man fremmer en sådan udvikling ved at foreslå, at enstemmighedsprincippet og medlemslandenes vetoret afskaffes. Det er jo det, der er en garant for, at EU ikke går hurtigere end den politiske vilje og folkets vilje. Jeg kan derfor ikke stemme for denne betænkning, og jeg kan heller ikke stemme for nogen af ændringsforslagene.
Hr. formand, et tættere samarbejde er i mine og de fleste andres øjne en nødløsning, en sidste udvej. Det er dog en nødløsning, som kan åbne muligheder. Rigtigt brugt kan det tættere samarbejde styrke integrationen i Unionen. Forkert brugt bliver det en splittende kraft. Ved hjælp af fleksibel integration kan man omgå kortvarige blokeringer. EU-historien viser flere eksempler på det, bl.a. Storbritanniens indstilling til de sociale bestemmelser samt Schengen-aftalen. En i praksis tidsbegrænset fleksibilitet, eller forstærket integration, kan i visse situationer styrke Unionen ved at udhule enstemmighedskravet. Muligheden for fleksibilitet gør, at diskussionen ikke altid må føres med hensyntagen til en lille minoritet af integrationsmodstandere. EU-integrationen kan ikke altid tilpasse sig til det svageste led i kæden. Selvom det tættere samarbejde ikke dækker den anden søjle, er der en interessant tanke om, at man her ville kunne opfylde Maastricht-traktatens målsætning. Deri indgår bl.a. WEU, som i henhold til traktaten er en integreret del af Unionens udvikling og har som opgave at udarbejde unionsbeslutninger, som vedrører forsvaret. Forekomsten af neutrale lande besværliggør integrationen i den anden søjle. Her kunne man åbne en diskussion, som måske kunne nå længere end Amsterdam-traktatens nuværende løsning. Selvfølgelig er målet, at de medlemslande, som af forskellige årsager vælger at stå udenfor, så snart som muligt skal indlemmes. Vejen til øget integration har imidlertid ikke været, og vil heller ikke altid være, fuldstændig lige. Historien viser, at det er lettere at tilslutte sig til et eksisterende samarbejde. Rigtigt brugt og i visse meget specielle tilfælde, ofte i sikkerhedsanliggender, kan et forstærket samarbejde være i Europa-integrationens interesse. Kun da bør der prøves for kvalificeret flertal, selvfølgelig ved den naturlige beslutningsmetode.
Hr. formand, jeg bør sige, at jeg er enig med hr. Méndez de Vigo, når han siger, at der var mange illusioner i forbindelse med det tættere samarbejde, som virkelig var et spørgsmål, som så ud til at spille stjernerollen på regeringskonferencen, som der blev brugt meget tid på, mange kommentarer og mange indlæg. Der var endda nogle møder, hvor man punkt for punkt i timevis drøftede, hvad der kunne opnås ved et tættere samarbejde. Man gav det endog andre navne; det blev kommenteret, om man burde tale om variabel geometri eller differentierede integrationshastigheder. Man endte med at kalde det tættere samarbejde. Virkeligheden er, at det på den ene side var absolut nødvendigt, at der blev sagt noget om det tættere samarbejde, og at det på den anden side rent faktisk - som nogle talere har givet udtryk for her - er vanskeligt at se, hvordan det passer ind i de forskellige søjler. Man kan ikke anvende det tættere samarbejde i den anden søjle, for der er allerede andre instrumenter inden for den anden søjle, som skal anvendes. Det er ikke nemt at vide, inden for hvilke grænser det tættere samarbejde kan anvendes inden for den første søjle, og måske er det i den tredje søjle, at der er de største muligheder. Men jeg vil gerne fremhæve en ting her. Jeg er meget glad for hr. Frischenschlagers betænkning. Jeg mener, at han kommer med en meget klar og systematisk undersøgelse; han laver et kompendium over de forskellige bestemmelser, der skal anvendes; han kommer med nogle anvisninger, som det er særligt værd at fremhæve, og han gør også noget, som er interessant for os som medlemmer af Kommissionen, og det er, at han stiller os en række spørgsmål, som tvinger os til at udtale os om samme. Jeg vil blot - da forhandlingen allerede er meget fremskreden - forsøge at give nogle svar på de spørgsmål, som hr. Frischenschlager stiller til medlemmerne af Kommissionen. For det første, med hensyn til det tættere samarbejdes faktiske anvendelsesområde har jeg bemærket mig hans anmodning om, at vi forbereder en undersøgelse om de mulige anvendelsesområder for dette tættere samarbejde. Det vil vi gøre. Jeg vil gerne her - for denne plenarforsamling - forpligte mig til at lave denne undersøgelse, for jeg synes, at det er en meget velanbragt anmodning, som vi bør besvare positivt. Med hensyn til hans bemærkninger om iværksættelsen af en operation om tættere samarbejde forekommer det mig logisk, at man skal tage en politisk dialog med en stat, som modsætter sig, at nævnte iværksættelse naturligvis skal være en del af Kommissionens forpligtelser. Kommissionen skal forsøge at tale med denne stat og spørge den, hvad der er baggrunden for dens modstand, fremlægge begrundelserne for Kommissionen, såfremt denne finder, at man bør gå videre med dette samarbejde, og som følge heraf synes jeg, at det er en meget god bemærkning, han kommer med om, at en af de opgaver, som tilkommer Kommissionen, er at forsøge at overbevise denne stat om, hvorfor det er rimeligt. På den anden side skal man med hensyn til den nødbremse, der er omtalt i den nye artikel 40 i Traktaten om Den Europæiske Union og i den nye artikel 11 i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab huske, at indføjelsen af disse er en del af en balanceakt, som var særdeles ømtålelig, og som blev diskuteret ved slutningen af regeringskonferencen. Jeg har dog noteret mig de bemærkninger, som hr. Frischenschlager kommer med, og jeg finder, at vi bør undersøge, hvordan man kan opnå, at dette »halv-veto« kan blive undgået i praksis. Det er ikke det eneste tilfælde, som nævnes i traktaten. Husk, at der er andre, hvor der også forekommer disse cuasi vetoer; tænk f.eks. på alt det, der står i den anden søjle. For slet ikke at tale om, når det drejer sig om f.eks. udenrigspolitiske strategier, når vi ved, at strategien skal lægges enstemmigt, og når vi så bagefter bliver meget tilfredse over at tænke på, at Rådet kan vedtage beslutningerne ved flertalsafgørelser, selvom vi ved, at en stat kan påkalde sig en national interesse, hvorved dette princip om flertal, som vi ville være blevet lettede over, bliver kuet. Her er der altså tale om en lignende situation. Dette er altså, for nu at udtrykke det på denne måde, nogle fiduser, der er indføjet i traktaten. Lad os håbe, at vi en dag, med en eller anden ny reform - for der vil komme nye reformer af traktaten - kan blive fri for de hængepartier, vi i dag slæber rundt på. Med hensyn til den demokratiske kontrol anmoder betænkningen Kommissionen om, at vi forpligter os til at trække et forslag om tættere samarbejde tilbage, når Parlamentet har afgivet en negativ udtalelse. Jeg kan naturligvis - og jeg er sikker på, at hr. Frischenschlager vil forstå mig - ikke forpligte Kommissionens vilje på dette felt, isærdeleshed fordi vores initiativret er begrænset til den første søjle. Men herudover er det fra et politisk synspunkt åbenbart, at Kommissionen i et så følsomt spørgsmål som dette altid vil være meget bevidst om at tage hensyn til de forskellige involverede parters holdninger i en operation om tættere samarbejde, og naturligvis ikke mindst Europa-Parlamentets. Det er helt klart. Jeg giver Dem følgelig et juridisk svar, men jeg giver Dem samtidig et politisk svar om, at man vil være meget opmærksom på de betragtninger, som Parlamentet måtte komme med på et givet tidspunkt. Jeg vil som afslutning gentage min lykønskning af ordføreren for dette initiativ, som sammen med andre institutionelle betænkninger, som er blevet afgivet i denne uge, er et bevis på, at den interinstitutionelle dialog er begyndt godt. Denne betænkning vil blive fulgt af andre, som Udvalget om Institutionelle Spørgsmål har under udarbejdelse for tiden, og som vil nå frem til Parlamentet til oktober eller november. Jeg finder kort sagt, at det påhviler os alle at gøre, hvad der er os muligt for at fortsætte ad denne vej, håbe på en hurtig ikrafttræden af Amsterdam-traktaten og så - når traktaten er blevet vedtaget - at gå i gang med de nødvendige institutionelle ændringer.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0269/98) af Weiler for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om meddelelse fra Kommissionen: «Handlingsplan for arbejdskraftens frie bevægelighed« (KOM(97)0586 - C40650/97).
Hr. formand, kære kolleger. Arbejdskraftens frie bevægelighed er et af de væsentligste grundlag for Den Europæiske Union. Retten til fri bevægelighed for personer, som er forankret i artikel 48, indbefatter muligheden for, at enhver europæisk borger kan rejse ind i en hvilken som helst medlemsstats suverænitetsområde for at arbejde eller søge arbejde der. Alligevel udnytter kun ca. 0, 2 % denne mulighed. Kulturelle og særligt sproglige barrierer er uden tvivl vigtige grunde til denne tilbageholdenhed. Men der er også mange andre hindringer, som ligger på det politiske område, f.eks. at højst tiltrængte forordningsreformer blokeres i Rådet, der er store informationsunderskud på alle niveauer, tøvende gennemførelse i medlemsstaterne, bureaukratisk, administrativ praksis, som det ses af en mængde andragender, som er forelagt os, og også af afgørelser fra Europa-Domstolen. Kommissionens handlingsplan indeholder en fornuftig strategi til at overvinde disse problemer. Alle de involverede parter bør i denne forbindelse inddrages i at videreudvikle den frie bevægelighed. Borgerne, nationale, regionale og lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, men naturligvis også de europæiske institutioner. Jeg hilser derfor Kommissionens handlingsplan velkommen, og især også de annoncerede lovforslag. Jeg vil desuden gerne takke ekspertgruppen Veil for de omfangsrige forslag, som jo til dels også er optaget i Kommissionens forslag, men også i min betænkning. Jeg betragter dem på den ene side som modige, men også som pragmatiske. Desuden vil jeg gerne takke de medvirkende rådgivende udvalg, som har suppleret min betænkning med vigtige punkter. I min betænkning går jeg med 31 krav til Kommissionen og til Rådet især ind på seks aspekter. For det første: Koordinering på området for social sikring. Det må naturligvis ikke komme dertil, at erhvervede rettigheder i oprindelseslandet bortfalder, når man rejser til et andet medlemsland. Bl.a. har jeg krævet, at Kommissionen drager de nødvendige konsekvenser af de seneste afgørelser fra Europa-Domstolen - Kohll og Decker f.eks. og forelægger dem for Parlamentet. For det andet: Den skattemæssige behandling. Mobile borgere skal selvfølgelig ikke straffes med diskriminerende dobbeltbeskatning. For det tredje: Adgangen til beskæftigelse. Jeg vil ganske vist ikke overvurdere mobilitetens betydning for arbejdsmarkedssituationen, men jeg finder det alligevel rigtigt, at dette aspekt også spillede en rolle på topmødet om beskæftigelse i Luxembourg. Det vil sikkert være endnu vigtigere i fremtiden, end det er i dag. For det fjerde: Information og samarbejde. Her forestiller jeg mig især, at arbejdsformidlingerne fremover udrustes bedre med henblik på bedre gennemsigtighed, også for de arbejdssøgende. For det femte: Indrejse- og opholdsfrihed, også for statsborgere fra tredjelande. For det sjette: Anerkendelse af eksaminer, som må forceres langt stærkere, end det hidtil har været tilfældet. Til slut vil jeg nævne et mindre glædeligt punkt. Jeg har hørt, at PPE ikke vil stemme for betænkningen på grund af de politiske krav for borgere fra tredjelande. Det beklager jeg naturligvis. Jeg synes også, det er en sælsom måde at forholde sig på, for det første fordi vi som regel arbejder konstruktivt sammen her i Europa-Parlamentet, især i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, og jeg også har bestræbt mig på at integrere og overtage størstedelen af de 40 ændringsforslag, men for det andet også fordi jeg virkelig opfatter de nu foreliggende ændringsforslag fra hr. Pirker som udtalt destruktive og populistiske. Jeg mener, at også vi, de venstreorienterede her i Parlamentet, beskæftiger os omhyggeligt med vores borgeres sorger og bekymringer. Også vi vil forbedre bestemte forudsætninger og begrænsninger for den frie bevægelighed for borgere fra tredjelande langsomt og skridt for skridt. Men jeg kan ikke støtte hr. Pirkers forslag. Vi kan ikke vente med at fjerne diskrimineringen af statsborgere fra tredjelande, til vi har en fælles migrationspolitik. I Deres forslag plæderer De desværre for en lukkethedens og udelukkelsens politik. Enhver hindring af det frie arbejdsvalg, også på grund af statsborgerskabet, må fjernes! Af denne grund forlanger vi en fornuftig politik for en nødvendig integration, som vil bringe Europa fremad. Den modsætning mellem retskrav og retsvirkelighed, som desværre har eksisteret i 40 år, må nu endelig bringes til ophør!
