text
stringlengths 0
2.13k
|
---|
i god tro , uden hendes forældres samtykke . Du |
blev frugten af deres samliv , som varede i mange |
år . Da gjorde hun en opdagelse , der ramte hende |
lige i hjertet . ' hendes mand havde alt været gift |
førend han førte hende til alteret . Han var desuden |
en tyv ; da han havde bestjålet hende før alt hvad |
hun ejede , forlod han hende , og det eneste han lod |
hende beholde tilbage var dig . Da svoer hun en ed , |
en dyr , en hellig ed , som hun har nedskreven og lagt |
i dette skrin . Kort før hendes døv , der indtraf nogle |
dage derefter , modtog jeg det af hendes egen hånd , |
og jeg lovede hende da , ved alt hvad helligt er , ved |
min sjæls salighed , at jeg ville sørge før at det skete |
fyldest , som hun havde svoret . Se her , vedblev han , |
og udfoldede et af papirerne . |
Julie læste med tilbageholdt åndedræt : |
„ Det er min Lillie , at du , min datter |
„ Julie , tager den mand tilægte , som slår før |
„ Dig ; han er min Broder , -- den eneste til |
„ hvdm jeg vil betro din fremtidige skæbne . |
„ Når du har fyldt dit i 6de år skal du træde |
„ med ham før alteret . Du kender min historie , |
„ Du har hørt hvad jeg ventede af livet og hvor |
„ ledes jeg blev skuffet . Jeg har derfor svoret , |
„ ar det skal ske således som jeg har bestemt , før |
„ at forebygge al du skulle lide samme skæbne . |
„ Ve dig , hvis du ej opfylder min bestemmelse . |
„ Din moder |
Juliane . “ |
— nu , hvad svarer du dertil ? spurgte onkelen |
hende . |
Et dybt suk var Julies eneste svar . |
Hun kunne ikke tro det muligt , at hun skulle binde |
sin skæbne til en mand , som hun , så langt hun |
kunne huske tilbage , lun så med angst og skræk . |
Hun følte sig som tilintetgjort ved denne tanke , |
thi hun elskede stud . nten , elskede ham af sit hjertes |
hele fylde , — han var hendes forsle kærlighed . |
Dog , det var jo hendes moders villie ' den måtte |
være hende hellig og dyrebar . |
— nå , sid ikke længer således , men svar mig , |
afbrød onkelen hende ; vil du opfylde din moders |
bestemmelse ? Ja eller nej ! |
— giv mig betænkning , onkel , stammede Julie ; |
jeg kan ikke ret fatte mig . |
— nej , svarede onkelen barsk ; i denne stund , |
med mindet om din moder for øje , skal du give |
mig dit ja . |
— af , jeg kan ikke ; en indre følelse siger mig , |
at jeg skal handle anderledes . |
— så har altså din moders ord ingen betydning |
for dig , du vanartede kvinde . |
— hvorledes ? spurgte Julie og rejste sig . |
Jeg siger , at du må og skal lyde din moders |
bud ; thi ellers . . . |
— tal ikke ud ! skreg Julie og holdt hænderne |
ud imod ham . |
— ellers skal du være forbandet , — fra denne |
stund , fra denne time ! |
— sig ikke slige græsselige ord , de ængste og |
gjennemisnc mig . |
— vil du love mig , her på dette sted , hvor |
din moders sidste villie har ligget gemt i 10 år , |
at du vil binde din skæbne fil min ? |
— nej , nej , tusinde gange nej ! Jeg vil ikke , jeg |
kan ikke ! |
Julie havde al sin overvindelse behov for at |
fremføre disse ord , hun vidste ikke ret , hvorfra hun |
fik denne kraft , men det var som om en indre stemme |
opmuntrede hende fil at stride imod . |
— du vil ikke ! brølede han . |
— jeg kan ikke ! |
— hvorfor ? |
- jeg elsker en anden , sagde hun langsomt . |
— hvem , hvem ? Svar , hurtigt , at jeg kan |
flyde ham en kugle for panden , den slyngel , der |
vover at træde l vejen for mig . |
En stærk skælven gjennemfoer Julie ; men hun |
fattede stg hurtig og svarede bestemt : . |
- aldrig skal du få det at vide ; det sværger |
jeg højt og dyrt ! |
— så vid , elendige tiggerunge ! råbte han |
rasende , at jeg forbander dig , du vanartede datter ! |
Gid hver bid brød , du fører fil dine læber , må |
blive fil sten , — gid du landflygtig må vandre fra |
hus fil hus på din nøgne fod , klædt i pjalter , |
uden at møde en medlidende sjæl , der tilbyder dit |
trætte legeme hvile ; mellem det værste udskud blandt |
menneskenes børn skal din plads blive ! Gid al |
verdens ulykke må ramme dig , du elendige skabning , |
og ham . . . ham , din forfører ! |
Efter at have udtalt denne gyselige forbandelse |
gik han bort og lod Julie blive alene tilbage . |
Vildt stirrende så hun efter ham , det var som |
om en usynlig hånd havde lænket hendes fod og |
lammet al hendes kraft ; hun følte sig som sønderknust |
under vægten af hans skrækkelige ord . |