Datasets:

syvai

/

wiki-da

like 1

Follow

syv.ai 6

Aniridi Patienter og behandling En stor del af aniridi-patienterne vil lide af to eller flere dele af WAGR syndromet, men der findes også patienter, som kun har isoleret aniridi, hvor kun iris mangler. Det er dog meget sjældent, at en spontan mutation, der medfører aniridi, ikke samtidigt medfører andre WAGR-lidelser. Wilms tumor er en meget farlig sygdom, som det er nødvendigt at undersøge for regelmæssigt, i hvert fald indtil barnet er tre år (ved en isoleret aniridi) og ellers gerne til mindst barnets 8. år. Manglen på iris kan også påvirke trabekelværket, som er et netværk af væskekanaler, der omkranser iris, og som er en vigtig del i øjets kontinuerlige væskeudskiftning. Hvis trabekelværket er påvirket, således at der er en mindre gennemstrømning, er øjet i større risiko for at udvikle grøn stær, pga. det større tryk i øjet, og derved på synsnerven. Det ses typisk, at aniridi-patienter udvikler grå stær allerede i barndommen. Dette kan der opereres for, men lægerne vælger som regel at udskyde operation til, når synet er så ringe, at personen ikke kan fungere rimeligt i dagligdagen, og helst indtil øjet er færdigudviklet som voksen. Operationen består af fjernelse af den matte linse med grå stær, og indsættelse af en kunstig linse. Da linsen holdes delvist på plads af nogle støttetråde i øjet, og disse har en tendens til at blive mere skrøbelige hos aniridi-patienter, er der en risiko for at trådene beskadiges, og linsen derved ikke kan sidde korrekt, hvilket i praksis umuliggør fokusering af billedet på nethinden, og dermed effektiv blindhed. Aniridi-patienter går typisk til øjenkontrol hver 6. måned, hvor der, ud over almindelig synscheck, også checkes for trykket i øjet, samt udviklingen af grå stær. Den gule plet, (som er en del af nethinden) i øjet, undersøges også, hvis aniridi er konstateret. Den indeholder normalt specielt mange tapceller, som giver farvesyn. Aniridi-patienters farvesyn kan gå fra normalt farvesyn til total farveblindhed. Det er ikke unormalt, hvis patienten har problem med at skelne mellem f.eks. brun og grå. Patienter, der har aniridi, er ofte meget lysfølsomme, da de ikke har evnen til at blænde ned (iris' primære funktion), og de kan også have større udfordringer med at bedømme afstande korrekt, da fokuseringsevnen er nedsat. Når de udvikler grå stær, øges deres følsomhed for blændende eller dårlig belysning, da lyset spredes i den grå indeslutning i linsen.

Anker Heegaard (virksomhed) Anker Heegaard's Jærnstøberi og Maskinfabrik, senere A/S Anker Heegaard var en dansk industriel virksomhed, som i 1930 indgik i De Forenede Jernstøberier. Virksomheden var grundlagt i 1828 af Matthias Anker Heegaard (1776-1837), der i 1804 havde nedsat sig som isenkræmmer og i 1828 anlagde et jernstøberi på den nuværende Blågårds Plads på Nørrebro. Hans to sønner, Christian August Heegaard og Steffen Peder Anker Heegaard (1815-1893) overtog i 1837 jernstøberiet, som sidstnævnte i 1857 udvidede ved køb af statens jernstøberi på Frederiksværk, anlagt i 1756 af generalmajor Johan Frederik Classen (1725-1792). Anker Heegaard overdrog i 1884 sit livsværk til sønnerne Mathias Anker Heegaard d.y. (1837-1905), Louis Carl Heegaard (1845-1914), Henning Frederik Christian Mathias Anker Heegaard (1858-1910) og svigersønnen Bjørn Stephensen (1855-1940), som havde ægtet Anker Heegaards (d.æ.) datter. I 1918 blev fabrikken omdannet til aktieselskab og i 1930 indgik den i De Forenede Jernstøberier. Fabrikken var i mange år en af de største virksomheder på Nørrebro, men også stærkt forurenende. I 1898 købte Københavns Kommune fabrikkens areal og anlagde Blågårds Plads på området, som blev et tiltrængt åndehul i den sorte firkant.

Apotek Et apotek (fra græsk: apothéke, "lager" eller "opbevaringssted") er en forretning, der sælger og rådgiver om lægemidler til lægemiddelbrugerne, læger og andre. Klinisk farmaci er en af de praksis, der foregår på et apotek, som omhandler den forsvarlige og sikre brug af lægemidler. Apoteket sælger og rådgiver også om naturlægemidler, medicinsk udstyr, hudpleje og andre produkter, der vedrører sundhed og personlig pleje. Sygehusapoteker er offentligt ejede afdelinger på sygehuse, der fremstiller og forsyner sygehusets patienter med lægemidler. Apotekspersonalet består udover apotekeren også af farmakonomer, farmaceuter, apoteksmedhjælpere, defektricer og ufaglærte servicemedarbejdere. Historie I antikken hørte tilberedningen og udskrivelsen af lægemidler sammen; læge- og apotekergerningen var dermed forenet. I 700-tallet blev apoteksvirksomhed og lægevirksomhed skilt for første gang, da det første apotek opstod i Bagdad. Det var svært at leve udelukkende af lægemiddelsalg, så vareudvalget bestod også af eksempelvis parfumeartikler. Grundlaget for apotekergerningen i Europa kom fra det medicinske universitetsmiljø i Salerno og fra Palermo på Sicilien. Små apoteklignende forretninger fandtes i Italien i begyndelsen af 1200-tallet, og med kejser Frederik 2.s medicinske lovskrift fra samme århundrede blev opdelingen mellem lægegerningen og apotekergerningen endnu tydeligere. Loven fastslog apotekernes funktioner og brugte betegnelsen apotek for forretninger, hvor droger (rå el. delvis tilberedt råvare fra planter) og færdige lægemidler blev solgt og opbevaret. Edsvorne embedsmænd skulle stå for apotekerne, der ikke måtte ledes eller ejes af læger. Mange læger satte pris på apotekerne, som sparede dem for selv at måtte bruge tid på at fremstille medicinerne. Herefter spredtes apotekstanken nordpå, først i de tysktalende lande i slutningen af 1200-tallet, og siden til mange af europæiske lande. De nordiske lande fik deres første apoteker i 1500-tallet. De første apotekere i Danmark, man kender navnet på, var Hans Brandt i 1427 og senere Johan Apoteker, der holdt til i Købmagergade i København fra 1465. Frederik 1. ønskede et apotek oprettet i Gråbrødre Kloster; men det blev ikke til noget, før Christian 3. i 1536 overdrog en ejendom til en vis Johan Dieck, så han kunne indrette et apotek der, i borgmester Ambrosius Bogbinders stenhus i Højbrostræde i København; sandsynligvis efter Ambrosius’ selvmord samme år. I 1546 fik Willum Unno fik en kongelig apotekerbevilling til at drive et apotek. Han åbnede sit apotek på Højbro Plads i København, og tre år senere blev det første apotek i provinsen oprettet. Apotekerbevillingen kom efter en periode, hvor staten havde forsøgte at skabe ordnede sundhedsforhold efter den katolske kirkes sundhedstjenester på de danske klostre forsvandt ved reformationen. Det havde efterladt befolkningen uden kvalificeret behandling, når de blev syge. Man havde før reformationen forsøgt at skabe grobund for en sundhedstjeneste med apoteker, bl.a. med apotekerbevillinger, hvor den ældst kendte blev givet i 1514; men først i 1536 begyndte regeringen at føre en egentlig medicinalpolitik. I 1546 blev den fulgt op med en forsyningspolitik om lægemidler, der førte til etableringen af apotekervæsenet ved hjælp af en landsdækkende lovgivning om apotekervirksomhed og med statslig regulering og kontrol af blandt andet lægemidlernes kvalitet og pris. Herefter steg antallet af apoteker støt med et nyt apotek cirka hvert femte år. I den periode fik blandt andre Århus, Viborg, Aalborg, [Næstved]] og Ribe et apotek. Kongelig Hof-Apotek fra 1669 er det ældste apotek i København. Under Frederik 3. blev Johan Gottfried Becker fra Husum, der var kommet til Danmark efter anbefaling af alkymisten Borri, udnævnt til kgl. hof-og rejseapoteker. Året efter fik Becker bevilling til at drive apotek, hvorefter han åbnede Elephant Apoteket på Store Kjøbmagergade. (I dag ligger det i Store Kongensgade 45.) I 1672 blev det lovbestemt, at apotekerne havde eneret til at tilberede og forhandle lægemidler, der i øvrigt ikke måtte hjemkøbes færdigt, men skulle produceres selv. Apotekeren var forpligtet til at følge apotekertaksten. Men der var stadig mange "landefarere", dvs omrejsende kvaksalvere, der trak tænder ud og opererede for brok ("broksnidere"), eller de kunne være "stærstikkere" og sælge briller. Folk strømmede til, når landefarerne kom til byen; en af dem var kendt for at sidde til hest og råbe til mængden, at nu indtog han gift, og straks efter svulmede hans mave som en spændt tromme, som han gav sig til at spille på med to træskeer. Snart efter indtog han så en "modgift", hvorpå maven raskt svandt ind til sit normale omfang – og han fik afsætning på sine varer. I 1764 kom loven, der forbød urtekræmmere, kvaksalvere o.l at omsætte giftstoffer. Disse måtte kun forhandles på apoteker. En ny apotekerlov i 1913 fjernede eneretten til at tilberede lægemidler. Apotekssystemet i Danmark Apotekerne har monopol på salg af receptpligtig medicin i Danmark. Apotekerne ejes af private apotekere, der af Sundhedsministeriet har fået tilladelse til at drive et bestemt apotek – en såkaldt apotekerbevilling. Der er ikke fri etableringsret, da ministeriet fastsætter, hvor i landet der skal være et apotek, og skal give tilladelse hvis en apoteker ønsker at flytte sit apotek. Dermed er apotekerne liberale erhverv, der er offentligt reguleret. De fleste apoteker i Danmark er medlem af brancheorganisationen Danmarks Apotekerforening, ligesom apotekerne typisk er tilknyttet en privat apotekerkæde. Apotekerne i Danmark er en del af den primære sundhedssektor i det danske sundhedsvæsen. Apotekerne kan ikke selv fastsætte deres priser på lægemidlerne. Priserne fastsættes ved at lægemiddelproducenterne indsender deres priser til Lægemiddelstyrelsen, hvorefter der lægges en fast procentsats til. Procentsatsen udgør apotekernes avance. Avancen forhandles jævnligt mellem Danmarks Apotekerforening og Sundhedsministeriet med udgangspunkt i apotekernes gennemsnitlige overskud i kroner og ører. Hver 14. dag udsender Lægemiddelstyrelsen den gældende prisliste, kaldet lægemiddeltaksten. Der er i Danmark åbnet op for, at andre butikker som materialister og supermarkeder kan forhandle visse håndkøbslægemidler under bestemte betingelser. Apotek Et apotek er som nævnt en forretning, der sælger og rådgiver om lægemidler, naturlægemidler mv. til lægemiddelbrugerne, læger og andre. Ofte tilbyder apoteket også andre tjenester som sundhedtjek, rådgivning om rygestop og støtte til vægttab. Disse ydelser er personalet på apoteket også uddannet i. Et supplerende apotek Et supplerende apotek (supplerende bevilling) er et selvstændigt apotek, der ejes af en apoteker som også har bevilling til et andet apotek. Den supplerende enhed adskiller sig alene fra et apotek ved ejerforholdet og i apotekernes interne udligningssystem. Vagt- og døgnapotek Vagtapoteker betjener borgerne uden for apotekernes almindelige åbningstid. Disse kan enten have døgnåbent eller have tilkaldevagt, hvor en vagtfarmaceut eller vagtfarmakonom kan udlevere medicin ved akutte sygdomstilfælde. Det er ikke unormalt, at flere apoteker i en by deles om at være vagtapotek, således at de skiftes til at holde vagtåbent. Det er Sundhedsstyrelsen der fastsætter, hvilke apoteker der skal have døgnåbent, og hele apotekets sortiment er almindeligvis tilgængeligt hele døgnet på disse apoteker. Dog lægges der ofte et gebyr på salg af varerne uden for normal åbningstid. Pt. findes der 11 døgnåbne apoteker i Danmark. Apoteksfilial En apoteksfilial (indtil 1924 kaldet et hjælpeapotek) er et selvstændigt fungerende apotek, som økonomisk hører under et hovedapotek og ejes af dette hovedapoteks apoteker. Apoteksfilialerne er tit de større apotekers tilbud til borgere i mindre byer. Apoteksudsalg Et apoteksudsalg er en selvstændigt fungerende apoteksenhed, som økonomisk hører under et hovedapotek og ejes og ledes af dette hovedapoteks apoteker. På et apoteksudsalg er det ikke muligt at ekspedere recepter. Indleverede recepter sendes derfor videre til hovedapoteket, hvor recepten ekspederes og dernæst sendes tilbage til apoteksudsalget sammen med den medicin, som recepten lyder på. Herefter kan medicinen udleveres til patienten fra apoteksudsalget. Et håndkøbsudsalg Et håndkøbsudsalg befinder sig i lokaler, der ikke tilhører apoteket – typisk i en anden forretning. Udsalget modtager varer fra et bestemt apotek og drives af en bestyrer, som apotekeren har indgået aftale med. Bestyreren er typisk ikke uddannet inden for apotekssektoren. Håndkøbsudsalg er underlagt de samme regler som de cirka 1000 nye salgssteder af medicin uden for apotekssektoren. Det vil sige, at der blandt andet kun må føres et begrænset sortiment. Håndkøbsudsalg kan også udlevere receptmedicin og andet apoteksforbeholdt medicin, som er ekspederet på det apotek (inklusive apoteksfilialer), udsalget er tilknyttet. Et medicinudleveringssted Et medicinudleveringssted har ikke noget lager af medicin. Det modtager adresserede forsendelser fra et eller flere apoteker og udleverer det til den enkelte kunde. En defektur En defektur var et lokale som fandtes på apotekerne mens produktionen af lægemidler stadig foregik der. Defekturen var ofte et tilstødende lokale til recepturen, hvor større påfyldningsarbejder foregik og hvor særligt påfyldningsudstyr derfor fandtes. Mindre påfyldninger af lægemidler foregik ofte i recepturen og i officinet. En receptur En receptur er det rum på apoteket, hvor det farmaceutiske apotekspersonale kontrollerer de indleverede recepter og takserer dem ind i edb-systemet. I recepturen bliver medicinen derefter fundet frem til recepten og kontrolleret igen, inden den kan udleveres til patienten ude i skranken. Et officin Et officin er en ældre betegnelse for apotekets publikums- og venterum, hvor patienterne og kunderne bliver ekspederet og rådgivet af det farmaceutiske personale. Begrebet officin dækker også over skrankeområdet, hvor apotekspersonalet ekspederer og rådgiver. I dag er apotekets officin delt op i skranken og selvvalgsafdelingen. I selvvalgsafdelingen findes et bredt udvalg af varer, som f.eks. hudplejemidler, sygepleje- og toiletartikler, kosttilskud, naturlægemidler, vitamin- og mineralpræparater, babyudstyr, forskellige relevante brochurer og hæfter og ofte også elektroniske infostandere. Derudover er der som regel siddepladser og evt. også legeplads til børn. Symboler Nogle af de brugte internationale symboler for apotekergerningen er morteren og pistillen, det internationale receptsymbol (℞, skrives undertiden Rx) og symboler for de græske guder for lægevidenskab og sundhed og hygiejne, Asklepios og Hygieia. Mange danske apoteker gør også brug af disse symboler, ligesom fagforeningen for farmakonomer, Farmakonomforeningen, har morteren og pistillen som logo.

Atamon Atamon er et produkt til konservering af føde- og drikkevarer. Det aktive stof i produktet, natriumbenzoat (E-211), hæmmer væksten af skimmel- og gærsvampe og nogle bakterier, men virker bedst i sure omgivelser (f.eks. marmelade eller saft). Natriumbenzoat fremstilles syntetisk, men findes naturligt i f.eks trane- og tyttebær. Navnet blev i 1938 registreret som varemærke af Tørsleffs Husmoder Service og ejes i dag af Haugen-Gruppen. Atamon anvendes i f.eks. syltetøj. Når syltetøjet er færdigkogt, tilføjes en passende mængde Atamon, hvilket sørger for at syltetøjet holder længere. Man kan også skylle syltetøjsglas og lignende i Atamon inden syltetøjet hældes i. Under 2. verdenskrig med dens varemangel, blev Atamon meget nyttig. Med konserveringsstoffet kunne marmelade også holde sig med mindre end 50 % sukker. Det annonceredes med slagord som "Atamon i Glas og Krukker / sparer baade Gas og Sukker". I marmeladen, juicen eller hvad der konserveres med Atamon, dissocierer Atamon til benzoat og natrium ioner. I det lave pH i det konserverede materiale protoneres benzoat ionerne til benzoesyre og bliver dermed mindre polært. Det kan nu vandre over gærsvampenes cellemembran, ved diffusion. Hvis pH i cellen sænkes til 5 eller mindre hæmmes fosfofructokinase med 95% og cellens glukosestofskifte går næsten i stå. Cellen kan herved ikke længere vokse og dele sig.

Australian Open 2016 Resultater Resultaterne fra ottendedelsfinalerne og frem i singlerækkerne og fra kvartfinalerne og frem i doublerækkerne vises nedenfor. For komplette resultater henvises til de uddybende artikler.

Bargstedt (Holstein) Geografi Bargstedt ligger i Naturpark Aukrug godt fem kilometer vest for Nortorf. Ca. 7 km mod nordøst løber motorvejen A7.

Barisal Barisal er en by i det sydlige Bangladesh, med et indbyggertal (pr. 2007) på cirka 292.000. Byen er hovedstad i et distrikt af samme navn, og ligger på kysten til den Bengalske bugt. Som i langt størstedelen af landet er hovedparten af befolkningen muslimer.

Barry Altschul Barry Altschul (6. januar 1943 i New York City USA) er en Amerikansk avantgarde jazztrommeslager. Han kom frem med pianisten Paul Bley og spillede i begyndelsen af 1970'erne med Chick Coreas gruppe Cirkles. Han har indspillet plader i eget navn.

Bautasten Bautasten er aflange indskriftløse sten på højkant. I Danmark er bautasten synonym med det bretonsk afledte Menhir. Bautasten kan stå på små stenhøje (røser), eller hvor rester af ligbål er gravet ned. Resterne viser, at det var almindeligt at rejse bautasten på grave i yngre bronzealderen og ældre jernalder ca.1100 f.Kr. Mange bautasten står dog uden tilknytning til grave. De kan stå enkeltvis eller i grupper og gerne på iøjnefaldende steder ved åer, ved kysten, på høje eller ved vadesteder. Bornholm er det sted i Danmark med flest bautasten; der er registreret henved 1000 bautasten på øen. Gryet ved Bodils Kirke og Louisenlund ved Ibs Kirke er de største samlinger. En mindre samling bautasten Hellig Kvinde formet som en skibssætning ligger ved Østersøen ca. 200 m øst for Gyldensåens udløb.

Bayern Historie Fra 551 til 1180 var Bayern et stammehertugdømme. Wittelsbachfamilien regerede Bayern fra 1180 til 1918. Bayern blev kongerige i 1806, og i 1815 blev Rhein-Pfalz en del af riget. Ludwig II af Bayern var konge 1864-86. Bayerns flag blev indført i 1953, men hvidt og blåt har været Bayerns farver siden 1330. Politik Bayern har et eget parlament, Landdagen, der vælges ved delstatsvalget. Tidligere var der også et senat, men efter en folkeafstemning i 1998 blev senatet afskaffet i december 1999. Lederen af regeringen er ministerpræsidenten. Kultur Kultur og sprog varierer meget i de forskellige regioner. Berømte bayrere Blandt berømte bayrere er malere som Hans Holbein den Ældre, Lukas Cranach og Franz Marc, musikere og komponister som Franz Liszt, Richard Wagner og Richard Strauss, dramatikere som Bertolt Brecht, videnskabsmænd som Wilhelm Conrad Röntgen, Konrad Lorenz og Alois Alzheimer, og finansmænd som Werner von Siemens og Levi Strauss (Levi's).

Bernd Bransch Bernd Bransch (født 24. september 1944) er en tidligere østtysk fodboldspiller. Med undtagelse af en sæson (1973/74) hos FC Carl Zeiss Jena spillede Bernd Bransch hele sin karriere for Chemie Halle. Bransch var forsvarsspiller og mangeårig aktør på DDRs fodboldlandshold, hvor han opnåede i alt 72 kampe. Han var med til at vinde bronze ved OL i München i 1972 og guld i Montreal i 1976, og var deltager ved VM i fodbold 1974 i Vesttyskland. I 1968 og 1974 blev Bransch kåret som Årets fodboldspiller i DDR. Han sluttede sin aktive karriere i 1977 efter 292 kampe og 42 mål i den bedste østtyske fodboldrække.

Beryl Bainbridge Dame Beryl Margaret Bainbridge CBE (21. november 1932 i Liverpool – 2. juli 2010) var en britisk forfatter. Hun blev nomineret til Bookerprisen fem gange.

Bill Cunningham Opvækst og uddannelse Bill Cunningham var født af en katolsk familie i Boston, Massachusetts, hvor han også voksede op. Han havde to søstre og en bror. Hans forældre var religiøse og anvendte koporlig afstrafning. Han kom første gang i kontakt med modeverdenen som lagerdreng i Bonwit Tellers Boston-afdeling. Han har senere udtalt, at interessen for mode fik han i kirken: "Jeg kunne aldrig koncentrere mig om gudstjenesten om søndagen, fordi jeg var optaget af at se på kvindernes hatte." Han fik et stipendium til Harvard University, men stoppede med studierne i 1948 efter blot to måneder og flyttede til New York City som 19-årig, hvor han igen fik arbejde hos Bonwit Teller, denne gang i reklameafdelingen. Efter kort tid sagde han jobbet op og kastede sig over i sin egen virksomhed at designe hatte under navnet "William J". Under Koreakrigen blev han indkaldt og var udstationeret i Frankrig, hvor han første gang stiftede bekendtskab med den franske modescene. Efter at have aftjent sin værnepligt vendte Cunningham i 1953 tilbage til New York og sit arbejde som modist. I 1958 skrev en kritiker i The New York Times, at han havde "sat sig på markedet for nogle af de mest fantastisk smukke cocktailhatte, der indrammer ansigtet, som man kan forestille sig." Han arbejdede også for Chez Ninon, en couturebutik, der solgte kopier af designmodeller fra Chanel, Givenchy og Dior. Blandt hans kunder i 1950'erne var Marilyn Monroe, Katharine Hepburn og Jacqueline Bouvier, den senere præsidentfrue. På opfordring fra sine kunder begyndte han at skrive om mode, først i Women's Wear Daily, senere i Chicago Tribune. Han lukkede sin hattevirksomhed i 1962. Efter mordet på præsident Kennedy sendte enken, Jacqueline, ham en rød Balenciaga-dragt, som hun havde købt hos Chez Ninon. Cunningham farvede den sort, hvorpå hun bar den til begravelsen. Priser og æresbevisninger I 1983 gav Council of Fashion Designers of America Cunningham titlen som årets bedste fotograf. I 2008 blev han udnævnt til Officier de l'ordre des Arts et des Lettres af det franske kulturministerium. Da han modtog prisen i Paris, fotograferede han publikum og sagde til dem: "Det er lige så sandt i dag, som det altid har været: Den der søger skønhed, skal finde den." I 2009 blev han udnævnt som "levende mindesmærke" af New York Landmarks Conservancy. I 2012 modtog han Carnegie Hall Medal of Excellence. I medierne I 2010 lavede filminstruktøren Richard Press og skribenten ved The New York Times Philip Gefter dokumentarfilmen Bill Cunningham New York om ham. Filmen havde premiere 16. marts 2011. Den viser Bill Cunningham kørende rundt på Manhattan på sin cykel og privat i den lille lejlighed i Carnegie Hall-bygningen. Lejligheden havde ingen skabe, intet køkken og ikke eget toilet, og den var fyldt med opbevaringskasser med hans fotografier. Dokumentarfilmen præsenterer også hans filosofi om mode, kunst og fotografi, lige som den viser, hvordan han kommunikerer med de personer, han tager billeder af.

