Fru formand, jeg vil gerne bede Dem om at protestere voldsomt på alles vegne over den barbariske og brutale offentlige henrettelse tirsdag af en mor til syv, som blev udført at Taliban-regimet i Kabul. Jeg vil ikke sige mere, men jeg er dybt rystet - vi bør alle være rystede - over dette barbari. Jeg beder Dem om at protestere på alles vegne. (Kraftigt bifald)
Kære kollega, jeg har også selv læst denne nyhed, og jeg kan sige Dem, at jeg føler mig dybt krænket og rystet. Jeg tror, at Deres bifald klart viser, at alle er enige i, at jeg udtrykker Parlamentets harme over for Afghanistan.
Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Fru formand, for mit vedkommende er der et problem med protokollen fra i går. Jeg er dér noteret som en herre. Ved min forklaring angående afstemning vedrørende betænkningen om Avilés Perean Daphne-programmet er der i protokollen noteret "Herr" Kauppi. Jeg vil hellere have, at der står "Madame".
Jeg er faktisk temmelig forbavset over alle disse fejl, der helt klart er materielle fejl. Det er ikke normalt, og vi vil sørge for at få styr på dette.
Fru formand, på side 20 i protokollen står der, at jeg har støttet hr. Dupuis. Vi er kolleger, og vi er ofte enige. Det er ikke det, der er spørgsmålet. Formålet med hr. Dupuis' og mit indlæg er at bestride den anmodning, som formanden Barón fremsatte angående anvendelsen af artikel 112. Min anmodning var således henvendt til formanden med henblik på, at hun vurderede denne anmodnings antagelighed og meddelte os her i formiddag, hvorvidt de formelle betingelser for behandling af den var opfyldt.
Udmærket, hr. Dell'Alba. Jeg er her for det samme.
Fru formand, den engelske version af protokollen for i går synes også at angive, at den er protokollen for torsdag den 17. december. Jeg er sikker på, at Parlamentet ikke vil skrive dagens protokol, før vi rent faktisk har haft vores debatter og afstemninger. Jeg håber, at det vil blive rettet.
Ja, det kan jeg forsikre Dem med det samme. Det er naturligvis en fejl.
Fru formand, jeg vil gerne komme ind på Deres sympatitilkendegivelse for de mennesker i Frankrig, der er berørt af alvorlige oversvømmelser. Det var meget passende, at De rejste denne sag i går formiddags. Men De tilkendegav ikke kun sympati, De anmodede også Kommissionen om at yde bistand. Det sker undertiden her i Parlamentet, at den højre hånd ikke ved, hvad den venstre gør. For et par år siden afskaffede vi muligheden for at yde bistand til mennesker, der befinder sig i sådanne situationer i Den Europæiske Union. Vi tilkendegav den samme sympati for grækerne og anmodede om den samme bistand, men der findes ingen penge til dette formål. Så i fremtiden må vi enten sørge for pengene og de betingelser, under hvilke de kan udbetales, eller høre op med at anmode Kommissionen om at yde bistand. Det, vi gav grækerne, var en tom kop, og det er det samme, vi kan tilbyde det franske folk.
Jeg takker Dem, hr. McCartin. Jeg havde i øvrigt også i går, da jeg åbnede mødet, lejlighed til at gøre opmærksom på det samme problem.
Fru formand, lige et punkt til dagsordenen. Uden at jeg har mærket det, er vi gået fra dagsordenen til behandling af betænkningen. Jeg har et lille punkt, som måske ikke virker så vigtigt, men jeg ærgrer mig hver dag over det vanvittige papirspild her i bygningen. Der forspildes mange ord her, men også en utrolig mængde papir, og der er overhovedet ikke tale om nogen form for genbrug. I bygningen i Bruxelles er der i det mindste papkasser til de kæmpestore mængder papir, der ikke længere er brug for. I denne ellers så moderne og sofistikeret indrettede bygning har jeg indtil nu ikke set sådan nogle nyttige og slet ikke dyre papkasser, som kan spille en vigtig rolle ved papirgenbrug. Jeg anmoder Dem om at gøre noget ved dette. Jeg tror, at budgettet kan klare, at alle medlemmer får en papkasse til papirgenbrug.
Jeg takker Dem, kære kollega, for dette indlæg, der faktisk ikke indgår i protokollen. Det er dog ikke så alvorligt. Det er imidlertid et indlæg, der bestemt er relevant, og som jeg i dag vil indsende til Kvæstorkollegiet for at undersøge, om vi kan finde en god løsning på det problem, De har rejst. (Protokollen godkendtes)
Fru formand, jeg afventede afstemningen om protokollen for at svare min kollega. De må alle have bemærket, at der på hver affaldsspand er angivet dens funktion, sådan at der f.eks. er spande til papir- og kartonaffald. Vi har således indledt den selektive sortering i Parlamentet i Strasbourg. Betænkning (A5-0066/1999) af Napolitano for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om ændringer af forretningsordenen som følge af den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 vedrørende interne undersøgelser, som foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) Formanden. De Europæiske Socialdemokraters Gruppe og Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe har i henhold til forretningsordenens artikel 112 anmodet mig om at gennemføre en uopsættelig forhandling. Uopsætteligheden er begrundet med, at det er afgørende nødvendigt at overholde de interinstitutionelle forpligtelser angående OLAF, der er gennemført af de øvrige pågældende institutioner.
Fru formand, i går fremsatte jeg på vegne af min egen gruppe og Den Liberale Gruppe og med udtrykkelig støtte fra PPE-DE-gruppen anmodning om uopsættelig forhandling og vedtagelse af den interinstitutionelle aftale om OLAF, en aftale, der blev ratificeret i den foregående valgperiode og var opført på dagsordenen for oktober, og min gruppe og også de øvrige grupper, tror jeg, har forsøgt at fjerne den berettigede tvivl, som nogle af vores kolleger måtte have. Nu er øjeblikket kommet, hvor vi skal påtage os vores ansvar, da Parlamentet har underskrevet, ratificeret, støttet og forhandlet om denne aftale. Jeg har fremsat denne anmodning i henhold til forretningsordenens artikel 112, stk. 2, og artikel 60, stk. 1, fordi det ikke drejer sig om et lovgivningsmæssigt spørgsmål. Det er et forfatningsmæssigt spørgsmål, for så vidt det er en interinstitutionel aftale. Fru formand, jeg beder Dem om at give mig et øjeblik til, for jeg har ikke bedt om ordet til personlige bemærkninger. I går blev jeg angrebet af et medlem af Parlamentet, hr. Dupuis, som betegnede underskriverne af denne anmodning som "hr. Barón Crespos medsammensvorne". Dernæst gjorde han mig den ære at sammenligne mig med en af sine favorithelte. Han sagde, at jeg var stalinist. Jeg mener, fru formand, at vi i Parlamentet skal vise respekt for og tage hensyn til hinanden, og at man ikke skal forveksle ytringsfrihed med systematisk fornærmelse og politisk flabethed. Og jeg, som forsøger at respektere mine kolleger, ønsker at blive behandlet på samme måde. Det eneste, der manglede, var, at hr. Dupuis i bedste stalinistiske ånd kaldte os en samling revisionister. Det var det eneste, der manglede.
Tak, hr. Barón Crespo. Jeg tror, at hr. Dupuis vil få lejlighed til at svare Dem, idet han er indskrevet som taler imod denne anmodning. Hr. Barón Crespo har netop forelagt denne anmodning, og hr. Poettering har bedt mig om at få ordet til fordel for denne anmodning.
Fru formand, det kræver et par bemærkninger. Først kan jeg sige, at kollega Barón Crespo, som jeg ikke vil betegne som en medsammensvoren, men trods alle politiske forskelligheder som en skattet kollega, for så vidt har videregivet tingene korrekt, som jeg mundtligt har sagt til ham, at også vi, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, ønsker, at der stemmes om betænkningen af Napolitano. Det har jeg erklæret mundtligt over for kollega Barón Crespo, men jeg har ikke underskrevet anmodningen, fordi jeg lige før hans opfordring til at underskrive den havde en samtale med en repræsentant for Deres kabinet. Vi har som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater sagt, at vi kan og vil støtte det, hvis problemerne bliver løst nogenlunde i betænkningen af Napolitano, og det ligger sådan lige på grænsen, så vi kan stemme for, selvom vi på ingen måde er helt tilfredse. Vi har sagt, at vi ville afslutte denne kedelige sag i november. Vi holder os udtrykkeligt til det, som vi har sagt. Men det er naturligvis dette Parlaments præsidium, der har ansvaret for, at procedurerne er helt i orden. Vi går ud fra, at uopsætteligheden kan afvikles korrekt på denne måde. På dette grundlag støtter vi afstemningen torsdag, altså i dag, så vi kan få afsluttet dette kedelige spørgsmål i dag. Men vi forventer også, at formalia er i orden.
Tak, hr. Poettering. Ja, jeg tror, at vi, hvis afstemningen finder sted i morgen, fredag, vil få problemer med at samle 314 stemmer sammen. Men ... man ved alligevel aldrig!
Fru formand, jeg tror, hr. Voggenhuber vil tale imod dette forslag. Jeg vil tale om, at denne anmodning er uantagelig i og med, at artikel 112 henviser til artikel 60, der drejer sig om forslag fra Kommissionen og andre lovginvningsmæssige dokumenter. Hr. Barón Crespo har en meget udviklet opfattelse af vores forretningsorden. I går talte han om artikel 60, i dag taler han om artikel 61, det forfatningsmæssige aspekt. De tilstedeværende kan konstatere Strasbourgs righoldige natteliv samt evnen til at udvikle vores forretningsorden. I præmisserne til hr. Napolitanos betænkning henvises der udtrykkeligt til Amsterdam-traktatens artikel 199, og denne artikel handler udtrykkeligt om Parlamentets forretningsorden. Dette er således et ekstra bevis på, at den procedure, hr. Barón Crespo anmodede om i går, intet har at gøre med artikel 112. Jeg beder Dem derfor, fru formand, om ikke at sætte den til afstemning og at betragte hr. Barón Crespos anmodning som uantagelig i henhold til reglerne.
Udmærket, og mange tak, hr. Dupuis. Hr. Dupuis har netop talt om denne anmodnings antagelighed. Hr. Dupuis, De vil ikke blive overrasket over, at jeg har tilbragt en del af natten med at studere dette spørgsmål. Og jeg er kommet til den konklusion, at anmodningen er fuldt ud antagelig i henhold til forretningsordenen. Vi har hørt Deres indlæg. Jeg vil nu give ordet til hr. Voggenhuber, der vil tale imod anmodningen.
Fru formand, jeg beklager, at jeg er nødt til først at modsige Dem efterfølgende. Jeg har helt klart en anden opfattelse. Artikel 112 taler helt entydigt om en forhandling om et forslag, som kræver Parlamentets stillingtagen. Det er helt åbenbart, at der her er tale om en ændring af forretningsordenen. Det handler heller ikke om den interinstitutionelle aftale. Det er ikke den, der er genstand for Napolitanos ændringsforslag. Det drejer sig derimod om en ændring af forretningsordenen, og at dette rent formelt ikke falder ind under artikel 112, er åbenbart. Politisk set er det så vigtigt, fordi Parlamentets forretningsorden skal beskyttes mod ændringer, som sker ad hoc og situativt. Det er en beskyttelse af forretningsordenen, at den ikke hører under artikel 112. Det er vel sådan i alle nationale parlamenter, at forretningsordenen ikke bare kan ændres på grundlag af en øjeblikkelig stemning. Den procedure, der har ført til denne debat og til denne beslutning - også i Udvalget om Forfatningsspørgsmål - er fyldt med brud på forretningsordenen. Man har afvist forslag, som i henhold til forretningsordenen uden tvivl opfyldte de formelle betingelser. Man har undladt at fastsætte frister for ændringsforslag. De store grupper har forsøgt at udvirke dette forslag ved flere gange forsætligt at tilsidesætte forretningsordenen. Det overrasker mig så meget desto mere, som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater ved at nægte det kvalificerede flertal ved den sidste afstemning her i Parlamentet indledte en diskussion, som har gjort det klart for mange medlemmer, at denne interinstitutionelle aftale indebærer en forringelse af Parlamentets rettigheder, en alvorlig forringelse af det frie mandat, en begrænsning af Parlamentets forfatningsmæssige rolle. Det var helt berettiget af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater at sende denne betænkning tilbage i udvalget. Derfor er det uforståeligt set i lyset af de alvorlige forfatningsmæssige problemer, som denne betænkning opstiller, at man nu vælger en sådan fremgangsmåde, som der ikke er dækning for i forretningsordenen. Ingen i dette Parlament - lad os slå det fast - er modstander af at udvide bekæmpelsen af svig, også til at omfatte at OLAF skal have kompetence, hvad angår Parlamentet. Men at Rådet har skudt over målet og har undergravet Parlamentets stilling og åbent stiller spørgsmålstegn ved det frie mandat, at der kan efterforskes mod frie medlemmer af Parlamentet på grundlag af vage retsbegreber - alvorlige forhold - på grundlag af nogle disciplinære bestemmelser, som ikke eksisterer, det har med rette vakt røre i Parlamentet. (Bifald) Fru formand, jeg vil gerne bede Dem være opmærksom på, at denne debat ikke kan afsluttes nu med magt og under brud på forretningsordenen. (Bifald)
Mine kære kolleger, det hele er så klart, som det kan blive. Artikel 112 i vores forretningsorden henviser til artikel 60, stk. 1: "Ved forslag, som Parlamentet høres om, jf. artikel 60, stk. 1, kan ...... forhandlingen erklæres for uopsættelig." Og i artikel 60, stk. 1, er det meget klart præciseret: "forslag fra Kommissionen og andre lovgivningsmæssige dokumenter". Fortolkningsproblemet kommer ind, når vi ser på arten af hr. Napolitanos betænkning. Min opfattelse, og det er det, der er baggrunden for mine overvejelser - men jeg vil spørge hr. Napolitano, om han er enig med mig - er, at hr. Napolitanos betænkning drejer sig om gennemførelsen af et lovgivningsmæssigt dokument, fordi den handler om Europa-Parlamentets og Rådets forordning om undersøgelser, som foretages af OLAF. Idet jeg går ud fra, at hr. Napolitanos betænkning drejer sig om et lovgivningsmæssigt dokument, mener jeg, at vi er inden for artikel 60, stk. 1, som artikel 112 henviser til. Jeg håber at have udtrykt mig tilstrækkeligt klart. Hr. Napolitano, kan De sige mig, om De deler min opfattelse?
Fru formand, jeg er helt enig i den definition, De gav af den opgave, som Udvalget om Forfatningsspørgsmål har fået. Det er en meget præcis og meget afgrænset opgave. Det drejer sig simpelthen om at medtage den interinstitutionelle aftale i vores forretningsorden, og jeg er således enig i det, De sagde om betænkningens karakter.
Mine kære kolleger, vi kan ikke bruge hele formiddagen på dette. Vi har hørt hr. Barón Crespo, der har fremsat anmodningen, og hr. Poettering, der har udtalt sig til fordel for denne. Nu vil jeg gerne høre, om der er en kollega, der ønsker at udtale sig imod denne anmodning. Er det ikke tilfældet, vil jeg sætte forslaget direkte til afstemning. (Forslaget vedtoges) Dette punkt indgår hermed som første punkt på dagsordenen for i dag.
Fru formand, jeg beklager, at jeg må lægge beslag på Deres opmærksomhed et øjeblik. Endnu en bemærkning om dagsordenen. Med den beslutning, som vi nu har truffet, det vil sige at sætte betænkningen af Napolitano på dagsordenen, opstår der et problem for Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender. På dagsordenen står betænkningen af Pirker om Eurodac, en betænkning, som er yderst kontroversiel, og som i går aftes førte til kontroversielle diskussioner i Den Socialdemokratiske Gruppe, som førte til, at jeg i aftes bad ordføreren, hr. Pirker, om at acceptere, at afstemningen udsættes til mødet i Bruxelles. Det var han selvfølgelig ikke indforstået med. Med den beslutning, som Parlamentet nu har truffet, nemlig at sætte betænkningen af Napolitano på dagsordenen, kan det imidlertid forudses, at vi hverken kan færdigdebattere betænkningen af Pirker eller stemme om den i dag. Det ville betyde, at vi ville blive nødt til at stemme om en så vigtig betænkning a) ekstremt kontroversielt og b) med et meget ringe fremmøde af medlemmer. Det er ikke passende for denne betænknings emne. Derfor beder jeg Dem, fru formand, om at sætte mit forslag til afstemning om, at vi på baggrund af denne udgangsposition tager denne betænknig af dagsordenen i dag og udsætter den til decembermødet i Bruxelles.
Kære kolleger, jeg tror, vi hellere nu må høre ordføreren for oprettelse af "Eurodac", hr. Pirker, som har bedt om ordet.
Fru formand, lad mig begynde med at slå fast, at vi allerede har diskuteret betænkningen om Eurodac, det vil sige et system til at kontrollere medlemsstaternes ansvarlighed for asylafviklingen og kampen mod asylmisbrug, i næsten et år, og at vi i foråret i år oplevede, at Socialdemokraterne sammen med De Grønne og andre i sidste sekund lavede en kovending og gik imod at indføre Eurodac, som den gang forelå i form af konventionen og protokollen, selvom de først gik ind for at indføre systemet. Det var indiskutabelt og en provokation, for vi har brug for løsninger. Nu har vi taget hul på debatten i efteråret med en forordning fra Rådet. Vi har diskuteret det længe og udførligt i udvalget, og der er vi i fuld overensstemmelse med socialdemokraterne og de andre med undtagelse af De Grønne, som vil bekæmpe hele systemet, blevet enige om, at vi har brug for Eurodac. Ved afstemningen i udvalget var der ingen ændringsforslag, tværtimod var der fuld enighed med Socialdemokraterne og også med De Liberale, også med alle de andre, om at Eurodac må sættes i kraft. Vi må føre den diskussion og nå frem til en afslutning. Det betyder, at hvis der igen skulle ske det, at der sker det samme som i foråret, at Socialdemokraterne pludselig af uudgrundelige årsager laver en kovending og pludselig stemmer imod Eurodac, så ville de bære det fulde ansvar for, at vi fortsat ikke har noget reguleret europæisk system på asylområdet og ikke noget reguleret system til bekæmpelse af misbrug. Det bærer de alene det politiske ansvar for. (Bifald) Når det nu drejer sig om at diskutere denne betænkning, så beder jeg om, at man sørger for, at vi diskuterer den i dag og også gennemfører afstemningen om denne betænkning i dag. Det må være vores målsætning. Der findes en enkelt undtagelse. Hvis det mod al forventning ikke skulle kunne lykkes, og vores eneste alternativ ville være først at stemme om den i morgen, så ville det være nødvendigt at foretage en afstemning herom i plenum. Jeg vil imidlertid gerne bede Dem sørge for, at vi diskuterer i dag og stemmer i dag, for der er ingen tid at spilde. Vi har brug for et system til en fælles asylprocedure og til misbrugsbekæmpelse i Europa, og jeg har absolut ingen forståelse for partipolitiske spil på bekostning af denne problematik. (Bifald)
formand for Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender. (EN) Dette forslag til Rådets forordning er et vigtigt forslag. Mit udvalg har arbejdet meget hårdt på at forberede Parlamentets svar på dette forslag i tide for den frist, der er fastsat af Rådet, og i tide, for at Rådet vil kunne drøfte det den 2. december. Hvis vi har tid til at drøfte denne betænkning her til formiddag, så må vi stemme om den til frokost. Det vil gøre det muligt for Parlamentet at give sit svar i tide, for at Rådet kan drøfte det. Men hvis vi ikke er i stand til at have denne debat her til formiddag, hvis der er for mange talere, der har bedt om ordet vedrørende Napolitano-betænkningen og Giannakou-betænkningen, så vil jeg støtte hr. Pirkers forslag om, at vi ikke stemmer om sagen i morgen. Det er en alt for vigtig sag til at blive stemt om på en fredag, selvom jeg personligt vil være til stede. Jeg er ikke sikker på, om de, der, som jeg forstår det, har et problem med betænkningen, såsom den franske delegation i Den Socialdemokratiske Gruppe, stadig vil være til stede her i morgen - det kunne vi jo spørge dem om. Men hvis det ikke er muligt at stemme om den i dag, kunne vi så ikke spørge Parlamentets tjenestegrene, om det ville være muligt at få debatten i aften og afstemningen om onsdagen i forbindelse med december-mødeperioden i Bruxelles, således at det er muligt for os at sende resultaterne til Rådet inden torsdag, og kunne vi også bede om kommissærens assistance med at underrette Rådet om denne sag?
Hr. Watson, jeg har fået at vide, at vi på grund af tidsplanen faktisk risikerer at komme i netop den situation, altså, at vi ikke kan stemme om betænkningen i dag. Og i morgen formiddag vil en lang række delegationer ud over de, som De har nævnt, risikere at få problemer. Jeg tror i øvrigt ikke, det drejer sig om den ene eller anden specielle delegation, og det vil jeg gerne understrege.
Fru formand, Kommissionen vil gerne understrege vigtigheden af det instrument, vi lægger frem for Parlamentet. Vi ønsker således med dette at få et så bredt politisk grundlag som muligt. For at overholde tidsplanen sådan, at Rådet kan behandle denne sag den 2. og 3. december, bør afstemningen i Parlamentet ifølge Kommissionens opfattelse finde sted i dag. Sker det ikke, bliver vi nødt til at genforhandle hele tidsplanen med Rådet, og jeg kan ikke sige, hvad der vil blive resultatet af denne forhandling. Det er i øvrigt det mest forstyrrende element i Unionens arbejde: Man kan aldrig forudsige resultatet af en forhandling med Rådet.
Hr. kommissær, hvis vi stemmer om denne betænkning den 1. december, vil det så være tidligt nok?
Fru formand, nu har vi også hørt kommissæren. Det bestyrker mig og os i den opfattelse, at vi må gennemføre afstemningen i dag. Vi har brug for Eurodac. Vi har haft Tampere, vi har haft en klar udtalelse fra Rådets side, vi har hele tiden haft kommissærens fulde støtte. Vi kan ikke tillade os, heller ikke som Parlament i forhold til offentligheden, fortsat bevidst at forsinke sagen. Vi har brug for systemet. Derfor bør vi ændre dagsordenen, så afstemningen finder sted i dag, for ellers vil der opstå uacceptable forsinkelser. Jeg beder Dem derfor holde en afstemning om, om afstemningen skal finde sted i dag, eller om der skal ske en udsættelse. Vi har brug for afstemningen i dag!
Hr. Pirker, jeg tror faktisk, det bedste ville være, hvis vi gik hurtigt videre til betænkningen. Jo hurtigere det sker, jo hurtigere vil vi ikke alene kunne forhandle, men også stemme om denne betænkning. Jeg forstod udmærket kommissærens meddelelse. Fru Giannakou, jeg spørger nu Dem, om De kan acceptere, at jeg foreslår Parlamentet - hvis det går ind på det - at bytte, så vi gennemgår betænkningen af Pirker lige før Deres?
Fru formand, det accepterer jeg, men jeg håber da, at vi også i dag til formiddag kan nå at forhandle min betænkning.
Fru Giannakou, jeg er Dem uendeligt taknemmelig. Det er meget storsindet af Dem. Jeg spørger nu Parlamentet: Er De enige i, at vi forhandler Pirker-betænkningen lige før betænkningen af fru Giannakou? (Parlamentet erklærede sin tilslutning)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0066/1999) af Napolitano for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om ændringer af forretningsordenen som følge af den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 vedrørende interne undersøgelser, som foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).
De skal have tak for Deres henvisning til forretningsordenen, hr. Cappato, selvom vi allerede har drøftet dette emne, og selvom der allerede er blevet truffet en beslutning. Jeg mener ikke, at vi bør genoptage debatten om, hvorvidt forretningsordenen er blevet overholdt eller ej.
Hr. formand, jeg håber, at de ikke særligt mange kolleger, der er blevet her i salen, vil være en smule opmærksomme på denne betænkning. Da dette spørgsmål efter manges mening er meget vanskeligt, er jeg faktisk ked af, at man så ikke på nogen måde følger med i forhandlingen eller i det, jeg nu vil sige på vegne af Udvalget om Forfatningsspørgsmål. Ærede kolleger, det, som jeg vil sige nu, er ret vigtigt, da den tekst, der ikke opnåede det nødvendige kvalificerede flertal under mødeperioden i oktober, er blevet tilført nogle ændringer på initiativ af den største politiske gruppe, som dengang gav udtryk for sine forbehold og stillede krav om en yderligere klarlæggelse. Udvalget om Forfatningsspørgsmål har nemlig godkendt tre ændringsforslag fra hr. Méndez de Vigo, ved hjælp af hvilke man med henblik på den interinstitutionelle aftales gennemførelse i Parlamentet har overladt en særlig rolle til selve Parlamentets formand, som informationerne om parlamentsmedlemmerne skal stiles til. Udvalget har desuden godkendt et ændringsforslag fra hr. Nassauer og hr. Brok, hvor der står følgende - og her læser jeg ændringsforslagets nøjagtige ordlyd op: "Bestemmelserne vedrørende medlemmernes parlamentariske immunitet og ret til at nægte at vidne berøres ikke heraf". Der er således blevet foretaget en yderligere forbedring af den garanti, som allerede er til stede i flere dele af teksten, om den fuldstændige overholdelse af protokollen om privilegier og immuniteter - hvor jeg især gerne vil nævne artikel 10, der er meget præcis og udtømmende - samt af bestemmelserne i forbindelse hermed, der er omhandlet i forretningsordenens artikel 6, som i henhold til retningslinjerne i nævnte protokols artikel fastlægger parlamentsmedlemmernes immunitet endnu mere nøjagtigt. Lad mig derfor sige til de kolleger, der havde givet udtryk for tvivl og bekymring, at de takket være disse ændringsforslag på initiativ af kollegerne fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe kan stemme for denne tekst med større sindsro. Umiddelbart herefter skal jeg dog minde om og gentage, hvilken opgave Udvalget om Forfatningsspørgsmål havde fået - det mindede formand Fontaine også om - og hvad den afgørelse, Parlamentet skal træffe, drejer sig om. Opgaven var og er udelukkende - og det, vi skal træffe afgørelse om, er udelukkende - medtagelsen i vores forretningsorden, det vil sige i vores interne bestemmelser, af den interinstitutionelle aftale, så den kan gennemføres i Parlamentet på baggrund af en udtalelse fra Budgetkontroludvalget, samt ændringen af forretningsordenen ved at indføre en ny artikel 9a, hvorimod der ikke er tale om nogen ændring af den interinstitutionelle aftale. Det vil jeg navnlig gerne minde de kolleger om, som ikke var med i det tidligere Parlament. Jeg befinder mig i samme personlige situation. Den 6. maj sidste år gav Parlamentet sin formand beføjelse til at underskrive denne interinstitutionelle aftale, der blev undertegnet den 25. maj. Jeg respekterer holdningerne hos dem, der - hvad enten de er nyvalgte eller allerede var medlemmer af Parlamentet - giver udtryk for forbehold og bekymring med hensyn til denne aftale, men jeg har i udvalget måttet betragte de ændringsforslag som uantagelige, der havde en tendens til at ændre den interinstitutionelle aftale, som vi ganske enkelt er forpligtede til at gennemføre. Det, De måske anser for at være bekymrende, og det, som De læser, er ikke Parlamentets afgørelse, men det udkast til afgørelse, der er en integreret del af den interinstitutionelle aftale, som allerede blev offentliggjort med fuldstændigt samme ordlyd i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 31. maj i år. Vi har nøjedes med at foretage nogle tekniske tilpasninger for at muliggøre dens behørige gennemførelse i Parlamentet. Ærede kolleger, afslutningsvis vil jeg gerne gøre opmærksom på, at hvis erfaringerne med gennemførelsen af denne interinstitutionelle aftale fører til, at nogle af aspekterne ved den bør drøftes igen med de andre institutioner, vil dette udmærket kunne ske i fremtiden. I dag mener jeg dog, at det er vores pligt ikke at fornægte den underskrift, hvormed vi stadfæstede vores forpligtelse til at gennemføre denne interinstitutionelle aftale.
Hr. formand, der er to spørgsmål, som må besvares i forbindelse med det nye forslag i betænkningen af Napolitano. Det første spørgsmål er, om forslaget er i overensstemmelse med bestemmelserne i Parlamentets og Rådets OLAF-forordning af 25. maj 1999. Det andet spørgsmål er, om forslaget er i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Svaret på det første spørgsmål er et klart ja. Forslaget er i overensstemmelse med forordningen. Det andet spørgsmål er ikke så let at besvare. Hensigten med aftalen var jo, at der også skulle findes en løsning på det såkaldte whistle blower-problem, altså spørgsmålet om, hvad en embedsmand skal gøre, hvis han får kendskab til svig eller mistanke om korruption, men af en eller anden grund ikke ønsker at betro sig til sine overordnede. Vi har sagt, at han i så fald skal kunne henvende sig direkte til OLAF. Denne mulighed udelukkes nu i det foreliggende forslag, når det drejer sig om medlemmer af Parlamentet. Det kan forsvares, fordi medlemmerne er beskyttet på en særlig måde af protokollen om særrettigheder og dispensationer i forbindelse med udøvelsen af deres hverv. Denne beskyttelse er mere vidtgående end f.eks. den beskyttelse, som medlemmer af EU-Kommissionen nyder som følge af denne protokol. Min bekymring er bare, at vi med forslaget om, at embedsmændene skal henvende sig direkte til Parlamentets formand, skaber flere problemer, end vi løser. Det kan jo forventes, at pressen regelmæssigt vil spørge, hvor mange tilfælde der er, og hvad de drejer sig om. Hvis der ikke er nogen, vil det hedde sig, at de har knægtet deres embedsmænd så grundigt, at ingen tør komme frem. Hvis der er nogle, vil man forsøge at slå hvert af disse tilfælde stort op. Derfor tror jeg, det ville have været bedre at følge det oprindelige forslag fra Budgetkontroludvalget i dets udtalelse til Udvalget om Forfatningsspørgsmål, hvor hele dette problemkompleks er taget ud, og det kun er medlemmernes rettigheder og pligter, der reguleres. Så ville vi have haft tid til at overveje andre spørgsmål en gang til i ro og fred. Alligevel mener jeg, at kollega Napolitano under de givne vanskelige betingelser har fremlagt en meget god betænkning, og jeg vil gerne støtte den ved afstemningen i dag.
Hr. formand, jeg har hæftet mig ved det sidste, som ordføreren for udtalelsen, hr. Bösch, sagde. Jeg synes, at han har ret i, at dette er et spørgsmål, som var vanskeligt at implementere i vores forretningsorden, og i, at problemet er endt med at blive løst tilfredsstillende. Der var selvfølgelig nok andre muligheder, men i Parlamentet var der især én ting, som var vigtig: At opfylde de mål, som vi havde fastlagt. Altså at bekæmpe svig, korruption og enhver form for ulovlig aktivitet, som kunne skade Fællesskabets interesser. Men vi er en politisk forsamling, og politikere får - som vi udmærket ved - alle mulige påvirkninger. Vi har forsøgt at undgå, at et konkret og gavnligt politisk mål kunne blive fortolket forkert eller misbrugt. Den diskussion, som vi har haft i Udvalget om Forfatningsspørgsmål om den måde, hvorpå en hvilken som helst ulovlig aktivitet kunne komme til OLAF's kundskab, har efter min mening ført til, at vi har fundet den rigtige metode, for et politisk organ skal have et filter, der undersøger, om de oplysninger rent faktisk er rigtige, og om de tilsidesætter den immunitet eller ytringsfrihed, som medlemmerne af Parlamentet har. Derfor mener jeg, hr. formand, at vi med de ændringsforslag, som vi i Udvalget om Forfatningsspørgsmål har fremsat, opfylder målet om at tilpasse de tre institutioners beslutning til de karaktertræk, der kendetegner vores egen. Tillad mig her især at lykønske to personer. Den ene er formanden for Budgetkontroludvalget, fru Theato, som på en måde er ophavskvinden til OLAF og til hele denne lovgivning, og den anden, som jeg mener er ophavsmand til den eksisterende lovgivning, er hr. Napolitano, som med stor alvor, stor klogskab og især stort gåpåmod har stræbt efter at løse dette vanskelige problem.
Hr. formand, jeg må sige, at jeg fuldt ud respekterer oprigtigheden og lidenskaben hos dem, der er imod denne betænkning. Alvorlige kulturelle problemer har vist sig her i Parlamentet under vores drøftelse af de pågældende spørgsmål. Min gruppe har overvejet det meget nøje, og vi konkluderer, at det er en teknisk ikraftsættelse af den aftale, som Parlamentet har undertegnet om parlamentsmedlemmernes immunitet, og privilegier vil ikke blive afskaffet uden behørig proces. Alle de argumenter, der er tilkendegivet i de forskellige ændringsforslag, er allerede dækket behørigt. Parlamentets billigelse af denne aftale er allerede fem måneder forsinket, og offentligheden vil ikke synes om en yderligere afvisning af, at der gøres fremskridt og af, at der skabes en streng men retfærdig ordning for Parlamentet som for de andre organer.
Hr. formand, mine damer og herrer, hvis vi vedtager denne forretningsorden, bliver det lettere at bekæmpe svig, og Parlamentet inddrages. Det er godt, det har vi kæmpet for. Hvad vi ikke har kæmpet for, og hvad vi på det bestemteste vender os imod, og hvor vi ser en alvorlig trussel mod Parlamentets stilling og det frie mandat, er, hvis der kan indledes undersøgelser mod frit valgte medlemmer, ikke bare ved mistanke, men ved rene formodninger, hvis der oprettes et angiversystem, hvis det ikke længere handler om svig og korruption, men om en generalbemyndigelse til, jeg citerer, "at skride ind i tilfælde at alvorlige forhold i forbindelse med udøvelsen af arbejdsmæssige aktiviteter". Prøv at forestille Dem, at der kan indledes efterforskning mod medlemmer på grund af alvorlige forhold i forbindelse med udøvelsen af arbejdsmæssige aktiviteter - et frit opfundet, udefineret retsbegreb, som er i modstrid med enhver forfatningstradition i alle 15 medlemslande - at der kan indledes undersøgelser, hvis medlemmer ikke opfylder forpligtelser, som er analoge til tjenestemænds og ansattes forpligtelser - en disciplinærret for embedsmænd, som vi ikke har, analoge forpligtelser, som ikke findes! Det er en generalbemyndigelse til en myndighed, som ikke bare udleverer medlemmerne til enhver form for angiveri, men som åbner adgang til et system af angiveri og politisk agitaiton, som er en hån mod et frit mandat og et frit Parlament. Det har intet med bekæmpelse af svig at gøre. Her har Rådet angrebet og skadet kernen i Parlamentets stilling!
Hr. formand, kolleger, på vejen frem til i formiddag er der sket en række procedurefejl, som jeg ikke håber vil blive til ulempe for Parlamentet i forbindelse med eventuelle retssager. Til hr. Corbett vil jeg gerne sige, at et medlem af Europa-Parlamentet aldrig har stået over loven, heller ikke selvom denne forretningsorden ikke bliver ændret som foreslået. Vi er altid underlagt loven og også straffeloven. Det må fastholdes helt klart, uanset vores interne regler her. Det, det drejer sig om her, er den metode, som kontrollerne og undersøgelserne skal gennemføres efter. Her er jeg af den opfattelse, at vi skal være opmærksomme på, at hvert enkelt medlems frihed, også de medlemmer, som tilhører et mindretal, skal være sikret mod pres udefra og indefra, så medlemmet ikke kan få hældt så mange sager i hovedet, at han til sidst får viklet sig sådan ind i dem, at han ikke længere kan forsvare sig. Det er det klassiske princip om mandatets frihed, som man har tilkæmpet sig gennem århundreder, især som beskyttelse mod den udøvende magt. Kun på denne måde er medlemmet i stand til at udøve kontrol. Han skal have ret til at nægte at afgive vidneforklaring, uden modifikationer. Nu står det der, men det udhules til dels af anvendelsesmetoder. Medlemmet kan nemlig kun beholde informationer for sig selv, hvis han denne ret til at nægte at afgive vidneforklaring, og kun hvis det er sådan, kommer folk til ham og fortæller ham noget, hvis de ved, at han ikke skal angive dem. Kun på den måde kan vi varetage den parlamentariske kontrol i forhold til den udøvende magt, og det skal vi ikke ødelægge for os selv ved at skære alle - embedsmænd, den udøvende magt og medlemmer - over én kam i én og samme artikel. Hvis dette bliver vedtaget her i dag, og når bølgerne har lagt sig, bør vi måske bagefter endnu en gang finde kræfter til at undersøge, om vi i forbindelse med et rigtigt mål, altså at inddrage medlemmerne i kontrolmekanismerne, sikrer mandatets frihed og måske kan finde frem til nogle andre formuleringer. Det er ikke muligt, når bølgerne går så højt, som det er tilfældet i disse timer, og jeg vil gerne bede kollegerne erindre dette, når emnet bringes på bane igen.
Hr. formand, jeg vil blot have indføjet i protokollen, at jeg ud over konsekvenserne af denne skandaløse fortolkning af forretningsordenen også har mistet min taletid. Jeg var indskrevet, og jeg havde meget at sige, men efter disse skandaløse manipulationer kan jeg ikke længere komme med mit indlæg.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0059/1999) af Pirker for Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender om forslag til Rådets forordning om oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af asylansøgeres og visse andre udlændinges fingeraftryk (KOM(1999) 260 - C5­0082/1999 - 1999/0116(CNS)).
Hr. formand, jeg taler her ikke kun som ordfører, men også i min funktion som talsmand for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, men i første omgang som ordfører. Mine damer og herrer, jeg har tidligere appelleret til Dem alle om, at vi diskuterer og stemmer om Eurodac i dag, fordi Eurodac er et system, som langt om længe gør det muligt for os at realisere Dublin-konventionen. I denne Dublin-konvention, som blev indgået i 1990, drejer det sig om at konstatere, at en medlemsstat, som er ansvarlig for afvikling af en asylsag, handler ansvarligt. Ansvaret ligger i henhold til denne konvention hos den stat, hvor flygtningen for første gang satte foden på sikker jord. Men det har ikke tidligere været muligt at gennemføre kontrollen, for hidtil har det ikke kunnet lade sig gøre at fastslå identiteten entydigt. Med Eurodac får vi næsten ti år senere et instrument, hvormed der kan foretages en entydig identificering af asylansøgere, men også af illegale indvandrere. Hvad er formålet? Formålet med Eurodac er at gøre det muligt at gennemføre Dublin-konventionen. Formålet med Eurodac er at fastslå entydigt, hvilket land der har ansvaret for at afvikle asylsagen. Formålet med Eurodac er at forhindre dobbeltansøgninger og dermed også at forhindre socialt misbrug, og indirekte virker det som en byrdefordeling. Det er også et væsentligt aspekt. Derfor forpligtes alle medlemsstater med Eurodac til at tage fingeraftryk af alle asylansøgere, alle illegale indvandrere, som fanges i færd med at krydse grænsen, med henblik på at foretage en sammenligning for at se, om der allerede er indgivet asylansøgning et andet sted. Medlemsstaterne har desuden mulighed for at tage fingeraftryk af illegale indvandrere, som antræffes i selve medlemsstaten, med henblik på en sammenligning. Under diskussionen, som har været meget lang, meget god og meget pragmatisk, er der også fundet en løsning. Under afstemningen om Eurodac-systemet i udvalget var der fuld enighed, kun De Grønne var modstandere af systemet som helhed og stillede ændringsforslag, som skulle ødelægge Eurodac-systemet som helhed. De blev forkastet. Der var også fuld enighed med Socialdemokraterne om systemet, og det var vi glade for. Der var stillet ændringsforslag, så alderen blev hævet fra 14 til 18 år, og der blev indført en anteciperet sletning, hvis der opnås flygtningestatus. Det var der flertal for i modstrid med min opfattelse som ordfører. Betænkningen blev samlet set vurderet som positiv og sendt af sted til Parlamentet. Det betyder, at der efter udvalgets opfattelse, med fuld støtte også fra Socialdemokraterne, med Eurodac er skabt et instrument til at sikre en ordnet asylprocedure i Europa og til bekæmpelse af misbrug. Såvidt min funktion som ordfører. Nu taler jeg i min rolle som talsmand for PPE-DE. Jeg protesterer imod, at man fra politiske grupperingers side til stadighed forsøger at fremstille Eurodac som et system, som ikke tjener denne kontrol, men som udgør en kriminalisering, fordi man tager fingeraftryk. Det drejer sig jo ikke om at kriminalisere nogen, men om at holde medlemsstaterne til deres ansvar, deres pligt til at afvikle asylsager, og om at beskytte unge, hvis fingeraftrykkene kan tages fra 14 år. For kun hvis vi ved, at de har denne alder, falder de automatisk ind under FN's konvention om børns rettigheder eller ind under Haag-konventionen og ind under medlemsstaternes beskyttelsesbestemmelser. Det har altså en beskyttende funktion, hvis vi tager fingeraftryk også af unge, og det er i fuld overensstemmelse med alle de konventioner, vi har. De Grønne er imod systemet, og for mig at se er de pragmatiserede realitetsfornægtere og ikke andet! De bærer det fulde ansvar, hvis dette system og en ordnet asylpolitik for Europa lider skibbrud. Lad mig nævne en ting til. Det betragter jeg som særligt vigtigt. Jeg har fra minister Schily - han er indenrigsminister i Tyskland og socialdemokrat - modtaget en indtrængende bøn og appel om at arbejde for dette Eurodac-system, og hermed er ministeren i opposition til sine egne socialdemokrater her i Parlamentet og i opposition til alle de andre, som her forsøger at forhindre dette system. Det er bemærkelsesværdigt, når man som kristdemokrat bliver bedt om at gøre noget mod de venstreorienterede her i Parlamentet. Vi har brug for Eurodac-systemet. Jeg går så varmt ind for det, fordi det bringer os i retning af at gennemføre en fælles asylpolitik for Europa, hvor medlemsstaterne har spillet fallit. Det giver os også et system mod asylmisbrug, mod illegal immigration. Hvis Socialdemokraterne og De Grønne skulle stemme imod Eurodac, så bærer de det fulde ansvar for, at der fortsat finder asylmisbrug og illegal immigration sted.
Hr. formand, kære kolleger, der er dage, hvor éns arbejde falder én let, og der er dage, hvor det er vanskeligt. For mig er det i dag en af de dage, hvor det mest er vanskelige problemer, der skal løses. Problemerne er af to forskellige typer. Der er et politisk problem, som skal reguleres, det er spørgsmålet om, hvordan vi håndterer fingeraftrykssystemet for asylansøgere og illegale indvandrere eller folk, som opholder sig illegalt i landet, som Rådet og myndighederne i Den Europæiske Union kalder dem, og hvordan håndterer vi kollega Pirkers polemik? Jeg vil begynde med det sidste, fordi det logisk nok også er sjovere at diskutere politik i Parlamentet end at beskæftige sig med tørre paragraffer. Hvis der er nogen her, som har skylden for, at vi har så svært ved at nå hinanden i dette spørgsmål, så er det ordføreren. De, hr. Pirker, har med Deres ændringsforslag lige fra starten forsøgt yderligere at skærpe et i forvejen meget omstridt værk, som Rådet har forelagt os. Det kan man ikke bebrejde Dem, det er Deres gode ret politisk, men De kommer til at tage til efterretning, at venstre side af Parlamentet ikke er til for at støtte Deres restriktive projekt, som De ønsker at drive som konservativ østriger! (Bifald fra venstre) Det andet punkt, jeg vil nævne her, er, at når De her giver udtryk for Deres beklagelse over de stakkels socialdemokrater og modsætningerne mellem dem og den tyske regering, så bør De fortælle det hele i den rigtige rækkefølge. Hr. Schily har skrevet et brev til Dem, det har han også skrevet til hr. Nassauer og til mig. Hr. Schily omtalte i sit brev de vanskeligheder, som netop vi som socialdemokrater har tematiseret under denne forhandlingsprocedure, og tog stilling til dem ud fra sin synsvinkel som tysk indenrigsminister. Dette brev er blevet modtaget inden for de seneste dage og har udløst en livlig debat i Den Socialdemokratiske Gruppe, som førte til, at vi bad Dem give os lidt mere tid, så vi kunne uddebattere sagen hos os for derefter at forsøge at arbejde sammen med Dem om en konsensusløsning. Det diskuterede jeg med Dem i går aftes kl. 22.00, men Deres holdning er tydelig, også i Deres tale: Vi har flertallet, vi presser det igennem, og den som ikke er med os, er en pragmatisk realitetsfornægter, som De så smukt udtrykte det! Det er ikke på den måde, vi kan lave en fornuftig asylpolitik i Den Europæiske Union! Den skal nemlig bygges på bred konsensus og ikke på udelukkelse og konfrontation, sådan som De ønsker. Hvad er problemet? Rådet har, hvilket vi har en vis forståelse for i vores gruppe, sagt, at vi i forbindelse med registreringssystemet for asylansøgere har brug for at udvide dette system til at omfatte yderligere målgrupper, og De er kommet med absolut gode argumenter, som også anerkendes hos os. F.eks. beskyttelsesfunktionen over for mindreårige, som sluses illegalt ind, og som her f.eks. skal tvinges til prostitution; at give dem en vis politimæssig og statslig beskyttelse kan ses i sammenhæng med et sådant fingeraftrykssystem. Vores problem er af retsstatslig natur. Bør man ikke adskille den, der som politisk forfulgt påberåber sig en grundlæggende rettighed, som kan indbringes for domstolene, fra den, der f.eks. rejser ulovligt ind eller smugler mennesker ind, eller fra indsmuglede, som er blevet smuglet ind mod deres vilje? Er det ikke nødvendigt at dele denne gruppe personer op? Fordi vi mener, at vi endnu ikke er færdige med denne diskussion, og fordi vi også gerne ville tale med minister Schily om det endnu en gang, bad vi Dem vente 14 dage. Når De nu siger, at der allerede er gået et år, ja så kan det vel ikke komme an på 14 dage fra eller til, hr. Pirker! (Bifald fra venstre) Derfor må jeg sige til Dem, at De med Deres metode skærper debatten her i Parlamentet. Det er ikke noget godt projekt! Jeg spår Dem - idet jeg sætter min lid til Den Liberale Gruppes liberalitet - at De på langt sigt vil lide skibbrud med denne strategi! I dag var De heldig endnu en gang, men på langt sigt vil denne udelukkelsesmetode ikke have succes. Vi er ikke principielt imod Eurodac, vi ville gerne have haft længere tid til drøftelserne. Den har De ikke villet give os. Ansvaret for denne blindgyde er alene Deres!
De Liberale her i Parlamentet er bekymrede over det udkast til protokol, der er fremsat i dette forslag til forordning. Det indebærer en risiko for, at det vil sløre sondringen mellem asylansøgere og andre typer indvandrere. Det indebærer en risiko for, at det vil mindske beskyttelsen af dem, der har brug for den ved fejlagtigt at kanalisere dem gennem normale immigrationsprocedurer i stedet for asylprocedurer. Der er visse "grå retlige områder". En udvidelse af Eurodac til også at omfatte personer, der ikke er asylansøgere, ligger f.eks. utvivlsomt uden for Dublin-konventionens kompetenceområde. Der er en risiko for, at denne protokol og denne forordning er uigennemførlige. Medlemsstaterne vil kun føle et meget lille incitament til at optage fingeraftryk på tredjelandsstatsborgere, som befinder sig illegalt på deres territorium, hvis der er en risiko for, at de kan blive ansvarlige for dem. Endelig er der en vis mangel på klarhed i nogle af de anvendte definitioner såsom 'ulovlig overskridelse', 'ulovligt ophold' m.v. Ikke desto mindre mener vi, at drøftelserne her i Parlamentet og i vores udvalg har været af en sådan art, at vi har fået udarbejdet en god betænkning med støtte fra de fleste politiske grupper, og det lykønsker jeg ordføreren med. De Liberale Demokrater vil støtte denne betænkning. Vi vil ikke støtte ændringsforslag 13 til 20, for selvom vi også er bekymrede, når det gælder om at optage fingeraftryk, mener vi, at forsøget på at stoppe, at der bliver oprettet et register, ikke på realistisk vis vil kunne gøre noget ved de udfordringer, vi står over for. Lad mig sige én ting til hr. Schulz, der rejste spørgsmålet om gavmildhed. Dette er tiden for koldblodighed og gode argumenter. Hr. Schulz kan ikke nægte, at vi står over for en udfordring i Unionen med antallet af ulovlige indvandrere. Vi må finde en måde, hvorpå vi kan tackle dette problem samtidig med, at vi beskytter borgerrettighederne. Vi mener, at denne betænkning når dette, og vi er derfor glade for at give den vores støtte.