Hr. formand, arbejdskraftens fri bevægelighed er en af de fire friheder, der oprettes gennem Rom-traktaten. Efter min mening er det den mindst udviklede af de fire grundlæggende friheder. Det er klart, at der findes hindringer for arbejdskraftens fri bevægelighed, og derfor lykønsker jeg Kommissionen med at have udarbejdet denne handlingsplan for at finde en løsning på problemet. Men Kommissionen må undersøge de indirekte hindringer for arbejdskraftens fri bevægelighed som muligheden for at tage sin pension med sig, boligudgifter samt sundheds- og uddannelsessystemer for at se, hvordan de kan fjernes. Jeg takker mine kolleger fra Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder for deres støtte og fornuftige forslag, men jeg opfordrer Kommissionen til at tage dette emne alvorligt, da det kun kan være til gavn for Den Europæiske Unions rentabilitet, hvis folk er mere villige til at flytte for at finde arbejde.
Hr. formand, jeg vil gerne på vegne af min gruppe ønske Barbara Weiler hjertelig tillykke med det store arbejde, hun har gjort for et emne, der selvfølgelig ligger os alle meget på sinde. Parlamentet har altid stået på barrikaderne for at forsvare denne 4. fundamentale frihed, der jo er symbol på det europæiske borgerskab og vores integration. Vi håber, at Parlamentet og Kommissionen, hr. kommissær, vil blive ved med at bekæmpe den tendens, der findes i nogle medlemsstater, til at støtte sig til sig selv, til at oprette institutionelle og faktiske barrierer mod personers frie bevægelighed. I modsætning til, hvad nogle medlemsstater tror, vil den frie bevægelighed ikke betyde en åreladning af budgetterne eller den sociale sikkerhed, og det er på tide, at vi indser, at Europa har brug for mobilitet, at det betaler sig for samfundet, og at det ikke koster noget. Vi, Den Socialdemokratiske Gruppe, er derfor Kommissionen taknemlig for denne handlingsplan, og vi håber, at Kommissionen, hr. kommissær, hurtigt vil fremsætte konkrete lovgivningsforslag, fordi der stadigvæk er mere end nok arbejde, der skal udrettes. Opholdsretten f.eks., der heldigvis ikke længere kun gælder for arbejdende, men også for pensionister, studenter, arbejdssøgende og familiemedlemmer, der skal forsørges, så længe man naturligvis kan bevise, at man råder over tilstrækkelige indtægter og en sygeforsikring. Men både i fællesskabsretten og i international ret er der stadigvæk overordentlig mange hindringer og enorme administrative barrierer, der først og fremmest rammer pensionister, mennesker med midlertidige kontrakter og udstationerede personer. Betænkningen har ret, når det siges, at disse forhold må vi gøre noget ved. Jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor PPE-gruppen ikke vil støtte en række af disse meget legitime krav, der i øvrigt også støttes af Kommissionen. Min gruppe holder også meget stærkt fast ved retten til et familieliv, der er en fundamental menneskeret, uanset familiemedlemmernes nationalitet. Jeg har konstateret, at Kommissionen også har til hensigt at realisere denne ret til et familieliv, og det støtter vi 100 %. Til sidst er min gruppe også tilhængere af den gradvise afskaffelse af diskrimination. Selvfølgelig mellem medlemsstaternes borgere og borgere i Den Europæiske Union, men efterhånden også mellem borgerne i Unionen og borgerne fra tredjelande, der har varigt ophold. Jeg ved, at det sidste er et vanskeligt punkt i debatten i Parlamentet, og jeg mærker i øvrigt også, at Kommissionen langsomt, men sikkert, vil gøre noget ved det. Jeg har også bemærket, at PPE-gruppen i princippet støtter dette standpunkt, men alligevel vil sammenkoble retten til fri bevægelighed for statsborgere fra tredjelande med en fælles europæisk politik om tilflytning. Min gruppe kan ikke godkende denne strenge sammenkobling. Vi finder det ikke rimeligt, at tilflyttere, der allerede har boet i Unionen i mange år, skal vente, til Rådet er helt færdige med den tredje søjle, inden de kan få ret til at rejse, søge arbejde over grænserne eller kan overføre deres sociale rettigheder over grænserne. En europæisk integrationspolitik skal selvfølgelig hvile på ansvar og pligter for borgere fra tredjelande, men vi bør ikke glemme, at de ikke er i besiddelse af mange af de rettigheder, som vi, som europæere, har. Vi støtter Kommissionens handlingsplan helt og holdent, hr. kommissær, og vi ønsker Dem held og lykke med konkretiseringen heraf.
Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer. Den frie bevægelighed - det er vi enige om - er det centrale punkt i traktaten om Den Europæiske Union. Vi har her skabt mange retlige forudsætninger for, at den også kan finde sted. Men vi har nu som før mange problemer med at realisere den frie bevægelighed, ikke kun for personer. Nu hilser jeg den handlingsplan velkommen, som Kommissionen har fremlagt, for i det mindste at forbedre den frie bevægelighed for personer. Jeg hilser den velkommen, fordi Kommissionen her har nogle helt konkrete forslag. Jeg hilser i denne forbindelse også fru Weilers supplerende forslag velkommen, fordi hun f.eks. positivt mener, at det er nødvendigt at nedbringe bureaukratiet, at sociale rettigheder ikke må gå tabt, at borgerne skal informeres, at det er nødvendigt med gensidig anerkendelse af uddannelser, at der skal indføres et socialforsikringskort, og fordi hun f.eks. også er imod misbrug af et udstationeringsdirektiv. En mængde positive punkter, hvor vi er helt enige. Men, fru Weiler, nu bliver De lidt for ambitiøs. De har nemlig i forbindelse med indrejse og etablering for statsborgere fra tredjelande krævet samme rettigheder for statsborgere fra tredjelande som for unionsborgere. Det kan vi efter systematikkens logik kun tilslutte os, hvis der forud er fastlagt en unionsdækkende ordning for indrejse, modtagelse af arbejdskraft, etablering af arbejdskraft i Den Europæiske Union, som er gældende for alle stater. Her vil De tage andet skridt før det første. Det andet, De kræver, er omgående afskaffelse af visumpligten. Nu har Kommissionen allerede meddelt, at det er et meget ambitiøst mål at tænke på dette.Det vil De ordne med det samme, uden at der er nogen forudsætninger til stede. Andre ser helt realistisk på dette. De mener, at man her bør indføre en overgangsfrist, vente fem år, og så bør Rådets beslutning vedtages. Vi må jo ikke glemme, at også tredjelandene må bringe deres grænsesikring i orden på en sådan måde, at der ikke opstår problemer her i forbindelse med passage af grænsen i retning mod Unionen og efterfølgende inden for Unionen. Det tredje punkt: De kræver udvidelse af opholdsretten til at omfatte alle familiemedlemmer, uafhængigt af nationalitet, og inkluderer også alle partnere. Dermed går De nøjagtig samme vej som hr. Lehne og åbner døren på vid gab for misbrug. Jeg tror, De har sat Dem for meget for. De har mistet fornemmelsen for, hvad der er realistisk. Jeg er for betænkningen i visse passager og ville støtte den, hvis fru Weiler støtter det, som vi kræver, nemlig at vi først finder frem til fællesskabsordninger, hvad angår indrejse, etablering og asyl, for så helt at kunne realisere princippet om fri bevægelighed også for borgere fra tredjelande. Jeg er til dels indforstået med Deres forslag, men på væsentlige punkter er jeg det ikke. Mange tak.
Fru formand, jeg mener, at der foreligger en række gode forslag fra Kommissionen og fru Weiler. I går havde vi i Den Liberale Gruppe besøg af hr. Bangemann, der påpegede, at de nationale staters betydning var aftagende, og at globaliseringen er stigende. Hvis vi betragter betænkningen af fru Weiler i det perspektiv, mener jeg, at vi også sammen må have mod til at fastslå, at vi ikke må diskriminere, når det drejer sig om arbejdstagere fra andre lande, der arbejder her med en tilladelse, for det er faktisk det, det drejer sig om. Jeg må erkende, at jeg var lige ved at tabe både næse og mund, da jeg for lidt siden hørte hr. Pirkers indlæg. Det kan absolut ikke forholde sig på anden måde, end at der her i forbindelse med valgene i Tyskland afgives et statement . Nu har jeg altid troet, at Europa-Parlamentet var der for at stå over partierne og hæve sig over dem. Jeg beklager meget, at Den Kristelig-Demokratiske Gruppe denne gang ikke har følt sig i stand til dette. Jeg vil endnu en gang henstille til dette parti om at støtte nærværende betænkning. Kolleger, det kan da ikke være rigtigt, at betænkningen af fru Weiler ikke støttes af de kristne demokrater på grund af disse små forskelle. Hvis jeg ikke allerede havde tabt næse og mund, ville mine øjne rulle ud af deres huler, hvis det i morgen blev tilfældet. Når det er sagt, fru formand, mangler jeg kun at sige, at jeg med hensyn til indholdet var skuffet over kommissærens svar på mine skriftlige spørgsmål vedrørende sagen Kohll og Decker. Også her er man meget vag, og jeg tror, at det også skyldes de tyske valg, og det bør efterhånden være slut. Vi må som Europa kunne sætte os ud over nationale og statsinteresser. Jeg henstiller til Kommissionen, at den gør det samme.
Fru formand, til at begynde med vil jeg gratulere fru Weiler for en udmærket betænkning. Fru Weiler forsvarer konsekvent det princip, at den fri bevægelighed i Den Europæiske Union skal gælde for alle, som opholder sig i Unionen, ikke kun for arbejdstagere og deres familiemedlemmer. Bevægeligheden inden for Unionen skal være fri også for studerende, pensionister og for de borgere fra tredje lande, som opholder sig her. EU's fire basisfriheder har hidtil kun omfattet en fri bevægelighed for arbejdskraften. Der har aldrig været tale om personer. Arbejdskraft er blevet set som én vareart, som i det indre marked skal have lov at bevæge sig frit sammen med andre varer. Der er alligevel altid tale om mennesker, som har menneskelige behov og følelser. Deres bevægelighed er påvirket af mange andre ting end efterspørgsel på arbejdskraft. Jeg er meget forbavset og skuffet over de ændringsforslag fra PPE, hvorved dette princip forsøges svækket for borgere fra tredje lande, som lovligt opholder sig i Fællesskabets område. Jeg støtter fuldkomment fru Weilers forslag om, at visumtvang skal fjernes for familiemedlemmer til fremmedarbejdere, som nu opholder sig her. Når der tales om familier, det være unionsborgere eller borgere fra tredje lande, bør der også tages hensyn til de ændringer, som der er sket i begrebet familie. En familie kan i dag dannes uden ægtesskab af samlevende partnere af samme eller forskelligt køn. Når deres interesser defineres, skal de være ligestillet med dem, som lever i en traditionel familie. Jeg håber sandlig, fru formand, at PPE nu ikke vælter denne vigtige betænkning. Jeg synes, at denne betænkning er så værdifuld, at Parlamentet absolut bør godkende den. Det vil være meget flovt, hvis vi her ikke finder fælles forståelse.
