| Lysetændersken . | |
| Fortælling . | |
| Naar man en Fredagaften efter Gudstjenesten gik | |
| bort fra Synagogen i * * * , kunde man ude i Forhallen | |
| faae Øie paa en Kvindeskikkelse , som syntes af | |
| oppebie Gudstjenestens Ophør . | |
| Hun holdt en lille Dreng ved Haanden og saae | |
| ud til af være meget fattig , dog var det ikke Ansigtet , | |
| der vidnede om Fattigdommens Byrder , thi over dette | |
| hvilede der en dyb Sjælefred . | |
| Hun kunde vel være 30 Aar gammel , og Drengen | |
| ved hendes Side omtrent 5 Aar ; det var en lyslokket | |
| lille Fyr med fyldige Kinder og en Ansigtsfarve , der | |
| vidnede om Sundhed , medens de straalende mørkeblaa | |
| Øine , vare Udtryk for den inderligste Tilfredshed med | |
| Livet — og hvorfor skulde han ikke være tilfreds ? | |
| Moderens magre Kost smagte ham fortræffelig , og hendes | |
| forudgangne Sorger og Smerte kjendte han ikke | |
| til , thi hans Fader var død , førend han endnu kunde | |
| træde paa sine egne Pusselanker . Hans Navn var | |
| Andreas og hans Moder var „ Sabathgøien . “ | |
| Hvad er „ Sabathgøien “ spørger Du , kjære Læser . | |
| Som Du veed , gives der i store som i smaa Byer | |
| forskjellige mere eller mindre indbringende Næringsveje | |
| og Beskæffigelser . Lysetænderskens Arbeide , kaster i | |
| Regelen saa meget af sig , af hun kan slaa sig igjennem , | |
| forudsat at hun har med gode Mennesker at bestille . | |
| Lysetændersken er en Skikkelse , der kun kan forekomme | |
| i Ghettoen , ͻ : det af Jøderne beboede Kvarteer , | |
| hun kan ikke være et Barn af „ Ghettoen , “ hun tilhører | |
| den , men tilhører den dog ikke . | |
| Hun forestaaer et Embede i Synagogen , hvorimod | |
| hun i Kirken beder til sin Gud ; hun er som | |
| enhver god Christen , sin Byespræst ' s Skriftebarn , men | |
| i Synagogen , slaaer hun under Synagogebetjenten , og | |
| hendes Forretning bestaaer i hver Fredagaften efter | |
| Gudstjenesten at slukke Sabathlysene . Dette er dog | |
| ikke udelukkende hendes Beskjæffigelse , thi hun maa | |
| ogsaa tænde Lysene , og det er navnlig Tilfældet om | |
| Vinteren til Morgengudstjenesten , der begynder saa tidlig | |
| at det endnu er mørkt . Tillige havde hun det | |
| Hverv om Vinteren at lægge i Kakkelovnen i Ghettoens | |
| Huse , og saaledes kunde man paa Grund heraf ligesaa | |
| gjerne have kaldt hende Fyrbødersken , men jeg giver | |
| Benævnelsen Lysetændersken Fortrinet , fordi det | |
| at tænde Lyset saa smukt minder om Livets Opvaagnen , | |
| medens — det at slukke Lyset erindrer os om Døden . | |
| — Saasnart Lysetændersken havde røgtet sit Hverv i | |
| Synagogen , tiltraadte hun med sin Andreas den sædvanlige | |
| Vandring gjennem hele Ghettoen , før at see | |
| om man trængte til hendes Hjælp , thi Jøderne maa | |
| ifølge Bibelen ikke tænde Ild om Sabbathen , ja ikke | |
| engang , efter Rabbinernes Fortolkning , berøre en Lyseslage . Til samme Tid hentede hun det ugentlige Bidrag , | |
| der velvilligt blev Ydet i hvert af Ghettoens Huse . | |
| Dette Bidrag bestod dog ingenlunde i Penge ― | |
| bevares , dem kunde man jo ikke give hende paa Sabbathen | |
| — men i Hvedebrød og andet Spiseligt . | |
| Denne Vandring foretog hun efter gammel Skik 3 | |
| Gange paa Sabbathen , nemlig : Fredagaften , hvor hun | |
| for det Meste fik et Stykke Birkesbrød , Lørdagmorgen | |
| et Stykke Kage , og Lørdagmiddag et Stykke Birkes | |
| — Rugbrød og endelig et Stykke Kugel ͻ : et særegent | |
| Stykke Kage . | |
| For denne Indsamling bar hun selv en temmelig | |
| stor Leerkrukke , medens den lille Andreas , der sledse trolig | |
| ledsagede Moderen , bar en anden , som ikke var | |
| slørre , end af en femaars Dreng kunde bære den . | |
| I intet Hus nægter man Lysetændersken en god | |
| Andeel af Maaltidet , thi deels er hun en uundværlig | |
| Person , deels ved man ogsaa , af den fattige Kone tilligemed | |
| hendes Søn hele Ugen igjennem maa ede | |
| af det , som hun indsamler paa Sabbathen . | |
| I og for sig er hun , som sagt , en nødvendig Person | |
| i en ægte jødisk Menighed , saa af denne egentlig ikke | |
| kan tænkes uden en saadan , og hvad det andet Punkt | |
| angaaer , den gode Kones fattige Stilling , saa er jo | |
| Jødernes Velgjørenhed bekjendt nok . | |
| Andreas havde derfor overordentlig god Grund til | |
| af glæde sig til Sabbathen , men bedst fandt han sig | |
| døg , naar han tilligemed Moderen traadte ind hos | |
| Rebbe Meyer Bruun , thi den vakre Husmoder Taube , | |
| var god og medlidende , og Børnene Salmele og Privele vare meget venlige og muntre . | |
| Her fik Lysetændersken ikke blot , saaledes som i ethvert | |
| andet Hus , hvad hun burde have , men hun og | |
| hendes Andreas fik desuden regelmæssig hver Fredagaften | |
| et Aftesmaaltid , og paa Sabbathen Frokost og | |
| Middagsmad , som de nød paa Stedet , og Alt det , de | |
| fik her , var rigtignok af det Bedste , thi , Rebbe Meyer | |
| Bruun kunde unde sig en god Sabbath , da han | |
| havde Penge nok — ja det hed sig i Ghettoen , af han | |
| var en Mand paa sine hundrede Tusinde ; døg havde | |
| man ikke talt hans Penge , saa af det vel var muligt , | |
| af de overvurderede hans Formuesomstændigheder . | |
| Disse Beregninger havde imidlertid nogen Indflydelse | |
| paa vor lille Andreas ; thi , hvorledes Maden var | |
| beskaffen hos Rebbe Meyer Bruun , vidste han meget | |
| godt . | |
| Den lille Andreas foretog saaledes hver Sabbath | |
| Vandringen omkring i Ghettoens Huse tilligemed fin | |
| Moder og trivedes ganske fortræffeligt derved . | |
| Om Lørdagen gik han med Moderen ind i Synagogen , | |
| hvor hun udrettede sit Hverv ; om Søndagen | |
| førte hun ham ind i Kirken , hvor hun lærte ham at | |
| bede . | |
| I Ghettoen hentede han Føde for sit Legeme , i | |
| Kirken for sin Sjæl , og den Lille modtog ligesaa velvilligt | |
| det Ene som det Andet . | |
| Med samme Andagt hørte han Fredagaften » Leche | |
| Dodi “ * ) og om Søndagen , Messen ; med samme nysgjerrige | |
| Opmærksomhed lyttede han paa Sabbathen til | |
| Rabbinerens og om Søndagen til Præstens Tale , uden | |
| at forstaa mere af det Ene end af det Andet . | |
| I Synagogen saae han dem kysse Thoraen * * ) , i | |
| Kirken lærte han at gjøre Korsets Tegn , han lærte at | |
| tilbede Frelseren og lod sig samtidig Jødernes „ Kugel “ | |
| og „ Scholet “ * * * ) smage godt . | |
| Saaledes voxede han op , uden at kjende noget til | |
| Had mod Jøderne , som andre Børn paa hans Alder | |
| pleie at indsuge paa Grund af deres Forældres Fordomme . | |
| Hans | |
| Moder var en from Christen ; men hun kjendte | |
| * ) Sabbathhymnen , forfattet af Salomo Halevi Alkebez , | |
| for circa 300 Aar siden ; synges hver Fredagaften | |
| I Synagogen . | |
| * * ) Pergamentrullerne ͻ : de fem Mosebøger , af hvilke | |
| der hver Lørdag oplæses et Stykke . | |
| * * * ) En særegen Ret , som tilberedes om Fredagen og | |
| spises paa Sabbathen . | |
| Jøderne , med hvem hun sladig havde været i Berøring , | |
| og delte ingenlunde Meninger , som hun undertiden hørte | |
| Folk udtale om dem ; derfor holdt hun ogsaa enhver | |
| skadelig Indflydelse i denne Retning borte fra Andreas | |
| og stræbte efter at faa Kjerligheden til Næsten til at | |
| fremspire i Barnets modtagelige Hjerte . | |
| Drengen levede saaledes efter Moderens Exempel | |
| ærlig , stille og gudsfrygtig . Da han var sex Aar | |
| gammel og altsaa skolepligtig , maatte han gaa i Skole . | |
| Ved sin Indtræden i Skolestuen , raabte Børnene | |
| til ham : Jødedreng ! Jødedreng ! | |
| Jødedreng ! det var et Ord , han ikke havde hørt | |
| før ; han kunde altsaa ikke antage det for et Skjælsord | |
| og desuden var han overbevist om , at denne Velkomst | |
| hilsen aldeles ikke gjaldt ham . | |
| Han vendte sig derfor endnu engang om for at see , | |
| hvem der egentlig var Jødedrengen , men da de nu | |
| raabte : Andreas Jødedreng ! Andreas Jødedreng ! mærkede | |
| han strax , hvad de meente . | |
| Denne Opførsel , som Børnene viste , overraskede | |
| ham ; han vidste ikke , hvad han skulde sige dertil . | |
| Han var sig bevidst at han ikke var en Jødedreng , | |
| og kunde altsaa ikke gjøre nogen Fordring paa denne | |
| Benævnelse — hvad enten det nu var et Skjeldsord | |
| eller ei . | |
| Da han imidlertid snart følte , at de sagde det for | |
| at drille ham , blev han af sin aabne og frimodige | |
| Charakteer tilskynde ikke at svare paa Ordet , men | |
| paa den ondskabsfulde Hensigt , og hans Svar var saa | |
| haandgribeligt , at det vistnok blev temmelig føleligt | |
| for den lille Stefanik , der netop som den kjækkeste havde | |
| trængt sig forrest frem imod ham . | |
| Denne Heltebedrift af den sexaarige Andreas ' allerede | |
| ganske flinke Næve , blev naturligvis ikke uden | |
| Gjensvar , og der opstod et Slagsmaal mellem Drengene , som dog snart fik Ende ved Lærerens pludselige | |
| Indtræden . | |
| Læreren bevæbnede sig med sit Spanskrør , og anstillede | |
| en Undersøgelse for at udfinde den Skyldige . Da | |
| alle Drengene gav Andreas Skyld for at have ført det | |
| første Slag , spurgte Læreren ham : | |
| Hvorfor slog Du Stefanik ? | |
| Han kaldte mig Jødedreng , svarede Andreas . | |
| Og hvad ondt er der deri ? Er da Jødedreng et | |
| Skjældsord ? spurgte Læreren . | |
| Andreas følte sig slaaet ved dette Spørgsmaal og | |
| var ikke istand til at svare . Skamrødmen foer op i | |
| hans Kinder . Han følte ved sig selv , at han havde | |
| handlet rigtigt ; men denne Følelse var for uklar til at | |
| han skulde kunne opslille Bevisgrunde for sig , eller retfærdiggjøre | |
| sig i Ord for Læreren . | |
| Han gjorde derfor , hvad et Barn pleier at gjøre i | |
| et saadant Tilfælde : han taug medens Taarerne banede | |
| sig Vei ned af hans Kinder . | |
| Læreren formanede nu de andre Børn ikke nogensinde | |
| oftere at kalde ham Jødedreng og truede dem i | |
| modsat Fald med Straf . | |
| Dette tjente kun til ydermere at forøge Drengens | |
| Forvirring . | |
| Med Hensyn til ham , nøiedes Læreren med en Irettesætfelse | |
| og den Formaning for Fremtiden , at gjøre | |
| et nyttigere Brug af sine Hænder . | |
| Saaledes var hans Indtrædelse og den Modtagelse | |
| der blev ham tildeel , i denne hans nye Verden . | |
| Da han om Middagen kom hjem , spurgte Moderen | |
| ham : Naa Andreas , hvad har Du lært i Skolen ? | |
| Moder , sig mig er „ Jødedreng “ et Skjældsord ? | |
| spurgte Andreas istederfor at svare . | |
| Hvor finder Du paa saadan dum Snak . | |
| Er jeg en Jødedreng ? vedblev Andreas . | |
| Nei , men hvor vil Du hen med det Spørgsmaal . | |
| Er Salmele da en Jødedreng . | |
| Jo det er han rigtignok , men hvad saa — - | |
| Salmele er altsaa en Jødedreng , og jeg ikke , sagde | |
| Andreas . | |
| Det forekom Moderen noget betænkeligt , hun overveiede | |
| Sagen ved sig selv og fandt at det maatte være | |
| kommen paa Tale i Skolen , og sagde derfor til ham i | |
| en slræng Tone : | |
| Lad mig nu i en Fart høre , hvorfor Du har saa | |
| travlt med at erfare , om Du eller Salmele er en Jødedreng eller ei . | |
| Drengene i Skolen have alle kaldt mig for Jødedreng , | |
| idet de Alle raabte : Andreas Jødedreng ! Andreas | |
| Jødedreng ! — og saa gav jeg Stefanik „ En “ | |
| — og saa slyrtede de Alle over mig og sløg mig — | |
| og saa kom Læreren — og | |
| Naa , og saa har Du allerede den første Dag , Du | |
| er i Skolen , faaet af Spanskrøret , kan jeg tænke ? | |
| Nei . Læreren spurgte mig , om Jødedreng da var et | |
| Skjældsord , og saa forbød han de andre Børn at kalde | |
| mig saaledes . Sig mig nu Moder , om Jødedreng er | |
| et Skjældsord eller ei ? | |
| Læreren har vel Ret , sagde Moderen , at være en | |
| Jødedreng er ingen Skam ; men den , der bruger dette | |
| Ord , vil spotte . Jødedreng og Christendreng , det er | |
| ganske det Samme ; Du er ligesaa god som Samele , | |
| og Samele er ligesaa god som Du ; men naar den | |
| Ene forekaster den Anden det , saa er Meningen dermed , | |
| at han vil drille og gjøre Nar , og det bør | |
| Ingen gjøre . | |
| Andreas hørte Moderen med klare Ord udtale det | |
| Samme , der som en utydelig Følelse levede i ham | |
| selv , men som han ikke havde kunnet forklare sig . | |
| Saa vilde det altsaa være det Samme , hvis Salmele vilde kalde mig for Christendreng ? | |
| Ja vel , svarede Moderen , men det vilde Salmele | |
| aldrig gjøre . | |
| Nei ! det gjør han ikke , sagde Andreas . | |
| Det vilde Jøderne i det Hele taget ikke gjøre . | |
| Hvorfor ikke ? | |
| Fordi de ere et undertrykt Folk . | |
| Hvad vil det sige et undertrykt Folk ? | |
| Det er Du endnu for lille til at forstaa ; om et | |
| Par Aar , naar Du er bleven større , vil Du nok kunne | |
| begribe det . | |
| Aah , sig mig det blot ; naa , saa Du troer ikke , jeg | |
| kan forstaa det ? lille Moder . | |
| Saa hør da rigtig efter , sagde Moderen , see , vi ere | |
| nu fattige og eie ikke Andet end det , vi faa af Jøderne ; | |
| men hvis jeg havde Penge , saa kunde jeg gjøre | |
| dermed , hvad jeg vilde . | |
| Ja , kaste dem i Vandet ! bemærkede Andreas . | |
| Du er jo en lille dum Dreng ! Nei , jeg kunde | |
| kjøbe Alt , hvad jeg vilde : Huse , Agre , Vingaarde og | |
| hvad der ellers kunde falde mig ind som nyttigt og | |
| glædeligt . | |
| Kjøb da saa en Vingaard ! | |
| Ja , men jeg har jo ingen Penge , jeg siger hvis jeg | |
| havde ! | |
| Aah . | |
| Men Meyer Bruun , som har flere Penge end den | |
| rigeste Bonde i hele Landet , er ikke istand til at kjøbe | |
| et Stykke Jord . | |
| Hvorfor da ikke ? | |
| Han før ikke . | |
| Men hvem forbyder ham det ? | |
| Loven . | |
| Hvad vil det sige : Loven ? | |
| Loven er det , som siger , om man før gjøre Nøget | |
| eller ei . | |
| Og hvorfor siger Loven , at Jøder ikke maa kjøbe | |
| nogen Mark ? | |
| Ja , der spørger Du mig om Nøget , jeg selv ikke | |
| veed ; men nu kan Du vel forslaa , hvad det vil sige , | |
| at Jøderne er et undertrykt Folk . | |
| Drengen taug stille . Moderen gav ham Nøget at | |
| spise , og han lod sig det smage godt . | |
| Da han næste Lørdag foretog Vandringen gjennem | |
| Ghettoen med sin Moder , skete det ikke med den samme | |
| Munterhed som ellers . Han saae bedrøvet ud . | |
| Var det monstro hans fattige Stilling i Samfundet , | |
| som nu først rigtig var gaaet op for ham . | |
| Nei , det var ikke Grunden , thi Moderen klagede ikke | |
| over sin Skjæbne , og den Tilfredshedens Aand der | |
| boede i hende , udøvede den meest velgjørende Indflydelse | |
| paa Drengen , der uden nogensomhelst Misundelse | |
| saae Salmele og Privele , disse Børn , som bleve opdragne | |
| i Rigdom og Vellevnet . | |
| Hvad der gjorde ham bedrøvet , var tvertimod Medlidenhed | |
| med Andre , der med Styrke begyndte at hæve | |
| sig i hans unge Hjerte . | |
| I ethvert Hus , hvor han med Moderen indsamlede | |
| Brød og Andet , saae han med dyb Beklagelse paa | |
| disse Mennesker , der dog ikke var Andet end et undertrykt | |
| Folk ; og da han som sædvanlig hos Rebbe Meyer | |
| Bruun blev kostelig beværtet og behandlet med Venlighed | |
| af Salmele og Privele , trængte Taarerne sig | |
| dog frem i hans Øine , og det var et paa engang rørende og komisk Syn at see den lille Andreas spise af | |
| alle Kræfter , medens samtidig Taarerne trillede ned ad | |
| hans tykke , røde Kinder . | |
| Børnene bemærkede det , og Privele spurgte sin Moder , | |
| hvorfor han græd ? | |
| Hvorfor græder Du Andreas , spurgte Husmoderen , | |
| idet hun nærmede sig til ham , er der Nogen , der har | |
| fortrædiget Dig ? | |
| I ere jo dog kun et undertrykt Folk ! sukkede | |
| Drengen . | |
| Fruen stod maalløs af Forbauselse . | |
| I første Øieblik vidste hun ikke rigtig , hvorledes | |
| hun skulle forklare sig dette Udraab ; hun tænkte sig | |
| Muligheden af , af Drengen var bleven afrettet af En | |
| eller Anden , til af anbringe dette som en Fornærmelse : | |
| derfor løftede hun hans Hoved op til sig , idet hun | |
| spurgte : | |
| Hvorfra veed Du det ? hvem har sagt Dig , mit | |
| Barn , af vi ere et undertrykt „ Folk . “ | |
| Det har Moder . | |
| Din Moder ? sagde Fruen , idet hun bøiede sig ned | |
| over ham og kyssede ham paa Kinden , ja naar Din | |
| Moder har sagt det , kan Du ogsaa stole paa , af det | |
| er sandt . Vi ere rigtignok , kun et undertrykt Folk . | |
| Men hvorfor græder Du for det ? | |
| Fordi I ere et undertrykt Folk , sagde Drengen , | |
| der ikke formaaede af angive nogensomhelsf anden | |
| Grund . | |
| Lysetændersken var kommen i stor Forlegenhed ved | |
| dette Tilfælde . | |
| Hør nu op med af græde , Andreas , og tænk ikke | |
| mere paa det , sagde den gode Tande . — Derfor gaaer | |
| det os jo dog — Gud være lovet — ikke ilde . | |
| Ja , selv efter hundrede Aars Forløb ikke værre , tilføiede | |
| hendes Mand , men Konen vedblev : | |
| Og naar den gode Gud vil , kan det endnu blive | |
| bedre ; Han er stærk . | |
| Hun kyssede derpaa Drengen , der smilende saae op | |
| til hende , og sagde , idet hun henvendte sig til sin | |
| Mand : | |
| Veed Du hvad , Meyerche , det Barn har dog et sælsomt | |
| Sind . | |
| Nu , han har en at slægte paa , svarede Manden , | |
| Æblet falder ikke langt fra Stammes . | |
| Hvoraf kommer det sig , at De taler om saadanne | |
| Ting med Deres Barn ? spurgte han derpaa Enken , | |
| der nu berettede , hvad der havde foranlediget det Hele . | |
| Rebbe Meyer Bruun rystede betænkelig paa Hovedet ; | |
| medens den gode Tande endnu stod fortabt i Tanker | |
| hos Drengen . | |
| Salmele og Privele forstod ikke et Ord af , hvad | |
| der gik for sig . | |
| Andreas var nu endelig færdig med at spise , og | |
| Lysetændersken tog ham derfor ved Haanden og førte | |
| ham bort med sig . | |
| Det Barn har dog et sælsomt Sind , gjentog Taube , | |
| da de vare alene . | |
| Ligesom hans Moder , sagde Meyer Bruun . | |
| Og saae Du , hvorledes de klare Taarer trillede ned | |
| over hans Kinder ? spurgte hun . | |
| Om jeg saa det ! Hvorfor skulle jeg ikke have seet | |
| det ? | |
| Hør , Meyerche , der falder mig Noget ind ! | |
| Hvad da ? | |
| Ja gjæt ! | |
| Jeg er ikke oplagt til at gjætte . | |
| Barnet har et jødisk Hjerte . | |
| Hvorfor just jødisk ? et godt Hjerte har han . | |
| Ja vel , jeg mener ogsaa , at han føler for os . | |
| Ligesom Moderen . | |
| Du maa tage Dig af Barnet , Meyerche . | |
| Godt , sagde Meyer Bruun , naar Tiden kommer , | |
| skal jeg ikke glemme ham ; han er jo nu kun 6 Aar . | |
| Jø , sagde Taube , Du maa sørge for ham , som | |
| for Dine egne Børn , og det maa Du love mig . | |
| Hvad da ! | |
| At jeg maa afgjøre , naar den rette Tid er kommen . | |
| Lover Du mig det ? | |
| Det kan Du saamænd gjerne faa Lov til . | |
| Medens de saaledes raadsloge om den lille Andreas ' | |
| Fremtid , gik denne med sin Moder fra Hus til Hus i | |
| Ghettoen , og endelig bare de de indsamlede Herligheder | |
| hjem , for Ugen igjennem at tære derpaa . | |
| Andreas besøgte hver Dag Skolen og gjorde gode | |
| Fremskridt der ; Læreren roste ham ofte og Præsten , | |
| der to Gange om Ugen gav Undervisning i Religion , | |
| var særdeles tilfreds med ham , thi Andreas var den | |
| flittigste Elev og den , der inden lang Tids Forløb var bedst bevandret i sin Katechismus . | |
| Dette forhindrede dog ikke de andre Drengs i bestandig | |
| at kalde ham Jødedrengen . | |
| Hvis Læreren , som jo udtrykkelig havde forbudt | |
| det , havde vidst Noget herom , vilde de have faaet deres | |
| Straf , men Andreas fandt sig med Rolighed i | |
| denne Benævnelse uden at omtale den til Nogen . | |
| Rebbe Meyer Bruun begyndte nu at tænke paa , | |
| at hans Børn dog ogsaa maatte lære Noget : han | |
| havde paa den ene Side ikke Lyst til at sende dem i | |
| „ Cheder “ , det er fælles Undervisning , men paa den | |
| anden Side , kunde det ikke gaa an , at lade dem voxe | |
| op som Uvidende . | |
| En Dag saae man ham derfor vende hjem fra | |
| Nabo-Byen , med en ung Mand , som han forestillede | |
| sin Hustru som Børnenes fremtidige Lærer . | |
| Den Nyhed , at Rebbe Meyer Bruun havde bragt | |
| en Privatlærer med for sine Børn , udbredte sig hurtig | |
| i Ghettoen ; i Begyndelsen blev den unge Mand , der | |
| skulde lede Undervisningen i Meyer Bruuns Hus , | |
| overalt betragtet med nysgjerrige Blik . | |
| Naar han gik gjennem Ghettoen fløi Vinduerne op | |
| og man saae efter ham , saalænge han var isigte , medens | |
| man hviskede til hinanden , at dette var den nye | |
| Lærer , som Rebbe Meyer Bruun Havde medbragt fra | |
| Brünnes-Markedet . | |
| Et smukt Stykke Vare — meente En — jeg fø | |
| min Part , vilde hellere have taget en Sæk Uld hjem . | |
| med mig . | |
| Det er fordi Du ingen Forstand har , svarede en | |
| Anden ; at lade sine Børn lære Noget , er ofte mere | |
| værd end den bedste Sæk Uld , og naar Rebbe Meyer | |
| Bruun har bragt ham med sig fra Brünn , saa maa | |
| det sikkert være en lærd Mand , der forstaaer noget | |
| mere end at spise Rugbrød . | |
| Aa Snak ! der er vist ingen Velsignelse ved den | |
| Cavalerr . Hvis der var Noget ved ham , var han nok | |
| blevet , hvor han kom fra . | |
| Der er i ethvert Tilfælde slørre Velsignelse ved | |
| ham end ved Dig , thi den , som raissonnerer over sin | |
| Khille ( Menighed ) og sin Mispocho ( Familie ) , ved | |
| ham er der ingen Brocho ( Velsignelse ) . | |
| Den Fremmede vakte endnu slørre Røre blandt Børnene | |
| end blandt de Lorne , disse løb efter ham paa | |
| Gaden , pegede Fingre ad ham og skraalte : | |
| Uh , see Salmeles og Priveles Lærer . | |
| Alt dette , som i Begyndelsen forekom den unge Mand besynderligt , tabte sig imidlertid lidt efter lidt . | |
| Selv den Sladder , som Læreren i „ Cheder “ i Begyndelsen | |
| havde vidst at sætte i Omløb om den nye Konkurrent | |
| og endog havde forstaaet at skaffe Indgang i | |
| Rebbe Meyers Huus , forstummede efterhaanden , da | |
| den havde vist sig uden Resultat ; og saaledes havde | |
| den unge Mand nu Fred i Rebbe Meyer Bruuns | |
| Huus og opfyldte trolig sit Kalds Pligter . | |
| Salmele og Privele nød godt af en grundig Undervisning , | |
| der stadig bragte dem videre . | |
| Der var En , som profiterede endnu mere af denne | |
| Undervisning end de , for hvem den egentlig var bestemf , | |
| nemlig den lille Andreas , som af og til var tilstede , | |
| tilsyneladende uden at vise noget Spor af Deltagelse , | |
| men i Virkeligheden nøie givende Agt paa hvert | |
| Ord , som Læreren sagde , og anstrængende sig for at | |
| indpræge det rigtig godt . | |
| Andreas havde faaet Lov til daglig at komme til | |
| Meyer Bruuns Børn for at lege med dem i Fritimerne , | |
| men han kom som oftest for tidligt ; i Begyndelsen rigtignok | |
| af Utaalmodighed , men senere — efterhaanden | |
| som han fandt slørre Fornøielse i at lytte til den unge | |
| Mands Undervisning — med Villie , saa at han | |
| snart var en regelmæssig Gjæst ved den sidste Undervisningstime | |
| om Aftenen . | |
| Han krøb altid sammen i en Krog af Værelset , tilsyneladende | |
| uden Nysgjerrighed , som om han neppe | |
| kunde oppebie Timens Ophør , men i Virkeligheden var | |
| han meget opmærksom og lyttende , for at ikke noget | |
| Ord , som Læreren sagde , skulde gaa tabt . Snart | |
| skulle han saa Leilighed til at bevise det . | |
| En Aften , da Andreas , som sædvanlig sad lyttende | |
| i sin Krog , rettede Læreren et Spørgsmaal til Salmele , | |
| som denne ikke kunde besvare . | |
| Tænk Dig rigtig om , sagde Læreren , det har Du | |
| jo havt ofte ! | |
| Salmele tænkte — ja , han tænkte længe , men al | |
| hans Tanke forslog dog ikke , bestandig blev han Svar | |
| skyldig . | |
| Du maa jo skamme Dig , formanede Læreren ham , | |
| at Du ikke veed Noget Du har havt saa ofte . Jeg | |
| vædder paa , at Andreas der , som slet ikke hører efter , | |
| dog allerede veed det . | |
| Ja , jeg veed det ! raabte Andreas , idet han sprang | |
| glad frem . | |
| Er det virkelig sandt ? spurgte Læreren . | |
| De har jo sagt , at De vilde vædde paa , at jeg | |
| vidsle det . | |
| Ja vel , svarede Læreren , men jeg kunde tabe mit | |
| Væddemaal . | |
| Tabe det skal De ikke , sagde Andreas . | |
| Lad da høre ! | |
| Læreren gjentog Spørgsmaalet , og Andreas afgav | |
| Svaret saa nøie og bestemt , søm man blot kunde forlange , | |
| til stor Overraskelse for Læreren , der rigtignok | |
| vilde have væddet , men dog i Virkeligheden var langt | |
| fra at tiltro Drengen saameget . | |
| Ved Aftensmaaltidet omtalte Læreren dette Tilfælde , | |
| idet han bemærkede , at det dog var Synd at lade et | |
| Barn med saa store Anlæg gaa og skjøtte sig selv ; | |
| naar han kom i rette Hænder , maatte der sagtens kunne | |
| gjøres noget stort ud af ham . | |
| Nuvel , sagde Rebbe Meyer Bruun , vil De undervise | |
| ham ? | |
| Hvis de tillader det , svarede Læreren , vilde det | |
| være mig en stor Fornøielse . | |
| Fra nu af nød Andreas , der dog bestandig vedblev | |
| at besøge Skolen , i Rebbe Meyer Bruuns Hus en | |
| Undervisning , der meget snart bragte ham ud over | |
| det i Skolen vedtagne Maal for Elevernes Lærdom . | |
| Den lærelystne Dreng gjorde meget hurtig store Fremskridt | |
| og erhvervede sig bestandig mere og mere sin nye | |
| Lærers Tilfredshed . | |
| Medens han i den offentlige Skole blev holdt til | |
| enten selv at producere eller see andre søm producere | |
| Begyndelsesgrundene i Læsning , Skrivning og Regning , | |
| lærte han her i den ensomme Stue i Ghettoen saa Meget , | |
| hvorom man hist ikke engang havde drømt ; han | |
| blev saaledes belært om , hvad der foraarsagede Lynild | |
| og Torden , hvorledes Regnbuen opstod , hvorfor Flodvandet | |
| om Vinteren ikke bundfrøs og om mange andre | |
| lignende Naturphænomener . | |
| Han lærte at kunstruere Sætninger rigtig og skred | |
| snart feilfrit efter Lærerens Diktat ; han udførte Regnestykker , | |
| der vilde have vakt Misundelse hos mangen | |
| Handelsmand i Ghettoen , og han affattede Stile , der | |
| ifølge Lærerens Forsikkring forraadte en poetisk Aand . | |
| De Bøger , Læreren gav ham hjem med for at læse i , | |
| forvoldte ham dog den største Glæde ; havde han først | |
| faaet en saadan Bog i Haanden , var det ikke saa let | |
| at faa ham fra den igjen ; ofte fik hans Moder Leilighed | |
| til at skjænde paa ham , naar han , fordybet i | |
| Læsningen , ikke havde lagt Mærke til , at hun kaldte | |
| ham til Middagsbordet . | |
| Af disse Bøger ofte hans barnlige Phantasi rig | |
| Næring ; de førte ham til fremmede Lande , som han | |
| aldrig havde seet , men nu bestræbte sig for at fremmane | |
| paa en rigtig anskuelig Maade ; de gjorde ham bekjendt | |
| med saadanne Personer , som aldeles ikke forekom i hans | |
| Fødeegn eller i Ghettoen , men i hvis Livsbegivenheder | |
| han tog saa virksom Deel , som om de havde været | |
| hans bedste Venner og Bekjendte , ja han tænkte sig | |