Hr. kommissær Prodi, hr. formand, kære kolleger, Eurodac og De Grønnes og Den Europæiske Fri Alliances holdning - efter ordførerens, hr. Pirker, indledning må jeg sige, at jeg er glad for, at de foregående talere behandlede emnet mere nuanceret. Der er mange indvendinger og bemærkninger om bl.a. den manglende sociale og menneskelige dimension i betænkningen. Mange politibetjente og opsporingstjenester bifalder naturligvis denne betænkning, fordi den gør deres arbejde nemmere. Vi er realistiske og benægter derfor ikke, at der finder misbrug sted. Jeg ønsker heller ikke, at De Grønne gøres ansvarlige for den organiserede kriminalitet i verden, for inden længe gøres vi ansvarlige, fordi vi ikke vil gøre noget ved det. Det er løgn. Et hus bygges på et godt fundament. Jeg mener ikke, at betænkningen er et fundament, for den er på nogle områder forkastelig. De indgivne ændringsforslag gør den mere acceptabel og mildere. Vi må ikke glemme, at asylansøgere søger sikkerhed, husly og mad. Udgangspunktet i forslaget er, at asylansøgere er mistænkte personer. Man går ud fra, at de misbruger asylretten. Det er ikke acceptabelt, siger man. Asylansøgere kriminaliseres, men de er ikke kriminelle. Asylansøgerne skubbes ind i en kriminel rolle, men er faktisk ofre. Ofre for situationen i oprindelseslandet. Minimumsnormerne. Den foreslåede kontrolpolitik er kun acceptabel, hvis der i alle stater er minimumsnormer for behandlingen af asylansøgninger. En ansøgning skal behandles lige korrekt og ensartet i alle lande. I øjeblikket er forskellene for store. Asylansøgere vælger naturligvis et land, hvor de håber på anerkendelse, forståelse og menneskelig behandling. Til sidst beskyttelsesforanstaltningerne om personlige oplysninger. De finder ikke anvendelse på flygtninge. Denne diskrimination bidrager også til kriminalisering. Ved efterforskningen af den organiserede kriminalitet er det nødvendigt at have fuld klarhed om identiteten for at kunne opspore forbrydere og hjælpe ofrene. Alle midler skal sættes ind for at stoppe den organiserede kriminalitet. Fingeraftryk er et hjælpemiddel hertil. Asylansøgere søger sikkerhed og beskyttelse og ønsker ikke, at deres navne udstilles i hele Europa. Måske kan der i fremtiden finde en debat sted om fingeraftrykkenes rolle.
Hr. formand, i vores gruppe oplever vi Eurodac som et voldsomt skred i forhold til Dublin-konventionen. Det foreslås nu, at også illegale indvandrere helt ned til 14 år skal være omfattet af ordningen, mens Dublin-konventionen jo alene beskæftiger sig med asylsøgere. Eurodac er efter vores opfattelse ikke en nødvendig forudsætning for, at Dublin-konventionen kan virke. Den giver bare øgede kontrolmuligheder til myndighederne, og i enhver retsstat må det være nødvendigt, at man beskæftiger sig meget seriøst med balancen mellem kontrol og den enkeltes rettigheder. Det er helt afgørende. Så lad det være slået fast med det samme, at vores gruppe er imod Eurodac. Vi håber, at Parlamentet endnu en gang vil sætte hælene i over for dette frontale angreb på FN's flygtningekonvention, på børnekonventionen og på retssikkerheden for tredjelandsborgere, som befinder sig inden for Unionens grænser. At tage fingeraftryk af mennesker, alene fordi de ikke er statsborgere i en medlemsstat, er en generel kriminalisering af udenlandske statsborgere. At blande indvandrere og asylsøgere sammen i et fingeraftryksregister er et brud med den grundlæggende idé i FN's flygtningekonvention. Asylsøgere har ret til at bede om beskyttelse. Det er ikke kriminelt at bede om asyl. Dublin-konventionen beskæftiger sig jo også alene med første asylland. Hvis der skal opbygges et fingeraftryksregister, ønsker vi, at asylsøgere under ingen omstændigheder blandes sammen med hverken legale eller illegale indvandrere, og vi vil foreslå, at der i et sådant system alene tages fingeraftryk af personer, der er dømt for at have begået en kriminel handling. Det foreslås, at 14-årige skal have taget deres fingeraftryk, som opbevares i et register. Vi mener, at det er et brud med børnekonventionen, som forpligter os til at beskytte børn, og som anbefaler en generel aldersgrænse mellem barn og voksen på 18 år. Hvis der skal opbygges et register, så ønsker vi, at man alene kan tage fingeraftryk af personer, der er fyldt 18 år. Fingeraftryk er noget, man tager af kriminelle, og selv kriminelle har ret til beskyttelse. Det er alt for uklart, efter hvilke regler man vil slette, og efter hvilke regler man vil videregive informationer i Rådets udspil. Hvis der skal opbygges et register, så foreslår vi, at den registrerede kan slettes, så snart vedkommende har fået opholdstilladelse i en medlemsstat. Lad mig gentage det endnu en gang: Vi er imod Eurodac. Vi anser det her udspil for at være en kampesten i muren omkring Fort Europa. Den mur, som vi ønsker, skal brydes ned.
Jeg kan i det væsentlige tilslutte mig det, som Pernille Frahm lige har sagt, og vi vil også støtte hendes ændringsforslag, der dog trods alt mildner denne katastrofale retsakt, som er under behandling, i øvrigt uden nogen større retsvirkning, eftersom det er en simpel høring. Jeg har to punkter. For det første har jeg nogle spørgsmål til kommissæren. Det fremgår jo af protokol nr. 5 til Amsterdam-traktaten om Danmarks stilling, at afsnit IV i traktaten ikke er gældende for Danmark, men det fremgår ikke af forordningsforslaget. Jeg vil gerne have forklaringen herpå, og henstiller, at det kommer med. Dernæst vil jeg spørge kommissæren, om dette skal ses i forbindelse med det, der er omhandlet i artikel 5 i den omtalte protokol, nemlig en udbygning af Schengen-reglerne. I så fald er der en bestemt procedure for, hvordan Danmark bliver lempet ind i systemet. Er det denne regel, der skal følges, eller er det andre regler? Og endelig: Hvis det er denne regel eller andre regler, hvad er så konsekvenserne af en dansk tilslutning? Er det, at EU-myndighedernes, herunder EU-Domstolens, afgørelser er bindende for Danmark? Det andet punkt er det vigtigste. Det er det principielle. Dette forslag er - som Pernille Frahm rigtigt sagde det - en udbygning af Fort Europa. Det er effektiv forsvarsmekanisme, og det, man etablerer, er den fuldstændige og konsekvente retsløshed for en stor gruppe af mennesker, nemlig asylsøgere, og en gruppe andre udlændinge, uden at man i øvrigt har sondret. Der er ingen elementære retssikkerhedsregler om registreringsproceduren og om adgang til videregivelse af disse oplysninger, som medlemsstaterne og Kommissionen råder over. Jeg vil sige, at det er det mest repressive system, vi har oplevet i Europa i dette århundrede, i hvert fald ud fra nordisk retstradition, og vi har oplevet ikke så lidt endda. Og det interessante og uhyggelige er, at det er pakket ind i verbale fraser, som ville få afdøde propagandaminister Goebbels til at blegne af misundelse. Mine damer og herrer, jeg minder om, at denne totale retsløshed etableres i medfør af bestemmelser i traktaten, der omhandler og proklamerer et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed og sikrer den frie bevægelighed. Ja tak, der er tale om det stik modsatte, og for at det ikke skal være løgn med kosmetikken, så lægger man i betænkningen af hr. Pirker også vægt på, at begrebet udlænding - det er det eneste reelle ændringsforslag, der er stillet - skal erstattes med begrebet tredjelandsborger. Er begrundelsen den, at begrebet udlænding har en negativ biklang? Det er ikke så vigtigt, hvad realiteterne er, det vigtige er indpakningen. Velbekomme, siger jeg!
Hr. formand, mit eget lille land tæller alene i år ca. 35.000-40.000 asylansøgere. Dertil kommer de titusinder af asylansøgere fra de forløbne år, der stadigvæk venter på, at deres ansøgninger behandles. Endvidere er der stadigvæk omkring 150.000 udlændinge, der opholder sig ulovligt i mit lille land, hvilket betyder, at det foreliggende problem faktisk ikke kan overvurderes. Vi går derfor helt ind for oprettelsen af Eurodac-databanken for fingeraftryk. Vi vedtager gerne betænkningen af hr. Pirker, og jeg anmoder ordføreren om at betragte den efterfølgende kritik som perifer kritik af en god betænkning, der er et skridt i den rigtige retning. For det må være klart, at Eurodac-oplysningerne ikke kun skal bruges til at fastsætte, hvilken medlemsstat der skal behandle en bestemt asylansøgersag, men at de især skal vanskeliggøre eller umuliggøre asylbedrageri i fremtiden. Jeg beklager derfor, at Parlamentet i forskellige ændringsforslag gør de allerede svage og mådeholdne forslag fra Rådet endnu svagere. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor både Rådet og Parlamentet er meget mildere over for udlændinge, der opholder sig ulovligt i en medlemsstat, end over for asylansøgere. Fingeraftryk fra udlændinge, der tager ulovligt ophold, må ikke bevares i 10 år, men kun i 2 år. De må heller ikke sammenlignes indbyrdes - man spørger sig selv hvorfor - og må kun sammenlignes med nye asylansøgninger inden for en periode af 2 år. Jeg er bange for, at det viser, at der er nogle, som mener, at Eurodac-systemet måske ikke eksklusivt, men i hvert fald i høj grad, skal bruges inden for EU til at gøre det klart for medlemsstaterne, at de selv skal betale for asylbedrageri og udlændinge, der opholder sig ulovligt, i stedet for at umuliggøre dette bedrageri. Til sidst sætter jeg et stort spørgsmålstegn ved, at det åbenbart er en af Kommissionens tjenester, som skal forvalte systemet. Jeg mener, at det bedre kan varetages af en europæisk politiinstitution, f.eks. Europol.
Hr. formand, jeg vil gøre Dem opmærksom på, at der i denne bygning er mødelokaler uden skærme. Og når der er plenarmøde og møder på samme tid, ville det være godt, at alle lokaler havde skærme, hvis det ikke er meget vanskeligt. Hr. formand, vores gruppe er meget i tvivl, og med god grund, hvad angår den betænkning om Eurodac, som er blevet forelagt. Vi har allerede én gang afvist en betænkning, hvori det på en uklar måde og uvist af hvilken årsag krævedes, at der skulle tages fingeraftryk af illegale indvandrere, som kommer ind i Den Europæiske Union. Vi har et nyt forslag, denne gang fra Kommissionen, som betyder store fremskridt. I dette nye forslag står der, at der udelukkende skal tages fingeraftryk af illegale indvandrere - for der er tale om, at det eksisterende Eurodac-program udvides til at omfatte illegale indvandrere - for at gennemføre Dublin-konventionen, altså udelukkende for at finde ud af, om disse indvandrere har ansøgt om asyl i en af Den Europæiske Unions medlemsstater. Vi er ikke imod denne idé, tværtimod. Vi er ikke imod, at det kan blive klarlagt, hvorvidt der er en medlemsstat, som er ansvarlig for sagsbehandlingen, hvis det viser sig, at en person har søgt asyl. Men vi er meget i tvivl med hensyn til det store antal fingeraftryk - for jeg tror, at det bliver et stort antal - der skal tages af personer, som illegalt har krydset grænsen, eller som opholder sig illegalt i en medlemsstat. Derfor mener vi, at der er brug for nogen tid til at gennemføre den foreslåede udvidelse af Eurodac-systemet. Men én ting er vi sikre på, og det er, at det ikke skal anvendes på mindreårige. Og på det område vil vi stå fast. Vi vil forlange, at dette system kun anvendes på myndige, for mindreårige kræver andre lovbestemmelser, hvis de ikke ledsages af nogen. Og hvis de er sammen med familien, vil familien være omfattet af systemet.
Tak, fru Terrón i Cusí. Vi noterer os Deres anmodning. Der er ingen tvivl om, at en intelligent bygning skal vise sin intelligens på alle områder.
Hr. formand, hele princippet med at tage asylansøgeres fingeraftryk er efter min mening utåleligt. Det er rent faktisk at kriminalisere ofre, folk, der søger asyl og et opholdssted. Vores prioritet burde snarere være at forbedre asylansøgernes situation i medlemsstaterne. I mit eget land er situationen for asylansøgere for nærværende fuldstændig utålelig. Så sent som i denne uge har justitsministeren bebudet, at han vil retsforfølge taxachauffører, der kører med illegale indvandrere. Det, vi dybest set er i færd med at gøre, er at fremme hele den fremmedhadske holdning, der hersker, og gøre folk, der allerede er ofre, til ofre. Betænkningen forsøger at få protokollen til at lyde mindre truende, men princippet er nøjagtig det samme. Vi kriminaliserer ofrene. Fingeraftryk er noget, man normalt tager af kriminelle under mistanke, men kriminelle under mistanke har i det mindste den fordel, at de har ret til en advokat, og de kender deres rettigheder. Disse mennesker kender ikke deres rettigheder, og de har ej heller ret til en advokat. Protokollen siger ikke noget om, hvor og hvordan fingeraftrykkene skal tages. Vil det være ved indrejsen til et land, inden grænsen overskrides? Hvis dette er tilfældet, betyder det så, at alle kan stoppes hvor som helst? Dette er dybest set i overensstemmelse med Dublin-konventionen. Den blev til i al hemmelighed, bag lukkede døre, og det foregik desværre i mit eget land - hvilket jeg er meget ked af. Den fremmer dybest set hele idéen om et Europa-fort, der holder de såkaldte uønskede ude, hvorimod vi burde se på, hvorfor folk søger asyl, og ikke gøre dem til ofre. En af forbedringerne, der sigtes til her, er omkring alderen. Idéen er, at registrering af fingeraftryk af 14-årige børn er komplet uacceptabel. Men selv når de er 18 eller 21 er det uacceptabelt, for disse mennesker er ikke kriminelle. De forudsætter, at de er det. Hele princippet om retten til formodet uskyld, indtil det modsatte er bevist, synes man at lade hånt om her. Holdningen til asylansøgere i Den Europæiske Union må ændres. Det, vi gør her, er at fremme det fremmedhad, der er ved at vokse frem i alle medlemsstaterne i Den Europæiske Union. Det er en tragedie.
Hr. formand, Eurodac-forslaget viser det liberale EU's sande ansigt. En fæstning af mistænksomhed og politiundertrykkelse rejst imod de forfulgte her på Jorden. Den elektroniske registrering af fingeraftryk er en krænkelse af den individuelle frihed. Den behandler systematisk asylansøgere som mistænkte. Den sætter spørgsmålstegn ved ukrænkeligheden af de dokumenter, der ligger hos de institutioner, der skal undersøge deres ansøgning. Den krænker den juridiske beskyttelse, flygtninge har krav på. Da den endda gælder for unge på 14 år, krænker den den internationale erklæring om børns rettigheder og især dens artikel 10. Hvem her ville vove at tage fingeraftryk af en knægt på 14 år? Eurodac-forslaget kriminaliserer indvandrere, der opholder sig i et land uden papirer, uden regler, ofte på grund af forskelle i lovene i de forskellige lande. Grundlæggende krænker det alle internationale konventioner, der beskytter menneskerettighederne. Med dette forslag gør Fort Europa sig skyldig i ikke at hjælpe flygtninge, der er i fare. Er det så underligt for et liberalt EU, der forsyner diktaturet i Ankara med kamphelikoptere samtidig med, at den afviser de kurdiske flygtninge? Eurodac må absolut forkastes.
Ordføreren sagde i sin indledning, at formålet er at implementere Dublin-konventionen og etablere et fingeraftrykssystem. Min gruppe er principielt enig i dette, men vi ønsker nogle sikkerhedsforanstaltninger. Hr. Pirker sagde også, at det var formålet at sikre, at der ikke forekommer nogen sociale misbrug af systemet. Min gruppe er også enig i dette, men vi ønsker at sikre os dette, og derfor er sikkerhedsforanstaltninger nødvendige for at sikre, at der heller ikke finder nogen misbrug sted fra myndighedernes side. Jeg mener, at der er nogen i højre side af Parlamentet her, der ønsker at skabe uklarhed og ikke lave nogen sondring mellem asylansøgere og ulovlige indvandrere, tredjelandsstatsborgere. Jeg stejler ved anvendelsen af 'fremmed', eller det ord, der blev anvendt i oversættelsen af den engelske tekst. På engelsk betyder ordet 'aliens' folk fra en anden planet, og hvis jeg skal være helt ærlig, har vi ikke mange problemer med det lige nu. Der synes imidlertid at være medlemmer af Parlamentet, der ikke har sympati for nogen af grupperne - og hvis de var fremmede fra en anden planet, ville de sikkert heller ikke føle nogen særlig sympati for dem. De sikkerhedsforanstaltninger og ændringsforslag, vi anmoder om, skal sikre, at alle data, der indsamles, bliver behandlet ordentligt, og at de indsamlede data slettes, når folk får tildelt asyl eller opnår opholdstilladelse. Hvad aldersgrænsen angår, er det undertiden meget vanskeligt at se, hvor gammel et ungt menneske er, men der synes at være enighed om, at 18 er et godt kompromis. Fru McKenna udtalte i sit lidenskabelige indlæg for lidt siden, at vi må sikre, at asylansøgere og andre ikke behandles som kriminelle. Vi ønsker helt bestemt at sikre, at dette nye system anvendes til at hjælpe de mest sårbare i vores samfund. Jeg accepterer, hvilket jeg er sikker på, at vi alle må gøre, at folk ikke forlader deres hjem og familie og rejser halvvejs gennem Europa tusinder af mil væk, uden at de har en grund til det. De gør det ikke blot ved en pludselig indskydelse. De gør det af en egentlig grund, og vi må acceptere og respektere, at de har behov for støtte, og at de har behov for hjælp og bistand. Jeg håber - og jeg er sikker på, at kommissæren lytter - at vi kan sikre, at dette system, når det er i fuld drift, anvendes positivt, humant og med betydelig medfølelse for at hjælpe og støtte de mest sårbare i vores samfund.
Jeg vil starte med at sige til de ærede medlemmer, at Eurodac-forordningen efter Kommissionens mening er medvirkende til implementeringen af Dublin-konventionen, der fastslår, hvilke medlemsstater der er ansvarlige for behandlingen af en asylansøgning indgivet til en af medlemsstaterne. Det Europæiske Råd har ved sit møde i Tampere anmodet om en hurtig fuldførelse af arbejdet med Eurodac, og Kommissionen finder rent faktisk, at Eurodac er et vigtigt instrument. Hvis regeringer og borgere kan have tillid til, at vi råder over effektive foranstaltninger til at afgøre, hvilken stat der er ansvarlig for at behandle en asylansøgning, og til at tackle problemet med mange asylansøgninger, vil det gøre vores opgave nemmere med at udvikle høje og retfærdige asylstandarder. Når Eurodac-forordningen først er vedtaget, vil det være op til Rådet at gøre lignende fremskridt med andre asylinstrumenter. Jeg vil selv om kort tid afsløre et forslag om et retsgrundlag for Den Europæiske Flygtningefond. Den vil sørge for økonomisk bistand fra fællesskabsbudgettet til modtagelse og integration af flygtninge, hjemstavnsfordrevne og asylansøgere og til deres frivillige tilbagevenden til hjemlandet. Det er et relevant instrument, der kan give Unionens asylpolitik en menneskelig dimension, som et af medlemmerne her i salen efterlyste for et øjeblik siden. Jeg vil ligeledes fremsætte et forslag om et instrument til asylprocedurer, efter at vi har modtaget Parlamentets udtalelse om vores arbejdspapir om fælles standarder for asylprocedurer. Jeg vil også komme med et nyt forslag om midlertidig beskyttelse, der vil være baseret på vores erfaringer under Kosovo-krisen. Fremskridtet med Eurodac-forordningen bør ledsages af reelle fremskridt inden for andre områder, således at vi gradvist kan nå vores mål om at skabe et fælles europæisk asylsystem. Et forslag, der indeholder bestemmelser om systematisk optagelse af fingeraftryk for asylansøgere og visse andre kategorier af tredjelandsstatsborgere, rejser helt klart følsomme og vanskelige spørgsmål. Vi bør derfor sikre de højeste standarder for fair og gennemsigtig behandling for alle dem, der berøres af forordningen. Navnlig er det nødvendigt med de strengeste databeskyttelsesstandarder. Da vi omdannede Eurodac-konventionen og -protokollen til en fællesskabsforordning, ændrede vi den også for at bringe den i fuld overensstemmelse med fællesskabslovgivningen om databeskyttelse, herunder artikel 286 i den nye traktat om databeskyttelsesforanstaltninger for fællesskabsinstitutionerne. Det er op til den myndighed, der nævnes i artikel 286, at sikre en hensigtsmæssig og passende anvendelse af disse data og af fællesskabsbestemmelserne. Vi indførte også nye bestemmelser om overvågning og evaluering, hvorunder Kommissionen regelmæssigt vil aflægge beretning til Parlamentet og Rådet om Eurodacs konkrete måde at fungere på. Jeg er Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender og dets ordfører, hr. Pirker, taknemmelig for betænkningen om Eurodac-forordningen. Betænkningen indeholder en række nyttige ændringsforslag, som jeg tror vil hjælpe os med at forbedre forordningsteksten. Kommissionen kan acceptere ændringsforslag 1 om at undgå betegnelsen 'udlænding' og i stedet anvende betegnelsen tredjelandsstatsborger, selvom vi må gøre det klart, at forordningen også gælder for statsløse. Vi kan også acceptere ændringsforslag 2 til titlen, der indfører en henvisning til Dublin-konventionen. Vi kan også gå ind for princippet i ændringsforslag 6, der gør det klart, at der kun foreligger en autentisk overensstemmelse, hvis fingeraftrykkene er identiske, og ikke, hvis de bare ligner hinanden, og vi kan også acceptere princippet i ændringsforslag 12, der har til formål at gøre det klart, at data aldrig må sendes til en asylansøgers oprindelsesland eller anvendes inden for en medlemsstat til et ikkebeslægtet formål. Jeg vil benytte mig af denne lejlighed til at forsikre fru Terrón i Cusí om, at ulovlige indvandreres fingeraftryk kun anvendes til Dublin-konventionens særlige formål - hvilket er til analyse - hvis de har ansøgt om asyl i en anden medlemsstat. De to spørgsmål, der har optaget Parlamentet mest, er minimumsaldersgrænsen for optagelse af fingeraftryk og reglerne om slettelse af data fra den centrale database. Hvad minimumsaldersgrænsen angår, er det min tilgang, at vi holder os til det kompromis om en minimumsaldersgrænse på 14 år, som er blevet nået under tidligere forhandlinger, men at vi accepterer Deres ændringsforslag, der gør det klart, at optagelse af fingeraftryk skal ske i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonvention og FN-konventionen om barnets rettigheder. Befolkningsbevægelser bestående af folk, der søger beskyttelse, omfatter desværre også mindreårige. Vi må sikre, at vores foranstaltninger til fastslåelse af ansvaret for asylansøgninger tager højde for dette. Desuden var aldersgrænsen på 14 år et kompromis, der blev nået efter vanskelige forhandlinger. Jeg ønsker ikke at tage dette op til fornyet drøftelse og risikere at ende med en endnu mindre acceptabel løsning. Hvad angår reglerne om slettelse af data, indeholder de ændringsforslag, der er godkendt af Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, bestemmelser om slettelse af data, så snart en person, der er omfattet af forordningen, har opnået juridisk status. Jeg kan acceptere dette i relation til folk, der bliver pågrebet i færd med ulovligt at krydse den ydre grænse til Den Europæiske Union, og som får optaget fingeraftryk i henhold til artikel 8 i forordningen. Det er nemlig intentionen bag den nuværende tekst, at disse data skal slettes, så snart den pågældende opnår en eller anden form for opholdstilladelse. Det vil også gælde for personer, der er blevet godkendt som flygtninge eller er under en lignende form for beskyttelse. Jeg kan ikke gå lige så langt i relation til data om asylansøgere, men jeg kan acceptere nogle af de ændringsforslag, der er blevet fremsat. Hvis vi skulle slette alle data om asylansøgere, så snart de var blevet tildelt en eller anden form for juridisk status, ville Eurodac ikke længere dække situationer, hvor en asylansøger bliver tildelt ophold i en anden egenskab for et begrænset tidsrum, og hvor denne herefter bevæger sig til en anden medlemsstat og søger om asyl dér. Men jeg kan acceptere det ændringsforslag, der fastslår, at data om asylansøgere skal slettes, når de pågældende er anerkendt som flygtninge. Nogle medlemsstater finder, at der opstår et problem, hvis folk, der er blevet anerkendt som flygtninge i én medlemsstat, rejser til en anden medlemsstat og ansøger om asyl dér. De har derfor talt for, at data om anerkendte flygtninge bør blokeres i den centrale enhed, således at der kan indsamles statistiske data til måling af fænomenets størrelsesorden. Jeg mener, at vi bør vælge en anden tilgang her. Hvis folk, der er blevet anerkendt som flygtninge i én medlemsstat, søger asyl i en anden medlemsstat, skyldes dette sandsynligvis, at flygtninge ikke har ret til at tage bopæl i andre medlemsstater end den, hvor de er anerkendt som flygtninge. Vi bør søge at afhjælpe dette ved at omfatte flygtninge i et instrument, der definerer de omstændigheder, hvorunder en tredjelandsstatsborger, der har opholdstilladelse i én medlemsstat, kan slå sig ned i en anden medlemsstat. Jeg er derfor enig i, at vi nu bør bestemme, at data om anerkendte flygtninge bør slettes fra Eurodac. Endelig vil forordningen ikke gælde for Danmark. Dette er et direkte resultat af Danmarks protokol til traktaten. Kommissionen finder ikke, at Eurodac er en foranstaltning, der bygger på resultaterne af Schengen i henhold til artikel B i den danske protokol. Vi forstår, at Danmark måske ikke desto mindre måtte ønske at deltage i Eurodac, men vi mangler stadig at fastslå, hvilken retlig ordning der kan vedtages i det tilfælde. De ændringsforslag, som jeg foreslår at acceptere, vil styrke forordningsteksten, og jeg er Parlamentet taknemmelig for det vigtige bidrag, det har ydet.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0063/1999) af Giannakou-Koutsikou for Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om Den Europæiske Unions handlingsplan for bekæmpelse af narkotikamisbrug (2000-2004) (KOM(1999) 239 - C5-0093/1999 - 1999/2095(COS)).
rer. (EL) Hr. formand, denne forhandling sker på foranledning af Parlamentets meddelelse om Europa-Kommissionens program for bekæmpelse af narkotikamisbrug 2000-2004. Dette program kommer selvfølgelig ikke til at give nogen magisk opskrift på løsningen af narkotikamisbrugsproblemet. Men den forhandling, som foregår i dag, kan forstærke parlamentsmedlemmernes bevidsthed om den voldsomme trussel, som narkotika udgør, gennem virkelige og ikke imaginære data. Den kan også bidrage til, at vi opnår kortsigtede såvel som langsigtede forbedringer af den nuværende kritiske situation. Jeg siger det ligeud, hr. formand, at vi går ind for, at vi er enige i Kommissionens program, men vi må udtrykke visse betænkeligheder, nemlig de samme betænkeligheder, som Kommissionen selv udtrykker i forbindelse med mangelen på en vurdering af programmerne og den generelle utilstrækkelighed i forhold til den eksisterende virkelige trussel. I løbet af de sidste 15 år, hr. formand, har narkotika ikke kun udgjort en generel trussel, der er ikke kun sket en stigning af de syntetiske narkotiske stoffer samt indførelsen af kokain i Europa. I den samme periode er heroin stadig det største problem, men narkotika udgør nu en bevidst trussel, som stammer fra den organiserede kriminalitets forbindelse med narkohandel, våbenhandel og handel med atomare materialer samt fremkomsten af nye, kriminelle organisationer, som kommer fra de central- og østeuropæiske lande. Desværre hjælper kommunikationsmidlerne og informationssamfundet også narkohandlen. Som alle har forstået, så kan en entydig løsning ikke give svar på det store problem. Det er vigtigt, at vi forstår, at vi for at forsøge at opnå en forebyggelse på langt sigt må føre politikker såsom bekæmpelse af narkohandel, terapi, rehabilitering af narkotikamisbrugere, så vi på et tidspunkt kan sørge for, at forebyggelsen lykkes eller i det mindste hjælpe til, at situationen stabiliseres. Derfor er det forslag, som Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender har fremlagt, altså ganske tydeligt. Vi må konstatere, at det er nødvendigt med en forstærket politisk vilje, hr. formand, og forstærket politisk vilje betyder, at vi erklærer narkoen og narkohandlerne krig, og det skal foregå uden kompromiser. For det andet kan vi konstatere en svaghed i en egentlig koordinering, og det betyder, at det portugisiske formandskab under alle omstændigheder må tage initiativ til at skabe et råd, der overskrider søjlerne, og som skal træde sammen mindst en gang om året for at koordinere alle aktionerne inden for Unionen, og det skal desuden fremme den internationale koordinering. Det er nødvendigt med en fuld og rigtig anvendelse af FN's og det særlige topmødes beslutninger, og det er nødvendigt, hr. formand og hr. kommissær, med en særlig klausul mod narko, som skal indgå i alle aftaler med tredjelande. En klausul, som respekteres på samme niveau, og som befinder sig på samme niveau som klausulen om menneskerettighederne. Hvis denne politiske vilje ikke bliver forstærket, og hvis der ikke tages tilsvarende initiativer, hvis der ikke føres en generelt holistisk politik på europæisk og globalt plan, kan vi ikke forvente resultater. Den nuværende opblussen af narkotikamisbrug kan ikke kun udelukkende forklares gennem nutidens økonomiske og sociale virkelighed eller kun gennem forældrenes dårlige forbilleder eller gennem fjernsynet. Problemet er meget mere sammensat, meget mere udbredt. Enhver entydig løsning eller enhver løsning af administrativ karakter, som ikke ser på dette reelle sundhedsproblem i sin fulde udstrækning og på de lægelige sider af problemet, vil være en alvorlig fejltagelse. Den organiserede kriminalitet, hr. formand og hr. kommissær, foregår i et højere tempo end dens forfølgere. Det er altså nødvendigt på politisk plan at forstærke denne sag. Narkotikamisbrug bør være et emne, som inkorporeres i enhver ført politik. Det er ikke kun en politik, der vedrører sundhedsministre. Det er ikke kun en politik, der vedrører justitsministre. Det er et kæmpe politisk problem, hvis De husker på, at det faktisk repræsenterer eller har forbindelse med 80% af kriminaliteten på internationalt plan, og at 50% af anholdelserne i hele Europa udelukkende har forbindelse med handel og transport af narko. Hvis ikke topmødet - for vi mener, at topmødet direkte bør beskæftige sig med dette spørgsmål - forstår, at det er et større politisk problem med kæmpe implikationer for fremtiden, og at den manglende evne til at behandle det mangesidet, som det sig bør, er begyndt at blive mere og mere tydelig, hvilket også resulterer i frustrationer på befolkningsniveau, så vil vi ikke inden for et passende tidsrum kunne stabilisere situationen. For, hr. formand, vi kommer til at leve med narkotikamisbrug i mange år endnu. Det er vigtigt, at vi forbedrer indikatorerne, at vi forbedrer de spørgsmål, som har forbindelse med den offentlige sundhed, og at vi giver et større antal borgere mulighed for at blive bevidst om truslens størrelse og derfor kæmpe imod.
Hr. formand, Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi har behandlet Unionens handlingsplan for bekæmpelse af narkotikamisbrug. Jeg vil endnu en gang understrege, at udvalget har stor respekt for handlingsplanen. Bekæmpelse af narkotikamisbrug er nødvendigt, og det er meget vigtigt at dæmme op for efterspørgslen. Mange medlemmer af Industriudvalget mener endvidere, at bekæmpelsen af afhængighed ikke kan gennemføres uden respekt for narkomanerne, men Industriudvalget ser det ikke som sin opgave at komme nærmere ind på dette. Vores holdning begrænser sig derfor til Industriudvalgets centrale emner, som er handel og forskning. Vedrørende den eksterne handel er Industriudvalget klar over, at handelspolitikken kun kan yde et begrænset bidrag til bekæmpelsen af narkotika. Begrænsning af fattigdom i de producerende lande er et vigtigt led i narkotikabekæmpelsen. Til det formål skal der indsættes handelsinstrumenter, men også andre støtteprogrammer. Industriudvalget er naturligvis også klar over, at narkotika er et kontroversielt emne i EU og Parlamentet. Der er faktisk ikke en europæisk politik. Medlemsstaterne har forskellige politikker, og FN har en multilateral strategi. Netop på grund af denne kontrovers mener Industriudvalget, at der ved hjælp af en uafhængig undersøgelse kan gøres fremskridt. Undersøgelsen skal vise, hvilke strategier og programmer der har haft succes. På grundlag af disse resultater kan vi måske komme hinandens standpunkter nærmere. Ét af stridsspørgsmålene er den fremgangsmåde, som er aftalt i FN-regi. Der er mange, der mener, at denne fremgangsmåde er for hård. Andre mener netop, at bekæmpelsen ikke kan være hård nok. Bekæmpelsen af narkotika er en krig. Industriudvalget konkluderer, at de generelle principper i FN's fremgangsmåde er omstridte, men politikken er det endnu mere. Derfor slår Industriudvalget til lyd for en udførlig evaluering af den multilaterale politik og de underliggende aftaler. Det er beklageligt, at betænkningen af fru Giannakou-Koutsikou ikke når til samme konklusion. Industriudvalget vil til sidst gerne ønske observationscenteret i Lissabon tillykke. Centerets resultater kan bidrage til, at vi ser ud over vores egne snævre nationale interesser. Industriudvalget håber, at observationscenteret fortsat vil bidrage til den videre opbygning af en europæisk narkotikapolitik.
Mange tak, fru Corbey. Kommissæren har netop bedt om ordet, fordi han ikke kan være til stede under forhandlingen i eftermiddag. Jeg giver Dem derfor ordet, hr. kommissær.
Kommissionen vil naturligvis være til stede under debatten i eftermiddag, men jeg vil ikke selv være til stede. Til trods for betydelige bestræbelser på at forebygge narkotikamisbrug og -afhængighed udgør narkotikaproblemet fortsat en trussel og udfordring her på tærsklen til år 2000. De alleralvorligste sundhedsproblemer er forårsaget af anvendelsen af opiater og især heroin, amfetamin og brug af flere stoffer. Cannabis er stadig det mest almindeligt anvendte ulovlige stof i Unionen. Infektionssygdomme som hiv og hepatitis B og C har opnået en høj prævalens blandt stiknarkomaner. Organiseret kriminalitet spiller en stadig mere dominerende rolle i forbindelse med narkotikafremstilling og -handel. Vi er nødt til at reagere på disse udfordringer. Jeg vil også udtrykke min mest dybtfølte taknemmelighed over for Parlamentet og navnlig Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender og ordføreren, fru Giannakou-Koutsikou, for kvaliteten af deres arbejde og den fart, hvormed de har behandlet Kommissionens meddelelse om en handlingsplan til bekæmpelse af narkotikamisbrug for perioden 2000 til 2004. Det vil hermed blive muligt for Det Europæiske Råd at vedtage en effektiv strategi mod dette foruroligende fænomen ved dets møde i Helsinki. De væsentligste generelle mål for Den Europæiske Unions strategi imod narkotika for de næste fem år kan opsummeres som følger: at reducere det ulovlige narkotikamisbrug væsentligt blandt unge under 18 år; at reducere antallet af narkotikarelaterede dødsfald betydeligt; at øge succesraten for behandling af narkomaner og reducere antallet af alvorlige narkotikarelaterede forbrydelser betydeligt, herunder hvidvaskning af penge og ulovlig handel med prækursorer. Med henblik på en reduktion af efterspørgslen bør de forebyggende foranstaltninger og programmer for børn og unge i stedet for at fokusere udelukkende på ulovlige stoffer behandle afhængighed i al almindelighed, herunder aspekter i forbindelse med alkohol- og tobaksforbrug. Uddannelse af fagfolk fra social-, sundheds-, uddannelses- og lovhåndhævelsessektorerne er en forudsætning for en effektiv indsats. Med henblik på en reduktion af udbuddet må der som følge af forekomsten af nye syntetiske stoffer findes veje til at reagere hurtigt på forekomsten af nye stoffer og forbrugstendenser. Etableringen af frivillige overvågningsmekanismer for nye kemiske stoffer, der anvendes i den ulovlige produktion af syntetiske stoffer, såvel som et øget samarbejde med handlen vil udgøre de væsentligste prioriteter inden for dette område. Bestræbelserne på at bremse hvidvaskningen af penge må intensiveres gennem en hurtig vedtagelse og efterfølgende implementering af det nyligt foreslåede ændringsforslag til direktivet om hvidvaskning af penge. Ifølge de beslutninger, der blevet truffet ved Det Europæiske Råds møde i Tampere, skal der gives prioritet til forebyggelse af ungdoms-, by- og narkotikarelateret kriminalitet og til en tiltagende harmonisering af EU-lovgivningen om ulovlig narkotikahandel. Medlemsstaterne og Kommissionen har tidligere prioriteret evalueringen af aktiviteterne til bekæmpelse af narkotikamisbrug i utilstrækkelig grad. Det må der ændres på. Evaluering må blive en integreret del af Den Europæiske Unions tilgang til problemet. Kommissionen har allerede påbegyndt denne evaluering og håber at gøre mere i fremtiden. Observationsorganet i Lissabon kan bidrage med at udstede retningslinjer for evaluering af aktiviteter til mindskelse af udbud og efterspørgsel. Implementeringen af fem harmoniserede nøgleindikatorer - narkotikamisbrugeres krav på behandling, narkotikarelaterede dødsfald, dødelighed og dødsårsager blandt narkotikamisbrugere, forekomsten af narkotikarelaterede infektionssygdomme, narkotikamisbrugsundersøgelsers sammenlignelighed, adfærd og holdninger til narkotika blandt den almindelige befolkning og endelig sammenlignelighed i beregningerne af problematisk narkotikamisbrug - spiller en vigtig rolle i denne sammenhæng. Vedtagelsen af Den Europæiske Unions narkotikabekæmpelsesstrategi for de første år af det nye årtusinde udgør ikke afslutningen på denne debat. Jeg kan forstå, at det kommende portugisiske formandskab ønsker at implementere Den Europæiske Unions narkotikabekæmpelsesstrategi ved fremsættelse af mere konkrete prioriteter for perioden 2000-2004. Vi vil også have mulighed for at samarbejde med europæiske institutioner om tilrettelæggelsen af en interinstitutionel konference, der skal drøfte implementeringen af Den Europæiske Unions narkotikabekæmpelsesstrategi, og som formentlig vil finde sted i begyndelsen af det nye år. Jeg håber, at vi ved den lejlighed vil være i stand til at evaluere den ekstraordinære rådssamling på tværs af søjlerne, som er foreslået af ordføreren. Kommissionens meddelelse udgør efter min mening et godt udgangspunkt for en samlet, tværfaglig og integreret europæisk strategi til bekæmpelse af ulovlige stoffer på linje med det, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling i 1998. Observationsorganet i Lissabon og Europol i Haag er to vigtige instrumenter, der kan yde betydelige bidrag til vores strategi. Jeg har derfor tillid til, at vi har potentialet og vil finde den politiske vilje til at reagere på de nye udfordringer i perspektivet om Den Europæiske Unions narkotikabekæmpelsesstrategi for perioden 2000-2004.
Mange tak, hr. kommissær. Vi afbryder forhandlingen nu for at gå over til afstemningstid. Denne forhandling genoptages kl. 18.00.
- (IT) Fru formand, jeg ønsker blot at minde Dem og kollegerne om, at de tilstedeværende radikale parlamentsmedlemmer - Della Vedova, Cappato, Dupuis, Dell'Alba og Turco - heller ikke vil deltage i afstemningerne i dag, selvom de er til stede. Et Parlament, som ikke er modigt nok til at rette op på en situation med åbenlys diskriminering af visse medlemmer og af millioner af europæiske borgere, er efter min mening ikke et Parlament, der - sådan som det kunne og gerne ville - kan lære de mange lande, vi fordømte så sent som i morges, noget om demokrati. Betænkning (A5-0061/1999) af Dührkop Dührkop for Budgetudvalget om forslag til tillægs- og ændringsbudget nr. 5/1999 til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 1999 (C5-0257/1999)
Fru formand, fru ordfører, mine damer og herrer, Kommissionen er yderst tilfreds med ordførerens betænkning. Især er Kommissionen meget tilfreds med det ændringsforslag, som Parlamentet har fremsat, om at omlægge 25 millioner i finansieringen i forhold til det samlede overførselsforslag. Kommissionen beklager, at Rådet endnu ikke har signaleret sin tilslutning til Parlamentets forslag. Den opfordrer derfor Rådet til også at støtte dette forslag for dermed at bane vej for, at der ved omlægninger og reduktion af udgifterne i år kan stilles yderligere EUR 670 millioner til rådighed for presserende udenrigspolitiske programmer.
Tak, fru Schreyer. Jeg beklager, at Rådet ikke er til stede. (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0066/1999) af Napolitano for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om ændringer af forretningsordenen som følge af den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 vedrørende interne undersøgelser, som foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (Beslutningen vedtoges) Betænkning (A5-0062/1999) af Schwaiger for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om EU-tilgangen til WTO-millenniumrunden (KOM(1999) 331 - C5-0155/99 -1999/2149(COS))
Fru formand, må jeg, inden vi går over til afstemningen om Schwaiger-betænkningen, anmode om en afklaring? Vi har fra vores side anmodet om særskilt afstemning om punkt C, men når jeg ser i afstemningspapirerne, tror jeg, at der kan være indføjet et ord, der ikke skulle have været med. Ordene i den engelske tekst, som vi ønsker en særskilt afstemning om, er "og socialt afbalancerede". Det er de ord, der er tale om. Nogle versioner lader forstå, at vi også skulle stemme om ordet "loyale", men det er i hovedteksten. Jeg håber, at dette er klart. Om ændringsforslag 11
Fru formand, jeg har indtryk at, at der først bør stemmes om kommaet "..., at fri og loyal verdenshandel" osv. Er det rigtigt? Har De taget det med?
Hr. Schwaiger, jeg har fået anmodninger om opdelt eller særskilt afstemning, og man har bedt mig udskille ordene "loyal" og "socialt afbalanceret". Jeg respekterer således den anmodning, jeg har fået.
Fru formand, dette forslag er et essentielt forslag for os Grønne. Hvis "loyal og socialt afbalanceret" udgår, vil de fleste af os desværre se os nødsaget til at stemme imod betænkningen. Hvis det udgår, så er en af de essentielle ting i hele forhandlingen, i hele betænkningen, faldet til jorden. Det vil jeg gerne præcisere.
Fru formand, fordi anden del - for os alle - er afgørende for, om vi kan stemme om første del, anmoder jeg om, at anden del sættes under afstemning først, så vi ved, om vi kan følge den store gruppe, som har indgivet forslaget.
Fru Maes, De må erkende, at det er meget svært at stemme om at indføre ord i en tekst, vi endnu ikke har stemt om. Jeg tror, vi må være logiske og meget konsekvente.
Fru formand, må jeg gøre det klart, at Den Socialdemokratiske Gruppe ønsker ordene "fri og loyal og socialt afbalanceret" fastholdt. Vi er nu i færd med at stemme om ændringsforslag 11, der sletter dem. Har jeg forstået det ret? Så vi vil stemme imod dette ændringsforslag og for det oprindelige punkt.
Fru formand, kolleger, tag det nu roligt! Det er et essentielt punkt, det er virkelig vigtigt. Afstemningslogisk set har fru Maes helt ret. Kære kollega Chichester, det undrer mig, at De her vil have fjernet netop punktet "socialt afbalanceret". Vi vedtog det i udvalget med stort flertal. Men godt, det eneste, jeg virkelig vil have sikret, er, at afstemningsproceduren er korrekt. Derfor beder jeg Dem anerkende fru Maes' forslag.
Fru formand, jeg tror, det drejer sig om tre adjektiver. Fri og loyal verdenshandel er grundlaget for WTO-forhandlingerne - det var min oprindelige tekst. Så blev der vedtaget et ændringsforslag i Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, hvor "socialt afbalanceret" kom til. Der er forskellige meninger om, hvilke adjektiver der skal tages med. Jeg mener, at i hvert fald "fri og loyal verdenshandel" skal med. Det var alle enige om. Spørgsmålet om "er socialt afbalanceret" eller "socialt acceptabel" var omstridt. Man bør altså stemme om den oprindelige tekst, på den måde at man siger "fri og loyal verdenshandel", og så stemme separat om "socialt afbalanceret". Så ville vi have resultatet af det tredje punkt. Jeg har blot gjort opmærksom på, at "fri og loyal verdenshandel" dannede grundlag for vores arbejde, og at der kom en tilføjelse til, som man nu bør stemme om.
Jeg tror, der hersker en del forvirring. Ændringsforslaget er ikke den tekst, De har læst op, fru formand. Det aktuelle ændringsforslag består i at fjerne to ord. Vi skal altså udtale os om, hvorvidt disse to ord skal slettes eller ikke. Det var ændringsforslaget. Anden del er den sætning, der følger efter, og absolut ikke den sætning, der blev læst op. Formålet med vores afstemning er således at slette eller bevare nogle ord.
Sådan er det, men vi stemmer om fjernelsen af to ord, det ene efter det andet. Jeg beder Dem derfor nu først stemme om, hvorvidt ordet "loyal" skal fjernes. Drejer sletningen sig udelukkende om "socialt afbalanceret"?
Fru formand, vi kan kun stemme om det ændringsforslag, der ligger foran os, og deri anmodes der om, at fire ord slettes. Vi vil stemme imod det ændringsforslag, Ingen anden ændring er mulig.
Jeg vil forklare det så omhyggeligt, som jeg kan. Den oprindelige tekst siger, og dette er den oprindelige tekst, som blev vedtaget i udvalget: "der henviser til, at den frie og loyale og socialt afbalancerede verdenshandel skal videreudvikles og konsolideres" m.v. I første del af ændringsforslag 11 står der: "der henviser til, at (slet fire ord)". Vi er parate til at stemme om dette. Jeg har sagt, at vi vil stemme imod det. Der er derefter endnu en ændring til ændringsforslag 11, som er i to dele. Men jeg tror, at vi kan stemme om hele ændringsforslag 11 nu, som sletter ordene "fri, loyal og socialt afbalanceret". Ingen er gået ind for et mundtligt ændringsforslag af nogen art.
Fru formand, jeg vil gerne gentage, at der var fremsat et ændringsforslag fra PPE-DE, og der kom en mundtlig præcisering fra hr. Chichester om, at han til forskel fra ændringsforslaget under alle omstændigheder ville beholde ordene "fri og loyal" i den oprindelige tekst, og at man skulle stemme om dette. Det tredje spørgsmål angår "socialt afbalanceret", ja eller nej? Det bør man stemme om. Jeg har nu forstået, hvad hr. Chichester sagde til mig.
Fru formand, det, jeg anmodede om, var en afklaring. Hvis vi får lov til at stemme om den oprindelig tekst til dette punkt, hvis vi kommer videre end til afstemningen om ændringsforslaget, så vil jeg foreslå en afstemning om ordene "og socialt afbalancerede" adskilt fra resten af teksten. Jeg foreslår ikke et mundtligt ændringsforslag. Vi bør først have en afstemning om ændringsforslaget. Afhængig af resultatet af denne er det, jeg foreslår, en adskilt afstemning om den oprindelige tekst. Så jeg foreslår ikke et mundtligt ændringsforslag.
Jeg tror, det er klart nu. Vi har et ændringsforslag fra PPE-gruppen, der sigter på at slette nogle ord, og jeg vil sætte dette forslag til afstemning. Jeg mener, at tidspunktet er dårligt valgt, midt under mødet, til at ville finpudse et mundtligt ændringsforslag. Jeg ser i øvrigt, at hr. Chichester har været klog nok til at trække det tilbage.