Fru formand, jeg beder Dem lade mig gå lidt tilbage i tiden og også blive lidt mere principiel. Min tese er, at som vestlig kristen, som et oplyst menneske, som europæer kan ingen gå ind for at opdele menneskene i første og anden klasse og spærre dem inde bag statsgrænser. Jeg henholder mig til biskoppen i Hippo i det nuværende Tunesien, den latinske kirkes åndelige fader, som i sin nådelære tog udgangspunkt i alle menneskers radikale ligeværd, også selvom man ikke behøver gå ind for Luthers tilspidsning »uden fortjeneste eller skyldighed«. Jeg henholder mig til den europæiske oplysning, som siden Antifon og Hippias fra Elis har argumenteret efter princippet om samme frihed for alle. Jeg henholder mig til efterkrigstidens Europabevægelse med dens demonstrationer mod grænsepæle. Hr. Pirker og hr. Pronk, nu kommer De her i det Herrens år 1998 og kræver modsatrettet til fællesskabsretten en slags »ikkefør-postulat«, som den frie bevægelighed bliver bundet til, fordi De ved, at denne forudsætning ikke vil indtræffe lige med det samme. De kræver, at alle referencer til persongrupper, som i dag diskrimineres i særlig grad, skal slettes: tredjelandsstatsborgere, familiemedlemmer uanset nationalitet, ugifte partnere, arbejdssøgende arbejdstagere med prekære kontrakter, vandrende arbejdstagere, studerende, pensionister, ikke-erhvervsaktive. Det, kære hr. Pirker, giver ikke nogen såkaldt systematikkens logik, hvilket i øvrigt under alle omstændigheder bare er et andet ord for det, man gerne vil. Hvis vi ville bruge store ord her, så måtte vi vel sige, at disse ændringsforslag må afvises som ukristelige, uoplyste og helt igennem ueuropæiske!
Fru formand, hr. kommissær, mine damer ogherrer. Jeg vil først gerne lykønske ordføreren med hendes udmærkede og åbne betænkning om dette spørgsmål. Tillad mig at indlede med en bemærkning: I formiddag, da den østrigske vicekansler præsenterede Østrigs formandskabsprogram for Den Europæiske Union, var jeg stolt af at være østriger. Nu er jeg lettere irriteret! I modsætning til udtalelserne fra hr. Pirker - som i dag har bygget et Fort Østrig, et Fort Europa - talte vi i formiddag om udvidelsen af Den Europæiske Union, med hele den esprit, der hører til, og med hele det politiske perspektiv, som ligger bag. Naturligvis med visse reguleringer, med overgangsordninger. Men i den forberedende fase udsteder vi rent diskriminerende foranstaltninger og er ikke en gang i stand til at integrere arbejdstagere og deres familier fra tredjelande. Vi skaber to forskellige målestokke, og bortset fra det drejer det sig i forlægget om en trinvis gennemførelse af disse foranstaltninger. Det finder jeg kun fornuftigt! På den ene side taler vi i Den Europæiske Union om varernes frie bevægelighed, den vil vi udvide og gennemføre. Når der er tale om fri bevægelighed for personer, om de sociale regler og om de foranstaltninger, der ligger bag dem, lukker vi af. Hvis der overhovedet er tale om diskriminerende regler, gør vi os selv til skamme. Det kan da ikke være meningen! Jeg går ud fra, at fornuften vil sejre i morgen, og at vi allerede nu kan tage de første skridt i denne retning, ellers vil uddybelsesprocessen i mange tilfælde kun lykkes for os på mangelfuld vis, og det skal og må virkelig ikke ske. Undskyld mit noget følelsesladede udbrud, men sådan har jeg det i dag.
Fru formand, det er klart, at arbejdskraftens bevægelighed er én af borgerrettighederne i Den Europæiske Union. Denne rettighed er én af de fire grundlæggende rettigheder, som danner hjørnestenene i den europæiske integration. Disse rettigheder gælder, og de skal primært gælde, for unionsborgere. De hindringer, som generer den fri bevægelighed såsom opholdstilladelsesbureaukrati, problemer ved eksaminers sammenlignelighed og spørgsmål om socialsikkerhed vil bare blive værre, hvis statussen for borgere fra tredje lande skal forsøges ændret før moderniseringen af arbejdsmarkedslovgivningen. I øjeblikket gør Fællesskabets lovgivning det ikke muligt at sidestille arbejdskraften fra tredje lande med unionsborgerne. En fuldkommen sidestillelse er heller ikke realistisk som politisk mål. Fordi de radikale foranstaltninger, som Weilers betænkning kræver, om ændringen af status for arbejdskraft fra tredje lande mangler lovgrundlag, må betænkningens indhold uundgåeligt forblive meget uklart. Uddannelsespassystemet, som Weiler fremhævede, til at forbedre eksaminers sammenlignelighed er i og for sig værd at bakke op, men dets gennemførelse skal nøje bygge på samarbejdet mellem nationale myndigheder i subsidiaritetetsprincippets ånd.
Fru formand, der er i aften sagt meget om vores holdning. Det er selvfølgelig sjovt i en debat. Jeg må sige, at det er fuldstændig forkert, som det også lige blev sagt. Jeg, og jeg tror også vores gruppe, forestiller os et Europa, hvor alle frit kan rejse og bosætte sig. Men det er bare sådan, at vi ikke har en fælles visapolitik. I USA har man en fælles visapolitik, og der er det også muligt. Ikke kun for USA's statsborgere, men også for mennesker fra tredjelande. Desværre er det ikke tilfældet i Europa. Der er mange socialdemokratiske regeringer, der blokerer denne udvikling. Jeg nævner blok Det Forenede Kongeriges regering, der nægter at deltage i en fælles visapolitik. Det er naturligvis meget mærkeligt, at man så fra den side af Parlamentet skal høre, at det er os, der sinker sagen. Nej, fru formand, vi vil gøre det, der er muligt inden for de eksisterende juridiske rammer, men vi kan ikke strække os længere, fordi det bedre er det godes fjende. Det skal vi holde os for øje, og det gælder også for Kommissionen. I øjeblikket er der utrolig mange problemer. Der er særdeles mange klager særligt fra unionsborgere, der på den ene eller den anden måde er kommet i klemme. Det kan der gøres meget ved. Det kan der faktisk gøres noget ved, men det er for nemt så at sige: Så må alle bare komme, én stor familie. Jeg synes altid, at det er påfaldende, at det kun er i denne sammenhæng, at den anden side af Parlamentet taler om familiepolitik. Så skal det hele ske på en gang. Man taber både næse og mund, og hvad ved jeg. Det er altsammen meget udmærket, men, fru formand, vores mening fører i længden til forbedring. Det som fru Weiler foreslår, med alle gode hensigter og respekt for det hun har sagt, gør det ikke, men betyder kun, at vi bliver stående ved den nuværende situation, hvor vi ønsker virkelige fremskridt.
Fru formand, jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, der har bidraget til denne meget vigtige forhandling, og takke fru Weiler for hendes bidrag. Jeg opdagede for nylig, at dette er et meget følsomt emne uanset årstiden og uanset, hvad tid på året det diskuteres. Jeg er enig med fru Oddy i, at vi skal tage emnet alvorligt, og jeg er ikke overbevist om, at denne frihed er blevet udviklet lige så hurtigt som nogle af de andre garanterede friheder for varer, tjenesteydelser og kapital. Dette er en frihed, som vi må tage op, og jeg er enig med fru Weiler i, at hele spørgsmålet om bevægelighed er af principiel betydning. Vi kan ikke tale om en europæisk beskæftigelsesstrategi og tilpasningsevne, medmindre vi gør os klart, hvad der skal gøres for at sikre større bevægelighed på det europæiske arbejdsmarked. Den findes ikke i øjeblikket. Kommissionen vedtog handlingsplanen om arbejdskraftens fri bevægelighed i november sidste år. Målet er hovedsagelig at anbringe arbejdstagernes ret til fri bevægelighed i den overordnede sammenhæng med andre politikker og aktioner inden for Den Europæiske Union med særlig vægt på to nøgleområder, der underbygger hele handlingsplanen. Det ene er borgerskab. En forbedring af muligheden for at udøve retten til fri bevægelighed er til gavn for EU-borgerne, da denne ret er en vigtig del af det europæiske borgerskab. Det andet vedrører spørgsmålet om beskæftigelsespolitik. Forbedringen af arbejdstagernes fri bevægelighed er et bidrag til et mere velfungerende europæisk arbejdsmarked. Siden november 1997 har Kommissionen arbejdet aktivt med at gennemføre handlingsplanen med hensyn til at gennemføre de forpligtelser, der annonceres i planen. Kommissionen overvejer forslag til lovgivning med henblik på at ændre og ajourføre den vigtigste lovgivning om arbejdstagernes fri bevægelighed. Der er her tale om forordning 1616/68 om retten til fri bevægelighed og direktiv 360/68 om bopælsret for arbejdstagere og deres familier. Disse to grundlæggende lovgivningstekster er ikke blevet ændret nævneværdigt i 30 år. Nu er det rette øjeblikket kommet med det indre marked, den fælles mønt, hele spørgsmålet om udvidelsen og behovet for en styrkelse af vores beskæftigelsesstrategi. De nye lovgivningsforslag vil dække centrale spørgsmål som opholdsret for arbejdssøgende og praktikanter og færre bureaukratiske hindringer for alle arbejdstagere. Jeg er enig med fru Van Lancker i denne forbindelse. Der er brug for bedre betingelser for familiesammenføringer for arbejdstagere fra Den Europæiske Union og tilskyndelse til et område med faglig bevægelighed baseret på en anerkendelse af sammenlignelige kvalifikationer for EU-arbejdstagere overalt i Den Europæiske Union uanset i hvilken medlemsstat, de er erhvervet. Dette omfatter spørgsmål som faglig erfaring, eksamensbeviser og kvalifikationer. Forslagene bygger på tidligere forslag fra Kommissionen fra 1989 og ligeledes på selve handlingsplanen samt på anbefalingerne fra panelet på højt plan om personers fri bevægelighed, som havde Simone Veil som formand. I sidste uge vedtog Kommissionen en meddelelse til Rådet og Parlamentet om opfølgningen af Veil-gruppens rapport. I meddelelsen sættes der fokus på betydningen af konkrete forslag til forbedring af den fri bevægelighed. Jeg er glad for at kunne erindre om, at der er sket betydningsfulde fremskridt på lovgivningsområdet i Rådet på området arbejdstagernes fri bevægelighed, nemlig direktivet om tillægspensioner og forordningen om udvidelse af forordning 1408/71 om koordinering af socialsikringsordninger med særlige ordninger for embedsmænd. Kommissionens forslag om at udvide forordning 1408/71 til at omfatte borgere fra tredjelande, der lovligt opholder sig i en medlemsstat, ligger også på Rådets bord. Disse tre forslag blev omfattet af handlingsplanen. Kommissionen arbejder også meget aktivt med en forenkling af forordning 1408/71, som er en af de vigtigste retsakter med hensyn til en reel udøvelse af retten til fri bevægelighed. For nu at forlade udviklingen på lovgivningsområder indeholdt handlingsplanen også foranstaltninger, der sigter på større gennemsigtighed på arbejdsmarkedet og bedre information om faciliteter på arbejdsmarkedet. Europa-Parlamentet bad også om sådanne foranstaltninger i sin beslutning. Til den ende er mange nøgleforanstaltninger blevet iværksat for nylig. Inden for informationsinitiativet »Borgerne først« blev der iværksat en ny foranstaltning ved navn »Permanent dialog med borgerne« i Cardiff for kun en måned siden. Der blev præsenteret et nyt rutekort for jobsøgende med henblik på gennem en praktisk og brugervenlig vejledning at styrke oplysningsindsatsen over for borgere, som ønsker at udøve deres ret til fri bevægelighed. På Cardiff-topmødet