text
stringlengths 0
5.05k
|
|---|
ikke langt fra udløbet af lønborg å ligger en gammel gård hvis hartkorn ikke er i højde med arealet |
en mængde skarpe jorder strækker sig på et punkt endog så vidt at den yderste grænse ender i en vidtløftig vildsom klitrække ude i vesterhavet |
stuehuset er ældgammelt uden i mindste måde at være imponerende uagtet det i gamle dage måske helt op til vikingetiden har huset mange adelige slægter |
bygningen som den nu står er kun n etage med kælder og kvist midt på facaden |
den har få vinduer med små ruder og en snurrig gammel jærnbeslået indgangsdør halvt i kirke halvt i fængselsstil dertil røde forvitrede mure hvor gammelt mos og store græstotter føre en frodig og uforstyrret tilværelse |
gårdspladsen er ødsel stor delt i midten af en anselig dam eller park altid rigt dekoreret med svømmende gæs og ænder |
det hænder af og til at en flok vildænder slår sig ned her så at ejeren fra sine vinduer kan nyde jagtens glæder |
rummene indenfor er ubekvemme og så store at man i mørke dage knap kan overse værelsernes fjerne kroge |
men om vinteraftenen når den store ovns varmende lue med sit flakkende skin oplyser dagligstuen er her i disse dunkle kroge en drømmeplads som man ikke kan ønske sig bedre |
især når en snestorm udenfor hylende og hvirvlende farer hen over den flade egn for at tørne imod klitterne og piner sig ind og ud imellem de lunefulde rækker til det skummende hav hvis bølger tårne sig som om de i et rasende stormløb ville opsluge jorden |
man kan ikke ønske sig noget smukkere akkompagnement til en drøm end tonerne i denne grandiose koncert |
sikkert er det ikke noget for de atlask og kjoleklædte tilhørerinder og tilhørere i en elektrisk oplyst koncertsal men til gengæld er det alt for dem der med åbne øren forstå at tyde naturens mægtige røster |
så intensivt opfatter stundom jyden som er født og lever på disse steder dette ville kor at øret aldrig slipper det men fører det med sig og uden alle fonografers hjælp hører det alle vegne længes derefter higer tilbage dertil som til længslens ville blå blomst |
i det hele har vestjyden en kærlighed til sine store melankolske egne som næppe nogen anden af danmarks beboere i de mere rige lykkelige egne |
måske på grund af de store vandmassers nærhed har gården den gamle søgård navn herefter |
sagnet ved også at fortælle om at her i længst forsvundne dage var et sørøverhjem |
ingen levninger af gamle mure fortælle dog om at søgård nogensinde har været en befæstet borg |
ude i det store bassin som ringkøbing fjord danner lå fordum skibene altid færdige til at stikke i søen så snart der var et bytte at hente på de våde veje eller en fare fra landsiden at undgå |
alt dette er for længst forbi |
ejeren er i den grad en fredens mand at han skønt ikke så langt fjærnet fra vor sydlige grænse ikke kan begribe at noget forsvar eller værn er nødvendigt for vort en gang i fjerne tider så berømte og selvstændige land |
tempora mutantur |
proprietær lasson er når man tager ham for hvad han er en brav mand |
han er i de tres sports og idrætsmand |
dernæst er han man kan sige opdrætsmand hans besætning af røde køer ude i danmarks fedeste enge er berømt særlig syd på hvorfra køberne komme i flokke |
dernæst er han pengemand men først og sidst en ægte fuldblods jyde snild fiffig beregnende og meget langsom til at ytre sig især når det drejer sig om at tage bestemt parti eller markere en bestemt stilling |
al politik dette de sidste års altopslugende al anden interesse nedbrydende problem står han således udenfor at han ler i skægget ved at sejle snart i højres snart i venstreskjølvand alt eftersom hans sunde fornuft eller egen fordel kræver det |
