Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0035/99) af Quisthoudt-Rowohl for Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en aftale om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel (KOM(98)0457 - C4-0555/98-98/0241(CNS)).
Hr. formand, mine damer og herrer, Israel har allerede siden 1996 været fuldt ud integreret i rammeprogrammet for forskning som det første og eneste ikkeeuropæiske land. Denne aftale er baseret på, at forskningssamarbejdet principielt er af international karakter, og at det ikke er hensigtsmæssigt at begrænse det til EU-området, når der er tale om gensidige fordele for de kontraherende parter, og når der ikke er andre politiske forhold, der taler imod det. Israel betaler og bliver behandlet som en medlemsstat. De andre landes bidrag bliver ikke lavere som følge af Israels deltagelse, og bevillingerne til det samlede program forøges. I forbindelse med det fjerde rammeprogram, som allerede blev sat i kraft i 1994, var antallet af udbud til de forskellige programmer i 1995 og 1996 større end ved afslutningen af programmets varighed. Selvom Israel forud for indgåelsen af aftalen allerede i 1996 deltog på det finansielle plan og under forbehold i udbuddene, havde mange programmer allerede fået tildelt en stor del af midlerne inden dette tidspunkt. Fra Israels side er der derfor stor interesse i at blive fuldt ud integreret i det femte rammeprogram fra begyndelsen. Vi ved alle, starttidspunktet er vigtigt ved flerårige programmer, og derfor lyder min appel alene af tidsmæssige årsager: Lad os godkende denne aftale i dag! Nu er det selvfølgelig nødvendigt, også i forbindelse med en teknisk aftale, at inddrage de generelle politiske omgivelser. Til det vil jeg for det første sige, at der er intensive relationer mellem Israel og Den Europæiske Union. Handlen mellem de to parter er dobbelt så stor som handlen mellem Israel og USA. Det er vigtigt, at relationerne og Den Europæiske Unions indflydelse i Mellemøsten fortsætter med at være konstante og intensive. Denne aftale er derfor en af mange aftaler, der regulerer disse relationer, og som Parlamentet vil beskæftige sig endnu mere indgående med til marts. Relationerne mellem Den Europæiske Union og Israel er efter min mening som helhed så stabile, at de kan klare en, det indrømmer jeg, vigtig forskel i bedømmelsen af fremskridtene i fredsprocessen. For det andet vil jeg sige, at vi allerede under det fjerde rammeprogram har presset på for, at palæstinensiske forskningsgrupper og virksomheder samarbejder og inddrages i projekterne. Denne aftale tjener således også indirekte til at fremme forståelsen. Vi vil stå fast på, og vi vil også undersøge det efterfølgende som parlament ved programmets udførelse, at dette samarbejde skal intensiveres yderligere. For det tredje vil jeg gerne fremføre, at der etableres informationsnet ved aftalens gennemførelse i henhold til artikel 6. Fra Israels side har man fremsat ønske om at blive inddraget i evalueringsforanstaltningerne i større udstrækning. Europa-Parlamentet vil gerne støtte dette ønske. For det fjerde vil jeg sige, at der, for at man kan følge dette samarbejde og lade det indgå i andre aftaler og samarbejdsprojekter, skal etableres regelmæssige kontakter mellem Europa-Parlamentet og Knesset, således at man på parlamentarisk plan kan følge og fremme det forskningspolitiske samarbejde. Nogle af grupperne her i Parlamentet mener, at vi, idet vi godkender og ikke suspenderer denne aftale, griber ind i de indenrigspolitiske debatter i Israel - vi ved alle, at der snart bliver udskrevet valg. Til dem vil jeg blot sige, at vores indgreb i de indenrigspolitiske begivenheder er langt større, hvis vi ikke giver vores godkendelse i dag, og det tilkommer ikke os at øve massiv indflydelse på andre regeringer eller andre landes indenrigspolitik. Afslutningsvis vil jeg som ordfører gerne bemærke, at forholdet mellem Kommissionen og Parlamentet for øjeblikket er noget spændt. Derfor er mit ønske, fru kommissær, og det er ikke kun et fromt ønske, at Kommissionen ved kommende forhandlinger opfordres til at informere Parlamentet omfattende fra starten og at holde det ajour med forhandlingerne. Bifald
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, min gruppe godkender betænkningen og i vid udstrækning også ordfører Quisthoudt-Rowohls redegørelse. Aftalen om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem EF og Staten Israel gør det muligt at fortsætte den succeshistorie, der i 1996 i det mindste startede på samme høje niveau som nu. Dengang fik Israel lov til at deltage med status som associeret stat i alle ikkenukleare programmer i det fjerde rammeprogram for forskning. På kun tre år gennemførte man med succes 369 fælles projekter til et beløb af ECU 53 millioner. Den merværdi, der blev realiseret gennem aftalt samarbejde, er dog langt større. Der blev immervæk realiseret ca. 1.000 fælles ansøgninger. Det er i begge parters interesse at videreføre dette samarbejde i det femte rammeprogram for forskning. Vores interesse afspejler i den forbindelse ikke blot den israelske forsknings høje standard, men også den binding til europæiske procedurer og normer, der er ved at opstå, og åbningen af flere fremtidige afsætningsmuligheder i regionen. Israel har på sin side en interessese i at deltage i diskussionen om en strategisk forskningsudvikling, der ikke er realiserbar for Israel alene. Fremover kan vores underskud på handelsbalancen, altså Israels, også kun nedbringes ved hjælp af højteknologiske produkter. Samarbejdet, som begge parter har interesse i, er altså langsigtet. Derfor er det en selvfølge, at ikke kun Israel, men også Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi samt det store flertal i min gruppe går ind for en så gnidningsfri overgang som muligt fra det fjerde til det femte rammeprogram for forskning. En som altid begrundet udskydelse af vores beslutning ville medføre, og det er der redegjort for, at aftalen ikke kan ratificeres på udenrigsministerkonferencen den 22. februar, og derved ville Israel ikke kunne deltage i de første udbud, der finder sted til marts, og landet ville blive forfordelt økonomisk set i forbindelse med det fjerde rammeprogram for forskning. Israel vil, i overensstemmelse med landets bruttonationalprodukt, årligt bidrage til det femte rammeprogram for forsknings succes med et beløb på ca. EUR 30 millioner. Forskellige medlemmer af vores udvalg har i de forgangne år haft lejlighed til at fastslå det fælles forskningssamarbejdes gode kvalitet. Vores insisteren på også at lade palæstinensiske virksomheder og forskningsorganer deltage i fælles projekter blev imødekommet. Der kan ganske vist, som min kollega sagde, forventes yderligere bestræbelser på dette område fremover, ja, det kræver vi. Efter min personlige mening kan det fortsatte forskningssamarbejde også på længere sigt bidrage til at stabilisere den fredsproces, der for øjeblikket ganske vist er stærkt præget af at være gået i stå. Videnskab tager sigte på en omfattende forståelse og vellykket kommunikation. Den universelle karakter giver desuden matricen til løsningen af konflikter, der opstår som følge af særskilte interesser. Omvendt gælder dog også, at videnskabeligt samarbejde kun kan trives på længere sigt i fredelige omgivelser. Selvom der i forbindelse med den her anvendte procedure kun er tale om en af de simple høringer, beder jeg plenarforsamlingen om at stemme for betænkningen.
Hr. formand, også vor gruppe kan tilslutte sig betænkningen og ønsker den gennemført snarest. Vi udtrykker vores glæde over Israels hidtidige deltagelse i Fællesskabets forskningsprogrammer, og vi ser med forventning frem til resultaterne af samarbejdet mellem Den Europæiske Union og staten Israel i forbindelse med det femte rammeprogram. Israel er jo for en stor del skabt af tilrejsende og flygtninge, mennesker med en meget stærk karakter, som har været i stand til at udstå diktaturer og undertrykkelse, og som i mange tilfælde bidrager med et meget højt uddannelsesniveau. Dette har været afspejlet i forskningsprogrammerne. Det er derfor en betragtelig talentmasse med høj uddannelse, dygtighed og flid, som her stilles til rådighed for samarbejdet mellem Den Europæiske Union og staten Israel. Vi glæder os til samarbejdet og håber, at betænkningen må blive gennemført snarest.
Hr. formand, vores gruppe tager positivt imod fru Quisthoudt-Rowohls betænkning, som er seriøs og omfattende. Imidlertid mener vi, at den ikke skal godkendes på nuværende tidspunkt, for vi, det vil sige EU og Europa-Parlamentet, ville blive udnyttet af en regeringsleder, som har udvist total foragt for fredsaftalerne og processen for en fredelig sameksistens i området. Derfor, udelukkende derfor, for ikke at blive manipuleret af en regeringsleder, hvis adfærd nærmer sig nazisme, en foragtende, racistisk holdning over for et andet folkeslag, f.eks. det palæstinensiske folk i almindelighed, mener vi, at det ville være på sin plads at udskyde aftalens ikrafttrædelse og vente på, at en ny regering efter valget opfører sig anderledes og viser sig favorabelt indstillet over for sameksistensen, FN's resolutioner, Oslo-aftalerne og Wye Plantation-aftalerne, og den rent faktisk kan vise, at der er garantier. I betragtning af situationen i området mener vi dog, at det også ville være en god idé, ikke at palæstinensiske virksomheder og universiteter kan samarbejde i Staten Israel, men at Europa-Parlamentet selv gennemfører en aftale med det palæstinensiske folk, de palæstinensiske forskere, universiteter og virksomheder, så begge parter behandles ens, idet indførelsen af den palæstinensiske stat endnu ikke er begyndt, på trods af at den blev vedtaget efter afslutningen på Anden Verdenskrig ved en FN-resolution i forbindelse med FN's oprettelse. Dermed ville Den Europæiske Union give en ligelig og ensartet behandling til begge de stridende parter og vise, at vi ikke holder med nogen af dem. Derfor vil vores gruppe, når øjeblikket kommer og vi skal stemme derom, opfordre til fornyet udvalgsbehandling, for at betænkningen kan blive godkendt på et bedre tidspunkt.
Hr. formand, hvad angår denne betænkning om forskningsaftalen mellem EU og Israel, er spørgsmålet ikke helt enkelt. Jeg er enig i en del af det, som Marset Campos redegjorde for her, nemlig at denne betænkning, som vi havde forestillet os skulle fremme fredsprocessen, også skulle kunne ses som en trussel mod fredsprocessen, hvis disse spørgsmål anvendes i forkert øjemed og anvendes i det politiske spil. Når det derefter drejer sig om denne aftales indhold, er programmet jo ekskluderet, når det handler om nuklear sikkerhed og fusion. Det er ikke indeholdt i denne forskningsaftale, hvilket jeg glæder mig over. Jeg er dog samtidig bekymret, eftersom man må være bekendt med, at Israel råder over kernevåben, selvom landet benægter det. Jeg er lidt bange for, at der, trods alt, sniges midler ind fra andre programmer netop til forskning i kernevåbenfusion og nuklear virksomhed. Det er noget, som jeg absolut ikke kan støtte. I denne forbindelse må man også nævne Vanunu, den israelske forsker, som afslørede detaljer om kernevåben og forskning i kernekraft i Israel. Det er snart 10 år siden, han blev fængslet. Det ville være på sin plads, hvis Israel frigav ham så hurtigt som muligt. Der forelå en anmodning om at frigive ham, men den er nu blevet afslået. Jeg vil gerne spørge kommissær Cresson, hvad Kommissionen gør for at forsøge at få Vanunu sat på fri fod. Åbenhed er måske ikke lige kommissær Cressons stærke side, men jeg vil alligevel gerne vide, om man skal forsøge at påvirke Israel, så Vanunu kan blive sat på fri fod. Der er andre dele i dette forskningsprojekt, som jeg måske ikke er lige så positivt indstillet over for som ordføreren. Det gælder bl.a. rumforskningen. Vi i Gruppen De Grønne mener ikke, at EU skal beskæftige sig med rumforskning. Vi mener derfor heller ikke, at EU og Israel skal have et rumforskningssamarbejde. Lige så lidt, som vi ønsker, at denne forskning foregår i EU, lige så lidt ønsker vi, at den foregår som led i aftaler med andre lande.
Hr. formand, det spørgsmål, vi drøfter i dag, har klart politiske undertoner. Træffes der beslutning om at forny aftalen om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem Israel og Den Europæiske Union på nuværende tidspunkt, hvor Israel står midt i en valgkamp, kan det - i alt fald i Israel - opfattes som en støtte til den siddende regering. En aftale kan således bidrage til at sikre genvalg for de kræfter, der står bag og bærer ansvaret for den stilstand i fredsprocessen, vi oplever for øjeblikket. Det ville afgjort være meget beklageligt. Det er i øvrigt baggrunden for, at visse lande endnu ikke har ratificeret associeringsaftalen med Staten Israel. Imidlertid er det et ganske andet billede, der tegner sig i forbindelse med den aftale, vi drøfter i dag. Vi bør se nærmere på konsekvenserne af en beslutning om at udsætte afgørelsen om indgåelse af en aftale om videnskabeligt og teknisk samarbejde, ikke mindst fordi adskillige palæstinensiske virksomheder og universiteter er involveret i samarbejdet og nyder godt heraf (jeg tænker især på Al Qods-universitetet i Jerusalem og universitetet i Betlehem). Vi må i øvrigt sikre, at dette også reelt bliver tilfældet fremover. Det vil endvidere givetvis være forfejlet at straffe universitetsmiljøerne og højteknologisektoren, da disse miljøer generelt er varme fortalere for fredsprocessen. Endelig skal det understreges, at en sådan aftale ikke blot er en samarbejdsaftale, en almisse. Det er også vejen til ny fremgang i samhandlen. Af de her nævnte årsager har meningerne været delte i ARE-gruppen. Adskillige af gruppens medlemmer vil således formodentlig undlade at stemme eller ønske at stemme for forslaget.
Hr. formand, for det første vil jeg give fru Quisthoudt-Rowohl en kompliment for hendes gode betænkning og også for hendes tale for lidt siden. Jeg er fuldstændig enig med hende, og min gruppe vil også støtte hendes holdning. I en økonomi, der bliver stadig mere global, med stigende konkurrence, er det ikke længere tilstrækkeligt at samarbejde kun med europæiske partnere på forsknings- og teknologiområdet. Videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og tredjelande og tredjelandes deltagelse i rammeprogrammet bidrager til viden og teknologioverførsel samt fornyelse i Den Europæiske Union. Det er godt for vores beskæftigelse, og det styrker også forbindelsen mellem borgere i partnerlande og i Unionen. Desuden kan dette samarbejde bidrage til løsninger på handelskonflikter, som Unionen indimellem oplever med partnerlande. Den Liberale Gruppe støtter derfor helhjertet fortsættelsen af videnskabeligt og teknologisk samarbejde med Israel. Men, hr. formand, min gruppe vil ikke have, at Israel bruger deltagelsen i rammeprogrammet som politisk instrument i Mellemøsten. Der er ingen grund til at blokere hjælp til nabolande. Også med disse lande har Unionen gode forbindelser, og frem for alt støtten til Palæstina fører ikke til den ønskede økonomiske udvikling i dette område, fordi Israel sommetider lægger hindringer i vejen for europæiske hjælpeprogrammer. Min gruppe håber og forventer derfor, at Israel vil forbedre sig, hvis Parlamentet fremsætter en positiv udtalelse om det videnskabelige og teknologiske samarbejde med Israel. Jeg håber, det ender godt i Mellemøsten.
Hr. formand, kære kolleger, der er grund til at glæde sig over indgåelsen af aftaler om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel. Imidlertid vil vi i vores gruppe gerne benytte lejligheden til at give udtryk for en vis bekymring. En stor del af de israelske forskningsaktiviteter vedrører det civile område, men der er også en del - hvis nøjagtige størrelse vi måske ikke kender - som vedrører militære formål. Det er baggrunden for vores bekymring. Vi må uvægerlig tænke på den flyulykke, der kostede så mange mennesker livet i Nederlandene, da et fly lastet med kemiske og bakteriologiske våben forulykkede. Jeg må også minde om en forespørgsel, som blev rejst her i Parlamentet i forbindelse med en artikel i Sunday Times , hvis indhold jeg først troede var det pure opspind. Artiklen oplyste, at israelske forskere havde forsøgt at identificere gener, som var specifikke for den arabiske befolkning, med henblik på at fremstille bakteriologiske våben, som kunne sættes ind imod disse befolkningsgrupper. Jeg fik ikke noget svar på min forespørgsel. Til gengæld blev oplysningerne gengivet i israelsk presse, i dagbladene Haretz og Maariv , og oplysningerne er aldrig blevet dementeret. Er oplysningerne korrekte, står vi over for den mest rendyrkede og modbydelige form for racisme, man kan forestille sig. Vi ønsker derfor sikkerhed for, at de foreslåede samarbejdsaftaler ikke støtter særligt farlige forskningsaktiviteter. Vi ønsker at fremme Staten Israels sikkerhed, og vi erkender, at den unge stat har været særdeles udsat. Israel må imidlertid også vise forståelse for palæstinensernes ønske om at genfinde deres land og deres selvstændighed. Vi ønsker derfor, at EU gør en aktiv indsats for at sikre en endelig fredsaftale, som bygger på en anerkendelse af det palæstinensiske folks rettigheder. En sådan aftale er forudsætningen for fred i området.
Hr. formand, fru kommissær, efter gruppetalsmændenes debat står det klart, at der ikke blot er tale om en rent teknisk aftale, men at der her er inddraget temmelig mange politiske aspekter, og det har ordføreren jo også understreget ganske tydeligt. Faktisk har der i alle grupper - også den gruppe, jeg tilhører - været stemmer, der er gået mod indgåelsen af en sådan aftale på nuværende tidspunkt. Jeg mener alligevel, og det netop også som udenrigspolitiker, at de grunde, der taler mod, er langt svagere end de grunde, der taler for. Når det bliver sagt, at vi jo skal råde over de udenrigspolitiske instrumenter og bruge sådanne aftaler til det, kan jeg godt stemme for. Men hvis vi som Europæisk Union - hvilket er vores fælles mål netop i Israel - ønsker at blive hørt i større udstrækning, hvis vi ønsker at få større indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet i Staten Israel, må vi starte med at sige ja til denne aftale. Vi ville miste enhver troværdighed i vores forhandlinger og ethvert grundlag for vores indflydelse i Israel, hvis vi ikke stemmer ja til aftalen nu. Dermed bekræfter vi heller ikke nogen regering. Befolkningen i Israel træffer selv beslutning om regeringen. Den træffer beslutning om ministerpræsidenten, og den træffer helt sikkert også beslutning om Knessets sammensætning. Her vil aftalen næppe spille en rolle. Måske kunne den nuværende regering bruge forkastelsen af aftalen til at vise, hvor principielt negativ eller fjendtlig Europas indstilling til Israel er, hvilket den dog ikke er. Vi kritiserer kun regeringen massivt, fordi den ikke har gjort noget for at fremme freden eller har undladt at gøre meget, som den kunne have gjort. Vi ved ikke, hvem den næste ministerpræsident bliver, det er der ingen, der ved nu om dage. Vi ved frem for alt ikke, hvilken sammensætning Knesset får. Derfor vil en udskydelse ikke give meget, vi kan komme i samme situation, og situationen kan blive langt vanskeligere. Meget lettere bliver det ikke i betragtning af den lange række af partier og kandidater. Derfor er det helt sikkert fornuftigt at træffe en beslutning nu. Jeg vil gerne sige til mine palæstinensiske venner - og jeg står ved, at jeg har temmelig mange, som jeg har en meget tæt kontakt til - at netop fordi vi rådgiver i Israel, med Israel og for Israel, fordi vi opbygger et samarbejde for en anden holdning i fredsspørgsmålet, må og skal denne aftale også ratificeres her eller vedtages af Parlamentet, så vi kan opretholde dette forhandlingsgrundlag og denne evne til at føre en dialog med Israel. Derfor er det netop i den palæstinensiske befolknings interesse, at der siges ja til denne aftale, og ud fra den betragtning kan jeg absolut, netop også som udenrigspolitiker, anbefale det.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke fru Quisthoudt-Rowohl for en fremragende betænkning og en afbalanceret fremlæggelse heraf, som også på forbilledlig vis sammenfattede indholdet i betænkningen. Vi anbefaler afgjort, at denne aftale ratificeres. Der er stillet forslag om udsættelse af aftalen, hvilket imidlertid må undre, idet en udsættelse uundgåeligt vil være ensbetydende med en forringelse af aftalen. Udelukker vi Israel fra første udbudsrunde, påfører vi landet skade af næsten ubodelig karakter og degraderer Israel som samarbejdspartner. Der skulle jo netop være tale om et forbilledligt samarbejde, et samarbejde af største vigtighed, både når det gælder en styrkelse af det videnskabelige samarbejde, og når det gælder et udbygget samarbejde med alle lande i området. Det er i denne forbindelse et positivt tegn, at Israel har åbnet for palæstinensiske araberes deltagelse i samarbejdet. Lad mig afslutningsvis påpege, at det er urovækkende at opleve disse forsøg på at udsætte aftalen med Israel, idet de vidner om, at gammelt had, som burde være begravet for evigt, nu igen blusser op. Meget betegnende er det kræfter på den yderste højrefløj og kræfter på den yderste venstrefløj, der her finder sammen.
Hr. formand, jeg skal undlade at kommentere de angreb, der netop er blevet fremført. Jeg er faktisk også en ven af Israel. Jeg har sågar familie i Israel. Efter min opfattelse kan den foreslåede aftale om videnskabeligt samarbejde med Israel, som umiddelbart synes at være en aftale af primært teknisk karakter, imidlertid udgøre en hindring for et udbygget samarbejde mellem universiteter og forskningsinstitutioner i Middelhavsområdet. Vi risikerer, at indgåelsen af den omtalte aftale opleves som et argument i valgkampen og et positivt tegn for den israelske regering, som således opmuntres til at fastholde fredsprocessen i den nuværende fastlåste situation. Palæstinenserne er allerede udsat for pres fra flere sider, herunder fra Europa-Parlamentet, sådan som det fremgår af den igangværende debat, og de opfordres til at opgive planerne om at udråbe en selvstændig palæstinensisk stat den 4. maj 1999. Vi skal med alle til rådighed stående midler lægge pres på Israel og på Netanyahus regering for at sikre, at den overholder sine forpligtelser. Vi har netop nu mulighed for at udøve et sådant pres ved at udsætte vedtagelsen af det foreliggende forslag om en aftale om videnskabeligt samarbejde til efter det israelske valg. Tilsvarende forholdsregler blev i øvrigt taget i anvendelse i 1990, da Europa-Parlamentet udsatte indgåelsen af en aftale om videnskabeligt samarbejde med henblik på at få genåbnet palæstinensiske universiteter, som havde været lukket i mere end to år. Ikke mindst takket være Europa-Parlamentets afgørelse besluttede den israelske regering på daværende tidspunkt at genåbne universiteterne. Jeg opfordrer til, at vi endnu en gang tager dette middel i anvendelse for derigennem at bidrage til, at der sker reelle fremskridt i fredsprocessen.
Hr. formand, jeg lykønsker ordføreren med hendes arbejde. Der er to aspekter i denne betænkning. For det første det tekniske aspekt, og her er aftalen god, for her er der nemlig en gensidig fordel for både Den Europæiske Union og Israel. Sidstnævnte har en teknologisk fordel på en række områder, nemlig inden for bioteknologi, optoelektronik, medicinsk informationsteknologi og softwareudvikling. Den Europæiske Union kan nyde gavn af den viden, der er til rådighed på disse områder. Israelerne har også færdigheder inden for rumteknologi og den nukleare sektor, der er områder, hvor jeg ville have stærke forbehold over for et samarbejde. Det gælder især den nukleare sektor. For 10 år siden tilbragte jeg nogen tid uden for Mordechai Vanunus fængsel i Gaza i et forsøg på at besøge ham. Han er naturligvis stadig i fængsel. Jeg ville bifalde det, hvis Kommissionen lagde pres på Israel for at få dem til at gøre noget ved den sag. Jeg vil berolige hr. Antony, som nu har forladt os, med, at hvis nogen i Israel eller for den sags skyld i den arabiske verden var dumme nok til at forsøge at udvikle etniske våben, ville de være selvdestruktive i den forstand, at arabernes og israelernes arvemasse er tilstrækkelig lig hinanden til, at det ville være vanskeligt at identificere eller producere våben, der ikke ville skade folk på begge sider. Jeg håber, at dette kan være med til at skabe fremskridt. Jeg vil helt bestemt stemme for betænkningen, sålænge der er en forpligtelse til, at vi ikke samarbejder inden for det nukleare område. Jeg ville helt bestemt ikke ønske at have noget samarbejde inden for rumsektoren, og jeg er fuldt ud enig i, at vi bør tilskynde Israel og lægge pres på Israel til at samarbejde med palæstinenserne inden for deres forskningsprogrammer. Endelig håber jeg, at vi vil sikre os, at ingen af disse penge går til dele af det besatte Palæstina. Det ville være en provokation, og det ville Den Europæiske Union have et vist ansvar for.
Hr. formand, jeg vil også gerne takke for denne betænkning, især for konklusionerne, frem for alt for, at man vil støtte fredsprocessen gennem et samarbejde mellem israelske og palæstinensiske forskningsenheder. Problemet med denne aftale er, at der ikke nævnes noget samarbejde mellem palæstinensiske forskningsenheder. Ordføreren siger i sin indledning, at vi efter aftalens ikrafttræden, efter at aftalen har fået retsvirkning, skal foretage en evaluering af, hvorvidt forskellige palæstinensiske centre har fået mulighed for at deltage. For mig at se er det som en bagvendt måde at skrive aftalen på, hvis man vil opnå et mål. Normalt skriver man jo det, man gerne vil opnå, i aftalen. I øvrigt vil jeg virkelig gerne tilslutte mig Holms anmodning om, at vi skal gøre noget for Vanunu. Jeg mener også, at vi skal behandle spørgsmålet om, hvorvidt Israel skal skrive under på en ikkespredningsaftale vedrørende kernevåben.
Hr. formand, fru kommissær, fru ordfører, kære kolleger, som formand for EU-Israel-delegationen konstaterer jeg med tilfredshed, at ordføreren, fru Quisthoudt-Rowohl, anbefaler en godkendelse af den nye aftale om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Staten Israel. Som det er fremgået af flere indlæg i dagens debat, er aftalen ikke mindst et resultat af en særdeles effektiv fælles indsats. Siden 1996 har 369 fællesfinansierede projekter modtaget støtte. Denne støtte andrager samlet mere end ECU 59 millioner. Aftalen vidner endvidere om et reelt samarbejde mellem EU og Israel, hvilket som bekendt for begge parter indebærer betydelige fordele af teknologisk og vidensmæssig karakter. Der er således tale om et godt eksempel på et afbalanceret partnerskab. Endelig skal vi ikke lægge skjul på, at der også er tale om en aftale, som kan bidrage til at sikre freden i Mellemøsten, ikke mindst fordi aftalen giver mulighed for at styrke samarbejdet med palæstinensiske forskere, laboratorier og universiteter. De israelske myndigheder har allerede givet tilsagn desangående. Tak til ordføreren og tak til kollegerne i Forskningsudvalget. Tak til hr. Stockmann for et vægtigt indlæg i debatten. Jeg tilslutter mig helt de anførte synspunkter. Om nogle uger går israelerne til valg, og jeg håber personligt, Europa-Parlamentet vedtager det foreliggende forslag og dermed sender et klart signal til intellektuelle og åndelige ledere i området: Freden må bygge på udvikling, fremskridt, gensidig respekt og partnerskab.
Hr. formand, mine damer og herrer, tak til ordføreren og til Forskningsudvalget, som med kort varsel har sat spørgsmålet om indgåelse af en aftale om videnskabeligt og teknisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Staten Israel på dagsordenen, og som næsten enstemmigt støtter forslaget herom. Kommissionen glæder sig over, at Europa-Parlamentet allerede i dag kan tage stilling til sagen. I 1996 indgik EU og Israel en aftale om videnskabeligt og teknisk samarbejde for en periode svarende til det fjerde rammeprogram. Israel blev dermed det første og hidtil eneste ikkeeuropæiske land, som fuldt ud deltager i EU's forskningsaktiviteter. Hvordan ser dette samarbejde ud i dag, hvis vi gør status? Som nævnt i debatten, har samarbejdet udmøntet sig i talrige fælles projekter - ca. 350. Resultaterne heraf ser vi allerede nu. Der er udviklet nye produkter, herunder et meget avanceret kamera til billeddiagnostik og en maskine til hurtig fremstilling af fotoaftryk, for nu blot at nævne to eksempler. Alle projekterne bygger på partnerskaber, hvori indgår institutioner, som supplerer hinanden, hvad sagkundskab angår. Partnerskaberne har været til fordel for alle de involverede institutioner, som har hentet ny viden, men også fordele af økonomisk og kommerciel art. Associeringsaftalen mellem Israel og EU bygger på princippet om gensidigt udbytte - gensidigt udbytte af det enkelte projekt. Israels befolkning er en af verdens bedst uddannede. Landet er blandt de førende, når det gælder teknologisk knowhow. De små og mellemstore virksomheder er i vækst. Der føres en innovationsorienteret politik, som har bragt Israel frem til en andenplads på verdensrangstigen, når det gælder nystartede virksomheder, som udspringer af et samarbejde mellem universiteter, laboratorier og virksomheder samt den finansielle sektor. Der er således tale om en model, vi efter min opfattelse kan lære meget af. Jeg har selv besøgt landet flere gange for at se, hvordan man i Israel griber disse spørgsmål an. Israel er blevet en af de mest eftertragtede og værdsatte partnere for europæiske konsortier. Israelske institutioners deltagelse tilfører således helt klart vores forskningsprogrammer en betydelig merværdi. Lad mig tilføje, at aftalen bygger på gensidighed, hvorfor europæiske forskere ligeledes har adgang til israelske programmer. Aftalen har indfriet alle forventninger. De kontraherende parter har derfor ønsket at fortsætte og udbygge samarbejdet for en periode svarende til det femte rammeprogram. De israelske myndigheder ønsker, at aftalen træder i kraft snarest muligt. Senere ikrafttræden vil rent faktisk skade Israel, sådan som det i øvrigt var tilfældet med den foregående aftale. Dette er baggrunden for, at Kommissionen og de israelske myndigheder på kun tre uger har gennemført forhandlingerne om den nye aftale. Der er imidlertid medlemsstater, som er forbeholdne over for idéen om en hurtig indgåelse af aftalen, og som kæder godkendelsen af aftalen sammen med fremskridt i fredsprocessen i Mellemøsten. Jeg er tværtimod af den opfattelse, at et videnskabeligt og teknisk samarbejde på afgørende vis kan bidrage til at fremme fredsprocessen. Det er i denne forbindelse vigtigt, som understreget af ordføreren, at israelske og palæstinensiske forskningsinstitutioner kan udbygge samarbejdet. Flere indlæg i dagens debat har berørt dette emne, og jeg vil gerne tilslutte mig de fremførte synspunkter. Der er allerede taget initiativer i så henseende. Det omtalte samarbejde vil især nyde fremme inden for den del af det femte rammeprogam, som omhandler fællesskabsforskningens internationale rolle, idet indsatsen i Middelhavsområdet her prioriteres højt. Et forskningssamarbejde mellem EU og Israel vil i sig selv være interessant, men det rummer således også et videre perspektiv. Dette er endnu en begrundelse for snarest muligt at indgå en aftale med Israel om associering i forbindelse med det femte rammeprogram. Kommissionen vil fortsat løbende holde de kompetente udvalg underrettet om udviklingen i forhandlingerne. Foranlediget af nogle af de foregående indlæg vil jeg sige, at en fornyelse af aftalen om videnskabeligt og teknisk samarbejde efter Kommissionens opfattelse langtfra opmuntrer til uønsket udnyttelse. Tværtimod tager aftalen sigte på at opretholde en dialog inden for et felt og over for en befolkning, som vi ønsker at følge nøje. Aftalen skal ikke gøres til et politisk spørgsmål. Det vil næppe være nogen frugtbar indfaldsvinkel. Og lad mig tilføje, at aftalen ikke omfatter det nukleare område, ej heller den civile gren heraf, og da slet ikke den militære anvendelse af kernekraft. Kommissionen ønsker, som allerede nævnt, at fremme samarbejdet mellem israelske og palæstinensiske forskningsinstitutioner og vil i den forbindelse udnytte de aktionsmuligheder, der ligger inden for det femte rammeprogram med sigte på Middelhavsområdet. Som eksempel kunne jeg umiddelbart nævne forvaltning af vandressourcerne. Det er et meget vigtigt område, som netop i kraft af dets livsvigtige karakter kan samle befolkningerne uanset verserende konflikter og splittelser. Israel har på det seneste ført en politik, som synes at tage en beklagelig drejning. Der lægges hindringer i vejen for fredsprocessen. Ikke desto mindre er det min opfattelse, at vi også i betragtning af de forholdsregler, vi tager i forbindelse med den omtalte aftale, bør undgå at skabe flere problemer ved at udsætte indgåelsen af en aftale om samarbejde med nogle af verdens førende forskningsmiljøer. Som det har været fremført i debatten, er medlemmerne af disse forskningsmiljøer overvejende positivt stemt over for fredsbestræbelserne, og der er også forskere, som på særdeles aktiv vis engagerer sig i fredsprocessen. Vi skal ikke straffe disse mennesker. Tværtimod skal vi prøve at hjælpe dem, støtte dem og fortsætte dialogen med dem af hensyn til den befolkning, som ellers vil blive direkte straffet på grund af vores tøven. Lad os være åbne, lad os være blot en smule storsindede, hvilket ikke betyder, at vi ikke skal være opmærksomme, såfremt den israelske politik synes at tage en uheldig drejning. Jeg tror blot ikke, vi skal kæde de to ting sammen og lade denne aftale om videnskabeligt og teknisk samarbejde indgå som byttepenge. Det er en god aftale, som også rummer en vis symbolværdi. En aftale af betydelig politisk rækkevidde. Aftalen tilstræber at tage det bedste fra begge de involverede videnskabelige miljøer og således lette situationen for det israelske folk, som oplever så mange vanskeligheder, men som også er et folk, vi i højere grad burde lære at værdsætte for dets viden, mod, åbne sind og rige evner. Et folk vi har så meget til fælles med.
Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0023/99) af Lagendijk for Udvalget om Transport og Turisme om forslag til Rådets direktiv om modtagefaciliteter i havne til driftsaffald og lastrester fra skibe (KOM(98)0452 - C4-0484/98-98/0249(SYN)).
Hr. formand, lad mig begynde med at give Kommissionen en kompliment for det forslag, som den har fremsat, fordi det efter min opfattelse er et vellykket forsøg på at bekæmpe den forurening, som stadig finder sted ved, at skibe dumper deres affald i havet. Det er i mine øjne og i Transportudvalgets øjne sket på en afbalanceret måde, både fordi skibe forpligtes til at aflevere affald, og fordi havne forpligtes til at opføre anlæg. Så vidt, så godt, ville jeg sige. Det vil imidlertid nok ikke overraske Dem, at udvalget alligevel fandt anledning til at forbedre eller skærpe forslaget på en række punkter. Det første punkt, og her kommer jeg til det vigtigste punkt, som der har været mest diskussion om, og det vil der sandsynligvis også være i fremtiden, er betalingen. Kommissionen foreslår, at en betydelig del af omkostningerne ved modtagelse og håndtering væltes over på alle brugere af havnen. I mine øjne er det et lidt for vagt forslag, og derfor er det i ændringsforslaget foreslået at ændre ordene »væsentligt bidrag« til »90 % af omkostningerne«. Hvorfor det? Jeg tror, det er overordentlig vigtigt at undgå, at skibe kan have en finansiel anledning til alligevel af dumpe deres last eller rester deraf uden for havnene i havet. Hvis det forholder sig således, at kun en lille del af omkostningerne dækkes over havneafgifterne, så er og bliver der stadig anledning for skibe til måske at dumpe deres affald i havet. Derfor går vi ind for, at ordene »væsentligt bidrag« ændres til »mindst 90 %«, for det drejer sig ikke om det nøjagtige tal. Det drejer sig efter vores mening om at gøre det klart, at de omkostninger, som er forbundet med håndteringen, fordeles over alle skibe, uanset om de anvender modtagefaciliteter eller ej. Det andet punkt, hvor vi mener, at forslaget kunne skærpes noget, er kontrollen med overholdelsen. Det gælder på to planer. For det første kontrollen med anløbshavne. Det kan ikke være sådan, at et skib, som af gode grunde ikke har haft tid til eller mulighed for at afgive sit affald i en bestemt havn, har frihed til måske heller ikke at gøre det i den næste havn. Det må være muligt - og det er også allerede nu muligt - at havne underretter hinanden indbyrdes om skibe, som sejler frem og tilbage mellem dem, eller som anløber en følgende havn. Disse systemer er der, men de skal udvikles bedre, derfor opfordrer vi Kommissionen til at støtte disse forsøg. Et andet punkt, når det drejer sig om kontrol, er kontrollen inden for havnene. Også der var der en vis utilfredshed med den noget vage formulering, som Kommissionen har brugt dér, der bør finde »tilstrækkelig« overvågning sted. Vi går ind for i stedet for »tilstrækkelig« at vende tilbage til et gammelt tal, som Kommissionen selv har nævnt i tidligere ordninger, nemlig 25 % af alle skibe bør efter vores mening kontrolleres. Det står der allerede i en række ordninger. Kommissionen har sagt, at det måske vil forsvinde. Det forekommer os, at der i øjeblikket ikke er nogen anledning til at fjerne det, derfor kommer disse 25 % altså også efter vores mening i direktivet. Den tredje skærpelse af Kommissionens forslag vedrører fiskerfartøjerne. Kommissionen har selv sagt, at det egentlig er en lille fejl i dens eget forslag, at alle fiskerfartøjer undtages. Vi går ikke ind for, at der skabes unødigt bureaukrati, og vi går derfor heller ikke ind for, at alle fiskerfartøjer skal henhøre under direktivet, men det forekommer os da at være vanvittigt, at meget store skibe, f.eks. »fiskefabriksskibe«, som producerer enorme mængder affald, skulle falde uden for disse ordninger. Derfor foreslår vi, at skibe under 15 meter ikke hører under direktivet og skibe over 15 meter hører under direktivet. Endelig den fjerde skærpelse vedrørende belønningen af miljøvenlig adfærd. Det er efter vores mening et vigtigt element i al miljø- og transportpolitik. Vi vil gå ind for, at skibe, som selv gør, hvad de kan for at arbejde på en miljøvenlig måde på skibet eller ved afleveringen, belønnes. Med henblik herpå er det dog nødvendigt, at det bliver tydeligere, hvad miljøvenlige skibe er. Derfor opfordrer vi Kommissionen til at støtte forsøg på at beskrive dette bedre. Min konklusion er - og det er måske en noget mere almen bemærkning om Den Europæiske Unions forslag - at der stadig for ofte fremsættes forslag fra Kommissionens side og sommetider også fra Parlamentets side, som angående gennemførlighed er tvivlsomme, fordi de ikke passer til den daglige praksis. Jeg er overbevist om, at Kommissionens eget forslag, suppleret med Parlamentets ændringsforslag, resulterer i et forslag, som passer til praksis. Der er havne, som har modtagefaciliteter, eller som planlægger at opføre dem. Der er fra skibenes side vilje til at afgive affald. Der er planer om at give en bedre beskrivelse af miljøvenlige skibe. Netop fordi disse planer er der, og forslaget passer dertil, tror jeg, at dette forslag fra Kommissionen er nødvendigt og hensigtsmæssigt og et godt forsøg på at forhindre dumpning af affald i havet.
Hr. formand, hr. kommissær, kolleger, da det britiske formandskab satte den maritime forurening på dagsordenen, oven i købet efter adskillige opfordringer fra bl.a. Transportudvalget, var vi mange, der sagde: Endelig! Det mener jeg af hjertet. Vi har kendt til mange ulykker i de europæiske farvande med olie. Vi har kendt mange skibe, der har lukket olie ud i vores farvande. Dette direktiv forpligter skibene. Vi går fra en konvention, en IMO-konvention, som var en henstilling, til lovgivning, hvormed vi forpligter skibet og skipperen til at gøre rede for beholdningerne af affaldsolie. Dernæst forpligter vi havnene, ikke nødvendigvis alle havne, til i fremtiden at modtage spildolie. For mig er det væsentligt, at dette direktiv bliver gjort så operationelt som muligt. Det skal ikke være besværligt og bureaukratisk. Jeg håber, at Kommissionen og Rådet i den endelige udformning finder en model, der gør dette direktiv anvendeligt og attraktivt for skibene og havnene. Der er to problemer. Ordføreren har været inde på det ene. Der er to problemer, jeg gerne vil tage op. Det skal jo betales. Det er jo ikke gratis. Jeg håber ikke, at disse omkostninger bliver endnu en begrænsning for søfarten. Shortsea-betænkningen viste jo klart, at omkostningerne i havnen er en af de årsager, der er medvirkende til, at man vælger andre transportformer. Så den lille coaster - eller den store coaster for den sags skyld - bliver jo belastet med en omkostning her, og dette ser jeg som et problem. Hvis man betragtede dette som infrastruktur, så kunne man gøre det gratis. Man kan også se på det ud fra den spildolie, man tager i land. Den kan jo egentlig genvindes og anvendes. Hvis man fritager den fra olieafgifter og moms osv., så kunne det faktisk finansiere dette system. Jeg synes, man skal komme med nogle gode idéer til medlemslandene med hensyn til denne finansiering. En anden ting er skibe i transit i internationale farvande, som ikke anløber europæisk havn. Dem får vi jo ikke fat i. Jeg synes, vi skal tænke tilbage og se på, hvad der skete med Pallas Athene. Det bryder i brand i internationalt farvand, driver gennem dansk territorialfarvand og havner på tysk grund, og der sidder vi så alle sammen og spiller en slags embedsmandsmikado. Den, der først bevæger sig, har tabt. De får nemlig regningen. Vi kunne, hvis vi havde haft et overvågningssystem i Nordsøen, have grebet ind i fællesskab, Danmark, Storbritannien og Tyskland, men det gjorde vi ikke. Vi lod regningen gå videre til der, hvor skibet havnede. Så jeg tror, vi har en opgave i også at få medlemslandene til at tage skibe i transit med i deres overvejelser for fremtiden. Jeg ved godt, at det ikke er omfattet af dette direktiv.