Fru formand, kolleger, jeg har bedt om ordet, fordi jeg tror, jeg kan foreslå en løsning, som virkelig er korrekt. Det drejer sig om tre ord: loyal, fri og socialt afbalanceret. De to ord "loyal" og "fri" er der, så vidt jeg kan se, et stort flertal for. Det er kun ordet "socialt afbalanceret", der er delte meninger om. Det var det, som fru Maes også sagde allerførst, så det enkleste vil være, at der stemmes separat om hvert af disse tre ord, så har man Parlamentets flertals mening om hvert af de tre ord. Selve forslaget kan misforstås.
Kære kolleger, jeg appellerer til Deres forståelse. Det vigtige er, at alle har forstået, hvad vi skal stemme om. I forhandlinger så vigtige som disse er det nødvendigt, at vores budskab er meget klart, og hvis De kan acceptere det, tror jeg faktisk, vi kan foretage en underdeling ...
Fru formand, vores forretningsorden siger ikke noget om, at der er et sekundært marked for ændringsforslag. De Europæiske Socialdemokraters Gruppe er stærkt imod ... ... at der, under påskud af at man ønsker at klarlægge et emne, listigt fremsættes et mundtligt ændringsforslag. Mundtlige ændringsforslag kræver gruppernes accept, og vores gruppe er imod. Man kan ikke stemme a la carte.
Hr. Barón Crespo, hvis jeg har forstået det rigtigt, er der en anmodning om et mundtligt ændringsforslag. Men kollegerne behøver ikke gøre sig nogen ulejlighed, det ligger ganske klart. Anmodningen om et mundtligt ændringsforslag er blevet forkastet, og det har vi taget til efterretning. Jeg sætter nu forslaget fra PPE-gruppen, der består i at slette de førnævnte ord, til afstemning. Om ændringsforslag 25
Fru formand, det drejer sig om ændringsforslag 25. Jeg vil gerne bemærke, at teksten i dette ændringsforslag er fuldt ud forenelig med ordførerens tekst, og at vi derfor efter min opfattelse bør stemme om det som et tillæg. Eftersom det er fuldt ud foreneligt, bør vi også stemme for det. Om ændringsforslag 18
Bestemt, fru McNally. Det er mit indtryk, at kollegerne er meget opmærksomme. De gør faktisk ofte opmærksom på problemer af denne type, der selvfølgelig er meget beklagelige. Efter afstemningen om stk. 29
En bemærkning til forretningsordenen, fru formand. I artikel 117 står der, at man kan bruge det ene eller det andet sprog. Den franske version er så proppet med engelske udtryk, at teksten er blevet uforståelig. Da det ganske vist drejer sig om et møde i Seattle, der er 100% amerikansk, er det normalt, at det dominerende sprog trænger ind overalt. Men hvis man foregiver at ville anvende det franske sprog, må man i det mindste respektere vokabulariet.
Hr. Coûteaux, jeg tror, jeg kommer til at skuffe Dem, for jeg vil sætte første del af stk. 30 til afstemning, der går fra "foreslår, at ethvert forslag til aftale" til "principles of corporate governance". Jeg beklager. (Forslaget vedtoges) Betænkning (A5-0058/1999) af Dimitrakopoulos og Leinen for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om forberedelse af reformen af traktaterne og om den kommende regeringskonference (C5-0143/99 - 1999/2135(COS))
Fru formand, for ikke at forsinke forhandlingerne vil jeg gerne fremsætte en overordnet bemærkning angående alle mine ændringsforslag. Jeg har fremsat mange ændringsforslag på fransk, og jeg har selv underskrevet dem. Men jeg erfarer nu, at den franske version, der officielt er blevet omdelt, ikke er identisk med den, jeg har givet til tjenestekontoret. Dette er ikke normalt. Det er ikke et oversættelsesproblem. Der sidder et eller andet sted en anonym redaktør på et tjenestekontor og retter parlamentsmedlemmernes idéer. Jeg vil gerne have, at man tager den version tilbage, som jeg har underskrevet og givet til tjenestekontoret.
Hr. Berthu, der findes ikke nogen anonym redaktør, der har ondt i sinde. Men der er faktisk to af Deres ændringsforslag, der ikke er udtrykt klart, og som jeg vil læse op, når vi når så langt, så Parlamentet kan være fuldt ud orienteret, før det beslutter sig. Jeg er helt klar over problemet, og vi beder Dem undskylde. Efter afstemningen om ændringsforslag 70
Fru formand, kunne De ikke for at spare tid nu, hvor ændringsforslag 70 fra Gruppen Union for Nationernes Europa er blevet forkastet af et overvældende flertal, anvende bestemmelserne i artikel 130, stk. 7, i forretningsordenen, som fastslår, at formanden efter vedtagelse eller forkastelse af et bestemt ændringsforslag kan bestemme, at flere andre ændringsforslag med lignende indhold eller målsætning sættes under afstemning under ét. De kan forinden indhente Parlamentets samtykke hertil. En sådan række ændringsforslag kan relatere til forskellige dele af den oprindelige tekst. Dette blev indført i vores forretningsorden med henblik på netop denne type situation. Vi skulle nu være i stand til at stemme om resten af hr. Berthus ændringsforslag under ét.
Jeg har undersøgt problemet nøje, hr. Corbett. Jeg mener helt ærligt ikke, jeg har ret til at gøre det, idet jeg i så fald skulle sætte ændringsforslag, der følger efter hinanden, til afstemning samlet. Derimod vil hr. Berthu, som har bedt om ordet, måske fortælle os, at han trækker sine ændringsforslag tilbage. Det ville være det mest enkle. Men det er selvfølgelig helt hans beslutning. Efter afstemningen om ændringsforslag 50 Berthu (UEN). (FR) Nej, fru formand, vi har ikke bedt om afstemning ved navneopråb for at lette afstemningen. Dernæst må jeg sige, at jeg fastholder mine ændringsforslag. Der findes ingen tekst, der forbyder et medlem af Parlamentet at fremsætte ændringsforslag på plenarmødet, som han finder er politisk vigtige, selvom disse er blevet forkastet i udvalget. Det er min ret, og jeg fastholder forslagene.
Fru formand, det er fjerde gang, at PPE-gruppen har stemt imod et ændringsforslag fra PPE-gruppen. Jeg vil gerne anmode denne gruppe om, at den i fremtiden kontrollerer, hvor mange enkeltmedlemmer der kan fremsætte ændringsforslag i plenum - 15 forskellige medlemmer fra PPE-gruppen har fremsat ændringsforslag til denne betænkning, formentlig på gruppens vegne - inden den spilder vores tid i plenum. (Blandede reaktioner) Angående stk. 17
Fru formand, inden vi går videre til ændringsforslag 5, vil jeg gerne påpege, at vi ikke er helt færdige med at stemme om punkt 17. Der var en anmodning fra vores gruppe om en særskilt afstemning om de sidste få ord. Det kan godt være, at disse få ord nu er blevet ændret af et af de ændringsforslag, vi godkendte, men vi vil alligevel gerne have en særskilt afstemning om disse få ord i dette punkt.
Fru formand, jeg synes, at hr. Corbett i stedet for at interessere sig for ændringsforslagene fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti skulle interessere sig for at få afklaret situationen blandt medlemmerne af sin egen gruppe. Så ville vi gøre fremskridt.
Kære kolleger, her sidst på formiddagen har vi virkelig brug for en smule humor. (Beslutningen vedtoges)
Fru formand, det blev allerede antydet i morges, at hr. Pirkers vigtige betænkning efter det, som vi nu har stemt om, selvom vi foreslog noget andet i morges, efter den normale procedure skal til afstemning i eftermiddag eller i morgen tidlig. Det samme gælder for fru Giannakous betænkning. To usædvanlige ting, som ikke bør overlades til nogle tilfældige flertal. Jeg foreslår derfor, at afstemningen om betænkningerne af Pirker og Giannakou med tilhørende debat udsættes til decembermødet i Bruxelles, og jeg beder Dem sætte dette forslag til afstemning.
Hr. Schulz, vi har hørt kommissæren udtale sig i morges om hr. Pirkers betænkning. Så vidt jeg ved, vil der helt sikkert være mange EP-medlemmer til stede både i aften og i morgen, sådan som vi har set det tidligere. Jeg vil naturligvis spørge hr. Pirker, om han ønsker at stemme i aften.
Fru formand, det samme gælder for min betænkning. Den skal med til Helsinki. Derfor er det nødvendigt at foretage den endelige afstemning i morgen. Det er det mål, udvalget ønskede at nå ved at arbejde hurtigt.
Fru Giannakou-Koutsikou, vi stemmer ikke i morgen, men i aften. Men da forhandlingerne om Deres betænkning endnu ikke er afsluttede, forholder det sig en smule anderledes.
Fru formand, vi diskuterede og stemte om hr. Schulz' forslag i formiddags. Der var af gode grunde et klart flertal for at gennemføre denne afstemning i dag. Ellers har vi ikke noget Eurodac ved årsskiftet, tværtimod vil den næste debat blive ført på et eller andet tidspunkt næste år, og måske kommer Eurodac endnu et år senere. Det ville være uansvarligt, og derfor traf Parlamentet en klar beslutning om at tage afstemningen i dag.
Hr. Pirker, jeg afbryder Dem, fordi jeg vil stille Dem et forslag. Da vi stort set har brugt den afsatte tid, lidt mere eller lidt mindre, foreslår jeg Dem, at vi straks stemmer om Pirker-betænkningen. Det vil i øvrigt gå meget hurtigt. Stol på mig! Betænkning (A5-0059/1999) af Pirker for Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender om forslag til Rådets forordning om oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af asylansøgeres og visse andre udlændinges fingeraftryk (KOM(1999) 260 - C5-0082/1999 - 1999/0116(CNS)) Om ændringsforslag 3
Fru formand, her har vi bedt om opdelt afstemning, dels hvad angår ændringen fra 14 til 18, og om resten, hvor det drejer sig om betegnelsen "tredjelandsstatsborgere". Her beder jeg om opdelt afstemning.
Vi sætter ændringsforslag 3 fra Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender til afstemning, idet vi udelader ordene "statsborgere fra tredjelande" og "18 år", og eventuelt genindfører disse.
Fru formand, nu må der arbejdes meget nøjagtigt, ellers får betænkningen en helt anden mening. Hvis jeg har forstået kollega Pirker rigtigt, vil han gerne forkaste definitionen "tredjelandsstatsborgere" og alderen 18. Er det rigtigt? Hvis han vil svare på det.
Fru formand, må jeg forklare det? Jeg vil gerne have, at betegnelsen "tredjelandsstatsborgere" bliver i teksten. Det havde vi jo også allerede ovenfor i et andet afsnit. Jeg vil imidlertid gerne have mulighed for at stemme om alderen i et afsnit. Vi går ind for 14 år, men der er også andre opfattelser, nemlig at bevare alderen 18 år. Det betyder, at jeg derfor foreslår en opdelt afstemning. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)
Hr. formand, jeg har siden sidste afstemning forsøgt at tiltrække mig formandens opmærksomhed. Det lader til, at man er nødt til at komme helt ned foran, for at det skal lykkes. Det er latterligt. Jeg ønskede at få det ført til protokols, for normalt skriver jeg det ned, hvis jeg begår en fejl ved en afstemning. Jeg begik en fejl. Min stemme registrerede, at jeg var for forslaget til beslutning om regeringskonferencen, og jeg var meget stærkt imod det. Jeg vil gerne, at dette bliver ført til protokols nu, hellere end i morgen, for det er af grundlæggende betydning for mig, da jeg jo kommer fra et neutralt land. Jeg finder det meget vanskeligt at tiltrække mig formandens opmærksomhed. Når man befinder sig deroppe, synes man blot at kikke ned foran og midt for. Det er meget vanskeligt at tiltrække sig opmærksomhed, hvilket er ret så frustrerende.
Mange tak, fru McKenna. Vi imødekommer Deres anmodning. STEMMEFORKLARINGER - Betænkning af Napolitano (A5-0006/1999)
Hr. formand, resultatet er kommet i stand efter en hel række af lovovertrædelser. Forretningsordenens bestemmelser er blevet misligholdt flere gange af afdelingerne og af Parlamentets flertal. Desuden er resultatet en sort dag for Parlamentet, fordi Parlamentet med det, som flertallet har vedtaget, bliver til en myndighed og medlemmerne til embedsmænd. Jeg vil imidlertid ikke lade mit eget Parlament gøre mig til embedsmand. Hvis jeg desuden tænker på, at medlemmerne i henhold til denne tekst skal være forpligtet til at medvirke til OLAF's arbejde, og hvis de desuden skal have pligt til at angive andre, så rammer en sådan ordning det frie mandat lige i hjertet. Jeg vil blot oplyse, at en sådan beslutning, som ødelægger parlamentarismen, naturligvis ikke kan accepteres, men at vi - ikke kun jeg, men også mange andre - vil forelægge denne sag for Domstolen.
Vi har ikke til hensigt at give vores garanti for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig. Selvom dette kontor er oprettet med det påskud at skulle kontrollere funktionærer og folkevalgte ved EU's institutioner, virker hverken den måde, det er udformet på, eller den manglende angivelse af, hvordan dette kontor kontrolleres, det mindste betryggende på os. Vi går ikke alene ind for den totale gennemsigtighed, hvad angår driften af alle EU's institutioner, men også med hensyn til valg af og mulighed for at afskedige tjenestemandsansatte til hver en tid, ikke kun de, der er valgt i dag, men også alle de, der har et ansvar på ligegyldigt hvilket niveau, højt eller lavt, herunder også i Kommissionen i Bruxelles. På grund af EU's besluttende organers udemokratiske karakter forekom oprettelsen af OLAF at være en latterlig lille foranstaltning, der skulle give det udseende af, at man kontrollerede, selvom der ikke eksisterer nogen som helst reel og demokratisk kontrol.
, skriftlig. (SV) Hvis vi havde haft mulighed for at udforme forretningsordenen og den interinstitutionelle aftale alene, havde vi forsøgt at skabe en åben og enkel forvaltning, for det er det bedste, hvis man skal opdage uregelmæssigheder og bedrageri. Vi vil også påpege, at den meddelerfrihed for tjenestemænd i den offentlige forvaltning, som vi har i Sverige, også er en god måde til at forhindre, at ulovlige foreteelser fejes ind under gulvtæppet. I den situation, som nu er opstået, har vi valgt at stemme for betænkningen som helhed i den endelige afstemning, for at stemme imod ville kunne tolkes i retning af, at vi ikke vil regulere bekæmpelsen af bedrageri overhovedet.
Medlemmerne af Front National i Europa-Parlamentet fordømmer meget kraftigt korruptionen, hvad enten den begås af de folkevalgte, af funktionærer eller af regeringsmedlemmer. De fordømmer ligeledes svig og underslæb med offentlige midler, med de penge, man stjæler fra EU's skatteborgere. Og det ved vi som franskmænd noget om, idet vi uafladeligt kan læse i vores daglige avis om affærer om MNEF, om borgmesteren i Paris, om Elf og endda om Gifco. Listen er desværre langt fra udtømmende. De vil endvidere stemme imod Napolitano-betænkningen. Det vil de, fordi de har fået nok af Parlamentets selvpineri, der veksler med moralprædikener og en arrogance, der er lige så svær at holde ud. Det vil de også, fordi de mener, at man med OLAF er i færd med at ansætte et uendeligt antal funktionærer, der vil koste mere end det beløb, der svindles for. De gør det endvidere, fordi de især mener, at der allerede eksisterer en struktur, som er i stand til at spille den rolle, man vil overlade til OLAF. Løsningen er naturligvis at give Revisionsretten de juridiske beføjelser og det personale og materiel, der er nødvendigt for at spille denne rolle. Dette gælder for mange rigsrevisioner, ikke blot i Frankrig, men også i andre medlemsstater. Det er rigtigt, at Revisionsretten ikke har gode presseforhold her i Parlamentet, fordi formanden har nægtet den et rum til pressekonferencer. Dette rum udlånes ikke desto mindre til fortalere for de mest utrolige sammenslutninger, til de mest tvivlsomme personer, eller til en hvilken som helst vagthund for den ensrettede tankegang, når blot den gør højt nok. I denne sag som i mange andre har Parlamentet gjort sig selv til grin.
På baggrund af den seneste tids hændelser er det hævet over enhver tvivl, at bekæmpelsen af svig skal tages alvorligt, og at de af borgernes interesser, som er berørt heraf, kræver en bedre beskyttelse. På denne baggrund skal OLAF også langt om længe kunne gå i gang med arbejdet. Lige så stærkt, som OLAF's kontrol også af denne institution ligger os på sinde, lige så lidt kan vi identificere os med de "angiverbestemmelser", som er foreslået i den interinstitutionelle aftale mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet, som i øvrigt angriber det enkelte medlems frie mandat. Når der dér i artikel 2 står, at "enhver embedsmand eller ansat, som har kendskab til mulige tilfælde, som giver anledning til formodning om retsstridige handlinger og eventuelt kan udgøre en overtrædelse, har pligt til at anmelde", tvinger det til angiveri. Den planlagte form for kontrol gennem OLAF kan vel kun være en overgangsløsning, og vores tilslutning skal kun tjene til endelig at få indledt den nødvendige kontrol. Vores tilslutning betyder ikke, at vi anerkender de kritiserede metoder. Som altid i forbindelse med kompromiser må der også her gøres indrømmelser for ikke at bringe målet i fare.
Der findes virkelig korruption. Fra venstresiden ved magten til højresiden i regeringerne. Navnene omfatter alle: Agusta i Belgien, Urba i Frankrig, Palermo i Italien, fiktivt ansatte hos RPR i Paris, i den nationale gensidige sygekasse for franske studerende eller hos Dominique Strauss-Kahn. Men da vi i Front National ikke føler den angst, der berører de potentielt skyldige i andre partier, afviser vi udvidelsen af politibeføjelser til Kommissionens halehæng i Bruxelles under navnet OLAF. For det første fordi OLAF krænker adskillelsen af myndighederne, en af de vestlige demokratiers grundpiller, med funktionærer, der uretmæssigt kontrollerer statsoverhovedernes repræsentanter. Dernæst fordi OLAF er tyven, der kontrollerer betjenten, idet Europa-Kommissionen, der står i centrum for mistanken om korruption, reelt via OLAF vil kontrollere Parlamentet, der burde være kontrolløren og ikke den kontrollerede. Endelig fordi OLAF ikke angriber korruption, der skyldes nedlægning af de nationale grænser, hvilket har ført til fri cirkulation af narkotikapenge, svig og økonomisk kriminalitet. Hvis man virkelig ønsker at bekæmpe de enkle symptomer på korruptionen i respekt for retsstaternes grundlag, findes der kun to måder: den tekniske metode, hvor man omdanner EU's Revisionsret til en dømmende myndighed og en budgetmæssig disciplinærret; eller den demokratiske metode, hvor man inden for Europa-Parlamentet som i Storbritannien og i USA opretter, hvad der svarer til det britiske National Accounting Office (NAO) eller det amerikanske General Accounting Office (GAO). Disse er to selvstændige magtfulde kontrolorganer, men i parlamentets regi, og de råder over op til 5.000 medarbejdere. Der findes således ekspertorganer, men med forbindelse til folkets repræsentanter, der som de eneste har ret til at kræve regnskaber for anvendelsen af deres skatteindbetalinger. Betænkning af Schwaiger (A5-0062/1999)
Hvad angår proceduren, er vi ikke spor tilfredse med forberedelsen af den kommende forhandlingsrunde for den internationale handel af mindst tre årsager. For det første ser vi, at EU ifølge et kendt mønster svækker sig selv med sine diskussioner, endnu inden forhandlingerne er begyndt. F.eks. nævner Rådets endelige mandat af 22. oktober ikke et forsvar af princippet om fællesskabspræferencen, som Rådet (landbrug) ellers havde fastholdt den 27. september, hvilket allerede da kun var halvt tilfredsstillende, fordi det glemte princippet om EU's forsyningsmæssige uafhængighed. For hver etape går vi et trin nedad. Man kunne nævne mange eksempler. Hvad angår vores privilegerede system for import af oversøiske bananer, har Kommissionen således allerede inden åbningen i Seattle fremsat forslag, der tilfredsstiller de amerikanske krav. Man kan på alle områder sige, at vores interne indrømmelser for at nå frem til en fælles EU-holdning, der på forhånd kan erklæres ønskelig, leder os til at reducere vores krav, allerede inden vi indleder forhandlingerne med vores konkurrenter. For det andet har man givet Kommissionen et overordnet forhandlingsmandat i en lang række spørgsmål, hvor nogle hører ind under Fællesskabets kompetence, mens andre, som tjenesteydelser og investeringer, helt klart hører ind under den nationale kompetence. Det drejer sig ganske vist om et mandat for forhandlingernes rammer, der ikke gælder den efterfølgende forhandling. Ikke desto mindre har Rådet netop uden at sige det klart stukket fingeren i maskinen, hvilket, hvis ingen standser det, kan føre til, at det giver Kommissionen et komplet forhandlingsmandat og dermed ved anvendelse af Amsterdam-traktatens nye artikel 133, stk. 5, fratage de nationale parlamenter deres beføjelse til den endelige ratificering, stadig naturligvis uden at sige det klart. Vi er i færd med at drive ind i tågen uden at vide præcist, hvornår vi vil overskride den skæbnesvangre grænse. Derefter vil man sige til os, at det er for sent. Sådanne metoder bør absolut fordømmes. For det tredje konstaterer vi, at forhandlingerne i Seattle på trods af vores anmodninger vil blive indledt, uden at man har lavet en klar, præcis og kontradiktorisk opgørelse over konsekvenserne af Uruguay. Også der vil vi gå frem i blinde. Kommissionen har ganske vist givet efter på et punkt, idet den vil foretage en evaluering af indvirkningen på en bæredygtig udvikling - det var et citat - hvilket vil sige de miljømæssige konsekvenser af liberaliseringen. Det er ganske udmærket. Men denne undersøgelse skulle også have været gennemført på mange andre punkter, som f.eks. konsekvenserne af liberaliseringen i sin nuværende form for at kunne bevare de kulturelle og sociale modeller. Af disse tre årsager kan vi ikke godkende indledningen af forhandlingerne i Seattle på disse vilkår.
Hr. formand, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har afholdt sig fra at stemme om en betænkning, som den finder en smule svag. Det var vores formål med denne betænkning at give kommissær Lamy et præcist forhandlingsmandat til den runde, der starter i Seattle. Men dette præcise mandat er ikke blevet tilstrækkeligt fastslået. Vi havde hellere set, at Parlamentet havde foreslået en række meget politiske krav til Kommissionen i stedet for at udarbejde en mere diplomatisk betænkning, der beklager, fremhæver og vurderer, men som ikke giver noget mandat. Tonefaldet i teksten forekommer os således for liberalt til, at vi kan identificere os med dette, så meget mere som at ingen af vores ændringsforslag er taget med. Denne således ændrede betænkning har store svagheder i forhold til TRIPS (handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder). Der er intet, der tiltaler os, hvad angår disse rettigheder. Med hensyn til MAI, der blev forkastet af OECD, og som vender tilbage, er det nødvendigt at udarbejde en styrket adfærdskodeks for investeringerne og at oprette strenge regler på dette område, og det gælder ligeledes for bilæggelse af uoverensstemmelser. Betænkningen medtager dog grundlæggende principper, som vi mener er afgørende, såsom forsigtighedsprincippet og regler for metoder og fremgangsmåder ved produktion. Den lægger især vægt på mærkning af fødevarer for at sørge for, at der gennemføres sikkerhedsregler for disse og på nødvendigheden af at vedtage en holdning, der er mere positiv over for udviklingslandene. Vi vil under alle omstændigheder meget opmærksomt følge, hvordan Kommissionen forhandler, og selvom denne ændrede betænkning stadig forekommer os at være for liberal i sin tone, bliver vi, De Grønne, de mest indædte forsvarere af denne tekst, hvis kommissær Lamy skulle gå under de anbefalinger, der gives i den.
En fri verdenshandel er nødvendig for at øge den globale vækst og bidrage til at mindske kløften mellem rig og fattig. Store dele af den fattige befolkning i udviklingslandene har dog endnu ikke draget nytte af en fri verdenshandel. Derfor tilslutter vi os opfattelsen i punkt B om, at udviklingslandenes interesser og problemer skal have høj prioritet i et udbygget system for en fri verdenshandel. Frihandelssystemet er tvingende nødvendigt, hvis vi skal reducere fattigdommen og skabe en mere retfærdig verden. Derfor mener vi, at de overordnede strategier og mål for den kommende WTO-runde, som nævnes i betænkningen, er et skridt i den rigtige retning i forhold til Kommissionens meddelelse. Men skal målene realiseres, vil vi især understrege punkt I, nemlig at landbruget skal være et af de områder i de multilaterale handelsforhandlinger, hvor der sker en åbning i Seattle. Vi mener, at dette punkt skal være en realitet, også i forhold til punkt 5, 6 og 7. Det går ikke, at vi på forhånd afviser krav fra de andre WTO-medlemslande om en ændring af vores landbrugspolitik vedrørende millenniumrunden, hvis denne aftale virkelig skal blive den udviklingsaftale, som bidrager til at mindske kløften mellem verdens rige og fattige stater. For at bidrage til dette skal også beskyttelsen af grænserne reduceres og eksportstøtten afvikles. Det overordnede mål i punkt 37 bør derfor være en fuldstændig afvikling af tolden på varer, der ikke er landbrugsvarer. En sådan udvikling ville være til større hjælp for udviklingslandene end de marginale præferencer, de har i dag. WTO skal støtte det globale miljøarbejde ved f.eks. at inkorporere grundlæggende miljøpolitiske principper såsom forsigtighedsprincippet. Derfor er det vigtigt, at punkt 10 vægtes højt i forhandlingerne.
EU's delegation ved WTO-forhandlingerne stiller sig an som forsvarer for EU's interesser. Den repræsenterer kun industrien og EU's stærkeste økonomiske grupper, der er de amerikanske og japanske storgruppers rivaler i denne verdensomspændende studehandel, men de er alle udelukkende optaget af at øge deres egen indtjening til skade for arbejdstagerne i deres eget land og befolkningerne i de fattige lande. Når Schwaigers betænkning taler om "arbejdstagernes grundlæggende rettigheder" og deres "beskyttelse", specielt i de fattige lande, føjer den en dosis kynisme til alt det andet. Men hvor er beskyttelsen af arbejderne, især imod arbejdsløshedsspøgelset selv i de rigeste af EU's lande, som i store træk netop har midlerne til at fjerne ledigheden, hvis ikke deres regeringers vigtigste mål var de store virksomheders indtjening og berigelsen af deres ejere og aktionærer? Foregivelsen af at interessere sig for arbejdsvilkårene og umenneskelige lønninger i de underudviklede lande er rent hykleri. Mange af de multinationale firmaer, der i Afrika og Asien beskæftiger folk, der næsten ikke aflønnes, og som ikke har nogen form for socialsikring, har hovedsæde i Frankrig, Tyskland eller England. I stedet for at tvinge disse multinationale til at respektere et minimum af sociale love nøjes man med at invitere nogle funktionærer fra ILO som observatører til WTO-forhandlingerne. Vi vil hverken stemme eller stille ændringsforslag til den fremlagte betænkning, da det er den kapitalistiske tilrettelægning af økonomien, der, med eller uden WTO, grundlæggende ikke kan ændres.
Millenniumrunden, der snart begynder i Verdenshandelsorganisationen, WTO, bør være EU's chance - idet vi er blevet pålagt kun at tale med en stemme - for ikke blot at vise enighed gennem hele forhandlingsperioden, men også at udvise den største fasthed, hvad angår resultaterne, især inden for landbrug og den kulturelle undtagelse. Selvom De 15 i øvrigt for nylig har vedtaget en fælles forhandlingspolitik med henblik på den nye runde, og denne fremstår som ambitiøs, må det indrømmes, at dette grundlag, der synes at være den mindste fællesnævner for medlemsstaterne, nødvendigvis må sygne hen i løbet af forhandlingsperioden. Der er ingen tvivl om, at denne kompromistekst, der er født i smerte, under forhandlingerne vil komme ud for et stærkt amerikansk pres, selvom Unionen kun fremviser en homogenitet på overfladen, og selvom den ikke sammenlignet med USA råder over nogen som helst juridiske reserver, der, hvis behovet skulle opstå, vil være i stand til at overbevise den amerikanske part. Hvis organisationen for en fri, global og mere retfærdig handel skal fremmes og styrkes inden for et kommercielt multilateralt system, bør den også sørge for, at alle nationer, både rige og fattige - og jeg tænker her især på de afrikanske lande - bliver sikret en mulighed for at kunne få udbytte af de fordele, denne forhandlingsrunde formodes at ville bringe. Selvom det skulle være nødvendigt at vente til afslutningen af forhandlingsrunden, før man kan give en grundig vurdering af de opnåede resultater, vil det altid være sådan, hvad angår rammen, at det samlede resultat ikke vil blive betragtet som fuldstændigt negativt, hvis de europæiske lande kunne opnå en mere bindende ordning for de internationale konkurrenceregler. Indførelsen af fælles og globalt tilladte minimalbestemmelser, der sigter på at hindre en adfærd, der går imod konkurrencen, ville allerede være et betydeligt fremskridt. EU's udgangspunkt i forhandlingerne, der er ambitiøst i sine mål, ser ikke ud til at ville gå styrket ud af en forhandlingsrunde, der risikerer at trække ud i det uendelige og køre fast, især på grund af USA's forudsigelige holdning. USA vil uafladeligt forsøge at banke sig ud i hjørnerne af det mandat, hr. Lamy har fået, og som kun repræsenterer en enhed på overfladen, der kun dårligt skjuler forskellige interessestridigheder mellem De 15. Endvidere er der i indholdet af den endelige beslutning, Europa-Parlamentet har vedtaget i dag, mange punkter, der er uacceptable for Frankrig.
De forhandlinger, vi netop har haft i Parlamentet om WTO på baggrund af Schwaiger-betænkningen, har klart vist, at de forhandlinger, der snart begynder, for EU kommer til at dreje sig mindst lige så meget om fremtiden for dens sociale model som for dens handel. På samme måde bliver det spørgsmålet for landene i Den Tredje Verden, om det stadig kan lykkes dem at undslippe indflydelsen fra de megamultinationale, der er resultatet af megafusioner, og selv blive herrer over deres udvikling. For problemet er ikke, om det er nødvendigt med regler for den globale handel. Det er alle enige om. Spørgsmålet er, om disse, som WTO siden sin oprindelse har søgt at fremme, muliggør en retfærdig og bæredygtig udvikling for alle regioner i verden. Jeg konstaterer følgende: For det første har den liberalisering, man har fremmet under de tidligere runder, og forøgelsen af den volumen, der handles, været ledsaget af en forøgelse af de udviklingsmæssige uligheder på globalt plan. Fremgang for nogle burde trække de andre med, men det er det modsatte, der er tilfældet. Det afrikanske kontinents andel i verdenshandlen er mindre end 3%. Den liberale globalisering har vist sig at være ude af stand til at producere en løsning på udviklingsproblemet, endsige fremme en retfærdig og bæredygtig udvikling. Det er grunden til, at det var afgørende nødvendigt med en opgørelse over de sociale og miljømæssige virkninger af de tidligere runder, før man kastede sig ud i en ny bølge af liberaliseringer på alle fronter. Når man så konsekvent har nægtet denne, er det fordi opgørelsen ville have været negativ. I øvrigt kunne udarbejdelsen af en diagnose for EU sammen med landene i Den Tredje Verden have været et grundlag for den alliance, vi søger at opbygge med dem under disse forhandlinger. For det andet har tvistbilæggelsesorganet, oprettet under WTO, krævet, at EU giver afkald på sine egne bestemmelser på områder så grundlæggende som sikkerhed inden for sundhed og fødevarer og endda dens samarbejdspolitik i sagen om bananer fra AVS-landene og de ultraperifere regioner. Spørgsmålet er fra nu af, om vi kan acceptere, at tvistbilæggelsesorganet, der lidt efter lidt, beslutning efter beslutning, skærer igennem alt under påskud af at bilægge handelsrelaterede uoverensstemmelser, ender med at opkaste sig som en slags global Højesteret, der gennemtvinger sine synspunkter på alle områder over for regeringer og folkevalgte parlamenter. Vi kommer dermed til at opleve en veritabel konfiskering af demokratiet. Det er grunden til, at EU under millenniumrunden skal fremføre et andet koncept for tilrettelæggelsen af den globale handel og økonomi. I den forbindelse skal den stå fast på tre store principper. Det første er, at målet med denne runde skal være at reducere de udviklingsmæssige uligheder mellem Nord og Syd. Her skal man i reglerne for det multilaterale handelssystem tage hensyn til forskelle i situation og ressourcer mellem landene. Den frie vareudveksling uden andre betingelser betyder, at man styrker de stærke og svækker de svage. Derfor kan vi ikke acceptere, at man igen sætter spørgsmålstegn ved Lomé-aftalerne og ved vores samarbejdspolitik, sådan som vi har opbygget den gennem Lomé-aftalerne med AVS-landene, blandt hvilke indgår 39 af verdens fattigste lande. Vi bør tværtimod bekræfte de forpligtelser, vi har indgået over for dem på det seneste møde i Den Paritetiske Forsamling EU-AVS. EU bør tage til Seattle med et koncept for globalisering, der går imod en unilateral verden domineret af en enkelt magt. Den bør fremme et koncept, der bygger på en multipolær verden, og støtte oprettelsen af regionale sammenslutninger, der på en gang er økonomisk og politisk integrerede, som vi selv har gjort igennem 40 år. Hvordan kan vi nægte andre det, vi selv har haft mulighed for efter krigen, for at genopbygge vores industri, vores landbrug og vores økonomi? Det andet princip bør være "begrænsningen" af WTO i en skarpt afgrænset rolle, hvor man uden for dennes kompetenceområde fastholder sektorer, der kun kan høre under staternes suverænitet og institutioner, der er oprettet af statsborgere, fordi disse angår selve det enkelte samfunds identitet. Hverken de offentlige eller sociale serviceområder som uddannelse og sundhed, eller de, hvor det drejer sig om forbrugernes sikkerhed og samfundets interesser, som offentlig transport eller kontrol med luftrummet, kultur og kunstnerisk skabertrang, kan indgå i en kommerciel forhandling. Vi bør afvise kursen mod en total kommercialisering af samfundet. I aftalerne om intellektuel ejendomsret bør EU afvise patentering af levende materiale, og den bør garantere en fastholdelse af undtagelser fra de generelle kommercielle regler for medikamenter, der indgår i kampen mod aids og de andre alvorlige sygdomme, som WHO har nævnt. Vi bør endelig forsvare princippet om et hierarki af standarder. De grundlæggende menneskerettigheder og verdenserklæringen af 1948, ILO's (Den internationale Arbejdsorganisation) konventioner samt de, der gælder for miljøet, er absolut nødvendige forhold, der rangerer højere end de bestemmelser, der styrer handlen. Man skal ikke kunne dømme en stat, fordi den anvender forsigtighedsprincippet, fordi den beskytter sit miljø, eller fordi den afviser import, der beviseligt stammer fra børnearbejde. Man bør tværtimod kunne indbringe en afgørelse i WTO for ILO eller for FN's kompetente institutioner. Vi må på ny revidere den uafbalancerede situation, der skyldes, at udelukkende de multilaterale kommercielle aftaler har ført til oprettelse af et domstolslignende organ, selvom dette ikke er tilfældet hverken for miljø- eller for ILO-konventionerne. Ordføreren har taget højde for en del af disse bekymringer ved afslutningen af forhandlingerne i Udvalget om Industripolitik og Eksterne Økonomiske Forbindelser. Desværre indførte ordføreren og PPE- og ELDR-gruppen under plenarmødet en række ændringer i teksten, der svækker de sociale og miljømæssige krav. Når jeg endvidere har taget hensyn til, hvor dårligt det gik de ændringsforslag, jeg fremsatte sammen med mine kolleger i delegationen af franske socialister og grupperne GUE/NGL og Verts/ALE, har jeg, fru formand, afholdt mig fra at stemme om hr. Schwaigers betænkning. Men jeg tror, at en af de vigtigste kendsgerninger her lige før denne nye runde, og som adskiller den fra de tidligere, er opbruddet i det borgerlige samfund, ngo'erne og den internationale offentligheds opinion i debatten. Det tror jeg, vi skal glæde os over, for det er den bedste garanti for, at disse emner ikke vil blive fjernet i løbet af forhandlingerne. Jeg er også sikker på, at de vil være i centrum under Europa-Parlamentets forhandlinger hele tiden, så længe disse forhandlinger varer.
Den nye forhandlingsrunde i Verdenshandelsorganisationen, der starter i Seattle den 30. november, bør være en lejlighed til bedre at styre liberaliseringen af vareudvekslingen. Jeg tvivler på, at det bliver tilfældet. Denne tvivl går på vores evne og reelle vilje til at gøre WTO til et reguleringsinstrument, så vi kan bevæge os fra en globalisering, som et fåtal ønsker, og som mange lider under, til en global handel, der virkelig er velordnet, og som gavner hele verden. Det er desuden denne tvivl, der skaber min bekymring: At vi, hvis vi ikke går til vejs ende på dette punkt, vil være dømt til at svigte meget gamle forpligtelser over for udviklingslandene og især over for AVS-landene, som vi har været knyttet til i 20 år gennem Lomé-konventionerne. Med risiko for at støde vores gode samvittighed vil jeg gerne nævne eksemplet med bananen, hvor det lykkedes de multinationale (Del Monte, Dole og Chiquita) - der med USA's støtte overøser EU's marked med slaveriets bananer, der tilmed er produceret under mere end tvivlsomme forhold, hvad angår fødevaresikkerheden - at få os til at gøre knæfald. I denne sag er vi i gang med at foretage en betingelsesløs overgivelse, hvor vi kaster hundredtusinder af producenter ud i fallit, ikke bare i AVS-landene, men også EU-producenterne fra Guadeloupe og Martinique! De seneste erklæringer fra Kommissionen kan ikke dulme denne bekymring: "Vi må", erklærer den, "gøre en ende på banankrigen, fordi den forgifter de transatlantiske relationer, og fordi Unionen sender et negativt signal til hele verden her ved indgangen til de nye handelsforhandlinger". Gøre en ende på krigen, hvem kan være imod det? Ingen, men ikke til ligegyldigt hvilken pris og ikke gennem en betingelsesløs overgivelse. Det er på samme måde med rommen, idet vi har indgået en unilateral aftale med USA om indførelse af hvid alkohol, herunder rom, hvilket uundgåeligt og på kort sigt vil føre til en økonomisk destabilisering i hele Caribien. Hvis ikke vi er særligt årvågne, hvad vil der så ske i morgen med sukkeret, der udgør et afgørende element for den økonomiske balance i AVS-lande som øen Mauritius eller en EU-region som Réunion, som jeg kender godt? Jeg er bange for, det er et faktum, at vi uanset vores fremragende erklæringer, der ofte er præget af paternalisme, er i gang med at udslette vores politik over for de fattigste lande og især over for AVS-landene samtidig med, at vi svigter vores egne producenter i de ultraperifere regioner. Og dog er de bånd, vi har til disse lande, meget gamle. Lad mig sige det helt klart: De bunder ikke kun i ædelmodighed. For mange af vores lande, der jo er de gamle kolonimagter, drejer det sig om en meget stærk moralsk forpligtelse, som det er os forbudt at svigte! Det er grunden til, at jeg - selvom beslutningen, der blev fremlagt til afstemning i morges, er en acceptabel tekst, hvad angår de generelle mål, vi havde fastsat, især takket være de mange ændringsforslag fremsat af min gruppes medlemmer - har afholdt mig fra at stemme om denne tekst for at respektere de forpligtelser, jeg har over for vælgerne i de franske oversøiske departementer.
I ugerne op til vedtagelsen af dette forslag til beslutning har mange parlamentsmedlemmer søgt at sikre, at Europas standpunkt er ét, der virkelig gør dette til en "udviklingsrunde" i WTO, at det bliver muligt for udviklingslandene at blive fulde partnere i forhandlingsprocessen og understrege, at indtægterne fra handlen bliver fokuseret på at bekæmpe den stadig større fattigdom i vores verden. Europa-Kommissionen og Rådet bør agte på vores klare intentioner i denne henseende. Hvad angår udvidelsen af WTO til også at omfatte investeringer, bifalder jeg, at Europa-Parlamentet har gentaget sin stærke holdning om, at de fejltagelser, vi har oplevet omkring den multilaterale investeringsaftale, MAI, ikke må gentage sig, at investoransvar i henhold til ILO- og OECD-retningslinjerne bør behandles side om side med investorrettigheder, og at der - ved et klart flertal - etableres en europæisk adfærdskodeks for multinationale selskaber (ændringsforslag 15). Jeg fordømmer Den Konservative Gruppe her i Parlamentet, som har søgt at fjerne udviklingshensynene fra det foreslåede permanente arbejdsforum med ILO, og som utroligt nok har søgt at fjerne, at vi skulle nå frem til en "loyal og socialt afbalanceret" såvel som fri handel fra vores mål. Jeg er meget glad for, at det ikke lykkedes dem. Men det, at de var rede til at stemme for bevarelse af "de høje lovbestemte krav" for vores landmænd, men imod den destruktive dumping af landbrugsprodukter, som vi i Europa foretager imod småbønder i udviklingslandene, er skandaløs. Jeg anmoder om, at de europæiske forhandlere respekterer vores beslutning til fordel for princippet om fødevaresikkerhed og for, at der ikke vil komme nogen negative virkninger for udviklingslandene ud af landbrugsforhandlingerne. Protektionisme fra Den Europæiske Unions side imod udviklingslandene er moralsk uacceptabel og økonomisk kortsigtet. Tiden er inde til at sætte en stopper for det.
WTO-millenniumrunden er en lejlighed til at få styr på globaliseringsprocessen. Globaliseringen må styres på en sådan måde, at globale udfordringer omsættes til globale fremskridt. Der er behov for særlige foranstaltninger til fordel for udviklingslandene, og navnlig de mindst udviklede lande, ved at gøre brug af partnerskaber til at reducere ulighederne mellem rige og fattige lande. En øget sammenhæng bør være obligatorisk mellem handels-, arbejds-, miljø-, dyrevelfærds- og andre internationalt accepterede bestemmelser og principper for en 'fælles styring' via et øget samarbejde mellem WTO, ILO, FN, de multilaterale miljøaftaler og andre internationale institutioner. Jeg støtter derfor synspunktet om, at runden bliver afsluttet som et enkelt tiltag med resultater, der bliver betragtet globalt. Jeg vil foretrække en manglende aftale frem for en unfair aftale.
Betydningen af de forhandlinger, der inden for WTO skal indledes i Seattle den 30. november, hænger indlysende nok sammen med, at deres dagsorden berører store områder af den menneskelige aktivitet: fra landbrug til kultur, fra transport til uddannelse og sundhed, fra ophavs- og oprindelsesbetegnelsesrettigheder til investeringer i udlandet, og det hele sammensmeltet i et globalt perspektiv, som om alting kun er omsættelige "varer". Disse forhandlinger er særlig betydningsfulde - og alvorlige i deres konsekvenser - fordi den retning, som man ønsker, at de skal bevæge sig i, er lige så indlysende: liberalisering og verdenshandlens totale herredømme, systematisk privatisering af den offentlige sektor og de offentlige tjenesteydelser samt deregulering og fri adgang til den offentlige sektor. Vi står med andre ord over for et udpræget nyliberalt perspektiv, som ikke blot ønskes videreført, men også konsolideret og understreget. Dette mål vedrører så relevante spørgsmål som fødevaresikkerhed, de offentlige tjenesteydelser og den "intellektuelle ejendom", hele tiden til fordel for finanskapitalens blinde liberalisering og imod ILO's konventioner for arbejdsforhold og de internationale miljøregler, med dystre følger for folkenes kulturelle identitet og snesevis af landes udvikling, især de fattigste. Alt dette har naturligt nok påkaldt sig stadig stigende opmærksomhed i offentligheden, der giver udtryk for forståelig uro, og som peger på andre veje. Det drejer sig dog ikke her om at kræve regulering af verdensøkonomien, men der er selvfølgelig andre veje hertil, klart forskellige fra dem, der følges i dag, og fra dem, der aftegner sig, hvilket sætter behovet for et moratorium for forhandlingerne om verdenshandlen på dagsordenen. Denne regulering skal styres af principper om samarbejde og udvikling, der tager hensyn til internationalt anerkendte sociale og miljømæssige standarder, som tager hensyn til de involverede staters ønsker, interesser, særlige forhold og forskellige udviklingsniveau, som tillader og fremmer præferenceaftaler, og som forkaster behandlingen af visse menneskelige aktiviteter som f.eks. uddannelse og kultur som rene og skære varer. Der skal ligeledes herske fuldstændig gennemsigtighed, nye multilaterale investeringsaftaler skal forhindres, og illegal lovgivning - illegal set med den internationale rets øjne - skal ophæves, som f.eks. Helms-Burton-lovens blokade af Cuba. Det er imidlertid ganske åbenbart ikke i denne retning, som man her foreslår, at vi skal bevæge os. Derfor stemmer vi naturligvis imod Schwaiger-betænkningen.
- (NL) Der blev vedtaget nogle ændringsforslag til betænkningen af hr. Schwaiger. Disse ændringsforslag forkaster støtten til eksport af landbrugsprodukter fra EU til udviklingslande. Den Liberale Gruppe er klar over, at denne eksport i nogle tilfælde kan have uheldige følger for udviklingslandene. Problemet kan ikke løses med ensidige regler for EU-medlemsstaterne. Andre lande giver også støtte til deres eksport, og de overtager derfor øjeblikkeligt EU's plads, hvis EU standser eksportstøtten. Det er nødvendigt med en multilateral politik for at løse problemet, men der er ikke noget, som forhindrer udviklingslandene i at føre en god landbrugspolitik. Det vil sige, at de enten kan forhindre import af disse billige produkter på bekostning af deres eget landbrug eller begrænse den ved hjælp af importafgifter.