| endog i disse bekjendte Ubekjendtes Sted og beskjeftigede sig ofte med det Spørgsmaal , hvorledes han selv | |
| havde villet handle i lignende Tilfælde . | |
| Saasnart han nogenlunde var bekjendt med sine | |
| Personer og begyndte at kunne forfølge Gangen i | |
| Handlingen , fog han Parti for Nogle og fattede Uvillie | |
| mod Andre . Han befandt sig endnu i denne misundelsesværdige Tilstand af Umiddelbarhed , der betragter de | |
| skildrede Personer som Venner eller Fjender , med hvem | |
| man selv i egen Person har at bestille . | |
| Endnu var det langtfra , at han havde saa megen | |
| Eftertanke at han kunde glæde sig over en vellykket | |
| Charakfeerskildring af en Skurk ; nei , denne var et slet | |
| Menneske , der forfulgte det gode Menneske , som han | |
| saae uskyldig lide , og saa var den Slette ogsaa hans | |
| Fjende . | |
| De Charakterer , han yndede mest , vare de , i hvilke | |
| en vis Selvfølelse , en uovervindelig Villiekraft , forenede | |
| sig med Mildhed og Blidhed , og tilsidst naaede deres | |
| Maal efter en lang Kamp og uhyre Modstand . | |
| Naar Bogens Helt bukkede under i Kampen , saa | |
| smækkede han denne sin oprigtigste Medlidenhed , og | |
| Moderen saa ofte Taarer i Andreas ' Øine , uden at | |
| hun kunde opdage Anledningen til hans stille Sorg ; | |
| men feirede Bogens Helt , da havde Andreas ' Glæde | |
| ingen Grændser . | |
| Saaledes henrandt nogle Aar ; men da indtraf en | |
| Begivenhed , der truede med at tilintetgjøre denne skjønne | |
| Ro og indre Glæde for bestandig . | |
| Den Privatundervisning , som den christne Dreng | |
| nød i det jødiske Hus , kunde ikke længe forblive en | |
| Hemmelighed i Skolen , thi snart viste sig den naturlige | |
| Frngt heraf . Barnets aandelige Overlegenhed over de | |
| andre Skolebørn . | |
| Man kan derfor ikke forundre sig over , at Skolelæreren , hvis egen Dannelse netop var tilstrækkelig til , | |
| at han kunde udfylde sin Plads , med noget skjæve Øine | |
| maatte bemærke den Fremgang , en af hans Diciple | |
| gjorde ved Hjelp af en Lærdom , der var erhvervet udenfor | |
| Skolen . | |
| Han intriguerede altsaa paa enhver Maade mød | |
| denne Undervisning , men uden Held ; thi uagtet han | |
| med de mest brændende Farver havde udmalet for Lysetændersken | |
| det Farlige i at lade et christeligt Barn | |
| undervise i et jødisk Hus , havde hun dog aldeles ikke | |
| kunnet indsee dette . | |
| Den offentlige Examen , der nu blev afholdt , gav | |
| imidlertid Læreren Anledning til et , ifølge hans egen | |
| Mening , glimrende Kunststykke . | |
| Læreren rettede nemlig først til nogle af Eleverne | |
| flere Spørgsmaal , der alle bleve meget vel besvarede , | |
| det vil sige ifølge den Methode , der var bleven dem | |
| indpræntet af ham , hvorved Svaret aldeles ikke behøvede | |
| at afvente Enden paa Spørgsmaalet ; derpaa | |
| vendte han sig til Andreas med de Ord : | |
| Kan Du sige mig , hvad et Uveir er ? | |
| Nei ! svarede Andreas rolig . | |
| Ei , ei ! sagde Læreren , og jeg , der troede , at Du | |
| vidste det , og saa ved Du ikke engang , hvad et Uveir er ? | |
| Nei , gjentøg Andreas i en bestemt Tone , hvad det | |
| er , veed jeg ikke ; men jeg veed , hvorledes det opstaaer . | |
| Ah saaledes , lo Læreren haanligt , naa , saa sig mig , | |
| hvem gjør da Lynet ? | |
| Skyerne . | |
| Skyerne ? Saa ? Og hvem gjør da Skyerne ? | |
| Dampene . | |
| Dampene ? Nei , see ; men hvem gjør da Dampene ? Vandet . | |
| Men hvem gjør da Vandet ? | |
| Det er sammensat af forskjellige Elementarstoffer , i | |
| hvilke man igjen kan opløse det . | |
| For Pokker ! hvilken Visdom har Du ikke udkrammet | |
| i mindre end en halv Time ; men jeg siger dog , | |
| vedblev Læreren i sin Iver , idet han hævede Stemmen , | |
| at Alt dette er Kjætteri , og dine Kammerater ville | |
| ganske anderledes kunne svare , saaledes som det sømmer | |
| sig en god Christen . Stephanik ! reis Dig op og sig | |
| Andreas , hvem der gjør Vandet , før han veed Det ikke . | |
| Stephanik reiste sig , kløede sig bag Øret , gav sig | |
| til at patte paa sine Fingre og svarede endelig : | |
| Vandbæreren . | |
| Sæt Dig ned , Din Lømmel ! brølte Læreren . Hvem | |
| har da skabt alle Ting , som ere paa Jørden ? hvem | |
| kan sige mig , hvo der har skabt Alt det , som findes | |
| paa Jørden og i Himlen ? | |
| I samme Øieblik hævedes alle Hænder , og da Læreren | |
| med sit „ Altsaa ” ikke betegnede nogen Enkelt , der | |
| skulde besvare det vanskelige Spørgsmaal , lød nu paa | |
| en Gang fra alle Struber det Raab : Gud ! Gud ! den | |
| kjære Gudi den kjære Gud ! | |
| Rigtigt , Børn , sagde Læreren , den kjære Gud har | |
| skabt Alt det , som findes i Himlen og paa Jørden . | |
| Idet han derpaa henvendte sig til Præsten , der havde | |
| overværet Prøven , tilføiede han med Salvelse : | |
| Der kan Deres Højærværdighed see Følgerne af den | |
| onde Undervisning i Jødens Hus . Drengen er nu et | |
| skabet Faar , og jeg frygter , ja jeg frygter før , at han | |
| vil meddele Smitten til hele Hjorden , hvis man ikke | |
| itide griber Forholdsregler mod Ondet . | |
| Den følgende Dag erholdt Læreren i Rebbe Meyer | |
| Bruuns Hus en skriftlig Opfordring til af indfinde sig | |
| hos Præsten , og her maatte han underkaste sig en Examen | |
| over den Maade , paa hvilken han var gaaet | |
| frem ved Andreas ' s Undervisning . | |
| Hvem betaler Dem for den Undervisning , De giver | |
| Barnet ? spurgte Præsten . | |
| Ingen ! lød Svaret . | |
| Altsaa ikke heller den Mand , i hvis Hus De lever ? | |
| Nei ! | |
| Det var døg besynderligt ! Men saa maa De jø | |
| have noget Særegent for Øie med Barnet . Tilslaa | |
| mig hvad De har isinde . | |
| Aldeles ikke Andet end af belære Barnet . | |
| Det lyder jø meget smukt ; men — i hvad Øiemed ? | |
| Hvilke Bevæggrunde har De til af belære et | |
| Barn , som døg egentlig talt ikke vedkommer Dem ? | |
| Ikke vedkommer mig ? gjentog den unge Mand | |
| overrasket . | |
| Nu ja ! sagde Præsten , hvad vedkommer da Barnet | |
| Dem ? han er jø døg intet jødisk Barn ! | |
| Men han behøver kun af være et Menneskebarn for | |
| af vække min Deltagelse . | |
| Hvad forsfaaer De derved ? | |
| At han er et Menneske ligesom jeg , jeg spørger | |
| mig ikke for , om han er en Chrisken eller en Jøde . | |
| Ja , det er jø altsammen meget smukt , og hvad | |
| mig angaaer , da forsfaaer jeg vel af sætte Pris paa en | |
| saadan Tænkemaade ; men i den Verden , der omgiver | |
| os , tænker man ikke saaledes . Man vil aldrig tiltro | |
| Dem — saalidt som Deres ærede Principal — saa | |
| ædle Hensigter , men snarere beskylde Dem for , at De | |
| vil drage den christne Dreng bort fra hans Religion . | |
| Der gives Fordomme i Verden , som man Ikke kan | |
| sætte sig ud over , men maa tage tilbørligt Hensyn til , | |
| thi de ere slærkere end vi , og Deres Troesfæller ere | |
| desuden det svageste Parti . Tag Dem derfor i Agt ! | |
| De har maaske hørt Tale om Optrinet ved Examen | |
| — Sagen har gjort Opsigt i Menigheden . | |
| For mig kunde De vel være sikker , men — jeg maa | |
| gjøre Noget ! Skolelæreren bringer mig ellers Consistorium paa Nakken . De vil altsaa indsee , at der maa | |
| gjøres en Forandring . Jeg skulde egentlig pligtmæssigt | |
| strængt forbyde Andreas ' s Moder at lade Barnet | |
| undervise af Dem ; men jeg vilde gjerne undgaa al | |
| Opsigt og forlanger derfor ikke Andet af Dem , end | |
| at De indretter Dem efter , hvad De nu har hørt af | |
| mig . De forstaaer mig vel nok ? | |
| Andreas skal altsaa — | |
| Ikke længere være Deres Elev . De vil vel nok | |
| kunne finde en passende Form , hvorunder De for bestandig og uden at vække for megen Opsigt vil kunne | |
| hæve dette Forhold , der dog engang betragtes med | |
| saa mistroiske Øine . | |
| Hermed skiltes de . | |
| I Ghettoen hviskede man imidlertid allevegne om | |
| den vigtige Nyhed , al Rebbe Meyer Bruuns Privatlærer | |
| var bleven hentet til den Geistlige , og al der | |
| vistnok maatte være skeet noget Vigtigt . | |
| Ingen var gladere herover end Læreren i „ Cheder “ , | |
| som i sit Had til den Fremmede vistnok ikke stod tilbage | |
| for den christne Lærer . | |
| Han vil nok faae , hvad han har godt af , oppe hos | |
| den Geistlige ! tænkte han ved sig selv , idet han loe | |
| fornøiet , thi selv havde han endnu aldrig , saalænge | |
| han havde været Lærer , havt Leilighed til al lære den | |
| katholske Geistliges Humanitet al kjende . | |
| Huslæreren i Meyer Bruuns Hus befandt sig i en | |
| slem Forlegenhed ; det gjorde ham ondt for Andreas , | |
| som han i Tidens Løb havde vundet kjær , men nu | |
| haardnakket maatte sløde fra sig ; det gjorde ham ondt , | |
| al see gode Anlæg som de , han havde iagttaget hos | |
| Andreas , skulle henligge ubenyttede og han kunde ikke | |
| finde paa noget Raad derimod . | |
| Hertil kom endnu den Omslændighed , al han skulde | |
| udfinde en passende Maade al ophæve Forholdet paa | |
| uden al vække Opsigt , men især uden al vildlede den | |
| forstandige Drengs Sind ; men netop dette bragte ham | |
| det rigtige Middel ihu til af efterkomme Præstens Villie | |
| uden af berøve Andreas den aandelige Dannelses | |
| Velsignelse ; thi som et Lyn ramte den Tanke ham : | |
| Andreas maa bort herfra ! Andreas maa sludere ! | |
| Herved havde han fundet det rigtige Middel ; det | |
| handlede nu blot om af sætte Sagen igjennem . Men | |
| hvorledes ? Skulde han foreslaa Rebbe Meyer Bruun | |
| det ? Kunde han mere vente sig noget heldigt Resultat | |
| heraf ? | |
| Det , af Meyer Bruun i sit Hus lod undervise et | |
| fremmed , ham aldeles uvedkommende Barn , var aldeles | |
| ikke nogen Borgen for , af han ogsaa vilde sende | |
| dette fremmede Barn til Gymnasiet ; det Førstnævnte | |
| var en Villighed , han uden Udgifter kunde vise den | |
| fattige Enkes Barn , men det Sidste var forbundet | |
| med Bekostninger , til hvilke Rebbe Meyer Bruun vel | |
| neppe vilde bekvemme sig . | |
| Derhos besad den unge Mand for stor Æresfølelse | |
| til af ville udsætte sig for et Afslag paa en Bøn , da | |
| han ikke vilde førspilde den Agtelse , hvormed han hidtil | |
| var bleven behandlet i Huset . | |
| Han overveiede derfor , om han ikke hellere paa egen | |
| Regning skulle sende Drengen til Læreanslalten og anvende | |
| de mange Sparepenge , han havde samlet sig i | |
| dette Hus , til Fordeel for sin kjære Elev ; men en kort | |
| Overvejelse belærte ham om , af dette Skridt vilde | |
| være uforsigtigt , ja endog meget letsindigt , da han jo | |
| ikke kunde vide , om det ogsaa i Længden vilde være | |
| ham muligt af gjennemføre det , han nu tænkte paa af | |
| begynde . | |
| Han sagde sig selv , af det for Andreas vilde være | |
| langt farligere af blive kastet ud paa en Bane og da | |
| slaa her alene , efter af den halve Vei var tilbagelagt , | |
| end om han aldeles ikke var revet ud af sin simple | |
| Tilværelse . | |
| En Student , der ikke kan fortsætte sine Studeringer , | |
| er henvist til af slaa ind paa enhver Sidevei , der frembyder sig , uden af see enten tilhøjre eller tilvenstre for | |
| af overbevise sig om Veien ogsaa er den rette , medens | |
| derimod den simple Haandværker , der aldrig har seet | |
| nogen større Horizont aabne sig for ham , men fra Ungdommen | |
| af er vant til af finde sig tilrette i de fattigste | |
| og mest indskrænkede Forhold , sjelden bliver nødt | |
| til af forlade den rette Vei . | |
| Idet det gode Menneske aldeles ikke kunde finde | |
| paa noget Middel til af udføre sit ædle Forsæt , forvoldte | |
| det ham snart mere Sorg end Glæde . Endelig | |
| fandt han paa en Udvei , der saae mere lovende ud . | |
| Han besluttede at ville overtale Rebbe Meyer Bruun | |
| til at sende sin egen Søn til Gymnasiet og da give | |
| ham Andreas med som Ledsager . | |
| Hvor vilde han ikke have jublet , om han havde | |
| vidst , at den samme Plan allerede var modnet i et | |
| andet Hjerte og stod fuldfærdig , da han endnu beskæffigede sig dermed . Den gøde Taube var nemlig en | |
| Kone , der ikke blot havde Hjertet , men ogsaa Hovedet | |
| paa rette Sted . Da Læreren blev hentet til den Geistlige , | |
| vidste hun derfor ogsaa strax , hvad det ene og | |
| alene kunde handle om ; men hun vidste ogsaa , hvad | |
| hun nu selv havde at gjøre . | |
| Hun sendt Bud efter Lysetændersken . | |
| Veed I , spurgte Taube , at vor Lærer er bleven | |
| kaldt til den Geistlige ? | |
| Jeg har hørt det , svarede Lysetændersken . | |
| Men veed I ogsaa , hvad han vil ham ? | |
| Visselig intet Urigtigt , thi vor Hr . Pastor er en | |
| brav Mand . | |
| Og hvad vilde I sige , om Hr . Pastoren ligegodt | |
| forbød vor Lærer at give Andreas Undervisning ? | |
| Det skulde gjøre mig ondt , thi jeg troer , Andreas | |
| finder Fornøielse i at lære . | |
| Det troer jeg ogsaa . Men sæt , at Præsten allerede | |
| har forbudt det , hvad vilde I saa sige dertil ? | |
| Intet ! naar Hr . Pastoren kan forbyde det , saa | |
| maa der sikkert være noget Urigtigt deri , som jeg ikke | |
| forstaaer . | |
| Og vilde I hellere lade Andreas løbe omkring paa | |
| Gaden og voxe op som et Menneske , der Intet kan . | |
| Nei , visselig ikke ; men hvad nytter Alt mig , mit Ønske | |
| kan jeg dog ikke faa opfyldt . | |
| Hvilket Ønske ? | |
| For Andreas . | |
| Hvad da ? Hvad ønsker I da for Eders Andreas ? | |
| Ja , jeg saae saa gjerne , at Andreas blev en Geistlig ; men jeg kan jo ikke lade ham sludere . Ofte skjærer | |
| det mig i Hjertet , naar jeg seer ham sidde ved | |
| Bogen derhjemme og læse saa flittigt deri , medens de | |
| andre Børn løbe omkring og lege . Da tænker jeg mig | |
| ofte : See , han kunde engang blive en god Præst ; men | |
| hvorfra skulle jeg tage Pengene dertil . | |
| Men , om jeg nu lod Andreas sludere ? | |
| Til Præst ? | |
| Til hvad I vil . Jeg sender ham bort herfra og | |
| giver ham , hvad han behøver . | |
| Herre Gud , det kunde ikke engang i Drømme være | |
| faldet mig ind , at mit hemmelige Ønske dog engang | |
| skulle blive opfyldt . | |
| I er altsaa tilfreds dermed ? | |
| Tilfreds ? Om jeg er tilfreds ? O , den Vei , | |
| De betræder , gad jeg brolægge med Gulddukater , hvis | |
| jeg blot havde Evnen dertil . | |
| Saa bliver det altsaa derved ; Andreas kommer til | |
| Efteraaret i Latinskølen — saa kan han for mig gjerne | |
| blive Præst . Tal nu blot ikke formeget derom , | |
| bring det ikke ud blandt Folk — | |
| Det behøver De ikke at bede mig om . | |
| Jeg mener kun , at Folk da maaske vilde fraraade | |
| Eder det . | |
| Aa ! det skal ikke engang nogen Engel bringe mig | |
| fra , om han saa steg lige ned fra Himlen . | |
| Ved Middagsbordet var Læreren usædvanlig taus | |
| og viste kun liden Madlyst . | |
| Den gøde Husmoder vidste jo nok , hvad der trykkede | |
| ham . Da Maaltidet var tilende , udbad han sig | |
| en kørt Samtale med Rebbe Meyer Bruun . | |
| Er det en Hemmelighed , eller før jeg ogsaa høre | |
| det ? spurgte Taube . | |
| Det er ingen Hemmelighed overfor Dem , thi det | |
| angaaer Deres Barn , svarede Læreren . | |
| De begav sig da alle Tre ind i et tilstødende Værelse . | |
| Hr . | |
| Bruun , begyndte Læreren , det er min Pligt | |
| at sige Dem , at jeg begynder at blive overflødig her | |
| i Huset . | |
| Hvorledes ? har man fornærmet Dem ? spurgte Rebbe | |
| Meyer . | |
| Bevares nei , jeg føler mig jo som et Barn af Huset , | |
| men Salmele er allerede i den Alder , af De maa | |
| tage en endelig Bestemmelse ham angaaende ; han er | |
| saa vidt forberedt , af De kan begynde Alt med ham . | |
| Tør jeg spørge , hvad De vil gjøre af ham ? | |
| Lad mig hellere høre , hvad Raad De giver mig i | |
| saa Henseende , sagde Faderen . | |
| Jeg vilde lade ham sludere , svarede Læreren , thi | |
| selv om han ikke engang behøvede af leve af Videnskaben , saa vil det dog aldrig kunne skade ham af have | |
| gaaet nogle Klasser igjennem i Latinskolen . | |
| Der ligger Noget i det , sagde Faderen roligt , vi | |
| kunne jo altid fale videre derom , og — | |
| Vi behøve ikke af fale længe derom , afbrød Moderen | |
| ham , saasnart Læreren siger , af vi skulle lade | |
| ham sludere ; han maa jo forstaa det ! | |
| Slukning behøves ikke , sagde Rebbe Meyer , der er | |
| jo ingen Ildebrand ! | |
| Og Andreas sende vi med ham , for af Barnet ikke | |
| skal blive bange blandt de Fremmede , tilføiede Konen | |
| uden af lade sig standse ved sin Mands Bemærkning ; | |
| men Læreren raabte ude af sig selv af Forbauselse og | |
| Henrykkelse : | |
| Hvorledes er det muligt , af De kunde gjætte mine | |
| Tanker ? thi det var netop det , jeg vilde foreslaae . | |
| Men jeg veed endnu ikke , svarede Rebbe | |
| Meyer , hvorfor De derved skulde være bleven overflødig her . Ganske rigtigt maa jeg vel nu sende de | |
| to Børn bort herfra ; men derfor behøver De jo | |
| ikke strax at forlade os . | |
| Har De da ikke endnu en Elev ? Har jeg maaske | |
| ikke en Datter ? | |
| Det var Efteraar . Høet paa Engene var slaaet og | |
| laa i store Bunker ; de høit læssede Vogne førte det | |
| over Broen til den lille By . Vinden strøg henover | |
| Stubmarkerne . | |
| Den nærliggende Skov frembød et broget Skue ; | |
| Kronernes grønne Farve var forvandlet og havde givet | |
| Plads for en Blanding af Gult og Rødt , hist og her | |
| saae man allerede de nøgne Kviste falmede graa . | |
| Solen saae rigtignok endnu venligt ned fra Himlen , | |
| men man turde ikke satte meget Haab af dette sidste | |
| naadige Smil , thi altfor ofte indhyllede den sig i en | |
| uigjennemtrængelig Taage , der bedækkede Efteraarslandskabet . | |
| Lysetændersken | |
| og Andreas gik ad den smalle Sti | |
| mellem Stubmarkerne henimod Skoven . Moderen havde | |
| villet unde sin Søn en Fornøielse endnu inden hans | |
| Afreise til Gymnasiet , og Andreas skattede Intet saa | |
| høit som at see sig om i Naturen , i Skov og Mark . | |
| Maaske havde hun tillige en anden Hensigt , maaske | |
| vilde hun give de Formaninger , som hun havde af | |
| medgive ham som Lærepenge paa hans Vei , større Høitidelighed ; | |
| maaske troede hun , af den fri Natur , den | |
| store aabne Mark med Himmelhvælvingen over sig , vilde | |
| komme hendes Ord tilhjælp og gjøre dem mere eftertrykkelige | |
| end det snevre Rum hjemme i Hytten . | |
| Denne Formodning vil idetmindste ikke forekomme | |
| ganske ugrundet , naar man med nogen Opmærksomhed | |
| læser det , som Moderen her lagde Sønnen paa Hjerte . | |
| En Tidlang gik hun eftertænksom og taus med Drengen ved Haanden ; men da det var paa Tide af vende | |
| om for af komme tilbage til den lille By , begyndte | |
| Moderen paa følgende Maade : | |
| Andreas , hør nu nøie efter , hvad jeg forinden Din | |
| Afreise endnu kan have af sige Dig . Dette er den | |
| sidste Nat paa det Sted , som Du tidligere aldrig har | |
| forladt ; inat vil Du for sidste Gang ligge hjemme i | |
| den Seng , i hvilken Du hidindtil hver Aften faldt | |
| isøvn og hver Morgen vaagnede . Imorgen reiser Du | |
| bort herfra ; Du skal sludere og , om Gud vil , blive | |
| et dueligt Menneske . Tak Gud dagligen i Din Bøn , | |
| fordi det er gaaet Dig saaledes ; jeg havde ikke kunne | |
| lade Dig sludere : jeg er en fattig Kone ; men vor Herre , Gud , havde indgivet Meyer Brun det , at han | |
| skal gjøre det , og derfor vil ogsaa den himmelske Raade | |
| belønne ham . Men Du maa være ham taknemmelig | |
| derfor alle Dit Livs Dage , thi han er Din Velgjører . | |
| Mærk Dig det og lov mig , at Du aldrig vil forglemme | |
| det . | |
| Andreas rakte Moderen den Haand , han endnu havde | |
| fri ; hun trykkede den til sig og vedblev efter en Pause : | |
| See Dig om her paa Marken , der er ingen levende | |
| Sjæl at see ; Alt er hjemme , og vi ere alene . Ingen | |
| seer eller hører os ; Ingen veed , hvad Du har lovet | |
| mig . Men Een er der dog , som seer og hører Alt uden | |
| selv at blive seet . Han veed , hvad Du har lovet mig , | |
| og Han vil vaage over , at Du holder Dit Ord . | |
| Hvorfor seer man ham da ikke ? spurgte Andreas , men | |
| Moderen svarede : | |
| Det kommer ikke Sagen ved , og det kan jeg heller | |
| ikke saadan rigtig sige Dig ; maaske seer Du mig aldrig | |
| mere . | |
| Andreas begyndte ved disse Ord at græde bitterlig ; | |
| men Moderen aftørrede hans Taarer med sit Forklæde | |
| og vedblev : | |
| Derfor behøver Du ikke at græde ; jeg lever jo endnu | |
| og er baade sund og rask , og man døer da ikke af , | |
| at man taler om det ; men vi ere kun Mennesker , og | |
| om Gud befaler det , saa er jeg imorgen ikke mere til , | |
| og de bære mig ud og lægge mig i Graven . | |
| Andreas græd endnu heftigere end før , medens Moderen | |
| vedblev : | |
| Jeg maa før Du drager bort , forberede Dig paa | |
| Alt , thi jeg vil have , at Du skal naa Dit Maal , uden | |
| at Noget skal bringe Dig bort derfra . See til at Du | |
| i den nye Skole kan lære noget Rigtigt , for at Meyer | |
| Bruun ikke uden Nytte skal give sine Penge ud for | |
| Dig ! han er en rig Mand , men at kaste sine Penge | |
| ud af Vinduet har han døg ikke Lyst til , thi naar | |
| Een giver sine Penge ud , saa vil han ogsaa have Noget | |
| derfor . Han forlanger rigtignok Intet af Dig , | |
| og han gjør den gøde Gjerning uden Egennytte , men | |
| Du maa vise ham , at Du ogsaa fortjener , hvad han | |
| gjør for Dig , for at han ikke engang — hvad døg | |
| Gud bevare os for — skal faa Aarsag til at fortryde | |
| sin Godhed . | |
| Pas derfor paa at opføre Dig saaledes , at Meyer | |
| Bruun ikke en Gang skal kunne bebreide mig , hvad | |
| det har koslet ham , og sige til mig : „ Gid jeg blot ikke | |
| havde ladet den Døgenigt sludere ! “ Lover Du mig | |
| det . | |
| Andreas lovede det grædende , men Moderen sagde | |
| endvidere : | |
| Jeg er endnu ikke færdig . Hør efter ; det Vigtigste | |
| er endnu tilbage . | |
| Meyer Bruun er døg kun et Menneske ligesom jeg , | |
| og ømendskjøndt han er rig og jeg fattig , saa gives | |
| der døg Een deroppe ovenover os Alle , for hvem vi | |
| Alle ere lige . | |
| Naar Gud vil det , kan den Rige paa en Nat blive | |
| fattig eller den Fattige blive rig . | |
| Hele den Fabrik , som han har der , kan paa een Nat | |
| gaa tilgrunde . | |
| Mennesket kan Intet vide ; han kan ogsaa dø ligesaa | |
| godt som jeg kan det . Det vilde være en stor | |
| Ulykke før Dig , men ogsaa det maa Du være fattet | |
| paa , for at det ikke engang skal overraske Dig , saa at | |
| Du slaaer Hænderne sammen og ikke veed , hvad Du | |
| skal tage fat paa . Gjør Dig afholdt blandt de Fremmede | |
| og af alle de Mennesker , Du faaer at bestille | |
| med . Skaf Dig Venner og ingen Fjende , da vil Du | |
| aldrig staa forladt . See til at Du bliver et Menneske | |
| man kan stole paa , og at Du , hvorledes det end gaaer , | |
| engang kan være istand til at fortjene Brødet til Dig | |
| selv . | |
| Det tørre Brød , som Du selv fortjener vil da smage | |
| Dig meget bedre end Alt , hvad Du kan faa at spise | |
| for Andres Penge . Men hvad jeg har villet sige Dig , | |
| er dette . Naar Du engang er kommen saa vidt , at | |
| Du kan fortjene Dit Brød og ikke længere trænger til | |
| den Godgjørenhed , der nu vises imod Dig , saa maa | |
| Du ikke mene , at Du da en Gang for alle er færdig | |
| med Meyer Bruun , fordi Du ikke længere behøver hans | |
| Hjælp ; thi det , han gjør for Dig , kan Du aldrig | |
| gjengjelde ham , selv om Du ogsaa betalte ham nok | |
| saa mange Penge . | |
| Jeg troer , at Du hos Meyer Bruuns Lærer aldeles ikke vilde have lært saameget , hvis Du ikke i forveien | |
| i Skolen havde lært Din A , B , C , Bog , og | |
| Du vilde sikkert heller aldrig have kommet til at sludere , | |
| saafremt Meyer Bruun ikke nu havde gjort Begyndelsen | |
| dertil . | |
| Det maa Du aldrig forglemme , selv om der kommer | |
| en Tid , da Du ikke mere er afhængig af ham . | |
| Fremfor Alt maa Du derfor i den nærmeste Tid | |
| lægge Vind paa af komme godt ud af det med Salmele ; han er lidt forkjælet , saa af Du maa være noget | |
| eftergivende ; dog behøver Du ikke derfor af være | |
| hans Tjener , men Du kan være føjelig imod ham , thi | |
| det fortjener han for sine Forældres Skyld . | |
| Saa ofte Du har Noget for , men ikke veed , om | |
| Du skal gaa tilhøire eller tilvenstre , da tænk paa denne | |
| Aften og vor Spadseretur ; tænk paa , hvorledes vi | |
| saa stille vandrede sammen , hvorledes jeg førte Dig | |
| ved min Haand , hvorledes Du brast i Taarer og jeg | |
| da med mit simple Forklæde afvidskede dem ; behold | |
| bløt altid det for Øie , saa vil Du ogsaa nok altid | |
| finde den rette Vei og vil ikke mere tvivle , om Du | |
| skal gaa tilhøire eller tilvenstre . | |
| Overvei bløt ved enhver Sag , Du vil foretage Dig | |
| hvad Din Moder vilde sige dertil , om hun vidste det , | |
| da vil Du altid handle rigtigt og godt , — Naa , jeg | |
| havde nær forglemt af sige Dig , af Du blandt de | |
| Fremmede maa holde noget paa Dit Ydre . Børst | |
| hver Morgen Dine Støvler og bank Dine Klæder , for | |
| af Du ikke skal see ud som en Dreng , der er kommen | |
| løbende langvejs fra , og vær renlig i alle Henseender . | |
| Ogsaa det har jeg villet sige Dig , af Du hver Uge | |
| maa tilskrive mig nogle Linier . | |
| Frugthandlersken , som gjør sine Indkiøb deroppe , | |
| vil nok af og til besøge Dig , og hende kan Du altid | |
| give en lille Seddel med . Der behøves intet langt | |
| Brev ; skriv blot , for af jeg kan see , af Du er rask og | |
| opfører Dig godt ; saalænge et Barn ikke frygter for af | |
| tilskrive sin Moder og sin Fader — hvem Du jo desværre | |
| har Mistet — hvad der ligger det paa Hjerte , | |
| saalænge kan man sige , af han er paa den rette Vei ; | |
| men udeblive Brevene til Forældrene , da er han sikkerligen ogsaa , bleven et forladt Menneske og en slet Karl | |
| — mærk Dig det ! — Ja , hvad var det nu jeg vilde | |
| sige — | |
| Ja , hvormeget kunde Du ikke have ønsket endnu af | |
| sige , gode , trofaste Moderhjerte ! Vilde Du mon nogensinde | |
| være kommen til Ende dermed , om Du saa | |
| havde kunnet blive ved af tale indtil evig Tid ? Men | |
| godt er det , af Du blev afbrudt , ved af Din snaksomme Nabo netop slandsede Dig , og med sine Hverdagsbemærkninger sønderrev Din Tales Traad , thi Andreas | |
| har hørt nok og behøver nu Ro før af tænke videre | |
| øver det , som han havde hørt . Glæd Dig ved det | |
| Haab , af Du har nedplantet det guddommelige Frø i | |
| et reent , barnligt Hjerte . | |
| Næste Morgen kjørte Andreas og Sigismund — | |
| saaledes blev Salmele fra nu af kaldt — bort fra | |
| Hjemmet . | |
| Rebbe Meyer Bruun førte de to Børn til den | |
| temmelig nærliggende By , Videnskabens Sæde , til Piaristernes Kloster . | |
| Det var en kold Septembermorgen ; men Andreas | |
| befandt sig dog meget vel i de nye Klæder , som Meyer | |