Hr. formand, jeg vil gerne takke for redegørelserne. Jeg hilser absolut den ærede trafikkommissær velkommen og glæder mig over, at vi igen kan diskutere om formiddagen og ikke tirsdag aften kl. 23. Men nu til sagen. Jeg mener, at Kommissionens initiativ i direktivet er glimrende. Det glæder mig som indbygger i Hamborg, at alle resultaterne fra en international europæisk konference om modtagefaciliteter i havne, der har fundet sted i Hamborg, er medtaget. Vi ved jo fra praksis, at MARPOL-konventionen med skibenes forpligtelse til at bortskaffe affald ikke er tilstrækkelig. Vi skal virkelig bortskaffe affaldet fra skibene. Hvis vi nu siger, at havnene skal stille bortskaffelsesanlæg til rådighed, og at enhver alligevel skal betale gennem et gebyrsystem uden særafgifter, tror jeg, og det er der også flere kaptajner, der siger, at jeg også bortskaffer mit affald i havnen, hvis jeg har betalt direkte. Det er en ret vigtig opgave, ellers bliver vores strande ved Vesterhavet og Østersøen ikke rene. Her er der stadig meget at gøre, men det gælder også for Middelhavet og andre dele af Den Europæiske Union. Initiativet er altså virkelig godt. Jeg vil også gerne takke min kollega Lagendijk, der er ny i Transportudvalget, for det glimrende samarbejde. Jeg tror, at Transportudvalget har vedtaget henstillingen med enstemmighed, og det er godt, og der skal også uddeles ros for, at alle grupper i Europa-Parlamentet går i en fælles retning, nemlig i retning mod miljøbeskyttelse, men samtidig også tager hensyn til økonomiske interesser. Lad mig komme kort ind på to ting. Vi har fremsat en række ændringsforslag, og jeg håber, at Kommissionen vil gå ind for dem alle bagefter, hr. Kinnock. Jeg vil i hvert fald gerne især fremhæve to ting. For det første skal Kommissionen opfordres til at sikre, at de gebyrsystemer, der nu bliver indført, ikke fører til konkurrenceforvridninger mellem havnene. At den ene eller den anden havn så at sige forsøger at skaffe sig konkurrencefordele i den normale konflikt, der afspiller sig mellem havnene om lastningen ved hjælp af særligt fordelagtige eller ufordelagtige gebyrsystemer, det må man forvente. Her skal Kommissionen overvåge, og om nødvendigt må vi skærpe lovgivningen. Jeg mener også, som ordføreren allerede har sagt, at vi skal forpligte medlemslandene eller havnene til virkelig at kontrollere 25 % af alle skibe pr. år. For det med den tilstrækkelige kontrol kender vi fra hviletiden inden for lastbilstrafikken, her måtte vi også skærpe lovgivningen, fordi medlemslandene ikke overholdt reglerne. Hr. kommissær, det burde heller ikke være noget problem, for i direktivet om havnestatskontrol har vi den samme procentsats på 25 %. En og samme embedsmand kan måske gøre det. Vi har brug for en effektiv kontrol af affaldsbortskaffelsen til gavn for havene, dyrene og menneskene.
Hr. formand, kære kolleger, det foreslåede direktiv har en absolut prisværdig målsætning, idet det tager sigte på en bedre beskyttelse af havmiljøet. Der findes ganske vist internationale standarder på området, men alle er bekendt med, at disse langtfra altid overholdes. Blandt disse standarder findes MARPOL-konventionen, hvis bestemmelser med det foreliggende direktivforslag omsættes til fællesskabsret. Nøglepunkterne heri er følgende: begrænsning af udtømning af affald i havet, forbedring af modtagefaciliteter i havnene, styrkelse af kontrolforanstaltninger for at sikre, at skibene overholder forpligtelsen til at aflevere driftsaffald og etablering af et finansieringssystem for sådanne faciliteter. Generelt går vi ind for denne målsætning, men vi må give udtryk for en vis bekymring med hensyn til den måde, hvorpå målet søges nået. Allerede i forbindelse med offentliggørelsen af grønbogen om søhavne og havneinfrastrukturer gav vi udtryk for vores bekymring. Jeg tænker på hensynet til subsidiaritetsprincippet. Jeg må minde om, at Maastricht-traktaten ikke giver EU særlige beføjelser, når det gælder indretning og forvaltning af søhavne. Det er uheldigt, hvis EU forsøger at blande sig i denne forvaltning under dække af miljøhensyn. Lad os derfor sikre, at subsidiaritetsprincippet, som vi i vores gruppe lægger stor vægt på, ikke krænkes under påskud af sådanne hensyn. Med de her nævnte forbehold støtter vi det forelagte direktivforslag som ændret af Udvalget om Transport og Turisme. Afslutningsvis vil jeg gerne takke ordføreren for et fremragende arbejde og en betænkning af høj kvalitet.
Hr. formand, kære kolleger, i civiliserede samfund forretter man heller ikke sin nødtørft overalt. Skibenes forpligtelse til at bortskaffe affaldet i havnen er i den forstand elementær. Jeg mener, at betænkningen af hr. Lagendijk virkelig understreger det. Der må ikke være nogen motivation til at omgå det ved hjælp af gebyrer. Der skal være en 50 %-kontrol. Alt andet fører til latterlige eller farlige situationer, og der skal foretrækkes miljøvenlige skibe. Denne betænkning omtaler i grunden indirekte og med små trippende skridt tre væsentlige punkter. For det første spørgsmålet om et maritimt europæisk reguleringsområde. Det har USA haft længe. Den Europæiske Union handler stadig, som om den var en række småstater, mellem hvilke der kun gælder IMO-standarder. Det er en uholdbar tilstand. For det andet nødvendigheden af havnestatskontrol. I betragtning af udviklingen inden for udflagning og sekundære registre er det et imperativ af højeste karat. For det tredje økologiens primat, for ødelæggelsen af vores levegrundlag kan virkelig ikke udgøre grundlaget for en erhvervsgren.
Hr. formand, samhandlen med Den Europæiske Union tiltager stadig. For en betydelig del finder denne transport sted over havet. Det skal vi glæde os over, for transport over vandet er jo en af de reneste transportmåder beregnet pr. befordret enhed. Imidlertid har også denne transportmåde ulemper for miljøet. Ad en stærkt trafikeret vandvej kommer man regelmæssigt i berøring med affald fra skibe. Dette er kun en af følgerne af udledning af driftsaffald. Det er klart, at sådanne udledninger er en trussel mod havmiljøet og skader denne del af skabelsen alvorligt. Det foreslåede direktiv vil give en løsning på dette problem og lignende problemer. Det er langt fra nemt. Dels, således som ordføreren har udtalt, er det vigtigt, at forureneren betaler ligesom andre steder. Dels må størrelsen af den takst, der skal betales, ikke opfordre til, at man unddrager sig lovgivningen. I den valgte konstruktion medregnes en betydelig del af omkostningerne i prisen, mens den øvrige del kun skal betales i ganske særlige tilfælde. Dette øver retfærdighed mod disse udgangspunkter. Også muligheden for reduktion af bidraget til miljøvenlige skibe kan kaldes et plus. For øvrigt står og falder dette direktivs succes med graden af overholdelse og håndhævelse. Det foreslåede anmeldelsessystem og bortskaffelsesforpligtelsen forekommer mig at være en god metode til at modvirke undvigelse. Afslutningsvis vil jeg sige, at denne betænkning yder et positivt bidrag til beskyttelsen af vores miljø, og den kan derfor regne med vores støtte.
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske ordføreren, hr. Lagendijk, for hans store arbejde, og det er på sin plads at huske på, at hans betænkning faktisk blev enstemmigt godkendt i Transportudvalget. Jeg er meget enig i det, som hr. Jarzembowski lige har sagt, og ud over at støtte hans udtalelser vil jeg blot komme med et par kommentarer. Som det er blevet sagt, har dette forslag om modtagefaciliteter i havne til driftsaffald og lastrester fra skibe til formål at mindske forureningen og således beskytte miljøet, især ved overvågning af de lovlige dumpninger og dumpninger af giftigt affald i havet. I denne situation var Kommissionens forslag et nødvendigt og meget relevant supplement, hr. kommissær, til den nuværende lovgivning vedrørende beskyttelse af det maritime miljø og tilvejebringelse af retfærdige konkurrencebetingelser mellem Fællesskabets havne. Derfor, hr. kommissær, er vi nødt til at vise vores tilfredshed med denne belejlighed, især med hensyn til den principielle forpligtelse for alle skibe til at aflevere deres affald og lastrester i havnene. Vi er også i store træk tilfredse med godkendelsen af det foreslåede afgiftssystem, der som nævnt minder om systemet uden særafgifter, idet man dog undgår et system, der presser priserne ned. Forslaget indeholder en delvis forskellig behandling af driftsaffald og lastrester fra skibe, idet skibene forpligtes til at aflevere begge dele i havnene. For lastresternes vedkommende skal det ske i overensstemmelse med bestemmelserne i MARPOL 73/78, hvilket betyder, at behandlingen og bortskaffelsen af lastrester ikke er dækket af havneafgifterne, men derimod betales med ekstra afgifter. Hr. formand, jeg vil slutte af med at sige, at det er naturligt, at direktivet ikke finder anvendelse på krigsskibe, og at vi i store træk er enige i forslaget.
Hr. formand, vi kender alle billeder af fugle og fisk, der kæmper den sidste umulige kamp mod olieudslip og andet driftsaffald fra vores skibe langs vores kystområder, fordi de internationale konventioner, som forbyder dumpning i havet, ikke bliver håndhævet. Det vil dette direktiv forhåbentlig med udvalgets ændringsforslag råde bod på, når skibene under alle omstændigheder og uanset affaldsmængden skal betale en havneafgift til bortskaffelse af deres affald. I JuniBevægelsen hylder vi normalt ligesom ordføreren princippet om, at forureneren betaler. Men vi er også enige med ordføreren om, at i dette tilfælde bør man fravige princippet, da en afgift svarende til affaldsmængden ville gøre det fristende at tømme affaldet ud i havet. Kontrol udgør hjørnestenen i dette direktiv. Men for at den kan blive effektiv opfordrer JuniBevægelsen til, at man støtter ordførerens ændringsforslag på især følgende punkter: at der skabes en definition af begrebet »miljøvenlige skibe«, at kontrollen bliver konkretiseret, at udtrykket »et væsentligt bidrag« konkretiseres, så det bliver så stort, at det ikke betaler sig at tømme ud i havet, og endelig at lastrester dækkes af havneafgiften.
Hr. formand, det er på mange måder et meget stort problem, at affald fra skibe ikke håndteres korrekt. Trafikken gennem Østersøen er i den forbindelse et særligt problem, ikke mindst på grund af den udprægede følsomhed i dette hav. Hvert år ledes der meget store mængder olie direkte ud i Østersøen. Alene i svenske farvande er der tale om hundredvis af sådanne udslip hvert år. Det er næsten aldrig muligt at fastslå, hvilket fartøj olien kommer fra. Sverige har på denne baggrund en lov, som giver alle forbipasserende fartøjer mulighed for praktisk taget at sejle til en hvilken som helst havn og deponere den tiloversblevne olie dér. Et sådant system har selvfølgelig både fordele og ulemper. Naturligvis er det overordentlig positivt, at ingen dermed af snæversynede økonomiske årsager behøver at dumpe olierester direkte ud i havet. Samtidig koster et system som dette mange penge, især når det kun er nogle få lande, der anvender dette system. På den baggrund er det en naturlig og selvfølgelig udvikling at gennemføre samme type foranstaltninger i et europæisk perspektiv og, efter min mening, også at stille samme krav til alle EU's ansøgerlande. Det ville indebære, at praktisk taget alle stater i Østersøregionen i nær fremtid ville få samme betingelser for at modtage bl.a. olierester. Lad mig med udgangspunkt i dette stille den ansvarlige kommissær et spørgsmål, nemlig hvilke initiativer han er parat til at tage for også at inddrage EU's forskellige ansøgerlande i dagens beslutning.
Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at bifalde hr. Lagendijks betænkning, og det er ikke kun, fordi den støtter Kommissionens bestræbelser på at sikre en væsentlig reduktion af havmiljøforureningen, men også fordi det er hans første betænkning som medlem af Udvalget om Transport og Turisme - og det lykønsker jeg ham for. Det er et vellykket stykke arbejde, hvis jeg må sige det, og til gengæld for støtten og arbejdets kvalitet er jeg glad for at kunne sige, at Kommissionen kan gå ind for mange af de ændringsforslag, der er fremsat af ordføreren. Nærmere bestemt kan Kommissionen acceptere som minimum de underliggende principper for ændringsforslag 1, 3, 4, 5, 12, 16, 17 og 18 (England 0, Frankrig 2 - jeg tænkte lige, at jeg måtte nævne det). Der er imidlertid en anden række ændringsforslag, som Kommissionen må afvise, og det skyldes navnligt, at den mener, at de bekymringer, der er udtrykt heri, allerede er blevet behandlet i andre dele af den eksisterende tekst. Jeg er sikker på, at de ærede medlemmer ved en yderligere gennemgang vil forstå og, håber jeg, acceptere dette punkt. Her henviser jeg konkret til ændringsforslag 6, 10, 14 og 15. Tilbage er der kun 6 ud af 18 ændringsforslag, hvor der er en væsentlig grad af uenighed med Parlamentet, og jeg må sige, at selv i disse tilfælde er divergensen ikke grundlæggende. Ændringsforslag 2 og 7 foreslår, at man udvider forpligtelsen til skriftlig at anmelde affaldssituationen ombord til også at omfatte fiskerfartøjer med en længde på over 15 meter. Hr. Lagendijk nævnte konkret dette i sin tale tidligere. Kommissionen er bekymret for, at dette let kunne føre til et overdrevent bureaukratisk system uden at være til nogen væsentlig gavn for miljøet. Vi bør naturligvis huske på, at fiskerfartøjer ikke er fritaget for kravet om at aflevere deres affald i havne og bidrage til at dække omkostningerne i forbindelse med faciliteterne. De er kun undtaget - og jeg understreger dette - pligten til at udfærdige en skriftlig anmeldelse hver gang, de anløber en havn. Årsagen hertil er ganske enkelt, at de fleste fiskerfartøjer helt klart har en eller flere standardhavne, hvor de normalt lander deres fiskefangst. Forslaget om forudgående anmeldelse er blevet til for at gøre det muligt for havnemyndighederne at sørge for de nødvendige foranstaltninger til at modtage affald fra skibe. I tilfælde af fiskerfartøjer vil havnen som regel være meget bekendt med fartøjernes behov, selv uden en skriftlig anmeldelse. Vi mener også, at længdegrænsen på 15 meter, ligesom enhver anden begrænsning, ikke kan undgå at være noget vilkårlig og derfor vanskelig at begrunde. Derfor håber vi, at Parlamentet vil acceptere praktiske grunde - vi kan heller ikke acceptere ændringsforslag 13. Men når dette er sagt, vil jeg sige, at jeg er enig i Parlamentets bekymring over, at det ville være et stort tilbageskridt, hvis meget store »fiskefabriksskibe« blev undtaget fra den lovbefalede forpligtelse. Jeg vil gerne forsikre Parlamentet om, at disse fartøjer helt bestemt er underkastet anmeldelses- og kontrolforpligtelserne, eftersom »fiskefabriksskibe«, der ikke befatter sig med at fange fisk, ikke anses for at være fiskerfartøjer ifølge ordlyden i dette direktivforslag. Det mest kontroversielle ændringsforslag, som hr. Lagendijk også sagde, er formentlig ændringsforslag 8 om opkrævningssystemet i forbindelse med aflevering af driftsaffald i land. Her er Parlamentets og Kommissionens mål absolut identiske. Vi ønsker alle at nå frem til et opkrævningssystem, der ikke gør, at skibene føler sig tilskyndet til at udtømme affaldet i havet. Men vi er ikke enige om metoderne til at sikre dette mål. Kommissionens forslag søger at finde den gyldne middelvej mellem behovet for at gøre de bedst mulige fremskridt med at tilskynde til aflevering af affald i land og den rene og skære politiske realitet, der handler om at tage højde for medlemsstaternes meget forskellige holdninger til dette spørgsmål. Slutresultatet af både Parlamentets og Kommissionens tilgang er, at afgifter ikke kun kan baseres på egentlig aflevering. Ingen af os mener, at skibe, der ikke afleverer affald, bør være fri for de afgifter, der er forbundet med affaldsforvaltning. Vores meningsforskel ligger derfor kun i, at Kommissionens forslag fastholder en større fleksibilitet for medlemsstaterne, når det gælder om at beslutte, i hvilken udstrækning det såkaldte system uden særafgifter skal finde anvendelse. Vi bør desuden huske på, at større havne, lystbådehavne og fiskerihavne i medlemsstaterne åbenbart er meget forskellige, ikke kun fra land til land, men også inden for de enkelte medlemslande. Som jeg sagde, er det grundlæggende mål for at dele omkostningerne mellem brugere og ikkebrugere imidlertid meget vigtigt, hvis vi ønsker at tilskynde til aflevering af affald i land og reducere, ja og forhindre, havmiljøforurening. Ændringsforslag 9 er uacceptabelt, for Kommissionen kan på betryggende vis klare konkurrencespørgsmålene inden for den kompetence, den allerede har i henhold til traktaten. Det foreslåede ændringsforslag ville føre til en indskrænkning af disse nødvendige beføjelser til blot at kunne stille et forslag, og det ville helt klart ikke være i orden. Igen håber jeg, at dette ændringsforslag ved nærmere eftertanke bliver trukket tilbage. Endelig kan vi ikke acceptere ændringsforslag 11, der handler om antallet af stikprøvekontroller, der skal udføres i kontroløjemed. Kommissionen mener, at der bør være en vis fleksibilitet, til dels på grund af den eventuelle fremtidige indføjelse af affaldsforvaltningssystemet i det eksisterende direktiv om havnestatskontrol, der åbenbart ville få netop den effekt, der så rigtigt er blevet forudset af hr. Jarzembowski. Vores følelser kan delvis tilskrives, at hovedelementerne med henblik på at fremme overensstemmelsen med dette direktiv ikke kun foreskrives i direktivets kontroldel. Kommissionen finder derfor, at et noget mindre systematisk stikprøvekontrolsystem er tilstrækkeligt i direktivets øjemed, og når det gælder om at nå målene om at bekæmpe havmiljøforureningen, i det mindste hvad kontrol uden for havnestatskontrolsystemet angår. Som hr. Jarzembowski har sagt, og som andre medlemmer har bemærket, ville det helt klart være ekstraordinært, hvis inspektøren under den normale havnestatsstikprøvekontrol tog sig af sin kvote på 25 %, men ikke beskæftigede sig med situationen omkring bortskaffelse af affald ombord på fartøjet. Man kan nemt forestille sig, at det ville blive gjort - det er en relativ enkel kontrol. Der blev rejst et par spørgsmål af de ærede medlemmer, som jeg gerne konkret vil svare meget kort på. Hr. Sindal rejste spørgsmålet om skibes forlis i internationale farvande. Vi mindes her i Parlamentet, at han stædigt har forfulgt de spørgsmål, der er rejst i forbindelse med skibet Pallas ' katastrofale forlis i internationale farvande. Som Parlamentet og hr. Sindal ved, er kun fartøjerne for nærværende flagstatens ansvar, men vi er alle klar over manglerne ved dette system, og kyststater kan blive inddraget for at beskytte deres eget miljø. Der er helt klart meget, der taler for også at bruge denne kompetence. Parlamentet vil sikkert blive glad for at høre, at Kommissionen støtter drøftelserne i Den Internationale Søfartsorganisation om at placere det obligatoriske ansvar for sikring imod forurening og andre indvirkninger af forlis på fartøjsejeren. Efter min mening kunne dette være et meget reelt gennembrud for vores bestræbelser på at nå frem til kvalitetsskibsfart i alle farvande, og navnlig i europæiske farvande. Jeg håber, at vi uden forsinkelser kan gøre nogle reelle fremskridt i Den Internationale Søfartsorganisation. Vi ville naturligvis foretrække, at standarderne kom til at gælde på verdensplan, hvis det på nogen måde er muligt, og derefter blev opfulgt af en retlig ordning i vores eget havområde. Det håber jeg, at vi kan gå ombord i uden de store forsinkelser, når drøftelserne er tilendebragt i Den Internationale Søfartsorganisation. Hr. Sindal spurgte desuden til moms på afgifter i forbindelse med bortskaffelse af affald. Det er et meget vigtigt spørgsmål, og det er formentlig grunden til, at drøftelserne af dette stadig pågår. Jeg vil imidlertid, efterhånden som vi når videre med udviklingen af denne lovgivning, være i stand til at give et mere konkret svar. Hr. Jarzembowskis argument, som jeg er meget enig i, er, at det er meget vigtigt, at de opkrævede afgifter ikke fører til konkurrenceforvridninger havnene imellem, for deres rivaliseren er mildest talt meget interessant. Når jeg trækker mig tilbage, kunne jeg godt tænke mig at skrive en roman om dette for at vederfare dem retfærdighed - måske et eventyr, hvem ved! Der vil forekomme forskelle hvad angår størrelsen af disse afgifter, som hovedsagelig skyldes systemets relative effektivitet eller mangel på samme. Hvis en havn på grund af sin effektivitet med affaldshåndteringen er i stand til at opkræve mindre afgifter, så vil jeg ønske denne havn al mulig held og lykke med det. Det, vi så ser, er effektiv konkurrence og ikke konkurrenceforvridning, og det er jeg sikker på, at hr. Jarzembowski er enig i. Jeg vil slutte af med at udtrykke min taknemmelighed over for Udvalget om Transport og Turisme og navnlig ordføreren, hr. Lagendijk, for deres hurtige arbejde og den fremragende betænkning om dette detaljerede og vigtige forslag.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted om få minutter.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0031/99) af van Dam for Udvalget om Transport og Turisme om I. forslag til Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/106/EØF om indførelse af fælles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne (KOM(98)0414 - C4-0485/98-98/0226(SYN))II.forslag til Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 96/53/EF om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (KOM(98)0414 - C4-0486/98-98/0227(SYN)).
Hr. formand, kombineret transport er et af midlerne til at reducere de uheldige følger af godstransport ad landevej. Målet er at erstatte en betydelig del af denne vejtransport med transport ad vandveje eller jernbane. Situationen for kombineret transport er imidlertid skuffende. Den kombinerede transports andel i de samlede godsstrømme ad landevej andrager kun 5 %, til trods for Parlamentets opfordring. Vi må heraf drage den konklusion, at de hidtil gjorte bestræbelser har givet for ringe eller slet intet resultat. Derfor kan Kommissionens initiativ til at forbedre den kombinerede transports stilling bestemt hilses velkommen. Den erkender, at den nuværende politik ikke har ført til det ønskede resultat. Derfor foreslår den fire foranstaltninger, som skal forbedre den nuværende situation. For det første udvides definitionen af kombineret transport. Der er nu ikke kun tale om kombineret transport, hvis den finder sted mellem medlemsstater, men også hvis den finder sted inden for en medlemsstat. For det andet foreslår den en nedsættelse af de faste omkostninger ved brug af vejtransport. For så vidt angår vejtransport, gælder, at denne i mindre grad bruger infrastrukturen end den øvrige transport. En nedsættelse af afgiften er derfor reel. For det tredje foreslår Kommissionen en ophævelse af køreforbuddene i weekenden for indledende og afsluttende vejstrækninger. Dermed vil den afkorte en kombineret rutes samlede varighed. Endelig foreslår den, at den tilladte vægt for lastbiler, som deltager i kombineret transport, forøges til 44 t. Derved kan der finde en maksimal udnyttelse af visse transportenheder sted. Udvalget om Transport og Turisme har en række kommentarer til dette kommissionsforslag. For det første kan vi acceptere en bredere definition af kombineret transport. Denne definition skal imidlertid være tydelig og ikke give mulighed for fortolkningsforskelle. Derfor sætter Transportudvalget en grænse for vejtransporten inden for den kombinerede transport på 40 % af den samlede strækning. Med hensyn til de øvrige elementer i kommissionsforslaget vil jeg bemærke følgende: Problemerne med den kombinerede transport kan for en betydelig del tilskrives jernbanernes skiftende præstationer og de høje omladningsomkostninger, som er uløseligt forbundet med kombineret transport. Det er i høj grad et spørgsmål, om der uden en strukturel måde at gribe disse to faktorer an på kan opnås en varig løsning. Ny politik skal således tage fat på disse to punkter. Derfor støtter Udvalget om Transport og Turisme planerne om at refundere de høje omladningsomkostninger, i det mindste delvis, gennem nedsættelse af eller kompensation for afgiften på lastbiler. Forslaget om at fritage vejtransport som en del af kombineret transport for køreforbud i weekenden godkender Transportudvalget ikke. Denne foranstaltning forfalsker konkurrenceforholdene mellem kombineret transport og vejtransport. I betragtning af Parlamentets forsøg på at nå frem til et ligeværdigt forhold for de forskellige transportformer er dette ikke ønskværdigt. Ligeledes vil denne foranstaltning have negative følger for borgerne, fordi lastbiltrafikken på de vigtigste veje vil forøges i weekenden. Endvidere vil denne foranstaltning støde på de samme indvendinger, som også findes med hensyn til harmoniseringen af køreforbuddene i weekenden. Forslaget om fritagelse for maksimalt tilladte dimensioner og vægt kan heller ikke regne med støtte fra Udvalget om Transport og Turisme. For det første betyder denne foranstaltning underminering af det almindeligt accepterede og gængse 40 tons-princip. Denne grænse er også fastsat med henblik på beskadigelse af infrastrukturen. Tilladelse af lastbiler på 44 t betyder, at der stilles højere krav til kvaliteten af infrastrukturen. I betragtning af de høje omkostninger er det - i hvert fald med henblik på de central- og østeuropæiske landes tiltrædelse - ikke acceptabelt. Denne foranstaltning ville være et første skridt i forbindelse med overgangen til en generel grænse på 44 t, som i betragtning af den nævnte indvending ikke er ønskværdig. Desuden er det i høj grad et spørgsmål, om mennesket og miljøet er tjent med tilladelsen af en større køretøjsvægt. Afsluttende vil jeg som nuværende ordfører takke hr. Wijsenbeek for det arbejde, han som ordfører har gjort i de tidligere faser inden denne betænkning. Jeg mener, at en kollektiv hviledag er nødvendig for, at vores samfund kan fungere ordentligt. Derfor glæder det mig, at der ved opretholdelse af forbuddene mod kørsel i weekenden ikke er endnu en erhvervsgruppe, som mister sin livsvigtige søndagshvile. Hr. formand, jeg vil derfor helhjertet anbefale, at disse ændringsforslag fra Udvalget om Transport og Turisme godkendes.
Hr. formand, kære kolleger, først en hjertelig tak til vores kollega van Dam for, at han er sprunget ind i stedet for Florenz Wijsenbeek, der jo har givet betænkningen fra sig af meget hæderlige grunde. Hvis jeg opfatter det korrekt, vil plenarforsamlingen forkaste denne betænkning under afstemningen eller senere, og det af gode grunde. Hvorfor? Vi har samme målsætning om, at den kombinerede transport skal fremmes, fordi vi ønsker at omlægge godstrafikken til jernbane og skibe. Vi er altså enige om målsætningen. Spørgsmålet er, om det middel, som Kommissionen foreslår her, er anvendeligt. Jeg mener, det er et uanvendeligt middel, det er kontraproduktivt. Når det i Kommissionens artikel 9a foreslås, at køretøjer til godstransport især skal udelukkes fra alle gældende trafikrestriktioner i weekenden, om natten, på lovhjemlede helligdage og ved kraftig luftforurening, så længe de anvendes i den kombinerede transport i henhold til artikel 1, så åbnes der her for et bundløst kar, som man ikke kan godkende. Det vil sige, sammen med den kombination af 44 t, som vi altid har forkastet i Europa-Parlamentet, godkendes der her en negativ udvikling, der praktisk taget tillader alt på vejen, så længe det blot finder sted i den kombinerede transports navn. Det kan ikke være vores linje. Derfor: Man kan tale om nøjagtige tidspunkter og strækninger, også i Europa-Parlamentet, men denne generalklausul, denne totale tilladelse, det kan ikke være i vores ånd. Det er at gå i den forkerte retning. Derfor skal Kommissionen tænke over tingene endnu en gang for at fremsætte et bedre forslag.
Hr. formand, mine damer og herrer, i betragtning af, hvor lidt tid jeg har til rådighed, kan jeg kun gøre opmærksom på, at vi er enige med socialdemokraterne og især ordføreren på de væsentligste punkter. Vi ønsker ikke at fremme den kombinerede transport. Vi går ind for støtte gennem skattelempelser. Men at ophæve forbuddet mod at køre om natten, at køre i weekenderne, at hæve vægtgrænsen, det er uanvendelige midler, som vi må forkaste af hensyn til borgerne.
Hr. formand, også jeg kan være kortfattet. Sjældent har jeg oplevet et værre eksempel på hykleri, end hvad vi fik at høre her i formiddag. Hvordan vil man nu opnå modal shift , når den kombinerede transport ikke får nogen fordele? Hvordan vil man nu lade jernbanerne konkurrere med vejtransporten, når der ikke kan bringes nogen store containere til toget, og 44 t således skal tillades? Togene, hr. formand, kører hver dag. Også i weekenderne og på helligdage. Så må varerne bringes dertil. Det betyder, at der, hvis forbuddet mod weekendkørsel opretholdes, absolut ikke kan være tale herom. Hr. formand, lad mig endvidere tilføje, at en totalvægt på 44 t eller 40 t strukturelt absolut ikke har nogen indflydelse på infrastrukturen. Hr. van Dam, ordføreren, som har overtaget dette, fortæller altså noget værre vrøvl.
Hr. formand, jeg vil også gerne slå De Grønnes holdning fast. Vi er modstandere af Kommissionens forslag. Hvis jeg skal gentage det, som vores kolleger allerede har sagt, med undtagelse af hr. Wijsenbeek, så er det efter vores mening væsentligt at slå fast, at kombineret vejtransport ikke må overstige 40 %, og at man ikke må acceptere nogle ganske særlige betingelser til fordel for vejtransport, såsom muligheden for at køre i weekenden. Vi mener, at det højst er muligt at gennemføre transporten inden for en afstand af 200 km, men at det er uacceptabelt at øge den maksimale vægt til 44 t. Alt dette taget i betragtning mener vi, at selvom indfaldsvinkelen naturligvis er gavnlig for kombineret transport, er den simpelthen en metode til i særlig grad at fremme vejtransport.
Vi afbryder forhandlingen af hensyn til afstemningen. Den bliver genoptaget i aften.
Hr. formand, jeg ville gerne i denne sammenhæng udnytte taletiden til en sag, hvori Europa-Parlamentet er blevet vildledt. Da generaldirektøren for Den Europæiske Centralbank Vim Duisenberg svarede på parlamentsmedlem Donnellys spørgsmål, sagde han, at Den Europæiske Centralbanks direktionsmedlemmer får 10 % mere i løn end kommissionsmedlemmerne. I går viste det sig imidlertid i Finland, at Den Finske Bank, som tilhører Det Europæiske System af Centralbanker, yderligere betaler Sirkka Hämäläinen, som er medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion, en pension på ca. 10.000 euro om måneden. Efter min mening er der grund til at have mistanke om, at også andre af Den Europæiske Centralbanks direktionsmedlemmer får denne type ekstra lønninger. Jeg håber, at det behørige udvalg i Parlamentet vil efterforske sagen, og at man ikke vil bifalde denne form for amoralsk virksomhed.
Undskyld, hr. Seppänen, jeg må desværre afbryde Dem, da Deres bemærkning ikke kan betragtes som en henvisning til forretningsordenen.
Hr. formand, før dagsordenen i går, hvor Parlamentets formand havde forsædet, stillede jeg et spørgsmål i anledning af landmændenes aktion og belejring af Parlamentet, hvor jeg bad formanden informere os, enten i går eller i dag, eftersom han var i kontakt med landmændene, og jeg spurgte desuden, om han ville bede hr. Santer og kommissæren for landbrugsspørgsmål komme til stede for at underrette os om forhandlingerne mellem dem og de aktionerende landmænd.Dette er en meget akut situation, hvor også landmændene i Grækenland protesterer, og vi vil gerne vide, hvor vi står. Så jeg vil spørge, om vi bliver underrettet i dag eller ikke.
Vi har noteret os Deres bemærkning. Kommissionen har sikkert ligeledes noteret sig Deres bemærkning. Vi går nu over til afstemning.
Hr. formand, jeg vil gerne fremsætte forslag om, at det foreliggende forslag til lovgivningsmæssig beslutning ikke sættes under afstemning, idet vi henholder os til den procedure, der er vedtaget for samtlige betænkninger vedrørende Agenda 2000. Jeg har endnu en smule taletid tilbage og vil gerne benytte lejligheden til at takke kollegerne i Landbrugsudvalget for det foreliggende resultat. Jeg kan oplyse, at jeg har undersøgt, hvorledes Kommissionen stiller sig til hvert enkelt af de ændringsforslag, Europa-Parlamentet har fremsat og vedtaget. Jeg konstaterer med stor tilfredshed, at Kommissionen er velvilligt indstillet over for halvdelen af de ændringsforslag, Landbrugsudvalget har vedtaget. Der er naturligvis forskelle i synspunkterne, når det gælder nogle af de aspekter, flertallet af Landbrugsudvalgets medlemmer har fundet væsentlige. Jeg vil forsvare udvalgets synspunkter på de møder med Rådet og Kommissionen, som vil finde sted frem til den endelige vedtagelse af den lovgivningsmæssige beslutning. Bifald
Jeg sætter hermed hr. Martins forslag om henvisning til fornyet udvalgsbehandling i henhold til artikel 60, stk. 2, under afstemning. Fornyet udvalgsbehandling vedtoges
Hr. formand, jeg ønsker blot at gøre opmærksom på, at der blandt tilhørerne i dag er en delegation fra det taiwanske parlament. Delegationen ledes af hr. Lee og fru Song. Kraftigt bifald
Det er mig en glæde at kunne byde velkommen til delegationen fra Taiwan.
Hr. formand, indholdsmæssigt er den betænkning af hr. White, som vi skal stemme om om lidt, efter min opfattelse den mest omfattende for landene i Sydeuropa og måske det europæiske landbrug. Da jeg forudser en mindre tilstedeværelse under afstemningen i eftermiddag, hr. formand, anmoder jeg Dem, hr. formand, ordføreren og mine kolleger her i mødesalen, om at udsætte afstemningen om denne betænkning til næste mødeperiode i Bruxelles, som finder sted om 12 dage.
Hr. formand, jeg er meget vel klar over de problemer, den iberiske halvø står over for, hvad angår spørgsmålet om vand. I betragtning af det, der lige er sagt, har jeg ingen indvendinger imod det, der er blevet foreslået.
Hr. White og hr. Aparicio, der skal træffes en afgørelse desangående om et øjeblik i forbindelse med afstemningen. De kan på det tidspunkt eventuelt anmode om henvisning til fornyet udvalgsbehandling, men for nærværende er betænkningen sat under afstemning i dag kl. 17.30.
Den svenske socialdemokratiske gruppe mener, at vin, med henblik på sundhedsaspekter, ikke hører til de produkter, som bør støttes af Unionens fælles landbrugspolitik. Derfor mener vi principielt, at denne støtte bør stoppes.
Vi har stemt imod den fælles markedsordning for vin, fordi den ikke hænger sammen med hele den bestående fælles landbrugspolitik. De midler, der tillægges denne ordning, er ubetydelige i forhold til dem, der gives til oksekød, korn, mælk og tobak. Producenterne har ikke ret til nogen som helst direkte støtte til forskel fra, hvad der er tilfældet i de netop nævnte ordninger. De arealer, som må beplantes, er utilstrækkelige til en selvforsyningspolitik for Den Europæiske Union, og 14 % af handlen er allerede i hænderne på tredjelande. Trods Unionens gennemsigtighedskampagne over for forbrugerne gør ordningen det ikke pligtigt at give oplysning på etiketten om de produkter, som indgår i vinens fremstilling, hvilket fører til illoyal konkurrence mellem vin, der indeholder sukker, og vin, til hvis fremstilling der er benyttet druer. Den forsøger at skelne hedvine fra naturligt søde vine for at pålægge dem større afgifter, hvorved der skabes grundlag for illoyal konkurrence mellem portvin og madeira.
De danske socialdemokrater har i dag stemt imod betænkningen af P. Martin, fordi den forkaster store dele af Kommissionens forslag om en reform af markedsordningen for vin. Kommissionens forslag støtter vi, da reformen er i tråd med tankerne i Agenda 2000. Kommissionen har fremsat forslag om, at vinsektoren bliver mere markedsorienteret, så udbud og efterspørgsel for fremtiden kommer til at stemme bedre overens. Foranstaltningerne indebærer derfor en markedstilpasning, der betyder omlægning og forbud mod gentagen beplantning af vinarealer i visse områder samt afskaffelse af kunstige afsætningsmuligheder for produkter, der ikke kan afsættes på markedet. Herved undgås en overproduktion, der afsættes til priser, der ligger langt under omkostningerne ved produktionen og destillationen. Betænkningen af Martin lægger op til en udvanding af Kommissionens forslag ved at bevare en del af de destillationsordninger, der foreslås afskaffet af Kommissionen, og ved at pålægge de enkelte mål længere tidshorisonter, og det kan vi ikke gå ind for.
Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa har stemt for næsten samtlige ændringsforslag vedtaget af Landbrugsudvalget, idet disse ændringer er i overensstemmelse med vores holdninger. I forbindelse med behandlingen af den fremlagte betænkning af Philippe Martin på plenarmødet gav kommissær Fischler i sit indlæg udtryk for holdninger, som er i modstrid med fransk og europæisk vindyrknings interesser. Hvad angår forbuddet mod import af most fra tredjelande til brug for vinfremstilling, understregede kommissær Fischler, at han ikke kunne tilslutte sig Europa-Parlamentets holdning. Han henviste i den forbindelse til aftaler indgået inden for rammerne af WTO og understregede, at han ville tage initiativ til passende fællesskabsbestemmelser om mærkning. Det ændringsforslag, der er vedtaget af Landbrugsudvalget og anført i betænkningen, er imidlertid i sit indhold identisk med gældende ret og i overensstemmelse med GATT-aftalerne. Vi stiller os derfor i vores gruppe uforstående over for kommissær Fischlers holdning, og vi er imod indførelsen af særlige mærkningsbestemmelser for vin fremstillet af importeret most fra tredjelande. Værditilvæksten er knyttet til den lokalitet, hvor vinen fremstilles, og slutproduktet bærer derfor denne lokalitets oprindelsesbetegnelse. Helt i overensstemmelse med GATT-aftalerne. Hvad angår retten til øget produktionskapacitet, fastholdt kommissæren sit forslag om at begrænse væksten i EU's vinarealer til 1 % i perioden 2000-2010. Europa-Parlamentet ønsker en vækst på 3 % for at gøre det muligt for vindistrikter med strukturelle underskud at tilpasse sig markedet uden at skulle fraflytte mindre produktive områder. Med hensyn til fornyelse af vinarealerne, så kommissæren positivt på Landbrugsudvalgets forslag, eftersom det var i overensstemmelse med Kommissionens kvalitetsmålsætning. Kommissæren fastholdt imidlertid sin modstand mod vores forslag om foryngelse af vinarealerne og forbedring af vinfremstillingsudstyret. Endnu en gang må vi konstatere, at Kommissionen anlægger en for snæver synsvinkel, og at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de økonomiske vilkår, der hersker inden for vinsektoren. Hvad nytter det at ændre mængden af vinstokke kvantitativt i et givet vindyrkningsområde, når man ikke samtidig ændrer vinfremstillingsudstyret? Hvordan forestiller man sig, at man kan ændre vinstokbestanden i et dyrkningsområde, hvor der produceres vine med kontrolleret oprindelsesbetegnelse? Kommissionens forslag vil således begrænse kvalitetsforbedringerne, når det gælder kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (k.v.b.d.) og landvine. Jeg minder om, at der er tale om eksportprodukter, som således bidrager til udviklingen af landdistrikterne i EU, og som påvirker handelsbalancen i positiv retning i de vinproducerende medlemslande. Med hensyn til salgsfremmende foranstaltninger gjorde kommissæren det klart, at der vil blive udarbejdet en horisontal forordning desangående, altså en forordning gældende for samtlige landbrugs- og fødevarer af høj kvalitet. Jeg må imidlertid gøre opmærksom på, at kun otte ud af EU's 15 medlemslande er vinproducerende. Det er derfor ikke usandsynligt, at de bevillinger, der afsættes inden for rammerne af den horisontale forordning, i første række vil finde anvendelse på landbrugs-og fødevarer, som fremstilles i samtlige medlemslande i Den Europæiske Union (mælkeprodukter, kødprodukter ...). Jeg konstaterer imidlertid med tilfredshed, at kommissæren tilslutter sig samtlige ændringsforslag vedrørende producent- og brancheorganisationer. Vi har i Frankrig erfaring for, at brancheorganisationerne spiller en afgørende rolle, og der er behov for, at disse organisationers juridiske status slås fast i fællesskabsretten for at forhindre, at ikkevinproducerende medlemslande - med henvisning til det indre marked og den frie konkurrence - stiller spørgsmålstegn ved organisationernes eksistensberettigelse. Som parlamentsmedlem valgt i regionen Languedoc-Roussillon, glæder jeg mig naturligvis over, at definitionen af hedvine igen er medtaget i Kommissionens forslag. Jeg beklager i denne forbindelse, at der var franske pressionsgrupper, som ønskede denne definition slettet af rent skattemæssige årsager. Hr. formand, afslutningsvis konstaterer jeg med tilfredshed, at kommissæren tilslutter sig flere af Europa-Palamentets forslag. Men vi konstaterer også endnu en gang, at foranstaltninger, som kan puste nyt liv i udbud og efterspørgsel både inden for det indre marked og i forhold til tredjelande, lider en krank skæbne i Europa-Kommissionen. Jeg erindrer om, at Den Europæiske Union er førende på verdensplan, når det gælder vindyrkning, og at EU alene tegner sig for 80 % af verdenshandlen med vin. Kommissionens holdning bidrager ikke til at fastholde denne førerposition på verdensmarkedet, men pålægger tværtimod den europæiske vinsektor øgede byrder og begrænsninger.