blev EURES-databasen præsenteret på Internet, således at den nu er frit tilgængelig for alle borgere, som ønsker at gennemgå jobtilbud i alle de medlemsstater, der er repræsenteret i databasen. Der er iværksat forskellige foranstaltninger for at sikre bedre oplysninger til akademikere, læger, dommere og borgere om retten til arbejdstagernes fri bevægelighed. En række konferencer og seminarer er nu afsluttet i alle medlemsstater, også EØSlandene. Disse foranstaltninger skal følges op. Til oktober vil der blive afholdt en større konference i Bruxelles for at fejre 30-året for forordning 1612/68's ikrafttrædelse og ligeledes for at skue ud i fremtiden. Derfor er jeg ret glad for at kunne bekræfte, at Kommissionens bestræbelser på at overholde handlingsplanens forpligtelser skrider frem i et forholdsvis godt tempo. I den forbindelse er Europa-Parlamentets beslutning meget vigtig. Jeg må sige, at jeg glæder mig over de to institutioners sammenfaldende synspunkter her. Jeg vil gerne fremhæve, at man i EuropaParlamentets beslutning fremhæver betydningen af arbejdstagernes fri bevægelighed på samme måde som Kommissionen: gennem borgerskab og beskæftigelse. Det er vigtigt at understrege, at begge disse områder hænger tæt sammen i dagens Europa, og de er udtryk for de europæiske borgeres største ønsker. Vi ved, at de europæiske borgere er bekymrede over beskæftigelsessituationen i Europa, og at de er interesserede i at kende til mulighederne for at finde beskæftigelse i andre medlemsstater. Endvidere bliver de europæiske borgere i stigende omfang opmærksomme på eksistensen af et område med faglig mobilitet, der dækker hele Europa. De ønsker at vide, at de kan udnytte dette til fulde. Handlingsplanen - og Europa-Parlamentets beslutning - er på alle måder bestræbelser på at opfylde disse ønsker. Så handlingsplanen er hovedsagelig fokuseret på fri bevægelighed for arbejdstagere. Men vi har ikke overset, at fri bevægelighed som sådan omfatter en række andre aspekter, der ikke kun vedrører den erhvervsaktive befolkning. Disse andre aspekter omtales i Parlamentets beslutning og omfatter: afskaffelse af grænsekontrol, herunder indføjelse af Schengen-acquis'et i traktaten, opholdsret for studerende, pensionister og ikke-erhvervsaktive personer i overensstemmelse med princippet om EUborgerskab; oprettelse af et område med fri bevægelighed for studerende og med respekt for akademiske kvalifikationer erhvervet i andremedlemsstater samt problemerne med forskelle mellem medlemsstaternes skatte- og afgiftslovgivning og samspillet mellem skattesystemer og socialsikringssystemer. Alle disse ønsker tages der hensyn til i Kommissionen, og de er genstand for initiativer under handlingsplanen. På trods af dens forholdsvis begrænsede sigte i sådan en bred sammenhæng sigter handlingsplanen for fri bevægelighed for arbejdstagerne på at skabe politisk dynamik på området fri bevægelighed. I planen understreges den stærke sammenhæng mellem disse forskellige områder, og selvom der bestemt er behov for at arbejde videre, udgør den et vigtigt udgangspunkt for gennemførelsen af en sammenhængende fremgangsmåde, der skal sikre borgerne fordelen ved et stort område med bevægelighed i et Europa uden grænser. Det er min faste overbevisning, at Europa-Parlamentet og Kommissionen forfølger samme mål. Jeg glæder mig over det vigtige bidrag fra Europa-Parlamentet i denne forbindelse. Jeg kan forsikre Dem for, at jeg vil følge en dagsorden, der vil føre til større bevægelsesfrihed, og til at denne frihed styrkes i det bedre Europa, vi ser frem til.
Fru formand, kære kolleger, det drejer sig blot om to ganske korte præciseringer og besvarelse af et spørgsmål, som sikkert vil bidrage til at gøre debatten mere saglig. Jeg vil gerne endnu en gang citere punkt 7 i mine krav, hr. Pirker, som handler om visumpligten, for De har desværre formuleret det forkert her. Jeg opfordrer Kommissionen til uanset bestemmelserne i Amsterdam-traktaten allerede nu at fremlægge forslag til afskaffelse af visumpligten inden for Unionen for statsborgere fra tredjelande, hvis de er familiemedlemmer til vandrende arbejdstagere eller er udstationerede arbejdstagere. Det drejer sig altså om et modificeret arbejdsforhold. Det andet vedrører et spørgsmål fra den, tror jeg, finske kollega. Desværre kan jeg ikke længere huske det klangfulde navn. Jeg formoder, det var en finne. De har bemærket, at det europæiske opdragelsespas er en uklar ting. Jeg formoder, at De mener punkt 23 i min betænkning, hvor jeg opfordrer Kommissionen til at videreføre sit arbejde med at indføre et europæisk uddannelsespas. Dette europæiske uddannelsespas er blevet forelagt af fru kommissær Cresson. Vi har diskuteret dette europæiske uddannelsespas udførligt og detaljeret i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, og jeg tror, at alle grupper, også PPE, fandt, at det var en god idé.
Fru formand, jeg har et spørgsmål til kommissæren. Han kom med et godt svar, men jeg er ikke klar over Kommissionens syn på den vigtigste forskel mellem synspunktet hos de to sider af Parlamentet. Vi bør vide, i hvilket omfang Kommissionen ønsker at indarbejde fru Weilers ønsker - måske ikke hele Parlamentets ønsker, men ønsker hos i hvert fald flertallet i Parlamentet - vedrørende statsborgere fra tredjelande.
Statsborgere fra tredjelande er ikke omfattet af vores handlingsplan, kun som familiemedlemmer. De må huske på, at der er tale om forordninger vedrørende familiesammenføringer. De vedrører familiemedlemmer uanset nationalitet. De har været gældende på denne måde i 30 år. Et af de store problemer, jeg har opdaget i de senere år, er, at en forfærdelig masse mennesker i meget høje stillinger ikke har forstået, at familiesammenføringer allerede har eksisteret i 30 år i form af lovgivning. Jeg har ikke tid til at gå i detaljer med det her i aften, men det er meget interessant blot at kigge tilbage på, hvad der rent faktisk har været i kraft i 30 år for familiemedlemmer i stigende og faldende linje og andre familiemedlemmer - nogle bestemmelser er obligatoriske, og nogle kræver sammenføring for at blive udløst. Jeg forsøger at behandle dette i et forslag, der ligger på Kommissionens bord i øjeblikket. Det er vigtigt at huske.
Mange tak, hr. kommissær Flynn. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0267/98) af Rothley for Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (KOM(97)0510 - C4-0528/97-97/0264(COD)) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og ændring af direktiv 72/239/EØF og 92/49/EØF.
Fru formand. Denne titel lyder meget teknisk, men det drejer sig om et relativt praktisk problem. Det drejer sig om at forbedre beskyttelsen af den skadelidte i forbindelse med færdselsuheld i et andet land. Det direktivforslag, vi har til behandling, hviler på Parlamentets første parlamentariske initiativ i henhold til Maastricht-traktaten. Jeg vil gerne opmuntre kollegerne til fremover at bruge denne mulighed oftere. Vi taler jo altid om Parlamentets initiativret. I har jo muligheden! Det drejer sig om at forbedre beskyttelsen af skadelidte i forbindelse med uheld, som man er udsat for i et andet land. Man regner med, at det drejer sig om 500.000 uheld om året, i hvert fald inden for Den Europæiske Union. Hvorfor i et andet land? Hvis der i ens eget land sker et uheld med et køretøj, som er indregistreret i et andet land, er der ingen problemer. Det ordnes af bureauerne for det grønne forsikringskort. En franskmand, som i Frankrig er udsat for et færdselsuheld, hvor modparten er dansker, har ikke noget problem. Men hvis han kommer ud for det samme uheld i Danmark, opstår der problemer, fordi forsikringsselskaberne ikke har kunnet blive enige om, at også disse sager ordnes via bureauerne for det grønne forsikringskort. Derfor har vi brug for dette direktiv. Den løsning, vi foreslår, bygger ikke på en harmonisering af ansvarsretten, som det lejlighedsvis er blevet foreslået. Nej, vi letter bare reguleringen. Vi ændrer ikke den materielle ret. Vi ændrer ikke på domstolenes kompetence. Vi udjævner ikke retten, vi overvinder grænserne. Jeg vil foreslå Kommissionen at gøre dette til en maksime for sin retspolitik: ikke udjævning af retten, men overvindelse af grænserne. Hvad er det, vi foreslår? For det første: Den skadelidte skal ikke længere henvende sig til forsikringsselskabet i det andet land, men kan henvende sig til en repræsentant for dette forsikringsselskab i sit eget land, det vil sige, at ethvert forsikringsselskab i Den Europæiske Union er forpligtet til at have en repræsentant i ethvert andet land i Den Europæiske Union, som behandler skaden. Det næste punkt er et væsentligt moment. Vi sætter en frist. Det gælder både for forsikringsselskabets repræsentant i skadelidtes eget land og for forsikringsselskabet selv. Under normale omstændigheder skal skaden være behandlet inden for 6 måneder. Hvis det ikke er tilfældet, påløber der morarenter af en størrelse, som sandsynligvis vil medvirke til at fremskynde behandlingspraksis. Hvis Kommissionen og Rådet vedtager forslaget, bliver der tale om morarenter på mellem 11 % og 12 %. Kommissionen har tilføjet en idé til denne mekanisme, som jeg er taknemmelig for, nemlig idéen om et organ for erstatning. Dette organ for erstatning, som også skal agere i skadelidtes eget land, bør dog være begrænset til nogle få tilfælde: Hvis forsikringsselskabet i det andet land ikke har udpeget en skadesbehandlingsrepræsentant eller en repræsentant, hvis repræsentanten eller forsikringsselskabet overhovedet ikke reagerer inden for 6-månedersfristen, eller hvis han ikke reagerer substantielt. I disse tilfælde skal den skadelidte kunne gå til dette organ for erstatning i sit eget land. Denne idé fra Kommissionen er fremragende, men vi bør begrænse den til de nævnte tilfælde. Jeg vil gerne rette en hjertelig tak til forsikringsselskaberne. De har medvirket aktivt ved udarbejdelsen af dette direktiv, og det samme har trafikofrenes organisationer. Jeg kan i dag konstatere, at dette forslag, som det ligger på bordet i dag, støttes af alle europæiske forsikringsselskaber og af alle europæiske organisationer for trafikofre, måske bortset fra nogle redaktionelle ændringer. Jeg går ud fra, at Kommissionen ligeledes vil overtage Parlamentets forslag i grove træk. Jeg glæder mig over, at det var muligt at føre en indledende meningsudveksling allerede i arbejdsfasen under det britiske formandskab. Det er måske en model for det fremtidige samarbejde mellem Parlamentet og Rådet allerede i førstebehandlingsfasen. Jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til, at det østrigske formandskab vil vedtage den fælles holdning. Der foreligger et ændringsforslag fra hr. Wijsenbeek. Derudover er alt vedtaget enstemmigt i Udvalget for Retlige Anliggender og Borgerlige Rettigheder. Hr. Wijsenbeek ved, at jeg i grunden går ind for hans ændringsforslag. Jeg tror bare ikke, at det passer i denne teksts kontekst. Til slut vil jeg egentlig gerne opmuntre Kommissionen til også fremover at føre retspolitik ad denne vej, så menneskene i Den Europæiske Union kan føle sig hjemme, ikke kun i deres egen region, i deres eget land, men i hele Europa.