| Bruun havde ladet sy til ham , og som han idag havde | |
| paa før første Gang . | |
| Allerede da de to Drenge i det Fjerne øinede Slottet , | |
| der laa høit oppe paa Klippen , begyndte deres | |
| Hjerter af banke slærkere ; Glæde og Angst fyldte dem | |
| samtidigt , da de nærmede sig deres nye Bestemmelsessted . | |
| Henimod | |
| Middag havde de naaet Reisens Maal . | |
| Drengene vilde nu strax hen i Klosteret før af blive | |
| optaget i Gymnasiet , da deres Nysgjerrighed var spændt | |
| til den høieste Grad , men den rolige og besindige Fader | |
| sagde : | |
| Klostret staaer nok fasf , der er vel næppe Nogen , | |
| der løber bort med det . | |
| Veed Du ikke , af vore Vise sige : Naar der ingen | |
| Meel er , saa er der ingen Lærdom . Først vil jeg | |
| forskaffe Eder Logis , for at I kunne vide , hvor I | |
| høre hjemme . | |
| Skulle vi bo sammen ? spurgte Sigismund . | |
| Nei ! svarede Faderen kort . | |
| Han tog nu Drengene med sig til Ghettoen , hvor | |
| han hos en Bekjendt forespurgte sig om to Huse , i | |
| hvilke Børnene kunde faa Kost og Logis . Denne Sag | |
| var snart afgjort ; Sigismund fik Bolig i Ghettoen , | |
| Andreas i Forstaden nær ved Gymnasiet . | |
| Efterat der saaledes var sørget for de legemlige Fornødenheder , | |
| førte Faderen dem til det Sted , hvor deres | |
| Aand skulle mættes . | |
| Før Optagelsen i Gymnasiet , maatte Drengene underkaste | |
| sig en Prøve , til 3die Klasse , som Andreas | |
| bestod med Glands , Sigismund til Lærernes Tilfredshed ; | |
| Andreas blev strax , men Sigismund provisorisk | |
| optaget i Gymnasiet . | |
| Hvad vil det sige , provisorisk optaget ? spurgte Sigismund , | |
| da de nu forlod Gymnasial-Præfekten for | |
| at aflægge en Visit hos Professoren . | |
| Det vil sige sagde Faderen , at jeg først hos Regjeringen | |
| i Brünn maa ansøge om Din Optagelse , og | |
| saalænge indtil Bevillingen kommer derfra , er Du kun | |
| „ provisorisk . “ | |
| Og jeg behøver ikke nogen Bevilling ? spurgte Andreas . | |
| Nei , | |
| sagde Meyer Bruun . | |
| Hvorfor maa han have Bevilling , og jeg ikke , | |
| spurgte Andreas videre . | |
| Fordi han er Jøde , sagde Meyer Bruun , og Du | |
| ikke . Husker Du da ikke mere , at Jøderne er et undertrykt | |
| Folk . Der var dog en Tid , da Du vidste | |
| det . | |
| Den fortræffelige Mand sørgede endnu for en Privatlærer fil dem , der hjemme skulle gjennemgaa Lectierne | |
| med dem , og indskjærpede Andreas , at han hver Dag | |
| skulde indfinde sig i Sigismunds Bolig for at tage | |
| Deel i denne Privafundervisning ; derpaa reiste den | |
| gode Fader bort , idet han tillidsfuldt efterlod Børnene | |
| i de Huse , fil hvilke han havde anbetroet dem . | |
| Skoleaaret begyndte ; det blev indledet med en | |
| Gudstjeneste i Klosterkirken . | |
| Hermed havde Sigismund Intet at skaffe , hvilkek | |
| var slemt nok for ham ; thi medens Andreas under | |
| denne Høitidelighed lærte alle sine Kammerater at kjende | |
| idetmindste af Udseende , havde den jødiske Discipel endnu | |
| ikke seet en eneste af dem , og da han den første | |
| Skoledag om Morgenen Kl . 8 traadte ind i Klassen , | |
| hørte han en Hvisken og Tisken mellem de smaa Studenter , | |
| der maalte ham paa en spotlende Maade , medens | |
| der fra forskjellige Sider lød Navne som Moses ! | |
| Aron ! | |
| Han befandt sig i stor Forlegenhed , thi Klassen var | |
| fuld , og han vidste ikke , hvor han skulde eller blot turde | |
| sætte sig ; endelig opdagede han paa en af Bænkene sin | |
| kjære Andreas . | |
| Denne kom ogsaa strax hen til ham , trak ham hen | |
| med sig til sin Bænk og skaffede ham Plads ved Siden | |
| af sig , frods Indvendingerne fra deres Side , som | |
| maatte rykke sig . | |
| Endelig da Klokken slog , kom Professoren , og Alle | |
| reiste sig . | |
| Man bad Paternoster og Ave Marie , hvoraf Sigismund | |
| ikke forstod et Ord ; han ventede utaalmodig | |
| paa , at det endelig skulle være forbi . | |
| Da de havde sat sig ned igjen , kastede Professoren | |
| et prøvende Blik hen over Bænkene , som om han vilde | |
| tælle sine kjære Lam , derpaa sagde han : | |
| Der kan endnu ikke anvises Israeliterne nogen bestemt | |
| Plads . De ere for Øieblikket kun provisoriske , | |
| endnu ikke egentlige Elever . Jøderne maa foreløbig , | |
| indtil Bevillingen kommer , alle sætte sig paa sidste Bænk . | |
| Fortrydelig opgav Sigismund den Plads , som Andreas | |
| saa tappert havde tilkjæmpet ham , for at begive | |
| sig hen til sidste Bænk ; da han gik forbi Eleverne , hørte | |
| han dem tydelig hvidske : | |
| Marsch , hen paa sidste Bænk , Jøde ! Jøderne skal | |
| paa Skammebænken . | |
| Dette bedrøvede ham høilig ; dog havde han den | |
| Trøst at see en Deel Troesfæller paa samme Bænk , og | |
| Følelsen af ikke at være den Eneste , der maatte lide | |
| denne beskjæmmende Behandling , gjorde ham Pinen | |
| mindre haard . | |
| Andreas vendte sig ofte om og tilkastede Sigismund | |
| et medlidende Blik , men denne saae hver Gang skamfuld | |
| ned mod Gulvet ; begge Drengenes Sindstilstand er | |
| let at fatte ; deres Miner forraadte , hvad der føregik i | |
| deres Indre . | |
| Sigismund , Barnet af rige Forældre , opdraget i | |
| Velstand , ja endog i Overflod , havde aldrig før følt | |
| det Trykkende i sine Troesfællers særlige Stilling i | |
| Samfundet . | |
| Den lille Salmele havde rimeligvis aldrig hørt Noget | |
| om , at hans Fader ikke turde eie nogen Ager , | |
| fordi han var Jøde , og selv om den lille Salmele havde | |
| vidst dette , saa vilde han dog i sin Lystighed aldeles | |
| ikke have tænkt videre derover ; thi hvortil behøvede | |
| hans Fader Agre , Kvæghjørde , Enge og Marker ? havde | |
| han ikke sin egen Fabrik ? Men nu er der af Salmele | |
| blevet en Sigismund , der allerede ved det første Skridt , | |
| han foretager i den fremmede Verden , for hvis Skyld | |
| han har forandret sit Navn , maa erfare , at han endnu | |
| bestandig er en Salmele og meget langt fra at være | |
| en Sigismund . | |
| For første Gang følte han nu det Tryk , der hvilede | |
| paa hele det Troessamfund , som han hørte til . | |
| Da Faderen for faa Dage siden havde maattet stile | |
| en Ansøgning til Regjeringen om at meddele Sønnen | |
| Sigismund Bruun Tilladelse til at træde ind i Gymnasiet , | |
| var den vordende Student ikke bleven synderlig | |
| berørt deraf . | |
| Sigismund var ikke nogen dyb Natur , fvertimod : | |
| hans Følelser ligesom hans Tænkning berørte kun Tingenes | |
| Overflade . Derfor blev han temmelig ligegyldig ved Faderens Ansøgning : men det , at han nu i | |
| hele Klassens Paasyn maatte begive sig hen paa den | |
| bageste Bænk , og det ovenikjøbet af den Grund , at han | |
| egentlig endnu ikke var rigtig Elev , der var berettiget | |
| til at indtage en bestemt Plads — nemlig fordi han | |
| var Jøde — see , det fyldte hans Hjerte med bitter | |
| Sorg . | |
| Andreas derimod var allerede bleven ubehagelig berørt | |
| ved den af Hr . Bruun meddelte Underretning , at | |
| Sigismund maatte bede som en Naade om det , der | |
| uden videre blev tilstaaet ham selv , og da Meyer Bruun | |
| paa hans Udfritten svarede : om han ikke længere vidste , | |
| at Jøderne vare et undertrykt Folk , saa var dette Svar | |
| ingenlunde skikket til at berolige den forstandige , følsomme | |
| Dreng . Han vedblev at spekulere derpaa , men | |
| kunde ikke med god Grund forklare sig den Forskjel , | |
| der her blev gjort , og var derfor heller ikke istand til | |
| at begribe det . | |
| Begivenheden i Skolen paa den første Dag satte | |
| ham i den pinligste Stilling , og der er ingen Tvivl | |
| om , at Andreas følte sin Kammerats Tilsidesættelse | |
| endnu bittrere end denne selv . | |
| Ingen kunde bedre end Andreas vide , med hvilken | |
| Omhu og Ømhed Salmele blev behandlet i Forældrenes | |
| Hus ; derfor var Ingen bedre istand til at bedømme , | |
| hvor haardt det maatte være for Sigismund . | |
| Andreas led ikke blot med ham , men ogsaa for ham . | |
| Hvor det dog her er ganske anderledes end hjemme , | |
| tænkte han smertelig bevæget , ja ganske omvendt . | |
| Her er det jo , som om jeg var den rige Salmele , | |
| og han den fattige Lysetænderskes Barn ! — Hvor | |
| gjerne vilde ikke Andreas have bedt Professoren om | |
| han ikke selv maatte sætte sig paa bageste Bænk , naar | |
| han blot derved havde kunnet skaffe Sigismund hans | |
| tidligere Plads tilbage ; men Andreas indsaa vel , at et | |
| saadant Bytte her ikke kunde finde Sted , han tænkte og | |
| det med Rette : Hvad veed Professoren om Meyer | |
| Bruuns Fabrik , og hvad angaaer det ham ? Professoren | |
| har jo ikke skabt Loven ; han handler som den | |
| byder . Jøderne ere nu engang „ et undertrykt Folk . “ | |
| Klokken lød , Timen var til Ende . | |
| Professoren og Eleverne reiste sig til Bøn , og igjen | |
| lød Paternoster og Ave Maria . | |
| Derpaa gik Eleverne parvis ud af Klassen henover | |
| den lange Gang i første Etage , dernæst ned ad Trappen | |
| og gjennem den lille Klostergaard , der strækker sig | |
| foran Gymnasiet . | |
| Ved Porten maatte Jøderne forlade Rækken , da de | |
| andre nu gik i Kirke til Messen , hvilken Jøderne ikke | |
| skulle bivaane . | |
| Bedrøvet gik Sigismund hjemad med den latinske | |
| Gramatik under Armen , af hvilken idag den første Deklination | |
| var bleven forklaret . Paa Gaden puttede en | |
| Elev sig til ham , der alt var i 2den Klasse . | |
| Den Store maalte først den Lille fra Top til Taa | |
| med samme Blik , som naar Veteranen betragter den ny | |
| ankomne Rekrut . | |
| Sigismund havde hilst paa Enhver , der mødte ham | |
| underveis , og var bleven meget overrasket ved , at de | |
| ikke hilste ham igjen , ja endog betragtede ham paa en | |
| ganske besynderlig Maade . Han havde nemlig meent , | |
| at det forholdt sig her ligesom hjemme i den lille By , | |
| hvor Alle hilste hinanden , og vidste endnu ikke , at i større | |
| Byer bekymrer det ene Menneske sig kun lidt om det | |
| andet , men Enhver skjøtter sig selv . Det gjorde derfor | |
| øgsaa et behageligt Indtryk paa ham , da den store | |
| Dreng , som dog var et heelt Aar videre , saa venligt | |
| puttede sig til ham . Snart skulde han dog erfare , at | |
| denne kun vilde have ham til Bedste . | |
| Aa , sagde den Store , gaa ind i den Butik og | |
| kjøb mig for en Skilling Skrivepenne . | |
| Godmodig , som han var , tog Sigismund Pengestykket | |
| og traadte ind i den betegnede Butik , hvor en | |
| gjennemtrængende , fin Lugt slog ham imøde , saadan | |
| som hans Næse ellers aldrig havde mærket det i nogen | |
| Kjøbmandsbutik . | |
| Hvad ønsker Du ? spurgte Provisoren . | |
| For en Skilling Penneskafter , svarede Sigismund . | |
| Saa maa Du gaa ind til Papirhandleren , sagde | |
| Provisoren . | |
| Ja , men man sagde til mig , at det var her . | |
| Saa ? sagde Provisoren leende , det har været for at | |
| gjøre Nar af Dig . Her er ingen Papirhandel , men | |
| et Apothek . | |
| Sigismund gik skamfuld bort , da han kom udenfor , | |
| blev han modtaget med Skøggerlatter af en Gruppe | |
| Elever , der imidlertid havde samlet sig . | |
| Ydmygelsen i Skolen havde ikke været tilstrækkelig ; | |
| denne Spot maatte han ovenikjøbet øgsaa finde sig i . | |
| Det var ligesom om Alt havde forenet sig for at | |
| krænke ham . | |
| Den første Skoledag havde saaledes kun budt ham | |
| liden Glæde og var aldeles ikke skikket til at sætte Mod | |
| i ham , og han vilde sikkert allerede nu — næsten | |
| uden at have overskredet Dørtærskelen — have vendt | |
| Videnskabernes Tempel Ryggen , saafremt ikke hans | |
| gode Aand , Andreas , havde holdt ham tilbage . | |
| Naa , sagde Andreas , der strax fra Kirken var ilet | |
| til sin Kammerat og nu havde hørt , hvad denne i sin | |
| oprørte Stemning tænkte paa , vær dog fornuftig og | |
| gjør ingen Dumheder . Hvis Du nu kom hjem , saa | |
| vilde alle Folk lee Dig ud , og Gadedrengene vilde raabe | |
| efter Dig : det er Studenten ; han har paa een Dag | |
| gaaet alle Klasserne igjennem ! Nei , Du maa blive og | |
| læse flittigt , saa skal Du see , hvor ganske anderledes | |
| Alting vil blive . | |
| Naar Du blot kan dine Lectier godt , kommer det kun | |
| lidet an paa , paa hvad Bænk Du sidder ; det med | |
| den bageste Bænk er jo desuden kun foreløbigt , saalænge | |
| Du er provisorisk ; saasnart Bevillingen kommer fra | |
| Regjeringen , faaer Du din Plads anviist ligesaavel som | |
| Enhver af De Andre ; Professoren har jo selv sagt det . | |
| Disse trøstefulde Ord forfeilede ikke deres Virkning | |
| paa Sigismund , der indsaa , hvor nær han havde været | |
| ved i sin Oprørthed al begaa en overilet Handling , og | |
| han besluttede nu al blive ; men Andreas , hvem det | |
| ved den kjærlige og fornuftige Tiltale var lykkedes al | |
| bringe Vennen til sig selv og nogenlunde berolige ham , | |
| var selv langtfra ikke rolig , thi i sit Inderste tænkte | |
| han : Jøderne ere desværre døg et undertrykt Folk ! | |
| og for første Gang henvendte han det Spørgsmaal til | |
| sig selv : Hvorfor ere Jøderne et undertrykt Folk ? er | |
| det nødvendigt , al de maa være det ? hvo er Skyld | |
| deri ? lutter Spørgsmaal , som han ikke var istand til | |
| al besvare . | |
| Det blev Aften , og Drengene sad nu hos Privatlæreren , | |
| der gjennemarbeidede det Pensum med dem , | |
| de havde faaet for i Skolen . | |
| Efter faa Timer hos Privatlæreren indsaa Andreas , | |
| al han meget godt kunde undvære dennes Hjælp , han | |
| havde strax i Skolen forstaaet de Regler , der bleve forklarede , | |
| og kunde godt selv skrive de latinske Stile uden | |
| Feil . Grunden til , al han alligevel ikke udeblev fra | |
| Privattimen , var den , al hans Ven meget vel kunde | |
| behøve en saadan Hjelp i Hjemmet . — | |
| Efter nogle Ugers Forløb finde vi Andreas som | |
| Nr . 1 i Klassen , medens Sigismund endnu bestandig | |
| sad som provisorisk paa den bageste Bænk ; men selv | |
| som rigtig Elev vilde han ikke have været berettiget til | |
| at indtage nøgen af de øverste Pladser , thi han var | |
| svag i Gramatiken , og hans aldeles ikke feilfri Oversættelser | |
| i Skolen forraadte snart Privatlærerens Haand | |
| ved de Stile , han skulle skrive hjemme . | |
| Andreas vilde gjerne bevirke en Forandring i dette . | |
| Veed Du hvad , sagde han en Dag til Sigismund , | |
| Din Fader kunde godt spare de Penge , han hver Maaned | |
| betaler Privatlæreren ; jeg troer nok , jeg ligesaagodt kunde hjælpe Dig med dine Lektier . | |
| Ja , saa kan Fader give Dig Pengene , meente Sigismund . | |
| Nei , | |
| hvad skulle det til ? sagde Andreas , dine Forældræ | |
| give mig saamæn Nok iforveien . | |
| I det næste Brev , som Sigismund tilskrev sine Forældræ , | |
| gjorde han dem opmærksom paa , at han lærte | |
| meget mere af Andreas end af Privatlæreren , som han | |
| derfor ikke mere behøvede , da Andreas godt kunde sige | |
| ham Alt , hvad han skulle vide . | |
| Andreas selv skrev noget lignende i sit Brev , hvori | |
| han bad Moderen hilse hans Velgjørere paa det Hjerteligsle | |
| samt bede dem , om han ikke nok maatte læse | |
| med Sigismund . | |
| Det er et taknemligt Barn , den Andreas , sagde | |
| Rebbe Meyer Bruun til Lysetændersken , der med glædestraalende | |
| Øine havde hørt paa Oplæsningen af hendes | |
| Søns Brev . | |
| Ja , har jeg ikke altid sagt , at det Barn har et | |
| besynderligt Sind , tilføiede Taube . | |
| Da Lysetændersken var gaaet , sagde den gode Taube | |
| til sin Mand ; | |
| Veed Du hvad , min Ven , de Penge , Du der sparer , | |
| kan Du hver Maaned give Lysetændersken . | |
| Det vil jeg ikke gjøre , svarede Rebbe Meyer Bruun | |
| i en bestemt Tone . | |
| De Par Gylden ! sagde Taube i en vag bebrejdende | |
| Tone ; men Manden svarede : | |
| Mener Du maaske , Du lille Nar , at de Par Gylden | |
| ere mig saa magtpaaliggende ? Nei , jeg vil hver | |
| Maaned sende dem til Andreas , saa kunne vi jo see , | |
| hvad han vil gjøre med Pengene . | |
| Derved blev det ; regelmæssig bleve Pengene afsendte | |
| til Andreas , men denne berørte dem ikke engang : den | |
| samme Haand , der overbragte ham dem , maatte igjen | |
| bære dem med hjem ; han sendte dem urørte til sin | |
| Moder . | |
| Lysetændersken fortalte høist overrasket hos Meyer | |
| Bruun , hvorledes hendes Andreas havde sendt Penge | |
| hjem til hende . | |
| Det havde jeg forudseel , sagde Meyer Bruun , jeg | |
| vidste vel , at han var et godt Barn ; men jeg har dog | |
| villet overbevise mig derom . | |
| Ja , har jeg ikke saa ofte sagt , at det Barn har et | |
| besynderligt Sind , spnrgte Taube igjen , ligesom altid | |
| ved enhver lignende Leilighed . | |
| I intet af sine Breve forglemte , Andreas at sende | |
| mange Hilsener til den gode Lærer i Meyer Bruuns | |
| Hus ; ja efter nogle Maaneders Forløb dristede han sig | |
| endogsaa til , at tilskrive sin fordums Lærer et latinsk | |
| Brev , i hvilket rigtignok Elevens gode Villie og taknemmelige | |
| Hjerte viste sig fra en mere værdifuld Side | |
| end det latinske i Udtrykkene . Han forglemte heller aldrig | |
| sin Legesøster Privele , der ligeledes hver Gang | |
| kunde gjøre Regning paa særlige Hilsener i hans Brev . | |
| Sigismund gjorde under sin Kammerats Veiledning | |
| betydelige Fremskridt , hvilket var saare naturligt . Andreas | |
| var nemlig ikke nogen betalt Timelærer , der , naar | |
| Timen var forløben , ikke bekymrede sig mere om sin | |
| Elev ; men det var ham magtpaaliggende at vise sin | |
| Taknemlighed mod sine Velgjørere , ligesom det ogsaa | |
| var en Æressag for ham at løse den Opgave , han | |
| havde paataget sig , paa en saadan Maade , at Resultatet | |
| blev godt . | |
| Han arbeidede derfor ogsaa med Sigismund uden | |
| at tage noget Hensyn til Time- eller Minutviseren og | |
| altid saa længe , indtil han havde opnaaet den beroliggende Overbevisning , at Sigismund nu virkelig kunde | |
| sin Lektie og vilde være istand til at besvare ethvert | |
| Spørgsmaal deri rigtigt . | |
| Sigismund erhvervede sig ogsaa snart ved de Fremskridf , | |
| han gjorte , Professorens Velvillie , og da imidlertid , | |
| endnu førend det første Semesters Ende , den | |
| saa længselsfuldt ventede Bevilling til Optagelsen i | |
| Gymnasiet var indtruffen , rykkede han op fra sidste | |
| til første Bænk , og al Grund til Mismod var saaledes | |
| forsvunden . | |
| Nu kom Paaskeferien , og de to Drenge kjørte hjem , | |
| hver med et godt Vidnesbyrd i Lommen ; selv om Sigismunds ikke kunde maale sig med Andreas ' s , i hvilket | |
| der kun fandtes Udmærket Godt ' er , saa var det dog | |
| saaledes , at han med Anstand kunde vise det frem . | |
| De havde imidlertid ikke blot medbragt deres Vidnesbyrd , | |
| men ogsaa et antageligt Stykke Feriearbeide . | |
| Hvorledes Andreas bar sig ad for at blive færdig dermed , | |
| det kunde Sigismund rigtignok ikke begribe , thi | |
| før ham var det drøit at læse i Ferien . | |
| Han havde nu i et halvt Aar ikke seet sin Familie , | |
| og dette var hans første Hjemsenden fra de fremmede | |
| Folk og saa ovenikjøbet den Tid , da den poetiske Paaskefesf afholdtes . | |
| Han glemte derfor aldeles de 4 Konjugationer og | |
| de uregelmæssige Verber , han skulde lære , over Paaskefestens Glæder , og hans Ven Andreas formaaede | |
| ikke i hans Forældres Hus at bringe den Strænghed | |
| til Anvendelse imod ham , der ellers saa ofte havde | |
| faaet Bugt med ham . | |
| Ferien var nu forbi , og man maatte igjen indfinde | |
| sig i Skolen . | |
| Der skete , hvad man iforveien kunde have tænkt sig . | |
| Blyantet i Professorens Haand udpegede snart Sigismund som Offer , naar nu blot denne iforveien havde | |
| vist , at han vilde blive spurgt om Verbet tollo , saa | |
| havde han sikkert lært sit substuli , sublatum , men hvo | |
| kan vide Sligt iforveien ; ligesaalidt som man kan vide , | |
| hvilke Nummere der vil komme ud i næste Trækning . | |
| Professoren dreiede ham derfor et stort 0 i Protokollen . | |
| Dette | |
| forvoldte Andreas mere Sorg end ham , der | |
| havde faaet det . Men hvad gjorde Andreas ? Han | |
| besluttede sig til et Kjæmpearbeide . | |
| Vi gaa ikke i Seng inat , sagde han til Sigismund , | |
| og imorgen beder Du Professoren om at høre Dig | |
| om igjen . | |
| Men hvad tænker Du dog paa ? indvendte Sigismund , lære Alt det paa een Nat ? | |
| Det gaaer nok , sagde Andreas . Og det gik ogsaa . | |
| Næste Dag mældte Sigismund sig til en ny Prøve , | |
| som han besfod med Glands ; thi idag var han fast | |
| i Sadlen , og efter af han til det sidste Spørgsmaal : | |
| tollere havde sluppet sit vel indprægede sustuli , sublatum | |
| løs , forandrede Professoren 0 ' et til et Ug . | |
| Paa denne Maade tog Andreas sig af sin Kammerat , | |
| og Sigismund gjorde i Sommersemestret endnu | |
| større Fremskridt end før . | |
| Endelig var Skoleaaret til Ende . | |
| Rebbe Meyer Bruun indbød Lysetændersken til af | |
| kjøre med sig for af bivaane Omflytningen , der under | |
| megen Høitidelighed blev meddelt i en stor , med skjønne | |
| Billeder prydet Festsal . | |
| Lysetændersken havde taget sine Søndagsklæder paa | |
| og begav sig bort med Rebbe Meyer Bruun ; de maatte | |
| kjøre meget tidlig hjemme fra for af kunne indtræffe i | |
| rette Tid ; Kl . 8 vare de der allerede . | |
| Med bankende Hjerte fraadte hun ind i Fesfsalen , | |
| hvor allerede de fleste Slægtninge af den studerende | |
| Ungdom befandt sig . | |
| Kl . 9 blev der holdt Gudstjeneste i Klosterkirken , | |
| og Kl . 10 begyndte Højtideligheden i Fesfsalen . | |
| Først besteg en Elev Talerstolen og holdt en Tale | |
| paa Tydsk til Afsked fra Anstalten ; derpaa fraadte en | |
| anden frem og foredrog en af ham selv forfattet latinsk | |
| Ode , af hvilken største Delen af det forsamlede Publikum | |
| rigtignok ikke forstod et Ord , men hvortil de dog | |
| ligegodt lyttede med høitidelig Andagt . | |
| Endelig kom Meddelelsen af Skoleaarets Resultat | |
| og Omflytningen . | |
| En eiendommelig Hvidsken og Summen lød gjennem | |
| Salen ; Skoledrengenes Nysgjerrighed var spændt til | |
| det Yderste , thi nu skulde Enhver jo erfare , hvorledes | |
| han var bleven bedømt , og hvilket Vidnesbyrd han fik | |
| hjem med sig . | |
| Denne Summen afløstes dog hurtigt af en høitidelig | |
| Stilhed da Religionslæreren traadte frem og oplæste | |
| paa Latin alle Elevernes Navne samt deres | |
| forskjellige Censurer . | |
| Lysetændersken , der med bankende Hjerte saae til , | |
| var nær besvimet , da hun hørte sit Barns Navn blive | |
| raabt op . | |
| Andreas havde erholdt første Præmie . Han traadte | |
| frem fra sine Kammeraters Række indtil midt i den | |
| store Sal , bukkede til tre Sider , mod Keiserens Billede , | |
| mod Lærerne og mod Publikum , og modtog derpaa | |
| af Præfektens Haand Præmien , en pragtfuld indbunden | |
| latinsk Bog . | |
| Med stille Henrykkelse traadte han tilbage til sin | |
| Plads med Belønningen for sin Flid i Haanden , idet | |
| han dog frydede sig mere over Moderens Glæde , hvis | |
| Tilfredshed og Lykke var tydelig at læse i de straalende | |
| Øine , end over den Udmærkelse , der var bleven ham | |
| til Deel . | |
| Sigismund erholdt ogsaa en meget god Censur . | |
| Efter Klassefordelingen modtog Drengene deres | |
| Vidnesbyrd , nemlig en lille Bog , der indeholdt alle Elevers | |
| Censur . | |
| Hermed afsluttedes Skoleaaret , og Ferien begyndte , | |
| den af enhver Skoledreng , den flittige som den dovne , | |
| saa længselsfuld ventede Frihedens Dag . | |
| Andreas og Sigismund kjørte nu hjem med Meyer | |
| Bruun og Lysetændersken for at tilbringe de to Feriemaaneder , August og September , i Fryd og Glæde i | |
| det gamle Hjem hos deres Kjære , som de nu næsten i | |
| et heelt Aar havde savnet . | |
| Det var rigtignok ogsaa en Fryd og Glæde , saaledes | |
| at eie to hele Maaneder for sig selv , hver Morgen | |
| at vaagne med den Bevisthed , at man ikke behøvede | |
| øieblikkelig at springe ud af Sengen for endnu engang | |
| at „ kile “ Lektierne igjennem — intet Pensum , ingen | |
| Grammatik , ingen Regning , ingen Geographi ! Ikke | |
| behøve at lytte efter Skoleklokken , der forkynder Timens | |
| Begyndelse , ikke behøve at skynde sig med Frokosten — | |
| Intet , slet Intet af Alt dette — derimod fri og ubunden | |
| at kunne gaae , hvorhen man har Lyst , i Marken , | |
| i Engen eller i Skoven ; istedetfor andægtig at sidde | |
| paa Bænken og nøie passe paa ethvert Ord , der undslipper | |
| Læreren — at kunne muntre sig ude i den friske Natur , løbe , springe og juble af Hjertens Lyst ! — | |
| En Skoledreng under Sommerferien er det misundelsesværdigste | |
| Menneske paa Jorden ; han har rystet | |
| alle Sorger af sig og lever kun for Øieblikkets Glæde . | |
| Sigismund og Andreas tilbragte ogsaa deres Ferie | |
| paa den behageligste Maade . | |
| Det var ikke , fordi de havde Lyst til Leddiggang , | |
| af de glædede sig , men fordi de vare fri for enhver | |
| Tvang til af maatte gjøre noget Bestemt . Hyppigt | |
| kunde man ogsaa i Ferien finde Andreas ved Bogen , | |
| og dette gode Exempel havde en velgjørende Indvirkning | |
| paa Sigismund , saa af ogsaa han af og til hjemsøgte | |
| Bogen , omendskjøndt dette mindre skete ifølge en | |
| vis indre Trang , end fordi han vilde glæde sine Forældre | |
| og Huslæreren derved . | |
| Man fandt dog Drengene hyppigere i det Frie end | |
| ved Bogen , og da allerhyppigst ude paa Floden , hvor | |
| de fandt deres slørste Fornøielse i af ro en lille Baad | |
| frem og tilbage fra den ene Bred til den anden og af | |
| seile hen under Broen , naar Folk oven over deres Hoveder | |
| passerede den . Saa ofte de gik igjennem Ghettoen , | |
| hørte de altid denne eller hin Bemærkning om | |
| dem . | |
| En mente , af de vare blevne rigtig store i Udlandet . | |
| En troede af have bemærket , af de allerede nu saae | |
| meget bedre ud end da de kom hjem fra Skolen , og | |
| vilde deraf uddrage den Slutning , at man bliver mager | |
| af at sludere , men feed af at spise . | |
| En undrede sig over at Jøden og den Christne kom | |
| saa godt ud af det med hinanden ; en anden roste Redde | |
| Meyer Bruuns Godgjørenhed og hans Opførsel mod | |
| Lysetænderskens Søn , medens en Tredie til Alt dette | |
| bemærkede : | |
| I maa nu sige , hvad I vil — kalde det smukt | |
| eller ei — jeg siger blot , at det døg er en besynderlig | |
| Galskab af Rebbe Meyer Bruun at ville give sine Penge | |
| ud til en Geistligs Opdragelse . | |
| Saaledes havde Enhver sine Bemærkninger paa rede | |
| Haand ; de to Drenge bekymrede sig imidlertid ikke videre | |
| herom , men vare lige glade og tilfredse for det . | |
| Andreas var imidlertid ofte til Middag hos Meyer | |
| Bruun ; naar han saa sad der og nød af de fine Retfer , | |
| der blev baaren frem , formørkedes hyppigt hans | |
