Datasets:

chcaa

/

memo-canonical-novels

like 0

Follow

Center for Humanities Computing Aarhus 17

1871_Bergsoee_ISabinerbjergene_1

Vilhelm

I Sabinerbjergene

Bergsøe

Bergsøe

I Sabinerbjergene

male

1871_Bergsoee_ISabinerbjergene_1.pdf

Vilhelm

Bergsøe

dk

I Sabinerbjergene

Breve fra Gennazzano

n

gothic

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Gennazzano, den 12te April 1883. Kære Søren! Den niende hujus holdt der i ripettaen * ) udenfor 0l8n clszii artiøti et højst mærkeligt kjøretøi. Jeg ved ikke, om du nogensinde dybt inde i Jylland har truffet en eller anden præst, svin, fjernt fra mennesker og fjernt fra sit anneks, har arvet et oldtidsagetoi fra sin formand i kaldet. Jeg ved ikke, om du kender disse gamle karosser med de høje, rødmalede hjul, de skutryggede akser og denne forunderlige mellemting af en kasse og en æske, der, dækket af et ruf og hængt op i nogle sprukne seleremme, synes at være en bedrøvelig parodi på de elegante herrcgårdsekvipager, til hvilke det på enkelte højtidsdage er nødt til at slutte sig. „ Frem ined præstens gamle rumlekasse! “ hørte jeg engang en skrammereret godseicrtjener udråbe, og „ Frem * ) således kaldes den af roms tre hovedgader, som fra piazza del popolo lader imod syd nærmest Tiberen. med præstens gamle rumlekasse! “ klang det i mit stille sind, da jeg den niende April om morgenen klokken syv så vetturinen holde udenfor nr. K9 i ripettaen. Ned kom min ven, Otto lind, og nu begyndte stuvningen. Først malerkasser, så hatteæskær, så en svær koffert bagpå, et hent staffeli ovenpå og en to, tre badsække af tvivlsom størrelse indeni. Så kom randsier, mantclsækkc, rejsekapper, madkurv, flere malerkasser og flere skizzeboger, indtil lind, hvis faible for bagage du kender, sad på et lille flyttcdagslæs med fare for at stod hovedet igennem ruffet. Således var vort opbrud til bjergene, og stor morskab forsfaffcdc det de romerske gadedrenge og tiggere, der hvert øjeblik stak hovedet ind ad vinduet far bedre at tage os i øjesyn. Endelig rumlede vi da afsted, ned ad den lange ripetta, over piazza Navone, forbi cvlossco og carracallas bade, jeg mindre beundrende disse mig nu så bekendte kolosser end målende faren ved at få staffeliet i hovedet eller en malerkasse over benene, hver gang vognen skumplede hen over hullerne i den ujcvne, antike stecnbro. Du har måske, kære Søren, endnu en dunkel erindring om, hvorledes strandvejen støvede, førend den blev vandet, eller hvordan gamle kongevei støver den dag i dag; men hvad forslår det imod støvet på en romersk landevej? Tænk dig, at man fra København og til Klampenborg anbragte to paralleltlvbende, seks alen høje mure, hvidtede disse over med den hvideste muurkalk og for afvekslings skyld hist og her afbrød dem med høje portgittcrc af jern. Tænk dig dernæst, af man fyldte det tolv eller seksten alens rum imellem disse mure » med et mange tommer tykt lag af det allerfineste vulkanske støv, guulgråt som Aske og fygende som flyvesand. Tænk dig endelig, af man lod en drift okser, får eller goder kampe foran vognen for at bringe røre i dette stovhav, og du vil da, når du hertil lægger en blændende sol og en brændende hede, have et nogenlunde fyldigt billede af en vetturinkjorsel på de første fire miglicr fra rom. Henimod middag nåde vi osteria di Colonna, vansmægtende af tørst og med en. inderlig forvisning om, af i det mindste vi vare støvctø børn. Vognen blev trukken hen i et sknur, vetturinen forsvandt i skjænkestucn og overlod os til en syv, otte lemlæstede tiggere, alle lurvede karle, der så ud til af have stor lyst til af undersøge, hvormed vore kufferter vare fodrede indvendig. Otto, som har været i Felten, stod forpost, og jeg løste af uden andre våben end smørrebrød og vin, som vi fiskede i madkurven til stor forargelse for vetturinen, der heri så en fornærmelse imod den „ Naturalforplcining “, som fandtes opdækket på et skident bord foran osteriet. Fra den lille by Colonna, hvorved osteriet ligger, begynder vejen at stige. Campagnen med dens kuppelformige højder, dens brede, græsrige dalstrøg, begynder her at vige for bjerg karakteren. Stigningen bliver efterhånden mere brat, vejen mere og mere indskårcn i de mørkebrune, bløde og afrundede tufmasser; endelig vige også disse, den hvide, kisclholdige kalksten med dens mange revner, ridser og blærehullcr begynder at træde frem, og nu er vi over grændsen, vi have forladt campagnen og befinde os i sabincrbjcrgcnes yderste afhang, stadig stigende opad imod de bjergkamme, hvis højeste tinder sncelyscnde træde os i møde i solglandsen. Ja, kæræ Søren, vi vare i bjergene, det måtte vi bekende! Længe havde betturinhestcnes bjælder klingret muntert og fornøjelig rinder et rask, undertiden endogså skarpt trav. Nu begyndte de at lyde dæmpet og sørgelig, først på den ene, så på den anden hest, travet gik over til fodgang, og dette atter til den næste skridtart, hvis man forresten kan kalde det at stå stille for en sådan. Efter nogle øjeblikkes betænkning syntes vognen at så stor lyst til at køre tilbage ad den vej, hvorfra vi vare komne, hvilket tvang os alle, med undtagelse af vetturinen, til af stige ned før derved af lette hestene byrden. Først gik vi ved siden af vognen, så måtte vi holde på vognen, og endelig måtte vi skyde bagpå vognen, — ja til sidst måtte vi endog tage nogle af vore kasser på ryggen, medens vetturinen under eder og pidskesmeld hamrede løs på de udmattede dyr, idet han samtidig gav os den trøstende forklaring, af han i reglen kørte dette stykke vej med fire, men i dag kun havde havt to til sin disposition, fordi de to andre skulle hen og velsignes. Himlen, som hidtil havde været klar og skyfri, begyndte af grånc, og ude over bjergene, de samme bjerge, der før havde vinket os med deres hvidglimtcndc tinder, trak den ene mørke sky sammen efter den anden. Først forsvandt den lille flække Rocca di cavi, der længe havde hængt som en solbelyst ørnerede på bjergets øverste spids, så gik capranica samme vej, og endelig hyllede det lavere liggende cavi sig i blygrå tågemasser, der lidt efter lidt ligesom væltede sig frem imod os. „ Det bliver dårligt vejr, “ sagde padroue Luigi, som med stoisk ligegyldighed lod os skyde på vognen, medens han selv filosoferede fra bukken. „ Der bliver ikke en tor trevl på os, “ bemærkede Otto, som for havde været i bjergene. „ Å, det bliver vel næppe andet end tåge, “ mente jeg, der ikke havde været der for. Næppe havde jeg udtalt disse ord, førend en regndråbc, så stor og tung som en hasselnød, traf mig lige i ansigtet. Efter den kom der to med en sådan kraft, af de øjeblikkelig slog igennem toict, og nu var enhver frelse umulig. Son: et regnfyldt tågetæppc rullede skyen fra bjergene, brusende som en douche, hen over os og langt udover campagnen. Dagen blev pludselig til aften, den terre landevej til en muddrct strøm, og vi, der havde søgt ly i karossen, til noget mere end druknede mus. Aldrig havde jeg troet, af det kunne regne således. Det var, som om dråbcrnc forenede sig i luften for i hele strømme af udgyde sig over os; intet tag, intet ruf kunne holde ud imod en sådan syndflod. Efter en ti minnters forløb svømmede alt, levende og livløst, imellem hinanden. Hattcæsketnc androg på skilsmisse imellem låg og bund og fik den allernådigst bevilliget, staffeliet gjorde revolution og ' flød ned gra ruffet, ja det var, som om vognen havde fået en læk, som om vi sejlede og allerede havde en fod vand i lasten. Det var ikke muligt af se noget, hverken tilhøire eller til venstre, hverken forud eller bagud, og således blev hele min erindring om cavi knn den, af vi kørte under nogle tårnhøje sluser, hvis strømme med et vandfalds buldrende lyd styrtede ned over os. Tættere og tættere blev mørket, stærkere og stærkere strømmede regnen ned, og endnu havde vi et godt stykke fil Gennazzano. Da klang et pludseligt „ Holdt “ udenfor vogndøren. Padrone Luigi stoppede hestene, Otto stemte for røvere, jeg derimod for, af vi vare på veje fil af gå ned ad en eller anden bjergskrænt. Ingdn af delene var imidlertid tilfældet; efter en kort parlamentere », som viste os, af vi endnu vare meget ukyndige i det italienske bjcrgsprog, blev vogndøren reven op, og en lille, rund, trivelig byldt med en abatehat på hovedet stukken ind fil os. Der lød et kort » Lønsats, sianorø! «, døren smækkedes i, og afsted rullede vi i regn, mulm og mørke, medens bhldtcn ved enhver bevægelse bragte vandet fil af drive endnu stærkere ned « d os. Hvor længe vi således kørte, hvad byldten fortalte, og ad hvilke forunderlige veje vi til sidst ankom til Gennazzano, det ved jeg ikke; kun erindrer jeg, at jeg af og til så store kastanictræer, fantastisk formede klippeblokke og hørte en flod bruse dybt under mine fødder, omtrent ti minuter for vi gjorde holdt. Neppe vare vi på vort bestemmelsessted, førend nye ulykker styrtede ind over os. Byldten trillede ud af vognen, tabte abatchattcn og gav sig til at græde, Otto trådte en af fine mnlerknsscr itn, jeg faldt over staffeliet og fik derved en praktisk prøve på det i gcnnazzano anvendte brolægningssystem. Heldigvis havde vi gjort holdt lige udenfor bannutelliernes hus på en plads, der, som jeg senere fik at vide, bar det fordringsløse navn af „ Piazza imperiale “. Der var ikke en sjæl for at tage imod os, der var ikke en lygte til at lyse for os, ja, der var ikke engang en hund til at gjøe ad os — der var kun nat, kulsort mørke og regn, drivende regn, hvor vi så hen. Heldigvis var padronen godt lokaliseret, og ved at tage ham i kappefligen og forresten føle os frem med fodspidserne, lykkedes det ' os at komme ud af det imperialsfe uføre og nå en høj stentrappe, om hvilken Otto gav nchz den trostcrigc oplysning, at han her havde været nær ved at flække hovedet den foregående sommer. Endelig nåde vi døren og kom ad en ny stentrappe op i et stort køkken, på hvis åbne skorstcen der flammede et mægtigt bål. Omkring dette sad forskellige personer, som alle for op med stærke og lydelige begeistringsytringcr, da de så Otto træde ind. Der blev en snakken, omfavnen, visen vej og løben frem og tilbage, alt sammen uden noget synligt mål eller biede, hvorunder jeg følte mig ganske tilovers; thi Ottos korte præsentation af „ Signor guiclmo “ Frembragte ikke nogen synderlig virkning. Du ved vist bedst selv, kære Søren, hvor forunderlig tilovers man kan søle sig under nye og fremmede omgivelser, navnlig når der til disse kommer nye og fremmede ansigter. Heller ikke skal jeg nægte, at det første indtryk her var absolut ugunstigt. Når man fra en eller anden af roms højder seer ud over de blånende bjerge, hvis konturer på en så forunderlig måde synes at smelte sammen med de bagved liggende skymasser, da får man undertiden en fornemmelse af, af der, langt ude blandt disse bjerge, ligger alfehavcn gemt, hvor der kun er lys, solskin og et evigt forår. Jeg idetmindsfe havde i min danske fantasi udmalet mig „ Bjergene “ som noget absolut herligt, noget lysende, frit og løftende, hvor der ikke kunne tænkes nogen forandring, og under sådanne omstændigheder er det altid farligt af blive gennemblødt; thi intet formår således af afkøle fantasi, begejstring og enhver anden varmende følelse son: en skylregn, der går til skindet. Selv efter at vi havde fået alle vore sager bragte ind i huset og med nogenlunde tørre klæder sad ved aftensbordet, selv da kunne jeg ikke rigtig forsone mig med min skæbne og tænkte flere gange på, om jeg ikke for ubesindig havde lyttet til Ottos glimrende fremstillinger, og om ikke Napoli havde været et fuldt så hyggeligt opholdssted. Selv det lokale, hvori vi indtog vort aftensmåltid, var ikke skikket til af få tankerne til af flagre og vække lysere forhåbninger. Tænk dig et uhyre stort, firkantet rum, noget koldt og kun oplyst af en eneste trcarmct, men osende romersk lampe. Tænk dig endvidere dette store rum befolket af et antikt skab, en kommode, et par stole, et enligt spisebord og et møbel, der seer ud svin en mellemting af et chatol og en servante, og du har et billede af, hvad vi meget fornemt kalde „ vor spisesal “. Heller ikke vare de raritctcr, som bordet frembød, i nogen synderlig grad skikkede til at vække en livligere stemning. En gammel gcdemælksost, et par stykker salt og feigt lammekød, noget feigt og saltet thnnfisk og et mislykket forsøg på koteletter var hele herligheden, og det vil derfor ikke undre dig, at jeg som en hemmelighed betroede Otto min tvivl om at kunne udholde blot otte dage herude. Otto er, som du ved, mcnncskckendcr; han vinkede ad Thomaso, en stor, stærk, rødmusset dreng, husets arv, og hviskedee ham et par fortrolige ord i øret, hvoraf jeg kun opfangede det meget tvivlsomme » il pivouratoro «. Otto afviste alle mine spørgsmål med en scirhcrrcs mine, og kort efter vendte arv tilbage med to langhalsede kurvcflaskcr, som han bar på en lille stok. Det var vinen. Der er nu den underlige ting ved de italienske vine, bedste Søren, at de vise sig stridige og trodsige imod enhver forscndcn til fremmede lande. Bløder man dem derimod i deres eget hjem, da kan jeg ikke ligne dem ved andet end ved en mild og gæstfri hunsmodcr, som med venlige blikke og varme håndtryk byder en velkommen og i et øjeblik oplader husets hyggelighed for ham. Den gode romerske vin bernser ikke let; cihcllcr gør den en tung og døsig som de hede sicilianske vine, den har på en vis blande champagnens natur uden af have dennes evne til af boble og bruse med skinnende Perler. Den varmer, ildner og bcgeistrcr, den løber som en varm livsårc lige ud i fingerspidserne og vender så tilbage til hjertet, som den fylder med håb og bcgcistrende drømme. Otto er som sagt mcnncskckender; han havde valgt den rette medicin til rette tid og på rette sted, og det eneste, der undrede mig, var, af en så ren og uforfalsket drue, et sådant alt had og nag dæmpende tryllemiddel kunne komme fra en „ Prokurator “. Længe sad vi således i aftenens stilhed, lyttende til den faldende regn og dampende af vore indsmuglcdc cavour-cigarcr, samtalende om emner fra hjemmet og læggende planer for den nærmeste fremtid, — da hørte vi pludselig under os en dæmpet hulken og jamren som af børn, der led nød, og kort efter fnlgtcs denne af tunge trin og en forunderlig lyd som af hikke, Hosten og snøften, blandede imellem hverandre. Jeg ville jnst spørge Otto, hvorfra disse underlige toner kom, da jeg i det samme henne i hjørnet af den halvmørke stue så gulvet hæve sig i vejret, og ligesom man fortællær, af iorden i arabernes telte ved Nilen undertiden brydes op af en eller anden overvintrende krokodil, således kom der her en sortklædt skikkelse frem, som, efter at være stegen helt op, med umiskendelig forbavselse betragtede både Otto og mig, idet han uafbrudt svingede en slukket lampe frem og tilbage i den venstrc hånd, medens hans hoirc omfattede en stok af usædvanlig længde og tykkelse. Uvilkårlig rejste Otto og jeg os op for af gøre honneurs for denne uventede gæst fra underverdenen. Han på sin side syntes med stort besvær af ville gøre det samme for oø, og således stod vi i halvmørket, bukkende og skrabende for hinanden, uden af der kom nogen synderlig forklaring ud af vore gestus. Min forsfe tanke faldt ganske naturlig på røvere, men personen havde aldeles intet novermæssigt ved sig; tvertimod så han så civiliseret ud, af det næsten forbavsede mig af skulle træffe en sådan type i gcnnazzano. Hans høje, sorte hat, hans dito frakke, vest og benklæder, hans cmbcdsmandige mine, alt sorte tanken i et nu hen på det store omsvobsdcpartemcnt af Pas og toldsagcr, og jeg spurgte ham derfor, om han måske ønskede at se vore pormosso ' er. „ Af nej, “ svarede han med en afværgende håndbevægelse, „ det behøves ikke. Jeg er ikke pasofficiant, men kun en stakkels eanokliiors * ), som trænger til olie. “ Sekretnir hos en højere stillet embedsmand; bysfrwer. Otto og jeg så på hinanden med en usikker mine, og manden vedblev, støttet til sin stok, at svinge den tomme lampe frem og tilbage. „ Jeg er en stakkels oancouiors, “ gentog han efter en panse, „ som er kommen noget sent hjem iaften. Lampen hos mine børn var gået ud, og de græd, fordi de vare bange for at være i mørke. Tillader de, at jeg låner lidt olie hos dem? “ Med disse ord bøjede han sig over bordet, langede olieflasken ud af platdcmcnagcn og heldte uden videre hele dens indhold ned i sin lampe. Lyset faldt under denne manøvre klart og skarpt på ham. Det var en mand på hen ved et halvthuudrcde år, af stærk, næsten hcrkulisk legemsbygning, med stridt, stålgråt hår, der var klippet ganske tæt. Hans ansigt havde et udtryk af venlighed og jovial godmodighed, som dog dæmpedes noget af et par gnulgråe, forskende og ransagende øjne, der ligesom sad på lunr mider et par stærktbuskcde øicnbryn. Hans teint var for en italiener usædvanlig klar og rødmusset, og hans noget store blnnd fremviste et par tandrader, som ingen dentist sknlde skamme sig over. „ Jeg er en stakkels oanoelliero! “ gentog han for tredje gang, idet han tog plads ved siden af mig. „ Tillader de, at jeg låner et glas? “ Otto gav ham et, men da et tomt glas under slige forhold og i godt selskab må anses for at være en fornærmelse, „ lånte “ jeg ham tillige vin og fyldte det lige til randen. Han så et øjeblik på mig med et gennemtrængende blik, tømte så glasset i et eneste drag og sagde derpå åndsfraværende og ligesom hen i luften: „ Jeg er en stakkels oanoeliioro! “ „ Så? “ sagde Otto deltagende og hviskedee på dansk til mig: „ Det var fjerde gang. “ „ Ak ja, “ gentog den fremmede med et stærkt præget udtryk af sorg i sit ansigt,, „ jeg er en stakkels, gammel, fattig oanoolliors med fem børn, som jeg ikke ved, hvorledes jeg skal forsørge. Ak, min kone var så nng, så smuk og så dejlig, da hun døde; det er nu mange år siden. “ „ Det gør mig hjertelig ondt, “ svarede jeg deltagende. „ Døde hun her i gcnnazzano? “ „ Nej, “ svarede han, „ hun døde i Norma, hvor jeg dengang var ansat; jeg kunne ikke holde ud at væ ' re i de » By, hvor hun var død, og så flyttede jeg hertil. Derved tabte jeg det halve af » lin gage og har nu kun femten scudi om måneden. det er ikke meget for en fængselsdircktcur, når hun har fem børn at forsørge. “ Tårerne kom ham i øjnene oed disse ord, og Otto fyldte bevæget hans glas. Denne gang lod han det stå nrørt og trak et stort, blåtærnct lommetørklæde op for at tørre sine øjne. Jeg tror, at synet af dette hjemlige, blnatærncde stof fordoblede den deltagelse, hvormed jeg havde fulgt hans ord, og jeg spurgte ham, om vi ikke kunne være ham til hjælp med noget. „ Tak, “ svarede han, „ jeg kan virkelig ikke tage imod hjælp af fremmede. Jeg har gjort mig det til regel, ikke af tage imod hjælp uden i den hårdeste nød; men denne er virkelig tilstede, og en scudo ville altid være velkommen, ikke så meget for min egen som for mine børns skyld. Tillader de, af jeg låner en cigar? “ Med en sørgmodig mine stak han cigaren i munden, mønten i vestelommen, trykkede Otto og mig erkjendlig i hånden, greb sin lampe og forsvandt atter gennem lemmen, som med en dump lyd lukkede sig over ham. Hermed, kære Søren, var den første dag forbi udi Gennazzano; dog kan jeg endnu meddele dig, af jeg sov udmærket den nat, men først efter at jeg havde ransaget mit sovekammcrgulv, for ikke af blive et offer for nye, fra underverdenen opstigende ånder. Den 15de April 1863. I tre dage har regnen uafbrudt strømmet ned og været nær ved af bringe os alle til fortvivlelse. Som en rivende strøm har den svulmet henad gaderne, den har fået floden til af stige over sine bredder og forvandlet den lille å på den anden side bakkekammen til en ganske anseelig strøm. Nu er det hele forbi, og du gør dig ingen ide om, brave Søren, hvilken utrolig forskel der er på i dag og i går. Igår var alt gråt i gråt, luften var opfyldt af den uafladelige rislen og hvislen, som regnen frembragte, folkene i huset sås kun sparsomt og da dyngvnade i drivende kapper. Den stakkels gamle oanosllmro, som Otto og jeg have haft ret hjertelig ondt af, var så totalt forsvnnden, at vi nærede en begrundet frygt for, at han med så meget andet gammelt skramleri var sejlet ud i floden. Nu derimod, hvilken klarhed, hvilket lys, hvilken gjenncmsigtighed i luften! Jeg står på min altan og lader blikket glide ud over egnen. Vort hus er bygget på en klippe, og i stærkt skrånende terrasser falder denne af imod den vej, som løber udenom byen. Klippen er Tut, altså frugtbar og med muld > på mange steder, ja endogså med en lille havcplct lige under mine vinduer. Så kommer dalen, bred, yppig og grøn. Alan kan ikke se floden, da den har skåret sig dybt ned i tnfmassen, men høre den kan man endnu. På den anden side hæver terrainet sig og danner en lavere bjergkam med afrundet ryg. Denne er dyrket overalt. Jeg kan fra mit vindue tydelig kende vinen, figenerne og oliventræernes vredne stammer, der ligne de gamle pile hos ' os. Imellem disse slå ferskentræerne, fulde af blegrøde blomster, og deres Duft bølger over dalen og bæres af den lette forårsvind op imod mit vindue. Luften er så mild, så lun, så sommerlig varm og dog så frisk efter den faldne regn; enkelte små bomnldsskycr drive af og til hen over den mørkeblå himmel som regnskyernes sidste marodeuren. Under min loggia klattrc de vævre geder behændigt omkring for af afnippe skuddene på de unge figen, der sclvsåcde vælde frem overalt. Nede på vejen driver en enkelt Bonde sit sværtlæsscdc mulæsel op imod byen, og et par piger med deres kobberconchacr på hovedet hilse ham skjelmsk, idet de slå om ad vejen til kilden, og en sort, gryntende gris med et tov om maven følger dem i hælene. Langt ude i horisonten ligge hvide, skinnende skymasser, og jeg begynder allerede af ængstes for en fornyelse af regnen. Jeg kan imidlertid spare min frygt; Otto fortæller mig, af det er volskerbjcrgenes snedækkede tinder. En sådan morgen, en sådan intensiv følelse af Italiens naturskønhed er alene den hele rejse værd. Nyst støvet af din krogede ryg, kære funtus, og ret den i vejret! Slå nogle af dine gamle raderinger i hartkorn, og lad så madame Jensen sørge for resten; men selv må du komme herned for af dele min lykke, selv må du indånde denne rene, krystalklare bjergluft og drikke af prokuratorens vin. Gør du dette, da vil du have fundet foryngelsens vande, og der vil endnu kunne blive et menneske af dig. Farvel! Din hengivne osv. Gennazzano, den 20de April 1863. Kære Søren funtus top! Bliv ikke ræd over af se dig anført med alle de navne, som du i dåben haver annammct. Bliv ikke bange, siger jeg, selv ikke for navnet funtus, som, mellem os sagt, er et af de mesf fordømte og forunderlige navne, jeg nogensinde har truffet på, og som ene kan lignes med det navn: semprififa udi vaudevillen. Når jeg gør mig den ulejlighed af nævne dig med alle dine navne, kære top, da er det for af bringe en høitidsstemning ind i dit sind, for af > belave dig på, af der er sket noget usædvanligt, som du skal modtage med andagt. Og dog, i samme øjeblik falder det mig ind, af du er værre end en tyrk og en hedning, ja selv værre end et af mormons børn; thi disse vide dog, af kvinden er flabt til mandens fryd, og af man ingen ret har til af snegle sig sammen som et pindsvin, når skønheden træder os i møde. Det hjælper ikke, af du stritter imod, bedste top! Du kan i det højeste lade være af læse mit brev; men skrive det vil jeg, om ikke for andet, fan for af give min egen følelse, mine egne stemninger luft. igår aftes vandrede jeg henimod solnedgang nd imellem bjergene, mest for af tage et syn over egnen, inden jeg begynder mine vandringer. Jeg var gået nedenom byen og fulgte, uden af tænke videre derover, en lille sti eller måske rettere et lille udtørret åløb, der fører ned til flodlejet i dalen. Du kan ikke gøre dig nogen tanke om, hvor dejlig denne vandring var. Alt er nu sprunget ud eller står i begreb dermed. Vinen har fået sine fine lysegrønne skud, de gamle, forunderlige kastanier løves mere og mere, og mellem stcenegenes næsten sorte, stedsegrønne løv mylre unge, lysegrønne blade frem, som lidt efter lidt tilrive sig magten. Og dog er dette intet imod det blomstertæppe, som overalt bryder frem af den sorte, lavnholdige jord. Violerne stå i sådanne klynger, at åleiets kanter blånc deraf, de fine alpcviolcr titte frem overalt, og deres mørkegrønne blade give de brune klipper et udseende, som vare de dækkede med vedbend, der mod naturens orden bar lyserøde, stærktduftende blomster. Den lille, mørkeblå druchyacinth veksler med forskjelligtfarvede Krokus, med romerske anemoner og kridhvide påskclilicr — kort sagt, hvad vi om foråret med stor besvær fremelske ved kakkelovnsvarmen, findes her spredt i naturlig overflødighed. Stien førte ned til og endte ved levningerne af et gammelt tempel, der skal have været indviet til Diana. Nu er det halvvejs styrtet sammen og næsten helt overgroet med vedbend og ville figen, hvorved det gør en ypperlig virkning i landskabet. Jeg ville hvile mig og bøjede noget af det rige løvværk til side, der i lange, naturlige festons hang ned over arkaderne. Næppe var jeg trådt ind, førend jeg så et madonnabillede fæstet i baggrunden af den nische eller grotte, som muurværkct dannede, og foran dette lå på knæ en ung pige, næsten barn endnu, med en kurv salat ved siden. Hun for op som en skræmmet fugl, betragtede mig et øjeblik med en blanding af nysgerrighed, undseelse og angst og flygtede derpå uden af huske kurven med dens friske, fristende indhold. Kære, bedste funtus! Vel ved jeg, af din angst for det kvindelige er gået så vidt, af du har ladet mig bestille kaffen, når vi på en smuk forårsdag landede på Constantia eller i ermelundshusct, men dog tror jeg, af dit blod ville have løbet endeel hurtigere, og af du ville have følt dig adskillige år yngre, hvis du som jeg havde set det flygtende syn. Det var ingen stolt, storslået romerinde, ingen koket skønhed fra Albano, ingen selvbevidst model fra studierne i Bia sistina, det var slet og ret en ganske nng pige på femten eller seksten år, men den skønneste, som jeg endnu har mødt hernede. Jeg kan ikke ret sige dig, hvori hct henrivende lå; thi vort mode var så pludseligt og uventet, situationen så lidet anet og atter så hurtig forsvunden, af det hele kun var et glimt, men et glimt, der lysnede i en lige til sjælen. Det var de forunderligste barneøine, jeg nogensinde har set, så klare og store, så sælsomt dybe, at det var, som om ethvert blik måtte drukne deri. Dertil vare de så drømmende, så mørke, at selv det hvide i øjet blåncde derved. Læg hertil den barnlige forbavselse, der spejlede sig i ethvert af hendes træk, undseelsen over, at hendes andagt var bleven røbet, den skjelmske nysgerrighed, der tegnede sig ved smilehullerne i hendes kind, og du vil få et svagt, mat og slet billede af den virkelighed, der så hnrtig flygtede for mig. Jeg blev stående som forstenet et par minuter. Så greben var jeg af det, jeg havde set, at det allcrsimpleste, det at følge efter, ikke engang faldt mig ind. Lidt efter bøjedes løvværket atter til side, jeg greb efter kurven for at række hende den, men, kære Søren, det gik mig som pjerrot, der opdager fruentimmernes trædskhcd. Det var ikke hende, men en hvi, ung, sortskjægget sabiner med en rose i hånden og en sommerlig stråhat, kækt sat på tre hår. Han målte mig med et blik, som mildelst talt var mindre venligt, snappede kurven ud af min hånd, så at det snurrede i mine fingerspidser, og forsvandt uden at sige et ord. Atter faldt de grønne vedbendgardincr for, og atter blev jeg ene i den dæmrende grotte. Da hørte jeg listende, lurende trin som af en, der nærmede sig på tåspidserne. Løvværket blev igen draget til side, et nyt ansigt tittede ind, et par listige, grågulc katteøjne hvilede gennemtrængende på mig med et udtryk, som var jeg en meget mistænkelig person. Der var ingen tvivl længere derom — på det rødmussede ansigt, de duftede øjenbryn og den sorte, fidtcde hat kendte jeg min ven „ Fængselsdirektcnrcn “. Han lod imidlertid ikke fil at ville kende mig; thi da jeg gik ud efter ham, så jeg ham med ilsomme skridt og stadig svingende sin knippel af stok haste efter den unge Aland, der endnu bar kurven med salaten. da jeg kom hjem, traf jeg på den høje stentrappe, som fører op fil vort hnns, den samme kurv med den samme friske latuga eller i al fald en kurv og en latuga, der i den grad lignede den anden, at de vistnok måtte være identiske. Otto var ude i vignen tilligemed husets folk, og jeg så intet hverken fil kancellicren eller fil de tvende andre. Lidt efter lidt faldt mørket på, og medens jeg, vandrende op og ned i spisesalen, ventede på Otto, faldt mit blik pludselig på lemmen i gulvet. Der påkom mig næsten samme følelse som Aladdin, da han stod ved den fortryllede indgang til åndernes hule, efter at hans kære fætter havde kastet røgelsen på ilden. Der måtte være noget skjult, noget hemmelighedsfuldt under denne lem, og da jeg ikke behøvede nogen troldmand til at hæve den for mig, åbnedes den ganske simpelt ved et godt tag i jernringen, uden at jeg behøvede at nævne min faders og min bedstefaders navn. Næppe havde jeg gjort det, førend hele illusionen forsvandt. Jeg så i halvmørket kun en ganske almindelig, smudsig stentrappe, der førte ned til noget, som man med et prosaisk navn kalder en kjelder. Jeg ville lige til at lukke den igen, da jeg nede fra dybet hørte sang, en klar, frisk og barnlig stemme uden skole, men med en blød melodiens klang, der sympathetisk drog mig til sig. Jeg steg ned i det mørke rum, hvor den fugtige luft slog mig i møde; jeg famlede mig frem gennem en slags korridoreller gang, indtil jeg med hånden fik fat på en klinke i en dør. Sangen forstummede, der blev et øjebliks pause, som om man indenfor frygtsomt lyttede efter. Lidt efter lidt begyndte tonerne igen, fuldere, renere og blødere end for, men mere dæmpede, som frygtede man for at høres. Jeg kendte tilfældigvis denne Melodi. Det var den gamle lovog takkcsang til nacionna æsl buon ' vonsiziio, den, som pilegrimmene synge, når de langvejs fra komme vandrende til gcnnazznno; jeg havde hørt modellerne synge den i rom. Der er noget forunderlig tungt, halvt vemodigt, halvt smerteblandet i denne gamle sang, der måske strækker sig en tre til fire hundrede år tilbage i tiden. Den klinger både svin en psalme og som en slagsang, og i dens sidste hendøende, men noget slæbende moltoner er der noget, som minder om grundklangen i vore gamle kæmpeviser. Jeg blev stående og lyttede, hemmelig ønskende, at sangen måtte begynde på ny, hver gang dens fan og korte Vers vare til ende. Da faldt pludselig en lysstribe nedover den mørke trappegang, og en rå stemme råbte ovenfra: » ^. clsls, vioni gå! » I samme øjeblik åbnedes døren, og den unge pige fra tempelgrotten stod for mig med et lys i hånden. Hun havde været beskæftiget med sit toilette; thi hendes dejlige, blåsorte hår var kun gjort til en fletning, medens resten i malerisk uorden bølgede om hendes skuldre. Hun udstødte et udråb ved næsten at løbe lige på mig og trak med den venstre hånd sin sorte, lasede kjole noget højere op i halsen, medens en purpurrødme farvede hendes kinder. „ Nå, Adele, kommer du? “ lød den samme rå stemme, medens lysstrømmen blev stærkere og bredere. „ Gå ned! “ hviskedee hun ængstelig til mig, idet hun pegede imod et lyshul for enden af korridoren. „ For Madonnas skyld, ingen må se dem her! “ Med disse ord, der udtaltes i en sky, ængstelig tone, smuttede hun forbi mig og ilede henimod opgangen. Men, kære Søren, det var igen disse dybe, forunderlige øjne med et udtryk, som bar hun, forpint og sorgfuld, på en tung skæbne; ja, jeg kan gerne sige, at det var, som om jeg havde set ind i det evige mørkes bundløse nat. Du smiler måske og tror, at jeg fantaserer, men sådanne øjne seer man ikke ved Nørrevold, Søren! Og mindst hos madame Jensen, det kan jeg forsikre øig om. Inden jeg ret fik mig samlet, knaldede lemmen i ovenover mig, og nu havde jeg den behagelighed at hjælpe mig selv videre, med fare for at knække halsen. Heldigvis havde jeg endnu en stump voxstabel hos mig fra nom, og ved hjælp af den lykkedes det mig at få så meget lys, at jeg dog kunne se lidt omkring mig. Hullet for enden af korridoren så flet ikke indbydende ud, og endnu mindre den halvrådne stige, som atter førte derfra ned i dybet. Gå op ville jeg ikke, da jeg derved kunne bringe den unge pige i fortræd — altså prøvede jeg den tredje udvej, åbnede klinken på døren og trådte ind i det værelse, hvorfra hun var kommen ud. Det var et mørkt, uhyggeligt rum, lavt til loftet, med lugt af sod og en enkelt lhsåbning højt oppe, hvorigennem jeg endnu kunne skimte aftenhimlen. I en krog lå en gammel madrats henslængt, maisbladcne tittede ud af mangfoldige huller og revner, der var ingen lagener, kun et usselt, tyndslidt tæppe lå halvt kastet til side; en gammel lerkrukke, hvis hanke vare flåde af, et lille bord med en stump spejlglas, en stol og et madonnabillede udgjorde hele bohavet. En lav dør førte fra dette hul ind i et stort rum, der efter sin beliggenhed måtte svare til vor spisesal ovenover. Var denne end tarvelig udstyret, så måtte den dog kaldes luxuriens i modsætning til det bohave, som frembød sig her. Hele salen var kun i besiddelse af tre møbler: en slagbænk, en itubrukken stol og et bord, hvis en

1894_Hoem_AabyApotek

Vilhelm

Aaby Apotek

Høm

Hoem

Aaby Apotek

male

1894_Hoem_AabyApotek.pdf

Vilhelm

Høm

dk

Aaby Apotek

Fortælling

n

roman

Hagerup

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Der drev en Duft af nyhøstet hø hen over markerne, der stødte op til apotekets have. Her mødtes den med den fine vellugt af de gule roser, der dækkede apotekets gavl, og med den krydrede aroma af lavendler,. Pebermynte og andre medicinske planter, der stod i snorlige rækker og udgjorde en særlig afdeling i den nederste del af haven. Hæderspladsen derimod, nærmest ved den venligt udseende apoteksbygning, indtoges af rabatter med frugttræer og prægtige højstammede roser i fuldt flor, omrammede af friske, velholdte græsplæner. Rigtigt, ægte sommervejr var det, bagende og søvndyssende. Oppe under den blå himmel svirrede den muntre lærke; enkelte citrongule sommerfugle og blålig-skinnende guldsmede opførte en flagrende Dans i havens solmættede luft, — ellers intet, der rørte sig; hver blomst og hvert blad syntes indslumret under varmens tyngende indflydelse. i en magelig havestol, der stod i skygge af et mægtigt valdnøddetræ, sad en herre på et halvt hundrede år med tætklippet, gråsprængt skæg og iført en let, hvid lærredsjakke. Ved ' siden af ham lå en omfangsrig, gul stråhat og en bunke aviser, hvori han nylig havde læst; nu hvilede hans venlige, grå øjne, der blinkede muntert bag guldbrillerne, på en rank, ung pigeskikkelse, der stod foran ham med en kurv nys-afplukkede jordbær i hånden. Det første, man næst efter hendes høje, slanke figur måtte lægge mærke til hos den unge pige, var to lange og svære, ganske lyse hårfletninger, som nåde hende lige til hoften; ansigtet var ret kønt, trods den lidt vel store næse og de lyse øjenvipper, bag hvilke et par store, blå øjne skuede troskyldigt ud i verden, og der var en afrundethed i formerne og en ynde i den måde, hvorpå hun bar hovedet, der virkede velgørende på iagttageren. » Nå så vi skal have jordbær til middag! ------og kyllinger, siger du? Det var skam rart. Det er vel i anledning af dagen, kan jeg tænke? « spurgte provisor hassel og dampede af en rejsepibe, der hang ham ned på brystet. Den unge pige så’ spørgende på ham, medens hun spiste et jordbær og kastede det grønne bæger langt hen i græsset. » Hvilken anledning mener du? « » Nå! Nej du har naturligvis slet ikke tænkt over, at det er den første juli, og at den bringer vor ny kandidat fra hovedstaden? Nej, stil dig ej så hellig an, min pige; — han skal naturligvis erobres med det samme! Uh! I kvindfolk er så udspekulerede; — i ved godt, at vejen til mandens hjerte går gennem hans mave! « » Å, sikke noget præk, hassel! Vi skulle rigtignok haft jordbær alligevel; husk på, de er jo lige begyndt!-------hvad mon han for resten er for et menneske, den hr. Dalgård? « frittede hun. » Ser vi! Tænkte jeg det ikke nok? Ja, er det ikke det, jeg siger: i er så nysgerrige,;så snart der bare er tale om et mandfolk, så —• — « » Tal du blot ikke med om at være nysgerrig, hassel! « lo hun. » For resten var det vel heller ikke så mærkeligt, om man kunne have lyst at vide, hvad det er for et menneske, man får i huset! Olsen gjorde jo aldrig andet end at fare om på den bicycle så længe, han var her, —• jo, og så at gå på kroen og spille billard, eller hvad det var. « » Ja, det var en dårlig makker. Han forstod;slet ikke at gøre kur! « » Hør nu bliver jeg snart fornærmet, hassel! nu går jeg ind til frøken Brask med mine jordbær! « sagde den unge pige og gjorde omkring. » Nej — prr — vent lidt, Hedvig! nu skal jeg gøre dig et forslag. Kom du her hen og sæt dig og vent bare i — lad mig se — ti minutter, « sagde hassel efter at have rådført sig med sit ur, » så kommer Jørgen fragtmand kørende med fyren. Så kan du jo tage ham i øjesyn og straks begynde at lægge dine garn ud for ham. « » Du er et rigtigt afskyeligt menneske, hassel,, ved du det! — farvel! « » Hov — bi lidt! « råbte han leende efter hende, men frøken Hedvig værdigede ham intet. Svar og forlod haven med sine jordbær. Cand, farm. Hassel, » Proviseren «, eller — som han til tider slet og ret kaldtes — » Gamle-hassel « havde kendt frøken Hedvig siden den dag, hun blev født, og havde været knyttet til Åby apotek allerede ti år før den tid. Hendes fader, apoteker hammer og han vare jævnaldrende omtrent, og hassel var kommen til apoteket som ganske ungt menneske allerede i dennes faders tid. Han havde fundet behag i stedet, var » groet fast « der og betragtede sig nu — efter- sine egne udtalelser — som et gammelt inventarium. I løbet af hen ved tredive år var han bleven så sammenlevet med Åby og dets omegn, at han dårlig kunne tænke sig nogen sinde' at skulle forlade disse kære steder. For nogle år siden havde han et par gangesøgt privilegium uden at få noget; så havde han slået sig til ro igen og sagde nu, at han ikke ville søge på ny, før han kunne få et apotek i København. løvrigt havde han det så. godt som dagen var lang, puslede med sine roser og urter i haven og havde foruden en smule lahoratoriumsarbejde kun tjeneste i apoteket, når den yngre kandidat var fri. Da han havde mange slægtninge i København, gjorde han mindst et par gange om måneden en lille afstikker ind til hovedstaden for at » følge med i tidens rørelser «. Når dertil kom, at hassel havde en lille-kapital, og at han på grund af sin elskværdighed til enhver tid var velset gæst i alle egnens. Herre-, præste- og skovridergårde, kan man forstå, at den gamle ungkarl førte en ret behagelig tilværelse, og derfor var han også altid glad og fornøjet. Apoteker hammer, der allerede for en del åi- siden var bleven enkemand, tog sig ikke-meget af sin forretning selv. Han var et godt stykke af en videnskabsmand og dyrkede sit ynglingsstudium, botaniken, med stor Iver og grundighed; derfor havde hassel alt i lang tid været den egentlige ledende ånd i apoteket, som for resten havde ord for at blive holdt i mønsterværdig stand. i. Hassels granskning af » den til forsendelse o. s. v. priviligerede « afbrødes omtrent på det af ham beregnede tidspunkt ved, at Jørgen fragtmands velkendte, grønmalede vogn med de brune for raslede op for apoteksdøren. Proviseren skyndte sig hen. til lågen for at tage imod den ventede, nye kollega, men til sin store undren så’ han, at Jørgen var alene på vognen, hvor kun en stor koffert gjorde ham selskab. » Hvad Pokker er nu det, Jørgen? Var der ingen med toget? « spurgte hassel med forskrækket mine. » Det var jo en nydelig historie! « Jørgen fragtmand spyttede sindigt ud over vognfjælen, kastede linerne hen over ryggen på de brune og kravlede langsomt ned. » Jo—o, fyren var da med; men da han borte, at der kuns var en hal’ mil hertil fra stationen, så sagde e han, jeg sku’ bare køre med kofferten, så sku’ han nok selv finde herud, sagde e han, for han trængte til at røre benene lidt, — sagde e han. « » I atten graders varme! « råbte hassel med komisk forfærdelse, idet han tørrede sin pande. » Nå, det må jeg sige! Der står ellers skrevet at ingen hader sit eget kød; — men enhver sin lyst, som manden sagde, da han så’ en gøgler æde kul og drikke petroleum til! « » Ja — han kan jo være god for sig, den nye provisor, men om han ellers er sådan rig- • tig — « sagde Jørgen og erstattede med en betydningsfuld pegen på sin pande den manglende eftersætning. » For jeg blev jo opholdt lidt inde hos kø’manden, og da jeg så siden kører forbi ham på vejen, ser jeg gud døde mig mennesket stå på hovedet over grøften og rode i den med ærmerne smøgede op over begge albuerne! » Har de tabt deres pengepung? « spørger jeg så, men han bare grinede og blev ved med at rode. « » Nå sådan! Altså også videnskabelig anlagt! « sukkede hassel. — » Ja, så sætter Jørgen jo kofferten ind på hans værelse, så kommer han vel nok en gang. « en halv time senere drejede en ung mand i tyverne ind på Åby Hovedgade fra stationsvejen og styrede sine skridt lige mod apoteket. Idet han passerede havelågen, fik proviseren øje på ham. » Goddag, højstærede! Vær så god, træd indenfor, hr. Dalgård! — for det kan vel ikke være andre end dem? « Ved denne uventede tiltale blev den unge mand straks en smule overrasket, men fik så i en fart hatten af og trådte ind i haven. Velvoksen var han med brede, kraftige aksler og et kønt formet hoved. Han havde udtryksfulde, blågrå øjne og under den krogede næse et kraftigt, mørkt overskæg. På ryggen bar han en anselig botaniserkasse. » Mit navn er Dalgård, til tjeneste; — det er måske apoteker hammer, jeg har den ære— « » Næ — nej! Undertegnede kalder sig hassel, af guds nåde uværdig provisor her på anstalten. Tør jeg spørge: de er sagtens asketiker, unge mand, siden de ynder kødets spægelse i den grad, at de går fra stationen hertil i sådan en varme, når de kan komme til at køre? « » Det just ikke, « svarede Dalgård smilende ad den gamle provisors ligefremme velkomsthilsen, » men jeg er ikke bange for en smule solskin. Det er næsten mest derfor, jeg søgte pladsen herude; jeg syntes, jeg trængte til lidt solskin, til lidt frisk luft, grønne træer og — kort sagt til alt det, som man til dagligdags må savne inde i København. Jeg skulle slet ikke have noget imod at få lidt mere farve på kinderne herude, end hovedstadsluften har kunnet skaffe mig. « » Ja, stiller de ikke større fordringer til Åby, end at de ønsker dem solbrændt, så vil de antagelig ikke opleve nogen stor skuffelse. Jeg for min part er nu storartet henrykt for min gamle Panama, « svarede hassel og tog dette prægtige klædningsstykke af, medens han lod sit brogede lommetørklæde fare hen over panden. » Den har i bogstavelig forstand sine skyggesider, som jeg dog ingenlunde regner den til forklejnelse, « vedblev han og strakte hatten ud fra sig, idet han betragtede den med et kærligt blik. Dalgård smilede pligtskyldigst ad branderen, og provisoren vedblev: » Nå, det er vel bedst, jeg sætter dem lidt ind i forholdene. Se, hvad arbejdet angår, vil de næppe blive overanstrengt for det første. Nu har jeg for eksempel gået herude en times tid for med flid og et lugejærn at besørge rosenbedenes toilette — jeg interesere mig meget for roser — og i den tid har der ikke været et menneske, der ville købe nogle af vore gode sager. Bønderne, skal jeg sige dem, bar alt for travlt med høet i denne tid til al være syge, og bliver madammerne dårlige, må de kønt vente til om natten, — så kommer de ærede landboere og ringer dem op efter stoppemixtur og hofmansdråber. — men nu kommer vi vist til at gå ind og hilse på hammer; han sidder som sædvanlig i renkulturer op over begge øren. — de er selv botaniker? « han pegede på botaniser-kassen. 1 » Ja lidt. Noget skal man jo interessere sig for. « » Det har de pinedød ret i; det er mine egne ord! Hvis man ikke havde sine interesser, særlig her ude på landet, så — —. For resten har jeg selv interesseret mig meget for botanik en gang. Det vil rigtig glæde hammer, vil jeg sige dem, særlig da hvis de er specialist i bakteriologi; for bakterier — dem er han en ren hajfisk efter. « Nej, Dalgård havde da ikke noget særlig indgående kendskab til bakterier; foreløbig havde han mest sysselsat sig med de planter, som man kunne tage og føle på. » Nå — jaja; det kunne måske også blive for meget af det gode, « niente hassel og førte sin nye kaldsfælle gennem en låge ind i Apo tekets gård, hvor høns og duer i flok klukkende og kurrende pilede af sted i alle retninger ved deres indtrædelse. » Her til højre er laboratorium og material-kammer. Til venstre har vi apoteket; det første vindue er deres værelse, — det er anbragt tæt ved køkkenet, for at de stadig kan være å jour med, hvad vi skal have til middag. Lad os hilse på frøkenen med det samme, det er nok værd at stå sig godt med hende; men jeg må anmode dem om at pansre deres hjerte straks, for hun er såre dejlig og vil blive farlig for deres unge hjerte. « » Se se! « tænkte Dalgård, » — her er altså en datter! Ja, jeg er ikke bange af mig og skal ikke have noget imod, at hun er ung og køn. « Lidt overrasket blev han derfor, da han, efter at de vare komne ind i gangen, og hassel med en let banken på køkkendøren havde skubbet denne op, så’ et kvindeligt væsen med et ret matroneagtigt ydre, og hvis ungdom i hvert tilfælde måtte henregnes under kategorien: den modnere. » Se her, frøken Brask! « råbte hassel, » her bringer jeg dem vor nye mand og håber, at han svarer til forventningerne. Ung, smuk og mager, som de ser! — nej lad være med de øjne! « sagde han med komisk alvor, da hus holdersken med synlig velbehag'mønstrede den unge mand, » for guds skyld, han er ikke brandforsikret! « Frøkenen bød Dalgård velkommen og håbede, at han nok ville finde sig tilfreds her i Åby, når han først havde levet sig lidt ind i forholdene; her var virkelig så mange rare mennesker, og det. var ved gud ikke altid så » konvenabelt « for de unge mennesker inde i København, hvor så mange fristelser lurede på deres unge sjæle, og------- » Så går vi videre! « afbrød hassel frøkenens betragtninger. » Hun laver god mad, « vedblev han, da han igen havde lukket døren, » men i retning af veltalenhed yder hun i regelen mere, end man kan ønske sig. Hun er af den slags mennesker, der dejlig kan både spørge og svare sig selv på samme tid. Ligervis som den sladrende bæk om foråret svulmer op og går over alle bredder, sålunde kender hendes veltalenheds strøm ingen grænser, og ve den ulykkelige, som ikke i tide ved at bjærge sig! Der er ikke det mindste i vejen for, at hun kan begynde med at tale om radiser eller stegt lever og ende med kejseren af Rusland eller planeten Mars og symaskinernes indflydelse på handel og Vandel. Dertil har hun en ulykkelig forkærlighed for fremmedord, som hun ikke altid kommer lige godt fra at anvende, men — herregud, når det nu morer hende —! « De trådte nu ind i apotekerens kontor eller rettere studereværelse, hvis ene væg dækkedes af reoler med bøger, medens den anden optoges af et stort skab, hvori hans righoldige herbarium og en masse plantevidenskabelige præparater, ordnede i skuffer med påklæbede navnesedler, opbevaredes. Langs med vinduerne var et langt bord med et mægtigt, skinnende blankt mikroskop, gemt under en stor glaskuppel, og ved siden af denne mindre glasklokker, som dækkede over små kopper -og urglas til renkulturer. I vinduerne så’ man stativer med reagensglas, lukkede med vatpropper, og rækker af småflasker med kemikalier, syrer og farveopløsninger til mikroskopiske undersøgelser. Foran bordet, i en bred kurvestol, sad apoteker hammer, fordybet i granskningen af et tykt videnskabeligt værk. Han var en høj, mager mand, skægløs, ikke meget talende, med et tankefuldt udtryk i ansigtet. Idet hassel kom ind med den nye medhjælper, rejste hammer sig og rakte denne venligt hånden. Efter at han havde budt ham velkommen, ytrede provisoren: » De aner nok ikke, hammer, hvilken heldig fangst, de har gjort i Dalgård; han er botaniker om en Hals og har allerede drevet studiet på vejen fra stationen. » Virkelig? « spurgte apotekeren med synlig interesse. » Det glæder mig, må jeg sige! Man er jo nu til dags ikke forvænt med unge mænd, der har noget tilovers for naturstudier. løvrigt er vi netop så heldige at have en ret interessant. Flora her på egnen. De gjorde vel ikke noget fund på deres vel? « » Jo, jeg fandt tilfældig — inde i den granskov, der ligger lidt fra stationen — en plante, jeg ikke har truffet før. Det er en pyrola, jeg tror pyrola uniflora. Hvis apotekeren vil være så god at se på den — « sagde Dalgård og hentede botaniserkassen, som han havde hængt fra sig ude i gangen. » Ja min tro er det pyrola eller rettere chimophila uniflora\ « stadfæstede apotekeren, idet han af botaniserkassen med varsom hånd fremtog en lille, spæd plante med runde blade og en smuk, hvid blomst i spidsen af stængelen. » Det er for resten pudsigt, « vedblev han, idet ham med et næsten ømt blik iagttog den lille plante på alle kanter. » De kan tænke dem, den har jeg fundet dernede i skoven for over tyve år siden. Der var kun ganske få eksemplarer, — jeg har dem henne i herbariet. Næste år lader godsejeren grave en ny vej igennem skoven, og da jeg kommer for at se til mine pyrola, så er de naturligvis væk. Siden den tid har der ikke været et eksemplar at opdrive i hele skoven og for resten heller ikke noget andet sted her i sydsjælland. « » Og nu kommer Dalgård med toget og går mir nichts, dir nichts ind og plukker sig en buket af dem! « sagde hassel. » Unge mand, de må bestemt af skæbnen være udset til noget højere. — skal vi så gå ud at se apoteket? « — » Det gjorde de ellers godt! « vedblev han, da de vare komne ud i apoteket, » der har de forskaffet dem en ven i hammer for livstid med den pyrola! — nå, hvad synes de så om det dertil indrettede lokale? « » Udmærket! « Han så’ sig med fornøjelse om i det velholdte officin med de mørke mahognitræs reoler, hvori de hvide krukker toge sig pynteligt ud mod en mørkegrøn baggrund. Midt under loftet var lægekunstens sindbillede, æskulapstaven, hvorom slangen snor sig, anbragt, malet på glas med lyseblå grund. Over hele rummet hvilede den sammensat-ubestemmelige Duft, der er egen for et apotek. » Og her, « vedblev provisoren og pegede på recepturen ved vinduet, » har vi apotekets Arne, dets hjerne, om jeg så må sige, og deres fremtidige virkeplads. « Hvad der i recepturen tiltalte Dalgård mest, var dog vinduet, hvorfra man havde et særdeles oplivende skue. Inde fra København var han vant til synet af nogle kedelige, høje, grå mure, der spærrede for ethvert udsyn; her derimod så’ man over vejen til en smuk, lille skov, i hvis midte der hævede sig et skiferdækket tag, og vedsiden af skoven bredte sig frodige marker, så langt øjet kunne følge. Den unge mand lagde ikke skjul på sin glæde over det behagelige indtryk, han herved modtog. » Det er åbygård park, « oplyste hassel. » Og bygningen, de ser derovre, er godsforvalterboligen. Der skal de gå over, når de skal aflægge deres første visit, for kammerråd bredes er de mest gæstfrie mennesker, jeg kender; de vil blive modtagen med åbne arme! Der er også en datter, et første klasses pigebarn, vil jeg sige dem, men hun er uheldigvis ovre i Jylland for at uddanne sig; — ja, nu skal de ikke straks se ulykkelig ud for det, for hun kommer hjem igen til efteråret. Og hun er endnu farligere end frøken Brask 1 « lagde han smilende til. Nu kom en bondekone med en recept, og medens hassel ekspederede denne, gik Dalgård ind for at tage sit værelse i besiddelse og ordne sig lidt efter rejsen. Værelset var ikke ret stort, men — i modsætning til de fleste vagtværelser på apotekerne, i hvert tilfælde for nogle få år tilbage — ganske hyggeligt. Det vendte som omtalt ud til gården. Vinduet stod åbent, og med stor fornøjelse gav den unge kandidat sig til at betragte det muntre liv, der rørte sig derude; de skrabende, klukkende høns, de stolt spankende kalkuner og duerne, der sagde i række på taget af laboratoriumsbygningen eller kurrende kresede om hinanden nede på stenbroen med et lille nik for hvert skridt, de tog, — alt dette var noget ganske nyt og tiltalende for ham, der kun var vant til hovedstadens travle menneskemylder. Han gav sig i lav med at pakke kofferten ud. Men hvad var det? Overrasket drejede han hovedet lyttende om mod det åbne vindue; thi ind ad dette trængte de klare toner af en frisk kvindestemme, der sang en ham velkendt Melodi. Schubert? Ja, sandelig var det ikke » die schbne miiller-inn «, en af disse snart frejdige, snart vemodig skønne melodier, som han elskede og beundrede! Han lyttede igen. » Dass muss ein schlechter Muller sein, dem niemals fil das wandern ein — « lød det med runde, bløde toner. Hvor den samstemmede med hans egne længsler og tilbøjeligheder, denne yndige lovsang til vandrelivets og naturens pris! Med tilbageholdt åndedræt lyttede han efter omkvædet: » und wandern, und wandern — «, hvis betagende pianissimo trængte ham lige ind i sjælen. Han. syntes aldrig at have hørt noget sunget så stemningsfuldt og blødt før; — men måske var det kun på grund af hans egen, for alt frisk og naturligt så modtagelige stemning. Men hvem kunne det være? Lyden kom oppefra, åbenbart fra et værelse lige over hans, hvor vinduerne vel ligeledes stod åbne. Frøken Brask kunne det ikke være, det var han sikker på, og den rødmossede tjenestepige, som just kom klaprende over gården på et par trætøfler selvfølgelig heller ikke. Altså måtte her være endnu et kvindeligt væsen, om hvem han hidtil ikke havde hørt tale. Så var der vel altså dog en datter! Eller måske en fremmed, der var her som gæst? Hvem det end monne være, havde hun fra dette øjeblik hans agtelse, og han glædede sig til at gøre hendes nærmere kendskab. Længe skulle Dalgård ikke spændes på uvishedens pinebænk; thi han var endnu ikke nået til bunden af kofferten, før den rødkindede pige slog et par djærve slag på hans dør og underrettede ham om, at middagsbordet var dækket. I en fart fik han foretaget den nødvendige omklædning og stod snart efter ovre i spisestuen. Fra dette øjeblik af var han ikke længere i tvivl om, hvem det var, han kunne takke for, at de schubertske toner havde lydt ind til ham som en hilsen fra et åndsbeslægtet væsen. Thi overfor ham stod en ung pige, hvem apotekeren forestillede som sin datter, iført en tarvelig, men smagfuld, grå kjole med en bred, hvid blondekrave, der dækkede barm og Hals. Den unge mand hilste bukkende; frøken Hedvig rakte ham hånden- med tiltalende, naturlig ynde og bød ham velkommen. » Kandidat Dalgård med tilnavnet pyrola-finderen, « præsenterede hassel, der i det samme kom ind, » som ved i den åbygårdske Flora at genindføre den mærkværdige pyrola unisono, eller hvad det nu var, den hed, har indlagt sig udødelig hæder og fortjeneste af videnskaben; — han er for resten kommen herud for at blive solbrændt. « » Ja — tænk dig, Hedvig! « sagde apotekeren, idet man satte sig til bords, » Hr’ Dalgård har i dag på vejen hertil fundet en sjælden plante, som har været, udryddet her i den sidste snes år og ellers kun findes ganske få steder her i landet. « » Det var da morsomt! « sagde den unge pige, » jeg kunne have stor lyst til at se, hvor den vokser. « » Jeg skal med fornøjelse ved lejlighed tillade mig at vise frøkenen stedet, « vovede Dalgård at tilbyde. » Ja, det var ret! « indskød hassel, » så er det bedst, i to går herbatum i morgen, når Dalgård har fri. « » Da må de sandelig også vise mig, hvor den står! « erklærede hammer. » Nå, « sagde-hassel, » Apottekeren vil nok være med som » der dritte im Bunde «. Ja, det er vist også det fornuftigste, — jeg mener, at de får en grundig forsker med på ekskursionen! « Han udspurgte nu Dalgård for at erfare, hvorvidt de havde fælles kendinge og var også så heldig at finde nogle. Herved lagde han et betydeligt personalkendskab for dagen, — han interesserede sig særlig for stamtavler, fortalte han. Især blandt præster og godsejere var der ikke ret mange familier i landet, som han ikke vidste rede på, både hvad konerne vare fødte °g hvad karakterer sønnerne havde til deres eksamina; man mærkede, at hans levende interesse støttedes af en udmærket hukommelse. — da man var færdig med kyllingerne og jordbærrene kom ind, blinkede hassel betydningsfuldt over til frøken Hedvig, der smilende slog øjnene ned, medens en rødmen farvede hendes kinder. Dalgård lagde mærke hertil og blev helt avindsyg på den gamle provisor, der turde have sådant frimureri for med den nydelige, unge pige. Da måltidet var forbi, sagde hassel, at nu skulle de ellers ud at bestille noget i apoteket, for oih en halv time kom stavbyposten, og han havde altid en del recepter med sig, som han under vejs samlede op hos bønderne. Denne forudsigelse slog til, og eftermiddagen gik derfor med arbejde. Da klokken var ni, og apoteket var lukket, stak hassel hovedet ind ad vinduet til Dalgård, der havde trukket sig tilbage til sit værelse. » Jeg kan tænke, « råbte han, » at de er en natteravn ligesom alle københavnere, så de går vist ikke seng med hønsene! Men for at de ikke skal fristes til at gå på varietéer, som de naturligvis er vant til, og hvoraf her for resten ingen er, så vil jeg tage dem med en lille tur i haven. Den har de jo slet ikke rigtig set endnu. « da vejret var smukt, var Dalgård straks villig. De lagde vejen ned om » den medicinske afdeling, « hvor provisoren frydede sit farmaceutiske hjerte med at vise den nye mand den righoldige samling af Rosmarin og pebermynte, lavendler og hjertensfryd, som her stod og ventede på høsten, efter hvilken det duftende stof i tørret tilstand skulle overgives til opbevaring i apotekets mange krukker og skuffer. » Ikke sandt? Interessen, far, det er dog den, det kommer an på! « hørte man ham udbryde nede i gangen, „ ok haffuer ikke gud for-geffvis skafft så mange deylige ok merckelige urter / ok anden lægedom / men til menni-skens nytte / gaffn / sundhed ok forbedring," Gengav han efter mester Henrik smid, idet de atter nærmede sig valnøddetræet, hvor de traf frøken Hedvig og hendes fader. Denne foreslog, at man nød den smukke sommeraften herude ved en lille toddy, hvorfor Hedvig blev sendt ind for at ordne det fornødne. Man tog plads om bordet; hassel stoppede sin rejsepibe af en hæklet tobakspung — en gave fra frøken hammer, gættede Dalgård — og snart stillede frøken Brask med en dampende kande vand, fulgt af Hedvig, der bar en bakke med flasker og glas. » Tak, det var udmærket, frøken Brask! « sagde hammer venligt. » Har de ikke lyst til at sætte dem her hos os og få et lille glas med? « » Nej, ellers mange tak, hr. Apoteker. Dels har jeg noget at besørge, og dels — ved de nok — tåler min konstruktion ikke spiritus. Hvad herrerne angår er det naturligvis en anden sag, og når det bare bliver nydt til måde, kan det vist være både sundt og godt og kraftigtog nærende. Hvorfor skulle Vorherre ellers have skabt det? — men slemt er det jo, når det bliver misbrugt. Ok, gud ja, — man læser jo om de stakkels indianere ovre i Amerika, hvad de må gå igennem, siden de har lært dette her ildvand at kende! — « » Nå! « brummede hassel for at tilkendegive, at når frøken Brask først var landet i Amerika, kunne det tage en rum tid, inden hendes veltalenheds skummende flod ville være så god igen at sætte hende af her i Åby. Om hun forstod meningen med hassels grynten, eller om hendes overvejelser virkelig af sig selv skulle været til ende her, er uvist; men i hvert fald trak hun sig på dette tidspunkt tilbage til sine egne enemærker. » Men du, Hedvig, vil vel nok have et lille glas med? « spurgte hammer. » Nej tak, det bliver mig vist for stærkt, fader! « » Nå! — din » Konstruktion « er måske også for sart! « drillede hassel. » Kvinderne er en skrøbelig slægt, « siger Per gynt; » det er ikke som på Kristian den andens tid, da hver klosterjomfru skulle have sine fjorten Tønder godt øl om året, — det er gået tilbage med slægten siden da. « » Å, den tilbagegang kan vi vel være bekendt, « lo Hedvig; iøvrigt kunne hun nok drikke lidt med sin fader, mente hun. » Så drikker vi på, at vor unge mand må finde sig godt til rette i Åby, « sagde apotekeren og stødte sit glas mod Dalgårds, hvorfor denne rejste sig og takkede. Med hassel måtte han også klinke, hvorimod Hedvig, der jo intet glas havde, fik et ridderligt buk, som hun gengældte med et venligt smil og en indtagende bøjning med hovedet. — » Donnerwetter, bi lidt og tag mig med! Der er vel mere af det varme på maskinen? « lød i det samme en stemme henne fra havelågen. » Så, der har vi s’gu krigsråden! Sikken en sporsans, han har i retning af cognakstoddy, « brummede hassel på sin godmodige måde, idet en lille, grå mand trissede ind i haven. Krigsråden — eller lakridsråden, som hassel med en ægte farmaceutisk vittighed undertiden i omtale kaldte ham — var godsets gamle læge. Et rigtigt nøddeknækkeransigt og et par ben, der trods deres øjensynlige svagelighed bevægede sig med en overordentlig livlighed, meddelte den lille mand et højst pudsigt udseende, idet han, støttet' til sin stok, rokkede hen imod selskabet under valnøddetræet. » Nå, her er nok consilium sladderasticum, « hilste han, men overraskedes i det samme ved mellem alle de kendte ansigter at opdage et, som kan ikke før havde set. » God aften, lille frøken, — bliv bare siddende, jeg finder mig nok en plads. « » Kandidat Dalgård — krigsråd launing, « forestillede apotekeren. » Vær så god, krigsråd, her er plads, og her er glas. « » I siger måske så alene for rimets skyld, herre! for at tale med chilian. — hæ! — så det er altså den nye mand? Tror de nu også,. De kan finde dem i at være herude hos os i Åby? « » Det er jeg sikker på. Det første indtryk skal jo have stor betydning, og efter det at dømme, vil jeg uden tvivl befinde mig særdeles vel her. « » Nydeligt, — nydeligt sagt! « brummede hassel. » Hæ! « gryntede krigsråden og rørte i sit glas. » Å ja, vi har det sågu’ ganske rart herude: » hver lever kristelig og nærer sig af rov, « ligesom de anholtere på Peder pårses tid. Is ær disse apotekere, — gud bevares, hvor de mennesker forstår at trække pengene ud af lommerne på folk! « » Vi får i hvert tilfælde skyld for det, « smilede hammer resigneret, » hvorvel det ikke er alle guldgruber, der gør deres ejere til millionærer. Men lad os ikke tale om disse gamle skader! — hvordan går det med gigten, krigsråd? « » Nå, de finder måske, at også jeg kunne ligne en gammel skade? — hvordan det går? Rent forbandet. Kan de ikke sige mig et godt råd for den? Hvad har man ellers jer giftblandere til? — nå, man må jo ikke klage: bedre at gå på træben end at bæres på bår, som ordsproget siger! — ellers noget nyt? — nå, ikke. Men de, unge herre, som kommer direkte inde fra civilisationens brændpunkt, de må vel have et eller andet at berette. « » Ja hør, Dalgård! « sagde hassel, » kan de ikke fortælle os en historie? Jeg interesserer' mig meget for gode historier, særlig når man sidder ved et lille glas. « « en historie? Jeg ved ikke rigtig, hvad det skulle være. Men måske---------- « » Jo, vist så! « råbte krigsråden. » Dekan sagtens; lad os bare få sådan en rigtig apotekerhistorie. Den hedder altså-------? « Dalgård grundede et øjeblik. » Når jeg endelig skal, og selskabet vil tage til takke, vil jeg tillade mig at kalde den---- « » Så, for Pokker! « Dette udbrud skulle dog ikke være noget forslag til en titel på historien, men kunne kun tages for et udtryk for den ærgerlige stemning, der greb hassel, idet han på dette spændende tidspunkt hørte en vogn rasle op for apoteksdøren. Med sine små, elegante skridt løb han hen til havelågen og råbte i en tone, der ikke vai’ fri for at være lidt gnaven: » Hvad er der i vejen? Skal de have medicin? « » Nej, jeg sku’ spørge, om ikke doktoren var her; jeg sku’ ha’ ham med hjem! « lød det fra en knøs, som sad på vognen. » Så skulle da også — — « brummede krigsråden og stødte sin stok hårdt imod jorden. » Nej man har, fjenden filtrere mig, heller aldrig ro, hverken nat eller dag. Hvor er nu det fra? « råbte han og rokkede hen til lågen. » Det er fra Mads Olsen i stavby, « lød svaret. » Hvad skader ham? « » Han er død. « » Hvad for noget? Er han død? Jamen hvad i pokkerens skind og ben skal jeg så derude? « » Jo, konen, hun er også så meget simpel, så doktoren måtte endelig komme med! « svarede knøsen. » Nå, « brummede krigsråd launing med et dybt suk, der lød som suget af en utæt pumpe, » ja-ja da! — nu skal de have tak for toddyen, apoteker. Så er det vel bedst, man kommer af sted! « — hele selskabet fulgte gæsten til vognen. » Nå, god nat, — god nat, kære venner! « råbte han og slog ud med hånden, da han vel var kommen til sæde og var bleven omhyggelig indpakket. De tilbageblevne tyede atter hen under valnøddetræet. » Flink, gammel fyr, ligegodt! « vidnede hassel. » Men urimelig slem til at bande, « indvendte Hedvig. » Å, han mener det ikke så slemt, « undskyldte provisoren, » det er kun gammel vane fra dengang, da han var underlæge i marinen. nå — men det var den historie, Dalgård, den narrer de os nu alligevel ikke for! De kalder den altså -----? « » Jeg tror, jeg vil kalde den: under eget ansvar. » Udmærkelse! « råbte den tyveårige, nybagte examinatus pharmaciæ. Peter Andreas Vejlby en dag i januar, idet han tog trapperne i tre spring- derhjemme i Gotersgade, hvor moderen boede, lige over for botanisk have. Han kom lige fra eksamensbordet, hvor han havde været så heldig at opnå dette smukke resultat, og med et ansigt, der strålede af henrykkelse, kastede han sig i armene på sin moder, der stod deroppe i den åbne dør for at tage imod ham. I en hel time havde hun allerede siddet ved gadespejlet for at passe på, når han kom; hun vidste jo, at han havde været » oppe « i det sidste fag, og nærede for resten ikke spor af tvivl om udfaldet af hans eksamen, — det var netop, hvad hun havde ventet af sin kære dreng. Så måtte han fortælle meget omstændeligt, hvordan det hele var gået til, og hans lille moder måtte mere end en gang rejse sig på tæerne for at kunne nå at give sin store søn et Kys. Mere end en halv time kunne han imidlertid ikke ofre på mor, han måtte hen på apoteket for

1870_Lange_AaenOgHavet

Thomas

Åen Og Havet

Lange

Lange

Aaen Og Havet

male

1870_Lange_AaenOgHavet.pdf

Thomas

Lange

dk

Aaen og Havet

En Historie

n

gothic

Gyldendal

KB

Pris på 2. opl.: 2,5 - fil stadig på privat pc

pdftxt

nan

nan

O

Når man står på en af de klitbakker, søm omgive oxby kirke i vesterhørneherred et par mile fra Varde og seer ud mød nørdvest, da øverskuer man et landskab, søm i vildhed og størartethed søger sin lige her i landet. Det er en milelang strækning, opfyldt af lave klitter, Enge og hedepartier; men det ejendommeligste ved stedet er dog den mængde småsøer, her sindes, de mindste af størrelse som et almindeligt gadekær, de største af en Fjerdingveis længde * ). Denne ørken kaldes der på egnen „ Karls Mærsk “ eller „ kallesMærsk “, og der går det sagn om den, at den i en fjern fortid har været havbund, og at Ringkøbing fjord har haft sit udløb herigennem til hjertingbugt og havet. Såmeget skal ialtfald være vist, at der as og til er sundet skibsredskaber eller buede planker som af både i kallesmærsks Enge. — * ) disse søer kunne dog nu næsten ganske forsvinde i meget tørre somre. hertil denne ørken kom — for nogle og fyrrefyve år siden — den eneste dalevende descendent af den gamle danske adelige familie Grubbe. Hans navn var Eiler Grubbe. Han var en meget rig og fuldkommen uafhængig mand; men et medfødt tungsind havde svækket hans mod og kræfter allerede i en tidlig alder, — en sinds- og legemstilstand, der ikke er usædvanlig hos de sidste af gamle og forhen særdeles livskraftige slægter, idet blodet ved de idelige ægteskaber indenfor tamme familie eller ialtfald mellem individer, der væsentlig leve under de samme livsvilkår, til sidst bliver ligesom udvandet og berøvet den naturlige ild. — han havde været officer, men snart opgivet sin post; så havde han studeret tteologi, men ligeledes opgivet dette; derpå havbe han nogle år rejst udenlands — og synes i det hele at have hørt til hin Art af digteriske naturer, der i deres egenkærlige længsel efter noget, som i sandhed kan udfylde dem, i deres ungdom drives omkring af en pinefuld, nervøs urolighed for senere, når de ungdommelige kræfters gæring aftager, at søge en utilfredsstillende hvile i en dump og mat resignation. — han var, da han således første gang, på jagtens vegne, betrådte denne ørken, noget over tredive år gammel. Han var en vældig jæger, og hans største fornøjelse var med bøssen på nakken at strejfe omkring og opsøge de bedste jagtegne, og da disse tillige vare de mest ensomme, tilfredsstillede han derved to af hin naturs fordringer. Det var en dag i begyndelsen af september måned, da han efterven lang vandring, træet og mødig, besteg en sandklit i udkanten af kallesmcrrsk for at kunne overse terrainet. Skuet af det underlige land, han førstegang så, betog ham stærkt, og han vedblev at stirre derind: de mange søer blinkede som venlige, men tungsindige øjne fra den mørke grund, ørkenens disige luft tilslørede halvt den fjerne synskreds, den berusende, aromatiske Duft af n^rieu ouls ombølgede ham, og den dybe stilhed, der hvilede over hele egnen, faldt som en øjeblikkelig følelse af fred over hans urolige sjæl. Da lagde han sig, betagen af denne for ham så uvante stemning, ned i sandet, og med sin jagttaske under sit hoved nød han nogle timers vederkvægende søvn. Da han vågnede, var det hen ad aften, han rejste sig og så sig om. Øen sandklit, på hvilken han stod, var den højeste i en lille bjergkæde — hvis man ellers tør bruge et sådant udtryk om sandklitter — der indfattede den vestlige bred af en af de omtalte småsøer, som var omtrent en fjerbingvei lang og halvt så bred. Vinden var østlig, og de små bølgers ensformige slag mod klitternes fod, der var den nærmeste lyd, som hørtes i ørkenen, havde vistnok bidraget deres fil at dysse den ensomme jægersmand isøvn. Den følelse af fred, som søvnen og indtrykket af det forunderligt stille land havde givet ham, vedblev at hvile over ham: som idrømme stod han og stirrede ud over egnen og den svagtkrusede, solbestrålede sø, på hvilken talrige flokke af vildænder svømmede omkring, ligesom enkelte plump og bevægelser under vandet tydede på, at søen også var rig på fisk. Længere borte øjnede han uhyre flokke af brokfugle, hvis bløde fløjtetoner, blandede med bølgernes rislen, nåde hans øren som en fjern vuggesang — medens af og fil endnu længere borte fra andre selsomme toner og stemmer lod sig høre, hvis oprindelse han ikke kunne forklare sig, men hvilke man altid fornemmer veo aftenstid i ørkener og på skille steder. Da blev han på engang så greben af hele stedets natur og af den fred, der på denne sildige eftermiddag hvilede derover, at han som i gjenopvågnende livskraft strakte sine hænder i vejret og råbte: „ Her vil jeg bo! Disse ensomme søer med alle deres dyr skulle være mine! Disse heder, moser og Enge — hele denne ørken med dens stille aftener, med dens selsomme toner, med dens tungsindige ro, alt dette skal være mit, alt dette skal være til for mig, for mig ganske alene! Ia, således skal det være; her, fjernt fra alle mennesker og dog i mit fædreland forekommer det mig, at jeg vil finde fred! “ Da lød et bøsseskud så at sige ligeunder ham. de nære bakker gentage skraldet; som en aftagende torden forplantedes det videre og videre, indtil det endelig hendøde blandt de fjerneste høje som en forunderlig uhyggelig susen. Hans sind havde været så optaget af den beslutning, han nylig havde fattet, at han næppe lagde ret mærke til selve skuddet — de fjerne, åndeagtige naturrøster, som skuddet ligesom havde kaldt tillive, gjorde derimod stærkt indtryk på ham, og han lyttede henrykt hertil, indtil den svageste susen var ophørt. Da førsf gik han ned ad klitten mod søbredden for at se, hvo det var, der her i denne ørken drev den samme idræt som han. Men hvor forbavset blev han ikke, da han var kommen ned ad klittens første rygning, ved at se en ung kvinde stå ved søens rand! Hendes bøsse lå ved hendes fødder, og hun stod og så udover søen, hvor en stor hvid hund kom svømmende ind mod land med to ænder i munden. Da standsede han fuld af forundring, og da han nu tillige lagde mærke til hendes klædedragt, hvoraf det var åbenbart, at hun her troede sig ganske ene og uforstyrret, følte han, at han vistnok burde fjerne sig igen; men den heftige lyst, der var opstået hos ham til at gøre den unge jægerindes bekendtskab, lammede hans villie, således at han i øjeblikket hverken var i stand til at fjerne eller nærme sig. — hun var iført en mørkegrøn kjole, der ikke nåde længere end til midt på hendes ben, og disse vare blottede; hendes skikkelse var hvi og rank, hendes nakke og hoved af den skjonneste form. Han følte sig selsomt betaget. „ Se, “ hviskedee han, „ er dette ikke disse steders genius, jagtens hulde gudinde, den høje Diana? — se, håret opbundet i nakken, det korte gevant, de blottede ben!... Men da er hun jo også min genius — åbenbarer hun sig ikke for mig i samme øjeblik, jeg har besluttet at tage land her? “ Imidlertid var hunden kommen iland med ænderne, som den lagde for sin herskerindes fødder. Hun bøjede sig ned, kvalte med et sikkert greb den ene and, som kun var vingeskudt, og gemte dem i sin jagttaske. Derpå vendte hun sig om for at tage bøssen, der lå bagved hende, og da fik hun øje på Eiler Grubbe, der nu langsomt og ligesom modstræbende steg ned ad klitten henimod hende. Han var en velvoksen, fintbygget mand med et ædeltformet ansigt, hvis udtryk dog ellers vansiredes ikke så lidet ved dets præg af sløvhed, ja næsten af livslede; men i dette øjeblik, da hans sind var opfyldt af det usædvanlige, der her var mødt ham, var hans blik fast og klart, og hans kinder ikke så blege som sædvanligt. I samme nu, den unge kvinde så den fremmede mand, farvedes hendes ansigt af en glødende rødme, der dog ikke lignede den jomfruelige undseelses lysere skær så meget som vredens dunklere lue. Da stod hun førstegang for hans ansigt, den dejligste kvinde hans øjne endnu havde hvilet på, rank og yndig, naturens ungdomsfriske datter, guddomsskjøn som selve den høje Diana, hvis idræt hun øvede, men også — ligesom gudinden — uden præg af sædelig alvor på den skønne pande eller i øjnenes blinkende glans! — hun sænkede ikke sine klikke, og hun blev stående ubevægelig. Da hun imidlertid så, af den fremmede vedblev af nærme sig, trådte hun ham et skridt i møde og sagde: „ Jeg havde troet, af man i det mindste i denne ud ork kunne være fri for — tilskuere, men jeg seer nu, af jeg har taget fejl. “ Derpå førte hun hilsende hånden op til en lille stråhat, der sad kækt på hendes skønne hoved — en bevægelse, der dog ikke var fri for et vist skjælmeri — fløjtede efter hunden og fjernede sig derpå med langsomme og faste skridt langsmed søranden. Han stod nogle sekunder og så efter hende — og da forekom det ham på engang, som om hele hans foregående, planløse livs byrde var afkastet, sløvhed og livslede forbi! En ukendt varme gennemstrømmede hele hans væsen, og han følte sig som yngling på ny, fnld af kraft og mod. Uden selv ret af vide hvorledes, havde han indhentet hende, og han trådte frem for hende, hilste hende med ærbødig, ridderlig anstand og sagde: „ Skønne, ubekendte unge dame! hvorfor vil de vredes på mig? — skønt jeg ikke har beluret dem som aktæon deres høje forbillede, tvivler jeg dog ikke på, af om de havde hast evne som villie, ville en lignende straf have ramt mig. Men hvorfor betragte mig med så uvenlige blikke? Jeg er en fredelig jæger, hidlokket, som vistnok de selv, af dette steds ensomhed og alvor. Jeg havde netop besluttet at købe denne ørken og bosætte mig her, da fremstod de i samme øjeblik som stedets genius for ligesom at besegle min beskatning!... Hvem er de, skønne pige? Vil de sige mig deres navn og herkomst? “ Straks ved begyndelsen af hans tale var den unge pige standset. Hun forsøgte på at betragte ham med et hånligt smil; men efterklangen af hans ord og hans hele personlighed forhindrede hende deri, og måske for første gang i sit liv måtte hun sænke sine øjne for et mandligt blik. Og da han nu vedblev at stå tavs og ærbødig hos hende, og hun følte, at han betragtede hende nøje, da overtrak en mere fin og jomfruelig rødme hendes kinder, og hun stod bly og undselig for ham. Endelig hævede hun sine øjne og sagde: „ Jeg hedder Ida krabbe. Min fader er godsejer og stamhusbesidder. Han ejer søviggård i Vendsyssel, men vi er for tiden i besøg en halv mils vej herfra på hesselmed. Fader har desuden noget at gøre med at undersøge sandflugten her i egnen, og jeg rejser altid med ham. “ derpå tilføjede hun med et skælmsk blinkende øjekast: „ Og hvem er så de? “ Han besvarede hendes spørgsmål; lidt efter sagde han: „ Jeg kender noget til deres hr. Fader, og nu er jø heller ikke de mig ubekendt! I morgen tillader jeg mig at besøge dem på hesselmed. “ Derpå hilste han hende dybt til afsked og begyndte at trække sig tilbage til det sted, hvor han første gang var bleven hende vaer. Hun blev stående nogle øjeblikke og så med undren efter ham, som om hun måske ventede eller ønskede, at han nu, da bekendtskabet var gjort, skulle have ledsaget hende et stykke på vejen. Men dertil var han — ifølge sin natur — ikke i stand; thi hans sind var bly og beskedent, og han var sålidet en handlingens mand, at kun et så mægtigt indtryk, som synet af den unge, dejlige pige havde gjort på ham, formåede at overvinde hans sky natur, og han trak sig nu tilbage, ligesom ' overvældet og betagen af sin egen dristighed og stærke følelse. Da han havde nået det omtalte sted, blev han stående der, lænet til sit gevær, og vedblev at følge den ranke, let henskridende skikkelse med sine blikke, indtil den var forsvunden i det fjerne. Men dagen efter indfandt han sig dog på herregården hesselmed, således som han havde sagt; en uge efter dette sit første besøg var han forlovet og allerede en måned efter gift med den skønne, kun syttenårige Ida krabbe. Søviggård * ) har en overmåde dejlig beliggenhed i den sydøstlige del af Vendsyssel, ved Kattegattet. Skønne, med lyng og skov bevoksede bakker omgive gården mod nord, syd og vest; østenfor den strække sig derimod græsrige Enge helt ud til havet. Forbi gården og gennem disse Enge ud imod Kattegattet strømmer en å, hvis bredder, på herresædets enemærker, er tæt bevoksede med høje træer, hvilke om somren på mange steder danne et så tæt løvtag over åen, at solens stråler ikke kunne trænge derigennem. Når man i nogen tid har ladet sig glide i en båd ned med strømmen mellem disse træer, der stå som en mur til begge sider, i den højtidelige dunkelhed, som dannes af de mørkegrønne hvælvinger, og man pludselig kommer ud i det fulde dagslys og seer det blå, solbeskinnede hav, da gribes man af undren og glæde, og hjertet føler sig mildt bevæget ved dette yndige og rige naturbillede. På dette herresæde boede nu Eiler Grubbe og Ida krabbe som ægtefolk. — da igrubbe straks efter * ) findes ikke under dette navn. forlovelsen underrettede sin svigerfader om det særegne indtryk, kallesmærsk havde gjort på hans sind, og tilføjede, at det fremdeles var hans agt at købe hele denne ørken, opbygge en gård på det sted, hvor han første gang så den skønne jægerinde, og bosætte sig der med hende, — anvendte den gamle og sygelige enkemand al sin indflydelse for at forhindre denne plan, som han sandt i højeste grad upraktisk og excentrisk — så meget mere, som han derved ville blive skilt fra sin datter, hvem han havde særdeles kær. På den anden side var det ham til beroligelse, at hans datter kunne blive så godt gift, mens han endnu var ilive, og han formåede derfor sin svigersøn til at bosætte sig på søviggård og straks efter brylluppet at overtage hele stamhusets bestyrelse. Da de på denne måde havde boet der et par år, døde den gamle krabbe, og da der ikke var andre børn end denne datter, blev de unge ægtefolk således eneste herskab på det skønne herresæde. Det var en eftermiddag sidst i August, ti år efter at Eiler Grubbe og Ida krabbe så hinanden førstegang ved hedesøen i kallesmærsk. Det var stille og trykkende varmt; om formiddagen havde solen skinnet i al sin pragt, men ved middagstid indhylledes den vestlige himmel i mørke skyer, hvorfra af og til en sagte torden lod sig høre. Henpå eftermiddagen tyknede himlen overalt så meget, at mæn kunne se de fjerne lyn, og en svagt rullende torden hørtes af og til fra alle verdenshjørner. En dump og trykkende stilhed hvilede over hele egnen. Mennesker og dyr vare i en ophidset tilstand: de gik som i drømme og gispede efter luft. Ved åen, hvor de høje træer stod så stille, som vare de støbte af vop, var der isærdeleshed forunderlig ensomt og betagende. Den lydelige summen af myriader af myg, der stod som levende søjler over vandet indtil højt op over træernes toppe, blandet med åens rislen og fiskenes urolige faren frem og tilbage i vandet, satte sindet på engang i en døsig og pirrelig stemning: mæn følte sig træt og havde trang til at dvæle i lang tid på et sted for ret. at hvile ud, men en indre uro tillod det ikke. De af gårdens befolkning, som ikke af bestemt arbejde vare bundne til stedet, havde alle mere eller mindre følt sig i denne tilstand hele denne tordensvangre eftermiddag: de gik fra værelserne ned i haven og i denne fra et sted til et andet, gik derpå ind igen for — nogen tid derefter at begynde på den samme eller en lignende vandring. Sådanne rastløst omkringvandrende grupper, snart mindre og snart større, men dog som oftest bestående af en enkelt herre og dame, havde man kunnet lægge mærke til lige fra middag af. Søviggård rummede nemlig i denne tid indenfor sine mure en betydelig større befolkning end den faste husstand, og tilmed var netop denne lumre augustdag hustruens fødselsdag, der ydermere skulle fejres ved et glimrende bal om aftenen. — denne forøgede befolkning bestod af de i dagens anledning indbudne fra omegnens herregårde — hvilke dog kun udgjorde et meget forsvindende antal — og dels af en uhyggelig skare af fornemme udlændinge og bekendte fra hovedstaden, hvilke i en månedstid havde opholdt sig på det rige og gæstfrie herresæde. — især var åen, efter at himlen henpå eftermiddagen begyndte at tykne, og et dybere mørke end ellers hvilede over det sagte rislende vand, et yndet mål for disse omvandrende grupper, dog mest for sådanne, som bestode af et enkelt par, en. Herre og en dame. Hvor den skønne strøm berørte haven, lå ved en lille landingsbro fem eller seks både; den ene efter den anden af disse blev i løbet af eftermiddagen og aftenen løst — en herre og en dame toge plads deri og glede lydløst nedad det førte vand, under de høje, kirkelignende hvælvinger, ud mød havet. Om aftenen, da den støre hovedbygning begyndte at stråle af lys, medens atmosfærens tryk blev mere og mere føleligt, og den fjerne, men uaf-. Brudte dundren i horisonten drog højere og højere op på himlen, — gik en lille — omtrent niårig — øreng ned til åen. Han stillede sig mellem de høje træer med sin ene arm slynget om en træstamme, og man kunne tro, at han sov, så fuldkommen ubevægelig stod han, hvis ikke de af og til uroligt blinkende øjne havde tydet på det modsatte. Det var ikke første gang, at den lille øreng stod på dette skjulte sted. Også tidligere på aftenen havde han dvælet der med ængsteligt spejdende blikke. Han havde set bådene glide forbi og havde hørt hemmelighedsfuldt hviskende stemmer lyde derfra; men han havde endnu ikke set, hvad han mest frygtede for at se — det, hvorfor hans barnlige sjæl nærede en dunkel, uforklarlig gru. Der, hvor han stod, faldt et temmelig stærkt lysskær fra kjøkkenvinduerne ind mellem træernes stammer og oplyste såvel disse som den del af åen i hele dens brede, som var ligeud derfor. Når han hørte en eller anden lyd fra vandet, stirrede han med et uroligt og spændt udtryk i det skønne, blide og tankefulde ansigt hen i den retning, hvorfra lyden kom, indtil det gik op for ham, at det enten var åen, som af en eller anden grund rislede stærkere, eller en frø, der sprang ud, eller en fisk, der slog op, og da viste sig i hans ansigt et udtryk af lettelse eller barnlig sorgløshed, som det da vedblev at beholde så længe, indtil en ny lyd fra åen fængslede hans opmærksomhed. Han havde vistnok stået således hen ved en timestid så ubevægelig som selve de tavse stammer, da hørte han en lyd, der bragte ham til at fare sammen og til at stirre med stive blikke ud i det uigennemtrængelige mørke, som omgav begge sider af lysstriben. Det var en lyd som af en sagte plasken, blandet med hviskende menneskestemmer. Det var åbenbart en båd, der langsomt nærmede sig, kun båret frem af åens egen strømning. Nogle minutter endnu, og den passerede det oplyste sted — kun et øjeblik, men dog længe nok, til at den lille øreng kunne se, hvo det var, som færdedes der i det dybe mørke, i den skumle, tordensvangre aften. I samme øjeblik, båden gled ham forbi, råbte den lille øreng med en stemme, som på engang var angstfuld og kærligt bønfaldende: „ Moder, her sfåer jeg! Må jeg komme ud til dig i båden? “ Denne vedblev dog sin stille fart, og først efter at den var forsvunden i mørket, lød en dæmpet, mandlig røst derfra: „ Hvorfor sfåer du der alene, lille Henrik? Din moder er ikke her, hun spadserer nu vist i haven med damerne. “ Da gik den lille øreng bort fra det ensomme sted; men hans ansigt var blegt som et lig, og bittre tårer randt ned ad hans kinder. Thi det var hans moder, og han vidste det. — allsom mørket tiltog, strømmede et mere og mere strålende lyshav ud fra den støre gårds helt oplyste hovedbygning. Af og til for et forunderligt pibende vindstød hen over jorden, snart fra en kant og snart fra en anden og som efter en enkelt, ret linie: de høje træer knagede og bøjede sig næsten til jorden med en sukkende lyd, medens de affaldne blade hvirvledes i hurtigt omdrejende kredse højt op i luften. Efter et sådant vindstød indtrådte der gerne i længere tid en skummel stilhed over naturen; selv det sig nærmende tordenvejr syntes da for nogle øjeblikke at være kommet til ro — da var det, som om åen bruste stærkere, og man hørte tydeligt i stor afstand den hvislende lyd af de faldende blade fra de fornylig rystede træer. Altsom aftenen led, blev disse vindstød heftigere og hyppigere samtidigt med, at tordenvejret nu stedse rykkede nærmere og nærmere; men da overdøvedes naturens klagende stemmer af den brusende dandsemusik, der lød ud fra den høje, strålende riddersals åbenstående vinduer. Jorden, min moder, tungsindige, blinde! Underligt rørte mig stedse din sang gennem de vårlige skovbækkes klang, gennem de sukkende, høstlige vinde — hvi mon det gyser da nu i mit bryst? Hvorfor fornemmer mit ængstede hjerte, elskede moder, din bævende røst, ret, som du hulkede i smerte? mægter du ene vor kval at fornemme? Skimtede du aldrig den frelsende hånd? Seer du vor nød, men forstår ej vor ånd, den, som trods smerten i lyset har hjemme? Svulmer du derfor tungsindigt, o hav? Klinge vel derfor af vemod og længsel alle de toner, som Herren dig gav, trælbundne moder i fængsel? Midnat er kommen. De hellige toner svinge sig ud over land, over ey; englene dale på midnattens sky bringende fred fra de himmelske zoner. Manden, som kæmper for sandhed og ret slumrer nu sødt hos sin hustru, den ømme, striden, den hårde, nu synes ham let — fred over ham og hans drømme! Midnat er kommen. De fristende ånder flokke sig tæt om den vildfarne ånd, heffigt den under begæret sig vånder, strammer og søger at sprænge hvert bånd. Mægtig er nu den dæmoniske lyst, tankerne stærke, som lokke og dåre, ondskab sig ruster til natlige høst, — uskyld, o lad dig ej såre! midnat er kommen — hør, natvindens susen tordenens drøn og de styrtende vande lyde som havbølgers truende brusen vildt, og med balsalens toner sig blande! Ak, hvilken underlig, zittrende lyd: stemmer af ånder, der stige og synke, jublende snart som i spottende fryd, sukke så atter og klynke. Hundene rasle med lænken og tude ret som i smerte ved tonernes klang. Ensomme vandrer på ensomme gang studser og standser i mørket derude, retter sit blik mod den strålende glans; hvidklædte, svævende skikkelser blege er for hans øjne som åndernes Dands eller som englenes lege. — Broder og ven på det fattige Kammer, du med det rene, det barnlige sind! Lyset, som vifter i midnattens vind, smykker din bolig med renere flammer... Længes og du til den fornemme gård? Stråler dens blændende glans for dit øje? Vel, — der af føre dig hen jeg formår uden den ringeste møje. thi når det lyster mig staven af svinge, fantasus gav mig, — jeg styrer din hu! Se, foran balsalen stander du nu, — op på mit bud må de fløjdøre springe!... Ak, hvor du blændes af lyshavets glans — dog kun frimodigt omkring dig du skue! Uskyld kan se på dæmonernes Dands uden af rædsel af grue. Se, hvor de bølge, de levende krandse, bølge som sagte henrindende vover — tonernes scepter er udstrakt derover — henover gulvet i svævende dandse. Hør violinernes lokkende røst, fløjternes underligt klagende stemme!... Drømme, du drømte i ungdommens lyst. Opfyldt du tror at fornemme? Dog — hvis din rene, din barnlige glæde ej skal forspildes ved kerternes skær, kom ej de dansende skønne for nær! Sku kun i afstand den bølgende kæde! Menneskets sind er så stridigt og hårdt, sjeldent lidt ublandet glæde det finder, had og misundelse jager den bort selv — fra de dansende kvinder. derfor du kun fra det fjerne bør skue hine, som hist monne danse og le! Selv deres blikkes bedårende lue helst i betydelig afstand du se! Thi, hvis du nærmede dig hen... ganske nær. Så du måske med forundring og smerte øjnes og kinders mørktflammende skær, — tegn på det fredløse hjerte. Thi kun den rene, den barnlige glæde, bly som i kvindernes hjerter den boer, tegner på kinden sit yndige sæde, viser sit lyse, livsalige spor. Yndige rødme! Du lislige glans! Hvor skal din hellige lue jeg finde? Flygter du sky for den leflende Dands? Hvor har du skjult dig herinde? Timen er kommen, min Broder og ven! Hæv nu dit øje, det barnlige, blide, sku ved min side mod lyshavet hen, der, hvor de dansende skikkelser skride! Se dog, o se! der er menneskefangsf! Læben er bue, og øjet er landse; se, fra hinanden de skye som i angst — mødes så atter og danse. ret som medlidende fløjterne græde, strengene dirre med spottende hvin. Fagre, forvildede husfrue fin! Timen er ond til i dansen at træde. Lysglandsen, synes mig, skinner så rød, ' og dine kinder som kerterne gløde! — farlig er timen — stor sorrig og nød komme der vil af det møde! Hvo er din dandser? — den skønneste mand, han med det mørke, det funklende øje, — han, som dit stammende hjerte kan bøje, medens han nærer dets vildsomme brand!... Hvor er din husbond? Ak, seer du ham ej? Dansen og glæden forlyster ham ikke, hist fra det fjerne han spejder din vej med så tungsindige blikke. Hør hvor det bruser fra tonernes kilde, se, hvor de lege med menneskers sind! Saligt i himlen de vugge dig ind, hvis du besjæles af følelser milde, — stå dog tillige med dybet i pagt: hjertet, hvor ilden alt ulmende brænder, blusser i flammer ved tonernes magt, og — du mod dybet dig vender! Broder og ven fra det ensomme Kammer, så du vel forhen så selsom en Dands? Så du en skikkelse, mægtig som hans? Så du et skønnere åsyn i flammer? Indenfor trolddommens magiske kreds, kastet omkring som af stridige bølger, snart hun sig nærmer vemodig-tilfreds, snart som i skræk hun sig dølger!... Hvi er her blevet så tyst og så stille? Er den til ende, den festlige nat? Er den bevingede fod bleven mat? Øjet for tungt til at lyne og spille? — nej! — — men de mægtige flammer, de se, suset, de høre af stærkere vinger, lokker dem selsomt med fryd og med ve, — magisk dem alle betvinger. Derfor en dæmpet, forunderlig ro hersker der nu i den strålende Halle. Se: hvor de danse, de herlige to, glimre som sole de frem for dem alle! Ak! i de dansendes blomstrende kor aldrig jeg skuede så dejlig en kvinde... Dog må jeg sænke mit hoved mod jord, og mine tårer må rinde!... ak, nu jeg tror, at mit syn mig bedrager?... Seer du hist henne, min Broder og ven... Seer du en dreng, som er bleg, men så sager, langsomt at gå mod de dansende hen?... Se, som betagen af rædsel han går, snubler og vakler omkring som iblinde, nu ved de dansende stille han står — hvad mon han vel har i sinde? Hvad vil du her i det gøglende rige? Hvad vil du nær ved de vildfarne to? Bedre forsandt, om du undte dig ro end som et genfærd af graven at stige. Hvad har dig vækket af barnlige blund/ siden du her på den natlige scene vandrer omkring i den sildige stund frygtsom, forvildet og ene? Er det vel glæden, du kom for at skue? Er det vel den, som forstyrrede din ro? — hvorfor da stirre så stift på de to... Mesf dog på hende, den dansende frue? Vistnok din moder ej sang dig iblunb, derfor du går på den gøglende scene her i den sildige, natlige stund frygtsom, forvildet og ene.... er du alt mættet af synet, barnlille, siden du atter fra dansen dig fjerner? Se dig dog om her i natten den ville, se på de andre, de blegere stjerner! Snart vil de slukkes, thi dagen er nær, snart — det er varslet af hanernes galen — morgenens bleggule, zittrende skær trænger sig ind her i salen. Natten med vælde dog hersker endnu. Bort du nu går, kan jeg tro, for at hvile?.. Søvnen vil lindre din barnlige gru, lære din læbe i drømme at smile... Hvi dog så angst? er du ej i dit hjem? Som om du frygtede en truende fare sniger du tavs og forsigtig dig frem gennem den undrende skare. — — ak, du har set ham, min Broder og ven, barnet, som underligt tynger mit hjerte! Kom — skal vi snige os efter ham hen, dele den ensommes rædsel og smerte? Sønnen af huset det var, som du så, arving til højhed og rigdommens goder; hun, som med tårer han stirrede på, er hans forvildede moder. vil du, o kære, ej nok følge med, hvis du er mættet af glandsen herinde? Har han end skjult sig på dunkleste sted, jeg skal dog sikkert ham kende og finde. Ræk mig din bløde, din trofaste hånd... Uden du mærker det, skal jeg dig føre... Fantasus kender ej nogetslags bånd, går gennem lukkede døre. - — se, når jeg åbner gardinet, belyser glandsen fra salen hans barnlige kind. Gulvet er koldt, han er bleg, og han fryser, slumrer dog her med beroliget sind. Vi vil som vagt hos den sovende stå, ind bag gardinerne sagte vi træde. Lad ham, så længe han kan og han må, kvæges ved drømmenes glæde!... Her er det stille... ak, ellers så gerne hørte jeg natvindens sukkende susen, vigende tordeners drøn i det fjerne, faldende regnstrømmes svulmende brusen, — hvi mon det gyser da nu i mit bryst? Hvorfor fornemmer mit bævende hjerte, elskede moder, din natlige røst, ret, som du hulkede i smerte?... tys... det mig synes, mit øre fornemmer lyd som af sagte sig nærmende skridt... Lyd, som når dæmpede menneskestemmer tale og svare hinanden så blidt!... Stemmerne nærme sig, snart er de her! Snart vil det ensomme, halvmørke Kammer — lyse af hjerternes hede begær, elskovs fortærende flammer... Døren sig åbner — o se, hvor du træder, arme, forvildede husfrue fin! Var der i verden ej tusinde steder, du kunne mødes med elskeren din? Hvi netop her, hvor din eneste søn, fyldt af en anende, ubestemt smerte knælle og bad for sin moder en bøn af sit uskyldige hjerte. Døren sig åbner — o se, hvor du træder, fagre, forvildede husfrue fin! Var der i verden ej tusinde steder, du kunne mødes med elskeren din? Ak! hvor du troede dig dybest iløn, skulle det sig så forunderligt føje - se, din uskyldige, kærlige søn fæster på dig sit øje! se, han har rejst sig, han stirrer og stirrer underligt stille, som ramt af et lyn. Se, hvor de bæve de hvidgule bryn, se, hvor hans skikkelse zittrer og dirrer! Ak, du har mørknet hans barnlige vår, mørknet hans dage med synd og med smerte. Aldrig forsandt vil det læges, det sår; thi du har rammet hans hjerte! Hørte du tonerne klynke og græde? Strengenes selsomme, spottende hvin?... Stedet var ondt, som du skulle betræde, fagre, forvildede husfrue fin! Dagen er oprunden, skyggerne veg, morgenens stråler i vinduet lege, kaster en lysning så bleg, o så bleg over dit åsyn, det blege! Det var en lummervarm og stille septemberaften, en seks eller syv år efter denne balnat, da sad en skolediscipel i et af de gamle huse ved østerå i Ålborg og læste på sine lektier. Han var i en alder af omtrent seksten år og havde i et halvt årstid besøgt latinskolen. Han var høj og slank med et udmærket smukt formet hoved og med regelmæssige, skønne ansigtstræk. Hans øjne vare store og mørkeblå, men med et på engang uroligt og tankefuldt blik. Så ung han var, var han dog næsten udvokset til sin fulde højde, hvorimod hans ansigt endnu ganske var et barns. Det var Henrik Grubbe, Eiler Grubbes og den skønne Ida krabbes søn. Han sad som sagt og læste på sine lektier, men det var øjensynligt, at han havde møje med at holde sine tanker samlede. Snart lænede han sig tilbage i stolen med et udtryk af træthed og utålmodighed, og snart kastede han sig igen over bogen og læste nogle minutter med en ivrighed, som om det gjaldt livet. At denne måde at arbejde på ikke vel lod sig forene med den lumre aften, fik han snart at føle, idet sveden på engang sprang ud af alle hans porer; han måtte rejse sig, gik hen og åbnede et vindue og blev stående en tidlang i dette for at blive afkølet. Luften var imidlertid af den beskaffenhed, at det næsten var varmere udenfor end inde, i det mindste var dette tilfældet med den af dagens varme ophedede gadeluft, der virkede næsten bedøvende på ham, hvorfor han snart igen trak sig tilbage fra vinduet og beredte sig til at gå ud for at søge en friskere luft. Han iførte sig en grøn jakke eller trøje, rigeligt besat med store, gule ankerknapper, tog en lille, let bøs se samt jagttaske og øvrige skyderedskaber ud af et skab og forlod således udrustet det gamle hus. Da han var kommen udenfor, rettede han, uden at betænke sig, sin gang ned til en af smågaderne ved fjorden, hvor der boede en fisker, hvis båd han jevnlig benyttede til sine jagtture på fjorden. Denne fisker, ved navn hans Krisfian, boede i et lille, ret net hus, omgivet af en venlig have. Da Henrik kom til indgangen af haven, der var aflukkef, råbte han med høj røst: „ Er hans Krisfian hjemme? “ Da han intet svar fik herpå, gentog han med forstærket stemme og til sidst med et udtryk af utålmodighed og vrede sit spørgsmål, — indtil et vindue blev åbnet, og en smuk, men meget gammel mand med et ærværdigt, gråt skæg stak sit hoved ud. Det var hans Krisfian, bådejer og fisker i fjorden. „ Hvorfor svarede i ikke straks? “ spurgte Henrik. „ Fordi jeg er syg, hr. Henrik, som de kan se, og lå og sov, da de kom. Jeg har været syg den hele dag — å ja, har jeg så. “ „ Kan jeg få båden? “ „ Ja — nej, ikke godt, hr. Henrik. Amme skal ud med den og sætte garn nu tilaften. “ „ Ja, så går jeg ud med hende, jeg skal på iagt, som i kan se. “ „ Ja—a, hr. Henrik, “ indvendte hans Krisfian. „ Men herregud, hvad er der nu i vejen? “ brød Henrik igen ud med en vis heftighed, „ jeg giver naturligvis samme betaling, som om jeg havde båden alene, og så får i jo dog tillige Garnet besørget. Det synes mig, i må kunne stå jer ved den handel.

1889_Birck_AageEllerEbbe

Sofus

Aage Eller Ebbe

Birck

Birck

Aage Eller Ebbe

male

1889_Birck_AageEllerEbbe.pdf

Sofus

Birck

dk

Aage eller Ebbe

Fortælling

n

roman

J. L. Wulff

KB

pdftxt

nan

nan

O

På tangvolden langs stranden sad en ung mand og så ud over bugten. Han så de høje, toppede bølger brydes mod den flade strandbred, idet de sprøjtede deres skumkamme højt op på tangvolden, de dristigste så højt op, at de med et plask faldt ned i engen på den anden side. Han så det prægtige strejflys, der faldt hen over bugten, hen over Kattegattets friske bølger, der kom famlende derude fra og søgte ind i bugtens halvrunding. Mod syd lå den høje klint med sine store ege- og bøgeskove, mod nord de flade Enge, den store mose og « hornet », der med sin lave højderyg skød sig langt ud i havet. Som kåde børn, der vide, at de i frikvarteret have deres egen vilje, hoppede og tumlede bølgerne herinde, medens de hist ude under stormens kommando bleve tvungne i flok og følge med de store bølger, der taktfaste og regelrette som batailloner i stormmarche dreves fremad med ustandselig fart. Skyerne joge for den friske sydost hen over bugten. Snart skinnede vandet derude som sølv, snart fortonede det sig atter i det dybeste blå. Det var himlen, der lånte det disse farver. Bøgeskoven henne på klinten viftede med sine friske grønne blade, der i det glitrende Sollys næsten spillede i det gule, men over det lyse hang stod de gamle ege med deres forvredne, bladløse grene og så helt melankolske ud. Det forekom ham, som om de sagde til de unge bøge: « også vi have en gang viftet og vinket her i disse skove. Da vi havde fortrængt Ellen, birken og fyrren, vare vi eneherskere her. Slægt efter slægt har hvilet i vore skygger. Til hest og med halsende hunde foran, de rigtige store danske hunde, have konger og riddere, den gang landet stort og mægtigt herskede over Norden og talte med i Europas råd, jaget bjørnen, ulven og den springende hjort. Det svinekød, de elskede så højt, have vi næret med vore frugter. Selv gave vi livet for fædrelandet! Såvel drageskibene som de store orlogsskibe vare os, lanserne og køllerne vare os, og i den lange vinteraften lyste og varmede vi i bjælkehuset som i riddersalen. Men så kom den lette, bladfagre bøg hoppende herind i landet, den tog solen og lyset fra os, og nu dø vi, langsomt men sikkert. En for en vige vi sidste rester fra Danmarks storhedstid pladsen for aldrig mere at komme igen. Så er kun fortællingen om os tilbage ». Men bøgen lyste i solskinnet med sin friske forårspragt, den vidste, at den var den nye tid, der skridt for skridt havde kæmpet sig frem, fra et enkelt træ til en hel skov, og at nu var den Danmarks skønneste smykke. På tangdiget sad den unge mand og så og tænkte på alt dette, medens den lette vind fejede hen over hans friske, ungdommelige skikkelse. Han lagde ikke mærke til, at en ældre kavaler kom trippende oppe fra markerne ned imod stranden og så derfor noget forbavset op, da den gamle bag hans ryg lidt patetisk lod høre: « er Åge hin spage bleven romantiker? » « løjtnant v. Mehren, » sagde den tiltalte med det tonefald, ganske unge mennesker anvende over for ældre, som de vide er deres rigtig gode venner, « løjtnant v. Mehren er kommen tidlig på støvlerne i dag. » Løjtnanten sugede sine store grå moustacher ind i mundvigene, kløede sin noget anløbne næse, strøg sit hår fra venstre over til højre side i en stor hanekam og sagde derpå, idet hans små brune øjne plirrede rundt under de mægtige øjenbryn: « bah! Har slet ikke været i seng. » « hvorledes? » « løvspringsnatten, ser du Åge, må jeg altid blive oppe. » « i skoven? » « for Pokker, der bor jeg jo! Hvad skulle jeg blive der for? Nej — ». « på kroen? » spurgte Åge. Løjtnanten børstede atter sin hanekam op — det var tydeligt, at krøllejernet ikke havde været i berøring med den i de sidste fire og tyve timer — daskede sig med sin lapsestok ned ad de tynde, lidt luvslidte permissioner og sagde: « nå hvad skal man sige? Vi er jo ikke kanarifugle allesammen. » « altså igen trekort og brændevin på kroen? » « de forbandede kort, de blive dog en gang min ruin! » sagde løjtnanten med urokkeligt alvor. Et flygtigt smil gik hen over Åges ansigt: i* « og flasken? » Han drejede hovedet til siden, som om han blev flov over at have været nærgående. Løjtnanten knipsede til de kaffepunschpletter, der sås på hans frakke, og sukkede: « gud forbarme sig, hvor ungdommen dog er hensynsløs nutildags! » « å, når man er to og tyve år, kan man vel nok have en mening, og min er, at de burde holde dem for god til at svire på kroen, » bemærkede Åge, sagte men bestemt. « du er min egen dreng, » svarede den gamle fyr vemodig, og en fugtig glans kom over de små plirrende øjne, « en søn som du, og meget havde været anderledes; men nu køre vi med returvognen ». Han så op og ned ad sine tvivlsomme permissioner og søgte ved en ivrig gnidning at fjerne de fatale pletter på frakken. Omsider sagde han blødt: « ser du Åge, det var ikke min mening at gå til kroen; men Valborg nat har jeg ingen ro på mig, jeg må ud at se på blussene, det ser så godt ud, når hver høj lyser med sit. Så kom jeg forbi kroen. Et glas må du have, tænkte jeg, kun et eneste; men det blev igen til to, ja til mange! Hele natten har jeg sviret og spillet kort med disse bønderbæster. Ikke sandt, et smukt selskab for løjtnant v. Mehren, søn af en general, selv hans majestæts kammerjunker? Jo, jo, en dejlig kammerjunker! Kald mig kun en drukkenbolt, du har lov dertil. Ha, ha, ha! et nydeligt selskab; den storsnudede Simon hæk kaldte mig sans façon Mehren. Det samme gjorde prinsesserne, da jeg som kadet blev beordret til Amalienborg for at danse med dem. De nedstammede jo rigtignok i lige linje fra nogle og tyve konger, så dem kunne man jo nok tillade denne frihed, medens denne uforskammede sognefoged — ». « var det mere end fjorten konger? » sagde Åge for at få løjtnanten til at glemme Simon hæks plumphed. « du har ret, det var nok også kun fjorten. Du kan tro, vi kadetter toge os ud, rød kjole med krydsbandoler, chako med pompon, jo vi vare nydelige! » Den gamle kavaler slog sig med stokken ned ad benene, som om han derved kunne banke den lille kadet med chakoen og den røde kjole frem af den luslidte frakke og de medtagne benklæder. Åge trykkede sin gamle vens hånd. Han forstod den ironi, der lå på bunden af løjtnantens fortælling om hans ungdom, og søgte atter at give samtalen en anden retning. Men den gamle havde nu lyst til at være søjlehelgen, og han blev derfor ved ubarmhjertig at gennemhegle sig selv. Måske følte han en slags tilfredsstillelse ved at holde indvendig storvask, måske mente han, det var. godt for hans unge ven at høre om al den elendighed, et syndigt menneske kan bringe over sit hoved. « drik er djævlens hovedpude og roden til al vor elendighed, » sluttede han, « eller hvad har måske denne opblæste baron, denne pengepuger af doktor eller denne stuelærde Provst forud for mig uden dette ene, at de drikke til måde? Og så gå disse kavalerer og se ned på mig — å, jeg blæser dem et stykke! Nej Åge, du er min salighed det eneste fornuftige menneske her på egnen. Du passer din moders køer og lader forresten fem være lige. Det er uhyre fornuftigt, bliv bare ved dermed, og vogt dig så for kroen og politik. En hasselkæp på ryggen af alle disse krabater, det er det eneste, de trænge til! » Åge mente, at dette var en lovlig stærk udtalelse, men løjtnanten, der hyldede meget konservative anskuelser, forsikrede, at alle politikere her i landet vare levebrødsmænd, der kun tænkte på sig selv og blæste konge og fædreland et stykke. Han påstod, at kongedømmet var af guds nåde, og når man sagde ham, at det var Sofie Amalie og borgermester Nansen, der vare indstifterne her hos os af hans ideal af kongedømmet, blev han rasende. "tidlig kastet ud af sin militære løbebane — man sagde, at en aldeles uskyldig liaison med en prinsesse var skyld deri — havde han begyndt at ekstravagere, og familien havde da interneret ham hos skovrideren på Høgholm. Gården lå i en afsides egn, der var fire mil til den nærmeste købstad og over to til den nærmeste kro. Den flotte og elegante løjtnant v. Mehren var dermed levende begravet, hans fornemme slægt så ham aldrig mere. Selv holdt han ud, hans samtid var for længst sunken i graven; men han gik om derude i den afsides egn og befandt sig nu bedre end nogen sinde. Jernbanerne havde også strakt deres arme ud til Høgholms nærhed, og en gang imellem tog løjtnanten ind til byerne. Nu havde han ikke længer nogen, han måtte spørge om forlov; thi den gamle skovrider, hos hvem han var i pension, var også død, og sønnen, der havde fået pladsen efter faderen, var født og opvokset under løjtnantens øjne, han kunne ikke tumle den gamle logerende, der bestandig titulerede ham: o o ' o min gode Vilhelm! O af den nye tids frembringelser syntes løjtnanten foruden om jernbanerne kun om næringsfriheden, fordi den havde skabt et brændevinsudsalg i hver eneste landsby. Når han strejfede om i egnen, som oftest flere mil daglig, holdt han ikke af at føre marketenderiet med sig, som han udtrykte sig, en snaps på en kro smagte ham bedre end den fineste cognac i rejseflasken, han kunne nemlig ikke drikke alene. Hvad der især mishagede ham i den nye tid var: « alt det forbandede politiske vrøvl og så den uopdragenhed, der mere og mere kom frem især hos ungdommen. Hvor var nu den tid, da alle ærbødig toge hatten af for « løjtnanten »? Nu dampede mændene ham lige op i ansigtet, og børnene holdt ham i frakkeskøderne og råbte deres: « har do jen bette skilling ti wos? » Personlig hadede løjtnant v. Mehren kun et menneske, baron Høgh til Sandager gård. Baronen havde købt gården af kammerrådinden på Høgholm og forsøgte nu sin lykke der på egnen som politiker. Allerede dette var nok til at gøre løjtnanten forstemt; men baronen overså ham tilmed, inviterede ham ikke til sig, og det var dog for galt, at to adelsmænd ikke iagttoge god tone lige over for hinanden, hvad måtte så ikke pøblen have lov til? « men kommer dette yngre skud af en sidelinje ikke til skovfryd, » forsikrede v. Mehren, « kommer jeg ikke til Sandager gård, det er hans pligt først at hilse på mig. » Når man forestillede løjtnanten, at baronen havde en vis ret til at vente imødekommenhed på egnen, plejede han kun at sige: « projektmager! » Det var i løjtnantens øjne en afskylighed overhovedet at være projektmager, for en adelsmand var det en forbrydelse. Baron Høgh havde købt Sandager gård af Fru Hjersing, også kaldet den rige frue eller kammerrådinden på Høgholm. Det var en nybyggergård oppe på bakkerne, anlagt og opdreven af den afdøde kammerråd og et af hans sidste foretagender. Men kammerrådinden indså snart, at det var et urentabelt foretagende, og hun slog derfor til med glæde, da baronen meldte sig som køber. Rigtignok havde han ingen købesum disponibel; men store halvårlige afbetalinger kunne han præstere, sagde han, og det var den rige enke tilfreds med. Gården stod allerede i hundrede tusind kroner, hun kunne ikke selv overkomme at drive den, da Høgholms gård og gods gave hende nok at tage vare på, og hun var derfor meget glad ved at få den forpagtet bort, thi som andet end en forpagtning betragtede fruen ikke købet. Den henrivende udsigt fra Sandager brød den praktiske kammerrådinde sig ikke om, hun vidste, at de lette sandjorder fordrede svær gødning, og at moserne og kærene mellem bakkerne skulle kultiveres, hvis de skulle indbringe noget. Alt dette håbede hun nu, baronen besørgede for hende, så måtte han gerne have udsigten i tilgift. hun følte godt, at det gamle, ærværdige Høgholm med sin historiske fortid var et værdigere opholdssted end den moderne gård på bakkerne, thi endnu havde den to af sine tre fløje tilbage, og skønt det store gods for længst var « slagtet », havde gården dog endnu store arealer af Enge og marker, hvilke sidste i almindelighed sattes i klasse med østjyllands bedste hvedejord. Men Høgholm lå også så fornemt dernede i de vidtstrakte Enge med de store skove nær ved sig, og såvel engene som skovene havde « salig kammerråden » bragt til den højeste kulturstand, i hvilken enken ypperlig forstod at holde dem. Også derfor blev den « fornemme kammerrådinde » Ved den store gamle Hovedgård og lod baronen muntre sig med tilbyggergården. Alt dette begreb v. Mehren godt, kun ikke hvad baron Høgh egentlig ville på egnen, han syntes, der var mange andre steder, hvor han lige så godt kunne have slået sig ned. Tilsidst var løjtnanten dog naiv nok til at lade sig tilfredsstille med den forklaring, at kun politik havde ført baronen til egnen. Den folketingskreds, hvortil omegnen hørte, var nemlig slet repræsenteret af en husmand, der ikke var vel set af vælgerne. Han tænkte slet ikke på, at Fru Hjersing havde to sønner, Åge og Ebbe, og baronen en datter, den attenårige baronesse Leoni. Mange mennesker blive meget gamle uden nogen sinde at få øje på det mest iøjnefaldende og nærliggende. over hele Jylland var den for et par år siden Io afdøde kammerråd Hjersing vel kendt. Han havde begyndt livet med tomme hænder og endte det som en af provinsens rigeste godsejere udenfor de privilegeredes kreds. Han begyndte som studehandler med et enkelt kreatur ad gangen; men snart dreve hans røgtere dem i hele flokke ned over grænsen til Slesvig, som Sønderjylland den gang altid kaldtes. Så kom i halvtredserne de opadgående priser på landejendommene, og nu købte og solgte Hjersing så længe, at han, da perioden var ude, ejede Høgholms gård og gods. Han var fra en Pranger bleven en herremand. Havde han før været dristig, blev han nu forsigtig; som alle jyder vidste han, at det ikke var nok at tjene penge, man måtte også forstå at bevare dem. Han opgav al handel, sled og slæbte på gården i forening med sin hustru, den fattige møllerdatter, endnu en halv snes år og havde så Høgholm omtrent kvit og frit. Undertiden kom den gamle lyst til at prange dog atter over ham; men hun stoppede ham bestandig i farten. Hun så klart, at nu vare 'riderne ikke til at erhverve, men kun til at bevare. Medens han tumlede med folkene i Marken, styrede hun alt på gården med kraftig og sikker hånd, der var orden og arbejdsomhed over hele linjen. Ekstravagancen med nybyggergården fandt den kloge kone sig i, hun syntes, at de penge kunne de gerne ofre på den smule plaser for kammerråden; en rig mand, vidste hun, måtte have noget at more sig med, og da han havde haft adskillig morskab af en hel anden Art i sin ungdom, var det jo bedre, at han nu morede sig med at bygge huse end med at gantes med pigerne. Løjtnant v. Mehren og Åge havde siddet en tid aldeles tavse. På en gang sagde Åge: « ved de, at f2bbe kommer hjem i dag for at blive her pinsen over? » « nå gør han det », svarede løjtnanten adspredt, han ærgrede sig stadig over baronen og de andre. « Leoni udspurgte mig i går derom. » « Leoni? Er det hans datter, du omtaler så fortrolig? » Åge måtte smile over den gamle kavalers stædighed. « å de ved jo godt, at baronen i den sidste tid kommer meget til Høgholm. » « også baronessen? » « nej, hun tager jo aldrig ud. » « altså datter og fader alene, » sagde løjtnanten, ♦ han strejfer Herren hjælpe mig om med hende som en anden probenrøjter! » « jeg holder ikke af, at de taler således om baronen og — Leoni », føjede Åge nølende til. Løjtnanten gjorde store øjne, endelig faldt det ham ind: mon baronen skulle have slået sig ned her for at fiske arvingen til Høgholm? « det skal aldrig i evighed ske! » råbte han og slog i tangdiget, så grus og sand fløj til alle sider. « hvad nu? » spurgte Åge. « å, jeg dumme asen, » råbte løjtnanten, » jeg har jo været blind som en muldvarp! » « i hvilken henseende? » sagde Åge frittende. « det er for at bemægtige sig Høgholm, at han er kommen her til. » « bemægtige sig? » « ja naturligvis, dig eller din Broder, hvem af jer, der nu er arvingen. » « det er naturligvis Ebbe. » » Løjtnanten svarede ikke, men vedblev at fægte med stokken. « det er en rask Hallunk! » mumlede han. « baronen giver aldrig sit minde til en mesalliance, « Fortsatte Åge. « bah, den Karl er kapabel til alt! » forsikrede den anden. « javist, baronesse Leoni adelejde eufrosine herskerinde på Høgholm; det kunne han lide. Høgh Høgholm eller sådant noget Krims krams. Jo der have vi det. Men kammerrådinden er da for fornuftig til at gå i den rævesaks. Mesalliance! når han kan nappe Høgholm! Bah, han gik min salighed gerne længere ned; men der skal aldrig blive bukser af de skind, min gode hr. Baron! » Åge så op mod Sandager gård, der lå deroppe på bakkerne, hvid og skinnende. Hans blik må have røbet noget, der kun kan føles, ikke beskrives; thi løjtnanten bed sig i sine moustacher og mumlede: « hvad behager, skulle der dog være noget om o / o o det? » « hvilket? » spurgte Åge; men hans blik undveg løjtnantens. Den gamle smækkede med munden som et barn, der har fået et stykke brystsukker forkert i munden, at synke det er umuligt, at spytte det ud højst kedeligt. han trippede nogle gange frem og tilbage og huggede såvel tertser som kvarter med stokken, medens han samtidig tilkastede sin ven nogle højst inkvisitoriske blikke. Omsider stillede han sig lige over for ham og brummede: « forelsket, min rare dreng, forelsket i den smukke Leoni. Det har du min salighed ikke været mange måneder om. » Åge blev noget forlegen; han trådte undvigende et skridt til siden og sagde: « men hvad er det dog, de siger? » « sandheden, min ven. Når en ung mand bliver forfjamsket, når man nævner en ung piges navn, har han krissemisset med hende. » « men jeg forsikrer dem — » « at du slet ikke selv ved deraf, det er meget muligt, ja endog højst sandsynligt. » « hvad behager? » « da jeg første gang blev forelsket, det var forresten, mellem os sagt, i en prinsesse, vidste jeg gud straffe mig heller intet deraf! Jeg følte mit hjerte banke, hver gang hun, når jeg dansede med hende, sagde: « lille Mehren, det må de virkelig ikke. » og dog var det kærlighed, det fik jeg at føle. » « på hvilken måde? » « ved at blive taget i nakken og smidt ud, først af allerhøjstsammes nåde, senere af hans armé. » Løjtnanten plirrede med øjnene og nikkede op i luften, som om der dér var et eller andet usynligt væsen, der ved igen at nikke til ham bekræftede historien. « hun var jo en voksen dame og de kun en dreng, » sagde Åge smilende over den gamle fyrs kuriøse fagter. « hvem har sagt dig det? » « de selv. » « nå ja — men ser du, en forbistret tidlig udviklet dreng, der havde et åbent blik for det skønne. » « de skønne, mener de nok. » « hvad behager? » « de har jo også fortalt mig, at prinsessen var alt andet end en skønhed. » « må jeg bede dig tale med respekt om den høje kongelige familie. » « herre gud, nu er de jo døde. » « derfor ligefuldt respekt! » sagde løjtnanten. « men for at komme tilbage til din prinsesse, du er altså forelsket i baronesse Leoni? » « å, jeg synes godt om hende, » svarede Åge noget forceret, « hun er ret køn. » « en glimrende skønhed! Når racerne parres, fremkommer det smukkeste dyr. Aldeles det samme med mennesket. Faderen er en ægte dansk bulbider, moderen derimod er sart og fin, og Leoni forener forældrenes modsætninger i sin lille dejlige person. Men kom ikke der Åge og bid skeer itu. Det kommer til at gå dig med baronessen som mig med prinsessen, vi blive refuserede. Åge målte sin gamle ven med et fyrigt blik. « det var den gang, » sagde han, « nu er alle borgere ligemænd. » Hr. v. Mehren sprang op som en viskelædersbold, havde en hugorm bidt ham, kunne han ikke have gjort det hurtigere. « hvad behager? » råbte han « socialist! Du Åge, socialist! » « vær kun rolig, » sagde Åge, « jeg ved godt, at kongen er over os alle, og at hans datter kan jeg ikke få, men enhver anden pige i hele landet kan jeg få, når hun vil, og » — tilføjede han smilende, — « når jeg vil. » « han er gal, » råbte løjtnanten og strakte bønfaldende armene op imod himlen, « splintrende, pinende gal! Han vil som alle de andre være herre, ingen vil længer være tjener. Men hvad har du at være herre over, min gode Åge? » « mig selv, » svarede Åge med alvor. Den gamle fyr studsede. Var det en bebrejdelse, en hån, han slyngede ham lige i ansigtet? Han fikserede sin unge ven fra siden med et par skarpe blikke, men beroligede sig snart med, at Åge ikke havde villet fornærme ham. « så du vil være herre over dig selv, » brummede han. « ikke så galt; men må jeg blot sige dig, at det just er det sværeste af alt! Du vil også have en vilje, hm, den har man ikke megen brug for, i reglen er den kun til ulejlighed; men vær så god, du vil nok få kærligheden at føle. — ja jeg mener sku ikke den til baronessen, men den til en stærk vilje. Bah, forelsket i Leoni, jo det kan jo blive en artig historie. » Løjtnanten spankulerede afsted op mod Høgholm, idet han med sin stok svippede Toppen af en mængde små planter, der forknytte tittede frem af jorden. Åge slentrede tankefuld bagefter og syntes slet ikke at bemærke den andens hærværk. stien slyngede sig ind mellem markskellene og et lille vandløb, der fra' Høgholms borggrave førte vandet ud over engene ned til den store mose, der lå nord for gården og bredte sig ned mod havet og halvøen med de gamle borgruiner. Her i engene skinnede solen varmt, og den friske havbrise mærkedes kun som en let susen mellem det høje græs. Hvor der var stille her oppe, og hvilken Duft af planter og blomster. Den varme, fugtige luft syntes at virke beroligende på løjtnantens anspændte nerver; stokken suste ikke længere rundt mellem urterne, hans skridt bleve langsommere, og omsider kastede han sig ned i græsset udbrydende: « ah, det gør godt at hvile de gamle lemmer! » Han skrævede ud med benene, trykkede filthatten med skovskadevingen ned over øjnene og syntes at ville slå sig til ro. Åge satte sig på en stente mellem Marken og engen og sagde: « det var en mærkelig påstand, de kom med før. Hvoraf slutter de, om jeg tør spørge, at jeg er forelsket i baronesse Leoni? » « det er atter sommer i Danmark! » brummede løjtnanten. « skal det måske værre svar på mit spørgsmål? » Spurgte Åge. « fanden i vold med dine spørgsmål! Har jeg ikke lov til at have en mening i så henseende? » « jo, men de må støtte den på noget. » Løjtnanten betænkte sig et øjeblik. Skulle han sige Åge, at han antog baronen for en « seelenverkæufer » — et af hans yndlingsudtryk foruden projektmager — og at det derfor var sandsynligt, at han var kommen til egnen alene for at fiske en rig svigersøn? « nej, » brummede han ved sig selv, « drengen er for god til at sættes ind i en så beskidt tankegang, lad vor herre råde, jeg blander mig ikke i den sag. » « hvor her er dejlig varmt, » sagde han højt, « således at begrave sig selv og hele sin tilværelse i det høje græs, det er noget, jeg holder af, så er man da så længe fri for kretis og pletis uforskammede kiggen i kortene. Åge forstod, at den gamle ikke ville svare ham direkte, og han forsøgte derfor ad omveje at få ham til at rykke ud med sproget. « ved de, at baronens kommer til Høgholm i dag? » spurgte han. « er det muligt! » for løjtnanten op, « skal man nu heller ikke længer have sin søndag i fred! Hvad ondt have vi dog gjort, at den Herrens straffedom skulle komme over os? » Løjtnanten, der i mange år hver søndag havde spist på Høgholm, glemte rent, at han selv var gæst der, han sagde derfor uden videre « vi », og Åge måtte uvilkårlig smile ad hans jeremiader. Hans moder havde jo dog lov til at invitere, hvem hun ville. « hvem er « vi »? » spurgte han drillende. « du og jeg, min ven, og vi lade os ikke fortrænge af denne hr. Baron, sådan en — » « men når mama inviterer ham? » Løjtnanten for op: « mama! Hvad Pokker går der nu af dig, har du fået ind at være fin på? » åee gottede sig, han havde ham nu, hvor han o o o ville have ham. Med forstilt troskyldighed spurgte han: « baronesse Leoni siger altid mama. » « der har vi skandalen, » råbte v. Mehren og for op som en akrobat, der gør rygspring. « mama! Papa! Er drengen ikke allerede fanget? Men de gøre nar af dig, min ven, det kan du bande på. Du er ikke arvingen til Høgholm, lad først Ebbe komme hjem, så — » « tror de? » spurgte Åge. « å, jeg asen, der ikke straks kunne begribe, hvorfor baronens kommer her netop i dag! Naturligvis fordi Ebbe ventes hjem! Ham er det, baronen vil have fat i! Hvad jomfru stivnakke eller hendes katolske mama siger, bryder han sig kun lidet om, han ved, hvad han vil, og hvad han trænger til. » « de mener virkelig —? » « at du er forelsket, min dreng, forelsket i baronesse Leoni; men du får hende ikke. Ebbe, ser du, Ebbe — » « men min Broder kender jo slet ikke baronens. Han har jo ikke været hjemme siden forrige sommer, og baronens flyttede jo først hertil i oktober. » « men nu kommer han, og nu kommer de. Er det måske ikke første gang, de melde sig til middag? Hvorfor netop i dag? Jo du kan tro, jeg kender kasanders træskhed. » Løjtnanten faldt hen i sine egne tanker, medens Åge spekulerede på alt det nye, der nu stormede ind på ham. Elskede han virkelig Leoni, eller var det noget snik snak, den gamle havde fundet på? Solen skinnede så varmt i engen. Også han lod sig glide ned i græsset, hvor der var så ensomt mellem de høje vipper. Ubemærket og uforstyrret kunne han her tænke over det passerede. Det var jo søndag formiddag, på gården hvilede arbejdet, og kirken havde han slet ikke lyst til at besøge i dag. Ellers gik han hver søndag derhen med sin moder, men netop i dag? Mon hun savnede ham? Hun havde i den senere tid været så besynderlig imod ham, ikke som ellers i mange år; der var kommen noget fremmed imellem dem. Var dette fremmede Leoni? Umuligt! Leoni havde jo kun været så kort tid på egnen, og moderen kunne jo ikke vide, at han tænkte så meget på den fine fremmede dame. Hvorpå skulle hun også mærke det? Han passede jo, som han skulle, sin gerning i Marken og på gården, og moderen, der havde så travlt fra morgen til aften, hvorledes skulle hun få "vid til at tænke på andet end gårdens drift? Og dog var der noget i hendes blik, noget i hendes stemme, når hun talte alene med ham, der ikke var som før. Skulle hun dog have opdaget, hvad han selv endnu ikke havde gjort sig rigtig klart? Vrøvlede løjtnanten, eller vrøvlede han ikke? Han havde egentlig aldrig før tænkt over denne sag. Skolen var han sluppen igennem med en kneben præliminæreksamen; han sagde: « gud ske lov og tak! » da han lukkede bøgerne for sidste gang, fik sit testimonium for udmærket opførsel og gode kundskaber og skyndte sig fra den kedelige provinsbys kedelige latinskole ud til sine kære marker, ud til stranden ved det åbne hav, til hestene og køerne og alle de rare mennesker, blandt hvilke han var vokset op, som kendte ham alle, og som han til gjengjæld næsten betragtede som hørende til familien. Beboerne på Høgholms jorder, de gamle fæstere i landsbyerne og på udflyttergårdene, præsten, doktoren og skovrideren hørte jo alle sammen med hertil, til hans familie. Men selv var han jo egentlig en fremmed. Hans fader havde bragt ham som lille til Høgholm, og hun, han kaldte moder, var slet ikke hans moder, det vidste han godt, hans Broder havde fortalt ham det mange gange, og da han en dag som dreng spurgte, om Ebbe havde ret, svarede moderen: « du er min plejesøn, Åge, men i alle måder mit hjerte lige så nær som Ebbe. » det var dog underligt, at han aldrig før rigtig havde tænkt over dette. Var det nu også Leonis skyld, at han således var kommen til at gruble over familieskabet. Han kunne slet ikke finde ud af sine følelser, jo dybere han tænkte, jo uklarere blev hans forstand. Hvorfor skulle han bryde sit hoved med at spekulere på noget, han dog ingen rigtig besked vidste om? Løjtnanten kunne måske hjælpe ham med at klare begreberne; men han sov nu trygt; solvarmen og engduften havde hyllet ham i deres bløde favntag og gave ham nu revanche for den gjennemvågede nat. Åge ville ikke tænke, han ville drømme, ville atter se hende med det strålende blik, hende, som han — nu gik det mere og mere op for ham, — havde tænkt så meget på i den sidste tid. Så lukkede han da sine øjne, og nu så han hende tydelig for sig komme ridende gennem skoven, således som han havde set hende første gang, da hun sidste vinter overraskede ham, medens han ledede skovhuggerarbejdet. En stor bøg i højskoven skulle fældes, da så han alle folkene standse og vende hovederne til samme side og derpå måbende tage kasketterne af. Han så også derhen, og på stien mellem de høje snedriver sad hun rank og knejsende på hesten. Den violette med pelsværk forede og kantede trøje sluttede stramt om hendes fyldige bryst og smalle midje. På hovedet havde hun en baret af samme farve og med samme udstyrelse som trøjen, og under det korte, mørke fløjelsskjørt tittede et par små fødder i høje ridestøvler lidt udfordrende frem. Hun var meget smuk, syntes han, og han blev derfor varm i kinderne, da hun spurgte: « kan man ride forbi uden at risikere livet? » Han svarede hende vist slet ikke, men lod tovet, hvormed arbejdsmændene skulle hale det gjennemskårne træ om, kaste til siden, selv ville han have fjernet en trærytter, der var stillet midt på stien; men hun gav sin hest et smæk med pisken, strammede tøjlerne, og da dyret rejste sig på bagbenene, gav hun det med et lydeligt: hopla! endnu et smæk, slappede tøjlerne og satte med et Spring over hindringen. Selv var han en god rytter, og han vidste derfor, at man skal sidde fast i sadlen for at få hesten til at springe fra stedet, og for hende gik det som en leg. Han havde først rigtig besindet sig, da hun allerede var langt borte, og indså nu, at han havde båret sig kejtet ad. Og dog elskede han dette møde, som han bestandig tænkte på, og nu så han tydeligere end nogen sinde det strålende blik, der strejfede hans, da hun med sit: hopla! satte hen over træbukken. Og så var der ballet hos doktorens nogle måneder senere. Hun så rigtignok ganske anderledes ud end doktorens pigebørn, og hvor hun dansede! Den aften havde han fået munden på gled; han fortalte hende om alt, hvad han havde oplevet i skolen, om hjemmet, moderen og broderen, og hun havde hørt til med synlig interesse. Den aften vare de blevne venner, syntes han. Så sås de ofte senere. Altid var der noget at bestille i markerne op mod Sandager gård; han så altid derhen, om der ikke skulle være et glimt at opfange af hende, og det lykkedes ham næsten bestandig. Snart kom hun ridende, snart spaserende og altid kun ledsaget af den store ulmerdog « Herkules », da moderen, en udenlandsk dame, bestandig holdt sig inde, og faderen i den korte t'id, de havde været på egnen, stadig fartede omkring på visitter og til møder. Så spaserede de sammen op til klinteskoven eller ud til vesterskoven, hvor skovrideren boede. Vare de til hest, gik 'turen som oftest ud til de gamle ruiner. Hun viste ham aldrig nogen fortrolighed, kolde og afmålte vare hendes spørgsmål og svar; men hun var ligefrem imod ham og behandlede ham egentlig nærmest som en nær slægtning, o o han var den eneste, hun færdedes med, og dog kunne han ikke rose sig af nogen som helst fortrolighed, intet ord, intet blik eller smil tydede på, at hun interesserede sig mere for ham end for enhver som helst anden, og dog syntes han — ja hvad var det egentlig? Jo hun talte mere ligefrem med ham end med nogen anden, det forskende blik og det kolde smil, der vare ejendommelige for hende, vege dog en gang imellem pladsen for en varmende solstråle, der traf ham inderst inde. Når hendes mørke øjne strålede således, syntes han, at det kun var ham, hun så således på. Og undertiden var det, som om hun greb hans tanke, før han fik den udtalt. « hvem synes de bedst om af doktorens to døtre? » havde hun en gang spurgt og straks efter selv svaret: « naturligvis synes de slet ikke om nogen af dem, de er jo begge lige ubetydelige! » Se det var netop, hvad han selv havde tænkt. En anden gang havde hun, da de rede sammen, holdt • hesten an oppe på Kirkebakken, idet hun med et ejendommeligt tonefald, der fik hans hjerte til at banke, havde sagt: « hvor Sandager ligger kedelig skinnende derovre og Høgholm fornemt tilbagetrukket hist nede. » Han havde tidligere bestandig syntes det modsatte, men ligesom hun havde sagt det, måtte han sige ja og syntes nu, at således havde han i grunden altid tænkt. På denne måde vedblev Åge at reflektere, men lige uklar blev hans bedømmelse af den foreliggende situation. At hun slet ikke tænkte på ham var højst rimeligt, men tænkte han på hende — sådan rigtig. Et lille insekt krøb adræt op ad et stort græsstrå, han havde længe set på det og tænkt over, hvor det ville hen. Nu var det deroppe, helt oppe på det øverste, det kunne ikke komme højere; men det var rigtignok også så højt oppe som intet andet insekt i hele engen. En frisk luftning fra havet strøg kølende hen over draget, de højeste græsstrå bøjede sig og svejede hid og did, og da det græsstrå, han så længe havde set på, atter stod rankt og stift, var det lille insekt forsvundet. « det er bleven søsygt », tænkte Åge, « hvorfor blev det ikke nede i engen, hvor det hørte hjemme? » Et hedt ån

1876_Krebs_AdEnOmvei

Anna

Ad En Omvei

Krebs

Krebs

Ad En Omvei

female

1876_Krebs_AdEnOmvei.pdf

Anna Margrethe

Krebs

dk

Ad en Omvei

n

gothic

Reitzel

KB

pdftxt

nan

Der døde engang en meget rig Mand i Kjobenhavn.

