Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Fru formand, vedrørende protokollen fra i går vil jeg gøre Dem opmærksom på, at UPE-gruppen for 117. gang forelagde et beslutningsforslag om debatten og den tilhørende betænkning om posttjenester af hr. Pasty, som hr. Donnay var ordfører for. I går aftes klokken 00.15, fru formand, gjorde UPE-gruppen sig ikke en gang den ulejlighed at være til stede. Ingen af dem, virkelig ingen af dem var til stede. Jeg vil gøre Dem opmærksom på, at vi i fremtiden gerne vil skånes for den slags unødvendige spørgsmål, fru formand, for der var ingen nye aspekter, der kom ingen nye standpunkter frem, og Kommissionen havde som sædvanligt intet at fortælle, fordi den ikke havde foretaget sig noget endnu.
Det tager vi til efterretning. Protokollen godkendtes
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: (B4-0716/98) af Nassauer for Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender vedrørende den årlige drøftelse om anvendelsen af EU-traktatens artikel K.6 i december 1998; -(B4-0717/98) af Nassauer for Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender vedrørende den årlige drøftelse om anvendelsen af EU-traktatens artikel K.6 i december 1998 og-forslag til henstilling (A4-0006/99) af Van Lancker for Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender til Rådet om handlingsprogrammet inden for rammerne af Schengen-samarbejdet indtil juni 1999.
Fru formand, mine damer og herrer. Det er formentlig sidste gang, vi fører denne debat på grundlag af artikel K.6. Når Amsterdam-traktaten er trådt i kraft, kommer vi ikke bare til at føre debatten på grundlag af en ny artikel, det bliver også i et betydeligt indsnævret omfang, idet det til den tid i denne forbindelse kun kommer til at handle om det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager. Jeg vil gerne, fru rådsformand og hr. rådsformand, først komme med et par bemærkninger til proceduren og først derefter komme ind på det egentlige emne. Normalt har vi hidtil ført denne debat ved slutningen af et rådsformandskab, altså i december. Det havde den klare fordel, at mindst en af de ansvarlige rådsformænd kunne give Parlamentet svar. Vi beder meget indtrængende om, at der sørges for, at vi fremover bibeholder denne rytme. Jeg indrømmer, at det mindre beror på rådsformandskabet end på Parlamentet selv, men den nødvendige koordinering skal tilvejebringes. Mit næste punkt er imidlertid fuldt ud rettet til Rådet. Rent proceduremæssigt udløser vi denne debat på grundlag af beslutningsforslag og et forslag til henstilling. Vi har gennem lang tid krævet, at Rådet skulle give os en skriftlig beretning, som vi kan anvende som udgangspunkt for en debat. Det ville også have store fordele for Rådet, for det ville kunne præcisere, hvilke punkter, det finder centrale, hvad der efter Rådets mening har været vellykket. En skriftlig beretning til forberedelse af denne debat ville kun kunne betyde en forbedring af samarbejdet med Parlamentet. Der er en række krav, som vi også har stillet tidligere i denne beslutning. De vedrører Parlamentets samarbejde med Rådet. Under Maastricht-traktaten førte det imidlertid aldrig til en ordnet fremgangsmåde. I Amsterdam-traktaten er den noget ulyksalige formulering om de vigtigste aspekter af aktiviteterne, som Rådet skulle høre Parlamentet om, interessant nok fjernet, og det er lykkeligvis anført præcist, hvornår der skal høres, og hvornår der kun skal orienteres. Men også set ud fra den nuværende formulering er der en række høringer, som ikke har fundet sted, det kommer jeg tilbage til om et øjeblik. Vores ønske for fremtiden er, at vi bliver informeret om vigtige udviklinger, hvilket også svarer til den nye artikel 39, stk. 2, især, fru rådsformand, hr. rådsformand, om Rådets møder, også de uformelle. Det er ikke rimeligt, at Parlamentet stykker sine informationer om, hvad der foregår i Rådet, sammen af presseforlydender. Det kan ikke være noget problem før et møde i Rådet at meddele Parlamentet, hvad man vil drøfte, og bagefter hvad der blev drøftet. Jeg henviser nu til et par fakta. I Amsterdam-traktaten, og jeg bliver nødt til at nøjes med de grove træk, lægges vigtige lovgivningsområder ind under Fællesskabet, ganske vist på betingelse af en enstemmig afstemning for mindst fem år, men alligevel: De bliver lagt ind under Fællesskabet. Det betyder, at de tages bort fra de nationale parlamenters lovgivningskompetence. De overføres imidlertid ikke til dette Parlaments kompetence, for vi har kun ret til at blive hørt, så længe medbestemmelsen ikke er indført. Det betyder, og jeg står over for to fremragende jurister, at områder, som entydigt er omfattet af lovgivningsforbeholdet, som asyl og indvandring, i deres lovgivningsmæssige udformning for Europa er unddraget direkte indflydelse fra et valgt parlament, og det kan ikke være acceptabelt. Jeg kan kun se den mulighed, at Rådet i mellemfasen, fem år plus x, er særligt omhyggeligt med at høre Parlamentet og ikke lader hånt om det, som Parlamentet siger i forbindelse med en sådan høring. Det ville jeg gerne meget kort gøre opmærksom på. Lad mig afslutningsvis nævne endnu et synspunkt, der også kan tjene som eksempel for andre. Rådsformanden fra i mandags eller i tirsdags krævede til min store fornøjelse, at Europols operative handlemuligheder skulle udvides. Med fornøjelse hørte jeg det, fordi hans tidligere kollega Roth fra De Grønne ville være løbet skrigende ud af salen, hvis hun havde hørt en sådan formulering. Det, jeg vil gøre opmærksom på, er, at Europols videre udvikling er begrænset af strukturen i det mellemstatslige samarbejde. Fremskridt på dette felt kræver på grund af den større indflydelse til Fællesskabet parlamentarisk og domstolsmæssig kontrol. Så hvis man ønsker fremskridt på dette felt, må man have besværet med et fremskridt, der er underlagt et tættere fællesskab, og det opfordrer dette Parlament Dem til.
Fru formand, kære kolleger, hr. formand for Rådet, fru kommissær, jeg tror, at dagens debat om Schengen kommer på et udsøgt tidspunkt, nemlig samtidig med at det tyske formandskab tiltræder, hvilket i øvrigt falder sammen med formandskabet for Schengen. Det er meget vigtigt, for det kommer på et tidspunkt, hvor Schengen-reglerne skal overføres til Amsterdam-traktaten for at gennemføre Schengen-protokollen. Parlamentet råder desuden over den anden funktionsrapport fra det udførende udvalg og den fælles kontrolmyndighed. Jeg vil derfor takke det tyske formandskab for denne første lejlighed til at behandle dette emne, og endvidere kollegerne for det gode samarbejde i hasteforhandlingen om denne betænkning. Parlamentet har altid haft blandede følelser over for Schengen. På den ene side glæder det os, at nogle medlemsstater har taget de første skridt for at virkeliggøre den frie bevægelighed for personer og af det frie område med sikkerhed og retfærdighed, men på den anden side har vi altid beklaget, at dette sker uden om de europæiske strukturer. Schengen er heller ikke et kunststykke juridisk set. Regelsættet er en smeltedigel af håndbøger, foranstaltninger og beslutninger, hvori det kun lykkes meget få at finde en vej, for slet ikke at tale om en ret. Med integrationen af Schengen i EU-traktaten kan vi nu tage definitive skridt mod mere klarhed og demokratisering. Optagelsen af en del af reglerne i den første søjle baner vej for at gøre denne politik fælles og gør det muligt at træffe oprydningsforanstaltninger med henblik på denne stabel af la nébuleuse Schengen , som min forgænger plejede at sige. Men denne gode hensigt, kære kolleger, er på vippen på grund af den langtrukne diskussion, som har været i gang det sidste halvandet år om integrationen af Schengen-reglerne i traktaten. For det første og især er det endnu ikke lykkedes at definere Schengen-reglerne. Det lykkes heller ikke at få fjernet de overflødige klausuler i Schengen-aftalen. For det tredje er der en stor diskussionen i gang om anbringelsen af Schengen enten i den første eller den tredje søjle. Jeg synes ærlig talt, at denne situation er ved at blive en byrde, fordi nogle medlemsstater fortsat hårdnakket modsætter sig overflytning af en del af Schengen-reglerne til den fælles søjle, den første søjle, der var det beskedne fremskidt, som vi opnåede med Amsterdam-traktaten. På topmødet i sidste måned insisterede de europæiske regeringsledere på en hurtig afgørelse. Det er et vigtigt politisk signal, hr. rådsformand. Jeg vil gerne vide, hvilket politisk initiativ det tyske formandskab, men også fru kommissæren, som er vogter af traktaten, vil tage for at komme ud af denne vanskelige situation. Jeg vil endvidere gerne vide, hvordan de vil involvere Parlamentet i denne omstillingsproces. For integrationen af Schengen-reglerne i traktaten, og især delingen mellem den første og tredje søjle, vil få store følger for Parlamentets fremtidige engagement og for den fremtidige udvikling af hele den europæiske lovgivning om sikkerhed og frihed. Selvom Schengen-protokollen ikke omfatter høring i Parlamentet, så mener jeg dog, at Parlamentets rettigheder skal respekteres, fordi Parlamentets interesser beskadiges, hvis det ikke høres. Jeg vil i øvrigt sige, at Parlamentet skal tænke sig godt om, inden det går til Domstolen, hvis det føler sig trådt over tæerne med hensyn til de demokratiske rettigheder. Vi insisterer i hvert fald på, at målsætningerne i traktaten respekteres ved integrationen af Schengen-aftalen i traktaten, og at ligevægten mellem effektiviteten af politiets optræden og respekten for grundlæggende rettigheder og retsstaten genoprettes. Allerede i min første Schengen-betænkning pressede vi på for mere gennemskuelighed, mere parlamentarisk og retslig kontrol og respekt for menneskerettighederne. Jeg mener, at det nu skal gennemføres, og at der ved fastsættelsen af Schengen-reglerne skal gøres brug af lejligheden til at offentliggøre hele regelsættet, involvere Parlamentet og de nationale parlamenter, og informere borgere bedre om deres rettigheder. Jeg vil endvidere sige, at Schengen-informationssystemet efter vores mening er af afgørende betydning for fremtiden. Vores anbefaling slår til lyd for følgende fremgangsmåde: Udvikling af SIS som et transeuropæisk netværk, der styres af et agentur under tilsyn af såvel Kommissionen som Rådet, med en skarp adskillelse for slutbrugerne mellem data for de respektive dele og kontrolleret af kontrolmyndigheden i henhold til traktaten. Her vil jeg også gerne høre formanden for Rådets mening. Formandskabet har selvfølgelig også stillet andre prioriteter, hvoraf vi støtter de fleste. F.eks. styrkelsen af det internationale samarbejde om forfølgelsespolitikken. Det er nødvendigt. Det tyske formandskab slår endvidere til lyd for en vidtgående harmonisering af visumpolitikken. Det er også en god ting, for den nuværende situation er simpelthen en katastrofe. Vedrørende tiltrædelsen af nye ansøgerlande, hr. formand for Rådet, vil jeg sige, at det ser ud til, at man laver de samme fejl som tidligere. Bedømmelsen af ansøgerlandene må ikke reduceres til et krav om at etablere vandtætte grænsekontroller. Vi forventer, at De foretager en evaluering af retsvæsenets arbejde, respekten for menneskerettighederne og retsstatens grundbegreber. Tillad mig her til sidst at dvæle ved nogle punkter i årsberetningen om Schengen. For det første er der Frankrigs opretholdelse af grænsekontrollerne ved grænsen til Belgien og Luxembourg til trods for alle anstrengelser. Kan formandskabet sige mig, hvornår denne elendige situation forandres? For det andet vil jeg nævne evalueringen af Schengen-informationssystemet. Jeg må ærlig talt sige, at evalueringen af antallet af lagrede data efter vores mening ikke kan anvendes som målestok for succes, og vi går ind for, at der også kommer en kvalitativ evaluering af Schengens effektivitet. For det tredje er der betænkningen af den fælles kontrolmyndighed, som fører tilsyn med beskyttelsen af oplysningerne. Jeg må erkende, at læsningen af betænkningen giver anledning til alvorlige spørgsmål om nogle afsporinger ved Schengen. Jeg kunne give en række helt utrolige eksempler herpå, men desværre tillader tiden det ikke. Jeg vil blot nævne, at kontrolmyndigheden har afdækket mange alvorlige problemer i forbindelse med målbinding, fjernelse af data og nægtelse af adgang til Schengen-området. Vi forventer, at formandskabet respekterer kontrolmyndighedens anbefalinger. Nu, hvor Schengen-aftalen har fungeret i fire år, kommer denne debat ikke for tidligt. Der er meget, der skal rettes op, og der skal ske meget for at kunne realisere det europæiske område med sikkerhed og retfærdighed. Parlamentet går ud fra, at det fremover involveres i dette arbejde.
Mange tak, fru Van Lancker. Dagens meget vanskelige tema betyder, at rådsformandskabet er repræsenteret af to ministre, nemlig den tyske justitsminister og den tyske indenrigsminister. Det vil jeg gerne takke Dem for, og jeg giver først ordet til indenrigsminister hr. Schily.
Fru formand, mine damer og herrer kolleger, fru Van Lancker og hr. Nassauer. Hr. Nassauer, De gjorde med rette opmærksom på, at det normalt ville være rigtigt at aflægge beretning ved afslutningen af rådsformandskabet, men De kender årsagerne til udsættelsen. I dette tilfælde er skylden altså ikke Rådets, men det har naturligvis også visse fordele, at vi aflægger beretning nu, selvom jeg ikke har deltaget i begge faser i det forrige formandskab. Men dermed har vi jo også opnået en vis distance og dermed måske også et bedre blik for resultatet af disse formandskaber. Jeg vil gøre mig umage for at være så objektiv som muligt på grundlag af det, som jeg har fået rapporteret fra de to foregående formandskaber. Vi kan naturligvis gøre status på to måder, dels kvantitativt, hvor vi tæller alt det sammen, som er sket. Så kan man nok sige, at der er opnået en masse: et dusin fælles aktioner i forbindelse med to konventioner og politisk enighed om yderligere to konventioner. Men det er måske mere nyttigt og fremadrettet at foretage en kvalitativ vurdering og især se på Rådets aktiviteter med hensyn til at inddrage Europa-Parlamentet, og her vil jeg gerne sige med det samme, at jeg gerne tager mod Deres opfordring til at fremlægge en skriftlig beretning, og vi vil forsøge at gennemføre det. Jeg tror, det er en fornuftig idé, at man har et dokument i hånden og ikke er henvist til den mundtlige beretning. Ligesom det var tilfældet allerede med det luxembourgske formandskab, har også sidste års formandskaber taget forskud på Amsterdam-traktaten og involveret Parlamentet efter dens bestemmelser, og vi vil tilstræbe at gøre det samme. Min kollega fru Däubler-Gmelin vil fortælle Dem om detaljerne i denne forbindelse. Vi vil naturligvis benytte lejligheden i dag til udover beretningen også at kaste et blik fremad på vores formandskab. Det vil naturligvis i dag især komme til at fokusere på retlige og indre anliggender, ikke mindst set i lyset af handlingsplanen om opbygning af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det vil fru Däubler-Gmelin også gå nærmere ind på. Jeg vil nu omtale nogle punkter, opdelt efter tema. Først spørgsmålet om asyl og indvandring. På dette område gælder det om, måske i endnu højere grad end på andre områder, at tilpasse arbejdet til udviklingen og reagere på internationale begivenheder. De ved, at Kosovo er et arnested for kriser, som muligvis også helt aktuelt vil optage os på det næste uformelle møde mellem EU's indenrigs- og justitsministre. Sideløbende drejer det sig om at udvikle fremadrettede strategier og opstille generelle regler. 1998 var præget af to store flygtningestrømme. For det første tilstrømningen af kurdiske flygtninge fra Irak og de tilgrænsende egne, for det andet de problemer, som var en følge af den allerede nævnte konfliktsituation i Kosovo, og som for hele Europa betød en tilstrømning af mennesker, som søgte beskyttelse. Nogle lande har i særlig grad været berørt heraf. Rådet reagerede på tilstrømningen af indvandrere fra Irak og landene i denne region i januar 1998 med vedtagelsen af en ny, overordnet handlingsplan. Desuden har tilstrømningen af disse indvandrere betydet, at vi har kunnet konstatere, at Dublin-konventionen, som trådte i kraft for nylig, kun til dels har kunnet løse de opgaver, som var pålagt den. Det skyldes, at der i stadig stigende omfang er kriminelle organisationer involveret i smugling af indvandrere. Det er et voksende problem. En sådan situation, i noget mindre omfang, er også opstået som følge af Kosovo-krisen. For at imødegå disse tendenser besluttede Rådet i december 1998 efter forslag fra Nederlandene at nedsætte en højtstående gruppe, som skal foreslå fælles initiativer over for en række lande, hvorfra der er størst grund til at frygte, at der vil komme en massiv tilstrømning af illegale indvandrere. I disse lande skal driv-faktorerne analyseres, hvorefter der skal udvikles en strategi for, hvordan disse driv-faktorer kan imødegås. Sidste år fandt den første diskussion sted om den konvention om tredjelandsstatsborgeres indrejse i medlemsstaternes område, som Kommissionen har foreslået. Der er tale om et meget vigtigt projekt, som vil høre under de nye EF-kompetencer i Amsterdam-traktaten. De hidtidige drøftelser har vist, at der på medlemsstaternes side er et stort behov for diskussion, før der kan opnås enighed. Jeg har allerede nævnt Dublin-konventionen, som trådte i kraft i oktober 1997. Selvom det nok er for tidligt at bedømme, hvordan aftalen fungerer i praksis, har man allerede for nogen tid siden anset det for fornuftigt at indføre et retsinstrument, som støtter anvendelsen af aftalen, idet det er planlagt at tage fingeraftryk af asylansøgerne og sammenligne disse fingeraftryk i en central instans. Hermed er jeg kommet ind på udkastet til Eurodac-konventionen, og jeg er glad for at kunne bekræfte, at Rådet i december opnåede i det mindste politisk enighed om denne. Efter at problemerne med anvendelsen af Dublin-konventionen åbenbarede sig i forbindelse med den massive tilstrømning af kurdere, besluttede Rådet i marts at udvide Eurodac-projektet til at omfatte, at der tages fingeraftryk af illegale indvandrere. Den protokol, som skal skabe den nødvendige retlige basis, befinder sig stadig på forhandlingsstadiet. De fremskridt, der blev konstateret på Rådets møde i december, giver os grund til at forvente, at arbejdet snart kan afsluttes, hvilket efter min mening også er særdeles ønskværdigt. Hvad angår asylområdet, drejede drøftelserne sig for det første om anvendelsen af selve Dublin-konventionen. I denne forbindelse har det udvalg, som er nedsat i henhold til artikel 18 i denne konvention, vedtaget et arbejdsprogram samt en erklæring, som skal forbedre nogle aspekter i anvendelsen af aftalen i praksis. For det andet drøftede man på grundlag af de forslag, som Kommissionen fremlagde i juli, og som Europa-Parlamentet tog stilling til i december, foranstaltninger til midlertidig beskyttelse og byrdefordeling mellem medlemsstaterne ved modtagelsen af flygtninge, især borgerkrigsflygtninge. Disse forslag vil fortsat blive drøftet under det tyske formandskab. Jeg vil gerne bemærke, at for det tyske formandskab står det klart, at midlertidig beskyttelse og byrdefordeling er uløseligt forbundet med hinanden. Det er for os en conditio sine qua non . På området rejse- og identitets- samt opholdsdokumenter vedtog Rådet i juni 1998 en henstilling om udstyr til afsløring af forfalskninger ved Den Europæiske Unions grænseovergange. For at lette disse kontroller har Rådet derfor i december vedtaget en fælles aktion vedrørende oprettelse af Phado-systemet til elektronisk lagring af billeder, som skal anvendes til hurtig udveksling af information, både om ægte og om forfalskede dokumenter. Med hensyn til visa har Rådet fortsat kontakterne med ansøgerlandene, og inden for rammerne af visa-gruppen er der afholdt to møder med ansøgerlandene, nemlig i maj og november 1998. I tilslutning til det sidste af disse to møder er der blevet tilknyttet grupper af sagkyndige, som skal vurdere sikkerheden i ansøgerlandenes dokumenter og tilpasse deres edb-systemer til kravene i Schengen-samarbejdet med hensyn til behandling af visumansøgninger og administration og organisation af visumkontorerne. Desuden er der skabt et partnerskab for at bedømme ansøgerlandenes behov for uddannelse og udstyr. Hvad angår den fælles udformning af opholdstilladelser vedtog Rådet i 1998 tre instrumenter. Dels en beslutning fra Rådet om fordelingen af omkostningerne til fremstilling af laminat til trykning af de fælles opholdstilladelser. For det andet en meddelelse, som sigter mod offentliggørelse af formularen til disse tilladelser. Og for det tredje en beslutning fra Rådet om fælles normer for, hvordan opholdstilladelsen skal udfyldes. Jeg kommer nu til det politimæssige samarbejde, især Europol og narkotikabekæmpelse - Europol er jo allerede blevet nævnt her. Den 1. oktober 1998 trådte Europol-konventionen i kraft - det er et meget glædeligt skridt på vejen, vil jeg gerne understrege - men Europol har desværre ikke indledt sit arbejde endnu, fordi arbejdet med nogle gennemførelsesbestemmelser, som er nødvendige for Europols aktiviteter, endnu ikke har kunnet afsluttes. Indtil nu har det været muligt at beslutte og vedtage følgende tekster: fastlæggelse af forbindelsesofficerernes rettigheder og pligter i forhold til Europol, gennemførelsesbestemmelser vedrørende analysedatabaserne, personalevedtægt, tavshedspligt, hjemstedsaftale. Finansforordningen vil blive vedtaget om kort tid. Det glæder mig, at det er lykkedes at nå frem til et kompromis omkring ledelsen af Europol. Følgende retsakter er endnu ikke trådt i kraft eller mangler stadig den afsluttende behandling: Europol-immunitetsprotokollen. Europol-organerne og Europol-personalet - her mangler fire medlemsstater som bekendt endnu at ratificere aftalerne - samt de bilaterale immunitets- og privilegieaftaler for de forbindelsesofficerer og deres familier, som udstationeres hos Europol. Her er medlemsstaterne blevet enige med Nederlandene om en tekst, og de tilhørende verbalnoter vil blive udvekslet inden længe. Desuden har Rådet vedtaget tekster med bestemmelser om Europols relationer udadtil til tredjelande og eksterne organisationer og om Europols modtagelse af informationer fra tredjelande og eksterne organisationer. Den fælles kontrolinstans er nu nået til enighed om sin forretningsorden, som er forelagt Rådet til godkendelse. Det vigtigste spørgsmål, som endnu ikke er løst, er proceduremæssige aspekter ved klageproceduren. Det drejer sig både om at beskytte mod offentliggørelse af sikkerhedsrelevante data og om at overholde nødvendige procedureretlige garantier. Der har fundet en række samtaler sted. Jeg håber, at vi nu i rådsformandskabet kan løse disse spørgsmål. Nu kommer jeg til Europols organer. Som følge af konventionens ikrafttræden har styrelsesrådet og den fælles kontrolinstans indledt deres arbejde i november 1998. Det fælles revisionsudvalg er blevet indsat og er kommet med en erklæring om finansforordningen. På Rådets møde den 3. og 4. december 1998 blev der opnået enighed om styrelsesrådets fremtidige sammensætning. Finansforordningen skal om nødvendigt revideres inden for kort tid under hensyntagen til denne udtalelse. Nu til computersystemet: Rådet har på mødet i september 1998 taget statusrapporten om oprettelsen af Europols computersystem Tecs til efterretning. I rapporten gør man opmærksom på, at der på grund af forsinkelsen med opbygningen af Tecs, som i øjeblikket først er ved at gå ind i indkøbsfasen, i første omgang vil stå et midlertidigt system til analyse og indeksformål til rådighed, når Europol påbegynder sit arbejde. Hvad angår opgaveområdet, så har Rådet på sit møde den 3. og 4. december besluttet, at Europol skal have til opgave at forfølge strafbare handlinger, som i forbindelse med terroristiske handlinger er begået eller kan begås mod liv, helbred og personlig frihed samt mod ting, og at Europol skal have til opgave at forberede en udvidelse af mandatet til også at omfatte forfalskning af penge og betalingsmidler, særligt i forbindelse med indførelsen af euroen - et spørgsmål, som jeg finder meget vigtigt. Endelig skal definitionen af kriminalitetsformen menneskehandel i det i artikel 2 i Europol-konventionen nævnte bilag suppleres. Angående narkotika: Som det allerede var tilfældet for de tidligere formandskaber, havde narkotikabekæmpelse også høj prioritet for det britiske og det østrigske formandskab. De vigtigste aktiviteter på dette felt har været udarbejdelsen af en narkotikastrategi for perioden efter 1999, FN's generalforsamlings særlige møde om narkotika og udvikling af regionale initiativer i Latinamerika og Centralasien, som er centre for narkotikahandlen. Det grundlæggende princip for Den Europæiske Unions initiativ har været at bekæmpe den svøbe, som narkotika er, på en omfattende, integreret og afbalanceret måde. I flere initiativer, især FN-generalforsamlingens initiativer og i projekterne med hensyn til Latinamerika, er der sat særlig fokus på at reducere efterspørgselen. Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug har med sit arbejde ydet et vigtigt bidrag. Gennemførelsen af Fællesskabets handlingsprogram til forebyggelse af narkotikamisbrug fortsættes. I november blev der på europæisk, nationalt og regionalt niveau arrangeret en europæisk uge om forebyggelse af misbrug. De ved jo, at vi også nationalt lægger særlig vægt på forebyggelsen. Det fremgår af medlemslandenes statusrapporter om den videre gennemførelse af den fælles aktion vedrørende harmonisering af retsforskrifter og procedurer, at mange medlemsstater fortsat på nationalt og europæisk niveau samt i forbindelse med Schengen-samarbejdet har styrket de tiltag, som sigter mod et tæt samarbejde mellem politi-, told- og justitsmyndigheder. Arbejdet med at gennemføre den fælles aktion vedrørende nye syntetiske narkotiske stoffer fortsættes, og Det Europæiske Råd i Wien har fået forelagt en detaljeret rapport om disse aktiviteter. Jeg kommer nu til forbindelserne til tredjelande og til de spørgsmål, der hænger sammen med udvidelsen, som fru Van Lancker jo også ytrede særlig interesse for. I forbindelse med udvidelsen skal der henvises til to særligt vigtige initiativer. Rådet godkendte den 28. maj 1998 - nu kommer der et ord, som jeg nær havde læst forkert, her står nemlig førtiltrædelsespagt, når man læser det på tysk, må man lægge trykket det rigtige sted (ellers ville der stå »forbi-trædelsespagt«) - bureaukratiet finder hele tiden på nye interessante ord - altså førtiltrædelsespagten vedrørende bekæmpelse af organiseret kriminalitet mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og ansøgerlandene i Central- og Østeuropa samt Cypern. I betragtning af, at der i forbindelse med den organiserede kriminalitet er tale om strafbare handlinger, som desværre får større og større udbredelse i ansøgerlandene, og som også rækker ind i Unionens medlemsstater, er det fornuftigt allerede på nuværende stadium at involvere ansøgerlandenes repræsentanter i en fælles anstrengelse for at bekæmpe disse aktiviteter, som er vidt forgrenede inden for narkotikakriminalitet, menneskehandel, prostitution og hvidvaskning af penge. De farer, som truer fra dette krininalitetsområde, må ikke undervurderes. Der holdes regelmæssigt møder i en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for de 15 medlemslande og de 11 ansøgerlande, ekspertgruppen »Førtiltrædelsespagt«, hvor man udveksler politimæssige resultater og sammen med Europol fastlægger en fælles strategi, så de vigtigste risici kan identificeres og imødegås effektivt. Det andet initiativ er den fælles aktion af 29. juni 1998 om en mekanisme for kollektiv evaluering af ansøgerlandenes iværksættelse, anvendelse og faktiske gennemførelse af gældende ret i Den Europæiske Union på området retlige og indre anliggender. Med udgangspunkt i den konstatering, at det ikke er tilstrækkeligt at vedtage love og ratificere konventioner, men at de pågældende nye retsforskrifter også skal gennemføres af et tilstrækkeligt stort personale med relevant udstyr og uddannelse, har Rådet indsat en særlig gruppe. Dette er et velkendt problem: Det drejer sig ikke kun om selve normerne, de skal også gennemføres. Arbejdsgruppen »Fælles evaluering« har til opgave at vurdere alle tilgængelige informationer og i tæt samarbejde med K4-udvalget at udarbejde en fælles vurdering af situationen i ansøgerlandene med hensyn til iværksættelse, anvendelse og faktisk gennemførelse af gældende ret i Den Europæiske Union på området retlige og indre anliggender og holde den ajour. Rådet (retlige og indre anliggender) får regelmæssigt forelagt rapporter. På denne måde er det sikret, at det på særligt følsomme områder som kontrol ved de ydre grænser eller bekæmpelse af organiseret kriminalitet bliver kontrolleret af eksperter, om de standarder, der fremgår af gældende unions- eller Schengen-regler er opnået, og hvor der eventuelt stadig er behov for forbedringer. Forbindelserne til tredjelande har særlig betydning i forbindelse med arbejdet på områderne retlige og indre anliggender. I årenes løb er det samarbejde, som til dels fandt sted allerede i Trevi-perioden, blevet udbygget systematisk, og det omfatter nu USA og Canada, de middelhavslande, som deltager i Euromed, lande som Norge, Island, Schweiz, Tyrkiet, Marokko, Rusland og Ukraine, og på specielle områder som f.eks. narkotikabekæmpelse omfatter det også landene i Latinamerika og Centralasien. Jeg er nu nået til anden del af min beretning, som omhandler Schengen-samarbejdet. Lad mig starte med et par principielle bemærkninger. Schengen-samarbejdet er et afbalanceret system af initiativer, som på den ene side skal garantere den frie bevægelighed i Schengen-området, og som på den anden side skal reducere sikkerhedsrisikoen i forbindelse med, at kontrollen ved de indre grænser falder bort. Dette system har i de knap fire år, hvor det har været anvendt i praksis, grundlæggende vist sig at fungere. Derfor skal vi også fremover holde fast i de grundlæggende principper, nemlig større bevægelighed og større sikkerhed. Schengen-samarbejdet står over for en vigtig milepæl i sin udvikling, som fru Van Lancker også gjorde opmærksom på. Med Amsterdam-traktatens ikrafttræden integreres Schengen i Den Europæiske Union. De retlige og institutionelle forberedelser er allerede i fuld gang. Nu drejer det sig om at sørge for, at dette arbejde skrider hurtigt frem, så det så vidt muligt kan afsluttes rettidigt med henblik på Amsterdam-traktatens ikrafttræden. Tyskland, som også hidtil altid vedholdende har støttet arbejdet hen mod dette mål, vil under sit EU-rådsformandskab i første halvår af 1999 fortsætte de nødvendige anstrengelser i denne forbindelse. Det vil endvidere have en gunstig effekt på integrationsprocessen, at Schengen-formandskabet - det er vi blevet enige om - i første halvdel af det kommende år også vil forblive hos Tyskland. Et par ord om fastsættelsen af Schengen-reglerne. Der er i EU-sammenhæng stadig en del hjemmearbejde, der skal gøres, hvis vi skal sikre en vellykket integration af Schengen i EU. Hertil hører først og fremmest en definition af, hvad der hører til de aktuelle Schengen-regler. Fru Van Lancker talte om tågede strukturer. Vi vil bestemt medvirke til at få denne tåge til at lette. Af hensyn til retssikkerheden og retsklarheden er det nødvendigt, at de stater, som benytter sig af acquis , men også de stater, som skal overtage det sammen med deres tiltrædelse til EU, og ikke mindst borgerne selv, nøjagtigt ved, hvilke bestemmelser i Schengen-samarbejdet der endnu er gældende, og hvilke der ikke er det. En af de opgaver, der endnu skal løses, er at henføre Schengen-reglerne til retsgrundlaget i traktaterne om Det Europæiske Fællesskab og Den Europæiske Union. Hvad angår de forskellige opfattelser og den fremtidige strategi, må vi konstatere følgende: For begge spørgsmåls vedkommende har der på grund af principielle meningsforskelle mellem medlemsstaternes eksperter endnu ikke kunnet findes nogen afsluttende svar, det siger jeg helt åbent. Her kan det blive nødvendigt at involvere det politiske niveau. I tilfælde af, at der heller ikke her kan opnås enighed, ville det blive nødvendigt at anvende nødudgangen i protokollen om Schengen, som indeholder en fiktion vedrørende henføring til den tredje søjle. Fru Van Lancker, jeg ved, at De ikke synes om det, og allerførst vil vi forsøge alt for at nå til enighed, men det er konsekvensen. Forhandlingerne med Norge og Island om en associeringsaftale, som glædeligvis allerede er kommet langt, skal afsluttes. Tyskland gjorde sig allerede i forbindelse med disse landes tilknytning til Schengen-samarbejdet til talsmand for, at der skulle findes en så effektiv form for deltagelse som muligt. Dette er fortsat rigtigt. Den planlagte kooperationsstruktur er god måde at tage højde for disse nordiske landes legitime interesser i at medvirke. Så er der spørgsmålet om EU-udvidelsen. I forbindelse med de central- og østeuropæiske landes tiltrædelse til EU står Schengen over for endnu en betydelig udfordring. Schengen-landene må indstille sig på, at lande, som tiltræder EU, fremover automatisk bliver medlem af Schengen-samarbejdet under EU. Overgangsprotokollen forpligter dem til at overtage Schengen-reglerne en bloc. I forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne må dette princip ikke opgives, det vil jeg gerne understrege. Det afbalancerede system mellem fri bevægelighed og sikkerhed i Schengen vil også fremover kun kunne fungere, hvis alle medlemmer lever op til kravene på samme niveau. Desuden skal det sikres, at et land også fremover først kan tage praktisk del i dette samarbejde, når det kan dokumenteres, at det faktisk i fuldt omfang opfylder de nødvendige forudsætninger. Til dette formål er det absolut nødvendigt at bevare det instrument, som den såkaldte ikraftsættelse af Schengen-reglerne for en bestemt stat udgør. Vi har jo også stadig et specielt problem med et land i syden. De nye EU-medlemmer skal have aktiv støtte til deres forberedelser til at overtage Schengen-standarderne. Afslutningsvis vil jeg i stikord nævne de centrale arbejdsopgaver for det tyske Schengen-formandskab i første halvår af 1999. Det tyske Schengen-formandskab har sat sig som mål yderligere at forstærke samarbejdet mellem Schengen-landene med en række impulser. Her bygger den tyske regering videre på det tyske Schengen-arbejdsprogram for andet halvår af 1998. De centrale punkter skal være dels at forbedre den politimæssige retshjælp ved at vedtage et katalog, som skal være bindende for alle Schengen-landene, og som skal indeholde de efterforskningshandlinger, som politiet kan ansøge om og udføre uden at involvere justitsmyndighederne, ganske enkelt for at fremskynde sagerne, uden at det medfører tab i de retsstatslige principper, dels gensidig udstationering af forbindelsesofficerer inden for grænsepolitiet til Schengen-samarbejdets ydre grænser med henblik på rådgivning og støtte, at etablere interoperabilitet mellem politiets forskellige digitale radiosystemer i de indre grænseområder, at kontrollere Tysklands anvendelse af gennemførelseskonventionen om Schengen - vi påtager os altså den første kontrolprocedure, det synes jeg også er rigtigt - og at forbedre udvekslingen af visa-oplysninger og indføre et udrejsebevis.
Hr. formand, ministre, parlamentsmedlemmer, Unionens samarbejde om retlige og indre anliggender løber nu på sjette år. Området har gradvis fået større betydning, hvilket Nassauer også nævner i sit beslutningsforslag. Samtidig er behovet for fornyelse blevet stadigt mere indlysende. Med Amsterdam-traktaten har vi fået en mere ambitiøst formuleret opgave om at udvikle et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af mine vigtigste mål for forrige år var at give denne vision et konkret og forståeligt indhold i form af en meddelelse til Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Tidligere erfaringer viser, hvor vigtigt det er. Det er nu fire år siden, jeg som kommissær begyndte at arbejde med retlige og indre anliggender, og jeg ser et tydeligt mønster. Bag de trufne initiativer ligger fælles udfordringer og et ægte ønske om at finde holdbare europæiske løsninger. Jeg ser næsten altid en stærk folkelig opbakning til de idéer, der ligger bag forslagene, men når tanke bliver til virkelighed, bliver der problemer. Nassauer viser det tydeligt, når han i sit beslutningsforslag nævner de mange spørgsmål, som Ministerrådet ikke har kunnet besvare i det forgangne år. Det handler dels om forslag, der længe har ventet på en afgørelse, dels om afgørelser, der af forskellige årsager ikke er trådt i kraft. Af alle de konventioner, der er forhandlet på plads i de seneste fem år, er det kun Europol, der er trådt i kraft. Det er imidlertid ikke bare i Ministerrådet, at arbejdet går trægt, men også her i Europa-Parlamentet har det undertiden vist sig vanskeligt at nå til enighed om en fælles strategi. Der er således også behov for en overordnet diskussion her i Parlamentet. Der er derfor brug for nye impulser for at sætte gang i samarbejdet. Jeg håber, at vi i løbet af foråret kan fremme en bred offentlig debat om den fremtidige indretning af Unionens samarbejde om retlige og indre anliggender. Jeg mener, at der stadig mangler svar på mange grundlæggende spørgsmål. Svarene skal findes i den hverdag og den virkelighed, som mennesker i Europa lever i. Derfor støtter jeg helhjertet Parlamentets idé om at invitere til en interparlamentarisk konference her i foråret. Et sådant møde har alle forudsætninger for at starte en bred offentlig debat om Unionens fremtidige prioriteringer. I beslutningsforslaget af Nassauer bemærker han, at der ikke er vedtaget et eneste lovgivende instrument på det migrationspolitiske område i 1998. Jeg havde også håbet på, at vi var nået længere. Det gælder i særdeleshed forslaget om midlertidig beskyttelse ved masseflugt. Det er mere end to år siden, vi først tog dette spørgsmål op i Ministerrådet. I to omgange har jeg fremlagt udkast til konkrete forslag. Jeg har bl.a. også udformet en model for solidarisk ansvarsfordeling af asylbyrden. Med sådanne forudsætninger burde man være nået længere med arbejdet, og jeg vil sige, at jeg er åben for forskellige løsninger. Samtidig forventer jeg naturligvis, at også medlemsstaterne hjælper med at finde frem til konstruktive alternativer. Sidste år havde vi en vigtig succes - Europol-konventionen. Gennem den er der skabt nye muligheder i kampen mod den organiserede kriminalitet. I år må vi også færdiggøre arbejdet med handlingsplanen for kampen mod den internationale organiserede kriminalitet. Kommissionen kommer også fremover til at spille en aktiv rolle i dette arbejde. Vi befinder os i øvrigt midt i arbejdet med at opdatere Unionens handlingsplan mod narkotika. Den nuværende plan udløber som bekendt i år. Allerede her i foråret kommer Kommissionen derfor med et udkast til en ny fem-års plan. Dette arbejde fik en vigtig impuls gennem De Forenede Nationers særlige session om narkotika, som blev afholdt i New York i fjor. Der kunne jeg sammen med medlemmer af Europa-Parlamentet konstatere, at kontinuitet og konsekvens også fremover kommer til at præge FN's arbejde på dette område. Jeg glæder mig også over den resolution, som Parlamentet vedtog i oktober 1998, og som tydeligt støtter FN's konventioner om narkotikakontrol. Det er en garanti for, at narkotikapolitikken også fremover bliver baseret på kundskab og tidligere erfaringer. En anden hovedprioritet sidste år var udvidelsesarbejdet. Samtlige ansøgerlande er involverede i denne proces. Der er en intensiv dialog i gang med dem alle, ikke mindst inden for retlige og indre anliggender. Kommissionens opgave består i at hjælpe mest muligt, ikke mindst gennem teknisk bistand. Et vigtigt instrument er Phare-programmerne, et andet er uddannelses- og udvekslingsprogrammerne. Lad mig også på vegne af min kollega, kommissær Monti, sige nogle ord om Schengen. Kommissionen er i store træk enig i ordfører Van Lanckers analyse og anbefalinger, hvad angår integrering af Schengen-aftalen. For det første er det Schengen, der skal indlemmes i Unionens arbejde og ikke omvendt. For det andet er det vigtigt, at integreringen virkelig skaber den øgede åbenhed og juridiske kontrol, der er hensigten. For det tredje må integreringen af Schengen ikke betyde, at fremskridtene fra Amsterdam-traktaten sættes over styr. Schengen-protokollen stipulerer klart og tydeligt en fordeling mellem første og tredje søjle. Hvis ikke vi når til enighed, kommer Schengen i sin helhed klart til at ligge inden for tredje søjle i stedet for primært at blive indlemmet i fællesskabssamarbejdet. Jeg synes, at det vil stride mod hele den egentlige mening med den nye traktat og være uacceptabelt. Kommissionen vil gøre alt, hvad den kan, for at arbejdet med at gennemføre denne fordeling kan afsluttes, inden den nye traktat træder i kraft. Europa-Parlamentet skal selvfølgelig involveres mest muligt i det forberedende arbejde. Vi i Kommissionen vil i de kommende uger kraftigt markere denne holdning i kontakten med det tyske formandskab. Vi ønsker sammen med formandskabet at finde frem til en måde, hvorpå vi kan organisere samarbejdet med Parlamentet, så det bliver så effektivt som muligt. Jeg kan også glæde Parlamentet med, at forhandlingerne med Norge og Island er afsluttet. Amsterdam-traktaten indebærer, at samarbejdet om retlige og indre anliggender løftes op på et højere niveau. Den nye traktat giver Kommissionen adgang til en række nye områder. Jeg ser store udfordringer, primært på det retslige område. Menneskers krav om lige adgang til retfærdighed kender ingen grænser. Et integreret Europa, hvor mennesker kan bevæge sig frit, forudsætter og forstærker en fælles retsbevidsthed. Det bør vi hilse velkomment og forsvare. Terrorisme, bestikkelse, korruption, bedragerier og seksuel udnyttelse af kvinder og børn er bare nogle eksempler på kriminalitet, der vækker afsky overalt i Unionen. Det baner vejen for nye initiativer inden for bl.a. det strafferetlige område. Et andet spørgsmål, som vi har taget op i 1998, handler om behandling af ofrene for kriminalitet i Unionen. Hvad kan vi gøre for at beskytte de mennesker, der udsættes for vold og anden kriminalitet, når de befinder sig i et andet medlemsland? Jeg agter i år at fremlægge en meddelelse om, hvordan vi med EU-samarbejdet også kan komme videre med dette spørgsmål. Når det drejer sig om slavehandel med kvinder og seksuel udnyttelse af børn, så er det i løbet af ganske få år lykkedes at løfte disse spørgsmål op på det niveau, hvor de hører hjemme. Vi har identificeret rammerne for en fælles strategi og fremlagt konkrete forslag og foranstaltninger. Med Stop-programmet er det også lykkedes at finde finansiel støtte til disse aktiviteter. I den meddelelse om kvindesmugling, som jeg præsenterede i forrige måned, peger jeg desuden på flere områder, hvor der er behov for yderligere foranstaltninger. Det gælder midlertidig opholdsret for kvinder, der ønsker at blive i et land for at vidne mod smuglere og alfonser. I fjor kunne vi også fremlægge et forslag om et flerårigt arbejdsprogram, Daphne, til støtte for kampen mod vold mod kvinder, teenagere og børn. Det er jeg specielt tilfreds med. Dette program retter sig som bekendt mod frivillige organisationer og sigter mod at stimulere den kompetence, som de besidder. En vigtig del af vores arbejde består i at udbrede kendskabet til, hvordan Europa fungerer i praksis på området for retlige og indre anliggender. På den måde kan vi skabe respekt og forståelse for de forskelle, der eksisterer. Det øger samtidig interessen for at finde løsninger på de problemer, vi møder. For mig er det den bedste form for tillidsskabende foranstaltninger. I løbet af 1998 har vi derfor brugt megen tid på alle de flerårige arbejdsprogrammer, vi har iværksat. Vi har i de seneste to år gennem dem kunnet støtte hundredvis af kundskabsudviklende og tillidsskabende projekter i Unionen og rundt omkring i Europa. Jeg vil i løbet af kort tid foreslå, at disse arbejdsprogrammer også skal omfatte de nye demokratier i Central- og Østeuropa. De deltager allerede i mange projekter, men nu handler det om, at de også selv skal kunne opsøge egne projekter. Samarbejdet om retlige og indre anliggender har i dag en naturlig plads på EU's dagsorden. Beslutningen om det særlige topmøde i Tammerfors senere i år viser, at det er tilfældet. Samtidig skal samarbejdet forankres i dybden. En vigtig forudsætning for at kunne skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er, at vores arbejde har en stærk folkelig opbakning. Vores engagement må derfor bygge på en aktiv og fortløbende dialog mellem EU og dens statsborgere. Jeg har et særligt svar til hr. Nassauer. I 1998 er der blevet drøftet 21 forslag til konventioner, fælles aktioner og andre instrumenter i Rådet (retlige og indre anliggender). 10 af disse forslag var baseret på initiativer fra Kommissionen. Medlemsstaterne fremlagde 11 forslag. Kommissionen har systematisk sendt kopier af alle sine initiativer til Parlamentet, lige så snart de blev sendt til Rådet. Den har altid opfordret formandskabet til at rådspørge Parlamentet i overensstemmelse med artikel K.6 i EU-traktaten. Dette indbefatter både initiativer fra Kommissionen og forslag forelagt af medlemsstaterne. Fem initiativer fra Kommissionen er endnu ikke blevet afsluttet. Det er den fælles aktion om midlertidig beskyttelse, den fælles aktion om fordeling af byrderne, konventionen om tiltrædelse, den fælles aktion om støtte til modtagelse og hjemsendelse af fordrevne personer og asylsøgere og endelig initiativet til at revidere Bruxelles-konventionen. Den fælles aktion om pengeløse betalingsmetoder blev forelagt sent på året, så man kunne ikke med rimelighed forvente en afslutning af dette spørgsmål før udgangen af 1998. I mange tilfælde skyldes de manglende fremskridt, at der hersker dyb uenighed mellem medlemsstaterne. Et godt eksempel er aktionen om midlertidig beskyttelse og fordeling af byrderne. I sidste tilfælde vil Kommissionen sammen med det tyske formandskab forsøge at finde kompromiser om problemerne. På basis af det indhold, man er enedes om, vil Kommissionen så forelægge forslag efter Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse i form af fællesskabsinstrumenter. Som supplement til mit svar har vi også lavet en detaljeret oversigt over initiativer, der er taget inden for området retlige og indre anliggender i 1998. Jeg har overladt denne oversigt til udvalgets formand, fru d'Ancona, og jeg gav den også til hr. Nassauer, før han forlod bygningen. Andre, der måtte være interesserede, kan også se på denne oversigt. Den gør det lettere at se, hvem der har gjort hvad.
Hr. formand, til forretningsordenen. De nævnte, at vi er under stort tidspres. Det skyldes til dels, at udtalelserne fra de to tyske ministre tog ca. 50 minutter. Jeg beklager det ikke, for det, de sagde, indeholdt fascinerende, vigtige og værdifulde oplysninger. Jeg kunne godt lide at vide, om det undtagelsesvis i dette tilfælde kunne være muligt hurtigt at få deres udtalelser oversat til de officielle sprog. Jeg ved, at dette sker efter de normale regler, men det kan vare op til et år. Det er så vigtige oplysninger, at det ville være meget værdifuldt.
Tak, hr. Elliott. Jeg tror, det kan lade sig gøre gennem udvalget eller på anden måde. Jeg kan også se, at de to ministre nikker, så det skulle være muligt.
Hr. formand, min taletid er meget kort. Jeg synes, at den tid, som Parlamentet har sammenlignet med Rådets og Kommissionens, er ret begrænset. Jeg indskrænker mig derfor til nogle bemærkninger, der drejer sig om det, minister Däubler-Gmelin sagde, nemlig om forholdet mellem Rådet og Parlamentet. For det første er det naturligvis et vigtig fremskridt, at Parlamentet efter Amsterdam-traktaten skal høres i relevante spørgsmål. Det sker desværre stadigvæk ikke altid. Men man har forelagt os mange forslag. Ofte har vi dog kun haft kort tid til at tage stilling til dem. Den samme travlhed kendetegner Rådets arbejde, så der ofte næsten ikke er tid til at se grundigt på Parlamentets stillingtagen. Derfor er mit første spørgsmål: Ville det ikke være godt, inden Rådet holder møde, at organisere et samråd med Rådet, hvor den pågældende ordfører kan informere ministrene? Det er nyttigt at bruge det arbejde, vi har udført, optimalt. Et eksempel: Vores arbejde i forbindelse med handlingsplanen er klar midt i april. Det ville være logisk, hvis vi fik tid til at kommentere den. Det andet punkt, som er nært knyttet til det første, er, at vi aldrig hører, hvad der sker med vores synspunkter. Jeg har lige hørt, at vores udtalelse i forbindelse med handlingsplanen om organiseret kriminalitet har været meget nyttig, og det hører vi først nu. Det ville være meget interessant, ikke kun hvis der var en repræsentant fra Parlamentet til stede under rådsmøderne, så vi kunne lytte med, men også hvis vi fik en skriftlig rapport fra Rådet om, hvad man vil, og hvad man ikke har overtaget fra Parlamentet. Så det tredje punkt. Det kan gå hurtigere, men heller ikke langsommere, men det er vigtigt. K.6-debatten, som vi fører, er den vigtigste debat for udvalget. Vi har allerede fem gange anmodet om en årlig rapport om fremskridtene i den tredje søjle. Vi var derfor meget glade for at læse, at Rådet den 19. marts sidste år besluttede ikke bare en gang, men to gange om året at sende en sådan fremskridtsrapport til Parlamentet. Det er bare ikke sket endnu. Vi har aldrig fået noget at se. Jeg håber derfor, at man holder sig til de givne løfter, og at det vil ske i fremtiden og under det nye formandskab, som jeg ønsker held og lykke. Hr. formand, mange tak, hurtigere kunne det ikke lade sig gøre. Jeg håber, at vi kan få svar på disse tre spørgsmål.
Hr. formand, jeg vil først undskylde over for formandskabet, at min gruppe ikke er til stede, eller kun nogle få medlemmer. Det skyldes en vigtig afstemning, som i øjeblikket finder sted i gruppen vedrørende et punkt, som snart kommer på dagsordenen. Men jeg forsøger alligevel at gøre min gruppes standpunkt om betænkningen af fru Van Lancker klart. Jeg vil endvidere takke ordføreren, fru Van Lancker, for samarbejdet under udarbejdelsen af denne betænkning, som foregik under vanskelige forhold i betragtning af den meget begrænsede tid, den har været på dagsordenen i udvalget. Det er vigtigt, at vi i dag har fået en god oversigt af formandskabet, og det vil jeg takke ministrene for. Formandskabet har gjort det klart, hvilket arbejde, der skal føre til overgangen af Schengen-aftalen til EU-traktaten. I dokumentet fra det tyske formandskab er der et vigtigt udgangspunkt - og det vil jeg understrege - nemlig hvor man siger, at Schengen-systemet hviler på to søjler: fri bevægelighed for personer og sikkerhed. Afskaffelsen af personkontroller ved Schengen-landenes grænser forudsætter, at de kompenserende foranstaltninger virker. Jeg tror, at det er et vigtigt udgangspunkt, som min gruppe støtter fuldt og helt, fordi en række medlemsstater med Schengen gør deres bedste for at realisere fri bevægelighed for personer. I den forbindelse skal vi være opmærksomme på, at sikkerheden ikke må opgives. Jeg tror, at det er et meget vigtigt emne for befolkningen, den indre sikkerhed, og at man ønsker, at disse to grundværdier, frihed og sikkerhed, sikres samtidig. Det drejer sig altså om at lade den ret indviklede overgang fra mellemstatsligt samarbejde til grænseoverskridende politiske foranstaltninger forløbe let og smidigt. Ikrafttrædelsen af Amsterdam-traktaten skal sørge for, hvilket også blev sagt på topmødet i Wien, at vi får en hurtigt integration af Schengen-aftalen i EU. Ministeren har peget på de problemer, som stadigvæk forekommer, selvom de ikke er helt identificerede. De har peget på problemerne, hr. minister. Måske ved valget af retsgrundlaget for Schengen-reglerne. Jeg ved, at det er en meget omfattende sag. Måske kan vi få flere oplysninger om dette skriftligt, og også om, hvordan Schengen-informationssystemet fungerer. PPE-gruppen mener, at Schengen-informationssystemet ikke må blive en big brother , men på den anden side må det heller ikke blive et little system . Med andre ord, at resultaterne skal indføres præcist og nøjagtigt i Schengen-informationssystemet, og at kun de kompetente myndigheder skal have adgang til systemet. Det skal i hvert fald undgås, at privatlivets fred krænkes, men også at den internationalt organiserede kriminalitet får adgang til information, som fremmer menneskesmugleri eller opmuntrer til handel med udlændinge. Det er to af de store problemer, som vi konfronteres med, og som det internationale samfund, både inden for rammen af Unionen og af Schengen-aftalerne, ikke har nogen løsning på, og jeg tror, hr. minister, at vi skal gøre alt for at støtte arbejdet i den retning. Jeg har ikke tid nok til at komme ind på andre punkter.