Birgitte Korremann Birgitte Korremann (født 23. februar 1942) var en dansk atlet medlem af Frederiksberg IF som i 1960'erne vandt flere DM-medaljer i højdespring og kuglestød.

Bodil Jensen Bodil Jensen (født 21. februar 1933) er en dansk politiker og tidligere formand for Københavns Borgerrepræsentation, valgt for Socialdemokratiet. Jensen blev medlem af Borgerrepræsentationen i 1978. Hun var næstformand 1990-1993, formand for både Borgerrepræsentationen og Budgetudvalget 1994-1997. Hun har desuden haft en lang række andre tillidsposter, bl.a. har han været formand for Vesterbro Ungdomsgård fra 1998 og medlem af bestyrelsen for Foreningen Socialt Boligbyggeri. Hun har desuden været medlem af Alkohol- og Narkotikarådet samt Forbrugerrådet. En årrække har hun desuden været kirkeværge i Simeons Kirke.

Bodybuilding Bodybuilding er en gymnastikform, hvor man via vægttræning efterstræber en harmonisk udvikling af den menneskelige muskulatur, oprindeligt inspireret af græsk skulpturkunst. Ligesom andre sportsgrene, er bodybuilding ofte blevet sat sammen med et misbrug af medicin, f.eks. anabole steroider.

Bokmål Om navnet Bokamál blev i gammelnorsk brugt om latin og kirkesprog. Fra 1850'erne blev bogmaal og bogsprog brugt som benævnelse for skriftsproget generelt i modsætning til talesprog og dialekter, men også om dansk skriftsprog i modsætning til nynorsk, som på det tidspunkt oftest benævntes landsmål. I § 73 i landsskoleloven fra 1889 hedder det at "Skolestyret bestemmer, om Skolens Læse- og Lærebøger skal være affattede paa Landsmaal eller i det almindelige Bogmaal". Denne navnepraksis blev for bokmålets del videreført i forbindelse ændringer i lærerskoleloven i 1929 efter et forslag om at bruge riksmål eller dansk-norsk faldt med henholdsvis 13 mod 22 og 17 mod 18 stemmer i Lagtinget. Dette har siden været regnet som den officielle afgørelse på navnespørgsmålet.

Boldklubben Union Organisatorisk tilhørsforhold Boldklubben Union har siden 1910 hørt under DBU København, der indtil 1. februar 2011 hed Københavns Boldspil-Union. N.K.U.B. (Nordvestkvarterets Kristelige Ungdomsforenings Boldklub) Boldklubben Union var i de første 50 år af sin tilværelse en Fælledklub med speciel tilknytning til Nordvestkvarteret; ved stiftelsen den 2. juni 1900 fik den navnet N.K.U.B. (Nordvestkvarterets Kristelige Ungdomsforenings Boldklub), og dens første formand hed Oscar Bremer. Første klubdragt helt hvid – kontingentet 10 øre per sommermåned, 5 øre per vintermåned. To ugentlige træninger på Fælleden – efter dagens træningskamp samledes man til bøn og sang. Om søndagen trænede man i Søndermarken eller på Grøndalssletten, og som regel mødte 20-25 frem. Allerede i 1902 skifter man formand til Poul Brinck. Samtidig ændres klubdragten til hvid lærredsbluse med rød, nedadbøjet krave og røde manchetter og mørke benklæder. Man får sit første klublokale for enden af et drivhus i Nørre Alle, sikkert ikke uden grund kaldet ”Rottereden”. Første kamp er 4. juli 1902 mod Nazareth Sogns Boldklub (K.F.U.M.-klub) – dem tabte man 1-7 til. Næste år rykker man til eget hus, et lysthus på Tagensvej. Navnet Union I 1906 meldte klubben sig ind i KBU – hvor man lægger ud mod Melchioranerklubben og taber 1-5. I 1910 bliver klubben en slags fællesklub for hele Nørrebros sogneforeninger under K.F.U.M. og antog navnet "N.K.U.B. Union" , og man tilmelder sit første juniorhold. I 1911 skiftede man dels trøjefarve til blå, dels flyttede klubben 30. april ind i det af Københavns Kommune opførte klubhus for Fælledklubberne i Københavns Idrætspark – lejede det mindste lokale, for meget hurtigt efter massiv medlemstilgang at flytte til et større i stueetagen. Endelig i 1912 får man sin nuværende klubdragt indført – rød trøje, hvide bukser. Op til sæson 1913-14 tager man det drastiske træk at beslutte ikke at ville tilmelde seniorholdet til turneringen – man følte man var for dårlig. Det sker samtidig med, at man beslutter at åbne klubben for alle, og skifte navn til Boldklubben Union. Heldigvis besinder man sig - klubben er ellers i KBUs årsberetning noteret for at have udmeldt sig per 25. maj 1913 efter i sæson 12/13 at have deltaget i BI, BII, Junior II og Junior III. Alligevel deltager man i sæsonen 13/14 med senior i B II og B III samt i Junior II (bliver tilmed nr. 2 her efter KB) og i Junior III. Samarbejdet Firkanten I 1923 danner Union sammen med HB, Borup og Viktoria samarbejdet "Firkanten", senere betegner de sig Fællesklubberne - der med sit udvalgte hold møder især andre "sammenslutninger". I 1933 skulle man faktisk efter reglerne rykke ned i B-rækken. Men 7 ordinære medlemmer af KBU - Borup, HB, HIK, KFUM, Union, Viktoria og ØB - får gennemført en ekstraordinær Generalforsamling hos KBU 17. august 1933 med det ene punkt på dagsordenen : "udvidelse af A-rækken med Boldklubben Union". De 7 forslagsstillere ville meget gerne have haft en fælleshenvendelse fra samtlige A- og B-række klubber, men havde ikke kunnet opnå enighed om det. Men det lykkes at få KBUs Generalforsamling til at vedtage, at Union kan forblive i A-rækken. Nogle år forinden havde Union måttet lukke ungdomsafdelingen – heldigvis kun midlertidigt, for i 1934 får man gang i ungdomsarbejdet igen. Sammenslutningen "De fire" I en del år havde HB, Viktoria, Borup og Union været sammen i Fællesklubberne – et samkvem af såvel sportslig som økonomisk art – men det blev aldrig en stor succes. I 1947 var Union med til at starte sammenslutningen ”De fire” – de 3 andre var Als, Borup og Ryvang. De afholdt et årligt arrangement i Idrætshuset med underholdning og bal, i 1948 trådte Ryvang ud, men erstattes af Tria. Genforeningspladsen Fælledparken var i længden ikke det ideelle sted - storklubberne, der omkransede Fælleden, tog alt det unge materiale. Man søgte kontakt med Københavns idrætspark om at flytte ind på Genforeningspladsen, hvor N.K.U. var placeret. Man enedes om at genoptage det samarbejde, der i sin tid var meget frugtbart for Union. N.K.U.s ledelse og medlemmer trådte i Union fra sæsonen 1950-51, og dette var af stor værdi for ungdomsafdelingen; det kneb mere med værdien for seniorafdelingen, idet det var svært for ynglinge, når de som seniorer skulle flytte til Fælleden at finde sig til rette der - det var ligesom der var to slags spillere i klubben. Derfor tog man springet og flyttede i foråret 1955 hele klubben til Genforeningspladsen, hvor Union i L.P. Scheuer fik en leder i det eksisterende klubhus, som man kendte fra mangeårigt samarbejde. Ved flytningen til Genforeningspladsen fik Union et helt område for sig selv, og tilgangen især af ungdom var så stor, at det kneb med at være der, selvom man indtil Bella Centret (senere GrøndalsCentret) blev bygget disponerede over en udmærket bane der. Svend Boldt gjorde et ihærdigt arbejde for at få Brandmarken indhegnet og gjort anvendelig som ungdomsbane. Truslen om at miste denne ekstra bane hænger i luften i mange år, en overgang i starten af 1970erne drøfter man sammenslutning med Tingbjerg IF og udflytning til deres baner. Men Tingbjerg IF vælger i stedet Brønshøj BK som den, man vil gå sammen med. I stedet allierer Union sig med den tilstedeværende tennisklub på Genforeningspladsen – ATK (Arbejdernes tennis klub). 1972 er man nået så langt, at der projekteres cafeteria og mødelokaler, men det går langsomt. Der indføres et offentlig byggestop og så er der bøvl med Fredningsnævnet. Og Brandmarken vil Kommunen opføre Politistation på. Klubhuset udbygges i 1980erne, før det i 1986 erstattes af et nyt og større. Nyt klubhus Og i 2013 opførtes et helt nyt klubhus, og det gamle rives ned. Samarbejdsklubber Boldklubben Union indgik i april 2011 en samarbejdsaftale med Brøndby IF.

Bosse Hall Christensen Karriere Han er født Gunnar Hall Christensen, men har siden barnsben været kendt under kælenavnet Bosse. Han startede med at spille trommer i en tidlig alder og arbejdede som arkitekt, sideløbende med musikkarrieren. Bosse var en af grundlæggerne af Shu-bi-dua, da hans barndomsven Paul Meyendorff (guitar) fik ham med i bandet Passport i 1971 sammen med guitaristen Michael Hardinger og bassisten Niels Grønbech. Dette band udviklede sig senere til Shu-bi-dua, da sanger Michael Bundesen og keyboardspiller Jens Tage Nielsen trådte til i 1973 og sekstetten udgav debutsinglen 'Fed Rock'. Bosse var én af de bærende kræfter på både tekst- og musiksiden og var med til at skrive de fleste sange frem til og med Shu-bi-dua 7. Han måtte forlade gruppen pga. et voksende alkoholforbrug i 1981 og trak sig tilbage fra offentligheden gennem en lang årrække. Med Bosses og klaverspilleren Jens Tage Nielsens exit ændrede gruppens musikalske kemi sig endegyldigt. Efterfølgende var han dog involveret i gruppen som tekstforfatter på albummet Shu-bi-dua 11 i 1985. Efter tiden i Shu-bi-dua drev Bosse sit eget produktionsselskab igennem 20 år. I 2009 blev Bosse introduceret som gæstetrommeslager i Hardinger/Thorup ved en koncert i Skagen, og efter et par koncerter blev han erklæret fast medlem af gruppen. Han blev dog senere erstattet af trommeslageren Flemming Olsen. Han var derudover medlem af rockbandet Einstein, som primært bestod af Shu-bi-dua-veteraner, og som gik i opløsning efter udgivelsen af singlen "Alhambravej". Bosse er ligeledes trommeslager i gruppen Veteranerne med bl.a. Michael Hardinger og Claus Asmussen, og som var dannet med det formål at spille for de danske tropper i Afghanistan. Under navnet Hall & Bull udgav Bosse og Gorm Bull Sarning i 2010 singlerne "Kodimagnyler" og "Ikke en chance". I 2014 blev konstellationen Fanden & Hans Pumpestok dannet, hvor Bosse spiller trommer. De udgav samtidig singlen "En ung blond pige", som i en anden version tidligere var udgivet under titlen "Den danske sang" af konstellationen Musikkollektivet, ét af Michael Hardingers og Jørgen Thorups musikalske projekter. I oktober 2014 udgav Bosse Hall Christensen erindringsbogen Gokkelajser, hvor han fortalte om sit alkoholmisbrug, men også om begyndelsen på misbruget og tiden i Shu-bi-dua. Den modtog blandede anmeldelser. I bogen kritiserede han bandets videre karriere, efter han var blevet smidt ud, og skrev bl.a. at "De medlemmer, som siden stødte til Shu-bi-dua, var alle jasigere og rygklappere, og bidrog ikke med nytænkning, hverken sprogligt eller musikalsk." Han fortsatte desuden med at skrive "Da dét først blev tilsidesat og bandet for alvor gik mainstream, mistede det efter min mening hele sit eksistensgrundlag." I 2015 etablerede han Shu-bi-dua-kopibandet Shu-bi or not Shu-bi sammen med det tidligere Shu-bi-dua-medlem Claus Asmussen. Siden er også Willy Pedersen kommet med. Gruppen spiller coverversioner af gruppens numre fra perioden 1973-1982. Christensen arbejder også som instruktør og speaker.

Café Vivaldi Café Vivaldi så dagens lys i 1999, da ejeren bag Café Vivaldi konceptet, overtog en blomsterbutik med navnet ”Vivaldi Blomster” i Slagelse, denne blev ombygget i stil med de små hyggelige caféer i Paris. Caféen i Slagelse blev solgt fra 3 år senere, men drives fortsat under navnet Café Vivaldi, men den er ikke en del af kæden eller konceptet. Der er i dag 17 caféer, men 3 nye er på vej i slutningen af 2019. De drives alle under samme koncept og bærer navnet, og det registrerede varemærke, ”Café Vivaldi”.

Californiske Halvø Den Californiske Halvø, også kendt som Baja California-halvøen (the Baja California Peninsula på engelsk, la Península de Baja California på spansk), er en smal og aflang halvø i det nordvestlige Mexico. Halvøen er ca. 1.200 km lang og 240 km ved det bredeste; den er dermed større end Italien og næsten dobbelt så lang som den amerikanske delstat Florida. Størstedelen af den Californiske Halvø er del af Sonoraørkenen. De mexicanske delstater Baja California og Baja California Sur ligger på halvøen. Samlet har de to delstater en befolkning på omkring 4 millioner og et areal på 143.000 km2. Baja California-halvøen grænser op til den amerikanske delstat Californien mod nord, den mexicanske delstat Sonora mod nordøst, Stillehavet mod vest, og den Californiske Golf mod øst. Halvøens to kyster er meget forskellige. Ved stillehavskysten kan man i den kolde strøm se hvaler på vej til og fra deres sydlige ynglepladser. Golfen på den anden side kan derimod sammenlignes med Middelhavet, da vandet er varmere. Nogle steder ved den sydlige del af halvøen kan man om natten opleve naturfænomenet bioluminescens. Man kan også se sæler og delfiner på jagt efter fisk.

Capacity management Capacity Management er på dansk arbejdet med kapaciteten, så den altid modsvarer behovet – i størrelse og kompetencer – og sådan at omkostningerne minimeres. Kapaciteten er her primært den personalemæssige størrelse hvad enten den er fastansat, projektansat, vikarer eller freelancere. Capacity Management har fået stigende fokus blandt virksomhedsledere og HR-chefer – ikke mindst efter at de seneste kriser har gjort usikkerheden på markedet større. Virksomhederne har behov for stor fleksibilitet og lavest mulige lønomkostninger for at bevare deres konkurrencemæssige styrke.

Carsten Bomme Carsten Bomme født 10. april 1970 er Danmarks landstræner i kast og tidligere dansk atlet. Han var medlem af Haderslev IF, Sparta Atletik og Køge Atletik. Bomme er pr. 1. januar 2010 ansat som landstræner i kast som erstatning for Simon Stewart. Hans stilling er en fuldtidsstilling sammensat som deltids landstræner under Dansk Atletik Forbund samt elitetræner i Sparta Atletik. Han har haft orlov, men er nu tilbage som lærer på Herlev Gymnasium og HF, hvor han nu fortsætter sig proffesion som idræt- og biologilærer. Bomme er gift med Charlotte Beiter tidligere dansk mester i syvkamp, sammen har de døtrerne Ida og Emma Beiter Bomme.

Charles Chandler Charles Chandler (22. juli 1911 - 22. juni 1982) var en amerikansk roer og olympisk guldvinder, født i Berkeley. Chandler var med i USA's otter, der vandt guld ved OL 1932 i Los Angeles, den fjerde amerikanske OL-guldmedalje i otteren i træk. Resten af besætningen bestod af Edwin Salisbury, James Blair, Duncan Gregg, David Dunlap, Burton Jastram, Harold Tower, Winslow Hall og styrmand Norris Graham. Samtlige otte roere var studerende ved University of California, Berkeley. Der deltog i alt otte både i konkurrencen, hvor amerikanerne sikrede sig guldet foran Italien og Canada, der vandt henholdsvis sølv og bronze. Det var de eneste olympiske lege Chandler deltog i.

Charlotte Amalie Winge Charlotte Amalie Winge (kendt som Madam Winge) var Frederik V's yndlingselskerinde i 1762-66. Madam Winge kendes gennem Charlotte Dorothea Biehls skildring af det løsslupne liv ved Frederik V's hof. Hun indgik i et af kun få længerevarende forhold til kongen, som foretrak orgier med prostituerede. Poul Rasmussen fortaeller: "Frederik V fulgte gerne om sommeren med A. G. Moltke til Bregentved en one dages tid. Da han således en gang lå derute, skete det, at hun enten efter egen eller hojere foranstaltning, i al yndighed, klaet som amazone, modte ham på en spatseretur i skoven. Han blev fortryllet, og da han erfaredt, hvem hun var, sorgede han forat få hende til Kobehavn med sig. Der blev lejeret en gård på Vandkunsten og indrommet hende skonne moblerede varelser deri."

Childrens Online Privacy Protection Act Childrens Online Privacy Protection Act (groft oversat: Lov til beskyttelse af børns privatliv på internettet), forkortelse COPPA er en amerikansk lov, der sikrer onlineprivatlivet for børn under et alder af tretten.

Collegio Araldico Collegio Araldico (Istituto Araldico Romano) er en italiensk institution for forskning i heraldik og genealogi, beliggende i Rom. Oprindeligt grundlagt 1853 som Istituto Araldico Romano og siden 1858 godkendt som en pavelig institution for heraldik og genealogi. Collegio Araldico er organiseret som et kollegium, hvortil man skal indvælges. Institutionens præsident var i mange år H.K.H. Prins Amedeo af Savoyen, Hertug af Aosta, grandnevø af Italiens sidste konge, Umberto 2. af Italien. Collegio Araldico har siden 1910 udgivet den italienske adelskalender "Libro d'Oro", samt siden 1903 tidsskriftet "Rivista Araldica".

Crash Bandicoot Crash Bandicoot er et populært videospil lavet af Andy Gavin og Jason Rubin. Spillene foregår oftest på N. Sanity Island, men andre områder findes dog også ofte. Størstedelen af spillene i serien er platform spil, men en stor del af serien er dog "spin-offs" i forskellige genre. Serien har solgt 35 millioner kopier, og består af 14 spil pr.2007. Oversigt Spillene i Crash Bandicoot serien har en punggrævling ved navn Crash som den centrale, spilbare figur og helt. Crashs stille liv på N. Sanity Island bliver ofte spoleret af hoved-skurken i serien, Doctor Neo Cortex, som skabte Crash og nu ikke ønsker andet end, at han vil forsvinde. Det er som regel op til Crash at bekæmpe Cortex og spolere enhver plan, han måtte have om at erobre verden. Det første tre Crash-spil samt flere efterfølgende Crash-spil var platform-spil. Der er kopier af Aku Aku-masker spredt gennem alle baner. Hvis en Aku Aku-maske samles op, mens Crash allerede har en, bliver denne til en af guld. Samles en tredje maske op, mens Crash har en guldmaske, bliver Crash midlertidig usårlig, hvorefter masken vender tilbage til guld. Bliver man ramt af en fjende, reduceres guldmasken til en normal, eller fra en normal til ingen. Bliver Crash ramt uden en maske, bliver han dræbt, hvilket ofte vises som en komisk animation. De fleste Crash-spil i serien består hver af omkring 25 baner, hvor hver bane bliver sværere, jo længere ind i spillet man kommer, hvilket for det meste kræver specielle evner vundet fra at bekæmpe bosser. Dette gælder dog ikke det originalle Crash Bandicoot og tager heller ikke skjulte baner med bonus items i betragtning.

Dagmar Revyen Dagmar Revyen var en dansk revy.

Dammar Dammar er en type harpiks, der udvindes af flere arter Hopea og Araucaria. Den danner bleggule, gennemsigtige og stærkt lysbrydende klumper. Den er knuses let og kan modsat mastiks ikke tygges. Den er delvist opløselig i sprit, æter, benzin og acetone, godt opløselig i amylacetat og fuldkomment opløselig i kloroform, benzol og svovlkulstof og i fede og æteriske olier. Den kan bruges til retoucherfernis opløst i terpentinolie med en lille tilsætning af en fed olie.

Dansk Sømandskirke Hamborg Dansk Sømandskirke i Hamborg eller Benediktekirken er den danske kirke i Hamborg. Den moderne kirkebygning er fra 1952. I 2007 blev kirken omdøbt til Benediktekirken. Den 20. maj 2007 blev kirken officielt genindviet af biskop Erik Norman Svendsen i nærvær af HKH Prinsesse Benedikte, som har indvilliget i, at kirken bærer hendes navn. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet og lokale sponsorer er kirken blevet udsmykket af kunstneren Erik A. Frandsen. Det er i 2008 uden sammenligning den mest nutidigt udsmykkede danske kirke i EU. I kirken er også en gammel granitdøbefont, som kommer fra Ribe. Menigheden hører under Danske Sømands- og Udlandskirker. Sømandskirkens menighedsarbejde i Hamborg begyndte allerede i 1875. Den daværende sømandspræst var Georg Rasmussen Heden, som flyttede fra Hull i det nordlige England til Hamborg. I 1923 købte sømandskirken en ejendom i Bernhard Nochtstraße, hvor den første kirke kunne bygges. Kirkebygningen blev ødelagt af en britisk bombe i 1943. Efter krigen var den ikke længere anvendelig som sømandskirke. Den nuværende sømandskirke blev bygget ved en stor indsats af pastor Gustav Højlund i Ditmar-Koel-Straße. Den blev indviet i 1952. I samme gade findes også norske, svenske og finske sømandskirker.

Danske Samlinger for Historie, Topographi, Personal- og Literaturhistorie Danske Samlinger for Historie, Topographi, Personal- og Literaturhistorie (ofte forkortet Danske Samlinger) var et tidsskrift, der udkom fra 1865. Redaktionen bestod af Christian Bruun, Oluf August Nielsen, Anton Ludvig William Petersen, Sophus Birket Smith, Sofus Laurits Henrik Christian Julius Birket Smith. Tidsskriftet behandlede historiske, personalhistoriske, topografiske og kulturhistoriske emner og omfattede dels egentlige artikler, dels såkaldte "Smaastykker". Tidsskriftets betydning lå (og ligger fortsat) i, at det fik offentliggjort store mængder af materiale, der ellers var opbevaret i arkiver. Artiklerne var forsynede med noter, og der fandtes et alfabetisk navne- og stedregister til hvert bind.