Ved denne stemmeforklaring ønsker jeg at gøre opmærksom på min støtte til Martin-betænkningen om reformen af den fælles markedsordning for vin, som er en absolut nødvendig reform, der har til formål at tilpasse sektoren til den aktuelle konjunktur og den stærke konkurrence på verdensmarkedet. Det er nødvendigt at indføre en bedre og mere fuldstændig ordning for Fællesskabets bistand og støtte til såvel de vindyrkningsområder, som er i krise, som dem, der er ved at ekspandere, hovedsageligt på grund af den stadigt større konkurrence fra tredjelande. I denne henseende bør Kommissionen styrke beskyttelsen af kvalitetsvin gennem betegnelsen for oprindelse såvel inden for selve EU som over for de internationale aftaler med tredjelande. En omfattende bekæmpelsespolitik mod vinkrisen bør have til formål at undgå, at vinmarkerne flyttes til de områder, der modtager støtte fra EU. I den forbindelse bør Kommissionen tillade en national samfinansiering af sektoren og ikke, som den selv foreslår, anse vin, der er fremstillet af most fra tredjelande, som fællesskabsvin, der dermed kan støttes. Det er følgelig nødvendigt også at hæve nybeplantningerne til 3 % indtil år 2010.
Reguleringen af vinmarkedet er fra start til slut en absurditet, som ville gøre de sovjetiske planlægningsmyndigheder i Gosplan grønne af misundelse. Desuden indebærer vinstøtten et uansvarligt sløseri med skatteydernes penge, som der ikke sjældent direkte begås bedrageri for. Trods dette foreslås en forhøjelse af støtten fra ca. EUR 1, 1 milliarder om året til ca. EUR 1, 3 milliarder om året, altså fra ca. 10 til ca. 12 milliarder kroner om året! Vi mener, at denne form for organiseret svindel med EU-midler bør standses snarest muligt. Vin er ikke et levnedsmiddel, men en luksusvare, som bør være underlagt markedets love uden andre interventioner fra centrale myndigheder end dem, som kan være motiveret ud fra alkoholpolitiske overvejelser, men de skal i så fald finde sted på medlemslandsplan, ikke på EU-plan. Hvis de vinproducernede lande ønsker at støtte sine avlere af sociale årsager, har de selvfølgelig al mulig ret til at gøre det, men at skatteydere ud over det, de betaler for indkøb af vin, desuden skal bidrage på denne måde, er intet mindre end grotesk. Et mere iøjnefaldende eksempel på misforstået pseudosolidaritet end vinstøtten er svært at fantasere sig til. Vi er tilhængere af seriøs international solidaritet, bl.a. stor ulandsbistand. Det er bl.a. derfor, vi har stemt mod betænkningen som helhed.
Vinproducenter er landmænd og skal derfor have ret til EU-støtte som andre landmænd. EU-støtten skal dog ændres således, at den i højere grad bliver en miljøstøtte og i højere grad er rettet mod mindre landbrugsbedrifter. På langt sigt skal støtten mindskes. Det er forkert at behandle en sådan mængde detaljerede bestemmelser i betænkningen. Jeg afholdt mig fra at stemme i den endelige afstemning.
Europa-Parlamentets Landbrugsudvalg har ikke fulgt Kommissionens forslag. Det har så at sige udarbejdet et modprojekt og på den måde udryddet åbenlyse svage punkter i Kommissionens tekst og fremsat et kompromisforslag. Det er vigtigt at bevare vinproduktionen i Europa fremover, og her skal der lægges særlig vægt på kvalitetsprodukter. Her gælder det især om at sikre mangfoldigheden i de traditionelle produktionsmetoder (hvoraf mange har en tusind år gammel historie). Derfor er det uforståeligt, at nogle kolleger i Europa-Parlamentet hele tiden forsøger at indlede nord-syd-diskussionen om ønologiske metoder. Norden kritiserer ikke syden, derfor bør parlamentsmedlemmerne fra de sydlige himmelstrøg heller ikke kritisere de typisk nordlige produktionsmetoder! Efter princippet om, at andre skal have lov til at leve på deres måde ... Vin er et naturprodukt, som - nydt med måde og regelmæssigt - er sundhedstjenligt. Dette dokumenteres ved en række videnskabelige analyser. I den forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på en undersøgelse, der blev foretaget for nylig af universitetet i Mainz, og som tydeligt dokumenterer, at et dagligt indtag af 1-3 glas vin styrker hjertet og mindsker infarktrisikoen. Det ville efter min mening være passende at informere om disse kendsgerninger i stort anlagte europæiske vinkampagner. Initiativer på dette område bør støttes af Europa-Kommissionen. Det ville så også konkret modbevise den forkerte melding, der hele tiden kommer, om, at Kommissionen vil forbyde reklame for alkoholprodukter.
Og igen og igen slår Europa-Kommissionens reguleringsvanvid til. Der blev udstedt en vinordning i 1962, der holdt indtil 1970. Så kom der en ny vinmarkedsordning, der dog oprindeligt kun var tiltænkt Tyskland, Frankrig, Italien og Luxembourg. Problemerne blev større med Grækenlands, Portugals og Spaniens tiltrædelse, og der udviklede sig med tiden et overskud af bordvin, som det gjaldt om at få hånd i hanke med. Martin-betænkningen er altså også meget vigtig for de luxembourgske vinavlere. Hvem husker ikke de heroiske diskussioner om de to vinbetænkninger af vores kolleger Mateo Sierra og Julio Fantuzzi. Her stod to verdener over for hinanden, sydens vinområder og nordens. Fantuzzi-betænkningen blev godt nok vedtaget med et lille flertal, men fandt ikke flertal i Ministerrådet (landbrug). Mosel og vores vinavlere kom endnu en gang nogenlunde hæderligt fra det, for Kommissionens pessimistiske forudsigelser om vinproduktion og vinforbrug viste sig at være forkerte. Næsten fem år efter Fantuzzi-betænkningen skal Europa-Parlamentet igen behandle et forslag fra Kommissionen om en fælles markedsordning for vin. Og her vil jeg gerne lykønske hr. Martin som en mand fra branchen for den gode, men især fair betænkning, han har fremlagt. I forventningen om, at en betænkning denne gang finder flertal i Parlamentet og i Ministerrådet, mener jeg, at det med hans kompromisforslag fortsat vil være muligt for vinavlerne i de nordlige vinområder at producere deres kvalitetsvin, sådan som de altid har gjort. Jeg mener jo alligevel, at tilberedningen af kvalitetsvin i Den Europæiske Union i henhold til subsidiaritetsprincippet hører under de nationale kompetenceområder, og her hører luxembourgerne stadig til de bedste. Det skal dog være vores mål at reducere mængderne af bordvin og at forhindre indførelse af druemost fra tredjelande. Men især skal den stort anlagte destillation, det vil sige den organiserede ødelæggelse af vin, før den kommer på markedet, begrænses. Jeg vil altså stemme for betænkningen af hr. Martin, og det gør jeg i håbet om, at vinavlerne i alle vinområder fremover vil blive forskånet for yderligere bestemmelser.
Tak for den helt ekstraordinære indsats, der er ydet i forbindelse med udarbejdelsen af den foreliggende betænkning om vinsektoren og dennes betydning for EU-landene. Der er nået et resultat af høj kvalitet takket være ordførerens erfaring inden for dette felt, takket være et godt samarbejde med førende kapaciteter på området, hentet fra I-EDN-gruppen, og takket være det faktum, at udvalget har besøgt områderne, har lyttet til producenterne og gennemført en undersøgelse i nært samarbejde med forskningsledelsen. Debatten i Europa-Parlamentet har rejst en række væsentlige spørgsmål, som vedrører såvel den fælles landbrugspolitik som de eksisterende EU-institutioners arbejde. Det er efter vores opfattelse helt afgørende at få slået fast, at vin er et landbrugsprodukt, ikke et industriprodukt. Det er vigtigt at få denne holdning slået fast, da den understreger, hvor nødvendigt det er at bevare en nær og uløselig forbindelse mellem jord og produkt, vel at mærke en reel forbindelse og ikke blot en markedsføringsteknisk forbindelse. Det er en holdning, som også afspejler ønsket om at fremme udnyttelse og udvikling af produkter på produktionsstedet. Ikke mindst af forbrugerbeskyttelseshensyn er det afgørende at fastholde forbindelsen mellem jord og produkt. Det er en forudsætning for også fremover at kunne garantere forbrugerne sikre fødevarer, og en forudsætning for fortsat at kunne føre en afbalanceret politik med hensyn til egnsplanlægning. Vi skal undgå de store og ødelæggende koncentrationer og fortsat udvikle de gode egnsretter, som er en del af vores kultur. Skal vi fastholde denne forbindelse mellem jord og produkt, må vi afvise ethvert forslag om tilladelse til import af most fra tredjelande til brug i vinfremstillingen. Vores kollega Chesa, som kommer fra et af Europas vigtigste vindistrikter, understregede i sit indlæg meget præcist de risici, en sådan tilladelse rummer, risici i form af forringelse af kvaliteten og manglende forbindelse mellem jord og produkt. Europa-Parlamentet har stillet forslag om et forbud mod vinfremstilling af most fra tredjelande. Kommissær Fischler har imidlertid modsat sig Europa-Parlamentets holdning, idet han henviser til Marrakech-aftalens bestemmelser om WTO og finder, at EU ikke længere har mulighed for at udstede et sådant forbud. Vi deler ikke kommissær Fischlers opfattelse, eftersom den foreliggende betænkning af Martin i sit indhold er identisk med bestemmelserne i markedsordningen for vin, udarbejdet i overensstemmelse med GATT-aftalerne. Jeg har i øvrigt skriftligt rettet henvendelse til Kommissionen herom med henblik på en hurtig afklaring af dette centrale spørgsmål. Kommissionen burde støtte udviklingen inden for vinsektoren, idet EU inden for denne sektor indtager en førerstilling på verdensplan. I stedet indtager Kommissionen på flere punkter en kontrollerende og lidet visionær holdning og pålægger sektoren nye byrder og begrænsninger. Den foreliggende betænkning af Martin bryder lykkeligvis med denne holdning og foreslår bevidst en kontrolleret fornyelse og foryngelse af vindistrikterne. Den foreslår initiativer, som kan forbedre druernes såvel som vinproduktionsudstyrets kvalitet, og den foreslår initiativer, som særligt tilgodeser unge vinproducenter, både når de skal etablere sig, og når de ønsker at udvikle deres bedrifter. Endelig præciserer den foreliggende betænkning af Martin med rette, at Rådets ansvar og beføjelser bør fastholdes på dette vigtige område. Kommissionen foreslår som sædvanlig en bulimisk forøgelse af egen kompetence og henviser til, at kun Kommissionen vil være i stand til at få ændret de gældende bestemmelser på området. Vi må håbe, at Rådet, der som den eneste EU-institution kan påberåbe sig demokratisk legitimitet, viser sig i stand til at modstå Kommissionens pres.
På den Nationale Alliances vegne vil jeg gerne sige, at jeg stemmer ja til betænkningen, selvom jeg kun er delvist tilfreds. Efter vores mening er det nemlig fundamentalt, at reformen af den fælles markedsordning for vin overholder følgende principper: Selvom jeg er enig i, at det er nødvendigt at opstille nogle reguleringsmekanismer for markedet med henblik på en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, er Kommissionens holdning ikke rimelig, når den forlænger forbuddet mod nye plantninger til år 2010 og samtidig tillader vinfremstilling af importeret most. Denne restriktion udgør sammen med handlefriheden hos de andre vinproducenter i verden en alvorlig trussel mod Unionens dominans på verdensmarkedet, hvor Europas andel i dag er større end 50 % af den samlede produktion.-Det er uacceptabelt, at man holder fast ved status quo med hensyn til tilsætningen af sakkarose for at opnå den endelige alkoholprocent i vinen. Denne bestemmelse vil hindre udviklingen af de markeder - som f.eks. det italienske - der foretrækker en alkoholfremstilling, som sker i vinmarkerne og ikke i kældrene. De betydelige besparelser, der opnås ved ganske enkelt at tilsætte sukker, vil gøre kvalitetsprodukter som de italienske meget lidt rentable, og de vil blot blive nicheprodukter på markedet.-Efter min mening er det desuden vigtigt at sikre en regulering af de italienske vinmarker, som er blevet plantet uden klart at overholde fællesskabslovgivningen, og vi afviser Kommissionens forslag om at trække disse fra reserven af nye plantninger. Hvis vi accepterer den udøvende magts retningslinjer, vil det nemlig gå klart ud over Italien i forhold til Spanien, der i øjeblikket tillader det, som står i forslaget.-Endelig - og her henviser jeg til Europa-Kommissionens beslutning nr. 94/173/EF af 22. marts 1994 - er det nødvendigt, at vinsektoren kommer til at høre med til de sektorer, der modtager støtte til produkternes forarbejdning og konditionering. Hvis man ikke giver mulighed for EU-støtte til investeringen i ny produktionsteknologi i de italienske vinkældre, bliver det umuligt at forbedre kvalitetsstandarderne for de produkter, der sælges på afsætningsmarkederne, og det går på uretfærdig vis ud over de producenter, som er stolte over at have en af Europas ældste fremstillingstraditioner, og hvis marketingsstrategi går ud på at forbedre produktet og satse på de markedssegmenter, der ønsker en høj kvalitet.Betænkning af Barros Moura (A4-0030/99)
Hr. formand, den forelagte betænkning af Barros Moura rejser omsider spørgsmålet om de institutionelle og politiske foranstaltninger, som nødvendigvis må ledsage indførelsen af den fælles valuta for at sikre, at Den Økonomiske og Monetære Union kommer til at fungere i praksis. Det er ikke spor for tidligt. Man undgik bevidst emnet i forbindelse med Maastricht-traktaten for at gøre det lettere at få traktaten ratificeret. Man undgik ligeledes bevidst at tage emnet op i forbindelse med forhandlingerne om Amsterdam-traktaten for ikke, umiddelbart før indførelsen af den fælles valuta, at skabe debat om et emne, som kunne få borgerne til at stille spørgsmålstegn ved ØMU'en. Nu er den fælles valuta imidlertid en realitet og vi kan ikke længere lukke øjnene for dette spørgsmål. Den foreliggende betænkning af Barros Moura tager en række relevante spørgsmål op. Men den går også udenom nogle spørgsmål. Eksempelvis kommer betænkningen ikke nærmere ind på spørgsmålet om demokratisk kontrol med den fælles valuta. Problemet forekommer da også praktisk talt uløseligt. Betænkningen kommer heller ikke ind på spørgsmålet om, hvem der træffer den endelige beslutning i spørgsmål vedrørende vekselkurser i forhold til tredjelande. Et sprængfarligt emne i den aktuelle situation. Betænkningen påpeger behovet for et budgetsystem »af føderalt tilsnit«, men undlader at komme ind på, hvad det indebærer i form af nye skatter, eller hvor høje disse skatter må forventes at blive. Hvilke spørgsmål er det mere præcist, betænkningen beskæftiger sig med? Først og fremmest drejer det sig om en samordnet økonomisk politik, som ønskes udvidet til også at omfatte områder som strukturpolitik. Strukturpolitikkerne ønskes således yderligere centraliseret til fordel for Kommissionen, og de ønskes gjort mere forpligtende i kraft af bindende afgørelser, som træffes med kvalificeret flertal. Forslaget bærer tydeligt præg af, at ordføreren hører hjemme i den socialdemokratiske lejr, hvor løsenet er superstaten. Dette perspektiv synes at have forskrækket vores kolleger i den liberale lejr. Resultatet var ellers forudsigeligt. Ganske vist er der endnu ikke formelt truffet et valg mellem euroforvaltningsinstitutioner af socialdemokratisk tilsnit og institutioner af liberalt tilsnit, men valget er i vid udstrækning afgjort på forhånd. Den fælles valuta er i sig selv en samlende størrelse, som lægger faste rammer om medlemslandene. Det er lidt sent, vores kolleger i den liberale lejr får øjnene op for det forhold.
Vi vil gerne takke ordføreren for et seriøst arbejde med en væsentlig betænkning. Vi mener, at der er grund til at have opmærksomheden henledt på behovet for enighed om ØMU'en og andre politiske områder såsom beskæftigelses- og socialpolitikken, den overordnede makroøkonomiske politik samt miljøpolitikken. Vi mener også, at der er grund til at have opmærksomheden henledt på behovet for politisk kontrol af ECB inden for rammerne af den uafhængighed, der kræves for ECB's aktiviteter. EU's udvidelse giver anledning til større opmærksomhed omkring disse spørgsmål, hvilket udvalgets forslag også understreger. Vi mener dog, at udvalgets forslag i flere tilfælde risikerer at håndtere spørgsmålene ud fra et forkert udgangspunkt. En øget samordning af ØMU-politikkerne, her især beskæftigelses- og socialpolitikken, og den overordnede makroøkonomiske politik bør snarere udgå fra en mere aktiv indsats og flere fælles målsætninger på disse områder end fra statiske krav om ændringer i Rådets beslutninger og indførelse af bindende regler. Det er efter vores mening væsentligt, at Fællesskabet frem for alt øger sine bestræbelser på at opnå en mere aktiv beskæftigelses- og socialpolitik samt en bedre samordning af den overordnede makroøkonomiske politik. Sådanne øgede bestræbelser kan efter vores mening ikke i alle henseender primært drives frem af institutionelle ændringer på den måde, som udvalget foreslår. For os er dette en konklusion, der er gyldig selv set i udvidelsens perspektiv. Desuden mener vi, at forandringer, hvad angår beslutningerne om de økonomiske politikker, bør foretages med udgangspunkt i klare definitioner af, hvilke områder af medlemslandenes nuværende økonomiske politikker der skal berøres. Vi mener, at dele af udvalgets forslag om institutionelle forandringer ikke tager hensyn til behovet for entydige definitioner. Hvad angår meget tvetydige definitioner, kan udvalgets punkt 18 om budgetsystemet »af føderalt tilsnit« fremhæves som eksempel. Hvad angår udvalgets forslag om, at Euro-Rådet skal have en traktatbaseret status, mener vi ikke, at dette forslag tager hensyn til, at ØMU'en bør opfattes som et anliggende for alle EU-lande, selv for dem, som i dag står uden for euroen. ØMU'en og den fælles mønt har indvirkning på store dele af Fællesskabets politik og bør således ikke være et spørgsmål, som udelukkende behandles i Euro-Rådet, sådan som udvalget foreslår. Ovenstående har været retningsbestemmende i vores udtalelse om enkelte punkter i betænkningen og enkelte ændringsforslag. At betænkningen som helhed indeholder en del svage punkter har ikke betydet, at vi mener, at betænkningen helt bør forkastes. ØMU-politikkens relation til andre politiske områder og udvidelsens konsekvenser for ØMU'en er så vigtige, at dette spørgsmål fortjener større opmærksomhed.
Moura-betænkningen gør på en klar og fagligt overbevisende måde rede for den udvikling, EU har gennemgået i forbindelse med etableringen af det indre marked, ØMU'en og euroen. Derfor er det næste logiske og uundgåelige skridt, hvis unionsprojektet ikke skal bryde sammen, at etablere en egentlig føderal struktur. Det vil blandt andet sige mere magt til Kommissionen og EU-Parlamentet og mindre magt til først og fremmest de nationale parlamenter. Samtidig skal flertalsafgørelser være normen. Der skal være en fælles økonomisk politik og en fælles skattepolitik. Der skal også skabes et budgetsystem »af føderalt tilsnit« - et budget, der skal bruges til at afhjælpe krisesituationer i de enkelte medlemslande. Sagt mere direkte: Betænkningen agiterer for, at der skal etableres en føderal stat med rådighed over et føderalt budget i lighed med det føderale system, man har i forbundsstater som eksempelvis Tyskland og USA. Betænkningen ønsker som modstykke til ØMU'en at skabe en social og politisk union. Etableringen af en social union vil betyde, at der på EU-plan vil blive skabt en ramme for, hvordan sociale ydelser/ordninger skal tildeles. Unionen vil sætte rammer for, hvem der er berettiget til at nyde godt af det sociale system, hvor meget de kan få, og hvordan ydelserne/ordningerne skal finansieres. Vi deler ikke Moura-betænkningens vision om et føderalt EU, og derfor stemmer vi mod betænkningen.
Indførelsen af euroen betegner en politisk sejr, på fællesskabsniveau og på nationalt niveau. Euroen er ikke et mål i sig selv, men et skridt på vejen til europæisk integration. Med indførelsen af euroen får EU en fælles pengepolitik, hvilket afføder et behov for at genetablere balancen, især den økonomiske balance. ECB udøver fremover alle sine beføjelser i fuld uafhængighed, hvilket må betegnes som positivt. Vi må imidlertid konstatere, at Den Europæiske Centralbank mangler en politisk samtalepartner, når det gælder økonomiske spørgsmål, hvilket netop sætter fokus på det helt centrale forhold, at den europæiske integration er kendetegnet ved utilstrækkelig demokratisk legitimitet. Samtidig opstår der en vis bekymring for, at monetære hensyn prioriteres højest og kommer til at præge EU's strategiske beslutninger, hvilket kan lægge sig hindrende i vejen for en sund og beskæftigelsesfremmende økonomisk vækst. Samordningen af de økonomiske politikker er bydende nødvendig, hvis vi vil sikre, at EU får en stærk og konkurrencedygtig økonomi, som - jf. vores beslutningsforslag - skaber arbejdspladser, solidaritet, økonomisk og social samhørighed og lige muligheder for alle borgere, uanset hvilken medlemsstat de kommer fra. Med dette mål for øje må vi nu tage fat på at skabe en økonomisk og social Union, ligesom vi skal have defineret en ny »social kontrakt«, som fastsætter fælles principper på det sociale område. Forudsætningen herfor er imidlertid, at en samordnet økonomisk politik ledsages af en tilnærmelse medlemsstaterne imellem på det skattemæssige område. Kort sagt, jeg tilslutter mig konklusionerne i det beslutningsforslag, vi behandler i dag. Ikke mindst hilser jeg med tilfredshed, at forslaget understreger behovet for at styrke Europa-Parlamentets rolle i forhold til Den Økonomiske og Monetære Union.
Jeg kan desværre bare konstatere, at vores betænkeligheder bekræftes, hvis betænkningen vedtages, det vil sige, at ØMU'en vil medføre krav om bl.a. harmonisering af skatter, beskæftigelsespolitik og socialpolitik, med andre ord en harmonisering af medlemslandenes økonomiske politik. Det er bl.a. derfor, jeg har stemt nej til betænkningen.
ØMU'en fører til »mere Union«. Økonomisk politik, renter og valuta besluttes i og af EU. På langt sigt vil det også komme til at gælde for skatte- og finanspolitikken. Dette bekræftes i vid udstrækning af Europa-Parlamentets betænkning, som peger i denne retning. ØMU'en er et økonomisk og politisk projekt, som er en hjørnesten i en stat, en EU-stat. Det bekræftes også af denne betænkning, selvom den er pakket blødere ind. I betænkningen står der, at den økonomiske politik skal betragtes som »et spørgsmål af fælles interesse«. Man taler også om en tilnærmelse, hvad angår skatte- og socialpolitikken, flere beslutninger med kvalificeret flertal og en styrkelse af Kommissionen. Der fremsættes også forslag om en interinstitutionel aftale mellem medlemslandene om samordning af de nationale politikker såsom »overvågning« af stabilitets- og vækstpagten. Der er tale om foranstaltninger, som alle vil øge EU's magt og det demokratiske underskud. Jeg har derfor stemt nej til betænkningen.
Ordføreren ønsker helt tydeligt se ØMU'en som en platform til at udvikle EU hen imod en føderal stat. Dette fremgår bl.a. af nogle af betænkningens formuleringer såsom »mener, at manglen på en fælles økonomisk og fiskal politik er komplet uforenelig med planerne om en fælles forvaltning af den monetære politik« og »understreger, at opbygningen af en Monetær Union skaber behov for et budgetsystem »af føderalt tilsnit««. ØMU'en er en institution, som er dybt udemokratisk. Løsningen på dette problem er imidlertid ikke at give Europa-Parlamentet større magt og lade Rådet træffe beslutninger med kvalificeret flertal om de generelle retningslinjer for Fællesskabets og medlemslandenes økonomiske politik, som ordføreren ønsker. EU skal være et mellemstatsligt samarbejde. Foranstaltninger på EU-plan skal således træffes med enstemmighed, og ECB's formand skal udnævnes af medlemslandenes regeringer, og medlemslandenes økonomiske politik og fiskale politik skal udformes på nationalt plan.
Det er en nødvendighed for EU's fortsatte positive udvikling, at Den Økonomiske og Monetære Union bliver en succes. Set specielt i lyset af de kommende udvidelser er det blevet endnu vigtigere at sikre, at konstruktionen af ØMU'en bliver så sund og effektiv som mulig. Blandt andet ved at sørge for streng kontrol med de deltagende landes økonomier. Det er efter min opfattelse vigtigt at sørge for, at der eksisterer en sund balance mellem beslutninger på nationalt og overnationalt niveau. En koordinering af den makroøkonomiske regulering er essentiel, men det er vigtigt, at EU ikke fratager medlemslandene det ansvar, de har pligt til at leve op til som medlemmer af Den Økonomiske og Monetære Union.
De britiske Labour-medlemmer i Europa-Parlamentet bifalder i høj grad Barros Moura-betænkningen og den vægt, den lægger på de politiske konsekvenser af Den Økonomiske og Monetære Union. Men vi har betydelige forbehold med hensyn til en række aspekter i betænkningen. Under punkt 1, 2. indryk, kan vi ikke støtte den underliggende mening om, at socialsikringen skal harmoniseres, for at ØMU'en kan blive en succes. Hvis alle medlemsstater skal have tillid til formanden for Den Europæiske Centralbank, bør han eller hun udnævnes med samstemmighed. Derfor stemte vi imod punkt 8. Vi er bekymrede over forslagene om at udvide systemet med at træffe afgørelser med kvalificeret flertal til også at omfatte samordningen af den økonomiske politik og stemte imod punkt 10, 16 og 20. Forslaget om et budgetsystem af »føderalt tilsnit« i punkt 18 er vi også imod. Punkt 14 opfordrer til, at Euro-Rådet får en traktatbaseret status. Med dette risikerer vi institutionelt at få et todelt Europa, hvor de medlemsstater, der ikke er med i ØMU'en, vil befinde sig i en form for anden division. Det er vi imod. Hvad den endelige betænkning angår, var det de britiske Labour-medlemmers holdning at afholde sig fra at stemme.
Vores kollega Barros Moura tematiserer et centralt problem i status quo for den europæiske integration, der kun kan beskrives som et markedsradikalt skråplan. Vi har godt nok et europæisk indre marked, en europæisk mønt og en europæisk monetær politik, men ingen tilsvarende instrumenter for en politisk union. Vi har for tiden ikke engang en effektiv europæisk valutakurspolitik med henblik på en strategisk placering af euroen blandt verdens valutaer, især i forhold til dollaren. For at undgå misforståelser vil jeg gerne understrege, at en sådan politik skal udformes kooperativt og ikke skærpe den ukontrollerede konkurrence gennem statslig indblanding. Den europæiske integrations markedsradikale skråplan trænger virkelig til at blive korrigeret hurtigt. Vi har brug for en fælles valutakurspolitik, der fortjener dette navn, en bindende »monetær dialog« mellem Fællesskabets institutioner, en europæisk økonomisk regering »som ansvarlig for Fællesskabets samlede økonomiske politik« og en effektiv udbygning af Fællesskabets politikker og koordinationsmetoder mellem medlemslandenes politikker på så centrale områder som beskatning i det indre marked, beskæftigelsespolitik samt de sociale og økologiske rammebetingelser for en fair konkurrence på det europæiske indre marked med henblik på en udvikling af den samlede økonomiske dynamik hen imod en bæredygtig økonomi. I betragtning af den faktiske nye kvalitet i det globale, transnationale økonomiske netværk skal EU samtidig også altid optræde som et fællesskab udadtil. Men vi kan og skal starte med os selv! Betænkning af Bourlanges (A4-0049/99)
Hr. formand, vi er af den opfattelse, at Ministerrådet, og i endnu højere grad Det Europæiske Råd, er de EU-institutioner, som har størst legitimitet, også set med befolkningernes øjne, idet det er befolkningernes repræsentanter, der her mødes på højeste niveau. Ingen anden EU-institution har opnået samme status. Det gælder Europa-Parlamentet, der stadig betragtes som en underordnet forsamling. Det gælder Europa-Kommissionen, som betragtes som en forsamling af embedsmænd. Det er i EU's interesse at styrke Unionens mest legitime institution. Rådet bør derfor have initiativret, herunder ret til at kontrollere Kommissionen, og om nødvendigt udtrykke mistillid til denne. Endvidere bør afgørelser med enstemmighed fastholdes, når det gælder alle væsentlige emner. Hvad angår sidstnævnte punkt, anfører den forelagte betænkning af Bourlanges, at »kravet om enstemmighed er fundamentalt uhensigtsmæssigt for en effektiv beslutningstagning«, og i begrundelsen anføres dystre beregninger, som viser, at der ved 15 aktører er en chance ud af 32.769 for at nå til et enstemmigt standpunkt. At disse beregninger ikke holder stik konstateres alene ved den omstændighed, at EU dagligt træffer adskillige beslutninger, som vinder fuld tilslutning. Regelen om enstemmighed tvinger de involverede parter til at respektere hinandens synspunkter, til at søge at forstå hinandens synspunkter, hvilket bidrager til et godt forhandlingsklima. Det er en proces, der skaber gode og gedigne beslutninger, eftersom de bygger på gensidig forståelse. Systemet er måske nok langsommere end andre mere autoritære systemer, men det giver gode resultater. Det burde også kunne fungere i et udvidet Europa med 25 eller 30 medlemsstater. Vi er i øvrigt af den opfattelse, at Luxembourg-kompromiset bør indføres i alle dele af traktaten, og har fremsat ændringsforslag herom. Dette ændringsforslag blev desværre ikke vedtaget. Under alle omstændigheder må vi erkende, at et udvidet Europa med 25 medlemsstater ikke kan være monolitisk, men må være et Europa med variabel geometri. Alle disse forholdsregler, herunder variabel geometri, som gør det muligt at samarbejde mere frit inden for EU's rammer, vil bidrage til at styrke forbindelsen mellem EU og medlemsnationerne.
Den tilstræbte udvidelse af Unionen kræver reformer, ikke blot af landbrugs- og strukturfondene, men også af beslutningsprocessen. Initiativet med forslaget om nye beslutningsformer skal også hilses velkomment. Vi deler dog ikke ordførerens forslag, hvad angår den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Vi mener, at Rådet spiller og fortsat bør spille en central rolle for EU i forbindelse med FUSP. Vi vil gerne understrege den politiske vilje, som kommer til udtryk i Amsterdam-traktatens artikel J.7, i hvilken der står, at det er Rådet, der træffer beslutning i alle anliggender vedrørende Unionens sikkerhed. Set ud fra den synsvinkel er vi ikke enige i formuleringerne i artikel 10, 13 og 14. Vi mener, at proceduren med medlemslandenes ret til konstruktivt at afholde sig fra at stemme er et godt initiativ med henblik på at gennemføre Petersberg-opgaverne (humanitær indsats, fredsbevarende indsats og fredsfremmende foranstaltninger), men vi mener, at det snarere kræver politisk vilje, hvis EU skal spille en større rolle i forbindelse med håndteringen af krisen, og på den baggrund er det vigtigt at se, hvordan denne nye beslutningsform anvendes først. Vi kan følgelig ikke støtte artikel 30 og 31.
Vi støtter Bourlanges-betænkningens fremadskuende overvejelser over Rådets virkemåde i et udvidet EU. Vi støtter specielt dens opfordring til en bedre »koordination«, større »effektivitet« ved udvidet brug af kvalificeret flertal, hyppige og især den nødvendige »tilbagevenden til fællesskabsmetoden« gennem et »retablering af den institutionelle ligevægt« med en stærk Kommission og med reel initiativret og politisk fremdrift. Vi stemmer imod visse dele: Den »begrænsende« måde, hvorpå ordføreren betragter områder af forfatningsmæssig karakter, og hvor der skal opretholdes enstemmighed.-Punkt 33, der ved anvendelse af kvalificeret flertal i budgetspørgsmål vil give beslutningsretten til de medlemsstater, der bidrager mest, hvilket ville øve vold mod fællesskabsmetoden og den forfatningsmæssige ligestilling mellem medlemsstaterne.-Alt, hvad der med hensyn til vægtning af stemmer i Rådet går ud over opretholdelse af den nuværende ligevægt og derved kan befordre idéer i retning af en »styringsgruppe« bestående af de store medlemsstater.-Alt, hvad der ligesom de foregående punkter kan forudbestemme - før traktatrevisionsproceduren er sat i gang- Europa-Parlamentets holdning til grundlæggende politisk-forfatningsmæssige spørgsmål.-Alt, hvad der kan befordre den antieuropæiske propaganda i den kommende valgkamp.På baggrund af afstemningsresultaterne i salen om disse spørgsmål - i forhold til hvilke PSE-gruppen på vores initiativ og gennem vores indsats har antaget en tilsvarende holdning - besluttede vi den endelige stemmeafgivning. Da vi kunne konstatere, at nogle af de standpunkter, som vi lægger størst vægt på - navnlig vægtningen af stemmer i Rådet - ikke er blevet tilstrækkelig tilgodeset, har vi stemt imod.
Indledningsvis vil jeg gerne takke hr. Bourlanges for en betænkning af høj kvalitet og med et særdeles væsentligt indhold. Uden i øvrigt at foregribe udviklingen, når det gælder fællesskabsinstitutionernes fremtid, vil jeg gerne understrege, at den foreliggende tekst vil være et særdeles godt udgangspunkt for en lødig debat. Betænkningen dokumenterer endnu en gang - for dem der fortsat måtte tvivle herom - at Europa-Parlamentet er en ansvarsbevidst forsamling. Hvad angår betænkningens afsnit om Rådet, deler jeg ordførerens bekymring. Forestiller jeg mig et udvidet Europa uden ledsagende justering af beslutningsprocedurerne, frygter jeg, at EU vil være lammet og ude af stand til at lægge en klar politisk linje. Det nye årtusinde byder på nye udfordringer, og Rådet må være i stand til at udstikke retningen for Europas videre udvikling. Jeg mener også, at dette krav er grundlæggende uforeneligt med det nuværende system med skiftende formandskaber. Hr. Bourlanges rejser i denne forbindelse det helt centrale spørgsmål om Rådets kompetence. Imidlertid findes der ingen lette svar på dette spørgsmål. Hvad angår den måde, hvorpå Ministerrådet fungerer i dag, kæmper jeg - som også ordføreren - ihærdigt for en retablering af Rådets rolle som drivkraft i Unionen. Jeg ønsker - i modsætning til ordføreren - øget koordinering mellem ministrene for europæiske anliggender med henblik på at sikre en bedre sammenhæng mellem medlemslandenes politikker og Fællesskabets politikker. Det vil i denne sammenhæng være hensigtsmæssigt at lade den kompetente minister deltage, alt efter hvilke punkter der er på dagsordenen for et konkret møde i Rådet. Hvad angår procedurerne, herunder ikke mindst det generelle princip om afstemninger med kvalificeret flertal, er det min opfattelse, at dette princip bør finde bred anvendelse. Jeg er imidlertid ikke imod princippet om dobbelt simpelt flertal, som forekommer mig at være mere retfærdigt og legitimt end det nuværende system med vægtning af stemmerne. I øvrigt er det efter min opfattelse ligeledes nødvendigt at rejse en debat om Kommissionens fremtidige kompetence i et udvidet Europa. Afslutningsvis vil jeg understrege, at udvidelsen af EU kræver en forudgående justering af de nuværende institutionelle rammer. Dette krav har, som jeg ser det, ikke til formål at bremse udvidelsesprocessen. Justeringen skal tværtimod skabe det nødvendige fundament for et Europa, som politisk er i stand til at træffe de nødvendige valg og påtage sig ansvaret herfor.
Den forelagte betænkning af Bourlanges giver meget præcist udtryk for holdningen i Udvalget om Institutionelle Spørgsmål. Vi har i udvalget længe efterlyst gennemgribende reformer af Rådets rolle, struktur og procedurer. Gennemførelsen af sådanne reformer er afgørende, hvis vi vil undgå, at dette beslutningstagende organ lammes i takt med EU's udvidelse. I forbindelse med Europa-Parlamentets behandling af denne betænkning var det for mig afgørende - af hensyn til EU's borgere - at få understreget de aspekter i begrundelsen, som tegner et billede af det europæiske projekt, vi med vores indsats og vores forslag arbejder hen imod. Dette projekt er set med mine øjne uløseligt forbundet med øget demokratisering, som skal bygge på flertalsprincippet, myndighedernes politiske ansvar, parlamentskontrol og gennemsigtighed i beslutningsprocedurerne. Unionen bør udvikle sig i retning af en model, som tydeligt afspejler Unionens dobbelte natur: Der er på den ene side tale om en sammenslutning af stater, på den anden side en sammenslutning af befolkninger. I en sådan konstruktion vil Kommissionen udvikle sig til en egentlig udøvende magt på europæisk plan, Europa-Parlamentet vil repræsentere den offentlige mening, og Rådet vil repræsentere staterne. En sådan konstruktion vil sikre, at EU kan optræde som en integreret, forenet og sammenhængende størrelse og dermed stå stærkere på den internationale scene. Med hensyn til Europa-Parlamentets initiativbetænkning, vil jeg imidlertid også gerne knytte nogle bemærkninger af mere principiel karakter hertil, herunder kommentere tidspunktet for betænkningens vedtagelse. Jeg værdsætter generelt ordførerens indsats og dennes bestræbelser for at fremkomme med så detaljerede forslag som muligt. Imidlertid er jeg af den opfattelse, at vi på nuværende tidspunkt, hvor Amsterdam-traktaten endnu ikke er ratificeret af medlemsstaterne og heller ikke omsat til praksis, generelt bør overlade det til eksperterne i forbindelse med fremtidige forhandlinger at udarbejde de detaljerede forslag. Vi bør således på nuværende tidspunkt udelukkende angive de overordnede mål for udviklingen. Vi kan udtrykke håb om, at princippet om dobbelt simpelt flertal på længere sigt vedtages, idet dette princip betegner en udvikling, som finder bred tilslutning her i Europa-Parlamentet. Vi skal imidlertid ikke på nuværende tidspunkt gå ind i detaljerede drøftelser om procentsatser. Det spørgsmål bør tages op på et senere tidspunkt. Da princippet om dobbelt simpelt flertal næppe kan forventes vedtaget på nuværende tidspunkt, er det glædeligt, at systemet med vægtning af stemmer fastholdes. Til gengæld er det måske mindre hensigtsmæssigt at binde os på hænder og fødder ved at tilføje, at den nuværende ligevægt (præcist udtrykt i procent) skal fastholdes. Det afgørende er, at princippet om ligevægt fastholdes, primært ligevægten mellem store og små medlemslande. Lad os angive et klart mål, nemlig opretholdelse af ligevægt, men lad os ikke så splittelse ved allerede nu at gå ind i en debat om den præcise udmøntning heraf. Med hensyn til princippet om, at afgørelser truffet med kvalificeret flertal skal være hovedregelen, rører ordføreren ved et ømtåleligt punkt, når han foreslår, at de egne indtægter ikke skal indgå i de emner, der er undtaget fra dette princip. Europa-Parlamentet har tidligere udtrykt sin holdning i dette anliggende i forbindelse med debatten om Mendez De Vigo-Tsatsos-betænkningen. Nævnte betænkning giver udtryk for en afbalanceret holdning, som vandt tilslutning blandt et stort flertal af Europa-Parlamentets medlemmer, idet den alene anfører forfatningsmæssige afgørelser og kvasiforfatningsmæssige afgørelser som undtagelser fra princippet om afstemninger med kvalificeret flertal. Jeg finder det ikke hensigtsmæssigt, at vi på nuværende tidspunkt tager dette spørgsmål op igen, selvom begrebet »kvasiforfatningsmæssig« kan være problematisk. Hvad angår udenrigspolitikken, bør vi efter min opfattelse afvente Amsterdam-traktatens ratifikation og gennemførelse i praksis, før vi tager stilling for eller imod proceduren med den såkaldte »positive stemmeundladelse«. Jeg fornemmer, at der er delte meninger om dette spørgsmål, også inden for de enkelte grupper. Min holdning kan sammenfattes som følger: Lad os på nuværende tidspunkt give udtryk for de overordnede principper, vi ønsker at fremme, og vores ønske om at sikre fortsat ligevægt. Men lad os ikke gå ind i detaljerede overvejelser, som blot risikerer at skabe splittelse i Europa-Parlamentet. Denne holdning er udtryk for en »mindretalskultur«, som fører til respekt for andres meninger og fordømmer ethvert misbrug af en dominerende stilling.