Hr. formand, De forstår sikkert, at vi i dette øjeblik har tankerne andetsteds, hvilket er en skam for den store betydning, denne drøftelse burde have. Jeg vil derfor kun sige nogle få ord til støtte for den fremgangsmåde, fru Van Lancker foreslår. Den Liberale Gruppe er som helhed gunstigt stemt over for hendes forslag, og vi kan endnu endnu en gang tilslutte os hendes beklagelse over, at medlemsstaterne har så vanskeligt ved at nå til enighed om at definere, hvad Schengen indebærer. Det ville være en skam, hvis man ikke kunne overvinde disse vanskeligheder på et så følsomt område som bevægelsesfrihed for personer. Det siger sig selv, at Europa-Parlamentet skal informeres om indholdet af Schengen og høres om det beslutningsforslag, der skal gøre det muligt at indføje resultatet i traktaten. Idet jeg tager hatten af for, at de tyske ministre, som har formandskabet i Rådet, er til stede blandt os, er det mig magtpåliggende at sige til formandskabet, at det altid vil kunne regne med Den Liberale Gruppe, når forsvarsrettighederne står på spil. Det er et aspekt, vi finder væsentligt, og jeg hilser de initiativer velkomne, som de har varslet på dette område. Selvom man må glæde sig over udvidelsen af Schengen-området, så indebærer en fælles europæisk optræden, at Det Forenede Kongerige og Irland hurtigst muligt tilslutter sig de andre partnere og anvender samme normer over for personers som over for produkters frie bevægelighed. Den tilbageholdenhed, der ligger til grund for talrige forhindringer, når talen er om personers frie bevægelighed, må vige for en noget bredere vision, der fremhæver nødvendighederne ved det enorme område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som de allerfleste af os stræber efter. Afslutningsvis vil jeg sige, at fru Van Lancker med sine forstandige forslag leverer et vigtigt bidrag til virkeliggørelsen af dette store projekt, og at vi under afstemningen vil tilkendegive den støtte, jeg netop har antydet.
Hr. formand, det dobbelte, tyske formandskab gennem de næste seks måneder for Den Europæiske Union og for Schengen-samarbejdet støtter helhjertet henstillingen til Rådet fra Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender, som fru Van Lancker har forelagt os. Uanset om målet med Schengen-samarbejdet er at sikre personers frie bevægelighed og afskaffe kontrollen ved de indre grænser, så giver dette mål kun mening, såfremt der parallelt hermed indføres de nødvendige ledsageforanstaltninger. Man fornemmer i fru Van Lanckers betænkning en slags bebrejdelse over, at der er blevet lagt størst vægt på en styrkelse af kontrollen ved de ydre grænser, på indrejsepolitikken og på politi- og retssamarbejdet. Selvom disse tiltag ikke er Schengen-aftalernes første målsætning, så er de en tvingende nødvendig logisk følge af dem, hvis man vil lade Unionens borgere nyde den størst mulige sikkerhed og sikre, at de bakker op om ordningen. Når det drejer sig om at indføre Schengen-samarbejdet i traktaten og fordele dets resultater på første og tredje søjle, kan min gruppe ikke dele det synspunkt, at det ville betyde en institutionel katastrofe at anvende beskyttelsesklausulen, som indebærer, at det hele overføres til tredje søjle, og endnu mindre hvis Rådet, som henstillingen kræver det, informerede Parlamentet, inddrog det i strategiudformningen og i de lovgivningsmæssige tiltag, som er forudsat i søjle tre, og overholdt reglerne om gennemsigtighed, naturligvis i første række over for Parlamentet, men også over for de nationale parlamenter og over for borgerne. Min gruppe glæder sig over forslaget om her og nu at lave Schengen-informationssystemet om til et europæisk informationssystem og styrke båndene til Europols informatiksystemer. Det ville åbne mulighed for, i det mindste på dette punkt, at tilknytte Det Forenede Kongerige og Irland, som begge er underskrivere af konventionen om Europol, og som, af indlysende geografiske årsager, står uden for Schengen-samarbejdet. På min gruppes vegne kan jeg kun glædes over det tyske formandskabs målsætning om at forbedre det internationale samarbejde på kriminalitetsområdet og over staternes beslutning om at harmonisere deres visum-politikker og, så hurtigt som det kan lade sig gøre, indføre edb-modeller for opholdstilladelser for udlændinge. For så vidt angår evalueringen af, hvordan Schengen fungerer, glæder vi os ligeledes over de fremskridt, der er gjort, i særdeleshed over Italiens og Østrigs tiltrædelse, og vi tilslutter os det synspunkt, at det er vigtigt at opmuntre Det Forenede Kongerige og Irland til at tage del i de områder, der er dækket af traktatens afsnit IV. Naturligvis kan jeg ikke tilslutte mig de beklagelser, der fremsættes vedrørende Frankrigs brug af undtagelsesbestemmelsen i konventionens artikel 2, stk. 2, for så vidt angår grænseområderne med Belgien og Luxembourg. Jeg vil hellere, og jeg har fremsat et ændringsforslag herom, fokusere på disse landes fortsatte bestræbelser på at bekæmpe handlen med narkotika. Endvidere fremhæver ordføreren en hændelse, der har fundet sted på kontoret for det belgiske netværk SIRENE, hvor nogen har tilvendt sig personlige data. Min kollega sætter spørgsmålstegn ved troværdigheden af databasernes sikkerhedssystem, og spørgsmålet er for mig, om denne funktionsforstyrrelse ikke snarere skyldes belgierne end Siren-systemet. Alt taget i betragtning, og uden at skele til disse punktuelle problemer, vil vi stemme for disse to betænkninger.
Hr. formand, i denne årlige forhandling om fremskridtene inden for samarbejdet om det retlige område og indre anliggender og mere konkret inden for Schengen-samarbejdet vil jeg gerne fremhæve nogle forhold, der klart beviser, at der stadig er mange ting, der skal gøres, før man kan tale om et virkeligt demokratisk retligt område, der er underlagt Parlamentets og retsorganernes kontrol. Faktisk vil jeg, som også den forrige taler, fru d'Ancona, påpegede, endnu en gang insistere på nødvendigheden af, at Rådet én gang for alle opfylder traktatens bestemmelser og informerer Parlamentet regelmæssigt om forberedelsen af og resultaterne fra Rådets samlinger og uofficielle møder. Uden denne form for information er det umuligt at gennemføre en ordentlig demokratisk kontrol. Det er væsentligt, at der i denne periode ikke er vedtaget nogen retsakter inden for det asyl-, flygtninge- og indvandringspolitiske område, hvilket beviser regeringernes og de europæiske institutioners manglende politiske vilje til at behandle disse emner på en vedholdende, seriøs og især konsekvent måde. Inden for dette Schengen-område, som er ved at blive dannet, bør der være en klausul, der gør det muligt at gennemføre fælles politikker for indvandreres samfundskulturelle integration, således at man undgår diskrimination af personer eller grupper på grund af race, hudfarve, religion eller nationalt, socialt eller etnisk tilhørsforhold. Schengen-beføjelserne skal integreres i Unionens politikker, således som det er bestemt i Amsterdam-traktaten, men de skal være underlagt kontrol fra institutionerne for at undgå, at disse beføjelser ender med at blive et instrument imod indvandring. Integration er nødvendig, men man må også utvetydigt sikre respekten for de grundlæggende rettigheder for Den Europæiske Unions borgere og for tredjelandes statsborgere. Det samme kan siges om gennemskueligheden og den demokratiske kontrol med beslutningstagningsprocessen. Til sidst, hr. formand, vil jeg gerne omtale et konkret, men ikke mindre vigtigt problem ved oprettelsen af dette område med frihed og retfærdighed inden for Schengen-samarbejdet, nemlig beskyttelsen af personlige oplysninger, en ubestridelig garanti, som bør eksistere i ethvert demokratisk samfund. Den hændelse, der blev registreret i det belgiske SIRENE-kontor, hvor der blev stjålet personlige oplysninger, viser, hvor utilstrækkelig beskyttelsen af databaserne er, og hvor nødvendigt det er at træffe nogle klare foranstaltninger for at sikre effektiv beskyttelse af disse oplysninger.
Hr. formand, min gruppe kan ikke støtte hr. Nassauers beslutningsforslag. Formuleringerne om emnerne Europol og asyl- og migrationspolitik er ikke acceptable for os. Vi er ikke imod Europol, tværtimod, vi er for Europol og borgerlige rettigheder. Det drejer sig om spørgsmålet om legaliteten af det arbejde, der udføres af vores embedsmænd i Unionen, som skal sørge for borgernes sikkerhed. Vi beslutter, at vores politi skal samarbejde, opbygger institutionen Europol, men nægter at give dem det nødvendige retsgrundlag for deres arbejde, nemlig det demokratiske retsgrundlag, som er garanteret i medlemslandene. Det kan vi ikke acceptere. Politiet har brug for almengyldige love, så det kan operere. Men det er ikke det, man beslutter, men derimod immunitet for Europols embedsmænd. Hvem beskytter vi mod hvem? Vi beskytter vores embedsmænd mod vores egne demokratiske love og domstole, og ikke andre. Til hr. Nassauer, desværre er han her ikke. Han hilser det østrigske formandskabs mislykkede initiativ mod illegal indvandring velkommen. Godt, i mit hjemland Hessen støtter han også kampagnen mod det dobbelte statsborgerskab, det er hans problem. Men jeg må spørge ham, er vi overhovedet enige om definitionen af illegal indvandring? Hvem er illegal i Unionen? Omfatter det også dem, som anerkendes som flygtninge i et land og afvises i et andet, fordi asyllovgivningen er en anden? Der forekommer faktisk illegal indvandring, f.eks. fra Østeuropa. Vi går ikke ind for åbne grænser, vi er parate til fornuftige ordninger, til harmonisering. Men menneskerettighederne må ikke komme til kort i denne forbindelse. Jeg er taknemmelig for det nuværende rådsformandskabs opfordring til, at vi har brug for et nyt regeringstopmøde, som den tyske udenrigsminister Fischer fremførte, og jeg håber, at det vil lykkes for det tyske rådsformandskab at ændre noget på dette område.
Hr. formand, allerførst vil jeg takke hr. Schily, fru Daubler-Gmelin og kommissæren for, hvad der er blevet sagt, for jeg tror virkelig, at der her efter al sandsynlighed er tale om en konvergens af energi, som giver mulighed for at gå hurtigere frem end vi hidtil har gjort, og det er uden tvivl et godt løfte for fremtiden. Men formålet med øvelsen er ikke desto mindre at oprette det omtalte område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og det er der grund til at gentage, al den stund man i dag lægger overmåde stor vægt på at stænge sine døre og mangedoble antallet af befæstninger, pigtrådspærringer og fæstningsmure, beskyttelsesmure, mere end man gør ud af at forklare borgerne de midler, der skal anvendes, og betydningen af, at Europa er uden grænser, dette Europa, der snarere opfører sig som en klub af rige, der så sandelig har i sinde fortsat at berige sig. Jeg ved ikke, om De har haft lyst til at tage toget mellem Bruxelles og Strasbourg? Jeg kan fortælle Dem, at mellem Bruxelles og Strasbourg, måske ikke lige præcis når man kører over grænsen, men nogle kilometer før eller efter, bliver de rejsende udsat for en kontrol, hvor man spørger om éns nationalitet, stilling og rejsemål, altsammen med en høflighed, der er omvendt proportional med den rejsendes formodede respektabilitet. Vi har fremsat to ændringsforslag i den hensigt at stigmatisere og gøre en ende på den franske regerings holdning, som er at blive ved med at kræve, at undtagelsesklausulen finder anvendelse. Den kontrol, der for øjeblikket udføres ved Europas indre grænser, må ophøre. Dette er et element, jeg ønskede at henlede Deres opmærksomhed på. For det andet, for så vidt angår det beslutningsforslag, hr. Nassauer har fremlagt, så vil denne tekst naturligvis få en støtte, der i det mindste er fyldig. Man hilser naturligvis de fremskridt velkomne, der har fundet sted i 1998, men samtidig ved man trods alt, at disse fremskridt er sket i en snegls snarere end i en væddeløbshests tempo. Fru kommissær Gradin gjorde opmærksom på, at man måske i virkeligheden ikke var ekstremt hurtig. Jeg tror alligevel, det ville være på sin plads at sætte farten betydeligt op. Under alle omstændigheder må man støtte hr. Nassauer i hans krav om, at Parlamentet bliver hørt og forstået, og at Rådet tager hensyn til Parlamentets beslutninger og stillingtagen. Der er naturligvis initiativer, der skal tages, men det er allerede tilstrækkeligt at benytte traktatens klausuler og føre dem effektivt ud i livet. Det ville i sig selv være et betydeligt element. Tilbage er to små elementer, som jeg har forbehold over for, er uenig i, eller hvor jeg i det mindste må forlange præciseringer, for så vidt angår vedtagelsen af denne betænkning, præciseringer der bekymrer mig en lille smule: Det drejer sig på den ene side om databasen over fingeraftryk og på den anden side om Interpols tjenestemænds status og kontrollen med dem.
Hr. formand, Schengen-traktaten gav i sin tid anledning til en vis opstandelse i Frankrig, fordi den blev forhandlet i den allerstørste diskretion og afsløret for vores landsmænd nærmest ved en forseelse, hvad der endnu en gang beviser, at Europa og gennemsigtighed kommer dårligt ud af det med hinanden. Et af de centrale aspekter ved denne traktat er naturligvis en gradvis afskaffelse af kontrollen ved grænserne mellem de deltagende stater, og vi har nu erfaring for, at iværksættelsen af Schengen har vist sig at være ømtålelig og vanskelig. Det er af den grund, Frankrig har været tvunget til at gøre nogle undtagelsesforanstaltninger gældende. Hvis iværksættelsen af Schengen har været vanskelig, så ser dens integration i Den Europæiske Unions korpus af retsakter ud til at blive mindst lige så vanskelig. Medlemsstaterne kan ikke enes om definitionen af det, der i eurokratjargon hedder Schengen-regelsættet, og deres enighed er ikke større, når det gælder fordelingen mellem den første og den tredje søjle. Den letteste løsning ville for øvrigt være at anbringe alt i den tredje søjle. Oven i det hele sker der så det, som hr. Nassauer har fremhævet, at den nationale, parlamentariske kontrol forsvinder, uden at den parlamentariske kontrol med Europa-Parlamentet af den grund gøres effektiv, og i det spørgsmål vil vi følge hr. Nassauer i hans krav om informationer. Men informationer er ikke kontrol. I praksis er alle disse vanskeligheder udtryk for en bestemt realitet, nemlig at Schengen har ladet hånt om kendsgerningerne, og at disse nu indhenter Schengen og Den Europæiske Union.
Hr. formand, eftersom debatten om artikel K.6 i Maastricht-traktaten sandsynligvis er den sidste, før Amsterdam-traktaten træder i kraft, er tiden ikke inde til, nok en gang, at jamre over langsommeligheden, ineffektiviteten og mangelen på gennemsigtighed og demokrati i måden den tredje søjle fungerer på. Det har vi så rigeligt gjort i de foregående år, og det kritiske resultat, vi tidligere er nået frem til, gælder stadig. Parlamentets formand opsummerede på udmærket vis situationen den 16. oktober under ét kollokvium i Avignon: »Opgørelsen over iniativer og forslag i disse år ligner i alt for høj grad Dantes helvede - brolagt med gode intentioner. En mængde konventioner, som på et tidspunkt er skrevet under, er ikke blevet ratificeret, og det er rimeligt at tvivle på om de nogensinde vil komme til at træde i kraft.« Formanden illustrerede dermed, lapidarisk, men yderst præcist, en betydelig bekymring i vores udvalg, som kommer til udtryk i artikel 23 af Nassauers beslutningsforslag. Denne artikel opregner de væsentlige akter, der endnu ikke er ratificeret. Hvad skal der blive af disse konventioner og disse protokoller? Hvordan kommer vi ud af den nuværende juridiske usikkerhed? Medlemmerne af Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender opfordrer Kommissionen til i god tid at fremsætte de forslag, der er helt nødvendige for at omsætte disse akter i fælleskabsforanstaltninger, så snart den nye traktat træder i kraft. Jeg deler ligeledes de bekymringer, som hr. Pradier og Gruppen De Grønne har givet udtryk for, jeg har ikke tid til at komme nærmere ind på disse bekymringer, og jeg vil frem for alt vende tilbage til et punkt, som flere kolleger allerede har været inde på, især hr. Nassauer og fru d'Ancona, og som optager os meget. Det er spørgsmålet om kvaliteten af den demokratiske kontrol, som er den uomgængelige modydelse for at få borgernes accept af den suverænitetsdeling, man beder dem om at gå med til. Jeg tror, og meningsmålingerne viser, at de er parat til at acceptere de suverænitetsafgivelser, som er konsekvensen af at gøre en del af tredje søjle til et fællesskabsanliggende. De forstår godt, at man er bedre i stand til at kæmpe sammen mod den store kriminalitet, det internationale, organiserede bedrageri og illegal handel af enhver art. De ønsker, at de indre grænser skal ophøre med at være en hindring for retfærdigheden, at fraskilte, blandede par og deres børn ikke længere skal løbe panden imod modstridende domme. Kort sagt, det retslige europæiske område, som begynder at tage form, ser for dem ud som en indlysende nødvendighed, og de forstår, at en delt, europæisk suverænitet har mere at byde på end en hensygnende, national suverænitet, som ikke længere har begivenhederne under kontrol, men dette naturligvis på den betingelse at man kan udføre en effektiv parlamentarisk kontrol, hvilket er det eneste middel til at udøve denne delte suverænitet på demokratisk vis, hvoraf følger at Rådet bliver nødt til at tage Parlamentets udtalelser i betragtning og ændre adfærd i forhold til det. Hvordan kan det være, hr. rådsformand, at de anmodninger, vi i årenes løb har fremsat, den ene efter den anden, i de beslutningsforslag som dem, vi har vedtaget i dag, er forblevet uden virkning? Hr. Nassauers beslutningsforslag minder om ordlyden i beslutningsforslaget af 12. december 1996, som jeg selv var ordfører for, og som detaljeret redegjorde for de anmodninger, vi dengang rettede til Rådet, om en mere seriøs og mere fuldstændig information, om systematisk at blive hørt ogom en reel tagen hensyn til vores synspunkter. Vi kan i dag gentage ordene ét for ét, for intet er blevet anderledes. Det er f. eks. ikke acceptabelt, at vi ikke er blevet hørt i forbindelse med det østrigske formandskabs strategiske dokument, som vil binde europæisk asyl- og indvandringspolitik i mange år fremover. Det er heller ikke acceptabelt, at Rådet, efter den 19. marts 1998 på vores gentagne anmodninger om at tage officiel beslutning om at udgive en foreløbig beretning ved udløbet af hvert formandskab, altså hver sjette måned, alligevel ikke har gjort dette. De gav Deres tilslutning, hr. minister. Problemet, forstår De, er, at Rådet altid giver sin tilslutning i ord, men at ordene ikke følges af handling. En forlods fremlægning af en beretning ville give mulighed for en virkelig debat i salen.
Jeg har modtaget et beslutningsforslag , fremsat i overensstemmelse med artikel 40, stk. 5, i forretningsordenen.
Hr. formand, selvom jeg ikke kan være til stede i eftermiddag, hvilket jeg beder om forståelse for, så vil denne diskussion dog kunne fortsættes i næste uge i de kompetente udvalg. Lad mig derfor blot kommentere to punkter, som jeg finder er særligt vigtige i denne forbindelse og værd at fortsætte. Det er for det første informationen og forbindelserne mellem Rådet, rådsformandskabet og Europa-Parlamentet. Jeg har af udtalelserne fra de ærede kolleger medlemmer af Europa-Parlamentet fra de forskellige grupper hørt, at der rent faktisk er problemer. Lad mig forsikre Dem om, at vi vil bestræbe os på at få løst disse problemer i samarbejde med Dem, i samarbejdets og de europæiske traktaters ånd. Det andet, jeg gerne vil kommentere, er faktisk ændringen af den gældende traktat fra Maastricht til Amsterdam. Jeg tror, at vi her - iøvrigt med inddragelse af Kommissionens arbejde - kommer til at tale meget om nye overvejelser, så vores projekter på områderne indre sikkerhed og det fælles europæiske retsområde kan skride hurtigt og frem for alt udbytterigt frem.
Mange tak, fru minister. Vi afbryder nu forhandlingen og genoptager den kl. 15.00. I afventning af afstemmingstiden blev mødet udsat kl. 10.55 og genoptaget kl. 11.00
Formandskonferencen vedtog i går en afstemningsrækkefølge. Denne afstemningsrækkefølge begynder med afstemning om forslag til beslutning, derefter anmodes Kommissionen om at redegøre for sin holdning, derefter vil der være en kort afbrydelse, således at de politiske grupper kan foretage de sidste vurderinger, og derefter vil der være afstemning om mistillidsvotummerne. Fra Gruppen De Grønne har jeg modtaget en anmodning om, at der først stemmes om mistillidsvotummerne og derefter om forslagene til beslutning om nægtelse af decharge for 1996. Vi må derfor først tage stilling til, om vi ønsker at godkende Formandskonferencens holdning, eller om vi skal ændre den. Jeg giver ordet til hr. Telkämper, som vil begrunde Gruppen De Grønnes anmodning.
Hr. formand, vi har stillet dette forslag i henhold til artikel 119, fordi vi går ud fra, at mistillidsvotummet er det mest vidtgående forslag. Der foreligger en institutionel konflikt mellem Parlamentet og Kommissionen, og jeg tror ikke, vi kan forklare vores vælgere, hvis vi først strides om de forskellige enkelte standpunkter, hvis vi lader os splitte som parlament i de differentierede gruppeholdninger, vi må tværtimod udvikle en klar holdning til svindel, korruption og nepotisme. Det er forslaget, mistillidsvotummet, det er der vel enighed om her i Parlamentet, og i den forstand er det det mest vidtgående. Det må vi stemme om. Vi har anmodet om, at denne afstemning gennemføres ved navneopråb, for hvis det til slut viser sig, at dette parlament ikke har vist sin styrke i denne institutionelle konflikt, så får Parlamentet en dårlig eller forkert start på valgkampen. Derfor beder jeg om denne afstemning.
Hr. formand, jeg vil gerne modsætte mig det forslag af to grunde. For det første er der et præcedens for denne form for procedure. Som vi opdagede, da Deres embedsmænd så på fortilfældene, er dette den måde, vi behandlede BSE-mistillidsvotummet på: beslutningsforslagene først, og så mistillidsvotummet. For det andet er dette en helt igennem politisk debat. Vi ved alle, at udfaldet for beslutningsforslagene godt kan påvirke resultatet af mistillidsvotummet. Det er en kendsgerning, man ikke kan komme bort fra.
Jeg sætter forslaget fra Gruppen De Grønne til afstemning. Forslaget forkastedes Fælles beslutningsforslag om konsekvenserne af nægtelse af decharge Forslaget til fælles beslutning forkastedes
Jeg giver ordet til hr. Santer, formand for Europa-Kommissionen.
Hr. formand, mine damer og herrer parlamentsmedlemmer, Deres Parlament har netop vedtaget en beslutning, som sender et klart og bestemt budskab til Kommissionen. Parlamentet skal nu suverænt tage stilling til spørgsmålet om tillid. Dette er et vigtigt øjeblik i vores instutioners liv. Jeg vil først sige et par ord om den vedtagne beslutning. Som jeg har sagt, er budskabet til Kommissionen klart, og jeg har forstået det fuldt ud. Jeg tager mig den fremsatte kritik nær, og jeg forpligter mig her og nu til efter en stram tidsplan at gennemføre det ambitiøse program, jeg har forelagt, og efterkomme Parlamentets anmodninger.. Jeg ser den nuværende styrkeprøve som et middel til at give de nødvendige reformer et kraftigt puf fremad. Europa-Parlamentet har i dag med stor styrke bekræftet sin autoritet og sin kontrolfunktion. Som de demokrater vi er, må vi glæde os herover. Jeg vil gerne sige noget om denne idé med en vismandsgruppe. Jeg går ind for den, for den vil give os lejlighed til at gøre rede for vores metoder, gøre vores forvaltning bedre og se på kampen mod bedrageri med kritiske briller. Det siger sig selv, at denne gruppe også vil kunne se på visse individuelle sager. Og jeg forsikrer højt og tydeligt, at gruppens henstillinger vil blive efterfulgt af handling. I øvrigt er det en selvfølge, at Kommissionen vil vedblive med at aflægge regnskab over for Parlamentets kontrolinstanser. Som jeg allerede sagde i mandags: Hvert tilfælde af bedrageri smerter mig. Hver gang er det Europa, der er den store taber. Der er blevet begået visse fejlgreb, det indrømmer jeg. Vi er blevet kritiseret. Men vores gode vilje er aldrig blevet draget i tvivl. Mine damer og herrer, hr. formand, jeg har nu været med i politik i tredive år. Det har jeg altid anset for at være et privilegium, men også som en forpligtelse til abolut integritet. Jeg nærer respekt for skatteyderens penge, og med Parlamentets hjælp er jeg mere end nogensinde fast besluttet på at fortsætte kampen mod bedrageriet. Det er nu op til Dem, mine damer og herrer, i Deres sjæl og sind at tage stilling til, om De har i sinde at tilstå os Deres tillid, den politiske tillid, vi har brug for for at fortsætte og fuldende vores politiske livsværk til gavn for de europæiske borgere. Den samme tillid, som vi har brug for, hvis Europa skal blive vinderen. Det er i al enkelhed og beskedenhed, hvad jeg beder Dem om at tilstå os i dag. Bifald (Mødet udsat kl. 11.25 og genoptaget kl. 11.40)
Som næste punkt på dagsordenen giver jeg i første omgang ordet til førsteunderskriverne af de to mistillidsvotummer, fru Green og hr. Fabre-Aubrespy, hvorefter hver gruppeformand vil få ordet i et minut.
Hr. formand, jeg vil gerne give udtryk for min anerkendelse og tak til alle dem, der stemte sammen med os om vores beslutningsforslag her til morgen. Hr. Santer sagde i sine kommentarer, at denne afstemning og hele denne aktion har bekræftet Parlamentets autoritet. Det er en væsentlig succes for Parlamentet ... Protest Det er altid sørgeligt at se dårlige tabere. Det, forslaget har gjort, er at give os de mest vidtrækkende reformer nogensinde af de interne arbejdsgange i Europa-Kommissionen. Uro Havde vi ikke stillet dette mistillidsvotum, så ville dette ikke være sket. Uro Vi hørte hr. Santer forpligte sig til at gennemføre det, der blev anmodet om i beslutningsforslaget. Hr. Santer forstår, at denne gruppe og de, der stemte for beslutningsforslaget, stemte for en stærkere Europa-Kommission, et stærkere Europa, og vi vil holde ham fast på disse forpligtelser. Hr. formand, nu da vi har nået, hvad vi betragter som en ganske betydelig succes med hensyn til at reformere arbejdsgangene i Kommissionen, vil jeg gerne advisere Dem om, at jeg nu trækker mistillidsvotummet tilbage på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe. Uro
Da det mistillidsvotum, som fru Green er førsteunderskriver af, er blevet trukket tilbage, giver jeg ordet til hr. Fabre-Aubrespy, førsteunderskriver af det andet mistillidsvotum.
Hr. formand, kære kolleger, de 70 underskrivere af mistillidsvotummet, som jeg vil erindre om kommer fra samtlige politiske grupper i forsamlingen og repræsenterer stort set alle folkeslag i Den Europæiske Union, opretholder med stor beslutsomhed og overbevisning deres mistillidsvotum, som gælder Kommissionen i dens helhed. Bifald Disse opfordrer Dem til at granske Deres samvittighed for følgende meget enkle spørgsmål: »Har jeg, eller har jeg ikke, tillid til Kommissionen?« Har den taget de forholdsregler, der var påtrængende nødvendige i kølvandet på de forskellige affærer, der har vist sig i forvaltningen af fælleskabets bevillinger? Har den, korrekt og i tilstrækkelig grad, informeret Parlamentet? Hvis De må svare nej til dette spørgsmål, så bør De stemme for dagsordenen. Kære kolleger, i hele Parlamentets historie har Deres stemme sandsynligvis aldrig været så betydningsfuld som nu! Lad være med at udsætte Dem for, om nogle dage eller uger, når en ny affære bliver afsløret for os, at Deres vælgere kan spørge Dem, hvorfor De, nok en gang, gav Kommissionen Deres tillid. Ved at stemme for dagsordenen, ... Bifald styrker De Parlamentets troværdighed, og De giver europæerne troen på deres institutioner tilbage. Kraftigt bifald
Hr. formand, kære kolleger, hr. formand for Kommissionen. Jeg føler slet ikke, at jeg er en dårlig taber. Det, vi har anmodet om siden december måned, er takket være Budgetkontroludvalgets grundige arbejde under ledelse af fru Theato og med ordfører hr. Elles taget med i Kommissionens otte-punkts program inden for en meget præcis frist. Hvorfor skulle vi være kede af det ? Tværtimod. Vi har ikke deltaget i en politisk manøvre. Det havde vi god grund til i betragtning af, at vi prioriterede indholdet. Der er en anden ting. Det står nu fast, hr. formand for Kommissionen, at perioden med bureaukrati og teknokrati er forbi. Fra nu af skal De samarbejde med Parlamentet. Bifald Det er et ubestrideligt og vigtigt resultat, og jeg håber, at det i de kommende forhandlinger om revisionen af traktaten vil finde genlyd. Hr. formand for Kommissionen, i juli 1994 forsvarede Parlamentet Dem med liv og sjæl. Jeg er stadigvæk tilfreds med mit engagement og min tillid til Dem. Det beklager jeg heller ikke i dag, tværtimod. Jeg vil sige til Dem, at jeg respekterer Dem som person, politiker og formand for Kommissionen, også når medlemmerne af min gruppe stemmer efter ære og sammvittighed, også hvis der er et flertal, men alle skal stemme efter ære og samvittighed. Bifald
Hr. formand, i denne uge har Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe øget bevidstheden både i og uden for Parlamentet med hensyn til at reglerne om demokratisk kontrol med Kommissionen fra Parlamentet helt åbenlyst er utilstrækkelige. Det må ændres! Vores idé med at forsøge at sætte navne på må nødvendigvis være brutal, siden der endnu ikke eksisterer ordentlige alternativer baseret på traktaten, hvorefter de enkelte kommissærer offentligt kan drages til ansvar over for Parlamentet for den politiske forvaltning af europæiske anliggender og underkastes sanktioner, når de ikke lever op til kravene. I månedsvis har gruppen af kommissærer her i Parlamentet lidt under den totale mangel på troværdighed, som de selv har forårsaget. Kommissionen pådrog sig i ledtog med De Europæiske Socialdemokraters Gruppe på uforklarlig vis denne uges krise i december. Bifald Politisk mener vi, at Kommissionen er en død sild. Bifald Da vi forlangte individuel ansvarlighed, blev vi tilbagevist, idet man holdt kollegialitetens skjold op imod os. Vi har besluttet, hr. kommissionsformand, at forvandle kollegialitetens skjold til et sværd, der består af ansvarlighed over for Parlamentet. For Europas skyld mener ELDR-gruppen helt ærligt, at Kommissionen bør gå. Min gruppe vil stemme for mistillid. Bifald
Hr. formand, Gruppen Union for Europa tager énstemmigt afstand fra de alvorlige forvaltningsmæssige fejl, begået af den nuværende og foregående Kommission, som afsløret ved Revisionsrettens kontroller, ved interne undersøgelser og ved undersøgelser udført på stedet af Budgetkontroludvalget. Den fordømmer den mangel på samarbejde og gennemskuelighed, som Kommissionen alt for længe har demonstreret over for såvel Parlamentet som Revisionsretten. Gruppen Union for Europa har noteret sig formand Santers løfte om at råde bod på de mest himmelråbende funktionsfejl, men beklager, at det har været nødvendigt med en straffeafstemning, nægtelse af decharge og truslen om et egentligt mistillidsvotum, den vi nu skal til at stemme om, for at nå til dette resultat. I konsekvens heraf har nogle af gruppens medlemmer, først og fremmest de franske medlemmer, besluttet at stemme for dagsordenen, idet de konstaterer, at de tidligere løfter, afgivet i forbindelse med mistillidsafstemningen i anledning af BSE, eller som følge af beslutningerne i undersøgelsesudvalget om ordningen for fællesskabsforsendelser, ikke fuldt ud er blevet indløst. Bifald De ønsker på denne måde at minde Kommissionen om, at Europa-Parlamentets kontrolbeføjelser skal respekteres, idet de er det eneste egentlige middel til at forsvare borgerne, de europæiske skatteydere. Andre af gruppens medlemmer, især vores irske, italienske og portugisiske kolleger, har imidlertid ønsket at lade Kommissionen nyde godt af formildende omstændigheder og undlader at stemme for dagsordenen for ikke at skabe en institutionel krise på et tidspunkt, hvor Europa står over for enorme udfordringer, uden at Kommissionen dog må fortolke denne overbærenhed som en blankocheck af tillid. Bifald
Hr. formand, jeg kan på min gruppes vegne sige Dem, at vi håber, at de virkelige vindere ved disse afstemninger og beslutninger i Europa-Parlamentet bliver de europæiske borgere, det europæiske demokrati og gennemsigtigheden, som er så absolut nødvendig, uanset om vi befinder os i en periode før eller efter et valg. Vi håber, at der fra dette øjeblik og på baggrund af disse beslutninger i Europa-Parlamentet skabes større troværdighed omkring denne institution og dens forbindelse til borgernes virkelige liv, at den politiske kontrol med Kommissionen må øges, og at Budgetkontroludvalget kan arbejde under de nødvendige forhold. Og lad mig efter denne fælles erklæring fra min gruppe tilføje, at der ligesom i andre grupper har været forskellige synspunkter, forskellige meninger. Flertallet i gruppen er af den overbevisning, at Kommissionens forvaltning har gjort sig fortjent til et mistillidsvotum. Derfor vil gruppen stemme for mistillidsvotummet. Nogle medlemmer vil stemme imod, og andre - et væsentligt antal, om end ikke flertallet, heriblandt undertegnede - som mener, at disse mistillidsvotummer har skabt stort røre i hele vores politiske liv og vores institution, vil ikke deltage i afstemningen. Dette erklærer og bekræfter vi, så det kan fremgå af mødeprotokollen.
Hr. formand, kære kolleger, hvis Parlamentet nu viser Kommissionen tillid, så tager det det politiske ansvar for Kommissionens fortid. Det har Kommissionen ikke villet gøre, den indskrænker sig til forslag for fremtiden. Vedrørende den godkendte betænkning har jeg to bemærkninger. Ikke alene smides bestemte sager fra EU's aquis fra december i skraldespanden, derfor stemmer vi ikke som hidtil, men det værste af det hele er, kære kolleger, at vi overdrager vores egne beføjelser og magt ved at lade en vismandsgruppe bedømme, hvad der er galt. Bifald Det er rent ud sagt skandaløst, det er ikke et parlament værdigt. Vi gør ikke andet end at censurere os selv. Det kalder man så at styrke Parlamentets autoritet! Min gruppe har altid gjort det klart, at vores standpunkt var, at Kommissionen skulle træde af, og at den ikke har vores tillid. Ikke kun på grund af de finansielle skandaler, men også på grund af dens politik på mange områder: BSE, de genetisk ændrede fødevarer som markedsføres og meget mere. Vi siger altså: Denne Kommission har ikke vores tillid, og derfor støtter vi et mistillidsvotum en bloc. Bifald
Hr. formand, det beslutningsforslag, der netop har været til afstemning, er en god tekst. Hård, endog streng, og fordringsfuld. Den indeholder desuden mange anmodninger og forslag. Vi tager formand Santers ord til efterretning, hvori han indrømmede, at der var begået fejl, og lovede reformer. Det politiske klima er naturligvis af den grund langt fra afgiftet. Vores skuffelser og vores kritik er stadig i frisk erindring. Der vil gå nogen tid, før tilliden er genetableret. Skal man stemme for mistillidsvotummet? Det har vores gruppe gjort før. Men i dag ville det at stemme for votummet være en overdreven gestus, der passer dårligt til situationen, og som er farlig for institutionernes stabilitet. Vi skeler også til kalenderen. Vi ved, at den nuværende Kommission under alle omstændigheder slutter sit mandat med udgangen af dette år. Af alle disse grunde vil flertallet af vores gruppe - der er ikke enighed herom - undlade at stemme for mistillidsvotummet. Bifald
Hr. formand, der er forskel på skyld og ansvar. Man kan godt have ansvar uden at have skyld. Nationernes Europa tager ikke stilling til, hvem der har skyld. Det henviser vi til tjenestemandssager og Domstolen. Vi stemmer for mistillid til kollegiet, fordi hele Kommissionen har ansvaret og må bære ansvaret for, at så meget er gået galt og vil fortsætte med at gå galt. Hvis ikke den politiske ledelse tager ansvaret, så er der ikke noget ansvar. Så er budgettet et tag-selv-bord. Hovedproblemet er, at Santer og kolleger ikke leder, men lader sig lede i uføre med spild, svind, svindel og korruption. Santer er fange i sit eget fort. Personalekommissæren er fanget. Personaledirektøren er fanget. Kun et mistillidsvotum vil slippe fangerne fri og skabe en ny kultur med åbenhed, nærhed og demokrati i stedet for lukkethed, arrogance og bureaukrati. Santer reagerede resolut, da han ikke skulle gøre det, men han var ikke resolut, da han skulle være det. Han fyrede en funktionær for at give et dokument til en folkevalgt. Hans skulle hellere fyre den, der ikke giver de folkevalgte, hvad de beder om. Derfor ønsker Nationernes Europa også at fyre Santers Kommission i dag. Bifald
Hr. formand, vi har sat os imod en decharge for budgettet, og vi har med forskellige spørgsmål rejst problemet om det legitime i visse handlinger. Vi retfærdiggør således ikke administrationsfejl eller udeladelser, og vi anmoder om, at alle - i den udstrækning, de har kompetence til det - drager de nødvendige konsekvenser med hensyn til den politiske ansvarlighed. Den Nationale Alliance - som stemmer samlet - er dog ikke villig til at slutte sig til dem, der foregiver at ville rense ud i administrationen, men som i virkeligheden enten er modstandere af institutionerne i sig selv, eller som forsøger at udkæmpe magtkampe for at få herredømmet over institutionen. Med den aktuelle uro på de brasilianske markeder vil et nej til Kommissionen måske skade euroens troværdighed uigenkaldeligt. Dette vil gå alvorligt ud over fuldførelsen af vores Union og vil sandsynligvis gøre vores medborgere endnu fattigere. Kommissionen og Parlamentet bør efter vores mening blive stadig mere gennemsigtige i forhold til hinanden og arbejde mere sammen i de europæiske borgeres interessse, for det er de to institutioner, som har til opgave at indføre euroen, men også den politiske union. Uden en politisk union vil der aldrig være en plan for økonomien, og bekæmpelsen af arbejdsløsheden vil forblive virkningsløs. Vi forventer nu, at alle gør deres pligt på ansvarlig og politisk vis.
Vi går nu over til afstemning om mistillidsvotum til Europa-Kommissionen B4-0053/99. Mistillidsvotummet til Europa-Kommissionen forkastedes
Hr. formand, i betragtning af at der er tale om en enkeltstående handling, må jeg beklage, at formanden for Parlamentet ikke gav mig ordet, selvom jeg rettidigt havde bedt om det. Hr. formand, jeg vil gerne i overensstemmelse med forretningsordenen bekræfte, at jeg, selvom jeg var til stede i mødesalen, ikke har stemt. Derfor, hr. formand, vil jeg gerne have, at det fremgår af protokollen, at jeg har været til stede i mødesalen, at jeg ikke har stemt, og at jeg ikke stemte, hr. formand, fordi jeg ikke er enig i hele den proces, der har ført os til mistillidsvotummet. Dette er således også et udtryk for min afvisning af hele processen. Tak til Dem, hr. formand, og vil De venligst meddele hr. formand Gil-Robles, hvor utilfreds jeg er med, at han ikke gav mig ordet på det korrekte tidspunkt.
Hr. formand, vi har her i dag oplevet et skuespil, som ganske vist på en ene side parlamentarisk set var en helt igennem normal og legitim proces, men som alligevel i vælgernes interesse var meget beklagelig, for Den Socialdemokratiske Gruppe har i samlet trop dækket over sine skandalekommissærer, og det vil være denne skandale, vi skal kæmpe med i de næste måneder. Det kan et antal anderledes stemmer i forbindelse med mistillidsvotummet ikke ændre på. Vi vil helt klart fortsat gå i brechen for gennemsigtighed, redelighed og demokrati og styrkelse af Parlamentets rettigheder, hvad enten det nu passer den ene eller anden socialdemokrat eller ej.
Siden et flertal af Europa-Parlamentets medlemmer, heriblandt Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa, i december nægtede at give Kommissionen decharge for gennemførelsen af budgettet for 1996, som følge af utallige fejl i forvaltningen, bedragerier og en generel mangel på gennemsigtighed, har vi fra Parlamentets side kunnet registrere en hel række afledningsmanøvrer og udflugter med det formål at komme uden om den logiske konsekvens heraf, nemlig et mistillidsvotum. Allerførst blev der fremsat et beslutningsforslag, rettet mod visse navngivne kommissærer, med det formål at afværge risikoen for en afstemning om generel tillid til Kommissionen. Denne første manøvre blev forpurret. Parallelt hermed fremsatte Den Socialdemokratiske Gruppe et falsk mistillidsvotum, hvis formål var at neutralisere modstanderne, og som den så trak tilbage i sidste øjeblik. Men heldigvis blev denne anden manøvre også forpurret, for Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa havde i mellemtiden fremsat et andet mistillidsvotum, og denne gang var der tale om et rigtig ét. Endelig blev der fremsat et beslutningsforslag med det sigte at isolere debatten gennem nedsættelsen af en »ekspertkomité«. Denne tredje manøvre lykkedes tilsyneladende, eftersom forslaget netop er blevet vedtaget. Men i virkeligheden gør det Parlamentet utroværdigt. I virkeligheden er det ikke engang en parlamentarisk undersøgelseskommission, man har vedtaget, det er simpelthen en vismandsgruppe, der, som belutningen præciserer, skal fungere »under Parlamentets og Kommissionens auspicier«. Sagt med andre ord, denne gruppe vil, i det mindste delvis, være afhængig af den samme institution, hvis forvaltning den har til opgave at kontrollere. Ved på denne måde at efterlade sine parlamentariske beføjelser på Herrens mark skilter man åbenlyst med den gamle maskepi mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen for at fremme føderalismens sag for enhver pris. Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa er af den opfattelse, at Kommissionens fejltrin er tilstrækkeligt alvorlige, åbenlyse og hyppigt forekommende til at fortjene et mistillidsvotum. Med dette skridt vil vi sætte selve den systematiske, føderalistiske meddelagtighed på dagordenen, som har frembragt hele det nuværende uføre. Og vi glæder os over, at vores dagsorden har fået støtte fra 232 medlemmer af Europa-Parlamentet (mod 293), hvilket, når man tager i betragtning, hvor store misforhold der sædvanligvis er mellem den offentlige mening og denne forsamling, må betyde, at en helt overvældende del af borgerne støtter os.
Europa-Parlamentets afstemning i dag afslutter en institutionel krise, der truede Kommissionens overlevelse og effektivitet i forlængelse af nægtelsen af decharge for regnskabsåret 1996. Ved at vedtage kompromisforslaget fra Den Socialdemokratiske Gruppe, ARE-gruppen og GUE-gruppen med 319 stemmer for, 157 imod og 54, der undlod at stemme, har Europa-Parlamentet med formanden for Kommissionen, Jacques Santers ord, vist »sin magt til at overvåge og kontrollere Kommissionen«. Den Socialdemokratiske Gruppes kompromisforslag udsteder imidlertid ikke en blancocheck til Kommissionen. Det kræver tværtimod en vidtrækkende reform af dens administrative og finansielle praksis og en nøje undersøgelse af alle de anklager om uregelmæssigheder, der er blevet fremført i den seneste uger, for at få slået fast, om der er sket noget strafbart. Undersøgelsesrapporterne og deres resultater skal fremlægges inden for en meget kort frist, den 15. marts. Den Socialdemokratiske Gruppe har således uden vaklen bekræftet den strategi, som det opridsede på plenarmødet i december, og i overensstemmelse med de mål, som den satte sig for at nå: at opretholde den institutionelle stabilitet på et kritisk tidspunkt for Europas fremtid og imødegå PPE-gruppens partimanøvrer, der har bestået i en smædekampagne mod bestemte kommissærer, og som også skulle tjene som et indirekte angreb på de socialdemokratiske regeringer, der har flertallet i Den Europæiske Union. Da de portugisiske socialdemokrater mente, at det var nødvendigt at bevare tilliden til denne Kommission, for at de reformer, der er indeholdt i Agenda 2000 kan blive ført ud i livet på en for de sydeuropæiske lande bedre måde end den, som nogle medlemsstater i Nordeuropa kunne ønske, besluttede de at stemme for dechargen på plenarmødet i december, ligesom de nu, da de opstillede strategiske mål er nået, besluttede at støtte, at det mistillidsvotum, som Den Socialdemokratiske Gruppe havde stillet, blev trukket tilbage. De portugisiske socialdemokrater kritiserer imidlertid heftigt alle de medlemmer, portugisiske eller ikke, der har foretrukket at slå ind på ustabilitetens destruktive vej i stedet for at følge den konstruktive vej med seriøs kritik, der kunne føre til de reformer, der unægtelig er behov for. Et vigtigt punkt var også, at det mistillidsvotum, som højregruppen Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa havde stillet, led nederlag, efter at Den Socialdemokratiske Gruppe havde trukket deres forslag tilbage. Afstemningsresultatet om dette mistillidsvotum (232 for, 293 imod og 27, der undlod at stemme) viste tydeligt, at der er politiske kræfter, som er interesserede i at svække Kommissionen i den sidste fase af dens mandat. Selvom det ikke var stemmer nok til at vælte den, må man erkende, at de medfører alvorlige eftervirkninger. De portugisiske socialdemokrater har i denne krise hele tiden søgt at forsvare både Portugals interesser og Eurpopas fælles interesser, som på ingen måde ville have haft gavn af Kommissionens fald få måneder før valget til Europa-Parlamentet i juni.
De danske socialdemokrater er tilfredse med, at Kommissionen i dag er bundet op på en plan, der hurtigt skal ændre virksomhedskulturen i Kommissionen og højne moralen. Vi mener, at enhver mistanke om uregelmæssigheder, snyd og svindel skal undersøges, enten af det nye, uafhængige kontor til bekæmpelse af intern svindel eller af nationale politimyndigheder. I givet fald bør Rådet opfordres til at benytte sig af traktatens artikel 160, som siger, at ethvert medlem af Kommissionen kan afskediges af Domstolen på begæring af Rådet eller Kommissionen, hvis det har begået en alvorlig forseelse. Det er udtrykkeligt Rådet og Kommissionen selv, der har denne mulighed. Ikke Parlamentet, selvom man kan overveje at tage det med i en fremtidig traktatændring. På den måde kan man få undersøgt sager grundigt uden at falde på halen for pressens standretter. Men hvis denne mulighed skal virke, skal Jacques Santer naturligvis kende sit ansvar som formand for Kommissionen. Vi følger meget nøje Kommissionens overholdelse af den handlingsplan, vi har vedtaget i dag. Kommissionen bør også se på en omrokering af samtlige topembedsmænd i Kommissionen for at få luftet ud. Vi støtter Erkki Liikanens arbejde med en personalereform, som er meget central for hele oprydningen.
Jeg stemte for det fælles beslutningsforslag fra Socialdemokraterne, GUE-gruppen og ARE-gruppen og imod beslutningsforslaget fra PPE-gruppen, ELDR-gruppen og Gruppen De Grønne. Fremhævelsen af to socialdemokratiske kommissærer var helt klart politisk motiveret. Der er lige så alvorlige anklager for dårlig forvaltning rettet mod et antal kommissærer fra andre politiske familier. Alt dette må undersøges hurtigt og grundigt, og hvis kommissærer bliver fundet skyldige i grov forsømmelighed eller korruption, må de gå. Socialdemokraternes fælles beslutningsforslag påberåber sig artikel 160 i EU-traktaten for at slippe af med værdiløse kommissærer. Det glæder jeg mig over. Men Kommissionen er et politisk organ, den europæiske version af en national regering. I enhver demokratisk national regering må ministre, der ikke svarer på sådanne alvorlige anklager, som er blevet rettet mod nogle kommissærer her, træde tilbage eller blive fyret. Jeg håber, at den demokratiske ansvarligheds kultur nu vil blive indført i EU. Jeg glæder mig over aftalen om at oprette et uafhængigt ekspertudvalg, der skal se på, hvordan Kommissionen forvalter eller sløser med finanser og personale. Men det er forbløffende, at Parlamentet har fundet det nødvendigt at starte en så omfattende undersøgelse. Intet politisk system kan operere uden en rimelig forståelse af, at dets udøvende organ er ærligt og kompetent. Kommissionen må nu sikre, at den indfører ordentlig forvaltningsskik. Arbejde og kontrakter må uddeles på basis af fortjenester, ikke på basis af nationalitet eller personligt venskab. Mistillidsvotum
Hr. formand, i dag har det egentlig ikke drejet sig om - og det er beviset på, hvor rigtigt det var, at vores gruppe stemte for mistillidsvotummet - det har ikke drejet sig om, at Kommissionen siger, at den har opført sig klodset eller er blevet offer for sin egen gennemsigtighed. Det beviser endnu en gang, at Kommissionen er og var ude af stand til at forstå den politiske dimension. Kommissionen er faldet tilbage i en førdemokratisk tænkemåde. I hele denne katastrofale udvikling har den ikke været i stand til at lægge fornuftige reaktioner for dagen. For os handlede det ikke kun om nepotisme og korruption. For os handlede det også om, at Kommissionen har og havde en klar politisk opgave, og den har den i den sidste tid på ingen måde kunnet leve op til. Vi var udmærket klar over, at dette indebærer den risiko, at renationaliseringen får vind i sejlene. Fordi vi ønsker et stærkt Europa, og fordi vi har brug for en stærk Kommission, kunne vi ikke gøre andet end at udtale vores mistillid til denne Kommission. Vi håber, at det i det mindste har været en lærestreg for den, at Kommissionen lærer, at vi befinder os i et demokrati, og at det endelig må være slut med denne førdemokratiske tænke- og handlemåde, og at den endelig ser sig i stand til at tage ansvaret for, at et stærkt Europa ikke kan opstå gennem nepotisme, korruption og affærer. Det var grunden til, at vi i dag stemte for mistillidsvotummet. Jeg synes, det er trist, at Den Socialdemokratiske Gruppe har spillet et politisk spil med denne sag for så at vige tilbage i det afgørende øjeblik. Det er ikke kun skadeligt for den europæiske idé, det er også skadeligt for den styrke, som vi har brug for med henblik på Agenda 2000. Jeg håber bare, at Kommissionen med dette afstemningsresultat i det mindste har så meget anstændighed tilbage, at den drager konsekvenserne, og at de belastede kommissærer træder tilbage.
Hr. formand, når Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa, igennem Hervé Fabre-Aubrespy, tog initiativ til et mistillidsvotum, efter at man havde opdaget embedsmisbrug i Europa-Kommissionens måde at fungere på, er det, fordi vi er af den opfattelse, at disse fejl ikke er hverken tilfældige eller individuelle. De har i virkeligheden deres udspring i selve det institutionelle system. Kommissionen erklærer til sit forsvar, at man havde overbebyrdet den med opgaver, som den ikke havde midler til at påtage sig. Vi afviser denne falske undskyldning, for iveren efter at fravriste medlemsstaterne beføjelser er en del af systemet selv, som altid søger at komme nationernes legitime forsvarsreaktioner i forkøbet. Dertil kommer, at Kommissionen af alle institutioner altid har vist sig som den ivrigste agent for denne modbydelige politik. Man behøver ikke gå ret langt tilbage i tiden for at finde Domstolens dom af 12. maj 1998, som fik en hel række konti frem i lyset, som Kommissionen havde betalt til uden lovhjemmel. Nogle af disse konti, såom fattigdomsprogrammerne, var endog blevet oprettet, selvom Rådet udtrykkeligt havde modsat sig det. Adfærd af denne type, som kun nærer foragt for retsregler, er en direkte følge af Kommissionens overlegenhedsfølelse i forhold til nationerne forsamlet i Rådet. Den avler på fatal vis bedrageri, og det er præcis derfor, vi fremsatte vores mistillidsvotum. Systemet af europæiske institutioner har forlængst udnævnt Kommissionen til vogter af en interesse, der står over nationerne. Det har afvist kontrol med Kommissionen, det har gjort åbenhed til en bevidst strategi for integration, og det har fået centralt placerede tjenestemænd til at fungere som transitstationer for betydelige pengesummer. Man har således i Bruxelles skabt en særlig tilbøjelighed for bedrageri, korruption, fråds og nepotisme. Og det, der måtte ske, er sket. Der er rundt om Kommissionen opstået en lille uigennemskuelig verden, hvor alle mulige indflydelser gør sig gældende, 1.000 mil fra, hvad der optager borgerne. Vi konstaterer med bestyrtelse, at man har overladt denne lille verden betydelige beføjelser, når det gælder lovgivningsinitiativer og forvaltningen af Europa. Vi ønsker at gøre en ende på dette system og genindføre nationernes kontrol med de europæiske institutioner.
Hr. formand, juridisk set er der ikke blevet afholdt en tillidsafstemning, men politisk set er mistilliden åbenbar. Jeg har stemt for votummet. Det var svært for mig, jeg gjorde det modstræbende, imod mine instinkter. Jeg gjorde det, men ikke ud fra ønsket om at deltage i en heksejagt, og jeg skal i den forbindelse beklage, at fru Cresson alt for hurtigt er blevet anbragt i rollen som syndebuk. Jeg gjorde det af politiske grunde, fordi det scenario, hr. Santer og fru Green har opstillet, netop nu, hvor udvidelsen tilsiger, at det er nødvendigt med en styrkelse af institutionerne, får os til at vende denne styrkelse ryggen. Kommissionen foretrækker at få vismænd som værger frem for en rigtig parlamentarisk kontrol, og Parlamentet frasiger sig sine kontrolbeføjelser, provisorisk javel, men endnu en gang, fra det ene provisorium til det andet, varer tingenes tilstand ved. Jeg beklager, hr. formand, at Kommissionen og visse grupper har indladt sig på dette spil. Det er, fordi jeg ønsker stærke europæiske institutioner for et stærkt Europa, at jeg har stemt for votummet.