| Ansigt midt under Glæden , og hvo , som vilde have | |
| kunnet læse i hans Sjæl , vilde have vidst , at Andreas | |
| i saadanne Øieblikke plagedes af den Tanke : Og hvortil | |
| nytter Eder Alt dette ! I Jøder ere døg et undertrykt | |
| Folk . | |
| Hurtigere end Drengene havde tænkt og i ethvert | |
| Tilfælde hurtigere , end de kunde have ønsket sig , var | |
| Ferien til Ende , og en skjøn — eller snarere ikke skjøn | |
| — Dag stod det nye Skoleaar igjen for Døren . | |
| Sigismund og Andreas tog denne Gang afsted med ganske andre Følelser end for et Aar siden , da de drøge | |
| til deres Bestemmelsessted . | |
| Hin let forstaaelige og let tilgivelige Frygt for det | |
| Fremmede , der havde opfyldt dem dengang , da de første | |
| Gang forlod deres Hjemsted , var nu fuldkommen | |
| forsvunden , thi nu vidste de jo , hvorledes det gaaer | |
| til i et Gymnasium . | |
| Med Hensyn til Sigismund , da behøvede han ikke | |
| mere at frygte for som Medlem af det udvalgte Folk | |
| at blive sat paa en særlig Bænk ; han var | |
| nu rigtig Elev saagodt som nogen Anden ; | |
| nu var han heller ikke længere saa enfoldig , at man | |
| kunde sende ham ind paa et Apothek efter Staalpenne . | |
| Med Hensyn til Andreas , hvis Tørst efter Kundskaber var slørre end Vennens , da brændte han allerede | |
| af Begjærlighed efter at lære de nye Ting at kjende , | |
| der vilde komme for i dette andet Aar , og især navnlig | |
| dette frygtelige „ Ablativus absolutus “ , om hvilket han | |
| allerede tidligere havde hørt Saameget , at det nødvendigvis | |
| havde maattet indgyde ham en overmaade stor | |
| Respekt . | |
| Hvør ofte havde han ikke forrige Aar , naar han i | |
| Skolen sad og lyttede fil Lærernes Forklaringer , tænkt | |
| ved sig selv , hvor smukt det døg var indrettet i Verden , | |
| at man kan lære saa mange mærkværdige Ting , | |
| om hvilke de derhjemme ikke engang have nogen Anelse , | |
| og i hvor høi en Grad styrkede ikke saadanne Tanker ham i hans gode Forsætter , i hans Flid og Udholdenhed . | |
| De | |
| fo Drenge vare tillige nu , da de slode i Begreb | |
| med at træde ind i 2den Klasse , fyldte af den | |
| Stolthed , der besjæler enhver , selv kun lidet ærgjerrig | |
| Skoledrengs Hjerte ved Omflytningen fra en Klasse fil | |
| en anden . | |
| De vare nu ikke længere de Mindste i aandelig Henseende , | |
| ikke længere Parrister ; nei , de vare og følte sig | |
| som Prinzipister , som Begyndere i Videnskaberne , der | |
| nu først for Alvor skulde lægge Grunden fil deres videre | |
| Uddannelse . | |
| Den nye Klasse har for Eleven , der har svunget | |
| sig op fil den , ligesaa megen Romantik , som et Land | |
| skab , der stadig forandrer Physiognomi , har for Vandringsmanden . | |
| De | |
| fleste Klassekammerater fra forrige Aar findes | |
| vel igjen her ; døg mangler nogle , der enten ere blevne | |
| Oversiddere eller have forladt Skolen ; men dernæst er | |
| der ogsaa kommet nogle nye , og disse ubekjendte Ansigter | |
| betragter man fremfor Alt med Nysgjerrighed , | |
| idet forskjellige Spørgsmaal paatrængte sig En : | |
| Hvad hedder mon den nye Kammerat ? hvor har | |
| har han før gaaet i Skole ? mon han kan Noget eller | |
| ei ? hvad kan han mon bedst ? hvorledes er hans Manerer | |
| og Opførsel ? | |
| Saaledes gik det ogsaa med vor Andreas , der især | |
| betragtede et af de ubekjendte Ansigter med Opmærksomhed , | |
| idet han forsøgte at læse Svaret paa de ovenomtalte | |
| Spørgsmaal i den nysankomne Elevs stærkt | |
| markerede Ansigtstræk . | |
| Andreas følte en vis Rædsel for denne Dreng ; det | |
| forekom ham , som om en indre Stemme tilhviskede | |
| ham : det Menneske kan blive farlig for Dig ! Denne | |
| Følelse var rigtignok noget utydelig , men netop derfor | |
| desto uhyggeligere , men ligesom Myggen styrter sig ind | |
| i Flammen , saaledes følte han sig trods sin Forudfølelse hendraget til den Fremmede med uimodstaaelig | |
| Kraft . | |
| Det vidsle sig ogsaa snart , at den Fremmede var | |
| ham betydelig overlegen i aandelig Henseende , Andreas | |
| havde faaet en slærk Konkurent og forudsaae , at han | |
| næste Aar neppe vilde erholde Præmien ; men desto | |
| mere tillokkende var det for ham , at komme i god | |
| Forstaaelse med den Fremmede , ja endog at stræbe efter | |
| hans Venskab . | |
| Denne Bestræbelse lagde han ogsaa tydelig nok for | |
| Dagen , og snart vare de fo Kammerater , Andreas og | |
| Cyrill — som den Fremmede hed — Venner . | |
| Andreas , der ligesaa villigt underkastede sig Cyrill , | |
| som han følte sig overlegen over sin kjære Sigismund , | |
| holdt dog langt mere af at være sammen med Førstnævntæ | |
| end med Sidstnævnte . | |
| Havde han været forfængelig , da vilde han rigtignok | |
| have befundet sig bedre i Dens Selskab , hvem | |
| han kunde foreskrive Love , end hos ham , af hvem han | |
| modtog Love ; men hos Andreas fandtes ikke Spor af | |
| den Slags Forfængelighed . | |
| Dette bevirkede , at han nu ikke offrede Sigismund | |
| saa megen Tid , som førhen , dog forsømte han ham | |
| ingenlunde , men indfandt sig daglig hos ham , for at | |
| gjennemgaa Lektierne og Stilen ; imidlertid blev han | |
| ikke , saaledes som forrige Skoleaar , til han var overbevist | |
| om , at Sigismund ogsaa kunde svare paa ethvert | |
| Spørgsmaal , men nøiedes med at give ham den nødtørftigste | |
| Undervisning og Vejledning , idet han forresten | |
| overlod det Øvrige til Vennens egen Flid — for saa | |
| hurtig som muligt at kunne ile til Cyrill . | |
| Sigismund hørte imidlertid ikke til de selvstændige | |
| Naturer , der saaledes kunne overlades til sig selv ; han | |
| arbeidede , naar man tvang ham dertil , men var han | |
| alene og Tvangen ophørt , saa var ogsaa Lysten borte , | |
| og han kastede Bogen fra sig . | |
| Andreas skulde snart bemærke de bedrøvelige Følger | |
| af sit Letsind ; Sigismund sank dybere saavel i | |
| Kundskaber som i Professorens Gunst . | |
| Andreas gjorde sig de haardeste Bebreidelser herover , | |
| følte oprigtig Anger og plaget af sin Samvittighed fattede | |
| han den Beslutning igjen at forandre Sagen og | |
| paany offre Sigismund al sin Tid . | |
| Det er imidlertid , især for Drenge , lettere at fatte | |
| en god Beslutning end at udføre den . | |
| Naar han befandt sig hos Sigismund , og der var | |
| Noget , denne ikke strax kunde forstaa , viste Andreas en | |
| Utaalmodighed , der var noget ganske Nyt af ham . | |
| Istedetfor den tidligere Ømhed viste han Strænghed , | |
| og de tidligere godmodige Opmuntringer forvandledes | |
| til gnavne Bebreideldelser . | |
| Hvor stærkt han ogsaa blev tiltrukket af Cyrill , var | |
| dog hans Godhed for Sigismund stor nok , til at han | |
| ikke ganske kunde give slip paa denne ; for at komme | |
| tilrette med sig selv og begge Kammeraterne , mellem | |
| hvilke han endnu vaklede , faldt han nu paa at føre | |
| dem sammen for at gjøre dem nærmere bekjendt med | |
| hinanden . | |
| Saaledes troede han at kunne ordne Sagerne paa | |
| det Bedste . I hvor høi en Grad fog han ikke feil ! | |
| En Dag fog han altsaa Sigismund med til Cyrill | |
| denne var allerede Seminarist ; han var bestemt for den | |
| geistlige Stand og nød allerede nu i Seminariet alle | |
| de Fordele , der førmaa at hæve et Menneske over | |
| Livets almindelige Sørger . | |
| Cyrill saae noget skjævt til den Kammerat , som | |
| Andreas havde taget med sig , og syntes aldeles ikke | |
| tilbøielig til at ville betragte ham som den Tredie i | |
| Forbundet . Han behandlede ham med isnende Kulde , | |
| ja viste ogsaa overfor Andreas en vis Tilbageholdenhed ; | |
| han sagde kun lidt , og i hans Tale var der intet Spor | |
| af det sædvanlige Liv . | |
| Andreas følte sig ikke lidt forlegen og spekulerede | |
| bare paa , hvorledes han skulde slippe bort igjen ; dog | |
| hengav han sig til det Haab , at kunne stemme Cyrill | |
| gunstigere for sin Protegé og med Tiden at kunne nærme | |
| dem til hinanden . | |
| Næste Gang kom han alene . | |
| Cyrill saae surt og var igjen temmelig taus . | |
| Har Du Noget imod mig ? spurgte Andreas troskyldigl . | |
| Nei , svarede Cyrill , jeg har ligesaa lidt Noget imod | |
| Dig som tilovers for Dig ! Lad mig være , jeg har | |
| ingen Tid ! | |
| Men , Cyrill , sagde Andreas i en indsmigrende Tone , | |
| Du er jo slet ikke saaledes som ellers imod mig ! | |
| Gaa Du blot , svarede Cyrill med en afværgende | |
| Haandbevægelse , jeg behøver ikke dit Selskab . Hvorfor | |
| har Du dog ikke bragt ham med igjen idag ? | |
| Sigismund ? | |
| Ja , Jødedrengen ! | |
| Jeg syntes netop , fordi han er en Jøde , at Du skulde | |
| være mindre slreng imod ham . | |
| Hvorfor da ? | |
| Veed Du ikke det ? Jøderne er et undertrykt Folk ! | |
| Ganske vist ! det skal de ogsaa være ! det bør de | |
| være ! | |
| Hvad ? — de bør ? — hvorfor da ? | |
| Hvor kan Du spørge saa dumt ? Have Jøderne da | |
| ikke korsfæstet Frelseren ? Veed Du da ikke , at de fra | |
| den Time af bleve et af Gud forbandet Folk ? | |
| Andreas slirrede paa ham med aaben Mund ; men | |
| Cyrill vedblev : | |
| Kjender Du ikke Fortællingen om „ den evige Jøde “ ? | |
| Nei ! sagde Andreas halvhøjt . | |
| Da Herren med Korset paa sin Ryg var kommen | |
| foran hans Dør og stønnende sank sammen under Byrden , | |
| hvorledes Jøden da ikke havde anden Lædskedrik før | |
| ham end Spot og Haan , og hvorledes Herren da forbandede | |
| ham og hans Slægt , saa at han blev fordømt | |
| til at skulle vandre om indtil evig Tid uden nogensteds | |
| at finde Ro ! Og Alt det veed Du ikke ? | |
| Disse Ord gjorde et dybt Indtryk paa vor let bevægelige | |
| Andreas , der i Taushed syntes at tænke over | |
| det , som han havde hørt , medens Cyrill vedblev : | |
| Jeg kan laane Dig Bogen , saa at Du selv kan læse | |
| det ; deraf vil Du see , hvorfor Jøderne indtil Verdens | |
| Ende maa være et undertrykt Folk . Og det vil | |
| jeg sige Dig en Gang for alle : vi Tre høre ikke sammen . | |
| Vov ikke oftere at bringe Jødedrengen herhen ; hvad | |
| Dig selv angaaer , saa kan Du vælge mellem ham og | |
| mig og i den Henseende handle efter dit eget Forgodtbefindende . | |
| Hvis jeg er mere værd for Dig , end han , | |
| er det godt , men hvis Du synes bedre om ham , end | |
| om mig , sees vi ikke oftere — saa kan Du jo holde | |
| Dig til Jødedrengen . | |
| Men , hvad kan den stakkels Dreng gjøre for , at | |
| Jøderne for mange hundrede Aar siden have korsfæstet | |
| Vor Frelser ? | |
| Saa ? sagde Cyrill , hvad kan En gjøre for , om hans | |
| Fader , der var en rig Mand , har sat alle sine Penge | |
| overstyr ? Det er nu engang indrettet saaledes af | |
| Gud her i Verden , at Børnene maa bøde for Forældrenes | |
| Misgjerninger . Have Jøderne ikke selv dengang , | |
| da de lod Barnabas fri , men dømte Herren til | |
| Korset , raabt : Hans Blod komme over vort Hoved og | |
| over vore Torne ? Altsaa maa disse Børn jo ogsaa nu | |
| være forbandede . | |
| Andreas fandt intet Svar herpaa ; med taarefyldte | |
| Øine forlod han Cyrill for at snige sig hjem , for her | |
| i sit lille Værelse rigtigt at græde ud . | |
| Han befandt sig i en pinlig Situation . Paa den | |
| ene Side befandt sig de skjønne Indtryk fra Barndoms | |
| tiden , paa den anden Side Overbevisningens Magt , | |
| der bestandigt mere bemægtigede sig hans Sind og | |
| rokkede hans Sjæl . Paa den ene Side stod Rebbe | |
| Meyer Bruun , hans Velgjører , der havde gjort og endnu | |
| gjorde ham saameget Godt ; hans gode Hustru , der | |
| altid havde taget sig af ham med Kjærlighed , og hvem | |
| han elskede som en anden Møder ; den lille Privele , | |
| med hvem han saa ofte havde leget ; den vakkre Lærer | |
| i Meyer Bruuns Huus , der havde givet ham den første | |
| Undervisning , og hvem han ogsaa skyldte saa overmaade | |
| megel ; og fremfor Alt Erindringen om hans | |
| Møder , hvorledes hun havde formanet ham til Taknemlighed | |
| mod hans Velgjører , og paa den anden Side | |
| stod Billedet af Jesus hele Lidelseshistorie , Jødernes | |
| Ubønhørlighed , da de slæbte ham til Korset og udgjød | |
| hans uskyldige Blod . Andreas havde kun Taarer til | |
| at besværge sin Sjæls Storm med ; men med Taarer | |
| alene slipper man ikke ud af Hjertets Labyrinter . | |
| Om Jorden havde aabnet sig under ham og opslugt | |
| ham , saa at han aldrig mere havde faaet Dagens Lys | |
| at see , med Vellyst vilde han da have taget Afsfed fra | |
| denne ellers saa herlige Verden , til hvilken han for | |
| Øieblikket følte Lede . Ligevægten i hans Sind var | |
| ophævet , og Harmonien med den Livskreds , hvori han | |
| hidtil havde slaaet , var brudt . Og han kunde ikke skjule | |
| sig selv . nei , han maatte ud , frem for Dagens Lys ; | |
| han maatte bestemme sig til Noget , maatte handle . | |
| I Begyndelsen feirede Vanens Magt øver ham og | |
| drog ham hen til den Side , hvor hans Barndomserindringer | |
| befandt sig : han ophørte med Besøgene hos | |
| Cyrill , medens han daglig indfandt sig hos Sigismund ; | |
| men selv Sigismund indsaae snart , at det kun var et | |
| Offer , som Andreas bragte ham . Virkeligen var det | |
| heller ikke længer Tilbøjeligheden , der førte ham til | |
| Sigismund , men derimod Bevidstheden om , hvad han | |
| skyldte dennes Forældre . Hver Dag saae han Cyrill i | |
| Skølen og ventede stadigt paa , at denne skulde opfordre | |
| ham til et Besøg eller idetmindste spørge , hvorfor | |
| han dog saalænge ikke havde været hos ham ; men forgjæves | |
| ventede han paa , at den Tause skulle aabne sin | |
| Mund om Sligt . Dette smertede ham , da det viste sig , | |
| hvor ligegyldig han var bleven Cyrill , og i sin | |
| Smerte sluttede han sig paany noget nøiere til Sigismund . | |
| Snart begyndte han dog igjen at overveie , om | |
| Cyrill mon ikke havde Ret i at trække sig tilbage fra | |
| ham ; Cyrill havde jo aabnet Øinene paa ham , der | |
| førhen famlede om i Mørket , havde overladt ham Valget | |
| frit og havde aldeles ikke stødt ham fra sig . Han | |
| var selv den Skyldige , thi han var bleven borte , og | |
| hans Pligt var det nu ogsaa at opfriske Venskabet med | |
| Cyrill . I samme Grad , som disse Tanker vandt Overhaand | |
| hos ham , løsnedes ogsaa hans venskabelige Forhold | |
| til Sigismund , hvilket kun for en stakket Tid tilsyneladende | |
| paany havde antaget Præg af den gamle | |
| Inderlighed . | |
| Andreas gjorde , hvad han ei kunde undlade — han | |
| vendte tilbage til Cyrill . | |
| Er Du der igjen ? spurgte Cyrill tørt . | |
| Men , Cyrill dog , bad Andreas , vær ikke vred paa mig . | |
| Hvad mener Du ? sagde Cyrill , jeg er den samme , | |
| som altid ; jeg har ikke forandret mig ; det har derimod | |
| Du ! | |
| Ja desværre , sukkede Andreas , jeg har forandret mig | |
| meget ; eller snarere Alt omkring mig har forandret sig . | |
| Jeg var tidligere lykkelig ; nu er jeg det ikke mere . | |
| Fordi Du er en Nar ! Troer Du , jeg vilde lave mig | |
| Livet gjøre surt for saadan en Jødedrengs Skyld ! Lad | |
| ham bare rende . — | |
| Du veed ikke , hvor svag han er . | |
| Hvo tvinger ham da til af sludere ? Lad ham gaae | |
| hjem til sin Pjallekramshandel ; det passer dog bedre | |
| for ham end den latinske Grammatik , som han med alt | |
| Slid og Slæb alligevel ikke forstaaer . | |
| Men Du veed ikke , hvormeget jeg skylder hans Forældræ . | |
| Og | |
| det bedrøver Dig ? | |
| Du maa vide , af Sigismunds Forældræ lade mig | |
| sludere paa deres Bekostning ; af min Moder er en | |
| fattig Kone , og af jeg maale høre op med af læse , | |
| hvis hans Forældræ ikke foge sig af mig . | |
| Gud Fader i Himlen og alle Sacramenter ! raabte | |
| Cyrill , idet han foer op af Stolen , og det siger Du | |
| mig først nu ? Du har indladt Dig i saadan en Han | |
| del med en Jøde ? Hellige Jesus-Maria ! Sig | |
| mig , hvor har Du gjort af din Fornuft ? Hvorledes | |
| kunde Du tage imod Sligt ? Veed Du maaskee , hvad | |
| Hensigter Jøden har med Dig ? Thi Du vil vel ikke | |
| førsøge ak bilde mig ind , ak en Jøde skulde gjøre saadan | |
| Noget af Uegennyttighed . Det er jø , ligesom | |
| Doctor Faust , ak forskrive sig til Satan ! Stakkels Barn , | |
| hvor jeg beklager Dig ! Jeg seer allerede i Aanden | |
| den Vexel paa flere tusinder Gylden , som den velgjørende | |
| Mand engang ligesom i Spøg vil forelægge Dig | |
| til Underskrift . Jøden er ikke saa dum endda ; han | |
| tænker , ak godt gjemt er ikke glemt ! Denne Gang skal | |
| han dog have gjort Regning uden Vært , thi Gud være | |
| lovet er det endnu muligt ak redde Dig ud af hans | |
| Kløer . Du maa hæve det Forhold ! | |
| Hæve det ? spurgte Andreas forvirret . | |
| Ja , ganske og aldeles , saafremt Du ikke vil styrte | |
| Dig i Ulykke . | |
| Men , hvorledes er det muligt for mig ? Skal jeg | |
| da opgive mine Studeringer ? | |
| Vah , hvorfor ? Den Smule Føde , Du behøver , kan | |
| Du vel nok erholde paa en anden og ærlig Maade . | |
| Lad mig kun om det . | |
| Hvorledes ! kan Du sørge for mig ? | |
| Overgiver Du Dig i min Haand ? Vil Du gjøre Alt , | |
| hvad jeg siger Dig , saa indestaaer jeg ogsaa for , ak | |
| Du snart skal være fri for den skjændigt Handel . Vil | |
| Du ? | |
| Alt ! sagde Andreas , gjør med mig , hvad Du vil ; | |
| jeg kan jo dog alene hverken raade eller hjælpe mig | |
| selv . | |
| Betaler Jøden maaskee ogsaa Skolepenge for Dig ? | |
| Ja , hvo skulde ellers betale dem ? | |
| Saa maa Du fremfor Alt ansøge om fri Skolegang . | |
| Du har jo faaet førsle Præmie ; saa bevilge de det | |
| sikkert , Det Øvrige skulle vi snart faae besørget , Et | |
| efter Andet . | |
| Ligesom Andreas tidligere en Tid lang havde trukket | |
| sig tilbage fra Cyrill , saaledes holdt han sig nu borte | |
| fra Sigismund . | |
| To Breve naaede imidlertid til Hjemmet . Sigismund | |
| underrettede sine Forældre om , af Andreas ikke | |
| mere kunde læse med ham , da Lectierne bestandigt bleve | |
| sværere , saa af denne nu havde altfor meget af bestille ; | |
| Sigismund skammede sig nemlig for af sige Sandheden ; | |
| han skammede sig for af tilstaae , af Andreas holdt sig | |
| aldeles borte fra ham ; han vilde derfor hellere selv opfinde et eller andet Paaskud for af undskylde den troløse Ven . Maaskee frygtede han ogsaa for , af Forældrene , | |
| naar de fik hele Sandheden af vide , skulle unddrage Andreas deres Understøttelse , og han holdt dog | |
| for meget af Andreas til af ville udsætte ham herfor . | |
| Andreas bad Moderen i sit Brev til hende , om hun | |
| ikke vilde lade et Testimonium paupertatis udfærdige | |
| for ham og sende ham det , da han vilde ansøge | |
| om Fritagelse for Skolepenge . Nederst i Brevet fand | |
| tes ogsaa en høflig Anbefaling til Hr . Bruun og Frue . | |
| Af alle de tidligere hjertelige og varme Hilsener til | |
| hans Velgjører var der nu kun en høflig Anbefaling , en | |
| tom Talemaade , et Intet tilbage ! | |
| Lysetændersken bragte Brevet som sædvanligt til Meyer | |
| Bruun , og man undersøgte nu begge Brevene nøiere , | |
| for om muligt af finde nogen Samklang i dem , | |
| hvilket imidlertid ikke faldt saa let . | |
| Hvad vil han med det Bevis ? spurgte den godmødige | |
| Taube . | |
| Du hører jø , belærte Manden hende , af han vil | |
| være fri for af betale Skolepenge , og altsaa maa han | |
| døg bevise , af han ikke kan det . | |
| Men hvortil behøves det ? Kommer det os da saa | |
| nøie an paa de 3 Gylden om Maaneden ? | |
| Han vil blot spare os de 3 Gylden maanedlig . | |
| Ja , har jeg ikke altid sagt , af det Barn har et besynderligt | |
| Sind ? Jeg gad blot vidst , tilføiede hun , hvad | |
| det skal sige med denne „ høflige Anbefaling “ . Saadan | |
| en Hilsen har han døg aldrig før tilskrevet os ! | |
| Det er kanskee saadan en ny Mode blandt de Studerende | |
| deroppe , at de istedetfor en Hilsen skrive en | |
| høflig Anbefaling . | |
| Faa Dage senere aflagde Rebbe Meyer Bruun et | |
| Besøg hos begge Børnene . Han antøg paany en Privatlærer | |
| til Sigismund og lod ham desuden faae en | |
| Privattime hos Professoren selv . Dernæst overleverede | |
| han Andreas det forlangte Fattigdomsbevis , som | |
| Moderen havde ladet Præsten udstede . | |
| Andreas skammede sig over sig selv ; han havde ventet | |
| Bebreidelser , men der blev ingen gjort ham ; tvertimod | |
| var Rebbe Meyer Bruun god som altid imod | |
| ham . Hvor gjerne vilde ikke Andreas , pint af Samvittigheden , | |
| overvældet af Angeren , have kastet sig for | |
| sin Velgjørers Fødder og tilstaaet ham Alt ; men | |
| Skammen holdt ham tilbage . | |
| Ligesaa ofte som vore Dyder have deres Rod i | |
| Lasten , finde vi nemlig Roden til vore Laster i Dyden . | |
| Da Andreas næste Gang indfandt sig hos Cyrill , | |
| fortalte han ham det Passerede . | |
| Der kan Du see , sagde Cyrill , nu har han igjen | |
| Villet omvende Dig , den Ræv . | |
| Mon ; han veed jo slet ikke af Noget , sagde Andreas | |
| troskyldigt , han var god som altid mod mig , | |
| og hans Godhed brænder mig paa Samvittigheden . | |
| Hvor Du er enfoldig ! svarede Cyrill i en belærende Tone . Troer Du virkelig , at han Intet veed ? | |
| Vil Du bilde mig ind , af den Lurendreier ikke | |
| skulde have skrevet Noget hjem ? Hvad skulde saa den | |
| Gamle her ? At han er god imod Dig , viser kun , af | |
| han enten forstiller sig , for vedblivende af trække Dig | |
| ved Næsen , eller af han har en ond Samvittighed og | |
| derfor ikke vover af træde op med Kraft imod Dig , | |
| troer Du ikke , jeg kjender Jøderne ! Du lader rigtignok | |
| til af maatte gaae længe i Skole hos mig , inden | |
| Du kan faae det rette Begreb om den . Men , nu | |
| skal Du tage dit Testimonium paupertatis og gaae | |
| hen til Pater Theobald med det . | |
| Hvad skal jeg der ? | |
| Jeg har allerede talt din Sag ; nu behøver du blot | |
| selv af anmode Pateren derom , saa optager De Dig | |
| i vort Seminarium . Er Du først Seminarist , saa | |
| har Du nok baade af spise og af drikke , og saa kan | |
| Jøden med sine Penge lede efter en anden Nar , der | |
| vil lade sig forføre af ham . | |
| Halvaarsexamen stod nu for Døren . Sigismund | |
| slap kun med Nød og neppe igjennem og ikke uden | |
| den Formaning fra Præfektens Side , af han maatte | |
| tage sig sammen , hvis han vilde gjøre sig noget Haab | |
| om ved Skoleaarets Slutning af rykke op i den følgende | |
| Klasse . | |
| Andreas og Cyrill slode omtrent ens med Hensyn | |
| til Fremskridt ; dog erholdt Andreas som den Yngste | |
| ligesom ogsaa , fordi han forrige Aar havde nydt den | |
| Ære , 1ste Præmie , men Cyrill den 2den . | |
| Sommerhalvaaret forløb hurtigt ; endnu før Semestrets | |
| Ende blev Andreas optaget i Seminariet . Han | |
| var da for Høflighedens Skyld nødt til at tilskrive | |
| Hr . Bruun et Brev , hvori han takkede for al hidtil | |
| nydt Godhed og meddelte , at han nu ikke længere lagde | |
| Beslag paa hans Velgjerninger , da det var lykkedes | |
| ham at finde anden Hjælp , hvorfor han ikke længere | |
| vilde falde Hr . Bruun til Byrde . | |
| Brevet var affattet i en høflig , men kold Tone ; intet | |
| deri mindede om et varmt , virkelig taknemligt Hjerte , | |
| det var kun tomme Ord , Skrift uden Liv . | |
| Dog vilde selv dette Brev endnu ikke have været | |
| istand til at blotte Sagernes hele Tilstand , og formodentlig | |
| vilde den godtroende Taube som sædvanlig være | |
| kommet til det endelige Resultat , at det Barn dog , som | |
| hun altid havde sagt , havde et besynderligt Sind , saafremt Andreas ikke i et samtidigt Brev til sin Moder | |
| noget tydeligere havde aabentbart den Forandring , | |
| der var foregaaet med ham . I dette Brev skrev Andreas , | |
| at han nu først vilde begynde at blive en rigtig | |
| Christen , hvilket han førhen ingenlunde havde været , | |
| at han var glad over , at han ikke mere behøvede at | |
| modtage Hr . Bruuns Understøttelse , samt at han var | |
| indtraadt i Seminariet for allerede nu med Alvor at | |
| kunne begyndt Forberedelsen til sit geistlige Kald . Til | |
| Slutningen formanede han Moderen , at hun dog skulle | |
| opgive den vanærende Forretning at være Lysetænderske i Synagogen og i Jødernes Huse ; han skulde da | |
| nok ved Undervisning erhverve saameget , som der udfordredes til hendes Underhøld . Hun maatte endelig ikke | |
| tøve dermed , da det fortærede hans Sjæl , at hun allerede | |
| saa længe havde udøvet denne uværdige Forretning . | |
| I dette Brev var der ikke længere nogen Tale | |
| om en Hilsen eller Anbefaling til det Brun ' ske Hus , | |
| men istedet herfor fandtes som Efterskrift , at Sigismund | |
| var en af de daarligste Elever i Klassen , og at han | |
| sandsynligvis ikke vilde slippe igjennem ved Examen . | |
| Med Hensyn til sig selv furde han ikke vente | |
| igjen at blive første Præmiant , men dog i ethvert | |
| Tilfælde anden . Derhos meddelte han ogsaa , at han | |
| i de følgende Ferier ikke vilde komme hjem , men blive i | |
| Seminariet . | |
| Den gode Lysetænderske , der som bekjendt just ikke | |
| var Skriftklog , bragte i sin Troskyldighed ogsaa dette | |
| Brev hen til Rebbe Meyer Bruun før at faae det | |
| fydet , og man kan tænke sig , hvilket Indtryk det maatte | |
| gjøre saavel paa den Brun ' ske Familie som især paa | |
| den ulykkelige Moder . Intet dadlende Ord , ingen | |
| Bebreidelse fik hun at høre ; fortvivlet , raadvild og | |
| hjælpeløs forlod hun dem . | |
| Det var omtrent midt i Juli , at Sagerne toge denne | |
| uventede Vending . Lysetændersken fattede under den | |
| Græmmelse , hendes Søns Brev havde forvoldt hendes | |
| søns Beslutning , der uden lang Eftertanke frembød | |
| sig som den naturligste før det elskende Moderhjerte . | |
| Jeg maa til ham , sagde hun ved sig selv , jeg maa | |
| tale med ham ; jeg kan slet ikke tænke mig , at min | |
| Andreas selv skulde have skrevet det Brev . Jeg maa | |
| til ham før med egne Øine at see , hvad der er blevet | |
| af mit Barn . | |
| Hun tilbragte en urolig og søvnløs Nat . Hun ønskede allerede at være hos ham og kunde næsten ikke | |
| udholde at tilbringe Tiden fjernet fra ham alene med | |
| sine Tanker og Følelser . Hun misundte Fuglen dens | |
| Vinger , der saa hurtigt vilde kunne have ført hende | |
| gjennem det Rum , der skilte hende fra Sønnen ; den | |
| korte Julinat forekom hende længere end nogensinde | |
| en Nat i December Maaned . Saa tidligt som muligt | |
| stod hun op og begav sig tilfods paa Veien . | |
| Hun havde iført sig sine Søndagsklæder ligesom | |
| forrige Aar , da hun var kjørt med Meyer Bruun til | |
| Skolehøitideligheden ; thi en Kvinde tænker selv i Ulykken | |
| paa at vise et saa anstændigt Ydre som muligt . | |
| Solen havde endnu ikke vist sig i Horizonten , da hun | |
| allerede tiltraadte sin tunge Vandring med den røde | |
| Paraply i Haanden , hvilken hun holdt høit i Ære | |
| som et Minde om hendes afdøde Mand , og hvis Hensigt | |
