Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, jeg vil gerne fremføre en klage. I nogen tid er der ikke blevet offentliggjort pressereferater fra aftenmøderne, f.eks. fra tirsdag aften, og jeg mener ikke, man kan diskriminere enkelte politiske områder. Ville De ikke være så elskværdig at undersøge, hvad dette skyldes?
Tak, hr. Stockmann. Vi vil undersøge sagen, sådan som De beder om.
Hr. formand, jeg har et spørgsmål, som jeg også nævnte på det sidste møde i Strasbourg. Jeg fremsatte således den 7. april et skriftligt spørgsmål til formanden for Parlamentet, altså til Dem, om levering af inventar til vores barer og restauranter i Leopold-Bygningen. Spørgsmålet blev stillet den 7. april. Det er nu ca. et halvt år siden, og jeg har stadigvæk ikke modtaget svar, hr. formand. Spørgsmålet er således rettet til Dem. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke får svar. Jeg nævnte det også i den sidste mødeperiode.
Tak, fru Plooij-van Gorsel. Vi er ved at forberede svaret, og jeg håber, at De vil modtage det meget snart. Jeg vil dog personligt henvende mig til formandskabet, så De kan få Deres svar så hurtigt som muligt. (Protokollen godkendtes)
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A4-0324/98) fra Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om Rådets fælles holdning fastlagt med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i forskning samt regler for formidling af forskningsresultater med henblik på gennemførelse af det femte rammeprogram for Det Europæiske Fællesskab (1998-2002) (Ordfører: Pedro Marset Campos).
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, ved denne andenbehandling vil jeg takke for Kommissionens og Rådets bestræbelser på at acceptere forholdsvis mange af de forslag, som Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi stillede i sin tid. Hvad det angår, kan jeg fortælle, at de diskussioner, der har været ført i udvalget, har været karakteriseret ved enighed om at gøre sig endnu større bestræbelser på at sikre de forslag, Kommissionen har fremsat. Jeg vil kort gøre rede for de hovedemner, som vores udvalg har anset for hensigtsmæssigt at bevare ved denne andenbehandling, således at Kommissionen og Rådet tager det i betragtning. Der er først et spørgsmål vedrørende karakteren af den innovation, som den videnskabelige forskning som sådan medfører. Vores kollega van Velzen fremhæver med rette det faktum, at man ved nogle innovative projekter kan lade ude af betragtning, at den virksomhed, der ansøger, ikke har været operativ i mere end et år, hvis der er omstændigheder, der sikrer, at dens sammensætning garanterer den nødvendige videnskabelige troværdighed som ansøgergruppe. Flere andre af vores forslag går i samme retning, f.eks. det, der vedrører fristen for refinansiering, altså at den ikke er højere end seks måneder for projekter med høj teknisk innovation af samme årsag, som jeg før nævnte. Og til sidst vil jeg, hvad angår den videnskabelige innovations betydning, nævne den sidste overvejelse om dette spørgsmål. Og derfor fremsætter vi et forslag på grundlag af den kendsgerning, at man på et hurtigt skiftende marked for innovation skal kunne ændre et projekt med høj teknisk innovation hen ad vejen. Vi mener, at dette er vigtigt for, at nogle af forskningsmiljøerne kan være konkurrencedygtige. I en anden sammenhæng stilles der et andet forslag, der har til formål at sikre Den Europæiske Unions ejendomsret til den viden, der er et resultat af arbejdet, når dens bidrag er større end 50 %, og ikke når det er under denne størrelse. Vi beskæftiger os også med bedre formidling og nyttiggørelse af resultaterne ved at fremme pålidelig, effektiv, smidig og hurtig elektronisk kommunikation via de medier, der allerede eksisterer, fra Internettet til andet, ligesom vi også skal nævne de vedvarende anmodninger om, at alle sprogene i Den Europæiske Union anvendes. Og til sidst er der et grundlæggende spørgsmål ved denne andenbehandling, som hidrører fra en stigende åbenhed i Fællesskabet vedrørende den mulige bedragerikommission. Jeg mener, at denne åbenhed i Den Europæiske Union er logisk. Det er vigtigt at kunne fremkomme med idéer, der kan sikre, at der ikke er mulighed for bedrageri. Det har vi på det seneste set i nogle beslutninger her i Parlamentet på meget følsomme områder, f.eks. de humanitære programmer. Og vores udvalg har allerede i nogen tid modtaget klager vedrørende såvel universitetsinstitutter som virksomheder over mulige diskriminationer, over mangler, hvad angår lige muligheder. Og jeg kan henvise til, at man i forbindelse med det femte rammeprogram kan indføre ændringer, der undersøger den mulige tilstedeværelse af uregelmæssigheder, og derfor træffes der relevante foranstaltninger. Det svar, Kommissionen har givet på forslaget, overrasker os, fordi den siger, at der ikke er retsgrundlag for at træffe sådanne beslutninger. Vores positive syn på dette forslag er baseret på en dom fra Domstolen, der faktisk anviser den mulighed. Og jeg mener, at når det drejer sig om at sikre den fælles kasse, sikre Unionens interesser, tillader forordning nr. 2988/95 det. Derfor forstår vi stadig ikke denne afvisning, når vi kan se, at det er nødvendigt med en større interesse for disse spørgsmål. Derfor, hr. formand, foreslår vi disse samlede foranstaltninger og håber, at Kommissionen og Rådet accepterer dem, og at der stemmes for dem her i Parlamentet.
Hr. formand, jeg mener, at ordføreren har gjort grundigt rede for de ændringsforslag, som Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi har stillet, og derfor vil jeg undlade at tale om dem. Jeg vil dog understrege, at det, eftersom det er en andenbehandling, måske er passende at opfriske hukommelsen om spørgsmålet vedrørende formidling af resultater. Vi har mange gange talt om, hvordan man kan knytte den videnskabelige forskning og den økonomiske og sociale samhørighed sammen. Dette er en grundlæggende sikring af, at forskningsresultaterne ikke forbliver på kontrollerede markeder, netop ikke begrænses til de steder, hvor forskningen foregår, men hvor hele den industrielle sektor indledningsvis og den forskningsmæssige i almindelighed netop kan få glæde af den formidling af resultater. Vi har ofte haft for vane at gentage forskning og opfinde hjulet for mange gange i forskellige forskningsprojekter. Jeg mener, at formidling af resultater er nøglen til, at en stor del af forskningsmiljøet og erhverslivet kan drage nytte af de investeringer, Den Europæiske Union foretager, ikke blot i det miljø, hvor forskningen har fundet sted, men på hele det europæiske økonomiske område. Hvad angår det femte rammeprogram, må jeg sige, at netop de områder, der vedrører formidling af resultater, kun er anerkendt og behandlet i et meget lille omfang set ud fra et budgetmæssigt synspunkt.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, for det første en tak til ordføreren for det meget konstruktive og behagelige samarbejde. Vi er nu begyndt på andenbehandlingen, og hvis man ser nærmere på dokumentet, ser man, at de ændringsforslag, som vi indgav ved førstebehandlingen, vender tilbage. Det er jeg lidt irriteret over, fordi jeg har følelsen af, at den dialog, der har fundet sted mellem Parlamentet og kommissæren, har været, hvad jeg vil kalde, en dialog mellem døvstumme. Parlamentet har efter min mening lagt overbevisende ændringsforslag på bordet, men i den sidste ende har kommissæren overhovedet ikke hørt efter. Hendes brev var allerede færdigt, da vi drøftede dette emne i Bruxelles, og hun havde kun hån tilovers for det. Jeg håber derfor, at vi nu ved andenbehandlingen får mere støtte af kommissæren. Jeg spørger derfor kommissær Papoutsis, om han muligvis vil være mere imødekommende, end fru Cresson var det ved førstebehandlingen? Det drejer sig selvfølgelig om artikel 4, 8, 10 og 12. Jeg fastslår ganske enkelt, at forskningskontrakterne inden for det femte rammeprogram og formidlingen af forskningsresultaterne er mindst lige så vigtige som indholdet af det femte rammeprogram. Hvis disse kontrakter ikke er udarbejdet tilstrækkeligt godt, kan vi føre mange diskussioner om kroner og ører, men i den sidste ende er det dette, det drejer sig om. Det er vigtigt, at man tager højde for, at man ikke ved hurtig innovation, og det vil vi meget gerne fremme, fordi det er her, der ligger beskæftigelsesmuligheder, kan gå bureaukratisk til værks, og at man derfor på forhånd skal tage hensyn til karakteren af hurtig innovation. Det betyder også, at ordningerne skal være fleksible. Det er det, en række af vores ændringsforslag drejer sig om. Et andet vigtigt punkt er følgende. Vi har, særligt på grundlag af undersøgelser, der er foretaget af Parlamentet vedrørende Esprit og Telecommunication and Application Programs , konstateret, at der stadigvæk kan forbedres meget med hensyn til evalueringen. Et af kernepunkterne er, at kontrakten ikke indeholder noget om, hvilke evalueringsoutputkriterier et projekt skal opfylde. Hvis man ikke medtager dette på forhånd, er det vanskeligt senere at fastslå, hvilket resultat et projekt har haft. Endvidere er der ikke medtaget krav om, hvordan resultaterne af et projekt skal formidles. På det punkt skal der også i meget højere grad gøres brug af elektronisk kommunikation. Jeg mener, at hvis vi medtager en række af denne type forslag i det femte rammeprograms kontrakter, vil det bevirke, at kontrakterne bliver meget mere effektive. Derfor håber jeg også, at Parlamentet vil vedtage disse ændringsforslag, og at kommissæren nu vil overtage dem.
Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, Den Liberale Gruppe støtter Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energis initiativ om på ny at indgive alle Parlamentets ændringsforslag ved andenbehandlingen, for så vidt de ikke er overtaget af Rådet. For ændringsforslagene i nærværende betænkning af hr. Marset Campos er glimrende ligesom betænkningen. Jeg beklager derfor også fru Cressons arrogante holdning i denne sag. I den anledning vil min gruppe gerne understrege to ting. For det første ændringsforslag 5, hvori det fastlægges, at det i forskningskontrakterne skal fastsættes, hvordan formidlingen og anvendelsen af de opnåede forskningsresultater skal finde sted. Endvidere skal projektets outputkriterier medtages i kontrakten. Min gruppe går helt ind for dette forslag, og jeg vil også inden længe vende tilbage til dette punkt i min betænkning om SMV. Det gælder også med hensyn til de forhold, som hr. van Velzen nævnte for lidt siden. Kære kolleger, forskning må aldrig blive et mål i sig selv inden for rammeprogrammet. Forskning, uden at der gøres brug af resultaterne og således uden opfølgning af anvendelsen, er formålsløs. Ændringsforslag 5 kan løse dette problem. Forskning skal føre til innovation, produktsfornyelse vel at mærke. For på den måde styrker europæisk forskning konkurrenceevnen for den europæiske industri, og det skaber beskæftigelse. For det andet, kære kolleger, vil jeg understrege betydningen af en god finansiel styring. Det vil sige, at kontrol og bekæmpelse af svindel med forskningsprojekterne er nødvendig. Det skylder vi de europæiske skatteydere. Det gælder for kontrakterne, men også for Kommissionen. Gang på gang viser det sig, at Kommissionen ved forskningsprojekter er en dårlig betaler. Det går særligt ud over de mindre virksomheder. Derfor håber min gruppe også, at det direktiv, der blev vedtaget i sidste måned om manglende betalinger i Unionen, også vil få Kommissionen til afvikle betalingerne hurtigere.
Hr. formand, allerførst vil jeg gratulere ordfører Marset Campos og hele udvalget for en særdeles god løsning. Jeg mener, at ordføreren handlede ret, da han ændrede de holdninger, som allerede blev foreslået ved førstebehandlingen. Udvalgets holdninger var også oprindeligt godt begrundede. Ingen af formålene er grebet ud af luften, men de er velbegrundede, konkrete og tunge. For mig forekommer det meget mærkeligt, at Rådet ikke har kunnet godkende dem. Som ordføreren siger, skal f.eks. godkendelsesprocedurer for højt innovative projekter virkelig være fleksible. Forskningsmarkederne er som bekendt meget hurtigt skiftende, og udnyttelsen af forskningsresultaterne skal også foregå hurtigt. Dette kræver igen fleksibilitet i godkendelsesprocedurerne. Jeg synes, at aspektet bekæmpelse af svig er særdeles vigtigt. Det bør høre til som et forebyggende aspekt ved alle former for økonomisk støtte, som uddeles af EU, og naturligvis også ved forskningen. Bekæmpelsen af sviget bør være generel og ensartet for alle Unionens aktiviteter, og den bør på offentligt niveau regulere tilstrækkeligt klart og stramt. Selvom jeg formoder, at svig på forskningsområdet er sjældnere end andetsteds, er der grund til årvågenhed også på dette område. Der er alligevel tale om borgernes tillid. Tilliden til, hvordan EU fungerer, og til, hvordan midlerne anvendes i EU.
Hr. formand, med hensyn til forskningen og den teknologiske udvikling bliver Europa ved med at have nogle ret tydelige mangler, nemlig en alvorlig spredning af indsatsen på dette område, en utilstrækkelig forbindelse mellem forskningen og dennes anvendelse, vanskeligheder i forbindelse med samordningen mellem de forskellige deltagere, en svag lovgivning for offentliggørelsen af forskningsresultaterne og en alt for begrænset investering. Når man tænker på den globaliseringstidsalder, vi lever i, kan man godt forstå, at vores forsinkelse giver så meget større grund til bekymring. Der er således et stærkt behov for at fremme innovationen og koordinere gennemførelsen af de forskellige særprogrammer, idet man i højere grad inddrager virksomhederne, forskningscentrene og universiteterne, hvorved man sikrer sammenhængen og kontinuiteten i metoderne og samvirket til gavn for innovationen. Der er brug for en større gennemsigtighed, og det er vigtigt med en klar lovgivning. Det er nødvendigt at skabe en enkel horisontal ramme med henblik på at fremme de videnskabelige fremskridt, som i betragtning af det ansvar, særprogrammerne medfører med hensyn til deres gennemførelse, skal omfatte nogle foranstaltninger, der kan fremme innovationen og sikre den teknologioverførsel, som desuden integrerer og garanterer en effektiv samordning med de aktiviteter, der er planlagt i særprogrammerne, og gør det nemmere for de små og mellemstore virksomheder at deltage. Man skal sørge for en positiv erfaringsudveksling, en udbredelse af resultaternene og en teknologioverførsel ved at forbedre de eksisterende love og navnlig ved hjælp af en mere intens udnyttelse af rådgivnings- og forskningscentrene samt en rationalisering af databasesystemerne. Der skal lægges større vægt på udviklingen af det menneskelige potentiale i forbindelse med innovationen, idet man fremmer uddannelsen, bevægeligheden og udvekslingen af forskere og videnskabsmænd, navnlig med hensyn til de små og mellemstore virksomheder, og idet man styrker kontakterne mellem de akademiske, videnskabelige og industrielle grupper. Endelig vil jeg gerne give udtryk for min bekymring over fremtiden for rammeprogrammet for forskning, da der sker et farligt tilbageskridt med hensyn til bevillingerne, og da dette går ud over den grundlæggende forskning, idet man navnlig risikerer at forværre fænomenet med de europæiske forskeres udvandring. Det er en risiko, som absolut må afværges.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke ordføreren for det gode samarbejde og også for den gode tidsplan, som har muliggjort, at denne betænkning kunne indgå i drøftelserne af det femte rammeprogram specielt dér, hvor det drejer sig om de små og mellemstore virksomheder. Netop de små og mellemstore virksomheder er meget ofte særdeles innovative og skaber de arbejdspladser, vi behøver for at kunne imødegå de aktuelle problemer i Europa. Og fordi de er særdeles innovative, men samtidig også relativt små, har de flere vanskeligheder end store virksomheder med at få tilgang til de europæiske programmer. Derfor appellerer jeg endnu en gang til Kommissionen om at fortsætte de skridt, den allerede har taget for at lette tilgangen, nemlig ved at forenkle administrative procedurer, forkorte behandlingsfrister og frem for alt sende en begrundelse, når man har givet afslag, hvilket er et spørgsmål om almindelig høflighed. Som det så udmærket er sagt i et ændringsforslag, indebærer en seriøs tildeling af skattemidler i øvrigt, at der foretages kontrol, men ikke, at man på forhånd behandler enhver ansøger som en potentiel forbryder, som det undertiden er tilfældet nu, eller som man undertiden får indtryk af. Som sidste punkt plæderer jeg for, som også i rammeprogrammet, at vi indfører en fleksibel definition af begrebet små og mellemstore virksomheder. Man skal naturligvis være enige om grænseværdier, men over og under disse grænseværdier findes der helt bestemt margener for fleksibilitet, som man på enkel måde kan anvende uden at skulle diskutere det i al evighed.
Hr. formand, ansøgningsprocessen for forskningsprojekter er svær og besværlig, derfor skal den lettes og mildnes, så mulighederne for deltagelse forbedres også for virksomheder i SMV-sektoren. Der er nu dannet en helt ny faggruppe, som koncentrer sig om udarbejdelsen af ansøgninger. Desuden skal der skriftligt meddeles også om negative beslutninger og beslutningsgrundlag. Anvendelsen af informationsteknologi ved kommunikationen mellem projektparterne kan ikke understreges tilstrækkeligt. Jeg håber, at Rådet tager hensyn til denne henstilling fra Parlamentet, for gennem informationsteknologi kan også bureaukrati og forvaltningsstivhed reduceres. Således får forskeren mere tid til selve forskningen. Der skal udarbejdes klare regler for bekæmpelsen af svig, så der hurtigt og effektivt kan gribes ind over for misforholdene. De, som undersøger sagerne, skal have alle eventuelle arbejdsmuligheder for at gribe ind over for misforholdene, og ikke som efter oplysninger offentliggjort her for nylig, hvor alle eventuelle dokumenter ikke har været til rådighed. Åbenheden skal altså øges, men ikke på bekostning af datasikkerheden. Til sidst vil jeg takke ordføreren, fordi dette er en meget vigtig del af det femte rammeprogram, som forhåbentlig til sin tid bliver iværksat efter tidsskemaet.
Hr. formand, spørgsmålene vedrørende deltagelse og formidling i forbindelse med gennemførelsen af Fællesskabets politik for videnskab og forskning er centrale for lande som Portugal. Jeg havde lejlighed til at udtale mig mere udførligt om Marset Campos-betænkningen ved førstebehandlingen. Denne gang vil jeg indskrænke mig til kun ét punkt: SMV'erne. I Rådet har Portugal, i øvrigt i samklang med flertallet i Parlamentet, fastholdt det vigtige i at bevare antallet 500 ansatte som definition på SMV. Kun på dén måde ville man i de små lande kunne sikre de mest innovative og dynamiske virksomheders deltagelse i forskningsprojekter. Sådan har Rådet ikke ment, at det skulle være, for i dets fælles holdning fra juni måned holdt det fast ved den definition af SMV, som blev givet i anbefalingen af 1996, altså en grænse på 250 ansatte. Nu, når dette slag er tabt, gælder det om at vinde krigen. Og krigen er SMV'erne. Det er et i allerhøjeste grad politisk spørgsmål, at der bliver tildelt SMV'erne en vigtig rolle i gennemførelsen af rammeprogrammet og dets delprogrammer. Af sejren i denne krig afhænger, om den europæiske forskningsstruktur skal styrkes, ligesom dens evne til fornyelse og omstilling. Small er i dette tilfælde stadig beautiful .
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne først takke Europa-Parlamentet og især ordfører hr. Marset Campos for det arbejde, der er blevet udført under behandlingen af Rådets fælles indstilling ved andenbehandling. Denne fælles indstilling genspejler delvist Europa-Parlamentets holdning, som den kom til udtryk ved førstebehandlingen, og som medvirker til, at reglerne om deltagelse og spredning bliver tydeligere og mere forståelige. Således har vi i dag en tekst, der tager hensyn til såvel den erfaring, der er opnået gennem de foregående rammeprogrammer, som til målsætningerne i det femte rammeprogram. Kommissionen forstår Europa-Parlamentets bekymringer, som er indeholdt i de ændringsforslag, der er blevet forelagt ved andenbehandlingen. Alligevel kan Kommissionen af de grunde, der blev nævnt ved førstebehandlingen, ikke acceptere dem. Faktisk tenderer visse ændringsforslag til at indføre regler for daglig forvaltning i principtekster, som skal udgøre den ramme, inden for hvilken den samlede forskningspolitik skal bevæge sig - jeg hentyder til ændringsforslag 7 og 10 - eller også er de dækket af allerede eksisterende bestemmelser, sådan som ændringsforslagene 1, 2 og 11. Kommissionen mener desuden, at for andre ændringsforslag, såsom 3, 4, 5, 8 og 9, udgør reglerne for deltagelse og spredning ikke et egnet legalt instrument til, at de kan blive accepteret. Imidlertid, hvad der i højere grad angår bekæmpelsen af svig, agter Kommissionen i fremtiden at tage fat på de opgaver, der til sidst skal føre til udgivelsen af en normgivende sektorregulering, som særligt angår forskningen, i overensstemmelse med det, som Rådets forordning forudsiger i forbindelse med beskyttelse af EU's økonomiske interesser. Sluttelig er Kommissionen af den mening, at EU burde have ejendomsretten til de resultater, der fremkommer af de forholdsregler, som den har påtaget sig hele udgiften for, sådan som det f.eks. nævnes i ændringsforslag 6. Reglerne for deltagelse og spredning udgør en nødvendig fase med henblik på iværksættelsen af det kommende rammeprogram. Det er i øjeblikket Kommissionens mål, at det 5. rammeprogram bliver startet i hurtigere tempo. Det er også dens mål at sikre fortsættelsen af de forskningsmæssige aktiviteter inden for EU. Jeg er selvfølgelig fuldstændig enig med Dem i, at de små og mellemstore virksomheder bør have nemmere adgang til forsknings- og teknologiprogrammerne. Men det 5. pakkeprogram tager da også klart hensyn til disse virksomheder. Hvad angår definitionen på små og mellemstore virksomheder, så har Rådet faktisk udformet en fælles indstilling. Men alligevel har Europa-Kommissionen påtaget sig at undersøge dette emne nærmere, så vi kan finde den bedst mulige løsning og den bedst mulige definition med henblik på at sikre den størst mulige deltagelse af de små og mellemstore virksomheder i forsknings- og teknologiprogrammerne. Vi regner med Deres hjælp, så vi kan realisere dette mål og opnå vedtagelsen af rammeprogrammet i sin helhed. Et rammeprogram, der vil afsætte de nødvendige midler med henblik på at imødegå de udfordringer, som det skal leve op til. Mine damer og herrer, på vegne af Europa-Kommissionen og især på vegne af min kollega, fru Edith Cresson, vil jeg gerne takke for Deres opmærksomhed og for vores hidtidige samarbejde.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A4-0340/98 af W.G. van Velzen for Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om forslag til Rådets beslutning om et flerårigt rammeprogram for aktioner inden for energisektoren (1998-2002); -A4-0335/98 af W.G. van Velzen for Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om forslag til Rådets beslutning om et flerårigt program for undersøgelser, analyser, prognoser og andre dertil knyttede aktiviteter inden for energisektoren (1998-2002) (Etap-programmet); -A4-0323/98 af W.G. van Velzen for Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om forslag til Rådets beslutning om et flerårigt program (1998-2002) for aktiviteter inden for den nukleare sektor vedrørende sikkerhed i forbindelse med transport af radioaktivt materiale samt sikkerhedskontrol og vedrørende industrisamarbejde med henblik på at fremme visse sikkerhedsaspekter i kernekraftanlæggene i de lande, der på nuværende tidspunkt deltager i Tacis-programmet (1998-2002) (Sure-programmet); -A4-0339/98 af Adam for Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om forslag til Rådets beslutning om vedtagelse af et flerårigt program for teknologiske aktioner til fremme af ren og effektiv udnyttelse af fast brændsel (1998-2002); -A4-0322/98 af Soulier for Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om forslag til Rådets forordning om vedtagelse af et flerårigt program til fremme af det internationale energisamarbejde (Synergy-programmet) (1998-2002).
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, for det første vil jeg lykønske kommissæren med rammeprogrammet. Det er et meget vigtigt initiativ, fordi vi på denne måde får samlet alle energiprogrammer inden for én ramme. Jeg tror også, det er nødvendigt for på den ene side at undgå overlapning og på den anden side for at forstærke gennemskueligheden, transparensen, i energiprogrammerne. Hvis man på alle mulige delområder har mindre programmer, er det naturligvis meget vanskeligt at overskue, hvad der står i de forskellige programmer, og hvad forskellen er på Save, Altener, Synergy og lignende programmer. Jeg tror, at et stort ønske hos både Rådet og Europa-Parlamentet er gået i opfyldelse med energirammeprogrammet. Hr. formand, et energirammeprogram har naturligvis følger. Det er ikke noget, man bare laver. Det betyder for det første, at den horisontale koordination inden for GD XVII skal styrkes for at sørge for, at der laves sammenhængende programmer, og for det andet, og det finder vi faktisk endnu vigtigere, at der opnås horisontal koordination mellem GD'erne Jeg vil gerne med to eksempler vise, hvorfor det er så vigtigt. Hr. formand, vi ved alle, at efter Kyoto vil besparelserne særligt skulle findes i energisektoren. Energipolitikken spiller på dette punkt en afgørende rolle. Det kan ikke være sådan, at energipolitikken bliver underlagt miljøpolitikken, for så underordner vi energipolitikkens to andre målsætninger, nemlig security of supply , altså leveringssikkerheden, og priskonkurrencen, miljømålsætningen, og det ønsker vi naturligvis ikke. Men det er naturligvis klart, at der på det område skal ske meget. Jeg mener altså, at vi skal sørge for, at energipolitikken kommer til at spille en mere fremtrædende rolle, og at der på den måde også kan ydes et bidrag til målsætningerne fra Kyoto. Det andet eksempel omfatter naturligvis det, der i øjeblikket foregår i Central- og Østeuropa. Udvidelsen står for døren. Der eksisterer intet acquis communautaire , hverken på energiområdet eller med hensyn til atomspørgsmål. Det betyder også, at energisektoren på det punkt skal spille en vigtig rolle. Derfor er det også vigtigt, at kommissær Papoutsis i forhold til hans kollega Hans van den Broek i DG I A nu har et instrument til også at gennemtvinge den horisontale koordination. Det kan jeg kun glæde mig over, og jeg håber derfor også, at kommissæren vil gøre brug af det nye instrument, og jeg er tilfreds med, at der nu finder koordinationsdrøftelser sted mellem DGʼerne under ledelse af generaldirektør Benavides. Det er mit indtryk, at det er den rigtige vej. Hr. formand, det juridiske grundlag var naturligvis også nødvendigt for de to andre mindre programmer, Etap og Sure. Etap er naturligvis vigtigt i den forbindelse, fordi det producerer de data, der er nødvendige for at kunne føre en energipolitik på længere sigt. Med hensyn til det almindelige energirammeprogram har vi lagt ambitionsniveauet lidt højere. Særligt henleder vi opmærksomheden på et par ting. For det første mere opmærksomhed for kraftvarmekobling. For det andet gennemførelse af gas-og elektricitetsdirektivet, særligt at fingeren holdes på pulsen på dette punkt. Ændringsforslag 9, punkt 1 g, er meget vigtigt. Derfor håber vi også, at kommissæren vil holde os orienteret om gennemførelsen af gas- og elektricitetsdirektivet, fordi vi finder dette meget vigtigt. Endvidere er stk. fire i ændringsforslag 9 meget vigtigt, fordi den horisontale koordination hermed kan udvides endnu mere, ikke kun i EU, men også til andre institutioner, som f.eks. Den Europæiske Investeringsbank, der kan gennemføre en lang række projekter, og en vis styring fra EU er på det punkt meget nyttig. Hr. formand, atomenergi beskæftiger os til stadighed. I Sure-programmet har vi sammen gjort et stort arbejde for at sikre meget strenge sikkerhedsnormer. Men jeg håber, at den koalition mellem SPD og De Grønne, der nu dannes i Tyskland, ikke fører til, at man forlader det standpunkt, der tidligere blev indtaget af Den Socialdemokratiske Gruppe vedrørende atomenergi. Jeg mener, at vi i så fald beskæftiger os med national koalitionspolitik, og det må vi ikke bruge Europa-Parlamentet til.
Hr. formand, fast brændsel, som er emnet for min betænkning, er ikke ligefrem det foretrukne brændsel. Men 15 % af vores primære energiforbrug sidste år i Den Europæiske Union bestod faktisk af fast brændsel, og på verdensplan drejer det sig stadigvæk om 25 % af det brændsel, der bruges. Vi anvender på verdensplan mere fast brændsel, end vi gjorde i 1990. Verdenshandelen med kul er voksende, og det er klart, at kul og fast brændsel generelt fortsat vil spille en afgørende rolle for verdens energiforsyning i lang tid endnu. Det gælder i særlig grad, hvis man ser på Kina og Indien. Med hensyn til udvidelsen er det af betydning i forhold til Polen. Det er også vigtigt i forhold til vores samarbejdsaftaler med andre lande i Østeuropa, særlig Rusland og Ukraine. De afgørende ord i min betænkning er »effektiv« og »ren«: Ren, effektiv anvendelse af fast brændsel og ren forbrænding sikrer, at udledningerne til atmosfæren ikke bliver skadelig for sundheden. Det er målene for anvendelsen af fast brændsel i fremtiden. Der findes teknologier, og andre er under udvikling. Så sent som i sidste uge havde jeg det privilegium at være sammen med kommissær Papoutsis, da han indviede et kraftværk, der anvender avanceret superdampkraft, som skal nå op på en effektivitet på 55 % i et anlæg til pulveriseret brændsel, som anvender damp ved en temperatur på 700 grader. 40 virksomheder i Den Europæiske Union er involverede i dette meget nyskabende projekt. Det er værd at minde om, at verdensmarkedet for udstyr til energiproduktion er på ECU 3 milliarder om året, og at det formodes at vokse til ECU 6 milliarder i år 2005. Her har den europæiske industri mulighed for at yde et stort bidrag, ikke blot af hensyn til egen vinding, men også for at fremme anvendelsen af kul i andre dele af verden. Det program, som min betænkning forelægger for Parlamentet, vil rumme en yderst tiltrængt spore til at udbrede information om de foreliggende teknologier og stimulere yderligere forskning og demonstrationer, der anvender Den Europæiske Unions forsknings- og udviklingsprogrammer og de finansielle ressourcer, vi har til rådighed. I forhold til Fællesskabets budget er dette muligvis et lille program. Omkostningerne er meget små. Men mulighederne for den europæiske industri og for at fremme ren forbrænding er meget store.
Hr. formand og kære kolleger, jeg ønsker at udtale mig under konsultationsproceduren i forbindelse med et flerårigt program, kaldet Synergy, som har til formål at fremme det internationale samarbejde inden for energisektoren. Vi forfølger her tre centrale mål: at hjælpe tredjelande med at udvikle, formulere og iværksætte energipolitik, at fremme det industrielle samarbejde på energiområdet mellem Unionen og tredjelande og at koordinere aktiviteter uden for Den Europæiske Union på energiområdet. Dette program er allerede trådt i kraft. Hr. kommissær, den måde, hvorpå Kommissionen tager sig af denne opgave, er i øvrigt særdeles bemærkelsesværdig. Vejledning og uddannelse i energispørgsmål, fremtidsanalyse, dialog, udveksling af oplysninger, forbedring af rammerne for samarbejde og uddannelse - alt dette finder sted på nuværende tidspunkt. Men lad os være klarsynede. Synergy er ikke et program, der f.eks. har som sin opgave at starte et kraftværk op, eller som vil gøre det muligt at omlægge hele gassektoren. Nej, det er et lille program, der har ECU 36, 4 millioner til rådighed over fem år, hvilket jo viser, at programmets omfang ville være ret begrænset, hvis det sigtede på konkrete iværksættelser. Faktisk er målet at tage del i de generelle overvejelser og den prospektive analyse og gøre det muligt for visse projekter at komme i gang, inden de store programmer som Phare, Tacis eller Meda tager over, og vi har i øvrigt forpligtet os til, at denne komplementaritet klargøres. Det, som er dette programs særegenhed, og som vi tillægger stor betydning, er, at det repræsenterer et forum, hvor man kan udveksle erfaringer og kunnen, der vil kunne hjælpe tredjelande med at få styr på deres produktion og energiforbrug. Jeg vil bare gøre opmærksom på to eller tre ting. Vi ved i dag, at verdens energiforbrug stiger konstant. Jeg hørte i fjernsynet, hvad man sagde om hullet i ozonlaget, der vokser og vokser. Vi skal absolut have energispørgsmålet for øje, eller rettere i sinde. Denne gradvise stigning i energiforbruget vil fortsætte, naturligvis i moderat omfang i OECD-landene, men langt mere markant i Asien og Latinamerika og i et noget mindre omfang i Middelhavslandene. For det andet må vi nødvendigvis samarbejde med de andre, for ressourcerne er ikke uudtømmelige, og europæerne befinder sig i en situation, hvor de er afhængige af energi, hvilket har indflydelse på europæernes sikkerhed. Det siger sig selv, at hvis man hjælper Sydamerika eller Asien med at udtænke en mere rationel energipolitik, der udviser større respekt over for miljøet, kan det kun gavne hele planeten og vedrører i direkte forstand vores sikkerhed. Den sidste bemærkning går på, at Synergy ikke er et fuldstændig nyt program. Siden 1995 har vi haft et retsgrundlag, og bevillingerne til dette program har en svag tendens til at svinde ind, selvom Synergy, som jeg sagde før, er væsentlig for det internationale samarbejde, væsentlig når det drejer sig om at tale med de andre, og jeg sagde ikke »tale med udlændingene«. Det er derfor, at jeg i et ændringsforslag har udtrykt ønske om, at man fastsætter den andel af de samlede bevillinger inden for rammeprogrammet for energi, der går til Synergy, til 18 %, ellers risikerer man, at der skæres endnu mere i bevillingerne. Afsluttende vil jeg sige, at dette program sandelig er et lille program, men at det har vist, hvad det duer til. Med få midler er det lykkedes programmet at fuldføre interessante ting med konkrete resultater. I forhold til andre store programmer som Save og Altener, der er de to andre hovedelementer i rammeprogrammet for energi, kan Synergy synes uvæsentlig, men det ville være at glemme, at det helt alene står for energipolitikkens eksterne aspekter. Det ville således være uberettiget og ubetænksomt at afstå et sådant redskab til internationalt samarbejde
Hr. formand, når vi taler om energi, taler vi også om livsførelse og sikkerhedspolitik. Energiforbruget vokser, som det her allerede er konstateret, men de ikke-vedvarende energikilder varer ikke ved. Det kan blive et chok for befolkningens livsførelse i industrilandene. Også i EU skal vi fatte, at importafhængigheden er tiltagende. Energi importeres i endnu større omfang fra lande uden for EU-området. Det skyldes, at de traditionelle energikilder er billige. De fossile brændstoffer er billige. Jeg siger for billige, fordi de ikke animerer til at ændre principperne for energiproduktionen. Når vi når til år 2020, er afhængigheden af olieimport steget til 90 %, afhængigheden af kulimport til 80 % og afhængigheden af gasimport til 70 %. Nu skal vi spørge, er det en ønskeposition? Er det vores mål? Hvis vi ikke vil have den type af afhængighed af import, skal vi iværksætte hurtige foranstaltninger for at producere energi i EU-området. Områderne, hvor energi importeres fra, er nemlig ofte ustabile. Olien kommer hovedsageligt fra Det Nære Østen, og gassen kommer fra Rusland. Hvis der ikke gøres noget, er der ingen alternativer til produktionen i disse områder. Nu har Kommissionen udarbejdet et fælles rammeprogram til forskellige energiprogrammer. Det er et godt lovgrundlag for anvendelsen af EU-midler. Men vi bør gå ud fra, at EU mere end før skal anvende midler til disse delprogrammer, for hvis der ikke gøres noget, er vi strategisk afhængige af importen fra ustabile områder. Vi har også begrænsninger for energiforbruget, som der skal tages højde for, og som EU-landene er forpligtet til. Vi har Kyoto-aftalen, hvorved det er hensigten at hindre en klimaændring. Hvis der ikke gøres noget, når EU ikke målene defineret i Kyoto-aftalen. Medlemslandene er nemlig ikke påbegyndt foranstaltninger til at forhindre emissioner med kuldioxid. Energibesparende foranstaltninger er fremlagt dårligt i rammeprogrammet, og der er specielt lagt for lidt vægt på, at vi gennem besparelser bør forsøge at påvirke befolkningens levevaner. Sagen kommer bedre frem i Kommissionens meddelelse, som blev udfærdiget efter påvirkninger fra Kyoto, og den indeholder sådanne krav til ændringen af levevaner, som der også bør tages højde for i Unionens andre energiprogrammer. Desuden er skattepolitikken mangelfuldt behandlet i rammeprogrammet. Skattepolitikken er en indirekte måde at påvirke besparelser på, og det er måske den mest effektive måde at spare på, fordi der bliver taget højde for andre tekniske besparelser på markedet, men for forbrugerne er det prisen, som er den afgørende faktor, og prisen kan påvirkes ved hjælp af besparelser. Hvad angår de enkelte programmer, er Carnot-programmet ganske beskedent med hensyn til forbedringen af energieffektiviteten og først og fremmest baseret på informationsudveksling. Det skal overvejes, om det i det hele taget kan betale sig at iværksætte så små programmer, som der bevilges så få ressourcer til. Jeg foreslår, at også hele programmets hensigtsmæssighed overvejes i den fase, hvor Kommissionen for første gang rapporterer om iværksættelsen af dette program. Hvad angår alternativerne, er de fremlagt i rammeprogrammet. Det mest vigtige af dem er Alterner, som vi skal komme tilbage til, men personlig anser jeg, at det bliver svært at opnå andelen med vedvarende energikilder på 12 % af energiproduktionen, hvis der ikke gøres noget. Altså energiforbruget vokser, importafhængigheden øges, formålene med Kyoto-aftalen og formålene med vedvarende energikilder på 12 % nås ikke med den nuværende aktivitet. For den dels vedkommende ønsker jeg, at kommissær Papoulis anvender anden form for retorik end ved vores samtale i tirsdags, hvor han skabte forhåbninger om og tro på disse formål. Det var bedre, hvis Kommissionen gik ud fra, at de ikke nås. Lad os erkende fakta og herunder, at medlemslandene virkelig ikke har forpligtet sig til disse formål.