D66 går ind for en stærk Kommission og et stærkt Europa. Som hr. Nordmann lige har sagt, var det svært for os at stemme for et mistillidsvotum. Kommissionen har givet afkald på sin uafhængighed ved at lægge sin fremtid i hænderne på et uafhængigt ekspertudvalg. Vi ønsker ikke at blive associeret med alle de kolleger, der er imod et stærkt Europa. Derfor var det ikke let at stemme for mistillidsvotummet. Men ikke desto mindre drejer det sig nu om: Hvordan kan Europa blive stærkere. Med en svag Kommission, der i de kommende år ikke har mulighed for at give virkelige impulser, eller med en Kommissionen med ny styrke? Derfor har D66 stemt for mistillidsvotummet, men der skal ikke være nogen tvivl om, at det for os drejer sig om mere demokrati, magt og styrke i Europa og ikke om en svækkelse af de europæiske institutioner.
Hr. formand, de franske socialdemokrater nægter at give Jacques Santers Kommission carte blanche. Under hele denne tillidskrise mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen har de først og fremmest forsøgt at få Kommissionen til at fungere som et kollegium og opnå respekt for, at man er uskyldig, indtil andet er bevist. Flugtskydning er ikke nogen parlamentarisk kontrolmetode. De har også prøvet at manifestere deres enhed og finde grundlag for den bredest mulige enighed inden for Den Socialdemokratiske Gruppe. De beklager meget, at Kommissionens formand har været så længe om at give udtryk for kollegiets solidaritet og om at fremsætte forslag til Parlamentet vedrørende midlerne til at forbedre Kommissionens forvaltning. De beklager, at det har været nødvendigt med denne eskalering af forvirringen, før formanden for denne institution endelig gjorde sig omfanget af funktionsfejl klart i den institution, han har ansvaret for. Hvilken lære kan vi uddrage af denne krise? Kampen mod bedrageri, korruption og uregelmæssigheder skal føres resolut, og midlerne hertil skal styrkes. Kommissionens kollegialitet skal konsolideres. Den er garanten for europæisk integration og prøvestenen for en fælles administrativ kultur. Ellers kunne tilfældige flertal, alt efter valgfristerne, udpege en hvilken som helst kommissær som syndebuk. Kommissionen bør have en stærk politisk personlighed i spidsen for sig. Den politiske union betaler i dag for Rådets forsømmelser, da det under pres fra de britiske konservative accepterede at udnævne en svag formand. Jeg vil slutte, hr. formand. Det ville være absurd, at socialdemokraterne skulle spilde det stærkeste politiske våben, de råder over, på denne afstemning. Vi har i høj grad bidraget til at begrænse skaderne. Vi har en lang vej foran os. Den beslutning, vi netop har vedtaget, viser vejen, men socialdemokraterne vil tildele denne vanvittige eskalering æren for at have fået frem i lyset, hvor påtrængende det er med en reform af Unionens institutioner, før nogen som helst udvidelse finder sted.
Hr. formand, selvom jeg ligesom andre kolleger fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe og Nordisk Grønne Venstre er meget kritisk over for den måde, Kommissionen fungerer på, deltog jeg ikke i afstemningen om forslagene til beslutning om decharge for budgettet for 1996 og om mistillidsvotummet, da jeg ikke er enig i nogen af de fremlagte tekster.
Hr. formand, det er min urokkelige, europæiske overbevisning, der er skyld i, at jeg stemte for mistillidsvotummet til Kommissionen. Faktisk mener jeg, at den krisesituation, som Kommissionen selv har fremkaldt, med støtte fra Den socialdemokratiske Gruppe, kræver et mistillidsvotum, hvis institutionen skal reddes. Denne afstemning er især berettiget ved, at Kommissionen ikke har set i øjene, eller har gjort det for sent, at Maastricht-traktaten og de kommende bestemmelser i Amsterdam-traktaten gør Europa-Parlamentet til en egentlig politisk institution, hvis pligt det er at påtage sig sit politiske ansvar. Formand Santers forslag til forbedring af Kommissionens gennemsigtighed og funktionsmåde bliver fremsat for sent og på et tidspunkt præget af krise, som gør det umuligt at vurdere dem med afklaret ro. Den overvågningskomité, der oprettes med punkt 1 i beslutningens tekst, er en umyndiggørelse af både Kommissionen og Parlamentet. Det er uacceptabelt. Den absolutte prioritet i dag var i den institutionelle ligevægt at genskabe en institutions autoritet, som, når den er enig med Europa-Parlamentet, er drivkraften for fremskridt i Den Europæiske Union. Denne Kommission må være stærk, solidarisk, uafhængig og nyde respekt i Rådet, i Parlamentet og blandt de europæiske borgere. Enhver af os burde nu ved afslutningen af denne debat stille sig selv følgende spørgsmål: Har jeg nu også med den holdning, jeg indtog, bidraget til Unionens fremskridt? Min stemme var et klart svar til denne udfordring. Bifald
Hr. formand, mine damer og herrer, i de sidste dage og også i dag er der blevet spillet meget taktisk her i Parlamentet. Taktiske hensyn har domineret holdningerne hos de politiske frontfigurer i dette Parlament. Det har til dels forrykket blikket for, at et mistillidsvotum drejer sig om et meget enkelt spørgsmål. Har folkets valgte repræsentanter stadig tilstrækkelig tillid til denne Unions centrale udøvende organs styrings- og ledelsesevner? Det spørgsmål kan man besvare med ja eller nej. Og hvis man hørte hr. Santer i mandags, hvis man har hørt ham i de forløbne uger, og hvis man også igen i dag har set hans optræden, kan man efter min mening kun komme til det resultat, at set i lyset af de store opgaver, der ligger foran os, er tilliden til denne Kommissions og denne formands ledelsesevner ikke længere til stede. Det var det, Parlamentet skulle træffe afgørelse om, ikke om taktiske krumspring. Det er den mest fremherskende mening, også hos mine kolleger fra det tyske socialdemokrati. Derfor kunne vi ikke se andre muligheder end at varetage den parlamentariske opgave, det er at sige til den centrale administrative instans i Den Europæiske Union, at det ikke er dem, der giver udtryk for mistillid, der skaber en institutionel krise, men derimod dem, som opfylder deres høje og vigtige opgave ufuldkomment og utilstrækkeligt. Min gruppeformand har sagt her, at hun havde trukket Den Socialdemokratiske Gruppes forslag om mistillidsvotum tilbage. Det er ikke rigtigt! Der ligger et forslag fra enkelte medlemmer i Den Socialdemokratiske Gruppe. Det vil jeg gerne have ført til protokols.
Hr. formand, jeg har med beklagelse stemt for mistillidsvotummet til Kommissionen. Som lovgivningen ser ud i dag, har jeg ikke andre muligheder, da der findes personer i Kommissionen, som fru Cresson eller hr. Marín, hvis handlinger og karakter tyder på, at de ikke egner sig til deres opgave. Jeg vil gerne understrege, at min stemme ikke var rettet mod den fortjente formand Santer. Det, der har vist sig i dag, er den mangel på demokrati, som desværre stadig findes i de europæiske institutioner. Disse institutioner må reformeres, hvis Europa virkelig vil gøre politiske fremskridt. Med Tindemans-planen, som blev udarbejdet i sin tid, har vi et forlæg, som er lige så aktuelt i dag som for år tilbage. Vi behøver altså ikke forske så meget eller nedsætte alibi-grupper af vismænd for inden for kort tid at kunne realisere en håndfast reform. Det er den opgave, Parlamentet i lyset af dagens begivenheder står over for, for at det enige og udvidede Europa i en ikke alt for fjern fremtid, om Gud vil, kan opfylde sin opgave for vores folk, men også for freden i verden, på en tilfredsstillende måde.
Hr. formand, kære kolleger, min gruppe er som alle grupper delt i større eller mindre grad. Derfor kan jeg ikke tale på gruppens vegne, men jeg kan dog - mener jeg - tale på vegne af ca. den halvdel af gruppen, der stemte imod vores egen gruppes beslutningsforslag, som støttede den socialdemokratiske beslutning, og som stemte imod midstillidsvotummet. Jeg må begynde med at anmode Parlamentet om at udvise en smule beskedenhed. I går aftes kl. 21 indledte vi her en af vores forhandlinger om en initiativbetænkning, som blev forsvaret af min ven og landsmand, hr. Areitio. Han fik svar af hr. kommissær Van Miert. Ved De, mine damer og herrer, hvor mange parlamentsmedlemmer, der kl. 21 om aftenen fulgte hr. Areitio her i mødesalen? Ingen. Hvordan kan Parlamentet under disse omstændigheder kaste den første sten? Man kan også spørge, om Parlamentet i det hele taget kan kaste sten mod enkelte kommissærer, når vi udmærket ved, at kollegiet af kommissærer netop er et kollegium, en enhed, og at det - uanset om vi kan lide det eller ej - er de regler, der gælder, og som vi er forpligtet til at overholde. Hr. formand, der er naturligvis mange ting, vi skal ændre. Og jeg har tillid til, at Kommissionen under ledelse af en hædersmand som hr. Santer vil honorere de løfter, som den har givet, og udføre de nødvendige korrektioner i en forvaltning, der, som vi ved, ikke er perfekt. Der var engang, hvor israelitterne - dem i Bibelen, ikke israelerne - ønskede at jævne templet med jorden og også gjorde det. Men de gjorde det på bekostning af filistrenes og Samsons liv. Som jeg har sagt til min egen gruppe, er jeg ligeglad med filistrene, både i min egen og i andre grupper. Jeg er næsten ligeglad med Samson. Men jeg er ikke ligeglad med at bevare det tempel, som det har kostet os så meget at få opbygget.
Hr. formand, jeg stemte imod mistillidsvotummet, idet jeg erindrede, at Talleyrand sagde, at alt, hvad der er overdrevet, er uden betydning. Efter den stærke beslutning om en reform i dybden af den administrative kultur i, håber jeg, ikke blot Kommissionen, men så sandelig også her i Parlamentet, og efter formand Santers lige så stærke forpligten sig til at tage fat om samtlige tilfælde af bedrageri, dårlig forvaltning og nepotisme, så de skyldige kan blive straffet, uanset hvilket niveau de måtte befinde sig på, ville det have været en overdrivelse at stemme for mistillidsvotummet. Jeg er lykkelig over at se, at fornuften og ansvarligheden, og dermed Europa, har triumferet. Santer-Kommissionen har på det politiske plan levet udmærket op til sit ansvar. Den har på udmærket vis gennemført indførelsen af euroen, og jeg håber, at euroen efter de chok, den har været ude for i de sidste dage, og som visse af troldmandens lærlinge her i Parlamentet og deres politiserende politik bærer ansvaret for, efter denne afstemning igen vil blive en stærk valuta til gavn for Unionens borgere. Santer-Kommissionen har lagt Agenda 2000 frem for os. Nu er det så op til dette Parlament at befatte sig med de vigtige forslag i Agenda 2000, som flere hundrede millioner europæeres velfærd afhænger af, og som burde optage os langt mere end den nepotisme, man beskylder fru Cresson og andre for. Kommissionen er gået styrket ud af denne prøvelse. Det ønsker jeg den tillykke med. Jeg viser den fornyet tillid og hævder, at det i dag er Europa, der står som sejrherren.
Hr. formand, kære kolleger, hvad var det meningen vi skulle gøre? Hvad har vi gjort? Det var ikke meningen, vi skulle stemme for mistillid, for det forslag, der er skyld i alle disse tumulter, blev fremsat i den eksplicitte hensigt at udtrykke tillid til Kommissionen. Hvad har vi så gjort? Vi har gjort tre ting. For det første stemte vi ikke for mistillidsvotummet, men vi udtalte heller ikke tillid. Der kunne ikke i denne forsamling findes et absolut flertal af parlamentarikere, som ville udtale, at de havde tillid til Santer-Kommissionen. Kommissionen har kastet sig ud i en djævelsk proces, ved enden af hvilken den ikke vil opnå den ønskede tillid. Vi har endvidere besluttet, hvilket er en krysteragtig adfærd, i stedet for at henrette Kommissionen at forlænge dens lidelser. Det er ikke særlig modigt. Det er ikke i overensstemmelse med institutionernes myndighed. Og endelig har vi som topmålet af krysteragtighed besluttet at forlade os på andre, for så vidt angår besværet med at administrere disse lidelser. Vi har således på én og samme tid svækket Kommissionen og givet afkald på vores egne privilegier. Denne dag er en sorgens dag for Den Europæiske Unions institutioner.
Hr. formand, jeg har ikke stemt for mistillidsvotummet, i modsætning til det store flertal af franske medlemmer i min gruppe. For mig ser det ud, som om dette mistillidsvotum havde til formål at afbryde den igangværende nægtelse af decharge, dengang fru Green fremsatte det. Hun legede med ilden, og det politiske kup, hun havde iscenesat, blev dygtigt fralistet hende af hr. Hervé Fabre-Aubrespy. Jeg er blevet for gammel til den slags små julelege, og de morer mig for øvrigt heller ikke længere. Det er grunden til, at jeg ikke sluttede op om den »villiéristiske« manøvre, der i højere grad var dikteret af en afvisning af Europa-tanken end af andre motiver. 14 dage efter euroens ikrafttræden fortjente denne forsamling og vores Europa bedre. Ikke desto mindre har Kommissionen ikke leveret os, hvad den skylder, og videreførelsen af dechargeproceduren bliver nu en af dens højeste prioriteter. Det er derfor, jeg siger til den: på gensyn i marts, og så er det mit håb, at den til den tid vil have fundet ud af at svare på de spørgsmål, vi har stillet.
Hr. formand, kære kolleger, jeg er ikke nogen dårlig taber, når jeg konstaterer, at her er scoret selvmål. Alle de vanskeligheder og alt det skidt, der er kommet for dagen i forbindelse med dechargen for 1996, skulle fejes til side med en tillidsafstemning. Denne tillidsafstemning har ikke fundet sted. Jeg mener også, at en vismandsgruppe er en dårlig løsning. Vi må udnytte tidspunktet nu til faktisk fra denne Kommission - ude i korridorerne har man allerede hørt udtrykket dead man walking om Kommissionen - at opnå, at den nu i det mindste gør det nødvendige for overhovedet at skabe mulighed for det, som hr. Martens tydeligt har lovet her, nemlig at sætte en stopper for bureaukrati og teknokrati. Hvis Parlamentet ikke havde udtrykt sin mistillid med dette store stemmeantal, ville Kommissionen læne sig tilbage og sige: Nå ja, det var en storm i et glas vand. Derfor er jeg tilfreds med - og jeg overvejede det længe - at jeg har deltaget i initiativet, og at vi her har et virkeligt mistillidsvotum til afstemning. Jeg vil endnu en gang understrege - og så kan hr. Berthu fortolke mig - at det, dette initiativ drejede sig om, var, at vi får en stærk Kommission og ægte parlamentarisme i Europa, og at vi på europæisk niveau ikke længere dækker over svagheder med teknokratiske og bureaukratiske handlemåder og med manglende gennemsigtighed. For manglende gennemsigtighed er virkelig en kardinalsynd, selvom vi ikke af den grund må være storsindede over for nepotisme, dårlig embedsførelse og svindel.
Hr. formand, mine damer og herrer, hvordan er situationen? 232 kolleger har stemt for mistillidsvotummet, 27 har undladt at stemme. I princippet har 260 medlemmer af dette Parlament mistet tilliden til Kommissionen. Det er det vigtigt at holde fast i nu. Det er budskabet. Jeg forstår slet ikke, at diskussionen i løbet af debatten på grund af nogle udtalelser fra hr. Santer har forskubbet sig til at handle om reform af de administrative strukturer, formindskelse af kabinetterne og organisationsreform. Det drejer sig først og fremmest om to kommissærers personlige svigt, nemlig fru Cresson og hr. Marín. Det drejer sig om nepotisme, og det drejer sig om at påtage sig ansvar. Det var netop dette punkt, der fik mig og mange andre til ikke at udtale tillid til Kommissionen. Jeg spørger mig selv, hvad der nu skal ske? Kommissionen må tage dette afstemningsresultat til efterretning. Jeg kan ikke tro, at man nu fortsætter, som om intet var hændt. Det glæder mig, at CDU/CSU-gruppen i Europa-Parlamentet samlet har stemt for dette mistillidsvotum. PSE-gruppen dækker over, hvad Kommissionen har præsteret her. Det vil jeg hermed gerne endnu en gang understrege og kritisere. En ting står imidlertid fast med dette afstemningsresultat, og det er, at institutionernes indbyrdes forhold er blevet et andet. Hvis man holder fast i dette midt i al sørgmodigheden over, at der ikke kunne skabes et flertal for mistillidsvotummet, har CDU/CSU-medlemmerne i dette parlament truffet den rigtige beslutning.
Hr. formand, kære kolleger, som medunderskriver af forslaget til mistillidsvotum har jeg naturligvis også stemt for det, og jeg mener virkelig, at det store antal medlemmer, som har støttet mistillidsvotummet - ca. 40 % - klart viser, at der ikke længere findes noget bredt flertal for Kommissionen. Kommissionen går stækket ud af denne debat, den er politisk død. Det store antal tilhængere af mistillidsvotummet vejer desto tungere, eftersom der jo de facto var tale om en stor koalition af flertalsgrupperne. Og hvis man tager i betragtning, at antallet af tilhængere af mistillidsvotummet næsten blev fordoblet i forbindelse med BSE-mistillidsvotummet, må man ligefrem tale om, at tilliden til Europa-Kommissionen er smuldret. Det var et møjsommeligt skridt i Europa-Parlamentet, men et stykke af vejen sprang vi op som en tiger og landede så desværre som sengeforligger, for beklageligvis har Europa-Parlamentet faktisk afgivet sine kontrolrettigheder til en såkaldt ekspertkommission og dermed umyndiggjort sig selv. Jeg håber ikke, at dette fører til, at Europa-Parlamentet mister troværdighed, og jeg beklager især de store flertalsgruppers taktiske spil. Der var ganske vist bred støtte til mistillidsvotummet, men her drejer det sig ikke om nærmere undersøgelser af, hvad der skal ske med vismandsgruppen, i dag skulle der derimod have været draget politiske konsekvenser. Derfor er jeg som underskriver tilfreds med resultatet af mistillidsvotummet, for det var en tydelig huskekage til Kommissionen.
1. Min stemme kan ikke, for det er ikke meningen med den, forstås som en tillidserklæring til denne Kommission. Det forslag, som vi stemmer om, er heller ikke et tillidsvotum, også fordi det formelt set ikke kan være det. 2.Hele denne procedure har lige fra sin begyndelse på det sidste plenarmøde og til i dag manglet klarhed, og jeg mener, at det er rimeligt nu at gøre PSE-gruppen og dens formand ansvarlige for, at vi er kommet i en situation, der på ingen måde er til ære for Den Europæiske Union og dens institutioner.3.Hensyn, der også inden for den Europæiske Union kan anses for statshensyn af klar national interesse, udgør også - sagt uden omsvøb - en grund til, at jeg har stemt, som jeg har gjort. Denne virkelig gruopvækkende procedure med hensigter, hvis konturer ikke er tydelige, synes at skjule ikke helt anstændige manøvrer og helt sikkert også formål, som man ikke vil bekende. Man skal erindre, at der for tiden foregår vigtige forhandlinger, navnlig Agenda 2000 og struktur- og samhørighedsfondene, som de fattigere lande, deriblandt Portugal, indgår i.Jeg mener imidlertid, at det er min pligt at istemme den opfattelse, at Kommissionen ikke, sådan som jeg opfatter den, har udfyldt den rolle, som tilkommer den, navnlig på grund af den manglende åbenhed og den fuldstændige tilsidesættelse af »princippet om god økonomisk forvaltning«, for ikke at nævne f.eks. de tilbagevendende svindelsager og den desværre berømte BSE-sag. Disse er grundene til, at jeg stemmer mod dette mistillidsvotum, hvilket ikke - gentager jeg - skal forstås som en tillidserklæring til denne Kommission.
Hr. formand, kære kolleger, som medlemmer af Front National stemmer vi for mistillidsvotummet mod Europa-Kommissionen på grund af de uregelmæssigheder i forvaltningen, som Parlamentet har beskyldt den for, og som den har ladet hånt om. Jeg vil alligevel tilføje, at jeg i virkeligheden havde skrevet under på dette forslag, i lighed med hr. Mégret og hr. Le Gallou, efter direkte opfordring fra hr. Fabre-Aubrespy, og at denne så sidenhen har ment det bedst at slette vores underskrifter uden at rådføre sig med os herom, hvilket jeg beklager offentligt. I øvrigt konstaterer jeg, at de kristlige demokraterne i PPE-gruppen og deres allierede, sammen med socialdemokraterne, udgør en veritabel blok, som understøtter Kommissionen mod hvad som helst. Denne chokerende alliance mellem dem, der hævder at stå til højre, og dem, der siger, at de står til venstre, giver, det er en kendt sag, Kommissionen et principielt flertal. Efter min mening er det en fallit for demokratiet. Europa viser sig i virkeligheden sådan som det er: en teknokratisk og oligarkisk organisation. I dette Europa fordømmes borgernes, det vil sige skatteydernes, interesser i en vis forstand. Ved reelt ikke at fordømme Kommissionen mener jeg, at et flertal i Parlamentet har valgt definitivt at fordømme folkenes interesser, i særdeleshed det franske folks interesser. Det beklager jeg selvfølgelig.
Nærværende mistillidsvotum hænger direkte sammen med og har som umiddelbar årsag, at Parlamentet nægtede decharge for 1996. Eftersom Parlamentet har besluttet at sende hele sagen i udvalg, synes det forhastet at fremsætte dette mistillidsvotum. På den anden side har Kommissionen i samarbejde med Parlamentet fremlagt en nøje tidsplan for bekæmpelse af svindelen. Det skal dertil tilføjes, at jeg, når jeg ikke mener, at nogle kommissærer bør anklages individuelt uden en grundig undersøgelse af deres skyld, ikke med god samvittighed ville kunne stemme for beslutningsforslag, der går i den retning. Endelig befinder Europa sig i en særdeles vigtig fase. Efter euroens indførelse har vi udfordringen fra Agenda 2000, reformen af den fælles landbrugspolitik, udvidelsen og strukturfondene, som er af enorm betydning for samhørighedslandene. For ikke at sætte ro og stabilitet på spil og for at undgå en institutionel krise har jeg stemt imod mistillidsvotummet.
De luxembourgske socialdemokrater i Europa-Parlamentet har støttet Kommissionen, samtidig med at de har givet udtryk for deres kritik af og alvorlige bekymring over forvaltningen af en række finansielle og administrative sager. Det er derfor, de hilste den otte-punkts plan velkommen, som formand Santer i mandags forelagde for Parlamentet. De skridt til finansiel og administrativ sanering, som varsles i det socialdemokratiske beslutningsforslag, ligger i direkte forlængelse af kommissionsformandens plan. Det er derfor, de klart og tydeligt har afvist at stemme for mistillidsvotummet mod Kommissionen. Hvis man vil have, at Kommissionen skal forbedre sin forvaltning, må man give den tiden til det. I modsætning til visse andre, som har misbrugt afstemningen om decharge til at svække Kommissionen, har socialdemokraterne altid insisteret på nødvendigheden af en Kommission, der kan forblive stærk og handlekraftig, lige til dens mandat udløber. Det socialdemokratiske mistillidsvotum var et votum, der skulle styrke Kommissionen. Formand Santer havde selv bedt om at få det, dagen før afstemningen om decharge i december for at få klarlagt relationerne mellem Parlamentet og Kommissionen. Uden dette politiske initiativ fra socialdemokraternes side ville de tiltag, Jacques Santer varslede, aldrig have set dagens lys. Desuden har debatterne om dette mistillidsvotum medført, at der i selve Parlamentet har udkrystalliseret sig en koalition, der er fjendtligt stemt over for en stærk Kommission. Denne brogede koalition rækker fra CDU og det bayerske CSU (hvis næstformand skrev under på det Maastricht-fjendtlige højres mistillidsforslag) til Gruppen De Grønne og via de liberale helt ud til det yderste højre. Den vil for enhver pris her seks måneder før valget høste udbytte af en heksejagt uden fortilfælde, som med de mest fjollede rygter rammer formand Santer selv. Denne uansvarlige koalition har skadet ikke blot Kommissionens prestige, men selve Den Europæiske Union med sin helt usædvanlige forfølgelse af Kommissionen, hvis politiske regnskab nu, hvor euroen er blevet introduceret, er klart positivt.
Et mistillidsvotum til Kommissionen er en politisk stemme mod uigennemsigtighed, dårlig forvaltning, bureaukrati, demokratisk underskud, arrogance over for EU-borgerne og mod de netværk af virksomheder og rådgivere, der snylter på fællesskabsbudgettet, hvis kilde er den europæiske borgers skattepenge. Det er en politisk stemme for et stærkt Parlament i Den Europæiske Union, som kan føre beslutsomme og modige forhandlinger. Denne stemme betyder ikke, at vi mangler tillid til alle kommissærerne hver for sig. Især vil jeg benytte lejligheden til at erklære min tillid til den græske kommissær Christos Papoutsis, som har overtaget ansvaret for områder, hvor der før var store problemer med skandaler og dårlig forvaltning, jeg tænker her på turisme og kernekraft.
Jeg stemmer for mistillidsvotummet mod Kommissionen, fordi jeg for det første er af den opfattelse, at det ikke at gøre sådan er det samme som at tilsige sin tillid, hvilket i betragtning af de belastende sager om uregelmæssigheder, bedrageri og forvaltningsfejl, som er kommet for dagen, i forbindelse med forskellige fællesskabspolitikker, som Kommissionen forvalter, ville være utænkeligt. Jeg afviser den fælde, som den socialdemokratiske tekst rummer, og som har til hensigt intet mindre end at hvidvaske Kommissionen for dens alvorlige forsømmelser og sikre, at den udøvende magt forbliver, hvor den er, og jeg mener, at man uden tøven skal holde Kommissionen fast på dens politiske ansvar, som den hidtil altid har været i stand til behændigt at unddrage sig. At stemme for mistillidsvotummet at forsvare den parlamentariske institutions anseelse, som er blevet behandlet med foragt af den Kommission, der hellere give oplysninger til pressen end til Europa-Parlamentets udvalg. At stemme for mistillidsvotummet er ikke mindst at forsvare de europæiske borgeres og vælgeres interesser, dem, hvis penge bliver tilvendt og bortødet af en tavs og hemmelig teknokratisk institution, som indtil nu ikke har været i stand til at gøre sin pligt. Der står vigtige ting på spil. Det er set med mine øjne en faktor, der på afgørende måde kaster lys over debatten.
Undertegnede stemmer imod det mistillidsvotum, der er fremsat over for Kommissionen, fordi det ikke er bevist, at Kommissionen i sin embedsudførelse har gjort sig skyldig i handlinger, som retfærdiggør, at den bør afskediges, om end der er ting at bemærke i administrationen. Det er i Finlands interesse, at en funktionsduelig Kommission kan afbalancere de store medlemslandes magt i forhold til de små lande her i slutfasen af forhandlingerne om Agenda 2000, hvor vores land har væsentlige nationale interesser at våge over. Vi mener dog, det er strengt påkrævet, at Kommissionen i overensstemmelse med Parlamentets krav foretager de nødvendige foranstaltninger for at forbedre økonomiforvaltningen og gøre ansvarsdelingen mellem de enkelte kommissærer klarere. Uklarheder og misforståelser skal opklares, og parterne skal kunne stilles til ansvar.
De informationer, Parlamentet og specielt Budgetkontroludvalget i de sidste uger har modtaget, gør det umuligt for mig at have tillid til visse kommissærers politiske ledelse. Parlamentet har svækket sig selv ved at betro sin kontrolopgave til en vismandsgruppe. Jeg undlod at stemme i afstemningen om mistillidsvotummet mod den samlede Kommission, for jeg kan ikke fordømme en hel institution for visse enkeltpersoners gøren og laden. Derudover vil jeg ikke lade mig bruge i et politisk spil, som visse grupper styrer, et spil, der mere er dikteret af interesser, som har at gøre med valget i deres region, end med en objektiv bedømmelse af situationen. Hvis hver krise i sig bærer muligheden for en ny start, kan vi ved vores holdning tvinge Kommissionen til at gøre en ende på visse uregelmæssigheder og på overdrevent bureaukrati
JuniBevægelsen og Folkebevægelsen har alene stemt for at nævne navne på individuelle kommissærer, fordi EU-Parlamentets største gruppe har meddelt, at de kun vil stemme for deres eget forslag til mistillid, hvis der i EU-Parlamentet er flertal for at kritisere en navngivet kommissær. Der er forskel på skyld og ansvar. Man kan godt have ansvar - uden at have skyld. JuniBevægelsen og Folkebevægelsen tager ikke stilling til, hvem der har skyld. Det henviser vi til tjenestemandssager og Domstolen. Vi stemmer for mistillid til Kommissionen som kollegium, fordi Kommissionen har ansvaret og må bære ansvaret for, at så meget er gået galt og vil fortsætte med at gå galt. Hvis ikke den politiske ledelse påtager sig ansvaret, er der ikke noget ansvar. Så er EU's budget et tag-selv-bord. Hovedproblemet er, at Santer og kolleger ikke leder, men lader sig lede i uføre med spild, svind, svindel og korruption. Santer er fange i sit eget fort. Personalekommissæren er fange. Personaledirektøren er fange. Kun et mistillidsvotum vil slippe fangerne fri og skabe en ny kultur med åbenhed, nærhed og demokrati i stedet for lukkethed, arrogance og bureaukrati. Santer reagerede resolut, da han ikke skulle gøre det. Men han var ikke resolut, da han skulle være det. Han fyrede en funktionær for at give et dokument til en folkevalgt. Han skulle have fyret dem, der forhindrer, at folkevalgte får, hvad de spørger om. Derfor ønsker også JuniBevægelsen og Folkebevægelsen at fyre Santers Kommission i dag.
De sidste måneders begivenheder, som har medført, at Europa-Parlamentet har nægtet at give decharge for budgetåret 1996, har tydeligt vist en gennemgående mangel på fasthed i forvaltningen af og opfølgningen på et stort antal fællesskabsinitiativer og -programmer. Denne mangel på fasthed, som fører til spild og er ødelæggende for Den Europæiske Unions interesser og image, er i sig selv tilstrækkelig grund til at udvise mistillid til Kommissionen. Men oven i dette kommer så Kommissionens politisk helt uacceptable håndtering af dens igangværende konflikt med Parlamentet: nægtelse af at fremsende dokumenter, sprog uden indhold, endog arrogance, altsammen ting, der afslører en kultur med straffrihed, som man finder overalt i Kommissionen. Kommissionens gentagne snak om gennemsigtighed og vilje til »åbent samarbejde« med Parlamentet dækker over en allestedsnærværende realitet. Gennemsigtigheden rækker som oftest ikke længere end til kendsgerninger, der er almindeligt kendte, og til sager, hvor parlamentsmedlemmerne har været nødt til at kæmpe sig til oplysninger. Samarbejdet er udelukkende retorisk: De parlamentsbeslutninger, som forbliver uden opfølgning, selv når de er blevet vedtaget med overvældende flertal, er efterhånden utallige, og det sker hyppigt, at Parlamentet tilsidesættes helt i tilfælde af »varme sager« (transatlantiske relationer, handelsaftaler...). Nogle gør meget ud af Kommissionens påståede effektivitet i sin rolle som drivkraft for Den Europæiske Union og traktaternes vogter. Den nuværende Kommission demonstrerer fasthed med variabel geometri: Den går håndfast til værks, som hr. Van Miert vil havde det, når det drejer sig om offentlige tilskud og mistanker om konkurrenceforvridning, mens den viser sig mere end reserveret, nærmest helt stum, når det drejer sig om at drage visse medlemsstater til ansvar. Den britiske regerings holdning i operation »Ørkenræv« er således en krænkelse af traktatens artikel J. For så vidt angår »Echelon-sagen«, nægter Kommissionen ganske enkelt at svare. De nuværende mangler i forvaltningen, i gennemsigtigheden, i sammenhængen mellem de politiske initiativer er strukturelle. Det er Kommissionen i sin helhed, der er under anklage, og ikke kun den ene eller den anden kommissær. De, der taler om et politisk tomrum i tilfælde af mistillid, tager fejl. Nok er der tale om en politisk krise, men det er en nyttig krise. Det er i virkeligheden illusorisk at tro, at Kommissionens rolle ansigt til ansigt med de forskellige udfordringer, Unionen står over for (reformen af den fælles landbrugspolitik og af strukturfondene, Unionens finansiering, udvidelsen) stadig kan være vigtig med den nuværende sammensætning. Santer-Kommissionen var allerede politisk svag fra starten, men nu har den mistet sin troværdighed og autoritet! Den bedste tjeneste, den kan gøre Den Europæiske Union, er at gå. Europa-Parlamentet har mulighed for at sende et kraftigt signal til den europæiske opinion ved at udtale mistillid til Kommissionen. Tiden er inde til at konstatere, at de europæiske institutioner har en utidsvarende måde at fungere på, tiden er inde til at gøre de europæiske institutioner mere effektive og frem for alt mere demokratiske, i særdeleshed Kommissionen, hvis hybride status bør revideres. Et mistillidsvotum til Kommissionen giver ikke i sig selv svaret, men det er den nødvendige betingelse for en forandring.
Jeg stemte for dette mistillidsvotum, fordi Kommissionens formand Santer med sin væremåde har undergravet tilliden til Kommissionen i en sådan grad, at den - ganske uafhængigt af Parlamentets beslutning i dag - har gjort sig politisk umulig. Den er ude af stand til at handle med den styrke, der kræves i de vigtige spørgsmål, der nu står på den europæiske dagsorden. Som liberal og hengiven ven af Europa ville jeg med min stemme medvirke til at gendanne de europæiske borgeres tillid til EU's institutioner og til Europa-tanken. Min holdning betyder ikke, at jeg benægter, at Kommissionen i mange henseender har gjort et godt stykke arbejde, samt at et flertal af kommissærerne er dygtige personer, der fortjener respekt. Derfor håber jeg også, at flertallet af kommissærer får mulighed for at fuldføre deres hverv via en genindsættelse i embedet. Jeg håber således, at Kommissionens formand Santer hurtigst muligt bliver erstattet af en person, der kan genskabe tilliden til Kommissionen samt til Unionen og EU-samarbejdet i sin helhed.
Som talsmand for EPLP-gruppen og dens leder, Alan Donnelly, nærer vi absolut ingen betænkelighed ved i dag at stemme imod hr. Fabre-Aubrespys mistillidsvotum til Kommissionen. Hr. Santer har alt for sent erkendt, at Kommissionens procedurer trænger til en drastisk overhaling, hvis der skal sættes en stopper for det system, der har tilladt svig, nepotisme og korruption at få indpas i Fællesskabets institutioner, hvilket man meget må beklage. Vi har også en forpligtelse fra Kommissionens formand til, at beskyldningerne mod kontrahenter, embedsmænd og kommissærer vil blive tilbundsgående undersøgt og forfulgt. I dag ville det have været helt forkert for Parlamentet at handle som dommer, jury og bøddel før sådanne undersøgelser. Ikke desto mindre er dette begyndelsen, ikke afslutningen, på processen. Hvis de reformer, Kommissionen har lovet, ikke bliver til virkelighed, og hvis rapporten fra vismandsgruppen ikke bliver fulgt til punkt og prikke, vil vi herved tilkendegive, at vores kritiske støtte i dag ikke kan tages for givet i fremtiden. Denne afstemning er i mindre grad en tillidsafstemning end en sidste advarsel.
Jeg har stemt imod mistillidsvotummet, fordi jeg tror, at mit mål, nemlig en effektiv europæisk forvaltning og den dermed forbundne sparsommelige anvendelse af budgetmidlerne, kun kan nås, hvis der på europæisk niveau af alle de europæiske institutioner i fællesskab udvikles en ny europæisk forvaltningsstruktur.
Undertegnede koalition af EU-parlamentarikere mener, at et mistillidsvotum fremsat af Parlamentet over for Kommissionen samtidig ville lamme forudsætningerne for arbejdet i den kommende finske EU-formandskabsperiode. Mistilliden ville komme til at styre den provisorisk udnævnte Kommissions virke i resten af perioden eller resten af året, hvilket uvilkårligt ville få uheldige følger også for det finske formandskab, som begynder til sommer. Alligevel er der grund til at understrege, at mistankerne om svindel, misforståelserne og de administrative uregelmæssigheder inden for Kommissionen giver anledning til berettiget og alvorlig kritik. På trods af de mange forsømmelser har Kommissionen kun grebet kejtet ind og har dækket over fejlene. I lyset af de fremkomne fakta har vi således heller ikke kunnet udtrykke fuld tillid til Kommissionens måde at håndtere sit vigtige arbejde og store ansvar på. På grundlag af det foregående anså vi det for bedst at stemme blankt ved selve afstemningen om mistillidsvotummet. Samtidig håber vi, at kommissionsmedlemmerne Cresson og Marín tager konsekvenserne af den opståede situation og træder tilbage frivilligt. Vi understreger desuden, at Unionens grundtraktat ikke giver Parlamentet mulighed for at stemme om tilliden til de enkelte kommissionsmedlemmer.
Det var ansvarsfølelse, der fik medlemmerne af den græske delegation i Parlamentets PPE-gruppe til at stemme imod det forslag om mistillidsvotum, der var tilbage efter tilbagetrækningen af PSE-gruppens forslag. Dette forslag var i øvrigt blot et led i et dødsdømt forsøg på at imponere offentligheden. Netop nu, hvor euroen er trådt i kraft og skaber så mange forhåbninger, hvor procedurerne i forbindelse med udvidelsen intensiveres, som den historiske nødvendighed den er, og hvor nødvendigheden af at fremme den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik træder frem, kan en kunstig udfordring i form af en institutionel krise og en svækkelse af Kommissionen under ingen omstændigheder tillades. Kun hvis man nægter at indse, at de befolkninger, vi repræsenterer, ikke skelner mellem institutionerne, kan man glæde sig, hvis en af de tre institutioners autoritet nedbrydes. Det er det overordnede billede af Europa, der besudles, hvis fremstående medlemmers omdømme besudles uden forudgående undersøgelser og konkrete kendsgerninger, og skandalernes tåge lægger sig over livsvigtige funktioner. I troen på, at denne tåge vil lette inden for et konkret tidsrum, som Kommissionens formand også lovede at arbejde for, er forkastelsen af dette mistillidsvotum en konstruktiv stemme og en sikkerhed for den kontrol, som Europa-Parlamentet skal udøve.
Vi har støttet Den Liberale Gruppes forslag om et individuelt ansvar for kommissærerne med krav om, at kommissær Marin og kommissær Cresson træder tilbage. De enkelte kommissærer har imidlertid gemt sig bag Kommissionen som helhed, således at man ikke har kunnet gøre dem ansvarlige. Kommissionens formand Santer har ikke vist forståelse for den fremførte kritik. Kommissionen har dermed i sin helhed påtaget sig ansvaret for den samlede kritik, der er rettet mod Kommissionen fra Revisionsretten, Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalg samt en stor gruppe parlamentarikere. Vi har derfor stemt ja i afstemningen om et mistillidsvotum mod Kommissionen. De fundne mangler og uregelmæssigheder må rettes i alles interesse.
Jeg har netop stemt for mistillidsvotummet til EU-Kommissionen på grund af to kommissærers fejlagtige, inkompetente og skandaløse embedsførelse. Kommissionen har selv - ukorrekt - skruet den manglende godkendelse af regnskabet for 1996, som Parlamentets flertal vedtog i december 1998, op til en »tillidskrise«. Formanden for Den Socialdemokratiske Gruppe, fru Pauline Green, annoncerede under afstemningen dengang et mistillidsvotum i håb om at opnå en tillidserklæring på grund af et utilstrækkeligt stemmetal. Hendes let gennemskuelige taktiske spil, herunder hendes teatralske tilbagekaldelse af denne erklæring i dag, vil få indflydelse på diskussionen i den kommende europavalgkamp. De to belastede socialdemokratiske kommissærer, fru Cresson og hr. Marín, har ikke fulgt kravet om at træde tilbage fra deres embede, som blev vedtaget med stort flertal af PPE-gruppen og enstemmigt af de tyske kristelige demokraters gruppe. Dermed har tilliden til den nuværende Kommission taget varig skade, hvilket afstemningsresultatet på 232 mod 293 også tydeligt viser. Fru Edith Cresson er ansvarlig for miserabel ledelse i forbindelse med Leonardo, ukorrekt omgang med penge, nepotisme og væsentlige uregelmæssigheder i forbindelse med engagering af eksterne rådgivere. Heller ikke hr. Manuel Marín har dokumenteret sparsommelig omgang med penge, effektiv anvendelse af dem og tilbørlig kontrol. Ingen af de to har hidtil været indstillet på at påtage sig deres ansvar. Fru Cresson har oven i købet i den sidste uge på ny leveret talrige beviser på sin manglende respekt for Europa-Parlamentet. Hendes forsøg på at bagatellisere anklager om svindel og at fremstille sig selv som »offer« for »sammensværgelser«, som skulle udgå fra Tyskland, er latterligt. Kommissionen har haft rig lejlighed til at tage grundigt fat på problemerne, for Europa-Parlamentet vedtog i marts 1998 at udsætte dechargen. Der er endnu ikke draget konsekvenser af væsentlige ledelsesfejl i omgangen med eksterne politikker som ECHO, Med, Phare og Tacis eller af korruptionsmistanke mod embedsmænd. Der foreligger ingen substante lister over alle de interne undersøgelser om effektiv bekæmpelse af svindel, der er blevet lagt hindringer i vejen for Europa-Parlamentets demokratiske kontrol, idet dokumenter ikke er blevet gjort tilgængelige, er blevet censureret eller forfalsket. Ved afstemmingen i dag stemte jeg også imod en vismandsgruppe, som kommissionsformanden havde foreslået i sit otte-punkts program. Vi har ikke brug for endnu et undersøgelsesudvalg af eksterne kræfter, som i øvrigt ikke kan udføre dette arbejde på få uger. Jeg beklager denne flertalsbeslutning. Den er ensbetydende med, at Europa-Parlamentet umyndiggør sig selv. Foruden Revisionsretten findes der et andet, stærkt kontrolorgan, nemlig Europa-Parlamentets ansvarlige Budgetkontroludvalg. Dette udvalg er det rette sted for økonomiske undersøgelsesprocedurer. Jeg går ind for en stærk Europa-Kommission. Den kan imidlertid først præstere noget og handle, når den er »ren«. Det ville have været i dens egen interesse at rette op på misforhold, afskedige korrupte embedsmænd og beskytte de medarbejdere, som arbejder kompetent, samvittighedsfuldt og pålideligt. Den må reformere sig selv indefra med en adfærdskodeks for udnævnelse af højtstående embedsmænd og en personalevedtægt. Perioden med kammerateri og gemmen sig bag et kollektiv må have en ende. Ethvert medlem af Kommissionen må være parat til personligt at stå til regnskab for sit område. Borgerne har krav på et gennemskueligt, retfærdigt, redeligt arbejdende Europa, som omgås sparsommeligt med de penge, det har fået betroet. Og de har krav på parlamentsmedlemmer, som varetager deres kontrolopgaver uden skelen til partitaktik.
Jeg tror, at man bedst tjener de europæiske skatteyderes interesse, ikke ved at fyre Kommissionen, men ved at nå alvorlige og væsentlige reformer af Kommissionens forvaltning af finanser og personale. Beskyldningerne er alvorlige: finansielle uregelmæssigheder, nepotisme, kammerateri og endog svig lige i hjertet af Kommissionen. Under disse omstændigheder må Parlamentet finde frem til sandheden, sikre, at der etableres mekanismer, der kan rette op på situationen, og insistere på, at alle, der måtte blive fundet skyldige i kriminelle handlinger, bliver retsforfulgt. Den flotte gestus med at fyre hele Kommissionen vil ikke føre til opnåelse af disse mål. Det socialdemokratiske forslag om at udpege et udvalg af uafhængige eksperter til at se på, hvordan Kommissionen opdager og håndterer svig, dårlig forvaltning og nepotisme, giver basis for at få disse uacceptable ting udryddet. Man må glæde sig over, at formanden for Kommissionen om end lidt sent har forstået, hvor alvorlig og hvor omfattende det finansielle sløseri blandt hans embedsmænd er. Hvis Parlamentet og Kommissionen samarbejder, kan man gøre virkelige fremskridt i retning af en »udrensning' i Kommissionen. Hvis dette ikke sker, vil kommissærerne ikke længere have min støtte.
Bliver man ikke dømt på det meste, bliver man dømt på det mindste. Mellem 1989 og 1992 lod Europa-Kommissionen frejdigt Storbritannien forgifte millioner af køer. 146.000 britiske køer blev slået ned, uden at Bruxelles rørte sig ud af pletten. Der cirkulerer stadig kontamineret kød- og benmel. Og Kommissionen siger stadig ikke noget. Der er konstateret snesevis af tilfælde af Kreutzfeldt-Jacob til forbandelse for unge europæere, for kogalskaben er måske blevet overført til mennesker. Under alle omstændigheder har man med åbne øjne løbet risikoen for at smitte millioner af mennesker. Det er Kommissionen, der har gjort dette. Den sundhedsrisiko valgte den at tage. Lad os kalde en ko for en ko og en spade for en spade: Kommissionen har i denne sag ikke blot udvist en forsømmelig holdning, den har udvist en uansvarlig holdning, en kriminel holdning. Men Europa-Parlamentet har ikke sanktioneret den. Mistillidsvotummet af 20. februar 1997 om kogalskaben gik ikke igennem. Hvad mere er: I 1992 overskred Kommissionen sine beføjelser og tøvede ikke med i al hemmelighed at underskrive Blair House-aftalen med USA, en aftale, der ofrede Europas og vores bønders landbrugsinteresser. Heller ikke dér blev der tale om nogen sanktion. Hvad endnu mere er: I sagen om bananer fra Mellemamerika forærede Kommissionen på eget initiativ FRF 12 milliarder i årlige toldindtægter, ene og alene til fordel for tre multinationale selskaber, Chiquita, Dole og Del Monte. Der blev ikke fremsat noget mistillidsvotum, end ikke luftet indignation. Men derimod fremkalder Kommissionen endelig misbilligelse, når det drejer sig om FRF 3, 9 millioner i humanitær bistand til Balkan og om to af Edith Cressons venner, som har fået en plads på hendes kontor. Europa er et system, hvor forgiftningen af køer lader folk iskolde, hvor man er ligeglad med en foræring på FRF 12 milliarder, men hvor en god, traditionel socialists stille bedrageri, firsersocialismens gode, kleptomane vaner, fremkalder reaktioner, som til gengæld er lidenskabelige. Det er bekræftelsen af principppet om, at den, der ikke bliver dømt på det meste, bliver dømt på det mindste. Men bedre sent end aldrig. Man skal ikke glemme, at Al Capone blev dømt for simpelt skattesvig, han, som havde undgået enhver straf for forbrydelse, overfald, røveri og gangstervirksomhed i stor stil.
Dagen i dag er en milepæl for reformen af Europa-Kommissionen. Det var nødvendigt at true Kommissionen med afsked for at sikre, at Parlamentets krav om en nøjere gennemgang af de budgetmæssige procedurer og den finansielle forvaltning blev imødekommet og for at tvinge Kommissionen til at påtage sig en tilbundsgående undersøgelse af sin forvaltning af skatteydernes penge. Man kan ikke i Kommissionen vise nogen form for tolerance over for svig, korruption eller finansielle uregelmæssigheder. Formand Santer har accepteret de reformer, som lederen af EPLP-gruppen, Alan Donnelly, har foreslået. I særdeleshed vil et panel af eksperter, der skal se nøje på finanserne, skabe mulighed for en løbende frem for en bagudrettet revision og tillade hurtige reaktioner på uregelmæssigheder. Dette vil indlede processen med at genskabe tillid i offentligheden, men vi må ligesom Kommissionen erkende, at der har været en reel tillidskrise, og at man må gøre sig de største anstrengelser for at overvinde mangelen på troværdighed. Som regional talsmand for Labour vil jeg efterlyse et fast punkt på Udvalget om Regionalpolitiks dagsorden om gennemførelse og overvågning af budgettet og se frem til et tæt samarbejde med Kommissionen om at overvåge finansieringen under de europæiske regionale bevillinger for at sikre gennemskuelighed og ansvarlighed. At have stemt for hr. Fabre-Aubrespys mistillidsvotum med det formål at fyre Kommissionen i dag på det kritiske tidspunkt, hvor den har brug for at kunne træffe væsentlige beslutninger om Agenda 2000 og reform af regionalbevillingerne, kunne have lammet beslutningsprocessen. Det ville have bragt tidsplanerne i fare og ført til risiko for forsinkelser af fremtidige programmer på europæisk plan. Det ville være uansvarligt at lade vores nødlidende regioner i Storbritannien sidde tilbage med uvished og usikkerhed om de fremtidige bevillinger. Vores krav er blevet imødekommet, og nu er det vores pligt at sørge for, at Kommissionens løfter og retorik omsættes til handling. Jeg understreger, at dette kun er begyndelsen på en proces med strengere og mere minutiøs kontrol med finanserne og ansvarlighed på det økonomiske område.
Afstemningen i dag betyder en desavouering uden fortilfælde af Kommissionen, uanset om der ikke kunne opnås noget flertal for mistillid, selvom det for øvrigt kun var en snes stemmer, der skilte. Det er første gang et mistillidsvotum opnår så mange stemmer. På trods af diverse manøvrer fra Europa-Parlamentets to største grupper, som var modstandere af enhver form for fordømmelse, var der 232 medlemmer af Europa-Parlamentet (ud af 552 tilstedeværende), blandt dem alle franske kommunister og beslægtede og det store flertal af GUE/NGL-gruppen, som stemte for mistillidsvotummet. Det er vidnesbyrd om den stærke utilfredshed, der udvikler sig i Unionen i forhold til Kommissionens ultraliberale valg, dens overdrevne rolle og arrogante praksis. GUE/NGL-gruppen har ligeledes villet forpurre manøvrerne på højrefløjen, som ønskede at frikende Kommissionen for dens ansvar ved kun at sætte to socialistiske kommissærer på anklagebænken. Til støtte for denne nye virkelighed vil vi for vores vedkommende fortsætte med at arbejde for en progressiv nyorientering af det europæiske projekt og for gennemsigtighed i og demokratisering af institutionerne.
I dagens afstemning om mistillidsvotum til Kommissionen stemte jeg for tillid til Kommissionen. Jeg begrunder min beslutning med hensynet til Den Europæiske Unions helhedsinteresse. Den opståede mistillidssituation bliver ikke bedre af, at Kommissionen bliver afsat. En afsættelse af Kommissionen ville gøre EU handlingslammet, hvilket vi ikke kan tillade os, når vi holder os for øje, at der i den nærmeste fremtid skal løses store politiske spørgsmål. Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalg skal kunne færdiggøre sit opklaringsarbejde om decharge for mistanken om misbrug fra 1996 rettet mod Kommissionen. Det er vigtigt, at det sker her i perioden frem til marts i den nuværende Kommissions og dette Parlaments virkeperiode. Desuden må der oprettes en tillidsaftale mellem EU's organer - Ministerrådet, Kommissionen og Parlamentet - således som EU's nuværende formandsnations, Tysklands forbundskansler Gerhard Schröder har foreslået. Tillidsaftalen skal tilvejebringes hurtigst muligt, således at vi kan få rettet op på de fejl, der er opstået i løbet af denne mangelfuldt behandlede proces. Da der er klare beviser og klart grundlag for at mistænke kommissærer for dårlig administration, bør der desuden oprettes et uafhængigt undersøgelsesorgan til at efterforske alle mistankerne mod Kommissionen. Såfremt resultatet af undersøgelserne viser alvorlige tilfælde af misbrug eller forseelser, bør de skyldige straffes behørigt. Denne tillidskrise peger i det hele taget på alvorlige gnidninger mellem EU's forskellige organer og genspejler dybereliggende problemer i magtbalancen organerne imellem. I fremtiden bør man øge åbenheden i EU's og dens forskellige organers arbejde, således at man kan undgå en gentagelse af denne kedelige type processer.
Når jeg i dag stemte for mistillidsvotummet til Kommissionen, lige som jeg tidligere gjorde det under BSE-krisen, er det for at give udtryk for en præcis politisk holdning uden at lade det ene eller det andet medlems dårlige omdømme spille ind, det er nemlig ikke vores ansvar. Den blodtørst, hvormed man anklager denne eller hin, kunne næsten få mig til at trække mig ud af debatten, men det politiske ansvar kræver en klar stillingtagen. Kommissionen har ved tre lejligheder vist sin manglende evne til i gennemsigtighed og i europæiske borgeres interesse at håndtere så centrale og forskellige sager som BSE (offentlig sundhed), internationale relationer (aftalerne i GATT, NTM, AMI, PET, ...) og budgettet (gentagne gange). Det forekommer mig usammenhængende og farligt for det europæiske projekts fremtid at blive ved med at udtale tillid til en Kommission, som uophørligt er arrogant i det daglige, men som beder om forladelse og lover bod og bedring, når tampen brænder, uden nogensinde at konkretisere sine løfter! Det er den politiske tillid, jeg ikke vil vise en institution, som alt for tit udelukkende orienterer sig i ultraliberal retning og lader hånt om europæiske borgeres forhåbninger og behov.
Parlamentet har en pligt til at forholde sig kritisk til Kommissionens arbejde. Når Parlamentet nægter Kommissionen decharge for 1996, bør der sættes spørgsmålstegn ved tilliden til Kommissionen, hvilket også er sket. Den arrogance, med hvilken Kommissionens formand har mødt Parlamentets kritik, er ubegribelig og uacceptabel. At man straffer en tjenestemand med udelukkelse, fordi vedkommende har forsynet Parlamentet med oplysninger om Kommissionens manglende vilje til at bekæmpe svindel og bedrageri, vidner ikke om den åbenhed, der er nødvendig for at vinde EU-borgernes tillid. Oplysningerne om nepotisme forbedrer på ingen måde tilliden til Kommissionen. Det er helt nødvendigt med en uafhængig undersøgelse af oplysningerne om bedrageri, svindel og nepotisme, og Kommissionens arbejde skal forbedres væsentligt. Vi har egentlig ingen tiltro til Kommissionens formand. Uanset resultatet af afstemningen om et mistillidsvotum har Kommissionen svækket sin egen position betydeligt med sin optræden.