O

Første capitel. Indledning. Der døde engang en meget rig mand i København. Om han efter sin død kom hen til det sted, hvortil en anden rig mand, som vi have læst om, kom hen, eller om han var skikket til at komme hen til Lazarus og til at ligge i Abrahams skød, ahne vi ikke. I sin handel og Vandel havde han været retskaffen — så vidt verden vidste det. I sit hjem havde han været mere set op til og tildeels. frygtet, end egentlig elsket. Et af sine fire børn havde han elsket frem for de andre; det var hans yngste datter. Ved stadig og ofte på en lidet retfærdig måde al foretrække hende for hendes søskende, havde han såt en ond sæd til hovmod og selvretfærdighed i hende « hjerte. Vi have nu sagt det bedste og det værste, vi vide om ham. Vi ahne ikke, hvor han kom hen efter sin død. Han havde længe været enkemand, da han døde. Han efterlod sig fire børn, to sønner og to døtre. Så toge da hans børn arv efter ham i de mange penge. En anden arv toge de også efter ham, nemlig i hans gode og slette egenskaber. Fordetmeste falder delingen af en sådan arv anderledes ud end del lovbefalede skifte af den verdslige formue. Thi børnene dele da ofte ikke lige; -det ene barn kan tage sin lod i de slette egenskaber, dem han skal øve sine kræfter ved at bekæmpe — hvis han gør det, han bør; det andet i de gode, dem han skal udvikle til noget bedre og større, end som han tog dem i arv, hvis han ikke vil stå til ansvar for at have begravet sit pund. Ten ældste af den rige mands sønner var nogle og tyve år, da faderen døde. Han var gået handelsveicn og havde været ham behjælpelig ved hans omfangsrige forretninger. En morbroder af den unge mand var bosat i Spanien, hvor han efterhånden havde arbejdet sig op til at blive compagnon i en udstrakt og blomstrende handel. Han indbød nu sin søstersøn til at sætte de penge, som han havde arvet efter faderens død, i samme biinhandel, der havde gjort ham selv til en rig mand. Helst, skrev han, måtte den unge mand /omme ned til ham og bringe den capital af kundskab og dygtighed, som han vidste, at han besad, og bruge den til firmaets fremme. Den unge mand tog så meget hellere iniod denne indbydelse, som han nylig havde lidt en stor skuffelse i sit fædreland og gerne ville skippe bort fra de gamle forhold. Han forlod Danmark, som han aldrig gjensåe. Med sin ældste søster, som altid havde ejet hans kærlighed og fortrolighed, medens de levede sammen, vedligeholdt han en temmelig hyppig brevveksling; de andre søskende hørte kun sjælden fra ham. Han forblev ugift i mange år; endelig ægtede han en fransk dame, som han havde gjort bekendtskab med på en handelsrejse i det sydlige Frankrig. Hun døde før ham, efterladende sig en lille datter. Bed vor fortællings begyndelse er denne lille datter bleven en voksen pige, seksten år gammel. Hnn har haft den sorg at miste sin fader, i hvis testamente del er bestemt, at hun straks efter hans død skal rejse til Danmark og opholde sig hos hans ældste søster, til hvem bestyrelsen af den unge piges formue også er betroet, indtil hun når myndighedsalderen eller indtræder i ægteskab. Hnn er nu på rejsen til Danmark, hvor hun ventes med megen længsel og lidt ængstelse, som vist er hel naturlig, af sin tante. Den næstældste af den rige mands børn, som også var en søn, havde valgt at blive landmand. Han købte sig i tidens løb en gård i Jylland; men da han døde i en temmelig ung alder, måtte hans hustru overtage gårdens bestyrelse, hvilket dog snart blev langt lettere for hende, da hendes ældste søn voksede til og så al sige overtog den ganske. En yngre søn var der også. Med ham så vi meesf at gøre. Han er nu omtrent seks og lyve år gammel, og er, — ja hvad og hvorledes han er, får læseren efterhånden at vide; det kan ikke siges i nogle så ord. Den ældste søster var den af den rige mands børn, om hvis ydre liv, som det sås af verden, der var mindst at fortælle. Bien hendes indre liv derimod havde været langt mere rigt på bevægelse og indhold end hendes søskendes. Således går det ofte, uden at verden ændser det. Hun var forblcven ugist. Hun havde overtaget sin faders store husholdning, da hun var alten år gammel, — hendes moder havde dengang været død i flere år — og hun udviklede stor dygtighed i denne sin virksomhed. Tilmed var hun sine sødfkendes støtte og trøst, skønt ikke mange år skilte dem i alder fra hende. Gerne havde hun også været dette for sin fader; men han var forunderlig blind for hendes fortræffelige egenskaber. Og undertiden skete det, som det ofte skeer imellem mennesker, der er hinanden aldeles modsatte i deres livsansknelser; hun sårede ham ofte uden at vide det, blot fordi hendes synskreds var videre end hans, og hun derfor så ting, som han var blind for. Den rige mands yngste datter var, som vi allerede have sagt, hans kæreste barn. Hendes legeme var udstyret med stor skønhed, kraft og sundhed. Hendes sjæl var i besiddelse af mange evner, netop af dem, som verden sætter stor pris på især hos kvinder. Hun var musikaisk og havde en dejlig stemme både til sang og til tale, hviiket sidste gør sin virkning, uden at man altid lægger mærke til, hvad det er, som behager en i et sådant tilfælde. Hun dansede meget smukt, fra hun var ganske lille. Hun havde lethed ved at tilegne sig sprog, især ti talebrug. Til videre studinm havde hun hverken lyst eller evne. Hun nåde aldrig søsterens dybde og inderlighed, enten i tanke eller følelse. Hvad hun besad i høj grad var selvbeherskelse, i så høj grad, at hun endog derved bedrog sig selv og troede, at hun var sagtmodig af hjertet — og det var det sidste, hun egentlig var. Men denne selvbeherskelse brugte hun kun, når det behagede hende; undertiden lod hun lidenskaben srit løb, som vi skulle se; dog var dette kun sjældent. verden anså hende og havde så længe anset hende for at være et fortræffeligt menneske, at hun var og blev mere og mere af samme mening. Hun er fem og fyrgetyve år, da vor fortælling begynder, en endnu smuk kone, der knap seer ud til at være fem og tredive år gammel. Hun har været gift to gange og er anden gang enke. Ved sit andet ægteskab blev hun stedmoder til to børn, en dreng og en pige. En gerning i sit liv har hun gjort sig al mulig umage for at glemme, og det er lykkedes hende så meget lettere, som verden ikke var bekendt dermed, og den, hun havde forsyndet sig imod, aldrig lod nogen anklage gå over sine læber, og de så andre, der vare vidende derom, også havde tiet stille. Hun er, som sagt, i sine egne og i verdens øjne en højst fortræffelig kvinde. Andet kapitel. En højst fortræffelig kvinde og hendes forlorne Neveu. Det var en aften sent i oktober. Månen udsendte sine sorfkjønnendc stråler over den store by, over gader og stræder, over kirketårne og grimme skorstene, og alt blev smukkere i dens lys. As alle de genstande, den belyste, vær ingen skønnere end en ung kvindes ansigt, hvis smukke træk og dejlige udtryk fik en forklaret skjønhid ved dens lys. Hun sad med hovedet støttet mod vindueskarmen, hendes hænder lå let sammenfoldede på hendes skød. Hun lyttede til de dejlige toner, der fyldte værelset. De udstrømmede fra et smukt fortepiano, ved hvilket en ung mand sad og spillede som den, der lægger sine tanker og følelser ind i de toner, han frembringer. Hendes lysebrune hår vare strøgne fra panden og lå i tykke glandsfulde fletninger om panden og om baghovedet. De sine, mørkebrune øjenbryn forhøjede pandens hvidhed — denne pande, som vær så smuk i sin form, aldeles klassisk, altså ikke høj, men snarere lav. Den eneste fejl — men man fandt ingen fejl, når man så på hende, kun når man siden tænkte på alle trækkene hver for sig — den eneste fejl ved hendes træk vær den, at næsen, der gik så smukt ud fra panden, måske vær lidt for kort. Men derved forhindredes måske netop den kulde eller stivhed, enkelte sinde ved de klassiske træk. Munden var fuldendt dejlig med sine prægtige tænder, der sås næsten ved hvert ord, hun talte. Hendes smil var så fint og åndfuldt, at der ingen munterhed lå i det. For øjeblikket smiler hun ikke, der er tværtimod et smertefuldt træk om læberne. De mørkegrå øjne med de lange øjenhår hæver hun nu et øjeblik op mod den måncklarc himmel, og vi se deres fulde skønhed. Dybe, drømmende, kloge blik — hvor sjælden ses et sådant blik omgivet af en sådan skønhed! Hun lytter — vældige og brusende som lyden af en stærk strøm, tolke disse toner et uroligt hjertes higen — rislende som en stille bæk tale de om forsagelse og savn; men i enkelte af tonerne er der lagt en sådan lidelse og kiimmer, at man gribes således af deres stemning, at man finder i mindets gemmer en måske halvglemt sorg, der lever op og finder sin fortolkning i disse toner. Hun rejste sig, da han standsede. Ten høje, slanke skikkelse, iført en sort dragt, bevægede sig sagte over gulvet, og da hun var kommen hen til ham, lagde hun sin arm om hans Hals og sagde med en blød bevæget slemme: „ Vilhelm, du tænkte på eugenik? “ „ Ja, søster, jeg tænkte på Eugenie. “ De tav begge en lille stund, fordybede i et smerteligt minde. „ Der kommer vist moder, “ sagde Vilhelm og gik ud for selv at lukke sin stedmoder ind. Lidt efter kom begge ind. „ Marie — har du endnu ikke tændt lampen, barn — “ Sagde Fru Hartfelt; „ hvorfor sidde i så længe i mørke? “ „ I mørke, moder “, svarede hendes steddatter, „ Du kalder da ikke dette værelse mørkt? Se på lampen deroppe, den gør vor egen slemt til skamme. “ „ Men den er dog ikke så god til at arbejde ved, “ Sagde Fru Hartfelt. „ Men udmærket til at drømme ved, moder, “ sagte Marie, idet hun ringede på tjeneren, der skulle bringe lampen. „ Tromme, ja søde barn, det er en meget unyttig beskæftigelse og kan kun tillades en, når man intet bedre kan foretage sig — nemlig når man sover, “ svarede hendes stedmoder, „ Men Vilhelm spillede for mig, og så målte jeg drømme, enten jeg ville eller ej, “ sagde Marie, idet hun greb sin Broders hånd imellem begge sine. Han var altid noget tavs, og i denne stund var et smerteligt minde, som vi alt have hentydct til, blevet så levende i hans sind, at han ikke havde taget del i den korte samtale. Nu kom tjeneren nied den tændte lampe. Værelset var stort og smukt udstyret i alle henseender, som vi nu se det ved lampens lys. Alt var i god smag og ordnet på den smukkeste måde. Fruen har taget sit tvi as, som en kammerjomfru har bragt bort, og hun har sat sig ved bordet med et håndarbejde, der seer lidt simpelt og grovt ud i de fine hænder, hvis fingre er prydede med kostbare ringe. Fruen syer på et stykke linned til et fattigt barn. En eneste af hendes kostbare ringe kunne have forsynet hundrede børn med et stykke som det, hun syer på — men det er så kønt, at hun selv syer det til sin forenings lille pige. Fortjente de dejlige hænder ikke også at prydes på det bedste? Marie har også taget sit håndarbejde. Hendes dragt er påsaldende simpel i sammenligniug med moderens. Men hun er jo også i sørgedragt; thi ung som hun er, kun seks og tyve år gammel, er hun allerede enke, og har været det i nogle år. Hun rejste i udlandet med sin stedmoder, gjorde bekendtskab med en ung fransk Marquis, d ' engcourt ved navn, ægtede ham, også i udlandet, men blev enke nogle få måneder efter, da han styrtede med sin hest og blev dræbt på stedet. Hun kom tilbage til Danmark; hun forlangte, at man ikke måtte kalde hende ved hendes titel, blot Fru d ' engcourt. Øg det blev hun så kaldt, aldrig marquise, undtagen af et menneske, når han ønskede at udskyde en pil efter et ømt sted i hendes hjerte. Den unge enke havde trukket sig ganske ud af selskabslivet, ung, smuk og rig som hun var. Man forbavsedes derover, især da man mente, at det ikke kunne være af sorg over Marquiens død; det var gådefuldt, at hun havde taget ham, men sørge over hans tab — det var umuligt; thi efter ægteskabet havde hun vel måttet mærke, at hun ingen lykke havde at vente med ham. Thi man havde beskyldt ham for alle mulige synder, hvoriblandt især spil og tilbøjelighed til stærke drikke. At han var en smuk og fornem ung mand, måtte jo have været hans eneste anbefaling hos den dejlige unge pige, mente man. Måske var det hans rædsomme dodsmåde, der havde rystet hende så dybt, at hun endnu ikke havde forvundet det. Således talte alle bendes bekendte. Vilhelm lignede ikke sin søster, han var ikke smuk som hun. Hans ansigt interesserede den, der forstod sig på fysiognomier; det var så alvorligt og forstandigt i sit udtryk. Han var meget mørkere af hudfarve og hårfarve end søsteren; hans hår og skæg, hvilket sidste omkrandsede hans ansigt, vare kulsorte. Han tog nu en lille notebog frem og opskrev deri nogle notitser, sandsynligvis hans fag vedkommende. Han var nemlig medicinsk candidat og havde den tag gjennemstreifet byen og bcsøgt mange, der lede ilde; og at han havde gjort sit bedste for at lindre dem, det måtte enhver tro, der så ham ind i øjnene, som, både hvad farve og udtryk angik, påfaldende lignede søsterens. Kun var der mere ro i hans blik. „ Jeg var hos kammerherreinden, “ sagde Fru Hartfelt, „ hun er aldeles ikke kommen sig efter sin badecuur. Og da jeg ville gå ind ad hendes port, så jeg Henrik — gid det var blevet ved, at jeg blot så ham — fkjøndt det er tungt at se sin brodersøn slentre op og ned ad gader og stræder — “ „ Det gøre vi jo alle undertiden, kære moder; han må vel også have lov dertil, ikke sandt? “ sagde Vilhelm smilende. „ Du ved godt, hvad jeg mener, Vilhelm. Alene den måde han går på, er nok til al vise, at han ikke går for at udrette et eller andet ærinde eller udføre sine forretninger, hvoraf han naturligvis ingen har. Hvem han gik med, ved jeg ikke — et ungt menneske, der just ikke var meget godt klædt. Men som sagt, gid jeg havde kunnet slippe med blot at se ham. Han kom hen til mig, tog hatten af og spurgte med et ironisk smil til kammerherreindens befindende. Jeg svarede kort, at hun var dårlig. „ Tror tante, “ sagde han med det samme smil, „ at jeg tør bringe mig i hendes nådcs erindring? — gid jeg kunne komme til at bevidne hende min beundring for det mageløse talent, hun udvikler i den måde, hvorpå hun trækker sig tilbage fra kamppladsen, som den dygtigste general jo må gøre, når hjelpetropperne svigte. Det er dog langt behageligere for hendes nåde, at man siger, at hun er syg, end at hun begynder at blive gammel. “ Derpå hilste han og smilede atter med dette for mig så utålelige smil. “ „ Stakkels, Henrik, jeg tror ikke, at han mener det så galt, som del lader, “ sagde Vilhelm med et suk. han ville undskylde den unge mand, svin han, trods alle hans fejl, holdt meget as, og vidste ikke, hvorledes han skulle gøre det. „ Ikke mene det? Hans mening er virkelig altid klar og tydelig nok. Men det var nu ikke det hele, jeg havde at fortælle. Oppe hos kammerherreinden traf jeg frøken Nørsholm. Jeg synes sket ikke om denne gamle dames væsen; hun har ikke nogrt fint væsen og mangler vist dannelse. Alligevel gjorde det mig ondt at høre hende fortælle om Henriks uartighed i et selskab forleden aften imod hende og hendes niece. “ „ Uartig imod to damer? Det kan jeg ikke tro, at Henrik ville være — så kåd og hensynsløs han end undertiden kan være, det kan ikke nytte at negte det. Det var underligt af denne frøken at tale imod din neven i din nærværelse, “ sagde Vilhelm. „ Hun vidste intet om vort slægtskab, “ sagde Fru Hartfelt. „ Men hvad du, kære Vilhelm, mener med, at han ikke kan være nartig imod damer, forstår jeg ikke. Hvad kalder du hans opførsel imod mig, s. Eks. i aften? Godt er det, at han så sjælden kommer her i huset — det gør mig ondt at sige det, men hans væsen gør ham stedse mindre og mindre skikket til at omgås folk af dannelse og god tone. “ „ Imellem dig og ham, kære moder, er der altid en lille guerilla krig, “ svarede Vilhelm smilende. „ Stakkels Henrik, lad dog ikke hans egen slægt slå hånden af ham! “ Under denne samtale havde Marie siddet aldeles taus. Men farven i hendes kinder havde flere gange vekslet, og hendes hånd havde været lidt usikker i at føre nålen. I dette øjeblik blev der ringet på entre døren. Og de vidste straks, at det var Henrik, der kom; Marie havde hørt og kendt hans trin på trappen, som han næsten aldrig gik op ad som et adstadigt menneske, men spmng opad, flere trin ad gangen. Og så ringede han på, kraftigt og kort. Øjeblikket efter trådte han ind. Så det var det „ forte får “ i familien; næsten et „ muuvuis sujet “ efter hans fortræffelige tantes mening. Det skulle man ikke kunne have set på ham. Han var nu først meget godt klædt, som hans tante jo klagede over, at hans kammerat ikke havde været. Hans skikkelse var høj og kraftig, skjøndt siank. Han „ bar sit hoved kækt “ og frit, som nutidens børn sjælden gøre det — det skulle da være en eller anden dristig alpejæger, et eller andet menneske, der er vant til hvert øjeblik at sætte sit liv på spil og til derfor at se sig godt for og omkring sig. Og dette hoved var af en fuldkommen smuk form, også dette er en sjeldenhed, og det var prydet med tykke lysebrune lokker; hans pande var høj, hans hudfarve lys, hvor solen ikke havde gjort den lidt brunnlig. Hans øjnes dybe blå kunne en ung pige have misundt ham; man seer sjælden denne næsten violette farve hos kvinder, men endnu sjeldnere hos mænd. Og hans øjenbryn og lange øjenhår vare mørkebrune, skønt håret var lyst med en næsten gylden lysning i det hist og her. Besynderligt nok, lignede han og Marie hinanden, skønt de jo ikke vare i slægt. Det var et tilfælde af dem, man ofte seer. Henrik var Fru Hartfelts Brodersen, men Marie jo kun hendes steddatter. De lignede hinanden, hvad træk og farve angik; men han var i grunden endnu smukkere som mand, end hun var det som kvinde. Hans træk, havde den strengeste kunstner måttet indrømme, kunne have tjent til model for en Apollo. Øg hans gang og holdning seer man så godt som aldrig mage til. Thi den havde ikke alene nordboens kraft, men også sydboens elasticitet og ynde. „ God Asten, tante! allerede hjemme! God aften Frue, “ og han bøjede sig dybt for Fru d ' engcourt. „ Vilhelm det var egentlig dig, mit besøg gjaldt; men tjeneren sagde, at du var herinde, og så tog jeg mig den frihed at komme og forstyrre damerne — sikker som altid på en venlig modtagelse. “ „ Er det mig, du vil tale med, Henrik, “ sagde Vilhelm, der havde rakt ham hånden — den eneste af de tilstedeværende, der havde gjort det — og der helst ville, at Henrik skulle slippe for, hvad der måske ville komme, „ så kunne vi gå ind på mil værelse. “ Var det af trods, at Henrik netop besluttede at blive — det vidste Vilhelm ikke. Men han lagde rolig sin hat fra sig og satte sig i den mageligste lænestol, han kunne finde, lige ved siden af sin tante. Vant, som han var, til aldrig at være nogen velkommen gæst hos hende, var han dog sjælden bleven modtagen med en sådan kulde, som i Asten. „ Var kammerherreinden meget dårlig, tante? Du seer mig så bedrøvet og nedbøjet ud? “ sagde Henrik og hans øjne tindrede af harme, medens hans stemme dog var fast og rolig, og ordene blev udtalte i en almindelig iet selskabstone. „ Seer jeg bedrevet og nedbøict ud, Henrik, “ svarede hans tante alvorlig næsten højtidelig, „ så er det ikke over kammerherreindens befindende — dårlig som hun er, er det en glæde at se, hvorledes hun glemmer sig selv og sin skrøbelighed for at tænke på andre og opfylde sine pligter. Men “ vedblev hu », idet hun for første gang, efter at han var kommen ind ad døren i aften, værdigede ham at lade sit blik hvile på ham, „ hos kammerherreinden traf jeg frøken Nørsholm. “ „ Frøken Nørsholm — hvem er det? “ sagde Henrik forbavset. Men med et sorstod han hele situationen; munterhed og lune begyndte at danse i hans blik og om hans smukke læber — nu kom der vist noget, der kunne more ham — og, desto værre var der for tiden intet i verden, han satte så megen pris på, som på det, at more sig. „ Nu husker jeg. Det er vist en højst fortræffelig dame, denne lille, gamle, tykkerødmussede frøken fra Jylland. Jeg tror, at i et selskab, en tlie dansant, hvor hun naturligvis ikke dansede med, men hvor jeg traf hende forleden aften, var hun måske det eneste rigtig naturlige, aldeles agtværdige menneske, der var imellem os. “ „ Blå jeg spørge, hvor det selskab var, hvor hun kunne være, og hvor man kun sandt et aldeles agtværdigt menneske, “ spurgte Fru Hartfelt forbavset og rettede sin allerede stive holdning, så at den blev endnu stivere. Henrik nævnede en meget højtstående families navn, til sin tantes — skræk, er vist ikke for stærkt et ord. „ Da skulle jeg dog mene “ sagde hun harmfuld „ at man snarere kan antage, al der inden for de døre ikke findes eller komme andre end agtværdigt mennesker. Jeg husker nok, at den gamle frøken ikke syntes om tonen i selskabet den aften og ikke ville nævne værtens navn — men dog synes mig, at det er påfaldende at høre dig tale således — “ „ Tante ved jo ikke, hvor højt jeg stiller idealet for et aldeles agtværdigt menneske, hvor sublime mine fordringer ere i så henseende, “ sagde Henrik. Var det tilfældigt, at hans blik ved disse ord ligesom gled ben over Marie ' s ansigt, mødte hendes ellers nedslagne øjne, og at hun blev så bleg? „ Nej, Henrik, det ved jeg jo rigtignok ikke, “ svarede hans tante, „ jeg havde dog snarere troet, at du stillede disse fordringer så lavt som muligt, “ sagde Fru Hartfelt; og så fortræffelig hun end var, så talte hun nu meget spydigt. „ Man når sjælden sit ideal, tante — at jeg selv var i del omtalte selskab, og at du ikke var der, vide vi da; så må jeg jo nok for dig, synes mig, have lov til at sige det, jeg har sagt om det. Har frøken Nørsholm klaget over min opførsel, så har hun viist sig langt mindre overbærende end jeg. Jeg skulle tage meget fejl, om jeg ikke hørte hende sige — rigtignok kun halvhøjt —, at jeg var en — laban! “ her prøvede han på at se meget alvorlig ud, men brast i en latter, som han ikke kunne tilbageholde. „ Tet er altså morsomt, at det eneste agtværdigt menneske i selskabet fandt, at du var en laban! “ sagde Fru Hartfelt. „ Fra hendes standpunkt, tante, fra hendes lidt forældede standpunkt toge vi unge os vist ikke godt ud den aften. Der var stor munterhed, som hun måske kaldte upassende overgivenhed — en fri og let tone, som hun måske sandt anstødelig — kort sagt, tonen har forandret sig. “ „ Dog tror jeg ikke, at man nutildags finder, at det kan høre til god tone, at stille sig bag et gardin eller en dør og lytte til, hvad folk sige uden at ahne, at der er andre tilstede, end dem, de tale til, “ idet hun sagde disse ord langsomt og med en egen betoning, så Fru hartfett vist på sin brodersøn, og det glædede henke, da hun så blodet slige op i hans kinder; det var få vanskeligt af ramme ham! „ Er det mig, du sigter til, tante? Dog næppe — der er vist ingen der for alvor vil beskylde mig for en ting, som jeg ville finde ligeså samvittighedsløs — som f. Eks. af opsnappe og tilbageholde andre folks breve. “ Hans tante så på ham med et blik, som hun bestræbte sig for af gøre ligegyldigt; men det lykkedes ikke. Hun blev forvirret, og det varede lidt, inden hun svarede: „ Der kunne tænkes tilfælde, hvor det var f. Eks. en moders pligt al holde et brev tilbage — dog det vil jeg ikke videre indlade mig på af diskutere med dig. Frøken Nørsholm talte med sin niece i et lille cabinet om ting, der kun angik dem selv. Og du kom pludselig frem på scenen og blandede dig i samtalen på en måde, der viste, al du havde overhørt dem, “ sagde Fru Hartfelt glad ved af have ført krigen over i fjendens land. „ Hele samtalen bestod af nogle få replikker — i det mindste det, jeg hørte af den, “ sagde Henrik i en tone, der viste af han var ked af af skulle forsvare sig. „ Jeg var gået ud på en altan — der var trukket Gardiner for, dem havde jeg ikke hængt op til skjul — og da jeg hørte, hvor kister den gamle dame var især på mig, kunne jeg ikke modstå lysten til at give et ord med i laget. Den gode dame havde for resten ret. Tonen var virkelig temmelig munter den aften, og dansen blev til sidst ikke just meget — adstadig, lidt vild, for ikke at sige andet derom. Men man morede sig, og det var jo det, man var kommen for. Del var ellers løjerligt nok, forleden aften på en dansebod — Fru marquisen behøver ikke at se så vredt på mig, jeg stod kun udenfor og så til, men bør vel bede om undskyldning for al have nævnet ordet i et så fornemt selskab — på denne dansebod, som man knap tør nævne, gik del anderledes stille og ordentlig til, hvad dansen angik; man galopperede og valsede efter en langt mere besindig takt — måske have folk, der ikke er fine, ondt ved at komme så hurtig assted som deres overmænd. Men så endte vi jo måske med at være mindre berusede og havde ikke noget slagsmål. Det er dog muligvis bagvaskelse, når man siger, at det for det nieste ender således på en dansebod. — Vilhelm skulle vi gå ind på dit værelse? “ Og han rejste sig, som ønskede han nu helst at komme ud af stuen. Han tog sin hat og sagde med et 2 * buk til damerne, som kunne have gældt fyrstelige personer — „ God nat tante — underdanige tjener Fru marquise! “ Og dermed forlod de to unge mænd stuen. Marie havde bcle tiden under bans nærværelse ikke sagt et eneste ord. Men kendes farve havde vekslet næsten ved bvert ord, han sagde, og hans blik havde et par gange såret hende dybt i hendes hjerte, mere end dans ord. Ester at han havde forladt stuen, udbrød Fru Hartfelt: „ Kan man dog forklare sig, at et menneske som Henrik kan besidde folks yndest i den grad, som han gør det? Et ungt menneske, der aldrig tager sig en times nyttigt arbejde for, der efter hans fortræffelige Broders ord, snart har opbrugt sin hele arv, der oven i købet aldrig søger at vinde noget menneske ved venlighed eller høflighed, men tværtimod er aldeles hensynsløs i sine ord og i sit bæsen, at han, blot fordi ban er smuk og danser godt, har indpas i de fornemste huse — det er forunderligt og harmeligt! “ ' Maries kinder blussede, hun rejste sig og kom hen til sin moder; den hånd, hun lagde på hendes skulder, var så tung og kold, at dens kulde gennemtrængt fruens tykke siikekjole. Fru Hartfelt gøs ved dens berørelse; var der noget hun hadede, var det en scene. Marie havde hidtil kun sjælden plaget hende med en sådan. Nu fortrød hun, at hun havde stolet for meget på, at følelsen, for hvad der nu var som helt udfletlet af Maries liv, ikke kunne vækkes til live igen. Hun talte jo ellers aldrig til Marie om Henrik — hvorfor havde hun nu gjort dej? tænkte hun. „ Moder, har du glemt, hvis skylden er, at han er bleven, som han er? al, hvis han har labl lysten til arbejde —lysten til al leve, thi det er egentlig del, han har tabt — så bærer en anden ansvaret derfor? “ Hendes slemme var lav og bævende, medens hun udlalle disse ord. „ Marie — barn, vær bog fornuftig. Tror du virkelig, al en ungdommelig forelskelse, fordi ten bliver skuffet, kan have nl foige, at især en mand skulle tabe lysten til al leve, og at den aldrig skulle kunne glemmes? I vare jo næsten børn, da i forsf faldt på at tro, at i skulle tilhøre hinanden, “ sagde Fru Hartfelt. „ Aldrig glemmes — jo glemmes kan den, så at hadet kan træde i stedet for kærligheden; det ved jeg kun alt for godt. — bar jeg kød i stedet for al have være! Lrolos, så havde jeg haft mindre nu at svaie fil, så havde han ikke lidt en skade på sin sjæl, som ben skal slå fil ansvar for, der forargede fin Broder. “ „ Men min kære Marie, far dig, jeg kan ikke tåle al høre dig tale således, “ sagde Fru Hartfelt ængstelig. Marie falle sig mechanisk ned i lænestolen ved siden af sin moder. Del var, som om hendes skikkelse sank hel! sammen, og frønende albuen på armen af lænestolen bedækkede hun sine øjne med hånden. „ Først og fremmest må jeg gentage for dig, hvad jeg sagde dig for længe siden, den eneste gang vi have talt om denne sag efter dit ægteskab, at du gør dig selv uret, når du gør dig selvbebrejdelser med hensyn fil Henrik; han havde mere skyld end du. Om end de rygter, du dengang hørte om ham, og som du sagde bragte tig til fortvivlelse, vare usande — “ „ Usande! “ udbrød Marie, „ derom er der jo ingen tvivl — det blev klart nok bevist, at han bar skylden for en anden — “ „ Nå ja, lad så være — de rygter vare altså usande “ sagde Fru Hartfelt, med en mine og et udtryk i sin stemme, der kunne have passet til den dommer, der siger til en arm synder, hvis forbrydelse ikke kan bevises, al han er fri for „ videre tiltale. “ „ Lad så være — men den, der søger slet selskab, må sinde sig i undertiden at få andres synder lagt på sig, og Henrik har senere ved hele sit liv bevist, at for den kvinde, der var bleven hans hustru, var der kun liden lykke at vente, og — “ „ Lykke eller ulykke — hvad magt ligger der derpå? Hvad lykke finder den kvinde, der har givet sin tro, men svigter den, så snart den sættes på prøvc? Om alle andre havde tabt troen på bam, burde jeg ikke have været den sidste ti! at gøre det? Ak, hans liv var så skønt, så fuldt af løste og håb som nogen ung mands. Men da den, han troede mest på, viste sig troløs, tabte han troen og håbet og kærligheden — “ „ Marie, du taler jo syndigt — del menneske, der kan lade et andet berøve sig agtelse for livets pligter, har aldrig haft den befæstet i sin sjæl, “ sagde hendes stedmoder strengt. „ Han var så ung, endnu ubefæstet, da hans fjende kom og lagde hans ungdomslykke øde. Jeg har gjort ham det værste, det ene menneske kan gøre det andet, jeg har forarget ham, berøvet ham troen på, at der i denne verden findes troskab og sand kærlighed. Og moder, det nytter ikke at ville skjule det for mig selv, det, jeg gjorde, gjorde jeg af letsindighed om end til sidst — det sidste skridt — af en bitter følelse af krænkelse. Havde jeg elsket ham, som jeg burde have gjort det, som han fortjente at elskes, som han elskede mig, så havde jeg ikke så let tvivlet om ham, og i ethvert fald ikke gjort del skridt — det skridt —, som også har lagt mit liv øde — “ og hun bøjede sit hoved og udbrød i en sagte jamrende gråd. Fru Hartfelt var bleven dødbleg; var det ikke sit eget værks resultater, hun her blev vidne til? Hvad skulle hun sige — hvad skulle hun gøre? At holde moralske prædikener både straffeprædikener og andre, deri havde hun stor øvelse, men en sådan sorg, en sorg så dyb, at hun ikke kunne bunde den — at trøste en sådan, del forstod hun ikke. „ Marie — du plejer jo aldrig at være således — du er jo altid så rolig — har dette menneskes nærværelse, som du heldigvis ikke ofte plages af, rystet dig så stærkt, så skal han ikke mere sætte sin fod indenfor min tør! “ sagde hun i sin tvivlrådighed; hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Men netop denne fuldkomne mangel på opfattelse af hendes sorg hjalp til at gengive Marie hendes sædvanlige selvbeherskelse. Det var som et koldt åndeligt styrtebad på hendes lidenskabelige smerte. Hun aftørrede sine tårer, bævede sit hoved, rejste sig fra stolen! og sagde med en slemme, der skønt lidt usikker dog var rolig: „ Det er vist theelib “ — og hun gik hen og gav signalet til, al aftenbordel skulle dækkes, ved at ringe lo gange på klokken. Fru hartselt så fordanser, men med letlel hjerte på hende. Hun ahnede ikke, al kenne dybe sorg og smerte var en daglig gæst hos Marie, men at den aldrig fik lov til al komme til overfladen uden en enkell gang som i Asien. Men når hun så bleg og dårlig ud, når lægen, også hendes Broder, mente, al hun trængte ril adspredelse og frisk lufl, da vidste de ikke, ikke engang hendes brøker, ker havde været mere udenfor denne sørgelige episode i hendes liv end hendes stedmoder, at del var mindet om denne, der læreke på hendes sundhed, som den skjulte orm på blomstens skønhed. Medens denne scene gik for sig i dagligstuen, havde de unge mænd, der vare gåde ind på Vilhelms værelse, en samtale, som vi skulle berette i næste capitel. Tredie capitel. Te unge mænds samtale. - Vilhelm gik foran Henrik ind i sit værelse for at tænde lampen, og ingen af dem talte et ord, før der var lyst i værelset. Henrik strakte sine arme ud oz retlede sig, som den gør, der nylig er sluppen fra el anstrengende eller ubehageligt arbejde eller en pinlig stilling. „ Hu, ha! “ udbrød han, „ hor bilhelm, del er din stedmoder, men også min egen kødelige tante; så lag del ikke ilde op — jeg må nok have lov til al sige, al jeg næsten ikke kan holde ud at være i selskab med hende. “ „ Del er en underlig grund, du giver, for al have lov til al udtale dig således, “ sagde Vilhelm alvorlig. „ Sæl dig ned Henrik! jeg ved godt, al i er meget likel sympalheliske naturer, men os har hun været en god stedmoder. “ „ Del takker deruPder==P. — om deruPder==forladelse — hende for! heruPher==hun har fået lov til at regere og råde over alt, endogså over eders mange penge. I have føicl hende i el og all — jeg har ikke sagt, at hun er en djævel, “ svarede Henrik. „ Jeg tror, at hun holder af os, som hun ville have holdt af sine egne børn, “ svarede Vilhelm. „ Del tvivler jeg ikke om, af to gr

1896_KragT_AdaWilde

Thomas

Ada Wilde

Krag

KragT

Ada Wilde

male

1896_KragT_AdaWilde.pdf

Thomas

Krag

no

Ada Wilde

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

1600

Om en norsk slægt. For noget over to hundrede Aar

HISTORICAL

For noget over to hundrede år siden kom en sensommerdag en mand roende til vorrestranden ( stranden kaldtes så efter Skogen lige ved ); han sad i en stor bredsnudet båd, som han fortøjede omhyggelig. Og nu blev han liggende i båden og levede dag efter dag i et rum knap stort nok til at vende sig i. Og så utrolig det lyder, levede han i båden hele fem år både vinter og sommer. Han sås i denne tid aldrig om dagen; men om kvældene sås han en enkelt. Gang i byen, der lå en Fjerdingvej fra vorrestranden. Her købte han i en af de små butikker, hvad han trængte til af mad og drikke og trak sig altid hurtig tilbage til sin båd. Ofte ved jævndøgn kunne han skræmme den, han mødte, når han i nordenvind og mørke ludende vandrede ad vejen med sin bylt under armen. men en vårdag ud på det sjette år gik han en morgen op på stranden og så sig om længe og vel, som ræddedes han for, at nogen skulle blive ham var. Og han gik fra nu af ikke i båden mere. Ja, han solgte den, og hvad i den var. Lidt efter købte han byggegrund med et stykke jord til og tømrede sig hus og gav sig til at grave grunden fri for stene og rødder. Om ikke mange år tog det til at vokse og gro på hans mark og hans ager, og da han døde, efter at have arbejdet hæderligt som Bonde i tyve år, så fandt hans kone ( en husmandsdatter fra dalen ovenfor, som han syv år før sin død havde ægtet, og med hvem han fik to børn ) flere penge efter ham, end hun troede, han havde ejet. I den første tid, efter at han havde bygget huset og ryddet jorden, var Peter Wilde — så hed han efter eget sigende — ilde anset som en, der vist har ligget længe i skjul for en eller anden ugjærning. Men hans stræbsomme færd og hans villighed til at hjælpe andre gjorde, at han efterhånden vandt folks tillid, og mange var de, der mødte frem ved hans dåre. Lifter hvad jeg ved, og som gamle folk har fortalt, der gengav sine bedsteforældres beretninger, så var hans søn og sønnesøn og endnu videre meget driftige folk, der ved giftermål og egen anstrengelse udvidede gårdens brug. Det ville blive for langt og besværligt at gennemgå den hele stamtavle og gårdens vækst, kun må der lægges mærke til, at alle disse mænd vandt frem skridt for skridt, så de fik faste sind og higende trang til lys. Og at Anders Wilde ( død 1790 ) kunne, uden at det skadede hans velstand, lade opføre et stort hus, der så ud over grønne marker, lyng og mose, ja med de øverste tagvinduer så vidt skimtede havet. Men kun på to kanter havde huset de flade og milde omgivelser. Mod nord og vest lå vorreskogen og bøfjeldet. Vorreskogen var tæt, så den var vanskelig at komme igennem; bøfjeldet var brat, så kun ville dyr og storfugl holdt til der. Tre gange i de sidste ti år havde gårdens folk fundet døde ulve, der var styrtede udover og lå med knækkede nakker under det bratteste stup. Snestorm havde vel overfaldet dem oppe på fjeldet. Havde bøfjeldet historien om ulvene, så havde vorreskogen studen vildros’s saga. Den må fortælles. da Anders Wilde satte større lyst i et smukt hus og stor buskap end i mange rede penge, og han ikke var bange for at ofre af disse, fik gåt den under ham foruden det prægtige våningshus med store udhuse også mange heste, smukke og stærke, og kør med store horn og tunge yver. Men særlig navnkundig var studen vildros, som folk kom langvejs fra for at se, og som bonden Joel grøttung forgæves bød femhundrede specier for ( han hauked af Sinne, da han ikke fik den ). Men den var for stærk til, at den kunne holdes i ave, og en dag, da den gik på Marken og åd rødkløver, sled den det tykke tjor, som holdt den, og gik brølende ind i vorreskogen. Anders Wilde lod mange søge den, men Skogen var dyb, og studens brølen, der lød nu og da, var usikker at gå efter, for ekkoet svarede fra bøfjeldet og fra endnu fjernere steder. En gang fandt nok mændene, som søgte, spor ved en bæk, der ikke kunne være gamle; men vildros fandt de ikke. Og dog kom hele sommeren igennem bud fra enlige folk, som havde set dem nu var den større og hurtigere end alle stude i det hele land. Dens øjne var snarere ville end olme: andre studes kraft i bås og tjor blev hos den fri Sus i den store Skog. Den lignede næsten et utæmmet skogdyr; dens horn var sortbrune, og dens skind var lubbent. nu troede Anders Wilde en tid, at bonden Joel grøttung havde gjort sit til, at studen sled sig; men de, som vidste bedre, mente, at gårdens jæter njell havde noget med den sag at gøre. For en dag, da denne jæter havde drukket sig fuld, sagde han, da talen kom på vildros: „ Jeg løste den ikke, men den sled sig selv og gik mod Skogen. Da gik det i mig, at den gjorde det ikke for ingenting, men for noget, som ikke vi råder for. Og jeg gik efter den og mærkede endnu bedre, at noget trak den mod Skogen, og før den nåde helt ind, snudde den ho’det, og jeg forstod, at den mente farvel, og jeg nikkede og sagde også farvel, og så vendte den ho’det endda en gang og brølede, og da forstod jeg, den bad mig ikke føre nogen til den, og jeg svarede ja.... “ Mange vil sige, det var ord talte bort i tåge og ørske af en mand, som brændevinen havde gjort dum; men det rimelige er, at jæteren ikke ville finde den, for han var en alt for flink jæter, og han kendte Skogen alt for godt til, at han ikke skulle have kunnet. Han fik også høre ondt af sin husbond, for han sagde: „ Du er ikke den, jeg troede, du var, njell. “ Historien om vildros er ikke til ende hermed, men nu fortælles om dens kamp med bjørnen fra bøfjeldet: den østre kant af bøfjeldet løftede sig langsomt og var ikke nær så brat som den søndre kant. Ved roden var Berget klædt med ener og højere dækket med berglyng og dværgbirk. På dette sted havde mange år en Bjørn holdt til. Om sommeren så man ikke meget til den; men i den første høsttid var den meget på færde, åd bær og saftige rødder og drak af bergbækken. Så var det en eftermiddag i førstningen af september, at fire mænd, der lå på skovhugst på de kanter, hørte fjerne brøl: det var studen og bjørnen, som svarede hinanden. Dette varede og rak til ud på kvælden. 1 den store skoghal stod træerne stille lige til de yderste kvistes blade, vesthimlens solrødme lyste dunkelt op, og imens lød de to dyrs røster gennem Skogen. Og det holdt ved; ingen af de to lod til at ville tie for den anden; men ingen af dem lod heller til at ville være den første, som gik løs. Men da midnatsstunden kom med sit grå mørke, kæmpedes der dybt inde i vorreskogen. der lød knur og brummen og hivende brøl, tidt vældige røster, der hørtes som troldijom. Mangedobbelt ekko svarede. Mændene, der netop havde lagt sig til at sove, vågnede op, og da brølene vedvarede, rejste de sig og lyttede. Og da de stærke kampbrøl vedvarede endnu meget længe, fik mændene sammenbidte tænder og røde øjne, og de sagde: „ Lad os tage øks med os og se, hvordan de bære sig derhenne. “ Og de tog vej efter larmen. To lange timer holdt brølene ved, og ligeså længe gik mændene fremad, selv hujende og huggende sig vej, hvor løvet hindrede. Først da det begyndte at gry, kom de over vildros næsten uden at vide om det. Den lå død; omkring den var græs og rødder rodet op. „ Så fik nok vildros bide græs alligevel, “ sagde en. Men en anden pegte på et bredt blodspor, som gik fra den. „ Det er bjørneblod, “ sagde han. Mændene fulgte det en stund. Da kom de over bjørnen. Den lå på siden, vældig såret af studens horn og stendød. Anders Wilde fik høre, at studen hans var funden om end død, og han fik bragt den til gårds. Men da han erfarede dens ville dødskamp med bjørnen, der selv havde måttet lade sit liv, så slog han i bordet med hvide knoer og snakkede om den som om en død helt, ved hvis lig en ikke græder, men synger runer. Han lod den begrave og lod en stor sten vælte over stedet og huggede selv dens navn i stenen. Han talte om den, når der kom fremmede, lige til sin død. Anders Wilde var vel den af slægten, der havde den stærkeste virketrang. Han rev ned, hvad hans fædre før ham havde bygget, når mug åd i værket, og omend han ærede sine fædres minde, huskede han først og fremst, hvad dei’ tjente til bedste den dag, som var, eller som stod for hånden. Hans søn og sønnesøn lignede ham ikke. De tog ikke de store kraftige tag; men de holdt mere af at sidde på deres gård og fortælle fremmede om, hvad godt deres fædre havde udrettet. Når der skal dømmes uhildet, begyndte deres fædres værk at falde dem til besvær. De ærede det så højt, at de fandt det såre godt, som det var, og de brød ikke engang det ned, som, hvis en af de gamle wilder havde levet, var bleven brudt ned. Sakarias Wilde, slægtens sidste mandlige ætling, mistede tidlig sine forældre; han viste, da han voksede op, ikke mindste lyst til landvæsenet, men lod forvalteren styre ’ det hele. Han tænkte endog en tid på at sælge huset og gården; men det var kun en idé af ungt blod. Thi da han kom til skelsår og alder, groede også hos ham kærlighed til de værelser, hvori hans fædre i mange led havde levet. Men det stærke, hårdføre brug af ager og eng, det arbejde, der kræver rolig tanke og hård udholdenhed, fængslede ham fremdeles ikke. I stedet for at sidde hjemme og sørge for sin gård foretog han mange udenlandsrejser, besøgte Danmark, Tyskland, ja nåde endog til Italien, hvorfra han bragte med hjem gamle billeder og stenkrukker med skønne forsiringer. i sit tre og firtiende år giftede Sakarias Wilde sig med en officersdatter fra byen ligeved, og fra nu af rejste han ikke mere. Han levede et lykkeligt og roligt liv med sin hustru, og da hun døde i deres ægteskabs andet år efter at have født en datter til verden, sørgede han meget og gav sig til at gå meget omkring på ødslige steder, eller han sad lange stunder i de øde værelser, hvor så meget mindede ham om den døde. ' det hjalp ikke, hvad nogle mente, at han nu havde sit barn. Han holdt ikke af at se hende. Tiden gik, og hans sørgmodighed veg ikke. Da var det, at en ven kom til ham, som han ikke havde set, siden de begge var børn. Det var kaptajn Carl kruse, der var forflyttet til byens fæstning en Fjerdingvej borte. Denne havde foruden sit militærvæsen kun én glæde, nemlig jagten. Og nu bevægede han Sakarias Wilde til at følge sig på sine ture. Wilde havde også før syslet med jagt, men mere, når han intet bedre havde; nu blev han om ikke ret længe en ivrig jæger. I båd efter ærfugl og alker og ville ænder, der svam ved de yderste skær. Eller dybt i skoge, hvor årfuglen legede i solrenningen. Ja de gik meget på jagt, blev lidt borte i dage. Det blev Wilde en Lise at gå over den vidtstrakte Mo og under susende trær og vente og lytte til alle toner derude: fra finkens lyse sang til kveldknarrens rokkehjul og så høre på Carl kruses småprat om fugl og dyr. Wilde genvandt lidt efter lidt under omgangen med vennen sit lykkelige sind. Ja, når det led mod tiden, at han og kaptajn kruse skulle tage af sted, når de indtog et lidet måltid, medens hesten stod forspændt for kariolen, så var de begge ofte højrøstet glade. Og når de endelig drog af sted, og hesten lagde ud, så oppakningen bag rystede, da kunne det hænde, at de to jægere, Wilde ikke mindst, skreg og hauked af glæde. De sad så godt og frit i sine jagtklæder, der var af tykt stof, men slidte, næsten fillede af det meget brug. Thi det var en af deres underlige jægeridéer, at klæderne ikke skulle gøres i stand, men hænge om dem i det længste. En anden idé, der sad lige så fast, var den, at de aldrig måtte bande og være misfornøjede, om det blev dårligt vejr til en tur. Derfor bøjede de sig både for regn og torden og tiede. Måske disse idéer indgaves dem ved det sære liv, de førte på deres jagtture deroppe i skovenes og Dalenes afkroge: medens de krøb lydløst bag hunden, der uafladelig rapporterede ( de tillod aldrig deres hunde at apportere ), medens de fløjtede som fugle, medens de skreg som flare og i mellemstundene, når intet vildt var for hånden, mens de rodede omkring og solede sig, liggende heller i lyngen end i deres piæd. De var ikke bange for orm og ej for giftige kryb, det var, som de så halvvejs kendte dem. ja de var efter eget sigende nogle rigtige urenslige dyr deroppe; men når de så kom tilbage, gik de i bad og klædte sig om, og de spiste sit vildt, og dette måltid efter jagten var uforligneligt. efter hvert genvandt Sakarias Wilde sit sinds ligevægt, og hans lykkelige samliv med sin hustru blev ham efterhånden et farverigt minde. Han dukkede ligesom op til den virkelige verden på ny. Han fik da også kærlighed til sin lille datter, drog hende ind til sig med et nyt sind og pludrede og lo med hende. Ja nu blev denne lille ham et støttepunkt: hendes oprindelse var fra den tid, der gav ham den store sorg; men hendes lyse hoved stirrede ud mod verden, som kom. Hun blev ham både fortid og fremtid; ja ofte virkede hendes sorgløse hvide barneansigt derhen, at han selv kendte sig sorgløs og følte ny ungdom komme op hos sig. Og derfor kunne han endog søge munterhed og latter med en og anden ven. Derfor hændte det nu og da, at når Sakarias Wilde og kaptajn kruse havde været rigtig heldige på jagten, sagde den første, adlydende en liden rebelsk stemme hos sig: „ Kruse, i dag beder vi bøg til gæstebud. “ — og begge nikkede og satte et bord sammen, der sang som en Melodi. Og de lod bud gå efter kommandør bøg. Thi kommandør bøg var vistnok meget doven, så han selv ikke gad jage; men et godt bord likte han bedst af alt her i verden, og derfor var han god at have med, og når han kom, vidste han altid, hvad der forestod, og derfor kom han også altid med et stort smil og dampende på sin stærke, blåplettede havaneser. Han plejede altid først at gå ind om køkkenet for at høre spisesedlen og løfte på grydelågene og give instrukser, for til meget andet var kommandøren også en forstandig kok. Siden gik han da ind og ligefrem omfavnede jægerne:, nå, så fan’ skærre mig! “ Sagde han altid, „ det skal bli’ storartet, he? Du har jo fisk, Wilde! så får du spendere johannisbergeren fra anno 10? og så bordeauxen med de grønne vignetterne til vildtet...! har du oksekam også? lidt champ’ til den, Wilde, lidt champ’ til den... Studeblod og champagne, hvad... Fan’ skærre mig! “ Lidt efter sad da Sakarias Wilde og de to officerer sammen og spiste og drak. Wilde selv foretrak én vin til et måltid for tre forskellige; han holdt sig mest til rødvinen; men de to andre, særlig kommandøren, gennemgik grundig dem alle tre. Måltidet var ikke i mindste måde raffineret, blot fisk og kød, kogt og stegt uden kunst. Det bestod af kogt torsk eller helleflynder med klart smør — johannisberger, vildt — Bordeaux, ristet oksekam — champagne. Naturligvis virkede vinen, særlig på kommandøren. Han var tyk nu og vel treds; han havde altid ladet livet føre sig så lempelig afsted. Men under disse måltider fik han en næsten mageløs uro i kroppen. Han snakkede højt og alt, hvad han sagde, var formuleret i lighed med en bordtale. Flan sagde således altid: „ Mine herrer! “ Noget senere kunne man iagttage symptomer på, at han forberedte sig på at komme frem med et eller andet fra en tid, han aldrig omtalte, uden når han havde drukket, og som han da kaldte for sine „ spanske dage “. Flan lettede sig, ret som det var en smule fra stolen, og råbte: „ Mine herrer, jeg føler mig ung! “ Det var et tegn på, at eventyrene fra ungdommen nærmede sig ham. Men omsider skød han stolen væk bag sig og stod da stiv og strunk, og da vidste de to: „ Nu er eventyrene der. “ Og de var der og fik ham ofte til at synge. Ja, kommandør bøg sang. Første gang, han gjorde dette, blev Wilde sandt at sige noget forbløffet; men efterhånden vænnede han sig til det og likte det; thi kommandør bøg sang ikke dårligt: der var noget af et messinghorns blanke tone ved hans stemme. Når han så havde sunget, blev han roligere, han kræmted og drak et bæger og var alvorlig. Men om lidt kom, hvad han egentlig ville have frem. Det var beretningen om en oplevelse fra hine tider, da han stod op ved morgen, så solen skinne over byen og tænkte: „ hvilket eventyr bringer så den dag i dag? “ For hvor løjtnant bøg gik, der stimlede eventyrene sammen. Der lå en stor livsglæde i de solfyldte morgener, når han spændte sin uniform på, gik ud og så sig omkring og lod kården falde, så dens skedespids så vidt ridsede stenfliserne på spaseregangene... og dagen gik, og tusmørket kom. Og tusmørket gik og natten kom. Og i disse timer fra dag til nat havde der hændt ham noget så uforklarligt, at han tænkte ved sig selv: „ Hvad er dog dette? hvilken sælsom, hvid sennora er det, jeg omfavner, og som omfavner mig?... er det virkelig hende, den fornemme og smukke? hvordan er det i grunden gået til?... Og om morgenen, når hun skælvende havde åbnet ham en bagdør, hviskende af angst for sin mand eller sin strenge Broder, så han på hende endnu engang, så hun åndede tungt og hviskedee en næste gang i hans øre. Da gik han ud på gaden, som var øde; thi byen sov. Morgenskæret fra øst lyste, og han gik hjemover. Men han længedes efter at tale med sin bedste ven om sin lykke. Og da han gik forbi, hvor vennen boede, så bankede han på ruden. Men vennen var oppe; han havde også haft eventyr nok, men af en hårdere slags: en kamp med tre på sabler. Han var en sælsom, mørk sjøgut, som aldrig havde ladet et skævt smil og ej det mindste hånlige ord ustraffet hænge ved sig. Han søgte kampen, han elskede kampen, da først fik hans stærke nerver sin rus, da fik han først ånde ud... Kvinder betød mindre for ham. „ Men vi sad og snakkede sammen, jeg om mit, og han om sit. Han forbandt flængen i sin arm, og han slog ud med armen for at vise, at det ingenting betød, og han inituPinit==Thomas deruPder==P. heruPher==krag: deruPder==Ada deruPder==Wilde. 2 råbte: „ Bare vent, de skal nok træffe mig igen! “... Og jeg... jeg stirrede frem for mig, og jeg huskede hendes blik: „ jeg skal nok træffe hende igen! “ — det var dage, mine herrer, fulde af mod og Brus og en Duft af roser, mine herrer! “ De kunne blive siddende ved bordet så længe, at lysene på bordet røg og græd lange tårer ned i manchetterne. Lidt efter lidt blev det stille i det store værelse. Sakarias Wilde og kaptajn kruse talte ikke mere. Kommandøren bøjede hovedet ned mod bordet og sov ind. Det var ligesom tegn til opbrud. Wilde råbte ud og gav ordre, og kommandøren blev lempelig båret op i gæsteværelset og klædt af og puttet under dynen. Lige efter gik Wilde og kaptajn kruse også. Men om morgenen lå kommandøren og bankede i væggen til kaptajn kruse: „ Hør, kruse, hvad blev det til i går... hvad gjorde jeg... vævede jeg ikke gedigent? Champ’en slog mig vist svært... æh? „ Nå, du vævede ikke mere end ellers, “ Beroligede kaptajn kruse ham; „ men vi har sovet længe, det er bedst, vi klæder os på til frokost... “ ni det var dog ikke meget ofte, at de to jægere bad kommandøren til gæstebud og uro. I almindelighed sad de alene og spiste deres vildt, medens de snakkede sammen, jævnt og sindigt. Var det sommer, satte de sig efter måltidet ud på altanen og røg cigarer et par timer og lagde sig tidlig. Næste morgen efter frokost plejede kruse at ride til byen. Men i timerne efter kunne det jo hænde, at Sakarias Wilde faldt i tanker. At han gik omkring og ligesom gerne ville tage fat et sted og bygge op her, hvor de før ham havde bygget. Men oftest blev det ikke til mere, end at han gik hen og så efter, hvordan ageren stod, og om der var megen rødkløver på jordet. Smuk og letfodet gik han der, som oftest i sin sorte kappe, den han havde et 2* greb om, så den virkede som drapperi. Det regelmæssige ansigt med de rolige grå øjne havde et venligt udtryk. Kom nogen forbi på vejen lige ved, hilste han bestandig på Sakarias Wilde og fik en hilsen igen med en mine, som havde hans komme beredt Wilde den glædeligste overraskelse. Det kunne også hænde, at Wilde, i stedet for at lade som var han nidkær for den røde kløver, red sig en tur. Oftest ad en vej, hvor han og hans unge frue for år tilbage meget havde spaseret sammen. Da lod han hesten gå i skridt. Timerne fra den gang kom ham i hu og gav ham her i den smukke allé en fjern, sød sorg. Det kunne hænde, at han red alene flere gange op og ned. For hver gang mindedes han mere og mere. Men så kunne han rive sig løs og fare i strakt karriére ind på den åbne alfarvej, som førte til byen. Her snakkede han fra sadlen med en mængde bekendte, blev nikket til og hilst fra vinduerne, måtte ind i et og andet gårdsrum og drikke et glas af fruens frugtvin, som han altid roste meget. Drog så ned til sine venner blandt fæstningens officerer og snakkede med kaptajn kruse om næste jagttur. Det blev oftest sent på aftenen, før han red hjemover; men nu faldt mangt og meget ham ind hans gård vedkommende: „ Forvalteren skulle væk, han blev gammel nu! Han var jo rent ubrugbar. Han var plaget af øresus og havde store totter i ørene. De var af dyreuld og sad så længe, at de bleve ganske sorte. Det var jo væmmeligt! Herefter fik en anden forvalter gården: værelse og mad skulle den gamle forvalter få; men nu måtte han bort, nu måtte gården have en ny forvalter. Og skoven... Skoven måtte efterses, der blev stjålet mere end rådeligt der borte... “ Endog efter at Sakarias Wilde var kommen hjem og havde lagt sig til sengs, kunne han tænke på de forandringer. Men næste morgen fik han måske uventet besøg, der blev til middag. Og om eftermiddagen gik den sidste Wilde omkring på sin gård, letfodet og i al sin ubrugelighed indtagende, venlig hilsende til dem, der gik forbi, var det end forvalteren med uldtotterne i ørene eller en af dem, han havde stærkt mistænkt for at hugge ulovligt i hans skov. tidt ønsker jeg, at menneskene kunne bo på vidtstrakte marker, hvor de kunne se fjeld, fjord og hav. Hvor de kunne kende den rige luft, når vinden stryger hen over fra vidde til vidde. Hvor de kunne se solen skinne gennem blank luft om dagen, og hvor, når natten kom, månen og stjernerne blev synlige for deres blik, og hvor, når de var borte, det store rolige mørke dulmede og gjorde deres søvn stærk og kvægende. Jeg ønsker det, fordi jeg har truffet så mange gode og skønne mennesker blandt de folk, hvis slægt har boet og som selv boer i højloftede værelser nær skov og hav. Thi det er ingen ringe ting at gå på sit eget gulv og at næres af sin egen jord og at se urter og træer og blomster spire som sine hænders værk og vide, at her gik fædre fra de var unge til de blev gamle, lige fra tider, der synes grånede af ælde, til den dag i dag. Jeg har nu fortalt om wildernes æt, men kun for hendes skyld, om hvem jeg nu vil berette. Thi hun må helst stå frem med den som baggrund og ej med sin fader alene; thi der var vel mere standhaitighed hos Ada Wilde end hos Sakarias Wilde. Men ligesom æbletræets hvide blomster ligner det hele træ, hvorpå de gror, således lignede Ada Wilde i sin grund de gamle Wilder, og hun voksede sig rank og fri i ly af bøfjeldet og vorreskoven. jeg har før sagt, at Sakarias Wilde løftede sit hoved og begyndte at leve i verden på ny, og at hans lille datter da blev ham en støtte. Men så længe hun var ganske liden, skaffede hun ham dog mere en stunds adspredelse, end hun virkelig vedholdende optogham. Han kunne ikke forstå hendes barnlige pludren ( den kan aldrig mænd lære at forstå; kvinder forstår den straks og ligesom instinktmæssig ). Han fik først rigtig glæde af barnet, da det var vokset så vidt til, at det kunne sige ord frem, som han kunne begribe, og hvorover han ikke behøvede at ærgre sig som over hebraisk. Før havde han holdt af barnet for dets lyse smil og dets klare øjne og for de minder, der knyttede sig til det. Nu blev hun ham efterhånden uundværlig. Hun var i grunden altid i hans tanker — de sluttede om hende ligesom to varsomme hænder. Hver eneste morgen gik han ind til hende, kyssede hende og sagde: „ God morgen, Ada, hvordan har du sovet i nat? “ Og om dagen blev det ham en rolig glæde at snakke med hende og høre, hvordan hun fik rede på mere og mere. „ Nu pipper hun frem, herregud, hør hvor hun pipper frem, “ mumlede han, hver gang hun havde spurgt ham om en ting, der overraskede ham ved sin fornuft..alt ved fire Års alderen købte han hende billedbøger og viste hende og forklarede hende billederne, og nu gik han aldrig sin aftentur alene. Ada var altid med ham og de to havde meget at snakke sammen om. Wilde fortalte hende om græs og om blomster og om kør og om heste og om månen og om stjerner — om alt. hvad hun kunne se og høre. Han gav hende endog sin egen ko og sin egen høne, og hanen, den store gule spaniol, blev sluttelig også Adas. Ved seks Års alderen fik hun lov til at begynde på skolen. Den holdtes af en dame, en ældre, lattermild frøken, der altid gik i sort silkekjole. Hver morgen måtte da Ada køre til skolen i damens hjem, som lå næsten en Fjerdingvej fra Vorregård. Wilde tænkte i begyndelsen, at en af gårdsgutterne skulle køre hende, men lidt efter lidt viste det sig, at han selv kom til at køre hende. Han undredes selv over, at han endog regelmæssig og præcis mødte med sin dobbeltspændte kariol; ellers havde han ofte vanskelig ved at passe tiden. Når det var særlig smukt vejr, og Wilde var oplagt til det, gik han og hentede Ada. De spaserede da hjem under de grønne træer, der rakte hverandre grenene over Alleen. Ada fortalte sin fader alt, som havde hændt på skolen, og han hørte opmærksom efter. Den første begivenhed i Adas skolegang var hendes abc-bog med dens hane. Denne hane lignede spaniolen på en prik, den havde endog det smilende blink i øjet, som den hvide spanier. Men hvad der var at lægge mærke til ved hendes abc-hane var, at den værpede en hel mængde under hendes hovedpude, da abc’en var færdiglæst. Det hele gik således til: efter sin faders råd lagde hun bogen under hovedpuden, og næste morgen fandt hun honningkage, chokolade, brystsukker, rosiner, mandler og terter ved sit hovedgærde. Hun fortalte det ved frokostbordet og så spørgende på sin fader, denne sad ganske rolig og svarede: „ Ja der il kan du se, det var godt du gjorde, som jeg sagde, og lagde den der. “ Og da Ada løb efter, hvad hun havde fundet, sagde han: „ Ja den hanen har nok haft bryderi i nat! “ — men ved frokosten næste dag sagde hun: „ Jeg spurgte i går aftes Kathrine ( en kone på Vorregård, der fejede gården og gav hønsene mad ) og hun sagde: „ Haner kan ikke værpe. “ — men hertil svarede Wilde, at hanen foran i bogen var ikke som andre haner. — Ada var endnu ikke ganske sikker på, at jo ikke abc-hanen havde lagt godterne under hovedpuden; men lidt efter lidt dukkede op en mistanke hos hende om, at kanske hendes far og lærerinden havde haft noget med Tingen at gøre. Ja lærerinden også. For en dag, da Ada skulle gå, tog den gamle dame hendes hoved mellem sine hænder, så hende leende ind i hendes øjne og sagde: „ Nå Ada, jeg hører, at hanen har værpet under din hovedpude forleden nat? “ „ Men haner kan ikke værpe, “ gentog Ada alvorlig. Dette fortalte den gamle dame til Wilde, da han og Ada kørte hjem, og han lo deraf. Da begyndte Ada at tænke på, at de vist havde hende til nar, og i grunden var hun ikke henrykt over den hele hændelse. Ada skaffede ikke lærerinden mange bryderier. Hun sad rolig i timerne, nu og da så hun sig opmærksom omkring. Om nogen var uskikkelige, så Ada forundret ud: hun forstod det ligesom ikke. I gården, i friminutterne holdt hun af at gå arm i arm med en liden pige, som hun var bedste veninde med. Når hun legede og løb, viste hun en egen sikker hurtighed, og hendes bevægelser var bløde og dog trygge; prægede af en egen kæk ynde. når Ada Wilde senere i livet tænkte tilbage på tiden, hun boede på Vorregård, huskede hun huset og gården og udhusene med de store, ubeboede rum, hun huskede desuden gårdens tjenestegut Per, hønsekonen, den gamle Kathrine og kusken Isak og gæsterne, som af og til kom. Præsten huskede hun, en mand med et venligt ansigt under en umådelig hat, doktoren, en rynket mand, for hvem hun på en måde var ræd, fordi han bandte så skrækkeligt. Underligt nok, sidst huskede hun ligesom de hyppige gæster. Kommandøren med det brede, røde ansigt, kaptajn kruse, der altid kom så rolig, strygende sit brune helskjæg, og allersidst huskede hun sin egen faders venlige ansigt. Ham så hun uvist af hvilken egentlig grund siddende i en højrygget, brun, læderbetrukken stol i hjørnestuen, der vendte ud mod haven. Forresten huskede hun bedst sommeren på Vorregård. Om vinteren måtte hun holde sig meget inde, og da gik dagene, uden at hun mærkede det. Men sommeren, når alting lå med varm luft over, når alt var stille, når luften dundrede af varme, og insekterne sang, og en ko rystede sin bjælde, da holdt hun af at gå og se sig omkring. Alle blomsterne i haven stod og groede, så hun syntes at mærke det, og i skyggen af de gamle træer stod nogle lave urter med tykke stængler og svampagtige blade. Ada løb omkring i haven, på engen og i skovens udkant. Hun så på blomsterne, satte sig ned ved dem og nikkede til dem, lige ned imod dem, så hendes lange hår faldt hende ned over ansigtet. De hvide blomster og de gule blomster og de blå blomster havde ansigt og øjne og bladene havde fingre, og blomsterne sad i jorden og pegede med fingrene og så sig omkring. Og de hvide, blå og gule blomster syntes hun, hun kendte og havde kendt en gang. De var de unge piger blandt blomsterne. og de tykke som groede i skyggen, og som lugtede ondt og svedte, det var blomsternes gamle koner, af dem, som gik med rudede tørklæder om hovedet, og som helst sad stille og pustede. Blandt alle disse blomster fra Vorregårds marker huskede Ada længst en grønbleg urt med fløjlsagtige bløde blade og små røde blomster. Hun fandt den en dag i en krog, hvor solen skinnede stærkt. Hendes fingre havde, efter at hun havde rørt den, en egen lugt, som hun første gang, hun kendte den, ikke fandt god; men som hun, da hun havde kendt den flere gange, likte bedre og bedre og til sidst elskede. Hun så til den hver eneste dag og pressede hver dag sine fingre om et af dens blade. Vel en hel måned stod blomsten der; men en dag, hun kom, hang dens rlade ned, og dens lille blomsterklynge var borte, de sad sammen, visnede og farveløse. Ada blev bedrøvet over dens død og søgte den ofte op siden. — hun havde hørt, at mange blomster visner for at komme frem igen — men fandt den ikke mere. Siden tænkte Ada ofte på den besynderlige urt. Den som hun aldrig mere fandt igen. Og sluttelig blev den ligesom hendes barndom for hende, og når hun siden tænkte på de dage, kom altid den med, og hun syntes, hun skulle kende den ejendommelige Duft, der heftede ved dens grønblege blade. ( når vi er meget unge og netop er bleven opmærksom på solen, lyset, mørket, blomster og dyr, så forekommer det os endnu, som alt har liv. Derfor er det, at de rigeste eventyr om levende væsner i naturen bliver til blandt barnlige folkeslag og opfattes og troes på af børn. Når Ada hørte den gamle hønsekone Kathrine fortælle eventyr om folk, der gik i skoven og traf dyr, som snakkede, og om fjeldet, som åbnede sig, og om fugle, som sang forståelige ord, så troede hun på disse eventyr. Hun fandt, at det vist levede, det som hun så, og det som hun hørte. Denne følelse var ikke så fremtrædende om dagen. Mere om natten og i' den stille morgendæmring og ved aften, når solen var sunken, og mørket bredte sig. Af årstiden! E trivedes den bedst om sommeren. InituPinit==Thomas deruPder==P. heruPher==krag: deruPder==Ada deruPder==Wilde. 3 hun syntes vist nok ved høst og ved vinter også at tro på liv; men da hørte hun nødig efter, hvad der fortaltes, thi disse årstiders røster var hende for barske. Men som før nævnt, om sommeren kunne hun lytte til. Da var natten så blank med den lyse himmel, som sov højt oppe med en og anden hvid stjerne. Tiden svandt, så hun hørte det, tiden svandt, og nogen hviskedee hende til i natvinden. Og om hun, når hun en enkelt gang var vågnet ved midnat, en stund før hanen ville gale, gik op og så ud, blev hun oftest noget var, der syntes at leve, fordi det nu havde lov. På engen drev skyer i ring, en gang, to eller mange gange, før en af dem drev lige ud, løftede sig og svandt. Langt borte blinkede et lys, som slukkedes, og i det samme nu det slukkedes, hørte hun et suk. Da syntes Ada, at hun blev ræd, for hun syntes, at noget var omkring hende, som hun ikke så, men mærkede. Og hun krøb i seng, gemte sig under tæppet, rullede sig helt sammen og lukkede øjnene. Barnet føler mærkelig nok rædhed for noget ukendt, der synes at leve og virke på dets sjæl, der endnu har så sart en hud, som en hvid blomst, der nylig er dukket frem af jorden. Endnu er det ikke hærdet ved denne jords liv, derfor har det liden følelse af frygt for det på denne jord farlige. Det trækker sig ikke tilbage for en gabende afgrund, det frygter ikke, om man viser det en blanksleben kniv, det ler, når det ligger ved siden af et tungt hjul, der i næste nu vil knuse det. Men det er bange for mørket, som var dér noget, som det kendte fra før, noget det endnu ikke er kom

1879_LieJ_AdamSchrader

Jonas

Adam Schrader

Lie

LieJ

Adam Schrader

male

1879_LieJ_AdamSchrader.pdf

Jonas

Lie

no

Adam Schrader

Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. Der skulle ingen set på den kopist Schrader, som han gik der til og fra spisekvarteret og siden drog sig i al mag og velforplejet ned til „ Logen “ For at få sin kaffe med maraschino og sit spil Schak eller domino, — at han havde haft en periode i sit liv, da han gik afkræftet og mager med de sorte øjne ordentlig uhyggelig stikkende og febertændte af åndelige kampe og religionsskrupler. Og dog forholdt det sig så. Hans moder var kattolik, hans fader, overlæge Schrader, protestant, og denne religionsforskjel havde tidlig haft den indflydelse på sønnen, at han henfaldt til religiøse grublerier; thi, medens han i skolen offentlig opdroges som protestant, stod han i hjemmet under stærke kattolske påvirkninger. Den for sine kirurgisfe operationer højt ansete doktor Schrader. var en hård, tør mand, — i bund og grund en hædersmand; men den samme urokkelige jernhånd, hvormed han amputerede et ben eller skar ud et sår, knugede også hans huslige liv. Han levede kun for pligten, åndede kun for pligten, og det var også den, hans hustru udelukkende skulle være til for. Hvad den eneste gjenlevende søn angik, så lød husordren på, at han skulle bades i iskoldt vand om morgenen klokken seks, klædes tyndt og let både sommer og vinter samt være på skolen, komme til måltiderne og gå til sengs akkurat på fastsat minut. Et minut over middagstid var „ forsømt pligt “ og tabt middag. Da han var tolv år gammel, forærede faderen ham på hans fødselsdag et kronometer, formodentlig for at indøve ham i yderligere minutiøs pligtfølelse. Men netop ved de tider begyndte sønnens helbred at vakle i en højst betænkelig grad. Guttens nervøsitet, at han pludselig kunne fare fammen, når faderen kom ind af døren eller endog blot tiltalte ham, og at man fandt ham siddende oppe om natten ved lys af nervøs angst for lektier til næste dag, som han før om aftenen havde læst aldeles udmærket, — alt dette var symptomer, som hans fader i nogle måneder med vilje lod uændsede. „ Hvor skulle det gå i verden, om gutten ikke lærte at gøre sin pligt? “ — var svaret til de forgrædte øjne, hvormed hans hustru vovede at gøre ham forestillinger. Adam faldt i en hidsig feber, hvorunder faderen selv en hel nat sad oppe hos ham og fik høre de mest forunderlige og, for en så ung dreng at være, forbavsende fantasidannelser og ideer. Om morgenen, da han skulle på hospitalet, vandrede han først længe frem og tilbage på sit kontor og gik derpå ind til sin hustru, hvem han i al korthed sagde, at det her blot havde stadsæstet sig, hvad han så ofte havde udtalt, at lægen aldrig burde behandle sine egne;... Fremmede har en ganske anderledes fri dømmekraft og uhildet opfatning at råde over. Hun måtte sende bud efter doktor Ramm, der herefter fik behandle sønnen, uden at han selv agtede i mindste måde at blande sig ind deri. Og om hvad Adam tålte eller ikke tålte, når han, som det var at håbe, blev frisk igen, — derom havde hun herefter ubetinget at hente rettesnoren hos doktor Ramm,... kun hos doktor Ramm! Sønnen kom sig denne gang, men var gennem hele opvæksten altid spinkel, bleg og sygelig af sig; — han grublede og grundede og led. Han holdt fast ved sin protestantiske tro; men når han om aftenerne så sin moder knæle foran mariabilledet over sengen og i al enfoldighed bede for, at „ alle hendes “ måtte komme til den rette tro, — blev altid noget i hans indre oprevet. Og sønnen havde, som han voksede til, øjnet noget, som skar ham i hjertet, — sin moders tunge ægteskabshistorie. Han sværmede for sin moder, af hvis blide, tålmodige væsen der udstrålede en høj grad af sjælelig skønhed, og fuld af interesser og livsglæde, som hun i grunden var, kunne han undertiden ordentlig se længselen mod noget friere og mere åndigt sidde som en fangen fugl i hendes stille vemodige øjne. Han overraskede hende i, at hun græd, og han havde af enkelte udbrud skimtet, hvordan hun følte sin i ungdommen dannede og dyrkede ånd forsnevres i denne atmosfære af tranghed og udesfængthed fra tidens liv og ideer. Et stærkt indtryk fik han fra sin faders dødsseng. Det var året, før han blev student. -- -- -- -- -- præsten var gået, og sønnen sad nu derinde på en stol halvt bag gardinet med sine iagttagende mørke øjne, medens den forgræmmede moder lydløsl syslede om sengen. Pludselig rakte den syge hånden ud og tog hendes: „ Den, som kunne tro en sådan mand, Elise! — jeg kan det ikke. Jeg kan ikke for det, ingen i vor slægt har haft det med at tro; — dertil har vi havt for klar forstand. “... Med et øjebliks kraft rejste han sit indfaldne, magre hoved op og få hende ind i ansigtet med de grå, forstandige, vantro øjne... „ Jeg har altid efter evne været sand, — det ved du!... Men alt, hvad jeg har kunnet komme til, er, at præsten ikke mere kan sige mig, hvordan det er i den næste verden, og hvad jeg der nu går i møde, end jeg kan fortælle ham det. Tror jeg på noget, så er det på -- -- -- -- -dig, Elise... Og det, som du er i stand til at tro på.... Bed du for mig! “ Med de ord bøjede han eller faldt hovedet ned mod hendes bryst, og hun lagde det lidt efter tilbage på hovedpuden. Han var gået hen! — uagtet hans sygelige tilstand vedvarede, tog Adam sin artium med prso ostoris. Lægen forestillede ham forgæves, at det eneste sikre udbytte af al den tvivl og grublen, hvori han så alligevel aldrig fik rede, blot var nervøsitet og angst. Omkring den tid, da han tog anden eksamen, læste han Darwin, taine, v. Hartmann og hæckel; — og enten det nu var den sidstes lære om den mæskede urmave, som altets gud og ophav, eller et naturligt tilbageslag mod hele hans overspændte sygelige ungdomstid — nok, han begyndte mere og mere asgjort at give alle disse højt svævende åndelige, såkaldte alvorligere interesser og forskninger en god dag. Han foretrak helt og klart at gå over i deres lejr, som ingen positiv religion antage; det var i al fald glat bord. Og det mærkelige var, at jo mere han levede sig ind i det, desto lykkeligere følte han sig. Efferat være bleven juridisk kandidat havde han taget ansættelse som kopist i et af regeringens departementer, og arbejdet der til klokken tre blev ham efterhånden en vane og glæde. Han overtog endog lidt extrårbejde for at få udfyldt et par eftermiddagstimer og få det flottere i budgettet; thi til det mere rummelige liv, han nu førte, gik der adskillige penge. Han havde et par smukke værelser med adgang til en have og en ypperlig opvartning, klædte sig i solid ungkarlestil, hvorefter alt måtte være af første sort og patent, og han var i nogle år en kendt hovedstadsfigur i tteatrets parket. Skønt ikke af de videre snakkende filosofer, gentog han dog gerne, når passiaren ved eftermiddagsdominoen kunne falde sig så, at menneskets væsentligste uro og plager kommer af dets overspændte begreber om sjælen. „ Vi er simpelthen en dyreart som de andre “ — foredrog han — „ og alle disse fantasier om et andet liv kommer dels as vor indbildskhed, dels af samme grund, som vi europæere drikke brændevin og kineserne røgeopium, nemlig for at søge at glemme det liv, vi nu engang har, og hvori mængden har det ondt. Vi er proppede og korkede fra slægt til slægt nedover i atten hundrede år med vor nuværende livsanskuelse; vor hjerne er tilslut tildannet efter den, — så alt dette om vor individuelle frihed, det — — om femti år er man udover hele det væsen! “ — og så tog han fat på dominoen igen, hvor udspillet imidlertid var blevet hans, og hvor det ene parti gerne tog det andet uafbrudt til klokken halvsex, da han igen skulle i departementet; — han brød op præcis ti minutter før tiden. Hans udseende blev også mere og mere det sikkre, godmodig-solide og stø, som man gerne betror dette livs tillidsposter, og at han så hastig stod for tur til at blive kgl. Fuldmægtig, blev revisor i en indretning og kasserer i en anden, var der ingen der undrede sig over, især efter at han havde arvet nogle tusind spdlr. efter sine forældre. Kopist Schrader var naturligvis selvskreven, det kom blot an på, om han ville have posten. Han erklærede selv, at han „ af princip var aldeles imod at overanstrenge sig. “ Den, som huskede ham bare for fem, seks år tilbage, i tiden før han blev kandidat, skulle have sagt, at det ikke var det samme menneske. Dengang var det et magert, nervøst og, under det smukke sortkrøllede hår, ikke lidet interessant ansigt; han røg stærk tobak, øjnene lå inde i hovedet på ham som to stjerner, og der kom altid skarpe, dybtænkte ord. Alt dette var, som sagt, nu blevet anderledes; —- han var fedladen og godmodig og grundede nærmæst over, på hvilken restauration man bedst tillavede en eller anden af hans dndlingsretter. Han havde oftere juleindbydelser ud på landet til sine omgangsvenners familier, men vidste lige så ofte at sno sig fra dem under et eller andet påskud. Den egentlige grund var frygten for at forstyrres i sine daglige bekvemme vaner: — „ Man danser jo halve natten, og så laver man en tørbrunet steg og en sauce, for ikke at tale om en the, som er alt andet end julemoro for en hovedstadsbeboer... For en dags skyld — ja; men fjorten dage! “... Tør hænde stak der dog også tildels noget andet under, som han mindre ville væræ sig selv bekendt; han var — som ofte tilfældet mæd noget forfængelige naturer, — selskabssky og, så ung han endnu var, allerede på god nej til at blive en særling. Stærk af konstitution havde han aldrig været, og mæd den levemåde, han nu førte, undgik han heller ikke bonvivantens almindelige skæbne. — lægen betydede ham, at han i tide måtte tage rev i sejlene og indføre en fornuftig diæt. Med Schraders upasselighed fulgte derhos anfald af mørkt humør. Han kunne sidde stille i flere timer om eftermiddagen på en bænk nede i haven til stor forskrækkelse og uro for hans værtinde, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre for at se ham til gode. Når hun så bragte ham et eller andet, gjorde han sig en fornøjelse af under alflens humoristisk disput at raillere alle de begreber, som den bredskuldrede, kernesunde madame vollnagel hidtil havde troet var lige så spigerfaste og urokkelige, som selve grundmuren, hvorpå hendes hus stod. „ Det gik “ — som madamen bagefter forarget yttrede til venner — „ både højt og lavt, både om tid og evighed, så man fristedes til at tænke, at han ikke troede på så meget som en flis, der han sad! “ Flis, splint, spån. hans gamle læge rådede ham til jo før des heller at søge et bad. „ De er kontemplativt anlagt, Schrader! og skal helst undgå spgelighedstilstande, der kan medføre grublerier. “... Doktor Namm talte på en måde, som han skulle prætendere at kende ham ud og ind, — han sagde det sådan dæmpet fortroligt, — og netop derfor ærgrede disse attringer Schrader en smule. Men han fandt dog tilslut ud, at det alligevel var det eneste fornuftige, han kunne gøre. Det skadede ikke at styrke helbreden, og... når alt kom til alt, så var dog et bad — et bad og ingen pineanstalt! Det gjaldt kun at finde det rette sted... Et af de små, begyndende, hvor man flipper for den ganske dag at have en hel opskruet fashionabel modeverden tæt ind på livet. Tilfældigvis averteredes der netop i de dage på klem for et jernbad ved søen, som i sig forenede alle tænkelige fordele, blandt andet dets afsidesbed. Det hed humlevig og bød — foruden saltvandsbade og jernvand som drikkekur fra en nærliggende nyopdaget liden højst procentholdig kilde — tillige, alt efter de afvekslende vindretninger, både søluft og skovduft, medens man kun behøvede at bestige et lidet fjeld i nærheden for også at nå op i draget af højfjeldsluften. anstalten passede således for så godt som alle mulige slags patienter, både de, der trængte til den tungere og den lettere luft, og tillige for de forskelligste økonomier... „ Humbug!... Ja, den slags vandånder har også sine profeter, “ mumlede han, medens han sad med avisen: han holdt imidlertid inde, idet han læste slutningsnotitsen: „ En tidsmæssig restauration har man sikkret sig inde fra hovedstaden. “ Og hermed var humlevig bad besluttet! I. Tiden var allerede rykket så nær årets anden badesæson, at her kun var liden anledning til at korrespondere om plads etc. Schrader skrev sin anmeldelse i posten, og allerede aftenen efter fandt ham flagende i en ufjedret skydskarjol på landevejen en knap halv mil fra humlevig. Han sad i en lærreds støvfrakke og en ditto hvid hat for solen. Den store elegante skindkuffert, der var bundet bagpå, og det solide hattefutteral ligesom de i rejseremmerne foran på skærmen indsnørede parapluier, stokke og guttaperchasager — viste, at her var tænkt på alle mulige vejrets overraskelser. Den upraktiske måde, hvorpå han holdt tømmerne, røbede noksom den aldeles uvante, og hver gang der var lidt i vejen, overlod han dem også stadig til den lille skpdsgut. Men at Tingen alligevel interesserede ham, røbede sig derved, at han altid tog tømmerne igen. Det hele var for ham noget så nyt. Han var et hovedstadsbarn, brostenene havde været hans faste grund, og af udflugter havde han, udenfor nogle dampfkibs- eller jernbanerejser, der endte med hotellet i en eller anden småby, kun foretaget de vanlige lystture i hovedstadens omegn tilfods eller nied sejlbåde — farter, som i regelen sluttede med, at man kom til „ selve sagen “, nemlig „ Viktualierne. “ Vejen bar opover, og han kørte mellem høje nugagre på begge sider. Aftensolen stod guldrød over bakkerne, og i åshøjderne lå et lindt røgdrag fra nogle bondestuer, medens der samtidig viste sig et rødt skimt af månen i den varmedisige luft. Schrader var træt... Han var uvant til al denne rysten af skydskærrerne, og han solsteg, solhede. havde kørt i solstegen så godt som den hele dag midt i en grå støvfly, hvis fine sand han nu følte gnidse sig mellem tænderne og svide i de betændte øjne. Han sad ver med en dump følelse af, at landevejsstøvet tilslut kunne trænge ind i hjernen og belemre tankegangen... Men denne tur i dag, — så trættende den end tilslut blev, — havde dog ladet ham opleve adskilligt, ja, den havde i grunden været en af hans livs lykkelige dage; — fred og stilhed overalt!... Og sådan uendelig vidde;... Rum og plads lige hen i det blå! Ingen gader, ingen mylrende trængsel... ingen konstabler! — men derimod i fuldt mål af ulovlige, ingen fortougsret anende, svin og geder i ustraffet frihed hele vejen. Også de løse heste og foler, der af og til viste sig, interesserede ham; han følte sig på en måde selv som en — efter et uhyre langt staldliv — i det fri sluppen fole, noget, der gav sig luft i. hans mange spørgsmål og muntre passiar med skydsgutterne. Han undrede sig i stilhed over, at han ikke havde fundet på at rejse sådan i det frie før;... det havde virkelig sin egen fortryllelse! At han var kommet til at gøre det denne gang, havde sin grund i, at det lille dampskib, som plejede at gå indom humlevig, ved et uheld havde måttet overligge ruten, så at han ville have mistet tre døgn ved at vente... Han vågnede af sine drømmerier ved, at skpdsgutten, der havde gået ved siden af i bakken med tømmerne, ytrede: „ Nu er vi over den sidste kneik... herefter går det bare nedover! “ Nedenfor sig så han ved en omdrejning af vejen nu pludselig en hel ny udsigt. Det var en smuk liden vig as søen med en del fiskerhuse udover på begge sider og indenfor et handels- eller gjæstgiversted med en liden klynge af malede huse, der afgav en ansats til en gade. Fjceren var fuld af ophængte garn, og langs strandsiden stak hist og her fortøjningspæle for både op af vandet; — fortøjet for sig selv lå en større elegant sejlbåd med flag, der formodentlig tilhørte badet, og længere ude, hvor to tre lange smale brygger gik ud til badekummerne, vuggede et par lodsbåde. Fra åshøjden så han over øerne og sundene foran indløbet og langt ud i havet, der i det blege efterskær af den sunkne sol viste en hel del fartøjer med slappe sejl, de yderste kun som prikker eller hvide fugle. Men han spejdede forgæves gå indom, anløbe. Kneik, bakke. Fjcere, strand. efter selve badestedet; dette måtte ligge længere henne, og det ville rimeligvis blive sent nok nu at tage lige hen til det, — at sige med nogen rimelig udsigt til aftensmad, og han var for øjeblikket alt andet end oplagt til at undvære den. Han havde ikke spist siden klokken tolv middag og magert nok på et skydsskifte. I en lidt utålmodig tone udbrød han til skydsgutten: „ Badet ligger altså ikke dernede i vigen? “ „ Jo! “ „ Nej! “ „ Jo —o — — di kan enda se flagstangen mellem træerne lige bagom åsen! “ „ Altså ligger det ikke dernede i vigen, men bagom åsen. “ „ Jo—o da! — “ „ Nej, siger jeg! “ — Schrader holdt på at blive hidsig. Det var jo en sand mur at arbejde imod... aldeles uimodtagelig for fornuft! „ Jo—ho da! “... Schrader greb heftig ud efter tømmen. „ Nej,... Prr!... lad bare mig køre! — prr -- -- -rrr— “. Men al skydsguttens „ Prr “ kunne ikke hindre, holde på, viere iswrd med. at „ Svarten “ snublede og efter et par forgæves forsøg på igen at få benene under sig, styrtede voldsomt udover i den stejle bakke. Schrader sprang ud af karjolen, hvis ene arm hang brækket over den liggende hests nakke, og stod et øjeblik aldeles forbløffet, så meget mere som det forekom ham, som skydsgutten trak sin kniv og stak dyret i halsen — formodentlig for straks at ende dets lidelser. Han var aldeles uforberedt på det slags tilfælder og uden begreb om, hvad omfang det kunne have. Hans første tanke var på det juridiske ansvar, hans næste forbavselse over at se dyret igen rejse sig med overskåret brystrem, idet skydsgutten holdt i bidslet. „ Det er bare, når det går nedover, at svarten er lidt snublen... ellers er det en røsselig gamp på ageren... flige bagben! “ -- -- -- -- -- -- -- -- forløb det, medens han roligt gav sig i færd med at forbinde karjolarmen med en taugstump, som han skar af kufferten. Han syntes at forudsætte som noget selvfølgeligt, at Schrader ville sætte sig op igen og køre videre. Schrader foretrak imidlertid, så træt han var, at tilbagelægge den sidste så risikable fjerdingmil rfsselig, stolt. Kamp, hest. „ nedover “ tilfods med udsigt til at havne i det gjæstgiversted, som han havde set nede i vigen. Did nåde de sørst klokken henimod ti. Han nød sit aftensmåltid og bagefter en cigar med den trættes hvile ude på trappen. Det var halvflummelt med en stor rund, disig-rød måne i sommeraftenen. Han var ikke oplagt til at sove, og det faldt ham til sidst ind, at det dog ikke kunne skade at se sig lidt om henne ved badet, hvor nu alle måtte have lagt sig. Han tændte en ny cigar og slentrede opover.... Der var smukt!... Vejen gik med grantræer på den ene side og en eng med kornstakke på den anden, indtil der blev tæt skov, som igen pludselig åbnede sig og viste badestedet lige foran. Dette bestod af en del småhuse strøede omkring på bakken og oppe på den en stor hovedbygning med små ruder, gammeldags skråtag og altaner både foran øverste og nederste etage. Det hele gav indtrykket af engang at have været et større landhandleri med skydsstation, hvilket alt i stor hast var forsøgt givet et modernt snit overensstemmende med stedets nye bestemmelse. Der var ikke lys at se i et eneste vindue. Han fortsatte sin gang og kom ind i en allo af gamle træer, hvorfra han igen så en arm af søen. Schrader havde aldrig haft videre natursands; men denne dag... og især denne aften var så fuld af arom og skønhed, at han gerne kunne vedblevet at gå, hvor længe det sfulde være, og bare se på vandet med månen i der mellem træerne. Ved vejen lå et stykke af et nedblæst gammelt havegjerde. Han fik det indfald at bøje ind der. Det var en stor have med frugttræer, bærhække og lysthuse... Han var alt kommet et godt stykke indover mellem gangene, da det faldt ham ind, at det måske dog ikke var så ganske rigtig at gå der. Han søgte nedover igen, men måtte have taget fejl af vejen, thi han stod nu ved havegjerdet lige på den modsatte side. Her var intet andet at gøre end at forfølge vejen videre nedover langs hækken, der nu viste sig at føre til et lysthus af humleranker nederst i hjørnet. Det forekom ham et øjeblik, som han så glimt af et lys eller en glød derinde mellem løvet. Han tænkte sig, at det måtte have været en sankthansorm, og steg op på en mosebænk lige ved for bedre at kunne bedømme, hvor han skulle iværksætte overgangen over gjerdet, der her var både nedfaldet og hullet, så at man med lethed måtte kunne smyge igennem det. Han skulle også øjeblikkelig blive overbevist om det; thi idet han med et sprang hoppede ned af bænken, standsedes han pludselig af et flertonigt angstskrig. Det var kvindelige stemmer! — mindst tre, fire skikkelser, som føre i vild flugt ud af lysthuset og nedover... ud igennem åbningen i gjerdet! Den sidste, der ikke gav sig tid til at bie på dem, som var foran hende, klattrede over. Hun måtte være af en usædvanlig længde, i al fald få det i måneskinnet ud som de tynde, lange ben as en stork eller Ibis deroppe på gjerdet. Schrader stod længe stille på pletten. Han gik ind i lysthuset, og det var ikke frit for, at han troede at opdage en Duft af tobak der. Da faldt hans øje på noget hvidt på jorden. Han tog det op. Det var en morskabsbog!... Hvilken skade, at det var umuligt at læse så meget som titelen ved måneskinnet!... De stakkels unge piger sad naturligvis der og røg cigaretter. De foregreb blot ved nattetid, hvad deres børn i den næste slægt ville gøre åbenlyst om dagen... Og så havde de flygtet for ham som en sildestime for en hval!... Han blev siddende på bænken derinde i betragtninger uden at mærke tiden, da han vækkedes ved, at en skikkelse — det var en ung dame — sagte og forsigtig trådte ind og så sig om, som hun ledte efter en genstand på gulvet; — den havehat, hun bar, skjulte den øverste del as ansigtet for ham. Hun var alt kommet helt ind, da hun opdagede ham og udstødte et skrig. Han så to, ikke lidet udtryksfulde øjne fæstede halvt forskrækkede, halvt forskende på sig, idet han med et: — „ De leder efter deres bog, frøken? “ — rakte hende den. I næste øjeblik var hun flygtet. Nu først faldt det ham ind, at hans lange hvide støvfrakke samt ditto lærredshat, hvori han endnu gik efter rejsen, kunne være årsagen til skrækken... ja, det var tydeligt nok! Han måtte have taget sig net ud, som han stod der i måneskinnet på mosebænken soran løvhytten, hvor de sad, ganske hvid som med et langt lagen om sig... og han tilmed hoppede lige imod dem! Det var jo en indtrædelse, som man kunne le sig ihjel over!.. „ Men lidt har nu jeg også at le af, om det kommer til stykket og her skal blive krigstilstand.. - det ene sværd skal nok så net få holde det andet i skeden! “... Der var ingen grund for ham til ikke at tage den samme vej, som han havde set damerne tage. Han fandt der en ypperlig banet sti nedover til en gammel træbro og op igen mellem træerne på den anden side, indtil han nåde frem til en af de brede, singelstrøede gange, der tilhørte badestedet.... Det var to øjne, der sandelig så ud, som de kunne tænke;... naturligvis badegjæsf... Noget raskt og tækkeligt i havehat var det i al fald... Hm, — dette var egentlig mindre heldigt, min ven! —- og jeg tænker, det foreløbig er bedst, vi gemme den fatale støvfrakke, om ikke på havsens så på kuffertens bund... Det var dumt, at hun fik høre min stemme. Men jeg fragår med største frækhed alt muligt! — han ytrede dette, som han oppe på sit værelse holdt på at famle i vinduet efter rullegardinet og intet fandt. Så upraktisk Schrader var ude i rejselivets tilfældigheder, så praktisk var han, når det gjaldt om at bedømme et beboelsesværelses allehånde fordele og mangler, og en uhyre mangel var det her, at hans soveværelse lå lige til solsiden og oven i købet manglede Gardiner! Han havde en tanke om at hænge støvfrakken foran det ene vindue, men fandt det efter omstændighederne risikabelt, og træt som han var, gik han til sengs. Han var vant til sine runde ni, ti timers søvn og sov da også øjeblikkelig ind som en sten. En badelæge skulle næppe anet en patient i den velnærede, ungdommelige skikkelse, som lå der med det sorte hoved udover den ene opadstrakte arm. Ansigtet havde i sin faste søvn et vist vemodigt bittert udtryk. Ud på morgensiden begyndte han at drømme om roser... smukke roser, dejlige roser, som nogle underskønne kvinder eller genier, der svævede i stråhatte frem af gangene i haven, kom imod ham med i aldeles overvældende mængde. Det ryede tilslut af dem som af en fos.. hele luften var fuld af dem... og de blev så besværlige... Fik med et så mange farver, blev mørke, ringførmige i alle regnbuens kolører... snart store snart små, glødende og stikkende... Han hørte en svær røst råbe noget gentagende. Det var havens ejer, som forfulgte ham, og han forsøgte at komme afsted, men kunne ikke flytte en fod. Det var en højst pinlig tilstand; — røbe de unge damer ville han ikke!... Han så et uhyre menneske komme råbende imod sig over hækkerne og besluttede at slå ham ned, når han kom,.. om ikke med andet, så med hovedpuden,.. og det — lykkedes ham virkelig i det sidste kritiske øjeblik at få armene fri og kaste den imod ham!.., Schrader vågnede ved, at han med en voldsom armbevægelse slog ud mod det lille bord, som stod foran sengen, hvorved vandkaraffelen og hans sager rullede i gulvet. Værelset var skinnende lyst, og hans seng aldeles varm og hed af solen, som havde stået lige i øjnene på ham. Uagtet uret endnu kun viste på seks, var her ikke tale om at sove længer. Han var lysvågen, og lige udenfor vinduerne havde han desuden hele den skinnende blå vig, hvor der nu var fuldt liv... Den stemme, som havde råbt, kom fra folk, som satte ud bådene nedenfor... Nu råbte de igen!.. Det var egentlig aldeles mageløst sådan at kunne stå og gøre sit toilette, medens fiskerbådene roede på vandspejlet lige under en, og lodsbåden skød ud med den røde rand i sejlet... Derude i indløbet boltrede en nise sig i vandspejlet, snart over snart under, med en stim småftske foran sig i vandfladen, og over dem svævede og kredsede en hoben måger... „ Det er dog aldeles fljønne fugle, sådan som de,, ganske hvide, pludselig skære ned mod vandspejlet, det de næppe berøre, og tager fisken.. så net! “... Schrader så meget, medens han stod der foran nise, marsvin. de smårudede vinduer og klædte sig på denne morgen, — og han iagttog med den behagelige følelse af, at sandsen for naturen på denne rejse så at sige var nyvakt hos ham............... Nedenfor ved bryggen lå en båd fuld af blank makrel, som om natten var fisket på søen udenfor, og nok en båd... „ Det måtte være laks! — en uhyre stor, fed, skinnende en lå som sølv over Tosten “... Han gik ned for at se på den. „ Jo ganske rigtig laks! “ — og ved siden af stod en skaldet, tyk mand i lærredsfrakke og stråhat med et lommetørklæde i hånden og prutede. Af samtalen forstod han, at det var badestedets restauratør. Laksen blev endelig købt.... „ Og vi skal kanske have den til middag, hr. Restauratør? “ — ytrede Schrader i et anfald af gastronomisk henrykkelse over den mageløs prægtige laks. Deres blikke mødtes et øjeblik i glad forstående sympatti i anledning af den fælles genstand for deres beundring... „ Den vejer to et halvt pund, — skulle man tænke det;... men ser de, hvor tyk og rund den er? “ -- -- -- -bemærkede restauratøren. Han så derunder gentagende mere og mere respektfuldt, uvist spørgende, op på ham, indtil han til sidst tog til hatten med et: — „ Tør jeg spørge... er det ikke... Hr. Schrader?... Jeg beder om forladelse, fordi jeg ikke straks kendte dem. “ — „ Jo det er. “ „ Mit navn er Wulfs... Jeg har haft den iNitupiNit==ære i KristiaNia, i hotel N., flere gaNge at... “ Schrader havde en smigret følelse af, at hans navn i den offentlige kulinariske verden derinde stod overmåde højt.... „ Og de har måttet ligge her i nat, hr. Schrader... hos madame lind! “ — udbrød han med en mine, som just ikke var smigrende for logiet. — „ Vi ventede dem halvvejs igåraftes efter deres brev og havde gjort deres værelse istand.. Nr. 37. Skulle det ikke være bedst at lade deres tøj køre op til badet med samme gut, som tager laksen? — — så følger jeg dem og vifer dem deres værelse nu straks. “.. Turen endte på den venskabeligste måde: — „ Er der noget, hr. Schrader, hvormed jeg kan tjene dem... for deres person... så beder jeg dem blot tale til mig... til mig selv, om jeg tør bede! De vil altid være priviligeret! -- -- -- -- -- - til middag laks og laxesuppe! “... De sidste ord hviskedees som en fortrolig meddelelse, idet han tog til hatten og forsvandt i sit eget departement. Således indtog Schrader allerede den samme morgen sin plads ved et af de tre borde, der dannede badegæsternes frokost-anretning. Han havde set en hel sværm af mennesker på pladsen foran indgangen, da det ringede til frokost. De stormede ind næsten til trængsel, så snart døren blev åbnet, og havde kun tanke på maden: — myseost, æg og smørrebrød med kaffe eller mælk til... Hvor de hug løs!... Der sad en tyk mand lige over for ham og fkar i myseosten — det var vældige snit. „ Å, — hr.... Hr.... kunne de ikke række mig den ost? “ — hviskedee damen, som sad ved siden af Schrader til ham, idet hun pegede på den, og stemmen dirrede af utålmodighed.. - „ Skal den gå rundt bordet sådan, bliver der ingenting igen. “.. „ Jeg skal kanske bede opvartersken om at bringe en anden “ — svarede Schrader galant. „ Å nej... det er det samme. De får så ingen alligevel! — tak! “ — tilføjede hun bagefter... „ De ser, sagføreren har den endnu... Å, tør jeg bede dem række mig det smør der!... Det kan ellers få samme skæbne. “ „ Og de kavringer? “ Hun forsynede sig drabeligt, øjensynlig under en nervøs frygt for, at hver ret ellers kunne forsvinde for hende. Schrader begyndte at forstå, at han havde fået en besværlig nabo. Hun talte ikke et ord, som hun sad der, udenfor de småtjenester, som hun på den måde havde udbedt sig. Det var en middelhøj, robustvoxet dame med et firkantet, lidt stumpnæset og fregnet ansigt på omkring de fyrgetyve år. Når hun blev ivrig og satte sine hvasse, grå øjne til, overgødes den skære hud af en kolerisk rødme helt op til de rødlig blonde hårrødder. „ Endelig! “ — udbrød hun, da myseosten til sidst kom til hende. Schrader vedblev ufortrødent at være den galante kavaler og fkar osten op for hende; men i al lunhed så han sig om efter en anden plads for fremtiden. „ Tak!... De er nok ganfie fremmed her... Jeg ved, de heder Schrader... mit navn er frøken Fasting. “ „ Glæder mig at gøre frøkenens bekendtskab. “ Kavring, tvebak. „ Tænk dem, de er så enfoldige at tro, at det har spøgt i nat i Lemckes have! “ „ Hvor? “ „ Oppe i Lemckes have, hvor doktorens bor... De har teet et forfærdeligt langt hvidt spøgelse der i måneskinnet. “ „ Og hvem har set det... om jeg tør være så fri at spørge? “... „ Å, frøken falk! -- -- -- -- -- -- -hvem var det, som havde set spøgelset? “ — henvendte hun til en ung dame i gulgrå bastes kjole, der sad lidt rynket om en forresten kraftig og god figur. Hun sad med ryggen til dem ved det næste bord og var så ivrig sysselsat med at snakke og derhos nyde sin frokost, at frøken Fastings igen til utålmodighed oplagte stemme måtte hæve sig nok en gang, før hun vendte sig til dem.... „ Gulrødt hår, udslået over skuldrene... formodentlig fra badet i morges og endnu mørkt af fugtigheden,... blågrå øjne, et kraftigt underansigt... Skødesløs i dragt!... hun ser ud som bare manillahamp “ — var, hvad Schrader i en hast opgjorde sig. — „ Hende var det ikke! “... „ Det om spøgelset er blot sekretær Berles fantasier og forbedringer, frøken Fasting!... Det hele var bare, at en del af os var ude at spadsere i måneskinnet igåraftes, og så mødte vi en landstryger eller vandrende gesel, som sneg sig om i Lemckes have. “ Nu vendte nok en ung, meget smal og høj dame i mørk silkedragt sig til dem fra en plads to, tre converter højere oppe: „ Jeg tror nu, det var en tyv; — han så sådan ud — uhyre fordægtig, må jeg sige!... Han sprang lige ind på os, og vi blev da også bange og løb, som rimeligt kunne være, alt, hvad tøjet kunne holde -- -- -- -- -å, hvor vi løb! “ — hun holdt sig på hjertet, som hun havde en svaghed der. Ibisen på gjerdet! — tænkte Schrader, medens hendes moder — en stadselig høj frue med sorte krøller og brede violette bånd i kappen — udviklede, hvorledes personen i vore socialistiske tider helst kunne tænkes at være en mordbrænder... Der burde gå vagt om natten. „ Se så... nu bliver det mordbrændere! — det er forfærdeligt, hvor nervøse folk overdriver! “ — udbrød frøken Fasting og skød stolen heftig tilbage. Uden anelse om den harme, hendes gisninger vakte på dette hold, fortsatte imidlertid Fru toldkasserer raven ufortrødent sine formeninger om, hold, kant. hvad der burde gøres for at sikre badet og damerne — især de, der, som hendes datter, led af et hjertetilfælde — mod den slags ugjerningsmænd. Flere og flere rejste sig fra bordene og gik, medens enkelte damer og herrer dannede en liden klynge ved den ivrige Fru rav

1895_Michaelis_Aebeloe

Sophus

Æbelø

Michaelis

Michaelis

Aebeloe

male

1895_Michaelis_Aebeloe.pdf

Sophus

Michaëlis

dk

Æbelø

n

roman

Salmonsen

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Midt i søen ligger den lille ø. Den sø, der omskyller den, er en rest af havet, der trak sig bort, medens landet langsomt højnede sig og afskar forbindelsen. Set fra luften ser søen ud som- et dødfødt barn, -der reves bort fra sin moder oceanet. Oprindelig var den lille ø en brænding-bestormet grund i havet, nu er den en Holm i en ferskvandssø. I sit indre gemmer den lag på lag. af forvitrede muslingeskaller, der, når de kommer for lyset, smulrer som perle-morglinsende mel. Opstemmet dynd dannede dens muld, og bølgerne bar til den olden og bog og. Ellens frugt. De lune sommervinde tilpustede den blomsterstøv og frø, og planterne sloges om hver tomme af dens jord. Nu ligger den i søen som et lille afsondret fort, bygget af buske og træer, tækket af tungt og solhærdet løv. En hær af høje sivlanser løber ud langs den flade bund og spejder til alle sider, om nogen fjende nærmer sig. Men nej, i århundreder lå øen herreløs, den vildtvoksende natur skræmmede mennesker bort. Endnu er der over den et minde om den evigtrislende brænding, der omgav den, da den var et skær i havet. Det Suser og syder gennem det vindtørrede løv, som søgte fra alle kanter en svag, men vedholdende brise ind mod denne Holm. Og alt det sydende Sus har vendt sig indad og samlet sig midt på selve øen som en forunderlig mumlen, der hvisker og hvisker med millioner af blades tunger. Men mod aften stiger bruset til et tungt og monotont suk, der går så uhyggeligt dybt til naturens sjæl, at ravnen vågner derved og skræpper højt som et ondt varsel. Thi ravnen er den eneste fugl, der, bebor denne ø. Alle de små sangere tør ikke være i det evigtrislende Sus, som ville drukne deres spæde sang..de flyver forbi på skyndsomme vinger, og det dybe løvmørke drager dem ikke. Engang er en såret kriger tyet hertil. Han lå i en båd, gemt under et forrevent sejl, han lå langs bundplankerne uden at kunne røre sig, hans tunge brændte i sårtørst, hans fingre klamrede om det bræt, der lå over bundvandet, neglene borede sig fast i det møre træ og rev det bort, og han drak af det slimede grønne vand, han så en regnorm krympe sig deri, men han væmmedes ikke, han drak og drak af den rådne drik, og trætheden tog ham, og han sov ind. Så drev strømmen ham mod æbclø, ind mellem siv og rør, der lukkede sig om ham og lig en lansevagt førte ham videre som øens fange. Bredden dannede en lille fjord, hvor bunden hævede sig på den ene side som en kroget finger. Denne finger greb ham og holdt ham fast. Og søen rejste sig under aften og drev tungt op mod øen, og den lille båd huggedes læk mod den grusede grund, og vandet trængte ind og vækkede den sovende kriger. Hvor længe han havde ligget der, vidste han ikke, men jærnsværdet var bleven rødt af rust, og blodet var størknet til en tyk skorpe på hans bryst. Vandet isnede ham igennem, og træernes susen isnede ham endnu mere. Ubarmhjertigt begyndte det stigende vand at skylle blodskorpen bort og at løse sårets rande. Han huskede intet. Kun når han pinte sine sanser, var det som han endnu for sine øren hørte jærnet rasle og skrige og eder og ville ord skrige endnu højere. En edderkop var dalet ned fra løvet over hans hoved og havde begyndt at spinde mellem hæftet på hans sværd og bådkanten, som det ragede op over. Han smilede sygt, da han så den løbe op og ned. Den gav slip på sværdknappen, faldt og firede sig langsomt ned, til den nåde rælingen. Således tog det lille bitte dyr uden videre det sværd i besiddelse, som for kort tid siden havde slået gnister i kampen. Rolig lænkede det våbnet med sin næppe synlige tråd. Det skulle aldrig bruges mere. Med stive lemmer krøb han op af båden ved skub, der skar ham i såret. Han trykkede den våde sejldugspjalt mod det løste sår, hvoraf blodet løb tyndt og næsten uden farve. Og halvt faldt han ud af båden, ind på den solstegte strand, hvor visne blade blandede sig med græs og rådnede siv. Der løb to røde myrer afsted med hinanden, de flakkede rådvilde om på hans fintkårede bryst. Så slæbte han sig længer og længer op, og solen sugede vandet af hans tøj, og alt for snart gispede han i brændende hede. Suset over sit hoved forstod han ikke: det var en underlig blanding af hviskende ømhed, således som man hvisker i sin første elskov, og af truende mumlen, som når naturen truer over at være forstyrret i sin fred-hellighed. Og den sårede mand lukkede sine øjne, og suset trængte ind i ham og fik ham til at skælve. Ingen fugl greb med skarp stemme ind i det dumpe mumlende Brus. Det var som et tungt og ubønhørligt kvad, et suk fra hans egen livsstreng, der skjalv under nornens uafvendelige kniv: nu skal du dø — nu skal du dø. Jo længere han slæbte sig ind under løvet, desto stærkere lød bladenes tunger. Og solen begyndte at synke. Han lå i et højt Mylr af toppede planter med røde trævlede blomster, og favnehøjt i vejret strakte sig tykke stængler, der bredte skærme til alle sider med nedhængende svøb fra fine hvide blomster. Han fornemmede en sød og pirrende lugt. højt over hans liggende hoved skinnede runde, grønne æbler med store rustrøde pletter på den ene side. Kunne blot vinden rive et af disse ville æbler løs og lade det falde for hans veder-kvægelses skyld. En eneste af disse grønne kolde sure frugter! Men ingen faldt, skønt løvet raslede over ham, så der ikke var et stille blad på den hele ø. Men lige for hans øjne groede nogle store sorte bær. De skinnede så blanke, så klare, de var fulde af væske, af saft — giftbær vidste han det var, men for ham kunne de ikke rumme gift, ikke død, kun livsens søde drue. Og hans feberfamlende fingre knækkede planten over ved roden, så den faldt, og de sorte bær slog ham ind i ansigtet og søgte selv hans mund. Men over ham luede de rustrøde pletter på de grønne æbler, og vinden førte deres søde vellugt ned til den døende mand. Hans sidste ord — han sagde ingen. Hans sidste tanker — han tænkte ingen. Hans sjæl var fyldt af det rislende Sus, hans sjæl gik over deri som en enkelt bølges suk i havets store klage. Og tilbage lå en kold og sammensunken krop, af hvis sår der ikke mere flød hverken blod eller vand. Han er død — suste sivskoven og bar det hele øen rundt, til det pustedes bort over den vuggende sø, som standsede sin gænge for at lytte. Da tav med et det aldrig før forstummede Sus, og ravnen vågnede ved den pludselige stilhed og skreg højt, og de fjerne skrænter kastede langsomt skriget tilbage. Men den rastløse edderkop spandt siden i natten sine tråde over den dødes sværd. Og fugtigheden satte sine rusttænder dybere i jærnklingen, og jordens mund åd liget som en nedfalden frugt, så hurtigt som kødet af en fersken, kun knoglerne blev tilbage og måtte gnaves med større sindighed. Og visne blade dækkede det hele, og ingen søgte den forsvundne, og ingen talte de tusinder af dage, de hundreder af år, som randt, før Æbelø igen blev gæstet af et menneske. il alle fugle var frie. Svaler svippede over gravens døde vand. Bogfinker smuttede ud og ind mellem vandpilenes fintløvede vidier. Ud fra et sort kælderhul i den røde mur, der sank helt ned under vandskorpen, strakte sig et magert kirsebærtræ, som kunne det være en vissen arm fra en indespærret fange, og spurvene hakkede i de få sygeligt røde bær, der vinkede på de yderste bladløse kviste. Højt op over tår-nets spidse kobbergrønne hjælm strøg en ravn med smækkende vingeslag. Inde i skydeskå-rene på solsiden trippede nogle duer og kroede sig frem i solskinnet, så de oppustede brystfjer glinsede med farver som anløbet stål. Alle fugle var frie. Kun på nordøstsiden af gården sad en ædelfalk fastsnøret til en jærnring, der hang på en Stang langt ud fra muren og svinglede for vinden, som netop her strøg om hjørnet. Krampagtigt holdt den fangne falk sig stiv og fast med sine fjerede kløer i ringen, som uden ophør gyngede i blæsten. Ind i pupillens brune mørke, der som en brønd var indfattet af en guldlysende ring, stirrede to hvasse menneskeøjne. Fuglens og junkerens blik mødtes som stål mod stål. Fra falkens øjne lynede en ubændig grumhed, der i den grad beherskede fuglens ejendommelige udtryk af rovlyst, at selv det jærnblå næb syntes at krumme sig og slibes af dette diamanthårde blik. I bogstavelig forstand var det falk, der stirrede på falk; thi junkerens navn var Sylvester eller Sølver falk. Sølver standsede den slingrende ring og løsnede behændig båndene om falkens fødder. Begge hans hænder bar tykke gule læderhandsker. Han holdt den højre hen for falken, der villigt satte sig på den tykke tommel, lokket af lidt råt kød, han viste den i sin anden hånd. » Håhå «, sang junkeren, da den grisk hakkede efter kødet, » nu er du villig. « lynsnart trykkede han en lille rød læderkappe ned over dens hoved og øjne, gik ad den lille åbenstående dør tilbage ind i loen, satte falken på en Stang og trådte selv ud i gården. Efter mange dages sultekur og dressur i den svingiende jærnring uden hvile dag eller nat, skulle nu falken endelig prøves. Sølvers øjne søgte op til de kurrende duer, der kom og forsvandt i de åbne skydc-skår. Han begyndte at kalde ad dem og strøede en håndfuld ærter ud over en af de slidte pletter på den græsgroede gårdsplads. Et øjeblik efter dalede en due ned, så to og tre, til sidst et helt Brus med baskende og hvinende vinger, og et halvt hundrede næb pikkede ærterne op, idet de tættere og tættere nærmede sig Sølvers fod. Så knælede han ned; en sølvgrå durik gik frem og åd af hans hånd; i samme nu havde Sølver grebet den og skåret halsen over på den med en kniv, han lynsnart snappede fra bæltet. Hele dueflokken svirrede skræmt til vejrs. Sølver hentede falken, der klamrede sig til hans venstre hånd, spændte en rem om dens ene fod, kastede den dræbte due højt op i luften, og idet han rev hætten af dens hoved, slyngede han falken efter duen. Falken spredte sine vinger, og som magnetisk tiltrukken af den livløse duekrop, der allerede sank i luften, skød den skråt ned på den, greb den med sine borende kløer kun få alen fra jorden og lå i næste nu for Sølvers fod. Dens sult var skærpet i dage og søvnløse nætter, og dens korte seglkrumme næb flænsede i duens bryst. Men Sølver rev byttet fra den, strakte bydende hånden ud, og falken plantede sig lydigt på handskens tykke tommel, idet den sendte ham sit bitre gule blik., junkerens stærke øjne luede af triumf. Han fæstnede behændigt en lang Line, han havde surret om sin arm, i remmen om falkens fod. Han greb en sten og ramte midt i en skare skræmte duer, der med ind- og udtrukne hoveder så til fra et lavt tag. Duerne fløj til vejrs, og Sølver kastede falken op i luften. Instinktmæssigt dalede alle duerne mod jorden, som vidste de, at ædelfalken kun griber sit rov i flugten. Kun en eneste fløj lige op i luften og søgte at holde sin fjende under sig. Men falken steg og steg, nåde den, vandt i højden — et hastigt ryk i Sølvers arm — der brast linen! Falken steg endnu et øjeblik, foldede så vingerne ind til kroppen, skød lodret ned og plantede sine kløer i duen, der nu dalede, men med spredte vinger: de sank tilsammen og blev borte bag den kobbergrønne tårnhjælm. Junkeren skreg af jagtglædc, løb over gården, sprang med et sæt op i den højtsiddende tårndør, hvis trætrappe han væltede, og for op ad den smaltrinnede sten-vindel, der som en ormgang borede sig op gennem det tykke tårn. Jagtens rus var i hans blod, de svære munkestens klamme kulde og skummeltrøde halvmørke dæmpede den ikke, men lod kun fantasiens billeder stråle dobbelt gyldne. Alt mens han ilede opad, så han falkejagten, hvorom han drømte: et hærtog af ryttere med falke på hænder og hovedets læder-hjælm. Som dødbringende skyts kastede han de stolte fugle ud i luften. Som udskudte af blider for de frem og skød ned på ræve og hjorte og hejrer. Han så hvorledes de med spilede vinger klamrede sig fast til de store fugles nakke. Å, disse kongelige falke, de var som bevingede tanker, der lynende for ud af jægerens blodtørstige sjæl! Vejen op gennem tårnet var lang, og heden blev efterhånden tung inde i vagtrummene bag de skoddede luger. Der lå en svend langt ud ad gulvet og snorkede med opknappet loddent bryst og et væltet trækrus ved siden. Sølver sparkede hårdt til ham, idet han for videre. Endelig var han i øverste stokværk, der lå skummelt og osende af kalk og harpiks med uhøvlede fyrretræsluger for alle udsigts-hullerne. Kun nogle knivsmalle solstriber sneg sig ind gennem revnerne. Sølver stængede fra, dag og blæst styrtede ind, solen blændede hans øjne, vinden fyldte hans bryst med et vandflodslignende voldsomt pust. Til denne side måtte falk og due være faldne. Han bøjede sig ud af lugen, hans blik sank ned langs tårnsiden til pilekrattet dernede på bredden af den krusede sø, der lydløst gnistrede sine sølvreflexer op til ham. Intet at se og intet at høre til falk eller due. Sølvers øjne gled ud over søen, der smult bortkrusede sine vande, til de sitrede i løvskygget læ derude under de soldisede bredder af Æbelø. Rolig som en lukket grøn løvhytte lå holmen midt i det kviksølvglinsende vand. Da greb Sølvers falkeskarpe blik en lille båd, der fra den modsatte kant syntes at styre for stærkt sejlpres lige mod den lille herreløse ø. I det samme var falk og due og jagt blæst ud af Sølvers tanker. Denne båd måtte komme fra genbo-gården derovre. Og da nu det brunrøde sejl vendte i vinden og bar ind under øen, blev han var et lyserødt flor, der ligesom flagrede op i agterstavnen. Det var en kvinde, der sad alene i båden og lod vinden drive sig ind for at erobre den herreløse Holm, han selv endnu aldrig havde dristet sig til eller blot tænkt på at betræde. Hvem denne kvinde var? Ved dette spørgsmål til sig selv videdes Sølvers øjne ud, som ville de åbne sig for at rumme den hele himmelhvælving. Da spiledes hans næsebor ud som for at drikke alle skoves vellugt. Som i en strålende drøm genså han sit eneste møde med hende. Og op af hans erindring groede et vildnis af kæmpestore kon-valler, grønne som kun konvallers krus kan være i det tidlige forår, og hvide klokker vældede frem på liliekonvallernes tynde stængler, og blomst faldt ud af blomst i lange hvide Buer. foråret groede omkring ham, og livets grønne almagt mylrede op af jorden i Duftende krusblade, der voksede og voksede for at favne ham, så han kun tænkte, hørte, så og lugtede grønt. Og han sank ned i det spirende hav og kyssede de friske planter,, mens tusinder af hvide blomsterbjælder ringede syngende Duft ud over hans hoved. Hans hår følte solen som et Kys, men med et var det, som blev hans nøgne nakke overskyllet af en endnu varmere lysbølge, og han rejste sit ansigt fra jorden: foran ham stod en ung pige, der var som lutter lys. Et skælvende blegrødt klædebon svøbte sig blødt om noget usynligt fast og slankt, hvis glans sivede gennem det tynde stof med perlehvidt skær. Øjnene var uden pupiller, uden blik; når de så, var det som hvide skyer gled frem fra en himmelblå baggrund. Om det fintbøjede hoved dannede håret en glorie af bleggyldent solspind, der sitrede med fine glimtende tråde i den blidt bevægede luft. Sølver sprang op og stod hende ansigt til ansigt. Hendes kinder rødmede som af hastig gang, hendes øjne smilede af forårets overmodige lykke. Vinden pustede hårspindet bort fra hendes pande, og han så dens fine blå årer — som drømmenes sarte floder over kyskhedens hvide slette. Hvor de smilede til hinanden. Hvor den grønne skov groede op omkring dem. Hvor vinden lod deres ånde flyde sammen. Ukendte smilede de til hinanden som to serafer, skabte af forårets gud i et og samme billede. Hendes hænder åbnede sig mod hans, og ned foran hende, som ud af hendes skød, sank de blomster, hun havde samlet. Så bøjede han sig ned og plukkede de høje konvaller, der groede frem under sømmen af hendes kjole. Det kom ham for, at der bag det blegrøde klædebon var en vidunderverden, en levende gylden rigdom, hvoraf han så et eneste glimt, da en fodspids i et nu kom til syne med en dunkelgrøn tyrkis på den hvide skos midtribbe. Ved hendes guldstukne bælte hang en lysegrøn ærtebælg, men ud fra dens åbnede flige skinnede store hvide Perler i stedet for ærter. Sølver troede et øjeblik, at alt var en drøm. Skovbunden løftede og bar, og blot ved at følge træernes opadstigende rytmer med øjet syntes han, at sjælen højnede hans legeme, så det voksede synligt som alt det grønne omkring dem. Træernes blade åbnede sig over deres hoveder, og alle de knoppede tanker brød ud i blomster. Sølver nynnede uden selv at vide af det: ring, konval du hvide, vår i skoven ind. Dryp din Duft den blide i mit grønne sind. Solen, solen synger højt sit gyldne kvad. x let mit hjerte gynger som et birkeblad. Sølver vuggede sine hænder i luften, og en hånd vuggedes mod hans som en blomst, der af vinden gynges mod en blomst. Han lukkede sine øjne for ret at sanse det lette flygtige håndtryk. Det gled igennem hans hånd som et ulegemligt pust. Var det da et åndesyn, der vandrede ved hans side? Han åbnede sine øjne, standsede og så til siden. Nej, denne jomfrukind var af kød og blod, rundet og rødmende under guldglinsende dun. Sølvers sunde stærke virkelighedssans vågnede, denne kind drog hans vantro mund, og læng-selsitrende sank hans læber ind derimod, langsomt, umærkeligt og dog uigenkaldeligt. I det øjeblik kysset åndede sig ud over den bløde varme kind, gled en sky for so en af de små hurtigsejlende dampskyer. blev lyset med et mat, som faldt der Ta ned i alle blomster, som grånede det grøi bladkrus, som sluktes glansen bag det blegn flor, som fyldtes selv hendes øjne af dam alt dette sansede han ikke før i sam øjeblik hans egen kind klang under et susei slag. Sølvers stolthed brændte op under dej uventede hån fra hendes hånd. Hans læt skiltes i et nu over hans sammenbidte tænk hans øjne skød lyn, så styrtede han sig næ grus til jorden for at tøjle sit opblussende 1 seri med denne hidsige bevægelse. Hans hæm sled og flængede i de grønne planter, m< han skreg: » Skoven er min! Skynd dig at g; skoven er min! « Han huskede endnu hendes harmgløder ansigt og de blegblå årer, der svulme op i hendes pande. Han huskede det ha; lige blik, hvormed hun vendte ham rygg' kun et nu så han på hende, så borede h sit ansigt ned i jorden og bed i blader » Skoven er min, skoven er min! « — — — » Øen er min! « skreg Sølver i dette øjeblik, da han stod på tårnet stirrede ud over søen. Mindet om dette møde var faret som et lyn gennem hans sind, og så stærkt levede han det hele om i erindringen, at hans kind blev blussende rød netop der og kun der, hvor hendes hånd havde mærket den. Hans blod blev optændt af hævnlyst. Den dag havde han været svimmel og svag af forårets stærke luft. Han, som besad den ubændige ungdoms trang til at herske og tilegne sig alt, hvad der vakte hans attrå^ havde dengang mistet sin selviskhed, fordi han ydmyget og blændet havde knælet for hendes åbenbaringsagtige skønhed. Thi skøn var hun, og hun havde båret en perlefyldt ærtebælg ved sit guldstukne bælte. Han havde straks gættet sig til, at hun måtte være en datter af Herren til egenæs derovre hinsides søen. Som en falk havde han sultet efter at se hende igen, men det var ikke lykkedes ham, thi hun havde ikke oftere forvildet sig ind på hans skovområde, og sten basse åbnede sin gård og sit selskab for ingen. Nu så han hende styre ind under den lille herreløse ø midt i søen, den han aldrig selv havde gæstet, men kun skinsygt våget over, at heller ingen anden betrådte. Fra ældgammel tid havde den ligget som et fredet skel mellem de to gårde og deres part af søen. » Øen er min! « skreg Sølver endnu engang. Så sprang han i lange sæt ned ad tårntrappcn, løb gennem gården, over den skrøbeligt knirkende vindebro, over det smalle stykke eng, der suppede under hans fødder, løb til søen, løsnede en båd, roede ud mod vinden, handlede ilsomt og instinktmæssigt som en falk, der flyver på sit bytte, og besindede sig først, da han drejede om sivskoven ind i den lille vig, hvor en båd var løbet på land. Båden var tom, men på bredden lå et lyserødt klædebon. Hvor var hun selv? Tanken om hendes nøgenhed gød ild i hans blod, og han drev båden hårdt op på den smalle bred. Som han nu rejste sig fra toften for at springe i land, veg han blændet tilbage. Foran ham stod hun, han søgte, som skudt op af jorden, nøgen og hvid mod det grønne løv, beskinnet af solen, uden en dækket plet på sit legeme, og dog rolig og rejst, med armene stolt krydsede under brysterne. Hendes hårs bleggyldne spind faldt som en kappe over de blødt skrånende skuldre. Intet af al hendes skønne glatte nøgenhed rødmede uden de rosenfarvede knopper på de små jomfruelige bryster. men øjets glans var som samlet til et stålblåt strålespyd, og dette spyd flammede gennem den forvovne, der krænkede hendes nøgenhed med sit griske blik. Det var som hejrens stolte næb, der sylspidst borer sig i falkens bryst, i det øjeblik denne slår ned mod dens nakke. Sølver var som lamslået, han gispede efter vejret og følte blodet buldre i sine tindinger. Hans blik blev slået ned af dette rolige flammende blik, der tydeligere end ord sagde: kvindeskænder — se min nøgenhed — min kyskhed vanhelliges ikke af dit urene øje — men du skal dø af dette syn. Men da Sølver slog øjet ned, var hendes øjes truende magt forbi med det samme. Hans indre øje så hendes skønne nøgne legeme som i et lyns blændende ramme. Brynden væltede sin stigende bølge gennem hans blod, han sprang imod hende, idet han stønnede: » Øen er min, jagten er min, og du er mit bytte. « han var hende så nær, at han troede at spore hendes nøgenheds fine Duft, der var som Duften af modne solbær, da hun med et veg tilbage ud i søen, der netop på dette sted var dyb. Hendes elfenbensblanke lemmer smuttede ind under det sølvblå gyngende vand. Sølver tøvede intet øjeblik, men fulgte efter. Vandet sugede hans klæder tunge som bly, men alligevel stræbte han ud ad. Hendes hoved var synligt, hvorfra det gule hår flød ud og bredtes foran ham som en bølgesitrende vifte; ellers var alt forsvundet. Sølver svømmede efter og greb et par gange ind i det skønne hårnet, men det smuttede hen over fladen i glimtende slangelinier. Med et forsvandt det ind under det nedhængende elleløv, grenene slog ham i ansigtet og hindrede hans forfølgelse. Det var som træerne bøjede sig ned for at gribe og skærme hende. Et øjeblik tabte han hende af sigte; men hans rus varede ved, al hans manddoms attrå var hidset op, besiddelsesbegæret bruste i hans blod. Han så fremdeles hendes solbeskinnede nøgenhed for sig og de rødbrune strittende brystknopper. Rasende vred han ellegrenene til side og så hende i færd med at gå i land mellem gamle trøskede træstubbe, hans hånd greb frem og berørte hendes våde glatte hud; men i det samme vendte hun sig imod ham med angstfuld fortrukken mund og med skumblå øjne. Hendes hånd løftede sig og svang et gammelt rustent sværd mod hans hoved, der havde mistet sin læderhue under forfølgelsen. et hug — et skrig — ikke fra ham, men fra hende — og mens Sølver tumlede tilbage i vandet, knagede grene og kviste, hun krøb bort mellem buskene, løb til sine klæder, kastede dem i båden, greb en åre og stagede bort, forsvandt mellem sivene, nøgen, med sit lange våde hår klæbet til skulder og lænd. Det løse sejl baskede og slingrede omkring masten. På dette sted, hvor for århundreder siden en døende kriger var drevet ind, hvor edderkoppen havde lænket hans sværd til uvirksomhed og glemsel, lå nu Sølver med blødende hoved, såret af kvindehånd med netop hint sværd, der rustrødt og halvfortæret var raget frem som en knokkelhånd af jorden for at hjælpe den forfulgte. Han vaklede i land og segnede om i græsset. Hans lange hår hang vandtungt ned ad nakken, blodet piblede svagt af hans pande. Men Sølver tørrede det ikke bort. Hans læber stivnede i et smil — ikke af hån eller trods, men af fanatisk opskudt lidenskab. Hans hjerte hamrede af begejstring over dette skønne, han havde set, dette blændende nøgne, hans øjne havde indsuget, dette vidunderlige stærke, der havde standset ham. Længe lå han bedøvet af sin egen tanke, inden han søgte sin båd, spilede sit sejl og lod det drive for den stilnende vind. Han stirrede lige ind i den stærke aftensol — den syntes ham kold. De grønne banker dansede lave og forkuede omkring søen, der med et syntes ham snæver og lille som en vandpyt. Selv himlen var lav — aldrig havde verden forekommet ham så begrænset. Hans blik fløj hastigt til de røde mure hinsides søen; de truede ikke længer, så forsvindende så de ud. De enkelte hvide hyttepletter langs bredden, de mange små Møllers udspændte korsarme, alt var som tåbeligt legetøj, bestemt for spurve og sommerfugle. Kun et var stort og vældigt: flammen i hendes øje, hadet i hendes kind, hugget fra hendes hånd. Med en besynderlig vellyst følte han såret smerte helt ind mod pandebenet, hans fingre strøg over såret og blev røde af dets blodige skrift, og han smilede over at vide sig mærket af hendes kraft. Hugget havde ramt hans inderstes hårde flint, så lidenskabens gnist var slået løs. Han elskede jomfru gro. Iii. Sølver lå uafklædt i sin alkove. De gyldenlakgule Gardiner var trukne for. Det sidste dagslys sivede gennem dem med et underligt gustent kryptskær. Sølver tænkte sig hvilende på låget af en sarkofag som en mægtig henfaren herre, og Gardinerne bevægede sig som viftende bannere om hans hovedgærde. Han følte en saligt glidende mathed i sit blod og dog lidt af sårfeberens fantasitændende brand. Altid ville han hvile i denne billedløse døs. Og dog var det til tider, som et nøgent kvindebryst langt borte fristede ham. Begge de små brystvorter var røde som skinnende bær, der rakte ham deres søde gift. Hans læber og arme strakte sig uden at nå de ildrøde bær. Fjærnt gennem mur og træ hørte han trilrende fløjtesignaler, hovslag og skridt, højrøstet tale og råb. Råbene kom nærmere, og med et lød det lige ind i hans øre: » Herre, sten basse holder for porten og begærer jer i tale. « Sølver blev liggende uden at røre sig. » Sten basse? — hvem er sten basse? — luk ham ind. « » Han vil ikke over broen. « » Hvad vil han da? « » Han vil hente jer som sin gæst, siger han. « » Jeg kender ham ikke. « » Han vil hente jer som gæst til sin datter, siger han. « » Sølver rejste sig over ende. Så stærkt for blodet ham til hovedet, at det opbrød sårets fine hinde, så det igen begyndte at bløde. » Hils og sig, at han har taget fejl af vej og gård. Jeg kender hverken ham eller hans datter. « Karlen for ud af kammeret. Men Sølver havde forstået truslen fra Herren til egenæs. Han stod op og åbnede en lille kigluge ud mod vindebroen og så tre ryttere ride bort, den sidste en kantet og bred skikkelse i kulsort kappe. Et øjeblik vendte han hovedet og stirrede lige mod det glughul, bag hvilket Sølver stod, et surt og stikkende blik, der gled forbi og svandt, kom og gik som en spillende slange-tunge. De følgende dage holdt Sølver sig mest inden døre. Såret lægtes kun langsomt, og sten basses indbydelse havde bragt uhygge og angst i hans tanker. Datteren måtte have berettet om det angreb, hvormed han havde krænket hendes nøgne person — det var et åbenlyst voldtægtsforsøg, og nu lurede sten basse på hævn. Sølver ønskede ingen fejde. Egnen vidste at fortælle om egenæs-herrens barske og lovløse færd og det stærke karlehold, han altid havde på sin gård. Sølver havde derimod kun få folk i sin tjeneste. Han behøvede ikke at indskærpe dem forsigtighed; thi afsig selv anede de overfald lige fra den dag, sten basse red op for gården. Broen holdtes bestandig oppe, og hver nat skiftedes de til skarpt udkig, at ingen båd skulle gå over, og ingen overrumpling finde sted. Sølver selv bevægede sig først ikke langt udenfor gårdens enemærker. Men efterhånden måtte og ville han længer ud. For sit eget vedkommende trodsede han al forsigtighed og droges mod det sted, hvorfra faren truede, skønt han ikke åndede trygt, før han igen havde sin egen grav og mur omkring sig. I flere dage rislede regnen ned. Skoven randt som af tusind små vandfald, der skyllede sandet frem under den tyndtmuldede skovbund. Ensom gik han over det våde Mos, der ikke gav lyd, men sank blødt og svampet under hans fod. Egene bruste under regnen, birkene gyste som af kulde og rystede regndråberne af sig. Time for time skød svampene op og bugnede i al denne trøskende og smulrendc væde, — fantastisk formede knolde, giftigt gule, blæksorte og irrgrønne, og slanke paddehatte, hvide som handskeskind, blegrøde som menneskehud. Sølver gyste for disse underlige forråd-nelsesblomster, der syntes at gro for trolde, og undgik at røre ved dem. Instinktmæssig søgte han til den plet, hvor han i foråret havde truffet jomfru gro. Kon-vallernes grønne krus var der endnu, men uden friskhed og uden blomster. Han lagde sig ned i de våde planter og lod vandet kølne sin pandes sårrift. Thi han bar ingen forbinding over sit sår. Solen skulle altid se det. Sølver ville ikke skjule sin brøde og sin straf. Hvor fjern var den forårsdag, og hvor uvirkelig og udvisket den lyserøde skikkelse svævede for hans erindring. Altid gled dragten bort, faldt som anemonens blade om frugten, og foran ham stod det nøgne hvide legeme, hans blik havde krænket. Han havde hørt om en græsk yngling, der skuede gudinden i badet og til straf blev forfulgt og sønderrevet af hunde. Skulle nu den samme skæbne vente ham selv? En fortærende længsel rasede i hans blod. I tanken knælede han altid for det uudslettelige syn, der slog ham til jorden med øjnenes vrede himmelflamme. Ydmygt tilbad nu han, hvis unge stærke trods hidtil ubændig havde favnet fri og ufri kvinde, og for hvem kærligheden indtil nu kun var en sund tilfredsstillelse af drift, en hed leg i den lyse dag, en højtleende lyst til at lyse op i nattens mørke. Nu græd han længselens hede gråd med sit ansigt begravet i grønne, blomsterløse planter, der rislede af regn. Og for sammen ved en hård svirrende klang i luften over sit hoved, som troede han, det var en jærnbolt, der søgte hans pandeskal. Sin falk havde han fundet igen; mæt af bytte var den frivillig vendt tilbage og var lydig sprungen på hans hånd. Da nu Sølver for sammen, flagrede falken i det samme op og hvæsede sit uartikulerede rovskrig, som var der bytte i nærheden. Sølver rejste sig forundret. Ved siden af ham lå en mand indhyllet i en sort kappe. En gul læderkabuds var krænget ned over ansigtet, så hverken øjne eller næse kunne ses, kun en bred og blodløs mund, trukket skarpt ind om kæberne, og et underligt spredt hageskæg, stridt og stikkende som nålene på en kaktus. Skikkelsen lå på ryggen med hånden under hovedet. Sølver kunne ikke slutte, om den var vågen eller sov; men han havde en ubehagelig fornemmelse af, at de usynlige øjne stirrede stift på ham. » Hvad vej er du kommen? « spurgte han tøvende og skræmt. » Samme vej som du — over jorden, gennem luften, « svarede en ru og enstonig stemme. » Jeg troede, jeg var alene, « stammede Sølver. » Alene — alene — hvem er vel nogensinde alene? « » Hvorfor kunne jeg ikke høre dig komme? « » Man hører sjældent, hvem der kommer. Og hvoraf ved du, jeg ikke var her først? « » Så havde jeg set dig, da jeg lagde mig her. Jorden du ligger på, er min grund. « » Den grund jeg ligger på, er altid min. Vil du have den, må du flytte mig forinden. « Sølver sprang op og svang falken på sin hånd. Den fremmedes spottende rolige stemme tirrede ham til vrede. » Nu er det nok med snak! Hvem er i? « En klangløs latter kom frem under læderkabudsen, uden at de blodløse læber rørte sig. » Lille Junker — lad der nu ikke gå galde i din feber. Dit sår kunne tage skade deraf. Hvad om jeg nu bildte dig ind, at jeg var sten basse? Nå, nå, bliv ikke hvid som en kalket væg — hvad er det for en rød figur, du bærer på din pande? Du skulle forføje dig snarest hjem, inden den begynder at bløde, og så stænge godt både for sår og gård. Skynd dig, at du ikke kommer for silde og finder sten basse for gården. Håhå, du holder af at jage med falk — ikke sandt, hedder ikke du selv falk? — men du jager ikke godt. Når en falk sigter uden om, bliver den til skamme og let at tage for fjenden. Gå du nu hjem med din falk og øv dig selv lidt mere. Men for alle ting, skynd dig, at sten basse ikke skal besøge dig forgæves. « Igen lo den fremmede skærende klangløst. Og endnu havde Sølver ikke set hans øjne. han blev rød af harme over denne latter, hans øjne lynede, men den fremmede blev ved at le, drejede så hovedet om på siden, trak kabudsen længere ned over mund og hage, drog vejret dybt og sovende og begyndte at snorke. Sølver havde aldrig følt sig så uhyggelig til mode. Hvad betød denne hånlige og gådefulde tale? Stod den fremmede i ledtog med selve hans nyserklærede fjende? Skulle han straks vende hjem eller først afæske ham en nærmere forklaring? Han sparkede ublidt til den fremmede, der imidlertid ikke lod sig vække, men snorkede videre. Advarslen for sten basses besøg havde opskræmt hans fantasi. Hvor let kunne ikke gården blive

1870_Dodt_AegteOgUaegte

Beatus

Ægte Og Uægte

Dodt

Dodt

Aegte Og Uaegte

male

1870_Dodt_AegteOgUaegte.pdf

Beatus

Dodt

dk

Ægte og Uægte

Livsbillede

n

gothic

Chr. Steen & Søn

KB

pdftxt

nan

barndomsskildring

O

1. Lyksalig den, der i sin fæedrehytte bortspsgte barndoms tryllerige vår, og atter did fra livets larm kan flytte, når sorg og modgang blegne vil hans hår; og da som olding, tryg på stav sig fløtte, hvor før på kjcep han red i barndoms år. Når disse smukke, kærlighedsfulde ord, der så ofte have givet genlyd i mit hjerte fra det øjeblik, jeg hørte dem første gang, i dette øjeblik påtrænge sig mig med fordoblet magt, da er det vel næppe just egentlig en følge af længsel efter og kærlighed til det sted, hvor jeg henlevede min barndoms første år; thi, ihvorvel jeg ikke led ondt eller skete nogensomhelsf overlast i fattighuset i Overby, så var og blev det dog et fattighus, der sandelig ikke bar sit navn omsonst. Hvad jeg den gang ikke så eller havde mindste gran af følelse før, hvorfor jeg af hjertet takker gud, nemlig den temmelig grønlandske renlighed, islandske afholdenhed og indianske barnlige begreber om sæderne, derfor har jeg rigtignok i senere tider såt øjnene op, og det kan derfor ikke være kærlighed til hine tilstande, som fylder mit bryst med læmgsel og vemod, når jeg fluer tilbage. Hellere kunne det derimod vcrre erindringen om de høje gule skræmrer, ved hvis fod Kattegattets bølger tumlede sig, og ned ad hvilke jeg ofte på det allernaturligste af alle kjøretøier gled med en så overvættes følelse af svulmende gæede, at jeg jublede højt derved, og ovenpå hvilke jeg kunne ligge time på time og betragte det uendelige, vekslende hav, der skummende og bragende bred sig mod den milevidt udflydende sjæellandsodde, uden om hvilken sejler på sejler stevnede mod nord og syd, snart skinnende og hvide i solens fulde glans, snart mørke og truende i regnskyens skygge, uden at jeg dog derved gjorde mig nogen tanke om, hvorfra de kom eller hvorhen de gik, hvad deres wrinde var og deres fæerden betød; måske vækkes også hine følelser ved billedet af de uendelige skove, deres med et spraglet blomstertcrppe virkede bund, den friske Duft af skovmæerke og hyld, og de frodiggrønne smukke Dale, igennem hvilke bækken snoede sig, og hvor der var lunt og sommervarmt i forårets første tid, medens østenvindens skarpe pust ovenover endnu mindede om vinter, sne og is. Men mest af alt er det sikkerlig bevidstheden af og tanken om, at alt dette nødes med et let og sorgløst sind, hvis tristhed, gl « de og mød endnu ikke var blevet kuet og fløvet, trettet og sluppet af livets virvar, dets kampe og usigelige skuffelser, at alt var for sjcrlen, som det viste sig for øjet, idet tanken hverken gled frem eller tilbage, men blev slående i dieblikkets fulde, uhildede nydelse. Ja, mest af alt er det vistnok dette, der så mægtigt drager vort sind og tanke med længsel og vemod tilbage til de steder, hvor vi bortspøgte vor barndoms tryllerige vår. Hvad nu fattighuset i Overby angår, hvor jeg var bleven indkvarteret af et faderligt fattigvæsen, da jeg nemlig, som man under visse omstændigheder plejer at sige, hverken havde fader eller moder, så er det vanskeligt at sige, hvoraf huset var bygget eller i hvilken stil, og jeg tror, at selv en architekt med guldmedaillen ville få sin nød med løsningen af dette problem, idet nemlig materialet bestod af en så gådefuld blanding af murbrokker, leer, halm, pinde, lyng og klude, at det var. umuligt at sige, hvilket af dette, der havde overvagten, ligesom også et opmærksomt die, hvad stilen angik, nok deri kunne finde en prøve af alle mulige arter, kun ikke af rainessanee; thi dersom deri skal ligge begrebet om genfødelse, så kan der derom ikke være tale, og blev det heller aldrig, eftersom det dengang som nu var en højst bedrøvelig og ømfindtlig sag, at bringe på bane i sognerådet. Mærkværdigt er det imidlertid, at ihvorvel stormen fra Kattegattet ruflede dets tag og regnen blødte dets vægge, ihvorvel det knagende og bragende svaiede hid og did som et skib på de vildene vover, så stod det dog fast og holdt balancen. Indvendig var det delt i to rum, og i hvert af disse fandtes en kakkelovn, en seng, et fast bord og en bænk. I det ene af disse værelser boede jeg tilligemed i ose p h, min kontubernal, denne benævnelse gav han nemlig bestandig mig eller sig selv, alt som talen faldt, ligesom han også kaldte beboerinden af den anden lejlighed, en gammel pige, conventualinden: benævnelser, som jeg altid hørte og jeg selv brugte, af hvilken grund de, hvor løjerlige de en må have lydt i andres øren, dog forekom mig aldeles naturlige og dagligdags. Joseph, der var et højt, spinkelt og lidt sygeligt udseende ungt menneske med et par store blå dine, var en søn af en, som han selv kaldte det, uheldig degn i Rørvig, som på grund af distraktion eller søvngjcengeri, hvilket af begge dele det var, formåede, som Joseph forsikrede, selv ikke justitiarius i hoiesferet af udgrunde, var kommen i slaveriet på livstid. På den tid, da denne afveksling indtrådte i degnens hidtilførte eensførmige liv, studerede Joseph pædagogik ved universitetet i Jonstrup, efter først i nogen tid af have væeret ved en lærd skole, hvor han allerede ved to Års anstrengt flid havde bragt det så vidt, af professoren højtidelig erklærede ham for af være ikke alene moden, men endogså overmøden, og da på samme tid, på grund af faderens forflyttelse, resourserne udebleve, så forlod han universitetet, idet han fritog lærerne for den mmygelse af eksaminere ham, hvorved det nemlig, som han sagde, ville have viist sig, af medens han var vokset op til et strålende, dejligt lys, vare de sunkne ned til små langtanede pråse. Efter således af have forladt Minervas hal, kom han i Fru jusfitias tjeneste, søm skriver på en amtmands cvntvir, hvor han tilbragte nøgle år; men da amtmanden mærkede, af regeringen, søm havde fået øjnene øp før jøsephs øverørdentlige dygtighed, havde fattet den skumle plan, af afsætte hin og indsætte denne, så gav han ham afsted, idet han ikke vivste at anføre noget som helst andet til påskud før denne uretfærdighed end at et pengebrev, der af i øse ph var besørget på pøsthuset, ikke var kammen og aldrig kom adressaten tilhænde. Efter denne tilskikkelse blev han lakai på det kongelige stift Vallø hvs damerne, og jeg må tilstå, at hvor megen agtelse og ærefrygt jeg end nærede før ham, på grund af hans hidtidige Carriere, så var det dog intet mød ben beundring, jeg følte, da han helligt og dyrt forsikrede mig, at hair der hver evige eneste dag havde gået iført en guldgalloneret rød kjole, sorte Fløiels benklæder og blå silkestrømper. Ihvorvel jeg ellers samvittighedsfuldt troede på hvert ord, han sagde, så forekom dette mig dog så overordentligt, da jeg aldrig nogensinde havde set, hverken præsten eller sognefogden i en sådan pragt, at jeg ikke kunne andet end tvivle, og vedblev dermed, indtil endelig conventualinden, den pige, der beboede den anden lejlighed i fattighuset, med en krænket mine og i en tone, der til fulde vidnede om, hvor bekymret hun var med hensyn til min moralitet, foreholdt mig, hvor usædeligt det var at tvivle om, hvad et voksent menneske overhovedet og en person isærdeleshed som Joseph var, sagde, en lære, som jeg først sent glemte. Else, som hun hed, boede, som sagt, i værElset ved siden af vort, hvilket stedse af Joseph blev kaldet refectoriet, en benævnelse, som jeg dengang var overbevist om, blev tillagt alle ældre og gigtsvage fruentimmers værelse; men hvis dybere betydning senere gik op for mig ved at betænke, at vi stedse holdt vore festmåltider derinde. At komme derind, var stedse en stor nydelse for mig, da der nemlig altid var varmt og godt og dertil herskede en vis, om end modificeret, renlighed og orden. På sengen var der dyner og lagener, hvilket lod en dunkel ahnelse om rigdom og velvære dæmre for mit indre, idet der nemlig i vor seng aldrig befandt sig andet end det bare naturlige halm, tilligemed et par tomme sække, som vi bredte over os; dernæst havde hun et sengetæppe, sammensyet af en utallig mængde små trekantede, brogede lapper, hvis lige i skønhed jeg var overbevist om, der ikke eksisterede. Stolen, hvorpå hun sad og spandt, var betrukken med blomstret læder; i vindueskarmen stod en hankeløs theepotte og halvdelen af en ølflaske med gyldenlak og Rosmarin i, og på hylden over bordet var opstillet tre små peberbøsser, og hovedet af en stor chinesisk dukke. Selv var hun stedse stort et rødt uldent skørt, et blåt livstykke, samt dertil lin og huetøi. Hun led meget, som hun sagde, af værk i lemmerne; men trods dette, og ihvorvel hun meget ofte ikke kunne røre sig af stedet, så holdt hun dog stedse værelset nogenlunde i orden, samt anvendte dernoæst en utrolig flid på den eneste dragt, jeg var i besiddelse af, hvorom den omstændighed, at såvel min trøje, som mine benklæder, godt kunne stå alene, som følge af den utallige mæengde lapper, hvormed hun forsynede begge dele, til fulde bar vidnesbyrd. Undertiden, når gigten ikke var alt for slem, fog hun sig endogså på at vaske mig, hvilket, som jeg må tilstå, just ikke altid var den glæedeligste overraskelse, hun kunne berede mig-, og jeg kunne halve dage efter en sådan tur søle mig ganske genert og fremmed for mig selv, også hjalp hun os undertiden lidt tilrette med vort kjøkkenvcesen, kort sagt, hun var os behjæelpelig på mange måder, hvilket vi, men isæer Joseph, beredvillig påfljønnede. Der herskede således, som denne sagde, et smukt cordialt forhold i fattighuset, hvilket forhøjedes ved, af Else, der i mange år havde væeret barnepige i en fornem familie, var i besiddelse af lignende fine manerer og pænt væsen, som Joseph. Denne var nu iøvrigt vort et og alt, idet han med en så sjælden opoffrelse og beredvillighed sørgede før os, af det endogså vakte præstens opmærksomhed, der ofte og hjerteligt roste ham derfor. Hvad han kun nogenlunde formåede af skaffe tilveie, som kunne tjene til vor behagelighed, det bragte han, og beundringsværdigt var det af se, hvorvidt hans gode hjerte formåede af lade sine knappe indtægter strække, som han ene og alene, hvilket han selv sagde og præsten troede, forskaffede sig ved af ståltråd af lave hægter og maller, da han var før svag til alt andet arbejde. Der var kun en omstændighed, som med hensyn til Joseph forbittrede mit liv i høj grad, og hvorover jeg tænkte så længe, af det til sidst endte med en eksplosion. Han brugte nemlig ikke så ganske sjældent af stå op midt om natten og gå ud, og da først af komme hjem henimod morgenstunden. Hvorlænge han havde gjort det, før jeg mærkede det, er ikke godt at sige, kun det ved jeg, at da jeg en morgen talte til ham derom, blev han så bestyrtet, at jeg bitterlig fortred, hvad jeg havde gjort. „ Sig mig “, sagde han, efter at han i lang tid havde siddet faus og grublet, „ ved du, hvad en varulv er, ved du, hvilken fordømmelse og ond skæbne en sådan lider under? “ „ Jeg ved “, sagde jeg, allerede gjort bange ved den tone, hvori han talte, „ jeg ved, at det er en, som om natten løber om på tre ben, og Else har selv fortalt mig, at skytten på den gård, hvor hun tjente, var en varulv; thi hun så engang en morgen trevlerne af et rødt uldent skørt, der havde om natten hængt på et stakit, og som om morgenen fandtes sønderrevet sidde mellem hans tænder. „ Så var denne Skytte ligeså ulykkelig søm jeg “, svarede Joseph med et udtryk af den dybeste græmmelse, „ thi jeg er en varulv. Jeg, som du her seer for dig, siddende mild og rolig, jeg, som om dagen ikke gør en orm fortred, men kun spekulerer over, hvorledes jeg skal kunne glæde dig og Else, jeg bliver om natten til et glubende uhyre med blodig tunge og ildrøde øjne, som brølende hopper omkring, lurende på lejlighed til at sønderslide og fortære hver levende sjæl, som kommer mig i vejen. “ Ved disse ord så han på mig med et udtryk, der så fuldstændig børgede mig for sandheden af, hvad han sagde, og hvori der lå en sådan blanding af blodtørst og raseri, at jeg rystende af angest sank om i sengehalmen, hvor jeg sad overrende. „ Ja “, vedblev han, „ det er en fortryllelse eller, hvad du måske bedre kan forstå, en forgjørelse, som heffer ved min slægt fra led til led. Når nattens time slår, og mørket ruger over jorden, når gravene deroppe på kirkegården åbne sig, og de døde slige frem og farer susende igennem luften, når hanen galer ved midnatstimens dumve slag, og forfærdelsens stund er kommen, da må jeg ud, da føler jeg mit blod blive til ild og min ånde blive til gnistrende damp og røg, og førend jeg endnu er nået ud i den store, mørke skov, hvor de hvide spøgelser vandre sukkende og klagende omkring, er allerede det tredje ben vokset ud, og min rædselsfulde gerning begyndt. Jeg er imidlertid forsigtig. Peter “, vedblev han beroligende, idet han må have følt medlidenhed med mig ved at se den unævnelige angest, hvoraf jeg blev greben ved hans ord. „ Ja, Peter, jeg er forsigtig, og for at spare mine medmennesker, tyer jeg til de mest afsides og længst bortliggende steder. Hidtil er det derfor også lykkedes mig ikke at gøre nogen ulykke. Men, Peter “, tilføjede han, og her antog hans ansigt atter hint forfærdelige udtryk, der bragte hårene til at rejse sig på mit hoved, „ fluide du nogensinde efterspore mine veje, eller taler du et eneste ord til nogen moders sjæl om, hvad jeg her har betroet dig, lader du det mindste vink eller hentydning falde om mine skæbnesvangre natlige vandringer, da formår jeg ikke at redde dig, og selv om det, hvilket jeg føler, vil ske med grædende tårer, så må jeg sønderflide dig, så må jeg suge dit blod og knuse hvert ben i dig med disse mine tænder. Ak, Peter “, vedblev han i en bønlig, indtrængende tone,, „ vær derfor tavs, tavs som den lukkede grav, og frels niig derved fra at æde det barn, jeg elsker over alt. “ Jeg behøver næppe at sige, at jeg, som en følge af den rædsel, hvoraf mit hele sind ved denne åbenbarlse var bleven fyldt, aldrig et øjeblik tænkte på at røbe den forfærdelige hemmelighed. Den var imidlertid en tung byrde for mig at bære. Tanken derom vendte stedse og stedse tilbage og var det muligt i min alder at blive hvidhåret af skræk eller ved spekulationen over et uoploseligt problem, så måtte jeg være bleven det. Spørgsmål på spørgsmål dukkede op i mig, de fyldte mit hjerte og brændte mig på tungen, og til sidst flød de over en dag, da Else, fil min store sorg følte sig så vel, at hun kunne vaske mig. Mine tanker fik rigtignok ved denne lejlighed en anden retning, ja, jeg kunne næesten glemme, hvad der så tungt lagde mig på sinde, når det kolde vand løb mig ned over ryg og bryst, og først standsede i mine træsko; men ved første givne lejlighed dukkede billederne frem igen., /joseph har sagt “, begyndte Else, -efter at have givet mig den sidste dravat, som bragte mig fil at udstøde et højt forfcerdelsesskrig, „ af ban i Frederiksborg, hvor han i dag er henne for af sælge hægter, vil hos en marskandiser købe dig et par benklæder, som han har set på forrige gang, han var der, og som skal koste to mark. “ „ To mark! “ udbrød jeg så forbavset, af jeg glemte vandet og de kanaler, ad hvilke det flød ned over mig. „ To mark, ja, så må de rigtignok også blive dejlige. “ „ Det skulle jeg mene, Peter, men lad mig nu også se, af du takker ham og holder rigtig af ham for alt det gode, han gør dig. Ja, han er rigtignok et godt menneske, som stræber og arbejder, trods sit svage legeme, bare for af gøre sine medmennesker tilgode. Kunne du bare blive som han, Peter, uden falsk og uden men, så skulle den sæbe og det slid, det koster mig af få dig ren, aldrig fortryde mig. “ „ Og så “, sagde jeg forhåbningsfuldt, „ behøvede du heller aldrig af vaske mig mere. Jeg er imidlertid bange for, af jeg aldrig nogensinde lærer af gøre hægter og maller, for Joseph siger, af det næsten er ligeså svært, som det er for præstens Ingeborg at få dem hægtede sammen. “ „ Jeg vil såmænd gerne tro det, Peter “, svarede hun med et lille smil, idet hun klappede mig på hovedet efter at have redt mit hår. „ Ja, han kan være skjelmsk nok sommetider, men deraf bliver Ingeborg ikke tykkere om sit liv. Han er iøvrigt et rigtig retfærdigt menneske, og jeg siger endnu engang: kunne du bare blive som han. Han kunne nu måske have været amtmand eller skoleholder. “ „ Ja, og han har gået med rød kjole og blå silkestrømper “, tilføjede jeg, betagen af den højeste beundring. „ Ja, og hvad han kunne have drevet det til i sin stilling, hvilken lykke han kunne have gjort, dersom han havde været mere poleret og snu, det overgår langt din forsfand og fatteevne, og jeg vil derfor ikke tale derom. Kun det vil du kunne forstå, at når et menneske foretrækker at leve i et fattighus med ære frem for at have det som en Greve og tilbringe sit liv i overdådighed og rigdom, da er han sandelig at berømme. “ „ Nej, det kan jeg ikke forstå, Else “, svarede jeg, idet jeg kløede mig betænkelig bag oret. Else blev så forbavset ved denne uventede replik, at hun trådte et skridt tilbage og betragtede mig med store dine. „ Thi “, vedblev jeg, „ Præsten sagde engang til mig, at når jeg var rigtig artig og lydig, så skulle han sørge for, at jeg snart kom ud af fattighuset og blev en brav dreng, der kunne fortjene mit brød selv. „ Og deri havde præsten også ret, Peter. Det er imidlertid en anden sag med Joseph; thi han har en indvortes svaghed, der gør ham uskikket til svært arbejde. Havde du imidlertid beskedent og pænt spurgt præsten om, hvad han troede, der var bedst, enten at være en qvinderøver og skændig dydsforagter eller et retskaffent lem i Overby fattigbuus, så skulle du se, du havde nok fået et andet svar. “ „ Ja, Else “, udbrød jeg, bitterlig fortrydende at have gjort en indvendig mod Josephs roes, „ man skal nok være rigtig frygtelig stærk og tyk for at være amtmand, for jeg har engang set ham i Frederiksborg, og sådan er Joseph ikke. Og du kan også tro, Else “, vedblev jeg med hensyn til det sidste, hun havde sagt, „ af præsten ville nok langt hellere have, af jeg skulle være et retskaffent lem her, end dersom jeg som hyrdedreng hos sogneføgeden, hvilket han mente, jeg kunne blive, blev en qvinderøver og fljændig dydsforagter. “ „ Gud fader frie og bevare os vel! “ udbrød Else, slående hænderne sammen. „ Hvilke ord, du dog kan føre i din mund, dreng. Ia, det må du nok sige, en qvinderøver og dydsforagter. „ Det allerværste, jeg kunne tænke mig “, begyndte jeg, medens hun endnu stod ganste betagen ved de udtryk, hvilke hun, som det lod til, sig selv uafvidende havde lagt mig i munden. „ Det var, dersom jeg skulle blive en varulv. “ Her brast jeg i gråd og skjulte mit hoded i hendes forklæde. „ Herre gud “, sagde hun mildt, idet hun tørrede mit ansigt og pudsede min næse med den våde karklud, hun endnu holdt i hånden, hvilke forsfrækkelige og tunge tanker, der dog kan opsfåe i et så lille hoved. Ia, vel er det en hård tilskikkelse, og skytten på den gård, hvor jeg tjente, gik såmænd i sin grav som en sådan, fordi ingen havde mod og mandshjerte til at redde og udfrie ham. “ „ Skal den, der udfrier ham, gå gansfe alene op på loftet, når det er mørkt eller ud på kirkegården? “ Spurgte jeg med bankende hjerte. „ Nej “, svarede hun efter nogen bentækning i en tone, der lod mig ahne det forfærdeligste. „ Det behøves just ikke; men begge de måder, der gives til at frelse en flig vildsom sjæl på, er måske ligeså farlige. Den med grynene havde jeg turdet påtage mig, men jeg kunne aldrig blive enig med mig selv, om det var ret. “ „ Hvorledes er det da? “ spurgte jeg, medens jeg telte det kriple i mine nyredte hår, som ville de rejse sig. „ Den er ikke vanskelig Peter, nej den er ikke, men den er hemmelighedsfuld og måske skrækkelig i sine følger. Seer du, når man seer den, om hvem man ved, at han er en varulv, gå ud om aftenen, så skal man med et fromt hjerte og et oprigtigt sind strø en pot gryn udenfor Deren. Når han da vender tilbage fra sin nattevandring, så er han nødsaget til at lcelle hvert eneste gryn, før han komme ind over dørtærskelen. Lykkes det ham nu af udføre dette før hanen galer tredje gang, ja så har det intet frugtet men kun gjort ' ham en hel del ulejlighed, og han er og bliver en varulv. Bliver han derimod ikke scerdig i rette tid, så forsvinder han som en tåge i luften og henveires før vindene, og man seer ham aldrig mere. At øve slig dåd mod et af sine medmennesker er imidlertid en vanskelig sag; thi man ved jo ikke hvad der bliver af hans syndige sjæel, men ellers var det, som du nok kan forstå, just ikke så grumme farligt af gøre det. “ „ Nej det er det ikke, Else, men når man holder meget af ham og gerne ville frelse ham, og når det er meget farligere før ham når det lykkes, end når det mislykkes, tror du så ikke det var bedre af bruge grynene til sødgrød? “ „ Vor herre har givet dig et lyst hoved og et godt hjerte, min kære dreng “, udbrød Else, „ og det er en hjertens glæde af tale med dig. Hvad nu den anden måde angår, så er den så farlig, af selv den stærkeste må grue ved tanken om at udføre den. For at nå sit mål må man opspore hans veje, og til den tid, hen ad morgenstunden, da han plejer at vende tilbage, så må man gå ham imøde, og når man da er tæt ved ham, så skal man råbe tre gange hans navn og dertil sige: du est en varulv. Har man nu ingen synd på sit hjerte, er man ren og uskyldig, som det lille lam, og har man brugt den rette tone, da er han frelst, og han bliver atter et rigtigt menneske. Er man derimod ikke skyldfrie, ren og hvid, både indvendig og udvendig, som Markens Lilie, og svigter stemmen, da bliver han rasende, som et glubende uhyre, og sønderriver en stykke for stykke med sine blodige tænder. “ „ Og så bliver man selv til ingenting, ligesom han ville blive det, når han ikke kunne opsamle grynene “, sagde jeg skælvende af angest og med et dybt suk. „ Jeg tror dog Else “, vedblev jeg i en bønlig tone, efter at være kommen lidt til mig selv, „ at du bedre end alle andre måtte kunne gøre det; thi du har ganske bestemt et rent og uskyldigt hjerte, som Markens lister. “ „ Herre gud, hvor fluide man dog tro at flige oprigtige og hjertelige ord kan komme i det barns mund “, udbrød hun klappende mig. „ Nej min dreng “, vedblev hun, „ var der nogen, dette kunne lykkes for, da måtte det være et uskyldigt barn, som du; men et sådant fandtes ikke på herregårde », hvor jeg tjente. “ Den hentydning af Elfe selv til at ingen uden jeg var skikket til at gøre hint frygtelige skridt til Josephs redning, hvilket problem havde været den hemmelige drivfjeder for mine spørgsmål, fyldte mit sind med gru og angest, og idet mine tanker stedse vendte tilbage dertil, idet jeg i min fantasi så mig i den stille nat stå for ham og råbe hine skrækkelige ord, var det mig til sidst, som om jeg måtte og skulle gøre det, selv med fare for at blive sønderreven. Med et tungt hjerte og hovedet fuldt af, hvad jeg nys havde hørt, havde jeg sat mig ud på dørtrinet i det varme solskin, hvor jeg nu, medens mit hoved hvilede i begge mine hænder, og min store tå beskrev cabalistifle figurer i sandet, hensank i en ubevidst drømmende tilstand. Som jeg således sad stod Joseph pludselig for mig: „ Hilsen i ære, renlivede monsieur le kamin “, råbte han muntert: „ Sidder du der i filosophisk ligegyldighed og forsøger på af gøre dine små pusselanker lig den moderlige jord, hvoraf de er komne, for således af udviste enhver erindring om Elses sæbevand og karklud. “ „ Hvoraf ved du af jeg er bleven vaflet? “ Spurgte jeg forundret. „ Ja seer du Peter, det er et problem, som endnu nogenlunde lader sig løse, en knude, der endnu i dag lader sig opvikle, men som i morgen vil være gordisk, skal jeg dømme efter dit overordentlige geni. Jeg tør imidlertid sværge på “, vedblev han, efter af vi vare komne ind i stuen, læggende en pakke fra sig, han havde medbragt, „ af du lod dine tanker dvæle ved en glindsende frederiksborgfl honningkage, som dit lyse håb lod mig medbringe, samt på de foderaler, hvorefter Adam greb, da han følte hvad skam var, eller som vore forfædre iførte sig, da de fra helte og kæmper sank ned til af blive filistre, hvilken tanke du iøvrigt ikke behøver af flamme dig ved; thi når man med et uhildet og fordomsfrit blik betragter dine, så får man det smukkeste bevis for at noget kan eksistere i ideen, men ikke i virkeligheden. „ Hor nu Peter “, vedblev han, idet jeg, forvirret over denne for mig uforståelige tale, ikke vidste om jeg skulle le eller græde: „ Du har nu valget, enten kan du gribe det skønne lod og blive som vore forfædre, der med usminket tale og djerve lader gik omkring iførte uskyldighedens klædemon, let vil sige med endnu mindre spor af benklæder end du har på, eller du kan blive som et af nutidens vantrevne culturmennefler, der ikke flamme sig ved at tale i et dannet sprog, samt ved at have fine skeder og pæne manerer og dertil moderne beenklceder. “ „ Jeg vil helst have benklæder Joseph “, svarede jeg med et forhåbningsfuldt blik til den af ham medbragte pakke, idet jeg nu begyndte at ahne, hvad han mente. „ Så har du dem her Peter “, svarede han, idet han fremtog et par ridebeenklæeder med skridtbescetning af læeder og forsynede med en tæt ræekke af små messingknapper ned ad begge aderssmmene. “ Fuld af henrykkelse, og med glædestrålende dine, betragtede jeg disse, som han holdt frem for mig. „ Skal jeg have dem Joseph? så vil jeg også “, jeg havde nær tilføjet: frelse dig fra at være en varulv, men jeg betænkte mig i rette tid og vedblev: „ give dig et Kys. “ „ Pokker heller! “ udbrød han med et sådant udtryk af forbavselse, at jeg blev ganske flau. „ Ja det må jeg tilstå “, vedblev han, „ havde du væeret atten år, dejlig som en nysudsprungen rose, og dertil en pige, så kunne du ikke have flcenket mig en bedre tak. Nu tror jeg, at jeg vil lade mig nøje med din gode villie samt den glæede, hvorom dit ansigt vidner. “ Beenklæederne blev nu tilbørlig betragtede og eftersete også af Else, som var kommen tilstede, og efter mange deliberationer, der især drejede sig om de ikke så ganske få flidte steder, hvormed de vare beheftede, blev det bestemt, at de, for ikke at miste altfor meget af deres medfødte herlighed, så meget som muligt skulle forblive i deres nuværende skikkelse, dog selvfølgelig med de modifikationer i længden og vidten, som vare nødvendige for at jeg ikke fluide forsvinde i dem. Til min usigelige glæde lovede Else straks at tage fat på dem, og for en kørt tid kom jeg derved atter i besiddelse af mit sinds tabte ligevægt, idet de blanke, skinnende knapper oplyste og forjagede det mørke, der havde ruget over det. „ Handelen gik nok godt, Joseph, kan jeg tænke mig, siden du fik råd til at gøre Peter den glæde “, sagde Else, idet hun med benklæderne på armen lavede sig til at gå ind i refektoriet. „ Ja “, råbte han, der var i et for ham ikke ganske ualmindeligt begejstret og glad lune, der dog aldrig hos ham steg til noget foruroligende højdepunkt, men bestandig holdt sig indenfor de grændser, som en pæn opdragelse og et dydigt hjerte foreskrive os, som Else udtrykte sig. „ Ja udmærket Else, den ene ville hellere købe af mig end den anden, og jeg fik så mange bestillinger, at det næsten løb sammen for mig, som præstens vælling. Det kommer af det gode år og de billige kornpriser. Handelen florerer, pengene strømme ind i landet, befolkningen bliver mere og mere vel ved magt, og så springer den ene hægte efter den anden. “ „ Jøsses da “, udbrød Else. „ Ja vi opleve nok den dag, da du bliver en rig mand, ihvorvel jeg sandelig ikke kan forstå hvortil alle de hægter bruges. Jeg for min part bruger kun højst sjælden et par til mit forklæde. “ „ Ja seer du, Else, det ligger i figuren, og det er derfor godt for mig og andre visse folk med, at alle ikke er flabte som en hejre. Du ved nok, jeg mener det af et oprigtigt hjerte og vil ikke fornærme dig. Jo rundere og fyldigere, jo mere smidig og bøjelig figuren er, jo flere hægter bruger man, og jo raskere blodet strømmer gennem årerne, jo mere brystet hæver sig i sorg og glæde og lidenskabens ville rasen, jo flere springer der. “ „ Ja, herre gud, Joseph, det er da sandhed hvert ord du siger. Lidenskaben er som en fortærende brand, og sorgen bringer hjertet til at briste. “ „ Og hægterne med, Else, er det ikke det jeg siger. Livet hernede “, vedblev han med forstærket røst, „ er en kamp og bitter strid, og mangen bedst drik byder det os at tømme; men bedsfere drik og tungere lod gives der ikke, end det, der trasser den, som ved sit livs mål må sige sig selv, at han aldrig og ingensinde er kommen til sine hægter. Han er redningsløst fortabt, og selv ikke jeg med al min kunst formår at redde ham fra at blive begravet i rendestenen. “ „ Ih, gudbevares, Joseph, ja der gives mange besynderlige skjabner og tilskikkelser, dog har det endnu aldrig truffet sig, ihvorvel jeg både har tjent på en herregård og hos en prokurator, at jeg har set nogen blive begravet på et sådant sted. “ „ Ja seer du Else, det kommer af, at der gives mange rendestene foruden de legitime, hvormed jeg mener de, som fejes hver løverdag. “ „ Men “, udbrød jeg, der hidtil i taushed havde hørt til, sjæleglad over det resultat, hvortil jeg var kommen, „ så er det ganske vist Joseph, at det ikke kan gå dig således; thi du laver dem jo selv. “ „ Ja, Peter, de materielle, de som vrides af messing eller skåltråd, med de ideelle er det derimod en anden sag; her strande vi imidlertid på det vanskelige spørgsmål, om den personlige sandhed ikke ialmindelighed skulle vise sig at være en temmelig stor løgn. Dog “, vedblev han, „ jeg seer af de vanvittige træk i dit ellers så uskyldige og renfærdige ansigt, at mine ord stige dig til hovedet og true med at gøre dig galere end du ialmindelighed er. Hvad jeg iøvrigt ville sige, Else, jeg har gået og tænkt på dig hele vejen “. Ved hvert et skridt jeg vandrede frem. Og fjernet mig fra dette hjem, til dig jeg længtes Elfe. Og ved de muntre fugles sang, i dunkle skov, på grønne Vang, jeg jublede navnet Elfe. Og da, som det sig hør og bør, jeg solgte hærgterne som smør, på dig jeg tæenkte Else. „ Herre, gud “, sagde Else med en af bevægElse skælvende stemme, „ er det da ikke så smukt og hjertegribende, som om man hørte degnen læse op. Ja, det er det jeg siger, der boer meget i dig, og jeg er vis på, at når du ville, så kunne du ved dine ord røre menigheden til tårer. “ „ Måske nok, Else, da det grumme ofte kommer an på, hvor grædende man forstår at gebærde sig. Talen er som en gongong, der, om den end er nok så hul og tom indvendig, dog kan bevæge og røre folk på det dybeste, når den bare er ledsaget af fuld musik, jeg mener dermed mimik, vibrende, klangfuld stemme og frem for alt de autoriserede ', ægte slagord. Nå, Else, du må ikke tro, jeg vil gøre nar ad dig ved at berøre ting, der for dig ere ligeså brogede som præstens køer. “ „ Nej, det frygter jeg såmænd ikke, ioseph; thi jeg ved du mener mig det godt. Men hvorfor har du tænkt så meget på mig? “ „ Fordi du i dag for noget over et halvt seculum siden for første gang så denne verdens lys, fordi du på denne dag som en dejlig blomstrende engel modtog det første Kys af din henrykte moders læber, og fordi du på denne dag for første gang strakte dine små, trinde arme med længsel og kærlighed ud imod den verden, hvis pryd du skulle blive. “ Dybt rystet og med milde tårer, hvilke hun tørrede af i de benklæder, hun holdt i hånden, hørte Else på disse ord, hvorpå hun udbrød hulkende: „ Jo, det er sandhed hvert ord ioseph, og det er som skulle mit hjerte briste, når jeg tænker derpå. “ „ Så går det dermed, som med hægterne i et snevert livstykke “, svarede hin i en munter tone. „ Nu ville vi imidlertid ikke tænke på det begrædelige ved denne begivenhed, men derimod på at festligholde den på en værdig måde. I den anledning har jeg købt disse sager, hvis tilberedelse du nok i fljønsomt hensyn på vort fælleds velvære vil påtage dig, og vi kunne da i stille glæde tilbringe aftenen med hinanden i refectoriet. Hvad siger du dertil Peter? “ „ Jeg siger så mange tak, Joseph, især når vi foruden glæden også får noget at spise. “ „ Det skal ikke mangle, og, som du seer har jeg, for ikke at gøre Else alt for megen ulejlighed, købt stegen fiks og færdig. “ Med disse ord tog han en så brun og delikat lammesteg ud af tørklædet, at jeg udstødte et højt glædesskrig ved at se den. „ Ja, du finger af glæde Peter “, råbte han leende; „ ved at se den; men tro du mig, der er den, som har skreget af sorg ved ikke at se den. “ Ja det kan du nok ikke forstå, skal jeg dømme efter dit ansigts godmodige udtryk; men jeg skal sige dig, af eftersom det er et lammelår, så er der ingen tvivl om, af lammet er bleven i højeste grad forfærdet, da det vendte sig om og så, af det havde mistet det. Tænk dig nu, min dreng, når du nu på engang så dig berøvet et af dine uskyldige små lår, hvad ville du så sige? “ „ Ja tænk dig bare Peter “, tilføjede Else i en mild formanende tone, medens hun tog kødet, „ og lad mig se, af du aldrig glemmer af være Joseph taknemlig for de pæne og nyttige lærdomme han giver dig. “ „ Nej det skal