Hr. formand, jeg kan næsten fuldstændigt tilslutte mig det, hr. Seppänen sagde. Det glædede mig at høre, især også hans henvisning til farerne i forbindelse med den stigende importafhængighed. Dem har Kommissionen for øvrigt også flere gange gjort opmærksom på. I den forbindelse vil jeg sige, at når vi har euroen, og der så pludselig skulle ske en stigning i energipriserne, ville det ikke kun være en risiko for energipolitikken, men også for valutapolitikken. Vi har ikke tid til at diskutere dette nu, men jeg mener, det er letforståeligt. En hjertelig tak til ordførerne van Velzen, Adam og Soulier for disse tre betænkninger. Der er gjort et godt arbejde. Jeg vil også gerne udtrykkeligt lykønske Kommissionen med fremlæggelsen af dette fornuftige flerårige program på energiområdet, der, som det allerede er sagt, skaber større gennemsigtighed og sammenfatter forskellige programmer. Det glæder mig også meget, at spørgsmålet om safeguards , altså overvågning af radioaktivt materiale i den tidligere Sovjetunion, nu nævnes udtrykkeligt i et program. Selvom det ikke indeholder mange penge, er det trods alt et program, som kan øge vores sikkerhed mærkbart. Det kan kritiseres - men det er ikke Kommissionens skyld, det skyldes vores retsgrundlag - at vi her står over for et virvar af forskellige lovartikler, som for en almindelig iagttager faktisk ikke mere er forståeligt. Ét program er baseret på artikel 35, et andet på artikel 130 S, og et tredje på en artikel i Euratom-traktaten. Sådan er det nu engang. Jeg gentager, at dette ikke er en kritik af Kommissionen, men en kritik af Den Europæiske Union, som endnu ikke har sørget for dels at samle energispørgsmål i ét kapitel, således som det f.eks. er sket med de europæiske net, dels at give Europa-Parlamentet fuld medbestemmelse. Lad os være ærlige, vi sidder jo her og giver vores mening til kende. Vi høres, men ingen behøver egentlig at beskæftige sig med det, vi siger. Høring vil sige, at man kan sige sin mening, som så bliver oversat til 11 sprog og derefter kastet i papirkurven. Jeg ved, at Kommissionen tager det, vi siger, meget alvorligt, men den behøver det ikke. Det er utilfredsstillende, og jeg vil gerne på dette sted endnu en gang fremhæve, at det er uhyre vigtigt for os, at energipolitikken får et særskilt retsgrundlag, som giver Parlamentet fuld medbestemmelse. Om programmets størrelse er det allerede sagt, at det er relativt lille. Jeg har lavet et overslag. Lad os antage, at der i Den Europæiske Union hvert år bruges ca. ECU 150 milliarder til energiinvesteringer. Hvis det tal, som jeg har anslået, stemmer, udgør dette program 0, 03 % af de samlede energiinvesteringer. Det betyder ikke, at det er overflødigt, men man skal gøre sig klart, hvor meget man kan udrette med dette. Jeg vil derfor gerne også på dette sted endnu en gang foreslå, at vi ikke kun beskæftiger os med finansielle programmer, men også med financial engineering . Jeg kan ikke komme i tanker om et bedre ord, sådan hedder det på engelsk. Det er en teknik, ved hvilken bankerne inddrages som alliancepartnere i energipolitikken, så man lader projekter, der ligger på grænsen til det rentable, finansieres på forhånd af banker, mens de særligt risikobetonede elementer dækkes af det offentlige. Jeg opfordrer Kommissionen og også os i Europa-Parlamentet og i Budgetudvalget til måske at give dette tema større vægt. Måske kan vi så udvikle teknikker, som jo til dels allerede eksisterer, til at fremme energiinvesteringerne i Den Europæiske Union. Jeg takker endnu en gang Kommissionen for sammenfatningen og vil også gerne endnu en gang takke ordførerne, og jeg håber, vi også i fremtiden vil arbejde videre med disse temaer.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil også takke de tre ordførere for deres arbejde med et program, der, selvom det set ud fra et økonomisk synspunkt er meget beskedent, er særdeles vigtigt. Af årsager, vi allesammen kender, er energi ikke omfattet af traktaten, men det vigtigste spørgsmål inden for økonomi er i Deres hænder, hr. kommissær, i Deres Generaldirektorat XVII. Uden energi er der ingen livskvalitet, uden energi er der ingen produktion. Det er sådan, at hvis vi tænker på de globale aktiviteter, er den vigtigste handelsvare i verden olien. Blandt de 10 største virksomheder i verden er mere end halvdelen inden for energisektoren, og det var på tide, at GD XVII påbegyndte et arbejde, der er en begyndelse, en spire, men som bør blive til meget mere. Og jeg vil sige til Dem, hr. kommissær, at den, der har viljen, opnår mere, end den, der blot har mulighederne, og De har mange opgaver foran Dem. Alle miljøproblemerne er på en eller anden måde forbundet med energi eller i hvert fald 80 % af de store problemer. Og jeg mener, at GD XI arbejder kortsigtet. De bør undersøge løsningsmulighederne, og derfor mener jeg, at Etap-programmet er meget vigtigt. Vi har liberaliseret markeder - elektricitet og gas - men De bør undersøge, hvor vi er på vej hen. Forsyningssikkerheden er lidt på spil, selvom der i øjeblikket er ressourcer, der er meget billige. Den effektive energiudnyttelse er på spil - som det er blevet sagt - for Europas energiforbrug er meget højt. Vi skal bruge mindre energi i produktionen, og De er forpligtet til at udføre opgaver for alle, og her i Parlamentet vil vi i Budgetudvalget arbejde for, at Deres økonomiske rammer bliver udvidet. Jeg vil nu tale om kul. Vi må tage kullet i betragtning. Europa er meget fattig på ressourcer. Hvis vi ser bort fra Det Forenede Kongerige, Holland lidt, som har gas, og selvfølgelig Norge, har de øvrige lande meget få ressourcer. Spanien har en afhængighed af ekstern energi på 70 %, og det lidt, vi har - hvad enten det er godt eller dårligt - må vi udnytte. Det er derfor, jeg mener, at Carnot-programmet er så vigtigt. Med udvidelsen optages der lande, som bruger meget kul. De må være opmærksom på kullet, hr. kommissær. Udnyttelsen af kul er ikke slut. 50 % af den elektricitet, der produceres i hele verden, produceres på basis af kul, i USA mere end 50 %, i Kina vil der blive en stor forøgelse og også i Indien. Vi har brug for ren energiudnyttelse, men vi har især brug for effektiv energiudnyttelse. Og i virkeligheden skal miljøspørgsmålene, der er så tæt forbundne med energien, være nyttige erklæringer, og de bør knyttes sammen med teknologien. Det femte rammeprogram - og jeg er ordfører for særprogrammet »Energi og miljø«- men også energiprogrammerne og de ressourcer, De kommer til at råde over i fremtiden - er jeg sikker på - vil bidrage til det. I hvert fald tillykke til Kommissionen - til GD XVII - med arbejdet.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, for det første vil jeg udtale min glæde over kommissær Papoutsisʼ forslag om at samle alle energiprogrammer i ét rammeprogram. Min gruppe har flere gange understreget, at det er nødvendigt, og vi glæder os også over initiativet, på trods af at det kommer lidt sent. Naturligvis vil vi også gerne ønske alle ordførerne her i formiddag tillykke med deres gode betænkninger. Kære kolleger, ét rammeprogram for energiforanstaltninger har den fordel, at der kan udvikles en klar strategi for aktioner på energiområdet. Dermed undgår man, at programmerne overlapper hinanden. Endvidere kan budgetterne anvendes bedre. Min gruppe beklager, at Rådet konstant bevilger for få midler til programmer, der er rettet mod energieffektivitet og fremme af vedvarende energi. Dette går på tværs af de forpligtelser, som Unionen har påtaget sig i Kyoto. Uden nye midler til forskning i ny energiteknologi kan Kyoto-målsætningerne ikke realiseres. I øvrigt har Save- og Altener-programmerne højeste prioritet i Agenda 2000. Men hvad mener Kommissionen hermed? For budgettet for disse programmer har Rådet skåret kraftigt ned. Hvor ligger prioriteterne? Man må derfor håbe, at den kommende udvidelse af Unionen får Rådet på bedre tanker. Fordi det netop er gennem investeringer i Central- og Østeuropa, at vores euro giver det dobbelte udbytte. Kære kolleger, den fremtidige energisituation i Europa og verden bestemmes af miljøproblematikken. Den Liberale Gruppe har derfor i flere år slået til lyd for en integreret energi- og miljøløsning. Ét rammeprogram for energi- og miljøpolitik under fællesnævneren »vedvarende udvikling« er derfor ifølge min gruppe det næste skrift, som Kommissionen skal tage.
Hr. formand, det energirammeprogram, der foreligger her, er igen et iøjnespringende bevis på, hvor generende det er, at vi ikke har et selvstændigt energikapitel. Det her foreliggende energirammeprogram er på ingen måde sammenhængende. Det bygger på forskelligt retsgrundlag, som hr. Linkohr allerede har været inde på. Den økonomiske ramme er ussel, den er latterlig, det behøver vi overhovedet ikke diskutere mere. På den måde har vi ingen mulighed for at opfylde vores opgave og forpligtelse i henhold til Kyoto, og det vil heller ikke give nogen tilskyndelse til de nødvendige innovationer. Vi vil heller ikke kunne nedbringe vores afhængighed af energiimport blot den mindste smule. Det er dog endnu mere forbavsende, at man med programmet Sure gør et ligefrem hjælpeløst forsøg på så at sige at trække atomenergien lidt ind på de normale energikilders område. Her gælder det Euratom, så der har vi slet ikke noget at sige. Altså drejer det sig kun om safeguard og transporter af radioaktivt materiale. Det skal ikke bestrides, at safeguard er vigtigt, men det har ikke noget at gøre med sagen her. Hvad transporter af radioaktivt materiale angår, savner jeg i Kommissionens forslag for det første et fælles meldesystem og en meldepligt. Det har vi overhovedet ikke, hvilket netop skandalerne i mit eget land i dette forår viste. De førte dog immervæk til, at alle transporter af radioaktivt materiale er forbudt indtil videre. Endvidere burde der dog være en fælles opfattelse af, hvilke krav vi stiller til beholdere til radioaktive transporter. Således kan det vel ikke være rimeligt, at der her kun benyttes computersimulationer, som nu er blevet så moderne. Dette er for øvrigt forbudt i USA. Det siger jeg også til min kollega van Velzen, som mente, at vi nu pludselig går ind for dyreforsøg, hvilket naturligvis er noget vrøvl! Men der findes en faldprøve, der findes en brandprøve osv. På nuværende tidspunkt anvendes der i EU helt forskellige beholdere til jernbanetransport, og for størstedelens vedkommende opfylder de ikke mere kravene og er derfor forbudte. Det ville imidlertid betyde, at vi for det første havde et energirammeprogram med klart forøgede finansielle midler, at vi kunne relatere det til et fælles retsgrundlag i stedet for at flakke hjælpeløst frem og tilbage, og at vi for det andet naturligvis skal beskæftige os med atomenergien som et hele. Her er det nødvendigt, at vi ser på, hvordan vi løser affaldsproblemet, det vil sige, her måtte vi bruge mange penge. Hvad gør vi med det eksisterende atomaffald? Det bliver jo kun flyttet fra det ene land til det andet, og ingen ved, hvor det ender. Her findes der idéen om transmutationsteknikker eller idéen om at omdanne det til glas. Her burde vi investere vores kræfter og vores midler, og vi kan ikke bare behandle det sådan en lille smule inden for rammerne af transport- og energisektoren. Det ville være opgaver, der peger ind i fremtiden, og alt dette savner jeg i de forslag, der foreligger her. Jeg beklager det meget. Jeg kan ganske vist godt se Kommissionens gode vilje, men den bringer os absolut ikke ind på den rigtige vej.
Hr. formand, - når det gælder at etablere eller forsøge at etablere energipolitik, er jeg helt enig med fru Bloch von Blottnitz om, at vi må have ét enkelt koordineret juridisk grundlag, og - forekommer det mig - én kommissær til at tage sig af det. Det ville være yderst fornuftigt. Vi hører, at resultatet af liberaliseringen vil være billigere brændsel. Men jeg er skeptisk med hensyn til, om dette kan nås i min egen medlemsstat under den nuværende regering. Afhængigheden af import er fænomenal, og det vil i endnu højere grad være tilfældet i år 2020. I ét indlæg nævnte man et tal på 70 % afhængighed for hele energisektoren: olie 90 %; kul 80 %; gas 40 %. I et andet indlæg nævnte man, at vi ville blive nødt til at forlade os på import fra meget ustabile lande; det må forurolige os. Når det gælder vedvarende energi, er der mange muligheder, men der er ikke ret mange penge til rådighed, og der bliver ikke gjort ret meget. I Det Forenede Kongerige har atomlobbyens magt i realiteten standset et udmærket vandkraftprogram. The Hydro-Electricity Board (den engelske forening for vandkraftværker) ejede masser af jord, hvor flere programmer kunne iværksættes, men det blev der sat en stopper for. Atomlobbyen var for stærk. Så var der et pragtfuldt program fra professor Salter ved Edinburgh Universitet. Han opfandt noget, man kaldte »Salters and«, en billig måde at producere bølgeenergi på. Min del af verden er meget velegnet til dette, ligesom til vindenergi, som ikke er blevet udviklet ret meget - vi kunne lære meget af Danmark, når det gælder udviklingen af vindenergi. Men atomlobbyen huggede hovedet af Salters and og sagde, at den ikke ville være effektiv. Sidste år brugte den engelske nukleare tilsynsmyndighed 136 dage i Dounreay i min valgkreds. Hvis man regner på det, finder man ud af, at hver inspektør fik GBP 5.000 om dagen. De kom med 23 alvorlige kritikpunkter rettet mod Dounreay. Så send ikke jeres affald til Dounreay ud fra den antagelse, at man dér kan skille sig af med det på en sikker måde. For nylig fik det britiske Underhus efterfølgende at vide, at Dounreay havde modtaget atomaffald fra Georgien af hensyn til Europas sikkerhed. Det viste sig, at da det nåede frem, var licensen til at oparbejde det blevet trukket tilbage af den nukleare tilsynsmyndighed, som havde brugt 136 dage til at brokke sig over udledningerne i havet, i en kløft til affald og inde i landet. Underhusets stående udvalg for handel og industri var kritisk over for denne hemmelighedsfuldhedens kultur. For at vende tilbage til Salters and, så var Tony Benn viceminister for energi og indrømmede, at han havde vildledt Underhuset ved at sige, at det var sikkert at bruge atomkraft, at det var billigt og ikke tjente militære formål. Det viser sig, at man i juni i år indrømmede, at regeringen havde sendt 73 kg materiale af våbenkvalitet til Aldermaston til militære formål. Dette hemmelighedskræmmeri må holde op. Lad ikke Deres lande sende affald til Dounreay. Vi har ikke tilladelse til at oparbejde det.
Hr. formand, der er behov for en radikal kursændring i EU's energipolitik, hvor man sigter mod den hurtigst mulige overgang til bæredygtighed, idet vedvarende energikilder udtrykkeligt gøres til hovedmål for energipolitikken, og energipriserne klart afspejler de reelle miljømæssige omkostninger. Uden en sådan målsætning vil rammeprogrammet mangle de nødvendige visioner. Ud over et nulbidrag til CO2 -emissionerne giver de vedvarende energikilder langsigtet forsyningssikkerhed og fjerner truslen fra det geopolitiske aspekt. Danske erfaringer er entydige. De gode resultater er fremkommet ved, at der er givet stabile vækstmuligheder for private folkelige initiativer med betryggende økonomiske rammer for forbrugerne uden indblanding fra staten. Direktiver, central styring og liberalisering udgør faktisk en potentiel trussel mod en stabil vækst i anvendelsen af vedvarende energi. Der er i stedet behov for en bredspektret indsats, hvor fremtidens energiløsninger vokser ud af lokale initiativer, både fra holdningsstærke forbrugergrupper og mindre institutioner og virksomheder, medens de nuværende voldsomme krav til administration og den betydelige egenfinansiering i energiprogrammerne har ført til en koncentration omkring etablerede institutioner og store kapitalstærke virksomheder, som ikke har brug for tilskud. Et rammeprogram opbygget efter disse retningslinjer ville jeg byde velkommen, og så anbefaler jeg stærkt, at man støtter de grønne ændringsforslag imod atomenergi, særlig ændringsforslag 17.
Hr. formand og kære kolleger, vores kollega Alain Pompidou, der er koordinator for UPE-gruppen for områder, der har at gøre med det, vi her diskuterer, er forhindret i at være til stede på grund af forpligtelser uden for Parlamentet, hvilket jeg beder jer vise forståelse for. Det er min opgave at udtrykke vores gruppes holdning til denne fælles diskussion om energi. Indledende vil jeg fremhæve de tre punkter, som rammeprogrammet for energisektoren, der vil træde i kraft for en femårig periode fra 1998-2002, imødekommer, og som også har gennemsigtighed, sammenhæng og koordinering af de aktiviteter, EU gennemfører, for øje, og som således sigter mod forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og miljøbeskyttelse. Rammeprogrammet hviler på tre grundlæggende målsætninger: at udgøre et sikkert retsgrundlag for de aktiviteter, Unionen gennemfører; at styrke koordineringen af alle de relevante aktiviteter under Kommissionens generaldirektorat med ansvar for energispørgsmål; at indføre en ny samordningssramme for energiaktiviteter, der hører under en anden fællesskabspolitik, hvilket bl.a. gælder strukturfondene, de eksterne hjælpeprogrammer eller forskningsprogrammerne. Vores gruppe tilslutter os ordførerens forslag, der først og fremmest sigter på at sikre en nøjere opfølgning af iværksættelsen af direktivet fra 1996 om elektricitet og direktivet fra 1998 om gas, for at sikre at det indre energimarked virkeliggøres fuldt ud, hvilket vil gavne såvel EU's virksomheder som husstandene. For det andet tilslutter vi os de forslag, der sigter mod at fremhæve den rolle, som rammeprogrammet for energi burde have til fordel for udvidelsesprocessen. Og endelig tilslutter vi os for det tredje de forslag, der sigter mod at øge opfølgningens gennemsigtighed, idet vi fremhæver, at de budgetbevillinger, der tildeles rammeprogrammmet for energi, bør gøre det muligt at leve op til det kommende tiårs udfordringer. På den anden side har vores kollega van Velzen gjort det muligt at forbedre Etap-programmet, takket være ændringsforslag, der søger at styrke fremtidsanalyserne og opfølgningen af markedet i to henseender. Den første vedrører den fortsatte liberalisering af elektricitets- og gasmarkederne, og den anden har som sit mål at sikre en større energiforsyningssikkerhed. Sure-programmet sigter på at sikre sikkerheden ved transport af radioaktivt materiale, i særdeleshed med henblik på udvidelsen til de lande, der allerede deltager i Tacis-programmet. Vi bakker ham op. André Souliers betænknings store fortjeneste er, at den, ved at støtte Synergi-programmet, som vi betingelsesløst bakker op omkring, sikrer det internationale samarbejde på det energipolitiske område i årene 1998-2002.
Hr. formand, det er naturligvis en god ting at opnå en meget høj grad af sikkerhed, både når det drejer sig om kernekraft og på alle andre områder. Jeg mener, at fransk kernekraft, hvis pålidelighed er udpræget, bør tjene som reference med hensyn hertil. Jeg så imidlertid gerne, at man tænkte lidt mere over, hvad energispørgsmålet egentlig handler om. Jeg er en af dem, som mener, at kernekraft, lige meget hvor høj grad af sikkerhed, man sætter op, egentlig svarer til at have et Damokles-sværd hængende lige over hovedet. Der er flere typer risici. Visse af dem diskuteres ofte, andre forbigår man mærkeligt nok i stilhed. Der er selvfølgelig den menneskelige faktor, der kan være skyld i en fejlmanøvre, som kan føre til en katastrofe af Tjernobyl-typen, og der er den teknologiske risiko, der har at gøre med driftsmaterialernes forældelse. Hvem siger, at vores efterfølgere, der om 20 eller 40 år er politisk ansvarlige, vil være besindige nok til at forny udstyret til nukleare miljøer? Især i tilfælde af en alvorlig og vedvarende økonomisk krise. Der er risikoen for terrorisme, som er et faktum, og endelig risikoen for krig, som man aldrig taler om. Kære kolleger, fortæl mig, hvad der vil være eventuelle missilers første mål i tilfælde af en konflikt? Det vil naturligvis være de kraftværker, hvor der produceres energi, det vil altså sige atomkraftværkerne. Alle atomkraftværker risikerer således at blive tilintetgjort, ligegyldigt hvor pålidelige de er. Man har i øvrigt længe vedkendt, at ingen risiko er lig nul. For mig er der ingen tvivl om, hvorledes konklusionen må lyde: Man må ophøre, lidt efter lidt, naturligvis, men man må ophøre med at anvende kernekraft
Hr. formand, tillykke til ordførerne og kommissær Papoutsis, der ikke har haft en let opgave her. Han har nu aldrig en let opgave, hvilket er en følge af, at energien er fordelt på adskillige udvalg. Det har været meget interessant at høre så megen konsensus her til morgen. Jeg føler mig meget europæisk efter at have hørt mere eller mindre den samme tale på 11 forskellige sprog, selvom der var forskellig vægtning og forskellige opfattelser, når det gælder atomaffald. Vi glæder os over rammeordningen. Den giver en slags juridisk basis. Efter at have kæmpet med budgettet for energiprogrammerne i de sidste to år var jeg opmærksom på denne mangel. Det giver os det juridiske grundlag for en fastsat periode, selvom jeg har samme forbehold som hr. Linkohr med hensyn til mangelen på et ensartet juridisk grundlag. Budgettet er utilstrækkeligt. I lighed med tidligere talere beklager også jeg, at medlemsstaterne ikke har haft held til at få et energikapitel med under drøftelserne i Amsterdam. Der er langt flere aspekter vedrørende energien end blot det miljømæssige. Hr. Adam har klart påvist mulighederne for eksport af kulteknologi. Jeg kan godt lide hans frase »lean and clean« (ren og effektiv udnyttelse). Måske er det ikke let at oversætte til alle sprog, men på engelsk er det en fortræffelig formulering. Det er ikke alle aspekter af energien, der er med i denne ramme. Nogle af Euratom-aspekterne mangler, såvel som forskning, strukturfonde, Meda og store dele af Phare og Tacis. Udviklingshjælp, landbrug, transport og beskatning har alle konsekvenser for energiområdet. Hvis der skal ske en omstrukturering af udvalgene i Parlamentet, så lad os ikke falde i den fælde, at vi tror, at et miljøudvalg på nogen måde kunne påtage sig at se på alle aspekter af energien. Vi har behov for ganske komplicerede drøftelser angående energien i tilfælde af en omstrukturering, uanset dennes art, og det kan godt være en interessant idé. Jeg har tidligere sagt, at Euratom-traktaten var meget effektiv til at fremme atomkraften, som vi har forskellige opfattelser af. Vi har brug for en aftale på regeringsplan, der giver os noget lignende for området vedvarende energi og energibesparelse. Jeg har forelagt mit forslag for Dem. Måske er »charter« et bedre ord end en »traktat«, og det er i hvert fald lettere at nå. Jeg håber, at kommissæren vil gøre noget arbejde på dette. Vi vil inden længe give ham et redskab til at opmuntre ham til at udføre sit arbejde på dette grundlag. Jeg er glad for, at en del af Euratom-arbejdet nu kommer med i et omfattende rammeprogram for energi, så en forvaltningskomité vil gennemføre arbejdet i Sure. Det bør fortsættes og støttes. Det er helt absurd, at der er to forskellige traktater, der handler om noget så fundamentalt og kompliceret som energi.
Hr. formand, vi står foran krævende udfordringer. Samtidig med vores planlægning af udvidelsen mod øst vokser importafhængigheden. Sikkerhed for energileverancerne skal forsøges garanteret. Som den vigtigste anser jeg udviklingen af lige høje sikkerhedsstandarder for alle kernekraftværker og for transporten af radioaktive materialer. Disse krav skal også knyttes til forhandlingerne om medlemskabet. Formålene, fastsat i energigrundbogen om samarbejdet i sikkerheds-, miljø- og energispørgsmålene mellem Østeuropa og Den Europæiske Union, skal sættes i gang. Øget udnyttelse af kraftvarmeproduktionen er en effektiv måde at nærme sig målene fastsat i Kyoto på samt at medvirke positivt til EU's miljøpolitik. Det fremmer det omkostningseffektive energiforbrug i Unionens medlemslande på kort og mellemlangt sigt. Udnyttelsen af kraftvarmeproduktionen er kraftigt forbundet med forskellige medlemslandes nationale mål, men desuagtet har vi også brug for en indsats i sagen på fælleskabsplan. Unionen bør stræbe efter, at kraftvarmeproduktionen fremmes som helhed, og lade markedet beslutte det mest konkurrencedygtige brændstof. Hvis formålet er en reducering af drivhusemissionerne, så er det kun kernekraft og vedvarende energikilder, som duer som grundløsninger for energi.
Hr. formand, efter min mening har vi to store samfundsopgaver foran os på energiområdet. Den første er at stimulere de langsigtede, vedvarende og miljøvenlige energikilder, fremfor alt dem, som kommer fra bioenergien, f.eks. træbrændsel, piller, briketter og biogas, for på den måde at fremtvinge vedvarende energikilder. Den anden opgave er at afhænde kernekraft, olie og kul, som på langt sigt ikke er vedvarende. Det er vigtigt, at alt dette kommer i gang, så vi, som er valgte repræsentanter, opfordrer til en afvikling af kernekraften samt de fossile energikilder olie og kul, for at markedet får den stimulans, som er nødvendig for en satsning på vedvarende energikilder. Hvis dette gøres rigtigt og kraftfuldt, vil vi på langt sigt kunne stimulere et vedvarende energimarked med miljøvenlig brændsel til fremtidige generationer.
Hr. formand, når man lytter til talerne, hører man ordene miljø, fremsynethed, et sikkert og vedvarende energisystem, og at det er det, der skal bygges på. Det må jo så betyde, at de fleste her i dag også vil stemme for De Grønnes ændringsforslag. De bygger nemlig netop på ingredienserne miljø, holdbarhed, sikkerhed og fremsynethed. I Sverige begynder vi nu på at afvikle kernekraften. Sammen med Tysklands nye regeringsdannelse vil kernekraften også i Tyskland blive afhændet. Så er EU også nødt til at tilpasse sig virkeligheden og få lidt tro på fremtiden. EU kan ikke holde på kernekraftsindustrien i tid og evighed, men er nødt til at rive sig løs og satse på udviklingen og fremtiden samt på de vedvarende energikilder. I disse indgår dog ikke kernekraft, olie og kul! Jeg håber derfor, at de fleste her vil støtte Bloch von Blottnitz, som på V-gruppens vegne har fremlagt disse ændringsforslag om, at kernekraften skal afhændes.
Hr. formand, energisektoren ændrer sig meget. Gas- og elektricitetsmarkedet er blevet liberaliseret yderligere. I fremtiden bliver vi mere afhængige af energikilder uden for Europa. Derfor går vi kraftigt ind for energibesparelser og yderligere fremme af alternative energikilder. Der må gøres alt for, at de vedvarende energikilders relative andel udvides meget. For at opnå en andel på 12 % eller måske 15 % i 2020 er det nødvendigt med supplerende skatte- og landbrugspolitikker. Endvidere skal forskningen og udviklingen af solenergi fremmes. Koordination og integration ved hjælp af et rammeprogram er ønskeligt med henblik på samordning af de forskellige energiprogrammer. Det er en god ting, at det foreslåede rammeprogram så vidt muligt aktivt følger udviklingen, inklusive analyser og prognoser. Med hensyn til aktiviteterne i den nukleare sektor kan vi ikke være tilbageholdende nok. Så længe der er gode perspektiver for alternative energikilder, der også er mere sikre, og hvor affaldet giver færre problemer, foretrækker vi dem. Vi er enige med ordføreren i, at ansøgerlandene også skal involveres ved forbedringen af den nukleare sikkerhed.
Hr. formand, beslutningen om den fremtidige energiudnyttelse i Europa er et af de mest afgørende spørgsmål overhovedet i Den Europæiske Union. Jeg har på fornemmelsen, at Kommissionen endnu ikke fuldt ud har indset energispørgsmålets betydning. Der ses ganske vist visse prisværdige tiltag, som f.eks. meddelelsen om, at man vil gennemføre hvidbogen om vedvarende energikilder. Men med programmet Altener II, som næsten ikke indeholder økonomiske midler, er det ikke muligt at gennemføre en energipolitisk kursændring. Der er fem gode grunde til denne energipolitiske kursændring. De miljømæssige grunde er indlysende. Andre grunde er skabelse af arbejdspladser, skånsom omgang med ressourcerne og også eksportmarkedet, som vi ikke må overlade til Japan og USA. Men det vigtigste punkt er, at der for øjeblikket føres krige om energiressourcerne, og med den voksende knaphed på disse energiressourcer vil disse krige tiltage yderligere. Atomkraften er med sikkerhed ikke løsningen. Netop i de sidste uger har vi hørt om reaktorproblemerne i Frankrig, atomstaten frem for alle, hvor der ikke engang var sikkerhed for forsyningen. I går kom der den skrækmelding fra Tjernobyl, at en endnu større atomkatastrofe end den i 1986 er mulig. Ændringsforslagene fra fru Bloch von Blottnitz er derfor en afgørende korrektion til dette program.
Hr. formand, jeg må begynde med at takke ordføreren for hendes arbejde og vil koncentrere mig om to punkter. For det første retsgrundlaget. Som allerede nævnt af nogle af de forrige talere, er det udmærket, at vi med dette flerårige program for energi har skabt et retsgrundlag i det mindste for en periode på fem år. Jeg mener imidlertid, at det kun er en krykke, som hjælper os i en vis tid. Det, vi virkelig har brug for, er et energikapitel i traktaten, som omfatter alle energikilder, så der også skabes lige muligheder for alle energikilder, og ikke som nu sker en væsentligt større fremme og og begunstigelse af den nukleare energi end af alle andre energikilder. Jeg mener, at vi med et sådant energikapitel også langt lettere vil kunne løse det, som hr. van Velzen har omtalt, nemlig at skabe en acquis communautaire på dette område med fælles standarder, forskrifter om, hvordan hvilke kraftværker - og jeg taler ikke kun om atomkraftværker - skal udformes, og hvordan sikkerhedsforanstaltninger skal se ud. Dermed kunne vi også bidrage til at skabe større klarhed omkring omkostningerne i det fælles elektricitetsmarked. Et kraftværk, der omdanner vedvarende energikilder til elektrisk strøm, har i en nødssituation kun behov for det lokale brandvæsen. Et atomkraftværk har behov for en mængde sikkerhedsforanstaltninger, og det kan ske, at en hel egn bliver gjort ubeboelig, hvis der sker et uheld dér. Det andet punkt, jeg vil berøre, er nødvendigheden af en bæredygtig energipolitik for at nå Kyoto-målet. På dette område kan vi ikke nøjes med blot at fremsætte erklæringer. På den måde når vi ikke Kyoto-målet, og vi forsømmer endnu en ting, nemlig at omstille vores europæiske samfundsøkonomi til en moderne bevidsthed, der omfatter miljø, klima og skånsom omgang med ressourcerne. Fordi amerikanerne her tænker alt for kortsigtet og endnu ikke har indset, at en omlægning af samfundsøkonomien til energisparende foranstaltninger, til anvendelse af alternative energikilder indbringer langt mere, end det i første øjeblik koster, har vi som europæere her chancen for ikke kun at gå i spidsen, idet vi siger, at vi vil skåne miljøet, men dermed også at få vores egen industri til at gennemføre innovationer. Når der er knaphed på ressourcerne, er tvangen til innovation altid væsentligt større, end når man lever i overflod og ikke behøver at bekymre sig om, hvordan energien og andre ressourcer anvendes. Lad mig slutte med en sætning, som jeg tidligere har sagt her i Parlamentet i forbindelse med vedtagelsen af Auto Olie-programmet. Moderne industripolitik er miljøpolitik, og vi skal integrere energipolitikken i miljøpolitikken med henblik på en bedre udvikling i Unionen.
Hr. formand, det er helt sikkert en rigtig strategi for sektorens udvikling at samle forskellige aktioner spredt over områder som undersøgelser og analyser af det internationale samarbejde, vedvarende energi, energieffektivitet, effektiv udnyttelse af fast brændsel og nuklear sikkerhed under ét rammeprogram. Da van Velzen-, Soulier- og Adam-betænkningerne hver især behandler de omtalte programmer udtømmende, vil jeg blot sige, at jeg håber at se alle programmerne i kraft, herunder Altener og Save, samlet under det første rammeprogram for energi, selvom jeg godt ved, at der er nogen i Rådet, som ikke ønsker det. Disse programmer, uden for og inden for rammeprogrammet, bør i alle tilfælde have øget deres budget, thi der er langt fra gennemført konvergens på dette område, og samhørigheden i Europa må ud over at være økonomisk og social også omfatte energi. På den anden side skal Unionens energipolitik have tilstrækkelig klarhed og styrke til at kunne modstå kernekraftlobbyerne. Jeg slutter med at sige, at jeg mener, at der med indføjningen af artikel 130 om miljøet under proceduren med fælles beslutningstagning er en fordel i, at programmets retsgrundlag er dobbelt, nemlig artikel 235 og 130. Rammeprogrammets kvalitet kan kun vinde ved, at der lægges vægt på miljødimensionen, og ved at Parlamentets deltager fuldt ud i beslutningerne.
Hr. formand, hr. kommissær. En særlig hjertelig tak for forsøget på at sammenføje forskellige bestanddele af den europæiske energipolitik. Jeg ved, hvor vanskeligt det er, fordi energipolitik i virkeligheden er et minefyldt terræn. Jeg vil yderligere sige noget om to punkter. For det første om omgangen med atomenergien. Flertallet af landene i Den Europæiske Union giver afkald på atomenergi, og nogle lande, som tidligere har udnyttet den, er nu i gang med at forberede et ophør. Også et stort medlemsland vil nu tage store skridt hertil. Så er det da ikke rimeligt, at der som led i et program, som alle betaler til, kun skal bruges penge på at forske og arbejde med sikkerheden inden for atomenergien. Jeg mener, vi må supplere det, så man på afgørende måde fremmer de bestræbelser for en afskaffelse, som udfoldes af de lande, der ikke mere udnytter atomenergien. Det er ikke rimeligt, at alle skal bidrage til alene at fremme den atomenergi, der udnyttes af nogle, men her må vi også indsætte klare supplerende prioriteringer for afskaffelsen. Det andet synspunkt: Budgettet er kun et symbolsk plaster på energipolitikken i Europa. Hermed kan man ikke gennemføre en energipolitisk kursændring i Europa. Som supplement til dette program har vi behov for lovgivningsmæssige forslag, for det første om energibeskatning og for det andet om fremme af de vedvarende energikilder, i form af et fællesskabsdirektiv om tilførslen af elektricitet. Derfor, hr. kommissær, vil jeg endnu en gang kraftigt opfordre Dem til, at De - også i betragtning af den nye regering i Tyskland - bruger Deres kræfter på at bringe forslaget om energibeskatning frem i Europa igen, så der snarest muligt kommer et forslag på bordet fra Kommissionen om tilførsel af elektricitet i Den Europæiske Union.