For alle os, der ønsker et stærkt EU, har det længe stået klart, at EU's institutioner nærmede sig en total lammelse i takt med de gentagne udvidelser. Enhver fremtidig udvidelse vil således kunne lamme dette system, som gennem tiden har stået sin prøve, men som aldrig har være tænkt som en struktur, der skulle fungere med 15 endsige 20 eller 25 medlemmer. Inden der sker en ny udvidelse af EU, er det bydende nødvendigt at gennemføre en reform af EU's institutioner, herunder en reform af Rådet, som er hæmmet af det stigende antal organer, der indgår i rådsfunktionen, og som i stigende grad går på kompromis med de procedurer for Rådets arbejde, der er fastsat i traktaterne. Denne udvikling er naturligvis ikke acceptabel. Jeg er helt enig med ordføreren, når han konkluderer, at der er behov for en gennemgribende omlægning af Rådets strukturer og roller samt en rationalisering og styrkelse af procedurerne med det formål at gøre Rådet mere effektivt og åbent. Ordføreren fremfører nogle efter min opfattelse særdeles interessante tanker om den rolle, der fremover bør tillægges formanden for Kommissionen og den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på bekostning af formandskabet, idet sidstnævnte fremover bør koncentrere sig om sine forligsopgaver. Der skitseres en ny fordeling af opgaverne, som vil kunne skabe en mere effektivt fungerende Union. I denne sammenhæng bifalder jeg også tankerne om, at princippet om afgørelser med kvalificeret flertal bliver hovedregelen, når det gælder beslutninger truffet i Rådet. Kravet om enstemmighed bliver således undtagelsen og vil være forbeholdt enkelte beslutninger af særlig vigtighed eller af særlig vidtrækkende karakter. Jeg finder det endvidere vigtigt, at enhver fremtidig ændring af systemet med vægtning af stemmer fastholder det nuværende princip, som sikrer relativ overrepræsentation for stater med lille eller mellemstor befolkning. Afslutningsvis vil jeg gerne takke ordføreren for den foreliggende betænkning, som er af høj kvalitet. Betænkningen er et væsentligt indlæg i den debat, som skal sikre en reform af EU's institutioner, og således sikre at EU bliver i stand til at løfte de fremtidige opgaver og udfordringer.
Den foreliggende betænkning, som er særdeles detaljeret, giver anledning til følgende bemærkninger fra min side: 1.Jeg mener ikke, Europa-Parlamentet bør blande sig i Rådets interne forretningsorden, ligesom Rådet heller ikke blander sig i Europa-Parlamentets forretningsorden.2.Jeg finder det uheldigt at skelne mellem ministrenes lovgivningsmæssige funktioner og deres nationale funktioner (jf. betænkningens stk. 1). Det kunne give anledning til ønsker om en ny institution, eksempelvis et senat. Og hvad skulle vi så stille op med den institution?3.Jeg bifalder ikke den helt afgørende rolle, ordføreren tildeler Det Europæiske Råd. Efter min opfattelse afspejler denne rolle en meget centralistisk og radikal politisk tankegang.4.Jeg deler ikke ordførerens betænkeligheder med hensyn til skiftende formandskab. Jeg kan ikke acceptere forslaget om at overlade det til Kommissionens formand at sikre Unionens fremdrift. Jeg mener tværtimod, at et stærkt formandskab i høj grad kan påvirke de enkelte medlemsstaters holdninger til integrationsprocessen.5.Betænkningen rejser endnu en gang spørgsmålet om små og store lande i EU i forbindelse med vægtningen af stemmer i Rådet.Jeg noterer med tilfredshed, at ordføreren indtager en fornuftig og afbalanceret holdning til spørgsmålet og ikke slår ind på de store medlemsstaters demagogiske linje - affødt af en ubegrundet frygt for at komme i mindretal i forhold til en koalition af mindre stater. Vi må undgå, at centrale områder af det løbende lovgivningsarbejde lammes. Vi må i højere grad gøre brug af afstemninger med kvalificeret flertal. Til gengæld må vi minde om det helt grundlæggende princip om partnerskab mellem små, mellemstore og store medlemsstater. Et partnerskab baseret på gensidig tillid. Alt for ofte glemmer vi dette princip. Endelig finder jeg det uklart, hvilken status den foreliggende tekst egentlig skal tillægges. Har teksten til formål at fastlægge Europa-Parlamentets holdning forud for de videre drøftelser, kommer den for tidligt. Har den til formål at rejse en debat, hilser jeg den afgjort velkommen. Jeg vil undtagelsesvis undlade at stemme. Jeg er ikke imod betænkningen, som jeg finder detaljeret og særdeles interessant. Jeg ønsker imidlertid heller ikke at stemme for betænkningen, idet jeg føler, jeg derved allerede på nuværende tidspunkt tager stilling i en debat, som i virkeligheden først nu er ved at tage sin begyndelse.
Det er bekymrende, at tre fjerdedele af Parlamentet støtter en betænkning, som helt klart går ind for så grundlæggende institutionelle forandringer af EU - uden at spørgsmålene er blevet diskuteret ordentligt i f.eks. medlemslandene og blandt borgerne. At man i princippet ønsker at afskaffe vetoretten og omdanne Kommissionen til en slags regering osv. er at tage store skridt i retning mod en politisk føderation og væk fra det mellemstatslige samarbejde, som EU siges at være i henhold til traktaten. Det er en udvikling, som jeg afgjort tager afstand fra.
Betænkningen foreslår foranstaltninger, som alle indebærer »mere Union«: Uformelle udvalg, som skulle centralisere magten hos COREPER, afskaffes, det foreslås, at Kommissionens magt, især formandens, styrkes som »Unionens ledere« og drivkraft, og udenrigs- og sikkerhedspolitikken bør varetages af den udenrigspolitiske talsmand. Det er et uacceptabelt forslag for en alliancefri stat. Udvalget kræver, at Rådet som generelt princip bør træffe alle beslutninger med kvalificeret flertal, og at dette skal udvides til også at gælde bidrag til EU-budgettet. Jeg har derfor stemt nej til betænkningen.
Jeg mener, at EU bør være et mellemstatsligt samarbejde. Derfor kan jeg ikke gå ind for formuleringer, som beklager, at man stadig »skal« træffe beslutninger med enstemmighed på visse områder. Jeg kan heller ikke gå ind for, at Kommissionen skal være den eneste instans med initiativret. Det er en alvorlig demokratisk mangel, at ingen folkevalgte kan fremsætte forslag om at ændre gældende love eller at indføre nye. Endelig mener jeg, at den øverst ansvarlige for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik bør forblive i Rådet og ikke overføres til Kommissionen, som ordføreren foreslår.
De britiske Labour-medlemmer i Europa-Parlamentet bifalder i høj grad Bourlanges-betænkningen, der behandler et vigtigt emne, og hvori der fremsættes mange nyttige forslag. Vi har imidlertid en række alvorlige forbehold med hensyn til visse aspekter i betænkningen. Vi stemte imod punkt 10, hvori det foreslås, at opgaverne med at lede EU og føre udenrigspolitik overlades til Kommissionens formand og den højtstående repræsentant for FUSP, mens formandskabet for Rådet koncentrerer sig om sine forligsopgaver. Hvis medlemsstaterne fortsat skal have tillid til udnævnelsen af personer til Den Europæiske Unions højeste embeder, bør de udnævnes med samstemmighed. Derfor stemte vi imod punkt 23. Vi kan ikke acceptere forslagene om at udvide princippet med afstemninger med kvalificeret flertal til også at omfatte skattespørgsmål, spørgsmål om de egne indtægter, udenrigspolitik og den britiske rabatordning. Derfor stemte vi imod punkt 28, 30, 32 og 33. Det var de britiske Labour-medlemmers holdning at afholde sig fra at stemme om den endelige betænkning. Betænkning af Gutiérrez Díaz (A4-0034/99)
Vi er fuldstændig enige i den bedømmelse, ordføreren giver udtryk for i punkt 1, hvor det konstateres, at Amsterdam-traktaten i mange henseender indebærer en ny fase for Den Europæiske Union. Det er i denne forbindelse udmærket, at ordføreren peger på ikkediskrimineringsprincippet. Det er efter vores mening af allerstørste betydning, at Amsterdam-traktaten ratificeres så hurtigt som muligt, hvorfor vi ikke kan stemme for punkt 11. Hvad angår punkt 13, mener vi ikke, at det i den nuværende situation er hensigtsmæssigt, at Europa-Parlamentet foreslår en »mere omfattende definition« af det strafferetlige samarbejde. Vi kan derfor ikke stemme for punkt 13.
Den forelagte betænkning af Gutiérrez-Díaz viser - omend ufrivilligt - alene ved sin titel, hvordan EU er kommet ind i et dødvande. Målet med betænkningen er således en »styrkelse af Unionens institutioner med henblik på etablering af et område med demokrati«. Tydeligere kan det næppe siges, at demokrati på europæisk niveau for føderalisterne skal findes i målene og ikke i måden, hvorpå man når disse mål. Det er også det billede, der konkret tegner sig med Amsterdam-traktaten, som skaber en europæisk superstat på bekostning af demokratiet: På den ene side nedbryder traktaten det nationale demokrati, marginaliserer medlemslandenes nationale parlamenter og indebærer, at national ret (herunder forfatningsretten) underlægges fællesskabsretten. På den anden side er traktaten umiddelbart ude af stand til at skabe blot et mindstemål af demokrati på europæisk niveau, ganske enkelt fordi begrebet »det europæiske folk« ikke eksisterer. Når vi forsøger at anvende parlamentariske procedurer inden for Europa-Parlamentets rammer, er resultatet blot vedtagelsen af fælles holdninger, som ofte fremstår som kunstige, og som befolkningerne i medlemsstaterne kun tillægger sekundær betydning og legitimitet. Naturligvis hedder det, at vi - trods disse mange omveje - til sidst får skabt et sandt demokrati. Tillad mig at stille spørgsmålstegn herved. Etablerer vi antidemokratiske institutioner, og lader vi ustraffet disse institutioner udvikle sig i antidemokratisk retning, kan vi ikke forvente, at der efterfølgende automatisk og smertefrit sker en tilbagevenden til en situation, hvor borgerne udøver demokratisk kontrol med institutionerne. Den foreliggende betænkning af Gutiérrez-Díaz bestyrker min skepsis, når det i den bedste hensigt anføres, at det er ønskeligt, at der tilføjes et nyt afsnit til traktaten, som præciserer, hvilke rettigheder borgerne opnår som medlemmer af Den Europæiske Union. Dette ønske synes i øvrigt at falde helt i tråd med det tyske formandskabs ønsker om et »charter om grundlæggende rettigheder« som opfølgning på Amsterdam-traktaten. Det er imidlertid en udvikling, som blot vil bidrage yderligere til at omgå de nationale demokratier og svække deres rolle som Unionens legitime grundpiller. Vi ønsker tværtimod at bevare de nationale demokratier i rollen som Unionens grundpiller og således sikre, at demokrati og respekt for befolkningerne gennemsyrer Fællesskaberne i alle forhold.
Fortsat europæisk integration forudsætter, at befolkningerne i de enkelte medlemsstater kan se en interesse heri, enten for sig selv eller for kommende generationer. De forskellige etaper på integrationens vej må derfor ikke af EU's borgere opleves som en samling abstrakte tekster. Det må præciseres, hvad integrationen konkret betyder for den enkelte. Det er derfor også helt legitimt, at ordføreren fremhæver de praktiske konsekvenser af Amsterdam-traktatens vedtagelse. Den frie bevægelighed for personer er således et klart og konkret eksempel på et område, hvor den enkelte kan konstatere, at Unionen rent faktisk eksisterer. Omvendt er den organiserede kriminalitet til en vis grad også et resultat af ophævelsen af de indre grænser. Den skaber utryghed i befolkningerne og efterlader et særdeles negativt billede af den europæiske integration. Det vil således efter min opfattelse være uansvarligt at foregøgle vores medborgere, at det er muligt uden skæbnesvangre følger fuldstændigt at ophæve de indre grænser i EU. Og det gør betænkningen da heller ikke. Fri bevægelighed for personer må nødvendigvis kædes sammen med indførelsen af et område med sikkerhed og retfærdighed, herunder en styrkelse af politisamarbejdet og det retlige samarbejde under iagttagelse af principperne om gennemsigtighed og retssikkerhed. EU's institutioner må således handle, og handle hurtigt, hver især inden for deres kompetenceområde, for at opfylde disse krav. På dette område, som på så mange andre, er jeg helt overbevist om, at det for alle parter ville være nyttigt, om Rådet og Kommissionen var mere åbne for et samarbejde med Europa-Parlamentet. Ikke mindst på dette punkt tilslutter jeg mig helt og fuldt udtalelsen fra Udvalget om Borgerlige Frihedsrettigheder og Indre Anliggender.
Beslutningen, som desværre blev vedtaget, går bl.a. ind for større beføjelser til Domstolen, samordning af medlemslandenes beskæftigelsespolitikker på EU-plan, fastlæggelse af en social lovgivning af retlige årsager og, for at grænseoverskridende politiske partier, såkaldt europæiske partier, skal gøres legitime og have retsstatus og finansielle midler fra Unionens budget. Ovenstående spørgsmål er vigtige, men det kræver en bredt anlagt diskussion i medlemslandene, inden politikerne i Parlamentet tager stilling. De spørgsmål, der bør tages op og diskuteres på alle plan, i alle forbindelser og i alle lande, er følgende: Hvor er EU på vej hen, hvilke målsætninger har organisationen, og hvad ønsker borgerne? Jeg tror, at det er på tide at få en åben diskussion om spørgsmål som disse, hvis vi ønsker at bevare borgernes tillid.
Jeg kan ikke støtte denne betænkning som helhed. Jeg mener i stedet: EU bør være et mellemstatsligt samarbejde, og derfor bør de forskellige medlemslandes beskæftigelsespolitik ikke samordnes på fællesskabsplan (hvilket selvfølgelig ikke er til hinder for et samarbejde på langt sigt). Dette gælder også for lovgivning vedrørende pension, civilret osv.-Rådet skal træffe beslutning om asyl, visum, indvandring og fri bevægelighed med enstemmighed.-Schengen-aftalen skal afskaffes snarest.-Det samme gælder for politisamarbejdet. Interpol eksisterer og fungerer udmærket.
De britiske Labour-medlemmer i Europa-Parlamentet stemte for Gutiérrez Díaz-betænkningen men med forbehold. Vi afholdt os fra at stemme om punkt 6, der forholder sig kritisk til brugen af afgørelser med enstemmighed i tredje søjle, og punkt 8, der opfordrer til fælles beslutningstagning i forbindelse med afgørelser inden for tredje søjle. Vi afholdt os fra at stemme om punkt 10 og 19 om Domstolen og stemte imod punkt 11, der opfordrer til, at man integrerer Schengen-reglerne i traktaten, og punkt 12, der kritiserer, at Danmark, Irland og Storbritannien ikke vil være med. Amsterdam-traktaten er end ikke trådt i kraft, og det ville være bedre at bedømme den, efter at den er blevet afprøvet i praksis. Punkt 28 opfordrer til finansiering af tværnationale politiske partier. Det er vi imod. Betænkning af Bowe (A4-0024/99)
Hr. formand, Gruppen De Grønne stemte mod denne betænkning, fordi vi ikke mener, at den går langt nok. Vi har haft held med os inden for nogle områder såsom antibiotisk resistens - det er blevet forbudt - og også med hensyn til GMO'er, der kan krydsbestøves. De er også blevet forbudt. Andre kategorier bliver måske føjet til senere. Der er en stor del forvirring omkring tidsbegrænsningen på 12 år. Til at begynde med ønskede vi det, Kommissionen foreslog, nemlig syv år. Så måtte vi foreslå 12 år, fordi Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse, som forventes at beskytte folkesundheden og miljøet, rent faktisk svækkede forslaget og fjernede tidsbegrænsningen. Så det var yderst vigtigt, at vi fik et ændringsforslag med. Vi foreslog 12 år, fordi vi følte, at vi kunne nå en form for konsensus for det, hvilket vi gjorde. Men det er stadig uacceptabelt, at Miljøudvalget rent faktisk udvander et forslag fra Kommissionen. Vi forventes at være her for at beskytte folkesundheden. Det er en total selvmodsigelse. Hele spørgsmålet om hurtig markedsføring bekymrer De Grønne rigtig meget. Det betyder dybest set, at medlemsstater, der har en form for samvittighed, når det gælder miljøbeskyttelse og folkesundhed, bliver sat ud på sidelinjen, fordi det er Kommissionen, der træffer beslutning og forhandler med USA. Medlemsstater, der føler, at det er vigtigt at beskytte miljøet og folkesundheden, bliver sat ud på sidelinjen. Der er allerede medlemsstater inden for Den Europæiske Union, der har en samvittighed omkring dette spørgsmål, som har alvorlige forbehold. Den Europæiske Union vil nu tilsidesætte deres bekymringer og forhandle som en helhed. Så de multinationale selskaber, der kontrollerer EU og USA, vil få kontrol over hele dette spørgsmål. Det er to af grundene til, at vi stemte imod denne betænkning. Når dette er sagt, må jeg tilføje, at der også er nogle meget positive elementer i den. Men selv omkring tidsbegrænsningerne er den ret forvirrende. Inden for visse områder stemte vi for 12-års grænsen, men senere var der andre afstemninger, der synes at forvirre begreberne. Så det er ikke særligt klart. En af de mest skuffende ting er, at Miljøudvalget og Den Socialdemokratiske Gruppe sammen med Det Europæiske Folkepartis Gruppe her i Parlamentet har samarbejdet med industriinteresser i stedet for med folkesundheds-, forbrugerbeskyttelses- og miljøinteresser. Historien vil vise, at de var uansvarlige ved ikke at støtte miljøets og folkesundhedens rettigheder.
Hr. formand, genetisk modificerede organismer er endnu et middel til at skabe et afhængighedsforhold, som berører nationerne, som berører befolkningerne. Det samme er tilfældet med ikkereproducerbare hybridfrø og i det hele taget alle patenterede levende organismer - eftersom det menneskelige vanvid nu går så vidt som til at udtage patent på liv. Tag ikke fejl. Alle disse initiativer er led i en samlet strategi for at beherske verden. Befolkningerne fratages mulighederne for at brødføde sig selv. Og det skal bemærkes, at vi ved samme lejlighed skader beskæftigelsen, miljøet, kvaliteten, smagen og biodiversiteten. Her på tærskelen til det næste årtusinde kunne Europa-Kommissionens standardmenu se ud som følger: skinke tilsat menneskegener, bøfsandwich med hormonbøf, ost fremstillet af pasteuriseret mælk med væksthormoner og genmodificerede æbler fra Chile. Kære kolleger, velbekomme!
Hr. formand, jeg stemte mod, for trods to store succeser, nemlig at de gener, der kan krydsformeres, ikke må markedsføres fremover, og at det er lykkedes os at opnå en forsikring med forsikringspolice, er det, som plenarforsamlingen har vedtaget her, mere end dårligt. Det er en nedbrydning af miljø- og sikkerhedsstandarder. Vi er sakket agterud i forhold til Kommissionen. Den kendsgerning, at vi kun ønsker at markedsføre produkter midlertidigt, hvis der ikke foreligger tilstrækkelige erfaringer, betyder jo med andre ord, at mennesker og miljø gøres til forsøgsobjekter. For hvis man ikke har tilstrækkelige erfaringer, burde man ikke have lov til at markedsføre disse produkter. Og man må ikke sige, at de så skal forsynes med en tidsfrist. Det betyder nemlig, at vi efter 12 år ser på, hvad der er sket, og først på det tidspunkt drager vi konsekvenserne. Det er efter min mening fuldstændig uansvarligt, nøjagtig som den forenklede procedure, som flerstatsproceduren og kategori 1, for alle organismer hører til kategori 1. Det betyder de facto, at en miljørisikoanalyse næsten er udelukket. Det er efter min mening mere end beklageligt, og det gælder også for den kendsgerning, at der ikke blev givet mulighed for en mere vidtgående mærkning. Det understreger, at man har gjort knæfald for industriens interesser her. Nu må vi se, hvad Rådet gør ved det, og om det i fællesskab alligevel lykkes os at klare skærene og indlede noget, så vi virkelig kommer et skridt fremad. Jeg håber også, at industrien nu langt om længe vil føre risikodiskussionen, og jeg håber, at forsikringsindustrien bliver ved det, den har sagt, nemlig: Risikoen er så stor, den forsikrer vi ikke.
Jeg opfordrer alle irske medlemmer af Europa-Parlamentet til at beskytte det irske miljø og folks helbred ved at stemme for at styrke direktivet om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer. Dette er en vigtig anledning til at fremtidssikre Irlands fødevareproduktions rene, grønne image. Jeg opfordrer de irske repræsentanter til at holde op med at forholde sig afventende og til sammen med andre parlamentsmedlemmer at modsætte sig genindustriens skræmmende lobbyismetaktikker. Disse selskaber er ved at blive panikslagne, fordi man har afsløret deres plan om i al hemmelighed at prakke deres fødevareprodukter, som der er blevet lavet fiksfakserier med, på offentligheden. Regeringerne og endog selskaberne selv indrømmer nu de farer, der er i forbindelse med genetisk modificerede afgrøder og fødevarer, så genindustrien falder nu tilbage til sit gamle jeg, hvor den i det stille lægger pres på regeringerne, samtidig med at den forsøger at narre forbrugerne i al offentlighed. Bowe-betænkningen vil herefter blive overført i lovgivningen, der styrer, hvilke afgrøder der dyrkes og hvilke fødevarer, der spises over hele Europa. Gruppen De Grønne ønsker en fuldstændig og klar mærkning af genetisk modificerede fødevarer, en behørig risikovurdering og et moratorium for genetisk modificerede afgrøder og fødevarer, der ville være til enorm gavn for det irske landbrug. Jeg opfordrer alle irske medlemmer af Europa-Parlamentet til at støtte socioøkonomiske bestemmelser såvel som offentlig ansvarlighed. Et af de vigtigste spørgsmål er spørgsmålet om ansvarlighed og om, hvem der betaler, hvis der opstår en krise som BSE-krisen. Forsikringsselskaberne siger, at de ikke kan yde dækning, medmindre risikoen kan kvantificeres. Jeg anmoder den irske regering om at tage skridt til at sikre, at de bioteknologiske virksomheder kvantificerer risiciene for forbrugerne. Ligesom vi må modstå de multinationale selskabers forsøg på at udvande disse forslag, må vi eliminere hurtige mekanismer, der kan gøre det muligt for genindustrien at blive holdt uden for ansvar og således være ukontrollabel.
Genetisk modificerede organismer, og ikke mindst anvendelsen af dem i levnedsmiddelafgrøder, har været genstand for en intensiv offentlig debat i Unionen. Mange aspekter vedrørende genteknologien omhandler grundlæggende etiske vurderinger. Forskningen er på dette område kommet langt videre end både diskussionen og den politiske ordning. Borgernes mulighed for at få et overblik over den genteknologiske viden er begrænset, og det gælder så også for deres og vores mulighed for eftertanke og kritisk gennemgang. Dette direktiv er et forsøg på en sober udsætning af GMO'er. Det giver menneskers og miljøets sikkerhed førsteprioritet. Det er godt, og mange af ændringsforslagene tydeliggør Kommissionens tekst. Trods dette mener vi, at vi fra starten skulle have udvist større restriktivitet over for udviklingen af GMO'er i vores levnedsmiddelproduktion og også have haft en bredere anlagt diskussion om fordelene ved denne forskningsudvikling, inden vi accepterede både forskning i og anvendelse af GMO'er i vores levnedsmidler. Vi mener også, at forbrugerne så absolut har ret til at få informationer og dermed også mulighed for at vælge, hvad angår produkter, der indeholder genetisk modificerede stoffer.
Titlen på Kommissionens forslag til nyt direktiv om markedsføring af genetisk modificerede organismer (GMO'er) - Direktiv om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer - skaber en formodning om, at der er tale om et særdeles strengt direktiv. Ikke desto mindre har 177 af Europa-Parlamentets medlemmer (herunder medlemmerne af Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa) stemt imod forslaget med den begrundelse, at teksten er for forsonlig. Der er imidlertid også positive initiativer i den foreliggende tekst. Eksempelvis har Europa-Parlamentet netop vedtaget nogle særdeles interessante ændringsforslag, som anerkender et civilretligt ansvar og stiller krav om, at der tegnes en ansvarsforsikring, som dækker eventuelle skader forvoldt af de involverede aktører. Vi stemmer, trods de før omtalte positive aspekter, imod forslaget, idet vi finder det utilstrækkeligt. Vores modstand kan sammenfattes i følgende fire nøglepunkter: For det første stadfæster forslaget en godkendelsesprocedure for GMO'er, som generelt fastlægges centralt i EU uden mulighed for undtagelsesbestemmelser for de medlemsstater, som måtte ønske at træffe strengere forholdsregler. Med henvisning til det indre marked fastlægger man således en »forudindtaget« procedure, som vil kunne anvendes til at tvinge medlemsstater, som måtte ønske helt at forbyde GMO'er, til at vedtage lempeligere regler. For det andet fastlægger direktivforslaget en forenklet godkendelsesprocedure for GMO'er, som opfylder visse nærmere bestemte krav. Den forenklede og dermed også hurtigere procedure vil efter vores opfattelse indskrænke sagsbehandlingen til et uacceptabelt niveau. For det tredje foreslår Europa-Parlamentet, at der gives tilladelse til markedsføring for et tidsrum på 12 år, mens Kommissionen foreslog syv år. Ændringsforslaget er utvivlsomt udtryk for en sejr for de pressionsgrupper, som har søgt at påvirke de store partier i Europa-Parlamentet, Socialdemokraterne og Den Kristelig-Demokratiske Gruppe. For det fjerde er forslaget ikke tilstrækkelig konsekvent, når det gælder forbud mod visse GMO'er, som frembyder særlig risiko. I lighed med De Grønne ønsker vi, at det af direktivet tydeligt skal fremgå, at tre kategorier af GMO'er ikke må markedsføres: GMO'er indeholdende gener, som er antibiotikaresistente, GMO'er med toksisk virkning over for nyttefauna, GMO'er som vil kunne krydsbestøve med beslægtede arter, hvad enten der er tale om vilde arter eller kulturplanter. Europa-Parlamentet har vedtaget ændringsforslag, som ikke indfører et sådant klart forbud, men som er affattet i blødere vendinger og blot anfører, at der skal træffes foranstaltninger med henblik på at undgå overførsel af gener fra disse GMO'er. Direktivforslaget vidner generelt om den aktuelle tendens, når det gælder europæisk integration: Medlemsstaterne mister beføjelser, som centraliseres i EU under påskud af bedre beskyttelse af befolkningerne. Men når først befolkningerne er frataget deres beføjelser, kan de centrale beslutningstagere, som er dem, der trækker i trådene, og som er unddraget enhver kontrol, skalte og valte med magten efter forgodtbefindende. Vi er forsvarsløse og prisgivet kræfter, som har fri adgang til korridorerne i Bruxelles.
Problemerne med genetisk modificerede produkter er ved at blive gigantiske. Hverken politikerne eller forskerne kan i dag sige noget om konsekvenserne for mennesker og natur. At genetisk modificerede produkter overhovedet tillades i dag, er derfor en utilgivelig fejltagelse, som de kommende generationer måske kommer til at betale dyrt for. Miljøudvalget har ydet et godt stykke arbejde og forsøgt at få det bedste ud af situationen. Det har man også gjort i mange af ændringsforslagene. Desværre stemte Parlamentet ikke for alle de vigtigste ændringsforslag, f.eks. forslaget om medlemslandenes ret til at sige nej, en såkaldt sort liste, strengere krav om mærkning osv. Derfor stemte jeg ligesom alle fra De Grønne nej til betænkningen.
Europas fremtidige beskæftigelse afhænger for en stor del af, om bioteknologien udvikler sig succesfuldt. Derfor er det nødvendigt, at europæiske virksomheder og forskningsinstitutter kan operere på samme måde som deres partnere i Amerika og Japan. Kun da kan de overleve i den verdensomspændende konkurrencestrid. Industrien har behov for klare og gennemførlige lovgivende rammer. Selvfølgelig er stor omhu nødvendig på dette nye område. Et stort antal ændringsforslag, som i dag foreligger til kommissionsforslaget med henblik på målbevidst indførelse af genetisk modificerede organismer i miljøet vil føre til en for stram lovgivning for bioteknologisektoren, hvorunder fødevareindustrien og EU's konkurrencestilling forværres i forhold til USA. Også i Nederlandene, hvor bioteknologi er gjort til en af spydspidserne inden for den avancerede teknologi, vil denne lovgivning få indflydelse. Derfor har den nederlandske liberale delegation i modsætning til ELDR-gruppen stemt imod en række ændringsforslag, herunder også Dybkjærs og Eismas ændringsforslag. De nederlandske liberale fortsætter med at arbejde for utvetydige, gennemførlige og enkle europæiske lovgivningsrammer med forenklede procedurer for bioteknologisektoren.
Med henvisning til Kommissionens meddelelse om bioteknologi anerkender vi i vores gruppe bioteknologiens betydning som vækstindustri, idet vi understreger behovet for at føre nøje kontrol med udviklingen på dette felt. Vi finder det derfor også helt afgørende, at der etableres et detaljeret mærkningssystem, som gør det praktisk muligt at identificere produkter af genteknologisk oprindelse. Emnet har været genstand for en intens debat, og producenterne har gentagne gange forsikret, at de var i stand til at kontrollere spredningen af genetisk modificerede organismer. Det er baggrunden for, at vi i vores gruppe støtter kravet om, at Kommissionen fastsætter præcise regler for de involverede operatørers ansvar. BSE-skandalen har med al ønskelig tydelighed vist, at en forskning, som fokuserer på hyperproduktivitet i landbruget, rummer store farer. Den har også påvist behovet for et uafhængigt kontrolsystem. Vi støtter derfor forslaget om oprettelse af en central videnskabelig komité. Det er imidlertid vigtigt at fastsætte nøje procedurer for en sådan komités arbejde, således at vi undgår en gentagelse af de svigt, vi konstaterede i forbindelse med kogalskabsskandalen. Afslutningsvis skal det understreges, at det efter vores opfattelse er helt afgørende at bevare forsigtighedsprincippet, både for at beskytte forbrugerne og for at beskytte miljøet. Skal der opnås accept af bioteknologien i befolkningen, forudsætter det, at befolkningen opnår reelle garantier for beskyttelse.
Der kræves 15 års forsøg med og afprøvning af lægemidler, før disse opnår godkendelse til markedsføring. Genetisk modificerede organismer kan derimod frigives i naturen efter kun tre års mere eller mindre omfattende undersøgelser, uden mulighed for at lægge den fornødne afstand og vurdere de direkte eller indirekte følger for sundhed og miljø. Det er i denne forbindelse værd at minde om kommissær Bangemanns svar, da han blev spurgt, om industrien og politikerne ikke var i færd med endnu en gang at optræde i rollen som troldmandens lærling. Hr. Bangemann svarede, at der »ikke er grund til at rejse spørgsmål af metafysisk art i forbindelse med GMO'er; markedsføringen vil legitimere dem«. Med andre ord ser Kommissionen forbrugerne som de ideelle forsøgsdyr. Forbrugerne sikres end ikke retten til korrekt oplysning om de produkter, de køber, idet mærkningssystemet er utilstrækkeligt. Forbrugernes frie valg er ikke sikret. På side 33 i den foreliggende betænkning anføres det, at genetisk modificerede organismer, skønnes at udgøre »ringe risiko«. Hvad ligger der i dette lidet videnskabelige udtryk? Jeg minder om, at Tjernobyl atomkraftværket også frem til april 1986 skønnedes at udgøre »ringe risiko«. I henhold til professor Cabrol, bør vi ikke forbyde fremstillingen af GMO'er i Europa og dermed give USA monopol på fremstillingen af disse produkter. En interessant bemærkning, som imidlertid fører til en noget overraskende konklusion. Har USA tilladelse til at eksportere tvivlsomme produkter til Europa, er det bedste svar vel næppe, at Europa selv giver sig til at fremstille andre tvivlsomme produkter. Det eneste acceptable svar, under hensyntagen til menneskers sundhed, hedder et forbud mod import af sådanne produkter. Det er den logiske følge af anvendelsen af et meget enkelt, men også meget væsentligt princip, nemlig forsigtighedsprincippet. Hvad er forklaringen på, at Europa-Kommissionen udviser en sådan ydmyghed i forhold til den amerikanske nærings- og nydelsesmiddelindustris lobbyister? GMO'er, sterile hybridfrø, udtagelse af patent på levende organismer... Måske indgår alle disse initiativer i en overordnet strategi: at skabe et afhængighedsforhold med hensyn til fødevarer - et afhængighedsforhold, som berører befolkningerne, som berører nationerne. Som en amerikansk minister udtalte: »Det bedste fremtidige våben er fødevarevåbenet«.
Hr. formand, selvom jeg støtter teknologiske fremskridt, vil jeg stemme for denne betænkning i dag, for jeg mener, at mine vælgere bør beskyttes mod udskejelser fra amerikanske bioteknologiske virksomheder som Monsanto, der blot er ude på at opnå en hurtig fortjeneste. Alle genetisk modificerede fødevareprodukter bør mærkes tydeligt, således at forbrugerne kan træffe et informeret valg, når de køber og tilbereder mad til deres familier og dem, der står dem nær. Nyere fremskridt inden for bioteknologien blev først gjort os begribeligt af britiske forskere, da de fremstillede fåret Dolly - verdens første genetisk klonede får. Og med ordentlige sikkerhedsforanstaltninger har bioteknologien et potentiale til at hjælpe menneskeheden med at overvinde sult og sygdom i verden. Uden ordentlige sikkerhedsforanstaltninger er konsekvenserne af at ændre på naturens orden imidlertid ikke til at tænke på. Sikkerheden må altid komme først. Den britiske Labour-regering har bevist sit engagement over for forbrugernes velfærd ved at nedsætte FSA (Food Standards Agency). Deres konservative forgængere derimod var kun engageret i fødevareindustriens velfærd og skabte BSE. Kun Labour vil gå i brechen for almindelige mennesker mod Monsantos vanvid og sikre, at maden på vores tallerkener er sikker at spise. Mødet udsat kl. 13.15 og genoptaget kl. 15.00
Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B4-0126/99 af André-Léonard for ELDR-gruppen om præsidentvalget i Kasakhstan; -B4-0161/99 af Lalumière for ARE-gruppen om præsidentvalget i Kasakhstan; -B4-0184/99 af Schroedter og Lagendijk for V-gruppen om krænkelse af internationale menneskerettighedsstandarder i Kasakhstan; -B4-0186/99 af Swoboda og Hoff for PSE-gruppen om præsidentvalget i Kasakhstan; -B4-0196/99 af Castellina og Sornosa Martínez for GUE/NGL-gruppen om præsidentvalget i Kasakhstan; -B4-0205/99 af von Habsburg for PPE-gruppen om præsidentvalget i Kasakhstan.
Fru formand, præsidentvalget i Kasakhstan den 10. januar i år var et slag i ansigtet på den partnerskabs- og samarbejdsaftale, som Unionen har indgået med dette land. Demokrati og menneskerettigheder udgør nu engang væsentlige elementer i en sådan aftale. De omstændigheder, hvorunder og den måde hvorpå valget er afholdt, svarer ikke til det tilsagn, som regeringen i Kasakhstan har givet. Med rette har OSCE nægtet at give et sådant valg et legitimitetsstempel. Unionen må også klart foretage en sammenkædning - og det vil ikke være første gang - mellem demokratisering og fortsættelse af dette samarbejde. Præsident Nazarbajev skal hurtigt træffe korrigerende foranstaltninger, og lad os så håbe, at han også har midlerne til det. Suspension af samarbejdet skal være en reel mulighed, hvis han ikke garanterer, at det kommende valg virkelig vil være demokratisk. Jeg forstår, at det er let at sige dette fra dette sted i denne forsamling, men hvis man ikke griber et sådant land, som vi har aftaler med, an på denne måde, tror jeg, at vi er i nowhere country . I mellemtiden, fru formand, må samarbejdet med ikkestatslige organisationer og den frie presse intensiveres for at fremme demokratiet i det fjerne Kasakhstan. Jeg gentager, at det ikke er en opgave, som vi giver os selv, men en anmodning, som vi fremsætter over for regeringen i Kasakhstan.
Fru formand, det er ualmindeligt vigtigt, at demokratiseringsprocessen i Kasakhstan styrkes og udvikles i overensstemmelse med frihedsrettighederne og menneskerettighederne. Den partnerskabsaftale, som EU og Kasakhstan har indgået, foreskriver, at landet skal følge de regler, som OSCE har opstillet om demokratiske valg. De alvorlige brud, der nu er sket i forbindelse med præsidentvalget i januar, skal fordømmes af alle kræfter. Disse brud og krænkelser af borgernes rettigheder må ikke gentages ved de valg, som skal finde sted senere i år. Pressefrihed og kandidaters ret til at stille op er to grundlæggende ting, når det drejer sig om demokratiske valg. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at spørge Kommissionen, hvad den påtænker at gøre for at sikre, at det partnerskab og den samarbejdsaftale, der er indgået mellem EU og Kasakhstan, bruges fuldt ud, og hvad Kommissionen påtænker at gøre for at styrke den nu vaklende demokratiseringsproces i Kasakhstan. Vi må hjælpe til, således at demokratiet udvikles bedre end det, der desværre har været tilfældet ved præsidentvalget i januar.
Fru formand, på min gruppes vegne vil jeg gerne udtrykke, hvor skuffede vi er over gennemførelsen af præsidentvalget i Kasakhstan for nylig. Det er klart, at dette valg ikke lever op til OSCE-standarderne om frie og retfærdige valg, som er blandt de forpligtelser, man gik ind for, da man underskrev partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Kasakhstan. Parlamentet bør, som både hr. Bertens og hr. Holm har sagt, gøre det absolut klart for præsident Nazarbajev, at iværksættelsen af partnerskabs- og samarbejdsaftalen er afhængig af, at der gøres fremskridt med demokratiseringsprocessen, og at der er fuld respekt for menneskerettighederne, navnlig i forbindelse med det forestående lokalvalg og parlamentsvalg. Samtidig bør Kommissionen overvåge menneskerettighedssituationen i Kasakhstan nøje og aflægge beretning til Parlamentet om fremskridt eller mangel på samme. Kasakhstan er et kæmpemæssigt land med et stort økonomisk og politisk potentiale. Det bør ikke lade dette potentiale blive forpurret af dets manglende evne til at garantere civile rettigheder og menneskerettigheder.
Fru formand, jeg mener, at vi, når vi taler om Kasakhstan, ofte har tendens til at komme med den løftede pegefinger og sige, at landet omgående skal blive et perfekt demokrati. Her glemmer vi, at Kaskhstan kun har levet i et frihedssystem i 10 år, og derfor er det egentlig en stor præstation, at landet på de 10 år er kommet så langt, som det er. Rent bortset fra, at Kasakhstan for os er en temmelig væsentlig partner i dette område, der gudskelov har befriet sig selv fra det russiske overherredømme, i det mindste til dels. Man bør her imødegå kasakherne med stor forståelse og desuden huske på, at vi heller ikke er blevet perfekte demokratier fra den ene dag til den anden, det har også krævet en lang udviklingsproces. Vi bør derfor også imødegå kasakherne med den tålmodighed, som vi altid kræver for vores eget vedkommende. Jeg ønskede bare, at det blev sagt, fordi jeg mener, at vi i vores dialog med Kasakhstan ikke bør glemme, hvor vigtigt dette land er for fremtiden, ikke blot for os, men for hele området. Vi bør derfor indstille os på denne store betydning, udvise tålmodighed, selvfølgelig hele tiden sige til dem, hvordan tingene bør gøres bedre, men fralægge os denne utåleligt belærende tone, som vi alt for ofte anvender. Vi må nemlig ikke glemme, at kasakherne er et folk med en stor historie, som de kan være stolte over, og hvis vi kommer som verdens lærere, vil der komme en reaktion, som ikke er ønskelig hverken for os eller for det mål, vi søger at opnå.