1880_Secher_Aegtemaend

Villiam

Ægtemænd

Secher

Secher

Aegtemaend

male

1880_Secher_Aegtemaend.pdf

Villiam

Secher

dk

Ægtemænd

En Samfundsroman

n

roman

Schou

KB

pdftxt

nan

nan

O

første afsnit i. en aften i begyndelsen af April måned 1871 sad der et par ægtefolk i en lejlighed oppe på anden sal i et af de gamle, mørktliggende huse i Fiolstræde. Konen, der havde trukket lampen tæt hen til sig, sad bøjet over det hvide linnedtøj, på hvilket hun syede med en næsten febrilsk Iver; manden sad lige overfor hende på den anden side af det store, ovale mahognibord, mageligt lænet tilbage i en gammeldags rummelig sofa og røg på en stor pibe, fra hvilken han langsomt sendte tætte røgsøjler op mod loftet, der allerede iforvejen var tilstrækkelig sværtet af røg, støv og kulos. Han sad ganske ubevægelig og rørte sig kun, når han af og til svøbte sin tyndslidte, fedtede slobrok tættere om benene. Ingen af dem var vist synderlig over de halvtreds, men begge var de øjensynligt ældede 4 før tiden, navnlig konen, hvem det tynde, stærkt gråsprængte hår, den dybt rynkede pande, den gråligbrune hudfarve, de rødkantede øjne, man kunne skimte bag de blå briller, de hule kinder, den spidse hage og den magre Hals med den rynkede indskrumpede hud gav et gammelt sygeligt udseende, der kun yderligere fremhævedes af den tarvelige sorte dragt med den lille sorte pibestrimmel i halsen. Manden dannede et fuldstændigt modstykke til sin hustru, medens hun var spinkel bygget og næsten ængstelig mager, var han sværlemmet og meget korpulent. Han var skaldet på forhovedet; der var noget slapt, hængende, dødt udbredt over det fede ansigt, musklerne vare ligesom lamme; næsen og den øverste del af kinderne vare rødplettede, den tykke underlæbe hængte slapt ned, og de fugtigt glinsende øjne stirrede stift og sløvt ud i rummet. det var ganske stille i det temmelig store, uhyggelige værelse, der kun blev halvt oplyst af skinnet fra lampen henne på bordet. Der så underligt ud i dette værelse; møblerne havde måske oprindeligt ikke været så tarvelige endda, men dels vare de nu stærkt medtagne, slidte og skrabede, dels passede de slet ikke sammen; man kunne se, at de måtte være købte stykkevis på forskellige avktioner eller hos marchandisere. Mellem de to vindvesfag, stod et gammelt konsolspejl, i hvis glas der var en revne oppe i det venstre hjørne; de røde, stoppede gardiner⁻ stumpede forneden, de 5 var åbenbart syede til en lejlighed, hvor der havde været noget lavere til loftet. På forhøjningen i den ene vindvesfordybning stod der en flettet kurvestol, -hvis skrigende, kornblå broderi stak fælt af mod de røde Gardiner og det spraglede kludetæppe, der lå foran stolen. Denne var selv kun i mådelig forfatning, på flere steder var fletningen gået istykker i stoleryggen, og den ene arm, der var reven løs, var bundet fast igen med en omvikling af mørk tråd. Rundt i værelset stod der ellers nogle temmelig moderne, men usolide og tyndbenede nøddetræsstole, dei' tog sig løjerligt ud ved siden af den svære, gammeldags mahogni-chifioniere, der bredte sig på den ene længdevæg. Gulvet var uden noget tæppe, som kunne skjule de smalle, knasterige brædder; på vægene hængte nogle dårlige littografiske gengivelser af Exners amagerbilleder, og på kakkelovnen stod en bronceret gibsfigur, der vist skulle forestille Pallas Athene. Hun var bleven slemt medtaget i livets hårde kampe, thi hendes landse var knækket og hendes Skjold havde fået sådanne knubs, at det hvide gibs skinnede igennem. „ Jeg synes lampen brænder så dårligt i aften “, afbrød manden den lange, trykkende stilhed. konen så uvilkårligt op mod lampekuplen, men bøjede sig straks igen over sytøjet og fortsatte sit arbejde uden at svare. „ Hu! hvor her dog er koldt! “ udbrød han et øjeblik efter. 6 „ Så, er lier det? Ja du kan vel se, jeg har ladet det gå ud i kakkelovnen. Der er ingen af vore pensionærer hjemme i aften, og så kan der jo idetmindste spares noget på den måde. “ der indtrådte igen en pause, som manden atter var den, der først brød med at spørge: „ Hvem er det, du syr det linned til? “ „ Gud ved, hvorofte du har spurgt om det, det er til grosserer Jensens, det har jeg sagt dig vist en halv snes gange. “ „ Hvad skal det være til? “ „ Å gud ved, hvor du kan interessere dig for sådan noget — men den slags ting tænker du altid på. Sådan noget har du altid i hovedet, men tænke på det, der er vigtigere.... Du har naturligvis endnu ikke tænkt på huslejen til flyttedag? “ „ Ja lad du kun mig om det! “ „ Nej det kan jeg ikke la’ dig om! Du siger mig aldrig, hvordan vore sager står før i sidste øjeblik, når du skal betale og ikke kan. Så er det dog altid mig, der må søge udveje, men det vil jeg ikke finde mig i. “ „ Der er jo også længe endnu til flyttedag. “ „ Ja bevares vel hele tolv dage, så kan du jo opsætte længe endnu at tænke på, hvordan du skal skaffe pengene. “ „ Ak! ja, ja, ja! “ sukkede manden og strøg hånden over panden og ned over øjnene. 7 „ Nå lad nu bare være med det skaberi. Fordi du sukker og gør grimacer, dermed kommer vi ingen vegne. Men det kan ikke blive ved at gå som det går; jeg kan ikke holde det ud længere. “ „ Men hvad vil du ha’ jeg skal gøre, “ udbrød manden med en irriteret, rystende stemme, „ skal jeg gå ud og stjæle pengene, hvad? eller vil du ha’jeg skal tage livet af mig? — ja du skal snart blive fri for mig. “ „ Å, kom ikke med den dumme snak, den har jeg hørt for lidt til, at jeg la’r mig skræmme, men det jeg vil er først og fremmest at få at vide, hvorledes dine sager står, thi jeg kan ikke holde ud at gå sådan omkring hver dag i ængstelse uden at vide, om man er købt eller solgt. Da du gik fallit i Ålborg, husker du det, da fik jeg ikke noget at vide, før fogdens folk var i huset, det var skammeligt af dig! “ „ Jeg synes virkelig ikke, vi får flere penge, fordi du kan få din nysgerrighed tilfredsstillet, “ Indvendte manden. „ Kalder du det nysgerrighed? Nej men så kan jeg dog se, hvad vi tør bruge i huset, — nej flere penge får vi ganske vist ikke, før du istedet for at sidde hjemme og se ud af vinduerne eller drive om på vinstuerne tage r dig lidt af dine forretninger. — å heller, når jeg tænker på, hvordan vi kunne have haft det, hvor god en forretning det var, du havde ovre i Ålborg, og 8 så på den fremtid, du nu har beredt dig og os, blot fordi du altid sad og drev i klubben og lod svende og drenge skatte og valte i butikken. Å gud ved, hvordan det skal ende! “ „ Tror du ikke, Mary har nogle penge? “ spurgte manden et øjeblik efter med en lidt usikker, prøvende stemme. “,.ja naturligvis, det stakkels barn skal det altid gå ud over. “ „ Nå, ja — hun har jo også en ret god gage. “ „ Så synes du det, — ja da skal den dog kun dårligt forslå, når hun skal anskaffe sig alle de kostbare kostumer, betale sine lærere, og så endda låne dig penge til at øde bort. “ nu. gik samtalen igen istå, og de sad længe uden at tale, så stilheden kun afbrødes af den skrattende lyd, når hun rev lærredet over og af ensformige fodtrin i værelset ovenpå, hvor en mand uafbrudt gik frem og tilbage med faste, tunge trin. endelig rejste manden sig, bankede piben ud og hængte den op. „ Jeg tror jeg går lidt hen i klubben “, sagde han. „ Hvad skal du nu dér på den tid? Du gjorde bedre i at hente Mary hjem fra tteatret. “ „ Jeg vil blot se, om der er noget nyt i aftenbladene. “ „ Pas nu bare på, du ikke drikker mere, end du kan tåle; husk, du måske træffer Mary oppe når du kommer hjem, hvis du da forresten agter at komme hjem i nat. “ manden svarede ikke, men gik med langsom, slæbende gang ud af stuen. konen blev ved at sy, — men stingene fulgte langsommere og langsommere på hverandre, — hendes brilleglas duggede til, — hun tog lommetørklædet op og tørrede dem og sine øjne og begyndte så igen at sy. Men så kom der pludselig nogle sittrende trækninger om munden, brillerne blev med ét aldeles beduggede, hun lagde sytøjet i skødet, lænede hovedet til bordet og brast i gråd; en hæftig gråd, hele hendes legeme rystede under den voldsomme hulken. i. døren til gangen blev lukket op og i, og der lød raske trin i korridoren. Hun skyndte sig derfor at terre sine øjne og havde næppe igen fået fat på sytøjet, før døren til dagligstuen blev næsten revet op af en ung mand, der sagde et muntert „ Godaften “, da han trådte ind i stuen, og derefter gik med hurtige skridt over gulvet hen til bordet og hilste på fruen, der øjensynlig oplivedes ved hans komme og venligt hilste på sin unge pensionær. 10 han gjorde hende en undskyldning for, at han ulejligede hende så sent, men han havde en nyhed, han ikke ville opsætte at meddele hende, — han var bleven forlovet. selv om Fru heller ikke havde interesseret sig så meget for den unge Gabriel berner, som hun virkelig nu i en længere årrække havde gjort, ville en sådan meddelelse dog have pirret hendes kvindelige nysgerrighed, hvor meget denne end var sløvet under det daglige slid og de stadige bekymringer. Hun lagde sytøjet på bordet, tog sine briller af, vendte sin stol helt om mod ham og begyndte at bestorme ham med en mængde spørgsmål om hans forlovede, hendes familie osv., langt flere spørgsmål end det ville have været berner muligt at besvare selv med den lyst, han øjensynlig havde dertil. Thi at han var utålmodig efter at komme til at fortælle om det passerede, mærkede man tydeligt på den ustandselige veltalenhed, han udviklede, da det først var lykkedes ham at komme til orde for Fru hellers spørgelyst. Han fortalte nu, at hans forlovede var Betty corning, en datter af den bekendte kulgrosserer på Gammeltorv. Han havde truffet hende hos en grosserer Meyers, hvis hus halvt spottende af udenforstående blev kaldt „ den radikale salon “, fordi den oppositionslystne ungdom der havde et sammenknytningspunkt. Han var straks bleven henrevet af den dejlige unge pige, der lod så fuldstændigt til at sympatisere med alle hans anskuelser, og 11 havde snart mærket, at hans følelser for hende bleve besvarede; da de så havde henvendt sig til forældrene, havde disse tværtimod alle bange forventninger straks givet deres samtykke. medens han fortalte alt dette, hvilede hendes blik ufravendt med et udtryk af kærlighed og stolthed på den raske, kraftigt byggede, femogtyveårige unge mand. Og det var ikke så underligt at hun følte sig sympatetisk tiltrukken ved synet af ham, thi skønt hans ansigtstræk ingenlunde var regelmæssige, — dertil var underansigtet for stærkt udviklet, ørerne for store og næsen ikke fint nok formet, — frembragte det præg af sundhed og livskraft, der stod malet i hvert af hans ansigtstræk og var udbredt over hele hans skikkelse, et ejendommeligt skønhedsindtryk. Det store bølgede sorte hår faldt udover og skyggede halvt for den brede pande, hans ansigtsfarve var frisk og sund, og næsten et overmål af levelyst skinnede i de fugtigt glinsende brune øjne og hvilede på de fyldige, røde læber. Han talte med en forunderlig febrilsk Iver, men dog med en dæmpet stemme, der fik en egen dybt glødende tone, da han begyndte på en beskrivelse af, — eller nej, da han forsøgte på at give sine følelser luft i lyriske udbrud om sin forlovedes skønhed, hendes elskværdighed, hendes livlighed og åndrighed — og alt, hvad en elskovsdrukken yngling kan digte ind i sin kærligheds genstand. Han kunne ikke finde udtryk stærke 12 nok til at betegne den lykke, han følte ved, at så herligt et væsen var hans; først nu vidste han, hvad det var at leve; hans tidligere liv havde kun været en kold, tåget morgendæmring, men nu var hans livssol gået op over horizonten og strålede i sin fulde pragt. Han malede med lette strøg i lyse farver et fremtidsbillede af det liv, der ventede ham og hende, et liv i gensidig kærlighed, hengivelse og nydelse bestrålet af en stadig lykkes solskin. de fleste andre ville måske, hvis de havde hørt disse lyriske udbrud, været mest tilbøjelige til at smile; slige yttringer af en voldsom erotisk lidenskab vil næsten altid forekomme andre end de pågældende selv, overdrevne og unaturlige, men en sådan virkning gjorde det ikke på den, der her var hans eneste tilhører. Hun sad med et alvorligt udtryk i det gamle rynkede ansigt, der stadigt fik et mere sorgfuldt og forpint præg. først kunne hun ikke gøre sig det selv klart, hvorfor hendes glæde slog over i denne dumpe sørgestemning, dei’ pludseligt havde grebet hende, — det var som hun igen hørte en Melodi, hun for længst havde glemt, men som engang havde grebet i hendes inderste, — og så stod det pludseligt levende for hende. Det var ovre i Jylland den dag, forældrene havde givet deres samtykke til hendes forlovelse. Sent på aftenen, en stille, varm, diset juliaften var det, gik hun langs den månebeskinnede fjord, arm i arm med den kraftige unge mand, der bøjede sit hoved tæt til hendes og talte til hende med bevæget stemme; også han havde malt med lette strøg i lyse farver et fremtidsbillede fuldt af kærlighed og lykke. Det stemmede hende for hjertet, og hun måtte gøre vold på sig for at holde gråden tilbage. Hun sank helt tilbage i erindringen om svundne tider, og hun lagde ikke længer mærke til, hvad berner fortalte, hans tale lød for hende kun som et dæmpet akkompagnement til hendes egne stemninger og tanker. endelig opdagede berner, at hans tilhører ikke længer var opmærksom, han tænkte, hun var træt, og bød hende derfor „ God nat “ med anmodning om at hilse Mary og fortælle hende, hvad der var sket. da han var kommen ind på sit eget værelse, satte han sig ned ved sit skrivebord, for at meddele en gammel ven, der levede i udlandet, sin forlovelse. Han skrev overskriften, men så lænede han sig tilbage i stolen og pennen hvilede rolig i hånden; han tog sig igen sammen og ville begynde på ny, men der var for megen uro i hans varme blod til at han kunne tvinge sig til at sidde rolig'og skrive. Han lagde pennen fra sig, rejste sig, og gik længe med hurtige skridt op og ned af gulvet. Så kastede han sig påklædt på sin seng og fortsatte den afbrudte fantaseren. han gennemgik på ny hvert moment, han havde tilbragt sammen med den unge pige, lige fra det øjeblik, da han, der tidligere havde levet afsondret 14 fra selskabslivet og kun havde søgt omgang med omtrent jævnaldrende venner, ved nogle af disse var bleven indført i det hus, hvor han straks den første aften, han traf hende, havde følt sig stærkt betaget,. Og lige indtil han nu for kort tid siden forlod hende' som hendes forlovede. Han gentog hvert ord, hun havde sagt, hvori han havde troet at opdage, at hun besvarede den følelse, han nærede for hende. Med en ejendommelig tilfredsstillende fornemmelse af' sikkerhed og ro tænkte han nu halvt med et smil på den beklemthed og trykkende ængstelse, han havde følt, da han henvendte sig til hendes forældre hvor længe han var gået frem og tilbage foran husets port, inden han tog sig sammen og gik ind; hvor usikker han havde været på hånden, da han skulle trække i klokkestrengen, og hvorledes det var nærved at kvæle ham, da han sad på kanten af en. Stol lige overfor moderen og skulle frembære sit ærinde; han havde ikke kunnet genkende sin egen stemme. Men det var jo også en vidunderlig lykke,. Han havde haft, hvor havde dog alt stadigt føjet sig heldigt for ham. Da hans forældre begge vare døde,, før han var bleven student, uden at efterlade ham det mindste, havde gode venner af faderen taget sig af ham og hjulpet ham, så han kunne tage sin eksamen. Så ville han gerne hjælpe sig selv, og da han desuden følte lyst og trang til praktisk virksomhed, søgte han en plads ved et af vore pengeinstituter, og straks havde der åbnet sig. 15 én for ham. Og hvilket held havde der så ikke fremdeles fulgt ham‘der, så at han, skønt endnu så ung, dog allerede havde opnået en fordelagtig stilling, men derfra og til at blive den rige ansete grosserers svigersøn var der rigtignok et dristigt Spring, — også det var dog lykkedes. Han var ellers temmelig rationel i sin tænkning, men som han der lå og fantaserede frem og tilbage over sit liv, kunne han knapt frigøre sig for en overtroisk forestilling om, at han var⁻ født under en lykkelig stjerne, for en fatalistisk tro på, at han og lykken havde sluttet et varigt forbund Iii. Mary var imidlertid kommen hjem. Hun stod inde ved bordet hos moderen og tændte en cigar over lampen, hvis opblussende flamme kastede et stærkt lys på hendes ansigt med de store, markerede, let bevægelige og udtryksfulde træk. Det tykke sorte hår dannede en tung flatterende ramme om den høje pande. Øjnene, der trådte temmeligt stærkt frem, var store og levende, den krogede næse var kraftigt formet og der lå et energisk, noget overmodigt udtryk om den brede, fyldige mund. Halsen var vel kort og hænderne lidt store, men hun var høj og rank, usædvanligt bredskuldret og 16 yppigt udviklet for en ung pige på ikke mere end nitten eller tyve år. „ Nå.og hvad så videre? “ spurgte moderen. „ Ja ser du, der var ikke et menneske at øjne i gaden, og han kom stadig nærmere og nærmere: til sidst var han lige ved siden af mig og sagde nogle dumme ord, jeg lod som ieg ikke hørte. Men da jeg kunne mærke, at han ville lægge armen om livet på mig, vendte jeg mig rask om imod ham, gjorde en forskrækket, afværgende gebærde og sagde: tag dem i agt, jeg kommer fra en koppepatient! Og så skulle du ha’ set ham. Nej hvor han så flad og sølle ud; å jeg havde nær ødelagt det hele ved at briste i latter. “ gjorde hun det ikke dengang, så gjorde hun det nu; hun kastede sig ned i trægyngestolen og lo ret af hjærtens lyst, så moderen ikke kunne lade være at stemme i med. „ Ja, det kan nu være meget morsomt, “ begyndte moderen igen, „ men jeg kan nu alligevel ikke lide, at du sådan går ene hjem om aftenen; du kan lade pigen hente dig. “ „ Men det vil jeg ikke! Hvorfor skulle jeg det? Du kan dårligt undvære pigen, og jeg kan ikke indse, hvad ondt der er i, at jeg enten går alene hjem eller også lader mig følge hjem af herrer, som jeg dog næsten hele dagen færdes fortroligt sammen med på tteatret, uden at jeg der har en tjenestepige til at sidde som vogter for min dyd. “ 17 „ Ja du må endelig ikke misforstå mig, men folk snakker så meget... “ „ Hvad gør det? “ „ Hvad det gør! Og så er det slet ikke det alene, man har ondt af. Man siger, du omgås for meget med herrer, færdes for meget ude; snart er du her og snart er du der og meget ofte på steder hvor damer slet ikke plejer at komme. Hvad behøver du også at gå til offentlige møder under åben, himmel, løbe op og ned i usle rønner på Kristianshavn og besøge endogså berygtede hospitaler, hvor ingen damer nogensinde kommer. “ „ Men disse damer, moder, er heller ikke skuespillerinder. — de er for resten slet ingen ting — og er de det, da spiller de meget dårlig komedie; den, der ikke kender noget til livet, lader nok være at fremstille det; man behøver naturligvis ikke at have prøvet alt, men man må have set og nøje iagtaget alt, hvad man fremstiller, ellers bliver det kun makværk. — men desuden, jeg vil ikke finde mig i de dumme skranker, man sætter for vor færden. Du har jo selv så ofte givet mig ret i, hvad jeg har sagt om den utålelige måde, hvorpå vi kvinder blive behandlede, men det bliver ikke anderledes, før nogen af os gør begyndelsen og tiltrodser os vor ret. “ „ Men hvorfor skal du altid være blandt de første barn, det går kun ud over dig selv; der er 18 så mænd ingen der takker dig derfor; tænk først og fremmest på din egen fremtid mit barn. “ „ Ja det er netop den jeg tænker på; jeg tænker langt frem i tiden, lige til jeg er bleven gammel og grå. Hvad kan det da nytte, at man liar nok af alle ydre goder, som man dog snart skal forlade, når man må se tilbage på et dådløst, forspildt liv. Å det må være forfærdeligt at være gammel og så at måtte se med sorg tilbage på et langt liv. “ her brast moderen pludselig i en heftig gråd; datteren så forskrækket op, gik. så hen til hende, knælede ned ved siden af moderen, slyngede sin arm om hende og kærtegnede hende. „ Hvorfor sagde du også det barn! “ udbrød moderen med tårekvalt stemme. „ Men det passer jo slet ikke på dig, lille moder. Hvor meget har du ikke udrettet i dit virksomme liv; tænk blot hvor meget du har været for mig, — å du har været langt mere, end du måske selv kan fatte. Hvis jeg engang udretter noget, er det fordi hele mit liv er blevet bestemt ved alt, hvad jeg har set på dig. „ Ja, ja, jeg ved du er god pige, “ sagde moderen og strøg datteren kærtegnende over håret. Å gud hvad havde jeg nu været uden dig mit kære barn, hvad skulle der så ellers være bleven af mig, jeg var nok kommen til at gå omkring ved dørene og tigge. “ — — „ Nu er det forresten rent galt 19 igen, begyndte hun efter en lille pause, “ jeg kunne tydelig mærke, at din fader ikke har en skilling til huslejen. Hvad skal vi nu gribe til? og så begyndte de på det tunge arbejde, at udregne, hvorledes de skulle gøre udveje for pengene; dette arbejde, der langt mere end det tungeste legemlige slid bøjer os til jorden, sløver og afstumper vore tanker og følelser. Men hvor længe de end regnede frem og tilbage, hvor fuldstændigt de end udtømte alle de indtægtskilder, selv de ubetydeligste, der stod til deres rådighed, var det dog ikke muligt at nå til den sum, der skulle erlægges, og så blev der da ikke anden udvej at tænke på end ved forskud og lån at skaffe det resterende tilveje. klokken var imidlertid bleven mange, og faderen var endnu ikke kommen hjem, men moderen begyndte alligevel at lægge sytøjet sammen og at ordne i stuen, da det pludselig faldt hende ind, at hun rent havde glemt at fortælle datteren den store nyhed om berners forlovelse. Mary blev meget forbavset ved at høre, at hendes ven var bleven så pludselig forlovet, uden at hun havde hørt det mindste derom; hun følte sig egentlig krænket over, at hun først fik noget at vide herom, da det var bekendt for alle; de havde dog nu i flere år haft hinandens fortrolighed, hvorfor havde han slet ikke talt til hende derom? Hun blev fortrydelig stemt og var derfor’ slet ikke tilbøjelig til at sekundere mo- 20 derens udviklinger af, hvilken lykke det dog var for en ung ubemidlet mand som berner at blive gift ind i grosserer cornings ansete og rige familie, og da samtalen om dette emne derfor hurtig blev udtømt gik moderen ind for at gøre soveværelserne i orden. Mary blev altså alene tilbage i værelset, hun tog en Avis og stirrede åndsfraværende i den uden at læse. Hun kunne ikke lade være at tænke på berners forlovelse og stadig med en følelse af uvilje; — men det var jo ganske sikkert, denne stammede kun fra hans mangel på fortrolighed, — selv havde hun jo aldrig tænkt på at indtage den plads, frk. Corning nu indtog; — nej aldrig nogen sinde for alvor, — måske var tanken derom dukket op i enkelte flygtige øjeblikke, — men hun elskede jo ikke berner, — det gjorde hun sikkert ikke, — men hun satte megen pris på hans venskab, hun holdt meget af ham, — og nu den fremmede unge pige, der så pludselig, uventet kom og stillede sig imellem dem. — hvorfor havde han ikke talt til hende derom? — Havde han måske selv en følelse af... hun hørte, at der var nogen, der famlede ude ved gangdøren, rykkede i håndtaget og stødte til klokkestrengen så det klirrede i ståltrådene og klokken gav en svag lyd fra sig; hun gik ud og lukkede op. Det var faderen, der stod udenfor døren. Han stirrede først lidt på hende med de døde øjne, der stod aldeles stive i hovedet og ud- 21 brød derpå så højt, hans tykke mæle tillod det: „ Nej godaften mit søde, kære, elskede barn! Er du allerede kommen hjem? “ Hun svarede ham et næppe hørligt „ Godaften! “ og skyndte sig, så snart han var kommen over dørtrinet, hvad der ikke voldte ham lidt besvær, at smække gangdøren i; så gik hun igen ind i stuen og satte sig til at læse eller se i avisen. faderen blev længe ude i entreen; hun kunne høre, hvorledes han famlede ved knagerækken og først tabte sin hat og derefter væltede paraplystativet. Endelig havde han fået tøjet af, kom ind i stuen til datteren, gik slingrende hen over gulvet, skønt han søgte at holde sig så stiv som muligt, og lod sig falde ned i gyngestolen, hvoi⁻ han længe sad stum og ubevægelig med det ophedede røde hoved hængende ned på brystet. „ Hvor er din mor henne, er hun gået i byen? “ Spurgte han, da der et øjeblik vågnede lidt liv op i ham. „ Hun er inde i sovekammeret “ „ Nå — lad hende det — lad hende bare blive derinde. “ så faldt han igen sammen; det eneste tegn på liv, der kunne spores hos ham, var, at han uafbrudt havde opstød, en følge af det overmål, han havde nydt af drikkevarer. Datteren, der troede at kunne mærke den hæslige, syrlige dunst, flyttede sin stol længere bort og vendte sig således, at hun 22 undgik at se på faderen. Efter nogen tids forløb begyndte han igen: „ Kan du låne mig nogle penge Mary? — — men du skal ikke sige det til hende derinde, så bruger hun mund. — — hun siger jeg drikker, og iaften har jeg kun drukket én toddy — ja, — én toddy — en toddy til — kommer den ikke snart. “ moderen kom ind, og så begyndte der et mundhuggeri og en skænden, som fik Mary til at forlade stuen og gå ind på sit eget værelse, men selv hei’ kunne hun høre, hvorledes forældrene klamredes inde i soveværelset ved siden af. Hun satte sig og tog en bog, men bladede kun tankeløst i den, hvert sårende, ukærligt ord, forældrene sagde til hinanden, trængte ind til hende. Udtrykket i det alvorlige ansigt blev mere og mere forpint; hun gik hen til vinduet, lukkede det op og lænede sig ud deraf. Således blev hun liggende, længe efter at alt var blevet roligt i huset, uden at ænse den kolde natteluft, der søgte at lette de tunge hårfletninger og lagde sig isnende om hendes pande og sneg sig opad hendes arme og ned på hendes Hals og svulmende bryst. hun tænkte på berner og hans forlovede: — gud ved, hvorledes hun så ud, hun dei’ havde vundet berners hjerte. 23 Iv. næste morgen medens berner gik og klædte sig på blev han forstyrret i sine lykkelige morgenmeditationer ved at det bankede på døren, der straks efter blev åbnet af en anden af husets pensionærer, en handelsagent Hammel. Det var en lille lavstammet figur med et stort, kuglerundt hoved, tæt klippet, hvidgult hår og et kødrigt ansigt, der vrimlede af filipenser. De små, blågrå, livligt plirrende øjne syntes endnu mindre mellem de tykke, ophovnede øjelåg. Han var ikke blot tarveligt klædt, men der var noget uordentligt, skødesløst udbredt over hele hans person. Meget renlig var han åbenbart heller ikke, og han så ud til ikke at have været barberet i flere dage, thi rødgule stive hårpigge dækkede kinder og hage. „ Se godmorgen, overløber, gratulerer til den fordelagtige kapitulation! “ råbte han leende, før han endnu var kommet helt ind ad døren. „ Er det min forlovelse, de gratulerer mig til i så smagfulde udtryk? “ spurgte berner. „ Naturligvis — naturligvis — til den radikale samfundsreformator Gabriel berners forlovelse med kulgrosserer cornings eneste datter, arving til halvdelen af hans pengeskrin. “ berner blev stødt over hans rå spøg og svarede ham ikke, hvad der imidlertid ikke lod til at genere agenten, som uafbrudt snakkede videre: 24 „ Ja er det ikke det jeg altid har sagt, de ville nok engang gøre deres lykke, når de kom på den rette side. — — nej se, der ligger jo et portræt af den unge frøken. Ja de har fanden tage e mig en god smag. Sikken et nydeligt lille ansigt, fin, regelmæssig profil, øjenbryn som de var malede med en pensel, — det er de da vel ikke? Nej hun er jo blond, — smukt hår. Ja de kan sagtens; og så sikken en familie de kommer ind i. Ja de kender den da vel, moderen f. Eks? “ „ Det er en forstandig, elskværdig dame, med en dannet fin og sikker optræden; — jeg nærer al mulig respekt for hende, “ svarede berner mut. „ De har al mulig respekt foi’ hende! — ja det vil de vist komme til at gentage mange gange i deres liv. — og så faderen, sikken herlig mand 1 det er en hædersmand, det kan jeg garantere dem. Jeg kan såmænd huske ham, fra jeg var ikke større end som så og boede i en kælder ude i Borgergade hos mine forældre, dér havde han en fille hørkramhandel og stod selv i butikken. Han var god mod fattig folk, gav dem altid, næsten altid kredit på varerne — naturligvis mod renter, men ikke mere end én skilling af Marken — om ugen. Nå se nu ikke så ærgerlig ud, nu kan såmænd ingen se på ham, at han i sine unge dage har vejet klipfisk og stået med armene i sildefjerdingen. Men det tjente han skam alligevel penge ved, så han kunne slå stort på, blive grosserer og gifte 25 sig med én af grosserer Bjerrings døtre og overtage det gamle, ansete firma, da Bjerring ingen sønner havde. Nu er han jo en stor mand, en anset og agtet mand; — ja man siger jo rigtignok, at der mangler lidt i hver tønde kul, han sælger, naturligvis til offentlige institutioner, men folk har nu altid sådanne onde tunger. “ videre kom han ikke, thi berner, der var bleven mere og mere opbragt over hans fornærmelser, og til sidst var bleven ligbleg af vrede, åbnede døren og betydede agenten, at han skyndsommeligst skulle forføje sig bort, og ikke oftere skulle indfinde sig, hvis han ikke havde særlig lyst til at prøve, hvorledes det var at blive kastet ned af en trappe. Agenten satte først et meget forbavset ansigt op, tog derpå sin hat, gjorde et dybt, ironisk buk for berner, takkede ham for hans gæstfrihed og gik. det varede længe, inden berner kunne blive herre over den ophidselse, hvori agentens uforskammede opførsel havde bragt ham; ban gik heftigt op og ned ad gulvet og tømte det ene glas vand efter det andet, til der ikke var mere i vandkaraflen. det var berner i dette øjeblik ufatteligt, hvorledes det var gået til, at agenten var bleven tålt i den kreds af unge mennesker, som berner mindst én gang om ugen havde samlet hos sig. Han var ganske vist altid kommen ubuden, men der var dog aldrig nogen, der havde tænkt på at vise ham døren, tværtimod hilstes hans komme stadig 26 med opblussende munterhed. Han sympatiserede på sin egen kyniske mådp med deres ideer, i al fald havde han udtalt sig således, og han havde ofte fået selskabet i godt humør, men det var netop det, berner ikke nu kunne forstå, at man havde kunnet more sig over denne uforskammede persons plumpe udfald mod anden mands ære. Hans eneste trøst var, at han så eftertrykkelig havde vist ham døren.--------- berners svigerforældre boede i deres egen smukke gård på Nytorv. Hans forlovede måtte fra vinduet have set ham komme; thi da han var gået op ad den brede, tæppebelagte trappegang, der var smagfuldt dekoreret i pompejansk stil, stod hun smilende i døren for at modtage ham. Han lagde sin ene arm om hendes liv, greb begge hendes små hvide hænder med den anden hånd, trykkede hende fast op til sig og kyssede hende heftigt. Hun blev øjensynlig lidt forlegen ved de endnu uvante, voldsomme kærtegn, en let rødme skød op i de lidt blege kinder, men hun forholdt sig aldeles passiv med et svagt smil om den lille mund. Da han hørte, at der var fremmede inde, blev han stående, men hun spurgte, om de ikke skulle gå ind til de andre, hvad berner lod, som han ikke hørte. Han må imidlertid have gjort de ventende tiden for lang, thi pludselig gik en af dørene op og et par af Bettys veninder stak leende hovedet ud i entreen. Så måtte de da ind i det 27 elegant udstyrede modtagelsesværelse, hvor der allerede var samlet en del gratulanter af cornings nærmeste familie og af Bettys intimere veninder. Svigermoderen stod i en gruppe af ældre damer. Der var en stærk lighed mellem hende og datteren, hun havde ligesom denne blondt, cendréfarvet hår, dybe gråligfarvede øjne, regelmæssige ansigtstræk og den samme fine, spinkle legemsbygning; men hendes ansigt var noget længere og smallere med en temmelig skarp profil; og medens datteren endogså måtte siges at være lille af vækst, havde hun en høj slank figur. Som hun stod der, livligt talende med venlige smil til alle og alt, hvad der blev sagt, så hun endnu så ung og indtagende ud, at man næppe ville tro, at hun allerede havde nået de fyrretyve år. Hun var smagfuld klædt, og der var noget fint og nobelt udbredt over hende; hun havde den elegante verdensdames sikre, noget reserverede bevægelser. hendes mand, der stod i en alvorlig samtale med et par mandlige medlemmer af familien, så derimod betydelig ældre ud, måske noget ældre end han egentlig var. Hans hår, der havde trukket sig temmelig langt tilbage fra panden, og de lange, vel plejede bakkenbarter var snarere hvide end grå, hvad der i forbindelse med en decideret embonpoint, det eftertænksomme, lidt ubevægelige udtryk i det store rynkede ansigt og en afmålt sindighed i tale og gebærder gav hans ydre op- 28 træden en værdighed, der lod enhver forstå, at han var sig betydningen af sin stilling og sociale indflydelse fuldt bevidst. efter at berner havde hilst på alle de tilstedeværende og modtaget deres gratulation, blev der øjeblikkeligt lagt beslag på ham af en kreds af damerne under anførsel af Fru cornings ugifte søster, der i huset stadigt kun gik under navnet tante Flora. Hun omtalte sig altid som en yngre søster af Fru corning, medens denne bestandig præsenterede hende som en

1897_Soederberg_AegtemandensDagbog

Edvard

Aegtemandens Dagbog

Søderberg

Soederberg

Aegtemandens Dagbog

male

1897_Soederberg_AegtemandensDagbog.pdf

Edvard

Søderberg

dk

Ægtemandens Dagbog

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

1. Marts. Hvor denne dag dog er trøstesløs grå. Jeg sidder i den lukkede veranda og sér ud over markerne. Snesjap og jordælte, opkørte veje, og sorte, strittende træer, telegrafstænger og tømmerpladser; langt borte en strimmel blå røg... Og en uendelig lav, trist himmel. Ikke larm, ikke lyd, ikke skrig af fugl engang. Bare dryp på dryp af vand, der falder, ensformigt og sørgmodigt som et Uhrs slag. Helene ligger og døser inde på sofaen. Jeg tror, hun er falden i søvn. Stakkels barn. Hun elsker mig vedblivende — som dengang. Det er denne vished, jeg lever på nu. hun skulle blot vide, at også jeg — dog, senere, senere... Hvor jeg lider ved dette liv! Og hun ved det, hun ved det. Det er umuligt andet. Men jeg vil være stærk, bære mit hoved højt og se vidt ud, lade som intet. Det er slemt, at jeg nu har så vanskeligt ved at le. Min latter gør hende altid frygtsom. — i det hele taget er hun begyndt at frygte mig. Hun rører sig derinde. Jeg vil åbne døren og sé efter — men ligegyldigt... ligesom tilfældigt. der må være noget i mig, som ikke er af mig selv. Hvis jeg er ond, er det ikke min skyld. Ja, du har ret, Helene. Jeg er ond — men mit hjerte bløder jo dog derved, min sjæl krymper sig i smerte, når jeg sér din sorg... — nej, du har alligevel uret. Men hvorfor elsker du mig da ikke over alt i verden? Mig ålene. Ikke først og fremmest mig, men mig alene. Så højt, som jeg vil det; som jeg elsker dig. Dog jeg skal tie. Længe endnu vil jeg være tavs. Men ikke bestandig. Engang vil jeg tale, engang skal du kende mig som den, jeg er. Endnu er det vinter, endnu er det øde. Men en dag skal solen stige, blomsterne i min have udfolde sig, droslen synge. — å, jeg elsker hende, elsker hende, elsker hende, så ydmygt, så sørgende og smertefuldt, så umandigt, at det er en synd, en skam. Ja, jeg skammer mig derved. Kom og lad os gå i rette med hinanden. Er jeg ikke lige så god, som du, lige så ædel? Kender jeg ikke verden og menneskene mere og bedre; har min karakter ikke mere stil, min vilje ikke mere stål, min sjæl ikke større rum? Hvad har du frem for mig andet end skønheden? men hvorfor elsker du mig da ikke over alt, alt andet?............måske sover hun slet ikke; måske lader hun blot således og ligger nu og iagttager mig. Jeg vil dreje min stol lidt. — nu er det godt. Forresten — hvorfor skulle hun ville fiksere mig... — — nå, ingen af os tror jo mere på hinanden. 6. Marts. Det er min skyld, det hele. Men hvad kan jeg for, at min personlighed er således, at jeg kræver alt eller intet. Jeg vil give alt, jeg vil også kræve alt. Skulle jeg tale til hende om min kærlighed? Ord, ord, ord. Hun ville ikke forstå mig, hun ville enten tie dertil eller rødme over mig. Jeg føler det. Hun kender mig ikke. eller — måske gør jeg hende uret — hun ville række mig sin hånd og bøje hovedet til mit bryst, og vi ville stå således længe, og jeg ville klappe hendes gule hår og kysse hendes tårer bort, en for en, tale til hende — sådan, som jeg ved, jeg vil det engang, når tiden kommer. Og alt ville være godt. Nej. Nej. Jeg kan ikke. Vil ikke. En sådan sejr vil jeg ikke vinde; jeg vil ikke eje hverdagslykken. 8. Marts. Og med hvilken ret behandler du hende sådan, har jeg spurgt mig selv. Her er mit svar, mit forsvar. Man er, som man er. Det er det hele. — ja, min kærlighed gør mig tryg. For den, der elsker, har altid ret. Har vi ikke ret til at tilføje lidelse, når vi vil det gode. Hvor meget mere da, når lidelsen rammer os selv tillige. 10. Marts. Dersom fremmede så’ os, f. Eks. når vi sidder til bords her hjemme, ville de ikke kunne tro andet end, at vi lever et lykkeligt liv sammen. På en vis måde er det også tilfældet. — især for hendes vedkommende. I ingen henseende lægger jeg bånd på hende. Aldrig kræver jeg regnskab for noget. I vort hele forhold er jeg omsorgsfuld og tager bestandig det største hensyn til hendes ønsker. Jeg sér også meget godt, hvor taknemmelig hun undertiden er, og hvor gerne hun ville række mig hånden med et venligt ord. Men min stadige tilbageholdenhed gør hende sky. Jeg foretrækker at være tavs. Jeg fordrer ikke taknemmelighed af min hustru.... Jeg takker forsynet, at det blev mig, det bestemte til hendes opdrager. Enhver anden ville kun have forkvaklet hende. hvad hun tiltrænger, er en karakter, en vilje, en mand, der vover det yderste, sætter alt på et kort, vis på sin overlegenhed, vis på sig selv. Jeg sørger al tid for at bevare et roligt, tilknappet væsen overfor hende. Jeg sér, det såret hende, men — det interesserer også. Hendes kærlighed, som endnu kun er et barns kærlighed, vil jeg uddybe. Jeg vil, at hun skal se op til sin mand. Hun skal bøje sig under hans magt og erkende, at ingen dækker ham med sin skygge. 11. Marts. I dag havde vi besøg af svigerfader. Efter middagen, da vi sad i Enrum, spurgte han pludselig i en tone, hvis uinteresseret-hed jeg gennemskuede: « nå, min kære, hvordan lever i så? » « tak. Som du ser, » svarede jeg. Jeg havde bemærket, hvorledes han den hele dag uafbrudt havde gået om og følt sig for. « javist, » vedblev han. « jeg mener blot... Kærligheden spænder ikke lige højt altid. Nå, jeg siger det i forvejen, det vedkommer ikke mig — ikke mig først og fremmest. Men jeg synes — du forstår mig... Du trækker på skulderen. » Jeg svarede temmelig kort: « jeg elsker min hustru. Det er nok. » Han sad og tyggede på cigaren uden at svare. « elsker hende..., » sagde han. Da vi skiltes på banegården, tog han min hånd og sagde: « du, jeg beder dig, vær sagtmodig mod hende. For din egen skyld også. Vær forsigtig. Læmpeligt, du... Du kan ikke bøje hende. Hun er som jern. Der skal varme til... » — gamle mand. Skikkelige, gamle mand. 13- marts. Å, hvilken dejlig vintermorgen. Den fine, skære sne over markerne, den blå luft, solen, skyggerne langs hækken... Alle former så klare og skarpe, himlen uden et eneste skyfnug, og luften så ren og stærk og styrkende. — hvor mit hjerte banker. Å, Helene... vi gik i skumringen under de høje popler, der står som en mur på begge sider af vejen. Det var næsten mørkt hernede; men højere oppe mellem grenene skinnede endnu det sidste, rødlige lys. Vi havde gået længe tavse således side om side. Pludselig kastede hun hovedet tilbage med en overmodig, ungdommelig kæk, lidt trodsig gestus og sagde: « nu er det snart forår igen! » « det varer dog noget, » svarede jeg. « synes du. Så’ du stærene i dag. Hvor de havde travlt. » « ja, de havde travlt. Alle har travlt, » sagde jeg, mere under indflydelse af min egen stemning, end for at sige noget afdæmpende. Hun vendte sig imod mig. « hvorfor siger du det? Hvorfor taler du således — altid? Jeg føler mig altid glad, når det bærer mod foråret. » « sig mig da hvorfor. » « jo » — og hun sænkede hovedet — « det forstår du ikke. Du vil le ad mig. » jeg svarede ikke. « jo, » vedblev hun. « når træerne står grønne, når blomsterne kommer frem, og når fuglene fløjter... » Hun tav pludselig. Imod min vilje var jeg kommen til at smile. Jeg siger det igen: det var mod min vilje. Forstod jeg hende ikke godt? I det samme så’ jeg en død spurv på vejen. Jeg tog den op og viste hende den tavs. hun trykkede den imellem sine hænder. Pludselig kastede hun den fra sig. « å, men der er andre spurve, » udbrød hun og hævede hovedet. Hvor var hun skøn. Vidste du, hvor jeg elskede dig den stund. Men vi gik tavse videre. 14. Marts. Hvor hun vil komme til at elske mig engang. Da vil hun tænke på, hvor meget jeg selv har lidt. Og hun vil forstå mig, helt og fuldt, og der vil intet være mellem os senere. Denne tanke er min daglige lykke. 15. Marts. Jeg sidder her i mørkningen på mit værelse og sér ud over landet. Tåge og atter tåge og langt ude en fjærn, rustrød lysning af dagen, som synker. Helene spiller neden under. Jeg hører tonerne fra klaveret tydeligt. Hun spiller næsten al tid sådan musik, som gør menneskene sørgmodige og lader os tænke på så meget af fortidens, af det, som er forbi. Før sang hun også af og til; nu hører jeg hende aldrig synge. 17. Marts. En digter har sagt et steds, at manden kun en gang elsker blindt. Og han har ret. Men en kvindes kærlighed er som den, om hvilken man læser, at den tåler alt, fordrager alt, tror alt, håber alt. Hendes kærlighed er uden refleksion. Hun vil vedblive at elske, hvor dybt end genstanden for hendes kærlighed synker. — er det rigtigt at elske således? Jeg ved det ikke. Men elsker hun ikke således, vender også hun sig bort, når den hele verden peger fingre ad ham, da er hendes kærlighed ringe og intet værd. Marts. Gud, gud. Er det muligt. Denne skamløshed. Denne hån. Endnu har jeg ikke samlet mig efter dette. Hvorledes skulle jeg... Det gør ondt i mit hoved at tænke derpå. — vogt dig, Helene! Nu bliver legen til alvor. Tag dig i agt. Gud i himlen. Er det virkelig muligt. Er jeg da intet for hende, slet intet mere? Men jeg vil skrive det ned her. Alt sammen. Jeg vil fylde disse papirer med mine lidelser, dag efter dag. Og når jeg så er ved at fortvivle helt, når jeg er ved at give tabt, træt og syg ved alt, når strømmen vil tage mig som et vrag — så vil jeg atter og atter læse mig gennem disse blade, gennem dette liv, som kun jeg forstår, og følelsen af alt dette, som hun har bragt over mig, vil gøre mig stærk igen, give mig modet tilbage, modet til at leve, til at lide, modet til at slås og slå, og jeg vil løfte min pande, jeg vil smile ligesom før. — det var i dag. Imorges. Nej, det var ikke så tidligt. Hvor mange var klokken — nå, hvad har også det at sige. Jeg havde været ude — jo, nu husker jeg: klokken var ti, eller der omkring. Der var sol i luften og sol opad væggene og sol alle vegne, da jeg kom hjem. Spurvene kvidrede under mit vindue. Jeg husker det så tydeligt. Da jeg havde fået overtøjet af i entreen, sér jeg, at døren ind til dagligstuen står på klem. Jeg stod lidt. Indenfor var alt stille. Ganske læmpeligt skød jeg døren lidt længer op og så’ ind. Helene stod ved vinduet halvt bortvendt fra mig. Hendes hoved var bøjet. Hun smilte, — dette smil gjorde mig straks urolig. Jeg følte mig så overflødig her. Tilsidesat og forurettet. Det raslede af papir. Jeg tænkte straks på, husker jeg, hvilken læsning der vel interesserede hende i den grad. Så åbnede jeg døren helt og trådte ind. Hun for sammen i samme nu, så’ hastigt op, rødmede — hun rødmede — og skjulte noget mellem sine hænder. — og jeg så’, der lå en konvolut på gulvet for hendes fod. Jeg kan ikke gengive, hvad det var, jeg følte i dette evige sekund. Jeg stod som forstenet. Aldeles lammet. Og hun kom hen imod mig, et skridt eller to. Så blev hun stående og spurgte med en stemme, jeg ikke kendte, — jeg husker ikke, hvad hun spurgte om, opfattede ikke ordene. Jeg hørte blot røsten. En fremmeds røst. — jeg svarede hende ikke et ord og blev stående, der, på samme plet, fremme på gulvet. Jeg ved ikke, hvor lang tid der hengik. Måske var det kun et øjeblik, måske minutter; så følte jeg, at jeg igen var mig selv. Og jeg blev stående; ganske rolig stod jeg der og så’ på hende. Så’ på hende hele tiden. Jeg ville, hun skulle forstå, at jeg havde gennemskuet hende, at hun ikke kunne, absolut ikke kunne undvige mig. Men jeg spurgte ikke om noget. Jeg sagde ikke et ord. — skulle jeg udfritte min hustru, bede hende om fortrolighed... Også hun tav. Jeg vedblev at stå og se på hende. Hun blev forvirret, stammede nogle ord, brød af straks igen — men intet om brevet. Ikke en hentydning dertil. Der var ganske stille i værelset. Jeg husker det hele så tydeligt. Blot jeg lukker øjnene, sér jeg det for mig — sollyset ind gennem ruden, blomsterne, den hvide himmel uden for og hende der foran... Og — underligt nok — synet af hende, som hun stod der, frygtende og dog trodsig, gjorde mig i det samme sørgmodig, og i et øjeblik glemte jeg alt andet og så’ kun i hende den kvinde, jeg elsker. Jeg følte, at jeg var ved at blive svag, og jeg gik. — jeg gik fra hende uden vrede. Hvor mit hoved brænder. Klokken er to. Og endnu intet ord. Endnu intet. Jeg sidder og venter og venter. Jeg har ventet hele dagen, time efter time... Men endnu intet. Jeg hører spurvene under mit vindue. Lyd af fodtrin over vejen dernede, røster og vognrullen. Men intet ord fra hende. og jeg har følt mig så glad just denne dag. Lad mig se: imorges — hvad, imorges? Det er en evighed siden. Mange er døde siden da. -----------men hvorfor talte jeg ikke? Blot et ord, og hun ville måske have sagt mig det. Nej, aldrig. Aldrig. Jeg tinger ikke. Giv mig dig selv, helt og fuldt og frivilligt. Bøj dig for mig, en gang, en eneste, og jeg skal rejse dig altre altid. — jeg ved dog, at jeg kan bøje hende efter min vilje, at jeg kan tage hende med magt. Men hvad vandt jeg derved. En lydig hustru. — dette brev. Disse ord, som jeg ikke må kende, intet vide om... nu slog klokken halv 3. Hun kommer ikke. Hun vil ikke komme. — nå, som du vil. Nu er jeg rolig. Jeg kan vente. Jeg har tid... men hvert minut, som går, døder noget af det, som binder os sammen. Jeg venter. Ganske stille vil jeg sidde og vente. Så længe du vil det. Til i morgen. Iovermorgen. År vil jeg vente. Gud i himlen. Helene, som jeg elsker, elsker, elsker... det er bleven så stille om mig. Og så øde også. Hvor længe har jeg ventet. Jeg ved det ikke. Ved af intet. Tiden går. Jeg forstår intet. Jeg føler mig så lille, så ringe. Men der er noget, som koger i dybet. Og jeg ængstes. Min hånd ryster. Jeg føler lyst til at skrige. Eller til at græde. — kærlighed er vanvid. Skulle jeg også begynde at krybe på fire. 26. Marts. Nat. Nu er jeg rolig. Jeg ved alt. Det er, som sidder jeg ganske ene på en korsvej og sér frem for mig. Og jeg sér ned langs vejene. Jeg øjner et fodspor tæt ved, tydeligt og bestemt; længere ude går det i ét med stien, og fjærnest ude ligger et mørke, mit øje ikke kan gennemtrænge. Jeg har det på fornemmelsen, at bag hint mørke skinner en sol, flammer et lys. Men jeg føler en lammelse i mine fødder, og forgæves forsøger jeg at samle mig og stå op. Jeg kan ikke; jeg må blive, hvor jeg er. Og jeg lukker øjnene og siger til mig selv: tys, stille... Du må være rolig. Ganske rolig... Men tavsheden alene, dette ubestemmelige, anelsesfulde, der ligger i luften, gør mig ophidset. Og jeg er bange. Klokken var fem, da jeg gik ned. Så længe havde jeg ventet. Og ventet forgæves. Å, disse timer. og hvad ville jeg nede. Jeg ville sé hende. Det var alt. Blot se hende. Jeg erindrer klart, at jeg, da jeg åbnede døren, havde en fornemmelse, som om jeg var beruset. Jeg husker også, at hun veg tilbage da hun så’ mig og blev stående. Jeg må have sét ilde ud. Men jeg havde også ventet fra i morges, og nu kom jeg selv. Jeg standsede ved vinduet og så’ ud med begge hænder mod karmen. Så hørte jeg, hun talte. Jeg troede, hun spurgte, om jeg var syg. Jeg rystede på hovedet. Så satte jeg mig ved bordet. Der lå en bog, som jeg begyndte at blade i. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, mens jeg sad der. Hvor mit hoved værker. •— lad mig sé; hvordan var det nu, det begyndte. Hun sad i sofaen, i hjørnet under palmen. Jeg så’ ikke op, men jeg følte hendes blik over mig. « du — » siger hun så. Jeg troede, hun ville fortælle mig alt. Jeg så’ op. Hendes blik traf mit. I det samme følte jeg et stød igennem mig, og jeg begyndte at skælve. Min hånd dirrede så stærkt, at jeg måtte lægge bogen. I dette samme nu var et navn, et minde dukket frem for mig. En forudanelse af, hvad hun ville sige mig, blinkede frem, pludselig som et lyn, og viste mig et dyb, jeg indtil nu ikke kendte. — jeg vidste jo, at jeg ikke var den, hun havde elsket først. Nu... Havde hun nogen sinde elsket mig? Det var, som om en tung, død vægt langsomt sænkedes over mit bryst og pressede det sammen. Underlige, fantastiske skygger flakkede forbi. Jeg tror, jeg stønnede højt. Og i det samme var hun ved min side. Jeg følte hendes ånde på min kind. Hun bøjede sig over mig og nævnede mit navn. Således blev jeg siddende nogle se kunder, overvældet af en svaghedsfølelse jeg ikke kunne modstå. Så rejste jeg mig. Der lå en stump garn på mit knæ, jeg slog det bort og begyndte at gå frem og tilbage. — derfor dette lykkelige smil i morges. Denne tavshed overfor mig. Jeg var i den voldsomste ophidselse, og medens jeg gik der, forsøgte jeg at vinde herredømmet over mig selv tilbage. Men, tænkte jeg, et menneske er kun herre over sig selv indtil en vis grænse. Selv for den største gives der et bestemt punkt, som det vil være skæbnesvangert at overskride. Det er der for os alle. Og enten vover man da alt, eller man resignerer. Men resignation er kun halv sandhed. Resignation er for tteatret. Det sande i os resignerer aldrig. Alt dette sagde jeg nu til mig selv, mens jeg vedblev at gå frem og tilbage. Og bestandig tav jeg. Hvad skulle jeg også sige hende? å, disse ydmygelsens minutter. — men vent. Du sår din sæd; du skal også høste. Ti fold. Hundrede fold. Om end alt skal styrte sammen, som en verden, hvor blot jeg alene står tilbage for at juble over elendigheden. Og din er skylden. Din alene. Du har lønnet den med hån, der ville give dig sit liv. Vendt den ryggen, der ville bringe dig fred og lægedom. Trådt den under fødder, der ville frelse dig. Men det er dig for anstrengende. Du trættes derved. Som du vil. Som du vil... Din er skylden. Jeg husker ikke tydeligt, hvad der skete siden efter. Jeg mindes, at hun lagde brevet på bordet, at jeg tog det og kastede det på gulvet uden at læse det. Hun rejste sig øjeblikkelig. Om det var i frygt eller i trods fik jeg ikke tid til at sé. « glem ikke, at du bærer mit navn, » sagde jeg i døren. — jeg fortryder næsten disse ord. min lampe er ved at slukkes. Mon hun er gået til ro? Alt er stille dernede. Javist. Hun sover. Også jeg vil sove. — nej, hun sover ikke. Jeg føler det. Hun sover ikke. Hun har ikke ro. Ikke fred. Om hun dog blot ville lade, som om hun sov. Ligge stille og ånde sagte. Hvor denne nat er lang. Og dog frygter jeg for den morgen, som kommer. 28. Marts. Hun er rolig og tavs, hentyder ikke med et ord til det, som skete i går. Men hun er meget bleg og sér træt og anstrengt ud. jeg iagttager hende bestandig. Når hun tror sig ubemærket, lukker hug øjnene langsomt og dvælende. Der er noget adspredt, nervøst, og dog på samme tid noget roligt, uhyggeligt roligt over hende i dag. — nu ved jeg det. Hun er simpelthen træt af det hele, led og ked af alt. Mit hjerte snører sig sammen i sorg ved at sé hende sådan. Men hun vil komme over det. Jeg ved, hun vil komme over det. Blot hun vil forholde sig rolig, så længe denne tilstand varer. Jeg må passe på... jeg sidder bag min rude og ser ind over verden; mens røgen fra min portorikos dirrer som en bristet glorie omkring min Hals. De grønmalte vægge lukker over en stor skygge. Men jeg vender mit bryst mod solen. over himmelkuplens lysende blå danser de krusede solglimt, og som store, hvide svaner sejler skyerne bort. Langsomt og en efter en... Fra det fjerne hører jeg en stemme tone gennem aftenvinden. Og det lokker, og det kalder, og det hvisker i mit øre... — solen synker. Blank som en perleskal dybt i det drivende hav. Og det er nat. Jeg sidder bag min rude og stirrer ind over verden. Gløden i min pibe er slukket. Der er ingen glorie over mit hoved. Der er ingen mere, som kalder. Og mørket brænder mit øje som en sviende brand. 1. April. Hun er vedblivende tavs og indesluttet. Måske er hun rystet stærkere, end jeg troede. Hendes rolighed er dog mere naturlig nu, mindre kunstlet. — jeg har ikke taget fejl af hende. Jeg kunne være stolt ved hende. Hun lider; men intet ord. Ingen klage. Men jeg lider med hende, lider dybere. Og bevidstheden herom fylder min sjæl med en egen, sælsom lykkefølelse. Men der kommer en tid... Å, der vil komme en tid... 5. April. Kærlighed. Jeg væmmes ved trivialiteter. Og jeg harmes, når jeg betænker, at det er hendes billede, evigt og altid dette ene, der brænder mit syn, brændemærker mit liv. Gud, du store gud, som kan alt, hvad du vil, jeg beder dig, på mine knæ beder jeg dig, at du vil tage dette kors af min skulder, at du vil gøre mig karsk, som jeg var det før, at du i mig vil lægge det øde, der slavebinder mit liv. Men ikke alt, ikke alt, hør mig: så meget skal du lade igen, at min sjæl dog aldrig må forblive kold og død, før hun, en gang blot, har ligget for min fod og bekendt, at ingen anden er som jeg, hverken i himlen eller på jorden eller ved det yderste hav. Og så vil jeg tale til hende. Jeg vil løfte hendes hoved og sé hende i øjet og stryge med mine hænder gennem hendes hår. Og jeg vil sige, at hvert af hendes ord er sandhed. At jeg kunne, om jeg ville det, elske hende igen, som dengang, for længe siden. Men aldrig skal det ske. Aldrig. Og hun skal vide, at fordi hun i trods og selvgodhed vendte ham ryggen, der ville give hende alt, derfor skal hun til evig tid bære skylden hos gud... jeg ved det. Du har en verden af kærlighed at give hen, en evigheds lykke. Men jeg vender mig bort, jeg forsmår din verden. Jeg styrter mig i afgrunden. For jeg vil, du skal kræves til regnskab for min sjæl. 18. April. Dette smil, mens hun læste hans brev... Som hun aldrig har smilet til mig. Nej, nej. Hun har aldrig nogen tid lidt til hælvten blot det, jeg led i et eneste sekund. hendes ungdomselskede. Hvor det brænder, det ord. Al vårens lykke og al livsens sol og alt det bedste og rigeste på jorden har arv og lod og del i ordet. Og jeg sidder her alene. Og der står et tveægget jern i mit bryst, og jeg vån-der mig i smerte. Å, hvorfor, hvorfor fik jeg også en kærlighed givende, så bitter, som aldrig nogens... Kun én kender jeg, hvis liv i nogen måde er tungt som mit. Også hos ham er kærligheden byrden.... Og hver gang han er sammen med sin hustru, elsker han den anden i hende, forfører sin hustru for at nyde den anden. Her er kærlighedens skændsel. 24. April.... Jeg ser mig selv hjemme i min faders hus. Om aftenen sent; når de ældre sad sammen om- bordet. Så tyst; så hyggeligt og afdæmpet... Faders rolige ansigt i skæret fra lampen; moder bøjet over sit sytøj... Og så senere — når jeg endnu, halvt i søvne, hørte lyden af vognene nede på gaden; eller fjernt jernbanens piben — denne barnlige følelse af tilfredshed ved tanken om alle dem derude, der arbejdede og virkede, denne tanke, der gjorde hvilen dobbelt sød og hjemmets stilhed dobbelt vederkvægende... 25. April. Selv den mest kultiverede ( eller måske netop han mindre end andre ) kan ikke afværge visse svaghedsøjeblikke, øjeblikke, hvor alt i tilværelsen synes ham småtteri og tomhed, så aldeles betydningsløst og hen i det blå, at fortvivlelsen er ham nær og døden forekommer ham at være den eneste lindring... — men fortvivlelsen er kun en slappelse i vor karakter. Mandsviljen ruster ikke, og den retter sig igen med styrke. Som stålfjeren, der springer tilbage. 29. April. Jeg er bange. Det er, som stod jeg i en mørk skov og lyttede efter natravnenes skrig — så sært. Så troldomstyst. Der sker noget, der vil ske noget her — jeg aner det. Jeg kender mig selv. 1. Juni. Se, alle beundrer dig, mange elsker dig, — men jeg... Løft mig i din kærlighed, lad mig stå mellem dig og verden. Skærme dig. Bevare dig. Kun dette har jeg villet. Alene dette. 3. Juni. Der strømmer en sød Duft af løv og blomster ind gennem mit vindue. Det blomstrer derude i min have; stokroser, solsikker, brandliljer. denne sommer. Denne sommer... — men jeg vil lukke vinduet, trække gardinerne for og skrive videre. — hvad skal jeg med disse blomster, dette Sollys, alt dette, der kun er til for at minde mig om en drøm, der var for lys og god til at forme sig til liv under denne virkelighed. — det er forbi. Alt er forbi. Og når jeg nu tænker tilbage på den tid, som gik — hvor det er længe siden — må jeg smile ved tanken om de kvaler, jeg gennemgik. Det er dog sandt, at mennesket i mangel af andet livsindhold vælger at skabe sig lidelsens. Lidelse, man for en tid selv tror på og anser for virkelig. — man kommer over det. Ens blod svales efterhånden. Man tænder cigaren og fører sin dagbog. Besynderligt forresten, at man gider. 10. Juni. Der foregår noget i dette hus, som jeg ikke kender. — igår hen ad aften gik jeg ud. Jeg var sørgmodig og nedtrykt. Vi havde ikke talt to ord sammen den hele dag. Den niende juni; jeg husker den dato. Det var henimod aften og lige i skumringstimen. Det blæste stærkt og af og til faldt der regn. Jeg sad først længe på en afsides bænk i en af parkerne og lod regnen stænke min pande. Så drev jeg igen om på må og få. Det blev så tyst efterhånden. Så underlig tyst, syntes jeg. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, eller hvorledes jeg skulle få tiden til at gå. Venner havde jeg ikke, næppe nok bekendte. Så fuldstændig havde forholdet til min hustru lænkebundet mig, at alt andet var bristet derved, og for første gang følte jeg tomheden og det utilstrækkelige heri. Jeg følte mig træt. Ikke just led ved livet sådan. For havde jeg vel grund til det. Man må være retfærdig, også når man er part i sagen, og jeg vil være det. Nuvel, sagde jeg til mig selv, hvad har du så at klage over? Har du ikke i betimelig tid fået alle betingelser for at kunne leve dette liv så fuldt ud, som kun de færreste? — men det var gået i stykker for mig alligevel, det hele. Hvad var det da? Havde jeg grebet for hård-hændet til, siden det aldrig føjede sig, som jeg ville det. Nå, og om så var. — der er et misforhold mellem dig og den, du elsker. Du er mand. Hvad vil du? Bøje dig eller bøjes? Lad så være, at du har uret. ( men hvad er uret? ) hvad vil du? Række din hånd først, bede om tilgivelse? Du får den, du skal få den. For inderst inde elsker hun dig jo. Og dog. Gør det ikke. Aldrig på knæ for den, af hvem du vil elskes. Kærlighed er beundring. Bøj dig, og beundringen er forbi, kærligheden er forbi. nej. Aldrig på knæ. — således gik jeg og sagde til mig selv. Jeg husker det godt. Selv det mindste står tydelig i min erindring. Jeg husker således, at idet jeg drejede ind i et mørkt og snævert stræde, løb en stor rød hund mig forbi. Idet den var lige foran den eneste lygte i strædet, så’ jeg i et nu dens sorte, uformelige skygge med den hængende flab glide hen over den kalkede mur og bort længere fremme. Der var ingen uden mig i gyden. Jeg blev stående og lyttede; vinden susede gennem træerne derovre på kirkegården, himlen var mørk, og grønne og hvide stjærner funklede og flitrede over de sorte tagrygge. Denne dystre stemning tog mig, — nå, alt det, jeg her fortæller, er jo egentlig uden betydning, javist, ganske interesseløst. Og dog gør det mit hjerte godt at mindes sådanne enkle og rolige øjeblikke. Hvad sagde jeg: hjerte. — kuriøst, at hvor skeptiske end men neskene bliver med alderen, kommer man dog aldrig ganske klar af elementærbegreberne. — men det var ikke det. Jeg fortaber mig i småting. Da jeg nåde hjem, var klokken 9. Jeg standsede på vejen foran huset og så’, at der var bælmørkt derinde, uden at jeg i øjeblikket tænkte videre derover. Jeg blev stående vel et kvarterstid. Alt var stille. Og jeg følte med ét en forunderlig ro over mig, en mild, nøgtern følelse af velvære. Det var, som om alle mine sanser vare skærpede. Dagens åg var løftet af min nakke. Og jeg mindedes forrige dage, svundne dage; nynnede for mig selv en Melodi, jeg havde hørt min moder synge. Langt borte rullede en vogn afsted, en stemme talte fjernt. — i dette øjeblik formørkedes vejen af en skygge, og en mand gik hurtig forbi... Hvad var det. — hvad var det dog? Hvorfor dukkede det navn frem for mig nu; hvorfor tænkte jeg på ham i denne samme stund? Ånej. Ånej. — hun fører mig ikke bag lyset. Jeg tror hende. Jeg vil tro hende. — hun lå på sofaen, da jeg kom ind. Lampen var skruet ned. Jeg blev stående ved døren og så’ mig om. Alt var som ellers. Ikke en fold på tæppet, ikke en rynke i dugen. Nej. Hun vover ikke... Og dog... 30. Juni. Jeg lægger mærke til, at hun iagttager mig. Somme tider, når jeg pludselig vender mig mod hende, sidder hun og sér på mig med et underligt blik. Så langt og prøvende. I det hele taget er hendes væsen anderledes nu end før. Hvad vil hun. Hvad betyder det? hun retter sig bestandig efter mig, siger aldrig et ord imod. Undviger mig helst. Er det frygt? — man taler jo om samvittighed. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. hvis hun nu alligevel vovede... Eller hvis det blot er det, at hun ikke tør. — jeg har set det menneske nogle få gange. Han er blond, skægløs, spinkel. Han er vistnok smuk... — det var alligevel en fejl af mig, at jeg ikke læste brevet. 1. Juli. Det er nat. Sommernat. Ude i vest rødmer det af sol, sommerens sol, og over mit hus lyser himlen. Alt er så stille. Men der er lyde i natten.... Jeg husker en nat. Lige som denne. Vi sad i vognen, hun og jeg. De havde råbt hurra for os, skålet og talt for os. Og så kørte vi fra dem. Hjem, for første gang. Hun sad og trykkede sig op i hjørnet mod vognruden. Jeg forstod, at hun var sky. Og jeg respekterede denne følelse. Jeg sad og så’ op mod himlen. Og der var sølv i luften og skær af stjærner og lys og solrødme. — og jeg så’ på hende, og jeg var lykkelig. Lykkelig ved hende. Taknemmelig, ydmygt taknemmelig også. Så fulgte jeg hende til sovekamret og forlod hende, for jeg så’, at hun var urolig. Jeg sad længe i dagligstuen alene. Så gik jeg ind til hende. Hun var i seng. På stolen foran sengen lå hendes tøj; jeg så’ de lange, sorte strømper ovenpå det krusede, hvide skørt, og jeg blev svimmel. Og jeg lagde mig på knæ ved sengen og drog hende ind til mig. hun lå ganske stille med den ene arm op over ansigtet. — der var lyst i værelset af natten derude, men det susede om mig; jeg følte hendes hjerte banke, hendes barm bølge. Men hun sagde intet, og hendes øjne var lukkede. Og jeg begravede mit ansigt i puderne ved hendes side og indåndede duften af hendes legeme; knugede hende ind til mig. Så åbnede hun øjnene og så’ på mig, og jeg pressede mine læber mod hendes runde, hvide knæ... Å, du susende nat, du blånende sommernat. Hvad er der sket. Hvorfor er alt forandret... det er mørkt omkring mig. Og jeg går og går, jeg ved ikke hvorhen. Der er ingen, som følger mig. Men rundtom, fjernt ude og ganske nær, fornemmer jeg lyden af fodtrin, tusinders fodtrin. Lyd, der svinder, og lyd, der kommer. hvor er jeg? Hvem er disse? Lader os råbe. Og jeg råber: hvorfra? Hvordan...? Ingen svarer. Bestandig kun denne lyd af skiftende skridt. Alle vegne. Og jeg griber i mørket en hånd, jeg fornemmer en levendes ånde. Hvor er vi... Hvem er du...? 3. Juli. Igen svigerfader. Har hun haft bud efter ham? — hun går fra mig dag for dag. I den senere tid er der dog ikke forefaldet noget, som kan give hende grund til at påkalde hans mellemkomst. — jeg havde halvvejs ventet en scene og belavet mig derpå. Men intet ord; ingen faderlig på-mindelse; ingen værdighed engang. Jeg forstår det ikke. Der er noget i gære. og hvad talte de om dernede i lysthuset så længe...? Og så disse øjne. Hans og hendes. Hvorfor så’ han således på mig? Jeg lider ikke hans venlighed... 8. Juli. Bægeret er fuldt. Gud... Også det. — det også. Nu forstår jeg hendes væsen på det sidste. Svigerfaders besøg.. Hendes « stille omgængelse ». Hendes blik. Jeg forstår det. — det skulle se ud som en tilfældig-hev. Å, jeg gennemskuer jer alle sammen. Når plejer en læge at komme tilfældigt? Nej, min gode. Jeg ved det bedre. Ja, ja, jeg forstod godt hans tale, spørgsmålet bag hans ord. Blikket røbede ham. Jeg kender de øjne. Sådan ser man på en gal mand. — bægeret er fuldt. Er der endnu mere...? der står nogen bag hende. — så vist som jeg kender den inderste fold i hendes sjæl. Denne tanke er ikke af hende. Og ikke af faderen heller. 10. Juli. Dette kan jeg med sandhed sige, hvordan det så end vil ende, at jeg altid kun har villet det gode for hende. Men måske glemte jeg for meget, at hun er kvinde. 1. August. Hvad nu... Barmhjærtige gud. — — ikke mere. Ikke mere, herre. Jeg er også et menneske.... En billet: « i dag kl. 5 ». Intet videre. Ingen underskrift. Intet navn ingen dato. — å, det er løgn. Forbandet løgn. hvem har skrevet det... nej, hun vover ikke... Dette barn... Drømmer jeg. — der står bordet, der uden for er haven — — hvorfor skriger den fugl...? Herre, herre, af det dybe råber jeg til dig... Spar mig, herre! hun skal ikke ane, at jeg ved noget. Jeg vil lægge dette papir, hvor jeg tog det. — eller skulle jeg tale, skulle jeg spørge hende... Spørge hende — om dette... Nej, jeg vil vente. Lad hende modtage sine billetter, holde sine stævnemøder. — ser du vel, jeg kunne udrække min hånd og kalde dig tilbage. Med et ord kunne jeg frelse dig... Forstår du. Med et eneste ord. Men jeg vil lægge et svælgende dyb imellem os to- — imellem dig og mig. For jeg ved, at den tid vil komme, da du søger tilbage, tilbage til mig, da du vil give dit liv for et ord af min mund. og du skal ikke nå mig, du skal ikke kunne komme over skillevejen. I evighed ikke. Og jeg skal råbe til dig over afgrunden, nævne dit navn. Jeg vil, at du skal sé

1887_Lorenzen_AerkebiskoppenAfBremen

C.C.

Ærkebiskoppen Af Bremen

Lorenzen

Lorenzen

Aerkebiskoppen Af Bremen

1887_Lorenzen_AerkebiskoppenAfBremen.pdf

Christian Claus

Lorenzen

dk

Ærkebiskoppen af Bremen

Historisk Fortælling fra Christian IV.s Tid

n

gothic

Schou

KB

pdftxt

1596

undertitel. 1596

HISTORICAL

I. Afskedsfesfen på kotforp. På en smuk efterårsdag i året 1596 holdt henimod aften to ryttere på det højeste punkt af den såkaldte „ Skyttekobbel “, umiddelbart nord for gaden lollfuss i byen Slesvig, —altså på det sted, hvor fordum kong Erik af Pommern havde anlagt en forfkandfet lejr, da han belejrede Gottorp slot, og hvorfra han, som den i sin tid velbekendte forfatter Ulrich Petersen siger, „ kunne se ned i borgernes køkkener, ja selv i deres madgryder. “ Den ene rytter var en kraftig mand på hen ved de halvtreds. Han sad fast og rank i saddelen og frembød i sin kostbare dragt et prægtigt skue. Uden just at kunne kaldes smuk, var der noget djærvt og bestemt udbredt både over hans ansigt og over hele hans person. Et stærkt, blondt skæg indrammede hans noget brunede ansigt og et par gennemborende men dog venlige øjne skuede frem under de buskede bryn. Deden således i al korthed beskrevne rytter var ingen ringere end hans majestæt kong Christian den fjerdes højt betroede statholder i hertugdømmerne, Gert Rantzau, herre til breitenburg i Holsten, lindeved i Sønderjylland, morsum på Nordstrand o. s. v. Den anden rytter, der holdt sig i beskeden afstand og var en del ældre, var statholderens håndskriver, Casper hinkze, der næsten var uadskillelig fra sin herre. Statholderen var kendelig aldeles upåvirket af sine omgivelser i det øjeblik, han standsede sin hingst og ved et kraftigt ryk fik denne til at stå som fastgroet, så rytter og hest kun syntes at udgøre en skikkelse. Han lagde slet ikke mærke til den herlige natur, der omgav ham og om hvilken der dog er bleven sagt, at valgte man hver dag hele året rundt et forskelligt udgangspunkt fra Slesvig by, få ville man hver dag støde på ny naturskønheder. Hans øjne fulgte ikke Slien, der som et sølvbelte slynger sig imod øst imellem sivgroede bredder. Han så heller ikke i retningen af den ældgamle haddeby kirke og det bagved knejsende stolte Dannevirke, der herfra kunne skelnes imod syd. End ikke et jagthorns klare toner, der lød over til ham fra den imod vest liggende store dyrehave, formåede at vække ham af hans grublerier eller alvorsfulde tanker. Først da de dybe malmtoner fra den mægtige set. Peders kirke nåde hans øre og forkyndte, at dagen var skreden frem til den sjette time om eftermiddagen, kom der liv i den tavse skikkelse. I hast vendte han hesten, jog sporerne i dens sider og sprængte afsted nedad bakken imod vest, fulgt af den trofaste skriver, der til sine tider med glæde også udførte en tjeners gerning. da statholderen nåde den vej, der igennem Angel fører fra Flensborg til Slesvig, mødte han et par herremænd, der, ledsagede af deres tjenere, toge samme vej som han, nemlig ad Gottorp til. Øjeblikkelig oplivedes hans træk og med et glad udråb hilste han på dem og fik en ligeså venlig gjenhilsen. Den ene var noget gammeldags klædt, men hvem der kastede sit blik på hans ærlige ansigt så straks, at der måtte banke et trofast hjerte indenfor den forældedæ dragt, — det var hr. Christoph Schack, herre til undevad og fader til den senere så navnkundige feltmarskalk hans Schack. Hans ledsager havde et finere udseende og viste ved hele sin optræden, at han måtte have tilbragt megen tid i omgang med den fornemme verden, — denne mand var hr. Claus v. Ahlefeldt, herre til gjelting og fader til den ikke mindre bekendte og højagtede generallieutnant af samme navn. Efter at de første gensidige hilsener vare udvekslede og spørgsmål om tilstanden i de forskellige hjem vare besvarede, udbrød hr. Christoph: „ Det er dog ellers løjerligt nok, at vi tre, der hellere gad løbe storm mod Gottorps tykke mure, end bænkes ved dets fyrstelige bord, alligevel er på vej did for at forøge glansen ved afskedsfesten for den unge Johan Frederik, der snappede ærkebispedømmet Bremen væk lige for næsen af vor unge, ridderlige konge, hvem gud befkærme. “ „ I talte sandt, “ genmælede statholderen, idet han dog hos sig selv måtte smile ved tanken om, at den gammeldags klædte adelsmand skulle forhøje den ydre glans ved den fest, hvortil de vare indbudne. „ Men i ved jo nok, gamle ven, at man til sine tider kan have flere end et jern i ilden. “ „ Tilvisse, hr. Statholder, “ vedblev den jevne Christoph Schack. „ Og jeg vil ærlig bekende, at jeg nærmest kun har fulgt indbydelsen for at kunne bevidne den unge hertuginde, prinsesse Augusta, vor konges højtelskede søster, min allerærbødigste højagtelse. “ „ Se! Se! “ svarede hr. Gert smilende. „ Så i gamle strik har forelsket jer i vor smukke kongedatter. Tag eder i agt, “ vedblev han i samme skalkagtige tone, idet han truede ad fin ledsager med opløftet pegefinger, „ Hertugen siges af være iversyg, — det kunne let komme jer dyrt af stå. “ „ Og i, hr. Claus? “ henvendte han sig til den tredie herre. „ Det går mig ikke bedre, hr. Statholder, “ svarede Ahlefeldt i samme lette tone. „ Vi to gamle narre forgabede os i hendes nåde forleden ved formælingsfesten i København, og vi have endnu ikke kunnet få i vore kantede hoveder, af få dejlig en prinsesse måtte træde for brudeskammelen med en søn af den underfundige hertug Adolph, — om han så bragte ti hertugkroner i morgengave! “ „ Nu, en turde være nok, “ svarede statholderen med et eget smil, — „ den kan måske komme til af tynge hårdt nok på hendes unge hoved. Men hvem ved. Måske kongens søster kan blive det bånd, der atter knytter det skilte sammen. “ „ Tro ikke det, “ ivrede Ahlefeldt. „ Jeg har nu i mange år iagttaget de snedige gottorpere og er vis på, af Johan Adolph nok skal forstå af tolke sin slægts sag så godt for hertuginden, af han og hans ville komme til af stå englerene i hendes øjne. Dog nu er vi nok ved herberget, “ afbrød han sig selv og standsede sin hest samtidig med de andre. Det Herberge, hvortil de rejsende vare ankomne, lå omtrent på det sted, hvor det i vore dage så bekendte esselbachske hotel ligger, og altså ganske nær ved den bro, der endnu i hine dage dannede adgangen til slotsøen, når man kom nord eller derfra. Værten, der hed Behrend soltov og tidligere havde tjent hertug Adolph som kurer eller, som det den gang hed, „ Enspænder “, stod i døren med sin lådne hue i hånden og bukkede dybt for de fornemme gæster. Han var en holden, for ikke at sige rig mand, da mange rejsende, både nær og fjern fra, der havde ærinde på slottet og ikke ejede nogen adelsgård i selve byen, toge ind hos ham og vare i regelen ikke nøjeseende med hensyn til den, som oftest, opfkruede regning. Men der var mange, som vogtede sig for at tale åbent i hans nærværelse, da det var almindelig bekendt, at Behrend stod i hertugernes sold og havde fået det pålæg, så vidt muligt, at udforske gæsternes sindelag lige over for de regerende herrer, d. v. s. Kongen og hertugen. Man så ham derfor lidt liste sig omkring, og ofte fandt man ham, hvor han mindst formodedes at være. Det skete heller ikke sjældent, at han skyndsomst måtte trække sig tilbage, når en dør, ved hvilken han lyttede, hurtigt blev åbnet. Desuden var han særdeles snakkesalig, mulig for derved at lokke nyheder frem. Vore tre restende kendte ham godt fra begge sider og statholderen lod ham derfor forstå, at hans nærværelse for øjeblikket var overflødig, men at han måtte sørge for et godt aftensmåltid til dem. Behrend måtte således fortrække og begav sig til andre dele af herberget, hvor de mindre fornemme bleve beværtede og hvor ungdommen slog gækken løs i tilbørlig afstand fra de ældre. Da de tre herrer vare blevne ene, ville Christoph Schack atter optage tråden fra den afbrudte samtale og begyndte at spørge, hvilket særligt øjemed der havde ført den ædle Gert Rankzau til Gottorp, da værten i det samme åbnede døren for andre rejsende, så svaret måtte opsættes, og det så meget mere, som flere af de nye gæster vare hertugens fuldtro tilhængeræ. Iblandt de lidt efter lidt ny ankomne adelsmænd bemærkedes således Claus v. Thienen til Grønholdt, hennicke v. Rumohr til rundhof, joackim v. d. Herberge til Brunsholm, Bertram v. Ratlau til lindå, hans v. Blome til huttenhof, Johan v. d. Wisch til 0 o. fl., der i et og alt stod på de holsten-gottorpfke hertugers side. Men der sås også mænd, der ligesom vore tre bekendte, vare kongehuset oprigtig hengivne, såsom Wulfs v. Ahlefeldt til svendsbpgård, Wulfs v. Pogwisch til bukhavn, Detlev v. Brockdorff til himmelmark og Erik Krummedige til gammel-bulk. Disse forskellige herrer, der alle kendte hinanden både af udseende og tænkemåde, undgik så godt som muligt at komme ind på politiske betragtninger og det var dem derfor alle kært, at gamle Christoph Schack på sin jevne måde fortalte om de indtryk, den unge konges kroning den 29. August ( 1596 ) og hans søsters, prinsesse Augusta ' s formæling med hertug Johan Adolph dagen efter, havde gjort på ham. „ Brød i også en landse til ære for vor ophøjede hertuginde ved de ridderspil og turneringer, der fandt sted i samfulde fjorten dage? “ spurgte Claus v. Thienen lidt spottende. „ Nej, hr. Claus, “ svarede den aldrende mand rolig. „ Men selv om jeg havde prøvet derpå, ville jeg måske dog næppe være bleven stødt så tidlig og så let af saddelen, til latter for de ædle damer, som man undertiden har set det histovre på turneringspladsen ved Gottorp, hvor mangen en indbildsk herre har forskertset sin udkåredes gunst. Nej, “ Vedblev hr. Christoph, da han så at hentydningen var bleven forstået, „ jeg glædede mig over ungdommen og ikke mindst over vor unge kække konge, der vandt prisen for alle og med sit spyd tog ringen ved ringridningen 205 gange. “ Det syntes som om fortællingen om de i København fra den 29. August til den 14. September stedfundne festligheder aldrig ville få ende, thi slap en, så begyndte straks en anden. De fleste af de tilstedeværende havde nemlig været i hertugens og enkehertuginde chriftinas følge, der ved hin lejlighed udgjorde 741 mand til hest. Pludselig forstummede de fortællende; thi fra en anden del af herberget lød der et sådant bulder ind til dem, at de fleste skyndsomst ilede ud, for at erfare, hvad der havde tildraget sig i den store gæstestue. Her var der den aften en stor forsamling, dels af unge adelsmænd på prins Johan Frederiks alder, der for hans skyld vare indbudne til affkedsfesten på sloltet, dels af hofjunkere og andre hsjere hofbetjente; ogfå en del af byens fornemste ungdom var til stede. Man fordrev tiden på forskellig måde: nogle doblede, andre drak og fortalte samtidigt allehånde historier, af hvilke nogle temmelig nær græensede til det frivole. Ingen vare inere højrøstede end Morits ratlau, en søn af den forhen nævnte Bertram ratlau til lindå, og dennes tilkommende dattermand, Johan v. Ahlefeldl, hvis fader, Johan v. Ahlefeldl til Satrupholm, hørte til de ældres kreds. De to unge mænd overgik hinanden i vittige indfald og deres navne lød derfor stuen rundt, med opfordringer til at fortælle nye historier og ^eventyr. Pludselig stillede en høj, kraftig bygget mand sig lige over for de tvende anglinge. Ingen havde hidtil bemærket eller givet agt på ham, og hans pludselige fremtræden, så vel som hans besynderlige klædedragt og det funklende, dybtliggende oje, fremkaldte mange gisninger om, hvem han vel kunne være. „ Så i er Junker Morits til lindå, “ sagde han med hård stemme, som han ikke sormåede at betvinge. „ En søn af hr. Bertram, ikke fandt? “ Junkeren, der blev ubehagelig berørt ved mandens indblanding i deres kreds og tidsfordriv, svarede noget stødt og stolt: „ Min døbeseddel bærer jeg ganske vist ikke hos mig, men jeg har hidtil gjæeldt for en søn af den velbyrdige hr. Bertram ratlau til lindå og i vil vel ikke gøre mig fødselsretten stridig? “ „ Det være langt fra, “ svarede den ubekjendte^ men i en tone, som om han ville sige: „ Gud ske tak, nej! “ „ Og i er hr. v. Ahlefeldt, der siges at være trolovet med junkerens søster, den smukke, dydsirede frøken Anna? “ spurgte han videre. „ For djævelen, ja! “ udbrød den tiltalte. „ Men hvad kommer det jer ved? Forresten „ siges “ det ikke blot, men jeg „ er “ Anna v. Ratlaus lykkelige fæstemand. Men endnu en gang: hvad vedkommer vore familieforhold eder og hvem er i? Her fpille vi helst med åbne kort på bordet! “ „ Måske! “ svarede den fremmede tørt. „ Hvem jeg er? Ved jeg det måske selv? Hvem jeg var? — det har jeg næsten glemt! “ og et tungsindigt smil lejrede sig på hans endnu smukke ansigt. Hele forsamlingen havde grupperet sig omkring den besynderlige, dem ubekendte gæst og man anede^ at hans ord og spørgsmål måtte pege tilbage til svundne tider. Efter at have kastet endnu et blik, et funklende, næsten hadefuldt, på de to junkere, vedblev han: „ I fortalte for lidt siden allehånde historier og i fortalte godt, få i fik mange tilhørere. Også jeg kan fortælle en historie, rigtignok fra gamle dage, vil i høre den? “ og dermed så han udfordrende på de to unge mennesker, der næsten ikke vidste, hvad de skulle svare og uvilkårlig gøs for mandens stikkende blik. „ Fortæl for mig så meget, i lyster, “ svarede endelig Morits ratlau koldt, medens de øvrige med spændt forventning stillede sig i kreds omkring de tre, der i dette øjeblik dannede hovedgruppen. „ Der var en gang, — ja således plejer jo enhver fortælling at begynde. Altså —, der var en gang en tarvelig, men lykkelig familie, der bestod af mand, hustru og to børn, en søn og en datter. Manden havde en bondegård i fæste her i omegnen, — stedet har jeg glemt. Gården var ikke stor, men da afgiften til herremanden heller ikke var uoverkommelig, levede de et tilfreds og stille liv med hinanden. Det var ret en familie af den gamle skole, — de „ frygtede gud og ærede kongen, “ som det forlanges af gode Christne, og indfluttede hverandre hver aften i deres aftenbøn. Sønnen, tror jeg, hed Diderik og datteren vil jeg kalde Margrethe. Alt som årene gik voksede Margrethe op til den væneste ungmø, nogen kunne se for sine øjne, og mange vare de varme blikke og hjertelige hilsener, hun modtog, når hun kom fra eller gik til Marken, at røgte faderens lille kvæghjord. Al denne lykke blev dog pludselig forstyrret. Som man en smuk sommerdag pludselig kan se himlen blive overtrukken med sorte tordenskyer, og ødelæggende lyn fare knittrende fra himmel til jord, således formørkedes med et den lille families folkare dag og aldrig brød solen frem tiere. Manden blev alvorlig syg midt under høstarbejdet og i løbet af få dage måtte han fkrinlægges i den sorte vugge foruden gænge. Hvor stor imidlertid end denne sorg var, få kom der en ulykke til, der var endnu større: herremanden, den velbyrdige, højvelbårne adelsmand kastede sine øjne på den smukke Margrethe, hjemmets stolthed og glæde. I begyndelsen agtede den unge pige ikke på, at den strenge herre mødte hende så ofte og gav sig i samtale med hende, — men da han en dag ville vise hende utilbørlige kærtegn, så hun forskrækket på ham med sine store, brune øjne og løb grædende hjem til moderen, hvem hun fortalte, hvad der var hændet. Den forstandige moder beroligede barnet, — end ikke tanken om noget slet ville hun lade opstå i datterens rene sind, — men bød hende vælge andre veje og så vidt muligt lade broderen følge med, når hun havde ærinde i Marken eller på engen. Den vellystige herremand mærkede, at han blev modarbejdet og bebrejdede sig, at han var gået for hurtigt til værks, skønt han ikke var nogen begynder i forsørelseskunsten. Ræk djævelen en finger og han tager snart hele hånden. Ja, således gik det også her. Nådigherren blev mere og mere elskovssyg og der måtte gøres noget, enten for at fjerne Margrethe fra moder og Broder eller for at skille disse fra hende. Det første turde være voveligt, — det sidste lod sig snarere iværksættæ. Kort tid efter hed det sig, at Diderik ( broderen ) havde sluttet sig til en krybskytterbande, ja at han var dens egentlige anfører. En hjort var bleven fældet i en af nabogårdenes skove og Diderik blev fængslet som gerningsmanden. Nu stod de to stakkels kvinder hjælpeløse, — hvordan skulle arbejdet blive udført og afgiften betalt, når Dideriks stærke arm ikke længere kunne hjælpe til. Da — i et usaligt øjeblik — besluttede Margrethe at henvende sig til nådigherren og bede om hans forbøn for den ulykkelige, men uskyldige Broder. Den fornemme mand smiskede i skægget, da han så sir offer ydmygt snige sig over borggården og han vidste nu, at spillet var halv vundet. På Margrethes bøn, der kunne have fået stene til at græde, lovede adelsmanden at gå, om det så skulle være til selve hertugen for at få straffen formildet —, dødsstraffen, som han udmalede for hende i de uhyggeligste billeder. Hun omfavnede hans knæ og befvor ham ved alt, hvad der var hende dyrebart her på jorden at komme dein til hjælp — adelsmanden holdt for så vidt ord, som det var ham, der sørgede for, at Diderik blev dømt til slaveri på livstid! Nu var broderen gjort uskadelig, men så moderen? Også her kom tilfældet den onde mand til hjælp. I byen og omegnen udbrød der nemlig en farlig smitsot. Margrethes moder, der hed Elsbeth, var ikke alene kyndig i mange ting, som adelsdamer ville have misundt hende; men hun kendte også mange urter og forstod at udnytte dem til lægedom. Flere af de syge blev helbredede, men få kom misundelsen — denne gule, gustne vantrivning — og rygtet løb snart fra mund til mund, at Elsbeth havde sin klogskab fra selve djævelen, til hvem hun havde forskrevet sin sjæl. Hvor tåbeligt end et sådant rygte var, blev det dog troet og inden ret lang tid havde nådigherren sørget for, at også hun blev gjæsf inden for fængslets skumle mure. At deri kærlige datter atter tyede til den slette mand, uden at hendes øjne endnu vare blevne åbnede for hans afskyelige rænker, behøver ikke at fortælles. processen imod Elsbeth, der hemmelig lededes af nådigherren, tog imidlertid en mere og mere faretruende vending for den ulykkelige moder. Vidner trådte op i mængde, — sten blev lagt på sten, — beskyldninger ophobedes til bjerge, — pinsler, umenneskelige pinsler blev anvendte og tilståelser kom frem, martrede ud af den ulykkeliges mund. Store folianter, fulde af retsakter, blev nedskrevne og inden år og dag var omme blev Elsbeth og ni andre kvinder, der vare ligeså uskyldige som hun selv, dømte til døden på bålet! Da var det, at Margrethe i fortvivlelsen købslog med uslingen: indsatsen var hendes ære og moderens liv, — han tog den første, men skånede ikke det sidste! Elsbeth havde kort før sin død erfaret datterens opoffrelse, og kundskaben herom blev tusind gange smerteligere for hende end bevidstheden om, hvad hun selv skulle lide. Da hun stod ved bålet, — hun som den mest skyldige skulle brændes sidst —, og i baggrunden så sin bøddel og datterens forfører, råbte hun overlydt: „ Forbandet være du og dit hus! Jeg vil stille mig ved siden af den anklagende engel foran den levende guds trone og forlange hævn over dig og dine! “ Kort efter var der kun en askehob tilbage af Elsbeths legeme. Ved hjemkomsten så herremanden nogle af sine folk bære et lig over borggården, — det var Margrethes afsjælede legeme, som de havde fundet i borggraven! “ Blege og nu fuldkommen ædrue havde de unge mænd hørt på den fremmedes fortælling. Dunkle minder og halvglemte rygter dukkede op i deres erindring og med kvalt stemme spurgte Morits ratlau: „ Hvem var den adelsmand, i har omtalt og hvem er i? “ „ Hvem adelsmanden var eller er? “ tordnede den ubekendte. „ Hans navn er Bertram ratlau, herre til lindå.... “ „ I lyver, skurk! “ råbte Morits. „ Min fader har aldrig været en sådan Nidding! “ og dermed sprang han og Johan v. Ahlefeldt ind på den fremmede. Men denne slyngede dem til side, rejste sig i sin fulde højde og udbrød med et beherskende blik: „ I ville vide, hvem jeg er? Så hør det, du søn af den feigeste usling, der vandrer på guds grønne jord. Jeg er Diderik, — den „ stumme fange “ Som man har kaldt mig; men jeg har sprængt mine lænker og har atter fået mål og mæle, og skal fra nu af vide at hævne min myrdede moder og min skændede søster! “ Ved at høre dette navn og denne trusel stormede hele selskabet ind på ham, — men med et vældigt Spring banede han sig vej mellem de unge mennesker, sprang ud af døren og forsvandt hurtigt i mørket. Det var denne støj, der hidlokkede de ældre mænd; men næppe hørte Bertram ratlau, hvad der var forefalden, før han sank om i sønnens arme, ramt af et slaglilfælde. „ Guds dom! “ mumlede de tilstedeværende og med alvorsfulde, bekymrede miner søgte hver sit leje. Endnn samme nat førte Morits den bevidstløse fader til hjemmet. Dageir efter erfarede man, at hr. bertrauls tilstand var uforandret, men at sønnen havde ladet to kostbare armstager, som faderen i ditmarskerkrigen 1559 havde hjembragt som bytte fra kirken i meldors, bære op i borne kirke, hvor de skulle være en sone for faderens brøde. At et sådant optrin i et offentligt Herberge snart blev bekendt over hele byen og i langt videre kredse, er en selvfølge; men af hensyn til de højtstående familier, som denne halvt forglemte, men nu atter fremdragne hekseproces i borne måtte berøre ubehageligt, som og for afskedsfestens skyld den følgende dag på Gottorp, blev sagen for så vidt neddysset, som det kun hed sig, at gamle hr. Bertram pludselig var bleven syg og af sønnen havde måttet føres til sit hjem. Op på formiddagen næste dag finde vi hertugen, Johan Adolph, og hans Broder ærkebiskoppen, Johan Frederik, i den førstnævntes tarveligt udstyrede kabinet i den østre fløj af slottet. De vare unge begge to, — hertugen næppe 22 år gammel, ærkebiskoppen manglede et par måneder i tyveårsalderen. Der var en umiskendelig lighed imellem dem, der dog kun i et enkelt tilfælde også strakte sig til det åndelige område. I karakter, dannelse, åndsudvikling og åndsretning vare de vidt forskellige fra hinanden. Hertugen var ved faderens, hertug Adolphs død 1586, af enkehertuginden bleven sendt til dennes Broder landgrev Vilhelm af Hessen-cassel, for der at fuldende sin opdragelse. Ved dette strengt religiøse Hof fik han allerede i sin tidlige ungdom et præg as alvor, der aldrig forlod ham, ligesom han nød en sjælden videnskabelig uddannelse. Samtidig indsugede han imidlertid calvinistiske lærdomme, hvis udbredelse han, sig selv til skade, senere hen gjorde sig til livsopgave. Som ærkebiskop af Bremen, hvilken stilling han havde beklædt i nogle år, måtte han lægge bånd på sin forkærlighed for Ulrich zwinglis og Calvins lære; men ikke så snart ombyttede han 1590, ved broderens, hertug Philips død, ærkebispesædet i bremerførde med hertugtronen på Gottorp, før han trådte i kamp for calvinismen, uden dog offentlig at træde over til den reformerte religion. Den gamle, almenagtede superintendent over den hertugelige del af Sønderjylland, Poul v. Eittzen, blev vel ikke afskediget, men fuldstændig tilsidesat og mænd som Johan v. Wowern og den hessiske tteolog Philip Cæsar, bleve så godt som enerådende på videnskabens og kirkelivets område. Den unge ærkebiskop, hvis rejse fra hjemmet var nær forestående, da det gjaldt om at få det på ham faldne valg skriftlig beseglet, havde fået en mindre omhyggelig opdragelse og på hans rejser i udlandet gjaldt det hovedsagelig for ham om at afvinde livet en lysere side ved at tumle sig i de for unge mænd i hans stilling så let tilgængelige glæder og fornøjelser, så han allerede i sin unge alder bar mærke af verdens giftige åndepust. I religiøs henseende holdt han på Luthers lære, ikke just fordi han havde nogen dyb erkendelse af dens sandhed, men fordi det rige, verdslige ærkebispedømme Bremen stillede ham en årlig indtægt på omtrent en halv btillion kroner i udsigt, — noget, der nok var værd at gribe efter og holde fast på. Havde ærkesædet havt andet end titelen ærkebiskop tilfælles med kirkelivet, ville det selvfølgelig have været aldeles forkasteligt og broderen uværdigt at arbejde hen til hans valg. Til lykke for ham og til bedømmelse af hans liv var dette imidlertid ikke tilfældet. I en anden henseende stemmede brødrenes karakter godt overens, omend denne lighed skulle volde dein indbyrdes bryderier i mængde: de vare nemlig begge besjælede af eil aldrig tilfredsstillet hang efter udvidelse af deres magt og landområde og ethvert middel, der på nogen måde kunne være formålstjenligt for dem i så henseende, og som ikke ligefrem stred imod moral og samvittighed, blev gerne benyttet. Selv på den dag, der noget nær blev den sidste af deres samlivsdage på Gottorp og som, efter hertugindens ønske, skulle højtideligholdes ved en festlig sammenkomst, kom denne attrå til orde mellem brødrene på en sådan blande, at det i alt fald for hertugen var en lettelse, da statholdereil Gert Rantzau blev meldt af kammertjeneren i det øjeblik, da samtalen mellem dein begyndte at tage en alt andet end venlig og broderlig retning. „ I være os hjertelig velkommen, hr. Statholder, “ Sagde hertugen med oprigtig velvilje, da hall trådte hr. Gert i møde. „ Ja, jeg fristes til at sige, at i neppe kunne have valgt noget heldigere øjeblik til eders besøg, end dette. “ Da statholdereil så spørgende på den unge hertug, vedblev denne, efter at have anmodet Rantzau om at tage sæde hos dem: „ Der er opstået en lille meningsforskel imellem min Broder og mig angående arven efter vor fader, hertug Adolph, og jeg kunne meget ønske, at i med eders alder, erfaring og bekendte retsind, ville overtage en voldgiftsmands rolle imellem os... “ Hr. Gert bukkede tavs og da den unge ærkebiskop ikke gjorde nogen indsigelse, vedblev hertugen: „ Det er jo vitterligt nok, at vort hus skylder den deling af hertugdømmerne sin tilværelse, som fandt sted 1544, og at også Frederik den anden mente at være forpligtet til at foretage en yderligere deling tyve år senere, hvorved der opstod den, lad mig sige uting, at der af de to, af koligen og min fader regerede hertugdømmer Slesvig og Holsten, udskiltes et tredie, nemlig hertugdømmet Sønderborg, rigtignok lideli adel og politiske indretninger og stående under hines overhøjhed, men dog altid en magt, der vil gøre sine formentlige, lensherrelige rettigheder gældende. Nu forekommer det mig, og med mig både befolkning, ridderskab og prælater, at to herrer kunne være tilstrækkelige, hvorfor min gemalindes farbroder, hertug hans i Sønderborg, heller aldrig har opnået at blive hyldet. Men er to regenter nok, så er tre, ja fire for mange. Det er dette sidste, jeg vil forebygge både nu og i fremtiden. Min Broder metier nemlig at have krav på øen Femern og nogle amter i Holsten, men derved ville af sig selv opstå et fjerde hertugdømme, Femern, hvilket ikke bør ske. Både de bydende og de lydelide ville forvirres, og det vil derfor være rettest, at førstefødselsretten indføres og at de yngre sønner må nøjes med en årpenge. Ved at træde tilbage fra ærkesædet i Bremen og foranledige, at min Broder er bleven valgt til ærkebiskop i dette rige stift, mener jeg at have gjort ethvert billigt krav fyldest. Hvad er nu eders mening hr. Statholder? “ Efter at have betænkt sig en stund, svarede Gert Rantzau: „ Det er forunderligt, hvor vore tanker og anskuelser mødes, hr. Hertug, og hvor meget i ved denne henvendelse til mig, har lettet mig det ærinde, der har ført mig til eders kabinet på denne tid af festdagen... “ Nu var det hertugen og ærkebiskoppen, der forventningsfulde så på statholderen. „ Jeg må fuldtud give eders højhed medhold i, at en yderligere deling af hertugdømmerne ville være både uklog og farlig og let, som i allerede har bemærket, kunne forvirre begreberne både hos befolkningen og embedsmændene. Men jeg vil, med eders tilladelse, endnu gå et skridt videre og sige, at selv to regenter på en gang er en for mange... “ „ Hvorledes! “ udbrød hertugen i højeste grad forbavset. „ Vil i frakende mig retten til de gottorpske lande! “ „ Ingenlnnde, “ svarede Rantzau roligt, „ men jeg kunne ønske forholdet ordnet på en anden måde, og jeg skal ikke nægte, at jeg i så henseende er bemyndiget til at indlede underhandlinger med eders højhed. “ „ Indlede underhandlinger med mig! “ udbrød hertugen mere og mere forbavset, thi et sådant udfald af den begærede voldgift havde han ikke tænkt sig. „ I taler i gåder, hr. Statholder, og jeg må bede eder om nøjere forklaring “. „ En sådan er det min pligt at give; jeg beder kun om lidt tålmodighed. Der er et udtryk, der efter min mening ofte er bleven mistydet og som under allehånde påskud sikkert vil blive det endnu tiere i fremtiden, — det er udtrykket fra Christian den førstes dage, at Slesvig og Holsten skulle være forenede til evige tider! Der arbejdes allerede nu af danfkfjendtlige elementer hen til en sammensmeltning af de tvende hertugdømmer, få at der kun bliver et, nemlig et Slesvig-holsten, og det kan ikke fejle, at urolige hoveder have tænkt sig den mulighed, at en sammensmeltning af den omtalte Art turde være nær forestående og at deri fælles hertugkrone kunne blive båren af eders højhed eller af en af eders efterfølgere... “ Ved disse ord steg blodet hertugen til hovedet og han tog heftigt til orde: „ Og en sådan tanke eller plærr tiltroer i mig, hr. Statholder! “ „ Nej, eders højhed! Jeg taler kun om urolige hoveder og håber for mit vedkommende, at en fådan forening aldrig vil komme i stand. Thi den rette fortolkning af hint udtryk, der også ligger i ordlyden, er åbenbart den, at de tvende hertugdømmer hvert for sig ikke må deles eller stykkes ud! “ „ Deri kan jeg ikke være enig med eder, hr. Gert, “ Tog ærkebiskoppen, der hidtil havde forholdt sig tavs, til orde, „ skønt jeg på den anden side heller ikke har tænkt mig en selvstændig stat, uafhængig af Danmark. “ „ Det er netop for at forebygge sligt, at jeg gerne ville forberede en overenskomst imellem de tvende regenter: kongen og eders højhed, “ vedblev Rantzau uden at lade sig forstyrre af det indtryk, hans fortolkning syntes at have efterladt sig hos de gottorpske brødre. „ Jeg er virkelig nysgerrig efter at erfare, hvad i i så henseende har udklækket i eders statskløgtige hoved eller hvilke tanker, det danske kabinet har ladet eder være tolk for, “ udbrød Johan Adolph noget utålmodig. „ Sagen er ganske simpel, eders højhed. I frasiger eder alle rettigheder til landsdele, byer, slotte, herligheder o. s. v. i Slesvig, der indlemmes i kongeriget, og i får fuld erstatning i Holsten, hvor Kiel bliver eders residents! “ * ) „ Nej virkelig, — ja hvor simpelt dog et sådant bytte kan gøres, “ svarede hertugen spottende. „ Men sig mig, hr. Statholder, er det spøg eller alvor og hvem har bemyndiget eder til at føre et sådant sprog her i min egen Borg. “ „ Er mit forslag da så uantageligt. Tro mig, eders højhed, kunne knuden løses på den måde, uden nogensinde atter at strammes, da burde man prise kabinettet i København, at det har fjernet mange vanskeligheder, der, det ser jeg forud, ville optårne sig og væbne Broder mod Broder! “ „ Eders mening er sikkert god, hr. Gert, “ tog hertugen atter til orde, da han mærkede, at forslaget var fremsat, ikke i spøg, men i fuldt alvor. „ Dog sig til dem, der have fkikket eder hid, at jeg aldrig * ) i året 1628 fremsattes dette forslag i en besterntere form af selve kongen og kabinettet i København. med det gode går ind på en sådan overenskomst og at før skal Gottorp slot synke i grus, før jeg lader mig fordrive fra dets tårne og mure! Og nu, gud befalet, hr. Gert. Vi ses vel ved taffelet siden? “ Med et tavst buk forlod statholderen kabinettet. Det i samtalen med Christoph Schack og Claus ahlefetdt berørte særlige øjemed for hans rejse til Gottorp, var altså mislykket; men vel tilfreds var hall alligevel, at han som ærlig dansk mand havde sagt sin mening. Ikke så snart havde døren lukket sig efter hr. Gert, før ærkebiskoppen sprang op, greb broderens hånd og udbrød: „ Det var altså derfor, at de gamle ræve, kansler Niels kås og Gert Rankzau så hyppigt skal hovederne sammen under kronings- og formælingshøjtidelighederne sidstleden i København! Men lad mig nu sige dig, Johan Adolph: behold du Femern og det hele og skulle jeg nogensinde forny mine krav, da stat det ikke være landshøjheden, uren kun indkomsterne, jeg attrår. Og tro ulig, — det af vor store fader, hertug Adolph, grundlagde holsten-gottorpske hus, skal ikke have nogen bedre talsmand end ung, hvor langt jeg end nu snart skal være fjernet derfra! “ Dermed omfavnede brødrene hinanden, — der var et fælles mål at eftertragte, rimeligvis en fælles fjende at bekæmpe og besejre! -- -- -- -- -- selvfølgelig er her ikke stedet til at omtale de udsøgte retter og vine, der blev fremsatte på festbordet samme dag, ej heller udsørlig at beskrive den afskedsfest, der blev højtideligholdt til ære for den unge ærkebiskop. Det er af særlige grunde mere magtpåliggende at skildre de begivenheder og anføre de udtalelser, der forefaldt og kom til orde både før og efter festen og vi gå derfor let hen over de mange adelige personer, der foruden de alt nævnte, vare indbudne og komne til stede —, mænd, hvis navne den gang vistnok havde en god klang, men hvis bærere i århundreder have sovet den sidst

1870_Gerson_AfDetDagligeLiv

Julius

Af Det Daglige Liv

Gerson

Gerson

Af Det Daglige Liv

male

1870_Gerson_AfDetDagligeLiv.pdf

Julius Christian

Gerson

dk

Af det daglige Liv

Skizzer

n

gothic

Chr. Steen & Søn

KB

Skizzer - er det noveller?

pdftxt

nan

nan

O

En lille fejltagelse. Det er en ved tal godtgjort erfaring, at der i vore dage rejses meget mere end for en del år tilbage. Måske har den tiltagende higen efter adspredelser sin del deri, måske den med en stadig voksende kundskab og dannelse sorøgede trang til med egne dine at se og kende alt sin endnu større. Væsenligst må dog grunden dertil søges i, at det i de senere år er blevet langt lettere og billigere at rejse, og det er næsten utroligt, hvad jernbanerne i den henseende have virket. Også i Fyen, hvor jernbanen endnu er i sin barndom, have rejseforholdene forandret sig ikke lidet, og de smukkere punkter besøges nu, navnlig i sommertiden, af en mængde mennesker, der tidligere ville have betragtet det som en for dem uoverkommelig opgave at gøre en sådan udflugt. Fremfør alle er det da det yndefulde hindsgavl med dets omgivelser, man søger hen til, og det ikke blot fra Fyen selv, men også fra hele det øvrige Danmark, og den velvilje, hvormed dets ejer, hofjægermester Fønss, lader selv de hans bolig nærmest liggende og dejligste partier af sin lund og have åbne for det store publikum, kan ikke noksom påskønnes af alle dem, der ad den fyenske jernbane gøre udflugter til middelfarf, for at glæde sig ved en rig naturs skønhed. Blandt dem, der i sommer besøgte stedet for kortere eller længere tid, var også en fabrikant Dinesen med datter. Forskellige sorger havde i den senere tid rammet hans huns; at han mistede en trofast hustru, datteren en kærlig moder, var den største af dem, om end datteren havde haft en anden sorg, der vejede tungt i vægtflålen ved siden af den nævnte. Han besluttede derfor at gøre en udflugt til det for sin skønhed så berømte sted, på en otte dages tid at tage bolig i det så fordelagtig bekendte berendtsfe hotel i middelfarf, hver morgen at benytte de fortrinlige søbade der ved byen og derefter tilbringe resten af dagen dels ved spadseretoure i den tæt op til staden liggende grimerhuusskov, dels ved småudflugter til den lille granskov mellem kongebroen og hindsgavl, til hindsgavls lund og vidunderlig dejlige have og endelig til den smukke, lille ø Fænø samt alt, hvad deromkring findes af tiltalende naturskønhed. Datteren, en pige på atten år, der sjælden, på grund af moderens sygdom i længere tid før hendes død, havde nydt glæden af varigere udflugter, havde længe imødefeet denne lille rejse med forventning om en større nydelse, og kort efter pintsen begave da fader og datter sig til Københavns banegård, — thi de hørte hjemme i København, — for efter kun en halv dags forløb at nå til bestenimelsesstedet. Rejsen gennem Sjælland havde for dem intet mærkeligt. Fraregnet den hurtighed, hvormed man bringes fra sted til sted, er al jernbanekjørsel lidet fornøjelig; selv om man har opnået en sordeelagtig plads ved et vindue, er udbyttet kun ringe, thi de landskaber, man føres igennem, veksle så hurtigt, at man ikke får noget klart overblik over det, man seer, endsige at man skulle opnå nogen stemning derved, og rejselivets pointe er dog de vekslende stemninger, sjælen under det gennemlever. Over beltet gik rejsen behageligt, en let luftning krusede vandet, og det var, som om Sjælland og Fyen på den klare, milde sommerdag søsterlig vare rykkede hinanden nærmere. Under overfarten stod den unge pige længe og så ned i det dybe hav. Var det de på oversladen legende solstråler, hun betragtede, eller hvilede kun det ydre øje på de solbeskinnede vande, medens det indre var fæstet på en sorg, på et savn dybt inde i hendes bryst, der måske ikke var mindre dybt end det hav, damperen gled hen over. Hvo kan til ethvert oieblik se, hvad der bevæger et menneskes indre? Var det et savn, der boede forinden, da var den smuktformede kind bieg nok, det mørkeblås øje alvorligt nok til at være udtryk derfor. I Nyborg måtte de rejsende finde sig i et kort ophold, så trådte de atter ind i jernbanecoupsen, for med damp at føres forbi den fyenske hovedstad, der er så stolt af at kaldes Danmarks anden stad, til Fyens vestligste by. Men havde farten gennem Sjælland været uden særlig interesse for de tvende rejsende, kunne det samme dog ikke siges om rejsen gennem Fyen, thi i samme oieblik, som toget fluide til at afgå fra Nyborg, steg en ung mand ind i den coupse, hvor de vare, og tog, uden ret at få tid til at se, hvem der blev hans rejsefæller, den eneste endnu åbne plads, der var, ved siden af fabrikantens unge datter. I det samme han satte sig, ville han tage hatten let as og hilse flygtigt, som man hilser fremmede, med hvem man kommer i en kort berøring; men det var næsten, som om armen var bleven til sten i det samme, hans ansigt skiftede farve, og, idet han ligesom med lidt anstrengelse endelig tog til hatten, satte han sig tavs og næsten forlegen på sin plads. Også med den unge pige var der foregået en pludselig forandring, over det blege ansigt havde der lagt sig en stærk rødme, og de ellers talende Oine så ndtryksløst ned i hendes skød. Kun fabrikanten forblev, fljøndt også han syntes noget overrasket, dog i det hele taget uforandret; han gjengjeldte den unge mands hilsen svagt og sænkede derpå coupsevinduet ned, for at ånde friere. Banetoget var kommet forbi Ullerslev og havde nærmet sig Marslev, men endnu var der ikke blevet vekslet noget ord mellem de tre nævnte rejsende, fader og datter og den syvogtyveårige, unge mand, der efterhånden syntes at være bleven aldeles uden øre for sin omgivelse og kun at være optagen af, hvad der rørte sig i hans indre. I Marslev gik et ungt menneske, der sad ved siden af fabrikanten, ud af coupeen, og hans plads blev indtagen af en snaksom handelsrejsende, der var i en uafbrudt bevægelse og havde noget at spørge om til alle sider. Så kunne de tre tavse rejsende da ikke mere tie aldeles stille, og nu og da måtte øjet løftes, om det endogså stundom skete lidt uvilligt. „ Fortsætter de touren ad hele den fyenske linie? “ spurgte den handelsrejsende, der nu sad ved siden af fabrikanten og lige overfor den nnge mand, sin nabo. „ Ja! “ var det korte, men derfor ingenlunde uhøfligt betonede svar. „ Og de, frøken, bliver de også ved lige til baneenden? “ „ Det er min fader, der sidder ved siden af dem; vi følges ad! “ lød det svagt og ligesom lidt fremtvungent fra deu unge piges mund. Den handelsrejsende nikkede, foreløbig tilfredsstillet ved det udbytte, hans nysgerrighed havde fået, og en stund herskede der atter taushed i den ende af coupden, hvor fader og datter fade. Pludselig syntes dog tausheden at blive selv fabrikanten for pinlig, og idet han bøjede sig over mod sin datter, sagde han: „ Hvordan har du det, Margrethe? “ „ Godt, kære fader! kun er varmen mig lidt trykkende i dag. Men det hjelper betydeligt, at vinduet er åbent. “ „ Jeg frygter for, at de er lidt generet i deres bevægelser ved mig “, sagde den unge mand pludselig, og ligesom overvindende sig selv; „ hvis så er, beklager jeg det meget og vil ikke vide tilfældet tak derfor. Coupeen er desværre så fyldt, at jeg næppe kan andet end gøre dem pladsen her ulidelig. “ Den unge pige bøjede hovedet lidt til siden som for at svare, men idet en del af forstemningens vægt, der lige siden afrejsen fra Nyborg havde ligget på hendes bryst, ved denne kun af hende til fulde fattede undskyldning faldt af, listede der sig fra hjertet og op til øjet en tåre, der trådte perlende ud under det smukt formede låg, og undseelsen tvang det svar tilbage, som allerede var undervejs. „ Agter de dem langt bort? “ sagde fabrikanten, for ligesom at befrie datteren fra det svar, han følte, at hun ikke kunne overkomme. „ Er det en længere rejse, de tilsigter, eller er det kun et besøg her i nærheden, de vil foretage? “ „ Det er min hensigt at tage ophold i Middelfart i nogle dage. Jeg vil besøge hindsgavl igen, som jeg ikke har set siden min barndom. “ Den unge pige kastede et hurtigt blik til sin fader, som denne søgte at fortolke, som han bedst kunne, og det var ikke utydeligt på hendes ansigt, at det tidligere tryk atter lagde sig fordoblet på hendes bryst. „ Jeg går også til Middelfart “, sagde den handelsrejsende, uden at dog nogen syntes meget begærlig efter at erfare det; „ jeg har endeel forretninger at afgøre der, så gør jeg med det samme en lille svingom også til det dejlige hindsgavl. Det er en prægtig ejendom, og det er herlige folk, som bo der. “ „ De kender ejeren og hans frue? “ sagde en stemme pludselig fra den anden ende af coupeen. „ Nej, jeg har min erfaring på anden hånd, “ Lød svaret; „ men det er derfor ikke mindre vist, hvad jeg siger. “ „ Ah, således! “ sagde stemmen atter i den anden ende af coupeen, og et ironisf smil gik hen over dens ansigt, der havde gjort spørgsmålet. Det var åbenbart en mand, der var godt kendt på det omtalte sted, og som ville straffe den handelsrejsende for den mine, han gav sig af at kende, hvad han ikke kendte. Atter indtrådte en lang pause, og banetoget holdt ved Odense station. I flere af coupeerne vekslede rejsende, men i det rejseselskab, som var der, hvor fabrikanten sad, fandt ingen forandring sted. Kun trådte den urolige handelsrejsende et par minuter udenfor, og fabrikanten rejste sig et dieblik, for at strække sine lemmer. Dette korte nu benyttede den unge mand til ganske sagte at tilhviske fabrikantens datter et par ord. „ Tilgiv, “ sagde han langsomt og kun hørligt for hende, „ seer de hellere, at jeg forlader coupeen? “ „ Jeg har i den henseende intet dnske, “ lød det dæmpede svar. Og den unge mand forblev på sin plads. Og atter rullede toget afsted, dampende hen mod de smukke, skovrige egne, der tiltage i afveksling af høj og Dal, altsom man kommer videre og videre mod vest. Det vil ved hver enkelt begivenhed i livet være vanskeligt at sige, hvad der er tilfældets værk og hvad der er styrelsens, skillelinien mellem begge er det ikke givet det menneskelige øje at erkende tydelig. Det går med styrelse og tilfælde som med guds villie og menneskets, hvo kan sige, hvor guds villie begynder, og hvor menneskets frie villie flipper op? Men vist er det, at, hvad vi helst antage som styrelse, ofte for vort svage blik seer ud som tilfælde, medens det, vi troede at burde charakterisere som tilfælde, udøver på os en virksomhed, som var det en styrelse fra oven. En lille, tilsyneladende tilfældig bemærkning af en for fabrikantens datter aldeles fremmed, af den travle handelsrejsende, blev således også her den første anledning til, at den sorg, som hvilede på hendes sind, i en ikke fjern fremtid skulle finde sin lettelse. Ville man senere have spurgt hende, om hun troede, det var en tilfældig bemærkning, da ville hun visselig på det bestemteste have benegtet det og kun i den set guds egen styrelse; men for den handelsrejsende selv og enhver udenforstående måtte bemærkningen kun synes en tilfældig, den fremkom hos ham som så mange andre, for at han kunne stille sit kjendfkab til alt i et så klart lys som muligt. De rejsende havde endnu kun et par stationer tilbage, før de vare ved baneenden, da faldt det pludselig den handelsrejsende ind, at han havde set den unge mand sør, uden at han dog ret huskede hvor. Idet han derpå forskellige gange lod sine øjne mønstre hans hele personlighed, sagde han pludselig: „ Jeg har haft den fornøjelse at rejse med dem før, jeg erindrer det nu tydelig. “ „ Det er nok muligt, “ lød det korte svar, „ jeg mindes nu også at have rejst med dem. “ „ Ja, det er ganske vist! vi vare på dampskib sammen fra London. De havde deres unge kone med. “ En almindelig taushed påfulgte, fabrikanten så ud af vinduet, den unge pige så ned i sit skød, candidat Johnsen, thi dette var den unge mands navn, lod et uvilligt blik strejfe hen over den snaksomme fremmede. „ Jeg har aldrig været gift, “ sagde han, „ den dame, de formodentlig har antaget derfor, var ikke min kone. “ „ Med deres tilladelse, “ vedblev den ufortrødne handelsrejsende, „ jeg tiltalte hende flere gange som Fru Johnsen, og hun gjorde ingen indsigelse derimod. Er deres navn ikke Johnsen? “ „ Et svar herpå behøver jeg vel næppe at give her til en mig ganske fremmed. Dem, der kunne have nærmere interesse af at få noget at vide i den henseende, skal det være mig kært at give det til anden tid og på andet sted. “ Den handelsrejsende tang og så sig betydningsfuldt om, men ingen uden den elegante rejsende, der tidligere havde tilrettevist sladdreren, syntes at agte videre på ham, og denne kun for atter at vise ham et ironisk smil, der straffede ham for hans påtrængenhed. Men to var der dog tilstede, der fulgte den unge mands ord med spændt opmærksomhed, og det var fabrikanfen, men især hans smukke datter. Over hendes pande gled der som et flygtigt solglimt, men kun for at efterlade en endnu stærkere skygge. Taus vendte hun sit ansigt mod det åbne vindue, og et dybt suk skaffede sig luft fra det fyldte bryst. En panse fandt sted på ny, så lukkede den handelsrejsende sine øjne for at slumre lidt. Fabrikanfen tog sin datters hånd og holdt den mellem sine, og den unge mand lod tanken atter søge indad, derind, hvor alle vore glæder og bekymringer have deres uafbrudt vældende, usynlige kilde. Da toget ankom til banegården ved Middelfart, satte fabrikanfen og hans datter sig i den omnibus, der fra hotellet afsendes, for at hente rejsende, som mulig ville tage ind der; den handelsrejsende kørte bort i en anden vogn. Hans strenge censor i den anden ende af coupeen forblev på banegården, for at oppebie en ekvipage, der skulle afhente ham, men som endnu ikke var kommen. Kun candidaten gik tilfods fra banegården, medens hau lod sin kuffert følge med omnibussen, og det var et langt, glædeløst blik, hvormed han fulgte fabrikanten og hans datter på deres Bei. Den næste morgen oprandt smuk og lys. Sagte vuggende slog vandet imod skibsbroen, og på det bugtede lille-bell kom og gik både, hver med sit hverv. Ude på en galease, der lå og lossede, stod en Matros og sang; det var en munter vise. Men en glad sang er på sin Viis en pris af den guddommelige styrelse, og det var nu den unge sømands måde at takke vor herre på, at synge frejdigt ved sit arbejde som fuglen på grenen. Fra hotellets dør kom en enlig skikkelse, for at nyde den friske søluft; det var candidaten, der var stået tidlig op, og som trængte til i guds frie natur igen at ånde lidt lettere op efter mangehånde tyngende tanker, der havde optaget endeel af hans for søvnen bestemte tid. At der ved et af vinduerne ovenpå stod en ung pige og lod niet tankefuldt glide ud over stranden, så han ikke, han var for optagen af det friske naturbilled, der, idet han trådte udenfor, oprulledes for hans Nie. Vil man nu spørge, hvad det var, der beskæftigede de tvende unge menneskers sind så alvorligt, da kan der foreløbig kun svares: erindringen om en brudt forbindelse. Fabrikantens datter og candidaten havde været forlovet i over et år, og det var ikke engang et siden, at forlovelsen var blevet hævet. Det var den unge pige, som havde hævet den. Men hun havde ikke gjort det, fordi hendes kærlighed til den unge mand var sluppen op, hun havde gjort det med hjertet fuldt af hengivenhed for ham, fordi hun endnu ikke noksom var kommen til erkendelse af, at meget i verden synes anderledes, end det i virkeligheden er, og at selv de tilsyneladende uomstødeligste beviser kunne være så svage, at det mindste sandhedens vindpust kan omstøde dem. Klokken havde nylig slået syv i kirketårnet nær ved hotellet, da trådte fabrikanten og hans datter ud på den høje stentrappe udenfor. Den unge pige bar en let morgenkjole og fra den lille stråhat flagrede der sorte bånd, symbolet på, at det sår, der var slået hende ved en kær moders død, endnu var åbent. For det sår af en anden natur, hun, i tro på nødvendigheden deraf, havde slået sig selv, var der intet symbol at se, det bar hun skjult i sit indre. Begge stod de en tidlang på trappen og lod niet gå over mod den jydfke kyst, der lå i fuld solbelysning, så gik de i modsat retning af havnen ad grimerhuusskov til, for under træernes skygge, på Toppen af en eller anden høj, at hvile lidt endnu med åbne nme. Til grimerhuusskov, men ad en anden vej, var også candidaten gået. Ventede han at træffe fabrikantens datter der? Hvo ved? Tænkt sig det klart havde han ikke! Men hvor lidt er der ikke også i os et håb eller en forventning, soni ikke har nået fødslens nieblik i tanken, men kun embryonisk, uset af os selv, ligger i vor sjæl! Hvor er nu den handelsrejsende? Han sover på sit grønne nre. Før han gik til sengs har han i gjestestuen ved et glas punsch givet den tålmodige unge hotelejer et bevis på, hvor velbevandret han er i politik og personalhistorie, og da hans forelæsning har trukket lidt sent ud på natten, sover han endnu de retfærdiges søvn. Gid han må tove godt, han har haft sin mission i verden og fuldendt den. Den lille historie om candidatens giftermål, han gav tilbedste i jernbanecoupeen, er mulig den største nytte, han endnu, skønt sig selv uafvidende, har gjort noget af sine medmennesker, på den ham ubevidste eftervirkning kan han nu hvile ud. Fabrikanten og hans datter havde vel siddet en halv times tid og indåndet de friske pust fra havet, så besluttede den førstnævnte at gå i bad; men da datteren ikke ville slippe den stemning, hvori hun var kommen, så hurtigt, bestemte hun sig til at blive tilbage og oppebie faderens tilbagekomst på den høj, hvor hun sad. Så forlod han hende da, efter først at have kysset hende på panden og lovet hende ikke at lade vente længe på sig. Lidt efter lidt så hun hans skikkelse tabe sig iblandt træerne, så bøjede hun sig tilbage mod en green, og medens hun vuggede sig i vågne drømme, sang fuglene ovenover hende om kærlighed og om, hvor smukt livet kan leves, når man kun nøjsom ikke alt for meget fordrer ud over øjeblikket. Lidt efter nærmede sig skridt nede fra stranden, en ung mand med sin stok i hånden steg op ad højen, og — for første gang i hen ved et år vare de to, der engang havde tilhørt hinanden, atter sammen. Ikke straks dog nærmede candidaten sig helt hen til den unge pige. Da han ved foden af højen så hende, uden at hun endnu havde fået vie på ham, blev han stående et øjeblik ligesom rådvild. Han betragtede den lette skikkelse, han engang havde haft net til at kalde sin, de hvide hænder, der foldede sig andægtig, som var det store, solbeskinnede rum over hende den af usynlige magter byggede kirke, hvori hendes skaber kaldte hende til andagt, det runde barneansigt, der så ofte tillidsfuldt og trygt havde hvilet op til hans skulder, medens niet sorgløst havde lukket sig for enhver tvivl og enhver bekymring, og en flok af minder rejste sig og hviskedee omkring ham om kap med det af morgenvinden bevægede løv. Da satte han pludselig stokken fast mod jorden, kastede tvivlrådigheden af sig som en kappe, der ved det skridt, han ville gøre, var ham for tyngende, og gik op ad højen, tæt hen til stedet, hvor den, hans tanker beskæftigede sig med, sad. Et udbrud af overraskelse undslap hende, og hurtigt som den skovdue, der i samme nieblik støt op over hendes hoved, rejste hun sig og stod foran ham. En strøm af purpur gød sig over hendes kind, og hendes bryst løftede sig, som var det for trangt til at rumme, hvad der bevægede det. Men i tamme nieblik havde også candidat Johnsen, der følte det, grebet hendes hånd, idet han sagde: „ Tilgiv, at jeg denne gang nærmer mig dem, skjøndt det ikke er tilfældet, det skyldes, men min egen fri drift. Men en bemærkning, der i jernbanecoupoen blev gjort af en fremmed rejsende, nøder mig dertil. Hvor lidet jeg end, efter hvad der fra deres side er sket, kan skylde dem denne forklaring, så ville jeg dog nødig for den, jeg engang havde kær, synes troløs mod mine blinder, og det er derfor, jeg nærmede mig dem, for at vise dem, at jeg ikke er det. “ Fabrikantens datter trak sagtelig og fkjælvende sin hånd ud af candidatens og sagde med nedslåede Nine: „ Jeg forstår dem ikke ret. “ „ De har engang hævet den forbindelse, der var imellem os, men så ligegyldig for den har jeg ikke været, at jeg allerede nu har kunnet ægte nogen anden. Hvad den fremmede rejsende ytrede i den henseende, var falsk. “ „ De har overfor mig ingen pligt mere. Jeg forstår, at de i sin tid i den fremmede stad fattede interesse for en anden, det var så lidet, jeg havde at byde dem. Om de alt nu har knyttet det bånd, de dengang bandt der, fastere, eller først i tiden vil knytte det, bør for mig være uden interesse, jeg har gjort det askald, der kan fordres af mig. “ En tåre trådte hende ved disse ord i niet, og hurtigt vendte hun hovedet til siden for at fkjule den. Den unge mand lod sin stok glide ned i græsset, blottede sit hoved og kastede hatten hen ved siden af den, og stod nu overfor hende smuk og åben, som da hendes hjerte første gang havde ilet ham i møde. „ I den fremmede stad, og jeg antager, de mener London, hvor jeg i længere tid opholdt mig, har jeg ikke for nogen anden fattet nogen sådan interesse, at den kunne stride mod det kærlighedsforhold, hvori jeg stod til dem. Jeg har set mange unge piger, jeg har omgåedes ikke få, men for mig er billedet af den, jeg i mit fædreland havde ladet tilbage, aldrig blevet fordunklet. Det blev det end ikke, da jeg modtog det brev, hvori de løste båndet mellem os, end ikke da, da de sendte mig det brev, hvori jeg bad dem om forklaring af deres skridt, nåbnet tilbage. “ Den solstråle, der i dette øjeblik ovenfra faldt hen over den unge pige, kunne ikke være klarere end den, som ved hans ord indenfra lagde sig over hendes ansigt. Dog tav hun et øjeblik stille, som om hun ikke så pludselig kunne bringe orden i alle de betragtninger, hans ittringer fremkaldte i hendes sjæl. „ Jeg har måske haft uret i ikke at åbne deres brev, “ sagde hun kort efter, „ men jeg fulgte deri kun mine forældres råd. Hvad det brev angår, hvori jeg løste vor forbindelse, da var det kun frugten af lang overvejelse og bitre tårer. “ „ Og hvorved havde jeg begrundet disse tårer? “ „ Af min fader vil de kunne erfare, hvor megen grund jeg havde til dem. At de meddelelser dem angående, der kom min fader ihænde, vare nøjagtige, kunne jeg ikke betvivle, dengang troede jeg mig endogså « overbevist derom. Nu have deres ord gjort mig vaklende i min tro. “ „ Og vil de åbent sige mig: hvad blev der berettet deres fader? “ „ En londonsk handelsven af ham, fabrikant som han, underrettede ham om, at han havde truffet sammen med dem i en engelsk banquiers hus. I længere tid havde de viist datteren stor opmærksomhed, efterhånden vandt hun også dem kær, og til sidst blev der mellem dem og hende knyttet et bånd, som kun kunne knyttes hensynsløst for det, der tidligere bandt dem. “ „ Men de har jo aldrig skrevet mig til derom. “ „ Burde jeg påtrænge mig, hvor jeg følte mig tilsidesat? Men blindt hen ville jeg dog ikke tro, hvad der blev sagt. Gennem flere pålidelige familier, min fader kender i London, forespurgtes der dem angående, men alle vare de enige i, at candidat Johnsen havde vundet den rige banquierdatters hjerte og bundet sig til hende. “ „ Dette sidste er også rigtigt nok. Candidat Johnsen har virkelig bundet sig til hende. Derer kun en lille fejltagelse i den henseende: samtidig med mig var der i London en anden candidat Johnsen, han hedder Edvard, medens jeg... ja, hvad jeg hedder, ved de, mit navn er Carl. “ „ Min gud, hvad siger de? “ udbrød den bestyrtede og skælvende pige. „ Sandheden! Det var netop denne hr. Edvard Johnsen, der tilfældig samtidig med mig rejste til København, hvor han ville præsentere sin unge engelsfe kone for sin slægt, netop denne hr. Edvard Johnsen, hvis hustru den mig fremmede rejsende i coupeen i går kaldte min. “ „ Min gud, hvor jeg dog har båret mig stygt ad! Hvor jeg dog føler mig dybt beskæmmet! “ Sagde fabrikantens datter heftigt. „ Hvor uendelig meget har jeg ikke at afbede hos dem! “ „ Lad os et oieblik gå fammen ned til stranden, vi trænge begge til al den kølighed, vi kunne få. Der skal jeg gjennemgåe vort forhold nærmere, der skal jeg give dem den fremstilling af mit liv i London, som deres brev og senere afvisning afskar mig lejligheden til tidligere at give dem. “ Og gladere i sindet, end han var kommen hen til skoven, om end ikke endnu fuldkommen glad, tog han den unge piges hånd og drog hende med sig ned ad skrænten til det sagte skvulpende vand. Hen forbi kysten gled et dampskib, det kom fra Kolding, fuldt af passagerer. Det danske flag viftede ind imod stranden, det viste dem uskylds og kærligheds farver. Om et oieblik ville på. Skibsbroen i den lille by alt være i travl bevægelse; hvor mange efterretninger af vigtighed, hvor mangen kær ven og frænde kunne der ikke med den hurtige damper bringes fra kyst til kyst! Men for ingen kunne den bringe en vigtigere efferretning end den, hvortil den handelsrejsende havde forhjulpet de to, som nu, uden dog egentlig at tænke på skibet, med blikket fulgte dets fart over det solbelyste belt. En stund stod begge de engang forlovede tause — der var jo for dem begge nok at tænke på. Hvor mangen tåre kunne den unge pige ikke have sparet sig, hvis hun havde stolet tryggere på den, der engang havde lovet hende sin tro, end på alverdens beretninger! Hvor mangen mørk time kunne hun ikke have sparet hånt, hvem hun gerne havde offret sit liv for at forskåne for smerte, hvis hendes livserfaring havde lært hende først at prøve nøje, før hun dømte. Men således er det menneskelige hjerte, det har ikke ro. Det kan rumme en rigdom af glæde og lykke, og dog kan et eneste giftigt pust tilintetgøre den! Således er det menneskelige liv, det er en uafbrudt veksling af blikstille og storm, og virkelig lykkelig er kun den, der i sin faste tro på guds styrelse eierkrasf til at lade stormen gå hen over sig. Over en halv time sagde de tvende unge mennesker nu ved stranden, han, gennemgående alt, hvad der var sket med ham såvel i Englands hovedstad som senere, efter at han var kommen tilbage til Danmark og for at fjerne sig så vidt muligt fra den, der havde forladt ham, havde taget sig en plads som fuldmægtig på et herredscontoir i en lille by i det nordlige Sjælland, hun, hørende på hans meddelelse med anger og glæde kæmpende mod hinanden. Da han var færdig med sin beretning, tog han begge hendes hænder og betragtede hende en tidlang tavs. „ Du har nu hørt beretningen om mit liv, “ Sagde han derpå, „ den er tillige beretningen om min uafbrudte kærlighed til dig, og derfor tiltaler jeg dig atter med det fortrolige du som dengang, da du tillidsfuldt troede på den. Her på mit bryst bærer jeg endnu dit brev, det brev, jeg havde bestemt at bære der for stedse som et palladium imod nogensinde atter at lade en kvinde få indgang deri. Jeg tager nubrevet frem og holder det hen fordig. Vil du, at jeg skal sønderrive det og lade stykkerne flagre for vinden, til de opløste synke på havets bund, eller skal jeg gemme det igen, hvor det lå? “ „ Har jeg vel ret til at se det sønderrevet? “ Sagde hun, idet hun grædende bøjede sig hen imod ham. „ Hvor meget har jeg ikke først at bede om tilgivelse for, hvor meget har du ikke først at tilgive? “ Et oieblik efter flød der utallige småstykker papir hen over vandet, bølgerne legede med dem, og et for et samlede vind og strøm dem atter. Men hvad der havde stået at læse, kom der dog aldrig mere til at slå. Da fabrikanten kom hjem fra badet, fortalte datteren smilende den fejltagelse, der havde fundet sted, og, beklagende det skete, hvori han selv havde en så stor del, rakte han candidaten hånden og havde for de tvende unge kun det onske, at bryllupet måtte slå snart. om aftenen var fabrikanten og candidaten nede i hotellets gjesfesfne, hvor også den handelsrejsende igen havde taget plads. Tæt ved gjestestuen, i det lille spifeværelse, stod den unge pige i den halvtåbnede dør under kvindelig beskyttelse af to unge damer, der hørte til huset, og en tredie, som var der i besøg. Fabrikanten forlangte en flaske champagne, og da han havde skænket i glassene, bad han den handelsrejsende på neisecompagniskabets vegne at tømme et glas nred ham. „ De troede at have teet den unge mands kone på rejsen fra England, “ Sagde han, „ lad mig her ved glasset oplyse dem om, at der ombord på skibet var to candidater af tamme navn, og at den dame, de få, var den andens kone. Men vil de også fe dennes, om just ikke endnu hustru, så dog tilkommende hustru, og det, som jeg håber, snart, så seer de hende her, det er min datter. “ Og dermed åbnede han døren til værelset ved siden af, og fabrikantens datter stod, omgiven af sin eskorte, i døren seiersglad og smuk. Den handelsrejsende rejste sig forvirret fra sin stol, gjorde nogle skridt hen imod damerne, men vendte så straks igen tilbage, uden at have fundet ord til at udtrykke sig med. Så tog han glasset i sin hånd og, idet han løftede det, sagde han: „ En skål for det unge par! Jeg beder dem om overbærenhed med min lille fejltagelse! “ hnn er brillant! Enhver, der har kendt min svigerinde i hendes yngre dage, vil indrømme, at hun var et brillant fruentimmer. Ikke alene havde hun i alle henseender herredømmet over sin ydre personlighed, så at den, om jeg så tør sige, til enhver tid og under ethvert forhold slog til, men selv i det enkelte var der hos hende næsten intet at påvise, hvorom man ikke kunne sige, at det var brillant. Hnn havde et par brillante dine, store og sorte som steenkulsperler, der, velslebne, glimre til alle kanter; et brillant hår, et uigennemtrængeligt net af nøddebrun nåsilke, hvis blødhed kunne føles med diet; en brillant Hals, et af fine årer gjennemdæmret elastisk rør, som kunne svaie for den mindste villieluftning; en brillant skulder, et slags konstrigt udformet chemisk præparat as roser og elfenb en; en brillant hånd, letrundet og hvid som sneen på alpetoppe, og endelig en fod så brillant, at ingen chineserinde, hvad længden angår, skulle gøre hende rangen stridig. Vel havde alt dette i årenes løb tabt sig endeel; i sin suldeste elands var det egentlig kun, da hun var mellem sytten og tyve år — og hun er nu fireogtredive; men sin bestemte holdning har hun endnu, den er selv overfor en nok så imponerende optræden så sikker, at hun end ikke gør situationen den ubefydeligste indrømmelse; endnu kunne hendes Nine flamme trods nogen sydlænderindes, især når hun bliver heftig, og hendes hår, er det end ikke mere få naturligt skinnende og blødt, at man med niet kan føle dets finhed, få har hun dog forstået at gjennemarbeide det så godt med duftende essenser, at det, især når den rette belysning falder hen derover, endnu gør indtrykket af en nigennemtrængelig silkevæv. Kun skuldrene er ikke ganske mere, hvad de engang vare; det chemiske præparat, hvor stos og farve engang vare lige fuldendte, har tabt lidt af sin fine udmeisling i con- og excentriske Buer, og hist og her har det fået en ganske lille gul tone, næsten som de ferniserede fotographiske visitkort, når de have henligget i nogen tid. Men el brillant fruentimmer vil dog enhver kalde hende og det er da også blevet erkendt til den grad, at en ung, smuk og formuende mand på niogtyve år i den allerseneste tid har betragtet det som toppunktet af al livets lykke at modtage hendes hånd, og for omtrent fire måneder siden, netop den første Mai, den dag pigerne skifte tjeneste, i holmens kirke lovede hende, hvad jo vistnok mangfoldige brudgomme før han have lovet, uden senere at holde, men, hvad han sikkerlig vil blive holdt til at holde, hvis ikke alle jnlemærker slå fejl. Hvorledes min kones søster kom i bekendtskab med ham, hvorledes han fik øjet op for det brillante i hendes hele fremtoning, hvorledes de besejrede hinanden og endnu daglig, om end ikke ganske på samme Viis, arbejde på at besejre hinanden, det kunne jeg nok have lyst til at fortælle lidt om, hvis jeg kunne gøre det godt. Men derom er jeg virkelig i stor tvivl. Imidlertid, jeg kan jo prøve derpå; lykkes det ikke, er der jo ingen skade sket. Det var i julen 1868, altså for ikke stort over et år siden, at min kone, min svigerinde og jeg varebudnetil gilde hos assessormichelseus i Strandgade. Egentlig er han kun kammerassessor, og min kone holder mest af, at jeg giver ham titelen helt ud. „ Man kan aldrig vide, “ siger hun, „ når du selv får en titel; du har længe nok tjent din konge ærlig og tro, og ville det så være behageligt for dig, om andre knappede af i den? “ Men dels anser jeg det ikke for kniberi at lade „ Kammer “ falde bort, da der i assessor uden „ Kammer “ i grunden er meget mere smæk end i assessor med „ Kammer “, og dels har jeg mærket på min i rangklassen optagne ven selv, at han ligeså gerne, om ikke hellere, seer „ Kammer “ falde bort, som at det tages med. At kun min kone og jeg og min svigerinde vare budne og børnene derimod slet ikke nævnte i indbydelsen, lå deri, at der ugen efter skulle være børnegilde, og hvad vor ungdom således tabte ved ikke at være buden sammen med os, det vandt den ved at skulle samles med sine lige. Hos assessor Michelsens går det nu altid meget net til. De