selvfølgelig har han aldrig trods utallige opfordringer været rigsdagsmand eller i det hele optrådt på valgtribunen |
og alle fristende tilhviskedee løfter om røde og hvide bånd om kors hist eller her om titler f eks hele skalaen med jagt og jæger foran sig har han afvist som en helt for til sin dødedag fri og frank at traske omkring på sin egen jord i træsko eller lange støvler ganske som det måtte behage ham |
derfor er han i fuldeste mål en fri mand |
og i virkeligheden er flan deroppe som han udtrykker sig den eneste potentat som han fuldt ud erkender og mener at have mellemværende med når regn eller solskin kulde eller varme kommer ham akavet i høsten eller ved gårdens drift |
han blev enkemand for nogle og tyve år siden og har så vidt vides kun en gang siden da været udsat for erotiske tilbøjeligheder |
en ung fattig mejerske foretrak mærkelig nok den lige så fattige og mere jævnaldrende forvalter krause for den rige lasson |
siden hin begivenhed fik han noget imod kvindfolk blev nonchalant i sin påklædning og mindre godhjertet end før |
rigtignok gik han lidt senere i en meget kneben kaution for krause som etablerede sig på en gård nord på med trange utaknemlige jorder men nægtede hårdnakket senere at komme ham til hjælp da dårlige år og slet høst i forbindelse med total mangel på kapital så at sige tilintetgjorde begge de unge folks slid og møje |
tomhændede som de begyndte måtte de forlade gården med deres lille datter toge derefter bort fra egnen for at forsvinde et sted på norges barske vestkyst hvor den unge kone havde en gammel gnaven onkel der i bunden af en af de tusende fjorde der splitter hele kysten havde en liden bedrift |
lasson havde en søn som han på en gang tilbad og frygtede idet han vexelvis forkælede og formanede beundrede og hovmestererede ham |
aldrig var det faldet ham ind at denne søn kjeld fabritius kunne og burde blive andet end hans efterfølger og arvtager og havde han anet at hans eksperiment med at sætte ham i latinskole skulle få det udfald at han en skønne dag ovenpå at have set ham som juridisk kandidat yderligere skulle modtage den vordende ejer af søgård som en elegant skoleofficer da var han aldrig i verden kommen ud fra den hjemlige tugt og arne |
alene at tænke sig at denne søn ikke havde den ringeste interesse af alle de berømte røde behornede individer ude i de store enge ikke brød sig noget om hvor fede eller hvor magre de vare ja ikke en gang om størrelsen af det uhyre antal hvori de opmarscherede det var så forsmædeligt at der gaves øjeblikke hvori han privatissime holdt forhør over sig selv og sin afdøde hustru om dette også kunne hænge rigtig sammen |
jo hans paternitet lod sig ikke bortræsonnere han vidste det med sig selv |
men ubegribeligt var det så meget mere som hans afdøde halvdel aldrig havde haft andre ønsker eller en anden vilje end hans |
hendes fader en forgældet landmand med et v foran sit navn og ejer af en forsømt nabogård havde været ligeså lykkelig som datteren over at partiet kom i stand |
alle jorderne derimellem en smuk plantage af fyrretræer i klitterne smeltede sammen med søgårds og faderen forduftede kisteglad med sin lille kapital til sin slægt i holsten medens datteren i fuldt mål nød alle glæderne ved at være i besiddelse af det store jordegods |
men så kommer sønnen en smuk fuldblods fyr som ikke bryder sig det bitterste om at fortsætte denne rønde på besiddelserne for at udvide eller forbedre dem |
han føler sig langt mere tiltalt af at slå sig ned og begynde at nyde af de masser der alt ere opsparede end yderligere at forøge dem |
han sværmer mere for helt og halvt blod i ædle heste end for det uhyre behornede kompagni på engene |
og han har en ubændig lyst til at få sig et sejlskib på fjorden for stundom at befare det åbne hav |