Ved at forkaste mistillidsvotummet, fremsat af 70 medlemmer fra alle politiske grupper, har Europa-Parlamentet dækket over Kommissionens bedragerier og alvorlige uregelmæssigheder og har således mistet enhver troværdighed i borgernes øjne. Ved at ville beskytte de to socialistiske kommissærer, franskmanden Edith Cresson og spanieren Manuel Marín, har Den Socialdemokratiske Gruppe, sin sædvane tro, gjort sig til uhæderlige personers - ja mafiosoers - medskyldige og har bragt Bruxelles-bureaukraternes gøren og laden en smule længere på afstand af nationernes og folkenes interesser. Front National har ved denne lejlighed enstemmigt bekræftet sin opgave, som er at forsvare fædrelandenes interesser og de europæiske folkeslags frihed, i særdeleshed det franske folks frihed.
Jeg har stemt mod PPE-gruppens beslutningsforslag og for PSE-gruppens beslutningsforslag og det af den simple grund, at min politiske gruppes beslutningsforslag ville have destabiliseret Kommissionen på et tidspunkt, hvor Europa har brug, ikke for yderligere vanskeligheder, men for styrke og mod til at overvinde vanskelighederne. Jeg stemte for det socialdemokratiske beslutningsforslag, for det kræver en undersøgelseskommission til - i nær fremtid - at kaste fuldt lys over de bedragerier og uregelmæssigheder, der er begået i selve Kommissionen. Dette beslutningsforslag gentager i øvrigt de samme argumenter, som i december fik Parlamentet til at nægte decharge for budgettet. Formand Santer og det store flertal af hans Kommission nyder min fulde tillid. Jeg er ikke i tvivl om, at advarslen er blevet hørt, og at Parlamentets og Revisionsrettens næser vil udløse praktisk handling. Jacques Santer har lovet af holde storvask i sin Kommission. Det er grunden til, at jeg afviste mistillidsvotummet. Jeg vil give Kommissionen mulighed for at korrigere sine fejltagelser, stille de pågældende til ansvar og gå styrket ud af denne krise. Med denne stemme giver jeg over for formand Santer udtryk for den tillid, jeg har til ham og til opbygningen af et stærkt, gennemskueligt og demokratisk Europa, et Europa, som for fremtiden vil vide at undgå bedragerier og embedsmisbrug.
Indirekte er det dechargen til Santers Kommission for 1996, der er til afstemning, og jeg vil stemme for dechargen, altså for tillid til Kommissionen under ledelse af Jacques Santer. Også for mig har det været en vanskelig beslutning, for rapporten fra Revisionsretten har med rette gjort opmærksom på den sjuskede måde, hvorpå enkelte kommissærer og en del af deres embedsmænd har udført deres arbejde. Det er imidlertid ikke Jacques Santers skyld, som selv med den bedste vilje i verden ikke kan blande sig i sine kommissærers områder. Det skal imidlertid også siges, at Europa-Parlamentet gentagne gange har krævet, at de europæiske institutioner og også de nationale instanser skulle være mere omhyggelige i omgangen med de penge, de har fået betroet. Desværre må formanden for Revisionsretten på ny konstatere, at Fællesskabet i det forløbne år igen har mistet milliardbeløb, fordi de enkelte forvaltninger ikke har kunnet samarbejde på tilfredsstillende vis. Her er det imidlertid ikke Kommissionen, der skal tages i skole, men de enkelte medlemslande, som ikke udstyrer deres forvaltninger på en sådan måde, at der kan sikres et bedre europæisk samarbejde. Selvom Revisionsretten og Europa-Parlamentet hele tiden presser på for at gennemføre bedre og hurtigere kontrol, er medlemslandenes manglende vilje til at gøre noget på dette område massiv. Der må altså sørges for afhjælpning. Dette kan ikke opnås ved at afsætte Santers Kommission. Det ville sikkert have været i hele sagens interesse, hvis et par kommissærer havde påtaget sig deres politiske ansvar, men da de nu ikke gør det, må der findes midler og veje til at overvinde den forhindring, at der i tilfælde af et mistillidsvotum skal ske udskiftning af hele Kommissionen. Parlamentet må som øverste kontrolorgan bemyndiges til at sende enkelte kommissærer, men også embedsmænd, som ikke efterkommer deres pligter i samfundets interesse, ud i kulden, også selvom det ikke passer ind i enkelte regeringers kram. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, gør det mig ondt for enhver formand for Kommissionen, for så vil der ikke blive ændret noget ved det nuværende, dårlige system. Og det lige før en udvidelse af Den Europæiske Union, som nok ikke vil gøre det hele lettere. Og Europa-Parlamentet vil ikke en gang til kunne smutte uden om sin absolutte kontrolfunktion. I håbet om, at dette fremover ikke vil være nødvendigt, vil jeg som sagt stemme for decharge til Kommissionen under Jacques Santers ledelse.
Vi har stemt for et mistillidsvotum mod Kommissionen. Vi har gjort det med udgangspunkt i det ansvar, vi har påtaget os som repræsentanter for borgerne i Sverige og den øvrige Union. Vi har forsøgt at se bort fra uvedkommende partitaktiske hensyn. Vi har afgivet vores stemmer for at fremme de vidtgående reformer, der kan skabe en troværdig og hæderlig forvaltning i Unionen. Den siddende Kommissions troværdighed er alvorligt skadet. Uregelmæssighederne i den økonomiske forvaltning har fået lov til at eksistere alt for længe. Løfterne fra Kommissionens formand om forbedringer, der er afgivet under akut politisk pres, kan ikke vække vores tillid. Der har alt for længe været en manglende evne - og i vid udstrækning manglende vilje - til at bekæmpe disse uregelmæssigheder. Uregelmæssighedernes omfang er massivt dokumenteret, primært med Revisionsrettens undersøgelser og senest i Europa-Parlamentets betænkning fra Budgetkontroludvalget (betænkning af Bösch). Der er således brug for et paradigmeskift. Vores holdning bunder i det faktum, at Kommissionen har et kollektivt ansvar. Vores votum kaster ingen skygge på de mange ansvarsbevidste og hæderlige tjenestemænd, der findes i Kommissionens rækker. Vi udtrykker vores solidaritet med Paul van Buitenen, hvilket fremgår af vores handlemåde. Vi er imidlertid overbeviste om, at kun en ny Kommission kan genoprette institutionens tillid og gennemføre de strukturelle reformer, de nye regelsystemer og den åbenhed, der kræves i den nuværende situation.
For første gang i Parlamentets historie har et mistillidsvotum mod Kommissionen fået et antal stemmer, der ligger tæt på simpelt flertal, og som kommer fra alle politiske grupper og fra alle medlemsstater, der er repræsenteret i denne forsamling. Omfanget af denne mistillid, som samlede 232 om det eneste virkelige mistillidsprojekt, nemlig det, der blev fremsat på initiativ af Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa, er en overbevisende afsløring af den afvisning, som det europæiske projekts nuværende måde at fungere på er genstand for fra vores respektive befolkningers side. De gentagne skandaler, der ryster Kommissionen på alle dens interventionsområder, er ikke opstået tilfældigt: De er resultatet af et system, som medlemsstaterne har ladet udvikle sig, og som helt strukturelt skaber korruption. Dette system kan anskues som en virkelig forvrængning af demokratiet, eftersom det fører til, at de ansvarsområder, befolkningerne betror de regeringer, de vælger, rent faktisk med Kommissionens mellemkomst bliver varetaget at underentreprenører, som ingen kontrollerer: konsulentbureauer, firmaer der udfører ad hoc-ydelser, osv. Javel, de europæiske institutioner skal ses efter, men de skal ses virkelig grundigt efter. Det er det, vi mener, når vi taler om nødvendigheden af at bygge et »andet Europa«. Vi mener, at det er absolut nødvendigt at gøre en ende på denne absurde proces, som for staternes vedkommende består i at afstå beføjelser til en Kommission, der er så begærlig efter magt, at den er ude af stand til at udøve den. Løsningen ligger hverken i ukontrollerede underentrepriser, som medfører spild og bedrageri på bekostning af skatteyderne i vores medlemsstater, eller i opbygningen af et føderalt superbureaukrati. De tilfælde af bedrageri, vi i dag opdager og tager afstand fra, er ikke andet end et resultat, der er opstået ved at anvende det føderalistiske dogme om Kommissionens højhellige uafhængighed af medlemsstaterne. Under dække af denne »uafhængighed« er der helt naturligt opstået en tilvænning til at udøve magt uden kontrol, en kultur af ugennemsigtighed, af nepotisme og af arrogance, et univers af medviden og selvtilfredshed, en foragt for retsregler, en lukket verden, der er afskåret fra befolkningerne og deres repræsentanter, og som tror, at alt er den tilladt: med andre ord det modsatte af demokrati. Vi må altså skride til radikalt andre metoder og til en fuldstændig omlægning af det europæiske projekt, hvis vi virkelig vil sætte en stopper for denne skejen ud blandt Unionens institutioner, som bringer selve Europa-tanken i vanry. Medlemsstaterne, samlet i Rådet, må energisk tage kontrollen med Kommissionen tilbage. Deres fordums laden-stå-til, hvor de uovervejet har ladet et organ udvikle sig, som unddrager sig enhver kontrol, hvor de er flygtet fra deres ansvar, og hvor de har givet efter for Kommissionens bulimistiske appetit på magt, har bragt det europæiske projekts fremtid i fare. Hvis man vil muge ud i Augias' stalde, er der i dag ingen anden vej end at påbegynde byggearbejdet med et virkeligt demokratisk og gennemsigtigt Europa. Det nuværende system viser sig reelt at være ude af stand til at reformere sig selv og ude af stand til at tage hensyn til den vilje til reformer, som Europa-Parlamentet har givet udtryk for. Man behøver blot at se på, hvilken skæbne der overgik konklusionerne på vores to første undersøgelseskommissioner. Kommissionen mobiliserer først energien, når det drejer sig om inden for egne rækker, at fordømme tilhængerne af gennemsigtighed, fra Bernard Connolly til Paul van Buitenen. De små arrangementer, der er aftalt mellem formanden for Kommissionen og Den Socialdemokratiske Gruppe, og som opererer med oprettelsen af, ikke en undersøgelseskommission her fra Parlamentet, men en vismandsgruppe, hvor Kommissionen har vetoret ved udpegelsen af medlemmerne, er tydeligvis ikke på højde med de problemer, der skal klares, og som ville åbne mulighed for at komme ud af den blindgyde, som det europæiske projekt for øjeblikket befinder sig i.
Jeg stemte ikke for mistillidsvotummet, men ville være parat til at stemme for et lignende forslag i fremtiden, hvis udvalget af uafhængige eksperter afslører alvorlige fejltagelser eller dårlig forvaltning, og hvis de skyldige kommissærer ikke straks påtager sig deres ansvar. For at bruge en af de få politiske klichéer, der ikke har været brugt i denne uge, så er det absolut sidste udkald for den nuværende Kommission.
Jeg har i dag stemt for tilliden til Kommissionen, da jeg har vurderet, at Kommissionens afgang vil være til mere skade end gavn for Unionen. Det har haft stor betydning for min beslutning, at de afgørende forhandlinger om budgettet, strukturpolitikken og landbrugspolitikken bør kunne afsluttes snarest muligt. Det er i Finlands interesse, specielt hvad angår landbrugspolitikken. Nu er det et spørgsmål om at påtage sig et ansvar og ikke vise sin magt, hvilket fejlagtigt er blevet vigtigt for mange i Europa-Parlamentet. For at fortsætte kampen mod misbrug i EU, for at få en god forvaltningskultur og for at undgå, at man giver andre skylden, bør kommissærerne have et personligt ansvar. Kampen for en bedre og mere åben forvaltning er det centrale element. Det er også en af grundene til, at jeg støtter tankegangen i Den Liberale Gruppes beslutning. Det er ligeledes i tråd med de forvaltningsreformer, der siden er kommet godt i gang. Det er også min opfattelse, at Kommissionen har gjort store fremskridt for at rydde op i forvaltningen. At man har fundet fejl, skyldes i høj grad en øget indsats for at sørge for en sund og god forvaltning. Man har heldigvis primært opdaget dårlig forvaltning og relativt få bedragerier.
Jeg undlod at stemme om mistillidsvotummet. Det gjorde jeg for at protestere mod den udvikling, som Den Socialdemokratiske Gruppe har iværkssat under forhandlingen om decharge for regnskabsåret 1996. Betænkningens forfatter har formuleret et udmærket forslag, som i mellemtiden er kendt som punkt 26 og 27 i betænkningen af hr. Elles. Han foreslog et arbejdsprogram, som Kommissionen skulle gennemføre inden for bestemte datoer. På den måde kunne Parlamentet holde debatten åben og kræve, at Kommissionen får orden på sagerne. Den Socialdemokratiske Gruppe ville afslutte debatten og indgav et mistillidsvotum, som de ikke selv ville godkende. Votummet har ført til en overpolitisering af hele sagen og, hvad der er endnu værre, til et resultat, som er dårligere end betænkningen af hr. Elles. Ekspertudvalget er et nederlag for Parlamentet. Det burde ikke være kommet så vidt.
Det mistillidsvotum, der er fremsat mod Europa-Kommissionen, er ikke tilstrækkeligt begrundet. Forhandlingerne har ikke tilført noget nyt, hverken nye beviser eller solide argumenter. Derfor har jeg ikke kunnet stemme for mistillidsvotummet. Der er skabt stor politisk og institutionel forvirring. Offentligheden har fået et negativt budskab vedrørende de europæiske institutioner. De sædvanlige EU-modstandere har udnyttet lejligheden til at forringe stabiliteten omkring projektet med opbygningen af Europa. Man har ikke taget hensyn til en væsentlig realitet i den konstitutionelle og administrative doktrin: Man må skelne mellem regeringens ansvar og forvaltningens ansvar. Man har også glemt unionstraktatens ånd og bogstav. Europa-Parlamentet har fuld beføjelse til at kontrollere alle Europa-Kommissionens handlinger fra dag til dag. Dette er en af Parlamentets funktioner, som vi udfører gennem mundtlige og skriftlige forespørgsler og gennem de regelmæssige beretninger om Den Europæiske Unions forvaltning. Endvidere besidder Europa-Parlamentet stor magt, idet den ved afstemning kan vedtage et mistillidsvotum til Europa-Kommissionen og dermed afskedige den. Men denne store beslutningsmagt bør anvendes til at vurdere grov forsømmelighed i varetagelsen af Europa-Kommissionens væsentligste institutionelle forpligtelser, som primært er dens lovgivningsinitiativ og dens ansvar som traktaternes vogter. I hele verden er offentligheden klar over, at Den Europæiske Union i de seneste år har nået et revolutionerende udviklingsniveau og nogle revolutionerende mål. Indførelsen af den fælles valuta har været en afgørende succes. Indledningen af forhandlinger om udvidelse af Den Europæiske Union med landene i Mellem- og Østeuropa vil føre os til det store forenede Europa, en revolutionerende institutionel model og en verdensomspændende freds- og velstandsfaktor. Der er også gang i forhandlingerne om Agenda 2000, som vil gøre Europa i stand til med succes at gå fremtidens udfordringer i møde i de næste syv år. Eftersom alt dette til sammen er en eklatant succes, ville det være lidet ansvarligt at vedtage et mistillidsvotum til Europa-Kommissionen, den indiskutable drivkraft bag Fællesskabets institutioner. Denne virkelighed forhindrer os ikke fra Europa-Parlamentets side i at fortsætte vores funktion med streng kontrol af alle Europa-Kommissionens aktiviteter, herunder at kræve bedre strukturering af forvaltningen. Personligt har jeg i de sidste 12 år anmodet om ændring af Kommissionens procedurer. Der er bl.a. fremsat krav om godkendelse af en forordning om forvaltningsprocedure og forvaltningsret. Her er der et stort tomrum i fællesskabslovgivningen. Denne forordning vil give borgerne juridisk sikkerhed, effektivitet og gennemsigtighed. Samtidig ville det udgøre et væsentligt instrument til at behandle fejl i Europa-Kommissionens økonomiske forvaltning og gøre det muligt med juridisk sikkerhed at skelne mellem det økonomisk-forvaltningsmæssige ansvar og det højtstående politiske og institutionelle ansvar, hvis ultimative og yderste modforanstaltning er mistillidsvotummet . Mødet udsat kl. 12.40 og genoptaget kl. 15
Hr. formand, for at klargøre proceduren for fremtiden vil jeg bede Dem spørge formanden for Udvalget om Forretningsordenen, hvilken artikel der dannede grundlaget for den netop overståede seance, eftersom det blev accepteret, at det mistillidsvotum, som Den Socialdemokratiske Gruppe havde fremsat, og som følgelig var underskrevet af mindst 63 medlemmer, blev trukket tilbage inden afstemningen. Jeg vil altså gerne vide, hvilken artikel i forretningsordenen man henholdt sig til for at trække dette forslag til mistillidsvotum tilbage, som mere end 63 medlemmer af Den Socialdemokratiske Gruppe havde underskrevet.
Tak, hr. Happart. Jeg har taget Deres indlæg til efterretning, det skal blive viderebragt, som De ønsker.
Hr. formand, bare for at tydeliggøre, hvad der er dagsordenen, så forstår jeg, at vi nu skal fortsætte med debatten om Van Lancker-forslaget og derefter gå over til de aktuelle og uopsættelige spørgsmål. Som én, der har skrevet under på uopsættelighed under punkt 5 på dagsordenen, vil jeg være glad, hvis De vil bekræfte, at vi skal afslutte dagsordenen, hvilket simpelthen betyder, at det er sandsynligt, at afstemningen vil blive udsat nogle få minutter, i stedet for at vi på en måde mister et uopsætteligt punkt, der, som De udmærket ved, i sidste måned blev udskudt af samme grund. Der er folk til stede i tilhørerlogen, der er kommet fra Det Forenede Kongerige for at høre denne debat. Det ville være temmelig absurd, hvis man for anden måned i træk skulle sige til dem: »Kom tilbage i næste måned.«
Hr. Ford, jeg er fuldt ud klar over vigtigheden af det uopsættelige spørgsmål, De hentyder til, og jeg kan forsikre Dem, at hensigten med mødet er at behandle samtlige aktuelle og uopsættelige problemer og derefter skride til afstemning, hvilket i det foreliggende tilfælde vil sige at udskyde afstemningen om de aktuelle og uopsættelige spørgsmål, så alle punkter kan blive behandlet .
Næste punkt på dagsordenen er fortsat forhandling under ét om de to beslutningsforslag til Rådet og til Kommissionen og om Van Lanckers forslag til henstilling vedrørende den årlige drøftelse om anvendelsen af artikel K.6 i traktaten. Kommissionen er repræsenteret, det samme er Rådet. Jeg takker Dem, fordi De er kommet tilbage her i eftermiddag for at opfylde Deres forpligtelse over for Europa-Parlamentet.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg beklager, at denne interessante debat og Deres interessante redegørelser står i skyggen af dagens øvrige begivenheder. Men jeg takker Dem for, at De er blevet hos os. Det er et opmuntrende, parlamentsvenligt signal fra rådsformandskabet og Rådet. Tre punkter. For det første vil jeg sige tak, fordi De gik så udførligt ind på emnet østudvidelse. Som Parlamentets ordfører for østudvidelsen og den indre sikkerhed mener jeg virkelig, at dette er centrale emner, ikke kun hvad angår førtiltrædelsesstrategien og acquis communautaire , men også hvad angår en række initiativer, fra fælles bekæmpelse af kriminalitet til østudvidelsen af Europol, som allerede kan fremskyndes gennem aftaler med politiet i ansøgerlandene, til det afgørende punkt dannelse og uddannelse, hvor vi må omstrukturere Phare-programmerne, men her er der jo meget, som kan reguleres allerede nu. Der er imidlertid også to langsigtede mål, som jeg nævner i min betænkning, og som jeg vil gøre Dem opmærksom på. Det ene vedrører beskyttelsen af de kommende europæiske ydre grænser. Jeg tror, at vi som forberedelse til en fælles europæisk grænsesikring må gribe til hjælpeforanstaltninger, for jeg tror, at vi på længere sigt har brug for den. For det andet vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi har foreslået et europæisk akademi for indre sikkerhed. Det østrigske formandskab var til dels åbent for projektet, og jeg vil bede Dem om seriøst at studere dette projekt, som befinder sig i grænseområdet mellem EU og ansøgerlandene. For det andet vil jeg gerne nævne emnet byrdefordeling. Vi har brug for en personmæssig byrdefordeling efter kvoter for borgerkrigsflygtninge og asylansøgere i Den Europæiske Union. Også her har det østrigske rådsformandskab og Parlamentet udført vigtige indledende arbejder. Vi vil måle dette rådsformandskab på, hvad der sker på dette område. For det tredje beder jeg Dem, uden at det skal opfattes som et indlæg i den indenrigspolitiske debat, om at arbejde for, at de følsomme spørgsmål om statsborgerskab og dermed om unionsborgerskab i de enkelte stater udsættes ... Formanden afbrød taleren
Hr. formand, i beslutningsforslaget og den betænkning, vi diskuterer, savner jeg et klart flygtningeperspektiv - her mener jeg flygtningenes perspektiv. Det bliver stadig mere tydeligt, at Dublin-konventionen og Schengen-aftalen bidrager negativt til at skabe en brutal og restriktiv flygtningepolitik i Vesteuropa. Vi ser allerede nu de urimelige virkninger af Dublin-konventionen, når man anvender princippet om første asylland på lande, der har ulige vilkår for at bevilge asyl. Mennesker sendes fra det ene land til det andet, og deres ansøgninger behandles ikke korrekt. Vi kan se, at et af de primære motiver bag Schengen-aftalen i virkeligheden har været ved hjælp af metoder som transportansvar, jernhård visumpolitik og overdrevne grænsekontroller at hindre asylsøgere i at tage til EU for overhovedet at kunne søge asyl. Desværre kan vi også se, hvordan dette beslutningsforslag forsvarer det helt urimelige dokument fra det østrigske formandskab, der er et kraftigt angreb på alt, hvad der hedder en human og ansvarsfuld flygtningepolitik. Det handler om »Fort Europa« - det handler ikke længere om ansvar for asylsøgere.
Hr. formand, jeg vil blot fremhæve nogle af de mange punkter, der skal diskuteres. Målet med Schengen er at skabe fri bevægelighed for personer i EU. Schengens regelsæt er imidlertid helt og holdent koncentreret om grænsekontroller, sikkerhedskontroller og kompenserende foranstaltninger. Hvilke signaler sender det til borgerne? Kun ganske få artikler handler om fri bevægelighed, det positive. Det er ikke acceptabelt. Vi frygter også og er meget bekymrede over, at Schengen kan være medvirkende til at skabe en mindre generøs og human flygtninge- og asylpolitik. Det er der meget, der tyder på. Derfor kræver vi, at FN's flygtningekonventioner skal gælde i alle situationer, også i EU. Schengen-aftalen skal også være kompatibel med den mellemstatslige nordiske pasunion, så den frie bevægelighed i Norden kan fortsætte og videreudvikles, sådan som det har været tilfældet i 40 år. Det er derfor glædeligt, at udvalget endelig støtter det. Hvad angår Schengen-aftalens integrering i traktaten, så skal forhandlingerne være åbne og omfatte både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Adgangen til oplysninger og dokumenter skal lettes, så både politikere og borgere kan deltage. De Grønne mener, at Schengen-aftalen bør gennemgås og ændres, hvad angår subsidiaritetsprincippet, visse vigtige grundlæggende rettigheder samt de juridiske garantier for, at borgernes sikkerhed og integritet kan beskyttes. Vi er bekymrede over de enorme krav, der stilles til ansøgerlandene og deres muligheder for at leve op til kravene om grænsekontroller, lovgivning m.m. Vi kræver derfor fleksibilitet og ansvar samt forståelse fra EU's side for de store problemer, som landene har.
Hr. formand, jeg skal gøre det meget kort. Jeg er på alle de væsentlige punkter enig i de synspunkter, der er fremført af mine svenske kolleger, hr. Sjöstedt og fru Lindholm. Der er to tendenser i de foreliggende to forslag, som er afgørende for vores gruppe, for mig personligt og for den bevægelse, jeg repræsenterer i Danmark. Den ene tendens går i retning af en skærpelse af Parlamentets magt på disse områder, hvilket sker på bekostning af de nationale parlamenters kompetence, og det andet er den stærke integration og den næsten imperialistiske trang til at dominere omverdenen, herunder ikke mindst Norge og Island. Jeg skal oplyse, at vi må modarbejde tendensen til at integrere det strafferetlige område og alle andre retsområder, herunder politisamarbejdet, med andre ord overførelsen fra søjle 3 til søjle 1. Det er uigennemtænkt. Det er uoverlagt. Det er en betænkelig udvikling, som er i strid med de nationale retstraditioner, først og fremmest den danske, som jeg går ind for.
Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at tilslutte mig ordførerens kritik af tidspunktet for debatten. Den finder sted i dag i overværelse af et rådsformandskab, som kun har været på posten i få dage. Opgaven er at gøre status over det britiske og det østrigske formandskab. Begge lagde ud med et realistisk program og lovede at forbedre samarbejdet med Parlamentet. Derefter talte kendsgerningerne imidlertid et noget andet sprog. Hverken indholdsmæssigt eller formelt er løfterne blevet indfriet. Mange af de beslutninger, der var stillet i udsigt, blev udsat, på nogle områder blev der opnået utilstrækkelige kompromiser. Det mest tydelige eksempel på Unionens langsommelige arbejdsgang i sikkerhedsspørgsmål er vel Europols langsomme start for halv kraft. Lad mig til sidst sige, at når Van Lanckers betænkning i punkt 1, stk. 2, i hvert fald i min udgave, går ud fra, at Amsterdam-traktaten har været i kraft i et år, så er der formentlig tale om en af de »forbi-trædelsespagt«, som formanden opsporede i formiddags!
Hr. formand, det er ikke nemt på to minutter at sige de mange ting, som burde siges om disse to vigtige betænkninger. Endvidere vil jeg bruge noget tid - for jeg finder det vigtigt - til her at fremhæve, at Rådets formandskab i dag er til stede. Vi ved alle, at dette ikke sker så ofte, selvom det burde være en sædvane, og jeg håber, at vi fortsat kan regne med Rådets tilstedeværelse ved vores forhandlinger. Om beslutningsforslaget af Nassauer vil jeg blot sige, at jeg synes, det er et fremragende forslag, og at jeg er enig i indholdet. Og med hensyn til betænkningen om Schengen-samarbejdet vil jeg takke ordføreren for hendes arbejde, for der er tale om en meget vanskelig betænkning. Og jeg vil især takke hende for den måde, hvorpå afstemningen blev gennemført i udvalget. Hvad angår principperne i denne betænkning, må det påpeges, at hverken Schengen-aftalen eller -protokollen opstiller en hierarkisk adskillelse mellem frihed og sikkerhed, og at de begge bør respekteres parallelt, hvis Schengen-samarbejdet skal opfylde de mål, som det blev skabt til. Det er blevet sagt, at Schengen-reglerne er uklare. Nej, de er ikke uklare, men evolutionære, da de er under fuld udvikling. Sådan skal det være, og sådan skal det fortsætte med at være. Schengen-reglerne skal fortsætte med at udvikles indtil det sidste øjeblik, hvor de inkorporeres i Den Europæiske Unions rammer, og Eksekutivkomitéen skal fortsætte med at udøve sin funktion. Derfor kan vi ikke kritisere, at denne udvikling har nogle dårligt definerede profiler. Endvidere er Schengen et samlet hele, og det skal inkorporeres i fællesskabsretten som et hele. Det må ikke opsplittes, da vi så mister dette vidunderlige instrument, der allerede har sikret, at vi kan færdes frit inden for et fælles område, hvilket var, hvad det blev udtænkt til. Lad mig give et eksempel: Det er allerede blevet nævnt, at hverken i SIS eller i Schengen-aftalen er der opstillet en hierarkisk adskillelse mellem sikkerhed og frihed, og rent konkret i forbindelse med SIS kan der ikke opstilles et hierarki for vigtigheden af henholdsvis artikel 96 og 95. Man kan ikke sige, at udarbejdelsen af en liste over udlændinge er vigtigere end listen over terroristers adgang. Alt dette udgør en del af et hele, og det skal inkorporeres som sådan.
Hr. formand, med hensyn til hr. Nassauers beslutningsforslag om politisamarbejde og udviklingen af Europol, var jeg meget glad for det, vi hørte fra det tyske formandskab i forbindelse med udviklingen af Europol inden for rammerne af den konvention, der er blevet ratificeret for nylig. Jeg er helt enig i, hvad andre har sagt her: Hvis vi skal have en væsentlig yderligere udvidelse af Europol på det operationelle område, så må vi sikre, at der er et ordentligt system med demokratisk ansvarlighed for dettes aktiviteter, herunder en forøget rolle for Parlamentet og et ordentligt, uafhængigt klagesystem over dets aktiviteter. Det er væsentligt, ligesom det er det for enhver national politistyrke. Frem for alt er der nu for hele dette område om retlige og indre anliggender et stort behov for omfattende og hurtige fremskridt for harmoniseringen. De meget små fremskridt, som er blevet gjort på dette område, sammenlignet med de voldsomme fremskridt, der er sket på det finansielle, økonomiske og mange andre områder af Fællesskabets aktiviteter, volder nu alvorlige problemer. Det er nødvendigt, at vi gør alt, hvad der er muligt, for at indhente det forsømte på områder som f.eks. udlevering, grænseoverskridende forbrydelser, samarbejde mellem justitsmyndigheder og domstole, herunder civile sager som den tyske minister skitserede, og lovgivning vedrørende indfødsret og borgerrettigheder. Lad mig give Dem et eksempel: Jeg beskæftiger mig med et tilfælde med en familie, hvor moderen er irsk, faderen britisk, og datteren blev født i Holland, men i de sidste otte år har de boet i Spanien - meget europæisk. Men denne pige, der nu er 13, har ikke indfødsret nogen steder og kun et midlertidigt rejsedokument udstedt som en gestus af de irske myndigheder. Vi må kunne behandle sådanne personsager ordentligt og ikke tillade, at der udvikler sig en situation, hvor børn så at sige kan være statsløse. Vi må få hold på dette her. Jeg støtter fuldt ud fru Van Lanckers betænkning. Den indeholder mange fremragende forslag. Jeg er glad for, at de ændringsforslag, der blev vedtaget i udvalget, har fjernet noget af den milde kritik af den britiske og irske holdning, som man enedes om i Amsterdam, om ikke at deltage i Schengen-aftalen, i det mindste for en tid. Jeg er sikker på, at situationen vil ændre sig, efterhånden som tiden går. Vi må være opmærksomme på implikationerne for hele Den Europæiske Union af, at Schengen-aftalen vil omfatte to stater, der ikke er medlemmer af EU, når islandsk og norsk deltagelse bliver bekræftet. Og det forhold, at to eller tre af EU's nuværende medlemsstater ikke vil tage del i Schengen, skaber komplikationer, som man må finde en løsning på. Endelig var jeg glad for, at ministeren nævnte spørgsmålet om ansøgerlandene. Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender har haft et værdifuldt møde med parlamentarikere fra disse ansøgerlande for at drøfte hele det justits-og indenrigsministerielle område. Tilstrømningen i øjeblikket af asylsøgere fra visse af disse østlige lande sætter spørgsmålstegn ved situationen i visse af disse lande og gør det yderst påkrævet, at de indfører effektiv lovgivning for at beskytte deres etniske minoriteter. Jeg håber meget, at Rådet og Kommissionen under de igangværende forhandlinger vil sikre, at spørgsmålet om menneskerettighederne og beskyttelsen af mindretal straks får den opmærksomhed, det har brug for.
Hr. formand, hr. formand for Rådet, kære kolleger, det er rigtigt, at Amsterdam-traktaten får europæisk politik til at fungere bedre på det retslige og det indenrigpolitiske område. Men i mindst fem år er denne politik, f.eks. i asylanliggender, unddraget enhver parlamentarisk kontrol. De nationale parlamenter har ikke længere noget at skulle have sagt, og Europa-Parlamentets ret begrænser sig til kun at blive hørt. Det er utilstrækkeligt. Det er uacceptabelt, at et område, der er så vigtigt som den indre sikkerhed, unddrager sig parlamentarisk kontrol og beslutning og ikke er en del af den demokratiske gennemsigtighed. En anden overvejelse: I Ministerrådet bliver der vedtaget vigtige aktstykker, og derefter sker der ikke noget. Disse tekster, som er uundværlige for Unionens rette drift og for vores borgeres sikkerhed, bliver ikke ratificeret og kan derfor ikke træde i kraft. Hr. Nassauers beslutningsforslag nævner 13 af de vigtigste. Det er det modsatte af politisk effektivitet, det er den absolutte status quo. Med andre ord, inden for kriminalitetsbekæmpelse og asyl- og indvandringspolitik kan vi notere os mange erklæringer, men få handlinger. Jeg drager ikke vores lederes gode vilje i tvivl. Jeg konstaterer blot ganske enkelt de politiske realiteter, som ikke er ret positive, og jeg anmoder indtrængende Rådet om at drage lære af denne negative situation og sørge for, næste gang traktaterne skal revideres, at strukturerne bliver ændret i det omfang det nuværende institutionelle underskud forhindrer os i at gøre, hvad der skal gøres. Vores borgere beder os om at handle. Vi er ofte i den situation, at vi gerne vil, men ikke kan.
Hr. formand, fru kommissær, Schengens sikkerhedssystem - det er vi alle enige om - er ganske enkelt forudsætningen for, at den frie bevægelighed kan realiseres. Vi må aldrig glemme, at den frie bevægelighed kun kan nydes, hvis alle borgeres sikkerhed fortsat er sikret, om muligt sågar forbedres. Virkeligheden og kendsgerningerne viser, hvor vigtigt dette Schengen-sikkerhedssystem egentlig er. Jeg har rekvireret tallene, og de dokumenterer, at der årligt registreres ca. 30.000 vellykkede eftersøgninger - frem til slutningen af 1998 ca. 120.000 vellykkede eftersøgninger. Det betyder, at der beslaglægges tonsvis af narkotika, at tusinder af personbiler, som er blevet stjålet, bliver fundet igen ved grænserne, at våben og kunstgenstande, som er blevet stjålet, beslaglægges, at tusinder af mellemmænd anholdes og illegale indvandrere fanges ved grænsen. Schengen giver os altså mulighed for bedre sikkerhed. Det er også et bevis på, at Schengens sikkerhedssystem, som nu eksisterer for 10 lande, er funktionsdygtigt. Jeg ville sågar sige, at det på verdensplan er et enestående system. Der er lagret 6 millioner oplysninger i forbindelse med efterlysning af personer og ting, og over 1.500 grænseovergange bliver kontrolleret. Men hvad er så de næste skridt? Her forventer jeg, at der fokuseres på tre punkter, som jeg vil nævne. For det første bør vi, efter at vi har set, hvor godt Schengen kan fungere, og hvor vigtigt det er for realiseringen af den frie bevægelighed, realisere Schengen-aftalen for alle vores medlemslande og dermed skabe større sikkerhed for borgerne i Europa. Det andet er, at vi giver større hjælp til de medlemslande, som står over for større udfordringer, særligt i forbindelse med migration, hjælp til grænsesikringen, hjælp i forbindelse med den personmæssige byrdefordeling. Det tredje er, at vi støtter ansøgerlandene ved hjælp af førtiltrædelsespagten, for tiltrædelse til Den Europæiske Union kan kun ske, hvis sikkerhedsstandarderne er opfyldt.
Hr. formand, det er forståeligt, at nogle af de lande, der indgår i Schengen-området, har tøvet med at godkende aftalen om det pasfrie område i sin helhed. Noget, der bl.a. har vakt bekymring, er narkotikaens frie bevægelighed inden for det indre marked, og hullerne i de ydre grænser, som vi har fået kedelig påmindelse om i særdeleshed gennem den organiserede kriminalitet i Øst. Faktum er, at Schengen endnu ikke er et helt funktionsdygtigt system. Amsterdam-traktaten bringer med sin ikrafttræden betydningsfulde ændringer til den juridiske betydning af Schengen-aftalen ved en overførelse af normer fortrinsvis til fællesskabssøjlen. Løsningen af Schengen-problemerne og elimineringen af folks mistro kræver derfor aktiv handling fra dette års formandslande Tyskland og Finland. Sikkerheden ved bevægelse inden for Schengen-området kan vi bedst sikre ved flersidet samarbejde, hvis centrale elementer er hurtig informationsudveksling mellem de nationale myndigheder, Europols arbejde og udviklede tolddatasystemer. Eftersom der ikke er kontrol ved de indre grænser, skal den såkaldte usynlige overvågning være tilstrækkelig effektiv til, at problemerne med kriminelle organisationer og skattesvindlere ikke kan stå mål med fordelene ved den frie bevægelighed. Der skal findes en varig balance mellem borgernes frihed og den fælles sikkerhed, som maksimerer fordelene ved den frie bevægelighed. I de seneste opinionsmålinger anså finnerne bekæmpelsen af den internationale kriminalitet for den vigtigste opgave i den finske formandsperiode. Det må man have i tankerne, når man næste gang skal diskutere denne sag på topmødet i Tammersfors.
Hr. formand, mine damer og herrer. Jeg vil gerne udtrykkeligt takke de kolleger, som i deres indlæg har fremhævet, at Schengen naturligvis er et system med to elementer. På den ene side giver vi vores borgere den store fordel, som den frie bevægelighed er, og som jo virkelig betyder en mærkbar højnelse af livskvaliteten, men det må ikke følges af et tab i sikkerhed, og derfor må det andet element også fremhæves tydeligt. Jeg er helt enig med kollega Pirker, og enig i det, som han har sagt her med hensyn til, hvilke krav der stilles til den faktiske realisering. Jeg var allerede i min beretning inde på, at vi som det første land underkaster os en kontrol inden for rammerne af gennemførelseskonventionen for Schengen. Jeg er også enig i, at vi især må hjælpe de lande, som har særlige problemer, også hvad angår byrdefordelingen og hjælpen til ansøgerlandene. Det gør vi i øvrigt ikke kun inden for rammerne af vores EU-formandskab, vi forsøger også at håndtere det bilateralt, og jeg har i min egenskab af indenrigsminister i Forbundsrepublikken Tyskland, hvis jeg må nævne det i forbifarten her, naturligvis også forskellige møder med mine kolleger fra ansøgerlandene, for at sætte sådanne ting i gang. Jeg vil nu naturligvis også kommentere en del af de indlæg, der blev fremsat i formiddags, og der ved jeg ikke i alle tilfælde, om de kolleger, som er her nu, også var her i formiddags. Vi er jo i en noget sælsom situation i dag hos Dem. I forskellige indlæg berørte man spørgsmålet om, hvorvidt informationen til Parlamentet og inddragelsen af Parlamentet altid har været optimal. Jeg tror, jeg kan sige, at man i hvert fald altid har bestræbt sig på at overholde de nødvendige forpligtelser, og det tyske formandskab vil med sikkerhed sætte alle bestræbelser ind på at kunne leve op til Deres ønsker. Hvad angår Schengen kan jeg gøre opmærksom på, at vi i og for sig følger en god skik og giver denne information, og naturligvis vil vi også fortsætte denne skik. Det forsøger vi at gøre i de mest forskelligartede konstellationer. Min statssekretær var sidste år i november i Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender og fortalte udførligt om Schengen-situationen, både om integrationsbestræbelserne og om det forestående arbejdsprogram, og jeg vil ikke tøve med i den kommende uge selv at komme til udvalget som minister for så at aflægge yderligere rapporter i Bruxelles. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt aflæggelsen af beretningen kan forbedres yderligere, lovede jeg i formiddags, at vi gerne tager imod opfordringen til at fremlægge en skriftlig beretning ved afslutningen på formandskabet. Man skal bare være klar over, at vi ikke kan fremlægge den synkront med det sidste rådsmøde, den må derimod udarbejdes af forsædet - sådan er det også planlagt. Som formand vil vi opfylde denne pligt til at fremlægge denne skriftlige beretning. Jeg kan forestille mig, at det også letter arbejdet her i Parlamentet betydeligt. Det vil nok ikke være muligt at aflægge beretning før møderne, men jeg giver gerne et mundtligt referat efter de formelle rådsmøder. Hvad det angår, tror jeg nok, vi kan mødes. Hvad angår de nævnte frister, har vi taget fristen på tre måneder som en rettesnor, og det er, hvad der er besluttet, og det kan vi som formand for Rådet ikke ændre på her og nu. Så er der blevet spurgt, om man kan se, om Parlamentets udtalelser nu også er blevet tilstrækkeligt tilgodeset i beslutningerne? Det kan man kritisere og sige, at de præmisser, som ledsager sådanne beslutninger, er for generelle. Men i sidste ende er den situation ikke anderledes end den, som vi også finder andre steder - egentlig kan man altid kun se på resultatet eller indholdet af en beslutning, om ens opfordringer, idéer og forslag er blevet tilgodeset eller ej. Jeg tror næppe, det vil være muligt at definere ophavsmanden, hvem der nu havde denne idé først eller mest inderligt. Nogle problemer opstår ved, at vi har sådan en mellemsituation. Hvad angår de institutionelle mangler, som er blevet omtalt her flere gange, så kan jeg ikke bestride dem, men jeg tror, at vi må beskæftige os med situationen, som den er. I øvrigt vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi har en interparlamentarisk konference i marts, og at denne interparlamentariske konference skal bruges til at drøfte det særlige topmøde i Tampere. Når det blev kritiseret - og det må man have forståelse for - at informationer om handlingsplanen åbenbart ikke har foreligget helt til fristerne og helt korrekt, så er der vel nu lejlighed til netop på dette sted endnu en gang at tage de overvejelser op, som er blevet fremlagt her i Parlamentet. Desuden vil jeg gerne gøre opmærksom på, at det på det særlige topmøde skal afklares, om der skal ske en kontrol af handlingsplanen i Tampere, og det skal drøftes på denne konference i marts. Når jeg her gerne endnu en gang vil gøre opmærksom på, at Parlamentet i 1998 på området retlige og indre anliggender er blevet konsulteret 15 gange og informeret syv gange, så sker det også for måske trods alt at moderere den kritik, der er blevet udtrykt her. I enkeltsager blev det nævnt, at De havde fået sparsomme informationer, hvad angår Schengen-informationssystemet. En kollega har foreslået mig, at man kunne indhente dette i skriftlig form. Hr. Chanterie, også det gør jeg gerne. Jeg skal naturligvis holde mig til de taletidsbestemmelser, som er kutyme her, og derfor beder jeg om Deres forståelse for, at jeg ikke har kunnet komme ind på alle detaljer i forbindelse med Schengen-informationssystemet. Man kan jo formulere meget, også på denne generelle måde, man skal blot se, at det ind imellem er forskellige spørgsmål, også i spørgsmålene på dette område, der spiller en rolle. Hvis man afvejer disse forskellige aspekter imod hinanden, så ser man netop, at der er bestemte områder, hvor den nationale selvbestemmelse spiller en større rolle end på andre områder. Her bør man efter min mening også yde den samlede situation retfærdighed. Vi bestræber os bestemt på at få ordnet tingene på en sådan måde, at den demokratiske kontrol kan fungere i tilstrækkeligt omfang, men om det nu også vil lykkes at nå frem til den institutionelle reform inden for disse seks måneder, som også er blevet nævnt her, det kan man måske godt sætte spørgsmålstegn ved. I hvert fald kan jeg for det tyske formandskabs vedkommende love, at vi meget gerne vil opfylde de informationspligter, som vi har, og jeg håber således på et godt samarbejde! Bifald
Tak, hr. rådsformand. Jeg giver ordet til hr. Mendes Bota.
Undskyld, hr. formand, men jeg bliver nødt til at fremsætte en protest, begrundet i at portugisisk var det eneste sprog, der ikke blev tolket til i forbindelse med rådsformandens indlæg, hvilket jeg finder helt og aldeles uacceptabelt.
Hr. Mendes Bota, det er virkelig ganske chokerende og i modstrid med vores regler og vores tolkes normale fortrinlige indsats. Vi vil øjeblikkelig verificere dette med henblik på at afhjælpe problemet. Mens dette sker, vil jeg takke rådsformanden. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i aften kl. 17.30.
Hr. formand, på sidste møde beskæftigede vi os jo meget udførligt og intensivt med Irak og med amerikanernes og Storbritanniens bombardementer. Denne debat skal ikke være nogen gentagelse af den debat, men den skal præcisere følgende: I dette Parlament, i befolkningen, i hele verden høres der absolut forståelig kritik af amerikanernes og briternes aktion, hvad angår bombardementet. Det betyder imidlertid ikke, at man forstår, tolererer eller accepterer, hvad Saddam Hussein og hans regime gør i Irak, særligt også imod deres egen befolkning. Jeg vil gerne sige klart og tydeligt her, at forsvaret af de såkaldte flyveforbudszoner i Irak, særligt til beskyttelse af kurderne og shiitterne, er absolut nødvendigt og berettiget. Hvor forskellige vores meninger end kan være om det, der er sket i forbindelse med bombardementet, så støtter vi fuldt og helt forsvaret af flyveforbudszonerne! For det andet har de kurdiske organisationer indgået en aftale i Washington. Vi vil i dette Parlament opfordre de kurdiske organisationer til at bakke op om denne aftale, til at lægge stridighederne til side, som ingen er interesseret i - undtagen måske nogle af kurdernes politiske funktionærer, men bestemt ikke den kurdiske befolkning, og bestemt ikke den vestlige verden - til at samarbejde og til klart at repræsentere de kurdiske interesser. For det tredje vil vi gøre opmærksom på de humanitære spørgsmål, den humanitære hjælp til Irak, særligt til disse zoner. Derudover bør vi gøre alt, hvad der er muligt for at sikre, at den samlede befolkning lider så lidt som muligt under Saddam Hussein, under militæraktioner eller under sanktionerne. Jeg tror, det er vores anliggende. Vi vil hjælpe befolkningen, ikke regimet. Det vil vi præcisere endnu en gang i dag.
Hr. formand, det er første gang, siden sidste måneds bombardementer, at Parlamentet skal udtale sig om Irak. Min gruppe beklager, at bombardementerne var nødvendige, men i betragtning af omstændighederne støtter den de amerikansk-britiske aktioner. Det var jo Saddam Hussein selv, der brød sig pokker om FN-resolutionerne. Det er Saddam, der ikke lader UNSCOM gøre sit arbejde, der undertrykker sit eget folk og truer nabolandene med sine våben. Det var Saddam, der ignorerede aftalen med Kofi Annan. Bombardementerne var berettigede, og også i fremtiden vil den slags handlinger være berettigede, hvis den irakiske leder fortsætter ad samme vej. Vi skal holde fast ved FN-resolutionerne. Vi skal holde fast ved UNSCOM, som skal være i stand til at fortsætte sit arbejde. Kampagner for at undergrave den korrekte og konsekvente politik over for Saddam skal stoppes. Hvis vi føjer denne diktator, undergraver vi ikke alene den internationale retsorden, men tolererer vi ligeledes undertrykkelse og trusler. Unionen skal stå sammen om en hård linje. Også flyveforbudszonerne skal håndhæves. Borgerne i Irak skal selvfølgelig hjælpes. Saddams udsultningspolitik over for hans egen befolkning for at opnå politisk gevinst skal afsløres. Det er en umenneskelig politik. Unionen skal være villig til at yde fødevarehjælp, hvis Saddam tillader, at hans befolkning hjælpes. Denne hjælp skal udelukkende ledes af neutrale organisationer, for Saddam må ikke tilegne sig disse aktioner.
Hr. formand, jeg tror, at denne beslutning beskæftiger sig lidt for meget med tidligere begivenheder og ikke holder sig for øje, at der er optræk til en ny risiko inden for kort tid. Det er helt klart, at provokationerne er begyndt igen, at aktionerne fra irakisk side, eller rettere fra Saddam Husseins side, fortsætter, så der er alvorlige udsigter til krig. Saddam Hussein gør, hvad han vil, fordi han viser sin totale foragt over for alle. Alene den kendsgerning, at han har forkastet mad for olie-programmet, er i sig selv et klart bevis på, at han skalter og valter med sin egen befolkning efter forgodtbefindende. Man må ganske enkelt ikke glemme, at manden fra byen Dekrit kun er interesseret i Dekrit-stammen; alle andre er kun slaver, som ofres. Saddam Hussein er jo egentlig en arabisk udgave af det, som Hitler var hos os. Det er nøjagtig samme personlighedsstruktur, det er nøjagtig samme politik, og derfor får vi ikke fred, før denne mand er skiftet ud, før der er en anden regering i spidsen. Aktioner, som tyder på, at man vil udskifte ham, er altså absolut berettigede. Derfor kritiserer jeg bombningen - det er en meningsløs aktion. Man har kastet bomber, man har skræmt befolkningen, man har ikke skadet Saddam Hussein med det, man har tværtimod givet ham mulighed for at blive endnu stærkere, og man har vækket den mistanke over hele verden, at det hele kun drejer sig om at aflede opmærksomheden fra visse pinlige begivenheder i USA. Jeg har selv allerede set i en af vores aviser, at man har kaldt bomberne »Monica«. Det må vi nok give klarere udtryk for i beslutningen eller i det mindste i diskussionen om beslutningen. Derfor bør vi, hvis beslutningsforslaget, som er godt, bliver vedtaget, forkaste de tre ændringsforslag, som egentlig kun sigter mod at undergrave og svække beslutningen. Det er vigtigt, hvis vi vil komme med en klar udtalelse.
Hr. formand, vi ved alle, hvad der sker i Irak, og det er korrekt at gøre opmærksom på det. Men vi lever også i et absurd teater. Det er sandt, at Det Europæiske Råd ikke har fastlagt sin holdning til krisen, men vi må endnu en gang gøre opmærksom på den foragt for FN's sikkerhedsråd, der er udvist af dem, der har truffet beslutning om bombardementerne, og på den kendsgerning, at valget af ikkestrategiske mål, der resulterer i dødsofre blandt civile og børn, som også dør af sult, kun medfører en styrkelse af en hård diktator, der er blevet stærkere af hele denne historie og ikke svækket. At Saddam Hussein bygger sin magt på våben, han har fået af Vesten, kan kun være med til at understrege vores egen falskhed. Hvis vi også tager den mildt sagt besynderlige timing i forbindelse med bombningerne i betragtning og den amerikanske præsidents personlige problemer, ser det endnu værre ud. Og konklusionen må være, at vi har brug for en mere ærlig og konsekvent fælles udenrigspolitik, som muligvis ofte vil falde sammen med den amerikanske, men som aldrig bliver et vedhæng til denne.
Hr. formand, lad mig gøre noget ret usædvanligt her i Europa-Parlamentet og svare de foregående fire talere, hvilket ikke er noget, folk normalt gør. De har alle fire på forskellige måder kritiseret den amerikanske og britiske bombning af Baghdad i sidste måned. Jeg må sige til dem: Hvis De mener det, hvorfor står det så ikke i Deres fælles beslutningsforslag? Vi bør også fordømme denne bombning, som de fleste mennesker i Den Europæiske Union gjorde, da den fandt sted i sidste måned. Som en af talerne påpegede, så havde det mest af alt at gøre med amerikansk indenrigspolitik. Vi i Gruppen De Grønne beklager bombningen. Som talerne med rette har sagt, styrker den Saddam Hussein, den svækker ham ikke. De reelle politiske initiativer, der kan svække Saddam, er at støtte de demokratiske bevægelser i Irak, at ophæve sanktionerne, og at hjælpe befolkningen med at genskabe demokratiet. Det ville være den hurtigste måde at blive af med Saddam på. Nogle af os har været her længe og har været modstandere af Saddam fra begyndelsen, da kristelig-demokratiske og socialdemokratiske regeringer rundt omkring i verden solgte ham våben og styrkede ham. Lad os få lidt konsekvens her, når vi ser det i historisk perspektiv, noget som hr. von Habsburg bestemt er i stand til. Lad os sige, at vi bør opretholde vores støtte til demokratiet. I særdeleshed vil jeg gerne beklage den rolle, den britiske regering har haft i dette. Hr. Blair viste endnu en gang til trods for sine varme ord om Europa sin mangel på interesse. Han er én, der går rundt og siger, at vi trænger til en fælleseuropæisk forsvarspolitik, men ved første tegn på aktion fra USA var hr. Blair der og forkyndte sin støtte til bombningen, endnu før USA meddelte, at den fandt sted. Hvis han mener det alvorligt med en fælleseuropæisk forsvarspolitik, så må han vise det i handling såvel som i ord. Hvad angår den britiske udenrigsminister, der tidligere har været en af de førende støtter af CND i Storbritannien, så er det en skandale, at han også låner navn og støtte til denne aktion. Så lad os støtte De Grønnes ændringsforslag og lad os nævne UNSCOM's rolle, efter at de er blevet afsløret som et redskab for CIA. Lad os få en undersøgelse af dette spørgsmål, som det er nødvendigt at tage fat på, før UNSCOM kan tage tilbage til Irak med nogen form for autoritet.
Hr. formand, det vigtigste er allerede sagt af hr. Bertens som underskriver af denne betænkning. Jeg tror, at ligegyldigt hvor meget vi beklager, at det på ny var nødvendigt med militære aktioner over for Irak, er det alligevel klart, at Saddam Hussein er den hovedansvarlige. Som den forrige taler sagde, fortsætter han med at holde sin egen befolkning som gidsel på en ubarmhjertig måde. Det bliver klart, når man ser, hvordan han har blokeret mad for olie-programmet, som fører til større elendighed i den irakiske befolkning. Med dette vil jeg også på vegne af vores gruppe støtte anmodningen til Rådet om at forsøge at finde en fælles holdning i denne sag.