Som alle mine kolleger har jeg stemt imod hr. Schwaigers betænkning. Som formanden Pasqua fremhævede det under de generelle forhandlinger, der foregik på plenarmødet i begyndelsen af oktober, og som min kollega Georges Berthu netop har mindet om, er det afgørende nødvendigt, før man indleder en helt ny forhandlingsrunde, at udarbejde en status, der er klar, præcis og objektiv, hvilket altså vil sige uafhængig og kontradiktorisk, for at fastlægge konsekvenserne for økonomien, det sociale område, miljøet og fødevaresikkerheden af de tidligere aftaler fra Uruguay-runden. Men vi må nu konstatere, at Rådet desværre netop har givet Kommissionen et forhandlingsmandat at tage med til Seattle, som ikke overhovedet nævner en sådan opgørelse. Man vil under pres udføre en undersøgelse - der kun bliver meget begrænset - af den bæredygtige udvikling, men overhovedet intet om at bevare vores økonomiske og sociale identitet. Denne manglende status kan tolkes som en vilje til over for befolkningerne i de lande, der er tilknyttet WTO, at ville skjule virkeligheden, der står i skærende modsætning til virkningerne af liberaliseringen af den globale handel. Landbruget i EU har i løbet af de år, Uruguay-runden har fungeret, oplevet den kraftigste reduktion af den erhvervsaktive befolkning nogen sinde, hvilket således har ført til en veritabel nedbrydning af landbrugssektoren. En række udviklingslande begynder at lide under den frontale konkurrence, under hvilken der findes landbrugsprodukter fra det latinamerikanske og det afrikanske område. I industrisektoren fører koncentrationen af visse operatører til dominerende situationer på visse markeder, og de små og mellemstore virksomheder (lige præcis de, der danner landdistrikterne i vores lande) lider for fuld udblæsning under den uretfærdige konkurrence, der skaber virksomhedsflytninger af visse multinationale eller tværnationale virksomheder. Selvom man står fast på nødvendigheden af at ville forsvare en bestemt europæisk landbrugsmodel, vogter man sig til gengæld for at definere den præcist gennem fællesskabspræferencen, uafhængighed i fødevareforsyningen og beskyttelsen af den offentlige sundhed. Det er afgørende nødvendigt hurtigt at definere en europæisk fødevaremodel baseret på en traditionel, sund og varieret ernæring, produceret af landbrugsprodukter, der overvejende kommer fra EU. Det er nødvendigt at forsvare princippet om fællesskabspræferencen og gennem denne systemet med eksportrestitutioner, herunder for produkter, der falder "uden for bilag 1", hvilket vil sige levnedsmidler skabt af EU-landbrugsprodukter, og hvis markedspris er højere end verdensmarkedsprisen. En sund ernæring medfører, at forsigtighedsprincippets forrang fastlægges klart inden for disse forhandlingers rammer. Denne retfærdige handel, der bygger på fraværet af en kvalitativ, miljømæssig, social og skattemæssig dumping, hvis den nævnes som principper, fastholdes ikke med alle dens konsekvenser som et prioriteret mål, der skal nås, af EU's forhandlere. Det vigtigste mål, hvis man lytter til Kommissionen, bliver at EU skal forberede sig på at give indrømmelser. Det er, hvad Kommissionen allerede gør nu, endda inden forhandlingerne er begyndt, til skade for EU's vitale interesser. Jeg er meget bekymret over denne holdning hos Europa-Kommissionen. Efter forhandlingerne under Uruguay-runden har vi faktisk haft en række konflikter med de amerikanske myndigheder. De tre vigtigste konflikter om banansektoren, om produktion og indarbejdning af genetisk modificerede organismer samt om import af oksekød fra USA er alle netop blevet dømt af den samme Kommission imod EU's og AVS' bananproducenters interesser, imod EU's forbrugeres interesser og selvfølgelig imod vores opdrætteres og vores landbrugeres interesser. Kommissionen har handlet og handler i disse tre sager, som om den ikke ønskede, at der eksisterer nogen som helst meningsforskelle mellem Den Europæiske Union og De Forenede Stater på det tidspunkt, hvor de skal indlede forhandlingerne. Det er at spille amerikanernes spil. I stedet for for alle vinde at udbasunere nødvendigheden af, at EU giver indrømmelser, skulle Kommissionen hellere med styrke fastholde nødvendigheden af at rette utilstrækkeligheder og fejl i Marakesh-aftalen, hvad angår de grundlæggende sociale rettigheder, inden for miljøet og den offentlige sundhed, hvilket desuden er i alles interesse. Men det ville være at erkende, at Kommissionen førte dårlige forhandlinger under de sidste GATT-aftaler, og det er helt klart utænkeligt. Kommissionen foretrækker altså, at dens ansvarlige, det være sig hr. Brittan eller hr. Lamy, på forhånd bøjer af på vores holdning til forsigtighedsprincippet, sundhed og sikkerhed, beskyttelse af miljøet, de økonomiske interesser i landdistrikterne; hvad angår bananerne kun gøre lidt for de traditionelle og privilegerede forbindelser, som vores lande vedligeholder, hvad angår internationale forpligtelser over for AVS-landene. Privilegerede: Det skal De ikke tænke på. Adjektivet vil få hr. Lamy til at springe op med et sæt!... Betænkning af Dimitrakopoulos og Leinen (A5-0058/1999)
Hr. formand, i den første udgave af betænkningen af Dimitrakopoulos og Leinen om den kommende regeringskonference kan man læse følgende præmis: "i betragtning af sofavælgerprocenten ved det seneste EU-valg, der vidner om borgernes voksende ligegyldighed over for, hvordan Unionen fungerer for øjeblikket osv.". Udvalget om Forfatningsspørgsmål, der uden tvivl blev forskrækket over en sådan indrømmelse, fandt det klogest og med et overvældende flertal at slette dette sætningsled. Derefter lykkedes det ikke for min gruppe at genindsætte det. Jeg finder denne anekdote væsentlig, fordi den klart viser, i hvilken ånd denne betænkning er udarbejdet. Man nægter at se, at jo mere føderal EU bliver, jo mere fjerner den sig fra befolkningerne, og jo mindre påkalder den sig interesse. I og med, at man fjerner denne generende kendsgerning, og med den andre, har Kommissionen lettere ved at foreslå mere føderalisme, en udvidelse af flertalsafstemninger i Rådet og en konstitutionalisering af traktaterne. Det er den samme forcerede blindhed, der har forrang, når man har været nødt til at behandle udvidelsen. Man handler, som om udvidelsen af det kvalificerede flertal, det vil sige en udvidelse af tvangsbeføjelsen over for de lande, der udgør et mindretal, ville løse alle problemer. En alvorlig illusion. Ensretningen har allerede nået grænsen i EU15. Man ser det klart med embargoen imod det britiske oksekød, og det er urealistisk at tro, at man kan gå længere med flere begrænsninger i et EU30. Allerede for to år siden stødte Rådet i Amsterdam på dette problem, og det havde ikke held til løse det. Den kommende regeringskonference vil heller ikke løse det i højere grad, hvis den arbejder ud fra det samme grundlag. Det, vi har brug for, er et EU, der er mere fleksibelt, og som i større grad respekterer sine befolkninger. Jeg har udtrykt principperne i en mindretalsudtalelse, der er bilag til betænkningen af Dimitrakopoulos og Leinen. I denne har Gruppen for Nationernes Europa beskrevet konsekvenserne ved at fremlægge 21 ændringsforslag, der desværre alle blev forkastet af et flertal af Parlamentet. Men en skønne dag bliver dette Parlament nødt til at erkende det dødvande, det lukker sig inde i ved at forsvare en ensidig EU-blok.
Vi mener, at EU's institutioner generelt i uendeligt højere grad repræsenterer storkapitalens interesser end befolkningernes og specielt den arbejdende befolknings. Som følge heraf tager vi ikke stilling til udvidelsen. Det er vores overbevisning, at fremtiden tilhører et EU uden grænser mellem befolkningerne forenet fra den ene ende af kontinentet til den anden og befriet fra de industrielle og økonomiske gruppers indflydelse, hvilket er en uomgængelig betingelse for, at befolkningerne kan få en reel kontrol over deres institutioner.
Betænkningens tekst om nærhedsprincippet kunne være skrevet væsentligt tydeligere. Derfor har de svenske kristdemokrater i Udvalget om Forfatningsspørgsmål, i form af ændringsforslag 5, arbejdet på, at der i slutningen af punkt 17 skulle tilføjes følgende sætning: "Anvendelsen af nærhedsprincippet, som det er formuleret i Maastricht-traktaten, skal evalueres". Vi mener, at tiden er moden til denne evaluering, og at Europa-Parlamentet burde have indskrevet dette i sin beslutning og dermed markeret sin vilje til at fylde nærhedsprincippet med et tydeligere indhold for borgerne i EU's medlemslande. De svenske kristdemokrater ser EU's udvidelse mod øst som det absolut vigtigste anliggende for Den Europæiske Union og vil arbejde for en hurtig og smidig proces med hensyn til de forfatningsmæssige spørgsmål baseret på kandidatlandenes deltagelse. Håndteringen af denne vigtige betænkning, inklusive den politiske behandling, med de svenske oversættelser af ændringsforslagene, der først foreligger i helt færdig stand samme dag, som afstemningen finder sted, er efter vores mening bemærkelsesværdig og utilfredsstillende ud fra et demokratisk synspunkt.
Vi mener, at betænkningen om forberedelserne til næste regeringskonference er et velkomment initiativ fra Europa-Parlamentets side. Kravene i betænkningen rækker videre end det, Det Europæiske Råd mener bør stå på dagsordenen for næste regeringskonference. Vi mener også, at den er vidtrækkende på nogle punkter. Punkt 13 (om EU's forfatningsgrundlag og opdelingen af traktattekster i to dele): Vi vil gerne påpege og understrege, at den eneste acceptable fremgangsmåde, når det handler om den forfatningsmæssige del, er enstemmighed. Punkt 14 (om en revision af traktaterne): Vi mener, at der skal være enstemmighed, når traktaterne revideres i henhold til punkt 13 a. Punkt 17 (sidste del): Vi mener, at der skal være enstemmighed ikke alene i den forfatningsmæssige del, men også f.eks. hvad angår udenrigs- og sikkerhedspolitik. Punkt 26, sidste del, kan tolkes som gensidige militære garantier. Det er efter vores mening uacceptabelt. EU's medlemsstater er neutrale og blokfrie. For dem er det utænkeligt at skabe et middel til gensidige militære garantier som led i Unionens sikkerheds- og forsvarspolitik. Desuden mener vi ikke, at der kræves en eksakt og bindende tidsplan for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på nuværende tidspunkt ud over det, der står i Köln-dokumentet. Hvad angår punkt 27, er det efter vores mening et stort fremskridt, at de såkaldte Petersberg-opgaver i Köln-dokumentet (humanitær indsats og redningsindsats, fredsbevarende indsats og indsats med kampstyrker ved krisehåndtering inklusive fredsskabende foranstaltninger) indlemmes i EU's opgaveområde. Derigennem vises det, at EU først og fremmest er et politisk, socialt og økonomisk projekt, også når det gælder konflikt- og krisehåndtering. Petersberg-opgaverne indebærer en mulighed for blokfrie og neutrale stater til at deltage i konflikt- og krisehåndtering, og derfor er der ingen grund til at integrere WEU fuldt ud i Den Europæiske Union.
. De danske socialdemokrater har i dag stemt imod betænkningen af Dimitrakopoulos og Leinen. Udvidelsen af EU er en historisk chance for at skabe et fredeligt, stabilt og samarbejdende Europa. Det er samtidig EU's hidtil største udfordring. En ændring af traktaterne er en forudsætning for at gøre EU klar til at optage de nye øst- og centraleuropæiske lande. Det er i disse dage 10 år siden, Berlinmuren faldt. Vi er enige i den tidsplan, der er foreslået, sådan at regeringskonferencen kan være afsluttet med udgangen af år 2000. Det må ikke være formelle forhold som f.eks. ændring af traktaterne, der udsætter optagelsen. Derfor skal vi også være omhyggelige med ikke at lægge sten eller blokeringer i vejen for, at regeringskonferencen kan slutte til tiden, og at resultatet kan godkendes i de enkelte lande efter reglerne i de respektive landes grundlove. Betænkningen af Dimitrakopoulos og Leinen lægger op til en meget gennemgribende revision, som vi ikke mener, det vil være muligt at gennemføre inden for den fastlagte tidsramme - derfor har vi stemt imod. De mange ændringsforslag og de mange forskellige meninger, der er tilkendegivet i forbindelse med afstemningen i dag, illustrerer med al ønskelig tydelighed, hvilke problemer en meget omfattende dagsorden vil medføre. Som medlemmer af den socialdemokratiske gruppe har vi stemt sammen med vores partifæller for og imod en række ændringsforslag. Det har vi gjort, fordi vi gerne vil præge udviklingen i Europa i en socialdemokratisk retning. Dette ændrer dog ikke ved vores generelle opfattelse af betænkningen. Der er dog en række punkter, som vi klart må tage afstand fra, herunder initiativer, der fjerner det grundlæggende princip, at det er medlemsstaterne, der i overensstemmelse med deres respektive grundlove indgår og ændrer traktaten. Vi må også klart tage afstand fra, at EU gøres til en forsvarsalliance. Det er ikke en opgave for EU, men for NATO.
. Jeg har stemt imod denne beslutning af de grunde, som er indeholdt i den minoritetsudtalelse, som er afgivet af hr. Georges Berthu, UEN. Hr. Georges Berthus udtalelse har af tekniske grunde alene kunnet afgives i udvalget på vegne af de franske medlemmer af UEN. Mindretalsudtalelsen dækker imidlertid fuldt ud mine synspunkter, hvilket jeg ønsker optaget i referat og protokol.
Regeringskonferencen er en konference for medlemsstaternes regeringer. Det er medlemslandenes parlamenter, der skal afgøre, om resultatet fra konferencen skal godkendes. Vi kan derfor ikke acceptere, at Europa-Parlamentet skal indrømmes nogen form for ret til at træffe beslutninger i traktatanliggender. Vi vender os også mod betænkningens forslag om, at EU skal være en juridisk person. På samme måde er betænkningens idéer om at skabe et militært EU skræmmende og unødvendige. Ikke mindst det seneste valg til Europa-Parlamentet i 1999 viste, at EU's borgere er langt bagud i forhold til mange EU-parlamentarikeres tanker om et føderalt EU. EU's borgere fokuserer stadig på den politiske debat, som finder sted på nationalt plan. EU-debatten er forbeholdt en lille politisk elite. Vi afviser dermed de grundlæggende idéer i beslutningen.
Forslagene i betænkningen af Dimitrakopoulos og Leinen indeholder med hensyn til reformen af traktaterne i deres institutionelle kerneområder en udvidelse af den kvalificerede flertalsbeslutning i Rådet. Desuden skal der efter betænkningens forestillinger ske en ændring af folkeretten som sådan, idet Parlamentet skal have en godkendelsesret i forbindelse med indgåelse af kommende traktater. Dette og mange andre problematiske punkter stiller principielt spørgsmålstegn ved Den Europæiske Unions medlemsstaters rolle som "traktaternes herrer". Derfor afviser vi fra Freiheitliche Partei Österreichs side denne betænkning.
Den betænkning, som Udvalget om Forfatningsspørgsmål har vedtaget, og som nu skal godkendes af plenarforsamlingen, mener jeg ikke fortjener en positiv bedømmelse af følgende grunde: 1. Betænkningen stiller krav om revision, der går langt ud over det i Amsterdam-traktaten fastsatte, og i så brede og almindelige vendinger, at man ikke forstår, hvad der skal lægges i en ny "bred" dagsorden. Derudover overser den områder, hvor en revision forekommer mig afgørende, og som udtalelser fra andre af Parlamentets udvalg har udpeget (revision af de egne indtægter, revision af den sociale samhørighed, reform af den fælles landbrugsordning, udvidelse af kompetencen under den første søjle til området for frihed, sikkerhed og retfærdighed, reform af domstolssystemet osv.). 2. Betænkningen koncentrerer revisionen om et område, der egentlig kun vedrører spørgsmålene om beslutningstagningen og en ny vægt staterne imellem, der i rimelighedens navn reducerer de økonomisk mindre udviklede staters vægt til fordel for de økonomisk mægtigere, som betænkningen ønsker at give mulighed for større indflydelse. 3. Følgelig accepterer betænkningen - og giver Kommissionen carte blanche til at foreslå det - en ændring af staternes vægt i lighed med det, som allerede sker på det organisatoriske og administrative plan i Kommissionen selv, og som bringer dét konstituerende og historiske princip i fare, som det europæiske projekt altid med succes har bygget på, nemlig at stemmevægt ikke skal være proportionel med befolkningstallet. 4. I overensstemmelse med de holdninger, som jeg altid har stået for i Europa-Parlamentet, hvor jeg i forbindelse med revisionen af Maastricht- og Amsterdam-traktaterne har krævet, at den grundlæggende historiske ligevægt mellem staterne skal bevares, kan jeg ikke godkende denne betænkning, der åbner for "Pandoras æske" til en traktat, der mener, at nogle staters overhøjhed over andre er retfærdig, hvilket er i klar modstrid med princippet om alle EU-borgeres lighed. Derfor har jeg stemt imod!
Den næste regeringskonference, som forventes at skulle finde sted i begyndelsen eller midten af det kommende års første halvår, er af indlysende betydning for Fællesskabets udvikling i den nærmeste fremtid. Ikke så meget på grund af de nye spørgsmål - nogle af dem var allerede på dagsordenen på den foregående regeringskonference, men uden at finde nogen løsning - men derimod på grund af deres kompleksitet og ømfindtlighed, og som er denne konferences eksistensberettigelse. Med udvidelsen som argument - hvis konkretisering ikke giver os anledning til principielle spørgsmål, men som vi ikke kan se virkeliggjort, uden at det må få konsekvenser på forskellige planer - og under påberåbelse af effektivitet og demokratiseringsprincipper sigter man mod en ændring af traktaterne særlig på det institutionelle område: opgivelse af enstemmighed og udbredelse af afgørelse ved kvalificeret flertal til nye områder, en ny stemmevægtning i Rådets afgørelser ved kvalificeret flertal og en ændring i institutionernes sammensætning og funktionsmåde (antal kommissærer, Rådets formandskab, Parlamentets sammensætning og sågar sprogs anerkendelse som arbejdssprog, ...). Disse ændringer drejer sig faktisk først og fremmest om magt og indflydelse på EU's centrale områder og har til hensigt om muligt at etablere/konsolidere politiske direktorier omkring de største og rigeste medlemsstater. Den marginale rolle, som i denne sammenhæng er tiltænkt de små og mindre udviklede lande, gør naturligvis, at vi må se på de foreslåede løsninger med megen forbehold, uro eller ligefrem direkte modstand. Denne holdning styrkes også af de løsninger, som visse kredse agter gennemført på sikkerheds- og forsvarsområdet, som indebærer militarisering af EU, der således skal befæstes som NATO's europæiske søjle, hvilket vi ligeledes modsætter os.
Jeg kan ikke stemme for betænkningen af Dimitrakopoulos og Leinen af bl.a. følgende grunde: Betænkningen har en tydelig overstatslig karakter. Jeg støtter et mellemstatsligt samarbejde, men ikke den overstatslighed, som ordførerne går ind for, hvilket det seneste valg til Europa-Parlamentet viser klart. Jeg vender mig desuden mod kravet om et fælles militært forsvar, især i punkt 26 og 27, som kræver en "bindende tidsplan" for en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som skal garantere EU's eksterne grænser. Jeg kan heller ikke acceptere, at WEU skal integreres, således at EU fremover kan træffe foranstaltninger ved hjælp af troværdige militære midler. Der gøres ingen undtagelser for artikel 5, som foreskriver en gensidig forpligtelse til at gribe ind militært, hvis en anden medlemsstat bliver angrebet. Sverige er et militært blokfrit land, det forholder sig neutralt i krig, og kan under ingen omstændigheder deltage i et fælles militært forsvar. Jeg mener, at en revision af EU's statut udelukkende skal kunne ske med enstemmighed i Ministerrådet. Endelig mener jeg, at Parlamentet burde koncentrere sig om de forandringer, som skal til, for at vi kan træffe beslutninger i et udvidet EU. Betænkning af Pirker (A5-0059/1999)
Hr. formand, jeg undlod at stemme om Eurodac. Det gjorde jeg, fordi proceduren og nogle ordninger er uacceptable. Jeg beklager, at man ikke har benyttet lejligheden til at opnå større enighed om dette vigtige emne. For det er nødvendigt, at vi kan gribe ind over for dem, der kommer til EU med kriminelle hensigter, og fingeraftryk kan være et middel hertil. Derfor undlod jeg af stemme om nogle vigtige ændringsforslag, selvom jeg deler min gruppes holdning om, at det er beklageligt, at der generaliseres.
Vi vil gerne understrege, at indførelsen af et system til at sammenligne asylsøgeres fingeraftryk ikke i sig selv er en garanti for at opnå en tilstræbt human og generøs asylpolitik, som indebærer, at medlemslandene på solidarisk vis giver asylsøgere ret til et fristed. For at opnå en sådan asylpolitik kræves der andre foranstaltninger og en omfattende indsats for at styrke enigheden blandt medlemslandene om behovet for en generøs og human asylpolitik. Vi mener derimod, at dannelsen af Eurodac skal ses i lyset af mulighederne for at opnå en sådan human og generøs asylpolitik inden for Den Europæiske Union. Med de ændringer i Kommissionens forslag, der kommer til udtryk i betænkningen, og som indebærer, at mindreårige ikke kan udsættes for registrering, og at retten til personlig integritet styrkes, mener vi, at der er grund til at støtte betænkningen.
. Den danske delegation udtrykker sin fulde støtte til oprettelsen af Eurodac til sammenligning af asylansøgeres og visse andre udlændinges fingeraftryk. Eurodac vil være et væsentligt redskab til sikring af en effektiv funktion af Dublin-konventionen. Med det valgte retsgrundlag for forordningen har vi - i respekt for det danske forbehold på det retlige område - undladt at stemme ved den endelige afstemning. Vi har med stor tilfredshed noteret os, at den danske regering på samlingen i Rådet (retlige og indre anliggender) den 29. oktober 1999 har meddelt at ville deltage fuldt ud i Eurodac-samarbejdet på et mellemstatsligt grundlag.
Med det argument, at Dublin-konventionens implementering skal gøres enklere, griber igen Rådet til tidligere forsøg på at begrænse rettighederne for tredjelandsstatsborgere gennem oprettelse af en central database til registrering af fingeraftryk, der skal omfatte ikke kun flygtninge og asylsøgere, men alle tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt inden for EU's grænser. Rådets forslag er i den grad blindt, at det inkluderer børn helt ned til 14 år. Selv med de små ændringsforslag, som er blevet vedtaget i Europa-Parlamentet, herunder en nedre grænse på 18 år og en begrænsning i antal sammenligninger af fingeraftryk for at undgå flere muligheder for fejltagelse, er dette forslag, der sigter på at skabe et Fort Europa, lukket for andre staters borgere, uacceptabelt. Som Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender anfører det, kan der under normale omstændigheder kun tages fingeraftryk af kriminelle eller personer, der mistænkes for en kriminel handling, og ikke af asylansøgere, flygtninge eller tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt i en medlemsstat eller ved grænsen til samme. Beskyttelsen af de personers grundlæggende rettigheder, som det her drejer sig om, kræver, at man ikke går videre med oprettelsen af en central database til kontrol af personoplysninger, for principielt bør ingen af disse personer behandles som kriminelle eller som mistænkte for en kriminel handling. For at forværre situationen er der ikke foreslået foranstaltninger til kontrol- og beskyttelse af personoplysninger, og det står stadig åbent, hvorledes det gennem effektive og afskrækkende sanktioner kan sikres, at der ikke sker misbrug af den centrale database. Derfor har jeg stemt imod.
Vi har stemt imod betænkningen af hr. Pirker, hovedsagelig af tre grunde. For det første fordi ændringsforslagene til forslaget til forordning er alt for slappe. Dernæst fordi selve forordningen på skandaløs vis og efter vedholdende pres fra mit lands socialdemokratisk-økologisk-kommunistiske regering - hvilket jeg skammer mig meget over - udelukker at opbevare fingeraftryk fra illegale indvandrere, der er kontrollerede på Unionens territorium. Endelig fordi teksten overlader styringen af Eurodac til en håndfuld kommissærer i Kommissionen. De har ødelagt de indre grænser. De har ved at oprette et EU styret fra Bruxelles, Maastricht og Amsterdam skabt et område, der er meget usikkert, og hvor der frit og i en stor pærevælling cirkulerer illegale indvandrere, narkotika, mange forskellige andre smuglervarer og kriminalitet. De foranstaltninger, De foreslår i dag, ikke bare i Pirker-betænkningen, men også i andre betænkninger om narkotika eller forfalskning af rejsedokumenter, er latterligt små i forhold til omfanget af de farer, De udsætter EU's borgere for. Den eneste løsning er at genetablere kontrollen ved Fællesskabets indre grænser, at give medlemsstaternes politietater det personale, materiel og de midler, der er nødvendige, for at de kan udfylde deres opgave, der består i at beskytte ærlige mennesker, at afvise at give uansvarlige i Bruxelles nogen som helst kompetence inden for politi, retsvæsen, indvandring og opholdstilladelser til udlændinge.
Herved erklærer den nederlandske delegation i PSE-gruppen, at den ikke kan gå ind for den i dag vedtagne betænkning af hr. Pirker om Rådets forslag til forordning om oprettelsen af Eurodac med det formål at sammenligne asylansøgeres og visse andre udlændinges fingeraftryk. Ved at udvide Eurodac-systemet til også at omfatte andre grupper udlændinge end asylansøgere går man efter vores mening i en helt uacceptabel retning. (Mødet udsat kl. 14.35 og genoptaget kl. 15.05)
Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om fire beslutningsforslag om år 2000-problemet: de civile, militære og nukleare sektorer: B5-0268/1999 af Plooij-van Gorsel for ELDR-gruppen om år 2000-problemet og eventuelle Europa-dækkende konsekvenser; B5-0268/1999 af Theorin for PSE-gruppen om år 2000-problemet og ophævelse af alarmberedskabet for alle atomslagstyrkerne (B5-0276/1999); B5-0268/1999 af Hautala, Lucas m.fl. for Verts/ALE-gruppen om år 2000-problemet og eventuelle Europa-dækkende konsekvenser (B5-0292/1999); B5-0303/1999 af Chichester, Morillon m.fl. for PPE-DE-gruppen om år 2000-problemet og dets eventuelle virkninger.
Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, kun 43 dage skiller os fra 1. januar 2000. Det er en dato, som mange længselsfuldt ser frem til. Men for at man med ro i sindet kan lade champagnepropperne springe ved århundredeskiftet er det meget nødvendigt med målrettet europæisk handling især inden for den civile og militære nukleare sektor. I EU og USA er man i tide blevet klar over problemet, men det er i mindre grad tilfældet i Mellem- og Østeuropa. Løsningen af år 2000-problemet i atomenergisektoren er først og fremmest International Atomic Energy Associations opgave. Denne FN-organisation er det naturlige organ for den nukleare problematik i verden. IAEA har meddelt, at der ikke er penge til målrettet støtte til løsningen af problemerne i landene i Mellem- og Østeuropa. Spørgsmålet er, om disse lande selv bruger tilstrækkeligt mange penge på løsningen af år 2000-problemet. Især Rusland er på fallittens rand. Parlamentet spurgte tidligere på året den daværende kommissær van den Broek, hvilken opgave EU har ved løsningen af dette grænseoverskridende problem. Han svarede, at IAEA undersøger de forventede problemer. Jeg har nu tre spørgsmål til kommissæren. For det første, har Kommissionen modtaget resultaterne af undersøgelsen? Hvis det er tilfældet, anmoder jeg kommissæren om at give en sammenfatning heraf. For det andet, forhandler Kommissionen med regeringerne i Mellem- og Østeuropa? Hvad er resultaterne af disse forhandlinger? For det tredje, hvor store er udgifterne for EU? Jeg takker Dem og afventer Deres svar.
Hr. formand, kernevåben er den kolde krigs våben, men selvom den kolde krig er slut, findes der stadig kernevåben. Disse våben findes i tusindvis på fly, på skibe og på land og er umiddelbart kampklare på trods af, at der ikke foreligger nogen trussel om anvendelse af kernevåben. At have kernevåben klar til omgående affyring er en meget farlig situation, især fordi kernevåben så kan udløses ved en fejltagelse. Dette har været tæt på at ske i flere tilfælde. Så sent som i 1995 fejlfortolkede russerne en norsk forsøgsraket og troede, det var et amerikansk kernevåben, og udløste kampberedskab i fuld målestok i Rusland. Midt om natten blev man tvunget til at vække Jeltsin, men heldigvis opdagede man fejltagelsen, inden Jeltsin besluttede at affyre kernevåben. Risikoen for at udløse en kernevåbenkrig ved en fejltagelse var en af årsagerne til Canberra-kommissionens forslag om, at alle kernevåben skulle tages ud af direkte kampberedskab. Dette blev ikke mindst støttet af den tidligere chef for USA's strategiske kernevåben, general Lee Butler, som selv bogstaveligt talt har haft fingeren på udløserknappen i mange, mange år. Han vidste, hvor tæt vi har været på at udløse en kernevåbenkrig ved en fejltagelse. Det andet krav, vi stillede for at mindske risikoen for kernevåbenkrig, var, at alle kernevåben burde fjernes fra sine våbenbærere, således at der kan gives tilstrækkelig tid til seriøse politiske overvejelser. Disse to krav bør realiseres omgående. Årsagen er, at datafejl i kernevåbensystemerne netop ved årtusindskiftet kan føre til kernevåbenkrig ved en fejltagelse. Advarselssystemerne, som er et komplekst netværk af satellitter, infrarøde detektorer og horisontale radarer, er hovedsageligt afhængige af det kommercielle elnet. Selvom Pentagon har dobbeltjekket millioner af datakomponenter, kan man ikke garantere fuld sikkerhed. Det kan man heller ikke gøre i Rusland. På grund af disse alvorlige mangler i det russiske advarselssystem kan Rusland i tre timer om dagen ikke opdage amerikanske interkontinentale missiler. Også kernekraften afhænger af det kommercielle elnet, bl.a. når afkølingsvandet skal holdes i gang, og den radioaktive kerne og det brugte kernebrændsel skal køles ned. Hvis bare en del af dette beskyttelsesnet svigter på grund af datafejl, vil den ca. 100 ton tunge uraniumkerne i reaktoren smelte inden for to timer, hvis de to reservedieselgeneratorer ikke fungerer. Desværre ligger disse reservedieselgeneratorers pålidelighed på kun 85%. Det, som nu skal ske, er, at verdens kernevåbenlande udtager sine kernevåben fra direkte kampberedskab og separerer sprænghovederne fra våbenbærerne, i det mindste ved årtusindskiftet. Storbritannien har allerede truffet en sådan beslutning. Også kernekraftanlæg skal lukkes midlertidigt eller forsynes med beskyttelsesmekanismer i tiden omkring årtusindskiftet. Det er det, beslutningen handler om. En beslutning om at udtage alle kernevåben fra direkte kampberedskab og demontere sprænghovederne, altså kernevåbnene fra våbenbærerne, kan samtidig blive starten på en seriøs kernevåbennedrustning.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg støtter det foreliggende kompromisforslag om år 2000-problemet. Desværre er denne vedtagelse ikke tilstrækkeligt til at tage højde for alle de vigtige aspekter af dette tema. Derfor vil jeg især nævne tre punkter, som er af største vigtighed. Den japanske regering har opfordret befolkningen til at indkøbe forråd. Det viser jo, at den risiko, som er forbundet med år 2000-problemet, ikke kan kalkuleres, hvilket naturligvis også gælder for Europa. Her er det absolut nødvendigt at give handlingsanvisninger og diskutere, hvad der kunne ske. Det næste spørgsmål er, hvor EU's svar på de fortvivlede nødråd fra 27 afrikanske stater af 21. oktober i år bliver af? Også de kræver hjælp fra industrinationerne til at klare deres år 2000-problem. Det tredje og spændende spørgsmål er imidlertid, hvor de overhovedet har fået dette problem fra? Det gælder ikke kun for Afrika, men også for andre lande i den tredje verden. I alle diagnoserne og drøftelserne om dette emne spiller udviklingslandene ingen rolle. Men det er netop dem, der er hårdest ramt af datoændringen, for de har overtaget gamle computeranlæg fra de rige lande i nord, som ikke er årtusindskiftesikrede. De alvorlige konsekvenser er, at levnedsmiddelforsyningen ikke er sikret, og at den indre stabilitet i mange lande er i fare. 43 dage før årtusindskiftet er vi stadig langt fra en løsning på problemet. Her viser skyggesiden af informationsteknologiernes såkaldte globale landsby sig. Man skiller sig af med gamle computere og med ansvaret. Jeg forventer hurtig handling. Det gælder imidlertid ikke kun for år 2000-problemet, for det næste problem banker allerede på. Mange computere indeholder ikke datoen 29. februar år 2000. Alle taler om år 2000-problemet, men der er ingen opmærksomhed om dette problem, hvilket kan få endnu mere alvorligere følger, netop fordi ingen er forberedt.
Hr. formand, da jeg blev bedt om at deltage i disse forhandlinger, var min første reaktion negativ, idet jeg var af den opfattelse, at den fremkaldte alarm stammede fra et vildt overdrevet millenniumspøgelse skabt af den lobby, der netop i kraft af dette i stort omfang har fundet deres indtjening, herunder ved undertiden økonomisk at udnytte deres kunders godtroenhed. Når jeg endelig har accepteret at tilslutte mig beslutningen, der vil blive lagt frem for vores kolleger til afstemning, er det, fordi jeg har haft lejlighed til at måle de virkelige følelser hos en del af den globale offentlighed. Dens bekymringer sammen med udtalelser fra vores kollega om reaktionen fra den japanske regering og andre internationale organer, der opfordrer befolkningerne til at tage forholdsregler, og at samle reserver for at imødegå verdens annoncerede undergang, bekræfter mig i, at de vise forholdsregler, Parlamentet har anbefalet, er velegnede til at berolige angsten, og de kan derfor være nyttige.
Hverken et anlægs alder eller dets beliggenhed eller for så vidt dets avancerede design er nogen garanti for, at det kan klare år 2000-problemet. Jeg kunne ikke tænke mig at være i denne bygning ved midnat den 31. december - bare 43 dage fra nu af. Elevatorer, brandalarmer - hvad vil virke, om overhovedet noget? Der er en alvorlig undertone i mine spøgerier her. Vi bør bare tænke på det. Dette er et moderne, avanceret byggeri til mange millioner. I Irland har successive regeringer tilkendegivet deres bekymring over for britiske regeringer om ulykkesraten på BNFL-institutionerne, og navnlig ulykkesraten på Sellafield-anlægget på Det Forenede Kongeriges tyndest befolkede vestkyst blot nogle få mil over havet fra vores mest befolkede østkyst. De kan smile, hr. formand, men jeg er alvorlig. Det er ikke en større trolig ulykke, jeg tænker på, og jeg ønsker ikke at male fanden på væggen. Men jeg må have min manglende tillid til den britiske kernekraftindustris sikkerhedsforhold ført til protokols. Som en suveræn, ikkenuklear nation har vi i Irland ret til selvbestemmelse, når det gælder vores befolknings sundhed og miljø. Den konsultation og kommunikation, der har fundet sted i årenes løb mellem vores to lande vedrørende det britiske kernekraftprogram, har ikke været god. En vis egenmægtig arrogance har været klart synlig til trods for PR fra Sellafield i de senere år. Jeg vil slutte af med at sige, at alle nationer med kernekraftprogrammer klart og ærligt bør forelægge en redegørelse for deres programmers år 2000-kompatibilitet for at forsikre deres egen og nabonationer om deres beredskab. Selv på dette sene stadium er det bedre, at vi kender til problemerne, end at vi tyr til strudsemetoden og stikker hovedet i sandet.
Det første, jeg ønsker at udtrykke, er, hvor varmt jeg bifalder Parlamentets beslutning. Den vil sende et klart signal verden rundt om, hvor alvorligt vi tager år 2000-problemet, og det vil forhåbentlig fremstå som et eksempel for andre. Men tiden er imidlertid helt klart ved at løbe ud. Det betyder, at uanset, hvor mange gode intentioner der nu måtte være, er der helt sikkert en risiko for uheld. Navnlig det høje niveau af computerforbindelser landene imellem især i den vestlige verden gør det umuligt at forudse nøjagtigt, hvilke uheld der kan være tale om, og hvor de måtte forekomme. Jo højere integrationsniveauet er, jo højere er niveauet af uforudsigelighed. Situationen i Østeuropa er også langt fra betryggende. De manglende oplysninger derovrefra bekymrede Kommissionen så sent som i juni i år, og jo længere østpå, man bevæger sig, jo mere foruroligende bliver situationen. Den sikreste tilgang er at slukke for disse anlæg ved årtusindskiftet, men hvordan slukker Litauen for 75% af landets elektricitetskapacitet fra Ignalina? Ved at lade folk sidde i mørke og uden vand? Vesten må tilbyde bistand, så jeg bifalder især dette forslags opfordring til OECD-landene om at levere ressourcer til dette. Jeg vil slutte meget hurtigt med en anekdote, der ville have været sjov, hvis sagen ikke havde været så alvorlig. Amerikanerne og russerne etablerede for nylig nogle hot lines, således at de kunne kontakte hinanden om år 2000-problemer, og i samtlige på nær én af de syv hot lines, som de etablerede, fandt de år 2000-problemer! Intet vil være sikkert i de uger, der ligger foran os. Vi må handle nu for at reducere risiciene verden rundt, og jeg bifalder det bidrag, som denne beslutning vil yde til processen.
Hr. formand, jeg vil besvare Deres spørgsmål og indlæg om spørgsmål, der ligger inden for Kommissionens kompetenceområde. Vi opfatter situationen i medlemsstaterne, i de ansøgerlande, der har atomkraft, og i de nye uafhængige stater på følgende måde. Lad mig først slå fast som et faktum, at kun meget få af de nukleare centraler, selv i de mest udviklede lande, anvender en edb-styret logik i den væsentlige del af deres sikkerhedssystemer. De af vores medlemsstater, der har nukleare centraler, har arbejdet med dette spørgsmål igennem mindst to år. Ifølge de oplysninger, vi sidder inde med, har man afsluttet praktisk talt alle de korrigerende foranstaltninger samt alt arbejde omkring planer for nødsituationer. Kommissionen har i denne sag støttet udveksling af erfaringer og god praksis, men vi har ikke fundet det nyttigt at gribe dybere ind i vores aktiviteter med medlemsstaterne. Det forholder sig ikke på samme måde i en del af de central- og østeuropæiske lande og i visse af de nye uafhængige stater, hvor løsningen af problemerne har været langsommere. Der er faktisk ingen af disse, der begyndte at interessere sig for dette spørgsmål før i slutningen af 1998. Disse lande har fået støtte fra Den Internationale Atomenergiorganisation, der har gennemgået deres analyser af problemets omfang på en række vigtige centraler. Fru Plooij-van Gorsel hentydede til det arbejde, der er udført indtil nu, og dette er mit svar til Dem: Det udførte arbejde af Atomenergiorganisationen og de lande, der udnytter disse centraler, har ikke afsløret år 2000-sikkerhedsproblemer i de altafgørende systemer. Kommissionen har ydet supplerende støtte til visse indehavere af nukleare centraler. Vi har finansieret udsendelse af eksperter fra Unionen til 3 centraler i Rusland og 3 centraler i Ukraine. Vi har endvidere tilbudt vores støtte til de lovgivende myndigheder for nuklearsektoren fra og med begyndelsen af i år, og vi støtter nu projekter af denne type i Bulgarien, Slovakiet og Rusland. Selvom der ikke foreligger skader på nogen som helst dele i de systemer, der er afgørende for sikkerheden, kan en række andre systemer, især de, der sender oplysninger til operatøren, være skadet, og deres mangler kan indirekte true den nukleare sikkerhed ved at overbelaste operatørerne, som det har været nævnt. Ifølge de oplysninger, vi råder over, mener vi, at de central- og østeuropæiske lande generelt er langt fremme med hensyn til at justere disse systemer. Til sammenligning er det helt klart, at de nye uafhængige stater i det tidligere Sovjetunionen går langsommere frem i deres helbredende aktiviteter, men alle erklærer, at arbejdet vil være afsluttet ved udgangen af i år. Vi støtter disse saneringsbestræbelser ved at bidrage til aktiviteterne på to internationale tekniske og videnskabelige centre i henholdsvis Moskva og Kiev, og hvis der skulle være behov for det, er vi parate til at yde en ekstra bevilling til disse programmer, selvfølgelig, som De har sagt i løbet af forhandlingerne, fordi vi nu er meget tæt på overgangen til år 2000, og det væsentlige har været at begynde at tænke på dette i god tid. Dette er på samme tid mit svar og vores bidrag til at løse dette vigtige problem.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét af fem beslutningsforslag om Østtimor: (B5-0271/1999) af Maaten for ELDR-gruppen om situationen i Østtimor; (B5-0273/1999) af Figueiredo, Miranda m.fl. for GUE/NGL-gruppen om situationen i Østtimor; (B5-0280/1999) af Seguro for PSE-gruppen om situationen i Østtimor; (B5-0289/1999) af Queirò for UEN-gruppen om situationen i Østtimor; (B5-0299/1999) af Hautala, McKenna m.fl. for Verts/ALE-gruppen om situationen i Østtimor.
Hr. formand, det har endnu en gang kunnet lade sig gøre at nå til enighed mellem alle de politiske grupper om at fremlægge et eneste beslutningsforslag om Timor. Dette beslutningsforslag udgør et klart signal til verdenssamfundet om, at selvom nyhederne om Timor er forsvundet fra de største europæiske aviser eller ikke mere er de vigtigste indslag i de vigtigste tv-nyhedstjenester i Europa, skal verdenssamfundet og EU's opmærksomhed stadig været rettet mod dette problem. For det første fordi der stadig lægges hindringer i vejen for, at de timoresere, der lever som flygtninge andre steder i Timor, navnlig i Vesttimor, og som ønsker at vende tilbage til Østtimor, kan gøre det, og de indonesiske myndigheder må derfor straks sørge for, at den humanitære hjælp kan komme frem, ikke mindst fra ngo'erne, så timoreserne og deres rettigheder ikke mere krænkes. For det andet skal de fredsbevarende styrker ved grænsen overvåge nøje, at de timoresere, der har ret til at vende tilbage, faktisk kan gøre det i sikkerhed. Derudover skal de ansvarlige for massakrer og forbrydelser mod menneskeheden straffes og ikke kun, for at der kan herske retfærdighed i Timor, men så det kan udgøre et eksempel for andre dele af verden, hvor der ulykkeligvis stadig sker overgreb mod mennesker og ikke mindst mod deres liv, altså mod det, som vi opfatter som umistelige rettigheder. Endelig ønsker vi, hr. formand, at Kommissionen og Rådet kan give fordømmelserne og de politiske taler et modsvarende udtryk i form af finansiel og teknisk støtte til Østtimors uafhængigheds- og genopbygningsprocces. Derfor skriver Den Socialdemokratiske Gruppe under på dette beslutningsforslag, og det var det, jeg ville sige.
Jeg vil meget gerne støtte det, den sidste taler lige har sagt. Hvad angår situationen i Østtimor, må vi virkelig lægge så meget pres som muligt på de indonesiske myndigheder, for de synes at vende det blinde øje til meget af det, der foregår dér. Indoneserne må forsøge at sætte en stopper for militsen og dens aktiviteter i området. Der er også UNHCR's frygt for at situationen rent faktisk vil blive værre. Det er ikke kun i Østtimor, men også i Vesttimor, hvor der stadig er enorme mængder af flygtninge - skønsmæssigt omkring 250.000 flygtninge. Hvad de internationale organisationer angår, må vi sikre, at UNHCR's repatrieringsprogram får lov til at fortsætte uden nogen former for afbræk, for der har været en række hændelser for nylig, der peger i retning af et overlagt forsøg på at få UNHCR's repatrieringsprogram til at bryde sammen. Det er væsentligt, at dette program får lov til at fortsætte. Indonesien må selv lette hjælpeorganisationernes og de internationale styrkers arbejde for at sikre, at der atter bliver fred og stabilitet i området. Vi i Den Europæiske Union tilskyndede sammen med FN alle den østtimoriske befolkning til at udøve deres stemmeret ved folkeafstemningen. Det, der herefter skete, var helt og aldeles uacceptabelt, om end det var forudsigeligt. Ja, det var rent faktisk blevet forudset længe, inden det skete, og der burde være skredet ind meget tidligere for at undgå grusomhederne og mordet på uskyldige mennesker. Desværre har et stort antal mennesker mistet livet på grund af det internationale samfunds uansvarlige holdning. Siden da er nogle lande vågnet op til den kendsgerning, at de ikke længere kan stå med hænderne i lommen og se Indonesien med støtte fra de halvmilitære organisationer i området myrde og jage den østtimoriske befolkning ud af dens land. Det er på høje tid, at de fik ret til uafhængighed - det er det, de stemte for. Medlemsstaterne i Den Europæiske Union må støtte dem - ikke kun med ord, men også med finansiel bistand.
Hr. formand, udviklingen i Østtimor fortjener fortsat den fulde opmærksomhed fra EU's side. På trods af de positive foranstaltninger, der er blevet truffet siden Europa-Parlamentets beslutning den 16. september, især indsættelsen af den internationale fredsbevarende styrke under FN, INTERFET, er den humanitære situation stadig alvorlig, både i selve Østtimor, hvortil det er vigtigt, at der sendes genopbygningsstøtte, og for de ca. 250.000, der er fordrevet til Indonesien, især til Vesttimor. EU, EU's medlemsstater og hele verdenssamfundet må derfor fastholde et stærkt tryk på de indonesiske myndigheder, så de hurtigst muligt afvæbner og bringer de såkaldte "militser" under kontrol og skaber de nødvendige betingelser for, at flygtningene kan vende sikkert tilbage til Østtimor, hvis territoriale integritet fuldt ud skal respekteres. Ikke mindre vigtigt er det, at man går fra ord til handling, og at den humanitære og økonomiske hjælp til Østtimor kommer i gang. Det er uacceptabelt, at den hjælp, som EU har lovet, trods Rådets og Kommissionens løfter endnu ikke er kommet frem. Da nu budgetrammen for de kommende år er blevet vedtaget, må de nødvendige midler bevilges til den økonomiske og finansielle støtte til Østtimors genopbygning og overgang til uafhængighed. Endelig skal det igen slås fast, at beslutningerne vedrørende Østtimors uafhængighed ligger hos dets egen befolkning. I respekt for dets suverænitet skal alle beslutninger om dets nutid og fremtid tages i nært samarbejde med Det nationale Timoresiske Modstandsråd, og de internationale organisationer må ikke træde i stedet for det timoresiske folk, men skal derimod give det alt mulig støtte. Her skal således lyde en appel til medlemsstaterne, EU's institutioner og hele verdenssamfundet om stadig at have støtten til Østtimors befolkning på dagsordenen og om, at man tager skridt til internationalt at anerkende staten Østtimor og etablerer de deraf følgende diplomatiske forbindelser.
Hr. formand, i denne uge indleder FN's midlertidige myndighedsorgan i Østtimor, UNTAET, sin virksomhed. Det har ikke nogen let opgave. Den alvorlige mangelsituation, som yderligere er forværret af det indonesiske militærs hævnbetingede ødelæggelser, områdets beskedne udstrækning og eksistensen af en anden halvdel af øen, naboskabet til mægtige interesser samt fravær af administration bidrager alt sammen til, at det bliver en meget kompleks opgave, og det fortæller også, hvor nødvendigt det er, at timoreserne involveres, og hvor vigtig det er med den internationale solidaritet. De næste to år skal vindes. Der skal opbygges den nødvendige infrastruktur, lægges grunden til produktionssektoren, opbygges en administration, som ikke findes, og det skal gøres under hensyntagen til timoresernes ønsker og deltagelse. De ved, hvad de vil, og de har ret til fra begyndelsen at deltage i opbygningen af deres land. Hvad angår den internationale solidaritet, skal det nævnes, at den fælles vurderingsmission, som blev koordineret af Verdensbanken, og som også havde deltagelse fra Kommissionen, har afsluttet sit arbejde i området. Genopbygningsomkostningerne sættes til EUR 250 millioner over tre år, og der vil finde en donorkonference sted den 17. december. De disponible data er også til nytte for Europa-Parlamentet. Jeg gør opmærksom på, at vi allerede før folkeafstemningen den 30. august gav udtryk for, at vi ønskede, at EU aktivt skulle deltage i genopbygningsopgaverne. I samklang hermed oprettede vi, da vi under førstebehandlingen tog stilling til budgettet for år 2000, en særlig flerårig post på EUR 30 millioner til genopbygningen af Østtimor, et beløb, som skal justeres på baggrund af den fælles vurderingsmissions oplysninger. Afslutningsvist vil jeg gerne nævne den dramatiske situation for de 250.000 flygtninge fra Østtimor. Man ved ikke, hvor titusinder befinder sig, heraf mange kvinder og børn, flygtningelejrene beherskes af de samme militser, der efter at have terroriseret i Østtimor nu fortsætter på indonesisk territorium. Indonesien holder imidlertid stadig landegrænserne lukket. Situationen er utålelig og berører en tredjedel af Østtimors befolkning, der har ret til frit at vælge, om de vil blive i Indonesien eller vende tilbage til Østtimor.
Hr. formand, jeg vil gerne her på vegne af min gruppe, Union for Nationernes Europa, tilslutte mig som forfatter af dette beslutningsforslag og sige, at det er af allerstørste vigtighed, at spørgsmålet Østtimor forbliver på den internationale dagsorden. Der er ingen tvivl om, at vanskelighederne stadig er mange både med hensyn til nødhjælp og med hensyn til støtte til genopbygningen, og fordi der stadig sker alvorlige krænkelser af menneskerettighederne ikke mindst i Vesttimor, hvor militserne er aktive og forhindrer, at flygtningene fra Østtimor kan samles og bringes hjem. Disse grunde får mig til at være helt enig i dette beslutningsforslag og også endnu en gang understrege, at der skal ske en konkret undersøgelse af ansvaret for massakrerne, og at de ansvarlige skal straffes af de rette justitsmyndigheder. Jeg vil også gerne fremhæve det forslag, der er stillet om, at der igen sendes en delegation fra Europa-Parlamentet til Østtimor for på stedet at konstatere, hvorledes genopbygningsprocessen skrider frem, og for at vi kan få alle de oplysninger, der skal til, for at Østtimor kan forblive en sag, som har alle europaparlamentarikernes opmærksomhed.