1896_MoellerO_AfElskovsNaade

Otto

Af Elskovs Nåde

Møller

MoellerO

Af Elskovs Naade

male

1896_MoellerO_AfElskovsNaade.pdf

Otto Martin

Møller

dk

Af Elskovs Naade

n

roman

Jens Møller

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Vi går ud ad den lange allé. Hendes arm hviler let i min — så let, at jeg næppe mærker dens tryk — og hun fæster blikket stift på jorden foran sig, skønt hun føler, jeg sér på hende. Der falder en mild efterårsregn; det drypper fra alle grene, og foden glider undertiden i det fugtige, visne løv, der dækker vejen. Kun med lange mellemrum møder vi nu og da et par mennesker, og i de lave husrækker er alt lukket og slukket. Men i mit indre er der lys og fest. Det under, på hvis mulighed jeg næppe mere dristede mig til at tro, er sket: jeg elsker atter, jeg er ung på ny? Og det er hende, hende, hvem jeg skylder min anden ungdom! Om jeg blot turde! Jeg tog hende i mine arme og kyssede hendes øjne, hendes kinder, hendes mund. Men jeg vover ikke. Jeg er virkelig ung, jeg er frygtsom som man er det med atten år. Det er som om tiden drejede tilbage i gamle, længst trådte spor, og jeg føler atter som dengang, jeg elskede hende, hvem jeg for længst har glæmt, ja hvis navn jeg end næppe erindrer mere. Lad det regne, lad det storme! Lad vinteren komme så barsk, den vil! I mit indre spirer et forår, hvor alt er jubel og sang. Jeg løfter hovedet; mit hjerte banker i lykkelig forventning. Det er som gik jeg ind under nys udsprungne bøges løvgange, og min fod vadede i det unge, bløde græs. Jeg sér op mod en strålende, solfyldt hiinmel, hvor hvide forårsskyer langsomt glider mod nord og lærkerne synger. Jeg holder hendes hånd i min, og vi vandrer fremad — ingen af os véd hvorhen — blot fremad gennem skoven, som aldrig får ende. Vi vover ikke at sé på hinanden, men vore hænder skælver, når de rører hinanden, og vi véd knapt, om vi tør ånde. Da vender hun langsomt ansigtet op mod mig; der spiller et smil om hendes mund; jeg sér hendes øjne stråle som ingen før har sét det, og uden at vi selv véd det, mødes vore læber......... Og i samme nu lukker skoven sig over os. Vi går stadig ud ad den lange allé, i regnen og mørket. Jeg trykker hendes arm let, men hun lader som om hun ikke mærker det; jeg bøjer mig tæt ind til hende for at fange hendes blik, men hun stirrer tavs hen for sig. Og dog, min forårsdrøm kan jeg ikke slippe; den fylder endnu mit sind og alle mine sanser, og når jeg om lidt har sagt hende godnat og går éne den lange vej tilbage, vil det være som gik hun endnu ved min side og jeg holdt hendes hånd i min. Thi du, Beatrice, er mit ny forår; du er lykken, atter stået op af døde! i. Jeg føler igen denne ungdommens hede elskovslængsel, der stemmer for brystet og gør åndedrættet trangt. Hun er med i mine natlige drømme, og dagen har ingen time, hvor jeg ikke tænker på hende. Jeg sætter ikke min fod på gaden uden et stakkels usandsynligt håb om at møde hende, og jeg kan gribe mig i at udtale hendes navn højt, så folk forbavset sér på mig. Jeg tæller dage og timer til jeg skal sé hende igen og er henrykt for hvert døgn, jeg møjsommelig får slidt til ende. Og kan jeg endelig sige: i overmorgen — å, så lysner det af sol: hun kommer! I overmorgen vil forvandle sig til et » i morgen « og » i morgen « til » i dag «. Du mine drømmes drøm, du aner ikke, du begriber ikke, hvor jeg længes efter dig! Iii. Fra tvivl til håb, fra håb til bitter forsagthed! Det ene øjeblik jublende lykkelig, det næste alt gråt i gråt. Jeg burde ikke ønske det, burde kun tænke på hendes lykke, og dog: hvis nogen kunne love mig opfyldelsen af ét eneste ønske: jeg tror, jeg bad om hendes kærlighed, selv om det ti gange var både hendes og min fordærvelse. Den elskov, jeg føler, moraliserer ikke, beregner ikke, er sig selv nok; den er stærkere end min forstand og bærer ud over alle grænser, alle forhold. Iv. Jeg belurer hvert skiftende udtryk i hendes ansigt, søger at læse i hendes blik, at tyde hendes smil; men hun føler det og trækker sig forsigtig tilbage i sig selv. Hvor de kvinder dog altid forstår at skjule sig! Er hun anderledes mod mig end mod andre? Undertiden synes jeg det, undertiden ikke. Som regel er hun naturlig og ligetil, men der kan være øjeblikke, hvor det forekommer mig, at hun forsætlig undviger mig. I går så’ hun næsten ikke til den side, hvor jeg sad, selv når hun tålte til mig. og dog, jeg véd det kun alt for godt? det er jo sånær en umulighed, at hun blot tilnærmelsesvis skulle kunne gengælde mine-følelser: hun, pur ung, smuk og fetéret — jeg en halvgammel, gift mand. At hun nærer venlige følelser for mig, ja endog holder meget af mig, har jeg længe vidst; det har hun ofte nok lagt for dagen — men hvad; betyder det? » Ritter, treue schwesterliebe...! « Jo visst,vi kender nok den gamle historie f v. Solguld over alle Enge! Jubel i mit sind! Dit kære lille brev har gjort mig lykkelig for hele dagen. Vær imidlertid kun rolig; jeg skal ikke tage det for mere, end det er ment; jeg forstår nok at skælne mellem alvor og spøg. Jeg sidder i mit arbejdsværelse, ryger en ugudelig mængde cigarer og kalder mig selv utaknemmelig, umættelig. Og er jeg det ikke? Hvad kan jeg gamle, fortørrede fyr ønske mere end det, der allerede er blevet mig til del? Er ikke alene det, at jeg overhovedet har lært at elske dig, i sig selv en lykke, der langt overgår min fortjeneste? Nej, jeg bør ikke ønske, ikke engang tænke mig muligheden af mere. Min egen, elskede ven! Mit lyse, dejlige forår! Alle de kærlige tanker, der fylder mit sind, flyver dig i møde og lægger sig som et blomstertæppe for din fod. Og når du er kommet, vil jeg sidde ganske stille på en lille, lav stol ved dine fødder og sé op i dit søde ansigt, og du skal stryge mig over håret og sige, at du ikke vredes over min kærlighed, selv om du ikke kan gengælde den. Men det ord medlidenhed, Beatrice, må du ikke udtale. vi. Ville du elske mig, hvis jeg ikke var gift? Nej, Beatrice, du hører ikke til de kvinder, der først tæller efter på fingrene, før de tillader hjertet at banke. vi. Syng for mig i aften i skumringen de kære, kendte sange. Jeg vil sidde i min vante krog og lytte efter og drømme. Og når du er færdig, skal jeg læse for dig et digt, jeg skrev i går — jeg, som, gud véd i hvor mange år! ikke har rimet to ord: nu bryder oktoberaftnen frem, det mørknes, og stormen fa’r fat; jeg sidder ved vindvct med hånd under kind og stirrer ud på den svajende lind og venter den kommende nat. Barsk synger stormen sin Melodi om døden som livets frænde; det suser derude: forbi, forbi! den sommer gik hastig til ende! når alting hviler- i mørkets gæm, jeg drømmer mig ved din side. Da åbnes hjærtets løndør på klem, og stille sniger de tanker sig frem, som ingen på jord må vide. Jeg sér dit billede på nattens grund, det stråler som tusinde sole; jeg falder på knæ, og med skælvende mund jeg kysser en søm af din kjole. Da føler jeg om min nakke din arm, dine Kys er ømme og lange; din kind er som glød, din ånde er varm, du knuger mit hoved fast mod din barm og tager min sjæl tilfange. Der strømmer som feberdrøm gennem mit sind en lykke, med undren blandet; jeg nærmer min mund til din Hals og din kind, — jeg tør knapt og kan dog ej andet. Så farer jeg op — hvad er det, jeg vil? Det vai- jo kun dårens drømme; din elskov skal høre en anden til, dine læbers smil, dine øjnes spil, dine Kys, de lange og ømme. Jeg tænder min lampe, studerer med flid, mit afsind næppe jeg fatter, — men næste aften ved mørkets tid hænder det samme atter. Viii. Jeg læste i går aftes en tanke i dit blik; men nej, Beatrice, du tager fejl: jeg har ikke den ringeste følelse af, at jeg gør Marie uret. Det, jeg føler for dig, svækker ikke i fjærneste måde den inderlige hengivenhed, den støtte, rolige kærlighed, jeg nærer til hende; om jeg kunne lægge mine følelser blot for eder, ville i begge finde, at jeg har ret. Jeg elsker eder begge, men hver på sin særegne, vidtforskællige måde. Om du kunne forstå mig! Hun er for mig hjæm-mets lune hygge, men du er den fri naturs poesi. I min kærlighed til hende blander der sig noget lig den ømhed, man føler for sin moder — dig elsker jeg som en digter ville elske sin legemliggjorte muse. Ligesom virkeligheden og fantasien i et sundt menneskeliv føjer sig sammen til et inderlig samlet hele, således med min kærlighed til eder begge; så langt er det fra, at i skulle stå fjendtlig overfor hinanden i mit hjerte, at den ene følelse snarere inderliggør den anden. Ingen af eder kan jeg miste, hører du, ingen! Ix. Hvor vi havde det hyggeligt i fredags! Beatrice og Marie sang, og bag efter spillede vi hasard om nødder. Vi lo og morede os som børn. Om det kunne blive sådan ved — hele livet! X. Hvordan fik jeg dog mod? Jeg tog hende i mine arme og Kyssede hende. Og hun lod det ske. Men hun var kold og lidenskabsløs som en statue,. og hendes læber gengældte ikke mit Kys. Jeg forstår det: hun havde medynk, med mig og nænnede ikke at støde mig bort — det var det hele. Og dog, Beatrice, var det et glimt af paradiset, du lod mig skimte — en anelseom saligheden, du lod gennembæve mig. Xi. Hvor du gjorde mig fortvivlet i aftes!' du anede det ikke selv; ellers du have været mere skånsom. Måske fortrød du, at du sidst ladet medlidenheden med mig stakkels håbe føre dig for vidt, og ville nu hævde din egen fuldstændige uberørthed. Selvfølgelig har du ret. Jeg er end dum — jeg er en nar; de kolde, ironiske ord, hvormed du anbragte mig på den mig rettelig tilkommende plads, var vel anvendte.. Og dog —. Jeg ytrede næppe en stavelse på hele resten af vejen; kun du talte forbavsendelivligt. jeg var til mode som om min hjerne var bleven forvandlet til en ørken — den ødeste, mest trøstesløse af alle; det var som skulle jeg aldrig kunne blive glad mere. Nej, Beatrice, det er nok ikke blot lykke at elske. Havde du en følelse af, at jeg var bedrøvet? Du så’ så underligt på mig, da du rakte mig din hånd til godnat. Jeg beholdt den længe i min; det kostede mig møje at slippe den, og jeg måtte anstrenge mig for ikke at give efter for en vild trang til at drage dig til mig. Å, Beatrice, blot i det øjeblik et eneste kærligt ord, og du havde sparet mig for en kvalfuld nat. Men du fik ikke sagt det — måske ville du heller ikke; gadedøren smækkede i efter dig, og jeg stod ene tilbage — så ene og forladt, at jeg gamle nar følte mine øjne dugges og mine læber skælve. Så vidt er det kommet med mig. Det var en drøj vandring tilbage gen nem regn og mørke. Jeg, som ellers altid havde følt mig så glad og lykkelig de aftner, jeg havde været dig nær — som altid hver gang gik fra dig, stolt og med løftet hoved, som var hele jorden min! — jeg var til mode som havde jeg holdt verdens kosteligste klenodie i mine hænder og sét det falde til jord og sønderbrydes. Denne gang gik jeg ikke i tanken ved din side og holdt ikke din hånd i min. Men da jeg kom hjæm, tog jeg en dosis kloral. Xii. Jeg har ikke sét hende siden. Mit sind er atter roligt, og jeg er i stand til at tænke klarere. Muligvis har hud slet ikke ment hine ord som jeg optog dem; i hvert fald er jeg viss på, at hun ikke har villet såre mig. Mine tanker er hos hende; jeg længes — og — lyder det vanvittigt? — der er øjeblikke, hvor jeg håber. Hvilket? Spørg ikke; jeg tør ikke selv tænke tanken til ende. Hvor forunderligt, når jeg nu genkalder mig dig i erindringen som en lille pige, hvem jeg har sét vokse op! Jeg havde ingen anelse om noget som helst, ingen instinktmæssig følelse af, at du skulle få betydning for mig, — ikke engang da du var blevet voksen. Men så med ét! Hvor vil jeg altid mindes den dag! Det var Maries fødselsdag; hun havde dameselskab, og jeg traf huset fuldt af fremmede, da jeg kom hjæm. Men jeg så’ kun dig. Det var som om jeg aldrig havde sét dig før, som om en helt ny verden oplodes for mit blik; jeg følte mig reven med som af en strøm, overfor hvilken ingen modstand nyttede. Hvad jeg egentlig følte, kan jeg ikke forklare med ord; jeg har kun en utydelig forestilling derom; det hele lignede så fuldkomment en drøm. Kun. ét véd jeg: fra det øjeblik elskede jeg dig! Begriber du, at det kun er et par måneder siden? og véd du, hvilken sindssyg tanke jeg i disse dage af og til forfølges af: om du nu havde elsket mig længe før hin dag?? Nej, nej, jeg véd det; det er vanvid, og jeg hånlér ad denne forrykte idé. Men dog borer den sig frem, når jeg mindst venter det — den hvisker, at det kun er af hensyn til Marie, du lader så kold overfor mig; jeg vil ikke vide af den og kan dog ikke blive fri for den — jeg, som dog så fuldt ud er på det rene med, at du ikke engang nu gengælder min kærlighed. Er det latterligt eller — naturligt? Er alle forelskede forrykte som jeg? Xiii. De spøger alle med min forelskelse, Marie ikke mindst; fordi jeg ikke kan eller vil skjule den, tror ingen, det er alvor. Man er så vant til, at jeg erklærer mig dødelig forliebt snart i den, så i hin, skønt jeg lige så godt kunne fortælle, at nu var det dronningen af Saba, mit hjerte bankede for. Det går med mig som med den uartige dreng, der altid på skrømt råbte om hjælp, som om han var kommet til ulykke, og, når folk så ilede til, lo dem op i øjnene, •— da han endelig engang faldt ned fra et træ og brækkede benet, agtede ingen på hans skrig. Der er kun den forskæl, at jeg har al grund til at være himlen taknemlig for mit rygte som spøgefugl. Jeg erviss på, Marie ville blive rasende -skinsyg, hvis hun kom under vejr med, at •det ikke alt sammen var snak — så liden grund hun end i og for sig kunne have dertil, om hun forstod mit forhold til Beatrice. Vi taler ofte om hende; jeg kan ikke lade være at mage det så; alene det, at høre andre nævne hendes navn, er nok til at få det til at løbe varmt gennem alle mine årer. Forleden sagde hun: » Når Beatrice engang bliver forelsket for alvor, kan du tro, det bliver » en gros «! « Disse ord var for mig på én gang fryd og smærte, — det er jo ikke mig, der kommer til at hæve skatten. Måské er det nætop min fejl, at jeg ikke er tillidsfuld eller — lad os sige selvglad — nok. Hvem véd, hvad der kunne ske, 'øm jeg greb til, overmodig og uden tvivl om udfaldet? Kvindekendere vil vide, at det ofte er den bedste fremgangsmåde. Men nætop fordi jeg elsker, kan der ikke være tale om fremgangsmåde, system. Alt, hvad der hedder forstand og overlæg, er på forhånd udelukket: hvis jeg var i stand til at beregne, ville min kærlighed ikke være som den er. Og så vil hun måske nætop engang komme til at tilhøre én, hvis hjerte ikke føler så varmt som mit, men som er bedre bevandret i elskovens matematik. Nej, jeg vil ikke selvpine mig med slige tanker; endnu er hun fri som fuglen i luften, endnu er hendes hjerte ikke bunden — derom er jeg overbevist. Lad fremtiden bære i sit skød, hvad den vil — endnu har jeg lov at drømme. Og drømmen, Beatrice, er så lykkelig. Væk mig ikke! Xiv. Jeg forstår dig ikke! Da vi i aftes et øjeblik var ene, lagde du af dig selv armen om min nakke og bød mig din mund til Kys. Du var mindre kold, mindre statueagtig end ellers; dine læber blødere og varmere, end de plejer. Om ikke dit blik havde sagt det modsatte, måtte jeg have trot, lykkens time var inde. Det er dette blik, jeg ikke forstår; jeg sér det endnu for mig, føler det hvile på mig, roligt, uberørt, forskende. Således sér ikke en kvinde på den mand, hun elsker; men hun sér heller ikke sådan på den, hun vil afvise. Mest af alt var det et barns stille, faste blik, der, uden selv at sige noget, synes at ville læse vore tanker, idet det åbent og ufravendt stirrer på os uden det mindste blink. Først da vi atter var sammen med de andre, tik det sin vanlige, strålende glans af ungdom og skælmeri, og jeg bildte mig ind, at dets lysende glimt, kun forståede af mig, tålte om kyssets søde hemmelighed os imellem. Og jeg var lykkelig, Beatrice, — ung og lykkelig! Hvor er du fin og skær, min elskede! — som den lyse sommernat, som æbletræets rødmende blomst, som duggen- i Enge. Ferskentræets frugt er ikke blødere end din næppe synligt dunede kind; dit smil er skønt som aftenrøden og din glade latter frisk som en rislende kilde. Din milde stemme er for mit øre som vindens susen i løvet. jeg nyder din nærhed med alle sanser, jeg indånder henrykt duften fra dine klæder, dit hår, din person; mit øje kan ikke sé sig mæt på dit legemes fine linjer; den svageste berøring får mig til at skælve, og taler du, lytter jeg beruset til din stemmes klang, ofte uden at opfatte, hvad du egentlig siger. Jeg er din med hele min sjæl, tænker kun på dig, drømmer kun om dig — alt andet er mig ligegyldigt og uinteressant. Åbner jeg en bog, bliver det snart om dig, jeg læser mellem linjerne; taler jeg med andre, glæmmer jeg som oftest samtalens genstand for at kalde dit billede frem for min erindring. Der er tider, hvor jeg føler mig næsten legemlig syg af længsel. Jeg vågner om natten, hvisker halvhøjt dit navn og presser ansigtet hårdt mod puden uden at kunne finde hvile. Jeg sidder om dagen ved mit arbejde og føler pludselig trang til at kaste alt til side, blot for at hengive mig til tanken om dig og tælle dage og timer til vort næste gensyn. Jeg kan gøre, hvad jeg vil — bestandig er tanken om dig der, bestandig er det som sugede længslen blodet fra mit hjerte. Jeg må med anspændelse af al vilje tvinge mig til ikke at skrive ganske unyttige breve til dig for i det mindste at betro dig, hvad jeg tænker og føler. Thi hvad værd ville slige hjærteud-gydelser have for dig? Du véd jo i forvejen alt, hvad jeg kan sige dig: at jeg elsker dig — lige så godt som jeg véd, at min kærliglighed bliver ubesvaret, forsmået. Som en fattig erstatning tjener mig disse blade, som du måske ikke engang nogensinde kommer til at læse, men hvori jeg dog taler direkte til dig. Undertiden er de mig en trøst, en stakket lindring — ofte hidser de kun den ild, de skulle dæmpe. Xv. Jeg regner min uge fra tirsdag til tirsdag — den dag, på hvilken du kommer. Den er min helligdag, min festdag; da hviler alt arbejde, og luften synes mig at dirre af fjerne, højtidsfulde klokkers lyd. For hver gang, jeg sér dig, bindes jeg fastere, men båndene er bløde; det er mig en vellyst på skrømt at rykke i dem for at mærke deres styrke. Jeg er fange, men ønsker mig ikke fri. Hold mig kun fast, du elskede; læg din arm om min Hals og dit øre til min mund, at jeg kan hviske til dig de ømmeste ord, jeg véd. Og har jeg talt, så svar ikke, men tryk dig tavst og tæt ind til mig; da vil jeg drømme om den lykke, der sagtens aldrig skal blive min, men som dog gør mit blod hedt og får hjertet til at banke. Engang i kommende tider, når mit hår er blevet gråt, og du for længst har fjærnet dig fra mig og måské kun en sjælden gang skænker mig en flygtig tanke, vil jeg drømme denne drøm om igen. Hvert mildt ord, du har tålt til mig, hvert kærtegn, du har taget af min hånd, hvert Kys, du har ladet mig trykke på dine læber, vil da leve op for mig på ny, og jeg vil forestille mig, at du endnu sidder ved min side med din hånd hvilende i min, og at intet nogensinde har skilt os. Xvi. Hvad betød dog det blik, du sendte-mig, da vi i formiddags tilfældig mødtes på gaden? Så mildt og ømt, så glad overrasket 1 sådan har du endnu aldrig sét på mig. Det har bragt mig fuldstændig ud af kurs; jeg véd næppe, om jeg tør tro, hvad jeg tænker, eller tænke, hvad du har fået mig til at tro. Beatrice, Beatrice, om det var muligt, ville jeg føle mig som den lykkeligste af alle. Jeg holder det ikke ud; jeg må have' klarhed, må træffe dig, tale med dig — høredet af din egen mund. Der er alt for længe til tirsdag; forlang; ikke, jeg skal vente. Jeg véd jo, du kommer, når jeg beder. Xvii. Du elsker mig ikke, siger du? Har aldrig elsket og kommer sandsynligvis aldrig til at elske — mangler helt ævnen dertil! Barn i — du véd ikke, hvad du siger; dine læber har sagt det modsatte, ikke med1 ord men med Kys. Som Moses, der efter at have skuet guds herlighed måtte dække sit åsyn med et slør, således må jeg gæmme mig bort for de andres blikke, at de ikke skal sé' lykkens solskin i mit ansigt. Thi nu véd jeg, du er min! Beatrice, Beatrice, ord kan ikke udtrykke, hvad jeg føler, mit bryst næppe rumme den jubel, der fylder mig! Du kom som jeg bad — men med angst i blikket, sorg i alle miner over at måtte bringe mig den bitre skuffelse. Men før du vidste af det, lå dine arme om min Hals, og dine læber søgte mine: du knugede dig tæt ind til mig og gav dig hen i de ømmeste kærtegn. Og det kalder du ikke kærlighed? — barn, som du er! Véd du ikke, at skoven har lukket sig over os? Jeg er lykkedrukken, føler mig ung og overmodig! Kunne omfavne den hele verden, lé og græde på én gang. Min, min! Om jeg havde en fjende, kunne jeg i dette øjeblik bede ham blive min ven. Min næste følelse er stolthed. Min skikkelse retter sig; jeg er et hoved højere end alt folket, og om min isse hviler el skovens gyldne kongering. Jeg bytter ikke med nogen i hele verden; de andre synes mig fattige i sammenligning med mig, den udvalgte. Men alle andre følelser drukner i den grænseløse ømhed, hvormed mit hjerte omfatter dig. Som jeg er fuld af lykke, er jeg fuld af tak, og skønt min gæld ikke kan betales, tynger den ikke. Du elskede elskede! Kom nu i skumringstimen og sæt dig ved min side. Dit hoved skal hvile mod min skulder og min hånd sagte stryge din dunbløde kind. Mine læber skal kysse din rene pande, mit blik henrykt fortabe sig i dit. Jeg vil tage din hånd og knuge den hårdt, og du vil svare igen med et djærvt tryk. Vi sér længe på hinanden uden at sige et ord, men pludselig slynger du armene om min nakke og gæmmer ansigtet ved mit bryst.. Du hviler fast i min favn: vore lege mer er som ét. Min hånd følger varsomt din skikkelses fine linjer. Når du drager ånde, føler jeg det bløde tryk af din barm. Jeg stirrer ud mod den svindende aftenrøde, der ikke har strålet så gyldent, siden jeg var tyve år; det er dit navn, jeg læser i lueflammet skrift — det er om dig, alt, hvad skønt er i verden, taler. Min mund nærmer sig dit øre, og jeg hvisker ord til dig, som ingen af os nogentid vil glæmine; du svarer ikke, men dine læber skælver. Pludselig slipper jeg dig af mine arme og ligger på knæ for dig med hovedet i dit skød. Din hånd hviler på min nakke; dit blik, uset af mig, er ømt som en moders. Og jeg græder hemmelig lyksalighedens frydfulde tårer. Min er du, min, du elskede, du dyrebare! Dine skjulteste tanker vil du åbenbare mig, uden at jeg udfritter dig; dit legem vil du frivillig give mig, uden at jeg overtaler dig. Min er du, min! Men også jeg er din. Gør med mig, hvad du vil. Byd mig, hvad dig lyster, og jeg skal adlyde — kun byd mig ikke at slippe dig, thi jeg kan ikke mere tænke mig livet uden dig. Tag mig i dine arme og knug mig til dit hjerte, thi dine omfavnelser er salighed; Kys mig, thi dine Kys er beruselse. Giv dig hen i mine kærtegn, thi mit væsen er kun ét begær efter dig. Efter dig, min genopstandne ungdoms unge brud, mit strålende forår, min elskede elskede! Xviii. Jeg så’ mig i spejlet i Morges og målte smile ved tanken om, at jeg for ikke et halvt år siden kaldte mig selv halvgammel og fortørret. Det er ikke længer det vante billede, der møder mit blik; jeg sér nu en forholdsvis ung mand med klare, spillende øjne og et glad smil om læberne. Ikke for intet taler man om, at jeg i den sidste tid har forandret mig så mærkværdigt! Jeg føler mig ung, både åndelig og legemlig. Og herregud, jeg er da egentlig også kun lidt over 37 — det manglede bare, man allerede skulle være udbrændt. blot jeg ikke går hen og bliver lapset 1 jeg, som før har været så uendelig ligeglad med hensyn til mit ydre menneske, begynder at sno overskægget og tænke på, om min flip også er rén? Men derpå kender jeg min forelskelses styrke, at andre kvinder er mig ubeskrivelig ligegyldige; jeg gider næppe sé på dem, og gør jeg det endelig, er det blot for at sammenligne. Kun når jeg på gaden øjner en dame, der i frastand kan minde om hende, giver det et sæt i mig, men kommer hun nærmere, og jeg opdager min fejltagelse-, har jeg kun et overlegent, næsten hånligt blik tilovers. Alle en forelskets evaner bar jeg lagt mig til: keder mig indtil åbenlys gaben i selskaber, sætter beter i l’hombre, svarer i øst, når man spørger mig i vest, véd ikke, hvad der for tiden forhandles om i folkettinget — og er også lige glad. Men bliver tilfældigt hendes navn nævnet af en eller anden, farer blodet mig op i kinderne, og jeg synes, man sér på mig med inkvisitoriske blik. Forleden ærgrede jeg mig over en dame, der ret utvetydig indbød mig til at gøre kur til sig. Hvad tænkte hun på? Hun må være såre ubegavet. Tidligere har kvinder.aldrig sét til den side, hvor jeg var — nu forekommer en hel del af dem mig at være forheksede. Er det deres fine sporsans, der lader dem ane noget? Var det kun mig alene, det drejede sig om, skulle jeg så inderlig gerne tilfredsstille deres nysgærrighed. Der er tider, hvor jeg ligefrem føler trang til at råbe min hemmelighed ud for alle vinde, men for hendes skyld må jeg være tavs og agte på mig selv. Det går ikke an stadig at spøge med ilden, som jeg hidtil har gjort det. Ikke én tør jeg betro mig til, om jeg end aldrig så gerne ville. Og dog, min dejlige Beatrice, hvordan skal jeg i længden vogte dig for sladderens hvasse klo? Måske tager jeg fejl, men der er øjeblikke, hvor jeg allerede synes at høre det hviske i krogene. Der skal så uendelig lidt, til at vække den slumrende Argus. Vel véd jeg, du er kæk og uforsagt, men der hører en god del mere mod til at trodse uhyret, end man fra først af forestiller sig. Vil din kærlighed være stærk nok til at indgyde dig dette mod?.jeg traf i sommer i en provinsby en dame, om hvem det med hemmelighedsfulde miner berettedes mig, at hun havde elsket en gift mand. År var gået siden den gang, men endda var sladderen lige vågen og lige giftig. Jeg tror, at det ifølge vor moralske kodeks er endnu formasteligere af en ung pige at elske en gift mand end det er af en kone at horne sin gemal:— måske blot fordi det er sjældnere. Hvad skal fremtiden bringe os,? Mest lykke eller mest lidelse? Xix. Mit hjerte råber til dig; det vånder sig i savn, fortæres af længsel. Det synes mig at være måneder, siden jeg så’ dig, og at der er år til, vi skal mødes igen. Så lange er dagene for den, der elsker. Kald mig unøjsom, umættelig! Jeg tørster efter dine Kys, hungrer efter dine kærtegn, og der bydes mig med ugers mellemrum kun et par. stakkede timer, hvor endda et lykketræf må til, for at vi et minut eller to kan være ene. Jeg må stjæle hver lejlighed til at give dig et Kys, være snedig blot for at kunne komme til at trykke din hånd — jeg, som føler hed længsel efter at knuge dig i mine arme og hviske de ømmeste ord i dit øre. Jeg forstår, at vi må være forsigtige, men denne tvang er mig en lidelse. De andres nærværelse piner mig. Ikke engang et blik tør du sende mig, for at det ikke skal blive opsnappet af vagtsomme øjne. Selv når jeg følger dig hjæm, er vi ikke ene. Der er folk på gaden, og vi er ikke sikre på ikke at møde nogen, der kender os. Overalt er der lurere. Jeg tør knapt mere kysse dig til godnat, siden man sidst på et hængende hår havde overrasket os. Det er toppunktet af unatur, at vi to, der drages mod hinanden, næppe tør så meget som veksle et blik. Hvor skulle vi mødes, hvor skulle vi være sikre? Man slipper lettere uopdaget fra et natligt indbrud end fra et elskovsmøde. Overalt er der spejdere i hælene på én. om du en nat ville, jeg skulle følge dig længere end til din dør — jeg turde ikke... for din skyld. Selv mørket har øjne. Men dette mindsker ikke min længsel; den blusser lige hed, lige fortærende, kalder og lokker mig i dine arme. Hvem véd, om ikke den dag kommer, da den får mig til at vove alt og glæmme dét, jeg for din skyld burde huske. Xx. Mens mørket falder på, og kakkelovnsildens varme skær lyser ud i stuen, skal jeg fortælle dig et eventyr. Kom her og sæt dig, som du plejer, i den lille gyngestol, men ikke længere fra mig, end at min hånd kan nå at trykke din eller stryge dig over håret. Thi det er om os to, jeg vil fortælle — en drøm, jeg har haft: den korte vinterdag er til ende, og mørket falder hurtig på. En kold, bidende østenvind stryger hen over de frosne snemarker, napper vandringsmanden i øret og sender isnende pust helt ind gennem det tykke overtøj. Sneen knirker under’ fødderne; det tegner til at skulle blive mange, mange graders frost til natten. Vi vandrer frem ad en øde landevej, hvor intet levende møder os. Vi har gået hele eftermiddagen og er dødtrætte. Den sidste landsby har vi længst bag os, og så langt vi kan sé, er ingen menneskelig bolig at øjne. Hvor langt vi endnu har at gå, véd vi ikke, thi vejen er os begge ukendt. Vi veksler kun enstavelsesord i ny og næ; vore ansigter er blåfrosne, og vi længes efter søvn og hvile. Der er noget over os af den dumpe ligegladhed, der frister den trætte vandrer til at søge ly og hvile i en snedrive. Det bliver mørkere og mørkere. Stjærnerne tindrer. Vi går ikke længere med hinanden under armen, thi vor gang er så uéns og famlende, at vi kun ville trætte hinanden endnu mere. Får den vej dog aldrig ende? I det fjærne viser sig en lang, mørk stribe, lige tydelig nok til at vi kan opdage den omtrent samtidig. Det er skoven. Vi véd, den skal være der; man har sagt os det. Men hvor langt, langt borte den er endnu! Kulden tager til; vi mærker det på blæsten, der bliver end mere isnende og bidende. Vi lader falde et par ord om, hvad klokken vel kan være, men vore fingre er så stive, at vi ikke kan få uret frem, og desuden er det for mørkt til at kunne « kælne viserne. Et øjeblik standser du for at ånde dybt, og jeg venter at høre et: nu kan jeg ikke mere! — men du kæmper tappert og sætter på ny i gang.. Vi prøver på at gå med lukkede øjne for ikke at sé, hvor håbløst langsomt vi kommer afsted. Men når vi endelig atter •sér op og tror os komne et langt stykke frem, synes os den sorte stribe lige langt borte. Til sidst forsvinder den helt i det stadig voksende mørke. Thi nu er det nat. Vi øjner kun en hvid, ensartet snéflade i nogen afstand om os og véd næppe mere, om vi endnu er på vejen. Begge har vi en uhyggelig følelse af at vandre på må og få. Skal det blive længe ved sådan? Vi går ikke mere, vi stolprer afsted; tænker næppe på tid og sted, aner ikke, om vi er kommet langt eller kort fremad. Vore forestillinger er uklare og tågede. Men den blæst, den blæst, hvor den bider i ansigtet og stivner lemmerne! Pludselig bliver det end mørkere om os; blæsten stilner af. Vi er i læ af noget. Og vore fodtrin giver et svagt ekko. Det er skoven. Hvilken Lise! Her er det ikke koldt — ikke tale værd! Vi begynder at leve op-. Vore lemmer bliver atter bøjelige og vore tanker klarere. Næsten muntert griber du på ny min arm. Men vejen gennem skoven synes ikke at ville få ende, og vi trættes atter. En blytung mathed, endnu mere lammende end før, -bemægtiger sig os. Vi går til sidst i en fuldkommen døs og tænker kun på, at vore fødder begynder at gøre ondt. Endelig kommer det, jeg længe har frygtet: du standser, lægger dit ansigt til min kind og siger, at nu må vi hvile. Du kan ikke mere. Jeg lægger armen om dit liv og fører dig tavst og langsomt videre. Dine øjne er faldne til, og du går i søvne. Pludselig begynder mit hjerte at banke — det forekommer mig, at jeg har sét et lysglimt mellem træerne. Skulle det være muligt? En stund er alt mørkt — men så blinker det igen, nær ved, ganske nær ved. Beatrice i jeg rusker i dig. Du svarer med nogle uforståelige, søvndrukne ord, men med ét er du vågen. Nu sér du det også: to oplyste vinduer lige for os. Endelig 1 jeg har fået overtøjet af dig og bragt dig til sæde i den gammeldags sofa. Ilden buldrer lystig i kakkelovnen, og aftensbordet står dækkket midt i stuen, men der er ingen i huset uden vi. Vi giver os god tid; der er intet at haste efter. Først efter grundig at have hvilet os ud sætter vi os til bordet. Gudskelov, appetiten har vi ikke mistet. Og du giver den mest fortryllende lille husmoder, man kan tænke sig. Vi har spist. Døren til det andet værelse står åben, men du undgår med flid at sé derind. Jeg skimter det hvide lagen på en seng. — Beatrice i du lader som intet og giver dig at be stille med at tage ud fra bordet, men jeg griber dig i mine arme og kvæler dig med Kys. Først stritter du imod, men din modstand er kort. — Beatrice, klokken er mange... Du dækker for mine øjne med din kind. — Beatrice, elskede Beatrice! Endelig er du helt min. Her skal vi bo, fjernt fra alle, ene med os selv — kun leve for vor elskov. Vil du det? Da løfter du hovedet og sér på mig med et fuldt, stort blik. Der er en fugtig glans i dine øjne. Og din stemme lyder.klart og selvmedvidende, da du svarer: — ja! Endnu et langt Kys, og du går frejdig ind i det andet værelse og tænder lyset på natbordet.... Xxi. Jeg mindes ikke, at jeg har længtes sådan efter foråret, siden jeg var barn. Jeg længes efter at kaste det tunge vintertøj, der er som en klodset mur mellem os, når jeg om aftenen følger dig hjæm, og du tager min arm. Jeg længes efter at gå med dig [en lun forårsaften under alléens nys

1899_Thomsen_AfKainsSlaegt

Axel

Af Kains Slægt

Thomsen

Thomsen

Af Kains Slaegt

male

1899_Thomsen_AfKainsSlaegt.pdf

Axel

Thomsen

dk

Af Kains Slægt

En Nutidsfortælling

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

I vårluft derude — tankefuld stod hun ved det åbne vindue, stirrende over fjorden ud i den tavse nat. Øjnene var dybe, åndedrættet tungt. Hvor stille dog som om al verden sov! Fred — fred overalt! Kun uro for hende... kun hendes blod som en brusende elv af længsel efter lykke og liv. Længe stod hun der... Øjnene blev duggede. Men nu var vinduet atter lukket og gardinerne rullet ned. Nu lå hun i sengen træt og resigneret tænkende på selskabet, hvorfra hun kom. — hvor de dog lignede hinanden alle disse fjordby-selskaber! Alle ens, med det evindelige pjalten-op om ingenting. Sladder og snak — ingen trang til andet og mere! Sukkende slukkede hun lyset og vendte sig om.... Og så var de så glade, fordi der nu kom et nyt menneske til byen — en ny fuldmægtig hos landinspektøren! Blot de da nu måtte få mere fornøjelse af ham end af den forrige, der altid sad på hotellet og drak øl med komisserne — det ville hun virkelig ønske dem. Naturligvis — så skulle vel også han straks trækkes rundt hos hele flokken og vises frem, og måles og vejes, og kritiseres, og lægges an på som nyt emne til at rende på gaden efter... få til forlovede og elske. — elske! Frk. Jessen elske? Alle de andre elske? De, der elskede at cycle, elskede at fange hundestejler i fjorden, elskede at læse » Politiken «, elskede at spise rød oksesteg —! Hun blev ivrig — opdagede del og smilede ad sig selv: herregud, var hun da så meget bedre og anderledes? Hun trak sig tilbage — men hvad så? Så lo hun ad de andre, hånede, gjorde nar, ganske stille bag deres ryg... og dog gik hun omkring med alle disse tanker om at blive mere kvinde og god! Ord, ord — vås! Hun sukkede og vendte sig i sengen vel for tiende gang. Så endelig faldt hun i søvn. Dog — denne gang blev det ikke maj-natten hun drømte om, derimod syntes hun politibetjenten trommede, og da hun ville lytte, var det alle lærer Sørensens dumme vittigheder,, der serveredes offentligt for den ganske by. Disse drømme —! Hvad hun hed? Hvordan hun var? » Man sagde «: de unge piger sagde » Vedgud « på, at hun var tavs og tvær og ikke til at få med til noget som helst. Og de unge mænd — lige fra den digtende herredsfuldmægtig til den øllede provisor — erklærede, at hun mildest talt var kedelig i sin fornemhed og dyd. Men de sagde for øvrigt, at det var en skam, for i grunden var hun jo ganske net: middelhøj, slank uden at være spinkel, store grågrønne øjne, askeblond bølgende hår, hvide tænder og en rød lille mund. Og forlovet var hun ikke, skønt hun allerede var enogtyve år og den rige teglværksejer, konsul Bjerres eneste barn. Nå, Pokker med hende for resten! Hun skulle naturligvis have en baron eller en anden overordentlighed, hvis hendes dyd da i det hele tillod hende at gå i brudeseng. Sådan lød de unges mening! Hvad de ældre sagde — hvis de overhovedet gjorde sig den ulejlighed at sige noget — vides ikke bestemt. Men formodentlig var der en og anden iblandt dem, der i stilhed ærgrede sig over, at hun aldrig foretog sig noget, der kunne snakkes og sladres om. Hvad der naturligvis også var kedeligt og al mulig ærgrelse værd. i den nye fuldmægtig var kommen. Visse unge piger var meget nysgerrige. Visse unge mænd trak hånligt på skuldrene, og spekulerede appetiten bort for at finde noget at sige om ham, der kunne forhindre, at hele interessen gik fra dem til ham. Frk. Jessen blev den lykkelige, der først fik set ham på gaden. Straks for hun til pensionatet: han var kommen! Ganske køn: høj, ikke tyk, stor næse, mørkt hår, blond fuldskæg, sådan spidst...! Øjnene? Ja, dem havde hun desværre ikke rigtig fået set, men han så’ noget skummel ud, og så havde han sådan et ækelt smil, når han så’ på folk. Uf! men han var nu vist heller ikke rar... Ja, og tænk så: han ville ikke engang bo hos landinspektørens, men havde lejet værelse helt udenfor byen. Det syntes hun nok var fjollet, og det syntes de da også alle sammen. Så løb hun videre med den interessante nyhed, men lovede glædesstrålende at komme tilbage til pensionatskaften kl. 5 præcis. Feststemning! Pensionatet — byens sladder-central — ventede den nye fuldmægtig med grådige øjne, ren dug og syltetøj. Og fuldmægtigen kom ikke, skønt pigen havde været nede med brev, og middagen var udsat for hans skyld. Besynderligt! Alle var de forsamlede. Søstrene hørming — centralens to gamle ugifte bestyrerinder — glimrede i dagens anledning med nye kjoler,, mens de andre — købmand Smitt, lærer Sørensen, forstandsøvelses-lærerinden frk. Lund, selveste by- og herreds-fuldmægtig, digter a. B. Hansen, o. s. v. — mere beskedent nøjedes med renvaskede hænder. Man så’ på urene. Man lyttede til frk. Jessens beretning, der nu for senere ankomne serveredes i stærk personlig gengivelse af den mest talende søster hørming. Kun hr. Smitt lod som om han aldeles ikke interesserede sig for slige ligegyldige bagateller og demonstrerede ved i det skønneste kræmmersprog at udvikle, hvor fortrinligt de kjoler dog klædte frøknerne. De var nu også syet hos ham. Så endelig ringede det. Pludselig tavshed! Den ældste søster hørming rejste sig højtideligt. Spændingen var stor! Kun lærer Sørensen vovede modigt en uartig bemærkning til forstandsøvelsen, men blev hurtigt standset ved de andres energiske hyssen. Hvorefter de alle uden undtagelse ventede stille — ganske stille. » Næ, har de kendt mage! « som en stormvind kom damen susende tilbage lysende af ophidselse. » Det var brev fra ham! Han vil have maden bragt i dag — og altid! « Man mumlede. Damerne erklærede det højst besynderligt — uforskammet ligefrem. Herrerne smilede og gjorde forsøg på at sætte et hånende — satiriskt ansigt op. Hvorefter man med dette nye samtaleemne gik til bords for mavernes skyld. Stakkels frk. Jessen! Hun blev meget skuffet, da hun kom tilbage allerede kl. halv 5. A. B. Hansen påstod endog, at hun var lige ved at briste i gråd. Dog — han var jo digter og så’ det meget, ingen anden kunne se. Men ét sås tydeligt af dem alle, og det var det, der atter hjalp humøret op: frøknerne hørming ærgrede sig over den rene dug og det gode syltetøj, der nu uden synlig virkning gik al kødets gang. Iii sladderen rumlede om, centralen gjorde sit. Alle måtte høre — Gerda Bjerre med. Hun smilede og glemte, eller tænkte sit derved, men sagde som sædvanlig ingenting. Det hele ærgrede hende blot. For det første, fordi det altid var så ondskabsfulde bemærkninger: herregud, de kendte ham jo dog ikke, og så var det en skam at tale sådan. Og for det andet, hvad havde han så egentlig gjort? Han tog ikke hatten af i butikerne, gik med flagrende kappe midt på dagen, når solen skinnede... havde blå flipper, så hverken til den ene eller anden side, røg shagpibe på gaden, pyntede sig ikke engang, når han skulle i selskab o. s. v. o. s. v. — ubetydeligheder, ikke brøkdelen af den spektakel værd! Dagene gik. Stadigt snakkede man. Mer og mere — stadigt mere som øste man af havet selv: han var storsnudet, •overlegen, vigtig... talte og svarede så rent nederdrægtigt — ironisk — uforskammet, at alle ærbare nerver dirrede, sukkede og bad til gud. Men Gerda studsede. Sådan havde man aldrig stemt violinerne før! Selv kunne hun desværre ikke dømme. Hun havde jo kun mødt denne frygtelige mand et par gange, men talt med ham havde hun aldrig, hun kom jo så sjældent i selskab nu. — nå, men herregud, sagde han dem virkelig nogle sandheder — og det var naturligvis det, der var i vejen — handlede han såmænd ikke så helt galt endda.... Så hændte det da undertiden — mod hendes vilje kanske — når hun om aftenen havde tændt sin lampe for at skrive i den røde dagbog, at pennen tøvede, fordi tankerne standsede ved denne fremmede mand: » Mon —? Det var dog, trods alt, som om han i hvert fald brød sig fejl om snak og vrøvl. Sagde og gjorde, hvad han tyslede, blot så velgørende sig selv. Ond eller god, dog noget af en karakter... lidt af en mand ti og pennen tegnede på klatpapiret, og tankerne høj fra hjemby og sladder bort til gyldne tåge-riger langt, langt ude.... Og kom så atter tilbage og lo ad sig selv. Dagene gik. Sladderen blev giftigere: han var menneskesky,, havde dårlig samvittighed o. s. v. Nu var han begyndt at sige nej til indbydelser, og sad i stedet for alene i sin stue med lys til langt ud på nat. Da — sent, når fornuftige mennesker sov — kunne man møde ham ude i anlæget eller helt ovre på den anden side fjorden, hvor han travede omkring — guderne måtte vide hvorfor. Gerda smilede og rystede på hovedet, og dog tog hendes tanker form. Den tyngende tro, at også han til syvende og sidst dog havde hjemme i den intet-villende, døsige flok, veg langsomt for det håb, der slog imod hende som et livsbringende pust, at her var dog måske endelig et menneske, der kunne frigøre hende for mængdens lamniende indflydelse, hvis han ikke slog porten hånende i, men bød hende til fest i sit eget forjættede land. I hvert fald ville hun sammen med ham — det lovede hun sig selv. Hun troede ikke de andre mere. selv ville hun høre og se, men ingen for andre synlige anstrengelser ville hun gøre derfor. Ingen skulle kende hendes tanker om ham. Måske var de dumme, ak, det følte hun jo godt, men de skulle i hvert fald ikke serveres som pålæg til den øvrige snak. Så ventede hun og håbede på det gunstige øjeblik. Iv » Candidat lyng — » Frk. Bjerre —. « Et øjeblik så’ han hende i øjnene med et eget søgende blik, så kom der noget som et lille smil og et kort buk uden håndtryk. Hun svarede med et almindeligt selskabsnik. Sådan gik præsentationen for sig en juli-aften hos landinspektørens. Det var byens ungdom og nogle ældre, der var samlede for at øve sig i den engang vedtagne selskabstone. Og virkelig — alt gik fuldkommen korrekt: kirkestemning i begyndelsen! Ærbare damer ganske forsigtigt siddende for ikke at krølle de line kjoler. Unge piger i klynger, fnisende og leende uden anden synlig grund end den, at de i øjeblikket ikke vovede nogen anden beskæftigelse. Og rundt i krogene — parvis eller i småklynger — unge mennesker, der halede i det debuterende overskæg, eller valgte at lade hænderne gå på eventyrrejse i bukselommerne; mens ældre herrer syntes at messe som værdige pastorer om — gud ved hvad. Dog, så snart teen var drukket, og man, styrkede af denne forfriskende og mindre skadelige drik, var nået ud i haven, skiftede stemningen på engang karakter. nu pludselig kunne alle snakke! Nu pludselig forsvandt fruens værdige mine og noksom bekendte ro for en munter opfordring til ungdommen, om at foranstalte en lille hyggelig leg. — liv og lystighed! » Tre mand frem « og » Munken går i Enge «, og de ældre som smilende, stille-forstående tilskuere — til man endelig kom til bords. Der var dækket i haven. For de unge under kulørte lamper i det åbne lindelysthus, mens de ældre anbragtes på fornuftigere måde i lukket skur eller havelelt. — Gerda Bjerre, den stakkel, blev lyksaliggjort med byens bøffel — den lokale postassistent. Skæbnen ville det så! Til gengæld fik hun da lyng på sin højre side — heldigvis. Så begyndte man: stemningen indfandt sig efter øjeblikkes forløb, men den utrættelige lærer Sørensen øvede sig jo også i vittighedsfaget for et forstående publikum, der lo af hjærtens lyst. Og midt i al denne larmende latter hørte man digler Hansens affekterte bemærkninger om poesien i en sådan sommeraften » under blegrøde stjerner i selskab med funklende stjerneskud «. Gerda Bjerre blev underholdt på sædvanlig fjordby-manér, dels med bøflens bifaldende latter over de andres vid, dels med hans egen sjældne opdagelse: det behagelige i at spise under åben himmel, og så — Fru vinges ualmindelige gæstfrihed! Hun svarede kun ja og nej. Langt borte var hendes tanker; hun følte dem som et mare-knugende tryk, der nåde sit højeste, da lyng pludselig bøjede sig imod hende. » Ilvad var det nu, de var for en? « spurgte han i en tone, der just ikke hverken røbede beundring eller ærbødighed for den unge fjordby-dame. » Ja — jeg mener, hvad bestiller de... er de mere end mors dejlige datter: en værdifuld dekoralionsgen- stand? « fortsatte han med et lidt spottende smil, da hun forlegen-forbavset stirrede på ham. » Mit navn er Gerda Bjerre, « svarede hun kort. Han så’ smilende på hende. » Rolig, kære dame — rolig! Hvorfor bliver de dog fornærmet, fordi jeg gerne vil vide lidt om dem, den eneste, jeg ikke før har haft fornøjelsen at se? — frk. Bjerre! Var det sådan? Nå, sig mig så ærligt: bestiller de mere end ingenting? « Hun svarede ikke. Så tømte han sit glas og vendte sig atter til frk. Apotekeren — hans borddame. Hvad han talte med hende om, hørte Gerda aldeles ikke, og bøflen bad to gange, om at måtte » have den ære « at drikke et glas med hende, før hun endelig fik tilfredsstillet ham. Hun ærgrede sig over sig selv: fordi denne fuldmægtig var overlegen — uartig, var der da sandelig ingen anledning til at lade ham mærke, at det berørte hende i nogen som helst grad. Hun tog da atter mod til sig og spurgte lidt efter, da han et øjeblik sad tavs, hvad han syntes om den lille by. » Mageløs — som deres hjemby må være det! « svarede han smilende. » Sådan et lille fredeligt sted, hvor ingen ville tanker forstyrre, og ingen smålig snak og strid bringer livets latterlighedssider frem. Hvor hønsene vækker én om morgenen til dagens indholdsrige arbejde, og aftenklokken maner én til hvile og søvn... Virkelig et slags børnenes Paradis midt på den sukkende jord! « De er skabagtig! fik hun lyst til at svare ham. Men hun gjorde det ikke. Hun tabte derimod en syltet pære ned i sit skød, men fik den til alt held fisket op i en fart. Igen havde han vendt sig fra hende og diskuterede nu atter kemi med den kemisklærde apotekerfrøken. Men nu ville hun for alvor tale med ham — ville forsøge at fange et glimt af, hvad han egentlig var for et menneske: en affektert, indbildsk nar, eller virkelig i slægt med ham, hvorom hendes drømme og ensomheds-længsler drog. » Savner de nu ikke København og deres gamle venner og bekendte? « spurgte hun da og så’ fast på ham et øjeblik. » Jo, naturligvis, frøken — naturligvis! « svarede han. » Det var jo selvfølgeligt derfor jeg tog herover, sådan for at elske lidt på afstand — forstår de? « Hun smilede tvungen, men samtalen opgav hun i hvert fald foreløbig. Han utide jo ikke svare og være sig selv et eneste øjeblik. Imidlertid — stemningen bølgede højere. Bøllen fortalte hende ivrigt om den ny bane, man tænkte på at anlægge ud til havet og troede derved for en gangs skyld at kunne blive såre interessant. Stakkel! Han huskede desværre aldeles ikke på, at konsul Bjerre selv var medindbyder til aktieforetagendet. Men sikkert ville han efter opdagelsen have rødmet endnu dybere end han gjorde, var ikke lærer Sørensens humoristiske tale kommen ham til hjælp i yderste øjeblik. Denne — og særlig slutningen: nogle forblommede ytringer om » en Art københavnske flyndere, der mindede svagt om mennesker « og tydeligt nok var myntet på lyng — tog nemlig bragende bifald; den rystede selskabets lattermuskler i den grad, at bordet hævedes, og den parvis-fortrolige spadseren-om begyndte. Nede i den bugtede, mørke stikkelsbærgang gik Gerda alene; tankerne gav hende selskab nok. Var hun skuffet? Vred? Ærgrede hun sig? Over ham? Over sig selv? Hvorfor blev hun også så umulig, hver gang hun ville tale med ham? Ganske som var hun endnu en skoletøs...! så pludselig mødte hun atter fuldmægtigen. » De går så alene, frøken! « sagde han, idet han standsede og gik tilbage med hende. » Såmæn! « vedblev han, da hun ikke svarede. » Måske bedst også, når de andre løber om med begejstringsblus på kinderne, som var de karikaturer af sig selv. « » De bryder dem måske ikke om selskaber? « så kejtet og banalt et spørgsmål! Hun indså og fortrød det straks. Men lyng smilede. Han mærkede jo tydeligere foi' hvert spørgsmål og svar, hvor tung og kejtet hun var — rigtig en fipfugl, trods sine dybe øjne og det nydelige hår. » Vanskeligt for mig at svare på deres dybe spørgsmål, frøken—? Hvad var det nu, de hed? Nå—å: Gerda var det! Frk. Gerda — ja! « Og som pludselig forglemmende sig selv, fortsatte han: » Gerda! Ja, hvor kunne der være meget, meget i det navn! Gerda — hin! Og så drømmer man sig langt bort og højt op, til de selv river én ud af drømmene, og jordbinder én med deres spørgsmål og svar - nå. « Hun studsede. Havde han blot talt i den labantone, der ville passe til sådanne ord, så havde hun med en utvetydig undskyldning frigjort sig fra hans selskab. Men nu? Det var hende, som listede de ord sig ud fra smertelige erindringer, og hun følte på engang lyst til at gribe hans hånd og sige ham — ja hvad? » De er vist et underligt menneske! « sagde hun blot, og stemmen dirrede svagt. Han så’ på hende med et ironisk smil. » Rigtigt! « fortsatte han. » Meget underligt.... meget interessant! Et lønnende studium for tøse i lømmelalderen, kan de tro! « Mere ville han måske have sagt, men hun næppe tålt. Der skulle dog være en grænse for alt! Imidlertid — nu blev de afbrudt af frk. Jessen og den unge købmand Jacob Smitt, der leende og pludrende kom imod dem gennem tusmørket. » Hvad siger nu de, frk. Bjerre? « begyndte købmanden og standsede dem. Frk. Jessen kan ikke finde det stilfulde, det, om jeg så må sige — karakterfaste i vinrødt liv, og nederdel omtrent som mit udstillede mønster. Jeg mener nu, at netop de farver stod ganske harmoniskt til frøknens prægtige sorte hår... « Frk. Jessen lo af fuld Hals og kastede sig anerkende ind mod den lille købniands karakterfaste diplomatfrakke, mens han stadigt pludrende søgte at holde Gerda fast. Hvad der virkelig også lykkedes ham for en-gangs skyld. I hvert fald fortsatte fuldmægtigen alene sin vej op mod huset gennem den smalle, mørke gang. Oppe i værelserne var livet vågnet på ny. Dér havde borgmesteren og hans kølvand, prokuratoren — » Føllet «, som han kaldtes — klumpet sig sammen med den vandkæmmede, » lærde « apoteker, for som byrådsherrer at forhandle byens tarv. Mens landinspektøren henne i et hjørne brølede om kunst og malerier for den tunghørige distriktslæge, der stadigt nikkede og sagde ja, uden at forstå et levende ord. Henne i sofaen sad den gamle hvidhårede konsul Bjerre og hørte smilende på stationsforstanderens profetier om, hvad den ny bane nødvendigvis måtte bringe fjordby og dens mænd. Lyng så’ ærefrygtigt på dem og gik videre ind til damerne. Dér var man i kampstemning. Fru landinspektøren, apotekersken og procuratorinden var at skue som skrigende gæs. Alle tre sad de lige ivrige og diskuterede opdragelsesteorier, indtil procuratorinden i en eller anden mærkelig forbindelse kom til at nævne ordet: tjenestepige. Da klamrede de sig alle tre til tjenestepigen som til et frelsens Anker, og nu var der atter den smukkeste enighed i deres udgydelser over dette upålidelige og højst usædelige f olkefærd. Henne ved klaveret stod konsulinden. Med ryggen vendt mod det talende trekløver bladede hun i nodebunken, opgav at finde, hvad hun søgte og satte sig atter hen i sofaen ved distriktslægens datter Elisabeth, idet hun på ny tog håndarbejdet frem. Lyng lod blikket glide rundt fra hende til de andre og til hende igen. Rejste sig så, bladede lidt i de udstillede bøger, kiggede ud mod haven, så’ på de opslåede noder og længtes atter ud. » Spiller de ikke, candidat lyng? « Konsulinden så’ smilende på ham henne fra sofaen. » Nå—å, ikke meget, frue. « » Men de spiller dog! Ville det være ubeskedent, hr. Lyng? « For femte gang så’ han opmærksomt på den høje gråhårede dame med det fine, intelligente ansigt — det eneste af dem alle, han syntes en smule om. Så fik han på engang en idé. Og nu, da trekløveren derhenne syntes udtømt for denne gang, gik han til klaveret, søgte i bunken, fandt og spillede væk — to, tre revynielodier, der indbragte de tilstedeværendes obligate tak. Kort efter forsvandt distriktslægens datter. Men den samtale, han — takket være musikken og fruens udtalelse: » hans evne til i hast at kunne finde sine omgivelsers smag! « — havde begyndt med konsulinden, fortsattes med stigende interesse fra begge sider om literatur og kunst. Hendes kundskaber og klare udtalelser forbavsede ham; og hvad end resultatet blev, så lovede han i hvert fald at aflægge en visit og for engangs skyld deltage i det kroketspil, der lod til at interessere hende og det ganske hus. Senere da lyng, træt af selskabet, atter søgte sit tøj i entréen, traf han Gerda, der, lige kommen fra haven, var i færd med al gå ind. » Går de allerede? « spurgte hun og rødmede svagt, mens hun et øjeblik blev stående med hånden på dørlåsen. » Ja—a? « han så’ på hende: nu syntes hun langt mere sikker og frejdig end før. » De holder skydeøvelser derinde — diskuterer, mener jeg. Krudtet bliver til røg og forpester luften — puh! « Han knappede kappen om sig, fik shagpiben tændt og fortsatte så: » Hvor har de for resten været? Alle de andre har siddet derinde og været veltalende den sidste times tid. « » Så å! Jeg har været ude i haven. « » I haven? « han så’ på hende. » Alene? « » Ja—a! « » Udi — måneskins-lyrik? Sådan vandre alene omkring, ikke sandt? « Hun svarede ikke. Et øjeblik så’ hun trodsigt, lidt udfordrende på ham, som om hun ville sige noget, så slog hun atter øjnene ned. Han lod som ingenting. Men idet han lukkede havedøren op, fortsatte han. » Skal de ind måske? Eller vil de med en lille Rønde, inden jeg går hjem? « » Nej tak! « kom det bestemt. » Ja ja, « han smilede. » Nu får jeg jo også fornøjelsen en af dagene... jeg liar lovet deres Mo len visit. « » Har de det? « hun hævede hovedet og så’ på ham med et roligt og sikkert blik. » Hvor vil de dog? De, der på forhånd mener, at kende os alle til bunds, og næppe værdiger os et alvorligt svar, når de kan nøjes med et smil! « hun rystede beklagende på hovedet, men stemmen dirrede, ivrig som hun blev: » Ja, vi er såmænd ikke meget beundringsværdige i nogen som helst retning, vi unge piger herovre — det skal jeg med fornøjelse indrømme dem. Vi er ubetydelige alle uden undtagelse, det véd jeg så godt. Men alligevel: vil de til stadighed byde mig, hvad jeg i aften, dumt nok, har taget imod, så skal de dog ikke oftere ulejlige dem. « hun bukkede kort » Godnat, candidat lyng. « Forbavset over den pludselige forandring stirrede lyng mod den lukkede dagligstuedør. » Det var fandens! mumlede han. » Ja ja da, ja ja! Det skulle virkelig glæde mig, hvis... » Så gik Ejnar lyng ind gennem den lille sovende by. v v. Det havde, ikke alene blandt de mennesker, der gennem fjordby-sladder vidste besked, men også blandt familiens mange bekendte, vakt en vis forundring, at den bekendte Københavnske etatsråd lyngs ældste og næsteneste søn havde valgt at tage ansættelse som simpel kontorist hos en stakkels vestjysk landinspektør i stedet for at fortsætte sine juridiske studier i København. Tilsyneladende var nu vel også denne forundring ganske på sin plads. Havde man imidlertid kendt den unge mands motiver rigtig til bunds, ville dog sagen alligevel nok — i hvert fald for nøgles vedkommende — være bleven mindre forunderlig, om de end ikke derfor kunne have indrømmet, at han just handlede fornuftigt og klogt. Etatsråd lyng var af bonde-slægt. Faderen, en jævn, forretningsklog bondemand, havde tjent ret gode penge på smøreksport, og ældste søn, den nuværende etatsråd, havde efter faderens død overtaget og udvidet forretningen, hvorved han efterhånden havde forøget den arvede formue så stærkt, at den meget formående, men ved dårlig økonomi også meget forgældede, højesleretsadvocat Dreyers datter havde fundet det rådeligst at give den rige smørmand sit ja, da han i et erotisk og ærgærrigt øjeblik havde erklæret hende sin brændende kærlighed. Man kunne efter dette måske være tilbøjelig til at antage, al disse to mennesker måtte høre til de naturer, der blev begavet med misundelsesværdig evne til at tage livet praktisk — en sådan antagelse ville under alle omstændigheder netop være ganske overensstemmende med virkeligheden. De havde brug for hinanden: hun for hans penge, han for svigerfaderens indflydelse, fine forbindelser og hvad dermed kunne følge for en ærgerrig, bondefødt smørgrosserer. Derfor elskede de hinanden, og derfor havde de grundet deres hjem. Rigt og pragtfuldt blev da hjemmet indrettet. Stor og kærlig blev gæstfriheden mod — folk af navn. Det gjalt jo om at skabe en position ved at drage et mere distingveret publikum til huse end det, Herren fra sit solide, men tarvelige barndomshjem var kommen i berøring med — og det må siges, at bestræbelserne lykkedes over al forventning godt. Takket være fruen, advokaten og de mange forbindelser, fik grosserer lyng hurtigt en mængde fremtrædende tillidshverv: indbydelser til aktieforetagender, byggespekulationer, velgørenhedsforanstaltninger, basarer, indsamlinger o. s. v., o. s. v. — snart sås hans navn daglig i avisernes Spalter, og skulle han virkelig endnu have en eller anden aristokratisk spotter — takket være den ulyksalige bondeslægt — så var også vedkommende falden til ro, da lyngs hele enorme betydning var bleven urokkelig fastslået ved den nydelige etatsråd-rang, og da hans gamle, jævne moder, efter al have tålt en årelang hensynsløs optræden af sønnen og særlig af etatsrådinden, endelig havde trukket sig tilbage fra husets » adlede « selskabelighed. I dette hjem var da Ejnar lyng fostret op. » Smørret først og smørret sidst! Smørret giver penge, kun penge giver ære og anseelse, og uden del er livet en ulykke « — i korte træk idealerne, hvorefter man havde opdraget ham og den to år yngre Broder — elatsrådhjemmets eneste børn. Broderen havde befundet sig godt ved denne opdragelse; for Ejnar derimod havde — end ikke som barn — noget som helst i hjemmel været tilpas. Det var, som kunne han ikke trives, men følte sig ene og fremmed her, hvor herrernes samtaler evig og altid drejede sig om smør og børs og Veksler og kurs, hvor damerne — unge og gamle — pjattede om pynt, flirt og pikante skandaler, og hvor hverken faderen eller moderen syntes særlig interesserede for noget som helst, der ikke netop stod i forbindelse med anseelse og en velfyldt pengepung. Ejnar selv havde nemlig allerede som dreng haft mange interesser. Måske var de fra begyndelsen til dels bleven udviklet for at afhjælpe den tomhed og fremmedfølelse, han altid havde følt i dette sit hjem — dog i så fald var målet ikke nået, thi netop ved de mange interesser var han efterhånden kommen endnu længere bort fra den engang vedtagne livsanskuelse i det lyngske hus. Nogen udpræget lyst til et specielt erhverv havde Ejnar lyng aldrig haft. Imidlertid — del var også ret ligegyldigt, thi del fulgte jo så ganske af sig selv, at denne ældste søn skulle være jurist for engang at kunne overtage den gamle advokats forretning og således vedligeholde og forøge højagtelsen for den lyngske slægt. Han var da også begyndt på dette studium, men allerede efter to Års forløb havde han alter opgivet de dumme, døde lovparagraffer trods advokat og forældres rasende protest. Da var Ejnar lyng 24 år og hans plan stod nu klar: han opgav jura og alle andre studier i al evighed. Han ville ikke ofre al sin tid og alle evner på et arbejde, han ikke nærede personlig interesse for. Han ville ikke sejre i livskampen ved at få plads i solen, og så til gengæld gøre sig til åndelig krøbling det hele liv. Men netop sådan skulle de jo være de hjemmets idealer af en » dygtig mand «. Og sådan var de også, det så’ han jo. General konsulen, justitsråden, ridder-direktøren? En var blevet til en smørbøtte, en til en kultønde, en til en salvekrukke, en til en gutlaperkaklump.... alle skæve og misdannede, mere og mere givende afkald på menneskeværdi og individualitet for at inddrage alt: tanker, længsler, glæder — ja, endog kærlighed i den usle jagt efter mammon, mammon! Nej — så tusinde gange hellere slå lidt af på sine fordringer: tjene lidt færre penge, vinde lidt mindre navn, lidt ringere ære og anseelse, men så til gengæld bevare sig uforkrøblet - holde sine interesser og frihed i ære, holde sig ung med evig udviklingsmulighed. Først og fremmest gøre sig værdig til livet ved ikke at svigte sig selv.... Sådan havde Ejnar lyng forsvaret sig. Forfærdet og forbavset havde forældrene hørt på denne galmands-snak, og nu var der fulgt scener endnu mere pinagtige end nogensinde før —. Indtil Ejnar lyng endelig, træt og ked af del hele, vrøvl, resolut sagde hjemmet farvel, frafaldt alle fordringer om støtte og hjælp, søgte praktisk ansættelse i København og klarede sig selv. Da han nu — halvandet år efter — var taget til fjordby, havde han modtaget de sidste skændsord, og den sidste rest af forbindelse var brudt mellem ham og hans hjem. Kun bedstemoderen havde han ikke svigtet. Tit og ofte havde han harmet sig syg over den utaknemmelige behandling, der i hans hjem var bleven udvist mod hende, den gamle, gode og hjælpsomme kvinde, hans barndoms legekammerat og eneste fortrolige, og hende elskede han måske endog højere nu end nogensinde før. Dog nok. Nu gik Ejnar lyng ud mellem de vestjyske lyngbakker glad og alene i den lyse, dejlige nat... vi. » Mon han kom? « Skulle hun være ganske ærlig, ønskede hun det, men meget håb nærede hun ikke derfor. Hvorfor skulle han komme? Hvorfor skulle han forny bekendtskabet med hende, når han trak sig tilbage fra de andre? Hun indså jo, hvor tøset-ubetydelig hun havde været hin aften lige fra først til sidst, hun, der havde tænkt... Imidlertid — alt det skete til trods — en skønne dag sad han alligevel i dagligstuen hos forældrene, da hun tilfældigt kom fra haven derind. Så talte de sammen, først dér, senere alene nede i haven men denne gang lettere og helt anderledes' end sidst. Visiten endte, fruen opfordrede atter — og visiten gentog sig. Det ene parti kroket afløste det andet, samtalerne med Gerda blev stadig flere... og så var han da nu — en månedstid derefter — blevet den faste spiller, der mødte hver eneste eftermiddag. Hurtigt og uventet var dette kommen, syntes han. Allerede hin aften hos landinspektøren havde han jo, med sit ret store kendskab til fjordby-menneskers selskabelighed, følt sig inderlig overbevist om, at han ikke gik glip af noget som helst, ved nu for fremtiden at hengive sig til en fuldstændig tilbagetrukken ensomhed. — og så var netop disse mennesker, som han ikke før havde set, på engang dukket frem. sandt nok — just begejstrings-overvældet af det første indtryk var han vel ikke blevet. Men på den anden side havde han dog straks fundet både fruen og den unge pige en smule mere sympatetiske end den øvrige ens-pludrende flok. Og det var virkelig med et dæmrende håb om at linde mennesker, der dannede — blot en hårfin undtagelse, at han havde indledet bekendtskabet og gjort den første visit. Nå, heldigvis — skullet var han da ikke heller blevet endnu. Tværtimod! Det var virkelig, som om han bestandig følte sig mere hjemme blandt disse mennesker, der — hvordan de nu end var — i hvert fald aldrig plagede ham med nysgerrige spørgsmål, småligt vås og ondskabsfuld snak, som det nu engang var skik, men viste ligesom noget linere og dybere i tale og tankegang. Derfor vedblev han at komme. Selve spillet interesserede ham ikke i ringeste grad; egentlig var det først, når dette var forbi, og fjerde deltager — den forlovede distriktslægedatter — var gået hjem, at de gode øjeblikke kom.... Så hændte det da, alt som dagene gik, når han om formiddagen sad i det lille mørke kontor og regnede og skrev og træt søgte e1 noget, hvorfra tankerne kunne vende tilbage med fornyet arbejdskraft, at billedet af den åbne veranda ud mod kroketpladsen og den bugtede fjord pludselig kunne titte frem og få ham til at tage fat på ny. Eller, når kontoret var lukket og kroketspillet forbi, og han alter sad ene på sit værelse læsende i sine bøger, eller måske gik aftentur opover bakkerne langt ud, at han da på engang kunne føle sig munter, lys og let, så han forundret måtte gribe sig i det og spørge hvorfor. Men ingen grublen fulgte — i samme øjeblik lå svaret parat. I samme øjeblik vidste han, at del var fruens og den unge frøkens skyld. Og atter så’ han hende for sig, som hun var dernede: lys som livskraftig sundhed, og dog engang imellem med et udtryk i øjnene, der røbede ligesom et savn.. Noget, der gnavede, tærede; noget, der ligesom bad, stille, hemmeligt: svar mig! Sig mig det, og det, og det —! Sådan tænkte og drømte han. Vågnende sympati vel! Sympati — hvid og let som den fly vende sommer, sart og skælvende som edderkoppens tynde tråd. Ingen, og allermindst han selv, ville have kaldt det ved andet navn. Og dog ejede denne spirende følelse ligesom usynlige kræfter, der åbnede hjærterne, og gav selv det ringeste blik og det ligegyldigste ord mere farve og klang. Naturligvis blev del ikke stadig ved kroketspil og verandakalfe! Solen gik ned, men atter mødtes de — først tilfældigt, senere efter dunkle, halve eller kvarte aftaler, altid lidt usikkert famlende efter ord og tone i mødets allerførste øjeblik. Dog, kom de udenfo

1898_SkramA_Afkom

Amalie

Afkom

Skram

SkramA

Afkom

female

1898_SkramA_Afkom.pdf

Amalie

Skram

no

Afkom

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

Nr. 4 i Hellemyrsfolket

pdftxt

nan

nan

CE_CANON

I. » Du tør prøve på det, din mønsterstilk, “ Hviskedee i den latinske time sidekammeraten til Severin myre, en mørkhåret gut, tynd og spinkel og med hjemmesyde klær. Adjunkt Petersen havde rost Severins latinske stil og sagt, han ventede at han næste gang ville skrive den aldeles fejlfri. Severin sad der rød og trykket, og gutterne tilkastede ham foragtfulde blikke. Da timen var forbi skulle klassen ha frikvarter. Adjunkten rejste sig og gutterne stormede ud. Severin gik langsomt nedover den brede gråstenstrappe der førte til vestibulen, hvorfra man kom ud på legepladsen. Han fik puf i ryggen og slag i hovedet af knyttede næver fra gutterne, som fløj forbi, mens skældsord og spottegloser stod som en hagelbyge omkring ham. Uden at lade, som han mærkede det, holdt han sig fast i rækværket og fortsatte rolig sin vej. Lærerens ord blev ved at lyde i hans øren, og så tænkte han på, at adjunkten havde glemt igen bogen, som indeholdt oversættelserne på stileopgaverne. Han så den så tydelig ligge på kattedret til højre. Om han nu benyttede sig af lejligheden? Var han resolut og hurtig, kunne han gøre det på et minut. Det ville være stolt at skrive en fejlfri stil. Han var også flink nok i latin til at kunne det. Der var bare det i vejen, at han havde det med at sidde i ørske. Derfor ville der aldeles ikke være noget bedrageri i det. Og tænk være sikker på at stilen var fejlfri. På trappens nederste trin stod han stille og så sig om. Alle var væk; ingen at se eller høre. Hurtig sprang han opover igen, stansed på gangen, spejdede og lyttede, og smuttede så ind i klassen, hvis åbne dør han sagte trak til efter sig. Han fik fat på et stykke papir og en blyant, snappede bogen, og gik hen til vinduet, hvor han med skælvende fingre bladede gennem opgaverne, fandt, hvad han søgte og begyndte at skrive af. Da han næsten var færdig, hørte han adjunkt Petersens knirkende støvleskridt i klassen ved siden af. En stivnende angst for igennem ham. Lynsnart slog han bogen sammen og krammede papiret til en klump i hånden. Idetsamme gik døren fra sideværelset op, Severin vendte sig og så adjunkten stå der. Alting danste for hans øjne, og han følte sig fortabt for tid og evighed. Der påkom ham en drift til at kaste sig ned for læreren med et råb om nåde. „ Hvad står du der for gut? vil du værsgod ned og trække frisk luft! “ Hurtig som i et glimt forstod Severin, at han kunne rædde sig, og i samme nu var omvæltningen foregåt i hans indre. Han så på adjunkten med et ærbødigt smil, der lyste op i de store mørke øjne og løb mod døren. „ Har du ikke sét en bog, jeg brugte i timen, “ råbte adjunkten efter ham. „ Der ligger én i vinduet, “ var Severins frejdige svar, og så smøg han gennem døren, let og glad og opfyldt af en levende taknemmelighedsfølelse mod adjunkten. Dette, at ikke den svageste mistanke var opkommet i ham, rørte Severin, så at han fik tårer i øjnene. Sandelig var ikke adjunkt Petersen et ædelt menneske! Og ham kaldte de lucifer. — for et pak af nogen gutter! Men Severin skulle vist aldrig ta det navn på sin tunge. Beflitte sig tværtimod på at blive værdig til adjunktens gode omdømme. Dette med bogen skulle være hans sidste „ streg “. Under disse betragtninger var han kommen ned på legepladsen. Der stod størsteparten al klassen og stak hoderne sammen. Han hørte ordene: „ mønsterstilken “ og „ Lucifer “ og statuere et eksempel. Men -såsnart de fik øje på Severin, så de ud i luften med ligegyldige miner. „ Det er altså på søndag, vi skal på bal til dig, du, Henrik? “ det var Mikkel mejer som spurgte; han var stor og forspist med et underlig skaldet ansigt og fine blå klædesklær. „ Javel, “ svarede Henrik, som var høj og hvidblond, og søn af rige konsul Smitt på Strandgaden. „ Men der kommer forresten invitation hjem til dere. Vi bliver 30 par, 14 stykker her fra klassen altså, med mig selv. “ „ Fjorten stykker her fra klassen “ — Severin regnede og regnede og fik det, når han trak fra dem, som der umuligt kunne være tale om, ikke til mere end 13, hvis han ikke selv varden fjortende. Men hvorfor havde Henrik så ikke sagt noget? Han grundede over dette resten af formiddagen og håbede, hver gang timen var ude, at nu kom det. Da han blev hørt i tysk, hakkede han i det, og oversatte galt, og hans blik droges uafladelig over mod Henrik, i hvis ansigt hån søgte at læse. Hvis Henrik bliver hørt, skal jeg der, tænkte han, hvis han ikke bliver hørt, skal jeg der ikke. Da skoletiden var forbi og gutterne lavede sig til at gå, holdt Severin sig ved siden af Henrik, mens han lod, som han var optat af sit eget. Nedover trapperne fulgte han ham i hælene, og da de i vestibulen tog tøjet på, tabte han ham ikke et sekund af syne. Hvergang Henrik åbnede munden for at sige noget, klappede Severins hjerte, og al hans sans samlede sig i en anspændt lytten. Ude på gaden søgte Severin at slå følge med ham, men Henrik sakkede agterud.og tog Mikkel mejer under armen. Så skyndte Severin sig afsted. Han følte sig så usigelig skamfuld, og han brændte efter at komme hjem, hvor i det mindste ingen vidste det. Da han nåde hjørnet af domkirkegaden, satte han på løb men huskede så, at Mikkel mejer bøde der, og at altså Henrik straks blev alene. Han sagtnede sine skridt, og i det samme råbte Henrik på ham. Glæden fløj varm igennem ham, og der kom som et slør for hans øjne.. Rask vendte han om og sprang tilbage. „ Å lån mig kniven din lidt, “ bad Henrik, som i den lukkede hånd holdt en cigar, hvoraf spidsen stak frem mellem tommel- og pegefingeren. „ Stå for mig mens jeg tænder, “ vedblev Henrik, efter at ha brugt den kniv, Severin havde rakt ham. Med ivrig tjensvillighed tog Severin huen af og holdt den op foran Henrik, som kastede et spejdende blik bag sig, før han tændte. Så fulgtes de ad nogle skridt. Severin kunne ikke få målet op. Henrik så sig idelig tilbage. „ Død og krite, lucifer! “ udbrød Henrik pludselig — han drejede rask til højre og skyndte sig nedover skostrædet. Severin vendte sig om. Der kom adjunkt Petersen med briller på næsen og svingende spasérstok. Severin gik videre med en sviende følelse i brystet. Han tænkte uafladelig på, at hvis bare Henrik havde sagt de få ord: „ Du, det er sandt, Severin, jeg glemte at be dig til på søndag “ — så kunne han nu ha vært så sjæleglad og let om hjertet. Han gentog sætningen så længe for sig selv, indtil han ganske tydelig hørte Henriks stemme sige den, og sig selv svare: „ Mange tusen tak, men jeg ermesværre udbuden “. Det var han nemlig bestemt på at ville sige. At gå var der ikke tale om. Ikke kunne han danse, men det vidste ikke kammeraterne, og aldrig i verden ville han fået lov. Dans var en syndig fornøjelse, mente forældrene. Det skulle deres børn aldrig ta del i. Men alligevel, indbuden ville han være; det var så krænkende at blive sat udenfor altid. Og nu denne Henrik, som han aldrig havde gjort andet end tjenester. Ville nu også han slå hånden af ham. Smiths havde sikkert ingenting imod at han blev buden, konsulen ialtfald ikke. Hans far havde jo altid haft så meget med konsulen at gøre — og desuden — Henrik fik jo lov til alt, hvad han ville. Hans smerte blev til sidst så heftig, at han pønsede på at åbne sit hjerte for Henrik. Ligefrem tigge ham om en indbydelse. Men når han skulle sige det, kom han sikkert til at græde, og det var dog alt for flout. Ja, men det fik ikke hjælpe. Alting heller end at lide dette. Ved hjørnet af Strandgaden stod han stille og så efter Henrik. Han måtte komme opover torvet fra skostrædet. Og ganske rigtig, nede ved børsen kom han, roligt dampende på cigaren, med bøgerne i en rem under armen. Et par sekunder stod Severin og ventede. så blev han greben, af forfærdelse over sit forehavende. Hurtig skride han over gaden, sprang op gennem apothekersmuget og gik markevejen hjem i stedet for Strandgaden, som han plejede. I. Huset, hvori Severins forældre boede, lå øverst i kippersmuget, der fra lille markevejen førte ned til Strandgaden. Det var enetages med tre fag vinduer nedenunder, og to fag i den brede gavl. Udenfor gadedøren var der to stentrappetrin, og langs husets ene side, løb et smit, hvorigennem man kom ind på gårdspladsen. inde i gangen kunne Severin på de forskellige lyde fra fremstuen høre at familien var gåt til bords. Han hang huen og bogremmen fra sig, og skyndte sig ind. Moren sad ved skubordet i grårudet kjole og sort fileret hårnæt, og øste op velling. Ligeoverfor sad myre og spiste i tavshed. Han var uden snip og havde pulsvanter istederfor mansjetter. Kinderne var gule og slappe, skægget uredt og øjnene røde og forvågede. Severin fik skænd fordi han kom så sent. De tre mindre brødre gjorde grimacer til ham, mens de slubrede i sig vellingen, og søsteren kneb ham i armen. „ Se her Fie, bær op til bedstefar. “ Søsteren, en pige i femtenårsalderen med svære fletter nedover ryggen la skeen fra sig, og rejste sig. Hun tog fra komoden et bræt, hvorpå moren stillede to tallerkener, en med velling og en med spegesild og poteter. „ Er han syg i dag, bedstefar? “ Det var myre som spurgte. Moren trak munden skæv og så: „ det var også nøkke te spørre om, “ og Jens, den næstældste gut, mumlede halvhøjt: „ bedstefar ligger jo altid nu. “ Fie, som havde vært oppe på skråkammeret hos bedstefaren, kom ind igen med brættet. „ Han tog vellingen, men silden var for salt, så han. “ „ End sige for salt! “ — blåste madammen, men slog så over i en anden tone: „ Det er heller ikke mat hverken for han eller mig, så går med denne hugbitten. Men eg har jo aldrig en skilling. Her har de trakket med regninger. — Ka du tænker på, vet eg ikke. “ Myre sukkede, og det lød som han havde ondt for at svælge maden. Da han var færdig, skjøv han tallerkenen fra sig og så højlydt: „ Læs fra bore’, Severin. “ Severin begyndte, men i det samme lød der fra alkoven ved siden af et gneldrende barneskrig, som ganske opslugte lyden af ordene. Fie tog af bordet og madammen satte sig i sofabænken med spædbarnet, som hun gav die. Myre havde hentet en hammer og begyndte at slå søm i et stolebetræk, som var gået løst. „ Hold op med den bankingen, “ skændte madammen, og tog sig til hovedet. Hun havde jo så tit vært sint fordi han havde glemt det, kom det mumlende fra myre, og så vrissede madammen at han altid var så heldig til at vælge sine tider. Myre la hammeren fra sig oppe på ovnen, og gik mod døren, men så spurgte madammen om han ikke skulle vente på kaffen, og fik til svar at det kunne være det samme. Jaja, men han måtte la’ hende få nogle penger. Myre tog op en skindpung og tømte den på bordet. Han skubbede med langfingeren til pengestykkerne mens han talte dem. „ To ort og atten skilling. Det er alt ka eg har. “ Jo det skulle hun komme langt med! Hun måtte ha flere ikvæld — madammen råbte det efter ham, da han alt var ude af døren. „ Hører du myre, kom ind lidt igen! “ „ Eg har kje ti’er nu. “ Iii. „ ørr ørr ørr, rrø rrø rrø, “ prated den smilende lille, som på madam myres fang strakte sine lemmer i velvære, og stirrede på sine snart sprigende, snart krummede fingre. „ Ørr, ørr, ørr, “ snakkede moren efter, mens hun med pegefingeren strøg om barnets mund og hage. „ Så hun skulle prate og smile litevette hun. Ja, hun kan prate og smile hun. “ — med ét gled der en tåre ned over madammens kind og dryppede på barnets bryst: stakkels uskyldige kræ, hun vidste lidet hvadslags verden hun gik ind til. Når hun nu skulle til at strides og slås med al synden og ondskaben. — tårerne blev ved at trille stille langs den store, stejle næse mens mundvigerne trak sig nedover, og den løstsiddende, kødfulde underlæbe blev savlende våd. Som hun sad der og rokkede sit hode med det sorte filérnæt, det vissentørre, gråsprængte hår og det skarptfurede magre ansigt, mindede hun kun lidt om den Petra Frimann, der i sin ungdom havde vært „ konsul Smitt på Strandgaden „ sin pyke og tidige husjomfru, “ Dengang hun gik med spændesko og lærredskrave og manchetter som skinnede blankt og var drivende hvide. „ Ak ja ja Petra, Petramor. “ Livet var tomt og jorden en jammerdal, og bare de døde havde det godt. Hun sukkede dybt, tørrede tårerne bort mens hun vuggede den lille frem og tilbage og nynnede med næppe hørlig stemme: „ Så sov du mit lille velsignede baren, i troen på Jesus lyksalig du er. Ej est du uskj'ldig som verden vil sige, din lykke er den at dig Jesus har kær. “ Fie kom ind med kaffebrættet og spurgte om hun skulle skænke op til far? Idetsamme slog det Petra at hun ikke havde hørt gadedøren smælde til efter myre, og heller ikke den gnurende lyd af blyloddet langs væggen. Han skulle da vel ikke? — engang før da han ikke ville vente på kaffen, havde hun bagefter fundet ham sovende nok så galant oppe på fremsalen. Petra svøbte et sjal om barnet, og rakte det til Fie med- formaning om at være forsigtig. Så gik hun ud af stuen, og listede på filtskopne op over trappen. nej salsdøren var låst, og nøglen sad i udvendig. Petra tænkte efter, mens hendes blik uvilkårlig for rundt på det halvmørke loft, hvor ålslags skrammel var pakket sammen. Inde hos bedstefaren var jo ikke noget at ligge på. — endskjøndt — myre tog tiltakke med alt. Pludselig blev hun vår et par ankelsko som stod lige i lyset fra det lille tagvindu — og helt inde under spærrerne? — jo, der lå myre sammenkrøben på et stykke af en revnet halmmadrats med en sæk under hovedet og strygedækket over sig, og snorksov. Petra gik nærmere, bøjede sig forover og stirrede på ham. Hendes grå ansigt blussede, og øjnene, som var blevet blege og hvasse med årene, gnistrede af forbitrelse. Hun borede de to lange hjørnetænder, de eneste hun havde tilbage i overmunden, og hvis spidser altid vistes ned i underlæben og søgte at holde tilbage det vand, der, når hun kom i affekt, plejede at samle sig i hendes mund, og så greb hun ham i skulderen og ruskede ham vågen med hadefulde ord, mens vandet sivede ud over hendes mundviger, og i seje dråber dryppede fra hagen. Myre lettede sig op på albuen og så på sin kone med et opspilt og hjælpeløst blik. „ Eg var så trøt “ kom det så, og et udtryk af skamfuldhed, som var han blevet grebet i noget ulovligt, sneg sig over hans ansigt. Han krøb frem på gulvet, satte sig på en kasse og trak skoene på. „ Men for mig skulle det se ud, som du var påpasselig og gik på bu’en, ka? “ Myre tog sin hue og luskede ned over trappen. „ Men sålissen er du. Gå bent frem teværks, det formår du ikke. Lygge og smyge og fare med fantestøkker “ — hun fulgte ham i hælene og med en stemme, der knak over af raseri, blev hun ved at bruge mund, til gadedøren hårdt faldt til efter ham. Iv. Da Petra kom ind igen i stuen, skreg den lille af alle kræfter, og Fie byssed og baksede, og skakte hende op og ned. „ Eg skal lære dig te vrie ledene istøkker på bårne! “ Fie fik et par ørefigen, og den lille blev revet fra hende. „ Hva’ er det, du slår for! “ buste Fie ud, “ Og satte i at skrighulke, mens der samtidig kom en strøm af klager og bebrejdelser. Det yar det samme hvordan hun bar sig ad. Prygl og skænd fik hun altid. Ingen kunne gøre moren tillågs. Ikke hun eller søskenene, ikke pigen og ikke faren. Folk skulle bare vide hvad de måtte gå på. Moren skændte igen, og betalte hende barsk gang efter gang at tie. Hun truede med at klage hende for faren, og lovte hende prygl, når han kom hjem. Men Fie gav sig ikke. Til sidst rejste Petra sig med ansigtet fordrejet af vrede, barnet på armen og løftet hånd. Men da satte Fie på løb og rædded sig ind i bagstuen. Der sad Severin ved vindusbordet foran sine uopslåte leksebøger, og i en af sengene langs væggen lå Mathæa, den yngste søster, som var forkølet. Fie kastede sig ned på stolen ligeoverfor Severin, lå armene og ansigtet på bordet, og blev ved med at hulke og græde. „ Hvad er det,' du flæber efter tøsunge, “ Brummede Severin uvillig. Fie klagede sin nød og forsikrede, at hun intet havde gjort. „ Gjort, “ vrængede Severin. Behøver en at ha gjort noget ker i huset for at få juling da? Men nu tier du, ellers skal du ud af stuen på øjeblikket. “ „ Du din rosinstilk, “ Fie holdt med ét op at græde. „ Men jeg ved nok, hvorfor du er så galen i dag. Det er bare fordi du ikke en buden på bal til Henrik Smitt på søndag. Jeg ser nok, hvor rød du bliver! “ „ Rød! Jeg ved ikke om at der skal være noget bal engang. Det er naturligvis også bare sludder. “ „ Jaså! Bad ikke Lina så mange på skolen i dag kanske? “ „ Hvorfor bad hun ikke dig også da? “ Nu var det Fie, som blev rød. „ Vi går jo ikke i samme klasse, så det er jo rimeligt “ — hun skjalv lidt på stemmen. Flere fra hendes klasse skulle der, og hun havde grædt i frikvarteret, fordi hun ikke var blandt dem. „ Det er forskel på dig, “ fortsatte Fie. „ Men det er bare, når du skal hjælpe ham med lekserne; da kan du være god nok. Ellers er du naturligvis for simpel. “ „ Kom ind og bær ud kaffibrætte' Fie, “ Moren viste sig i døråbningen fra fremstuen. „ Såmeget du skulle få slå mig endda mere! “ — Petra kom farende imod hende, men Fie sprang op, rev i en fart bordet fra vinduet og forskansede sig bag det. Moren efter hende, forpustet og rasende; Fie afsted over gulvet, for at slippe ind i fremstuen, men blev stanset af Severin, der fra ovnskrogen havde snappet et stykke spanskrør, og hvis ansigt lyste som af grisk kådhed. „ Skal jeg prygle hende med dette? “ råbte han og rakte spanskrørsstumpen frem. „ Ja prygl bare væk! “ Og så slog Severin løs på søsteren, som efter et forgæves forsøg på at undfly, skjulte ansigtet i hænderne og tog imod slagene, mens hun svagt krympede sig under dem. Mathæa borte i sengen lettede sig op på albuen og så ligegyldigt på sine søskende. Men kun et øjeblik..så la hun sig tilbage igen. „ Nej se, kå forhærdet, “ prustede Petra. „ Ikke skriker engang. “ „ Skal hun ha mere? “ spurgte Severin og holdt inde. „ Ja. Lat hinner få te hun bér om forladelse! “ han løftede spanskrøret til fornyede slag, men i det samme tog Fie hænderne bort fra ansigtet og Severin så udtrykket i hendes øjne. Da var det liksom hans hånd lammedes, og han mumlede forfjamsket noget om, hvorfor hun skulle være så’n da. Så gik Fie ud i køkkenet, og Severin stod igen, dryppende rød og med nedslagne øjne. „ Ka var det nu, så stak dig? “ spurgte Petra med arrig hån i stemmen. Derpå trak hun sig tilbage til fremstuen, hvor hun satte sig til at læse i en andagtsbog med et strikketøj mellem hænderne. Severin ( lyttede bordet tilbage på dets plads og slog op en af leksebøgerne. Men det gik ikke med læsningen. Henriks bal tog og slap hans tanker uafladelig. Og så var der noget andet, som lå bagenfor — også noget ubehageligt — som hvert øjeblik tvang ham til at tænke efter, hvad det var. Jo, det var udtrykket i fis øjne. Han så det for sig igen og igen dette udtryk, og hver gang kendtes det som et stik i ham. Hvad var det også, som var faret i ham, da han greb røret og slog hende. I vilden sky kunne han ha skreget, og slåt og slåt så længe han orkede, ikke netop Fie men hvadsomhelst, bordet, stolene, gulvet. Slig var det vist, når de gamle fik bersærkergang. Bare Fie havde skreget, eller slåt igen, eller i det mindste ikke havt de øjnene. — — nej, nu ville han komme til ro. Når bare søndagen var over, og ballet forbi, så ville han ikke tænke det gran mere på det. Hans tid kom vel også, om ikke før, så når han blev student. — — skammeligt af dig, Henrik!i han skjøv bøgerne fra sig og gik ud i vedbodén, hvor han satte sig på huggeblokken og gav sig til at stelle med sin trækbue. Han var medlem af nordnæs buekorps, og de skulle snart levere dræggegutterne slag. Hvad var det for en snøften — han keg over sin skulder og fik øje på Fie; hun sad på nogle langvedstykker og gråd sagte med forklædet over hovedet. Severin drejede sig hastig tilbage, og fik. det uhyre travlt med buen. Fie rejste sig og kom hen og stillede sig op foran ham. „ Flyt dig, du står i lyset for mig, “ så Severin mut. Han skottede til hende og blev vår, at hendes bare arme havde lange brune mærker. Det grøssed i ham, og han måtte se engang til. Fie stak armene på ryggen. „ Sig, at du angrer på det, Severin, “ bad hun med forgrædt stemme. „ Hvadfornoget angrer på? “ „ Du ved godt, hvad det er. Sig nu, at du angrer på det. “ „ Jeg tror, du er gal tøs. Hvad sku’ jeg angre på? “ „ På at du slog mig. “ „ Puf! Mor så jo, at jeg skulle. “ „ Du må sige, at du angrer på det, “ kom det lidenskabeligt bedende fra Fie. Gråden toghende atter, og armene med de brune mærker kom frem foran ansigtet. „ Du var så fæl, da du gjorde det, du så så styg ud, og jeg vil, du skal være anderledes, “ hun tvang det frem afbrudt af gråd og hiksten. „ Da jeg læste om David i „ David cooperfield, “ så syntes jeg hele tiden, det var dig. Jeg ville det, forstår du. Å Severin, sig, at du angrer på det. Jeg kan aldrig, aldrig blive glad igen, hvis du ikke siger, at du angrer på det. “ Severin var blevet underlig til mode. Det rev og stak i næsen, og han så på Fie med store øjne. „ Og véd du, “ så Fie, som straks opdagede det forandrede udtryk i hans ansigt. „ Jeg er ikke det mindste lej, fordi jeg ikke skal der, bare du var blevet buden. For når vi ikke går i klasse sammen, så er det jo ingen skam. Men dig er det forskel på. Du må blive buden Severin, jeg skal gerne sige det til Lina,.hvis du vil. “ „ Ja, hvis du våger! “ Severin knyttede hånden og rakte armen ud. Fie forsikrede, at det kunne hun så godt. Lina syntes, Severin var vakker, det havde hun sagt til en småpige på skolen. Fie snakkede sig ivrig og varm, og syntes ganske at ha glemt sorgen og slagene. Severin var falden i tanker. Pludselig for han op og kastede buen, og et øjeblik efter løb han nedover smuget til Strandgaden. Han ville gøre sig ærend op til Henrik og spørge om en lekse. Men i gadedøren mødte han fru Smitt, som så, at Henrik var kørt på landstedet med gartneren. Da Severin kom hjem igen, lukkede han sig inde i vedboden. At han nu netop skulle træffe fru Smitt i dag, da han var så ude af det i forvejen. Havde det bare vært konsulen; han havde altid et venligt ord. Men når han havde stødt på fruen, følte han sig liksom dobbel så fattig og ringe som ellers. Å hvis Henrik havde vidst — Severin trykkede ansigtet mod vedbodvæggen og hulkede. Men han skulle hævne sig: han ville dræbe sig, ja, det ville han. Hastig bukkede han sig ned efter buen, la en træpil på, og skød den af mod væggen lige overfor. Dens spidse od borede sig ind i den møre væg og blev siddende fast. Med en stor spiger måtte det kunne gå an at dræbe sig, når man sigtede lige på hjertet. Han søgte efter i en kasse og fandt et langt rustent søm, som han hvæssede på en slibesten. Så la han den på buen, holdt den mod sit bryst og bevægede fingrene, som om han ville spænde af. Men så kastede han buen, faldt på knæ og tog sig med begge hænder om hovedet. Lidt efter rejste han sig, greb atter buen og skød spigeren af mod væggen. Den trængte dybt ind. Alt hvad Severin sled og trak, var den ikke til at rokke. „ Sikkert kunne du vært dræbt, “ mumlede han, og blev stående lidt med fingrene haget om spigeren. Så gik han ind i bagstuen og gav sig til at lege med sine små søskende, som først var mistroiske. Severin plejede altid at ærte dem. Men i dag ærtede han ikke. Han havde fået en pludselig trang til at være snild og god. Og da moren så bad ham komme ind i fremstuen og hjælpe hende med at sprætte op nogle gamle klæder, som skulle vendes, så han beredvilligt ja, og gik ind til hende. v. Ret som de sad og sprættede, hørte de det gå meci gadedøren. Severin og moren så begge op, og så samtidig: kom ind, da det bankede. Severin havde skiftet farve. Tænk om det var bud fra konsul Smitt sine. En dame, i sort silkekjole, glitrende perlebesætning på den grå klædeskåben, og rød strudsfjær i fløjelshatten, trådte ind, og hilste surt goddag. Det var Petras søster Andrea, tante ravn som hun kaldtes, gift med vinhandler ravn på Strandgaden. Hun slog det fine blondeslør tilside, trak ud af muffen et parfumeret lommetørklæde, og pudsede næsen med sin blanke perlegrå skindhanskehånd. „ Det må være kalt ute, “ så Petra. „ Kå då? “ „ Du er så rø’næset. “ Tante ravn så sig i spejlet, og tilkastede derpå søsteren et spydigt blik. „ Det er vel den rø’ føren, du har ondt af, “ hun lo lydløst men så hjerteligt, at skuldrene gik op og ned. „ Kå lever bedstefar? “ spurgte hun så. „ Han ligger i dag. “ „ Å ja stakkes gamling, “ tante ravn rystede medlidende hovedet. „ Eg undres ikke på det. “ „ Koffor kan’ kje du ta ’an ind på strandgaten te deg då? “ kom det harmfuldt fra Petra. „ Så sku’ vi bare se kå godt han fik det, “ tilføjede hun med et galdegrønt smil. „ Eg tror, du er forstørret menneske, “ udbrød tante ravn med uskyldig forbavset mine. „ Har eg sagt nøkke Severin? “ „ Eg sku’ kanske ikke forstå fintene dine? “ Petra rejste sig hastig og bredte ud på bordet de opsprættede tøjstykker. Så tog hun fra ovnen et glohedt strygejern, hvormed hun pressede tøjstykkerne; det gav en spruttende lyd. „ Så hun har sotte deg te sprætte i dag, far, “ så tante ravn smilende til Severin. „ Eg synes, det er fornøjeligt, “ svarede Severin lidt flou. „ Ja, den din mor, “ vedblev tante ravn. „ Hun kan få andre til at gøre ardej’e sit. Det måtte ikke være Fredrik, eg sku’ by sligt nøkke. “ „ Fredrik, “ blåste Petra hånlig. „ Severin har bydd seg te søl han. Så er mine baren. “ „ E’kje det bare løgn Severin? “ tante ravn blinkede polisk til ham. „ Ka spør du ’an om? “ spurgte Petra, og satte jernet hårdt fra sig. = 1 „ Eg spør om han ikke vil komme ind og sprætte hos mig osså en dag, “ tante ravn stod med ryggen til søsteren og lo indvendig, så hun rystede. ’ Severin blev smittet af hendes dulgte lystighed. Med møje holdt han latteren tilbage.. Petra strøg videre og satte jernet så hårdt i, at bordet gav sig. „ Kå gal hun er, “ hviskedee tante ravn til Severin, hvorpå hun atter brast i denne dæmpede latter, der kom i små tætte stød. „ Det er det samme ka en så sejer. “ Fie kom ind og syntes glad overrasket ved at se, der var besøg. „ Skal du ikke sidde tante? “ hun smilte over hele ansigtet. „ Tak fiemor. Der er såmænd ingen, så har bydd mig så møkke så en stol engang. “ „ Jysses, nu kan du vare fjåk og bli’, “ Snerrend Petra til Fie. „ Vil du sidde her tante, “ så Severin hastig, og rejste sig; der var noget over hans måde, som ville han bringe morens ord til at overhøres. Tante ravn slog ud med hånden, og tog plads på kanten af sofaen, lige overfor søsteren, der fremdeles stod og strøg. „ Hør nu her Petra, “ så hun godslig. „ Vær nu ikke så iii og gal. Det var to ting eg kom for te sparre deg om. Eg har en kjole, en god dejlig uldkjole, så eg ville høre om du havde brug for te Fie. “ „ Hm, “ så Petra bare. „ Det er den blå ttibets, “ vedblev tante ravn. „ Han ble’ vasket her forleden, og då krømpet ’an så, at han ble’ for kort te mig. “ „ Den, som er så nydelig! “ udbrød Fie henrykt. „ Det var nu det, “ gik tante ravn videre. „ Det andet, eg ville sparre dig om, var koffor man’en din holler bu’en sin stængt om dagene? “ „ Heller han stængt? “ Strygejernet stod stille, og Petra så forbavset op. „ Det er vel bare midt i middagsstunden? “ „ Nu har „ Meisteren “ vorre der to forskellige ganger, både før og efter middagstid for te købe smør hos ’an, men hun har ’kje kunnet komme ind. “ Severin og Fie kniste over „ meisteren “. Det var tantens tjenestepige som gik under det navn. „ Ja er ’kje det forgalt, “ udbrød Petra, og hendes ansigt liksom sortnede. „ Men er guldet så gerne, “ — og nu gik det løs med beir klagelser over mandens forsømmelighed og upålidelighed. Tante ravn gav hende ret, og stemte i med: slig som Petra stræved og batte, og fik barnene til at bale med, så var det rigtignok sandt at myre gerne kunne være anderledes. Severin og Fie slugte alt hvad der blev sagt, med både øren og øjne. Tante ravn virkede i den kedelige hverdagslighed altid oplivende på dem. Der var noget hemmelighedsfuldt farligt og dog så fristende fornøjeligt ved hende. Fie så altid, at det, at være sammen med tante ravn var ligeså morsomt som at høre en spøgelseshistorie. „ Nej, eg får vel gå, “ så tante ravn, da emnet omsider var udtømt, og de havde siddet lidt i tavshed. Puh, “ hun tørrede sit ansigt, og tog et tag i kåbens halskrave. „ Her er så varmt. “ „ Nej sit nu lidt, så skal eg lage kaffi. “ „ Er det nu tid te drikke kaffi? “ — tante ravn trak munden skæv. „ Ja så te då. Be. Trine hænge over, Fie. Ta så kåben af, og sit ikke der så et and’t trykke “ — Petra så det i godslig, næsten spøgefuld tone. Efter udvekslingen af de samdrægtige anskuelser med hensyn til myre følte hun sig mildere stemt mod søsteren. Hun rullede tøjstykkerne sammen, satte strygejernet på ovnen, og gik ud i køkkenet. „ Kå stor du bier, “ så tanten til Severin. „ Kom lat os måle os, “ hun rejste sig, stillede sig op foran spejlet ved siden af Severin, der viste sig at være kun en knap tomme lavere end tanten. „ Ja, eg fyldte jo 14 den 1ste oktbr. “ „ Hadde eg bare sanst det. Kom ind te mig en dag, så skal eg finde nøkke te dig. “ „ Tak. Kati’ skal eg komme? “ „ Helst en kvaldstund mellem 7 og 8. Fjorten år — du er vel begyndt te ryge osså da? “ „ Nej. Eg tør ikke. “ „ Og det vil du bilde mig ind! Se her far, har du nokken skillinger te købe dig cigarer for. Men du må ’kje fortælle det, “ hun tog en portemonnai ud af muffen, fandt frem en sølv tolvskilling, og rakte ham. Severin takkede med en brødefuld mine. — „ Der kommer onkel Marius, “ så han, og så ud vinduet. Straks efter åbnedes døren, og en brunbarket mand i sjømandsklær, med gråsprængt fuldskæg, blårudet tørklæde bundet i en sløjfe om halsen, og tattoveringer på hænderne trådte ind. „ Er ’kje du sejlet endå? “ spurgte tante ravn. 1 „ Eg ba’ kaftejnen vente lite vette, for eg var’ kje go’ te rejse før eg havde taget en rørenes afske’ med dig, “ svarede onkel Marius, og satte sig tæt ved døren. Hatten stak han ind under stolen på gulvet. „ Og så gik du her for te finde mig? Tænk kå glå du må være i mig, siden du kan lukte kå eg er. “ „ Ja. Det er’kje te undres på, så go’ og snil, du altid har vorre med mig. “ „ Du sku’ rigtig være spitig, “ et vredt glimt skød op i tante ravns små, kåde øjne. „ Kein var det, så holdt deg på skolen forleden år vinter, og kern var det, så fik ravn te gå te Nicolajsen, og be’ an ta deg med så andenstyremand? “ „ Og kern var det eg måtte ge trækseddel for te betale pengene tebakes, endå eg har kone og baren, så mest sveltet, te forsørge? Og kern var det, så nægtet te låne mig et par daler forleden, endå hun vidste, eg sku’ bruge di te løse ut sjøstøvlene mine med, og endå hun har så mange penger, at hun vet ikke søl, kå hun ska gøre af di? “ „ Uf slike grove mennesker! “ tante ravn blev så stupende varm, at hun rev kåben af og kastede den på sofaen. „ Dokker var tefreds, dokker kunne plyndre og udsuge mig, og grafse te dokker alt ka eg ejer og har. Hvis eg ikke altid og altid øser at, og øser at, så regner det med skoftensering og spetakler. “ „ Då kommer du retnu te drokne, for gjerrigere menneske har eg då aldrig truffet, “ onkel Marius talte med behersket, velklingende stemme. Han så på søsteren med et fast blik, og der var noget myndigt i hans tone og holdning. „ Fordi eg ikke altid står parat hver gang du har drokke klærene af dig, “ tante ravn slyngede ordene fort og arrigt fra sig. „ Men det ska’ ble på en anden rnåte herefterdags. Eg ska’ vist ikke røre litnefingeren, om du så ligger langs gaterne og svelter ihel. “ „ Eg vil osså heller svelte end så ble hjulpen ut af dig, “ svarede onkel Marius med vægt, og blikket fra de skarpe, stålgrå sjømandsøjne syntes at bore sig ind i tante ravns. „ Jaja far. Bare det vil vare. “ „ Kå er din mor henne? “ spurgte onkel Marius, og så hen på Severin, der hørte på med et halvt forlegent, halvt nysgerrigt smil. „ Kan eg ikke gå at te hinner? Her er jo ikke værenes. “ „ Vær bare i ro far, “ så tante ravn. „ Eg ska’kje gøre dig nøkke. Kommer du op te meg en kvældstund, og beder mig etter et glas grog, så jamen sandt skal du få det. Sej så, eg er gerrig. “ Nu kom Petra ind med et stort bræt, hvorpå der var smørrebrød, ansjoser og hårdkogte æg, fulgt af Fie, der bar et mindre bræt med testel. Er du ute og går, Marius, “ så Petra venlig. Og det i en belejlig stund, etterså her vanker traktemente, “ svarede Marius. „ Kan ’kje du sælge mig disse for en billig penge? “ han havde rejst sig, og stod og rørte ved fis vældige fletter, mens hun la en dug på bordet. Eg har sånt brug for et ankertoug. “ „ Ja værsgo’, “ så Petra. Hun havde skænket te og satte en kop hen. til tante ravn. „ Nu får du kende, om du kan drikke an; og ta så. For dig af retterne. Sæt dig hen te bordet, Marius! “ Du tante, “ så Fie, som stod og hang borteved komoden, „ må den syes om den kjolen, jeg skal få hos dig? “ „ Ja. Det kan du vel tænke, at ’an må. “ „ Ska’ du få en kjole hos hinner? “ onkel Marius stansed koppen på halvvejen til munden. „ Då må h

1873_EwaldHF_Agathe

H.F.

Agathe

Ewald

EwaldHF

Agathe

1873_EwaldHF_Agathe.pdf

H.F.

Ewald

dk

Agathe

Nutids-Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

Pris på 2. opl: 4,5.

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Novembertågen lå knugende over land og sø, og bølgerne rullede tungt mod stranden. Tykke tågemasser bleve af vinden førte mod de skovbevoksede klinter, knustes mod disse og spredte sig i skoven, hvis grene dryppede af luftåndernes våde favntag. Bølgernes dumpe brusen og den stødvise susen af vinden gennem bøgenes bladløse grene lød som en storladen vuggesang for naturen inden vintersøvnen. Tågen gav alt usikkre omrids, hvinede klinterne til bjerge og tilslørede de menneskelige båninger, som hist og her fandtes ved kysten. En solstråle ville forvandlet den hele scene og fremtryllet et frugtbart, venligt dansk kystlandskab, ' men solstråle « udeblev, og mørket tog til, thi det stundede mod aften. Trodsende den bidende og fugtige vind gik en mand hen ad den sti, som fra den flade kyst fører op på klintebakken, og som tillige er den nærmeste vej fra fislerleiet på navnsborg strand op til selve herregårde « bag skoven. Det lod til at være en ældre herre, efter hans gråsprængte mundskjæg at dømme, men et par mørke øjne funklede dog livligt nok under kasketskyggen. Han var indhyllet i en militair kappe, i denne egn et sjældent syn, og hans ranke holdning og taktfaste gang røbede også officeren; iøvrigt var han lille og flank af legemsbygning. Han standsede nogle gange oppe på klinten og så sig om, men rystede på hovedet og gik videre. Han tænkte, at en smuk sommerdag måtte denne sti med sine grupper af unge træer og buske, skovens forposter ved stranden, være en fortryllende spadserevei, udsigten herfra over havet dejlig; men nu var her uhyggeligt og trøstesløst. Man kunne gennem tågen kun netop skimte havet, og dernede var ingen sejler at se; kun en måge fløj tans med langsomme vingeslag hen over de brusende vande, som enehersker i dette øde. Efter nogle minutters gang endnu nåde han det gamle herresæde, der skulle være målet for hans affenvandring, dog kun ligesom en milepæl, hvor han ville vende om; thi gårdens beboere vare ham fremmede, og hans færd på vandringen røbede, at egnen også var ny og næsten ukendt for ham. Nu var han i lindealleen, hvor stien udmundede, og der lå den gamle Borg lige for ham, så tæt indhyllet i tangens kappe, at kun her, på ganske nært hold, skimtedes den ærværdige bygnings røde mure, trappegavlene og tårnspiret, hvis fløj ideligt drejede sig for vindens lunefulde kast og sang sin skurrende klagesang. Just som han stød, hensunken i betragtning af dette skumle billede, hørte han en stærk susen over sit hoved; det var, som om en hærskare af ånder kom farende; en sort sky stød et øjeblik stille over den undrende tilskuers hoved, sænkede sig derpå pludseligt under et mangestemmigt Chor af hæse stemmer, og et øjeblik efter var bygningens tagryg, skorstenspiberne, gavlene, tårnspiret og de nærmeststående træers grene besatte med krager, råger og alliker, der baskede med vingerne og rystede deres fjederhamme, som om selv de fandt luftens gennemtrængende fugtighed før nærgående. Under skrig, larm og indbyrdes tvekampe erobrede hver sin plads; så blev der et øjeblik stille; men da lod pludseligt et enkelt skrig sig høre fra tårnspiret, hvor en navn havde valgt sit stade, formodentlig var den på grund af alder og værdighed selvskreven formand i denne underlige forsamling; skriget lød hult og rullende, og, som om der var bleven sagt et ord, der måtte vække alle tilhørernes jublende bifald, lød pludseligt en tordnende salve af skrig og vingeslag, indtil alt atter blev stille, før at den samme leg kort efter kunne begynde forfra. Den gamle officer følte sig fængslet af dette skuespil og var kragerne taknemmelig, fordi de havde forfkaffet ham underholdning og hjulpet ham til at glemme adskillige pinlige tanker, som just havde sysselsat ham; men hans ensomhed blev ham nu igen dobbelt trykkende, og han ønskede sig en ledsager og selskabsbroder, med hvem han kunne veksle tanker om det naturfænomen, han nylig havde været vidne til — da hans ønske uformodet blev opfyldt. En anseelig skikkelse i en grå frakke viste sig ved hans side, og en dyb, velklingende røst sagde: „ Ikke sandt, nogle underlige kammerater, de der! “ og så pegede han på den larmende fuglesværm. Officeren vendte sig raskt mod den fremmede, der så ugenecrt talte ham til, og så ham forskende ind i ansigtet. Trækkene vare, som den hele skikkelse, noget storslåede, men regelmæssige, og fra de store grå øjne lyste et klogt og skarpt blik. Det sarkastiske smil, som fulgte på den korte bemærkning, men især stemmens dybe klang og den ejendommelige betoning, hvormed ordene blev udtalte, havde noget fængslende ved sig og gav den talende et umiskendeligt præg af selvbevidsthed og overlegenhed. Den vide, grå frakke syntes at være af simpelt stof, hatten, som skyggede for det blege, tankefulde åsyn, var hverken ny eller elegant, og dog var officeren straks på det Rene med, at han havde en dannet mand for sig, hvilken stand han så end tilhørte. Han tog da høfligt på militair Viis til kasketskyggen og svarede livligt: „ Et interessant fænomen, min herre! Jeg mindes ingensinde at have set få mange krager sammen på en plet. “ „ De søge jo altid efter ådslcr, “ svarede den grå mand, „ og hvad er en gammel rådden kasse, som den der, andet? “ Officeren studsede ved dette svar. Ha, tænkte han, der har vi formodentlig en ultra-demokrat! og jeg indbildte mig et øjeblik, at jeg havde selve Ravnsborgs adelige ejer for mig. „ Hørte de den gamle ravn klukke? “ spurgte den grå mand videre. „ Efter folkets trø her på egnen betyder det ulykke, især når den lader sin røst høre fra tårnspiret. “ „ Tror de da på flige varsler? “ spurgte officeren smilende. „ Tror? “ gentog den grå mand. „ Trø generer mig i ingen henseende; men skal så være, da gælder i mine tanker et fugleskrig ligeså meget, som alverdens profetier; der er lige megen eller lige liden forstand i begge dele. Det klogeste her i verden er vel kun at tro på det, man kan tage og føle på. “ Nu kom touren til den grå mand jat blive overrasket, thi han fik et svar, som han ikke havde ventet fra læber, der dækkedes af mundskjæg og omgærdedes af en militair kappes krave. „ Deri kan jeg aldeles ikke være enig med dem, “ Svarede nemlig officeren i en energisk tone. „ Det, man kan tage og føle på, er det mest usikkre, vekslende af alt; det usynlige, åndelige det eneste sikkre. “ „ Og dog så vanskeligt at gribe! “ sagde den grå mand med et melankolsk smil. „ Hvorom alting er, så have kragerne min sympatti; jeg er enig med dem, eller med folketroen, som altid her på egnen i kragernes og någernes skrigende flok har set et synligt tegn på de Ravnsborgs herremænds forbund med helvedes fyrste. “ „ Som de naturligvis ikke tror på, ha, ha! “ Loe officeren, idet han drejede sig på hælen og atter gik tilbage ad stien, fulgt af sin ukendte ledsager. „ Se, i denne overtro afspejler sig nu blot et historist faktum; den strider sig fra den tid, da herremændene undertrykkede bønderne; nu er bonden sandelig ovenpå! “ „ Han burde være det, “ sagde den grå mand tankefuldt, „ men det vil måske tage et århundrede for ham at lære konstcn, og når det skeer, da have vi hverken bønder eller herremænd mere. “ „ Nu, “ sagde officeren, „ jeg ynder ikke at fordybe mig i ufrugtbare fantasier. Lad os blive ved kragerne! Hvoraf ved man, at kragerne have haft den vane at søge herhen i så lang tid? De er formodentlig hjemme her på egnen? “ Den grå mand imødekom ikke dette forsøg af officeren på at få ham til at give sig til kende; han gik nogle øjeblikke videre i taushed og tog derpå atter ordet, soni om han vågnede af en drøm. „ Kragerne? “ sagde han. „ Jo, det vides af gamle sagn, ja endogså breve og regnsfaber fortælle derom. I århundreder have disse fugle huseret her på egnen; ja måske vare navnene i gamle dage de stærkeste, de have jo givet gården dens navn, Ravnsborg, og de ved vel, at dette næs hedder kragenæs? Itu er der kun en enkelt navn iblandt, en ærværdig ulykkesfugl; men hvilke af disse fugleslægter der end til forskellige tider have været de herskende, nogle af dem have altid været her i stor mængde; de bygge i skovene og udruge der deres unger, hvilket er til ødelæggelse for træerne, hvorfor de også altid er blevne bekrigede af gårdens ejere, som ikke tåle nogen kragerede her i parkens træer. Ikke desfomindre formere de sig og indfinde sig navnlig hvert efterår i store skarer, som de nyelig selv så. De hævde med pøpelagtig hårdnakkethed deres ret til skoven som hjem og borgens tag som fælleds forsamlingssted om aftenen. De holde nemlig kun ligesom en klub her i mørkningen, så søge de til skovs igen; en historisf klub formodentlig, ha, ha! De rotfeldters synderegister bliver gennemgået, slægtens undertrykkelser, udsugelser, voldsgjerninger i fortiden opfriskede, og der bliver råbt ve over de nulevende ætlingers hovmod! Den gamle navn sagde vist før noget træffende i den retning. En aristokrats hjerte slår ligeså stolt bag en sort frakke i vore dage, som bag en rustning fordum; der fattes kun gunstige tidsomstændigheder, så bliver han en tyran igen. “ Officeren havde lyttet opmærksomt til disse ejendommelige udtalelser, og da de imidlertid vare komne i ly i skoven, sagtnede han sin gang, idet han i en rolig tone svarede: „ De bruger overflødig kraft for at flyde til den heldende vogn; det er ikke smukt! Jeg har større agtelse for den mand, som i vore dage har mod til at vise retfærdighed også mod adelen. Imidlertid, jeg hader disputer, når anskuelserne er så modsatte, som deres og mine lade til at være, og jeg viser gerne overbærenhed mod alle oprigtige fantaster; de kunne ikke omvendes ved argumenter, der skal kjendsgjerningernes drøje lektion til. Tillad mig da at benytte vort tilfældige møde til noget bedre, eller for mig nyttigere. Orienter mig en smule også med hensyn til denne egns ikke vingede beboere; jeg er nemlig ganske fremmed her på stedet. Mit navn er Ernest renneville, pensioneret Major og titulair oberst af artilleriet; det er mig, som har lejet Peder Sørensens sted ved stranden; jeg flyttede først hertil iforgårs. “ Den grå mand lo, hvilket forekom obersten meget ubetimeligt, for ikke at sige fornærmeligt; men forklaringen kom straks. „ Forestillingen er ganske overflødig for deres vedkommende, “ sagde han; „ hvert barn i en halv mils omkreds har vidst om deres forventede ankomst, og da jeg så de militaire knapper på deres kappe, vidste jeg, hvem jeg havde for mig. Mener de at kunne leve ubemærket her? Så har de intet begreb om landsbyfolks filistcragtige nysgerrighed; men det er sandt, de skulle have mit navn til gjengjeld — Niels alsing. “ De trådte i det samme ud på en åben plet i skoven, hvor stormen foreløbigt forhindrede oberst renneville i at udspørge den grå mand nærmere om hans stand og stilling; thi et vældigt vindstød kastede så at sige ordene tilbage i den gode obersts strube og hvirvlede hans kappe om i luften, så han nær havde tabt ligevægten. Da de atter vare nogenlunde i læ, sagde Niels alsing: „ Et fordømt klima, dette! og i det hele en nederdrægtig egn at leve i om vinteren, her lige ved havet. Jeg begriber, at kragerne er her, men ikke rigtigt, at her er så mange mennesker. Dog, hvad snakker jeg der? De have vel været her lige fra den grå oldtid; de fødes, leve og dø her, akkurat ligesom kragerne; men forstod jeg dem ret, så ønskede de at vide lidt om de af egnens beboere, der ikke er komne af krageæg? “ » Ja! Hvilken slags mand er før eksempel ejeren af navnsborg, jægermester Rotfeldt? Deres tidligere uttringer friste mig rigtignok ikke til at gøre dem dette spørgsmål; men jeg vil dog foreløbigt antage, at de trods deres fordomme er en sandhedskærlig mand. “ „ Hvem, “ faldt Niels alsing ind, „ intetsomhelst hensyn vil afholde fra at sige sin oprigtige mening. Erik Rotfeldt er en retskaffen mand, men en fuldblods aristokrat, ligeså stivsindet og borneret- i sine anskuelser, som hans fader var. Han bar allerede lagt det før dagen, uagtet han er ganske ny i, tøjet, thi de ved vel, at det kun er to måneder siden den gamle døde? “ Nej! Er han ugift? “ „ Ja han er; men, “ vedblev Niels alsing, idet hans stemme fik en skarpere klang, „ han har en søster hos sig, frøken Edele, dernæst en yngre Broder aleksis; den tredje Broder Gustav har i flere år opholdt sig i udlandet; Erik og Edele havde en dansk dame til moder, Gustav og aleksis en fransf, thi den gamle Rotfeldt var to gange gift, men også den sidste hustru er for længst død. “ „ Tillad mig et spørgsmål, “ sagde obersten, „ er navnsborg et stamhus? Det synes at fremgå af deres mringer, at den ældste søn er ejer af godset. “ „ Naturligvis! “ svarede Niels alsing i en satirisk tone. „ Vore love er endnu så fortrinlig chinesiske, at sligt kan lade sig gøre uden fideikommisariske bånd. Gården har forresten været i denne slægts besiddelse før, nu sidst i tre generationer. Erik Rotfeldts fader benyttede så en sædegårdseiers ret til at foretrække en af sine arvinger og testamenterede den ældste søn hele godset, imod at han udreder en sjettedel af værdien til hver af de andre søskende. Han har altså fået halvparten — en blodig uretfærdighed! Må ikke sligt gøre en mand til en hovmodig tåbe og vække nag hos hans søskende? “ „ Å, “ svarede obersten, „ jeg har dog kendt arvinger, der vare endnu mere begunstigede, og de beholdt dog forstanden og hdmyghedcn, ligeledes deres yngre sødsfende, hvem tilsidesættelsen ikke gjorde misundelige. “ „ Det slår ikke til her, “ svarede Niels alsing. „ Jeg for min part mener nu, det er en uting, at der overhovedet gives store godser; havde jeg det i min magt, så udparcellerede jeg hele landet i smålodder og, byggede et hus på hver, så fik alle lige meget, og alle blev lykkelige. En enkelt mand kunne da ikke svælge i luksus og dominere en hel egn ved sine luner. “ „ Aha! “ udbrød obersten, „ det smager jo af commuuisme. Undskyld, af jeg ikke gør mig den ulejlighed af gendrive dem! — men sig mig, er den unge hr. Rothfcldt da så lunefuld? “ „ Hm! “ blev der svaret og tonen røbede et tilbagetrængt sindsoprør. „ Jeg vil kun sige så meget, af i en slig afkrog på landet, i et lille Siberien, som dette, er forholdene så usle og små; man lever så nær på hinanden og er ligesom stenene nede ved stranden reduceret til det naboskab, man nu engang er syllet ned i. Skjeve forhold, som udvikle sig, rettes ikke, men blive med årene stedse skjevere. “ „ Det, de sagde om nærheden og nedsyltningen, “ Sagde obersten med et smil, „ passer da snarere på byesbeboere. “ „ Nej! Trods afstanden er man hinanden dog langt nærmere på landet; man kan ikke undgå hinanden, og samfundstilstandene stagnere, ligesom mudderet i en dam. I byerne, især i de større byer, er det ganske anderledes; der pulserer livet frit og friskt og er bestandigt vekslende; der kan man være sin egen mand og dog bestandig have selskab nok; den spidsborgerlige nysgerrighed drukner i det store samfundslivs travlhed; her derimod står livet i stampe, og man sygner hen. Hvis de er flyttet hertil for at leve et uafhængigt liv i idyllisk ro, så vil de snart blive revet ud af illusionen. “ „ Jeg holder fast ved min illusion, “ sagde obersten, „ og i ethvert fald er jeg her nu engang. Det ville imidlertid være af interesse for mig, om de ville give deres almindelige bemærkninger anvendelse på forholdene her og forklare dem lidt nærmere. “ Obersten havde nær føjet det spørgsmål til — med hvem taler jeg egentlig? men han antog, at hans ledsager ville udtale sig mere frit, når han ikke generedes af slig spidsborgerlig nysgerrighed, og derfor besluttede han at overlade det til manden selv, om og når han ville give sig nærmere til kende. „ Godt! “ svarede Niels alsing, „ jeg skal forsøge at orientere dem i den slægts historie, vi just talte om; men rotfeldternes historie er for en stor del egnens historie, naturforholdene spille dernæst en ikke ringe rolle i det menneskelige liv, og derfor vil jeg begynde med en smule topografi, idet jeg spørger dem, om de har denne egns kort i hovedet? “ „ Så temmeligt, “ svarede obersten; „ jeg har været her engang for adskillige år siden, og jeg har nylig studeret amtskortet “. „ Nå, så ved de, at de tre punkter navnsborg Hovedgård, navnsborg mølle og arlund kirkeby ligge nær ved hinanden og danne en triangel. Disse tre punkter er endvidere forbundne med hinanden ved veje, som stå på kortet, og ved gjenveie eller stier, som kortet ikke giver nogen underretning om; de sidste, gjcnvciene, have spillet den største rolle i den historie, jeg vil fortælle, og er blevne skjebnesvangre, sande kjærlighedsstier. Der var nu Clara Rotfeldt, den afdøde kammerherres søster, en livsglad ung pige, har jeg ladet mig fortælle. Hun holdt meget af at vandre just på den sti, vi nu gå på, og her traf hun en ung Bonde, som dengang havde møllen i forpagtning, og som hed slet og ret Jørgen Nielsen. Hun forelsfede sig i ham, og da hendes forældre bleve rasende derover, så flygtede hun en skøn sommernat med ham, faldt i armene på sin elsfer og blev hans hustru; deri gjorde hun ret — hvad mener de? “ „ Oprigtigt talt, “ svarede obersten, „ så gik hun frem i forkert orden, hvis jeg har forstået dem rigtigt, at hun lod hjertet løbe af med sig, inden hun blev sin elsfers hustru. “ „ Nå, “ sagde Niels alsing med et skuldertræk, „ i mine øjne er hjertets drift undskyldning nok, eller egentlig retfærdiggørelse, resten lapperi! Det var en mesalliance, at sige for mølleren, for han var en smuk, begavet, forstandig mand, hun var en gås og slet opdraget. Frugten af denne forbindelse blev den nuværende Møller, Christen Nielsen, der benådedes med et arvefæstebrev; han er altså jægermesterens kødelige søskendebarn — er det ikke en gruelig tilstikkelse? “ „ Som forholdene her i verden nu engang. er, “ Sagde obersten, „ kan dette slægtsfab ikke være en adelsmand behageligt. “ „ Meget rigtigt — som forholdene nu engang ekse! Forhåbentlig vil der komme en dag, da de blive anderledes. “ „ Derom tvivler jeg meget, “ mente obersten; „ indret verden, hvordan de vil, der vil dog altid blive ulighed, ikke engang deres fortræffelige udparcellering i huusmandslodder vil forslå i lægten, ha, ha! Men lad os engang se sagen fra møllerens standpunkt nedad — tror de, at han, om han har en datter, ville blive glad, hvis hun løb bort med en daglejer? “ „ De har vel ret; det hele samfund fra øverst til nederst er besat af hovmodsdjævelen; men smitten kommer fraoven. — se, det var nu stien fra møllen til herregårde «; hvad den fra herregården til præstegården i arlund angår, da er heller ikke den ganske ren; der var engang lidt fare for en ny fortyndelse af det adelige blod også i den retning, men da det ikke blev til alvor, vil jeg ikke dvæle videre derved. Derimod blev vejen fra præstegården til møllen skjebnesvanger, idet den unge Møller ægtede pastor Lindholms datter Marie. Se, den Pokkers mølle har altså fortrædiget både adels- og embedsaristokratiet! Folkel har i møllerens slægt draget disse patricier til sig, men dette vink af skjebnen har ikke gjort de sidste en smule klogere. “ „ Jeg takker for den grundige orientering i forholdene, “ Sagde obersten, idet han iøvrigt holdt sine tanker for sig selv. „ Sig mig dog endnu, hvad tænker de om de to yngre brødre, Gustav og aleksis; de interessere mig, fordi deres bror var en fransk dame; jeg stammer selv fra Frankrig. “ „ Aleksis, “ sagde Niels alsing med varme, „ er en elskværdig dreng, måske dog blot elskværdig, fordi han endnu ikke er kommen til skels år og alder. Gustav — ja han er, eller var, familens snlbnt tsrribls, hvoraf de kan slutte, at han er den eneste af dem alle > i hvem der er sund fornuft. Han er trods sin fødsel en oprigtig demokrat; han gjorde oprør mod sin faders tyranni; det kom ham dyrt at stå, at han hverken i hjemmet ville bøje knæ for familiens molocher, ahnerne, eller holdt af i kirken at synge psalmer med de andre. Han gjestede møllen for ofte og indsugede der, hvad hans fader kaldte oprørske, gudforuegtende grundsætninger. Han holdt meget af at gå til gilder og danse med de flinke bønderpiger. Student blev han dog, men fik så sit bandrebrev og en stump penge, hvormed han gik til sin moders slægtninge i Paris, og der blev han, indtil den store krig kom i fjor, og så retirerede han til Tyskland eller Italien, og deri gjorde han vel klogt; det hedder sig forresten, af man nu venter ham hjem. “ „ Og nu endelig frøken Edele? “ spurgte obersten til sidst. Niels alsing tav nogle øjeblikke; endelig sagde han med et sarkastisk smil, som obersten trods det tiltagende mørke kunne skimte: „ Hun — hun går omkring blandt godsets fattige med en helgenglorie om panden, aldeles parat til af blive kanoniseret, når hun engang dør; men imens må hun nøjes med den hellighed, der er af hente hos den gamle præst i arlund. Hun vandrer ufravigeligt hver søndag i kirke og opbygges der af dogmatisk pølsesnak; for de må vide, af pastor Lindholm mener af have slugt alverdens visdom, uagtet han kun har den stump visdom inde, som findes i jsraeliternes krønnike, i daglig tale kaldet bibelen. “ „ Hr. Alsing, “ sagde obersten barskt, „ jeg har kun for længe hørt på dem uden af protestere og formodentlig gjort uret deri — “ „ Å, “ sagde Niels alsing og småloe, „ jeg har tilstrækkelig tydeligt læst protesten i deres øjne! Da jeg så dem, gjorde deres ydre et sympathetiskt indtryk på mig, og jeg følte mig draget til dem; jeg håbede i dem at sinde en fordomsfri mand; men følelsen bedrog mig. Dog bragte den min tunge på gang, for jeg er ellers en tavs mand og er selv forundret over min snakkesalighed i aften. “ „ Da er de ellers godt fkåren for tungebåndet, “ Udbrød obersten, „ og jeg ville ønske, at de førte en klinge ligeså godt, som de bruger tungen! Da kunne jeg have lyst til at måle min klinge med deres for det forargelige ords skyld, de sagde om jsraeliternes krønike. De leer naturligvis af et sligt tilbud? “ „ Ingenlunde! Den mand, der vil vove sit skind for sin overbevisning, den være nu nok så ravgal, tager jeg hatten af for. Uheldigvis forstår jeg mig ligeså slet på at bruge en sabel, som en broderenål, ellers var jeg ganske til tjeneste! men nu må jeg byde dem godnat! Jeg formoder, at når vi næste gang mødes, da vil de gå af vejen for mig, og skulle sympattien drage dem til herregårde », så kan jeg trøste dem med, at ethvert nedsættende ord, de der siger om Niels alsing, vil “ sinde anklang — det samme gælder om præstegården; begge steder kan de få god besked om mig! “ Dermed forsvandt han, tågen slugte ham, og obersten blev stående alene, idet han tænkte: „ Gud skal vide, ' hvem det egentlig var? En uhyggelig kammerat! Uarolo æ ' iionnour, havde det end været den gamle navn selv, der havde iført sig menneskelig skikkelse, den ville ikke kunnet omsætte sine ildevarslende kluk i mere bitre, menneskefjendske ord. “ Derpå indhyllede han sig i sin kappe og stred sig mod vinden ned til stranden, hvor hans beskedne bolig lå. andet kapitel. Da obersten nærmede sig sin villa, Peder Sørensens aftægtshuns, oplivede det ham at se lampefkæret lyse ud gennem de røde Gardiner, uagtet det tillige, just på grund af illuminationen blev ham tydeligt, hvilke løjerlige, små vinduer der egentlig sad i — den Rønne, havde han nær tænkt; men han greb sig i denne svaghed, at give sit nye hjem et så nedsættende navn. Obersten var altid straks på post mod enhver oprørsk tendents i hans eget hjerte, ligesom han i tjenesten altid havde forstået at holde sine undergivne til deres pligt. Kæmpende mod stormen og omsuust af skumfnuggene fra det vrede hav nåde han husets dør, men fandt den asiåset. Da den omsider blev åbnet, fløj den ind med så stor kraft, at han ved sin indtræden blev hilset med et tostemmigt skrig og befandt sig i fuldstændigt mørke; thi stormens pust havde slukket lampen. „ Gud, hvem er det — er det dig, fader? “ Råbte en ungdommelig klar røst i en forskrækket tone. „ Naturligvis, Agathe, hvem ellers? “ svarede han muntert, følte straks efter et par bløde arme om sin Hals, et varmt Kys på sit mundskjæg og fornemmede et ungt hjertes hurtige, ængstelige slag mod sit bryst. „ Å, gudskelov du endelig kom “, sagde Agathe renneville og drog et suk; „ jeg begyndte at blive ganske bange i min ensomhed — bange for, at der var tilstødt dig noget i det gruelige vejr. “ „ No voila! “ sagde obersten med forceret munterhed, idet pigen kom med den på ny tændte lampe; han hængte sin kappe og hue på knagen og vedblev, idet han gned hænderne: „ lad os nu komme ind og få en kop the — og hør, Agathe, hent cognaksflafken! Jeg kan virkelig behøve en lille opstrammer efter den tur. “ Kort efter sad fader og datter, som udgjorde den hele familie, ved et theebord, der var nydeligt dækket, men ikke synderlig rigt besat. Som det var, dannede det en behagelig og oplivende modsætning til det dårlige værelse med det fkjeve bjelkcloft og de af fugtighed plettede vægge. Obersten fornemmede den velgørende varme af theen og den lille snaps; men endnu mere oplivedes han ved at se ind i de store brune øjne, som uafbrudt hvilede på ham og ved at iagttage den kærlige omhu og barnlige inde, hvormed hans datter betjente ham under måltidet, mens hun selv næsten glemte at spise. Jeg ved ikke, om jeg som fader er blind og partisk, tænkte obersten, men det forekommer mig, at jeg aldrig har set noget åndigere, end disse fine træk, dette varme og åndrige blik, denne fuldendte grazie, — og indtrykket af skønheden og harmonien i hans indtagende datters person og væsen blev i dette øjeblik så mægtigt, at hans øjne fyldtes med tårer, og hans læber blev stumme. For at skjule sin sindsbevægelse, der unegtelig forøgedes ved særegne grunde, gjorde han, hvad der for denne mådeholdne gamle herre var meget usædvanligt, han drak en snaps til, og som om han var en lækkermund og en dranker, klappede han flasken og sagde: „ Nu er du snart tom, og du er den sidste af dusinet! “ „ Nå papa “, sagde Agathe smilende, „ jeg tror også, i det mindste har du sagt det selv, at den gamle franske cøgnak nu har holdt ud i hele tolv år. “ „ Netop “, svarede obersten i en melancholsk tone. „ Kurven kom dagen, efter at du havde fyldt dit sjette år og få uger før din gode moder døde; det var den sidste present, jeg fik fra onkel Pierre i Bordeaux, inden Vorherre tog også ham, den sidste af vor slægt foruden os. Således går det med alderen, mit barn, der bliver stedse mere tomt omkring os — men det forstår du ikke endnu! I dine unge øjne er verden skøn og rig, livet friskt; i hver ny bekendt seer du en ven eller en veninde, håbets og glædens roser spire alle vegne, hvor der for os gamle kun groer tjørne — mon oisu, Agathe! jeg tror næsten, at den gamle cøgnak er gået mig til hovedet — hvilken tale at holde til dig, ligesom jeg har slæbt dig ud til denne afkrog, hvor vi ikke kende en levende sjæl, hvor ingen bryder sig om os, uden som genstande for sladder, og hvor du vil kede dig til døde! “ „ Tag dig ikke det så nær, papa “, sagde Agathe, men hendes stemme lød lidt usikker og røbede hendes mismod; „ Ensomheden holder jeg nok ud, når vi bare havde en bedre bolig. Det knagede frygteligt i det gamle tømmer, mens du var borte, så jeg næsten troede, huset skulle styrte sammen over Ane og mig; hun blev ligeså forskrækket og kom løbende herind med ildtangen i hånden, så jeg heldigvis kom til at le ved den komiske tanke, at hun måske ville holde på huset med ildtangen! “ „ Det var ret, mit barn, le du kun! “ sagde obersten og fremtvang et smil. „ Nå, næst guds bistand, står huset nok; når det knager, så holder det, siger et gammelt ord; bindingsværkshuse er utroligt feige, især når det er godt gammelt egetømmer, som dette. Værre “, vedblev obersten og så sig om med en mistrøstig mine, „ er dette skjeve, utætte loft, som støvet falder ned fra, disse vinduer, som ikke slutte, og som binden suser igennem, og disse stygge, fugtige vægge — aldeles ikke komfortable, aldeles ikke! “ Agathe fandt det endogså afskyeligt, hvorfor hun taug og gav sig i færd med at skjenke sin fader hans anden kop the. „ Hvem skulle dog tænkt “, vedblev obersten og stirrede ned i koppen, „ da vi på vor lille udflugt i sommer tog dette hus i øjesyn og lejede det, at her kunne være så trist? Dengang var havets flade blå og smilende, sirenerne duftede så yndigt i den lille have, og espalierroferne herudenfor blussede, mens solen skinnede så venligt ind i de små værelser — du var selv fortryllet deraf. “ „ Det var jeg “, tilstod Agathe, „ og jeg ved jo, at til sommer vil her blive ligeså fortryllende igen. “ „ Du er et godt barn, men jeg er en gammel sangvinsk nar! Burde jeg ikke husfet på, at dette ikke er Provences Dale, og at der efter sommer gerne kommer et ublidt efterår og så en barsk vinter? Hvilken masse gigt kunne vi ikke samle her, inden vi atter nå sommeren, og selv den kan blive kold og våd. Agathe, jeg er en slet fader og trods mine fem og halvtredssindstyve år en letsindig kavalleer! “ „ Passiar, papa! “ svarede Agathe med et lyst smil, „ Du er den sødeste af alle fædre på guds grønne jord. Du har sagt mig, at forandringen var nødvendig, og jeg tror dig. Jeg skal nok vise mig tapper og holde ud på min post, indtil bedre dage komme. “ „ Gud velsigne dine søde øjne, der se så kærligt på mig “, sagde obersten bevæget, „ og dine uskyldige læber, som tale så fortrøstningsfulde ord! Men — hvis nu bedre dage aldrig komme? Ak, Agathe, jeg har kun viist dig halv fortrolighed og ikke sagt dig den hele sandhed — jeg ville spare dig de værste bekymringer, men nu, da vi er her, taler den hele situation med håndgribelige kjendsgjerninger, og dog er dette kun som indledningen til en bedrøvelig hverdagshistorie, det første og formodentlig mindst pinlige kapitel. “ Lad mig få den hele sandhed “, sagde Agathe kækt; „ jeg har stærkere skuldre, end du tror, og kan bære et helt læs bekymringer af den slags, du formodentlig sigter til. Desuden “, vedblev hun smilende, „ ved du, det er min vane altid at læse det sidste kapitel af en roman først, så ved jeg, hvad jeg har af rette mig efter, og bliver ikke skuffet. Lad mig da nu få af vide, hvorledes fremtiden seer ud i dine øjne og mal kun billedet gråt i gråt, så skal jeg nok lægge lysere farver på. “ „ Der sagde du et sandt ord! udbrød obersten, „ alt hvad livet endnu har af lys og glæde for mig, det må komme fra dig. Jeg er nu ikke blot en mand i små omstændigheder, Agathe, jeg er en forgjeldet mand i ågerkarlenes kløer; halvparten af min usle pension går til af betale renter og afdrag — så, nu ved du det! Altså sagde jeg usandhed, da jeg blot talte om små omstændigheder — de kunne pante mig ud til skjorten, om de ville og fandt det fordelagtigt; jeg måtte stille kaution for af flippe fra København — Pokker tage de skjelmer og blodsugere! “ Agathe så aldeles ikke forskrækket ud, men hørte opmærksomt til. „ Hvorledes det egentlig er gået til, af det er kommet så vidt “, vedblev obersten og så på sin datter med et naivt blik, „ det er mig en gåde, et uhyggeligt mysterium; men jeg skal nu her i min ensomhed tænke derover, studere fortiden og dens aktstykker — studere mig selv, så at fremtiden, uagtet den næppe kan blive meget lang for mig, dog kan blive lidt bedre. Kend dig selv! hvilket stort ord, hvilken vanskelig opgave — ak, Agathe, altid gav jeg særegne uheldige omstændigheder skylden for mine forlegenheder, og store vare mine indtægter jo heller ikke; aldrig følte jeg anger eller tabte modet, så længe jeg endnu var blandt kammeraterne — men da jeg fik min afsked — Pokker tage aldersgrænsen, er noget mere vanvittigt påfund nogensinde gjort, end at afskedige en mand, der er tjenstdygtig, rask og rørig og så muligvis blot gøre plads for en stymper — å, jeg gider ikke tale derom! Nok, da begyndte modet at falde, og siden vi er komne herud, giver jeg ikke en pibe tobak for min courage — stilhed og ensomhed, Agathe, det er to frygtelige kammerater! “ Agathes kinder blussede, og i hendes øjne funklede tårer. „ Du er ikke alene “, sagde hun, „ Du har jo mig. Hvor yndigt, at du således åbner dit hjerte for mig, papa! Gør altid det! Så kan der jo ikke blive tale om ensomhed. “ „ Mit barn “, sagde obersten med alvor, „ det er ikke for min egen skyld, at jeg angrer; jeg når med guds hjelp nok at få min gjeld betalt, inden jeg lukker mine øjne — det er dig, som berøver mig modet, tanken om din fremtid, ja endogså den nærmeste fremtid. Livet her i denne usunde bolig, ensomheden, manglen på dannet omgang og adspredelse vil dræbe dig — og det er min skyld! “ „ Du må ikke sige det oftere, så græder jeg, papa, så bliver jeg først rigtig fortvivlet! Din skyld — du med dine små indtægter, din noble tænkemåde! Hvor meget anvendte du ikke på min opdragelse, hvor meget gav du ikke ud til mine fornoielser, og stakkels tante Philippa, hun var frygtelig ødsel. Selv var du altid nøjsom. “ „ Intet ondt om tante Philippa “, udbrød obersten og rynkede panden, „ hun hvile i fred! Hun var kærli

1897_SkramE_AgnesVittrup

Erik

Agnes Vittrup

Skram

SkramA

Agnes Vittrup

male

1897_SkramE_AgnesVittrup.pdf

Erik

Skram

dk

Agnes Vittrup

En Kærlighedshistorie

y

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

Han trådte fra den svagt oplyste havestue ud på stenterrassen ved blomsterhaven og lukkede døren efter sig. Champagnelannen fra selskabsværelserne blev der inde, og han stod pludselig midt i augustnattens mørke under de tindrende stjærner. Overrasket drog han vejret dybt og greb om ryggen på en stol; han havde glemt, at de lyse nætter var forbi. Aldrig havde synet af stjærnehimlen virket så mægtigt på ham. Uroen i hans sind gik til hvile, det var, som om selve uendeligheden her rørte ved ham. Hans bekymringer blev for mindre end et pust i natten at regne. Med en utydelig forestilling om at være bleven dreng på ny tænkte han et øjeblik på at gå tilbage, hente sin hat og blive borte som i hine dage nede ved parken bag de høje popler. Men så vidste han, at i samme nu han var bleven ene der nede, ville de hundrede tanker komme, og han rørte sig ikke. Døren gik op bag ved ham og blev hurtig lukket igen, og i måden, hvorpå låsen blev trykket til, klang der noget af stilheden omkring ham. Han kunne høre på silkeknitrct, at det var en dame, der kom, og billedet af det glade selskab, han nys havde forladt, stod med ét for ham. » Forstyrrer jeg? « spurgtes der. » Er det dem, frøken Agnes? Nej, de forstyrrer ikke. « » Jeg vil ned i haven. Går de med? « » Jeg tør ikke. « > hvorfor? « » Jeg er bange for den stemning jeg er i. — har de set en sådan nat? « » Passer jeg måske ikke ind i den? « » De passer, tror jeg, de fleste steder, hvor de kommer hen. — kan de huske, at jeg en gang har sagt noget andet? « >dc sagde, at jeg havde talent til at ødelægge enhver god stemning. « » Kan de huske det? « det er dog ikke så få år siden. « » Jeg har en god hukommelse. — går de så med? « » — nej. « Hun gjorde et par skridt, men på det øverste trin af den brede trappe standsede hun som for at sige noget. » Jeg ville netop meget gerne tale med dem, « sagde han hurtig og trådte tæt hen til hende, » men ikke nu, i stjærneskin efter Dans og champagne. « Hun blev stående og så op imod himlen. I sin hvidviolette dragt virkede hun som en svag lysning i mørket. » Véd de, « sagde hun og drejede langsomt hovedet imod ham, » at den ytring af dem, som de undrede dem over, jeg huskede så godt, har spillet en rolle i mit liv? « » Nej —? « » Den slog ned i mig, for den var sand. Men jeg var jo så ung, jeg turde ikke vise mig, som jeg var. Nu fortryder jeg, at jeg den gang lod mig påvirke. « » Har de da grund til det? « » Jeg kan ikke blive ved at være god og blot god. « » God —? « » Når man taber sig selv? « » Men det gør man vel ikke? « » Når man åndelig går til grunde? « >— jeg troede, de var lykkelig, « sagde han efter et lille ophold. » Jeg vidste jo ikke bedre. « » Å nej, naturligvis, « svarede hun og så atter op mod stjærnerne. Han kunne nu i mørket nogenlunde tydelig « kælne hendes blonde ansigtstræk: de opmærksomme øjne, den lidt fremstående mund, der altid havde forekommet ham sympatetisk, den korte, ubetydelig fremadbøjede næse, de smalle kinder og den bløde hage, der i øjeblikket var løftet rankt ud fra brystet. » Det vender op og ned på mine forestillinger, at de har sorger, « sagde han. » Jeg havde lige frem indrettet mig på, at de ikke havde det. Hvorfor kan de ikke overlade den grimhed til os andre? « Liun vendte sig på ny om imod ham. » Den sætning kan de huske, « sagde hun langsomt: » » Man har ikke ret længere end ens godhed når « —, hvor havde de den fra? « » liar jeg brugt den over for dem? « » Ja den dag nede ved tennispladsen for seks år siden, da de sagde det andet også. « » Den havde jeg fra min fader. « » Den vrede oberst! « » Han var ikke vred, han så kun sådan ud. « » Hvor det er underligt — « » Hvilket? « » I samme nu de den gang sagde det, så jeg for mig en gammel opslået bog med tykke bogstaver og på venstre side billedet af en eremit eller sådan noget. Jeg har altid troet, det stod i en bog-------. Var han da så god — deres fader? « » Jeg tror ikke, der har været mange bedre mennesker til på jorden. « » Men de har jo altid holdt så meget af deres moder. « » Det er på en måde også min faders skyld. Da han døde, blev moder for os to drenge det, han havde været. Før havde hun ikke været let at omgås. Den dag fader døde, del var om morgenen, vi havde våget hele natten, gik moder ind med os på vort værelse, og der græd hun, som jeg aldrig havde vidst, at et menneske kunne græde. Vi var bogstavelig gennemvåde, min Broder og jeg af hendes tårer, hver på sin arm og skulder. » Jeg skal blive jer en god moder, « sagde hun. Og er der et menneske, der har holdt ord, så er det hende. « » Er hun ikke lidt — tyrannisk? « » Jeg véd det ikke. Vi mærker det ikke. « » Er det sandt, at de og deres Broder har noget, de kalder » Kærlighedstjenesten « Hos deres moder? « » liar de hørt det! Ja, det er rigtigt. En af os bor så vidt muligt altid hos moder. Kan den ene ikke, rykker den anden ind. Vi har begge en del at bestille, også borte fra byen, og villaen ligger desuden så ubekvemt. Det kalder vi » Kærlighedstjenesten hos mor «. hun véd det godt. Hun er jo nu snart en gammel dame, det ville være synd at forandre det mindste af, hvad hun er vant til og sætter pris på. « » Er deres Broder lige så god imod hende som de? « » Han er den strenge i familjen, jeg forkæler hende. Han er jo også den yngste. Når moder har gjort noget galt, kommer hun altid til mig. Jeg tror, at jeg kun en eneste gang i mit l.iv har svigtet hende. — det var for resten netop for seks år siden, lige inden jeg kom her ud. — kan de huske, at jeg havde været i tøplitz med moder? Hun var jo ret velbefindende, og jeg tog en tur til Wien, hvor der for mig som militær naturligvis var adskilligt at lære. Jeg blev ti dage længere borte, end jeg havde lovet fra først af. « » for at studere? « » Nej, — det vil jeg egentlig ikke kalde det. — det var for en russisk dames skyld. « » Var de forelsket i hende? « » Ja. « » Fortæl mig lidt om den russiske dame. « Han skød en højrygget, stærkt tilbagebøjet havestol hen til hende på trappeafsatsen og blev selv stående med albuen lænet til den lave trappepille. » Så kommer jeg dog til at tale om den slags ting, som jeg ikke ville tale om. « » Det skal de ikke være ked af, Fenger. Jeg kan høre, at de smiler. « » Det er et af mine allersmukkeste minder, « sagde han, og hans noget forbeholdne stemme fik mere fart. For hendes øren gled den sammen med augustnattens bløde friskhed. » Hun hed angénie til fornavn. Jeg gjorde hendes bekendtskab i det pensionat, hvor jeg var taget ind. Hun var middelhøj og meget slank og rank, ikke smuk, ikke egentlig sirlig heller, tværtimod, kunne jeg sige, men altid smagfuldt klædt i sort eller mørk, stramt siddende kjole med et storspændet bælte om livet. Hun så ud som sundheden selv, men der var noget galt ved pupillen i hendes ene øje, hun var i Wien for at konsulere en øjenlæge. « » Lys eller mørk? « » Mørk, med matgul hud. Faderen havde været lillerussisk godsejer. Det var ikke faldet mig ind at lægge synderlig mærke til hende, hun var tilmed overpåpasset af en rasende othello af en svoger, en ung wienerbanquier, hvis hustru lå syg. Han benyttede tiden, fik jeg senere at vide, til at trygle svigerinden om kærlighed. En dag traf jeg hende så tilfældig i en sporvogn, da hun alene tog til lægen. Vi kom øjeblikkelig i så livlig en samtale, at vi ikke kunne afbryde, da hun skulle stige ud. Jeg fulgte hende de få skridt til lægens port i en af sidegaderne ved opernring, og da vi heller ikke der kunne skilles, ledsagede jeg hende op i lægens venteværelse, der var stærkt fyldt af patienter med og uden følge. Der sad vi i en krog vel en halv times tid, selve konsultationen tog kun et øjeblik, og derfra gik vi til stadtpark og spiste is på terrassen foran konditoriet. Alt skete rent selvfølgeligt, jeg tror næppe, vi vekslede to sætninger om: hvad nu? Og da angénie forskrækket over de timer, der var løbet fra hende, i drosche kørte til sin syge søster, vidste jeg uden at spørge, at vi næste dag skulle træffes på samme måde, når hun i sporvogn tog til lægen. Og således mødtes vi virkelig flere dage i rad. hun var vidunderlig livfuld. Blød og stille og på samme tid hurtig i alt, hvad hun foretog sig, spørgende og lyttende, verdensklog og uvidende. Hvis de erindrer, hvorledes jeg den gang var: ung, uerfaren — « » Å —?< » Det kan de kun sige, fordi de selv den gang var endnu mere uerfaren — skønt gud ved? Jeg havde mine balforelskelser, mine længsler hjemme fra min moders dagligstue — « » Og løjtnantsaftnerne? « » De! De er jo som sand, der løber gennnem hånden. Jeg havde aldrig talt med en ung dame, der uden forskrækkelse vidste besked om alt det, damer ellers gør sig til pligt at skyde fra sig, en dame af min egen Kres, fin, varm, en kvinde, som ikke et sekund lagde skjul på, at hun var forelsket i mig, en ung pige, der var langt klogere på livet end jeg. Og det i Wien, i fremmed land, hvor jeg var en anden og bedre end hjemme, et mere voksent og færdigt menneske, end jeg havde anet, jeg kunne blive. Å, denne følelse af at være ude, af at være helt ny fra inderst til yderst, kun have sig selv at stå til ansvar! Jeg bar på en forestilling om, at angénie og jeg mødtes umiddelbart, som vi var udgåede fra naturens hånd, her midt i — Edens have, havde jeg nær sagt. Men det ville ikke passe, uden for så vidt man i Wien ganske vist nyder af alle havens frugter og ikke mindst af dem fra kundskabens træ. Der står en em af elskov over denne store skikkelige by, hvor alle porte lukkes klokken 10 om aftenen —, en luft, der formodentlig også påvirkede angénie og mig. — skønt —, det var vel blevet det samme, hvor i verden vi var mødtes. Angénie var meget bunden, dels af frygten for sin mistænksomme svoger, dels af hensynet til sin syge søster, men vi fik dog sneget os til nogle små, strålende fortrolige udflugter, til schønbrunn for eksempel og til et par morsomme landsbyer nord for staden. — jeg syntes, vi i minuter gennemlevede dage. Vi talte undertden, så ordene sprang os på tungen, om kærlighed, om religion, om vore pligter og hjemlige forhold. Angénie levede i uvenskab med sin moder for en kærligheds skyld, hun havde båret på til en fattig officer. En onkel havde den gang skænket hende en ejendom i Odessa, der gav hende tilstrækkelige indtægter til, at hun kunne bevæge sig nogenlunde frit, hun havde også rejst en del, i Italien, i Schweitz. Liun talte udmærket italiensk og fransk og dårlig tysk. Mit tyske og franske var ikke godt, men hvor vi kunne finde udtryk! Så kom skæbnen over os en dag i form af svogerens mistanke — ikke netop til mig, men til, at hun havde noget for. I fire dage sås vi ikke, og jeg fik intet bud. Angénie var hos sin søster, svogeren havde forlangt det under påskud af, at søsteren var så meget dårligerc. Så et møde på fem minuter. Angénie pegede på sit bælte og viste mig, at det var spændt lo huller ind, således havde adskillelsen tæret på hende. » Flyt fra pensionatet, « Sagde hun, » ud i en udkant af byen, jeg vil komme til dig. « Det var netop den dag, jeg skulle være rejst tilbage til tøplitz. Det blev til et telegram og til opdagelsen af en gammel hyggelig gæstgivergård i en af forstæderne: zum rothen halm. Der sad jeg og ventede i fire dage til og fik små breve fra angénie. Klokken ét den femte dag kom hun kørende, dybt tilsløret, og for første gang i den tid, jeg havde kendt hende, var hun angst og ude af harmoni. Jeg husker, at det noget forstyrrede den næsten overspændte glæde, hvormed jeg modtog hende, og at angénie et minut efter, at hun havde lagt mærke dertil, var den samme som altid: yndefuld, bøjelig og glad. Hun var virkelig ubegribelig indtagende dér i min tarvelige stue med de røde farver. Jeg har fået en elskov til dybt rødt siden da. og da jeg så holdt hende i mine arme, og det var en skælvende lykkelig ung jomfru, jeg havde taget i favn, knælede jeg forskrækket foran hende som en overlistet puritaner. >— — Havde jeg sagt det til dig, havde du jo ikke givet mig lov til at komme, « svarede hun. Da slog min kærlighed ud i lyse flammer. Jeg mærkede, at jeg indtil det øjeblik i grunden ikke havde elsket angénie. Mit møde med hende havde været en fin oplevelse, nu brændte kærligheden sig ind i mit hjerte med træk, som ikke kan forgå. I fem dage kunne vi mødes hos mig, i korte timer hver gang. Så måtte jeg bort, moder skulle hjem. Den dag, vi skiltes — angénie fulgte med i vognen til banegården —, græd vi, så vi havde ondt ved at holde os oprejste. Vi var tyet hen bag et plankeværk på et ubebygget terræn ved nordbahnhof. Men underligt nok, ikke et sekund faldt det os ind, at det kunne være anderledes. Vi skulle skilles. Jeg har aldrig set angénie siden. Kun én gang har jeg modtaget en hilsen fra hende af en mig ligegyldig person, en kamerat, der tilfældig var kommen gennem Odessa. Da var hun gift. — mulig — har jeg senere tænkt — var hun alt halvt eller helt forlovet, da jeg mødte hende i Wien. Hun fortalte om disse konveniensægteskaber, der var brugelige i hendes Kres. « » Hvad sagde deres moder, da de kom til tøplitz? « » Intet. Hun spurgte ikke. Det gør hun ikke, når hun tror, vi ikke ønsker det. « » Det var en smuk oplevelse —.< » Det synes jeg også. Den stemte mit sind på en særegen ømfindtlig måde. Men naturligvis — således går det i livet — fik jeg hurtig denne stemning ødelagt. Jeg var jo her ude senere på sommeren, så fik jeg en længere kommandotur til Jylland, og kom til at ligge i kvarter på en stor gård. Der tog en frue, som jeg ikke kunne lide, mig med storm. Jeg sagde nej, men hun kom alligevel. Hun havde ikke andet at bestille, hun var på besøg der. Jeg ærgrede mig og bespottede mig selv. Således altså profanerede jeg mindet om angénie! Men — en gæv ung officer optræde som Josef —? Og så skete det latterlige, at jeg blev højtidelig. I et halvt år gik jeg om og bildte mig ind, at jeg holdt af denne dame, og jeg tvang hende til at bilde sig ind, at hun gjorde gengæld. « » Gjorde hun det da ikke? « » Vi havde intet til fælles — uden måske, at vi var nogenlunde gode hoveder begge to. Hun var et erotisk splittet menneske, jeg så sammentrængt, at det var en ynk. « » En ynk? « » Ja, det kan det let blive, særlig for et mandfolk. « >— jeg troede ikke, de kunne tale i den tone. « » Sig, frøken Agnes, at de troede ikke, jeg kunne tale til dem i den tone. Det kan jeg heller ikke, og stjærnerne har renset mit sind. Jeg vil i aften ikke tale til nogen i den tone. « » — græd de den dag ved nordbahnhof — de også? « » Jeg var som sønderbrudt af tårer. « » — jeg kan ikke græde. « » Jeg troede heller ikke, at jeg kunne. « Agnes Vittrup blev siddende dybt tilbagelænet og så og så ikke på Fengers officersranke skikkelse, som den i mørket fortonede sig, let støttet mod den lidt lysere pille. Hun søgte ind efter hans brune øjne i det solbrændte ansigt under det tætte mørke hår for om muligt at finde hans blik, det, om hvilket en henrykt ung pige for seks år siden havde sagt, at det var til at tage om med hånden, så fast var det. Det var underligt at lænke sig ham stå med armen udstrakt mod et plankeværk og græde. Ved hans bryst havde der hvilet en kvinde med rødrandcdc øjne, om hans Hals havde to smalle arme klynget sig. Men hun havde enten haft pletter på kjolens nederdel eller en søndertrådt skoning, han havde sagt, hun ikke var sirlig, og hun huskede en ung russisk pige fra schwcitzerpensionen, der altid havde været sjusket. — — — det var ikke sorg, det, Fenger havde oplevet. Det var noget velgørende blødt, lige som sort svanedun — ikke torne og tidsler. Den unge pige — hun havde sørget. » De ved, hvor underlig fader er,< sagde hun. » Efter de syv vise, den ottende, « Svarede Fenger og rettede sig med et lille buk. » Da jeg forleden fortalte ham, at nu var, som man frygtede, kusine Clementine død —• hende, han holdt så meget af, og som han i fjor, da hun blev gift, forærede en jagtvogn, som han selv havde valgt ud, han, der aldrig tager hjemme fra —, véd de, hvad han svarede? —: » Nå, det var jo godt. « han regner altid døden for noget godt. — jeg tror heller ikke, at det er sorg at miste noget, ubetinget, uigenkaldcligt. « » Å nej — måske —. « » Nej, dag for dag at se det blive ringere, man har elsket —.< der blev en pause. » Kære frøken Agnes, tror de ikke, de tager fejl? « » Nej, Fenger, « sagde hun og løftede de flade hænder op mod tindingerne og klemte til, » jeg tager ikke fejl. Men det er så fantastisk sørgeligt, og ingen mennesker aner det, og ingen skal vide det. Til dem vil jeg tale om det. Jeg har troet på dem fra den dag, de i påskeferien skulle gøre beridderkunster for mig, og jeg smækkede med pisken, og de nær havde slået dem ihjel på landevejen, og de uden at sige et ord bar den skam at være falden af gamle Lotte. « • ak ja, kan de huske, hvor de blev forskrækket? « » Det var to dage før jeg skulle rejse til Schweitz. Da jeg kom der ned, og alle de forfløjne pigebørn fra alle jordens egne havde forelskelser og fik poste restante breve, som det kostede utrolig møje at få hentet, udnævnte jeg dem til min helt. Jeg er bange for, at jeg fortalte adskillige usandheder om os to. Det passede så godt, at de ville være officer og havde haft en fader, der var bleven såret i krigen. — jeg mandige, at det var lidt ufortjent, da jeg, første gang vi derefter sås, faldt så grundig igennem. « » De var bleven så prosaisk og drillesyg>< » Hvis jeg får en datter, skal hun aldrig komme til et udenlandsk pensionat — til et indenlandsk heller ikke. Gamle jomfruer skulle ikke have lov til at opdrage pigebørn. — — det er godt nok til dem, at de får mine sorger ind over dem. Nu forstår jeg, at de talte, som de gjorde den gang. De havde deres russerindc i tankerne, så skulle vi alle være modige som hun, tro, at kærlighed er denne jordens almægtige følelse. « » Det sagde jeg ikke. « » Men de tænkte det. og jeg tænkte det, efter at de var rejst. Havde jeg blot holdt på min spottelyst —. « » Men den var jo ikke ægte. « » Det véd jeg nok. Men denne underlige store tro behøvede jeg jo ikke at have fået, denne hast efter også som dame at være ridderlig, ikke stå tilbage. -----kære Fenger, det er ganske galt, når jeg bebrejder dem noget som helst. Jeg fulgte min natur. — jeg er vist temmelig rolig, men jeg gør ikke gerne noget halvt. Jeg forstår ikke, hvor det er, man standser, når man har foden fri. Det er mig en uendelig pine at vende om. — men det passer åbenbart ikke ind i alle forhold. I mine har det ikke passet. De skal sætte dem ned, for nu skal de høre på mig, om de vil eller ej. « Lian tog en stol og satte sig. » Bliver vi ikke om lidt forstyrret? « spurgte han. » han er kørt herfra med et skældsord på læberne. « » Hvad siger de?! « Fenger bøjede sig hurtig frem over. » Han var hvid af raseri og fik sagt de ondeste ting. « » Til hvem? « » Til mig selvfølgelig. Til hvem ellers? « » I hvilken anledning? « » — jeg havde været for — fri i mit væsen. Han benyttede et andet ord. Kammerherre fugl havde kysset mig på hånden, formodentlig havde jeg kysset ham først på munden. « » Ja, dette er altså deres spøg. « » Ja, man skulle tro det, og undertiden er jeg nær ved at tro, at det hele er spøg. Han er mere en ulv end et menneske, et rasende vilddyr. Og det siger i grunden ingen ting, for han er det jo ikke. Jeg er begyndt at tro på det gamle eventyr om varulve, væsener, der om dagen elsker deres kone og børn, om natten flænger dem til blods med frygtelige kløer. Jeg er fortvivlet, Fenger, ind til den inderste krog af min sjæl, jeg véd ikke, hvad jeg skal gøre. « » Fortæl mig det hele —, hvorledes dette er kommet. « » Jeg kan ikke sige, at det er kommet lidt efter lidt, for det var der fra den første begyndelse — denne dobbelthed i hans natur. Jeg husker, at jeg ikke otte dage efter at vi havde givet hinanden vor kærlighed, har siddet, som jeg var stukket af et spyd, på min sengekant og ikke kunnet udrede det forfærdelige, der var sket. Han havde rejst en strid om intet, sprængt, uden selv at føle det, båndet, der var knyttet imellem os. Jeg véd, at jeg til sidst i skræk havde stillet mig foran ham og sagt, fordi det lå over mig som et bjærg af ubegribelighed: » Men du er jo ond! «, og at det egentlig ikke havde gjort noget indtryk på ham, han havde ikke forstået, hvad jeg mente. Næste dag huskede han så, at jeg havde sagt, han var ond, og det var altså mig, der havde gjort fortræd. Ja tænk, jeg syntes blot, det var dejligt, at det var mig, der havde skyld. Jeg måtte på ufattelig måde have misforstået ham. Men dette gentog sig gang på gang, uafladelig. Jeg, som aldrig i mit liv havde haft strid med noget menneske — jeg véd ikke, hvad det er at skændes, jeg har ikke i mit hjem, ikke nogetsteds oplevet en » Scene « — naturligvis har jeg fået bebrejdelser, men det er jo ikke som at blive ramt af en giftig svøbe —, jeg har over for ham måttet de hundrede gange stå til ansvar for ting, jeg aldrig har begået, ikke har drømt om at kunne begå. Jeg har ikke vidst mine levende råd med, hvad jeg skulle svare. I reglen er det blevet til en bønfaldelse til ham om ikke at tilføje sig selv denne skam og skændsel og vor kærlighed en så uoverkommelig skade —, ja, så er skam og skændsel og skade mine ord og det, hvorom z\nklagen dernæst drejer sig. Lians tanker er som en hængesæk, hvor først alt det gode i ham selv synker og derefter den rest af lykke, som jeg nu beder om at måtte beholde. Jeg er bleven så nøjsom, Fenger. Og så er disse voldsomheder måske endda ikke det værste —, skønt de må jo tage livet af al virkelig.kærlighed. Er det noget, jeg har drømt mig til, eller er det ikke så, at når to mennesker elsker hinanden, begynder der en harmoni imellem de to, som er den lykke, de nu får i verden? Brydes den harmoni, går lykken tabt. Og denne harmoni, kan den ikke sammenlignes med en uendelig kostbar og skør ting, man har fået i hænde, man må være så forsigtig med den? Men tror de ikke, Fenger, at man kunne betro mig en sådan skør ting, at jeg kunne stå op om morgenen og synge og tage den i hænderne og danse med den og om aftenen sætte den på sin plads, og at jeg kunne gøre det samme næste dag og næste dag? Behøver en mand at være ilde stedt, fordi han er kommen til at elske mig? Det er jo ikke sentimental, jeger, fordi jeg føler ved mange ting, som måske ikke optager andre så stærkt. Jeg er jo af naturen glad, og hverken dum eller udannet eller ond. < » I himlens navn,. Frøken Agnes, jeg begriber intet af alt dette. Hvad er der sket mellem dem og Rømer? Hvad har de syndet mod den mand? « » Tror de ikke, at jeg har haft min samvittighed for mig i tusende stunder, kunne jeg sige? I begyndelsen trykkede dette menneske mig i støvet. De véd, hvor stærk han er. Han har en ligefrem skændig evne til at anklage. Han fik mig til slut næsten til at anse mig selv for besmittet. Det var min fortid, han tilsmudsede for mine øjne — den fortid, jeg fra første nu havde lagt åben for ham. Herregud, jeg har ikke været en artig lille købstadsjomfru eller embedsmandsfrøken. Jeg er født her ude. Fra det øjeblik, jeg åndelig kom ud af svøbet — også ved deres hjælp —, har jeg indrettet mit liv efter min egen skik, og tror de, at der har været noget ufint eller uskønt eller uhæderligt i det? Han har heller ikke nogen anden moral end jeg. Det er en vanvittig skinsyge på forudgåede begivenheder, der har hærget ham. — men det har for resten nu i nogen tid været et tilbagelagt standpunkt, næsten da. Dér har jeg vundet en Art Sejer. Jeg har tvunget ham til at tro på mig. Men tænk, Fenger, det har jeg brugt tre år til at nå, det, der skulle have været udgangspunktet, det, jeg troede kun uhæderlige mennesker skændtes om. Det har været vilkårene for min kærlighed, at al menneskelig begyndelse manglede, og de hæsligste beskyldninger trådte i stedet. Den anklage i aften betyder ingen ting. Det siger han blot for at sige noget giftigt. Det er de småting, jeg næsten ikke længer lægger mærke til. Jeg har dynget kærlighed på kærlighed, jeg har ikke levet for andet end at redde det gode hos ham, som jeg har troet på. De anser mig formodentlig for et forkælet væsen. Det er jeg også, jeg har kunnet gøre og lade omtrent, hvad jeg ville. Den eneste, der har forsøgt at stoppe mig på de veje, hvor jeg havde lyst til at gå, har været min gode og rare, enfoldige og såre verdslige moder, og det kan godt være, at jeg ikke altid har været hensynsfuld. Men her, i min kærlighed — i det, jeg har villet, skulle være min kærlighed, og som vel også har været det, har jeg ofret, havde jeg nær sagt, enhver tanke på mig selv. Men det er ikke sandt. Det var en tro på, at det gode måtte sejre, der har holdt mig oppe. Jeg har ikke vidst, at jeg kunne være så opfindsom i den retning, som jeg virkelig har været. Men det har taget al min evne. Jeg har sat så godt som hele mit øvrige liv over styr. Venner og veninder, fornøjelser, interesser, alt er blevet til noget underlig skyggeagtigt, der intet tag har i mig mere. Jeg har haft en fuldstændig fanatisk tro på, hvad kærlighed, godhed, skånsomhed, fine og milde ord og tanker kunne udrette til sidst, til sidst, når det menneske, det blev anvendt på, var så prægtig udrustet afnaturen, som Rømer er det. « » Ja —?< » Og alt er forgæves. De gode øjeblikke bliver snarere færre og færre. — de véd, at Rømer blev skilt fra sin kone, fordi hun var ham utro. Det var en tre, fire måneder efter katastrofen at jeg traf ham. Han boede her med afbrydelser i næsten et halvt år under ombygningen af gæstefløjen og det andet. Det var jo byggeriet her, der skabte ham det store ry på alle herregårdene i omegnen. Så købte han egevænge her omme på den anden side nørre-å og har mere at gøre, end han i mange år kan overkomme. Alle er enige om, at han er fuldstændig genial til at udfinde, hvad der netop skal gøres på hvert enkelt sted, alle, der forstår sig på det. Naturligvis er gamle professor Hermann hans modstander, han, der for tyve år siden byggede det meste af det, der nu bliver lavet om. Det er angrebene fra professor Hermann, der sysselsætter ham, ikke den lykke, han har gjort. Har de ikke mærket det? « » Jeg har undret mig over, at han gider tale så meget om disse breve fra den arrige gamle mand. « » Jeg siger det, for at de skal forstå, hvad jeg har været så længe om at begribe. Han har ikke talent til at være lykkelig, hans liv må blive ham evig forbitret, han opfatter kun skyggesiderne. I begyndelsen troede jeg, at det var den skuffelse og raffinerede sorg, han havde oplevet, der gjorde ham så mistroisk. Jeg tog det som en Art mission at give ham et andet syn på tilværelsen. Jeg har stridt som en løvinde for det lyse her i livet. Nu kan jeg snart ikke mere. De milde ord, jeg har fået til gengæld, kan jeg tælle. Han ejer ikke kærlighedens sprog mere — om han sinde har ejet det. Han er vandret ind i et næsten uforanderligt gråt i gråt, der laminer mig med sin kulde. — ja i selskab, når de ser ham, kan han være livlig som i gamle dage. Til mig gemmes bitterheden og de onde udbrud. For et par uger siden skulle vi sammen ind til København. Der var sket en forandring ved togtiderne, og ved en fejltagelse kom jeg til at angive afgangstiden for formiddagstoget en halv time for tidligt. Vi mødtes altså på den lille station en halv time, før toget skulle gå. Det er jo ikke morsomt, men det kan dog overleves. Hans forbitrelse var noget af det styggeste, jeg har set. Han gik om i solskinnet med fordrejede træk, vendte mig ryggen eller talte til mig som til en straffefange. Begge kuskene så det, hørte det måske også, og stationsforstanderen, som han kaldte ud og krydsforhørte som et vidne imod mig. Jeg elendige stod der og forsøgte at sige spøgende ting. Så hvæsede han pludselig ind i mit ansigt beskyldninger af den besynderligste Art; jeg havde aftalt med forvalter federiksen at gøre ham latterlig. Han skulle narres til at komme så ørkesløst for tidlig, at der kunne blive en fabel derom, men han var en mand, der havde bygget fem herregårde, og jeg var blot et indbildsk fruentimmer, der dog skulle betænke, hvad der blev sagt om mig i krogene, så salte jeg næppe næsen så højt i sky. Ja vist, jeg var hævet over sligt — å, så ædel! Det usleste skaberi var det. Større var jeg altså ikke, end at jeg kunne slå mig sammen med sådan en forvalter imod ham. Her havde han mistet en halv time, men hvad det betød, kunne jeg naturligvis med alt mit degenererede sløseri ikke begribe — jeg, der aldrig bestilte andet end at løbe ham i hælene. — jeg svarede ikke et ord, søgte blot at anbringe mig så langt fra folk som muligt. Da toget kom, for han ind i en kupé og lod stationsforstanderen hjælpe mig til en plads. — de kender forholdene her ude: en større offentlig tilsidesættelse kunne han altså vanskelig byde mig. — men havde det så endda været slut. I København søgte jeg at undgå ham. Han standsede drosken og steg ind, fulgte mig i to butiker som et uvejr, anbragte pludselig sin kritik ved mine indkøb, så jeg var ved at synke i jorden af skam, medens jeg måtte smile og lade som ingen ting. Det var aftalen, at vi skulle have besørget en gave for fader til moders fødselsdag. » Gaven til din moder «, blev han ved at gentage, » Gaven til din moder, du kan jo ikke købe den uden min hjælp, du, der hverken har smag eller begreb «. Jeg ville ikke købe den sammen med ham. Jeg havde følelsen af, at jeg var i helvede den ^ag- så endelig for en gangs skyld var han forskrækket næste dag og bad om tilgivelse. Ellers er det mig, der har måttet sørge for, at vor stakkels på tusinde steder sønderrevne kærlighedstråd på ny knyttedes sammen. Og tænk, denne gang var mit håb større end måske nogensinde før. Han var virkelig for alvor greben. Således måtte det se ud. Det, han sagde, var så smukt og bedrøvet. Han bad mig om ikke at give slip. Jeg er jo, ved det underlige kærlighedsliv, jeg har ført, blevet tvungen ind på mange overvejelser, som jeg vel ellers aldrig havde anstillet — navnlig sammenligninger. Jeg véd, at jeg kan glemme. Det kan han ikke. Han slæber med sig hvert nålestik, hver lille prik, livet har sat på ham. Når det gode er over mig, aner jeg ikke det onde, der er sket, og jeg kommer ikke til at huske på det, når man ikke med vold på ny hugger det ind i min bevidsthed. Jeg troede, at sådan havde alle mennesker det. Det var en af mine største forundringer, at han havde denne rædselsfuldt uhyggelige hukommelse. — det er ikke en hukommelse for, hvorledes sammenhængen virkelig var ved den og den lejlighed, men en hukommelse for, hvordan han så den, en fuldstændig ordret gentagelse på ny og på ny af alle de indtil fortvivlelse fordrejede enkeltheder og så som skinnende blink ind der imellem: mine protester og bebrejdende bønner. Jeg tier jo ikke altid stille. Tværtimod. Navnlig i begyndelsen ville jeg tale. Og jeg har villet det blandt andet af den grund, at der ikke i mit hjerte skulle sætte sig vrede fast, som kunne ende i foragt. Jeg var ikke kommen til at sige et ord om alt dette, hvis der ikke i aften var sket det, der aldrig er sket før, men som formodentlig rummer forklaringen af det hele. — jeg har holdt fast på den stemning, jeg er i, for jeg vil nu tale til et menneske om min elendighed. En foruden mig skal vide, hvorledes jeg har det. Kan jeg ikke holde dette liv ud, vil jeg have følelsen af, at i alt kald én ven i verden forstår hvorfor. Og imorgen viskes måske alt ud igen i et nyt håb. « Hun rakte ham hånden. Han trykkede den uden at sige noget. » Véd de, « sagde hun og strøg nervøst lidt hår fra panden, » hvad der i aften havde sat ham i ondt humør? — de må altså huske på, at der mellem ham og mig i lange tider ikke har været så godt et forhold som nu siden hin ulykkelige dag i København — uden én gang måske. Da følte jeg en lignende ro i sindet, da var der virkelig noget af den samme fortrøstning. Det var en gang i fjor, da jeg en kort tid troede, at jeg skulle blive moder. Da var han god. Prægtig. De kan begribe, at det også knytter mine følelser til ham. — de, som holder så meget af fader, skal dog vide, hvad han sagde ved den lejlighed. Jeg havde ikke før fortalt ham noget om mit forhold til Rømer, ikke ligefremt, men han kendte det naturligvis, om ikke fra andre så fra mama, for hvem denne vedvarende skandale naturligvis har været yderst pinlig, — indtil hun mærkede, at folk her på egnen i grunden ikke tog sig videre af den. Rømer har jo ikke kunnet gifte sig før nu for nogle måneder siden, vi er vedblevet at sige de til hinanden, når folk hører på det —, jeg er én gang for alle stemplet som den, der gør, hvad jeg vil, fader også, huset er så » originalt « — med det ord glider alting ned, og det skulle det helst, for vi er jo i denne krog af verden langt det største gods, det lader sig uheldigvis ikke nægte. Tingen ignoreres altså. Men kom der et barn, måtte dommen vel falde. Jeg gik altså til fader. Ja han blev, så vidt jeg kunne se, virkelig forbavset, hvis man da kan tale om noget sådant hos fader.