Hr. formand, Kommissionen ser med stor bekymring på hændelserne efter luftangrebene den 16.-19. december 1998. Naturligvis støtter Kommissionen - ligesom medlemsstaterne - fuldt ud anvendelsen af mad for olie-programmet, der forvaltes af FN, og som giver mulighed for salg af olie for op til USD 5 milliarder i en periode på seks måneder med henblik på indkøb af humanitære forsyninger, reservedele og udstyr til olieproduktionsanlæg. Kommissionen ser også med tilfredshed på, at FN's sikkerhedsråd den 24. november 1998 forlængede mad for olie-programmet i endnu seks måneder. Vi er naturligvis bekymret over, at det går så langsomt med at udlevere den humanitære bistand og reservedelene, og vi håber, at den irakiske regering helt igennem vil støtte dette program og fastsætte nogle gunstige forhold for dets gennemførelse. Siden Golfkrigen i 1991 har Den Europæiske Union været den største yder af humanitær bistand til Irak med over ECU 200 millioner. ECHO afsatte ECU 10 millioner til de første otte måneder af 1998 og yderligere ECU 4 millioner til perioden fra oktober 1998 til 1999. Vores forpligtelse, Den Europæiske Unions forpligtelse, er at lette vanskelighederne for den irakiske befolkning, og dette vil fortsat være ledetråden i Kommissionens handlinger, samtidig med at vi naturligvis følger mandatet og Rådets beslutninger. Det må dog påpeges, at den irakiske regering skaber mange vanskeligheder for os på grund af de restriktioner, som den har indført over for de ikkestatslige organisationer. Denne holdning kan bringe gennemførelsen af de EU-finansierede humanitære bistandsprogrammer i fare. Med hensyn til den kurdiske konflikt, må vi også glæde os over, at der er sket en tilnærmelse mellem de to rivaliserende kurdiske partier i det nordlige Irak som følge af aftalen i 1998 om en opdeling af magten, mens der forberedes valg med henblik på oprettelse af en lokal kurdisk forsamling. Komissionen vil sammen med medlemsstaterne undersøge mulighederne for at støtte gennemførelsen af aftalen inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B4-0054/99 af Cunha og Coelho for PPE-gruppen om situationen i Angola; - B4-0057/99 af Nordmann for ELDR-gruppen om genoptagelse af krigen i Angola; - B4-0060/99 af Newens for PSE-gruppen om krisen i fredsprocessen i Angola; - B4-0075/99 afTelkämper m.fl. for V-gruppen om krisen i Angola; - B4-0088/99 af Hory m.fl. for ARE-gruppen om situationen i Angola; - B4-0094/99 af Pasty m.fl. for UPE-gruppen om situationen i Angola; - B4-0099/99 af Miranda m.fl. for GUE/NGL-gruppen om situationen i Angola.
Hr. formand, olie og diamanter, her skal man finde det brændstof, som i et kvart århundrede har holdt den angolanske borgerkrig i gang, og alle vej fører derhen. Olie og diamanter, det angolanske folks fattigdom og elendighed, gør våbenhandlere og korrupte politikere rige. De miner, der fjernes i løbet af en dag, erstattes af dobbelt så mange lagt i nattens mørke. Mængden af nødhjælp, herunder fødevarer, synes en dråbe i den nødlidende befolknings ocean. Nedskydningen af to fly chartret af MONUA, og som betød 23 døde, har indledt en ny optrapning i mangelen på respekt for de internationale aftaler og institutioner. Krigen er flammet op af asken fra Lusaka-aftalen og har med al tydelighed vist, at den FN-mission, der skulle sørge for, at de blev ført ud i livet, har spillet fallit. Man kan ikke mere se på det angolanske problem neutralt og med ligelig respekt for alle de involverede parter. På regeringssiden hærger, som vi alle ved, korruption og inkompetence. Men den hovedskyldige i hele dette slagteri har et navn: Det er UNITA, Jonas Savimbis organisation, der for nylig har tjent næsten USD 4 milliarder på verdensmarkedet for diamanter og har styrket de militære positioner både i felten og med hensyn til bevæbning, som ikke har nedlagt våbnene eller sørget for, at den offentlige administration kunne nå ud til befolkningen, som har overtrådt alle aftaler og alle tidligere resolutioner fra FN's sikkerhedsråd. Dette har netop vedtaget endnu en resolution med henblik på at begrænse telekommunikationen i det område, der kontrolleres af UNITA, og forhindre diamanthandlen. Verdenssamfundets tålmodighed har nået bristepunktet. Der er magtfulde økonomiske og geostrategiske interesser, der holder denne krigsmaskine i gang. Tiden er kommet til at råbe: »Det er nok!«. De ansvarlige for denne konflikt bør anklages for forbrydelser mod menneskeheden. At bortødsle og berige sig med den rigdom, som Forsynet har givet Angola, og lade millioner dø som ofre for krig og sult, er en forbrydelse mod menneskeheden.
Hr. formand, situationen i Angola er yderst alvorlig, og genoptagelsen af borgerkrigen er i særlig grad foruroligende. Vi har set en fredsproces gå i opløsning. Den angolanske regering, hvis legitimitet er tvivlsom i betragtning af, at processen omkring præsidentvalget aldrig er blevet fuldført, har forsøgt politisk og fysisk at ødelægge dem, som skulle have været dens partnere, og tvunget UNITA til legitimt selvforsvar. Sådan er den nuværende situation. Den er dramatisk, for imens dette står på, lever det angolanske folk nedsunket i navnløs elendighed, mens nogle formodede eliter deler den olie-manna mellem sig, som de har konfiskeret. Vi bør give meget kraftigt udtryk, hr. formand, for vores misbilligelse af denne situation og for den bestemthed, hvormed vi opfordrer til fred. Men fred er noget, der sluttes mellem dem, der slås. Der må ikke ske det, at den ene eller den anden lejr bliver ødelagt, det er nødvendigt, at de to involverede parter omsider...
Tak, hr. Nordmann. Jeg giver ordet til hr. Newens for to minutter i hans egenskab af ophavsmand til beslutningsforslaget. Værsågod, hr. Newens. Lad mig forklare mig over for talerne: Vi er nødt til at overholde taletiden meget strengt.
Hr. formand, hundredetusinder af angolanere står i dag over for trusselen om elendighed, sult og død i det centrale Angola som et resultat af det nye udbrud af den borgerkrig, der blev indledt af dr. Savimbi og UNITA, til trods for alle De Forenede Nationers og andres bestræbelser for at bringe fred og lindring til dette hårdtprøvede land efter årtier med ødelæggelse og nådesløse fjendtligheder. Der er lukket for humanitære forsyninger, som er hårdt tiltrængte, efter den skammelige nedskydning af to flyvemaskiner fra FN, hvis besætning man stadig ikke har noget spor af. Sønnen af piloten i den første flyvemaskine var om bord i den anden, hvilket illustrerer tragedien for dem, der er engagerede i barmhjertighedsmissioner. Nu må man gøre sig alle mulige anstrengelser for at få en ende på denne krig og stramme sanktionerne. I særdeleshed må der gøres noget for at forhindre UNITA i at finde et marked for de diamanter, der er blevet brugt til at købe våben og forsyninger, og De Beers og alle andre diamanthandlere må tvinges til at oplyse deres forsyningskilder og sikre, at der ikke slipper nogen som helst penge igennem til at finansiere denne krig. Man kan ikke nå fred ved fjendtlighed mellem bevæbnede parter, og man må vende tilbage til Lusaka-protokollen. Vi opfordrer begge de krigsførende parter til straks at samarbejde med FN om at søge at fastslå, hvad der er sket med de ombordværende i de to FN-maskiner, der blev skudt ned. Af hensyn til det hårdtprøvede folk i Angola er det af afgørende betydning, at FN, naturligvis når man har etableret sikkerhed for personalet, fortsætter med at involvere sig i Angola. Vi appellerer til Kommissionen om at hjælpe med at skaffe humanitær hjælp og, når det er muligt, med rydning af miner. Denne krig er en katastrofe, og man må mobilisere alle mulige kræfter for endelig at genskabe freden.
Hr. formand, vi havde håbet om fred i Angola. Det har vi haft flere gange. For år tilbage var Savimbi indbudt som gæst her i Parlamentet, og han lovede, at han ville skabe fred. Derefter greb han til våben, og så var der krig igen. For fire år siden kom Lusaka-aftalen, en fredsaftale, som vi troede ville danne grundlag for mange års fred. Vi var der med forskellige delegationer fra Parlamentet og så f.eks.i Huambo, hvordan der blev afleveret våben. Som parlamentarikere kritiserede vi imidlertid, at de våben, der blev afleveret, var våben fra anden verdenskrig, ikke de våben, som der kæmpes med. UNITA har altså gennem mange år ført os bag lyset, den har i årevis holdt borgerkrigen på vågeblus med en våbenhvile, men den havde denne borgerkrigssituation i hovedet og ville drive den fremad. Jeg tror, vi må tage FN's sikkerhedsråds resolution alvorligt, som forlanger, at der gennemtvinges sanktioner over for UNITA. Vi må tage den alvorligt i dobbelt forstand. For det første må der sørges for, at UNITA ikke længere kan bryde diamanter og købe moderne våben med dem. For det andet må disse diamanter ikke komme ind i Den Europæiske Union, komme på markedet her og danne grundlaget for disse våbenkøb. Her er det medlemsstaternes opgave ikke at tillade disse diamanter fra Angola på markedet og at gøre noget for at forhindre, at de sælges hos os. På den anden side har vi - det har vi altid i krigssituationer - en befolkning, som lider, som regel en befolkning, som slet ikke ønsker denne krig, som er blevet tvunget ind i den. Her er det vores opgave, hr. Marín fra Kommissionen, fortsat at yde humanitær hjælp der, hvor det er muligt, der, hvor de mennesker, som vil yde denne hjælp, ikke udsættes for fare. Jeg tror, at for at denne hjælp kan ydes, er det også nødvendigt at fortsætte vores anstrengelser, som vi har gjort os i forbindelse med minerydning, fortsat at yde støtte til, at man der kan slippe af med det mest grusomme våben, som findes. Vi bør også støtte rehabiliteringen. Vi har besøgt rehabiliteringsværksteder, som arbejder godt. Jeg tror, at den humanitære hjælp alt i alt ligesom de konkrete initiativer er noget meget vigtigt for den lidende befolkning og et godt og væsentligt bidrag fra Den Europæiske Union, Kommissionen, Parlamentet og Rådet, Budgetmyndigheden og de mennesker, som realiserer initiativerne.
Hr. formand, vores gruppe har ikke mere sympati for det angolanske regime end hr. Nordmann, på grund af dens interne praksis, som den har arvet efter en afrikaniseret sovjetmodel, eller på grund af den kynisme, hvormed den nu intervenerer i regionale anliggender. Når det er sagt, må man genindføre en smule sandhed, og det forekommer os ikke rimeligt at skære regeringen og Jonas Savimbis oprør over én kam, når man vil placere skylden for genoptagelsen af en borgerkrig, som UNITA bærer det tyngende ansvar for, ikke mindst fordi den har genindtaget territorier og lokaliteter, der teoretisk set var givet tilbage til regeringsmyndigheden. På samme måde forekommer det os ikke rimeligt at antyde, sådan som den oprindelige liberale tekst gjorde det, en europæiske boycot af angolansk olie og diamanter. Det forekommer os noget mere på sin plads at sikre, at disse produkter virkelig eksporteres af den angolanske stat, og ikke af UNITA, der derved skaffer sig midler til på én gang at lægge sit land og de fredsaftaler, de havde underskrevet, i ruiner. Hvad angår disse aftaler, som blev vedtaget modstræbende og aldrig virkelig ført ud i livet, er det fornuftigt at forlange en tilbagevenden til Lusaka-protokollen. Efter vores opfattelse skal freden genopbygges helt forfra efter en forudgående og meget alvorlig advarsel til UNITA, og det skal ske ved en ny konference, hvor Den Europæiske Unions diplomati omsider vil kunne finde en anledning til at vise, hvad det kan.
Hr. formand, hr. van Bladel, der af familiemæssige grunde ikke kan være til stede, beder mig fremsætte en erklæring, hvor han siger, at han siden samlingen i december 1997 såvel gennem debatter om uopsættelige spørgsmål som gennem spørgsmål til Rådet har anmodet om, at der blev taget initiativer til at undgå en krig i Angola. Han siger, at han tre gange har fremlagt resolutioner, der ikke blev vedtaget i Parlamentet, og han derfor også anser Parlamentet som ansvarlig for den situation, der nu hersker i Angola. Han siger endvidere, at mistroen mellem regeringen og UNITA, der har historiske årsager, er blevet uddybet med massakrerne i 1992, og at det er den, der er den fundamentale årsag til ufreden i Angola. Efter min personlige opfattelse er problemet i Angola fundamentalt et spørgsmål om tillid, og det nuværende klima af mistillid skyldes begge parter, ikke kun UNITA. Mange af bestemmelserne i Lusaka-aftalen - det er værd at få frem - er heller ikke blevet opfyldt af MPLA-regeringen. Eksempelvis er der ikke blevet indsamlet 700.000 våben fra civilbefolkningen, våben, der blev brugt til massakren i 1992. Den anden valgrunde er ikke blevet gennemført. Der er ikke sket nogen indkvartering af de væbnede styrker - undtagen UNITA's. Politistyrken er ikke blevet omdimensioneret. Der er ikke blevet givet adgang for FN-inspektion som lovet. De nationale symboler (flag og nationalsang) er ikke blevet ændret, men er stadig MPLA-partiets. Lejesoldaterne er ikke blevet sendt tilbage til deres hjemlande, og imod aftalen fortsætter regeringen med at købe våben, især i Rusland, medlem af trojkaen og medlem af FN's sikkerhedsråd. Hvis disse bestemmelser var blevet opfyldt, ville det have styrket den gensidige tillid. Men alvorligere er, at når administrationen udvides, så sammensættes den ikke af administratorer, men af politiet og hæren, der ødelægger alle UNITA's lokaler og dræber eller arresterer alle medlemmer af denne organisation. Samtidig dannes der i Luanda et fiktivt UNITA, FN's repræsentant er blevet forhindret i at tale med det ægte og historiske UNITA, og mistilliden er blevet større. Hr. formand, ærede medlemmer, jeg er ikke repræsentant for nogen med undtagelse af min samvittighed og mine overbevisninger. Jeg har ønsket at fremlægge disse forhold, fordi jeg ikke synes, at den manikæiske holdning altid kun at anklage den ene af parterne er rigtig. Det er ikke sådan, man løser krigens problemer. Sanktioner vil ikke bringe fred til Angola. Kun et klima af tillid, som dette Parlament kan bistå med at skabe.
Hr. formand, hr. kommissær, ved ikke at acceptere valgresultatet, ved at have forhindret afmilitariseringen af sine styrker og udvidelsen af statsadministrationen til hele landet, ved ikke at overholde Lusaka-aftalen og anbefalingerne fra FN's sikkerhedsråd, er UNITA uden skygge af tvivl den ansvarlige for, at krigen igen er brudt ud i Angola, og som sådan skal den kræves til ansvar. I mellemtiden er denne organisation igen blevet bevæbnet, hvilket kun har været muligt på grund af en klar lettelse af den internationale embargo, hvorfor Den Europæiske Union må gennemføre og styrke sanktionerne, ligesom det forslag må hilses velkomment, som Kommissionen i dag er kommet med, om at undersøge den diamanthandel, der gør det muligt at finansiere UNITA's krigsindsats. Den ubegribelige og beklagelige episode med nedskydningen af to fly fra MONUA på territorium besat og kontrolleret af UNITA, de hundreder af ofre og tusinder af hjemløse, som den fornyede krig allerede har medført, må få os til at kræve våbenhvile, at fredsprocessen genoptages, at UNITA overholder Lusaka-aftalen og FN's beslutninger, og at FN forlænger MONUA's mandat, så det bliver muligt at redde flygtningene og sørge for nødhjælp. Jeg vil slutte med at sige, at over for UNITA's stadige mangel på respekt for FN's beslutninger må det internationale samfund handle på en mere håndfast måde med risiko for at blive anklaget for at bruge forskellig målestok afhængig af konflikternes sted og visse landes interesser. Der må handles for fredens skyld og for at hjælpe et folk, der ødelægges af en permanent krig fra en organisation - UNITA - der er stadig mere uansvarlig og stadig mere terroristisk.
Hr. formand, jeg må ærligt sige til Dem, at jeg beklager meget, at den mening, som mange personer, der har optrådt her som talere eller repræsentanter for forfatterne, har udtrykt, desværre ikke genspejles i denne beslutning. Beslutningen er desværre, selvom jeg indholdsmæssigt støtter den, meget ensidig. Den giver indtryk af, at det kun er UNITA, der er de onde. I den forbindelse glemmer man, at der faktisk er et grusomt diktatorisk regime ved magten i Luanda, og at man egentlig burde behandle begge parter ens, som FN også til dels gør. Det er ikke nok at fordømme diamanthandlen, hr. Telkämper, De skulle derimod lige så vel fordømme oliehandlen, f.eks. fra provinsen Kabinda, som er besat af regeringen, som ikke skammer sig over at hente tropper udefra for at udøve sin magt i provinsen. Denne oliehandel skulle stoppes på nøjagtig samme måde, som det nu kræves for diamanthandlen. Jeg tror, det er vigtigt, at man behandler begge parter ens. Kun på den måde kan vi her bevare vores troværdighed.
Hr. formand, til trods for FN's indsats er vi tilbage, hvor vi startede i Angola. De stridende parter stjæler som førhen landets rigdomme og bringer befolkningen til tiggerstaven. Det er i øvrigt ikke rigtigt at give den ene part skylden, for regeringen og hæren er også skyldige. De har ikke sørget for stabilitet, for de handler med to ansigter. Vi må ikke lade os rive med af politiske spil. Jeg bemærker en mangel på vilje fra begge sider til at yde en alvorlig indsats for at opnå varig fred. Hvad skal vi gøre for at bryde denne voldskæde? Jeg håber, at FN ikke giver op, og at MONUA stadigvæk er til stede efter den 26. februar. Det internationale samfund skal fortsætte med at yde hjælp, men det bliver ikke nemt at holde gejsten op hos donatorerne for Angola. Det skal vi dog forsøge. Hr. formand, lige et punkt til dagsordenen. Der er en trykfejl i det fælles udkast til betænkning. Der står, at betænkningen fra ELDR-gruppen er indgivet af hr. Bertens, hr. Fassa og hr. Cunha. Men sidstnævnte har vi for længst solgt til PPE-gruppen.
Hr. formand, vi fordømmer kraftigt genoptagelsen af krigen i Angola, der udgør en foreløbig standsning af fredsprocessen, og det er efter vores mening nødvendigt - hvilket i øvrigt understreges tydeligt i det forslag til beslutning, vi behandler - at man går tilbage til at anvende Lusaka-protokollen og resolutionerne fra FN's sikkerhedsråd. Vi mener i den forbindelse, at man bør opfordre UNITA til at overholde menneskerettighederne og til at samarbejde med FN's særlige repræsentant, så man kan forhandle sig frem til en løsning på den aktuelle konflikt. Denne appel skal også rettes til Angolas præsident dos Santos, der i lige så høj grad ikke har overholdt oppositionsmedlemmernes rettigheder. De er blevet jaget bort og forhindret i at udøve deres mandat som direkte folkevalgte repræsentanter. Endelig må vi ikke undlade at understrege, at det er Den Europæiske Unions opgave at mobilisere alle de nødvendige midler for at bidrage til den humanitære hjælp, og det er Unionens pligt at minde sagens parter om, at der ikke eksisterer nogen mulig militær løsning på konflikten, men at en genoptagelse af forhandlingerne er det eneste, som kan gøre det muligt for det angolanske folk at genvinde freden.
Hr. Telkämper har et indlæg til forretningsordenen. Vi mangler i ekstrem grad tid. Vi vil ikke have en debat inde i debatten, men hvis De vil fremsætte en personlig kommentar som en reaktion på en tidligere kommentar, så værsgo.
Hr. formand, jeg kan gøre det kort. Hr. Habsburg påstod næsten, at vi ikke var troværdige. Det, jeg sagde, er resultatet af en rapport fra en delegationsrejse fra Europa-Parlamentet til Angola, til Huambo. Vi konstaterede gang på gang, at UNITA brød freden, at den igen er grebet til våben. Jeg tror, at grundlaget må være fredsaftalen fra Lusaka, og det bør vi som Parlament stå fast på. Det er grundlaget for en fornuftig fred, og det skal vi presse på for. Det er troværdigt! Det står vi inde for, og det vil vi have gennemført.
Hr. formand, Europa-Kommissionen er enig i den opfattelse, at genoptagelsen af kampene i Angola uden tvivl er meget trist, og at ethvert angreb mod fly, der ikke deltager i militære operationer, er uacceptabelt. Kommissionen er ligeledes enig i, at UNITA er hovedansvarlig for genoptagelsen af kampene, og at de finansieres ved illegal handel med diamanter. Hvad angår dette punkt, råder Kommissionen dog ikke over egnede midler til at gennemføre en undersøgelse vedrørende denne illegale diamanthandel. Vi vil dog tilkendegive Europa-Parlamentets bekymring over denne illegale handel for Rådet. Kommissionen er af den opfattelse, at Den Europæiske Union kun kan vedtage yderligere sanktioner inden for rammerne af en resolution fra FN's sikkerhedsråd. Med henblik på at bidrage til dækning af den angolanske befolknings behov har Kommissionens tjenester, så vidt det har været muligt, minutiøst fulgt op på situationen, og i denne forbindelse vil Den Europæiske Unions kontrol med samarbejdet bl.a. omfatte en analyse af en eventuel omdirigering af den bistand, som Unionen for øjeblikket yder. Det er et faktum, at Unionens bistand afhænger af de konkrete muligheder på stedet. Dette omfatter, som hr. Telkämper udmærket påpegede, minerydning, som om end den ikke er helt standset, dog er blevet vanskeliggjort af de militære operationer, og dette har medført større usikkerhed for de minerydningshold, der arbejdede i Angola. Europa-Kommissionen har naturligvis tildelt og finansieret humanitær bistand til de mest sårbare dele af den angolanske befolkning i forskellige sektorer. Gennemførelsen af disse programmer har også delvist været påvirket af den forringede politiske og militære situation efter genoptagelsen af den væbnede kamp. Standsningen af FN's logistiske luftstøtte efter de alvorlige hændelser - nedskydning af fly - har medført en næsten total lammelse af den humanitære bistand i de provinser, der er mest berørt af kampene. Jeg bekræfter altså, at situationen er meget kritisk. Kommissionen vil ikke kun gennem vores delegations tjenester, men også gennem de internationale institutioner og de ngo'er, der arbejder med os, gøre alt, hvad der er muligt for at genoptage den humanitære bistandsproces, så snart sikkerhedsforholdene tillader det.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende 25 beslutningsforslag: Østtimor og Indonesien B4-0056/99 af Bertens for ELDR-gruppen om menneskerettighedssituationen i Indonesien; - B4-0064/99 af Marinho og Barros Moura for PSE-gruppen om menneskerettighedssituationen i Indonesien og Østtimor; - B4-0066/99 af Cunha, Coelho, Costa Neves, Lenz og Oomen-Ruijten for PPE-gruppen om menneskerettighedssituationen i Indonesien og Østtimor; - B4-0092/99 af Dupuis for ARE-gruppen om situationen i Østtimor; - B4-0095/99 af Janssen van Raay og Pasty for UPE-gruppen om selvbestemmelse for det østtimoresiske folk; - B4-0101/99 af Ribeiro, Miranda, Novo, Jové Peres, Elmalan, Manisco og Ripa di Meana for GUE/NGL-gruppen om situationen i Østtimor og Indonesien; - B4-0108/99 af Telkämper, Hautala og McKenna for V-gruppen om Indonesien.Vestsahara B4-0045/99 af Watson, Fassa, Vallvé og Bertens for ELDR-gruppen om Vestsahara; - B4-0061/99 af Swoboda, García Arias og Schmidbauer for PSE-gruppen om Vestsahara; - B4-0073/99 af Telkämper og Aelvoet for V-gruppen om Vestsahara; - B4-0080/99 af Oostlander og Hernández Mollar for PPE-gruppen om Vestsahara; - B4-0100/99 af Ainardi, Sierra González, Eriksson, Miranda, Ephremidis, Vinci, Carnero González, Marset Campos, Alavanos, Seppänen og Gutiérrez Díaz for GUE/NGL-gruppen om situationen i Vestsahara.Handel med børn i Guatemala B4-0058/99 af Bertens, André-Léonard, Vallvé og Goerens for ELDR-gruppen om ulovlig handel med spædbørn i Guatemala; - B4-0062/99 af van Putten, Glenys Kinnock og Newens for PSE-gruppen om ulovlig handel med spædbørn i Guatemala; - B4-0076/99 af Kreissl-Dörfler, Kerr og Lindholm for V-gruppen om ulovlig handel med spædbørn i Guatemala; - B4-0089/99 af Leperre-Verrier for ARE-gruppen om ulovlig handel med spædbørn i Guatemala; - B4-0096/99 af Pasty for UPE-gruppen om ulovlig handel med spædbørn i Guatemala; - B4-0103/99 af González Álvarez og Novo for GUE/NGL-gruppen om ulovlig handel med spædbørn i Guatemala.Fredsprocessen i Colombia B4-0055/99 af Gasòliba i Böhm og Bertens for ELDR-gruppen om fredsprocessen i Colombia; - B4-0063/99 af Miranda de Lage, Howitt og Morgan for PSE-gruppen og Escolá Hernando for ARE-gruppen om fredsforhandlingerne i Colombia; - B4-0074/99 af Kreissl-Dörfler, Aelvoet, McKenna og Lindholm for V-gruppen om fredsforhandlingerne i Colombia; - B4-0085/99 af De Esteban Martín for PPE-gruppen om fredsforhandlingerne i Colombia; - B4-0102/99 af Puerta, Sornosa Martínez, Elmalan, Novo, Seppänen, Ojala, Alavanos, Theonas og Manisco for GUE/NGL-gruppen om fredsforhandlingerne i Colombia.Sierra Leone B4-0072/99 af Telkämper, Aelvoet og Schörling for V-gruppen om situationen i Sierra Leone; - B4-0087/99 af Hory, Castagnède og Maes for ARE-gruppen om situationen i Sierra Leone.Østtimor og Indonesien
Hr. formand, Indonesiens nye præsident Habibie bliver i sine reformforanstaltninger hængende i selektive foranstaltninger, selvom Indonesien har brug for noget, der fører til demokrati, respekt for menneskerettighederne og økonomisk fornyelse. Det har Indonesiens befolkning krav på. Regeringen skal forstå, at demokrati og menneskerettigheder er en uundværlig komponent, der får økonomien til at blomstre op på ny. Unionen hjælper Indonesien, hvis landet træffer foranstaltninger. Unionen skal sætte den indonesiske regering under pres, så den fortsætter med reformerne. Hvornår løslades alle politiske fanger, inklusive Gusmão? Hvornår kommer der en ende på de repressive foranstaltninger i områder som Østtimor, Aceh og Irian Jaya? Jeg håber, at den nye regering begynder på en demokratisk måde og indsætter en ny, lovlig magt, som kan træffe foranstaltninger. Der er lang vej endnu for Indonesien, men også for Østtimor.
Hr. formand, dette beslutningsforslag kunne ikke komme mere belejligt. Forandringerne i Indonesien har givet indtryk af, at der var skabt betingelser for at forhandle om fredelige løsninger. Der er imidlertid kun tale om kosmetisk talent. For selvom præsident Habibie har anerkendt Østtimors særstatus på grund af grundlæggende kulturelle og religiøse forskelle, der er blevet afsluttet foreløbige aftaler for at vise parternes gode vilje, og der er indledt forhandlinger, er intet ændret i Indonesiens holdning til Timors befolkning. Der er stadig en uforholdsmæssig stor og aggressiv militær styrke til at opretholde ro og orden og til at tage sig af strafferetsplejen i stedet for politistyrker og et uafhængigt retsvæsen. Militæret er ansvarligt for nye voldelige overgreb, nye forsvindinger, nye politisk motiverede fængslinger, og for nylig er timoresernes håb blevet begravet i Alas sammen med et endnu ukendt antal mennesker. Beslutningsforslaget, hvori vi vil fremhæve kravet om en øjeblikkelig undersøgelse under FN's ledelse for direkte at drage dem til ansvar, der udfører disse forbrydelser, ligesom opfordringen til forhandlinger, der kan føre til en hurtig løsning, hvad der også indebærer en demokratisering af Indonesien, er absolut påkrævet og kommer, som vi allerede har sagt, meget belejligt. I løbet af de første 10 års besættelse forsvandt der 200.000 timoresere. Det var nødvendigt, at en massakre skulle overværes af journalister for at vække verdenssamfundets samvittighed. Gid der ikke skal flere massakrer til, for at FN's resolutioner skal blive overholdt. Det er på tide at kræve, at Indonesien overholder menneskerettighederne, det er på tide, at det timoresiske folks lidelser hører op, det er på tide, at diktatoren Suharto og de ansvarlige militærfolk kommer for en international domstol. Vi kan ikke have to målestokke og kræve, som nogle vil, at Pinochet dømmes, men Suharto frikendes.
Hr. formand, Østtimor har igen Europa-Parlamentets opmærksomhed på et tidspunkt, hvor der sker tre vigtige ting. For det første Indonesiens tiltagende isolering på grund af ændringen i den australske regerings officielle holdning til Østtimor, bifaldet af næsten alle de politiske kræfter i Australien, og kun kritiseret af den indonesiske regering. Indonesien isoleres stadig mere i sit krav om fortsat at holde Østtimor besat og forsøge at tvinge en indlemmelse igennem. For det andet de øgede krænkelser af menneskerettighederne. Efter drabet på civile i Alas i november giver de nyheder, der når os fra Østtimor, selv gennem militærmyndighedernes censur, bekymrende tegn på gentagne krænkelser af menneskerettighederne og oprettelse af folkemilitser, bevæbnede af militæret, der med vold skal sprede terror blandt dem, der modsætter sig indlemmelsen i Indonesien. Biskop Ximenes Belo har for nylig bekræftet, at der er kommet tusinder af timoresere til Østtimors hovedstad, fordrevet fra deres hjem på grund af vold og terror. For det tredje afslaget på et besøg fra Parlamentet. Den tværpolitiske gruppe for Østtimor holdt i går møde og studerede et brev fra den indonesiske ambassadør, der har nægtet at bevilge medlemmer af Europa-Parlamentet visum til at besøge Østtimor. Et betegnende afslag fra dem, der er bange for Parlamentet, hvor der råder frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Hr. formand, vi viger ikke fra vores mål, og vi mener, at Europa-Parlamentet skal blive ved med at samarbejde efter de beslutninger, som det har vedtaget, og efter den beslutning, som i dag skal underkastes forsamlingens vurdering, og som vi fremsætter forslag om sammen med kolleger fra andre partier. Vi er forvissede om, at historiens gang ved stædighed, udholdenhed og mod går i retning af respekt for mennesket og friheden og ikke i retning af tyranni, vold og foragt for de mest elementære menneskerettigheder.
Hr. formand, flere talere har allerede peget på den langvarige konfliktsituation, hvor Indonesien med urette besætter Østtimor. Parlamentet har altid godkendt FN-resolutionerne, og egentligt er der nu en god grund til at fortsætte hermed og på ny sætte denne sag på den internationale dagsorden. Der blev med rette peget på, at Australien, som var det eneste land, der havde anerkendt Østtimors tilslutning, har ændret sit standpunkt. Det understreger med det samme, at de nye holdninger, som bliver mere og mere udbredt i de forskellige befolkningsgrupper i Indonesien, også giver håb for Østtimor. Det er jo sådan, at den indonesiske regering er under stigende pres for at demokratisere og også anerkende Østtimors egen kultur og ret til selvbestemmelse. Det gælder endvidere for de andre områder, såsom Irian Jaya, hvor den traditionelle kultur trues af den indonesiske politik.
Hr. formand, jeg vil gerne sige, at Østtimor-problemet i den sidste tid - efter at have været glemt af det internationale samfund i årevis - lykkeligvis har været et vigtigt og næsten konstant debatemne i de internationale institutioner, i FN, i USA's Kongres osv. Jeg glæder mig også over, at Rådet har udtalt sig i denne sag. Og jeg tror også, at Kommissionen har gjort det. Parlamentet har også haft en vigtig rolle for diskussionen om dette spørgsmål ved at rejse problemet om Timor, om krænkelserne af menneskerettighederne. Vi støtter helhjertet dette beslutningsforslag, men jeg beklager, at det ikke indeholder et forslag fra hr. Janssen van Raay, der har foreslået, at der i anledning af valgene i Indonesien blev afholdt en folkeafstemning i Østtimor om selvbestemmelse. Idet jeg griber fat i udtrykket »selvbestemmelse«, tror jeg, at det faktisk er den vej, vi skal følge, og som Parlamentet fortsat skal kæmpe for.
Hr. formand, vi har igen Indonesien og Østtimor som uopsætteligt spørgsmål i dette Parlament, således som det jævnligt er sket på grund af nødvendig stædighed og insisteren på, at et folks heroiske kamp gennem mere end 20 år for retten til selvbestemmelse på ingen måde og på intet tidspunkt må blive glemt. Dertil kommer - ud over det ekko, som skal holdes i live - at Indonesien hele tiden sørger for nye årsager til at retfærdiggøre denne stædighed og udholdenhed. Nu er det de seneste begivenheder i Alas og den voldelige indonesiske undertrykkelse, hvis omfang og følger, det er nødvendigt at kende. Derfor kræver vi igen de undersøgelser og det besøg i Østtimor, som Indonesien siden november 1991 har nægtet dette Parlament. Vi afviser også den manøvre, der udspringer af en svaghed, som man ikke vil erkende, men forsøger at skjule, en manøvre, der går ud på at sige, at man accepterer princippet om selvbestemmelse, men ledsaget af påstanden om, at Timor er en provins i Indonesien, og lader en skinfolkeafstemning finde sted samtidig med de indonesiske valg til juni.
Hr. formand, Suhartos styre i Indonesien blev styrtet allerede sidste forår, men efter seks måneder kunne Amnesty International bevise, at de menneskerettighedsløfter, som den nye præsident havde givet, ikke var blevet indfriet. Jeg er meget bekymret over, at der er blevet brugt magtmidler mod fredelige demonstranter, og at det ikke er gået fremad med løsladelsen af de politiske fanger. Først og fremmest vil jeg tale om Østtimor. Også der er underkuelsen tiltaget i bekymrende grad. Man må tro på oplysninger som siger, at også den militære magt er forøget mere end de officielle oplysninger lader forstå. Heldigvis har Den Europæiske Union i den senere tid rettet lidt op på sin indstilling til Østtimor og har tilfreds kunnet bemærke konklusionerne vedrørende Østtimor f.eks. på topmødet i Wien. De allerseneste oplysninger siger, at også Australiens indstilling til Østtimors fremtid er ændret til det bedre. Målsætningen bør være, at man begynder omhyggeligt at forberede en folkeafstemning om Østtimors fremtid. Jeg vil gerne spørge kommissær Marín, om Den Europæiske Unions politik over for Østtimor også i konkrete sager er ved at blive mere aktiv? Var det f.eks. tænkeligt, at Den Europæiske Union fik et kontor i Østtimor? Ligesom amerikanerne har et kontor i Kosovo. Det behøvede jo ikke være en rigtig diplomatisk repræsentation, hvis sagen er for delikat. For det andet vil jeg gerne understrege, at det forestående parlamentsvalg i Indonesien den 7. juni forudsætter, at Den Europæiske Unions medlemslande og Unionen selv aktivt sender valgobservatører dertil, ikke blot parlamentariske observatører, men også medborgerorganisationer. Til sidst vil jeg meddele, at jeg netop nu i Østtimor-solidaritetsgruppens navn er i forhandlingskontakt med den Indonesiske regering, om at Parlamentets medlemmer kan få lov til at sende en uofficiel delegation til Østtimor. Vestsahara
Hr. formand, ærede kolleger, vi er vidner til en langsom og gradvis fredsproces i Vestsahara. Det er sandsynligvis for tidligt at være optimister med hensyn til processens udfald, men vi kan ikke lade være med at anse iværksættelsen af folkeafstemningsprocessen for på en vis måde at være et godt tegn. Det er en proces, der kan indebære, at folket i denne region opnår selvstyre. Det er derfor yderst vigtigt, at Den Europæiske Union kraftigt opfordrer Marokkos regering og Polisario-fronten til at samarbejde fuldt ud med FN med henblik på straks at udskrive en fri, retfærdig og upartisk folkeafstemning om et selvstyre i denne region, hvis fortid er så fyldt med stridigheder og bekymringer.
Hr. formand, Den Europæiske Union står for demokrati, menneskerettigheder og selvbestemmelse eller intet. Der er en reel mulighed for, at De Forenede Nationer kan vælge at trække sig ud af det ulovligt besatte Vestsahara sidst i denne måned, og i øjeblikket forbereder Kofi Annan en rapport, der skal forelægges for Sikkerhedsrådet senest den 22. januar. Jeg havde sidst lejlighed til at mødes med ham i Algier i november. Den Europæiske Union har været konsekvent i sin støtte til selvbestemmelse og en afslutning på konflikten. Jeg vil gerne takke i særdeleshed hr. Marín for det arbejde, han har gjort, og takke for den humanitære støtte og for løftet om praktisk bistand, efterhånden som vi nærmer os en folkeafstemning. Vi befinder os umiddelbart før afslutningen på denne konflikt, der har forårsaget så mange lidelser i over 20 år, men vi ved, at problemet i dag - og det er De Forenede Nationers opfattelse - er, at Marokko igen laver numre og forsøger at forhale og blokere for en aftale. Marokko - der naturligvis igen er til stede i galleriet - kan ikke gøre sig den ulejlighed at mødes med visse mennesker i Europa-Parlamentet, men er meget effektiv, når det gælder lobbyvirksomhed, når det gælder korruption og selv indbrud her i bygningen. Det er Marokko, der forhaler en fredelig løsning. Vi i Europa-Parlamentet kan gøre endnu mere. Jeg forventer endnu mere af Dem, hr. Marín - De ved så meget om denne sag og har været åben over for en dialog med Marokko og Polisario-fronten. Lad ikke befolkningen i Vestsahara i stikken. Lad os sikre os, at vi står fuldt ud bag De Forenede Nationer og Kofi Annans og James Bakers løfter, og at vi kan få en ende på denne konflikt.
Hr. formand, en af forskellene på Angola og Vestsahara er, at der er våbenhvile i Vestsahara. Våbenhvile er imidlertid ikke det samme som fred. Her udspiller en af de sidste kolonikonflikter sig. Efter af spanierne rejste og marokkanerne besatte dette land, betyder det en europæisering af den gamle kolonipolitik, og derfor, tror jeg, har Den Europæiske Union et forpligtelse og et ansvar for denne del af den tidligere spanske kolonihistorie. De fordrevne mennesker i dette område har gennem årtier levet i flygtningelejre. I årevis har Marokko ikke tilladt - derfor har diskussionerne ikke ændret sig meget gennem flere år - at der kan finde en folkeafstemning sted. Nu vil FN åbenbart garantere, at folkeafstemningen kan finde sted i december 1999. Vi har håbet på det mange gange, i år forventer vi det, og Kofi Annan synes at være fast besluttet, det viste hans seneste besøg i denne region. Det betyder, at der nu også er bud efter os som europæisk union, og vi må støtte denne proces helhjertet, politisk og logistisk. Vi opfordrer Marokko til ikke længere at forhindre, at de stemmeberettigede mennesker kan blive registreret, og ikke at gøre flere krumspring. Det ville sågar være på sin plads at fremme direkte forhandlinger mellem det sahariske folk og Marokko. Vi opfordrer Rådet til - og her har det østrigske formandskab givet mange positive signaler - at folkeafstemningen bliver garanteret, og at den humanitære hjælp fortsættes indtil da. Jeg tror, at vi også har brug for observatører under forberedelsen af folkeafstemningen, ikke kun mens den finder sted. Vi beder Kommissionen stille midler til rådighed for en garanti af folkeafstemmingen og for den humanitære hjælp. Et initiativ i forbindelse med den kommende fiskeriaftale med Marokko kunne være at arbejde på, at aftalen bliver knyttet sammen med en gennemførelse af folkeafstemningen. Uanset hvad resultatet bliver, bør Kommissionen og Rådet, trojkaen, garantere, at foruden FN også Den Europæiske Union yder sikkerhed for, at folkeafstemningen kan finde sted. Det er mit krav til det tyske rådsformandskab.
Hr. formand, endnu en gang står vi på den ene side over for Parlamentets følsomhed vedrørende den sag, som vi behandler, og på den anden side FN's aktive rolle i virkeligheden. Man må heller ikke glemme den vigtige humanitære bistand, som ydes og fortsat bør ydes. Men samtidig med at vi konstaterer denne virkelighed, ser vi blandt ørkenens klitter en slags fatamorgana, nemlig folkeafstemningen, en folkeafstemning, som tilsyneladende aldrig kommer. Alligevel må man undgå utålmodighed, både fra FN's, det internationale samfunds, Polisario-frontens og den marrokanske regerings side. Det er nødvendigt at sætte sig ud over denne utålmodighed, så der ikke efterlades uløste problemer, der kunne fremprovokere fremtidige krige eller en permanent guerillakrig. Derfor, hr. formand, håber og ønsker vi at acceptere en folkeafstemning snart, og at resultatet heraf må blive accepteret af alle.
Hr. formand, vi kan glæde os over, at FN's generalsekretær personlig har taget hånd om sagen om Vestsahara. I november-december tog han dertil, og efter sine møder med de stridende parter fremlagde han nogle henstillinger for at bløde op for fredsprocessen og få gennemført Houston-aftalerne. Polisario-fronten har accepteret at gennemføre samtlige disse forslag, som udgør en udelelig enhed. Men den marokkanske regering holder fast på en afvisning. Med sine blokeringsmanøvrer bærer den ansvaret for, at gennemførelsen af fredsprocessen er blevet afbrudt. FN's sikkerhedsråd har i øvrigt erkendt, at det forholder sig således. I sin resolution af 17. december hilser den Polisario-frontens tilslutning velkommen og tilskynder den marokkanske regering til at iværksætte FN's plan for bilæggelse af striden. Vi befinder os i dag i den sidste fase af folkeafstemningsproceduren. For at den kan nå frem til en afslutning, det vil sige indtil der bliver afholdt en folkeafstemning om selvbestemmelse i december 1999, må man neutralisere den marokkanske regerings forsøg på blokering. Rådet og medlemsstaternes regeringer kan bidrage hertil ved at spille en mere aktiv rolle for at fredsprocessen skal lykkes, først og fremmest ved at benytte sig af alle de midler, de har til deres rådighed over for den marokkanske regering for at få den til at iværksætte alle FN's generalsekretærens forslag. Kunne Rådet ikke tillige formulere en fælles holdning, sådan som Europa-Parlamentet bad det om den 10. marts 1998, eller i det mindste vedtage en erklæring, hvori det udtrykker sin opbakning til FN? Vi er nødt til at støtte kompromisforslaget for at sende et signal til Rådet og til medlemsstaternes regeringer og give vores støtte til FN's generalsekretærs bestræbelser for at bringe folkeafstemningsprocessen til en heldig afslutning. Denne folkeafstemning, som langt om længe vil give Vestsaharas befolkning mulighed for at udtrykke sin ret til selvbestemmelse og uafhængighed, udgør den mest hensigtsmæssige, demokratiske vej til en retfærdig og varig løsning på problemerne omkring afkoloniseringen af Vestsahara.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg ville ønske, at også Rådets formandskab var til stede for at høre denne debat. Jeg vil ikke minde om, hvad Kommissionen allerede ved, nemlig vigtigheden af Sikkerhedsrådets møde og den seneste resolution, som i virkeligheden, hr. Fabra, allerede afspejler en vis utålmodighed fra det internationale samfunds side. Vi kan ganske rigtigt være tålmodige, og den sahariske befolkning er sandelig tålmodig, for den afventer i en uendelighed, at folkeafstemningen kan gennemføres. Vi befinder os i en virkelig følsom situation på den ene side på grund af den lidelse, som den sahariske befolkning udholder, og på den anden side fordi denne våbenhvilesituation - som en anden taler nævnte - kan have en grænse. Det, vi beder Europa-Kommissionen og Rådet om, er, at de på baggrund af denne resolution, der enstemmigt støttes af Sikkerhedsrådet, gør det samme, at Kommissionen, Parlamentet og Rådet klart i et dokument - en beslutning - udtrykker deres støtte til FN's generalsekretær og til hans indsats. Hr. formand, endvidere vil jeg gerne minde om det, som Sikkerhedsrådet siger, og som vi alle ved, nemlig at Polisario-fronten allerede har accepteret alle de foranstaltninger, der er foreslået af Generalsekretæren, og endvidere har levet op til Houston-aftalerne og Generalsekretærens forslag. Vi ved også, at Marokko fortsat trækker sagen i langdrag, fortsat synes at lege med befolkningens udmattethed og også med det internationale samfunds efterhånden udmattede tålmodighed. Hr. kommissær, vi, der befinder os så tæt ved Marokko, hvis befolkning og hvis regering vi respekterer og beundrer, må - i venskabelighed, men også beslutsomt - sige til dette lands regering, at den nu skal acceptere fredsplanen, at denne situation ikke kan fortsætte. Og dette må vi gøre, fordi der er tale om en naboregion tæt ved Den Europæiske Union, og alle disse anstrengelser burde vies til den marokkanske og den sahariske befolknings udvikling.
Hr. formand, jeg tror, at vi alle ønsker fred i Vestsahara, og derfor støtter vi sandsynligvis også alle sammen intentionen i denne beslutning. Men jeg vil gerne sige, at jeg personligt ville have foretrukket, at denne beslutning var kommet efter Sikkerhedsrådets beslutning. Jeg vil nu alligevel gerne gøre opmærksom på én ting, nemlig at det sikkert ikke er nok, at alle peger fingre ad Marokko og siger, at dette land trækker alting i langdrag. Også hos os er der visse argumentationer, som vi måske bør korrigere. Når man taler om de personer, som skal have stemmeret til folkeafstemningen, kan man ikke bare undtage de personer, som i langt over 10 år har boet i det nuværende Vestsaharas område, som faktisk har erhvervet deres ret til at leve der. Vi taler i dag i Den Europæiske Union i de forskellige medlemsstater meget om, at personer, som har boet en vis tid hos os, har erhvervet visse rettigheder. Man kan ikke bare udelukke disse personer fra en folkeafstemning; på samme måde må man inkludere de personer, som lever i flygtningelejre i Algeriet. Lad mig tilføje et ganske kort historisk aspekt, fordi der her tales så meget frem og tilbage om kolonialisering, rekolonialisering osv. Vestsaharas område har gennem mange århundreder hørt til Marokko, før det blev spansk territorium. Det ville jeg gerne lige have føjet til.
Hr. formand, på sidste møde havde vi en debat med Rådet, og derefter fremsatte 10 medlemmer en mundtlig forespørgsel. Jeg tror, det er nødvendigt her at gentage nogle af de ting, som vi dengang sagde til Rådet. For det første er de europæiske institutioners manglende synlighed ved løsningen af denne konflikt iøjnefaldende. Der er humanitær bistand, der er en tilstedeværelse, men den er relativ. Der er meget større tilstedeværelse fra USA's side, selvom saharakonflikten har større forbindelse med Den Europæiske Union og nogle af Unionens lande end med USA, og alligevel er USA's tilstedeværelse større end vores. For det andet og på trods af, hvad hr. von Habsburg siger - hvilket jeg respekterer - er det Marokko - og dette må gøres klart én gang for alle - som lægger hindringer i vejen for folkeafstemningen. Jeg vil blot minde om, at Sahara i princippet kun accepterede den spanske folketælling med 10 % stigning, og nu har den sahariske befolkning i hr. Bakers seneste forslag accepteret 65.000 mulige yderligere stemmeberettigede. Marokko lægger dog stadig hindringer i vejen. Det synes, som om folkeafstemningen vil blive forsinket endnu et år, men dette år er afgørende. Afgørende for, at der ikke bliver flere hindringer på vejen mod en retfærdig folkeafstemning, som vil betyde fremgang for et meget tappert folk, der har udvist stort mod, og som under nogle frygtelige forhold uddanner og sørger for befolkningens sundhed. Derfor bør Den Europæiske Union foregå med et godt eksempel og forsøge at løse denne konflikt, hjælpe med at løse denne konflikt, og ikke lade hr. James Baker og FN gøre det alene. Unionen bør også støtte FN med henblik på at forhindre, at Marokko fortsat lægger hindringer i vejen for en løsning af konflikten.
Hr. formand, jeg vil gerne give udtryk for vores gruppes fulde støtte til kompromisbeslutningen og ikke mindst for vores fulde støtte til den igangværende folkeafstemningsproces i Vestsahara samt til de forpligtelser, som Marokko, Polisario-fronten og sagens parter har indgået over for FN på dette tidspunkt og i dette følsomme område af verden. Vi giver navnlig vores fulde støtte til de forpligtelser, som Marokko har indgået. Jeg vil naturligvis anmode vores kolleger og dette Parlament om ikke straks at begynde på at udpege de skyldige og ofrene i en proces, som er i gang, og som medfører nogle vanskeligheder, jeg ikke vil lægge skjul på, i en situation under udvikling, der kræver stor international opmærksomhed, men som ikke gør det nødvendigt, at vi stiller med en større interventionsstyrke end den, de aktuelle spørgsmål i virkeligheden kræver. Jeg vil hermed gerne gentage, at vi og vores gruppe giver vores fulde støtte.
Hr. formand, hr. kommissær, det, vi ser her, er en klar ubalance mellem Parlamentets vedholdenhed omkring Vestsahara og Rådets tavshed. Vi har for flere måneder siden vedtaget et forslag til henstilling. Endvidere havde vi i december en debat med mere end 10 forespørgsler. Og i dag diskuterer vi et beslutningsforslag, der i øvrigt er underskrevet af næsten alle grupper i Parlamentet. Alligevel holder Rådet fast ved sin principholdning - vigtigt, men nemt - om, at den støtter Vestsaharas selvbestemmelse og FN's resolution, men at den ikke tør tage det nødvendige næste skridt, nemlig at hjælpe Generalsekretæren med at udføre sit arbejde, så Sikkerhedsrådets resolutioner kan gennemføres, i dette tilfælde ved at organisere og afholde en fri folkeafstemning om selvbestemmelse inden for den fastsatte frist. Hvordan kan man hjælpe Generalsekretæren? Efter min opfattelse ved at gøre opmærksom på, hvilken part der lægger hindringer i vejen og blokerer for opfyldelsen af international lovlighed. Og denne part er i dag helt klart Kongeriget Marokko. Jeg mener altså, at Rådet bør vide, at politisk pres - ganske vist samtidig med samarbejde - er uundgåeligt for at opnå synlighed i denne konflikt og hjælpe med at bringe en ende på situationen. Handel med børn i Guatemala
Hr. formand, internationale bander i Guatemala tjener mange penge på ulovlig handel med spædbørn. Det er naturligvis helt uacceptabelt, og dette umenneskelige misbrug af fattigdom skal bekæmpes. Jeg beklager i øvrigt, at en nylig UNICEF-rapport, en »fidadigna«-rapport, ikke nævnes i betænkningen. Guatemalas regering skal hurtigt raticifere de relevante internationale konventioner, og Unionen skal lægge pres på Guatemala for at opnå dette. Hvad har befolkningen ud af en regering, der tillader, at dens borgere sælges? Unionen skal sørge for, at modtagerlandene er på vagt over for og kontrollerer spædbørn fra Guatemala. Unionen skal desuden hjælpe støtteprojekterne om lovlige adoptivprogrammer i Guatemala. I det år, hvor vi fejrer 10-året for FN-konventionen om Barnets Rettigheder, skal foranstaltninger til beskyttelse af børn have vores fulde opmærksomhed.
Hr. formand, den forrige taler har allerede skitseret situationens alvor. Jeg tilføjer følgende: Jeg tror, at problemet flytter sig til andre lande, hvis vi ikke griber ind, hvor det er muligt i Guatemala. Faren ligger lige om hjørnet. Vi skal også være opmærksomme andre steder, ikke mindst i Østeuropa. Jeg er dog tilfreds med kompromisteksten. Jeg er tilfreds, fordi det er en konkret sag, som er overskuelig, selvom det er et stort problem, og fordi det giver kommissæren og hans folk mulighed for at gøre noget ved det sammen med myndighederne i Guatemala. Det er klart, at den organisation, som vi nævner, Casa Alianza , og dens leder har lagt sagen på bordet og derfor bliver truet. Organisationen og dens folk, og ikke mindst Bruce Harris, fortjener støtte fra Europa. Jeg beklager også, at UNICEF-rapporten ikke nævnes. Jeg tilføjer, hr. formand, at jeg endvidere beklager - og jeg er bange for, at Den Liberale Gruppe har bidraget hertil - at der ikke er nævnt noget af det, der stod i min oprindelige tekst, nemlig at det er nødvendigt med en dna-undersøgelse. England kræver allerede, at forældre, der adopterer, kan vise, at det var de lovmæssige forældre, der afstod barnet. For i øjeblikket lejes falske mødre og andre fattige kvinder til at gå til en ambassade og sige: Jeg afstår mit barn. De får betaling for det. Men andre mødre mister derved deres børn. En dna-undersøgelse, som i England, beviser, at det er barnets forældre, der har afstået det. Jeg slår altså til lyd for en dna-undersøgelse i europæisk sammenhæng.
Hr. formand, handel med børn er en god forretning i Guatemala. En decideret mafia bortfører børn, overtaler fattige mødre til at afgive dem, forfalsker fødselsattester og sælger børnene til udlandet. Det er nok med en notar til at bekræfte en adoption. Priser på mellem USD 15.000 og 20.000 for et barn er ikke noget særsyn. I henhold til Guatemalas lovgivning er handel med børn ikke nogen forbrydelse, det er ikke strafbart. Alle landene i regionen har i de seneste år ændret deres love for at sætte en stopper for dette menneskeforagtende misbrug, kun Guatemala har endnu ikke gjort det. Det er nu på høje tid. Guatemala må også omgående ratificere Haag-konventionen om adoption og leve op til sine forpligtelser i henhold til FN's børnekonvention ved at indføre en børne- og ungdomskodeks. Adoptioner er nu og da den sidste redningsplanke. I så fald bør barnet så vidt muligt forblive tæt på sin oprindelse, kulturelt og geografisk. Adoptioner er under ingen omstændigheder et bidrag til udviklingshjælp. Udviklingshjælp betyder nemlig, at der skabes forudsætninger for, at børnene kan vokse op i deres eget land. Det vil jeg dog bede om, at man husker.