David Beckham Barndom og tidlige år Beckham blev født på Whipps Cross University Hospital i Leytonstone, London. England; Han er søn af David Edward Alan "Ted" Beckham (født i Edmonton, London, juli–september 1948), som var køkkenmontør og Manchester United-fan, og medlem af London Borough of Hackney-partiet. Hans mor, Sandra Georgina West (født 1949), havde job som frisør. Han spillede regelmæssigt fodbold i Ridgeway Park, Chingford som barn. Han gik på både Chase Lane Primary School og Chingford Foundation School som barn. Hans morfar er jøde, og derfor har Beckham altid set sig selv som "halv" jøde, og har fortalt om den indflydelse religionen har haft på ham. I sin bog Both Feet on the Ground, afslørede Beckham, at han som barn altid gik i kirke med sine forældre og sine to søstre, Joanne and Lynne. Hans forældre er fanatiske Manchester United-fans, som ofte ville rejse til Old Trafford fra London for at opleve Manchester United's hjemmekampe. David arvede sine forældres kærlighed til Manchester United, og hans største sportslige passion var fodbold. Han meldte sig ind i Bobby Charltons fodboldskole i Manchester og fik chancen for at være en del af træningen hos FC Barcelona, som en del af en talentkonkurrence. Som barn spillede han for et lokalt hold kaldet t"The Ridgeway Rovers" – trænet af hans far. Beckham var Manchester United-maskot i en kamp mod West Ham United i 1986. I en toårig periode hvor han spillede for Brimsdown Rovers, og David prøvede også at spille for sin lokale klub Leyton Orient, Norwich City samt Tottenham Hotspur, som var den første klub han spillede for efter sin skolegang. Han gik også på Bradenton Preparatory Academy, men skrev kontrakt med Manchester United's skoledrengehold på sin 14-års fødselsdag, og efterfølgende på en ungdomskontrakt den 8. juli 1991. Privatliv I 1997 startede Beckham med at date Victoria Adams, efter at hun havde overværet en Manchester United-kamp. Kendt som "Posh Spice" fra pop musik-gruppen Spice Girls var hun en del af tidens største popgrupper, samtidig med at han nød stor sportslig success som spiller og med Machester United. Medieverden kastede sig øjeblikkeligt over parret, der blev døbt "Posh and Becks" af medierne. Han friede til Victoria den 24. januar 1998 på en restaurant i Cheshunt, England. Han giftede sig med Victoria Adams i Luttrellstown Castle, Irland den 4. juli 1999, og hun tog navn efter Beckham. Brylluppet tiltrak kolossale mediedækninger. Beckhams holdkammerat Gary Neville var forlover, og parrets søn Brooklyn, dengang fire måneder gammel, var ringbærer. Medierne blev væk fra ceremonien, da Beckham havde en ekslusiv aftale med OK!-magasinet, men aviserne var stadig i stand til at tage fotografier, der viste dem siddende på de gyldne troner. 437 personalemedlemmer var hyret til brylluppet, og hele seancen blev vurderet til at havet kostet 500.000 pund som svarer til cirka 5,3 millioner kr.. I 1999 købte Beckham-familien deres mest berømte hjem, der uofficielt var døbt Beckingham Palace, nær London. Beckingham Palace blev anslået til at have en værdi af 75 millioner kroner. David og Victoria har tre sønner: Brooklyn Joseph Beckham (født 4. marts 1999 i London, England), Romeo James Beckham (født 1. september 2002 i London, England) og Cruz David Beckham (født 20. februar 2005 i Madrid, Spanien, navnet er spansk for "kors"). Både Brooklyn og Romeos gudfar er Elton John og gudmoderen er Elizabeth Hurley. De slog fast at de ville have flere børn, specielt en datter. Dette ønske er nu gået i opfyldelse, idet Victoria har fødte datteren Harper Seven i august 2011. I april 2007 købte familien deres nye italienske villa i Beverly Hills, Californien i sammenhæng med Beckhams skifte til Los Angeles Galaxy startende fra juli 2007. Palæet kostede 22 millioner dollars, og ligger tæt på Tom Cruise og talk-showværten Jay Leno's huse, i et eksklusivt miljø på bakkerne med udsigt ud over byen.

Deliberativt demokrati Videreudvikling af det republikanske demokrati Overordnet refereres der til kontrasten mellem den repræsentative demokratimodel, hvor folkelige valg og repræsentation er de afgørende elementer, og den deliberative demokratimodel, hvor der argumenteres for at en legitim udøvelse af magt og beslutninger kun kan retfærdiggøres ved offentlig debat og diskussion (deliberation) mellem borgerne. Ideerne i det deliberative demokrati skal ses i sammenhæng med det republikanske demokrati. Det antikke demokrati Den franske politiske teoretiker Benjamin Constant (1767-1830) opstillede en distinktion mellem ”det antikke demokrati” og ”det moderne demokrati”. Det antikke demokrati forstod han som en republikansk model med deltagerindflydelse, da borgerne direkte påvirkede beslutningerne gennem debatter og direkte valg. For at fremme den nødvendige deltagelse, havde borgerne en moralsk forpligtelse til at afsætte den nødvendige tid og energi. Dog var det antikke demokrati begrænset til relativt små og homogene møder, som uden problemer kunne foregå på pladser og markeder og hvor man kunne drøfte politiske og samfundsmæssige spørgsmål. Dermed lå grundessensen i, at individerne blev til i fællesskabet, når beslutningerne blev taget op på jordnært niveau. Overfor den republikanske demokratiske tradition, stod den liberale, som fremhævede at borgerne er defineret uafhængigt af samfundet og har rettigheder forud for indtrædelse i dette. Hal Koch Også på dansk grund har den deliberative demokratimodel haft fremtrædende fortalere. Her skal ikke mindst Hal Kochs folkeoplysende indsats under 2. verdenskrig fremhæves. Hal Koch tilskyndede danskerne til at værne om det folkelige fælles liv, om nationens åndelige egenart og de demokratiske traditioner. Demokratiets væsen, skrev han i det deliberative skriftsted Hvad er demokrati? (1945) efter krigen, er ikke bestemt ved selve beslutningen, men ved samtalen, forhandlingen, den gensidige respekt og forståelse, og han pointerede, at enhver demokratisk beslutning hænger sammen med en forudgående debat og dialog. Jürgen Habermas Moderne tænkere har i forbindelse med deliberative demokratidiskussioner ofte anført at både republikansk– liberal- og deliberativt demokrati skal kombineres. Denne tanke stod Jürgen Habermas for, da han så de forskellige idealer for demokratisk dialog og deltagelse som forudsætning for inddragelse af borgerne i politiske beslutninger. Hans opfattelse af individerne er, i modsætning til republikanerne, at deres rettigheder skal tages for givet. Dette skyldtes deres mulighed for overhovedet at kunne indtræde på den politiske scene. Habermas’ arbejde tog bl.a. udgangspunkt i britiske kaffeklubbers politiske møder i det 18. århundrede, hvor oplyste borgere mødtes til debat om politiske spørgsmål. I denne forbindelse mener Habermas at de politiske rettigheder og den liberale retsorden kommer i første række, så befolkningen netop har muligheden for at forsamles. Dette ideal som Habermas ligger for, skal mest af alt ses som en idealtype, eller et billede på de demokratiske processers betingelser. Dialog som bærende element I det deliberative demokrati står dialogen som det centrale. Bessette nævner at der på tværs af alle teoretikere kan spores tre grundlæggende overensstemmelser, som består i information, gensidighed og argumentation. Den demokratiske og politiske debat består som hovedfelt i, at deltagerne argumenterer med hinanden, for på den måde at søge de andres tilslutning til en bestemt holdning eller overbevisning. Demokrati skal organiseres således, at det fremmer en rationel og fornuftigt debat blandt borgerne. Deliberativt demokrati vil ”forbedre” det repræsentative demokrati på to måder. Først og fremmest skal en bredere og mere oplysende debat resultere i bedre og mere rationelle beslutninger fra magthavernes side. For det andet foreslås det at en sådan debatkultur vil fremme borgernes argumentationer for deres holdninger, øge de erkendelsesmæssige evner og vække offentlighedens politiske engagement. De deltagende skal være i stand til, med en forholdsvis høj grad af oplysning, at kunne kommunikere med hinanden, så debatten kan opretholdes og ende med et resultat. Habermas taler i denne forbindelse om kommunikativ rationalitet. Der skal ifølge Habermas være en lige debat, hvor deltagerne ikke er begrænset af nogen form for tvang. Dialogen mellem borgerne skal være åben, og i forlængelses heraf, skal borgerne anerkende hinanden. Habermas mener at de moderne oplysningsprocesser kun består af deltagere og vindere. Han argumenterer for at moderniteten er et uafsluttet projekt med et endnu ikke udnyttet fornuftpotentiale, som ligger implicit i den kommunikative handlen. Et gennemgående argument, er sprogets komplekse forankring i samfundet som giver borgerne mulighed for at komme til orde indbyrdes. Rationaliteten ligger i Habermas’ optik modsat af instrumentel og strategisk rationalitet i f.eks. økonomisk tænkning, hvor han mener at kommunikativ handlen og rationel konsensusdannelse også udgør en form for rationalitet. En påstand vil være gyldig, hvis den er faktuel sand, normativt rigtig og er et oprigtigt udtryk for den deltagendes overbevisning. Når disse ”krav” er opfyldt, vil der være tale om en kommunikativ handlen. Samtidig understreger Habermas også, at et stort krav til et deliberativt demokrati er, at der er lige og fri adgang til debatten. Hermed ligger der et endnu større potentiale for et deliberativt demokrati i det moderne samfund. Valgretten er mindre indskrænket i dag, end i f.eks. de engelske kaffeklubber i 1700-tallet, hvor store befolkningsgrupper, herunder kvinder, var ekskluderet. Habermas understreger også, at det ikke kun er det altafgørende at alle kan deltage. Debatten skal også internt opfylde nogle krav, som sikre at alle har mulighed for at fremsætte sine synspunkter, argumenter mv. En kommunikativ handlen kan derfor forstås som handlinger, der igennem offentlig dialog og debat søger at skabe fælles forståelser på områder, hvor deltagerne anerkender, at de har nogle fælles forpligtelser. I den forstand kan man tale om kommunikative handlinger som fællesskabsdannende. Ud fra den deliberative model knytter den centrale politiske deltagelse sig altså til selve den demokratiske samtale/debat. Over for den deltagelsesdemokratiske model, hvor der altså tillægges enhver deltagelsesform demokratisk dannelsespotentiale, anlægger den deliberative model altså et snævrere fokus og heraf følger bl.a. en højere vægtning af de konstitutionelle rettigheder. Samtalen skal ikke blot være en del af privatsfæren, men må institutionaliseres, så den offentlige mening afspejles i de politiske beslutninger, ligesom alle må sikres rettigheder til at deltage i den bredere politiske debat. Sammenfattende kan man for det deliberative demokratis vedkommende konkludere, at hovedlinjerne ligger i den dialogstyrende overbevisning, der fremhæver den frie samtale som demokratiets grundessens. Den deliberative model fremhæver, at den demokratiske samtale som deltagelsesmæssigt omdrejningspunkt frem for alt bør kunne udfoldes inden for nogle retsligt bestemte rammer. Som normative demokratimodeller afstikker de med andre ord vidt forskellige retningslinjer for det demokratiske samfund. Bidragydere Andre bidrag til begrebet deliberativt demokrati kan findes hos Jon Elster, Jürgen Habermas, David Held, Joshua Cohen, John Rawls, Amy Gutmann, John Dryzek, James Fishkin, Dennis Thompson og Seyla Benhabib. I en dansk kontekst har blandt andre Hal Koch og Jørn Loftager beskæftiget sig med emnet.

Delphin Tshiembe HB Køge Det blev offentliggjort den 1. juli 2013, at Tshiembe havde skrevet under på en toårig kontrakt med HB Køge. AC Horsens Den 27. januar 2016 skiftede han til AC Horsens.

Den legendariske saga om Olav den Hellige Den legendariske saga om Olav den hellige, norrønt Helgisaga Óláfs konungs Haraldssonar er en af kongesagaerne, en helgenbiografi fra 1200-tallet om Olav den Hellige fra 1000-tallet. Helgenbiografien om Olav adskiller sig fra den traditionelle kirkelige legenden ved at den fremhæver religionshistoriske og kongeideologiske aspekter ved Olavs hellighed. Værket er i hør grad baseret baseret på den i dag stort set tabte Den ældste saga om Olav den Hellige. Kompositionen eller sammensætningen af teksten er meget primitiv og klodset, og sagaen består i princippet af en række adskilte anekdoter som er afledet fra skjaldekvad. Centralt i sagaen står Olavs kristuslignende martyrdød. Sagaens skildringer af Olavs kamp og død under slaget ved Stiklestad i 1030 ses på som en parallel til Kristi offerdød på korset på Golgata. Både Den legendariske saga og Flateyjarbóks Olavs saga understreger Olavs Kristus-likhet i den grad at han næsten fremstår som en norrøn kristusfigur. Religionshistorikeren Gunnhild Røthe har i doktorafhandlingen Helt, konge og helgen peget på den dommedagsstemning som præger fortællingen om slaget ved Stiklestad. Kongens død bliver beskrevet som en kosmisk katastrofe. Fortællingen peger dels bagud mod før-kristne tanker om verdens undergang, og dels mod kristne apokalyptiske forestillinger. Sagaens afbidling af Olav som kriger kan ses både i lys af det før-kristne norrøne krigerideal og middelalderens korsfarerideal. Den anonyme forfatter kan have været norsk, og sagaen har trønderske måltræk. Den er bevaret i et enkelt norsk manuskript fra midten af 1200-tallet. Antagelig blev det forfattet tidligt i 1200-tallet, muligvis på Island. Snorre Sturlason kendte antageligvis til dette værket eller et tilsvarende, da han skrev sin første saga om Olav den hellige, og derefter hovedværket som dominerer i Heimskringla. For Snorre var det derimod vigtig at skille det legendariske stof fra det historiske.

Dependent personlighedsforstyrrelse Årsager til Dependent personlighedsforstyrrelse Ifølge udviklingspsykologiens teorier skyldes en dependent personlighedsforstyrrelse, at der opstår problemer i den tidlige psykologiske udvikling. Ifølge Freuds teori er man i de første 18 måneder af sit liv i den "orale fase" dvs. man er meget afhængig af sine forældre, som man er tæt forbundet med. Hvis man ikke kommer godt igennem denne fase, ifølge teorien, vil man have brug for, at andre bestemmer over en resten af livet ligesom ens forældre gjorde. Behandling Psykoterapi: Hvis man går i psykoterapi på grund af personlighedsforstyrrelsen, kan man få et indblik i grunden til, hvorfor man foretrækker at lade andre bestemme over en selv. Når man forstår hvorfor, kan man med tiden vænne sig til at finde andre og bedre løsninger. Medicin: Medicin har ingen effekt på personlighedsforstyrrelser, men hvis man har en periode med angst eller depression, kan antidepressiv medicin være til gavn.

Desomorfin Desomorfin (dihydrodesoxymorfin) er et opioid opfundet i 1932 i USA, som er et derivat af morfin hvor 6-hydroxyl gruppen er fjernet og 7,8 dobbeltbindingen er reduceret. Det har afslappende og smertestillende virkning, og er omkring 8-10 gange kraftigere end morfin. Desomorfin anvendes ikke klinisk i Danmark, men er før blevet anvendt i Schweiz. Desomorfin fremstilles under simple forhold og sælges som rusmiddel under navnet Krokodil med et højt indhold af forurenende komponenter. Misbrug af Krokodil medfører derfor store fysiologiske skader og kan medføre døden i løbet af få år. Gennemsnitslevealderen for en misbruger af Krokodil anslås at være to år, hvor misbrugeren rådner op indefra, og derfor har Krokodil fået prædikaterne "verdens værste narko" og "dødsnarko".

Djamel Haimoudi Karriere Djamel har været dommer i flere ligaer og turneringer bl.a Ligue 1, CAF Champions League, CAF Super Cup, CAF Confederation Cup, Africa Cup of Nations i 2008, kvalifikationen til Africa Cup of Nations i 2008 og 2012, samt den afrikanske kvalifikation til VM, 2006 og 2010, og flere internationale venskabsturneringer. Under U/20-VM 2011, dømte han kampene mellem Australien og Ecuador, og Mexico mod England i den første runde, og mellem Portugal og Guatemala i den anden runde.

Dongguan Dongguan (东莞; pinyin: Dōngguǎn) er en by på præfekturniveau i provinsen Guangdong ved Kinas kyst til det Sydkinesiske Hav. Befolkningen anslås (2004) til 381.000. Byen ligger nær Shenzhen og Hongkong og tager del i den stærke økonomiske vækst i området omkring Perlefloden. Navnet Dongguan kommer fra «guancao», en slags græs der er meget af i området. Dongguans historie går tilbage til Zhide-styret under Tang-dynastiet (757). Her står det mere end tusind år gamle Xichen-tårnet, og her er Ke-haven som er en af de fire berømte haver i Guangdong-provinsen. Dongguan har også et søfartsmuseum, Weiyuan-batteriet, og Humenbroen over Perlefloden. Det var ved Humen at kejserens kommissær Lin Zexiu brændte konfiskeret opium i 1839, hvilket udløste første opiumskrig. Erhvervsliv Dongguan er præget af letindustri. De mange fabrikker gør at bypræfekturet regnes som Kinas mest produktive. Der produceres frem for alt elektrisk udstyr, farmaseutiske produkter, fødevarer, tekstiler og sko. Dongguan har ca. 2.000 skofabrikker; i den skoproducenten Pou Chens fire største produktionscentre, arbejder ca. 160.000 arbejdere (2007). Dongguan har også stor computerindustri. Der ud over er området rigt på wolfram, tin og kobber. Jernbane Den vigtige jernbanelinje Jingjiubanen har stoppested her på sin rute fra Beijing vestbanestation til Kowloon i Hongkong. Linjen går gennem blandt andet Hengshui, Heze, Shangqiu, Xinzhou (ved Wuhan), Jiujiang, Nanchang, Heyuan, Huizhou og Shenzhen. Vej Kinas rigsvej 107 fører gennem området. Den løber fra Beijing til Shenzhen (ved Hongkong), og passerer provinshovedstederne Shijiazhuang, Zhengzhou, Wuhan, Changsha og Guangzhou.

EM i ishockey 1996 (kvinder) B-EM B-Europamesterskabet blev spillet i Trnava og Piestany i Slovakiet den 12. – 16. marts 1996. Turneringen havde deltagelse af otte hold, som først spillede en indledende runde i to grupper med fire hold. Vinderne af de to grupper mødtes i B-EM-finalen, de to toere gik videre til bronzekampen, treerne dystede om 5.-pladsen, mens de to firere måtte tage til takke med at spille om 7.-pladsen.

EM i strandhåndbold 2011 Indledende runde De 15 hold er inddelt i tre grupper med fem hold, som hver spiller en enkeltturnering alle-mod-alle. De fire bedste hold i hver gruppe går videre til hovedrunden om placeringerne 1-12. Femmerne går videre til trøstrunden om 13.- til 15.-pladsen. Hovedrunde De fire bedste hold fra hver indledende gruppe (i alt tolv hold) samles i gruppe 1 og 2, der hver spiller en enkeltturnering alle-mod-alle. De fire bedste hold fra hver gruppe går videre til kvartfinalerne, mens nr. 5 og 6 går videre til placeringsrunden om placeringerne 9-12. Resultater af indbyrdes opgør mellem hold fra samme indledende gruppe overføres til hovedrunden. Indledende runde De 14 hold er inddelt i to grupper med syv hold, som hver spiller en enkeltturnering alle-mod-alle. De fire bedste hold i hver gruppe går videre til hovedrunden, hvor der spilles om placeringerne 1-8, mens de øvrige tre hold i hver gruppe går videre til placeringsrunden om 9.- til 14.-pladserne. Hovedrunde De fire bedste hold fra hver indledende gruppe (i alt otte hold) bliver inddelt i to nye grupper med fire hold i hver, hvor de igen spiller alle-mod-alle. Kampe fra den indledende runde mellem hold fra samme gruppe bliver overført til hovedrunden. Alle otte hold går videre til kvarfinalerne, og i hovedrunden spiller de således udelukkende om seedninger til kvartfinalerne.

Edvard Brandes Redaktør Edvard Brandes var, sammen med Viggo Hørup, redaktør af Venstres blad "Morgenbladet" indtil 1883, men et opgør mellem et grundtvigiansk romantisk livssyn og et naturalistisk livssyn førte til, at de blev afsat. I 1884 var han med til at grundlægge dagbladet Politiken sammen med Hermann Bing og Viggo Hørup. Herfra førtes en politisk journalistik, der siden har givet Politiken rollen som Det Radikale Venstres avis. Storbyens radikale borgere og husmændene udskiltes fra Venstre og dannede Det Radikale Venstre i 1905. Med støtte fra Socialdemokratiet dannede Det Radikale Venstre i 1909 regering med Edvard Brandes som finansminister. Duel og fængsel Som teaterkritiker på Politiken anmeldte Brandes i februar 1900 skuespilleren Robert Schybergs optræden i Holberg-stykket Gert Westphaler på Det Kongelige Teater meget hånligt, antydende at Schyberg havde gjort i bukserne. Denne fornærmelse tog Schyberg meget ilde op, ikke mindst fordi han mente, at Brandes systematisk forfulgte Det Kongelige Teaters skuespillere som led i en radikal kamp mod den konservative kulturbastion. Han opsøgte Brandes på åben gade uden for Politiken og slog ham i ansigtet med ordene "Ved De at De er en Æsel!" Det udviklede sig til en art fægtekamp mellem den rasende Brandes, som kæmpede med sin paraply mod Schyberg, der for sin del fægtede med en kraftig stok, som han havde købt umiddelbart før episoden, og kampen førte så vidt, at paraplyen knækkede. Som planlagt af Schyberg vakte optrinnet stor opsigt, og følgende hånede den konservative presse, i særdeleshed Forposten, Brandes for at være blevet pryglet offentligt ved flere lejligheder uden at kræve oprejsning ved en duel. At prygle dr. Brandes var åbenbart en ufarlig forlystelse, skrev bladet. Brandes krævede, at teateret fyrede Schyberg, og teaterchefen, Grev Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe, forsøgte at få Schyberg til i det mindste at undskylde. Schyberg nægtede dog og skrev i stedet et hånligt indlæg om Brandes i Vort Land, hvilket teaterchefen takserede til 14 spilledages karantæne. Til overraskelse for mange, ikke mindst Schyberg selv, var Brandes nu alligevel blevet så provokeret, at han udfordrede ham til duel. Brandes valgte, som udfordrer, at de skulle duellere på pistoler − hvilket utvivlsomt var klogt, eftersom Schyberg som kongelig skuespiller naturligvis havde modtaget fægtetræning. Den 10. februar mødtes de til duel i Ermelunden, men de regler, som sekundanterne havde aftalt for duellen, tillod næppe duellanterne at tage ordentligt sigte før affyring, og ingen af skuddene ramte. De mediebevidste duellanter udsendte efterfølgende straks en pressemeddelelse om duellens forløb, men i stedet for at give oprejsning vakte historien stor latter i den københavnske offentlighed og førte blot til mere hån og opfindsomme pressehistorier om duellens komiske forløb − historier, som efterfølgende affødte højtidelige officielle dementier fra sekundanterne. Da dueller længe havde været forbudt, resulterede historien i sidste ende i, at begge kamphaner blev idømt 14 dages hæfte. Brandes benyttede fængselsopholdet til at lære nederlandsk. Politiker Brandes var folketingsmedlem for Langelandskredsen i 1880-1894. Han var medlem af Landstinget i 1906-1920 og 1920-1927. Desuden var han finansminister i 1909-1910 og 1913-1920. Som politiker havde han svært ved at underordne sig partidisciplin, og han optrådte delvist som løsgænger. Ved en fest for Bjørnstjerne Bjørnson i efteråret 1878 satte Edvard Brandes Det litterære Venstre i forbindelse med den radikale fløj af Venstre. Indtil da havde Det litterære Venstre udelukkende været en kulturel retning. Hverken Brandes eller den litterære retning havde hidtil vist interesse for partipolitik. Folketingsmand Hans valg til Folketinget i 1880 vakte stor opsigt. Det var nemlig første gang, at en jødisk fritænker blev valgt til Rigsdagen. Modstanderne kaldte ham for nationens og moralens fjende. Brandes ville gerne opnå politiske resultater ved forhandling ved regeringspartiet Højre, men dette modsatte flertallet i hans parti sig. I 1892-1894 var han leder af Folketingets Venstre. I skuffelse over de manglende resultater forlod han politik i 1894. Landstingsmand og minister Han blev igen politiker i 1906, da de Radikale i København valgte han til Landstinget. Frem til 1910 var han sit partis eneste medlem af det danske overhus. Han fandt sig hurtigt til rette i dette aristokratiske ting. Frikonservative landstingsmænd som grev Mogens Frijs og konsul Frederik Hey blev hans fortrolige. Brandes var ved at udvikle sig til dansk politiks grand old man. Som finansmister havde han et tillidsfuldt samarbejde med den moderate politiker Niels Neergaard. Under Første Verdenskrig fik Brandes' gode forhold til kong Christian X stor betydning – både udenrigspolitisk og indenrigspolitisk. Politisk holdning I sociale og økonomiske spørgsmål befandt Brandes sig på sit partis højrefløj. Han forholdt sig køligt ved Det Radikale Venstres stiftelse i 1905, og han var kritisk overfor partiets Odense-program. Edvard Brandes følte sig knyttet til Det forenede Venstre, der havde eksisteret i 1870'erne. Han var kritisk over de fraktioner, der senere opstod i Venstre. Christen Berg havde anbefalet valget af Brandes i 1880. Efter bruddet på Morgenbladet i 1883 var Brandes kritisk over for den bergske fløj af partiet. Brandes havde den samme modvilje overfor I.C. Christensens Vestrereformparti. Litteraturselskabet I 1872 stiftedes Litteraturselskabet med Otto Borchsenius, Edvard og Georg Brandes, Holger Drachmann, J.P. Jacobsen, Vilhelm Møller, Sophus Schandorph, H. Schwanenflügel med flere, som medlemmer ved stiftelsen. Foreningens levetid var dog meget kort.