Fru formand, først vil jeg gerne takke ordføreren for hans forslag og også lykønske ham med det. Udvalget om Transport og Turisme har opteret for en udtalelse med konklusion uden ændringsforslag, også for at sikre sammenhængen i det samlede forslag. Med dette direktiv sker der virkelig en væsentlig forbedring af beskyttelsen af mennesker, som kommer ud for uheld uden for deres bopælsland. Ikke kun den aktuelle sæson for ferierejser, men også den lille million grænsearbejdere understreger den kendsgerning, at rigtig mange borgere er berørt af dette forslag. Det skønnes, som ordføreren nævnte det før, at der årligt sker 500.000 uheld uden for den skadelidtes bopælsland. Det drejer sig om uheld, hvor formaliteterne kan blive vanskelige, hvor det nogle gange er vanskeligt at finde ud af, hvem man skal henvende sig til, og - hvad der er værre - hvor skadeserstatningen i visse tilfælde lader vente længe på sig. Man taler her om behandlingstider på op til otte år. Med det foreliggende direktiv indføres der et direkte krav til fordel for skadelidte, som ikke kun gælder skadevolderen, men også hans forsikringsselskab. Informationskontoret skal give den skadelidte alle nødvendige informationer, og skadebehandlingsrepræsentanten eller i givet fald organet for erstatning, som også er indeholdt i forslaget, vil under alle omstændigheder fremskynde procedurerne. Derudover vedrører direktivet også uheld mellem EU-borgere - det blev gud ske lov tilføjet - i tredjelande, hvilket også har foranlediget Udvalget om Transport og Turisme til at anbefale, at dette direktiv måske skal inddrages stærkere i forhandlinger mellem EU og tredjelande. Dette direktiv vil dog efter vores opfattelse først tage fuld højde for ofrenes berettigede krav, når de mindstesatser for godtgørelser, der er foreslået i 2. motorkøretøjsforsikringsdirektiv, også bliver tilpasset. Det omtalte direktiv nr. 84/5 er ca. 15 år gammelt. Derfor dækker mindstesatserne i visse tilfælde overhovedet ikke længere de mulige udgifter, særligt ved svært tilskadekomne. Desuden er der op til 90 % forskel på disse mindstesatser fra det ene land til det andet. Her er tillægsforsikringer desværre den eneste garanti for en rimelig erstatning. Derfor opretholder Udvalget om Transport og Turisme sit forslag. Det er en vældig god ting at afkorte fristerne og udforme informationen korrekt, men hvis mindstesatserne ikke længere er tilstrækkelige, hjælper det desværre ikke ofrene godt nok. Jeg takker endnu en gang ordføreren for hans arbejde og Dem for Deres opmærksomhed.
Fru formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med denne vigtige betænkning. Det er også en vigtig premiere for Parlamentet. Det er første gang, at en beslutning fra Parlamentet er blevet brugt som baggrund for et forslag til lovgivning fra Kommissionen. Det er første gang, at EF-traktatens artikel 138 B bruges til en anmodning om lovgivning. Dette er et vigtigt direktiv. Det er både et forbrugervenligt forslag og ligeledes et vigtigt støttepunkt for det indre marked. Det vil hjælpe ofre for bilulykker, der sker uden for ofrets hjemland i en anden medlemsstat. De enkelte forsikringsselskaber vil skulle udpege en repræsentant eller agent i alle de øvrige medlemsstater, og ofret vil så gøre kravet gældende direkte hos den udpegede repræsentant. Fordelen ved dette er, at det vil gøre sagsbehandlingen meget hurtigere og mindske sprogproblemer. I øjeblikket kan et gennemsnitligt krav, som behandles i udlandet, tage op til otte år og koste mindst 15 % mere end et krav, der behandles i ens egen medlemsstat. Det foreslåede direktiv vil - som ordføreren forklarede - også lette situationen med hensyn til frister og sanktioner for manglende overholdelse af fristen. På Den Socialdemokratiske Gruppes vegne anbefaler jeg denne betænkning for Kommissionen og Parlamentet som en vigtig ny foranstaltning på forbrugerområdet. Det er belastende nok at være ude for et færdselsuheld, uden at man behøver den ekstra ulejlighed og belastning at skulle vente i årevis, mens forsikringsselskaber i de forskellige lande behandler kravene. Dette forslag er opfindsomt og kreativt, og jeg vil gerne takke ordføreren både for at have udarbejdet den oprindelige beslutning og betænkning og for nu at aflægge betænkning om Kommissionens forslag.
Fru formand, ærede kolleger, det er svært at tilføje noget nyt efter at have hørt kollegernes indlæg, og det skyldes, at vi i mit udvalg, nemlig Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder, er enige om hele hr. Rothleys betænkning. I grunden siger vi alle sammen de samme ting. Jeg vil derfor kun understrege visse elementer. Selvom det allerede er blevet sagt, så vil jeg for det første gerne tilføje, hvor stor en gevinst der er tale om med hensyn til gennemsigtigheden. Der bør nemlig gøres opmærksom på, at det med dette direktiv er første gang, Europa-Kommissionen imødekommer en anmodning fra Europa-Parlamentet, som er indgivet i henhold til artikel 138 B. Og det betyder, at vi får en større gennemsigtighed, for andre gange sker det, at Parlamentet - der ikke føler, at det har nogen initiativret - griber ind i de bestemmelser, som Kommissionen fremlægger, med en række ændringsforslag, der er overdrevne i forhold til forslagets oprindelige tekst, og det er ikke særlig korrekt at gribe ind på denne måde. Vi råder over et redskab - og det har vi til fulde bevist i dette tilfælde - der gør det muligt at fastlægge nogle bestemmelser, hvormed Parlamentets vilje kan ske på en mere organiseret og rationel måde. For det andet vil også jeg gerne understrege, at den enighed, som juristerne i Udvalget om Retlige Anliggender har givet udtryk for, også gælder fuldstændigt for alle de europæiske forsikringsselskaber og forbrugersammenslutninger. Denne kendsgerning er heller ikke uden betydning, og den skal man naturligvis gøre opmærksom på. Jeg mener ikke, at jeg behøver at komme ind på direktivets indhold, da mine kolleger allerede har illustreret dette så rigeligt. Jeg er overbevist om, at betænkningen af hr. Rothley bør godkendes i sin helhed, da den er et kompromis på højt plan. Det drejer sig om et kompromis i ordets ædle forstand, og som således repræsenterer forbindelsen mellem en række opfordringer og nye koncepter, der først kom fra Europa-Kommissionen og siden fra parlamentsmedlemmerne - navnlig fra Udvalget om Retlige Anliggender - i samarbejde med de forsikringsselskaber og forbrugersammenslutninger, jeg nævnte for lidt siden. Ud fra dette synspunkt mener jeg, at det er nyttigt at understrege dette aspekt. De ændringsforslag, der er fremsat af Udvalget om Retlige Anliggender, bør efter min mening godkendes i deres helhed. Det eneste ændringsforslag, som ikke har noget at gøre med det enstemmige arbejde i Udvalget om Retlige Anliggender, er ændringsforslaget af hr. Wijsenbeek. Jeg bifalder ikke dette ændringsforslag, og det er ikke, fordi jeg er uenig i indholdet, men fordi oversættelsen til alle sprog af de formularer, der anvendes til at fastslå omstændighederne ved uheldet og anmelde skaden, allerede er en realitet. Det har jeg selv kunnet konstatere for 10 år siden ved et uheld i Frankrig. Formularerne er udfattet på forskellige sprog, men de har den samme farve og den samme grafiske opstilling af spørgsmålene, og jeg mener derfor, at ændringsforslaget er overflødigt og bør forkastes. Jeg vil også gerne understrege, at den nyhed, som erstatningsorganet udgør, bør være forbundet med subsidiaritet og frihed, så staterne inden for rammerne af såvel de offentlige som de private strukturer frit kan vælge det erstatningsorgan, som de anser for at være det mest hensigtsmæssige. Afslutningsvis vil jeg gerne takke hr. Rothley.
Fru formand, allerførst tillykke til ordføreren. Jeg vil også gerne udtale min respekt for den måde, han har fået kompromiser i stand på i Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder, og i den sidste ende er han initiativtager til denne initiativlovgivning. Altså hvad det angår, er det et flot stykke arbejde, der virkelig bibringer Unionens borgere noget. Borgerne bliver stadigvæk mere mobile, og det betyder, at de oftere passerer grænserne, og at det, fordi trafikforholdene desværre er så forskellige, ikke kan undgås, at der sker uheld. Nu kan forholdene være meget mere komplicerede end i det gennemsnitstilfælde, der angives i betænkningen af hr. Rothley: f.eks. jeg nævner et vilkårligt tilfælde - en spanier og en græker involveres i et uheld i Italien. I det tilfælde er det stadigvæk et problem, hvor de skal procedere, hvis det eventuelt kommer til en retssag. Heraf fremgår problemet om retsligheden i Unionen, der stadigvæk ikke er sådan, at alle borgere på lige fod og med samme status kan procedere overalt i Unionen. Endvidere er udlændinges stilling ofte meget svag. Til sidst, fru formand, vil jeg også sige noget om mit ændringsforslag. Det afvises her af ordføreren, der siger: Det må foregå et andet sted, og hr. Casini, der siger: Det eksisterer allerede. Det drejer det sig netop om, hr. Casini. Jeg går ind for integration, men hvis borgerne støder sammen, har de en slags indgroet mistillid, og de tror, at de bliver snydt. Hvis man så har et dokument, der skrevet på deres eget sprog og samtidig på en række andre sprog, så de i fællesskab kan konstatere, at det faktisk er det samme dokument med samme formulering, så arbejder vi på integration af borgerne. Hvad er smukkere, og hvad gør vi egentlig her andet end at fremme den? Derfor har jeg efter henstilling fra forsikringsselskaberne fremsat dette ændringsforslag, og jeg anmoder Dem om at vedtage det.
Fru formand, i sagen Denise Matthews mod Det Forenede Kongerige, der er blevet behandlet af vores »nabokone«, Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder, er det for første gang af en retlig instans, udenom Domstolen i Luxembourg, blevet fastslået, at Europa-Parlamentet har fuld lovgivende kompetence. Og hvorfor? Et af de stærkeste argumenter for Menneskerettighedskommissionen var retten til at tage initiativ i artikel 138 B. Bl.a. heraf har Menneskerettighedskommissionen afledt, at Europa-Parlamentet har fuld lovgivende kompetence. Vi oplever her et historisk øjeblik, fru formand og hr. kommissær. For første gang har vi gjort brug af initiativretten, og jeg støtter helt hr. Rothleys henstilling, både til Dem personligt, fru formand, men også til kommissær Monti, om at fortsætte ad denne vej. Vi skal af hensyn til borgerne gøre mere og mere brug af denne initiativret. Jeg vil ikke komme nærmere ind på indholdet, jeg støtter i parentes hr. Wijsenbeeks ændringsforslag, fordi han har ret. Men det vigtigste punkt, som jeg her vil understrege, er, at vi er hr. Rothley meget taknemlige for hans initiativ, hvormed han har støttet Europa-Parlamentets lovgivende rolle, og han fortjener tak og støtte.
Fru formand, der har i meget lang tid været behov for en regulering, der kan løse de voksende problemer, som opstår ved afregningen af ulykkerne til skade for trafikofrene. På den ene side berører det flere og flere borgere, og på den anden side er de procedurer, der er gældende i dag, utilstrækkelige til at kunne løse alle sagerne retfærdigt. De forhold, der kræver en omgående løsning er følgende: garantere offeret ret til direkte søgsmål og sikre udbetalingen af erstatningerne. Det har været et af de spørgsmål, der skulle løses, og jeg forstår, at de forelagte ændringsforslag i høj grad har bidraget hertil. Jeg kan derfor ikke andet end anerkende hr. Rothleys fremragende arbejde. Men selvom vi i det store og hele er enige i formålet med disse ændringsforslag, har vi nogle forbehold med hensyn til ændringsforslag 33 til artikel 5, som, vi synes, er affattet på en sådan måde, at den kan ende med at være mere gunstig for forsikringsselskaberne end ofrene selv.