Hr. formand, endnu en gang ender vi med at skulle gribe ind i børns skæbner ude i verden. Det drejer sig i dag om adoption af guatemalanske børn. Der er ingenlunde tale om, at vi fordømmer adoptioner på internationalt plan, men om at vi sætter spørgsmålstegn ved de vilkår, under hvilke de finder sted. I så henseende er Guatemala blevet skueplads for en veritabel handel med spædbørn. Man anslår således, at der i 1997 var mere end 2.000 børn, der blev solgt til en pris på mellem UDS 15.000 og 20.000. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor nemt en så lukrativ virksomhed kan føre til en skandaløs praksis hos lyssky forhandlere, der ikke viger tilbage for noget for at beskytte deres tvivlsomme gesjæft. De tøver således ikke med at intimidere, eller endog true, dem, der forsøger at gøre disse adoptioner moralsk uangribelige. Medlemsstaterne bør derfor sørge for, at lovens bestemmelser overholdes, når der er tale om international adoption, specielt når det drejer sig om børn fra Guatemala. Men vi må også, og især, tilkskynde den guatemalanske regering til at være mere striks i forvaltningen af disse sager, så meget mere som orkanen Mitch netop har øget antallet af børn til bortadoption, og det giver grund til at være endnu mere på vagt.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg tror, det står klart, at der er personer, som bliver rige på en handel, som er den mest afskyelige og modbydelige af alle, nemlig handel med børn. Jeg mener også, at Den Europæiske Union bør gøre sin indflydelse gældende over for Guatemalas regering for at forhindre denne handel, og jeg tror, at en mulighed er at hjælpe Guatemalas rigsadvokatur, som tilsyneladende står inde for disse adoptioners lovlighed. Vi er absolut ikke imod legale adoptioner. Vi mener, at de redder mange børn fra en usikker og frygtelig skæbne i nogle lande, med jeg er enig i, hvad en kollega sagde, nemlig at hvis der var bedre leveforhold i disse lande, ville det bedste være, at børnene blev i deres eget land. Under alle omstændigheder må der sættes en stopper for denne skrækkelige handel med børn, som er den mest afskyelige af alle former for handel.
Hr. formand, problemet med illegal handel med børn i Guatemala eller fra Guatemala kunne sættes ind i en meget bredere ramme, som kunne berøre mange andre udviklingslande. Imidlertid er det et faktum, at problemets kerne ofte skal søges i de udviklede lande, hvor der er opbygget nogle velstrukturerede handelsnet med stor erfaring, både hvad angår handel med børn og med kvinder og menneskelige organer. Hr. formand, jeg mener, at Parlamentets beslutninger altid bør ledsages af objektivitet og stringens, især når de vedrører venskabslande som Guatemala, et land som Parlamentet ved gentagne lejligheder har udtrykt sin anerkendelse af på grund af de fremskridt, som præsident Arzús regering har nået med konsolidering af fredsprocessen, demokratiseringen af Guatemala og konsolideringen af retsstaten. Det er sandt, at der har været konstateret tilfælde af handel med børn i dette land, men det er ikke mindre sandt, at der i dette land også er en lang erfaring herfor, som desværre er resultatet af årtiers borgerkrig, der har gjort talrige børn forældreløse, en situation, der er yderligere forværret af de frygtelige følger af orkanen Mitch. FN's mission i Guatemala har det udtrykkelige mandat at beskytte menneskerettighederne i dette land, og jeg synes, det er vigtigt at understrege, at Guatemala deltager i FN's menneskerettighedskommission. Hr. formand, jeg synes, det er rimeligt at anerkende - og jeg glæder mig over, at den ansvarlige kommissær, hr. Marín, i dag er til stede - at Europa-Kommissionen har reageret hurtigt og effektivt over for de ødelæggende virkninger af denne orkan, og vi håber, at den hurtigt kan foreslå en genopbygningsplan for regionen i henhold til det, som kommissæren har meddelt. Derfor vil jeg endnu en gang gentage, hvor nødvendigt det er at styrke samarbejdet med Guatemala og med hele Mellemamerika og især, hr. formand, at styrke aktioner, der har til formål at lindre befolkningens og især børnenes lidelser.
Hr. formand, de internationale adoptioner fra Guatemala blev i 1997 fordoblet. Der var faktisk over 2.000 adoptioner, hvis omkostninger i gennemsnit lå på USD 15-20.000. Det, der undrer os mest, er, at Guatemalas straffelov ikke betragter handlen med børn som en forbrydelse, og at selve tyveriet af børn kun giver en dom på ca. et år, med mulighed for at få udsat straffen. Vi mener i øvrigt, at det er umuligt at straffe de internationale adoptioner, for hvis disse adoptioner sker med korrekte procedurer og med garantier for barnet, vil de næsten altid give barnet mulighed for at få nogle bedre leveforhold. Samtidig kan vi ikke nægte, at de internationale adoptioner er en vigtig form for internationalt samarbejde. Da vi er meget bekymrede over en anden oplysning, nemlig at dem, der i Guatemala arbejder for at hindre ulovlig handel med børn, er udsat for trusler og terror, vil vi gerne kraftigt anmode Kommissionen og medlemsstaterne om at opfordre Guatemalas regering til at sørge for, at adoptionsprocesserne sker med de nødvendige lovmæssige garantier, såvel nationale som internationale garantier, og for at de garanterer sikkerheden for de ansatte i retsvæsenet, der tager sig af den ulovlige handel. Fredsprocessen i Colombia
Hr. formand, de sidste 30 år af Colombias historie er et trist kapitel. Titusinder er døde, en utrolig høj arbejdsløshed og en alt for beskeden økonomisk vækst i forhold til de muligheder, som landet har. Narkohandlere tjener tonsvis af penge, for 80 % af den narkotika, som sælges i USA, kommer fra Colombia. Præsident Pastrana har givet os nyt håb og fredsforhandlingerne nye impulser. Desværre, må det siges, at FARC-lederens fravær i sidste øjeblik var en skuffelse. Unionen skal stimulere fredsprocessen og yde sit bidrag. Alle ved, at stabilitet og fred er vigtige for at give økonomien en ny impuls. Jeg hjælper alle med at håbe, og jeg håber at kunne tænde mange lys for en hvilken som helst Maria. Jeg har et spørgsmål til kommissæren inden for rammen af fredsprocessen. I Comunidades de Paz , en organisation af landsbyer, som blev bygget for et år siden i den nordlige del af Colombia ved Apartadó og Río Sucio, er der nogle ECHO-projekter i gang. Jeg var der for en måned siden. Der stod et skilt på marken med følgende tekst: Her bygger ECHO et sygehus. Befolkningen fortalte mig, at det var blevet lovet dem for otte måneder siden, men pengene er åbenbart blevet liggende i Bogota. Bogota er muy, muy, muy, lejos de aquí . Jeg ved, at De ikke kan give et direkte svar, men måske kan De tage spørgsmålet med, og så henvender jeg mig til Dem personligt på et senere tidspunkt.
Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at ønske præsident Pastrana hjerteligt tillykke med det arbejde, han udfører for freden i sit land, for med dialogerne i San Vicente åbnes der nogle virkelige perspektiver, og borgernes krav om fred, som det blev udtrykt af 10 millioner borgere ved stemmeurnerne, opfyldes. Men man må også sige, at de væbnede colombianske revolutionsstyrker (FARC) har forstået det historiske øjeblik og har accepteret udfordringen om at deltage i opbygningen af dette nye område på baggrund af dialog. Dette må fremhæves og anerkendes, ligesom det må anerkendes, at nogle af punkterne på præsident Pastranas dagsorden er sammenfaldende med guerillaens forslag. Efter gårsdagens møde begynder vejen mod fred at træde tydeligere frem. Freden har dog meget magtfulde fjender. Ved denne lejlighed må man også fordømme paramilitarismen og kriminaliteten. Over 100 personer er blevet myrdet med det ene formål at forhindre freden. Dette er et frontalt angreb på hele samfundet. Viljen til at bekæmpe paramilitarismen er nøglen til fremskridtet, hvilket også gælder for udryddelsen af narkohandlen og korruptionen - som alt sammen står på dagsordenen - men især bekæmpelsen af straffriheden for at sikre udbredelsen af menneske- og borgerrettighederne til hele befolkningen. Borgerne har krævet, at vejen mod fred følges, og man kan ikke sidde folkets stemme overhørig eller brolægge vejen med ofre. Regeringen har ansvaret for at udbrede og styrke retsstaten og beskytte dem, der kæmper for værdigheden og de demokratiske principper. Men vi kan også anmode om noget, og jeg vil anmode om tre ting. Det første vil jeg anmode guerillaen om, nemlig at den frigiver alle civile gidsler. Jeg må også takke guerillaen for, at den har frigivet den europæiske statsborger Camila Villanueva. Og hvis det er muligt, vil jeg spørge Kommissionen om, hvordan Den Europæiske Union kan deltage i opbygningen af disse områder med fred. For der er håb i Europa, og jeg tror, at vi også kan give et svar.
Hr. formand, fred uden menneskerettigheder findes ikke. Det så vi igen og igen på vores delegationsrejse til Columbia i december. Det har de langt over 100 mord begået af paramilitære bander netop på grusomste vis igen gjort klart. De paramilitære bander er ingen forhandlingspartner i fredsforhandlinger. De paramilitære er kriminelle bander, som straks må opløses. Deres medlemmer og deres økonomiske bagmænd skal stilles for retten, og alle deres hjælpere i staten og hos sikkerhedsstyrkerne må afskediges omgående. For først når retten til livet er garanteret i Columbia, er der håb om en virkelig fred. Det betyder, at krigens parter omgående må respektere menneskerettighederne. På statens side betyder det beskyttelse af ofrene, herunder over en million fordrevne, hvoraf mange er sorte og indianere. Slut på straffriheden, reform af retsvæsenet, især militærdomstolene! Der skal indledes en landbrugsreform, og der skal skabes økonomisk og social retfærdighed. Her er der også bud efter Den Europæiske Union. Her skal der ydes hjælp, i stedet for at profilere sig i eksportvæddeløb. Vi må betale retfærdige priser og sørge for udvikling af reigonerne. Freden findes nemlig for enden af denne proces, ikke ved dens begyndelse!
Hr. formand, jeg kan i og for sig kun tilslutte mig den forrige talers indlæg. Vi må spørge os selv, hvornår denne karussel af vold, mord, bortførelser og gidseltagninger i dette land endelig hører op, hvornår de politiske kræfter og de ansvarlige demokrater endelig vil være stærke nok til at lade våbnene tie og besejre korruption og narkohandel. Regeringen Pastrana begynder - og det lykønsker vi den med - med en ny regerings styrke nu at forhandle med den stærkeste part i konflikten, med alle de vanskeligheder, som det indebærer. Vi kan kun håbe, at der også følger forhandlinger med de øvrige grupper, at bortførelser, gidseltagninger, mord fra de paramilitære gruppers side, men også fra guerillaens, får en ende og at militæret endelig forstår, at det ikke kun skal optræde som forsvarer for statsmagten i militær forstand, men også som forsvarer for demokratisk og human optræden. På dette område har både militæret, men også som allerede nævnt retsstaten Columbia, hvis den vil blive en sådan, virkelig meget at lære endnu, og det må vi hjælpe den med. Det er nedværdigende for et land at stå øverst på en sådan negativliste. Endnu grusommere og værre er det imidlertid for dets mennesker. Vi opfordrer regeringen til og støtter den i at beskytte dem, som forsvarer menneskerettighederne, og vi støtter dens bestræbelser på at opnå fred og retfærdighed. Under vores rejse til Bogotá i december talte vi også med FN's højkommissær for Bogotá, som med stort mod har forsvaret menneskerettighederne. Det har været oppe, om dette embede kunne opretholdes. Det håber vi meget, og det er også mit spørgsmål til Kommissionen, om den gør alt, for at dette embede, som man sætter stor pris på i Columbia, kan bevares.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg tror, at vi alle glæder os over fredsforslagene, men det er umuligt at skabe fred, når der i de seneste dage, som andre kolleger nævnte, helt vilkårligt er blevet myrdet over 100 landmænd, kvinder og børn. Jeg har her en artikel skrevet af en colombianer, der arbejder for Justicia y Paz , som bedre end vi kan udtrykke betingelserne for at opnå fred i Colombia, og det er ikke blot at sætte sig ned og tale sammen. Han nævner en reform af landbrugsloven, for det er nødvendigt at landmændene får den jord tilbage, som blev stjålet fra dem, dernæst en lov om naturressourcer og opfyldelse af fire grundlæggende behov, nemlig boliger, sundhed, uddannelse og arbejde. Man skal altså kunne sikre et eksistensminimum, der forhindrer, at de fortsætter på denne måde, ikke kun med mordene, men med en skjult krig, som på samme måde ville udslette befolkningen.
Hr. formand, siden torsdag den 7. januar er mellem 100 og 150 mennesker blevet dræbt i en serie brutale massakrer, der primært er udført af AUC-guerillaer. Det var ikke tilfældige massakrer: Guerillaerne havde lister med navne - i særdeleshed over ledere og aktive i lokalsamfundet - og henrettede dem, der stod på disse lister. Mange af ofrene de sidste dag blev tortureret på det grusomste, før de blev dræbt, og de fleste af guerillaangrebene fandt sted i den nordlige del af landet. Så selvom vi glæder os over fredsforhandlingerne mellem præsident Pastrana og FARC-guerillaerne, der begyndte på denne dag, torsdag den 7. januar, må vi fordømme det forhold, at guerillaerne forsøger at sabotere disse fredsforhandlinger. Colombias præsident har forpligtet sin regering til at gøre noget afgørende imod disse illegale guerillastyrker. Mandag den 11. januar gentog hr. Pastrana i det 10-punkts forslag til en dagsorden, som han forelagde for FARC, at det udelukkende var statens ansvar at afvæbne guerillaerne. Men dette er ikke sket. Tværtimod er der veldokumenterede og internationalt verificerede rapporter om aktiv og fortsat sammensværgelse mellem Colombias væbnede styrker og disse paramilitære grupper. Jeg vil gerne ved afslutningen af denne debat spørge kommissæren om, hvorvidt han forpligter sig til straks at gøre forestillinger over for Colombias regering for at drøfte nødvendigheden af, at der omgående bliver gjort noget afgørende mod de paramilitære grupper for at beskytte den skrøbelige fredsproces og forhindre kommende tragiske tab af menneskeliv, i særdeleshed under fredsforhandlingerne i de kommende uger.
Hr. formand, Colombia er et land, der gennemlever en meget vanskelig situation med en skjult borgerkrig, der har varet over 40 år, med to hovedguerillagrupper, der kontrollerer en tredjedel af landet, og som dagligt konfronteres med hæren, med talrige paramilitære grupper, der insisterer på at sprede rædsel blandt befolkningen på baggrund af massakrer, med 1.500 mennesker, som for øjeblikket er kidnappet, med to mislykkede fredsprocesser inden for de seneste år og med titusindvis af døde. Midt i denne alvorlige situation opstår der en ny mulighed for fred med forslaget fra den nye præsident Pastrana. Et forslag, som efter min opfattelse sammenfatter alle colombianeres følelser. For nylig havde jeg med en gruppe parlamentsmedlemmer mulighed for at lære den colombianske situation at kende ved samtaler med næsten alle Pastranas ministre, med sociale organer og med de vigtigste fagforeninger. Den konklusion, som jeg personligt er nået frem til, er, at der er et reelt og autentisk ønske om fred, men man er også klar over, at processen bliver lang og vanskelig, og især at der er behov for international politisk og økonomisk støtte. I vores gruppe er vi af den overbevisning, at Europa-Parlamentet og selve Den Europæiske Union kan spille en væsentlig rolle i fredsprocessen i Colombia ved at gøre støtten til landet international og ved at stille sig til rådighed for parterne, når det kan være nyttigt. Sierra Leone
Hr. formand, vi er skuffede og opbragte over, at borgerkrigen atter er brudt ud i Sierra Leone. Vi havde håbet, at der kunne etableres en stabil fred mellem regeringen og den revolutionære enhedsfront, efter at præsidenten og den civile regering igen fik magten i marts 1998. For at genoprette freden bør vi gøre alt, og vi opfordrer begge parter i konflikten til omgående at indgå en våbenhvile og indlede forhandlinger - og jeg tror, vi må støtte disse forhandlinger - til fuldt ud at respektere menneskerettighederne og anerkende de internationale konventioner om overholdelse af menneskerettighederne. For den trængende befolkning, som altid lider under disse konflikter, er det nødvendigt med humanitær hjælp. Vi ønsker ikke, at der opstår hungersnød i dette land, flygtningene i nabolandene ville skulle forsørges, og derfor er det absolut nødvendigt, at der først og fremmest opnås en våbenhvile.
Hr. formand, alt er allerede sagt her i Parlamentet om præsident Kabbahs legitimitet, omend den er besværlig, og om den revolutionære enhedsfronts og det militære oprørs illegitimitet. Jeg vil derfor ikke insistere på disse spørgsmål, og jeg vil gerne med udgangspunkt i eksemplet Sierra Leone fastslå mere generelt, at der er tre instanser der har måttet erklære fallit i forhold til de ustabile lande, nemlig FN, OAU og Unionens diplomati, det bliver man nødt til også at sige. For FN's vedkommende er det sådan, at så længe en sag ikke er tilstrækkelig alvorlig i amerikanernes øjne, til at de tiltager sig retten til at formulere, hvad der er normen i international ret og sanktionere den militært, vil USA gå fra ydmygelse over slag i ansigtet til tilbagetog, og lige fra de blå baretter i det tidligere Belgisk Congo til mæglingsmissionen i Sierra Leone er listen over disse fiaskoer lang. Den vil aldrig blive afsluttet, så længe FN ikke udstyres med de permanente, militære midler, der skal til for at få overholdt den internationale ret, de ønsker at skabe. Hvad angår Organisationen for Afrikansk Enhed, hvis navn er så misvisende, og som burde hedde Organisationen for utilladelig medvidenhed mellem afrikanske statsoverhoveder, så har den besluttet at delegere sin myndighed til regionale magter. Er den så i mellemtiden optaget af udvikling eller af de demokratiske fremskridt, der ville gøre det muligt at få spændingerne til at dale lidt? Ingenlunde. Siden sin oprettelse har den stort set udelukkende beskæftiget sig med at skabe respekt for de gamle kolonigrænser, det vil sige garantere, at medlemmernes magtsystemer fortsat kan bestå. Endelig hvad angår Den Europæiske Union, så må vi konstatere, både når det drejer sig om Sierra Leone og andre steder, at den er dramatisk fraværende, for den har ikke været i stand til at supplere sin økonomiske hjælp med en virkelig diplomatisk indflydelse. Den giver således frit slag for sine medlemsstaters postkoloniale diplomatier, som tidligere undertiden har demonstreret tilbøjelighed til at give kriserne næring og, i hvert fald, manglende evne til at håndtere dem.
Hr. formand, vi har allerede ved talrige lejligheder i de sidste par måneder beskæftiget os med forværringen af situationen i Sierra Leone. Der er nemlig tale om et land, hvor situationen er blevet værre og værre i løbet af de seneste år, både på det politiske plan og med hensyn til befolkningens levevilkår. Som følge af oprørsstyrkernes gentagne forsøg på at erobre landet har der i de sidste par uger endnu en gang været nogle meget blodige opgør, der har resulteret i flere tusinde ofre, og som har gjort civilbefolkningens situation endnu mere dramatisk. I øvrigt har vi netop nu fået meddelelse om bortførelsen af ærkebiskoppen i Freetown, Joseph Hendri Ganda. Denne bortførelse er sket, efter at nogle italienske missionærer blev taget som gidsler. Det ene af gidslerne, den jesuitiske præst Mario Guerra, er stadig taget til fange af oprørerne. I denne situation er det første og mest nødvendige krav naturligvis, at man straks indfører våbenhvile og frigiver alle gidslerne samt tager sig af befolkningens umiddelbare behov. Det er absolut nødvendigt med det samme at høre op med enhver undertrykkelse af civilbefolkningen og at give dem, der uddeler hjælpen, mulighed for at udføre deres opgave. Genindførelsen af den retmæssige regerings kontrol over landet skal dog ske samtidig med iværksættelsen af en mere indgående mægling og et nationalt forlig, som er den eneste metode, hvorpå man kan skabe en stabil politisk og institutionel orden i landet og undgå tragedier i fremtiden. Også i dette tilfælde skal det naturligvis være Unionens opgave at yde humanitær hjælp i forbindelse med befolkningens nødvendige behov, herunder behovene hos de tusindvis af flygtninge, der befinder sig i nabolandene, men det skal også være Unionens opgave at gøre en indsats for at fremme dialogen, forliget og respekten for menneskerettighederne, idet Unionen om nødvendigt også selv tager et initiativ.
Hr. formand, hr. kommissær og også Rådets tyske formandskab in absentia: Vi er alle forfærdede. Og det er netop dette udtryk, som UNHCR's observatør har brugt til at beskrive det, der foregår i Sierra Leone. For ikke så længe siden kunne vi i fjernsynet se nogle forfærdelige scener, som Foday Sankohs oprørstyrker med grusom sort humor har betegnet som »de kortærmede« eller »de langærmede«, alt efter om de huggede armene af civile, børn og kvinder en smule under skulderbladet eller ved håndleddet. Hr. formand, det er sandt, at det internationale samfund har et ansvar i denne forbindelse, ingen tvivl om det. Men ansvaret hviler ikke mindre på Sierra Leones egen befolkning og især på de politiske og militære styrker, for det er dem, der bør finde en løsning på deres problem. I disse dage gør de en indsats for det. Man så det overraskende skue, at lederen af de oprørere, som jeg netop har nævnt, blev transporteret i fly fra den by, hvor han sad fængslet, Freetown, til Conakry af de nigerianske styrker med henblik på forhandlinger, hvor det første, han gjorde, var at stille krav om sin egen frihed. Hvis denne frihed kunne tjene til, at disse styrker, som han har under sig, ikke optrådte med denne brutale grusomhed, og også til at en regering, som vi anser for civil, ikke gav igen med samme mønt og henrettede medlemmer af militærjuntaen uden ret til appel, ville vi have opnået noget. Hr. formand, to fremragende spanske journalister - Javier Reverte og Alfonso Armada - af samme slags, som der utvivlsomt også findes i andre lande, har netop udgivet nogle glimrende bøger om Afrika syd for Sahara og har anmodet os om fuld forståelse. Jeg mener, vi bør udvise denne forståelse, men vi må også stille krav til Sierra Leones bevæbnede befolkning om ganske enkelt at opføre sig som mennesker.
Hr. formand, ærede kolleger, det er yderst vigtigt, at vi har fremlagt dette forslag til beslutning her i Parlamentet, da det kan give et bidrag - som ganske vist er lille - til genindførelsen i Sierra Leone af det, der mangler i øjeblikket, og som efterhånden også mangler i mange andre afrikanske lande syd for Sahara, nemlig et minimum af statslighed. I dette område har man nemlig mistet ethvert spor af stat. Det er bevæbnede bander, krigsherrer og våbenhandlere - som navnlig handler med de råstoffer, jorden er så rig på - der dominerer, og de træder de mest grundlæggende menneskerettigheder under fode. Det er meget væsentligt, at Den Europæiske Union i sin indsats gør opmærksom på det vigtige i at være en stat - også før man er en retsstat, og også før man er en demokratisk stat - med det formål at bidrage til at genskabe nogle minimumsbetingelser for civil sameksistens.
Hr. formand, jeg vil begynde i den rækkefølge, som de forskellige indlæg er blevet fremlagt i. Hvad angår Østtimor og Indonesien har Kommissionen altid støttet den demokratiske proces i Indonesien og vil naturligvis yde støtte ved det næste valg i form af en generel pakke, hvis detaljer endnu mangler at blive fastlagt, selvom det er et område, der - som hr. Bertens udmærket ved - er under drøftelse i Rådet. Den 8. december 1998 mødtes ambassadørerne for Den Europæiske Unions trojka i Djakarta med præsident Habibie for at få førstehåndsoplysninger om hans planer og handlinger til gennemførelse af den rådgivende folkeforsamlings aktioner i forbindelse med de politiske og økonomiske reformer, og især hvad angår afholdelse af åbne, frie, retfærdige og demokratiske valg. Præsident Habibie bekræftede datoerne - den 7. juni 1999 for valget og den 29. august 1999 for indsættelse af de nye parlamentsmedlemmer. Han havde heller ingen problemer med at acceptere international assistance og observation samt internationale observatørers tilstedeværelse ved valget. Den Europæiske Union støtter også fuldt ud FN's initiativ om at oprette en permanent FN-repræsentation i Østtimor. Den Europæiske Union har ved utallige lejligheder over for de indonesiske myndigheder givet udtryk for sin bekymring over forskellige voldelige hændelser i nogle områder i Østtimor, hvor der - efter sigende - døde et betragteligt antal civile. FN's arbejdsgruppe om vilkårlige tilbageholdelser har planlagt et besøg i Østtimor i februar, og Den Europæiske Union glæder sig også over oprettelsen af interessesektioner i januar 1999, som gør det muligt at bibeholde en portugisisk tilstedeværelse i Djakarta med mulighed for fri adgang til Østtimor. Den Europæiske Union har tillid til, at der vil blive opnået en endelig aftale om FN's forslag til en selvstyrestatut. Med hensyn til de øvrige spørgsmål vedrørende Østtimor har vi gentagne gange oplyst Parlamentet om, at der eksisterer et specifikt samarbejdsprogram med Østtimor, der grundlæggende gennemføres via ngo'erne og kirkerne i området. Med hensyn til Sahara, Colombia, handel med børn og Sierra Leone vil jeg gerne med al sympati - for fra og med denne morgens møde ønsker vi at revidere hele Kommissionens, Europa-Parlamentets og Rådets forvaltning - sige Dem, at jeg er sikker på, at jeg vil skuffe Dem, for 90 % af de ting, som De har spurgt mig om, skulle De under normale omstændigheder spørge Rådet om, for når alt kommer til alt, kan jeg ikke gøre andet end at gentage de fælles holdninger, som allerede er blevet vedtaget, og som De allerede kender. Derfor beder jeg Dem undskylde, hvis jeg ikke kan give Dem et passende svar på problemerne vedrørende Vestsahara, problemet i Colombia og Sierra Leone samt handlen med børn. Med hensyn til Vestsahara kan jeg meddele Dem, at Den Europæiske Unions holdning for tiden faktisk er den erklæring, som blev givet af Rådets formandskab den 29. december 1998. Jeg vil følgelig informere Rådet om de bekymringer, som Parlamentet har givet udtryk for. Europa-Kommissionen vil opretholde sit humanitære bistandssystem med henblik på at hjælpe den sahariske befolkning via ngo'erne, således som vi allerede gør det. Det humanitære og sundhedsmedicinske bistandssystem for flygtninge vil blive opretholdt. I denne forbindelse er der, som De ved, i oktober 1998 vedtaget en beslutning. Den samlede bistand, der gives til den sahariske befolkning, beløber sig til ca. EUR 10 millioner. Hvad angår handel med børn i Guatemala, deler Kommissionen Parlamentets bekymring vedrørende de alvorlige problemer, som Guatemala står over for med hensyn til handel med børn og illegale adoptioner. Og jeg kan kun bekræfte, at det er en absolut afskyelig handel. Denne situation er blevet fulgt på tæt hold - ikke kun i Guatemala, men også i andre lande - og for Guatemalas vedkommende er der iværksat en række specifikke programmer med det formål at finde en løsning eller en delløsning for denne del af befolkningen. Rent konkret eksisterer der for Guatemala et program på ca. EUR 2, 5 millioner, der fungerer på tre niveauer. For det første har det naturligvis til formål at styrke anvendelsen af konventionen om beskyttelse af børn, som blev ratificeret af Guatemala i 1989, mens man afventer igangsættelsen af anvendelsen af lovbogen om børn og unge. Problemet er altså ikke længere så meget konventionen om beskyttelse af børn og lovbogen om børn og unge, som man bistår de guatemalanske myndigheder med at gennemføre, men - som i flertallet af disse lande - snarere effektiviteten og gennemførelsesevnen. Den nye lovbog om børn og unge udbredes gennem uddannelse af personale og forberedelse af de implicerede institutioner - dommere, socialkontorer, formidlingsorganisationer, børne- og ungdomsinstitutioner - og naturligvis takket være et omfattende samarbejde med UNICEF. Endvidere forsøger man at få nationalforsamlingen, som er en af de store stabile faktorer i Guatemala, til at vedtage en lov om både national og international adoption, for selvom en legal adoption trods alt sikkert ikke er ønskværdig for fattige familier, er det dog bedre med en velreguleret og legal adoption end en illegal adoption. Her vil jeg også - ikke kun for Guatemala, men generelt - nævne alt, hvad der vedrører handel med børn, børneprostitution, pædofili og andre problemer, som vi har med tredjeverdenslandene såsom handel med organer osv. ... Disse emner skal behandles ud fra en overordnet synsvinkel under princippet om medansvar. Jeg vil her sige, at vi i de rige lande illegalt adopterer børn, forbruger narkotika, køber organer osv., og man må ikke kun vurdere sagen fra Nord til Syd ud fra et kontrolmæssigt synspunkt, når man ved, at det er de udviklede lande, der på grund af deres økonomiske og finansielle niveau muliggør denne form for handel. Derfor skal dette afvejes en smule. Om Colombia vil jeg sige, at vi vil videregive de politiske argumenter, som De har fremført, til Rådet, således som Kommissionen kan gøre det. Hvad angår Den Europæiske Unions holdning, er der en anden erklæring af 8. januar 1999, og dette er Rådets holdning. Og jeg vil her insistere på det samme: Det er meget vanskeligt for Kommissionen at gennemføre denne form for debatter, for ud over at sige noget til Dem, som De allerede ved - at der eksisterer en holdning fra Rådet, og De vil sikkert sige, at den ikke bidrager med noget - kan jeg ikke bidrage med mere. Derfor tror jeg, at det i fremtiden ville være meget godt, hvis Rådet grundlæggende deltog i denne form for debatter, så det kunne gennemføre en virkelig politisk debat med Dem. Med hensyn til fru Lenz' spørgsmål - og det hører ganske rigtigt under Kommissionens kompetence - har fru Mazarrasa meddelt os sit ønske om at rejse, da hun har arbejdet der to år. Som De kan nok forestille Dem, er arbejdet for menneskerettigheder i Colombia meget hårdt, og hun har derfor gjort brug af sin ret til at forlade stedet. Fru Robinson besøgte os, fordi der var en forpligtelse over for kontoret i Bogotá, en forpligtelse fra Den Europæiske Union om kun at finansiere ét år. Da menneskerettighedssituationen i Colombia var meget foruroligende, besluttede vi at finansiere endnu et år, og så må vi spørge os selv, om vi vil fortsætte finansieringen. Efter min mening bør vi gøre det, for den finansielle situation i FN og især fru Robinsons kontor er ikke særlig god. Derfor mener jeg, at finansieringen bør fortsætte. Under alle omstændigheder siger jeg det med stor forsigtighed, for efter debatten her til formiddag er det ikke nemt for Kommissionen at træffe selvstændige beslutninger, og så må vi se, hvordan vi skal informere Europa-Parlamentet. Hvis Europa-Parlamentet er enigt - hvilket det sikkert vil være - kan vi indlede finansieringen. Vi vil være meget samvittighedsfulde med, hvad De beslutter. Med vi må begynde at være konsekvente. Vi vedtager beslutninger, som medfører udgifter. Og vi kan ikke stemme for én ting om morgenen og så om eftermiddagen anmode om beslutninger, der medfører udgifter. Jeg har sagt til Dem, at jeg er enig med forslaget, at vi skal fortsætte finansieringen, men fra nu af må vi gøre det på den måde, som De har ønsket her til formiddag. Altså er min holdning og det forslag, jeg vil stille, positivt med hensyn til at fortsætte finansieringen. Endvidere er der problemet med at finde ud af, hvad vi kan gøre for at ledsage freden. Den Europæiske Union som sådan er ikke en international part i processen, selvom Kommissionens udsending ganske vist er blevet inviteret med til fredsåbningsceremonien. Det forslag, vi stillede til den tidligere regering, og som vi har fastholdt over for præsident Pastrana - som jeg tror snart vil besøge Det Europæiske Fællesskab - går ud på at føre en ledsagepolitik, især hvad angår enten interne reformer eller hele kapitlet om fordrevne personer og flygtninge, hvor vi allerede har en vis erfaring fra de tidligere konflikter i El Salvador, Nicaragua og Guatemala. Hr. Robles Piquer, Kommissionen følger udviklingen i Sierra Leone på meget tæt hold og især de seneste kampe mellem oprørsstyrkerne, herunder den revolutionære enhedsfront, og soldaterne fra Sierra Leones gamle hær og ECOMOG's regionale interventionsstyrker. Og sammen med sine partnere har Den Europæiske Union også udsendt en erklæring, der fordømmer oprørernes nylige forsøg på for anden gang på to år at vælte den lovligt valgte regering under præsident Kabbah. Den Europæiske Union har besluttet at give politisk støtte til præsident Kabbahs regering og til alle de bestræbelser, der gøres for at løse den aktuelle krise ved forhandling, selvom sandheden, som De selv har påpeget, er, at situationen skifter fra dag til dag. Når situationen er afklaret, vil Kommissionen vurdere, hvilken praktisk støtte der kan gives for at lette fredsforhandlingerne. Med hensyn til det område, hvor Kommissionen vitterligt har kompetence, nemlig den humanitære situation, kan jeg ikke skjule for Dem, at vi på grund af den situation, der er opstået, har set os nødsaget til at evakuere udenlandske statsborgere, og som følge af den ekstreme vold især i Freetown og omegn er der derfor ingen mulighed for adgang for humanitær bistand. Derfor bekræfter jeg over for Dem, at situationen i landets indre er umulig. Med hensyn til humanitær bistand er forholdene meget bedre i nabolandene Liberia og Guinea, hvor jeg kan bekræfte, at situationen, om end den ikke er under kontrol, i hvert fald giver bedre mulighed for at arbejde.
Hr. formand, jeg har ikke helt forstået ét af kommissærens punkter. Jeg har stor respekt for hans udtalelse om, at han vil forpligte sig over for Parlamentet og arbejdet. Det kan vi efter i dag kun påskønne. Men jeg forstår ikke helt, at han i forbindelse med de lande, hvor vi ønsker, at der skal gøres noget, taler om budgetter. Jeg mener f.eks., at det i Guatemala-sagen ikke i øjeblikket burde være noget problem for Kommissionen at løse tilfældet Bruce Harris, de Casa Alianza , som allerede finansieres af Kommissionen og desuden er et aktivt medlem af European Network on Streetchildren Worldwide , som tidligere blev finansieret af Kommissionen. Kommissæren kan ringe til delegationen på stedet i morgen og sige: Gå i aktion over for Guatemalas regering.
Hr. formand, hr. Marín sagde noget, som jeg er enig i, nemlig at størstedelen af det, der vedtages under den aktuelle og uopsættelige debat, hører under Rådets ansvar. Derfor så jeg gerne, at Parlamentets forsæde, som De repræsenterer, kunne oplyse mig med hensyn til denne situation, for hvis vi under den aktuelle og uopsættelige debat virkelig drøfter udenrigspolitiske emner, som hører under Rådets ansvar, hvad kan vi så som parlamentarikere eller Parlamentet som sådan gøre for at garantere Rådets tilstedeværelse i disse debatter, som er af stor vigtighed? Jeg ved ikke, om der er et hul i vores forretningsorden. Hvis dette er tilfældet, beder jeg Dem viderebringe det til Parlamentets forsæde, så det kan undersøge sagen og stille et forslag om en regel, der kan løse dette problem. Hr. kommissær, tillad mig at sige, at De har ret. Jeg har dog bemærket, at ved behandlingen af de forskellige proceduremæssige emner ... Formanden afbrød taleren
Jeg har været meget overbærende, men jeg kan ikke tillade Dem at fortsætte længere. Men jeg vil svare på det, De sagde, om Rådets tilstedeværelse. Rådet har ret til at være til stede ved alle vores debatter og at tage ordet ved alle vores debatter, hvis det ønsker det. Der er nogle til stede her fra Rådet, der tager notater. Der er ingen her, der er bemyndiget til at tale på Rådets vegne. Men Rådet vil være opmærksom på vores drøftelse. Indtil nu har der ikke været nogen tradition for, at en repræsentant for Rådets formandskab skulle være til stede her for at tale. Det står Parlamentet frit for, når som helst at anmode Rådet om at være til stede. Hvis vi gør det, er jeg bange for, at vi bliver nødt til at ændre den tidsmæssige placering af uopsættelige debatter, for ingen medlemsstat vil være i stand til at stille med en minister på dette tidspunkt på en torsdag. Ønsker De at svare, hr. Marín?
Hr. formand, da jeg sagde, at mange af Deres spørgsmål var til en politisk debat med Rådet, var det ikke min mening at skabe en dialektisk modsigelse eller at fremhæve, at Rådet ikke er til stede. Alt er blevet fortolket på en lidt underlig måde. Det var absolut ikke det, jeg mente. Jeg vil sige Dem, at ud over de fælles holdninger og erklæringer, der vedtages af Rådet, er det vanskeligt for mig at give Dem andre oplysninger. Derfor gjorde jeg Dem opmærksom på, at De har indført mange politiske elementer, som jeg ikke har beføjelse til at besvare. Det var det, jeg mente. Og da jeg ikke har beføjelsen, foretrækker jeg ikke at gøre det, for det er et emne, som jeg eller Parlamentet i ethvert tilfælde kan videregive til Rådet. Men det er Rådet, der har beføjelse til at træffe den endelige afgørelse. Fru van Putten, med hensyn til Guatemala har vi det program, som jeg netop har beskrevet, og som henvender sig til børn i Guatemala. Guatemala er ikke det eneste tilfælde. Fra hukommelsen kan jeg nævne, at der i Sydamerika - hvis jeg husker rigtigt - er samme problem i Brasilien, hvor der er et andet program, vi har et andet program i Colombia og det samme i fire eller fem andre lande i Sydamerika. Og inden for de finansieringsmuligheder, som vi råder over, gøres der for det første forsøg på at gennemføre en basislovgivning - og den er i Guatemala ret langt fremme. Men jeg må insistere på, at i disse lande er problemet ikke blot at have en lovgivning, det handler i høj grad om at have evnen til at gennemføre den.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
Hr. Telkämper, det ser ud til, at De har et indlæg til proceduren. Passer det?
Fru formand, jeg ville tage formanden, hr. Martins, opfordring op. Der er ikke nogen modsætning mellem Kommissionen og Rådet eller Rådet og Parlamentet. Jeg mener, at Rådet bør være til stede, fordi vi som parlamentarikere flere gange har omtalt Rådet, og det bør vide, hvad vi siger her. Hvis jeg tager Vestsahara som eksempel, så har Rådet en anden funktion end f.eks. Kommissionen i forbindelse med den humanitære hjælp, og det skal det vide. Det er altså politisk nødvendigt. Derfor, fru formand, beder jeg om at man forelægger dette ønske for Præsidiet som et ønske fra parlamentarikerne, at vi her har et fælles møde, hvor Kommissionen udtaler sig, men hvor Rådet ved, hvad der bliver talt om.
Absolut, hr. Telkämper, det vil jeg gøre, og jeg mener faktisk, Rådet burde være repræsenteret..
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B4-1096/98 af Newens for PSE-gruppen om fredsprocessen i Filippinerne; - B4-1106/98 af Bertens for ELDR-gruppen om Filippinerne; - B4-1147/98 af Lenz og Oomen-Ruijten for PPE-gruppen om Filippinerne; - B4-1158/98 af Puerta m.fl. for GUE/NGL-gruppen om fredsprocessen i Filippinerne; - B4-1160/98 af Telkämper og McKenna for V-gruppen om Filippinerne.
Fru formand, Europa-Parlamentet er længe gået ind for en fredsproces på Filippinerne og har på forskellige måder forsøgt at hjælpe hermed. Nu da der er en aftale i kraft mellem regeringen og Den Nationale Demokratiske Front, og da den er blevet godkendt fra begge sider, er det vigtigt, at forslagene i den bliver fuldt ud gennemført, og at alle skridt, som følger heraf, tages uden tøven. Det ser ud til, at der hersker god vilje på begge sider, men visse fraktioner, som ikke anerkender NDFP's ledelse, er stadig ikke parate til at give afkald på konflikt, og derfor er der endnu et stort og grundigt arbejde at gøre, hvis freden skal blive virkelig omfattende og varig. Spørgsmålene om menneskerettigheder, humanitær bistand, jordreformer og udvikling af landdistrikterne må behandles energisk, hvis aftalen virkelig skal få succes. Kommissionen og Rådet - og igen nævner vi Rådet - må give deres fulde støtte til denne proces, og vi appellerer til dem derom. Afslutningsvis opfordrer jeg Parlamentet til at give sin fulde og enstemmige støtte til dette beslutningsforslag.
Fru formand, ærede kolleger, for en gangs skyld kan vi torsdag eftermiddag her i Parlamentet tale om et eksempel, der lader til at være godt og ikke bare dårligt. Den globale aftale om overholdelsen af menneskerettighederne og af den internationale humanitære ret, som blev godkendt den 7. august 1998 af den filippinske regering og af oprørerne, bliver overholdt. Man godkender socioøkonomiske projekter, udviklingsprojekter og projekter til genindførelse af et fuldstændigt demokrati i landet, og det lader også til, at menneskerettighederne bliver overholdt. Vi bør derfor ikke alene støtte denne beslutning, men også opmærksomt studere tilfældet Filippinerne, da dette kan være et eksempel for os og en god model, der fortjener at blive eksporteret. Jeg tror ikke, at der er andet at tilføje, end at vi stadig skal være på vagt, da det uden tvivl stadig er nødvendigt med Den Europæiske Unions støtte, og ikke bare moralske støtte, så demokratiseringsprocessen kan fortsætte og blive grundfæstet.
Fru formand, Filippinerne er et land, som i mange henseender er knyttet til Europa, set fra Europa desværre også med visse dårlige følger. Hertil hører først og fremmest sexturismen, hvis årsager især ligger i Europa. Her drejer det sig om et beslutningsforslag om fredsprocessen på Filippinerne, om fredsprocessen mellem regeringen og Den Nationale Demokratiske Front. Denne fredsproces skal komme menneskene og landet til gode. Det er ikke de konfliktfyldte konfrontationer, der skal fortsætte, men derimod bestræbelser på fred, sociale og økonomiske reformer og jordreformen, der bør præge det politiske landskab. Menneskerettighederne kan kun vinde ved en sådan proces. De er en del af denne proces. I Filippinerne er man trods alt udmærket klar over værdien af demokrati. Man er også klar over værdien af den humanitære folkeret. Der er mange organisationer på Filippinerne, ngo'er af social eller kirkelig observans, som arbejder for menneskene og for freden. Jeg håber meget, at den hjælp, som Den Europæiske Union yder, også kommer frem, for vi har brug for alle kræfter for at støtte denne proces i sin kompleksitet i et land, som jo allerede nu er demokratisk, for at genoprette fred og demokrati. Vi opfordrer regeringen og partierne til at forstærke deres anstrengelser, og vi opfordrer Den Europæiske Union til at støtte dem i denne proces. Ved denne lejlighed, hr. kommissær, vil jeg gerne sige, at jeg ikke ved, om jeg skal være så glad for, at De pludselig bekymrer Dem så forsigtigt om Rådet. Det er vi ikke vant til her. I forbindelse med det spørgsmål, som jeg stillede Dem før, drejer det sig som i så mange andre spørgsmål nemlig også om at skabe klarhed over, hvem der har et ord at skulle have sagt, når Den Europæiske Unions penge skal anvendes. Det var det punkt, jeg omtalte før.
Fru formand, fredsprocessen i Filippinerne er allerede en lang proces. Den Europæiske Union og Parlamentet har også ydet vigtige bidrag for freden. Jeg kan i hvert fald huske flere delegationer i forbindelse med ASEAN, f.eks. i begyndelsen af fru Aquinos periode; dengang støttede vi denne proces stærkt. Den gode vilje er til stede på begge sider, hos NDFP og hos regeringen, er det blevet sagt. Dette må vi støtte. To punkter forekommer mig at være særligt vigtige. For det første kontrol med, at menneskerettighederne overholdes, og for det andet den nødvendige jordreform. Her kommer vi endnu en gang til den institutionelle konflikt mellem Kommissionen og Rådet. Jeg mener, at Kommissionen - og det vil jeg gerne sige udtrykkeligt i dag, hr. Marín - har ydet et godt og vigtigt arbejde i Filippinerne. Det er naturligvis vigtigt, at der finder projekter sted og at der kun kan finde projekter sted, hvor menneskerettighederne respekteres. Men det er et politisk spørgsmål. Kravet om jordreformen går til Rådet. Derfor vil jeg slutte mit indlæg med endnu en gang at bede om, at De som præsidium - som David Martin foreslog før - opfordrer Rådet til at være til stede, at tage disse budskaber med herfra og organisere det i fællesskab.
Tak, hr. Telkämper. Budskabet er forstået.
Fru formand, hr. kommissær, jeg glæder mig over, at regeringen i Filippinerne og Den Nationale Demokratiske Front har engageret sig i opbygningen af en fredsproces. Det er særligt glædeligt, at dette er sket med god vilje fra begge sider, og ligeledes at de har taget fat på politiske menneskerettigheds- og sociale og økonomiske spørgsmål. Men det er beklageligt, at denne proces i den sidste tid har mistet tempo, og det er virkelig en foruroligende udvikling. Det er af afgørende betydning, at denne tendens vendes, og at vi faktisk fremskynder fredsforhandlingerne. Et vigtigt element, når man skal sikre, at dette sker, er, som hr. Smith allerede har vist ved at fremsætte dette beslutningsforslag, både Rådets og Kommissionens rolle. I denne forbindelse vil jeg bestemt gerne understrege det forslag, der er indeholdt i punkt 4 i kompromisteksten, og hvor vores to organer opfordres til at give al mulig nødvendig støtte og bistand for at lette fredsforhandlingerne. Når jeg understreger dette punkt, vil jeg gerne samtidig anmode medlemmerne af Parlamentet om at støtte dette kompromisforslag.
Fru formand, på det første møde mellem højtstående embedsmænd fra Det Europæiske Fællesskab og den filippinske regering i Manila i december 1997 blev der truffet aftale om at definere rehabiliteringen og landbrugsreformen, der udelukkende berører den oprindelige muslimske befolkning på Mindanao, som prioriteringsområder for Den Europæiske Unions bistand. Derfor er der ved at blive gennemført tre projekter til et beløb på i alt EUR 21 millioner med henblik på at sætte gang i og konsolidere fredsprocessen mellem den filippinske regering og NDFP. Kommissionen er endvidere ved at udarbejde et projekt på EUR 14 millioner, der har til formål at styrke de fire provinser i Mindanaos centrum, hvor landbrugsreformen gennemføres, og dette projekt vil fortrinsvis være rettet mod de muslimske og oprindelige befolkningsgrupper i provinserne i dette område. Ligeledes sammenfaldende med den filippinske regerings hensigter vil projektet være rettet mod de muslimske samfund, især de hjemvendte oprørere, som har nydt godt af landbrugsreformen i ca. 37 samfund. Formålet er at yde hjælp til at forbedre ejendomsretten til jorden, organisere og styrke landbrugssammenslutningerne, oprette en grundlæggende social infrastruktur i form af f.eks. vandforsyning, undervisnings- og sundhedsfaciliteter, fremme produktiviteten og indlede mindre infrastrukturprojekter. Dette er det sammendrag, jeg kan give om, hvad Den Europæiske Union vil bidrage med i rehabiliterings- og landbrugsreformprocessen på Mindanao, da det er et af de centrale elementer i den fredsproces, der blev forhandlet om for nogle år siden med Morofolkets Nationale Befrielsesfront.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted om lidt.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B4-1094/98 af Ford m.fl. for PSE-gruppen om udflytningen af Rank Xerox Corporation; - B4-0077/99 af Langendijk m.fl. for V-gruppen om flytningen af selskabet Rank Xerox; - B4-0081/99 af Oomen-Ruijten og Pronk for PPE-gruppen om selskabet Rank Xerox' flytning.
Fru formand, jeg taler på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne om Xerox Corporations flytning af arbejdspladser, og i denne forbindelse vil jeg gerne først gøre undskyldning for min medunderskriver, hr. Metten, som på grund af forsinkelsen af denne debat har været nødt til at vende tilbage til Holland. Med hensyn til vores beslutningsforslag, så lad mig gøre det helt klart. Vores beslutningsforslag drejer sig om flytning af 250 arbejdspladser fra Venray i Holland og over 500 arbejdspladser fra Mitcheldean i Det Forenede Kongerige til Irland. Men dette beslutningsforslag er ikke et angreb på Irland eller irerne. Det er heller ikke et angreb på fredsprocessen. Vi vil stemme for ændringsforslag 6 stillet af fru Ahern og fru McKenna, hvori det påpeges, at skabelsen af beskæftigelse i Dundalk-regionen er en vigtig støtte til fred og forsoning i grænseområdet, og som i princippet glæder sig over initiativet til at skabe arbejdspladser i denne region. Det fælles beslutningsforslag på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe, Den Kristelig-Demokratiske Gruppe og GUE-gruppen, drejer sig om to væsentlige, separate spørgsmål. For det første er der Xerox Corporations, et amerikansk multinationalt selskabs, manglende vilje til i tilstrækkelig grad at rådføre sig med sin arbejdsstyrke, særlig i Mitcheldean, og med de lokale myndigheder begge steder. Selskabet påstår, at det har fulgt lovens bogstav, men der er vidnesbyrd fra arbejderne i Mitcheldean, hvoraf to sad i tilhørerlogen i dag, der taler for, at ånden i loven er blevet groft overtrådt. De - Xerox Corporation - påstår, at de forelagde et fait accompli ganske langsomt. Selskabet har tidligere i denne uge fortalt mig, at konsultationerne begyndte den 7. april 1998, og at den endelige afgørelse ikke blev truffet før i september. Men siden da har jeg fået en kopi af et fotografi og en pressemeddelelse, der viser et billede af den irske vicepremierminister, Mary Harney, sammen med Bill Good, der er vicedirektør for Xerox, og som giver meddelelse om det nye anlæg den 2. juni. Den egentlige forhandlingsperiode var så kort, at processen stort set var en farce. Jeg håber, at Xerox, når dette beslutningsforslag bliver vedtaget, vil prøve igen, prøve med mere energi og prøve ordentligt. Det andet spørgsmål, vi behandler, er den mere generelle bekymring over den mulige brug af europæisk bistand til at sende arbejdspladser rundt i Europa. Vi går stærkt ind for jobskabelse med et voksende tal på 20 millioner arbejdsløse i Den Europæiske Union, men Xerox er et eksempel - og på ingen måde det eneste, på ingen måde det værste, og desværre på ingen måde det sidste - på, at det, som påstås at være strålende nye arbejdspladser, ved nærmere eftersyn viser sig at være et fata morgana. Det er nogle andres arbejdspladser, der er blevet kidnappet og taget som gidsler, og som i sidste instans bliver solgt tværs over Europa til den højestbydende. Sådanne »andre arbejdspladser« ødelægger familier og lokalsamfund. I Forest of Dean, et område med høj arbejdsløshed, er Xerox den største arbejdsgiver. Det er ikke en passende anvendelse af Fællesskabets midler. Det er ikke en passende anvendelse af europæisk støtte. Det er ikke passende brug af national støtte. Det bør vi have helt på det rene. Irland har lidt lige så meget som andre. For nylig flyttede Fruit of the Loom til grønnere græsgange. Vi bør alle lære af hinanden, at det at blive involveret i denne form for hollandsk auktion ikke er vejen frem, når det gælder jobskabelse. Jeg har talt med Xerox i denne uge. De har flyttet sig lidt. De er i det mindste nu gået ind på at overveje ansøgninger om overførsel af arbejdspladser fra enkeltpersoner med passende kvalifikationer, hvilket er grunden til, at vi har måttet afvise ændringsforslag 5 af hr. Dupuis for ARE-gruppen, hvori det påstås, at Xerox overvejer sådanne anmodninger. Det er en tvivlsom påstand, når man først gik ind på princippet for to dage siden. Xerox er ét eksempel på et alt for almindeligt problem. Vi har god grund til at beklage os og protestere over denne sag i særdeleshed, men vi har også et ansvar for at bruge Parlamentets magt til at ændre reglerne, for også at beskytte morgendagens ofre.
Fru formand, det giver altid anledning til dyb bekymring, når folk mister deres arbejde, og det er helt i orden og naturligt at rejse spørgsmål angående konsultationer og overholdelse af EU-forordninger. Men det er uacceptabelt at angribe jobskabelsen for andre, særlig i en region som Dundalk, der trænger til økonomisk stabilitet for at cementere freds-og forsoningsprocessen. Derfor glæder jeg mig meget over hr. Fords kommentarer og det er vigtigt, at han er enig i mit ændringsforslag hvori principperne for jobskabelse i dette område formuleres. Flytning af arbejdspladser drejer sig om flytningen af industrielle anlæg fra én medlemsstat til en anden og har betydning for EU, for så vidt som statslig bistand eller midler fra strukturfondene er eller ser ud til at blive brugt til at drive og støtte en sådan flytning. Men der er mange faktorer, der kan bidrage til en kommerciel beslutning om at anbringe en fabrik et andet sted. I denne forbindelse giver det anledning til konstant kritik i Irland, at medlemmerne af regeringen, i særdeleshed premierministeren og vicepremierministrene, skynder sig at give meddelelse om beslutninger, længe før de er faldet ordentligt på plads. Jeg vil kritisere fru Harney for at have gjort det, hvis hun, som det blev sagt, gjorde det på det tidspunkt i processen, hvor der burde være foregået konsultationer. Men i Irland nægter vi at lade os se i skurkerollen på grund af et par store overflytninger i de seneste år. Vi har også tabt vigtige projekter og et væsentligt antal arbejdspladser. Strukturfondene er ikke en faktor ved disse pakkeløsninger, og den politik, at statslig bistand skal betales tilbage, hvis et foretagende flytter, er blevet konsekvent gennemført af Industrial Development Authority i Irland. Det er simpelthen et spørgsmål om ordentlig forvaltning af industripolitikken og en korrekt forvaltning af offentlige midler.