livets forhåbninger er som en perlekrans med store skønne perler og enkelte små iblandt |
det er kun få givet at bevare dette dyre smykke med enkelte perlers forlis og der er vel ingen for hvem snoren ikke bristede flere eller færre gange medens kransen snævredes ind |
for enkelte holdt kransen sammen gennem lange tider det så undertiden ud som om den kunne være uforgængelig |
så kom der pludselig et lille knæk og den ene perle efter den anden trillede tungt ned uden at snoren atter kunne knyttes før den ene perle var borte var den næste allerede i fuld fart efter den |
kun nogle uanselige små blev tilbage |
da sker det stundom at de mest uanselige på den bare snor stråle med et så ædelt farvespil at de give erstatning for alle de tabte |
den dag da lasson fik sin søn hjem på et kort besøg som ung artilleriløjtnant gik der et brist på hans forhåbningers perlekrans men snoren det var dog kun et tidsspørgsmål holdt endnu |
kjeld fabritius som han helst kaldte sig havde været på den uundgåelige rønde med sin fader omkring på alle gårdens enemærker |
betydelig skuffet følte den gamle sig da kjeld erklærede at han var træt netop som de skulle til engene og han undlod da heller ikke at ironisere over at kjeld kunne være medtaget over så lidt |
i stedet for at følge markvejene sloge de ind på en bugtet sti der førte til gården |
i virkeligheden var den længere end passagen ned over engene noget den gamle tænkte men ikke sagde |
det var en af disse så skønne efterårsdage at man har benævnet dem indiansk sommer |
kjeld som gik bagerst indåndede i lange drag denne rene styrkende luft medens hans blik i fuldt mål opfangede naturens skønhed |
ud og ind i bugter gik det langs lønborg å en gang imellem måtte de over et gangtræ når den i vild lunefuldhed ligesom dannede en krølle om sig selv |
over lyngen og over agrene lå efterårets blinkende slør den flyvende sommer udspændt med sine milliarder af blinkende dråber så man over den vidunderlige pragt glemte at raillere over at egnen ind ad landet til er flad som en pandekage |
ud mod havet tegnede de hvide klitrækker sig som lysende bjærge i horizonten nærmere himlen end jorden syntes det og det blå vand i fjorden foran dem tonede højt i den lette østenvind medens en sagte brummen lød dæmpet fra havets evige bølgegang bag klitterne |
hvor her dog i grunden er smukt jeg har aldrig før lagt således mærke dertil |
udbrød kjeld og stod stille |
ja her er s gu pænt nok hvis man kunne leve af det |
svarede lasson med et halvt fortrædeligt halvt gemytligt smil og traskede videre |
der var en næsten humoristisk forskel mellem de to |
lasson var af middelstørrelse bred uden at være svær godt ved magt uden at være tyk |
velkonditioneret som en af de firbenede på engene |
hans ansigt havde nærmest ingen træk |
man lagde kun mærke til et par lyse øjne grå eller blå halvt tilslørede af buskede røde øjenbryn med enkelte lange hvide hår iblandt og en lang mund med smalle læber inden for hvilke nogle stærke grøngule tænder skinnede frem |
øjnene vare mærkelige ved det rolige lys der skinnede ud af dem |
undertiden var det som brændte der en ild nede på deres bund men blikket tabte dog ikke sin ro |
det kunne være som om pupilerne udvidede sig af den skjulte ild så de fik en mere gennemtrængende seevne |
nogle små røde og grå melerede tæt klippede bakkenbarter omrammede hans vejrbidte brune kinder |
hans hænder vare små og næsten lådne hvad der i mythesproget skal betyde rigdom |
hovedhåret var glat og fint og nøjagtig følgende den lille runde hovedform |
når han en sjælden gang kom i pudsen var han efter folks mening en pæn lille mand men til fortrolighed indbød han aldrig der var ligesom en ring uden om ham |