Fru formand, mine damer og herrer, i min egenskab af formand for Parlamentets delegation for Forbindelserne med Kasakhstan og andre lande i Centralasien har jeg med største interesse fulgt nyhederne vedrørende udviklingen af præsidentvalget, der fandt sted i Kasakhstan den 10. februar. Faktisk er den slags nyheder ikke så opmuntrende, som vi havde håbet på, med hensyn til overholdelsen af de uundgåelige demokratiske regler, som der ikke kan gives afkald på. Kasakhstan er et stort land omgivet af store lande, nemlig Usbekistan, Turkmenistan, Kirgisistan, Tadjikistan og endog Mongoliet, som alle har enorm interesse for EU ikke mindst på grund af deres potentielle naturressourcer i form af naturgas, olie, guld og uld, men også fordi EU i dag er den stormagt, der har de største muligheder for at bidrage til afhjælpning af de mangler, som disse lande kæmper med efter næsten et helt århundrede med sovjetisk indflydelse, nemlig det demokratiske underskud, manglende overholdelse af menneskerettighederne og mangel på læretid til at tilpasse sig den fri markedsøkonomi. Dette er det belejlige i beslutningen, som faktisk blot er et råb om opmærksomhed på den demokratiske redningsklausul i aftalen om partnerskab og samarbejde mellem EU og Kasakhstan. Beslutningen er også relevant, fordi der skal holdes frie valg i dette land i år. Men jeg er enig med hr. von Habsburg, mine damer og herrer. Jeg ønsker selv her til sidst at advare om, at beslutningen snarere bør opfattes som en hjælp og et udtryk for forståelse end som en bebrejdelse. Man kan ikke bede om øjeblikkelige tilrettelser. Det, man virkeligt kan håbe på, er, at udviklingen mod demokratiske tilstande ikke standses, at den fortsætter. Med hvilken rytme? Hurtigst muligt. Lad den ikke standse, lad den fortsætte.
Fru formand, mine damer og herrer, jeg er enig i de argumenter, der er fremsat om behovet for at betragte Kasakhstan i et historisk perspektiv og om landets betydning for os og i regionen og også i, at vi må tilskynde Kasakhstan til at bevæge sig yderligere frem og indrømme det, når ting er slået fejl, men at gøre det på den rette måde. Beslutningerne er delvis baseret på den udtalelse, som formandskabet fremkom med den 20. januar på EU's vegne. Det var åbenlyst inden præsidentvalget, at den måde, hvorpå det ville løbe af stabelen, ikke levede op til OSCE-standarderne, og det var grunden til, at OSCE ikke sendte en fuld overvågningsdelegation afsted, og at EU heller ikke deltog. Jeg er også enig i den foreløbige udtalelse fra OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder om, at vi har et grundlag for et vigtigt yderligere samarbejde med Kasakhstan inden for disse områder. Præsident Nazarbajev bebudede i oktober sidste år et vidtrækkende program, der sigter på en gradvis demokratisering af det kasakhiske samfund. Kasakhstans regering har forsikret os om, at den har til hensigt at samarbejde med OSCE og EU om gennemførelsen af dette program og navnlig om loven vedrørende de parlamentsvalg, der vil blive afholdt i løbet af i år. Jeg regner med, at partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Kasakhstan træder i kraft i de kommende måneder. Det første møde i Rådet (samarbejde) er allerede blevet planlagt til at skulle finde sted i juli, og det er Rådets hensigt at fortsætte udvekslingen af meninger om demokratiseringsprocessen og indføje disse i den politiske dialog, der er fastsat i aftalen. Europa-Parlamentet vil også indlede en direkte dialog om disse spørgsmål med medlemmer af det kasakhiske parlament gennem Parlamentets Samarbejdsudvalg, som er en af de tre institutioner, der skal føre tilsyn med partnerskabs- og samarbejdsaftalen. Til trods for de mangler og uregelmæssigheder, der hæmmede præsidentvalget, er atmosfæren i Kasakhstan stadig relativt liberal. Dette valg var det første i landets historie, hvor der var flere kandidater, der stillede op. Jeg er overbevist om, at den eneste måde, hvorpå man kan forbedre situationen, er gennem et konstant og tålmodigt arbejde fra EU's og andre donorers og internationale organisationers side. Partnerskabs- og samarbejdsaftalen giver os et grundlag for dette. Vi står desuden over for at skulle igangsætte et større Tacis-projekt til støtte for iværksættelsen af aftalen, og De vil erindre, at denne ved henvisning indføjer de principper, der er skitseret i OSCE-dokumenterne. Kommissær van den Broek har i sinde at besøge Kasakhstan snart, og vi vil gentage vores faste beslutning om at gennemføre de principper, vi samlet går ind for, og at vi er rede til at hjælpe med den videre udvikling af demokratiske institutioner og retsprincipper. Kommissionen vil holde Parlamentet orienteret om udviklingerne i Kasakhstan og andre lande i regionen, hvad angår gennemførelsen af vores aftaler.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B4-0165/99 af Fassa og Bertens for ELDR- gruppen om konflikten mellem Etiopien og Eritrea; -B4-0182/99 af Telkämper, Aelvoet, Schörling og Tamino for V-gruppen om genopblussen af fjendtlighederne mellem Etiopien og Eritrea; -B4-0195/99 af Vecchi for PSE-gruppen om konflikten mellem Etiopien og Eritrea; -B4-0210/99 af Hory, Castagnède og Scarbonchi for ARE-gruppen om konflikten mellem Etiopien og Eritrea.
Fru formand, mellem Etiopien og Eritrea er den vanvittige krig på ny brudt ud efter våbenhvilen. Jeg spørger mig selv, om vi nogen sinde kan få de to parter til at forstå, at der kun vil være tabere her. Det drejer sig nu om, hvem der egentlig har indledt denne strid - en broderstrid mellem to stædige ledere, som for seks år siden stadig boede i én stat. Begge parter gør med gamle koloniale kort i hånden krav på land, og begge er for stædige til bare at tale med fredsforhandlere og lytte til dem. De beskylder hinanden: Du begyndte, nej, du begyndte. Alle FN's, IGAD's og OAU's bestræbelser har foreløbig været forgæves. Men jeg håber, at i hvert fald disse organisationer ikke vil opgive det. Det internationale pres på de to parter skal øges, således at en våbenhvile som en begyndelse på ny kan indgås. Eritrea og Etiopien må forstå, at de har meget at tabe ved en eventuel suspension af Lomé-samarbejdet. I sidste instans vil begge parter finde vejen tilbage til fredsforslagene fra Den Afrikanske Enhedsorganisation, det vil jeg da i det mindste håbe. Jeg håber også, at de hurtigt vil forstå det. Jo længere det varer, førend de begge har indset, at en militær løsning af konflikten ikke er mulig, jo større vil omkostningerne blive. Dramaet, og det er det værste, for befolkningen og de to landes økonomi er ubeskriveligt. Jeg kan fortælle Dem det, fordi jeg har opholdt mig der i lang tid, faktisk i den tid, hvor de to lande endnu var én helhed. Jeg må sige Dem: Denne situation i den del af Afrika fortjener al vores opmærksomhed.
Fru formand, jeg vil gerne starte med en bemærkning, som måske ikke vil blive indregnet i den tid, jeg har fået stillet til rådighed. Vi sagde sidste gang, at Rådets formandskab bør være til stede ved disse forhandlinger. Det ville være dejligt, om det var tilfældet, men jeg ser desværre ingen. Måske kunne De sørge for det til næste gang gennem Præsidiet? I Etiopien og Eritrea, på grænsen mellem de to lande var der store konflikter sidste år i maj/juni. Der var kampe med tusinder af døde til følge, i juni 1998 kom der et moratorium, og nu er disse kampe igen blusset op. Vi har her med en grænsekonflikt at gøre, som befolkningen på ingen måde ønsker. De internationale mæglingsforsøg ser ud til at være mislykket. Alligevel bør vi ikke opgive at arbejde for fred i dette område, fordi der ikke vil blive opnået fred dér med krigeriske midler. Det er rigtigt at sige, at vi skal sætte begge lande under pres. Derfor er det også rigtigt at true dem med at udsætte støtten via Lomé-konventionen og udviklingshjælpen fra Den Europæiske Unions medlemslande. Men måske er dette pres ikke tilstrækkeligt. Måske er det også vigtigt og rigtigt - og det så vi, da vi mødte begge ambassadører i Udvalget om Udvikling og Samarbejde og i AVS-forsamlingens råd - at vi fremlægger en udviklingsplan på betingelse af, at begge parter trækker militæret tilbage, at de er klar til forhandlinger, at de er klar til en demokratisk retsudvikling og kontrol af begge sider, og at vi giver dem en udviklingsplan for dette lille grænseområde og forud herfor intensiverer den hidtidige udviklingshjælp.
Fru formand, det, som vi alle frygtede, og som vi i høj grad havde fået et varsel om, er desværre sket. Den væbnede konflikt mellem Etiopien og Eritrea er genopstået, og den er mere voldelig, end vi nogen sinde har set det tidligere. Selvom de informationer, vi får, er yderst sparsomme, lader der ikke til at være nogen tvivl om, at der allerede er tusinder af ofre, både blandt soldaterne og civilbefolkningen, og at konflikten, som tilsyneladende opstod som følge af et lille grænseproblem, risikerer at udvikle sig til en af de mest blodige krige i Afrikas historie. Jeg vil gerne minde om, at vi her i Parlamentet altid har beskæftiget os med forbindelserne og spændingerne mellem Etiopien og Eritrea, og jeg vil gerne understrege, at Parlamentets Udvalg om Udvikling og Samarbejde flere gange har arrangeret nogle møder, hvor det er lykkedes os - som de eneste i verden - at få begge landes ambassadører til at deltage. Vi appellerer i dag til regeringerne i Etiopien og Eritrea om, at de straks hører op med fjendtlighederne. Vi anmoder også om en fuldstændig overholdelse af stoppet for luftangreb, som desværre allerede er blevet overtrådt. Lederne af de to lande i Afrikas Horn står i dag over for det historiske ansvar, at de skal vælge mellem fred og den værste forbrydelse over for deres folk. OAU's forslag om en rammeaftale mellem de to lande bør godkendes af de to parter med det samme, før situationens udvikling i området gør aftalen helt uigennemførlig. Som FN's sikkerhedsråd også krævede i går, skal enhver forsyning med våben og militær assistance til de to krigsførende lande straks høre op. Den Europæiske Union skal sammen med Organisationen for Afrikansk Enhed være hovedaktøren i en kraftig pression og politisk og diplomatisk mægling. Denne har i høj grad været utilstrækkelig i de sidste par måneder. I de sidste par måneder er der måske nogle, der har tænkt, at det burde være USA, som udførte denne opgave. USA har dog med hensyn til denne opgave i høj grad vist sig at være uegnet og ude af stand til at udføre den. Vi beder derfor Rådet om at iværksætte et klart og stærkt politisk initiativ i den retning, og vi beder Kommissionen om så vidt muligt at sikre den størst mulige humanitære bistand til de tusinder af flygtninge og ofre for konflikten.
Fru formand, desværre går konflikten mellem Etiopien og Eritrea langt tilbage i tiden, men det gør krænkelserne af menneskerettighederne i Eritrea også, som vi alle kun alt for godt ved. Man kan kun fortsat beklage, at de internationale mæglingsbestræbelser ikke har formået at sikre en fredelig løsning på konflikten, og begge lande har helt sikkert deres del af skylden for dette. Den dobbelte tragedie er, at befolkningerne i begge lande er forarmede og lider på så mange måder. Det gør det så meget desto vanskeligere at gøre udviklingsbistanden og de Lomé-relaterede ydelser betingede. Men det kan være, at EU bliver nødt til at vælge at indtage en hård linje. Det er klart, at OAU og FN fortsat har en rolle at spille, men er det helt udelukket, at også Den Paritetiske Forsamling AVS-EU kan få en rolle at spille i forsøget på at løse denne desperate situation?
Fru formand, i The International Herald Tribune fra i går lyder overskriften: »Nyheder for 50 år siden« følgende. Jeg citerer på engelsk, og jeg håber, at tolkene vil følge mig. »1949 Eritrea's fate. Rome, Foreign Minister Sforza said that the interests of three powers - Great Britain, Italy and Ethiopia - are involved in the problem of Eritrea, former Italian African colony. Count Sforza expressed the hope that Eritrea would not be annexed to Ethiopia. The attempt to reconcile these interests at the expense of Eritrea by territorial partition recalls the old scramble for Africa. Count Sforza said it was repugnant. He said Eritrea could achieve independence after a period of trusteeship administration.« I dag, den 11. februar 1999, 50 år senere, lyder overskriften i The International Herald Tribune : »Addis Abeba afslutter grænsekrigens våbenstilstand«. Færdig! Artiklen nævner endvidere, at Washington er særdeles vred over, at Antonov- og Mig-fly er brugt til at bombardere Eritreas område. Det er nu netop, hvad Etiopien har gjort i længere tid, arrogant slået ethvert råd og enhver aftale hen. Det skyldes, at landet har politisk støtte i verden. Jeg synes ikke, at vi kan fortsætte sådan. Vi må da være noget mere kritiske. Det etiopiske diplomati bombarderer os ganske vist med en papiroffensiv for at forsøge at overbevise os om, at det har ret, det er det i sin gode ret til, men samtidig forsvinder forskellige ting under bordet med hensyn til denne grænsekrig og også med hensyn til angrebene på oromo-befolkningen, det største mindretal i dette område, som for en del er fængslet. Vores beslutningsforslag under debatten om uopsættelige spørgsmål i dag er et fortvivlet forsøg fra Europa-Parlamentets side på at forhindre, at krigen i Afrikas Horn eskalerer, og at området destabiliseres yderligere, og det anmoder endda om større humanitær bistand. I al rimelighed synes jeg, at der må være tale om ophør af den finansielle støtte, for åbenbart giver vores finansielle EU-støtte mulighed for at købe Antonov- og Mig-fly. Vi ved alle sammen, at Rusland ikke leverer på kredit, for det har behov for kontanter. Hvis det skulle vise sig, at Eritrea heller ikke er modtagelig for fornuft, mener jeg, at dette land må lide samme skæbne. Selvom vores beslutningsforslag i dag har en meget mild tone og ikke nævner ophør af den finansielle støtte, ville jeg alligevel spørge kommissær Brittan, hvad han mener om det i denne forbindelse, for ligesom i Angola er det at give bagerbørn hvedebrød at smide penge ud ad vinduet.
Fru formand, konflikten mellem Etiopien og Eritrea bringer - efter den røde diktator Mengistus vanvid og stammefjendtlighederne i Yemen - Afrikas Horns nyere historie frem i lyset igen. Europa er endnu en gang tilskuer til denne dramatiske historie og nøjes med at kommentere den. Der er tale om stridigheder, som man kunne have løst ved hjælp af forhandlinger og demokratiske drøftelser, men som i stedet har udviklet sig til dramatiske situationer, der tager udgangspunkt i etniske krav. Det er således tydeligt, at afrikanerne bør styrke deres regionale ligevægt, som stadig er meget sårbar, gennem den bredest mulige aftale mellem deres myndigheder og ikke mindst ved at inddrage befolkningerne, så de kan lægge det nødvendige pres på deres respektive regeringer, for at disse finder en fredelig løsning på konflikterne. Det er her, Europa bør gribe ind med én enkelt målsætning, nemlig udviklingsstøtte, der er styret og betinget af indførelsen af politisk og social stabilitet, som er den eneste måde, hvorpå man kan forebygge konflikter og mindske antallet af risikoområder.
Fru formand, i den beslutning, som vi taler om i dag, er der faktisk et vigtigt punkt, der virkelig indeholder alt, nemlig nr. 6, hvor vi helt klart siger, hvad der skal ske, at de midler, der strømmer fra Den Europæiske Union til Etiopien og Eritrea, nemlig er knyttet til visse betingelser. Jeg mener, at det er yderst vigtigt, når man holder sig for øje, at den krig, vi oplever mellem Etiopien og Eritrea i dag, for det første absolut kunne forudses, og at en bilæggelse af denne konflikt for det andet helt sikkert mislykkes på grund af en ægte mangel på demokratiske forhold i begge lande. Det er for mig et temmelig stort problem, når jeg f.eks. ser, at også aviser i Etiopien, der selvfølgelig er statskontrollerede, til stadighed beretter om, hvor mange penge de allerede har til rådighed til næste »valgkamp«. Jeg må ærligt sige, at jeg frygter, at der heriblandt er penge, som eventuelt kommer fra vores skatteydere, mens oppositionen i udlandet krampagtigt må forsøge at skrabe penge sammen for at føre en valgkamp, for at stille en fornuftig opposition på benene, og at midlerne fuldstændig mangler her. Det er ualmindeligt beklageligt, og jeg håber meget, at man træffer de rigtige foranstaltninger i Den Europæiske Union, således at pengene kan blive brugt fornuftigt dér. Jeg er sikker på, at kommissæren er enig.
Vi må opfordre begge parter i konflikten til at indstille alle fjendtligheder og holde op med at slås, for forhandling er helt klart den eneste måde at løse problemet på. Kommissionen har ved adskillige lejligheder over for begge landes regeringer understreget behovet for at løse og bilægge konflikten med fredelige midler alene. En militær option eller såkaldt løsning vil indebære - og indebærer allerede - enorme menneskelige lidelser og tab. Vi vil fortsat støtte alle bestræbelser, der sigter på en fredelig løsning af konflikten, og navnlig OAU's bestræbelser og forslag. Vi vil fortsat lægge et maksimalt pres på begge parter og er rede til at tage ethvert skridt, der måtte være nødvendigt for at bistå med at finde frem til en løsning, og vi er for nærværende i færd med at undersøge, hvad der kan gøres. Jeg lyttede med interesse til hr. Moorhouses forslag om, at Den Paritetiske Forsamling AVS/EU kunne spille en rolle og vil gøre mine kolleger, der på mere daglig basis arbejder med dette spørgsmål, opmærksom på dette. Hvad den humanitære situation angår, leverer Kommissionen humanitær bistand til begge lande og har reageret på henvendelser fra begge om at bistå mennesker, der er flygtet eller blevet fordrevet fra konfliktområdet. Kommissionen har bevilget EUR 1.790.000 til to ngo'er, nemlig Norwegian Church Aid og Lutheran World Foundation til fødevarebistand og anden bistand til personer, der er berørt af konflikten i Eritrea. I Etiopien har Kommissionen via den italienske ngo, CISP, ydet EUR 1.890.000, der også går til fødevarebistand og anden bistand. Der er desuden godkendt EUR 300.000 til Den Internationale Røde Kors Komités arbejde i Etiopien og Eritrea. Kommissionen vil fortsat følge situationen nøje og er rede til at mobilisere yderligere ressourcer, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Jeg vil gerne kommentere det videre spørgsmål, der er blevet rejst. Kommissionen er i færd med at udarbejde en meddelelse til Rådet om samarbejdet med AVS-lande, der er involveret i væbnede konflikter. I mellemtiden mener Kommissionen ikke, at den i mangel af en fælles EU-holdning om spørgsmålet bør træffe ensidige og isolerede foranstaltninger for denne konflikts vedkommende. Men Kommissionen har besluttet at tildele midler fra strukturtilpasningsprogrammet i mindre portioner og gøre yderligere udbetalinger betingede af en periodisk gennemgang af konflikten og dens eventuelle indvirkning på de offentlige udgifter, navnlig i de sociale sektorer. Kommissionen vil desuden i forbindelse med udbetaling af bistand til lande i konflikt sende et brev til stats- eller regeringschefen, hvori den forlanger forsikringer om, at ingen midler bliver omdirigeret og anvendt til krigeriske formål.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: Greg Summers B4-0188/99 af d'Ancona for PSE-gruppen om dødsstraffen mod Greg Summers - Texas, USA; Leonard Peltier B4-0169/99 af Bertens for ELDR-gruppen om Leonard Peltier; -B4-0175/99 af Weber, Ewing og Maes for ARE-gruppen om fængselsstraf til Leonard Peltier i USA og nægtelse af passende lægebehandling; -B4-0179/99 af Cohn-Bendit, Schroedter og Kerr for V-gruppen om Leonard Peltier; -B4-0199/99 af Pailler, Coates, Manisco, Vinci, Sierra González, Ojala, Eriksson, Alavanos, Novo og Ephremidis for GUE/NGL-gruppen om Leonard Peltier; Religionsfrihed B4-0131/99 af Lenz for PPE-gruppen om religionsfrihed; -B4-0132/99 af van Dam for I-EDN-gruppen om voldshandlinger mod kristne i Indien; -B4-0189/99 af Hallam for PSE-gruppen om voldshandlinger mod kristne i Indien.Greg Summers
Fru formand, det må gøre os triste til mode, at Europa-Parlamentet atter må henlede opmærksomheden på noget skrækkeligt, der sker i et såkaldt civiliseret land. Det drejer sig om anvendelsen af dødsstraffen i USA. Til trods for vores afsky, som vi mange gange har givet udtryk for gennem beslutningsforslag under debatten om uopsættelige spørgsmål, en afsky, som vi deler med mange menneskerettighedsorganisationer over hele verden, med kirker og med Amnesty International, stiger antallet af dødsstraffe i USA blot. Ofte også fordi processen er overordentlig lemfældig. I eftermiddag henleder vi opmærksomheden på tilfældet med den 40-årige Greg Summers, som i årevis har siddet uskyldig i en dødscelle i Alace-enheden i Texas og ventet på den dødbringende indsprøjtning, som snart vil gøre en ende på hans liv. Vi anmoder i vores beslutningsforslag retsmyndighederne om i hvert fald at imødekomme anmodningen om en genoptagelse af sagen mod Greg Summers. Endvidere anmoder vi USA, og navnlig myndighederne i staten Texas, om øjeblikkeligt at afskaffe dødsstraffen og undertegne et verdensomspændende moratorium for eksekveringen af dødsdomme. Til sidst vil jeg lige sige følgende: Der er en række ændringsforslag, som henleder opmærksomheden på andre lignende tilfælde, og det siger sig selv, at vi vil tilslutte os disse ændringsforslag.
Fru formand, Europa-Parlamentet har af menneskelige grunde altid principielt forkastet dødsstraf. Endnu en gang føler vi os på grund af det aktuelle tilfælde tvunget til at henvende os til en civiliseret stat, USA, for igen at kræve, at dødsstraffen ikke eksekveres. Det handler om Greg Summers. Han har altid bedyret sin uskyld. Der hersker tvivl om, hvorvidt sagen er forløbet korrekt. Der foreligger en anke af 30. september 1997 til den pågældende instans i Texas, og den er til dato ikke blevet besvaret. Derfor kræver vi for det første af USA og af Texas, at denne anke tages i betragtning, og for det andet, at dødsstraffe principielt ikke eksekveres, men at de derimod ændres til livslange straffe eller andre fængselsstraffe, og for det tredje kræver vi et verdensomspændende moratorium for eksekvering af dødsstraffe, og vi opfordrer EU's institutioner til at videregive dette til de pågældende myndigheder. Vedrørende vores gruppes ændringsforslag til sagen med to tyskere, brødrene Karl og Walter LaGrand, der skal dømmes til døden i Arizona. Det ville være første gang efter Anden Verdenskrig, at tyskere dømmes til døden i USA, og at dommen fuldbyrdes. Vi opfordrer USA til ikke at fuldbyrde dommen og håber, at disse ændringsforslag også medtages i dagens beslutning. Vi foreslår i disse tilfælde ligeledes tilsvarende fængselsstraffe på livstid. Leonard Peltier
I 23 år har Leonard Peltier siddet fængslet, mens de amerikanske myndigheder nu indrømmer, at han er dømt ud fra falske oplysninger. Det er utroligt. Dette må Parlamentet ikke blot kritisere, men også klage over. Jeg håber, at denne sag hurtigt vil blive undersøgt på ny. Benådning forekommer mig at være på sin plads. Menneskerettigheder skal forsvares overalt i verden, ganske enkelt. I mellemtiden går det synligt tilbage med Peltiers sundhed, bl.a. på grund af behandlingen af ham i fængslet. Passende lægebehandling nægtes ham imidlertid stadig, og ingen forklarer hvorfor. Ligesom alle andre fortjener også denne mand en rigtig lægebehandling på en klinik, om nødvendigt på en fængselsklinik. For nogle måneder siden stillede jeg her i Parlamentet spørgsmål til Rådet om Peltier-sagen. Rådsformanden fandt det, efter hvad han sagde, ikke nødvendigt at foretage sig noget. Det lå uden for rådsformandens beføjelser. Jeg anmoder nu Kommissionen om at tage denne sag op, og jeg tror, at Unionen som helhed da i det mindste kan indlede en diskussion med USA om menneskerettighedspolitik og måske inden for disse rammer tage Peltier-sagen op og fortsat henlede opmærksomheden på den.
Fru formand, under Europa-Parlamentets session i december 1998 havde vi besøg af en amerikansk delegation under ledelse af Angela Davis, hvis anliggende var at forhindre Mumia Abu-Jamals henrettelse. Delegationen aflagde ved den lejlighed en foruroligende beretning om Leonard Peltiers skæbne. Jeg vil sent glemme den beskrivelse af situationen, vi hørte fra hans talsmand, Bobby Castillo, som af egen erfaring kender det amerikanske fængselsvæsen. Som leder af bevægelsen American Indian Movement har Leonard Peltier spillet - og spiller fortsat - en væsentlig rolle i forbindelse med beskyttelse af oprindelige folks rettigheder. Efter begivenhederne i Pine Ridge-reservatet i South Dakota i juni 1975 blev han idømt to gange livsvarigt fængsel, skønt der ikke forelå noget bevis for, at han var skyldig. Det skete efter, at Canada ulovligt havde udleveret ham. Efter 23 års fængsel er Leonard Peltiers helbred alvorligt forringet. Komplikationer i forbindelse med et operativt indgreb har påført ham alvorlige lidelser. Ikke desto mindre nægter fængselsledelsen ham behørig hospitalsbehandlig. En række organisationer - Amnesty International, Det Internationale Menneskerettighedsforbund (FIDH) og France Libertés - har taget Leonard Peltiers sag op og har taget til orde mod de utallige krænkelser af menneskerettighederne, der finder sted i USA. Mumia Abu-Jamal, som stadig befinder sig på dødsgangen, har udsendt en meddelelse til støtte for Leonard Peltier. I Europa-Parlamentet må vi endnu en gang udtale vores støtte til Leonard Peltier og bidrage til, at denne holdning vinder genklang i hele Europa. Min gruppe er medunderskriver af det forelagte beslutningsforslag. Vedtages det, sender Europa-Parlamentet et klart signal til de amerikanske myndigheder og til fængselsledelsen. Leonard Peltier må have mulighed for at få behørig behandling på en klinik efter eget valg. Han bør løslades og have mulighed for at genoptage sin legitime kamp for beskyttelse af oprindelige folks rettigheder, idet USA alt for ofte krænker disses rettigheder.
Fru formand, jeg har altid hyldet det princip, at Den Europæiske Union først må feje for sin egen dør, før vi belærer hele verden om overholdelse af menneskerettighederne. Den seneste rapport om menneskerettighederne viser med al ønskelig tydelighed, at Den Europæiske Union endnu langtfra er fejlfri i denne henseende. Når jeg i dag har bedt om ordet i forbindelse med Leonard Peltier-sagen, skyldes det, at alle retsmidler er udtømt i denne sag, og at der nu er tale om en hastesag, eftersom Leonard Peltiers helbredstilstand er foruroligende dårlig. Der er således to aspekter, som bør berøres i den opfordring, vi sender til USA: dels den procedure, der har ført til Leonard Peltiers domfældelse; dels fængselsmyndighedernes afvisning af begæringen om behørig lægelig behandling. Det er værd at minde om, at Amnesty International flere gange har udtrykt forbehold med hensyn til retfærdigheden af den retssag, der førte til Leonard Peltiers domfældelse. De amerikanske myndigheder har selv erklæret, at domfældelsen ikke skete på et entydigt grundlag, og retssagen vidner om uregelmæssigheder i forbindelse med sagens forberedelse, sådan som det er beskrevet af mine kolleger. Disse forhold burde have ført til en genoptagelse af sagen. Imidlertid vidner denne sag om, at ingen retsinstans, hverken i USA eller Europa, umiddelbart er indstillet på at tage en afgørelse, som har fået retskraft, op til ny vurdering. Dette er et spørgsmål af mere generel karakter, som vi på et tidspunkt bør sætte på dagsordenen. Det forhold, som i denne sag må vække den største undren, er de amerikanske myndigheders helt uacceptable afvisning af Leonard Peltiers ønske om lægelig behandling i betragtning af, at Leonard Peltiers helbred er alvorligt forringet, sådan som det også blev understreget i det foregående indlæg. At fængselet ikke råder over det fornødne udstyr til en sådan behandling er et helt uacceptabelt argument. Dette problem kan løses, og der er også fremkommet konkrete forslag hertil. Fængselsmyndighederne afviser disse løsningsforslag, hvilket må betegnes som en klar krænkelse af menneskerettighederne og af de forpligtelser, USA i øvrigt har indgået. Vores gruppe støtter derfor kravet om behørig lægelig behandling og benådning af Leonard Peltier.
Fru formand, hvert år bliver der opført et skuespil, der altid får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, men som i det mindste forbløffer mig, og det er, når USA's præsident fremlægger sin beretning om nationens tilstand og verdens tilstand. Her betænkes alle stater med plus- og minuspunkter. Der findes gode og dårlige ord frem. Det vil sige, at hele verden faktisk skal underordne sig de amerikanske værdier og værdiforestillinger. Jeg mener, at det er meget vigtigt - sådan som vi gør det i dag som parlament - at holde et spejl op foran amerikanerne og sige, at når de forsøger at påtvinge alle andre mennesker deres værdiforestillinger, må de også indrømme, at der altid findes befolkningsgrupper i deres eget land - der er til dels tale om de oprindelige indbyggere i USA - der måske på flere områder har andre værdiforestillinger, en anden binding til deres eget land, til deres egen jord end de amerikanere, der er kommet til senere. I dette tilfælde er det virkelig godt, at vi gang på gang opruller især Peltier-sagen. Det er en sag, der kalder på international opmærksomhed. Der findes en international Peltier-komité, som jeg f.eks. også er medlem af, og som har beskæftiget sig med sagen i mange år. Jeg mener, det er særligt vigtigt, at også Parlamentet har truffet en beslutning og i denne beslutning giver udtryk for, at Peltier-sagen principielt skal på dagsordenen ved de næste forhandlinger mellem Europa-Parlamentet og de amerikanske partnere for at gøre opmærksom på den skinhellighed, der præger denne argumentation. Peltier har nu i 23 år været fængslet under ualmindeligt dubiøse omstændigheder. Hans sundhedstilstand er meget dårlig. Han er ofte blevet forflyttet, nemlig altid, hvis offentlighedens pres er blevet for stort og belastede det fængsel, han opholdt sig i, for meget. Det viser blot, at der hersker en faktisk modvilje ikke alene i den amerikanske befolkning, men også på internationalt plan, mod at acceptere en sådan uretmæssighed fra et land, der altid prædiker retmæssighed.
Fru formand, det er med en følelse af forfærdelse og dyb kval, at vi igen hæver vores stemmer for Leonard Peltier, der sygner hen i et amerikansk fængsel, hvor han har tilbragt 23 år for forbrydelser, han ikke har begået, og efter en retssag, der rejser alvorlige tvivl om retsplejen i USA. Medlem af Repræsentanternes Hus, Joe Kennedy, der er søn af den martyriserede præsident, udtalte for nylig, at den amerikanske regering har en moralsk pligt til at rette op på denne uretfærdighed. At sørge for, at retfærdigheden sker fyldest for Leonard Peltier, ville udgøre en væsentlig forsoningshandling i relation til de uretfærdigheder, der i historiens løb er blevet udmålt over Amerikas oprindelige folk. Sjælekvalen hos millioner af mennesker, der følger denne sag, øges dag for dag i takt med hans helbreds hurtige forværring. Som følge af en exceptionel mangelfuld lægelig behandling på fængslets hospitalsafdeling lider Peltier nu af fibrose i tyggemusklerne og stivhed i kæbeleddet. Det betyder, at han ikke kan spise, og at han ikke længere kan åbne munden. De øverste amerikanske fængselsmyndigheder, United States Bureau of Prisons , afviser stadig hans anmodning om at blive opereret af ordentlige kirurger. Nu må det være nok. I menneskehedens navn opfordrer vi indtrængende den amerikanske regering til straks at tage sig af sin indfødte søn. Vi beder præsident Clinton om at gøre brug af sine benådningsbeføjelser og øjeblikkelig løslade Leonard fra fængslet.
Fru formand, for en halv time siden, da vi diskuterede Kasakhstan, sagde jeg, at vi ikke bør gå rundt med den løftede pegefinger og belære verden. Men denne gang er det noget lidt andet, for nu står vi over for dem, der altid belærer os, som hr. von Habsburg-Lothringen allerede har sagt, det vil sige, at vi her har ret til virkelig at sige, at det ganske enkelt ikke kan fortsætte sådan. Hele processen - og jeg har virkelig studeret den - giver anledning til tvivl overalt. Der er ikke blevet tilvejebragt et eneste endegyldigt bevis mod Peltier. Den måde, som USA's såkaldte retsvæsen har optrådt på i denne forbindelse, er ganske enkelt uforsvarlig for et virkelig civiliseret land. Vi bør derfor gøre vores amerikanske venner, som vi jo har meget at takke for, opmærksom på, at det ikke kan fortsætte sådan. At frarøve et menneske 23 år af hans liv, at smide en indianer i fængsel og ikke give ham nogen bevægelsesmuligheder, at han virkelig ikke gives et øjebliks frihed og overlades til usikkerhed, er ganske enkelt uforsvarligt. Jeg kunne næsten få lyst til at sige: Hvis man følger med i Peltier-historien - endda hvis han havde gjort noget, hvilket jeg ikke tror, men endda hvis han havde gjort noget, ville han allerede have sonet i dobbelt grad på grund af alt det, der er sket. Hvis man desuden er overbevist om, at der er tale om et uskyldigt menneske, bør vi gøre alt for langt om længe at opnå hos amerikanerne, at loven også er nøjagtig sådan hos dem, og hvis ikke loven er sådan, bør der i det mindste være barmhjertighed.
Fru formand, jeg vil gerne gentage hr. von Habsburgs følelser. Dette er virkelig noget, der berører alle på tværs af partierne, og som vi må viderebringe til de amerikanske myndigheder, og vi må insistere på, at de reagerer på de mange indtrængende anmodninger, der er fremsat for, at der vises Leonard Peltier barmhjertighed. Det er virkelig ironisk på et tidspunkt, hvor den amerikanske præsidents egen fremtid er ved at blive afgjort i Kongressen - i en sag, der ikke har forfærdelig meget til fælles med Leonard Peltiers sag, at hverken den nuværende præsident eller for den sags skyld hans forgængere har reageret på de indtrængende anmodninger om barmhjertighed, der er blevet fremsat, og vi har ventet på et svar i de sidste 6-7 år. Derfor bør vi her i Parlamentet insistere på, at dette er en presserende sag, som Clinton bør tage sig af, når han genoptager arbejdet, hvis han altså ikke bliver stillet for en rigsret. Det er en sag, der symboliserer behandlingen af de oprindelige folk i Amerika, og et spørgsmål, der står dette Parlaments hjerte meget nær, og jeg håber, at vi vedtager beslutningsforslaget. Religionsfrihed
Fru formand, hvis Europa-Parlamentet i dag beslutter sig for at gå imod de stadig hyppigere og voldsommere krænkelser af religionsfriheden, skal det give udtryk for vores store bekymring. Religionsfrihed er nemlig ikke kun udtryk for respekten for en følelse, der for mange mennesker ligger meget dybt, men også for respekten for menings- og forsamlingsfriheden, altså en betydelig del af menneskerettighederne. Vi er absolut bevidste om, at krænkelsen af religionsfriheden kan have mange årsager. Vi ved også, at det ikke altid er regeringerne, der udløser disse forfølgelser. Årsagerne er forskellige fra land til land. Der er magtkonflikter om råstofkilder og vand som i Sudan, hvor man lader flertal bekæmpe store minoriteter i en krigerisk konflikt, der er had, misundelse, sociale og politiske spændinger i forhold til etniske grupper, f.eks. i Indien og Pakistan, i dag også i Indonesien. Der er intolerante statsreligioner som i Iran, Afghanistan og andre lande, der er også ikkestatslige religioner, der kan være intolerante. Man kan ikke opremse alle lande i denne forbindelse. Billigelsen af disse forfølgelser og forfølgelsernes form bekymrer os meget. Det går lige fra grusomme mord, som sagen med den australske missionær, Graham Staines, og hans to børn i Indien viser, over fængslinger og tortur til forsvundne personer, helt frem til fremskyndede retssager. Ekstremisme, fremmedhad og racisme raser ofte, uden at regeringerne, det være sig af svaghed, det være sig af manglende vilje, gør noget mod det. Men på den anden side beskytter mange forfatninger i disse lande også religionsfriheden, og der er underskrevet internationale pagter og FN-konventioner, der skal garantere religionsfriheden. Men der findes også nye religionslove, der kommer faretruende tæt på intolerance, og Europa-Parlamentet vil gerne gøre opmærksom på faren ved dette misbrug. Men religionerne skal på deres side også udvise tolerance over for anderledes tænkende og respektere samvittighedens og den enkeltes frihed samt følge lovene. Det står helt klart. Misbrug af religionsfrihed er et symptom på misbrug af menneskerettighederne. Det kan man kun gentage. Respekten for minoriteters religion er også udtryk for fungerende retsstatslige forfatninger, der garanterer tolerance og fredelig sameksistens mellem forskellige befolkningsgrupper. Vi europæere kan her bidrage med bitre erfaringer fra fortiden. Vi har overvundet dem, og vi forsøger at videregive dem her i Parlamentet. Politiske og sociale spændinger er gang på gang blevet udnyttet til grusomme religiøse forfølgelser. Jeg mener, at vi på tærskelen til det tredje årtusinde og i betragtning af den tiltagende internationale sammenfletning skal opfordre regeringerne og også de store religioners repræsentanter, der på deres side udøver magt, til at holde øje med advarselssignalerne og at handle. Den Europæiske Union forsøger ved at optage demokrati- og menneskerettighedsklausuler i aftaler med tredjelande at gøre menneskerettigheder gældende i de lande, Unionen samarbejder med. Europa-Parlamentet vil til stadighed stille formanende spørgsmål i denne forbindelse. Undertrykkelse af religionsfriheden - det vil jeg gerne gentage - er et tydeligt symptom på krænkelse af menneskerettigheder, hvis årsager ligger i et lands forhold, og hvor der er behov for forbedring, og det har ikke kun religiøse årsager, men især også sociale og politiske årsager. Kommissionen støtter overkirkelige organisationer i mange lande. Dermed når den menneskene, den opnår også en bekæmpelse af årsagerne, og vi vil også gerne opnå, at disse midler ikke bliver tangeret med netop disse aktioner, og at denne vej forbliver åben for os. Det er alt sammen baggrunden for den beslutning, som vi har fremlagt i dag.
Fru formand, 50 år efter oprettelsen af De Forenede Nationers Verdenserklæring om menneskerettighederne tilføjes der hele tiden nye rettigheder til denne erklæring. Der tales med rette om en forkert udvidelse af disse rettigheder. Alligevel betyder denne udvidelse ikke, at de gamle, for længst fastlagte rettigheder i mellemtiden respekteres overalt. Endda tværtimod. Der er stadig temmelig meget galt med religiøse mindretals rettigheder, som vi i dag taler om i anledning af et beslutningsforslag herom under debatten om uopsættelige spørgsmål. I utallige lande har mennesker stadig ikke frihed til offentligt at vedkende sig deres religiøse overbevisning, og de får ikke frihed til at dyrke deres tro, således som de gerne vil. Forfølgelse, undertrykkelse og diskriminering er deres triste skæbne. Således har vi her i Parlamentet i den forløbne tid bl.a. talt om Pakistan og Iran, og nu gør der sig i Indien triste situationer gældende, som kræver vores opmærksomhed og omhu. I Indien har kristne i årevis, men i de forløbne uger i stigende grad, lidt under angreb fra hinduaktivister. Faktisk har man i det forløbne år i Indien kunnet se en enorm stigning i angreb på kristelige skoler og kirker. Prædikanter beskyldes for, at de under tvang omvender mennesker til kristendommen ved at lokke dem med penge og job. Det fortjener de at blive straffet for. Ved angrebene må navnlig missionærer undgælde, fordi de betragtes som et stadigt vedvarende levn fra det britiske styre. Mærkeligt nok overses det i den forbindelse, at det navnlig er kristne af indisk afstamning, der missionerer. Under en protestaktion for nylig protesterede en stor gruppe af kristne og muslimer mod myndighederne, som intet gør mod disse former for aggression. I medierne er attentaterne fordømt, og det er bestemt ikke flertallet af befolkningen, som godkender disse attentater. Dog er attentaterne ikke mindre foruroligende. En mulig grund til disse episoder er forøgelsen af antallet af kristne i Indien. Mærkeligt nok har det i den seneste tid navnlig været dem, som måtte undgælde, mens det inden den tid først og fremmest var muslimer, der var målet for aktionerne. Grunden til denne forskydning synes tydelig. Muslimerne i Indien bor koncentreret i visse områder, hvorved de er en vigtig faktor ved valgene. Det kristne mindretal er mindre i antal og bor desuden spredt over landet. Ved valget udgør de ikke nogen vigtig faktor. Heldigvis har den indiske regering i mellemtiden lovet at nedsætte et udvalg, som skal undersøge det seneste attentat på en australsk missionær og hans børn på syv og 10 år. Dog synes regeringen i øvrigt at indtage en ligegyldig holdning til disse episoder. En tydelig forbindelse mellem stigningen i antallet af episoder i Indien og den kendsgerning, at BJP, et ekstremistisk hindunationalistisk parti, er ved at komme til magten, er hurtigt knyttet. Dette parti er nemlig af den opfattelse, at der i Indien tages for meget hensyn til religiøse mindretal. Disse aktioner bidrager til deres forsøg på at ændre dette. Med det forelagte beslutningsforslag appellerer Parlamentet klart til lande og regeringer om at behandle de religiøse mindretal, som bor i deres land, på en ansvarlig måde. Navnlig den indiske regering opfordres til at undersøge attentaterne i de forløbne uger og til at forsøge at forhindre sådanne i fremtiden. Hvis der ikke sker nogen ændring her, må Europa-Parlamentet og de europæiske medlemsstater drøfte, om begivenhederne i Indien ikke får følger for deres behandling af dette land. Enhver respekteret myndighed skal medvirke til, at de mindretal, der bor i dens land, kan leve i frihed og kan bekende sig til deres tro, hvis de vil det. Menneskerettigheder indebærer i denne forbindelse ikke blot individuelle borgeres rettigheder, men i endnu højere grad myndigheders forpligtelser til at give de mindretal, der bor i deres land den frihed, som ethvert menneske har fået af Gud.