| skulde være senere hen at beskytte hende mod den | |
| brændende Junisol . Hendes Vei gik over Broen . | |
| Alt var endnu stille , og der hørtes ingen anden Lyd | |
| end Vandets Skvulpen mod Bropillerne . Hun kastede | |
| tilfældigvis et Blik ned paa Floden og saae sit Billede | |
| i det klare Speil ; næsten forfærdet foer hun tilbage for | |
| sit Spejlbillede saaledes som det navnlig under oprørt Stemning hændes alle dem , der kun sjeldent betragte sig selv i | |
| Speilet , de ræddes for sig selv . Lysetændersken flyede for det | |
| uhyggelige Billede , der slirrede hende imøde fra Bølgerne , | |
| idet det syntes at indbyde hende til at styrte | |
| sig ned til det . Hun flygtede , som sagt , thi hun turde | |
| ikke døe , hun skulde til sin Andreas , og hun følte sig | |
| mere tilfreds , da hun havde Broen bagved sig . Det | |
| forekom hende , som om hun var undsluppen en Fare , | |
| og modigere fortsatte hun sin Vei . Hun kom igjennem | |
| Fiskergaden , og nu begyndte de første Tegn paa | |
| Liv og Opvaagnen i Byen ; den tjennemtrængende Lyd | |
| af Hyrdefløiten naaede over til hende fra Torvet ; Hundegjøen hørtes hist og her mellem Faars Brægen og | |
| Køers Brølen . Dette forvoldte hende en Slags Glæde ; | |
| de gode Dyr syntes at sende hende ligesom en Afskedshilsen ; | |
| de syntes at vide , at Lysetændersken havde en | |
| tung Vandring for . Hun kom nu ud i det Frie . Ved | |
| Kørset udenfor Landsbyen knælede hun fromt ; dog turde | |
| hun ikke gjøre sin Bøn lang , thi hun maatte til sin | |
| Andreas . Den Vei , hun nu gik , var den samme , | |
| paa hvilken hun for næsten to Aar siden havde givet | |
| sin Dreng sine bedste Velsignelser og sine alvorligste Formaninger | |
| paa den sidste Aften før hans Indtrædelse i | |
| den fremmede Verden . Billedet af hin Aften traadte | |
| nu levende frem for hendes Sjæl ; hun kunde næsten | |
| høre de Ord , hun dengang havde udtalt ; hun saae , | |
| hvorledes den grædende Andreas gav hende Haanden , | |
| idet han lovede at holde fast ved det , hun havde lagt | |
| ham paa Sinde . Hun saae den gjensidige Kjærlighed | |
| mellem hende og Barnet , hvem hun holdt i sine Arme ; | |
| hun hørte den henrivende Klang af hans kjære Stemme ; | |
| hun saae hans godmodige blaae Øine , og medens hun | |
| saaledes frydede sig over det levende Billede af Sønnen , | |
| traadte den gyldne Ildkugle frem med stille Majestæt | |
| paa den østlige Himmel og viste Landskabet samt Lysetænderskens Billede i forklaret Lys . Nei , udraabte hun | |
| i glad Bevægelse , det kan ikke være Tilfældet ! Min | |
| Andreas kan slet ikke have skrevet det Brev ; hvo veed , | |
| hvad før en Usling der staaer bagved det Hele , og | |
| som er misundelig paa min Andreas før de mange Velgjerninger , | |
| den gode Meyer Bruun har vist ham . Og | |
| hun paaskyndede sin Gang , brændende af Utaalmodighed | |
| efter at staae Ansigt til Ansigt med sin Søn . | |
| Nu kom hun til Skoven , den Grændse , hvor hun | |
| var vendt om med sin Andreas paa hin mindeværdige | |
| Aften . Her slandsede hun et Øieblik , vendte sig om | |
| og kastede et Blik henimod den lille By , hen over Veien , | |
| der snoede sig mellem Byen og Skoven , og ad hvilken | |
| hun dengang var gaaet med Andreas ; men hun kom | |
| snart tilbage til Øieblikkets Virkelighed , og nu gik det | |
| rask videre hen langsmed Skoven . Bladenes Susen og | |
| Vindens sagte Pust virkede noget beroligende paa | |
| hendes Sind , og hun begyndte grundigere end tidligere | |
| at kunne overtænke Sagen . | |
| Selv om det nu ogsaa virkelig forholdt sig saaledes , | |
| at han virkelig havde skrevet Brevet ; hvad saa ? spurgte | |
| hun sig selv , og hun begyndte at overveie , hvad han | |
| da egentlig havde skrevet . | |
| Med Hensyn til det , han skriver , at han vil være | |
| Gejstlig , deri ligger døg intet Ondt ; det har jo altid | |
| Været mit inderligste Ønske . | |
| Det , han skriver om , at han nu først vil begynde | |
| at være en sand Christen , det forstaaer jeg rigtignok ikke | |
| saa ganske ; thi jeg skulle døg mene , at jeg er en ægte | |
| Christen og ligeledes har opdraget ham paa en rigtig | |
| christelig Maade ; men maaske mener han kun dermed , | |
| at han vil blive Gejstlig , og saa ligger der jo aldeles | |
| intet Forkert i det . | |
| At han er traadt ind i Seminariet og ikke mere behøver | |
| den Understøttelse , han hidtil har havt , det er jo | |
| heller ikke saa Talt ; tvertimod har jeg jo selv indskjærpet ham , at han maa tragte efter engang at blive | |
| selvstændig ; det var jo mig selv , der sagde , at man ikke | |
| kunde see ind i Fremtiden og derfor slet ikke vide , hvad | |
| der engang kunde hænde Meyer Bruun ; han har mærket | |
| sig min Tale vel , og ogsaa handlet derefter . | |
| Forsaavidt er nu Alt i Orden . Men dette Ene ! | |
| Hvad skal det sige , al han bebrejder mig Lysetænden i Synagogen og hos Jøderne i Ghettoen som noget | |
| Uværdigt . | |
| Hvad kan han mene dermed ? | |
| Det fatter jeg ikke ! See , naar blot denne eneste Ting | |
| ikke havde slaaet i Brevet , dette Ord om den uværdige Forretning , saa havde Brevet jo været ganske kjønt . | |
| Det er det , jeg ikke kan fatte ! Nei , det er umuligt , | |
| al min Andreas kan have skrevet det om den | |
| uværdige Forretning . Hvem der endøg kommer til | |
| mig og siger : Skriften er hans , saa svarer jeg : jeg | |
| troer det dog ikke , og kan ikke tro det ! Man skulde | |
| kjende min Andreas saaledes , som jeg kjender ham , | |
| jeg , der har opdraget ham og passet paa ham som | |
| paa min Øiesten ! Hvad ? min Andreas , der som Barn | |
| fulgte med mig , naar jeg tændte Lysene , der hver Sabbath | |
| var med mig i Synagogen og senere med sin egen | |
| lille Krukke gik rundt med mig i Ghettoen for al indsamle hos Jøderne , han skulde nu ansee hin Lysetænden for noget Uværdigt ? Det kan jeg ikke tænke mig ! | |
| Gud veed , hvad det er for en Hallunk , der har spillet | |
| min Dreng et Puds ; men — jeg skal jo snart selv | |
| vide det , thi snart er jeg hos ham . | |
| Stakkels Moderhjerte ! idet Du tænkte saaledes , anede | |
| Du ikke , at det netop var Skammen over at have | |
| hjulpet Dig ved Din tro Tjeneste , der havde dikteret | |
| Din Søn hine Ord . | |
| Endnu mere paaskyndede Lysetændersken sin Gang , | |
| uagtet hun allerede følte sig temmelig træt . Solen | |
| var nu sleget høit op paa Himlen , og Heden blev bestandig | |
| mere trykkende og utaalelig . | |
| Med den røde Regnskjærm slaaet op for at afværge | |
| de brændende Straaler stred hun , uagtet en sledse tiltagende | |
| Træthed og Mathed , modigt videre uden at unde | |
| sig mindste Hvile , thi hun maatte jo til sin Andreas . | |
| Hun havde saaledes allerede tilbagelagt over Halvdelen | |
| af Veien . Bønderne , der arbeidede paa Markerne | |
| og saae den svage Kvinde ile forbi under den voldsomme | |
| Sommervarme , hørte forundret op med Arbeidet , | |
| medens de trak paa Skuldrene . | |
| Jeg gad nok vidst , hvad der er iveien med hende , | |
| tilraabte den Ene den Anden ; hun løber jo , som om | |
| der var 10 Graders Kulde ! | |
| Lysetændersken hørte dog Intet af disse | |
| Tilraab men løb bestandig videre ; hun kom til | |
| et Bjerg og blev nu nødt til af mindste sin Gang | |
| lidt , medens hun møjsommeligt klavrede op mød | |
| Toppen . | |
| I nogen Afstand bagved sig hørte hun en Raslen | |
| af en hurtig kjørende Vogn , men hun vendte sig ikke | |
| om før det : det vilde jo have været Tidsspilde , og | |
| hun havde ingen Tid af tabe , thi hun skulde jo til | |
| sin Andreas . | |
| Endelig indhentede Vøgnen hende . Selv saae hun | |
| ikke til Siden før af see , hvo der kom kjørende , men | |
| han , der sad i Vøgnen , saae meget vel hende . Han lød | |
| strax Vøgnen holde og kaldte Lysetændersken ved Navn . | |
| Hvo raaber mon mit Navn her under Guds fri | |
| Himmel ? tænkte Lyssetændersken , idet hun hurtig vendte | |
| sig om ; men hvor ubeskrivelig var ikke hendes Overraskelse , | |
| da hun saae sin Ven og kjære Velgjører Meyer | |
| Bruun paa Vøgnen ; ogsaa ham drev Bekymringen før | |
| Børnene ad denne Vei . | |
| Det forstaaer sig , af Lysetændersken nu maatte tage | |
| Plads i Vøgnen . | |
| Hvorfor er I gaaet tilfods , da I dog kunde kjøre | |
| med mig ? spurgte han . | |
| Hvorfra kunde jeg vide , af De vilde kjøre ? svarede | |
| Lysetændersken . | |
| Har jeg kanske ikke ogsaa et Barn deroppe ? spurgte | |
| Meyer Bruun , idet han lod , som om han aldeles ikke | |
| bekymrede sig om Andreas . | |
| Det havde jeg rigtignok ganske forglemt , tilstød hun | |
| skamfuld . | |
| I maa være staaet meget tidligt op , og have gaaet | |
| skrapt , siden I har faaet et saa Kort Forspring for mig , | |
| bemærkede Meyer Bruun , idet han ved at forandre | |
| Thema søgte at hæve den Forlegenhed , der havde betaget | |
| hende efter hendes forrige Svar . | |
| Lysetændersken følte sig nu meget lettere tilmode , idet | |
| hun ikke længere som før stod ene med sine Tanker ; der | |
| var nu et bekjendt Ansigt , hun kunde skue ind i ; der | |
| sad en Ven hos hende , paa hvem hun ikke havde gjort | |
| Regning . | |
| Thi omendskjøndt Meyer Bruun undgik at tale om | |
| Andreas , mærkede hun dog godt , at paa hende var | |
| han ikke vred , og det var jo netop det , hun havde været bange for . | |
| Det fyldte hende ogsaa med Velbehag at sidde der | |
| saa mageligt tilvogns , trukket af 2 raske Heste ; hun | |
| behøvede nu ikke slønnende og pustende at ile afsted , som | |
| om der var En i Hælene paa hende , blot for et Minut | |
| tidligere at naa sit Maal . | |
| De vare snart paa Bestemmelsesstedet , og idet | |
| Meyer Bruun hjalp Lysetændersken ned af Vognen , | |
| sagde han til hende : | |
| Lad os nu gaa hver til sit Barn . I Eftermiddag | |
| træffes vi i Hotellet , hvor Vognen slaaer , og saa kunne | |
| vi jo tale om , hvad der er at gjøre . | |
| De skiltes derpaa ad . | |
| Meyer Brun traf rigtignok Sigismund hjemme , men | |
| ikke ved Bogen , derimod ifærd med at spille Boldt . | |
| Da Sigismund saae sin Fader , vilde han i en Fart | |
| gjemme Boldten , men Faderen sagde : | |
| Du behøver ikke at blive saa forskrækket , — tag Du | |
| kun Boldten frem ; jeg er ikke kommen her for at tvinge | |
| dig til at sludere , tvertimod , — hvis Du har mere | |
| Lyst dertil , saa kan Du allerede idag kjøre hjem med | |
| mig . Jeg vil gjøre Dig delagtig i min Forretning . | |
| Du er allerede 14 Aar gammel , en Alder , hvor man | |
| maa tage en Beslutning . I to Aar har jeg stillet | |
| Dig paa Prøve ; havde Du været et godt Hoved og | |
| flittig , vilde jeg endnu have ladet Dig gaa et Par | |
| Klasser igjennem , thi det kan aldrig være til et Menneskes | |
| Skade at have lært Noget . | |
| At Du imidlertid ikke har Evnerne til at sludere , | |
| det kan Du jo ikke gjøre for ; og da Du ovenikjøbet , | |
| som jeg seer , heller ikke er flittig , til hvad Nytte skulde | |
| Du da forøde Din Tid her ? Hver Dag Du forbliver | |
| længere er een formange . | |
| Derfor er jeg kommen og tager Dig med hjem , for | |
| at der kan blive Noget af Dig og Du ikke skal voxe | |
| op som en Lediggjænger og Døgenigt . | |
| Har Du forstaaet mig ? og har Du Lyst at vende | |
| hjem ? | |
| Ja ! sagde Sigismund , jeg har længe selv villet bede | |
| Dig derom , men har skammet mig derfor . Den | |
| Studeren er slet ikke morsom ! | |
| Saa er den Sag afgjort , sagde Meyer Bruun , | |
| da vi begge ere enige , behøve vi ikke at tale videre | |
| derom ; men vær nu saa god at sig mig , hvad der | |
| gaaer af Andreas . | |
| Sigismund trak paa Skuldrene som for at antyde , | |
| at han ikke gjerne gad tale om den Sag . | |
| Hvorfor trækker Du paa Skuldrene ? spurgte Faderen . | |
| Kan Du have nogen Grund til at være tilbageholden | |
| overfor mig ? Jeg skulle dog mene , at jeg har fortjent | |
| at faae Sandheden at høre . Maaske kunde | |
| han have Ret , og da desto bedre for ham . — | |
| Kom nu strax paa Stedet frem med , hvad Du | |
| veed . | |
| Jeg kan ikke sige Dig Andet , berettede Sigismund , | |
| end at Cyrill har forført ham . | |
| Hvem er Cyrill ? | |
| Det er vor Kammerat , en Seminarist , den 2den | |
| Præmiant . | |
| Altsaa forført ! Tænkte jeg ikke nok det ! Nu , vel | |
| var døg altid en Trøst , sagde Meyer Bruun og henfald | |
| i Tanker . | |
| Lysetændersken havde imidlertid opsøgt sin Andreas . | |
| Da hun var kommen ind i Klostret , kunde hun i | |
| Begyndelsen ikke finde sig tilrette i de mange Gange . | |
| En Studerende , der gik op og ned i en af de lange | |
| Gange med en Bog i Haanden og havde seet Konen | |
| fare frem og tilbage , uden at hun hidtil havde havt | |
| Mod til at spørge Nogen om Besked , henvendte sig nu | |
| til hende med det Spørgsmaal , hvem hun søgte . | |
| Hun Nævnte sin Søns Navn . | |
| Ah , sagde han , saa er I vel hans Moder ; vent | |
| blot et Øieblik her , gode Kone , saa skal jeg bringe | |
| Andreas til Eder . | |
| Hermed ilede Cyrill , thi ham var det , bort for at | |
| overbringe Andreas Nyheden . | |
| Hei , Andreas ! raabte han , veed Du Nyheden ? | |
| Din „ Gamle “ er her . Hun vil sandsynligvis omvende | |
| Dig . | |
| Min Moder ! raabte Andreas og styrtede ud af | |
| Stuen uden at høre paa Cyrill ; men denne fik dog fat | |
| i Enden af hans Frakkeskjød . | |
| Giv Agt paa , hvad jeg siger Dig ; sagde han , hun | |
| kommer her for at skjælde Dig ud , fordi Du har skrevet | |
| hjem om den Lysetænden . Det siger jeg Dig : tag | |
| Dig i Agt at hun ikke banker Dig . | |
| Men Andreas slyrtede ud i sin Moders Arme , og | |
| disse omslyngede ham saa fast , som om de aldrig igjen | |
| vilde slippe ham . | |
| Jeg vidste det jo nok , raabte Moderen i den gladeste | |
| Bevægelse , jeg vidste jo nok , at min Andreas endnu er | |
| den samme som før . Ikke sandt , jeg har Dig endnu ? | |
| ikke sandt , Du er endnu bestandig min Søn ? | |
| Saa længe jeg lever ! raabte Andreas . | |
| Jeg vædder paa , at Du har ikke skrevet det nederdrægtige | |
| Brev , Andreas ! Sig blot „ Nei “ — og Alt | |
| er godt igjen . | |
| Andreas taug . | |
| Cyrill , der stod noget borte fra dem , sagde imidlertid ved | |
| sig selv : saa , nu begynder Komedien . | |
| Sig mig , fortsatte Moderen i en øm Tone , hvem | |
| det slette Menneske er , der har skrevet det skjændigt | |
| Brev for Dig ? | |
| Andreas vedblev at tie ; men Moderen sagde i sin | |
| mest indtrængende Tone : men saa fal dog ; fal til Din | |
| Moder . Du lader jo saa fremmed , at jeg næsten fristes | |
| til at tro det . | |
| Hvilket ? spurgte endelig Andreas . | |
| At Du selv har skrevet det nederdrægtige , skjændige | |
| Brev ! | |
| Er Brevet da saa skjændigt , Moder ? spurgte Andreas | |
| nu , da hans Tungebaand engang var løst , slaaer | |
| der da ikke Meget deri , som jeg har fra Dig selv ? | |
| Er det ikke Din Villie , at jeg skal blive Geistlig . | |
| Det ønsker jeg visseligen af mit ganske Hjerte . | |
| Naa , og er det ikke ligeledes Din Villie , at jeg skal | |
| kunne stole paa mig selv ? Har Du ikke selv ønsket det | |
| saaledes ? | |
| Visseligen , hvem taler et Ord om det ; det er jo | |
| Altsammen godt og rigtigt ; men hvad slaaer der saa | |
| mere ? | |
| Mere ? spurgte Andreas , at jeg vil tilbringe Ferien | |
| i Seminariet ? Hvis Du ønsker det , saa kan jeg gjerne | |
| komme hjem ! | |
| Med Hensyn til det kan jeg ikke have nogen Mening , | |
| lagde Moderen . Du veed , at det er Noget , jeg | |
| ikke forstaaer mig paa . Hvis det er bedre for Dig og | |
| Din Fremtid , at Du forbliver her , saa bliv Du i Herrens | |
| Navn . Vil Du derimod komme hjem , saa vil | |
| Du altid være velkommen hos mig . Dog det var | |
| ikke det , jeg mente ! | |
| Men , hvad da ? | |
| Det om at tænde Lysene ! Har Du selv skrevet det ? | |
| Hvis det nu var Tilfældet ? | |
| Saa var Du et slet Menneske og et utaknemmeligt | |
| Menneske , der ikke fortjente at gaa paa Guds grønne | |
| Jord . Men ikke sandt , Andreas , det har Du ikke | |
| gjort . | |
| Jo , jeg har ! sagde Andreas , idet han løsnede sig | |
| fra Moderens Omfavnelse , og jeg indseer slet ikke , hvorfor | |
| Du gjør saadant Væsen deraf ; de Par Skilling | |
| Du opgiver der , skal jeg nok erstatte Dig . | |
| Andreas ! Andreas ! er det muligt . Er det Dig , | |
| der taler til mig ? Nei , jeg kjender Dig ikke igjen ! | |
| Jeg har engang havt en Søn ; nu har jeg ingen mere ! | |
| Thi en Søn , der foragter sin Moder , har ophørt med | |
| at være hendes Søn ! | |
| Jeg foragte Dig ! raabte Andreas og slyrtede sig | |
| paany til Moderens Bryst . | |
| Kom , Andreas , sagde Moderen , der benyttede sig | |
| af det gunstige Øieblik , hvori han blev overvældet af | |
| den naturlige Kjærlighed til sin Moder , følg med mig , | |
| der er endnu Meget , jeg har at sige Dig . | |
| Andreas , der var saa let bevægelig og altid fuldkommen | |
| hengav sig til Øieblikkets Indtryk , var strax | |
| beredt til at følge med ; men da sprang Cyrill til , hvem | |
| Intet af det forefaldne var undgaaet , traadte imellem | |
| og sagde : | |
| Han kan ikke gaa uden Tilladelse ! det gaaer ikke | |
| her . | |
| Møderen kastede et bedende Blik paa Andreas , | |
| hvorpaa denne styrtede afsted , idet han raabte : | |
| Tilladelse til at gaa med min Moder vil man sikkerlig | |
| ikke nægte mig . | |
| Snart kom han ogsaa tilbage til Møderen med det | |
| glade Raab : | |
| Jeg har faaet Lov ! | |
| De gik altsaa bort med hinanden , medens Cyrill | |
| saa ærgerlig efter dem . | |
| Møderen førte ham hen i Hotellet ; her talte hun | |
| i Begyndelsen sagte og umærkeligt , men efterhaanden | |
| bestandig kraftigere og mægtigere til hans Hjerte , og | |
| hendes Tones Strøm svulmede sladigt mere , medens | |
| den bortskyllede af hans Sjæl alle de mørke Tanker , | |
| der saa kort i forveien endnu ganske og aldeles havde | |
| fyldt den . | |
| Grædende hvilede Sønnen ved Moderens Bryst , | |
| hensmellet i Anger og Skam over sin ubarnlige og utaknemmelige | |
| Handlemaade . | |
| Saa , sagde Møderen og aftørrede hans Taarer ligesom den sidste Aften før hans Afreise , nu er Du | |
| igjen den gamle Andreas ; nu kjender jeg min Søn igjen . | |
| Disse Taarer ere mere værd end det pure Guld . Nu | |
| kan jeg igjen uden af behøve af skamme mig derover | |
| kalde Dig min Søn ; nu kan jeg atter lade Dig træde | |
| frem for hans Aasyn . | |
| Hvem mener Du ? spurgte Andreas med en af | |
| Graad halvkvall Stemme . | |
| Ih , naturligvis Din Velgjører ! | |
| Er han her ? | |
| Der er han selv . | |
| Idet hun sagde dette , traadte Meyer Bruun ind | |
| i Gjæsfestuen med Sigismund . | |
| Naa , hvordan gaaer det , Andreas ? sagde Meyer | |
| Bruun tilsyneladende i en ligegyldig Tone ; men Andreas | |
| vovede ikke af mæle et Ord . | |
| Moderen derimod sagde : Han er , Gud være lovet , | |
| endnu den samme , som før . | |
| Er han det endnu , eller er han det igjen ? spurgte | |
| Meyer Bruun . | |
| Han er det igjen . | |
| Andreas var imidlertid ved Synet af den Mand , | |
| hvem han skyldte saa Meget , endnu mere ved hans | |
| milde Væsen , bleven henrevet i den Grad af sine Følelser , | |
| af han ikke længere formaaede af lægge Baand | |
| paa sig selv . | |
| Dybt bevæget styrtede han hen til Sigismund , omfavnede | |
| og kyssede ham , medens han ydmyg spurgte : | |
| Tør jeg ogsaa være den samme igjen ? | |
| Om Du tør ? svarede Meyer Bruun , vedbliv Du | |
| blot at være Den , Du altid har været ; vi ville ikke | |
| forandre os . Os skal Du altid finde igjen , naar Du | |
| opsøger os . | |
| Saa træder jeg ogsaa ud af Seminariet igjen ! sagde | |
| Andreas med Liv . | |
| Stop ! tog Meyer Brun til Gjenmæle , blot ingen | |
| nye Overilelser . Det er rigtignok i Overilelse , at Du | |
| er indtraadt deri , uden at spørge os om Raad , ja uden | |
| at sige os blot et Ord derom . Det var en Feil ; thi | |
| for Øieblikket kan Du dog endnu ikke rose dig af | |
| have mere Forstand , end vi Ældre . Da Du imidlertid | |
| nu er optaget deri , saa lad det blive derved . Om Du | |
| er i et Seminarium eller i et Privathus , er mig ligegyldigt , | |
| saafremt Du blot i dit Indre vedbliver at være | |
| Den , Du var paa den Tid , da Du græd over , at | |
| Jøderne vare et undertrykt Folk . | |
| Destoværre maa de være det ! sukkede Andreas . | |
| De maa være det ? raabte Meyer Bruun i en forbauset | |
| Tone , hvorfor maa de være det ! De maa ikke | |
| være det ? Og om Gud vil , kan der endnu komme den | |
| Tid , hvor de heller ikke ere det ! | |
| Men , kan Gud ville det ? spurgte Andreas tvivlende . | |
| Kunne vi vide Alt , hvad der før Fremtiden kan være | |
| Guds Villie ? lød Meyer Bruuns Svar . Dog , nu er | |
| det paa Tiden at kjøre hjem ! Siger nu Farvel til hinanden . | |
| Andreas | |
| tog en hjertelig Afsked fra sin Velgjører og | |
| sin Moder ; men da ogsaa Sigismund bød ham Haanden | |
| til Afsked , blev han meget bedrøvet . Han anvendte | |
| al sin Overtalelseskraft før at faae Lov til at beholde | |
| Vennen hos sig ; han lovede igjen at komme til ham | |
| hver Dag og arbeide med ham . Om Sigismund dog | |
| idetmindste maatte blive de faa Uger , indtil Skoleaarets Udgang , fhi hvad vilde Folk ikke sige derhjemme , | |
| naar Sigismund før Semestrets Ende vendte hjem ; | |
| man vilde jo gjøre Nar af ham som af en Student , | |
| der var falden igjennem . — Dog Alt dette bar ingen | |
| Frugt , fhi Meyer Bruun hørte ikke til den Slags Folk , | |
| der give deres Beslutninger til Pris før en bar tilfældig | |
| Omstændighed . Hans Beslutning var engang fattet , | |
| og saa stod den ogsaa fast og urokkelig . | |
| Hvis Du skulle trænge til Nøget , Andreas , saa skriv | |
| Du kun ganske ugenert til mig . Du skal ikke lade | |
| Nøget gaa fra dig eller undvære Nøget ; Du ved , hvor | |
| jeg er at finde — sagde Meyer Bruun endnu , medens | |
| han hjalp Lysetændersken tilvogns . Da de nu alle Tre | |
| vare komne til Sæde , og Vognen skulle rulle afsled , | |
| sprang Andreas hurtigt op til dem , idet han sagde , at | |
| han vilde kjøre et Stykke med . | |
| Dette gjorde han ogsaa , og omtrent en halv Mil | |
| fulgte han sine Kjære paa Veien ; men da maatte han | |
| tænke paa at vende tilbage , og endnu engang tog han | |
| under oprigtige Taarer en hjertelig Afsked fra dem , hvorpaa | |
| han steg ned fra Vognen . Derpaa blev han staaende , | |
| saalænge de endnu vare isigte , idet han viftede | |
| med sit Lommetørklæde , og først da ethvert Spor af | |
| Vognen var forsvundet fra hans Synskreds , vendte han | |
| bedrøvet og i en forladt Sindsstemning tilbage til Seminariet . | |
| Gud | |
| være lovet ! sagde Lysetændersken , da de vare | |
| komne hjem , og den gode Taube spurgte , hvorledes det | |
| stod sig med Andreas , vi have ham nu fastere end nogensinde ; | |
| han har oprigtigt angret sin Feil , og een angrende | |
| Synder er jo mere værd end 99 , der ikke have | |
| Omvendelse behov . | |
| Ja , jeg har altid sagt , at det Barn har et besynderligt Sind , sagde den godmodige Taube , og jeg seer , | |
| at jeg ikke har taget feil . | |
| Nei , gode Taube , deri har De sandelig ikke taget | |
| feil ; dit Blik har virkelig vist dig det Rigtige . Ved | |
| din Protegées Hjerte er der Intet at dadle ; hvis Andreas | |
| blot havde besiddet en ligesaa slærk Karakter som hans | |
| Hjerte var slikket til at fyldes af de bedste og ædleste | |
| Følelser ; hvis han blot havde besiddet hin Villies Kraft , | |
| der vilde have gjort ham istand til at modstaae Indflydelser | |
| fra Yderverdenen ; men desværre hørte han blandt | |
| de Karakterer , der ganske afhænge af deres Omgivelser . | |
| Let bevægelig , begavet med en levende Indbildningskraff og altid fuldkommen opgaaet i Øieblikkets Følelse , | |
| som han var , kom det tydeligt nok kun an paa , hvad | |
| dette Øieblik havde at byde ham , og hvo , der forstod | |
| at benytte det til sin Fordel . Hvis han , lige efter den | |
| oprigtige Forsoning med Moderen og efter at det gamle , | |
| venskabelige Forhold til det Bruun ' ske Hus var gjenoprettet , var bleven fjernet fra Cyrill for besfandigt , | |
| er der ingen Tvivl om , at han aldrig paany vilde | |
| have forladt den Vei , der fra Hjemmet af ved Opdragelsen | |
| og Exempler var vist ham som den rette . Dog , | |
| saaledes var det nu ikke bestemt ; med sin Tilbagevenden | |
| til Seminariet kom han atter i den ham overlegne | |
| Kammerats Magt og kunde paa ingen Maade | |
| unddrage sig hans Indflydelse , saa at Du rigtignok | |
| tog Feil , gode Taube , hvis du nærede den Mening , | |
| at Sagen nu var ordnet og jevnet for bestandig . Snart | |
| skulde Du ogsaa udrives af denne behagelige Skuffelse ; | |
| thi kort Tid , efter at den saa oprigtige og for urokkelig | |
| ansete Forsoning havde fundet Sted , erholdt Lysetændersken et Brev fra sin Søn , der lød saaledes : | |
| Dyrebareste Moder ! | |
| Lev vel for evig ! Med blødende Hjerte tilskriver | |
| jeg Dig disse Linier , men Gud veed , at jeg ikke | |
| kan Andet , og han vil dømme imellem Dig og | |
| mig . Jeg vilde give mit Liv , ja glad offre mit | |
| Blod for Dig , hvis jeg blot kunde føre Dig tilbage fra dine daarlige Vildfarelser til den sande , | |
| ene saliggjørende Tro ; men kun altfor godt veed | |
| jeg , hvor fasf Satan holder Dig ved Haaret . | |
| Stakkels , svage Kvinde ! hvor jeg beklager Dig . | |
| Hvis Du vilde komme , hvis Du vilde aflade fra | |
| Dine falske Afguder , hvormed de af Gud forbandede | |
| Jøder blænde Dig , — da vilde Din Søns | |
| Arme slaae aabne for Dig . Med Vellyst vilde | |
| jeg have modtaget den stakkels Synderinde , det | |
| forvildede Faar , der vendte tilbage til Hjorden ; | |
| men forsøg ikke — det beder jeg Dig alvorligt | |
| og bestemt om — forsøg ikke for anden Gang ved | |
| Kvindetaarer at sfrække mig bort fra min Vei . | |
| Jeg har mistet min Moder , saalænge Du vedbliver | |
| at være , hvad Du er ; men jeg vil gjøre | |
| mig værdig til at vinde en anden Moder i | |
| Kirken . Gid Herren vilde oplyse Dig , at jeg | |
| endnu uden Skam turde kalde mig | |
| din Søn | |
| Andreas . | |
| Dette Brev var et Slag , der ramte . Dersom Lysetændersken havde været besindig nok , maatte hun let | |
| have ukjendt , at denne Tone ikke var hendes Andreas ' s | |
| Tone , at dette Sprog , selv om ogsaa Skrifttrækkene forraadte | |
| hans Haand , dog ikke kom fra hans Hjertes | |
| Grund , at Brevet maatte føres tilbage til en anden | |
| Kilde og blot var en ny Overilelse , og at hun ved et | |
| nyt Besøg hos Sønnen vel ligesaa let som forrige | |
| Gang vilde bringe ham til at erkjende sin Vildfarelse . | |
| Men hvo kan vente , at en Moder , der modtager et saadant | |
| Brev fra sin Søn , skal være besindig og rolig ! | |
| Selv den ellers saa koldblodige Meyer Bruun var | |
| denne Gang ganske bragt ud af Fatning , ikke at tale | |
| om den gode Taube , der i sin Smerte kun den ene | |
| Gang efter den anden udraabte : | |