Hr. formand, på så kort tid vil jeg udelukkende tale om Carnot-programmet. Hr. Adam er her ikke, men jeg vil lykønske ham. Men lykønskningen er først og fremmest til Europa-Kommissionen, som fremlægger dette flerårige rammeprogram for aktioner i energisektoren, der er en bestræbelse på sammenhængende at koordinere og målrette de forskellige sektorer. Hvad angår Carnot-programmet, mener jeg, at der kunne være brug for et program, som fremmer eksporten af rene teknologier til udnyttelse af kul, som fremmer formidling af resultater og samarbejde inden for Den Europæiske Union og på internationalt plan, især i andre europæiske lande, hvor der anvendes meget kul, og det er nødvendigt i stor udstrækning at renovere hele sektoren og tilpasse den til de miljøkrav, som vi alle stiller. Alligevel, hr. kommissær, vil jeg udnytte den resterende tid til at fremkomme med en generel betragtning vedrørende situationen for kulforskningen, for jeg mener, at den er foruroligende. I denne teknologiske sektor som i mange andre industrisektorer må man altid have en plan på længere og langt sigt, og i øjeblikket er situationen uholdbar. Rådet besluttede, at det, der var tilbage i EKSF-traktatens budget til stål og kul - som er det, vi taler om nu - burde overtages af Unionen og integreres. Og alligevel viser de oplysninger, som Kommissionen selv giver om kulforskning, at der ingenting sker. Og nu diskuterer vi det femte rammeprogram. Kommissionen har foreslået igen at inddrage den type forskning i det program, der vil være et program for fremtiden, og alligevel er alle lande med undtagelse af Tyskland, fru Estevan Bolea, med undtagelse af Tyskland og inklusive Spanien imod inddragelsen af kulforskning i det femte rammeprogram. Så ville det være en skam, fru kommissær, hvis denne viden netop inden for ren og effektiv udnyttelse af kul - for jeg mener, at det europæiske teknologiske niveau er højt og på visse områder på højde med, hvis ikke højere end det, der sker internationalt - skulle gå tabt. Det er rigtigt, at et land kan fortsætte forskningen for egen regning, men det frugtbare ved hele denne forskning har netop været det hidtidige europæiske samarbejde, og jeg og andre mener, at det fortsat skal være sådan.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne først og fremmest takke de tre ordførere, hr. van Velzen, hr. Soulier og hr. Adam, for deres fremragende arbejde. Kommissionens forslag til rammeprogrammet for energi er af vital betydning for den fremtidige udvikling af EU's energipolitik. Dette program fremmer tre strategiske mål. For det første skabelsen af et stabilt, legalt fundament for aktiviteterne inden for energiområdet. For det andet udformningen af en sammenhængende, fuldstændig og fleksibel ramme for alle aktiviteterne inden for rammerne af energipolitikken. Og for det tredje den mest fuldstændige koordinering af de energiaktiviteter, som man påtager sig inden for rammerne af andre fællesskabspolitikker. Som De ved, befinder vi os i dag foran store udfordringer inden for energiområdet. Under alle omstændigheder har forsyningssikkerheden vores førsteprioritet, derfor må vi arbejde videre mod en bedre udnyttelse af vores egne energikilder, samtidig med at vi udvikler et internationalt samarbejde. Nærmere bestemt, sådan som hr. van Velzen betonede det, idet han tog hensyn til udvidelsesprocessen, er dette samarbejde afgørende, for at ansøgerlandene kan tilpasse sig EU's standard inden for energiområdet. Det er ligeledes påkrævet med hurtige forholdsregler for en forbedring af den europæiske industris konkurrenceevne. Skabelsen af et rentabelt indre energimarked udgør under alle omstændigheder et yderst betydningsfuldt bidrag i denne retning. Ligeledes tillægger vi en sikring af, at vores energipolitik er forenlig med EU's miljømålsætninger, stor betydning. Til dette formål kræves der effektive forholdsregler inden for produktionsområdet, men også inden for energianvendelsen. For at tackle disse store energiudfordringer effektivt må EU's energipolitik være mere koncentreret om visse specifikke mål, den må være mere integreret, og den må under alle omstændigheder være mere koordineret end de øvrige EU-politikker. Og ud over det må Unionens energipolitik have en klar, international dimension, eftersom energi er et vægtigt element i internationalt samarbejde, hvis politiske betydning klart fremgik af hr. Souliers fremragende arbejde, men også af Parlamentets indlæg i dag. Dette kræver på den ene side en integreret tilnærmelse, men på den anden side kræver det også bedre koordinerings- og samarbejdesmidler mellem de implicerede parter. Og sådan kommer jeg frem til energirammeprogrammets hovedmål, som er at sikre sammenhængen, at sikre åbenheden, men også de koordinerede aktiviteters rentabilitet inden for rammerne af energipolitikken. Jeg glæder mig især over, at Europa-Parlamentet er enig med Kommissionens tilnærmelse, og jeg tror, således ser det i hvert fald ud efter de første markeringer, at også Rådet deler dette synspunkt. Hvad angår det spørgsmål om finansieringen, som mange af dem, der tog ordet, stillede - jeg har noteret hr. Linkohr, fru McNally og hr. van Velzen - vil jeg gerne sige, at vores forslag følges af et finansudkast, der fastslår, at der til energirammeprogrammet skal stilles et beløb karakteristisk på ECU 213 millioner til rådighed. Men tillad mig at tilføje, at jeg personlig anser dette beløb for et minimum. Men som De ved, skal budgettet fastsættes på årligt basis af den kompetente budgetmyndighed. Derfor er det også i stor grad op til Dem, det er i stor grad op til Europa-Parlamentet at sikre, at der vil være tilstrækkelige bevillinger til at dække de omtalte aktiviteter. Hr. formand, mine damer og herrer, Europa-Kommissionen vil erklære sig enig i mange af de ændringsforslag, som De har fremsat. Af klarhedsgrunde vil jeg nævne hver betænkning enkeltvis. Først og fremmest, hvad angår betænkningen af hr. van Velzen om rammebeslutningen, bidrager de fleste af de foreslåede ændringsforslag til at gøre Kommissionens forslag klarere. Først, hvad angår udvidelsen, er jeg fuldstændig enig i, at energispørgsmålet spiller en vigtig rolle for udvidelsesprocessen. Derfor accepterer Kommissionen ændringsforslag 5. Vedrørende spørgsmålet om at gøre energimarkedet frit er jeg helt enig i, at der skal lægges særlig vægt på, at direktiverne bliver anvendt og fulgt. Og følgelig kan jeg acceptere ændringsforslagene 1, 2 og 4. Men jeg kan dog ikke være enig i forslaget om at indføre et særligt program vedrørende overvågning af det indre marked. Kommissionen har allerede foretaget alle de aktiviteter, der foreslås inden for rammerne af et sådant nyt underprogram, da den er forpligtet hertil i kraft af traktaten, men også af direktiverne om det indre marked. Vi arbejder allerede i retning af, at denne mekanismes virke skal påbegyndes. Desuden vil overvågningen af det indre marked udgøre en del af Etap-programmet. Følgelig kan jeg ikke være enig i afdeling 17 i ændringsforslag 9. Jeg vil dog gerne påpege, at afdeling 5 begrænser Carnot-programmets fleksibilitet, og derfor kan vi ikke acceptere den. På den anden side er hele resten af ændringsforslag 9 accepteret. Ændringsforslagene 3, 6 og 11, som sigter mod den bedst mulige koordinering og klarhed, er ligeledes accepteret. Men i forhold til de disponible midler er Kommissionen ikke i stand til at være enig i den sidste sætning i ændringsforslag 8, idet det tages for givet, at dette ændringsforslag forudgriber de fremtidige finansielle perspektiver. Men Kommissionen er i stand til at acceptere den første del af ændringsforslag 8, ligesom også ændringsforslag 7 med en enkelt lille, syntaktisk modifikation. Kommissionen kan derimod ikke acceptere ændringsforslag 14, fordi noget sådant ville skabe et problem med stabiliteten i forslaget som helhed. Jeg vil desuden gerne sige, at jeg i princippet ikke er uenig i indholdet i ændringsforslagene 12, 13, 15 og 16, men vi mener, at disse ændringsforslag allerede er dækket af programmet, derfor foretrækker vi også den nuværende udformning. Vi kan derimod ikke acceptere ændringsforslagene 17, 19 og 21, da de ikke er i overensstemmelse med Kommissionens synspunkter om atomkraft, mens ændringsforslagene 18, 20 og 22 ikke er forenelige med traktaternes institutionelle prognoser. Vi kan heller ikke acceptere ændringsforslag 23, fordi det allerede er dækket af det oprindelige forslag. Men tillad mig på dette punkt at komme med en kommentar om kernekraften. Så længe denne energiform findes, er det vores pligt, EU's pligt, som der fremgår af Euratom-traktaten, at drage omsorg for den størst mulige sikkerhed. Det er som bekendt hvert lands valg, om det ønsker denne energiform eller ej. Men i Europa-Kommissionen forsøger vi, som De ved, også at fremme nye energiformer med henblik på at udforme en ny energibalance for fremtiden. Jeg går nu over til Etap-programmet. Kommissionen er i stand til at acceptere de fleste af de foreslåede ændringsforslag. Det vil sige, vi accepterer ændringsforslagene 1, 2, 3 og 5. Nærmere bestemt er ændringsforslag 2 i princippet accepteret, uden at jeg dog tror, at jeg også behøver tilføje forbrugerorganisationerne i listen over dem, der vil kunne deltage i programmet. Angående ændringsforslag 4 er formålet med analysen i forbindelse med vedvarende energikilder overordentlig vigtig, men den er allerede dækket ind under Altener-programmets særlige aktiviteter. Men der skal være koordinering mellem Etap-programmet og Altener-programmet på dette område, og i den retning forpligter Europa-Kommissionen sig naturligvis til at føre tilsyn med den bedst mulige koordinering af disse to programmer. For det tredje er der Sure-programmet. Kommissionen accepterer ændringsforslagene 1, 2, 3, 4, 5 og 7, da de tydeliggør programmets mål og understreger nødvendigheden af større klarhed. Især hvad angår ændringsforslag 3 om de fælles sikkerhedsmodeller - og på denne måde vil jeg i praksis svare fru Bloch von Blottnitz -, er Kommissionen, selvom det er klart, at det hovedsageligt falder ind under medlemsstaternes kompetence, i stand til i dag at acceptere indholdet i dette ændringsforslag, der omhandler de fælles sikkerhedsmodeller. Under alle omstændigheder mener Kommissionen, at Sure-programmet vil kunne styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne endnu mere. Ligeledes accepterer Kommissionen ændringsforslag 6 med lette ændringer i udformningen i forbindelse med industrisamarbejdet med landene i SNG og Rusland, det vil sige de lande, som kan drage nytte af at deltage og bruge Tacis-programmet. Efter vores opfattelse er det nødvendigt at fremhæve den kendsgerning, at dette samarbejde bør føre til anvendelse af ækvivalente og høje sikkerhedsnormer. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslagene 8 og 11, fordi de ikke er i overensstemmelse med dens synspunkter om atomkraft. Vi kan heller ikke acceptere ændringsforslagene 9 og 10, ikke kun de konklusioner, de fører til, om transport af nukleart materiale. Vi kan i princippet acceptere ændringsforslag 12, men vi mener, at det allerede er dækket af ændringsforslag 7. Angående Synergi-programmet kan vi acceptere alle de ændringsforslag, der er blevet foreslået af Energiudvalget, undtagen ændringsforslag 1. Kommissionen accepterer nærmere bestemt ændringsforslagene 2, 3 og 4. Vi kan ikke acceptere ændringsforslag 1, fordi vi mener, at det simpelthen begrænser den finansielle fleksibilitet, en fleksibilitet, der er nødvendig, hvis vi tager den fart, udviklingen foregår med i dag over hele verden, i betragtning. Til sidst er jeg glad for, at Europa-Parlamentet i forbindelse med Carnot-programmet er enig i, at det er meget nødvendigt med et program inden for området brug af ren kul. Kommissionen kan acceptere ændringsforslagene 1, 2 og 4. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 3 om programperioden og budgettet, for noget sådant vil resultere i en formindsket fleksibilitet i programmets anvendelse, og desuden anser jeg det for yderst vigtigt at sikre, at programmets løbetid er den samme for alle de programmer, der indplaceres inden for rammeprogrammet, men derudover er jeg enig med hr. Adam i, at vi skal sikre udbredelsen af forskningsresultaterne i dette område. Vi kan desuden ikke acceptere ændringsforslag 5 af formelle grunde, for så vidt at det sidestiller de tidligere Sovjetrepublikker med de østeuropæiske lande, med hvilke vi har indgået samlede samarbejdsoverenskomster. Samarbejde med de lande, der er dækket af Tacis-programmet inden for området fast brændsel er under alle omstændigheder vigtigt. Men den officielle ramme, som er indført for dette samarbejde, skal overholdes. Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne endnu en gang takke ordførerne hr. van Velzen, hr. Soulier og hr. Adam for deres fantastiske arbejde. Som De har hørt, er Kommissionen i stand til at acceptere de fleste af de stillede ændringsforslag. Men før jeg slutter, vil jeg gerne, hvis De vil tillade mig det, hr. formand, rette Deres opmærksomhed mod de to øvrige programmer i energirammeprogrammet, nemlig Save-programmet og Altener-programmet. Jeg er sikker på, at vores samarbejde med ordførerne for disse to programmer, fru Bloch von Blottnitz og hr. Robles Piquer, vil blive lige så konstruktivt som det samarbejde, vi har haft omkring de nuværende programmer, som vi debaterer i dag. Takket være Parlamentets bestræbelser vil Energirådet den 13. november være i stand til at fremme energirammeprogrammet betydeligt, når det skal vurdere emnets politiske aspekter. Jeg ser frem til Rådets endelige beslutningstagen om rammebeslutningen og programmerne Etap, Sure, Synergi og Carnot, ligesom jeg også ser frem til dette Energiråd og til, at den politiske vilje til at støtte programmerne Save og Altener bliver bekræftet.
Hr. formand, tillad mig en kort forespørgsel. Jeg anser det for yderst smerteligt og beklageligt, at der er den store selvmodsigelse mellem meddelelsen om i øget grad at ville fremme vedvarende energikilder - det tror jeg også fuldt og fast om Dem - og de yderst latterlige budgetansættelser, der foreligger nu. Ifølge Deres forslag skal det være 11 millioner. I det foreløbige budgetforslag var der tale om 22 millioner. Vi håber, at vi kan forhøje dette beløb noget. Nu hører man så som begrundelse, at det ikke er muligt at administrere mere end 11 millioner. Det er fuldstændigt uforklarligt for mig netop i betragtning af det store behov for at indhente det forsømte vedrørende indføring af biomasse og fotovoltaisk energi på markedet og også de store muligheder, der ligger i eksportfremme til netop små og mellemstore virksomheder i denne sektor. Kunne De måske endnu en gang kommentere dette, for jeg mener ikke, argumentet holder stik?
Hr. formand, jeg er glad for, at De giver mig mulighed for at svare på det ærede parlamentsmedlems spørgsmål. Jeg er virkeligt helt enig i, at det er nødvendigt med mere fremme af de vedvarende energikilder og af udspredelsen af nye teknologier, som sigter på at fremme dette område. I sit forslag til budgettet og finansudkastet begrænser Europa-Kommissionen sig til det beløb, som vi ifølge de nuværende prognoser og de nuværende krav skønner nok vil blive udnyttet fuldt ud og på en rationel måde. Det er, hvad vi foreslog, uden at det dog betyder, at vi i fremtiden kun vil holde fast på dette finansieringsbeløb. Tydeligvis kræver en politik, som vi forstærker politisk, yderligere finansiering for de kommende år. Men som De ved, var budgetmyndigheden - Parlamentet og Rådet - af en anden mening, da den indplacerede dette program inden for den samlede ramme af de finansielle perspektiver. Det påhviler altså følgeligt Dem, det påhviler Europa-Parlamentet, ligesom det også påhviler Rådet at beslutte finansieringens størrelse samt naturligvis den grad af politisk prioritering, som det vil give spørgsmålet om vedvarende energikilder.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet til kl. 12.00)
Kære kolleger, vi tager i dag imod en delegation fra Moldavia, som jeg ønsker hjerteligt velkommen. Jeg skal nævne, at delegationen ledes af næstformand for det moldaviske parlament, hr. Valeriu Matei, og Moldaviens udenrigsminister, Nikolae Tabacaru.
Idéen om et handlingsprogram på EU-niveau vedrørende forureningsrelaterede sygdomme bryder vi os som udgangspunkt ikke om. Vi mener, det er overflødigt og uhensigtsmæssigt at give Kommissionen beføjelser på dette område. Det ville være langt bedre at koordinere indsatsen i WHO-regi i et mellemstatsligt samarbejde, da forureningsrelaterede sygdomme ikke kun begrænser sig til EU's territorium. Når det drejer sig om forhold, der fordrer et særligt europæisk samarbejde, bør dette foregå i den europæiske del af Verdenssundhedsorganisationen, der har sæde i København. Med andenbehandlingen af Cabrols betænkning har vi imidlertid kun mulighed for at forholde os til de enkelte ændringsforslag. Vi vælger derfor en pragmatisk tilgang og stemmer for budgetstigningen samt ændringsforslag, der drejer sig om ekstra evalueringsrapporter fra Kommissionen, mens vi ikke kan støtte en opfordring til yderligere aktioner, som Kommissionen skal tage vare på.
Vi har i flere måneder skullet udtale os om de forslag, der har med folkesundheden at gøre. Jeg vil gentage, hvad jeg allerede har sagt om hr. Cabrols kompetence inden for dette område. Jeg vil også endnu en gang forsikre om min støtte til vores kollegas væsentlige forslag. Jeg har allerede forklaret, hvordan jeg vil stemme, og hvor vigtigt det er at føre en målbevidst politik i kampen mod forureningsrelaterede sygdomme og således at bekæmpe forureningen. Denne sommer har igen været præget af store forureningsproblemer i mange af Den Europæiske Unions storbyer. Denne forværring af situationen synes ikke at være forbigående. Det er derfor så meget desto vigtigere, at man meget hurtigt bliver klar over, at der er grund til at bekymre sig om drikkevandets kvalitet. De tilfælde af forurening, der har ramt Frankrig de sidste uger, er efter min mening ikke begrænset til Frankrig og kan ikke betragtes som udelukkende et fransk problem. Det er et europæisk problem, ja, et verdensomspændende problem. Ligesom jeg ikke forstår Rådets holdning til de disponible budgetmæssige margener, mener jeg heller ikke, at det giver mening, at man med et pennestrøg fjerner de ordninger, vi for kort tid siden gjorde os til talsmænd for inden for rammerne af det handlingsprogram, der havde med forureningsrelaterede sygdomme at gøre. Medens vi afventer, at en global politik inden for miljøområdet fører til de første resultater, er det EU's pligt at gøre noget ved de forureningsrelaterede risici og de sundhedsmæssige konsekvenser. Indstilling ved andenbehandling af Viceconte (A4-0336/98)
Det er vigtigt, at patienter med sjældne sygdomme ikke bliver glemt, men hjulpet. Dette bør principielt foregå på et mellemstatsligt niveau i WHO-regi. Patienter med sjældne sygdomme bor ikke kun i EU, og desuden ønsker vi ikke at give Kommissionen beføjelser også på dette område. Ændringsforslag, der relaterer sig til oprettelsen af en fælles databank, komitologi samt efteruddannelsesprogrammer, stemmer vi imod. Ændringsforslag, der præciserer teksten, stemmer vi imidlertid for. På trods af vores principielle holdning vælger vi dog en pragmatisk tilgang og stemmer for budgetstigningen.
Jeg tager til efterretning, at Kommissionen accepterer en femårig finansiering med hensyn til sjældne sygdomme. Man mangler imidlertid stadig at gøre det vigtigste, for det drejer sig om, at der for fremtiden tildeles midler til denne politiske kurs. På den anden side kan man kun bifalde den fællesskabsindstilling, som vores kollega Guido Viceconte ønsker at udbrede inden for sjældne sygdomme. Denne forstandighed, der i det foreliggende tilfælde ikke er spor nedsættende, modsvarer en logik, der knytter an til det meget lille antal mennesker, der er berørt af denne type lidelser, hvoraf nogle er særdeles alvorlige. Det forekommer mig også, at den række ordninger, som ordføreren foreslår, er i stand til at imødekomme behovet for forskning på dette meget specifikke område, som de nationale regeringer ofte ikke umiddelbart beskæftiger sig med. Det er ikke min mening at anklage dem for noget med det, jeg her siger, men man må være klar over, at de beløb, der skal anvendes, for at specialisternes viden bliver større, nødvendiggør investeringer, som medlemslandene ikke selv kan klare at udrede af deres bevillinger. Den Europæiske Union må således træde hjælpende til. Endelig vurderer jeg, at forslaget om at lade alle de personer, der er ramt af en sjælden sygdom, tage del i dette program er et skridt i den rigtige retning og kan være en måde at hjælpe disse familier og disse frivillige hjælpere, der ofte er overladt til sig selv i det daglige. Lad os så håbe, at Europa-Parlamentets stillingtagen vil medvirke til, at offentligheden endelig bliver bevidst om problemet
De danske socialdemokrater har i dag stemt for ovenfor nævnte betænkning. Vi understreger imidlertid, at spørgsmålet om komitologi ikke er afgjort. Vi henviser til Kommissionens erklæring om komitologi, ifølge hvilken Kommissionen vil foreslå den lovgivende myndighed at ændre komitologibestemmelserne i alle tidligere retsakter, så de bringes i overensstemmelse med den nye komitologiaftale.
Jeg ønsker at lykønske hr. Viceconte for hans fremragende betænkning om sjældne sygdomme, som jeg absolut bakker op. Jeg er fuldkommen enig i hans analyse af denne lovpakkes vigtighed, og i at der så hurtigt som muligt må udarbejdes et veritabelt fællesskabsprogram inden for dette område. Faktisk vedrører lovpakken om sjældne sygdomme, som den om lægemidler uden indtægtsgrundlag (som senere vil blive behandlet i et parlamentsudvalg og - håber jeg - i plenarforsamlingen inden valgperiodens afslutning), i egentlig forstand den offentlige politik. Forskning i disse sygdomme og den nødvendige behandling er ikke et område, som medicinallaboratorierne kan tjene penge på. De er af den grund modstræbende, når det gælder om at anvende midler til den type forskning. Disse såkaldt »sjældne« sygdomme er imidlertid kun sjældne for dem, som ikke har dem. Og ingen påstået sjældenhed kan retfærdiggøre, at man på den måde lader de syge stå uden behandlingsmuligheder med den undskyldning, at det ikke kan betale sig. De syge, de er 100 % ramt! Det er således de offentlige myndigheders ansvar, at der på en eller anden måde lægges pres på medicinallaboratorierne i henhold til et krav om at yde »en offentlig sundhedsservice«. Dette pres eller ansvar skal naturligvis ledsages af støtte, der gør det muligt at stimulere forskningen til at bevæge sig i den retning. I den henseende er det således væsentligt at have et ordentligt budget til rådighed. Dette program skal således, som programmet om lægemidler uden indtægtsgrundlag, der senere vil blive diskuteret, bevilges midler, der ikke har noget med de sædvanlige halvhjertetheder at gøre, men som er så betydelige, at det kan tilskynde reelle initiativer. Desuden bør man på et tidspunkt sørge for, at EU's sundhedsprogrammer bevæger sig i retning af en direkte forskningsstøtte og ikke kun beskæftiger sig med velmenende aktiviteter, der er møntet på at skabe større forståelse. Det er med den hensigt endelig at bekæmpe EU-programmernes uundgåelige halvhjertethed, at vi bør komme ind på spørgsmålet om udvalgsprocedurer. Denne okkulte videnskabs hemmeligheder interesserer os ikke her. Det, der betyder noget, er nemlig, at man forvalter på en måde, der gør det muligt at finansiere projekterne efter deres kvalitet og ikke med henblik på deltagernes nationalitet. Det forekommer mig nødvendigt med parlamentarisk kontrol og større gennemsigtighed. Indstilling ved andenbehandling af Anastassopoulos (A4-0325/98)
Min gruppe stemmer for betænkningen af Anastassopoulos, fordi der takket være ordførerens hårdnakkede, men også fornuftige forhandlinger er fundet et kompromis, som giver løfte om, at Parlamentets intentioner, som på grund af afvisningen i Rådet og Kommissionen endnu ikke er blevet tilgodeset i direktivets nuværende tekst, i det mindste følges op af Kommissionen på den måde, at den vil foreslå undersøgelser af, hvordan den ordning, Parlamentet tilstræber, ville kunne virkeliggøres i fremtiden. Det drejer sig om at udvide beskyttelsen af adgangsstyrede tjenester på de elektroniske mediers område, således at der ikke kun er sikret et passende vederlag, men at også tjenesternes økonomiske værdi kan sikres mod uautoriserede tekniske indgreb. Vi er enige i ordførerens beslutning om ikke at ville bringe direktivets gennemførelse i fare ved at insistere på Parlamentets ændringsforslag, nu da den kompetente kommissær har erklæret at ville arbejde i retning af Parlamentets bestræbelser for beskyttelse Indstilling ved andenbehandling af Gebhardt (A4-0319/98)
Med jævne mellemrum fremhæver jeg her det fremskridt, som EU-harmoniseringen har medført: fælles valuta, fri bevægelighed, harmonisering af social- og arbejdsmarkedsbeskyttelsen, kamp for et kvalitetspræget offentligt sundhedsvæsen osv. Der er imidlertid et område, hvor vi på nuværende tidspunkt ikke kan garantere lighed for alle vores borgere. Eksamensbeviser, attestationer og andre erhvervsfaglige dokumenter anerkendes forskelligt, alt efter om man ønsker at arbejde i sit hjemland eller i et andet EU-land. Der er sket betydelige fremskridt siden direktivet af 8. februar 1996, i særdeleshed inden for de sektorer, der har med jura og medicin at gøre. Men der er stadig uomgængelige elementer at føje til det nuværende system, særlig med hensyn til de sektorer, der har med industrielle virksomheder at gøre. Indtil nu har uddannelsens varighed altid haft forrang for alle de erhvervede sagkundskaber. Det er således på tide, at der sættes en stopper for denne mangel på retfærdighed, der hvert år forhindrer mange unge i at gøre brug af retten til fri bevægelighed. At bekæmpe arbejdsløsheden og at skabe faste jobs er noget, som hele tiden ligger til grund for alle de beslutninger, som Europa-Parlamentet tager i fællesskab med Kommissionen. Inden for dette område, som inden for mange andre, kan liberalismen bibringe svar og løsninger. En større liberalisering med hensyn til at anerkende eksamensbeviser vil slet ikke medføre, at kvaliteten af ydelser og produktion forringes, men vil til gengæld give mulighed for, at man i de 15 medlemslande fordeler sagkundskaber, der i dag alt for ofte er ladt i stikken i hjemlandene. Lad os ikke lukke beskæftigelsesmulighederne for de unge, der er parate til at flytte til udlandet på den betingelse, at man uden for mange administrative eller bureaukratiske forviklinger vil anerkende de uddannelser, de har taget i deres hjemlande. Det er af denne grund og i dette perspektiv, at jeg således bifalder Gebhardt-betænkningen
Denne nye behandling af fru Gebhardts betænkning har bibragt mig en vis tilfredsstillelse, eftersom Rådet har accepteret Parlamentets ændringsforslag, hvilket er et åbenlyst bevis på vores evne til at påvirke visse beslutninger og bestemmelser. Man må nu sørge for, at dette direktiv gennemføres på nationalt niveau, for inden for dette område, som inden for så mange andre, er det én ting at lovgive på EU-plan, men noget andet at føre denne indledende beslutsomhed ud i livet. Under alle omstændigheder er anerkendelsen af eksamensbeviser et redskab, der fungerer relativt godt, og det er heldigt. Jeg mener også, som vores kollega, at man bør give ansøgeren valget mellem en egnethedsprøve og prøvetid. Selvom der er sket betydelige fremskridt inden for dette område, spørger jeg imidlertid mig selv om, hvad det er for betingelser, personer med sådanne ligeværdige kundskaber, skal arbejde under. Skatteproblemer og problemer med retten til frit at tage ophold i et andet medlemsland er reelle nok og ser ikke ud til at blive bedre, i hvert fald hvad angår visse EU-lande
Jeg støtter denne betænkning, der har til formål at fremme anerkendelsen af folks hårdt tilkæmpede kvalifikationer i hele EU. Alt for mange, herunder nogle af mine vælgere, har tidligere været udsat for faktisk diskrimination, fordi de tilfældigvis havde fået deres kvalifikationer i et andet EU-land end det, hvor de gerne ville arbejde. Det fælles marked, som vi alle stadig venter på at se i gang i alle aspekter med hensyn til kapital, varer og tjenesteydelser, skal også gælde for folk, der vil arbejde i et andet EU-land end deres eget. Men i praksis ser vi, at man lægger bureaukratiske forhindringer i vejen for sådanne mennesker, som de bliver anmodet om at forcere - måske ved at man tvinger dem til at tage en ny uddannelse i deres nye land for at udøve en profession, som de allerede er uddannet til. Hvis de, der bestemmer i Den Europæiske Union, mener, at vi kan forhandle os frem til anerkendelse af standarder for varer, der handles mellem Den Europæiske Union og andre dele af verden, kan det vel ikke gå over regeringernes og Kommissionens forstand at enes om gensidig anerkendelse af kvalifikationer inden for vores egne EU-lande!
Jeg ønsker allerførst at rose ordføreren. Derpå er der grund til at glæde sig over, at Rådet næsten i sin helhed har taget de ændringsforslag, som Parlamentet fremkom med under førstebehandlingen, til efterretning i sin fælles holdning. Lad os bide mærke i, at disse ændringsforslag alle vedrører hovedpunkter, i særdeleshed definitionen af en »virksomhedsleder« og Kommissionens pligt til at aflægge rapport om direktivets gennemførelse efter fem år. Ved at rense direktiverne for ord som »liberalisering« og »transition« lever denne tekst op til ønsket om at forenkle og tydeliggøre den gældende EU-lovgivning for at kunne udøve disse erhverv. Teksten muliggør således, i overensstemmelse med den dom, der i 1990 blev afsagt af De Europæiske Fællesskabers Domstol i Vlassopoulou-sagen, at eksamensbeviser, der ikke er dækket ind af den generelle ordning, kan anerkendes. Dette mål er væsentligt, for det medvirker i konkret forstand til at gennemføre princippet om personers frie bevægelighed inden for fællesskabets område. Indstilling ved andenbehandling af Marset Campos (A4-0324/98)
Fru formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at jeg stemte nej til ændringsforslag 6 i den betænkning af Marset Campos, som vi lige har vedtaget, om de små og mellemstore virksomheders deltagelse i forskningsprogrammet. Det er ikke en detalje. Jeg fik ikke lejlighed til at tale før, så derfor vil jeg gerne gøre det nu. Dette ændringsforslag tager sigte på at ændre de regler, der gælder for offentliggørelsen af de forskningsresultater, som delvist finansieres af Den Europæiske Union, og på lettere at gøre forskningsresultaterne til offentlig ejendom. Hvis dette sker, vil de små og mellemstore virksomheder blive mindre motiverede til at deltage i rammeprogrammet for forskning i stedet for at blive mere motiverede. Det er vigtigt, at der er en effektiv beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret, så de små og mellemstore virksomheder, der har begrænset erfaring med produktudvikling, reelt vil kunne deltage, og jeg er glad for, at også Kommissionen har reageret negativt over for ændringsforslag 6, som jeg ikke anser for at være positivt.
Det er besynderligt, at Rådet ikke er nået frem til enighed med Parlamentet om åbenhed i kampen mod svig. Vi har brug for klare, gennemskuelige regler for at hjælpe alle berørte til at arbejde effektivt. Parlamentets forslag er blevet manipuleret af Rådet og Kommissionen, og det kan vi ikke tolerere.
Vores kollega Campos' betænkning imødekommer to af Parlamentets krav, og det er derfor, at jeg tilslutter mig ophavsmandens synspunkt. Ud over en simpel udbredelse af forskningsresultaterne er det naturligvis forskningens indhold, bestræbelserne skal koncentrere sig om. Det er f.eks. beklageligt, at der er så få af de særdeles nyskabende projekter i forhold til den indsats, disse projekter skal yde i de kommende år. Endnu en gang må jeg påpege misforholdet mellem ord og gerning. Inden for et område, der er så specifikt og usikkert, drejer det sig om at være i stand til at satse på fremtiden. Det er ikke med forvaltningernes, og også investorernes, evindelige tilbageholdenhed, at EU kan håbe på at komme til at spille en vigtig rolle, hvad angår udviklingen af ny teknologi. Jeg tilslutter mig også ordførerens ønske, når han giver udtryk for, at det er absolut nødvendigt at vise gennemsigtighed i forbindelse med bekæmpelsen af bedrageri. Uden at ville polemisere kan man dog stille sig selv visse spørgsmål. Denne bemærkning gælder i øvrigt ikke kun for forskningssektoren. Den vedrører alle EU's hjælpeprogrammer. Parlamentet har flere gange enstemmigt givet udtryk for at ville intensivere bekæmpelsen af forskellige former for kriminalitet og i særdeleshed økonomisk kriminalitet. Det ville være absurd, hvis ikke denne vilje, som er blevet erklæret af flere instanser, kommer til at omfatte kontrol med anvendelse af fællesskabsfonde, indbefattet fondene beregnet på forskning. Endelig deler jeg Pedro Marset Campos' opfattelse af, at der bør iværksættes enklere bestemmelser for mere effektivt at kunne styrke eller samordne de parter, der deltager i projekterne. De justeringer, som vi beder om, er ikke urimelige. Jeg tror, de modsvarer forventninger, som deles af størstedelen af dem, som det femte program om forskning og udvikling kunne tænkes at berøre. Jeg håber, at Rådet og Kommissionen vil tage disse bemærkninger, som blot sigter mod at forbedre den eksisterende ordning, til efterretning.
Jeg vil i dag gentage den holdning, som jeg tidligere har givet udtryk for her i salen: Uden forbrugernes tillid til produkter og tjenester kan det indre marked ikke fungere hensigtsmæssigt. Det blev også erkendt af Rådet i Luxembourg i erklæringen om fødevaresikkerhed efter BSE-skandalen. Men denne harmoniserede strategi om beskyttelse af forbrugerne, om deres klageret og adgang til domstolen, om etableringen af effektive internationale kontrol- og inspektionsmetoder kræver en forøgelse i Fællesskabets budget. Desuden vil den snarlige ikrafttrædelse af Amsterdam-traktaten og dens artikel 153 kræve det, for ellers ville hverken de videnskabelige komitéer eller valideringstestene kunne fungere med den krævede effektivitet, og det ville være en tragedie for forbrugerne. Borgernes Europa er på mange områder forbrugernes Europa, og derfor støtter jeg også med min stemme indføringen af en bæredygtig fødevarepolitik i forbrugernes interesse.
Betænkningen vedrørende etableringen af en generel ramme for Fællesskabets aktiviteter til fordel for forbrugerne indeholder en række initiativer, der kan vise sig at være til gavn for forbrugerbeskyttelsen. Jeg er derfor positiv over for betænkningens indhold. Jeg vil imidlertid undlade at stemme, fordi forbrugerbeskyttelse og forbrugersundhed principielt bør være et nationalt anliggende, og ikke et område, som EU skal diktere. I bemærkningerne til betænkningen pointeres det, at forbrugerorganisationerne skal have bedre muligheder for at yde et aktivt bidrag til fastlæggelse af forbrugerpolitikken. Ligeledes ekspliciteres det, at den generelle ramme skal tilvejebringe den fornødne finansielle støtte for at sikre høj kvalitet samt effektive kontrol- og inspektionsmetoder i forbindelse med beskyttelsen af forbrugerne og forbrugernes sundhed. Fremhævelsen af forbrugerorganisationernes rolle og forbrugerbeskyttelse i almindelighed mener jeg principielt er vigtig og kan være med til at fremme fødevaresikkerhed og kvalitet, men det ændrer ikke ved min opfattelse af, at forbrugerpolitik på linje med sundhedspolitik, socialpolitik etc. bør være et rent nationalt anliggende. At etableringen af det indre marked i stor udstrækning har umuliggjort en national forbrugerpolitik, er et argument for, at de nationale politiske niveauer bør sikres en ret til at fastholde og vedtage nationale regler, der går videre end EU's regler for området, og ikke som nu og i fremtiden, hvor EU dikterer totalharmoniseringsregler. I en lang række tilfælde har det jo vist sig, at hensynet til det indre markeds funktion går forud for hensynet til forbrugerinteresser. De tre »madsminkedirektiver« vedrørende bl.a. farvestoffer og andre tilsætningsstoffer i madvarer viser med al tydelighed, at EU-standarder på forbrugerbeskyttelsesområdet ofte er betydeligt lavere end i den nationale lovgivning. Danmark måtte således på baggrund af udarbejdelsen af EU's positivliste hæve grænseværdierne for en lang række tilsætningsstoffer i madvarer på trods af en begrundet mistanke om, at en del af disse stoffer kan forårsage allergiske reaktioner hos børn. Denne eksemplificering viser med al tydelighed, at forbrugerbeskyttelse og forbrugersundhed bør være et nationalt prærogativ og ikke et EU-anliggende.