1885_Moenster_Agnete

Christine

Agnete

Mønster

Moenster

Agnete

female

1885_Moenster_Agnete.pdf

Christine

Mønster

Aage Vang

dk

Agnete

Interieur fra et Pigehjærte

n

roman

Gad

KB

pdftxt

nan

nan

O

Månen skinnede over Skanderborg. Men den holdt sig fornemt, højt oppe på himlen, og alt hvad den fik udrettet i distriktslæge strøms dagligstue, var at kaste et flimrende lysnet over karnapvinduets brede karm. Den gamle, storbladede vedbend, der kravlede op ad vinduessprosserne og rankede sig om de små, udbuede ruder, fik ved samme lejlighed sølvglans over alle sine blade. Der var én ting endnu, som månen fandt det umagen værd at skinne på: et lille pigeansigt med to store, mørke øjne. De så ud i luften — efter ingen verdens ting. Hovedet var sat til støtte mellem et par hænder, hvis arme hvilede i vindueskarmen. Resten af personen kunne man ikke se; men man havde lov til at tro, den lå på knæ over en taburet. Forøvrig påtog kakkelovnsilden sig stuens oplysning. Ind i krogene kunne dens skær; ikke trænge, dér lå alt godt gemt i mørket men uden om ildstedet lyste i en vid halvkreds den varme, rødlige flamme, kastede flakkende lyspletter hen over brusseler-tæppet, vimsede omkring på lænestolenes udpolstrede arme, spejlede sig i mahognitræes møblerne og skinnede af alle kræfter på den forgyldte ramme om det store, smukke kobber af Raphaels » Sposalizio «. Sommetider, når det rigtig blussede op, kunne man læse titelen på bogskabets pragtbind, der — uordentlig stuvede sammen, som var en barnehånd vant til at pusle imellem dem — trængte sig frem over hverandre for at kige ud ad ruden. Ja, en enkelt lille vagabonderende stråle stjal sig endog helt hen til gyngestolen, hvor den kærtegnende smuttede omkring på Fru strøms ansigt. Alt hos denne kvinde — lige fra den store rolige pande, omgiven af gråsprængt hår, der i regelmæssige småkrøller var trukket over tindingerne hen imod. Ørene, indtil den lille damefod, som i takt med gyngestolens vuggen stødte mod gulvet og endog røbede sin elegance gennem de hjemmestrikkede, sorte uldgarnsstøvler — syntes at bære skibstelegrammernes lakoniske påskrift: alt vel. Det vil da sige: alt vel i henseende til kravens og kappestrimlernes ulastelige hvidhed, åndens ligevægt og hjærtets offervillighed; thi ellers var det næppe, hvad man almindelig kalder et » lykkeligt « liv, som havde skrevet sin historie i furerne omkring øjnene og i mundens energisk sluttede linier. Månen syntes at have set sig mæt på det lille pigeansigt henne i vinduet. Dens stråler gled langsomt bort fra hendes pande og forvildede sig ind imellem de mange brune småkrøller, der var smuttede ud af nakkefletningen og skyggede om Hals og kinder. » Hør, faster! « » Ja, mit Pus! « » Jeg er så ked af livet «. » Det er også på høje tid — du fylder jo snart 18 år. « » Ja, men jeg har altid været det, så længe jeg kan huske, — hver søndag eftermiddag fra 4 til 8. Jeg tror, guds engle ved det klokkeslet sidder oppe i himlen og fabrikerer en skrækkelig mængde tid, som de så med extrapost sender ned til jorden. — der er slet intet nyt under solen. « » Å, passiar! « » Passiar? Faster! Det er jo Salomon, der har sagt det. « » Nå, det er en anden sag. Men du ved nok, der er forskel på —. « » Ja, ja faster! det ved jeg nok. Men dengang du var på min alder, ønskede du da ikke, at der måtte ske noget, komme noget — hvad som helst — bare noget andet end det, som var? « » Å, jo! det ønskede jeg måske nok — kunne vel også have mere grund dertil end du. « Agnete rejste sig og skubbede på tøsemanér med et par velrettede spark en skammel hen til Fru strøms stol. Dér satte hun sig igen, i sin yndlingsstilling med benene trukne ind mod kroppen og armene om sine knæ. » Hvis jeg lignede dig, faster! hvis jeg sad på min stol, som du gjorde i din ungdom, og så, hvordan solen skinnede udenfor den hele lange dag, medens jeg syede sting ved sting og for hver gang, jeg trak nålen ud, kunne tænke, at det var nok en bid brød til at putte i munden på mine små brødre, så — men det kunne jeg aldrig gøre; jeg ligner ikke dig eller Marie. « » Dersom du var kommen i de forhold, Agnete, dersom du havde haft små hjælpeløse brødre — « » Nej, nej, du må ikke klappe mig, faster! « Sagde Agnete og rystede på hovedet, » for jeg kunne ikke have gjort det. Jeg ved, at når solstrålerne listede ind til mig, og bare en eneste lille svale fløj forbi udenfor, så ville jeg smide sytøjet og løbe min vej. « » Når du havde lovet at gøre det færdigt? « » Nej, så var jeg måske bleven -siddende. Men jeg havde surmulet — surmulede du aldrig. Faster? « » Det tror jeg ikke; det håber jeg ikke. « Agnete faldt i tanker og så igen ud ad vinduet. Gennem den øverste rude fangede hun et glimt af månen; tæt ved, omgydt af dens hvide glans stod en stor, bleg stjærne. » Se, månen ødelægger rent min dejlige Jupiter; den ligner ingen ting i aften. « » Din Jupiter?' » Ja, min Jupiter! min egen kære, gamle Jupiter! For ser du, faster, den vinter, da moder var død — nu må du huske på, at i København er husene høje, -og vi børn havde aldrig set himlen tindrende fuld af stjærner som her — nå den vinter, for mange år siden, stod Jupiter om aftenen over vore vinduer og skinnede ned til os, så snart det blev mørkt. Og den var så stor og klar og rolig; det var, som tittede den med villie netop ind ad vore ruder, fordi den kunne se, at vi var nogle forladte småbørn, som ingen moder havde og næsten heller ingen fader — for han var jo altid på kontoret — og vidste, at vi var så glade over den. Mange, mange gange krøb jeg i mørkningen op på en stol og ventede på den, for Marie sagde, at fra den så moder ned til os. Gud ved, hvor » mange bønner jeg sendte op til Jupiter, når Marie skændte, eller fader kom hjem i dårligt humeur. Se, faster, det er både til at le og græde over; men jeg længtes så bitterlig efter moder og var så vis på, at hun kunne høre mig, og troede, når jeg så de klare blink, at det var hendes søde, milde øjne — og når jeg tænker på det, kan jeg ikke nænne at le derad. « Fru strøm strøg kærtegnende med hånden over plejedatterens hår. Hun holdt ikke af, at Agnete dvælede for længe ved hin tids glædeløse minder. » Ved du, hvad jeg sommetider tænker, faster? « » Nå, hvad tænker du? er det noget fornuftigt? « » Når vi synger salmer i kirken, hver med sin stemme, så højt, vi kan, og er så sikre på, at gud hører os, kommer jeg sommetider til at tænke på mig og Jupiter; og så — « » Nå, hvad så? « » Så — er jeg ikke længer helt sikker på, at gud kan høre os. « » Agnete! « » Bliv ikke vred, faster! jeg mente ingen ting dermed, ikke en smule. — har du tænkt på, hvad det er for en dag? « » Er der noget mærkeligt ved den? « » Ikke andet, end at det i dag er to år siden, jeg kom hertil. Å, faster! « — Agnete lagde med en pludselig bevægelse hovedet^ i Fru strøms skød — » hvor du har været god mod mig al den lange tid! « » Det siger du ikke altid. Kan du huske, hvor jaloux du var på Anton, da han var hjemme i juleferien? « » Ja, det var en skam af mig, jeg fortrød det også bag efter. Men det er, fordi han er din egen søn, så tror jeg, at du må holde mest af ham, og, faster, jeg ville så gerne, at du skulle holde lige så meget af mig. « Agnete hældede sig ind mod fasterens bryst og så bønlig på hende. Fru strøm tog det lille brune hoved mellem sine hænder og holdt det op imod sig. Ansigtet var en smule blegt og mindede hende kun fjernt om den buttede stump, der for 10 år siden grædende havde holdt sit indtog i hendes hjem. Kun øjnene, de kloge barneøjne, var de samme. » Faster, ligner jeg moder? « » Nej. Du minder mig om din fader. « » Jeg ville så gerne ligne moder. « » Kan du da huske hende? « Ikke videre — kun at hun altid var træt og bedrøvet. Stakkels moder! « Ja, Agnete, det er svært at være fattig med en stor børneflok — « » Å, det var ikke det værste. — stakkels, stakkels moder! « » Men, barn, hvad mener du? « spurgte Fru strøm urolig. Folk skulle tage sig i agt for, hvad de ' siger i børns påhør. For man vokser op og kommer til at forstå det — kommer så bittert, bittert til at forstå det. « Agnete var sprungen op og gik hurtig op og ned ad gulvet. Fru strøm fulgte hende bekymret med øjnene. Hun turde ikke spørge og måske derved lede hendes tanker hen i en retning, hvor de for al ting ikke måtte komme; men hvad mente barnet? hvem kunne have sagt hende —? Agnete kom tilbage, satte sig igen på skammelen og så plejemoderen ind i øjnene. » Faster, jeg ved meget godt, hvorfor fader måtte gifte sig så ung, før han endnu var kandidat, før han havde brød at stoppe i munden på os. Og derfor så moder så træt og sorgfuld ud; derfor måtte hun slide og slæbe sig op, ja græmme sig til døde — fordi hun ikke kunne få skammen vasket af sin pande. « Agnete holdt inde; det kæmpede i hende med hulken og gråd. Fru strøm vidste ikke, hvad hun skulle sige; det er så svært ved en sådan lejlighed at finde et ord, der ikke gemmer nogen sårende bråd; men hun drog barnet ind til sig og kaldte hende med kærlige navne — sådanne navne, som en moder kan finde til sit hjertes yndling. Da brød det løs. Agnete gemte sit hoved ved fasterens Hals og hulkede lidenskabelig, trodsig, med al ungdommens ubrudte energi. Men det varede ikke længe; så vristede hun sig løs og tørrede sine øjne. » Det er rigtig tosset af mig at tænke derpå «, sagde hun, endnu med hulk i stemmen; » for hvad kan jeg derfor? Det er også blot i aften, det kommer sådan over mig. « » Men, Agnete! hvor har du fået at vide?—c » Det ligger i luften, faster! Fuglene synger for en derom. Og menneskene — jeg kunne trampe på menneskene! « » Agnete «, sagde Fru strøm bekymret, » dersom du holdt dig lidt mere til gud — « Agnete lagde læmpelig sin hånd over fasterens mund. » Sig nu ikke det «, hviskedee hun; » du ved jo slet ikke, faster, om jeg måske holder mig til gud. « De sad igen stille, hver i sine tanker. Agnete så ind i ilden. Der øverst oppe lå et frisk stykke brænde; saften sivede ud af det, og flammerne kunne slet ikke få bugt dermed; de tog fat og tog fat og tog fat — kravlede som snoge op ad offerets sider, spillede i røde tunger frem af alle smuthuller omkring det, og så på en gang — bums! Underlaget sank, og brændet dumpede ned; flammerne kastede sig over det i vild lidenskab, sydende, knitrende, bragende; det blev til en hvirvel af dansende dæmoner, der pinte den sidste dråbe saft ud af deres bytte — om af had eller kærlighed? Det var ikke godt at se. Den ild var dog i grunden noget underligt noget! Denne utæmmede ødelæggelseslyst, det slugende begær — Agnete vendte sine øjne bort; hun kunne pludselig ikke mere lide at se derpå. Så tænkte hun på sine søskende, der var spredte ad, hver til sin kant af landet. Marie — Agnete kunne kun forestille sig Marie som den, der var sat her i verden for at stoppe hendes strømper og foregå hende med et godt eksempel — hun var nok kommen i huset hos en rig frue, en meget rig frue. Mon hun kunne finde sig til rette der? hun, der 11 år gammel, i mange måneder havde styret huset for faderen og fire små søskende, uden hjælp og vel næsten uden penge! Men et strengt regimente havde hun ført; Agnete smilede ved at tænke på sit eget sønderknuste lille jeg under en af søsterens straffetaler. » Hvad tænker du på, faster? « spurgte hun pludselig, vågnende op af sine drømmerier Fru strøm havde opgjort et regnskab med sig selv. Hun følte sig altid magtesløs overfor det urolige og utæmmede i Agnetes sind; hun var sig bevidst kun med en svag hånd at have ledet sine børn; med hendes egen Anton var det gået så let, men Agnete — der var noget på bunden af det pigebarn, som hun ikke forstod. » Jeg vil dog sige dig, Agnete «, begyndte hun, » at din moder dengang var meget ung og — « » Faster, du tror da ikke, jeg holder mindre af moder for det? nej tusind, tusind gange mere! « Det var igen et svar, ikke ret efter Fru strøms sind. » Dengang moder var død «, sagde Agnete stille, » da hun lå hvid og kold i sin kiste med det lille barn ved brystet — da havde hun fået fred, da var det bitre nag veget fra hendes ansigt. Jeg kan så tydelig huske, at jeg spurgte fader, hvorfor moder nu så så glad ud, og at han vendte sig bort. « » Stakkels Broder! « sukkede Fru strøm. » Han spurgte mig, om jeg turde kysse hende, og løftede mig op til hendes mund. Faster, mange gange, når jeg mindst tænker derpå, føler jeg igen det isnende dødspust på mine læber. « » Gå ud i køkkenet, Agnete! « sagde Fru strøm, gribende det første, bedste middel til at gøre ende på samtalen. » Din onkel kommer vist straks; se at få aftensbordet i stand. « » Søde faster! det gider jeg ikke — Maren ville desuden straks jage mig ind igen. « » Ja, ja! så skal jeg selv. « Fru strøm gik. Agnete stod på Spring til at følge hende, men betænkte sig og gik hen til vinduet. Hun kunne ikke mere se månen; den var gået over huset; nu stod den vist blank og skinnende og spejlede sig i søen — hun måtte ud at tse derpå. Doktor strøms have gik lige ned til lillesø. Agnete løb så hurtig, hun kunne, gennem gården derned. Det var koldt — i begyndelsen af April — men hun havde varmt blod i sine årer og tænkte ikke på at fryse. Søen var ordentlig vred og kastede skumflager ind over græsplainen, hvor der lige var begyndt at komme liv i spirerne. Store, løse skyer, der ligesom rullede sig ud af sig selv og tog en uendelighed af former, jog i splittede stumper over himlen; månen smuttede ud og ind imellem dem og kastede i sine lyse øjeblik glitrende glans over de hundreder af bølgetoppe. Man kunne tydelig se den modsatte søbred, hvor slotstårnet hævede sin gamle, grå, rundspidsede blyhat op over kirkegårdens træer. Så kom slotsbakken med » Frederiksminde «, lidt længer henne en lang strimmel mørkebrun, bladløs skov, og til sidst lystgården » Sølund « med sit venlige, røde tag og månelys på alle de blanke ruder. Det kunne være fornøjeligt nok at se på, når blot vinden ikke havde slidt så ondskabsfuldt i ens hår og kjole. Agnete begyndte at danse rundt — om det nu var af lystighed eller fordi hun frøs. Så gav hun sig til at sanke de største sten, hun kunne finde, og løb med dem ud på bådebroen. Vandet stod i skum op omkring den, og hun fik sprøjt i øjnene. Hun måtte stå godt fast på fødderne og stemme sin lette, spinkle skikkelse hårdt imod blæsten, for at den ikke skulle tage magten fra hende. Men så kom også det morsomme! En efter en tog hun stenene op fra sin kjole, som hun havde samlet sammen om sig til en pose, og kastede dem af al sin kraft ud i søen. Det morede hende at høre de stærke plump og se vandet sprøjte op i kaskader, og alt imedens sang hun med høj stemme, så det kunne høres langt bort: » Gubben Noah, gubben Noah var en hadersman — » God aften, frøken Agnete! man kan jo blive ganske gudfrygtig af at høre på dem. « Det var en mærkværdig grim stemme, den. Forresten kom den inde fra postmesterens have ved siden af. Agnete vendte sig overrasket om. » Er det dem, fuldmægtig kås? hvorfor er de ikke på kontoret hos deres fader? « » Hvorfor er de ikke i dagligstuen hos deres tante? « » Jeg ville se på månen. « » Og jeg ville kige stjærner. « » Å, det er ikke sandt. De bryder dem jo slet ikke om stjærnerne. « » Ikke det? Tør jeg spørge, hvorpå de grunder deres ærede mening? « » Ja, det ved jeg i grunden ikke, « sagde Agnete oprigtig; » men jeg kunne slet ikke tænke mig, at de brød dem om sådant noget. Se dog månen derude på vandeti det ser ud, som der trillede guldperler hen ad bølgerne. — hvor er Thora? « » Da jeg sidst så min lille søster, sad hun og sled i et løb af » Schmetterlinge. « » Hvor gider hun det?' — godnat, fuldmægtig kås! hils Thora! « Hvad! går de allerede? « » Jeg hørte onkels vogn rumle gennem porten. Men det er sandt, vi har haft brev fra Anton; der er hilsen til dem. « » Takker skyldigst! tænker han på at blive præst, den gode ven? « » Det tror jeg ikke. Han slipper såmænd aldrig fra sine grever og baroner. Tænk at dumpe ned som huslærer i sådan en adelig rede! « » Hin! det kalder jeg at skumme fløden af livet. Anton ved nok, hvad han gør, kender jeg ham ellers ret. « » Jeg kunne nu ikke holde det ud — for jeg kan ikke udstå fornemme folk. « » Herre gud! hvorfor ikke? « » Å, det er en dum historie; men jeg tror virkelig, at det er fordi — ser de: en dag — det er mange år siden — var jeg i besøg hos amtmandens. Der var en fremmed herre, en gruelig fornem en. Og da jeg gik, ville jeg række ham hånden — jeg var jo kun et barn og gjorde det af høflighed — men — « » Men? « » Men •— han tog den ikke. « Fuldmægtigen lo. Latteren var ikke kønnere end stemmen. Man kunne umulig på forhånd få noget gunstigt indtryk af det ansigt, syrénhækken skjulte. » Og derfor bærer de endnu nag til de fornemme? « » Ja. Jeg følte det — å, som en forfærdelig hån. I lange tider sprang jeg i mit fadervor de ord over: — » som vi forlade vore skyldnere «; — for jeg kunne ikke tilgive ham. « » Det var jo rigtig kristeligt og kønt. Men hvad nu Anton angår — « » Ja, hvad ham angår, « sagde Agnete og kastede en sten langt ud i vandet, » så rejser han snart ud i den vide verden, hundred tusind gange så langt, som jeg kan række med et stakkels stenkast. « » Rejser? hvorhen? « » Til Schweiz med grevens sønner, efter sommerferien. « » Den lykkens kæledægge! « » Ved de hvad, hr. Kås, når man blot selv vil, kommer man såmænd nok af sted. Jeg ved da, der er ingen kinesisk mur mellem os og de andre lande — bare man flytter foden, bærer den jo en af sig selv ud til al den dejlighed. « » De skulle ikke, frøken måg! kende noget til en kinesisk mur, som hedder: penge. « » Penge! — å de usle penge!-< » Som er den største magt i livet. « » Ja — for nogle mennesker. « » For alle. « » Mon også for den stakkels, gamle vindfeld? « Tænkte Agnete. Det var den forrige fuldmægtig, der havde mistet sin plads, fordi Ernst kås havde fået non til sin embedseksamen og derfor måtte indlogeres på sin faders kontor. » Ja, nu må jeg gå ind. Godnat, hr. Kås. « » Men hun var ikke kommen halvvejs op ad den brede havegang, før hun igen vendte om. » Det er sandt, fuldmægtig kås! jeg halen høne at plukke med dem. « » Så er det vist bedst, jeg kommer ind i deres have for med fynd og klem at kunne plaidere min sag. « » Nej, det kan de ikke. Lågen er jo lukket «. » Men jeg kan krybe gennem hækken. « » Vist ikke! så træder de fasters Krokus ned. — jeg er rigtig vred på dem. « » ak! « » Hvad er det, de har gjort ved skovfogedens lille Lise i dag? « » Lise! men—kære frøken måg! « — den gode fuldmægtigs stemme blev pludselig noget forlegen -— » hvor kan de dog tro — hun er jo et rent barn — jeg spøgte lidt med hende— « » Men hun græd og var så forskrækket. De ved godt, at småpiger ikke kan lide at kysse fremmede, og desuden — ja desuden — skal man ikke lære børn sådant noget. « Og som en stormvind var Agnete ude af haven. Han var bleven flov, og det havde han godt af. Skulle han måske have lov at kysse hendes Lise, den grimme fuldmægtig med de tykke, røde læber. » Den lille snerpe! - mumlede Ernst kås imellem tænderne, idet han slentrede op til sit kontor. » Den lille snerpe! hvad bilder hun sig ind? « Doktor strøm stod i forstuen og hængte brummende sin pelsværksfrakke op på knagen. Han stampede som for at få kulden af fødderne — de havde forresten været godt gemte i en fodpose — og mumlede noget om » Hundeliv « Og » hverken ro nat eller dag. « den gode doktor levede på stadig krigsfod med alle de mennesker i distriktet, som •— vel at mærke — var ham underlegne i social henseende: enten blev de syge og tilkaldte ham — en uforskammet påtrængenhed; eller de søgte hjælp hos byens anden læge — den blodigste fornærmelse, historien kunne opvise. Der var også dem, der gik sunde og raske omkring — det var nu rent ud til at ærgre sig ihjel over. Når man så kom hjem i sin egen korridor, måtte man for Pokker vel have lov til at at bande det hele nederdrægtige komplot og ønske sine patienter ad helvede til, om ens kone end så nok så blegnæbbet ud derved. Forresten havde hun nok vænnet sig dertil; det lod ikke til at afficere hende mere. Fru strøm tog virkelig ikke den fjærneste notits af sin mands brummen. Stille og tålmodig skilte hun ham ved overtøjet og stod så parat med hans slåbrok, tøffeler og kalot, hvilke genstande han efter nogle eder så sig iført, tilsyneladende i den tro, at det var sket ved hans egen anstrengelse. » Nå, hvor er så tøsen henne? « spurgte doktoren, da han udstrakt i en lænestol, med benene langt ud på gulvet og dampende af sin pibe om kap med temaskinen, foldede » Århus stiftstidende « ud for sig. » På sit Kammer, tænker jeg. Hun kommer vist straks. « Fru strøm syslede ved tebordet og raslede mod sædvane med kopperne. Hendes hænder plejede ikke at dirre. » Hør, Christian! « — der var en kendelig tøven i hendes stemme — » jeg har tænkt meget på, om vi ikke skulle sende Agnete til København. « » Til København? hvad skulle hun der? « » Lære noget! « » Bah! hun skal jo ikke være lærerinde. « Doktoren tog en hel mængde små, korte, kraftige drag af sin pibe, hvorved han aldeles indhylledes i røg. Det var hans måde at fjerne sig på, når en samtale mishagede ham. » Rolf Krake « havde tyskerne i krigstiden døbt ham efter den kraft, hvormed han satte damp op. » Men hun er så uvidende — det tror jeg i det mindste. Og hun har dog så gode evner. « » Agnete kan mere end nok for et fruentimmer. Jeg kan jo aldrig have mine bøger i fred for hende. Eller har du måske lært mere end hun? og har du ikke været lige lykkelig for det? Men det er det sædvanlige: du synes aldrig, jeg kan øse penge nok ud til din slægt. « Der gives mennesker — navnlig blandt kvinderne — som med uendelig vedholdenhed hænger ved dem, de ved blodets bånd er knyttede til. Det er en familiefølelse, som ikke kan lignes ved nogen Art venskab. For at hjælpe sin moder og sine små søskende havde Fru strøm ofret sin ungdom i slidende arbejde og giftet sig med en mand, der snarest var hende imod, og som i samlivet beredte hende daglig ydmygelse. Hun kunne ikke rammes hårdere end gennem ordet: slægt. » Jeg ville ikke have talt til dig derom, dersom jeg ikke vidste, at du selv holder af Agnete. « » Ja vel holder jeg af pigebarnet. Just derfor vil jeg ikke af med hende nu, da hun er bleven voksen og først rigtig skal gøre os glæde. Jeg ville savne hende i alle kroge. « » Men hun er så » underlig — urolig — så nervøs. « » Visvas! du tager for megen notits af hendes luner. Eller betragter du måske frøken Zahles kursus som en helbredelsesanstalt for nervesvage personer? « Forstuedøren blev smækket i med rabalder — hurtige trin gennem gangen — og døren til spisestuen reves op. Det var Agnete, med uordentlig opløst hår og kinder, der var mørkerøde af kulden og det hurtige løb. » Hvorfor løber du så voldsomt? « spurgte Fru strøm, da pigebarnet blev stående midt på gulvet og snappede efter vejret. » Du ved, du får hjærtebanken deraf. « Doktoren lagde avisen fra sig og tog et øjeblik piben ud af munden. » Se, se! der har vi jo den svagelige frøken. Kom herhen, min tøs, og giv mig et Kys! « Agnete adlød — ikke just med glæde. Der var noget eget saftigt i trykket af hans kødfulde læber, og så hang der tobakssavl i skægget og om mundvigerne. » Nå, « sagde han, da han havde fået hende trukket ned på kanten af lænestolen og holdt armen om hendes liv, » så du vil til København? « » Vil jeg? « udbrød Agnete, der i samme øjeblik lyslevende så for sig kvistlejligheden i Blågårdsgade med den kvalme, ophedede luft, svineriet på trappen og frem for alt den dunst af mismod og brødslid, der forgiftede hendes tidligste minder. » Ja, spørg din faster! Agnetes øjne vendte sig mod Fru strøm. » Å, faster! har du nu talt om det igen? hvor kan du dog gøre det imod mig? Jeg forsikrer dig, faster, at hvis du sender mig bort, så — ja, jeg længes mig ihjel, der bliver ikke en stump tilbage af mig. « det klukkede ordentlig i doktor strøm. » Se, se! det var en god pige — vil ikke fra sin gamle onkel; « — han kneb hende i kinden. » Hør, onkel! sagde Agnete ganske pludselig; » dersom jeg nu havde opstoppernæse, ville du så bryde dig om mig? « Det var det halvt naive, halvt bevidst drillende udbrud af en forundring, som længe havde dæmret i hende. Hvorfor kærtegnede hendes onkel hende så tit, siden hun var bleven voksen, og navnlig i de sidste år, da alle mennesker fandt hende så køn? « » Hvad er det for noget vås? « brummede doktoren. Men Agnete forfulgte sin tanke. » Piller dersom faster var rødhåret — havde du så friet til hende? « » Din faster rødhåret! hun havde som ung det dejligste brune hår — endnu længere og blødere end dit. « » » Men jeg siger jo også: dersom. For ser du, onkel! i grunden — indvendig havde hun dog været den samme som nu. « » Ja, indvendig, det har du ret i. Men udvendig havde det sku gjort en forbandet forskel. « Fru strøm rystede på hovedet og blinkede til Agnete. » Kom nu hen og drik din te, barn! « Man mærkede dagens arbejde på doktor strøms appetit. Han tog på sin samvittighed tre frikadeller og fire spejlæg — fraset de rester, der blev hængende i hans skæg. Men Agnete glemte næsten at spise og tilbragte en rum tid imellem hver mundfuld med at betragte sit eget — ikke just flatterede — spejlbillede i temaskinen. » Hvor gud dog er uretfærdig! « » Agnete! « — atter en bebrejdende hovedrysten fra Fru strøm. » Jo, faster, det er uretfærdigt, at der fødes fattige og rige og syge og raske mennesker. Men allermest synd er det for dem, der er skabte sådan, at de ikke kan blive elskede. Jeg mener just ikke de røde hår, for mange kan jo netop lide dem; men der er nu stakkels Betsy Jørgensen — hun er så rar, så rar, den bedste af alle de unge piger her i byen, og så vil dog aldrig en mand engang danse med hende, bare for den lille pukkels skyld. Og, faster, hun er jo også en kvinde og kunne måske gerne — å, det er stor, stor synd af gud. « Fru strøm så bekymret ud. Hun var kristen, sådan af gammel vane, gik i kirke om søndagen og bad til Vorherre, når der gik hende noget imod. Hvorfra fik Agnete alle de sære ideer? lå det hende i blodet? var det hendes fædrenearv? Du mener, at Vorherre skulle have spurgt dig til råds, dengang han gjorde verden, hvad min snut? « smaskede doktoren. » Ja, onkel! værre var den i alt fald ikke bleven derved. « Nej, naturligvis. « » Ser du, onkel, allerførst — ja allerførst havde jeg ladet døden blive borte. » Døden? « » Ja, døden. Den rådne, stinkende død! ' hvorfor satte gud den i verden? « » Agnete, er du en konfirmeret pige? har du læst om syndefaldet? Valgte ikke menneskene af fri villie — « » Men, faster, hvorfor gav da gud dem ikke en bedre villie? Han skabte ’ dem jo selv og kunne gøre dem, som han ville. Hvor kom lysten til det onde, og hvor kom æblet, og hvor kom slangen fra? — nej, faster, om så en engel fra himlen ville forklare det for mig, kunne jeg dog ikke forstå det, for der er ingen mening deri. « Nå, « brummede doktoren; » der er endelig bedre hoveder end dit, som har måttet give tabt overfor den gåde. « » Og se nu blot det ene « - Agnete havde talt sig varm — » vi glæder os så meget til sommeren, og nu om lidt mylrer det op af jorden, kravler frem af hver en revne, slår ud på grene og kviste — det trænger på, har så travlt for at komme frem; det blinker og 1er, kiger med tusind øjne; man kan se på det alt sammen, at det bare vil leve, være med — og så! ja så kommer døden, og hvert eneste lille strå segner om, hvert blad falder til jorden — det må alt sammen give tabt. Hvor kan gud nænne det? « » Agnete, gå ikke i rette med gud! og desuden — når du bruger din menneskeforstand — « » Jeg har ingen, faster. Jeg går så ene omkring og tænker på så meget og kan ikke finde mening deri. Ingen forstår mig, og jeg selv kan ingen ting forstå. Der er så mange tusind ting, jeg ville vide. « » Det er faderens blod «, sagde doktoren til sin kone. » Han gik også om og ville reformere verden — jo han var mig den rette mand dertil! Frit skulle al ting være — frihed i kærlighed, i politik, i religion; frihed hid og frihed did! Det var også noget kønt noget, han fik rodet sammen af alt det fritænkeri. « Og samlende sin slåbrok om sig, med slubrende tøffeler og den halvt fyldte tekop i hånden, gik doktoren ind i sin egen stue. Agnete vendte sig imod fasteren. » Var fader en fritænker? « » Vist ikke, barn! « » Faster, nar mig ikke! « » Nå ja — måske i sin ungdom. Men jeg tror — jeg håber, at gud førte ham på bedre veje mod det sidste. « Det gav noget at gruble over. Agnete holdt af at tænke frit og sige sin mening; men hun knyttede til ordet » Fritænker « — således, som hun var vant til at høre det — en forestilling om noget næsten forbryderisk; hun havde ondt ved at tænke sig en fritænker i ny, sorte klæder. Og siden, da hun sad bøjet over sin kære, gamle, forkrøllede Holberg, var det, som om Henrik og Pernille uafladelig kastede bold med ordet » Fritænker «; hun kunne slet ikke få det ud af hovedet. På slaget ti rejste hun sig. » Godnat, faster! « » Godnat, min lille! Vær nu en god pige og tal ikke mere om sådanne ting. Det er så ukvindeligt. « Agnete kyssede hende på mund og kinder. Var der nogen, hun elskede og ærede, var det fasteren, og hun følte sig underlig nedslagen, når hun også hos hende løb panden mod en mur af fordom og mangel på forståelse. Hun gik op på ^sit Kammer og så ud ad vinduet. Stjærnelyset gav de små, korte barnetanker vinger; lokkede af skæret vovede de sig bort fra reden, ud på den uendelighedens bane, som de fjerne verdener vandrer. Hun var så gode venner med stjærnerne: aften efter aften fulgte hun med blikket deres vej; år efter år mødte de på samme plet de spørgende øjne, der syntes hos dem at ville hente svar på » så mange tusind ting «. påsken kom, og Anton med den. Agnete så ind i hans store, rødmussede ansigt og fandt ham i grunden ikke videre køn. Men den mening var hun nok ene om. Fru strøm betragtede sin dreng med moderlig stolthed, og Thora kås — ja hun kunne jo ligefrem ikke vende øjnene fra ham. Med beundrende blik og et ja på læberne modtog hun hvert ord af hans mund. » Hvor han er smuk! « betroede hun Agnete, » med de dejlige øjne og det brune, krøllede hår. Og så er der noget i hans væsen — man mærker straks, at han har levet blandt fornemme folk, ikke sandt?: » Jeg ved det virkelig ikke, « svarede Agnete; » i mine øjne ser han ud, hvor han står og går, som en tteologisk kandidat — med haud, « tilføjede hun sagte. Hun var imidlertid ikke stærk nok til at fastholde sin mening overfor fasteren og Thora, ja hele Skanderborg. Anton var så afgjort byens løve, at hun ikke uden fornemmelser af stolthed gik ved siden af ham ned ad » Storegade «, vel vidende sig en genstand for misundelige blik. Ak ja! ikke mange steder i verden har man vel mindre indtrykket af at gå på parade, end når man fredsommelig gennemvandrer den lange, brede gade — egentlig kun et stykke bebygget chaussée mellem Horsens og Århus — hvor byens pragtbygninger, amtmandsboligen og rådhuset, ligesom i embeds medfør overskuer det omliggende småkravl af énetages huse; hvor man aldrig møder et fremmed ansigt — en ondskabsfuld århusianer har ment, at det er, fordi man i » Leipzig «, byens kælenavn, overhovedet aldrig møder noget som helst undtagen postbudet og udråberens hund —; hvor de opad skrånende fortove med ukrudtet mylrende frem mellem de spidse sten, bærer pyntelige småhaver og buxbomhækker foran småhusene; hvor ensformigheden kun oplives ved spredte grupper af Linde, poppeler og kastanier, og hvor endnu for en halv snes år siden hint pæretræ stod, som rejsehåndbogen har foreviget, og hvis frugter af en begejstret skanderborger i størrelse er blevne lignede ved et barnehoved.... og dog kan man være sikker på, at der bag gardinerne er spejdende øjne, som fortæller Fru den og den, hvorlunde hr. Den og den med frøken den og den ved det og det klokkeslet gik ind ad den og den gadedør. Men Agnete var et barn af Skanderborg og det forringede ikke i fjærneste måde nydelsen af hendes vandring, at hele byen så at sige fulgte hende på vej. Kun Thoras allestedsnærværelse faldt hende lidt på sinde. Det ærgrede hende at blive behandlet som et barn af Anton, når han dog viste veninden, der kun var et halvt år ældre, så megen udsøgt opmærksomhed. Og hun skønnede slet ikke på, at Ernst kås gjorde sit muligste for at holde hende skadesløs; hun kunne nu engang ikke udstå den dumme, påtrængende fuldmægtig. Han måtte gerne med hele kompagniet af kontorister og handelsbetjente kalde hende » en hoven lille tingest «, med hvilket prædikat hun vidste, at byens mandlige ungdom beærede hende. Frosten holdt godt ud det år. Endnu den 8de April, kongens og doktor strøms fødselsdag, drev store isflager om i søen. Men så kom milde, friske søndenvinde; solen fik bugt med skylaget og brød frem i et eneste strålende smil; bølgerne gled hen i ganske små, bløde, runde krusninger; luften var fuld af spirende grøde, og ude i skoven pippede det frem med skovmærker og anemoner. Påskelørdag gik Anton derud med Thora og Agnete. De klædte hinanden godt, de to, og et par fornøjelige forårsansigter kunne de fremvise under deres skindhue )'. Thoras træk va

1894_Schumacher_AgneteBudde

Alex

Agnete Budde

Schumacher

Schumacher

Agnete Budde

male

1894_Schumacher_AgneteBudde.pdf

Alexander

Schumacher

dk

Agnete Budde

Historisk Roman

n

gothic

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. På vidskøsle. Gennem en af de tætte skove, som fordum, afvekslende med side kær og udstrakte lyngskader, omgave vejen fra christianstad sydpå, red en eftermiddag i begyndelsen af året 1677 en enlig rytter. Både mand og hest frembød et lige bedrøveligt skue. Manden, en høj, mager skikkelse med skarpe træk, sparsomt rødgråt hår og et tyndt skæg af samme farve, en lav pande, buskede bryn, under hvilke et par grå øjne lurede som en ræv i sin hule, lang, kroget næse, indfalden mund og fremstående hage, var iført en gammel regnkappe over en grå, ulden vams og bredkravede rytterstøvler, tilsølede og afgnavede men forsynede med lange sporer. På hovedet havde han en bredskygget hat, prydet med en knækket hanefjer. Frem under regnkappen stak en lang slire; kun det ene sadelhylsler gemte en pistol, i det andet stak et tilsnittet stykke træ, der skulle forestille et våben. den skindmagre hest, hvis bidsel på flere steder var sammenflikket med hyssing, gik duknakket og snublede af og til på den opkørte, tilsneede vej. Rytteren, hr. Timme von der Wisch, var i fortrædeligt lune, og han havde årsag dertil. Hvorfor havde han været så enfoldig at rejse herover? Før havde han haft sine gode dage ved at drage om på besøg hos slægt og venner, holde dem med selskab, når de kedede sig, eller gøre sig nyttig på forskellig måde, især ved af dressere hunde, hvori han var en mester. Så udbrød krigen; og han havde fået det tåbelige indfald af drage over til Skåne, sisfe i rørt vande og få andel i det rige bytte, når Christian den femte erobrede det tilbage, som hans fader mistede i l658, og mere til. Hvorfor ikke? Begyndelsen var lovende nok, siden havde lykken rigtignok smilet til den sejle side, men hun var en kvinde og derfor uberegnelig som vejret i April. For hr. Timme var det også gået op og ned, mest dog det sidste, medens han opholdt sig i den danske lejr, først i Landskrone og nu sidst i chnsfiausfad, hvor han fornøjede sig og andre brave adelsmænd med et slag kort eller tærninger, medens svensferne lå udenfor og brød deres hjerner med, hvordan de skulle sætte en stopper for den uforfærdede kommandant, oberst meerheims drillerier. Så var det i går aftes; hr. Timme havde haft held med sig, et styrtende held; kunne han gøre for det? De andre havde tabt deres penge og forstanden med, eftersom de beskyldte ham for af gøre volter og drive anden underfundighed. Verden var fuld af ondskab og lumpenhed, hr. Timme skøttede ikke om slig begegnelse, derfor havde han sat sig på sin hest og var draget ud for at finde fornøjeligt selskab og en hyggelig krog. Her omkring skulle der ligge flere herregårde; men uheldet havde forfulgt ham. Et sted var der ingen hjemme, og ladefogden, den skammelige Karl, havde endog bedt ham, hr. Timme, om at pakke sig; et andet sted traf han kun en ældre dame, som modtog ham meget køligt, og da han, for at stemme hende venligere, bragte hende en hilsen fra gemalen, var denne uheldigvis død for adskillige år siden. Der fandt han heller ingen gæstfrihed. Så havde han prøvet sin lykke i bønderhusene, men der gik det ham ikke bedre, han traf ikke andre beboere end rotter og forvildede katte; et sted fandt han rigtignok døren stænget og hørte en hund halse indenfor, men da han dundrede på, kom en bøssepibe frem af et hul i døren, ligefor næsen af ham, hvorfor han fandt det rådeligst at trække sig tilbage. Nu havde han hele redet om dagen, træt var han og sulten tillige; den gamle regnkappe værnede kun slet mod kulden og sneen, der af og til dryssede ned fra den grå og overtrukne himmel. Det begyndte allerede at skumre, og han irrede endnu om på skovvejen uden at vide, hvor han kunne finde ly og føde til sig og sin hest eller blot møde et menneske, der kunne vise ham tilrette. Kun træ ved træ med en smal, snelagt vej imellem og en blygrå, snetung himmel foroven. Hans hest snublede omtrent for hvert skridt; han kunne vente, at den snart ville lægge sig ned for ikke at rejse sig mere, selv følte han lyst til at gøre det samme. Havde det endda været sommertid, — det var ikke første gang, han havde tilbragt natten under åben himmel, — men stive og mødige lemmer, et leje af sne og vissent løv en barst binternat, dertil kun en gammel, tyndslidt kappe at svøbe sig ind i, og ikke så meget som en bid brød og en drik vand — det var lystelige udsigter. Pludselig raflede det inde i krattet som af af-brukne grene og fodtrin på vissent løv. Hesten spidsede øren, hr. Timme gjorde ligeså, idet han holdl hesten an, ikke fordi han var bange — det er en brav adelsmand aldrig —, heller ikke af nysgerrighed, men fordi det altid gælder om at have ørene åbne og øjnene med, især i urolige tider. Nu hørte lyden op; det havde sagtens været et dyr, men nu — nu kom den igen og nærmere, og endelig opdagede han inde mellem træerne en menneskelig skikkelse, som lidt efter trådte ud på vejen. Det var en lille, bredskuldret Bonde med et godlidende ansigt, noget brunet af vejr og vind, slikkelige blå øjne og et blond fuldskæg. Den grove, uldne kofte blev holdt sammen af et belte, og fødderne stak i et par lang-skastede støvler; han var ubevæbnet, hvad der forøgede hans fredelige udseende. Han syntes ikke at lægge mærke til rytteren, der holdt noget borte fra ham, idet han, uden at se sig om, ville skrå over vejen. Hr. Timme råbte ham an: „ Halløj, du der! “ Bonden vendte hovedet om og standsede, ligesom frygtsomt og tøvende; han tog sin lodne kabuds af men blev stående i ærbødig afstand. „ Jeg skal ingen fortræd gøre dig, “ sagde hr. Timme beroligende. „ Du er sagtens kendt her på egnen? “ „ Det kunne endda være, “ lød svaret. „ Så ved du vel et sted, hvor en adelsmand kan få ly for natten og mad og drikke, at sige for gode ord og betaling? “ „ Det turde ' falde vanskeligt. Der er nok en kro, men den er i reden forbi; jeg har også hørt, at folkene er rejste; der kommer ikke mange veifarende i disse tider, og de, der kommer, er dårlige betalere. Så det nytter vist ikke, at i tager derhen. “ „ En herregård, en mølle, lige meget hvad. Jeg kan da ikke ved nattetid irre om i denne fordømte egn. “ „ Det har i ret i. Der ligger en herregård histovre, men... “ „ Nå, tal ud! “ „ Jeg ved ikke, om det er rådeligt, at i tager derned. “ „ Der er kanske heller ingen folk? “ udbrød hr. Timme utålmodig. „ Jo, folk er der nok af, men det er svenske soldater. “ „ Svenskere eller djævle, hvad kerer jeg mig om det. Følg med derned. “ „ Det tør jeg ikke, “ sagde bonden og så betænkelig ned i sin hue, „ Svensien er slem mod os fattige bønder, det kunne let gå mig ilde. “ „ Når jeg er med, gør de dig ingen fortræd. “ „ Nej, lanste ikke. Men det er alligevel ikke værd og behøves ikke heller. Lidt henne drejer nejen om, så ligger herregården lige for jer. “ „ Lad os så komme afsted, din kryster! “ Med bonden som fører red hr. Timme videre. Nu var han bleven i bedre lune. Han rettede sig i sadlen og smilede. Han så allerede et bord, dækket med gode retter, et fyldt ølkrus, kanske vin, ild i kaminen, godt selskab; „ den svenske kaptajn keder sig bestemt, “ tænkte han, „ så får vi os et lille slag oiri^us st l^suk “ eller Lanter... “ I disse fornøjelige betragtninger blev han afbrudt af bonden, som sagde: „ I må være en modig mand. “ „ Det har jeg altid haft ord for, “ svarede hr. Timme med selvfølelse. „ Hvad mener du ellers med det? “ „ Siden i rejser alene i disse tider. “ „ Jeg har vigtigt ærinde, men det taler vi ikke om. Jeg kommer forresten fra christianstad; mine gode venner der ville ikke slippe mig, de bad og de tryglede, og da de mærkede, af jeg ikke lod mig overtale, listede de mine klæder og våben fra mig, medens jeg sov, og sagde, af de var stjålne; men det gavnede dem intet, jeg hjalp mig, som jeg kunne; derfor seer du mig i denne dragt, der så lidet anstår en fornemme adelsmand som jeg, “ „ Jeg mente blot, af i let kunne støde på et dansk parti, som antog jer for en svensk spejder, og i så fald kunne i gerne bede jert fadervor med det samme, før de folk gør ikke mange ophævelser: en strikke om halsen, en gren i det første træ, så er munden lukket. Derfor skulle i helst være bleven, hvor i var. “ Hr. Timme så lidt overrasket på sin ledsager; tonen, hvori det blev sagt, forbavsede ham, men udtrykket var det samme godlidende, skikkelige som før. I det samme nåde de en sidevej, som føreren drejede ind ad. „ Rid nu kun lige frem, “ sagde han, „ om lidt kan i se herregårdene dermed bød han et kort farvel og forsvandtinde mellem træerne. Hr. Timme så efter ham, han var bleven lidt underlig til mode, hvorfor vidste han ikke ret. Han skottede ind i skovmørket, lyttede efter den mindste lyd og blev lettere om hjertet, da træerne hørte op og vejen skrånede ned mod en stor, åben slette, der i baggrunden lukkedes af mørke nåle-træer. Foran dette læbælte lå en gammel herregård, flankeret af to tårne og omgiven af træer, bag hvilke lave, stråtakte Tage og en kirkes takkede gavl beskedent dukkede sig i ly af borgens brede murmasser, der beherskede den store, snelagte flade, hvor ikke et træ, men kun visne sivmasser, enebærbusfe og lyngtuer ragede op over sneen. Og mod nord, der hvor nåletrcæerne ikke dækkede for udsigten, hvinede sig lyse, bølgeformede bakker, og bag dem strakte sig en smal, fortblå stribe, aftegnende sig skarpt mod himlen. Det var Østersøen; man mærkede dens isnende pust. I landsbyen bagved herregårde » ringede de sol ned; de klare malmtoner forøgede det præg af fred, der hvilede over den vinterstille egn. For hr. Timme lød de som et heldigt varsel, måske også for hans kleppert, der løftede hovedet og vrinskede. Herren klappede den på halsen. „ Du lugter stalden, gamle dreng, “ sagde han, „ ja gid vi sagde vel derinde! “ Nu skulle det imidlertid snart afgøres. Det sidste stykke af vejen, som indhegnedes af gamle og høje popler, i hvis bladløse toppe utallige måger skreg og pludrede, var passeret, og hr. Timme red nu ud på stendæmningen, der førte over den brede, magte grav. Herregårde!: hævede sine kobbertækkede tårne og vedbendklædte mure lokkende foran den hjemløse. Men vindebroen var dragen op, og et gabende hul spærrede adgangen. En svensk soldat med geværet i armen gik frem og tilbage foran den stængede port. „ Halt! Wer da? “ råbte soldaten ved synet af den fremmede og fældede geværet. Hr. Timme opgav sit navn og tilføjede, at han havde ærinde, vigtigt ærinde til kaptajnen. „ Men skynd sig lidt, jeg har redet langt i dag, og det er koldt at stå herude. “ Skildvagten gik hen og bankede på porten. En luge blev åbnet, et hoved kom til syne, de vekslede nogle ord. Så forsvandt hovedet igen, lugen blev lukket, og vagten vendte tilbage til sin post. Hr. Timme havde nu stunder til at tage gården nærmere i øjesyn. En bygmester ville have glædet sig over dens rene, alvorlige stil, der forenede skønhed med styrke, en historiker ville af bygningens omfang og hele anlæg have bemærket, at den var opført på reformationstiden af en rig adelsmand, som havde evne til at beskytte sin ejendom i urolige tider, hvilket desuden blev bestyrket af indskriften på tavlen over porten: „ Viskølle gårdt lodt jeg Jens Brade op dige ok min fader ham af kong Frederik til eydom kiøffte. Gud giffue hand ma her lenge sta ok aldrig fra mi rette arving gå. Ano 1553. “ Hr. Timme var hverken bygmester eller historiker, han var blot sulten og mødig og tænkte på, om han også skulle blive afvist her. Derfor følte han en dyb tilfredsstillelse, da vindebroen endelig raslede ned og porten åbnede sig for ham. Med selvfølelse red han ind under porthvælvingen, der gav genlyd under hestens hovflag, og ænsede ikke den mangel på ærbødighed, hvormed de svenske soldater, som vare trådte ud fra vagtstuen, modtoge ham, eller deres spottende bemærkninger om hans ædle ganger. Han sprang af hesten, bandt den til en ring i muren, stampede nogle gange i stenene for at bringe blodet i omløb og fulgte derpå med sin fører, en svensk korporal, op ad en snever vindeltrappe ind i et rummeligt værelse, hvor der i kaminen brændte et hyggeligt bål, som kastede sit spillende skær over den indtrædende. Med ryggen op til ilden sad i en højrygget lænestol en svensk officer. Han havde gjort sig det mageligt, knappet uniformsfrakken op og røg af en lang kridtpibe. På bordet ved siden af ham stod en ølkande. Han vinkede ad korporalen, at han kunne gå. „ Godaften, hr. Timme, “ sagde han derpå, uden at rejse sig, „ Jer havde jeg mindst ventet at se her. “ Hr. Timme studsede. Kendte svenskeren Hain? Det var ham ingen nblandet fornøjelse uforvarende at træffe bekendte, især, når han ikke vidste, under hvilke omstændigheder han havde lært vedkommende at kende. Da officerens ansigt var i skygge, kunne han kun dunkell skelne hans træk. „ I kender mig? “ spurgte han. „ Og i har glemt Burchard v. Drcwitz? Der er rigtignok gået en del år, siden vi traf sammen i Helsingør; dengang tjente jeg Carl Gustaf, nu tjener jeg hans søn. Men i seer, at jeg husker jer. I snvd ung alt for forsvarligt den sidste Asten, vi var sammen, “ tilføjede han leende. „ Sid ned. Og er i tørstig, så drik! “ Hr. Burchard skød ølkrusef hen til ham. Hr. Timme lod sig ikke nøde. „ Hvad fanden gør i ellers her? “ vedblev svenskeren. „ Jeg fik lyst til at se, hvordan de sloges herovre, måske også for at tilbyde min arm og min kårde, når lejlighed gaves. “ „ Og hvor kommer i nu fra? “ „ Fra christianstad. “ „ Fra christianstad? Hvordan slap i gennem vore folk? “ „ Imorges gik et streifparti ud fra fæstningen, jeg benyttede lejligheden, og medens de andre sloges, red jeg min vej. “ „ Og i har flakket om siden? “ Hr. Timme bekræftede det og fortalte om sine uheld. Hr. Burchard lo. „ I seer noget medtaget ud; i har neppelig haft gode dage hos de danske; vidste man ikke bedre, skulle man snarere se jer an for en fordømt snaphane end for en brav adelsmand. “ En tjener trådte ind med en armstage og satte den på bordet. „ Lad den herres hest bringe i stald. Han bliver her i nat. Gør et værelse i stand, det grønne, ved siden af riddersalen. I er vel ikke bange? “ vedblev han, henvendt til hr. Timme, „ for det siges at spøge fælt derinde. “ hr. Timme rystede på hovedet, han var alt for lyksalig over sit uventede held til at ændse andre gengangere end den, der stod for ham i hans værts velnærede skikkelse, som han nu erindrede så vel. „ Jeg sidder og tænker på, hvor pudsigt det er, at jeg skulle træffe jer her, “ sagde han. „ Ja, ikke sandt, “ svarede kaptajnen; „ siden kalde vi lieutenant sparrfelt herop, så få vi os et slag passedix; men snyder i mig denne gang, skal i ste alle ulykker. “ Lidt efter blev bordet dækket; de gode retter fik hr. Timmes øjne til at lyse og hans tænder til at løbe i vand. Hvor maden smagte ham; hr. Burchard så smilende til, den voldsomme appetit morede ham, han opfordrede stadigt sin gæst til at spise mere og fyldte flittigt i hans bæger. „ Hvor i har det godt her, “ sagde hr. Timme, da han havde stillet sin første sult, „ jeg gad nok være i jeres sted. Magelige dage, fuldtop af mad og drikke, hvad kan i vel ønske mere? “ „ Det mener i, “ sagde kaptajnen, „ jeg foretrækkær alligevel et liv i Felten frem for at ligge her for at opkræve skatter og afgifter og blive taget ved næsen af de djævle til snaphaner. “ „ Jeg har nok hørt dem omtale, men det er jo ikke andet end usle bønder. “ „ Det er rene sataner, som altid er der, hvor man mindst venter dem, og aldrig, hvor man søger dem. Ved i, hvordan det gik forgangen dag? Vi skulle sende en transport med korn og afgifter tik den svenske lejr. Kusfen kørte, otte ryttere fulgte med som eskorte. Det var om middagen. Henad aften kom vognen tilbage; kusfen var borte, hestene havde selv fundet vej hjem, kornsækkene var borte, tønderne med penge ligeså, i stedet for lå de otte ryttere, uden våben og uniformer, hver med en kugle i kroppen, læssede på vognen. Hvem havde gjort det?... Snaphanerne eller kongens friskytter, som de kalder sig selv. “ „ Og i fik ikke fat på gerningsmændene? “ „ Hvor skal man søge dem. Inde i de tætte skove, i bjergkløfter, i moser og kær, hvor ingen fanden finder tilrette, men hvor de djævle kender vej, ligeså godt i mørke, som ved højlys dag. Af og til træffer vore streifpartier visselig stundom en Bonde med våben i hånd og klynger ham op uden præst og skriftemål, som kongens ordre lyder, luen de rigtige snaphaner, de griner ad os, skyder vore folk ned som fluer, når de kommer i nærheden af deres smuthuller. Synes i, af det er magelige dage; jeg kunne nok ønske dem bedre. “ „ Jeg tænker på, om det ikke var en af de skjelmer, jeg traf oppe i skoven og som viste mig vej herned. Han snakkede noget om svenske spioner, ellers lod han meget fredsommelig og havde heller ingen våben hos sig. “ „ Hvordan så han ud? “ „ En lille, bredskuldret Karl med lyst skæg. “ „ Det kunne ligne lille Mads. Han har været svensk dragon, men rømte ved torsebro og er nu en as deres førere, og hans bande holder til i skovene heromkring. I skulle have taget ham med herned, af vi kunne se på ham. “ „ Jeg skal husfe det næste gang, jeg møder ham. — men nu byttet, de tager, hvor gør de af det? “ „ Fører det ned til den danske lejr. “ „ De tosser! “ udbrød hr. Timme uvilkårligt; han kunne ikke fatte en sådan uegennytte. „ I ville naturligvis beholde det selv, “ sagde hr. Burchard leende. „ Men hvorfor slås de da? “ „ For æren, min gode ven, og så fordi de holder mere af deres gamle herrer, end af os; måske har de også grund til det, vore folk fore ikke altid lempeligt frem imod dem; derfor rømte også mange fra hus og hjem og lod markerne ligge udyrkede. Og da krigen brød ud, gik budstikken fra sagn til sagn; først rejste gøngerne sig, siden fulgte det ene herred efter det andet, nu er de spredte over hele Skåne. Forgangen hørte jeg, at hr. Johan gyllenstierna var skikket ud med en stærk afdeling til gøngerne for at bringe dem til underdanighed; men hvad nytter det: når han kommer til dem, har de gemt deres bøsser, de er fredelige folk og lover alt, hvad han forlanger; men så snart han er draget sin vej, tager de bøsferne frem igen og fortsætter, hvor de slap. De har alt for god støtte, i fæstningen, hvor dansken er herre, og i smug hos de herremænd, som endnu sidder på deres gårde og vender sig som vejrhaner eftersom vinden blæser. “ „ Hvem ejer gården her? “ spurgte hr. Timme. „ Kjeld Barnekow. “ „ Er han også dansksindet? “ „ Hr. Kjeld er kun et barn. Hans fader svoer Carl Gustaf tro og huldfkab og holdt sin ed som en ærlig mand, så længe han levede. Derfor lød min ordre også på at vise Fru grevinden al skyldig respekt og værne om ejendommen. “ „ Fru grevinden, er det hr. Kjelds moder? “ „ Ja! dengang Christoffer Barnekow døde giftede hun sig med grev Parsberg, han er også død, men derfor kaldes hun grevinden. “ „ Hun må altså være tilårs den samme Fru Parsberg, siden hun har lagt to mænd i graven? “ „ Nogle og tredive år, det er det hele. En smuk og statelig dame. “ „ Aha! “ udbrød hr. Timme, „ I boer under tag med en smuk og statelig dame, og så klager i endda! “ „ Jeg seer så lidt til hende. “ „ Og i har ikke gjort forsøg på at indtage hende ved eders elskværdighed og belevenhed. Det ligner ellers ikke jer. “ Hr. Burchard kløede sig bag øret. „ Hun er så stakt som bare satan. — dengang jeg kom, gjorde jeg hende min opvartning. „ Jeg kommer efter kongelig majestæts ordre for at beskytte eder og eders ejendom, “ sagde jeg. — „ Jeg vidste ikke af, at nogen tænkte på at angribe den. Men selv om så skulle være, savner jeg ikke midler til at forsvare den. “ Hun så på mig med sine store, grå øjne, der stingede som dolke, og så smilede det satans fruentimmer, som om hun gjorde nar ad en. „ Jeg har ikke haft bud efter en sauvegarde, men siden hans majestæt har vist mig den artighed, så håber jeg, at i vil pålægge eders folk, at de opfører sig sømmeligt og respekterer fremmed ejendom. “ — det var just ikke opmuntrende. “ „ Ikke ganske, “ indrømmede hr. Timme. „ Og i har ikke senere søgt at vinde hendes gunst? “ „ Nogle dage efter aflagde jeg et nyt besøg uren fik den besked, at Fru grevinden ikke tog imod. Hvis der var noget, jeg pustede, skulle jeg blot henvende mig til ridefogden. Det var jo tydeligt nok. Derfor blev jeg borte. “ — det bankede på døren. En ung lieutenant trådte ind og aflagde melding. Skildvagten mente at have set nogle personer liste sig omkring gården, men det var mørkt, måske havde han set fejl. Ellers var intet passeret. Han tilføjede, at grevinden vist agtede at rejse, hendes vogn var bleven trukket frem og efterset og seletøjet pudset, og de vare løbne frem og tilbage med lys i den fløj, grevinden beboede. Efter at have modtaget disse meddelelser opfordrede hr. Burchard løjtnanten til at gøre dem selskab, kortene kom frem, kridtpiberne blevesfoppede og tændte, ølkruset fyldt, og det var silde, da hr. Timme, adskilligt rigere, end da han kom hertil, blev vist op på sit Kammer. „ Sæt eders sabel for sengen, “ radbte hr. Burchard efter ham, „ husk, at det spøger deroppe. “ i. Et natligt eventyr. Det grønne Kammer, hvortil tjeneren førte hr. Timme, lå på første sal i det nordvestlige tårn og stødte op til riddersalen, der indtog hele den vestlige fløj. Adgangen dertil var fra borg-gårdeu, gennem en lav dør i hjørnet mellem den nordlige og den vestlige fløj og op ad en vindeltrappe, som fortsattes videre til bægtergangen, der i øverste stokværk løb rundt om alle sire fløje, og hvis talrige skydehuller spejdede som årvågne øjne ud over egnen. — tjeneren tændte et lys ved håndlygten, som han førte med sig, og spurgte dernæst, om der ellers var noget, den velbårne herre ønskede. „ Nej, “ svarede hr. Timme, „ ikkun en god og rolig nat efter dagens slid og møje. — ved du ellers noget om det gespenst, som skal drive sit uvæsen heroppe? “ „ Fælkene her på gården fortæller, af det hver nat rumsterer derinde i riddersalen “ — tjeneren pegede på en dør mellem sengen og vindnet, og hr. Timme så uvilkårligt derhen — „ der smækkes med kistelåg og høres støj som af klirrende lænker og fodtrin; der er også dem, som påstå, af en sortklædt dame skal have vist sig på trappen op til riddersalen og i vægtergangen og voldt sygdom og andet ondt for dem, der så hende, men om det er tilforladeligt, kan jeg ikke sige. Jeg ved kun, af vagten udenfor porten for et par nætter siden så et svagt lysskær falde ud fra vinduerne i riddersalen. Selv har jeg hverken hørt eller set noget. “ „ Så kan du godt gå, “ sagde hr. Timme, „ men husk, af jeg får en skål god øllebrød bragt herop i morgen tidlig, bravt med ingefær og tyk fløde; det er jeg vant til. “ Da tjeneren var gået, satte hr. Timme sig på sengekanten og så sig om. Kammeret var ganske rummeligt, med grønmalede vægge, foroven forsirede med en brun slangelinie, og egetræes bjælkeloft, mørknet af tiden. I murfordybningerne, under de to små vinduer, som sagde højt oppe, var anbragt sæder, belagte med håndsyede hynder, hvis mønstre fremviste de samme mærkelige fugle og sjældne blomster, som prydede omhænget om den omfangsrige himmelseng. Ellers fandtes herinde ikke andre meubler end et mindre egetræes-bord og to højryggede stole. Kammeret havde to døre, den, hr. Timme var kommen ind ad og døren ind til riddersalen. Det blæste stærkt, og sneen smeldede mod de små, blyindfattede ruder; af og til lød det som dybe, langtrukne suk, når blæsten for gennem vægtergangen og glamhullerne i tårnet, og veir-hanen drejede sig med rusten piben på sin Stang. Og alle disse lyde blev end mere fremtrædende ved den dybe stilhed rundtom. Hr. Timme havde allerede begyndt at klæde sig af for at nyde den velfortjente hvile mellem de dunfyldlc skinddyner, da nye lyde vakte hans opmærksomhed. Inde i riddersalen blev en dør åbnet, og fodtrin, tunge og lettere, gave stærk genlyd i det store, odc rum. I det samme drønede et hult slag over hans hoved, efterfulgt af flere. Det var uret oppe i tårnet, som forkyndte midnatstimen. „ Der har vi spøgeriet, “ tænkte han og lyttede. Og han blev ikke ganske hyggelig tilsinds; hvor modig han end var overfor levende mennesker, skøttede han dog ikke om at komme i kast med de døde. Nu blev kistelåg smækkede op, der hørtes en klirren som af metal; det måtte være de urolige ånder, tjeneren havde talt om, for at der var flere, kendtes af fodtrinene. Man talte også derinde, ialtfald lød det således, men kun som en hul mumlen; denne omstændighed gjorde hr. Timme mere tryg, siden han vel havde hørt, at gengangere gjorde rabalder men ellers skulle være yderst ordknappe. Vor brave ven tog mod til sig og gik hen til døren. Den var ikke aflåset. Vaersomt åbnede han den ganske lidt og kiggede ind ad den smalle sprække. Foran en jernbeslagen, åben kiste stod med ryggen til hr. Timme en høj, kvindelig skikkelse i en mørk kjole og med et tørklæde kastet over skuldrene. Hun holdt en lygte i hånden til vejledning for to mænd, som af andre åbne kister henne ved den ene væg fremtoge forskellige genstande og lagde dem ned i den kiste, foran hvilken damen stod. Af den blanke glans, genstandene udsendte, kunne din: spejdende se, at de vare af ædælt metal, guld og sølv. Han hørte hende også af og til henvende nogle ord til mændene, ledsagede af forklarende håndbevægelser, og mændænes ærbødige holdning, når hun tiltalte dem, røbede, af de indtoge en tjenende stilling, hvad deres klædedragt også bar vidne om. Endelig måtte arbejdet være fuldbragt; kiste-lågene blev lukkede i og aflåsede, mændene grebe fat i jernhåndtagene på den, der nu gemte kostbarhederne, løftede den op — på deres holdning kunne man se, af den vejede til — og fulgle efter damen, som gik hen til væggen på højre side af den store kamin. Hun holdt lygten tæt hen til væggen, rørte med hånden ved denne, og der åbnede sig en dør ind til en mørk åbning, hvori alle tre dukkede ned, en for en, løndøren smækkede i efter den sidste, og deres skridt tabte sig, ligesom sank i jorden. Den store riddersal lå atter mørk og øde. Kun blæsten sang i alle tonearter omkring den. Hr. Timme stod et øjeblik og betænkte sig. Skulle han følge efter dem? Som allerede fremhævet, led den brave adelsmand ikke af nysgerrighed, men var det underligt, af han følte lyst til af efterspore, hvad hele denne forestilling ved nattetid skulle betyde, og af han gav efter for sin tilbøjelighed? Han tog lyset op af stagen, trådte ind i riddersalen og gik hen til væggen, som han undersøgte nøje ved hjælp af lyset, og var så heldig at finde den hemmelige knap og få døren op. Den førte ud til en smal vindeltrappe, uden vinduer, kun med enkelte små, firkantede åbninger i den udvendige mur. Han var nu nødsaget til at slukke lyset, stak det i lommen og begyndte nedstigningen ad de murede trin. Han kunne endnu høre de svindende stridt af dem, der gik foran, og skyndte sig så meget, mørket og den deraf følgende mangel på sikkerhed tillod, stødte ofte imod muren men var alligevel hurtigere end de andre, siden han kun havde sig selv at flæbe på. Endelig hørte trappen op og åbnede sig mod en lang gang; hr. Timme kom netop tidsnok til at se lygten og de tre mørke skikkelser forsvinde gennem en døråbning for enden af denne. Han skyndte sig videre, men i det tætte mørke tog han sig ikke i agt, - pludselig gled foden fra ham, og han styrtede ned ad nogle trappetrin, men kom til at ligge på blød og fugtig jord, som tog af for faldet og tillige dæmpede lyden. Personerne foran måtte alligevel have lagt mærke dertil, thi skridtene standsede, nogle ord blev vekslede, men derpå satte toget sig atter i bevægelse. Fortumlet efter faldet rejste hr. Timme sig op; han haltede en smule men havde ellers ingen skade lidt. Og han fortsatte sin vej. Denne gang syntes aldrig at få ende, luften hernede var iskold med muggen, indestængt lugt, væggene, langs hvilke han famlede sig frem, vare slimede og fugtige. Af og til ' trådte han også i en vandpyt. På engang hørte lydene af skridtene op, det blev trykkende stille omkring ham, men modig famlede han sig frem. Han måtte dog omsider nå en udgang, ligesom de andre. Flere gange, kort efter hinanden, strejfede noget levende hans ben; det var opskræmmede rotter, men dette tydede ialtfald på, at de, han søgte, ikke kunne være langt borte. Og hans udholdenhed blev belønnet. Endelig ved en omdreiniug af gangen udvidede denne sig til begge sider, og fra en åbentstående dør-midt for, hvortil nogle trappetrin førte op, faldt et svagt lysskær ud. Hastigt gik han nærmere, og dækket af mørket så han ind i — en gravhvælving. thi derinde stod sortbetrukne kister, større og mindre, støvbedcekkede med irrede plader og for-rustede hanke. Hele slægtled hvilede her i fred ved hinandens side. Og midt imellem dem stod damen og hendes to ledsagere med det jernbeslagne skrin foran en af kisterne, hvis låg var taget af og stillet til siden. Den måtte være tom, thi nu løftede mændene skrinet op og satte det ned i den, hvorefter låget igen blev lagt på og skruet fast. Den usædvanlige tid, stedet, den dybe stilhed, de tavse skikkelser, som bevægede sig mellem de døde, og hvis skygger i lygtens usikkre og matte skær snart droge sig sammen og snart i langstrakt uformelighed og brudt af de » jevne vægflader og det hvælvede loft hævede sig op bag kisterne ligesom ånderne af de afdøde, der vare fortørnede over denne forstyrrelse af deres fred — alt dette bidrog fil at forøge det forunderlige og eventyrlige ved dette optrin. Hr. Timme ville have anset det hele for en drøm, hvis ikke efter-veerne af hans fald føleligt havde overtydet ham om det modsatte, men han stod endnu så opfyldt af det besynderlige skue, at han netop fik tid fil at træde tilbage i mørket, da damen vendte sig om og tilligemed sine ledsagere forlod hvælvingen. Døren blev lukket, og alle tre begav sig tilbage ad samme vej, de vare komne, i passende afstand efterfulgf af hr. Timme. På en gang dukkede en tanke op for ham og satte ham i en alt andet end hyggelig stemning. i sin Iver efter at tilfredsstille sin videbegærlighed, havde han fuldstændig glemt en vigtig omstændighed, den, hvorledes han skulle slippe tilbage fra sin natlige udflugt. Rigtignok havde han ikke anet, hvor han skulle blive ført hen. Denne mangel på forsigtig omtanke straffede sig nu. Inden han var nået til enden af den underste gang, faldt ege-træesdøreu, som lukkede for den, i med et hult brag. Han var lukket inde. Iii. Agnete. Grevinde Parsberg eller, som hun efter datidens skik, der lod fruerne beholde deres jomfrunavne, almindelig blev kaldt, Birgitte skel, var en datter af rigsråd Christen skel til fusingø og dennes første hustru, Birgitte Rud til Vallø, om hvis femtenårigc ægteskab der fortælles, at det var „ idet leg og skjemt i et jordisk Paradis “. Det var hendes fader, som havde det tunge hverv at pleje fredsunderhandlingerne med Carl Gustaf og, da han 1658 sammen med Joachim Gersdorf og Ove Juel undertegnede freden i Roeskilde, ønskede, at han ikke kunne skrive. Synet af hendes gamle og nedbRudte fader, der græmmede sig tildøde Over sit fædrelands ulykker, og fortællingen om de ad-mygelser, han havde måttet tåle af den hovmodige og troløse svenske konge, i forening med hvad hun selv havde oplevet, stemte ikke datteren blidt mod de svenske. Dertil kom, at hun ved Københavns belejring 1658 mistede sin trolovede, oberst Kjeld lange, en dygtig og lovende ung mand. Han faldt som studenternes anfører ved forsvaret af vestervold. Kvinderne i de dage vare ikke sentimentale naturer, der viede hele deres liv til sorgen over en tabt ungdomskærlighed, om de end bevarede mindet i deres hjerte, ligesom en vissen blomst i deres bønnebog. Året efter, at hun havde stået ved faderens dødsleje, 1660, giftede hun sig med hr. Chrisfian Barnekow til lillø og vidskøfle, en fredsommelig herre, som helst syslede med bøger, og hvis helbred var noget skrøbeligt. Da den overvejende del af hans godser lå i de afståede landsdele, svoer han den nye øvrighed troskab og viste også sin ærlige villie ved alle lejligheder, så at han i modsætning til de øvrige skånske adelsmænd nød stor tillid og anseelse blandt de svenske herrer og ved sin tidlige død var vicepræsident for Gotha hofret. Denne forståelse med Danmarks fjender har næppe været Christen skels datter behagelig, hun blev nødsaget til at lade sin eneste søn, Kjeld, tilhøre Sverige, men da hun i 1669 kårede sig en ny husbond, var denne en mand, som ikke kunne antages at nære svenske sympattier eller i nogen henseende var knyttet til Sverige, nemlig den bekendte Christoffer Parsberg, der spillede en så fremtrædende rolle under kongerne Frederik den tredie og Chrisfian den femte, og af den sidste blev ophøjet i Greve stauden. Allerede to år efter sad hun atter som enke. Medens sønnen blev opdraget hos sin slægtning, Ove rammet til bækkesfov, styrede hun nu hans ejendomme og opholdt sig sfiftevis på vidsføfle og gammelkjøgegård, som hun havde arvet efter sin fader. Det var på en af disse rejser til Sjælland, at hun oplevede en hændelse, de

1893_Ottosen_Alavastegir

Martha

Alavastegir

Ottosen

Ottosen

Alavastegir

female

1893_Ottosen_Alavastegir.pdf

Martha

Ottosen

dk

Alavastégir

Fortælling fra den yngre Stenalder

n

roman

Philipsen

KB

Tidligere: archive. illusteret forside

pdftxt

3900 f.Kr. til 1800 f.Kr.

undertitel. 3900 f.Kr. til 1800 f.Kr.

HISTORICAL

I. Hen over de stille blå bølger fløj en måge. Dens hvide vinger skinnede som sølv i det strålende sollys. Det var i den første forårstid, og himlen var klar og dybblå. I nogle dage havde det stormet stærkt, nu var det ganske stille; med små sagte skvulp slog bølgerne op mod strandbredden og efterlod fugtige spor i det gråhvide sand. Stranden var dækket med tang, muslinger, strandsnegle, søstjerner og døde sild; hist og her glitrede det gule rav i tangen og blandt alle de mangefarvede småstene. Så langt øjet kunne nå, strakte fyrreskoven sig langs den hvide strand. Mørke og alvorlige stod de høje træer i den lyse forårsluft, en ganske svag søndenvind hviskedee i deres toppe, og små brogede fugle fløj kvidrende og lokkende omkring mellem stammerne. Der kom en ung kvinde gående inde fra skoven. Hun var høj og rank, hendes gang let og vuggende. Det guldgule hår hang i lokker ned ad ryggen, holdt tilbage fra panden ved et bastbånd, men enkelte småkrøller havde revet sig løs og hang som gyldne snoge til ned over øjnene. Hendes dragt var af hvidt bæverskind, på fødderne havde hun sandaler, der var bundne fast om ankelen med skindremme, men ben og arme var ubedækkede, og overkroppen indtil brysterne var blottet. Om hals og arme bar hun store ravperler i mange rader; de glitrede i solen og kastede gule lyspletter på hendes lidt brunede hud. Hun nåede stranden, så sig forsigtig om til alle sider, og da hun intet foruroligende kunne se eller høre, tog hun smykkerne af, løste skindet, der fastholdtes om livet og over skuldrene med remme, og lagde alt i en lille hob på stranden. Så løb hun hurtig ud i vandet. Hun lagde sig på ryggen og lod sig bære af bølgerne, svømmede let og sikkert, dukkede så helt ned under vandet og kom op med hænderne fulde af snegle og muslinger, som hun åbnede og spiste med velbehag. Efter nogen tid gik hun atter i land, hun lagde sig nøgen ned i det varme sand og lod solen tørre sin hud. Hun trillede rundt, strakte arme og ben fra sig og borede hænder og fødder dybt ned i sandet. Pludselig rejste hun sig over ende og lyttede spændt. Hendes øre havde opfanget en lyd som af fodtrin i skoven. Nu hørte hun et brøl — atter et, nærmere! Også trinene nærmede sig, de blev til trampen! den unge pige blev usigelig ræd. Hun sprang op, løb hen til sine klæder, men for i næste minut tilbage: en urokse styrtede brølende løs på hende. Som et egern klatrede hun op i det nærmeste fyrretræ, højere og højere op. Nålene stak hendes hud, og harpiksen klistrede hendes fingre sammen; hist og her måtte hun lade en hårlok hænge i en alt for klæbrig gren. Men hun var nu dog uden for fare. Dyret blødte stærkt i den ene side, og pigen kunne se et stykke af en stendolk rage frem mellem ribbenene. Nu standsede uroksen foran træet, rendte rasende hornene imod stammen og brølede vildt. Den unge kvinde skjalv af angst. Hun forsøgte at nå en gren af den næste fyr for at klatre fra træ til træ. Men hendes arme og ben ville ikke lystre hende, hun formåede kun at klamre sig hist til den gren, hun endnu sad på. dyret blev forfulgt, men hvor var forfølgeren? Hun så sig om, der var intet menneske at se; hun var ene, prisgivet det rasende dyr, så snart hendes arme blev trætte af at holde om grenen. Nu opdagede uroksen hendes klæder. Den løb med bøjet hoved mod det hvide bæverskind, løftede det med hornene og slyngede det højt op i luften, greb det atter, flængede det og rev det i små stumper; den rykkede perlesnorene over, så perlerne strøedes • vidt omkring, og den brølede gruopvækkende. til sidst faldt den udmattet om på jorden. I et nu var pigen nede af træet og begyndte at løbe ind i skoven. Men med ét rejste dyret sig og styrtede efter hende, hun snublede over en trærod og faldt, dyret styrtede over hende, og dets tunge krop dækkede hendes fine legeme. uroksen var død, og blodet strømmede over hendes ryg ud af dens side. Forgæves prøvede hun på at rokke liget. Det var lige så umuligt som at rive et træ op med rod. Hun kunne ikke røre et lem; hun følte, hvorledes hun blev mere og mere udmattet af den forfærdelige byrde, og hun lukkede øjnene og græd i afmægtig angst. Aldrig havde hun været så ræd. Selv ikke den gang hun så sine to brødre falde for den fremmede krigers pile, og da hun stod ene ved stranden lige over for den store mand, der strakte hænderne ud imod hende og talte til hende på et sprog, hun ikke forstod. Hun så på ham, og hendes øjne lyste af hævn. Hastigt som tanken slyngede hun en flintesten mod hans pande, så blodet sprang frem som en kilde. Ikke for intet var hun den store høvdings datter, den modige Thara-monja. Han tog sig til panden med den ene hånd, men greb efter hende med den anden. Før hun vidste af det, sad hun i hans arme, og han bar hende ned til sin båd. Hun rev hans ansigt til blods, hun bed ham i skuldrene. Han smilede kun og prøvede på at holde hendes arme fast. De nåede båden, han satte hende ned og ville lægge fra land. Da stødte hun bagfra sin lille lyseblå stendolk i hans nakke, så det varme blod sprøjtede hende op i ansigtet. Han faldt tilbage i båden, og frelst sprang høvdingens datter i land. Mens den fremmede livløs drev bort i sin båd, løb hun hjem med sin blodige dolk og viste med stolthed blodpletterne i sit ansigt. Hun havde ikke været ræd den gang. Hun havde ikke grædt. Et menneskes kamp med et andet menneske syntes hende lige, selv om den ene var mand og den anden kvinde. Her lå hun nu, to vintre senere, magtesløs under et dødt dyr, et dyr, der var såret af en andens hånd! Hun skreg af angst og raseri; hun skreg så vildt, at hun med rædsel lyttede til sit eget skrigs genlyd i den store skov. Da hørte hun et andet skrig, højt og kraftigt som et sejersskrig, og et øjeblik efter stod et menneske ved siden af uroksens døde krop. Som hun lå der med ansigtet nedad kunne hun kun på benene se, at det var en mand, og hun skreg atter hæst og rasende af angst. Mon nu denne mand ville benytte sig af hendes afmagt her i den ensomme skov, langt fra menneskers bolig? Hun kunne ikke gøre stærk modstand, ti den store anstrengelse og hendes frygtelige angst og raseri havde udmattet hende. Nu følte hun byrden blive lettere, dyret blev væltet til side af kraftige arme og hun selv løftet i vejret. Hun så på sin frelser med et ondt blik i de blå øjne, men blev straks forundret over hans store skønhed. Han var meget høj og skulderbred. Hans bryst var bart og hans arme ubedækkede. Det lange gulbrune hår flød i lokker ned om skuldrene, og hans fint formede underansigt dækkedes af et gulbrunt skæg. Under de mørke øjenbryn lyste et par store blå øjne, og hans hud var brun som mørkt rav. Den unge mand bar pigen hen til vandet og lagde hende ned i det hvide sand. Et øjeblik stod han og så på hende, mens hun lå der ganske ubevægelig med de blå, lidt matte øjne fæstede på ham. Hun åndede tungt og dybt, og hele hendes legeme var oversmurt med blod, jord og harpiks, fingrene var næsten klistrede sammen, og på det venstre bryst randt blodet dråbe for dråbe af et frisk sår. Manden pegede på såret, og da hun så ned ad sig, kom der et næsten undseligt glimt i hendes øjne; hun rejste sig med synlig anstrengelse og gik ud i vandet. Her vaskede hun sig med tang og med et stykke af sin klædning, hun havde fundet på stranden. Den unge mand iagttog hende fra bredden. Hans øjne strålede, og hans kinders rødme blev dybere. Han så det slanke pigelegem mod den dybblå baggrund, han så hendes armes skønhed, når hun løftede dem i vejret, og han så hendes brysts og hofters dristige runding; en heftig attrå vågnede i ham, og sanseløs styrtede han ud efter hende. Men hun kastede sig ud i vandet, og han så hende svømme med raske tag. Langsomt svømmede manden efter, og så snart hun begyndte at sagtne sin fart, indhentede han hende hurtigt. Han greb hendes ene arm og svømmede mod strandbredden med hende. Næsten viljeløs lod hun sig drage i land, men søgte så at fri sig fra hans kraftige tag. Da slog han begge armene om hende og trykkede et hedt kys på hendes blødende bryst, han knugede hende så tæt ind til sig, at hun udstødte et skrig, der halvt var angst og halvt vrede. Hvor hun hadede denne fremmede mand, der vovede at kysse hende, høvdingens datter, den stolte Thara-monja! Hun kunne dræbe ham i men han var stærk, og hendes kræfter var næsten udtømte. Da så hun en lille stendolk, der sad i hans bælte; hun greb den hastigt og søgte med den ene hånd at nå hans nakke for at give ham det dræbende stød. Manden fattede hendes tanke, da han følte hendes hånd ved sit bælte; han slap hendes legeme og greb om begge hendes hænder, vristede dolken fra hende og tvang hende i knæ. Pigen græd af raseri og bed ham i hænder og arme; hendes kinder blussede, og brystet steg og sank voldsomt. Stærkere og stærkere blev mandens attrå til denne dejlige kvinde. Aldrig havde han set så vild en skønhed! Han ville styrte sig over hende — da sank hun slapt ned i sandet, bøjede hovedet og bad med skælvende røst: » Spar mig, du store fremmede, spar mig! Du har overvundet mig! « hun vidste jo ikke, om han forstod hende, om han ikke talte et sprog, der var hende ligeså fremmed som hans stolte ansigt. Men hun havde opgivet al modstand i dette øjeblik, og hun vovede næppe at håbe på opfyldelsen af sin bøn. Den unge mand smilede. Han følte sig så stolt som en kriger, der har overvundet en flok fjender, og dog var hans fange kun en uvæbnet kvinde, han havde fundet næsten kraftløs i en ensom skov. » Rejs dig og nævn mig dit navn og din faders navn og din stammes høvding! « Hans røst lød bydende, men sproget var det samme, hun havde lært af sin moder, og smilet om hans mund gav hende mod. hun rejste sig og så ham fast i øjnene. Mon han nu ville træde ærbødig til side og lade hende vende hjem til sin stamme, når han hørte hendes faders navn? » Mit navn er Thara-monja. Min fader er min stammes høvding, hans navn er voduridas. « Thara-monja spejdede forgæves efter et udtryk af overraskelse eller ærbødighed i den unge mands øjne. Han kastede kun hovedet mere tilbage og sagde: » Mit navn er hloristågir. Min foder er høvdingen angostejn og min moder den skønne sækisåtru. Min fader og din fader er bitre fjender, men du skal følge mig. Jeg vil gøre dig til min hustru, til min moders datter og min faders tjenerinde. Min fader vil fryde sig, at jeg vandt voduridas’ datter, og din fader vil sørge over at have mistet dig. « Thara-monja smilede hånligt: » Du overvandt mig kun, fordi jeg var uvæbnet. Jeg bliver aldrig din med min gode vilje, og husk, at kun æreløs mand- tager en kvinde med vold. « Uden at svare greb hloristågir den unge pige om håndleddet og drog hende bort med sig ad den vej, han var kommen. il solen var ved at gå ned. Den vestlige himmel stod i strålende farver, fra dybt luende rødt til det lyseste blåt og grønt. Det blanke vand i søen og i mosehullerne genspejlede alle himlens farver. Klokkelyngens fine blomster var luerøde, og kæruldens hvide silke havde fået et rødligt skær. Fuglene sang deres aftensang i den nære fyrreskov, hvis trætoppe rødmede i de sidste solstråler, og frøerne kvækkede i søen og i pytterne. Et enligt elsdyr stod roligt og gnavede det fine græs, der groede mellem lyngen, og af og til løb en bæver travlt afsted for at nå sin hytte. Ikke en vind rørte sig, og selv dværgbirkens rastløse blade bevægede sig kun ganske sagte; bierne summede om lyngen og om nogle blomstrende vandplanter, der udåndede en bedøvende duft. Fredelig var naturen; endog de ville dyr tav i denne solnedgangsstund. men fra menneskenes nære boliger lød et forvirret råb af mandsstemmer, der pludselig blev stille, og en enkelt stemme talte højt og klart. Stemmen klang ren og malmfuld i den dybe stilhed, der nu kun afbrødes af en enkelt fugletrille eller frøernes sagte kvækken. Den unge mand, der kom gående inde fra skoven med en dræbt hjort kastet over skulderen, standsede brat: det måtte være voduridas røst, høvdingen talte til sit folk. Alavastégir burde skynde sig hjem, men hans sind var tungt, og han var træt af at tænke. Han havde. jaget den hele dag, og jaget uden held. Ti hans tanker var hos tharamonja, høvdingens datter. Hvor han dog elskede hende! Og i går havde hun rakt ham sin hånd til godnat. Det gyste i ham, da han følte hendes varme hånd i sin: kunne det være muligt, at hun elskede ham? Han vidste godt, at han var den højeste og kraftigste af alle voduridas’ unge mænd; at hans hår var solgult og hang i lokker om hans skuldre, og hans skæg var smukkere end nogen anden mands. Han vidste også, at hans stemme lød højt og rent, som voduridas’ malmfulde røst, og at han var den bedste bueskytte og jæger. Men han havde aldrig kunnet vise sin tapperhed i kamp med en anden stamme; ti stammerne var venner og kampene var sjældne. den eneste gang hans stamme kæmpede mod angostejns folk, havde Alavastégir en såret fod; et vildsvin havde bidt ham på jagten. Å, han længtes efter kamp, efter at skyde på andet end dyr! Han længtes efter at se en fjende falde for sin hånd, efter at ofre rygende menneskeblod til alle de ånder, der ellers vil menneskene ondt. Og han ville føre de fleste fanger med sig hjem og skænke dem til Thara-monja, at de kunne være hendes trælle. Han smed sit bytte på jorden og satte sig ned i det bløde græs. Mon høvdingens datter nu savnede sin faders kriger? mon hun søgte hans skikkelse blandt det lyttende folk? Han så hende stå ved sin faders side, rank og høj, med korslagte arme over det unge bryst, der var prydet med store ravsmykker. Hendes øjne så drømmende ud i vrimlen; de begyndte at lede efter noget de ikke så, og hendes mund hviskedee: ålavastégir. Den unge mand følte noget blødt berøre sit ben, han så en ganske lille markmus med spids snude krybe i græsset. Forundret greb han efter dette ellers så flinke lille dyr. Det var såret i begge sider, som havde en rovfugl eller en vildkat slået sine kløer i det. Dyret peb ynkeligt, da han tog på det, og så på ham med store sorte øjne. Han ynkedes over den lille skabning, der var dødelig såret, og kvalte den i sin hånd. Ålavastégir rejste sig og kastede dyret i et mosehul, hvor det forsvandt med et plump. Han stod lidt og så på ringene, der dannede sig i vandet, hvor dyret gik til bunds; han gyste, uden at vide hvorfor. Markmusens sorte øjne havde set så bedrøvet på ham; men kunne det være muligt, at en jæger følte sorg over en markmuses død? Nu greb han med den højre hånd efter en hammerformet ravperle, der hang i et bastbånd på hans bryst, kyssede den, så op mod himlen, hvor den første stjerne skælvede på den vestlige himmel, der endnu var rød af solens stråler og hviskedee: » Du store lys, hjælp Alavastégir til at vinde thara—mon ja, og giv mig held til hvad jeg gør, når du lér til mennesker og dyr igen i morgen. « Han løftede hjorten op, kastede den over skuldrene og gik tankefuld hjemefter. Bålene var allerede tændte, og vægterne gik frem og tilbage eller lå rundt om ilden. Men ingen drillede Alavastégir for hans ringe bytte, ti ingen mand sås udenfor hytterne. Den unge mand gik langsomt hen til den yderste hytte, der var hans moders. Skindet hang ned foran døråbningen som tegn på, at man var i færd med at gå til ro, men indefra hørtes mange stemmer, og ofte nævntes Thara —monjas navn. Alavastégir slog skindet til side og trådte ind i lonurunis hytte. Her fandt han en mængde unge og gamle kvinder samlede om ilden, og da de så ham komme, løb flere hen imod ham, men da alle talte i munden på hverandre, opfangede han kun enkelte ord: » Thara—monja, solnedgang, røvet, slået ihjel. « Han greb en ung smuk pige hårdt i armen og sagde hurtigt: » Hvad fattes thara—monja? Svar straks, og alle andre tier! « Den unge piges ansigt fortrak sig smerteligt ved hans tag, men hun fortalte hastigt, at Thara-monja var bleven borte efter solnedgang, en jæger havde fundet hendes flåede dragt og nogle perler ved stranden, og en dræbt urokse længere inde ved skovkanten. Voduridas havde opfordret sine krigere til at søge sin datter, men alle kvinder bad deres mænd ikke at vove deres liv for en piges skyld, selv om hun var høvdingens datter. Høvdingen befalede ikke, ti han var dybt bedrøvet, og hans hustru græd uafbrudt. ålavastégir stod endnu med hjorten over skulderen, han stod målløs og stirrede ud i rummet, skæret fra ilden belyste hans slanke skikkelse og forgyldte hans hår og hans skæg; alt blodet var veget fra hans kinder, så kvinderne skottede ængstelig til ham og forsvandt én efter én lydløst gennem døråbningen. Iii. Det var nat. Månen kastede sine blege stråler ned gennem røgåbningen oppe i hyttens tag. Ålavastégir lå vågen på lejet. Han havde ligget længe uden at tænke på andet end på høvdingens datter. Nu havde den tavse nat sænket sig over mark og skov, over mose og strand. De ville dyr løb byttesøgende i skoven og i mosen. Mon Thara-monja havde fundet et skjulested? Om hun nu sad højt oppe i et træ i den lyse, måneskinsblege nat, og om hun sov ind, hendes arme og ben blev slappe, hun faldt ned, og en bjørn eller en ulv rev hende ihjel! eller om en fremmed mand havde ført hende med sig! om han havde taget den stolte kvinde med vold! Den unge mand lyttede. Alt var stille i hytten, han hørte kun sin moders og trællenes rolige åndedrag og ildens sagte knitren. Men udenfor gik vagten frem og tilbage ved bålene, og fra skovene hørtes ulvenes tuden og uglens skrig. Alavastégir mindedes en gang at have hørt Thara-monja sige, at hun var angst om natten, angst for alle de ånder der svæve omkring i luften efter solnedgang. Og nu var hun i deres vold, alene i natten med sin store angst. Å, han ville gerne give sit liv for at frelse hende! han rejste sig, gik sagte hen til døråbningen, lyttede endnu om ingen hørte ham, og gik. ud i natten. Vagten lod ham rolig gå forbi, den var vant til at de unge mænd gik på jagt til enhver tid af døgnet. Alavastégir gik over en mose, forbi en stor skov, til han nåede nogle jordhøje. Her var flere store og små dysser. Den unge mand satte sig ned ved den af dem, der dækkedes af den smukkeste sten. Han tog sin dolk og gravede i jorden, og snart fandt han en rund sten med fire skålformede fordybninger i. Med dolken ridsede han sig i overarmen, så blodet flød; dråbe for dråbe lod han det falde i stenens fordybning, til den var fyldt. Derpå hældte han blodet ned ad en af dyssens stene og gentog det samme fire gange, til alle fordybninger havde været fulde af blod: » Min faders ånd, modtag mit offer! Hjælp din søn at finde Thara-monja og at vinde hendes elskov! « Ålavastégir gravede stenen ned igen og gik hjem til sin moders hytte. Ulvene tudede i skoven; hist og her så han et par lysende øjne eller skyggen af et dyr. Men han ænsede det ikke, og intet dyr nærmede sig ham, der med hastige fjed skred gennem skov og mose. Om morgenen ganske tidlig vågnede Alavastégir. hans moder sad ved det blussende bål, og trælkvinderne kogte byggrød eller skar store stykker ud af den hjort, han havde bragt med sig hjem om aftenen. skindet var taget fra døråbningen, og dagens blå lys brødes med flammernes rødgule skær. I tavshed fortærede Alavastégir sin mad: byggrød og røget bjørneskinke. Han drak den varme fåremælk uden at sige et ord, -kyssede sin moder og gik. Lonuruni rejste sig. Hendes høje skikkelse var rank og smidig. Det brungule, lidt gråsprængte hår hang langt ned på ryggen, og tre rækker store ravperler dækkede hendes hals. Hendes klædning var af det fineste lysbrune hjorteskind og nåede hende højt op på brystet. på fødderne havde hun sandaler af lysbrunt skind, der om anklerne var fæstede med kæder af flade ravperler. Armene var fulde og smukt formede, og om håndled og overarm glitrede ravsmykker. Hun bar hovedet let og stolt på skuldrene, og hendes ansigt var smukt, med den lige næse og den lidt spidse hage. Munden noget bleg, men tænderne hvide, og øjnene dybblå og store. Hun trådte hen til døråbningen for at se efter sin unge søn. Alavastégir gik lige til høvdingens hytte. Med sin dolk slog han tre slag på en sten, der stod til højre for døråbningen. Skindet droges til side, og voduridas viste sig bag det. Med højre hånd på brystet bøjede Alavastégir hovedet for sin høvding, skindet faldt ned, og begge forsvandt i hytten. Ft Iv. Da ålavastégir atter trådte ind i sin moders hytte, strålede hans øjne og hans kinder blussede. Han bød alle trællene forlade hytten, og da han var ene med sin moder, fortalte han hende, hvad der havde ført ham til voduridas, og hvad høvdingen og han havde talt om så længe. Ålavastégir ville forlade stammens boliger, endnu før solen gik ned, for at rejse til fremmede lande og finde Thara-monja. Hans båd skulle straks sættes i stand, og madforråd samles for mange dage og nætter. Han ville føre med sig meget rav og smukt forarbejdede flintdolke, pilespidser, hamre og økser. Trællene skulle samle til ham de kostbareste skind, der fandtes i hans moders hytte, at han ikke skulle savne gaver, for at vise de mennesker, han traf på sin vej, at han kom med fred, og ikke som en der vil røve.. Moderen hørte stiltiende på hans hastige tale og spurgte, da han tav: » Og når vil du vende tilbage til din moders hytte? « » Når jeg har fundet Thara-monja og vundet mig rigt bytte i de fremmede lande; ti da vil voduridas kalde mig værdig at bejle til sin datter. « Alavastégirs forsæt spurgtes hurtigt, og fra morgenstunden af var en tæt skare mennesker samlet om ham, hvor han viste sig. Mangen en ynglings hjerte bankede, når han tænkte på Alavastégirs mod; ti aldrig var nogen mand draget ene til et fremmed land. De unge piger så med sorg stammens skønneste yngling drage bort, og næsten alt arbejde hvilede i hytterne og uden for dem. Ved den tid, da solen begyndte at glide ned mod horisonten, lodvoduridas sine mænd sammenkalde uden for sin hytte. Han talte til dem og fortalte om Alavastégirs beslutning, og i alles påsyn lagde han sin hånd på den unge mands skulder og kaldte ham sin ven. Lonuruni stod fjernt fra vrimlen, hendes øjne var blanke af tårer, men hun bar sit hoved højt på de smukke skuldre. Trællene skulle bære båden ned til stranden, men mændene tog den fra dem, og der var mange flere arme der ville løfte, end bådens sider havde plads til. Så fulgte stammens ypperste mænd og kvinder Alavastégir ned til stranden, og ladet med alt det kosteligste stammen ejede, skødes båden ud i vandet, den unge mand greb årerne, råbte tilbage: » Hø Thara-monja! « og forlod sin fædrene strand under hyldestråb fra mængden. Kvinderne trykkede sig tættere ind til deres mænd, pigerne til deres venner, og tankefulde gik alle hjem til hytterne. Solen var gået ned, men de små børn løb endnu nøgne omkring i den kølige aften, og mødrene skyndte sig at kalde dem ind i de varme rum. Trællene slæbte deres redskaber og ufuldendte arbejder sammen omkring deres herrers boliger eller øgede ilden i hytterne og tændte bålene til vagten. Mændene bad foran hyttens dør med ansigtet vendt mod vest, drog skindet for døråbningen og forsvandt én efter én i hytterne. snart var alt tyst; vagtbålene blussede, menneskene søgte deres leje, og kun af og til gøede en hund, når anden lyd end vagtens trin hørtes i hytternes kreds. Inde fra skoven lød de ville dyrs hyl og uglens skrig, mens forårsnattens halvmørke sænkede sig over jorden. Men Alavastégirs moder lå vågen på lejet, til morgenrøden viste sig i øst. v. Hloristågir og Thara-monja vandrede gennem skov og mose, altid mod syd. De vadede gennem åløb og gik langt uden om de store søer. Ustandseligt gik de fremad, til solen var gået ned.. Men deres tanker var mørke, og de så ikke, hvor skønt alt var omkring dem. De så ikke himlens strålende farver, og ikke deres genskin i det blanke vand. De hørte ikke fuglenes aftensang og ikke frøernes kvækken. De så ikke klokkelyngens pragt eller sivets unge blomsterduske. de hørte ikke biernes travle summen og aftenvindens sagte susen i fyrretræerne. De gik og gik, til aftenens skygger dækkede skov og mose. Da standsede manden med ét, han så mod øst, og han så ikke havet. Var han gået vild, gået fejl af den vej, han kom om morgenen? Han frygtede ikke, men han rynkede panden, thi han måtte sige Monja, at dette ikke var den vej, han ville. Monja, stands! Vi må søge ly for nattens dyr, vi må finde en plet, hvor vi kan hvile. Vejen til båden er lang, og denne vej er ikke den rette. « » Mine fødder er trætte og blodige af spidse stene; min tunge klæber sig til min gane af tørst, og mine indvolde skriger af sult. Er det således, du værner om den kvinde, du begærer til hustru? « Hloristågir svarede ikke, han greb hendes hånd og drog hende med sig. Hans jægerøjne havde set et sted, hvor der var godt at hvile den mørke nat, og snart stod de foran et udtørret mosehul, der var overgroet med dværgpil og hægebær. Herned førte han tharamonja og bød hende lægge sig til hvile; han selv ville tænde et bål for at forjage ulvene, der gik på rov om natten. Men først skar han med sin dolk et stykke røget kød midtover og gav pigen at spise. Det var det sidste af hans jagtforråd, det sidste han bar ved sit bælte. Hun var tørstig, og han kunne ikke læske hende; hun var sulten, og han kunne næppe mætte hende! Og denne kvinde skulle blive hans hustru! Kunne hun elske ham, der intet gav hende at spise eller drikke? Han gik et stykke bort fra stedet, hvor han stod; han lyttede. Var det ikke en kildes rislen, han hørte? I sine hule hænder ville han hente vand, at hun kunne stille sin tørst! og han gik efter lyden. Da fløj en fugl op foran hans fod. Han bøjede sig ned, og fandt en rede i det høje græs, der groede frodigt i denne kant af skoven. Glad greb han efter æggene; de var store og lysebrune, han kendte dem ikke, men Thara-monjas tørst kunne de slukke. Med begærlighed havde den unge kvinde fortæret det røgede kød, hendes sult var næsten stillet, men hun pintes af tørst. Det var som skulle hun kvæles; hun følte en trykkende smerte over øjnene, hendes læber blev bristende tørre og hendes tunge syntes at vokse, så den fyldte hele mundens hulning. Nu var de onde ånder om hende, de onde ånder pinte hendes legeme! » Hloristågir! « skreg hun i sin angst, og manden stod foran hende med fire æg i den fremstrakte hånd. Hun greb dem, knuste skal-, terne med fingrene, og drak deres indhold som kunne det være den kosteligste mjød. det faldt hende ikke ind, at hloristågir kunne være tørstig, og hun nikkede kun med hovedet til tak. Manden slog nu med sin dolk på en ildflintesten, tændte nogle af de omkringliggende kviste, og snart lyste flammerne i den blege nat. Hloristågir måtte sanke flere kviste; han fluidt dem let, thi stormen havde hærget de gamle fyrretræer og knækket grenene, der var tørre og skøre af ælde. Da bålet var så stort, at det skinnede langt ind i skoven, at dets flammer rødmede mod den måneskinsblå luft, lagde manden sig til hvile ved siden af Thara-monja, der sov fast og åndede roligt. Her lå nu den unge pige helt fredeligt og trygt ved siden af ham, der røvede hende. Hun anede ikke-, at havets salte bølger i nat vuggede den mand mod en fremmed kyst, der søgte hende, og der vovede sit liv for hende, fordi han elskede Thara-monja, sin høvdings datter. bålet var i færd med at slukkes. Men ingen ulv eller vildkat havde nærmet sig de to menneskers leje, ti der var nok af unge dyr i denne forårstid, og unge dyr er værgeløse og lette at fange. Thara-monja vågnede tidligt og så hloristågir hvile ved sin side, han sov så trygt og roligt, hans brede bryst steg og sank ved hvert åndedrag. Hvor han var stærk og smuk! Der var kun én, der lignede ham: Alavastégir. Thara-monja hviskedee dette navn, og al længsel efter hendes hjem, efter fader og moder vågnede i hende. Om hun nu dræbte hloristågir! med let hånd tog hun hans dolk, der sad i hans bælte. Hun så på ham. Det var ikke let at dræbe ham, som han lå der på ryggen. Hun ville helst stikke ham i nakken, ti hans bryst var stærkt, og dolken var kort. k. hun tørstede efter at se hans røde blod sprøjte frem under de gule lokker, efter at se hans øjne briste og hans røde kinder blåne. Hun længtes efter at ødelægge hans kraftige legeme, efter at se denne hovmodige mand falde for sin hånd. Da smilede manden i søvne. Hans læber skiltes ad og de hvide tænder lyste frem bag ved dem. Thara-monja lod dolken synke, der gik en sælsom gysen gennem hendes krop. Hun følte sig dragen mod ham, der smilede i søvne som ét barn, hun smed dolken, bøjede sig over ham og kyssede hans varme mund. Hloristågir slog øjnene op og så den unge kvinde bøjet over sig, han greb hende med begge sine hænder: al hans lidenskab vågnede med ham. Han knugede hende i sin favn og bedækkede hendes bryst med hede kys. Hun var viljeløs, stred ikke imod, og hloristågir favnede den stolte Thara-monja dybt i den morgenlyse skov. da hun så den unge mand stå oprejst, og se ned på hende med et sejerssmil om munden, kom hun til sig selv igen. Hun sprang op og ville løbe ud i skoven, men manden holdt hende tilbage: » Vil du løbe fra mig, nu du er min hustru? Vil du gå til din moder og føde min søn i din faders hytte? Da du forlod voduridas’ stamme, var du mø; vil du vende tilbage som en vanæret kvinde? Når din søn fødes, hvem skal nævnes hans fader, hvem skal løfte ham fra jorden og kalde ham ved navn? « Med bøjet hoved hørte Thara-monja på hans ord: » Du har ret, jeg må følge dig. Jeg er en vanæret kvinde, hvis jeg kommer ene til min faders stamme. Å, havde jeg bare dræbt dig, da du var i min hånd! Så havde jeg atter været min faders barn og ingen anden kunne kaldes min herre! Jeg hader dig, hloristågir! Jeg hader dig, og jeg vil hade det barn, jeg føder dig! jeg vil hade din fader og moder og hele din stamme! Men følge dig vil jeg, og jeg vil være dig lydig. « De unge mennesker havde vandret næsten hele dagen. Thara-monjas fødder blødte og hun følte en tyngende træthed i alle sine lemmer. Men hun klagede ikke. Hloristågir var jo hendes herre, og hun måtte lyde ham og følge ham. Nu sad hun ene ved stranden og tænkte sine tunge tanker. Manden var gået ind i skoven, at skyde et dyr til tæring for sørejsen; hans båd havde de fundet, den lå sejlfærdig på stranden. Og nu skulle hun sejle over havet, langt bort fra sin stammes bolig. Hun skulle lyde den fremmede mand og være hans moders datter. hun skulle føde hans barn og hver nat sove ved hans side. Den venlige sommer, hun havde glædet sig til i hele den lange vintertid, da sneen lå tæt og frosten bed i alle lemmer så snart hun gik ud af hytten, den varme lyse sommertid var kommen. Men for hende var glæden forbi. Hun måtte hade hloristågir, hade ham frem for alle andre. Ti han havde knækket hendes stolthed og hendes mod; han havde ført hende bort fra fader og moder og fra alle de mennesker, hun havde set på med milde øjne. Der var ikke én, hverken mand eller kvinde eller det mindste barn: hun så mildt til dem alle, til hele sin faders stamme. Men angostejns stamme havde kæmpet mod hendes slægt og venner, derfor måtte hun også hade høvdingen, hans hustru og hele hans folk. Thara-monja græd; de stride tårer løb ned over hendes kinder, og faldt som varme tunge dråber på hendes nøgne bryst. Hun knugede hænderne i hinanden og bed sin læbe til blods. Men før solen gik ned, stødte hloristågirs båd fra land, og Thara-monja så sin fædrene strand forsvinde for sine tåreblændede øjne. vi. Ålavastégir roede ud på havet i den stille klare forårsaften. Solen var gået ned, og den vestlige himmel glødede i gult og rødt som i går, da den unge mand træt og næsten modløs lå i græsset ved søen. Men ålavastégir syntes, der lå lange tider mellem i går og i dag. Igår var han bunden i voduridas’ tjeneste, i dag var han fri. Igår var hans tanker mørke og tunge, i dag var der håb og glæde i hans sind. Igår sov han ind i sin moders hytte, i nat ville han sove på det store vand. langt ud på havet roede den unge mand, langt, langt ud på de stille bølger, til han ikke længer øjnede land, hverken i øst eller vest, hverken i syd eller nord. Den sagte vind krusede vandspejlet og legede med hans lange lokker; bølgerne plaskede mod bådens sider, og hvide måger fløj frygtløse oven over den. Alavastégir ristede med sin stendolk fire huller i bådens bund, et hul for hvert verdenshjørne. Han tog en lille lysegul ravperle af et bastbånd, der hang om hans hals, og kastede den ned i båden. Perlen faldt i det hul, der var i syd. Det var altså mod syd, hans båd skulle bære ham; i syd skulle han søge tharamonja. glad og fortrøstningsfuld spændte han sit sejl af fint garvet skind til masten, og vinden bar ham langsomt fremad. Men vinden var så svag, at den utålmodige unge mand tog årerne til hjælp. en efter en kom stjernerne frem på himlen, og månen byggede sin sølvbro i vandet. Vildænder fløj med hastige, korte vingeslag nær ved vandet i en lang rad, og af og til glimtede det i bølgerne som af sildestimer. Ålavastégir lyttede til vandets sagte susen, hvor hans båd nåede frem; han lyttede til vildændernes

1871_Suenssen_Aldrig

Fanny

Aldrig

Suenssen

Suenssen

Aldrig

female

1871_Suenssen_Aldrig.pdf

Fanny

Suenssen

anonym

dk

Aldrig

n

gothic

Th. Gandrup

KB

Af Forf. til Amalie Wardum, Tekla Eichel osv. - i.e.: Fanny Svensson. Pris på 2. oplgag: 1,5

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Jeg kom forældreløs til verden. Min fader var sømand, min moder levede af af sye; deres vilkår vare ens, ligesom deres alder, opdragelse og familieforhold. Begge vare unge, gode, fattige, flittige og forhåbningsfulde. Beskrivelsen vidner ikke om noget stort hos nogen af dem; men den er sand, og gid alle mennesker kunne give deres forældre samme vidnesbyrd, da var der flere gode og retskafne sønner og døtre, end man nu støder på. Imidlertid ungdom og visdom følges sjældent ad, og derfor holdt mine forældre bryllup uden af eje mere end dagen og vejen. „ Skulle vi vente, til vi blive rige, få vi nok aldrig hinanden, “ sagde min fader; og moder svarede: „ Du har ret, Albert, ellers måtte den fattige altid forsage sin kærlighed og leve og dø ene. thi hvor få iblandt os blive nogensinde rige, eller få blot såmeget, af de have råd til af gifte sig. Nej, kærlighed og fattigdom er så vante til af gå hånd i hånd igennem verden, af de ikke frygte hinanden, når de blot tage t iden og flid med på vandringen. Så må Vorherre om resten. “ „ Allså på søndag. “ „ Ja, i guds navn da, på søndag. “ Og derved blev det. Brylluppet stod i rundekirke, ingen vogn holdt udenfor, men to varme hjerter lovede hinanden troskab og kærlighed ved alterets fod, to varme og trofaste hænder blev lagte i hinanden, og således forlod de hånd i hånd det hellige hus. Foden var let som pungen; men hjertet, denne lille Tue, hvorpå vor hele moralske bygning hviler, hjertet glødede af håb, tillid, mod og kærlighed. Idet de trådte ud af kirken, slog den unge sømand sin kraftige arm om sin bruds smækkre liv, og så gik vejen ud på Frederiksberg og ind til Lars Mathiesen. Der skulle bryllupsdagen holdes ved en kop kasse med kryderboller. Enhver, som mødte deres glade øjne, følte, at de vare lykkelige, men ingen, slet ingen kunne gætte, at hun i sin sorte merinos kjole, med det lille fattige shawl, var en brud, at han, den unge sømand med den tykke pijekkert, — var brudgommen. Deres stamtræ er snart givet, når jeg tilføjer, at de begge vare forældreløse, og af søskende havde de ingen. Deri delte de skæbne med deres forældre; jeg tror, det hører til familien. En uge efter brylluppet rejste min fader som styrmand til Vestindien med skibet „ Helene “, medens min moder ufortrødent sad ved sit sytøj — spiste lidt og sov endnu mindre, da hun om natten fuldendte, hvad hun om dagen havde påbegyndt; men hun lo og sang så lykkelig som nogen. Stundom græd hun vel også; dog det var kun længselens tårer, ikke bitre tårer, der blive fremkaldte ved længsel, som aldrig kan tilfredsstilles, fordi døden har sat skranken, men håbets vemodige tårer, som hige efter at dræbe tiden, der forlænger det velsignede gensyn. Ja, håbet havde slået dybe rødder i dette ungdomsfriske hjerte, og hver gang sparebøssen blev taget frem af kommodeskuffen, og en stol, et bord eller noget kjøkkentøi forøgede det fattige indbo, så strålede hendes ansigt af glæde og henrykkelse ved tanken om, hvad hendes elskede ville sige, når han vendte hjem. Kender også den rige, den af alle misundte stakkel, en sådan ren og ublandet glæde? Man vil måske indvende, at den glæde, min moder følte, ikke kan kaldes ublandet, da dens forløbere vare savn og nattevågen; men jeg drifter mig til at svare jo; thi den tanke faldt hende aldrig ind; hun glædede sig ved indkøbet uden at se tilbage, uden at måle tiden, anstrengelsen og savnene, som havde født hendes glæde. Det er den skønneste gave, gud har skænket sine fattige børn, en gave, som rigelig opvejer rigmandens skatte, at han lader dem glemme kampen, der er gået forud for sejren; ellers kunne de aldrig nyde en ublandet glæde. Det går dem som moderen, når hun vugger sin lille på armen, og med ømhed og glæde opdager det første smil, den første tåre i barnets øje. Da er lykken så ren, så ublandet i hendes hjerte, at smerten som skænkede barnet livet, er glemt; hun seer kun barnet, hun føler kun glæden og håbet. Er det ikke mærkelig! Når barnet er født, ejer det hverken tårer eller smil; det græder med tørre øjne, derfor er den første barnegråd så smertelig. Senere hen komme tårer og smil. Men her, som i hele livet, gør tåren sig først gældende; tåren glindser først i barnets øje, før smilet når læben. Det er, ligesom de første tårer bebude barnet, at sorg og smerte indtage den første plads i livet. Den første tåre i barnets øje hvisker: „ Gennem tårer, gennem sorg skal du lære glæden og livet efter døden at kende. “ Og derfor er det, at vi hilse sorgen som en ben, der vil bringe os smerte, men tillige et glad budskab om kommende glæde, når først den tunge dej er sejrrigt tilbagelagt. Jeg vender tilbage til min moder. Det var en søndag. Min moder stod op med fuglene og sang med disse af glad hjerte. De lyttede til hendes klare, ungdomsfrisfe stemme; thi sang er et sprog, som småfuglene forstå. Ligesom disse anede hun intet ondt. I dag en kjole, i morgen et forklæde — i dag en daler, i morgen en mark — således hengik tiden; kun uret gik jævnt sin rolige, ensformige gang, „ uden “, som gåden siger, „ at nå stuedøren “. Mine forældre havde lejet en lille kvist udenfor vesferport; den bestod af et rummeligt værelse, derpå engang udgjorde dagligstue, sovekammer og køkken. Og dog var det rummeligt, som jeg før sagde; thi indboet var så ubetydeligt, at selv den mindste stue ville have set tom ud. En seng, to stole, et rødmalet bord, en kuffert og en kommode udgjorde indboet; nogle tallerkener, en kaffekande, der om aftenen gav gjæsterolle som theepvtte, nogle kopper, der både blev brugte til flødekande og sukkerskål, samt to par knive og gafler med tilbehør af træefleer, udgjorde husgerådet; og når jeg dertil føler et lille forgyldt spejl, som sfrev sig fra min moders jomfrustand, er alt sagt om mine forældres ejendele. Det var fattigdom, og lykke. — øg dog var der rigdom i al denne fattigdom, thi hvert stykke var samlet ved flid og uden gæld. „ Gæld er bedrag, “ sagde min fader, „ når man ved, af man ikke kan betale den. “ Og moder nikkede og svarede: „ Vi behøve ikke mere svr af være glade; lidt efter lidt få vi et stykke til; til sidst bliver her dog hyggeligt. “ Og hun så sig om med sit glade, lykkelige smil. Fader greb hende i sine kraftige arme, trykkede et Kys på de friske læber og tilføjede: „ Her er kostbarere end i mangt et palais, thi alt er erhvervet led flid og redelighed, og vor ejendom er det — ngen rykker banker på vor dør; vi have ro foruden som forinden. Seer du, min pige, det er kostbart at have det således, thi det koster vor forfængelighed og vor bekvemmelighed et stort offer. “ Men nu vare alt tre måneder gåde efter bryllupsdagen, stuen var ikke mere så rummelig som før, en og anden tom plads var udfyldt, hyggeligheden større og bekvemmeligheden bedre. Moder lo og tænkte: „ Hvad mon Albert vil sige, når han kommer hjem? “ Men Albert kom aldrig tilbage. Storm, regn, solskin, glæde og sorg vekslede som dag og nat. Så var det en søndagmorgen, at moders blik faldt på en Avis, hvori hendes sytøj var indpakket; der var nogle typer, sou: var større end den øvrige tryk. Hun bøjede sig ned for at se, hvad de indeholdt, det lød således: „ Fra pålidelig kilde erfares, at skibet „ Helene “, som farer imellem København og Vestindien, i forrige måned under den stærke storm er gået under med alt, mandskabet iberegnet. Ingen er frelst. Rederiet lider et betydeligt tab, da det var ladet med kostbare varer, der ikke vare assurerede “. Men min moder da? Nu, det var kun et menneskeliv, et af de mange liv, som den nat kæmpede med døden og endelig fandt hvile på havsensbund, hvor så mangt et håb og mangen en fremtid, så mangt et brustent øje og hjerte fandt sin sporløst grav. En stund sad min dioder faus og tåreløs; den uventede smerte havde forstenet hende. Alt, hvad hun elskede og levede for, var ikke mere, hun stod ene, ganske allene i den store, tætbefolkede verden. Ingen at elske, ingen at arbejde for, intet at håbe på — hvad var den kommende dag nu for hende, hvad var hele livet, når han aldrig, aldrig mere skulle vende tilbage? Hun var jo ene! — men selv den mørkeste nat har en stjerne. Da smerten havde nået sit højdepunkt, og fortvivlelsen var nær, sænkede gud en solstråle i hendes sjæl; hun rejste sig pludseligt, foldede sine skælvende hænder og faldt på knæ; tårerne, både smertens og glædens velsignede tårer strømmede ubundne over de blege kinder; håb og liv strømmede på ny igennem hjertet, og en varm og taknemmelig bøn steg mod himlen til sorgens og glædens kærlige giver. Seks måneder efter denne begivenhed åbnede jeg for første gang mine øjne — i samme minut som min moder for sidste gang lukkede sine. Således mødes liv og død i samme åndedræt og under samme hjerte. Mit liv blev hendes død. som en forældreløs lille stakkel hilste jeg livet; dog gud antager sig de forændreløses sag, og hans faderhånd har ledet alle mine veje. Ja, det går forunderligt til i den store brogede verden. Hvem skulle have troet, da den unge kække sømand og den livsglade unge pige for ni måneder tilbage stod glade og sorhåbningsfulde for alteret, at de, inden året var udrundet, begge skulle hvile i deres grav så langt fra hinanden, efterladende en lille forældreløs dreng. Min moder boede tilleie hos tre gamle damer, der vare ugifte og levede af deres få rentepenge i forening med en sparsom leje, som de fik ud af huset, der var deres ejendom. Den ældste af disse tre søstre var tilstede ved min fødsel og min stakkels moders død. Jeg siger „ Stakkel “, som om den var at beklage, der fra kampen går igennem døden ind i det virkelige liv, der siger farvel til jorden og dens tunge lænker for at favne det mål, hvortil vi alle mere eller mindre stræbe hen. — når jeg siger „ stakkels moder, “ så er det ikke af beklagelse over, at hun måtte dø i sin livsvår og altså blev skånet for de øvrige år af sin prøvetid, men fordi hun måtte efterlade et lille levende væsen uden familie, slægt eller venner, uden så meget som en hvid, der kunne betrygge dets første svage tilværelse: fattigvæsnet var alt, hvad hun efterlod sit barns fremtid — det barn, som hun elskede uden at kende — til fattigvæsnets kolde, klamme favn satte hun ham ind i livet, derfor havde hun stridt, virket og lidt, derfor var hun gået i døden. Jomfru Sofie lukkede min moders trætte øjne, som endnu stirrede hen imod den side, hvor man havde lagt mig, men hendes blik var brustent, før det nåde mig; det har aldrig hvilet velsignende på mig, hendes arme have aldrig omsluttet mig kærfegnende, mit hoved har aldrig hvilet ved en moders bryst, en faders velsignelse er aldrig stegen til himlen for mig. Blomsten kan også trives uden solskin. Hvad skulle vi gøre med den lille? “ spurgte jomfru Sofie. Madame rafl svarede forundret: „ Hvad vi skulle gøre med ham? Ih, hvad andet end dringe ham til fattigvæsnet, det må sørge for ham. “ „ Fattigvæsnet! “ gentog jomfru Sofie langsomt og stirrede på ung med tårefyldte øjne, og som om jeg forstod hendes klage, begyndte jeg af græde, ville jeg bønfalde om nåde? Hnn greb mig i sine arme og trykkede mig fast op til sit bryst. „ Fattigvæsnet! “ gentog hun atter og atter, og hendes øjne hvilede medlidende på den hjælpeløse forladte. Madame rask ville „ straks ekspedere mig ind i livet “, som hun kaldte det; men jomfru Sofie tog et shawl, min moder havde båret, svøbte det om den lille grædende dreng, lagde ham i sine trofaste arme og forlod derpå stuen, endnu engang hviskende „ Fattigvæsnet “! Og som om jeg forstod hendes kærlighed, tav jeg straks stille. Min skæbne var afgjort. Gud velsigne den ejegode sjæl. Ubemærket trådte jomfru Sofie ind til sine søstre, som sagde ved et stort rundt bord og syede. Hun sagde intet, men hendes hjerte bankede hørligt. Thora og Mille så op. „ Hvorledes gik det med den stakkel? Men hvad er det, hvad er der hændet? “ De studsede ved af se søsterens blege, alvorsfulde træk, og deres øjne faldt på pakken, hun bar i armen. Jomfru Sofie svarede ikke; faus lagde hun ung på bordet, indsvøbt i shawlet. „ Hvad er det, Sofie? Det rører sig, det er levende! “ I det samme lød en spæd barnegråd. Thora rejste sig, trak forsigtigt shawlet til side, og to store blå øjne mødte hendes. „ Et barn — et lille barn, og det her i vor stue! “ Og et mildt og vemodigt smil oplivede de gamle pigers træk; de stirrede på barnet, de foldede deres hænder, og tårer duggede øjnene. Således stod de en stund, en liden stund, og dog lang nok til, at fortiden med sine glæder og sorger, sine håb og skuffelser fremtrådte af dens letbevægede grav for at søde smerte, tårer og endelig resignation. En kamp stod der inde — en kamp imellem fortid og nutid. Synet af barnet i de gamle pigers hjem vakte vemodig glæde; det var som om liv og håb var trådt ind i deres før så tomme hjem. Deres øjne mødtes. Så faldt de i hverandres arme, og Sofie sagde: „ Gud velsigne den lilles ankomst til vor Arne. Han er kommen forældreløs til verden; men vi tre gamle piger have nu fået en søn af leve for, og vort liv er ikke mere så betydningsløs som forhen. “ „ Ja, gud velsigne ham! “ gentage de andre. Så tog Sofie mig, trykkede mig varsomt mod sit bryst og lagde mig derpå i hver af de andres arme. De vovede næppe af røre mig af angst for af knuse den lille, så spæd og skrøbelig så jeg ud, så fremmede vare deres hænder for af berøre små børn. Således tabte og vandt jeg, før timeglasset endnu var udrundet. Min egen kære moders død skaffede mig tre plejemødre, som i sandhed fortjente dette navn. De plejede og opdroge mig i kærlighed og opoffrelse, uden af have båret mig under hjertet og født mig med smerte; dem skylder jeg dobbelt taknemmelighed og kærlighed, og derfor bærer jeg dyb agtelse og beundring for deres køn; thi jeg har set deres Vandel, og jeg har følt deres kærlighed, fra jeg blev sødt til jeg blev mand. Kvinden vil i mig altid finde en varm forsvarer, hende skylder jeg mit liv, hende skylder jeg, af den lille, svage dreng blev stor og stærk, af jeg lærte af elske gud og af tilgive menneskene. andet kapitel. Den jævne stilhed i de gamle søstres hjem havde min ringe ankomst forjaget. Sytøjet blev lagt til side, og rådslagningen tog sin begyndelse, ledsaget af mit svage skrig, der gjorde sig mere og mere gældende. Jeg græd så smerteligt; var det, fordi jeg havde kostet min moder livet? var det, fordi jeg savnede hendes naturlige varme, hendes bøn til himlen for min fremtid? Og alt, som jeg græd, smilte de gamle piger og vuggede mig på deres arme. En af dem gav mig sukkervand — men det var ikke min moders bryst. Jeg græd og græd, ret som om jeg kunne ane, hvad jeg havde tabt. Der var talt op og ned uden resultat. Da tog jomfru Sofie ordet. „ Først må der sørges for en vugge til den lille stakkel, for at vi kunne få ham til ro, og send så madame rask herind, for at vi kunne få underretning om barnets pleje. Således kunne vi ikke lade den lille skrige; han er i stand til at forskrige sig af mangel på rigtig behandling. “ Caroline trådte ind for at modtage ordre. Caroline var tjenestetyendet, den fjerde gamle pige i mit nye hjem og den ældste af dem alle. „ Vorherre bevare os, jomfru Sofie, hvilken ulykke har de ikke påført os ved at tage et sådant væsen i huset. Der er jo ingen af os alle, der forstår at svøbe eller made sådan en unge. Er det en pige eller en dreng? „ En dreng! “ lød svaret. „ En dreng! “ gentog Caroline forfærdet. „ Du forbarmende gud, en dreng! Med andre ord et vordende mandfolk. Men jomfru Sofie, har de også rigtig betænkt, hvad de har gjort, de, som er en ærbar jomfru? Skal han vokse op iblandt os gamle piger, for senere, når han bliver stor, at gøre nar af os. Hør, hvor han skriger og tager påveie. Det bliver Vorherre og død ikke til at holde ud, jeg bliver ganske ør i hovedet. “ Jomfru Sofie smille først over Carolines ordstrøm, men snart blev hendes ansigt alvorligere og hun befalede hende at hente madame rask og vuggen. Mille var gået ud i køkkenet for at tilberede tvebak, sukker og fløde til den nyfødte lille gæst, og Thora fulgte med pigen ind i min moders stue. Min moders stue! — hvor bliver mit hjerte blødt og vemodigt, når jeg tænker på min moder, når jeg nævner hendes navn! Det er så fast, så ukristeligt det bånd, som gud har knyttet imellem moderen og barnet, at, skønt adskilte fra livets første øjeblik, uden at øjnene have mødt og forstået hinanden, udspringer dog kjærlighen i fuld blomst, og aldrig, selv ikke når håret bliver hvidt og gangen tung, taber den sin varme og kraft. I min sidste time, vil min bortflygtende sjæl glæde sig til at favne min moder, og mine stivnende læber ville hviske hendes velsignede navn. Først trådte jomfru Thora og Caroline ind, bærende på vuggen, og derefter fulgte madame rast med sit blege, hårde ansigt, der vidnede om et hjerte, som var nimodtageligt for alle blidere indtryk. Hun holdt en lang forelæsning om spæde børns forplejning for de lyttende søstre, og snart lå jeg i min bløde vugge, som min egen kære moders hænder havde redet til mig, og sov ind. Det var min første søvn i denne verden; kun to værelser fra mig sov min moder sin sidste. Madame rask var gået, og mine tanter — således lærte de mig senere at kalde dem — sagde omkring det runde bord for at rådslåe om deres fremtidige levemåde, og hvilke skridt der burde gøres med hensyn til mig. Min moder havde kun haft råd til at sye mig få klæder; der måtte altså først og fremmest tænkes på at udvide min garderobe, og i den anledning skaffede de tre søstre alt deres gamle tøj frem for dagens lys, for nærmere at undersøge, hvortil det kunne bruges. At damer tale meget, det er vel bekendt, og derfor varede det en god stund, inden diskussionen blev endt. Det var altid tante Sofie, der måtte sige det sidste og afgørende ord. Hun var som sagt den ældste og tillige den fornuftigste; hun handlede, hvor de andre talte. Hun var styrmanden i huset, og hun styrede godt. Hun var kun seksten år gammel og lige konfirmeret, da hendes moder døde. Fra den tid af havde hun været sine yngre søstre i moders sted. Da faderen døde, var hun to og tyve år gammel, og ved hans bortgang overtog hun ene hele hunsholdningen og ansvaret. Det lille sted, som de endnu ejede, var så at sige det eneste, forældrene efterlade dem foruden nogle få rentepenge, og de måtte arbejde tidligt og sildigt for ikke at miste huset. Og Sofie arbejdede ikke mindst; hun var den første oppe, den sidste til at gå til hvile; men altid var hun venlig og mild, aldrig hørte man hende klage, og aldrig blev hun træt. Således findes der mange stærke sjæle iblandt det „ svage køn “, som vi kalde det. Jeg har omgåedes dem fra min tidligste barndom, jeg er opvokset iblandt dem og har daglig set deres travle virksomhed, og ingen kan være mere skikket til at udtale en dom over dem, end jeg. Tænk dig, kære læser, opfostret midt iblandt fire gamle jomfruer! Du gyser af forfærdelse, men jeg — vil du tro det? — jeg velsigner den time, da jeg blev bragt ind under deres gæstfrie tag, ligesom jeg dybt vil savne dem, nåar døden engang, tidligt eller sent, derøver mig disse trofaste sjæle og kærlige veninder. Min vugge stod i søstrenes soveværelse imellem to senge. I den ene lå tante Sofie, i den anden tante Thora og tante Mille. „ Godnat! “ hviskedee de alle tre ned til den lille forældreløse. „ Godnat, og gud bevare dig! “ Så flakkede Sofie lyset, men det svage skær as natlampen udbredte et halvmørke over det lille Kammer. Tante Sofie lukkede sine øjne, hun forsøgte at sove; men søvnen flyede hende, så mange tanker vare på ny fremdukkede i hendes sjæl, tanker, som synet af mig havde kaldt tillive, og bitre tårer banede sig vej over hendes kinder. Men de skjultes i mørket, hendes tårer vare kun nattens ejendom, hendes smil tilhørte dagen. Stueuhret slog tolv, og vægteren brummede sin sang; men tante Sofie rejste sig lydløst og, som hun troede, ubemærket, hun bøjede sig over vuggen og bad et fadervor før den lille, som lå skjult imellem puderne. Det var den tredje bøn, der denne aften var opstegen til himlen før mig, og søvnen lagde sig over hendes øjne og lullede de gamle minder til hvile. Men natlampen brændte svagt og stille, som om den ville sige: „ Livet føder sorg og glæde — døden, kun døden finder fred. “ tredie kapitel. Næste morgen indfandt madame rask sig før at se til mig. Hun påstod, jeg var vokset, til stor glæde før de gamle piger, der toge hendes ord foralvor. Nu var der liv i det før så ', stille huns, sang og barneskrig afløste hinanden, og Caroline puttede fingrene i ørene, hver gang hun trådte ind i stuen, af rædsel for duetten. „ Det er forfærdeligt at høre på, “ sagde hun gerne og rystede fortørnet på hovedet, „ det holder jeg ikke ud; nej, ved den levende gud, det holder jeg ikke ud! “ Min moders begravelsesdag skulle være min dåbsdag. Søstrene vare flittige og sparsommelige, det fordrede deres små indtægter. De mente, hvad de selv kunne udrette, burde der ikke betales for, og derfor gik synålen ud og ind, snart på min moders ligdragt, snart på hendes barns dåbstøi — alt imellem hinanden. Ja, det går forunderligt til her i verden. Den femtende Mai var sin slutning nær, lysene brændte klart og kastede et rødligt skin over den sorte kiste, der stod midt på gulvet i den stue, der kun for kort tid tilbage blev betrådt af et lykkeligt brudepar. Tante Sofie havde selv ydet min moder den sidste kjærlighedstjeneste; hendes hånd havde redet hendes sidste leje og pyntet det med grønt og blomster. Klokken elleve skulle rustvognen afhente kisten for at køre den til kirken, hvor moder for alterets fod skulle tilbringe sin sidste nat over jorden, det samme alter, hvor hun for så kort tid siden knælede som brud. Jeg lå og græd i min vugge; men Sofie tog mig på sine arme og bragte mig ind til den hedengangne, der lå bleg, med tillukkede øjne og brusten hjerte. Hvad enten det nu var instinkt eller tilfælde, da Sofie holdt mig hen over min moder, standsede mine tårer. Og hun tænkte: „ Han skal dog hvile engang i livet ved sin moders bryst, skønt døden har stivnet det. Engang bankede hjertet varmt og kærligt derinde; hendes hånd skal hvile velsignende på hans hoved, skønt den er kold og tung, vil den dog varme ham. “ Men klokken slog elleve, de andre søstre trådte ind, og vognen rullede tungt igennem de folketomme gader. Et helligt løfte blev aflagt ved kisten, et løfte, som englene bare til mine forældre, og som troligt blev holdt. Snedkeren lukkede det tunge kistelåg over det stakkels hjerte, der skulle sove blandt fire sorte fjæle — sjælen svang sig glad og fri gennem det store rum, som puppen, der har afkastet sin larve og henrykt spreder sine vinger til flugt. Næste morgen lød ligklokkens dumpe toner gennem den tågede luft, præsten stod med foldede hænder foran alteret; snart hville hans blik på kisten, snart på mig, der lå i tante Sofies arme, iført en hvid døbekjole med sorte sløjfer. Thora holdt døde- og sørgehuen over mit hoved. Af mandlige faddere havde jeg to, en gammel lieutenant og en gammel koffardikapitain, husets eneste venner, der havde kendt søstrenes vår, sommer og høst. De vare som prøvet guld. Disse fem vare de eneste, som fulgte min moder til det sidste, fredelige hvilested. Tante Sofie holdt mig over graven, for at mit øje kunne se, hvad min sjæl endnu ikke fattede. Men solen steg frem af tågen, og da præsten havde sluttet sin tale, og graven var lnkket, stod den frem i hele fin majestæt og kastede sine mildt varmende stråler hen over den kolde, sorte jord og faldt derpå på mit hoved. Var det min moders sidste farvel? Så forlod de graven, og jeg, Carl tulinius, lå snart sødt sovende i min bløde vugge, medens ormene gnavede på min moders kiste. fjerde kapitel. Carl Otto Emil, disse navne fik jeg i dåben. Hvorledes det gik til, skal jeg fortælle. Aftenen før min dåb blev der holdt rådslagning om, hvad jeg skulle hedde. Meningerne vare naturligvis delte; enhver af dem havde et navn, som de især ønskede, jeg skulle bære og kaldes, et navn, som var dem kærest, fordi det talte om ungdom og solskin. Derfor foreslog Sofie, at jeg skulle have et fra dem hver og kaldes ved mit fulde navn. Det eneste, der minder om mine forældre, er efternavnet tulinius. Således hed min fader. Jeg var fem år gammel, og man tænkte på at sætte mig i skole. „ Carl Otto Emil er for stor til at drive, “ Brummede lientenanten. Og kaptajnen tilføjede: „ Gudsdød, det er på tide, pinden springer om. Han har længe nok krydset for slappe sejl; en rafl kuling er ikke af vejen. “ Søstrene så på hverandre; de følte, at vennerne havde ret, men det huede dem ikke. De vare så vante til den muntre ørengs spillopper, at tanken om i flere timer at undvære mit selskab voldte dem sorg. „ Jeg tænkte, det var tidsnok, når Carl Otto Emil fyldte sit sjette år, “ indvendte tante Sofie. „ Imidlertid ville jeg selv forberede ham til skolen. “ Lientenanten tav; han var i det hele taget meget lidet talende, og kaptajnen nikkede bejaende. Dermed var den sag afgjort. Hver søndag og onsdag indfandt lieutenant borgen og capitain Gregersen sig i vort hjem, således havde det været i mange år. Præcis klokken tolv trådte de ind som efter aftale, for at spise til middag med søstrene, og maden lod aldrig vente på sig. „ Ærbødigste tjener! “ sagde lientenanten, når han stak hovedet ind ad døren; så rakte han dem hånden, slog mig med silkelommetørklædet over ansigtet og satte sig derpå i den gamle lænestol, hvor han blev, indtil man skulle til bords. Da bød han tante Sofie armen, og Gregersen tog de andre søstre på sin samvittighed. ved bordet gik samtalen livligt. Tante Mille og tante Thora vare meget talende, ligesom kaptajnen, der udmærket forstod at spinde en ende, undertiden så lang, at lientenanten, der for størstedelen var stum, uroligt rokkede frem og tilbage på sin stol, hvilket skulle sige så meget som: „ Nu have vi min sandten fået nok. “ Gamle borgen var en snurrig fyr, høj og stiv som en grenader, med store grå moustacher, der uafladeligt blev satte i bevægelse, snart til højre, snart til venstre og undertiden lige op imod øjnene, det sidste kun, når han var i stærk sindsbevægelse. Fra det øjeblik, han var trådt ind i dagligstuen og havde udtalt sit: „ Ærbødigste tjener, mine damer, hvorledes befinder de dem? “ åbnede han ikke munden før efter måltidet, når han sagde: „ Tak for mad. “ Derpå stoppede han sin pibe og satte sig i sin lænestol, der var hans udelukkende ejendom, og hvor han i almindelighed blev siddende, indtil han atter bød tante Sofie armen for at føre hende til theebordet. Jeg kan med agtelse for sandheden påståe, at jeg har oplevet ikke blot dage, men uger, hvor jeg ikke har hørt flere ord af gamle borgen end dem, jeg ovenfor har anført. Han var altid iført uniformen, stiv og stram i sine bevægelser, med kloge, alvorlige øjne, der antage et forunderligt mildt udtryk, når de hvilede på tante Sofie. Det forekom mig da altid, som om de havde en historie at fortælle, der i mange år havde ligget skjult på hjertets bevægelige grund. Han røg regelmæssigt sine tre piber, en efter bordet, en til kaffen og endelig en til groggen, der indfandt sig præcis klokken ni og var tømt klokken ti, hvorefter vennerne rejste sig og gik hjem. Skjøndt lieutenantsrangen i og for sig kun vejer grumme lidt, tyngede den dog hårdt på hans skuldre. Skæbnen havde været ham imod, hele hans liv var hengået under modvind, og dog var han en meget dannet mand med udmærkede kundskaber. Som ung deellog han i flere felttog, han manglede hverken mod eller lyst; dog, hvad nyttede det, Fortuna nægtede ham sin beskyttelse, og uden hende kommer ingen af os frem i denne verden. Arbejd så meget, du vil, fra den tidlige morgen til den sildige aften, vær ufortrøden og flid dig op, og du vil dog aldrig kunne nå en sikker havn, når hun, denne lille lunefulde kvinde, ikke vil skænke dig sin gunst. Lieutenant borgen var den personificerede ærlighed selv, han kunne ikke gå krumveie, og den lige vej spærrede man for ham; så tog han sin afsked „ i nåde “ Med så megen pension, at han akkurat kunne opholde livet, men heller ikke mere. Han søgte civile embeder, men modvinden fulgte ham også der; endelig besluttede han at blive, hvad han var, og dertil ndfordredes stort mod, da håret var gråt, om ikke af år, så af sorger. Men modgang føder sjældent smil, og derfor blev han mere og mere tans og indesluttet, alvor lagde sig om hans sjæl og sorg i hans hjerte. Hver lille blomst, håbet havde ndklækket, visnede af mangel på sol, fremtiden syntes ham en endeløs ørken, og dagen faldt ham lang, nætterne endnu længere. Men ingen bitterhed eller nag furede hans pande eller dræbte de gode Spirer i hans sjæl; han bar sit savn og sin smerte dybt i hjertet; der hvilede de, dog uden at slumre, til døden lukkede hans trætte øje. Hans eneste glæde og trøst var omgangen med mine tanter. Når han trådte ind ad deres tarvelige dør, kom der fred i hans rastløse ånd og mildhed over hans træk; de vare den gamle pebersvends eneste solskin, deres venskab forsonede ham med livet. nu og da har jeg set hans rolige ydre få liv og varme, men det var kun sjældent. Gregersen var stik modsat borgen. Som sømand havde han altid sejlet for god vind, rig var han og munter af natur, han talte meget og ofte godt, var altid glad og tilfreds med livet, og hans hjerte sad på rette sted. Han var sjælen i vor familie, og hvor modstridende borgens og Gregersens livsanskuelser end vare, holdt de dog meget af hinanden og vare oprigtige venner. Ja, hvor jeg husker dem godt; de stå så tydelige for min tanke; den høje mand med de kloge, sorgbetyngede træk og den lille trivelige Gregersen med det runde, smilende ansigt. De tvende udgjorde en betydelig del af min barndom. Således vare de to, som toge sig afmin opdragelse med de fire gamle piger. Hvis jeg ikke er bleven vel opdragen, så er det næppe sket med deres gode villie. De lod mig aldrig ude af syne, tolv øjne vogtede bestandig på mig; overalt, hvorhen jeg så, mødte jeg dem. Hvormangen gang er det ikke løbet mig koldt ned ad ryggen, når jeg, dreven til det højeste punkt af fortvivlelse, skjulte mig under det runde bord, i håb om der at være upåagtet, og da pludselig opdagede lientenantens hoved i lige linie med mit eget, stirrende på mig med de velbekendte øjne. Og dog hvilede alle de tolv øjne kun i kærlighed på mig; men den, som elsker sit barn, lugter det i tide, og derfor vogtede de altid på mig for at opdage mine fejl, at de i tide kunne gøre anskrig og standse det onde i spiren. Men mærkeligt er det, at jeg er bleven så god, som jeg endda er. Hvormange drenge ville ikke være gåde rent tilgrunde, hvis de havde levet under mine forhold! For meget og for lidet ødelægger alt. Og derfor findes der så store modsætninger i min karakter og hele fremtræden. Efter en pause sagde kaptajnen: „ Hvorledes har jomfru Sofie tænkt at udstyre hele takkelagen? “ „ Jeg mener, at vi ikke bør anstrenge barnet for meget fra begyndelsen. “ Resultatet på rådslagningen, som naturligvis straks fulgte efter, blev: Sofie skulle læse med mig, Thora skrive med mig, og Mille sknlle lære mig at regne. „ Hvad man i barndommen nemmer, man ikke i alderdommen glemmer, “ brummede løjtnanten. „ Ja, ikke sandt, borgen, ikke sandt? “ svarede Thora og tilføjede i en fortrolig og noget vigtig tone: „ Hvad om han lærte at sye og strikke, så kunne han altid hjælpe sig selv. “ „ Og stoppe, “ mente tante Mille. „ Ja, gudsdød, hvorfor ikke det, det er aldrig af vejen. Kommer han til Søes, er det godt at kunne klare sine sejl og i rette tid at tørne ud af køjen. “ Det var Gregersen, som ytrede disse visdommens ord. „ Eller bliver han militair, som rimeligt er, så er synålen en god og hjælpsom ven, ja, min sandten er den så, “ tilføjede løjtnanten langsomt og i dybeste Bas. Min forfærdelige skæbne var dermed afgjort, og hvem kan undres, om jeg hverken blev dreng eller pige. Medens denne samtale, hvoraf jeg har sparet læseren over tre fjerdedele, foregik, havde jeg i al hemmelighed listet mig op bag på lieutenantens stoleryg, og før han vidste et ord af det, spændte jeg benene om hans magre Hals for at tage mig en lille ridetour. „ Satans knægt! “ brummede borgen og slog bagom med sit lommetørklæde. Men jeg klemte til og trak i de lange moustacher, som jeg brugte til tømme. „ Hyp, hyp! “ råbte jeg og sparkede med fødderne. Og han brummede igen sit „ Satans knægt! “ Satte derpå skuldrene i stærkere og stærkere bevægelse, indtil han endelig rejste sig før højtideligt og langsomt at marchere op og ned ad gulvet med mig, der endnu sad på samme plads. Kom jeg i køkkenet og nærmede mig skorstenen eller kiggede før dybt i en af flødekanderne, slog Caroline mig karkluden om halsen. „ Han skal få al landsens ulykker, skal han, kommer han igen på den galej, “ råbte hun bistert og løb efter mig, som nok klogelig tog benene på nakken før at undflye hendes vrede. Men åbnedes døren i det samme, og en af de fem stak hovedet ud før a