hans væsen var altid det samme stille og tilbageholdende |
i alle henseender dannede sønnen den mest fuldendte kontrast til ham |
han var lidt over middelstørrelse og så fuldkomment bygget og hærdet gennem al sport at han i sin gang og alle sine bevægelser var som føjet sammen af stålfjedre |
et brusende dunkelblondt hår omgav et på en gang godt og udmærket intelligent ansigt |
panden var bred og glat med smukke let hvælvede øjenbryn over et par brune øjne i almindelighed blide men så trolig gengivende enhver sindsstemning at de ved lejligheder afspejlede alle lidenskaber trods den øvrige personligheds beherskelse |
næseryggen fin og så let bøjet at profilen beholdt den lige linje |
munden stor med tætsluttede fyldige læber og fuld af karakter |
hagen bred og kraftig med en lille indsnævring under underlæben så munden fik et fyldigere udseende og blev som det hedder i almuesproget en kysselig mund |
en kløft i hagen dannede en smuk afslutning til ansigtet og en fin begyndelse til halsen |
engelske wiskers af en brunrød farve rundt om et velplaceret fint bygget øre fuldendte dette ualmindelig behagelige ydre |
man udbrød ikke når man så ham hvilken smuk mand 1 der var intet enkelt hos ham der straks faldt i øjnene det var ensemblet men jo mere man betragtede ham des mere forbavsedes man over den ualmindelige harmoni der var i hans legemsbygning i hele hans gode habitus |
han tålte at blive dissekeret som kun få dødelige man ville ikke støde på nogen uregelmæssighed og uvilkårlig blev man slået af den tanke at hvis det åndelige svarede til det legemlige da måtte man have urtypen fra mesterens hånd for sig |
man forstod til nød at sønnen kunne have sådan en fader men man begreb ikke at faderen kunne have denne søn |
kjeld blev stående medens den anden traskede videre tilsyneladende i samme tempo men i virkeligheden så raffineret at hvert af hans trin kun havde halvdelen af deres almindelige længde hvorfor afstanden kun blev diminutiv |
at vende sig efter sønnen ville han have anset under sin værdighed men i måden hvorpå han hver gang gjorde en indbydende svingning med sin stok idet den berørte jorden gættede kjeld at han ønskede at tale nærmere med ham |
men det var ikke sønnens hensigt at gøre ham sagen så let han ville i det hele ikke begynde samtalen |
kjeld var først ankommen til gården den foregående aften og havde efter almindelige små velkomsttalemåder begivet sig til køjs |
han kom først op efter frokosttid som var 9 og gik straks derefter med ud og beså gårdens herligheder det eneste helt hvor lassons veltalenhed satte blomst en evighedsblomst tør og stiv og altid lige kedelig for sønnen |
de mange brændpunkter mellem fader og søn vare endnu ikke berørte og end ikke den sidstes strålende uniform havde tilsyneladende gjort det mindste indtryk på den gamle uagtet dens mindste detailler nu vare ole lasson lige så bekendte som de vare det for selve bæreren af hele herligheden |
dette var det første store brændpunkt så at sige indledningen til alle de følgende |
hvad lasson tænkte om at hans eneste søn og arving medens han aftjente sin værnepligt i fuld uniform begav sig op på universitetet og med glans tog sin mundtlige juridiske eksamen er ikke til at beskrive |
han følte sig på en gang gennemsyret af en så målløs forundring og beundring at han for første gang lod sig henrive til et kraftudbrud så ubetimeligt som vel muligt idet han ved en festmiddag i præstegården besvarede værtens tale om at han håbede at den begavede kjeld ikke i juraen havde tilsat sin barnetro med et ja hvem skulle tro at den fandens knægt var sådant et jærn 1 men det forstår sig han koster også så øjnene løber i vand på mig |
End of preview. Expand
in Dataset Viewer.
- Downloads last month
- 2