Hr. formand, situationen i Østtimor er blevet bedre takket være magtskiftet i Indonesien og fredsstyrkens tilstedeværelse, men for den almindelige borger i Østtimor og også for flygtningene, der er i Vesttimor, er situationen stadigvæk meget vanskelig. Det gælder måske ikke for den politiske situation, fordi Østtimors selvstændighed bliver nu respekteret, men det gælder i hvert fald for den humanitære og retslige situation, som endnu ikke er forbedret. UNHCR gør ganske vist alt for at bringe menneskene tilbage, men modarbejdes i høj grad. UNAMET gør alt for at beskytte menneskene, men militserne er stadigvæk aktive. Det, der er nødvendigt, er en hurtig international undersøgelse af, hvad der er sket, og en krigsforbryderdomstol for at lade retten ske fyldest og især for at straffe morderne. Det er også nødvendigt at hjælpe til med genopbygningen, og det skal ske hurtigt, for regntiden er på vej. Hvor mange penge har Kommissionen reserveret til dette formål? Hr. formand, nu, hvor vi alligevel behandler Indonesien og dramaerne der, vil jeg gerne have en reaktion på det, som vi i starten af oktober konkluderede i beslutningen, nemlig at situationen på Molukkerne også er uholdbar. Også der er der 70.000 flygtninge og 500 dræbte, og der er tale om en retssituation, hvor militserne ofte har magten. Vi anmodede om hjælp, men vi har endnu ikke fået svar. Hr. formand, det ser ud til, at den indonesiske regering er følsom over for den internationale kritik. Det er derfor godt, at både Kommissionen og Parlamentet handler aktivt over for Indonesien. Det ville være godt, hvis Kommissionen besøgte området og talte med alle på stedet. Jeg er enig i det, der netop blev sagt, nemlig at en delegation fra Parlamentet skal til Østtimor og måske også til Molukkerne for nøjagtigt at se, hvad der sker i disse områder. Dette emne må i hvert fald ikke tages af dagsordenen, for borgerne i denne region har det stadigvæk meget vanskeligt.
Genindsættelsen af Østtimor i sine tidligere rettigheder og sin politiske særegenhed udgør en vigtig opgave for os og for hele det internationale samfund. I De Forenede Nationers regi bør vi alle bidrage til at finde en samlet løsning på dette problem, herunder hvad angår menneskerettighederne og oprettelsen af en ny stat. I den forbindelse glæder jeg mig over, at FN's nye administrator, Sergio Vieira de Mello, i tirsdags ankom til Østtimor. Jeg mener, at vi kun kan ønske - jeg selv vil gøre det på Kommissionens vegne, og på Parlamentets og Unionens vegne - at det lykkes for ham at løse denne vanskelige opgave. De ved, at Kommissionen fuldt ud har forpligtet sig til at tage ansvaret for humanitære opgaver og for genindsættelsen. For at svare fru Maij-Weggen har ECHO indtil nu forpligtet sig til at yde EUR 5 millioner i humanitær støtte, og en ny beslutning om EUR 10 millioner er, som man siger, "i røret" for at videreudvikle det arbejde, vi udfører på stedet. Vi har svaret på internationale opfordringer og aktuelt bundet os på beløb, der svarer til EUR 8,5 millioner i fødevarebistand. Det er ingenting, og vi forsøger at udstykke denne hjælp i forhold til de lokale muligheder for at aftage den. Den vægt, vi lægger på hjælpen til Østtimor, vil blive udtrykt klart - og det mener jeg besvarer Deres spørgsmål, fru Maij-Weggen - gennem det besøg, min kollega, Poul Nielson, sidst på måneden vil aflægge i Øst- og Vesttimor. Vores ansvarlige kommissær vil altså være på stedet sidst på måneden. Ifølge vores oplysninger sikrer De Forenede Nationer, at aktiviteterne i store træk forløber effektivt i Østtimor. Hjemsendelsen af flygtningene er i gang. I forgårs var ca. 65.000 af samtlige flygtninge vendt tilbage, og den indonesiske regering har forsikret os, at den frivillige hjemsendelse vil være afsluttet i løbet af 100 dage. Hvad angår det opfølgende arbejde, er det naturligvis af allerstørste vigtighed, at østtimoreserne selv deltager i alle aspekter af genindsættelsen og udviklingsprocessen. Som De har understreget det, er fremkomsten af en politisk myndighed, der er sin opgave voksen, og udviklingen af de nødvendige institutioner sammen med etableringen af grundlaget for økonomien de afgørende elementer. Efter uafhængigheden bliver det op til regeringen at fastlægge sin udenrigspolitiske linje, især hvad i påkommende tilfælde angår tilslutning til Lomé-konventionen. Dette var mine oplysninger som svar på Deres spørgsmål. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Hr. formand, kommissær Lamy har stadigvæk ikke svaret på, hvad der er sket med den beslutning, vi indgav i begyndelsen af oktober om området nord for Timor. Der blev stillet nogle spørgsmål herom. Jeg vil gerne vide, hvornår vi får svar, for det venter menneskene på. Situationen er ikke så alvorlig som i Timor, men den forværres i stigende grad.
Fru Maij-Weggen, De har været medlem af dette Parlament i lang tid. De kender forretningsordenen. Vi har en meget begrænset tid til rådighed til den aktuelle og uopsættelige debat. Det er ikke spørgetid, det er en debat. Kommissæren kan vælge at besvare de dele af debatten, han ønsker at svare på. Jeg er sikker på, at han meget gerne vil besvare Deres spørgsmål under fire øjne.
Næste punkt er forhandling under ét af 18 forslag til beslutning om menneskerettigheder: Moratorium for dødsstraf - (B5-0272/1999) af Malmström for ELDR-gruppen om et globalt moratorium for henrettelser; (B5-0274/1999) af Wurtz, González Álvarez m.fl. for GUE/NGL-gruppen om dødsstraf i verden og Mumia Abu-Jamals sag; (B5-0282/1999) af Karamanou for PSE-gruppen om afskaffelse af dødsstraf og omstødelse af henrettelsen af Mumia Abu-Jamal og Larry Robinson; (B5-0283/1999) af Schori, Dìez González m.fl. for PSE-gruppen om et globalt moratorium for henrettelser; (B5-0284/1999) af Díez González, Barón Crespo for PSE-gruppen om afsigelse af dødsdom i USA over en europæisk borger, Joaquín José Martínez; (B5-0287/1999) af Galeote Quecedo, Salafranca Sánchez-Neyra m.fl. for PPE-DE-gruppen om afsigelse af dødsdom over Joaquín José Martínez; (B5-0297/1999) af Wuori, Knörr Borrás m.fl. for Verts/ALE-gruppen om et moratorium for dødsstraf; (B5-0306/1999) af Salafranca Sánchez-Neyra, McCartin m.fl. for PPE-DE-gruppen om et globalt moratorium for henrettelser. Respekt for det serbiske og andre mindretal i Kosovo- (B5-0270/1999) af Haarder, Malmström for ELDR-gruppen om respekt for serbernes og andre mindretals rettigheder i Kosovo; (B5-0275/1999) af Korakas, Alavanos m.fl. for GUE/NGL-gruppen om situationen for de serbiske mindretal og sigøjnerne i Kosovo; (B5-0281/1999) af Schori, Sakellariou m.fl. for PSE-gruppen om situationen i Kosovo; (B5-0298/1999) af Cohn-Bendit, Gahrton m.fl. for Verts/ALE-gruppen om situationen for det serbiske mindretal i Kosovo; (B5-0304/1999) af Queiró for UEN-gruppen om beskyttelse af serberne og andre etniske mindretal i Kosovo; (B5-0305/1999) af Morillon, Oostlander m.fl. for PPE-DE-gruppen om situationen for serberne og andre nationale mindretal i Kosovo. Alexander Nikitin- (B5-0290/1999) af Vinci, González Álvarez for GUE/NGL-gruppen om sagen om Alexander Nikitin; (B5-0291/1999) af Haarder for ELDR-gruppen om den forestående retssag mod Alexander Nikitin; (B5-0295/1999) af Schroedter, Wuori m.fl. for Verts/ALE-gruppen om den forestående retssag mod Alexander Nikitin; (B5-0302/1999) af Oostlander, Posselt, Cushnahan, Grossetête, Lechner, for PPE-DE-gruppen om den forestående retssag mod Alexander Nikitin. Moratorium for dødsstraf
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne bruge nogle ord på at sige, at min generation har haft det held hverken at have oplevet massakren på algeriere i Paris i 1961, krystalnatten, den 9. november 1938 og begyndelsen af jødeforfølgelserne i forskellige lande i Europa, og den har frem for alt haft det held at opleve afslutningen på apartheid i Sydafrika. Hvis menneskene i hver etape gør oprør, og man siger "aldrig mere dette", er det simpelthen fordi, de er overbeviste om, at intet er alvorligere end beskadigelser på individets fysiske integritet. Dette grundlæggende princip i EU sættes der i dag spørgsmålstegn ved, ja, det er rigtigt, gennem anvendelsen af dødsstraffen i en lang række områder i hele verden. Kina, den såkaldte Demokratiske Republik Congo, De Forenede Stater og Iran er indehavere af den triste rekord at ligge i spidsen for de lande, der anvender dødsstraffen. Ifølge Amnesty International venter 3.500 fanger i USA på deres henrettelse, og 68 fanger blev henrettet sidste år. I disse lande er retten til at leve eller dø for fangerne så meget mere utålelig, som vi kender de latterligt små budgetter, der afsættes til forebyggende arbejde og sociale spørgsmål. Jeg foretrækker at tænke som Victor Hugo, at det for at lukke et fængsel er nok at åbne en skole mere. Der er overhovedet ingen tvivl om, at de 17 år, Mumia Abu-Jamal har tilbragt med at forsumpe på dødsgangen efter en parodi af en retssag, hænger sammen med den kendsgerning, at han er sort, med hans kamp imod den institutionelle racisme, med den ytringsfrihed, som denne journalist har benyttet sig af, idet han har haft mod til at beskrive den korruption, der hersker i politiets rækker i Philadelphia. På samme måde vil Iran, der henrettede 66 personer sidste år, gerne have os til at tro, at de dusinvis af arresterede studerende, hvoraf 13 er jøder, er spioner. Vi har set, at den internationale mobilisering har forhindret henrettelsen af Mumia Abu-Jamal, der var fastsat til den 2. december. Men for øjeblikket er henrettelsen kun udskudt. Vi skal nu sørge for, at den definitivt bliver ophævet. Vi bør udvide og intensivere presset mod disse lande og slå til der, hvor det gør ondt. Det er vigtigt, at EU's virksomheder nægter at investere i USA's stater og overalt i verden, hvor man fortsætter med at anvende dødsstraffen. EU's medlemsstater bør nægte at udlevere enhver person til et land, hvor man ved, hans død er planlagt ved ankomsten. At kræve en øjeblikkelig og betingelsesløs afskaffelse af dødsstraffen i hele verden betyder ikke kun, at vi fremmer den menneskelige værdighed, men også at vi giver mening til verdenserklæringen om menneskerettigheder. Hr. formand, jeg hører til den generation, der mener, at man ikke bare underskriver konventioner imod tortur og diskrimination for sjovs skyld.
- (IT) Hr. formand, i det beslutningsforslag, vi belaver os på at stemme om, beskrives og vurderes de begivenheder, som førte til tilbagetrækningen af moratoriet for dødsstraf, på en temmelig neutral og ret diplomatisk måde. Jeg er bange for, at de grunde, der ligger bag tilbagetrækningen af dette beslutningsforslag, rent ud sagt er mistænkelige, og at de snarere har at gøre med en slags boykot end med forsvaret af nogle principielle argumenter. Jeg håber virkelig, at Parlamentet vil være på vagt, når det gælder dette emne, for der er ingen tvivl om, at visse af medlemsstaternes holdning rent ud sagt har været tvetydig, og derfor er det logisk, at Parlamentet - som i den forbindelse altid har været ret konsekvent - fortsat skal holde øjnene åbne. I Gruppen De Grønne noterer vi os disse begivenheder og ligeledes den noget lunkne formulering i dette beslutningsforslag, som det dog efter vores mening er vigtigt at vedtage, om ikke andet for at gøre opmærksom på eksistensen af et problem, med hensyn til hvilket vi fortsat skal være aktive. Jeg understreger dog endnu en gang, at EU's tvetydighed i den forbindelse er synlig for alle, og jeg mener derfor, at vi burde udtrykke os meget mere klart, end det er sket i beslutningsforslaget.
Hr. formand, vi beklager os altid - og efter min mening med rette - over, at Den Europæiske Union ikke taler med én stemme på den internationale scene. I modsætning til det, som vores kollega netop har sagt, mener jeg, at der i dette tilfælde er masser af grunde til, at vi kan lykønske os selv med, at Den Europæiske Union enstemmigt har forelagt FN en beslutning, der har til formål at anmode om et moratorium for dødsstraf. Det er kedeligt, at dette initiativ ikke har kunnet opnå fuld opbakning, og vi håber inderligt, at det får tilslutning under behandlingen i Parlamentet. Én ting vil jeg sige, hr. formand, og det er, at vi har gjort dette, fordi vi er overbeviste om, at ethvert menneske har en umistelig ret til, at dets liv respekteres, og denne ret kan hverken underkendes eller krænkes. Vi har alle sammen set de patetiske billeder af den sidste lovovertræder, der blev henrettet af domstolen i Florida, og derfor vil det ikke forbavse nogen af mine kolleger, at den første person, der nævnes i den fælles beslutning, er den spanske statsborger - som dermed er fra Den Europæiske Union - Joaquín José Martínez, hvis dom vi anmoder om bliver prøvet, og hvis dødsstraf vi anmoder om bliver ophævet. I denne sag har der været en lang række forhold, der har ført til, at der i vores land er opstået en stærk solidaritetsbevægelse, som regeringen, alle de politiske partier og resten af samfundet naturligvis har tilsluttet sig. Jeg vil gerne sige, at der under processen har været en lang række uregelmæssigheder, og det virker som om, at forsvarsadvokaten ikke har opfyldt sine forpligtelser i forbindelse med forsvaret. Men, hr. formand, det forfærdelige - selvom det er forfærdeligt, at disse ting er sket - er ikke disse forhold i forbindelse med processen og heller ikke det forhold, at USA har den triste og beklagelige rekord i henrettelse af mennesker, som det senere viser sig var uskyldige. Det mest triste og beklagelige er, at dødsstraffen eksisterer. Derfor mener jeg, hr. formand, at vi som Europa-Parlament i dette tilfælde og under lignende omstændigheder skal fremsætte en fast og ubøjelig erklæring om retten til livet, ligesom vi gør det i denne fælles beslutning.
Hr. formand, dødsstraf er jo et modbydeligt levn fra en svunden tid. Den bygger på en gammeltestamentlig "øje for øje, tand for tand"tankegang, som ikke er værdig for menneskeheden nu, hvor vi står ved overgangen til et nyt årtusinde. Den liberale gruppe har presset på i kampen mod dødsstraf. I kandidatland efter kandidatland er man nu ved at afskaffe eller har allerede afskaffet dødsstraffen, hvilket er en meget positiv udvikling. Ikke desto mindre anvendes dødsstraf stadig i alt for mange stater. Alene sidste år blev 1.625 fanger henrettet i 37 forskellige lande, og tusinder sidder i dødsceller. Alene i USA venter flere tusinde mennesker på at blive henrettet. En del af verdens dødsdømte har begået afskyelige forbrydelser, men det retfærdiggør ikke, at de henrettes. Alt for ofte udnyttes dødsstraf i politisk øjemed, og det forekommer, at der hersker retlig uklarhed, og at uskyldige henrettes. Alene det er et argument mod denne barbariske straf. Det er heller ikke bevist, at dødsstraf har en afskrækkende effekt. Den beslutning, vi debatterer, er egentlig ret bemærkelsesværdig. Den nævner tre borgere, som skal henrettes i USA i disse dage. Selvfølgelig opfordrer vi den amerikanske regering til ikke at eksekvere disse domme, nøjagtig som vi opfordrer alle andre regeringer til ikke at eksekvere sine dødsdomme. Men det, som beslutningen egentlig burde omhandle - noget som mine kolleger også har været inde på - er det memorandum om dødsstraf i hele verden, som FN har taget initiativ til, og som ELDR-gruppen støtter helhjertet. Vi vil gerne opmuntre Kommissionen og Rådet til at presse voldsomt på, til at samle EU i en enstemmig fordømmelse i alle fora for at opnå et verdensomspændende moratorium. En afskaffelse af dødsstraffen ville være et fantastisk skridt fremad i kampen for menneskerettigheder og også et stort skridt fremad for menneskeværd.
Hr. formand, hvert år er der hundreder af mennesker i verden - mange gange i den verden, som vi kalder civiliseret - der henrettes af andre mennesker. I 1998 fik vi kendskab til mindst 1.625 henrettelser i 37 lande og næsten 4.000 dødsdomme i yderligere 78 lande. Disse tal hidrører udelukkende fra de oplysninger, som Amnesty International har kunnet indsamle. Tallene er uden tvivl meget højere. Hvert år er der et ubestemt antal mennesker, som erklæres uskyldige, efter at de er blevet henrettet. Ifølge en rapport, der blev offentliggjort for nylig, er der siden 1973 og bare i USA blevet løsladt 75 fanger, som var dømt til døden, efter at man fandt ud af, at de var anklaget uretmæssigt. Vi vil aldrig få at vide, hvor mange uskyldige der var blandt de ca. 7.000 fanger, som er blevet henrettet i USA i dette århundrede. Ifølge Amnesty International var der for hver seks fanger, som blev henrettet efter genindførelsen af dødsstraffen i USA, én uskyldig, der blev dødsdømt og senere frikendt. Derfor mener jeg, at Rådets forslag til FN, hvor betydningsfuldt og positivt initiativet end er, er meget forsigtigt, for det opfordrer til, at de stater, som endnu har dødsstraf, gradvist indskrænker antallet af forbrydelser, for hvilke den idømmes. Er det tilstrækkeligt for os? Vil vi være en diplomatisk forsamling, eller vil vi være et politisk parlament? Derfor anmoder vi i stk. 9 i denne beslutning Rådet om, at det under forhandlingerne med tredjelande undersøger muligheden for at indarbejde afskaffelse af dødsstraf i bestemmelsen om menneskerettigheder. Måske er Rådet ikke i stand til at gøre mere, men vi? Burde vi ikke være mere ambitiøse? Svaret er jo. Derfor sender vi denne meddelelse til Rådet og til alle verdens nationer. Tilfældet med den spanske statsborger Joaquín José Martínez er et tydeligt eksempel på en retssag uden garantier. Derfor forlanger han en retfærdig retssag, og derfor støtter vi ham i dag. Han ønsker en ny retssag, hvor han kan bevise sin uskyld, og han har ret til den. Men jeg erklærer, vi erklærer, samtidig, at ingen dødsdom er en retfærdig dom. Ingen. Også jeg vil slutte med et bibelcitat, og det er mere positivt end min kollegas. Det er et citat fra Første Mosebog. Kain slog Abel ihjel, og ingen diskuterer hans skyld i denne afskyelige forbrydelse. Han udgød sin broders blod, og Herren forbandede ham og jagede ham bort fra sit hus og dømte ham til at leve en omstrejfende tilværelse. "Kain sagde til Herren: 'Så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel'. Men Herren sagde til ham: 'Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange'. Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel". Ingen må røre Kain, det er budskabet. Ingen må røre Kain. Det skal være vores ambition: At ingen på noget tidspunkt noget sted i verden af nogen grund kan henrette noget menneske. Ingen. Ikke engang USA.
Hr. formand, vi føler os sandsynligvis ikke altid godt tilpas i Parlamentet, for det der vedtages, er ikke altid det, som vi ville ønske blev vedtaget. Alligevel vil Parlamentet igen over for resten af verden fremkomme med et indlæg imod dødsstraf. Derfor er jeg stolt over at være her i eftermiddag og over at kunne være med til enstemmigt at vedtage et indlæg imod dødsstraf. Dødsstraf er det rene barbari. Som mine kolleger har sagt, er det frygteligt, at mange af de mennesker, som er blevet henrettet, var uskyldige. Og jeg forstår ikke, hvordan man kan leve med den byrde på samvittigheden. I virkeligheden taler vi i dag i beslutningen om tre konkrete tilfælde: Det første drejer sig om spanieren Joaquín José Martínez, som der er blevet begået store lovovertrædelser imod i forbindelse med retssagen imod ham. Og jeg har her en kopi af et brev, som et af vidnerne sendte. Han er i fængsel, det er rigtigt, men han sendte et brev til domstolen, hvori der stod, at han havde hørt en anden påtage sig skylden for det mord, som Joaquín José Martínez er beskyldt for. Med denne enkle tvivl er det umuligt at dømme en anklaget til døden. Derfor anmoder vi i beslutningen om, at sagen tages op igen, og at han under ingen omstændigheder dømmes til døden. Det andet drejer sig om Abu-Jamal. Der er god grund til at tro, at Abu-Jamals sigtelse og dødsdom har politiske årsager mere end noget andet, fordi han er leder. Han er nu på flugt. Hans henrettelse var fastlagt til 2. december. Vi anmoder også om, at den dødsdom ikke fuldbyrdes. Og vi inddrager også et tilfælde med en muligvis psykisk syg person, som efter planen skulle henrettes om kort tid, og som blev reddet. Vi mener, at det er en enorm grusomhed, frygteligt, at man forestiller sig at henrette den type syge, og at man har mennesker i fængsel i 21 år, som det er tilfældet med en canadier, som det var planen at henrette, og en halv time før henrettelsen accepterede man hans appel ved domstolen. Det er en frygtelig grusomhed, og det kan denne verden ikke tillade. Parlamentet må være talsmand for kravet om et universelt moratorium, hvis dette ikke vedtages nu. Og derfor er det nødvendigt at have moralsk autoritet.
Hr. formand, jeg er fuldt ud enig med fru Díez González i det nødvendige i at forsøge at overtale Rådet til i aftaler med tredjelande at indføre en klausul om dødsstraf og om at afskaffe dødsstraffen. Men det bliver uden tvivl også nødvendigt at forsøge at overbevise kollegerne i den socialdemokratiske gruppe om at stå fast på dette punkt. Det har ikke været tilfældet indtil nu, og jeg ønsker fru Díez González held og lykke med sit forehavende. Når det er sagt, mener jeg, at årsagerne til problemerne er fremhævet af fru Frassoni og hr. Salafranca. Vi taler ikke her om spørgsmålet om dødsstraffen. Parlamentet har ved mange lejligheder vist, at det er overbevist om det nødvendige i at indføre et verdensomspændende forbud. Det er et spørgsmål om udenrigspolitik, og mere præcist endnu en gang spørgsmålet om, at EU ikke har nogen udenrigspolitik. Jeg er mere radikal end fru Frassoni. Der er ingen tvetydighed. Mandag besluttede Rådet at trække et forslag tilbage, det havde fremsat, under påskud af, at det omfattede en grundlæggende artikel i verdenscharteret om menneskerettigheder. Tirsdag stemte det for tekster med den samme henvisning til grundlæggende artikler i dette charter. Problemet består således klart i mangelen på en politisk vilje, og her kan man forestille sig følgende årsager. Pression fra de store lande som Den Kinesiske Folkerepublik, USA og Japan, der sørger for, at den politik, som Unionen havde besluttet, bogstaveligt talt bliver forrådt i sidste øjeblik. Det centrale problem for os som Parlament bliver derfor en nødvendig fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for EU. En af de første ting, vi skal bede om, er, at denne sag overføres til hr. Solana. Den kan ikke lægges i hænderne på formandskaber, der, som vi ved, skifter hver sjette måned. Vi har brug for en konstant deltager, der med sin autoritet kan tilrettelægge møderne for forskellige medlemsstaters delegationer i New York, sådan at vi til næste år har en holdning, der er sammenhængende fra start til slut. På den måde kan vi undgå den meget tragiske position, der har givet ikke så få tredjelande og venner af EU problemer, som f.eks. Mexico, der havde forpligtet sig meget kraftigt for at forsvare en kompromisholdning, der var fuldt ud acceptabel. Vi bør således ændre vores forslag til beslutning i dag for at fordømme Rådet meget kraftigt og anmode det lige så fast om udelukkende at overdrage denne sag til hr. Solana.
Hr. formand, for hundrede syttende gang udtrykker Parlamentet i dag sin afsky for det faktum, at der fortsat overalt i verden anvendes utidssvarende og antidemokratiske straffemetoder med tvivlsom effekt og det oven i købet i lande som USA, som i den senere tid har hejst fanen som en forsvarer for menneskerettighederne. Men i USA henrettes selv mindreårige børn, mens ifølge oplysninger strafferetssystemet omhyggeligt fungerer på de socioøkonomiske svageste gruppers bekostning, især dem med en sort hudfarve. Vi bliver også overrasket over den hyppighed, hvormed det på det sidste har vist sig, at uskyldige mennesker bliver dømt til døden. Samtidigt med at dette foregår, afviste FN's 54. Generalforsamling EU's Råds finske formandskabs forslag til afstemning om en udsættelse af eksekution af dødsstraffe. Det er klart, hr. formand, at dødsstraf ikke hører hjemme i demokratiske samfund. Ingen har ret til, og det uanset hvilken grund, at bestemme over andres liv og død. Tværtimod er dødsstraf det våben, som totalitære regimer foretrækker, for det er et symbol på statens magt og menneskets ydmyghed over for statsmagten, og vi ved, at den ofte anvendes for at udradere modstandere. På basis af vores europæiske værdier og på vegne af respekten for menneskerettighederne beder vi derfor alle de landes regeringer, hvor der venter dødsstraffe, til straks at tilbagekalde dem og at afskaffe dødsstraffen. Vi beder også USA om at tillade en ekstraordinær genoptagelse af retssagen mod journalisten Abu-Jamal i Pennsylvania, mod Martínez i Florida og Robinson, så de får mulighed for reelt at forsvare sig selv. Endeligt er det nødvendigt, at EU og Rådet kræver en afskaffelse af dødsstraf gennem en særlig klausul i de økonomiske og politiske aftaler med tredjelande, sådan som også andre medlemmer gik ind for, samtidig med at det her og nu er nødvendigt med en global kampagne og et globalt moratorium for henrettelserne, indtil dødsstraffen endeligt er afskaffet overalt på vores planet.
Jeg vil i mangel af bedre stemme for beslutningen, der anmoder om et stop for dødsstraffen, men jeg mener, at vi ved ikke at vove at gå ind for en øjeblikkelig og betingelsesløs afskaffelse af dødsstraffen giver op over for barbariet. Blandt de mange dødsdomme, hvor dommen er lige så uretfærdig som dens udførelse afskyelig, vil jeg specielt nævne de iranske studerende, der er dømt til døden for deres rolle i demonstrationerne i juli måned. Disse føjer sig til de lige så gemene domme for 13 iranske jøder, for slet ikke at nævne de tusindvis af ofre for undertrykkelsen. Alle de, der er truet af dødsstraffen af politiske årsager, bør øjeblikkeligt sættes fri, hvilket også gælder de mange studerende, der er idømt fængselsstraffe. Hvis disse domme giver en målestok for et undertrykkelses- og terrorregime som det i Iran, viser de i lige så høj grad, hvordan storgrupper som Shell er, og hvilken værdi man kan tillægge dem, idet sidstnævnte netop har indgået en kontrakt på USD 800 millioner med den iranske regering. Dette viser også, hvilken værdi man kan tillægge deklarationer om menneskerettighederne fra stats- og regeringscheferne i EU, som med pomp og pragt har taget imod Irans præsident, så andre økonomiske storgrupper kunne indgå andre og lige så indbringende kontrakter. Selvom jeg til slut glæder mig over, at Mumia Abu-Jamal, der er offer for et racistisk og korrupt politis manipulationer, ikke er blevet henrettet, mener jeg, at kampen endnu ikke er forbi, og at vi må sørge for at opnå hans befrielse. Respekt for serbere og andre minoritetsgrupper i Kosovo
Hr. formand, det, som er sket i Kosovo i de seneste år, er en dyb tragedie. Mange gange har vi fra dette Parlaments side fordømt overgrebene mod det kosovoalbanske folk. Dets lidelser er ufattelige, og omfanget af dets oplevelser kan ingen af os nogensinde forstå. Vi i Den Europæiske Union bærer også en del af skylden for, at det ikke i tide lykkedes os at forhindre Milosevics vanvittige fremfærd så tæt på vores eget område. EU spiller også en vigtig rolle i genopbygningsprocessen. Alle demokratiske kræfter skal støttes for at lette genopbygningen og skabe et fungerende demokratisk civilt samfund. Den kollektive voldtægt, som er blevet begået mod det kosovoalbanske folk, kan dog ikke motivere de handlinger mod civile, som der rapporteres om, fra bl.a. den serbiske minoritets side, men også andre minoriteter. Hvis der skal opnås en slags normalitet, skal alle berørte parter føle sig trygge ved at vende tilbage eller ved at blive, hvor de er. Det gælder såvel majoritet som minoritet. Den chikane, og i visse tilfælde mord, der har fundet sted over for serbere, er derfor helt forkastelig og skal ophøre. Det fremmer ikke fredsprocessen. Også de overgreb, der har fundet sted mod KFOR-personale, er uacceptable, og jeg vil på vegne af min gruppe, ELDR-gruppen, fordømme dette på det kraftigste. Jeg vil også gerne appellere til alle parter om at nedlægge våben og sammen betræde den lange og vanskelige vej mod fred, standse overgrebene og i stedet samarbejde, alle parter og organisationer, og arbejde for en bedre og lysere fremtid i Kosovo, en fremtid, hvor alle forhåbentlig kan leve sammen.
Hr. formand, det er en fornærmelse af moralbegreberne og den europæiske politiske etik, at vi, efter en militær intervention fra NATO's og Den Europæiske Unions side mod Jugoslavien af humanitære årsager på grund af den jugoslaviske regerings forkastelige etniske udrensning blandt albanerne, nu er mere eller mindre rolige ved og forstående over for volden mod serbere, sigøjnere og andre minoriteter, som denne gang begås af albanere, og endda i et forholdsvis større omfang. Vi mener derfor, at hvis Den Europæiske Union ikke fordømmer og afhjælper denne kriminelle adfærd, ville resultaterne være indlysende: For det første ville Den Europæiske Union blive medskyldig i de massakrer på serbere og sigøjnere, som er organiseret af UCK's kriminelle mafiabander, for det andet ville det være bevist, at der er to målestokke i Vesten, og for det tredje kunne det siges, at formålet med interventionen var at knuse det serbiske folk.
Hr. formand, mine damer og herrer, alle, som i begyndelsen af året ikke længere kunne se på den serbiske hærs myrderier, fordrivelser, plyndringer og brandskatninger i Kosovo og derfor gik ind for en såkaldt humanitær intervention, må i dag stille sig selv det spørgsmål, om krigen - som desværre ikke blev ført mod dem, som havde begået forbrydelserne, men mod den jugoslaviske befolkning - den krig, som vi førte i over to og en halv måned, og som kostede flere milliarder euro, virkelig har givet det resultat, vi havde forventet. Er myrderierne, fordrivelserne, plyndringen og brandskatningen i Kosovo hørt op? Desværre ikke. Desværre fortsætter forbrydelserne, med to forskelle. For det første er ofrene for forbrydelserne ikke længere kosovoalbanerne, men serbere, sigøjnere, sågar bosniere. For det andet er det ikke længere den jugoslaviske hær, der er i Kosovo, men vores hære, som på den ene side udfører et fantastisk arbejde med genopbygningen, beskyttelsen af befolkningen, med politimæssige opgaver, i enhver henseende, og som på den anden side er fortvivlede, fordi de ikke er i stand til effektivt at beskytte de mennesker, som de burde beskytte, og som de også gerne ville beskytte. Hvem har skylden? Det har desværre de, som det internationale samfund førte krig for, den første krig af humanitære årsager. Det tidligere UCK - jeg siger "tidligere", fordi den angiveligt ikke eksisterer mere, fordi den angiveligt er blevet afvæbnet - mener, at den har vundet en krig, og at man deraf kan udlede, at de har ret til at begå nøjagtig de samme forbrydelser som dem, der førte til denne krig. Og dét er skandalen! Indtil videre har det internationale samfund været tilskuer til begivenhederne. Vi ville give FN's udsending, hr. Kouchner, og hans tidligere kolleger vores fulde støtte, hvis han langt om længe ville begynde at opbygge en forvaltning i Kosovo i stedet for at overlade det til UCK's falske og illegitime regering, hvis de kommunale myndigheder og by- og kommunalrådene ikke blev bestemt af UCK, men andre FN-folk - hvis ikke andre kosovoere - ville afslutte disse opgaver og de mangfoldige opgaver, der skal løses i Kosovo.
Hr. formand, hr. Sakellariou, jeg kan tage tråden op fra Deres indlæg. Jeg var der jo også i oktober. Jeg kan bekræfte, at militærmagten ikke har kunnet løse problemerne på stedet. Tværtimod ser vi det gamle princip bekræftet, at vold avler vold. Det internationale samfund har nemlig ikke nogen løsning på Kosovo-konflikten, som fortsat eksisterer. Konflikten er der nu som før. Fra internationalt hold siger man ganske vist, at Kosovo er en del af Restjugoslavien, og vi skaber et multietnisk samfund. Men virkeligheden i Kosovo er en ganske anden. Enhver, som er der, og enhver, som arbejder der, ved det, også EU's myndigheder. Det tidligere UCK, hr. Sakellariou, det kan jeg understrege, føler sig som sejrherre og føler sig bekræftet i denne sejr af den internationale hovedsageligt økonomiske hjælp. Alle parter proklamerer ganske vist teoretisk sameksistens mellem serbere, sigøjnere og albanere, men i praksis hersker der en anden situation i Pristina. Der er ikke et eneste kyrillisk bogstav tilbage dér. De er alle sammen blevet fjernet, for det slaviske sprog må ikke længere tales. For alle serbere, som bor i Pristina, betyder det, at de faktisk ikke længere kan deltage i det offentlige liv. Det er Pristina, en by, som er fyldt med internationale organisationer! I Mítrovica er det endnu værre. Byen er helt opdelt, dag for dag fuldstændig separeret. Alle multietniske projekter, også EU's, har lidt skibbrud af denne grund. Hvad skyldes det? Det skyldes ganske enkelt, at vi kun har koncentreret os om økonomisk hjælp og glemmer de afgørende ting, nemlig at indøve tolerance, at indøve demokrati og hjælp på det sociale område. Det er der ikke penge til på stedet. Hr. Kouchner ved godt, at opbygningen af Kosovo kommer til at mislykkes netop på grund af spørgsmålet om beskyttelse af mindretallene. Her får han ingen hjælp fra EU.
Hr. formand, kære kolleger, situationen i Kosovo er præget af stor usikkerhed og vold, ja indimellem af mord, og det bringer i sidste ende, som vi allerede har hørt, os alle sammen i miskredit. I mange sager, hvor jeg siden 1989 har forsøgt at hjælpe, føler jeg mig personligt desavoueret. Hvorfor greb vi ind som verdenssamfund? Vi besluttede os for at hjælpe albanerne, fordi de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettighederne blev krænket. Derfor gik vi ind, og jeg mener stadig, at det var rigtigt. Under otte års apartheitregime i Kosovo har albanerne ikke gjort nogen noget, hverken serberne, sigøjnerne, kroaterne eller bosnierne. Men de blev udsat for frygtelige lidelser, det må vi ikke glemme. Massegravene, som der hver dag dukker nye op af, vidner om det. Derfor er jeg af den opfattelse, at det bliver meget vanskeligt at leve sammen. Sårene heles forfærdeligt langsomt. Det ved vi også i Central- og Nordeuropa. Derfor mener jeg, at vi skal forlange noget, som de er i stand til, nemlig koeksistens på stedet. Det må vi hjælpe med. Ugerningerne skal også hver gang fordømmes af de albanske ledere. Vi må, så vidt vi kan, hjælpe med at finde gerningsmændene og få dem dømt. Vi ville forhindre uret, men nogle af dem, som vi hjalp, beviser nu det modsatte og fordriver selv mindretal. Herunder hører sigøjnerne, serberne, kroaterne og bosnierne, alle, som eventuelt ikke taler dette sprog. Jeg ønsker ikke, at de undertrykte selv skal blive undertrykkere. Derfor må vi sørge for, at man udsætter genopbygningshjælpen i de kommuner, hvor der finder forfølgelse sted, så hver enkelt borger i dette land bliver sig sit ansvar bevidst og sørger for, at den slags gerninger ikke længere finder sted. KFOR kan ikke være alle vegne, de kan ikke stå bag ved alle, og derfor må alle anstændige albanere - og dem er der flere af, end vi tror - virkelig selv føle sig ansvarlige for det. Problemet er også, at de albanske ledere, eller de, som mener, at de er det, ikke er i stand til i fællesskab at bygge en fremtid for dette land, for deres hjemstavn, og derfor må vi også appellere til dem. Jeg mener, at vi har brug for en midlertidig regering - og det skal gå hurtigere, end hr. Kouchner er i stand til at indsætte den. For det andet har vi på lokalt niveau brug for virkelig ansvarlige personer, og hvis det ikke kan være albanere eller serbere, hvor de har flertallet, så må det være nogen fra det internationale samfund, så vi har nogen at tale med på stedet. Alle steder, hvor det går godt i kommunerne, skal vi også reagere positivt og sige, I får mere hjælp end dem, som ikke gør noget. Nuvel, mine damer og herrer, denne opgave er vanskelig, UNMIK burde udføre den - problemet er bare, at dette er noget, som er lettere at løse på papiret end i virkeligheden. Jeg tror bare ikke, at vi kan gøre det bare ved at få indført demokrati. Det skal vi også gøre, men de mest presserende opgaver er at skabe arbejdspladser, at skabe infrastruktur, at de unge mennesker, som stadig løber rundt med en kalasjnikov, får et stykke værktøj i hånden og gør noget for deres hjemstavn. Så er vi på den rigtige vej, og også her burde Kouchner kunne være lidt mere effektiv, end han er i dag, hvem det så end er, der forhindrer ham i det.
Hr. formand, debatten i dag har desværre indtil nu været ret ensidig, for vi har glemt at øve selvkritik. I årevis har vi ignoreret den undertrykkelse, der fandt sted i Kosovo. Doris Pack og andre ignorerede det ikke, men det store flertal gjorde. Vi er selv medskyldige i, i hvert fald de, som indtog denne holdning, at en mand som Rugova blev demonteret, fordi man i 10 år lod ham stå alene med sin ikkevoldelige vej. Det er helt klart, at i en fortvivlet situation, hvor hundredtusinder blev fordrevet med systematisk statslig vold - og det er den store forskel i forhold til de aktuelle enkeltstående, men naturligvis også utilstedelige hævnaktioner - mistede en mand som Rugova kontrollen over kræfterne. Vi bør forsøge at se klart, at det er godt at fordømme andre, men at det også ville være godt at øve tydelig selvkritik; det er især os, der har svigtet på denne vej. Naturligvis skal vi udsende et stærkt signal mod enhver fordrivelse. Jeg stammer selv fra en familie, som - kollektivt uskyldig - blev fordrevet for 50 år siden på grund af statslige dekreter. Enhver fordrivelse er en fordrivelse for meget, og dette det 20. århundrede er i fare for at gå over i historien som folkemordenes og fordrivelsernes århundrede. Derfor er det vores pligt at stoppe enhver fordrivelse, også den i Kosovo, og vi har pligt til at gå ind for, at forbuddet mod fordrivelse og retten til en hjemstavn bliver gjort til fundamentale elementer i den internationale lovgivning, så sådanne rædsler ikke gentager sig.
Hr. formand, mine damer og herrer, det er faktisk sådan, og her kan jeg kun tilslutte mig de foregående talere, at vi risikerer at løbe lige forbi målet og ikke får skabt et multietnisk Kosovo, hvilket jo var vores mål, men derimod et etnisk rent Kosovo, nemlig et rent albansk Kosovo. Kollega Posselt, De har ret i Deres kritik. Netop her i Parlamentet har kollega Pack, mange andre og jeg selv i årevis gjort opmærksom på, hvad der kunne opstå i Kosovo, hvis vi fortsat så til og bidrog til, at Rugova blev demonteret. Da vi for nylig var i Kosovo - parlamentsformanden og kollega Pack - så vi, at dér, hvor der er tilvejebragt "etnisk renhed", går det mere eller mindre godt. Men dér, hvor de etniske grupper støder på hinanden, er konflikterne meget skarpe, og de er blevet endnu skarpere. Det er uacceptabelt, at serbere eller albanere, hvis de vil på sygehuset, faktisk risikerer at komme endnu mere til skade på sygehuset, end de var, før de begav sig ind på dette sygehus. Her må det internationale samfund tale klar tale. Det er uacceptabelt, at de albanere, som har en liberal, åben holdning, som den tidligere talsmand for delegationen i Rambouillet, modtager trusler, fordi han i sit land går ind for, at også serberne, sigøjnerne og andre befolkningsgrupper skal accepteres. Det hænger også sammen med det, som allerede blev nævnt, nemlig at vi desværre har albanske politikere i Kosovo, som ikke driver politik forstået som udformning af fremtiden, men forstået som ensidig bearbejdelse, alt efter hvilken side af historien de står på. Det gjorde et stort indtryk på os, at talsmanden for delegationen i Rambouillet sagde: "Spørg en albansk politiker om en eller anden lille dato, en lille begivenhed i historen, så får De en lang beretning. Spørg ham, hvordan de fremtidige sociale sikringssystemer skal opbygges. De vil ikke finde nogen, som kan give Dem et svar." Desto vigtigere er det - og det vil jeg gerne understrege - at UNMIG og Bernard Kouchner hurtigt gør fremskridt med indsættelsen af en regering. Den skal naturligvis have kontakt med befolkningen. Den skal samarbejde med befolkningen. Men så må man også se nøje på, hvem det er, og det må være klart og entydigt, det er FN, som også sætter sit mandat, sin autoritet på spil, og naturligvis også Den Europæiske Union. Vi må hjælpe den albanske befolkning med at opstille et multietnisk samfund. Det er den store opgave, der ligger foran os. Kampen om friheden i Kosovo er ikke vundet endnu. Der er meget at gøre endnu!
Jeg kan konstatere, at der åbenbart er enighed om dette emne på tværs af grupperne i Parlamentet. Det er bestemt også gavnligt.
Hr. formand, det er med bedrøvelse, at Gruppen Union for Nationernes Europa stemmer for forslaget til fælles beslutning. Jeg siger med bedrøvelse, fordi vi blot i dag kan konstatere resultatet af vores konstante hykleri i Kosovo-spørgsmålet, for ikke at sige vores blindhed og endda vores fejhed. Hykleri, fordi vi godt vidste, at vi ved at vælge krigen i foråret, hvilket vil sige, at vi vendte ryggen til ligevægten, der var den eneste betingelse for fred imellem konfliktparterne, uundgåeligt fremprovokerede en frigørelse af vold uden ende, hvilket vi ser i dag. Ved at ødelægge hele landområdet for at støtte terroristbanden UCK, der desværre i lang tid har været støttet af et medlemsland, idet den i årevis har haft sit hovedkvarter i Frankfurt, har vi givet en blankofuldmagt til terrorregimet. Vi vidste godt, at vores aktivisme i øvrigt intet havde at gøre med menneskerettighederne, idet den fremmede en kædereaktion af terror i så høj grad, at vi fra nu af ikke bare er mere eller mindre ynkelige vidner til en ny etnisk udrensning. Vi europæere - og især Kouchner-missionen - er medskyldige, for ikke i sidste ende at sige bagmændene. Til hykleriet kommer blindheden, for vi har faktisk forvekslet begreberne nation og etnisk gruppe og princippet national med princippet etnisk. Det skal her nævnes, at en nation er det modsatte af en etnisk gruppe. Vi beklager at være nødt til at skulle nævne disse fakta, men EU har på dette punkt mistet forståelsen for det nationale princip, så det er nødvendigt konstant at gentage det. En nation er videreudviklingen af etniske grupper til en pluralistisk enhed, der udvisker primære tilhørsforhold i form af race eller slægtsforhold, eller som i det mindste forviser disse til private forhold til fordel for en politisk konstruktion. Det var det, vi bad om i Frankrig for 200 år siden eller måske endda for meget længere tid siden, republikken. Hvis vi ødelægger nationerne - det, der i øvrigt med tiden kunne være blevet til et samlet Jugoslavien, især hvis EU havde åbnet sine arme tidligere - skaber vi en frigørelse af folkegrupper, for ikke at sige bander, hvilket betyder opgørelse af regnskaber og til sidst krig i Europa. Det er sådan, at Europa - ved at nedbryde nationerne, sit grundlag, sit grundlæggende princip og sin afgørende styrke - i dag er i færd med at udslette sig selv. Til blindheden kommer endelig til sidst nederdrægtigheden. For vi ved godt, at europæerne kun har skabt denne krig på grund af svaghed over for USA, det vil sige over for et imperium, der ikke møder nogen som helst konkurrence på denne planet, og som har forstået at dele Europa for at styre det overalt som herrer. Det er et af USA's mål i denne affære, og vi har fulgt dem gennem svaghed og fejhed. Således, fru Pack, kan vi ikke andet end at betragte ruinerne, der desværre kun er de første resultater af et føderalt koncept for EU, der - idet man tager udgangspunkt i den stolte sokkel, som Serbien udgør, og som det så ofte tappert har vist i historien - langsomt fører Europas befolkninger ud i uorden, uenighed og, jeg gentager, krig.
Hr. formand, for nylig erklærede lederen af UCK, Kosovo-befrielseshæren, Hashim Thaçi: "Jeg er Kosovos præsident. De, der støtter min regering, er velkomne i Kosovo. De, der forårsager problemer, skal forlade Kosovo." Denne malplacerede magtbevidsthed, som i sig selv må fordømmes, fortsætter Slobodan Milosevics afskyelige undertrykkelsesstyre. Denne politiske linje står i stærk kontrast til pacificeringen, for ikke at tale om en samfundsmæssig fornyelsesproces, af den legendariske slagmark Kosovo Polje og omegn. Thaçis ord opfordrer i virkeligheden de resterende medlemmer af det serbiske mindretal til at rejse. Det er ord, som i de forløbne måneder er blevet understreget af regelrette terrorhandlinger begået af ofrene fra i går, kosovoalbanerne. Det var meget sigende, at den albanske journalist Veton Surroi skarpt karakteriserede denne forkastelige optræden som "organiseret og systematisk terror, som kun kan beskrives som fascistisk". Ikke mindst roma-mindretallet har lidt meget under den pogromlignende albanske stemning imod det. Jeg vil netop for roma-sigøjnerne i Kosovo anmode om opmærksomhed. Det er en af de ældste befolkningsgrupper. I dag straffes de kollektivt for at være såkaldt medskyldig for Milosevic-styret. Beograd gav roma-sigøjnerne de arbejdspladser, som man ikke undede kosovoalbanerne i perioden 1989-1999. Hr. formand, en grundig og upartisk historisk undersøgelse skal vise, om albanernes beskyldninger om roma-sigøjnernes grusomme handlinger over for deres albanske medborgere er sande. Ud fra et kristent og generelt moralsk perspektiv står en ting fast, nemlig at forbrydelser under ingen omstændigheder berettiger nye forbrydelser! Men forbrydelserne har fundet sted siden FN's og KFOR's tilstedeværelse i Kosovo. Endnu værre, de fandt allerede sted i flygtningelejrene i Makedonien. Resultatet var naturligvis, at ca. 20.000 sigøjnere flygtede. De fleste endte i flygtningelejre i nabolandene Montenegro og Makedonien. Så vidt jeg ved, lukkes disse lejre ved årets afslutning. Hvis det passer, hvad gør EU så ved de hjemløse roma-sigøjnere fra Kosovo? I den forbindelse er der et andet vigtigt spørgsmål. Mange sigøjnere fra Kosovo kommer i Montenegro i hænderne på samvittighedsløse menneskesmuglere og sendes til Italien. Hvad kan EU gøre i tæt samarbejde med myndighederne i Montenegro for at forhindre dette? Til sidst, for nylig skrev det tjekkiske ugeblad "Tyden" i en beretning om "Den skjulte roma-exodus" fra Kosovo, at roma-sigøjnerne ikke tænker på deres fremtid. Hvorfor skulle de? De har ikke nogen fremtid, i hvert fald ikke en menneskelig fremtid, så længe de er "klemt inde mellem albansk terror i Kosovo, aversion og diskrimination i andre lande og aftagende humanitær hjælp i Mellembalkan". Det er grund nok for det internationale samfund til virkelig at gøre noget ved beskyttelsen af roma-sigøjnerne, der er blevet i Kosovo. Alexander Nikitin
Hr. formand, Alexander Nikitin skal for retten igen den 23. november. Han skal stadig i retten forsvare sig mod en gammel såkaldt spionagesag. Det er imidlertid for længst klarlagt, at han havde informationerne i Bellona-rapporten fra offentligt tilgængelige kilder. Han sagkundskab gjorde det imidlertig muligt, at vi alle sammen blev gjort opmærksomme på en kæmpe fare, som lurer på os, og som slumrer i Nordhavet. Han har handlet yderst humant. Her har EU et særligt ansvar, fordi EU den dag i dag benytter det materiale, som Alexander Nikitin har samlet. Den nordlige dimension, som blev vedtaget i Helsinki, omfatter som en væsentlig del spørgsmålet om rensning af Nordhavet og eliminering af den risiko, som kan opstå for os alle derfra. Derfor må vi intervenere meget kraftigere i denne sag, så Alexander Nikitin langt om længe kan blive løsladt, så anklagerne bliver opgivet, for vi ved alle, at retssagen har rent politisk karakter, og derfor overtrædes også Ruslands love med denne retssag, fordi det igen er det gamle nomenklatur, som vinder. Jeg mener, det var en yderst human gerning og en virkelig bemærkelsesværdig ansvarsbevidsthed, Alexander Nikitin handlede med, da han gjorde dette materiale tilgængeligt for os. Derfor er det nødvendigt, at EU's mission i Moskva i det mindste observerer denne sag, men at der også interveneres politisk i en dialog, at det betegnes som en politisk sag, og at Alexander Nikitin endelig bliver løsladt. Alexander Nikitin fortjener frihed og ære!