| Besynderligt , hvor man dog kan tage Feil af et | |
| Menneske ! — | |
| Foreløbig ville vi overlade Lysetændersken til sin | |
| Sorg — hvorfor skulde en Moder ikke have Ret til | |
| at være ene med den — og see , hvad der imidlertid | |
| havde tildraget i Meyer Bruuns Hus . | |
| Havde de her havt Tid til i deres Tanker at beskjæftige | |
| sig meget med Andreas , vilde uden Tvivl det bestandigt | |
| fremdukkende Minde om hans Utaknemmelighed | |
| og Troløshed altid have fornyet de gøde Menneskers | |
| Smerte , men ligesom en legemlig Smerte ofte kun kan | |
| forglemmes over en anden og heftigere , saaledes tjener | |
| ogsaa ofte en aandelig Lidelse til at ophæve eller | |
| idetmindste slille mere i Baggrunden en anden aandelig | |
| Lidelse . | |
| Saaledes indtraf der i Meyer Bruuns Hus aldeles | |
| uformodet en Begivenhed , der døvede Sorgen over | |
| Andreas . | |
| Sigismund , der havde forladt Studeringerne og | |
| var sat ind i Forretningslivet , saae sig pludselig overført | |
| fra den tidligere Skoledreng til den Frihed og Uafhængighed , | |
| som Sønnen af et rigt Hus i Ghettoen | |
| kunde gjøre Fordring paa . | |
| Han vilde allerede gjerne spille den Støre , uagtet | |
| han kun havde fyldt 14 Aar . | |
| I Gymnasiet turde han for Exempel ikke gaa med | |
| Stok ; altsaa var det ved Hjemkomsten hans første Forretning | |
| at anskaffe sig en saadan , med hvilken han da | |
| selv bevist travede omkring . | |
| I Gymnasiet var dernæst Intet strængere forbudt | |
| end Tobaksrygen , hvilket havde været Grund nok for | |
| vor Sigismund til at betragte Tobak-Trafiken med længselsfulde | |
| Blikke og til nu ogsaa at dokumentere den nyserhvervede | |
| Frihed ved en brændende Cigar . | |
| Imidlertid gik det ikke saa godt med Rygningen | |
| som med Stokken ; sidstnævnte havde man ladet passere , | |
| men med Hensyn til Cigarerne , viste Forældrene | |
| sig ligesaa ubønhørlige som Forskrifterne i Gymnasiet . | |
| En Dag havde han nemlig en ordentlig „ Katzenjammer “ , | |
| og da Aarsagen til denne ynkelige Tilstand | |
| befantes at være en Cigar , fik han en saakaldt „ The “ | |
| som man ikke behøvede først at forskrive fra China . | |
| Sigismund syntes døg at have mere Respekt for at | |
| sidde over i Skolen end for Forældrenes Forbud og | |
| selv Katzenjammer , thi hvad han ikke havde vovet | |
| Gymnasiet , det vovede han uden mange Omstændigheder | |
| her . Rigtignok gjorde han det ikke aabenlyst , men | |
| til Gjengjæld drev han det desto værre naar han var | |
| alene . | |
| En Dag overraskede den 2 Aar ældre Søster ham , | |
| medens han netop igjen med en stor Cigar beredte sig | |
| en for sin Alder meget farlig Fornøielse . | |
| Vil Du nu igjen spille den Voxne , Sigismund ? | |
| spurgte Søsteren . | |
| Hvad kommer det Dig ved ? var Sigismunds Svar . | |
| Hvad det vedkommer mig ? — Du kaster slrax Cigaren | |
| fra Dig ! | |
| Hvad saa , om jeg ikke vil ! Du har ikke Noget | |
| øver mig at befale . | |
| Saa skal jeg nok vise Dig , hvem der har øver Dig | |
| at sige . | |
| Saa det vil Du vise mig ? | |
| Netop | |
| Værsgo , men saa skal jeg vise Dig noget andet . | |
| Du Gadedreng . | |
| Hold Mund , Privele ! Tag Dig iagt , at jeg ikke taler . | |
| Hvad ? har jeg maaske noget at skamme mig øver . | |
| Er det mig , der er faldet igjennem . Nu kommer | |
| Du slrax med Cigaren , — eller jeg gaaer ind og siger | |
| det til Fader . | |
| Saa gaa , skynd Dig blot ; der er Ingen , som holder | |
| paa Dig ! — raabte Sigismund i sin Vrede og løb | |
| bort , endnu førend Privele havde forladt Værelset . | |
| I sit Raseri øver , at Søsteren havde antydet , at | |
| han var falden igjennem , kjendte hans Hævntørst ingen | |
| Grændser . — | |
| Han ilede derfor slrax ind og fremtog af sin Skuffe | |
| en i rødt Læder indbunden lille Bog , bragte den ind | |
| til Faderen og raabte : | |
| Læs engang dette her , saa skal Du finde smukke | |
| Nyheder ! | |
| Den lille røde Bog indeholdt virkelig ogsaa Ting , | |
| der aldeles ikke kunde være Forældrene behagelige . | |
| Det var Prive ' s Dagbog , | |
| Sigismund havde kort efter sin Hjemkomst opdaget | |
| den i Søslerens Sybord ; dog var det kun Nysgjerrighed , der drev ham til i et ubevogtet Øieblik , da han | |
| fandt Nøglen siddende i , at bemægtige sig Bogen ; | |
| men det , som tidligere kun havde været Nysgjerrighed , | |
| blev nu i hans Haand et farligt Vaaben mod den | |
| Intet anende Søster . | |
| Saaledes har hendes Hjertes helligste Hemmelighed , | |
| hvilken hun i sin Uforsigtighed havde betroet de forræderske | |
| Blade i Form af mange inderlige Hjerteudgydelser , | |
| paa engang forraadt og afsløret . | |
| Da Sigismund blev sendt til Gymnasiet , var hans | |
| Søster 14 Aar gammel ; nu var hun 16 Aar . | |
| I Løbet as disse 2 Aar havde den spæde Knop | |
| udfoldet sig til en Rose , af Barnet var der blevet en | |
| ung Pige . | |
| Den unge Mand , der tidligere foruden hende ogsaa | |
| underviste hendes Broder , senere ogsaa Andreas , kunde | |
| fra det Øieblik af , da han havde villet forlade Huset | |
| og kun var bleven holdt tilbage ved Meyer Bruuns | |
| egen Bemærkning , at han jo ogsaa havde en kvindelig | |
| Elev , offret denne hele sin Opmærksomhed . | |
| Man maa tilstaa , at han havde gjort dette ikke uden | |
| heldige Resultater , thi den unge Pige havde i aandelig | |
| Henseende gjort betydelige Fremskridt ; men foruden | |
| disse Fremskridt , der tiltog med hver Dag , fik hun | |
| ogsaa , mere og mere Evnen til at kunne vurdere den | |
| Mand , der aabenbarede hende de aandelige Skalte | |
| og havde givet hende Nøglen til saa mange , tilsyneladende | |
| ufattelige Gaader . | |
| Høiagtelsen blev snart til Beundring , og herfra var | |
| kun et lille Skridt til Kjærlighed . | |
| Salomon Hamburger , som Læreren hed , var temmelig | |
| ung bleven optaget i Meyer Bruuns Hus og | |
| var for Øieblikket i en Alder af 24 Aar ; han var | |
| saaledes kun 8 Aar ældre end den unge Pige , for | |
| hvem han havde fattet en ligesaa ren som inderlig | |
| Tilbøielighed , medens hun med sværmerisk Begeistring | |
| hang ved ham . | |
| Man kan fatte , hvorledes det blev dem muligt at | |
| skjule en Kjærlighed , der snart ophørte at være en Hemmelighed mellem dem selv indbyrdes , for Faderens klare , | |
| besindige Blik og Moderens aarvaagne Øie , naar man | |
| ved , hvor opfindsom den ægte , opoffrende Kjærlighed | |
| kan være under saadanne Omstændigheder . | |
| Det var ogsaa den Tilbageholdenhed , der udfordredes , som foranledigede den unge Pige til at betro sit | |
| Hjertes Følelser til Papiret , paa hvilket hun frit og | |
| aabent kunde underholde sig med sin Sjæls Ideal . | |
| Hvis hun blot havde havt den mindste Anelse om , | |
| at Sigismund var bleven en uvilkaarlig Medvider af | |
| hendes Hemmelighed , vilde hun vistnok være gaaet mere | |
| lempelig tilværks overfor Broderen og have forsøgt | |
| ved Godhed at opnaa det , som hun i Kraft af sin Ret | |
| som ældre Søster ansaa sig beføiet fil at forlange . | |
| Hvis paa den anden Side , Sigismund , der i Grunden | |
| ikke var nogen ond , men blot en letsindig Dreng , | |
| kunde ved sit overilede Skridt have forudseet Følgerne , | |
| af de Scener , der vilde gaa for sig i Huset , og den | |
| Sorg han dels voldte Forældrene , dels Søsteren og | |
| den fordums Lærer dermed , saa vilde han vistnok heller | |
| ikke saa drengeagtigt have ladet sig henrive fil at forraade | |
| den Hemmelighed , han tilfældigvis var kommen | |
| i Besiddelse af . | |
| Men , naar var nogensinde Letsindidheden betænksom ? | |
| Det vilde jo være det Samme , som at forlange af | |
| Ild , at det skulde blive fil Vand ! | |
| Sagen gik saaledes sin naturlige Gang . | |
| Meyer Bruun var en Mand der satte Pris paa | |
| aandelig Begavelse , og hvor høit Salomon Hamburger | |
| stod i hans Gunst , have vi allerede seet ved tidligere | |
| Begivenheder ; vi behøve heller ikke at fortælle , hvor | |
| høit den gode Taube agtede den unge Mand , eller hvor | |
| stor Pris hun satte paa ham . | |
| Ikke destomindre blev de gode Forældre satte i den | |
| pinligste Uro ved den uventede Opdagelse . | |
| Meyer Brnun raadslog førsf med sin Hustru om de | |
| Forholdsregler , der kunde paabydes af Nødvendigheden | |
| under de forhaandenværende Omstændigheder . | |
| Han var ingen Ynder af Voldsomheder og foretrak | |
| ved Løsningen af ubehagelige Forhold , at det skete uden | |
| nogensomhelsf Fjendtlighed , med saa stor Skaansel og | |
| saa roligt , som muligt ; og hvor stor Grund han end | |
| kunde have til at agte den unge Mand , saa var Løsningen af Forholdet en Nødvændighed i hans Øine . | |
| Skjøndt ikke med de samme Ord , som Wallenstein | |
| engang brugte , indeholdt ogsaa hans Tankegang det | |
| Spørgsmaal : om det var Døttrene , med hvem man | |
| beviser den Gunst , man slaaer i ? | |
| Hvor har jeg døg havt mine Øine henne ? spurgte | |
| Tanbe , da Manden underrettede hende om det Skete . | |
| Det er en tom Tale , der ikke fører til Noget , svarede | |
| Meyer Brnun , hvad nytter det at beklage sig over | |
| Fortiden ? vi skulle nu blot overveje , hvad der ka | |
| gjøres for at gjøre Feilen god igjen . | |
| Læreren maa i ethvert Tilfælde ud af Huset , sagde | |
| Tanbe med den for Konerne særegne imponerende Frembrusen af den Følelse , de i Øieblikket beherskes af . | |
| Ud af Huset , det er godt nok ; sagde Manden , men | |
| hvorledes ? skal jeg skaffe mig af med ham saadan uden | |
| videre ? Du tænker vel ikke paa de Følger , saaden | |
| Nøget kunde have . | |
| Hvad vil Du da gjøre , spurgte Taube . | |
| Jeg vilde gjerne afgjøre det Hele med det Gode . | |
| Hvad Læreren angaaer , ham tager jeg paa mig ; og | |
| hvis han er Den , jeg anseer ham for af være , vil han | |
| reise bort , uden af jeg engang behøver af bede ham | |
| derom . | |
| Ja , saa er jo det Hele klaret . | |
| Nei , ikke ganske . Du skulde døg ikke glemme Prive ; naar en Pige først har faaet sit Hoved fordrejet , | |
| er det ikke saa let en Sag , af sætte det tilrette paa | |
| hende igjen . Du begriber altsaa , af det netop er det | |
| Besværligste af hele Sagen . At ordne det , vilde falde | |
| vanskeligt for en Mand , det er snarere en Opgave | |
| for en Kvinde , og da især for en Moder . Tiltroer | |
| Du Dig af kunne bringe hende til Fornuft ? | |
| Jeg vil forsøge det , svarede Taube , og det vilde | |
| døg være underligt , om jeg ikke skulle have saa megen | |
| Magt over min Datter . | |
| Du hørte jo nylig , at jeg ikke vil vide Noget af | |
| Magtsprog at sige . Anvende Magt kunde jeg jo selv | |
| ligesaagodt som Du ; men hvo vilde da kunne indestaa for Følgerne ? det er aldeles ikke min Mening , at | |
| der skal bruges voldsomme Midler . | |
| Skulde jeg ikke forstaa Dig ? jeg veed gødt , | |
| hvad Du mener ; lad kun mig øm den Sag ; jeg skal | |
| see til , hvad der er at gjøre . | |
| Opgaverne vare saaledes fordelte , og Angrebet kunde | |
| begyndes . | |
| Meyer Bruun havde ikke forregnet sig i den Mening , | |
| han havde øm den unge Mand . | |
| Der udfordredes kun en kort Samtale . | |
| Salomon tilsfod aabent sin Tilbøielighed , men han | |
| tilsfod ogsaa , at han først nu indsaa , hvad han allerede | |
| tidligere burde have indseet , nemlig at uoversfigelige | |
| Vanskeligheder maatte slille sig mellem ham og hans | |
| Ønskes Opfyldelse . | |
| Dog , hvor varme end mine Følelser ere for Deres | |
| Datter , sluttede han sit Svar paa Meyer Bruuns alvorlige | |
| Forestillinger , kan det dog ikke falde mig ind | |
| at ville forstyrre Deres Huses Lykke ; hvor stort det | |
| Offer end er , som jeg maa bringe , — jeg vil bringe | |
| det , øm saa mit Hjerte skulle bløde derved . Paa mig | |
| ligger kun liden Vægt , jeg kan som Mand vel forsøge | |
| at finde mig tilrette med min Smerte saa godt , som | |
| muligt ; men hvad der bereder mig den slørste Kummer , | |
| er Tanken om hende — Bekymringen for , om hun | |
| — skjønt stor i sine andre ædle Følelser — ogsaa | |
| vil besidde den moralske Kraft til villigt at forsage . | |
| Det haaber jeg , sagde Meyer Bruun , jeg haaber | |
| det af hende , dog mindre førdi hun er min Datter , end | |
| førdi hun er en Elev af Dem . Med Hensyn til Dem | |
| har jeg aldrig taget Feil , hellerikke nu . Jeg vidste | |
| forud , hvorledes De vilde handle . Jeg takker Dem . | |
| Meyer Bruun havde virkelig ogsaa valgt den letteste | |
| Opgave for sig ; thi med Pigen vilde det ingenlunde | |
| gaa saa let , som Moderen lod til at have haabet . | |
| Jeg havde aldrig i mine Levedage tænkt , sagde | |
| Taube til Manden , da hun fortalte om sit første Forsøg , | |
| at Prive havde et saa haardnakket Sind . Jeg | |
| kan ikke begribe , hvem hun skulle have arvet det efter | |
| — Kan Du tænke Dig hvad hun sagde ? Jeg vil ikke | |
| engang sige det igjen , saa ondt var det . Godt , sagde | |
| hun , kast ham ud — send ham bort — det kunne I | |
| gjøre — men pas saa paa , hvad der vil skee . Fra | |
| det Øieblik af , at han er borte har I ingen Datter | |
| mere — det siger jeg Eder . Og selv om I spærre | |
| mig inde , saa skal jeg nok engang slippe bort . | |
| Tænk Dig . saadan Tale ai et Barn ! Du kan jo | |
| nok forstaa , hvor mit Hjerte sammensnøredes ved saadanne | |
| Ord . | |
| Det er netop det , jeg mente , og det , jeg frygtede . | |
| Gud bevare os for alt Ondt , sukkede Rebbe Meyer | |
| Bruun . Vel vidste jeg , at jeg ingen Vanskelighed vilde | |
| faa med ham : men hvortil nytter det os nu , om jeg | |
| sendte ham bort — ja , har jeg ikke forudsagt det ? | |
| — Ja , ja , man skal lære meget her i Verden , førend man bliver 70 Aar gammel ! | |
| Ak , sukkede Taube , at opdrage Børn volder dog | |
| stor Møie ! | |
| Man maa forøvrigt ikke strax tabe Modet , trøstede | |
| Meyer Bruun sin Hustru , man gjør ikke strax Alt , | |
| hvad man i en oprørt Stemning lover . Det forstaaer | |
| sig , at jeg nu allermindst tør lade ham reise bort ; thi | |
| man kunde jo ikke vide . — I det første Øieblik er | |
| saadan et Pigebarn istand til Alt ; lad hende afkjøles | |
| lidt , og fal saa om nogle Dage igjen med hende — | |
| men intet vredt Ord , Alt med det Gode , for ellers | |
| gjør vi Sagen endnu værre . For Øieblikket maa | |
| Du kun passe paa , af hun ikke bliver alene , og Du | |
| maa holde Øinene lidt aabne . | |
| Salomon Hamburger blev , da han vilde gaa , forbauset | |
| over af høre Meyer Bruun udtale det Ønske , | |
| om han dog ikke vilde blive en Tid endnu ; det hastede | |
| jo ikke ! | |
| Da Meyer Bruun saae hans Forbauselse over denne | |
| Opfordring , tilføiede han : | |
| Det er for Folks Skyld ; hvorfor skulde De saa | |
| pludselig bort , uden af et Menneske iforveien havde | |
| hørt Noget derom ? Hvad vilde man fænke , om Dem | |
| og om mig ? Bliv De kun en Tid endnu ; det kommer | |
| jo ikke an paa nogle Dage eller Uger . Jeg behøver | |
| jo ikke af befrygte af en Mand som Dem , af De | |
| skulle misbruge den Tillid , jeg viser Dem . | |
| Salomon Hamburger blev altsaa . | |
| Efter nogle Dages Forløb , da tilsyneladende den | |
| forrige Ro var gjenoprettet i Huset , gjorde Moderen | |
| et nyt Forsøg paa af bringe Datteren paa andre | |
| Tanker . | |
| Tænk blot , mit Barn , sagde Moderen i en indsmigrende Tone , hvor Du staaer Dig selv i Lyset , og hvorledes | |
| Du forbittrer Livet saavel for Dig selv som for | |
| mig og Din Fader . Og hvorfor ; der kunde dog i | |
| hele Verden Ingen være og leve lykkeligere end Du . | |
| Hvad Du ønsker , faaer Du ; vi have , saalænge Du | |
| har levet , ikke nægtet Dig Nøget — | |
| Undfagen netop mit inderligste Ønske , afbrød Datferen | |
| hende . | |
| Lad mig tale ud , mit Barn ! og Du vil indsee , af | |
| jeg har Ret ; jeg har fortjent af Dig idetmindste det | |
| af Du roligt hører paa mig og tænker over hvad jeg | |
| siger ; thi det veed Du vistnok , af hverken Din Fader | |
| eller jeg ville andet end dit Bedste . | |
| Kunne Forældre vel have noget høiere Ønske , end | |
| deres Børns Vel , og hvad andet tilstræbe vi i denne | |
| Verden , end af gjøre Dig og Sigismund lykkelige . | |
| Tal ikke til mig om ham ! afbrød Datferen hende | |
| igjen ; men Moderen vedblev : | |
| Hvad kan Du forlange af et Barn ? Har han da | |
| gjort Dig noget Ondt ? Det er vel sandt , af han | |
| har foraarsaget Dig en øieblikkelig Sorg ; men hvis | |
| Du havde seet , hvør han har grædt over af have givet | |
| Fader Bogen , hvis Du havde seet , hvorledes han hele | |
| den følgende Dag gik omkring som en Fortvivlet , vilde | |
| Du tænke bedre om ham ! Er han en Fjende for Dig , | |
| er han ikke Din Broder ? Og hvad har han saa egentlig gjort Dig ? Hvis Dn vilde være fornuftig , maatte | |
| Dn snarere engang takke ham , fordi han i sin Vrede | |
| har meent at tilføie Dig som Onde Noget , Dn selv | |
| kun i Øieblikket betragter som saadant . Hvorledes tør | |
| Dn glemme , hvem Dn er ? Er Dn ikke Rebbe Meyer | |
| Bruuns Datter . Dn vil engang kunne udsøge Dig | |
| Een iblandt Hundrede . Men hvad vilde Verden sige , | |
| om det hed sig : Rebbe Meyer Bruuns Datter har taget | |
| en Huslærær . Vilde det være et Parti for Dig ? | |
| Jeg beder Dig , Moder , tal ikke med Ringeagt om | |
| ham , afbrød Datteren hende for 3die Gang . | |
| Med Ringeagt ? raabte Moderen , har jeg da gjort | |
| det ? Nei , Gud bevare mig derfor ! Mener Dn at | |
| jeg ikke forstaaer at vurdere ham , eller at Din Fader | |
| ikke forstaaer det ? Vilde vi mon ellers have beholdt | |
| ham saalænge i Huset ? Han er ganske vist et pænt | |
| Menneske , det vil Enhver sige , som kjender ham , og | |
| især hvem der kjender ham saa godt som vi , men . — | |
| Nu , hvad for et men ? | |
| Men , vilde jeg sige , han er dog kun en Huslærær , | |
| og — man maa jo holde paa sin Stand ! Hvad | |
| vilde Du for Exempel sige , hvis Jossef Kreszelis vilde | |
| lage Sypigen Gitele tilægte ? | |
| Det var da en løjerlig Sammenligning ! | |
| Sammenligning ? Det kan ikke engang kaldes en | |
| Sammenligning , thi ham kunde man dog ikke engang | |
| lægge saameget til Last som Dig . En Mand tør gifte | |
| sig under sin Stand ; og hvorfor ? Kvinden sliger op | |
| til ham ; men en Kvinde tør ikke gjøre det , thi hun | |
| maatte da slige ned til Manden af den lavere Stand . | |
| Og troer Du da for Alvor , at blot en Eneste af | |
| alle dem , som I ville give mig Valget imellem , staaer | |
| saa høit , som han ? | |
| Du lille Nar ! jeg forstaaer nok Din Mening ; men | |
| det er en ganske anden Høitstaaen end den , jeg tænker | |
| paa ! | |
| Saa kommer det kun an paa , hvilken der er den | |
| sande ! | |
| Det kommer det ganske vist an paa ! — Seer Du , | |
| mit Barn , nu begynder Du at tale mere , som Du skal . | |
| Hvis Du var Datter af Kagebagersken Økkel eller af | |
| Frugthandlersken Bhaile , saa kunde Du rigtignok blive | |
| indbildsk af saadant et Parti og betragte det som en | |
| Lykke for Dig ; men som Datter af Rebbe Meyer | |
| Bruun , der har saa stort et Fabrik , at man vidt og | |
| bredt ikke finder Mage til det — | |
| Og jeg mener netop det Omvendte ! Netop fordi | |
| jeg er Rebbe Meyers Datter , tør jeg — | |
| Jeg forstaaer Dig ikke ; jeg maa rentud sige , jeg forstaaer | |
| Dig ikke , afbrød nu Moderen hende i en halv | |
| ærgerlig Tone . | |
| Hør kun til , og Du vil nok forstaa mig , sagde | |
| Privele . Hvis jeg var fattig , det vil sige , hvis mine | |
| Forældre vare fattige , saa maatte jeg stræbe efter at | |
| faa mig en rig Mand , og selv om mit Hjerte ikke var | |
| med i Spillet , vilde jeg kanske føle mig forpligtet til at | |
| bringe mine Forældre et saadant Offer ; men nu , da I , | |
| Gud være lovet , ikke behøve et saadant Offer af Eders | |
| Datter , hvorfor skulde jeg nu tvinges til at afstaa fra | |
| ham , ved hvem mit Hjerte hænger . Hvorfor skulde jeg | |
| ikke , og det netop fordi jeg er rig , turde følge mit | |
| Hjertes Valg ? — Forstaaer Du mig nu , Moder ? | |
| Ikke saa ganske , svarede denne , Sagen er ikke saa | |
| glat , som den synes Dig ; der er en Hage derved . | |
| Hvad da ? | |
| Ja , hvordan skal jeg forklare Dig det ? Jeg er jo | |
| ældre end Du og maa forstaa mig bedre paa Tingene . | |
| Den gode Taube vidste virkelig ikke selv , hvilken | |
| anden Hage Sagen endnu kunde have uden netop den , | |
| at Rebbe Meyer Bruun var imod den . | |
| Hun kunde ikke rykke flere Batterier frem mod Datteren | |
| og benyttede sig derfor af den Udflugt at gjøre | |
| sin modnere Alder og slørre Erfaring gjældende . | |
| Privele nøiedes imidlertid ingenlunde med saadanne | |
| Udflugter , men sagde : | |
| Du siger , Moder , at Du ikke forstaaer mig ; jeg | |
| maa nu erklære , at jeg ikke forstaaer Dig . At Fader | |
| kan vedblive at være haardnakket overfor mig , kunde jeg | |
| snarere begribe ; thi en Mand veed ikke hvad der foregaaer | |
| i et kvindeligt Hjerte ; men at Du stiller Dig | |
| paa hans Parti overfor mig og ikke snarere træder over | |
| paa min Side for at understøtte mig . Kvinden , mod | |
| Manden , det havde jeg rigtignok aldrig troet om Dig ! | |
| Lille Nar , sagde Moderen , Du har kanske troet , at | |
| jeg slrax vilde gaa hen og sige til Dig : | |
| Naa , Prive , der har Du ham , tag ham saa ! | |
| Ja , hvorfor ikke ? Vilde det maaske ikke have været | |
| smukkere ? Vilde det maaske ikke have passet sig bedre | |
| for Dig end at forsøge paa af gjøre mig utro mod mig | |
| selv ? | |
| Taube maatte nu igjen underrette sin Mand , om af | |
| Prive var et meget egensindigt Hoved , hos hvem man | |
| intet kunde udrette . | |
| Dog forekom der denne Gang Intet i hendes Beretning | |
| om af løbe bort eller af slyrte sig i Vandet | |
| eller lignende skrækkelige Ting . | |
| Rebbe Meyer Bruun troede dernæst af bemærke af | |
| den Maade , hvorpaa Taube forestillede Forholdene , af | |
| hun selv var undergaaet en lille Forandring i sin | |
| Synsmaade , af hun aldeles ikke men talte saa bestemt | |
| som før mod den Forbindelse , der var Spørgsmaal | |
| om , af hun rigtignok endnu var imod den , men kun | |
| af den Grund , fordi han var imod den , og ingenlunde | |
| som før ifølge en indre Overbevisning . - | |
| Og den kloge Meyer Bruun havde heller ikke saa | |
| ganske Uret heri ; hans Iagtagelse gjør hans skarpe | |
| Blik og Menneskekundskab Ære . | |
| Dog tog han sig vel i Agt for i Øieblikket af udtale | |
| denne Mistanke aabent ; han ansaa det for mere | |
| tilraadeligt af lade hende forblive i den Tro , af han | |
| aldeles ikke havde bemærket den Forandring , der var | |
| foregaaet med hende , thi saafremt han fordrede en Forklaring | |
| herover af hende , saa var hun , hvis han havde | |
| Ret i sin Formodning , nødt til aabent af tage Parti | |
| for Datteren imod ham ; lod han hende derimod forblive | |
| i den Tro , af han Intet anede , saa kunde hun | |
| idetmindste ikke aabenbart sætte sig op imod ham , men | |
| maatte , om end blot for Skinnets Skyld , dog endnu | |
| bestandig hylde samme Betraktningsmaade af Forholdene | |
| som han . | |
| Han nøiedes derfor med af formane hende om vedblivende | |
| af vaage over Datteren samt af og til i gunstige | |
| Øieblikke gjentage sine Forsøg , men forøvrigt overlade | |
| Sagen i Guds Haand , der sikkert endnu vilde lede | |
| den til det Gode . | |
| Saaledes skete det ogsaa , og da det nogen Tid senere | |
| igjen var kommet til en Samtale mellem Moder | |
| og Datter , herskede der allerede en langt slørre Enighed | |
| mellem dem , end Pigen selv havde ventet . | |
| Moderen forsikkrede , af hvis Sagen havde beroet | |
| paa hende alene , vilde hun gjerne have sat sig ud over | |
| enhver Snak , men af Faderens Villie var ubøielig , | |
| og af man derfor maatte sætte sin Lid til Fremtiden , | |
| i hvilken Gud vel kunde styre det saaledes , af hun | |
| endnu kunde faa sit Hjertes Ønske opfyldt . | |
| Henrykt over denne uventede Bistand viste den unge | |
| Pige sig nu ogsaa beredt til et Compromis . | |
| Moder og Datter bleve enige om , af Salomon | |
| Hamburger nok skulle forlade Huset , men ikke Egnen , | |
| og at han til enhver Tid skulle modtages med Ære | |
| som Gjæst i Huset , endvidere at man ikke vilde besvære | |
| Datteren med Ægteskabstilbud , eller snarere , at man | |
| i det Tilfælde , at et saadant skulde blive gjort hende , | |
| maatte være fattet paa , at hun vilde sige nei . | |
| Den gøde Taube indfandt sig nu med disse Fredspræliminairer | |
| hos sin Mand , og denne indsaa Nødvendigheden | |
| af , i Mangel af bedre , at gaa ind paa dem . | |
| Salomon Hamburger holt altsaa ifølge den herefter trufne | |
| Aftale sit Indfog i en anden Bolig , hvor han , fri for | |
| alle Forpligtelser , udelukkende hengav sig til sine lærde | |
| Studier . | |
| Saaledes vare foreløbig alle de i Sagen interesserede | |
| Personer stillede tilfreds og ventede , rigtignok Enhver | |
| i sin Forsfand , Knudens endelige Løsning af | |
| Tiden . | |
| Tiden stod heller ikke stille . | |
| Der forløb Uger , Maaneder , Aar , og ligesom den | |
| physiske Verden befinder sig i evig Bevægelse og Fornyelse , | |
| saaledes begyndte der ogsaa i den aandelige | |
| Verden Meget at røre sig , som man tidligere havde | |
| anseet for at være fast og urokkeligt . | |
| Høiere begavede Aander anede allerede af de næsten | |
| umærkelige Trækninger og lette Krusninger de store og | |
| mægtige Bølgeslag , som Fremtiden vilde bringe . | |
| Borgerkongen i Paris sad rigtignok endnu i selvbehagelig | |
| Sikkerhed paa sin Throne ; dog undgik det ikke | |
| de Faa , der sikkert holdt Øie med Tiden , at de Franske | |
| endnu ikke ganske havde glemt Traditionerne fra | |
| 1792 . | |
| En af disse Faa sad i en lille Afkrog af denne | |
| Jord , i sit stille Værelse i et lille Hus i vor Ghetto ; | |
| han hed Salomon Hamburger . | |
| Salomon Hamburger vendte en Aften hjem efter | |
| en Spadseretour og lagde sig udmattet tilsengs . | |
| Han faldt snart i Søvn og havde en underlig Drøm . | |
| Han saa sig paa Vandring med en Kammerat , som | |
| han ikke kjendte . | |
| Velfilmode gik de fremad uden at tale med hinanden . | |
| Der syntes at herske en vis god Forstaaelse | |
| mellem dem , om hvilken de selv ikke vidste , hvoraf den | |
| var opstaaet , men hvorover de alligevel ikke henfaldt i | |
| Grublerier . | |
| De holdt sig til Kjendsgjerningen , til Øieblikket . | |
| De skrede videre og bestandig videre ; Egnen , der tidligere | |
| var dem vel bekjendt , blev dem paa engang fremmed | |
| og ubekjendt ; de vidste ikke længere , hvor de befandf | |
| sig . | |
| Saaledes ankom de til en tæt Skov ; i Begyndelsen | |
| forfulgte de Sporene af en Fodsti , der formedelst | |
| Grene , som havde bøjet sig ned mod Jorden og syntes | |
| sammenvøxede med Træernes Rødder , just ikke var let | |
| af passere . | |
| Ligegodt var det en Sti , som idetmindsle een menneskelig Fod maatte have betraadt forinden , og som | |