1871_Anonym_Alene

Alene

Anonym

Anonym

Alene

female

1871_Anonym_Alene.pdf

anonym

Alene

n

gothic

Gyldendal

KB

Forf. ikke identificeret

pdftxt

nan

nan

O

„ Det er ikke godt for mennesket at være ene; “ Denne gamle sandhed måtte — før omtrent 25 år siden — en lille pige mellem øtte og ni år erkende, idet hun stod alene midt i Viborg friskoles gård, medens alle de andre skolebørn, såvel piger søm drenge, havde sluttet en vid kreds øm hende, dansede rundt, støjede og sang leende: „ Du er rakkerens Kirstine. Huhei! Derfor vil ingen danse med dig! Du er rakkerens Kirstine, å ja! Dig vil vi alle holde os fra. Du er ikkun en rakkerths, aldrig til dig seer en ærlig knhs, du skal aldrig en kæreste få! Altid skal du alene gå! Alene sidde, alene stå rakkertpsene altid må. Du skal æde af hundens fad, mens alle de andre børn få mad. Rakkerths! Hurra, hurra! Huhei hejsa hopsasa! “ Lille Kirstine var et dejligt barn; en maler kunne have valgt hende til model, som hun stød der med det røde tørklæde over hovedet, de sorte lokker omkring den brune Hals, de strålende mørke øjne tårefyldte af harme og skræk og den klare, blomstrende brunlige hudfarve; men hendes skønhed rørte ikke hendes små plageånder, søm i den kun så det fornedrende bevis på hendes taterherkomst, der i den jyske almues øjne er ligeså vanærende søm negerblod i Vestindien. Hvergang hun forsøgte at bryde ud af kredsen, stødtes hun tilbage, og sangen og tummelen begyndte værre end før. Det var første dag, Kirstine var i skole. „ Rakkerpigen skulle ordentlig indvies. “ „ I synge smukt, børn! “ lød endelig en dyb alvorlig stemme, „ men kunne i ingen bedre vise end den? Have i glemt den, jeg lærte eder i formiddags? “ Dansen og sangen forstummede pludselig, og hele flokken slog øjnene til jorden for overlærer Bayers alvorlige og dog milde blik. „ Lad mig høre den sang, den synes jeg bedre om, “ vedblev han opmuntrende. Nogle af de ældste begyndte frygtsomt: „ Her komme, Jesu, dine små til dig i bettlehem at gå, “ — men snart stemmede hele flokken i. „ Det var ret, “ sagde læreren, da det første Vers var sunget til ende, „ det gik rigtig godt. Men sig mig nu, hvem er Jesu små? “ „ Vi alle sammen, “ svarede et par af de største. „ Er da Kirstine ikke iblandt dem? “ lød nu spørgsmålet. „ Hun er rakkermargrethes datter, “ svarede nogle stemmer. „ Ja, det ved jeg nok, “ svarede hr. Bayer, „ men spørgsmålet er: om ikke hun også er af Jesu små, eller om han, ifald han kom her, ville sige til hende: „ Gå bort, du er rakkerens Kirstine. “ “ „ Nej, det bilde han vist ikke, “ svarede et par stemmer frygtsomt. „ Nu, “ vedblev læreren, „ med hvad ret forskyde i da den, som i selv tro, at han har antaget? Ville i være hans, da må i handle, som han ville have gjort. “ Efter et øjebliks betænkning trådte den ældste pige hen til Kirstine og rakte hende hånden, og snart fulgte alle de øvrige det givne eksempel, og hele flokken fulgte tavs og skamfuld efter den ligeså elskede som agtede lærer. Ferdinand Bayer var som skabt for sin stilling. Skolen var hans liv og hans verden, udenfor den havde han kun få bekendtskaber og færre venskaber; men alle sine elever omfattede han med den kærligste og alvorligste interesse, og derfor var hans indskydelse på de barnlige sjæle næsten ubetinget. Han havde været student og bestemt til at gå den tteologiske vej, men hans ungdom havde været stormfuld; forlvstelsernes svimmel og ville kammeraters eksempel havde alt draget den 20årige yngling så dybt ned, at han for bestandig havde mistet om end ikke sit helbred, så dog sit friske ungdommelige udseende og en stor del af sin livslyst. For at rive sig løs havde han modtaget en huslærerplads hos en præst på landet. Præstens opblomslrende datter vakte en følelse i hans sjæl, som han hidtil ikke havde kendt, og snart følte han, at hvad han før havde beæret med navnet kærlighed, kun var et vrængebillede af denne følelse i sin sandhed. lille Augusta følte sig også på sin side tiltrukken af den blege student, der var det første mandfolk, som havde vist hende opmærksomhed. Båndet var snart knyttet; men fader og moder, ver vel uven betænkning havde betroet den forslørne student deres sønners åndelige udvikling, negtede nu hårdnakket at betroe den alvorlige elsker deres datters lykke. Ferdinand måtte forlade sin plads. Ved afrejsen forsikrede Augusta vel, at hun ville blive ham tro til døden, men efter et Års forløb tilskrev hun ham, at hun ved modnere overlæg havde fundet, at hendes følelser for ham kun var børneforelskelse, og at hun herved gav ham hans ord tilbage, med ønske om fremtidigt held. Dette slag overvældede næsten Ferdinand, der imidlertid tappert havde stræbt frem mod eksamens ildprøve for igennem den at blive den elskede værdigere. I begyndelsen forsøgte han at bedøve sin smerte vev igen at styrte sig i det tidligere liv. Dog: sand kærlighed har, om den end er ulykkelig, en forædlende indskydelse på sjælen, og han væmmedes snart ved denne trøstemåde. Men også hans studium var bleven ham forhadt, da hans anstrengelse nu forekom ham målløs. En trang til virksomhed udadtil bragte ham til at tage seminaristexamen og søge ansættelse ved en skole. Efter adskillige underordnede pladser var han endelig for 5 år siden havnet som overlærer ved Viborg friskole. Han levede meget ensomt; en gammel kone holdt hus for ham, og hans tid var delt mellem skolen og hjemmestudier. Musik og spadseretoure vare hans eneste adspredelser. Man må imidlertid ikke tro, at Bayer var ulykkelig; nej, han var alvorlig, undertiden tungsindig; men hans virksomhed tilfredsstillede ham, og hans hjerte var fuld: af kærlighed til hans gud og hans næste, og så bliver livet aldrig tomt eller ulykkeligt. Smædevisen om lille Kirstine hørtes aldrig mere, men hun hørte derfor ikke op at være alene; den indgroede fordom kunne vel dæmpes, men vanskelig udryddes, og lille Kirstine var heller ikke uden skyld i denne henseende. Hun var heftig, herskesyg og fordringsfnld, og kom hun endogså med i legen, forstnrrede hun den i almindelighed snart selv. Hvad under da, at hendes forhold til kammeraterne ikke kunne blive godt; hun blev derimod snart lærernes og navnlig overlærerens yndling, da det smukke, begavede barn med den ualmindelig livlige og klare opfattelse og den ensomme ydre stilling drog ham uimodståeligt til sig, og barnet, der instinktmæssig talte bans velvilje, så også op til bam med al den » begrænsede hengivenhed, som hendes ildfulde sjæl var i stand til at nære. Der var ikke den ting, lille Kirstine ville vægret sig ved at gøre for hr. Bayers skyld. Var lektien svær, måtte den læres dobbelt godt for at fornoie ham. Således gik et årstid, da Bayer en dag, ganske mod sædvane, savnede sin lille yndling i skolen, og da hun heller ikke kom den følgende dag, kunne han ikke længere dæmpe sin uro, men gav sig efter endt skoletid på vej til rakkermargrethes lille hus, der lå i en afsides gade i udkanten af byen. I den lille stue, der bar spor af stor armod, men også af en stræben efter en vis nethed og pyntelighed, traf han barnet blegt og forgrædt ved hendes syge moders side. Med et udbrud af glæde ilede Kirstine den kære lærer i møde. „ Jeg måtte dog se, hvor du blev af, min glut, “ sagde Bayer venligt og klappede barnets våde kind. „ 0, min moder er så syg, “ sagde den lille, „ jeg har siden i går Morges ikke turdet gå fra hende et øjeblik. Jeg var så angst; jeg troede, hun skulle dø. Men nu, de kommer, synes jeg, det nok kan blive godt. De går dog vel ikke fra os igen? “ Vedblev hun bedende. „ Nej for det første skal jeg nok blive, “ lød svaret, „ så du kan løbe lidt ud og trække frisk luft. Der har du penge til en flaske bin og til hvedebrød til din moder; hent det, så bliver jeg her så længe. “ Barnet sprang glad mod døren, men vendte pludselig om og spurgte alvorligt: „ Dersom moder dør fra mig, hvad skal jeg så gøre? Tror de, jeg kan være her ganske alene? “ Der var en angst i hendes blik og stemme, der dybt rørte den menneskekærlige mand- „ Kunne jeg kun dø med moder og bo hos hende i graven! Der er ikke en, der bryder sig om mig, når hun går bort, “ vedblev hun smerteligt. „ Tror du da ikke, jeg bryder mig om dig? “ Spurgte læreren venligt. „ Jo, når jeg er i skolen; kunne jeg kun være der altid både nat og dag! “ Den syge moder begyndte nu også at klage sig over det forladte barn, for hvem hun ingen anden udvej så end fattighuset, og endte med at sige: „ Jeg har mange gange været fristet til at tage hende med mig, og var det ikke så gruelig en synd, så gjorde jeg det. Det er hårdt for et barn at stå aldeles ene og venneløs. “ „ Venneløs skal lille Kirstine ikke blive, medens jeg lever, “ sagde Bayer inderlig bevæget; „ og så længe jeg har en bid brød og tag over hovedet, skal hun ikke komme til at savne. Slå dog slige skrækkelige tanker af sinde. Ikke sandt, lille Kirstine, du vil jo nok være mit barn og bo hos mig, dersom gud tager din moder fra dig? “ Med et glædesskrig fløj det heftige barn i hans arme: „ Deres barn! om jeg vil! De er det eneste menneske jeg holder af! “ Moderen kyssede hans hånd. „ De tager den sidste byrde fra min sjæl, “ hviskedee hun henrykt; „ men gå nu, lille Kirstine, og gør, hvad der blev sagt dig. “ Barnet fløj sjæleglad ud af døren. „ Jeg må tale med dem om hende, medens hun er borte, “ vedblev moderen, idet hun med anstrengelse rejste sig i vejret og fra sit hovedgjerde fremdrog et lille skrin, som hun åbnede. De skal ikke froe, at det er et almindeligt tiggerbarn, de gør barmhjertighed imod, “ fortsatte hun med en vis værdighed; „ vel klinge navnene „ Rakkerpeter “ og „ Rakkermargrethe “ Ikke fint, men vi have også andre navne. For immisch gørgeys navn blotte trehundrede af Markens frie børn deres hoveder, og blandt bans folk var hans adel så god som kongers, og Margrethe Hildegard v. Kratzensteins forfædre vare med i korstogene. De kan beder se beviserne for min og mit barns fødsel. “ Og rakkermargrethe lagde attesterne tilligemed et kostbart perlehalssmykkc med et adeligt våben på en guldmedaillon i den forbavsede overlærers hænder. „ Min historie er snart fortalt, “ sagde hun som svar på hans forbavsede blik. „ Min slægt var bleven forarmet, jeg var yngste barn blandt mange søskende. Vi levede på vort stamslot i Thuringen i største tarvelighed og ensomhed, og jeg kendte kun verden gennem en halv snes romaner, beder udgjorde slotsbibliolheket; men desto bedre kunne jeg drømme om den. En dag lejrede en zigeunerbande sig i skoven, der hørte til slottet, og vi vare alle ude at se deres lejr. Anføreren var en ung mand af vidunderlig skønhed, — ja, de kan se på barnet, hun ligner ham, som om de vare støbte i en form. Den næste dag kom han op på slottet og spurgte min fader, om ban ikke kunne bruge en dygtig jæger, han ville tjene for en meget lille løn, og fader antog ham. Hvad skal jeg sige mere? Taterpeter og jeg elskede hinanden, men krafzensteinernes våben kunne ikke tåle en sådan plet. Forstødt af min slægt, måtte jeg følge ham. I flere år droge vi omkring med stammen, snart i større snart i mindre høbe; men det omflakkende liv, der i frastand forekom mit så tillokkende, blev mig i nærheden forhadt, og jeg bad altid Peter om at søge fast erhverv. Natmandstjenesten her i Viborg tilbød sig, og her have vi nu levet sammen i ti år, foragtede og regnede lige med hunde, men dog tilfredse. Peter eller, som han bør kaldes, jmmisch var en brav mand, og jeg har aldrig hverken i onde eller gode dage fortrudt, at jeg fulgte ham. Vi havde vort gode udkomme; thi han var en udmærket arbejder og navnlig en fortrinlig brøndsætter. I de ti år bragte vi fem små dødfødte drenge til kirkegården; endelig fik vi en lille pige, Kirstine, som de kender. Hende beholdt vi; men året efter faldt en brønd sammen medens Peter gravede i den; den begravede ham, og han blev kun bragt op som lig. Siden har jeg stræbt så godt, det ville gå, at ernære mig og barnet, indtil min sygdom har forhindret mig, og nu nøjes nøden ikke med at kigge ind ad vinduet; den sætter sig til højbords. Jeg har ofte været fristet til at skille mig ved smykket, men det er det eneste, jeg nogensinde har ejet, og det burde gemmes til min datter, hvor hårdt det end kneb. Dog, jeg må ikke klage, med ung er det snart godt; nu behøver jeg jo ikke at leve længere, nu de vil være en fader for mit forladte barn. Kirsfine ved ikke, hvad jeg her har betroet dem, jeg ville ikke gøre hende hovmodig; thi hun er stolt nok af naturen og har ondt nok ved at bære den foragt, der vises rakkerbarnet. “ dm syge tav udmattet. Otte dage efter var ætlingen af den krakzensteinske stamme bragt til ro i den moderlige jord og lille Kirsfine indført som barn i huset hos overlærer Bayer. I en ungkarls husholdning måtte en sådan forøgelse være til ikke liden byrde, og i begyndelsen faldt det Bayer og endnu mere hans gamle husholderske vanskeligt at vænne sig til de nye pligter og det nye ansvar. Snart blev imidlertid lille Kirsfine til en glæde for sin plejefader i stedet for en byrde, og barnet blev hans højeste interesse og fremtids håb. Men hvor kærligt et hjem hun havde, ophørte hun ikke at være ene. Den sexogtrediveårige mand kunne trods sin kærlighed ikke altid stige ned til barnet, og vel var aftenen hendes kæreste tid, når den elskede „ Fader Bayer, “ Som hun kaldte ham, talte med hende, underviste hende og spillede på sin violin for hende, medens hun let som en Als dansede dertil, men både hans samtaler og hans undervisning vare langt over hendes år, han glemte ved hendes kløgt og skarpsindighed, hvor lille hun i grunden var; og når han ikke var hjemme, var barnet næsten overladt til sig selv, da den gnavne, gamle madam Olsen nødig gav sig af med hende og heller ingen magt havde over det heftige, selvrådige pigebarn, der kun lige overfor sin plejefader var så bøjelig, at han ikke engang mærkede hendes fejl. Hun kunne da efter behag læse hvilke bøger, hun selv valgte i sin plejefaders velforsynede bibliottek, eller drive og drømme, som hun selv fandt for godt. Havde ikke Kirstine af naturen været en virksom karakter, hvem driveri næsten var umuligt, ville denne frihed have været endnu skadeligere for hende. Flittigt lærte hun sine lektier, skrev sine stile, øvede sig på det gamle klaver, lagde sine og den elskede faders klæder i ørden, rømmede op og gjorde stuen hyggelig, til han kom hjem; og hvor kunne han så ane, at ikke alt var, som det skulle være, når han som hjem til sin lille flittige, smilende pige i disse skønne omgivelser. Årene gik. Lille Kirstine voksede op og udviklede sig på sjæl og legeme i al sin slægts glødende farvepragt og skønhed. En araber ville have lignet hende med en gazelle. Hendes plejefaders samtale og undervisning havde i mange retninger udviklet hendes ånd og dømmekraft langt over hendes år, medens hun i andre henseender var uvidende som et lille barn; navnlig angik dette hendes begreb om verden uden for hendes hjem, hvorom hun i sine drømme havde dannet sig den mest brogede og fantastiske forestilling, som var den helt fuld af romaner og vidunderlige hændelser, som kun hun ingen del havde i, fordi hun levede så stille i sit ensomme hjem, og som hun, rakkerpigen, måske aldrig skulle få del i. Den hån, der var vist hende som lille, havde givet hende en følelse af at være forstødt af alle undtagen den ene ven og havde i hendes hjerte plantet bitterhed mod andre mennesker, der i hendes sjæl førte en underlig strid med det brændende ønske om at få del i verdens herlighed, i glæde og kærlighed. Ved hendes konfirmation havde hendes plejefader fortalt hende hendes forældres historie og givet hende moderens smykke. Men dette havde ingen indflydelse på hendes anskuelse af hendes stilling til yderverdenen. Hun følte instinktmæssigt, at taterhøvdingen og den fydske frøken ikke ophørte at være rakkermargrethe og rakkerpeter. Kirstine havde imidlertid nået sit femtende år. Det var aldrig faldet Bayer ind at skille sig fra sit kære plejebarn, da en uventet begivenhed pludseligt gjorde en sådan skilsmisse nødvendig. Ferdinand Bayer havde en eneste yngre søster, der var gift med en landmand og levede i trange omstændigheder. Manden døde og efterlod sin enke endeel gæld og fem uforsørgede børn. Hendes eneste støtte var nu broderen, og denne var også rede til ethvert offer. Når han tog søsteren med familie i huset og lod hende foreslå husvæsenet, kunne han med sparsommelighed nok få både pladsen og indtægterne til at slå til, men til Kirstine blev der så hverken plads i den ene eller anden henseende. Med dyb smerte følte de begge, at de måtte skilles, men dog var hans sorg dybest. Nu først faldt det ham ind, at hans yndlings uddannelse dog vist ikke ret havde været skikket til at give hende de egenskaber, der udfordres til at træde virksomt ud i livet og tålmodig imødegå dets savn, dets kampe og dets sorg. Kirstine derimod følte nyhedens interesse så stærkt, at den tildeels bragte hendes andre følelser til tavshed; nu skulle hun altså træde ud i livet, ud og lære at kende den vidunderlige verden, om hvilken hun havde drømt så meget. Lejligheden tilbød sig meget heldig. En forpagter, kammerråd Rosenberg, en tidligere bekendt af Bayer, søgte en lærerinde til sine tre pigebørn og antog med fornøjelse den femtenårige Kirstine på overlærerens anbefaling. I et dejligt sommervejr i slutningen af juli måned fulgte hendes tro ven og plejefader hende til dagvognen, der skulle bringe hende på en mil nær til hendes nye hjem. Med mange formaninger og kærlige ørd og tårer tog han afsked med sit hjertes barn, der nu rullede en uvis fremtid i møde. Havde Kirstine været så lykkelig at træffe en hjertelig og behagelig venlighed i sit nye hjem, så ville hun med sin varme natur snart have sluttet sig til dette; det var imidlertid uheldigvis ikke tilfældet. Kammerråd Rosenberg og hans kone vare vel begge brave mennesker; men de vare udannede og forstode ikke at vurdere dannelsen. Dog, når andre folks børn skulle dannes, skulle deres „ min salighed “ også, da de havde råd dertil. Den trivelige kammerråds lidt plumpe venlighed stødte Kirstines gode smag og fine følelse, og når han talte om hendes „ Satans nydelige smilehuller “ og „ Fandens kønne øjne “ Eller gjorde mine til af knibe i hendes friske kinder, følte hun det som en bestemt fornærmelse. Fruen var en meget stor, bydende skikkelse med et strengt ansigt og en hård stemme, som Kirstine ved første øjekast følte, af hun ikke kunne fordrage. Havde hun set lidt nøjere til og ventet lidt med sin dom, kunne hun måske gennem de hårde skaller have fundet meget godt, men det lå ikke i Kirstines natur af vente. Den bitre skuffelse i hendes glade forventninger skulle gjcnnemføres i hele hendes liv der i huset. Hendes værelse med fire kalkede vægge, der skulle tjene både til skolestue og sovekammer, vendte ud til svinegården. Hendes elever fra seks til tretten år lignede fader og moder, vare i høj grad forsømte og uvidende og havde ikke mindste begreb om, hvad det vil sige af tage fat med alvor, eller lyst til af lære det, og de følte sig heller ikke forpligtede til af lyde den unge lærerinde, der kun var to år ældre end Petra og ikke engang så høj. Selv det smukke, nye fortepiano, der var anskaffet med udtrykkeligt hensyn til den nye lærerinde, skulle blive hende en plage ved musikundervisningen. Både fruen og børnene stod i den formening, at man på en tre ugers tid kunne lære at spille dandse og sange. „ De kan jo bare vise dem nogle gange, hvordan de gør, “ sagde fruen. Det daglige liv i huset var ensformigt og » poetisk. Kirstine ville have følt sig fuldstændig ulykkelig, dersom ikke hendes liv havde haft en solstråle, og denne var skovrider Verlands lille seksårige datter, der daglig kom op på gården for at deltage i undervisningen. Lille Anna var ret, hvad man kalder en sød pige; man kunne se sig glad på det lille, blomstrende barneansigt med de yndige smilehuller, de trofaste blå øjne og det korte lyse hår, der flagrede hende om ørene. Hendes stemme lød så venlig og hendes latter så klar og hjertelig, at Kirstine uvilkårlig sammenlignede hende med en lærke. Dertil var lille Anna også langt mere velopdragen og lærvillig end de andre børn. Til dette barn skuttede Kirstine sig med varm kærlighed, medens det kun var med overvindelse, at hun viste sig nogenlunde venlig mod sine øvrige omgivelser. Og det var den verden, hun havde drømt så fuld af herligheder! Stakkels Kirsfine, det var den første skuffelse. Høsten var i fuld gang, og Kirsfine hørte aldrig tale om andet end korn og atter korn; men snart kom også et andet ttema, høstgildet. Børnene regnede længe i forvejen ud, hvor snart det kunne blive. Dagen før var hele skolen flittig før snart at komme ud og binde høstkronen, og den livlighed og glæde, som denne begivenhed udbredte, meddelte sig også uvilkårligt til Kirsfine. Hun var med at plukke blomsler og binde kronen, som ved hendes gode smag blev til et sandt mesterværk i sit slags, og tog siden virksom del i loens udsmykning med grønt og blomsler, ja hun modtog uden en sur mine kammerrådens compliment: „ Vor lille frøken er s ' gu ikke så tumpet endda. “ Næste formiddag blev kronen kørt omkring under sang, spil og vaiende flag. Kammerråden holdt tale til arbejderne og takkede dem, og der rungede hurraer før „ vor husbond, fruen, børnene og vos allesammen. “ For Kirsfine, der aldrig havde været på landet, havde alt dette nyhedens friske interesse. Der var dog et glimt af den poesi og glæde, hun havde drømt om. klokken to begyndte dansen; de mange glade mennesker, børnene, der dansede udenfor i gården, det klare, høstlige solskin, alt stemte Kirstines hjerte til en inderlig glæde over livet, som hun aldrig havde følt således før. Om aftenen var loen oplyst med lygter, om just ikke glimrende, så dog nok til at man kunne se, hvor smuk Kirstine så ud i sin simple, lyserøde kjole, og såvel karlene som de få fine herrer, der vare med, kappedes om at komme til at danse med hende. Hun gik fra hånd til hånd, smilende og med strålende dine. Selv den tykke kammerråd måtte prøve på at svinge hendes lette skikkelse og udtrykte sin beundring i de ord: „ De dandser min sjæl så let som en vibe, “ hvilket man rigtignok ikke kunne sige om ham. Pludselig midt i glæden for en tanke gennem den unge piges sjæl; det var, som det lød før hendes Oren: „ Du er rakkerens Kirstine, huhei, derfor vil ingen danse med dig! Du er ikkun en rakkertøs, aldrig til dig seer en ærlig knøs. “ „ Vidste de, at jeg var rakkerpigen, ville jeg måske igen komme til at stå alene. “ Den smerte, der ved denne tanke greb hende, udtrykte sig så tydeligt og skarpt i hendes bevægelige ansigt, at hendes dandser, en høj attenårig yngling, der for nogle dage siden som landvæsenselev var optaget i kammerrådens hus, standsede og deltagende spurgte, hvad der fattedes hende. „ O, intet, “ svarede Kirstine rødmende, „ jeg tænkte kun på, hvor ene jeg står, og hvor fremmed jeg er her, hvor der blandt alle disse mennesker dog ikke er en, som bryder sig om mig. “ „ Frøkenen er meget for smuk til ikke at blive elsket, hvor hun kommer, “ svarede Carl Friborg med lidt lapset galanteri og vedblev i en noget flot tone: „ og det kan ikke hjælpe at tage sig berden så nær. Tro mig, dersom alle de, der stå ene, skulle hænge med næbet, så ville hængehovedernes antal blive så stort, at denne velsignede verden blev kedelig at se på. Jeg selv, som har den ære her at tale med dem, er vist så alene som røgen. Min fader døde, da jeg var otte år, moder har jeg aldrig haft, i det mindste kan jeg da ikke huske det, søstre ikke heller, og den eneste slægtning, jeg erindrer tydeligt, er en ældre Broder, der døde for seks år siden. Folk sige, at han burde have levet, og jeg været døv; thi han duede til noget, hvad jeg efter kloge folks formening ikke gør. “ Kirstine så alvorligt og deltagende på ham. „ Så er jeg rigtignok langt rigere end de; thi jeg husker tydeligt en øm og kærlig moder og har en trofast plejefader, i hvis venlige hjem jeg har levet lykkelige år, og som tæller ugerne, til han skal se mig igen. “ „ Ja, seer de, “ var svaret, „ det vidste jeg nok, at de mod mig måtte være rig. Der er såmænd ikke en sjæl i verden, der længes efter mig eller ville græde en tåre for mig, om jeg døde i dette øjeblik; det skulle da være dem, min smukke frøken. Og hvad et hjem angår, så er det en luksus, jeg aldrig har kendt, da jeg, formodentlig på grund af min ekstra elskværdige karakter, aldrig har været så længe på et sted, så jeg kunne søle mig hjemlig der. Men, “ vedblev han i samme letsindige tone, „ De skal sket ikke se så alvorlig på mig for det. Det barn græd aldrig for guld, som aldrig guld åtte, og jo mindre man har, jo mindre har man at miste. “ „ Har de da sket intet? “ spurgte Kirstine næsten ængsteligt. „ Jo, penge, “ svarede Friborg med en latter, der i Kirstines øren næsten lød rå; „ det vil da sige, når jeg bliver gammel nok til at undvære det besværlige meubel, en kurator. Men det er vor tur at dandse ud. “ Han slyngede sin arm om hende og for afsted. Kirstine så op på hans smukke åbne ansigt med de bløde endnu barnlige træk og det sørglose letsindige udtryk; hun undrede sig over, hvor han kunne være så aldeles tankeløs glad, når han stod så ene, og det gjorde hende næsten ondt, at han intet savn følte. Nu fløj han afsted med en af tjenestepigerne; Kirstine fulgte ham med øjnene, så, hvorledes han lo og fjasede med hende. Han så snarere ud som et forkælet barn, tænkte hun, der endnu ikke har lært at tænke. Hun følte sig selv ubeskrivelig gammel og fornuftig imod ham, medens hun ligesom fandt sig mindre ene, fordi der var en, der var det endnu mere end hun, og med uvilkårlig sympatti følte hun sig hendraget til ynglingen, skønt hans skotte letsindige væsen stødte hende. medens hun stod i disse tanker, hørte hun pludselig lille Annas velbekendte stemme: „ Kirstine, kære Kirstine. Fader og drengene ville gerne hilse på dig. “ Hun vendte sig om og stod ansigt til ansigt med skovrider Verland. Som den høje, bredskuldrede mand med det brune ansigt og det lidt gråsprængte hår og skæg stod der mellem stne to store halvvoksne drenge, vakte han uvilkårligt hos Kirstine forestillingen om en stærk, kraftig cg mellem ungskoven. Med ligefrem hjertelighed rystede han den unge piges hånd og sagde: „ Lille Anna havde ingen ro, før hun fik vist os sin kære lærerinde. De skal ret have tak for deres godhed mod hende. Mutter kan også så godt trænge til den lettelse i arbejdet. De skulle komme ned til os engang, lille frøken, “ vedblev Verland med venlig velvilje, „ det er kun en springvei, og de skal ikke være bange for hjemtouren. Adolf og Frits, som de her seer, ville være stolte af at være deres riddere. “ Kirstine følte sig så underligt hyggelig til mode ligeoverfor den store, mandige skovrider og hilste venligt på de noget forlegne knøse, der knapt havde mod til at byde hende en Dands. Lidt efter sejlede Fru kammerrådinden elegant klædt og med megen værdighed ind ad loporten fulgt af en mindre, endnu ung dame, der i sin tarvelige dragt dog så langt finere ud end den stadselige frue i sin pynt. „ Frøken Bayer, — madam Verland! “ præsen lejede fruen med stærkt eftertryk på ordet „ Madam “. „ Jeg har ret glædet mig til at gøre deres bekendtskab, “ Sagde lille Annas moder, idet hun rakte Kirstine hånden med et så mildt og moderligt blik, at denne følte en inderlig lust til at kaste sig i hendes arme. Madame Verland var langt yngre end skovrideren, neppe tredive år og stedmoder til Adolf og Frits. Uden at være smukt, var hendes ansigt meget tiltrækkende ved det udtrnk af åndelig og legemlig sundhed, tilfredshed og kærlighed, der var udbredt over hvert træk. „ De kan tro, “ vedblev madame Verland, „ at de igrunden er mig velbekjenvt, i det mindste hører jeg deres navn vist snese gange om dagen; thi Anna taler både tidligt og sildigt om den kære Kirstine. “ Madame Verland udtalte dette navn med en så dannet og blød udtale, at Kirsfine for første gang i sti liv fandt sit navn smukr. „ Det ville være Anna og ol andre med en stor glæde, øm de engang imellem ville besøge os; vel have vi ikke meget at bade gæster vå, men er hjertelig! Velkommen have vi, og det skal de få; vil de tage tiltakke med det? “ „ O, så gerne! “ råbte Kirsfine glad, „ når må jeg komme? “ „ Når de vil, mit gode barn; i morgen for eksempel, “ Svarede madam Verland synlig glad over den måde, hendes indbydelse var modtaget på. „ Det vil da sige, om deres frue tillader det? “ vedblev hun henvendt til denne. „ O ja, for mig gerne; det kunne aldrig falde mig ind at gribe forstyrrende ind i lærerindens an » endelse af sin fritid. Det er mig endogså kært, at den unge dame kan finde nogen omgang; vores selskab lader ikke til at tilfredsstille hende, “ og kammerrådinden hævede sig med en vis spydig værdighed. Kirsfine rødmede af vrede og undseelse; hun kunne intet svar finde, og skovrideren, der i dette øjeblik bød hende op til „ en Vals med gamle ben, “ kom hende højst befeilig. Hun hørte ikke, hvad madame Verland sagde, men efter udtrykket i ansigtet at dømme var det venlige, undskyldende ord, der også fandt en vis gunstig modtagelse. Aftenen gik i glans og glæde for vor unge veninde, der nu endogså havde i morgen aften at glæde sig til, og rakkerpigen var for den gang bragt til taushed. Næste dag efter endt stoletid fulgte hun med glad forventning hjem med Anna, og denne gang blev hun heller ikke skuffet. Trods familiens trange kår, der ikke engang tillod at sende sønnerne i skole, var skovriderboligen et hjem i dette ords fuldeste betydning, hvor hygge og tilfredshed uvilkårligt meddelte sig til enhver, der kom indenfor. Det var hyggeligt at se den kæmpestore mand i mørkningen lege med de små børn og de store hunde, og havde han bragt Kirstine til at tænke på den stærke eg, så mindede den endnu unge, glade husmoder i det venlige hjem umiskendeligt om den lyse, skyggefulde bøg. Lykkelig udrustet både af natur og opdragelse var hun i sandhed en dannet kvinde, der forstod at udbrede et vist skær af ånd og poesi over alt, hvad der kom i hendes nærhed, og begavet med det lykkeligste talent til at opfatte både personligheder og begivenheder fra deres bedste og lyseste sider og til at plukke livets små blomster, var hun ret skikket til med lethed at bære dets trak og at lette dem for andre. Når vi dertil føje, at hun var en kristen kvinde, der gjorde sin gerning i Herren, både den betydeligste og ubetydeligste, så have vi billedet af Ida Verland og kunne fatte, hvilken indskydelse hun kunne komme til at øve på en sjæl som kirslines. Alt i huset var beregnet på sparsommelighed. Med en pige besørgede husmoderen sin gerning og passede de tte børn, hvoraf Anna var den ældste, medens skovrideren ved sønnernes hjælp selv drev sin lille lod. Adolf og Frits skiftedes til at blive hjemme som gårdskarl eller følge faderen i skoven, „ have skovuge eller stalduge, “ Som de kaldte det. Når han var hjemme, underviste han dem, i hvilket arbejde hans kone troligt hjalp ham. For at fuldstændiggøre billedet af dette hjem, må vi ikke glemme en person, der både i dette og i vor simple fortælling indtager en ikke uvæsentlig plads; det var husets kostgænger, den unge godsforvalter, Aksel då, der, skønt godskontoret var på herregården, dog af den fraværende ejer var tinget i kost i skovridergården på grund af forpagterens ulvst til at have en fremmed i huset. Aksel då var et af de mennesker, om hvem man i bedste betydning kan sige: „ det stille vand har den dybe grund, “ og som under et stille, næsten indesluttet ydre gemme et rigt, varmt og trofast hjerte. I en vis forstand var Aksel uheldig stillet, skønt han efter det almindelige begreb havde haft lykken med sig. Søn af en uformuende Bonde, var han som dreng kommet på et kontor; hans flid, orden og redelighed erhvervede ham hans foresattes tillid og velvilje, og dels ved egen sparsommelighed, dels ved andres hjælp var det lykkedes ham at tage dansk juridisk eksamen med bedste karakter. Efter at han i nogle år havde tjent som skriver på et af grev nordskjolds andre godser, havde denne endelig betroet ham godsforvaltertjenesten ved det lille gods Kjærbyholm, og han havde således i en alder af sexogtvve år nået en temmelig vellønnet og uafhængig stilling; men medens han ligeoverfor dannede folk med en vis forlegenhed følte sin mangel på boglige kundskaber og på lethed til at bevæge sig i verden, så følte han lige overfor sine forrige standsfæller, at han havde hævet sig ud over deres sfære og ikke i alt kunne samstemme med dem som før. Følgen heraf var, at den sine portion fandt ham kejtet, hans slægt fandt ham stolt, og begge fandt ham stiv og kedelig. I de huse, hvor han før havde været, havde han udgjort det stakkels, ensomme mellemled mellem herskab og tjenestefolk, der er for simpel til at høre til det første, for fin til at høre til de sidste. I Berlands hus var han for første gang optaget som medlem i en dannet familie, en lykke han fuldt vel forstod at skatte. Madam Verland var den første dannede kvinde, der me

1876_Zahle_Alfred

Peter

Alfred

Zahle

Zahle

Alfred

male

1876_Zahle_Alfred.pdf

Peter Christian

Zahle

dk

Alfred

Livsbilled fra Arbeiderlivet

n

gothic

N.P. Hansen

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første afsnit. Slet står ikke til at ændre. På fedselssliftelsen i København var indlagt en ung løvinde med maske for ansigtet. Hun ville altså være ukendt overfor stiftelsens mandlige og qvnrdelige hjælpere. Nylig havde hun sødt et velskabt drengebarn. Der kom ingen for at spørge efter hende. Men hun havde midler, så at hun vel kunne, hvis hun ønskede det » Få barnet i pleje. Nogle dage efter indfandt sig en ualmindelig prægtig klædt dame, der spurgte, om hun kunne få et nyfødt drengebarn, da hun havde mistet sit eget. Hun ville sørge for det i alle måder; det skulle blive deres eget, og hun kunne love det en lykkelig fremtid i rig dom og velstand. Overlægen forebragte dette spørgsmål for den unge øvinde, sam først intet ville høre om at afstå sit barn; men lægen forestillede hende, at et sådant tilbud ikke hver dag forefaldt, at hun vel måtte overveje, om hun kunne sørge for barnets fremtid, om hun selv stod fri i verden, og om ikke barnet i tiden kunne fa < de hende til byrde hun sagde ikke nej, men udbad sig 3 dages frist. Damen gik da og ville komme igen fjerde dag derefter. Den unge svinde spurgte meget utålmodigt, om ingen endnu havde været og spurgt efter det numer, hun havde modtaget. Hun havde ik°e tilstrækkelig mælk til at give barnet die sindet var uroligt, og der påkom hende en feber, som truede hendes liv da damen indfandt sig fjerdedagen efter, var den unge øvinde ikke ved sin samling. Der blev sagt, at hun måtte komme igen; men skulle barnets moder dø og ingen spørge efter det, så ville hun få sit ønske opfyldt. Det gik, som så ofte; feberen gjorde ende på den unge moders liv. Under denne feberstilstand faldt der flere afbrudte atringer, som vågekonen af nysgjer - righed lagde mærke til. Hun kaldte oftere på navnet Edmund, hun nævnede en gård eller et bynavn; hun sagde: „mor, » u kommer jeg! “ Ofte for hun sammen som af gh sen og ville skjule sig, men så kaldte hun igen på Edmund. Sit barn ytrede hun intet om. Man iagttog nøje, at hun havde villet være ukendt. Hun jordedes med masken for ansigtet. Ingen kom og spnrgde efter hende: men der var medgivet hende penge nok til hendes jordfæstelse, og barnet ville der jo blive sørget for. damen kom da vgså til fastsat tid. I et glimrende kjsreløi sad en amme, som fog imod det spæde barn. Overlægen medgav det et lille kors, som den afdøde havde båret i et floilsbånd om halsen. Vognen rullede bort; og et as livets sædvanlige men sørgelige optrin var for denne sinde sluttet. En ung ovinde havde bedet med livet. Barnet kom ud dlant vildt fremmede. Nogle dage efter det forefaldne indfandt sig på stiftelsen en togfører for på en andens vegne at spørge, hvordan det var gået vedkommende unge ovinde. Han fik da den oplysning, at hun var både død og jordfæstet, saint at barnet var givet i pleje, uden at man vidste hvor, men at en uden tvivl meget rig dame havde faget sig af barnet som sit eget. Der skete nu en række efterforskninger, men disses udfald skal ikke her omtales. Derimod rykker vi l4 år frem i tiden. I landsbyen giverød havde en småhandler et meget smukt barn i pleje, som nu skulle konfirmeres. De havde modtoget det i pleje, da det var tre år gammelt. Et strålende kjøretoi holdt en gang udenfor deres dør. Deri sad en sortklædt dame, som spurgte, om de ville tage et barn i kost, da det trængte til landluften, og tilbød da straks af give sov rdlr. Når s år var gået, kunne man henvende sig om mere hos en mand i Helsingør, hvis navn og bopæl nævnebes. Smughandleren, som trængte til rede penge, slog straks til. Vognen rullede bort; han huskede blot ravnet og stedet i Helsingør, og det sovende barn blev lagt ind på sengen. Damen sagde, af barnets navn var Arthur, men da småhandlsren nærede ' en mistanke om, af damens forebringende var urigtigt, gav han og konen det navnet Alfred efter navnet på et barn, de selv havde mistet. Da barnet vågnede og så sig om, gav det sig til af græde. Det nævnede navne, som de ikke forstod. Men vanen bragte det snart til at finde sig i den landlige kost, så af det trivedes vel og vidde sig under opvæksten meget opvakt, men havde noget skulende og en slags menneflestyhed ved sig. Småhandlereu, der var kommet til egnen andet steds fra, udgav barnet for en afdød slægtnings, hvilket de havde taget til sig som deres eget. Den gamle gejstlige i det store sogn voldte ingen bryderier med hensyn til barnets ko firmation, og nu kunne Alfred komme ud af tjene. Andet afsnit. Små gryder har også ører. For af man kan vide, hvordan det gik til, af Alfred fik den tænkemåde, han siden lagde for dagen, er et lille træk tilstrækkeligt. småhådleren hørde til dem, der altid klagede over, hvordan de store i samfundet underkuede de små. Han var got skåret for tungebåndet. De, der kom og handlede, fik ofte en og samme historie af høre. Drengen kunne dem snart udenad. Ikke langt fra giverod var der en stor skov, som tilhørde staten. Ved udkørslen til landevejen bøde en skovløber, som foruden sin løn havde ret til af slå græs til sine køer. Udenfor skoven havde en rigmand opført et prægtigt landsted, hvortil han havde nogle få Tønder land til nogle køer. Denne rigmand gik ofte forbi skovløberen ind i skoven, og en dag, da denne hofter hø, siger rigmanden til ham, om han ikke kunne overlade ham et par læs hø; han skulle få gode penge for dem. Skovløberen svarer, af han ikke har lov af sælge hø fra skoven; han har kun ret til af hoste til eget brug. Rigmanden frængde imidlertid ind på ham, sagde, at han ikke skulle sige det til røgen og forestillede ham, ar han var en fattig mand, der nok kunne trænge til at tjene et par skilling. Skovløberen lod sig friste, og der blev bragt nogle læs hø over på landstedet, uden at nogen fik det at vide. Da nu skovløberen trængte til penge, kom han op til rigmanden og bad ham om pengene for høet. Rigmanden modtog ham med fornem overlegenhed og spurgte ham, hvor det kunne falde ham ind at kræve penge for høet. Han havde jo aldeles ingen ret til at sælge det, og hvis det kom hans foresatte for ører, ville han jo miste sin stilling. Skovløberen sagde nu til småhandleren, hvad der var forefaldet og bad om råd. Denne skjeldte rigmanden ud og sagde, at sådan var de skurke alle sammen. Men han ville råde skovløberen ril ligeud at sige skovridderen, hvordan det hele var gåttv og bede ham tale hans sag, hvis den kom ti! Domænevæsenetskundskab. Det gjorde han. I kontoret var en hæderlig, veltjent gammel embedsmand, der lod skovløberen kalde op. Her måtte han sige, hvordan alt var forefaldet mellem ham og landstedets ejer. Da han ikke tvivlede om sandheden, gav han skovløberen en advarsel og lod ham få en anden plads. Han indså, af der intet var af gøre overfor den pågældende ejer, mod hvem man ingen vidner havde. Men skovridderen gav folk lov til af omtale det skete, og småhandleren rar utrættelig med af nævne dette tilfælde som stolte for sin påstand, af de store gjorde de små blodig uret. Med sådanne fortællinger voksede Alfred op. Han indsugede det bitreste nag til alle dem i samfundet, der var højere stillet end ham selv; han inende, det var ' simpel gjengjeld af gøre “ ret mod dem igen. tredie afsnit. Det er det første skridt, der koster. Småhandleren havde altid kæmpet med små kår. Han hutlede sig frem med klatgjeld. Drengen Alfred måtte ofte gå ærinder for ham, og altid fik han en bunke løgn og gode lofter æt rende med. Rykkerne kom efter deres penge, og så hørde drengen, hvordan både den mand og den kone, han kaldtefar og Mo ' er, løj „ lige så stærkt, som en hest kan rende '. Var de vel ude af dorren, så hed det: „ Nu kan du tabe med den “, og til hver havde han et udsøgt skjeldsord. Da det blev rent galt, aftalde mand og kone, at de ville brænde huset og lageret af men forinden havde de ved at stikke taxationsmændene mår i øjnene opnåt en høj brandsikringssum da de var gået, havde manden opslåt en skoggerlatter over hvad man kunne binde dem på ærmet. Alsred hørde på de t alt sammen og fandt d t aldeles i sin orden. En dag sagde manden til Alfred, at de ville gå ud sammen, mens konen skulle passe butikken. Her forefaldt følgende samtale: „ Ser du, Alfred, når småfolk er på knæerne, må de hjælpe sig, som de bedst kan. De s ' øre har nu så mange måder, hvorpå de kan hytte deres skind. De er nu ved at falde over mig. Penge må og skal jeg ha ' e, hvordan det så går. Stjæle vil jeg ikke, for dertil er jeg for reel en mand; men at brænde hele klatten af, det skader ingen moders sjæl; for disse hersens brandkasser kan got tåle en lille svie; det mærker de slet ikke. Nu skal vi bare passe got på, at den ikke bliver opdaget. Og så må vi alle sammen være enige om, hvad vi vil sige, når vi kommer i retten. Jeg har været der mange gange, og de er slet ikke så gale af komme fil rettes med, når man bare gør sig så dum som en torsk og siger, af det kan jeg ikke husfe. « Alfred fandt, af denne tale lød meget lærerig og opspilede øjnene for af høre mere! „ Ser du, Alfred, jeg gør regning på dig. Du er nu ikke dum, og derfor kan du meget got være med fil af dreje dem en knap. Jeg har nu sådan tænkt på, af når det en dag er et hundeveir, hvor ingen mennesker kommer ud, og hvor vi så kan være bedt ud i gildeslav i forvejen, så må vi først ha ' e stukket alt det, der er noget værd, fil en side, og når så kassen er tom, så brænder ' en a ', forstår du. Det kommer sådan af sig selv. Nå, vi. la ' r os ikke mærke med nogen ting. Vi danser og spiller og drikker som ellers. Så kommer der vel sagtens nogen og skriger op, af huset brænder, og så bliver vi begribeligvis grædefærdige og løber hjem alt hvad benene kan trække. Nå, så står der jo ikke andet end en sodet skorstenspibe, og næste dag har vi så justitsråden og branddirektøren, og der står vi arme mennesker og har mistet alting, men håber på, af go ' e mennesker vil give os nattely. så skal vi jo spørges ud. Det hører nu sådan til; men vi ved ingenting; vi var buden ud, og det kan da folk bevidne, hvor vi morede vs, indtil det forfærdelige budsfab kom; så skyndte vi os hjem, men så var vi så fattige som kirkerotter. “ „ Men,far, hvis det nu ikke vil brændæ helt, eller hvis nogen skulle komme for tidligt og flukke! “ „ Når sådan en ' kasse brænder, min dreng, så brænder den altid grundigt. Det er nu sådan en sat neget. Sådan noget halvt er der ingenting ved. “ „ Å, men der kunne jo dog komme noget i vejen. “ „ Meget rigtigt, min dreng, jeg kan got tie, af du tænker på det i forvejen; det er bedre end bagefter. Men det er just derfor, det hele skal laves rigtigt, ellers skal man rent lade være! “ Fjerde afsnit. Brændt barn skyr ild. Småhandleren og hans kone havde haft meget travlt med af rydde op og af pynte sig de havde ved aftens t ' de lavet en hemmelig kjelder eller kule, hvor de kunne gemme både dyner og handelsvarer, kedler, ankere og klædningsstykker. så gik de til nabobyen, men konen blev tit efter manden og Alfred, for hun skulle blive hjemme og passe butiken og lukke got efter sig så kom også hun i fuld puds. Hun var lige så fint klædt som degnens kone og som jordemoderen. I gildeslavet mærkede man intet til, af småhandlerens var anderledes end ellers. En halvanden time efter af hans kone var kommet der og just sad med den duftende kaffekop kom der bud, af det brændte oppe i overdrevet; man mende, det var hos småhandleren. Konen havde så megen åndsnærværelse, af hun tabde korpen, og så skyndte hun sig af få tøjet på. Manden og Alfred tilligemed flere ilede over markerne. I den rå sludfulde aften var det uhyggeligt af se de røde luer, der væltede op; når der faldt noget fra taget, kom der en tyk røg ledsaget af en opstigende bunke gnister. Vinden bar over mod vejen og standsede færselen. Det lod til, af det hele snart var forbi. Da mon nærmede sig stedet, kom der ad landevejen hver fra sin side kørende en sprøjte. Den ene kom fra sognet, den anden fra nærmeste købstad de kom da over markerne ind bag om huset for af få vand af branden. Brandkaptainen fra købstaden bandede over, af man skulle ud i et sådant hundeveir og så oven i købet hjælpe til af slukke hos en af disse „ fordømte høkere “, som trak næringen fra købstaden. brandfogden fra landet visde også tegn pa «, af han var „ gal i hovedet “ men af en hel anden grund. Han mumlede noget mellem tænderne om, af han bare var kommet tit for så kunne man dog have reddet nogle af de mange herligheder, som småhandleren gjemde; men — sagde han — pas bare på, så skal i se, når der kommer ild i brændevinsankeret! Den udeblev aldeles! Imidlertid gik småhandleren og hans kone udenfor hulet. Hun græd og vred sine hænder. Han skjeldte og smeldte på hende, af hun vist ikke havde passet på af slutle men, da hun gik; men hun svor højt og helligt på, af hun havde slukket på skorstenen og blæst stenolielampen ud. Alfred stod og stirrede med ville blikke ind i ildhavet, der nu havde omspændt det hele. Taget var faldet. Bindingsværket styrtede sammen, og således var der intet videre at gøre det hele var som sædvanlig et par timers sag. Sprøjterne vendte hjem, og nogle naboer tilbød de brandlidte husly. Næste dag blev der optaget brandforhør. Ingen kunne give nogen ovlysning om ildens opkomst. Manden og sønnen var gået til gilde om eftermiddagen, og konen var kommet ud på aftenen. En times tid efter havde man set luen slå ud af taget, men da man kom til, var al redning umulig og unyttig, da stråtoget lå brændende run-t om huset, og loftet var i færd med st falde ned. Soanefogden havde imidlertid sagt til herredsfogden, at det var noget pak, og at de efter al rimelighed havde påsat ilden for at hjælpe sig igennem med brandsikringssummcn. De var i Borg og gjeld til gud og hvermand. Herredsfogden påbød da, at de skulle følge med og underkastes nærmere forhør. De blev så sat i varetægtsfængsel, hvor slutteren sagde: „ Rå, Ole glim, så har vi dig da igen! “ Det var første gang ælfred prøvede hvad det ville sige at være i rettens hænder. Han havde et kækt, trodsigt blik men var ordknap og indesluttet. Herredsfogden lagde mærke til hans fine ansigtstræk og sagde: „ Den gøgeunge har aldrig i sine dage haft Ole glim og hans kjærling til forældre. “ Først fog han ham for: „ Dit navn! “ — „ Alfred glim. “ — „ Hvor gammel? “ — „ Fjorten år. “ — „ Har du altid været hos Ole glim? “ — „ Jeg kan ikke husfe andet! “ — „ Har du aldrig hørt Ole glim tale om af slikke ild på huset? “ -- „ Jo, det har han mange gange spøget med! “ - - „ Har du selv hjulpet ham med det? — „ Nej, hvor kan justitsråden tiltænke mig noget så lavt! “ Med Ole glim gik det i en anden tone: „ Du har jo tit talt om af brænde huset af? “ — „ Ja vel, hr. Justitsråd, men det var jo heller ikke det værste! “ - „ Men så er der jo al rimelighed for, af du har gjort det? “ — „ Nej, så ville jeg ikke sige det sådan lige ud. Man siger så meget, men når det kommer til stykket, så er man dog øm over den gamle rede, og leve skal man dog. “ Konen kom sidst i forhør. „ Rå, boet, det var jo dig, der sidst gik fra huset! “ — tørrende øjnene med forklædet svarede boet, hvis ansigt var så koparret som Barken på et egetræ: „ Ja, hr. Justitsråd, og var det ikke underligt nok, at jeg, da jeg var kommen halv vejs til byen kom i tanke øm, at ulykken kunne jo dog lade det brænde, mens vi alle var ude. Se det var nu alt det, jeg har samlet på. Vi begyndte med de bare hænder. Og hvor skal vi i disse dyre tider få det igen? Nej, hr. Justitsråd, vi er ulykkelige mennesker. “ — „ Å, i har jo meget rigeligt forsikret! “ — „ Nej, jeg sa ' e selv til Ole, at det var alt for lavt. Jeg kender priserne bedre! “ — „ Sig mig en gang, boet, den dreng han er da ikke din søn! “ — „ Nej, det er-han heller ikke! Vi mistede en dreng, og så tog vi mit søskendebarns dreng til os; de er nu rejst til Amerika. “ „ Ru skal jeg sige dig en ting, boet, nu kan du og Ole gå hjem; jeg- kender jer jo nok; men det vil jeg sige, af den dreng har ikke got af af høre på al den banden og tordnen, der fylder jeres Stuer. Jeg kunne got holde jer; for i ved hvad omdomme i har blant folk; men jeg vil tabe jer flippe, imod af i overlader mig drengen. Jeg vil se, hvad jeg kan gøre af ham. I kan dog aldrig selv gøre ham til et flikkeligt menneske. “ Det var hverken efter Oles eller boets kogebog ' af drengen skulle bort. Nu skulle de jo hove no,, en nytte af ham, og det var jo ikke rådeligt. af han blev alt for skikkelig. De mende dog af måtte ' gøre gode miner til slet spil men være noget mere nøjeregnende for fremtiden retsbetjenten medgov dem følgende skubsmål: „ Jeg kender jer tilstrækkeligt, og det var jo ikke umuligt, af jeg kunne få jer i forbedringshuset et par år, men hvad ville det hjælpe. Bagefter ville i flan jer ned et andet sted og ved jeres snuhed fluffe øvrigheden ingen skøtter om jer, ja, når i får lov til af drive jeres uvæsen, så er det snarere, fordi man frygter jer. Og så vil oven i købet fondon noget kjel^ringepak tale om, af øvrigheden er uretfærdig imod jer! Nu kan i gå for denne gang. Drengen bliver min gi el og pas på, af hvad jeg med det gode får. ud ham ikke bliver til jere? Ulvkke! Femte afsnit bedre sent end aldriq. I hovedstaden levede en embedsmænd af den gamle skole. Han havne to flinke sønner, som han havde opdraget med en strenghed, der aldeles kuede deres selv stændighed. Den eneskulde værejurist og den anden gejstlig. juristen havde i sin pure ungdom forelsket sig i en ung tællelig sypr e, der kom i huns tantes hus. Tet unge hjerte søgdc i kærlighedens blide følelser vederlag for den barflhed, der herskede i hjemmet. Hun vidste, af det aldrig ville tykkes ham af så itu faders samtykke til af ægte en sypige, hvor agtværdig, flittig og stræbsom hun end var. De to unge mennesker elskede hinanden as deres hele hjerte, men alt måtte gå lønligt og i smug. Som det så ofte går, blev de unge menneskers kærlighed deres ulykke. Hun var som de fleste unge uoplyste piger uvidende om, hvad følger en tilnærmelse udenfor ægteskabet kunne have, og h » n lagde ike bånd på sin lidenskab. Så indtrådte et svangergab, der omhyggeligt måtte skjules. Han fik hende ud på landet, hvor en Karl som havde tjent hans fader, ejede en gård, og derfra kom hun, da fødselen nærmede sig, ind på stiftelsen. Det traf sig så uheldigt, af faderen netop i de uger, det stod på, havde sendt sønnen i et ærinde til en nland i provinserne. Da han kom hjem, sendte han en yngre sagfører ind på stiftelsen for af høre om moderens og barnets skæbne. Han fik da det sørgelige budskab, læserne kender. At være bleven skyld i sin elskedes død og af være bleven fader uden af vide, hvor barnet var bleven af, bragte en dyb sørgmodighed over sønnen og kastede ham endog på et hårdt sygeleje, hvor han i vildelse nævnde sin elskedes og sti barns navn. Dette kom for hans strenge Kaders øre, men da lægen ikke gjorde nogen hemmelighed af, af der var Kare for det unge håbefulde menneske » Liv, blev faderen angst, og spurgte lægen hvad der var af gøre. I øieliktet var der jo intet at foretage, men han rådede ham til, hvis sønnen skulle ooerstå krisen, at tale til ham med venlighed og vinde hans fortrolighed før at gøre helbredelsen lettere og undgå tilbagefald. Sønnens Broder, tteologen, der var huslærer på landet, var ved broderens farefulde sygdom kaldt til hovedstaden ham havde broderen ikke turdet indvie i sin sørgelige skæbne. Tanten, hvor han havde lært den unge pige at kende, var bød før ikke længe siden. Man kunne således intet få- at vide, før den syge kom nogenlunde til kræfter. Det varede en stund, og imidlertid havde faderen og hans son, tteologen, nogle af den slags samtaler, de aldrig havde haft før. Faderen var i færd med at bøje sit sind. Da han hidtil kun havde haft medgang, og alt er gået efter ønske, vedblev han med sit tilvante strenge og bydende væsen. Sådant havde det været i hans tid. Han hadede den nye tid, der efter hans mening ville sprænge alle bånd og indføre en aldeles lovløs tilstand. Lige så stramt som halsbindet sad om hans Hals, lige så stramt holdt han tøjlerne i sin husstand, men lige så punktlig var han også i sit embede. men nu havde den tunge gest, sygdom, indfundet sig i hans hus. Hans kæreste søn til hvem han efter en ypperlig aflagt embedsprøve satte et stort håb om en strålende fremtid, lå der og var døden nær. Alt hvad han havde levet for, var ligesom ved af falde sammen. Hans gamle hjertes is smeltede. Han følde, af man måtte blive ydmyg for gud, hvis man i bønnen ville bede ham om af afvende denne store ulykke. Men værst af alt var ben tanke ham, af hin selv havde skyld i sønnens sygdom og mulige død. Så måtte han tale med sin anden søn, der af eget frie valg havde uddannet sig til gejstlig virksomhed, og som var i hvi grad greben af sit kalds alvor. Holdt til bogen med stor strenghed havde han selv ved flid og gode evner aflagt prøven i en ung alder, og var så taget ud som huslærer. Han blev hjertelig glad oxp, faderen klagede sin nød for ham, og hau trøstede ham med mere christelig åndsmodenhed, end man skulle have ventet af hans unge alder. Han sagde først, af man jo ikke kunne vide, om gud også ville prøve hans Broder; der var jo så meget, hvori unge mennesker kunne fare vild, så vi alle kunne trænge til en manende rost. Men ville vi bede gud for vor skyld af afvende en tung prøvelse, så måtte vi først prsve os selv, om der ikke var noget i vort indre eller i vor. Færd, som var guds hellige villie imod. Vi måtte i alt fald have det redelige, alvorlige forsæt fremtidig af aflægge eller ville aflægge, hvad der “ ar guds villie imod. Så kunne vi, da gud ser på den redelige oprigtige villie, nærme os ham med vor ben og ydmygt vedgå, af, afvendes det onde fra os, så er det ved hans nåde, fordi vi selv aldrig er, som vi bør være. „ Jeg takker dig, Kader, for hvad du har gjort for os børn. Jeg vil ikke gå i rette med dig; men jeg vil og må sige, af hvad det gjelder om i guds rige, det er kærlighed. Hans kærlighed åbenbares bedst, når vi for hans åsyn lukker op for hver en hjertelrsg og så går til hans nådebord. Måske du, gader, mere har tænkt på, af Edmund skulle blive noget stort i verden, frem for af han måtte blive en god borger i guds rige. Lad os, fader, gå sammen ti! Herrens bord, tænke på moder, der elskede os alle så højt, og bede sammen for Edmund, af h., n atter må gives os tilbage. “ “ Den gamles hoved faldt ned på brystet. Da sone en standsede, greb han hans hånd, trykkede den heftigt og sagde: „ Ja, jeg ved det, jeg har været for gård. Jeg har aldrig søgt af vinde hans hjerte; men i guds navn, det skal blive bedre. Jeg ved jo ikke selv, hyad dag jeg skal gøre mit regnskab op for den store dommer! “ sjette afsnit. Det går til en tid, men så bliver det opdaget. Politiet havde i sin tid søgt af komme på spør efter, hvør barnet var blevet af, men det havde tabt sporet. En halv snes år efter, af det omspnrgte barn - var født på stiftelsen, havde man, da der skulle bygges en villa på strandvejen, sundet et barnelig af samme alder så var man atter kommen på tanke om det borteblevne barn, som det altid af ben omtalte sagfører var mindet om. Man sagde nu af komme på spor efter, hvem der havde bot der på den tid, men stedet havde stadigt stiftet ejere og lejere. Barnet havde ikke været nyfødt, så at der ikke var tale om barnefødsel i dalasmål, men det var så snilt gjenit, at det kun kunne være ved et rent tilfælde, at det blev opdaget. I en sidebygning, hvør der var et brændehus, og. hvør der altid stod værktøj og have redskaber, var det gravet så langt ned, at det ikke ville være kommet for en dag, hvis der ikke var udgravet til kjelderrum for en ny bygning. Men dette lille lig var stoppet ned i krumbøi. t tilsland af en rå, ukærlig hånd. Der forelå altså noget, man havd.. villet skjule. - - ved denne tid pågreb øvrigheden et spilleselflab. adskillige yngre handlende og officerer var stamgjester i et tilsyneladende privat hus, hvør Fru Lassen var vertinde. Det havde været påfaldende for opdagelsesvæsenet, at nogle af deltagerne, som tidligere var grebne i utilladeligt spil, visse aftener sås at gå ind i et sted i Møntergade. Man fulgte deres spor og sikrede sig hemmeligt adgangen. Da dørrene reves op, fandt man meget rigtigt en kreds herrer ved hazardspillet. En ældre dame og flere yngre sørgede for rigeligt måltid. De måtte alle i droster køre med til varetægtsfængslet for næste morgen foreløbigt af afhøres. Efter af der var givet nogle, ikke forhen i utilladeligtsspil grebne herrer, en advarsel, måtte de, man kendte, udrede klækkelige bøder. Derimod ønskede man nærmere af kende vedkommende damers levnetsløb. De yngre medlemmer sagde, af de var den ældres veninder; da deres mål tydede på, af de var tyske, spurgte man dem om deres fødested og om deres levevej ' de opgav, af de var fra Hamborg, og af de levede af fin syning, hvorved de havde lært Fru Lassen af kende, som påtog sig af levere fint herrelinned. Det lod jo temmelig uskyldigt. Nu skulle den ældre meddele Lif om sit liv. Hu « gav den fine dame, og fandt det først meget påfaldende, af man ville tiltro hende af give sit hus hen til utilladeligt spil. Det var hendes kunder og bekendte, der kom af og til i huset, da hun som enke. dog ønskede nogen adspredelse, efter af hendes „ uforglemmelige “ Mand Lassen, der var kaptajn på et stort norsk skib, havde fundet en desværre altfor tidlig grav i bølgerne. Hun havde bedet fine syersker at hjælpe tit til med anretningen. At herrerne havde, mens de var inde at dække bord, hengivet sig til et spil, de ikke måtte, kunne hun ikke vide, og måtte afvise enhver mistanke om medskyld. Dommeren fandt ikke hendes „ Opgivende « aldeles troligt og ønskede fremdeles at vide, hvor hun var født, hvortil hun svarede, at hun var et forældreløs! Barn, der var udsat i pleje hos en længst bortdød arbejdsmand Hansen ved Kastrup. Her var hun som lille pige taget med til Norge afen skipper, som havde hende med på farter i fremmede lande. Da hun var i 6 år, havde en kaptajn friet til hende og fået ja. De levede et par år meget lykkeligt mest ude på søen, iudtil hendes eljkte Lassen døde af den gule feber. På bette punkt sir Fru Lassen tårer i øjnene, men vakbe aldeles ikke dommerens deltagelse. Dommeren ville nu vide, hvor længe „ Fru Lassen “ Havde bot i hovedstaden, og hvor hun havde bot. Hun gav først temmelig sikre svar, men så kom der tit Plummer i udsagnene, og så var der gået hul på det væv af usandhed og løgn, hun havde spundet. De mænd, der var ved opdagelsesvæsenet, blev samlet i et værelse, hvor hun blev ført igennem og stanset med nogle spørgsmål, for af alle kunne få lejlighed til af iagttage hende. da hun gik, var beder en ældre mand, som wende af skulle genkende hinde fra tidligere tid. „ Jeg fager ikke fejl, det var Flora. “ Hvem var Flora? Ja Flora var som ung en meget kendt og meget smuk pige, som havde vidst af ind ynde sig hos en rig fabrikant, der udstyrede hende med stor pragt så af hun følde hus som en hertuginde han lejede lejlighed til hende på strandvejen. Men da han bede, tabde man hende aldeles af sigte man wende, hun var rejst til Hamborg med disse oplysninger underkastedes hu » en ny aihrring og adspurgdes, om hun havde kjendl ved om wende fabrikant, hvortil hun rask svarede, af ham havde hun som så mange andre ofte set, men talt med ham havde hun ikke at have ligget på landet på strandvejen, ja det havde hun meget rigtigt efter „ salig “ Lalsens død. Nu kom tanken på det opgrævne barnelig, og man spurgte, om det ikke var det landsted. De gjorde en tur derud, og førdc hende hen, hvor man nu havde rejst den nye bygning. På den plet, hvor liget var fundet, sagde dommeren, idet han så hende stift i ansigtet: „ Her er sundet et barnelig! Det er deres barn! “ Dette virkede således, at hun vaklede. „ Det er deres — gjenfog dommeren. — det nytter dem ik ' e at negte. Bi kender d m. “ „ Må jeg — sagde hun — tale med dem i Enrum! “ syvende afsnit. En ulykke kommer aldrig alene. Edmund var kommen sig af sit sygeleje. Men han var ikke mere som forhen. Mismod lagde sig over hans sind. Han gik som et pligtmenneske til sin embedsgjerning, men han var aldrig glad. Dette græmmede hans gamle fader, som var bleven en hel anden mand, alt som han nærmede sig graven. Han deltog med Iver i alle stadens velgørende foreninger og samfund. Han ydede selv penge til, og han fik en levende følelse for den sandhed, at de, der er heldigt stillet i samfundet, ikke kan eller bor være ligegyldige ved den nød, der findes hos dem, som samfundet selv har ladet gå for lud og koldt band. Han fik sin søn til at deltage med, og denne lod sig det ikke sige to gange; thi han syndes ligesom. at-have en uret at gøre god igen. Imidlertid opgav faderen ikke derfor sine tanker om at gøre sønnens lykke. Han ønskede gerne at se ham gift og rigt gift, inden han lnkkede sine øjne. Det var ham en smal sag, når bare Edmund selv ville; thi han var en indflydelsesrig mand, hvem mange gerne ville være i slægt med, og hans søn Edmund var selv et smukt menneske, der allerede var et got stykke inde på embedsvejen. En rig fabrikant, der var død for en halv snes 2k! År siden, hævde efterladt fa småpiger og udnævnt Edmunds fader til deres formynder. Han havde styret deres rige midler, og nu var de vel endog dobbelt så store som den gang. De unge piger var opdragne i Paris og var blevet verdensdamer af første rang. i da frøkenerne kom hjem til Danmark, sørgede de- j res formynder for, at en ældre dame, lige udmærket ved hjertets og åndens dannelse, kom til at føre hus for dem. De kom selvfølgelig i deres formynoers hus, og her traf de hans søn, der forde sin egen husholdning efter at være kommen i selvstændig embedsstilling ten ældste, frøken Elfride, tilkalde ham, og han var heller ikke hende ligegyldig. Men det var, som om tungsindet nu for alvor greb ham. Ville han bede om hendes hånd, burde han jo først tilstå hende, af der var et sørgeligt blad i hans livs bog, af han havde været skyld i en ung piges Tod, og af der måske levede et barn af hende. Dette barn kunne jo en gang sremstå og gøre sine fordringer gjeldende. At nærme sig en ung brødefri svinde med en sådan tilståelse forekom ham af være en utilgivelig synd. At vinde hendes kærlighed, for dette var åbenbare ', stod for ham næsten som et ran. Derfor skyde han af træffe sammen med hende. Men denne tilbageholdenhed havde på hende den aldeles modsatte virkning. Det er ikke usædvanligt, af en i det hele vel udrustet svinde, hvis liv er hengåt uden stærke sindsrystelser, føler sig hendraget fil en mand, over hvem der er udbredt et vist tungsind. En uklar længsel efter noget hemmelighedsfuldt, som hun kunne få indblik i, virker ofte på de bedre svinder, men det er ikke altid, ar deres længsel stilles, og al åndens løsning er efter ønske en alvorlig mand med gode evner kan på den anden side fristes fil at fjase med en omrfladisk ovind, hvis hele tilværelse er som en flagrende sommerfugls; men en sådan mand gifter sig ikke med en flane, ligeledes kan en Ver ' ensdame, når hun ikke er ga l aldeles op i tant og fjas, vel tabe sig gjorde kur fil af en laps på et bal, men den rette kvindelige følelse drager hende mod den mand, hvem der er noget ved. Edmunds fader så me ' > ængstelse på, hvorledes disse to mennesker, sot » pa fede så vel for hinanden, syndet at fjerne sig fra hinanden. Også det voldte ham græmmelse. Når Edmunds tid tillod det, færdedes han ude i de mange sej flader, d-r virkede for almenvellet, det var, som om han blåt konfirmanderne i alle byens kirker spejdede efter sin borteblevne søn på den tid var det, at man i byen hørde om de pågrebne spillere og om den såkaldte Fru Lassen i hvem man niende at genkende en tidligere omnde af tvetydigt rygte, og da hendes navn nævnede » sammen m d de unge frøkener » afdøde fader », fabrikantens fik esmund stor lyst fil at tomme fil bunds i denne sags sammenhæng. ottende afsnit. Slet omgang fordærver gode sæder. Fru Lassen havde udbedt sig en samtale under fire øjne med dommeren. Denne var en streng, alvarlig ældre mand, hvem hun ikke tænkde på at påvirke ved letfærdig sanselighed, men hun mende at gøre sin skæbne mindre hård ved at sige ham hele sandheden, da det ikke kunne nytte at negfe længere, men tilståelse » ville ikke mildne dommeren, hvis hun ikke fremstillede sagens sande sammenhæng. Han lod hende da komme, og da de var ene, sagde hun: „ Hr. Dommer! Alt hvad jeg før har meddelt om mit liv, er usandhed fra ende til anden. Det er den slags udflugter, vi må hjælpe os med, når vi først er kommen på kant med hele samfundet og må friste et liv som jaget vildt. Min virkelige skæbne er følgende, og de kan ved at høre dem for under hånden hos dem, jeg nævner, overtyde dem om, at det er sandhed hvert eneste ord. Min moder nærede sig af at vaske for folk. Jeg har aldrig kendt en fader, men moder sagde, at han havde været tømmermand og var falden ned fra et stillads, hvorved han omkom. Der blev givet moder en understøttelse, m

1891_BruhnM_AltForFaedrelandet

Massi

Alt For Fædrelandet

Bruhn

Bruhn

Alt For Faedrelandet

male

1891_BruhnM_AltForFaedrelandet.pdf

Massi

Bruhn

dk

Alt for Fædrelandet

Fortælling

n

roman

Cammermeyer

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. » Alt for fædrelandet! « Skjold Karlsen var opdragen i familiens traditioner, og familien Karlsen havde noget virkelig traditionelt at se tilbage på. Alle dens mandlige medlemmer hatde i gud ved hvor mange generationer tjent i den danske hær som underofficerer, spillemænd eller intendanter. I hans fader nåde slægten kulminationspunktet; han avancerede nemlig under krigen til lieutenant og afskedigedes senere som karakteriseret kaptejn, efter at han havde mistet sit ene ben i slaget ved isted. Efter kaptajn karisens helbredelse belønnedes hans fortjenester af fædrelandet yderligere med et lille postmesterembede i en af Jyllands mindste søkøbstæder. Naturligvis havde den tapre kaptajn ikke haft nogen udpræget interesse for noget så civilt som postvæsenet; men da arméen ingen direkte brug kunne gøre af sine invalider, måtte han jo nøjes med, hvad der bødes ham, og- være glad til. Postmesterembedet i Strandby havde desuden den behagelighed, at det stillede ham på lige fod med byens og egnens embedsaristokrati, medens han. om han var bleven i sin garnisonsby, ville have følt kaptejntitlens byrder. — den havde jo sat ham udenfor hans gamle kammeraters, underofficerernes kaste, uden at give ham fuldstændig borgerret i den akademisk uddannede officersklasse, der. efter at sejersrusen fra 48 var dunstet bort, søgte at lukke de mere folkelige kræfter ude. som krigens gang og tidens strøm havde ført ind i dens rækker. I Strandby derimod var han, med undtagelse afen gammel gymnastiklærer, det eneste militære element og således selvskreven til at stå i spidsen for alle de små militaristiske efterdønninger fra krigsårene, der nærmest fandt deres udtryk i våbenbrødrefester og lignende sammenkomster. Til ham betroedes det bestandig at tale for fædrelandet på kongens fødselsdag og ved byens årlige grundlovsfest. » Alt for fædrelandet! « — for fædrelandet skal vi ofre liv og blod, når det fordres, om det så var tusinde og atter tusinde gange, « sagde han al tid. Ja, der var ikke megen variation i, hvad han talte om; men den kraftige invalideskikkelse var en smuk illustration til den tale, han holdt, og derfor blev det aldrig uden virkning, når » det gamle fædreland «, som byens vittige hoved havde døbt ham, viste sig på en talerstol. » Alt for fædrelandet! « ja, det var jo også det, der blev grundtonen i sønnens opdragelse. Den unge Skjold Karlsen skulle naturligvis være militær, kun i krigernes rækker kunne slægtens hæder bevares og forøges, mente faderen. Derfor handlede enhver bog, drengen tik til at more sig med, om soldater, og når faderen tilfældigvis en aften ikke var i klubben, benyttede han denne tid til at nanæ og mætte barnets livlige fantasi med fortællinger om feltlivets glæder og triumfer. Slagmarken blev for drengen til et strålende eventyr, hvor de danske al tid kæmpede og sejrede mod en i tal overlegen fjende. Når han så om aftenen sad alene på sit Kammer, lukkede han ojnene, glemte lektierne og drømte... Han syntes, han hørte kanontordenen rulle i det fjerne, — — der myldrede mørke skikkelser frem bag bakkerne der ovre... Fjenden... Han kunne springe op og skrige: » Fremad! Frem til kamp! Fædrelandet kalder sine sønner, « — — og så kunne han løbe hen til vinduet for at stirre ud på de fire rækker kålstokke, 1* der dannede forgrunden i den lille køkkenhave, eller fæste sit blik undersøgende på et lille forpjusket lindelysthus i hjørnet af haven. Det så' så skummelt og fordægtigt ud i den stjerneklare aften.----------derfra måtte de komme — — — nej, — endnu ikke; — men han skulle være på sin post! Så faldt han igen hen i drømme, og drømmene blev lyse og skønne... Sejren var vunden, fjenden slagen på alle kanter, — knust, — tilintetgjort. — — men sejren havde været dyrekøbt — mange af Danmarks bedste sønner havde måttet ofre deres unge varme blod. Hans bedste ven, Albert bang, havde de begravet på valpladsen--------nej, ikke Albert bang, det var synd om han skulle falde, så ville jo søster Kristine græde sine modige tårer, nej, han måtte skånes. Men så den næstbedste ven, bagerens Knud, ja, ham kundé de ikke spare; han var jo al tid vant til at være kanonføde i legene. Den skikkelige Knud — — ja, men han måtte skam falde alligevel, — men han skulle få en begravelse så smuk som kun få... Musikken skulle spille en sørgemarsch, faner vaje ved graven, geværsalver affyres, — han ville selv holde talen over den afdøde våbenbroder, — — han ville sige: venner og kammerater; vi stå ved en helts båre.... og så, når denne pligt var opfyldt, — så kom toget hjemad. Med faner og klingende spil drog de hjemvendende soldater gennem landet; fra by til by. Alle vegne stod festmåltider beredt til dem — bordene bugnede under vægten af svore toppede kransekager og flasker med sød kirsebærvin. Fra vinduerne begravede smukke damer dem næsten i en hegn af blomster. Så kom han til sidst til sin egen by. Alle folk. høje og lave, var samlede for at tage imod ham, deres unge helt, hvis navn var på alles læber. — der stod den, — der stod den, — og der stod Emilie Hansen, hende, han havde gået i danseskole med. — hun var bleven så stor og så smuk. en rigtig voksen dame med lang kjole, og hun kom hen til ham. — rødmende rakte hun ham en hose som tak fra de danske piger. — og senere,... da de et ojeblik stod ene, sagde hun til ham — nej det var jo ham, der skulle sige det til hende. — når det bare ikke var så flovt. — så kunne det hænde, at hans drømme pludselig blev afbrudt ved, at jomfru nikolaisen, hans faders gamle husholderske, stak hovedet ind ad døren og gjorde ham det prosaiske spørgsmål, om han havde lært sine lektier. — — nej dem havde han naturligvis rent glemt, de dumme lektier. — hvor skulle hans hoved kunne rumme noget så kedeligt som Borrings franske grammatik og Balles lærebog, når det allerede var overfyldt med store tanker og dristige planer. — men han måtte desværre alligevel se at lære noget for at slippe ind på land kadetakademiet, det var jo de danskes vej til Bos og magt. mente faderen. Han selv ville nu helst vinde officersrang på valpladsen, ligesom hans fader havde gjort. Derfor tog han sig det også meget let, da han ikke bestod den adgangsprøve, der fordredes for at blive kadet. Hans tid kom såmænd nok. trøstede han sig med. så skulle han nok vise verden, hvad han duede til. For faderen derimod var det en stor skuffelse, at sønnen ikke blev kadet, hvad skulle der så blive af fyren? — foreløbig afskedigede han sin lille kontorist og gav sønnen hans plads på kontoret. — ‘foreløbig... for det ville da være ligefrem naturstridigt for alvor at lænke en så prægtig knøs som Skjold fast til en civil stilling. I de hjemlige omgivelser udviklede Skjold sig' til en kraftig, køn, ung mand. Meget kløgtig var han jo ikke, men han havde et åbent vindende væsen og en vis trohjærtig livlighed. Der gjorde ham almindelig afholdt i den file by, indenfor hvis snævre grænser han tilbragte sin første ungdom. Han havde et udpræget talent både for selskabelighed og sport; i den retning ragede han højt op over byens øvrige mandlige ungdom, som væsentligst bestod af handelscomisser og håndværkere. De unge mænd betragtede ham derfor som selvskreven til at være deres fører og leder. Han var den dygtigste Skytte på hele egnen og ham skyldtes det. at Strandby havde vundet prisen for flere andre byer i kaproning. Og så havde han talegaver. — faderens korte, brede veltalenhed, et vist repræsentationstalent.... » Han er et levende billede på det unge, sunde, levedygtige Danmark, « sagde byens borgermesterinde om ham, hun var digterinde og udtrykte sig al tid i lignelser. På postkontoret opholdt den unge mand sig så lidt som muligt; faderen betragtede jo kun hans stilling i postvæsenet som en ventesal, forbi hvilken det tog snart måtte komme, der skulle føre ham ud i verden. Men det lod længe vente på sig, — år gik, og år kom — så endelig slog det ned som et lyn fra en tordensvanger nathimmel: kongen er død! Frederik den tende er død. — — — der gik som et klagesuk gennem landet. — anelsen om en stor ulykke, der ustandselig nærmede sig, lagde sig klam og tung over det danske folk. — — nu måtte krigen komme, den længe ventede, ofte ønskede — nu stod den som et grufuldt spøgelse ved Danmarks dør midt i vinterens slud og kulde. De lyse minder fra sejrsdagene i sidste krig blegnede overfor de kommende bædsler — men kampen kunne ikke undgås. Danmarks styrende mænd mente jo, at landets ære fordrede. At dets sønner rustede sig, hvor slet bevæbnede og hvor slet forberedte de end var, til at møde en overlegen fjende med en vel organiseret hær. — fædrelandets ære kunne kun bevares ved at danske mænd ofrede deres unge. varme hjærteblod i den håbløse kamp, der forestod. Skjold Karlsen mældte sig straks som officersaspirant. Han var strålende glad. da han skulle forlade hjemmet. — nu skulle alle de fantastiske drømme fra barndomsdagene endelig blive til virkelighed. Kaptejnen og jomfru nikolaisen derimod var dybt grebne af situationens alvor. Begges følelser slog hvert øjeblik ud i længere formaningstaler til den bortdragende kriger. Faderen mindede ham om slægten karisens løsen » Alt for fædrelandet «, det måtte følge ham såvel i krigen som senere i fredens gærning. når han kom tilbage... han ønskede, at han havde tolv sønner at sende ud til kamp, — men det havde han nu ikke, derfor måtte Skjold se at gøre fyldest for sine ufødte brødre. Sluttelig bad kaptejnen Skjold om at føre nøjagtig bog over sine oplevelser, så at han. der selv var afskåren fra feltlivets strabadser og glæder, dog kunne følge lidt med gennem sønnens oplevelser. jomfru nikolaisen talte med ligeså megen varme til ham om. at han måtte passe på sine skjorte]- og sokker. — hnn fældede tårer ved tanken om alle de efterstræbelser, disse nødvendighedsgenstande ville blive udsatte for, og hun kunne ikke tænke sig. hvorledes nogen anden dødelig end hun kunne vedligeholde den del af hans garderobe ordentlig. — — — dernæst overrakte hun ham en sindrig konstrueret brystlap, hvori der var indsyet tolv specier. Den skulle han al tid bære på sit bryst som et panser. Man havde før hørt, at en kugle var prellet af mod en hård genstand, når den i morderisk hensigt nærmede sig et menneskehjerte. — Skjold kyssede dem begge to kærligt og lovede dem den ene gang efter den anden at lægge sig deres formaninger på sinde, og så drog han bort fra det stille hjem. der havde fredet og skærmet hans første ungdom, for at rejse til København og påbegynde sin uddannelse på aspirantskolen. il af Skjold Karlsens optegnelser. Det var et underligt blandet selskab, jeg hin vintermorgen mødtes med ude på landkadetakademiets gamle kaserne, unge studenter, gamle kandidater, opløbne skoledrenge, kontorister, seminarister, højskolelærere, unge blaserede adelsmænd, kunstnere, landmænd, forstmænd og et par menige fra- hærens hækker, der foretrak på denne formentlig behageligere måde at afbetale deres gæld til fædrelandet. Størsteparten af os var dog frivillige, hovedsagelig under værnepligtsalderen. Heller ikke i rent fysisk henseende havde man taget det så nøje; mange af dem, der mødte op, havde neppe uskadt passeret sessionens skærsild, selv om de ville have nøjedes med at blive » Dunke «:, hvorfor en og anden havde grund til at prise sig lykkelig ved at være bleven fritagen for denne formalitet, der erstattedes af en attest fra en ikke alt for kritisk huslæge. skønt vi vordende krigere måtte vente mange dage på uniformer, der til en så uensartet skare måtte syes efter mål, så blev det dog betydet os. at vi fra den første dag måtte betragte os som soldater og underkaste os de strenge militære love, uden hensyn til det overordentlig vanskelige, der lå i sådan lige på en studs at få pillet alt-det civile ud af denne civilklædte bande. Men lige fra barn, der stilledes på højre fløj. Kæmpen med det drabelige skæg og et korpus, som ingen uniform i noget af samtlige depoter ville have kunnet rumme, og ned til den allermindste undermåler på venstre fløj » Halvvenstreom « var de besjælede af én tanke: fædrelandet var i fare. — to fjendtlige stormagter stod ved ( trænsen parat til at bryde over den: det måtte snart gå løs, nu gjaldt det om, så snart som muligt, at få skolen på bagen og komme over til brødrene ved Dannevirke. » Halvvenstreom « var, som sagt. Skolens mindste mand. Dette betegnende navn havde han fået, fordi hans næse havde den ikke ualmindelige fgenskab at divergere nogle grader til venstre fra den retning, som den i følge skønhedsidealet burde have fulgt. Han var af jødisk herkomst og overordentlig spinkel og sygelig af udseende. Vi syntes alle, at han havde været bedre på kin plads hjemme hos sin moder, indtil han var vokset lidt ud. Han måtte døje en del fra satirisk anlagte kammerater, men » Halvvenstreom « lod sig ikke skræmme. Det havde uden tviv 1 kostet ham stor anstrengelse at bore sig ind her, — på en session vidste han jo, han var bleven infamt kasseret —; men med den hans race egne ihærdighed var det omsider lykkedes ham at blive antagen her. Han ville ofre fædrelandet det bedste, ban ejede, sit liv, om fornødent, og han blev et eksempel for de andre i retning af tjenstiver og godt kammeratskab. Jeg fandt ikke al tid livet på officersskolen ubetinget behageligt. Det var en slem forandring at komme fra jomfru nikolaisens fjerdyner til kasernens hømadrats oppe på det iskolde loft. Havde jeg endda en hovedpude, ønskede jeg, når jeg træt lagde mit hoved til hvile på den hårde skråpude og krøb ned under det tynde uldtæppe; men jeg skulle jo hærdes for at kunne udholde feltlivets strabadser. » Alt for fædrelandet «, tænkte jeg, og så stod jeg op og tog mig en motion i gangen mellem sengene, som jeg så de andre kammerater gøre, når de ikke længer kunne holde det ud for kulde. Længe før dagen gryede blev vi purret ud, og ovenpå en kop marketenderkaffe begyndte så dagens tjeneste — der stilledes i gymnastiksalen til » Froprædiken «. Skolens chef holdt nemlig her sin daglige tordentale til de syndere. Der i løbet'af den foregående dag i følge rapporterne havde forset sig. Så rykkedes der på fælleden, og her blev så vi aspiranter hele formiddagen muntret på det bedste, hvilket nok kunne behøves i den strenge kulde. Var vi blevne kolde om fødderne af at vade i den dybe sne, tik vi os en løbetur. og bankede vi de valne næver, kommanderedes der » Handskerne af « og som oftest kapperne med. — så frøs vi ikke mere, af frygt for at vi, når vi en anden gang viste os kuldskære, skulle blive kommanderet til at gå i skjorteærmer. Efter middagen gik tiden med pudsning. Og så var dagen omtrent forbi. Tjenesten blev for hver dag, der gik, strengere og strengere. vi skulle jo ikke alene i den kortest mulige tid lære at blive soldater, men også befalingsmænd, og da det viste sig, at mange ikke ville egne sig hertil, foretoges der næsten daglig » Sigtninger «, som det kaldtes. » Halvvenstreom « blev også, trods al tjenstiver, funden for let. Nu tog han vel hjem til sin moder, og det var vist også det bedste for ham, mente vi. Endelig kom den første februar efterretningen om, at det første skud var faldet. Preusserne var gået over Ejderen, og snart efter kom også meddelelsen om. at de forgæves havde løbet panden mod dannevirkestillingen ved mysunde. De danske havde med stor tapperhed afslå! de gentagne angreb — de havde sejret. Det* var en god begyndelse, der varslede godt for fremtiden. De allierede ville nok tinde ud, at man ikke sådan løb igennem dannevirkestillingen — Danmarks bolværk — Thyra Danebods vold. Begejstringen var glødende hos os alle; kun syntes vi, det var hårdt, at vi ikke selv havde personlig del i sejren; — men vent kun, tænkte jeg, det vil nok blive en længere historie, og så bliver det vor tur at tage stikkene hjem. — så hed det sig, at der var kæmpet foran Dannevirke. De danske havde holdt stillingen, tabet havde været stort, og det ville blive vanskeligt at holde den i længden. Jeg trøstede mig imidlertid med, at havde vi lidt tab. havde fjenden da også, jeg havde jo syn foi" Sagen i de østerrigske fanger, der nu spadserede der ude i kastellet i deres hvide våbenfrakker;— stillingen blev nok holdt, til jeg kom der ned. Så kom hin uforglemmelige, kummerfulde sjette februar, Dannevirke var forladt, arméen på retræte. — vi hørte, at første og ellevte regiment med heltemod havde standset østerrigernes avantgarde ved sankelmark, resten af vor armé var efter utrolige lidelser nået til Dybbøl eller var på vejen til Jylland. — men Dannevirke, de danskes håb og stolthed, var uigenkaldelig tabt. En uendelig knugende følelse betog mig i første øjeblik ved denne knusende efterretning, men mit håb spirede snart igen, endnu var jo dog ikke hele Slesvig tabt. — de danske stod på Dybbøl; — jeg mindedes, hvad jeg havde hørt om, hvorledes Læssøe hin 5te junidag i 48 på en gang lod sine rødkjolede jenser som en lavine styrte ned ad bakken, drivende fjenden foran sig, langt ud i Sundeved; — det Dybbøl, der i 49 så tappert holdt ud. og hvorfra de heldige udfald mod nybbøl og Dybbøl byer foretoges. øg så havde vi jo Fredericia. — jeg syntes, jeg så fader for mig, når han med strålende øjne talte om sin deltagelse i slaget ved » Frederits «, da den belejrede armé i den lune sommernat brød ud, tog tyren ved hornene og bragte Danmark den stolteste sejersdag i dets historie. Opholdet på skolen blev tungere og tungere for os; man var for længst på det rene med, at der ikke ville blive tid til at uddanne officerer, — det måtte overlades til arméen. — tankerne var dog bestandig derovre, hvorfor så ikke komme afsted straks; man havde jo lært at blive stramme soldater, vi kunne også til nød føre en trop. Tabene i kampene foran Dannevirke og Dybbøl havde allerede krævet store ofre, og vi aspiranter var jo alligevel bestemt til kanonføde, hvorfor så ikke sende os af sted? — så endelig i marts kom da den længselsfuldt ventede dag. Jeg var blandt det første hold, der blev udtaget for at sendes af sted; jeg var jo stor og stærk og havde ord for at være en af de alvorligste og strammeste soldater på skolen. Efter en kort præsentation for generalen skulle vi afgå den næste dag. Det blev meddelt os unge krigere, at der, så vidt muligt, ville blive taget hensyn til vore ønsker, når vi ville opgive ved hvilken afdeling, vi ønskede at tjene. Det havde jeg ikke tænkt på: jeg ville have gået blindt, hvorhen jeg blev kommanderet og dermed basta. Nu måtte jeg tage en beslutning. Jeg var født jyde og elskede jydernes trofaste seje natur; men fader havde jo stået ved det berømte 2det jægerkor, den mest udprægede » Kulsviers-afdeling i forrige krig. » Det var karle, der kunne gå på med dødsforagt uden at blinke — og så sikken et humør! « havde fader sagt. Han havde kendt næsten alle afdelinger i den danske armé. men for ham stod » Kulsvierne « som idealet. — derfor bestemste jeg mig for et af de nordsjællandske regimenter; — var det end ikke de samme karle, fader havde kommanderet, så var dog racen den samme. De måtte absolut sejre, hvor de kom frem. Den næste morgen tidlig stilledes på jærnbanen — venner og slægtninge havde samlet sig for at sige farvel — et farvel, der for manges vedkommende skulle blive det sidste. Et sidste Kys, et sidste håndtryk — så brusede toget af sted. Lommetørklæder viftede, en enkelt tåre viskedes bort, og så åndede man atter frit. Skolens tvang var ophørt. Nu rejste vi som selvstændige mænd på egen hånd. Feltflaskerne gik flittig rundt, og humøret var på højdepunktet. Det var søndag. Overalt på stationerne var folk på benene. Hvert tog bragte gerne bortdragende soldater, så der var al tid noget at se på. Ved synet af Sorø med dets sø og skove og dets unge damer på perronen blev en glad aspirant så begejstret, at han, medens toget holdt, udbragte et leve for Danmarks dejligste perle, Sorø, med dets endnu dejligere kvinder. Så bruste vi videre. I Korsør kom der allerede en dæmper på humøret; her måtte vi nemlig tage afsked med de kammerater, der over Fyen skulle afgå alt for fædrelandet. 2 til Fredericia. — hvem vidste, -om man nogen sinde sås igen. Et kort lev vel, og så om bord på damperen, der skulle føre os til det mål, vi så længe havde længtes mod. De fleste af os havde aldrig set så meget af vort fædreland før, som i dag. — der lå jo Fyn, Danmarks have, der Langeland, Thurø, thorseng, — nu sejlede man gennem det dejlige svendborgsund. Ved Svendborg lagdes der til. — atter søndagsklædt publikum på broen. — ældre damer, der var rørt ved synet af så megen ungdommelig kanonføde, — for man kunne godt i deres deltagende ansigter læse, at de mente, det blev dog enden på det; — unge damer, der så mere lyst på tingene og sendte ømme blikke til de unge krigere, der drog ud for at vinde officersepauletterne på ærens mark. — atter taler, hurraråben og viften med lommetørklæder. det var den sidste opstrammer. Nu gik det atter mod målet, ud i Østersøen, forbi Lyø, Avernakø, Drejø og hvad alle øerne i dette Danmarks arkipelagus hedde. Snart viste sig ude i horizonten de høje skrænter af alses østkyst. — nu nærmede vi os med stærkg skridt til Dybbøl, hvor vore brødres blod daglig flød. — jeg følte mig så underlig til mode; men inden vi nåde ind i høruphav, havde jeg igen mandet mig op, — snart skulle vi jo i land for at fremstille os for vore respektive regimenter. Der uden tvivl ville blive glade ved denne nye tilvækst. Der blev endnu en gang rettet på uniformen. Man måtte jo imponere ved sin gode holdning og ulastelige påklædning. Det lakkede mod aften, da vi gik i land. Et broget liv mødte her vort øje. Fiskerlejet høruphav var stationen foi- den store transportflåde. der skulle tilføre arméen på Dybbøl, hvad den behøvede. — — desuden var her hovedstationen før arméens træn med der til hørende store vognparker, hvis kuske for største delen var sydslesvigske bønder, der under retræten fra Dannevirke ufrivillig med deres køretøjer havde måttet følge arméen, og som nu alt i mange uger havde været skilt fra hjem og familie, hvilket deres ydre bar tydelige spor af. — slesvigske og holstenske gendarmer holdt orden i dette Chaos. Foruden kuske, søfolk og gendarmer sås dog også en del militære af alle våbenarter spredt hist og her. På landgangsbroen stod nogle temmelig smudsige og vist næppe ganske ædru infanterister og artillerister. » Du! hvad er det for nogle snørestøvler? « bemærkede den ene. » Det er dissehersens knapgafler, « Svarede den anden, » de skal natyrligvis over og spille lieutnanter for gamle soldater, som har våren med lige nede fra Dannevirke, det er nogle varme herrer. Bare de ikke får ondt, når de skal over i skanserne. Mon de har husket at tage hofmandsdråberne med. « Det var vor første modtagelse. — den var just ikke meget opmuntrende, men man måtte bide det i sig. Vi var jo endnu hverken fugl eller fisk, da aspirantdistinktionerne ikke en gang gav os så megen myndighed som en underkorporal; vi var hverken officer, underofficer eller menig. Det gjaldt nu om at finde vore regimenter; det var jo åbenbart af yderste vigtighed, at vi så snart som muligt meldte os til tjeneste. — der blev en spørgen efter, hvor dette eller hint regiment var at træffe, men i reglen fik vi intet, eller et undvigende svar. Ingen synes at vide noget. — til Sønderborg måtte vi i alle tilfælde for at få nogenlunde rigtig besked. Det var lidet lystige udsigter, der var endnu over en mil der til, og mørket var faldet på, men en aspirant, der var kendt i egnen, påtog sig at være vor vejviser, og af sted gik det så ad en genvej, gennem den mørke tavse sønderskov ad uvejsomme stier og i gåsegang. omsider brødes mørket af et lysskær langt ude, det var lysene i Sønderborg, der strålede os i møde. Da vi kom nærmere hørte vi en summen som fra en bikube, det var tummelen af de mange mennesker i den stærkt belagte by. Her var hovedkvarteret og alle de mindre stabskvarterer, og her lå der al tid mindst en Brigade i selve byen foruden alle de tropper, der stadig passerede igennem den på deres vej til og fra stillingen. På gaderne og i husene vrimlede der af soldater. Nu kunne vi kammerater ikke længer holde sammen, vi måtte spørge os frem, til vi hk bestemte oplysninger om vore afdelinger, og under al denne spørgen tabte vi hverandre af syne i sværmen. Kun to kammerater, der skulle til samme regiment, som jeg, holdt endnu sammen med mig. Ingen af os vidste, hvor regimentet var; vi henvistes til divisionskvarteret, og her fandt vi omsider ud, at vort regiment lå i reserve i barakkerne på Dybbøl. Derover måtte vi så, vi mente, det var af største vigtighed, at vi meldte os endnu samme aften. En skikkelig gammel divissionsskriver, der kendte lidt til mine kammerater, påtog sig at følge med som vejviser. — af sted gik det ned ad hovedgaden og sidegaderne mod broerne, hvor gendarmernes skarpe øjne målte enhver, der begav sig over uden kommando. Af og til hørtes et drøn ude fra skanserne. — og nu! — nu så jeg med en blanding af gru og dyb ærefrygt mine længslers mål — dybbølbjærget — liggende for mig der ude i den stjerneklare nat som en stor sort kæmpe... En gang imellem måtte vi springe til side for en galoperende ordonants med mæl dinger fra forposterne, ellers var alt så fredeligt og stille her ovre. Så gik det op ad den stejle bakke, til vi omsider nåde barakkerne, der som en stor by med lange snorlige gader og tværgader strakte sig på begge sider af vejen. Husene i denne by bestod kun af stråtage med b ræddegavl og et lille vindue i hver ende. Langs midten af hver hytte var en gang, begrænset på begge sider af lave brædder; imellem disse og tagskægget var der lige plads til de menige, der i lange tætte rækker strakte sig i halmen, der var spredt på gulvet. For enderne af hver sådan gade år officerernes hytter. Disse var naturligvis betydelig mindre men ikke synderligt mere komfortabelt indrettede med undtagelse af, at der fandtes et træbord og to bænke samt en lille ovn. I en af disse hytter fandt vi omsider regimentsstaben indkvarteret. Chefen var gået til sengs i halmen, men regimentsadjutanten, overlægen og flere officerer af regimentet var endnu på benene. De to førstnævnte, der hørte til her. var i færd med den alt andet end krigerske idræt at stoppe strømper, medens en oppasser, havde travlt med at fyre i den lille langbenede ovn, der lignede en edderkop. Noget forlegen stillede vi tre aspiranter os op indenfor døren med stram militær holdning og hånden til huen. » Vi har den ære at mælde os til tjeneste ved regimentet, « sagde jeg og overleverede det fra skolen medbragte brev. » Hvad fanden vil de her på denne tid af døgnet «? lød svaret med et godmodigt grin fra adjutanten. Da ingen af os svarede føjede han til: » Gå de bare hjem til Sønderborg og læg dem, og hvis de så har tid og lejlighed kan de jo se her over i morgen. « — å! hvor jeg følte mig skuffet ved den modtagelse. så gik vi igen, betydelig slukørede og flove, ad byen til. Derovre på den anden side af sundet lå den amfiteatrask beliggende by, der ved skæret fra de mange lys tog sig storartet ud i den mørke nat. Lidt efter var vi igen inde i sværmen. Da lød på en gang fra et fuldttonende orchester » Den tapre landsoldat «. Det var tappenstregen, der med brigademusikken i spidsen drog op gennem byen, efterfulgt af mer end et tusend jenser, der sang med af hjærtens lyst. Under disse kendte toner hoppede hjertet i livet på os, og vore skuffelser var som blæst bort. — sådan skal det være! Hurra, hurra! » Gå de hjem og læg dem « — havde han sagt. Ja det var nu lettere sagt end gjort. Det var næppe, man kunne finde en ledig plads på en trappesten, end mindre en seng. Den gamle skriver kom os dog atter til hjælp. Han gav os anvisning på en beværtning, hvor vi efter nogle vanskeligheder tik reddet os lidt aftensmad. Så bad vor skriver os tage til takke med lejligheden i stabens skrivestue. Vi gik da til sengs, hver på et par stole, men det uvante leje skaffede os ikke megen søvn i øjnene; desuden var der hele natten et rykind af ordonantser og stabsofficerer, der bragte og modtog mældinger. — officererne så noget skævt til denne indkvartering og brummede af og til noget; men den gamle klarede al tid ærterne. Det var næsten en lettelse at komme op igen og strække de stive lemmer næste morgen. Efter en kop kaffe og et toilette ved vandposten sagde vi farvel til vor gæstfrie vært og begav os over broen for at se om regimentet var stået op. Jo, det var opstået og i fuld aktivitet. — mandskabet var hovedsagelig i færd med pudsning, der rigtignok indskrænkede sig til den højst nødvendige afgnidning af geværerne. En dilettant i hårskærerkunsten producerede sig i en grøft. — en del var i færd med morgenkaffen, der nødes stående og serveredes af kvinder, der næsten.var lige så sorte som den drik, de skænkede ud. En tæt røg blandet med Duft af stegt flæsk, cichorie og andre delikatesser, mødte en overalt fra de omliggende grøfter, hvor mange kokke var i færd med tilberedelserne til frokosten. nu viste regimentsadjutanten sig. han havde hørt om vort komme og gav os anvisning på det kompagni, ved hvilket vi skulle mælde os. Min kaptajn, en ældre veteran, der i første krig var blevet såret i benet i slaget ved Fredericia, havde atter været så uheldig denne gang at blive såret ved mysunde. Han havde nylig, skønt næppe helbredet, igen overtaget kommandoen over kompagniet. — da han så os, så han næsten ud som han ville sige: » Hvad fanden skal jeg nu gøre med de fyre. « Men han rakte os dog hånden og bød os velkommen til kompagniet. Dette var efter omstændighederne godt forsynet med officerer. Det havde foruden kaptejnen en gammel karakteriseret lieutenant, — der efter at have været underofficer i første krig var gået over i civil tjeneste, men som ved krigens udbrud atter havde mældt sig; endvidere en svensk gardeofficer, der som så mange andre tapre svenske og norske havde stillet sig til disposition i nødens stund for det betrængte broderland — og endelig en ung reserveofficer, der fungerede som premierlieutenant. de indbød mig til en frokost på feltfod, bestående hovedsagelig i en » Naturalbøf «. Da vejret var strålende dejligt, indtoges bøffen i det fri og nødes af den pande, hvorpå den var stegt. Panden blev stillet på jorden, midt imellem os. — regimentet, der havde haft en seks dages tur i stillingen, skulle ligge her til om aftenen, for derpå at marchere over på Als i et tre ' dages kantonnement. Det var ikke efter mit hoved. Jeg ville heller have været ud i skanserne, hvor det gik løs. Jeg måtte i stedet for nøjes med en privat tur derud for dog at kunne sige, at jeg havde lugtet krudtet. Det. jeg så, var dog endnu kun legeværk imod hvad det blev senere. Fra broagerbatterierne sendtes jævnligt granater over mod venstre fløj; men da de alle kom fra samme retning, forstod man ganske godt at dække sig imod virkningerne af dem, hver gang skildvagten på brystværnet råbte sit » Broager dæk «. Da jeg kom tilbage hen ad aften, stillede vort regiment til afmarch. Det var første gang, jeg så det samlet. Det var et imponerende syn at se disse 1600 mand opstillede i en lang linje på to geledder. Jeg kunne overse det hele, da jeg stod foran fronten for at blive præsenteret for regimentschefen og kompagniet » under gevær «. — men hvor så de dog ved nærmere eftersyn ud, disse folk! « var det virkelig et af de tapre kulsvierregimenter? Lyseblå forstærkningsmænd - med den islandske trøje stikkende frem af kappen — og mørkeblå linjesoldater blandede mellem hverandre. uniformerne så umådelig skidne og falmede ud og det var næppe nok, at de folk tog piben ud, mens de skuldrede for regiments- chefen. mange havde en solid knippel hængende ved siden, den kom under Marchen straks frem. Et par træsko kunne man også se i geleddet, og uldne tørklæder om halsen hørte næsten mere til heglen end til undtagelserne. Musik manglede begimentet aldeles, instrumenterne var forblevne hjemme i garnisonen, for at musikerne kunne fordeles ved kompagnierne som hornblæsere. — men hvad var det der langt nede på venstre fløj af begimentet! — jeg syntes, jeg så en bekendt skikkelse — var det muligt? — jo vist, det var jo den lille fløjmand fra skolen » Halvvenstreom «. han var altså ikke bleven hjemme hos sin moder. Nej han havde straks, da han forlod skolen, mældt sig som frivillig. Det havde knebet hårdt for ham at opnå den gunst at få lov til at komme med. fortaltes der, men han var jo ihærdig, og det lykkedes ham omsider. jeg hk nu ansættelse som halvdelingsfører og i følge denne betroede stilling indtog jeg straks min plads bag geleddet. Sektionen svingede ud. og tilbage gik det så over broen, gennem Sønderborg ud på landet ad veje, hvor støvet lagde sig tykt og tæt om os. I landsbyerne stod langs vejene medlidende kvinder med spande fyldte med vand for at kunne læske de mange tørre ganer. Gamle koner stod med hænderne foldede på maven og så på os. » U hab! u hah! de sølle soldåt

1878_SoerensenC_AltForFaedrelandet

Carl

Alt For Fædrelandet

Sørensen

Soerensen

Alt For Faedrelandet

male

1878_SoerensenC_AltForFaedrelandet.pdf

Carl

Sørensen

Carl Hermann

dk

Alt for Fædrelandet

Original historisk Roman med Portræter

y

gothic

Carl Lund

KB

Udkom som følgeton i hæfter a 0,25 kr. under serietitlen Fædrelandshistorisk Romanbibliothek. (Se også Lenes registreringer af forfatterens romaner). Marie Sophie Schwartz står også som forfatter på Lothard og Skyldfri. Samme Carl Sørensen, som også skrev under pseudonymet Henry og Peter Levald. Filen indeholder 4 bind, sidetal er derfor sammenlagt i pages

pdftxt

nan

nan

O

Pladsen udfør citadelskirken frembød et eiendømmeligt skue. Skønt det endnu var nat var alt dog liv og bevægelse her, trommerne hvirvlede og trompeterne sfingrede, troppeafdelinger kom og bortmarscherede, — der måtte være noget på færde af mere end almindelig betydning. Dette var også tilfældet. Derom vidnede ikke blot den store troppestyrke, der kamperede på pladsen og batteriet, der var kørt op derpå, men også de fuldt oplyste bygninger rundt omkring. Og at dette noget tillige måtte være af en usædvanlig natur, derom vidnede den spænding, der læstes i alles miner og den trykkende tavshed der hvilede over den hele scene, hvor broget og livlig denne nu end alligevel var. Man stirrede as og til hen til kirkens ur og syntes med en vis utålmodighed at. betragte visernes gang over skiven. Den samme utålmodighed, der gjorde sig gældende mellem soldaterne ude på pladsen, gjorde sig også gældende inde i det store hus på dennes venstre side. Man løb frem og tilbage derinde og engang imellem åbnedes et vindne og et hoved sås nysgerrigt at kigge ud deraf. Vi vil begive os ind i dette hus. Dette er imidlertid lettere tænkt end gjort, thi på enhver afsats as trappen står der en skildvagt med dragen sabel, som han ubarmhjertig vil støde imod vort bryst, dersom vi ikke kan nævne ham feltråbet. Men det kan vi, — det hedder: „ Alt for fædrelandet. “ Vi stige op til bygningens første etage. Gangen her er tæt opfyldt med soldater, der er opstillede i to rækker. Midt imellem rækkerne går en officier, med blegt ansigt og strenge miner, frem og tilbage, ængstelig og utålmodig stirrende hen imod en dør i enden af korridoren. Ved denne dør er sat en dobbelt vagt med skarpladte bøsser. Vi nævne feltråbet, passerer forbi officeren og de to skildvagter ved døren, denne åbnes og vi træder ind. Vi befinder os i en fangecelle, mørk, klam og uhyggelig som den er i en tidsalder, der endnu ikke har læert, af man skylder af vise selv fanger humanitet. Vandet siver ned ad de fugtige mure og luften er opfyldt med giftige Dunster, så man næppe kan drage ånde. Midt på gulvet står der et gammelt, umalet bord, på hvilken der er stillet en osende tranlampe, hvis matte røde skær endmere forhøjer stedets uhyggelighed. Ved dette bord sidder to mænd lige overfor hinanden og begge er de mørke og alvorlige, på begges ansigter hviler dødens bleghed. Tilbagetrukken i en krog af denne hule sidder to soldater med dragne sabler. De sidde tavse og på lur ligesom en edderkop, når en flue nærmer sig dens spind. De agter på ethvert ord, der veksles mellem de to mænd og agte på enhver af deres bevægelser, rede til at kaste sig over dem og gennembore dem, hvis de mærke det ringeste tegn til angreb fra deres side. Dog — de kunne være ganske rolige. De to mænd ved bordet tænker på alt andet end at angribe dem. Hvortil skulle en sådan dårskab vel tjene? Til friheden kunne det dog ikke føre! Vi taler som om de begge er fanger. Og dog er dette ikke tilfælde. Kun den ene sidder her tvungen og bundet af den stærkeres ret, den anden har frivilligt begivet sig ind i denne pesthule, for at bringe religionens trøst til en dødsdømt forbryder. Han — fangen — er en mand på femogtredive år. Han er lille af vækst med en temmelig velnæret figur, der røber, at han ikke særdeles længe har siddet indespærret i dette fængsel. Han er lænket både på hænder og fødder. Den anden er en høj, statelig mand i oldingealderen. Hans hele idre viser hen på præsten, præsten af den gode, gamle skole. „ Til hvilken tid er det bestemt? “ Spørger fangen præsten, i det øjeblik vi usynligt træder ind i cellen. Præsten seer ængstelig hen til krogen, hvor soldaterne sidder og siger derefter: „ Det er forbudt mig at sige dem dette, hr. Greve. “ „ Hm! Og hvorfor? “ „ Jeg tænker af humane hensyn. “ „ Humane hensyn, “ gentog fangen i en hånlig tone og tilføjede derefter: „ Følger de med mig? “ „ Ja, jeg er befalet til det! Jeg gør det gerne. “ „ Ej, ej! De følger gerne deres venner på skafottet, “ udbrød fangen i en spottende tone. Præsten så på sit ur og sagde derefter i en mildt bebrejdende tone: „ Jeg beder dem ikke spilde deres sidste timer med raillerier og sarkasmer. Vend heller deres sind og tanke imod gud, for hvis åsyn de jo snart skal stå. “ „ Jeg vil dog foretrække mere at vende min tanke imod det, jeg skal forlade end imod det, som kommer. Jeg har hele mit liv igennem tænkt så lidet på gud, al han ikke vil vredes fordi jeg heller ikke tænker på ham i de sidste timer af mit liv.. „ Stille, hr. Greve! Hust, af mennesket skal gøre regnflab for hvert utilbørligt ord, de har talet her på jorden. Vend ikke guds nåde og barmhjertighed fra dem ved af spotte ham nu i et øjeblik, hvor de så af sige står på hans dørtærskel. “ „ De ved, hr. Pastor, af jeg ikke troer på noget liv efter døden, så deres formaninger ville være spildte. Lad os heller tale om noget andet! De antager det altså for afgjort, af kongen ikke benåder mig. “ Præsten trak på skulderen og svarede intet. „ Nu, hvorfor tier de? “ udbrød fangen utålmodig. „ Ja eller nej! De ved jo, af jeg ikke frygter døden. “ „ De vil ikke kunne vente nogen benådning, “ Svarede præsten derefter i en fast tone. „ Kan Brandt heller ikke vente den? “ „ Nej, hr. Greve! “ „ Stakkels fyr! Det gør mig ondt for ham, thi af dø er ingen livsnydelse for ham. Øg forresten er det også flammeligt, at han skal dø. “ „ Han har lagt hånd på sin konge, Herrens salvede... “ „ Ja, hvad magt ligger der vel på, at han engang for spøg har svippet kongen over benene med sin stok. Når kongen opfører sig som en gadedreng må han sinde sig i at blive budt drengekonfekf. “ Sablerne raslede henne i krogen, som forat minde om deres tilstedeværelse, men deraf tog fangen ingen notits, i alt fald at dømme efter det hånlige smil, han tilkastede soldaterne. Efter en pause udbrød han: „ Nu, fortæl noget nyt! De keder mig, hr. Pastor!... Lad os ikke sove de sidste minutter bort... Sig mig til eksempel, om de tror, at der kommer mange ud for at se på min henrettelse? “,, men hvorledes kan de dog have tanken henvendt på sådanne ting, hr. Greve? Det er jo aldeles som om de skulle til et hofbal eller en maskerade og ikke til det betydningsfuldeste moment i et menneskes liv!... Ak, jeg frygter for, at de ikke kan slå tanken om benådning ud af deres sind, og af det er denne tanke, som bringer dem til af se det hele i ganske anden belysning end de ellers ville se det. “ „ Ieg forsikrer dem, hr. Pastor, af jeg er ganske fortrolig med tanken om, af jeg skal dø! Så længe benådningsretten er i hænderne på en sådan megære som Juliane Marie og sådan en puklet nar, som hendes søn... Ha, ha, jeg kommer til af le, når jeg mindes det grinagtige ansigt, han satte op, da jeg af vanvare — gudbevares! — kom til af spytte i hans hat!... Ha, ha, ha, hvis jeg var maler ville jeg have afleveret dette grinende fårehovede til efterverdenen. “ En ny våbenklirren hørtes henne fra krogen, men fangen ænsede dette nu ligesålidt som sør. Derimod lagde noget andet beslag på hans opmærksomhed. Nede fra pladsen hørtes en vogns rullen og buldren på den knudrede stenbro. Han for i vejret og stirrede lyttende henimod døren. Præsten rejste sig ligeledes. Også han havde hørt denne larm og forstod, hvad den betød. „ Hr. Greve, “ sagde han. „ Tiden nærmer sig. Lad min bøn finde vejen til deres hjerte... Sig, at de vil dø som en god kristen, og at de anråber. Gud om nåde for deres arme sjæl. “ „ Dette hører med til deres embede, Heri pastor!... Jeg er ikke deres kapellan. Jeg... “ Han blev her afbrudt ved at døren åbnedes og nogle mænd trådte ind i cellen. Den forreste af dem trådte hen til fangen og sagde: „ Er de Johan Frederik Struensee? “ „ Grev Struensee, om jeg må bede! “ Rettede fangen ham i en stolt tone. „ Jeg er kbngens foged i København, “ Vedblev den anden, uden at tage nøgen notits af fangens indvending; „ i mit embedsmedfør har jeg at afhente dem til at lide den straf, hans majestæt kongen har befalet fuldbyrdet på dem. Er de rede til at følge med mig? “ „ Ja, “ svarede fangen i en fast tone. „ Forinden jeg imidlertid fører dem bort, spørger jeg dem, om de har truffet nøgen bestemmelse med hensyn til deres sidste arveladensfaber. „ Nej, “ svarede Struensee i en hånlig tone, „ jeg ejer intet og har altså intet at tage bestemmelse om. Det eneste, som jeg har tilbage, er min hjertelige foragt imod menneskene, men den bliver jeg vel nødt til at tage med mig i graven... Lad os nu komme bort! “ „ Vi komme bort, når jeg ønsker det, “ Svarede fogeden i en myndig tone og vendte sig derefter om imod præsten. „ De er hr. Pastor munter, formoder jeg? “ Spurgte han denne. „ Ja, hr. Etatsråd. “ „ ' vil de yde arrestanten religionens trøst og følge med os? “ „ Ja, det er min pligt, “ svarede munter med et dybt suk. „ De behøver ikke at ulejlige dem, “ Sagde Struensee hurtig til præsten. „ De ved, at jeg... “ „ Stille! “ afbrød fogeden ham i en befalende tone. „ Der er ingen, der bekymrer sig om deres mening! “ Han vendte sig derefter om til en af de personer, der stod bagved ham og sagde: „ Vagtmester, undersøg om arrestantens jern er forsvarligt aflåscde. “ Den tiltalte gjorde som der blev befalet ham og erklærede derefter, at alt var i sin orden. „ Sæt dem! “ befalede fogeden derefter fangen og gav nu en af de andre personer et tegn til at træde frem. denne person var et menneske med et ' skrækindjagende fysiognomi. Alle lidenskaber og onde drifter stod at læse i disse rå, markerede træk. Da Struensee havde sat sig, gik han bagved ham og fremtog en stor saks, med hvilken han hurtig afskar fangens hårpisk. Da Struensee følte det kolde stål glide hen over sin Hals, for han uvilkårkårlig sammen og et udtryk af smerte for over hans ansigt. Fogeden befalede nu fangen at rejse sig og en tredje af de tilstedeværende trådte frem og lagde en kappe om hans skulder og satte en hat på hans hoved. „ Afsted! “ befalede nu øvrighedspersonen og døren åbnede sig for den uhyggelige prøcession. Forrest gik fogeden; efter ham fulgte en ung mand, der bar en papirrnlle i hånden og som altså måtte være fogedens fuldmægtig eller skriver. Derefter fulgte den person, der havde æfklippet Struensees hår, sammen med et individ, der havde et ligeså modbydeligt ansigt som han selv. Derpå fulgte fangen og præsten og bag ved denne gik de to soldater, som havde holdt vagt i cellen. Til sidst kom vagtmesteren der aflåsede cellen efter dem. Tavs stred processionen gennem espalieret, som soldaterne dannede i korridoren og på trappen. Alles blikke hvilede nysgerrigt på Struensee, for at se hvilket indtryk denne situation gjorde på ham, og man ærgrede sig så småt over at se den frygtløse ro, hvormed han stred fremad. Da processionen kom ned på pladsen forefandt de her to lukkede karetter. Ved den ene af dem stod fire soldater med fingeren på aftrækkeren rede til at give ild på det mindste vink af deres officier, der stod ved vogndøren med draget sabel. Da Struensee så denne vogn og denne vagt fløj atter et glimt af tungsindighed over hans ansigt og han så sig ængstelig omkring. „ Stig ind! “ befalede fogeden ham nu og opfordrede derpå i en høfligere tone præsten til at tage plads ved siden af fangen, hvorefter han befalede en af soldaterne at stige ind og til sidst gjorde han da selv dette, hvorpå han befalede kusken at køre bort. I den anden vogn tog sekretæren og de to uhyggelige individer plads, hvorefter også den satte sig i bevægelse. De to vogne kørte bort i skridtgang,. rimeligvis for at den militære eskorte skulle kunne følge med. Toget var så langt, at de sidste soldater endnu ikke vare marscherede ud af kastellet, da den første vogn nåde Østerport. Ved denne gjordes en kort standsning, foranlediget ved at stadens gonvernør, der havde nøglen til alle portene, endnu ikke havde ladet porten åbne, men efter nogle minnters venten, kom han selv ridende i fuld galla med en lille stab efter sig og en sergent af denne steg da ned af hesten og åbnede porten med et uhyre af nøgle, som han havde i sit ene pistolhylster. Da porten var åbnet red gouvernøren og hans suite hurtig ud af denne og nu fulgte vognene og hele den militære bedækning. Skjøndt det var årke morgen — solen var næppe brudt frem — og skønt der fra magthavernes side var lagt dølgsmål på, hvornår eksekutionen skulle finde sted, fandt toget dog alle veje udenfor østerport tæt pakket med tilskuere. Grunden til at man havde holdt sagen hemmelig, var simpelthen frygt for, at almuen i det sidste øjeblik skulle føle medlidenhed med Struensee — hvor meget den end tidligere havde hadet og foragtet ham — og da lade det komme til uroligheder. Det tusindtungede rygte havde dog sneget sig ud i byen og der var kun få københavnere, som vare uvidende om, hvad der i denne morgenstund skulle foregå på østerfælled. Folkehoben lod roligt toget passere forbi sig. Man kiggede nysgerrigt på vognen, hvori den dødsdømte sad, for at få et glimt af ham at se, men han sad hele tiden tilbagetrukken i et hjørne, så at ingen kunne se ham, uden netop de tre som fulgte ham på denne hans sidste køretur. Såsnart vognene vare passerede forbi, løb man med dem, hvorved folkehoben voksede ligesom lavinen, der ruller ned ad bjerget. Et bølgende hav af mennesker omgav karetterne og den militære eskorte havde møje med at holde den i ave. På den snevre bro blev trængslen så stærk, at flere faldt i vandet og druknede. Nogle steder kom det til slagsmål og der var i det hele faget en sådan puffen, støden, hvinen og skrigen, der udmærker ethvert større folkeopløb. Fogden sad i angst for at opløbet skulle gå over til en faretruende tumult, hvorunder man måske kunne gøre forsøg på at befrie fangen. Vel var den militære bedækning så stærk, at dette ikke let kunne lykkes, men under kampen om fangen kunne måske hans eget kostbare liv gå i løbet. Hans frygt i så henseende var døg fuldstændig ugrundet. Struensee sad med lnkkede øjne. Han lod i dette øjeblik hele sit livs drama glide forbi sit indre syn. Og dette skue var lidet trøsteligt. For tre måneder siden stod han på ærens og magtens tinde, sin konges ven og sin dronnings indling og nu var han på vejen til retterstedet, hvor bødlen skulle... En tåre trængte sig frem i hans øjne, hvor meget han end søgte at blive herre over sin bevægelse. Store gud, hvis han i dette øjeblik havde kunnet leve sit liv om igen, da ville han visselig have rådet sin skæbnes runer bedre og klogere end han nu havde gjort! Hans bevægelse undgik de andres opmærksomhed, og hans anger gik med ham i graven. De vare nu nåde hen til „ Trianglen “ Og vognen skulle køre ind på fæl leden. men dette var lettere besluttet end udført. Sålangt øjet kunne række var den store plads ligesom brolagt med menneskehoveder og midt over denne myriade af mennesker knejsede det blodrøde skaffet, på hvilket der nu skulle opføres et skuespil, hvortil der ikke sindes noget sidestykke i den dansfe historie. Da vognen drejede ind på fælleden åbnede Struensee sine øjne og kastede et ængsteligt blik ud igennem vinduet, men i samme øjeblik skjulte han ansigtet i sine hænder og udstødte et let skrig. Havde han set skafottet, der grinte ham i møde? Ak, han havde set mere end dette! Hans ven og stalbrøder i ulykken, grev Enevold Brandt blev i dette øjeblik halshugget og hans legeme derefter kløvet i fire stykker... Da præsten — der også havde opfanget et glimt af det rædselsfulde skue — så Struensees bevægelse, udbrød han straks: „ Hr. Greve! Øjeblikket nærmer sig da de skal stå ansigt til ansigt med deres gud! — benyt disse sidste minuter til, angrende deres brøde, at anråbe ham om nåde og barmhjertighed i kraft af den uendelige miskundhed han nærer for os sine børn! Bed ret af hjertet og han vil høre dem. “ „ Jeg kan ikke bede, “ svarede Struensee i en uendelig blød tone, men afbrød sig derpå selv med et fast: „ Ingen svaghed! “ Vognene kørte langsomt frem. Soldaterne og politiet måtte bane vejen for dem igennem den tætsluttede hob, og stød og slag regnede ned til alle sider, efterfulgt af hujen og hvinen, der trængte den dødsdømte igennem marv og ben. Så ivrig var man efter at komme til at se ham blive benrettet, at man endog vovede liv og lemmer derfor! Han, der ellers havde været så modtagelig for smiger fra folkets side, begreb først ret i dette øjeblik, hvor meget en sådan smiger i virkeligheden gælder —: mindre end intet. „ Hvis de har noget bud eller hilsen at sige hans majestæt skal jeg overbringe det, “ sagde nu fogeden til Struensee. „ Nej “ svarede denne stolt, „ den hilsen, jeg ville sende ham, turde de dog aldrig bringe ham!... Men dersom de nogensinde kommer til at tale med den elsfeligste af alle kvinder herpå jorden, da sig hende, at jeg i min sidste stund tilbad hendes minde, og at jeg beder hende om tilgivelse for al den sørg og smerte jeg har voldet hende. “ „ Om hvem taler de? “ spurgte fogeden med forstilt overraskelse. „ Naturligvis om dronningen. “ „ Jeg kender ingen dronning... Danmark har ikke længer nogen dronning. „ Store gud! “ råbte Struensee, „ har man også hen... “ Han ville have sagt „ henrettet hende? “, men fogeden afbrød ham barsk: „ Det er nok! Vi er ved målet! “ I det samme holdt vognen stille, den var nået hen til skafottets fod. Vogndøren blev nu hurtig lukket op og en stærk vagt stillede sig udenfor den. fogeden befalede derpå fangen af stige nd og gav ham et noget ublidt slag i nakken, da han tøvede dermed. Trappen op til skafottet lå lige ved vogntrinet, så af Struensee straks betrådte den, da han steg ud af vognen. Såsnart hoben så ham stige op ad trappen lød en dump mumlen, ligesom en fjern torden over hele fælleden. Tusinder af øjne nød i fulde drag den sglighedens rus, som kun den hævngerrige føler. Enhver, der var her tilstede i dette øjeblik betragtede den faldne stormand som sin dødsfjende og man misundte bødlen hans hverv af flnlle giøre dette menmeske et hoved kortere! Såvidt kan et folks fanatisme strække sig. Efter Struensee, der med vaklende skridt betrådte den rædselsfulde tribune, der endnu dryppede af hans vens blod, sulgte fogeden, præsten, fogedens skriver og den person, som afskar Struensees hår i cellen. Sluttelig fulgte dennes stalbrøder og en vagt på tre mand. Da hoben så de to personer, som puttede processionen stige op ad trappen, lød en bisaldsmumlen igennem rækkerne. Det var jo bødlen og hans medhjælper, man her så. I hine dage, da henrettelser og alskens tortur hørte til dagens orden i retsplejen, kunne man ikke nøjes med at have en skarpretter. Derfor havde Brandt haft sin bøddel og Struensee fluide nu have en anden. Da Struensee kom op på platfonden og så sin ulykkelige vens lemlæstede legeme brast han i gråd og et „ Nåde, barmhjertige gud! “ undslap hans læber. Men for så vidt han ved denne nåde tænkte på, at menneskene fluide udøve nåde, viste det sig snart, at denne bøn var håbløs. Ingen havde vovet at gå i forbøn for den ulykkelige hos magthaverne og disse vare alt for glade over at kunne flille sig af mød den dødsdømte, til at de selv fluide tage initiativet til en benådning. Da hele ligfølget var kommen op på skafottet, befalede fogeden rakkeren at afføre Struensee hans kappe og hat. En kuldegysen gjennemisnede den faldne stormand, da han følte sig berørt af disse grove, blohbesudlede hænder. Nu overrakte fogdens skriver sin herre det dokument han hele tiden havde båret hos sig, og fogeden oplæste derpå med høj røst dette papirs indhold. Det var Struensees dom, således som den var fældet af den nedsatte kommission og stadfæstet af kongen. Denne dom gik ud på, at Johan Frederik Struensee som overbevist om majestætsforbrydelse ved at tilrane sig den kongen ifølge kongeloven ene tilkommende magt og myndighed, samt for anden grov fornærmelse imod hans majestæt, havde at straffes på ære, liv og gods. Da Struensee hørte dette for dødens bleghed over hans ansigt og hans legeme! sittrede konvnlsivisk. Men dommen indeholdt endvidere en redegørelse for, hvorledes eksekutionen fluide foregå, og da denne blev læst op for den ulykkelige sortnede det for hans øjne og rakkeren måtte ile til for at gribe ham i sin plumpe favn, da han ellers ville være styrtet til jorden. Hvad stod der da i denne dom...? At Struensee til straf for sine onde gerninger og til skræk og advarsel for alle ligesindede skulle først lægge sin højre hånd på blokken for at få den afhugget til roden, derefter skulle hans grevelige våben sønderflænges og trædes i støvet og sluttelig skulle han halshugges sg hans legeme parteres og lægges på stejler og hjul! Intet under, ak en så afskyelig dom måtte udtømme den sidste kraft hos den ulykkelige. På skafottet henstod en spand vand, som bødlen og hans medhjælper skulle bruge til af vaske sig i når deres blodige dåd var fuldbragt. Af dette vand øste nu skarpretteren en håndfuld, hvormed han badede Struensees tinding og lidt efter slog den ulykkelige atter øjnene op. Han så sig nogle sekunder forvirret og forvildet omkring, som om han ikke kunne gøre sig rede for, hvor han befandt sig, men dette varede også kun nogle få sekunder. Derefter stod alt klart for ham i dets skrækkelige sandhed og han fljulte ansigtet i sine hænder. Præsten gik nu hen til ham og sagde blidt og bevæget: „ Hr. Greve, anråb gud om nåde for deres arme sjæl og sig, af de vil tilgive alle, som have forsyndet sig imod dem, ligesom han vil tilgive dem deres skyld! Tænk i dette øjeblik på deres moder og på hende, de elsker! “ Det sidste hviskedee han så sagte, af kun Struensee kunne høre det. Til hans glæde tog den dødsdømte hænderne fra øjnene, rakte ham den ene hånd og sagde: „ Tak for disse ord! Bring hende, hvis de kan, min sidste hilsen og sig, at jeg døde med troen på engang at skulle samles med hende i en lysere og bedre verden! “. Derefter knælede han og bad gud give sig sjælsstyrke til at gå døden i møde med kristelig resignation og mandig fatning. Da denne bøn var endt, rejste han sig hurtig og gik hen til blokken, ved hvilken bødlen stod med sin 0xe. Nu løste rakkeren lænken, fangen havde omkring hænderne, og da dette var gjort, lagdestruenseesinhøirehånd på blokken. Øksen glimtede i luften... et skrig... Og den ulykkeliges hånd lå afhugget på blokken. Derpå greb bødlen hurtig en stor trætavle, hvorpå Struensees grevelige våben var malet, og idet fogeden med høj røst råbte: „ Dette skeer ikke uden fortjeneste “, blev skjoldet kløvet, og rakkeren spyttede derpå og trådte det under fødder. ' da Struensee så dette, sank han, udmattet as det frygtelige blodtab, afmægtig ned ved blokken, men rakkeren greb ham hurtig ved håret, trak hovedet hen til skarpretteren, og fogeden gav nu denne signalet til at lade øksen falde... et hug... og Struensees hoved trillede henad gulvet. Det rullede helt hen til randen af skafottet og ville være faldet ned imellem hoben, dersom rakkeren ikke havde sparket det tilbage med sin træflo, hvorved næfebenet blev knust. Da folkemængden så den forhadte ministers hoved falde for bøddelens økse, gik en lydelig bifaldsmumlen igennem alle rækkerne, og efterspillet, som rakkeren leverede, hilsedes endog med håndklap. Nu så man et ligeså ejendommeligt, som afskyeligt syn. En kone besteg skafottet med en fire Års dreng ved hånden. Hurtig og fast ilede hun op ad trappen uden at ændse den store gabende mængde, hvis øjne hvilede på hende. Hun gik lige hen til skarpretteren og bad om tilladelse til at drengen, der led af koldfeber måtte drikke af den henrettedes blod. „ Ja, lad ham kun få noget greveblod i sine årer, “ svarede bødlen og lo ad sin dårlige vittighed. Konen bøjede nu drengens hoved ned imod blokken og efter at han “ havde opsuget noget af blodet, der lå på denne, førte moderen ham atter ned af skafottet under mængdens piben og skrigen. Dette skue var den dog for oprørende, og konen måtte søge beskyttelse hos politiet imod den rasende mængde. Efterat samtlige tilstedeværende på skafottet havde undertegnet en af fogeden medbragt erklæring om Struensees død i henhold til den fældede dom, forlod de alle sknepladsen for denne dags blodige tragedie, og folkehoben skiltes nu også lidt efter lidt fra hinanden, men hele dagen valfartede dog store mængder af københavnerne ud til fælleden for at se Struensees og Brandts lig på stejlerne og for, temmelig naivt, at glæde sig over, at „ Retfærdigheden dog altid sejrer her i verden! “ i. På Kronborg sad dronning Caroline Mathilde som fange. Hendes og Struensees sammensvorne fjender havde fundet det rådeligsf at fjerne hende fra København forat kongen ikke skulle betænke sig og tage hende og hans faldne indling til nåde igen. Samtidig med at der nedsattes en kommission med det specielle hverv at dømme Struensee til døden, nedsattes der også en ret med det specielle hverv at afsige en skilsmissedom over dronning Caroline Mathilde. Til at møde for denne ret stævnede man en stor mængde af hoffets embedsmænd og betjente, der havde at erklære sig over, hvorvidt de troede at Struensee og dronningen havde stået i utilladelig elskovssorbindelse med hinanden, eller ikke. Vidnerne, der vidste, hvor behageligt det ville være for de nuværende magthavere, når de vidnede imod dronningen og som også med grund frygtede for at miste deres stillinger, hvis de tog parti for hende, svarede alle ja på det forelagde spørgsmål og nogle gav lange detaillerede beretninger tilbedste, som, hvis de vare blevne lagte under sandhedens mikroskop, ville have vist sig at være lutterhjernespind. Men de resikerede intet herved, thi det var på forhånd bleven sagt dem, at de ikke kom til at beedige deres udsagn, så at de altså kunne lyve så meget de havde lyst til. Og denne ret benyttedes i fuldeste mål. Men hvor „ værdifulde “ end disse vidnesbyrd vare for magthaverne, enkedronning Juliane Marie og hendes venner, vare de døg ikke tilstrækkelige til derpå at grunde en skilsmissedom. Dronning Caroline Mathilde var en datter af det stolte og mægtige England og man tnrde ikke gå så voldsomt og hensynsløst tilværks, som man helst ville have gjort. Man måtte derfor have såvel Struensees som Caroline Mathildes egen tilståelse om den brøde, man påsagde hende. Struensees tilståelse var snart erhvervet. Ved en forordning af 30te december 1770 havde han forbudt anvendelse af enhversomhelst Art tortur i retsplejen, men efter at han var falden i unåde og sad som fange i sine fjenders vold, bekymrede man sig ikke om hans befalinger, ja, sandt det endog fornøjeligt at vise ham, at hans anordninger nu vare satte ud af kraff. Da han derfor den 10de februar skulle føres til forhør lod man ham først overvære en desertørs afstraffelse ved spidsrød og derefter erklærede man ham rent ud, at hvis han ikke svarede „ fornuftigt “ På de spørgsmål, som i dag ville blive ham forelagt, ville man også lade ham løbe spidsrød. Feig og ynkelig som han var, indvirkede denne trudsel så godt på ham, at han i forhøret „ tilstod “, at have misbrugt dronningens Indest og derved havde bedraget hendes ægtefælle, hans allernådigste konge. Denne „ Tilståelse “, i forbindelse med hans tilståelse om at have tilsneget sig kongens fortrolighed i en sådan grad, at det til sidst mere var ham end hs. Majestæt, der enevældigt styrede sine riger og lande, var det, som førte Struensee op på skafottet hin skrækkelige 28de April. Men Struensees tilståelse var endnu ikke nok. Den engelske ambassadør erklærede på sin konges vegne, at hvis nogen vovede at krumme et hår på dronningens hoved og hvis man ikke holdt sig lovene strengt efterrettelig imod hende, ville en engelst flåde lægge sig for byen og skyde denne sammen til en eneste grushob. Denne trudsel gjorde sin virkning; man turde ikke afsige skilsmissedommen, uden også at have hendes egen tilståelse om at have gjort sig flyldig i den brøde, man anklagede hende for. En af de nye magthaveres ydmygste tjenere og spytslikkere, geheimerådschakrathlau, påtog sig at forskaffe denne tilståelse for en meget stor pengesum og visse andre gratifikationer, som man med glæde tilstod ham, thi kunne han erhverve dronning Caroline Mathildes egen erklæring om sin brødefuldhed ville han jo dermed have gavnet sit fædreland og sin konge på en fast ubetalelig måde. Han begav sig da til Kronborg en as de første dage i April måned, medbringende en befaling til fæsfningens kommandant om ikke at lægge ham nogen hindring i vejen for en konference med dronningen, men derimod på alle måder at lette ham udførelsen af hans hverv. Hvori dette „ Hverv “ bestod angaves dog ikke. Gehejmeråden ankom til Helsingør om morgenen og begav sig straks til kommandanten, som modtøg ham med den største agtelse og udmærkelse, og som ærbødig, spurgte ham om, hvornår han ville tale med dronningen; om det konvenerede hendesmajestæt at tale med ham, derpå o ffrede man ikke en tanke. Efter at gehejmeråden havde svaret, at han ville konferere med hende, når han havde udhvilet sig en times tid, gik der befaling over til dronningen om at holde sig rede til at modtage hans excellence, når denne indfandf sig. Dronningen var bleven så fortrolig med den brutale færd, der her udvistes imod hende, at hun ikke længer følte sig smertelig berørt derover, og hun svarede derfor med sin sædvanlige blidhed, at det ville være hende en fornøjelse at modtage gehejmeråden, når det behagede denne at indfinde sig hos hende. En time senere meddelte den kvinde, der havde det dobbelte hverv at være dronningens selskabsdame og fangevøgterske, at hans excellence var kommet og ventede i forværelset. Dronningen gav da straks ordre til at han blev indført i hendes værelse og befalede dernæst, at hun ville være ene med gehejmeråden. Caroline Mathilde kendte ikke schakrathlau, neppe nok af navn. Han havde ikke gjort hoffet sin opvartning i Struensees tid. Den omstændighed, at hendes majestæt ikke kendte ham, tillagde han en særlig betydning, thi han kunne derved give sig hvilken karakfeer, han fandt bedst tjenlig til at opnå sin hensigt. Ester at have bukket og ærbødigt kysset hendes majestæts hånd, sagde han i en indsmigrende tone: „ Ulykken berøver os i almindelighed vore venner, — den har dog ikke berøvet deres majestæt den ven, de har i mig, deres troeste og loyalesfe undersåt! “ „ Jeg takker dem for denne følelse for mig, “ svarede dronningen bevæget, „ når man tror ikke at have nogen ven mere her i verden, gør det hjertet så godt at erfare, at der dog endnu findes en sådan! “ „ Lige så længe gud forunder mit hjerte at slå, skal det stedse banke varmt for deres majestæt. “ Han kyssede nu atter dronningens hånd og sagde derefter i en fortrolig tone: „ Forøvrigt er jeg ikke den eneste ven, deres majestæt har i ulykken. Der er idetmindste en ven endnu. “ „ Og hvem er denne ven? “ spurgte hun i en lidt overrasket tone. „ Grev Struensee! “ „ Struensee, “ gentog hun i en forvirret tone og dybt rødmende. „ Jeg kommer fra ham, “ hviskedee gehejmeråden derefter, idet han med forstilt ængstelse så sig omkring i værelset og endog gik hen og bankede på væggen som for af erkyndige sig om, af der ingen spioner kunne stå bagved den og belure dem. „ Jeg bringer bud og hilsen fra ham, “ hviskedee han dernæst. Skjøndt dronningen i al sin tid havde levet i hosluft, var hun dog så uerfaren med hensyn til menneskenes falskhed og nederdrægtighed, af hun aldeles- ikke fattede mistanke til, hvad hun her så og hørte, og det var derfor mere for blot af sige noget end for af udtale en tvivls når hun nu bemærkede: „ Fra Struensee?... Jeg antøg af deres excellence kom hid til mig i nogle visse andres ærinde; man tillader mig jo ellers ikke af tale med nøgen. “ Gehejmeråden, der havde ventet denne bemærkning, svarede i en hemmelighedsfuld tone: „ Dersom enkedronningen erfarede, af jeg i dette øjeblik gæster deres majestæt, ville hun vistnok få et slagtilfælde af ærgrelse... Kommandanten her er min svoger, og det skyldes min gode overtalelsesevne, af jeg i dette øjeblik kan have den ære og lykke af gjensee min højtelskede og dyrebare dronning. “ „ Men de talte om, at de havde bud og hilsen fra... fra... “ „ Fra grev Struensee! “ fortsatte gehejmeråden, da dronningen tøvede med— 16 — at nævne dette navn, og tilføjede derefter i en overordentlig hemmelighedsfuld tone: „ Jeg er kommandant i kastellet. “ Han så sig derefter på ny ængstelig omkring. og sagde derpå i en hviskende tone: „ Hans ulykke har rørt mig hårdt. Jeg har tidligere været hans erklærede modstander, fordi jeg ikke kunne billige hans radikale ideer og reformer. Men ved at se ham i hans ulykke, har jeg fået agtelse for ham/ja sandt venskab. Efter evne søger jeg at gøre ham fængselslivet så lidet byrdefukdt som muligt, uagtet jeg derved udsætter mig for betydelige fortrædeligheder,. Som jeg da på en vis måde også har sorskyldt, da det jo strengt taget er et forræderi, jeg begår imod mit parti. Men hjertet er en underlig lille ting; selv om forstanden end kan være nok så god og villie « nok så stærk, — kommer hjertet, tager det magten fra dem begge. Derfor kan man

1880_Holm_AmbrosiusEllerSkottenIGuldbrandsdalen_2

Holger

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen

Holm

Holm

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen

female

1880_Holm_AmbrosiusEllerSkottenIGuldbrandsdalen_2.pdf

Holger Bernhard

Holm

dk

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen

Original Fortælling

n

gothic

A. Behrend

KB

Bd. 2 kom i 1880. Forfatter ikke identificeret. Tænker det er en mand? Han udgav også "Kitty eller Kirklokken i Farum"