Fru formand, grunden til, at vi indgiver denne betænkning, er ikke, at vi kritiserer den måde, som Xerox omgås virksomhedsrådene på. Vi har ingen kritik. Fru formand, vi kritiserer heller ikke den måde, som de irske myndigheder har forsøgt at få fat i denne Xerox-afdeling på for at løse arbejdsløshedsproblemet. Fru formand, vi kritiserer følgende: at det er muligt at flytte elektronik-afdelingen i f.eks. Venray til en afdeling i Irland ved hjælp af europæiske midler. Fru formand, så kommer Xerox og siger, at det ikke er en flytning. Alligevel forflyttes personale og en del af virksomheden. Fru formand, vi vil vide, hvordan forhandlingerne med Kommissionen forløb. Vi vil vide, hvorfor Kommissionen har tilladt, at det blev muligt for denne multinationale virksomhed, som vi ved vil skære ned på verdensplan, at forflytte en del af personalet til afdelingen i Irland. Hvordan kan det være, at en sådan konkurrenceforvridning finder sted med midler fra Unionen, altså fra de europæiske skatteydere?
Fru formand, dette er ikke et emne, som det er særlig passende at behandle som uopsætteligt. For det første er de fleste af investeringerne i Irland i helt nye projekter og involverer ikke flytning af arbejdspladser. De fordele, der blev givet til Xerox i Irland, er helt i overensstemmelse med EU's konkurrencepolitik. Der har ikke været nogen europæiske penge overhovedet i dette projekt. Så her er der en alvorlig fejltagelse. Det Forenede Kongerige får 40 % af alle udenlandske investeringer, der kommer ind i Den Europæiske Union. Skal vi have en kommissionsundersøgelse af denne påstand om, at fordi de får 40 % af alle investeringer, så er der noget galt? For nylig har vi set overskrifter i nederlandske og irske aviser om, at man lejer jetfly for at flyve arbejdere fra det vestlige Irland til arbejdspladser i Nederlandene, fordi Nederlandene ikke kan få arbejdere til dette arbejde. Men vi kan ikke få arbejdere nok til vores egne arbejdskraftintensive industrier i Irland. Skal vi anmode Kommissionen om at undersøge dette? Lad være med at være jaloux på Irland, fordi vi har haft økonomisk vækst i det sidste par år. Irland udgør 1 % af Den Europæiske Union, 1 % af økonomien. De 8.000 nettojob, som vi vandt sidste år, vores bedste år nogensinde, vil ikke løse problemet i Holland eller i Det Forenede Kongerige. Undskyld, kære medlemmer af Parlamentet, men prøv ikke at fortælle Deres vælgere, at det er det økonomiske boom i Irland, der tager arbejdspladser fra Deres vælgere. Det er en total forvridning af sandheden og et misbrug af uopsættelighedsproceduren her i Parlamentet.
Fru formand, selvom jeg glæder mig over den mere moderate tone i kompromisbeslutningsforslaget, kan jeg stadig ikke acceptere det, da det indebærer en uacceptabel kritik af Irland, som ikke er sandfærdig. Hvis det ikke bliver vedtaget, er jeg endnu mere modstander af tendensen og holdningen i beslutningsforslagene fra Socialdemokraterne og De Grønne, og jeg kan heller ikke gå ind for beslutningsforslaget fra PPE-gruppen. Strukturfondene er ikke en faktor i denne type pakkeløsning. Vores statslige støtte til industrien er fornuftig og tilladelig og er godkendt af Kommissionen. Den er på vej ned som reaktion på vores øgede udvikling, reduktion af de offentlige udgifter og nye regler i Den Europæiske Union. Spørgsmålet om flytning har været drøftet i Rådet (industri), og hr. Van Miert mener, at de eksisterende regler er mere end tilstrækkelige til at forhindre misbrug af statslig bistand, og at der ikke er brug for andre initiativer fra Kommissionens side. Jeg er stolt af vores resultater med hensyn til at sikre indre investeringer. Der er mange faktorer, der kan bidrage til beslutninger om flytning. I Irland har vi nu en talentfuld og veluddannet arbejdsstyrke og en god basis af færdigheder, og aldersprofilen for arbejdsstyrken i Dundalk er rigtig. Vi har de sproglige færdigheder og den nødvendige fleksibilitet, produktivitet og lønomkostninger. Vores kloge investeringer i telekommunikation har sat os i stand til at drage fordel af de mest avancerede netværk i Europa. Jeg vil gerne påpege over for de britiske stillere af det oprindelige forslag under proceduren med uopsættelige spørgsmål, at deres egen Labour-regering var den mest højrøstede, da den tyske regering for nylig luftede muligheden for indførelsen af et harmoniseret skattesystem i Den Europæiske Union. Hvordan kan De faktisk efterlyse en harmonisering af skatterne i medlemsstaterne, mens Deres egen regering modsætter sig et sådant forslag? Den irske regering er nået frem til en aftale med Europa-Kommissionen med hensyn til regulering af vores beskatning af selskaber. Naturligvis glæder jeg mig over Xerox' beslutning om at flytte deres virksomhed til Irland, og jeg vil opfordre dem til at gøre deres yderste for at undgå afskedigelser.
Fru formand, jeg mener ikke, man skal være overrasket over tingenes udvikling. Visse kolleger her i Parlamentet har ustandselig udvidet feltet for aktuelle og uopsættelige spørgsmål. Man har talt om doping, i dag står vi over for et endnu mere alvorligt tilfælde, en individuel virksomhed. Prøv at forestille Dem, hvor mange tilfælde af virksomheder vi kunne få forelagt her i salen, og hvordan de ville forvandle den, som nu, til en forsamling for fagforeninger og arbejdsgivere, hvor ingen har sagens akter, og hvor ingen er i stand til at dømme ud fra det foreliggende. I det foreliggende tilfælde optræder der et antal ukorrektheder, et antal ting der er rent ud forkerte. For øvrigt er der tale om en flytning. Kollegerne burde vide, at på et fælles marked er der ikke længere tale om at flytte, men om et valg fra virksomhernes side, som er i deres gode ret til at vælge det sted, der passer dem, dér hvor de finder de bedste betingelser for deres produktion. Eftersom man nu kun kan begrænse skaden, opfordrer jeg derfor energisk kollegerne til at vedtage de ændringsforslag, som Gruppen Europæiske Radikal Alliance har fremsat, for at bringe lidt rimelighed i tingene og for ikke at sanktionere en amerikansk virksomhed, som har foretaget ikke så få omstruktureringer i Nederlandene og i Storbritannien, og som derudover har skabt 1.000 jobs i et andet af Den Europæiske Unions lande. Vi burde, og vi bør, hilse dem velkommen. Det er grunden til, at jeg opfordrer vores kolleger til at stemme for ARE-gruppens ændringsforslag, og jeg er taknemmelig over, at der stadig er amerikanere, som har tillid nok til at komme og investere i vores lande, og som går i gang med omstruktureringer, når det er det, der skal til.
Fru formand, den foreliggende beslutning om flytningen af en stor virksomhed fra en medlemsstat til en anden i EU konfronterer os med et kendt, men grundlæggende problem. I denne sag drejer det sig om, at de kæmpestore midler fra f.eks. struktur- og samhørighedsfondene direkte eller indirekte kan anvendes, ikke til at skabe ny beskæftigelse, men til at lokke virksomheder, altså beskæftigelse, væk fra andre medlemsstater i Europa. Frækt, men sagt med rette: en form for organiseret tyveri af beskæftigelse. Nu må jeg bekende, at jeg ikke kan udtale mig med kendskab til den foreliggende sag. Jeg mener, at især Irland i de forløbne år har gjort en stor indsats for at anvende de europæiske fonde intelligent og effektivt, hvilket desværre ikke kan siges om alle andre medlemsstater eller regioner. Generelt er problemet vedrørende anvendelsen af de europæiske fonde meget stort. Der er problemer med spild og svindel - og jeg går ud fra, at Kommissionen ikke modsiger mig i dag - der er problemer med uprofessionelle bevillinger fra disse fonde, og der er problemer med flytningen af beskæftigelse i stedet for skabelsen af beskæftigelse. Også i min egen provins, Vestflanderen, står vi over for noget lignende, nemlig at den tilstødende wallonske provins systematisk lokker virksomheder væk takket være de BF 30 milliarder fra strukturfondene, som denne provins har til disposition. Kommissionen kender og erkender dette problem, men har indtil nu ikke gjort noget. Hvis der ikke gøres noget ved denne problematik, er jeg bange for, at den europæiske befolkning inden længe ikke er villig til at være solidarisk. Det ville være beklageligt, og hvis vi vil undgå det, er det på høje tid, at der gøres noget.
Fru formand, det meste af det, der skal siges om dette spørgsmål, er blevet sagt. Men jeg vil gerne lige vende tilbage til det forhold, at mange kolleger lider under den fejlagtige opfattelse, at der er blevet brugt EU-midler på en uetisk måde til at lokke Xerox til Irland. Jeg tror, at det, der har tiltrukket Xerox og mange andre højteknologiske selskaber til Irland, er beslutningen fra flere irske regeringer efter hinanden om at fokusere på uddannelsen af de unge og forberede dem til disse højteknologiske job, hvilket har ført til, at Irland er blevet et attraktivt sted at lægge sådanne virksomheder. Jeg vil også gerne sige, at jeg fuldt ud forstår bekymringen hos arbejdsstyrken, særlig i Det Forenede Kongerige, og at de opfatter dette som et angreb på deres arbejdspladser. Jeg forstår det, de siger, om, at man ikke i tilstrækkelig grad rådførte sig med dem, og at hvis man gjorde det, så skete det på en meget overfladisk måde, hvilket faktisk var i modstrid med det direktiv om arbejdspladsforhold, som Parlamentet har støttet. Når det er sagt, så glæder jeg mig over de arbejdspladser, der kommer til Dundalk, et trist sted, som desperat trænger til udvikling og flere arbejdspladser. Jeg håber, at vi kan løse dette på en måde, som er acceptabel for os alle. Det er klart, at der ikke er stor forskel på vores opfattelse i denne sag.
Fru formand, jeg vil gerne begynde med at sige, at jeg på Kommissionens vegne fuldt ud forstår problemerne for de regioner, der mister arbejdspladser til fordel for andre dele af Fællesskabet. Heldigvis er disse tilfælde endnu relativt sjældne i Den Europæiske Union, og her opstår der ganske rigtigt det, som De netop har påpeget. De nye arbejdspladser, der skabes i regioner, der modtager investeringer, er velkomne, da de udgør en forøgelse i antallet af arbejdspladser. Men når disse positive elementer er nævnt, må vi heller ikke glemme de smertelige virkninger, der påføres de regioner, som mister arbejdspladser. Der er altså tale om en meget vanskelig balancegang. Flytningernes sociale indvirkning kan forværres, hvis der forinden ikke behørigt er holdt samråd med arbejdstagerne eller deres repræsentanter. Og netop for at mildne de negative sociale virkninger, som ofte følger med virksomhedsomstruktureringer, har Den Europæiske Union oprettet forskellige lovlige instrumenter med henblik på at garantere, at denne form for operationer gennemføres i et socialt acceptabelt klima, og at der tages de fornødne hensyn til de eventuelt berørte parter. I denne forbindelse vil jeg gerne meddele Dem, at Kommissionens tjenester er ved at undersøge, om Xerox har opfyldt fællesskabsbestemmelserne og de nationale regler på dette område. Når sager om flytning undersøges, må man ikke overdrive støttens indflydelse på virksomhedernes beslutningstagning. Det er muligt, at støtten influerer på valget af ny placering, men den influerer ikke nødvendigvis på beslutningen om lukning eller nedskæring på eksisterende fabrikker. Dette emne er dog blevet drøftet af de sidste to Råd (industri), og i begge tilfælde har Kommissionen allerede forklaret, hvilke foranstaltninger der er truffet med henblik på at reducere de incitamenter, som medlemsstaterne kan tilbyde virksomhederne for at flytte fra et sted til et andet. Jeg vil resumere dem ganske kort for Dem: 1.I de nye retningslinjer fra december 1997 har Kommissionen reduceret niveauerne for den regionalstøtte, som medlemsstaterne kan give. Disse retningslinjer træder i kraft sidst i 1999.2.De nyeste flersektorielle retningslinjer om regionalstøtte til store investeringsprojekter kan yderligere reducere støtten til store projekter.3.I retningslinjerne om regionalstøtte og bestemmelserne om strukturfondene er der indført en varighedsklausul, i henhold til hvilken de investeringer, der har modtaget støtte, skal opretholdes i fem år.4.Kommissionen har også vedtaget en ny meddelelse om skattemæssig støtte, som indeholder en forklaring af anvendelsen af reglerne om statsstøtte til beskatningsbegunstigelser.5.Som et særligt vigtigt aspekt i dette tilfælde har Kommissionen truffet foranstaltninger for at fjerne de eksisterende elementer af statsstøtte i den irske selskabsskat.Hvad angår det konkrete spørgsmål om fællesskabsfinansiering, ville det være nyttigt, hvis Parlamentet vidste, at pr. 1. januar 1998 yder Den Europæiske Fond for Regionaludvikling ikke længere støtte til den lokale investeringsordning i Irland. Som følge heraf har der ikke været nogen deltagelse fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling i Irland siden 1998. Denne beslutning blev truffet for at rationalisere fællesskabsstøtten til den irske produktionssektor, men også fordi det blev vurderet, at dette program ikke fortsat burde modtage fællesskabsstøtte netop på grund af den irske økonomis fremskredne udviklingsstatus. Derfor er ingen ny støtte til Xerox' nye fabrik i Dundalk blevet medfinansieret af EFRU, og den har heller ikke modtaget støtte fra Den Europæiske Socialfond.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Vi går nu over til afstemning.
Vi lever i et indre marked, der fungerer inden for Den Europæiske Union, hvor der er fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital tværs over 15 medlemsstaters territorier med en befolkning tæt på 340 millioner mennesker. Men der er ikke noget fælles momssystem i Den Europæiske Union i øjeblikket, og den nuværende mangel på ensartethed i denne forbindelse har ført til fragmentering af den måde, det fælles marked fungerer på i de 15 forskellige skatteområder. Da det er umuligt at kende alle de momsbestemmelser, der gælder i de andre EU-medlemsstater, må skatteyderne leve med juridisk uvished og forskellige bureaukratiske strukturer i forskellige medlemsstater i EU. Momsen er et af de områder, der er dækket af anden fase af SLIM-initiativet (Simpler Legislation for the Internal Market), som Kommissionen har vist betydelig interesse for. I særdeleshed har SLIM påpeget nødvendigheden af at indføre enklere momsrefusionsprocedurer, hvilket vil hjælpe erhvervslivet i hele Den Europæiske Union refusion for salg af varer og tjenesteydelser. Som en del af det igangværende arbejde for at forbedre det fælles momssystem har Kommissionen fremsat forslag om retten til at fratrække momsomkostninger. Den forsøger at ændre det nuværende system, hvorefter virksomhederne skal igennem yderst komplicerede og bekostelige procedurer for at anmode om refusion ved skattemyndighederne i den medlemsstat, hvor de pådrog sig momspligten. Den vil man erstatte med et enklere system, i henhold til hvilket selskaberne kan benytte deres almindelige momsrefusion til fradrag af moms, som de har betalt i en anden medlemsstat. Forslaget søger også at fastlægge fælles regler for retten til at fratrække moms for visse kategorier af udgifter, der har et element af privatforbrug, såsom mad, drikke, hotelophold og personbiler. Jeg støtter de foranstaltninger, der skal hjælpe erhvervslivet til at trives og fungere mere effektivt inden for EU's område. Den Europæiske Union må indføre fair og klare regler for det fælles momssystem, baseret på princippet om ét enkelt skatte- og fradragssted.
De Europæiske Socialdemokraters Gruppe afholdt sig fra at stemme ved den sidste afstemning om hr. Riccardo Garoscis betænkning om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 77/388/EØF og direktiv 98/xxx/EF med hensyn til ordningen for fradrag af merværdiafgift. Både ordførerens anbefalinger og Kommissionens forslag indfører væsentlige ændringer af fradragsretten for skatter og afgifter med hensyn til erhvervsmæssig brug af biler, hoteller, mad og drikke samt underholdning. I mange tilfælde vil disse forslag forøge erhvervslivets administrative byrder, særlig når det gælder små og mellemstore virksomheder. I tilgift hertil er der ikke indbygget tilstrækkelig fleksibilitet i forslagene til at afspejle de nationale systemer til håndtering af sådanne former for momsfradrag. Betænkning af Malerbe (A4-0366/98)
Jeg støtter udtalelsen fra Europa-Parlamentets Udvalg om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik, som har udtrykt stærk støtte til et forslag fra Kommissionen om at styrke den internationale koordinering for at møde udfordringerne ved globaliseringen og informationssamfundet. Kommissionen har set på de problemer, der skyldes sammenstødet mellem traditionelle regler og kravene til en onlineøkonomi, og den forsøger at udpege områder, hvor der er behov for øget international koordinering. Den foreslår ikke en bestemt løsning af disse spørgsmål, og den siger ikke, at man bør indføre global regulering for Internettet, eller at der skal oprettes nye internationale størrelser. Men jeg tror, at idéen om at etablere et internetcharter, som vil være et juridisk ikkebindende dokument, hvori de mål og principper, der er international enighed om inden for områder såsom beskatning, ansvar, jurisdiktion og databeskyttelse, vil være en særdeles god ting. Fra et europæisk perspektiv vil det væsentligste formål med dette charter være at sikre, at europæiske virksomheder og organisationer fuldt ud kan få del i de muligheder, som Internettet og den elektroniske handel frembyder, så man undgår forhastede og indbyrdes modstridende forordninger og sikrer, at forbrugernes interesser hele tiden bliver tilgodeset. Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik gør ret i at tilslutte sig Europa-Kommissionens forslag til et internationalt initiativ om Internettet og elektronisk handel. Et sådant dokument vil sikre, at der formuleres et antal mål, der er international enighed om, i tæt samarbejde med andre lande, i særdeleshed USA, og det vil tilskynde til forenklet styring af Internettet. Informationsteknologien har gjort helt usædvanlige fremskridt i de seneste år, og tilkomsten af Internettet har bragt fordelene ved IT ind i mange hjem og virksomheder i de senere år. Etableringen af et internetcharter vil være en yderst fornuftig idé, og en idé, som vil være til fordel for kunderne. Forbrugernes rettigheder må være det, Kommissionen og Parlamentet hele tiden tillægger den allerstørste betydning. Set i et irsk perspektiv glæder jeg mig over det initiativ, der er taget af den irske regering, og som synes at ville gøre Irland til centrum for elektronisk handel i Europa i meget nær fremtid.
Jeg stemmer for denne betænkning i dag. Et styrket internationalt samarbejde vil hjælpe i kampen mod pornografi på Internettet og beskytte de forbrugere, der benytter det elektroniske marked, mod svindel med kreditkort. I et mere og mere vidensbaseret samfund er Internettet et væsentligt redskab til selvbestemmelse for befolkningen i Nordvestengland, i Storbritannien og i Europa som helhed, hvad enten det drejer sig om markedspladsen eller arbejdspladsen. Labour har længe været kendt for at støtte udviklingen af informationsteknologi. Det var Tony Blair, der nåede frem til den banebrydende aftale med British Telecom om at koble alle skoler i Storbritannien til Internettet. Ved en undersøgelse for nylig fandt man, at 29 % af alle voksne i Storbritannien nu har adgang til Internettet. Jeg vil gerne se dette tal forøget og adgangen til Internettet udvidet til så bredt et udsnit af samfundet som muligt. Hvis man skal have succes med en økonomi baseret på et højt færdighedsniveau, kræver det, at viden er tilgængelig for de mange og ikke kun for de få. Betænkning af Larive (A4-0503/98)
Selvom der er flere gode punkter i betænkningen af fru Larive, har vi stemt imod den. Jeg vil kort nævne de vigtigste overvejelser, der har ført til vores standpunkt. Det er klart, at anvendelsen af det indre markeds grundprincipper på den kommercielle kommunikation, hvor de offentlige interesser samtidig skal tilgodeses, ikke er let at realisere. Alle medlemsstater har egne normer for tilladeligheden af kommerciel kommunikation. De store forskelle i love, regler og den praktiske anvendelse svarer til de forskelle i religiøse, kulturelle og sociale værdier, som præger borgerne i medlemsstaterne. Det drejer sig altså ikke om et rent juridisk problem. At fremme hensigtsmæssigheden er i sig selv en god ting, men hvis denne stræben efter effektivitet begynder at tage overhånd og derved tilsidesætter etiske og kulturelle interesser - f.eks. ved at holde dem uden for begrebet »alment velvære« - har man som lovgiver ikke længere nogen midler til at sikre den nødvendige respekt for de grundlæggende værdier og undgå, at mennesker såres eller krænkes gennem den kommercielle kommunikation. Anerkendelsen af religiøse, kulturelle og sociale forskelle i medlemsstaterne skal derfor have en stor plads i lovgivningen med hensyn til grænseoverskridende kommerciel kommunikation. Overvejelse D og H samt punkt 2 og 5 i betænkningen slår derimod til lyd for det modsatte. Til sidst må det betragtes som en mangel, at opmærksomheden slet ikke henledes på den indirekte skadelige virkning på livsmiljøet, når den kommercielle kommunikation kun puster til forbrugernes forbrugstrang.
Kommerciel kommunikation spiller en central rolle i EU. Den beskæftiger over 1 million europæere og er i fortsat vækst takket være udviklingen af nye informationsteknologier og ny efterspørgsel. Kommissionen har nu besluttet at vedtage en række foranstaltninger, som skal gøre det lettere at udbyde kommercielle kommunikationstjenester på tværs af grænserne, men naturligvis ikke på bekostning af almene hensyn. Kommissionens initiativ er et nødvendigt og positivt tiltag, men jeg er enig med udvalget i, at de foreslåede aktioner bør tilpasses og præciseres på en række punkter. Det vil være af største vigtighed at tilgodese udvalgets anbefalinger, når de konkrete forslag til foranstaltninger skal behandles. Europæiske posttjenester
De økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele ved postvæsenet kan ikke benægtes eller reduceres på grund af hastværket med at få et liberaliseret frit marked, da der ikke er nogen garanti for, at dette initiativ vil tillade, at helt nødvendige tjenester, der er tilgængelige alle vegne til en fornuftig pris, vil fortsætte. I Irland spiller det lokale posthus en meget vigtig rolle som kontaktled for folk, særlig for de ældre. Desuden er det af alle offentligt ansatte især folk beskæftiget ved postvæsenet, der i regelen lever i samme område, hvor de arbejder, og bidrager til den lokale økonomi og udviklingen af samfundet. Derfor er det af afgørende betydning, at initiativer i retning af liberalisering først bliver taget, når der har været en gennemgribende evaluering stat for stat af de økonomiske, beskæftigelsesmæssige, sociale og samfundsmæssige virkninger.
Der er sket en gradvis og kontrolleret liberalisering af posttjenesterne, siden vedtagelsen af direktiv 97/67/EØF. De luxembourgske socialdemokrater har altid fastholdt den sociale og økonomiske betydning af posttjenesterne og nødvendigheden af at sikre, at de er af høj kvalitet. De fastholder ligeledes en altomfattende service, som ikke må være et minimum, men som skal sørge for optimal dækning af hele det nationale territorium. Kommissionen havde meddelt, at den ville fremsætte et nyt forslag om gradvis og kontrolleret liberalisering inden udgangen af 1998. Men det blev ikke til noget. Vi støtter derfor Europa-Parlamentets ønske om, før ethvert yderligere skridt fremad, at foretage en vurdering af konsekvenserne af denne liberalisering. En sådan vurdering må kunne støtte sig på Kommissionens undersøgelser om gennemførligheden af projektet, men også på Parlamentets egen analyse, i samarbejde med medlemsstaternes posttjenester. Det ligger fast, at en sådan evaluering ikke udelukkende må tage hensyn til profitabilitet på kort sigt, men også og især på følgerne for beskæftigelsen, den sociale nytte for alle forbrugere og nyttevirkningen for økonomien. Det er ud fra en sådan forståelse, at de luxembourgske socialdemokrater vil møde ethvert nyt forsøg fra Kommissionen på liberalisering
Jeg glæder mig over beslutningen om liberalisering af posttjenesterne. Den sætter fingeren på de usikkerhedsmomenter og risici, som en liberalisering kan medføre. Fungerende posttjenester er en rettighed for alle EU's borgere, som ikke må blive ofre for markedskræfternes vilkårlighed. Jeg ser frem til at få kendskab til de forskellige gennemførelsesundersøgelser, som Kommissionen har foretaget.
Det er kun et år siden, den 15. december 1997, at vi vedtog et rammedirektiv om posttjenesterne. Det forlyder nu, at et nyt forslag til regelsæt skulle være under forberedelse i Kommissionens tjenestegrene. Dette skulle efter sigende skabe fornyet debat om den nyligt vedtagne ordning, som vel at mærke går i retning af øget liberalisering. Vi havde ellers vedtaget, at det, før der blev taget skridt til at revidere på ny, var rimeligt at evaluere virkningerne af det nye regelsæt. Selvom enhver ordning naturligvis kan gøres mere effektiv, tillader vi os at sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i en omfattende revidering af det helt nye regelsæt om europæiske posttjenester på et tidspunkt, hvor resulterne end ikke er gjort op endnu. Når man vil lovgive for meget, og for hurtigt, lovgiver man dårligt. Derfor er vi af den opfattelse, at før der sker nogen form for ændring, er det nødvendigt, at vi kender virkningerne af de regler, der er i kraft. I denne ånd anmoder vi således Kommissionen om at gå i gang med en undersøgelse af virkningerne af de ændringer, direktivet fra 1997 indførte. En sådan evaluering skulle beskæftige sig med konsekvenserne af en øget liberalisering af posttjenesterne ved at inddrage de sociale, økonomiske og finansielle aspekter. Resultaterne af en sådan undersøgelse ville give de europæiske lovgivere mulighed for, land for land, at have adgang til yderst præcise oplysninger med henblik på at vurdere, om det virkelig er nødvendigt at indføre nye tiltag, og i hvilket omfang. Så længe resultaterne af en sådan konsekvensundersøgelse af direktiv 97/67/EØF ikke er kendt land for land, er vi af den opfattelse, at enhver ændring af reglerne er uhensigtsmæssig. Årlig drøftelse i medfør af artikel K.6
Der er grund til at lykønske Van Lancker med det forbilledlige samarbejde på dette følsomme område. Schengen-aftalen skaber forudsætningerne for den frie bevægelighed, som vi efterstræber. Det er i alles interesse, at Schengen-konventionen fungerer effektivt uden at krænke integriteten. Også i disse spørgsmål er der grund til at sætte pris på betænkningen. Mit indlæg handler om den nordiske pasunion. I Norden har vi en fungerende fri bevægelighed. Det er vigtigt, at den bevares, også efter at Schengen-konventionen er indarbejdet i traktaten. Det er nødvendigt med en bedre nordisk tilpasning til EU-lovgivningen. Et eksempel er Norges udleveringslovgivning. Der kan imidlertid også findes andre eksempler, hvor det er nødvendigt med nordisk enstemmighed. Det Nordiske Råd burde samles for at justere de lovgivningsmæssige områder, der berører Schengen-aftalen, for at skabe en fælles nordisk samordning. Det nordiske politi- og toldsamarbejde, den nordiske pasunion og den fælles rejsezone mellem Storbritannien og Irland er alle eksempler på, at man har kunnet udvikle velfungerende elementer af fri bevægelighed, uden at det af den grund har været nødvendigt at indføre mere politikontrol end i andre lande. Der findes ingen fælles lovgivning i de nordiske lande, men der er en tydelig tilnærmelse. Det viser, at en sådan tilnærmelse kan ske selv på europæisk niveau i takt med, at den daglige udveksling af Unionens borgere øger og styrker den fælles identitet og kultur. Retslige tilpasninger mellem lande skal altid gennemføres med varsomhed. Det er imidlertid tydeligt, at det er nødvendigt med sådanne i Unionen. Sameksistensen bør fremmes i Unionen. Man har kunnet ane en vis nord/syd-forskel i synet på ret og uret i denne uges diskussioner om Kommissionens strafbare handlinger. Det ville være ønskeligt med en tilnærmelse mellem landenes retsbevidsthed, sådan som det er sket i Norden. Til sidst vil jeg takke formandskabet for de venlige ord om mine betænkninger om organiseret kriminalitet. Jeg håber specielt, at den seneste om forebyggende foranstaltninger kan være medvirkende til at skabe et fælles syn på retlige anliggender.
Den Socialdemokratiske Gruppe har stemt for Nassauers beslutningsforslag om artikel K.6, for dette beslutningsforslag, således som det er ændret i udvalget og i plenarforsamlingen, fokuserer på forskellige punkter, som forekommer os at være væsentlige: langsommeligheden i det arbejde, der skal føre til etablering af et frihedens, sikkerhedens og retfærdighedens område og til indføjelse af Schengen-samarbejdet i traktaten; de forsinkelser, der er registreret, i ratificeringen af centrale aktstykker og Rådets utilstrækkelige hensyntagen til Europa-Parlamentets anmodninger om at blive informeret og hørt og få taget hensyn til sine udtalelser. Hvis punkt 16 var blevet opretholdt, havde vi ikke kunnet stemme for den endelige betænkning, for den gjorde indgreb i den høringsret, Europa-Parlamentet havde bedt om vedrørende det østrigske formandskabs strategidokument, og fremhævede dets repressive aspekter. Men da dette punkt forsvandt til fordel for ændringsforslag 4, som var mere neutralt, endte det med, at vi stemte for slutteksten trods vedtagelsen af ændringsforslag 19, som vi ligeledes gerne havde set forsvinde. Vi anså det for at være nødvendigt, at denne betænkning blev vedtaget, så vi kan forpligte Rådet på at indhente de påtalte forsinkelser og tage hensyn til Europa-Parlamentets anmodninger vedrørende relationerne mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Betænkning af Van Lancker (A4-0006/99)
Fru formand, den henstilling, Europa-Parlamentet lige har vedtaget om Schengen-samarbejdet, udtrykker iskoldt, at »de kompenserende foranstaltninger i forbindelse med politi-og retssamarbejdet under ingen omstændigheder - jeg understreger under ingen omstændigheder - kan gå forud for konsolideringen af frihedens og sikkerhedens område og bevarelsen af den frie bevægelighed for personer«. Sagt med andre ord har personers frie bevægelighed højeste prioritet, og de kompenserende foranstaltninger vedrørende sikkerhed må i alle tilfælde komme i anden række. Denne helt utrolige tese kaster et farligt lys over artikel 61 ff. i Amsterdam-traktaten, og den ville alene være grund nok til, at man i Frankrig indstillede ratificeringen af denne traktat for at få noget mere at vide. I særdeleshed ville vi finde det utåleligt, dersom Rådets arbejdsgruppe, som for tiden gør sig overvejelser om fordelingen af Schengen-regelsættet mellem den første og den tredje søjle, skulle dødsdømme Schengens beskyttelsesklausul. Denne klausul skal med i første søjle, sådan som den er og uden den mindste restriktion, uanset betragtningerne i Schengen-protokollen, som helt absurd synes at sige det modsatte. Om nødvendigt burde den franske regering være parat til en styrkeprøve om dette spørgsmål, så vigtigt er det for vores medborgeres sikkerhed. Jeg vil gerne slutte med at udvide temaet lidt. I en uge har vi nu, under drøftelserne af bedragerierne, hørt Kommissionen sige til os, at, hvis alting går dårligt, er det, fordi den er overbebyrdet med opgaver, som den ikke har midler til at påtage sig. Men den henstilling vedrørende Schengen, som vi netop har vedtaget efter Amsterdam-traktaten, kræver jo præcis, at der overføres et utroligt antal nye opgaver til Kommissionen, lige fra internationale, kriminelle netværk i Napoli til klapjagten på illegale indvandrere i de franske forstæder. Det er vel ikke, fordi man mener, det hele ikke går tilstrækkeligt dårligt?
Spørgsmål om retlige og indre anliggender skal i første omgang forvaltes af de nationale parlamenter. Vi støtter ikke Schengen-reglerne og integrationen af disse i Den Europæiske Union, således at medlemsstaterne fratages deres direkte bestemmelsesret i flere retlige og indre anliggender, asyl- og visumspørgsmål m.m. Det er nødvendigt at samarbejde om kriminalitetsbekæmpelse. Der bør i første omgang være tale om et samarbejde mellem de nationale politivæsener og Interpol og ikke om at opbygge en konkurrerende europæisk politiorganisation, Europol. Grunden til, at samarbejdet om retlige og indre anliggender ikke er gået hurtigere, er sandsynligvis, at disse spørgsmål har national karakter og derfor skal besvares på nationalt niveau. Det er således ønskeligt med et samarbejde om fordelingen af flygtningestrømme ved kriser. Schengen skal handle om fri bevægelighed for personer. Kun et par artikler handler imidlertid om den frie bevægelighed, mens de fleste af Schengen-reglerne handler om grænse- og sikkerhedskontroller. De personregistre, der opbygges i forbindelse med Schengen-aftalen, er uacceptable og krænker den personlige integritet. Schengen kan komme til at resultere i en mindre generøs flygtninge- og asylpolitik. Hele Schengen-systemet skal undersøges. Schengen kan også komme til at påvirke den nordiske pasunion i negativ retning. Vi har derfor stemt nej til betænkningen.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0004/99) af Hermange for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om beskyttelse af familien og barnet.
Fru formand, Robert Debré, den kendte børnelæge, havde for vane at sige, at børnene er vores evighed. Ikke desto mindre er det i den europæiske opbygningsproces børnene og familierne, der er blevet glemt i de samarbejds- og solidaritetsmekanismer, der opstilles. Dette er utilladeligt, for vores børn er udsatte for specifikke farer, såsom ulykker på vejene, narkomani, seksuelt misbrug, stress i skolen, analfabetisme, ustabilitet og pædofile netværk. Det er tillige utilstedeligt at konstatere, at der er 250 millioner børn, der arbejder i verden, og at vi her i de udviklede lande køber ikke så få produkter billigt, som er blevet fremstillet af de samme børn. Det er utilstedeligt at konstatere, at over én million børn er udleveret til prostitution og til at tilfredsstille perverse, vestlige turister. Det er også utilstedeligt at konstatere, at et betydeligt antal familier er ramt af opløsning. Og mens vi i de sidste dage ganske vist har haft en vigtig politisk debat, er vi en vist antal parlamentsmedlemmer, som har set nøjere på en ret ømtålelig sag, Lancelin-Tiemann-affæren, hvor nogle børn er blevet kidnappet af deres far, for procedurerne mellem to lande er ikke blevet harmoniseret. Det er grunden til, at jeg i dag på vegne af udvalget fremlægger en initiativbetænkning for Dem, som kun har ét mål, nemlig at få tilvejebragt en egentlig politisk vilje til at tage et verdensomspændende familiepolitisk initiativ, som skal hvile på, at barnet har højeste prioritet og på fire principper: Det skal tage højde for forskelligheden i familiemodellerne, sætte barnet i centrum for den europæiske debat, komme ud over den socioøkonomiske tilgang i de præstationsprægede politikker og respektere lige muligheder for mænd og kvinder. Første foranstaltning i denne betænkning, dette skridt indebærer for det første, at der udarbejdes lister over konsekvenserne i familien, set under en børnevelfærdssynsvinkel, i tilslutning til alle forslag om fællesskabsretsakter. Dernæst bør der på det institutionelle plan hurtigst muligt iværksættes en række foranstaltninger, herunder et ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd, som skal drøfte konsekvenserne af den demografiske politik, familiepolitik og politik til beskyttelse af børn, som de forskellige medlemsstater fører, samt indførelse af en regelmæssig drøftelse i Ministerrådet af spørgsmål vedrørende familien og barndommen samt en omstrukturering af Europa-Kommissionen til fordel for denne politik. Til dette formål ønsker jeg Europa-Kommissionens tværfaglige arbejdsgruppe om børn genoplivet, så meget mere som problemet om det juridiske grundlag i særlig grad er presserende i forbindelse med budgetposter, der omhandler børn. Desuden vil jeg gøre opmærksom på, at jeg, med henblik på at få etableret denne europæiske strategi, vil slå på tromme for vedtagelsen af vejledende aktionsprogrammer for børn, udarbejdet af de samvirkende regeringer efter høring i Parlamentet her og i snævert samarbejde med de familiemæssige og solidariske foreninger, som direkte eller indirekte hjælper med til at give barnet en bedre social integration i Europa. Hvad angår denne politik til børns beskyttelse, er der nogle forslag, der fortjener at fremhæves. Inden for omsorgspolitikken ønsker vi at oprette et europæisk epidemiologisk net for perinatalitet, bestående af regionale enheder til perinatal overvågning og af en fælles databank på europæisk niveau, en politik der bør sættes i værk aldeles omgående for at bekæmpe dødeligheden blandt børn og mødre. For såvidt angår forældreskab og uddannelse, som er et alvorligt problem i dag, vil det rigtige være at indføre strategier for mor/barn-relationerne fra barnet er ganske lille, og man bør tilskynde til oprettelse af forældreskoler og foreninger, der supplerer skoleundervisningen. Inden for præventiv politik og til beskyttelse af truede børn vil jeg gerne opmuntre medlemsstaterne til at udnævne forligsmænd for børn, hvis opgave det skal være at sørge for en mindelig afvikling af konflikter, hvori der indgår børn under 18 år. Endelig foreslår jeg, for at komme forkert behandling og vold i forkøbet, at der oprettes et europæisk center for truede børn, hvis opgave det skulle være at fremme udveksling af viden, og som skulle disponere over en europæisk database over forsvundne børn og personer dømt for kidnapping. Denne database skulle oprettes i samarbejde med de nationale politi- og retsinstanser og med Europol. Når alt kommer til alt, sker der desværre alt for ofte ting, der understreger nødvendigheden af, med udgangspunkt i aktuelle overvejelser over det europæiske retslige rum, at udtænke en familieretlig ordning, der er koordineret mellem vores lande, til vores børns bedste. Dette var, fru formand, de vigtigste planer, jeg ønsker at forelægge Parlamentet.
Den 24. november sidste år samlede Udvalget om Kvinders Rettigheder sig fuldtalligt bag min udtalelse. Ifølge dette udvalg er det af følgende grunde umuligt og uønsket at føre en familiepolitik på europæisk plan. For det første er familiepolitikken typisk ét af de områder, hvor subsidaritetsprincippet finder anvendelse. Medlemsstaterne har ikke brug for Fællesskabet til at føre en mere effektiv familiepolitik. Et andet argument mod en europæisk familiepolitik er, at definitionen af en europæisk familie ikke eksisterer og heller ikke er nødvendig. Forskellene i kultur og tradition tillader ikke, at der findes en fælles basis, som der kan formuleres politiske forslag på grundlag af. Udvalget om Kvinders Rettigheder er derfor imod ordførerens forslag, som anmoder om et europæisk ministerråd for familiepolitik, og imod alle andre forslag fra ordføreren, som sigter imod en specifik familiepolitik på europæisk plan. Europas opgave kan højst være at sikre, at der ved udformningen af nye politiske tiltag tages hensyn til konsekvenserne heraf for familiesituationen i medlemsstaterne. Udvalget om Kvinders Rettigheder er enig i ordførerens forslag om beskyttelse af børn og deres rettigheder, for så vidt dette finder tilslutning i den allerede eksisterende internationale lovgivningsramme, og når det drejer sig om grænseoverskridende forhold. Den Liberale Gruppe er ligeledes imod Europas indblanding i familiesager og støtter derfor kun de punkter, som tilstræber en bedre beskyttelse af børn.
Fru formand, kære kolleger, jeg vil indlede min tale med at takke ordføreren for hendes villighed til at indgå kompromiser, for det er kun takket være hendes kompromissøgende holdning, at der her i dag i plenum er blevet fremlagt en betænkning, som også vi socialdemokrater kan støtte. Vi havde vores problemer i starten, fordi meget naturligvis allerede er blevet vedtaget på lignende måde her i Parlamentet. Vi havde imidlertid også problemer, fordi fru Hermanges første udgave indeholdt mange samfundspolitiske formuleringer, som vi på ingen måde kunne acceptere, f.eks. udtrykket »Europa uden eurpoæere« eller formuleringen »Europa begår selvmord gennem faldende fødselstal«. Disse og andre misforståelige formuleringer gjorde, at vi i begyndelsen var stærkt i tvivl. Naturligvis kommer det så oveni, at vi også i udvalget havde en særdeles intensiv diskussion om fikseringen af den traditionelle familiemodel. Det kommer jeg tilbage til om lidt. Pludselig havde vi så oven i købet en række ændringsforslag fra andre udvalgsmedlemmer, som ville have forfalsket betænkningen fuldkomment. Desuden må jeg tilføje, at de medvirkende rådgivende udvalg ikke ligefrem har gjort os livet lettere. Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder skiftede desuden ordfører, men han forsøgte at sende hele sagen tilbage i udvalget igen med henvisning til subsidiariteten. Det var ikke holdningen i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Det er vores opfattelse, at det i høj grad er en europæisk opgave at drive familiepolitik på europæisk niveau. Desuden er netop vi som Europa-Parlament bedre egnet til denne diskusison, for i de nationale medlemslande udkæmpes der overalt ideologiske slag om familiebegrebet, om hvad der er en familie, og hvad der ikke er det. Vi i Europa-Parlamentet har med den tolerance og respekt, som vi møder hinanden med her, gode muligheder for at blive enige om moderne familiemodeller og dermed også være et eksempel for debatten i medlemslandene. Til slut nogle betragtninger om subsidiaritet. Jeg deler ikke den foregående talers opfattelse af, at dette tema ikke har noget med vores opgaveområde at gøre. Naturligvis ville jeg heller ikke fortolke det alt for vidtgående, for familiepolitik bør naturligvis først og fremmest organiseres nationalt og endnu bedre kommunalt. Men som vi ved, er familiepolitik også altid forbundet med politikken om lige muligheder for kvinder og dermed naturligvis også en europæisk opgave. Lad os erindre retningslinjerne for 1999 - dér blev der indbygget en ny, særlig søjle for lige muligheder - og kravene til moderne arbejdsorganisation. Er det ikke ensbetydende med at organisere, at familie og arbejde kan forenes for kvinder og mænd, fædre og mødre i erhvervslivet og i samfundet? Dette er i øvrigt også Domstolens holdning. Den har afsagt nogle tilsvarende domme, f.eks. domme om deltid eller om ligeløn. Det taler også for det. Vi har i fællesskab vedtaget forældreorlov på europæisk niveau, hvilket også er et bidrag til en moderne, fornuftig familiepolitik. Det, at forældreorloven benyttes i så forskelligt omfang i Europa, tror jeg er en vigtig inspiration for debatten i medlemslandene. Jeg vil kun nævne et enkelt tal: I Sverige tages forældreorloven for 30 %'s vedkommende af fædre, i Tyskland for 3 %'s vedkommende, og i Grækenland er der siger og skriver tre mænd, som har taget den. Det er også et signal om, at vi kan lære noget af hinanden i Europa. Til slut endnu en gang et punkt, som ligger mig meget på sinde, og hvor vi bør agere. Vi har forankret den frie bevægelighed for arbejdstagere i Den Europæiske Union, og det betyder selvfølgelig også fri bevægelighed for deres familier. Af denne grund og på grund af det indre marked er vi forpligtet til at føre familiepolitik i Europa, men naturligvis ikke alene.
Fru formand, mine damer og herrer, jeg forstår virkelig ikke, hvorfor nogle af vores kolleger vil stemme imod denne betænkning, fordi den angiveligt krænker subsidiaritetsprincippet. Det kan jeg virkelig ikke se i denne sag. Hvad kan være vigtigere for os end vores børn? Derfor er denne betænkning også nødvendig. Emnet er så bredt og vedrører så mange områder, at der faktisk burde laves flere betænkninger om det. Begrebet familie er ikke et nationalt eller et europæisk begreb, men et verdensomspændende begreb, som forskellige mennesker forbinder noget forskelligt med. Det eneste, jeg er sikker på, er, at man kan tale om familie, når der fødes og opdrages børn. Emnet kan imidlertid også betegnes som et europæisk emne, fordi familierne i Europa befinder sig i en sammenlignelig situation og har sammenlignelige problemer. Af to grunde er det meget vigtigt, at Europa kommer med nogle svar på dette område. Europa er ved at blive gammel og gråhåret. Det har ikke kun alvorlige konsekvenser for den sociale sikkerhed. Europa er ved at blive ensom. Der bliver stadig flere husstande med én beboer og ældre mennesker, som bor alene. Der kan konstateres en voksende individualisering i vores samfund. Det svageste led i vores samfund, vores børn, udsættes for flere og flere farer. Fjernsyn og Internet uden grænser sender hæslige oplevelser lige ind i dagligstuen. Den organiserede kriminalitet har for længst opdaget barnet. Betænkningen handler om beskyttelse af familien og barnet. Begge dele har brug for beskyttelse og støtte. Til sidst en positiv, men ligeledes dybtgående udvikling. Flere og flere kvinder i Europa er erhvervsaktive og skal finde ud af at forene familie og job. Denne udvikling har nogle alvorlige konsekvenser, som må give sig udslag i politisk handling. Her må Europa komme med svar, for familierne er langt vigtigere, end man er sig det bevidst i dagligdagen. Vi taler så tit om social udstødning. Familien er det mest naturlige middel mod denne udstødning. Hvor tilbringer et menneske de vigtigste år i sin socialiseringsproces? I familien! Hvilken ramme er bedst egnet til at tage sig af ældre mennesker og handicappede? Familien! Formuleret som et slagord kan man sige, at socialpolitik begynder med familiepolitik. I euroens og det indre markeds tidsalder må begrebet velfærd ikke indskrænkes til at betegne stigningen i bruttonationalproduktet. Familien er et væsentligt element i kvalitativ velfærd. Den er af uvurderlig værdi for os, og jeg vil på dette sted gerne nok en gang takke ordføreren for hendes gode samarbejde og for den fremragende betænkning. Jeg håber, at disse tanker også vil blive ført videre og ikke blot skrevet ned.
Fru formand, der er sagt mange kloge ord i dag. Det er grundlæggende for et trygt opvækstmiljø, at opvæksten sker i en tryg familie. En familie kan imidlertid tage sig forskelligt ud. Den kan bestå af to forældre eller af en alenefar eller -mor, hvilket ofte er tilfældet i dag rundt omkring i Europa. Det er naturligvis vigtigt, at hver og en af os i de enkelte lande sørger for at forene arbejdslivet med det hjemlige ansvar. Der findes utroligt mange skel og forskelle i børns muligheder for at vokse op under trygge forhold. Der er ikke bare tale om forskelle mellem de enkelte familier, men også om forskelle mellem storbyer og landsbyer. I landsbyerne er isolering ofte en meget alvorlig faktor, der gør børn utrygge, hvilket man naturligvis skal ændre på ved at skabe tryggere opvækstvilkår gennem forskellige former for støtte. Fattigdom, frasortering, det hårdere arbejdstempo i den moderne verden og ikke mindst arbejdsløsheden påvirker i høj grad børnene. Med 18-20 millioner arbejdsløse i Europa påvirkes vores børn naturligvis heraf. Det handler derfor om at sørge for at give dem den tryghed, der skal til for at undgå sociale problemer fremover. Der er der allerede flere, der har nævnt. Vi i Den Liberale Gruppe synes imidlertid, at man går for vidt, når man fremsætter forslag om, at familieministre skal mødes regelmæssigt, at der skal være en særlig enhed i Kommissionen for familiepolitiske spørgsmål, og at der muligvis skal udarbejdes et direktiv om børneforsorg. Det er nemlig spørgsmål, som først og fremmest vedrører den mest private af alle sfærer: det nære forhold mellem forældre og børn. Det bør reguleres i familien og i kommunerne, det vil sige på det nære plan. Det handler altså om kommunale, sociale, regionale og nationale anliggender. I Sverige har vi en børneombudsmand, hvilket fungerer ganske udmærket. Man kan naturligvis forestille sig, at andre lande også kan indføre en sådan. Børneombudsmandens opgave består i at værne om børns rettigheder og interesser. Det er dog næppe noget, der skal reguleres gennem en europæisk familiepolitik. Der er naturligvis brug for en stor indsats for at bekæmpe volden mod kvinder og børn, der er stigende, netop fordi mange mennesker i dag befinder sig i en vanskelig social situation. Sådanne problemer opstår som følge af et hårdt arbejdsliv og høj arbejdsløshed. Der er behov for krisetjenester, hvilket allerede findes i Sverige og Norden samt sågar visse andre steder. Vi har talt om seksuel udnyttelse af børn. Den skal selvfølgelig bekæmpes, men det skal ske med de rigtige metoder og på det rette niveau. Jeg tror, at vi kan yde en fælles indsats her, nemlig ved at sørge for, at vi i forhandlingerne med nye medlemslande på alle måder modarbejder børnemishandling samt den handel med børn, der foregår i form af eksport af børn fra Østeuropa og landene uden for Europa. Vi fra Den Liberale Gruppe vil sige, at det her er meget vigtigt og kræver overvågning. Det skal imidlertid foregå på rette måde og på rette sted. Familiepolitik, børneforsorg og børneopdragelse er først og fremmest nationale anliggender, der skal håndteres på nationalt niveau. Vi skal trække en grænse mellem det, der er børnenes rettigheder, og det, der er private spørgsmål inden for familiepolitik og børneforsorg. Som tillidsvalgte har vi en forpligtelse til at beskytte børn, bl.a. gennem børnekonventionen. Det er egentlig en udmærket betænkning, men vi kan ikke støtte forslagene om indførelse af en europæisk familiepolitik.
Fru formand, heldigvis er der i Parlamentet betænkninger at diskutere som Hermange-betænkningen, og jeg vil sige det samme om den betænkning, som vi vedtog i går, Sainjon-betænkningen. Heldigvis kan vi i Parlamentet stadig få tid til at diskutere disse emner og vedtage beslutninger som dem, der udspringer af betænkninger som disse, og jeg benytter her lejligheden til at lykønske deres forfattere for det arbejde, som de har udført. Heldigvis kan vi således, når vi diskuterer disse betænkninger og vedtager disse beslutninger, føle nogle af de årsager genskabt, som førte os til Parlamentet efter at have fortjent (hvis vi fortjente dem ...) de stemmer og den tillid, som vælgerne gav os. Dette betyder dog ikke, at vi, trods en altovervejende enighed, ikke har bemærkninger og forbehold, eller at vores enighed i det beslutningsforslag, som hr. Hermange fremlægger for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, er fuldstændig. Men debatterne er jo til, for at vi kan udtrykke disse bemærkninger og forbehold i den hensigt sammen med alle andres bidrag at forbedre det, der allerede er ganske tilfredsstillende. Og vi er ikke fuldstændig enige i det foreslåede blot på grund af de bestemte ord, der er valgt, men fordi vi mener, at der er noget i betænkningen, der mangler, eller som ikke er tilstrækkelig fremhævet. Vi synes således, at det ville være relevant med en tydeligere forbindelse mellem tematikken om beskyttelsen af familien og barnet og de sociale konsekvenser af en bestemt økonomisk strategi og de interesser, som den varetager. Det er rigtigt, som forfatteren nævner det i henvisningerne, at »det er en væsentlig faktor i en moderne familiepolitik at bringe både moderens og faderens arbejds- og familieliv i samklang«, ligesom der i punkt 14 kan mærkes den samme bestræbelse, men vi mener ikke, at denne forbindelse er tydelig nok, eller at formuleringerne er helt tilfredsstillende. Derfor har vi fremlagt to ændringsforslag for at få forstærket denne side, hvilket vi mener er påkrævet, og for på den måde at bidrage til en beskeden forbedring af beslutningsforslaget, så det kan vedtages uden skævheder. Vi benytter således et punkt i det beslutningsforslag om børnearbejde, som vi har haft æren af at være de første til at underskrive (og som er optaget i denne betænkning), til at knytte forbindelsen mellem deregulering af arbejdsforholdene, over hemmeligholdelsen af anvendelsen af arbejdskraften, dens konsekvenser for beskyttelsen af familien og barnet og det, at børnearbejde befordres, accepteres eller skjules. Det andet ændringsforslag sigter mod at fjerne en værdidom om noget, der ikke kan være andet end en objektiv henvisning. Vi synes således, at det, når det går an at sige, at direktivet om deltidsarbejde har til hensigt (eller formål) på frivilligt grundlag og uden forskelsbehandling at give mulighed for en bedre forening af familie- og arbejdsliv, er det misbrug at hævde, at der lægges vægt på, at direktivet »giver mulighed for« denne bedre forening, således som der står i den portugisiske oversættelse af betænkningen. Til sidst, og for at slutte, som jeg begyndte, fru formand: Heldigvis har vi disse anledninger til at diskutere sådanne emner her i Parlamentet, men der er brug for meget mere. Det er nemlig vigtigt, at de anmodninger, anbefalinger og krav, der udtrykkes i beslutningsforslagene, ikke bagefter bliver ignoreret eller underordnet formål, der anses for vigtigere, fordi enhvert politisk og socialt indgreb afhænger af reaktionerne på de såkaldte markeder.