Eksplosion over Brasilien 1930 En mere eller mindre uforklarlig eksplosion skete over Brasilien d. 13. august 1930 ved området omkring floden Curuçá i Amazonas. Årsagen til eksplosionen, menes at være resultatet af tre meteoritter. Eksplosionen skete nær breddegrad 5° S længdegrad 71,5° W. Meteoritmassen er estimeret til at være mellem 1.000 og 25.000 tons, med en frigjort energi på 100 Kilotons.

Enkorn Beskrivelse Stængler og blade er lyst blågrønne, indtil de skifter farve til lysegult kort før modning. Hovedakset består af korte småaks, der bærer stak i modsætning til de andre hvedearter og -hybrider. Ligeledes modsat de andre mister enkorn ikke yderavnerne ved tærskning. Planten har et veludviklet rodnet, som gør den tørketålende. Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,5 x 0,20 m (150 x 20 cm/år). Hjemsted Enkorn stammer fra området "den frugtbare halvmåne" i Mellemøsten, hvor landbruget opstod for ca. 10.000 år siden. Her findes den endnu i dag på tørre, lyståbne klippeskrænter mellem kornets traditionelle ukrudtsarter: kornblomst, kornvalmue, gul okseøje og andre. Dyrkning Blandt de ældste fund af enkorn er udgravningerne ved Ali Kosh (fra ca. 6500 f.Kr.). I Danmark har arten været dyrket fra ca.4.000 f.Kr., men ikke efter klimaomslaget i jernalderen. I området sydøst for Mont Ventoux nær byen Sault dyrker man enkorn i sædskifte med ægte lavendel og fåregræsningsmarker. Anvendelse Enkorn kan formales til mel eller grynene kan bruges knækkede eller hele i stedet for speltgryn eller løse ris.

Equiterapeut En equiterapeut behandler heste (equ-, eque-, equi- er den latinske betegnelse for hest), med anvendelse af kiropraktik, fysioterapi og massage. Uddannelsen til equiterapeut kan foregå på SvenskHästTerapeutUtbildning (HTU AB), som har en 2-årig uddannelse i Sverige. I øvrigt er uddannelsen kun kendt udenfor Danmarks grænser (Norge, Sverige, Tyskland og Holland).

Erik Ejegod Regeringstid Erik Ejegod var den fjerde af Svend Estridsens sønner, som blev konge i Danmark. Han blev valgt i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod var ved sin broder Knuds side, da denne blev dræbt i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid var han ifølge et skjaldekvad engageret i at bekæmpe venderne i Nordtyskland. Dette folkeslag var trængt af germanerne, der var i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slog sig derfor på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkedes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsatte sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste. Erik Ejegod genoptog de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, og i 1103 lykkedes det ham med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Asser, som Oluf havde udnævnt til biskop i Lund, blev nu Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirkede Erik at få sin bror Knud helgenkåret. Valfart Erik besluttede i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog var blevet tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejste med sit store følge over Novgorod i Rusland og besøgte kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård), hvor han formanede livgarden af danske væringer om ikke at henfalde til drukkenskab. Han nåede dog aldrig til Jerusalem, men døde på Cypern – vistnok ved Pafos, hvor han blev begravet. Hans gravsted er ukendt. Hans dronning, Bodil, fortsatte rejsen til Det hellige Land, hvor hun skal være død på Oliebjerget af sygdom. Erik Ejegod efterlod sig sønnerne Harald Kesja, Erik Emune og Knud Lavard. Førstnævnte havde styret riget under kongeparrets rejse til det hellige land, men han valgtes ikke som konge efter sin far. I stedet valgtes endnu en af Sven Estridsens sønner som konge, nemlig Eriks bror Niels. Kirken i Slangerup Saxo hævder, at Erik befalede en vældig kirke - den blev en af Nordens største stenkirker - opført på sit fødested i Slangerup. Som en særlig hæder fik han flere relikvier - en splint af Herrens kors, samt Skt. Nikolajs ben sendt til Slangerup kirke, hvor alteret stod på det sted, hvor han hævdede at være kommet til verden. Saxos beretning samsvarede ikke med nogen kendt kirke; men i 1936 blev der foretaget en række mindre udgravninger i det ældste Slangerup, og her stødte arkæologerne på nordenden af en nedrevet stenkirke. I 1945 og 1973 blev vestpartiet og østpartiet af kirken undersøgt, og grundplanen kom for en dag. Der var tale om en treskibet kirke i frådsten, det foretrukne byggemateriale til kirker omkring 1100. Den var 51 m lang og godt 17 m bred og mindede om Roskilde Domkirke. Ifølge kilderne lå her en kongsgård, hvor Svend Estridsen holdt til, og som hans søn altså skal have udpeget som sit fødested. Erik Ejegods vældige kirke indgik 1175 i Cistercienserordenens første (og største) nonnekloster i Danmark. Efter reformationen blev bygningerne nedrevet, og materialerne solgt til opførelsen af Frederiksborg Slot i Hillerød. Selv er kong Erik beæret med en massiv granitstatue af sig på Slangerups rådhusplads. Ud fra udgravningernes resultater har man rekonstrueret kirkens grundplan. I dag er der ingen synlige spor efter kirken, men dens fundamenter er stadig bevaret under de nuværende huse i Svaldergade. Ved kirken lå også en kirkegård, og man har påvist et større antal grave i Svaldergade, nord for kirken. Mindesmærker I 1887 rejstes der en mindesten i Slangerup over Erik Ejegod og dronning Bodil (flyttet i 1922). I 1915 rejstes på Borgvold i Viborg en mindesten for Erik Ejegod. I 1995 blev der også rejst en granitstatue af kong Erik i fødebyen Slangerup.

Esajas Kirke Historie Kirken er opført 1903-1912 og tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen. Kirken er opført i senromansk stil som en korskirke i røde mursten med granitkvadre i som fundament. Over korsskæringen er et centraltårn med pyramidespir, i østgavlen er en lille apsis, mod vest to tårne med pyramidespir. Hovedindgangen i vest er ad en granitportal, der flankeres af to engle udført af Anders Bundgaard. Kirkeskibet er tredelt. Midterskibet og korsarmene har tøndehvælv, korsskæring og sideskibe har krydshvælv.

Et stille liv Handling Lalitha er 17 år og bor i byen Trincomalee på Sri Lankas østkyst. I filmen 'Et stille liv' følger vi Lalitha, hører om hendes minder fra krigen, hendes hverdag og hendes drømme for fremtiden. Men Lalitha er ikke en helt almindelig teenager med et helt almindeligt teenageliv, hun er nemlig døv og bor til hverdag på skolen 'The School for the Hearing Impaired' sammen med 25 andre døve børn og unge. Den lange borgerkrig i Sri Lanka har ikke kun sat sig spor i Lalithas liv, hverdagen på skolen er heller ikke den samme som før krigen. I filmen møder vi også læreren Cynthia som fortæller om de forandringer som krigen har bragt med sig og om hvordan lærerne til daglig tackler elevernes spørgsmål om krigen og om hendes bud på hvordan Lalithas fremtid kommer til at se ud. Vi besøger også Lalithas familie, der bor i en lille landsby cirka 20 km fra skolen. Filmen giver et indblik i et land som på grund af borgerkrigen i mange år ikke har været et besøgt rejsemål fortalt via Lalithas personlige fortælling om krigen og om at være døv.

Ettore Bastico Ettore Bastico (9. april 1876 – 2. december 1972) var en italiensk officer før og under 2. verdenskrig. Han bestred højtstående poster under den Anden italiensk-abessinske krig i Etiopien, den Spanske Borgerkrig og Felttoget i Nordafrika. Ettore Bastico blev født i Bologna i Italien. Da han blev voksen, kom han ind i den italienske hær og kæmpede i 1. Verdenskrig. Han var i 3. Bersaglieri division som løjtnant (Sottotenente). I 1928 blev Bastico forfremmet til general. På det tidspunkt blev Italien ledet af diktatoren Benito Mussolini. I denne rolle var Bastico mål for Giulio Douhet i Recapitulation (udgivet sammen med det berygtede værk Herredømmet i luften. Douhet bruger mange sider på kritisk at gennemgå de seks "grundlæggende teorier", som Bastico havde fremlagt, og hvordan de forholder sig til fremtiden for et uafhængigt luftvåbens rolle i fremtidige krige. I 1935 havde Bastico kommandoen over den 1. italienske sortskjortedivision 23 Marzo under den Anden italiensk-abessinske krig. I 1936 blev Bastico forfremmet til chef for III Korps i Etiopien. Fra 1936 til 1937 var han leder af II Korps. I 1937 under de senere faser af den Spanske Borgerkrig erstattede Bastico Mario Roatta som øverstkommanderende for det italienske korps af frivillige (Corpo Truppe Volontarie, eller CTV) i Spanien. CTV blev sendt af sted for at hjælpe de spanske nationalister i krigen. Fra midten af 1937 kæmpede Basticos styrke i slaget om Santander, en afgørende sejr for nationalisterne. I slutningen af 1937 blev Bastico udskiftet med Mario Berti, og i februar 1939 forlod de italienske frivillige Spanien. I 1939 blev Bastico valgt til senator. Han blev derefter tildelt kommandoen over en reservedivision i området ved floden Po. Da Italien gik ind i 2. verdenskrig, var Bastico generalguvernør over de italienske Dodekanesiske øer. Den 19. juli 1941 blev Bastico øverstbefalende for aksemagternes styrker i Nordafrika. I 1942 blev han degraderet til kun at lede tropper i Libyen. Ugo Cavallero blev anfører for alle styrker længere østpå i Nordafrika. Til trods herfor blev Bastico forfremmet til marskal (Maresciallo d'Italia) den 12. august 1942. Tabet af Libyen efterlod ham uden kommando i resten af krigen. Bastico døde i Rom efter at have tilbragt sine senere år med at studere historie.

Euroborg Euroborg er navnet på fodboldklubben FC Groningen's nye stadion med en kapacitet på 20.000 tilskuere. Det ligger i det sydøstlige Groningen, og på området er desuden et kasino, en biograf, en skole, et supermarked og et fitnesscenter udover selve stadionet. En jernbanestation vil åbne derude i slutningen af 2006. Stadionets sæder er alle i klubbens farver: grøn og hvid. 1000 sæder er reserverede til besøgende holds fans. Selvom stadioen er helt nyt og en stor forbedring for FC Groningen, så overvejer klubben allerede at udvide stadionet med yderligere 4.000 sæder. Udover det nuværende øgenavn (de groene hel, nederlandsk for det grønne helvede) så bliver det også kaldt de Groene Kathedraal, nederlandsk for den grønne katedral).

Fante-Anne Handling Den forældreløse pige Anne, bliver opdraget af familien Storlein. Drevet af jalousi da sønnen i familien svigter sit løfte om át leve sammen med hende og gifter sig med en anden hævner hun sig ved at sætte ild til huset gården. En anden mand Jon, som elsker hende, tager skylden for brandstiftelsen, får flere års straffarbejde på Akershus slot. Da han slipper ud møder Anne ham ved porten, og de flytter sammen til Amerika.

Firmelse Firmelse er det katolske ord for konfirmation. Det er et af de syv sakramenter i den romerskkatolske kirke. Firmelse, eller confirmatio (latin), er sendelsens sakramente. Man bekræfter sin tro og sit livsgrundlag over for menigheden og dens biskop. Biskoppen meddeler sakramentet som en gave fra Helligånden. Sakramentet gør den firmede i stand til at gå styrket ud i livet med en unik mission. Firmelsen kan gives een gang i livet – almindeligvis i 12-15 års-alderen – til en praktiserende katolik, der har gennemgået et forberedelseskursus. Som en konsekvens af Reformationen sker der ikke firmelse i protestantiske kirker.

Fornuftig person I loven, er en fornuftig person, fornuftig mand, eller the man on the Clapham omnibus er en hypotetisk person af retslige fiktion fremstillet af retterne, og formidles gennem retspraksis og retsbelæring. I nøje overensstemmelse med den fiktion, er det en misforståelse for en part at søge dokumentation fra de rigtige mennesker, med henblik på at fastlægge, hvordan en fornuftig mand ville have gjort, eller hvad han ville have forudset. Denne persons karakter og pleje falder under eventuelle fælles sæt af fakta, som er besluttet gennem argumentation for god praksis eller politik — eller "lært" såfremt der ikke er en overbevisende konsensus i den offentlige mening — ved landsretterne.

François, greve af Clermont Forfædre Prins François var søn af Marie-Thérèse af Württemberg, hertuginde af Montpensier og sønnesøn af Henrik af Paris, der var fransk tronprætendent fra 1940 til 1999. Dauphin de France Prins François's farfar (Henrik af Paris) døde den 9. juni 1999. Derefter blev François's far tronprætendent, og François selv blev titulær kronprins (dauphin de France). Haresyge Under graviditen blev prins François's mor inficeret med haresyge (Toxoplasma gondii). Som følge af infektionen blev prins François mentalt handicappet. Derfor blev det besluttet, at han skulle under formynderskab, hvis at han skulle blive tronprætendent.

Funktionsprogrammering Etymologi På dansk hersker en sprogdebat om hvilket af de tre ovenstående begreber som bedst beskriver programmeringsparadigmet. Argumenterne for og imod begrebet funktionel programmering er at det er den mest direkte oversættelse af det engelske functional programming, men det kan forveksles med den urelaterede betydning programmering, der fungerer. Argumenterne for og imod begrebet funktionsprogrammering er at det er kortfattet og utvetydigt, men det er ikke den mest populære betegnelse, hvilket kan henlede til misforståelsen at der blot er tale om anvendelse af funktioner og ikke det omfattende paradigme, hvor funktioner har særstatus. Argumenterne for og imod begrebet funktionsorienteret programmering er: Det bærer en vis lighed med andre begreber som objektorienteret programmering og aspektorienteret programmering, men det er endnu mindre udbredt. Samtidigt kan tillægsordet funktionsorienteret bruges om enkelte egenskaber ved multi-paradigme-programmeringssprog, således at et sprog også kan være funktionsorienteret uden at det er det herskende paradigme. Beskrivelse Matematiske funktionerer har en værdimængde (returværdier, y'er) og en definitionsmængde (inputværdier, x'er) . Hvis en funktion beregner andet end sin returværdi, kalder man det en bivirkning eller sprogligt mindre korrekt en sideeffekt (fra eng. side effect). Bivirkninger kan opdeles i dem som gemmer tilstand i hukommelsen og dem som udfører I/O, eksempelvis at læse fra/skrive til filer, kommunikation over netværk eller at opdatere en grafisk grænseflade. Man siger derfor at ren funktionsprogrammering er at programmere med funktioner uden bivirkninger. Det står i modsætning til imperativ programmering hvor funktioner ikke behøver at leve op til den matematiske definition og kan ændre på variable uden for funktionens virkefelt. Det vil naturligvis gøre de fleste programmer nytteløse, hvis man betragter formidlingen af resultater som en bivirkning (og derved ser bort fra resultatet af enhver funktion), og programmeringssprog kan derfor opdeles i hvilken grad af renhed (eng. purity) de besidder. Præcis hvornår et programmeringssprog er funktionsorienteret er ikke entydigt. Nogle mener at rigtige funktionsorienterede programmeringssprog kun består af funktioner, som eksempelvis Lambda-kalkylen, SKI-kalkylen eller sproget Unlambda (som også kategoriseres som et esoterisk programmeringssprog). Andre mener at de ingen bivirkninger må have, selvom dette hurtigt bliver upraktisk. Et eksempel på et sådan sprog er Haskell. Endnu andre mener at det er nok hvis funktioner har førsteklassestatus. Eksempler på programmeringssprog, der anvender aspekter af funktionsprogrammering: Standard ML, Lisp, Scheme, Clojure, Erlang, OCaml, Scala, Haskell, F#. Historie Funktionsprogrammering har sit udspring i Lambda-kalkulus, der blev udviklet i 1930'erne til at analysere hvad det er muligt at beregne matematisk og til at undersøge rekursive funktioner. Programmeringssprog der bygger på funktionsprogrammering kan derfor siges at være en udvidelse af Lambda-kalkylen. Et af de tidligste funktionsorienterede programmeringssprog var Lisp som blev udviklet af John McCarthy i 1950'erne mens han arbejdede på Massachusetts Institute of Technology (MIT). Mange egenskaber ved Lisp finder man i dag i andre funktionsorientede programmeringssprog. Information Processing Language (IPL) bliver nogle gange betragtet som det første funktionsorienterede programmeringssprog. Det er et assembly-lignende sprog til at manipulere lister af symboler. Det benytter et begreb kaldet en generator, der svarer til en funktion, der kan tage en anden funktion som argument. Sproget afhænger dog i stor grad af mutérbare lister. Kenneth E. Iverson udviklede APL som han beskrev i sin bog A Programming Language (ISBN 9780471430148) fra 1962. APL var den primære indflydelse på John Backus' programmeringssprog FP. John Backus vandt i 1977 Turing-prisen og præsenterede FP ved sin forelæsning under titlen Kan programmering frigøres fra von Neumann-stilen? En funktionel stil og dens algebra af programmer. Her definerede han funktionelle programmer som bygget på hierarkisk vis ved at kombinere former som tillader en algebra af programmer. I et andet sprog betyder det at funktionelle programmer kan komponeres ved at anvende funktioner på hinanden. Backus' videnskabelige artikel populariserede forskning i funktionsprogrammering, selvom den fokuserede på programmering på funktionsniveau snarere end stilen forbundet med Lambda-kalkulus som i dag er forbundet til funktionsprogrammering. I 1970'erne skabte Robin Milner sproget ML, der stod for Meta Language, ved Edinburgh University. David Turner udviklede SASL ved St. Andrews University og senere Miranda ved Kent University. ML udviklede sig efterfølgende til flere dialekter, og i dag er de mest populære OCaml, Standard ML og F#. I 1970'erne blev Scheme også udviklet som en delvist funktionsorienteret dialekt af Lisp. Scheme blev populariseret igennem de indflydelsesrige Lambda Papers og igennem den famøse bog Structure and Interpretation of Computer Programs fra 1985 med tilhørende videoforelæsninger. I 1980'erne udviklede Per Martin-Löf den intuitionistiske typeteori (også kendt som konstruktiv typeteori), hvilket forbandt funktionelle programmer med konstruktive beviser af vilkårligt komplekse matematiske udsagn. Disse beviser er udtrykt ved hjælp af afhængige typer (eng. dependent types). Dette medførte mange nye tilgange til automatisk bevisførelse og har påvirket udviklingen af flere funktionsprogrammeringssprog. I 1987 opstod Haskell ved et konsensus om at formulere en åben standard for forskning inden for funktionsprogrammering, og den er efterfølgende blevet brugt som platform for dette. Udbredelse [Pr. 2015] er funktionsprogrammering ikke så meget brugt i "programvareutvikling [... delvis på grund af ] aspektene som kan være nyttige i enkelte situasjoner gjerne har ulemper også", skrev en artikel i Offline (et tidsskrift for linjeforeningen Online - ved NTNU).

Gårdhavehus Et gårdhavehus er et enfamilieshus der er bygget forskudt sammen med lignende huse, så der dannes en have med mure på flere sider.

Gehejmestatsrådets medlemmer (1772-1848) Konger Under Frederik 6. mødtes statsrådet to gange om ugen. Under Wienerkongressen (1814-1815) førte Dronning Marie Sophie Frederikke forsædet i statsrådet. Ellers var det kongen, der førte forsædet. Prinser i statsrådet Arveprins Frederik indtrådte i statsrådet 13. februar 1772 og havde forsædet. Kronprins Frederik (senere Frederik 6.) indtrådte i statsrådet 14. april 1784 og foretog et statskup. Prins Christian Frederik (senere Christian 8.) indtrådte i statsrådet i 1831. Efter tronskiftet i 1839 indtrådte Kronprins Frederik (senere Frederik 7.) og Arveprins Ferdinand i statsrådet. Arveprinsen blev siddende i statsrådet til sin død i 1863.

Gelsenwasser Virksomhedsprofil Virksomheden, der blev grundlagt i 1887 tilhørte E.ON-koncernen, indtil Stadtwerke Dortmund og Stadtwerke Bochum i 2003 overtog deres andele.

Georges Capdeville Pierre Georges Louis Capdeville (30. oktober 1899 – 24. februar 1991) var en fransk fodbolddommer som dømte finalen i VM 1938 mellem Italien og Ungarn. Han er den eneste som har dømt en VM-finale i sit hjemland. Han dømte også kvartfinalen mellem Brasilien og Tjekkoslovakiet. Capdeville dømte også den franske cupfinale i 1936.

Gimle-kongressen Gimle-kongressen er navnet på den danske arbejderbevægelses første kongres som blev afholdt 1876.

Goran Ivanišević Grand Slam Ivanišević' bedste Grand Slam-resultater i singlerækkerne kom ved Wimbledon, hvor han fire gange (1992, 1994, 1998 og 2001) nåede frem til finalen. Ved de tre første finaler tabte han til henholdsvis Andre Agassi og to gange Pete Sampras, heraf to gange i fem sæt. I 2001, hvor Ivanišević egentligt var dømt færdig tildelte Wimbledon ham et wildcard til turneringen. Efter en opsigtsvækkende turnering fik han denne gang endelig sin sejr i turneringen, efter en højdramatisk finalesejr over australieren Patrick Rafter. Dermed blev han den første wildcard-spiller til nogensinde at vinde Wimbledon.