Fru formand, som en, der har en forælder, der er født i Indien, og som har mange venner fra Indien i de mange og forskelligartede trossamfund, der udgør Indiens rige mosaik af kulturer, kan jeg forsikre Dem om, at det ikke på nogen måde glæder mig at fremsætte dette forslag til beslutning i dag. Der har været kristne samfund i Indien, siden Skt. Thomas gik i land i Kerala i år 52 e.Kr. De kristne har i det store og hele levet fredeligt side om side med deres naboer i mange år. Men Graham Staines' og hans to sønners rædselsvækkende død i januar har desværre gjort os opmærksom på en forværring af forfølgelsen. Disse mord udgjorde højdepunktet af en kampagne af øget vold mod kristne fra alle trosretninger. I en modig tale til sit folk pegede Indiens premierminister på andre tilfælde, der ikke er acceptable i et moderne, tolerant demokrati. Disse drab og andre angreb er uden forbehold blevet fordømt af hinduernes verdensråd, World Hindu Council . Gerningsmændene til disse grusomheder repræsenterer ikke det indiske folk eller almindelige hinduer. Denne beslutning vil være et betydeligt budskab til disse ekstremister om, at Europas folk er solidariske med alle dem, der værdsætter og forsvarer religiøs tolelerance og tolerance for andre folkegrupper. Lad mig endelig, og ikke som talsmand for min gruppe, men som en privatperson, der hver søndag deltager i gudstjenesten i en britisk kirke, hvor vi har medlemmer af menigheden, som anser Indien for at være deres fædreland, forsikre Indiens folk om, at de er med i vores bønner, og at vi beder både for de forfulgte og for forfølgerne. Indien, du er genstand for vores kærlighed, vores respekt og vores bønner i denne vanskelige tid.
Fru formand, jeg er imod religiøs forfølgelse, hvor den end måtte forekomme. Men teksten til denne beslutning er efter min mening ubetænksom og uretfærdig, idet den fremhæver et bestemt land, når der er mange lignende tilfælde over hele regionen og andre steder. Vi bør erkende, at kristendommen har blomstret i Indien i 2000 år - ja, endog længere end her i Europa. Jeg har fået lov til på min gruppes vegne at fremsætte et mundtligt ændringsforslag, der til C føjer ordene: »og bifalder premierministerens tale til nationen den 30. januar, støtter denne og er imod sekterisk vold«. Det vil vi støtte under afstemningen, men jeg vil desværre ikke være til stede på grund af den besværlige timing omkring flyafgangene fra Strasbourg, så jeg er nødt til at tage afsted inden afstemningen. Personalet har en kopi af denne tekst, og det samme har repræsentanterne for Den Socialdemokratiske Gruppe.
Fru formand, Den Liberale Gruppe har hele tiden kraftigt støttet menneskerettigheder i al almindelighed. Inden for disse fortjener naturligvis også religionsfrihed vores opmærksomhed. Jeg ved, at jeg begiver mig ud på et farligt område, men i troens og religionens navn er der i umindelige tider foretaget de største krænkelser af menneskerettighederne. Regelmæssigt i historien fik et religiøst mindretal ikke ret til at have og udøve samme rettigheder som et religiøst flertal. Det er stadig tilfældet så sent som i dag. Religiøse sammenstød og situationer i Indien og på Ambon, men også strukturel undertrykkelse i Iran og Afghanistan bør nævnes. Jeg håber ikke, at vi står her for udelukkende at beskytte de kristne. Vi må beskytte alle trosretninger og give dem spillerum. Det betyder f.eks. også, at vi kraftigt skal støtte Jehovas Vidner i Rusland, mod hvem der i øjeblikket er en retssag i gang i Moskva. Den Liberale Gruppe anmoder Kommissionen og Rådet om fortsat at være agtpågivende over for, at også religionsfrihed medtages i vurderingen af menneskerettighedssituationen i tredjelande. Jeg håber, at der måske i næste valgperiode gives mulighed for at skrive en altomfattende betænkning om menneskerettigheder og religionens rolle deri. Jeg vil desværre ikke være til stede ved den lejlighed.
Hr. Bertens, jeg lod Dem overskride taletiden, fordi De hører til dem, der normalt altid overholder reglerne her i Parlamentet. Vi har mulighed for at give lidt ekstra, men jeg vil bede Dem undlade at overskride taletiden.
Hr. formand, desværre kan listen over de angreb og voldshandlinger, som foretages mod religiøse mindretal i Indien, gøres lang. De foretages desværre gentagne gange på trods af, at Indiens grundlov netop garanterer religionsfrihed. Der findes også bestemmelser for menneskerettighederne. Anledningen til denne beslutning er mordet på en kristen missionær. Det må dog ikke udelukkende handle om voldshandlinger mod kristne, eftersom religiøs forfølgelse sker i endnu større udstrækning af andre religiøse mindretal i Indien, f.eks. muslimer og sikher. Denne type angreb og provokationer af mennesker sker ikke på grundlag af nogen naturlov. Nej, det drejer sig i stor udstrækning om, at flere ekstremistgrupper i Indien handler provokerende, f.eks. VHP, som tydeligvis har forgreninger højt oppe i den politiske top. Man skal heller ikke glemme årsagerne til, at de forskellige religiøse grupper sættes op mod hinanden. Det handler om sociale spændinger, fattigdom og analfabetisme i Indien. Disse problemer skal bekæmpes. Jeg tror, at vi så også får færre spændinger mellem forskellige religiøse grupper. Det er imidlertid ikke bare i Indien, at religiøse grupper sættes op mod hinanden. Det sker også i andre asiatiske lande, f.eks. Pakistan, Bangladesh og Maldiverne. Vi skal selvfølgelig alle tage et ansvar for at sikre menneskerettighederne. Religionsfrihed er en af disse vigtige sager, og det gælder også for ytringsfrihed, fri bevægelighed og ikkediskriminering. Desuden skal voldshandlinger af seksuel karakter bekæmpes. Vi har meget at gøre og skal alle forsvare disse områder.
Hr. formand, jeg tilhører selv et politisk parti, som i mit eget land på egen krop mærker, hvad det betyder, når myndighederne vil begrænse et voksende oppositionspartis ytringsfrihed, således at jeg selvfølgelig føler sympati for enhver, hvis ytringsfrihed og religionsfrihed trues. Vi vil således selvfølgelig støtte det fælles beslutningsforslag om religionsfrihed i særdeleshed i Indien. Vi fordømmer uden det mindste forbehold volden mod de indiske kristne. Vi kræver af de nationale regeringer og af de delstatsregeringer, som er ansvarlige for opretholdelsen af ro og orden, om nødvendigt kraftige foranstaltninger, for øvrigt ikke kun over for udøverne af voldshandlingerne, men også over for de ansvarlige politifolk, som ser på uden at gribe ind. Jeg vil, hvad det angår, lige minde om, at det ikke er BJP, som er ved magten i Orissa, hvor en missionær og hans to børn grusomt blev myrdet, i modsætning til hvad nogle tror, men faktisk Kongrespartiet, og at de formodede gerningsmænd ligeledes tilhører Kongrespartiet. Volden mod kristne må heller ikke få os til at glemme, at tusinder af hinduer i de sidste 10 år frem for alt i Indien systematisk er blevet myrdet af muslimske fanatikere i sammenstød og pogromer, som desværre var meget værre end voldshandlingerne i dag mod kristne. Man husker f.eks. nok, at omtrent hele hindubefolkningen i delstaten Kashmir, omkring en kvart million mennesker, i 1990 flygtede efter vedvarende myrderier, hvor mere end tusinde mennesker omkom. Ikke desto mindre blev anstifteren af denne etniske udrensning, lederen af muslimerne i Kashmir, Amanula Khan, modtaget som en helt i forskellige europæiske lande, bl.a. i mit land. Lidt konsekvens ville således ikke være så dårligt. Også i dette lys kunne det fælles beslutningsforslag, som jeg jo har indtryk af er temmelig generelt, have indeholdt en henvisning til den systematiske og særdeles grusomme forfølgelse af kristne og for øvrigt af alle ikkeislamiske religioner i nabolandet Pakistan. Denne fejl er så hermed rettet. Hvad det øvrige angår, vil vi gerne støtte dette beslutningsforslag.
Hr. formand, den religiøse uforsonlighed bliver tilsyneladende stadig mere drastisk mange steder i verden på trods af det vigtige bidrag, som repræsentanter for enhver trosretning giver til humanitær bistand, pleje og behandling af de fattige. Vi hørte om sammenstødene i Djakarta i sidste måned, hvor horder af islamiske integralister brændte katolske kirker og jog præster og gejstlige på flugt, mens politiet så magtesløst til. Volden over for gejstlige fortsætter i Indien i dag, og den fremmes af den modstand, der er mod kristne - men også mod muslimer og sikher - hos integralistiske grupper, som erklærer sig fast besluttede på at få enhver form for religiøs omvendelse i landet til at høre op inden år 2000. Denne vold viser, at man mangler en effektiv beskyttelse af de religiøse mindretal i Indien, og den viser ikke mindst, at den racistiske integralisme faktisk er tilbøjelig til at begrænse trosfriheden og meningsfriheden. Alt dette burde anspore Europa til kraftigt at understrege den vægt, det lægger på grundprincipperne i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, og gøre selve karakteren af de bilaterale forbindelser, som medlemsstaterne har til de lande, der alvorligt overtræder menneskerettighedsbestemmelserne, afhængig af overholdelsen af disse principper.
Hr. formand, jeg vil indlede med beslutningerne om dødsstraf. Kommissionen deler Europa-Parlamentets generelle bekymring omkring dette spørgsmål, og navnlig hvad USA angår. Vi mener, at de garantier, der er nedfældet i Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og andre internationale retsinstrumenter, bør respekteres i alle de tilfælde, hvor der bliver gjort brug af dødsstraffen. Vi bifalder Ministerrådets vedtagelse af generelle retningslinjer omkring spørgsmålet om dødsstraf i juni 1998. Disse retningslinjer gør det klart, at det er Den Europæiske Unions mål at arbejde henimod en verdensomspændende afskaffelse af dødsstraffen. Vi bifalder ligeledes FN's Menneskerettighedskommissions vedtagelse den 2. april 1998 af en resolution, der opfordrer de lande, der endnu ikke har afskaffet dødsstraffen, til at gøre brug af et moratorium for eksekvering af dødsstraffene med henblik på deres afskaffelse. EU-medlemsstaterne stod medfadder til resolutionen, der var blevet introduceret af Italien, og det er påfaldende, at USA stemte imod den. Kommissionen er stærkt bekymret over det øgede antal henrettelser, der finder sted i USA. Den Europæiske Union har rejst dette spørgsmål en lang række gange over for de amerikanske myndigheder. Som kommissær med ansvar for relationerne til USA føler jeg ingen forlegenhed eller betænkelighed ved at rejse dette spørgsmål over for dem. Det er på sin plads at gøre det over for et land, som vi har tætte forbindelser med, og som ved talrige lejligheder har udtrykt sine bekymringer over menneskerettighederne andre steder. Den Europæiske Union følger nøje en række enkeltsager i USA og har taget en række skridt i konkrete tilfælde. Hvis det berører en person, der er statsborger i en af vores medlemsstater, vil Unionen fæste sig særlig ved overholdelsen af bestemmelserne i Wienerkonventionen om konsulære relationer fra 1963, der i artikel 36 giver arresterede udlændinge ret til konsulær bistand. Jeg vender mig nu til den konkrete sag med hr. Peltier, der godt nok ikke sidder på dødsgangen, men er langtidsfange. Jeg kan kun sige, at ingen, der har lyttet til talerne fra forskellige dele af Parlamentet, fra folk med forskellige politiske synspunkter, har kunnet undgå ikke at blive rørt af det, der er blevet sagt. Kommissionen ser via sin delegation i Washington på omstændighederne omkring hr. Peltiers helbredstilstand og vil gøre sit yderste for at støtte Europa-Parlamentets aktioner i denne henseende. Vi vil omhyggeligt følge op på denne sag og ser frem til at udveksle synspunkter om dette spørgsmål ved det næste møde mellem Europa-Parlamentets delegation for relationerne med USA og den amerikanske Kongres. Ikke blot er det legitimt, at dette emne bliver drøftet, det er under de beskrevne omstændigheder uundgåeligt og naturligt. Hvad spørgsmålet om religionsfrihed angår, er jeg glad for, at det er blevet udvidet og ikke kun er koncentreret om situationen i Indien, for det er rigtigt at sige, at der er problemer, for at sige det mildt, med religionsfriheden i mange lande, og det ville være vildledende kun at fokusere på Indien. Efter vores mening er religionsfrihed en grundlæggende menneskerettighed, og vi bør forsvare den, hvor den end måtte komme under angreb. Der har dog været en vis aktualitet omkring beretningerne om angreb på kristne i Indien, som er dybt foruroligende. Kommissionens delegation, der fortsat holder os fuldt orienteret om situationen, efterhånden som den udvikler sig, er fuldt ud på linje med medlemsstaternes udsendinge i overvågningen af situationen. Desværre er etnisk og religiøs vold ikke nogen nyhed i Indien, men vold mod kristne af den størrelsesorden, der nu berettes om, er ny. Spørgsmålet står nu højt på den politiske dagsorden i Indien, og det har mulighed for at berøre den politiske situation i landet - der er blevet henvist til premierministerens udtalelse, som vi naturligvis har taget til efterretning. Spørgsmålet deler ikke blot oppositionen og regeringen. Det er også kontroversielt inden for det hinduistiske nationalistiske parti, BJP, selv. Der hersker ingen tvivl om, at princippet om verdslig regering og beskyttelse af mindretal er dybt forankret i den indiske demokratiske tradition. Der kan heller ikke herske nogen tvivl om, at førende opinionsdannere og det civile samfund i Indien er dybt chokerede over begivenhederne og den skade, de har forårsaget for Indiens image, og dette afspejles til fulde i den brede pressedækning, disse begivenheder har fået, siden de begyndte. Kommissionen er overbevist om, at ansvarlige indiske politikere og en bred enighed i det civile samfund vil få held til at mobilisere den nødvendige politiske fremdrift til at få kontrol over volden. Vi støtter meget stærkt fortsættelsen af det stille og stædige arbejde, der gøres af vores repræsentanter i felten, vores ambassadører, ngo'er og bekymrede indiske borgere som den bedste garanti til at få kontrol over den nuværende situation, og for dette blev de for nylig takket af ærkebiskopperne af Delhi, Mumbai og Bangalore. Kommissionen går til fulde ind for de mål om racetolerance, social harmoni og fuld respekt for menneskerettighederne, der ligger til grund for Europa-Parlamentet forslag til beslutning.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag om Guinea-Bissau: Â4-0136/99 for PSE-gruppen; - Â4-0168/99 for PPE-gruppen; - Â4-0173/99 for ELDR-gruppen; - Â4-0183/99 for GUE/NGL-gruppen; - Â4-0191/99 for V-gruppen; - Â4-0202/99 for ARE-gruppen; - Â4-0211/99 af Cardona.
Hr. formand, situationen i det vestafrikanske land Guinea-Bissau foruroliger os. Efter aftalen fra november 1998 og den nye aftale i begyndelsen af i år har der atter fundet voldshandlinger sted mellem præsident Vieiras styrker og general Ansumane Mane. Konflikten fra juni 1998 er igen tilbage, og borgerne er igen i vid udstrækning drevet på flugt. Atter er civilbefolkningen offer for denne ødelæggende konflikt. Abuja-fredsaftalen er sat ud af kraft, og de udenlandske tropper gør sig skyldige i menneskerettighedskrænkelser. Det er af stor betydning, at Abuja-aftalen igen gennemføres fuldstændigt. Alle udenlandske tropper, undtagen naturligvis dem fra ECOMOG, skal forlade landet, og den nationale forsoningsregering skal forsøge at holde ærlige valg. Det er sådan noget som sne om sommeren. Europa skal være rede til at yde et bidrag dertil. I det vestlige Afrika er store bestræbelser nødvendige for at forhindre, at konflikter breder sig til andre lande. I Afrika oplever vi jo alt for ofte de transnationale konflikter. Vi må gøre os alle bestræbelser for at undgå spredningen af lette våben. Unionen skal yde teknisk og finansiel bistand til ECOMOG og støtte befolkningen humanitært.
Hr. formand, hr. kommissær, der er igen krig i Guinea-Bissau. Europa-Parlamentet må vise solidaritet med befolkningen i Guinea-Bissau, der lider under denne borgerkrig. Der er hundreder af døde, tusinder af flygtninge, som har måttet forlade deres land, hospitaler uden lægemidler og behandlingsmuligheder, og sult og sygdom florerer. Abuja-aftalen indebar våbenhvile og muligheder for en forhandlingsløsning på konflikten. Alligevel er de militære operationer blevet genoptaget, og efter alt at dømme er det præsident Nino Vieiras tropper, der bærer ansvaret for det. Vi kan ikke acceptere uansvarligheden og den historiske blindhed hos politiske og militære ledere, der lader deres særinteresser komme før deres befolknings interesser. Europa-Parlamentet må insistere på, at Abuja-aftalen overholdes, ifølge hvilken der skal dannes en national enhedsregering og foranstaltes præsident- og parlamentsvalg i respekt for Guinea-Bissaus uafhængighed og territoriale integritet. Der er fare for, at konflikten internationaliseres på grund af situationen i Casamance. Tilstedeværelsen af fremmede tropper, navnlig fra Senegal og Guinea, der af internationale menneskerettighedsorganisationer anklages for overgreb mod civilbefolkningen, forøger denne fare. Derfor må tilbagetrækningen af alle fremmede tropper være en fundamental betingelse for, at der igen kan skabes fred. De eneste tropper, der må have lov til at blive som garanter for våbenhvilen og opfyldelse af den indgåede aftale, er tropperne fra ECOMOG. Guinea-Bissaus befolkning må kommes til hjælp, og derfor skal den humanitære hjælp styrkes, ligesom det skal sikres, at den når ud til de nødlidende. I denne sammenhæng vil jeg gerne fremhæve de ngo'er, der upartisk arbejder på stedet. Jeg vil slutte med at appellere til, at EU støtter den udpegede premierminister, Francisco Fabus, anstrengelser for at danne en national enhedsregering, der frem for alt kan tjene Guinea-Bissaus lidende befolknings interesser.
Hr. formand, hr. kommissær, ærede medlemmer, det, der foregår i Guinea-Bissau er tragisk: tusinder af mennesker drevet fra hus og hjem, sult og elendighed på grund af en krig, som ingen synes at ønske, og som man ikke forstår, hvem kan have fordel af. Freden må genoprettes, og våbnene må tie i Guinea-Bissau. Abuja-aftalen må overholdes, så Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskabs indsættelsesstyrke, ECOMOG, hurtigt kan bringes på plads. Præsident João Bernardo Vieira og general Mane har et stort ansvar for at sikre opfyldelsen af den aftale, de har undertegnet, for at stabilisere situationen i Guinea-Bissau, for at indsætte den nye nationale enhedsregering, for at der kan blive afholdt frie valg, og for landets udvikling. Europa må og skal hjælpe, således som det også fremgår af den hensigtserklæring, som vi har underskrevet. Humanitær, teknisk og økonomisk hjælp. Men også hjælp i form af en skarp fordømmelse af optrapningen af krigen og et krav om, at de fremmede tropper, der er indblandet i konflikten, øjeblikkeligt trækkes tilbage. Uden en sådan tilbagetrækning vil overgrebene på menneskerettighederne fortsætte, og freden vil ikke være mulig. I denne sammenhæng er Europa-Parlamentets opfordring til Rådet om i denne sag at tale med én stemme særdeles velkommen. Og på baggrund af de mange meddelelser desangående i medierne, vil jeg gerne spørge Kommissionen, om den kan give nogen oplysninger, der kan forsikre Parlamentet om, at der ikke er tropper fra nogen af EU's medlemsstater involveret i denne sørgelige konflikt, som vi gerne ser afsluttet så hurtigt som muligt.
Hr. formand, hr. kommissær, først og fremmest glæder vi os over dette fælles beslutningsforslag, og vi understreger den fælles fordømmelse af den nye bølge af vold i Guinea-Bissau og kravet om en fuldstændig gennemførelse af den våbenhvile, som blev aftalt den 3. februar. De seneste begivenheder har gjort det håb til skamme, som Abuja-aftalen 1. november gav anledning til, et håb om, at konflikten kunne slutte, og at Guinea-Bissau, og ikke mindst dets lidende befolkning, kunne få den nødvendige ro til at påbegynde arbejdet med at komme ud af en situation præget af stor økonomisk tilbageståenhed, der yderligere er blevet forværret af den ødelæggelse og det kaos, som er forårsaget af den konflikt, der begyndte i juni sidste år. Dette håb må og skal tændes på ny, og det skal tændes hos indbyggerne i Guinea-Bissau, der er blevet ofre for denne meningsløse konfrontation, og som ikke har anden udvej end forhandlinger, fred og respekt for indgåede aftaler. Vi vil også pege på den destabiliserende rolle, som de fremmede tropper har haft lige siden konfliktens begyndelse, en rolle, der er så meget desto alvorligere, så den kan være medvirkende til den manglende respekt for Abuja-aftalen. En tilbagetrækning af de fremmede tropper, der ikke er i landet ifølge denne aftale, tropper fra Senegal og Guinea, er en forhåndsbetingelse for, at aftalen kan føres ud i livet, og for at den nationale enhedsregering, som aftalen skal resultere i, kan komme til at fungere. Den vestafrikanske indsættelsesstyrke har som opgave at opretholde freden, og den skal ikke have sin opgave gjort vanskeligere af andre fremmede tropper, der hindrer dens indsats eller gør andre formål nødvendige. Denne konflikt må virkelig ikke få karakter af »hanekamp« for eneherredømme i hønsegården. Der skal findes en politisk løsning, der sikrer fred, der overholder det aftalte, der ikke drager Guinea-Bissaus uafhængighed og territoriale integritet i tvivl, og som gør en ende på en frygtelig situation, der er ved at ødelægge et land og et folk. Igangsættelse af initiativer, der kan bringe humanitær hjælp til befolkningen, er særdeles påtrængende og bør derfor hilses velkommen og befordres yderligere.
Hr. formand, hr. kommissær, desværre tvinges vi fra forskellige steder i Afrika til at stille os dette spørgsmål: Hvor langt ud kan det absurde, det vanvittige og irrationaliteten komme? Guinea-Bissau, som er et af de fattigste lande i verden, havde før krigen, der startede for otte måneder siden, et BNP pr. indbygger på ca. USD 220, hvilket er lidt mindre end ECU 0, 5 pr. person pr. dag. Situationen var ved at blive bedre, man var begyndt at have en stigning i reserverne, en mindre inflation og en vækst på 5 % årligt. Alt dette forsvandt for otte måneder siden. Væksten bliver negativ, det vil sige, den bliver på minus 5 % i de næste måneder. Krigen skyldes helt sikkert ambitioner hos en præsident, der ønsker at sidde for evigt på magten, og en ambitiøs general, og den fører landet ud i den velkendte situation med flugt, flygtninge, sult og ødelæggelse af dets knappe reserver. Konflikten er endog ved at blive international med den forventede intervention fra senegalesiske styrker, bag hvilken man finder konflikten i den sydlige region Casamance, og sikkert også fra tropper fra Republikken Guinea. Det er uden tvivl nødvendigt, at det internationale samfund gør alt, hvad der er i dets magt, for at bidrage til at bringe konflikten til en ende, således at man atter kan anvende den støtteplan, som de internationale organisationer havde planlagt, og som endnu en gang er lammet, at de udenlandske styrker trækkes tilbage og kun ECOMOG er tilbage, og at man, når den afbrudte våbenhvile fra februar, der kun varede nogle få dage, er trådt i kraft igen, kan give den udnævnte premierminister de nødvendige midler, for at borgerne i Guinea-Bissau kan planlægge deres fremtid under fredelige forhold.
Hr. formand, jeg kan gøre det relativt kort, for Kommissionen er enig i det synspunkt, der er fremsat i Parlamentets beslutning. Vi holder nøje øje med udviklingerne i Guinea-Bissau og er klar over de kolossale vanskeligheder, den civile befolkning står over for. Gennem ECHO leverer vi, håber jeg, en hurtig og effektiv humanitær bistand med henblik på at imødekomme befolkningens behov. Vi støtter ligeledes de mæglingsbestræbelser, der nu er undervejs, og opfordrer indtrængende de involverede parter i konflikten til at overholde Abuja-aftalen. Vi er rede til at genoptage samarbejdet med Guinea-Bissau, så snart der er blevet genetableret demokratiske tilstande. Vi er klar over den rolle, som ECOWAS har spillet i det internationale samfunds bestræbelser på at opretholde stabilitet i regionen, og vi støtter Abuja-aftalen og herunder anvendelsen af ECOMOG-tropper i Guinea-Bissau. Der er blevet henvist til forlydenderne om, at der deltager tropper fra nogle medlemsstater. Jeg er klar over disse rygter, men jeg er ikke i stand til hverken at be- eller afkræfte dem. Vi rådfører os imidlertid med medlemsstaterne om, hvordan vi kan finansiere bistanden i form af leverancer og ikkemilitært udstyr til ECOMOG-styrkerne.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag om naturkatastrofer: Stormskader på De Kanariske Øer- Â4-0128/99 af Medina for PSE-gruppen; - Â4-0163/99 af Fernandez Martin m.fl. for PPE-gruppen; - Â4-0193/99 af Sierra m.fl. for GUE/NGL-gruppen; - Â4-0207/99 af Escolá Hernando og Vallvé for ARE-gruppen. Jordskælv i Colombia- Â4-0192/99 af Newens, Miranda og Howitt for PSE-gruppen; - Â4-0203/99 af Puerta m.fl. for GUE/NGL-gruppen; - Â4-0206/99 af Kreissl-Dörfler og McKenna for V-gruppen og Escola m.fl. for ARE-gruppen. Stormskader på De Kanariske Øer
Hr. formand, rækkefølgen af indlæggene var ikke så vigtig. Vi taler om den katastrofe, der ramte De Kanariske Øer. Ud over at være et randområde rammes de nu af denne katastrofe, som har berørt al infrastruktur i havnene og på kysterne samt i landbruget, det vil sige tomat- og bananhøsten, som er af afgørende betydning for den kanariske økonomi. Hr. formand, uden at bruge hele vores taletid vil vi anmode EU-Kommissionen om inden for rammerne af strukturprogrammerne at overveje en ekstra indsats for at hjælpe dette område, som befinder sig i en fjern egn af EU, til at komme sig efter den såkaldte naturlige katastrofe. Vi er nok nødt til at indstille os på, at denne slags katastrofer ikke er så naturlige igen, men indimellem opstår på grund af miljøskader.
Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, i de første dage af januar ramte en voldsom orkan øerne Tenerife, Grande Canaria, Palma og Hierro, der forårsagede kolossale skader på havneanlæg, veje og anden infrastruktur langs disse øers kyster og på alle former for afgrøder, herunder tomater, bananer og anden frugt- og grøntsagsproduktion. Fordi det er øer, er der ingen alternativ infrastruktur, hvilket viser, hvor vigtigt det er for øgruppens liv, at infrastrukturen fungerer godt. Vi kan konstatere, at øernes landbrugsproduktion i 1997 er steget til ESP 105.495.000, og at de skader, som landbrugsproduktionen har lidt, udgør 14, 4 % af skaderne på infrastrukturen og ca. 16, 7 % af indkomsten for 1997. Det kan derudover nævnes, at for De Kanariske Øers vigtigste afgrøder når skaderne på tomatproduktionen op på ESP 5.664.000, hvilket svarer til 19 % af produktionen, og skaderne inden for banansektoren kommer op på ESP 7.393.000, hvilket svarer til 20, 5 % af 1997-produktionen, mens skaderne på infrastrukturen løber op på ESP 2.470.000. På grund af alt dette har vi bedt Kommissionen foretage en hurtig opgørelse over skadernes omfang og inkludere De Kanariske Øer og de specifikke projekter, der skal udbedre de skader, som kystområdernes infrastruktur har lidt, i Unionens strukturprogrammer. Vi er også bekymrede for den virkning, som orkanen har haft for landmændenes indkomster for 1999 (og deraf også for øernes økonomi), hvorfor vi beder Kommissionen om den nødvendige hjælp til at lindre de skader, som landbruget har lidt. Kære kolleger, jeg vil gerne benytte den omstændighed, at jeg nu har ordet, til at udtrykke min sorg over de virkninger, som jordskælvet i Colombia den 25. januar har haft, et jordskælv, der anses for det værste i landet i dette århundrede, og som har forårsaget mere end tusind døde og utallige sårede, størstedelen fra regionens fattigste områder. Jeg vil derfor gerne udtrykke Gruppen Europæisk Radikal Alliances solidaritet med ofrene og deres familier og med Colombias folk. At dømme efter de oplysninger, der er kommet fra området, har de vanskeligheder, som den colombianske hær har mødt, åbenbart været store, selvom der er blevet sendt tusinder af soldater til regionen for at undgå almindelig plyndring i byen Armenia, hvor de plyndrende har skudt mod hjælpearbejderne, og hvor den manglende offentlige orden vanskeliggør hjælpearbejdet. Der er også risiko for, at korruption kan hindre, at den nødlidende befolkning fuldt ud drager fordel af den internationale hjælp. Derfor opfordrer jeg præsident Pastrana og Colombias regering til under iagttagelse af menneskerettighederne at træffe energiske foranstaltninger til at genskabe den offentlige orden i de områder, der er ramt af katastrofen, og at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at nødhjælpen kan nå frem til de trængende. Men jeg håber frem for alt, at denne frygtelige begivenhed ikke kommer til at forstyrre den allerede i sig selv vanskelige fredsproces, som er i gang i Colombia. Afslutningsvis, hr. formand, vil jeg her også gerne give udtryk for vores tilfredshed med, hvor hurtigt Kommissionen har frigivet EUR 1, 5 millioner, inklusive EUR 500.000, der ikke blev brugt sidste år, og jeg glæder mig over det konstruktive samarbejde mellem Røde Kors, Oxfam og andre ngo'er, der arbejder i området. Jeg vil dog appellere til Kommissionen og medlemsstaternes regeringer om, at de i samarbejde med de relevante ngo'er gør alt, hvad de formår, for at afhjælpe denne krise og sætte et særligt udviklingsprogram i værk, der kan imødekomme jordskælvsområdets behov på mellemlangt og langt sigt.
Mange tak, hr. Posada, selvom De ikke kun talte om problemerne på De Kanariske Øer, men også om problemerne i Colombia, som er forhandlingens næste emne.
Hr. formand, jeg synes, at vi er heldige, i og med at kommissær Brittan er til stede blandt os. Jeg siger det, fordi kommissær Brittan i aftes ulejligede sig med at være sammen med os indtil midnat for at drøfte et emne, som har stor betydning for randområderne og De Kanariske Øer, nemlig bananerne. Hr. Brittan, jeg vil henvende mig direkte til Dem, fordi, hvis De læser vores forslag til beslutning, vil De se, at det handler om de store skader, som det kanariske landbrug er blevet ramt af. Selvom det ikke bliver nævnt i dette forslag til beslutning, vil jeg konkret fortælle Dem, at på grund af skadernes omfang vil vi for bananproduktionens vedkommende hverken i 1999 eller 2000 kunne nærme os minimumsgarantien på 420.000 t om året, for ikke alene døde de gamle bananpalmer, de unge bananpalmer døde også. Jeg fortæller Dem det, fordi jeg tror, det er nødvendigt at gøre den amerikanske regering, som taler om forsvar af den frie konkurrence, opmærksom på, at vores bananplantager har ret anderledes betingelser med hensyn til klimatiske forhold, og at der ret ofte i visse regioner i Fællesskabet sker denne slags ting, såvel på Antillerne som på De Kanariske Øer og Madeira. Jeg synes, det er et vigtigt argument. Men formålet med vores beslutningsforslag går i en anden retning. Der er en underlig ting, som jeg vil læse op for kommissæren, for det tror jeg kan være nyttigt. Det er en avis fra i dag, den 11. februar 1999, nærmere betegnet La Provincia fra Las Palmas, hvori der står, at repræsentanten for sammenslutningen af frugt- og grøntsagseksportører i Las Palmas, hr. Roberto Góiriz, udtrykte tilfredshed med den aftale, som Parlamentet helt sikkert vil vedtage, og mindede om, at det i sidste ende vil være en institution med hovedsæde i Strasbourg, som kan presse på for at finde en løsning på et problem, der berører alle i dét område. For underligt nok ser man i så fjerne områder som vores Kommissionen som en kilde til inspiration og støtte. Kommissionen har altid været meget forstående over for disse områders problemer. Vi opfordrer bl.a. til, at man hurtigst muligt udvikler artikel 299, stk. 2, i Amsterdam-traktaten, hvori der fastlægges en særlig ordning for disse områder netop på grund af de dårlige økonomiske betingelser.
Hr. formand, jeg vil holde et indlæg på vegne af hr. Fernández Martín, eftersom han desværre ikke kan være til stede på dette tidspunkt. Som det allerede er blevet sagt hér, og som De alle ved, blev De Kanariske Øer i starten af januar i år ramt af en alvorlig storm, som forårsagede store økonomiske skader, både på infrastrukturen og i landbruget. Jeg er nødt til at understrege, at skaderne ikke kun vedrører de høje beløb, der nævnes i beslutningsforslaget, nemlig ca. EUR 90 millioner for banan- og tomathøstens vedkommende, der som bekendt er de vigtigste afgrøder, og som virkelig udgør områdets økonomiske fundament, men der er derimod også sket omfattende skader på infrastrukturen, som sandsynligvis løber op i ca. EUR 15 millioner. Derfor, hr. formand, anmoder vi EU's kompetente institutioner, og især Kommissionen, om at tage hensyn til omfanget af disse skader, overveje specifikke projekter til reparation af den ødelagte infrastruktur og iværksætte passende mekanismer med henblik på at yde en effektiv og hurtig hjælp til de katastroferamte borgere og de regionale myndigheder. Jordskælv i Colombia
Hr. formand, tragedien med jordskælvene i Pereira og Armenia i Colombia kommer efter andre store og voldsomme katastrofer, som har ødelagt og tilintetgjort mennesker og ting i den centralamerikanske istme og det caribiske område. Det europæiske svar var i alle tilfælde hurtigt og solidarisk, hvilket har gjort det muligt at afhjælpe ødelæggelserne og give ofrene en smule håb. Der er ingen tvivl om, at ulykker, der er så ekstreme som den i Colombia, er blevet forværret af infrastrukturens forsvinden, og det forsinkede bistanden og iværksættelsen af nødplaner. Derfor er det beklageligt, at skrupelløse personer udnytter tragedien til at overfalde, stjæle og handle med de få goder, der var i området, eller som kom frem. Disse forfærdelige hændelser bør ikke få os til at glemme hverken den heroisme, som ngo'er, civilbefolkningen, anonyme borgere og militæret, der alle var involveret i genoprettelses- og redningsoperationerne, udviste, eller deres glimrende lektion i civilisme. Man er derfor nødt til at fremhæve ECHO's og Kommissionens positive holdning og hurtige reaktion for at iværksætte den på det tidspunkt så nødvendige bistand, og jeg vil gerne takke dem for det. Nu er det nødvendigt at fuldføre projektet efter skadeevalueringen med en plan til rehabilitering af de områder, som er blevet totalt hærget. Desværre kan vi intet gøre for de forsvundne, men blot kondolere deres familier. Vi kan kun gøre ganske lidt for at forudse andre jordiske katastrofer. Til gengæld kan vi bruge de europæiske og andre landes bidrag med størst mulig gennemsigtighed og effektivitet på en sådan måde, at der ikke hersker nogen som helst tvivl om underslæb eller ikke relevant anvendelse deraf. Til sidst, hr. formand, formålet med dette beslutningsforslag er at støtte præsident Pastranas kamp mod korruptionen, og vi opfordrer til, at hans administration gør alt muligt for at sikre sikkerheden i området og respekten for menneskerettighederne.
Hr. formand, jeg kan ikke tilføje meget til det, som Ana Miranda de Lage lige har sagt om dette emne. Efter min opfattelse er det, der skete med orkanen Mitch, også sket med jordskælvet i Colombia: Det er altid de fattigste, der bliver ramt. Der er flere end 1.000 døde og mange sårede. Jeg synes derfor, at vi først og fremmest bør billige Kommissionens hurtige ydelse af bistand for EUR 1, 5 millioner, hvilket er en betydelig bistand, som skete i samarbejde med ngo'er som Røde Kors, Oxfam og andre. Det er nødvendigt at understrege behovet for, at Kommissionen på en eller anden måde garanterer, at den bistand, som sendes af sted, når dem, der virkeligt er blevet berørt. I andre tilfælde er der enten sket det, at en del af befolkningen som i dette tilfælde har udnyttet den manglende orden og har anvendt eller solgt goder, som var beregnet til den mest berørte befolkning, eller at bistanden ikke er blevet fordelt, som den burde, og ikke er nået frem til de mest berørte personer. Derfor kan Kommissionen måske spille en stor rolle dér. Man må også hilse det velkomment, at hr. Pastrana har forpligtet sig til at bekæmpe korruptionen, og at man overholder menneskerettighederne i Colombia, samtidig med at bistanden når de mest berørte dele af befolkningen.
Hr. formand, jeg kan på min gruppes vegne absolut også tilslutte mig den foregående talers ord. Det er ikke første gang, Colombia rammes af sådan en stor ulykke, og denne gang ser det også ud til at være en region, hvor den colombianske verden egentlig stadig var relativt intakt. Så meget værre er det netop, at en sådan region med mennesker, der var henvist til hjælp, men som hidtil har kunnet leve relativt fornuftigt, nu også bliver ramt af en sådan ulykke. Vi anmoder nu indtrængende Kommissionen om at handle så ubureaukratisk som muligt, så vidt muligt at sørge for, at hjælpen kommer direkte frem til menneskene. Det glæder os, at der blev handlet så hurtigt, for vi kritiserer ofte Colombia her. Det er et land, der i mange henseender giver os anledning til bekymring, som De ved, hr. kommissær. Jeg mener, at vi har ydet en stor præstation, hvis det lykkes os at vise Colombia og præsident Pastrana tydeligt, at vi også griber positivt ind, hvis det er nødvendigt at hjælpe mennesker.
Hr. formand, lad os, i vores tilslutning til sympatitilkendegivelserne for ofrene for jordskælvet i Colombia sikre, at Den Europæiske Union leverer den langfristede bistand, der er behov for, således at ofrene kan få deres tilværelse op at stå igen. De berørte samfund mangler stadig i dag basale beholdere til opbevaring af rent vand, de har for få latriner og vandtætte læsteder og ikke nok udstyr til tilberedning af mad eller værktøj til at rydde og genopbygge deres hjem. Barfodede børn mangler sko til at kravle over murbrokkerne af deres tidligere hjem, og liv er gået tabt. Selvom organisationer som Oxfam søger at hjælpe 8.000 familier om måneden, har over 400.000 mennesker mistet deres ejendele eller deres udkomme. Vi må også tage ved lære af dette, for til trods for den tidlige anmodning om bistand, som vi hilser velkommen, var der stadig ikke ankommet nogen international hjælp lokalt hele 48 timer, efter jordskælvet havde ramt området. Endelig må jeg i en situation, der burde forene de uforenelige grupper i den colombianske konflikt om ikke andet så af absolut humanitære årsager, udtrykke vantro over beretninger om, at paramilitære grupper kan have benyttet sig af katastrofen til at dække over drabet på menneskerettighedsforkæmpere i ngo'erne i Colombia, og at det kan have været påskuddet til at trække et lovforslag tilbage, der fordømte bortførelser, ved et ekstraordinært møde i det colombianske parlament i sidste uge. Vi opfordrer indtrængende præsident Pastrana til ikke blot at gøre noget ved svindel og korruption, men også til at vedtage dette lovforslag.