Fru formand, det problem, vi har i denne debat, er at vide, hvad det er vi taler om, når vi taler om familier. Da jeg voksede op i Skotland, havde vi noget, som vi kaldte the Kerr Jaunt. Det omfattede to store busser, der tog til vandet en gang om året med 150 mennesker om bord. Det var en storfamilie. Jeg formoder, at når fru Hermange taler om familien, mener hun en kernefamilie med to forældre: en mand, der arbejder, en mor, der går hjemme og passer barnet - i realiteten kun en del af et barn, i betragtning af fødselsraten i Europa i øjeblikket. Sandheden er, at billedet af familien viser familiens tilbagegang. Familier er en højst uensartet størrelse i Unionen, og derfor er det sandsynligvis en fejltagelse at forsøge at vedtage en fælles socialpolitik, juridisk politik og økonomisk politik over for alle familier. I stedet må vi se efter gode fremgangsmåder og den bedste politik til håndtering af de spørgsmål, der kan indvirke på den måde, hvorpå folk ønsker at leve, opdrage deres børn og leve sammen, hvilket varierer meget i forskellige medlemsstater. Derfor har vi brug for gode politiske initiativer for social sikkerhed, hvilket f.eks. inkluderer idéen om disaggregation , det vil sige den idé at behandle kvinder som uafhængige af mænd, som noget for sig selv, med rettigheder og adgang til social sikkerhed. Desuden er der spørgsmålet om børns rettigheder, børnetilskud og børneydelser, hvilket har at gøre med børn og med omkostningerne ved børn, og med spørgsmålet om passende beskyttelse af børn og en fast juridisk form for disse rettigheder. Den svenske model med dens børneombudsmand, som vi hørte om af hr. Lindqvist, er udmærket. Alle disse ting er på en måde adskilt fra familiepolitikken, men kan tilsammen udgøre en sådan. Det er et spørgsmål, om vi har brug for den slags politikker, som fru Hermange foreslår på europæisk niveau, og selvom jeg er unionstilhænger, er der områder, hvor man må have subsidiaritet. Jeg har en anelse om, at mange andre medlemmer måske føler på samme måde. Vi kan nå det samme mål ved at tilnærme os det ad forskellige veje. Det må være den måde, vi skal nærme os det på. Der er en let moralsk undertone i betænkningen, som antyder, at familier med kun én forælder på en eller anden måde er mangelfulde. Der er meget klare vidnesbyrd fra al min sociale forskning i årenes løb om, at hvis familier med én forælder bliver støttet ordentligt med hensyn til social sikkerhed, juridiske rettigheder og børnepasning, har de lige så meget succes som kernefamilier. Vi må hjælpe og give mulighed for denne forskelligartethed i hele Europa.
Fru formand, når vi læser denne betænkning, bliver det klart, at den er fuld af uklarheder. Bevidstheden om, at samfundet ældes, begynder langsomt at trænge ind hos politikkerne, og derfor havde man kunnet forvente, at denne betænkning ville berøre dette. Men det ville være naivt at vælge en ren fødselspolitik, i hvert fald på europæisk plan. Det drejer sig om, at der kan udvikle sig et samfund, hvori forældre kan realisere deres ønske om at få børn, og hvor børn kan udfolde sig optimalt. Efter vores mening er det især medlemsstaternes, regionernes og kommunernes opgave, hvilket også er sagt af andre. Jeg ville have foretrukket, hvis det ikke var nævnt så meget i betænkningen, men jeg vil gerne understrege opgavens betydning. I betænkningen får det en noget moraliserende tone: Pas på, I skal gøre det og det. Når vi ser på vores forskellige initiativer, ser vi, at der ofte sker meget mere, end det er muligt at nævne i denne betænkning. Men beskyttelsen af børn er fortsat en stor bekymring, og jeg vil pege på, at flere stater også har store problemer med dette, og at det også er nødvendigt med europæiske og internationale foranstaltninger. Jeg nævner blot netværkene for seksuelt misbrug af unge mennesker, sexturisme, børneporno osv. Jeg henviser til Konventionen om Barnets Rettigheder, som kræver, at der på forskellige planer, også europæisk, udarbejdes en betænkning om, hvordan denne betænkning skal gennemføres. Derfor er jeg meget glad for ét af de konkrete initiativer i betænkningen af fru Hermange, der slår til lyd for en identificerbar enhed, som fokuserer på beskyttelse af børn. Jeg henviser til eksemplet fra Sverige. Også i Flandern har vi en ombudsmand for børns rettigheder. Jeg indgiver derfor inden længe et forslag til Parlamentet herom, men det er stadigvæk ved at blive oversat. Fru formand, terminologien om lovgivning på børnebeskyttelsesområdet er noget, som vi kan harmonisere. Bekæmpelsen af børnearbejde godkendte vi i betænkningen af hr. Sainjon, og vi skal derfor ikke vende tilbage til det i andre betænkninger. Jeg vil især slå til lyd for eftersøgningen af forsvundne børn og for kampen mod kidnapning af børn. Det er den slags internationale aftaler, som Europa ikke længere kan gemme i.
Fru formand, jeg lykønsker vores kollega Hermange med det arbejde, hun har udført, og især for den meget omfattende begrundelse, som gør det muligt for os at anskue familien under alle dens aspekter og se, hvor centralt den faktisk er placeret i det virkelige liv i Europa, og hvor centralt den burde være placeret i alle delpolitikker. Familiepolitik er således mindre en politik i sig selv end et anliggende, der burde inspirere alle dem, som gør sig tanker om det økonomiske liv, det sociale liv og det kulturelle liv under alle mulige aspekter i de forskellige lande i Europa. Jeg overlader det til stemmeforklaringen den 28. januar at diskutere spørgsmålet om en fælles familiepolitik i EU, og jeg vil blot henlede opmærksomheden på nogle punkter, der er blevet udvandet i den endelige betænkning, som vi får forelagt, fordi der var nogle kompromisændringsforslag. Jeg tror i virkeligheden, det var godt, at De insisterede på den nødvendige, økonomiske retfærdighed til gunst for familierne. Familier er ikke klienter, som regeringen med sin politik skal være godgørende over for. Nej, familierne er i virkeligheden placeret lige midt i skabelsen af al national rigdom. Jeg tror, der her er brug for en mentalitetsændring, som Deres betænkning kan bidrage positivt til, men jeg tror, man skal gå endnu længere. Når man overvejer spørgsmål vedrørende leveomkostninger, skal man naturligvis tage højde for, at der er nogen, som underholder en familie, og ikke regne alting ud fra et alt for individuelt, eller rettere individualiseret, perspektiv. Jeg vil gerne afslutte med et punkt, jeg synes er meget vigtigt. Vi viger ikke tilbage, kære kolleger, for at tale om en politisk model. I Europa er det demokratiet, vi påberåber os. Vi viger ikke tilbage for at tale om en model, når vi taler om sociale spørgsmål. Vi taler om den europæiske, sociale model, som forbinder ansvarlighed, personligt initiativ og solidaritet. Hvorfor er man så så tilbageholdende med at tegne billedet af en europæisk familiemodel, i hvilken manden og kvinden, med lige stort ansvar og som et par, der elsker hinanden, er i stand til at indgå forpligtelser over for samfundet og over for de børn, der vil blive født i dette forhold, og tage dette ansvar på sig.
Fru formand, det er virkelig velgørende at se Europa-Parlamentet interessere sig for familiens tilbliven som samfundets basiscelle. Men er det også nødvendigt at være enig om, hvad man mener med familie og med hjem? De nuværende tendenser i sædernes udvikling fører i retning af at nedvurdere selve begrebet familie. Jeg skal ikke udbrede mig for meget herom, det er der andre, der har gjort før mig. Jeg vil blot foreslå, at man tager en tur til Brasilien og ser, hvad der f.eks. bliver af børn fra opløste familier eller familier med kun én forælder. Beskyttelse af familien og af børn er et meget bredt emne. Jeg vil nøjes med, fru formand, her at komme ind på ét af de mange aspekter, men et aspekt, som berører stort set alle børn, og som præger dem dybt. Det drejer sig om volden i fjernsynet, og det overrasker mig, at dette alvorlige problem ikke er blevet berørt i denne betænkning. Nogle tal: I løbet af en tilfældig uge har det franske ugeblad Le Point talt 670 mord, 15 voldtægter, 848 slagsmål, 419 skudvekslinger, 14 bortførelser, 32 gidseltagninger og 27 torturscener. Videnskabsfolk kan observere en sammenhæng og undertiden endog et årsagsforhold mellem den vold, der udspiller sig på de billeder, børnene ser, og deres grad af agressivitet i det virkelige liv. Fjernsynet er virkelig skyld i tilskyndelse til vold. Uanset alder medfører eksponeringen af tv-vold en forøget agressivitet hos børn. Der optræder mere og mere vold i fjernsynet. På 40 år er antallet af mord blevet multipliceret med tusinde. Endelig skal man vide, at i dagene efter, at et selvmord er blevet omtalt, stiger procentdelen af virkelige selvmord blandt unge med 13, 5 % for pigernes vedkommende og med 5, 2 % for drengenes. Som De vil kunne forstå, er jeg overordentlig forbavset over, at denne betænkning har ladet hånt om spørgsmålet om tv-vold. Men måske bliver der her rørt ved kommercielle interesser, som vi ikke har begreb om. Det ville i så fald desværre ikke være første gang.
Fru formand, inden for rammerne af denne debat ønsker jeg at give udtryk for min bekymring for det helt utilstrækkelige ved samarbejde og koordinering i hele Den Europæiske Union som reaktion på den voksende aktivitet af internationale pædofile grupper. Den rapport, der for nylig er kommet med titlen Child Abuse on the Internet (Misbrug af Børn på Internettet), antyder sammen med andre forskningsresultater omfanget af pædofiles misbrug af informationsteknologien. Det er for nylig blevet afsløret, at internationale pædofile grupper finder børnevenlige steder på Nettet for at finde mulige ofre. Man har vurderet, at ca. 20.000 pædofile i Europa bruger Internettet hver dag. Jeg forstår godt, at dette er et kompliceret teknisk spørgsmål, men der kunne gøres mere for at overvåge denne form for misbrug. Jeg er også bekymret over, at vi i mit land for nylig har oplevet en forøgelse af antallet af forsøg på bortførelse af børn, særlig i det sidste par måneder. Man mener, at det skyldes britiske pædofile, der er flygtet fra deres eget land. Dette illustrerer nødvendigheden af et bedre samarbejde mellem politimyndighederne i forskellige medlemsstater. Medlemmerne af EU må overveje måder, hvorpå vi kan harmonisere vores love om udveksling og etablering af registre over alvorlige seksualforbrydere. Jeg vil i hvert fald personlig støtte idéen om en liste for hele EU. Vi har også brug for at indføre begrænsninger for bevægeligheden af dem, der har afsonet fængselsstraffe. Der er mange måder, hvorpå vi kan håndtere dette problem. Der er mange idéer. Jeg vil gerne se et forsøg i hele EU på at koordinere aktiviteterne.
Fru formand, denne betænkning må hilses varmt velkommen med sin grundholdning, som rykker barnet i fokus for den europæiske diskussion. Den rammer også i rigtig mange detaljer den rette tone og udtaler realiteterne i al åbenhed. For mig er dette ikke et spørgsmål om subsidiaritet eller kompetence. Familien og beskyttelsen af barnet er naturligvis et anliggende for kommunerne, byerne og organisationerne. Men der er også tale om et verdensomspændende og et europæisk fænomen. Hvorfor skulle den europæiske politik så ikke også beskæftige sig med familien, og hvorfor skulle det ikke først og fremmest også være en europæisk opgave at tage sig af beskyttelsen af børn? Det er nødvendigt at bryde tavshedens mur, for der finder alt for mange tilfælde af børnemishandling sted i skadede familier. Blandt de mange forslag i denne betænkning er også netop de forslag, som handler om mishandling af børn, meget vigtige. Hvor udspringer seksuelt misbrug af børn? Sandsynligvis i familien. Misbruget har imidlertid for længst antaget en meget global dimension, og det, der foregår på Internettet og i masseturismen, kan måske betegnes som en globalisering af perversionen. Jeg vil gerne nævne to punkter, som jeg betragter som interessante og konstruktive, nemlig kravet om et særligt møde i Det Europæiske Råd om beskyttelse af børn samt opfordringen til at skabe et europæisk center for børn, der også skulle have den vigtige opgave i samarbejde med de nationale myndigheder og Europol at oprette og føre et register over savnede børn og dømte bortførere.
Fru formand, for det første vil jeg gerne lykønske fru Hermange, fordi hun har taget initiativet til at udarbejde en betænkning om beskyttelse af familien og barnet i Den Europæiske Union. Der er her tale om et ekstremt vigtigt emne, da de ændringer, som vores samfund for øjeblikket gennemgår, har stor indflydelse på familien, uanset om de er af demografisk, sociologisk, etnologisk eller videnskabelig karakter. Kommissionen er opmærksom på de anmodninger, der er samlet i beslutningen, og anerkender samtidig, at spørgsmålene vedrørende familien fortsat ligger inden for medlemsstaternes nationale kompetenceområder. Vi ser et faldende fødselstal i næsten alle Unionens medlemsstater, en nedgang i antallet af ægteskaber, et større antal par, der lever sammen uden at være gift, og flere børn født uden for ægteskab samt et stigende antal skilsmisser. Alle disse tendenser har for øjeblikket stor indvirkning på familien som enhed og i sidste ende på hele samfundet. Der eksisterer en permanent interesse for familiernes situation og for dens indflydelse på social- og beskæftigelsespolitikken, og det bliver samtidig mere og mere åbenlyst, at der er behov for større internationalt samarbejde i forbindelse med familiespørgsmålene som en del af de globale bestræbelser på at fremme den sociale fremgang og udviklingen. Selvom Fællesskabet ikke har direkte kompetence inden for det familiepolitiske område, er det stadigt mere opmærksomt på analysen og forståelsen af de sociale og økonomiske virkninger, som de nye tendenser og sociale forandringer har på familierne. Inden for familiepolitikken er der store forskelle medlemsstaterne imellem. Disse forskelle har rod i forskellige opfattelser af statens rolle i det økonomiske og sociale liv, familiens status i samfundet, dens rettigheder og forpligtelser, de funktioner, der tildeles mænd og kvinder i familiens ramme, og princippet om barnets rettigheder. Alligevel er familien altid blevet opfattet som noget meget værdifuldt og bliver det stadig i alle Den Europæiske Unions lande. Kommissionen er i færd med at fremme en række tiltag og politikker, der har til formål at forene arbejdet og familielivet, for udfordringen med at opnå større forening mellem disse to sfærer er essentiel for en lang række arbejdsmæssige og sociale spørgsmål. Ændringerne i arbejdskraftens sammensætning, nye måder at organisere arbejdet på, omstrukturering af den sociale beskyttelse, ændringer i fordelingen af mænds og kvinders arbejde i forbindelse med pasning af afhængige mennesker er alle spørgsmål, som direkte berører familien. Direktiverne om gravide arbejdstagere, forældreorlov og deltidsarbejde er vigtige eksempler på Den Europæiske Unions engagerede ønske om at hjælpe mænd og kvinder med arbejdet i familien. Henstillingen om børnepasning antyder endvidere, at der bør vedtages nogle initiativer med henblik på at tilbyde børnepasningsordninger til de forældre, der arbejder eller er under uddannelse, at der på arbejdspladserne skal tages større hensyn til behovene hos medarbejdere med børn, og at mændenes deltagelse i børnepasningen skal fremmes. Retningslinjerne om beskæftigelse styrker også formålet om at forene arbejdet og familielivet. Retningslinjerne om beskæftigelse fra 1999 lægger om muligt endnu større vægt på spørgsmålet om en forening af de arbejds- og familiemæssige forpligtelser som en integreret del af den europæiske beskæftigelsesstrategi. Lad mig afslutte mit indlæg med at fastslå, at Den Europæiske Union på fremtrædende vis bør bidrage til at bestemme ligheder og forskelle i den måde, hvorpå medlemsstaterne reagerer over for de ændringer, jeg nævnte, samt til at stimulere til udveksling af oplysninger og samling af erfaring vedrørende emnet familien inden for fællesskabsområdet.
Mange tak, hr. kommissær Marín. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag den 28. januar 1999 under mødet i Bruxelles.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0508/98) af Howitt for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om en adfærdskodeks for europæiske virksomheder i udviklingslandene.
Fru formand, 500 arbejdstagere dræbt i en fabrik i Thailand, der er leverandør til europæiske legetøjsvirksomheder, forgiftede af røgen fra maling og lim på grund af utilstrækkelig ventilation i den pågældende fabrik. 110.000 t affald, der dumpes hver dag i en lokal flod i Vestpapua af et europæisk mineselskab, der ødelægger de indfødtes traditionelle landområder. Og da de protesterede, blev de mødt med tortur og mord fra den indonesiske hær. Europæiske olieselskaber i Burma, Nigeria og Colombia, der er anklaget for at støtte undertrykkende regimer og se igennem fingre med overtrædelse af menneskerettighederne. Et europæisk medicinalfirma, der markedsfører et bekæmpelsesmiddel på Filippinerne, der allerede er forbudt i tre lande i EU, og som beviseligt angriber de indre organer, forårsager lammelser og genetisk skade. Direkte investeringer fra Europa kan og skal være en kraft, der virker for det gode i udviklingslandene. Men Europa-Parlamentet må her notere sin dybe bekymring over de tilfælde af misbrug fra erhvervsvirksomheders side, hvor lokale bestemmelser er utilstrækkelige, eller menneskerettighederne ikke overholdes. Jeg har mødt børn helt ned til seksårsalderen i Nordindien, der er blevet befriet fra slavearbejde på grund af initiativer som kodeksen om mærkning af tæpper. Disse børn er hjulpet ud af det 20. århundredes slaveri og tilbage til skolen. En sådan kodeks er effektiv, ikke bare på grund af, at de berørte selskaber underskriver en ordentlig principerklæring, men fordi dette også bliver fulgt op med et praktisk system til overvågning og verifikation, der garanterer, at disse principper efterleves. Det er ganske enkelt, hvad vi debatterer i aften: bedre normer for europæiske selskaber på verdensplan og praktiske mekanismer, der kan sikre, at de bliver gennemført. Jeg anbefaler disse forslag til Dem, fordi vi forsøger at gennemtvinge eksisterende internationalt aftalte normer inden for beskæftigelse, miljøbeskyttelse, menneskerettigheder og sociale rettigheder noget bedre. Ikke nye eller anderledes krav, ej heller en erstatning for nationale eller internationale forordninger og bestemmelser. Jeg anbefaler disse forslag til Dem, fordi de er resultatet af intensive forhandlinger med over 100 virksomheder, fagforeninger, ngo'er og akademikere, som jeg gerne vil sige tak, og fra hvem jeg har set en voksende enighed om en systematisk dialog og aftale mellem selskaber og alle dem, som deres virksomhed påvirker. Jeg anbefaler betænkningen til Dem, fordi disse forslag også udspringer af en drøftelse med regeringerne og det civile samfund i udviklingslandene fra Ecuador til Nigeria til Filippinerne. Vi har allerede spurgt AVS til råds, og den helt klare konklusion er, at det, der er brug for, er en udviklingsmæssig tilgang. Ikke en, der er baseret på endnu mere bureaukrati, og hvor selskaberne altid har den største fordel, men en, der giver udviklingslandene selv mulighed for at komme til orde og involverer og styrker samfundene dér. Jeg vil nu gå over til, hvad jeg ved er nogle af de områder, der især vækker bekymring, en bekymring, som er blevet udtrykt af kolleger her fra Parlamentet. Nogle er bekymrede over spørgsmålet om ekstraterritorialitet. Hvorfor skal Europa ikke tage mere ansvar for sine egne virksomheder? Det er vi villige til at gøre, når vi enes om internationale regler mod bestikkelse og korruption og mod dem, der giver sig af med børnesexturisme. Vi har minsandten ret! Lige siden 1968 har medlemsstaterne været enige om den juridiske konvention, der gør det muligt at slæbe virksomheder for retten for de groveste overtrædelser af deres pligt til at udvise omhu under deres arbejde i den tredje verden. Lad os benytte disse allerede eksisterende beføjelser mere effektivt, og læg venligst mærke til, at vi har forpligtet os til at indgå multilaterale aftaler med regeringerne i udviklingslandene selv. Andre har lagt vægt på at begrænse ethvert forslag til det, som kan nås ad frivillighedens vej. Men vores beslutningsforslag gør det klart, at frivillige og bindende tilgange ikke gensidigt udelukker hinanden. Der vil altid være nogle dårlige virksomheder, og ingen virksomhed bør nyde en konkurrencefordel, der skyldes tilsidesættelse af basale love om arbejdskraften og sociale og miljømæssige normer. Bindende regler sikrer minimumsnormer. Frivillige kodekser hjælper med til at forbedre normerne. De to ting arbejder sammen. Jeg har noteret mig, at nogle af mine kolleger er bekymrede for, om den europæiske overvågningsmekanisme kan stille vores virksomheder ugunstigt sammenlignet med dem i Amerika og andre steder. Men 42 af de 100 førende multinationale selskaber i verden har hovedkvarter i Europa, kun 35 i Amerika. I NAFTA findes der allerede et system til behandling af klager vedrørende arbejdskraften og miljøspørgsmål. Da Den Europæiske Union besluttede at give øget handelsmæssig adgang til lande, der respekterede de væsentligste normer på arbejdsområdet, da vi enedes om en kodeks, der skulle forhindre våbensalg til lande, der var ansvarlige for tortur og aggression, gjorde vi det, fordi vi følte, at Den Europæiske Union kunne føre an i verden. Det kan vi også gøre, når det gælder bedre normer for multinationale selskaber.
Fru formand, ærede kolleger, det vil ikke komme som nogen overraskelse for ordføreren, at jeg tvivler på retmæssigheden af de tiltag, han har krævet, og som jeg af tidsmæssige årsager kun pars pro toto kan nævne nogle få af. De tilfælde, De har beskrevet, er dramatiske og afskyelige. Vi må gøre alt for at lede efter muligheder i den internationale lovgivning for at finde en adfærdskodeks, som berettiger til en moralsk fordømmelse af de europæiske virksomheder, som krænker disse menneskelige principper. På den anden side må vi alle - og det ser jeg igen og igen hos os - være opmærksomme på, at vi i vores betænkninger også skal tage ansvaret for at holde os inden for den lovgivning, som vi har sat os. Jeg støtter så absolut, at ngo'erne involveres i de allerede eksisterende retningslinjer for en international adfærdskodeks, sådan som OECD praktiserer det. Vi må imidlertid også indse, at det er utopisk eller ligefrem retsstridigt at kræve en europæisk ramme, som skal bringe de internationalt aktive virksomheder i Den Europæiske Union ind i en lovgivningsmæssigt fastlagt ordning. Det er juridisk umuligt på grund af den ekstraterritoriale form. Vi kan ikke på den ene side fordømme Helms-Burton eller D'Amato og på den anden side tro, at vi kan indføre det her. Ret skal være ret! Derfor er jeg lidt ked af, at der er fire, fem, seks sager mere, som spiller en rolle ved afstemningen i morgen, og som afviger fra retlige normer. Derfor, hr. ordfører, håber jeg, at De i morgen ved afstemningen i plenum viser en fleksibel tolerance, ellers tror jeg, at den måde, De vil regulere det på, er uacceptabel for mange, i det mindste for Det Europæiske Folkeparti, selvom Deres ærinde uden tvivl er berettiget.
Fru formand, først vil jeg gerne på PSE-gruppens vegne og på egne vegne takke vores kollega Howitt for kraftigt at have ønsket denne initiativbetænkning fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde og for modigt, korrekt og omhyggeligt at have udført et glimrende stykke arbejde, der er resultatet af nogle grundige analyser af den internationale situation og af at have lyttet til samfundets dialogpartneres meninger, og som kendetegnes af de fremsatte forslags kreativitet. Der er tale om en betænkning om et emne, som på grund af det, det naturligt indebærer, ikke er simpelt. Det drejer sig nemlig om at karakterisere tilstedeværelsen og aktiviteterne for de europæiske virksomheder, der opererer i udviklingslandene, ud fra overholdelsen af principperne, bestemmelserne og målsætningerne for anerkendelsen af de grundlæggende menneskerettigheder og sociale rettigheder. Lad os starte med at sige, hvad det ikke drejer sig om. Det drejer sig nemlig ikke om kunstigt at ville diktere nogle regler, der gør de europæiske virksomheder mindre konkurrencedygtige eller dårligere stillet i den internationale konkurrence, og det drejer sig ikke om at ville opstille nye nogle regler. Det har man ikke til hensigt. Det drejer sig simpelthen om - men vi ved godt, at det ikke er simpelt - at man ønsker at sikre, at de europæiske virksomheder reelt overholder de allerede eksisterende internationale og europæiske bestemmelser, som dog de ofte slet ikke har kendskab til, eller som de sågar overtræder. Det drejer sig om at skabe et solidt politisk grundlag og retsgrundlag i Europa, der gør Unionens og dens medlemsstaters indsats stærkere og mere troværdig for også at fastslå disse bestemmelser på internationalt plan, men uden at dække sig ind under det nemme alibi, at det altid er andre instanser, der har pligt til at gribe ind, eller at det er andre områder, vi skal gribe ind på. Vi mener, at Den Europæiske Union har noget at skulle have sagt og noget at gøre på dette område, og at den skal begynde med sig selv. Jeg vil gerne tilføje, at PSE-gruppen også i den henseende - og her vil jeg gerne berolige hr. Kittelmann - har gjort en indsats for at nå frem til bred enighed med de andre grupper i Europa-Parlamentet, og at den ofte er gået ud fra nogle meget forskellige synspunkter. Jeg håber, at det er lykkedes os, og at afstemningen om hr. Howitts betænkning, der finder sted i morgen, bliver så positiv som muligt, og at der bliver den bredest mulige enighed om den. Hvori består de grundlæggende elementer, som vi går ud fra i denne forbindelse? For det første er vi overbeviste om, at det navnlig i en tid med globalisering er nødvendigt at fremme og anvende nogle forskellige indgrebsmetoder for at sikre og fremme menneskerettighederne, de sociale og økonomiske rettigheder samt respekten for miljøet og en bæredygtig udvikling. For det andet er vi overbeviste om, at de forskellige aktørers indsats på internationalt plan, som f.eks. de regionale og internationale organisationer, stater, lokale myndigheder, borgerorganisationer og virksomheder, ganske vist har nogle meget forskelligartede grunde og målsætninger, men at denne indsats alligevel er vigtig med hensyn til de reelle virkninger for personers, lokalsamfunds og befolkningers konkrete situation. Det er fundamentalt at forsøge at optimere de forskellige offentlige og private aktørers indsats på de forskellige områder og i de forskellige regioner i verden, så man forfølger de målsætninger om udvikling og retfærdighed, der burde kendetegne verden i fremtiden. Støtten til den allerede påbegyndte proces med udarbejdelsen af frivillige adfærdskodekser hos de virksomheder, der opererer i tredjelandene, er i den forbindelse et meget vigtigt element. Sådanne kodekser kan dog ikke erstatte pligten til at overholde de lovbestemte principper, bestemmelser og regler. Men kodekserne kan tage forskud på eller være et supplement til de offentlige myndigheders indsats for at beskytte de individuelle eller kollektive rettigheder. Der er således ikke noget modsætningsforhold mellem de frivillige kodekser og de lovbestemte kodekser. De skal tværtimod supplere hinanden. For at adfærdskodekserne - hvad enten de er frivillige eller ej - samt bestemmelserne, principperne og kontrolredskaberne skal være realistiske og effektive, må de nødvendigvis tage udgangspunkt i en direkte inddragelse af alle de berørte aktører, det vil sige institutionerne, virksomhederne, fagforeningerne, ngo'erne osv. Endelig er det nødvendigt, at politikkerne for udviklingssamarbejde og mere generelt for det økonomiske samarbejde grundlæggende opfylder nogle sammenhængende principper og målsætninger, hvor forskellige de end måtte være. Blandt de forskellige forslag i den betænkning, vi drøfter i dag, er der et, som efter min mening er centralt, nemlig forslaget om, at Europa-Parlamentet skal opfordre Kommissionen og Rådet til at udarbejde nogle forslag om fastlæggelsen af et egnet retsgrundlag med henblik på at oprette en multilateral europæisk struktur, der opstiller regler for virksomhedernes operationer i hele verden, og som til dette formål arbejder tæt sammen med alle de dele af samfundet, der bliver berørt af den pågældende kodeks. Hvis dette lykkes os, tror jeg, at Parlamentet vil have givet et pænt bidrag til at fremme et syn på verden og på de internationale forbindelser, som lever op til forventningerne hos de europæiske borgere og borgerne i udviklingslandene, der med rette betragter Europa som en retfærdigheds- og udviklingsskabende faktor.
Fru formand, de eksempler, som ordføreren beskrev i starten af sit indlæg, er sikkert ikke grebet ud af den blå luft, men der findes lige så vel eksempler på, at også internationale virksomheder udfører deres investeringer i tredjelande med ansvarlighed. Når vi på den ene side ser denne dramatiske udvikling, som er blevet mulig, men på den anden side også ser meget positivt, har vi vel lov at håbe på, at vi i sidste ende finder frem til en løsning og til en reduktion af antallet af de tilfælde, som vi må beklage så dybt her i dag. Jeg ser også hele sagen i sammenhæng med vores høje mål om i forbindelse med udviklingssamarbejdet at understøtte god regeringsførelse der, hvor den findes. Dertil hører efter min mening også, at landene i den tredje verden styrkes i at sørge for sådanne normer i deres egen lovgivning, i deres retspraksis og i overholdelsen af deres retspraksis, således at spørgsmålet om ekstraterritorialitet, som kollega Kittelmann nævnte før, bliver mere eller mindre overflødigt. Betænkningen skal med rette ses i forbindelse med en lang række aftaler, normer og konventioner. Jeg tror, at vi virkelig bør rette vores opmærksomhed mod at det, som allerede er vedtaget, faktisk bliver realiseret, og at vi kontrollerer, i hvilken form løfter overholdes i denne forbindelse. De talrige eksisterende erklæringer har været en medvirkende årsag til, at min gruppe i udvalget ikke nødvendigvis kunne indse vigtigheden af denne initiativbetænkning og derfor i starten ikke gik ind for, at vi skulle behandle dette tema på nuværende tidspunkt. Men på den anden side set er det sådan, at disse kodekser er absolut acceptable for os, hvis de hviler på et frivilligt grundlag, og hvis vi har mulighed for at offentliggøre navnene på de virksomheder, som er involveret, positivt som negativt, for også at udøve pres fra den offentlige mening, hvilket når alt kommer til alt, er meget effektivt. Jeg har allerede gjort opmærksom på, at vi er modstandere af ekstraterritorial lovgivning. Jeg betragter heller ikke nødvendigvis de eksempler, som ordføreren er kommet med her, som tvingende, for spørgsmålet om våbeneksport angår medlemslandene, som regulerer den slags ting i deres eksportregulativer. Det skal imidlertid ikke være sådan, at der dukker våben op i et eller andet land, hvorefter man som en slags regres retsforfølger oprindelseslandet. Vi bør også vogte os for uden videre at skære sociale og miljømæssige standarder over samme kam som misbrug af børn, for her er der involveret et meget værdifuldt retsgode, som bestemt kan beskyttes med ekstraterritorial lovgivning, hvilket jeg ikke rigtig kan se er tilfældet med det andet. Det tredje kritiske spørgsmål i denne betænkning var spørgsmålet om en såkaldt overvågningsplatform. Her skulle meget forskellige organer arbejde sammen, og de skulle samles under Europa-Parlamentets kontrol. Det kan vi ikke se noget retligt grundlag for. I forhandlingerne har vi fundet frem til en række kompromiser, og jeg håber, at den foreliggende betænkning er acceptabel, og at vi alle vil være fleksible nok til at nå frem til et positivt resultat i den afsluttende afstemning.
Fru formand, ærede kolleger, jeg vil også gerne rette en dybtfølt tak til hr. Howitt for det omfattende, grundige og veltilrettelagte arbejde, han har udført, og for det flotte og lidenskabelige stykke arbejde, han har lagt i udarbejdelsen af denne betænkning. Det ville være yderst alvorligt, hvis Howitts betænkning blev opfattet, som om den modarbejder virksomhederne. Som liberale er vi langt fra modstandere af virksomhedernes aktivitet i udviklingslandene. Vi mener tværtimod, at det er en væsentlig og absolut betingelse for den økonomiske udvikling, der er en logisk forudsætning for en hvilken som helst menneskelig udvikling. Man skal naturligvis undgå, at visse tilfælde, som er yderst negative, ender med at forurene klimaet og få dette instrument til at blive opfattet som uegnet. Ud fra den betragtning er Howitts betænkning uden tvivl en hjælp. Vi siger således ja til virksomhedernes frivillige adfærdskodekser, ja til en europæisk adfærdskodeks, der navnlig skal bygge på en kraftig og tydelig henvisning til den eksisterende internationale lovgivning, og ja til nogle klare, præcise og overensstemmende procedurer til konstateringen af eventuelle overtrædelser eller brud på de fastlagte regler med mulighed for at klage. Vi siger til gengæld lige så klart og tydeligt nej til den slags midlertidige platform, som ifølge Howitts betænkning skal høre under Europa-Parlamentet i overgangsfasen, og som efter vi liberales mening risikerer at blive til en slags folkedomstol, der ikke giver nogle tilstrækkelige garantier, og som derfor vil virke stik imod hensigten, når det kommer til stykket. Vi regner således med, at vores kollega Howitt vil være lydhør over for de ændringsforslag, vi har fremsat i den forbindelse.
Fru formand, ærede medlemmer, hvad angår adfærdskodekser for multinationale virksomheder, der opererer i udviklingslandene, kan holdningen i vores gruppe sammenfattes, som følger: Vi går ind for princippet om adfærdskodekser, der antages på frivilligt grundlag og uden tvang. Vi går ind for multilaterale aftaler, der kan fremme formuleringen af sådanne kodekser i de relevante instanser som OECD og WTO, og som omfatter alle multinationale virksomheder, europæiske og ikkeeuropæiske. Vi går ind for en garanti for upartiskhed i de organer, der skal overvåge, at disse kodekser respekteres. Det er grunden til, at gruppen fremlægger forskellige ændringsforslag med henblik på at genskabe en efter vores opfattelse mere afbalanceret holdning i forlængelse af det, som Parlamentet vedtog i januar 1998 angående »virksomhedsflytninger og direkte udenlandske investeringer i tredjelande«. Vi kan ikke støtte en del af betænkningens forslag. Ordføreren foreslår ekstraterritorial anvendelse inden for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, miljø og korruptionsbekæmpelse. Den Europæiske Union og Parlamentet slås mod de ekstraterritoriale love, som USA forsøger at gennemtvinge, f.eks. Helms-Burton-loven. Så er det uden mening at gå samme vej. Hvad angår den europæiske overvågningsplatform, hvis et sådant organ nogensinde kommer til at eksistere, bør de forslag, der vedrører både dens sammensætning og dens opgaver, tænkes grundigt igennem. Derfor har gruppen fremlagt et ændringsforslag, der sigter mod at skabe gennemskuelige procedurer for dens virksomhed og særlig for udpegningen af eksperter med anerkendt kompetence og anseelse, idet der også skal etableres klageprocedurer samt sikkerhed for, at alle får oplysning om klagerne og de beviser, som underbygger dem, og får mulighed for at anke. Hvad angår Parlamentets rolle, går vi ikke ind for en midlertidig europæisk overvågningsplatform under Europa-Parlamentets auspicier og heller ikke for, at der herfra skal udnævnes særlige ordførere, da det forekommer os at dreje sig om aktiviteter, der ikke falder inden for en parlamentarisk forsamlings beføjelser.
Fru formand, vi hilser hr. Howitts betænkning om EU-normer for europæiske virksomheder i udviklingslande velkommen. Udviklingen af en europæisk adfærdskodeks er en meget vigtig sag, som vi må fremme intensivt. Det er et godt initiativ at skabe et retsgrundlag på dette område, hr. Howitt. Modellen med en adfærdskodeks er en nødvendighed. Det er meget vigtigt, at der oprettes en europæisk overvågningsplatform, men det er også meget væsentligt for os, hvordan kontrollen og verificeringen foregår. Uden kontrol og verificering har en sådan kodeks ingen betydning. Frivillighedsprincippet er vigtigt for os, og det må også være grundlaget for et sådant retsgrundlag, men det bør være frivilligt, hvad hver virksomhed selv vil gøre. Der skal dog være nogle minimumsnormer, som er forpligtende. Det er en etik, som gælder i Fællesskabet, og denne etik må også anvendes udadtil. Altså bindende normer som minimumsgrundlag og frivilligheden oveni. Det samarbejde, som De foreslår i den nye samlede aftale med AVS-staterne, er vigtigt og udgør et supplement, som vi også støtter. Desuden støtter vi, at initiativerne på europæisk niveau fremskyndes. Det, som hr. Kittelmann sagde, forstod jeg ikke helt. Han talte om moral, og at vi på et eller andet tidspunkt vil finde chancer og muligheder for at udvikle en sådan. Jeg ved ikke, hvad han vil opnå med det. Han har nok fortalt sig. Han talte for Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser og sagde til slut, at PPE-gruppen ikke kunne acceptere det. Så sagde fru Günther noget andet. Jeg tænker frit efter Brecht: Først kommer maden, så kommer moralen, og vi ved, at kapitalen er en stor haj, og når den er sulten i de internationale forretninger, bliver der ikke meget tilbage. Jeg mener heller ikke, at man kan sammenligne det med Helms-Burton-loven. Helms-Burton er en international repressionsforanstaltning. Her drejer det sig jo om at skabe en særlig adfærdskodeks for europæiske virksomheder. Det har vi i en anden form med Basel-konventionen, med Rhin-ordningen på det indre område og med giftigt affald, som fragtes fra EU til f.eks. Sydafrika, som eksemplet England viser. Derfor er det vigtigt og rigtigt at tage dette initiativ. Vi støtter det og håber, at der kan findes et bredt flertal i Parlamentet.
Fru formand, vi talte netop om beskyttelsen af familier og børn, og nu drøfter vi en varig social og økonomisk udvikling, som skal danne grundlaget for førstnævnte, ikke kun i Vesten, men også i udviklingslandene. Den vilde globalisering og internationalisering kan ikke sikre dette, men er højst en mulighed herfor. Men stræben efter udbyttemaksimalisering kan også forstyrre denne udvikling. Vi drøftede i denne uge allerede betænkningen af hr. Sainjon, som ligger på samme linje. Fattige lande kan ikke aftvinge denne gode adfærd, og det kan de rige lande heller ikke. Nogle multinationale virksomheder har et budget, som overstiger mange udviklingslandes flere gange. Det er svært, også for internationale organisationer, at få styr på denne udvikling. Alligevel er det den største udfordring, som vi som politisk fællesskab står over for. For at kunne skabe en international retsorden baseret på internationalt accepterede normer, f.eks. skabelsen af verdenshandelsorganisationen, var for mig i mange henseender en tabt chance, for dengang havde man kunnet gøre meget. Vi må altså klare os med de muligheder, vi har. Det skal ske med sans for mål og realisme, men kontrol er bestemt nødvendigt, for det sker ikke af sig selv. Vi bifalder naturligvis frivillige adfærdskodekser, men det er ikke nok. Vi mener, at vi kan regne med den voksende bevidsthed hos de europæiske forbrugere, der ikke vil være medskyldige i udnyttelse. Derfor dette indlæg om bindende aftaler og en advarsel mod hykleri. Det vil jeg slutte af med, for det er ikke første gang, at europæiske lande i de smukke princippers navn faktisk beskytter sig selv mod udviklingen i udviklingslandene.
Fru formand, for det første vil jeg ønske ordføreren hjertelig tillykke med hans betænkning. Handelsnormer fortjener vores vedvarende opmærksomhed, ikke mindst når det drejer sig om handel med udviklingslandene. Udnyttelsen af disse lande skal standses. Europæiske virksomheder skal gøres ansvarlige, hvis de f.eks. etablerer farlige industrier i lande, hvor der ikke findes et arbejdstilsyn. Inden for europæiske virksomheder har adfærdskodekser de sidste par år fået mere opmærksomhed. Der er således en lang række multinationale virksomheder, der - ganske vist under pres fra internationale pressionsgrupper og den offentlige mening - frivilligt har forpligtet sig til at overholde menneskerettighederne i deres handel og at offentliggøre en social årsberetning. EU skal tilslutte sig denne udvikling inden for erhvervslivet. Jeg er derfor tilhænger af en frivillig europæisk adfærdskodeks. På den måde gør vi det nemt for virksomhederne at handle etisk forsvarligt, og ansvaret bliver lagt, hvor det hører hjemme: hos virksomhederne. Vores indsats i internationale organisationer er en anden måde at fremme overholdelsen af internationale adfærdskodekser på. Det er efter min mening ikke hensigtsmæssigt at vedtage europæiske love og oprette institutioner, for det vil blot udvide det europæiske bureaukrati, og det har vi, især efter debatterne tidligere i denne uge, ikke behov for. Til sidst vil jeg bemærke, at jeg er enig med kollega Maij-Weggen i, at udviklingslandene så vidt muligt skal involveres i udviklingen af adfærdskodekser. Jeg mener ikke, at det af den grund er nødvendigt at udsætte afstemningen om denne betænkning.
Fru formand, jeg tror, at jeg i det store og hele kan tilslutte mig lykønskningerne af ordføreren, men jeg vil gerne komme ind på betænkningens indvirkning på fremtiden, for jeg ser denne betænkning som en vigtig begyndelse til en diskussion om dette emne. Jeg vil efter anmodning af hr. Howitt gerne forelægge seks punkter. Første punkt drejer sig om, hvilken betydning den foreslåede udvikling får for de små og mellemstore virksomheder. Skal der ikke træffes lignende eller ens foranstaltninger for små og mellemstore virksomheder, hvoraf mange også opererer i udviklingslandene? Andet punkt drejer sig om, det ikke ville være en god idé at se på den udvikling, som vi allerede er i gang med på miljøområdet, nemlig aftalerne. Hvad betyder aftalemodellen i dette tilfælde for virksomhederne? Kan der ikke udvikles noget på det område? Det samme gælder for godkendelesesmærker. Tredje punkt drejer sig om, at jeg godt kan se logikken i erhvervslivets argument om, at der opstår konkurrenceproblemer, hvis det kun er de europæiske virksomheder, der tages fat om. Et eksempel er Shell i Nigeria. Det var godt, at vi lagde pres på Shell, men vi har desværre måttet konstatere, at det var canadiske eller ikkeeuropæiske olieselskaber, der fik fordel af det i den sidste ende. Det skal vi gøre os klart. Punkt fire drejer sig, hvad vi gør med den uformelle sektor. Jeg mener, at den kommer for lidt frem i betænkningen, for den uformelle sektor leverer også til erhvervslivet, og netop der skal der gives støtte. Punkt fem har jeg allerede behandlet, for det drejede sig om, at der kun blev set på europæiske virksomheder. Det sjette punkt er inddragelse af virksomhederne i debatten. Det savner jeg også i betænkningen, og i fremtiden er det efter min mening vigtigt, at vi inddrager virksomhederne, små og store, i debatten. Fru formand, hermed slutter jeg af. Jeg tror, at vi skal frem til en langt bredere diskussion om dette emne.
Fru formand, jeg vil allerførst udtrykke min respekt for kollega Howitts arbejde. Selvom vi ikke er enige i alle punkter i hans betænkning, støtter vi hovedlinjerne og princippet om, at det er nødvendigt at komme frem til en adfærdskodeks for multinationale virksomheder. Jeg er enig med den forrige taler i, at det ikke betyder, at SMV skal fritages. At det er nødvendigt, fremgår af de mange hændelser, endog katastrofer, der er forårsaget bl.a. af en lang række virksomheder i den tredje verden i de forløbne år. Jeg tænker her på miljøforureningen i Ogonoiland i Nigeria og problemet med slavearbejdet ved anlæggelsen af olieledningerne i Burma, hvilket i øvrigt blev straffet af EU med ophævelsen af præferencesystemet. Jeg tænker f.eks. også på børnearbejde i tekstilindustrien i Indien, Pakistan og Filippinerne. Problemer, som næsten aldrig forekommer i Vesteuropa, fordi vi har en lovgivning, som kontrolleres rimeligt, men udviklingslandene har ikke en sådan lovgivning. Det betyder faktisk frit spil, ikke kun for de gode virksomheder, for dem er der naturligvis også nogle af, men også for de dårlige virksomheder, som i udviklingslandene ikke respekterer den social- og miljølovgivning, som de skal overholde i deres eget land. Det har vist sig, at netop udviklingslandene har hårdt brug for vores hjælp. Jeg vil i øvrigt gøre opmærksom på, at det også er godt for de respektable virksomheder. Når jeg ser, hvordan Shell nu fungerer med en god adfærdskodeks, meddeler Shell, at de canadiske og amerikanske virksomheder ikke overholder den, hvorved der opstår konkurrenceforvridninger. Derfor skal vi passe på, at goodwill i virksomhederne ikke på ny fører til dårlig praksis, fordi adfærdskodeksen generelt ikke accepteres. Fru formand, det gør en europæisk adfærdskodeks nyttig og nødvendig, og derfor støtter jeg den. Vi mener ikke, at et institut, der fører til alt for meget bureaukrati, er nyttigt. Det er heller ikke godt, at der gives ekstraterritoriale beføjelser. Det kan heller ikke lade sig gøre, og det ville i øvrigt blive straffet af WTO. Fru formand, vi havde gerne set, at emnet blev forelagt AVS-forsamlingen endnu en gang. Jeg har forstået, at ordføreren ikke er tilhænger af det. Måske kan vi godkende betænkningen i morgen og derefter forelægge den for AVS. Det ville være en god ting. Fru formand, jeg støtter forslaget. Vi afventer naturligvis afstemningen i morgen, men jeg håber, at afstemningen forløber sådan, at der er bred støtte til den gode betænkning af hr. Howitt, som jeg endnu en gang vil takke ham for.
Fru formand, fattige lande kan ikke på nogen enkelt måde indføre samme normer og forhold for arbejdslivet som de rige lande. Var det så enkelt, at tredjelande ved at vedtage konventioner, deklarationer, internationale konferencer og sanktioner med ét kunne højne velstanden i udviklingslandene, ville der sikkert ikke findes fattige lande eller dårlige vilkår for arbejdstagerne. Men så enkelt er det jo desværre ikke. Mange lande er interesseret i at tiltrække udenlandske investeringer for at øge udbuddet af kapital, virksomheder og teknik og dermed få øget beskæftigelse og vækst. Væksten udgør jo en reel mulighed for at forbedre arbejdsvilkårene, hæve lønnen og udbygge de sociale fordele. Selvfølgelig findes der mange steder specifikke uregelmæssigheder, men der findes også allerede i dag regler til håndtering heraf. Når vi nu ser på det grundlæggende problem, lad os så konstatere, at lande, der har sat deres lid til internationale investeringer, har haft en langt større fremgang end de lande, der har lukket sig inde bag alle mulige forskellige socialistiske reguleringer. Derfor er den økonomiske udvikling i Thailand gået langt hurtigere end i Tanzania. Der er fattigdom på Cuba men ikke i Taiwan. Udbytning er kendetegnende for Nordkorea, men ikke for Sydkorea. Udenlandske virksomheder har medvirket til at forbedre lønninger og sociale vilkår. Jeg synes, at man trods alt skal have det med som grundlag for en vurdering af, hvilke yderligere indsatser der er behov for. Jeg synes imidlertid ikke, at der i betænkningen er tilstrækkelig forståelse for denne proces, men at de internationale investeringer snarere fremstilles som en udbyttermekanisme, der skal reguleres. Er det sådan, at værtslandene ikke forstår, hvad der er til deres eget bedste, skal EU gøre en ekstraordinær indsats - hvilket vi ellers modsætter os - for at få vores vilje sat igennem. Alle betænkninger har sine fortrin, hvilket for så vidt også gælder denne betænkning. Den giver imidlertid ikke et tilstrækkeligt konstruktivt bidrag, da den efter min opfattelse har et fejlagtigt udgangspunkt.
Fru formand, hr. kommissær, først og fremmest vil jeg gerne komplimentere ordføreren for fremlæggelsen af denne betænkning. Det er ironisk, at Den Europæiske Union kan være stolt over sin indsats for at forbedre helbredet, sundheden og arbejdsbetingelserne ved gennemførelsen af det sociale kapitel. Vi støtter også stærkt beskyttelsen af menneskerettighederne, og vi strammer hele tiden lovgivningen for at beskytte miljøet. Det er ikke acceptabelt, at samtidig med, at vi forbedrer livskvaliteten i Den Europæiske Union selv, overtræder nogle firmaer fra EU sundheds- og sikkerhedsreglerne eller udnytter arbejdskraften og forårsager alvorlig og permanent skade på miljøet i udviklingslandene. Det er helt umoralsk, at vi forøger Den Europæiske Unions velstand på bekostning af folk i udviklingslandene. Jeg støtter vedtagelsen af en adfærdskodeks og etableringen af en europæisk overvågningsplatform. Vi må sikre, at europæiske firmaer, der arbejder uden for Den Europæiske Union, behandler deres ansatte ordentligt, både når det gælder betaling og i form af tilstrækkelige sundheds- og sikkerhedsbestemmelser på deres arbejdsplads. Vi må også forhindre iværksættelse af projekter eller fremstilling af produkter, der har ødelæggende følgevirkninger for miljøet disse steder. Jeg er enig i ordførerens kommentarer, da han forelagde sin betænkning om, at frivillige adfærdskodekser og bindende aftaler ikke nødvendigvis gensidigt udelukker hinanden. De supplerer faktisk hinanden og bør danne grundlag for en strategi på dette område.
Fru formand, hr. kommissær, ærede kolleger, Den Europæiske Union er som bekendt den største bidragyder i verden, når det gælder udviklingsstøtte. Det er dog nødvendigt med en samordnet støtte for at sørge for, at udviklingslandenes regeringer kan implementere de bestemmelser, der allerede er internationalt godkendt, i deres egne nationale lovgivninger. I den forbindelse er det fundamentalt at støtte de europæiske virksomheder, da disse er de største direkte investorer i udviklingslandene og spiller en afgørende rolle i den bæredygtige socioøkonomiske udvikling på verdensplan. Eftersom virksomhederne bidrager direkte til den økonomiske udviklingsproces i de fattigste områder, har de et stort socialt ansvar, navnlig med hensyn til menneskerettighederne. Derfor er forslaget om at udarbejde en europæisk adfærdsmodel, der kan bidrage til en større harmonisering af de frivillige nationale adfærdskodekser ud fra de internationale bestemmelser, efter min mening interessant. En sådan kodeks' vigtigste målsætning bør være at sikre anvendelsen af nogle minimumsbestemmelser for miljøet, helbredsbetingelserne, sikkerheden på arbejdspladsen, afskaffelsen af børnearbejde, beskyttelsen af kvinders rettigheder og selvfølgelig overholdelsen af menneskerettighederne. Det er nødvendigt at tage højde for en gradvis anvendelse af reglerne i denne kodeks, idet man giver nogle incitamenter til de virksomheder, der forpligter sig til at overholde de nye bestemmelser. Jeg bifalder til gengæld ikke oprettelsen af en europæisk overvågningsplatform - sådan som visse fagforeninger allerede har foreslået - der skal udøve kontrol, og hvor ansøgninger vil blive behandlet på overfladisk manér. Ikke alene vil en sådan ikke være i stand til at fastlægge lønmodtagernes forhold i udviklingslandene; den vil bestemt heller ikke - sådan som den er tilrettelagt - kunne forbedre arbejdsforholdene. Desuden er der ikke noget retsgrundlag for en europæisk kontrol. Det er dog vigtigt at indrømme, at globaliseringen både har positive og negative konsekvenser for det internationale samfund. Den gradvist større sociale samvittighed, den internationale anerkendelse af menneskerettighederne og den frie bevægelighed for varer, personer, kapital og tjenesteydelser hører med til de positive aspekter. Desværre sætter miljøbetingelserne og den store kløft mellem rigdom og fattigdom undertiden spørgsmålstegn ved rettighederne.
Fru formand, det skorter ikke på konventioner, aftaler, erklæringer, der indeholder bestemmelser om faglige rettigheder, menneskerettigheder, mindretallenes og de indfødte folkeslags rettigheder, miljø og svindel- og korruptionsbekæmpelse. WTO, FN, OECD, FAO, WHO og Verdenbanken byder på tilstrækkelig etisk og juridisk føde til, at man kan gå i gang med at udarbejde en adfærdskodeks for europæiske virksomheder, der opererer kommercielt i udviklingslandene. Desværre har mange europæiske og amerikanske multinationale firmaer deres profit plettet af samarbejde med autoritære regimer, hvor undertrykkelse, misbrug og udbytning af de ansatte fuldstændig undergraver de basale regler for loyal konkurrence. De er et attentat mod de socialt svagt stillede befolkningers rettigheder, hvor særlig kvinderne og børnene er udsat for reelt tvangsarbejde. Man må gøre udviklingslandenes regeringer ansvarlige for at få indført bestemmelser, der sikrer, at de grundlæggende principper og faglige rettigheder overholdes. Men problemet ligger i vanskeligheden med at gennemføre effektive sanktioner, der kan straffe de skyldige. En af de praktiske muligheder kan være positiv forskelsbehandling, hvor de lande, der udviser god forvaltning, får præmier i form af særlig støtte og bistand. Der skal tages konkrete initiativer. Vi er enige i, at der skal oprettes en europæisk overvågningsplatform med deltagelse af arbejdsgiverorganisationer og faglige organisationer, ngo'er og offentlige instanser, hvor Europa-Parlamentet kan give den første impuls og fungere som katalysator, men ikke mere end det, fordi det ville ligge ud over dets beføjelser. Selvom vi deler nogle af de betænkeligheder, som fru Günther har fremført, lykønsker vi ordføreren, hr. Howitt, for den betænkning, som han har lagt frem, og som giver udtryk for den tankegang, at en fair og solidarisk handelspraksis først og fremmest drejer sig om en anden verdensanskuelse og om at dele velstanden.
Mange tak, hr. kommissær Marín. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00. Dagen sluttede noget roligere, end den begyndte! Mødet hævet kl. 20.50