Green Bay Packers Stiftelse Packers blev stiftet i 1919 af Curly Lambeau og George Calhoun. Holdets første sponsor var et lokalt pakkefirma kaldt "Indian Packing Company", hvorfra navnet "Packers" stammer. Green Bay Packers er det ældste holdnavn i brug i NFL. Packers' hjemmebane "Lambeau Field" er således opkaldt efter Curly Lambeau. Lombardi's gyldne æra Packers var et af de mest dominerende hold i 1960'ernes NFL. Ledet af træner Vince Lombardi vandt Packers de to første Super Bowls i 1967 og 1968 over henholdsvis Kansas City Chiefs og Oakland Raiders. Efter Lombardi's død i 1970 blev pokalen tildelt Super Bowl vinderen omdøbt til "The Vince Lombardi Trophy". De stille år Efter Lombardi's exit i 1968 blev de næste mange år uden succes for Packers. Fra 1968 til 1991 havde Packers kun fem sæsoner over .500, dvs. en sæson med flere vundne kampe end tabte. Perioden var præget af dårlige draftpicks, et eksempel var i 1989, hvor Packers havde muligheden for at drafte en af de senere stjerner Barry Sanders, Deion Sanders og Derrick Thomas, men valgte offensive lineman Tony Mandarich. Mandarich blev senere tildelt den tvivlsomme ære som det tredje største sports "flop" i 25 år af ESPN En ny gylden æra Efter de dårlige præstationer i 1970'erne og 1980'erne blev Ron Wolf hyret i 1991 som general manager. Et af de første træk var at udnævne San Francisco 49ers offensive coordinator Mike Holmgren som head coach. Straks efterfølgende blev Brett Favre hentet i Atlanta Falcons i bytte for et first round draft pick. Favre startede for første gang i den tredje kamp af 1992-sæsonen, og har efterfølgende startet alle 237 kampe for Packers, hvilket er en NFL rekord. I 1992 blev en af de mest lovende forsvarspillere Reggie White tilknyttet holdet fra free agency. Holmgren ved roret samt Favre og White på henholdsvis offense og defense resulterede i at Packers nåede anden runde i Playoffs i både 1993 og 1994. I 1995 vandt Packers over de forsvarende Super Bowl vindere San Francisco 49ers, men tabte til Dallas Cowboys i NFC Championship. I 1996 endte Packers regular season med 13-3, hvilket var ligaens bedste resultat. Packers vandt over 49ers og Carolina Panthers, og kom i den første Super Bowl i 29 år. Super Bowl XXXI resulterede i en sejr over New England Patriots, og Packers kunne kalde sig "World Champions" for 12. gang. Den efterfølgende sæson kom Packers også helt til Super Bowl, men her blev det til et nederlag til Denver Broncos, en kamp der betragtes som et af de største "upsets" i Super Bowl historien. 1998 markerede slutningen på en æra, da Mike Holmgren forlod klubben med størstedelen af holdets trænere til fordel for Seattle Seahawks. Forsvarsstjerne Reggie White trak sig tilbage samme sæson, og general manager Ron Wolf gik på pension i 2001. Holdet kæmpede efterfølgende med at få en ny identitet efter tabet af så mange nøglepersoner. Den seneste tid Siden 1998 har Packers haft svært ved at matche de gyldne tider i 1990'erne. Packers har dog NFL rekorden for flest vindende sæsoner (13) fra 1992 til 2005. 2006 endte med 8-8, og på trods af en dårlig start var Packers tæt på at komme i playoffs. Samarbejdet mellem Brett Farve og widereciver Donald Driver samt gode takter fra unge talenter som linebacker A.J. Hawk og running back Vernand Morency har bidraget til fornyet optimisme blandt Packers tilhængere. I dagene inden Super Bowl XLI besluttede Brett Favre sig for at tage endnu en sæson som quarterback for Green Bay Packers. Super Bowl XLV Green Bay Packers vandt Super Bowl 45 med 31 – 25 over Pittsburgh Steelers. Aaron Rodgers blev kampens MVP. Tilhængere Tilhængere af Green Bay Packers er kendt som nogen af de mest dedikerede i NFL. På trods af modgang har samtlige hjemmekampe på Lambeau Field været udsolgt siden 1960. På trods af at Packers er baseret i en lille by er de et af de mest populære hold i USA, med tilhængere landet over. Packers fans bliver ofte kaldt "Cheeseheads", et øgenavn givet fordi Wisconsin har en meget stor ostproduktion. Wisconsin er kendt som "The Dairy State". Øgenavnet blev født som følge af den intense rivalisering mellem Wisconsin og Illinois sportshold. Chicago Bears fandt på udtrykket som en fornærmelse, men Packers-tilhængerene tog det til sig og siden har det været standudklædning at møde op til kampe iført det famøse "Cheesehead".

Gymnastiske øvelser Gymnastiske øvelser er den betegnelse, man bruger om diverse spring-, kraft-, balance- eller styrkeøvelser, som de forskellige grene af gymnastikken bruger. Her er en liste over disse øvelser inddelt efter den disciplin, de oftest bliver brugt i.

Hákarl Hákarl (eller kæstur hákarl også kaldet surhaj) er en islandsk madret. Retten fremstilles af grønlandshaj eller brugde, der konserveres ved en særlig fermenteringsproces, hvor hajkødet skæres i mindre stykker for herefter at blive gravet ned i 6-7 uger (om sommeren) eller 2-3 måneder om vinteren. Dernæst hænges hajkødet til tørre i 2-4 måneder. Hákarl har en meget speciel ammoniaklugt og fiskesmag og kan sammenlignes med meget stærke oste. Hákarl spises som en den af buffét'en Þorramatur, et udvalg af islandske retter, der serveres på Þorrablót om vinteren. Hákarl kan dog købes i butikker på Island hele året rundt. Hákarl er af flere beskrevet som det værste de nogensinde har spist.

Høng Gymnasium og HF I dag I dag udbyder Høng Gymnasium og HF uddannelserne stx og hf. Endvidere udbyder skolen EUX-uddannelsen til landmand og til dyrepasser i samarbejde med Landbrugsskolen Sjælland. Høng Gymnasium og HF har ca. 300 elever, heraf er de 86 kostelever, som bor på skolens kostafdeling. Størstedelen af eleverne kaldes dagelever, da de kun er på gymnasiet om dagen. Skolen har ca. 35 lærere. EUX Uddannelsen varer fire år og to måneder. Efter endt uddannelse er eleverne færdiguddannede som landmænd eller dyrepassere, og samtidig har de opnået en gymnasial eksamen, så de kan blive optaget på videregående uddannelser. Historie Høng Gymnasium og HF og Landbrugsskolen i Høng har samarbejdet om uddannelser siden 1982. Fra starten af var det Grøn Linje, som blev tilbudt elever i det matematiske gymnasium. I forbindelse med gymnasie- og hf-reformerne i 2005 blev Grøn Linje ændret til at være en 3 årig hf-uddannelse. Denne linje blev stoppet i 2012 pga. faldende interesse. I stedet blev EUX inden for landbrug udbudt.

H.C. Müller Hans Christopher Müller (2. september 1818 i Thorshavn – 25. december 1897 smst) var en færøsk embedsmand og politiker. Far til Søren E. Müller. Embedsmand Han var søn af sysselmand Rasmus Müller og Sigga Joensdatter. Müller var godt begavet og overtog 1843 embedet som sysselmand på Strømø efter sin far. Han blev medlem af det færøske Lagting og senere (1869) postekspeditør i Thorshavn og agent for DFDS (1866). Han var internationalt orienteret og besøgte handels- og verdensudstillinger i Tyskland og England. Han havde på egen hånd som autodidakt opbygget en stor viden om bl.a. Færøernes flora og fauna, og han indsamlede eksemplarer, som han sendte til Japetus Steenstrup i København. Han betalte 2 rigsdaler for hver skudt hvidbroget ravn fra Nolsø, hvilket skaffede udstoppede eksemplarer til Zoologisk Museum, men som også medvirkede til fuglens udryddelse. Politisk karriere Han repræsenterede Suðurstreymoyar i Lagtinget 1852-55, 1865-1881 og 1885-92 og Norðstreymoyar 1857-59. Allerede ved det første valg til Folketinget efter Grundlovens vedtagelse 1849 stillede han sig i Thorshavn, men opnåede ikke valg. Også i 1852 forsøgte han sig, men måtte atter bukke under for den dengang uovervindelige exam.jur. Niels Christopher Winther. Først da denne i 1858 frivilligt opgav sit kandidatur, valgtes Müller ind i Folketinget. Ved to følgende valg holdt han kredsen, men i 1864 slog skolelærer Johannes Petersen ham. Så valgtes han i 1865 ved et suppleringsvalg ind i Landstinget, hvor han blev slået i 1886. I stedet blev Müller atter valgt til Folketinget i 1887, hvor han sad indtil 1890. Müller lod kun sjældent høre fra sig, når ikke et specielt færøsk forhold blev drøftet på tinge, men han fik dog lejlighed til at vise, både at han var en solid Højremand og en forstandig mand, der kunne tale godt for sig. Müller var gift med Marin Kristina f. Olsen. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Müller er begravet på Thorshavn Gamle Kirkegård.

Hallo Moskva Handling Telefonbygningen i Moskva. Nervecenteret i det russiske telefonnet. Der gøres klar til et historisk øjeblik, hvor præsident Boris Jeltsin skal tale med statsminister Poul Nyrup Rasmussen via tv-skærm. Sitrende stemning af spænding. Samtidig arbejdes der intenst i Tåstrup. Vil man nå at få signalerne igennem? Forinden er der gået seks år med forhandlinger og et kæmpearbejde med at nedlægge et stort lyslederkabel over enorme strækninger. Men der er tradition for, at Danmark er knudepunktet for kommunikation mellem øst og vest. Allerede i 1879 sørgede den første direktør for Det Danske Telegrafvæsen, Peter Faber (ham, der i fritiden skrev »Højt fra træets grønne top« og »Den tapre landsoldat«), for en forbindelse mellem Fredericia og det fjerne østen, og nu skal Rusland gives bedre kommunikationsmuligheder. Det lykkes, Boris Jeltsin og Poul Nyrup Rasmusen rækker på skærmen hver for sig hånden ud til et samarbejdets håndtryk. Champagnepropperne springer i Tåstrup, vodkaen flyder i Moskva.

Hanne Tott Hanne Tott (el. Tott), gift Price og Kuhn (døbt 14. februar 1771 i Hamborg, død 15. august 1826 på Frederiksberg, var en dansk artist. Hanne Tott blev i slutningen af 1700-tallet gift med James Price (1761-1805) de første år optrådte familjen i de danske provinser og i Norge. Efter at have givet forestillinger på Det Kongelige Teater erhvervede hennes mand borgerret i København, i sommeren 1801 slog de sig ned på Vesterbro med deres «lille danske Kunstnerselskab», som det blev kaldt i modsætning til konkurrenterne Antonio Cetti og Pasquale Casortis "store italienske Selskab"; det følgende år kunde Price-familjen åbne "et rummeligt, med indvendige Dekorationer forsynet Komediehus, kaldet "det danske National-Sommertheater"", og hen på sommeren engageredes Giuseppe Casorti, der indførte de italienske Pantomimer på det Priceske Theater. Hanne Tott overtog ledelsen af theatretefter hennes mand James Price (1761-1805)) døde , først alene, senere i forening med Frantz Joseph Kuhn (1783-1832), som hun i 1810 ægtede; under deres direktion flyttede selskabet ind i et nyt og bedre teater på Vesterbrogade: Morskabstheatret. Teatrets repertoire omfattede både linedans, styrkeløft, pantomime, varieté og fremvisning af vilde dyr. Efter hendes død 1826 ledede Kuhn selskabet. Hanne Tott var gift 1. gang med artisten James Price (1761-1805)) og 2. gang 1810 med artisten Frantz Joseph Kuhn (ca. 1783-1832). Hun var datter til af Stephen Todd og Hanne Todd. Hun var mor til James Price (1801-1865), Carl Price (1803-?) og Adolph Price (1805-1890).

Hans Joachim Moser Hans Joachim Moser (25. maj 1889 i Berlin - 14. august 1967 sammesteds) var en tysk musikhistoriker, søn af Andreas Moser. Moser studerede fra ung historie og musik (hos blandt andre Heinrich van Eyken, Gustav Jenner og Robert Kahn) og blev docent i musikvidenskab i Halle a. S.. Moser blev 1924 professor i Heidelberg og var fra 1927 direktør for Akademiet for Kirke- og Skolemusik i Berlin samt lærer ved universitetet dér. Moser, der også er optrådt som koncert- og oratoriesanger og har udgivet vokalmusik, digte og romaner, har forfattet Musikalischer Zeitenspiegel, Technik der deutschen Gesangskunst, og navnlig en Geschichte der deutschen Musik (hvoraf 2. bind udkom 1922), desuden en række tidsskriftartikler.

Hans rigtige Kone Handling Den dag, de skal til at udnytte deres sidste nye offer - den unge tandlæge Lustig - beløber hele deres formue sig således kun til en krone, og i betragtning af at fru Adelaide har bestilt sig et ny kostume, kan det ikke siges at være nogen stor kapital at ligge inde med. Schwindelmeyer har netop affattet et trusselsbrev til Lustig, da et bud kommer med det bestilte kostume. Buddet vil dog ikke aflevere kostumet til fru Adelaide, da hun ikke kan betale, og Adelaide bliver derfor rasende. Tandlæge Lustig er i gang med den vanskelige patient, Hamlet Møller, da han modtager det af Schwindelmeyer komponerede brev, og han føler sig truet på sit liv. Imidlertid kommer han i tanker om, at han tidligere på dagen har set en debuterende skuespillerinde, der har en slående lighed med fru Adelaide, og han beslutter at hyre skuespillerinden, så Schwindelmeyer kan overbevises om, at det forhold, han tror, Lustig har til hans kone, i virkeligheden er til skuespillerinden med den slående lighed. Mens tandlægen har været væk fra sin patient, Hamlet Møller, har denne haft forskellige mærkelige oplevelser. En forsikringsagent har antaget ham for at være Lustig og har stillet ham til regnskab for hans kurmageri til Adelaide. Nu er Hamlet Møller vred og kræver erstatning for sine lidelser, og Lustig, der er lykkelig for at have haft en stedfortræder, sender Hamlet Møller til fru Adelaide for at få erstatning.

Hardsyssel Hardsyssel var i middelalderen et syssel og den gamle betegnelse på Vestjylland, omtrent svarende til lidt mindre end Ringkøbing Amt mellem kommunalreformen i 1970 og kommunalreformen i 2007. Etymologi Hardsyssel hører muligvis sammen med folkenavnet charudes, der er lokaliseret i den vestlige del af Jylland i Ptolemaios' Geographia (2. årh. e.Kr.). Det er også blevet foreslået, at navnet er beslægtet med det vestnorske fjordområde Hardanger, og amtet Hordaland hvor Bergen er hovedstad. Det behøver dog ikke at betyde, at der har været en folkevandring fra det ene sted til det andet, men blot at man har brugt det samme navn for to lokaliteter/stammer. Man afleder disse navne af et germansk ord *harud- "skov", hvoraf det tyske Harz-område har fået sit navn.

Hikke-Hans - et eventyr i 4 dele Handling Et eventyr på video i fire dele (samlet på ét bånd) fortalt af Bodil Udsen. Fortællingen om drengen Hans, der skulle opleve så meget for at blive fri for sin hikke, henvender sig til små børn. Videoen bygger på en bog med samme titel, fortalt af Claus Ørsted og tegnet af Dorte Breyen (Mallings Forlag).