Forbrugerpolitikken og spørgsmål om produktsikkerhed og sundhed skal veje tungere i fællesskabsarbejdet på alle niveauer, også det europæiske. EU's regler om forbrugerbeskyttelse skal være minimumsregler, det vil sige, at et enkelt medlemsland skal have ret til at anvende hårdere regler. Betænkning af David Martin (A4-0290/98)
Vi takker ordføreren for et vel gennemført arbejde med en vigtig betænkning. Vi mener, at det er nødvendigt at finde en løsning på den svære situation, der opstår i kraft af en stor arbejdsbyrde i Retten i Første Instans, for at tilgodese denne rets muligheder for at opfylde sine forpligtelser på en effektiv og troværdig måde. Det forslag, som foreligger om i visse situationer at anvende en fremgangsmåde med en enkelt dommer, kan derfor anses som acceptabelt under omstændighederne. Fremgangsmåden med en enkelt dommer må dog ske i begrænset udstrækning og med meget omhyggelig kontrol, så retssikkerheden og god lovlighed i sagsbehandlingen opretholdes. Indførelse af en enkelt dommer er en foranstaltning, som kun kan forklares med den specifikke arbejdsbyrde i Retten i Første Instans. Foranstaltningen med en enkelt dommer bør altså ikke principielt og mere generelt efterstræbes i andre sammenhænge.
Retten i Første Instans står nu over for en stor ophobning af sager, og en yderligere forøgelse ventes, når appeller mod afgørelser vedrørende varemærker begynder at strømme ind. Situationen er helt klart uholdbar. Men den foreslåede beslutning om at tillade en enkelt dommer at afgøre et begrænset antal tilfælde er ikke løsningen. Selvom forslaget går ind for et klart afgrænset område, som kan afgøres af en enkelt dommer, er det upræcist, og rækkevidden af det er uklar. Rammerne for den foreslåede afgørelse kan uden yderligere henvendelse til Europa-Parlamentet eller Rådet udvides. Det er af afgørende betydning, at Domstolens multinationale og kollegiale natur opretholdes. En 10 %'s forøgelse af effektiviteten vil ikke løse de store problemer, som Domstolen og Fællesskabets juridiske system står over for. Det er ikke engang en midlertidig løsning. Det vil helt klart være for tidligt at godkende afgørelsen i dens nuværende form. Der er brug for en mere radikal og påtrængende nødvendig revision, herunder en forøgelse af antallet af dommere og indførelse af særlige specialiserede afdelinger. Derfor har jeg stemt imod forslaget.
Vi har valgt at stemme imod betænkningen, dels af retssikkerhedsmæssige årsager, dels ud fra et principielt antiføderalistisk perspektiv. Martin-betænkningen indebærer en godkendelse af forslaget fra Rådet - som fra begyndelsen er udarbejdet af domstolen - om, at Retten i Første Instans skal være beslutningsdygtig med en enkelt dommer. Det er givet, at risiciene for fejltagelser og dermed retsovergreb stiger, hvis antallet af dommere mindskes til en enkelt i sager, som domstolens Ret i Første Instans forvalter. Retten i Første Instans beskæftiger sig i dag hovedsageligt med konkurrencespørgsmål, landbrugsregler, statsstøtte, handelspolitiske beskyttelsesregler, strukturfondsuoverensstemmelser, antidumpingsbestemmelser, immaterialret samt tvister mellem institutionerne og deres ansatte. De begrænsninger i reglerne for rettergangen, som foreslås angående, hvilke sager en enkelt dommer skal kunne forvalte, savner efter vores mening tilstrækkelig præcision, for at retsikkerheden kan siges at være sikret. Løsningen findes imidlertid ikke ved, at man øger antallet af dommere eller formindsker retssikkerheden. Den findes snarere ved, at man er mere restriktiv med at overføre beslutningskompetence fra medlemsslandene til fællesskabsretten. Dette er specielt vigtigt at overveje for Europa-Parlamentets flertal, som alt for ofte foreslår overstatslige løsninger på praktisk taget alle problemer. Løsningen findes imidlertid også ved, at man overfører beslutningsretten fra EU til de nationale parlamenter. Det ville minske EF-domstolens arbejdsbyrde en hel del.
Domstolens forslag om at ændre arbejdet i Retten i Første Instans hilses velkomment. Retten i Første Instans har været hårdt belastet arbejdsmæssigt, hvilket har bevirket, at behandlingstiden er blevet uacceptabelt lang. Vi ser positivt på konkrete forslag om, hvordan domstolens arbejde skulle kunne udføres med rimelige behandlingstider. At arbejdet effektiviseres, må ikke resultere i en forringelse i retssikkerheden. Hvis domstolen skal afgøre sager med en enkelt dommer, må det kun være sager, der juridisk er helt ukontroversielle.
Jeg kan ikke stemme for denne betænkning, da jeg tror, at en reduktion af antallet af dommere indebærer en betydelig fare for retssikkerheden. Jeg erkender dog den gode hensigt med betænkningen, nemlig at de foreslåede ændringer i mange tilfælde indebærer en effektivisering. Betænkning af W.G. Van Velzen (A4-0340/98)
Vi har stemt nej til Van Velzens betænkning om et rammeprogram for aktioner inden for energisektoren. Det har vi gjort, fordi vi mener, at der er behov for en radikal kursændring i Fællesskabets energipolitik. Det er helt indlysende, at man direkte bør sigte mod den hurtigst mulige overgang til bæredygtighed. Det vil sige kraftigst mulig fremme af vedvarende energi og miljømæssigt rigtige løsninger. Vi mener endvidere, at det er en skandale, at forslaget ikke også er hjemlet i traktatens artikel 130 S. Hvis hele dette politisk vigtige og følsomme område ikke kan hjemles således, at man indarbejder miljøhensyn, bør der slet ikke udformes EU-lovgivning på området. Ved at lovgive på energiområdet, uden at artikel 130 S udgør en del af hjemmelsgrundlaget, udsender man efter vores mening dårlige signaler om Fællesskabets prioriteringer. Hensigten med forslaget er at ensrette og strømline EU's energipolitik. Betænkningen fra Energiudvalget forstærker disse hensigter, hvad centralisering af energipolitikken og styrkelsen af EU's myndighed på området angår. Denne holdning bør modarbejdes. Det danske energiforsyningssystem er unikt, fordi det er forbrugerstyret, og det risikerer at blive ødelagt, hvis energiforsyningen skal strømlines efter EU-model, som er producentstyret. Vi har derfor støttet de ændringsforslag, som er fremsat af De Grønne. Med hensyn til anvendelsen af afgifter kan vi støtte dette, når det drejer sig om miljøområdet, idet det dog er en forudsætning, at provenuet føres tilbage til medlemslandene.
Undertegnede vælger at stemme nej til Van Velzen-betænkningen. En væsentlig årsag til denne beslutning er, at jeg finder, at Van Velzen-betænkningen fuldt og helt accepterer EU's el- og gasliberaliseringsdirektiver. Her har vi allerede nu på el-området set de første negative konsekvenser af el-direktivet, ikke kun for miljøet, men også for demokratiet. Ejerne af det svenske a-kraftværk Barsebäck henviser til el-direktivet i et forsøg på at omgå den svenske rigsdags lov om, at a-kraft skal afvikles i Sverige. Muligheden for en national energipolitik er dermed beviseligt blevet afskaffet af EU til fordel for de frie markedskræfter på et område, der af miljømæssige og forsyningsmæssige årsager i høj grad må være underlagt en demokratisk kontrol - en demokratisk kontrol, jeg kun kan se de nationale parlamenter og myndigheder har mulighed for at udøve effektivt. El- og gasdirektivets ensidige fokusering på energi som en vare, der skal kunne udveksles frit, ødelægger i stor udstrækning muligheden for nationalt at fastholde og udbygge en energipolitik, hvor eksempelvis afvikling af a-kraft og kulkraft til fordel for vedvarende energi er en højtprioriteret målsætning. Betænkning af W.G. Van Velzen (A4-0335/98)
Vi har i dag stemt imod Van Velzens betænkning. Ifølge betænkningens begrundelse er Etap-programmets overordnede målsætning at sikre, at nationale afgørelser og fællesskabsafgørelser i energispørgsmål kan træffes på et fælles analytisk grundlag, dvs. på grundlag af fælles økonomiske undersøgelser og fælles energiprognoser samt på grundlag af energisystemernes dynamik. Dette lyder meget tilforladeligt. Men et stort fælles system fører let til tankemæssige spændetrøjer og analytisk ortodoksi. Et sådant analyseprogram kommer meget let til at tjene industripolitiske interesser. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at det ikke var kernekraftindustrien eller interesserne bag de kul-/oliebaserede kraftværker, der analyserede sig frem til behovet for at udvikle vedvarende energi. Da det fremgår af begrundelserne for Energiudvalgets ændringsforslag, at disse er stillet for yderligere at styrke den centraliserede energipolitik i EU, bør der stemmes nej til disse. Vi mener endvidere, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om det er en EU-opgave at gennemføre et program som Etap-programmet i det hele taget. Energipolitikken bør decentraliseres mest muligt, og Etap-programmet giver kun mening, hvis energipolitikken centraliseres på EU-plan, hvilket styrker de nuværende store aktører. Hvis EU vil bruge penge på analysearbejde, bør EU styrke mangfoldigheden og støtte uafhængige analyseinstitutioner og græsrødder. Betænkning af W.G. Van Velzen (A4-0323/98)
Når vi i dag har stemt imod Van Velzens betænkning, er det med den begrundelse, at Sure-programmet tjener til udvikling og ikke til afvikling af kernekraftproduktion. Efter vores opfattelse bør nuklear energiproduktion afvikles, og programmer, der ikke tager sigte på dette, bør forkastes. Med hensyn til transport af nukleart materiale er det indlysende, at alle transporter skal foregå på forsvarlig måde. Men vi mener ikke, at der overhovedet bør foregå transporter af nukleare materialer fra kernekraftværker. Vi ser langt hellere, at bearbejdning og eventuel deponering af nukleart affald foregår på samme sted, som det produceres. Nukleare transporter bør undgås. Betænkning af Adam (A4-0339/98)
Carnot-programmet skal støtte udnyttelsen af fast brændsel - særlig kul - på en sådan måde, at der sker mindst mulig emission af kuldioxid og andre forurenende stoffer. Målet er at fremme teknologiske aktioner for ren og effektiv anvendelse af fast brændsel. Det er et udmærket mål, men er det tilstrækkeligt på langt sigt? Vi ønsker i stedet på længere sigt at komme væk fra en energiforsyning, der baseres på afbrænding af fossilt brændstof. På kort sigt er det imidlertid nødvendigt med afbrænding af kul, gas og olie for at undgå det, der er værre - nemlig en nuklear baseret energiforsyning. Vi undlader at stemme for forslaget, da vi ikke kender de endelige perspektiver og mål for forslaget. Skal vi blive ved med uhæmmet at afbrænde kul? Handler det om miljø eller industripolitik?
Vi bemærker, at ordføreren foreslår en forhøjelse af budgettet for dette energipolitiske program fra ECU 4, 1 til 7, 4 millioner. Desværre er det blevet en dårlig vane i Parlamentet, at hver ordfører anmoder om en forhøjelse af det område, som han/hun står for i den pågældende betænkning. Disse forhøjelser ønskes samtidig med, at offentlige myndigheder rundt omkring i Europa skærer ned på aktiviteten og afskediger personale på grund af strammere budgetrammer. Vi mener, at Parlamentets arbejde på dette punkt skal strammes op, og at disse vanemæssige anmodninger om forhøjelser af den ene eller den anden budgetpost skal høre op. Betænkning af Soulier (A4-0322/98)
Formålet med Synergy-programmet er at bidrage til A) udformning, udarbejdelse og gennemførelse af en energipolitik i tredjelande, B) at fremme et industrielt samarbejde mellem Fællesskabet og tredjelande på energiområdet og C) at styrke koordineringen af Fællesskabets energiforanstaltninger over for tredjelande. At støtte tredjelande i opbygningen af en energipolitik virker umiddelbart meget fornuftigt. Derimod er det vanskeligere at se det fornuftige i, at EU ofrer ressourcer på de andre områder. Energiindustrien i EU har ikke brug for offentlig støtte og for, at man »styrker koordineringen«, hvad der end menes hermed. Desuden hersker der en del uklarhed om afgrænsningen af programmets indsatsområder i forhold til andre EU-programmer. Alt i alt virker programmet lidt overflødigt, midlerne kunne formodentlig bruges bedre på udvikling af vedvarende energi og programmer, der udvikler energibesparelser. Vi stemmer derfor nej til betænkningen.
I forbindelse med de flerårige programmer på energiområdet, som vi har vurderet i dag, hilser vi ånden i disse programmer velkommen og støtter enhver bestræbelse på at udvikle forskningen inden for denne sektor. Østrig har som andre EU-medlemsstater også på basis af acquis communautaire udtalt sig imod, at atomkraftværker tages i brug. På europæisk plan skal de centrale Euratom-opgaver med henblik på sundhedsbeskyttelse og overvågning af sikkerheden garanteres og udbygges. Derfor prioriterer vi videnskabelige fremskridt med henblik på at forbedre den omfattende sikkerhed inden for kerneenergien meget højt. Hertil hører også, at der udarbejdes fælleseuropæiske sikkerhedsstandarder på atomenergiens område. Ligeledes skal innovative former for energiproduktion, vedvarende energikilder som f.eks. sol-, vind- og vandkraft og biomasse i stærkere grad fremskyndes som ægte alternativer til atomenergien. Farlige atomkraftværker skal straks standses. Det er således ud fra disse præmisser, man skal forstå vores stemmeafgivning til de pågældende parlamentariske betænkninger. Fælles beslutning om Kosovo
Fru formand, vi har i dag haft en særdeles glædelig afstemning om Kosovo, og i modsætning til det, der var tilfældet ved det sidste møde, kan jeg lykønske Parlamentets grupper hermed. Frem for alt vil jeg gerne takke De Grønne, fordi de har fremsat et forslag, som vi kunne afvise med meget stort flertal. De stillede et forslag, hvori de ville gøre et votum i FN's Sikkerhedsråd til forudsætning for en humanitær og militær intervention, som for længst burde have fundet sted. Dette blev afvist med så stort flertal, at vi kan sige, at Parlamentet nu virkelig har afgivet et entydigt votum for en militær intervention i Kosovo på grundlag af den nuværende retstilstand. Jeg vil gerne sige Dem, at uden denne militære intervention vil det i løbet af en overskuelig tid faktisk resultere i massedød. Derfor håber vi, at vi allerede ved næste plenarmøde kan beskæftige os med, hvilke skridt der skal tages efter en succesrig, militær intervention. Jeg mener, at disse skridt så skal bestå i at lægge hele den udøvende og dømmende magt i Kosovo i hænderne på de valgte repræsentanter for befolkningen.
Jeg bekendtgør hermed min stemme for det fælles beslutningsforslag om Kosovo, der er fremsat af de forskellige politiske grupper i Parlamentet. Jeg mener dog, at forslaget skal ledsages af en kraftig opfordring til FN og NATO om at gribe ind i området efter det uansvarlige nej til den amerikanske forhandler. Vi får endnu en gang bekræftet, at lederen af den serbiske stat ikke forstår andet end magtanvendelse. Det er nødvendigt at gribe ind med det samme, da vi ellers vil komme til at betale en endnu højere pris i fremtiden. Vi vil bede den italienske regering om et tæt samarbejde med de andre europæiske lande og med USA, idet Italien stiller sit territorium til fuld disposition for eventuelle uundgåelige militære indgreb, der tager sigte på at opfordre parterne til en forhandling og således til nogle fornuftige fredsaftaler.
Situationen i Kosovo og Den Europæiske Unions lammelse viser endnu en gang, hvis det skulle være nødvendigt, uopsætteligheden af et politisk EU. Det er vigtigt at være en økonomisk stormagt, der frem for alt har fælles valuta, men det garanterer hverken fred eller sikkerhed og heller ikke demokrati. For at dette kan lade sig gøre, er det nødvendigt med fælles EU-diplomati, fælles militærstyrker og således en politisk EU-myndighed, der tager beslutning om, hvad EU vil. Men det er vi endnu langt fra! Hver stat forsøger at spille sin rolle, eller sine kort uden egentlig at bekymre sig om de andre... og den serbiske præsident... han jubler. Man kunne have håbet på, at den triste bosniske affære ville have båret frugt... Det blev der ikke noget af... Det er både alvorligt og en hån. EU lader sig vanære ved at se på, at massakrer på civile finder sted og lader sig udnytte af tyranner.
De danske socialdemokrater har i dag stemt for beslutningen vedrørende situationen i Kosovo. Det er ikke den første beslutning, Europa-Parlamentet har vedtaget. Et utal af resolutioner fra de demokratiske forsamlinger i FN, NATO, WEU, OSCE og EU har alle i skarpe vendinger fordømt den serbiske fremfærd. Vesten må reagere nu. Det ville være ønskeligt, hvis FN's Sikkerhedsråd ville være sig sit ansvar bevidst og vedtage en resolution, der kan sætte magt bag de evindelige trusler. Men hvis dette umuliggøres ud fra en misforstået loyalitet over for Rusland, må andre ansvarlige - gerne europæiske - politikere tage over. Det er ikke kun vores troværdighed, der er på spil. Det er menneskeliv.
FPÖ, det østrigske liberale parti, mener, at de eksisterende FN-resolutioner er tilstrækkeligt grundlag for en intervention fra NATO's side. Det er vigtigt at tilvejebringe en hurtig løsning af konflikten for at hindre yderligere blodsudgydelser. Derfor støtter FPÖ beslutningsforslaget i sin helhed, men gør opmærksom på, at det erklærer, at det ikke er indforstået med § 8, da det frem for alt er de stater, som grænser op mod kriseområdet, der bør have den humanitære hjælp og økonomiske støtte, de behøver for at have størst mulig kapacitet til at modtage flygtninge. Dermed skal det forhindres, at Østrig skal klare størstedelen af flygtningestrømmen til Europa. Fælles beslutning om gæstearbejdere
Fru formand, i mit indlæg i går vedrørende spørgsmålet om illegal indvandring fra syd, gjorde jeg over for Parlamentet rede for, hvorfor den reform, der er truffet forholdsregler om i Amsterdam-traktaten, ifølge Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa, vil kunne forværre problemerne i stedet for at løse dem. Jeg vil nu fortælle jer, hvilket forslag vi gerne ville have set i den beslutning, der blev vedtaget af Europa-Parlamentet, men som desværre ikke er at finde der. Man må jo være klar over, at i et forenet EU, der er uden kontrol med interne grænser, sådan som det foreslås i Amsterdam-traktaten, vil det globale sikkerhedsniveau altid være kædens svageste led. Hvis man til gengæld fastholder den nationale grænsekontrol, vil det give mulighed for at begrænse risiciene og på samme tid ansvarliggøre hvert land, der er klar over, at hvis det af slaphed accepterer illegale, vil det ikke bagefter kunne overdrage dem til sine naboer. Men det er ikke tilstrækkeligt. Utallige illegale er allerede trængt ind i vores lande og har skabt alvorlige problemer. Og hvis antallet af dem stiger, vil de kunne destabilisere vores samfund. På det plan vil EU kunne gøre noget. Der bør iværksættes omfangsrige hjemsendelsesprogrammer, som medlemslandene skal kunne tage del i på frivillig basis. Jeg tror dog, at de fleste vil acceptere at deltage, eftersom det er i deres egen interesse. Kandidaternes tilbagevenden skal naturligvis også være frivillig. Og for at den er det, er det nødvendigt, at betingelserne for hjemvendelse og lokal genintegration er tiltrækkende, det vil desværre sige, at det vil koste dyrt eller relativt dyrt. Men vi må acceptere, at sådan er det. Det vil koste mindre end at bibeholde ikke-integrerede personer i vores samfund. På samme måde med differentieret samordning på frivillig basis, tror jeg, at nabolande burde hjælpe hinanden indbyrdes med at vogte grænserne, når det er i fælles interesse og ikke rejse tvivl om hvert lands ansvar for egne indre eller ydre grænser. Burde Frankrig, Østrig og hvorfor ikke også Schweiz ikke iværksætte et fælles program, der økonomisk kunne hjælpe Italien med at vogte sine ydre grænser? Et sådant initiativ forekommer mig fornuftigt
Fru formand, jeg stemte for teksten, men jeg mener, vi skal foretage væsentlige forbedringer, først og fremmest i spørgsmålet om de kvoter, vi skal fastsætte med henblik på byrdefordelingen angående personer. Jeg ser det problem, at vi taler meget om disse spørgsmål, men samtidig forsømmer det egentlige hovedspørgsmål. Derfor hilser jeg det ofte kritiserede østrigske strategipapir velkomment, fordi det har bragt fuldkommen nye elementer ind i diskussionen, fordi det er ærligt, og fordi det præciserer, at vi både skal beskæftige os med at undgå årsagerne til flugt og med en reduktion af byrderne og en retfærdig byrdefordeling. Vi lever nemlig i dag i et Europa, hvor også Bayern og Østrig så at sige grænser op til Middelhavet, og Spanien til de østeuropæiske stater. Her hjælper kun ægte solidaritet og ikke det såkaldte Sankt Florian-princip, nemlig at man håber, at lynet slår ned i naboens hus i stedet for i ens eget.
Vi har undladt at stemme for det fælles beslutningsforslag, da vi ikke kan støtte, at der udarbejdes en fælles indvandrings- og asylpolitik i EU på grundlag af unionstraktatens afsnit IV. Vi er ligeledes modstandere af Schengen og Europol, som også omtales i forslaget. Vi mener selvfølgelig, at man skal behandle indvandrere ordentligt og støtter en human national flygtningepolitik.
De danske socialdemokrater har i dag stemt for en beslutning om indvandringsspørgsmål. Vi skal nemlig samarbejde om bekæmpelse af illegal indvandring og organiseret kriminalitet i forbindelse med den illegale indvandring. Derudover skal vi sørge for, at de indvandrere og flygtninge, som opholder sig i Unionen, får den nødvendige beskyttelse. Det gøres, ved at vi i fællesskab fastlægger nogle minimumsrettigheder for indvandrere og flygtninge. Vi skal dog gøre opmærksom på, at Danmark har et forbehold over for overnationalt samarbejde om indvandrings- og asylspørgsmål. Dette forbehold kan kun ændres ved en eventuel folkeafstemning i Danmark.
Jeg har stemt for dette beslutningsforslag på grund af de mange positive forslag, det indeholder til håndtering af problemet med illegal indvandring både ved at øge sikkerheden ved Den Europæiske Unions ydre grænser og ved at hæmme de kriminelle organisationers aktiviteter, der hjælper og fremmer illegal indvandring. Jeg anbefaler også forslagene om at forbedre den humanitære bistand til illegale indvandrere, der ofte er ulykkelige ofre for de forbrydere, der udnytter deres nød. Men jeg og andre britiske Labour-medlemmer af Parlamentet kan ikke støtte betragtning F, der med urette beklager femårsbegrænsningen for fuld integration af asyl- og indvandringspolitikken til trods for, at alle medlemsstaternes regeringer er enige herom, og at dette er indskrevet i Amsterdam-traktaten. Vi kan heller ikke støtte punkt 2, som på samme måde opfordrer til etablering af en fælles indvandrings- og asylpolitik for EU.
I lighed med hvad vi tidligere har tilkendegivet, mener vi ikke, at EU skal udvikle en fælles flygtninge- og indvandrerpolitik.
Vi er færdige med stemmeforklaringen. Mødet er hævet, men genoptages om lidt, klokken 15.00. (Mødet udsat klokken 13 og genoptaget klokken 15)
Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B4-0897/98 af Goerens for ELDR-gruppen om Semira Adamus tragiske død og om asylpolitikken; -B4-0909/98 af Van Lancker for PSE-gruppen om Semira Adamus død i forbindelse med hendes udvisning; -B4-0915/98 af Collins og andre for UPE-gruppen om Semira Adamus tragiske død; -B4-0921/98 af Pradier og Vandemeulebroucke for ARE-gruppen om mordet på Semira Adamu og om skærpelsen af indvandrings- og asylpolitikken i Europa; -B4-0927/98 af Chanterie og andre for PPE-gruppen om udvisningsproceduren efter Semira Adamus tragiske død; -B4-0935/98 af Aelvoet og andre for V-gruppen om Semira Adamus død og nødvendigheden af en mere menneskelig udformning af flygtningepolitikken; -B4-0937/98 af Vinci og andre for GUE/NGL-gruppen om tvangsudvisning og om Semira Adamus død.
Fru formand, vi giver udtryk for vores indignation i forbindelse med Semira Adamus tragiske død. Hendes tragiske bortgang er også, og endda frem for alt, en afsløring af det dybe ubehag vores samfund reagerer med over for de utallige mennesker, der kommer fra tredjelande, der, når de flygter fra elendighed, forfølgelse, vold eller krænkelser, ikke altid finder legale måder at gøre det på. De få forholdsregler, der indtil nu er blevet vedtaget for at finde en acceptabel løsning på den problematik, der nævnes i beslutningen, og den langsommelighed, der karakteriserer bestræbelsen på at finde menneskelige løsninger, udtrykker blot vores samfunds forlegenhed over for dem, der er ofre for den ulige fordeling af goderne og mangelen på rettigheder og frihed. Meningen med nærværende beslutning er ikke så meget at anklage det medlemsland, hvor den begivenhed, der blev skæbnesvanger for fru Semira Adamu, fandt sted - medlemslandet skal naturligvis foretage den nødvendige retslige undersøgelse og føre den til ende - som at insistere på nødvendigheden af, at man i fremtiden udarbejder forholdsregler, der er i fuld overensstemmelse med Geneve-konventionens bestemmelser om flygtninge.
Fru formand, kære kolleger, for to uger siden døde Semira Adamu, en ung nigeriansk kvinde, på grund af vold foranlediget af hendes tvungne udvisning af Belgien. Jeg mener, at det er rigtigt, at også vi i Europa-Parlamentet tilkendegiver, at vi er rystede over dette drama og med rette fordømmer det, der er sket. Det er derfor også meget vigtigt, som kollega Goerens sagde, at de belgiske myndigheder skaber fuld klarhed over omstændighederne og ansvaret for Semiras død. Jeg mener også, at det er vigtigt, at den belgiske regering langt om længe har slebet de skarpe kanter af sin asylpolitik. Men Semiras død konfronterer også Den Europæiske Union med dens ansvar. Semira er således ikke det første offer for en restriktiv flygtningepolitik i medlemsstaterne og også i Unionen. Ved hårdhændede udvisninger er der også tidligere faldet døde og sårede i andre medlemsstater. Det er for øvrigt ikke første gang, at Europa-Parlamentet sammen med mange menneskerettighedsorganisationer trækker i nødbremsen på grund af tendensen til, at asyl- og flygtningepolitikken i EU konstant strammes. Jeg tror ikke, at det i den forbindelse er hensigtsmæssigt på ny at starte en fælles debat om alle standpunkter i Europa-Parlamentet, der går ind for en menneskelig asyl- og flygtningepolitik. Det er dog min opfattelse, at Semiras død gør, at vi straks skal sætte to vigtige problemer på Rådets europæiske dagsorden. For det første flygtede Semira fra et tvungent ægteskab i Nigeria. Jeg ved, at nogle mennesker tvivler på rigtigheden af hendes beretning, men jeg mener ikke, at det er vores opgave at dømme herom. Derimod er det vores opgave på ny at presse på for, at EU-medlemsstaterne anvender Geneve-konventionenen generøst og således yder beskyttelse til kvinder, der er offer for tvungne ægteskaber, voldtægt eller seksuel vansiring. Europa behøver derfor ikke at afvente en revidering af Geneve-konventionen på verdensplan. Rådet kan selv tage initiativet, og jeg er meget glad for, at kommissær Gradin i løbet af denne uge har givet os sin støtte på dette punkt. For det andet kan også vanskelige beslutninger om at sende mennesker tilbage foregå på en human måde. Udvisning af flygtninge, der har udtømt mulighederne for sagsbehandling, må ikke udvikle sig til tvungen deportation, hvor mennesker udvises af landet med vold. En human udvisningspolitik er mulig gennem intensiv støtte herfra, hvor menneskene får tid, midler og hjælp til at forberede deres hjemrejse. Det kan også ske gennem modtagelse i oprindelseslandet og garantier for deres sikkerhed. Internationalt samarbejde, kære kolleger, er mere end kun standardklausuler om hjemtagelse eller gennemførelseskontrakter. Det er derfor nødvendigt, at alle lande i Unionen gennemfører en drastisk justering af deres udvisningspolitik. Også dette er en påtrængende opgave for Rådet. Unionens medlemsstater og Unionen har selvfølgelig ret og pligt til at træffe beslutning om flygtningenes opholdsrettigheder. For os skal det foregå på EU-plan. Men jeg er overbevist om, at der findes et meget mere humant alternativ end det Fort Europa, der nu ligger på det europæiske tegnebord.
Fru formand, jeg beder om Deres tilladelse til et indlæg til forretningsordenen, fordi den portugisiske - og dermed europæiske - forfatter José Saramago netop er blevet tilkendt nobelprisen i litteratur. Da det drejer sig om en europæisk borger, synes jeg, at Parlamentet skulle bede formandskabet sende ham en meddelelse, hvori han gratuleres og takkes for sit arbejde.
Fru formand, hun var 20 år gammel. Hun ville ikke acceptere at blive udvist. Politifolk slog hende ihjel i et af Sabenas fly. Så enkelt er det. Der har naturligvis lydt protester, der er blevet demonstreret, og én er trådt tilbage, hvilket i øvrigt tjener denne minister til ære, og der er asylansøgere, for hvem udvisningsformaliteterne koster livet. Der har været andre, i Frankrig og andre steder - der har været dem, man har talt om, og dem, man aldrig har talt om. En udlænding, der skal udvises, kommer turen omkring et flygtningecenter. Jeg er bange for, at kun få af mine kolleger har været nysgerrige efter at finde ud af, hvordan et flygtningecenter ser ud på tæt hold. Lokalerne er ikke nødvendigvis uhumske, underjordiske fangehuller med fugtigt halm. Nej, nej! Bag Charles de Gaulle-lufthavnen, er der et flygtningecenter med pæne værelser, en læsesal, et mødelokale og fjernsyn. Der er bare det, at man bliver anbragt der med magt mellem to gendarmer, og at man er overladt til myndighederne, uden kontakter, uden ankemuligheder, uden advokat, uden mulighed for at kunne påvirke tingenes gang, uden noget andet at lave end at afvente udvisningen, som naturligvis vil finde sted inden længe. Det tager nogle timer op til nogle dage. Staten - med stort S - træffer beslutninger, som den ikke skal redegøre for til nogen. Her har man ikke ret til at blive hørt, man har ikke engang sine menneskerettigheder. Der er ingen domstol, ingen dom, ingen ankemulighed og intet forsvar. Maskinen er gået i gang, tromlen kører fremad og tromler alt ned foran sig. Hvis bare man giver udtryk for ikke at være fuldstændig enig i den beslutning, der er truffet, giver man dem håndjern på, man lægger lænker om anklerne, og tjenestemænd sætter dem i en fangevogn, og man kan forestille sig, hvor varsomme de er, og kører dem til foden af flyets trappeopgang: Alt foregår under overordnedes indgående opsyn. Det er sådan, det foregår i EU-lande. Når en udlænding udvises, er det først og fremmest sikkerheden og den offentlige orden, der tænkes på. Fru formand og kære kolleger, det skal der simpelthen laves om på. Unionens indenrigsministre skylder os og de, der har sendt os hertil, en forklaring. Det er i vores navn, at disse uddrivelser finder sted, det er i vores navn, at disse nederdrægtigheder begås. Vores forespørgsel til Rådet om så hurtigt som muligt at komme hertil og helt præcist forklare, hvilken politik man følger, hvilke forholdsregler der tages og endelig, hvilken straf Semira Adamus mordere står til, er ikke blot en forespørgsel, det er et krav.
Fru formand, på vegne af PPE-gruppen vil jeg også gerne sige, at vi er dybt rystede over Semira Adamus tragiske død. Vi har tillid til, at den retslige undersøgelse vil klarlægge omstændighederne ved dette drama og fastsætte, hvem der bærer ansvaret. Semira Adamus tragiske død understreger nødvendigheden af, at der føres en forsvarlig asylpolitik. I den forbindelse skal der på den ene side tages hensyn til den politiske asylret, sådan som den er formuleret i Geneve-konventionen af 1948, men også til de traktater, der eksisterer inden for rammen af Den Europæiske Union og Schengen-zonen. At politikken skal være effektiv, og at den skal føres med respekt for menneskelig værdighed og den enkelte persons grundlæggende rettigheder, vil vi gerne understrege. Jeg mener, at der er to kraftlinjer, som vi skal trække frem: Asyl- og immigrationspolitikken skal bygge på den bedst mulige organisation af den tilladte tilflytning og ydelse af beskyttelse til dem, der er i fare, eller som har brug for beskyttelse. På den anden side skal asyl- og immigrationspolitikken også være rettet mod forebyggelse og bekæmpelse af illegal immigration. I den forbindelse skal kampen rettes mod organisatorerne af menneskehandel og smugleri af mennesker samt dem, der misbruger de stakkels immigranters situation. Men en person, der opholder sig illegalt i en medlemsstat, skal også fjernes fra landet. Det kan vi ikke lukke øjnene for. At man i den forbindelse skal respektere menneskerettighederne er meget vigtigt ved organisationen af asyl- og immigrationspolitikken i alle dens aspekter. Denne respekt skal være til stede både ved asylproceduren og ved udvisningen af personer, der opholder sig illegalt i et land. Det er endvidere vigtigt, at de, der søger om asyl, hurtigt opnår retssikkerhed. Men vi kan ikke komme udenom, at den belgiske regering har taget sit ansvar efter Semira Adamus død, og at vi også må ønske den belgiske regering tillykke med, at den har villet humanisere og tilpasse sin asylpolitik.
Fru formand, mine damer og herrer. Undertiden hører man fra vores rækker kravet »Europa skal bevare sin sjæl«. Europa har en sjæl, og den giver sig udtryk i sin universelle tænkemåde. Fra tidernes morgen var forudsætningen herfor kærligheden til det fremmede, åbenheden og respekten, ja nysgerrigheden efter det fremmede. I fru Adamus skrækkelige død kan vi se Europas sjæl dø. Fremmedfrygten er på vores kontingent blevet til en epidemi. Tilfælde som denne kvindes død kan forekomme igen hver dag. Det behøver ingen at undre sig over i en Union, hvor asylretten i årevis systematisk er blevet udhulet. Det behøver ingen at undre sig over, når der endda gøres fremstød for at sætte Geneve-konventionen ud af kraft, og når det er muligt at indføre udvisningsmetoder, der er en hån mod menneskerettighederne. Når vi tillader det, må vi ikke kun påtage os ansvaret for endnu flere døde, men så vil også Europas sjæl dø, den sjæl, som vi ikke behøver at lede efter!