| derfor vel ogsaa maatte føre til et eller andet Maal . | |
| Men pludselig tabte de Sporet af denne Fodsti , | |
| Skoven blev tættere og tættere , bestandig mørkere , og | |
| intetsteds var nogen Udvei af finde . | |
| De tumlede videre i Mørket , saagodt det lod sig | |
| gjøre , og ligesom de uventet vare komne ind i den mørke | |
| Tykning , saaledes befandt de sig nu ligesaa pludselig | |
| i en smuk , grøn , af Solen oplyst Udhugning i Skoven , | |
| hvor de med indre Glæde nøde Synet af den blaa | |
| Himmel over dem , hvilken de saa længe havde savnet . | |
| De gik dog endnu bestandigt videre . Lysningen | |
| blev snævrere , og endelig naaede de en Mur af umaadelig Høide , der slrakte sig paralel med den Vei , de | |
| skulde gaa , og syntes af dele Lysningen i 2 Halvdele . | |
| Her skiltes de 2 Vandringsmænd uden af sige et | |
| Ord , ligesom om det allerede forlænge siden var blevet | |
| aftalt saaledes , og det , saa af den ene gik videre paa | |
| høire Side af Muren , den anden paa venstre . | |
| Hvorledes det nu videre gik med hans Kammerat , | |
| lagde Salomon ikke Mærke til ; selv gik han tilhøjre , | |
| og efter nogle Skridt fremad befandt han sig i et herligt | |
| Gemak , hvis Dægge vare udpyntede med levende | |
| Grønt , medens der forresten kun fandtes Græsbænke | |
| deri , der udsendte en liflig Duft . | |
| Der var ikke Tale om noget Tag eller Loft , men | |
| Himlen befandt sig fri og aaben ovenover ; det Besynderligste | |
| ved det Hele var dog det , af der strax efter | |
| hans Indtrædelse hævede sig en frisk Græsvæg ligesom | |
| op af Jorden bagved ham , medens den modsatte Væg | |
| aabnedes som ved et Slag med en Tryllestav , og her | |
| saa man nu efter hele Bredden en vidunderlig smuk | |
| Terrasse , til hvilken Trin af Græstørv førte op . | |
| Uden af tøve længe steg han op ad Trinene , og | |
| nu gjentøges alt det Samme , som i det første Gemak . | |
| — Igjen hævede en Væg sig bagved ham , medens | |
| en anden slilles ad , visende Udsigt til en ny | |
| Terrasse . | |
| Den eneste Forskjel var blot , af her Alt udsendte en | |
| endnu behageligere Vellugt end i det første Værelse . | |
| Hvor meget nu end Mosbænkene langs Væggene | |
| indbøde til Ro og Hvile , var dog Udsigten over den | |
| nye Terrasse for henrivende til af tillade ham en længere | |
| Dvælen . | |
| Han følte heller ikke mindste Spor af Træthed og | |
| gik derfor uden videre Betænkning op ad Trinene til | |
| den nye Terrasse . | |
| Imidlertid vilde vi aldrig blive færdige , om vi | |
| skulde opregne , hvor ofte dette Skuespil gjentog sig | |
| stadig med samme Regelmæssighed , medens den vederkvægedæ Vandringsmand bestandig naaede høiere fra | |
| Værelse til Værelse , fra Terrasse til Terrasse , idet dog | |
| Vellugten , der syntes at udstrømme fra de friske Vægge | |
| og Bænke , bestandig blev behageligere . | |
| Selv vidsle han ikke engang mere , hvor mange | |
| Værelser han allerede var gaaet igjennem , thi han | |
| havde for længe siden hørt op med at tælle . | |
| Endelig befandt han sig i et Værelse , der lød til | |
| at være det sidste , thi den Væg , der befandt sig ligeoverfor , | |
| aabnede sig ikke ved hans Indtrædelse , men forblev | |
| paa sin Plads ; med dette kunde intet af de foregaaende Værelser sammenlignes i Vellugt og med Hensyn | |
| til Væggenes og Bænkenes friske og saftige Grønt , | |
| og Himlen smilede endnu huldsaligere herind end nogetsteds | |
| før . | |
| Nu kunde vor Vandringsmand ikke længere modstaa | |
| Lysten til at udhvile sig paa en af Bænkene ; han kastede | |
| sig ned i det svulmende Græs , og en paradisisk | |
| Salighed gjennembævede ham . | |
| Han havde imidlertid neppe hvilet et Par Minutter | |
| her , før pludselig en lille Sidedør , som han hidtil ikke | |
| havde bemærket , aabnedes , og en ærværdig Olding | |
| med bølgende hvidt Haar og indhyllet i en sort Talar | |
| traadte ind . | |
| Oldingen betragtede med en alvorlig Mine den Fremmede , | |
| der i sin Frygt for i frækt Overmod at have | |
| vanhelliget en Helligdom hurtigt var sprungen op fra | |
| sit bløde Leie for at bønfalde den ærværdige Eier af | |
| dette paradisiske Sted om Tilgivelse ; men i samme Nu | |
| var Oldingen igjen forsvunden igjennem den Dør , i | |
| hvilken han havde vist sig . | |
| Vandringsmanden følte sig ikke ganske vel tilmode | |
| over Alt dette , og tænkte med Skræk paa , hvorledes | |
| Udfaldet af dette besynderlige Eventyr vilde blive ; det | |
| forekom ham allerede , at han hørte Raslen af de Lænker , der vare ham bestemte for hans Forbrydelse ; han | |
| troede allerede at see Sværdet funkle over sit Hoved ; | |
| da viste Oldingen sig paany og ved hans Haand — | |
| den yndigste Skabning i Verden . | |
| Vandringsmanden vilde neppe tro sine Øine , thi det | |
| var jo hans Hjertes Elskede , der her stod for ham . | |
| Der er han ! tiltalte Oldingen den unge Pige , idet | |
| han pegede paa den Fremmede ; denne var ikke sig selv | |
| mægtig , men sprang til , henrevet af sin Lidenskab , for | |
| at trykke den dyrebare til sit Hjerte . | |
| Endnu ikke ! sagde Oldingen , og Salomon Hamborger | |
| aabnede sine Øine under et høit Skrig og saa , | |
| et han laa tilsengs i sin lille Stue i Ghettoen . | |
| Det var nu forgjæves , at han anstrængte sig for | |
| at kalde den herlige Drøm tilbage i sin Hukommelse . | |
| Han lukkede Øinene paany , men — saae kun Mørke | |
| omkring sig . | |
| Kun den ærværdige Oldings Skikkelse foer endnu | |
| engang med Lynets Hurtighed gjennem hans Aand , og | |
| han gjenkjendte i ham den fortræffelige Præst , med | |
| hvem han for flere Aar tilbage havde havt den tidligere | |
| meddelte Samtale angaaende Andreas . | |
| Det var ham ikke muligt at falde isøvn igjen ; | |
| utaalmodig oppebiede han Dagens Frembrud , stod da | |
| ganske tidlig op , og begav sig paa Vei til Præsten . | |
| Han bankede paa og der blev lukket op ; men Tjenestepigen , | |
| der aabnede Døren , saae forbanset paa ham , idet | |
| hun spurgte : | |
| Veed De det allerede ? | |
| Hvilket ? | |
| At den høiærværdige Herre er død inat . | |
| Gud i Himlen ! raabte Salomon Hamburger , ilede | |
| hjem igjen , hvor han udgjød Sorgens Taarer . | |
| Nogen Tid senere holdt Præstens Efterfølger sit | |
| Indtog i Præstiet . | |
| Det var en ung Mand , der ikke var ganske ubekjendt | |
| med Skuepladsen for sin fremtidige ( præstelige ) Virksomhed , | |
| thi i Byen , hvortil han blev sendt , forløb | |
| hans Barndom — og hvis Nogen endnu ikke kan gjette | |
| det ville vi blot bemærke , at den nye Hr . Pastor en | |
| gang hed den lille Andreas og ikke er nogen Anden | |
| end Lysetænderskens Søn . | |
| Hans Indtog havde fundet Sted med stor Høitidelighed . | |
| Fra | |
| Kirketaarnet nedsendte Klokkerne deres alvorlige | |
| Toner ligesom paa Lørdagen før Opstandelsesfesten . | |
| De unge Knøse rede paa Heste , der vare behængte | |
| med brogede Baand , deres Sjælehyrde imøde , medens | |
| hvidklædte Piger dannede levende Hegn , og flere Geistlige | |
| fra Omegnen havde forsamlet sig før at byde deres | |
| unge Kollega velkommen . | |
| I hele Byen herskede der en almindelig Jubel over , | |
| at Menigheden nu igjen havde en Hyrde ; baade Unge | |
| og Gamle , Store og Smaa vare glade . | |
| Men , Lysetændersken ? — ja , hun var ogsaa blandt | |
| de Ventende ; hun fulgte ogsaa med ind i Kirken ; hun | |
| saae Andreas paa Prædikestolen , Legemliggjørelsen af | |
| hendes dristigste Ønske . | |
| Dette Ønske var nu virkelig opfyldt . | |
| Præsten stod der fix og færdig ; men hvorledes stod | |
| det til med Sønnen ? | |
| Der var henrundet en lang Tid , over 10 Aar , siden | |
| den Dag , da hun havde modtaget Afskedsbrevet | |
| fra Andreas . | |
| Meget havde imidlertid forandret sig ; dog var der | |
| i denne lange Tid ikke forekommet Noget , som kunde | |
| have været skikket til af læge det smertelige Brud mellem | |
| Moder og Søn . | |
| Lysetændersken havde ligeoverfor hint Brev , der saarede | |
| hende i hendes Sjels Inderste og tilføjede hende | |
| den dybeste Krænkelse , ikke havt andre Vaaben end — | |
| Taushed og Taalmodighed . | |
| Andreas var i hendes Øine den forlorne Søn . | |
| Hun skammede sig over ham , ja , hun gjorde endogsaa | |
| sig selv de bittreste Bebreidelser for hans Utaknemmelighed | |
| overfor det Bruun ' ske Hus . | |
| Hendes Moderkjærlighed var imidlertid ikke udslukket , | |
| og endogsaa meget ofte i Løbet af denne lange Tid | |
| gjorde hun sig selv det Spørgsmaal , om det alligevel | |
| ikke havde været urigtigt af hende , af hun ikke havde | |
| forsøgt paa for anden Gang af bringe Sønnen til | |
| Besindelse igjen ; ja , ofte tænkte hun , om det mon ikke | |
| endnu var Tid til af indhente , hvad hun havde forsømt , | |
| om hun ikke nu skulde gaa bort , opsøge sin Andreas | |
| og see , om han ikke igjen kunde være hendes | |
| Søn . | |
| En vis Sky havde døg hver Gang afholdt hende | |
| fra af foretage dette Skridt . | |
| Andreas er nu — sagde hun ved sig selv — intet | |
| Barn længere , som man kan lege med , og naar han | |
| allerede som Barn kunde handle saaledes imod mig , | |
| hvad har jeg da af vente nu ! — En eneste Gang | |
| paakom endog den Tanke hente , om hun ikke skulde | |
| have givet efter og af Kjærlighed til Sønnen have opgivet | |
| sin Tjeneste i Synagogen : men dette Punkt var | |
| netop hendes „ Achilleshæl “ , alt Andet vilde hun hellere | |
| have taalt af Andreas end det , af han havde kaldt | |
| denne Tjeneste for uværdig , af han foragtede og førhaanede den Beskjæftigede , ved hvilken hun i mange | |
| Aar havde ernæret baade sig selv og ham , og uden | |
| hvilken de begge havde maattet lide Kummer og Nød . | |
| At han i den Grad kunde forglemme alle sine Erindringer | |
| fra Barndommen , forekom hende et Bevis | |
| paa , af han endogsaa vilde have været istand til af | |
| forglemme hende . | |
| Havde Andreas da virkelig glemt sin Moder ? | |
| I Andreas stod to Principer i Kamp med hinanden , | |
| ligesom Faust havde han kunnet sige om sig selv — | |
| og hvilket begavet Menneske kan ikke det ! — af der | |
| boede 2 Sjæle i hans Bryst . | |
| Hvor ofte angrede han ikke det overilede Skridt , til | |
| hvilket han havde ladet sig forlede af Cyrill ; hvor | |
| mange Øieblikke var der ikke , da han angerfuld , gjerne | |
| vilde løbet til sin Moder , kastet sig for hendes Fødder | |
| og bedet om Tilgivelse . | |
| Hvor ofte beskyldte han sig ikke selv før den usleste Utaknemmelighed og bebreidede sig paa det Bittreste | |
| den Ondskab , med hvilken han havde slødt den kjærlige Moder fra sig ; men disse naturlige Opbrusninger | |
| af den barnlige Kjærlighed bleve snart igjen kvalte , | |
| naar den fanatiske Cyrill forestillede ham , hvorledes han | |
| aldeles ingen Skyld havde i Løsningen af dette Naturens | |
| Baand , hvorledes han netop havde gjort Alf , | |
| hvad en god Søn blot kunde gjøre overfor sin Moder , | |
| hvorledes det ikke var ham , der havde slødt Moderen , | |
| men netop Moderen , der havde slødt ham fra sig , idet | |
| hun i sin ulyksalige Forblændelse havde afvist hans | |
| oprigtige , sande christelige Formaninger , hvorledes han | |
| havde anstrængt sig før hendes Sjæls Fred , men fra | |
| Moderens Side ikke havde faaet Andet end taus Forstokkethed og stolt Foragt fil Løn før sine gode Hensigter . | |
| Cyrills | |
| Betragtninger formaaede dog ikke altid af | |
| yde ham Trøst , men saa kom Skammen i hans eget | |
| Hjerte fil som Bundsforvandt før hine . | |
| Hvorfra skulde han hente Modet fil af træde frem | |
| før en Moder , som han havde krænket saa dybt ! Saaledes | |
| seilede dog altid det fanatiske Princip , der ved | |
| Kunst var opelsket i ham , over hans Hjertes skjønne og | |
| ædle Opbrusninger . — | |
| Under saadanne indre Kampe havde Andreas fortsat | |
| sine Studeringer , indtil han kunde tage fat paa Theologien , | |
| og under saadanne Kampe havde han endelig | |
| modtaget Præsteindvielsen . | |
| Endnu i dette Øieblik , da han stod som aandelig | |
| Anfører for den Menighed , som han selv efter Fødsel | |
| tilhørte , vare disse Kampe ingenlunde ophørte ; tvertimod | |
| kunde man sige , at de først nu egentlig vare begyndte | |
| i al deres Styrke . | |
| Moder og Søn vare ved et mærkværdigt Sammentræf | |
| af Omstændigheder rykkede hinanden saa nær , som | |
| vel muligt ; med denne Tilnærmelse i Rummet var | |
| døg den vide Kløff ikke bleven ringere , som skilte dem | |
| fra hinanden . | |
| Rigtignok vilde fra enhver af Siderne en Imødekommen | |
| fra den anden være bleven seet med en hjertelig | |
| Glæde ; men Sagen var netop , at Ingen af dem | |
| vilde foretage det første Skridt , hvilket just er Grunden | |
| til , at Menneskene meget lettere skilles fra hinanden i | |
| Brede end finde hinanden igjen . | |
| Med Hensyn til Moderen , der hver Søndag saae | |
| Sønnen paa Prædikestolen og hørte ham forkynde Guds | |
| Ord derfra , hvor gjerne vilde hun ikke have trykket | |
| denne Søn til sit Bryst , hvor bankede ikke hendes | |
| Hjerte ved den Tanke , at den Mand , som stod deroppe , | |
| og hvem hele Menigheden andægtigt lyttede til , det | |
| var hendes Andreas , som hun havde opfødt , pleiet ved | |
| Dag og ved Nat ; men — hvorledes skulde hun nu | |
| vove af gjøre det , som hun hidtil havde opsat ? Andreas | |
| var bleven en stor , fornem Herre , medens hun | |
| selv endnu var en fattig , ydmyg Kvinde . | |
| Var han desuden endnu hendes Søn ? Havde hun | |
| egentlig endnu Ret til af kalde sig hans Moder ? | |
| Havde han ikke selv skrevet i hint usalige Brev , af | |
| han vilde gjøre sig værdig til af vinde Kirken som | |
| Moder ? og havde han ikke troligen opfyldt dette Løfte ? | |
| Stod han ikke i Kirkens Tjeneste og som en af dens | |
| værdigste Tjenere ? Hvad Fordring kunde da den simple | |
| Kvinde endnu gjøre paa ham ? Det var jo den tossede | |
| Moderkærlighed , som hun ikke formaaede af ban | |
| lyse fra sit Hjerte ; men hvo bekymrer sig vel om en | |
| fattig Kones Hjerte ? | |
| Burde Præsten ikke have opsøgt Moderen ? Jo sikkerligen ! | |
| og sandsynligvis vilde det ogsaa Være skeet , | |
| om han havde fulgt sit Hjertes Trang ; men Overvejelsen | |
| lagde sig som en Blyvægt paa hans varme Følelse | |
| og holdt ham borte fra Moderen . | |
| Sønnen kunde ganske vist ydmyge sig for Moderen ; | |
| men kunde Præsten ogsaa ydmyge sig overfor Lysetændersken | |
| i Synagogen ? | |
| Denne flinke Kone besørgede nu som før sin Tjeneste | |
| med Iver og Punktlighed ; men del var netop Sagen , | |
| hvorom Alt dreiede sig . | |
| Andreas skammede sig over , af hans Moder kændte | |
| Lysene i Synagogen i den samme By , hvor han var | |
| Præst . | |
| Naar hun blot vilde opgive det ! sagde han til sig | |
| selv — saa kunde Alt blive godt igjen . | |
| Ja , men netop det opgav hun ikke . Man kunde | |
| ligesaa godt have opfordret hende til af opgive den | |
| Luft hun aandede . Det var slet ikke noget Lune af | |
| hende , men en virkelig , dyb Hjertesag . | |
| Meyer og Taube Bruun havde aldrig gjort hende | |
| nogensomhelst Bebreidelse for Sønnens Skyld ; saa fin | |
| en Skaansel forsfod hun af sætte Pris paa og ansaae | |
| sig derfor endmere forpligtet til af bevise det Bruun ' ske | |
| Hus , af hun aldeles ikke havde Noget af gjøre med | |
| sin Søns Utaknemmelighed , men høiligen fordømte den , | |
| og af — kørt sagt — Intet kunde frembringe nogen | |
| Forandring i hendes Forhold til Ghettoen . | |
| Hvad maatte ogsaa Meyer Bruun have tænkt om | |
| hende , om hun nu skjændigt havde forladt den Tjeneste , | |
| ved hvilken den jødiske Menighed i saa mange Aar | |
| havde lettet hendes hjælpeløse Stilling ? | |
| Jo smerteligere hun følte , i hvor høi en Grad hendes | |
| Andreas havde forsyndet sig overfor den Bruun ' ske | |
| Familie , desto fastere stræbte hun at slutte sig fil dem . | |
| Da for 10 Aar siden Lærerens Forhold fil Eleven | |
| blev opdaget ved Sigismunds overilede Skridt , blev | |
| hun derfor ogsaa af alle Familiens Medlemmer indviet | |
| i Hemmeligheden . | |
| Meyer Bruun holdt det ikke under sin Værdighed | |
| at spørge den simple Lysetænderske tilraads om , hvad | |
| han skulde gjøre i denne ubehagelige Sag . | |
| Fra Taubes Side vilde en saadan Nedladenhed forekomme os mindre besynderlig . | |
| Den unge Pige søgte hendes Beskyttelse overfor | |
| Forældrenes Angreb , Sigismund gjemte sig bag hende | |
| af Frygt for Søsterens Hævn , og selv den lærde Salomon Hamburger forsmaaede ikke at lytte fil Lysetændersken , naar hun formanede ham fil Taalmodighed | |
| med Hensyn fil Privele og henviste ham fil Fremtiden , | |
| der jo kunde bringe saa Meget med sig . | |
| Dette venskabelige Forhold fil det Bruun ' ske Hus | |
| var indtil denne Dag ikke i mindste Maade blevet | |
| svækket ; hun blev betragtet næsten som et Medlem af | |
| Familien . | |
| Jo inderligere hendes Forhold fil det Bruun ' ske | |
| Hus imidlertid i Tidens Løb havde udviklet sig , desto | |
| slørre maatte ogsaa nu Afstanden blive mellem Moder | |
| og Søn ; thi sandelig , hin Romer var ingen daarlig | |
| Menneskekjender , som sagde , at det var den menneskelige | |
| Naturs Feil at hade Den , som vi have fornærmet . | |
| Andreas vidste meget vel , at han havde opført sig | |
| høist utaknemlig baade mod Meyer Bruun , Taube , Sigismund | |
| og sin fordums Lærer , og ofte følte han | |
| Samvittighedsnag derover ; men naar et Menneske har | |
| begaaet en Feil , søger han sjeldent Aarsagen dertil i sig | |
| selv , derimod oftest hos de Andre . | |
| Navnlig naar man har vist sig uretfærdig mod Nogen , | |
| søger man i Reglen efter Grunde , der ikke blot | |
| undskylde En selv , men endogsaa paa det Klareste bevise , at den Anden fortjener denne Uret og selv er | |
| Skyld deri , saa at man ikke kunde have handlet anderledes | |
| imod ham , og under en saadan Jagen efter | |
| Sophismer feiler det sjeldent , at jø Skarpsindigheden | |
| trolig staaer os bi . | |
| Saaledes havde ogsaa Andreas med Tiden argumenteret | |
| sig ind i et sandt Had til sine Velgjørere , netop | |
| fordi han paa det Føleligste havde krænket dem , og | |
| Cyrills fanatiske og haardnakkede Dialektik forstod at | |
| fylde op , om der endnu fandtes en Krog fri i hans | |
| Hjerte . | |
| Det var altsaa intet Under , at han nu , da han | |
| saa at sige var rykket sine Velgjørere under Øinene , | |
| følte Samvittighedens Braad skarpere end nogensinde , | |
| medens tillige hans Modbydelighed for det Bruun ' ske | |
| Hus steg i samme Grad , som hans Samvittighed daglig | |
| tilhvidskede ham , at han maatte føle sig forpligtet | |
| overfor dem . | |
| Det var altsaa heller intet Under , at han holdt sig | |
| i desto slørre Afstand fra Moderen , jo venskabeligere | |
| han saae at hendes Forhold var til hans Fjender , det | |
| vil sige : Velgjørere . — | |
| Det havde derfor ogsaa været ham høist ubehageligt , | |
| da Præsfeværdigheden netop i hans Fødeby blev | |
| ham overdraget som Belønning og Anerkjendelse før | |
| hans Vandel og Lærdom , og dog kunde han ikke godt | |
| — og det var hans værste Straf ! — have afslaaet | |
| den uden at blotte sig . | |
| Den unge Præsts Ankomst havde fundet Sted om | |
| Efteraaret . | |
| Landskabet viste samme Karakteer , som Dagen før | |
| hans Afgang til Gymnasiet . | |
| Bladene faldt af Træerne , men de Skranker faldt | |
| ikke , som skilte Søn og Moder fra hinanden . | |
| Det blev Vinter , og med den slørre Kulde syntes | |
| ogsaa Sønnens Hjerte at trække sig endnu slærkere sammen , | |
| og da Islaget bedækkede Floden , syntes ogsaa | |
| en Isskorpe at have lagt sig om Sønnens Hjerte . | |
| Men — Vinteren maa rase , saa galt den vil ; det | |
| maa dog engang igjen blive Foraar ! | |
| Og Foraaret kom , men med det syntes ogsaa et | |
| andet Foraar , et Folkens Foraar at bryde frem . | |
| En vældig Storm hævede sig i Paris og havde snart | |
| udbredt sig over hele Europa . | |
| Hele Verden syntes oprørt ; ingen Krog eller lille | |
| Plet blev uberørt af dens Rasen ; det var Martsdagene | |
| i Aaret 1848 . | |
| Verden syntes at ville fornyes . | |
| I Paris havde man stødt Kongen fra Thrønen , og | |
| Frankrig blev Republik . | |
| I Wien fordrede Revolutionen de første Offre for | |
| Friheden . | |
| Keiser Ferdinand gav sit Folk en fri Forfatning . | |
| I alle Hovedstæder blev Konstitutionen proklameret ; | |
| Borgerne oprettede Nationalgarder , Studenterne dannede | |
| Legioner under egne , ud af deres Midte valgte | |
| Anførere . | |
| Alt syntes at straale af Glæde og Henrykkelse , thi | |
| det Tryk , der havde hvilet paa Menneskeheden , lod til | |
| at skulle ophøre ; Friheden syntes at ville fremvoxe af | |
| de Faldnes Blodsæd , og den Menneskene medfødte , | |
| men saa længe lænkebundne Ret led til at hæve sig | |
| med seierig Vælde . | |
| Begivenhederne i Hovedstaderne gav mægtig Gjenlyd | |
| rundt om paa Landet . | |
| Her saae man de store Begivenheder fra lang Afstand , | |
| og der b ! ev det største Spillerrum for Phantasien | |
| med Hensyn til Udpyntningen af dem . | |
| Aviser og Flyveskrifter oversvømmede hele Landet , | |
| ja voxede næsten frem af Jorden . | |
| Gemytternes Oprørthed er ubeskrivelig . | |
| Hvert Øieblik bringer nye Meddelelser , ethvert Øre | |
| er aabent for Overdrivelser og Fordrejelse af Kjendsgjerningerne . | |
| Snart hedder det , af „ Tienden “ er afskaffet ; man | |
| behøver ikke længere af udrede Tienden til Præsten , og | |
| Bonden kan nu kjøre sin Høst hjem , uden af behøve | |
| af anstrænge sig for af hemmeligholde dens Størrelse | |
| for Øvrigheden . | |
| Naar Præsten nu vil have Korn , maa han selv anskaffe | |
| sig en Ager ! Snart hedder det sig , af Jøderne | |
| nu ligesaagodt som Bonden skulle kunne kjøbe Ager og | |
| Marker ; man taler om Jøde-Emancipation og siger , | |
| af Jøderne for Fremtiden ikke ville være udelukkede fra | |
| Noget ; de ville ligesaa godt kunne blive Embedsmænd | |
| som den Christne . | |
| Men snart hedder det sig igjen , af Alt det slet ikke | |
| var sandt ; tvertimod vilde man nu berøve Jøderne | |
| deres Penge og førdrive dem ; de kunde gaa til Jerusalem , | |
| og Rothschild skulde anføre dem , og saadan meget | |
| Andet af lignende Slags . | |
| Man kan tænke sig , hvad Indvirkning Rygter af | |
| den Slags maatte have paa Landbefolkningen . | |
| I vor Ghetto hersker der stor Bekymring , thi man | |
| havde allerede erholdt Efterretninger om nogle Oprør , | |
| der paa andre Steder vare gjorte mod den jødiske Befolkning , | |
| og frygtede derfor noget lignende her . | |
| Der gik allerede Rygter , som navnlig lød meget foruroligende | |
| for Meyer Bruun . | |
| Jøderne vare Bedragere , hed det . — de narrede de | |
| Christne Pengene fra og bleve derved rige ; det var saaledes | |
| intet Under , at en Mand som Meyer Bruun | |
| havde været istand fil at slille saa stort et Fabrik paa | |
| Benene , hvor over hundrede Arbeidere vare beskjæftigede . | |
| Det | |
| var fattige Folk , som maatte arbeide , fil Blodet | |
| sprang dem ud af Neglene , og ikke fik Noget derfor , | |
| medens derimod han og hans Slæng laa paa den lade | |
| Side og stjal Dagen fra vor Herre . | |
| Det maatte der en Forandring i . | |
| De , der arbeidede , skulle ogsaa have Lønnen ; det | |
| var ikke mere end billigt ! Og naar nn ovenikjøbet | |
| den nye Frihed blev indført , saa at Jøderne endogsaa | |
| fik Lov fil at kjøbe Agre , saa vilde det slet ikke | |
| være fil at holde ud med dem ; de vilde jo fordrive de | |
| fattige Bønder fra deres Bedrift , saa at det ikke blev | |
| Andet tilovers for dem end at tage Tjeneste som Karle | |
| hos Jøderne . | |
| Nei , det Bedste vilde være , om man strax tog Pengene | |
| fra dem og saa jog dem bort . | |
| Hvad skulde egentlig Jøderne fil i Verden ? De | |
| havde korsfæstet Frelseren ; saa behøvede man heller ikke | |
| at skaane dem . | |
| Paa en saadan trøsterig Maade lød Talen rundt | |
| om ; thi Pøblen er overalt den samme ; overalt forstaaer | |
| den ved Frihed , den tøilesløse , ubundne Vilkaarlighed . | |
| Meyer Brunn raadslog med Salomon Hamburger | |
| om , hvad der i den Anledning kunde være at gjøre . | |
| Der kan De see , Hamburger , mente Meyer Brunn , | |
| der har De Frugterne af den Frihed , paa hvilken De | |
| saa længe har ventet . | |
| Man kunde ikke vente Andet , svarede denne , enhver | |
| Omvæltning fordrer sine Offre ; men hvad ere disse | |
| Offre i Sammenligning med den blivende Gevinst , der | |
| bliver hele Menneskeheden til Deel ! | |
| Jeg takker for den Gevinst for Menneskeheden , naar | |
| de slikke mit Fabrik i Brand , eller maaske endogsaa | |
| — naa , jeg vil dog ikke aabne min Mund til nogen | |
| endnu værr Mulighed . | |
| Jeg kan nok begribe , at det just ikke er behageligt | |
| selv at skulle være Offerret ; men det forandrer ikke | |
| Sagen . Alt det Blod der blev udgydt under den første | |
| franske Revolution , er Intet i Sammenligning med de | |
| umaadelige Fremskridt , som fremkaldtes i Verden | |
| ved hin Revolution . | |
| Skaan mig for denne naragtige Philosophi ! Lader | |
| os hellere tale om , hvad der nu maa gjøres ; thi den Tale jeg hører rundt om , behager mig ikke . Jeg vil | |
| tilstaa Dem at jeg svæver i stor Frygt . Skal jeg | |
| indgive en Beretning til Øvrigheden ? | |
| Hvad skulle det nytte ? Tvertimod kunde det kun | |
| forværre Sagen ; thi for det Første kan De ikke udtrykkelig | |
| nævne Nogen , der har udstedt en Trudsel ; om | |
| De saa hundrede Gange veed , at Skephanik er Manden , | |
| bevise det kan De dog ikke . For det Andet kalder | |
| De ved en saadan Angivelse , først rigtigt de simple | |
| Klassers Had over Deres Hored , saa at disse ville | |
| ansee sig for mere berettigede til et Angreb paa Dem ; | |
| men for det Tredie vilde De ved en saadan Angivelse | |
| nu , da endnu slet Intet er skeet , blot aabenbare at | |
| De er bange , hvilket netop vilde være det Farligste af | |
| Alt , thi Den , som viser Frygt , opmuntrer blot derved | |
| Modstanderen . De maa tvertimod lade , som om De | |
| aldeles ikke nærede nogen Frygt . | |
| Der ligger Noget i det ; men hvad i al Verden | |
| skal jeg da gjøre ? | |
| Her kan der kun være Tale om et Middel ; nemlig | |
| den moralske Indflydelse , og der er da navnlig Et jeg | |
| fænker paa . | |
| Hvad da ? | |
| Præsten ! | |
| Ja ! naar han blot vilde , saa kunde Sagen blive | |
| ganske anderledes ; men hvad er der af stille op med | |
| ham ? | |
| Prøv det dog ! | |
| Hvad skal jeg prøve ? | |
| Gaa til ham ? | |
| Hvad skal jeg sige ham ? Skal jeg foreholde ham , | |
| hvilke Offre jeg har bragt for hans Skyld ? hvad han | |
| har kostet mig ? — Det vilde jo være gement ! — | |
| Og hvad anden Tak kan jeg gjøre Fordring paa ? | |
| Hvad skulle jeg gjøre , om han svarede mig , af jeg | |