Hr. formand, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som også Rusland er forpligtet af som medlem af Europarådet, har så at sige sit sæde her i Strasbourg. På den anden side af floden sidder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som hr. Nikitin har henvendt sig til. Derfor er det, der sker i Rusland, ikke et indre anliggende i et eller andet fjerntliggende land, det er et indre anliggende for en europæisk institution, hvis hjerte er de 15 medlemsstater i EU. Derfor har vi en stor forpligtelse til at gå ind for hr. Nikitin og hans løsladelse og for, at han endelig kan komme til at leve under menneskeværdige og retsstatslige forhold. Også vi som EU er forpligtet af partnerskabs- og samarbejdsaftalen, som ikke kun binder Rusland, men også os, og som indeholder en menneskerettighedsklausul, forpligtet til at slå et massivt slag for hr. Nikitin, for at få forbedret hans fængselsbetingelser på stedet, for hans løsladelse, og som sagt, for en fair og retsstatslig behandling. Det ville være en skandale, hvis vi bøjede os her, for hr. Nikitin har - som fru Schroedter meget rammende beskrev det - også handlet i vores interesse. Vi har allerede behandlet det ofte her i Parlamentet. Han gjorde noget for det europæiske miljø. Han gjorde noget for retsstatsligheden på hele kontinentet. Egentlig skulle vi give hr. Nikitin en af vores priser her i Europa-Parlamentet. Derfor vil jeg gerne udtrykkeligt tilslutte mig dette forslag til vedtagelse og den appel, som det indeholder.
Hr. formand, jeg tager ordet på vegne af min gruppe, men også på vegne af min kollega lord Bethell, der er særlig optaget af og interesseret i denne sag. Alexander Nikitins skæbne er særlig relevant for en aktuel og uopsættelig debat. For næste tirsdag skal han forestilles for retten i Rusland. Jeg tror, at det er sjette gang, at han skal for retten. Han er anklaget for højforræderi, hvilket er en stærk og ekstrem anklage, og hvad har han så gjort? Han har påtalt en sag af offentlig interesse, af miljømæssig interesse for hele Europa. For denne anklage risikerer han dødsstraf. Dette er en ekstrem straf, og Parlamentet og de europæiske institutioner bør sende et meget vægtigt budskab til Rusland om, at man bør tage denne sag op til fornyet overvejelse, droppe anklagerne og respektere vores indtrængende anmodning om hans øjeblikkelige løsladelse. I forbindelse med vores tidligere debat om at afskaffe dødsstraffen er det meget relevant, at vi anmoder de russiske myndigheder om at respektere vores synspunkter, Europas synspunkter om, hvorvidt han bør tiltales, og hvad straffen bør være. Så jeg giver min fulde støtte til opfordringerne til, at hr. Nikitin øjeblikkelig bliver løsladt og fundet ikkeskyldig i anklagerne.
Jeg vil svare hurtigt på de tre punkter, der er blevet rejst. Dødsstraffen, minoriteterne i Kosovo og Nikitin-affæren. Først og fremmest hvad angår dødsstraffen, vil jeg gerne sige et par ord, uden overhovedet at gå i dybden med spørgsmålet, som De behandler i Deres forslag til beslutning, og som naturligvis vil få Kommissionens tilslutning til den holdning, der er indtaget til dødsstraffen. Jeg mener ikke, dette fortjener yderligere bemærkninger. Vi er enige på dette punkt. Jeg vil gå ind på et mere specifikt punkt, som blev omtalt under diskussionen, nemlig sagen om forslaget til beslutning, som Unionen havde fremsat for De Forenede Nationers Generalforsamlings tredje udvalg. Det drejede sig effektivt om et udenrigspolitisk spørgsmål. Med denne beslutning foreslog EU det internationale samfund at forpligte sig til at etablere et stop for at eksekvere dødsdomme. For os er afskaffelsen af dødsstraffen et væsentligt element i vores menneskerettighedspolitik, selvom dette spørgsmål for mange lande - det er i det mindste deres argument - udelukkende har at gøre med kriminalsager. Vi har reelt efter moden overvejelse trukket dette forslag tilbage, og denne beslutning er indsendt til Deres vurdering. Vi trak forslaget tilbage, fordi forhandlingerne i De Forenede Nationers Generalforsamlings tredje udvalg efter vores opfattelse tog en forkert drejning. Vi havde reelt vurderet, at visse af de mange ændringsforslag fra de lande, der havde problemer med vores holdning, i vores øjne var uacceptable. Det gjaldt især ændringsforslaget, der sigtede på i beslutningen at indføre en henvisning til artikel 2, stk. 7, i De Forenede Nationers charter, der lyder: "Ingen bestemmelse i dette charter giver De Forenede Nationer ret til at gribe ind i spørgsmål, der afgørende hører under en stats nationale kompetence". Dette ændringsforslag var meget generende, da det flyttede debatten til et andet område, der handlede om en stats nationale kompetence. For os ville en indførelse i beslutningen af en specifik henvisning til princippet om staternes suverænitet have medført en risiko for, at der blev sat spørgsmålstegn ved den gældende ret i FN's system og især ved verdenskonferencen i 1993, der fastlagde, at "fremme og beskyttelse af alle menneskerettigheder er en legitim aktivitet for det internationale samfund". At acceptere en sådan ændring kunne i øvrigt have haft en meget negativ indvirkning på FN's menneskerettighedsarbejde. Det var altså ikke, som jeg hørte det udtrykt, for at give efter for, jeg ved ikke hvor meget pres, at vi foretrak at afslutte debatten på denne måde, i det mindste indtil videre, men for at bevare en principiel holdning. Man kan altså ikke ud fra denne beslutning se, hverken en manglende udenrigspolitik, eller at vi måtte stoppe op over for det ene eller det andet pres, men derimod Unionens vurdering af risikoen for, at den i betragtning af de fremsatte ændringsforslag på grund af denne legitime kamp, som vi deltager i, kunne blive sat flere skridt tilbage i forhold til det, vi havde vundet indtil nu. Det var min forklaring til dette punkt. Jeg vender tilbage til nutiden med det andet punkt, hr. formand, der drejer sig om serbernes og andre minoriteters rettigheder i Kosovo. Jeg mener, at Kommissionen og med den hele Den Europæiske Union klart har givet udtryk for fra starten, at vi fordømmer enhver form for etnisk vold, uanset hvem der udøver den, og hvem der er dens ofre. Denne vold er fuldt ud lige så uacceptabel i dag imod serber- og sigøjnerminoriteter, som den var det, da den blev udøvet over for kosovoere for nogle måneder siden. I kraft af hjælpeprogrammer for demokratisering og menneskerettigheder fortsætter Kommissionen med at støtte tiltag, der sigter på at genskabe tilliden og fremme dialogen mellem de forskellige samfund. Vi arbejdede allerede på denne måde, men desværre uden meget succes, inden konflikten, og jeg er ud fra dette synspunkt enig i, hvad flere af Dem har været inde på, at vi bør alle ransage vores bevidsthed meget grundigt i denne sag. Under de nuværende omstændigheder forsøger vi ikke desto mindre at fortsætte med at handle pragmatisk i forhold til disse mål, især når vi udvælger hjælpe- og bistandsprojekter. Vi støtter helt og fuldt de bestræbelser, der udfoldes af KFOR for at opretholde lov og orden i Kosovo og for at beskytte alle borgere. På samme måde støtter vi helt og holdent den indsats, der ydes af UNMIK for at oprette en operationel civil forvaltning, for at overtage politiets funktioner, der for øjeblikket ligger hos KFOR, og for at skabe et fredeligt multietnisk samfund, der er i stand til at overtage ansvaret for genopbygningen af Kosovo og genopretningen af sit eget samfund. UNMIK har henvendt sig til Kommissionen med henblik på finansieringen af et beskyttelseskorps for Kosovo, og medlemsstaterne tager i løbet af de kommende uger beslutning om det program, vi har foreslået som svar på denne opfordring. Vi giver ligeledes vores støtte i form af venskabsforbindelser til de aktiviteter, der foretages af UNMIK i lokalforvaltningerne. I den forbindelse beder vi alle gode kræfter i Kosovo og udenfor, om at yde deres tilskud til disse mål for at hjælpe os med at sørge for, at UNMIK og KFOR netop når disse. Jeg minder om, at vi, hvad angår behov, er modstandere af, at Kosovo bliver opdelt. Den bør blive et multietnisk samfund uden skel og diskrimination baseret på etniske eller andre motiver. Og hvis jeg lige med forlov må skifte over til engelsk for nemheds skyld uden at bryde Parlamentets forretningsorden. Jeg vil svare, at Europa-Kommissionen har fulgt Alexander Nikitins retssag meget nøje og med en stor grad af bekymring. Repræsentanter for EU-medlemsstaterne overværede retsmødet i St. Petersborg i oktober 1998 og var til stede, da højesteret afsagde sin seneste kendelse i februar 1999 om at sende sagen tilbage til den lavere ret med henblik på yderligere efterforskning. På linje med tidligere udtalelser har Europa-Kommissionen gjort det klart, at eventuelle yderligere sagsanlæg vedrørende hr. Nikitins bidrag til Bellona-rapporten bør være i fuld overensstemmelse med internationalt aftalte rets- og menneskerettighedsprincipper og -standarder. Jeg er klar over, at hr. Nikitins advokater har indgivet et anbringende for Den Europæiske Menneskeretsdomstol, og jeg er sikker på, at Europarådets institutioner vil behandle dette anbringende i overensstemmelse hermed. Samtidig med, at vi respekterer et suverænt lands retslige procedurer, vil Europa-Kommissionen forholde sig årvågen for at sikre, at hr. Nikitin får en upartisk og offentlig retssag baseret på principperne i den europæiske menneskerettighedskonvention og den russiske forfatning.
Mange tak, hr. kommissær Lamy. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0267/99 af Ries og van den Bos for PPE-DE-gruppen; B5-0276/99 af Miranda m.fl. for GUE/NGL-gruppen; B5-0285/99 af van den Berg for PSE-gruppen; B5-0293/99 af Maes m.fl. for Verts/ALE-gruppen; B5-0294/99 af Maes m.fl. for Verts/ALE-gruppen; B5-0300/99 af Van Hecke og Khanbhai for PPE-DE-gruppen; B5-0301/99 af Van Hecke og Khanbhai for PPE-DE-gruppen om situationen i De Store Søers område, særligt om Rwanda og om situationen i Burundi.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, løsladelsen for nylig af Jean Bosco Barayagwiza foretaget af den internationale domstol for Rwanda har skandaliseret regeringen og befolkningen i Rwanda. Denne vrede er absolut legitim. Den anklagede er blevet løsladt på grund af procedurefejl, selvom der er meget alvorlige anklager for folkemord imod ham. Ud over denne episode, der opleves som et traume for rwanderne, er det straffrihedens kultur, der er sagen her. Det bør fastlægges klart, at alle, der har begået så afskyelige forbrydelser som folkemord eller forbrydelser imod menneskeheden - eller som er medskyldige i disse - utrætteligt vil blive forfulgt. For at gøre dette må de internationale institutioner, hvori vi indgår, give de internationale domstole tilstrækkelige midler til, at de kan gennemføre deres opgave. Vil EU, hr. Lamy, være parat til at spille en rolle i den forbindelse for i fremtiden at undgå et sådant skred, der er katastrofalt i befolkningens øjne, da denne forventer sandhed og retfærdighed? Selvfølgelig med en særlig opmærksomhed rettet mod den internationale domstol og mod Rwanda for at pligten til at huske består for denne konflikt, som allerede synes langt væk, for langt i nogles øjne, forekommer det mig, at det endelig er EU's opgave at være til stede side om side med det rwandiske folk ved denne lejlighed. Dette folk er i dag reelt blevet forrådt gennem løsladelsen af Jean Bosco Barayagwiza, der jo var grundlægger af hadets radio, den sørgeligt berømte "de tusind højes radio". Man forstår reaktionen hos myndighederne i Kigali, men jeg opfordrer dem til at genoptage deres samarbejde med den internationale domstol, der trods alt er det bedste instrument til at skabe retfærdighed og dermed fred. Det internationale retssystem må tage sig sammen, hvis det vil bevare sin troværdighed, men vi skal også give det midler til dets ambitioner. Det er prisen for vores pligt til at huske over for rwanderne.
Hr. formand, som medlemmer af Parlamentet var vi sammen med kolleger fra AVS-landene i Nassau, og to dage før var Saskia von Meyenfeldt, en UNICEF-medarbejder og nogle borgere blevet myrdet i Sydøstburundi. Vi anmodede dengang i en generel resolution om en undersøgelse, som oprindeligt var en uafhængig undersøgelse. En repræsentant fra Burundi havde indvendinger, og derfor blev det til "undersøgelse". Der tales i resolutionen om en uafhængig undersøgelse, og det gør det muligt for os at sige, at vi ønsker, at ikke kun de involverede parter, altså ikke kun regeringen i Burundi, siger deres mening, men at alle kendsgerninger kommer frem i lyset. Vi vil sætte pris på, at Kommissionen sørger for, at EU-ambassadørerne i regionen skaffer oplysninger om sagen og underretter os rigtigt. Næste punkt er, at det her drejer sig om en meget omfangsrig konflikt, som har kostet mere end 200.000 mennesker livet siden 1993, og der er 800.000 hjemløse. Det er indimellem godt at nævne disse tal, for med situationen i Kosovo så tæt på glemmer vi af og til, at der i et område i Centralafrika stadigvæk udspilles en meget stor konflikt. Det er meget vigtigt, at vi fremmer en stabilitetspagt gennem alle de forbindelser, som Kommissionen har sammen med FN. Det er endvidere vigtigt, at vi fremmer den politiske opmærksomhed og energi hos dem, der i regionen arbejder på at virkeliggøre en stabilitetspagt. Jeg håber, at det lykkes EU at gøre det klart, at menneskerettighederne er udelelige og ikke kun er vigtige for os, når det drejer sig om Kosovo, men også for denne centralafrikanske region. Jeg håber, at begge beslutninger kan yde et lille bidrag hertil.
Hr. formand, kære kolleger, endnu en gang skal vi se på situationen i Rwanda. I går sagde vi fra over for folkemordet og krænkelserne af menneskerettighederne. I dag kan vi kun harmes over løsladelsen af Jean Bosco Barayagwiza - der siges at være af tekniske grunde - som jo dog er en af de vigtigste initiativtagere til folkemordet. Denne løsladelse er reelt temmelig symptomatisk for en mangel på vilje til at gøre status over folkemordet og især en vilje til i stilhed at forbigå indblandingen fra europæiske lande, især Frankrig, hvor en undersøgelse for nylig fremlagde beviser for medskyld, i bedste fald passiv. Lad os også understrege, at uanset hvor alvorlig situationen i Rwanda måtte være, så medfører den især ustabile forhold i nabolandene, og situationen i Congo er ud fra dette synspunkt temmelig dramatisk. Det er i dag nødvendigt, at Europa-Parlamentet klart slår fast, at man for at sikre stabiliteten i området må skabe vilkår for en fred, der bygger på retfærdighed og forfølgelse af de ansvarlige for den etniske vold. Det er årsagen til, at vi beder den internationale domstol om igen at overveje sin holdning til dens løsladelse af hr. Barayagwiza i betragtning af de tunge anklager imod ham, og at det rwandiske folk, hvis disse falder væk, kan risikere at føle sig krænkede, og de etniske sammenstød kan blusse op på ny. Vi opfordrer også Rwandas regering til at genoptage sine forbindelser til den internationale domstol. Det er grunden til, at det er nødvendigt at sætte en stopper for straffriheden, der råder i disse lande.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg tilslutter mig de foregående talere og udtrykker samtidig min forargelse og skuffelse over vores holdning. Vi venter, indtil en hvid myrdes, og først da henleder vi på ny opmærksomheden på konflikten i Burundi, som allerede har kostet flere tusinde menneskeliv. Jeg vil også omtale de lejre, som man på mit sprog kalder for omgrupperingslejre. På normalt sprog hedder det koncentrationslejre, for det er den korrekte oversættelse. I disse lejre driver man menneskene sammen på et etnisk grundlag for så meget nemmere at kunne gennemføre et snigende folkemord. Jeg anmoder derfor indtrængende om, at EU tager situationen i Rwanda, Burundi og Congo meget mere alvorligt. Jeg har i denne uge talt med Rådets rådgiver, Den Høje Myndighed for FUSP, og jeg håber, at vi er i stand til at hjælpe andre med at oprette den stabilitet, som vi selv ønsker.
Hr. formand, hr. kommissær og kolleger, som en, der har arbejdet i og kendt Rwanda siden 1984, som en, der er født i Tanzania, hvor jeg boede i mange år, og som en, der taler det afrikanske hovedsprog, der tales i De Store Søers Område, taler jeg om dette emne med erfaring og viden. Folkemord er altid en modbydelig gerning og må fordømmes uden forbehold. Hvem der end måtte være ansvarlig for et sådant folkemord må retsforfølges, og retfærdigheden må ske fyldest. Der kan ikke gives immunitet til nogen fra en sådan retsforfølgning. Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Arusha må gøre sit arbejde ordentligt, og vi håber, at de, der gør dette arbejde, vil tage skridt til at få bragt denne proces til en retfærdig og snarlig afslutning. Kun fire retssager er blevet gennemført på fem år, og denne forsinkelse har gjort det muligt for nogle af gerningsmændene til folkemordet at gå fri på grund af formelle fejl. Dette er ikke acceptabelt. Vi må evaluere domstolens arbejde for at finde frem til svaghederne, således at vi kan yde passende assistance for at sikre høje retsstandarder uden at spilde tid og ressourcer. De uskyldige ofre for folkemordet og konflikten kan ikke vente i al evighed på at komme til at genopbygge deres liv og leve i fred i deres egne landsbyer og deres egne byer. Denne beslutning, der er vedtaget af alle politiske grupper her i Parlamentet, udtrykker klart vores bekymringer, håb og forventninger. Det er nu op til Rwandas regering og regeringerne i nabolandene at gøre en alvorlig indsats for at skabe sand fred i området. De bør samarbejde til fulde med EU's særlige udsending, EU, FN, OAU og alle humanitære hjælpeorganisationer om at gøre det, der måtte være nødvendigt for at støtte fred og stabilitet i Rwanda og De Store Søers Område som helhed.
Hr. formand, som det allerede er sagt, er Burundi tæt på en ny katastrofe. Angreb af oprørere, udrensninger i hæren, og hundredtusinder flygtninge er ofre for hungersnød, sygdom og en komplet ødelagt økonomi. Der er nogle, der påstår, at situationen kan sammenlignes med den i Rwanda lige før folkemordet i 1994. Alligevel er Europa på ny passivt. Fordi medlemsstaterne åbenbart ikke kan blive enige om, hvordan krisen i området omkring De Store Søer skal løses, overlader vi Burundi til de afrikanske lande, hvoraf nogle endda er involveret i krisen. Vi kobler vores hjælp sammen med Arusha-fredsprocessen, hvor Tanzania er mægler, men tillader, at oprørere fra det samme land angriber Burundi. Vi nægter af principielle grunde at samarbejde med regeringen, som ikke desto mindre har fået parlamentet til at stå bag sig. Spørgsmålet er, om vi ikke på den måde hjælper ekstremisterne både mellem oprørerne og inden for hæren. Vil vi, at Hutu-ekstremistiske grupper tager magten i Burundi og gennemfører nye folkemord af mindretallet? Eller vil vi, at der finder et nyt statskup sted, og at Tutsi-ekstremisterne i hæren iværksætter nye udrensninger? Hvis vi ikke vil det, så skal vi støtte fredsprocessen i Burundi fuldt ud. Lad os samle de mådeholdne kræfter og isolere ekstremisterne. Lad os yde ubetinget hjælp til befolkningen og sætte skub i økonomien igen. Lad os for en gangs skyld tage problemet i Burundi alvorligt. Vi kan i hvert fald ikke på et senere tidspunkt sige: Wir haben es nicht gewusst.
Hr. formand, af de mangfoldige problemer i Rwanda og Burundi vil jeg på gruppens vegne tale om det seneste, nemlig det, som skete den 6. november i år, altså for få dage siden, da Rwandas regering opsagde samarbejdet med den internationale domstol i Arusha. Vi var lidt stolte af, at denne domstol i første omgang blev oprettet, også med vores hjælp - om det så var tilstrækkeligt, kan man sætte et stort spørgsmålstegn ved - for at opklare de umenneskelige forbrydelser og straffe de pågældende gerningsmænd. Som en første reaktion er holdningen hos Rwandas regering sågar forståelig, men den konklusion, som den har draget af det, nemlig nu at opsige samarbejdet med denne domstol, er en helt forkert konklusion. Det er uforståeligt for os, at denne - jeg vil udtrykke mig forsigtigt - formodede arkitekt bag folkemordet, Barayagwiza, er blevet løsladt på grund af procedurespørgsmål - det er et vanskeligt ord - og overhovedet ikke bliver stillet for retten. Han var trods alt den politiske direktør i udenrigsministeriet i et regime, som var ansvarligt for 800.000 menneskers død, man skulle egentlig sige for nedslagtningen af 800.000 mennesker. Før det var denne nu løsladte person en ledende funktionær i den statslige radio netop i den periode, hvor radioen opfordrede og opildnede til racehad. Vores krav fra gruppens side er dobbelt. For det første kræver vi af Rwandas regering, at den ophæver sin beslutning, men for det andet kræver vi af domstolen, at den reviderer denne beslutning. Især kan det ikke tillades, at domstolen henviser til, at der ikke kan rejses anklage i samme sag på grund af den frifindelse, der har fundet sted. For anklager på dette område må der ikke findes nogen immunitet.
Hr. formand, jeg vil i rækkefølge tage udtalelser op fra de, jeg skylder et svar angående Rwanda og derefter om Burundi. Med hensyn til Rwanda deler Kommissionen den bekymring, der er blevet udtrykt, over retsvæsenets effektivitet, og jeg anvender dette diplomatiske ord for at dømme gerningsmændene til folkemordet. Ingen national forsoning er mulig uden en reel juridisk behandling, og dette gælder både for det nationale rwandiske retsvæsen og den internationale domstol i Rwanda. For at svare fru Ries angående det nationale rwandiske retsvæsen har Kommissionen målrettet sine aktiviteter for institutionel støtte til ministerierne med hensyn til at styrke forsvarets og den civile parts rettigheder, hvad angår en forbedring af levevilkårene i fængslerne, støtte til undvegne fra folkemordet samt til overvågning af menneskerettighederne. Ikke desto mindre er 130.000 tilbageholdte personer stadig i fængsel, anklaget for forbrydelser, der har at gøre med folkemordet, og de venter stadig på at blive dømt. Rwandas regering søger alternative løsninger, der ikke giver plads til straffrihed, og som går i den retning, vi ønsker. Den arbejder på at definere et system for voldgiftsret ifølge en traditionel praksis, hvor domstolene oprettes af borgere valgt på forskellige niveauer i den lokale forvaltning, og de skal være til stede for at dømme tre kategorier af anklagede: På den ene side ordinære mordere, slag og sår uden at medføre døden på den anden side, og endelig tyvene, for at folkemordets og massakrernes ophavsmænd og ideologer bliver effektivt dømt af de ordinære domstole, idet det på en måde drejer sig om at organisere en metode til at tage denne opgave op. Kommissionen er sammen med de andre kapitalindskydere i færd med at vurdere muligheder og fremgangsmåder for at bidrage til at oprette dette system inden for rammerne af vores samarbejde. Kommissionen har fra og med dagen for oprettelsen af den internationale domstol i Rwanda bevilget finansieringer i størrelsesordenen EUR 1,5 millioner. Kommissionen vil iværksætte en evaluering af programmer, der fremmer menneskerettighederne i udviklingslandene. Der knyttes en særlig forventning til lande eller projekter, som vi har støttet, som det, jeg lige har nævnt. Denne evaluering vil omfatte støtten til den internationale domstol, og dens konklusioner bør gøre det muligt for os at identificere en eventuel ny støtte i henhold til de fremgangsmåder, som vi vurderer højt i lyset af denne undersøgelse. Hvad angår situationen i Burundi er også vi dybt bekymrede over den voksende vold i dette land. Hvad skal vi gøre for at imødegå den? Jeg ved det, og jeg mener også, det altid er latterligt at sætte tal på støtten, stillet over for så megen elendighed. Jeg tror dog ikke desto mindre, at de er de eneste virkelige spor, vi kan give Dem for, hvad vi gør i den retning, Deres bekymringer går. Den kritik, De kan give os, og som gør virkelig ondt, ville være for at være passiv i en sådan situation. Det mener jeg ikke, vi er i dette tilfælde. Jeg skal give Dem nogle eksempler. Vi har støttet fredsprocessen via finansiering af forhandlingerne, der afholdes i Arusha, med et bidrag på EUR 2 millioner, hvilket langt fra er det vigtigste, og som med andre eksterne finansieringer bør være tilstrækkeligt til at afslutte forhandlingerne. Det er rigtigt, at forhandlingsleder og tidligere præsident Nyereres dødsfald giver problemer, der gør situationen endnu mere kompleks. Vi mener, det er afgørende, at forhandlingerne fortsætter parallelt med, at vi søger efter en ny forhandlingsleder. Intensiveringen af sammenstødene i de seneste måneder har givet anledning til flytning af i hundredtusindvis af personer, der reelt, som det har været nævnt under forhandlingerne, af regeringen med magt er blevet installeret i lejre siden juli måned. Vi greb ind øjeblikkeligt med en humanitær bistand på mere end EUR 1 million fordelt på tre operationer, og vi er parate til at fortsætte aktiviteterne for at opfylde de mest tvingende behov i det kommende år. ECHO's samlede bidrag i Burundi i år er nået op på ca. EUR 10 millioner. På et møde i New York i begyndelsen af året besluttede kapitalindskyderne i Burundi at bidrage til at forbedre levevilkårene for de mest udsatte befolkningsgrupper og at målrette deres støtte til geninstallering af de tvangsforflyttede befolkningsgrupper. I forbindelse med denne holdningstilkendegivelse godkendte Kommissionen et genindsætningsprogram på tæt ved EUR 50 millioner, der kan iværksættes i forhold til sikkerhedsforholdene i landet. Vi vurderer, at en komplet genoptagelse af samarbejdet hænger sammen med resultater i fredsprocessen, samt med indførelse af en politisk og forfatningsmæssig ramme, der endelig vil føre til en demokratisering. Det var, hvad jeg ønskede at meddele Dem i mit svar, hr. formand.
Mange tak, hr. kommissær Lamy. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0269/99 af van den Bos og Thors for ELDR-gruppen; B5-0277/99 af Vinci og Brie for GUE/NGL-gruppen; B5-0278/99 af Thomas Mann for PPE-DE-gruppen; B5-0286/99 af Schori for PSE-gruppen; B5-0296/99 af Lambert og Lucas for Verts/ALE-gruppen om erklæring af undtagelsestilstand i Pakistan.
Dette forslag til beslutning beskriver de bekymringer, som hele verdenssamfundet må føle med hensyn til svækkelsen af stabiliteten i Pakistan og dets naboområder. Vi gør helt bestemt ret i at beklage militærets magtovertagelse, men det vil være fornuftigt at se i øjnene, at det nye militære regime indtil nu har været yderst populært i Pakistan. Pakistan forventer helt klart, at general Musharraf vil have held til at sætte en stopper for en lang række korrupte og uliberale faktioner. Sharif- og Bhutto-regimerne har regeret deres land dårligt i mange år. I det mindste er militæret med fuld kraft i færd med at gøre noget ved den økonomiske svindel, der eksisterer i meget stor skala. Dette forslag til beslutning taler urigtigt om, at der er behov for, at demokratiet bliver genindført. Det burde opfordre til, at der blev gjort fremskridt henimod demokrati og foreslå et praktisk program for Den Europæiske Union, der ville lette dette fremskridt. Korruptionsbekæmpelse er et væsentligt første skridt. Jeg er sikker på, at det portugisiske formandskab vil gøre brug af dets navnkundige færdigheder og erfaringer til at udvikle Den Europæiske Unions forståelse for de problemer, Pakistan står over for, og jeg ville sætte pris på en udtalelse fra hr. Lamy om status for samarbejdsaftalen.
Hr. formand, PPE-DE-gruppen fordømmer skarpt militærkuppet i Pakistan, som fandt sted umiddelbart efter, at hærchefen Musharraf var blevet pensioneret. Forfatningen blev sat ud af kraft. Forbundsparlamentet og provinsparlamenterne blev midlertidigt suspenderet. Selvom militærets magtovertagelse forløb uden større protester fra befolkningen, er der ikke noget alternativ til et funktionsdygtigt demokrati, som er kommet i stand gennem frie valg. Forsøget på at bevise, at den hidtidige premierminister Sharif har deltaget i en kriminel sammensværgelse, og at han har opbygget et nepotistisk system, må ikke udvikle sig til en skueproces. Enhver retssag skal forløbe fair og være transparent for offentligheden. Under sit møde med EU's særlige udsending Walter Sari den 2. november afviste Musharraf en tidsplan for indførelsen af demokrati. Der mangler altså en begrundelse for, at EU skulle være parat til at følge andre stater, som spår det annoncerede stabilitetsprogram store chancer. Udgangspunkterne giver absolut grund til håb. Man vil sikre et investeringsvenligt klima, skattelettelser, oprydning i bureaukratiet, sætte en stopper for de ansvarshavendes personlige berigelse. Statens banker skal aflægge deres vane med at give rundhåndede kreditter til personer, som beklæder offentlige embeder. Den nye strengere antikorruptionslov er et skridt i den rigtige retning. Tillidstab og kapitalflugt kan imidlertid først stoppes, når demokratiet genoprettes, og menneskerettighederne overholdes. Internationale investeringer skal holdes tilbage, til IMF accepterer Pakistan som en fuldgyldig partner. Vi opfordrer altså militærregeringen til at vende tilbage til forfatningsmæssig grund. Politikken skal overtages af en demokratisk legitimeret civil regering. Udsættelsen af både medlemskabet af Commonwealth og samarbejdsaftalen med Den Europæiske Union kan først ophæves, når alle forudsætninger for de meget presserende økonomiske, sociale og humane reformer i Pakistan er skabt.
Hr. formand, mine damer og herrer, kollegerne har allerede været inde på militærkuppets historie. Jeg vil gerne holde fast i det, som både kollega Duff og kollega Mann nævnte. Igennem årtier har regeringer, som ganske vist var valgte, men som var helt igennem korrupte, senest hr. Nawaz Sharifs regering, tilladt, at overtrædelser af menneskerettighederne, slavearbejde, en social katastrofe og en helt ukontrollabel gældssætning til udlandet har stået på den pakistanske hverdags dagsorden og har nedbrudt landet. De samme regeringer har støttet det fundamentalistiske morderregime i Taliban i Afghanistan og udgør en konstant ukalkulerbar fare for freden i regionen, fordi de støtter og ansporer terroristiske aktiviteter i grænseregionen Kashmir mod deres indiske nabo. Trods alt må en valgt regerings uduelighed og korrupthed ikke få os til at betragte militærkuppet som et muligt alternativ. Vi fordømmer entydigt og på det skarpeste militærkuppet i Pakistand og forlanger af magthaverne, at de straks genindfører retsstaten og den forfatningsmæssige orden, og at de ved at indsætte en civil overgangsregering efter en klar tidsplan genopretter den parlamentariske legitimitet ved at afholde frie valg. Netop dette bør også være de forudsætninger, som skal være opfyldt, før Rådet underskriver den udsatte samarbejdsaftale med Pakistan. EU skal samlet indtage en holdning over for Pakistan, som ikke kan misforstås, og som understreger, at demokratiske principper for os hverken kan forhandles eller gøres til genstand for kompromiser, og som afholder alle kommende magtbegærlige fra et sådant elendigt forehavende.
Som mange kolleger var jeg også interesseret i reaktionen fra mange folk af pakistansk oprindelse og baggrund på dette kup - folk, som selv er involveret i demokratisk politik, og som går op i god demokratisk praksis. De var ikke rystede. Så denne reaktion giver yderligere vægt til vores bevidsthed om meget af det, der var forkert under det tidligere regime, f.eks. den manglende beskyttelse af de religiøse mindretals rettigheder og det øgede misbrug af den blasfemilov, der blev indført efter militærets magtovertagelse i 1958. Under det tidligere regime oplevede vi også en øget krænkelse af menneskerettighederne for folk som Sindhi-folket. Vi vil se på det, der sker med de politiske fanger under dette regime, som en klar indikator for dens intentioner. Jeg var også urolig over rapporter om, at militæret var motiveret af en følelse af, at Sharif-regeringen ikke gjorde nok for at beskytte og bevare Den Pakistanske Føderation. Det finder jeg særligt foruroligende, når jeg tænker på udviklingen af landets atompotentiel. Vi mener, at gennemførelsen af retssagen mod den tidligere premierminister ligeledes vil være et klart tegn på militærets gode intentioner om at vende tilbage til - eller rettere ikke vende tilbage til, men indføre - en god demokratisk styreform i Pakistan.
Hr. formand, som De ved, er situationen i Pakistan blevet diskuteret i Rådet (almindelige anliggender) den 15. november. Jeg tror, det er klart for enhver, at Unionen er meget bekymret over statskuppet, og den ønsker meget inderligt, at man hurtigt vender tilbage til demokratiet. Rådet forventer, at de forsikringer, der er givet af overgangsforvaltningen, som man udtrykker det, om respekt for menneskerettighederne og de borgerlige frihedsrettigheder, vil blive overholdt uden betingelser, og at ethvert anklagepunkt imod den afsatte premierminister, Nawaz Sharif, vil blive forfulgt i respekt for loven for en civil og åben domstol. Med hensyn til de specifikke punkter, De har rejst i beslutningerne om programmerne og om Kommissionens bistandsprojekter for udvikling i Pakistan, skal det understreges, at disse næsten udelukkende drejer sig om fødsler, de fattigste og de dårligst stillede befolkningsgrupper. Et stort antal af disse iværksættes af ngo'er som mellemmænd og sigter på at forbedre driften og kvaliteten af de sociale serviceydelser, især inden for grundundervisning og sundhed. Fællesskabets samlede aktuelle projektforpligtelser repræsenterer omkring EUR 180 millioner, og Kommissionen foreslår, at vi fortsætter gennemførelsen af disse projekter. Vi vurderer faktisk, at en ophævelse af støtten til de dårligst stillede ville være en uheldig straf for dem. Vi er fuldt ud bevidste om den sørgelige situation for mange børn og især piger i Pakistan, men vi mener, at den mest effektive metode til at forbedre denne situation er at bidrage til at sikre en altomfattende tilgængelig grundundervisning af kvalitet. Vi deltager ligeledes i et projekt med Den Internationale Arbejdsorganisation om genoptræning af børn, der er ansatte i farligt arbejde i Pakistan. Arbejdet med nye projekter, der skal finansieres inden for næste års budgetramme, er suspenderet for øjeblikket, mens vi venter på en evaluering af, hvordan den nye situation i landet udvikler sig. Vi erkender nødvendigheden af at hjælpe ngo'erne og sammenslutningerne i det borgerlige samfund for at styrke de demokratiske institutioner i landet, og De ved sikkert uden tvivl, at opsugningskapaciteten og størrelsen af mange ngo'er på dette område i Pakistan desværre er begrænsede. Vi har således taget kontakt til adskillige ngo'er og sammenslutninger, men vi vurderer, at det er nødvendigt at passe på ikke at overvælde disse organisationer med midler og bistand, som de ikke derefter kan styre på en effektiv måde. For at svare præcist på hr. Duffs spørgsmål annullerede Unionen efter statskuppet underskriften af en ny samarbejdsaftale mellem Fællesskabet og Pakistan, og vi har suspenderet vores politiske dialog for at sende et tydeligt og klart signal til de nye magthavere i Pakistan om vores bekymring over statskuppet og dets følger. Jeg mener således, jeg har svaret præcist på Deres spørgsmål, hr. Duff.
Mange tak, hr. kommissær Lamy. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30. (Mødet udsat kl. 17.20 og genoptaget kl. 17.30)
Næste punkt på dagsordenen er afstemningen om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
Jeg vil blot gerne sige til Dem, at jeg i princippet naturligvis går ind for denne beslutning, men at jeg mener, at man her er begyndt på noget meget farligt, nemlig systematisk misbrug af beslutninger til en ideologisk debat om charteret for grundlæggende rettigheder. Vi bør tage dette charter for grundlæggende rettigheder så alvorligt, at vi forbereder det i konsensus med et stort, i realiteten forfatningsstiftende flertal her i Parlamentet og ikke med halve sætninger i beslutninger. Jeg mener, at dette charter for grundlæggende rettigheder skal drøftes indgående, og at det ikke må koble børns rettigheder fra forældrenes rettigheder, fra familiens rettigheder og fra forældrenes opdragelsesret i familien. Det er elementære punkter, som skal diskuteres grundigt og ikke hu-hej-vilde-dyr i halve sætninger.
Her, hvor vi skal stemme om denne beslutning om børns rettigheder, vil jeg gerne fortælle, hvor stor betydning jeg tillægger dette dokument. Denne afstemning har intet at gøre med alle de øvrige, jeg har deltaget i i løbet af denne mødesamling. Den får mig til at tænke på, hvorfor jeg fører politik, og det kan resumeres som følger: så godt som det muligt at forbedre hverdagen for menneskene! Det kan måske forekomme indbildsk på grund af opgavens omfang, men det er min dybeste overbevisning. Selvom jeg ved, at denne afstemning ikke radikalt vil ændre den dramatiske situation for tusindvis af børn her og andre steder, vidner den om Europa-Parlamentets politiske vilje til at skubbe udviklingen fremad! At vi kan sige, at det ikke kan tolereres, at børn er tvunget til at arbejde i stedet for at gå i skole, at der er børn, der ikke spiser, når de er sultne, at børn sælges som varer, at børn er ofre for voksnes fysiske eller moralske vold, det er allerede et stort skridt fremad, der helt sikkert vil blive omsat i vores politiske handlinger og i vores dagligliv! Lad os være ansvarlige (politiske) kvinder og mænd! Den konvention, hvis fødselsdag vi fejrer i dag, har gjort det muligt at foretage mange fremskridt lige fra det tidspunkt, hvor den placerede barnet i centrum for forhandlingerne! Børn er levende væsener, og de har en ret. Vi bør respektere dem, beskytte dem, uddanne dem og elske dem!
Konventionen om barnets rettigheder er den mest succesrige konvention i international ret med underskrivere fra alle verdens lande undtagen Somalia og USA. Kommissionens mål gør rede for den uovertrufne internationale reaktion om indførelse af foranstaltninger i den internationale ret til beskyttelse af rettighederne for de mest uskyldige og mest sårbare af verdens borgere. Forslaget til beslutning, som vi har stemt om i dag, søger at sikre, at de elementer, der er nedfældet i denne konvention, beskyttes i andre retsgrundlag og -rammer. Herved søger vi at være de stemmeløses stemme og beskytte dem, der er ude af stand til at beskytte sig selv. Børn må beskyttes af dem, der har deres interesser som en hjertesag. Vi må derfor understrege familiens rolle, når det gælder om at beskytte børnene og navnlig familien. Staten må i sit forsøg på at skabe et retsgrundlag for beskyttelsen og behandlingen af børn bøje sig for den ret, der går forud for alle, og som forældrene har til at beskytte, opdrage og passe på deres børn. Vi må sikre, at familien, som det står i konventionen om barnets rettigheder, gives den nødvendige beskyttelse og bistand, således at den kan påtage sig sit ansvar i samfundet.
At fremme børns rettigheder er et emne, der er en hjertesag for alle os her i dag. Det er på samme tid et stort privilegium og et stort ansvar at arbejde med at skabe lovgivning og retlige instrumenter for beskyttelse af børn. At sikre børns beskyttelse må gå hånd i hånd med foranstaltninger til at fremme og beskytte familien. En stærk familieenhed er væsentlig for at sikre børns beskyttelse. I præamblen til konventionen fastslås det, at barnet for at kunne realisere den fulde og harmoniske udvikling af dets personlighed må vokse op i en familie. I artikel 5, 7, 9, 14 og flere andre nedfældes forældrenes ansvar og rettigheder i relation til opdragelsen af deres børn. Det er absolut nødvendigt, at forældrenes rettigheder er nedfældet og sikret, hvis børns fulde rettigheder skal beskyttes.
Jeg bifalder Parlamentets fokusering i dag på børns rettigheder. Børn har som de mest sårbare og forsvarsløse medlemmer af samfundet behov for ekstra rettigheder og ekstra beskyttelse. Det er et privilegium for mig at være del af en proces, der kan begynde at sikre, at denne beskyttelse bliver ydet. Familien er, som det blev anerkendt af dem, der udarbejdede konventionen om barnets rettigheder, grundlæggende, når det gælder om at beskytte og fremme barnets rettigheder. Det er i familiens skød, at børn lærer værdierne "fred, værdighed, tolerance, frihed, lighed og solidaritet" (præamblen) såvel som de færdigheder, der er nødvendige for at føre disse værdier ud i livet i samfundet igennem hele deres liv. Konventionen om barnets rettigheder anerkender forældrenes ansvar, når det gælder om at sørge for ordentlig pleje og pasning af deres børn såvel som barnets ret til at blive givet denne pleje, vejledning og kærlighed. Jeg er glad for at kunne støtte det forslag, der er fremsat for os her i dag, og som skal sikre, at disse rettigheder støttes - forældrenes ret til at opdrage deres børn og børnenes ret til beskyttelse og støtte. Tjetjenien
Hr. formand, vi medlemmer af Parlamentet, som repræsenterer nationer uden stat, fordømmer på det kraftigste det nye urimelige overgreb, som den russiske hær i slutningen af dette århundrede begår mod det lille folk i Tjetjenien. Rusland skaber ødelæggelse, civile ofre - heriblandt gamle, kvinder og børn - og en udvandring, der overgår den i Kosovo. Og alt sammen fordi en ny Rasputin vil opnå popularitet i Rusland og sikre sig magten som ny præsident uden at tage hensyn til, at han dermed bringer demokratiet, retsstaten og de økonomiske reformer i Den Russiske Føderation i alvorlig fare. Det kan vi ikke acceptere, og derfor fordømmer vi det uden videre.
Hr. formand, denne beslutning om Tjetjenien er den mest vidtgående, der endnu er taget på internationalt plan, og det tjener Parlamentet til ære, for også i den første krig ydede vi et væsentligt bidrag til, at der kunne sluttes fred. Jeg er imidlertid skuffet over, at vores ændringsforslag, som siger, at partnerskabs- og samarbejdsaftalen som følge af menneskerettighedsklausulen i samme aftale skal lægges på is, mens denne krig varer, ikke støttes af Parlamentet. Jeg har indtryk af, at der er brug for meget skrappere foranstaltninger end dem, der indtil nu står i beslutningen, for overhovedet at opnå en våbenhvile og for at opnå, at man endelig holder op med at kaste bomber mod civilbefolkningen og oven i købet erklære, at det er et internt problem. Jeg tror, det er nødvendigt, at der i dag under mødet i OSCE - netop nu bliver dette emne også diskuteret i Istanbul - virkelig viser sig en mulighed, som fører til fredsforhandlinger, for sådan som russerne vil løse problemet i Kaukasus, kan det ikke løses, og derfor tror jeg, det er meget vigtigt, at vi ikke bliver stående her, at især Kommissionen tager denne appel op og også truer med foranstaltninger som indefrysning af nye Tacis-traktater, og at det også virkelig bliver klart i de officielle kontorer derovre og ikke bare står på et stykke papir her. Det er et meget vigtigt anliggende, som jeg gerne vil understrege endnu en gang på min gruppes vegne. Vi synes ikke, at beslutningen er vidtgående nok, men den udgør første skridt på vejen - forhåbentlig hen mod en fredsløsning i regionen.
Under påskud af at bekæmpe integristisk terrorisme fører de russiske ledere en gemen krig i Tjetjenien. Den russiske hær angriber hovedsagelig civilbefolkningen, hvoraf en voksende del er tvunget til at flygte til naboregionerne for der at blive stuvet sammen under umenneskelige forhold. Det er endvidere civilbefolkningen, der lider under konsekvenserne af ødelæggelsen af byer, landsbyer og infrastruktur i et land, der allerede var meget fattigt. Krigen er ligeledes kriminel for den russiske befolkning selv. Tusinder af unge er tvunget til at føre en beskidt krig, der aldrig kan komme noget godt ud af, hverken for dem, deres forældre eller deres søskende. Selvom åbningen mod den kapitalistiske økonomi går over et fald i produktionen og en betydelig forarmelse af et flertal af befolkningen, sluger krigsindsatsen betydelige summer for ikke at tale om den korruption, der ledsager den. Vi siger fra over for de russiske ledere, der er ansvarlige for denne krig, men vi siger også fra over for de, der i den vestlige verden nøjes med en diskret misbilligelse samtidig med, at de støtter Jeltsin og hans klan, idet de er meget omhyggelige med at beskytte dem. Når den russiske hær bomber byer og landsbyer i Tjetjenien, gør den det samme, som da Vestens hær for nogle måneder siden bombarderede Serbien og Kosovo. Den enes forbrydelser undskylder ikke den andens, men de viser klart deres dybe medskyld på befolkningernes bekostning. Dette er grunden til, at vi afholder os fra at stemme.
Afstemningen er afsluttet.
Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af debatten om betænkning (A5-0063/1999) af Giannakou-Koutsikou for Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om Den Europæiske Unions handlingsplan for bekæmpelse af narkotikamisbrug (2000-2004) (COM(1999)239).