Fru formand, vi må endnu en gang klage over og fordømme sikkerhedskorpsenes voldsanvendelse ved tvangsudvisninger i nogle af medlemsstaterne i Den Europæiske Union. Det er heller ikke første gang, der klages over teknikken med puden, der skal kvæle de udvistes råb. Alle vil kunne huske, at Amnesty International har gjort det ved mange lejligheder, og desværre er dette blevet negligeret. Denne almindelige metode i Belgien, der anvendes af politiet til at dæmpe råbene fra de udviste flygtninge, fratog definitivt Samira Adamu livet. Det drejer sig om et uforfalsket angreb på den menneskelige værdighed og respekten for menneskerettighederne, og det skal siges med vægt og tydelighed og uden de sædvanlige eufemismer. Vi beklager og fordømmer voldsomt anvendelsen af disse metoder, og samtidig beder vi om strenge straffe for de ansvarlige. Vi må på den anden side konstatere, at denne triste begivenhed blot er en anskueliggørelse af de repressive sider af den indvandrer- og asylpolitik, som Den Europæiske Union fører. Samtidig vil jeg i denne sammenhæng understrege det påtrængende behov for, at seksuelt misbrug tages i betragtning som en faktor til opnåelse af politisk asyl, et faktum der ikke engang er blevet taget hensyn til ved udvisningen af denne unge kvinde, som var nødt til at gifte sig med en polygamist på 65 år. På et mere generelt plan mener jeg, at det er foruroligende, at Den Europæiske Union fører en politik, der massivt begrænser strømmen af indvandrere, hvilket er et udtryk for idéen om et fort - som vi allerede talte om i går ved en forhandling af samme type - der inspirerer til de foranstaltninger, der vedtages. Særligt foruroligende er tillige dokumentet fra det østrigske formandskab, der blev offentliggjort for nylig, hvori der konstateres en alvorlig trussel for den allerede forringede asylret. Derfor vil vi give udtryk for vores overbevisning om, at enhver asylpolitik, der gennemføres i Den Europæiske Union, skal være i overensstemmelse med Geneve-konventionen. Til sidst vil jeg understrege og atter her i Parlamentet gentage, at indvandrer- og asylpolitikken skal udformes på basis af solidariske politiske mål og ikke økonomiske mål. Det første skridt til løsning af indvandringsproblemet er i Den Europæiske Union at gennemføre en virkelig generøs og solidarisk samarbejdspolitik, der støtter ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. kollega, De har allerede talt et minut for længe. Jeg beklager meget!
Fru formand, den 22. september døde en ung nigeriansk kvinde i Belgien, kvalt af ligegyldigheden, kvalt af volden og af egoismen. Hun var 20 år gammel og var flygtet fra Nigeria, fordi et arrangeret ægteskab var hende imod. Hun håbede, at hun kunne finde et tilflugtssted, trøst og håb i et EU-land. Hun troede, at hos os blev de universelle værdier som fred, frihed og lighed respekteret. Stakkels Semira! Hvad hun ikke vidste var, at vores lande alt for ofte lukker af over for lidelsen og individuelle og kollektive tragedier. Vi har alle ratificeret verdenserklæringen om menneskerettighederne og underskrevet Geneve-konventionen om flygtninges stilling. Alle har naturligvis deres egne asyl-, udvisnings- og indvandrerlove. Den belgiske lov, Van De Lanotte-loven, har jo været særdeles kritiseret og har mødt megen modstand. Den gør det muligt at tilbageholde mænd, kvinder og børn i ofte meget lang tid i lukkede centre, der ikke er i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat af Udlændingestyrelsen. Semira-tragedien har rystet det belgiske samfund, og alt imedens man bevarer lovens grundlæggende politiske retningslinjer, er Belgien i færd med at foretage visse ændringer for at sikre, at loven udviser større respekt over for det enkelte menneske og naturligvis for at forbyde anvendelse af puden. Det er Den Europæiske Unions pligt at gøre alt, for at der så hurtig som muligt fastsættes en veritabel fælles EU-politik med hensyn til asyl og indvandring.
Fru formand, i sagen om fru Adamus meget beklagelige død er der allerede, også i dag, fortalt så mange løgne og usandheder, at jeg først må gøre opmærksom på to kendsgerninger. For det første var fru Adamu, med al respekt, en asylbedrager, der gjorde sig lystig over, at man i Belgien troede på hendes beretning om et tvungent ægteskab. Det fremgår bl.a. af vidneudsagn af hans ærværdighed hr. Herman Boon, der er præst i Zaventems lufthavn. I øvrigt minder jeg også om den kendsgerning, at fru Adamu i nogen tid først opholdt sig uforstyrret hos en ven i Lagos, derefter uhindret rejste til Togos hovedstad Lomé, hvor hun uden problemer tog flyveren til Europa. Hun var derfor bestemt ikke en bona fide-flygtning, tværtimod. For det andet hvis fru Adamu, støttet af et ekstremt venstreorienteret Collectief tegen Uitwijzingen (kollektiv mod udvisninger), ikke mindre end fem gange efter hinanden var i stand til at forhindre en fuldstændig rimelig udvisning ved at skrige, slås og mere til, så betyder det kun, at asylpolitikken er alt for slap og selvfølgelig ikke det omvendte. Det bevises af tallene. I mit land bliver de fleste af de afviste asylansøgere, det er asylbedragere, undskyld udtrykket, ikke repatrieret, men de forsvinder i samfundet som illegale. Fra 1990 til i dag drejer det sig om 100.000 personer. Det er altså ikke et lille problem. Til sidst må jeg sige, at jeg er meget rystet over den bagvaskelse, som den del af politiet, der skal ledsage de afviste asylansøgere, nu bliver offer for, fordi de nu behandles som mordere og skældes ud for mordere, også her i Parlamentetet. Disse mennesker arbejder under meget vanskelige forhold, og de fortjener støtte. At de i øvrigt også bagvaskes af forhenværende indenrigsminister, socialdemokraten Tobback, betragter jeg som en ren skandale, for det var ikke politiet, og det var ikke det flamske parti (Vlaams Blok), men socialdemokraten Tobback, den store boss for de her tilstedeværende Socialdemokrater, der beskrev flygtningene som, og jeg citerer fra hans bog »Zwart op wit« (sort på hvidt), »måger, der her tager ophold på en losseplads, fordi det er nemmere end at fiske og bearbejde jorden hjemme«. Det turde jeg ikke sige. Det er Tobbacks ord. Jeg minder om, at ingen belgisk minister tog sin afsked i sommeren 1996, da man fandt de fire børnelig i Dutroux-sagen, at ingen tog sin afsked, da 10 faldskærmssoldater under forfærdelige forhold blev slagtet i Rwanda, og at ingen tager sin afsked, når autoktone i mit land med jævne mellemrum bliver ofre for voldtægt, tyveri eller mord begået af f.eks. illegale personer eller asylansøgere. Jeg slutter af med spørgsmålet: Findes der måske førsterangs- og andenrangsofre for en mislykket politik?
Fru formand, beslutningen bør ikke tilsløre vores egen forsømmelighed med hensyn til at harmonisere asyl- og flygtningepolitikken. Hvad har vi gjort i årevis? Vi har udarbejdet deklarationer, men har næsten intet konkret udrettet. Amsterdam-traktaten gav os en god samvittighed i og med det blev besluttet, at der fem år efter ratificeringen skulle vedtages minimumsregler på dette område. Så mit spørgsmål er følgende: Vil EU vente fem år med at handle? Er det i dag ikke på tide, at man præsenterer de 15 medlemslande for en række retningslinjer, der fører til, at man over hele EU får en fælles opfattelse af såvel asylbetingelserne som flygtninges status. På den måde vil EU kunne vise, at den ikke kun er et økonomisk apparat, men også er i stand til samlet at tage den vanskelige udfordring op, som skyldes den tiltrækning vores samfund har på dem, hvis politiske regimer, fattigdom og overtrædelse af de grundlæggende rettigheder får til at flygte fra deres hjemlande. Hvis EU ikke gør sin pligt, hvis Ministerrådet ikke fremskynder denne lovpakke, vil det desværre gå andre som Semira Adamu.
Fru formand, det vigtigste faktum er, at en 20-årig pige er blevet grufuldt myrdet af statslige organer. De øvrige ting, der for lidt siden blev sagt af en ung kollega, er uacceptable. Det er et forsvar ikke for djævelen, men et forsvar for forbrydelser og forbrydere. Og forbrydere er ikke bare politimagten, men det er også de udøvende myndigheder, regeringen, den belgiske lovgivning, generelt den lovgivning, der styrer EU i spørgsmål om asyl, indvandere, fremmede. Forbryderiske er de rammer, som Europa-Rådet udstikker, og inden for hvilke disse lovgivninger bevæger sig. Og det bør vi omstyrte, og i forbindelse med denne sag kunne smerten stige op i os, kunne vreden stige op i os, men vi må være besindige. Vi må fra i dag våge over, at der hver dag foregår kontrol over, hvorledes og hvad der bliver ændret, og hvorledes denne gældende, morderiske lovgivning bliver gjort menneskelig. Fru formand, »det barbariske Østen og det civiliserede Vesten«, således udtalte den nye, græske ærkebiskop for få dage siden, og det ser ud til, at han var en profet. Han accepterede, hvor barbariet er. Det er i det civiliserede Vestens eget hjerte. Og dette hjerte skal vi ændre, vi skal ikke rykke det ud med rode, vi skal ændre det, så det bliver virkeligt civiliseret og ikke påberåber sig forskellige former for humanisme, menneskerettigheder og andet sådant opspind.
Fru formand, jeg vil ikke lade det passere ustraffet, at hr. Ephremidis påstår, at de illegale i Belgien bare myrdes, og at lovgivningen i Belgien ikke er i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen eller med europæisk lovgivning. Det kan man ikke bare sige, heller ikke i Europa-Parlamentet.
Fru formand, ærede medlemmer, eftersom min kollega Anita Gradin sidste tirsdag klart og udtømmende gav udtryk for Kommissionens holdning, tillader jeg mig, fru formand, ikke at gentage min kollegas ord samtidig med, at jeg dog ikke vil undlade at give udtryk for min personlige beklagelse over det, der er hændt.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B4-0898/98 af Frischenschlager og Thors for ELDR-gruppen om den politiske situation i Slovakiet; -B4-0913/98 af Wiersma og Bösch for PSE-gruppen om situationen i Slovakiet; -B4-0928/98 af Stenzel og andre for PPE-gruppen om valget i Slovakiet; -B4-0936/98 af Voggenhuber og Stenzel for V-gruppen den politiske situation i Slovakiet; -B4-0938/98 af Carnero og andre for GUE/NGL-gruppen om situationen i Slovakiet.
Fru formand, jeg er glad for, at vi nu for en gangs skyld kan føre en debat om Slovakiet med meget positive undertoner. Jeg håber, at det bliver den sidste uopsættelige debat om Slovakiet, og at vi fra nu af kan drøfte Slovakiet på normal vis. Dette skyldes ganske rigtigt valget den 25. og 26. september, der er forløbet godt. Der var også en lille observatørgruppe fra Europa-Parlamentet til stede, og vi har selv kunnet konstatere, at valget foregik velordnet, godt organiseret, og, som vi siger, på en fair måde. Derved bliver der nu også plads til en ny evaluering af Slovakiet og en ny drøftelse af, om dette land skal optages i den første gruppe af tiltrædende lande. Vi går ud fra, at i den situation, der nu er opstået, vil den kommende regering og det nye parlament fremsætte et politisk reformprogram. Politiske reformer rettet mod en styrkelse af landets demokratiske struktur og også mod en bedre regulering af landets uafhængige og frie medier. Hvis dette lykkes for dem, er de vigtigste hindringer for tiltrædelsesforhandlinger med hensyn til Slovakiet fjernet. Vi håber, at den kommende regering, men også de partier, som nu forhandler herom, gør sig klart, at det politiske reformprogram også er meget vigtigt for Den Europæiske Union, fordi Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet i det forløbne år har anmodet om en række reformer. Hvis disse reformer gennemføres, må vi også gøre alvor af de løfter, som vi formelt og uformelt har givet Slovakiet. Vi har i den forbindelse et tidsproblem, og det vil jeg gerne henlede opmærksomheden på. Dette nævnes også i det foreliggende forslag til beslutning. Formelt afgiver Kommissionen sine screeningsrapporter den 6. november. Det er klart, at Kommissionen ikke har tid nok til at evaluere den nye politiske situation i Slovakiet heri. Det er endvidere usandsynligt, at der allerede da vil være en ny regering med et konkret program om politiske reformer, og det er endnu mere usandsynligt, at disse ting er ført ud i livet. Sandsynligvis kommer overgangen i Slovakiet for tidligt for topmødet i Wien. Der vil derfor næppe blive truffet beslutning på topmødet om, hvorvidt Slovakiet vil blive optaget i den første gruppe af tiltrædende lande. Vi anmoder derfor os selv, men først og fremmest også Kommissionen og Rådet, om at være fleksibel og undersøge, om det er muligt, hvis det viser sig, at der ikke kan træffes beslutning i Wien, fordi der ikke kan dannes et klart billede af de politiske reformer, at der eventuelt til foråret foretages en ekstra evaluering af Slovakiet på de punkter, som vi har stillet som betingelse, det vil sige mindretal og demokratisk stabilitet. Derefter vil Rådet under det tyske formandskab kunne beslutte at optage Slovakiet i den første gruppe. I betragtning af alle de krav, vi har stillet til Slovakiet, er det ikke noget godt tegn fra Europa-Parlamentet og Den Europæiske Union at lade dette land vente til december næste år.
Fru formand, valget i Slovakiet den 25. og 26. september har ført til en omvæltning af de hidtidige forhold. Den slovakiske befolkning har vist politisk modenhed, idet den har væltet ministerpræsident Meciar og har hjulpet den demokratiske koalition til et flertal. Dette er et farvel til postkommunistisk despotisme og vilkårlighed og også en særlig sejr for vores søsterparti, de kristelige demokrater, som udgør den stærkeste kraft i det nye regeringsflertal. Europa-Parlamentet lykønsker derfor med rette den slovakiske befolkning med dette nye valgresultat. Man må håbe, at der nu hurtigt dannes en stabil og bæredygtig regering. Den sejrende opposition, SDK, har fundet sammen i viljen til at styrte Meciar. Den samler så forskellige kræfter som kristelige demokrater, liberale, forhenværende reformkommunisitiske venstreorienterede og partiet Den Ungarske Koalition. Det er en heterogen gruppe, som skal bevare sit sammenhold. Der er imidlertid en god chance for, at der heraf fremstår en regering, som opfylder København-tiltrædelseskriterierne, først og fremmest indførelse af stabile institutioner som garanti for et demokratisk og retsstatsligt system, og for at menneskerettighederne overholdes, samt respekt for beskyttelsen af mindretal. Det er nu op til Den Europæiske Union at støtte Slovakiet, for at det kan opfylde det politiske tiltrædelseskriterium. Den politiske ændring i Slovakiet fremmer dets integration i Den Europæiske Union og udgør et velkomment element i Centraleuropas stabilitet.
Fru formand, Europa-Parlamentet har flere gange udtrykt sin utilfredshed med den demokratiske udvikling i Slovakiet, og dette var i sidste ende også årsagen til, at det ikke blev optaget i kredsen af de lande, der er med i den første udvidelse. Jeg mener dog, at enhver utilfredshed og enhver kritik også bør have en anden side, nemlig at man er parat til at registrere positive ændringer og fremskridt og foretage en fair vurdering. Valget i Slovakiet var fair og korrekt, som jeg selv kunne iagttage. Nu rejser der sig for os det spørgsmål, om Unionen er i stand til at svare hurtigt og energisk på dette og vurdere det på tilsvarende måde. Jeg mener, at den foreliggende beslutning er for vag, for afventende, for forsigtig. Min gruppe tror på muligheden for en hurtigere optagelse af Slovakiet i den første kreds netop i denne situation, hvor de nye demokratiske kræfter har behov for enhver støtte på deres vej til demokratiet, men også på deres vej til Europa.
Fru formand, ligesom andre kolleger har givet udtryk for i deres indlæg, vil jeg glæde mig over, at de nationale valg, der fandt sted i september i år i Slovakiet, foregik under acceptable forhold og helt sikkert kan være et stort skridt i retning af, at landet får et demokratisk system og et system med retssikkerhed, der er sådanne betegnelser værdigt. Hvis det er sådan, er der ingen tvivl om, at Slovakiet vil være meget tæt på den første gruppe af lande, som nu er i gang med forhandlinger om tiltrædelse af Den Europæiske Union. Og her i Parlamentet kan vi glæde os over ikke blot at kunne konstatere dette faktum, men også ved tanken om, at de holdninger, som Parlamentet har givet udtryk for - og også Europa-Kommissionen og Rådet selvfølgelig - ved fastlæggelsen af grupper af lande og processer for deres tiltrædelsesforhandlinger måske på en eller anden måde har vundet genklang i samfundet og den offentlige mening i Slovakiet, som endelig har valgt den demokratiske vej med respekt for retsstaten.
Fru formand, mine damer og herrer, jeg er jo egentlig ikke en stor tilhænger af opgør med associerede lande torsdag eftermiddage som denne, men jeg mener, at vi i dag virkelig for en gangs skyld kan tale om en glædelig undtagelse efter den fortræffelige afgørelse om en ny kurs, som de slovakiske vælgere har truffet. Jeg mener, at for fru Stenzel er det vel temmelig sekundært, om det nu er de kristelige demokrater eller andre partier, der har vundet den største andel af vælgerne. Efter min mening er det afgørende, at der her er givet et helt klart signal i retning af mere Europa. I den forbindelse skal jeg som medformand for Det Blandede Parlamentariske Udvalg bringe en hjertelig tak til de kolleger fra OSCE, Europarådet og Europa-Parlamentet, som ved deres deltagelse som valgobservatører har bidraget væsentligt til, at dette valg i det store og hele er foregået upåklageligt. Jeg mener, at dette også er lejligheden til at minde om, at når vi i Europa-Parlamentet trods Kommissionens anbefalinger om det modsatte gik ind for i sidste ende dog alligevel at holde en dør åben for Slovakiet, var denne afgørelse rigtig og blev endelig også honoreret af de slovakiske vælgere. Men vi må også måle den kommende regering og de kommende flertal i Slovakiet efter, hvad der sker i fremtiden. Vi forventer en ordentlig parlamentarisk kontrol med efterretningsvæsenet. Vi ønsker, som det er aftalt, en lov om mindretalssprog, og jeg mener også, at det vil være nødvendigt, at den politiske kultur i Slovakiet får en anden form, end det hidtil har været tilfældet. Vi mener, at de hidtidige tegn i denne retning er særdeles opmuntrende, og vi må i Det Blandede Parlamentariske Udvalg og i Europa-Parlament yde vores bidrag til, at disse ændrede forhold også på tilsvarende måde værdsættes i form af et styrket samarbejde.
Fru formand, mine damer og herrer, en valgdeltagelse på 84 % taler for sig selv. Jeg var selv i Slovakiet som valgobservatør i tre dage, og der kunne man ligefrem mærke begejstringen hos folk, når de gik til stemmeurnerne. For mig var det også meget positivt at bemærke, at de politiske repræsentanter i valglokalerne var fremragende instrueret. Instruktionen havde ofte varet indtil fem timer, og ved hjælp af videoer blev valget forberedt optimalt. Man mærkede, at ungdommen gerne gik til dette valg, og at endelig også de officielle repræsentanter, som iagttog hinanden med stor skepsis, virkelig kontrollerede indtil det sidste. Derfor tror jeg, at dette valg har været et kæmpemæssigt spring fremad for Slovakiet. Set ud fra i dag kan man med rolig samvittighed bekræfte, at valget forløb korrekt og sagligt, at nye flertal er blevet mulige, og at Slovakiet har en virkelig chance for konsekvent at fortsætte sin vej mod Europa. Vi bemærkede, at befolkningen i Slovakiet i høj grad havde en indstilling pro Europa. Når man så ved valget så, at der samtidig fandt en anden afstemning sted, som kun meget få personer deltog i, mens 84 % deltog i valget af de 17 partier, som i alt stillede op, ved man, at den slovakiske befolkning har truffet en sagligt og emotionelt rigtig afgørelse. Jeg opfordrer også Kommissionen til at sørge for, at den kendsgerning, at Slovakiet har gennemført et valg på demokratisk grundlag, får de tilsvarende konsekvenser.
Fru formand, selvom det er en gentagelse, er der grund til at sige, at det slovakiske folk er begyndt at indse, at man i et demokrati kan ændre sin fremtid. Dette folk har vist sin vilje til at tilhøre det europæiske folkelige fællesskab og har forstået, at det gør en forskel at have et fungerende demokrati. Vi bemærker dette med glæde. Jeg er dog enig med Bösch i, at det er vigtigt, at man også opnår resultater i regeringsarbejdet, både når det drejer sig om at få en velfungerende forvaltning, et stabilt demokrati, og ikke mindst når det drejer sig om at løse minoritetsspørgsmålene. Jeg er ikke helt rolig på det punkt efter at have hørt visse indledende rapporter fra Slovakiet. Vi er nødt til at afvente resultaterne på dette punkt, men vores signal og vores debat i dag er en klar gestus over for det slovakisk folk: Tak for det resultat, som I opnår. Endelig vil jeg bare påpege, at vi er ganske overraskede over, at Finland ikke blev indbudt til at deltage i valgobservatørsorganisationen.
Fru formand, i marts i år udtrykte Parlamentet sin bekymring over den politiske situation i Slovakiet. Præsident Kovacs afsked, men også premierminister Meciars optræden førte til en situation, der gav anledning til stigende bekymring. Meciars og hans partis udemokratiske holdning til oppositionen og det ungarske mindretal gav anledning til megen kritik fra udlandet. For ikke så længe siden var Slovakiet ansøgerland til NATO og Den Europæiske Union. Desværre vendte Slovakiet sig under Meciars politik juridisk og økonomisk bort fra vores europæiske normer, hvilket bevirkede, at dette land på grund af den politiske situation blev fjernet fra den første gruppe af potentielle EU-medlemsstater. Heldigvis ser tiderne ud til at ændre sig. Ved de vigtige valg til det nationale parlament i slutningen af september led premierminister Meciars parti en stort nederlag, hvorved den slovakiske opposition fik en enestående chance for at rette op på det, der var gået skævt under Meciar. Den store valgdeltagelse viser, at også befolkningen er overbevist om nødvendigheden af en ændring. Meciar mistede folkets tillid, men hans parti er stadigvæk det største. Med denne sejr til anti-Meciar-partierne ved valget er arbejdet imidlertid ikke gjort færdigt. Oppositionen står over for en vanskelig opgave. Døren til Den Europæiske Union er stadig åben for Slovakiet, hvis der indsættes en demokratisk regering. Situationen giver anledning til bekymring, fordi oppositionen før og efter valget først og fremmest havde en ting til fælles, nemlig deres anti-Meciar-holdning. Enighed om et politisk program manglede. I Slovakiet er den politiske og den økonomiske magt knyttet nært sammen. Selvom oppositionen gennem deres valgsejr har opnået den politiske magt, ligger den økonomiske magt stadigvæk overvejende hos Meciars vennekreds. Derfor er oppositionen nødt til at tilbagekalde en lang række politiske udnævnelser, undersøge lovligheden af privatiseringer og genvinde udlandets tillid. Den skal bevise, at den kan sikre stabiliteten. For at genoprette forholdene i Slovakiet er det nødvendigt, at disse oppositionspartier opstiller et politisk program, hvori de konkret udarbejder de nævnte punkter nærmere. På den måde kan de etablere en rigtig koalition. Derefter skal de opretholde enigheden i fire år. Den politiske, men også den finansielle hjælp fra Europa-Parlamentet har de god brug for til det formål. Sammen kan de arbejde konstruktivt for at opnå, at Slovakiet ligesom f.eks. den tidligere partner Tjekkiet kan blive medlem af Den Europæiske Union.
Fru formand, vi har ikke modtaget så mange gode nyheder i Europa i den seneste tid. Endelig er der her kommet et virkeligt lyspunkt fra Slovakiet, for kort tid før valget - jeg var der også - troede folk egentlig ikke, at de kunne vinde. Det er da utroligt opmuntrende for os, at befolkningen kan sætte sin vilje igennem imod en sådan brutal magt. Hr. Meciar var i virkeligheden en brutal, potentiel diktator. Jeg har talt med ham flere gange. Jeg kan kun sige Dem, at jeg forlod ham med det indtryk, at manden snarere var et medicinsk end et politisk problem! Men det er unægteligt også farligt for alle. Vi bør nu gøre alt for hurtigst muligt at muliggøre, at dette folk, som virkelig er et godt folk, og som har lagt en hård historie bag sig, kan tiltræde Den Europæiske Union. Vi skal opfordre regeringerne til, at de under alle omstændigheder forsøger at træffe den pågældende beslutning allerede i Wien, som iøvrigt kun ligger få minutters kørsel fra Slovakiet.
Fru formand, det slovakiske folk har gennem deres høje stemmeprocent og deres beherskede og fredelige adfærd under det nylige parlamentsvalg vist en fast vilje til demokrati og til at bruge denne demokratiske mulighed til at gennemføre ændringer i det politiske liv i Den Slovakiske Republik. Kommissionen støtter Slovakiet i at udnytte den således skabte mulighed fuldt ud til at tackle de problemer, der er fremhævet i Kommissionens udtalelse af juli 1997, og som har hæmmet Slovakiets tiltrædelsesproces. Vi håber, at den afgående regering vil lette denne proces med dannelse af en ny regering, og at processen i Slovakiets interesse vil blive gennemført hurtigt, således at man undgår unødvendige forsinkelser. Man må håbe, at der vil ske en hurtig forbedring af det politiske klima, der vil føre Slovakiet nærmere til Den Europæiske Union med hensyn til demokrati. Europa-Kommissionen føler sig fast forpligtet til at lette Slovakiets integration i Unionen. Den opfordrer den kommende regering til at fremskynde forberedelserne til tiltrædelse ved at vise en klar vilje til at fjerne de hindringer, der er nævnt i udtalelsen, og tage fat på de mest nødvendige ting i forbindelse med optagelsen i tiltrædelsespartnerskabet. Den nye regering opfordres til at konsolidere og forøge tempoet for politiske reformer, herunder når det gælder beskyttelse af mindretal og at fremme tillid og stabilitet i de afgørende statslige institutioner, herunder præsidentembedet. Det er nødvendigt, at den makroøkonomisk ligevægt straks genetableres og opretholdes. Økonomiske reformer, i særdeleshed inden for finanssektoren, gennemskuelighed med hensyn til beslutninger på det økonomiske område og bedre styring af virksomhederne er noget, som man alt sammen straks bør tage fat på. Som De ved, arbejder Kommissionen i øjeblikket på den første regulære beretning om vurdering af fremskridt. Vi vil tage hensyn til ændringerne i Slovakiet så sent som muligt under denne proces. Men regeringen er endnu ikke blevet dannet, så i øjeblikket er det for tidligt at fælde en definitiv dom.
Mange tak, hr. kommissær Pinheiro. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: Taslima Nasreen -B4-0906/98 af Collins og van Bladel for UPE-gruppen om Taslima Nasreen; -B4-0920/98 af Telkämper og andre for V-gruppen om Taslima Nasreen; -B4-0934/98 af Lenz og andre for PPE-gruppen om Taslima Nasreen; -B4-0939/98 af González Álvarez og andre for GUE/NGL-gruppen om dødstruslerne mod Taslima Nasreen; Malaysia -B4-0899/98 af Bertens for ELDR-gruppen om menneskerettighedssituationen i Malaysia; -B4-0908/98 af Collins og van Bladel for UPE-gruppen om Anwar Ibrahim; -B4-0914/98 af Titley for PSE-gruppen om menneskerettighedssituationen i Malaysia; -B4-0933/98 af Habsburg-Lothringen og Oomen-Ruijten for PPE-gruppen om menneskerettighederne i Malaysia; -B4-0944/98 af Telkämper og McKenna for V-gruppen om de seneste politiske arrestationer i henhold til Internal Security Act (loven om den indre sikkerhed) i Malaysia; Dødssstraf i Iran -B4-0900/98 af Bertens for ELDR-gruppen om menneskerettighedssituationen i Iran; -B4-0919/98 af Roth og Aglietta for V-gruppen om dødsstraffen i Iran; -B4-0926/98 af Sandbæk for I-EDN-gruppen om menneskerettighedssituationen i Iran - september 1998; -B4-0930/98 af Maij-Weggen og andre forPPE-gruppen om dødsstraffen i Iran; -B4-0941/98 af Manisco og andre for GUE/NGL-gruppen om menneskerettighederne i Iran; Dødsstraf i De Forenede Stater -B4-0911/98 af Barzanti og Bontempi for PSE-gruppen om dødsdommen mod en mand af italiensk herkomst; -B4-0917/98 af Aglietta for V-gruppen om den dødsdom, der er afsagt i De Forenede Stater mod Rocco Derek Barnabei; -B4-0925/98 af Dupuis og andre for ARE-gruppen om dødsstraffen i USA; -B4-0940/98 af Manisco og andre for GUE/NGL-gruppen om dødsstraffen i De Forenede Stater; Leyla Zana -B4-0945/98 af Wurtz og andre for GUN/NGL-gruppen om frigivelse af Leyla Zana; Georgien -B4-0931/98 af von Habsburg for PPE-gruppen om menneskerettighederne i Georgien. Taslima Nasreen
Fru formand, vi er bekymrede for en af de store kvinder med tilknytning til dette parlament. Taslima Nasreen er her blevet hædret med Sakharov-prisen for sit arbejde, for sit politiske engagement og sit engagement for menneskerettighederne, ville jeg sige. Hun har fået Sakharov-prisen, har levet fire år i eksil og er nu vendt tilbage til Bangladesh og forfølges dér. Vi er bestyrtede over, at fundamentalistiske partier som Jamal-e-Islami i Bangladesh siden den 14. september dagligt foranstalter demonstrationer mod fru Nasreen og kræver hendes henrettelse. Vi er foruroliget over, at politiet i Bangladesh foranstalter en jagt på hende, efter at en domstol i Dhaka har udstedt en ny fængslingskendelse mod hende, som også omfatter inddragelse af hendes formue, og hvori anklagen for blasfemi fra 1994 fornyes. Og vi er bestyrtede over, at der igen er udsat en dusør for hendes pågribelse på FRF 33.000. Hvorfor forfølges hun? Hun har hovedsageligt pådraget sig vreden fra fundamentalisterne i Bangladesh, fordi hun har forsvaret kvinders rettigheder i forhold til visse islamiske traditioner. Vi modtager et stigende antal meldinger fra Bangladesh om politiets brutale og vilkårlige fremfærd og om de statslige organers manglende evne til at hjælpe ofrene for volden til deres ret. Vi er bestyrtede over alt dette, og det foruroliger os, at fru Nasreen må gå under jorden, at hun bliver forfulgt, og at hendes liv måske er i fare. Derfor opfordrer jeg Kommissionen og Rådet, men især, fru formand, også Parlamentet til at gøre sin indflydelse gældende til fordel for denne store kvinde med tilknytning til Parlamentet og, som jeg sagde, Sakharov-prismodtager. Om to uger rejser en parlamentsdelegation til Bangladesh på grund af de ødelæggende oversvømmelseskatastrofer. Det er et andet problem, men jeg mener, det er delegationens pligt under samtalerne med regeringen at komme ind på menneskerettighedssituationen og gøre sin indflydelse gældende for, at fru Nasreen kan bevæge sig frit.
Fru formand, i 1994 tildelte Europa-Parlamentet Taslima Nasreen Sakharov-prisen. Hun beskrev i sin bog Lajja , som betyder sådan noget som skamfølelse, en hindufamilies liv og skitserede den muslimske ekstremisme, intolerancen over for det hinduistiske mindretal og den daglige diskriminering af kvinder i en verden domineret af mænd. I hendes hjemland blev bogen forbudt. Personer, der tiltales for angivelig krænkelse af religiøse følelser, må regne med en fængselsstraf på indtil to år. Efter fire år har fru Nasreen meldt sig fra sit eksil og er tilbage i Bangladesh. Var det letsindighed, der drev hende til dette skridt? På sin internetside meddelte hun grundene til, at hun er hjemme igen. Den ene er hjemve og følelsen af samhørighed med et land, som er alt for vigtigt til at falde i hænderne på ekstremister. Den anden er hendes moder, som er mærket af en alvorlig kræftsygdom. Hun ville gerne bistå hende i de formodentligt sidste uger af hendes liv. Fru Nasreen var knap nok rejst ind i Bangladesh igen under falsk navn og var gået under jorden, før der blev demonstreret i gaderne. Der er sikre informationer om betydelige optøjer. Der bliver udsat en dusør for hendes pågribelse - det har kollega Telkämper omtalt - og der høres slagord, der kræver hendes død, iværksat af fanatiske muslimske præster. Taslima Nasreens liv er altså igen i fare. Det står endnu uklart, hvor længe regeringen, der anses for liberal, kan holde stand imod fundamentalisterne. Vi opfordrer premierministeren, fru Hasina, til at håndhæve de menneskerettigheder, der er nedskrevet i forfatningen, og sørge for, at fru Nasreens liv beskyttes. Kravet om at melde sig frivilligt for domstolene er tveægget i betragtning af en mulig fængselsstraf med ukontrollerbar pression og frygt for fejlhandlinger fra ekstremister, der næppe kan holdes i tømme. På Det Europæiske Folkepartis Gruppes vegne håber jeg, at Sakharov-prisen har den fornødne internationale prestige og vil hjælpe denne modigt kæmpende kvinde til endelig at blive fri for truslen mod hendes liv og sikkerhed.
Fru formand, flere kolleger har allerede sagt det: Efter at have været fire år ude af landet er Taslima Nasreen vendt tilbage af personlige årsager enten på grund af, at hendes mors sygdom er forværret eller på grund af længsel efter fædrelandet. Hun er vendt tilbage, og man truer hende igen på livet. Vi må spørge os selv, på hvilken måde det har hjulpet hende og en anden kollega, som vi skal tale om senere - Leyla Zana, som stadig er fange i de tyrkiske fængsler og endda med yderligere to års fængsling for at have skrevet en artikel - at have modtaget Sakharov-prisen. Derfor mener jeg, at det er meget vigtigt, at de europæiske institutioner lægger kraftigt pres på i dette tilfælde regeringen i Bangladesh for at forhindre, at de fanatiske slår en kvinde, som har kæmpet for menneskerettighederne i almindelighed og kvindernes rettigheder i særdeleshed, ihjel. For Parlamentet er forsvaret af menneskerettighederne i almindelighed og kvindernes rettigheder i særdeleshed især i disse lande meget vigtigt. Kommissionen eller muligvis Rådet bør lægge kraftigt pres på landet for at forhindre, at der sker noget. Malaysia
Fru formand, de nylige hændelser i Malaysia og mere bestemt den sørgelige skæbne, som den tidligere vicepremierminister Anwar Ibrahim har lidt, er yderligere et bevis på, at autoritære og udemokratiske regeringer i den sidste ende æder sine egne børn. Det har ikke noget at gøre med mere eller mindre formodede forskelle med hensyn til kultur eller folkekarakter. Det drejer sig kun om, hvorvidt man accepterer vilkårlighed som forvaltningsprincip. Premierministeren i Malaysia og hans regering kan ikke forvente, at deres stat accepteres som ligeværdig politisk partner, hvis de overtræder elementære menneskerettigheder. Internal Security Act , der gør langvarig internering uden nogen form for proces mulig, er i strid med de mest elementære menneskerettighedsprincipper. Det samme gælder for den strafferetlige diskrimination af homoseksuelle, forfølgelse, arrestation af kritikere, mishandling af arrestanter, nægtelse af advokatbistand og mere af den slags. Min gruppe støtter henstillingen til den malaysiske regering om at indstille denne adfærd og anmoder Rådet og Kommissionen om at anvende menneskerettighederne som prøvesten for Unionens forbindelser til Malaysia.
Fru formand, hr. kommissær, i den seneste tid har vi gennem medierne igen og igen måttet høre om de frygtelige og afskyelige mishandlinger af vicepremierminister Anwar Ibrahim og om fuldstændigt groteske beskyldninger mod ham. En repræsentant for Adenauer-stiftelsen havde mulighed for at besøge ham for nogle dage siden og har effektivt kunnet bekræfte de værste bange anelser. Jeg tror, at man her skulle kaste et kort blik tilbage i Malaysias historie og henvise til det, grundlæggeren af Malaysias uafhængighed og en af de største personligheder i hele den asiatiske verden, Tunku Abdul Rahman, sagde om Mahathir Mohamad for næsten 15 år siden. Han advarede stærkt imod ham og gjorde opmærksom på, at man i ham havde at gøre med en stor demagog, der kunne bringe stor ulykke over Malaysia. Jeg mener, at hos Mahathir Mohamad har de værste bange anelser vist sig at holde stik. Han er en af de helt store demagoger og måske en af de helt store mestre, når det gælder om at rydde besværlige rivaler eller andre personer, der kunne komme til magten, af vejen. Den sidste hindring for hans fuldstændige magtovertagelse i Malaysia var uden tvivl vicepremierminister Anwar, en af de største økonomiske eksperter i hele området. Han blev også af adskillige aviser betragtet som et af de virkelige håb for Malaysias fremtid og er eventuelt også én, der netop på det nuværende tidspunkt med den store økonomiske krise ville kunne udrette noget dér. Naturligvis viser sagen Anwar os også, at der er noget galt med retsgrundlaget i Malaysia. Det er allerede sagt, at Malaysias lov om den indre sikkerhed gør det muligt at fængsle en person uden fængslingskendelse i en efterforskningsperiode på ca. 60 dage, hvis personen er mistænkt for - og det må man lige vende en ekstra gang - at true den nationale sikkerhed eller Malaysias økonomi. Endvidere kan indenrigsministeren uden nævneværdig grund idømme en fængselsstraf på to år. Vi må protestere mod dette og gøre vores indflydelse gældende til fordel for denne mand!