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Skiløbet. Vi befinde os nu i guldbrandsdalen i Norge. Som en moder dækker sit barn omhyggelig til, når det skal sove, således har naturen bredt sit hvide snetæppe ud over jorden ligesom for at beskytte den imod den strenge kulde, indtil den ved forårets komme vågner som styrket af en vederkvægendæ søvn. Sneen ligger i Dalene og hen over fjeldene som et uhyre hvidt lagen. De mindre vandløb er standsede i deres lystige Dands af en isnende hånd og deres små legende bølger er skjulte under et fast, uigennemtrængeligt islåg. Vinteren har sine glæder og sommeren sine. I dag skulle bygdens unge karle afholde et skiløb. Der er gået bud vidt og bredt om til gårdene, før at forkynde, på hvad dag at denne dyst skal sinde sted. I de små hytter, hvor man ellers savnede al adspredelse, blev dette budskab modtaget med glæde. Alle de unge karle fik skierne frem. Disse skier er en Art smalle bræder, der blive spændte på foden, så at man ved hjælp af dem kan løbe afsted med overordentlig hurtighed over is og sne, op og ned ad de stejle fjelde. Et sådant dystløb måtte jo enhver yngling med til, og da dagen kom, samledes i bygden en kreds af raske unge mænd med kække, frejdige åsyn, stolte skikkelser at se til, tappre gutter, der vare opvoksede under naturens strenge tugt i de ville, barske, men dog så sunde omgivelser. De unge piger havde også samlet sig, for at tilkende den flinkeste af skiløberne præmien. Mellem de unge mænd var dog en, som for længst var ude over den fagre ungdom. Det var en mand, der næsten var et hoved højere end alle de andre, så at han ragede op over dem som en kæmpe. Det var et ejendommeligt ansigt, ret et ædelt åsyn, med et par store blå øjne, en kongenæse og et stort hørgult hår, der som en manke lå ned over hans brede skuldre. skjøndt han var over de halvtredsindstyve år gammel, besad han dog endnu hele en ung mands kraft og behændighed og tog ved enhver lejlighed sin part med i de unges fornøjelser. Da de andre skiløbere så denne mand tage plads i deres kreds, vidste de, at han ville blive en af dem, der vistnok tog sejrens pris og de forsamlede bønder sagde: — der er skotten fra guldbrandsdalen! Hvorfor kaldte man denne type på en nordmand for „ Skotten “? Det skrev sig til dels fra en meget gammel historie. Da sinklair på Kristian den fjerdes tid „ drog over salten hav “, fulgtes han som bekendt til Norge af 550 skotter. Han kom, for at hjælpe svenskerne i krigen mod Danmark og det syntes de norske bønder ikke rigtig om. De samlede sig under anførsel af fogden Lars gram i en kløft som kaldtes kringlen i aggerhus stift. Her ventede de med leer, plejle og gamle bøsser på de skotske lejesoldater, for at lære dem at understøtte de svenske i deres kamp. Et almindeligt blodbad blev anrettet på dem og der undkom kun to af skotterne. Den ene rejste senere hjem til stenkulsøen, for at fortælle om den grav, der var beredt hans kammerater. På det sted, hvor kampen fandt sted, står en simpel støtte med de ord: her faldt oberst sinklair den 26. August 1612. Den anden af de to skotter, der ikke kom til at bøde med livet, nedsatte sig i Norge og oprettede et glasværk. Nu begyndte løbet. Vejen var forud bestemt, afsted gik det over fjeldene, de raske gutter for afsted som jaget vildt. Ttor Bjørnsen var i begyndelsen den bageste, men lidt efter lidt vandt han ind på de andre. Løbet foregik i en kreds rundt om bygden, der ventede en del af byens bønder på, at de skulle komme. Med blussende kinder kappedes skiløberne om at komme afsted; engang imellem fik en af der,: en ufrivillig dukkert i de store snedriver til stor moro for de andre. Da de nærmede fisk byen, var skotten i spidsen, medens de andre vare et godt stykke bagefter. Et almindeligt jubelråb hilste ham fra de forsamlede bønder. Han vendte sig til de unge piger og sagde: — i skulle ikke sætte et så melankolsk ansigt op, fordi i skulle give præmien til en gammel fyr-, jeg har kun villet se, hvor længe der er til jeg begynder at blive gammel. Lad de unge få, hvad der hører ungdommen til; jeg er tilstrækkelig stolt over endnu at kunne bruge benene. Når „ Skotten “ havde afskået at modtage præmien, så var der ingen, der tænkte på at presse den på ham. Man vidste godt, at hans bedste præmie var, at han endnu havde sin fulde kraft, styrke og behændighed. En af bygdens største gårdmænd bød de unge karle og piger hjem til sig, da de nu vare komne i stadstøjet, og de modtog med glæde hans tilbud. Da man på vejen kom forbi spillemandens hytte, blev han trukket afsted med i håb om en lille Dands. Gårdmanden havde en storstue, der kunne rumme dem alle, og snart sad de bænkede om bordet. — hør, ttor, sagde en af mændene til skotten, hvor er Sigrid i aften? — hun sidder hjemme, lød svaret. — sidder hun måske som sædvanlig og græder? — å, ja! Det er nu hendes fornøjelse. — men hvorfor græder hun altid? Du er klog på så meget, ttor, men på det bliver du vist ikke klog. — nej, på kvinderne bliver jeg aldrig ret klog, svarede skotten. Den eneste gang, jeg rigtig har forsøgt derpå, var Vorherre ikke god imod mig; thi jeg var kun gift i to år. Så døde min kone fra mig. Den mand, som skotten talte med, var en lille, tør og vissen mand med et par små stikkende øjne; det var et af de ansigter, der udtrykke en en vis ondskabsfuld glæde ved at såre sine medmennesker på deres ømmeste steder. — men, vedblev han, siden Sigrids moder døde, har tøsen jo boet hos dig, så du må dog have haft lejlighed til at lære hende nøjere at kende. — du leer så lumsk, ' Knut. Er det måske noget, du ved bedre besked med, end jeg? — jeg gætter mig til det. — nu, hvad er det, du således gætter dig til? — at der er en grund til, at tøsen altid møder med tårer i øjnene. — nå, for Pokker, hvad mener du dette er? Udbrød skotten heftig. — tænk dig lidt om, ttor, så vil din sunde fornuft sige dig det. — men så tal dog fornuftigt, menneske! — nuvel, Sigrid er ung og smuk, en brav pige. — ja, det er hun. — hun har et hjerte, vedblev Knut leende, og det er nok det, der volder hende mest uro. — endnn forstår jeg dig ikke. — da mes jeg dog, at jeg taler tydelig nok; men du forstår vist også nok en halvkvædet vise? — er der en ung mand, du tror, at Sigrid er forelsker i? — der er en mand, som jeg tror hun holder meget af, men at han er ung, vil jeg ikke sværge på. Ttor og Knut sad noget afsides og deres tale blev nu mere og mere dæmpet. — sig mig så fyrens navn, sagde ttor. — det er mærkeligt, om den tanke aldrig skulle være falden dig selv ind, at pigen lider af elskovs kval, at hun, som vi sige for et gammelt ord har hørt nøkkens sang. — jeg har engang spurgt hende om noget lignende, og hun sagde nej. — så skal jeg sige det! — nuvel '? — det er dig selv, ttor! skotten sprang op og stirrede forfærdet på den lille mand. — hvad siger du? Sigrid, barnet, skulle elske mig? — ja, det tror jeg, og det tror måske flere end jeg. Hvorfor skulle hun ellers være så bedrevet? Det er dog ikke så længe siden, at hun sang som en drossel i sommertiden. Skotten havde bøjet sit hoved og sad hensunken i dybe tanker. Det var umuligt, at et barn på sytten år kunne elske ham, men han havde ellers forgæves spejdet efter, hvem der satte hendes hjerte i en så heftig bevægelse. Havde hendes moder haft nogen anelse derom, da hun bad ham om at tage Sigrid i sit huns og være hende både i moders og faders sted? — det er da mærkværdigt, vedblev Knut, at den tanke aldrig er falden dig ind, hvem hun egentlig græd for. Når sådan et lille pigebarn græder til davre og græder til aftenkvæld; når hun kan græde, selv medens sommersolen titter frem og vinker alle de blomster imå til at nyde livet, så er det galt fat. Ttor rystede betænkelig på hovedet. — jeg har undertiden tænkt på, at det måske var min søn. — din søn? gentog den anden. — ja. — ham har hun jo ikke set eller hørt fra i mange år. Nej, tag du ligefrem og spørg hende, hvad hun sørger over, så går hun måske til bekendelse. Skotten stirrede tankefuld frem for sig. — hvorledes går det ellers med gutten? Vedblev Knut. Hører du aldrig et eneste ord fra ham? — nej, svarede skotten mørk. — det er jo nu mange år siden, at han drog bort. — der er snart gået to år. — du ved hverken om han er levende eller død? — nej! Jeg har kun engang hørt en rejsende bringe en hilsen fra ham. Gutten ved fra gammel tid, at jeg ikke kan læfe skrift og hvad han ville fortælle, måtte måske ikke enhver læse. — øerfor kunne han da nok lade dig vide, at han havde det godt og var sund og rask. — dengang jeg hørte fra ham, vedblev ttor, havde han gjort sin lykke og var på vej til at blive en berømt mand; han havde nok malet et billede, der vakte alles beundring derovre i konstens hjem. — nå, han er bleven stor på det, sagde den anden lidt hoverende. — stor på det er han just ikke; men han har måske meget at tage vare på. — ja, det må ha « vist have, når han aldrig kan få tid til at fortælle, hvad der ville glæde dig. Men du husker, ttor, hvad jeg sagde, da drengen var født. Mågen kom herned i dalen og kredsede om hytten. Det betød, at du ikke ville få stor lykke af ham. Det lader til, at mine ord slå til. — når han kun er en brav og ærlig mand og aldrig i sit livs gerning sejler under falsk flag, så er jeg glad, selv om jeg ikke hører et eneste ord fra ham. — det er jo ikke godt at vide, hvad kurs han styrer! Da skotten senere gik til sit hjem, var han så underlig tavs og alvorlig. Det stolte hoved knejste ikke som sædvanlig. Hans hånd knyttede sig, som om en indre kamp gærede i hans bryst. andet kapitel. I jægerhytten. Ttor Bjørnsen boede i en lille hytte udenfor bygden. Den kaldtes jægerhytten, fordi der fandtes såmange takker og gevirer på dens facade. Om sommeren, når det grønne løv slyngede sig om huset og den lille have udenfor prangede med blomster, få den få venlig og indbydende ud, men nu lå vinterens alvor udbredt over den. Alt var indhyllet i det hvide lagen, selv granerne strakte de hvide arme i vejret. Et bål brændte på ovnen; en ung pige sad og spandt ved en rok. Men hyppig lod hun hænderne synke og stirrede ind i den blussende ild, som om den kunne løse den gåde, hun tænkte på. Hun rystede engang imellem vemodig på hovedet og en tåre gled da ned ad hendes kind. Det var et yndigt lille ansigt med et mildt og kærligt blik, fra hvilket der lyste en sjælden blidhed og trofasthed. Døren sprang nu op og ttor Bjørnsen trådte ind. Sigrid rejste sig straks, tørrede tårerne omhyggelig bort af sine øjne og ilede hen fil ham. — godaften, fader, sagde hun venlig og rakte ham hånden. Men han så på hende med et sælsomt blik og skød hende lidt ublidt tilbage. Hun så forundret på ham. Han plejede ellers at kysse hende og trykke hende fil sit bryst, idet han sagde: — godaften, min glut. Sigrid så tavs på ham med sine store blå øjne og sagde efter en lille pause: — hvad fejler dig, fader? — intet, svarede han koldt. Hun nærmede sig ham og søgte at tage hans hånd, men han drog den tavs fil sig. Han tog trøjen og den lådne hue af, slængte dem hen i et hjørne af stuen og satte sig ned ved bordet med hånden under kinden. Sigrid så forskrækket på ham; således havde han aldrig været før i dag. Endelig hævede han hovedet og sagde: — Sigrid! Sæt dig her ved min side og lad mig tale et alvorsord med dig! Hun satte sig på bænken ved hans side. — tal nu oprigtig, som om du talte til gud selv. Sigrid begyndte af bæve. Således havde ttor aldrig før talt til hende. — ja, hviskedee hun. — nuvel, de tårer, der få ofte rulle ned ad din kind, skænker du en mand. Sigrid blev blussende rød og stammede: — ja, fader. — sig ung denne Alands navn. — det formår jeg ikke. — hvorfor? — fordi af du vil blive vred på mig derfor. Den gamle mand strøg sig med hånden over panden og mumlede: — skulle det dog være sandt? Hun så så mildt og blidt på ham og sagde: — er der nogen synd i af elske? — det kommer an på, hvem man elsker, Sigrid. Når du ikke kan nævne hans navn... — jo, det er så ærligt og godt som nogens. — så sig det frem! — det er Adelhard. — min søn? — ja. Skotten drog et lettet suk og sagde: — nå, deri er da ingen synd. — jeg græder, fordi han ude i verden, hvor der findes så mange skønne og smukke piger, let kan vinde en, der er smukkere end jeg. — å, du lille tåbe, er han for god til dig, så er du også for god til ham. Men har han nogensinde talt til dig om kærlighed? — engang, men det var måske kun spøg. — spøg! Hvorledes gik det da til? — øet var en sommerdag. Alle byens karle og piger vare samlede til spøg og løjer; Adelhard og jeg vare også tilstede. Han var især så lyslig og hittede på en del muntre indfald og lege. Iblandt andet blev jeg dømt til at kysse ham, og hvor meget jeg end stred imod, så måtte jeg dog gøre det. Da han så om aftenen fulgte mig hjem til min moders hytte, var han så lyslig og så glad, at han sang og dansede hele vejen. — tror du ikke, sagde ttor, at drengen havde fået et glas for meget den aften? — der blev vel som ved de fleste gilder tømt adskillige kander øl, men... — du kan tro, drengen har haft sig en lille perial. Nå, hvad sagde han så? — han tog min hånd, så op mod de blinkende stjerner og sagde pludselig meget alvorlig: — det Kys, du gav mig, Sigrid, brænder endnu på mine læber, og det skal være det Kys, hvormed vi fæste hinanden før hele livet. Ieg drager måske ud i verden, før at blive en stor og berømt mand, men min lille Sigrid glemmer jeg aldrig! — så kom vi til mit hjem og vi skiltes fra hinanden. Ieg så ham ikke før den dag, da han stod parat til at rejse til Italien; han talte ikke et ord om vor kærlighed, men han så på mig med et blik, som om han ville sige: glem mig ikke, og jeg glemmer ham aldrig! Den unge pige tav og et par blinkende tårer gled ned ad hendes blege kinder. Ttor klappede hendes kind og sagde i en vemodig tone: — du fortjener hans kærlighed, men hvor han er henne i verden, er jo ikke godt at vide. — når jeg græder, er det ikke alene fordi jeg frygter, at han ikke vil vende tilbage; men det er også ved tanken om alle de farer, som omgive ham. Ttor sad tankefuld og ridfede med sin kniv i enden af bordet. Han mindedes tydelig den aften, som den unge pige omtalte og han mindedes endnu mere. Han huskede, at Adelhard sagde den næste mærgen, at nu havde han for første gang haft sig en forsvarlig rus. Han havde endvidere fortalt, at han havde fulgt Sigrid hjem og han sagde: — det er et kært pigebarn, fader, og finder jeg ingen kønnere ude i den store verden, kommer jeg hjem og gifter mig med hende. — du har vel ikke taget troskabsløfte af hende? havde den gamle fpurgt. — nej, fader, jeg vil ud i verden uden gemmende bånd. Den gamle atand indså, at her forelå en sørgelig feillagelse; den unge pige havde antaget de ord, som alt den næste mærgen vare glemte, for alvorsord, og havde bygget sit håb på dem. Skulle han nu med sikker hånd omstyrte den unge piges illusioner og gøre hende ulykkelig. Måske der dog kom en dag, da Adelhard vendte tilbage, for at hente fin lille Sigrid. — men hvorfor har du aldrig sagt mig noget om den kærlighed, få kunne vi dog have talt fammen om drengen. — fordi jeg mente, at du ville blive vred derfor. — hvorfor skulle jeg blive vred? — fordi der mellem Adelhard og mig er så ftor en afstand; jeg er sådan en lille, fattig og ubetydelig pige. — å, derpå seer jeg ikke. Når du blot har hjertet på det rette sted, og det ved jeg du har. Men når nu drengen aldrig mere vender tilbags til os? — jo, det gør han. Jeg har drømt det to gange itræk, og når man gør det, så slår det også til. — vi ville håbe det. Men jeg synes nok, at han er for ligegyldig med aldrig at lade høre fra sig. — måske... — men når han nu fandt en, der var smukkere end du? sagde ttor. — så måtte jeg græde over min tabte lykke og glæde mig over hans. Men han kommer dog nok tilbage. Fra denne dag talte de hver dag om den unge mand og Sigrids tårer blev færre, da hun daglig kunne tale om sin skjulte kærlighed. En dag kom „ Skotten “ hjem med en bunke aviser og sagde: — se her, Sigrid, skal der stå noget om drengen, kan du sinde det. Jeg gad nok vide, hvad de kunne skrive om ham i aviserne. Sigrid tog aviserne og begyndte at se den? Igennem med feberagtig hast. Endelig fandt hun det og begyndte at læse: „ Er? ung nordmand, der hedder Adelhard „ Bjørnson, har fornylig vakt en ualmindelig op „ sigt i rom ved i en konkurrence med de største „ Malere at vinde prisen. Han har nu udstillet „ flere billeder, som alle vinde fortjent beundring. „ De er fulde af liv og humor, farverne skulle „ være rene og klare; han røber et bestemt ud „ yræget malergeni, der vil bringe sit fædreland „ Hæder og ære. “ „ Skotten “ søgte at beherske sin bevægelse, men han kunne ikke skjule, at ha?? græd af glæde. Hairs søir var et geni, hvis navn kunne bringe sit fædreland ære, det var formegen lykke! Sigrid foldede hænderne og så med et taknemligt blik op mod himlen, som om hun takkede gud for at have modtaget dette budskab. — tror du så, Sigrid, at han nogensinde vil vende tilbage. — han kommer nok, sagde hun i en fortrøstningsfuld tone. Den gamle rejste sig pludselig og stirrede ud af vinduet. — der er strandmågen! sagde han. Det er meget sjældent i dalen at se mågen. den kommer kun herned, når dej er meget strengt vejr; derfor anse bønderne det altid for et ondt varsel, når mangen nærmer sig og de spejde da ængstelig for at se, om den sætter sig på et af tagene. „ Skotten “ fulgte med øjnene den hvide fugls bevægelser, medens Sigrid endnu engang måtte læse hvad der stod om Adelhard. — den fløj over jægerhytten, sagde han i en dump tone. — så spørge vi en ulykke, stammede den unge pige. — man siger så. Men lad os ikke tænke derpå. Der skal nok ellers stå endnu et stykke om ham. Sigrid ledte i bladene og endelig fandt hun det. Det var kun et par linier, men det var nok til at blegne den unge piges kind. Hun tabte bladet og stirrede forskrækket på „ Skotten “. — det er noget sørgeligt, der står i madet? — ja, i det mindste for mig! Hun skjulte ansigtet i sine hænder og begyndte at græde. — nu, lad mig høre hvad der står. Med bævende stemme læste den stakkels pige „ Den unge landsmand, vi talte om forleden „ Dag, har på mere end en måde gjort sin „ Lykke, idet han står i begreb med at ægte en „ russisk fyrstes datter “. — en fyrstes datter.... Min søn... Nej, det er umuligt!... det må være en fejltagelse, Sigrid sad og stirrede fortvivlet på de få ord. — en fyrstes datter, gentog „ Skotten “, det forstår jeg ikke. Skulle han være stegen så højt; da få vi to ham nok aldrig mere at fe. Sigrids skønneste håb og stadige tanke var bristet og tilintetgjort. Det var en drøm, der aldrig kunne blive virkelighed. — man skal heller ikke straks tro alt, fordi det står på tryk, sagde den gamle og greb pigens hånd. Folk, der skrive sådanne blade, ere ikke altid at stole på. — jeg har endnu ikke gjort ung fortrolig med den tanke, at han kunne vælge en anden, sagde hun blidt, men fra i dag af vil jeg begynde at tænke den tanks fuldt ud. Det er jo også let at forstå, der er så mange, der er langt smukkere end jeg. Fra den dag blev de to meddelelser om den unge mand daglig læste og diskuterede, uden at de to beboere af jægerhytten formåede at supplere dem. Der gik dage og der gik nger. — jeg synes dog, at drengen burde lade mig vide, at han lever, sagde ttor engang imellem. — han har andet at tænke på end os to herhjemme, sagde Sigrid undskyldende. Sigrid led i stilhed, men hun beklagede sig aldrig derover. Hun havde ret til altid at tænke på han: og det ville hun vedblive, så længe hun levede. En dag kom en rejsende konstner til jægerhytten. — er det her ttor Bjørnson boer? spurgte han. — ja, det er mig, sagde skotten og rejste sig. — jeg bringer hilsen og budskab fra eders søn. — nå, endelig kan han dog lade mig vide, at han endnu er mellem de levende. — har i ikke fået brev fra ham? spurgte konstneren. — ikke et bogstav, han har aldrig sendt mig et ord. — da fortalte han mig, at han havde sendt tre breve hjem. — men jeg har aldrig hørt en stavelse fra ham. — det var da besynderligt. Så må brevene være gået tabt. — han er sund og rask? spurgte skotten. — ja, så det er en fornøjelse. Sigrid sad med hånden presset mod det batikende hjerte, nu skulle den frygtelige sandhed komme frem. — vi have læst her i bladene, vedblev thorat han har gjort stor lykke derovre. — ja, han er som man siger kommen på den grønne gren, sagde konstneren smilende. — er han bleven gift? — om han er det nu, ved jeg ikke; men jeg hørte, at der var en fyrstedatter, en komtesse Arenta, der sværmede særdeles for ham. Den fugl skulle han helst have ladet flyve; thi hans geni var stort nok til at bære ham stem, uden « t han behøvede at låne øre til en fyrstindes elskovsklager. Hendes slægt vil naturligvis forbyde hende at ægte en mand af så simpel stand. Jeg har gjort Adelhard opmærksom på de truende farer, men han sagde, hun var hans første, hans meste kærlighed. „ Skotten “ stirrede medlidende på Sigrid, der sad son? forstenet og så på den fremmede. Hun kunne ikke græde; det var som om i hendes lille trofaste hjerte skulle briste med det samme. Tredie kapitel. En simpel jordefærd. Vinteren var gået og det var blevet sommer igen. Det grønne tæppe, isprængt med blomster, var nu bredt ud over Dal og fjeld. Bølgerne legede atter, løsnede for det bånd, der var lagt på dem. Fossen brusede med sin ville røst og nøkken sang sin ensomme sang. Højt oppe mellem fjeldene lå en hytte, fjernet fra alle naboer. Det var en Art enebo, thi aldrig kom nogen herop, dertil var fjeldene for stejle, og de kreaturer, som hyttens beboere ejede, vare bragte derop som småintet dyr kunne klattre op ad de stejle vægge, og når beboerne skulle ned til bygden for at hente fødevarer, måtte de selv slæbe disse op. Det var mange år siden, at et par raske ringe mennesker, der intet ejede, fik den ide, at helt oppe på Toppen af fjeldene måtte der være herlige græsgange, og da han var tømmersvend, byggede han selv hytten, og så holdt de deres indtog deroppe. Det var just ikke meningen, af de altid ville forblive boende deroppe, men år gik efter år, de fik aldrig samlet sig så meget, af de kunne købe et andet hjem og så fik de efterhården den ensomme hytte kær. Den norske natur er netop så vant til ensomhed og de to unge mennesker deroppe følte ikke det sørgelige i deres afsondrede tilværelse. Der var også tider, da her var ualmindelig skønt; om sommeren, især ved solopgang, når solen steg op over havet og belyste den ville natur med de skummende elve og de stolte graner, der stod vagt på de stejle fjelde. Ved solnedgang var her også et prægtigt skue, når alt forneden lidt efter lidt indhylledes i et tågetceppe, medens solen endnu lyste på fjeldene. Ved vintertid var det derimod rædselsfuldt øde og tomt heroppe. Kreaturerne, som ellers legede om huset, vare da tagne ind i den lille hytte, hvor der var indrettet et vinterleie for dem. Sålangt øjet kunne nå, så man kun sne og alter sne. De to beboere fik altså i årenes løb deres hjem så kært, af de for stedte opgav tanken om af forlade det. De havde to børn, en dreng og en pige, og det var mærkeligt, at børnene også fik deres ensomme hjem så kært, at deres største sorg var, når forældrene talte om, at de skulle forlade dette og sættes i pleje nede i bygden; thi de ville aldrig forlade det, de bad kun om at forblive her. Når de engang imellem ved sommertid kom ned i byen, følte de sig så fremmede og forlegne at de kun længtes efter at komme tilbage til deres lille, fattige hjem. Nu var drengen seksten og pigen fjorten år, et par raske, velskabte børn, der ved at opvokse så at sige ved naturens barm vare blevne sunde, kraftige og stærke. Således levede denne lille familie, fjernt fra den øvrige verden, et stille, roligt liv, uden at savne de glæder og fornøjelser, som det daglige samliv med venner og bekendte byder. Besøg fik de aldrig, hverken, af skatteopkræveren eller tiggere. De to ægtefæller med deres børn havde boet her i en række af lykkelige år. De fulgte kun meget lidt med hvad der bevægede sig ude i den store verden. Engang imellem, når manden kom til bygden, tiggede han en Avis og da han kunne læse, ligesom Ambrosius. han havde lært børnene at læse, så blev den læst fra begyndelsen til enden og til sidst kunne de den næsten udenad. Men at købe en bog var for stor en luksus og således måtte mai? lade sig nøæ med det enkelte blad og dets nyheder. Engang imellem kom hele familien ned tsk byen og så talte de i år og dag om den udflugt, men det var kun om sommeren; når først sne og is lagde sit tæppe over alt, vare de lukkede inde som i den stærkeste fæstning. I den forløbne vinter var manden begyndt at skrante temmelig stærkt. Han havde ellers altid været sund og rafl, men han var ikke ung mere og han havde flidt meget i sine dage. Han selv troede, at han ikke levede længe. Til børnene betroede han intet herom, men derimod til sin gamle, trofaste livsledsagerinde. Hun havde hørt på ham med den ro og fatning, som et gudhengivent hjerte altid er i besiddelse af. — ja, er det guds villie, at vi skulle skilles, få må vi bøje os derfor, sagde hun. — det er vel nu engang vor visse lod, sukkede han; men jeg ville dog helst leve til foråret. — vi håbe du må leve både foråret over og lidt til. — du forstår mig ikke, kære kone, jeg mener, at jeg ville så nødig dø ved vintertid. — hvad mener du dermed? — seer du, kære kone, til dig tør jeg tale frit. Vi have altid levet som kristne folk i fred med gud og vor samvittighed, og derfor ville jeg også gerne hvile i kristen jord. Ved vintertid var det umuligt og du og sønnen kom til at grave mig en grav heroppe. Her lå jeg måske ligeså lunt og godt som dernede, men som sagt, jeg synes man må hvile bedre i fred, når det er i indviet jord end på en alfar mark. — din villie skal blive opfyldt, hvis det står i min magt, svarede hun; jeg ville nu heller, om gud prøvede mig så hårdt, have din grav i min nærhed, men dit ønske er måske mere en sand kristen værdigt. Vi bør kun være, hvor han. kan finde os, når han kalder os til dommen. Så talte de ikke mere om den sag. Vinteren gik og sneen smeltede bort. Men derop på det høje fjeld, hvor ingen gæst kunne nå, kom også dødens tavse engle med sin omvendte fakkel. Han finder vej til den fjerneste krog og skåner ingen. børnene og moderen stod ved det simple leje og så den sidste bitre strid, som dog en ren samvittighed og en urokkelig tro på et gensyn gjorde lettere end hvor et stort regnskab skal opgøres. Så stod de tre berøvede deres kæreste ven, og deres tårer kaldte ham ikke tilbage. Når livets bro er afkastet, er håbet med sikker hånd stænget ude på jorden. Børnene vare især utrøstelige. De havde aldrig rigtig fattet hvad det ville sige at dø og da de nu så deres fader ligge kold og stiv, stod dette først ret klart for dem. De ville ikke rigtig tro, at han aldrig mere skulle tale til dem med sin dybe, alvorsfulde stemme og at han aldrig mere ville se på dem med sine milde øjne. De blev ved at liste hen og se til ham, men han lå så rolig, så uhyggelig rolig, med hænderne sodede på brystet og med det stirrende, glandsløse blik. Moderen, der selv var ulykkelig, søgte da at trøste dem med at vi alle måtte bøje knæ, når guds hånd berørte os, og fortalte dem om sin sikkre tro, at de ville gjenfe ham i himmelen. Da tårerne så havde mildnet den ' første dybe sorg, sagde hun til sønnen: -— nu beroer det på os, om vi kunne opfylde din faders sidste ønske. — står det i min magt, så skal det blive opfyldt. — han bad om at blive jordet på en indviet kirkegård, men hvorledes kunne vi bringe din døde fader derned. —- har det været hans villie, så må vi jo opfylde den. Jeg er stærk og jeg må da bære ham på mine arme. Det bliver den tungeste byrde og den tungeste gang i mit liv. — gå dog først ned og spørg efter skotten i guldbrandsdalen. Er der noget menneske, der kan hjælpe os i vor nød, så må det være ham. — ja, måske han giver os et råd, men her kan jo intet menneske komme op og hjælpe mig. Når man ikke er vant til at klattre op ad disse fjelde, kan ethvert skridt bringe døden. — tal nu med skotten og lad os høre hans råd, sagde moderen blidt. Den stakkels knøs begav sig på vej ned til byen. Han var aldrig vant til at tale med folk og ux skulle han tale for en så vigtig sag. Han bankede på jægerhyttens dør og der lød et venligt „ Kom ind “. Han trådte forlegen indenfor og stod lige overfor en ung, smuk pige, der blændede ham ved sin skønhed. Han blev endnu mere kejtet og forlegen og sagde med næppe hørlig stemme: — er Bjørnson hjemme? — ikke for øjeblikket, men jeg venter ham straks. — må jeg så vente her efter ham? — ville du da gerne tale med ham? — ja, helst. — hvem er du og hvor kommer du fra? — jeg kommer deroppe fra Toppen af fjeldet og mit navn er isbrand. — hvad er dit ærinde? — at tale med Bjørnson om min faders død. — er din fader død? spurgte Sigrid med deltagelse. — ja, sukkede knøsen og tørrede sine øjne med bagen af sin hånd, idet han stirrede vemodig ned mod gulvet. — er du da ikke gået fejl? Er det ikke præst og degn, du fluide henvende dig til? Yttrede Sigrid. — nej, moder sagde, at var der nogen, som kunne hjælpe os i vor nød, måtte det være skotten i guldbrandsdalen. — det var måske et sandt ord, lød en stemme bagved og skottens mægtige skikkelse stod i døren. Lad mig så høre, hvad der ligger dig på sinde, min gut. Knøsen fortalte nu med bævende stemme om sin faders død og den nød de havde med at få ham ned i indviet jord. Skotten sad lidt og grundede over den simple fortælling. Han vidste hvad det ville sige at komme op på dette fjeld, men komme ned med sådan en byrde, havde han aldrig tænkt sig muligheden af. — det er bedst, at jeg går hjem med dig, sagde han til drengen, der endnu stod ved døren med huen i hånden. — vil de gå hjem med mig? sagde drengen. — ja, lad os se, hvad vi kunne udrette. Kort efter var skotten og drengen på vejen til dennes hjem. Ttor klattrede behændig op ad de stejleste fjelde. Der var dog et sted, hvor han nær var bleven bange. Der var kun en smal sti. Der skulle en fast fod og et skarpt blik til for ikke at træde fejl, og dybt, dybt nede i den mørke afgrund skummede en brusende elv. Skotten gik dog rolig over nøkkens bro, som den kaldtes. Da de vare ovre, sagde han til drengen: -- var det det værste sted? — ja! — og der findes ikke andre veje? — nej! Skotten sagde intet, men han tænkte i sit stille sind: — når den, der bar den kostbare skat, som de fattige folk deroppe betroer ham, snublede og faldt, så ville både den levende og den døde forsvinde i dette dyb. En gysen gjennemfoer den ellers stærke mand. Nu nåde de hjemmet og trådte ind i sorgens bolig. — tilgiv os, Bjørnson, sagde konen, at vi komme til dem, men jeg vidste, at kunne nogen hjælpe os i vor rød, måtte det være dem. — kan jeg gøre noget for dem, så er det jo kun min pligt at hjælpe dem i prøvelsens stund. Konen meddelte ham nu mandens sidste ønske og skotten nikkede tankefuld. Derefter tog han fat på at tømre en simpel kiste, så tynd og så let som muligt. Den døde blev lagt deri og skotten blottede sit hoved, idet han bad en stille bøn,, medens konen og børnene stod tavse og grædende om ham. — se, min gut, sagde han, tag du nu i den ene ende, så tager jeg i den anden, men gå støt og sikkert. Hust på at det gælder ikke vort liv alene, men også at han kommer til hvile på sin rette plads. Gutten tog fat og så gik det sørgelige tog afsted. Moder og datter gik hulkende bagefter. Ned ad de stejle fjelde gik det med sikre skridt. Skotten mærkede dog godt, at hans ledsagers fod flere gange skælvede. Endelig kom de til den smalle stejle klipperand, hvor fossen skummede i dybet. Ttor standsede nogle øjeblikke og sagde: — tror du, min gut, at din fod er sikker? Drengens kinder vare blege som en døendes. — aldrig har jeg båret få kostbar en skat, sagde han. Gud giver vel min arm den fornødne kraft. Så begyndte de på den frygtelige vandring. Pludselig mærkede skotten, at hans ledsager vaklede som en beruset. Det var et frygteligt øjeblik. — slip kisten! befalede skotten hurtig. derpå vendte han sig om, greb kisten med næsten overnaturlig magt og hævede den op. Baglænds bar han den nu alene hen ad klippcranden. Et eneste fejltrin, en eneste vaklen og han ville forsvinde med sin byrde i den mørke afgrund. Endelig stod han dog på den modsatte side og nu var det værste tilbagelagt. De tre andre, der med stirrende blik havde sulgt hans bevægelser, gik nu efter ham. Han tørrede sveden af sin pande og sagde: — aldrig har han deroppe således givet mig krast, sone i denne frygtelige stund. Så takkede de alle gud, og det lille tog gik videre. Da de kom til skottens hjem, sagde denne: — tøv nu lidt her, medens jeg kalder nogle af bygdens folk sammen og taler med vor præst. Sigrid bød dem indenfor, medens ttor gik videre. Bønderne vare hurtig forsamlede, så snart de havde hørt hensigten med Thors opfordring. Ttor gik imidlert

1879_Holm_AmbrosiusEllerSkottenIGuldbrandsdalen_1

Holger

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen

Holm

Holm

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen1

female

1879_Holm_AmbrosiusEllerSkottenIGuldbrandsdalen_1.pdf

Holger Bernhard

Holm

dk

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen

Original Fortælling

n

gothic

A. Behrend

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Malerens hustru. Nær grændsen i det sydlige Rusland, idyllift omgiven as skov og sø, lå på den tid vor fortælling tager sin begyndelse, en lille, venlig, nyopbygget villa. En dejlig sommeraften foregik her en ganske ejendommelig scene. På en græsplæne i haven foran villaen legede en ung kvinde med en ged. Hun løb afsted og den hoppede muntert efter hende. Hendes kinder blussede i den nedgående sols stråler, hendes klare øjne tindrede af glæde, hendes lyfe lokker flagrede for vinden og hendes friske latter gav ekko i den nærliggende skov. Hun var et levende billede på inde og elskværdighed. To par øjne stirrede iagttagende efter hende. Oppe på altanen stod en mand, ung, smuk og kraftig, og betragtede med et beundrende, men dog bebrejdende blik, den skønne unge kvinde. — jeg ville glæde mig ved synet af hende, hvis hun var en ung pige, sagde han; men det piner mig at hun er min hustru; jeg fordrer mere alvor og mere tænksomhed af hende. Skjult bag et træ i haven stod en mand af et skummell udseende. Hans dragt forrådte at han hørte til den gejstlige stand, at han havde sagt farvel til al den lykke, der kan herske mellem kvinde og mand. Dog knugede han hånden mod brystet og sagde: — jeg elsker denne kvinde lige vildt og lidenskabeligt, og tror endnu på, at hun engang skal kunne hvile i min favn! Solen var gået ned. Den unge mand oppe på altanen stod endnu på samme sted og stirrede tankefuldt ned i haven. Da lagde to bløde arme sig om hans Hals og en blid stemme hviskedee: — hvor langt er du kommen med dit arbejde, kære Adelhard? — se selv, Arenta! Han slog et forhæng til side og rullede et stafeli frem. I aftenskæret viste sig et billede af hende, få levende, så naturtro, at kun en stor konstner kunne male et sådant; det var som om øjnene strålede og kinderne glødede. Hun stod et øjeblik og betragtede maleriet. — er jeg virkelig så skøn? sagde hun. — du er langt smukkere end min pensel formår at male, svarede han og sluttede hende i sine arme. Hun satte sig ved hans side på altanen og således blev de længe siddende i taushed, holdende hinanden i hænderne. — sig mig, kære Adelhard, sagde hun; er du ikke rigtig lykkelig? Det forekommer mig ofte at jeg seer et vemodigt udtryk i dit åsyn! — når er et menneske rigtig lykkeligt, Arenta, svarede han; der er altid noget, vi higer og længes efter. Det forekommer mig ofte, at jeg er for lykkelig. Mit liv blev som et eventyr fra hin dag, jeg som en fattig, modfalden ingling kom til rom, og til den dag, da jeg som en berømt konstner rakte dig min hånd for alteret. Det bæres mig undertiden for, at jeg trænger til kamp, min sjæl higer ligefrem efter spænding. — hvis jeg nu gav dig anledning til skinsyge? sagde hun med et smil. Når der nu kom en anden, jeg holdt mere af? Han så ikke dette smil, hvorimod hendes ord traf ham som et knivstik i brystet. — Arenta, hvad mener du? udbrød han bævende. — det skal du erfare en anden dag, sagde hun, rejste sig hurtig, ilede hen til fortepianoet og begyndte at spille. det var nat. Adelhard lå vågen og gentog langsomt Arentas ord: — hvis jeg nu giver dig anledning til skinsyge! Da hørte han listende fodtrin på altanen. I en fart kastede han nogle klæder på sig og ilede hen til vinduet. Oppe på altanen syntes han at se omridset af en mand, der ved skinnet af en fakkel betragtede det skønne billede. Skikkelsen bøjede sig frem, som om den kyssede det smukke åsyn. Da flukkedes faklen. Adelhard ilede ud på altanen; men alt var tyst og stille; kun nattevinden legede med træernes toppe. Var det hele da et febersyn? Den næste morgen ssneg en kvinde sig sagte og forsigtig gennem haven. I ly bag nogle buske stod en høj ung mand med et kulsort skæg. Han lyttede og spejdede, som om han ventede nogen. Endelig lød lette trin og Arenta stod for ham. — Nikolaus! udbrød hun overrasket. — Arenta, min barndomsveninde, svarede han. Tilgiv mig dette skridt, jeg måtte se dig før jeg for bestandig forlader Rusland. Jeg er en forfulgt forbryder. — du... en forbryder! — ja, svarede han i en dump tone; jeg er en forbryder i verdens øjne, men ikke for den Madonnas åsyn, som vi ærbødig bøjede knæ for da vi vare små!... Jeg skal fortælle dig alt... her er vel ingen, der belurer os? — nej, alle sove endnu. — nuvel, Arenta, så lad os tage plads på bænken hist. Han tog hendes hånd og førte hende til bænken. — hvor du er bleven smuk, sagde han og betragtede hende med et beundrende blik. Han udstødte derpå et suk og begyndte: — jeg var bleven ansat som skolelærer i en lille by nær ved Moskau. Popen i samme var en gammel, brav og hæderlig mand, der satte sin glæde i af være en fader for menigheden. Han havde en datter, ung og smuk, god og blid, og jeg nærede måske mere end beundring for hende. En ung adelsmand så hende, forelskede sig i hende og forlangte hende til sin hustru. Faderen sagde, af hun fuldstændig havde sin frie villie og af frieren måtte spørge hende selv. Hun gav ham et høfligt afflag. Da blev adelsmanden rasende og svoer af hævne sig. For nogle få rubler købte han en slyngel til af lægge falske papirer i den gamle mands skrivebord og skjule statsforbryderiske skrifter i den unge piges strikkepose. Dernæst blev der mældt til politiet, af det burde undersøge popens hus. Jeg stod i værelset og talte med den gamle mand, da politiet trængte ind for af fængsle ham. Han var rolig og anede ikke sin sørgelige skæbne. De falske papirer kom for dagen og den gamle svoer ved alt hvad helligt er, af han var uskyldig. — man agtede ikke hans ord, men slog foragtelig den gamle mand og hånede ham. — da begyndte det af koge i mig... jeg for ind mod politiet, der var i færd med af trænge ind i datterens værelse... Kampen var ulige, de vare fire og jeg var kun ene; men forbittrelsen gav mig kræfter og mine modstandere segnede om den ene efter den anden; til sidst var jeg sejrherre. En gysen gjennemfoer mig; jeg vidste af Siberien var mig vis, dersom man greb mig. Før jeg endnu ret var kommen til mig selv, hørte jeg hestetrampen, en del kosakker omringede huset; de vare blevne hidkaldte af en betjent, der havde stået vagt udenfor. Jeg gjorde endnu modstand, men blev til sidst overmandet og bundet. Det sidste jeg så var, af popen og hans datter blev flæbte bort. Jeg kom i fængsel, sad side om side med folk, der ikke havde en eneste menneskelig følelse, og jeg blev behandlet som en farlig forbryder. — da opstod håbet om at frelse mig ved flugt og ved en utrolig anstrengelse lykkedes det mig også. Men nu er jeg som en jaget hind, hvem alle frit kan skyde ned. Om 24 timer håber jeg dog at være i et land, hvor man mere dristig tør følge pligtens og hjertets stemme. Men før jeg vendte mit barndomshjem med alle dets lyse minder ryggen, måtte jeg se dig og medtage et venligt ord fra dine læber. — stakkels Nikolaus! sagde Arenta vemodig. — og du, min barndomsveninde, er du lykkelig? spurgte han. — om jeg er lykkelig, udbrød den unge kone og stirrede med et begejstret blik på flygtningen; jeg er så lykkelig, som et menneske kan blive; jeg har en ægtefælle, der er så god, så brav og så retskaffen, der læser ethvert ønske i mine øjne og opfylder det før jeg får det udtalt. Han er tillige en berømt konstner og ethvert penselstrøg viser hans geniale ånd. Jeg elsker ham, fordi han er god, jeg beundrer ham fordi han er stor. Hver dag, ja hver time takker jeg den hellige Madonna for al den lykke, der smiler mig imøde! O, det er et herligt liv, af leve for af elske og beundre. Grenene bagved dem blev langsomt bøjede tilside og et af smerte fordrejet ansigt viste sig bag disse. Den lurende kunne se dem, men ikke høre deres samtale. — vor lykke vil snart blive endnu større! vedblev den unge kone. — hvorledes det? Arenta så sig forsigtig om og hviskedee: — den hellige moder har opfyldt min bøn; jeg skal være moder. Men han aner ikke, af den, der skal vække hans skinsyge, vil han sikkert komme til af elske højere end mig. O, hvilken fryd! Det er næsten formegen lykke! — himlens velsignelse følge dig, kære Arenta; du er den værd! Han omfavnede hende og trykkede et Kys på hendes læber. — farvel, Arenta, sagde han, og giv mig en lille plads i din erindring! — farvel, Nikolaus! Ses vi aldrig, aldrig mere? — det ved kun den hellige moder; jeg må bort, langt bort herfra. De stod et øjeblik tavse og betragtede hinanden. — dit milde åsyn, Arenta, skal begejstre mig til alt godt, sagde han og kyssede hende atter. Der var ikke noget vildt og lidenskabeligt i dette Kys; det var hans barndoms trofaste veninde han tog afsled med. Han rev sig endelig løs og styrtede bort. Andel kapitel. Skriftestolens hemmelighed. Adelhard stod og betragtede den opvågnende natur. Da bankedes der sagte på døren til hans værelse. — er det dig, Arenta? spurgte han. — nej, lød en hvislende stemme; det er Diavolo. — hvad vil du? — luk mig op! Konstneren åbnede døren og en høj, bleg skikkelse trådte ind. Det var den gejstlige, der den foregående aften havde betragtet Arenta. — hvad fejler dig, Diavolo? udbrød Adelhard. Du er bleg, du skælver! — det er din lykke, jeg skælver for, sagde munken. — min lykke? gentog Adelhard forundret. — ja, din hustru er dig utro!... Følg mig! — hvad siger du, munk? — stille, følg mig! Munken førte Adelhard gennem haven. Endelig standsede han og bøjede forsigtig grenene til side. Adelhard så en ung mand, der holdt hans kone i armene og kyssede hende. Hver blodsdråbe i ham blev til is, hver følelse til en gyselig forbittrelse. Et øjeblik stod han som lænket til dette sted; da vendte han om og styrtede bort. Munken ilede efter ham med et dæmonisk smil. Han traf ham atter foran det smukke billede; han havde hævet sin kniv for at sønderskære det. — stille, Adelhard, sagde han; lad mig tale i Enrum med dig. Jeg vil give dig et godt råd. — her hjælper intet råd! — jeg har længe vidst at dette øjeblik ville komme, fortsatte munken. — du har vidst det, og ikke med et ord givet mig oplysning derom! råbte konstneren heftig. — detvar skriftestolens hemmelighed. — o, himmel, udbrød Adelhard fortvivlet. Så blev min lykke kun så kort! på en ensom plet i haven sad to mænd på en træbuk. Den ene heftig, lidenskabelig og fortvivlet, den anden rolig, få uhyggelig rolig. — o, skæbnen, skæbnen! udbrød Adelhard fortvivlet. Nu forstår jeg den først. Munken stirrede overrasket på ham. — det var i karnevalstiden, vedblev Adelhard; jeg opholdt mig i rom og var så lystig og glad. En aften mødte jeg et par gange en tavs, sælsom skikkelse, der syntes at forfølge mig. Jeg blev lidt uhyggelig til mode og søgte at undgå ham. Men på de mest forskellige steder stod han atter og atter før mig og jeg tiltalte ham: — hvem er du? spurgte jeg. — skæbnen! svarede en dump stemme. Det nytter ikke at du søger at undgå mig. Engang tidlig eller sent kommer jeg til enhver og lægger min hånd på hans skulder. Du, ja alle, glemmer stadig min tilværelse og gør eders beregninger; i tænker kun på lykken, på solglimtet, på den side, der træder frem i glædens spraglede dragt; eders beregninger er efter et galt bestik og fører altid til et feilt resultat. Så kommer skæbnen, kold og ubarmhjertig, og slår en tyk streg over alle opstillede fremtidsdrømme; så vender bladet sig og der kommer dage, hvor hjertet krymper sig sammen. Skjul dig hvor du vil og forsfands dig hvor du kan — jeg kommer sikker og bestemt. Du aner mig ikke før jeg slår før dig i hele min frygtelige majestæt. Husf dog på, når der kommer en dag, hvor alt ligesom falder sammen om dig, at det er din nundgåelige skæbne, der indhenter dig! — med disse ord forsvandt han og først i dag stod dette sælsomme mode klart for mig. Det var den grusomme skæbne, der havde mødt mig. Munken smilede dæmonisk; men konsfneren bemærkede det ikke. — lad mig så høre dit råd, munk, udbrød han størmende. — nu tænker du naturligvis på hævn, sagde Diavolo; en grusom, raffineret hævn, der skal ramme den troløse kvinde. Men hvad er hævn? Kun tabet af din egen sjælefred! Nej, jeg har lagt en anden plan... Du skal ikke hævne dig med dolk eller pistol, men dog på den måde, der vil smerte mest... Arenta er ikke uden følelse, men hun er letsindig. — hvad råder du mig da til, Diavolo? Munken bøjede sig over imod ham og hviskedee ham nogle ord i øret. Adelhard stirrede forfærdet på ham. — nej, nej! stønnede han. — og hvorfor ikke? sagde munken rolig. Den levende bedrager hun, men den døde begræder hun. Du har jo selv talt om, at du følte higen og længsel efter atter at tumle dig ude i livet, efter atter at stå ansigt til ansigt med dets kampe og fristelser. — det var ikke under de forhold! stammede konstneren. — men derfor er det dog den bedste hævn. Hun har spillet komedie med dig; turen er nu kommen til dig at spille din rolle. Adelhard syntes at blive mere rolig; det var som om munkens kolde, isnende tale virkede beroligende på ham. — hvorledes skulle denne plan da udføres? Spurgte han. — du siger, at du har modtaget indbydelse fra nogle kunstvenner om at samles med dem til en konference om et eller andet konftværk. Du lader som intet, du er rolig, frem for alt rolig! — hvorledes kan du forlange at jeg skal være rolig under så fortvivlede forhold? — det er derpå alt beroer. Hun må ikke ane at du har opdaget hendes falskhed. — når jeg altså er rejst, hvorledes skal jeg da tilsætte livet? sagde Adelhard. — jeg bringer hende det budskab, at en hidsig feber i løbet af få timer har revet dig bort. Hendes tårer vil da være forgæves — hendes smerte omsonst — en kiste indeslutter da dit jordiske hylster. Adelhard syntes at vakle; men fristeren vedblev: — du begynder et nyt liv under et fingeret navn og under nye forhold. Alt, hvad der er skønt og smukt, vil atter udfolde sig for dit blik og livet vil på ny byde dig alle fine goder. — men Arenta?... O, nej, uden hende har livet intet værd for mig. — så lad blot som om du intet har teet, sagde munken hånligt. — nej, nej, udbrød Adelhard lidenskabeligt; der kan aldrig mere blive nogen sand lykke for os... jeg må hævne mig... hævne mig grusomt! — jeg mener, at min hævn er bedre end en blodig hævn, som kun forstyrrer dit eget liv. Diavolo stirrede på den unge mand med et skulende blik. Adelhard kæmpede en fortvivlet kamp med sig selv. — sig mig, udbrød han pludselig og greb „ Vennens “ Hånd; hvem er han, har hun også betroet dig det? — nej, skriftestolen forlanger intet navn. Hun har kun sagt, at hun bad om tilgivelse fordi der var en, hun elskede højere end sin ægtefælle. Adelhard greb sig fortvivlet med hænderne til hovedet, som om han frygtede for fin forstand. — o, Arenta, Arenta! udbrød han med dirrende røst; kan du, hvem jeg har anset for en engel, hvem jeg mente var tro som nogen, være så falsf!... O, nej, det må være en uhyggelig drøm! — det er skæbnen! sagde munken med sit listige smil. Hvad der især bragte den unge konstner til at tvivle om sin hustru, var munkens ord: „ Det er skriftestolens hemmelighed “. Hun havde altså skriftet sin synd og anråbt om tilgivelse for sin brøde. — Diavolo, udbrød han hæffig; taler du sandhed? — jeg sværger! svarede munken rolig. Tvivlen kæmpede vel endnu i den unge mands bryst; men han havde selv set hende i en andens favn og munken svoer, at hun havde tilstået ham sin brøde. — o, Arenta! udbrød Adelhard lidenskabeligt hulkende. Lidt efter lidt blev han dog atter rolig. — lad mig så spille min rolle, da hun har spillet sin, sagde han; lad mig med tilkæmpet ro sige hende farvel og drage bort, for aldrig mere at vende tilbage!... Det gælder jo kun, at hun ikke aner at jeg ved alt. — det gælder om at tætte list mod list; hun har bedraget dig, nu bedrager du hende. — endnu i går sagde hun: hvis jeg nu giver dig anledning til skinsyge? — hun har kun villet høre dit svar derpå. — o, Arenta, Arenta! Den ville lidenskab brød frem på ny; han kastede sig i græsset og krympede sig som en orm. — vil du eller vil du ikke? sagde munken. — jeg vil... jeg skal med største ro forberede hende på min rejse. — et Kys, et tåreblandet smil og i ses aldrig mere i denne verden. Jeg burde måske råde dig til at søge trøst for din sorg ved at skjule dig bag klostermuren; men jeg synes, at din ånd er for stor, dit talent for herligt, til at unddrages livet. Derfor siger jeg dig: drag ud i verden, til det skønne rom eller det minderige Venedig; indskriv dit navn ved siden af Raphael, coreggio og de største mestre, der endnu er fødte. Adelhard sagde med bevæget stemme, idet han skirrede op mod himlen: — jeg følger dit råd... lad min død for hende blive min hævn! Han gik derpå langsomt og med bøjet hoved op mod villaen. Munken så efter ham med et sælsomt blik og sagde: — dersom han anede, at jeg elsker Arenta med en lidenskab, der er stor nok til at besejre alle hindringer, da fulgte han ikke mit råd!... Skæbnen har lagt alt tilrette for mig! Når hun nu står ene, forladt og ulykkelig, ene med en fro ven, og denne ven det er mig, da viser jeg hende min uendelige kærlighed og hvisker til sidst: „ Skønne Arenta, skjøndt jeg har givet afkald på alt, hvad der hedder lykke, så er min kærlighed til dig større end min trosfab til den hellige moder!... Mit mål skal jeg nå... Arenta skal blive min!... O, vanvittige tanke! Han gik langsomt ind i skoven. Endelig standsede han ved et fældet træ, fatte sig ned på dette og støttede det blege åsyn i de magre, knoklede hænder. Den brede hat gled ned og lod den skaldede, kronragede isse komme tilsyne. — de fro, at jeg tilbeder Madonna, sagde han med et uhyggeligt blik; men det er ikke hende, der er afbildet på vor altertavle, det er den levende Madonna, hvis blik er rent som en dues og hvis smil er saligheden selv. Hvor jeg elsker denne kvinde!... Arenta kan bringe mig til at begå de sletteste handlinger, hvis jeg derved kunne vinde hende. Kom denne dag, blev jeg gal, gal as glæde over at kunne favne hende, kysse hende, elske hende! Han sprang op og få sig om med et vildt blik. Han hørte dog intet uden fuglenes sang. — i forråde mig ikke, i fjedrede sangere, råbte han; i leve jo kun for at elske... elske og dø; men vi mennesker leve for at elske og lide... lide alle helvedes kvaler, alle torturens pinsler! Klokken fra det nærliggende kloster kaldte nu den fromme Broder til andagt og han skred hurtig bort. Bønderne, han mødte på sin vej, blottede ærbødigt deres hoveder for ham. Alle munkene vare samlede, da Diavolo trådte ind. Medens de andre hensank i stille bøn, tænkte han kun på hende, der aldrig forlod hans tanker, der var målet for al hans higen og længsel. tredie kapitel. Kosakkens hævn. Ved bredden af den lille sø, der hørte til den smukke villa, lå en båd. Heri sad Arenta ofte og lod båden langsomt drive hen over søen, medens et par svaner stolt fulgte hende. I dag sad hun også i båden; men det var ikke med det lette, lyse og frejdige sind. Det var hendes barndomsvens skæbne, der hvilede så tungt på hendes hjerte. Hun ville så gerne vide alle mennesker lykkelige som hende selv, og derfor berørte andres modgang hende smerteligt. Hendes mørke sindsstemning syntes at passe med den uhyggelige ro, der var udbredt over naturen. Tykke skymasser gled langsomt hen over himlen og syntes at samle sig lag over lag. Arenta sad og skuede ned i bølgerne. Hun iagttog i taushed det mærkelige naturfpil. Da lød i det fjerne et kraftigt „ Hallo! “ Hun hævede hovedet og stirrede mod den retning, hvorfra lyden kom. Da så hun en sælsom scene, der fik hver streng i hendes hjerte til at skælve af skræk. To kosakker kom sprængende hver fra sin side; de svingede i raseri deres lassoer over hovederne og råbte og streg i nkunden på hinanden. I kort afstand fra dem, som målet for deres ville i agt, løb en ung mand. Trods den lange afstand kunne Arenta se, at hans bryst hævede sig, som efter en lang, hæftig flugt. Han så sig om med et blik, der forrådte, at det gjaldt liv eller død. De ville kosakker ville ikke tage i betænkning at dræbe ham; de havde ordre til at bringe ham tilbage, levende eller død. Han kastede blikket ud over den lille sø; det var den eneste vej til frelse. Hans forfølgere kom nærmere og nærmere, som susende vinde - og Arenta oppebiede med fortvivlelse den frygtelige katastrofe. Da styrtede den unge mand sig med et Spring ud i de skummende bølger. Kosakkerne udstødte harmfulde skrig og styrede deres heste mod søen. Men de vrinskende dyr stejlede og vare ikke til at drive ud deri. Kosakkerne piskede forgæves løs på dem; de rejste sig på bagbenene og vare nærved at kaste deres ryttere af. de to mænd udstødte rasende eder og gav sig til hver i sin retning at følge langs bredden. Den unge mand kløvede imidlertid bølgerne som en svane; hans hoved hævede og sænkede sig og hans spejdende øje søgte ængstelig efter forfølgerne. Arenta havde med en frygtelig sjælsspænding fulgt hans bevægelser. Pludselig syntes han at blive træt; han stod næsten stille på samme sted. Da stød hun sin båd henimod ham. — Nikolaus, råbte hun, spring op i båden! Med en sidste kraftanstrengelse stød han sig hen til båden og svang sig op deri. Han greb årerne og et par raske tag bragte den over til bredden. Han sprang i land, tilkastede hende et Kys med fingeren og ilede ind i den tætte skov, hvor han snart forsvandt. Hun stod ved bredden og stirrede efter ham; hun havde foldet hænderne, som om hun bad forhans frelse. Hun for op af denne drømmende tilstand ved at føle en slynge, der snærede sig om hendes liv. Det var en af kosakkerne, der sagte havde nærmet sig hende og kastet fin lasso om hende. Hun udstødte et fortvivlet skrig, der gav ekko i skoven. — stille, min søde pige, sagde han og bandt hendes hænder på ryggen; jeg vil jo kun takke dig for din venlige hjælp! Med disse ord steg han atter tilhest, slæbte hende derpå med lassoen om livet med sig og tvang hende til at løbe ved siden af hesten. Forfærdelsen havde lammet hende. Hun havde hjulpet en statsforbryder på flugt; fængsel og forvisning fil Siberien ville blive hendes straf. Den frygtelige vished, at al hendes lykke skulle ombyttes med ismarkernes uhyggelige, sørgelige ro, bragte hver blodsdråbe i hende fil at stivne, medens kosakken sorcerede sit ville løb. Al hendes tanke koncentrerede sig i dette øjeblik på Adelhard. Hun glemte næsten sin egen ulykke for at tænke på hvorledes han ville modtage det skrækkelige budskab, at hun var på vejen fil Siberien. Hun anede, at han forgæves ville trygle kejseren om nåde. — der vistes ingen barmhjertighed mod den, der hjalp en statsforbryder på flugt. Hun vidste, at Adelhard elsfede hende højere end alt i verden og at tabet af hende fuldstændig ville tilintetgøre ham. — Adelhard, min inderlig elsfede mand, farvel! stønnede hun og segnede om. Kosakken slæbte et bevidstløs bytte efter sig. der havde dog været et vidne fil denne scene. Det var Diavolo. Han havde, skjult bag en busk, set alt, uden et eneste øjeblik at gøre forsøg på at frelse Arenta. Han gik langsomt i samme retning, hvor kosakken og hans bytte var forsvundet. Den anden kosak havde imidlertid forfulgt den unge mand, hvis spor han syntes at have opdaget. Endelig fik han øje på flygtningen i nogen afstand. Da lød et skrig, så smerteligt, som om det var et dødsskrig. Nikolaus standsede og lyttede; det var jo Arentas stemme. Men alt forblev straks efter tyst og stille og den unge mand mente, at det kun var et foster af hans ophidsede stemning. Han fortsatte derfor sit ville løb. Skoven blev så tæt og uigennemtrængelig, at kosakkens hest ikke kunne komme frem. Den unge flygtning var frelst. den ene kosak stod bøjet over Arenta og søgte ved at bade hendes tindinger med koldt vand at kalde hende tilbage til bevidstheden. Da lagde en hånd sig på hans skulder og en dyb stemme sagde: — hvad gør du, tåbe? Han vendte sig om og så en munk. — hvad mener du, fromme fader? — det er fyrst Konstantins datter, du behandler således. — fyrst Konstantin? stammede han. — ja, guvernøren, kejserens specielle ven. Den ville kosak stirrede forfærdet på munken. — kast dig på knæ for denne engel, vedblev munken, og bed hende om at gå i forbøn for dig, når du skal gøre regnflab for dine handlinger. Den unge kvinde slog nu øjnene op og så sig forundret om. — vær rolig, Arenta, sagde munken deltagende. Tak den hellige Madonna for at mine fjed styredes til dette sted i rette tid! Han vendte sig til kosakken og sagde: — forsvind, elendige, og vov aldrig oftere at vise dig for denne kvindes åsyn. Kosakken var såre glad over at slippe for så let køb, steg tilhest og for afsted i vild karriere. Diavolo hidkaldte nogle bønder; Arenta blev lagt på en båre og fire mænd bar den op til slottet. Adelhard stod på altanen og så dette optog komme. Han blev stående kold og rolig, som om det var en ganske fremmed, der lå på båren. Og det var den kvinde, han endnu den foregående dag havde omfattet med alle de følelser, der kan sætte et menneskehjerte i bevægelse. Han knugede hånden mod hjertet og steg langsomt ned ad trappen, der førte til havestuen. Blomsterne udsendte deres balsamiske Duft, solen sendte sine milde stråler ind i den lille stue, alt var så smilende og skønt — kun ikke i konstnerens bryst. Arenta var atter slumret ind. Adelhard nærmede sig munken og sagde: — hvad er der flet? — hun ville frelse ham, sagde Diavolo lurende. Han er nihillist og regeringen har sat en høj pris på hans hoved. Han undkom og kosakken ville sikkert have dræbt hende, hvis ikke jeg havde forklaret hvis datter hun var. Adelhard fatte sig ved hendes leje og greb hendes hånd. Det var Arenta og dog ikke Arenta, det var hans hustru og dog ikke den hustru, han endnu igår havde elsket og tilbedt, som den ædleste og bedste i verden, det var en kvinde, der havde bedraget ham, leget med hans følelser og knust hans tro på det skønne og gode. Fjerde kapitel. Afskedens stund. Alt næste dag havde Arenta atter genvundet sine kræfter. Det forundrede hende vel noget at Adelhard, der ellers var så kærlig imod hende, nu var så uhyggelig kold og rolig. — har Diavolo fortalt dig alt? sagde hun med hviskende stemme. — ja, alt, alt! gentog han og ville sige mere; men det var som om han ikke formåede at få et eneste af de bitre ord over sine læber, der fvævede på disse. Da han havde fattet sig lidt, vedblev han: — jeg har fået indbydelse fra en stor del af mine tidligere omgangsvenner om at samles med dem til et konstnermøde. — vil du forlade mig? spurgte hun med skælvende stemme. — ja, kun for nogle dage. — o, hvor jeg da vil tælle timerne og minutterne til du atter kommer tilbage, sagde hun. Et bittert smil viste sig på hans blege åsyn. — elsfede Adelhard, hviskedee hun; når du kommer tilbage skal jeg meddele dig et budskab, der skal få hver streng i dit hjerte til at bæve af glæde! Han vendte sig bort for at skjule sin bevægelse. Hendes stemme var lige blid, hendes øjne vare lige klare og dog var nu alt forbi imellem dem — han havde den sørgelige vished, at hun ikke var hans kærlighed værdig. Diavolo viste sig i havestuens dør. — kommer jeg til ulejlighed? spurgte han. — nej, fromme fader, sagde Arenta; jeg har endnu ikke bragt dem min inderligste tak, fordi de frelste mig fra ulykken. — tak ikke mig, men den helgen, der beskytter det skønne og gode, udbrød munken salvelsesfuldt. Efter en pause sagde Arenta: — har de erfaret, af min mand forlader mig i nogle dage? — det vil sætte deres hjerte på prøve, svarede munken, det vil fylde det med længfel og håb efter et lykkeligt gensyn. — men hver time på dagen vil jeg også sittre af angst for af der skal møde ham nogen fare! udbrød Arenta. — når de da atter favner ham, vil deres lykke være tifold, sagde Diavolo. Adelhard sad og stirrede som en drømmende på sin hustru. I hans sind vekslede forskellige modstræbende følelser. I det ene øjeblik undskyldte han Arenta, i det næste harmedes han ved hendes ord, hendes falske ord. Et par gange besluttede han af fordre en forklaring; men Diavolo havde jo alt forklaret ham, af hun kaldte den fremmede en kær barndomsven, en legekammerat. Hun havde dog aldrig før omtalt ham til Adelhard. Alle forberedelser blev imidlertid trufne til afrejsen. Da Adelhard halvt fortumlet stod i rejseklædærne, sagde han: — kan du ikke i min fraværelse trøste dig med ham, som jeg skulle blive skinsyg på? Et henrivende smil gled over Arentas ansigt. — Havde jeg kun nået den dag, da jeg kunne trykke ham i min favn, så ville jeg give ham tusinde af Kys, svarede hun. Adelhard tumlede et par skridt tilbage. Således kunne hun tale, uden at rødme over sin brøde, tale om sin kærlighed til en anden. — så giv da din hemmelige kærlighed tusinder af Kys! sagde han lidt bittert. Vognen holdt for døren og Diavolo stod ved den. — rejser vor ven også? spurgte Arenta. — ja, han skal besøge nogle fattige, sagde Adelhard; hans liv er en kæde af gode gerninger. Han omfavnede hende nu heftigt. — farvel, Arenta! stammede han. — farvel, elskede Adelhard!... Når kan jeg vente dig tilbage? — jeg tænker om otte dage. — bliv da ingen time længer borte, hviskedee hun; thi hvert minut vil være mig en lille evighed. — du skal ikke komme til at vente, sagde han idet han rev sig løs og stormede ud af døren. Da han kom udenfor, standsede han og trykkede hånden mod det bankende hjerte. Endnu var det ikke forsilde, endnu kunne han kaste sig på knæ for hende og sige: „ Jeg ved at du elsker en anden, men jeg vedbliver dog at elske dig, selv om jeg skal dele dit hjerte med en anden. “ Men nej, dertil var han for stolt; han ville følge munkens råd, han ville hævne sig på hende, hævne sig ved at dø! Han kastede et blik tilbage, så for sidste gang omridset af hendes skønne åsyn, og sendte hende en hilsen. — bort, bort! stønnede han. Arenta blev stående og stirrede efter ham. Ikke en eneste gang efter at være stegen tilvogns sendte han hende en hilsen. — således er de konstnere, sukkede hun; de have ikke en eneste tanke tilovers for deres hustruer. Efter at have stået tavs i nogle minutter, sagde hun: — jeg mærkede godt, at han var skinsyg og bitter og derfor ville jeg ikke betro ham, hvad der fylder mit hjerte med en stille fryd! Hvor han vil blive glad, når jeg siger, at jeg bærer et barn under mit hjerte! Hver dag vil jeg bede til de gode engle, at dette barn må blive ædel og brav, som dets fader, og lykkelig som dets moder har været. Arenta gik ind i sit sovekammer for at bede. femte kapitel. Jesuiternes klenodie. Samme aften sad Diavolo og Adelhard i en lille have, der lå foran en simpel kro. De nød et tarveligt måltid og drak et glas mælk, medens de tavse stirrede på hinanden. Når de talte, var det i en hviskende tone, som om de frygtede for, at deres tale skulle blive beluret. — nu er det første skridt gjort, sagde munken; føler du nu mod til at gøre et endnu vigtigere skridt? — du mener at dø! sagde Adelhard gysende. Lad mig høre hvorledes du tænker at dette skal kunne sle. Munken slog sin kappe til side og tog en lille flasfe frem. — seer du denne drik? sagde han. To dråber deraf og du vil sove i 24 timer. Jeg rejser tilbage og meddeler, at du pludselig er død. Arenta bliver forfærdet ved at høre det... — hun elsker mig jo ikke! stammede Adelhard. — du kender kun lidet det menneskelige hjerte og den menneskelige karakter. Hvilket værd har hendes elsker for hende, når du er død? Det er netop det hemmelige, det mystiske, der tiltaler et letbegægeligt sind. De skjulte sammenkomster med listende fjed og ængstelige miner, med stjålne Kys og ømme talemåder, der må fremhviskes som den mest dæmpede Melodi — det har kun sit værd, når det ikke er tilladt. Nu byttes rollerne. Nu kan hun modtage sin elsfer i sin salon, nu behøver hun ikke at snige sig gennem haven eller dæmpe stemmen til blid hvisken. Men du, som hun har bedraget, du, som hun i sin letsindighed gjorde så grænseløs ulykkelig, du er død. Er der noget så hemmelighedsfuldt, så uforklarligt og mysteriøst som døden? Det er denne gyselige magt, der har grebet dig i sin stærke arm, har lukket dine øjne og stivnet dine træk. Hun vil med vild raseri kaste sig over dit lig og ved ømme navne søge at kalde dig tilbage til livet. Det er din hævn! Den kolde sved perlede på Adelhards pande, medens han lyttede til munkens tale. — ham, hun nu elsker, vedblev munken, vil snart blive glemt. Det er en kærlighed, der kun kan skyde blomst i mørket, der ikke kan tåle det klare Sollys. Men hvad nytter det om hun end nok så bittert fortryder det og begræder sin synd; hun kan vel købe aflad derfor, men aldrig mere finde hjertefred. — jeg kan ikke fatte, at dette kære barn således kunne glemme sine troskabsløfter, stammede Adelhard. — det er dog let at fatte: Arenta er fra sin første barndom vant fil at følge ethvert lune, ethvert indfald. Hun seer en ung mand og bliver indtaget i ham. At elske dig er jo hendes pligt; men du ved også at det at gøre sin pligt ikke fuldstændig kan opfylde ethvert menneskes sjæl. Hun har syndet og hun ville måske tilstå sin synd, hvis du rigtig forsagte at tage hende i forhør. Hun ville da kaste sig på knæ for dig og

1879_Anselmo_AmelieEllerLivIDoeden

Viktor de

Amelie Eller Liv Idøden

Anselmo

Anselmo

Amelie Eller Liv Idoeden

1879_Anselmo_AmelieEllerLivIDoeden.pdf

Viktor de Anselmo

Amelie eller Liv i Døden

Efter en afdød Jordemoders Meddelelser. Roman

n

gothic

Lohmannske Forlagsforretning

KB

Andet bind kom i 1880. Forfatter ikke identificeret, file-name er derfor pseudonymet

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Jordemoderen. „ Nå, det kan man rigtignok kalde et Herrens vejr, det regner skomagerdrenge ned! “ sagde madam Møller, idet hun rystede sin paraply, der glindsede af væde. Hun var lige trådt ind i den lave stue i Regnegade, der beboedes af hende og hendes mand, skomagerfrimester Møller. „ Nå, lille mutter, er du endelig der? “ Sagde Møller, der med brillerne helt nede ved næsetippen studerede „ Flyveposten “, ' „ Du har været længe borte. “ „ Ja, det skulle jeg mene, “ svarede madamen, idet hun sindigt aftog sit overtøj, „ det var en lang tur og et drøjt pust. “ Madam Møller var examinerct jordemoder og hørte til den gamle skole. Ingen knndc, når de så hende, tvivle om nt hun hørte til fngct. Det var en temmelig mager kone af middelhøjde. I sin ungdom havde hun vist været ganske køn. Både sommer og vinter bar hun, når hun var i forretning, et sort uldent shavl, og ved højtidelige lejligheder anlagde hun et par store hornbriller, der gav hende et lærd, gravitetisk udseende. Man så hende aldrig uden den store boxdugstasfc, hvorfra forretningens attribut, den store sprøjte, forrædcrsk keg frem, til skræk og advarsel for de mangfoldige børn i de mange familier, hvori hun som, og som erindrede sprøjten med en vis angst og bæven. Forresten var madam Møller en brav, hjertensgod kone, dygtig i sit fag og elsket og afholdt af alle. Møller lagde straks avisen bort og hjalp madamen de tyksålede ankelsko af. „ Kom nu, mutter, “ sagde han, og få dig en varm kop the, du seer ud til at kunne trænge til det. Bordet har nu stået dækket i samfulde to timer. “ „ Ja, trænge til det, kan jeg, det ved den søde gud, “ svarede madam Møller og tog plads i den gammeldags sofa, - „ ja, ja, det er dog en velsignet ting for os madammer, at have en rar, kær sjæl i hjemmet, der tænker på os og hygger for os, når vi komme hjem. Det er et strengt kald, vi have, så vi kunne jo nok trænge til lidt godt ovenpå strabadserne. “ Møller satte sig lige overfor sin kone, udsøgte de bedste stykker kød og andet pålæg, som han lagde på hendes tallerken, og smnrte efterhånden smørrebrød til hende. Madamen så med inderlig glæde til, men efter at have spist et stykke smørrebrød, sagde hun i en halv bebrejdende, halv spøgende tone: „ Men Møller, primer du da! Du har jo ikke engang så meget som budt mig en tår for tanden! “ „ Ih, du fredsens, sikken et glemsomt dyr jeg dog er! “ for Møller op og løb ud i køkkenet, hvorfra han straks vendte tilbage med en klnkflaske og to glas. Madamen lo og rystede på hovedet, medens hendes mand skænkede i de to snapseglas, der just ikke hørte til de mindste. „ Ah! “ mumlede madam Møller efter at have drukket, „ det gør godt ovenpå den dyst; men ved du hvad, lille ven? Du kommer sandt for dyden til at skænke mig en lille en til i aften, for gennemblødt blev jeg. Det nytter ikke stort at sidde ved den varme kakkelovn, når man ikke tillige syrer i indvendig. “ Det ville være fcilagtigt af os, når vi ved ovenståcnde samtale muligvis havde bibragt læserne det indtryk, at madam Møller var forsaldm til drik; hun drak ellers aldrig spiritus, men en snaps til sin mad anså hun for tilladt, ja nødvendigt med hensyn til den besværlige stilling, hun indtog. „ Ja, Møller, “ vedblev madamen, efter at have styrket sig ved den anden libation, „ det er det vi så ofte have talt om, at det jordmoderliv er en drøj tilværelse, især for mig, som i min praksis seer så megen Jammer og ynk hos mine fattige. “ „ Ja, ja, lille mutter, jeg ved det nok, men jeg ved jo på den anden side også, at du gør så meget for at hjælpe, hvor du kan, og — egentlig talt — en opoffrelse kan man jo ikke kalde det, for vi er jo ikke så fint vante og have jo desuden hvad vi skulle bruge. “ „ Det kan du nok have ret i, nkøller, „ men hvad tror du, at jeg kan gøre med de usle 2 daler, som fattigvæscnct betaler mig for hver forretning? Det skal såmænd ikke række langt. “ „ Det er nu min private mening, som, gud bevares, jo også kan være forkert, “ mente Møller, „ at folk, der er så bundsattigc, hellere må tage ud på stiftelsen. “ „ Ja, forkert er den, det ved den søde gud, “ Sagde madamen. „ „ Skomager, bliv ved din læst “, den kender du, men det andet må du lade os andre om. “ „ Å ja såmænd, læsten forstår jeg mig nok på; men jeg kan dog ikke få en anden mening ind i mit tykke hoved, det andet anbelangendes. “ „ Så skal jeg såmænd se at forklare det for dig. Seer du, sådan en stakkels skabning slår måske i vadskeballien lige til den sidste time, og har ofte en mand, der drikker pengene op lige så hurtigt som de blive fortjente. Samme kone har tidt også en 4 eller 5 andre smårollinger, som ville komme til at døje meget ondt, hvis moder tog fra dem, og derfor bliver moder og døjer ondt med dem, frem for at tage på stiftelsen og pleje sig en kort tid. Manden er en slyngel, der hverken kan ernære sig selv eller familien, men han skal nok passe hvert år at sætte mig i bevægelse, med hensyn til dens forøgelse. “ „ Å ja, “ sukkede Møller og rystede på hovedet, „ hvilken frækhed der dog kan herske her i verden. Jeg kunne nu aldrig hare været bekendt at se dig ind i dit milde ansigt, mutter, når jeg opførte mig som en sådan Karl. “ „ Ja, Møller, vi to er lavede af en anden surdcig end den slags folk. Hvad det nu var, jeg ville sige, nå, madam Hansen herinde ved siden af spurgte mig forleden, hvorledes det kunne være, at jeg, der har været i forretning i så mange år, ikke blev federe, men stadig var så tynd som en spegesild. Du kan tro, at jeg tog bladet fra munden. Nej, madam, svarede jeg hende, fed blive jeg aldrig, og det har sine gode grunde. De kender jo nok madam Petersen omme i Gothersgade, hende på salen, som jo så gerne vil kaldes frue. Nå, de kender hende, sagde jeg, så ved de også, at hun er så tyk som en øltønde, og det har sine gode grunde. Hun får lidt sine loo, 200 a 300 daler, og mange gange silkekjoler og andre fine presenter for hver forretning. Hun bliver hentet i wienervogn, og når hun kommer i et hus, er bordet altid dækket med vine og fine retter. Vi andre madammer, som kun have med de fattige koner at bestille, tage kun vore 2 daler, og somme tider ingenting, men de stakler skulle jo hjælpes ligeså godt som de rige, og i Vorherres øjne ere vi ikke mindre, det er nu min mening. “ „ Og den mening er den rigtige, mutter, gud velsigne dig, “ sagde Møller halv rørt; „ men det forstår sig, du har jo dog også haft godt betalte forretninger. Kan du huske, ja, det er jo for den sags skyld snart 25 år siden; men kan du husfe den aften, da du tjente de halvhundrede daler. “ „ Om jeg kan husfe det, ja, det står lige så levende for mig, som om det var slet den dag i dag. Kan du... “ Madam Møller blev afbrudt ved, at der blev trukket stærkt i klokkestrengen. „ Ih, du min gud! “ råbte madamen og for op fra sofaen, „ jeg troede dog så bestemt, at jeg skulle have fået lidt ro nu. “ Med disse ord åbnede hun døren. Udenfor stod der en høj herre, indhyllet i en stor kappe og med en bredskygget hat, der var trykket dybt ned i panden. Uden at løfte hovedet spurgte han: „ Er de madamen? “ „ Ja, jeg er madam Møller “, svarede hun lidt forundret. „ Så gør Dein øjeblikkelig færdig til at følge med mig “, sagde Herren, „ jeg vil vente på dem. “ Madamen så først lidt tvivlrådig ud, da hun sagde: „ Gå de kun i forvejen, sig mig blot, hvor det er, så skal jeg straks følge efter. “ „ Nej “, sagde kappemanden med en utålmodig gebærde, „ det går ikke an. Jeg sagde dem, at jeg vil vente og da vi have hastværk, håber jeg, at de vil skynde dem. “ Madamen så nok engang på ham; men han ytrede ikke et ord mere, og lænede sig tavs op imod dørstolpen. Uden at betænke sig iførte madam Møller sig skyndsomt sin hat og sit schavl, og erklærede sig parat til at følge med. „ Men hust nu, Møller “, råbte hun, idet hun ved den fremmedes side gik ud på gaden, at du ikke bliver oppe efter mig. Dog læeg nøglen under måtte «. “ Udenfor på gaden holdt en elegant ekvipage. Til madamens overraskelse åbnede hendes ledsager vogndøren og indbød hende med en håndbevægelse til at stige ind, hvorpå han selv tog plads ved hendes side. Møller, der forundret stod i gadedøren og betragtede den prægtige måde, hvorpå hans kone denne gang blev afhentet, lagde mærke til, at dampen stod som en tåge omkring hestene og skummet fløj omkring fra bidslerne og faldt tæt på stenbroen. Han blev lidt forunderlig stemt ved dette syn; thi det var tydeligt, at dyrene vare blevne anstrengte og vare løbne et godt stykke vej. På engang var det som et lynglimt for igennem hans hoved. „ Mutters taste, død og salte pine, den glemte hun jo! “ råbte han og for som en raket tilbage ind i den lille stue. Ligesom han kom ud igen, smeldede kusken på bukken, hestene stejlede og for afsted og det var lige akkurat, at diøller fik lejlighed til at kaste tasten ind gennem det åbne vognvindue. Mied rasende fart for vognen afsted, kusken pidsfede på de vælige dyr, hvis hove fik stenene til at sprude funker, og borte vare de, bortførende skomager Møllers elskede ægtehalvdel — hvorhen? Ja, derover spekulerede Møller hele resten af aftenen, medens han sad ved kakkelovnen og røg på sin pibe, og et dampende glas punsch bidrog til at forhøje nydelsen. „ Hm “, sagde han sagte til sig selv, da han klædte sig af for at gå til sengs, „ Gud bevare min stakkels kone for den onde, for sådan så den fyr so rigtignok ud. Nå, et godt kristent menneske, der går i sit lovlige ærinde, får han jo ingen magt over. “ Og med disse fortrøstningsfulde tanker slumrede mester Møller ind. Andet kapitel. Med lynets hastighed i den marke nat imidlertid fortsatte vognen sin fart. Med ustandset hurtighed kørte den igennem store Kongensgade, ud af Østerport til de nåde kongevcicn. Natten var bælmørk. Det stormede heftigt og regnen skyllede ned og pidskcde mod ruderne i vogndøren. kusken vedblev at fremskynde hestene, der imidlertid, efter at de i forholdsvis kort tid havde tilbagelagt et par mil, drejede om ad en sidevej, hvor det var forbunden med stor besværlighed at køre; thi den langvarige regn havde opblødt vciene i den grad, at vognen flere gange sank i dynd til vognaxen. Madam Møller sad længe fordybet i sine egne tanker og undrede sig over, hvad hele denne begivenhed havde at betyde, og hvad enden skulle blive. „ Å “, tænkte hun og lo halvt ved sig selv, „ jeg tænker nok, jeg slipper helskindet derfra, for man bortfører næppe en gammel jordemoder i de treds uden at man har brug for hende. Ja, såmænd, havde det været for 40 år siden, kunne det have set galt nok ud, for et rask pigebarn var jeg og godt så jeg ud. Men, der falder mig noget ind, gud ved, om man ikke har taget fejl af mig og madam Petersen på salen. Men hun vil blive rasende, hvis så er og hun får det at vide. Ligemeget, jeg er nu engang her og skal gøre min pligt. Jeg kan for øvrigt godt lide at spille den fine dukke et puds for hendes stornæscthed. Lad hende kun komme, madam Møller kan vel ligeså godt tage det op med hende som med alle og enhver. “ Enten det nu var den skingrende kjørscl på den dårlige vej eller nydelsen af de to snapse, eller hvad der er antagcligst, begge dele i forening, så faldt madam Møller snart i søvn, hvilket lydelige trompettoner fra et hjørne af vognen triumferende forkyndte. Hendes ledsager gjorde en utålmodig gebærde ved lyden af disse blide, beroligende toner, trak kappen tættere omkring sig og lænede sig atter tilbage i sit hjørne. Efter en timestids forløb drejede vognen ind i lang alle og et kvarter efter standsede den med et temmelig heftigt ryk foran en storartet bygning, hvis konturer man i det tætte mørke ikke formåede at skelne. Ved det heftige ryk i vognen for madam Møller forover og vågnede. Formodentlig have hendes drømme været af en hyggelig og sybaritisk Art, thi hun vågnede med det udråb: „ Fy, Møller! skam dig: der væltede du jo toddyen! “ Hendes sidemand, der hidtil havde bevaret en mørk taushed, formåede næppe at tilbageholde et lille smil. Kusken var imidlertid stegen ned fra bukken og havde åbnet vogndøren. Hendes ledsager mere rev end hjalp hende ud og førte hende hastigt op ad en høj stentrappe, hvorfra man gennem en udskåren egetræesdør trådte ind i en hvælvet, meget stor og meget elegant indrettet vestibule. Gulvet var belagt med store sorte og hvide marmorsten. Loftet og væggene vare rigt forgyldte og dekorerede. En rigt udskåren egctræestrappc førte i vestibulens baggrund op til slottets første etage. På begge sider af trappen var der anbragt store, kostbare blomstergrupper, der omtrent nåde fra gulvet til loftet og ud fra hvilke to broncefigurer i legemsstørrelse synes at svinge sig, hver af dem bar store lysekroner i de højt hævede hænder. Midt i hallen plaskede et springvand. Den tavse herre førte madam Møller gennem vestibulen ad trappen, der var belagt med kostbare brysselertæppcr op til værelserne i første etage. Her stod der lige for trappen en dejlig marmorstatue, forestillende „ Tansheden. “ Det var en blid, yndig kvindeskikkelse med fingeren for munden og stående i en lyttende stilling. Denne advarsel syntes at være overflødig nu; thi der hersfede den dybeste stilhed i hele huset, der hørtes ikke en lyd, der kunne forråde, at dette Paradis blev beboet af levende mennesker. Efter med hastige ord at have anmodet madam Møller om at tage plads i et lille kabinet, hvorind han havde ført hende, forsvandt hendes ledsager; men vendte straks igen tilbage med en tilsyneladende ældre herre. „ De er jordemoder? “ spurgte denne med en forunderlig stemme, som om den kom fra en grav. Madam Møller gyste lidt og nejede bejaende. „ Godt “, sagde Herren, „ her er en dame, som trænger til deres hjælp, og det snarest muligt. “ Han trak et Gulduhr op af lommen og så derpå, medens madam Møller i sit hjerte tænkte, af når det hastede så meget, måtte man hellere have ført hende til patienten end trække tiden ud med lang snak. „ Klokken er nu et “, vedblev Herren, „ Klokken fire må hele historien være afgjort! “ „ Ih, du søde “, udbrød madam Møller, der aldrig brød sig om af tage bladet fra munden, hvem hun så end talte med, „ De har godt ved af snakke, men om historien er forbi klokken tre eller klokken tolv, det råder kun gud for. “ Uden af ændse denne afbrydelse vedblev Herren: „ Gør deres pligt, men gør den hurtigt, og de får en god betaling. Mærk dem vel, af de kun er her for af foretage det absolut nødvendige, men af de iøvrigt hverken har af tale med patienten eller folkene her eller overhovedet af bryde dem om andet end deres forretning. “ madam Møller, der ikke var vant til af blive tiltalt på en sådan måde, ville til af forsvare sin krænkede værdighed, men husets herre, thi som sådan antog hun ham for af være, tog hende uden videre ved armen og førte hende ind i et tilstødende værelse. Først nu lagde madam Møller med forskrækkelse mærke til, af manden bar en sort fløielsmaske. Tredie kapitel. De maskerede beboere. Madam Møller nærmede sig forsigtig en meget elegant himmelseng, der stod midt i værelset, og drog et karmoisinrødt silkeforhæng tilside. En lille sin, hvid hånd lå på det fine kammerdugs lagen, hvori den af og til ligesom krampagtigt greb fat. Hun fik ikke tid til ret af betragte sin patient, før hun hørte en sagte jamren. „ Nå, nå, min gode “, sagde madam Møller blidt og klappede den lille hånd, „ hvorledes har vi det, vær tålmodig, det er snart overstået. “ Manden med masten, der havde taget plads ved fodenden af sengen, bøjede sig ned til madam Møller, og hviskedee: „ Som jeg har sagt dem, har de kun af forrette deres tjeneste og intet videre. Deres ord er her overflødige. Tiden iler, søg snarest mulig af gøre deres pligt. “ Nu var madam Møller en skikkelig, hjertensgod kone, men hidtil havde hun kun bevæget sig iblandt de lavere klasser, hvor man så op til hende og betragtede hendes ord som visdom, det var derfor, at hun med en undertrykt vrede svarede: „ Gøre min pligt; tror da Herren virkelig, at det afhænger af mig, hvornår fødslen skal foregå? “ „ Derom vil jeg ikke disputere med dem, men jeg siger dem, at vi hurtigt må være færdige og at deres betalings størrelse vil rette sig efter, hvor hurtigt det vil gå. “ „ Ja “, sagde madam Møller, og stirrede bestemt på den maskerede, „ da var det nok lige så godt, min gode mand, de forduftede og i stedet for sendte mig en eller anden stikkelig kone, der kunne hjælpe mig. Heller ikke ville det være afvejen om de sørgede for lidt til at styrke hjertet ved. det bliver en slem dyst denne her, skal jeg sige dem. “ „ Jeg kan ikke sende dem nogen kone til hjælp; thi her findes ingen, og hvad niere er, jeg vil ikke sende dem en sådan hjælp. De må hjælpe dem selv. “ Med disse ord forlod den maskerede herre stuen. „ Ih, du fredsens! “ udbrød madam Møller, og stirrede forbitret efter ham, „ Det var dog et rigtigt rivegalt mandfolk. Vil man bare se! “ Efter således at have udtrykt sin hjertens mening fik madam Møller travlt og helligede sig nu i rum tid til gavn og bedste for den syge dame. Mod hende var hun venligheden og godheden selv. Madam biøller vidste at gøre forskel på sine folk. Efter en halv times forløb trådte manden med biasfen atter ind i stuen. Han bar en bakke, hvorpå der stod en flasfe og glas, og hvilken han satte på en stumtjener. Madam Møller gik ham hurtigt i møde og sagde i en bestemt tone: „ Her kan jeg ikke udrette stort. Har de patientens liv kært, må de øjeblikkelig sende bud efter en læge. “ Manden for ligesom lidt forstrækket tilbage, men fattede sig hurtigt og svarede: „ Er dc fra forstanden? Det er umuligt; jeg hverken vil eller kan sende bud efter nogen læge! “ „ Ja, så må de undskylde mig, så går jeg selv, for jeg kender min pligt. Der er nu Petersen i Gothersgade, det er en præcis mand, og med hensyn til betalingen, så gud velsigne dem, så nøjes han med, hvad han får. “ Madamen havde sovet så længe og så trygt, at hun rent havde glemt den lange køretur, og talte, som vin hun befandt sig i København. Madamens næsten komiske fejltagelse lod til yderligere at forbittre den maskerede, hvis uro synlig voksede for hvert minut, der hengik. „ Jeg siger dem jo, “ skreg han, „ at det ikke kan lade sig gøre; vi er flere mile fjernet fra byen, og her på egnen findes ingen læge. “ Madamen så vist på ham, som om hun ville sige: „ Nåda, der leverede du en god en for dem, der ville tro det, “ men da hun nok mærkede, at demonstrationer næppe ville nytte synderligt her, foretrak hun at tie og at gøre for den syge, hvad der stod i hendes magt. Manden stod et øjeblik, som han var uvis om, hvad han skulle gøre, derpå greb han med et fast, næsten krampagtigt tag om madamens håndled, førte hende hen i et hjørne af værelset og hviskedee med halvkvalt slemme: „ Der må og skal komme en ende på denne sag, hører de, og det snart, thi ellers er både de og den syge i sengen dødsens! “ Et voldsomt, næsten krampagtigt skrig fik madam Møller til med magt at rive sig løs og ile hen til sin patient. Med ømhed greb hun dennes ene hånd, som hun trykkede, medens hun med den anden strøg ned ad hendes kind. Forfærdet tog hun hastigt hånden til sig igen og så nøjere til. Også den syge bar en fløielsmaskc af en lysere farve. Uvilkårlig greb hun atter effer den lille fine hånd, for ligesom at få en forvisning om at det var et virkeligt levende menneske, hun havde for sig. Den lille hånd var badet i sved og bævede konvulsivist. Sagte lagde hun den atter tilbage på tæppet. Alanden havde imidlertid forladt værelset, og madam aløller, der selvfølgelig antog, at vinen var bestemt til gavn og glæde for hende, gik sagte hen til stumtjeneren og skænkede sig et godt glas fuldt. Hun blev helt romantisk og bevæget stemt, effer at have nydt det første glas, og velbehageligt betragtede det andet med koketterende blikke. „ An ja, gamle Møller, “ mumlede hun, „ dctte her seer ikke ud til at skulle gå let fra hånden. Skulle vi ikke gjcnsees, så tænk på mig. Ja ja, min gamle ven, bare du vidste, i hvilken fare din gamle mutter befinder sig, så var du for længe siden på vejen hertil med gadekommissaircn, ja det ved gud du var.... “ Madamen blev atter afbrudt af den maskerede, som indtrængende forlangte at vide, når der ville komme en ende på det. “ „ Når gud vil, “ svarede madam Møller, „ han har gjort sit, men alt kunne have været forbi, hvis her havde været en læge. Skakten derhenne i sengen kunne de derved have forskånet for mange lidelser. “ „ Lidelser, “ mumlede manden, „ dem har hun fortjent, og de stade intet, når blot historien snart kan få en ende. “ „ An ja, jeg forstår det nok, “ sagde madam Møller i en halv resigneret tone, „ De har naturligvis aldrig vidst, hvad det vil sige at have børn, og endnu mindre fået nogle. En af de unge doktorer spurgte mig engang, medens jeg gik og lærte på stiftelsen, om jeg vidste, hvorfor mandfolkene ikke fødtc børn ligesåvel som kvinderne. „ Nej, hr. Doktor, “ svarede jeg, „ den kan jeg ikke, uden at det så er, at den gode gud har bestemt det. “ „ Ja, det er sandt nok, “ sagde han så, „ men jeg skal sige dem grunden, det er fordi vi mænd ikke kunne holde lidelser ud så godt som kvinderne. Ethvert ægteskab ville så højst kun blive velsignet med tre børn. Først fik da konen et barn, så branden et, og endelig konen det tredje: men manden ville så betakke sig, når turen kom til ham igen, for han havde fået nok af den sag første gang, og da gud jo vil have jorden befolket, har han væltet hele det læs over på de stakkels kvinder, som også tålmodigt bærer det og meget andet. “ Et halvkvalt skrig fik atter madam Møller bragt til bevidsthed om situationen, og hun fik kun tid til at stubbe den maskerede herre ud af døren, før han fik givet sin harme luft over hendes snakkcsalighed. Hendes nye patient syntes at befinde sig under en vis tvang; thi der kom ikke et ord over hendes læber. Et kvarter efter hørtes et sint skrig fra et lille spædt barn, og den maskerede herre styrtede ind i værelset. Skikkelsen i sengen lå mere død end levende, og gav ikke ved en eneste bevægelse tilkende, af den agtede på, hvad der foregik. „ En sin lille søn! “ udbrød madam Møller med en triumferende mine. „ Der er vel ikke meget ved fyren endnu, — men vil de bare se, er der ikke ordentlig et nydeligt lille modermærkæ på den højre skulder? Det ligner grangiveligt to kirsebær ved en dobbcltstilk. Det var dog mærkeligt. “ Manden så hastigt på uret. ' „ Klokken er fire, “ sagde han, „ vi kunne vel snart være særdige? “ „ Ja, det kunne vi. Bien sådan et modermærkæ har da altid noget af betyde. Jeg kender eu ung madame, som genfandt sine forældre — og rige folk var det — på grund af, af hun var født med et modermærkæ på det venstre bryst. “ Mandens utålmodighed steg nu til det yderste. Han ringede, og greb, uden af mæle et ord, barnet, som madam Møller imidlertid havde fået vasket og påklædt. Med denne lille skabning i favn begav han sig ind i det tilstødende værelse, hvor han overgav det til den mand, der havde ledsaget madam Møller ud til slottet. Det forekom madam Møller, af hun hørte spæde, ynkelige skrig nede i gården, og da hun nysgerrig slog gardinerne til side og keg ud af vinduet, hørte hun gennem stormens hvinen og regnens plaske « lyden af en vogn, der rullede gennem porten. Da hun vendte sig om, så hun den maskerede stå midt i værelset; han betragtede hende med lynende øjne, som om han troede, at hun agtede at aflure ham hans hemmelighed. „ Deres hverv er nu til ende, “ begyndte han med afmåll stemme, og rakte hende en lukket konvolut. „ Deres betaling vil de finde heri. De vil om et øjeblik blive kørt til byen. “ „ Ja, jeg takker så mange gange, “ sagde madam Møller, idet hun skænkede sig et glas bin, „ men der er endnu et „ Aber “ ved det, som tyskerne siger. Bi har i dag den 20de november; vi skrive altså: den 20dc november kl. 4 fødtes en lille dreng. Hvem er nu moderen? “ „ Jomfru Hansen! “ „ Godt, men så faderen? “ „ Død! “ „ Også godt; men hvor er barnet født? “ „ I Nyboder! “ svarede manden roligt. „ Nyboder! “ den var ikke dårlig; men lad gå, jeg har kun af spørge og skrive, hvad man siger mig. Nu kommer der nok et „ Aber “, for de flipper mig nu ikke så let. Hvem skal passe det unge barn derhenne i sengen? Hun seer jo neppe ud til af være l8 år gammel, og første gang er den værste, skal jeg sige os. Kommer hun ikke under kyndig pleje, er hun væk — rent væk, og det kan vel ikke være deres mening, min gode mand? “ „ Vær de ganske rolig i så henseende, min gode kone, det er der sørget for. “ „ De har så måske en anden jordmodcr i baggrunden? “ spurgte madam Møller skarpt. „ Nej, men for damcus pleje er der sørget. Jeg skal ledsage dem ned til vognen. “ Bor gamle veninde fik nu travlt med af indpakke sine sager; med et kast havde hun shavl og hat på, og fulgte med sin ledsager ud på en trappe, der dog ikke var den samme, hvoraf hun var kommen. Fjerde kapitel. Hjemkomsten. Forretninger i byen. Den trappe, nedad hvilken madam Møller og hendes ledsager nu stege, var mørk og skummel, og drejede sig vindelformigt, ligesom den lå midt i et tårn. Manden havde tændt en blændløgtc, hvis skin faldt på de hvide kalkede vægge, hvorpå salpeteren glindscdc som de prægtigste ædelstene, og sluttelig nåde de ned til en mørk kjældcrhvælving, der lad til at strække sig ind under hele huset. Det var intet under, at madam Møller blev ligesom lidt benauct i disse omgivelser. Allehånde syner fremstillede sig for hendes temmelig ophidsede indbildningskraft. Det forekom hende, som hun hørte barnet singe, at dets moder var bleven levende begravet, og at hun selv nu også blev ført til døden. hun formåede ikke at fremføre et ord; men fnlgte tans med sin ledsager. Et øjeblik efter snublede hun og faldt. Liden at sige et ord tog hendes ledsager hende i sine arme og bar hcnd^, ud gennem to åbninger, der lukkedes af svære jerndøre, til hun endelig kom til sig selv igen ved at mærke den kølige natteluft vifte om hendes pande. Hun kastede et blik omkring sig og bemærkede, at hun var kommen ud igennem en lav, hvælvet dør i et af slottets tårne. Udenfor døren holdt en bogn. Hendes fører bød hende stige op i vognen. Hun skyndte sig at adlyde hans opfordring. Han lukkede vogndøren fast i, hviskedee nogle ord til kusken og smuttede dernæst hastigt tilbage i den lave porthvælving, hvis dør i samme øjeblik faldt til med et brag. Dagens eller rettere nattens forskellige hændelser, træthed og den nydte vin, hvoraf madam Møller havde taget rigeligt til sig, bevirkede, at hun næppe var kommen ind i vognen, og havde fået sig sat rigtigt tilrette, før mester morpheus atter tog hende i sin bløde favn, så at hun ikke bemærkede, at vognen undervejs standsede og at en ny kusk besteg bukken. Denne lod ikke til at have så stort et hastværk som den første, thi han lod hestene trave roligt afsted og først da vognen rumlede hen over stenbroen blev madam blolter vækket og så at de kørte igennem Nyboders slet brolagte gader. „ I, gud bevares, jeg har nok fået mig en ordentlig lur “, sagde hun ved sig selv, „ vi er jo allerede tæt ved hjemmet! “ Det begyndte at dages. De handlende vare ifærd med at lukke deres boutikcr op og fra de flestes vinduer sås endnu lys. Alle håndværkere skyndte sig på arbejde, da vognen holdt udenfor det møllcrskc ægtepars residents i ncgncgadc. Kusken steg langsomt ned fra bukken og åbnede vogndøren for at hjælpe madamen ud. Til hendes ubeskrivelige forbavselse bemærkede hun først nu, at vognen, hun havde kørt i, var en almindelig drosche og kusken en reglementeret københavnsk droskekndsk i det sædvanlige liberi. Hun rystede på hovedet, denne nats hændelser var hende en gåde; men skyndte sig da med at træde ind i sin lille beskedne stue, hvor det gamle bornholmske ur i det samme slog syv. Blolter stod med flødcpotken i hånden; han var netop i begreb med at ville gå til bageren efter hveddbrød og fløde, da hans kone kom ind af døren. „ Ih, du fredsens, er du da endelig der “, råbte den gamle skomager fornøjet, „ jeg troede så min sjæl og salighed, at du aldrig var kommen hjem mere. Men hvor har du været? Hvorfra kom den helvedes karosse? “ „ Puh “, svarede madam Møller mat og lod sig falde ned i sofaen, „ lad mig først fane en tår kaffe, så skal du få hele rapporten, men før har jeg hverken kraft eller mod til at lade munden løbe! “ Møller smed i en hast skjødcskindet og lød afsted efter de fornødne ingrcdientscr. Kjcdlcn i kakkelovnen snurrede lystigt og fyldte stuen med sine hyggelige, hjemlige toner. Møller lavede kaffe og skelede af og til hen til sin kone, der sad fordybet i sine tanker og af og til rystede på hovedet. Hun drak kaffen med synligt velbehag; først da denne oplivende forretning var til ende, drog hun et dybt suk og så på sin gamle ægtchalvdel. „ Men mutter da “, sagde Møller i en bebrejdende tone, „ hvordan er det fat med dig? Du sidder jo så spansk som en grevinde! “ „ Ja, hvordan det er fat med mig, ved jeg neppe selv “, svarede hun med et suk. Det forekommer mig, som jeg har været syg eller jeg har drukket for meget i går. Måske det hele kun varen drøm? “ Hun greb i det samme ned i lommen og fremtog den lukkede konvolut, som den maskerede havde givet hende. I det samme faldt et stykke papir også ud. „ Å, Møller “, sagde hun, „ tag det papir og læede mig hvad der står. “ Madam Møller kunne nok skrive, men som oftest forstod hun ikke at læse sin egen skrift. Den forretning overlod hun til sin Aland, der også var godt inde i den, og som tillige havde det hverv at indføre sin kones hieroglyfer i den autoriserede protokol. Møller tog sedlen og studerede en stund yderst opmærksom på dens indhold, der syntes at gøre ham en del knuder. „ Ja, ved du hvad “, sagde han og kløede sig lidt forlegen i hovedet, „ dette her er noget vanskeligt at komme ud -af, meget vanskeligere end sædvanlig. “ „ Snak “, sagde madamen, „ nu skal jeg sige dig det. Der står: jomfru Hansen i Nyboder. “ „ Ja, nu kan jeg jo nok se det; men herre gud, har den forretning således kunnet betage dig? “ „ Ja, nu skal du høre “, og madamen fortalte meget omstændeligt alt hvad der var passeret hende fra først til sidst. „ Lad os se, hvad den konvolut indeholder “, sagde aløller. den blev åbnet og madamen udtog en hundrcdcdalcrscddcl. „ Nu skal jeg sige dig, -hvad du har at gøre “, sagde Møller i en bestemt tone, „ nu går du sporenstrcngs op på kammeret og melder det hele. “ Men det syntes hans kone ikke rigtig om. Det forekom hende, at der ville komme en stor ulykke ud af en slig anmeldelse, hvori hun måske også kunne blive indviklet. Der blev talt længe frem og tilbage. Madamen opstillede hundreder af formodninger om, hvor hun kunne have været; men førgjæves, alle hendes formodninger førte hende kun dybere ind i tvivlens labyrint. Aland og kone blev derfor enige om at holde historien hemmelig til tiden eller ' omstændighederne muligt løste gåden. En madame med en stor praksis har sjælden tid til at ligge på den lade side. Klokken ti se vi derfor atter vor gamle veninde i fuld virksomhed. Med hurtige skridt forlader hun hjemmet og styrer sin gang til vognmagcrgadc. Hun går op i et baghus og standser først ved en dør, på tredje sal. Hun trykker på en klinke og døren går op. En flok børn, bestående af fem små individer i en alder fra til 7 år løbe, vralte og krybe hende i møde. „ O, moder! “ lyder det glade råb, „ her er madamen, her er hun! “ „ Ville i være stille, i skrighalse! “ sagde madam Møller med påtagcn harme, „ Eders moder får jo aldrig ro eller hvile. “ Hun går henimod sengen, hvor der hviler en mager, ja udtærct ung kvinde. „ Her er koldt, “ siger madam Møller, „ det går ikke an. Kom, mine, “ vedblev hun til den ældste pige, „ gå gesvindt ned og hent kul og brænde. Du, Peter, “ — si forbigående bemærke vi, at madam Møller kaldte alle drengebørn for Peter, hvilket kristent navn de end bare ) -— siger hun til den næstældste, „ kan i en fart rydde lidt op i stuen, og Peter numer to kan passe på, at Peter numer tre ikke vælter vandfadet, hvori Peter numer fire og Peter numer fem skulle vaskes. “ Et øjeblik efter kom mine hjem med brændsel. Madam Møller lagde selv tilrette i kakkelovnen, og få minuter efter udbredte der sig en behagelig varme i det lille rum. „ Det var nu det, “ sagde madam Møller med et veltilfreds smil, „ nu komme vi til det andet. “ Det andet bestod i ingredientscrnc til en god frokost, som madam Møller havde pakkes ned i sin vældige taste, og svin nu atter blev tagne op. Madam Møller havde meget tilovers for denne fattige familie. Den svage skikkelse i sengen havde hun befordret til verden, og senere var dette også tilfældet med de fem små væsener, der nu med glade og hungrige blikke stimlede sammen om den gamle kone. Hun havde hjertet på det rette sted, havde denne kone. De to- daler, fattigvæsenet betalte, hende for hendes ulcilghed, vandrede stedse på en eller anden måde tilbage til patienten, og for det meste i forøget skikkelse. „ O, madam Møller, “ sagde den

1879_Kieler_AndreFraKautokejno

Laura

Andre Fra Kautokejno

Kieler

Kieler

Andre Fra Kautokejno

female

1879_Kieler_AndreFraKautokejno.pdf

Laura

Kieler

no

André fra Kautokejno

En Fortælling fra Ultima Thule

n

roman

Schønberg

KB

Dansk-norsk (født i Tromsø).

pdftxt

nan

barndomserindring. Der fortælles om brug af historiske kilder+ hukommelsen på de første par sider.

HISTORICAL

1ste kapitel. Norsk finmarken er et glimt af ynde, en efterklang af elegisk poesi, som af en vilkårlig hånd er kastet op mod ishavets kyster, og er bleven liggende der, gemt og — forglemt. Lad os skynde os did op, medens det endnu er sommer; thi ultima thule’ » sommer er det korrekteste billede på menneskelivet, den er stakket og kort. Den ligner liljen, som blomstrer i dag og i morgen kastes i ovnen. Med syvmilsstovler ile vi forbi Nordlands barske og nøgne klippekyst, udtunget af en kække dybe fjorde, kranset af oer og vædet af nordishavets skum, forbi Nordland, som mange uindviede forveksle med finmarken. Vi skynde os forbi dets drauger* ) og trolde, forbi dets klippers asketisk forsagende nokternhed og rædselsfulde vildhed, vi ile op mod nord! • ) søuhyrer. 1 fjeldmasserne blive lidt efter lidt mindre spidse og sønderrevne, de sænke sig stadigt i blødere og mere buede former. Nåletræerne blive færre og færre, mosarternes rige begynder. Det hvide rensdyrmos, breder sig i solskinnet som nyfalden sne hen over finmarkens tundras * ), multerne væve gule, saftigt glinsende tæpper, og de antiskorbutiske urters Duft strømmer os i møde. Vi er komne op over polarkredsen! I hylle eder uvilkårlig ind i eders kapper, og begynder allerede i tankerne at fryse. • vi er komne til den enge is og til den evige sne! » På ingen måde! Aldrig have i måske været længere fra at ane sandheden. Finmarken er hverken et evigt isens eller et joklernes land. Det har vide sletter, forbundne ved dybe fjorde og lakserige elve, det ejer Bardo og det skønne monselven, hvor frugtbare Enge, mægtige fyrreskove, velbyggede bondegårde og modne jordbær og ribs gøre den rejsende stum af overraskelse, det ejer Dale på tyve, tredive Miles længde, vædede af de i store strækninger * ) frosne sletter. sejlbare elve alten og Tana, og bugnende af frodigt græs og af bladrige løvskove. Hver sommer komme tusinder af brogede trækfugle flyvende op til finmarken fra England, Tyskland, Frankrig, Amerika, ja — endog en og anden, der har forvildet sig fra Spanien og Italien. I syngende, pludrende og snadrende sværme lejre de sig ved elvenes bredder og på fjeldenes vidder. Med sommerens farvel trække de imidlertid atter bort — ned mod syd. Elvenes bredder blive øde, og vidderne stå tomme, men ekkoet af deres sang, af deres pludren og snadren er blevet igen. Fjeldene have holdt det fast og kaste det trofast tilbage. Det afsides og fjernt liggende land oversvommes tre måneder om året af mangfoldige nationaliteter, netop fordi det er så fjernt liggende og afsondret. Det synes ikke at tilhøre » Verden «, derfor søger » Verden « det. Mod finmarkens kyster bryde sig årlige efterdønninger fra det brusende og larmende verdenshav. Hver gang dønningen viger tilbage, har den stedse skyllet et eller andet, ondt eller godt, op på dets strande. En genklang fra det store verdensorkester!• toner stadigt op til ultima Thule. Dets folk består halvt af eneboere, halvt af selskabsmennesker, og dette særsyn er netop dets store ejendommelighed. Takket være den nævnte samfærsel eje dets fiskere tillige en klarere og videre tankehorisont, end man skulle ane. I finmarken bruser champagnen som intet.andet sted i Skandinavien; den sprudler og — skummer over. Det land, hvor norske høvdingeætter i sin tid havde sæde, er flot og overmodigt selv ved ruinens rand, og en flig af udenlansk elegance har heftet sig fast ved dets nøgne stene. Blånende alten og Tana, på hvilke finmarkingens hvide bådsejl flagre som mågens vinger! Solvarme Dale, prydede med birkelier og flojlsblode mostepper! Jublende fugle og duftende blomster, hvorledes ere i komne hid op? Med målløs overraskelse spørge 1: » Hvorledes er dette syn muliGt under 70 G raders nordlig bredde? Hvilket under har skabt det? » Og der svares; » Golfstrømmen! « Men sommeren farer forbi som et pust i sivet, og vinteren kommer. 2det kapitel. » Vi må skilles, Andreas. « » Skilles! « Nordmanden så på sin kvænhustru, der havde trukket sig tilbage hen i mod døren. Hun stod med armene korslagte over brystet. Det askefarvede hår faldt ned over hendes ryg, og en uhyggelig ild luede i hendes sorte, dybt liggende ojne. Skønt grim, var hun dog til forfærdelse bedårende denne Nordens blonde zigeunerske. Det var en djævleblændt grimhed. Der var stille i den lave stue; det eneste, der hørtes, var det sovende barns åndedræt. Det lå i sin lille seng midt i mellem forældrene. Andreas Thorsen så intet andet end den hvide pude og barnets hoved, der belystes af talglysets matte skin. Kun i tåge skimtede han skikkelsen, som stod henne ved døren; de ord, den havde udtalt, var ham blot en forfærdelig drøm, — » hun havde ikke sagt dem, o gud, hun havde ikke haft hjerte til at sige dem! « » Giv mig fri, Andreas. » » Fri? — give dig — fri? — nej. » » Så går jeg alligevel ». Thorsen sprang op, som om en slange havde stukket ham. » Hvor hen, Aina? » » Ud i verden. » » Med hvem, Aina? » råbte han i sin sjælekval. » Det bliver min hemmelighed », svarede Aina kort. » Har du aldrig elsket mig? « spurgte Thorsen. » Jeg troede det, men det blev ikke til noget. » Alen — det blev ikke til noget, » gentog han. Det var domfældelsen over hans livs lykke. » Men det blev ikke til noget! » hans håb, hans stræben, hans arbejde, hans kærligheds tålmod for at vinde denne ville sjæl, hans hustrus sjæl, og gøre den til ét med sin, som han havde håbet, da han for seks år siden sluttede hende i sine arme, og bad gud velsigne hende, — det blev ikke til noget! Han så det alt, knust, knust for sine fødder. Han vaklede hen til den lille seng, han greb barnet, lige som den druknende i sin fortvivlelse griber sin bedningsplanke, og løftede det op. » Aina! « råbte han. » Kan du gå fra dit barn? « » Ja. « » Elsker du det ikke? « » Nej. « » Barn, barn, se på moder! Hun ved ikke, hvad hun selv siger. « Den lille gut, der blev bange for moderens ophidsede ansigt, brast i gråd, og trykkede sit hoved op til faderens bryst. » Der kan du se, « lo Aina hånligt. » Lige for lige. Han elsker mig ikke, han er sin faders barn. Giv mig fri, Andreas, giv mig fri. I fem år har jeg været levende begravet i- Kautokejno. Du giftede dig med mig, for at jeg skulle spærres inde her i din klokkerbolig mellem dine boger. Jeg skulle læse, lige som du læste, jeg skulle gå på skole hele mit liv, jeg skulle være sat, jeg skulle være ærbar. Jeg hader dine boger, jeg hader dig, du stille bogorm, du blege hængehoved! Jeg er ung, jeg vil danse, jeg vil leve, jeg vil ud! « Naturbarnet lignede det ville dyr, hvis drift er frihed; lige som dyret stod hun på sprang for at bryde ud af sit fængsel. Hendes husbond så på hende med et blik fuldt af smerte men tillige af en forbarmende kærlighed. Han forstod hende, han vidste, at hvad han nægtede hende, ville hun stjæle. Bedre, ti fold bedre både for hendes og for hans fremtids skyld, om han nu af egen fri vilje gav hende det, hun bad om. » Barn «, sagde han vemodigt, » du skal få gå og danse dig træt «. » Giv mig friheden helt ud, Andreas! Lad os skilles, så bliver jeg her, til skilsmissen er kommet i stand. « » Nej, « svarede han. » Jeg vil ikke være mensvoren for gud, for dig og for mig selv. Din sidste tilflugt vil jeg ikke berøve dig. » Han hjalp hende tøjet på. » Du går til din aloder? « » Ja. når jeg tager skierne, er jeg der om en time. « » I alorgen skal jeg sende dit tøj efter dig «. Sønnen satte sig oprejst i sengen og befragtede dem forbavset. » Går alor ud? « spurgte han. » Ja, — alor går ud, » svarede faderen. Aina så sig om i stuen, hun så hen på barnet, derpå vendte hun sig hastigt om. Der var noget rovdyragtigt i hendes øjne, i det de slugte alt i et eneste, sky blik. Thorsen tog lyset, og fulgte hende ud i den åbnede forstudor. Der var falden megen sne, og kirkevinduerne hist oppe på bakken lyste i måneskinnet. Manden så på sin hustru. » Når du har gået dig træt, barn », sagde han stille, » så ved du, hvor du kan vende tilbage for at hvile. Og hvor meget du end da vil have forbrudt mod mig, så er jeg desuagtet din ægtefælle og du min hustru. Mit hjem er jo både i guds og i menneskers øjne dit og står dig altid åbent. Min kærlighed kan strække til både for dig og mig og frelse os begge. » Hun bøjede sig ned og spændte skierne på. » Farvel, Andreas. » Hej og rank stod hun foran ham som en legemliggørelse af kvænens hårde, ubændige trods. Han rakte hende hånden. » Dersom du ude i verden skulle behøve hjælp og forsvar, og — og — nogen skulle være ond mod dig, så ved du, jeg er den beskytter, gud har givet dig. Jeg ville give mit hjerteblod for dig, hvis du bad mig derom. » hun stødte skistaven ned i sneen. » Farvel, Andreas. « » Farvel, barn! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren lotte sit åsyn over dig og give dig sin fred. « I det han med skælvende stemme udtalte den israelitiske velsignelse, vandrede hun langsomt op ad bakken. Han fulgte hende med øjnene. Hun kom op på kammen, og hendes slanke figur tegnede sig skarpt af mod stjernehimlen. Endnu stod han der i den åbne forstudør i det svage håb, at hun skulle vende s;g om og se ham stå der med lyset i hånden, at hun skulle mærke, at han endnu ventede på hende. Men hun så sig ikke tilbage. Hun drejede langsomt om hjørnet af det fremspringende stabur, og hendes skygge fulgte efter. Han drog et dybt, forpint suk. Det var en smerte, som når sjæl og legeme skilles ad. Derpå gik han ind i stuen, hvor barnet græd bitterlig, fordi det var blevet ladt alene tilbage i mørket. Han gik hen og satte lyset i det ene vindue. Hun skulle se det. hvor hun kom hen; det skulle stråle gennem dalen, og hvis hun et øjeblik ville vakle, et øjeblik — o min gud, blot et øjeblik ville angre og blive tvivlrådig, så skulle hun se lyset, der kaldte hende tilbage. Der på knælede han ned ved sit barns seng og slyngede sine arme om den lille, forskræmte gut. » Herre Jesus Kristus, « bad han, » lad hende komme tilbage, og for hende på ret vej! « Barnet sovnede ind. Lyset strålede ud i kautokejnodalen, — man kunne se dette enlige, trofaste lys i en fjerdings omkreds, — og han ventede. Men nattens timer snege sig hen, lyset brændte ned i stagen, og — der kom ingen. Lyset gik ud. '1 ilsidst skinnede kun stjernerne ind gennem de ubedækkede vinduer på den forladte mand, der tbd og kæmpede i tålmodig taushed. Kun en gang i mellem lod der en brudt stønnen. Et trofast hjerte våndede sig i dødskamp. Nogle uger efter at Andreas Thorsens hustru forlod sin husbond, havde nogle lapper set hende ved vinterthinget i karasuando; her tabtes imidlertid sporet, og man fandt det ikke igen. sommer efter sommer, vinter efter vinter lob hen, og — hun kom ikke. » Hun kommer til sidst, « sagde Andreas Thorsen, » hun kan ikke andet, hun må komme. » Han arbejdede, underviste og studerte, som han altid havde plejet; hans liv fortsatte sit, ensformige kredsløb, som om intet havde grebet ind i det og forstyrret det. Kautokejnos menighed så intet andet af hans sorg, end at hans hår blev mere gråt, hans ryg mere bøjet, og at der hver aften, så længe polarvinteren varede, stod et tændt lys i det ene vindu. Det brændte ofte til langt ud på natten, medens han sad bøjet over sine boger og papirer og lyttede efter en hver lyd, efter et hvert fodtrins knirken i sneen. Men det var aldrig hendes. Aften efter aften gik Andreas Thorsen til sengs med en fornyet livsskuffelse og med en fornyet livsbon: » Herre Jesus Kristus, for hende på ret vej! » 3dje kapitel. Rigsgrænsen mellem Norge og Rusland, som et stykke dannes af tanaelven, men senere farligt og lunefuldt krummer sig med jakobselvens tilfældige bøjninger, kan vel med lethed overskrides og i mere end én forstand overtrædes, men er ikke desto mindre ved forbud og traktater bleven lige så uoverstigelig som en mur. Medens i det ubeboede russiske indland trær rådne hen uden nytte for noget menneske, mangler til Eks. den fattige fiskerbefolkning ved den norske kyst ved og tommer; på samme tid som renmoset breder sig tæt på enares betesmarker, do de norske rener ofte af hunger på sine afgnavede fjeldbejter, lige som de finlandske rener ved afspærringen sygne hen af længsel efter et bad i nordishavet. Takket være denne samme farlige rigsgrænse — og om dens usikkerhed vidne de mange trækors, som russerne dels af overtro, dels af rethaveri i sin tid have oprejst langs finmarkens kyst, og ved hvilke de have tilranet sig store strækninger af det norske territorium, — er finmarken imidlertid ikke længere et forvisningssted for lovovertrædere og uheldige eksamenskandidater. Det fordrer dyktige jurister, dyktige tteologer og dyktige pædagoger. Ruslands umiddelbare nærhed har givet det politisk og — som følge her af — tillige diplomatisk betydning. Der gives næppe nogen plet på jordkloden, hvor der på en så lille og smal strimmel land som norsk finmarken, beskyttede af de samme love, hyldende den samme troesbekendelse og lydende den samme øvrighed, findes tre, hverandre så ulige folkefærd som nordmænd, lapper og kvæner. Karakterforskelligheden mellem de tvende førstnævnte viser sig bedst tilbåds. Lappen og nordmanden kunne nemlig aldrig ro sammen; det er i det mindste en praktisk kendsgerning, for hvilken alle må bøje sig. Lappen tager korte, hurtige åreslag, medens nordmanden bruger lange og kraftige; lige som den tørstes gang er trippende let, er den sidstes der i mod tung og betænksom. Den tredje race, nemlig de fra Finland indvandrede kvæner — de egentlige finner, kainulaiset o: nederlændere — er et trodsigt, stærkt, industrielt og opvakt folk, tapre og udholdende krigere, arbejdsomme og nøjsomme, men fødte til verden med en sej oppositionsånd, der af nordmændene i tidernes løb er bleven ægget ved hensynsløse angreb på kvænens fordomme og troskab mod forfædrenes skikke. Kvænen har sprogsans, udholdenhed og energi, men besidder tillige en stolthedens og stivsindets dæmon, der let fører ham ind i brutalitet og selvtægt. I modsætning til lappen er kvænen høj og kraftigt bygget. Som bosiddende arbejder og tillige fortrinlig agerbruger er han sig sin moralske og fysiske kraft bevidst. Denne selvfølelse ville være en intellektuel og ettisk fordel, hvis den ikke så hyppigt udartede til overmod. Medens kvænerne er et forstandens og viljens folk, er lapperne hjertets og fantasiens. Forskellen mellem disse tvende, ugriske stammer findes imidlertid ikke blot i deres karakterer, men også tillige i deres sprog, skønt det ikke desto mindre antages, at de tvende dialekter for 2000 år siden vare ét. » Han kulkee lappåf « * ) o: » Han vandrer frem og tilbage! « • ) man antager, at lap kommer af lappå. lappen, — lappalaiset ( tschudisk ) » det yderstboende folk « — der efter finmarken i Norge kaldes » Fin «, ligesom finnen benævnes » Kvæn «,— er atter af naturens egen hånd inddelt i tre afdelinger, nemlig fjeldlapper, elvelapper og solapper. Den første afdelings eksistens er renen på finmarkens tundras, den andens er laksen i dets elve, og den tredjes er fisken i nordishavet. De sidste drive endog ved siden af fiskeriet en smule jordbrug i forening med en uskyldig og kun lidet udviklet kvægavl. Af disse tre nævnte afdelinger udgøre fjeldlapperne hovedstammen, og er i alle henseender de øvrige overlegne. På grund af fjeldlappernes større rigdom og uafhængige nomadeliv nyde de tillige mere agtelse af nordmændene, og dette med større grund, end de fleste nordmænd se, eller ville se. Som nomader ved rigsgrænsen er fjeldlapperne nemlig af stor betydning for det norske rig$. Hvis renhyrderne gå til grunde, er tillige et uundværligt kommunikationsmiddel og en af de vigtigste betingelser for finmarkens tilværelse1 og udvikling ødelagt. Finmarkens betydning i det hele taget og beboelighed afhænger for en del af nomaden, og nomader må fjeldlapperne efter naturens lov blive ved at være, så længe som der eksisterer renhjorder og Mos, og så længe som dette rensdyrsmos’s reproduktion gennemsnitlig fordrer et tidsrum af femten år, og briterne derfor stadig må flyttes. Sneorkenens son tilhører guds fri natur og fjeldets vidder. Der er han født, der lever han, og der der han. Under polarhimmelens telt er der rum for hans fantasi, der er vild som den storm, det snefok, mod hvilket han kæmper sig frem, og mægtig som de naturelementer, der er hans fødte fjender. Nordlændingens og finmarkingens meget omtalte indbildningskraft er et intet mod lappens; i det højeste er den kun en gnist af hans ild. Fantasien ligger ham i blodet. Den forunderlige, pirrende nervøsitet, som lappen selv kalder keuvot* ), og som fremkaldes af ensformigliedens og dødsstilhedens tryk, hidser ham til ekstase og raseri. Den gør ham heftig og let opfarende; som et tirret dyr vender lappen sig mod den, eller det, der har skræmt ham, og gribes han af feber, så fantaserer han sig ofte til døde** ). Oprigtig, ordholden, føjelig og ærlig besidder • ) nervesvaghed, hidsighed i blodet. *• ) et faktum iagttaget af fimarkens læger. O lappen en åbenhed og naiv godtroenhed, som danner en forunderlig modsætning til den norske Bondes indesluttethed og mistænksomhed. De kneb, man siger, han ofte benytter for at undgå og omgå landets love, have derfor hverken sin grund eller sin årsag i en naturdisposition, men er det passive nødværge, som et svagt folkeslag, der bliver undertrykt og fortrængt, i reglen benytter mod det stærkere. List er dets eneste våben. Ikke destomindre bliver denne » Shihed « atter og atter opskrevet på lappens synderegister i forening med den drikfældighed, han for femti år tilbage delte med nordfarerne selv, og den naive selvrådighed, der altid i mere og mindre grad avles af et friluftsliv og fødes med de heleller halv ville nationer. Naturbørn kunne i det hele taget ligeså lidt bedømmes efter de sædvanlige psykologiske forudsætninger, som de — iigurlig talt — tåle civilisationens målestok. Hvis man søger det realistiske, — det vil sige, såfremt man med benævnelsen » realistisk » Ønsker at betegne hverdagskarakterer, der tænke sundt og føle nokternt, hvis man i det hele taget søger sjælelig ædrueliglied og åndelig fornuft, skal man ikke komme til samerne. På finmarkens fjelde vandre endnu den dag i dag shakespearske figurer, skabte af lidenskab og skabte af pattos — være sig i godt eller i ondt. Sneørkenens højtidelige.melankoli, denne monotoniens storhed udvider grænserne i det uendelige, indtil himmel og jord for fjeldlappens øje løber sammen i ét. I den hellige ensomhed er lappen alene med sin gud og med sin overtro. Begavet med et følelsesfuldt, for alle religiøse og poetiske indtryk modtageligt sind og med en let bevægelig, ja let opskræmmet indbildningskraft, er han en mærkelig blanding af Aland og barn. I enfoldig og from tro til » den kære fader gud «, lader hans sorgløshed hver dag have nok i sin egen plage. Hans naivitet er elskelig, hans æresfølelse stærkt udpræget, og hans taknemmelighed for ethvert hædersbevis uskyldig og rørende. Den beskyldning man tilligemed så mange andre har gjort lappen, at han til Eks. ikke føler nogen skam ved at have været i tugthuset, men ved tilbagekomsten til sine egne betragtes som en martyr, der har lidt uretfærdigt, kan ikke tilskrives 2* mangel på æresfølelse men derimod en medfødt, national trods mod undertrykkerne og en dybt indgroet, på egen bitter erfaring grundet mistillid til deres loves billighed og retfærdighed. Det lappiske sprog i norsk finmarken skal være det addste og oprindeligste af alle tinske sprogarter. Melodiøst og blødt som få er det en genklang af den samiske karakters mildhed. En religiøs, poetisk ånd, en blid, indsmigrende bon, fuld af højhed og sublim pattos ånder gennem det. I århundreder udestængt fra enhver ydre påvirkning mangler det fmsk-samiske sprog de betegnelser, der fordres i kunstens, videnskabens og opfindelsernes verden, det er ikke fulgt med tiden, men til gengæld ejer det nomadens indtagende naivetet og bibelske billedrigdom. Dets glødende farvepragt, dets svulmende yppighed røber til fulde dets orientalske udspring. Der er noget gammeltestamentligt og profetiskinspireret ved fjeldlappernes sprog, og dets troesfriske inderlighed minder om det hebraiske. Mærkeligt ved sin ælde, som en forstening fra forverdenen, går det igen på finmarkens tundras, denne vidtudstrakte kirkegård for tusinder af lapper, der under sine omhvælvede kærrisser* ) sove dødens søvn og vente på domsbasunen og opstandelsen. Dette underlige land med dets ejendommelige, dværgagtige urbefolkning ligger de fleste måneder af året i elektrisk belysning. Dette løjerlige land, livor skibskahytter og omhvælvede både ofte benyttes som faste boliger, dette æventyrlige land, på hvis af nordlyset forsølvede fjelde stalloen** ) vanker om i sorte klæder og med kniven i hånden udfordrer den stakkels fjeldlap til daglig, årelang kamp på liv og død! Og når det er sommer, brede der sig svømmende skove langs finmarkens kyster. Det er grenede horn, som glinse i midnatssolen. Det er tusinder og atter tusinder af ren, der af fjeldlapperne ere drevne ned fra vidderne for at bades i nordishavet. Men urfolkets antal ligesom renernes svinder ind år for år. Fortrængte af de norske love, der beskytte nybyggerne på nomadens bekostning, skønt størstedelen af den jord, den sidste indehaver, bevisligt ikke kan dyrkes af de første, fortrængte af den umenneskelige, russisk-norske forordning • ) stæder. •* ) en fjeldånd. fra 1852, der — takket være Ruslands vrede* ) — ophævede den humane dansk - svenske traktat af 1751 og forbod flytning af betesmarker ind over rigsgrænsen, kunne fjeldlapperne let i tidens lob være blevne tvungne til selvtægt eller til vild fortvivlelse. De resignere imidlertid og lide. De fortrædige ingen, men give altid efter og vige ydmygt og godmodigt tilbage skridt for skridt, indtil de blive indestængte og udryddede af nød og sult. Der tindes dem snart ikke mere en fodsbred jord i denne verden, selv ikke på den ville hej. Forfolgelsessystemet vedbliver ustanset i kulturens, opdyrkningens og civilisationens navn, og i denne systematiske, lovbefalede fortrængen forglemmer Norge endog sine egne interesser. Fjeldlapperne udgøre for tiden ikke mere end omkring 988 mennesker. Verden vil sandsynligvis én gang, uden at drage et eneste medlidenheds suk, hore tale om disse halvvilde lappers fuldstændige udryddelse. Og dog vil det være en samfundsbrode, en plet på det nittende århundrede, som historien forgæves vil søge at afvaske, fordi århundredets * ) med hvilken det tillige straffede sig selv. uretfærdige, hensynsløse love have været samernes mordere. Russer, finner og nordmænd* ) ville på dommens dag have at svare for den menlose renhyrde. Alles hånd er mod ham, og gud vil kræve ham af hans Broders hånd. * ) disse sidste have dog, uagtet deres ringe sympatti for lapperne, sørget noget bedre — i al fald for nomadernes undervisning. 4de kapitel. Inden 1825 lå finmarkens fjelde indhyllede i en eneste åndelig nat. Endskjøndt lapperne for længst vare kristnede, bleve de ikke destomindre ved at være halve hedninger. Endnu herskede radien attschje* ) og maderakka** ) over det yderste Thules rasshja*** ) og stredes med de kristnes gud om overherredømmet, endnu slog hora-galest ) med sit ekkos vældige hammer mod klipperne, og endnu lo bieggagalestt ) i nordenvinden, der fejede hen over sneskavlerne. samernes berømte magi drog endnu ånde med fulde drag, og opbevaredes af noaiderne, der vare deres troldmænd, præster, rådgivere og læger. Bæive barnek ( solens sønner ) og guttavuorek ( den, der kan antage seks skikkelser ) stod i lige- * ) almagtens fader. ** ) al tings moder. *** ) højsletter, t ) tordenens gud. j~|j vindens gud. så høj anseelse hos lapperne, som våinemoinen og ilmarinen vare navnkundige blandt finnerne. Runebommens ( gobdas ) hjeroglyfer blev rådspurgte, troldomssange tonede gennem vinternatten, enhver underlig formet sten, der af naturens hånd var bleven henslængt rundt om i sneørkenen, tilbades som en guddom, og så snart det døbte barn kom tilbage fra kirken, skyndte dets forældre sig med at lade sarakka* ) udslette den kristne dåb. Von Westen havde vel i 1714 ladet kristendommen forkynde på lappisk, men efter hans tid blev det af regeringen forbudt: thi » Samerne skulle fornorskes! » Flertallet af lapperne levede og døde således uden at forstå et eneste norsk ord, og dog blev de alle døbte, konfirmerede og viede i dette hårde fremmede sprog, som deres tunger nægtede at udtale. Fra barndommen af blev de forbudne at bede, samt at læse fadervor og de hellige troesartikler på deres modersmål. I lighed med katholikerne opramsede de ord, de ikke forstøde. I hele finmarken fandtes der ikke en præst, der talte lappisk, der fandtes ingen lappiske lærere, • ) skabelsens moder. der fandtes ingen lappiske bøger. Bibel, salmebog, katekismus og skolebøger eksisterede ikke for de videbegærlige samer. Hvad de modtoge af guds ord, tik de gennem en tolk* ), brudstykkevis og ufuldstændigt. De kendte ikke gud, de anede ham kun, og i denne deres anen blev han mystisk — fantastisk, men til gengæld elskede mange ham inderligt, den » kære fader gud «, som lod solen skinne nat og dag, » når hans tid kom «. Lappernes hjerter vare åbnede for ethvert åndens pust, der ville komme og forvandle troens gnist til en mægtig flamme. Endnu gik de imidlertid om i drømme uden at forstå eller at blive forståede, som ukendte gåder for enhver, der ikke kendte deres sprog, som ukendte gåder for enhver, der intet ore havde for den poetiske grundtone i deres natur, og som beklagelses værdige genstande for hårde domme og ubillig bedømmelse. Samernes barnlige, indsmigrende, halvt neapolitanske væsen blev for det « sympathetiske øje forvandlet til slavens krybende underdanighed. Det sydlandske element passede til Nordpolens, som ilden passer til vandet, og man så igen et bevis på den så ofte erkendte og anerkendte sætning, at hvor åndsslægtskabet fuldstændig mangler, kunne to.mennesker, to folkeslag, leve side om side hele sit liv igennem, uden nogensinde at lære hinanden at kende eller at forstå hinanden. Nomaderne ventede imidlertid på, at en Herrens engel skulle komme og løse båndene. Fimarkens fjelde lå i dæmring, og dulgte kræfter gærede, der snart skulle bryde frem og rydde af vejen. 1 lighed med karasjok steder Kautokejno direkte op til rigsgrænsen. Dets naboer er ikke blot det svenske karasuando men tillige det russiskfinlandske muonioniska. Finmarkens store og vidt udbredte handel med Sverrige og Rusland lindt r sted gennem Kautokejno, hvorfor også dette fjeldsogn på lappisk kaldes guovdogæjdno a: » Alidt i vejen «. Indtil 1744 tilhørte Kautokejno Sverrige, og dens kirke, der ligger på en hej bakke, er bygget af svenskerne i 1701. Årstallet tilligemed bygmesterens navn findes udhugget over kirkedøren. skønt Kautokejnos lapper* ) i lighed med karasjoks er stærkt blandede med kvæner, er de førstnævntes karakter tilligemed deres ydre alligevel mindre kraftig og udpræget. Deres træk ere ikke så skarpe, og deres øjne er smalere. Mindre renlige og pyntesyge er de til gengæld mindre nysgerrige og mere godmodige. Kautokejno fjeldbygd, der langtfra er så smuk som karasjok’s, ligger åben for alle vinde, indhegnet af ensformige, kratbevoksede Åse og af nøgne sandbanker. Dens eneste prydelse er den lunefulde, højrøstede elv, som bøjede sig foi bi Andreas Thorsens hus. På alønningen af det med Alos og enebærbuske bevoksede tag sad som oftest i de lyse nætter en hvid kat og varmede sig i al idnatssolen. Dette lille, beskedne,'næsten fattige hus var tilvisse et kærlighedens tempel, opfort til guds ære, ligeså vist som det ringeste alenneskes hjerte ikke er for ringe en bolig for den helligånd. dersom man om noget alenneske tor sige: » Han har stået i sin dåbspagt og har aldrig vitterlig svigtet sit barneforhold lige over for sin himmelske fader «, så turde man tilvisse sige « lette om kautokejno's kirkesanger, Andreas Thorsen. Tilligemed lensmanden var kirkesangeren den eneste bosiddende nordmand, der fandtes i det hele, pågældende fjeldsogn. De gennemrejsende kaldte ham for spøg, men tillige med dyb og aldrig svigtende ærbødighed: » Eneboeren i Kautokejno «, medens lapperne så op til ham med ærefrygt og kærlighed som til en » Guds mand «. Når præsten to, tre måneder af året kom til Kautokejno for at holde gudstjeneste, var Thorsen i følge sin stilling hans tolk i kirken. Stående i koret oversatte han prædikerne og evangelierne for di* spændt opmærksomme lapper. I de mange måneder af året, som lå imellem hver offentlig gudstjeneste, var kirkesangeren imidlertid lappernes præst, hans hus var deres kirke, og sjælden er varmere troens og forkyndelsens ord komne over noget menneskes læber end over hans, sjælden har der eksisteret begærligere og mere hungrende tilhørere end de rundt omkring ham, på hug siddende samer, disse voksne naturbørn, til hvem han enfoldigt og fortrøstningsfuldt talte om den » store børneven « Jesus Kristus, der har sagt: » Dersom i ikke blive som børn, komme i ingenlunde ind i himmeriges rige «. Andreas Thorsen var lappernes ven, rådgiver, truster og lærer; han delte deres sorger, og takkede gud for deres glæder. Alle som én tyede de til » den kære fader kirkesanger « med deres utallige spørgsmål, tvivl og bønner, og der var ikke i Alands alinde bleven hørt, at et eneste alenneske var gået fra ham uden tillige at være bleven hjulpen. Andreas Thorsen prædikede forbarmelse og kærlighed, og idet han gjorde apostelens ord: » Alen nu blive tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst iblandt disse er kærligheden «, til sine egne, skænkede han det menneskelige sin ret, og elskede det, fordi det en gang havde været skabt i guds billede. Thorsens opdragelse havde været ligeså tarvelig, som hans stand og herkomst var ringe, men hans begavede naturs videlyst havde alligevel — trods de ugunstige forholdes utallige forhindringer— vidst at skatte sig selv luft. » De få spareskillinger, han stedse ved hjælp af en eller anden personlig forsagelse stjal fra sin lille, surt erhvervede indtægt, havde han i årenes lob anvendt til indkøb af bøger, og da han på grund af egen ihærdighed og sin mangeårige stilling som tolk for de i finmarken omrejsende udlændinge, havde tilegnet sig en forbavsende sprogkundskab, fyldtes hans hylder lidt efter lidt med tteologiske, historiske, naturhistoriske og astronomiske skrifter, samt med et og andet dikterværk i originalsproget, » Jeg forstår vel ikke alt, hvad jeg læser, « Sagde han, » men jeg foler alligevel, at det alt sammen er noget sandt og noget skønt. « Eneboerens verden fandtes på disse simple, høvlede hylder, der vare genstand for lappernes næsten overtroiske respekt. Verden, det vil sige, det man egentlig kalder for verden, kendte han ikke; den var ikke skabt for ham. De toner derfra, som han ved de tilrejsende lejlighedsvis opfangede, fore forbi hans ure og forbi hans hjerte uden at finde genklang. Han forstod dem ikke, og så snart Andreas Thorsen stødte på noget i livet og i menneskenaturen, som han ikke forstod, fulgte han trøstigt budet: » Dømmer ikke, så skulle i ikke dommes. « Som efter fælles overenskomst nævnede lapperne aldrig hans hustru eller berørte i hans nærværelse hendes forsvinden. Delikatesse og hensynsfuldhed udøves selv af den halvvilde nomade, der måske sjeldnere end hans dannede medbroder vil » bedrøve den, han holder af. » kun én eneste gang var man sig bevidst at have brudt denne medlidende taushed, idet en yngre lap i ubetænksom selvforglemmelse havde sagt: » Kanhamde hun er død. « » Hun er ikke død, « svarede Thorsen. » En stemme i mit indre siger mig, at jeg vil få se hende endnu én gang, inden jeg dør. « Og hele Kautokejno troede det, ligeså fast som han. Lapperne delte hans længsel og hans fortrøstningsfulde forvisning; » thi, « sagde de, » den indre stemme lyver aldrig. « Medens Thorsen således år efter år ventede på sin hustru, arbejdede han samtidigt trofast i sin livsgerning, og da finmarkens apostel, pastor Stockfleth, begyndte sit ihærdige studium af det lappiske sprog for i tidernes lob at skænke samerne det tilbage som et grammatisk ordnet skriftsprog, kastede Andreas Thorsen sig over dette store samlerarbejde med lidenskabelig Iver. Han tnrstede efter den tid, da lappalaiset skulle få sine egne boger, og da guds ord i kirkerne også skulle lyde på samisk. Andreas Thorsens kærlighed til sit barn var uendelig og opofrende, om og mild som en moders kærlighed. Sønnen, der hed Andreas ligesom faderen, blev af de enkelte gennemrejsende udlændige kaldet André, og snart gik han under dette forkortede navn over alt, hvor han kom hen. Hans skolebænk var faderens knæ, og den bog, af hvilken han lærte at stave, og derpå at læse, var det ny testamente. Da André var fire år gammel, kendte han Peder, Jakob og Johannes, således som de viste sig for ham på billedbibelens træsnit, og glorien om frelserens hoved lærte ham over alt at finde Jesus. Når det er

1880_EwaldHF_AnnaHardenberg

H.F.

Anna Hardenberg

Ewald

EwaldHF

Anna Hardenberg

1880_EwaldHF_AnnaHardenberg.pdf

H.F.

Ewald

dk

Anna Hardenberg

Historisk Roman

n

roman

Gyldendal

KB

Pris på 2. udg: 3,5

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. En broderlig ven. Det var en solvarm skærsommerdag i året 1558. Himlen var disig, og de dirrende luftbølger over Skånes sletter viste, at solens stråler med deres glødende Kys havde givet jordens pulsslag feberagtig hast. Søen gik højt og slog skummet mod den gamle strandmuur ved Malmø, hvis støttepiller og firkantede tårne vare sorte af ælde; men i de revner, tidens tand havde givet dette Erik af Pommerns gamle værk, voksede grønnende Mos og viftende græs. Byens spidse gavle, høje Tage og de knejsende kirkespir fortonede sig med usikkre omrids i sommertågen; men nærmest ved stranden trådte Christian Iiis Borg, det nye Malmøhuus, klarere frem og viste sig i dagslyset med skarpe skygger. Middagstimens døs lå over land og by, og slottet ville gjort indtrykket af en fortryllet Borg med indslumrede beboere, hvis ikke nogle bøsseskytters taktfaste trin havde vakt genlyden i krogene, da de droge ud for at afløse strandvagten, som selv i fredstid stedse stod på udkig på den yderste vold ved sundet. En stor, gul, dansk dogge lå dovent henstrakt inde i slotsgården i skyggen af det store tårn, hvor hovedopgangen var. Da bøsseskytterne gik forbi, rejste den hovedet og spidsede sine øren, men lagde sig igen med en hul brummen. Ved denne bevægelse kom til syne en sølvplade, som var fæstet på halsremmen og i hvilken var indgravet to sammenslyngede e’er og derunder et ulvehoved, mærker som sagde, at denne hund tilhørte Ejler Eriksen af slægten Hardenberg. Han var slottets befalingsmand, men for tiden fraværende på en rejse i lenet, hvorhen han ikke havde medtaget sin ven og tro ledsager, hunden Samson, så kaldet på grund af sin ualmindelige størrelse, styrke og glubskhed. Det ædle dyr havde fra morgenstunden af ligget ved tårndøren, ventende på sin herre, og da det, opskræmmet ved bøsseskytternes trin, løftede sit hoved, troede det formodentlig, at det var ham, der kom. Måske var slotsbefalingsmandens firbenede ven næsten det eneste væsen på Malmøhuus, der længtes så såre efter hans tilbagekomst; thi Ejler Hardenberg var en mand af strenge sæder og øvede en hustugt, som undertiden gjorde hans regimente trykkende nok for hans undergivne. Fru Sophie Pedersdatter lykke, hans Broder Jakobs efterleverske, som for en stund havde fæstet Bo hos ham og styrede hans hus, thi han var enkemand, hun tog sig sikkert ikke hans fraværelse nær. Hun lå just mageligt henstrakt på en løibænk i sit Kammer og nød middagshvilen. En vid, grøn sløikjole lå løst om hendes anseelige, fyldige legeme; hun lænede hovedet til sin højre hånd, over hvilken huens bånd, som vare løsnede, hang ned, og en rig flod af lyst hår med kun lidet synlige grå stænk vældede ud over hendes skuldre. Hendes fyldige, faste træk vare i ro, og udtrykket i hendes skarpe blå øjne var, just ikke drømmende, men grundende, thi denne kvinde og blide følelser havde ikke meget med hinanden at skaffe. Det var gerne hendes vane, når hendes frænde, slotsbefalingsmanden, var fraværende, da at hitte på et eller andet, hvormed hun kunne vise sin myndighed, hvilket da fremkaldte sammenstød imellem dem, når han vendte tilbage og fandt sine befalinger overtrådte. Måske udtænkte hun noget af den Art, eller hun udregnede en eller anden fordel, hun kunne gøre sig; thi hun forstod sig på pengesager så godt, som nogen mand, og ejede selv betydeligt jordegods. Dog, af hvilken Art hendes tanker end vare, så vækkedes hun af dem, thi den lave dør, som førte ind til hendes Kammer, gik op, og der viste sig to skikkelser for hende så forskellige som dag og nat. Den ene var en jomfru på seksten år, slank af skikkelse og iført en snever mørkeblå kjortel med pufærmer og et hvidt livstykke. En lille kruset, hvid strimmel sluttede sig tæt om den slanke Hals, og en rig fylde af lysebrunt hår faldt ned over hendes skuldre og ryg. På hovedet bar hun en lille fiffig hat med en rød fjeder, og ved den ene side af den hang et slør af den Art, kvinderne dengang brugte, og som de plejede at fæste for ansigtet med en nål, når de gik ud; det gjorde da næsten en maskes tjeneste. Men i dette øjeblik var der ingen maske for den unge jomfrues åsyn, og af det lyste to store, brune øjne med ungdommens fulde og friske giands. Der var som en solstråle i dette blik, lysnende med himmelsk giands og varmende dens hjerte, som fik det at skue. Dog talte hendes træk et noget andet sprog; thi vel vare linierne i hendes ovale ansigt rene og ædle, men tillige faste og strenge, den flint bøjede næse skarpt mejslet og hagen noget lang, hvilket gav hendes åsyn præget af en villiestyrke, som vel næppe endnu var fuldt udviklet, men som sikkert var hende medfødt. Det var Anna Corfitsdatter Hardenberg, slotsbefalingsmandens broderdatter og myndling; og bag hende kom vraltende en liden firskåren kvinde med et kvabset ansigt, røde hår og hvidgrå øjne med et snu blik, en forunderlig og afskrækkende skikkelse at se til, et vidnesbyrd om den dalevende slægts sands for det sælsomme. Det var dværginden zwonnike, jomfru Annas kammerpige og stadige ledsagerske. « hvad nu? » spurgte Fru Sophie. Det stolte i Anna Hardenbergs åsyn og holdning smeltede ligesom bort, et yndefuldt, næsten barnligt smil viste sig om hendes smukt formede, friske læber og hun sagde: « om i tillader det, faster, da går jeg med zwonnike ned i urtegården at trække frisk luft. » I hendes stemmes klang var der ligesom et slægtskab med det faste og strenge i hendes træk; den var fuldttonende, men dyb. Fru Sophie så på sin unge frænke med et forskende blik, smilede på en egen måde og udbrød: « ned i urtegården, ej, ej! » Er det eder ikke tilpas? » spurgte Anna. Fru Sophie vedblev at stirre på Anna, og i hendes blik var der noget af slangens tryllende og ængstende magt. « gå min dukke, » svarede hun omsider, « og leg skjul med zwonnike; anden tidkort venter dig vel ikke, al den stund hans nåde og sinderne lege boldtspil ude på engen. » Anna Hardenberg blev blussende rød, hendes øjne funklede; men hun gav intet svar, vendte sig brat og gik, efterfulgt af den vraltende og grinende zwonnike. Ejler skulle vide dette, tænkte Sophie lykke, da hun atter var alene. Dog, hvad kerer jeg mig om slig enfoldig gammel prædiker og psalmesynger, nu, han ikke er her! Dermed tænkte hun på Ejler Hardenbergs strenge, men beåndede gudsfrygt, der havde gjort ham, som flere af hans samtidige, til psalmedigter. Lad hende gå, tænkte hun videre, og gid sommervinden må tilføre hende den lykke, jeg ønsker hende! — atter løftede Samson sit svære hoved, men så nu op med en hel anden mine; thi de lette trin, der lød ned ad tårntrappens stenfliser som en hvisken og de tunge, som fulgte efter, sagde det kloge dyr, hvo det var, der kom. Straks efter lå dens hoved mellem to bløde hænder, og en kendt røst sagde: « Samson! Du lider af kedsomhed, som jeg; kom og gå med! » Samson rejste sig langsomt og strakte sit vældige legeme med en gaben og et dæmpet hyl, som om den af sit ganske hjerte sagde ja til det ord om kedsomhed og var villig til at tage del i lidt tidkort; men Anna Hardenberg var rigtignok den eneste person på slottet, foruden Samsons herre, som den lystrede og fulgte. Da de begge vare yngre, havde de gjort mangen munter fart med hinanden gennem skove og over marker på Mattrup, Dragsholm eller en af de mange andre gårde, som den rige Ejler Hardenberg ejede, eller som lensmand var bruger af. Her på Malmøhuus var der dog ikke tale om slig omstreifen; her var man til hove. En lille vandring i hans Mikkelsens urtegård, eller abildhauge, nævnet efter denne kong Christian ii’s tro mand, fordi han oprindeligt havde anlagt den, det var alt, hvad jomfru Anna turde indlade sig på, og når hendes farbroder var hjemme, endda nødigt uden i faster Sophies selskab. Men hun var en tankefuld sjæl trods sin ungdom og elskede som alle, der er sig selv nok, ensomhed. Zwonnike var naturligvis, som hendes herskerindes lune bød hende at være, snaksom som en skade, eller stum som en støtte og mærkede straks, at det i dag var fornødent at lægge bånd på tungen. Hurtigt gik Anna hen ad fliserækken over gården, gennem en lav dør og en hvælvet gang, som gennem slottets østre fløj førte ud til voldgraven på det sted, hvor en gangbro var lagt over og førte til Haugen. Dog vare alle døre og låger vel låsede, og zwonnike måtte åbne og lukke, indtil de støde i Haugen, hvor hun gjorde et forsøg på at indlede en samtale med jomfru Anna, men erholdt ikke en stavelse til svar af hende; hvorimod Samson, idet han spidsede øren, lod en dyb knurren høre. Anna standsede og lyttede; thi hun kendte Samsons skarpe sandser og frygtede, at der måske dog var nogen i hangen; men da hun i det samme hørte herrernes råb og latter nede på engen, antog hun, at det måtte være denne larm, der havde vakt dyrets årvågenhed, hvorfor hun beroliget gik ind i Haugen. Der vandrede hun ind under træernes bladehang mellem myrtter og duftende roser, idet hun indåndede den vellugtsvangre luft. Den viftende sommervind lagde en hin rødme over hendes bløde kinder, og hendes -øine strålede af glæde over den lykke, at hun en kort stund uforstyrret kunne dvæle i det frie og lytte til fuglenes sang. Nu og da standsede hun og blev stående i dybe tanker. Hvorpå tænkte hun? Mon på sin barndom på skjoldemose i Fyen, hvor hun havde henlevet de første år af sit liv lykkeligt hos sin fader Corfits og moderen, Mette skram med sine søskende, som nu vare spredte vide om i verden? Dengang så fremtiden lys og sikker ud; men døden bortrev begge hendes forældre, hun blev et hjemløst barn og kom i frænders varetægt. Denne tidlige sorg havde givet hende et skarpere syn på livet og en alvor, som var over hendes alder, om end muligt hendes frænde og moderlige veninde, Fru Birgitte Gjøe, havde bidraget sit til at styrke hendes moralske kraft. På faster Birgitte, som hun kaldte hende, og hendes gemal, Herluf Trolle, tænkte hun ofte og gerne; til dem stod hendes hu. Ingensinde havde hendes nærmere slægtning, Sophie lykke, hvis myndighed hun for tiden var undergiven, indgydt hende ærefrygt, eller kærlighed, som tilfældet var med Birgitte Gjøe; og dog fornemmede hun den dragende magt, som var hin kvinde given, ja, når hun ville være ærlig, måtte hun tilstå, at hun ikke formåede at unddrage sig en indflydelse, som dog ofte vakte uroestanker og hemmelig angst i hendes hjerte. Hun stod just og grundede over Sophie lykkes spydige ord, at der ikke ventede hende anden tidkort i haven, end at lege tagfat med zwonnike, fordi hans nåde og sinderne vare ude på engen, og den samme dybe rødmen, som disse ord havde fremkaldt, begyndte atter at farve hendes kinder, da en rasende gøen af Samson skræmmede hende op. Hunden var gået sine egne veje, men den var ikke langt borte. Anna ilede, fulgt af zwonnike, efter lyden til stedet, og hvad hun nu fik at se, formindskede ikke den blussende rødme på hendes kinder. Samson stod foran indgangen til et lysthus og sendte klangen af sin dybe røst ind under dets løvtag. Lyden af en mandlig røst, som talte beroligende til hunden, lød ud derfra, og der var i dens toner en egen, skarp malmklang, som straks underrettede hende om, hvo det var, Samson i sin vrede holdt fangen. Hun kaldte hunden til sig og ville hurtigt fjernet sig, men skønnede straks at dette var ugørligt. En ung herre trådte ud i det fulde Sollys, som gød sin glans over hans slanke skikkelse, den fine, brune vams, de grå hoser, den hvide pibekrave om hans Hals og funklede i ædelsteensknapperne på hans bryst og ærmer. Han holdt en sort, guldbræmmet filthat med en hvid fjeder i sin højre hånd og bukkede høviskt, men dog ikke meget dybt for hende. Plans smalle hoved med det kortklippede, glatte, brune hår, de fine og skarpe træk, den bøjede næse, de smalle læber, tildeels skjulte af det tynde mundskjæg og fipskægget på den spidse hage belystes stærkt af solen og gjorde indtrykket af dette ejendommelige fysiognomi meget levende; men virkningen forhøjedes endnu mere ved det både skjelmske og funklende blik fra de små brune øjne, der hvilede på Anna Hardenberg, idet hun med en dyb nejen besvarede hans hilsen. Så ærbødigt kunne en fribåren jomfru, som hun, kun hilse en fyrstelig person, og det var da også kongens søn, der stod for hende, hertug Frederik, han som snart skulle bestige ttronen under navnet kong Frederik den anden. Med hurtige og lette trin gik han hen til hende og sagde: « for gud, jomfru Anna, i er så vel bevogtet, som nogen ungmø kan ønske sig det. Samson evner ej blot at værge for eder, men at gøre fanger. Hvoraf dog mon dyrets fjendtlige sindelag mod mig? » Anna, som havde genvundet sin fatning og den stolte holdning, som var hende ejendommelig, svarede smilende: « Samsons store troskab gør ham uskjønsom, eders nåde! Et umælende dyr gør ikke forskel på mennesker. » « sikkerlig dog på venner og fjender, » Svarede hertugen idet han strøg sit mundskjæg. « forlad mig det, men det tykkes mig næsten, at dyret tager sig sin herres bestilling på, som er at vogte på hvert af mine skridt; og ville jeg dog gerne skånes for slig røgt, når han ikke er til stede selv. » Anna så studsende på hertugen og vidste åbenbart ikke, om hun skulle tage dette for alvor, eller spøg. Hans blik hvilede brændende på hende, så at hun sænkede sit mod jorden, idet han vedblev: « så har og eders farbroder næsten ganske forment os glæden af eders selskab, jomfru Anna og vogtet på eder lig en drage. Et lykkeligt møde er da dette, her mellem blussende roser! Jeg gik herind, led ved boldtspillet, og lader nu de andre ende det uden mig. Jeg kom for at søge ensomhed; men gud være takket, som har forundt mig så lifligt selskab! Gå vi en liden gang gennem Haugen med hinanden — om da Samson tillader det? » Anna fæstede et forskende blik på det stolte og muntre åsyn, der var vendt imod hende og tøvede et øjeblik med svaret. « som eders nåde vil, » svarede hun endelig, men hendes røst lød lidt usikkert. « følg mig, » råbte hun derpå til zwonnike, som stod noget derfra, « og hold Samson hos dig! » Denne sidste befaling viste sig imidlertid ganske unyttig. Samson tog post bag sin herskerinde; den fulgte hende lige i hælene, gik, når hun gik, og standsede, når hun standsede. zwonnike mente formodentlig, at under disse omstændigheder var hendes nærværelse ganske overflødig; thi hun blev stående på samme plet og så efter de bortgående med et bredt grin; men det var forklarligt nok, at hendes ulydighed ikke blev bemærket, thi de ord, som nu døvede Anna Hardenbergs øren, fængslede aldeles hendes opmærksomhed. « jeg tænker om eder, jomfru Anna, » sagde hertugen, « at i er ikke en jomfru med et tungt sind, tvert derimod med et glad hjerte og barnlig hu. Grumt nok da at stænge eder inde, som eders farbroder gør. Havde han været til huse, i ville ikke vovet eder her ned i abildhaugen — ej så? Eders blik svarer mig ja og — » « eders nåde, » sagde Anna, idet hun afbrød hertugen, « jeg beder eder, fat ikke nag til min kære farbroder! » « nu, » svarede hertugen, « sig mig da, hvilke grunde jeg har til at elske ham! » Anna svarede med varme: « mangfoldige! Ærligere, bedre, eller mere gudfrygtig mand har ikke trådt på denne jord, og han er eders nåde og det ganske kongelige hus af hjertet hengiven. » « i taler den gamle stivnakkes sag vel, » Sagde hertugen. « for gud, jeg ærer og agter ham høfligen; kunne jeg blot have ham lidt mere kær! » « sig mig, » bad Anna, « hvad det er, som tillukker eders nådes hjerte imod ham! » « let nok at sige det, » svarede hertugen; « men i fornemmede jo alt før, hvad jeg tænker. Han bruger fuldt ud den myndighed, min fader kongen har givet ham over mig, og er så nidkær og mistænksom, at mig levnes ingen frihed; og er jeg, når sandheden skal siges, trods al ærbødighed, der vises mig, dog i samme kår som en fange med lænke om hånd og fod. » Da Anna tav og så forlegent ned for sig, udbrød hertugen i en temmelig bydende tone: « tal, jomfru Anna! Sig, hvad i tænker derom! » « svært for mig at dømme i den sag, » Svarede hun og så til hertugen med et sky blik. « hvad man ikke kender i sin grund og kun seer på overfladen, derom bør man helst tie. Dog, siden eders nåde begærer svar, da tør jeg ikke fordølge, at mig bæres for, at eders nåde lever et glad og frit liv her på Malmøhuus med eders sinder og venner. » Hertugens øjne funklede, og han udbrød i stor heftighed, i det han brat standsede sin gang: « tænker i så ringe om mig, at i formener, at jeg ikke eftertragter noget større og bedre end dette: » Anna så ham kækt ind i øjnene og svarede: « visselig tror jeg det om kong Christians søn og rigernes vordende konge. Dog, eders nåde, hvad magt ligger derpå, hvad jeg tænker? Tal til mænd derom og frist mig ikke til i min ukyndighed at give flere svar, som må fortørne eder! » « ikke er i ukyndig, » svarede hertugen med et varmt blik; « nej, så vel lært en jomfru, som kun få, og har i dertil muligvis af naturen større forstand, end mangen gråskæg, som sidder i rigens råd. » Da lo Anna og udbrød: « ej, man skal se, at når eders nåde vorder konge, da sætter i mig ind i rådet! » Hertugen så på hende, ganske betagen af hendes ynde og af den klare klang i hendes latter. Derpå svarede han med lune: « jeg gør det nu straks! For tiden ligger mit rige og mit herredømme i månen, og hvo kan vel bedre stå mig bi i at regere der, end en ung, skøn jomfru, hvis drømme sikkert lidt og ofte føre hende didop? » Hans mine blev dog straks derpå alvorlig; han vinkede hende hen til en nærståendc bænk, så sig i det samme om med et hurtigt og mistænksomt blik, som om han ville forvisse sig om, at der ingen lurere var i nærheden, tog derpå plads ved hendes side og sagde: « ingenlunde var det min hensigt at slå gjekken løs og drive spøg med eder. Vid, kære jomfru Anna, at en fyrste ofte er i de kår på den ganske jord, ikke at have en eneste ven, for hvem han uden sky og med tryghed kan åbne sit hjerte. Sålunde forholder det sig just med mig. » Anna så på ham med et spændt blik, idet han vedblev: « enddog jeg endnu kun har lidet, eller intet, at råde over, så fornemmer jeg dog, at mine sinder, dem i kaldte mine venner, fornemmelig eftertragte dette, nu eller siden at vinde ære og fordel hos mig og mene endda på lidet nær at være så god en mand, som jeg; thi store er i vore lande underdanernes friheder og rettigheder. Min kære fader, gud signe ham, må vel bekende det; hans hænder ere bundne, som mine engang ville vorde det. — i har et ord på læben — sig det! » Tvende, » svarede Anna, idet hendes kinder blussede; « først dette, hvad jeg engang hørte farbroder sige, at kongen i Danmark har stor magt, om han vil bruge den; dernæst at eders nåde, uden at ville det, gav samme mand en stor roes, idet i lastede andre, fordi de' kun eftertragtede ære og fordel hos eder. Hans strenghed, den i før beklagede eder over, er bevis på, at han sætter samvittighedens lov og sin fligt over gunst og gave. » Hertugen hensank et øjeblik i taushed og sagde derpå med sit mildeste smil: « hav tak for de ord! Jeg skal mindes dem, når jeg fristes til at vorde ubillig. Hav tak, jomfru Anna, fordi i talte oprigtigt til mig! » Derpå greb han hendes hånd, holdt den mellem sine og sagde: « gør ofte så! Og eftersom det har været mig forment at finde en ven, til hvem jeg kunne tale frit, vil da i nu og altid være mig en trofast veninder » Et troskyldigt, barnligt blik mødte hans, og hun svarede med sit elskeligste smil: hjertens gerne vil jeg det! Dog, føjede hun til, er dette for stor ære for mig! Men han svarede med bevæget røst: « hav tak for det « hjertens gerne og se nu i mig blot en broderlig ven! Dog førte han i det samme hendes hånd til sine læber og kyssede den med en elskers fyrighed. Hun blev blussende rød, drog hånden hastigt til sig og rejste sig brat. Gå ikke fra mig nu! » bad han bønligt, idet han sprang op. Eders nåde! » udbrød hun, idet hun så på ham med et tåreblændet blik, og al farve veg fra hendes kinder. Derpå gik hun, men han fulgte efter og sagde: « nu, nu, ræddes ikke for mig, fordi jeg blev lidt ivrig! » Hun gik i taushed ved hans side, mens han talte flere beroligende ord til hende; men hun hørte dem næppe; thi det brændende Kys på hendes hånd havde gydt ild i hendes unge blod, og det gærede i hendes indre. Dog blev hertugen vaer, at der efterhånden kom ro over hendes ædle træk, og at hendes blik klaredes. Havde han kunnet læse i hendes hjerte, da ville han forundret sig over hendes villiestyrke; thi uagtet det, der hidtil havde ligget i hendes hjerte som en spire under muld, pludseligt var brudt frem og hun fornemmede, at hun elskede, formåede hun dog at tænke, og hendes tanker vare disse: hertug Frederik har et godt lov på sig som en ridderlig yngling, der stedse agtede og ærede kvinderne; og hvad kan jeg vente mig andet af Danmarks vordende konge, uden venskab? Han mente kun det, jeg vil tro derpå og handle derefter! De vare nu komne til en liden høj, hvorfra der var udsigt til engen, hvor herrerne spillede boldt, og det var Anna en lettelse, at der tilbød sig en genstand for rolig samtale. Der sås en halv snes unge mænd i fuld leg og så muntre og ivrige, som om de vare drenge. Der var Ejler Hardenbergs egen søn Erik, hack og Jens Ulfstand, Oluf Mouritsen Krognos og hans frænde, Erik Rosenkrantz, Oluf då og flere, alle hofsinder i hertug Frederiks brød, men dog egentlig Ejler Hardenbergs befaling undergivne. Hertugen og Anna morede sig ved at se på spillet og gjorde deres bemærkninger om dets gang. Til sidst blev boldten af en sikker hånd kastet usædvanlig højt, og hertugen udbrød: « et godt slag det! Eders fætter Erik har en stærk og sikker hånd. « om ham mener jeg ellers, » svarede Anna, at han er eders nådes ven. » Og således førte hun selv uforsigtigt samtalen tilbage i det gamle, farlige spor. « såmænd, » svarede hertugen; « dog er han fornemmelig sin faders søn, og er vel blot ulvens ene ørelap i hans våbenskjold ham mere værd, end rigets ganske våben. » « der dømmer eders nåde uretfærdigt og hårdt, » udbrød Anna og tilføjede med varme: « alle mænd af min slægt er kongen tro og hengivne og elske deres fædreneland. » « ej, der drat Oluf då, » udbrød hertugen, som ufravendt fulgte spillets gang. « det sølle skrog, » sagde Anna i en medlidende tone, « stedse kommer han til kort! » « endogså når han er ædru, » føjede hertugen til. « dog formente jeg, » vedblev han med et skjelmsk blink fra sine små øjne, « at han er eders ven. » « såmænd, » svarede Anna koldsindigt; « vi mødtes i vor barndom, og han var en kort tid min legebroder. » « rygtet lyver da, » sagde hertugen, « som vil vide, at i er udset til at vorde hans fæstemø? » Da lo Anna hjerteligt og svarede muntert: « nej, der skød eders nåde målet forbi! » « nu, » vedblev hertugen med et stikkende blik, « jeg rammer det vel dog til sidst, al den stund at en må der vel være, til hvem eders, eller eders slægts hu står. Det første, forældre og frænder tænke på med en ung jomfru — somme stunder og med en ungersvend, jeg kan sige noget derom — det er at give hende bort, eller skaffe ham en hustru. Mon han, den udkårne, er en af flokken dernede? Anna skiftede farve og gav et svar, som kun til hælvten var sandhed. Mit hjerte er frit, eders nåde, » sagde hun, « og end gav ingen min hånd bort. » « ej se! » råbte hertugen, « der fik Oluf Krognos boldten i nakken. Sig mig, hvad tænker i om ham? » « han er ærlig og god, » svarede Anna, og så derpå hen for sig med et tankefuldt blik. « kold som en lis, » sagde hertugen i en skarp tone; « jeg lider ham ej! » I det samme bemærkede Anna, at boldtlegen var til ende, og at hofsinderne brøde op. « nu må jeg fort, eders nåde! » udbrød hun og løb ned ad højen, men hertugen var straks ved hendes side. « hvor er zwonnike? » råbte Anna, idet hun standsede og så sig om. « hun er sikkerlig ikke sunken i jorden, » Svarede hertugen med et smil, enddog hun seer en troldkvinde lig og muligt kunne gøre det. <nu byder jeg eders nåde farvel! » sagde Anna, idet hun med ynde nejede for ham. « forund mig dog, » svarede hertugen, « at ledsage eder et lidet stykke af vejen! Det haster ikke med at skilles; det vil tage tid, inden sinderne nå herind. » Hun gik hurtigt videre uden at svare. « til ikke så, » sagde hertugen, « Samson bliver urolig, tænker måske, at i flygter for mig og falder mig i struben. » Da standsede Anna og udbrød med bankende hjerte og usikker røst: « eders nåde, vær nu god og lad mig fare med fred! » Hertugen syntes ikke at høre hendes bøn; han havde givet sig i lag med Samson, kaldte hunden hen til sig, og mod forventning kom den. Den hang med hovedet og gav intet tegn på venskab eller sympatti, men tålte dog berørelsen af den fyrstelige hånd, som klappede den. « ej se! » udbrød hertugen, dette er dog et fremskridt. Tak, Samson, at du tillader, at jeg klapper dit kongelige hoved! I sandhed, Samson, er som en konge blandt dyrene og værdig at være en fyrstes ven; dertil er han eders ven, jomfru Anna; og skal det fra nu af være mit formål at vinde Samsons hjerte! » Anna stod et øjeblik som en støtte og stirrede på hertugen med et tilsløret blik, som om hendes sandser vare omtågede og al hendes kraft lammet. Da hørte hun zwonnikes skraldende latter på temmelig nært hold og derpå lyden af mandsrøster. Hun for sammen, vendte sig brat og ilede derfra, fulgt af den gøende Samson. Dog sagtnede hun snart sine skridt, thi hun var ikke kommen langt, førend hun så, hvad der var på færde. Kjeldersvendene dækkede bord i det store lindelysthuus, og zwonnike stod hos og sladdrede med dem. « fedt må det land Pommern være, hvor i er kommen fra, » sagde kjeldersvenden Jonas til hende. « ere alle kvinder der så vel ved magt som i, zwonnike? » « i måtte ønske eder noget af mit kød, Jonas, » svarede zwonnike og blev rød i sine brune kinder, « i, som ikke er tykkere, end en hesselkjep. » « nu, i er fager nok på eders Viis, » svarede Jonas med et grin, « og undrer det mig såre, at i end ikke har fundet en fæstemand. » « holder nu fred, » sagde hertugens kammertjener, hans Spiegel, som kom til, ledsaget af livskytten, kæmpen Erland, der bar et stort sølvdrikkekar, fyldt med rhinskvin. Giv hende en tår af mosten, da vorder hun sød og mild, » sagde en anden af svendene. « såmænd, » svarede Jonas; « kanden er dog ved at flyde over. Så og et lidet bæger til mig! Min Hals er svar tør, og da drikke zwonnike og jeg forlig. » « zwonnike! » kaldte i det samme Anna Hardenbergs røst, og den lød skarp og streng. Zwonnike gjorde et hop, og svendene rettede sig, idet de ærbødigt hilste jomfru Anna, som hurtigt gik forbi. Der vankede ingen skjend til zwonnike, men hun havde ondt ved at følge sit herskab. Lykkelig og dog med hjertet fuldt af angst, stolt af sin nyfødte kærlighed og dog skamfuld, ilede Anna op på slottet. Dog tilkæmpede hun sig på vejen fatning, og da hun trådte ind til Sophie lykke, kunne dennes spejdende blikke ikke opdage noget spor af sindsbevægelse på hendes åsyn. andet kapitel. En sommerruus. Omtrent i samme øjeblik, som zwonnike lukkede havelågen efter sig og sit herskab, trådte hofsinderne muntert og under højrøstet samtale ind i Haugen fra den modsatte side. De vare alle unge mænd, de fleste af dem omtrent jevnaldrende med hertug Frederik, som nylig havde fyldt sit fire og tyvende år. Dog var to af dem, nemlig Erik Hardenberg og Frants bilde, flere år ældre, og den yngste af dem alle, Oluf Krognos, havde først fyldt sit tyvende år. Nogle af dem, som den sidstnævnte, vare uerfarne ynglinge og skulle først i denne hoftjeneste tjene deres sporer, andre derimod vare alt mænd af erfaring. Dette måtte siges om den ældste, Frants Andersen bilde, en slank mand, lille af vækst, blond og med et livligt og friskt ansigt, der gav ham udseende af at være yngre, end han var. Han havde som liden dreng prøvet at blive gjort til fange under grevefejden og måtte forblive flere år nede i Tyskland. Dog var vel hak Ulfstand, en høj og svær yngling med grove ansigtstræk, kulsort hår og lyse øjne, i enhver henseende hans overmand; thi han var alt i sit fjortende år draget udenlands og havde i fem år, indtil han blev hofsinde hos hertug Frederik, stået i tjeneste hos den berømte hertug Moritz af Sachsen. Han måtte altså, uagtet han kun var tre og tyve år gammel, siges at være en erfaren kriger. Dog, hvilken end deres alder og kår vare, så havde de alle med barnlig Iver taget del i boldtspillet, hvis enkelte omstændigheder og endelige udfald de nu drøftede. Erik Hardenberg førte fornemmelig ordet. Han var en høj og rank yngling, hvis trækhavde nogen slægtlighed med hans søskendebarns, Annas; dog vare de mere storslåede, hans hår vare lyse og hans øjne blå. Hans holdning var stolt, hans væsen hovmodigt, hvilket vel allerede lå i blodet; men det blev ikke bedre ved den omstændighed, at han som sin faders søn havde en begunstiget stilling på Malmøhuus, og hertug Frederik havde også for en tid benådet ham med sit venskab. Han var da nu i færd med at gøre sin mening om det nys tilendebragte boldtspil gjeldende, og både han og hans tilhørere syntes ganske at have forglemt deres forsvundne herre, da de pludseligt ved en omdrejning af haugegangen stødte på ham. Han stod med korslagte arme på den samme plet, hvor Anna Hardenberg havde forladt ham, og stirrede hen for sig; men da han hørte hofsinderne komme, -vendte han sig brat og sagde: « nu, hvorlunde endte legen? » Alle hilste de ham ærbødigt, og Erik Hardenberg svarede: ’ei, eders nåde, der gik i glip af en god spas! En boldtleg med næsten lige kræfter er såre lystelig. Jeg og mine mænd, vi sejrede; men var eders nåde forbleven på eders post og havde ført modparten an, da ville udfaldet tænkeligt blevet et andet. » « nu, » udbrød hertugen muntert, « da får jeg give mine mænd oprejsning og nu føre an ved en dyst af en anden sort. Følger mig til løvhytten! Der har jeg ladet anretningen nedbære; vi have da ikke langt til fadet, ej heller til bægrets rand. » Oluf Clausen då, en tyk, pluskjævet yngling med lyseblå øjne og røde hår, smilte velbehageligt og udbrød: « eders nåde være priset for denne gode tidende! Min Hals er så tør som trøske og min mave så slunken som en mygs. » Leende gik de alle videre, da Oluf Krognos standsede hertugen, bukkede ærbødigt for ham og sagde: « forlad mig, eders nåde, at jeg begærer orlov og frihed til at gå på mit Kammers; jeg har hovedvee. » Hertugen så på ham fra siden og med et eget smil. Oluf Mouritzens åsyn var ganske vist blegt; men det så i hertugens øjne snarere ud som en afglands af indre modvillie, end som et tegn på sygdom. Det var intet skønt åsyn, noget plumpt i sine træk; men af de blå øjne lyste en retskaffen sjæl og en fast villie, og det rige, lyse hår forlenede det noget af ungdommens skønhed. Man tænkte ved at se ham, at i dette unge legeme boede alt en moden sjæl, men dog næppe en sjæl, der var hævet over tidens fordomme og skrøbeligheder. Oluf Krognos havde alt fået sig mere, end en, god rus i hertugens og sine venners selskab; det kunne altså ikke være de fulde bægre, som ventede ham i lysthuset, der forargede ham. Hertugen mente at vide, hvad det var. Han havde nemlig ude ved boldtlegen givet Oluf Krognos en drøj irettesættelse for et ubehændigt kast; thi hans nåde havde et varmt blod og blev let hidsig. Dog angrede det. ham gerne bagefter, thi han havde også et godt hjerte, og uagtet han ikke yndede Oluf Krognos, var det dog hans hensigt nu ved drikkelauget at gøre sin overilelse god igen ved at vise ham venlighed. Hans nåde følte sig da krænket ved, at Oluf Krognos meldte sig fra gildet. Men næppe havde han kort og koldt givet den begærede tilladelse, før Oluf Krognos frænde, Erik Rosenkrantz, fremkom med den samme bøn om orlov. « om eders nåde tillader det, » sagde han, « da går jeg med Oluf og er ham til selskab. Når den hovedvee kommer over min kære frænde, da er han ilde faren og bør ikke være alene. » « gå du kun, Erik, » svarede hertugen, « put Oluf i sengen og dæk ham vel med dynen! » Han sagde dette i en spydig tone og vedblev, idet han vendte sig til de andre: « nu, der fik vi adskillige vota, et først om hunger og tørst, det du have tak for, Oluf Clausen; men nu et om syge og et om medlidenhed. Tør jeg nu forvente nogle om sundhed og glæde, at jeg ikke skal æde min mad og drikke min vin med tårer? » « ja, ja! » råbte de andre hofsinder i munden på hverandre, og hak Ulfstand sagde: « vi andre er karske som fisk og følge villigt og gerne eders nåde, nu til glædens lag, men og, skal det engang være, når tidens fylde er der, til en krigsdands! » Hertug Frederik gav intet tegn på, at han forstod denne hentydning til fremtiden, hvis mening dog var hofsinderne indlysende nok; thi det var alle vitterligt, at kong Christian skrantede, og de så alt i ånden kronens ring om deres unge herres hoved. Nu havde de nået løvhytten, ved hvis indgang svendene stod, klædte i hoffets farver, brunt og gult, undtagen hans Spiegel, der viste sig i en dragt