Hr. formand, mine damer og herrer, lad mig først takke Marietta Giannakou, fordi hun ved at bytte har åbnet mulighed for, at vi kan tage afstemningen om Eurodac i dag og dermed skabe forudsætningerne for, at vi kan indføre dette fingeraftrykskontrolsystem. Dette er imidlertid også en meget vigtig betænkning. Jeg vil gerne starte med et par tal, så man kan danne sig en forestilling om narkotikahandlens omfang. For det første har vi med en narkotikahandel at gøre, som i dag udgør 8% af samhandlen, og som høster milliardprofitter på bekostning af de unge og vores familier. I Den Europæiske Union beslaglægger vi årligt ca. 600 ton cannabis. I forbindelse med narkotikaforbruget kan det konstateres, at der allerede er 5 millioner unge, som tager syntetisk narkotika, og ca. 20% har prøvet cannabis. Lovgivningen i Europa er yderst utilfredsstillende. Efter borgernes opfattelse skal kampen mod narkotikakriminaliteten imidlertid prioriteres meget højt. Derfor betragter jeg Marietta Giannakous betænkning som særdeles vigtig og handlingsplanen som noget meget væsentligt, som kan bringe os videre. Den er baseret på brede strategier, fra forebyggelse over repression til reintegration. Den tillader ikke nogen form for liberalisering eller legalisering, den prioriterer opgaverne og kombinerer interne og eksterne politikker for at kunne føre en effektiv bekæmpelse. Det er meget ambitiøse mål. Men i realiteten bliver det ikke helt let, for hidtil har det ikke kunnet lade sig gøre at få sammenlignelige data for de enkelte medlemslande og sammenligne metoderne, og så længe man ikke har denne metode- og datasammenligning, er det heller ikke muligt at realisere best practices som modeller. Der er ikke stor støtte til forebyggelsen, og ungdomsprogrammerne er ikke konciperet til at støtte i kampen mod narkotika. Den Europæiske Union stiller relativt få penge til rådighed. Hvilke mulige og absolut nødvendige krav må vi stille på denne baggrund? For mig at se er det først og fremmest vigtigt at styrke forebyggelsespolitikken. Her ser jeg en meget stor chance, f.eks. at vi på frivillig basis forsøger at erklære skoler for narkotikafri zoner og gennem oplysning gør det klart for eleverne, at et liv uden narkotika bør være den store målsætning. Derfor har vi brug for støtte fra Den Europæiske Unions programmer såsom Sokrates og Leonardo. For det andet må vi eftertrykkeligt kræve af medlemsstaterne, at vi nu endelig får en fælles data- og metoderegistrering, så det bliver muligt at finde de bedste modeller i kampen mod narkotikaen. Vi skal fremme samarbejdet mellem politiet og retsvæsenet i Europas stater i kampen mod narkotikakriminaliteten og til beskyttelse af ungdommen. Vi skal gøre Den Europæiske Unions programmer såsom Falcone, Grotius og Oisin nemmere at benytte, udforme dem mere effektivt og stille større midler til rådighed. Med handlingsplanen har vi altså et godt program. Nu drejer det sig om at komme i gang med arbejdet med at realisere dette program, i kamp mod narkotikaen og for ungdommen og for et narkotikafrit samfund i det hele taget. Det må være målet, selvom det bliver meget svært at nå.
Hr. formand, kære kolleger, vi kunne godt have ønsket, at debatten og også afstemningen om denne betænkning ikke absolut skulle finde sted i dag, fordi vi - lad mig sige det fra starten af - som følge af de omstændigheder, som i dag har ført til, at dagsordenen blev ændret, og som følge af den omstændighed, at afstemningstimen varede så længe på grund af de store betænkninger af Napolitano, Leinen, Dimitrakopoulos og Schwaiger, skal stemme om betænkningen af kollega Giannakou-Koutsikou i morgen tidlig. Fredag morgen er jo den store trængsels dag i Strasbourg. I morgen vil salen her være ved at sprænges af kolleger, som slås for at komme ind og stemme om betænkningen af kollega Giannakou. Altså, hvis der kommer 50, er det mange. Det vil jeg tillade mig at bemærke, fordi det står i kras modsætning til påstanden om, at betænkningen af fru Giannakou jo er så særligt vigtig, og at man derfor absolut må diskutere den og stemme om den endnu i denne uge. Argumentationen hænger ikke sammen. Denne betænkning er virkelig meget vigtig, og den skal diskuteres omhyggeligt, bl.a. fordi forhandlingen om betænkningen endnu en gang har vist, at narkotikapolitikken i Den Europæiske Union er et af de mest kontroversielle emner, vi overhovedet skal drøfte. Først en bemærkning til ordføreren. Jeg synes, at fru Giannakou har gjort sig stor umage med at tage stilling til handlingsplanen i en form, som søgte konsensus, og som også forsøgte at integrere de forskellige synsvinkler, der findes, og som ikke bare går tværs gennem de politiske familier, men som også er præget af de nationale traditioner, at integrere de mest forskelligartede aspekter og de til dels modstridende interesser. Derfor skal der også fra vores gruppe lyde en hjertelig tak til ordføreren. Det siger jeg også på vegne af min fraværende kollega Jan Andersson, der som svensk medlem - det kommer jeg tilbage til om lidt - befandt sig i en særligt vanskelig situation, fordi Sverige er et af de medlemslande, som har en meget speciel tilgang til narkotikapolitikken, som bygger på den nationale erfaring og den nationale tradition, og som alligevel, synes jeg, netop i forbindelse med kompromisændringsforslagene sammen med Dem, fru kollega, har sørget for, at denne betænkning er blevet udformet på en sådan måde, at den kan finde bred tilslutning. 128 ændringsforslag var der stillet, og De formulerede så til sidst 17 eller 18 kompromisændringsforslag, som skulle bidrage til at samle disse mange ændringsforslag på en sådan måde, at der i sidste ende kommer en logisk og sammenhængende betænkning fra Parlamentet til denne handlingsplan ud af det. Logisk og sammenhængende betyder altid, at der skal tages højde for tre obligatoriske elementer. For det første må vi alle sammen her i Parlamentet, om vi nu er konservative eller venstreorienterede, være klar over, og det tror jeg også, vi er, at udgangspunktet for narkotikapolitikken altid må være, at de narkotikaafhængige mennesker principielt ikke har brug for straf og forfølgelse, men hjælp og støtte. Det er faktisk en selvfølgelighed. Hvorfor er det så nødvendigt at nævne det igen her? Fordi den måde, hvorpå man hjælper dette menneske, som er berørt, til at vende tilbage til samfundet, hvorpå man reducerer hans eller hendes personlige lidelse, altid også må kunne trække på specifikke regionale, lokale og nationale erfaringer. Derfor kan man ikke dekretere en europæisk narkotikapolitik, men der må være en europæisk ramme, inden for hvilken man på baggrund af de lokale myndigheders specifikke erfaringer kan hjælpe det berørte menneske, som altid skal stå i centrum. Det andet element er, at i forbindelse med narkotikapolitikken skal vi altid holde os for øje, at der næppe er nogen anden form for kriminalitet i Europa, hvor der tjenes flere penge end på narkotikahandel. Det betyder, at når vi taler om at reducere udbuddet, er det et element, som er meget vigtigt, men som også betyder, at vi uden skånsel må forfølge dem, som udbyder stofferne på markedet. Det kræver strafferetlige og politimæssige elementer. Men det kræver også et element, der efter min mening ikke har været nok opmærksomhed om i debatten, nemlig det forhold, at den, som handler med narkotika, som regel gør det, hvis han gør det i større målestok, for at opnå en profit, for at berige sig. Hver gang det lykkes os at forhindre, at formuer, som er erhvervet illegalt ved narkohandel, bliver forvandlet til legale formuer, har vi gjort et stort fremskridt, bekæmpelse af narkotikahandel og hvidvaskning af penge er fænomener, som hænger sammen. Narkotikabekæmpelsespolitik - det siger jeg med adresse til kommissæren for indre sikkerhed - betyder altså i forbindelse med en reduktion af udbuddet også konsekvent forfølgelse af narkohandlerne, særligt hvad angår hvidvaskning af penge. Det tredje og sidste element, som jeg vil slutte med, er, at vi har forskellige erfaringer. I det ene land i Den Europæiske Union har man en mere liberal tilgang, i det andet en mere restriktiv. Alt i alt - hvis vi ser på resultaterne fra narkotikaovervågningscenteret i Lissabon - har vi næsten alle steder en lige høj andel af narkomaner. Det betyder, at lige meget hvilken metode vi anvender i øjeblikket, har vi lige stor eller lille succes. Det taler for, at vi sætter nogle rammer på europæisk plan og beslutter gennemførelsen subsidiært og under hensyntagen til de respektive nationale erfaringer.
Hr. formand, vi kan konkludere, at Parlamentet i årevis har været splittet vedrørende narkotikapolitikken. Der er ca. tre strømninger repræsenteret i Parlamentet. For det første tilhængerne af den svenske model, som ud over behandling af narkomanerne lægger vægt på bekæmpelse af narkotika. Endvidere er der tilhængerne af den nederlandske model, som lægger mere vægt på behandlingen af narkomanerne end bekæmpelse af narkotika. Den nederlandske model, som tillader narkotikabutikker, som i mit land med et forkert engelsk ord kaldes for "coffeeshops", og skelner mellem bløde stoffer, marihuana, og hårde stoffer, f.eks. heroin og XTC. De to grupper, tilhængerne af den svenske model og tilhængerne af den nederlandske model, går ikke ind for alt for meget europæisk samarbejde på dette område, fordi de er bange for, at det går ud over deres nationale politik. Derudover er der en tredje strømning i Parlamentet, nemlig de medlemmer, der netop går ind for større og tættere europæisk samarbejde i narkotikapolitikken, så de to forskellige metoder, som jeg har beskrevet, kan kombineres. Det betyder, at lande som Frankrig og Tyskland skal gøre mere ved behandlingen af narkomaner, og at et land som Nederlandene skal gøre mere ved bekæmpelsen af narkotikagener forårsaget af "coffeeshops" og narkoturismen. De tre strømninger er også repræsenteret i Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe. Det glæder mig derfor meget, at de fleste af mine gruppemedlemmer går ind for fru Giannakou-Koutsikous betænkning. Det er en interessant betænkning, som heldigvis undlader at behandle spørgsmålet om legalisering af narkotika og koncentrerer sig om de foranstaltninger, som EU skal træffe. Den 6. november i år udtalte formanden for Kommissionen, hr. Prodi, sig om et tæt europæisk samarbejde om bekæmpelse af narkotikamisbrug. Det gjorde han efter at have modtaget beretning om italienske unges brug af XTC-piller, som kommer i store mængder fra mit land, Nederlandene. Hr. Prodis bemærkninger sørgede for stor opstandelse i Nederlandene. Jeg mener, at hr. Prodi har ret. Hvis EU vil tage hårdt fat på bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet, så omfatter det også bekæmpelse af narkotikahandlen. Det er faktisk Europols hovedopgave. XTC-piller er hårde stoffer, som kan være dødelige, sådan som det har vist sig i Italien. Jeg vil sige til tilhængerne af legalisering af bløde stoffer, at de også burde gå ind for et europæisk samarbejde. En enkelt medlemsstat kan ikke ensidigt legalisere narkotika, for det kan kun lade sig gøre på europæisk plan.
Hr. formand, hvis der er et emne, som kræver, at vi drøfter det nøgternt og holder hovedet koldt, så er det narkotikapolitikken. Den foreliggende betænkning af kollega Giannakou-Koutsikou er ikke det bedste eksempel herpå. Debatten er ikke kun saglig. Der er for meget krigsretorik og tamtam. Vi konstaterer, at behandlingen af dette vanskelige emne langsomt men sikkert bevæger sig i den rigtige retning. Det fremgår klart, når vi sammenligner debatten og teksten med dem for nogle år siden. Dengang var helvede og forbandelse ikke nok til at straffe de medlemmer, der turde at bruge ord som harm reduction eller terapeutisk behandling. Det var for de fleste i Parlamentet utænkeligt, at der bortset fra en undertrykkende metode også kunne udvikles andre, mere effektive strategier. Fru Giannakou-Koutsikous betænkning er på nogle punkter en klar forbedring. Heri erkendes betydningen af politiske eksperimenter på by- og lokalplan, og der tales om harm reduction og evaluering af forskellige pluralistiske og terapeutiske metoder. Den er ikke særligt fornyende og kun et lille skridt fremad, men det giver håb, at bad practices kan sammenlignes på grundlag af gode data, og at en human og effektiv narkotikapolitik også er mulig i en integreret Europæisk Union. Måden, hvorpå de positive elementer er formuleret, giver alt for store muligheder for modstridende fortolkninger. Den positive udvikling, som kommer frem i teksten, kan ikke hamle op med den undertrykkende atmosfære, som stadigvæk dominerer. Den tvungne afvænning af narkomaner i fængsler er et eksempel herpå. Det fører til umenneskelige forhold, og det er ikke særlig effektivt, hvis det ikke sker af fri vilje. Formålet med hjælpen skal ikke kun være total afholdenhed. Man kan leve med narkotika, sådan som det til stor glæde sker med alkohol, tobak, Prozac og Valium. Finder ordførerens vilde krigserklæring også anvendelse her? Undersøgelser har vist, at en god joint er mindre skadelig og mindre vanedannende end en række socialt accepterede stoffer. Forslaget kommer stadigvæk ikke med andre muligheder end afvænning, selvom der i stadigt flere medlemsstater arbejdes med kontrolleret uddeling af narkotika, og det har tit ført til positive resultater. Ordføreren mener, at fatalismetankegangen fremmer narkotikamisbruget. Det er en skingrund for at skærpe den meningsløse krig mod narkotikamisbruget. Det vil forværre marginaliseringen og kriminaliteten og netop føre til øget kriminalitet. Det er det undertrykkende apparat, der har fordel heraf af hensyn til dets eksistens og ikke narkomanerne.
Hr. formand, da jeg var 18 år, fandtes der ingen narkotikaproblemer. Vi havde nok hørt, at der fandtes narkotiske stoffer, men det var noget, som vi ikke kendte og aldrig havde mødt, men det blev sagt, at enkelte mennesker fik deres læger til at udlevere dem stoffer, som de ellers ikke havde adgang til. Vi havde heller ingen åbne grænser. Vi havde ingen trafik fra tredjeverdenslande, og vi havde heller ikke ret mange penge, så selvom udbuddet havde været der, havde vi såmænd ikke kunnet købe det, men det centrale var nok, at vi overhovedet ikke så, at der var et sådant behov. I dag ser verden ganske anderledes ud. Den er åben, og Schengen-aftalen har lagt grænserne imellem vores lande så åbne, at vi ikke har mange muligheder for at kontrollere. Det, vi skal se i øjnene, er, at de kriminelle kræfter, som er involveret i narkotikafremstilling og narkotikahandel, har et netværk, har ressourcer, har kræfter, der langt har overhalet retsstaternes mulighed for at stoppe denne trafik. Det er grunden til, at der er behov for en fællesskabspolitik, for i den situation, som Den Europæiske Union befinder sig i, må vi nødvendigvis arbejde sammen for at bekæmpe en grænseoverskridende kriminalitet. Den foreliggende betænkning siger tingene ganske udmærket på en række punkter, og den peger i hvert fald med en vis klarhed på, at hvis ikke vi optrapper krigen imod narkokriminalitetens bagmænd og pengemænd og deres hvidvask af penge, så taber retsstaterne, befolkningerne og vores ungdom i denne krig. Men der er også i den foreliggende betænkning nogle formuleringer, som blev stemt igennem i udvalget, og som ser meget harmløse ud, især for den ukyndige. Det er begreber som skadesbegrænsning, og hvem vil da ikke gerne begrænse en skade, hvem vil ikke gerne hjælpe mennesker, som er ramt af en så alvorlig lidelse, som narkoafhængigheden er. Det vil vi naturligvis alle sammen, og det, man umiddelbart tænker på i denne forbindelse, er jo behandling, det er indsats med diverse sociale og lægelige foranstaltninger. Men det er jo ikke det, der ligger i begrebet. Skadesbegrænsning betyder noget helt andet i munden på dem, som ønsker, at der ikke skal føres en stram narkotikapolitik. Jeg er - må jeg sige - helt ude af stand til at forstå den filosofi, for narkotikaen er jo i dag ikke isoleret til et problem, som rammer nogle mennesker, som er i social nød. Jeg ved godt, at den rammer mennesker med ensomhedsfølelser, eller som er i social nød, men det er jo kun et fåtal af de mennesker, som i dag er ofre for narkomisbrug. Det, der er vores problem i dag, er, at unge mennesker, som lever et godt familieliv, samtidig føler, at deres tilværelse er så indholdsløs, at de skal have et ekstra pift eller et trip om lørdagen på diskoteket og får sat stemningen op ved hjælp af en narkotika, som de lokkes til at tro er harmløs. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at sige, at jeg synes, at den tale, som fru Buitenweg holdt her for et øjeblik siden, er farlig. Jeg synes, den er farlig for unge mennesker, fordi den lokker dem til at tro - og jeg citerer hende - "at man kan leve med narko, som man kan leve med tobak og alkohol". Jeg ved godt, at tobak kan skabe en afhængighed. Det varer også relativt mange år, før man får lungekræft af det. Jeg ved godt, at alkohol kan skabe en afhængighed, og jeg ved også, at der er mennesker, der mister livet på grund af alkoholmisbrug, men der er en central forskel på disse stoffer, fordi det i de allerfleste tilfælde er muligt for mennesker at kontrollere forbruget af tobak og alkohol i en anden grad, end det er muligt for unge mennesker, der kommer ud i et narkomisbrug. Så derfor vil jeg sige, at det er vigtigt, at vi i det arbejde, der udføres i Unionens regi, som noget meget centralt har en oplysningskampagne for unge, som i dag i alt for høj grad kan blive lokket af jævnaldrende kammerater og andre til at prøve nogle stoffer, som fremstilles for dem som værende harmløse, som noget, der ikke er værre end at få et glas ekstra øl eller en ekstra lille whisky. Det er noget andet, vi taler om her, og det er ikke bare blevet farligt, fordi det er forbudt. Det er forbudt, fordi det er farligt, så lad os blive fri for denne falske tale om, at vi skal afkriminalisere, og denne tendens til at bagatellisere hele problematikken ved at lukke øjnene for de forbrydere, der udnytter vores unge, og som ødelægger deres sundhed og deres helbred. Min gruppe er en ivrig deltager i det arbejde, som er foregået i udvalget, og jeg vil gerne takke fru Giannakou for hendes store arbejde i denne forbindelse. Vi finder ikke, at man med den foreliggende betænkning og med det indhold, den har, har nået det endelige og det bedste resultat, og vi håber meget, at kommissæren vil kunne finde endnu kraftigere og stærkere metoder til at bekæmpe dette uhyggelige misbrug.
Hr. formand, betænkningen af ordføreren, fru Giannakou-Koutsikou, om Kommissionens handlingsplan for bekæmpelse af narkotika er et godt dokument, hvori Parlamentet tager afstand fra narkotika. Det gør Kommissionen også i handlingsplanen, og den vælger en todelt politik. På den ene side er der lagt stor vægt på kontrol og forebyggelse af narkotika, og på den anden side kræves der en hårdere politik over for narkotikahandlen. Narkotikaproblematikken har i de forløbne måneder ofte været i søgelyset. På topmødet i Tampere understregedes det endnu en gang, at problemet i Europa skal afhjælpes på en altomfattende måde. Kommissionens formand, hr. Prodi, udtalte i sidste uge, at der er opstået et "indre marked for narkotikahandel" i Unionen. Han konkluderede, at det er nødvendigt at koordinere politikken og tilpasse lovgivningen i de lande, som indirekte støtter handlen på grund af deres afvigende politik. Når man ser de mange heftige nederlandske reaktioner, ramte hr. Prodi plet. Hr. Prodi benægtede desværre, at han henviste til Nederlandene. Mit land har desværre ikke kun den tvivlsomme ære at være gennemgangsland for narkotika, men nu får vi også ry som producent af syntetisk narkotika. Flere unge mennesker er døde på grund af disse syntetiske hårde stoffer. Det er en skandale! Jeg anmoder hr. Prodi om at sige tingene lige ud, nemlig at Nederlandene er sådan et land, som indirekte støtter handlen på grund af dets afvigende politik. Den nederlandske politik har fordele. Hjælpen til narkomanerne er f.eks. god, og på forbrugersiden er der iværksat gode initiativer. Men det er til ingen verdens nytte, når vi har skyklapper på vedrørende handlen. Det er på tide, at Nederlandene gør status. Den nederlandske politik finder ikke tilslutning hverken på internationalt eller på europæisk plan, og det giver problemer. Tiden er inde til en kursændring. Samarbejdet på europæisk plan fokuserer netop nu på en meningsfuld kamp. I handlingsplanen foreslås til det formål nogle gode instrumenter. Lad os prioritere dem højt og gå i gang!
Hr. formand, Europa-Parlamentet fastlægger nu en politik, en narkotikapolitik, som er vokset frem efter mange års krampetrækninger. Det er en holdbar narkotikapolitik. Der er god grund til at rette en tak til alle, som har bidraget til at udforme den, naturligvis netop i dag til ordføreren, Giannakou-Koutsikou, men også til sir Jack Stewart-Clark, som har arbejdet med disse spørgsmål tidligere. Jeg kan måske understrege, at det er lidt markant, at netop jeg, som svensker, er vældig imponeret over dette Parlaments evne til at udarbejde noget, som jeg bedømmer som en holdbar narkotikapolitik. Vi svenskere har jo et ganske bestemt syn på disse spørgsmål. Jeg tror, at man kan regne med, at vi nu kommer til at opleve gode resultater inden for narkotikapolitikken. Det glæder mig især, at det er PPE-gruppens narkotikaprogram, som faktisk udgør grundlaget for dette kompromis. Der er elementer, som vil medføre, at vi går en fælles vej mod mindre narkotika, med det formål at lede både samfundet og enkeltpersoner væk fra narkotikaen og hen imod det langsigtede mål: et samfund uden narkotika. Når de foranstaltninger, som nu foreslås, har fået lov til at virke, tror jeg, at der vokser en større tillid frem i medlemslandene til forskellene i de respektive politikker. Så er det vigtigt, at det er lige netop den bedste politik, der fremstår som eksempel. Derfor vil jeg gerne opfordre Kommissionen til især at sikre, at de nye medlemslande også får lov til at være med, når det handler om at udforme projekterne. I mit hjemland føler mange sig nemlig en smule diskriminerede på dette område. Hvis vi er dårlige til at lave projekter, vil vi gerne forbedre dem. Vi vil dog også være med, når det handler om at evaluere igangværende projekter, for at se, hvilken vej Unionen skal gå. Det er også vigtigt, at vi følger de love, som findes i de forskellige lande. Vi kan ikke i denne Union indtræde i en eller anden form for gråzone i retssamfundet og ikke følge op på vores lovgivninger. Hvis man ikke vil følge sin lovgivning, må man ændre sin lovgivning, men ikke føre en slags politik, som ikke følger retsstatslige regler. Jeg vil gerne takke for den indsats, man har gjort, og opfordre os alle til at engagere os meget mere fremover. Vi er nemlig slet ikke fremme endnu, der ligger et meget, meget stort stykke arbejde foran os. Desværre stiller flere af de ændringsforslag, som ligger på Parlamentets bord, sig hindrende i vejen, så jeg håber, at mange af dem bliver forkastet.
Meget få spørgsmål understreger i den grad de kulturelle forskelle i medlemsstaternes tilgang. Jeg føler, at denne betænkning afspejler en god samstemmighed, og jeg lykønsker fru Giannakou-Koutsikou med det arbejde, hun har gjort med at udarbejde den. Jeg tilhører et voksende mindretal i Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe og også her i Parlamentet, som mener, at det kan være nødvendigt med en radikal ændring af vores tilgang. Og hvorfor så det? Jo, for lige bortset fra den etiske brist i forbudsargumentet - staten har ikke ret til at forhindre en ansvarlig voksen i at tage narkotika - så virker forbud ikke. Vores tilgang, der er baseret på kontrol af udbuddet af stoffer, optager en masse ressourcer. Politiet i Bristol i min valgkreds fortæller mig, at 85% af al kriminalitet er narkotikarelateret. Det ødelægger vores bycentre, hvor narkotikahandlere finder et stort marked og undertiden endog bliver forbilleder for desillusionerende unge. Det fylder vores fængsler med mennesker, der har brug for behandling snarere end indespærring, og det diskriminerer uforholdsmæssigt imod etniske minoriteter, hvoraf nogle har kulturer, hvor narkotikamisbrug misbilliges mindre end i andre. Men en ting, der er mere vigtig, er, at det fører andre former for kriminalitet med sig og styrker den internationale organiserede kriminalitet. Vi bør i det mindste overveje at vende vores ressourcer væk fra at gøre noget ved udbuddet af stoffer og henimod at gøre noget ved efterspørgslen.
Hr. formand, kære ordfører, kære kolleger, dette narkotikaprogram handler især om mennesker, som er afhængige af narkotika, samt deres pårørende. Her er der akut behov for hjælp. Derfor synes jeg, det er vigtigt at foretage en ærlig analyse af resultaterne af programmet og de nødvendige konsekvenser. Målene for narkotikabekæmpelsesprogrammet er især at reducere efterspørgslen og udbuddet. Ingen af de to mål har man nået. Uanset aldersklasse, land og stof stiger eller stagnerer narkotikaforbruget trods de hårdere straffe og den massive forfølgelse på nationalt, men i stigende grad også på europæisk niveau. Det samme gælder for reduktionen af narkotikaudbuddet. Her har politiet i meget lang tid kun opfanget 10% af narkotikahandlen. De nedslående resultater bliver tiet ihjel. I stedet præsenterer man ved det foreliggende narkotikaprogram med kosmetiske ændringer en kopi af det foregående. Det er glædeligt, at Kommissionen evaluerer. En ekstern vurdering ville imidlertid være bedre, især i forbindelse med dette følsomme emne. Men så skal der også drages konsekvenser af det. Trods programmets manglende succes anvendes en stor del af de økonomiske midler inden for narkotikaprogrammet til at bekæmpe narkotika. Til alle de initiativer, som sigter mod at minimere skaderne, bliver der kun en meget lille del til overs. Det er imidlertid stadig et ubesvaret spørgsmål, hvorfor det i forbindelse med dette program åbenbart ikke drejer sig om at nå de mål, man selv har udstukket. Det er nærliggende at antage, at med dette program drejer det sig ene og alene om, at det eksisterer, men at det skal opfylde helt andre mål end de erklærede. Hvordan skal det forstås? Man bruger narkotikaprogrammet til at højne EU's legitimitet. Dermed har narkotikaprogrammer en rent instrumentel karakter. Og fordi det går ud over de afhængige, har vi presserende behov for en nyorientering. Der findes ingen lette genveje inden for narkotikapolitikken, det er vi alle enige om. Men det må man også tage konsekvensen af. Det vigtigste mål må være at minimere skaderne, og det skal også forankres i narkotikaprogrammet. Hvad det konkret vil sige, vil jeg her til slut vise med fire krav. For det første skal tilbuddene på gadeplan udvides. For det andet skal metadonprogrammerne udvides, og der skal indføres kontrolleret heroinudlevering i EU, som har vist sig at være yderst positiv. For det tredje skal narkomanerne kunne teste, hvilke stoffer narkotikaen indeholder og i hvilken mængde. Kun på denne måde kan man forhindre skader; vi har altså brug for drugchecking på EU-plan. For det fjerde skal samarbejdet mellem byerne styrkes, baseret på idéen om European Cities Drug Policy som et mønstereksempel på et projekt, som anerkender stoffer - legale som illegale - som en del af samfundet og arbejder for en selvbestemt og ansvarsfuld omgang med disse stoffer. Sådan en narkotikaplan har vi presserende behov for.
Hr. formand, hr. kommissær, ærede medlemmer, jeg må erkende, at jeg ikke er fundamentalist i denne sag, og jeg respekterer dem, der har andre meninger. Jeg respekterer især den opfattelse, som hr. Watson, der står højt i min agtelse, har givet udtryk for. Jeg mener imidlertid, at man i effektivitetens navn bør give afkald på principperne, og jeg begynder derfor netop med et principspørgsmål. Vores opfattelse er den, at narkotikamisbrug er et onde, der skal bekæmpes. Det er en last, der svækker viljen, der indfanger individet i en afhængighed, som gør det til slave og opløser dets personlighed, der ødelægger sociale bånd og relationer, der fører til kriminalitet og skaber større utryghed, og som danner basis for verdensomspændende forbrydersyndikater, der udfordrer staternes love og myndighed. Det er for os indlysende, at vi kompromisløst skal bekæmpe narkotikamisbruget. Dette budskab fremgår også tydeligt af fru Giannakou-Koutsikous betænkning, som derfor fortjener vores bifald. Det er et alvorligt, aktuelt problem, og vi ved, at narkotikamisbruget rammer alle lande og alle sociale grupper. Vi ved også, at EU's udvidelse mod øst betyder et dramatisk øget behov for effektive foranstaltninger, eftersom kontrollen, der allerede i dag er vanskelig, bliver endnu vanskeligere, ligesom vi ved, at problemet i sig selv er stadig voksende. Ifølge Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug er det fortsat cannabis, der misbruges mest i EU, mens det er heroin, som skaber de fleste problemer med hensyn til behandling, dødsfald som følge af misbrug, smitte med hiv og social udstødelse. Samme rapport påpeger også, at der er sket en stigning i forbruget af de nye syntetiske stoffer i EU, f.eks. ecstasy, sideløbende med en stigning i forbruget af mere traditionelle stoffer som lsd og amfetamin. Alt dette bliver så meget mere alarmerende, når vi erindrer, at kriminalitet i forbindelse med narkotika og narkotikahandel i dag står for omkring 8% af verdenshandlen. Vi er enige i, at indsatsen skal ske på tre fronter: reduktion af efterspørgslen, narkotikakontrol og bekæmpelse af narkotikamisbrug. Vi er enige i, at der skal iværksættes målrettede informationskampagner samtidig med, at der skal ske styrkelse af forebyggelsesnetværk. På behandlingsområdet skal kvalitetsprogrammer støttes, rettet dels mod samfundet som helhed, dels mod skoleungdommen, men også programmer, der henvender sig til indsatte i fængslerne. Disse programmer må følges op af initiativer, der kan begrænse risikoen ved misbruget, som f.eks. programmet om udskiftning af sprøjter. Hvad angår reduktion af udbuddet, skal støtten til produktionslandene fortsættes og forøges, så de blandt deres mål også har reduktion af efterspørgslen og udryddelse af afgrøder, nedrivning af laboratorier og forhindring af narkotikahandel. Derfor skal den politiske vilje, der ønskes i denne betænkning, omsættes til konkret handling. Hvis vi kun nøjes med smukke ord, må vi konkludere, at der alligevel ikke har været politisk vilje til stede, da dén kan måles efter aktionernes effektivitet og de offentlige midler, der blivet stillet til rådighed for denne kamp. Betænkningen understreger meget rigtigt, at budgetmidlerne er utilstrækkelige. Europa-Parlamentet har ikke moralsk ret til at bede medlemsstaterne om en større indsats og flere midler til bekæmpelse af narkotikamisbrug, hvis det ikke viser et eksempel dér, hvor det selv bestemmer. Det vigtigste europæiske redskab i denne kamp er Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug i Lissabon. Vi nærer store forhåbninger til dets virksomhed, hvad angår bedre kendskab til fænomenet, sammenlignelige data og informationer, men især overvågning og identificering af farlige stoffer, der kommer på markedet, og forslag til forbud mod sådanne. Vi har derfor fremsat ændringsforslag til betænkningen, forslag, som er blevet taget vel imod, og som sigter mod at forstærke Overvågningscenterets rolle og bevilge det de midler, som det har brug for til sit arbejde. Det, som borgerne forlanger af os, er også konsekvens. Det er ikke nok med smukke taler. Vi skal træffe beslutninger og sørge for de midler, der svarer til det engagement, som vi giver udtryk for at have i denne vigtige kamp mod den organiserede kriminalitet og for den menneskelige værdighed.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg anser først og fremmest Kommissionens meddelelse om Unionens handlingsplan for bekæmpelse af narkotikamisbrug for vigtig og positiv. Denne plan berører alle sider af problemet, og jeg er af den mening, at den åbner nye muligheder for en mere hel og effektiv imødegåelse. Men som det er forståeligt, så kræver det flere ressourcer. Jeg vil gerne gratulere fru Giannakou for hendes meget væsentlige betænkning og den særlige vægt, som hun lægger på det internationale samarbejde og på indførelsen af systematik og det møde på årlig basis, som det råd, der går ud over søjlerne, skal holde for bedre at kunne følge og vurdere de aktioner, som især sigter til en mindskelse af udbuddet af narkotiske stoffer. Da det er et faktum, at der på FN's særlige topmøde i juni 1998 blev indgået en international aftale om en afbalanceret tilnærmelse til problemet, så man både opnår en mindskelse af udbuddet og en mindskelse af efterspørgslen, vil jeg gerne betone den mulighed, som den nye traktat giver på basis af artikel 152. På basis af denne artikel kan Unionen nu supplere de nationale politikker med foranstaltninger, som tager sigte på en forbedring af den offentlige sundhed, på forebyggelse såvel som en formindskelse af den skade, som narko påfører sundheden. EU's handlingsplan for perioden 2000-2004 bør altså ud over det, som nævnes i betænkningen, også indeholde metoder og programmer, som har misbrugernes afvænning og skadesbegrænsning som mål. Det er ligeledes nødvendigt, at vi henleder vores opmærksomhed på, og at vi alt efter prioritet finansierer vurderingsprogrammer af de praktikker, som anvendes inden for forebyggelse, terapi og genoptagelse i samfundet samt de sociale og sundhedsmæssige følger, så medlemsstaterne og de lande, som står til at blive optaget, på basis af de opnåede konklusioner kan blive vejledt i udformningen af deres nationale politik. Til sidst vil jeg gerne betone, at Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug i Lissabon yder et vigtigt stykke arbejde inden for dette område, og jeg er sikker på, at i de kommende år vil de oplysninger og data, som samles dér, vise effektiviteten af det europæiske såvel som det internationale samarbejde i denne svære kamp.
Hr. formand, jeg taler i stedet for min kollega, Hernández Mollar, og på hans vegne vil jeg lykønske ordføreren fru Giannakou-Koutsikou med det storartede arbejde, hun har udført. Det er klart, at narkotikaproblemet ikke kun i Europa, men i hele verden kræver en særlig opmærksomhed fra politikernes, institutionernes og hele det civile samfunds side. Den 26. oktober sagde præsidenten for Colombia, et land, der desværre er meget tæt forbundet med narkotikaproblemet, her i Parlamentet følgende til os: "Narkotikahandlen har skabt meget vold og har begået mord, som har haft den allerhøjeste menneskelige omkostning for vores nation". Og her taler vi ikke om et problem, der kun berører medlemsstaterne og heller ikke kun Den Europæiske Union, men om et problem, der meget direkte berører mennesker i alle lande i verden. Derfor går den første overvejelse ud på at signalere, at ansvaret er fælles, at der kræves samarbejde og koordinering mellem domstolene, de strafferetslige myndigheder og landene på de forskellige kontinenter, hvad enten det er Den Europæiske Union, Latinamerika, Sydøstasien eller afrikanske lande. Den anden overvejelse går ud på, at Den Europæiske Union skal spille en større rolle for at få nedbragt efterspørgslen efter narkotika. I den forbindelse har Europa-Parlamentet i denne beslutning fremhævet og styrket den rolle, som Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug bør spille, ved at tildele det flere midler og ressourcer, så det kan tjene sit formål fuldt ud. Jeg vil lægge særlig vægt på kampen mod de narkohandlere, der benytter og udnytter illegale indvandrere, særligt ved grænsen i Sydeuropa, i Andalusien, i Ceuta og i Melilla, som de har gjort til en kanal for narkotikahandel. Den tredje overvejelse vil jeg rette mod den gruppe, der er mest berørt af denne samfundsmæssige svøbe, og det er de unge. En undersøgelse, som for nylig blev gennemført i mit land, viste, at det samfundsproblem, som de unge anså for vigtigst for dem næst efter arbejdsløsheden, var narkotikamisbruget. Misbrug af narkotika fører, som der står i beslutningen, til familie- og beskæftigelsesmæssige problemer, trafikulykker. Hvis vi til det lægger den bemærkelsesværdige stigning, der er blevet konstateret i unges forbrug af alkohol, som i mange tilfælde kombineres med narkotika, navnlig syntetiske, understreges behovet for, at der straks træffes foranstaltninger, der kan vende denne tendens. Indsatsen inden for uddannelse, familie, det økonomiske samarbejde med bevægelser og ikkestatslige organisationer, og især på sports- og fritidsområdet, supplerer nogle aktioner, som skal fjerne denne nødventil fra de unges liv, der af og til får dem til at gribe til flugtmuligheder, som ender med at ødelægge dem. Men disse problemer løses ikke bare med snak. Der skal bruges ressourcer. Såvel medlemsstaterne som Den Europæiske Union selv skal i deres budgetter prioritere de økonomiske ressourcer, der kan gøre det muligt at gennemføre alle de foranstaltninger - forebyggelse, bekæmpelse, revalidering - der foreslås. Og det er desværre endnu ikke tilfældet.
Hr. formand, jeg lykønsker min kollega med hendes betænkning. I min del af Europa er 3 millioner mennesker på ulovlig narkotika, det er 28% af de 16-29-årige og 14% af de 14-15-årige. Der kommer 12.000 nye, registrerede narkomaner til hvert år, vi har 70.000 narkotikalovovertrædelser om året, og vi mister 1.200 ved narkotikarelaterede dødsfald hvert år. Dette er en kamp, som vi måske ikke er ved vinde nu, men som vi ikke må tabe. Vi har brug for en flerstrenget politik, vi har brug for at skride til handling i samlet flok for at standse avlerne og bagmændene og pusherne, men vi har også brug for uddannelses- og sundhedspolitikker, og vi har brug for at fremme forskningen. Hvis vi blot skærer i udbuddet og ikke i efterspørgslen, vil vi ende med en højere pris på stofferne på gadeplan og med større kriminalitet, der bliver begået for at betale for folks vaner. Mange af ændringsforslagene til den betænkning, vi har liggende foran os, er derfor rigtige. Vi har brug for at opdrage de unge. Vi har brug for forbilleder fra musik-, mode- og filmverdenen til at få bragt budskabet over til de unge - ikke blot ved at sige "nej", for det virker ikke, men ved at fortælle dem sandheden. Sandheden er, at narkotika kan give nydelse, men sandheden er også, at det kan skade helbredet. Skader i form af kræft og hjertesygdomme, hukommelses- og koncentrationssvigt, testikelproblemer m.m., og det må de unge også forstå. Det er forkert at tage narkotika, men vi må hjælpe dem, der er villige til at tage imod hjælp. Jeg vil aldrig glemme, da jeg som minister ansvarlig for narkotikabekæmpelse var ude at møde en ung mand, der havde mistet sit helbred og sine venner og bekendte, sin familie, sit job, sine fremtidsudsigter og sin selvrespekt. Han blev hjulpet til at hjælpe sig selv med at komme ud af narkomaniens dybe, sorte hul. Jeg spurgte ham dumt: "Føler du, at du er ved at få has på det?" Og han sagde til mig: "Jeg har et helt livs kamp foran mig - hvis jeg nogensinde tror, at jeg har fået has på det, er jeg fortabt". Han fortjener vores støtte. Han har brug for forskningen for at sikre, at vi har effektive behandlingsmetoder, og vi må give ham denne hjælp og tillid. Men det ville være så meget desto bedre, hvis vi kunne tilintetgøre dette onde ved at overbevise fremtidige generationer af unge om, at det simpelthen ikke er noget for dem, at det simpelthen ikke er umagen værd at tage risikoen.
- (IT) Hr. formand, jeg vil i mit indlæg også forsøge at sammenfatte mine italienske kolleger Costas og Nisticòs holdninger. De var blevet opført tidligere, men er på grund af denne forhandlings udsættelse ikke til stede. Vi har også som italiensk delegation til hensigt at lykønske ordføreren, fru Giannakou-Koutsikou, for det glimrende arbejde, hun har udført. Som flere kolleger mindede om, er der tale om en balancegang, som er svær at finde, men som alligevel er blevet fundet. Den er svær at finde, fordi medlemsstaternes erfaringer og politikker er forskellige. Samtidig er der også nogle forskelle med hensyn til de forbindelser, der skal skabes mellem Unionen som helhed og de enkelte staters indsats samt mellem subsidiaritetsprincippet og nødvendigheden af - sådan som det med rette er blevet slået fast - at Unionen indfører en fælles politik for dette fænomen, der virkeligt er bekymrende i dag, men som i endnu højere grad bliver bekymrende i fremtiden. Med hensyn til værdierne er jeg overbevist om dette, og jeg er helt enig i de formuleringer, som vores kollega Coelho brugte, og som jeg derfor ikke vil gentage. Jeg føler mig ærligt talt ilde til mode, når jeg hører visse holdninger, der giver det budskab til de unge, at de bare skal vænne sig til at leve med ecstasy, at de bare skal vænne sig til at leve med valium, og at de således bare skal vænne sig til et liv med narko. Jeg nægter at tro, at politikken skal give op over for dette emne. Jeg sagde, at betænkningen er glimrende, og det er den ikke kun, fordi den igen med rette fokuserer på spørgsmålets to begreber, nemlig en indsats, hvor man kombinerer en reduktion af efterspørgslen med en reduktion af udbuddet, men også på grund af den ærlighed - tillad mig at sige det, fru Giannakou-Koutsikou - med hvilken man i betænkningen kritiserer det, der stadig er utilstrækkeligt i Kommissionens forslag, både ud fra et finansielt og økonomisk synspunkt - man kan ikke sige, at en bekæmpelse er vigtig, og så ikke være konsekvent med hensyn til økonomien - og ud fra et synspunkt, som vi kan kalde den politiske lunkenhed i de initiativer, staterne endnu ikke har taget. Jeg mener derfor, at man bør støtte det glimrende forslag om et rådsmøde på tværs af søjlerne. Afslutningsvis vil jeg blot understrege to punkter, som ud fra vores erfaring i Italien fremstår som særligt vigtige og betydningsfulde. Det er for det første vigtigheden af, at man også støtter den grundlæggende videnskabelige forskning for at få et bedre kendskab til fænomenet, for om muligt at vide på forhånd, hvilke stoffer der bliver fremtidens narkotika, og navnlig for at få kendskab til de syntetiske stoffers ødelæggende virkning. Og det er for det andet vigtigheden af, at vi i vores aktioner inddrager de vigtigste aktører, nemlig dem, som er med fremme i første række, og som kæmper hver eneste dag, det vil sige dem, der tager sig af narkomanerne, eller rettere behandlingshjemmenes erfaringer. Man bør efter min mening støtte og fremme disse behandlingshjem. Fru Giannakou-Koutsikou har også med glæde efterkommet denne italienske anmodning. Jeg tror, at det i fremtiden, når vi beskæftiger os med dette emne igen, vil være nyttigt at vende tilbage til dette aspekt, nemlig hvem der i dag administrerer og hjælper narkomanerne.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0050/1999) af Newton Dunn for Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender om initiativ taget af Forbundsrepublikken Tyskland til vedtagelse af Rådets afgørelse om forbedring af udvekslingen af oplysninger med henblik på bekæmpelse af falske rejsedokumenter (8457/1999 - C5-0011/1999 - 1999/0804(SNS)).
Dette er en meget uomtvistet og ukontroversiel betænkning bortset fra et enkelt punkt, der involverer alle, der hører på. Forslaget skal udvikle et edb-system til lagring og overførsel af billeder til at hjælpe med til at afsløre falske rejsedokumenter. Jeg forestiller mig, at vi alle kan gå ind for, at dette er umagen værd. Hvad er det ene kontroversielle punkt så? Det er, om denne beslutning skal træffes bag lukkede døre i Bruxelles af embedsmænd og ministre, eller om der vil være parlamentarisk kontrol. 15 nationale parlamenter kan ikke gøre det, for det er et europæisk forslag, og denne opgave falder på os om nogen. Nu er historien om dette forslag, at Kommissionen i januar i år fremsatte det samme forslag og sagde, at dets formål var at afsløre dokumenter, der var medbragt af ulovlige indvandrere. Forslaget bortfaldt, da Amsterdam-traktaten trådte i kraft i maj. Det er nu blevet fremsat igen af den tyske regering, hvilket en national regering har ret til ifølge Amsterdam-traktaten. Men problemet er det, at den tyske regering siger, at formålet er at bekæmpe, og jeg citerer, "kriminalitet" og udelader ordet immigration. Og hvorfor gør den så det? Jo, for ifølge Amsterdam-traktaten er immigrationsspørgsmål blevet overført fra tredje søjle til første søjle og er for første gang blevet Parlamentets ansvarsområde. Men kriminalitet hører stadig under tredje søjle, og her har vi ingen kontrol og overhovedet ingen kompetence. Derfor søger den tyske regering ifølge min betænkning at undgå parlamentarisk kontrol af dens forslag. Udvalget kunne ikke lide dette. Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder inviterede det finske formandskab og den tyske regering til at komme og besvare vores spørgsmål om forslaget. Det finske formandskab svarede i et brev til udvalget, at det ikke ville komme. Det ville ikke svare på vores spørgsmål. Men det sagde dog, at vi kunne stille spørgsmål i plenum. Og her er vi så i plenum - men hvor er Ministerrådet? Alle kan se, at sæderne er tomme bortset fra en charmerende dame i gråt, der er en embedsmand, som ikke har lov til at tale. Men jeg håber, at hun vil tage denne besked med sig. Den kendsgerning, at den tyske regering har søgt at undgå parlamentarisk kontrol helt igennem ved at holde dette under den tredje søjle, og at det finske formandskab ikke engang er mødt op for at besvare vores spørgsmål hverken i udvalget eller i plenum er - er jeg ked af at sige - en stor plet på finnernes omdømme, og de havde ellers tidligere et fantastisk omdømme for åbenhed og demokrati. Jeg er også ked af, at de ikke er her for at svare på min anklage. Som afslutning vil jeg sige, at udvalget har stemt for at ændre retsgrundlaget, således at dette spørgsmål atter kommer ind under første søjle, for dette forslag handler primært om at afsløre falske dokumenter, der medbringes af ulovlige indvandrere. Jeg vil bede alle, der er er her for at stemme i morgen formiddag, om at støtte udvalget og etablere parlamentarisk kontrol over dette nye policy-område, som ifølge Amsterdam-traktaten hører til vores kompetenceområde.
Hr. formand, hr. kommissær, først vil jeg gerne gratulere ordføreren. Han nævnte i sit indlæg et vigtigt område, nemlig det institutionelle område og alt, hvad der hænger sammen med det. Jeg vil gerne henvise til de muligheder, som dette system tilbyder os. Papiret omhandler nemlig bekæmpelse af falske rejsedokumenter. Det er således et meldesystem og et sammenligningssystem, altså et instrument, som også skal hjælpe os med at bekæmpe illegal indrejse og dermed illegal indvandring eller strafbare handlinger, som begås under falsk identitet. Det betyder, at vi for at kunne tage kampen op mod netop disse fænomener, som til dels hører ind under organiseret kriminalitet, har brug for nye, meget effektive instrumenter. Et instrument er det, der nævnes her, til bekæmpelse af falske rejsedokumenter. Det vil i sidste ende også hjælpe os med at bekæmpe menneskesmugling. Det er et fænomen, som er voksende. Hvis tallene er rigtige, så ved vi i dag, at menneskesmugling giver næsten samme kriminelle udbytte som narkotikakriminaliteten, og det med en væsentligt mindre risiko end i forbindelse med narkotikakriminaliteten. Jeg har set tal, som viste, at af de 400.000 til 500.000 illegale indvandrere, som årligt kommer til Den Europæiske Union, bliver mindst 200.000 bragt ind i Den Europæiske Union af menneskesmuglere. De benytter meget ofte disse falske dokumenter til deres smuglersystem. Men også på andre områder, hvor der finder asylmisbrug sted, findes de falske rejsedokumenter, som gives videre fra den ene til den næste. Det er desværre blevet en del af et system. Derfor må dette system, som Newton Dunn omtalte her, hilses velkommen og støttes. Jeg vil imidlertid gerne gøre opmærksom på et punkt, som ikke passer os optimalt. Det er det forhold, at vi parallelt hertil har udviklet Fado-systemet, som gør, at vi kan sammenligne originaldokumenter og falske dokumenter visuelt. Vi har altså i virkeligheden to systemer, som bør smelte sammen til ét system. For at øge chancen for at støde på falske dokumenter er det naturligvis bedre, hvis vi først via Fado-systemet har sammenlignet originale og falske dokumenter. Det vil sige, at målsætningen skal ikke være at køre to parallelle systemer ved siden af hinanden, men i sidste ende at nå frem til at samle det hele i ét system for at opnå større effektivitet. Alt i alt må denne aktion til bekæmpelse af falske dokumenter ad denne vej, at man sammenligner det, som ikke er personrelateret, hilses velkommen. Men der er behov for, at man forsøger at opnå endnu større effektivitet på dette område ved ikke at køre to systemer parallelt, men kombinere dem, så vi opnår, at vi med Schengen-informationssystemet, med Eurodac-informationssystemet, alt i alt kan bidrage til et sikkert Europa.