Fru formand, Malaysia har i de seneste år strålet i glansen fra det økonomiske opsving, og krænkelserne af menneskerettighederne har ikke været et tema, man har beskæftiget sig med, lige så lidt som loven om den indre sikkerhed, en lov fra kolonitiden, som vi igen og igen har kritiseret i Parlamentet, så længe jeg har været medlem. Det dokumenterer, at Malysia ikke er en demokratisk retsstat. Vi er nu bestyrtede over arrestationen af Anwar Ibrahim, den tidligere viceministerpræsident, og yderligere 11 personer, som også er fængslet i henhold til denne lov om den indre sikkerhed, samt af hr. Nallakarupan, en forretningsmand. Vi frygter, at de udsættes for mishandlinger i varetægtsfængslet. Hvorfor? Denne lov om den indre sikkerhed er en vilkårlig lov. Mennesker kan arresteres på grund af simpel mistanke. De kan tilbageholdes i varetægtsfængsel og derefter fængsles i to år. Denne fængsling kan forlænges ubegrænset. For øjeblikket ser det ud til, at 200 personer er fængslet, og vi kræver, at disse mennesker frigives straks. Ligeledes fordømmer vi den malaysiske straffelov, som fastsætter indtil 20 års fængsel og pryglestraf for homoseksuelle handlinger mellem indforståede voksne personer. Et antal mennesker er fængslet i henhold til denne lovhjemmel, og vi opfordrer staten til her at handle som en retsstat og straks frigive disse mennesker!
Hr. formand, de fleste mennesker mener, at situationen i Iran har ændret sig lidt i den seneste tid, men den er stadig stort set den samme. Jeg vil gerne nævne, at under de første år af den nye præsidents regeringstid forgik der 260 offentlige hængninger, hundreder af politiske fanger blev henrettet i hemmelighed. Syv mennesker blev offentligt stenet ihjel for ikke at nævne dem, der blev stenet ihjel i hemmelighed. For ganske nylig har myndighederne indført nye love om særlige hospitaler, der skal behandle hvert køn for sig. Kvinderne vil befinde sig i det ene, mændene i det andet. Kvinderne må kun behandles af kvindelige læger og mænd kun af mandlige. Som vi ved, er det store flertal af patienter på hospitalerne kvinder. Det er der mange forskellige grunde til, ikke mindst at det er dem, der føder børn. Antallet af patienter vil være langt større end antallet af til rådighed stående læger, da de fleste af disse er mænd. Man må gøre noget ved situationen. Man kan ikke have kønsopdelte hospitaler. Sagen er, at Iran kun har ændret sig lidt i den senere tid. Det eneste, der har ændret sig, er dens PR. Salman Rushdies dødsstraf er ikke virkelig blevet omstødt. Vi må være på vagt.
Hr. formand, anledningen til denne beslutning om Iran er, at der på ny er afsagt to dødsdomme over bahaier i det pågældende land. Hvis vi så gør os det klart, at der siden 1979, altså siden begyndelsen af det islamiske styre, er dræbt 200 mennesker fra denne gruppe, og at dette ikke er sket siden 1992 på grund af internationale protester, men at det fra i sommer er begyndt igen. For i juli måned fandt der på ny en henrettelse sted af en af disse personer. De forstår således, at vi er meget bange for, at disse to dømte også vil blive dræbt. Den allerførste henstilling i denne beslutning er en henstilling til Iran om ikke på ny at slå ind på den vej, og om i det mindste at tillade en vis religionsfrihed og i hvert fald ikke at slå mennesker ihjel på grund af deres religion. Det er imod alle internationale konventioner i den vestlige verden, og jeg tror i mange flere lande. Heller ikke i Asien har de nogen forståelse herfor. Det er altså det allerførste og vigtigste mål med denne beslutning. Men jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min bekymring over det, der foregår i Iran. Fordi Iran i øjeblikket har to ansigter. Et ansigt, der tyder på en smule tolerance, en let stigende forbedring af situationen, hr. Cooks og den iranske udenrigsministers velkendte show i New York, og på den anden side en undertrykkelse, der slet ikke bliver mindre, men som foregår bag lukkede døre. Det er der mange signaler og tegn på, men de er nu mere skjulte, f.eks. dødsdomme, der stadigvæk afsiges, men hvor de tidligere blev eksekveret på offentlige pladser med kameraer, gennemføres de nu i lukkede gårde. Jeg har endda fået fortalt, at det nu foregår med mindre sten, ikke mere med store sten. Jeg ved faktisk ikke, hvad der er værst, om man bliver stenet med små sten i en lukket gård eller med store sten på en offentlig plads. Endvidere er der den undertrykkelse af kvinder, der lige blev nævnt. For nylig er den blevet udvidet med en meget alvorlig form. Kvinder må ikke mere behandles af mandlige læger, hvilket medfører, at kvinder i regioner, hvor der ikke findes kvindelige læger, dør. Sagens kerne er, at det ser bedre ud, end det i virkeligheden er. At vi ikke må lade os tage ved næsen, at vi skal kende sandheden om Iran, og at vi derfor skal blive ved med at protestere, indtil forholdene forbedres ikke kun foran tæppet, men også bag scenen. I Iran er menneskerettighederne stadigvæk ikke sikret.
Hr. formand, på basis af det, som andre kolleger har sagt, foruroliger situationen i Iran mig, fordi vi har oplysninger nok til at kunne forestille os, hvad der kan ske på det politiske område. Vi ved, at et voldeligt statsstyre skaber vold og modstand, og vores opmærksomhed kan begrænses til det, der sker med kvinder, med fagforeningsfolk, med andre religiøse grupper, men i virkeligheden bør vi fokusere på udviklingen af den grundlæggende foreningsfrihed og politiske ytringsfrihed. Og hvad kan vi i Den Europæiske Union gøre ved det? Jeg mener, at denne kritiske dialog har slået fejl, og vi må betvivle, at der overhovedet er sket ændringer med hensyn til muligheden for, at folk kan have politiske holdninger uden at blive undertrykt. Derfor opfordrer jeg til, at vi koncentrerer os om den nødvendige politiske udvikling.
Hr. formand, det drejer sig også her om et spørgsmål, der ligner det, der tidligere er rejst, nemlig den evige forfølgelse af bahaierne. Iranerne fortæller os igen og igen, at de er landets modstandere, fordi centrummet for bahai-religionen faktisk befinder sig i Israel. Det er jo altid det påskud, der benyttes. Vi bør imidlertid gøre alt for, at bahaierne endelig kan genvinde den religiøse frihed, de havde i sin tid før Khomeinis magtovertagelse, og som de også igen bør have. Der har jo været gode tegn, men det øjeblik er desværre hurtigt forbi igen. Jeg vil stærkt opfordre til, at vi her begynder igen, for dengang hjalp vores protester. Jeg mener, at vi skal protestere igen, så vil vores protest også hjælpe denne gang
Hr. formand, en af de sager, der fylder mig med stolthed over at være europæer og over Den Europæiske Union, er den klare stillingtagen imod dødsstraf, som vi fra denne del af verden konsekvent understreger. Det, der sker i Iran, er forfærdeligt. Det gælder naturligvis ikke bare den udsatte kreds omkring Bahai, men også de mange mennesker, som dræbes af de iranske myndigheder. Vi er nødt til at påtale det hele. Konsekvenserne er bl.a., at det kaster en skygge over den religion, som magthaverne i Iran hævder at være de stærkeste fortolkere af. Jeg vil ikke tro, at muslimer handler sådan og har til hensigt at handle sådan, som herrerne i Iran gør. Jeg synes, at vi klart og tydeligt skal fordømme det, de gør, og påpege, at det er i strid med ikke bare humanistiske principper, men også med rettænkende religiøse principper. Dødsstraffen i De Forenede Stater
Hr. formand, vi anmoder om, at dødsstraffen for Rocco Derek Barnabei, hvis henrettelse er fastsat til den 28. oktober i år i Virginia i USA, bliver omstødt eller i det mindste udsat i mellemtiden. Rocco, en ung mand på 31 år, som er barnebarn af en italiensk emigrant, står anklaget for at have myrdet en kvinde, nemlig sin forlovede, i 1993. Hans økonomiske situation har ikke gjort det muligt for ham at skaffe sig et ordentligt forsvar. Jeg har fået at vide, at der er fremkommet nye beviser, som kan ændre hans idømte skyld. Den dømte skal derfor have ret til at føre bevis for sin egen eventuelle uskyld. Dødsstraffen er dog under alle omstændigheder utilladelig. I sin resolution af 3. april 1998 anmoder FN's 54. Kommission i øvrigt om, at der med hensyn til henrettelserne gives henstand med henblik på en total afskaffelse af dødsstraffen. Man må ikke endnu en gang sidde denne resolution overhørig, ligesom man heller ikke må anse den beslutning, der blev truffet på Rådet for generelle anliggender den 29. juni 1998, og som fastslår nødvendigheden af, at Den Europæiske Union gør en konstant og effektiv indsats på internationalt plan for at få afskaffet dødsstraffen, for en forgæves principerklæring. Rocco Derek Barnabeis liv bør således skånes! Ingen domstol, dommer eller magt bør kunne råde over en persons liv. Der, hvor dette forfærdelige og vedvarende barbari ikke er blevet ophævet, vil de grundlæggende rettigheder ikke kunne siges at være gennemført fuldt ud.
Hr. formand, i år har FN's menneskerettighedskommission for andet år i træk vedtaget en resolution, som opfordrer de stater, der stadig har dødsstraf, til at indføre et stop for henrettelser med henblik på at afskaffe dødsstraffen. USA er naturligvis et af de lande, der skylder De Forenede Nationer flest penge. Som et såkaldt civiliseret land ignorerer det totalt den internationale mening om dette spørgsmål. Det er helt uacceptabelt, at USA udfører samme barbariske handlinger som lande som Iran - de befinder sig i realiteten i samme kategori som Iran. Til trods for, at USA anser sig selv for at være verdens moralske politibetjent, myrder dette land hvert år mennesker - og mener, at det har ret til det. Man må sende et stærkt budskab, og USA må tvinges til at indordne sig i dette spørgsmål. I dette spørgsmål er det særlig foragteligt, at man nægter en ny retssag, når der kommer nyt bevismateriale frem. Det gælder én, hvis liv skal afsluttes, og hans ret både til at fremlægge nye beviser og til at få en fair retssag er blevet frataget ham. Det er af afgørende betydning, at USA holder fast ved principperne bag menneskerettighederne. Jeg vil gerne opfordre Mary Robinson, FN-kommissæren for menneskerettigheder, til at lægge pres på USA for at få dem til at afskaffe dødsstraffen. Det er på høje tid, at et såkaldt civiliseret land afskaffer en så barbarisk lov.
Hr. formand, i sådanne situationer indledes der ofte nogle slag i vores lande - selvom de ikke fører til sejr - og hvert af disse slag gør os ubehageligt til mode. På den ene side er vi sikre på, at vi foretager en retfærdig handling, for hvert eneste slag mod dødsstraffen er en gevinst for den menneskelige værdighed, men på den anden side gribes vi også af et mærkeligt samvittighedsnag over for alle dem, der ganske vist er dømt til døden, men som ikke finder en så lydhør tilhørerkreds som vores Parlament. Vi står i dag over for et særligt og umiddelbart tilfælde, hvor vi har nye mulige beviser, og hvor forsvaret ikke har været tilstrækkeligt, men det har i dag mulighed for at gå mere i detaljer. Jeg mener dog, at vi bør tage udgangspunkt i den beslutning fra Rådet om generelle anliggender, der tager sigte på at styrke Den Europæiske Unions internationale indsats mod dødsstraf, for disse særlige tilfælde er i stadig højere grad genstand for en bestemt politik og for en opfordring til USA og De Forenede Nationer om at give henstand med hensyn til henrettelserne; en henstand, som naturligvis skal munde ud i, at dødsstraffen bliver afskaffet.
Hr. formand, ved at give Sakharov-prisen til Leyla Zana har vores Parlament indtaget en holdning imod krænkelser af menneskerettighederne i Tyrkiet og for at løse det kurdiske problem politisk ved forhandlingsbordet. Dette har vi gjort i de universelle værdiers navn, men også efter at have draget lære af de eksisterende konflikter i Europa, f.eks. i Nordirland, og i resten af verden, og af deres løsninger. Lederne i Ankara nægter selvfølgelig at lytte til beskeden fra Den Europæiske Unions demokratiske og progressive kræfter. Men hvad der er endnu værre, er, at de nye domme, der netop er blevet afsagt over Leyla Zana, og som truer en lang række ledere fra HADEP, viser, at de tyrkiske magthavere isolerer sig i en repressiv og militær strategi, der ikke rummer nogen løsning. I denne situation bør vores Parlament ikke bare udtrykke sin menneskelige og broderlige solidaritet over for vores kollega Leyla Zana og alle andre, som lider under de repressive foranstaltninger. Vi bør også endnu en gang bekræfte vores fulde støtte til alle i Tyrkiet, som kæmper for landets demokratisering. Dette er retningslinjerne i den resolution, som vi har fremlagt, og den kræver bl.a. umiddelbar frigivelse af Leyla Zana og af alle politiske fanger samt en fredelig politisk løsning af det kurdiske problem gennem direkte forhandlinger med repræsentanter for dette folk.
Hr. formand, sagen Leyla Zana er desværre symptomatisk for hele den kurdiske problematik i Tyrkiet. Lige meget hvornår man rejser dertil, hører man fra PKK's side, at det er den sidste kamphandling. Den tyrkiske side svarer med det samme argument, at det er det sidste fremstød mod PKK. Der er flere grunde til, at man ikke hidtil er nået frem til en løsning. På den ene side er de kurdiske styrker splittede, på den anden side er der tilbagetrækningsområder og hjælp udefra. Jeg støtter derfor beslutningens krav om, at man skal finde en politisk løsning på det kurdiske problem, for en militær løsning er det jo ikke lykkedes at opnå indtil nu. Hvor farligt det er at forhale en politisk løsning, viser den nuværende situation, hvor der er opstået store spændinger mellem Tyrkiet og Syrien. Jeg har selv engang opsøgt fru Leyla Zana i fængslet. Hun blev vist frem som en mønsterfange. Jeg anser det for urimeligt, at et land, som oven i købet tilstræber optagelse i EU, indespærrer mennesker på grund af deres politiske overbevisning.
Hr. formand, jeg glæder mig over, at Parlamentet er så enigt med hensyn til Leyla Zana. Men når jeg på det ene minut, jeg har til disposition, kun kan konstatere, at dette emne har været på Parlamentets dagsorden mindst fem gange i de sidste to år, er det meget beklageligt, at der overhovedet intet er sket for at forbedre hendes situation. Hun er trods alt vinder af den af Parlamentet indstiftede Sacharov-pris. Hun er idømt to års ekstra fængsel, og det drejer sig naturligvis ikke kun om hende, om Leyla Zana, men også om alle de andre kurdere og de såkaldte medlemmer af de forbudte politiske partier, der anholdes og kastes i fængsel i længere perioder. Det er en krænkelserne af menneskerettighederne i Tyrkiet, som vi igen og igen må protestere imod. Det eneste, vi kan gøre, er at blive ved med at bombardere den tyrkiske regering med vores synspunkter om krænkelse af menneskerettigheder. Når jeg i næste uge sammen med en miljøgruppe besøger hr. Demirel i Ankara, vil jeg bestemt også forelægge ham denne beslutning og bede om hans personlige kommentar til Parlamentets udtalelse.
Hr. formand, først vil jeg gerne på Gruppen De Grønnes vegne give udtryk for vores støtte til dette beslutningsforslag, der er fremsat af vores kolleger fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe; en støtte, der betyder, at vi også skal huske den indsats, vi Grønne har gjort for gennem Leyla Zana at give det kurdiske folk et konkret tegn på Europa-Parlamentets støtte. Efter at Europa-Parlamentet gennem Leyla Zana har ønsket at gøre opmærksom på den manglende overholdelse af menneskerettighederne i Tyrkiet, er det virkeligt utroligt, at hun i dag stadig bliver dømt så hårdt med to års fængsel mere for at have skrevet en artikel. Andre kurdiske parlamentsmedlemmer bliver behandlet på samme måde, og der er mennesker, der bliver fængslet bare for at have givet udtryk for deres meninger. Det er klart, at det vil være et meget svagt signal fra Europa-Parlamentets side, hvis Parlamentet ikke forstærker betydningen af den Sakharov-pris, som Leyla Zana har fået tildelt, og dette skal også ske ved hjælp af denne afstemning. Jeg håber derfor, at Parlamentet vil forstå betydningen af det beslutningsforslag, der er fremsat af vores kolleger fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe, og at man på dette grundlag vil kunne skabe forudsætningerne for på en hensigtsmæssig måde at inddrage den tyrkiske regering med hensyn til disse emner. Vi må ikke tillade, at der, mens disse ting sker, samtidig finder nogle forsøg på en dialog sted, hvor man ikke klart melder ud om betydningen af menneskerettighederne internt i Tyrkiet. Vi står over for en situation, hvor forholdene er blevet værre - og i hvert fald ikke bedre - og som Europæisk Union og Europa-Parlament må vi ikke svigte den indsats, vi har gjort via andre beslutninger samt ved at tildele Leyla Zana Sakharov-prisen. Vi skal slå kraftigt fast, at der hverken i Europa eller i andre verdensdele må være nogen lande, som ikke overholder menneskerettighederne, som ikke respekterer andres meninger, og som bruger fængsling som et politisk magtinstrument. Georgien
Hr. formand, man har nu allerede talt ganske meget om forskellige menneskerettighedsspørgsmål. Tilfældet Georgien er imidlertid af én bestemt grund et ganske særligt tilfælde. I april i år har FN's afdeling for menneskerettigheder ganske nøje undersøgt nogle fangers sag, åbenlyst i den hensigt at statuere et eksempel for andre. For det er den generelle behandling af menneskene i Georgiens fængsler, som simpelthen er skandaløs. Jeg har gennem længere tid haft den ære at være udpeget som medlem af Helsinki-gruppen for Georgien og får derfor samtlige informationer direkte. Det er forfærdende, hvad man dér får at vide. Derfor var det godt, at FN beskæftigede sig med det. Der blev udarbejdet en rapport, som FN vedtog med det klare krav til den georgiske regering endelig at få bragt denne skandaløse sag i orden, især angående de tre personer, som jeg har nævnt i beslutningen. Siden er der intet sket. FN har flere gange rettet henvendelse, men der kommer simpelthen intet svar fra Georgien. Regeringen tier. Jeg mener, det efterhånden er på tide, at vi europæere også udtaler os herom. For vi må ikke glemme, at vores ord bliver taget alvorligt i Georgien. Det ville derfor være særdeles godt, ja ligefrem en tjeneste mod Georgien, hvis vi tager dette spørgsmål op og nu opfordrer den georgiske regering til, som det står i beslutningen, endelig også at gøre det, som FN efter lange, seriøse undersøgelser på grundlag af en bred dokumentation har foreslået. Jeg håber så, at det vedtages i denne form, for det kan faktisk bevirke noget.
Hr. formand, kære kolleger, hr. von Habsburg har allerede sagt, at det her drejer sig om et principielt problem. Det har nemlig vist sig, at undertegnelsen af partnerskabsaftalen, samarbejdsaftalen og interimsaftalen ikke automatisk forbedrer menneskerettighedssituationen i partnerlande, sådan som Den Europæiske Menneskerettighedskommission tror. Selvom det fra Kommissionens side hævdes, at disse aftaler er nødvendige for at yde et bidrag til at forbedre menneskerettighedssituationen, er dette ikke tilfældet. Der sker ingenting. Interimsaftalen med Georgien er underskrevet for længe siden, og der er ikke sket noget. Jeg mener, at netop ved opbygningen af det demokratiske samfund er den demokratiske retspleje og menneskeværdige vilkår i fængslerne et særligt følsomt område. Ukraine og Rusland har på dette område en handlingsplan via Tacis. Georgien har det ikke. Derfor er det vigtigt, at også Georgien i samarbejde med Europarådet får et demokratihandlingsprogram via Tacis-programmet. Det glæder mig, at hr. von Habsburg støtter vores ændringsforslag, for så vidt som det første ændringsforslag fremsættes som supplement. Ved det andet ændringsforslag vil vi så stille et mundtligt ændringsforlslag.
Hr. formand, kommissæren har ikke kommenteret de forhold, der her er anført af tre kolleger om forværringen af situationen for kvinder i Iran, herunder særligt det forhold, at kvinder ikke mere må behandles af mandlige læger på trods af, at der slet ikke er ret mange kvindelige læger i Iran. Endvidere at der finder apartheid sted i busser og lignende. Må vi henlede kommissærens opmærksom på dette, og vil kommissæren være mere forsigtig med at give indtryk af, at situationen forbedres, når den med hensyn til kvinder forringes i Iran. Jeg mener bestemt, at det skal tages med i vurderingen.
Jeg beskæftigede mig med beslutningsforslaget, ikke med indlæggene i Parlamentet, fru Maij-Weggen. Men hvis De spørger, hvad Kommissionens holdning er, så kan jeg uden at konsulterere mine kolleger forsikre Dem om, at dette er helt uacceptabelt. Som De ved - og det gælder også andre drøftelser i dag i Parlamentet - afviser Amsterdam-traktaten enhver form for diskrimination, og det vil også gælde for kommende traktater. Så det siger sig selv, at vi bør kæmpe for det under alle omstændigheder, og særlig når vi står over for helt klare tilfælde. Der er ingen som helst tvivl om Kommissionens holdning.
Tak hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B4-0902/98 af Collins for UPE-gruppen om lukning af Levi Strauss-fabrikker i Belgien og Frankrig; -B4-0903/98 af Vandemeulebroucke for ARE-gruppen om Levi Strauss Europas omstruktureringsplaner; -B4-0910/98 af De Coene, Caudron og Van Lancker for PSE-gruppen om meddelelsen om lukning af Levi Strauss' fabrikker i Gits, Wervik, Deurne (Belgien) og La Bassée (Frankrig); -B4-0916/98 af Aelvoet, Lannoye og Wolf for V-gruppen om Levi Strauss' produktionsstop i Gits, Wervik, Deurne og La Bassée; -B4-0929/98 af Chanterie for PPE-gruppen om Levi Strauss' omstruktureringsplaner; -B4-0942/98 af Elmalan og andre for GUE/NGL-gruppen om tekstilgruppen Levi Strauss' omstrukturering
Hr. formand, kære kolleger, Levi Strauss-sagen er endnu et eksempel på, hvordan en dårligt styret globalisering kan være ødelæggende på såvel socialt og menneskeligt som på økonomisk plan. Bag de årsager, som Levi Strauss har givet os, handler dette nemlig endnu en gang om problemet med virksomhedsflytning og social dumping. Levi Strauss' omstruktureringsplan går ud på, at fire af virksomhedens 12 fabrikker i Europa skal lukkes. Tre af dem ligger i Belgien og en i La Bassée i Frankrig, en kommune i Nord-Pas-de-Calais, en region der allerede er hårdt ramt af arbejdsløshed. Disse lukninger fører til afskedigelse af næsten 1.500 personer, heraf 530 i Frankrig. Man kan ikke forblive upåvirket og passiv, når man hører om disse planer. Man kan desuden sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt disse lukninger er velbegrundede, når man hører, at flere af de pågældende fabrikker har overskud for ikke at tale om, at de måske har modtaget EU- eller statsstøtte. Vi skal ikke glemme, at disse lukninger ud over at føre til meget alvorlige, pinefulde, menneskelige problemer også ødelægger hele den lokale økonomi. Glemmer man, at Levi Strauss har ligget i La Bassée i 30 år? Man siger godt nok, at man vil rådføre sig med de pågældende virksomheders samarbejdsudvalg, men dette er obligatorisk i henhold til et direktiv, der forpligter multinationale virksomheder til at rådspørge fagforeningsrepræsentanter forud for enhver omstrukturering. Vi må derfor være meget påpasselige på dette område samtidig med, at vi respekterer virksomhedernes frihed. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at finde alternative løsninger til afskedigelser. Jeg tillader mig dog i denne forbindelse at tvivle på, hvor effektiv pseudoløsningen med en 35 timers arbejdsuge er, som det er foreslået i Frankrig. Jeg ville foretrække, at man overvejer at reducere de sociale afgifter, men samtidig sørge for, at dette ikke kun fører til ekstrem profit. Levi Strauss begrunder sin beslutning med, at der findes en overproduktion på markedet. Men samtidig hører vi, at virksomheden har indgået en kontrakt med en tyrkisk underleverandør, hvis produktionsomkostninger er meget lavere. Det drejer sig altså om en de facto-virksomhedsflytning. Men da vi må tage alle muligheder i betragtning, kræver vi, at der umiddelbart træffes betydelige foranstaltninger, hvis lukningerne af de pågældende fabrikker ulykkeligvis skulle blive bekræftet. Jeg vil især minde jer om, at La Bassée-området - og Nord-Pas-de-Calais-regionen generelt - allerede har alvorlige økonomiske og sociale problemer. Ved omstruktureringen af fabrikkerne bør man derfor give området en hjælp til omstillingen, der virkeligt batter noget
Hr. formand, multinationale selskaber som Levi Strauss har faktisk i længere tid ikke levet i vores samfund, men uden for det. De har en isoleret kodeks, deres egen højteknologi og også deres eget demokrati, nemlig det såkaldte aktionærdemokrati, hverken mere eller mindre. Menneskelige eller sociale overvejelser passer ikke ind i dette mønster, fordi de kun har et ideal: profit. Naturligvis henvises der til, at lønudgifterne er meget høje. Det er rigtigt, men det er slet ikke tilstrækkeligt. Lad os foretage en sammenligning: I Det Forenede Kongerige er lønudgiften USD 11 i timen, i Ungarn USD tre i timen og i Kina USD 0, 56 i timen. Der må således ske meget mere end blot at henvise til de høje lønudgifter. Allerede den 14. juli fastslog Europa-Parlamentet, at Kommissionens plan i forbindelse med denne sektor var utilstrækkelig, den skulle være mere praktisk og ikke mindst mere konkret. Jeg henviser til kompromisbeslutningen, men særligt til punkt 7. Deri kræver vi en fuldstændig og klar oversigt med hensyn til den støtte, som Levi Strauss eventuelt har modtaget fra EU. I bekræftende fald er der opnået støtte inden for rammerne af tekstil- og beklædningsindustrien Retex, støtte inden for rammerne af programmerne Tacis, Phare, Esprit eller støtte inden for rammerne af strukturfondene? Kommissionen har allerede længe haft dette spørgsmål liggende, og jeg ønsker nu et klart svar.
Jeg kan meddele vores kolleger, at Vandemeulebroucke, som skal forlade Parlamentet efter 18 års tjeneste, netop har fremlagt sit sidste indlæg. Jeg har haft den glæde at fungere som gruppeformand sammen med ham for nogle år tilbage, og vi ønsker ham alle held og lykke.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Levi Strauss, jeansfabrikanten, vil inden udgangen af dette år lukke sine afdelinger, tre i Belgien og en i det nordlige Frankrig, med det resultat, at 1.461 mennesker ved udgangen af det indeværende år mister deres job. Dette skridt fra Levi Strauss kan kun karakteriseres som perverst. For først skaber man overproduktion uden for Den Europæiske Union, som derefter får skylden for, at det er nødvendigt at lukke. Levi Strauss er så ærlig at indrømme, at virksomheden kæmper med et marketingsproblem, og åbenbart er der, i henhold til bedriftsrådets indberetninger, ikke gjort noget ved dette i de sidste 10 år, overhovedet ingenting. Derfor må menneskene på det lavere plan, de almindelige arbejdere, rent faktisk betale prisen for, at de nødvendige initiativer ikke er blevet taget. Vi vil gerne henlede opmærksomheden på, at Levi Strauss i 1997 alene i de belgiske afdelinger havde et nettooverskud på mere end 430 millioner. At den samme Levi Strauss i disse belgiske afdelinger har været i stand til at henlægge 380 millioner som finansiel reserve til omstruktureringer, at den samme Levi Strauss i Belgien har kunnet henlægge et endnu større beløb for angiveligt at kunne give arbejdstagerne dobbelt løn i år 2002. Det er altså ikke fattigper, det er ikke fattige mennesker. Det er en virksomhed, der udmærket er i stand til at holde sine afdelinger i det nordlige Frankrig og i Belgien åbne. I øvrigt har arbejdstagerne i det nordlige Frankrig og i Belgien gjort deres for at sikre deres arbejdspladser. De er gået med til nedsættelse af arbejdstiden og reduktion af lønnen. De er gået med til ekstra fleksibilitet, men det har ikke hjulpet. Derfor anmoder Den Socialdemokratiske Gruppe om, at når forbundene i morgen fremlægger deres alternative planer, at Levi Strauss så også går ind i en virkelig drøftelse og foretager en seriøs overvejelse, så der åbnes endnu en chance for virksomhedens fremtid, også hos os. Jeg har sammen med kollegerne Gérard Caudron og Anne Van Lancker indgivet et forslag til beslutning, fordi der her skal gøres en europæisk indsats. Vi har således en reel mulighed for at gøre noget, og de liberale kolleger siger, at dette ikke er et emne. De tager fejl. Vi skal skærpe direktivet om kollektive afskedigelser. Vi skal skærpe direktivet om de europæiske bedriftsråd. I øvrigt står der også noget andet på vores politiske dagsorden. Den Europæiske Union kan hjælpe medlemsstaterne med at sænke de sociale lønudgifter. For at opnå dette er det nødvendigt, at vi koordinerer vores skattepolitik vedrørende selskaber og kapitaludbytte. Kun på den måde kan vi standse den skarpe konkurrence på beskatningsområdet. Vi anmoder derfor også om, at Kommissionens initiativer og særligt kommissær Montis nu følges af medlemsstaterne, og at man når frem til en aftale herom.
Hr. formand, firmaet Levi Strauss har til hensigt at lukke forskellige virksomheder i Belgien og Frankrig og i alt afskedige 1.461 ansatte. Virksomheden har her på ingen måde kørt med tab, tværtimod. Sidste år var der et overskud på flere hundrede millioner belgiske franc. Det er en firmapolitisk flytning. Der er åbnet et nyt produktionssted i Tyrkiet, og produktionsstedet i Ungarn har endda fordoblet produktionen. Vi misbilliger virksomhedsledelsens strategi, når den bekendtgør en omstrukturering under påskud af overproduktion, mens den øger produktionen i lavtlønslande. Den taler også om at høre arbejdstagerne. Denne høring eller dette løfte er en hån, for når omstruktureringen i praksis er forberedt, og der derefter bebudes en høring, drejer det sig kun om en proformahøring. Arbejdstagerne har vores solidaritet, og vi kræver derfor for det første, at projektet stoppes. For det andet opfordrer vi Kommissionen til af virksomheder, som har modtaget støtte fra Den Europæiske Unions budget eller fra medlemsstaternes budget, at kræve de sidste fem års støtte tilbage, hvis disse virksomheder foretager massefyringer trods overskud. Vi opfordrer for det tredje den belgiske regering til endelig at få gennemførelsesbestemmelserne vedrørende masseafskedigelser på plads for at kunne idømme økonomiske sanktioner ved virksomhedslukninger og afskedigelser, der ikke er foregået korrekt. Jeg mener, at disse foranstaltniger er nødvendige af hensyn til arbejdstagerne og for at afhjælpe arbejdsløsheden i Den Europæiske Union.
Hr. formand, kære kolleger, tirsdag den 29. september 1998 vil af arbejderne hos Levi Strauss blive brændemærket som »sorte tirsdag«, for på én formiddag afskediges 1.500 mennesker, selvom direktionen mange gange i år har bedyret, at der ikke ville blive foretaget afskedigelser. Ved lukninger og afskedigelser skal der tages hensyn til de forpligtelser, der i henhold til loven gælder i Belgien og i Den Europæiske Union. Men disse forpligtelser må ikke opfattes som en formalitet. Det er en falsk gestus over for arbejdstagerne at fremlægge et forslag om afskedigelse, hvis forslaget i virkeligheden allerede er virksomhedens beslutning og kun mangler at blive gennemført. På vegne af PPE-gruppen siger jeg, at hvis der er tale om information, skal alle arbejdstagerne informeres korrekt. I Levi Straussʼ tilfælde hersker der tvivl. Hvis der er tale om samråd eller drøftelse, skal arbejdstagerne have mulighed for at fremlægge deres forslag og alternativer, og så skal de drøftes seriøst. Der hersker således tvivl om, hvorvidt Levi Straussʼ direktion er indstillet på at tage sagen op til fornyet overvejelse. Formålet med hele dialog- og forhandlingsrunden skal være bevarelse af mest mulig beskæftigelse. For det andet skal vi tænke nærmere over de involverede afdelingers situation og over hele gruppens udvikling. Der er ingen forståelse for, at en virksomhed, der giver overskud, lukkes. Virksomheder, der hører til de mest produktive i hele gruppen. Det er uacceptabelt, at der lukkes afdelinger på et sted, angiveligt på grund af overproduktion, når man samtidig opretter nye afdelinger andre steder. For det tredje er det nødvendigt, at der udarbejdes strammere regler i forbindelse med virksomhedslukninger og kollektive afskedigelser. Til sidst vil jeg sige: Man bygger ikke et socialt paradis på en økonomisk kirkegård, men man bygger heller ikke et økonomisk paradis på en social kirkegård. Virksomhederne har også et socialt ansvar, og det har Levi Strauss her fuldstændigt glemt.
Hr. formand, kære kolleger, nogle uger inden Levi Strauss meddelte, at de ville lukke fire af deres 12 fabrikker i Europa, heraf tre i Belgien og en i Frankrig, kunne virksomhedens ledelse glæde sig over, at deres overskud er firedoblet på fire år og beløb sig til mere end FRF 5 milliarder i 1996. Hvad betyder så konsekvenserne af mere end 1.500 afskedigelser for de berørte ansatte og deres familier samt for økonomien i regionen, som allerede er plaget af høj arbejdsløshed! Levi Strauss meddeler oven i købet, at virksomheden vil afskedige yderligere i andre fabrikker, samtidig med at man øger produktionskapaciteten i lavindkomstlande. Efter Renault i Vilvorde fortsætter Levi Strauss i samme ødelæggende stil, hvilket er en endnu mere uacceptabel beslutning, når man tænker på, hvor stor en indsats de ansatte har gjort for at forbedre produktiviteten. Efter Vilvorde er Levi Strauss' holdning endnu et bevis på, hvad EU's politik fører til. Den prioriterer i henhold til Maastricht-traktaten i høj grad konkurrence og fri bevægelighed for kapital, hvilket resulterer i omstruktureringer og virksomhedsflytninger. Det er fortjeneste over for beskæftigelse og sociale fremskridt, det er den finansielle krise, som får alle økonomierne til at vakle. Under disse forhold må man glæde sig over, hvordan de ansatte i gruppens europæiske fabrikker har svaret igen samt deres demonstration den 5. oktober, som tilintetgjorde ledelsens forsøg på splittelse, og hvorigennem de opnåede de første resultater. Vores gruppe fordømmer Levi Strauss' beslutning og bifalder de ansattes og deres fagforeningers beslutsomhed. Vi opfordrer ledelsen til at overveje sin beslutning på ny samt forhandle med fagforeningerne og på den måde udarbejde en alternativ løsning til fabrikslukningerne. Det er især takket være den reducerede arbejdstid, at man kan bevare arbejdspladser. Vi foreslår samtidig, at de ansatte får tildelt nye rettigheder, og at de europæiske virksomheders samarbejdsudvalg forstærkes, så de kan kæmpe imod virksomhedsflytninger, som sætter folk op mod hinanden ved at spille på de sociale og lønmæssige forskelle. Men fremfor alt viser Levi Strauss-ledelsens beslutning og de ansattes reaktion endnu en gang, at det er nødvendigt og muligt at slå samarbejdet i EU ind på en ny progressiv kurs og dermed frigøre det fra finansmarkedernes dominans, gøre det mere demokratisk og give det som målsætning at tilgodese medborgernes ønsker og behov.