Homer Simpson Rolle i The Simpsons Homer Simpson er den klodsede mand, der er gift med Marge og far til Bart, Lisa og Maggie Simpson. Han er søn af Mona og Abraham Simpson. Homer har haft over 188 forskellige jobs i de første 400 episoder af The Simpsons. I de fleste episoder arbejder han som Atomar Sikkerhedsinspektør på Springfield Atomkraftværk, en stilling han har haft siden "Homer's Odyssey", den tredje episode af serien. På arbejdspladsen er Homer ofte ignoreret og helt glemt af sin chef Mr. Burns og falder hele tiden i søvn og forsømmer sine pligter. Matt Groening har udtalt, at han besluttede at give Homer arbejde på kraftværket på grund af muligheden for at få Homer til at skabe ravage. Hvert af de andre jobs har højst varet én episode. I første halvdel af serien fandt forfatterne på en forklaring på, hvordan han blev fyret fra kraftværket og derefter blev genansat i hver episode. I de senere episoder begynder han ofte i et nyt job per impuls, uden nogen omtale af hans normale beskæftigelse. The Simpsons bruger en flydende tidslinje, hvor personerne ikke ældes fysisk, og som sådan antages showet generelt som værende fastsat i indeværende år. Men i flere episoder har begivenhederne i Homers liv været knyttet til bestemte perioder. "Mother Simpson" (sæson syv, 1995) skildrer Homers mor, Mona, som en radikal, der gik under jorden i midten af 1960'erne efter et sammenstød med politiet "The Way We Was" (sæson to, 1991) skildrer en Homer, forelsket i Marge Bouvier som senior på Springfield High School i 1970'erne og "I Married Marge"(sæson tre, 1991) antyder, at Marge blev gravid med Bart i 1980. Men episoden "That 90's Show" (sæson 19, 2008) modsiger store dele af denne baggrundshistorie, da den skildrer Homer og Marge som et barnløst par i begyndelsen af 1990'erne. Homers alder er steget i takt med, at serien har udviklet sig. Han var 36 i de første episoder, 38 og 39 i sæson otte, og 40 i den attende sæson, selvom hans alder selv i disse sæsoner er inkonsekvent. Under Bill Oakley og Josh Weinsteins periode som showrunners fandt de, at i takt med at de selv ældes, synes Homer også at blive ældre, så de hævede hans alder til 38. Skabelse Matt Groening udtænkte Homer og resten af Simpson-familien i 1986 i lobbyen til producenten James L. Brooks' kontor. Groening var blevet indkaldt for at pitche en serie af animerede kortfilm til The Tracey Ullman Show og havde til hensigt at præsentere en tilpasset version af sin Life In Hell-tegneserie. Da han indså, at for at animere Life in Hell ville det kræve, at han opgav rettighederne til serien, besluttede Groening at bevæge sig i en anden retning og skyndte sig i stedet at skitsere sin version af en dysfunktionel familie og navngav figurerne efter medlemmerne af sine egen familie. Homer blev opkaldt efter Groenings far, Homer Groening. Ikke meget andet af Homers karakter var baseret på faderen og for at bevise, at betydningen bag Homers navn ikke var væsentlig, navngav Groening senere sin egen søn Homer. Selv om Groening har udtalt i flere interviews, at Homers navnebror er hans far, hævdede han også i flere 1990-interviews, at en karakter fra Nathanael West-romanen The Day of the Locust fra 1939 gav inspiration til navngivningen af Homer. Homers midterste initial "J", der står for mellemnavnet "Jay", er en "hyldest" til andre animerede figurer som Bullwinkle J. Moose og Rocket J. Squirrel fra The Rocky og Bullwinkle Show som fik deres mellemste initial fra Jay Ward. Homer fik sin debut med resten af Simpson-familien den 19. april 1987 i The Tracey Ullman Show-kortfilmen "Good Night". I 1989 blev kortfilmene tilpasset til spin-off-serien The Simpsons, en halv times-serie der blev sendt på FOX. Homer og Simpson-familien blev hovedpersonerne i dette nye show. Design Hele Simpsonfamilien blev konstrueret således, at de ville være genkendelige i silhuet. Familien var groft udarbejdet, fordi Groening havde indsendt basale skitser til animatorerne og forventet, at de ville tegne dem op. I stedet tegnede animatorerne bare over Groenings tegninger. Homers fysiske egenskaber bruges generelt ikke i de andre karakterer – for eksempel i de senere sæsoner har ingen andre end Homer og Lenny en lignende skæglinje. Da Groening oprindeligt designede Homer satte han sine initialer i figurens hårgrænse og øre: hårgrænsen lignede et 'M' og det højre øre lignede et 'G'. Groening besluttede dog, at dette ville være for distraherende og redesignede øret til at se normalt ud. Han tegner stadig øret som et 'G' når han tegner billeder af Homer for fans. Grundformen af Homers hoved er beskrevet af instruktøren Mark Kirkland som 'en tube-formet kaffekande med en salatskål på toppen'. Barts hoved er også kaffekandeformet, mens kugler bruges til Marge, Lisa og Maggie. I løbet af kortfilmene eksperimenterede animatorerne med Homers mundbevægelser når han talte, og på et tidspunkt kunne munden strækkes ud "hinsides hans skæglinje" , men dette blev stoppet, da det endte med at være "ude af kontrol". I nogle tidlige episoder var Homers hår afrundet i stedet for spidst fordi animationsinstruktør Wes Archer følte, at det skulle se pjusket ud. Homers hår udviklede sig senere til konsekvent at være spidst. I de første tre sæsoner var der i nogle nærbilleder af Homer inkluderet små linjer i hans design. Det var meningen, at disse linjer skulle være øjenbryn. Matt Groening var dog stærkt utilfreds med dem og de blev droppet. I sæson syv (1995) episoden "Treehouse of Horror VI", var Homer computeranimeret i en tredimensional karakter for første gang til "Homer3"-segmentet af episoden. Computeranimationsinstruktørerne hos Pacific Data Images arbejdede hårdt for ikke at "genopfinde figuren". I det sidste minut af segmentet ender 3D Homer i den virkelig verden, i Los Angeles. Scenen blev instrueret af David Mirkin og blev den første gang en Simpson-figur havde været i den virkelige verden i serien. Episoden "Lisa's Wedding" (sæson seks, 1995) er en flashforward, der er femten år ude i fremtiden, og Homers design blev ændret for at gøre ham ældre. Han blev omformet til at være tungere, et af hårene på toppen af hans hoved var fjernet og en ekstra linje blev lagt under øjet. Et lignende design har været anvendt i efterfølgende flashforward-episoder. Stemme Homers stemme udføres af Dan Castellaneta, der også lægger stemmer til mange af de andre figurer, herunder Abraham Simpson, Krusty, Barney Gumble, Groundskeeper Willie, borgmester Quimby og Hans Moleman. Castellaneta havde været en del af de regelmæssige stemmer i The Tracey Ullman Show og havde tidligere lavet noget voice-over arbejde i Chicago sammen med sin kone Deb Lacusta. Stemmer var nødvendige for Simpsons-kortfilmene, så producenterne besluttede at bede Castellaneta og kollegaen Julie Kavner om at lægge stemme til Homer og Marge i stedet for at ansætte flere skuespillere. Homers stemme lyder anderledes i kortfilmene og i de første par sæsoner af selve serien, end den gør i de senere afsnit af serien. Stemmen begyndte som en løs efterligning af Walter Matthau, men Castellaneta kunne ikke "få nok kraft bag stemmen", og kunne ikke opretholde sin Matthau-efterligning i de ni til ti timer lange indspilninger, så han måtte finde på noget lettere. Castellaneta "gik ned i stemmeleje" og udviklede den til en mere alsidig og humoristisk stemme i løbet af anden og tredje sæson af showet, så Homer kan dække et fyldigere udvalg af følelser. Castellanetas normale talestemme har ingen lighed med Homers. For at udføre Homers stemme skal Castellaneta sænke hagen til brystet og som han siger, "lade sin IQ forsvinde". Mens han er i denne tilstand har han improviseret flere af Homers mindst intelligente kommentarer såsom linjen "I am so smart, s-m-r-t" fra episode "Homer Goes To College" (sæson fem, 1993), som var en ægte fejl, lavet af Castellaneta under optagelserne . Castellaneta ynder at opholde sig i karakteren i løbet af indspilningerne og forsøge at visualisere en scene, så han kan give den den rette stemme. Trods Homers berømmelse hævder Castellaneta, at han sjældent bliver genkendt i det offentlige, "undtagen, måske, af Hardcore-fans". "Homer's Barbershop Quartet" (sæson fem, 1993) er den eneste episode, hvor Homers stemme blev leveret af en anden end Castellaneta. I episoden er Homer en del af en barbershop kvartet, kaldet Be Sharps, og på enkelte tidspunkter i afsnittet er hans sangstemme leveret af et medlem af The Dapper Dans. Dapper Dans havde indspillet alle fire dele af sangen til de fire medlemmer af The Be Sharps. Deres sang var blandet med de normale stemme-skuespilleres stemmer, ofte med en af de sædvanlige stemmeskuespillere, der sang melodien og Dapper Dans syngende backup. Indtil 1998 blev Castellaneta betalt $30.000 per episode. Under en løn-tvist i 1998 truede Fox med at erstatte de seks vigtigste stemmeskuespillere med nye skuespillere. De gik så langt som til at starte forberedelsen til castingen af de nye stemmer. Striden blev imidlertid løst og Castellaneta steg til $125.000 per episode indtil 2004, da stemmeskuespillerne krævede, at de skulle betales $360.000 per episode. Problemet blev løst en måned senere og Castellaneta steg til $250.000 per episode. Efter lønforhandlinger i 2008 steg stemmeskuespillernes løn til cirka $400.000 per episode. Da The Simpsons Movie udkom skulle den også oversættes til dansk. Dette betød, at der skulle findes skuespillere, der ville påtage sig den opgave det var at udfylde de efterhånden tyve år gamle roller. Niels Ellegaard endte med at takke ja tak til at lægge stemme til den danske udgave af Homer Simpson, men det var ikke uden at tænke sig grundigt om først "Jeg var ikke sikker på, at jeg havde lyst til det, fordi det er så kultagtigt. Så jeg tænkte: Har jeg lyst til at stille mig på øretævernes holdeplads?" Men efter at have tænkt det igennem endte han med at sige ja. Han gik dog aldrig psykisk ind i rollen, for som han siger "...Det har jeg ikke turdet. Det er for skræmmende, synes jeg." Karakterudvikling Executive producer Al Jean bemærker, at i The Simpsons-skriverværelset "elsker alle at skrive for Homer " og mange af hans eventyr er baseret på erfaringer fra forfatterne. I de tidlige sæsoner af showet var hovedfokus på Bart. Men omkring den fjerde sæson kom Homer mere i fokus. Ifølge Matt Groening var det fordi: "Med Homer er der bare en bredere vifte af vittigheder, der kan laves. Og der er meget mere drastiske konsekvenser af Homers dumhed. Der er med Bart kun så langt du kan gå med en ungdomskriminel. Vi ønskede at få Bart til at gøre alt op til det punkt, hvor han blev stillet for retten som en voksen. Men Homer er en voksen, og hans dumskalle-manerer er sjovere. [...] Homer kaster sig hovedkulds ud i hver enkelt impulsive tanke, der opstår hos ham." Homers adfærd har ændret sig flere gange gennem den tid, serien har kørt. Han var oprindelig "meget vred" og undertrykkende overfor Bart, men disse egenskaber blev nedtonet noget i takt med, at hans personlighed blev yderligere blotlagt. I de første sæsoner virkede Homer bekymret over, om hans familie ville få ham til at tage sig dårligt ud, men i senere episoder bekymrer han sig mindre om, hvordan han bliver opfattet af andre. I de første år var Homer ofte portrætteret som sød og oprigtig, men i løbet af Mike Scullys tid som executive producer (sæsonerne ni 1997 til tolv, 2001) blev han mere "en bondsk, selvforskønnende drønnert". Chris Suellentrop fra Slate Magazine skrev: "Under Scullys embedstid blev The Simpsons en tegneserie. [...] Episoder, der engang ville være endt med at Homer og Marge cyklede ind i solnedgangen [...] endte nu med, at Homer blæser en beroligende dartpil ind Marge's hals."" Fans har døbt denne inkarnation af figuren "Jerkass Homer". Under lydoptagelses-sessioner har Dan Castellaneta afvist materiale skrevet i manuskriptet, der portrætterede Homer som værende alt for ondskabsfuld. Han mener, at Homer er "bondsk og tankeløs, men han ville aldrig være ondskabsfuld med vilje." Da The Simpsons Movie blev redigeret var flere scener ændret eller på anden måde nedtonet for at gøre Homer mere sympatisk. Forfatterne har fået det til at se ud til, at Homers intelligens falder i løbet af årene; de forklarer, at dette ikke blev gjort med vilje, men det var nødvendigt at matche tidligere vittigheder. For eksempel i "When You Dish Upon a Star" (sæson 10, 1998) inkluderede forfatterne en scene, hvor Homer indrømmer, at han ikke kan læse. Forfatterne diskuterede dette twist, fordi det ville modsige tidligere scener, hvor Homer læser, men til sidst besluttede de at holde fast ved joken, fordi de fandt det humoristisk. Forfatterne debatterer ofte, hvor langt de skal gå med at portrættere Homers dumhed; en foreslået regel er, at "han aldrig kan glemme sit eget navn". Personlighed Homers personlighed og komiske effekt ligger i hans hyppige anfald af dumhed, dovenskab og hans eksplosive vrede. Han har et lavt intelligensniveau, beskrevet af instruktøren David Silverman som "kreativt strålende i sin dumhed". Homer viser også umådelig apati i forhold til arbejdet, er overvægtig, og "er helliget sin mave". Homers dårlige koncentrationsevne fremgår af de impulsive beslutninger om at engagere sig i forskellige fritidsinteresser og virksomheder, kun for at "ændre ... sin mening, når tingene går dårligt". Homer tilbringer ofte sine aftener med drikke Duff Beer på Moe's Tavern, og som vist i episoden "Duffless" (sæson fire, 1993), er han på grænsen til at være alkoholiker. Han er meget misundelig på sine naboer, Flanders-familien, og bliver nemt rasende på Bart. Homer vil ofte kvæle Bart pr. impuls på en tegneserie-agtig måde. Den første gang Homer kvalte Bart var i kortfilmen "Family Portrait". Matt Groenings regel var, at Homer kun kunne kvæle Bart impulsivt, aldrig med overlæg da dette "synes sadistisk. Hvis vi holder det til, at han er styret af sine impulser, så kan han let skifte impulser. Så selv om han impulsivt ønsker at kvæle Bart, giver han også op forholdsvis let." En anden af de oprindelige ideer fra Groening var, at Homer ville "altid få igen af samme skuffe eller også skulle Bart også kvæle ham", men dette blev droppet. Han viser ingen samvittighedsnag over at udtrykke sin vrede og forsøger ikke at skjule sine handlinger for folk uden for familien. Mens Homer gentagne gange har forstyrret andre menneskers liv og forårsaget alle slags kaotiske forhold i Springfield er disse begivenheder sædvanligvis et resultat af en manglende forudseenhed eller hans intense temperament, snarere end nogen ondskab. Bortset fra at udtrykke irritation overfor Ned Flanders er Homers destruktive handlinger normalt utilsigtede. Homer har komplekse relationer til alle tre af sine børn. Han skælder ofte Bart ud, men de to deler almindeligvis eventyr og er til tider allierede. Nogle episoder, især i de senere sæsoner, viser, at makkerparret har en mærkelig respekt for hinandens list. Homer og Lisa har modsatte personligheder og han overser sædvanligvis Lisas talenter, men når der gøres opmærksom på hans forsømmelse gør han alt hvad han kan for at hjælpe hende. Han glemmer undertiden, at Maggie eksisterer, selv om Homer ofte har forsøgt at knytte bånd til hende – "Daddy" (engelsk for far) var hendes første ord. Mens Homers tankeløse narrestreger ofte generer hans familie har han også afsløret sig som en omsorgsfuld far og ægtemand: I "Lisa The Beauty Queen", (sæson fire, 1992) solgte han sin ønsketur på Duff-luftskibet og brugte pengene til at tilmelde Lisa til en skønhedskonkurrence, så hun kunne få det bedre med sig selv. I "Rosebud", (sæson fem, 1993) opgav han muligheden for rigdom, så Maggie kunne beholde sin elskede bamse. I "Radio Bart"(sæson tre, 1992) stod han for et forsøg på at grave Bart ud, efter at han var faldet ned i en brønd. Og i "A Milhouse Divided", (sæson otte, 1996) arrangerede han et overraskelsesbryllup (deres andet) med Marge for at kompensere for deres utilfredsstillende første ceremoni. Homer har imidlertid et dårligt forhold til sin far Abraham "Grampa" Simpson, som han anbragte på et plejehjem, så snart han kunne. Simpson-familien vil ofte gøre deres yderste for at undgå unødig kontakt med Grampa, men Homer har dog vist kærlige følelser for sin far fra tid til anden. Homer er "en (lykkelig) slave af sine forskellige lyster" og vil gerne sælge sin sjæl til djævlen i bytte for en enkelt doughnut. Han er tomhjernet, men er stadig i stand til at rumme en stor mængde af viden om meget specifikke emner. Homers korte perioder af intelligens overskygges dog af meget længere og sammenhængende perioder med uvidenhed, glemsomhed og dumhed. Homer har en IQ på kun 55, som af forskellige er blevet tilskrevet det arvelige "Simpson-gen" (som i sidste ende forårsager, at alle mandlige medlemmer af familien bliver utroligt dumme), hans alkohol problem, udsættelse for radioaktiv stråling, repetitive kranielæsioner og en farveblyant boret ind i frontallappen i hans hjerne. I episoden "HOMR" (sæson 12, 2001) bliver Homer opereret for at fjerne den (nyopdagede) farvestift fra hans hjerne. Som direkte konsekvens heraf forøges hans IQ til 105. Selv om han får et bedre forhold til Lisa har hans nyfundne evner for forståelse og logik gjort ham mindre glad og han får derfor Moe til at genindsætte et farvekridt, hvilket gør, at hans intelligens går tilbage til det tidligere niveau. Homer har ofte diskussioner med sin egen hjerne, som er udtrykt i voiceover. Hans hjerne har for vane at give ham tvivlsom rådgivning, til tider hjælper den ham til at træffe de rigtige beslutninger, men fejler ofte spektakulært. Den er endda blevet helt frustreret og har gennem lydeffekter forladt ham. Homers samtaler med hans hjerne blev brugt flere gange i løbet af fjerde sæson, men blev senere afviklet efter at producenterne havde "anvendt alle mulige kombinationsmuligheder". Disse meningsudvekslinger var ofte indført fordi de udfyldte tiden og var nemme for animatorerne at arbejde med. Homer er ifølge avisen L'Osservatore Romano (som også ved tidligere lejligheder har rost The Simpsons for sit realistiske og intelligente manuskript) katolik men det afviser The Simpsons-produceren Al Jean til Entertainment Weekly og udtaler at han tilhører den presbylutherske (en krydsning mellem Presbyterianisme og lutheranisme) kirke i Springfield. Analyse Homer Simpson er et gennemsnitsmenneske og udspringer i flere forskellige stereotype amerikanske mænd fra middelklassen: Han er rå, overvægtig, inkompetent, klodset og på grænsen til at være alkoholiker. Matt Groening beskriver ham som "fuldstændig styret af sine impulser". Dan Castellaneta kalder ham "en hund fanget i en mands krop" og tilføjer: "Han er utroligt loyal – ikke helt ren, men du kan ikke andet end elske ham." I sin bog Planet Simpson beskriver forfatteren Chris Turner Homer som "den mest amerikanske af Simpsonerne" og mener, at mens de andre Simpson-familiemedlemmer kunne ændres til andre nationaliteter er Homer "ren amerikansk". I bogen God in the details: American Religion i Popular Culture skriver forfatterne, at "Homers fremskridt (eller mangel på samme) afslører en figur, som kan gøre det rigtige, enten ved et uheld eller modstræbende." Bogen The Simpsons and Philoshopy: D'oh! of Homer indeholder et kapitel, der analyserer Homers karakter. Raja Halwani skriver, at Homers "kærlighed til livet" er et beundringsværdigt karaktertræk, "for mange mennesker er fristet til kun at se Homer som værende lutter klovnerier og amoralitet. [...] Han er ikke politisk korrekt, han er mere end villig til at bedømme andre, og han synes bestemt ikke at være besat af sit helbred. Disse kvaliteter gør ikke Homer til en beundringsværdig "person", men de gør ham beundringsværdig på nogle måder og, endnu vigtigere, får os til at hige efter ham og Homer Simpsonerne i hele verden." I 2008 begrundede Entertainment Weekly udpegningen af The Simpsons som tv-klassiker ved at erklære at "vi hylder alle Simpson-patriarken Homer, fordi hans glæde er lige så håndgribelig som hans dumhed er fantastisk". I sæson otte-episoden "Homer's Enemy" har forfatterne besluttet at undersøge "hvordan det ville være rent faktisk at arbejde sammen med Homer Simpson". Episoden udforsker dette ved at placere en realistisk karakter med en stærk arbejdsmoral, kaldet Frank Grimes, ved siden af Homer i et arbejdsmiljø. I episoden er Homer portrætteret som en "almindelig" mand og indbegrebet af den amerikanske ånd, men i nogle scener er hans negative egenskaber og dumhed tydeligt fremhævet. Ved slutningen af episoden er Grimes, en hårdtarbejdende og udholdende "rigtig amerikansk helt", henvist til rollen som antagonist, altså mere eller mindre Homers modpol eller rival, og det er meningen, at seeren skal blive glad for, at Homer har vundet. I Gilligan Unbound mener forfatteren, Paul Arthur Cantor, at Homers hengivenhed til sin familie har øget populariteten af karakteren. Han skriver: "Homer er en destillation af ren faderskab. [...] Dette er grunden til, at på trods af alle hans dumheder, chauvinisme og selvcentrerede kvaliteter, kan vi ikke hade Homer. Han undlader til stadighed at være en god far, men han har aldrig opgivet at prøve, og i en grundlæggende og vigtig forstand gør det ham til en god far." The Sunday Times bemærkede, at "Homer er god, fordi han først og fremmest er i stand til at udvise stor kærlighed. Når det kommer til stykket gør han altid det rigtige for sine børn og han er aldrig utro på trods af at muligheden er opstået flere gange." Hædersbevisninger Homers indflydelse på komedie og kultur har været betydelig. I 2010 kårede Entertainment Weekly ham til den største figur de sidste tyve år." Han blev i 2002 nummer to på TV Guides Top 50 over bedste tegneseriefigurer, kun overgået af Snurre Snup, og han blev nummer fem på Bravos 100 største TV-karakterer, en af kun fire tegneseriefigurer på denne liste. Hun blev nummer et i en Channel 4-meningsmåling over de største tv-figurer igennem tiden. I 2007 satte Entertainment Weekly Homer som nummer ni på deres liste over de "50 Største TV-ikoner" og nummer et på deres 2010 liste over "Top 100-karakterer de seneste tyve år". Homer var også sikker vinder i britiske meningsmålinger, der blev lavet for at fastslå, hvem seerne mente var "Den største amerikaner" og hvilken fiktiv figur folk gerne ville se blive præsident i USA. Dan Castellaneta har vundet flere priser for at lægge stemme til Homer, herunder fire Primetime Emmy Awards for "Outstanding Voice-Over Performance": I 1992 for "Lisa's Pony", 1993 for "Mr. Plow", i 2004 for "Today I Am A Clown" og i 2009 for "Father Knows Worst". Dog var det i tilfældet med "Today I Am A Clown" for at lægge stemme til diverse figurer og ikke udelukkende for Homer. I 1993 fik Castellaneta en særlig Annie Award, "Outstanding Individual Achievement in the field of Animation", for hans arbejde som Homer på The Simpsons. I 2004 vandt Castellaneta og Julie Kavner (Marges stemme) en Young Artist Award for "Mest populære Mor & Far i en tv-serie". I 2005 var Homer og Marge nomineret til en Teen Choice Award for "Choice TV Parental Units". Forskellige episoder, hvor Homer markerer sig kraftigt, har vundet Emmy Awards for Outstanding Animated Program, herunder "Homer vs Lisa og the 8th Commandment" i 1991, "Lisa's Wedding" i 1995, "Homer's Phobia" i 1997, "Trash of the Titans" i 1998, "HOMR "i 2001, "Tre Gays of the Condo" i 2003 og "Eternal Moonshine of the Simpson Mind" i 2008. I 2000 blev Homer og resten af Simpsonfamilien tildelt en stjerne på Hollywood Walk of Fame. Den ligger på 7021 Hollywood Boulevard. Kulturel indflydelse Homer Simpson er en af de mest populære og indflydelsesrige tv-karakterer i en række henseender. USA Today udnævnte i 2007 karakteren som værende en af de "25 mest indflydelsesrige personer i de seneste 25 år" og tilføjede, at Homer er "indbegrebet af ironi og respektløshed i kernen af amerikansk humor." Robert Thompson, direktør for Syracuse Universitys Center for Studiet af Populær TV mener, at om "tre århundreder fra nu, vil engelske professorer blive enige om, at Homer Simpson er en af de største kreationer i menneskelig historiefortælling." Animationshistoriker Jerry Beck beskriver Homer som en af de bedste animerede figurer. Han siger: "Du ved, at nogen kan lide det, eller du kan identificere dig med det. Det er virkelig nøglen til en klassisk figur." Homer er blevet beskrevet af The Sunday Times som "den største komiske kreation i moderne tid". Artiklen bemærkede, at "hver årgang har brug for sin store, trøstende fiasko. Sin elskelige, selvhøjtidelighedsfri middelmådighed. Og vi har vores i Homer Simpson." Homer er blevet beskyldt for at have dårlig indflydelse på børn. En undersøgelse foretaget i Storbritannien i 2005 viste, at 59% af forældrene mente, at Homer virkede fremmende for en usund livsstil. En fem år lang undersøgelse af mere end 2.000 midaldrende mennesker i Frankrig fandt en mulig sammenhæng mellem vægt og hjernefunktion, hvoraf resultaterne blev døbt "Homer Simpson-syndromet". Resultater fra en hukommelsestest med ord viste, at folk med et body mass index (BMI) på 20 (anses for at være et sundt niveau) huskede et gennemsnit på ni ud af 16 ord. Derimod kunne personer med en BMI på 30 (inde i det fede område) huske et gennemsnit på kun syv ud af 16 ord. Trods Homers legemliggørelse af den amerikanske kultur har hans indflydelse spredt sig til andre dele af verden. I 2003 afslørede Matt Groening, at hans far, efter hvem Homer var opkaldt, var canadisk, og han sagde, at dette faktisk gjorde Homer canadisk. Figuren blev senere tildelt æresborgerskab i Winnipeg, Canada, i det virkelige liv, fordi Homer Groening menes at være fra Manitoba-hovedstaden, selv om kilder hævder, at den ældste Groening faktisk var født i Saskatchewan. I 2007 blev et billede af Homer malet ved siden af Cerne Abbas giganten i Dorset, England, som en del af et salgsfremstød for The Simpsons Movie. Dette forårsagede harme blandt de lokale neopaganere, der udførte "regnvejrsmagi" som et forsøg på at få det skyllet væk. I 2008 blev en falsk spansk euromønt fundet i Avilés, Spanien, med ansigtet af Homer, der havde erstattet billedet af Kong Juan Carlos I. Den 9. april 2009 afslørede United States Postal Service en serie på fem 44 cent frimærker med Homer og de fire andre medlemmer af Simpson-familien. De er de første figurer fra en tv-serie der modtager denne anerkendelse, mens serien stadig er i produktion. Frimærkerne, designet af Matt Groening, kom i handelen den 7. maj 2009. Homer, med stemme af Castellaneta, har optrådt i flere andre tv-serier, herunder sjette sæson af American Idol, hvor han åbnede showet, The Tonight Show med Jay Leno, hvor han udførte en speciel animeret indledende monolog den 24. juli 2007 og 2008-velgørenhedsudsendelsen Stand Up to Cancer, hvor han blev vist mens han fik en koloskopi. D'oh Homers slagord, det irriterede grynt "D'oh!", bliver typisk udstødt når han kommer til skade, hvis han indser, at han har gjort noget dumt eller hvis noget slemt er sket eller er på vej til at ske med ham. Under stemmeoptagelserne til en af Tracey Ullman Show-kortfilmene skulle Homer sige det, der i manuskriptet blev kaldt "an annoying grunt". Dan Castellaneta gjorde det som et "d'ooooooh", der blev trukket ud. Dette var inspireret af Jimmy Finlayson, den mustacheprydede skotske skuespiller, der optrådte i 33 Gøg og Gokke-film. Finlayson havde brugt udtrykket som en ed i stedet for ordet "Damn!" Matt Groening mente, at det bedre ville passe til timingen af animationen, hvis det blev sagt hurtigere. Castellaneta forkortede det derefter til et hurtigt sagt "d'oh!" Det første forsætlige brug af d'oh! fandt sted i Ullman-kortfilmen "The Krusty The Clown Show",(1989) og den første brug i serien var i premiere-afsnittet, "Simpsons Roasting on an Open Fire". "D'oh!" blev føjet til The New Oxford Dictionary of English i 1998. Det er defineret som et tilråb, "der bruges til at kommentere, at en sag opfattes som tåbelig eller dum". I 2001 blev "d'oh!" tilføjet til Oxford English Dictionary, uden apostrof. Definitionen af ordet er "udtryk for frustration over den erkendelse, at tingene har vist sig dårlige eller ikke som planlagte, eller at man netop har sagt eller gjort noget dumt". I 2006 blev "d'oh!" placeret på sjettepladsen på TV Lands liste over de 100 største tv slagord. "D'oh!" er også inkluderet i The Oxford Dictionary of Quotations. Bogen indeholder en række andre citater fra Homer, herunder "Kids, you tried your best and you failed miserably. The lesson is never try", fra "Burns' Heir" (sæson fem, 1994) samt "Kids are the best, Apu. You can teach them to hate the things you hate. And they practically raise themselves, what with the Internet and all", fra "Eight Misbehavin'" (sæson 11, 2000). Begge citater er opført i ordbogen i august 2007. Merchandise Homers tilstedeværelse i mange Simpson-publikationer, legetøj og andre varer er bevis for hans vedvarende popularitet. The Homer Book, om Homers personlighed og kendetegn, blev udgivet i 2004 og er stadig i handelen. Den er blevet beskrevet som "en underholdende lille bog til lejlighedsvis læsning" og blev opført som en af "de mest interessante bøger fra 2004" af avisen The Chattanoogan. Andet merchandise omfatter dukker, plakater, figurer, bobblehead-dukker, krus, vækkeure, puslespil og Chia-dukker foruden tøj, såsom hjemmesko, T-shirts, kasketter og boxershorts. Homer har optrådt i reklamer for 1-800-COLLECT, Burger King, Butterfinger, CC Lemon, Church's Chicken, Domino's Pizza, Intel, Kentucky Fried Chicken, Ramada Inn, Subway og TGI Friday. I 2004 medvirkede Homer i en MasterCard-priceless reklame, der blev sendt i løbet af Super Bowl XXXVIII. I 2001 lancerede Kelloggs et helt nyt morgenmadsprodukt, der kaldtes "Homer's Cinnamon Donut Cereal" og som var i handelen i en begrænset periode. I juni 2009 meddelte den hollandske GPS-fabrik TomTom, at Homer ville blive tilføjet som en stemme, det er muligt at downloade til sin GPS. Homers stemme, indspillet af Dan Castellaneta, har adskillige karakteristiske bemærkninger som fx "Take the third right. We might find an ice cream truck! Mmm... ice cream." Homer har optrådt i andre medier i forbindelse med The Simpsons. Han har optrådt i hvert eneste af The Simpsons videospil, herunder det nyeste, The Simpsons Game. Ud over tv-serien optræder Homer regelmæssigt i udgaver af Simpsons Comics, som blev offentliggjort første gang den 29. november 1993 og stadig udgives månedligt. Homer spiller også en rolle i The Simpsons Ride, som blev lanceret i 2008 i Universal Studios Florida og Hollywood.