| kunde bringe ham Regningen , saa skulde han betale , | |
| hvad jeg havde lagt ud for ham ! Ja , saa kan jeg | |
| gaa med den Besked ! — Nei , veed De hvad ? Gaa | |
| De hen til ham ! De er en lærd Mand og kan bedre | |
| belægge Deres Tanker og Ord end jeg . De har været | |
| hans Lærer ! Maaskee kan De udrette hos ham , | |
| hvad der ganske vist aldrig vilde lykkes mig . | |
| Godt ! sagde Salomon Hamburger , jeg vil gaa | |
| til ham . | |
| Det gjorde han ogsaa . | |
| Salomon Hamburger stod overfor sin fordums Elev , | |
| overfor Præsten . | |
| Hvormed kan jeg tjene Dem ? spurgte Hr . Pasforen | |
| i en ceremoniel og høflig Tone . | |
| Det er en Bøn , der fører mig til Dem . | |
| Oh ! af det ikke er Nysgjerrighed , der har ført Dem | |
| herhen , kan jeg godt begribe , sagde Præsten noget | |
| ironisk . | |
| Tilgiv mig , tog Salomon til Gjenmæle , jeg har | |
| ikke turdet smigre mig med , at jeg tidligere vilde have | |
| været velkommen her . | |
| Og hvo siger da , at De er det nu ? spurgte Præsten | |
| i en spids Tone . | |
| Høiærværdige Herre , tilgiv mig den Frihed , jeg har | |
| taget mig ; jeg vil nu gaa igjen . Jeg var ikke forberedt | |
| paa saadan Bitterhed . Jeg har bevaret et andet | |
| Billede af — | |
| Skulle vi ikke lade disse Hentydninger til længst forsvundne | |
| Dage fare ! Vi leve nu i en anden Tid . — | |
| Hvad ønsker De af mig ? | |
| Jeg har ikke havt isinde at fremmane Billeder fra | |
| Fortiden . Jeg er snarere kommen for netop at tale | |
| om denne nye Tid , der nu slaaer for os . Den nye | |
| Vending , Tingene tage , er ikke lige behagelig for alle | |
| Stænder . | |
| Skal det maaskee være en Trøst , fordi jeg har mistet | |
| Tienden ? | |
| Jeg bønfalder Deres Højærværdighed ! hør dog op | |
| med denne Spot ! Her , hvor jeg nu slaaer , befandt jeg | |
| mig for omtrent 15 Aar siden overfor Deres salig | |
| Forgjænger , og jeg tør nok sige , at han venligt hørte | |
| paa , hvad jeg havde at meddele ham . | |
| See De kan dog ikke lade være af minde om fortiden ! | |
| Dog , sæt Dem ned og bliv ved . | |
| Kort og godt , begyndte Salomon nu , Jødegaden | |
| befinder sig i stor Spænding . | |
| Aah , det gjælder ikke blot Jødegaden ! Kan De | |
| nævne mig en eneste Gade , hvor det ikke er Tilfældet ? | |
| Ja , men Grunden til den ophidsede Stemning er | |
| kun ikke overalt den samme . Jeg vil rigtignok ikke | |
| nægte , af Jægeren , der forfølger Vildtet , heller ikke er | |
| ganske rolig derved . | |
| Jeg forstaaer — Jødegaden svævær altsaa i Frygt . | |
| Saaledes forholder det sig . | |
| Men , hvad kan den da egentlig befrygte ? | |
| Man hører mumle om Forskjelligt , der just ikke lyder | |
| ganske opbyggeligt . Der gaaer Rygter om af stikke | |
| Fabrikken i Brand , tage Pengene fra og fordrive Jøderne — ja endog om af myrde ! | |
| Ah ! hvad kan man give for saadanne taabelige | |
| Rygter ? Troer De for Alvor , af mine Sognebørn | |
| ere Tyve , Røvere , Mordere og Mordbrændere ? | |
| Gud bevares ! men i saa oprørte Tider behøver jo | |
| blot Een af de Mange af foretage et uoverlagt Skridt ; | |
| hvo formaaer af tæmme Massen ? | |
| Hvis De seer Spøgelser , hvor der ingen er , saa | |
| kan jeg rigtignok ikke hjælpe Dem . Frygter De imidlertid | |
| virkelig for Excesser , saa gjorde De vistnok bedst | |
| i at henvende Dem til Politiet . | |
| Høiærværdige Herre , sagde Salomon i en alvorlig | |
| og indtrængende Tone , jeg vidste nok et virksommere | |
| Middel end en Henvendelse til Politiet . | |
| Hvad da ? | |
| Det afhænger kun af Dem . Hvis De selv , hvis | |
| De blot i Kirken fra Prædikestolen vilde henvende et | |
| Par indtrængende Ord - - | |
| Maa jeg bede , min Herre , sagde Præsten stolt , | |
| med Hensyn til hvad der paahviler mig som Præst | |
| behøver jeg ingen Undervisning ! | |
| Tilgiv mig ! Jeg havde ingenlunde til Hensigt at | |
| give nogen Undervisning . | |
| Kan jeg ellers være Dem til Tjeneste i Noget ? | |
| Tak , mit Ærende er udrettet . | |
| Det var kun ringe Trøst , Salomon Hamburger log | |
| med sig herfra , og Ghettoen kunde nu ikke gjøre Andet end roligt afvente , hvad der vilde komme . | |
| Meyer Bruun log imidlertid nogle Forholdsregler , | |
| der ingenlunde vare at foragte . | |
| Han fordobblede Fabrikarbeidernes Dagløn , hvilket | |
| gjorde et meget godt Indtryk paa dem , og lod dem | |
| forstaa , at han slet ikke var utilbøjelig til at forhøje | |
| Lønnen endnu mere , saafremt de ved deres Flid og øvrige Forhold viste sig værdige dertil . | |
| Denne Udsigt satte Kronen paa Arbejdernes gode | |
| Stemning , og nu henrandt flere Uger , uden at nogetsomhelst | |
| foruroligende Rygte kom Meyer Bruun for | |
| Øre . | |
| Fabrikken var i fuld Virksomhed , og Meyer Bruun | |
| ønskede sig allerede til Lykke med de gode Forholdsregler | |
| han der havde hittet paa . | |
| Med Penge og Bank udretter man dog Alt i denne | |
| Verden , sagde han fornøiet til sig selv . | |
| Roen i Ghettoen som overhoveder i hele Byen syntes | |
| ikke at skulle afbrydes ved Noget , men Sagen var | |
| den , at det glødende Kul var skjult under Asken . | |
| Selv om Stormen ogsaa var bleven besværget for | |
| Øieblikket , ophørt var den dog ingenlunde . | |
| Forhøjelsen af Lønnen , saavel som Udsigten til endnu | |
| slørre Løn , havde rigtignok i det første Øieblik | |
| gjort et godt Indtryk , og Arbejderne holdt Lovtaler | |
| over deres Herre ; men snart var ogsaa den forhøjede | |
| Løn dem for ringe , og de begyndte at anstille Beregninger | |
| over , hvor meget Meyer Bruun fortjente ved | |
| deres Arbeide , og hvor meget fordelagtigere det vilde | |
| have været for dem , om de kunde have drevet Fabrikken | |
| for egen Regning og fordelt Gevinsten mellem sig | |
| indbyrdes . | |
| Den sande Oprørsslifter var en robust Karl med et | |
| yderst fordærvet Sind ved Navn Stephanik , og den | |
| ærede Læser vilde maaske i ham kunne gjenkjende hin | |
| raa Dreng , der for over 20 Aar siden havde skjældt | |
| Andreas ud for Jødedreng . | |
| Hvad behøve vi af vente , raabte han , fil det falder | |
| hans Naade , Hr . Bruun , ind af forhøie vor Løn ? | |
| Bestaaer Fabrikken mon ved ham eller ved os ? Hvad | |
| vilde han slille op med sin Fabrik , hvis vi ikke vare | |
| her ? Han behøver os , men vi behøve slet ikke ham . | |
| Vi kunne godt komme ud af det uden ham . Nu formanede | |
| han sine Kammerater fil rigtigt af være paa | |
| deres Posf og ikke af snakke for meget ; thi med den | |
| megen Talen kom man dog ingen Vei . Hvis de blot | |
| tidligere havde forstaaet af tie , saa kunde de nu have | |
| været deres egne Herrer ; thi naar den Bruun blot | |
| opsnuser det Allermindste , saa have vi ham strax her , | |
| og saa lover han Guld og grønne Skove , saa af de | |
| Fleste blive bløde om Hjertet , og saa er det ude med | |
| hele Klatten . | |
| Derfor skulle de blot forholde sig rolige og passe | |
| paa ; Hævnens Time vilde nok komme , han skulde selv | |
| sige fil , naar det var Tid . | |
| Saaledes var den Taushed beskaffen , som Ghettoen | |
| ansaa for saa fuldkommen Ro , af den kunde indgyde | |
| den Haab om , af der ikke var nogen Fare forhaanden . | |
| I hvor høi Grad Meyer Bruun selv nærede dette | |
| Haab , syntes at fremgaa deraf , at han netop nu alvorligere | |
| end nogensinde før beskjæftigede sig med den | |
| Tanke at bortgive sin Datters Haand , omendskjøndt | |
| dog Den , der er i Besiddelse af et skarpere Blik , netop | |
| af dette Hastværk og da navnlig af det trufne Valg | |
| med Lethed vil kunne slave sig fil , at Meyer Bruun | |
| nok egentlig ikke var saa ganske fri for en vis Angst . | |
| Det er nu en mærkværdig Tid , begyndte han en | |
| Dag Talen fil sin gode Taube , og jeg vil oprigtig | |
| tilstaa Dig , at vi dog have begaaet en Feil med det | |
| Barn . Den Dag idag er Intet længere fast i Verden . | |
| Hvad slørre Bevis kan der forlanges herpaa , naar en | |
| Konge ikke engang er sikker paa sin Throne ! Har | |
| Kongen af Frankrig ikke idag for et Aar siden faaet | |
| det Indfald , at han nu ikke længere vil være i Paris ? | |
| I Tider som disse kan intet Menneske vide , hvordan | |
| hans Skjæbne vil gestalte sig i Dagens Løb . Hvad | |
| har Penge eller Rigdom nu at sige ? Et Vindpust er | |
| nok fil at kaste Alt over Ende . Hvad skal jeg gribe | |
| fil , om de onde Knægte nu alligevel brænde Fabrikken | |
| af over Hovedet paa mig ? Sandt nok , jeg har lagt | |
| en Dæmper paa dem ; men , man kan jo ikke vide ! | |
| Der er kun en eneste Sag , der ikke kan berøves En , og | |
| det er det , som et Menneske har lært . Idag indseer | |
| jeg , af dette dog har det høiesfe Værd , og tro Du | |
| mig , saaledes som Meyer Bruuns Actier staa for Øieblikket , | |
| skulde Salomon Hamburger ikke ønske sig af | |
| bytte med mig , Er det ikke ogsaa Din Mening ? | |
| Hvad Slutning uddrager Du deraf ? | |
| Kan Du ikke tænke Dig det ? Min Mening er , af | |
| en vis Mand den Dag idag vilde handle fornuftigere | |
| i af give sin Datter til Salomon Hamburger end til | |
| en rig Forretningsmand . | |
| Jeg har allerede længe været af den Mening . | |
| Du er Kvinde og har følt Medlidenhed med Prive , | |
| fordi hun henlevede sine skjønneste Aar paa den Maade . | |
| Derfor har Du allerede længe været af den Mening . | |
| Dog det kan egentlig ikke kaldes en Mening , men | |
| blot en Følelse . | |
| Havde det været en Mening , burde Du have traadt | |
| frem med den , hvilket Du imidlertid ikke har havt | |
| Mod til . Jeg derimod indseer med min Forstand det , | |
| som jeg nu udtaler , og jeg maa sige Dig , af jeg aldeles | |
| ikke længere er imod Planen , saa at vi | |
| Cholhamod-Pesach ( i Paasken ) kunne bringe den | |
| Sag paa det Rene , om Gud vil . | |
| Der blev Jubel i det Bruun ' ske Hus , da Moderen | |
| havde overbragt Datteren dette Budskab ; ogsaa Ghettoen | |
| optøg der med stor Glæde , thi uagtet Salomon | |
| Hamburger ikke føiede sig i Alt , hvad man forlangte | |
| der , var han døg agtet og elsket af Enhver . | |
| Selv modtog han Efterretningen med Sindsro , som | |
| om det var Nøget , han med Bestemthed havde ventet | |
| at maatte indtræde . | |
| Han var rigtignok ingenlunde en Mand der lod | |
| Drømme have nogen Indflydelse paa sine Beslutninger | |
| eller Forventninger , men han ansaa døg navnlig vidunderlige | |
| Drømme for en kombinerende Virksomhed af | |
| Phantasien , der sammensætter Billeder af Bestanddele , | |
| der ikke ligge ganske indenfor Individets Beregning . | |
| Derfor havde han ogsaa øst nyt Haab af hin vidunderlige | |
| Drøm , og nu , da hans Forventning fra herligt | |
| bekræftede sig , blev han tilmode , som om han | |
| aldrig havde næret mindste Tvivl om , at det maatte | |
| skee saaledes . | |
| Tiden til Trolovelsesfesten rykkede bestandig nærmere ; | |
| kun faa Dage skilte ham endnu fra den . | |
| Hvad behøvedes forresten denne offentlige Anerkjendelse | |
| af et Gode , hvis Besiddelse i hans Sjæls Inderste | |
| i den Grad stod hævet over enhver Tvivl ? Var | |
| den nødvendig til først at lægge Grundstenen for hans | |
| Lykke , eller kunde hans Lykke forøges derved ? | |
| Det var nu Aftenen før Paasken . | |
| Alt Syret var fjernet fra Husene , og Ghettoen | |
| havde allerede antaget hint festlige Udseende , der saa | |
| hjemligt forkynder Glæden over den kommende Fesl . | |
| Det var altsaa Aften . | |
| Enkelte begave sig allerede til Synagogen , og snart | |
| fulgte Flere efter . | |
| Alle Lysene vare endnu ikke tændte ; Lysetændersken | |
| var netop i fuld Activitet . | |
| Efterhaanden havde hele Menigheden forsamlet | |
| til Aftenbønnen , og Lysetændersken sad nu som sædvanlig | |
| i Forhallen for at afvente Gudstjenestens Ophør . | |
| Priser Gud den Højlovede ! sang Forsangeren med | |
| høi Røst , og hele Menigheden svarede i Chor : | |
| Den Eviges Navn være priset fra nu af og til | |
| evig Tid ! | |
| Men i samme Øieblik blev Gudstjenesten forstyrret | |
| ved en forfærdelig Støi , ved vild Skrigen og Larmen . | |
| „ Brand “ lød Raabet , og Alle slyrtede i vild Flugt | |
| ud af Synagogen . | |
| Hvilket Syn mødte ikke udenfor . | |
| Vilde Bander drøge brølerne gjennem Ghettoen , der | |
| fandtes endog Kvinder og Børn blandt Oprørerne , der | |
| bleve anførte af Stephanik . | |
| Stenene foer saa tæt som Hagel mod Vinduesruderne , og Gadedørene , som Tjenestefolkene , der bleve | |
| hjemme under Aftenbønnen , havde slaaet Skodder for , | |
| bleve brudte op eller søndersplintrede med Øxeslag . | |
| Den vilde Horde slyrtede sig derpaa ind i Boligerne , ødelagde Møblerne , slog Spejlene itu , sønderskar | |
| Sengklæderne og kastede endelig Alt ud af Vinduerne | |
| under de Udenforslaaendes Jubel — og Fabrikken ! ja | |
| af den havde næsten ikke en Sten mere sit oprindelige | |
| Leie ; den saae ud , som om der var vendt op og ned | |
| paa den . | |
| Redning var umulig ! | |
| De stakkels Folk , der opskræmmede fra Bønnen maatte | |
| øvervære dette forfærdelige Skuespil , turde ikke vove | |
| noget Forsvar for deres Gods — afmægtige , uden nogetsomhelst | |
| Forsøg paa Modstand , maatte de see til ved | |
| Plyndringen og lade Ødelæggelsen frit Løb ; thi allerede | |
| havde det vilde Raab lydt : | |
| Dræb dem . Slaa Jøderne ihjel ! og det ringeste | |
| Forsøg paa Modstand , vilde have bragt den ophidsede | |
| Bande til det Yderste . | |
| Lysetændersken , som tilligemed Jøderne var ilet ud | |
| af Synagogen , følte ved det græsselige Syn den dybeste | |
| Smerte , der nogensinde havde fyldt hendes Bryst . | |
| Og dette , sagde hun ved sig selv , dette skulle skee i | |
| den Menighed , hvor min Søn forkynder det guddommelige | |
| Ord ! | |
| Hun var ude af sig selv af Sorg . | |
| Da kunde hun ikke længere holde sig tilbage . | |
| Al Betænkelighed , der hidtil havde holdt hende borte | |
| fra Sønnen , var nu forsvunden ; alle de Skranker , der | |
| i Løbet af saamange Aar havde hævet sig i hendes | |
| Aand , sank paa engang sammen — thi det gjaldt jo | |
| her Liv eller Død . | |
| -Jeg vil døg see , om jeg slet ikke mere skulle have | |
| nogen Magt over ham , raabte hun i sin Iver og slyrtede | |
| afsted til Præstegaarden . | |
| Lysetændersken blev ført ind . Da hun var traadt | |
| ind i Værelset , sank hun ned foran Præstens Fødder | |
| uden at kunne tale et Ord , i saa høi Grad havde | |
| Følelsen overvældet hende . | |
| Præsten forsøgte at reise hende op , og nu slode de | |
| ligeover for hinanden . | |
| Høiærværdige Herre ! begyndte endelig Lysetændersken , | |
| efterat hun nogenlunde havde gjenvunden sin Fatning . | |
| Stakkels Ulykkelige ! udraabte Præsten , hvorfor maatte | |
| det komme saa vidt imellem os ! Er det da Ret , | |
| at vi to gaa vor Vei gjennem Livet , som om vi aldrig | |
| havde kjendt hinanden ! | |
| Andreas ! Andreas ! skreg Moderen overvældet af sine | |
| Følelser , kjender Du mig endnu ? Erkjender Du mig | |
| endnu som Din — | |
| Moder ! Moder ! raabte Præsten og slyrtede sig med | |
| Heftighed til det Moderbryst , han saalænge havde været | |
| forvist fra . | |
| Oh ! vedblev han i bitter Smerte , hvor længe har | |
| jeg døg ikke maattet undvære denne Lykke ! | |
| Hvor ofte har jeg ikke tænkt paa hin Aften før | |
| min Afreise , paa de Lærdomme , Du dengang gav mig | |
| med , paa de Løfter , Du dengang fordrede af mig , men | |
| som jeg saa daarligt har opfyldt ! | |
| Opfyld dem nu ! Andreas , min Søn ! il , saa hurtigt | |
| som muligt ; de slaa Jøderne ihjel , og det kan | |
| døg ikke være Din Villie ! | |
| Nei , ved Gud ! Jeg kunde ønske , at Meget var | |
| gaaet anderledes . | |
| Endnu er der Tid ! formanede Moderen ham i en | |
| bønlig Tone , men skynd Dig ; tøver Du blot et Minut , | |
| saa hjælper al Din gode Villie ikke . De vilde Dyr | |
| ere slupne ud ; ingen Magt er istand til at tæmme dem | |
| uden den , i hvis Tjeneste Du slaaer , nemlig Korsets | |
| Magt . | |
| Bevæget paa det Heftigste greb Præsten Krucifixet | |
| og ilede med sin Moder til Ghettoen , Skuepladsen for | |
| Rædslerne . | |
| Netop som de ankom der , strømmede en vild Hob | |
| dem imøde , og med Raabet : | |
| Ned med Jøderne ! blandedes det Skrig : | |
| Ned med denne formummede Jødinde , der bringer | |
| Plagen over os ! — | |
| Det var Stephanik , der udslødte dette nye Feltraab , | |
| og hævende Armen med Øxen , ramte han den stakkels | |
| Lysetænderskes Hoved med saadan Kraft , at hun bevistløs slyrtede til Jorden . | |
| Dette Slag havde forandret Situationen . | |
| Der var udgydt Blod . | |
| Synet af dette Blod , Synet af Krucifixet i Præstens | |
| Haand havde besejret Mængdens Raahed . | |
| Der er udgydt Kristenblod ! lød det fra een Side . | |
| Hun var en god Kristen ! lød Raabet fra en anden | |
| Side . | |
| Slaa Stephanik ned ! Ned med Morderen ! raabte | |
| Andre . | |
| Stemningen havde vendt sig , Sindet var nu blødgjort , | |
| og Præsten benyttede det gunstige Øieblik . | |
| Han havde kastet sig ned paa Knæ ved Siden af | |
| sin Moder , men nu reiste han sig hurttig og Prædikede | |
| til Mængden . | |
| Aldrig før havde han saaledes talt dem til Hjerte , | |
| og aldrig havde de i Kirken været saa grebne af nogen | |
| Prædiken , som her under aaben Himmel af denne . | |
| Forblændede Folk ! saaledes sluttede han , see her , | |
| hvad I have gjort ; sku Eder om og betragter med | |
| Skam og Sønderknnselse Værket af Eders blinde Raseri . Der hviler min Moder , blødende af sine Saar , | |
| blødende før Eders Misgjerninger og Synder , ligesom | |
| Frelseren , som jeg holder her i min Haand , har udgydt sit Blod før hele Menneskehedens Misgjerninger | |
| og Synder . | |
| I skjændige Forbrydere , der foragte Gud og hans | |
| hellige Bud ! | |
| Tro I maaske , at del er hans Villie , at Jøderne | |
| skulle udslettes af Jorden . | |
| Havde han da maaske ikke selv Kraften til at udføre | |
| del , om del var Hans Villie ? og tro I , at Han | |
| behøvede Eders Hjælp dertil ? Stakkels forblændede | |
| Folk ! gaa i Dig selv ! lær at erkjende , hvilket ondt | |
| Frø der er begyndt at spire i Dit Hjerte ! — Sønderriv | |
| Din Barm , stakkels Synder ; knus Dit eget forstokkede | |
| Hjerte , paa del at Du maaske endnu kunde gjøre Dig | |
| værdig til Guds Naade ! — Vender tilbage til Eders | |
| Gud , Ham i saa foragteligt have forladt | |
| Der herskede dyb Taushed rundt omkring — da bad | |
| Præsten „ Fader vor “ , og da Han kom til del Sted : | |
| „ og tilgiv os vor Skyld , som vi og tilgive vore | |
| Skyldnere “ — da faldt de Alle paa Knæ , og den almindelige Hulken forraadte , at den kort iforveien saa | |
| oprørte Mængde var dybt bevæget . — | |
| Præsten lod nu Moderen bære ind i sit Hus , og | |
| Mængden gik i høitidelig Taushed fra hinanden . | |
| Der var strax Nogle , der havde bemægtiget sig | |
| Ugjerningsmanden , og denne blev sat i god Forvaring . | |
| Jøderne havde faaet deres Pessachaften forstyrret , | |
| men takkede ikke destomindre Gud af ganske Hjerte for | |
| deres vidunderlige Redning . | |
| Thi maatte de ikke ansee det for et Vidunder , al | |
| Præsten , hvem de ansaae for deres Fjende , var ilet | |
| dem til Hjælp ! | |
| Lysetændersken laa imidlertid paa sin Dødsseng . | |
| I det Øieblik , hun blev strakt til Jorden af det | |
| voldsomme Slag , havde man antaget hende for død . | |
| Den ulykkelige Søn havde kastet sig hen over det | |
| dyrebare Legeme , som han ansaae for livløst , og var | |
| forblevet i denne Stilling , indtil han sprang op for al holde | |
| den Prædiken , hvormed han fik Mængden adspredt . | |
| Da han var kommen hjem , slyrtede han sig med et | |
| nyt Udbrud af sine naturlige Følelser over Moderen , | |
| hvis Ansigt han bedækkede med utallige Kys . | |
| Hun gjorde en Bevægelse , og en glædelig Overraskelse | |
| bemægtigede ham . | |
| Moder , Moder ! raabte han , Du lever ! Hvor | |
| gjerne vilde jeg dog ikke offre mit Liv for Dig ! — | |
| Og snart begyndte det Haab al vaagne i ham , al | |
| Moderen maaske endnu kunde bevares for ham ; men | |
| Lægen fandt det ikke raadeligt , al lade ham forblive | |
| i denne Skuffelse , tilmed da den ikke kunde vare længe . | |
| Saaret var dødbringende , og hvert Øieblik kunde man | |
| vente den gode Kones Død . | |
| Sønderknust satte han sig igjen ved sin Moders | |
| Leie . | |
| Hun aabnede atter Øinene . | |
| Seer Du mig , og kan Du ogsaa høre mig ? spurgte | |
| Andreas , med kjerlig Stemme . | |
| Moderen nikkede bejaende . | |
| Oh — raabte han i vild Smerte — kan Du tilgive | |
| mig ? | |
| Et saligt Smil udbredte sig over hendes Ansigt . | |
| Det var det sidste Kjærligspant hun kunde offre ham | |
| — thi da han atter talte til hende , var hun allerede | |
| en forklaret Aand og havde forladt sit jordiske Hylster . | |
| Grædende og fortvivlet sad han ved Liget af sin | |
| dyrebare Moder — da blev et Besøg meldt ham . | |
| En geistlig Herre er der , sagde Pigen — og den , | |
| han nu mindst havde ventet , traadte pludselig ind — | |
| det var Cyrill , hans fordums Kammerat . | |
| Hvad er der paa Færde ? spurgte Gjæsten . | |
| Min Moder — død ! sagde Andreas . | |
| Din Moder ? og hos Dig ? saa har Du altsaa dog | |
| bragt hende tilbage til Kirkens Skjød ? | |
| Cyrill , sagde Andreas veemodigt , forsøger Du nu | |
| igjen at forgifte min Tilværælse ? | |
| Ha ! hvad er dette ? hun har da vel aldrig omvendt | |
| Dig ? | |
| Ti dog stille ! og forstyr ikke min hellige Smerte | |
| ved Din usalige Iver ! | |
| Det kunde jeg da ogsaa have fænkt mig ! | |
| Cyrill , see her , hvad Du har gjort mig ! Hele mit | |
| Livs Lykke har Du tilintetgjort . | |
| Jeg ! | |
| Der ligger min Moder , min kjære og gode Moder . | |
| Den Haand , der dræbte hende , er Din Haand ! | |
| Hvad behager ? vil Du gjøre mig ansvarlig for et | |
| Tilfælde ? | |
| Tal ikke om Tilfælde ! Der gives intet ! Kun altfor | |
| klart skuer jeg den Kjæde af Aarsager og Virkninger , | |
| der ender med den Elskeliges Død , men tog sin Begyndelse | |
| i vort Seminarium . | |
| Cyrill trak haanligt paa Smilebaandet , medens | |
| Andreas vedblev : | |
| Tjen Du Kirken paa Din Maade , men lad mig | |
| tjene den paa min ; tro Du kun , af de Anderledestænkende | |
| med Ild og Sværd bør udryddes af denne | |
| Verden ; min Tro er det ikke længere . Hvis Du ikke | |
| kan Andet , saa bliv ved af mene , af Jøderne maa | |
| være et undertrykt Folk , af Guds Forbandelse maa | |
| hvile over Folket og indtil evig Tid ei kan tages fra | |
| dem ; jeg er ikke af den Mening , og sandelig , den Dag , | |
| da Trykket paa dem vil ophøre , er ikke længere fjern ; | |
| jeg seer den komme , denne Dag , denne af Gud forudbestemfe | |
| Dag . — Tag blot Tiden i Øie ; forstaaer | |
| Du ikke dens Tegn ? Skulde hin alvorlige Advarsel | |
| været undgaaet Din opmærksomme Aand , som de | |
| sidste Dage saa tydeligt have forkyndt . Om den romersk-kakholske Kirke forstaaer Tiden , saa maa den kaste | |
| Ilden og Sværdet langt fra sig og plante Taalmodets | |
| og den almindelige Mennesfekjærligheds Banner . Den | |
| romersk-kakholske Kirke har ved Luther faaet sit første | |
| Stød ; det andet bidragtes den ved den første franske | |
| Revolution . Lader os takke Gud , at vi havde Kraft | |
| nok til at udholde begge disse Stød , men lad os ikke | |
| ved vor egen Skyld overmodigt drive Verden til at | |
| forsøge endnu et tredie imod os ! — Thi hvo kan | |
| indestaa for Følgerne ? hvo kan borge for , at vi ogsaa | |
| ville kunne overleve det nye Stød ? — | |
| Forfængelige , svage Menneske ! Du bilder Dig ind | |
| at kunne gjennemskue Forsynets Veie ? | |
| Kald mig , hvad Du vil ; men forlad mig ! — | |
| Gaa Du Din Vei , men lad mig gaa min . Med Dig | |
| har jeg Intet mere tilfælles , jeg føler mig fri for Din | |
| usalige Indflydelse — desværre noget for seent ! — | |
| Daarlige Menneske , jeg tilgiver Dig for Din Sorgs | |
| Skyld ; men bild Dig ikke ind , at Du nogensinde vil | |
| kunne unddrage Dig mig . Jeg kjender Dig for godt , | |
| til blot at nære den mindste Uro i saa Henseende . | |
| Nei Cyrill ! Du kjender mig ikke . Svag var jeg , | |
| det er sandt , men Du veed ikke , hvad jeg har lidt i | |
| mit Indre , og hvor ofte jeg , plaget af Samviltigheden , | |
| har anklaget mig selv . To Veie slode mig aabne . | |
| Desto værre gik jeg ad den , som Du viste ! Gid jeg | |
| blot var gaaet ad den anden ! Dog tager Du Feil , | |
| om Du mener , at jeg endnu idag er den svage Yngling , | |
| der taalmodigt lod sig lede af Dig og fulgte Dig | |
| tillidsfuldt og uden nogensomhelst Indvending . Selv | |
| har Du hærdet mig , og jeg har gjennemgaaet en tung | |
| Prøvelsernes Skole . Mærk Dig det : hvo der har | |
| øvervunden sig selv i den Grad , at han kan lukke sit | |
| Hjerte for den naturligste og helligste af alle Følelser | |
| og mod den bedste Moder kan vise en exempelløs | |
| Trods , han er ikke længere noget svagt Barn , og han | |
| er — det kan Du stole paa — nu ogsaa beskyttet | |
| mod Dig . | |
| Det vil Fremtiden vise , svarede Cyrill i en stolt | |
| Tone og forlod Huset i daarligt Humør . | |
| Og Fremtiden har vist det . — Andreas har ikke | |
| lovet Noget , uden af han ogsaa ærligt har holdt det . | |
| Salomon Hamburger højtideligholdt sin Trolovelse | |
| med Meyer Bruuns lyksalige Datter paa Ødelæggesens Ruiner . | |
| Sigismund , der ellers til enhver Tid havde vist sig | |
| meget letsindig , blev ved Begivenhederne i den sidste | |
| Tid vækket til Selvbetragtninger og mandigt Alvor . | |
| Stephanik maatte bøde med Hovedet for sin ryggesløse | |
| Gjerning . | |
| Med Hensyn til Andreas , da lod han en passende | |
| Ligsten lægge paa sin Moders Grav med følgende | |
| Indskrift : | |
| Lysetændersken . | |
| Sit illi terra levis ! | |
| Dona ei pacem , domine , | |
| Et lux perpetua | |
| Luceat ei . | |
| Quæ ipsa lucem incensit , | |
| Non solum apud Judaeos , | |
| Sed et in anima mea . | |
| Da Salomon Hamburger førte den Bruunske Familie | |
| ud paa de Christnes Kirkegaard for af besøge Lysetænderskens Grav , viste selv de mest orthødoxe Folk | |
| i Ghettoen intet Tegn paa Misbilligelse heraf ; thi ganske | |
| almindelig var Sorgen over Lysetændersken i Ghettoen , | |
| hvilken hun jo havde tjent , og for hvilken hun | |
| var død ; hun blev regnet blandt de ædle Kvinder | |
| hvem det evige Liv er sikkert . | |
| Og da nu Taube derude bad sin lærde Svigersøn | |
| om Udtydningen af Gravskriffen , og denne , selv dybt | |
| rørt , oversatte : | |
| Lysetændersken . | |
| Lad Jorden blive hende let ! — | |
| Herre , skjænk hende Fred , og lad det evige Lys | |
| skinne for hende ! — For hende , som selv antændte | |
| Lyset — ikke blot hos Jøderne , men ogsaa i | |
| min Sjæl - - | |
| Ja da hulkede den ædle Kone og udraabte af sit | |
| Hjertes Inderste : ja , sagde jeg ikke allerede dengang , | |
| da han endnu var en lille Dreng : det Barn har dog | |
| et besynderligt Sind ! — | |
| Ende . | |