Hr. formand, lad mig først og fremmest give udtryk for Kommissionens beklagelse af den foreslåede lukning af fire Levi Strauss-filialer i Belgien og Frankrig og tabet af mere end 1.400 arbejdspladser. Lad mig også give Dem supplerende oplysninger om visse aspekter af Levi Strauss' meddelelse og i særdeleshed den måde, hvorpå tingene gøres. Ledelsen af Levi Strauss påbegyndte i sidste uge drøftelser med repræsentanter for arbejdstagerne, både på nationalt og europæisk niveau, og arbejdstagernes repræsentanter er tilsyneladende i øjeblikket ved at udarbejde forslag med henblik på at finde alternative løsninger til lukningen eller afskedigelsen af de arbejdstagere, som rammes. Derfor bør vi glæde os over, at de involverede parter endelig har sat sig til forhandlingsbordet for at drøfte den nuværende situation. Man må håbe, at disse drøftelser er produktive, og at de i det mindste vil bidrage til at lette de sociale virkninger af lukningerne. Den relevante fællesskabslovgivning synes at være blevet overholdt. Både direktivet om kollektive afskedigelser og direktivet om europæiske samarbejdsudvalg har igen vist sig at være nyttige instrumenter til at sikre, at afgørelser, der alvorligt rammer arbejdstageres interesser, bliver truffet og gennemført inden for passende sociale rammer. Kommissionen er helt opmærksom på kritikken af den måde, hvorpå reglerne om medlemskab af europæiske samarbejdsudvalg kan give anledning til ubalance i den numeriske repræsentation af arbejdstagerne. Kommissionen vil til næste år vurdere den måde, direktivet om europæiske samarbejdsudvalg virker på, og den måde, hvorpå spørgsmål som dette behandles, vil uundgåeligt indgå i denne vurdering. Men selvom det ser ud til, at bestemmelserne i disse to direktiver er blevet overholdt, er der det generelle spørgsmål om, hvordan man bedst kan håndtere større kriser inden for selskaber, og hvordan man bedst kan undgå lukninger. Det er afgørende at foregribe forandringer på markedet og den måde, hvorpå de påvirker selskaberne. Det kræver en langt mere permanent beskæftigelsesorienteret og fremadskuende informations- og rådslagningsprocedure sammenlignet med formaliteterne i mange af de regler, der i øjeblikket gælder på dette område. Det er det, der ligger bag det aktuelle initiativ fra Kommissionen om information til og rådspørgning af arbejdstagere i Den Europæiske Union. Vi venter på, at UNICE i næste uge skal træffe den endelige afgørelse om, hvorvidt den vil indlade sig på forhandlinger med EFS om dette spørgsmål. Kommissionen mener, at arbejdsmarkedets parter på europæisk niveau ideelt set burde beslutte sig til selv at tage denne opgave op, da den især angår dem. Men hvis de ikke når frem til nogen aftale, vil Kommissionen selv fremsætte et forslag om passende lovgivning på dette område. Fremsynethed er også et centralt element i den europæiske beskæftigelsesstrategi. Den 14. oktober vil Kommissionen vedtage forslag til retningslinjerne om beskæftigelse for 1999 tilligemed en vurdering af, hvordan medlemsstaterne implementerer den beskæftigelsesstrategi, der er truffet aftale om, og en rapport, der peger på områder, hvor der er reelle muligheder for at forbedre Europas resultater på beskæftigelsesområdet i fremtiden. En meddelelse som den, Levi Strauss kom med i sidste uge, er altid beklagelig. Lad os håbe, at de igangværende drøftelser vil føre til acceptable løsninger for de berørte. Lukninger som denne understreger igen behovet for at arbejde for at få den europæiske beskæftigelsesstrategi helt på plads for at forhindre langtidsledighed og fremme ny beskæftigelse. Endelig med hensyn til hr Vandemeulebrouckes anmodning om oplysninger om mulig støtte til Levi Strauss, må jeg med beklagelse sige, at dette ikke er muligt. Men vi vil prøve at overholde den periode på en måned, der er fastsat i beslutningsforslaget, selvom selv en måned er meget kort tid. Vi vil gøre vores yderste, for det er politisk betydningsfuldt for Parlamentet og for os alle at vide, om der er givet fællesskabsbevillinger til Levi Strauss.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende syv beslutningsforslag: B4-0901/98 fra Bertens for ELDR-gruppen om bidrag til De Forenede Nationer; -B4-0907/98 fra Collins og Van Bladel for UPE-gruppen om De Forenede Nationers finansielle krise; -B4-0912/98 fra Ford og Oddy for PSE-gruppen om bidrag til De Forenede Nationer; -B4-0918/98 fra Aelvoet og andre for V-gruppen om finansielle bidrag til De Forenede Nationer; -B4-0922/98 fra Castagnède for ARE-gruppen om betaling af bidrag til De Forenede Nationer; -B4-0932/98 fra Provan og Oomen-Ruitjen for PPE-gruppen om bidrag til De Forenede Nationer; -B4-0943/98 fra González Álvarez og Ojala for GUE/NGL-gruppen om bidrag til De Forenede Nationer
Hr. formand, ærede kolleger, det fremgår, at USA skylder FN ca. USD 1, 6 milliarder, der ikke er indbetalt til det almindelige budget for fredsbevarelse. Hvad skal man mene om denne kendsgerning? At den er, hvad jeg vil tillade mig at kalde for geopolitisk. Efter det sovjetiske imperiums fald kræver de internationale politiopgaver en meget større finfølelse. For at undgå, at disse opgaver bliver udført af USA alene, er den eneste løsning at lade disse aktioner foregå under FN's beskyttelse. Det er således ret foruroligende, at USA ikke betaler de beløb, de skylder FN, for det kunne godt tyde på en ønsket svækkelse af dette meget vigtige internationale organs funktioner; en svækkelse, som måske har til formål at erstatte dette organ direkte med USA selv, så USA kan styre hele den internationale politik efter sine egne særinteresser.
Hr. formand, den 27. juni i år var Glyn Ford og jeg vil stede ved en natlig demonstration uden for USA's ambassade i London for at protestere imod, at USA's regering ikke havde betalt sin gæld til De Forenede Nationer. Der skyldes USD 1, 55 milliarder, hvilket udgør omtrent to tredjedele af det samlede FN-budget. Der er en massekampagne i Det Forenede Kongerige. 110 parlamentsmedlemmer har skrevet under til støtte for demonstrationen plus 58 overhusmedlemmer og 27 medlemmer af Europa-Parlamentet. Regeringerne i Frankrig og Den Irske Republik har også sluttet sig til kampagnen fra denne dato. Det forhold, at vi nu har støtte fra flere forskellige grupper til dette beslutningsforslag, viser, hvor stærkt Parlamentet føler, at det er en skandale, at USA ikke har betalt. De Forenede Nationer er en meget vigtig, global organisation. Dens ansvar er blevet forøget på grund af dens fredsbevarende rolle, og jeg ved af egen erfaring i Sri Lanka, hvorfra jeg har medbragt tusinder af dokumenter om forsvundne, at De Forenede Nationer trænger til flere penge. Da Alex Smith og jeg afleverede dokumenterne om forsvundne i Sri Lanka, var der kun fire mennesker i De Forenede Nationer, der arbejdede med sager om forsvundne i hele verden. De Forenede Nationers budget bør forøges, ikke formindskes på denne meget unfair måde af USA. USA bør give et langt bedre eksempel.
Hr. formand, jeg tager ordet om dette med mere end min sædvanlige ambivalens. Jeg accepterer, at USA's Kongres har opført sig på en dadelværdig måde, men jeg er mere interesseret i detaljerne i de problemer, som melder sig i forbindelse med reformen af De Forenede Nationer og hele styringsprocessen på globalt niveau. Vi i Parlamentet bør koncentrere os om spørgsmålet om at finde nye ressourcer til at finansiere De Forenede Nationer, som ikke er afhængig af dette problem med det amerikanske veto, og de nationale regeringers modvilje mod at betale. Jeg vil gerne have, at parlamentarikerne skal have indflydelse på tilvejebringelsen af disse ressourcer, så vi som parlamentarikere føler, at vi i nogen grad ejer De Forenede Nationer. Jeg har sympati for målet med det, vi forsøger at gøre, men jeg tvivler meget på, at en debat på 11 minutter under uopsættelighedsproceduren er den rigtige måde for Parlamentet at behandle denne sag på. Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender har i øjeblikket en betænkning til behandling, hvori man ser på hele spørgsmålet om reformer og styring af De Forenede Nationer. Jeg tvivler også på, at den vil flytte en eneste stemme i USA's Kongres, selvom nogen så fremtrædende som Christine Oddy råber ad dem tværs over Atlanterhavet. Jeg har sympati for det, Parlamentet forsøger at gøre, men igen må jeg sige, at den mekanisme, vi har valgt, er i alvorlig fare for at undergrave vores egen troværdighed i denne sag, og at den begrænser vores evne til at få indflydelse. Jeg anbefaler beslutningsforslaget til Parlamentet, men jeg håber, at Parlamentet vil vende tilbage til det med større visdom og eftertanke og måske undertiden med en ny idé på et eller andet stadium i resten af dette parlaments funktionsperiode.
Hr. formand, jeg er fuldt ud enig med hr. Spencer i, at vi måske skal handle med større omtanke. En beslutning kan være for lidt til et problem af denne type. Vi var i sin tid også kritiske over for FN's nuværende struktur. Vi mener, at organisationen skal være mere uafhængig, mere gennemskuelig, at den bør arbejde for, at vetoretten afskaffes. Vi mener altså, at der skal være mere demokrati i FN. Men det kunne ikke falde os ind at bede landene i Den Europæiske Union - som er nettobidragydere - om at trække midler ud, for vi ved, at FN's arbejde for fred og det humanitære arbejde er utrolig vigtigt. Derfor er jeg enig med hr. Spencer i, at der må findes bedre løsninger. I hvert fald - og tillad mig at sige en spøg, selvom kommissæren ikke er til stede - er vi nogle, der meget gerne ville kunne sige til USA: Hør her, i artikel 19 i De Forenede Nationers pagt står der, at de, der ikke betaler, mister stemmeretten, og for en gangs skyld kunne vi gøre, som de altid gør, og sige til dem, at de mister stemmeretten. Men vær ikke bekymrede, her i Parlamentet er vi meget velovervejede, vi er meget demokratiske, og vi vil ikke tage stemmeretten fra USA. Vi vil bede den amerikanske Kongres om, at den i det mindste accepterer hr. Clintons anmodning om at frigive nogle af de midler, som USA skylder FN, samtidig med at vi forsætter med at arbejde på en mere gennemtænkt løsning, som hr. Spencer foreslog.
Hr. formand, USA's politik på dette område er farlig. Det er jo politik, det handler om, eftersom USA ved ikke at betale sin gæld på USD 1, 6 milliarder ved afpresning forsøger at styre FN's politik og forhindre de reformer, som FN har behov for, hvilket jeg tror, at vi alle her i Parlamentet er enige om. FN er vigtig og har behov for yderligere udvikling. Det kræver reformer, men så længe USA ikke betaler, er det uhyre svært at få gennemført større ændringer. Andre lande har jo betalt til FN. Selvom mange lande har store økonomiske problemer, har de alligevel betalt, hvilket USA naturligvis også burde gøre. I en »grøn« verdensorden spiller FN nemlig en af hovedrollerne. Det må da ikke være sådan, at et land kan sætte dagsordenen og styre politikken på verdensplan. Det skal ske gennem FN, så enkeltstater ikke kan ødelægge retningen og styre mod et bestemt mål.
Hr. formand, Bill Clinton kan godt lægge alverdens skyld på Japan, den amerikanske Kongres eller på den internationale finanskrise. Men USA's gæld på USD 1.500 milliarder, eller mere, til FN har andre, politiske årsager og har frem for alt, sådan som det også er blevet sagt her i salen, at gøre med en devaluering af netop FN for i stedet at opskrive værdien af USA's rolle som verdens politimand. Faktum er, at Japan, på trods af dets interne vanskeligheder og en situation præget af stor økonomisk nedgang, er et land, der opfylder sine internationale forpligtelser og ikke skylder FN noget. Det er et faktum, at den pornografisk-politiske sæbeopera mellem præsident Clinton og Kongressen først her på det sidste er blevet skinger i tonen, og det er et faktum, at der for fire måneder siden stadig var børseufori og tiltro til vækst i verdensøkonomien, ligesom den amerikanske økonomi havde det glimrende. Men USA's gæld til FN er ikke fra i går. Det er en gæld, der bevidst er blevet hobet op gennem en årrække. Amerikanerne har ikke betalt, fordi de ikke har villet betale, ligesom de ikke går ind og styrker Valutafondens kapital med de USD 18 milliarder, som er deres andel. Det er en ekstremt alvorlig præcedens, det er et ekstremt dårligt eksempel fra den, der vil være verdens leder, men som bringer alle nødhjælps- og fredsbevarende aktioner i fare og sætter selve FN's fremtid på spil. Desværre er det med den nu politisk svækkede amerikanske præsident ikke muligt at finde en positiv og hurtig løsning på denne situation. Men presset fra det internationale samfund, med Den Europæiske Union i spidsen, bør ikke svækkes.
Hr. formand, at visse lande - og navnlig USA - ikke indbetaler hele det bidrag til FN's budget, som de skal, kan betragtes som et tegn på de vanskeligheder, som denne internationale forsamling lider under. Disse skyldnerlande er uden tvivl kritisable, for deres manglende betaling reducerer FN's samlede rådighedsbeløb og således FN's mulighed for at gribe ind på kriseområderne, hvilket begrænser muligheden for at bevare freden; og de er i endnu højere grad kritisable, fordi de giver et eksempel - og hvilket dårligt eksempel, når der også er tale om verdens førende supermagt! - som risikerer at medføre et væld af lignende holdninger, hvilket ville bringe alle FN's aktiviteter i en ufatteligt slem knibe og gøre de lande, som til fulde opfylder angivelserne i FN's resolutioner, og som ligesom Italien har deltaget i fredsmissioner, meget mere forsigtige, for ikke at sige tilbageholdende. Delegationen fra Den Nationale Alliance opfordrer dog vores Parlament til ikke blot at udtale sig om de lande, der ikke opfylder deres forpligtelser, men også at undersøge de reelle årsager til den krise, som denne institution befinder sig i. Det er årsager, der efter vores mening er etiske, strukturelle og politiske. De er etiske, fordi man er bekendt med de forskellige episoder med spild og undertiden korruption, nepotisme og vennetjenester, der finder sted i en bygning, som ud fra dette synspunkt er stadig mere uigennemskuelig. De er strukturelle, fordi personale- og organisationsapparatet har fået symptomer på elefantiasis og bureaukratisering, da det forhindrer, at der blive truffet nogle hurtige og effektive beslutninger. Og endelig er de politiske, fordi størstedelen af FN's resolutioner er virkningsløse og vil forblive virkningsløse, indtil man får indført en entydig udøvende magt eller nogle alternative sanktioner, der kan tjene til eksempel, og som fører til, at disse resolutioner bliver overholdt.
Hr. formand, som det er Dem bekendt, er Fællesskabet en væsentlig økonomisk bidragyder til projekter under FN's fonde, programmer og organer. I sin egenskab af observatør bidrager det dog ikke til FN's almindelige budgetter. Den Europæiske Unions medlemsstater bidrager imidlertid til sammen med ca. 36 % af FN's egentlige budget og med ca. 39 % af denne organisations budget til fredsbevarende aktioner, niveauer, der er klart over den andel af verdens bruttonationalprodukt, som Den Europæiske Union står for, nemlig 30, 8 %. Derudover betaler Den Europæiske Unions medlemsstater det, som de er forpligtet til til fulde, til tiden og uden betingelser, og Den Europæiske Union lægger stor vægt på, at de øvrige medlemmer af FN på samme måde opfylder deres internationale forpligtelser. Den aktuelle betalingskrise påvirker FN's effektivitet, bringer de aktuelle reformbestræbelser i fare og er dybt uretfærdig over for de andre bidragydere. Siden den 31. august 1998 har USA skyldt FN USD 1.613 milliarder, hvad der svarer til 60 % af de manglende betalinger til FN. Den amerikanske Kongres har vedtaget en lovgivning, der bevilger betaling af UDS 926 millioner. Denne lovgivning vil dog nok blive vetoet af præsidenten, da den også indeholder en bestemmelse, der forbyder hjælp til organisationer, som går ind for abort. Selv hvis disse midler blev udløst, ville de imidlertid kun dække 57 % af det beløb, som USA skylder FN. Den Europæiske Union har flere gange givet udtryk for sin bekymring med hensyn til den amerikanske lovgivning, der lægger op til utilstrækkelige betalinger og på uacceptable vilkår. Den Europæiske Union har udført bestræbelser i henseende til dette spørgsmål, og Unionens formandskab, medlemsstaterne og Kommissionen vil blive ved med at nævne denne sag over for den amerikanske regering og medlemmerne af Kongressen, hver gang de har lejlighed til det.
Kære kolleger, vi har nu afsluttet forhandlingen under ét om bidrag til FN. Afstemningen finder sted kl. 17.30. Vi vil nu holde en lille pause på ca. et kvarter, så vores kolleger kan genfinde deres pladser, og vi kan gå i gang med afstemningen. (Mødet udsat kl. 17.15 og genoptaget kl. 17.30.)
Vi går nu over til afstemning. Efter afstemningen om Slovakiet
Hr. formand, i mit hastværk efter at tage del i afstemningen pressede jeg på fru Redings knap i stedet for min egen. Jeg vil gerne have det til at fremgå, at jeg kun har stemt én gang, men på det forkerte sted.
Hr. formand, jeg kan kun formode, at i hr. Cassidys hastværk efter at flytte sig til Socialdemokraterne, glemte han at fortælle os det.
Nå ja, det ser ud til, at der er konservative, der slutter sig til hver eneste gruppe her i Parlamentet, så hvorfor ikke Socialdemokraterne!
Hr. Cassidy, vil De gå over til Labour? Jeg går ind i salen, og her er han!
Jeg er ikke sikker på, at Labour kan bevæge sig så langt til venstre.
Hr. formand, det glæder mig meget, at så mange af kollegerne er så opmærksomme på, hvor jeg sidder i salen. Desværre var Socialdemokraterne ikke heldige nok til at have fået mig endnu.
Hr. formand, det spørgsmål, De kunne stille, er følgende: Er der nogen forskel på det gamle og det nye Labour og på det nye Labour og De Kristelige Demokrater?
Hr. formand, jeg vil bare gerne have noteret, at vores kollega hr. James Moorhouse, medlem af Europa-Parlamentet, sluttede sig til Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe her i eftermiddag. Jeg ser frem til at hilse ham velkommen som medlem af vores gruppe i næste uge.
Hr. formand, i tilhørerlogen sidder der en delegation fra Europaudvalget i landdagen for delstaten Oberösterreich. Jeg vil gerne byde den hjerteligt velkommen. (Mødet udsat kl. 17.45 og genoptaget kl. 18.00)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0311/98) af Ahern for Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om forslag til Rådets afgørelse om ændring af vedtægterne for fællesforetagendet Joint European Torus (Jet) (KOM(98)0013 - C4-0137/98-98/0063(CNS)).
Hr. formand, EU's fusionsprojekt har lige gennemført et seksårigt udviklingsprogram til en pris af næsten ECU 1 milliard. I mellemtiden forventes USA's Kongres inden længe at dreje hanen om for USA's involvering i den internationale termonukleare, eksperimentelle reaktor, et nukleart fusionsprojekt til 6 milliarder. I juli i år kunne USA ikke skrive under på den foreslåede udvidelse af Iter-Eda, hvilket basalt skyldtes, at USA's Kongres i øjeblikket er uvillig til at bevilge flere penge til fortsat deltagelse fra USA's side. Fusionsplanlæggerne fra EU er på plads i San Diego, Naka i Japan og i Garching i Tyskland. Men hvilket juridisk grundlag findes der nu for at holde dem dér, forlænge dem eller bare for at betale deres løn? Dette spørgsmål er særlig afgørende i betragtning af, at Den Europæiske Domstol i 1996 afsagde en kendelse, hvori det hed, at forskelsbehandling af arbejdstagere ved fællesforetagendet JET var ulovmedholdelig. Kommissionens forslag har til formål at gennemføre Domstolens afgørelse ved at ændre statutterne for JET, så man fjerner elementer, der virker diskriminerende. Ifølge rådsafgørelsen af 1978 om grundlæggelsen af JET skulle projektet være afsluttet i 1990. Siden da er man enedes om et antal forlængelser af projektet, senest indtil december 1999. I JET's statutter står der, at det personale, som værtsorganisationerne, UK Atomic Energy Authority, stiller til rådighed, fortsat vil være i denne organisations tjeneste. Det personale, som de andre medlemmer af JET betaler, er blevet midlertidigt udstationeret fra deres nationale laboratorier, og alle har fået midlertidige kontrakter med Euratom. Eftersom personalet fandt, at denne forskelsbehandling var en slags urimelig diskrimination på grund af nationalitet, har det anlagt en række sager ved Domstolen. I 1987 afsagde Domstolen kendelse om, at der faktisk foregik diskrimination, men at denne diskrimination kunne retfærdiggøres på grund af fællesforetagendets midlertidige karakter. Ændringerne i bestemmelser angående personale er vigtige, selvom de kun vil gælde for nyrekrutterede indtil 1999, hvoraf man ikke forventer nogen. De vil udgøre en model for en mulig personaleordning under JET efter 1999 med en ny juridisk struktur. For at gøre ende på det nuværende ulovlige system foreslår man et nyt ensartet system med udstationering af personale fra medlemmerne af fællesforetagendet. I fremtiden skal alt personale, der bliver ansat efter modifikation af statutten, fortsat være ansat under medlemsorganisationen. Den nye formulering fastslår, at der kun skal være en kategori af nyt personale, der skal rekrutteres, nemlig personale, der støttes af deres nationale laboratorier. Men hvordan præcis disse ændringer skal gennemføres og, endnu mere bemærkelsesværdigt, de nye tjenestebestemmelser vil gælde for nyt personale i JET, er ikke medtaget i Kommissionens forslag overhovedet. Men man overlader det til JET-rådets afgørelse, sandsynligvis ud fra en antagelse om, at det kun er gennemførelsesforanstaltninger. Det kan virkelig ikke gå an. Man har nu klart set de katastrofale følger af den manglende gennemskuelighed og demokratiske ansvarlighed i forbindelse med fusionsforskningen, og at de sandsynligvis har skadet selve projektet. Den opfattelse, at personalets lønninger og arbejdsbetingelser i et projekt, der stort set finansieres af Euratoms budget, skal afgøres af et organ, der er helt uden ansvar over for halvdelen af budgetmyndigheden, nemlig Europa-Parlamentet, er simpelthen uacceptabel. Der er endnu et problem. I første del af den nye artikel 8, stk. 4, står der følgende: »Medarbejdere, som stilles til rådighed af hjemorganisationerne, udstationeres ved fællesforetagendet og ... forbliver i hjemorganisationernes ansættelse i udstationeringsperioden på disse organisationers ansættelsesvilkår«. Artikel 8, stk. 7, siger: »Alle personaleudgifter, herunder refusion af hjemorganisationernes udgifter vedrørende udstationerede medarbejdere ... afholdes af fællesforetagendet«. Hvorfor foreslår man dette system? Af den simple grund, at hvis hjemorganisationerne skulle betale den nationale løndel - som de gør for lærerne i Europa-skolerne og alle andre støttede nationale eksperter, der arbejder i Fællesskabets institutioner - så ville medlemsstaterne faktisk blive bedt om en nettoforøgelse på det fusionsbudget, der allerede er blevet enighed om - noget, som de ikke vil kunne lide. Mens der er enighed om at forbedre statutterne for JET på linje med afgørelsen fra Domstolen, må Parlamentet rådspørges om alle forslag baseret på Euratom-traktaten om at forlænge JET ud over 1999. Det ville være helt uacceptabelt at foretage en sådan forlængelse med så væsentlige konsekvenser for EU's budget, en gennemførelsesforanstaltning inden for dette program, på basis af fortrolige kontraktlige arrangementer med de nationale sammenslutninger. Med hensyn til refusion af de nationale lønninger til udstationerede nationale eksperter fra Euratoms del af fællesskabsbudgettet, er noget sådant normalt ikke tilladt i Kommissionen, det vil sige i modstrid med finansforordningen, siden det blander del A og B af budgettet. JET-planen kan komme uden om dette, fordi den skal iværksættes via en række kontrakter med nationale sammenslutninger om at stille tjenesteydelser til rådighed. Den skaber en bemærkelsesværdig præcedens for renationaliseringen af Fællesskabets embedsværk. Budgetudvalget har føjet sin udtalelse til betænkningen, men den er ikke så klar, som vi normalt ville forvente fra dette udvalg. Jeg spekulerer på, om det skyldes, at nogle medlemmer af Budgetudvalget bedriver sognerådspolitik. Jeg hentyder i særdeleshed til hr. James Elles, i hvis valgkreds JET-foretagendet ligger. Jeg ville ønske, at han vil være lige så konsekvent vedrørende JET i sin valgkreds, som han normalt er det, når budgettet for Den Europæiske Union er til overvejelse.
Hr. formand, jeg må tilstå, at der var lange perioder under fru Aherns indlæg, hvor jeg spekulerede på, om hun beskæftigede sig med den betænkning, hun er ordfører for. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på punkt 1 i forslaget til lovgivningsmæssig beslutning, hvori der står: »Europa-Parlamentet godkender Kommissionens forslag«. Det er faktisk det beslutningsforslag, der er indeholdt i betænkningen. De Europæiske Socialdemokraters Gruppe glæder sig over Kommissionens forslag til ændring af statutterne for JET. Lad os få sagen ind i mere rimelige rammer. Personalesituationen går en lang række år tilbage. Måske bør vi tænke på, at beskæftigelsesbetingelserne for forskellige mennesker dengang kan have set fornuftige ud, og at de i hvert fald blev accepteret af alle de ansatte, men det var for 20 år siden, måske længere. Forholdene ændrer sig. Derfor er det ikke urimeligt, at der i løbet af dette tidsrum er opstået situationer, hvor det britiske personale var utilfredse med situationen og gik til Domstolen med sagen. Afgørelsen herpå har sandelig trukket ud, og at det har taget så lang tid, tjener ikke Kommissionen, JET-rådet eller nogen andre til ære. Vi begyndte på dette under det forrige parlament, ikke under dette. I det mindste er vi kommet et stykke vej. Vi har ikke været i stand til at færdiggøre ordningerne for alt personale af den simple grund, at der stadig er uafgjorte sager for retten. Det er grunden til, at ordningen kun gælder for nyansatte. De ordninger, som - muligvis - vil gælde ud over december 1999, synes jeg, er helt fornuftige. Jeg håber, at de vil være acceptable for personalet. Hvis de ikke er det, har vi i hvert fald procedurer, hvorefter de kan ændres igen. Jeg håber, at det ikke vil vare så længe. Der er blevet fremsat en masse kommentarer i betænkningen om fusionsprogrammet, men de er ikke relevante for denne drøftelse. Men eftersom der er fremsat en masse kommentarer, må jeg måske have lov at sige, at nogle af os her i Parlamentet mener, at fusionsprogrammet bør fortsætte. Vi ved ikke bestemt, hvordan det vil udvikle sig, hvilket gælder i samme grad for dette som for alle de andre forskningsprogrammer, vi har. Men der er sket betydelige fremskridt. Hvis medlemmerne ønsker yderligere oplysninger, kan jeg forsikre dem om, at alt, hvad de behøver at gøre, er at tage telefonen og ringe til JET og spørge efter informationschefen. Jeg har aldrig haft nogen vanskeligheder ved at få oplysninger om projektet. Det er, hvad medlemmerne skal gøre, hvis de vil have oplysninger. Det er meget let. Jeg må indrømme, at den seneste rapport, jeg har fået om rådgivningen fra JET's videnskabelige råd, er lidt vanskelig at forstå. Det vil jeg håndtere ved at ringe til informationschefen og spørge, om den ikke kan udformes i et sprog, der er lidt mere forståeligt for Parlamentets medlemmer. Det er, hvad vi ønsker, ikke en lang smøre om dunkle punkter, som ikke er til nytte for nogen under denne debat. Det er Socialdemokraternes holdning. Vi glæder os over Kommissionens forslag. Vi håber, at problemerne med uenighed blandt personalet snart vil blive helt løst. Vi mener, at vi har arbejdet meget hårdt, og det har haft stor succes. Vi i De Europæiske Socialdemokraters Gruppe ønsker dem alt godt.
Hr. formand, jeg vil gerne rose fru Ahern for hendes betænknings korte form. Jeg kan ikke sige det samme om hendes meget ubehagelige nedsættende bemærkninger om min kollega, hr. Elles, i særdeleshed eftersom han ikke er til stede, så han kan svare på dem. Jeg håber, at fru Ahern vil overveje det, hun sagde, én gang til. Det ser ud til, at da JET blev dannet, var den oprindelige ordning et pragmatisk forsøg på at sikre rimelig behandling både af de ansatte fra Det Forenede Kongerige i forhold til deres kolleger i UKAEA og af personale fra andre medlemsstater i et forsøg på at sikre kontinuerlige beskæftigelsesrettigheder for alle. Men det er helt klart, at det ikke varede længe, før der opstod forskelle på lønninger og arbejdsbetingelser mellem JET og staben fra AEA, og det er ikke overraskende, at sidstnævnte ønskede bedre aftaler. Jeg deler hr. Adams opfattelse af, at det er en skam, at det har varet så længe at få orden på dette her. Det forekommer mig imidlertid, at Kommissionens nye forslag basalt er en oprydningsmanøvre, der skal ændre statutterne og afhjælpe problemerne for fremtidige ansatte. Det forekommer mig at være en typisk fællesskabsløsning snarere end en elegant løsning, eftersom den kun gælder for fremtiden og derfor ikke har nogen budgetmæssige virkninger her og nu. Det er særlig snedigt, eftersom fremtiden for forskning i fusion, når den nuværende fase af JET udløber til næste år, er hyllet i uvishedens tåger. Det eneste, der er sikkert, synes at være den konsekvente forudsigelse af, at fusion bliver en væsentlig kilde til vedvarende energi om 50 år. For 20 år siden ville dette ske om 50 år. Det er klart, at Domstolen havde gjort ret i at konkludere, at dette ikke er et kortsigtet projekt, selvom der stadig ikke er taget endelig stilling til ordet midlertidig. Situationen understreger risikoen ved at have et arbejde, der har en anden lønskala, hvis det udføres på fællesskabsniveau i stedet for på nationalt niveau. F.eks. vil forslag her i Parlamentet om en fælles statut for medlemmerne udsætte medlemmer af Parlamentet for kritik fra nationale parlamentsmedlemmer i deres eget land, hvis medlemmerne af Europa-Parlamentet får væsentligt mere. Med andre ord støtter jeg det princip, at hvis man er udstationeret, og vi er her trods alt kun i en femårig periode, så bør lønniveauet være på nationalt niveau, men dækningen af udgifterne skal ske på et fælles niveau. Det forekommer mig at være en fair og rimelig holdning. Det andet væsentlige punkt vedrørende disse forslag fra Kommissionen findes både i betænkningens begrundelse og i udtalelsen fra Budgetudvalget. Det er, at selvom de fleste af omkostningerne bæres af Fællesskabets budget, har Fællesskabet ikke den væsentligste indflydelse på beslutningerne. Jeg opfordrer til, at man ser på dette, når projektet går ind i næste fase.
Hr. formand, disse ændringer af vedtægterne er jo nødvendige, gode og eftertragtede, dels de ændringer, som Revisionsretten har anbefalet, dels ændringerne som følge af dommen fra Retten i Første Instans, som betyder, at de retsstridige diskrimineringsklausuler fjernes. Hvis man ser på de nye formuleringer, er der kun en kategori for nyrekrutterede medarbejdere, nemlig medarbejdere, som fordeles af deres nationale laboratorier. Der mangler altså alligevel noget, nemlig hvordan bestemmelserne skal gælde for de nye medarbejdere. De nye tjenestebestemmelser er slet ikke med i Kommissionens forslag, hvilket man jo kan savne. De overlades nu til JET-rådets forgodtbefindende, sandsynligvis med det udgangspunkt, at de udelukkende er gennemførelsesbestemmelser. Det duer ikke rigtigt. Fusionsprogrammets manglende åbenhed og demokratiske ansvar har fået et skub og skal forbedres. Jeg synes ikke, at man skal være tilfreds med, at vi parlamentsmedlemmer kan ringe til JET og få information. Jeg synes, at reglerne godt kan være bedre. Det er jo et spørgsmål om den parlamentariske granskning og kontrol af JET, som i den nuværende situation er meget dårlig. Vi er nødt til at have en bedre overvågning af EU's fusionsprogram, eftersom det er meget kompliceret, nøjagtig som Adam sagde. Det er meget teknisk kompliceret. Nok er vi i Parlamentet blevet klogere via de betænkninger, vi har fremlagt, bl.a. betænkningen af Plooij-van Gorsel, og har fået et bedre kendskab, men hvor meget ved de f.eks. i Ministerrådet, hvor beslutningerne træffes? Det er svært at sige. V-gruppen fremlagde jo et antal ændringsforslag i udvalget med det formål at øge Europa-Parlamentets indflydelse, så vi får at vide, hvad der er sket. Jeg synes, at det var synd, at disse ændringsforslag blev stemt ned i udvalget, da jeg tror, at de ville have være meget nyttige og nødvendige. Det er dog et spørgsmål, som vi måske kan vende tilbage til.
Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at takke Parlamentet og ordføreren, fru Ahern, for deres arbejde med Kommissionens forslag. Som De ved, foreslår vi vedtagelse af et antal forandringer, som JET-rådet ønsker at foretage i statutten for fællesforetagendet. Nogle af disse er tekniske tilpasninger. En væsentlig ændring er indførelsen af et nyt system til at skaffe personale til projektet som reaktion på kendelsen fra Retten i Første Instans, nemlig at visse aspekter af det eksisterende system er ulovmedholdelige. Som De ved, vil fællesforetagendet udløbe ved udgangen af 1999, så disse foreslåede ændringer vil i princippet kun gælde for en begrænset periode. Deres Udvalg om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi og Budgetudvalget har godkendt forslaget uden ændringer, og jeg er sikker på, at De vil følge deres anbefaling og støtte vores forslag om at godkende ændringerne af statutten for JET-fællesforetagendet.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er henstilling (A4-0238/98) af Habsburg-Lothringen for Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser om protokol til aftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Republikken San Marino om samarbejde og toldunion som følge af Republikken Finlands, Kongeriget Sveriges og Republikken Østrigs tiltrædelse af Den Europæiske Union (6788/97 - C4-0262/98-97/0022(AVC)).