Hr. formand, kære kolleger, tillad mig at hilse Forbundsrepublikken Tysklands initiativ til forbedring af informationsudvekslingen om falske dokumenter velkommen. Denne informationsudveksling har nemlig stor betydning for beskyttelsen og sikkerheden for menneskene i Europa. Europa har brug for et retsområde, hvor borgerne føler sig hjemme og beskyttet. Et væsentligt bidrag hertil er grænseoverskridende bestemmelser og sikkerhedssystemer, som gør livet svært for forbrydere. Det er et sådant system, det tyske initiativ sigter mod. Når der udveksles informationer om falske dokumenter, inddæmmes selve forfalskningerne. Det er et væsentligt bidrag til bekæmpelse af menneskesmugling og andre forbrydelser, og netop - og det lægger jeg stor vægt på - af alle andre forbrydelser. Sådan står der fornuftigt nok i forslaget til Rådets afgørelse. Ordføreren vil ændre begrundelse 3 og begrænse forbrydelserne til illegal indvandring. Han lader som om, den illegale indvandring var den største forbrydelse, vi skal bekæmpe. Hr. kollega, hvor befinder De Dem? Har De aldrig hørt om narkotikahandlere og om pengevaskernes kurerer med kufferten fuld af pengesedler? Skal jeg virkelig give Dem en oversigt over de rejsende forbrydelser? Ændringsforslag 6 skriger til himlen! Det er en hån mod borgerne, som forventer beskyttelse og tryghed af Den Europæiske Union. Vi må stemme imod dette forslag med stort flertal. Vi kan nemlig ikke tillade os det åndelige skråplan, at vi er bange for et par stakler, som sniger sig ind med falske papirer, og samtidig giver storforbrydere rejsefrihed. Også Retsudvalget, som har beskæftiget sig med dette forslag, har enstemmigt, jeg gentager, enstemmigt med alle gruppers stemmer efter indgående drøftelse udtrykt denne holdning, og, som jeg sagde før, jeg ønsker, at denne foranstaltning skal gælde for alle forbrydelser. Det er årsagen til, at min gruppe i morgen tidlig ved afstemningen vil afvise alle disse ændringsforslag.
Hr. formand, også jeg vil gerne støtte indholdet i det tyske rådsinitiativ om at forbedre udvekslingen af oplysninger om falske rejsedokumenter og styrke sikringen af Den Europæiske Unions grænser både for medlemsstater som min egen, Det Forenede Kongerige, som er uden for Schengen-samarbejdet, og dem, der ligger i EU's randområder. Mit land, Det Forenede Kongerige, har på det seneste været udsat for en enorm stigning i tilstrømningen af folk, og i mit tidligere job som læge ved et hospital i det centrale London var jeg vidne til en betydelig grad af ulovlig indvandring og svigagtig misbrug af vores generøse asylpolitik. I Det Forenede Kongerige oplever vi for nærværende noget i størrelsesordenen af 7.000 nye asylansøgere hver måned, og over 80% af disse viser sig i sidste ende efter efterforskning at være falske. Dette udgør noget i retning af 100.000 mennesker om året, inkl. deres familie, der kommer til mit land. Jeg er personligt stødt på en nigeriansk asylansøger, der fik tildelt asyl i kraft af et falsk liberiansk pas; en albansk familie, der foregav at være kosovoalbanere; en anden nigerianer, der havde lånt sit britiske pas til sin fætter, der var i stand til at rejse ind i Det Forenede Kongerige under sin fætters identitet og derefter begå en forbrydelse; og en algerier, der levede under en fransk borgers identitet, og som havde købt sit id-kort på det sorte marked i Paris. Dette er blot nogle af de mange misbrug, som jeg har personlig kendskab til, og vi ved, at disse eksempler er en daglig foreteelse for immigrationsmyndighederne. Hvordan kan vi forvente, at vores egne immigrations- og politimyndigheder skal være i stand til at slå ned på det systematiske misbrug af vores system? Vi har en pligt til at huske på, at denne konstante strøm af ulovlig indvandring udgør en enorm byrde, navnlig i bycentre for vores nationale sundhedssystem, socialsystem og sociale sikringssystem, og at det lægger et stort pres på vores begrænsede boligmasse. Desværre er der beviser på, at store antal asylansøgere er blevet vinket gennem det europæiske kontinent med en opfordring til, at de satte næsen mod vores Kanalhavne i fuld viden om, at vi har en lemfældig politik med øjeblikkelige rettigheder til husning og sociale ydelser. Selvom det britiske konservative parti formelt er principielt imod overførsel i henhold til artikel 63 i Amsterdam-traktaten af visum-, indvandrings- og asylpolitikkerne til den første søjle - og at jeg derfor må være uenig med vores ordfører om dette spørgsmål - bifalder jeg ikke desto mindre et regeringssamarbejde under den tredje søjle ved en fælles aktion fra Rådet om udveksling af sådanne oplysninger, herunder oplysninger om falske rejsedokumenter, for at vi kan blive i stand til at slå ned på kriminalitet og navnlig international kriminalitet, der ikke respekterer nogen grænser. Der er beviser på, at den organiserede kriminalitet har fået øje på et blødt og lukrativt mål i den illegale handel med mennesker, der ofte er parate til at bruge alle deres sparepenge på at få adgang til de velhavende vestlige lande i håbet om at starte et nyt liv dér. Dette initiativ er derfor efter min mening et skridt i den rigtige retning med anvendelse af moderne computer-billeddigitaliseringsteknologi til at hjælpe politiet og indenrigsministerierne til at samarbejde over hele Unionen. Det er efter min mening et godt eksempel på den form for EU-initiativer, som mit parti i Det Forenede Kongerige kan støtte. Når blot det bliver gjort på et fleksibelt og mellemstatsligt grundlag.
Hr. formand, mine damer og herrer, den foregående talers, kollega Tannocks, argumenter burde kunne gøre det klart for hr. Newton Dunn, hvorfor min kollega Gebhardt afviser hans ændringsforslag. Den tyske regering har taget et initiativ for at begrænse falske rejsedokumenter - og det hænger jo sammen med den frie bevægelighed i Den Europæiske Union - for at få bedre styr på det. Nu har hr. Newton Dunn under påskud af, at Parlamentet ikke kan få så stor indflydelse i den tredje søjle som med hans retsgrundlag, valgt den løsning at ændre retsgrundlaget, og dermed har han begrænset den målgruppe, der kan komme i betragtning, nemlig til dem, som er omfattet af den første søjle i forbindelse med Den Europæiske Unions sikkerhedspolitik. Det fører så til, at en kollega som hr. Tannock her holder en brandtale om illegal indvandring! Det passer naturligvis smukt sammen, hvis man har en verdensopfattelse som en britisk tory, altså en antieuropæisk verdensopfattelse! Det har imidlertid kun meget lidt at gøre med Forbundsrepublikken Tysklands initiativ til at styrke sikkerhedsstrukturerne i Europa. Men det leverer påskud til de politikere, som efterhånden drejer enhver sikkerhedsdebat i Europa hen på emnet illegal indvandring. Nu skal jeg sige Dem noget om det, hr. kollega fra London. Når jeg hører Deres tale, må jeg stille et modspørgsmål. Er Europa et indvandringskontinent eller ej? Burde man ikke på baggrund af den kendsgerning, som De beskrev så malende, nemlig at Europa er et indvandringskontinent, burde man da ikke drage den konsekvens, at man langt om længe skaber nogle lovgivningsmæssige strukturer for indvandringen? Det er De den første, der vil sige nej til, er jeg temmelig sikker på! Vi er ikke noget indvandringskontinent, vi har ikke brug for indvandringsretlige bestemmelser! Men hvad viser hele denne debat? Newton Dunn har måske valgt en fornuftig tilgang set fra Europa-Parlamentets synspunkt, for at øge vores indflydelse. De politiske konsekvenser, som det har, har vi netop set. Ved at blive i tredje søjle integrerer man ganske vist flere persongrupper, som kollega Gebhardt netop har forklaret, nemlig alle kriminelle, som forfalsker rejsedokumenter. Så er Parlamentet imidlertid ikke så stærkt integreret, som hvis vi vælger Newton Dunns retsgrundlag. Alt i alt viser det, at hverken tredje søjle eller den marginale overdragelse af kompetence til en anden søjle er nok til at skabe effektive sikkerhedsstrukturer i Europa. Hr. kommissær, det må De sammen med os gøre klart for Rådet. Det gjorde De i Tampere, det har De gjort tidligere, det vil De også gøre bagefter. Denne debat viser, at alle vores initiativer ikke bærer frugt, fordi regeringssamarbejdet ikke er tilstrækkeligt til at omsætte de behov, som er en følge af det indre marked og den dermed forbundne integrationshastighed til en nyskabende lovgivning om sikkerhedsstrukturer i Europa, og det fungerer ikke på den måde, som det nu står i Amsterdam-traktaten. Det må vi drage konsekvensen af, eller fungerer det virkelig ikke. For vi strides her om retsgrundlag, vi fører nogle tåbelige debatter om illegal indvandring - det er jo godt for toriernes landsmøde, men ineffektivt for Europa - og vi forømmer i enhver henseende at gøre det, som vi nødvendigvis må gøre, nemlig at skabe en effektiv lovgivning til begrænsning af falske dokumenter, både når det begås af dem, som skaffer sig retsstridig, illegal adgang til Europa, og når det begås af dem, der, som kollega Gebhardt rigtigt beskrev det, rejser gennem Europa med kufferten fuld af heroin, men på falske dokumenter. Hr. Newton Dunn, fordi vi mener, at vi ved afvejningen mellem Deres absolut bemærkelsesværdige forslag og den intention, som det tyske rådsformandskab havde i sin tid, må beslutte os for det større målområde, vil vi afvise Deres ændringsforslag, ikke kun med hensyn til retsgrundlaget, men som konsekvens heraf også alle de andre, hvilket ikke ændrer på, at De har udført et omhyggeligt stykke arbejde. Det har De. Men politisk er vi uenige i denne sag!
- (IT) Hr. formand, ærede kolleger, jeg har en god nyhed til Parlamentet, der helt sikkert vil synes, at det er en god nyhed. I aviserne i går, som er blevet offentliggjort i dag af presseklipstjenesten i hele Italien, står der, at man har opdaget det gen, som giver et langt liv, og at levealderen kunne stige med en tredjedel, helt nøjagtigt med 35%. Så hvis jeg på nuværende tidspunkt kan gøre mig forhåbninger om at blive 90 år, vil jeg i stedet kunne blive 130 år. De kan så spørge, hvad dette har at gøre med forfalskning af rejsedokumenter. Det skal jeg straks svare Dem på. Som De ved, repræsenterer jeg pensionistpartiet, som jeg er valgt ind i Europa-Parlamentet for. Pensionisterne spørger mig altid, hvad de brygger sammen i deres gryder i Bruxelles. De er klar over, at man i Bruxelles - men navnlig i Unionens 15 medlemsstater - tager det størst mulige antal pensionister og smider dem ned i en gryde med kogende vand. Det har man gjort længe, og nu, hvor vi har fået disse nyheder, tror jeg, at man vil fyre ekstra op under gryden, så man kan koge endnu flere pensionister, helst i samme omgang. Oven i denne alvorlige skade, som de ved, de bliver udsat for, kommer desværre den kendsgerning, at de, da de er ældre mennesker, er mere udsatte end andre for den kriminalitet, der desværre begås i hele Det Europæiske Fællesskab af mange illegale indvandrere i Unionen, som begår kriminalitet, når først de er kommet ind på Unionens område. Jeg vil derfor gerne sige til mine venner og kolleger Gebhardt og Schulz som det første, at i de ændringsforslag, som hr. Newton Dunn har indgivet, går man absolut ikke uden om nødvendigheden af at bekæmpe kriminalitet og menneskehandel, denne nødvendighed bliver tværtimod bekræftet. Jeg vil også gerne sige, at hvis man hindrer mange i at komme ind, begår de heller ingen forbrydelser, selvom de er kriminelle. Hvis der i stedet er tale om ordentlige mennesker, som har rejsedokumenterne i orden, er vi glade for, at de kommer. Netop derfor mener vi, at det, man gør med denne foranstaltning, er i orden - selvom det får en til at tænke på Arsenio Lupin - men det ville være meget bedre at have et elektronisk europæisk identitetskort, som er ens i alle medlemsstaterne. Og det ville navnlig være meget bedre, at man styrkede kontrollen ved EU's grænser og kontrollen ved grænserne til Spanien, Grækenland, Italien og Østeuropa ... Det nytter ikke noget, at vi bruger penge og kræfter på andre ting. Vi skal undgå, at der kommer så mange illegale indvandrere ind og begår forbrydelser i EU.
Hr. formand, ærede medlemmer, Kommissionen vil gerne takke hr. Newton Dunn og Udvalget om Borgernes Frihedsrettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender for det arbejde, som de har udført. Jeg tror, at Parlamentet ved, at Kommissionens opfattelse i denne sag længe har været, at kampen mod dokumentfalsk, forfalskning og misbrug af rejsedokumenter frem for alt bidrager til en bedre kontrol ved de ydre grænser, og at det i den sammenhæng er et vigtigt instrument i kampen mod ulovlig indvandring eller ulovligt ophold og mod menneskesmugling. Parallelt hermed vedrører dette spørgsmål også politisamarbejdet og kampen mod kriminalitet generelt. Derfor står valget af retsgrundlag åbent. Jeg vil dog gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på, at sluterklæringen fra Det Europæiske Råd i Tampere har taget stilling til dette spørgsmål ved at appellere til, at man fortsætter anstrengelserne med at implementere en aktiv fælles politik på visumområdet og i bekæmpelsen af falske rejsedokumenter med henblik på en bedre håndtering af indvandringen. I denne sammenhæng skal jeg ikke over for Parlamentet lægge skjul på, at Kommissionen vil foretrække et retsgrundlag placeret i den første søjle, hvad enten det så skal være ifølge traktatens artikel 62, stk. 2, eller artikel 66. At foretrække et retsgrundlag, der hviler på den første søjle, udelukker dog naturligvis ikke muligheden af at benytte dette instrument i kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet eller til at opretholde politisamarbejdet mellem medlemsstaterne. I alle tilfælde vil Kommissionen gerne give udtryk for, at vi ud fra vores perspektiv deler ordførerens opfattelse af, at det instrument, som vi i dag taler om, på sigt skal integreres i et større alment system til udveksling af dokumenter. Jeg skal derfor erindre om, at Kommissionen, da FABO (Det Europæiske System for Lagring og Overførsel af Billeder) blev oprettet, allerede havde meddelt, at den ville træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre dets virksomhed. Følgelig er det - også for at økonomisere med midlerne - Kommissionens agt snarligt at fremsætte forslag i så henseende, altså forslag, der sigter mod at integrere den udveksling af oplysninger om mangelfulde eller forfalskede rejsedokumenter, der er emnet for nærværende forslag, i et større teknisk samarbejdssystem, som kan gøre informationsudveksling om enhver form for dokumentfalsk mulig. Et mere avanceret teknisk samarbejdssystem vil på denne måde kunne bidrage afgørende til borgernes sikkerhed og til kampen mod den organiserede kriminalitet, en bedre kontrol ved de ydre grænser, hvad angår de personer, der passerer dem, og af den grænseoverskridende kriminalitet. Følgelig vil tilliden til rejsedokumenter blive styrket over hele EU. Således vil vi kunne skabe bedre betingelser for beskyttelse af EU-borgernes sikkerhed, kontrol med den ulovlige indvandring og også kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0051/1999) af Rühle for Budgetudvalget om forslag til Rådets afgørelse om en fællesskabsgaranti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab i forbindelse med lån til projekter uden for Fællesskabet (Central- og Østeuropa og det vestlige Balkan, Middelhavslandene, Latinamerika og Asien samt Den Sydafrikanske Republik) (KOM(1999)142 - C5-0039/1999 - 1999/0080(CNS)).
Jeg vil gerne takke alle Dem, som har holdt ud så længe, for det har været en ganske omfangsrig dag, og længe vidste vi ikke, hvornår betænkningen ville komme på. Jeg vil imidlertid gerne opnå, at vi i dag og i morgen kan gennemføre en afstemning om betingelserne for fællesskabsgarantier til Den Europæiske Investeringsbank, kaldet EIB, fordi vi så vidt muligt vil træffe en beslutning før Rådet, og fordi vi også vil foretage visse ændringer, som jeg kommer nærmere ind på. Det drejer sig i forbindelse med disse garantier om landene i Central- og Østeuropa, ved Middelhavet, i Latinamerika, Asien og Sydafrika. Det drejer sig om perioden frem til år 2003 ifølge mit forslag, helt præcist til 31. januar 2003, så kommer der en evaluering, når halvdelen af perioden er gået, og en ny behandling respektive en forlængelse frem til 31. januar 2007. Det drejer sig om en sum på EUR 9.475 millioner, og det drejer sig om en garantiydelse på maksimalt 60%. På disse punkter er der relativ lille uenighed, uenighederne ligger på andre områder. Den centrale problematik i min betænkning var, at det i løbet af arbejdet blev stadig mere klart, at Den Europæiske Investeringsbank halter temmelig langt bagefter, hvad angår moderne virksomhedsledelse, gennemsigtighed og offentlighed. Nogle af de mennesker, jeg har talt med, har fortalt mig, at Den Europæiske Investeringsbank halter 20 år efter Verdensbanken, hvad moderne virksomhedsledelse angår. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi beskæftiger os mere intensivt med dette emne. Den Europæiske Investeringsbank er den største offentlige bank i Europa, dens hovedejere er medlemsstaterne, og den arbejder især med lavtforrentede lån. Dens kapitalejeres beskedne forrentningsforventninger og det deraf følgende lave gearingsforhold, det vil sige forholdet mellem gælden og egenkapitalen, på 2,5 - det normale på markedet er over 10 - betyder, at banken nyder stor tillid på kapitalmarkederne. Denne store tillid på kapitalmarkederne betyder, at den kan optage kreditter på gunstige betingelser og således videreudlåne dem på gunstige betingelser. Desuden nyder banken skattefrihed, og ikke mindst nyder banken også godt af garantier fra EU-budgettet for politiske risici. Trods denne direkte og indirekte støtte til banken fra Den Europæiske Union fremstiller EIB gerne sig selv som en helt almindelig bank, og den har tidligere brugt dette som argument for i sammenligning med andre offentlige institutioner som Verdensbanken at være relativt utilgængelig for medvirken og kontrol i forhold til offentligheden. Det bør og skal der nu ændres på efter vores mening. Derfor omhandler min betænkning også især spørgsmål som regnskabspligt og gennemsigtighed, som sagt moderne virksomhedskultur. I de seneste år har der ophobet sig megen kritik af EIB's interne administration og forretningsmetoder. Alligevel har banken længe nægtet såvel Revisionsretten som OLAF indsigt i sine bøger med henvisning til dens særlige karakter som bank. EIB's særlige hårdnakkethed i forbindelse med offentlig kontrol og gennemsigtighed fik sågar ØKOFIN-Rådet til den 8.10.1999 at konstatere følgende, og jeg citerer: "I betragtning af den vigtige finansopgave, som traktaten og en række fællesskabsforordninger tildeler Den Europæiske Investeringsbank, burde denne indtage en eksemplarisk holdning med hensyn til bekæmpelse af svig og give OLAF adgang til eventuelt at gennemføre undersøgelser hos banken. Rådet betvivler ikke, at bankens ledelsesorganer snarligt vil fremlægge et forslag til beslutning for styrelsesrådet i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale." Der er nu indledende tegn på, at banken vil give adgang til sine bøger. De er imidlertid efter min opfattelse endnu ikke tilstrækkelige, og der resterer en mistro. Denne mistro forstærkes af den hidtidige behandling af hr. Blak, ordføreren for Budgetkontroludvalget, som længe har ventet på svar på sine spørgsmål. Jeg vil i denne forbindelse også gerne takke udtrykkeligt for Budgetkontroludvalgets forarbejder, som har gjort, at jeg har kunnet udarbejde denne betænkning på så kort tid, især tak til hr. Blak og fru Theato. Også fremover må vi holde kritisk øje med EIB's udvikling hen mod større gennemsigtighed, og til alle skeptikere vil jeg sige, at det handler også om økonomi. En virksomhed, som er afskåret fra omverdenen, træffer sine afgørelser på basis af en meget smal viden. Dialogen med det civile samfund, sådan som bl.a. Verdensbanken praktiserer det i dag, giver også oplysninger, som kan være nyttige i forbindelse med afgørelser om investeringer. Også på dette punkt er der tidligere blevet rejst kritik af banken, af dens investeringer inden for sundhedsområdet i mit hjemland, som især styrker forældede strukturer, eller på trafik- og miljøområdet i Østeuropa. Fremover kan og må det ikke være tilstrækkeligt, at banken nøjes med en isoleret undersøgelse af enkelte projekter - f.eks. et stykke motorvej - den skal også undersøge projekterne i deres kontekst, f.eks. i forhold til et lands trafikplaner, for at opdage eventuelle dobbeltanlæg og udvikle et miljøvenligt og finansielt mere bæredygtigt alternativ. Til dette formål må banken føre et offensivt offentlighedsarbejde i de regioner, der modtager støtte. Europa-Parlamentet bør derfor også i de kommende år holde øje med EIB's udvikling. Grundlaget findes i min betænkning, og jeg håber, den vil blive vedtaget i morgen. Mange tak. Jeg har overskredet tiden lidt, men jeg ville forklare tydeligt, hvad det handler om i denne betænkning, for betænkningen selv vil for de fleste være fagkinesisk!
Fru Rühle, jeg kan konstatere, at det er meget vanskeligt at standse Dem. De har overskredet Deres taletid med 25%. Det er imponerende!
Hr. formand, fru Rühle har udarbejdet en fremragende betænkning om dette emne. Jeg er den nyligt udnævnte ordfører om EIB, Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling. Jeg er enig i de ændringsforslag, som fru Rühle har foreslået, da de tilkendegiver klare bekymringer om EIB's gennemsigtighed, effektivitet, ansvarlighed og overensstemmelse med Fællesskabets mål og politikker. Jeg vil kort komme ind på hver enkelt af disse bekymringer. For det første er der bred bekymring med hensyn til EIB's gennemsigtighed. Min forgænger fra Den Socialdemokratiske Gruppe, hr. Freddy Blak, fru Rühle, forfatteren til denne betænkning, mange parlamentsmedlemmer og Revisionsretten har alle udtrykt deres mening om den manglende gennemsigtighed i EIB's operationer. Ja, selv Verdensbanken og en østeuropæisk ngo ved navn Bankwatch har offentligt udtrykt dette synspunkt. For det andet vil jeg komme ind på effektiviteten. Fru Rühle udtaler, at der er et behov for at evaluere EIB's operationers effektivitet. Jeg bad som den nye ordfører for banken formanden for EIB, sir Brian Unwin, om et indledende møde, hvor vi kunne skitsere rammerne for en vurdering af bankens effektivitet. Jeg er ked af at måtte berette for Parlamentet, at sir Brian ikke engang har gidet at ringe til mig eller aftale et møde på trods af adskillige telefoniske påmindelser. En sådan ignorering af dette nye Europa-Parlament vil endnu en gang erodere offentlighedens respekt og tillid til Den Europæiske Union. For det tredje, hvad med offentlig ansvarlighed? I maj 1999 stillede min forgænger, hr. Blak, næstformanden for CoCobu 26 konkrete spørgsmål om påstået svindel, dårlig administration, korruption og mørklægning, og her mener jeg mørklægning - af bankens aktiviteter, herunder af likviditetsoperationer, i perioden 1993-1998. Spørgsmålene er konkrete, detaljerede og relevante. De fordrer et skriftligt svar fra banken. Jeg har bedt sir Brian om et sådant svar, men også her har han valgt at ignorere min anmodning. Jeg har fortalt hr. Martí, en af hans næstformænd, at EIB ejes af medlemsstaterne, og at den som sådan ifølge traktaten ikke er en EU-institution, der er forpligtet til at svare Europa-Parlamentet, Revisionsretten eller OLAF. Kun sager i relation til lån til lande uden for EU, hvor Fællesskabet yder lånegarantier, kan drøftes med medlemmer af Parlamentet. Jeg spørger dette Parlament: Hvad er medlemsstaterne? Er det ikke regeringerne for de folk, som bor, arbejder og betaler skatter i de lande, som vi kalder medlemsstater? Forventes det ikke af os som de eneste valgte repræsentanter for disse folk i disse medlemsstater, at vi beskytter interesserne for de folk, der bor i medlemsstaterne? Forbyder traktaten specifikt Europa-Parlamentet at få adgang til oplysninger? Nej, bestemt ikke. Hvis EIB er overbevist om, at den fungerer godt og ikke har noget at skjule, hvorfor nægter sir Brian Unwin, dens formand, så Parlamentet, Revisionsretten og OLAF adgang? Traktaten bør helt klart ændres, således at en sådan adgang bliver specificeret med fed skrift. Jeg foreslår, at de, der er involveret i IGC, mærker sig dette. Der er helt klart støtte for dette, idet ØKOFIN-Rådet ved dets møde i Tampere den 8. oktober forstærkede sin tidligere kritik af EIB's administration og funktion ved at beordre den til at åbne sine døre for OLAF og Revisionsretten. Jeg har set den beslutning, der er truffet af EIB om dette direktiv, og ifølge punkt 5 og 6 i bankens beslutning vil den ikke åbne sine døre for OLAF. Det er på høje tid, at dette Parlament siger til banken, at den skulle åbne sine døre for OLAF og Revisionsretten.
Hr. formand, kære kolleger, den serie jordskælv, som har spredt ødelæggelse i det nordvestlige Tyrkiet, fik os til at mene, at midlerne til Tyrkiet skulle øges, og vi stemte derfor - i lighed med den prioriterirng, som vi har givet genopbygningen af Østtimor - under førstebehandlingen for en revision af de finansielle overslag vedrørende Tyrkiet. Ud over denne budgetindsprøjtning må vi også øge hjælpen til Tyrkiet i form af lån på favorable vilkår, og derfor støtter vi den dækningsgrad af de kommercielle risici, som Fællesskabets budget skal garantere. Samtidig har vi med tilfredshed modtaget nyheden forleden om, at Den Europæiske Investeringsbank endelig har accepteret at få sin virksomhed vurderet af Fællesskabets institutioner. I alle tilfælde finder vi det afgørende, at den kommende revision af traktaten definerer Den Europæiske Investeringsbank som en egentlig fællesskabsinstitution, der er underlagt Revisionsrettens og Europa-Parlamentes overvågning, og som ikke kun skal stå til ansvar over for generalforsamlingen af medlemsstaterne, sådan som den nu ønsker det. Når hele EIB's aktivitet dækkes af et meget stort bidrag fra Fællesskabets budget, der står inde for de risici, som dens aktivitet er forbundet med, bør revisionen af dens regnskaber ske med al mulig omhu og nøjagtighed. Da Parlamentet og offentligheden blev overrasket af oplysninger fra pressen, der kunne fortælle, at en institution, som vi troede kun beskæftigede sig med strukturelle investeringer, havde tabt meget betydelige summer på kortsigtede spekulationer, blev det klart, at EIB's investeringspolitik måtte undersøges grundigt. Bankgarantiens multiplikatoreffekt gør, at de investeringer, som EIB's lån fører med sig, har en afgørende betydning for de politikområder, som Fællesskabets budget understøtter. Det går derfor ikke an, at der via denne garanti føres en anden politik end den, som EU har besluttet. Det drejer sig ikke om indblanding i den kommercielle lånepolitik, som udelukkende er EIB's kompetenceområde, men kun om sikre respekt for de demokratiske beslutninger og for regler om omhu og gennemsigtighed. EIB forvalter en værdifuld fællesskabsarv, såvel set ud fra de aktioner, som den har medvirket i, som set ud fra de midler, som den har samlet sammen. Vi er overbevist om, at EIB også vil spille denne rolle i fremtiden.
Hr. formand, den foreliggende betænkning af fru Rühle er udmærket, fordi den fremhæver de principper, som har været vigtige i Europa-Parlamentet vedrørende udvikling af forvaltningen. Betænkningerne af fru Rühle og hr. Seppänen har begge forbindelse med samme sag, garantier for lån bevilget til den Europæiske Investeringsbank. I sig selv en Den Europæiske Investeringsbank et fortræffeligt instrument ved finansieringen af konkrete projekter. Fordi Den Europæiske Investeringsbank har en høj kreditværdighed, kan den samle fordelagtig kapital fra markederne og kanalisere den til sådanne formål, som EU anser som værende nødvendige. Herved formindskes behovet for direkte bidragsmidler. For sådanne lån, som Den Europæiske Investeringsbank tager sig af på EU's vegne, er der bevilget en budgetgaranti med en størrelse på 70%. Nu er der tale om en nedsættelse af dette procenttal. Kommissionen foreslår 60%, men Rådet har vedtaget et foreløbigt tal på 65%. Det er derfor, at Parlamentet først skal fastlægge en holdning til, hvad der er det rigtige tal. Ved fastsættelsen af procenttallet er man gået ud fra, at EU primært skal bære ansvaret for den politiske risiko, som finansieringen af projekterne indebærer. Det betyder, at såfremt den politiske situation i projektets målland fortsætter som forventet, er det udelukkende en økonomisk risiko, der knytter sig til udlånet. Den ligger igen primært inden for lånyderens ansvar. I virkeligheden har EU-garantien også båret en del af den økonomiske risiko, for disse to faktorer kan ikke helt skilles ad. Procenttallet har også betydning for, hvor mange lån der kan garanteres med den sum, som er indeholdt i finansieringsudsigterne, og som i øjeblikket er på EUR 200 millioner. Praktisk taget har ændringen af procenttallet formodentlig ingen anden nævneværdig betydning end en regulering af lånernes totalsum, for garantierne forfalder ikke særlig ofte til betaling. Ærede formand, med disse bemærkninger tilslutter jeg mig betænkningerne af fru Rühle og hr. Seppänen.
Hr. formand, Den Europæiske Investeringsbanks rolle bliver vigtigere og vigtigere, ikke mindst nu, hvor Øst- og Vesteuropa skal nærme sig hinanden. At optage nye medlemmer fra Østeuropa og Middelhavsområdet i EU, ligesom at udvikle samarbejdet med andre nabolande, handler ikke bare om at opnå gode aftaler. Det handler i mindst lige så høj grad om rent faktisk at udvikle disse landes samfund og økonomier, så de han håndtere den nye omverden, som de skal integreres i. Derfor er det alvorligt, at der i dag er så stor tvivl om tilliden til banken. EIB-programmernes indhold og effekter skal udvikles, så lånene støtter Unionens politiske mål betydeligt. Ordføreren og Budgetudvalget peger især på, at bankens projekter skal støtte vigtige mål, bl.a. Europa-Parlamentets beslutninger, f.eks. hvad angår bekæmpelse af fattigdom, vores værn om demokrati og menneskerettigheder samt miljøbeskyttelse. Det er en selvfølge, at Unionen fortsat skal støtte EIB og garantere lån, ikke mindst mod politiske risici. Vi ser positivt på, at man nu vil differentiere bedømmelserne efter, hvordan risiciene og finansieringsmulighederne rent faktisk ser ud i forskellige dele af verden. Det er imidlertid også vigtigt, at man ikke bare foretager forbedringer af selve programmerne, indsigten i bankens virksomhed skal også forbedres. Det er f.eks. vigtigt, at banken arbejder med tydelige mål, der kan evalueres, så vi rent faktisk kan sikre, at ressourcerne anvendes effektivt. Dette er også vigtigt, så vi kan tage ved lære af, hvad den gennemførte virksomhed har betydet, og anvende sådanne analyser til at udvikle virksomheden i fremtiden. Flere af mine kolleger har talt om vigtigheden af åbenhed. Jeg vil bare berøre dette emne ganske kort. Alle EU-institutioner, også EIB, skal nu underkaste sig en nøje opfølgning og kontrol. Derfor stiller vi nu krav om øget åbenhed. Det bør være en selvfølge, at såvel OLAF som Revisionsretten får adgang til alle handlinger, der er nødvendige med henblik på en god kontrol. Dette er hensigten med det vigtige ændringsforslag 5, og noget, som jeg forstår, at banken nu rent faktisk er begyndt at overveje at acceptere.
Hr. formand, som ordfører for udtalelsen fra Budgetkontroludvalget vil jeg gerne takke fru Heide Rühle for et rigtig godt samarbejde. Det har virkelig været en fornøjelse at arbejde sammen i denne sag. Investeringsbanken er et vigtigt redskab i forbindelse med hjælpen til udviklingslandene, men for at hjælpe har banken brug for långarantier stillet af EU. Garantierne er nødvendige, for at man kan udnytte bankens potentiel fuldt ud. Derfor vil jeg gerne anbefale betænkningen, men jeg har også lige et par bemærkninger om Investeringsbanken. Bekæmpelse af svindel, rod og uduelighed i EU-systemerne er en utrolig vigtig ting. Får vi ikke bugt med svindelen med skattekronerne, kan vi aldrig opnå en positiv holdning i Europas befolkning. Det er til skade for samarbejdet. Derfor er bekæmpelsen af svindel noget, som skal have højeste prioritet alle steder. Det gælder også for Investeringsbanken. Vi har i Budgetkontroludvalget kæmpet en hård kamp igennem seks år for at få indsigt i bankens sager, og i går fik vi endelig en aftale om kontrol af banken af svindelkontoret OLAF. Men jeg synes, det er utroligt, at det er nødvendigt at presse banken på dens garantier fra EU, før det overhovedet blev muligt at tale med dem. Det burde ikke være nødvendigt, at vi skulle bruge sådan nogle aktioner. Jeg vil sige det på følgende måde: Det havde været lettere at komme ind i Fort Knox i USA, end det har været at komme inden for dørene i banken. Åbningen af banken betyder, at OLAF nu kan bede om oplysninger fra banken. Det betyder også, at banken skal henvende sig til OLAF, når de opdager svindel, og da kan vi jo allerede gå i gang med et par sager. Grundlæggende har Investeringsbanken nu forpligtet sig til at samarbejde maksimalt med OLAF for at komme svindel med skatteydernes penge til livs. Den eneste måde, hvorpå vi kan få et bedre forhold til befolkningen i Europa, er ved at være åben og vise, at vi bruger deres penge redeligt og ordentligt. Banken har altså besluttet, at OLAF må starte en undersøgelse, når der er tale om EU-midler. Det er faktisk en kæmpestor sejr for Parlamentet, og derfor vil jeg sige: Det har været mig en glæde at føre denne kamp, nu kan min kollega tage over, og jeg er helt sikker på, at de vil elske ham overalt i banken.
Hr. formand, jeg har to kommentarer. Den ene vedrører det grundlæggende formål med emnet for forhandlingen i dag, nemlig garantien via Den Europæiske Unions budgetter for EIB's lån til tredjelande, og den anden vedrører det emne, som jeg ved, at Parlamentet er særligt bekymret over, nemlig spørgsmålene om gennemskuelighed og rigtig anvendelse af bankens ressourcer. Punkt 1: På ØKOFIN-Rådet den 8. november blev der opnået en politisk aftale om Kommissionens forslag fra den 23. april. Det er rigtigt, at der stadig er nogle forbehold fra to medlemsstaters side. Med Europa-Parlamentets positive holdning håber vi på at kunne vedtage Rådets afgørelse på det kommende møde i Rådet den 29. i denne måned. På grund af spørgsmålets uopsættelige karakter er det meget relevant, for vi har ikke for meget tid til at iværksætte en ny procedure, eftersom det nuværende system ophører ved udgangen af januar, og der skal opnås en bilateral aftale mellem banken og Kommissionen. Derfor vil jeg takke for budgetarbejdet, og særligt fru Rühle for hendes fremragende samarbejde i forbindelse med den konkrete fastlæggelse af emnerne. På den baggrund vil jeg også sige til Dem, at mange af emnerne i forbindelse med betænkningen er blevet accepteret, mens der er andre, som ikke har kunnet blive det af enten tekniske eller økonomiske årsager. Vores holdninger er velkendte, og jeg ved ikke, om det er værd at gentage dem. Jeg vil måske blot fremhæve det sidste forslag, som ændringsforslag 11 vedrører. Som vi har sagt til Dem før, mener vi, at det, hvad angår fastlæggelse af politikker, er meget bedre at tale om en løsning gennem en redegørelse fra Kommissionen til Rådet end om en ændring af afgørelsen. Det problem, der dog har været størst bekymring om under forhandlingen, drejer sig om gennemskuelighed og den rigtige anvendelse af Fællesskabets ressourcer. Det er ganske givet ikke noget nyt, og mange af Dem har arbejdet med det i flere år, og jeg vil gerne være lidt mindre negativ end nogle af Dem. Mindre negativ i den forstand, at jeg mener, at rammerne for forholdet mellem EIB og OLAF og forholdet mellem EIB og Revisionsretten begynder at tegne sig. Det er rigtigt - og nogle af Dem har nævnt det - at der, hvad angår forholdet til Revisionsretten, er et problem vedrørende den primære lovgivning, som selvfølgelig skal ændres, hvis man ønsker at behandle Den Europæiske Investeringsbank på lige fod med de øvrige institutioner. Jeg vil igen fremhæve noget, som er velkendt, men ikke mindre vigtigt af den grund: Medlemsstaterne er bankens aktionærer, og det er op til medlemsstaterne at træffe nogle beslutninger, som det logisk nok ikke tilkommer andre af Fællesskabets institutioner at træffe. Vi taler ikke om en større eller mindre grad af repræsentation, men simpelthen om en fordeling af beføjelser, som i sin tid blev fastlagt på en bestemt måde. Punkt 2: Med udgangspunkt i det, hvor mener jeg, at vi har gjort fremskridt? Jeg mener, at vi har gjort meget store fremskridt i det omfang, Den Europæiske Investeringsbank har accepteret, at OLAF får alle oplysninger og råder over alt, hvad der er nødvendigt for at kunne analysere de lån, der er ydet med Fællesskabets midler, noget som hævet over enhver tvivl må være det grundlæggende mål for vores bekymringer. Det er rigtigt, at det stadig diskuteres, hvad der sker med bankens handlinger i de tilfælde, hvor den anvender egne ressourcer. Og det er rigtigt, at når vi taler om egne ressourcer, taler vi samtidig om to forskellige scenarier: om lån med egne ressourcer og garantier fra Unionen eller om lån uden Unionens garantier. Og jeg vil ønske, at dette princip om åbenhed, som er opstået i forholdet til banken, fortsætter, og at vi til sidst kan opnå et resultat, der er tilfredsstillende for Parlamentet og for Den Europæiske Investeringsbank, uden at vi som nævnt glemmer, at EIB er en finansiel institution, som kan give informationer om hvad som helst uden nogen form for begrænsninger. Den kan med nogle begrænsninger give informationer til OLAF, og hvad angår Domstolen, skal den endelige holdning naturligvis være den, der fastlægges i overensstemmelse med ændringen af traktaterne. Under alle omstændigheder synes jeg, at forhandlingen har været meget interessant, og jeg håber, at det, jeg har hørt her i dag, ikke vil forhindre, at vi kan fortsætte med vedtagelsen af fordelingen af ressourcerne, fordelingen af lån fra og med næste år, og at fællesskabsprocedurerne ikke forsinkes.
Mange tak, hr. kommissær Solbes Mira. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling om betænkning (A5-0054/99) af Seppänen for Budgetudvalget om forslag til Rådets afgørelse om en fællesskabsgaranti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab i forbindelse med lån til projekter til genopbygning af de jordskælvsramte områder i Tyrkiet.
Hr. formand, Tyrkiet er i august blevet ramt af et jordskælv, som forårsagede stor ødelæggelse og mange lidelser. Egentlig er der tale om en seismisk storm, som stadig rammer Tyrkiet. Livet der har også efter august været usikkert. I Europa-Parlamentet er der talt meget om Tyrkiet. Ved topmødet i Helsinki i december bliver Tyrkiet formodentlig en medlemskandidat, som forventes at opfylde kriterierne for EU-medlemskabet fastsat i København. Tyrkiet er ofte blevet kritiseret her. Vi kender alle Tyrkiets problemer med demokratiet, nemlig kurderproblemet. Landet har millioner af medborgere, som ikke har fulde politiske rettigheder, og én af deres ledere venter på en dødsdom i fængslet. Der er også andre problemer, bl.a. Cypern. I forbindelse med behandlingen af denne betænkning tilsidesætter vi alle politiske problemer. Det drejer sig om humanitær hjælp til Tyrkiet for at rette op på ødelæggelserne fra den voldsomme naturkatastrofe. Vi skal i denne forbindelse kun tale om, hvordan Tyrkiet kan hjælpes, og det haster med hjælpen. Det er derfor beslutningen i Europa-Parlamentet skal tages i morgen. Kommissionen foreslår på anmodning fra Rådet, at Tyrkiet bevilges et lån på EUR 600 millioner fra Den Europæiske Investeringsbanks midler på bankens normale lånebetingelser. Banken har redegjort for Tyrkiets mulighed for at modtage et lån og anvende disse midler til genopretning efter ødelæggelserne fra jordskælvet. Tyrkiet er i besiddelse af sådanne færdigheder. Man er navnlig parat til at anvende midlerne til opretning efter ødelæggelserne fra jordskælvet. Der anmodes om en hurtig udtalelse om sagen fra Europa-Parlamentet, fordi Den Europæiske Investeringsbank er parat til at yde et lån på EUR 180 millioner allerede i år. For dette lån skal der fra de almene garantireserver aktiveres et beløb på EUR 16,4 millioner til garantifonden for eksterne anliggender. Budgetudvalget har for sin del taget forbehold for, at beløbet efter en hurtig tidsplan kan overføres fra garantireserverne til garantifondens budgetposter efter den normale procedure. I denne forbindelse opstår et problem, som knytter sig til beføjelserne i EU's forskellige organer, og som intet har med jordskælvet i Tyrkiet at gøre. Vi er alle enige om nødvendigheden af den humanitære hjælp og synes, at Rådets beslutning om at afsætte EUR 600 millioner fra Den Europæiske Investeringsbanks midler til dette formål er rigtig. Problemet, som opstår, drejer sig om den institutionelle aftales stramme rammer for garantifondens garantier. Det årlige maksimumsbeløb, som garantifonden kan dække, er på EUR 200 millioner. I øjeblikket gives Den Europæiske Investeringsbank en almen garanti på 70%, nedsættelsen af den til 65% er allerede aftalt i Rådet, og i forbindelse med Rühles betænkning godkender Parlamentet sikkert yderligere nedsættelse af den til 60% i overensstemmelse med kommissionsforslaget. Af disse grunde har jeg foreslået tre ændringer til kommissionsforslaget, den første vedrører den almene dækning af garantifonden og de andre to tilpasning af garantiprocenterne med tallene i betænkningen fra Rühle. Vi vil få et problem i de kommende år, hvis der nu i det foreliggende speciallån til Tyrkiet anvendes en så stor del af garantifondens midler, at det opæder reserverne til bevilling af lån til eventuelle andre lignende uventede formål. Derfor skal vi blive enige med Kommissionen om, at den foreslår en forhøjelse af loftet på garantifonden, hvis der opstår nye uventede bidragsbehov på højde med den foreliggende humanitære katastrofe. Jeg har kommunikeret om denne sag med Kommissionen ved hjælp af betænkningen, og jeg håber, at Kommissionen i dag fremlægger svar på de spørgsmål, som den får stillet. Kommissionen bedes om en redegørelse om den almene situation med hensyn til anvendelsen af garantifonden og om at fremlægge nærmere prognoser vedrørende den fremtidige anvendelse af marginalerne i reserverne. Afhængig af Kommissionens svar kan udvalget og Parlamentet anse det for nødvendigt at foreslå en ændring, hvor Kommissionen mindes om, at Kommissionen kan regulere maksimumsbeløbet med hensyn til finansieringsudsigterne. Denne ændring kan godkendes i det tilfælde, at Kommissionens svar ikke er tilfredsstillende. Jeg synes, at det nu er på tide, at Kommissionen kommer med et svar på synspunkterne fremlagt i betænkningen.
EL) Hr. formand, på vegne af Grækenlands Kommunistiske Parti KKE og hele det græske folk vil jeg gerne udtrykke vores sorg over ofrene og vores medfølelse over for dem, der er blevet ramt af det jordskælv, som ramte Tyrkiet den forgange uge, og tilføjede nye sår til dem, som jordskælvet i august forårsagede. Vi udtrykker generelt vores solidaritet med det tyrkiske folk, der bliver prøvet så hårdt. Vi mener, at det er nødvendigt og påkrævet at tage alle mulige foranstaltninger og stille alle de nødvendige finansielle midler til rådighed for at bidrage til en imødegåelse af følgerne af de nylige jordskælvsødelæggelser i Tyrkiet og til at lette situationen for de hundrede tusinder ramte. Rådet og Kommissionen bør drage omsorg for, at de relevante forslag til finansiel støtte bliver iværksat så hurtigt som muligt og samtidig sikre, at anvendelsen af disse bevillinger udelukkende bliver brugt til udbedre skaderne og lette situationen for de ramte. Men jordskælvene må ikke bruges som alibi for en frigørelse af de finansielle protokoller og for en ydelse af andre bevillinger til den tyrkiske regering, når den ikke opfylder sine forpligtelser samt de fastsatte forudsætninger om en demokratisering, respekt for menneskerettighederne, mindretallenes rettigheder, overholdelse af international ret, løsning af Cypern-problemet og et ophør af krigen mod kurderne. Derfor gentager vi vores modstand mod de pengetilførsler, der har forbindelse med realiseringen af toldunionen og de dertil knyttede forslag, som er indeholdt i budgetplanen for 2000. Vi vil gerne benytte lejligheden til igen at betone det generelle behov for at stille tilstrækkelige bevillinger til rådighed til direkte og hurtig indgriben for at lette situationen for den ramte befolkning og for at udbedre skaderne, ligesom også til de nylige oversvømmelser og jordskælv, som har ramt Grækenland, og oversvømmelserne i Frankrig.
Tak, hr. Seppänen, for Deres forelæggelse og for betænkningen. Jeg vil gerne komme med nogle bemærkninger til betænkningen. For det første - og med det vil jeg også berolige hr. Korakas - taler vi om humanitær bistand, om en proces, der er forskellig fra et hvilket som helst andet eksisterende hjælpeprogram i Unionen, hvad enten det kaldes en finansprotokol eller noget andet. Først og fremmest humanitær bistand efter de jordskælv, som fandt sted i august, men Kommissionen vil gerne have, at dens anvendelsesområde kunne udvides til også at omfatte de jordskælv, som har fundet sted i Tyrkiet for nylig. Vi mener ikke, at der ændres noget særligt ved beløbet, men vi mener, at det ville være vanskeligt i et program af denne art at skelne mellem skader forårsaget af det ene eller det andet jordskælv. Efter disse indledende bemærkninger vil jeg tage fat på de to problemer, der er nævnt i betænkningen. Det første problem er, at der er en risiko for, at procentdelen eller det samlede beløb for lån i reserven og for lånegarantier overstiges. Ifølge vores oplysninger forholder det sig ikke sådan. Vi har lavet en dybtgående og detaljeret analyse, og med de oplysninger, der er til rådighed, og på grundlag af den anslåede maksimumsudnyttelse er der stadig i 1999 et restbeløb på EUR 33 millioner, på 8,7 millioner i 2000, på - rundt regnet - 7 millioner i 2001, og selvom det er helt sikkert, at situationen er helt under kontrol i 2002, vil der også være penge tilbage i 2003. Det får os derfor til at mene, at det vil være meningsløst at ændre reservesystemet på nuværende tidspunkt, for dette problem ville kun opstå, hvis vi anvendte alt det, som er fastlagt nu, til det yderste. Det er rigtigt, at De kan spørge mig, hvad der vil ske, hvis der opstår nye situationer, der svarer til disse, og vi er nødt til at gå længere. Af den grund har Kommissionen altid en margen, der gør det muligt at forøge reservefonden, men vi mener ikke, at det er nødvendigt at gøre det på nuværende tidspunkt. Hvad angår muligheden for 60 eller 65%, kunne vi være enige med Dem i at acceptere 60% i stedet for 65%, for det synes vi ville være fornuftigt. Men sagen er, at det ville forudsætte en ændring af de gældende regler, og det ville på sin side give anledning til en forsinkelse i beslutningsprocessen om den humanitære bistand, som netop er karakteriseret ved, at den haster, så de nuværende problemer i Tyrkiet hurtigt kan afhjælpes. Derfor ville det glæde mig, hvis mine forklaringer var tilfredsstillende, hvis Parlamentet ville overveje sine anmodninger igen, og hvis denne afgørelse blev vedtaget hurtigst muligt med garanti for, at hvis der i fremtiden opstår finansielle problemer, vil Kommissionen forelægge behovet for at gå længere med hensyn til reservefonden.
Mange tak, hr. kommissær Solbes Mira. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00. Jeg takker alle Dem, der har holdt ud så længe! (Mødet hævet kl. 19.55)