Fru formand, kære kolleger, det forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv, som vi behandler her i aften, var et indtrængende ønske fra såvel bilister som forsikringsfolk og internationale bilistsammenslutninger. Det skal understreges, at denne tekst er blevet til på initiativ af Parlamentet. Den var et svar på en bestemt forventning, og Parlamentet har ved at udføre et godt stykke arbejde bevist, at det er i stand til at tage sit ansvar som lovgivende forsamling seriøst. Det kan vi alle glæde os over. Formålet med teksten er at forenkle skadeserstatningsproceduren for skadelidte ved at gøre det lettere at komme i kontakt med det forsikringsselskab, der skal betale skaden. I forslaget til direktiv foreslås der fire foranstaltninger for at nå dette mål, nemlig at der indføres en ret til at kunne rejse et direkte krav; at der i ethvert forsikringsselskab og i enhver medlemsstat udpeges en repræsentant, der har beføjelse til at behandle skaderne; og at der oprettes et informationsorgan samt et erstatningsorgan. Denne juridiske opbygning kan måske synes en smule tung og kompleks, ligesom dem, som franskmændene sædvanligvis kalder »gasværker«. De ændringsforslag, der er fremsat af Udvalget om Retlige Anliggender, tager sigte på at fuldende teksten og gøre den mere sammenhængende og mere stringent. Vi støtter derfor ændringsforslagene. Afslutningsvis vil jeg gerne lykønske ordføreren, hr. Rothley, for hans glimrende arbejde. Han har forstået at gøre denne komplekse tekst klar, og han har vist et stort juridisk talent. Jeg vil også gerne lykønske alle mine kolleger fra Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder, og navnlig to både charmerende og kompetente kolleger, nemlig fru Palacio og fru Mosiek-Urbahn.
Fru formand, dette er måske i virkeligheden tidspunktet til næsten at opfordre til fortrolighed, til en snak mellem venner. Også for mig har de tidligere indlæg været så tilstrækkeligt eksplicitte med hensyn til de tekniske aspekter, at De vil tillade mig at tale om det, der er historien bag dette direktiv, om hvordan Den Europæiske Union stadigvæk i dag er et grænseland, hvor en person, et medlem med en god idé, traktat eller ej, og med stor bestemthed og stor forhandlingsevne er i stand til at få rejst noget, som er vigtigt for os alle fra det øjeblik af, hvor vi føler os som, jeg vil ikke sige forbrugere, men som almindelige borgere. Fru formand, dette har ikke været noget nemt direktiv. Der var 36 ændringsforslag fra hr. Rothley, men der var andre 36 ændringsforslag fra forskellige medlemmer af Udvalget om Retlige Anliggender - heraf var 20 mine - og derefter har hr. Rothley - med fasthed, som jeg har sagt, med en enorm forhandlingsevne, med en enorm evne til at forstå bekymringerne for spørgsmålet om subsidaritet - accepteret 10 ændringsforslag, som indeholder et kompromis. Og dette har gjort det muligt, at disse 36 endelige ændringsforslag blev vedtaget enstemmigt i udvalget, og jeg håber, at vi i morgen, om ikke enstemmigt, vedtager betænkningen med et overvældende flertal. Hr. Rothley, jeg har indbundet historien, den lille historie, fra den oprindelige beslutning i Parlamentet, hvor man anvendte artikel 138 B; jeg har bundet den ind, og når man siger til mig, at vi i de europæiske institutioner laver meget abstrakte ting, at de er meget langt væk, at vi ikke bekymrer os om konkrete problemer, så vil jeg vise dem dette arbejde. Og det eneste, jeg er ked af, er, at der ikke står noget om den enorme glæde og enorme ære, det har været for os alle at arbejde sammen med Dem.
Fru formand, de foregående talere har jo allerede udførligt omtalt denne betænknings indhold og fortræffeligheder. Jeg vil derfor kun komme ind på to punkter, som efter min mening er særligt bemærkelsesværdige. De er bemærkelsesværdige, fordi de bringer os et stort skridt nærmere til et borgernes Europa. Det første punkt vedrører det borgervenlige indhold i det planlagte direktiv. Det er jo virkelig på høje tid, at der findes en ordning på dette vigtige område. Som følge af masseturismen, den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt persontrafikken er den grænseoverskridende færdsel med motorkøretøjer i dag af et omfang som aldrig før. Borgernes risiko for at blive offer for et uheld, som sker uden for hjemlandet, og som medfører krav mod andre EU-borgere eller deres forsikringsselskab, er tilsvarende stor. Så meget desto mere er der grund til at hilse det velkommen, at direktivet vil sikre trafikanterne i Unionen en så omfangsrig, hurtig og effektiv beskyttelse, som er mere vidtgående end det blotte direkte krav mod forsikringsselskabet, med en repræsentant for det pågældende forsikringsselskab i offerets land, med mekanismerne til om nødvendigt at finde frem til denne repræsentant og med et organ i hver medlemsstat, som i tilfælde af vanskeligheder selv kan sørge for skadeserstatningen. Denne flerstrengede sikring af borgeren ville imidlertid ikke være kommet i stand, i det mindste ikke på nuværende tidspunkt, hvis ikke Europa-Parlamentet selv havde taget initiativet. Dermed kommer jeg til det andet punkt, jeg vil omtale. Denne procedure er den første, hvor Europa-Parlamentet har anvendt den indirekte initiativret, som det fik overdraget med Maastricht-traktaten. Lovgivningsinitiativet tilkommer Parlamentet som den valgte repræsentant for Europas borgere. Hvis Europa-Parlamentet gør flittig brug af sin nye initiativret, må det også på længere sigt føre til en styrkelse af Parlamentets indflydelse i Den Europæiske Unions lovgivningssystem. Samtidig betyder det, at vælgernes indirekte indflydelse på politikken i Europa vokser. Konsekvensen kan kun blive, at Parlamentets anseelse i befolkningen vokser, og at det dermed opnår en yderligere styrkelse af sin politiske autoritet. Der skal derfor rettes en stor tak til ordføreren, som her for første gang har anvendt Parlamentets initiativret.
Fru formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil gerne lykønske EuropaParlamentet og ordføreren, hr. Rothley, og det er der tre grunde til, nemlig indholdet i dette direktiv, en grund, der har at gøre med institutionerne, og så betingelserne. Jeg vil gerne lykønske Dem for indholdet, da dette direktiv, som hr. Rothley sagde, er rettet mod borgerne, for at de ikke kun skal føle sig hjemme i deres eget land, men også i Europa. Dette forslag til direktiv vedrører nemlig et stort antal borgere, og det drejer sig om et vanskeligt øjeblik i deres tilværelse, nemlig når de i en anden medlemsstat end den, hvor de har deres faste bopæl, bliver ofre for et trafikuheld forårsaget af et motorkøretøj, som er indregistreret og forsikret i en anden medlemsstat. Den anden grund har at gøre med institutionerne. Det er ganske vist allerede blevet understreget, men på Kommissionens vegne vil jeg gerne lægge eftertryk på, at det er første gang, man anvender artikel 138 B. Som medlem af Kommissionen må jeg sige, at jeg er glad for, at denne »første gang« for institutionerne finder sted på et så relevant område som borgernes dagligdag. Den tredje grund til min tilfredshed og mine lykønskninger er de betingelser, på hvilke forbrugernes og forsikringsindustriens postive bidrag har lettet tilblivelsen af dette forslag til direktiv. Ingen af de direktiver om forsikring af motorkøretøjer, der allerede er i kraft, tager særligt hensyn til det specielle spørgsmål, som behandles her, nemlig udbetaling af erstatning til de skadelidte. Ud fra et juridisk synspunkt er de dækket af systemet med det grønne forsikringskort, men i praksis er det vanskeligt at få erstatning fra den ansvarlige parts forsikringsselskab. Dette forslag til direktiv tager sigte på at give de skadelidte et juridisk instrument mere, der har det formål at opveje de praktiske vanskeligheder, som de støder på. Jeg vil gerne understrege, at forslaget ikke medfører overdrevent store omkostninger for forsikringsindustrien og de nationale forvaltninger - en anden fordel ved forslaget er netop dets pragmatisme, og jeg tror, at ordføreren sætter pris på pragmatisme i de lovgivningsmæssige forslag. Den nye struktur medfører ikke nogen forøgelse af udgifterne, da medlemsstaterne eller forsikringsselskaberne i meget stor udstrækning kan benytte sig af de eksisterende strukturer, der på samme tid kan anvendes til forskellige formål. Selvom den foranstaltning, som vi taler om, medfører visse udgifter for forsikringsselskaberne, så er fordelen for samfundet meget stor, da de nye mekanismer vil reducere de omkostninger, der sædvanligvis afholdes af de skadelidte i det land, hvor skaden er sket. Disse omkostninger omfatter f.eks. oversættelsen af politirapporter samt advokathonorarer, eftersom de skadelidte ikke er fortrolige med de gældende procedurer i den medlemsstat, hvor skaden er sket, eller fordi de ikke kan henvende sig til forsikringsselskabet uden advokatbistand. Jeg vil nu behandle de enkelte ændringsforslag. Kommissionen er meget glad for at kunne godkende ændringsforslag 1, 2, 3, 6, 7, 9, 12, 16, 18, 20, 21, 25 og 31. Disse ændringsforslag gør den sproglige formulering bedre eller tilføjer nogle nyttige oplysninger i teksten. Kommissionen er også enig om delvist at godkende ændringsforslag 15, 17, 19, 28, 29, 30 og 33. I ændringsforslag 15 kan vi ikke godkende punkt a) om bestemmelsernes udvidelse til også at omfatte uheld, der finder sted i et tredjeland. Dette spørgsmål bør undersøges grundigt i lyset af andre internationale aftaler. Ændringsforslag 17 er en alt for forenklet version af Kommissionens oprindelige forslag. Med hensyn til ændringsforslag 19, så kan det ikke accepteres, at man i et direktiv fremsætter nogle forslag om de personer, der kan udføre hvervet som repræsentant i forbindelse med opgørelsen af skaden. I ændringsforslag 28 må man ikke udelade en beskrivelse af informationskontorernes opgaver. I ændringsforslag 29 er det ikke hensigtsmæssigt at henvise til den medlemsstat, der har givet forsikringsselskabet autorisation. I ændringsforslag 30 vil udløbsfristerne kunne forsinke udbetalingen af en erstatning til skadelidte. Desuden er der en fejlagtig henvisning til direktiv 84/5/EØF, da dette direktiv ikke indeholder nogen bestemmelser om erstatningsorganet. I ændringsforslag 33 er der ingen grund til at anføre nogle oplysninger om de organer, der kan fungere som erstatningsorganer. Med hensyn til de tilfælde, hvor forsikringsselskabet ikke kan identificeres, kan Kommissionen kun acceptere, at erstatningsorganet griber ind, såfremt det endelige ansvar påhviler garantifonden i overensstemmelse med artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5. Hvad en anden gruppe af ændringsforslag angår, kan Kommissionen godkende dem med visse ændringer eller godkende tankegangen i dem. Det drejer sig om ændringsforslag 5, 10, 13, 26 og 27. Af disse vil jeg kort komme ind på ændringsforslag 26 og 27. Vi kan ikke godkende de dele af forslagene, der ville føre til en overdreven og skadelig harmonisering og til en erstatningsprocedure, som ville blive alt for tung for skadelidte på grund af de mange frister, og som ville blive mere kompleks som følge af detaljerne ved proceduren. Jeg kommer nu til de forskellige ændringsforslag, der ikke kan godkendes af Kommissionen, fordi de ikke forbedrer den foreslåede tekst på nogen måde, og fordi de risikerer at skabe forvirring med hensyn til visse bestemmelsers betydning. Det drejer sig om ændringsforslag 4, 8, 11, 22, 24, 35, 36 og 37. Kommissionen kan i øvrigt heller ikke godkende hverken ændringsforslag 14 eller ændringsforslag 34, og det for at sikre, at der alt i alt er overensstemmelse med de tre direktiver, som allerede er gældende for forsikringen af motorkøretøjer. Kommissionen kan heller ikke godkende ændringsforslag 23. Desuden kunne den måske acceptere en styrket version af artikel 3, stk. 6, men ikke den formulering, der foreslås i ændringsforslag 26. Den bedste løsning var måske et kompromis mellem Kommissionens forslag og så det, der foreslås i ændringsforslag 26. Endelig forkaster Kommissionen også ændringsforslag 32, da de offentlige forvaltninger yder informationstjenesterne gratis i visse medlemsstater. Der er således ikke nogen grund til at indføre nogle nye udgifter. Med hensyn til ændringsforslag 37, hr. Wijsenbeek, så vil anvendelsen af de formularer om sammenstød, der er udfærdiget på flere sprog, efter vores mening kunne opnås ved hjælp af en frivillig aftale mellem forsikringsselskabernes organisationer. Man behøver ikke nødvendigvis et direktiv til dette formål. Jeg beklager, at jeg med min opremsning af ændringsforslag har gjort en ting vanskeligere, der er meget værdifuld, fordi den er en institutionel nyhed, fordi den er tæt på borgerne, og fordi den beviser, at det indre marked kan gennemføres på Parlamentets initiativ og ikke blot på Kommissionens initiativ, idet man forener forbrugernes interesser og industriens imødekommenhed. Dette bør understreges såvel først som sidst.