Hr. formand, hr. kommissær, den foreliggende henstilling handler om toldunionen og samarbejdet mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og San Marino. Jeg skal måske give en kort historisk oversigt over, hvordan denne aftale er kommet i stand. Den blev undertegnet den 16. december 1991, og den sigtede mod at styrke og udbygge de allerede nære forbindelser mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Republikken San Marino. Den opretter en toldunion mellem parterne og skal etablere et så omfattende samarbejde som muligt i de mest forskellige sektorer: industri. tjenesteydelser, miljøbeskyttelse, turistsektoren, kommunikation, information, kultur og socialpolitik. Dens ledelse sikres af en samarbejdskomité, som fungerer efter samme model som adskillige lignende aftaler, der er indgået af Det Europæiske Fællesskab, og burde på forhånd ikke give særlige problemer. Det var i 1991. Den 27. november 1992 blev der derefter i Bruxelles undertegnet en interimsaftale om handel og toldunion, og den trådte i kraft den 1. december 1992. Ratificeringsprocessen i de 12 medlemsstater varede så ganske vist over fem år. Det drejede sig om en aftale, hvor medlemsstaterne egentlig ikke havde større nationale interesser at forsvare, måske med undtagelse af Italien. Der var altså ingen store nævneværdige indvendinger mod den, men selvom der ikke var problemer, har den så at sige »lille traktat« simpelthen fået lov at ligge i en meget lang periode og er blevet ignoreret, og det er faktisk ikke nogen særlig pæn situation. For en borger i Den Europæiske Union, som ikke bor i umiddelbar nærhed af San Marino, er det måske ikke særligt interessant, hvad der foregår dér. Men vi må ikke glemme, at borgerne i San Marino er ekstremt interesserede i, hvad der foregår her, og i, hvordan udviklingen skrider frem i Den Europæiske Union. At de har måttet vente i over fem på, før denne aftale endelig blev ratificeret i de forskellige lande, det er faktisk en skandale! Det har altså varet længe, og i mellemtiden er nye medlemsstater tiltrådt Den Europæiske Union eller har indgivet deres ansøgning om tiltrædelse, nemlig Østrig, Finland og Sverige. Det har igen ført til en ny situation, fordi der skulle tilvejebringes et tillæg til denne protokol. Man må så heller ikke glemme, at det igen har taget relativt lang tid. Jeg blev selv valgt til ordfører i februar 1997. Betænkningen var færdig i juni 1997, men fik så endnu en gang lov at ligge indtil den 3. juni 1998, altså et helt år, uden at nogen egentlig beskæftigede sig med den ud over her i Parlamentet, det skal jeg fremhæve. Nu behandles denne sag gudskelov på plenarmødet her i dag og bliver forhåbentligt vedtaget ved afstemningen i morgen formiddag. Jeg skal måske også sige lidt om San Marino. Det er et vidunderligt smukt, ganske vist meget lille, men meget interessant land, som igennem århundreder har bevaret sin selvstændighed som næppe nogen anden lilleputstat i Europa. Måske må jeg tilføje endnu et par historiske fakta. Da Napoleon tilbød San Marino, at det kunne blive udvidet på bekostning af sine naboer, afslog San Marino dette ved en folkeafstemning og besluttede at holde fast ved sin størrelse. Derfor havde det i tilslutning hertil mulighed for at deltage i Wienerkongressen som aftalepartner og virkelig medvirke og bidrage aktivt, og allerede dengang understregede det sin særlige selvstændighed, sin særlige position. Man må heller ikke glemme, at San Marino, som jo ligger midt i Italien, på et senere tidspunkt, nemlig under Anden Verdenskrig, da det var omgivet af et fascistisk regime, hverken skyede omkostninger eller besvær for at give ly til flest mulige flygtninge og mennesker i nød og således beskytte dem. Det vil sige, at beboerne i San Marino altid har udvist en meget, meget stor selvstændighed, de har altid demonstreret en særlig karakter, som de har bevaret indtil i dag. Et yderligere aspekt, som man må nævne og også bifalde i dag, er det forhold, at San Marino som en af de få småstater i Europa altid har afvist at være skattely og derfor også altid er kommet særdeles godt ud af det og har kunnet enes særdeles godt med sin større nabo Italien. I den forbindelse synes jeg, det er vigtigt at henvise til, at vi ikke må glemme, hvor nær San Marino rent faktisk er os. For få måneder siden traf vi beslutningen om, hvilke lande der er med i euroen, hvilke lande der indfører denne valuta. Vi taler altid om 11 lande, men i virkeligheden er der mindst et eller to flere. San Marino benytter jo den italienske lire som møntenhed. Sproget er også italiensk. I grunden er det det 12. land, som er med i det større euroområde. Det bør vi huske på og svarende hertil også interessere os for San Marino. Sammenfattende er det egentlig beklageligt, at de 12 EU-medlemsstater har brugt så lang tid på at ratificere en traktat, som på forhånd ikke gav anledning til kritik eller særlige indvendinger. Europa-Parlamentet afgav allerede den 9. juni 1992 en positiv udtalelse om aftalen om toldunion og samarbejde. Da tillægsprotokollen kun angår formelle aspekter, mener jeg absolut og håber stærkt, at Europa-Parlamentet i morgen vil afgive et positivt votum for dette land, så denne lange og ikke særligt flatterende historie kan afsluttes, og forholdet til San Marino forbedres. Det er noget, der skal gøres! Tillad mig endvidere - hvilket er mig en stor glæde - at meddele Dem, at også San Marinos repræsentant, fru Laura Bologna, er til stede hos os i Parlamentet i dag for at informere sig præcist om forløbet vedrørende denne betænkning.
Lad mig begynde med at takke ordføreren for hans betænkning og for de ord, han lige har sagt. En positiv udtalelse fra Europa-Parlamentet er udtryk for et vigtigt fremskridt hen imod afslutningen af en lang ratifikationsproces og bringer den faktiske gennemførelse af denne aftale nærmere. Denne aftale, der blev underskrevet i december 1991, bør danne centrum i en proces, der går ud på at uddybe og udvide vores forhold til San Marino. Ud over sine told- og handelsbestemmelser åbner aftalen for en udvidelse af samarbejdet på forskellige områder, herunder socialpolitikken. Kommissionen beklager, at aftalen endnu ikke er trådt i kraft. Jeg håber, at de ofte komplicerede ratifikationsprocedurer vil blive afsluttet snart af de nationale parlamenter for at muliggøre en faktisk gennemførelse i nærmeste fremtid af aftalen med dette meget smukke land.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0321/98) af Lulling for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om forslag til Rådets beslutning om Fællesskabets statistiske program (1998-2002) (KOM(97)0735 - C4-0197/98-98/0012(CNS)).
Hr. formand, jeg hører til de medlemmer af Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik, som ikke kan få fat i nogle af de såkaldt store betænkninger, da det går efter mottoet: de små betænkninger til de små lande. Hvor betydningsløst Præsidiet anser denne betænkning om det femårige statistiske program for at være, fremgår af, at vi diskuterer den i dag på et aftenmøde og stemmer om den i morgen, fredag, når ikke engang halvdelen af Parlamentets medlemmer vil være til stede. Jeg ved naturligvis godt, at statistikker og betænkninger herom ikke kan begejstre den offentlige mening. Det er der ingen, der gider høre om. Det er jo tværtimod sådan, at de, der skal levere oplysninger til statistikkerne, ikke er særligt begejstrede over det arbejde, man pålægger dem med de mange spørgeskemaer. Det er især tilfældet i de små og mellemstore virksomheder, som oplever de statistiske spørgsmål som en besværlig pligt. Det kender jeg til som ordfører for Slim-programmet, som ville forenkle statistikkerne for grænseoveskridende handel i det indre marked. Men det er nu ikke sådan, at erhvervslivet som helhed kæmper mod statistikkerne, for det har brug for gode statistikker, f.eks. om varestrømme inden for Fællesskabet til brug for deres handelspolitik. Jeg har som ordfører oplevet, at europæiske organisationer som COOP eller Comité Vins har tigget mig om endelig at sørge for, at vi f.eks. også registrerer statistisk, hvor megen hvid- eller rødvin der eksporteres fra Rioja til Bayern. Jeg må dog henvise til, at hvis Amsterdam-traktaten havde været i kraft, skulle der naturligvis her benyttes proceduren med den fælles beslutningstagning, hvilket naturligvis ville øge kollegernes opmærksomhed betydeligt og også øge Kommissionens og Rådets interesse for vores meninger. Men uanset hvordan det forholder sig, bør vi ikke glemme, at i den periode, programmet omfatter, fra 1998 til 2002, står der særdeles vigtige politiske beslutninger på dagsordenen, nemlig reformen af den fælles landbrugspolitik, udvidelsen af EU, virkningen af den fælles valuta, hvilket forudsætter, at man har de bedste harmoniserede statistikker vedrørende konvergenskriterierne for eurozonen og overholdelsen af vækst- og stabilitetspakten. Udviklingen og overvågningen af arbejdsmarkedet efter beskæftigelsestopmødet i Luxembourg og forberedelserne til en endelig momsordning er yderligere udfordringer, som kræver, at alle beslutningstagere er bedst muligt informeret. Jeg bliver aldrig træt af at gentage, at en dårligt informeret borger og især en dårligt informeret politiker foretager dårlige vurderinger og træffer dårlige beslutninger. Fordi det forholder sig sådan, har vi behov for de bedst mulige sammenlignelige, uafhængige data til alle ovennævnte beslutninger, og vi skal have dem rettidigt. Dette er kun muligt, hvis vi giver Eurostat de nødvendige midler. Man kan jo ikke på den ene side igen og igen især her kræve bedre og hurtigt disponible informationer og forlange undersøgelser og på den anden side ville skære ned på budgettet for Eurostat. Sådanne nedskæringer koster nemlig i sidste ende Fællesskabet, medlemsstaterne og vores befolkninger mange flere penge end rettidige, pålidelige statistikker. Det ville da være urimeligt, hvis vi f.eks. ville måle inflationen med utilstrækkeligt harmoniserede forbrugerindekser, hvis vi ville fastslå budgetunderskud og den langfristede gæld i procent af nationalprodukter, som beregnes så forskelligt, at nogle medregner deres undergrundsøkonomi inklusive prostitutionen og andre hjemmegående hustruers ubetalte arbejde som nationalindkomst. Det er muligvis sympatisk. Men hvis dette beregningsgrundlag ikke er harmoniseret, vil de, der på den måde puster deres bruttonationalprodukt op, opfylde Maastricht-kriterierne før dem, der ikke gør det. Den medlemsstat, der i sin arbejdsløshedsstatistik kun medregner de dagpengeberettigede arbejdsløse og ikke dem, der søger arbejde, får jo så en lavere arbejdsløshedsprocent end dem, der ikke gør det. Det er kun nogle eksempler på betydningen af dette femårige program. Jeg skal lykønske Kommissionen med dens overskuelige fremlægning, og derfor måtte vi også afvise Budgetudvalgets forslag om at fremhæve de klare målsætninger ved at trække dem ud af bilaget. Det ville nemlig være det samme som en regulær kastraktion af den klare, overskuelige tekst. De fornuftige forslag fra alle andre udvalg - der har været et fuldt dusin rådgivende udvalg - har vi optaget i betænkningen. Kommissæren vil nu stensikkert fortælle os, at de allesammen finder nåde for hans øjne. Jeg vil gerne takke de rådgivende udvalg for deres gode forslag. Vi har ud over de ændringsforslag, der er vedtaget enstemmigt i Udvalget, kun ét ekstra ændringsforslag fra hr. Blokland. Det bryder jeg mig ikke om. Hr. Blokland vil i den tekst, der siger, at det statistiske program skal tage hensyn til de vigtigste prioriteringer, der følger af fællesskabspolitikken, hvortil hører konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse, erstatte ordet »vækst« med »varig og miljøvenlig udvikling«. Det er en terminologi, som man ikke noget sted i traktaten og heller ikke i konklusionen fra topmødet i Amsterdam finder i stedet for vækst. Derfor mener jeg, vi bør afvise det.
Efter min beregning overskred De Deres taletid med 20 %, men eftersom De altid er så underholdende, har vi ikke noget imod det.
Hr. formand, statistik kan jo være ret kedeligt, men det er også meget vigtigt. I de fleste tilfælde er det Eurostats statistik, som ligger til grund for de beslutninger, vi tager. Det er os politikere, der oftest benytter os af statistik på en eller anden måde. Derfor er det af stor betydning, at statistikken udarbejdes på den rigtige måde, at den gøres sammenlignelig osv. Det bliver sværere og sværere for Eurostat att levere de statistiske oplysninger, der er behov for for at følge de konstant voksende politiske krav, som EU stiller. Gennem Amsterdam-traktaten får EU endnu mere magt, hvilket betyder, at vi skal træffe endnu flere politiske beslutninger. Det betyder også, at vi har brug for et endnu bedre beslutningsgrundlag, som Eurostat skal sørge for. Det gælder både gamle og nye områder. Man må dog huske på, at forbindelsen mellem Eurostat og de nationale myndigheder bygger på subsidiaritetsprincippet. I Kommissionens dokument står der følgende: »Det nuværende ressourceniveau kan ikke opfylde alle behov«. Det er lidt trist, at man er nødt til at prioritere, når det handler om, hvilke politiske beslutninger EU er ansvarlig for. I Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi har vi koncentreret os dels om om forskning og teknologisk udvikling, dels om energispørgsmålet. Et af de vigtige punkter, som vi fremfører, er, at Eurostat er nødt til at være til rådighed, når det drejer sig om at videregive information inden for forskningsverdenen om, hvad man har fundet frem til, og hvordan det kan udnyttes i forskellige sammenhænge som en indikation for innovation. Det samme gæder for energiområdet: For at man kan have en ordentlig energi- og miljøpolitik, skal man have det samme statistiske grundlag og kunne foretage sammenligninger, for at kunne træffe de rigtige beslutninger; beslutninger, som er nødvendige for, at vi kan få en holdbar udvikling, bl.a. med tanke på den strategi, som blev falstlagt ved Kyoto-konferencen om klimaændringer. I denne forbindelse er statistikken uhyre vigtig, anvendelig og nødvendig. Eurostat har således brug for ressourcer for at klare opgaven, og det er vigtigt i lyset af, at meget af beslutningskompetencen flyttes fra medlemsstaterne til EU-niveau.
Hr. formand, jeg vil begynde med at takke ordføreren, Lulling, fordi hun har taget hensyn til bl.a. det, som vi kom frem til i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Det er et øget behov for at forbedre statistikken på dette område, ikke mindst efter Luxembourg-topmødet. Nu er det sådan, at vi skal holde øje med de retningslinjer, som blev besluttet der, og som nu resulterer i nationale handlingsplaner. Der er stadig mangler, fremfor alt når det gælder sammenligneligheden. Der er imidlertid også andre mangler. Det tager f.eks. alt for lang tid, der er brug for kortere tidsinterval for sammenligningerne. I udvalget har vi foretaget en hel del prioriteringer på de områder, som vi er ansvarlige for, det vil sige beskæftigelsesområdet, men også det sociale område og uddannelsesområdet. Det drejer sig naturligvis om de fire søjler i Luxembourg. Det drejer sig om statistik over aktive og passive tiltag inden for arbejdsmarkedspolitikken. Det drejer sig om arbejdstimer pr. år og uge. I denne sammenhæng er det vigtigt at have kønsspecifikke oplysninger for f.eks. at se, hvor meget ulønnet arbejde der er udført, og hvem det er, der udfører det ulønnede arbejde. Det var nogle af prioriteringerne. Når det drejer sig om det sociale område, burde husholdningsbudgetundersøgelserne gennemføres oftere. Der kræves også statistiske oplysninger om udbud og efterspørgsel på børnepasningspladser samt om forældreorlov. På uddannelsesområdet er det vigtigt at se, hvordan overgangen fra erhvervsuddannelse til arbejdsmarkedet fungerer, at sammenligne antallet af de såkaldte dropouts , de der er gået ud af skolen før tid, i de forskellige medlemslande samt at se, hvordan overgangen fra beskyttet ansættelse til arbejdsmarkedet fungerer for de handicappede. Det er altså eksempler på vores prioriteringer i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Vi ser frem til at få forbedrede statistiske oplysninger fra statistikkontoret på dette område, specielt fordi vi har fået nye opgaver efter Luxembourg-mødet.
Hr. formand, på vegne af Miljøudvalget vil jeg gerne ønske fru Lulling tillykke med hendes betænkning. På et par kardinalpunkter har hun kommenteret Kommissionens program og fremsat ændringsforslag. Jeg er enig med hende i, at Europa-Parlamentet skal våge over Eurostats uafhængighed. I et demokrati skal statistikker være objektive og pålidelige. Det kræver, at der er tilstrækkelige finansielle ressourcer til disposition. Jeg forslår Kommissionen at selvstændiggøre Eurostat i forhold til Kommissionen. Kun på den måde vil Eurostat kunne frigøres fra politisk påvirkning. Jeg er spændt på Kommissionens reaktion. Et andet punkt, som Miljøudvalget peger på, vedrører manglen på prioriteter for hvert enkelt politisk område. De finansielle midler er jo begrænsede. Hvorfor fastsætter Kommissionen så ikke prioriteter? Og hvordan forestiller Kommissionen sig, at den kan gennemføre en fornuftig evaluering uden på forhånd klart at fastsætte de vigtigste politiske hovedpunkter for de kommende fire år? På vegne af Miljøudvalget anmoder jeg om, at der på miljøområdet prioriteres i retning af at få belyst miljøbelastningen i de økonomiske sektorer, hvor miljøproblemerne er størst. Jeg håber, at kommissæren er enig heri og i aften vil give et konkret løfte herom. For det tredje henviser jeg til ændringsforslag 15, der vedrører artikel 2 i Rådets forslag til beslutning. Målsætningen »vækst« er, således som den er formuleret i Kommissionens forslag, i modsætning til det, fru Lulling sagde, i strid med Maastricht-traktaten, særligt artikel 130, stk. 2. Den er endvidere ikke i overensstemmelse med det femte miljøprogram fastsat af Parlamentet og Rådet. Hvorfor altid denne unuancerede stræben efter økonomisk vækst? Det er samfundet ikke tjent med. Jeg har flere gange understreget, at det er i borgernes og virksomhedernes interesse, at økonomisk vækst kan indpasses økologisk. Jeg håber, at Parlamentet, Kommissionen og Rådet nu langt om længe giver denne hensigtserklæring indhold og hører op med på dette punkt at behandle traktaten som en papirtiger. Lad os derfor i fremtiden altid tale om vedvarende udvikling, hvis vi er interesseret i mere end stigning og fald i bruttonationalproduktet. Indsamlingen af statistiske data har til formål at skaffe brugbar information med henblik på beslutningstagningen i ordets videste betydning. Jeg slår derfor til lyd for, at Eurostat skal arbejde på en sådan måde, at der skabes indsigt i sammenhængen mellem udviklingen inden for økonomi, miljø og beskæftigelse. Det har ikke noget formål at lave separate statistikker. Det er nødvendigt at koble dem sammen med de forskellige økonomiske sektorer på de nationale konti. Hvordan skal man ellers kunne korrigere politikken, hvis man ikke ved, i hvilken retning udviklingen går, og hvordan sammenhængen er mellem de forskellige udviklinger? Jeg er ikke i tvivl om, at Eurostat er enig i dette. I november 1995 fremsatte Parlamentet også en række klare udtalelser herom (betænkningen af kollega Díez de Rivera Icaza). Det, der er vigtigt, er, at miljøbelastningen fra økonomiske aktiviteter kan gøres synlig pr. emne. Det er formålet med ændringsforslag 13. En vigtig udfordring er tiltrædelsen af lande fra Mellem- og Østeuropa. En solid miljøpolitik er et hovedpunkt ved tilpasningen af acquis communautaire . Eurostat skal sørge for en komplet indsamling af data på dette politiske område og på andre hovedområder. I det foreliggende program er dette punkt imidlertid ikke nævnt. Hvilken forklaring har Kommissionen herpå? Til sidst det endelige monssystem. Jeg nævner det først og fremmest som min personlige mening. Jeg spørger mig selv, om oprindelsesprincippet virkelig virker så fleksibelt. For at kunne modregne moms på leveringer inden for Fællesskabet er der brug for et nyt statistisk system. I Canada har man anvendt CAD 90 millioner til det formål. Unionen står over for en lignende udgift. Endvidere bliver virksomhederne, der i mellemtiden har vænnet sig til overgangssystemet, på ny konfronteret med ekstra administrationsomkostninger. Jeg mener derfor, at det er bedre at godkende Rådets standpunkt, der går ud på foreløbigt at bibeholde overgangssystemet.
Hr. formand, hr. kommissær, forslaget om en forbedret og udvidet statistik, som er indeholdt i Fællesskabets statistiske program 1998-2002, fortjener hele vores støtte, når vi, som fru Astrid Lulling fremhæver det, står over for de allerstørste udfordringer: udvidelsen, igangsættelse af den fælles valuta sammen med stabilitets- og vækstpagten, reform af den fælles landbrugspolitik, forberedelse af den endelige momsordning samt f.eks. også udvikling og overvågning af arbejdsmarkedet. Som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser vil man nok forstå, at jeg i særlig grad ønsker at lægge vægt på, at der bør være samme kvalitet i indsamlingen af statistiske oplysninger i andre lande, herunder i lande, der står os nærmest. Da EFTA-landene jo allerede er dækket af systemet, er det, som det også er blevet nævnt, uden tvivl mest påtrængende i de central- og østeuropæiske lande, der er kandidater til optagelse, idet det kun på den måde kan lade sig gøre at forberede dem ordentligt. Det er i enhver henseende velbegrundet at give dem al den hjælp, som de har brug for. Men i en global økonomi, hvor de multinationale firmaer får stadig større betydning, kan vi ikke begrænse os til Europa. Derudover kan vi ikke begrænse os til kun varebevægelserne i en verden, hvor andre økonomiske bevægelser, såsom tjenesteydelser og kapitalbevægelser, i kraft af udenlandske investeringer får stadig større betydning. I alle tilfælde skal der findes en korrekt balance mellem behovet for på den ene side at få mest mulig information og på den anden ikke at bebyrde virksomhederne for meget, især ikke de små og mellemstore virksomheder og borgerne generelt. Også fordi, som erfaringen jo viser, at når man beder om for meget, får man mindre og af dårlig kvalitet. Slutteligt er det ikke overflødigt at understrege, at statistik som offentlig ejendom må være tilgængelig for alle, herunder små erhvervsdrivende og studerende, og at den stigende praksis med at kræve betaling ikke er acceptabel, da det begrænser adgangen til den til kredse med større købekraft. Ud over den interesse, som det har for økonomien, står også det demokratiske samfunds værdier på spil, thi dette forudsætter den bevidste deltagelse fra borgere, der er ordentligt informerede. Jeg tror, at det også er værd at gøre opmærksom på dét.
Hr. formand, kære kolleger. Forslaget til det femårige statistiske program indeholder en række interessante projekter. Hvis de bliver gennemført, kunne de virkelig levere særdeles værdifulde oplysninger. I løbet af det foregående programs periode er efterspørgslen efter harmoniserede statistikker jo også vokset stærkt, især i forbindelse med konvergenskriterierne. Jeg mener, at det er et ganske vigtigt beslutningsgrundlag for os. Derfor er Kommissionens krav om sammenlignelige statistikker af høj kvalitet berettiget og forståeligt og bør støttes af Parlamentet. Men det medfører også, som allerede flere talere har sagt, en enorm bureaukratisk byrde for mange små og mellemstore virksomheder. Konklusionerne heraf er indlysende. Hvad der tilsyneladende er hårdt brug for, er en konsolideringspause, et pusterum. Det burde markeres tydeligt i det nye femårige program. Lige så hensigtsmæssigt ville det være at indføre en særlig ombudsmand for spørgsmål vedrørende byrder på grund af statistikker. Netop for to dage siden besluttede vi i Europa-Parlamentet, at byrderne for virksomhederne i forbindelse med meldepligten til Den Europæiske Centralbank skal holdes på så lavt niveau som muligt. En ombudsmand som kontrolinstans med tilsvarende beføjelser ville kunne overvåge, at sådanne principper overholdes. Han ville være et sted, hvor de involverede kunne henvende sig, hvad enten det drejer sig om uforholdsmæssigt stor detaljeringsgrad eller om kvalitetsstandarder. Vi bør holde os for øje, hvad der overhovedet er muligt med statistiske midler, og de byrder, der er forbundet hermed. Med henblik på fremtiden og med henblik på det foreliggende femårige program har vi mere end nogensinde før behov for sådanne regulativer. Truslen mod hele det statistiske system på grund af unødige byrder skal afværges, for uden de involveredes og dermed også virksomhedernes samarbejde kan der ikke udarbejdes statistik af høj kvalitet. Derfor bør vi alle have som mål at overbevise virksomhederne. De skal have tillid til, at der kun kræves det uomgængeligt nødvendige af dem. Det burde være frivilligt - det kunne være en overvejelse - og kunne eventuelt også være knyttet til et system af tillokkelser, i stedet for at man arbejder med straf og trusler. Endvidere skal det overvejes, hvordan vi kan fremskynde automatiseringen og også hindre dobbeltregistrering. Stikprøver, markeds- og meningsforskning - jeg tror, det betaler sig at spekulere på, hvordan vi får statistikkerne hurtigere og mere effektivt.
Hr. formand, det, at Eurostat opfordres til at udarbejde kønsrelateret statistik, er uhyre vigtigt, måske endda det vigtigste i betænkningen. Jeg vil derfor lykønske min kære navnefælle med det. Ordet »namna« findes ikke i det svenske sprog, men jeg har konstrueret det til lejligheden, fordi vi har samme fornavn. Jeg ønsker tillykke med den kønsrelaterede statistik. Det, som jeg derimod savner, er en angivelse af, at statistiske data i fremtiden skal udarbejdes således, at de kan tilpasses de geografiske oplysninger, og så Eurostat kan indgå i det fælles europæiske arbejde på dette område. Vi skal dog kunne popularisere oplysninger om statistik i vores lande. Så kunne statistikken blive mere sammenlignelig. Jeg håber, at vi snart får en meddelelse om dette, så vi kan have fælles standarder og bedre kan popularisere dette. Kommissær Bangemann har lovet en sådan meddelelse, og i udkastet til meddelelsen nævnes udtrykkeligt Eurostat som samarbejdspartner. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender efterlyste bedre arbejdsløsheds- og arbejdsmarkedsstatistik. Det er et evigt problem, men jeg tror faktisk, at løsningen allerede er kommet. Ifølge mine oplysninger bruger vi nemlig nu statistik hyppigere - hver måned skal man give oplysninger til Eurostat - og vi kan også få mere ensartet statistik ved at anvende ILO-konventionen. Jeg overvejer, hvad der skal forbedres. Det, der eventuelt skal forbedres, er, at der også skal udarbejdes statistik på regionalt niveau, men det kan vi jo på den anden side anvende netop de geografiske oplysninger til. Endvidere har vi i andre sammenhænge i løbet af denne mødeperiode efterlyst bedre information fra det europæiske netværk om narkotikamisbrug. Jeg håber og spekulerer på, om Eurostat og dette netværk i fremtiden ikke kunne samarbejde, for at vi kan få fælles definitioner og for at få myndighederne til virkelig at give de oplysninger, der er behov for. Endeligt vil jeg sige, at intet lyver som dårlig statistik. I vores land har vi oplevet følgerne af det. Man opgav til Eurostat under voldsforbrydelser både drab og drabsforsøg. Derefter dukkede der oplysninger op i den britiske presse om, at Helsingfors var den mest voldsomme by. De andre opgav kun antallet af drab. Vi har den gamle sandhed: »Det er løgn, forbandet løgn og statistik«. Sådan må det ikke være i fremtiden!
Ordfører Lullings argumenter for at afsætte en tilstrækkelig stor bevilling på budgettet til støtte for Fællesskabets statistiske program 1998-2002 er helt og holdent overbevisende. Eurostat skal kunne afhjælpe den mangel på effektivitet, som vi ser hos de nationale statistikkontorer. Ud over det faktum, at disse kontorer ikke selv har midlerne, der skal til, for at udføre deres arbejde på effektiv vis, er de samtidig alt for ofte under regeringernes indflydelse. Disse foretrækker at ignorere tallene, eller hvad der er endnu værre at manipulere med dem for på den måde at få borgerne til at tro, at når alt kommer til alt, så går det rigtigt godt... Er man f.eks. klar over, at arbejdsministeriet i Belgien, bare for at nævne mit eget land, hævder, at der er ca. 500.000 arbejdsløse i hele landet, hvilket er meget misinformerende, da ministeriet kun tæller heltidsarbejdsløse, der har modtaget arbejdsløshedsunderstøttelse og er aktivt jobsøgende. Den intellektuelle ærlighed ville kræve, at man tilføjer arbejdsløse uden støtte, der ikke er aktivt søgende, arbejdsløse, der er fritaget for stempling, almindelige førtidspensionister, de såkaldte »minimexé«, dvs. de personer, der forsørges af socialhjælp, de hjemløse, invalide, som lader sig betale af invalide- og sygeforsikring og de, som via forsikringsselskaber modtager støtte på grund af arbejdsskade. Da ville antallet af arbejdsløse stige fra 500.000 til over 1 million. Er man klar over, at det i Belgien er umuligt at finde frem til antallet af indvandrere, der opholder sig ulovligt i landet eller hvor meget indvandringspolitikken koster for skatteyderne? Er man klar over, at det i Belgien er muligt at kende volumen af udenrigshandel med tredjelande, men man kan ikke få at vide, hvad wallonerne køber af Flandern, lige som man nægter at udlevere statistikker over den sproglige situation i Bruxelles og omegn? Kære kolleger, for at opnå en større gennemskuelighed og et reelt demokrati synes jeg, at det ville være ønskeligt, at Eurostat får tildelt de midler, der skal til for at kunne svare på vores legitime spørgsmål
Hr. formand, jeg vil gerne først takke ordføreren, fru Lulling, for hendes gode betænkning. Ud over Økonomiudvalget har 12 udvalg deltaget i udarbejdelsen af Parlamentets betænkning om Kommissionens forslag vedrørende Fællesskabets statistiske program. Dette bevidner til fulde den interesse, som Parlamentet lægger i, at Fællesskabet har et sammenhængende, gennemskueligt og troværdigt statistisk system. Kommissionen glæder sig over denne bestræbelse. Ligesom det gælder for Den Europæiske Unions andre institutioner, er det jeres overbevisning, at vores institutioner ikke fungerer demokratisk godt uden gode fællesskabsstatistikker. Tillad mig dog, før jeg fremlægger Kommissionens udtalelse om fru Lullings betænkning, at jeg gør mig nogle betragtninger over Fællesskabets statistikker. I de sidste 10 år har vi været vidne til, at deres rolle er blevet bemærkelsesværdigt styrket. Adskillige vigtige politiske beslutninger forudsætter en endog meget høj grad af sammenlignelighed og derfor også en meget høj grad af harmonisering af Fællesskabets statistikker. Det gælder meget naturligt Den Økonomiske og Monetære Union, men også f. eks. den fælles landbrugspolitik, den økonomiske og sociale samhørighed samt budgetpolitikken. Hvis andet ikke var nødvendigt, ville det være tilstrækkeligt at analysere den betænkning, der blev vedtaget på Kommissionens seneste møde om den eventuelle ændring af systemet for de egne indtægter, for at vi alle kunne forstå betydningen af at have troværdige og sammenlignelige statistikker. I løbet af det sidste statistiske femårsprogram har der selvfølgelig været givet første prioritet til den statistik, der havde med konvergenskriterierne at gøre, og som blev afsluttet i tide og med den nødvendige kvalitet, så den kunne tjene som beslutningsgrundlag den 2. og 3. maj. En anden vigtig prioritet for Eurostat har været at forberede statistiske data til topmødet om beskæftigelse, der fandt sted i november 1997, og udarbejdelsen af nøgletal, der kunne muliggøre en opfølgning af de direktiver for beskæftigelsen, der blev vedtaget dér. Kommissionen har i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet valgt at overdrage ansvaret for hele opgaven med at indsamle statistiske data til medlemsstaterne. Der er således skabt en organisation i form af en netstruktur omfattende medlemsstaternes statistiske kontorer. Dette net definerer de harmoniseringsmetoder, der skal tages i anvendelse, og det drager nytte af de ca. 70.000 teknikere, som arbejder inden for det. I sine bestræbelser på at effektivisere forvaltningen af de ressourcer, som det har til rådighed, har Eurostat i samarbejde med dets nationale partnere iværksat en række foranstaltninger med henblik på at forbedre produktiviteten, begrænse mængden af data, som virksomhederne skal levere - navnlig de små og mellemstore virksomheder - ved at vælge metoder med et bedre forhold mellem omkostning og effektivitet, at forbedre dets produkters samlede kvalitet og at evaluere disse. Hvad angår fru Lullings betænkning, kan Kommissionen tilslutte sig de foreslåede forbedringer, navnlig med hensyn til beskæftigelse, miljø, lige muligheder for mænd og kvinder samt med hensyn til de statistikker, der vedrører det fremtidige fælles momssystem. Kommissionen kan imidlertid ikke tilslutte sig ændringsforslag 5, 7 og 8, og delvis heller ikke ændringsforslag 9, af følgende årsager. Ændringsforslag 5 er overflødigt i forhold til ændringsforslag 4. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at de statistiske medarbejderes videnskabelige uafhængighed er et af de grundlæggende principper i Rådets forordning nr. 322/97 om EF-statistikker. Dette princip er også omfattet af Amsterdam-traktatens artikel 285. Kommissionen kan ikke tilslutte sig ændringsforslag 7, eftersom det ønsker at beholde ansvaret for evalueringen af dette program. Dette udelukker selvfølgelig ikke muligheden for at lade uafhængige eksperter bistå ved denne opgave, sådan som Kommissionens meddelelse SEM 2000 da også lægger op til. Kommissionen agter ligeledes at henvende sig til Det Europæiske Rådgivende Udvalg for Statistisk Information på Det Økonomiske og Sociale Område(CEIES), der samler brugernes repræsentanter. Ændringsforslag 8 synes ikke at være relevant, eftersom de såkaldte »andre områder« er omfattet af det program, som det drejer sig om. Kommissionen kan endelig heller ikke tilslutte sig ændringsforslag 9, eftersom det ikke ligger inden for Eurostats beføjelser at udarbejde prognoser. Tillad mig som konklusion at minde om betydningen af dette nye statistiske fællesskabsprogram 1998-2002. Kommissionen glæder sig over det fremragende samarbejde, der er mellem vores to institutioner, hvilket udgør et smukt varsel for den snarlige iværksættelse af Amsterdam-traktatens artikel 285, der fastsætter anvendelse af proceduren med fælles beslutningstagning inden for statistikkens område. Jeg vil gerne i relation til spørgsmålet om Eurostats uafhængighed yderligere tilføje, at det er en æressag for Kommissionen ikke på nogen måde at udøve politisk indflydelse på Eurostat. Dette stod da også helt klart, dengang Eurostat skulle offentliggøre sin statistik til Den Økonomiske og Monetære Union, og det udsprang af en udtrykkelig beslutning fra Kommissionens side, ikke kun med hensyn hertil, men som en æressag for dens virksomhed generelt.
Hr. formand, jeg føler, at jeg som ordfører bør reagere på det, som kommissæren netop har sagt om visse ændringer. Jeg er enig i, at ændringsforslag 4 og 5 falder delvis sammen. Hvis De ikke bryder Dem om, at man siger, at arbejdet skal forblive uafhængigt af politiske pres, vil jeg overveje at trække ændringsforslag 5 tilbage, da det med det foregående bliver til en gentagelse. Dette forhindrer dog ikke muligheden for at stemme for det og lade det være op til Rådet, om det vil vælge det ene eller det andet forslag. Hvad angår ændringsforslag 7, må jeg sige, at jeg er noget forbavset over, at De selv vil evaluere Deres eget arbejde. Det drejer sig jo om et arbejde, hvor der kræves en uafhængig evaluering, og De henviser til, at Det Økonomiske og Sociale Udvalg skal udføre dette arbejde. Personligt kender jeg Det Økonomiske og Sociale Udvalg meget godt, da jeg i en længere periode har været der, som det såkaldte intellektuelle »sorte får« blandt fagforeningsfolkene. Jeg må sige Dem, at jeg ikke kan forestille mig dette udvalg evaluere Deres statistikker. Den kan til nød, hvis De udarbejder en rapport, give en vurdering, men den skal ikke lave en evalueringsrapport. Med hensyn til budgettet ved jeg, at det kan blive nødvendigt med tillægsbevillinger. Hvis de ikke er nødvendige, er det kun godt, men skulle de blive det, ønsker vi, at de midler, som der er brug for, eksisterer. Og hvad angår ændringsforslag 9, tror jeg, hr. formand, er der er tale om en misforståelse. Vi beder nemlig ikke Eurostat om at udarbejde en prognose for landbrugsudgifternes udvikling. Vi beder om statistikker, der »kan gøre det muligt« for de politiske beslutningstagere at udarbejde prognoser på området. Det er ikke Eurostat, der udarbejder denne forudsigelse, men vi har brug for disse statistiske oplysninger for at kunne forudsige landbrugsudgifternes udvikling inden for de forskellige sektorer. Jeg tror derfor, at der her er tale om en misforståelse. Jeg håber imidlertid, at Parlamentet vil følge mig i morgen og vedtage ændringerne, som vi finder nødvendige og vigtige
Hr. formand, vi vil prøve at være mere klare og utvetydige. Med hensyn til ændringsforslag 7 vil jeg mene, at det er Kommissionens fulde ansvar at fremlægge en evalueringsrapport. Ved forberedelsen af sådanne rapporter kan man naturligvis i stor udstrækning rådføre sig med uafhængige eksperter. Eksperternes eventuelle synspunkter vil blive gengivet i rapporterne. Inden fremlæggelsen bliver rapporterne forelagt ikke for Det Økonomiske og Sociale Udvalg men for Det Europæiske Rådgivende Udvalg for Statistisk Information på Det Økonomiske og Sociale Område. Det er to forskellige ting. I denne instans er halvdelen af repræsentanterne statistikbrugere uden for EU's institutioner. Synspunkterne fra rådgivningsgruppen videregives til Parlamentet samtidig med rapporten. Fru formand, det var, hvad jeg havde at sige i et forsøg på at gøre det klart, hvorfor Kommissionen ikke accepterer denne ændringsforslag.
Hr. formand, til forretningsordenen. Jeg har engang tidligere bedt om, at resultaterne bliver vist lidt længere efter afstemningerne, så man kan nå at skrive dem ned. Måske ville det være muligt, at afstemningerne, som registreres pr. computer, også er tilgængelige et eller andet sted bagefter, så man kan studere resultaterne sikkert bagefter.
Man fortæller mig, at embedsmændene altid kan give Dem en udskrift af afstemningen, når som helst efter at den har fundet sted.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00. (Mødet hævet kl. 19.05)