Honda Integra Type R Historie Modellen var oprindeligt kun beregnet til USA og Japan, og var en del af tredje generation af Integra-serien. I januar 1998 kom Integra på markedet i Europa, men udelukkende i den her beskrevne Type R-sportsversion. Modellen var drevet af en 1,8-liters sugemotor med Hondas VTEC-ventilstyringssystem og en maksimal effekt på 140 kW (190 hk) (vægt/effekt-forhold 6,32 kg/hk, litereffekt 106 hk) og et drejningsmoment på 178 Nm ved 7300 omdr./min. Kraften blev med en femtrins manuel gearkasse overført til forhjulene gennem et 25-procents, momentfølende Torsen-spærredifferentiale. Derved kunne den 1200 kg tunge bil accelerere fra 0 til 100 km/t på 6,7 sekunder og opnå en tophastighed på 233 km/t. Gennemsnitsforbruget var opgivet til omkring 8,8 liter pr. 100 km. I modsætning til de i Europa ikke markedsførte Integra-versioner var Type R udstyret med en aerodynamikpakke bestående af front- og hækspoilere. Ud over en sportsligere undervognsafstemning med mere progressive fjedre på bagakslen samt tykkere stabilisatorer på for- og bagaksel havde modellen også specielle gummimuffer på de forreste nederste tværled, som tjente til stabilisering af bremse- og styreforholdene på forhjulene. Derudover blev karrosseriet forstærket med ekstra plader på diverse ikke så stive steder som hjulkasserne samt taget mellem C-søjlerne. På grund af vægtreducerende forhold blev den herved øgede masse modvirket. Støttevidden på de bageste hjullejer blev øget for at give bagakslen mere stabilitet mod uønskede styreændringer. Selv om den japanske version af Integra fra 98spec-modellen og frem blev solgt med større 16" alufælge og dæk i størrelse 215/45 ZR16, havde den europæiske version det nye egemål 5x114,3 og dermed også større bremser, dog blev den oprindelige hjulstørrelse (15" på 195/55 R15) bibeholdt. Ligeledes blev den fra 98spec i Japan monterede 4-1 ædelstålsmanifold ikke monteret i den europæiske model, men derimod gearkasseudvekslingen med længere 4. og 5. gear samt kortere akseludveksling. Denne udstødningsmanifold gjorde, at den japanske model havde et højere drejningsmoment ved et lavere omdrejningstal (186 Nm ved 6200 omdr./min. i stedet for 178 Nm ved 7300 omdr./min.), passende til det lavere motoromdrejningstal efter skift fra 3. til 4. gear. Produktionen blev afsluttet i oktober 2001. Den i Japan, Australien, Hongkong og Nordamerika markedsførte næste Integra-generation (i USA, Canada og Hongkong under navnet Acura RSX, kom ikke til Europa. Modelvarianter i udlandet Ud over de ikke til Europa officielt importerede forgængere og efterfølgere fandtes der også anderledes motoriserede og udstyrede versioner af den tredje Integra-generation. I Nordamerika fandtes versionerne LS og GS med motoreffekt fra 140 hk, samt den sportsligere version GS-R med 170 hk. I disse versioner fandtes Integra også som firedørs sedan, mens en 4-dørs Type R (type DB8) kun blev solgt på det japanske marked. I Nordamerika blev Integra solgt under varemærket Acura. Japansk Type R-model I Japan fandtes Type R i flere forskellige versioner, med hvilke modelåret "98spec" bragte de største tekniske forandringer med sig i forhold til den først introducerede "96spec", mens senere facelifts udelukkende var kosmetiske. Begge de nævnte modelversioner adskilte sig fra hinanden gennem diverse, moderate tekniske ændringer (som f.eks. 16" fælge med egemål 5×114,3 på 98spec mod 15" med 4×114,3 på 96spec, forskellig gearkasseudveksling, forskellige udstødningsmanifolde og en større indsugningsmanifold med polerede indsugnings- og udstødningskanaler). De største forskelle mellem den japanske og den europæiske udgave var et andet frontparti samt en anden, men lignende motor (B18C med 147 kW/200 hk) med en cirka kun halvt så lang katalysator, en anden manifold (med samme form som den europæiske model, men med 65 i stedet for 40 mm udløb) og andre knastaksler. Egenvægten på 98spec var opgivet til 1080 kg.

Hubble Deep Field syd Hubble Deep Field South er billede, sammensat af adskillige hundrede individuelle billeder af et område af universet, taget ved hjælp af Hubble-rumteleskopets Wide Field and Planetary Camera 2 (WFPC2) over 10 dage i september og oktober 1998. Det var en opfølgning af den store succes med det oprindelige Hubble Deep Field-billede, der fremmede studiet af meget fjerne galakser i det tidlige stadium af deres udvikling. Samtidig med, at WFPC2 tog de dybe, optiske billeder, fotograferedes nærliggende områder af instrumenterne Space Telescope Imaging Spectrograph (STIS) og Near Infrared Camera and Multi-Object Spectrometer (NICMOS). Observationer Observationsstrategien for HDF-S svarede til den, som benyttedes ved HDF-N, så der anvendtes samme optiske filtre til WFPC2-billederne (omfattende bølgelængderne 300, 450, 606 og 814 nm) og tilsvarende total eksponeringstid. Ved behandlingen af billederne gjorde man brug af den støvregn-teknik, som var udviklet under behandlingen af HDF-N, hvor teleskopets retning var ændret minimalt mellem de enkelte optagelser, hvorved de fremkomne billeder kunne kombineres ved sofistikeret teknik til at opnå højere opløsning, end det ellers ville være muligt. Det endelige billede har en opløsning, hvor hver pixel svarer til 0,0398 buesekund. Indholdet af HDF-S Ifølge det kosmologiske princip er universet på de største skalaer homogent og isotropt, således at det skulle se ens ud i enhver retning. Derfor var forventningen, at HDF-S ville ligne HDF-N meget, og det var da også tilfældet, idet der ses et stort antal synlige galakser med tilsvarende farvefordeling og morfologi som i HDF-N. En forskel i forhold til HDF-N er, at HDF-S inkluderer en kendt kvasar med en rødforskydning på 2,24. Den blev medtaget for at kunne foretage samtidige analyser af galakser og kvasarer i samme afstand fra Jorden. Videnskabelige resultater Som med HDF-N, gav HDF-S rige forskningsdata for kosmologerne. Mange studier af HDF-S bekræftede de resultater, som var opnået ved HDF-N, som f.eks. stjernedannelsens hastighed på forskellige tidspunkter i universets udvikling. HDF-S benyttes også til indgående studier af galaksers tidsmæssige udvikling, både som resultat af interne processer og af møder med andre galakser.

Hudiksvall Hudiksvall er en svensk købstad, som er administrationsby i Hudiksvalls kommun. Byen har 15.015 indbyggere (2010), og ligger i landskabet Hälsingland, der er en del af Gävleborgs län. Den ligger ved E4 cirka 80 km syd for Sundsvall og cirka 130 km nord for Gävle. Hudiksvall blev grundlagt i 1582 af Johan 3. af Sverige ved en sammenlægning af Hudik og Vallen.

Hva?! Handling En film om høreproblemer - med Lotte Rømer som guide.

Hyllinge (Næstved Kommune) Historie Der er uenighed om oprindelsen af byens navn. I visse kilder tydes navnet Hyllinge som "byen ved hylden", og denne betydning har bl.a. lagt navn til SFO'en Hyldetræet ved Hyllinge Skole. En anden forklaring går på, at Hyllinge stammer fra det oldnordiske Hyulwænge, der skulle betyde "hulvænget" og her hentyde til, at Hyllinge er placeret i en hulning i landskabet. I 1872 beskrives byen således: "Hyllinge med Kirken og Skole". Jernbanen Hyllinge havde station på Slagelse-Næstved banen (1892-1971) og lå på Danmarks længste lige jernbanestrækning, de 16 km mellem Hårslev og Herlufsholm. Cykel- og gangstien "Fodsporet" er nu anlagt på banetracéet. Stationsbygningen er bevaret på Stationsvej 1. I 1898 beskrives byen således: "Hyllinge, ved Jærnbanen, med Kirke, Skole, Forsamlingshus (opf. 1887), Sparekasse (opr. 19/4 1872; 31/3 1895 var Sparernes saml. Tilgodehavende 22,627 Kr., Rentefoden 33/5 pCt., Reservefonden 747 Kr., Antal af Konti 156), Andelsmejeri, Mølle og Jærnbanestation med Telegrafstation".

I morgen, min elskede Handling Om fem unge mennesker og deres komplicerede indbyrdes kærlighedsforhold. Diplomatdatteren Isabel uddanner sig til skuespiller, Marca til balletdanser, mens Michael er teaterregissør og David lige har afsluttet værnepligten. Det er dog især pigen Gerd, hvis skæbne får betydning for gruppen. Hun er flygtet fra DDR, men rejser tilbage, da hun føler sig menneskeligt isoleret. Michael og David følger efter hende, men et forsøg på atter at få hende til Vesten kommer til at koste hende livet.

Illesheim Geografi Illesheims beboede områder ligger syd for Aisch i nærheden af dens udspring. Nabokommuner er (med uret, fra nord): Bad Windsheim, Obernzenn, Oberdachstetten, Marktbergel og Burgbernheim.

Inhabilitet Inhabilitet (af lat. inhabilis uhandlelig, udygtig) betyder, at en person ikke har ret til at træffe gyldige beslutninger eller medvirke ved behandlingen af en sag. Begrebet benyttes typisk i forbindelse med personer, der varetager opgaver hos en offentlig myndighed (forvaltningsmyndigheder eller domstolene) eller i selskabers og foreningers bestyrelse og direktion. Begrebet inhabilitet er afledt af begrebet habilitet, men de to begreber er ikke (helt) hinandens modsætninger. Habilitet udtrykker retlig handleevne, mens inhabilitet dækker over, at de såkaldte negative habilitetskrav ikke er opfyldt. De negative habilitetskrav dækker over, at en person ikke har ret til at medvirke til en sags behandling og afgørelse. Ved siden af de negative habilitetskrav findes de positive habilitetskrav, som dækker over, at personer generelt skal være gyldigt udnævnt/ansat, evt. besidde visse kvalifikationer (fx uddannelse) mv.

Jens Jakob Thomasen Klubkarriere Thomasen spillede i Øens hold-samarbejdsklubben Sanderum Boldklub, inden han som 11-årig skiftede til Odense Boldklub. Odense Boldklub I juli 2014 skrev Thomasen under på en treårig kontrakt med Odense Boldklub, hvor planen var, at han fortsat det første år skulle være en del af U/19-truppen, mens han i sommeren 2015 blev rykket op i klubbens førsteholdstrup. Den 24. april 2015 fik Thomasen sin debut for Odense Boldklub, da han startede inde og spillede de første 63 minutter, inden han blev udskiftet for Mathias Greve i en 2-0-sejr over Esbjerg fB i Superligaen 2014-15. Det blev til yderligere to kampe i 2014-15-sæsonen, mens han stadig var U/19-spiller. Begge optrædender skete som indskiftninger i henholdsvis det 57. minut (0-2-nederlag til Brøndby IF) og 58. minut (0-2-nederlag til Randers FC). Han fik sin kontrakt forlænget den 1. november 2015, således parterne havde papir på hinanden frem til sommeren 2019. Han blev ligeledes kåret til Årets fund af Odense Boldklub som 20-årig. Denne kontrakt blev igen i januar 2018 forlænget med et år frem til sommeren 2020.

Joachim Rønnow Joachim Rønnow 1500-1542 var en dansk biskop. Han var den sidste katolske biskop i Roskilde Stift 1529-1536. I 1536 blev det katolske bispegods i Danmark overtaget af staten, og han blev fængslet sammen med de øvrige bisper, men hans løsladelse trak længst ud, og han døde i fængslet på Københavns slot 1. maj 1542.

Johann Georg Sulzer Johann Georg Sulzer (født den 5. oktober 1720 i Winterthur i kantonen Zürich, død den 27. februar 1779) var en tysk filosof og æstetiker. Sulzer blev 1747 professor i matematik ved et gymnasium i Berlin og 1763 ved riddarakademiet der. Sulzers fremmeste værk, Allgemeine theorie der schönen künste (1771 ff.; nyt oplag, 4 bind, 1792-94), en slags æstetisk ordbog, havde i sin tid stor anseelse. I dette arbejde søgte forfatteren eklektiskt at forene den Wolffske skolens lære med de engelske og franske filosoffers synspunkter samt gøre interessen for de skønne kunster afhængig af moral. Som æstetisk popularisator blev han meget betydningsfuld; og de fleste svenske æstetikere under 1700-tallets sidste årti og 1800-tallets begyndelse har hentet næring fra hans "theorie". Sulzer udgav også Vorübungen zur erweckung der aufmerksamkeit und des nachdenkens (3 bind, 1768; flere oplag) med flere filosofiske og moralske arbejder. Hans selvbiografi udkom 1809.

John Dowland De unge år Oplysningerne om John Dowlands tidligste liv er sparsomme. I hans nodeudgivelser fortælles, at han er født i 1563 sandsynligvis i en irsk familie bosat i London/Westminster i sognet St. Martin in the Fields. Som dreng studerede han musik ("the ingenuous profession of Musicke") hos en professionel lutspiller. Som 17-årig var han ansat hos sir Henry Cobham, der blev udsendt til Frankrig som ambassadør i 1580, og i hvis følge Dowland var. Han boede fire år i Paris mellem 1580 og 1586. Han konverterede til den katolske tro. Tilbage i England blev han gift og i 1588 tog han universitetsgraden "Bachelor of Music" fra Christ Church College i Oxford, samme dag som komponisten Thomas Morley. Hans voksende ry som komponist og musiker til trods var det svært for ham at skabe sig en karriere i England. England var i slutningen af 1500-tallet skueplads for mange stridigheder mellem den katolske og Den anglikanske Kirke. Da Dowland fødtes, havde dronning Elizabeth 1. siddet på den engelske trone i fem år. Dronning Elizabeth var entydigt på den anglikanske kirkes side, og Dowland hævdede, at han på grund af sin katolske tro blev holdt væk fra de stillinger i engelsk musikliv, som han burde bestride. Det er dog næppe den hele sandhed, for andre katolske musikere havde fine karrierer ved det engelske hof. Og Dowland var en velkommen musiker ved det danske lutheranske hof. I 1592 var der en stilling som lutspiller ledig ved det engelske hof. Den søgte Dowland, men han blev forbigået. I 1594 tog han på rejse i Europa. Han tog til Italien til Genua, Firenze og Venezia. Han studerede muligvis en tid hos en af tidens berømte musikere, Luca Marenzio i Rom. Han var også i Wolfenbüttel hos hertugen af Braunschweig-Wolfenbûttel og i Kassel hos landgreven af Hessen, og begge steder blev han modtaget med åbne arme. I 1597 var han tilbage i England. Hofembedsmanden Henry Noel skrev til Dowland d. 1. december 1596 at dronning Elizabeth "had wished divers tymes your return" flere gange har ønsket din tilbagekomst. Men heller ikke ved den lejlighed opnåede Dowland en hofpost. Han blev i England til februar 1598 og tog igen til Kassel efter en invitation fra landgreven. I november rejste han videre til København, hvor han indtrådte som sanger og lutenist i Christian 4.s kapel. Københavnertiden Kongens orkester var i de år et af Europas bedste og mest moderne. Kong Christian ønskede at fremstå som Nordeuropas fornemste og mest magtfulde fyrste. Han brugte mange penge på byggerier og alt, som kunne hæve hans anseelse. Han var selv en kompetent tegner og musiker, og han fik trukket mange dygtige musikere til København i årene fra 1595 til 1630. Dowland var således kun én af mange udlændinge i musikkorpset. William Brade, Thomas Simpson, Thomas Cuttings, Darby Skott og Daniel Norcombe var fem andre engelske musikere, som var ansat hos Christian 4., men derudover var Vincentius Bertholusius, Matthias Mercker, Melchior Schildt, Melchior Borchgrevinck, Gregorius Trehou, Benedict Greebe, Nicolaus Gistou, Christopher Zetzinsky, Jan Tollius, Jacobus Merlis og Heinrich Schütz fra bl.a. Tyskland og Nederlandene ansat i kortere eller længere tid. Også danske musikere begyndte at gøre sig gældende. Nogle af de mest fremtrædende var Mogens Pedersøn, Hans Nielsen, Hans Brachrogge, Martinus Otto, Wilhelm Egbertsen, Andreas Aagesen, Truid Aagesen og Jacob Ørn. Nogle af dem fik lov til at uddanne sig bl.a. på rejser til Italien og England. Orkestret fulgte undertiden med kongen, når han tog ophold andre steder bl.a. på Kronborg. Året før sin ankomst til Danmark havde han vakt opsigt som Komponist ved udgivelsen af "The first book of songs or airs of 4 parts with tableture for the lute", et værk, der opnåede en i England hidtil ukendt popularitet, så at der i årene 1600-13 udkom 4 nye udgaver deraf; og efter at være knyttet til det danske hof, der den gang jævnlig opholdt sig på Kronborg, fortsatte han med "The 2. book of songs or airs of 2, 4 and 5 parts", der udkom i London, men hvis fortale er dateret Helsingør 1. Juni 1600. Kongen belønnede ham efter udgivelsen af dette værk med en anselig pengegave og skænkede ham året efter sit billede. I 1603 fulgte "The 3. and last book of songs or airs, newly composed" ligeledes her fra Danmark, men publiceret i London. Dowland var blevet ansat med en løn på 500 daler årligt, en usædvanlig høj løn på den tid, og han fik en gave på 600 daler i året 1600. Den høje betaling var medvirkende til, at han kunne komponere og dermed for de værker, han fik udgivet. I slutningen af 1603 fik han havde orlov til en rejse til England. Hofregnskaberne oplyser, at han blev borte "en langsommelig tid længer, end kongelig Majestæt ham nådigst havde forløvet". Dowland bruger som undskyldning, at han havde indskibet sig for at vende tilbage til Danmark, men paa grund af modvind blev nødsaget til at overvintre i England. Mens han var der, fik han udgivet Lachrimae or Seaven Teares Figured in Seaven Passionate Pavans, som var skrevet, mens han var i København. Samlingen er dedikeret til den engelske dronning Anne, der var kong Christian 4.s søster og gift med James 1. Stuart af England og Skotland, dronning Elizabeth 1.s efterfølger. Efter, at han var vendt tilbage til Danmark fra sit ophold i England, synes hans fornyede ophold i Danmark at have skabt problemer. Han fik sin fulde løn på 500 daler udbetalt selvom han i så lang tid havde været borte, men alligevel synes han at have haft pengeproblemer og måtte gentagne gange bede om forskud til trods for, at man forsøgte at give ham ekstra indtægter ved at indkvartere "Kapel-Drenge" hos ham "at han skal lære og undervise dem paa Luthen". Udviklingen bevirkede, at hans ophold nu gik mod en hastig afslutning, og den 24. februar 1606 fik han sin opsigelse, mens kongen var i togt til Braunsweig; i den forbindelse var der et større regnskab at udrede på grund af forskud med mere. På denne tid var Dowland berømt over hele Europa som en af de bedste lutenister, men han vendte tilbage til London i 1606, hvor han 1612 udgav sit sidste værk: "A pilgrim’s solace" og døde i 1626 som medlem af hofmusikken. Dowland som mulig spion I dag findes to breve fra Dowlands korrespondance. Det ene er fra ham til dronning Elizabeths sekretær Robert Cecil i 1595; det andet, som findes på Det Kongelige Bibliotek, er til ham fra en engelsk diplomat Stephen Lesieur dateret 9. december 1602. Begge breve antyder at Dowland var involveret i lyssky politiske affærer, eller at han blev forsøgt trukket ind i den sfære. Det første brev skrev han, medens han var i Italien, hvor han blev kontaktet af folk der ville have ham til at deltage i et komplot mod Elizabeth. I stedet skrev han hjem og fortalte om sagen, måske fordi han var ansat til netop det. Det andet brev blev genfundet i 2000 i en samling dokumenter fra kong Christian IV's sekretær. Heri bliver Dowland opfordret til at melde tilbage til Cecil om den danske politik over for England, og han bliver lovet en stor belønning hvis han tager opfordringen op. Netop i årene omkring 1600 var forholdet mellem Danmark og England ret anstrengt. Christian var en af Europas mægtigste fyrster og næsten ligemand med Elizabeth. Hun mistænkte måske ikke uden grund Danmark for at konspirere til fordel for Christians svoger, kong James 6. af Skotland, den senere James 1. af England, gift med Christians søster Anne. Desuden var der hyppige problemer med skibsfarten i Nordsøen og de islandske og norske farvande, som England og Danmark var uenige om. Forhandlinger blev saboteret, skibe blev opbragt og rænker blev smedet. Det bemærkelsesværdige ved brevet er, at det findes i en dansk regeringssamling. Det efterlader flere mulige svar. Måske har Dowland selv sladret til Christian, måske blev brevet fundet lige før Dowland blev afskediget (og måske netop på grund af det) i 1606, eller måske har Dowland aldrig modtaget brevet, fordi de hemmelige danske agenter opsnappede det. At omkringrejsende kunstnere var spioner er der mange eksempler på, men der er ikke noget bevis mod Dowland. Tilbage i England Han beskæftigede sig en tid med oversættelsen af Micrologus, en traktat om musikteori af den tyskeren Andreas Ornithoparcu, arbejdede med redaktionen af nogle undervisningsbøger for lut og bidrog til en samling musik, The Musicall Banquet, som hans søn Robert Dowland udgav i 1610. Mellem 1609 og 1612 var han ansat hos Theophilus, Lord Howard de Walden, og endelig I 1612 blev han udnævnt til en af "the musicians for the lutes" af kong James I. John Dowland var uomtvisteligt en af sin tids fineste musikere og komponister. Han kan kaldes den første moderne sangskriver i den forstand, at han lagde differentierede udtryk og følelser ind i sine sange og dermed gav hver sang sin egen personlighed. Samtidig var han på en måde gammeldags, for andre steder var baroktidens idealer ved at afløse den stil, han stod for. Hans egen personlighed skinner igennem i hans musik og hans liv. Skønt han også omtales som en munter mand, vidner flere ting om, at han professionelt var en bitter mand. Hans Lachrymae, også kaldet "Tårepavanerne", blev tidens største hit og glædede alle andre end komponisten selv. Han skal have udtalt: "Hvad nytter det, at kunsten kan glæde andre, når kunstneren ikke selv bliver opmuntret deraf?" I forordene til sine udgivelser beklager han sig flere gange over sin skæbne, hvilket han nok ikke havde grund til. I A Pilgrimes Solace skriver han fx at han bliver overset, at yngre musikere kritiserer ham og at komponisten og udgiveren Tobias Hume fejlagtigt hævder, at nye instrumenter bør erstatte lutten. Efter 1612 stoppede han stort set med at komponere. Hans musik var ved at blive umoderne, men han var stadig højt anset og blev kort før sin død udnævnt til doktor. Han var en urolig sjæl med hang til melankoli, og selv om han var en af tidens højest betalte musikere, døde han i 1626 i beskedne kår som medlem af hofmusikken. Betydning Efter sin død blev han hurtigt glemt. Renæssancens sidste store komponist i England blev først genopdaget efter tre århundreder og oplevede en renæssance fra 1960’erne med musikere som Christopher Hogwood, David Munrow og ensemblerne "the Early Music Consort" og "Academy of Ancient Music" som en af de fornemste eksponenter for Tudor-tidens musik. Også sangere som Elvis Costello, Sting og John Renbourn har ladet sig inspirere af Dowlands musik og bragt den i smagfulde moderne fortolkninger. Nøgleroman Den engelske forfatter Rose Tremain skrev i 1999 romanen Musik og stilhed, der foregår ved Christian 4.s hof i 1620’erne, men er inspireret af Dowlands ophold i København. Christian tillægges i bogen denne ytring: "The man was all ambition and hatred, yet his ayres were as delicate as rain" (Den mand var kun ambtioner og had, men hans sange var så dejlige som regn), der sikkert er møntet på Dowland. Musikken Det meste af Dowlands musik er for hans eget instrument, lutten. Hans først udgivne værk var "First Booke of Songes or Ayres of Foure Partes with Tableture for the Lute" (London 1597). Den var en meget stor succes og blev genoptrykt mindst 4 gange. Det var den første samling engelske sange med lutakkompagnement, og som noget nyt havde bogen det såkaldte "table layout", der viste alle stemmer rundt i kanten af et opslag i bogen, så man kunne læse stemmerne fra et bords 4 sider på en gang. Ydermere kunne sangen fremføres på mange forskellige måder med eller uden instrumenter. Alle sangene er strofiske (mange ens vers) og de fleste bruger kendte danserytmer og former. I året 1600 afsluttede Dowland manuskriptet til "The 2. book of songs or airs of 2, 4 and 5 parts" mens han opholdt sig på Kronborg. Værket udkom i London, men fortalen er dateret Helsingør 1. juni 1600. Kongen belønnede ham efter udgivelsen af dette Værk med en anseelig pengegave og skænkede ham et billede af sig selv. I 1603 fulgte så "The 3. and last book of songs or airs, newly composed" ligeledes komponeret i Danmark og publiceret i London. Hans næste værk var Lachrimae or Seaven Teares Figured in Seaven Passionate Pavans (London 1605). Det var consortmusik (ensemblemusik) i danseform for 5 instrumenter, et værk, som også var skrevet i Danmark. Ikke længe efter dets udgivelse forlod han kong Christians tjeneste, og hans sidst større værk "A pilgrim’s solace" udkom i 1612, da han var knap 50 år. John Dowland fældede efter sigende mange tårer under sit ophold hos Kong Christian 4. Hans musik udviser ofte den melankoli, der var moderne på den tid. Et af numrene i Lachrimae-samlingen var Semper Dowland, semper dolens (altid Dowland, altid sorgfuld), hvilket opsummerer hans værk på bedste vis.