Den 25. januar er en dato, der vil være indprentet i det colombianske folks hukommelse, men desværre af de forkerte årsager. Det var en tragedie af enorme proportioner, som det allerede er blevet påpeget, der har resulteret i over 1.000 døde og mange tusinde flere sårede. Det må siges, at Kommissionen bør lykønskes for den hurtighed, hvormed den reagerede på krisen, og især for den måde, hvorpå den samarbejdede med ngo'er i regionen. Men den hjælp, der er blevet sendt fra Den Europæiske Union og andre donorlande, er ikke meget mere end et symbol som følge af ødelæggelsernes og lidelsernes størrelsesorden og navnlig i betragtning af nogle statistiske oplysninger, der er blevet nævnt af hr. Howitt, nemlig at en halv million mennesker har mistet deres hjem og deres ejendele. Derfor er der behov for et meget omfattende bistands- og udviklingsprogram, således at man kan opfylde landets og dets befolknings behov på langt sigt. Det er yderst vigtigt, at denne bistand, hvis den kommer i rette tid, koordineres ordentligt og kanaliseres ud til dem, der har størst brug for den. Beslutningen gør ret i at påpege faren for korruption og behovet for at eliminere denne. Jeg bifalder, ligesom beslutningen, præsident Pastranas engagement i, at dette ikke sker. Beslutningen gør ligeledes ret i at påpege, at det er yderst vigtigt, at menneskerettighederne ikke krænkes i forbindelse med forsøget på at genoprette lov og orden.
Hr. formand, Colombias hverdag er grusom. Hver måned har vi på ny kunnet diskutere krænkelser af menneskerettighederne, paramilitæret, overgreb på indfødte og sorte, fordrivelse og personers forsvinden. Denne gang er anledningen dog en såkaldt naturlig katastrofe: jordskælvet i Armenia. Det har ført uendelige lidelser ned over befolkningen, og jeg vil ikke gentage, hvad mine kolleger allerede har sagt, men hertil kommer endnu en hjemmelavet katastrofe, nemlig korruption og manglende evne, til dels i det colombianske statsapparat, til at yde ofrene hurtig og sikker hjælp. Særligt bekymrende er dog informationerne om, at Den Europæiske Unions efter sigende hurtige hjælp mange steder slet ikke skulle være kommet frem. Her er det absolut nødvendigt at undersøge, hvorvidt disse informationer holder stik. Det er absolut nødvendigt med en rapport herom. I læ af jordskælvet har paramilitæret indledt en ødelæggelseskampagne mod menneskerettighedsforkæmperne. På nationalt og internationalt plan kræver politikere og andre, at præsident Andrés Pastrana snart skærer igennem. Indtil nu har vi dog ikke set tilstrækkeligt fra dén side. Også her er det absolut nødvendigt, at Kommissionen opfordrer den colombianske regering til at bekæmpe disse krænkelser af menneskerettighederne i læ af jordskælvet.
Hr. formand, jeg vil først komme ind på situationen på De Kanariske Øer. Kommissionen er udmærket klar over, at øerne blev ramt af et forfærdeligt uvejr mellem den 6. og 9. januar. Jeg er glad for de yderligere oplysninger, som de ærede medlemmer har leveret i deres beslutning og også i de indlæg, vi har hørt. Hvad bananspørgsmålet angår, er jeg klar over den særlige rolle, denne industri spiller for De Kanariske Øers økonomi, og føler en særlig sympati for det, der er sket i tillæg til de øvrige problemer, som vi behandlede i går aftes. Jeg vil gerne udtrykke Kommissionens sympati og støtte til den lokale befolkning, der er blevet berørt af uvejret. Vi er meget sympatisk indstillede over for de vanskeligheder, der er opstået som følge heraf, og vi vil se meget nøje på situationen som helhed i lyset af de instrumenter og lovgivningsmæssige bestemmelser, der måtte være til rådighed for at yde bistand. Det, vi gerne vil have de spanske myndigheder til at gøre, således at de involverede kan foretage en ordentlig undersøgelse for Kommissionen, er snarest muligt at levere detaljerede oplysninger om arten af det alvorlige vejr, dets indvirkning på produktionen og produktionspotentialet i regionen samt de skader, det har forårsaget på infrastrukturerne. Hvis vi modtager en formel anmodning fra den spanske regering ved det næste møde i overvågningsudvalgene for strukturinterventioner på De Kanariske Øerne og mål 1-fællesskabsstøtterammerne for Spanien, vil vi se på mulighederne for at omprogrammere de nuværende strukturinterventioner i samarbejde med de nationale og regionale myndigheder såvel som enhver bevilling fra andre eksisterende kilder som et bidrag til at reparere de infrastrukturer, der er blevet skadet af de pågældende uvejr. Hvad situationen i Colombia angår, viser foreløbige officielle tal, at antallet af døde er steget til over 900, herunder 582 i Quindio-provinsen, antallet af sårede er steget til ca. 3.400, og 200.000 er blevet hjemløse. Den umiddelbare prioritet må helt klart være at reagere på nødhjælpsbehovene hos de mest sårbare dele af befolkningen i hele den region, der er ramt af katastrofen. En nærmere behovsvurdering bekræfter, at det er meget vigtigt og presserende at levere foreløbige nødly, fødevarer, tæpper, køkkenredskaber, medicin og klor. I afventningen af en mere tilbundsgående behovsanalyse har ECHO hidtil forberedt et nødhjælpsprogram til et beløb af EUR 1, 5 millioner. Kommissionen var den 26. januar i stand til at bebude et betimeligt bidrag til den internationale nødhjælpsindsats, og jeg er taknemmelig for de venlige ord, der er blevet udtalt her til eftermiddag om det, Kommissionen har været i stand til at gøre. Denne første beredskabsplan er nu ved at blive iværksat af forskellige europæiske ngo'er i samarbejde med det colombianske Røde Kors. ECHO overvejer vedtagelsen af endnu et nødhjælpsprogram for ofrene for jordskælvet. I forbindelse med deres rejse til Colombia i næste uge vil Kommissionens tjenestegrene begynde at undersøge mulighederne for en genopbygning af jordskælvsområderne på langt sigt. Men jeg vil tilføje, at vi fuldt ud er enige i det synspunkt, der er udtrykt i Europa-Parlamentet om, at præsident Pastranas regering må tage skridt til at genoprette lov og orden og bekæmpe korruptionen under fuld overholdelse af menneskerettighederne og bør sikre, at drabene på og kidnapningen af menneskerettighedsaktivister og lokale ngo-arbejdere bliver efterforsket til fulde, og at der bliver reageret fast og hurtigt på de eventuelle resultater af sådanne efterforskninger.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30. Da forhandlingen er afsluttet tidligere end planlagt, kan vi ikke gå direkte over til afstemningen, og jeg er derfor nødt til at udsætte mødet indtil afstemningen. Mødet udsat kl. 17.00 og genoptaget kl. 17.30
Debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål er afsluttet. Vi går nu over til afstemningen. Efter afstemningen om det fælles beslutningsforslag om Kasakhstan
Hr. formand, jeg vil gerne lykønske Parlamentet med, at det har stemt enstemmigt for beslutningen om Kasakhstan. Jeg står med den tyske udgave. Den består kun af sætningen »beauftragt seinen Präsidenten, diese Entschließung an die und die weiterzuleiten« (pålægger sin formand at sende denne beslutning til den og den). Derudover er der to streger på papiret. Jeg vil gerne spørge, om der er nogen her, der har læst beslutningen, og om der er en tekst i vedkommendes udgave.
Hr. Posselt, jeg er sikker på, at alle medlemmer har læst det. Der må have været en fejl i netop den tekst, som De har fået udleveret . Efter afstemningen i forbindelse med debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål
Hr. formand, jeg må endnu en gang sige, at det ikke var en vittighed, jeg kom med lige før, men derimod en formel protest. Beslutningen om Kasakhstan består, i det mindste i den tyske udgave, af to streger. Munterhed Jeg anmoder Dem om, at denne afstemning formelt erklæres for ugyldig. Den er ikke gyldig i henhold til vores forretningsorden, når teksten ikke foreligger. Det er tale om præcedens.
Hr. formand, det er ikke rigtigt. Den tyske tekst foreligger i en fuldstændig udgave. Måske har De en forkert, hr. Posselt. Jeg stiller gerne en kopi til rådighed til Dem, så De også virkelig kan vide, hvad De har stemt om.
Hr. Swoboda, jeg har også fået forevist en fuldstændig version. Jeg antydede over for hr. Posselt, at der var noget galt med trykningen af den version, han havde fået udleveret.
Hr. formand, kan det tænkes, at der er nogle blinde punkter hos vores kollega fra CSU? Munterhed
Nej, det kan da vist ikke være rigtigt.
Hr. formand, jeg vil gerne komme ind på et par ting om afstemningen. For det første beder jeg om undskyldning for, at der er over 200 ændringsforslag. Vi forsøgte, så godt vi kunne, at reducere antallet. Jeg vil gerne forklare betydningen af »kompromisændringsforslag« i forbindelse med afstemningen her i aften. Der er ikke tale om kompromisændringsforslag i ordets normale betydning, det vil sige kompromisser mellem politiske grupper. De udgør resultatet af en uformel trepartsdrøftelse, der har fundet sted i Bruxelles i de sidste par dage og uger, og som udgør et betydeligt stykke arbejde fra både min og de andre vandordføreres side. Det er absolut vigtigt, at vi nu, efter at vandordførerne er nået til enighed om disse kompromisændringsforslag, enes om at støtte dem, for det tyske formandskab, der ikke var repræsenteret ved forhandlingen i går aftes, har i et brev udtalt, at det tyske formandskab håber på at nå frem til en fælles holdning om direktivforslaget ved rådsmødet i marts. De vil gøre deres bedste for at indføje den tekst, der kom ud af de uformelle høringer, i denne fælles holdning. Det vil være en forudsætning for dette, at denne tekst bliver indføjet i den beslutning om forslaget, som Parlamentet vil træffe her i aften. Så vi er nødt til at opfylde vores del af aftalen, nemlig at støtte de såkaldte kompromisændringsforslag, og så har vi begyndelsen til noget, vi kan videreføre efter andenbehandling, når vi går videre til den fælles beslutningstagning.
Hr. formand, ved slutningen af afstemningen i morges blev der anmodet om, at denne betænkning kom under afstemning på mødet i Bruxelles. Jeg vil gerne gentage den anmodning, som blev stillet i morges, om at foretage afstemningen på mødet i Bruxelles på grund af dens betydning.
De har ganske ret i, at punktet blev rejst her til morgen, men forretningsordenen siger, at det enten skal være en politisk gruppe eller 29 medlemmer. Jeg har ikke modtaget nogen formelle anmodninger fra nogen politiske grupper eller noget ønske fra 29 medlemmer. Så jeg har i sinde at gå videre med afstemningen. Med god vilje tror jeg ikke, at det vil tage os særlig lang tid.
Hr. formand, det, De lige har sagt om anmodningen, er rigtig nok, men problemet var, at jeg ikke kunne få min gruppes tilsagn om at få denne sag udsat til næste uge. Jeg undskylder over for den spanske delegation. Efter afstemningen om ændringsforslag 165
Hr. formand, jeg gad vide, om de politiske grupper, der anmoder om så mange afstemninger ved navneopråb, er klar over, at hver eneste sådan afstemning koster den europæiske skatteyder EUR 300.
Hr. formand, jeg vil blot spørge spørgeren, om han ved, hvor vigtigt det er for en borger at vide, hvem der bærer det politiske ansvar, og hvad det må koste.
Hr. formand, ingen tvivl om, at borgerne har ret til at vide besked, og vi har pligt til at informere dem, men ikke om hvert eneste forslag og hvert eneste komma.
Kolleger, vi har haft en lang uge, og vi er trætte. Lad os komme videre.
Hr. formand, jeg ville berolige hr. Anastassopoulos. Vi går jo alle ind for et sparsommeligt budget, og når jeg ser på Deres gruppe og kan konstatere, hvor tomt der er dér, betyder det, at mange kolleger i dag kun får de halve dagpenge, og det vil sikkert stille Dem tilfreds. Munterhed
Jeg føler mig fristet til at have en afstemning ved navneopråb om, hvorvidt det er umagen værd at have afstemninger ved navneopråb, men det ville være absurd. Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges
Hr. formand, dette har været en meget lang og kompliceret afstemning, men det er en meget tilfredsstillende udgang. Men jeg vil gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på, at dette for det første blev nødvendiggjort af, at Rådet nåede frem til en politisk aftale om dette på et meget tidligt stadium. Dette er et eksempel på Rådets manglende visdom i forbindelse med dets indgåelse af disse politiske aftaler. For det andet ville det tilfredsstillende resultat ikke have været muligt uden det enorme arbejde, hr. White har lagt i det. Men jeg vil gerne understrege, at det ikke ville have været muligt uden samarbejde fra hans ordførerkolleger i vandsagen, hr. Eisma og hr. Florenz. Det ville ikke have været muligt uden koordinatorerne fra alle de politiske grupper. Det ville ikke have været muligt uden det tætte samarbejde med Kommissionens personale, med formanden for det tyske formandskabs arbejdsgruppe om vand og uden Miljøudvalgets sekretariat. Jeg håber, at folk vil give disse mennesker den behørige anerkendelse, for uden dem ville hr. White ikke have været så succesrig.
Jeg er glad for at høre, at vanddirektivet »flød over« med samarbejde.
Hr. formand, jeg er interesseret i at vide, hvor mange afstemninger ved navneopråb vi har haft om denne betænkning. I forbindelse med afstemningen om den foregående betænkning nævnte de hver gang den gruppe, der havde anmodet om afstemning ved navneopråb, hvilket forårsagede en del ubehag hos vores kolleger i Gruppen De Grønne. I dette tilfælde har De ikke en eneste gang nævnt, hvem der har bedt om afstemning ved navneopråb. Vi bør da bestemt få at vide, hvem der har bedt om afstemning ved navneopråb.
Hvis De virkelig ønsker det, kan jeg læse det hele op for Dem, men det vil optage mere tid. Ændringsforslag 44
Hr. formand, jeg vil gerne gøre Europa-Parlamentet opmærksom på, at der i ændringsforslag 44 under punkt 2 a), led 2, i den tyske tekst skal stå »neutralisieren pyrotechnische Komponenten« (neutralisering af pyrotekniske komponenter) i stedet for »entfernen pyrotechnische Komponenten« (fjernelse af pyrotekniske komponenter), så lovteksten bliver logisk.
Som ingeniørarbejde ville denne tekst være vidunderlig, som lovtekst er den imidlertid fuldstændig uegnet.
Som ordføreren bekræfter det, vil vi sikre, at den tyske tekst bliver ændret i overensstemmelse hermed. Det lovgivningsmæssige forslag vedtoges
Jeg har modtaget en anmodning i henhold til artikel 129 i forretningsordenen fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe om at indstille denne betænkning til fornyet udvalgsbehandling.
Hr. formand, på vegne af Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre anmoder jeg om en fornyet udvalgsbehandling af betænkningen af Quisthoudt-Rowohl, i henhold til artikel 129 i forretningsordenen. Vi mener nemlig, at en vedtagelse af betænkningen netop nu vil kunne fortolkes som en indblanding i en suveræn stat som Israels valgprocedure og - uafhængigt af emnet og hensigterne i betænkningen - som en direkte støtte til en af de mest omstridte parter i valgkampen, nemlig Benjamin Netanyahu, der stiller op til valget.
Hr. formand, skulle vi henvise betænkninger til fornyet udvalgsbehandling hver gang, der er forestående valg i de omhandlede lande, ville ingen betænkning nogensinde komme til afstemning. Jeg mener derfor ikke, der er grundlag for at henvise den foreliggende betænkning til fornyet udvalgsbehandling. Bifald
Hr. formand, jeg mener, vi bør sætte denne betænkning under afstemning nu. Enhver forsinkelse ville være til skade for Israel og også palæstinenserne. Fornyet udvalgsbehandling forkastedes (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)
Hr. formand, jeg vil gerne stille et mundtligt ændringsforslag af formel karakter. Jeg foreslår, at der i teksten efter ordene »den regionale integration« tilføjes »idet princippet om manglende gensidighed i forholdet mellem AVS/OLT/regionerne i den yderste periferi afskaffes, så snart den nye AVS-EU-konvention træder i kraft«. Tilføjelsen har udelukkende til formål at præcisere ændringsforslagets ordlyd.
Hr. formand, generelt støtter Den Socialdemokratiske Gruppe hr. Aldos beslutningsforslag, men det mundtlige ændringsforslag, som han stiller, har et ret omfattende indhold, og derfor kan vi efter min opfattelse ikke støtte det på nuværende tidspunkt, for det er ikke et simpelt ændringsforslag, men har derimod et betydeligt indhold. Derfor modsætter vi os ændringsforslaget. Flere end 12 medlemmer angav deres modstand mod det mundtlige ændringsforslag (Forslaget til beslutning vedtoges)
Vand af god kvalitet vil måske i det 21. århundrede blive af endnu større strategisk betydning end olie. Der er grunde nok til på nuværende tidspunkt at takke hr. White for hans indsats for overfladevandets status i år 2010. Strategien med hensyn til afstrømningsområdet giver medlemsstaterne lejlighed til at føre en politik, der specifikt er rettet mod afstrømningsområder. Vi synes, at det er en udmærket idé. Hvis der gøres optimal brug af områdespecifik viden, som f.eks. findes hos vandbygningsvæsenet, vil dette medvirke til et bedre resultat. Inddragelsen af direkte interesserede øger acceptabiliteten med hensyn til ny politik. Udarbejdelsen af et nyt rammedirektiv er ikke nogen let sag. Førstebehandlingen kan betegnes som meget forvirrende. Behandlingen af forslaget til rammedirektivet er hele tiden udsat i Parlamentet. Dette havde i høj grad at gøre med den overilede holdning, som Rådet nåede frem til i juni sidste år. Alt i alt et mærkeligt forløb. Dernæst begyndte man, med Amsterdam-traktaten i baghovedet, med opnåelsen af en politisk aftale. Denne har kun været succesfuld på et begrænset antal områder, fordi visse medlemsstater ikke har en fleksibel holdning. Det er ærgerligt, for på et tidligt stadium er det for det meste meget nemmere at opnå en aftale, fordi man endnu ikke har gravet så dybt i sine egne holdninger. De kompromisændringsforslag, som jeg har været med til at stille, er et ringe resultat af en lovende start. Ændringsforslag 189 til og med 193 om vådområderne sigter mod at opretholde en bufferkapacitet af den vandmængde, som er væsentlig for afværgelsen af oversvømmelser og udtørring. Kompromisændringsforslag 194 og 195 tager hensyn til, at forvaltningen af havvand er fastlagt i internationale aftaler. At der af og til organiseres en konference om vandpolitik, kan vi støtte. At alle involverede, inklusive ngo'erne, kan deltage heri, er udmærket, således som det er foreslået i kompromisændringsforslag 198. Tilbageføring af vand med henblik på de nødvendige aktiviteter skal fortsat være mulig, hvis blot dette udføres på en ansvarlig måde. Kompromisændringsforslag 201 skaffer tilstrækkelig med garantier herfor. Ved udledningsgrænseværdierne skal der også ses på de diffuse kilder og ikke blot på de store forurenere. Vanskeligheden i denne forbindelse er stadig overholdelsen med det udgangspunkt, at forureneren betaler. Vi spørger derfor os selv, om ændringsforslag 65, 67 og 68 vil være gennemførlige i praksis.
Kommissionens forslag til rammedirektiv om Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger omformulerer og kombinerer flere gældende direktiver: direktiver om vandkvalitet vedrørende overfladevand og badevand, vedrørende dambrug (muslinge- og fiskeopdræt) og vedrørende drikkevand og direktiver om beskyttelse og forvaltning af grundvand, om behandling af spildevand, om kontrol med deponeringer og om nitratforurening. Direktivforslaget er således udtryk for en forenkling af lovgivningen. Endvidere rummer forslaget en væsentlig fornyelse i form af begrebet hydrografiske områder. En god forvaltning af disse områder er udgangspunkt for en beskyttelse af såvel overfladevand som grundvandsressourcer, uanset om disse ressourcer befinder sig inden for en enkelt medlemsstats grænser eller er beliggende i en grænseegn. Beskyttelsen omfatter såvel kvantitative aspekter som kvalitative. Kommissionen skal inden udgangen af 1999 udarbejde forslag til de tekniske specifikationer, der skal danne udgangspunkt for indsamling og analyse af data, herunder ikke mindst definition af vandløbssystemdistrikter og analyse af disses fysiske, demografiske og økonomiske karakteristika, analyse og overvågning af vandkvalitet og vurdering af vandressourcernes kvantitative og kvalitative status. De enkelte forvaltningsplaner skal indeholde en oversigt over de foranstaltninger, der skønnes nødvendige, og disse skal kunne iværksættes fuldt ud senest pr. 31. december 2007. Målsætningen er at opnå »god status« i 2010. Endelig skal det nævnes, at gennemførelsen af de vandpolitiske foranstaltninger i vid udstrækning overlades til de enkelte medlemsstater. Jeg har på vegne af I-EDN-gruppen fremsat 17 ændringsforslag, hvoraf størstedelen er blevet vedtaget, enten som individuelle ændringsforslag eller som en del af et kompromisændringsforslag. Vores ændringsforslag beskæftiger sig bl.a. med vådområderne og disses særlige økosystem, for så vidt disse falder inden for rammerne af Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger. Vi har imidlertid også peget på landbrugets rolle i relation til vandressourcerne. Der må tages højde for landbrugets særlige vilkår for at undgå, at erhvervet kvæles i overdrevent bureaukrati. Vi har stemt imod kompromisændringsforslag 201 vedrørende underjordisk lagring af naturgas og LPG. Kommissionen foreslår undtagelsesbestemmelser for eksisterende lagre, men forbyder alle nye projekter om akvifer lagring af naturgas og LPG. I Frankrig har vi imidlertid gennem mange år gjort erfaringer med underjordisk lagring af gas (siden 1957) og LPG (siden 1965). Vi har truffet alle foreskrevne foranstaltninger for at beskytte miljøet og finder denne form for lagring fuldt forsvarlig. Til gengæld har vi stemt for ændringsforslag 160, som tillader underjordisk lagring, såfremt det foreliggende direktivforslags miljømålsætninger overholdes.
Direktivet anerkender betydningen af fremskridt i visse spørgsmål, men er koncentreret om vandkvaliteten uden at komme ind på de mængdemæssige aspekter i problemet. I landene i Sydeuropa er der et alvorligt problem med knaphed på vand, som gør dette element til en knap ressource. Derfor bør de rige, udviklede og magtfulde territoriers forsøg på at lede vandet til andre områder, som det sker med Ebro-floden, begrænses. Med White-betænkningen indhegnes denne praksis takket være ændringsforslag 16, 18 og 75 og begrænser anvendelsen af denne vandpolitik. Derfor har jeg med stor glæde stemt for ændringsforslagene og for betænkningen som helhed.
Indledningsvis er der grund til at glæde sig over, at Europa-Parlamentet i dag kan førstebehandle det foreliggende forslag til rammedirektiv for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger. Europa-Parlamentet har længe efterlyst et sådant direktiv. Direktivet muliggør en præcisering og forenkling af de gældende fællesskabsbestemmelser, som er indviklede og findes spredt i mange forskellige tekster. Når dette er sagt, må jeg endnu en gang beklage, at der blev indgået en politisk aftale med Rådet, før Europa-Parlamentet havde haft lejlighed til at udtale sig. Efter at White-betænkningen var vedtaget i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse omgik ordføreren i øvrigt alle officielle procedurer ved at føre forhandlinger med Rådet om 12 såkaldte kompromisændringsforslag. Jeg beklager meget, at ordføreren ikke løbende holdt Miljøudvalget orienteret om udviklingen i disse forhandlinger. Endvidere beklager jeg, at ordføreren på eget initiativ har tilføjet et trettende ændringsforslag, ændringsforslag 201, som ikke er aftalt med delegationen fra Rådet. Ordføreren har foretaget denne tilføjelse uden at overholde de mest elementære regler for gennemsigtighed og uden at konsultere de personer, der havde udarbejdet de ændringsforslag, som ordførerens kompromisændringsforslag skulle erstatte. Denne fremgangsmåde er helt uacceptabel. Vi har derfor stemt imod ændringsforslag 201, både af førnævnte principielle årsager, og fordi dets indhold ikke er i overensstemmelse med PPE-gruppens holdninger. Trods ordførerens bestræbelser kan vi konstatere, at indsatsen for sammen med Rådet at reducere antallet af ændringsforslag til den foreliggende tekst mest muligt kun er lykkedes på enkelte punkter, som nok er nyttige, men dog af mindre betydning. Vi har i dag på plenarmødet måttet stemme om næsten 200 ændringsforslag. Det viser, hr. formand, at Europa-Parlamentet udnytter de beføjelser, traktaten giver os, og det til trods for Ministerrådets kritisable metoder.
Et godt miljø i floder og vandløb er et vigtigt element i den samlede miljøkvalitet i Den Europæiske Union. Men det sidste kvarte århundredes meget intensive udnyttelse af ferskvandsressourcer har skabt store problemer for dyre- og planteliv i de europæiske floder. Derfor er det glædeligt, at Kommissionen har taget initiativ til et direktiv om rammerne for EU's vandpolitiske foranstaltninger. Kommissionens forslag til en etapevis løsning af både forurenings- og forsyningsproblemer vidner om et meget velgennemarbejdet retsaktsforslag. Gennem behandlingen i Parlamentet og Rådet håber jeg, at det vil være muligt at tilfredsstille såvel miljø- som forsyningsmæssige krav. Betænkning af Florenz (A4-0051/99)
Denne stemmeforklaring berører først og fremmest de dele og forslag i betænkningen, som behandler pvc. Betænkningens primære formål er ikke alene at behandle pvc, men alligevel er vi parate til at støtte de ændringsforslag, som vil forbyde eller som alternativ begrænse anvendelsen af pvc. Vi støtter selvfølgelig en begrænset anvendelse af traditionel pvc, men samtidig ser vi i dag muligheder for at begrænse de miljøfarlige og sundhedsfarlige stoffer i pvc. Vi ved også, at man i industrien, f.eks. bilindustrien, mange steder arbejder aktivt på at finde alternativer til pvc eller at anvende mindre farlig pvc. Vi ønsker dog, at Kommissionen snarest fremsætter et forslag til et direktiv om pvc generelt og ikke bare for enkelte områder. Når det drejer sig om bortskaffelse af pvc, mener vi, at det er bedst med genbrug, genanvendelse og genindvinding, i anden række kommer forbrænding med genindvinding af energi. Som en absolut sidste mulighed skal pvc deponeres. Vi mener desuden, at man ved at vedtage ændringsforslag 25 mister det vigtige element med producentansvaret. Vi stemmer derfor imod dette ændringsforslag.
I Den Europæiske Union anvendes der for forarbejdning af affald følgende prioritetsrækkefølge: forebyggelse, genbrug, forbrænding og losseplads. Denne rækkefølge skal derfor også anvendes for udrangering af biler. I hvert fald hvis vi tager hensyn til den kendsgerning, at dette hvert år vedrører temmelig mange bilvrag, og at der findes farlige stoffer i disse bilvrag, for hvilke en passende forarbejdning er en vigtig forudsætning. For så vidt angår forebyggelsen af pvc, mener vi, at der bedre kan fastsættes bestemmelser herom gennem et horisontalt direktiv, hvorom vi snart kan forvente et forslag fra Kommissionen. Vi har derfor stemt imod ændringsforslag 8, 19, 21 og 56. Den bedste måde at sørge for en god indsamling på er, at den sidste bruger af en bil gratis kan aflevere den hos en anerkendt ophugger. Udgifterne til ophugningen kan så modregnes i prisen på nye biler. I mange lande forekommer det alt for ofte, at biler dumpes illegalt, selv i overfladevand, med alle de følger, som dette har. Vi har dog tilsluttet os ændringsforslag 22-25, selvom de ovennævnte problemer hermed undgås utilstrækkeligt. Indsamlingen af to- og trehjulede cykler må overlades den eksisterende praksis. Det er derfor godt at udelukke disse fra artikel 5. Vi har stemt for ændringsforslag 18, selvom ordningerne med henblik på forebyggelse, genbrug og genindvinding fuldstændigt er fjernet heri. For så vidt angår viderebehandlingen, har vi helhjertet kunnet stemme for ændringsforslag 30. Det samme gælder for ændringsforslag 34 om genbrugs- og genindvindingsprocenterne. Som enhver kan vide, er en fuldstændig demontering af bilvrag i dag mulig og økonomisk gennemførlig. Dette indebærer, at shredder-behandling af bilvrag skal begrænses. De opstillede mål i ændringsforslag 34 er bestemt opnåelige. I Nederlandene f.eks. opnås der i øjeblikket allerede en værdi på 86 %. Vi har en positiv holdning til medlemsstaternes indgåelse af aftaler med de involverede økonomiske aktører. På denne måde kan dette direktiv gennemføres på en fleksibel måde.
Det glæder mig, at Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet omsider tager initiativ til lovgivning vedrørende genanvendelse og korrekt bortskaffelse af udrangerede køretøjer. Automobilparken er en af den kapitalistiske verdens mest markante frembringelser. Omkring årtusindeskiftet ventes der i Den Europæiske Union at blive skrottet 10 millioner køretøjer hvert år. Det kan også nævnes, for nu at blive ved de markante tal, at skrotningsaffald, som ikke kan genanvendes, udgør 10 % af den samlede mængde farligt affald. Når det drejer sig om køretøjer og andre større forbrugsgoder, bør vi vedtage et grundprincip, som bør finde anvendelse på alle produkter af denne art. Den, der producerer et givet produkt, bør også være ansvarlig for dets bortskaffelse og genanvendelse. Salgsprisen vil naturligvis afspejle dette ansvar. Vi ville herved undgå mange gener, herunder skader på miljøet, ligesom det ville være muligt at rationalisere bortskaffelses- og genanvendelsesprocesserne. Der bør fastsættes europæiske standarder for hver produktkategori med henblik på at sikre en vis ensartethed, når det gælder indsamling, behandling og genanvendelse samt kontrolforanstaltninger i tilknytning hertil. Efter min opfattelse vil vi på denne måde også undgå mange gener allerede i forbindelse med produktionsfasen, eftersom producenten selv vil være opmærksom på at begrænse omkostninger og miljørisici i forbindelse med genanvendelse mest muligt.
Indledningsvis vil jeg gerne takke hr. Florenz for indsatsen i forbindelse med udarbejdelsen af den foreliggende betænkning. Teksten er vigtig af hensyn til miljøet. Vi har desværre alle set disse bjerge af bilvrag, der skæmmer landskabet. Direktivforslaget er også vigtigt af hensyn til de berørte industrivirksomheder. Mange forskellige brancher er direkte involveret i behandling af udrangerede biler: bilfabrikanter, producenter af elektroniske systemer, plastindustrien, metalindustrien, virksomheder med speciale inden for genanvendelse osv. Sagen angår først og fremmest forbrugerne, de nuværende og fremtidige ejere af køretøjer. På hvilke betingelser vil man tage deres køretøjer tilbage? Enhver form for demagogi er i denne forbindelse malplaceret. Efter min opfattelse er det således urealistisk at tale om gratis tilbagetagning, således som det sker i det foreliggende forslag. De faktiske omkostninger ved gratis tilbagetagning af gamle køretøjer, som ikke overholder gældende miljøstandarder, vil uvægerligt blive væltet over på forbrugerne, før eller siden. Jeg fremsatte derfor ændringsforslag 54, som skulle sikre gratis tilbagetagning af køretøjer, som er godkendt efter det foreliggende direktivforslags vedtagelse og ikrafttræden. Sideløbende hermed kunne medlemslandene indføre ordninger, som tilskynder til en gratisgaranti omfattende alle køretøjer. Ud fra samme tankegang støttede jeg også et forslag stillet af Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse, som ønsker en differentiering af målsætningerne, alt efter om der er tale om ældre køretøjer eller køretøjer, som overholder de standarder, som fastsættes i det foreliggende direktivforslag. Endelig vil jeg gerne knytte et par bemærkninger til de ændringsforslag, der vedrører et forbud mod anvendelse af pvc. For det første er det urimeligt i en horisontal direktivtekst om udrangerede køretøjer at foreslå et forbud mod anvendelse af et bestemt materiale. For det andet skal vi være konsekvente i vores holdninger. Europa-Parlamentet har altid kæmpet ihærdigt for at begrænse luftforureningen. Vi har derfor opmuntret automobilindustrien til at anvende lette materialer for derved at reducere køretøjernes brændstofforbrug. Da der endnu ikke findes erstatningsprodukter, er det på nuværende tidspunkt ikke vederhæftigt og heller ikke realistisk at ville forbyde brugen af pvc i automobilindustrien.
Jeg bifalder naturligvis et hvilket som helst forslag, der søger at forbedre affaldsforvaltningen i Den Europæiske Union. Det er klart, at det affald, der hidrører fra den manglende kontrol med motorindustrien, er blevet uacceptabel, og at der skal foranstaltninger til for at tackle dette problem. I den udstrækning støtter jeg betænkningen og de midler til forbedring af affaldsforvaltningen, der er indeholdt heri. Men jeg mener ikke, at der er taget behørig hensyn til motorcyklisterne. De har om nogen været mere miljøvenlige end de af os, der kører rundt på fire hjul. Der er en stærk tradition for at genbruge motorcykeldele. Det bekymrede mig derfor, da det oprindelige forslag blev fremsat, at man deri syntes at overse denne tradition ved at placere tohjulede køretøjer i samme kategori som firehjulede køretøjer. Det er min opfattelse, at motorcykler ligesom veteranbiler burde have været holdt uden for lovgivningen, og at der burde udarbejdes en særskilt lovgivning, der sikrer imødegåelse af ægte miljøbekymringer.
Udrangerede køretøjer udgør et stort miljømæssigt problem i Den Europæiske Union. Der er forureningsproblemer med de affaldstyper, der isoleres fra bilvrag ved shredding, men navnlig udgør efterladte køretøjer i naturen en stor miljøbelastning. Det er derfor nødvendigt at sikre, at der sker en lovpligtig og forsvarlig behandling af udrangerede køretøjer. Fælles EU-regler på dette område vil bidrage til at reducere forurening med farlige stoffer betragteligt. Desuden kan skrotningsforetagender blive mere rentable og skabe flere arbejdspladser. Det foreslåede direktiv er derfor et uhyre positivt initiativ. En passende forebyggelse mod anvendelse af visse farlige stoffer ved produktion af nye biler er et vigtigt element i det foreslåede direktiv. Men det er ikke realistisk på nuværende tidspunkt at indføre et totalt forbud mod visse stoffer, som - i ringe mængde - er nødvendige i forbindelse med visse legeringer og rustbeskyttelsesprocesser. Et krav om et horisontalt direktiv med et totalt forbud mod PVC i EU inden år 2000 er endvidere urealistisk, og det kan derfor ikke få konservativ støtte i Europa-Parlamentet. Betænkning af Quisthoudt-Rowohl (A4-0035/99)
Hr. Antonys ordflom i debatten her til formiddag om forsknings- og udviklingssamarbejde med Israel, hvor han beskyldte Israel for at producere etniske våben, der kan udvælge deres ofre på grundlag af race, siger mere om hr. Antonys synspunkter end om Israels forskningspolitik. Kun en racist kan tro på noget sådant vrøvl. Kun én, der mener, at verden består af skarpt definerede »racer«, der er arrangeret i et sirligt hierarki med dem selv i toppen af fødekæden, kan forestille sig en sådan rædsel. Det er ikke muligt. Der er større ligheder i den genetiske sammensætning mellem såkaldte »racer« end mellem enkeltpersoner inden for sådanne »racer«. Enhver, der måtte have startet et sådant program, ville allerede have påvist, at de manglede den videnskabelige viden til at gennemføre det. Som jeg sagde her til formiddag, vil jeg stemme for at støtte denne betænkning med de få forbehold, jeg angav da. Hr. Antonys synspunkter har kun forstærket denne beslutning.
Staten Israel har love, som fører til forfølgelse og diskriminering af det palæstinensiske nabofolk. Jeg er positivt indstillet over for aftalen, men vil gerne understrege vigtigheden af, at EU påpeger den mangel på respekt for menneskerettighederne og den aktuelle fredsproces, som Staten Israel udviser. Freden i Mellemøsten kan komme et skridt nærmere gennem et samarbejde med Vesten og gennem teknisk udvikling, men for at opnå stabil fred kræves respekt for alle menneskers ret til at leve og overholdelse af indgåede fredsaftaler. Kosovo
I-EDN-gruppen er ikke medunderskrivere af den såkaldte fælles beslutning om Kosovo. Teksten er efter vores opfattelse i for høj grad præget af ensidige hensyn, unuancerede analyser og stivnede opfattelser. Der anlægges en sort-hvid synsvinkel, som kan føres tilbage til tiden før murens fald, med en skelnen mellem øst og vest, mellem de gode og de onde. Teksten vidner således om en manglende forståelse for de komplekse historiske, kulturelle og religiøse vilkår, der præger området efter kommunismens endeligt. Vilkår, som netop danner udgangspunkt for de igangværende fredsbestræbelser. Vi havde gerne set en beslutning, som sagligt fokuserede på de helt afgørende - og glædelige - punkter. Nemlig for det første, at tilhængerne af en diplomatisk løsning synes at have sejret over de uansvarlige krigstilhængere. Og for det andet, at to af EU's medlemslande på Unionens vegne spiller en afgørende rolle i bestræbelserne på at finde en sådan diplomatisk løsning. Rådet har erkendt, at bestræbelserne for at finde en diplomatisk løsning bedst og mest effektivt fremmes ved klart at støtte kontaktgruppens arbejde, ikke ved at anvende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med dens komplekse og ofte vage procedurer. Kontaktgruppen er netop sammensat af de lande, som bedst skønnes at være i stand til at spille en afgørende rolle i bestræbelserne for at finde en fredelig løsning på krisen. De to europæiske lande i kontaktgruppen, som mest markant og konkret har involveret sig i bestræbelserne for at finde en fredelig løsning, nemlig Storbritannien og Frankrig - de to faste, europæiske medlemmer af FN's sikkerhedsråd - spiller en fremtrædende rolle i forbindelse med fredsforhandlingerne i Rambouillet. Europa-Parlamentet kan kun udtrykke håb om, at de to lande i Rambouillet sammen med forhandlerne fra kontaktgruppen ikke blot udnytter alle diplomatiske muligheder, men også viser fast politisk vilje, således at de stridende parters forhandlere (og vi må i den forbindelse meget beklage, at Milosevic ikke deltager) indgår en aftale, som betyder en fredelig løsning på spørgsmålet om Kosovos selvstyre. Betænkning af Aldo (A4-0036/99)
Dette er et dokument, der i Europa-Parlamentet kaldes en »initiativbetænkning«, som grundlæggende udtrykker Europa-Parlamentets holdning til spørgsmål, der direkte eller indirekte har med Den Europæiske Union at gøre, og som måske ikke har været genstand for fællesskabslovgivning. Det drejer sig altså alene om Europa-Parlamentets holdning, og det har ingen umiddelbare konsekvenser for de givne spørgsmål. Denne betænkning har imidlertid den fortjeneste at gøre opmærksom på eksisterende problemer og kan derfor igangsætte den lovgivnings- og beslutningsprocedure, som er gældende i Den Europæiske Union, i og med, at Kommissionen vil kunne føre nogle af dens anbefalinger ud i livet til gavn for de regioner, der er beliggende i den yderste periferi, navnlig: 1.Etablering af en decentraliseret afdeling af Kommissionen i regionerne i Unionens yderste periferi, som skal bidrage til at øge disse regioners fysiske tilstedeværelse i Fællesskabet.2.Dannelse af udvidede regionale markeder, der kan befordre handel med produkter fra regionerne i Unionens yderste periferi, OLT og AVS-landene, der hører til den samme geografiske zone.3.Lettelse af interregional udveksling med særligt henblik på områderne uddannelse og kultur, søfarts- og luftfartsforbindelser, miljøbeskyttelse osv.Jeg må dog udtrykke et forbehold over for denne betænkning, nemlig med hensyn til muligheden for, at der kan åbnes en dør til, at interesser uden for regionerne i Unionens yderste periferi kan ende med at forandre begrebet »yderste periferi«, stadfæstet i Amsterdam-traktatens artikel 299, stk. 2, det vil sige disse regioners særlige kendetegn og vilkår.