Mange tak, hr. kommissær Monti. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0233/98) af Hulthén for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse om Kommissionens meddelelse om miljø og beskæftigelse (Udvikling af et bæredygtigt Europa) (KOM(97)0592-C4-0655/97).
Fru formand, beskæftigelse og miljø, som Kommissionens meddelelse handler om, er to områder, som i lang tid i mange situationer har været i konflikt med hinanden. Men lige siden udviklingen, ikke mindst på miljøområdet, er gået fremad, har det vist sig, hvor forkert og forældet dette egentlig er. Miljøaspekterne og miljøbevidstheden er blevet en mere integreret del af samfundet. Trods den udvikling, der er sket, er der imidlertid stadig meget tilbage at gøre. I den betænkning, som jeg har forsøgt at udarbejde med gode bidrag fra andre, ikke mindst fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender samt Udvalget om Regionalpolitik, har jeg forsøgt at fremlægge forslag til, hvordan vi kan gå videre med opbygningen af et holdbart Europa. Jeg vil også sige, at i den tid, der er blevet arbejdet med betænkningen, har jeg opdaget, at der er en enorm opfindsomhed og udvikling lokalt og regionalt rundt om i Unionen. For at vi overhovedet skal kunne se udviklingen i en sektor som »grønne jobs«, gælder det om at have en rimelig definition af, hvad et »grønt job« egentlig er. Kommissionens definition er smuk, nærmest filosofisk, men måske ikke så praktisk til brug for måling af, hvad det egentlig drejer sig om. Det er måske den første efterlysning, der burde gøres, når man fortsætter med dette arbejde. For at kunne lave sammenlignelig statistik og iværksætte ordentlige foranstaltninger kræves der nemlig en klar og tydelig definition af emnet. Der er fire hovedområder, hvor jeg primært ser, at fremtidens beskæftigelse kan findes, og hvor en forandring af den nuværende situation er helt nødvendig, netop for holdbarhedens skyld. Det drejer sig om energisektoren, byggeriet, affald og ikke mindst landbrugssektoren. Den er måske et af de vigtigste områder, hvor Unionen har mulighed for at opnå en forandring, og hvor det er vigtigt, at der sker noget, som ændrer den nuværende retning. Vi ved, at der i de sidste femten år er skabt stadig flere økologiske landbrug i Europa. Forbrugernes krav om miljørigtig mad er steget konstant. Derimod har Unionen hidtil vist sig temmelig uinteresseret i at følge denne tendens og komme forbrugernes krav i møde. Skal vi foretage en forandring og få denne stimulans til »grønne jobs«, så må vi også begynde i landbrugssektoren, hvor Unionen faktisk har muligheder og ressourcer til at gøre noget. Det er et temmelig surt æble at bide i. Metoderne til at stimulere denne udvikling og få miljøet og beskæftigelsen til at hænge sammen kan se meget forskellige ud. Forbrugerne er måske en af de vigtigste faktorer i dette - at bevidstgøre forbrugerne. Det er jo dem, der stiller kravene. Nu er det jo desværre ikke sådan, at bevidsthed er genetisk betinget, men derimod noget, som må komme med erfaringen. Derfor må forbrugerne have mulighed for at foretage valg, få information, få at vide, hvilke produkter, der findes og hvilke krav, der kan stilles. Det er lige så vigtigt med bevidste virksomheder, bevidste virksomheder med producentansvar. Det kommer heller ikke af sig selv. Der behøves gulerødder og piske fra politisk side, for at udviklingen skal skride fremad. Det drejer sig også om bevidste myndigheder, som tager sit ansvar og som ser sine muligheder, f.eks. når det gælder offentlige indkøb, at stimulere en udvikling af mere miljøvenlige virksomheder, af en udvikling, som går i den rigtige retning. Det drejer sig endvidere om, at vi tilbyder uddannelser, at vi stimulerer teknisk udvikling, samarbejde mellem NGO's forskere, fagforeningsbevægelser og ikke mindst myndigheder. Der er masser at gøre på dette område. For at opnå denne holdbare udvikling må vi gennemgå sektor for sektor, og måske af og til smide en eller anden gammel hellig ko ud, som er blevet tilbage fra tidligere. Vi har et klart ansvar og en klar opgave, ikke mindst fra borgerne i Europa. Vi behøver et bedre miljø, men vi har også 20 millioner mennesker, der går arbejdsløse, og som behøver beskæftigelse. Det er der, udfordringen ligger. Der er kommet 12 ændringsforslag til betænkningen. Af disse 12 er der to, som jeg føler, at jeg kan støtte. Det drejer sig om ændringsforslag 3 og ændringsforslag 11 fra Virgin. De øvrige er jeg ikke principielt imod, men jeg synes ikke, at de gør betænkningen eller Kommissionens forslag klarere, snarere tværtimod.
Fru formand, fru Hulthén, Deres betænkning er virkelig meget interessant, og jeg takker Dem for, at De har accepteret konklusionerne fra udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Jeg lykønsker Dem med Deres bidrag. Jeg tror, at vi alle er enige i, at ødelæggelsen af miljøet er blevet et af de største problemer, som vi står over for i dag på grund af den måde, industrisamfundet udvikler sig. De snavsede og ildelugtende floder, skraldet og affaldet omkring os, den generende røg i byerne er nok det tydeligste udtryk for en stadig mere forurenet planet - vores Jord - og der er også en mindre åbenbar, tættere forurening: de sygdomme, der fremmes af fysiske og kemiske forurenende stoffer. Kommissionens meddelelse om miljøet og beskæftigelsen har som formål at fastlægge de generelle principper for en strategi, som gør det muligt at skabe synergier mellem miljøpolitikken og beskæftigelsen. Det drejer sig om at skabe beskæftigelse, som renser luften og vandet, som vi forurener, om at genbruge og genindvinde det affald, vi producerer, om at plante ny skov i stedet for det, vi har fældet, og også om, at forskningen og teknologien i mellemtiden forbedrer denne miljønedbrydning, hvilket formentlig også vil forbedre vores samfund. Da jeg mener, at vi bruger mere tid på at tale om miljøet og beskæftigelsen end på at finde virkelige og kvantificerbare midler til at afhjælpe disse to alvorlige problemer, vil jeg i al beskedenhed anmode Kommissionen om, at den inden for rammerne af lanceringen af denne europæiske strategi kommer med en kritik af vores nuværende »køb og smid væk-samfund«. Bare med dette tror jeg, at vi ville opnå meget.
Fru formand, miljø skaber arbejdspladser. Dette slogan er allerede gammelt. Allerede i 1993 blev der i Den Europæiske Union på initiativ af kommissionsformand Jacques Delors truffet en beslutning om en ny udviklingsmodel. Ineffektiviteten ved det umådeholdne forbrug af naturlige ressourcer og det for lave forbrug af arbejdskraft skulle erstattes af en bæredygtig udvikling. Ud over den nye kurs krævede Delors, at miljøbeskyttelsesområdet skulle opdyrkes direkte som et nyt beskæftigelsesområde. Forbedring af miljøet og livskvaliteten - som hidtil var ubetrådt land - skulle udnyttes til nye arbejdspladser og dermed kunne yde et bidrag til at nedbringe arbejdsløsheden. Af helt uransagelige grunde har Kommissionen forsømt denne betydningsfulde begyndelse til en økonomisk politik, som kobler områderne miljø og beskæftigelse sammen på en sådan måde, at de styrker hinanden. Denne meddelelse fra Kommissionen skulle være kommet for længst. Nu forventer vi naturligvis, at dette papir ikke igen får lov at ligge, men at det forfægtes aktivt af Kommissionens repræsentanter i opfølgningsudvalgene, og at der tilskyndes til at anvende strukturmidler til beskæftigelsesprogrammer på miljøområdet, netop der, hvor der i dag endnu ikke anvendes midler, og at sådanne ændringer godkendes meget hurtigt i Kommissionen, så det, som her er skrevet så smukt, og som virkelig også er en god begyndelse, også bliver gennemført. En naturlig konsekvens må være, at Kommissionen engagerer sig for den nye strukturfondsforordning, at anvendelsen af støttemidler netop på dette innovative område også sættes tilsvarende højt, og at miljømyndighederne og miljøorganisationerne inddrages i planlægning, evaluering og gennemførelse.
Fru formand, fru kommissær, jeg har bedt om ordet for at forsvare og støtte de store linjer i fru Hulthéns betænkning, som jeg mener beskriver forholdene korrekt, især når »miljøet« i Den Europæiske Union i dag beskæftiger mere end 3, 5 millioner mennesker, og når perspektivet for den årlige vækst af alle, herunder undersøgelser fra OECD, anerkendes at skulle nå op på 5, 5 %. Og i et Europa præget af beskæftigelsesproblemer, men også af den stigende og uafvendelige integration af miljøet i de politikker, som Den Europæiske Union fører ud i livet, er beskæftigelse og miljø således i dag to sider af samme sag og står derved i klar modsætning til en nu forgangen udviklingsmodel baseret på pris- og investeringsrelationer og med overudnyttelse af naturressourcerne. Jeg vil også gerne benytte denne lejlighed til at fremhæve, at den kommende reform af den fælles landbrugspolitik må forstærke kravet om en fyldestgørende vurdering af miljøspørgsmålene i lyset af den strategi for bæredygtig udvikling, som vi har forsvaret. Og jeg vil også gerne fremhæve struktur- og samhørighedsfondenes rolle i udviklingen af miljøpolitikken og navnlig for den nævnte forbindelse mellem miljø og beskæftigelse. Det er f. eks. hævet over enhver tvivl, at kravet om at anvende 50 % af samhørighedsfonden til miljø har bidraget meget positivt til at forbedre livskvaliteten i samhørighedslandene, ligesom den har gjort forbindelsen mellem miljø og skabelse af nye arbejdspladser klarere. På den anden side er det i dag almindelig kendt, at de sektorer og virksomheder, der investerer i økologiske processer og produktionssystemer, vil få stadig sværere konkurrencevilkår inden for den Europæiske Union og i EU's handel med omverdenen. Derfor vores støtteerklæring til fru Hulthéns betænkning og derfor også denne udfordring sendt til Kommissionen om, at den følger sin meddelelse op med konkrete forslag efter den linje, som Europa-Parlamentets Miljøudvalg har anvist.