José María Basanta Landshold Basanta har (per marts 2018) spillet 12 kampe for det argentinske landshold, som han blandt andet repræsenterede ved VM i 2014 i Brasilien.

Just Tell Her Jim Said Hello "Just Tell Her Jim Said Hello" er en komposition fra 1962 af Jerry Leiber og Mike Stoller. Sangen er indspillet den 19. marts 1962 af Elvis Presley i Studio B hos RCA i Nashville. Sangen blev udsendt som B-side på en singleplade umiddelbart efter indspilningen. På pladens A-side var sangen "She's Not You" (komposition af Doc Pomus, Jerry Leiber og Mike Stoller), indspillet samme dag og samme sted. Andre kunstnere har siden forsøgt sig med "Just Tell Her Jim Said Hello", bl.a. 'vores egen' Kim Larsen, der havde den på sin EP 5 Eiffel fra 1982.

Kåre Jensen SønderjyskE Han blev rykket op på førsteholdet i juni 2015 sammen med Sebastian Sommer Sørensen. I en pressemeddelelse offentliggjorde SønderjyskE den 19. januar 2016, at kontrakten var blevet ophævet, en kontrakt der var blevet indgået et halvt år tidligere. Kåre Jensen nåede ikke at spille en kamp for SønderjyskE i Superligaregi. Kolding IF Den 22. januar 2016 offentliggjorde Kolding IF, at Kåre Jensen skiftede til Kolding IF.

Kaarlo Mikkolainen Kaarl Edvard "Kalle" Mikkolainen (9. januar 1883 i Ylöjärvi – 28. marts 1928 i Tampere) var en finsk gymnast som deltog under OL 1908 i London. Mikkolainen vandt en bronzemedalje i gymnastik under OL 1908 i London. Han var med på det finske hold som kom på en tredjeplads i holdkonkurrencen i multikamp.

Kaduna (delstat) Geografi I Kaduna er der store savanneområder. Floden Kaduna, en biflod til Niger, løber i en bue fra øst til vest gennem delstaten. Kaduna grænser mod nord til delstaten Katsina, mod nordvest til delstaten Zamfara, mod nordøst til delstaten Kano, mod syd til Federal Capital Territory, mod syd til delstaten Nassarawa, mod vest til delstaten Niger og mod øst til delstaten Bauchi og Plateau. Kamuku-Nationalparken ligger i den nordvestlige del af delstaten. Inddeling Kaduna er inddelt i 23 Local Government Areas med navnene: Birnin-Gwari, Chikun, Giwa, Igabi, Ikara, Jaba, Jema'a, Kachia, Kaduna North, Kaduna South, Kagarko, Kajuru, Kaura, Kauru, Kubau, Kudan, Lere, Makarfi, Sabon-Gari, Sanga, Soba, Zangon-Kataf og Zarki. Her avles bomuld og jordnødder til eksport, men også smørtræbønner, ingefær, løg og sojabønner, hirse og durra. Man holder kvæg, høns og får. Huder og skind bearbejdes til eksport. Delstaten har en omfattende industri, hovedsageligt i hovedsagen Kaduna.

Kantate En kantate (flertal: kantater) er en vokalkomposition akkompagneret af instrumenter, f.eks. fremført af kor og orkester til brug ved gudstjenesten i større kirker.

Karl Frederik af Anhalt-Bernburg Ægteskaber og børn Karl Frederik giftede sig første gang den 25. juni 1692 med sin kusine Sophie Albertine af Solms-Sonnenwalde (1662–1708), datter af grev Georg Frederik af Solms-Sonnenwalde. Efter hendes død i 1708 indgik han den 1. maj 1715 et morganatisk ægteskab med Wilhelmine Charlotte Nüssler (1683–1740), der i 1719 fik tillagt titlen Gräfin von Ballenstedt.

Karl af Baden Biografi Karl blev født den 8. juni 1786 i Karlsruhe som anden (men ældste overlevende) søn af Arveprins Karl Ludvig af Baden og Amalie af Hessen-Darmstadt, datter af Landgreve Ludvig 9. af Hessen-Darmstadt. Da Karls fader døde i 1801, ni år før sin egen fader Markgreve Karl Frederik af Baden, blev det derefter Karl, der blev arveprins. I forbindelse med opløsningen af det Tysk-romerske rige i 1806 ophøjede Napoleon Markgrevskabet Baden til et storhertugdømme, og Baden fik tildelt så mange nye territorier, at arealet blev femdoblet. Karl blev storhertug, da hans bedstefader Storhertug Karl Frederik døde den 10. juni 1811. Storhertug Karl døde den 8. december 1818 i Karlsruhe, kun 32 år gammel. Da hans eneste søn Alexander var død i 1816, blev han efterfulgt som storhertug af sin fars bror Ludvig.

Keenen Ivory Wayans Keenen Ivory Wayans (født 8. juni 1958) er en amerikansk skuespiller, producer, filminstruktør, manuskriptforfatter og komiker, kendt som skaberen og værten på FOX sketchshowet In Living Color og som manden bag komediefilm som Scary Movie, White Chicks og Little Man, som han har lavet i samarbejde med sine brødre Marlon Wayans og Shawn Wayans.

Kildeskovshallen Kildeskovshallen er et idrætsanlæg beliggende i Gentofte Kommune. Hallen er opført i tre etaper 1966-1969 og 1970-1972. I 2001-2002 blev der bygget et nyt svømmeanlæg med 50 meter bassin og et varmvandsbassin. Arkitekterne bag den oprindelige hal er Karen og Ebbe Clemmensen og landskabsarkitekt Agnete Muusfeldt. Udbygningen fra 2001 er tegnet af Entasis og blev til i et samarbejde med Kulturarvstyrelsen og Ebbe Clemmensen. Kildeskovshallen er klassificeret som fredet byggeri pr. 17. november 1999. Kildeskovshallens boldafsnit er hjemmebane for bl.a. SISU Basketball Klub, Hellerup Idrætsklubs håndboldafdeling og Gentofte Volley. Hal 1 (opvisningsbanen) har 484 faste tilskuerpladser. Svømmeafsnittet rummer et 25 m-bassin (seks baner), et 50 m-bassin (seks baner), et springbassin med vipper op til fem meter, et børnebassin samt et babybassin. Udover bold- og svømmeafsnit rummer Kildeskovshallen bl.a. mødelokaler, en fysioterapeutklinik og et motionscenter.

Klaus Johannis Baggrund Johannis tilhører det tyske mindretal i Rumænien. Han har læst fysik på Universitetet Babes-Bolyai i Cluj. Efter studiet arbejdede han som lærer på forskellige gymnasier i Sibiu. Fra 1997 til 2000 var han skoleinspektør. Politisk aktivitet I 2000 blev Johannis valgt som borgmester i Sibiu, støttet af det Demokratiske Forum for Tyskerne i Rumænien - den tyske mindretals forening. Han blev genvalgt i 2004 med 88,7 % af stemmerne. Han har opnået at Sibiu blev valgt til Europæisk kulturhovedstad i 2007 (sammen med Luxemburg). Under Johannis blev det gamle bycentrum renoveret, byens infrastruktur (gader, vand, kloak, elforsyning) blev fornyet og lufthavnen blev udvidet. Klaus Johannis blev genvalgt i 2008 med over 80 % af stemmerne og igen i 2012 med næsten 78 %. Den 28. juni 2014 blev Klaus Johannis valgt som formand for det Nationalliberale parti (PNL). Partiet har også udnævnt ham som kandidat til præsidentvalget den 2. november 2014 hvor han har fået 30,37 % af stemmerne (anden plads efter Rumæniens premierminister Victor Ponta som har fået 40,44 %). Klaus Johannis blev valgt til Rumæniens præsident i valgets anden runde den 16. november 2014 med knap 55 % af stemmerne.

Kommandørkaptajn Kommandørkaptajn er en søofficersgrad svarende til graden oberstløjtnant i hæren. Kommandørkaptajn ligger mellem orlogskaptajn (svarer til major) og kommandør (svarer til oberst). I Søværnet forkortes kommandørkaptajn KK. Cheferne for de største skibe i Søværnet; Thetis-klassen inspektionsskibe, Niels Juel-klassen korvetter, Absalon-klassen fleksible støtteskibe, frigatterne i Iver Huitfeldt-klassen, samt skolechefer og chefen for Søværnets Helikoptertjeneste har graden kommandørkaptajn. I Forsvarets Sundhedstjeneste vil stabslæger af 2. grad bære kommandørkaptajnsdistinktioner. Ifølge NATO er kommandørkaptajner OF-4 officerer. Commander i Royal Navy og i US Navy samt Fregattenkapitän i Bundesmarine er OF-4 officerer og svarer derfor til kommandørkaptajner. Søværnets kommandørkaptajner hedder dog Commander senior grade på engelsk.

Kongeligt ægteskab Et kongeligt ægteskab eller et dynastisk ægteskab er et ægteskab, hvor begge parter er af fyrstelig afstamning, dvs. at begge ægtefæller er født ind i regerende, afsatte eller mediatiserede fyrstehuse. Der er dog enkelte tilfælde, hvor et medlem af en morganatisk slægt har fået lov til at indgå et dynastisk ægteskab. Huslove I den feudale tid blev reglerne for kongelige ægteskaber oftest reguleret af fyrstehusene selv i deres huslove, men i 1800-tallet blev tendensen, at landenes regeringer og folkevalgte parlamenter kom til at bestemme reglerne for dynastisk ægteskab. I de afsatte og mediatiserede fyrstehuse er fortsat de private huslove, der gælder. Her er det slægtens overhoved, der administrerer reglerne. Rettigheder Indtil slutningen af 1900-tallet var det kun børn, der var fødte i dynastiske ægteskaber, der kunne indgå i arvefølgerne til tronerne på det europæiske fastland. Dengang blev fyrstelige titler (som fx prins eller prinsesse) nedarvet gennem dynastiske ægteskaber. Morganatiske ægteskaber I et morganatisk ægteskab er den fyrstelige ægtefælle fortsat medlem af det fyrstelige hus. Dette betyder, at han eller hun beholder sin status som en fyrstelig person og sin eventuelle (personlige) arveret. Den ikke-dynastiske ægtefælle er fortsat borgerlig eller lavadelig. Denne ægtefælle får ofte tildelt en adelig (dvs. en ikke–dynastisk) titel, som nogle gange kan arves af parrets børn (evt. kun af den ældste søn). Børn, der er fødte i morganatiske ægteskaber, har ikke arveret til tronen. Børnene arver en evt. titel fra den af forældrene, der ikke har en dynastisk titel. I nogle tilfælde har medlemmer af morganatiske slægter giftet sig kongeligt. Dette gælder fx for Mary af Teck (britisk dronning i 1910–1936) og for Louise Mountbatten (svensk dronning i 1950–1962 ). Sophie Chotek Et eksempel på et morganatisk forhold er det ægteskab, som den østrig-ungarske tronfølger ærkehertug Franz Ferdinand (1863–1914) i år 1900 indgik med med grevinde Sophie Chotek (1868–1914). Franz Ferdinand beholdt sin arveret og sine titler, men hans gemalinde og deres børn fik hverken kongelige eller kejserlige rettigheder. Franz Ferdinand ville være blevet kejser, hvis han havde overlevet kejser Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn (1830–1916). Sophie Chotek grundlagde Hertughuset Hohenberg. I år 1900 fik hun tildelt titlen fyrstinde af Hohenberg. I 1909 udnævnte kejseren hende til hendes højhed hertuginden af Hohenberg. Sophie Chotek var gemalinde til ærkehertug Franz Ferdinand, men hun kunne aldrig blive ærkehertuginde, dronning eller kejserinde. Hvis Franz Ferdinand var blevet konge og kejser, så måtte hertuginde Sophie stadig nøjes med at være gemalinde (og ikke–dynastisk hertuginde). Sophie Choteks og Franz Ferdinands børn var (ikke–dynastiske) adelsprinser og adelsprinsesser af Hohenberg. Den ældste søn blev hertug af Hohenberg. Børnene havde ikke arveret til tronen, og de kunne ikke blive østrigske ærkehertuger og ærkehertuginder. Anerkendelse Der er flere gange sket, at et ægteskab, der oprindeligt var morganatisk, senere er blevet anerkendt som et dynastisk ægteskab. Et eksempel på dette er fra 1949, da den bayerske tronprætendent kronprins Rupprecht anerkendte sin søns og svigerdatters ægteskab som dynastisk. Sønnen arveprins Albrecht af Bayern og grevinde Maria Drašković von Trakošćan havde indgået et morganatisk ægteskab i 1930. Anerkendelsen betød, at Albrechts og Marias sønner indtrådte i den bayerske arvefølge, og at deres ældste søn Franz (født 1933) blev tronprætendent i 1996. Ikke-jævnbyrdige ægteskaber Et ikke-jævnbyrdigt ægteskab er ægteskab, hvor den fyrsteligt fødte ægtefælde udtræder af fyrstehuset. Dette betyder, at han eller hun frasiger sig sine fyrstelige titler og giver afkald på arveretten for sig selv og sine eventuelt kommende børn. Titler Nogle gange tildeles ikke-jævnbyrdige ægtepar adelige (dvs. ikke–dynastiske) titler. Der kan være tale om personlige eller arvelige titler. I 1937 blev den tidligere konge Edward 8. af Storbritannien og hans hustru (Wallis Simpson) tildelt ikke–dynastiske titler som hertug og hertuginde af Windsor. Hvis ægteparret ikke har eller får en adelig titel, så er de borgerlige, dvs. at de kan kalde sig hr. og fru. Bernadotte, greve af Wisborg I 1888 giftede den svensk-norske kongesøn Oscar Bernadotte (1859–1953) sig med den adelige hoffrøken Ebba Munck af Fulkila. Han måtte udtræde af kongehuset og give afkald på sine titler som prins af Sverige og Norge samt som hertug af Gotland. Han måtte også afstå sin arvet til de svenske og norske troner. I stedet fik Oscar Bernadotte og Ebba Munck personlige (ikke-arvelige) titler som prins og prinsesse Bernadotte. I 1892 tildelte Oscar Bernadottes morbror storhertug Adolf 1. af Luxembourg parret arvelige (ikke–dynastiske) luxembourgske titler som greve og grevinde af Wisborg. I 1937 giftede Carl Bernadotte (1911–2003), der var brorsøn til Oscar Bernadotte, sig med grevinde Elsa von Rosen (1901–1991). Han måtte udtræde af kongehuset og give afkald på sine titler som prins af Sverige og Norge samt som hertug af Östergötland. Han måtte også afstå sin arvet til den svenske og trone. Carls svoger kong Leopold 3. af Belgien tildelte Carl Bernadotte og Elsa von Rosen personlige (ikke-arvelige) belgiske adelstitler som prins Carl Bernadotte og prinsesse Elsa Bernadotte . Deres datter (Madeleine (født 1938) blev ikke prinsesse. Så længe, at hun var ugift, var hun belgisk grevinde. I 1932, 1934, og 1946 giftede tre af kong Gustav 5. af Sveriges sønnesønner sig med borgerlige kvinder. Det var Lennart (hertug af Småland), Sigvard (hertug af Uppland) og Carl Johan (hertug af Dalarna). De udtrådte af kongehuset, mistede deres arveret samt deres titler som prinser og hertuger. I stedet bestemte regeringen, at de fremover skulle bruge de borgerlige titler hr. Bernadotte, mens deres hustruer skulle tituleres fru Bernadotte. I 1951 tildelte deres slægtning storhertuginde Charlotte af Luxembourg dem arvelige (ikke–dynastiske) luxembourgske titler som grever og grevinder af Wisborg.

Kunstnergaven til Sønderjylland Kunstnergaven til Sønderjylland var en gave bestående af kunstværker til sønderjyderne i forbindelse med Genforeningen. Oprindelig var den tænkt som en gave i forbindelse med 50året for tabet af Sønderjylland til Preussen i 1864. En komité dannedes i 1914, denne igangsatte en indsamling af penge. Da 1. Verdenskrig stoppede indsamlingen af penge til gaven, var der indsamlet 78.000 kr. For pengene skulle der købes kunstværker med historiske referencer og værker skulle efter planen udstilles permanent i forsamlingshusene i Nordslesvig. Desuden skulle der købes et fælles mødested for de dansksindede i Nordslesvig, og størstedelen af penge gik til købet af Flensborghus. Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig og Versailles-fredens bestemmelser om folkeafstemninger gav nye perspektiver. En genforening af Slesvig og Danmark blev en mulighed og komitéen genoptog indsamlingen af penge. I november 1920 opdeles Slesvig og Nordslesvig bliver dansk. Inden værkerne nåede til Sønderjylland, blev de udstillet samlet på Charlottenborg i København i tiden 27. januar - 6. februar 1921. Udstillingskataloget havde titlen FORTEGNELSE over kunstneriske Gaver indsamlede 1914-1920 til Grundlæggelse af DANSK KUNSTSAMLING I SØNDERJYLLAND og indholdte 431 numre,. Kunstnergaven var kunstneres fornemme gave til den sønderjyske befolkning efter Genforeningen i 1920, men også private donerede værker. Udstillingen fik titlen Gave fra dansk Kunst til Sønderjylland. Værkerne kunne nu blive kulturarv i et dansk Sønderjylland. Indsamlingen intensiveredes derfor, især i årene 1919-20, og samlingen kom efterhånden til at rumme over 500, værker i form af malerier, grafik, skulpturer og kunsthåndværk. Gaven er enestående, også internationalt set. Gaven giver et helhedsbillede af en kunstopfattelse og en national identitetsfølelse, som ikke kan ses i nogen anden kunstsamling. Værker endte med at blive fordelt på museerne i de fire sønderjyske byer Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder, da den oprindelige tanke med en fordeling på forsamlingshusene ikke længere havde samme vægt, da Sønderjylland ikke længere var en provins i Preussen. De indsamlede værker bærer ikke præg at modernismen selvom indsamlingen foregik i tiden hvor modernismen kulminerede i dansk billedkunst. Årsagen hertil var at den oprindelige var at idé om at visualisere dansk historie og det at værkerne ikke blev samlet på et nyt kunstmuseum, hvorved de unge kunstnere (modernisterne) undlod at donere værker til gaven. Flertallet af giverne var ældre kunstnere med rod i historicismen og det nationale. 176 forskellige kunstnere har udført værkerne i samlingen. En del var døde inden indsamlingen, det gælder Bertel Thorvaldsen, J.Th. Lundbye, Herman Wilhelm Bissen, Martinus Rørbye, Wilhelm Marstrand, Heinrich Hansen, Jørgen Sonne og Wilhelm Zillen deres værker blev skænket af private. Komitéen købte værker af Vilhelm Kyhn, Lorenz Frölich og Frederik Vermehren der også var døde inden indsamlingen startede. Af de 165 kunstnere der levede ved indsamlingens start var 56 født mellem 1830 og 1860, 78 mellem 1860 og 1875 og kun 28 var født efter 1875. De 78 der er født mellem 1860 og 1875 er uddannet i N.L. Høyens ånd selv om har døde i 1870, hans efterfølgere Frederik Vermehren, Julius Exner og Christen Dalsgaard forsatte hans linje. Få fra samtidskunsten og få modernister er med i samlingen, Sigurd Swane deltager i forarbejdet og skænker et værk. Modernisterne ville gerne bidrage under forudsætning af, at der blev skabt et sønderjysk kunstmuseum, men det blev der ikke politisk enighed om. Derfor blev samlingen stærkt påvirket af den Høyenske ånd, og blev mere et kulturhistorisk dokument end et kunsthistorisk. Værker fra modernisterne er Helga Møllers Blomster, udateret, Axel Bredsdorffs Portræt af Vilhelm la Cour, 1919, Sigurd Swane, Bøgekroner. Højsommer. Wedellsborg, 1912 og sikkert det mest betydningsfulde værk i samlingen og det modernistiske Ebba Carsensens Hegnsmandens hus, 1918. Ved 75året for Genforeningen udkom bogen, Kunstnergaven til Sønderjylland redigeret af Birgit Jenvold. Som på forsiden har en kopi af Carla Colsmans maleri Flagene til Sønderjylland syes på Christiansborg, 1919, det eneste værk der direkte relaterer sig til Genforningen.