Vi er helt uden forbehold enige i, at det er meget vigtigt at uddybe de kulturelle og handelsmæssige forbindelser mellem OLT, AVS-landene og de såkaldte regioner i Den Europæiske Unions yderste periferi, Azorerne, De Kanariske Øer, Madeira osv. Det er dog ikke tilstrækkeligt at bekræfte det og institutionalisere det ved at eksplicitere forholdene, således som det er sket i den nye traktat om Den Europæiske Union - Amsterdam-traktaten - i artikel 299, stk. 2, om regioner i den yderste periferi. Der må skabes politiske retningslinjer og stilles midler til rådighed af permanent karakter, der kan imødekomme de særlige forhold og uddybe de kulturelle og handelsmæssige forbindelser, som ønskes varetaget. Med hensyn til regionerne i den yderste periferi bekymrer yderligere det forhold os - og vi accepterer det ikke - at deres fremtidige værdi og anvendelse kan hænge sammen med et geostrategisk perspektiv, således at deres værdi og anvendelse kan komme til at indebære modydelser eller blive forbundet med tankegangen hos de politisk-militære blokke, hvoraf der jo i øvrigt kun findes én, nemlig NATO, som runder det halve århundrede med enhver hensigt om at fortsætte og ikke at finde frem til de muligheder, der kunne betyde, at den ikke mere har nogen eksistensberettigelse. Bananeksport
Som understreget i forbindelse med gårsdagens debat finder jeg det helt uantageligt, at USA truer europæiske varer med straftold på et tidspunkt, hvor WTO endnu ikke har haft lejlighed til at analysere den nye frihandelsaftale om bananer. Når USA fremsætter sådanne trusler om sanktioner, er det langtfra en neutral handling. Truslerne har følgevirkninger, endnu inden de iværksættes, idet de økonomiske aktører disponerer ud fra deres forventninger til fremtiden. Ingen af WTO's medlemslande har imidlertid ret til ensidigt at træffe sådanne foranstaltninger. Alle er forpligtede til at anvende WTO's regler for konfliktløsning. Og hvad oplever vi så i Europa? EU's forhandlere opnåede ikke i forbindelse med GATT-aftalerne de nødvendige garantier, som kan sikre de særlige relationer mellem EU og AVS-landene. Vi mærker dagligt de negative følger heraf. Endvidere konstaterer vi med beklagelse, at nogle af EU's medlemsstater tilsyneladende er klar til at sætte solidariteten mellem medlemsstaterne over styr, såfremt USA friholder dem for den omtalte straftold. Endelig forekommer det tyske formandskabs holdning ikke at være entydig i dette forhold, når man ser på formandskabets bestræbelser for at opnå en direkte aftale med USA, uden at øvrige samhandelspartnere konsulteres. I-EDN-gruppen har ikke ønsket at være medunderskrivere af den kompromistekst, PPE-gruppen og PSE-gruppen har udarbejdet, idet vi ikke finder teksten tilstrækkelig konsekvent. Europa-Kommissionen synes for en gangs skyld indstillet på at indtage en fast holdning i denne sag, og den holdning ønsker vi at støtte. Vi har derfor sammen med fire andre politiske grupper udarbejdet en kompromistekst, som er mere håndfast. Ikke mindst ønsker vi at understrege vores støtte til AVS-landene. Vi har i henhold til Lomé-konventionen særlige forpligtelser i forhold til disse lande. Endvidere ønsker vi, at Europa-Parlamentet tager klart afstand fra unilaterale foranstaltninger og klart fordømmer USA's trussel om anvendelse af afsnit 301 og superartiklen 301. Vi havde ellers i forbindelse med underskrivelsen af Marrakech-protokollen fået tilsagn om, at den artikel for altid ville være ude af billedet. Vi har ikke nogen europæisk pendant til artikel 301, og vi ønsker derfor at vide, hvordan Kommissionen vil reagere og varetage vores interesser, såfremt USA gør alvor af truslerne og iværksætter unilaterale foranstaltninger.
Afstemningen er afsluttet.
Ved et møde i dag besluttede Formandskonferencen i overensstemmelse med artikel 10, stk. 4, i forretningsordenen at flytte den anden mødeperiode i marts til den 22. og 23. marts. Mødeperioden vil begynde mandag den 22. marts kl. 17.00 og fortsætte tirsdag den 23. marts. Afstemningen vil finde sted tirsdag kl. 15.00. Formandskonferencen har besluttet at opføre en redegørelse fra Kommissionen, som vil blive efterfulgt af en forhandling, om opfølgningen på rapporten fra udvalget af uafhængige eksperter på dagsordenen for mandag den 22. marts 1999. Fristen for indgivelse af forslag til beslutning er fastsat til torsdag den 18. marts kl. 17.00, og fristen for indgivelse af ændringsforslag og fælles beslutningsforslag er fastsat til mandag den 22. marts kl. 10.00. Formandskonferencen vil på sit møde den 4. marts tage stilling til de øvrige punkter på dagsordenen. Det bør bemærkes, at det vil være muligt at holde møder i de politiske grupper onsdag den 17. marts kl. 18.00 og eventuelt den 18. marts kl. 10.30 samt mandag den 22. marts inden kl. 17.00. Udvalgsmøder, der allerede er fastsat til at skulle finde sted den 22. og 23. marts, vil blive udsat til den 24. og 25. marts. Nærmere enkeltheder vil blive meddelt af de pågældende udvalg.
Hr. formand, det gør mig ondt - jeg vil ikke komme ind på vores kollega Hänsch, der sandsynligvis er blevet inspireret af karnevalet ved Rhinen, for valget i Hessen kan det jo ikke være - jeg vil derimod gerne tage spørgsmålet om denne beslutning op. Jeg har i mellemtiden modtaget fejlbehæftede eksemplarer fra andre kolleger, og her ligger 63 fejlbehæftede eksemplarer af Kasakhstan-beslutningen, der kun består af streger. Efter vores ordveskling undersøgte jeg ude ved distributionen - det er slet ikke morsomt, kære kolleger - om der lå korrekte tekster dér. Der foreligger ikke en eneste korrekt tekst. Jeg mener nu nok, at vi bør tage vores parlamentariske arbejde så alvorligt, at jeg anmoder Dem om at undersøge, hvad der er sket her, og sørge for, at noget sådant ikke forekommer mere!
Vi vil undersøge det igen, men jeg er blevet forsikret om, at en ny sending ordentlig trykte beslutninger vil kunne rekvireres i distributionen.
Hr. formand, jeg vil være Dem taknemmelig, hvis De ville fortælle mig, om den meddelelse, som De lige har læst op for os, er trykt og bliver uddelt til parlamentsmedlemmerne, for vi har naturligvis bemærket den, men der er for mange ændringer i kalenderen. Det ville derfor være meget ønskeligt, om vi kunne få det på skrift i eftermiddag, eventuelt på fax til vores kontorer.
Hr. formand, jeg vil gerne spørge, om der også bliver stemt om denne fremskydelse i plenarforsamlingen, og hvornår denne afstemning skal finde sted, fordi jeg ved, at kalenderen og tidspunktet for denne afstemning blev vedtaget af os i plenarforsamlingen.
Jeg forstår, at svaret er nej. Formandskonferencen har bemyndigelse til at ændre datoen. Jeg kan ikke besvare detaljerede spørgsmål, da jeg ikke ved mere om det, end De gør.
Hr. formand, jeg er interesseret i Deres meddelelse om at ændre tidspunktet for den korte mødeperiode. Jeg er sikker på, at De er klar over, at der er tilrettelagt besøg for folk fra mange dele af verden i forbindelse med tidspunktet for den korte mødeperiode. Denne ændring af mødetidspunktet vil helt bestemt skabe store vanskeligheder for nogle af mine gæsters vedkommende. Kunne De give mig en forklaring, som jeg kan give videre om, hvorfor tidspunktet for den korte mødeperiode er blevet ændret. Jeg er sikker på, at der må være en meget klar politisk årsag, men jeg forstod ikke helt, hvad det var - jeg hørte ikke rigtigt, hvad forklaringen var.
Som jeg siger, lærer jeg hen ad vejen. Jeg har fået at vide, at det er, fordi det oprindelige tidspunkt faldt sammen med Det Europæiske Råds møde, og vi ønsker at mødes inden dette møde.
Hr. formand, dette er blot for at give en forklaring til hr. McGowan. Problemet er, at vi er nødt til at have en forhandling om resultaterne af arbejdet i udvalget af uafhængige eksperter under denne korte mødeperiode. Det betyder, at Kommissionen bør være til stede. Men mødet i Rådet afholdes i Berlin den samme dag, og det er umuligt for Kommissionen at være to steder på én gang. Derfor var den eneste løsning at finde et andet tidspunkt for den korte mødeperiode. Da det er et følsomt spørgsmål, kunne vi ikke udsætte det til april. Det er den egentlige politiske forklaring. Selvfølgelig ville vi normalt have haft den korte mødeperiode den 24. og 25. marts og udvalgsmøderne den 22. og 23. marts. Dette er nu blevet byttet om, og den korte mødeperiode finder sted den 22. og 23. marts og udvalgsmøderne den 24. og 25. marts. Det er hele forklaringen.
Det er nyttigt at have en her, der var med til mødet, til at forklare situationen. Men plenarmødet er ikke stedet til at drøfte dette. Det var en beslutning, der blev truffet af Formandskonferencen. Hvis De har et problem med det, må De tale med Deres gruppeformænd og rejse spørgsmålet i Deres politiske grupper.
Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af betænkning (A4-0031/99) af van Dam for Udvalget om Transport og Turisme om I.forslag til Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/106/EØF om indførelse af fælles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne (KOM(98)0414 - C4-0485/98-98/0226(SYN)); II.forslag til Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 96/53/EF om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (KOM(98)0414 - C4-0486/98-98/0227(SYN)).
Hr. formand, jeg håber, at jeg igen kan begive mig ind i det emne, som vi har afbrudt. Den kombinerede transport skal omlægge godstransporten fra vej til skinne. Det kan den trods sine strukturelle ulemper på grund af de privilegier, som vejtransporten har fået. Alligevel har den ikke udviklet sig i det omfang, som vi transportpolitikere havde ventet og håbet. Den primære årsag er, at jernbanerne udvikler sig meget langsomt, om overhovedet, til moderne tjenesteydelsesvirksomheder. Den kombinerede transport anticiperer dog samtidig en fremtidig transportmodel, den intermodale transport. Den vil optimere transportstrømmen på tværs af transportformerne. En omfattende udvikling inden for den intermodale transport kræver ganske vist ændrede transportpolitiske rammebetingelser i stor stil. Vores spørgsmål i dag lyder: På hvilke betingelser skal den fremtidige model udvikles ud fra den forældede form for kombineret transport, uden at den kombinerede transport forbliver på vejen i dag, ja, ganske enkelt bliver tromlet ned af vejtransporten? Det første skridt i det nye direktivforslag går i den rigtige retning, udvidelsen af definitionen af kombineret transport i retning mod intermodal transport. Vi kræver en nøjagtig begrænsning af vejtransportens andel i transportkæden. Også det andet skridt i Kommissionens forslag går efter min mening i den rigtige retning, den europæiske harmonisering af privilegierne. Støtteproblematikken er her det mindst problematiske. De øvre vægtgrænser på 44 t og undtagelserne fra kørselsforbuddene er stadig genstand for diskussion. Jeg betragter dem personligt som en overgangsperiode frem til skabelsen af lige konkurrencemuligheder og -betingelser for alle transportformer og normaliseringen af den intermodale transport i hverdagen som nødvendig. Jeg deler dog mine kollegers frygt for, at det allerede i dag eksisterende misbrug øges yderligere, og at en udvidelse af undtagelserne og de øvre grænser for også den almindelige vejtransport kan bane vejen for et muligt politisk digebrud. Derfor holder vi fast ved efterfølgende forhandlinger.
Fru formand, både Parlamentet og Kommissionen er enige i, at der er behov for aktivt at fremme kombineret transport ved at øge effektiviteten i forbindelse med midlerne til at overføre godstransporten fra landevejstransport til sikrere, mere miljøvenlige og mere energieffektive transportformer, som skaber færre trafikproblemer. Jeg bifalder Parlamentets støtte til denne tilgang. Men jeg beklager, at den betænkning, der er fremsat for Parlamentet, forkaster to ud af de tre hovedforanstaltninger, som Kommissionen har foreslået med henblik på at fremme kombineret transport, og i væsentlig grad ændrer den tredje. Med de forslag, der er fremsat i betænkningen, vil man ikke kunne nå det, begge vores institutioner og flertallet af medlemsstater ønsker, og det er en yderligere udvikling af den kombinerede transport som et effektivt og bæredygtigt alternativ til den nuværende afhængighed af landevejstransport. Derfor vil det være nyttigt at fortsætte drøftelserne af denne tekst på et senere tidspunkt, således at vi kan få mulighed for at tage højde for Rådets synspunkt på dette forslag. Hvad hr. Wijsenbeeks ændringsforslag angår, er det imidlertid generelt acceptabelt, eftersom det er en videreudvikling af nogle af idéerne i vores forslag, samtidig med at det er forblevet tro mod det eksisterende direktiv. Men jeg er klar over, at hr. Wijsenbeeks kolleger i Udvalget om Transport og Turisme ikke er enige med ham. Lad mig komme med nogle korte kommentarer til to af de tre komponenter i forslaget, nemlig undtagelse fra kørselsforbud og afvigelse fra vægtgrænser. For den kombinerede transport over strækninger inden for Fællesskabet foreslog Kommissionen undtagelser fra kørselsrestriktioner i weekender, om natten, på helligdage og i perioder med stærk luftforening. Sådanne undtagelser ville forbedre den kombinerede transports konkurrenceevne i forhold til landevejstransporten og ville sikre større pålidelighed og regelmæssighed i forbindelse med de kombinerede transportformer uden at sætte de sociale og miljømæsige standarder på spil. Den kombinerede transport ville helt klart opnå en klar fordel ved, at kunderne kunne få deres gods transporteret og leveret på tidspunkter, hvor landevejstransporten var forbudt. For nærværende er der omkring 47 kørselsforbud for lastbiler i Fællesskabet med mange detaljerede undtagelser fra dem for kombinerede transportformer. Her er der brug for alvorlige forbedringer, for kombineret transport inddrager helt klart adskillige forbindelser, og hvis en af dem f.eks. ikke er tilladt søndag aften, sættes hele kædens måde at fungere på på spil. Hvis et forbud ophører kl. 22.00, er der simpelthen ikke tilstrækkelig tid, efter at lastbilerne har nået terminalen, til at læsse et tog, der vil gøre ankomst næste morgen mulig. Det betyder, at alle transportoperationer, der begynder kl. 22.00, vil være nødt til at tage hele turen ad landevejen, og i international landevejscontainertrafik betyder dette, at der skal køres afstande på ca. 1.000 km i gennemsnit. Er det virkelig sikrere eller mere socialt acceptabelt eller mere effektivt end at tilbagelægge en landevejsdistance på mellem 100 og 150 km til eller fra en jernbaneterminal på en søndag? Argumenterne om miljøbelastning og sociale indvirkninger og effektivitet peger alle i samme retning. For det andet mener vi, at transportoperatører bør have valget at kunne anvende en største tilladt køretøjsvægt på 44 t for landevejstransport, når det anvendes specifikt som en del af en kombineret transportoperation, der indebærer transport af forskellige transportenheder i hele Fællesskabet. Det er ikke kun et marginalt incitament. Det kan nedbringe omkostningerne med 10 % og kan naturligvis kun anvendes over korte strækninger af den samlede kombinerede transportrejse. Det er en effektiv måde at gøre den kombinerede transport mere attraktiv på. Derfor er jeg for nærværende kun i stand til at acceptere to tekniske ændringsforslag ud over hr. Wijsenbeeks ændringsforslag 3 og 6, og jeg er nødt til at forkaste de øvrige. Det ville være mest produktivt at behandle dette spørgsmål på et senere tidspunkt på baggrund af Rådets fælles holdning og efter nærmere drøftelser af argumenterne. Jeg håber, at vi så vil kunne nå frem til enighed om, hvordan der kan udvikles et tilfredsstillende kompromis, således at vi kan nå vores fælles mål om at støtte den kombinerede transport.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er henstilling (A4-0013/99) af Aelvoet for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om udkast til Rådets afgørelse om proceduren for gennemførelse af artikel 366a i fjerde AVS-EF-konvention (5644/98 - C4-0156/98-96/0050(AVC)).
Fru formand, kære kolleger, for omkring to år siden hørte Rådet Europa-Parlamentet om en procedure med henblik på gennemførelse af artikel 366a i den fjerde AVS-EF-konvention. Denne berømte artikel 366a handler om den måde, hvorpå Den Europæiske Union reagerer ved alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, eller når demokratiseringsprocesser og lignende forløber fuldstændigt forkert, således at Unionen under sådanne omstændigheder kan suspendere sit samarbejde med et involveret land. Nu er hele sagen i mellemtiden trukket ud i to år, fordi der er opstået en fundamental strid mellem Parlamentet og Rådet i forbindelse med den rolle, som Parlamentet bør kunne spille i denne proces. Det egentlige, oprindelige spørgsmål om et stort flertal, for ikke at sige Parlamentets næsten enstemmige holdning, var, at man ønskede at indføre proceduren med samstemmende udtalelse. Derpå kom der et meget afvisende og negativt svar. Vi baserede os så på høringsproceduren. Inden for rammerne af Parlamentets ønske om at kunne tage en høringsprocedure under overvejelse, var der derefter først uformelt en slags kontakt - man kan vanskeligt kalde det forhandlinger - mellem det britiske formandskab på Rådets vegne og mig. Det førte ikke til noget. Til sidst blev sagen så på ny taget op under det østrigske formandskab, og dette sørgede for, at der fandt en formel høring af Rådet sted herom for at se, om det kunne tilslutte sig denne høringsprocedure. Resultatet var, at kun to ud af 15 lande var rede til at imødekomme Parlamentets anmodning. Også i denne sammenhæng fik vi ikke meget ud af rejsen. I mellemtiden har der også været en lille udvikling i selve teksterne fra Rådet, i betragtning af at det oprindeligt var gået ind for et kvalificeret flertal i forbindelse med hver beslutning, som skal træffes i denne kontekst. Man har generelt holdt fast ved det kvalificerede flertal, men man har således fastsat, at hvis hele AVS-EU-konventionen suspenderes med alle mulige artikler, ville enstemmighed være påkrævet. Det er dog vigtigt at vide, at dette indtil nu aldrig har været tilfældet, selv i meget alvorlige situationer såsom med hensyn til Nigeria for nogle år siden. Det drejede sig altid om en vigtig pakke af artikler, men aldrig om hele pakken. Vi befinder os i dag i følgende situation. Hvis vi i Parlamentet vælger at sige: Vi tilslutter os det ikke, så er det i hvert fald sådan, at i det øjeblik - og det er nu meget tæt på - hvor Amsterdam-traktaten træder i kraft, falder vi under alle omstændigheder tilbage til bestemmelserne i Amsterdam-traktaten, og så skal vi informeres. Det er den eneste ret, som vi får i denne sammenhæng. Der er således ikke ret megen mening i fortsat at fastklamre sig dertil, altså ikke at tilslutte os dette her i Parlamentet i betragtning af, at det kun ville føre til, at enstemmigheden i de måneder, der endnu er tilbage, kunne anvendes i tilfælde, hvor man vil suspendere samarbejdet. Det er bestemt ikke til gavn for en hurtig og hensigtsmæssig optræden fra Unionens side ved alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Eftersom vi har al mulig interesse i, at der om nødvendigt kan gribes ind med kvalificeret flertal, synes jeg ikke, at det var forsvarligt her at opfordre til, at vi står fast og ikke godkender udkastet til Rådets afgørelse. Mod min vilje, mod min overbevisning, men med henblik på praktiske følger opfordrer jeg til, at beslutningsforslaget godkendes i sin nuværende udformning, vel vidende, at der trods alt er én lille trøst, nemlig at Kommissionen i øjeblikket, hver gang der skal træffes en sådan foranstaltning, orienterer Parlamentet samtidig med Rådet, således at Parlamentet kan reagere, hvis det gør det i tide. Og det er - lad os sige - takket være det særdeles gode samarbejde med Kommissionen på dette område, at vi med mindre hjertekvaler, end det ellers ville have været tilfældet, kan give afkald på noget, som vi skulle have haft, nemlig denne virkelige høring.
Fru formand, vi har flere gange tidligere haft lejlighed til at drøfte betingelserne for anvendelsen af artikel 366a i den fjerde Lomé-konvention, som foreskriver en procedure, hvor man afbryder samarbejdet med de lande, der ikke overholder den bestemmelse om det vigtige element, som er omtalt i artikel 5 i konventionen. Det drejer sig om - og det drejede sig i sin tid om - en af de vigtigste nyskabelser i den fjerde Lomé-konvention, nemlig at selve samarbejdet gøres afhængigt af respekten for menneskerettighederne, demokratiet og principperne for god regeringsførelse. Under ordføreren fru Aelvoets opmærksomme og kloge ledelse - og jeg vil også gerne takke hende på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne - har Europa-Parlamentet forsøgt at gøre de procedurer, som Kommissionen foreslår, mere demokratiske, og har således opnået, at Parlamentet afgiver en obligatorisk udtalelse i forbindelse med proceduren med samstemmende udtalelse. På grund af Rådets umedgørlighed, men også på grund af de objektive juridiske grænser, som er karakteristiske for Lomé-konventionen, var det dog nødvendigt at gå i retning af et kompromis. Når alt kommer til alt, er det opnåede resultat bedre end ingenting, hvilket ordføreren også selv siger. Man sørger nemlig for, at beslutningen i Rådet bliver truffet med kvalificeret flertal og ikke længere enstemmigt, og Kommissionen forpligter sig til at give Parlamentet en tilstrækkelig information, hver gang der tages et vigtigt skridt i anvendelsen af afbrydelsesproceduren. Parlamentet vil naturligvis være yderst opmærksomt og krævende i den forbindelse. Det er netop bedre end ingenting, og vores gruppe vil derfor stemme ja til forslaget til afgørelse, sådan som ordføreren foreslår os at gøre.
Fru formand, som sædvanlig har fru Aelvoet udarbejdet en fremragende betænkning om et meget følsomt emne. Det er imidlertid en kedelig anklage mod den verden, vi lever i, at det overhovedet er nødvendigt at indskrive artikel 366a i den fjerde AVS-EU-konvention. Efter lige at være kommet hjem fra Afrika i går og efter at have hørt om de seneste begivenheder i Zimbabwe mener jeg, at det er af stor betydning, at Kommissionen har beføjelse til at suspendere samarbejdet og agere hurtigt. Det ville naturligvis være god praksis, hvis Parlamentet - og dermed mener jeg Udvalget om Udvikling og Samarbejde - kunne blive hørt, inden suspensionen fandt sted. Men jeg må være ærlig og sige, at vi lever i den virkelige verden. Der vil være lejligheder, hvor Kommissionen er nødt til at handle hurtigt for at viderebringe budskabet til en eventuel nation, der krænker menneskerettighederne, inden den har mulighed for at spørge Parlamentet. Nøglen til betænkningen er sætningen om, at Kommissionen skal underrette Parlamentet forud for enhver suspension eller genoptagelse af samarbejdet, når det er muligt. Jeg mener, at det er et godt kompromis mellem Kommissionen og Parlamentet og støtter derfor forslaget om, at Parlamentet giver sit samtykke til udkastet til Rådets afgørelse. Der er imidlertid en interessant situation, der vil vise sig efter år 2000 i forbindelse med den nye Lomé-konvention, hvad den end måtte gå ud på. Som Kommissionen vil vide, kunne forslagene til en eventuel ny AVS-EU-aftale være baseret på regionalt samarbejde og integration med finansiering, der fordeles via de regionale organisationer frem for gennem de enkelte nationer og nationale indikativprogrammer. Jeg kunne godt lide at vide, hvordan artikel 366a kan anvendes under sådanne omstændigheder, eftersom Kommissionen så vil have mistet sin evne til at sanktionere en enkelnation inden for en region. Det ville være uretfærdigt at sanktionere hele regionen. Måske kommissær Brittan kunne viderebringe dette særlige spørgsmål til den rette tjenestegren i Kommissionen med henblik på et svar på et senere tidspunkt. Da en række vanskelige situationer er ved at udvikle sig i forskellige afrikanske stater, håber jeg, at Kommissionen vil gøre brug af artikel 366a så bredt som muligt. Efter min mening bør menneskerettighederne omfatte pluralisme, god regering, en uafhængig dømmende magt, en fri presse samt frie og retfærdige valg. Min gruppe vil støtte denne betænkning. Endnu en gang lykønsker jeg fru Aelvoet med det arbejde, hun har gjort på Parlamentets vegne.
Jeg vil gerne takke fru Aelvoet for alt det arbejde, hun har gjort for at gøre det muligt for Parlamentet at give sit samtykke, og for den realistiske og fornuftige tilgang, hun har valgt, og som også andre talere såsom hr. Corrie og hr. Vecchi har valgt. Jeg vil gerne gentage, hvad vi understregede, da den foreløbige rapport blev drøftet her i juni sidste år, nemlig at vi har i sinde at holde Parlamentet fuldt orienteret om alle initiativer, som vi måtte tage, eller forslag, som vi måtte fremsætte for Rådet, med hensyn til gennemførelsen af artikel 366a i den fjerde Lomé-konvention, hvilket desværre, som det allerede er blevet sagt, ikke er noget, der kan betragtes som en udelukkende teoretisk mulighed. Jeg vil gerne tilføje, at Kommissionen i den eneste sag indtil nu, hvor der er gjort brug af artikel 366a, nemlig imod Togo, straks underrettede Parlamentet om sine intentioner. Det har ordføreren bekræftet i sin betænkning, og det takker vi hende for. Vi vil som før tage alle udtalelser eller beslutninger vedtaget af Parlamentet, som måtte berøre gennemførelsen af den hørings-og suspensionsprocedure, der er fastsat i artikel 366a, alvorligt. På hr. Corries forespørgsel om, hvordan det vil fungere i en situation, hvor det regionale element står i forgrunden, må jeg svare, at jeg helt bestemt vil viderebringe denne forespørgsel til dem, der beskæftiger sig med dette spørgsmål i deres daglige arbejde. Kommissionen er glad for, at rammebeslutningen med Parlamentets samtykke vil træde i kraft og give os en ordentlig og gennemsigtig procedure til at træffe de fornødne foranstaltninger, hvis væsentlige bestemmelser i den reviderede fjerde Lomé-konvention skulle blive krænket.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0041/99) af van Bladel for Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser om forslag til Rådets afgørelse om makrofinansiel bistand til Albanien (KOM(98)0507 - C4-0590/98-98/0273(CNS)).
Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, nu hvor vi drøfter ydelsen af makrofinansiel bistand på ECU 20 millioner til Albanien, anser jeg det for at være af stor betydning for vores overvejelser, at vi frem for alt også ser på den politiske og økonomiske sammenhæng, hvori dette lån tilkendes. Jeg vil i den forbindelse fremhæve nogle punkter. Albanien har meget senere end andre lande i østblokken frigjort sig for det marxistiske diktatur. Det betyder også, at problemerne i forbindelse med udviklingen af et pluralistisk samfund varer længere end i alle disse andre lande, hvor disse allerede er gennemført lidt. De økonomiske og sociale omstændigheder retfærdiggør efter min opfattelse, at Albanien beskrives som et tredjeverdensland ved Unionens port. Sammenbruddet af de såkaldte pyramideselskaber, udplyndring af ammunitionslagre - alle husker det nok stadig, en »kalasjnikov« koster nu fem til 10 dollar på gaden - virkningerne af konflikten i det tilstødende Kosovo, alle disse ting har sammen ført til en stor strøm af flygtninge. De økonomiske flygtninge tager til Unionen, og de politiske flygtninge fra Kosovo tager til Albanien. Kort sagt har Albanien ikke blot store interne problemer, der skal løses. Landet kan på grund af den geografiske beliggenhed ikke unddrage sig den politiske indflydelse fra omgivelserne, Balkan. Hr. Imbeni sagde dette meget tydeligt i går under Kosovo-forhandlingen. Der er ikke desto mindre lovende tegn. I november sidste år blev en ny grundlov vedtaget med en deltagelse på 90 %, og en ny ulastelig leder, Majko, synes at være på rette vej til at garantere de forskellige roller for præsidenten, regeringen og retsplejen. Men Albaniens politiske genopretning hænger stærkt sammen med de prioriteter, som skal opfyldes med hensyn til den økonomiske genopbygning. De albanske myndigheder har i oktober sidste år i Tirana forsikret vennekredsen af donorer, at de bl.a. vil fremme, at der udvikles en antikorruptionshandlingsplan og gennemføres den rette lovgivning med henblik på at forbedre investeringsklimaet, som naturligvis ligger på et meget lavt niveau - udefra investeres der næsten ikke - således at investorer også får en bedre garanti for, at de kan forvente deres penge tilbage i fremtiden. I denne forbindelse er det også vigtigt at følge, om der med den nye toldkodeks virkelig finder en konsolidering af ordningen for opkrævning af told og skatter sted, og så er der for os ikke andet tilbage end at sørge for den yderligere afvikling af pyramideselskaberne, idet det stadig er ukendt, om de albanske borgere vil se noget af dem tilbage i fremtiden. Men desværre kan vi ikke fremme det. Den Europæiske Union har faktisk siden 1991 været Albaniens største bistandsyder, og i betragtning af den økonomiske og finansielle situation i landet er international bistand stadig overordentlig nødvendig, om det så blot er for at holde de løbende betalinger i gang. Derfor er det ønskeligt, at ØKOFIN-Rådets beslutning fra april sidste år hurtigst muligt gennemføres. Kommissionen, som har betydelig erfaring i Albanien, er i denne forbindelse udmærket til at udføre politikken. Indtil nu var der frem for alt tale om gaver, nu drejer det sig om et lån. I praksis skal det imidlertid efter min opfattelse undgås, at Albanien kommer ind i den belastende onde cirkel med finansiel afhængighed af andre udefra. Derfor har jeg i et meget behageligt samarbejde med hr. Brinkhorst fra Budgetudvalget, hvilket jeg hermed takker ham for - desværre kunne han ikke være til stede her i aften - foreslået, at retningen og forløbet af de politiske og institutionelle reformer i Albanien vurderes på en sammenhængende måde. Med dette mål anmodes Kommissionen om ikke blot at handle ud fra tekniske vurderinger foretaget af internationale finansielle institutioner som IMF, men ved sin bedømmelse også at inddrage Det Monetære Udvalg og Phare-udvalget. Det er meningen, at Parlamentet orienteres fuldstændigt om reformerne inden udbetalingen af den anden rate. Det er ikke meningen, at Albanien lægges under et specielt forstørrelsesglas, men at en sund og effektiv forvaltning fremmes. Efter min mening vil EU-borgerne have det, men også de albanske borgere. Jeg takker mine kolleger fra Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser for deres kritiske og understøttende bidrag og udtrykker håb om, at plenarmødet i morgen kan acceptere de foreliggende ændringsforslag, for der er allerede nu næsten et år mellem ØKOFIN's beslutning og begyndelsen af gennemførelsen. I Albanien har de virkelig stærkt brug for pengene.
Fru formand, det er en kendsgerning, at der er mange uløste problemer, som vedvarende plager Albanien, især problemer vedrørende landets interne sikkerhed og den offentlige orden, som også indvirker på alle andre områder. Midt i alle disse velkendte problemer mener jeg dog, alt andet lige, at dette lille land havde beundringsværdig succes med gennemførelsen af det økonomiske kriseprogram af seks måneders varighed - der strakte sig fra oktober 1997 til marts 1998 - og som gjorde det muligt for landet at imødegå den sociale krise og den borgerkrigslignende situation i foråret 1997. Vi ser således her det første bevis på, at den albanske regering kan være effektiv og gøre fremskridt, hvis den holder sig strengt til et konkret program og får tilstrækkelig teknisk bistand. Det alvorlige tilbagefald, der skete i september, viste imidlertid, at problemerne snarere skyldes manglende kommunikation og dialog mellem landets politiske kræfter og deres manglende evne til at blive enige om blot det mindste fælles program for at bringe landet definitivt ud af krisen, end de skyldes landets økonomiske nedtur. Den Europæiske Union og de internationale organisationer bør gavmildt stille enhver form for bistand til rådighed, så landet kan finde positive måder at løse sine problemer på. Albanien er en del af Europa, en del af Europas historie og er derfor også selvskreven kandidat til optagelse i Den Europæiske Union. Der bør dog ikke herske tvivl blandt Albaniens politiske kræfter om, at ansvaret for landets fremtid og fremskridt først og fremmest ligger hos dem selv, ligger i deres hænder. Unionen yder makrofinansiel bistand, der skal støtte landets egen indsats, men dette betyder på ingen måder, at ansvaret er lagt over på EU. Den albanske regering bør intensivere sine bestræbelser på at løse problemerne og fremme politiske og økonomiske reformer, som sikrer de demokratiske institutioners regelmæssige funktion og gør landet til en retsstat. Vedtagelsen af en forfatning er et stort, positivt skridt, men også andre forhold skal sikres, såsom respekten for menneskerettighederne, en jævn overgang til markedsøkonomi, finansiel stabilitet og først og fremmest stabilitet og ligevægt inden for hele det finansielle system, korruptionen skal stoppes, den organiserede kriminalitet bekæmpes, og der skal oprettes strukturer og procedurer, der sikrer gennemsigtigheden, samt en fornuftig forvaltning af offentlige midler, så der skabes et sikkert investeringsklima. De EUR 20 millioner er ganske vist lavere, end den albanske regering havde forventet, og uden tvivl lavere end det beløb, der kræves for at imødegå landets problemer og behov. Men landets øgede troværdighed og dets styrkede økonomiske og politiske stabilitet vil også øge dets kreditværdighed og først og fremmest tiltrække de udenlandske investeringer, som Albanien har så hårdt brug for. Som bekendt ønsker mit eget land, Grækenland, virkelig Albanien fremgang og støtter på alle måder den albanske regerings forsøg på at fremme de nødvendige politiske og institutionelle reformer, som vil bringe Albanien tættere på de europæiske modeller.
Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne starte med at takke fru van Bladel for den glimrende betænkning. Den får vores fulde støtte. Som hun allerede har sagt, og som også min kollega Karamanou netop har redegjort for, er Albanien ikke blot et af de økonomisk set svageste lande, men er også, hvad angår opbygningen af demokratiske forhold, langt tilbage i forhold til de andre lande. Landet befinder sig i en situation, der ligner Bosnien-Hercegovinas, Albanien hænger med andre ord i Den Europæiske Unions drop. Vi yder ikke blot fødevarehjælp. Vi yder ikke blot genopbygningshjælp generelt. Den Europæiske Union giver også penge til flygtningene fra Kosovo, der har fundet et midlertidigt opholdssted i Albanien. Men det afgørende er - og det er vores synsvinkel - at der i Albanien blev skabt det første grundlag for en statslig opbygning med den seneste regeringsomdannelse og med vedtagelsen af forfatningen. Nu er det vigtigt for os at have en partner, som man kan have et minimum af tillid til, og som man på den anden side også giver de nødvendige økonomiske midler med på vejen, så netop de statslige strukturer kan opbygges, så politiet og også militæret igen kan indtage deres tjenende rolle i demokratiet og ikke selvstændiggøre sig selv med alle de problemer, som det har medført i de seneste 2-3 år i Albanien. Det er også afgørende, at Albanien langsomt vinder den internationale finansverdens og også investorernes tillid, og at Albanien dermed også bliver interessant som investeringsland på langt sigt, og at der samtidig også skabes rammetingelser for en social markedsøkonomi. Her er vi allerede godt på vej. Vi skal blot sikre, at den kontrol, der nu er nødvendig, også kan omfatte den makrofinansielle bistand i et vist omfang. Selvfølgelig defineres makrofinansiel bistand netop således, at man ikke skal støtte bestemte projekter, men at man derimod ganske enkelt stiller midler til rådighed for staten, således at den også kan påtage sig og udbygge sine statslige opgaver. For mig er det altså alligevel vigtigt, at vi finder en god balance mellem tillid og kontrol, som så også opmuntrer albanerne, den albanske regering, til at gå i den rigtige retning. Jeg har indtryk af, at vi med denne makrofinansielle bistand bidrager med en lille mosaiksten til, at Albanien nu kan finde en god vej, og jeg håber, at dette også kan realiseres i den nærmeste fremtid ved hjælp af passende kontrolforanstaltninger fra Kommissionens side.
Fru formand, for så vidt angår ordførerens betænkning og hendes ændringsforslag, kan jeg være kortfattet. Disse støtter vores gruppe fuldstændigt. Når det drejer sig om bistand, som efter vores opfattelse foreløbigt skal ydes på de gunstigste vilkår, skal der naturligvis knyttes en række betingelser dertil. Det foreslår Kommissionen, det gør ordføreren også. Jeg nævner én: Vi synes, at undersøgelsen af pyramideselskaberne omsider skal afsluttes. Det angår både tilkendelsen af de opkrævede formuer til sagsøgerne og den egentlige fremsættelse af en lov til bekæmpelse af hvidvaskningen af penge. Dette er eksempler på nødvendigheden af en bedre finansiel kontrol med alle mulige institutioner, herunder bankerne. Når dette er sagt, konfronteres vi naturligvis stadig med den store risiko, og det gjorde ordføreren også opmærksom på, at - for at sige det sådan - det ene hul fyldes med det andet, at der anmodes om et lån for at betale et andet tilbage. Det ville da være en meget uheldig udvikling for et land, som, når alt kommer til alt, ikke har behov for en fortsættelse af det ene lån efter det andet, men for penge, bl.a. fra Den Europæiske Union, for produktive investeringer, investeringer, hvormed landet kan gennemgå en selvstændig økonomisk udvikling. Det er det, Albanien på længere sigt har behov for.
Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, tak til fru van Bladel for den forelagte betænkning. Den Europæiske Union har afgjort begået mange fejltagelser i forhold til Albanien, og det foreslåede lån på EUR 20 millioner ændrer ikke grundlæggende ved dette forhold. Men lånet kan være med til at give nyt mod og nye kræfter til Majko-regeringen, som gør en kæmpeindsats, men hvis handlefrihed er stærkt begrænset. Det er Den Europæiske Unions generelle holdning til Albanien, som er under anklage. Vi oplever, hvordan kriminaliteten breder sig - i sidste ende med støtte fra Den Europæiske Union. EU burde føre en langt dristigere politik. For at knække mafiaer, der lever af handel med arbejdskraft og andre former for handel, herunder narkotikahandel, burde EU-landene indføre fleksible emigrationskvoter, sådan som det til en vis grad praktiseres i Grækenland, men bestemt ikke i de andre lande, i særdeleshed ikke i Italien. Vi burde i langt højere grad åbne vores universiteter og tilbyde flere tusinde fripladser til albanske studerende. Det er nødvendigt at gribe ind for at forhindre, at kræfter, der undergraver de retmæssige albanske myndigheder, vinder frem, for at forhindre opbygningen af nye pyramideopsparingssystemer og for at forhindre, at landet kastes ud i politisk ustabilitet trods den nuværende ledelses prisværdige og kloge politik. Tager vi ikke sådanne initiativer, vil Albanien sakke endnu mere agterud. Jeg opfordrer derfor Kommissionen og i særdeles Kommissionens næstformand til at tage de fornødne initiativer i forhold til medlemsstaterne for at sikre, at illegale indvandrere får borgerlige rettigheder i tide og ikke post festum, som det er tilfældet i Italien, hvor 250.000 personer nu har fået opholdstilladelse - mens emigrationsmafiaen i mellemtiden har tjent store penge. Lad os komme problemerne i forkøbet og indføre kvoter i alle EU-landene. Fordeler vi opgaven mellem alle medlemslandene, er den ikke uoverkommelig. Og det er den rigtige løsning, hvis vi vil ramme ondet i dets rod.
Fru formand, jeg vil selvfølgelig også gerne starte med at takke ordføreren hjerteligt, for hun har efter min mening ydet et virkelig, virkelig godt stykke arbejde. Jeg mener ikke, at vi, når vi taler om Albanien, må glemme, at det drejer sig om et land, som i løbet af ganske få år har måttet tage og stadig skal tage et ufatteligt stort skridt. Landet er under Enver Hoxho faktisk blevet ført tilbage til stenalderen og skal nu tage et voldsomt stort skridt fremad, og det på et tidspunkt, hvor alle dets omgivelser også udgør et meget ustabilt område. Jeg mener, at vores hjælp virkelig kun kan være som dråben på den varme sten, men den kan måske også være en hjælp internt i landet til at hjælpe noget væk, ud på den anden side af de grænser, der findes dér. I forbindelse med Albanien må man ikke glemme, at landet er inddelt i to store områder, at der findes et nordligt og et sydligt område, at der lever tosker og geger, der traditionelt altid har bekæmpet hinanden og selvfølgelig har fortsat med at bekrige hinanden i denne stenalder, som Enver Hoxha har ført dem ind i, og at mange af de konflikter, vi ser i dag, også stammer derfra. De gør sig gældende helt ind i den partistruktur, som vi finder i Albanien i dag. Naturligvis har den nye forfatning i Albanien givet anledning til store forhåbninger. Jeg håber også meget, at det bliver muligt at inddrage oppositionen fornuftigt - for jeg mener, at den på mange områder forholder sig meget fornuftigt - i Albaniens politiske struktur. Kun på den måde er det muligt at få halvvejs bugt med problemerne med naboerne. Selvfølgelig, og det er allerede blevet understreget flere gange her til aften, er det også nødvendigt at indføre passende kontrolforanstaltninger. Kun på den måde, hvis disse kontrolforanstaltninger indføres, især kontrolforanstaltninger i forbindelse med Albaniens demokratiseringsproces, kun på den måde kan også Den Europæiske Unions hjælp udrette noget positivt. Der blev også nævnt mange andre kontrolforanstaltninger, især kontrolforanstaltninger mod den korruption, mod den våbenhandel, mod den narkohandel, der findes dér. Vi kan ikke få bugt med det alt sammen, her kan vi kun yde en lille hjælp til selvhjælp, men det bør vi have vores opmærksomhed henledt på. Her er betænkningen af fru van Bladel og den effektive hjælp, der skal følge heraf, et skridt i den rigtige retning.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00. Mødet hævet kl. 19.50