Fru formand, vi behandler nu en god betænkning, som indeholder mange gode idéer for Kommissionen at bearbejde. Jeg vil gerne lykønske Hulthén med den. Betænkningen tager vigtige spørgsmål op om, hvordan miljøpolitikken kan medvirke til at skabe nye meningsfulde jobs i EU. Som det fremgår af data fra Kommissionens meddelelse, er miljøsektoren i virkeligheden stærkt ekspansiv med en anslået vækst i de kommende år på 5, 5 %. Dette er meget glædeligt. Forklaringen ligger delvis i menneskers øgede engagement i miljøspørgsmål. Dermed ændrer de deres efterspørgsel i retning mod miljøvenlige varer og forstærker på denne måde beskæftigelsen i miljøsektoren. Også politiske beslutninger om udledningsgrænser og andet har givet resultater i form af investeringer og dermed beskæftigelse. Vi havde i går en debat om økonomiske styringsmidler. Hvis de bruges på den rigtige måde, kan de unægtelig bidrage til et bedre miljø og øget beskæftigelse. En overdreven brug heraf eller forkerte miljøafgifter risikerer derimod at give den modsatte effekt. Jeg tror også, at det er vigtigt at understrege, at væksten har en vigtig funktion i denne sammenhæng. Med øget vækst øger vores muligheder for at satse på et bedre miljø. Det er netop det, der sker; væksten i vores moderne samfund sker netop ved hjælp af nye sektorer. Miljøet ligger helt klart i frontlinjen. Det Europæiske Råds henstillinger om, hvordan vi kan øge beskæftigelsen i Europa, hænger selvfølgelig stærkt sammen med det emne, vi diskuterer i aften. En del af disse tanker er udtrykt i ændringsforslagene fra PPE-gruppen. Jeg håber, at ordføreren kan støtte alle disse forslag, hvis hun får mulighed for at sove på det.
Fru formand, vi er enige i betænkningen af fru Hulthén og i udtalelserne fra Udvalget om Regionalpolitik og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Netop i udtalelsen fra Udvalget om Regionalpolitik hævder man noget, som er meget klart: «de nuværende produktions- og forbrugsmodeller er langt fra bæredygtige«, som det tydeligt står i Det Femte Miljøhandlingsprogram. Og de industrialiserede lande er i dag grundlæggende set ansvarlige for miljøsituationen i verden. I Amsterdam-traktaten kobles beskæftigelsen og miljøet sammen, og disse to sektorer kobles sammen med resten af politikkerne, men vi ved alle, at der tages beslutninger om økonomiske og landbrugsmæssige spørgsmål, som intet har at gøre med beskyttelsen af miljøet. Vi er derfor helt enige i, at de lokale og regionale myndigheder skal deltage, når der er projekter, som har med Strukturfondene og miljøet at gøre. Vi er også enige i at anvende det antal personer, som i nogle regioner i Den Europæiske Union kommer fra industrien og kan gennemgå en uddannelse, som netop gør det muligt for dem at arbejde med vandbehandling, affaldsbehandling, behandling af forurenet jord og pleje af naturområder. Som OECD siger det så udmærket, så er miljøsektoren en sektor, som kan få en vækst i beskæftigelsen på 5, 5 % i de kommende år. Og vi er ikke vant til at se, at andre sektorer har en sådan vækst; der kan vi snarere se en tilbagegang. Derfor er det fundamentalt at koble beskæftigelse og miljø sammen.
Fru formand, jeg vil gerne starte med at lykønske Hulthén med en udmærket betænkning om to meget vigtige og betydningsfulde emner, nemlig miljø og beskæftigelse. Oplysninger fra Eurostat viser, at vi i dag har omkring 3, 5 millioner miljørelaterede arbejdspladser i EU. Vi har også den beskedne vurdering fra OECD om en årlig vækst af miljørelaterede arbejdspladser på 5, 5 %. Dette viser jo med al tydelighed, at kombinationen af nødvendige miljøinvesteringer og »grønne jobs« ikke blot er god økonomi, men også en måde at holde op med at underudnytte menneskelige ressourcer og overudnytte naturressourcer på. Da kommissær Bjerregaard er her i denne sene time, hvilket jeg virkelig sætter pris på, vil jeg opfordre Kommissionen til snarest at godkende Sveriges handlingsplan for beskæftigelse og »grønne jobs«, som har ligget til godkendelse hos Kommissionen siden november. Ellers bliver signalerne fra Kommissionen meget modsigende. Selvfølgelig vil min gruppe støtte denne betænkning, men vi ville sætte pris på, om vi også fik støtte til vores ændringsforslag, som jeg mener, er et vigtigt tillæg til punkt 45, nemlig at de lande, som vil indføre en skat på energi og en kuldioxidskat, går foran og viser de andre lande, hvordan man kan gøre for at opfylde de forpligtelser, som vi påtog os i Kyoto.
Fru formand, fru kommissær, efter så mange års prædiken og efter al den energi, man har brugt på at overbevise udviklingslandene om, at de burde give afkald på en lige så ødsel vækst som i de nordlige lande og i stedet resolut gå i retning af en asketisk, bæredygtig udvikling, bliver Den Europæiske Union nu klar over, at den også godt kan feje for sin egen dør og indrømme, at den vedvarende arbejdsløshed og den massive udstødelse ikke er en bæredygtig livsform. Betyder det, at vi holder op med at beundre de produktionsteknologier, der kræver så mange af naturens ressourcer, og som i den grad er misantropiske? Indrømmer vi, at formålet med udviklingen er at forbedre leveforholdene, rette op på skævhederne og gøre lærdommen vidt udbredt? Vil vi sætte borgerne i centrum for udviklingen? Der er to sider af miljøet. På den ene side får det gavn af vækst-, uddannelses-, erhvervsuddannelses-, beskæftigelses- og skattepolitikkerne samt af politikkerne for folkesundhed og dem for at fremme og sikre de offentlige tjenester. På den anden side afspejler det den stadige indførelse af miljøbetingelser inden for energi, transport, landbrug, industri og turisme. Samarbejdspolitikken burde sætte gang i nogle samudviklingspolitikker. Man skal dog ikke forledes til at tro, at det hele så ser rosenrødt ud. Vi ved godt, at nettojobskabelsen ikke umiddelbart vil være noget særligt set ud fra en større målestok. Når miljøet skal integreres i de økonomiske politikker, betyder det i øvrigt også tit, at man skal tage højde for nye omkostninger. Når man lægger skat på forurening, skaber man undertiden nogle konkurrenceforskelle, der fører til nedlæggelsen af arbejdspladser. Vi skal dog fortsætte med at gøre fremskridt. For at mindske denne risiko og holde disse bivirkninger i skak bør vi føre en global offentlig miljø- og beskæftigelsespolitik. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan skabe et ligeligt niveau, som gør hele indsatsen for miljøet og beskæftigelsen vellykket og virkningsfuld. Til dette formål har vi brug for nogle klare målsætninger og uden tvivl for nogle mere konsekvente midler end blot at nævne strukturfondene.
Fru formand. Jeg ville gerne sige: Der var engang, hvor menneskene troede, at miljøbeskyttelse ødelagde arbejdspladser. Det er endnu ikke så længe siden, at denne mening var fremherskende. I dag har alle mennesker indset, at kun hvis virksomhederne er opmærksomme på de naturlige ressourcer og anvender råstoffer og energi sparsomt og med omtanke, kan der sikres varige arbejdspladser og dermed indledes en bæredygtig udvikling. Jeg synes, det er meget vigtigt, at Kommissionen nu efter en omhyggelig forberedelse med høring har overgivet en meddelelse om miljø og beskæftigelse til Parlamentet netop i år, og at vi diskuterer det netop nu ved indledningen af det østrigske formandskab, hvor det vil dreje sig om, hvordan de nationale beskæftigelsesplaner kan gennemføres. Jeg vil gerne takke fru Hulthén, ordføreren, for, at hun på så kompetent vis har taget dette tema op og bearbejdet det. Vi har sikkert meget at gøre endnu med konkret at gennemføre, hvilke arbejdspladser der opstår hvor, ikke at lade for mange arbejdspladser opstå i forbindelse med miljøoprettelse, hvor der endnu kan være behov for noget, men især at lade arbejdspladser opstå der, hvor nye industrier arbejder på at forberede disse mere miljøvenlige arbejdsprocesser og skabe den nødvendige infrastruktur. Også i forbindelse med Kyoto-processen, når det drejer sig om at nedbringe udledningerne, vil det netop på dette område handle om arbejdspladser, fordi rigtig mange stater vil kunne opnå halvdelen af det nødvendige mål for reducering af udledningerne alene ved hjælp af varmeisolering i eksisterende bygninger. Jeg håber, fru kommissær, at miljø og beskæftigelse vil spille en særlig vigtig rolle i den debat, der skal finde sted allerede i dette halvår om, hvordan beskæftigelsesplanerne skal realiseres.
Fru formand, mine damer og herrer, jeg deler helt den opfattelse, som ordføreren og deltagerne har givet udtryk for under debatten i dag, nemlig at vi taler om et meget vigtigt emne, og derfor kan vi selvfølgelig ærgre os lidt over, at det er blevet så sent på aftenen, men det skal ikke forhindre os i at understrege vigtigheden af sammenhængen mellem miljøbeskyttelse og beskæftigelse. Lad mig først sige lidt om beskæftigelsen, for beskæftigelsen indgår jo nu klart som et punkt på Den Europæiske Unions dagsorden. Vi ved, at beskæftigelsen er medtaget i Amsterdam-traktaten som et mål for Unionen. Vi havde et særligt topmøde om beskæftigelsen sidste år i Luxembourg, og i år har alle 15 medlemsstater for første gang forelagt Kommissionen deres handlingsplaner for beskæftigelsen. Kommissionen forelagde en første evaluering af disse planer på topmødet i Cardiff, og det gav os mulighed for at se nærmere på disse politikker ud fra et miljømæssigt synspunkt og sammen med vores kolleger drøfte, hvordan de eksisterende synenergier mellem de to politikker kan fremmes. En måde at gøre dette på er at integrere målsætningen om miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling i de nye beskæftigelsesretningslinjer for 1999. Hvad angår miljøbeskyttelsen går den europæiske forpligtelse længere tilbage, og det er der også flere, der har været inde på, men den fik jo en ny impuls på Cardiff-topmødet, hvor man godkendte en forstærket strategi for integrering af miljøet i alle andre EU-politikker. I dag kobler vi ikke kun økonomi og miljø sammen. Vi tilføjer også en social dimension til den bæredygtige udvikling. En afbalanceret økonomisk vækst, miljøbeskyttelse og jobskabelse er ikke blot kompatible med hinanden, men er også væsentlige elementer i en langsigtet udviklingsstrategi. For at gennemføre denne nye udviklingsmodel er der - som beskrevet i meddelelsen - visse principper, der skal overholdes, og jeg skal kort nævne nogle af disse. Vi skal have miljøorienterede investeringer. Vi skal have højere beskæftigelsesrater, og dermed mener jeg, at vi skal have den ændring af skattelovgivningen, som vi, som hr. Virgin nævnte, også debatterede i går aftes - og næsten lige så sent - ved at vi flytter beskatningen fra arbejdskraften. Og endelig skal vi have involvering af alle de interesserede parter. I tilknytning til klimaproblematikken ser jeg især mange muligheder for at skabe job inden for nye industrier og tjenesteydelser, hvad enten der er tale om udvidelse af anvendelsen af de vedvarende energikilder, forbedring af energieffektiviteten i forbindelse med processer, produkter og bygninger eller øget eksport til markeder uden for Unionen. Alle disse aktiviteter vil spare penge. De vil forbedre miljøet, og de vil skabe job. Jeg er enig med fru Graenitz i, at det er glædeligt, at det østrigske formandskab vil behandle meddelelsen om miljø og beskæftigelse på mødet i Miljørådet i oktober. Jeg håber, at Rådet ved den lejlighed vedtager en resolution, som kan styrke Kommissionens og medlemsstaternes forpligtelse til at træffe yderligere foranstaltninger inden for miljø og beskæftigelse. Fru formand, jeg vil stoppe her, men inden da vil jeg gerne give udtryk for min store påskønnelse af de tre udvalg i EuropaParlamentet, som på fortræffelig vis har udarbejdet betænkning og udtalelser om Kommissionens meddelelse om miljø og beskæftigelse. Især vil jeg rette en tak til fru Hulthén for hendes store indsats som ordfører, men også til formanden for Miljøudvalget, hr. Ken Collins, for hans aktive deltagelse i den konference om miljø og beskæftigelse, som EuropaParlamentet og Kommissionen sammen tilrettelagde sidste år. Og endelig vil jeg også gerne give udtryk for min tilfredshed med det frugtbare samarbejde, som jeg har haft med min kollega, Padraig Flynn.
Mange tak, fru kommissær Bjerregaard. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 00.05)