1895_Henckel_AnnaSofieReventlow

Marie

Anna Sofie Reventlow

Henckel

Henckel

Anna Sofie Reventlow

female

1895_Henckel_AnnaSofieReventlow.pdf

Marie

Henckel

dk

Anna Sofie Reventlow

Interieurer fra Frederik den Fjerdes Tid

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Der var ikke en eneste lysning i det hvælv af tunge, sortegrå skyer, som dækkede over himlen en novemberdag i året 1707. Tusmørket lå der og rugede tæt og fast over byen, og en afskylig koldklam tåge var, efter at østenvinden havde gjort nogle frugtesløse forsøg på at sprede den, gået over til jevnt snefald. Jagende hverandre som i kåd, overgiven leg, boltrende sig som i lystig, hvirvlende Dans, dalede store, hvide sneflokke ned; de dækkede Tage og bislag, pudrede folks hår og klæder, lagde sig til hvile mellem spidse, ujevne brosten, og på en ubehagelig, næsvis måde føg de ind gennem sprækker og døre, trængende sig frem allevegne, hvor de intet havde at gøre; men vinden, der havde lagt sig i baghold i åbne Portrum, snevre gyder og stræder, for engang imellem pludselig omkring gadehjørnerne med et stønnende hvin, og i et slags afmægtigt raseri ruskede og sled den i, hvad den kunne få fat i, som om den ville hævde sin ret til også at være med. Det var just ikke mange mennesker, der færdedes ude på den tid af døgnet i København for hen ved to hundrede år siden — allermindst i et vejr som dette. Af og til sås måske en adstadig borgermand, som havde forsinket sig på vinstuen og nu traskede hjem til den huslige Arne i sindig pasgang, en formummet kavaller med hatten trukket helt ned over næsetippen, en lakaj, der småbandende gik sit herskabs ærinde, eller en tjenestepige, der forsigtig trippede afsted på sine klaprende trætøfler; hist og her dukkede måske en ensom, elendig skikkelse frem fra en eller anden dunkel krog for igen at forsvinde som en skygge, som en gåde i mørket, og engang imellem raslede en klodset karosse tungt hen over den ujevne stenbro. Ellers var alt dødt og stille i de underlig skumle, krogede gader med deres lave husrækker, fra hvilke lysene kun sparsomt blinkede frem. Og sneen faldt og faldt med drillende udholdenhed, og blæsten tog bestandig fastere og fastere tag og hvinede og peb og larmede med større og større voldsomhed. Oppe i storkanslerens, grev Conrad Reventlovs palais, der lå på Kjøbmagergade ved nu3 værende Kronprinsensgade og med sine tilbygninger, stalde og sin store have strakte sig lige til Pilestræde og Silkegade, adskilt fra gaden ved en mur med en jerngitterport, lå en ungdommelig skikkelse sammenkrøben i en lænestol med benene trukne op under sig. Med albuerne plantede i vindueskarmen og hagen støttet til hænderne, anstrengte den sig for at kigge ud gennem de små, duggede ruder. Værelset, der lå i det øverste af husets to stokværk, var stort, med egetræspaneler og oven for dem malerier — jagtscener og landskaber med nymfer og favner som staffage, — indrammede i væggen. Loftet var smykket med rigt stukkaturarbejde, spejlene havde forgyldte rammer med konsoler, hvidlakerede kanapéer og stole med blåt silkedamask betræk vare opstillede langs væggene, og i gueridonernes og lysekronens glasprismer brød skæret fra kaminilden sig i rødligt gule og grønblå stråler. Den ungdommelige skikkelse i lænestolen var et pigebarn i fjorten, femten Års aldren, spinkel men allerede temmelig udviklet, med et lille, fint formet hoved, som hun bar på en ejendommelig kæk og yndefuld alåde. En sand skov af lysebrune krøller hang hende langt ned over panden og øjnene og måtte hvert øjeblik rystes til side. Det var Anna Sofie Reventlov, storkanslerens 4 yngste datter af hans andet ægteskab med Sofie Amalie v. Hahn. Hun havde ligget og stirret efter vognen, der havde ført hendes forældre og ældre søstre til festen oppe på slottet, og hun havde ønsket sig så inderligt i deres sted, der bares til al den herlighed; hun havde næsten grædt af ærgrelse, fordi hun ikke var gammel nok til at være med, uagtet hun dog var lige så stor som nogen pige på seksten! — og så havde hun lukket øjnene for bedre at kunne udmale sig det alt sammen: kongen og dronningen i deres prægtige dragter, således som hun kendte dem fra kontrafejerne, musikken, der bruste gennem de oplyste rum, dansen, der gik henover det blanke marmorgulv, og kostelige smykkers funklende pragt. Hun havde følt slig en inderlig medlidenhed med sig selv og havde kigget og spejdet ud i mørket — ja, hvorefter? efter noget ubestemt, noget ubeskriveligt — noget, som sikkert også måtte møde hende, men lå nu og surmulede og trampede utålmodigt med fødderne mod stolens silkehynder. Nej, så fortærende kjedsomt som alting var! — denne dag — hvor afskylig den havde været! — hele formiddagen de lange, trættende lektioner hos hovmesterinden, den stive Fru v. der luhe med sit medusa-ansigt, der plejede at knibe hende i armen, så den var ganske blå, — øredasket, hun 5 havde fået, fordi hun snøvlede efter sprogmesteren i den franske time og fik Ulrikke Eleonore til at le ved at sparke hende opad skinnebenene, — pletten på hendes kjole og den lange formaningstale af den nådige mama — og så nu i aften! At sidde her, mens de andre alle sammen — på Ulrikke Eleonore nær, der ikke var rask — toge ud for at more sig, Anna Margrete i den ny blå silkekjole, der stod om hende som en ballon, og Charlotte Amalie i den hvide med alle de lyserøde volants og sløjfer, ligesom den porcellains hyrdinde oppe på skabet — så nydelig, å, så nydelig! Hendes fader, der ikke godt kunne nægte hende noget, havde rigtignok sagt, at det ikke skulle vare længe, inden hun også fik lov at følge med, men hvad hjalp det, når mama forsikrede, at sligt gauche og maladroite barn skikkedes ikke til hove, hun burde forblive mindst et år endnu under Fru v. d. Luhes varetægt. Et år endnu under denne tvang! — hun hadede Fru v. d. Luhe, hadede den hele verden i dette øjeblik og erklærede den krig------og for ikke at spilde tiden, for hun pludselig op fra stolen og hen til sin moders fede, intet anende skødehund, der snorkede nok så fredeligt på sin pude, og åbnede fjendtlighederne ved at knibe den i halen og ruske den i ørene. Moppen stak sin braksnude i sky og tudede af 6 alle kræfter, og Anna Sofie lo og trak den rundt ved den stumpede hale; jo mere den gøede og strittede imod, jo mere lo hun — det var ret, zémire, herop med dig! Endelig var der da kommet lidt liv i tingene — — men midt under den øredøvende koncert lød der en banken på døren. Anna Sofie slap hunden — var der nogen? Jo, der stod en lille mand henne i døren og bukkede med en fiol under armen og fremstammede mange undskyldninger med en fremmed accent, mens den af kampen opildnede zémire for løs på ham og plantede sine skarpe tænder i det tyndeste par lægge, der nogensinde er set i et par silkestrømper. „ Å, “ sagde Anna Sofie og nikkede, „ er i den maître de danse, som er engageret til at informere min søster og mig i denne vinter? “ Jo, han var ganske rigtig monsieur Etienne, hidkommen efter det nådige herskabs egen befaling alt for flere timer siden, og af en lakaj vist ind i et gemak, hvor man måtte have forglemt ham — han vidste ikke, hvad den nådige frøken nu befalede — — den nådige frøken betænkte sig et øjeblik. Fru v. der luhe var taget i besøg, Ulrikke Eleonore var beordret i seng, fordi hun havde snue, og lå og drak krydderthe og svedte under 7 dynerne, og hun selv sad her og kedede sig næsten til døde uden andet selskab end zémire — hvorfor, ja, hvorfor i alverden skulle hun ikke tage en lille lektion, siden monsieur Etienne nu alligevel havde ulejliget sig hid? I en fart fik hun lysene tændte og de genstridige krøller bundne op under hårbåndet, og da det var lykkedes dansemesteren at befri sine ben fra zémires angreb, erklærede han sig beredt og begyndte, efter at have gjort en zirlig reverens, at stemme fiolen. Om mademoiselle nu kuns ville give agt og stille sig i position, fødderne udad, brystet frem, hovedet tilbage — ainsi! — en, to — tre — commençez! Ah, mademoiselle havde en særdeles god holdning, megen gratie i sandhed — kun lidt mere på tåspidserne — ainsi — superbe, magnifique! — og med stigende beundring fulgte den lille ivrige franskmand det unge pigebarns bevægelser, mens hun gjorde de forskellige Pas og udførte nogle ture efter hans anvisning; men hun glemte snart at høre efter hans: à droite, à gauche, mademoiselle, og hvirvlede sig til sidst rundt i en slags improviseret balletdans, engang imellem vovende et dristigt lille Spring eller en ståen på et ben, der bragte ham aldeles ud af koncepterne, indtil hun til sidst med blussende kinder 8 og flagrende hår sank om i en stol og snappede efter vejret. Men synet af monsieur Etienne, som han stod der, med fiolen hængende slapt ned i armen, og stirrede på hende, halvt henrykt og halvt fortvivlet over denne Dans tværtimod alle kunstens og hans skoles regler, var så komisk, at hun brast i latter og i sin overgivenhed gav sig til at klappe i hænderne. Men pludselig holdt hun op — der standsede en vogn udenfor gitterporten; det måtte være Fru von der luhe, som kom hjem, og så ville der ligge et artigt hus — — som en vind var hun henne hos dansemestren, greb ham i armen og trak ham med sig ned ad trappen, puffede ham ind gennem døren til domestikværelset, der stod på klem, og fulgte selv efter, idet hun lagde fingren på læberne. Et par lakajer og piger sprang forbavsede op fra bordet, hvor de havde siddet og hørt på hvad en gammelagtig kvinde var i færd med at udtyde for dem af nogle gamle fedtede kort, som hun havde bredt ud foran sig, og kvinden selv gjorde ved synet af Anna Sofie et forsøg på at skjule sig i halvmørket henne i krogen. „ Hvad, Maren, hun her? “ udbrød Anna Sofie, hvis skarpe øjne straks opdagede hende, „ hun ved jo dog, at min moder har forbudet hende at komme her. “ 9 „ Men groskansleren selv er ikke så nøjeregnende, nådigste lille frøken Anna Sofie. Han er så god ved fattigfolk og under mig dog engang imellem, når jeg just kommer her forbi, at se indenfor og varme mig lidt ved den rare ild. “ En af lakajerne havde søgt at skjule kortene, men det mislykkedes, og en lille sortøjet stuepige skyndte sig at forklare, at de just havde siddet og fået sig et lille slag verkehring, da Maren kom, og så havde de fået hende til at „ lægge en kende op “ for sig, enhver ville jo dog gerne vide lidt sin fremtid anbelangendes. „ Men slår det nu virkelig også til, hvad Maren sådan siger — altid? “ spurgte Anna Sofie, som havde en fornemmelse af, at hun burde være vred, men dog ikke kunne betvinge sin nyfigenhed. „ Der siges så. “ Konen, der var påfaldende bleg, vendte sine underlig døde, glansløse øjne imod hende. „ Har hun lyst at prøve, min unge dejlighed, så ræk kun hid hendes hvide hånd — jeg skal tage varlig på den. “ „ Ej, for slige narrestreger da! “ Anna Sofie slog med nakken, men da hun havde betænkt sig et øjeblik, nærmede hun sig og rakte, ikke uden en vis gysen, konen sin hånd. „ Nå, lad høre da, hvad hun kan have at sige mig. “ Maren så opmærksomt på hånden, hvis 10 streger hun fulgte med sin pegefinger, og så på hende selv. „ Det var sælsomt, det, “ sagde hun. „ Hvad er det — ser hun noget slemt, Maren? “ Anna Sofie ville forskrækket trække hånden til sig. „ Om det er slemt eller godt, skal jeg ej kunne sige, min lille dueunge, det gode og det onde er stundom svært at skelne fra hinanden i denne verden. Men det ser jeg allenfals, at en stor ophøjelse venter hende, og megen magt og herlighed, rigdom og ære, og at frænder og kjendinge, de gamle med de unge, de ville komme og bøje sig for hende ligervis som Josefs brødre udi Ægyptens land, de fulde ned for hans åsjun. “ „ Herre jemini, “ skreg begge pigerne. Men Anna Sofie lo. „ Nå, Maren, nu smører hun vist for tykt på. “ Konen rystede på hovedet. „ Stregen her tyder på megen storhed, det slår aldrig fejl. Sorg og modgang får hun tillige og krankhed desligeste, og mange tårer vil hun komme til at fælde, men — over meget vil hun komme til at herske, mærk vel mine ord. “ Hun slap hånden, og da Anna Sofie så op, mødte hun monsieur Etiennes sorte øjne, der blinkede ligesom stenkulsperler. 11 „ Kvinden har ret derudi, “ hviskedee han, „ Mademoiselle vil komme til at herske — over hjerter allenfals! “ Og han bukkede, med hånden på sit bryst, ganske som Anna Sofie havde set acteurerne bukke ved den operaforestilling, som hun havde bivånet i fjor, da den franske Trup agerede i byen. Hun blev blussende rød både over ordene og blikket, der ledsagede dem. Det var så nyt at blive regnet for andet end et purt barn, at blive hyldet så uforbeholdent — jo, han havde virkelig levemåde, denne lille franskmand, så naragtig han end var at se til! — hun pillede lidt ved sine ærmer, undersøgte spidsen af sin sko, der stak frem under den rødblommede kattunskjole med de kirsebærrøde sløjfer, og gjorde så et lille kniks — ja, nu skulle monsieur Etienne have tak for sin umage, men når han kom igen, var det dog kanske bedst, at — at han ikke omtalte denne lille lektion. Monsieur Etienne bukkede igen, denne gang med et lille forstående smil, og Anna Sofie skyndte sig ud af stuen mere og mere forvirret og dog hemmelig fornøjet. Det var ligesom hun følte sig ældre, hævet op til en ny værdighed. Et barn — hun? Nej, de kunne længe nok vedblive at kalde hende derfor, fra i aften vidste hun, at hun ikke var det længer. — 12 ovenpå brændte lysene endnu. Hun så sin egen skikkelse derinde i spejlet og blev stående for at mønstre sit ansigt og sin figur, som om hun så sig selv for første gang, vendte og drejede sig og smilede og nikkede til sit eget spejlbillede. Å jo — hun kunne nok have grund til at være tilfreds, så store og mørke og klare hendes øjne de var, og munden så lille, og næsen — hun kom mere og mere til at ligne sin ældste halvsøster, Sofie Kristine, som var gift med grev Holstein og bekendt for sin skønhed — — og hun strammede hænderne om den smækre taille, gjorde nogle Pas og stillede sig i forskellige attituder, indtil en skingrende klokke inde fra hovmesterinden mindede hende om, at det var sengetid — så listede hun på tæerne ind i soveværelset, som hun delte med sin søster Ulrikke Eleonore. Men det gik kun langsomt med afklædningen, for det var et Mylr af tanker, der arbejdede i det unge hoved, og som løsladte fugle tog de flugten hid og did. Ja, Maren skulle da have en sølvmønt, og hendes taftes skørt kunne hun også gerne få. Og monsieur Etienne — nej, slig han dog havde set på hende; ganske således stirrede Otto Blome altid på Charlotte Amalie — hun ville bede sin fader give ham en ny fiol i stedet for den gamle, 13 der skar og hvinede så frygtelig i ørene. Ja, og så ville hun også bede den kære, ejegode papa, som aldrig plejede at nægte hende noget, om at tage hende med til det assemblé og maskebal, som anføreren for den tyske komedianttrup havde fået tilladelse til at lade afholde, og hvor så mange fornemme folk havde lovet at give møde med deres ganske husstand, og — å, om hun så blot måtte få en kjole, magen til Charlotte Amalies, og have lov til at sætte sit hår op over en valk! Og så — ja, så var der alt det store, vidunderlige, som Maren havde spået, at der lå gemt og ventede på hende — et sted — derude i livet — — det tog næsten vejret fra hende at tænke derpå. Hun sad på sengekanten i den lange, hvide natdragt og spillede med de små, nøgne fødder på det bløde fodklæde; hun ville gerne have betroet noget af det alt sammen til søstren, men Ulrikke Eleonore havde, gabende og småbrummende over at blive forstyrret, vendt sig ind imod væggen, og.nu hørtes Fru v. der luhes taktfaste, majestætiske skridt derude på gangen; hun gik sin sædvanlige runde for at se, om alle var i seng — og så krøb også frøken Anna Sofie skyndsomst under dynen. — men udenfor rasede vejret, og gennem de nattestille, mennesketomme gader rullede en karosse langsomt, i skæret af osende fakler henimod det reventlovske palais, der kort efter genlød af en forvirret larm — åbnen og lukken af døre, fodtrin og stemmer, der talte i munden på hverandre. Storkansleren, der længe havde skrantet, men efter lægernes mening ikke trængte så meget til åreladning og medikamenter, som til hvile fra sin anstrengende embedsgjerning, var bragt syg hjem fra Københavns slot, hvor han pludselig var styrtet bevidstløs om, ligesom han stod og talte med kongen; og dennes egen livmedikus, der hastig kom til stede, havde rystet med en betænkelig mine på hovedet. Anna Sofie var sprungen ud af sengen, og uden at give sig tid til at tage andet om sig end et skørt, stod hun ude på gangen rystende af kulde og skræk. Hvad betød dog alt dette? — hun så sin moder i den anden ende af gangen stå og uddele sine befalinger, så sine søstres og tjenestefolkenes bestyrtede miner — så noget, der blev båret opad trapperne ind i hendes faders værelser — og sprang så pludselig frem uden at ænse hovmesterinden, der var kommen til og greb hende i armen. „ Mon Dieu! “ skreg Fru v. d. Luhe — „ i dette 15 derangerede, ja ganske uanstændige kostume — hvad tænker du dog på! “ Men Anna Sofie stødte den værdige dame, der var lige ved at dåne af forbavselse og harme, til side og løb gennem korridoren. Hun krøb sammen i et hjørne henne ved trappen. Gennem dørene, der stod åbne, kunne hun se ind i soveværelset, hvor man færdedes frem og tilbage i den største forvirring, og til sidst tog hun mod til sig og listede sig med bankende hjerte derind. Den store seng med sin udskårne himmel, båren af de fire mægtige hjørnestolper, og sine tunge, mørke omhæng, der gav den en gyselig lighed med de ligvogne, som hun ved nogle lejligheder havde set rulle gennem gaderne — den blege skikkelse, der lå så stille udstrakt mellem de hvide puder — å gud, å gud — sligt syn! Og hun — som nys havde kendt sig så glad, så jublende glad! Hun stod som lammet og stirrede derhen med rædslen malet i sine vidt opspilede øjne, en rædsel, der voksede med hvert minut og til sidst gav sig luft i et vildt, skingrende skrig: „ Papa, å papa! Å kære, kære papa! “ i. Der var bleven dødt og stille i det én gang så muntre reventlovske hus. Det slagtilfælde, der havde ramt storkansleren, havde strakt ham på et langt, håbløst sygeleje, for selv om han ville kunne henslæbe livet endnu i nogen tid, så var det dog sikkert, at han aldrig mere ville rejse sig i den gamle kraft, og uger og måneder havde sneget sig hen i uro og bekymring. Nu var der ingen, som tænkte mere på at tage til assemblé og maskerade, eller på at danse gavotte og polonaise hos monsieur Etienne. Læger og bartskærere og vågekoner færdedes ind og ud med vigtige og betænkelige miner, man hørte kun hviskende stemmer og dæmpede fodtrin, og tjenestefolkene stak hovederne sammen: havde Maren kanske ikke spået snarligt dødsfald i familien? Og kunne de ikke alle sammen huske, at lysene sidste helligtrekongeraften tre gange var gået ud? 17 ingen havde været så ulykkelig og betaget som Anna Sofie. Hun havde haft frihed nok; hverken sprogmesteren eller musiklæreren kom i denne tid for at informere Ulrikke Eleonore og hende, men hvad brød hun sig derom nu? Det var som om der var vendt op og ned på alting ved dette ene, grusomme slag. Ville hendes fader virkelig aldrig blive rask mere og le og spøge med hende og tage hende i sine arme og kalde hende ved alle de ømme, kærlige navne som han plejede? Ville han virkelig dø fra hende? Dø — der var en sådan gru i tanken, og den fyldte hende således både dag og nat, at hun ofte for op af søvne med et skrig og troede, at det frygtelige måtte være sket. Da listede hun sig op af sin seng og hen til hans dør for at lytte, og mangen en gang, når de troede, at hun lå og sov, sad hun inde i sygeværelset skjult bag gardinernes folder og stirrede på ham og lyttede fuld af angst efter hans underlig trange, stønnende åndedræt. Hun undredes næsten over, at livet kunne vedblive at gå sin vante gang, mens han lå der så svag og hjælpeløs hen, over at ikke alting stod stille, ligesom det gjorde for ham, men at menneskene kunne tænke, tale og handle ganske som sædvanlig. det var så hårdt, så grusomt af dem, syntes hun. På den vis havde vintren omtrent slidt sig hen, og nu var marts måned kommen med længere, lysere dage. Anna Sofie kom en eftermiddag op fra haven, hvor hun, der aldrig vidste, hvad hun skulle gøre med sig selv, havde drevet omkring og plukket nogle af de første, spæde forårsspirer, som den milde luft havde lokket frem og som hun ville bringe sin fader. Tjeneren var ikke, som han plejede, i det lille forværelse, men henne ved vinduet stod to fremmede mandspersoner og talte hviskende sammen, og inde fra sygeværelset, hvortil døren stod på klem, kunne hun høre lyden af stemmer. Hun betænkte sig lidt og gik så hastig hen til de to personer, der vendte ryggen til og ikke havde set hende. „ Hvem er i, der uanmeldte er trængt ind i groskanslerens gemakker? “ surgte hun skarpt. De vendte sig om, og hun så nu først, at de vare klædte som kavallerer af stand og ingenlunde lignede de almindelige supplikanter, som plejede at rende hendes fader på dørene. „ Hvem vi er? “ gentog den ene af dem i en tone, der ikke var mindre hovmodig end hendes egen — „ nå, vi er allenfals dem, der har retten til at være her, skulle jeg formene — lige så megen ret som i, mademoiselle, eller nogen anden. “ „ Monsieur, “ Anna Sofies øjne lynede, „ ved i hvem jeg er? “ Den fremmede, hvis ansigt forekom Anna Sofie underlig bekendt, skønt hun var sikker på, at hun ikke havde set ham før, ville til at svare, men til Anna Sofies forbavselse viste en af hendes halvsøstre, Fru Konradine Rostgård, sig i det samme i døren til sygeværelset, ganske bleg og med rødgrædte øjne, og vinkede ad begge de unge kavallerer, der skyndte sig ind i sygeværelset, hvortil døren nu blev lukket. Anna Sofie stod målløs og betuttet. Hun kendte i grunden så lidt til sine halvsøskende, der jo alle var gifte og hjemfarne, da hun endnu var en lille pige. Især var hun næsten ganske fremmed for Fru Rostgård, der ikke var bleven opdraget i hjemmet — hvorfor, vidste hun ikke — men hun kunne i al fald ikke lide hende, hverken hende eller manden med den store firskårne krop og det grimme ansigt. Hun kunne ikke tåle at se deres indsmigrende væsen ligeoverfor faderen og plejede gerne at surmule eller løbe ud af stuen, når de kom der i besøg. Og nu i dag — hvad skulle det betyde, at denne Konradine kom just nu, da hun vidste, 20 at mama og de andre søstre var borte, og lukkede sig inde med to fremmede mennesker hos papa? „ Hvem er de — de personnager, som har fået adgang til groskansleren? “ spurgte hun kammertjeneren, som i det samme kom tilbage, „ nå, kan han ikke svare? “ „ Det er — hm — det er de unge revenfelder, nådige frøken, den ene er lieutenant ved hs. kgl. Majestæts dragoner — “ „ Men hvad i alverden har de hos papa at bestille, som ikke tåler at forstyrres? hvem er disse revenfelder? “ „ Det er, “ Tjeneren hostede forlegent bag den hule hånd, „ jeg ved mintro ikke rettere end at det er — er velbårne Fru Rostgårds brødre. “ „ Brødre! Er han galen, Frants? “ Anna Sofie lo. „ Så måtte det jo også være — mine, “ Ville hun have sagt, men der var et udtryk i den gamle tjeners ansigt, som slog hende. Hun spurgte ikke mere, men blev ildrød i hovedet, kastede blomsterne fra sig og gik ud af stuen. Ude på gangen hørte hun stemmer. Det var den gamle husholderske og Ane vågekone, som talte sammen henne ved trappen. „ Både Frants og jeg, som stod og beredte groskanslerens aftendrik, blev skikkede ud af stuen, “ sagde den sidste. „ Slig en frækhed! “ udbrød husholdersken i en opbragt tone, „ som om ikke groskansleren har gjort nok for de bastarder; datteren er bleven regnet for lige med hans retmæssige børn og er bleven hædret og gjort væsen af, og nu kommer også sønnerne her og kror sig----------men det er skammeligt mod den nådige frue er det, og groskansleren kan aldrig forsvare det. “ „ Jøsses ja, men hvad skulle han gøre, mad. Galtens, krank og afmægtig som han er? De er jo dog hans kød og blod — “ „ Ja, fy for en ulykke, det er og en måde at sætte børn i verden på lige for næsen af sin retmæssige kone! Havde salig Galtens båren sig slig ad imod mig, jeg havde sparket ham bort med min fod, Ane, det havde jeg! Grev Reventlov har været os et nådigt og mildt herskab, men — sine svagheder har han haft, det ved vi alle, og at han kastede sine øjne på sin frues kammerpige, det var en forargelig gerning, ret et syndens lede og fule værk! Men sålunde er det jo med de store, der går slig en uterlighed i svang imellem dem; og de drive det så vidt i deres utugtige lyster og syndige begjærligheder, at mange af de fornemme herrer ej længer kunne lade sig nøje med en ægte viv, men åbenlyst holde medhustruer, med hvem de avle børn og regne sligt ganske og aldeles ikke for nogen skam! Om vi gemene folk ville bære os ad på den vis, hvad medfart mener hun da, vi ville få, Ane? “ 22 „ Ak gud nej, det er forskrækkeligt at tænke på, mad. Galtens! — men var denne Katrine hagens virkelig så dejlig, mens groskansleren kunne falde udi slig heftig elskov til hende? “ „ Vist ej Ane, hun var aldrig en smule kønnere, end som vi fruentimmer gemenligen er, men fræk og geschwætzig det var hun af sig, besynderlig ligeoverfor mandfolk, og hvordan det nu var eller ikke var, så forså greven sig da på hende og her lå begribeligvis et farligt hus, da det blev kundbart. Mamsellen blev fluks jaget på porten, men se kun, om groskansleren derfor lod hende fare — nej, han købte hende et hus i Snaregade, hvor alverden vidste, at han besøgte hende, og de tre børn, de bekom tilsammen, dem sørgede han for som om de var udsprungne af lovligt ægteskab, ja fik dem efter hendes død gar hævet op i den adelige stand, hvorved de fik navnet Revenfeld. Pigebarnet satte han i huset hos sin ældste datter af første ægteskab, madame Holstein, som den gang havde grev fris til ægte, og som beholdt hende, lige indtil hun blev gift med en fornemme embedsmand, hr. Frederik Rostgård til krogerup. “ „ Men hvad i alverdens rige sagde groskanslerinden til det, mad. Galtens? hun, som er så streng og så ærbar — “ „ Ja, ser hun Ane, havde det været mig, jeg 23 havde nu aldrig i mine livsens dage fundet mig i, at min ægtemands slegfredbørn blev lyste i kuld og køn, og en besk mundfuld var det hende vel og, at groskansleren handlede stik imod al dyd og morale som tænkes kan, men hun er nu af dem, på. hvem aldrig noget er at mærke, og det er jo engang som jeg sagde før, at de store lukke øjnene for mangt og meget. Om hun vidste, at det hoffærdige tøj i dag er hidkommen, sagtens for at tiltigge sig endnu en eller anden faveur af faderen, inden han dør, så — “ „ Herre jemini, “ — Ane gav husholdersken et puf. Foran dem stod Anna Sofie ganske hvid i sit ansigt. „ Ej, der har vi jo vores rare gudslam, den lille frøken Anna Sofie! “ sagde madam Galtens og forsøgte at lade som ingenting. Men Anna Sofie målte de to forbløffede kvinder med et harmfuldt blik og vendte dem ryggen uden at sige noget. Hun begyndte at gå ned ad trapperne, men nåde ikke længer end til første afsats. Der blev talt højt i domestikværelset. Næsvise lakajer og nyfigne tjenestepiger drøftede sagtens det samme emne, som nylig de andre to, og mente, at de havde retten til at dadle og fordømme ham — ham, den forgudede fader, som i hendes øjne ingen fejl havde haft! — nu huskede hun 24 meget godt, at hun ofte havde hørt dem hviske og fnise, når Konradine Rostgård enten var kommen eller gået, og engang havde de talt på en forblommet måde om en vis Katrine hagens og bagefter givet hende sukkergodt, for at hun ikke skulle omtale det for mama — og så var der brevet, som hun en dag havde fundet på sin faders bord og læst nogle linier i uden rigtig at forstå dem — — nu forstod hun dem og meget andet. Forstod udtalelser, som hun havde opsnappet både af de voksne søstres og tjenestefolkenes samtaler af den slags, der altid vækker og pirrer et halvvoksent pigebarns nyfigenhed og gør hende begærlig efter at vide noget mere om det, som hun kun halvvejs aner og dunkelt udmaler sig. — hun trykkede sig op i krogen — latterudbruddene dernede fra skar i hende som knive — hun knyttede hænderne og knugede dem imod hinanden. Så lød der fodtrin i gangen og en damekjoles raslen. Det var dem, som kom tilbage disse — disse — „ Ah, petite, er du der? “ Konradine Rostgård kom sejlende ned ad trappen og standsede foran hende. „ Jeg så dig ikke før, pardon; kom, og lad mig nu embrassere dig. “ Anna Sofie trak sig tilbage. „ Tiens, hvad fattes dig? — nå, komme vous voulez ma chère! Pigebørn i din alder burde 25 ellers ikke have slige nykker, det klæder ilde og er ingen passende comportement lige overfor en ældre søster. “ Fru Rostgård var smuk. Fin, yndefuld og rolig stod hun der og smilede med sit overlegne smil. Det tirrede barnet endnu mere, og hele den ville skinsyge, hun altid havde følt lige overfor hende, der ligesom havde villet berøve hende noget af faderens kærlighed, blussede i dette øjeblik op i sin fulde styrke. „ I, “ hun snappede efter vejret, „ — i er ikke — min søster, madame. “ „ Anna Sofie! Est du galen? “ Fru Rostgård var bleven blussende rød, „ hvad skal den uartige snak sige? “ „ At jeg nu ved besked, for jeg er intet barn længer! Ved, at hverken i eller de tvende Messieurs har nogen rettigheder her, og at i aldrig har båren papas navn, fordi eders moder kun var en — “ „ Vil du tie og vogte din tunge, du lede, ondsindede trold, den du er, “ skreg Fru Rostgård. „ Hvor tør du driste dig at tale slig til mig? ved gud, det skal du komme til at fortryde. “ „ Jeg er ikke bange for eders trusler, madame, og jeg vil i evighed ikke kalde dem for søskende, hvis moder ikke var gift med min fader, men 26 bliver spottet og ringeagtet af vore egne domestikker. “ Anna Sofie så trodsigt ind i de af harme og had funklende øjne, som mødte hendes, og ilede så ned ad trappen gennem forstuen og ud i haven, langt ind mellem træerne, hvor ingen kunne se hende fra huset. Ja, hun havde været ond, men hun fortrød det ikke. Det var ikke hendes egen skyld. Hvorfor var der sådant noget til i verden — noget ondt og fælt, som en aldrig havde drømt om? — nej, hun fortrød ikke, hvad hun havde sagt, hun hadede disse mennesker, både den døde kvinde — en ussel tjenestekvinde — og hendes børn, faderens børn, der havde krav på hans kærlighed — hans kærlighed! — nej, de vare ikke hendes lige, kunne aldrig blive det; hun kunne godt have trådt dem ned, trampet dem under sin fod — — og hun kastede sig ned og brast i gråd, en vild, fortvivlet gråd, der rystede hele hendes unge, kraftige legeme fra hoved til fod. Så ulykkelig hun kendte sig — å, så ulykkelig! — solen var gået ned, og skumringen begyndte at lægge sig over havens træer og gange, men endnu bestandig lå hun der, ganske mat og stille efter at den voldsomme kamp havde raset ud, 27 hjertesyg og feberhed og borede sagte klynkende sit glødende ansigt ned i det fugtige græs. * * nogle dage efter stod palaiet tomt og forladt. Den syge storkansler var efter lægernes råd ført over til Klavsholm. Men heller ikke her i den styrkende landluft ville kræfterne komme; han blev tværtimod ringere dag for dag, og tre måneder senere, d. 27. Juli 1708, døde han. Grevinde Reventlov tog ikke mere tilbage til København, men blev boende på Klavsholm, hendes enkesæde, efter at stedsønnen Kristian Detlef havde taget de andre ejendomme i besiddelse. Hun levede her ganske indgetogent og stille med sine to yngste døtre; de andre to havde begge havt bryllup, den ene med Schack, den anden med Otto Blome til nievenhof. Storkansleren havde ladet Klavsholm forskønne og indrette på næsten fyrstelig vis. Der var prægtige haveanlæg efter fransk mønster med terrasser, vandspring, grotter og statuer, og værelserne vare udstyrede med stor pragt i århundredets hele prunkende, overlæssede stil, med lofts- og vægmalerier af Krack, og møbler og kunstsager af fransk arbejde. Der var altid om somren, når familien opholdt sig der, bleven ført 28 et rigt og muntert hus, „ det lille Hof “ blev det kaldt. Grev Reventlov selv havde været en elsker af liv og munterhed og en såre gæstfri vært, og de unge, smukke døtre, af hvilke der jo havde været en hel flok, havde udøvet stærk tiltrækningskraft. Huset plejede fra morgen til aften at genlyde af glade stemmer, latter og sang, lette pigeskikkelser plejede at færdes omkring derude i havens alléer og gange, og om aftenen i måneskin så man elskende par arm i arm forsvinde inde mellem træerne, hvorfra der hørtes dæmpet hvisken. Og ude omkring var der også travlhed. Pudrede lakajer og vimse tjenestepiger fore omkring imellem hverandre, prægtige rideheste vrinskede i stalden og førtes opsadlede frem for den store stentrappe, hvor kavallererne hjalp damerne til hest og hviskedee dem deres ømme galanterier i ørene. Hundene gøede, og piskene knaldede, den store kalkunske hane, der havde listet sig ind fra baggården, pustede sig op og gik pludrende løs på Dianas hvalpe henne ved hundehuset, men blev jaget bort under latter og skrig — — å, slig en herlig tid det havde været, tænkte Anna Sofie. Nu var det anderledes. Stilheden, ensomheden her var ganske trykken

1899_FibigerM_AnninaHjelm

Margrethe

Annina Hjelm

FibigerM

FibigerM

Annina Hjelm

female

1899_FibigerM_AnninaHjelm.pdf

Margrethe

Fibiger

dk

Annina Hjelm

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

I « er det dog ikke det særeste barn! —• nu har hun snart stået opstillet i en stiv klokketime nede ved porten for at vente på ritmesteren! — ikke stunds gavn har hun gjort den hele eftermiddag! Strikketøjet har hun ikke set til, og hun har syv omgange i hjemmestrikning til i morgen. — gud bedre os for ungdom, der vokser op i disse tider! » « det skal de have ret i, min gode hyltoft. — i vor barndom havde piben nok en anden lyd. » « jeg må tit undres over, så lidt det pigebarn slægter frøkenen på. Men det forstår sig, frøken Anna, den unge frue — gud velsigne hende i hendes grav! — var jo da også kun frøkenens halvsøster. Det gør begribeligvis en forskel. For når man — — — » « min søster Anna havde mange af de solide egenskaber, som ligger til vor familie, » afbrød frøken garoline Hassing med et anstrøg af barskhed sin husjomfru og i virkeligheden hendes eneste veninde. « men Annina er også sin faders datter. Det er det svenske blod, som stikker i hende. » M. Fibiger: Annina hjelM. 1 det var så sjælden, frøken Hassing hentydede til den kendsgerning, at Annina også havde haft en fader, at jomfru hyltoft indskrænkede sig til her at indskyde et: « hm! — ja vist så — ja! » i forventning om, at hendes herskab, der var kommen så godt på gled, skulle få et af sine anfald af meddelsomhed om den hovedbegivenhed i familien Hassings annaler, som hed « frøken Annas giftermålshistorie », og som var af uudtømmelig interesse for den gamle pige, der i snart fyrretyve år havde delt dens ve og vel. Men frøken Hassings høje, kantede skikkelse, der ellers var så rank i sædet, var sunket tilbage mod ryglænet af den umagelige stol på forhøjningen, hvor hun havde sin arbejdsplads. Strikketøjet var gledet hende ud af de flittige hænder, mens hendes gråblå øjne stirrede ud over genboens lave tag. Den lydelige dikken af det tempelformede alabast-stueur på chiffonnieren var længe den eneste lyd, som hørtes i stuen, mens billede efter billede med en tydelighed, som om de var fra i går, gled forbi den aldrende kvindes erindring. • den søgte tilbage til det hjem, hvor hun havde levet til langt ud over ungdommens dage. proprietær Hassing var i sin tid trådt i tjeneste som forvalter hos en formuende, barnløs enke, der ejede den gode jyske herregård frisdal. Imellem den statelige, knap trediveårige men ubemidlede mand og hans adskillige år ældre herskab udviklede der sig snart et forhold, som endte med et alt andet end lykkeligt ægteskab, der varede i over tyve år, og hvoraf Caroline var eneste barn. Da omsider moderen døde efter en årelang sygdom, hvorunder hun havde forbitret livet for sig selv og sine omværende, oprandt der en lykkelig tid for Caroline, som med ungdommelig virkelyst tog styret over den store husholdning, hvorfra moderens magtgridskhed til det sidste havde holdt hende borte. Lykkelige tid, der knap varede i to år! Så kom den sorgens dag, da faderen meddelte hende, at han agtede at give hende en næsten jævnaldrende stifmoder, og kort efter den endnu forfærdeligere, da han førte sin unge hustru hjem. Og dog var lykken kommen til huse med hende, der var så ung og så glad, så mild og fredsæl. Det var, som om solen først nu begyndte at skinne ind i de store Stuer på frisdal. Men den, der ikke var stifmoderen god og ikke sparede på at vise hende, at hun var den eneste på den store gård, som ikke faldt hendes elskelighed til føde, det var Caroline Hassing. Og, underligt nok, dog havde hun holdt af hende i* imod sin vilje betagen af den umiddelbare livsglæde, det væld af hjertensgodhed, der for første gang i stifmoderens person drog ind i det før så glædetomme hjem. Men hun skulle vel vogte sig for at vise hende det. Der kom dog den dag, da hun gjorde det. Men da var det for sent. Det var den dag, hendes faders tilbedte unge hustru var død, og hun ubemærket af de andre havde sneget sig ind for at se hende en sidste gang. Da bøjede Caroline sig ned og kyssede det yndige, livløse ansigt, og i en sjælekvide, som hun aldrig før havde været stedt i, brast det ud af hende: « jeg skal være som en moder for dit barn- så sandt, som jeg håber at blive salig, skal jeg være god imod hende alle mine dage! » Og dette løfte holdt hun. 1 Caroline Hassings hjerte, hvor der hidtil kun havde været kærlighed for et menneske i verden, hendes fader, fik dette barn snart en om muligt endnu højere plads. Det blev hendes livs indhold. Intet barn kunne være mere ømt overvåget, mere inderligt elsket og beundret end den lille guldlokkede Alf, der voksede op og sled den ene kjole efter den anden, mens hun fyldte huset med sin pludren og sin latter, sine udbrud af sorg, der så brat kunne vendes til glæde, og som, førend nogen ret vidste af det, var bleven så stor, at det var på højeste tid, at hun blev holdt til bogen. men en lærerinde ville Caroline ikke for nogen pris have i huset, og så blev det da ordnet således, at skolelæreren der i sognet kom hver dag og læste lidt med den lille. Håndarbejde og huslighed skulle hun nok selv fuldkommengøre hende i. Hvem skulle kunne gøre det bedre? Hvad mærkeligt der var ved den gamle brave Jokumsen, havde Caroline aldrig kunnet opdage. Men Anna fandt de tusinde ting at gøre sig lystig over. Efter hver skoletime havde hun ny erfaringer at meddele faderen og søsteren. Den første lo, så tårerne trillede ham ned ad kinderne. Ingen kunne muntre ham som det barn. Men Caroline sad rank i sædet ved sit håndarbejde og rystede misbilligende på hovedet. « le, Line, le! Ellers får jeg et kærlighedsanfald! » Råbte det overgivne barn, og truede skælmsk ad hende. « se bare til, du dyr dig! » lød det barsk igen. Men det afskrækkede ikke barnet fra at styrte sig over hende og knuge og kysse hende, så vejret forgik hende. Disse « kærlighedsanfald », som den lille kaldte dem, var Carolines rædsel. De stemte hende uhyggeligt, rent bortset fra, at kærtegn i sig selv var hende en vederstyggelighed. Hvor havde barnet lært sådan noget fra? Ordentlige mennesker bar sig dog aldrig sådan ad. « fy! Fy! Du uvorne unge! Du skulle skænde ordentlig på hende, fader, i stedet for at sidde der og le ad hende. » Men den forblindede fader lo kun så meget stærkere og rakte hånden ud efter sin yngste datter: « lad du det kun gå ud over din fader, min glut, når du får et af dine anfald; vi to forstår hinanden. » Men barnet veg tilbage fra ham og stirrede med angergivne øjne efter søsteren, der strunk sejlede ud af stuen. Ak ja, det var gode, lykkelige år, men de svandt så brat! Så kom den lange sorgens tid straks efter Annas konfirmation, da proprietær Hassing fik det apoplektiske anfald, som forvandlede den kraftige mand til en affældig, åndssløv stakkel. Det gav den ældre datter meget at tage vare på, både ude om og inde hos den syge, så hun kunne ikke vogte på den unge søster, som hun burde have gjort det. Det havde også været synd imod barnet at lade hende se for meget af den ynk med faderen. Og ikke mindre synd imod ham havde det været, om hun skulle bevare mindet om ham som det vrag, sygdommen havde gjort ham til. Dertil kom endnu den mærkelige kendsgerning, at med sygdommen var denne datters tilværelse og alt, hvad dermed stod i forbindelse ligesom gledet ud af hans erindring. For ham var Caroline atter blevet den kæreste og eneste, som hun havde været det hin korte, lykkelige tid i hans enkemandsstand. Hjælpeløs, som han nu var, og kun trængende til den materielle omhu, hun med sin praktisk dygtige natur kunne yde ham bedre end nogen anden, var han bleven et umyndigt barn, hende undergivet i et og alt, just som det andet var vokset fra hendes ledebånd. Således gled søstrenes tilværelse, der hidtil havde været så nøje sammenknyttet, bort fra hinanden. Der var dage, da de knap sås ved måltiderne. Undertiden følte Caroline det vel tyngende som en pligtforsømmelse fra hendes side, at hun gav den unge pige ubunden frihed i stedet for at holde hende til nyttig gerning. Navnlig så hun ugerne, at søsteren, som stedse havde haft hang til morskabslæsning, altid kunne træffes ved en bog, når dårligt vejr holdt hende inden døre. Hvor fik hun de bøger fra? På frisdal var der da ellers ikke for mange af dem. Men hendes i ny og i næ henkastede formaninger til den unge pige om at anvende sin tid bedre, havde kun til følge, at bogen, når hun uforvarende trådte ind i stuen, hurtigt blev gemt under et håndarbejde, som aldrig fortnede. En dag kom det til et alvorligt sammenstød imellem søstrene. Det var en sludfuld oktobereftermiddag. Faderen, hvis sygdom da allerede havde stået på i flere år, var just i den tid særlig urolig og forvirret og satte Carolines kræfter og tålmodighed på en hård prøve. Træt og forpint gik hun ind for at hvile sig lidt i dagligstuen. Der sad Anna henne ved vinduet og var ved det svindende dagslys så fordybet i læsningen, at hun ikke mærkede søsterens komme, før denne trådte hen til hende med et barsk: « sid ikke der og ødelæg dine øjne! » 1 sin forskrækkelse tabte den unge pige bogen ud af hånden. Caroline tog den op og gav sig til at undersøge dens indhold. Du forbarmende gud, hvad læste det barn! « forførerens dagbog »! « ægteskabets æstetiske gyldighed! » Forfærdet slog Caroline bogen i og stirrede på synderindens blussende ansigt med et udtryk og en holdning, der sagde mere end ti straffeprækener tilsammen. Men idet hun uden et ord ville bortfjerne sig med den, trådte Anna heftig i vejen for hende. « det er en pæn bog, Caroline! » « det ser jeg, » lød det isnende igen. « det er virkelig en pæn bog! Jeg fandt den i faders reol. » « vogt din mund, du slemme pige! « Dermed vendte hun sig om for at gå. Men henne ved døren nåde en underlig lyd hendes øren. Var det hulken? Eller var det — — —? Hun så sig om. Der sad, nej, der lå pigebarnet i en stol. Det ene ben var udstrakt i dets fulde længde, med sine foldede hænder fattede hun om knæbøjningen af det andet, mens der fra det tilbagekastede hoveds opadvendte ansigt, der skimtedes blegt i tusmørket, fremvældede en sær, klukkende latter, som endte i en skinger tone. Caroline måtte tænke på fuglekvidder. Men for hende betød fuglesang og menneskelatter kun et: lystighed eller overmod. Søsteren gjorde tilmed nar af hende! Fra den stund af følte hun i bitter forurettelse, at nu var der kun et barn på frisdal: den hjælpeløse stakkel, som intet formåede uden hende. Bogen skulle dog ikke gøre flere ulykker, end den alt havde forvoldt; det skulle hun nok sørge for. Den gemte hun i sin seng, som ingen uden hun selv redte og berørte, indtil hun under højsteget tilsyn kunne få den sikkert brændt. Der lå den vel forvaret til den første november. Thi det var en ubrødelig lov på frisdal, at inden den dag blev der aldrig fyret i nogen sovekammerkakkelovn, hvor koldt det end var. Men til sin død forblev Caroline Hassing sikker på, at spiren til de fremtidige sorger og forviklinger i søsterens liv, som også ramte hende selv så smerteligt, havde ligget gemt i en tyk, tættrykt bog i et stift, blåt papbind. Hun havde kun åbnet den en gang; men hun havde set nok til at vide det. Næste efterår døde faderen. Kort efter begravelsen havde søstrene endnu et sammenstød, som blev afgørende for den yngstes livsskæbne. Der var i mellemtiden aldrig blevet hentydet til det optrin, som havde foranlediget hin mærkelige autodafé. De ord, der var skiftede imellem søstrene siden da, kunne snart været talte. Caroline, der sjælden gjorde noget halvt, havde helt opgivet tilsynet med den unge pige. Faderens tilstand i dette hans sidste leveår lagde også til den grad beslag på hendes stadige nærværelse og fordrede anspændelsen af alle hendes kræfter, så hun endog så sig nødsaget til at opgive sit kæreste virkefelt og overlade en pålidelig husjomfru —• jomfru hyltoft — styret over husholdningen. Det var en morgenstund sidst i september. Søstrene havde lige rejst sig fra kaffebordet i den kolde, sparsomt møblerede spisestue. Idet Caroline greb nøglekurven for at gøre sin runde igennem huset, vendte Anna, som var gået hen til vinduet, hvor hun stod og trommede nervøst med fingrene på ruden, sig om imod hende og sagde med usikker stemme: « Caroline — — — jeg ville blot spørge dig — — kommer jeg ikke til at arve noget efter fader? » « du får naturligvis også din arvepart. Men gården og det meste af formuen, ved du nok, tilfalder mig efter min moder. » « kan jeg ikke — — — jeg ville så gerne have min arv lidt snart. ». « hvorfor? » « fordi jeg så gerne ville rejse. » « hvorhen? » « til København. » « til København! Hvorfor? » « jeg ville gerne — — uddanne mig lidt. » « uddanne dig! 1 hvad? « « jeg kan jo ingenting. » « jeg synes ellers, du har ikke bestilt andet i alle disse år end læse og uddanne dig. » « å, du skulle ane, hvor lidt jeg kan! Det er heller ikke bøger, man lærer noget af, det er mennesker, jeg trænger til, frihed! — — kan du ikke nok forstå, at jeg kan længes efter at komme lidt ud iblandt folk — — omgås andre unge? » « jeg kan overmåde godt forstå, at du længes efter at komme ud og more dig, ligesom vor stakkels fader vel har lukket sine øjne. Det er rigtig et heldig valgt øjeblik! » « hvad frihed angår, » vedblev hun, da den unge pige mødte dette udfald med tavshed, « synes jeg ikke, du kan klage. Du bestiller jo ikke det gud har ladet skabe, andet end at drive om fra morgen til aften, hvor du selv har lyst. Er det måske ikke frihed? » « jo, som plagene i indelukket har den! » « jeg forstår ikke dine dumme vittigheder. » « nej, du forstår ingenting! der er ingen her, der forstår mig! Og selv om der var, hvordan skulle jeg så kunne få sagt, hvad det er, jeg vil — — og — — og længes efter, og — — trænger til, så jeg tit er nær ved at blive gal! Jeg kan jo ikke engang tale — — — forstår ikke at føje mine ord! Der er aldrig nogen, der har talt med mig! Jeg har jo aldrig levet sammen med mennesker! » « du er meget høflig! » « Caroline, lad mig rejse! Jeg bliver ond, hvis jeg skal blive her længer! » Der var et eget tonefald i den stemme, hvormed disse ord blev sagt, som slog den ældre søster med forfærdelse og tvang hendes blik, som under den foregående del af ordskiftet var gledet uden om søsteren, til nu at fæste sig på den unge pige, som var trådt tæt hen til hende. Sandelig, af barnet, som hun havde hæget og plejet og haft alt at sige over i længst forsvundne fredens dage, var der intet spor hos den af tilbagetrængt heftighed dirrende unge kvinde, som stod foran hende. Hun stirrede målløs på den smækre, fuldbarmede skikkelse, der rystede af anstrengelse for at hindre de gispende åndedrag i at skaffe sig luft i skrig eller stønnen, og på det fortrukne ansigt med det underlig tomme blik. Der herskede dødsstilhed i værelset, mens hun stod troldbunden af forundring og stirrede på denne fremtoning, som hun så for første gang. Den afbrødes pludselig af tunge regndråbers plask mod ruderne. Caroline for sammen, så nøglerne klirrede i kurven, hun havde i hånden, og hastede bort uden at have givet en lyd fra sig. Søstrene sås ikke mere den dag. Anna holdt sig på sin stue og lod sige, at hun havde hovedpine. — trolden skaber sig! tænkte Caroline. Aldrig i sit liv havde Caroline Hassing været så vred som den dag, da hun først kom til besindelse igen; thi ingen sinde før havde nogen gjort hende så bange. Og så tilmed dette barn! Dertil kom en underlig afmægtig, ydmygende fornemmelse af, at netop det i hendes natur — hun kunne ikke selv gøre sig rede for, hvad det var — som før tit havde været hendes styrke overfor barnet, nu gjorde hende det umuligt at træde i forhold til den unge kvinde. Men da dagen var gået til ende, og stuepigen gentagne gange beskedent havde givet hende at forstå, at frøken Anna vistnok var meget dårlig, påkom der hende en hurtig stigende angst, der gjorde hende det umuligt at gå til ro, før hun havde set søsteren. Tre gange stod hun lyttende udenfor hendes kammerdør, hvorigennem ikke den svageste lyd var at høre, uden at hun kunne overvinde sig selv til at åbne den. Endelig — det var over midnat — tog hun sig sammen og gik derind. 1 sengen, der stod langs med væggen til venstre for indgangen, lå Anna lige udstrakt på ryggen og aldeles ubevægelig. Hendes ansigt var så blegt, at det lyste hvidt imod det mørke vægpapir. Ved synet af det stod Carolines hjerte stille af skræk. Hun sneg sig nærmere på sine filtsko, helt hen til sengen. Gudskelov, hun sov blot! Men en søvn som soldatens efter en slagdag. Selv Caroline påtrængte den tanke sig, at her lå der en, som havde kæmpet for sit liv; der kom noget op i hendes sind, som var ikke langt fra at være ærefrygt, og som jog den sidste rest af vrede bort. På en stol ved hovedgærdet stod et halv fuldt vandfad, hvori der lå et sammenlagt lommetørklæde, som havde været brugt til omslag. Hun måtte være sovet ind med magen til det om panden, thi dette var gledet ned på hovedpuden ved siden af hende, og ved fugtigheden havde hendes lokkede forhår rejst sig i et pur omkring panden og tindingerne. De mørke skygger under øjnene bredte sig helt ned på kinderne og lod disse synes indfaldne og vidnede i forening med de opsvulmede øjelåge om, at den hovedpine, hun var mistænkt for at foregive, havde været tilforladelig nok. Gennem det åbentstående vindue lød ustandseligt nattevindens Sus i træerne nede i haven. Et vindstød havde nær slukket lyset, som Caroline holdt i hånden. Efter et sidste blik på den livløse skikkelse foran hende og et misbilligende øjekast hen mod vinduet, som hun ikke vovede at lukke for derved at røbe sin nærværelse, gled hun ud af værelset. Næste morgen mødtes søstrene ved frokosten. Ingen af dem mælede et ord under måltidet. Men idet Caroline stod i begreb med at forsvinde ud ad døren med nøglekurven, sagde hun ganske rolig: « du kan rejse når og hvorhen du selv vil. » Fjorten dage efter rejste Anna til København, « for at gå på kursus », hed det. Ikke et halvt år senere fik Caroline brev fra hende, hvori hun henrykt meddelte, at hun agtede sig på en længere sørejse til Middelhavet. Damen, hun boede hos, var nemlig gift med føreren af et dampskib, der havde indbudt sin hustru og hende til at følge med ham derned. Den megen læsning og stillesidden bekom hende desuden heller ikke ret vel, lægen havde udtalt som sin uforgribelige mening, at en sådan søtur ville hjælpe bedre end alle jærnpiller. Caroline kunne sige sig selv, at en kraftig indskriden fra hendes side næppe ville kunne forhindre denne rejse, som hun med hjemfødningens skræk for det usædvanlige imødeså med bange anelser. Hun indskrænkede sig derfor til at sende søsteren en rundelig pengesum til rejseudgifterne og knyttede dertil mange formaninger om at være forsigtig og holde sig i kahytten, når det blæste. Fra hver havn, de anløb, sendte Anna begejstrede breve hjem. Fra Neapel kom et, som slog søsteren med rædsel. Hun meddelte hende deri, at hun havde forlovet sig med en svensk skibskaptajn hjelm, som lå der med sit skib — et sejlskib — og at hun var umådelig lykkelig. Efter hans ønske skulle vielsen allerede finde sted om en ugestid, da han lå folen lang rejse og ikke ville tiltræde den uden at have hende med som sin hustru. Med brevet fulgte et fra Annas veninde, kaptajnsfruen. Hun skildrede kaptajn hjelm, hvis bekendtskab hun og hendes mand først nylig havde gjort, som en overmåde smuk og behagelig mand, der nød stor anseelse for sin sømandsdygtighed. Han og Anna var ved første øjekast blevet dødelig forelskede i hinanden, og hun troede, Anna ville gå fra forstanden, hvis der blev lagt hindringer i vejen for brylluppet. Havde Caroline kunnet stjæle lynet ned fra himlen for at forhindre det, havde hun dog gjort det. Men inden hun selv havde kunnet vinde derned, havde det været for sent. fire år gik, før søstrene mødtes igen. Den bitterhed, Annas bratte affart fra hjemmet og brud med alt, hvad der hørte fortiden til havde vakt i Carolines sind, og som ret havde haft tid til at gnave sig fast, da hun efter salget af sin fædrenegård sad uvirksom hen i sit ny hjem i købstaden, svandt som dug for solen hin skærsommerdag, da den unge kone trådte over dets tærskel. Det var søsteren i en hel ny åbenbaring, men så ganske efter hendes hjerte! Endnu synes hun at fornemme strøget af den smalle hvide hånd til tak for hver omhu, hun viste hende. Så tydeligt står for hendes erindring den spinkle, yndefulde skikkelse, som hun, når hun uforvarende trådte ind i dagligstuen, kunne finde hensunken i beskuelse af billederne på væggen, det gamle stueur, faderens store lænestol med det slidte betræk, kort sagt af alt, hvad der stammede fra barndomshjemmet. Og Carolines hjem var helt igennem et Musæum af fortidsminder. Hun havde frygtet for, at søsteren skulle kede sig hos hende. Men hver gang hun foreslog en af de få adspredelser, hun kunne byde hende, bad Anna bønligt: « lad mig blive i ro hos dig! Det er kun for at se dig, jeg er kommen. Du ved ikke, hvor velgørende denne stilhed er mig! » Hun afslog endog med en vis heftighed Carolines forslag om, at de skulle tage sammen ud til frisdal for at gense det gamle hjem. « nej, nej! Lad mig beholde det i erindringen, som det var, mit gamle fredelige hjem! Der kan ingen tage det fra mig! » Caroline rettede aldrig noget spørgsmål til søsteren angående hendes forhold til manden og oplevelser i de forløbne år, da hun med bekymring så, at hun ikke selv bragte det på bane. Derimod søgte jomfru hyltoft nu og da at skaffe sig besked om, hvad den unge frue havde set og foretaget sig i « de varme lænder ». Med denne betegnelse omfattede den troskyldige sjæl i et begreb alt, hvad der ligger hinsides de vande, som beskyller Danmarks kyster. Da kunne der frembryde glimt af det skælmske lune, som så tit havde oplivet hjemmet på frisdal, og hun fyldte hende med de grufuldeste skildringer af ville dyr og mennesker og sidstnævntes påklædning eller mangel på sådan, så hårene rejste sig på det gamle hoved ved tanken om de rædsler, den velsignede unge frue havde været udsat for. « ja, det tog også på kræfterne, må de tro, » Endte Anna gerne en sådan fortælling med. « men derfor må de også til gengæld sørge for, at jeg får mine aller bedste livretter til middag, kære, rare, lille hyltoft! » Når så denne, optændt af Iver var ilet ud til dagens dont, sank Anna træt tilbage i den store lænestol med de ord: « selv om det nu ikke gik slet så galt til, så ved du ikke, Caroline, hvor jeg nyder at sidde her ganske stille hos dig, du kære, gamle, trofaste, der altid er ens! » Det var ord, der frydede Caroline lige ind til hjerteroden. Barnet var kommet igen, træt og forkommen. Men det var alligevel barnet, barnet, som hun elskede det. Den måned, hun havde haft Anna hos sig, stod som en mærkepæl i hendes tilværelse. Ren, udenlyde, lyste den i hendes erindring, når hun skuede tilbage. Så kom den dag, da søstrene måtte skilles. Anna, der hidtil havde fulgt sin mand på hans rejser og ikke haft blivende sted i land, skulle nu efter hans ønske berede et i west hartlepool. Caroline fulgte hende til diligencen i den årie morgenstund. Da Anna i afskedens øjeblik stod foran hende, bleg og tåreløs, brast uvilkårligt, i angst, det spørgsmål ud af hende: « er han god imod dig? » Anna svarede ikke, men hendes træk stivnede, og de fine øjelåg sænkede sig, som for at dække over en hemmelighed. Hun slap Carolines hånd og steg ind i vognen. Der skiftedes ikke flere ord imellem dem. Et øjeblik efter skumplede den tunge lukkede vogn hen 2* over den dugvåde, ujævne stenbro på det tomme torv. Caroline stod og stirrede efter den i forventning om at se en smal hånd tilvinke hende det uudtalte farvel ud ad vinduet. Men den viste sig ikke. Hen på efteråret kom der meddelelse om, at der var født en datter i west hartlepool. Nogle år gik, i hvilke søstrene vekslede sjældne og ikke meget sigende breve. Da fik Caroline en dag, efter at hun i flere måneder ikke havde hørt fra Anna, brev fra den før omtalte dampskibsførers hustru, med meddelelse om, at kaptajn hjelm var død af gul feber i Sydamerika. Brevskriverinden, der lige var kommen hjem fra en englandsrejse med sin mand, havde just været i west hartlepool, da Anna modtog det rystende budskab. Den unge kone, som i forvejen havde set elendig ud, var bleven syg af sorg og sindsbevægelse. Veninden havde efter evne været hende til nytte i den korte tid, hun var derovre, og havde lovet straks efter sin hjemkomst at meddele Caroline det skete. Hun lagde ikke skjul på, at hun anså Annas tilstand for betænkelig, og lod vink falde om, at de økonomiske forhold, kaptajn hjelm havde efterladt sin enke i, næppe var af de bedste. Caroline Hassing, der regnede sig det til ære, at hun aldrig havde kørt på jærnbane og aldrig havde sat sin fod i det moderne Babylon, som hedder København, befandt sig nogle timer efter modtagelsen af dette brev i iltoget, der, kun alt for langsomt, syntes hun, slingrede af sted med hende i den mørke decembernat ad København til, og næste aften, med samt sine gode danske seddelpenge ombyttede i engelsk guldmønt, ved kaptajnsfruens hjælp anbragt om bord i en englandsdamper, hvis fører med hånd og mund lovede sin kammerats hustru at sørge for, at hans passager sikkert nåde sit bestemmelsessted. Caroline havde håbet, at hendes omhyggelige pleje snart skulle få Anna bragt så vidt, at de alle tre — barnet måtte jo med, barnet var det mørke punkt! — kunne rejse sammen hjem til Danmark til hendes eget gode, solide hjem. Og så skulle intet mere skille dem ad. Anna var — gudskelov, tænkte hun i sit stille sind — jo nu en ubemidlet enke, der næppe havde råd til at bo alene, allermindst i et fremmed land, hvor alting var så dyrt. Men hun, Caroline Hassing, med sin store mødrenearv, havde jo nok til dem begge — og mere til. Men straks hun så det udtærede ansigt med de indsunkne, feberblanke øjne og fornemmede lyden af den brudte stemme, som lød svagere efter hvert af de forfærdelige hosteanfald, der gennemrystede det spinkle legeme og fik den iskolde sved til at briste ud af hver pore, skønnede hun, at her var intet andet for hende at gøre end at bie, til den sidste nattevagt var omme. Et andet billede påtrænger sig hendes erindring med den livets brutale kraft, der stiller døden og hvad dødens er i skygge. Det er billedet af et af sundhed og liv struttende barn med en forviltret masse af røde krøller omkring et ansigt, som på dette tidspunkt aldrig var rent, og hvorfra et par store, lyse barneøjne skinnede hende spørgende og fjendtligt i møde. Det var husets eneste barn, den treårige Annina. Det barn var alle vegne, thi intetsteds måtte det være. Sneg det sig ind i sygeværelset, hidlokket af moderens Hosten og stønnen, manglede det aldrig, at Caroline, straks efter at hun havde sat det udenfor døren, hørte den sjuskede enepige — Carolines fjende fra det første øjeblik af — med skingrende røst formene det adgang til de lavere regioner, hvor hun herskede enevældigt. Og gav så Hosten endelig den syge lidt fred, så der var håb om et stakket blund, hørte man den lille som en fredløs ånd husere ude på trappegangen, der forbandt husets to etager med et par småhummere i hver. Eller hun satte sig på trappen lige udenfor sygeværelset og fortalte sig selv historier under pludselige udbrud af latter og sære lyde, som Caroline syntes ikke hørte et menneskeligt væsen til. et underligt barn! Ikke en dråbe af det gode, solide hassingske blod flød i dets årer! Tit måtte Caroline mindes brudstykket af en samtale, hun havde opfanget den dag, hun kom med dampskibet til England. Da hun rejsefærdig til jærnbaneturen til west hartlepool, som hun skulle foretage i følge med sin beskytter, kaptajnen, trådte ind i rygesalonen på dækket, fandt hun ham i højrøstet samtale med nogle landsmænd og kammerater. En af dem udbrød med kraft, idet hun åbnede døren bagved ham: « det var satan til Karl! Om det gik gennem ild eller vand, var ham lige meget, blot skuden holdt, og han fik sin vilje. Der var vist ikke ret mange mand om bord, som havde gjort mere end en rejse med ham. » « ja, gud bedre det! » lød en anden dyb stemme med et støt tonefald — « var det blot skuden, han havde sat til! Men konen, den lille stakkel, så ikke ud, som om der var meget vejr tilbage i hende, da hun endelig fik landlov. Det er synd og skam af en mand at misbruge en kvindes kærlighed og mod, som han vistnok misbrugte hendes. Fruentimmer passer nu engang ikke til at færdes ene til søs iblandt os andre rå mandfolk. De trænger til hinanden. » I det samme fik kaptajnen øje på Caroline og skyndte sig at forestille hende som « kaptajn hjelms svigerinde », hvorpå der efter en trykkende pause fulgte et almindeligt opbrud. Sikkert var det denne mands natur, barnet havde taget i arv. Det havde sandelig intet tilfælles med den lille Alf, der bragte solskin til stuerne hjemme på frisdal. Jo, et mindede om moderen: disse ville udbrud af kælenskab, som Caroline altid havde følt sig så uhyggeligt berørt af, som var det eneste, der havde stødt hende hos hendes yndling. Men hos denne grimme, rødhårede unge, antog det en så utækkelig form. Det trådte tydeligt frem en dag ganske kort før Annas død, da hun var mindre lidende end ellers og havde ytret ønske om at se barnet. Efter strengt pålæg fra Carolines side om at være ganske stille, havde hun derfor fået lov til at være lidt inde hos moderen. Først stod hun længe ubevægelig henne ved sengen, hvor moderen lå og halvblundede, og stirrede på hende med et alvorligt og betænksomt udtryk i de store, runde barneøjne. Men da den syge så pludselig slog øjnene op og rakte hånden ud imod hende, mens et smil lyste op i de indfaldne træk, lagde hun sig med et dumpt udbrud ind til hende. Caroline trådte til for at fjerne hende, men et bedende udtryk i søsterens øjne standsede hende. En stund lå moder og barn tæt sammenklyngede i stille, inderlig omfavnelse, medens den syge med en stemme, svag som et åndepust, tilhviskedee det ømme, afbrudte ord. Men da omsider den tynde, gulhvide hånd mat sank ned fra de røde krøller, løftede Caroline barnet op fra lejet. Det så på hende med et fjendtligt udtryk i de duggede øjne uden dog at gøre modstand, da hun ville bringe det bort. Men da lød det fra sengen så bønligt: — « å, lidt endnu! » Under fortsatte, hviskende formaninger om at forholde sig fuldstændig rolig, anbragte Caroline den lille på en stol henne ved vinduet med tilhold om at more sig med at se ud på gaden. Men da Annina, der idelig vendte sig om efter moderen, på ny opfangede hendes blik og smil, betoges hun af en formelig henrykkelsesrus. Hun trippede uroligt på stolen, hvor hun stod, og tilkendegav i afbrudte sætninger og med gradvis stigende begejstring sin tilfredshed med, hvad der foregik i den øde gade. Til sidst skreg hun med høj røst: « dejlig vogn! Dejlig mand! » Caroline ilede til og tyssede på hende; men før hun var kommen sig af sin forundring over, at denne lovprisning gjaldt en laset sjover, som trak af sted med en vogn fuld af gammelt skrammel, var barnet med lynets hurtighed gledet ned fra stolen og snurrede som en top rundt på gulvet, klappende i hænderne, mens krøllerne stod i et Brus omkring hovedet på hende. « dejlig Nina! Dejlig mor! » jublede hun, og ravende som en drukken tumlede hun hen til sengen og kastede sig med et glædesskrig ind til moderens bryst, hvorved massen af krøllerne vældede ud over den syges ansigt og betog hende vejret, så hun fik et voldsomt hosteanfald. Caroline ilede til og rev barnet til side. Men idet hun ublidt skubbede det ud af døren, vendte det sig om og bed hende dybt i hånden, så det sved længe efter. Igennem den syges våndefulde Hosten lød barnets skrig ude på trappegangen, hvor det havde kastet sig ned og lå og huggede med hælene i gulvet, ude af sig selv af ophidselse, medens tjenestepigens skændende røst lød nede fra køkkenet. Det var sidste gang, Annina så sin moder. Efter dette forfærdelige hosteanfald gik det rivende ned ad bakke med Anna. Der kom en uro over hende, som forfærdede Caroline, og som hun gerne havde givet alt for at kunne lindre. Men hun stod afmægtig overfor denne kval, som åbenbart havde sin grund i noget bestemt, der lå den syge på sinde, og som det var hende umuligt at få fremført. De to sidste døgn al Annas liv var det forfærdeligste, Caroline havde oplevet. Hun stod overfor en gåde, som det gjaldt liv og død om at få løst, eller i alt fald fred i døden for hendes eneste elskede. Hun så de lange, tynde fingre på den før så yndige hånd, som vielsesringen foi længst var gledet af, famle i afmægtige greb i lagenet, mens de blanke øjne stirrede på hende med et hjælpeløst udtryk, og læberne skiltes uden at kunne få udsagt det vigtige ord. Hun bøjede sig vel de tyve gange ned over den elskede syge og lagde øret tæt ind til de stive sprukne læber. Men alt, hvad hun fornemmede, var et åndepust, svagt som det svageste pust i sivet. Ude af sig selv forsøgte hun selv at løse gåden. Hun sagde med en stemme, som fortvivlelsen gjorde ru og hård: « jeg skal nok sørge for barne

1880_Gjellerup_Antigonos

Karl

Antigonos

Gjellerup

Gjellerup

Antigonos

male

1880_Gjellerup_Antigonos.pdf

Karl

Gjellerup

dk

Antigonos

En Fortælling fra det andet Aarhundrede

n

roman

Schou

KB

Rigt illustreret forside: Hvornår er en bog illustreret?

pdftxt

200

undertitel

CANON_HISTORICAL

Capitel i. Tempe. Det var i christendommens ungdoms- og heltedage. Intolerancens religion var bleven modtaget med intolerance. Den hedenske fromhed brød nu og da ud i dyriske overfald på de galilæiske atteister. Og medens disse i stilhed førte deres lidende kamp, havde en ny messias, stjernesønnen bar-kochba, rejst jøderne mod den romerske verdensmagt. — solen havde endnu et stykke vej tilbage, men det begyndte at mørknes i tempepasset, den thessaliske bjergkjedels lange stentud, gennem hvilken peneus gyder sig ud i den thermaiske bugt. — skyggerne vare kravlede højt op ad de lodrette marmorklipper fra kløftens bund, fra hvilken de kun i middagstimen tyede ind under platanernes og myrternes tætte blade, når peneus’ bølger blinkede solbelyste og gennemsigtige over de tusinde småsten, der i det grønlige dyb tog sig ud som smaragder og malakit. Den vestlige fjeldvæg tegnede sig med sin takkede kant skarpt højt oppe på den østlige, hvis top glimrede i sollyset med sit Mos, sine revner og de klattrende vedbendranker. • platanskovene på bunden bøjede deres runde, blågråe løvmasser ned over det hvide vand, som en række tilhyllede hoveder, der lyttede til bølgernes kvad, en af fuglekvidder ledsaget sang til det yndige Tempes pris, evigere end alle de, hellas1 og latiums digtere havde sunget derom. På en klippeblok med bred, mosgroet flade, der sprang frem over floden, sad en af disse sangere. Hans lille hoved, støttet i den venstre hånd, havde en høj pande, blank og bleg som voks, øjne mørke og klare som stenkul, en lige, spids næse med udbuede, bevægelige næsebor, smalle læber, en kløftet, dunet hage, fine og nervøse træk. Blottet vuggede det ravnesorte hår sine tjavser for vinden, medens den bredskyggede thessaliske filthat, befæstet over skuldren med en stormrem, dinglede på ryggen af den dunkelbrune chiton af ufarvet uld, hvis lange armhul, som et kobberspænde lukkede over skuldren, fremviste hans magre side. Den nøgne højre arm, der ved albuen hvilede på det optrukne knæ, var lidet muskuløs og den slapt nedhængende hånd var spinkel og året, med lange fingre, der viste deres smidighed, da han med en utålmodig bevægelse tog en lille lyre, dannet af en skildpaddeskal og to bukkehorn, op fra jorden og lod dem løbe over dens strenge. Han holdt inde, lyttende — forgæves; — og med en utålmodig trækning i sit ansigt, hvis sarte minespil afspejlede hver sindsbevægelse, gjorde han et rask greb i strengene og sang med høj, klar stemme: i Tempes klippegrotte, hvor skoven floden bræmmer, hvor nymfen ekko sover, dér så jeg dig, erinne! For pen ens’ favntag blotte de marmorhvide lemmer og som en Lilie skinne på måneblanke vover; en Lilie, i hvis bæger som dug giftdråber smile, i dem har Eros hærdet sin pil, den snilde jæger; før spottede jeg hans pile, men sødt den sidste smertede, jeg fløj med den i hjertet bort til elysiums hvile! tonerne tabte sig i det fjerne, og han sad igen tavs og smilende. Men pludselig hævede hans hoved sig med et kast, idet hans fine øre hørte de sidste toner vende tilbage, senere og klarere end ekko kunne synge dem. Let som en hjort sprang han op og forsvandt, hvor stien borede sig ind i skovmørket. Et par minutter, og han dukkede atter ud, med armen slynget om livet på en ung pige. Det bløde Mos gyngede elastisk under hendes brogede, lydiske sko. Et langt sier tilhyllede hende så tæt, at kun det ungdommelige, smilende ansigt indtil øjnene var synligt. Hun kastede det, da de kom til klippestykket, hvor hans kappe lå udbredt. Det brune nakkehår bølgede hende ned ad ryggen, forhåret var sat op med en slyngeformet læderrem, oversået med sølvpailletter. En guldslange snoede sig om hendes kraftig rundede arm. Den safrangule, amorginske dobbeltchiton lå glat og gennemsigtig som spindelvæv på de svulmende bryster og sænkede sig mellem dem i rige folder ned over bæltestedet. Han trak hende ned til sig og trykkede den skælvende pige til sit bryst. — det er sidste gang, Erinna, hviskedee han. — nu. — men du kommer tilbage, Antigonos. Svarede hun med usikker stemme. — måske. — nej, nej, nej! udbrød hun livlig, — sikkert! Guderne er ikke onde. Jeg har bedt og offret, jeg vil blive ved — — dog ikke blodigt, Erinna? spurgte han med pythagorejsk afsky. — nej, honning og duer af virak til Ares og aphrodite. Tro mig, de vil ikke forsmå mit offer! — har de ikke selv elsket? I vil have nedhugget eller korsfæstet oprørerne, inden sommeren er forbi. Og du vil udmærke dig, jeg ved jo, hvor ædel du er. Desuden vil Ares give dig kraft, og aphrodite vil vende spyd og pile fra dig, som en slavinde vifter fluer og myg fra sin herre. — hører du ikke selv til en slægt, der har tvunget de høje magter til at tjene dem og deres land? — du har ret, udbrød han med et stolt kast med hovedet. Mine forfædre har hersket i delphi, verdens navle, og Hellas har hængt ved deres læbers ord. — i sandhed, du kan sige til mig som den spartanske pige sagde til alkman: du er ingen kejtet bondeklods af thessalernes slægt — — spot ikke mine landsmænd, afbrød hun ham skjelmsk og kneb ham i øret. Men han vedblev i en mismodig tone: — men nu er der kun lidt af slægtens Glands tilbage, ligesom den Duft, der hænger ved et forgjemt røgelsekar. Jeg er kun sen af en fattig larissisk offerpræst, og din rige fader vil ikke vide af min bejlen at sige. — nej, men når du vender hjem, Antigonos! Hvem kan afslå en romersk helt noget? Du vil komme som tribun — eller med en guldbrands eller murkrone om panden — — hun vedblev at udmale sig hans hæder. Hendes forestillinger om krig vare dannede af de homeriske sange, og hun tænkte sig heltene kæmpende mand mod mand eller jagende hele skarer af fjender foran sig. Det var ikke langt fra, at hun begyndte at blive skinsyg på de jødiske kvinder, der måtte tilfalde ham af krigsnyttet. Skjøndt mindre naiv lod han sig gerne rive med af hendes forhåbninger. Men hans natur var ikke meget krigersk, og da hun kom tilbage til hæderskrandsen, udbrød han: — og dog har jeg allerede vundet krandse og kunne vel vinde den olympiske ved min lyre. — men hvad betyder det? Klagede ikke allerede xenophanes over, at næve- og brydekjæmpere hædredes frem for digtere og vismænd............ Og det var i hellas’ ædle tid! — hvad under at nu, da romerne — disse vestens barbarer — disse jernmænd — — ja, du må selv trække i jernet. Jeg har lagt planen, du vil udføre den, vi vil begge sejre! — men der er mange farer mellem os og sejren! Pile og spyd — vandløse ørkener, fulde af dæmoner — og deres gud! — der fortælles store gerninger om ham, — udregne og dødsengle, der mejer hele hære bort. — hvis det nu virkelig var hans søn, denne oprører!.... Og så herhjemme! — mange rige thessaliske ynglinge — Erinna! Du vil være mig tro, du vil være fast? — Erinna bøjede sig frem og plukkede en lille bregne, der hævede sin lysegrønne fjerdusk ved hendes fødder. — se på denne polypodion, Antigonos! Min Broders pædagog, som kender alle planter og sten, siger, at plinius fortæller, at den vokser i Tempe, og den har den skjulte kraft, at bevare mod galde og tungsind. Den er et billede på vor kærlighed, som er spiret i denne Dal. Uden den ville vi sygne hen i fortvivlelse, og vort blod ville blive sort som styks. Hvor skulle jeg kunne kaste den bort! — mørket voksede i kløften. Den øverste lyse fjeldrand blev mere smal og glødende. Himlens rødmende, løse skylag syntes at sænke sig, indtil det hvilede på klipperne, bredende sin farve over peneus’ lange vandstribe. Tempe blev som en uhyre sarkofag med mørke marmorsider men låg og bund af blegrød alabast, en sarkofag, hvori de to elskende hvilede, skilte fra verden, læbe mod læbe, bryst mod bryst. — og de lå ligesom indbalsamerede i en sød, krydret Duft, der blandede sig med træernes og bregnernes syrlige lugt; — det var viraksrøgen fra altrene på højderne rundt om, hvor man offrede til helios. Men der herskede ingen gravstilhed rundt om. Utallige lyd rejste sig alle vegne fra langs kløften: der var oppe fra klipperevnerne den lille aftenugles sørgmodige piben, der var rørdrummens hule lyd og rørsangernes kvidren fra sivene, der var først og sidst nattergalenes længselsåndende fløjtetoner og jublende triller, der svarede hinanden fra bred til bred; og alle disse vekslende lyd trådte frem på den ensformige baggrund af vandets gurglen og rislen, bladenes susen og hvislen og cikadernes ustandselige metalagtige svirren, der i forhold til det sammensmeltende tusmørke af strømmens og løvets lyd var som et skarpt, dirrende lys. — som en gulddiskus, der rullede på fjeldranden, strålede fuldmånen, da de endelig rejste sig og fra deres yndlingsplet kastede et afskedsblik udover peneus, der løb mørk med guldstænk, spredte i vifter, kredse og curver, mellem de lystilslørede skove og de høje klippemure, på hvilke alle ujevnhederne med slyngplanternes duggede net trådte frem som marmorbasrelieffer, omrammede af sølvfiligran. — og hvis ikke døden skiller os, så skal Eros forene os, når jeg vender hjem, Erinna, — med eller mod din faders villie? — ved endymion! Han kastede sin kappe om hendes skulder, og indhyllede i den, med armene om hinandens liv, betrådte de skovstien, hvor kun enkelte stråler gled gennem det tætte løv og spredte mørket. Straks udenfor den smalle skov, oppe på højsletten, lå Erinnas faders, thrasykles’ store gård. En lang, lav mur, skinnende som kridt i månelyset, løb langs vejen. Ovenover oliventræernes, poplernes og frugttræernes blinkende blade hævede sig mod den klare, stjernebestrøede himmel en blåhvid, jevnt skrånende kegle som en skarptskåren sky. Det var Olympos. Deres læber mødtes endnu engang — længe. Han løsnede sin arm og kappen. Erinna forsvandt i portåbningen, fra hvilken hendes slør endnu længe vedblev at tilvinke ham, medens han, hyppig vendende sig, begav sig på den lire mil lange vej til Larissa. Antigonos, lagos’ søn, nedstammede fra en præstefamilie. Ifølge familietraditionen havde forfædrene for lang tid siden været bosatte i delphi. Senere var slægtens magt og anseelse gået tilbage. Antigonos’ moder var en smuk hetære, hans fader en simpel spåmand og offerpræst ved apollotemplet i Larissa. Men han opgav at deltage i de blodige offringer, da sønnen, for hvem han nærede en næsten overtroisk beundring, belært af en pythagoræer, foreholdt ham det tåbelige i at dyrke guderne ved at udgyde det levendes blod. Kun sin spådomsånd beholdt han, og når den rørte sig stærkt, faldt han — ligesom hans fader og farbrødre havde gjort — i de epileptiske kramper, der endnu mere end hans tvetydige orakler vare så overbevisende for almuen, og undertiden også indbragte ham de riges søgning. Solen stod op, da Antigonos var tæt ved Larissas port. Bag ved byen hævede landet sig i bølgende højdedrag, fra hvilke peneus bugtede sig ud som en bred flod. Hejrerne vadede mellem dens siv og stod på bankerne langs bredden. Mægtige hvidstammede sølvpopler og plataner med gråspættede, afbarkede stammer dyppede deres grene i dens vand;- biæderne fløj skrigende i deres toppe, uhyre flokke af brune får hvilede i deres skygge. Allikernes og skadernes sværme og skrig opfyldte luften. Storkene vandrede i skarer og tranerne parvis på de frodige Enge. En enkelt karre på gigantiske hjul, forspændt med okser, sneg sig hen ad vejen. Således strakte landskabet sig med en saftig grøn farve mod øst, indtil Olympos og Ossa hævede sig violette mod den glødende himmel, med nattetågen bølgende om deres fødder, som et kastet hvidt gevandt. Det var som to kæmper, der holdt vagt på hver side af hans elskede Tempe. Han blev barsk reven ud af sin vemodige afskedsstemning ved skrattende toner og et dumpt bulder. To ryttere jog ham forbi i skarpt trav. Leopardskind, hvis hoveder gabede over deres pander, flagrede bagud. Fremad strakte sig lange, let opadbojede messinghorn, udhvirvlende deres opflammende toner. En tredje holdt en rød fane. Antigonos vendte sig. Hele vejen var fuld af romerske ryttere, hærens fortrav,.som i to rækker mylrede ud af porthvælvingen. Deres mangeartede ansigtstræk, fødte i verdens forskellige egne, men hærdede og brunede af den samme sol og de samme strabadser, viste sig under de krammede skygger på de blanke hjelme, hvis store hestehårsbuske lod dem syne højere. Ranke, i de tunge kofter af stålskjæl, med frithængende, nøgne ben, af hvilke mange vare kårede som dyrs, syntes de fastgroede til dyrehuderne, som med krydsede poter favnede hestenes bringer. De stærke hingste og hopper under dem vrinskede, huggede i tøjlerne, stejlede og sprang, idet de søgte et udløb for den nervekraft, hvormed deres lemmer vare overladede. Hovene hamrede, bidsler og keder klirrede, de korte, brede sværd, der hang tæt under højre arm, og de runde skjolde i læderhylstre på ryggen klaprede, stålpandsrene raslede om skuldre og lår, råb, eder og latter krydsedes frem og tilbage mellem rækkerne. Nogle sang en vise i deres barbariske mål — en liderlig, at dømme efter den rå latter, som lønnede hvert Vers, og en af de syngende kastede sig til siden med udstrakt arm, da han red forbi Antigonos, og rev ham lyren af armen. En skoggerlatter rungede, medens de klingrende strenge sprang under rytternævens hornhårde fingre. Men Antigonos følte næppe smerte, i den grad var han reven med og krigersk beruset af hornene, larmen og våbnenes blinken i daggryet. Hans patriotiske og æsttetiske uvilje mod romerne fik ikke lov til at rejse sig. Han jublede i ungdommelig kamplyst ved at se dem i al deres ville færd, de stålhudede centaurer, legionørnenes vinger, skræmmebilledet for alle oprørske mænd og uartige børn over den ganske verden. Han selv skulle jo følge deres tog, og vage, glimrende drømme om krigshæder, magt og lykke fødtes af tonerne og næredes af buldret. De sidste vare længst travede ham forbi, og han stod endnu stirrende efter rytter-alaen, der trak sig østover, medens spydsoddene, hjelmene og pandsrene glimtede med skarpe blink gennem den tætte støvhvirvel, der indhyllede den — ligesom en lang, hvid sky, svanger med lyn stof. Lagos’ hus lå tæt ved muren. Da Antigonos trådte ind i forstuen, mødte han faderen. Det var en gammel, tykmavet og tyndbenet person, skaldet, med poser under øjnene og en stor, nedhængende underlæbe, — iført en hvid, linned chiton og med et linned bind om hovedet. Han kom fra baggården, og af nogle røde pletter på den højre hånd og på sømmen af kjortlen så Antigonos med afsky, at Lagos havde givet efter for gammel vane og offret. Men præsten talte ikke om. hvad han havde set i den sorte offertyrs indvolde. I dæmringen var en stor flok ravne skrigende fløjet mod øst; men dette varsel om mandefaldet i Judæa var af tvivlsomt værd. Derimod var tillige med solens første stråler en ørn kommen østfra, kredsende vestover, hvilket han ikke blot udlagde som et tegn på romernes sejr men tillige, da den var fløjet over hans hus, som tegn på sønnens hjemkomst. Og desuden — hvad der især beroligede ham — antigonos’ fødselsstjerne havde ved midnat overskredet linien mellem det syvende og ottende. Hus og derved undflyet faren og nået til hæderen, medens Venus strålede på himmelissen og den onde Saturn stod i den nedre port, hvor ingen planet fryder sig, og Mars endnu ikke havde vist sig. — trods disse usvigelige himmeltegn trillede dog tårerne ned over den brave mands rynkede kinder, da han ved aftentid til afsked omfavnede sin jernklædte søn, på hvem slægtens fremtidshåb hvilede, og som nu drog ud på den blodige bane, som hans fromme fædre aldrig havde trådt. Stjernesønnen var besejret. Såret af en zelots pil under stormen på bith-thér havde Antigonos ligget længe syg i cæsarea, så at der var hengået halvtredie år, da han fra et skib, der skulle til Thessalonika, gik fra borde i stenae, ved peneus’ munding. Aftenskumringen faldt på, da han kom ind i tempepassets snevring og nærmede sig til deres stevnemøders sted. Han gik hurtig, vant til rustningens byrde, fuld af glade forhåbninger. Ofte krydsedes de af urolige anelser og spændingens skræmmebilleder. Men han rystede bekymringerne af sig. Erinna var ung og sund — og hun var ham tro. Han ville måske finde hende på deres gamle klippestykke, som heldede sig ud over floden, siddende hensunken i drømme om ham. Og idet denne tanke fæstnede sig hos ham, forstærkede han sine skridt, tvang sig atter til at gå rolig og satte til sidst i løb. Nu gjorde stien den sidste bøjning — og — ja, dér sad hun på klippen i den gule chiton med det brune hår ned ad ryggen. — Erinna, Erinna! råbte han og sprang frem. — men med et skrig standsede han. Hun var forsvunden, medens klipperne endnu gentog hendes navn. Et øjeblik efter stod han derhenne, stirrende ned. Han så intet, uden peneus, som, opsvulmet af efterårsregnen, hvirvlende, mørk og hvidbræmmet styrtede sig forbi nedenunder med en gurglende lyd, medens skovene susede tungt rundt om. Vinden streg rå-kold op gennem kløften, hvide, flossede skyer jog skrås over den.. med et beklemt hjerte betrådte han skovstien. ved thrasykles’ havemur listede en hvid skikkelse forbi ham. Han genkendte straks Erinnas yndlingsslavinde, som plejede at ledsage hende til stevnemøderne. Han greb hende i armen. — Myrtis! hvorledes har din herskerinde det? — ah, Antigonos! er det dig.... Min herskerinde? jeg antager, hun har det godt. — antager? — ja, hun er jo ikke længer her. — ikke her? men for gudernes skyld! — hvorledes? Du ved da ikke, at hun for et halft år siden blev gift med den romerske tribun? capitel i. Langsom opvågnen. ------------- et mørkt, lummert værelse og en blændende flamme, der skar barn i de søvndrukne, stirrende øjne. Luen knittrede og sittrede på et lidet stenalter tæt ved sengen; fra dens blå spids snoede en duftende, blågråe røgspiral sig op mod loftslyren, gennem hvilken stjernerne tindrede. Dens røde skær faldt på hans faders ansigt og tilbagestråledes fra hans pande og isse som fra en blank skærm. Han måtte ligge på knæe bagved altret, thi hans hoved var ligeover det, og den store, nedhængende underlæbe bevægede sig uafbrudt op og ned, op og ned — som om den labede noget op fra dets stenkant. Dér lå en papyrusrulle, der bang ned på begge sider af altret som en broget slange og slæbte sine hieroglypbiske ræve, kyllinger, ugler og marekatte langt hen over det simple murstens-mosaikgulv. Ved siden af Lagos sad to formummede skikkelser, på hug med kappefligen trukket op over hovedet. I de fremstrakte hænder holdt de stængerne af en halft udrullet papyrus, som skjulte deres ansigter. Alle tre læste i en syngende, ensformig tone, som en rolig rislende strøm, fuld af klangfulde, gurglende gutturaler. Da det ydre indtryk havde klaret sig noget, følte Antigonos et tryk og en prikkende smerte i den ene side og armen og en jagen gennem hovedet. Det var indhyllet i en kvindes hovedtøj, besprængt med vin. Et andet var bundet om hans højre hånd med syv hemmelige knuder, et tredje sammensnørede håns ben som et mumiebind. Den ene af de formummede sang på chaldæisk: — de er syv, de er syv, i oceanets dybder er de syv — — i himlens høj sale er de syv, i oceanets strømme fødtes de i et palads, svarede den anden: men Lagos sang på ægyptisk: — o, guddommelige sjæl! O, guddommelige sjæl! Jeg er anubis sapti nephtys søn! og medens han gentog det fire gange, sang de andre: — hersker de have ej, styrelse de kende ej, bønner de høre ej! — de er syv, og de er syv! — højre, højre! Venstre, venstre! Jeg er anubis sapti, son af Ra! Råbte Lagos anden gang. En sjat vand, der ramte Antigonos i ansigtet, bragte ham mere til bevidsthed. Det var en dreng bagved hovedgærdet, der stænkede vievand over ham, idet han råbte: » Davkina skal beskærme ham! « — guden davkina skal stå ved hans side, ban skal udjage de syv ånder og fordrive dem fra hans legeme, råbte den ene. — Isis råbte højt: » Ingen krokodille! « Og hun udførte frelsens handling. O kom, frelsens handling! Sang Lagos. — og de syv skulle ingensinde vende tilbage til den syge mand igen! — vand! Vand! stammede Antigonos, der følte en brændende tørst. — nu er det nok! sagde drengen, idet han rakte Antigonos et træbæger, — han har forladt ham. — ved du det forvist, spurgte Lagos, idet han hævede hovedet og holdt inde med læsningen. — ved davkina! jeg så det med mine egne øjne. Han for ham ud af munden med det første fornuftige ord. Han var sort som røg og sprang ind i røgelseluen. — hørte du ikke, hvor den spruttede? — ja, det var det, jeg sagde: det blev ikke til noget, før der blev læst ægyptisk; thi det var en stærk ånd. — ja, eller chaldæisk, Lagos! sagde den ene formummede. — nej timokles, svarede Lagos i en overlegen tone — thi han kunne ikke chaldæisk — chaldæerne kan være gode nok, når det gælder ætteren og stjernerne, men når det er luften og dæmonerne, så siger jeg: dér må ægypterne til. Desuden har jeg grund til at tro; at det var dæmonen Baba — det sidste argument gjorde en ende på de andres mumlen. Og Lagos fortsatte triumferende: — Hermes trismegistos med høgestaven, den ibisho’edede ttot og gjoeren anubis — — men antigenes kunne nu kun høre en forvirret mumlen; chaldæer i lange, brogede talarer, med' spidse huer og firkantede, krøllede skæg stod om sengen med stjerner i hænderne, hvis stråler blændede og brændte ham; to formummede skikkelser med ibishoveder ved hovedgærdet ville med deres spidse næb pikke hans øjne ud, og et tykmavet, tyndbenet uhyre med et langstrakt hundehoved tyngede ham som et bjerg på brystet, borede sit spidse knæ i hans side og bed ham i armen. Efterhånden forsvandt disse skikkelser, og han så igen kun den velbekendte stue med murstensmosaikgulvet og de rå væggemalerier, stenaltret, over hvilket der stedse sittrede en lille blålig flamme, lyren, gennem hvilken vexelvis solens eller månens og stjernernes lys faldt, og hans fader, der stedse færdedes om ham, læggende forbindinger og lavende drikke af styrkende, ofte trolddomskraftige urter, læsende og bedende, slagtende halvdelen af Larissas haner til asklepios. Men hint fantastiske indtryk var det første, han kunne komme tilbage til: bagved det, skilt derfra ved en dyb, mørk kløft, lå kun barndomsmindernes rolige, smilende land. Smerterne i side, arm og hoved vedblev, skønt svagere, men han vidste ikke, når han havde pådraget sig dem, eller hvorledes han var kommen i denne tilstand. Ofte forsøgte han på at klare sig det, men kunne ikke nå dertil, og han var for sløv til at spørge. Endelig gjorde han det. Lagos fortalte ham da, at eukrates en morgen, da han gik på jagt i Tempe, havde fundet ham liggende på en sten ved bredden af peneus, hvor han måtte være falden ned oppe fra stien langs skrænten. Hjelmen og køllertens jernskinner på siden havde taget af for stødet, men armen var knækket, to ribben stødte ind, og han havde været fra sig selv, besat af en dæmon, upåtvivlelig den samme, der havde stødt ham ned fra stien. — han erindrede nu dunkelt — som om det var en anden — at han en nat havde stået på et vildt sted i Tempe og stirret ned i peneus1 skumhvirvler, fortvivlet og bedøvet; — hvorfor, huskede han ikke. — hvem var det, du sagde, der fandt mig? Spurgte han endelig mat. — den unge eukrates, du ved nok... En søn af den rige thrasykles, som har den store landejendom ved Tempe. Han huskede nu, at han sent om aftenen havde stået udenfor gården og talt med en slavinde, og at han derefter som et vildt dyr var løbet tilbage til tempedalen. — han, som er fader til den smukke Erinna, som blev gift med den rige Romer, tilføjede faderen. Nu erindrede han med et alt: — deres kærlighed og stevnemøder, krigstoget, hjemkomsten og den frygtelige efterretning. — og han vendte hovedet om mod væggen og græd. — — lidt efter lidt kom han sig. For at udfylde sin tomhed og glemme sit savn styrtede han sig ind i filosophiske studier. Efterhånden som hans evner kom i brug og skærpedes ved slid, viste de en glimrende begavelse. Ved slægtens ejendommelige omgivelser og sysselsættelse vare dens nerver og hjerner gennem en række af generationer blevne abnormt og excentrisk udviklede. Hos hans fader stod de stedse på hallucinationens, epilepsiens og ekstasens rand, og med et lavmål af forstand forbandt den gamle Lagos en høj grad af fromhed og mysticisme en brodersøn af ham var så besat af mani, at han, hvis han var født i en verdslig familie, ville være bleven ført til en besværger. Nu rasede han, overtroisk æret, indespærret i et apollotempel, og gav de dunkleste orakler. Men antigonos’ forstand var udviklet indtil grændsen af det geniale. Dog interesserede logiken ham lidet, og aristoteles var ikke hans mand. Heller ikke dialektiken hos Plato behagede ham, skønt intet faldt ham vanskeligt. Det var ved ideeverdenens grændse, hvor mytten afløste dialektiken, at han med velbehag indåndede sin hjemlige luft; det var i denne ætter at hans tanker og følelser tog flugt. Og hvad han hos Sokrates beundrede mest, var hans dæmon. Men filosofien var for ham kun et lavt trin i forhold til de store religieuse mysterier, han blev indviet i. Når templets hemmelighedsfulde mørke omkring ham gjennembrødes af de pludselige lys, og den dybe stilhed af de frygtelige lyd, da dirrede hver nervefiber i ham med en vellystig kildren, som strengene på et instrument, der svarer på den tone, hvori det er stemt. Men når til sidst, på de elysiske Enge, de hellige chordandse og hymner løftede hans sjæl, hvilede han i en salig ekstase, forenet med det guddommelige. Da han snart overgik sin larissiske lærer, var han kommen til Athen, i huset hos en anset ny-pythagoræer, en discipel af apollonios af tyana. Denne hedenske messias blev hans ideal. Som apollonios at have magt over dæmoner og samkvem med asklepios og Apolio, det var et mål for hans ærgerrige mysticisme. En ubændig rejselyst greb ham ved læsningen af apollonios’ levned. Og da hans lærer efter nogle Års forlob skulle rejse til Ægypten, tog han den henrykte Antigonos med til isis’ og sphinxernes land. På den tid var Antigonos gennem mysterierne trådt i forhold til et andet hemmeligt forbund, der optog ham endnu mere end hine. Han havde ofte i eleusis lagt mærke til mænd af alle aldre og stænder, der spredte i mængden syntes at være i en mystisk forståelse, — som kendte hinanden på forunderlige småfagter og i tavshed syntes at føre de vigtigste samtaler. De dannede et mysterie i mysteriet. Engang lod han sig henrive til et forbitret udbrud mod romerne og Cæsar. Straks greb en yngling ham under armen og førte ham ind i en klynge af disse mænd. De åbenbarede sig. Det var medlemmer af de hemmelige, under dødsstraf forbudne politiske broderskaber, der som et vidtspændt net af minegange skulle undergrave roms herredømme i Hellas. Han sluttede sig til dem med begejstring og fandt i deres sammenkomster hvile og næring for sin stærkeste lidenskab. Thi hans utilfredsstillede kærlighed havde undfanget og født had: et forøget, glødende, kannibalsk romerhad. Han syntes, at han kun havde delt den almindelige skæbne, da hans lykke blev ham frareven af en Romer. — gik ikke enhvers lykke og frihed tilgrunde, sprællende sig trætte i maskerne af det uhyre jernvæv, som edderkoppe-ørnen på de syv høje spandt over verden for at udsuge folkenes blod? Havde han ikke også følt, hvorledes han druknede og blev borte, så snart han trådte ind under denne frygtelige magt, da hans blik begyndte at rette sig efter dens sølverne, hans øre efter dens tuber? Han var draget ud med stolt håb om personlig bedrift og udmærkelse, og inden han var kommen ud af thessalien, var han kun en brik mellem andre brikker, der flyttedes på det uhyre tavlebræt af den usynlige Cæsars synlige hånd, Julius severus, eller rettere af håndens stålringede fingre, tribunerne og centurionerne. — at han havde deltaget i den blodige undertrykkelse af et ældgammelt folks sidste frihedskamp var en stadig bråd i hans sjæl, og han sagde til sig selv, at tabet af Erinna kun var den fortjente straf. Stedse så han dem for sig med rædsel og beundring, disse jahvehs sidste stridsmænd, i hullede, blodbesudlede rustninger, svingende deres hakkede og stumpe sværd, til- de en for en gled ned i blodpølen, medens ovenover, på en åben højde, de hvidskæggede rabbier knælede med oprakte arme, bedende og syngende; eller de viste sig for ham nøgne, knokkelmagre, stribede af sværdenes gamle, og svøbernes friske ar, udspændte på korsene, der som en vældig palisaderække kronede højderne om romerlejren, medens en sort sky af ravne og ådselgribbe bølgede over dem. Og han var ikke langt fra at tilbede dem, han havde været med til at dræbe. Han forskede uafladelig i stjernerne efter rigets skæbne og Cæsars død, noget, som ikke blot var en halsløs gerning, men også erklæret for tåbeligt af de største mattematikere, fordi Cæsar ikke som de dødelige stod under stjernernes indflydelse. Men hans lidenskab kendte hverken frygt eller fornuftgrunde. Medens hans kærlighed til Erinna syntes at blegne, glødede således hans had til rom mere og mere. Nærende og bredende sig voksede det på hans elskovs ruin som parietaria på et hensmuldrcnde gravtårn. capitel Iii. Adonisfesten i byblos. Kort efter solnedgang gled et tomastet skib fra Middelhavet ind i adonisfloden for at lande ved den syriske stad bybios. På en kegleformig høj ved den nordlige bred hævede byen sig med sine hvide huse med mange stokværk, afbrudte af vifter af palmer, cederalléer og duske af sy komorer og tam arisker, og af gadernes mørke linier, af hvilke de bredeste steg ned som regelmæssige radier, medens en mængde mindre som sorte tråde slyngede sig over højens side. Foran højen strakte murene sig parallelt frem, til de ved en mole med brede marmortrapper nåde floden. I dette.mellemrum lå varebygningerne, pakhusene og tømmerpladserne; purpurfarveriernes bassiner og render malede sig som udbredte tæpper og bælter, teglovnenes skorstene tegnede sig som obelisker mod den dunkle himmel. — som et diadem om højens pande lå en kobbermur, over hvilken trækronerne hævede sig som buskede hårtotter; men øverst, beherskende det hele, rejste sig det prægtige tempel, en marmorterrasse af tre ovenpå hinanden stillede cylindre, hvis gyldne porte og tag ligesom kobbermuren luede i solens sidste stråler, der havde forladt byen. Lige for og til begge sider hævede landet sig frodigt i vigneklædte og skovbedækkede højdedrag, indtil klippen trådte frem og Libanons mur stod glødende med sine snetinder, skrånende i uregelmæssige pyramider ned mod det blå Middelhav til begge sider. De roede frem mellem en mylder af både og skibe. — en fin, hvid damp begyndte at svæve over det rode vand. — ingen travl færdsel fra byen, men forunderlige klagende råb og toner, undertiden overdøvede af uhyggelige, langtrukne hyl, der syntes at komme fra templet. — hvad er det? spurgte Antigonos den bybliske skibsfører, der stod ved siden af ham i bagstavnen og nu begyndte at jamre og slå sig for brystet med knyttede næver, ligesom også matroserne holdt inde med roersangen og ledsagede åreslagene med langtrukne klageråb. — dette, fremmede, fik han til svar, er vor klage over Adonis. Thi på hin bakke til venstre for det yderste tårn, blev han dræbt af vildsvinet, og på denne tid fejre vi hans fest. — til hjælp! kast en bøjle ud, han drukner, råbte Antigonos i det samme, idet han greb skibsføreren i armen og pegede på en genstand i vandfladen, der så ud som et hoved med lange drivende hår efter sig. — Adonis, Adonis! råbte byblieren i en jublende tone, skibsfolkene stemte i med, råbet forplantede sig over de andre skibe, hele bybios jublede. Inden Antigonos kunne få nogen til at høre på hans spørgsmål, havde roerfolkene drejet skibet og fisket genstanden op, som skibsføreren rakte ham. — det var et menneskeligt hoved, dannet af papyrusbast, hvis lange trevler lignede hår. — dette hoved kommer hvert år på denne tid, sagde han, og da er det tegn på, at Adonis er opstanden, og at vi skal begynde glædesfesten. Du, fremmede, hvem guderne har givet først at få øje på det, du skal bringe det op til den bybliske aphrodites tempel. På flodbredden, hvor de lagde til ved molen, havde en mængde bybliske mænd og kvinder forsamlet sig og flere kom tililende fra alle kanter, nogle med fakler, andre med vaser fulde af fennikel og laktuk, som de kastede i floden; alle havde de kort afkiippet hår ogklæderne sønderrevne over brystet; de klappede i hænderne og råbte, nogle » Adonis «, andre » Osiris «, ivrigst, da skibsføreren trådte frem med Antigonos, der holdt hovedet i vejret, og forkyndte, at denne græker, der kom fra Alexandria, var den, der havde fundet helligdommen. — kommer du fra Alexandria, fremmede, råbte en af skaren, så vid, at det er en løgn af ukyndige, at vi fejre adonisfesten; det er ægypternes store osiris — — skær tungen af den forbandede, der vil berøve bybios dets guder, råbte en anden. — er Adonis ikke dræbt på vor bymark? — — det er klart, at det er osiris; hvert barn ved jo, at hovedet kommer svømmende fra Ægypten og ikke er mere end syv dage under

1897_OestergaardK_AntonArdenOgMoellerensJohanne

Kristian

Anton Arden Og Møllerens Johanne

Østergård

OestergaardK

Anton Arden Og Moellerens Johanne

male

1897_OestergaardK_AntonArdenOgMoellerensJohanne.pdf

Kristian

Østergaard

dk

Anton Arden og Møllerens Johanne

Fortælling

n

gothic

Hagerup

KB

Udgiver står i parentes. En del af Folkets Bogsamling

pdftxt

nan

nan

O

1. På jærnvejsskationen. Mellem aftensmåltidet og det sidste togs komme gik deruPder==stationsforvalter deruPder==zink ved deruPder==P.... heruPher==station på den østjydske hovedbane sin fædvanlige tur langs ad perronen, med en cigar i mundvigen, begge hænder i bukselommerne og den temmelig tvære mave buet fremover. Hans runde, rødmussede ansigt strålede med en fedtet glans, når han på sin vandring kom ind i skæret af en af de lygter, der hang på stationsbygningens mur; og hans små, brune øjne gemte et selvtilfreds udtryk under de posede øjelåg. Når han således i ro gik og fordøjede sin rigelige aftensmad, var han gerne i et snaksomt lune; og i mangel af bedre selskab nedlod han sig da til at slå en kammeratlig sludder af med sin undergivne, den magre og hulkindede portør Petersen. Portøren står bøjet over en rødmalet trækuffert, medens han ved skæret af en håndlygte klistrer mærkesedler på låget. Den skal sendes til København som ilgods, og på låget står der med velformede bogstaver: Anton Arden, New York ( via københavn—liverpool ). „ Var han her selv med kufferten? “ Forvalteren standsede og pustede en vældig mundfuld cigarrøg ud forved portøren. „ Nej, brinks Karl var her med den, “ var svaret. „ Hvem er brinks Karl? “ „ Niels grøn — gamle Ane grøns søn henne i fattighuset “. „ Nå, den grønskolling! “ lo forvalleren. Han vedblev sin vandring. Portøren kørte ilgodset hen til den anden ende af perronen. Der standsede forvalleren på ny og ytrede med nedladende fortrolighed: „ Hør, Petersen, hvad Pokker mon der så hastig kunne bestemme det nnge menneske til at rejse til Amerika? “ „ Det ved jeg ikke noget om. “ „ Jeg talte med ham, da han var hjemme til moderens begravelse; men da havde han helt andre tanker i hovedet; da ville han i landvæsenslære. “ „ Ja, det har han jo altid haft lyst til. “ „ Hæ — ja! Hvem har ikke lyst til alt muligt i den alder uden netop det, man skal til? Men der må stikke noget andet under. “ „ Forvalleren tror da vel ikke, at han har gjort noget...? “ „ Nej, nej, nej! Dertil kender jeg ham for godt. Nej, han var det flinkeste menneske, jeg har haft på kontoret. Derfor gav jeg ham også en god anbefaling. “ „ Det var vel også det eneste, hav fik, “ vovede portøren at mumle. „ Ja, ja, hvad.... han måtte da sinde sig i at stå i lære. Og den løn, han på min anbefaling har fået i de sidste to år, er virkelig ikke dårlig. “ „ Hø, hø, hø! “ Portøren lo, så han kom til at hoste. „ Tre hundrede kroner på egen kost! “ Øg han lo igen med en egen skarp latter, til han atter standsedes af hoste. „ Er det så latterligt, Petersen?... En husmandssøn! Hvis han nu havde tjent som Karl på en gård, så havde han da i den alder kun fået det halve. “ „ Ja, jeg synes, det er en latterlig lille løn, “ svarede portøren, „ efter alt hvad moderen har kostet på hans lærdom. Her stod han uden løn og gjorde det meste arbejde på kontoret, mens at... “ Portøren fik i et heldigt øjeblik et af sine slemme hosteanfald, ellers havde han plumpet ud med resten af sætningen:.... „ mens at forvalteren fik rigelig mønt udbetalt til kontorhold. “ Da portøren ikke sagde mere, tog forvalteren ørdet. „ Jeg indrømmer, af så dygtig en ung mand som Anton Arden burde have noget mere; men når der er overskud af en vare, så synker den i pris. Nu fabrikeres her 6—800 præliminarister årlig i vort lille land, og de sætter jo lønnen ned for hinanden, til den ikke er til af leve af. Så må de jo slå ind på noget andet end det, de har bestemt sig til. Vi har jo næringsfrihed her i landet. “ „ Ja — frihed til af tage næringen fra hinanden! “ Lo pørtøren „ De er nok spydig, Petersen! “ Forvalteren lo med; men han lovede sig selv, af han skulle se bedre efter for fremtiden, hvilke blade han lod pørtøren låne til gennemlæsning. Efter af han atter havde slået et slag langs ad perronen, standsede han på ny ved pørtøren, der nu syslede ved en af lygterne på muren. „ Mon der ikke alligevel skulle være noget i snakken om hans frieri hos mølleren? “ spurgte han dæmpet. „ Har de ikke hørt det, Petersen? “ „ Nej, det har jeg ikke. “ „ Det var nok i søndags.... Man siger, af Møller Jepsen ligefrem satte ham på døren og lod ham vide, at Johanne ikke skulle forloves med en forsulten kontorist — ha, ha!... Har de ikke hørt det, Petersen? “ „ Nej, jeg har ikke; men jeg tror gerne, at Møller Jepsen kunne være rå nok til det! “ „ Rå —? Han!... Ved de hvad, Petersen, han er s ' gu da den mest dannede blandt bønderne her omkring. Bevar os vel! Det er pæne folk, møllerens, og de fører et stort hus. “ „ Så stort, at mølleren vistnok kunne have nødig at få en rig svigersøn. “ „ Å, sludder! Det ved jeg bedre, Petersen! Bien Anton Arden er... “ „ Sysss, der kommer han! “ Der hørtes raske fodtrin på den søndre ende af perronen, hvor en ung mand, rank og med mørkeblondt hår var trådt ind gennem lågen. Han var i lyst sommertøj og bar i hånden en tung håndkuffert, medens et tigret rejsetæppe lå løst over hans venstre arm. Han kastede et hurtigt blik omkring sig, opdagede den røde kuffert, lagde sit rejsetøj derpå og gik hen til de andre. Men i forbigående kastede han et undersøgende blik ind i ventesalen, som om han håbede <? t sinde nogen der. „ Arden dog! Hvad Pokker går der a ' dem, unge mand? “ råbte stationsforvalteren efter af have hilst på ham. „ Er det virkelig deres alvor, af de sådan vil forlade os og stikke af til Amerika? “ „ Ja, det er. “ „ Vil de grave guld? “ „ Ja, grave eller finde eller tjene, som det nu kan falde sig.... Kort sagt: jeg ønsker bare af blive rig, det er det hele, “ føjede han til med et forsøg på af smile. Men hans ansigt bar et eget spændt udtryk, som smilet ikke ville bryde igennem. Han var allerede ved af vende sig og gå igen, da forvalteren råbte til ham: „ Hvad nu? Går de nu igen? Har de mere af besørge? “ „ Ja lidt... bare... “ „ Min kone venter da af se dem. “ „ Å ja. Jeg må hilse på fruen! “ udbrød han og forsvandt gennem ventesalen, medens forvalteren, helt revet ud af sin behagelige ligevægt, traskede bagefter med cigarstumpen i hånden og pustende af den uvante anstrengelse ved at komme rask af sted. Der var næppe gået fem minutter, før Anton kom tilbage i rask gang gennem ventesalen, fruen bagefter, tørrende sine øjne, og forvalteren nogle skridt bagefter hende med en frisk cigar til Anton, medens denne uden at ænse ham drejede om hjørnet og forsvandt i septemberastenens halvmørke. „ Hvor blev han a '? “ spurgte forvalteren portøren, der havde sat sig på en bænk med håndlygten i hånden og stirrede frem for sig. Portøren gav et kast med hovedet i den retning, han var gået. „ Han er væk i “ Fru zink blev stående i døren med tørklædet for øjnene. „ Er det noget at slæbe over, Mille! Sådan en rask ung fyr som han! “ „ Men tænk dog på, Ludvig, hvad sådant et ungt menneske kan komme til at gå igennem! “ „ Pyh! Hvad da? “ „ Øg hvilke fristelser! Tænk om det var Alfred! “ „ Ja, men det er nu ikke Alfred, lille Mille, og så kan du jo ta ' en med ro. Vor Alfred har det s ' gu godt nok. Han behøver ikke at gå til Amerika for at skabe sig en stilling. “ „ Nej, det har du såmænd ret i; men alligevel... Siden Antons Mo ' r døde, har jeg så megen følelse for ham. Han har jo ingen i verden at støtte sig til uden søsteren i iowa, og hende vil han jo ikke en gang rejse til.... Ak, dog! når jeg tænker på hans Mo ' r, der en gang havde kendt bedre dage... at hun skulle sidde der i fjordhuset lige til sin død, og så at hendes børn må rejse til en anden verdensdel for at få føden, det er rigtignok hårdt! “ „ Hans Mo ' r! “ udbrød forvalteren. „ Hun lå, som hun selv havde redet. Når en proprietærs datter gifter sig med sin Furs tjenestekarl, der kun har et par tomme hænder, så må hun æde den suppe, hun selv har kogt. “ Forvalteren bed i ivrighed spidsen af den cigar, han havde tiltænkt Arden, tændte den og pustede røgen fra sig med en mine, der viste, at han havde mere at sige. „ Nej, lille Mille “, vedblev han, „ det går s ' gutte an af rende fra pandekagen, når man alligevel trænger til af få en bid af den. Man skal aldrig være mere hidsig på kærligheden og de dele, end som af man kan tage levebrødet med i betragtning.... Havde hun ikke giftet sig, så kunne sønnen have haft en god fremtid for sig her hjemme... “ „ Nej, så havde hun rimeligvis ikke haft nogen søn! “ Faldt portøren ind med sin skarpe røst og en kort latter, der endte med hoste. „ For Pokker, nej, det mener jeg jo også, Petersen!... For øvrigt er han en brav fyr. Det eneste, der er i vejen med ham, er dette, af han har for megen romantik i blodet. Den slags folk bilder sig ind, af livet skal rette sig efter deres ideer; men livet går sin egen skæve gang, og så får ideerne finde sig i af sjokke bagefter.... At bønder og højskole-ungdom kan lade sig narre til af løbe efter ideer, det er nu en sag for sig; men vi dannede bør s ' gu da være klogere. Øg proprietær Høeghs søster manglede skam ikke dannelse. “ Han gjorde igen et slag hen over perronen, idet han i tankerne nød sin egen veltalenhed. Fruen tørrede sine øjne og gik ind. Men på bænken sad portør Petersen og tænkte på, at havde han kunnet købe billetter til sig selv og sin kone og alle deres otte børn, så havde han gerne forladt banens tjeneste og søgt vejen ad Amerika til sammen med Anton Arden. „ Det er noget forbistret nheldigt noget for et ungt menneske at være født med disse fornemmelser af at ' skulle højere op “, tog stationsforvaller zink igen fat og standsede hos portøren. „ Det har nu hele tiden været Antons ulykke, at han har høegh-slægtens blod i sine årer. Det er anderledes med dem, Petersen — hva '! De har været fornuftigere; de har ikke stilet højere, end som de kunne nå. Hvad kunne det også have nyttet dem, vil jeg sige, om de f. Eks. havde stilet efter at blive stationsforvalter? De havde jo bare gået og blevet til nar ved det.... “ „ Hin! “ „ Ens livsstilling må man s ' gn tage, som skaberen og hans majestæt kongen allernådigst beskikker den. “ „ Ja, og lade dem være ovenpå, som er det. “ „ Akkurat s ' gu! “ „ Øg være glad, af man sår lov af være en tavs tilskuer til deres lykke, der sidder på Toppen af læsset. “ „ Ja, hvad, Petersen! Vi kan jo nu en gang ikke alle være ovenpå; det kan vi jo ikke. “ Petersen spyttede og hostede. Der kogte noget i ham, som han ikke fandt ørd stærke nok til af udtrykke. Der hørtes tunge skridt på den søndre ende af perronen, og der lød en grov Bas: „ Hej, forvalter! skal de nu igen have nogen ekspederet til Amerika? “ „ Ja, jeg skal.... God aften, Høegh! “ Forvalleren nærmede sig til proprietæren, der var standset ved den røde kuffert, af hvis påskrift han havde læst navnet „ New York “. „ Fælk er jo rent gale efter af komme over og trælle for yankeerne, “ udbrød proprietæren. „ Hvorfor i al verden mon de mennesker ikke lige så vel kan tjene os? De får jo ikke mere end føden alligevel. “ „ Å — sagen er, de vil alle sammen være deres egne herrer, “ svarede forvalleren. „ Netop! “ indrømmede proprietær Høegh. „ Det erdet, de vil. Men ved de hvad, zink! “ vedblev han lidt mere dæmpet, „ jeg rejser netop nu over til Fyn, hvor vi større jordbrugere skal have et møde om den sag.... Vi kan jo ikke bestå — vi kan min sandten ikke bestå — når vi ikke kan så folk til at arbejde for os- det bør forbydes unge og raske arbejdere at udvandre. Der er nu alene i denne sommer rejst 11 her fra sognet — elleve! — og her er vel den tolvte. Hvad skal det blive til? Vi opføder dem, lærer dem at arbejde — og så forærer vi dem simpelthen til Amerika! “ „ Ja, det er, hvad vi gør! “ indrømmede stationsforvalteren. „ Ja, ikke sandt! Og så kan de derovrefra drive priserne ned for os på det engelske marked. Og le ad os oven i købet. “ „ Vi burde nok egentlig have stavnsbåndet indført igen, “ lød det tørt henne fra bænken, hvor portøren sad og ærgrede sig „ Jeg har ikke talt til dem, hr. Petersen! “ vrissede proprietæren. „ For øvrigt var det vel ikke det værste, der kunne ske. Og det var slet ikke for meget, når arbejderne ikke har så megen fædrelandskærlighed, at de kan blive her og gavne deres eget land.... Men vi kan indføre udenlandske arbejdere. Det er, hvad vi kan. Øg det har jeg også i sinde at foreslå på mødet. “ „ Ja, det ville være en meget fædrelandskærlig handling! “ Lød det bidende fra portøren. Proprietær Høegh drog på akslen med en ærgerlig brummen, og forvalteren spurgte, om han havde læst navnet på den røde kuffert. „ Nej — hvem er det? “ „ Deres egen søstersøn. “ „ Anton!? “ Forvalteren nikkede. „ Nå! Alle gode ånder være med ham, når bare han forsvinder herfra! “ ønskede hans kærlige morbroder. „ Jeg tænker heller ikke, møller- Jepsen skal savne ham, “ Føjede han til. „ Næppe nok, efter hvad man hører. “ „ Hør, zink! —ved det, at vi taler om Møller Jepsen kommer jeg til at tænke på, at nu begynder aftnerne jo at blive lange. Når jeg kommer hjem fra Fyn, så må vi skam have fat på spadilje igen.... Første torsdag aften hos Møller Jepsen. Jeg har talt med ham om det, og han lovede at sige det til brink. Er de med på den, forvalter? “ „ Det kan de stole på. “ „ Godt. Lad mig så så en anden klasse til ødense. “ Idet de gik ind i ventesalen, sagde stationsforvalteren i en halvt hviskende tone: „ Møller Jepsen var slemt øllet i Asten, da han kom fra byen. “ „ Ja så! I den sidste tid er han ligesom ved at blive værre til det. “ „ Han talte om „ Pol—le—tik “ og „ Fæ—æstninger! “ “ „ Ha, ha! Nå — så er jeg med! “ I. En bedrøvelig afsked. Efter at Anton Arden så hastig havde forladt stationen, gik han ned ad vejen mod vandmøllen, men sagtnede efterhånden sin gang, standsede ofte og lyttede. Ømsider hørte han en svag Hosten bag tjørnehækken ved siden af vejen; og næppe havde han hørt den, før han med et rask Spring stod ovre på den anden side af hegnet, hvor en ung pige, indhyllet i et mørkt sjal, tog imod ham, skælvende som i stor angest. „ Endelig — Johanne! “ udbrød han hviskende og kyssede hende heftig. „ Sysss! “ hviskedee hun. „ Jeg syntes, jeg hørte noget røre sig. “ De lyttede begge. „ Der er ikke nogen, “ sagde han. „ Hvor jeg dog har længtes og været ræd for, at du tabte modet, Johanne; men gud ske lov, at du holder 0rd! Det er, som om jeg skulle gøre en lystrejse nu, da jeg ved, at du er med. “ Han trykkede heftig begge hc ' ndes hænder. Hun stod med bøjet hoved, men skjalv i indre kamp. han var for optaget til at mærke dette og vedblev: „ Jeg har alt i orden — billet til mig selv, men ikke til dig. Du bliver udenfor i mørket, til toget er lige ved at gå... du lader, som om du er kommen for sent til at få billet... springer lige ind, før døren lukkes... Billet ved næste station. Det skal magelig lykkes!... Hvad er det?... Græder du, Johanne? “ „ Anton! “ kom det i dæmpet hulken. „ Du får rejse alene... jeg kan ikke. “ „ Hvad siger du! “ „ Tilgiv mig, jeg kan ikke følge dig nu. Jeg lovede det heller ikke så bestemt. Og jeg kan ikke. “ „ Hvorfor da?... Hvorfor? “ „ Mo ' r ville dø af sorg, om jeg rejste således. “ „ Og det siger du først nu! “ buste han ud og slap hendes hænder. „ Jeg har jo ikke set dig siden. Kunde heller ikke skrive det til dig... havde ikke en eneste, jeg turde sende... Å, jeg har ligget og grædt hver nat, jeg har bedt gnd så inderlig om styrke til at følge dig, og jeg har været så fast besluttet på det. For fa ' rs skyld kunne jeg også godt gøre det, da han var så slem mod dig; men så Mo ' r... det var sådan en synd at forlade Mo ' r... Du ved jo, at fa ' r ikke altid er god ved hende, og så havde hun ingen til at gå imellem og hjælpe hende at bære det. “ Hun måtte standse for gråd og kastede sig hulkende ind til hans bryst. „ Sysss! “ Han drog hende lidt bort fra vejen. „ Vi er jo unge begge to og kan godt vente, “ vedblev hun, da hun atter var kommen lidt i ro. „ Det var ikke det, du lovede mig den aften.. „ Jeg vidste ikke selv, hvad jeg lovede... tænkte ikke på, hvilke følger det ville have før Mo ' r. Men jeg vil vente på dig, om det så skal være i tyve år. Jeg kan bare ikke følge med dig nu. “ „ Husker du ikke, iohanne, hvor mange gange vi har talt om min Mo ' r, hvad hun gjorde? “ Han lagde armen om hende. „ Hnn gik med oprejst pande fra sit rige og fornemme hjem sammen med den, hun holdt af, og ind i fjordhuset. Aldrig har hun klaget over, at hun tabte nogen lykke, før hun tabte ham, min fa ' r. Heller ikke har hun bebrejdet sig selv, at hun nogen sinde svigtede sin pligt. For hende var pligtens vej den samme som kærlighedens. Derfor gik hun den så tryg... Jeg ved, iohanne, at du har beundret hende. Du sagde, det var stort. Hvorfor kan du da ikke gøre som hun? “ „ Jeg ville gerne, Anton; men... “ „ Hvorfor dette „ men “, Johanne? Du må kunne gøre det samme, hvis du holder lige så meget af mig. “ Han standsede og tilføjede med en tilsætning af bitterhed indtrykket: „ men kanske jeg har håbet for meget i dette stykke, og at din kærlighed ikke er stor nok til et sådant øsfer for min skyld. “ „ Det må dn ikke sige, Anton! “ udbrød hun og rev sig løs. „ Du ved ikke, hvad jeg har lidt for din skyld. Øg jeg kunne give — ja, alt for dig, men ikke for et indfald af dig og ikke... “ „ Johanne! Kalder du det et indfald? “ Han var allerede i øprør. „ Ja, at jeg skal følge dig straks — på den måde — det er kun et indfald... Jeg vil følge dig, Anton! Å, men vil du bare vente, til jeg frit kan bestemme ung, og til jeg kan gøre det uden at gøre synd mod min Mo ' r. Man skal aldrig bryde igennem uden tvingende nød, men vente, til alt lægges til rette for en. “ „ Du vil snakke dig fra at følge med mig, Johanne! Men dn skal! Jeg fordrer, at du holder dit løfte! “ Han greb hende hårdt i armen. Hnn rev sig løs og sagde mildt, men fast: „ Mellem os to er der ikke tale om at fordre noget... Vær nu fornuftig, Anton, og rejs alene, “ lagde hun endnu mildere til. „ Jeg vil vente, vente på dig, eller jeg vil komme, når du har mig behov; men jeg vil ikke forlade mit hjem nu og på den måde. Sig mig nu kønt farvel og lad mig så gå hjem. “ Han havde vendt sig og begyndte at gå. „ Nej, gå ikke fra mig sådan, “ bad hun grædende. Så kom han igen. „ Følg med! “ hviskedee han. „ Jeg kan ikke!... Mo ' r... “ „ Så bliv hos din Mo ' r, siden dn holder mere af hende end af mig! “ fremstødte han ondt. „ Jeg skal ikke fire prøve på at tage dig fra hende. “ Han satte i løb hen mod stationen, hvor toget allerede kørte op. Johanne blev stående, til den sidste lysning fra dampskorstenen forsvandt bag Kirkebakken. Så listede hun sig langsomt og grædende hjemad og ind gennem havelågen. Hun stirrede endnu en gang fra haven ud over mølledammen og over mod jærnbanen, men det sidste glimt af toget var borte. I aftenens matgrå mørke så hun skæret af et enkelt svagt lys. Det var gamle Ane grøns ovre i fattighuset bag mølledammen. — så sneg hun sig med bøjet hoved op gennem haven, åbnede med læmpe bagdøren, listede sig ind i sit lille Kammer og gik i seng. Ikke længe efter kom en lille, bleg og mager kone med et tællelys i hånden, åbnede hendes kammerdør og hviskedee: „ Iohanne!... er dn der? “ „ Ja, jeg er, Mo ' r! “ Hun slog lagenet fra sit ansigt, men blev liggende med ryggen mod moderen. „ Har dn det ikke godt, min pige? “ „ Nej, ikke rigtig, Mo ' r! “ Moderen stod lidt og så usikkert på hende, som om hun ikke rigtig turde sige det, hun ville. Men en stærk bevægelse brød linjerne i hendes ansigt. Omsider satte hun lyset fra sig, gik hen til sengen, bøjede sig ned over datteren, kyssede hende på kinden og hviskedee, medens hendes tårer dryppede ned på Johannes hår: „ Jeg hørte alt, hvad i talte om... Gud inderlig lønne og velsigne dig, mit barn! “ Da slog Johanne armene om moderens Hals, og de græd længe sammen. Der blev kaldt inde fra dagligstuen, og de hørte larmende skridt og bulder af en stol, som blev væltet. „ Det er fa ' r! “ hviskedee Johanne. Moderen skyndte sig ind i stuen med lyset. Møller Jepsen stod lænet mod bordet, rød af drik, og lo. „ Har du hørt det?... Hø, hø, hø!.... Nej, du sanser nok ikke, hvad der går for sig. Han er rejst, den hel-helvedes knægt!... lige til Amerika. “ Hnn rejste den stol, han havde væltet, satte lyset på bordet, men sagde ikke noget. Han blev stående med et bredt smil i det slappe ansigt og stirrede ned for sig; men lidt efter lidt fik hans øjne et mere tænksomt udtryk; han så op og spurgte: „ Tror du, han vil skrive til hende? “ „ Det kan jeg ikke vide, “ svarede hun stille. „ Nej, du kan i re—eglen ingenting vide, hi, hi! Men jeg ved... “ Han greb med et sin hat og stok, gik ud af døren og styrede med nogenlunde sikre skridt hen ad vejen til stationen. „ Hvad fa....! er det dem, Jepsen? “ udbrød stationsforvalteren og åbnede kontordøren for ham. „ Hvad har de på samvittigheden så sent på aftenen? “ „ Det var dette, hø, hø! jeg kom til at tænke på—å... om der skulle komme brev fra ham, knægten, som nu rejste... “ „ Hvad så? “ „ Så, naturligvis, lad mig få ' et!... Jeg er jo da hendes fa ' r og må passe på—å. “ Iii. I hovedstaden. Når Anton i foregående tider en og anden gang mødte modgang, plejede han at trække sig tilbage i sig selv og digte på sin fremtids digt. Det havde altid drejet sig om Johanne og om en eller anden stordrift på landbrugets område — noget som høeghsdal eller endnu større. Men som han nu lå slængt hen i kupphjørnet, ville ikke en tanke arbejde fremad. I det første oprør efter skilsmissen var det ham ikke muligt af tænke en tanke ud over de ord, de havde sagt hinanden. Hendes ord og hans egne hamrede i hans tinding og suste for hans øre og ville ikke lade sig jage bort. Han prøvede på af tænke sig en fremtid uden hende, bilde sig ind, af bruddet var sket og var uigenkaldeligt; men det endte med en mere og mere tydelig erkendelse af, af han og hun alligevel hørte sammen, og af han, når alt kom til alt, nok havde opført sig imod hende som en tølper. Han havde mishandlet hendes fine sjæl, som en kåd dreng krammer og knuser en sommerfugl, og han ønskede af hele sit hjerte, af han kunne vende om og gøre det godt igen. Der var stank af skråtobak i kuppen og en gyselig staldlugt fra nogle kvægdrivere, der skulle til markedet i Husum. Han åbnede et vindue; men de nødte ham med flertallets ret til af lukke det igen. Så prøvede han på af sove; men det blev til vågne drømme om det, som var sket, og en række minder fra hans og Johannes fælles barndom. Der var lange vintres overgivne skøjtefarter og kælketure på mølledammen og fjorden, hvor hun altid til afsked rakte ham hånden uden at sige tak, men med sådant et strålende blik! Hendes ansigt var den gang æblerundt med sin rødme og dette vidunderlige gule hår i krøller omkring. Nu var ansigtet mere langagtigt og håret mere glat, øjnene mindre strålende, men med en dybere varme; thi hun havde taget hånd i moderens tunge byrde og var vokset derved. Skønt yngre end han var Johanne mere moden, hvad hjemmets tunge alvor havde bidraget sit til at gøre hende. Øg han mindedes endnu, hvor han havde følt hendes øverlegenhed, da han efter et par Års fravær kom hjem fra skolen. Han var næppe kommen over at fri til hende, hvis ikke i en loftet stund ørdene så at sige var komne sejlende af sig selv, og hans tilståelse brød frem så naturlig, som en blomst springer ud. Det var i hjørnet af haven — over mod mølledammen. Han huskede det endnu, som om det var i går; og han glemte et øjeblik det triste nu over alle disse søde minder. „ Fredericia i “ råbte konduktøren, og han fandt sig atter midt i den triste, tunge virkelighed. „ Jeg har brudt med Johanne, og jeg er på vejen til Amerika. “ I disse to nøgne kendsgerninger fandt han atter sin plads iblandt menneskenes børn; og han var snart tilstrækkelig klar over, at livet har meget, meget andet at byde end lykkelige ungdomsdrømme. Blandt andet bød det ham nu en ærgrelse i skikkelse af hans store morbroder Høegh, der steg ud af en 2den klasses kupo og gik forbi Hain uden at svare på hans hilsen. Den samme morbroder havde i sin tid været lav nok til at tage imod sin søsters arvepart tilligemed sin egen, da hun blev gjort arveløs, fordi hun giftede sig med den fattige Mads Arden. Da hun siden blev enke, havde han budt hende hjælp fra gården — som en almisse omtrent — men hun havde afslået den; og morbroder beholdt nok også helst selv sin mønt. Natten var trist og fuld af mørke tanker, og han sov ikke, før han var over store belt. Da han op på formiddagen vågnede, ved at nogen trådte ind til ham, var der høj og klar luft og herligt solskin over Sjællands lune landsbyer og brede bange. Han var nu efter søvnen så fuldstændig befriet for sin ophidsede tilstand fra aftenen før, at han kunne tænke rolig over, hvad han. havde gjort; og han kom snart så vidt i øvervejelserne af sin samtale med Johanne, at han mente, han uden nogen som helst øverdrivelse kunne kalde sig selv en tølper. Men ud af denne selverkendelse voksede ganske naturlig den beslutning at skrive fil hende allerede fra København og derved så vidt -mulig gøre godt igen, hvad han havde forbrudt. Denne beslutning gav ham lettere sind, og med et mere lyst syn på verden vandrede han fra Københavns banegård ind i byen; og idet han ombølgedes af hovedstadens travle, ordensbundne liv, følte han noget af den samme friske strømning gennem årerne, som han havde følt, når han en hed sommerdag havde boltre sig i fjordens vande derhjemme. han havde sørget for billet og for rejsegodset, havde spist fil middag og skrevet fil Johanne og kom nu ud fra en boghandel med nogen engelsk læsning i hånden, da han med et blev standset på fortovet af en ung handelsbetjent, som stod og ordnede nogle udhængte frakker uden for en butik. Det var hans ven Alfred zink. „ Er det virkelig dig, Anton, der går her og driver om i København uden så meget som at lade mig ane din allerhøjeste nærværelse? “ sagde han og rakte Anton hånden. „ Jeg må med skam tilstå, at jeg havde glemt at tænke på dig, Alfred, “ svarede Anton lidt flov. „ Jeg har haft så meget at gøre, siden jeg kom. “ „ Har du da ikke en gang en hilsen med hjemmefra? “ „ Ne—j; jeg var dog inde hos din Mo ' r i Astes, men rigtignok kun et par minutter. “ „ Nå! både hun og fa ' r og dn glemmer, at jeg er her. Det ligner jer. Hvor længe bliver du her i byen? “ „ Tre timer. “ „ Hvor rejser du så hen? “ „ Til New York. “ „ Det er da ikke dit alvor? “ Da Anton forsikrede, det var hans alvor, fik Alfreds runde, blege ansigt et tankefuldt udtryk. „ Så må vi tale sammen i den tid, du er her... vent et øjeblik, mens jeg går ind i butikken, så følges vi ad hen og får en forfriskning, og imens må du fortælle mig, hvad vort kære fædreland har forsyndet sig imod dig med, siden du sådan vil vende det ryggen. “ Han kom snart igen, og de fulgtes ad hen på et spisehus. „ Det er dog nogle sære forstyrrelser, der undertiden finder sted i din ellers temmelig normale hjærnekiste, “ Ytrede Alfred zink, efter at han havde givet opvarteren ordre. „ Medens du var hos fa ' r, tænkte du på at gå i landvæsenslære, og nu, da du lykkelig og vel har fået foden på det nederste trin af jærnbane-uvæsenets rangstige, vil du lige med et vende den civiliserede verden ryggen og slå dig ned mellem de halvvilde amerikanere. “ „ Du sludrer, som du plejer! “ lo Anton. „ Hvad er det da, du vil? “ „ Jeg vil ud af kontorluften, inden jeg visner. Jeg vil prøve mine kræfter på noget andet end et penneskaft. Jeg vil leve med der, hvor der leves stort og frit, og hvor jeg kan føle, at jeg er skabt for noget andet end bare at være tilovers. Jeg har den inderligste modbydelighed for at visne i et arbejde, der hverken lægger beslag på åndens eller armens kræfter. “ „ Der har vi forstyrrelsen! “ udbrød Alfred med komisk højtidelighed. „ Du vil øde dit unge liv på en eller anden måde hellere end at trippe om i det lune bur og spise sukker og kage. “ „ Ja, tusinde gange hellere vil jeg arbejde mellem rå slagsbrødre i en amerikansk guldmine, end jeg vil sidde fangen som en jrisk i bur og ikke opleve andet, end at det bliver middag, og det bliver aften, og det bliver morgen den næste dag. “ „ Du vil slide dig krumrygget før at finde en lille Klump guld og lade dig slå ihjel for at komme af med den igen. Nej, da ville jeg dog foretrække at lade mig begrave under et lag af kontorstøv. “ „ Hver sin lyst, “ svarede Anton og tømte et glas, som hans ven bød ham. „ Du kan blive her og spise bøs og drikke carlsbergerøl, når du er træt af at stå og lyve for andres kram; men jeg vil hen, hvor jeg kan afgrænse et stykke af guds grønne jord for mig selv og sige: her er jeg herre! “ „ Dit alt for stille provinsliv har gjort dig overspændt, kære Anton! “ mente den anden. „ Havde du først levet nogle år her i det glade København, så ville du ikke sværmet for at komme over til indianerlandet og lade dig skalpere af en rødhudet yankee. “ „ Finder du dig da tilfreds med at stå der dag ud og dag ind og sælge frakker? “ „ Ja, og benklæder. Fuldkommen tilfreds. Ikke dog så meget med dagens gerning; men disse dejlige, dejlige aftener!... Men du ved ikke, Anton, hvad det er at more sig. “ „ Øg jeg bryder mig heller ikke om at vide det. „ Livet er mere end leg, det er alvor og kamp “ “, citerede han med en hjertets øverbevisning, der lokkede et smil frem på Alfreds læber. Anton så dette smil og blev stødt. „ Jeg havde tænkt at skulle se Thorvaldsens Musæum, inden jeg rejser “ sagde han. Alfred så på sit ur. „ For sent, gode ven! Thorvaldsen var en hædersmand i sin tid, og han har lavet mange kønne ting; men at rende fra en bøs for at se, hvad han har bestilt, det skulle man ikke tro kunne falde en jyde ind. Spis og vær glad og drik til din mad! Skål og lykke på rejsen! “ „ Skål — og lev vel! “ Anton stødte sit glas mod hans. „ Tak for alt godt i vore yngre dage! Vi får nn gå hver sin vej. “ Da de havde spist, fulgte Alfred ham ned til dampskibet. „ Jeg har alligevel en lumsk anelse om, at du bliver til noget mere end jeg, din rad, “ sagde han ved afskeden, „ hvis du da ikke får en revolverkugle galt i halsen. Men — har du fremtiden, Anton, så har jeg øjeblikket!... dooæ-io^s 8ir! “ * ) Iv. Over de brede vande. „ Jo, min sandten er det Jylland, vi ka ' se der „ agter ude bag ved os “, som matroserne de siger; og vi har rullet over Kattegattet hele natten, akkurat som jeg sa ', vi ville komme til. “ Den, som gav denne øplysning, var en lille firskåren maler fra Helsingør — bred over akslerne og bred i ansigtet, men også så bred og trættende at høre på, at Anton gerne havde set ham øve sin veltalenhed på en anden. * ) farvel, min herre! dm unge amerikafarer stod og så ud over bagstavnen mod en fjern fremtoning, der syntes for fast i formen til at være en sky og for los og tåget til at være land. Men det måtte jo være kysten af Vendsyssel — det sidste glimt af fædrelandet. „ Da ska ' jeg ellers love for, vi blev rystede mellem hverandre i nat, “ tog maleren atter ordet. „ Svenske og danske imellem hverandre, så der ska ' en klog mand til at finde ud a ', hvi ' ken der er hvi len. Når vi nu kommer over på den a ' en si ' e og bliver rørt lige så grundig sammen med jrishmen og skotter, så ka ' de hælde os ud a ' potten i New York som gode amerikanere.... ^68, 8ir! * ) sådan er det, at amerikanere de laves. Det ved jeg, for jeg har våren der for. “ Anton smilede og så med et træt blik hen over de af søsyge og snavs ilde tilredte mennesker, der lå og kravlede mellem hverandre som en flok våde fluer; og han spurgte sig selv, hvad slige forkrøblede skikkelser stalde blive til i Amerika. „ Kan der virkelig laves gode amerikanere af dem? “ Tog han ordet. „ Så må Amerika i sandhed være et vidunderland. “ „ Om der kan? “ Maleren spyttede en skrå ud over rælingen.,, ^ou dot * * ), der kan! Se tøsen der, som ser ud til, at hun ikke har væ ' t vasket, siden hun sa ' e adjøs til Sverig — om tre år ska ' de se hende svanse hen ad gaden, så skinnende af renhed og poja, herre. * * ) det kan du vædde på. made, som om hun var en født hofdame. Øg fyren der med den løsrevne kasketskygge og de hsjncesede jydetrcesko — han vil møde hende på gaden i blanke støvler og stanley-hat og med en uægte guldkæde dinglende på sin hvide sommervest. 8ir! Sådan kan Amerika lave folk om, så de virkelig ser ud til noget. “ — det plaskregnede, da de steg i land i England; og man trængte og puffede hinanden for selv at komme på det tørre, „ li ' som i syndflodens dage “, sagde maleren. Trængsel med rejsetøj, skrig af børn og alenlange, sammenfletlede eder af kærlige, svenske fædre, der ikke hurtig nok kunne få deres gods og afkom losset; ællen i sølet, puffen og støden — alt dette samlede sig til en uhygge næsten endnu større end på skibet. Anton ærgrede sig over toldeftersynet i hutl. „ Går ikke det væsen hen og roder mig alle mine sager sammen i « n dynge, “ klagede han til maleren, der blev ved at følge ham, hvor han gik. „ Da så den tolder finder min cigarkasse, tager han min sandten en hel håndfuld af cerutterne og putter dem i sin egen lomme.

1891_Adolphus_AntonioEllerBjergenesKonge

C.H.

Antonio Eller Bjergenes Konge

Adolphus

Adolphus

Antonio Eller Bjergenes Konge

1891_Adolphus_AntonioEllerBjergenesKonge.pdf

C.H.

Adolphus

dk

Antonio eller Bjergenes Konge

Folke-Roman

n

gothic

Th. Ørfeldt

KB

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. Hyrden. Brusende og hylende brød stormen igennem tusindårige ege og bøge i den vildeste del af det apeniniske bjergparti. Stedse tykkere og tykkere samlede de sorte skyer sig og skjulte fuldstændigt de øverste spidser af bjergene. Pludselig strømmede vandmasserne ned med en voldsomhed der skulle søge sin lige. Intet levende væsen var at se. Menneskene måtte have søgt ly for dette frygtelige uvejr, selv dyrene på Marken og fuglene under himmelen søgte frygtsomt skjul under afsatserne i bjergene. Intet væsen var — — dog vent — hvad var det? Er det muligt, er det ikke et genfærd? Nej, i virkeligheden var her et levende væsen tilstede. en ung mand, iført hyrdens lette dragt, bevæger sig sorgløst, svingende sin bredskyggede og spidspullede hat højt i vejret. — en lynstråle belyser scenen, og som ret for at byde elementerne trods, strålede hans ansigt af lykke og fornøjelse. Han taler — han leer —? Mulig kommer der en stormvind og river ham ordene ud af munden. Himmel, en lynstråle, et frygteligt tordenskrald, og de fortørnede elementer har hævnet stg på den forvovne. -- -- -- -- -- klippestykket har løsnet sig og ruller rædselsfuldt ned i afgrunden, medtagende den sorgløse hyrde. Ret som om uveiret nu var tilfreds ', fordelte skyerne sig; stormen havde tabt sin kraft, og en heftig regn faldt ned i den frugtbare Dal ved foden af bjerget. I kort tid vare de mørke skyer borte, og solen begyndte at skinne. Nu kunne man først se, hvad uveiret havde forårsaget. Pludselig trænger en tone, en glad stemme sig frem fra ruinerne. Det var et råb, som hyrderne betjene sig af for at samle den adspredte hjord. Snart derpå klattrer den forvovne, som ved et vidunder er frelst, ^ frem og skuer sig leende og syngende omkring. — hahaha — råber han — prægtig, herlig, det var en Dans, som jeg ikke før har oplevet! Hahaha, det kan man kalde lykke, men lykke er bedre end forstand, en fod mere til venstre, og jeg havde været knust, hvorimod jeg nu skipper med et blåt øje, en rift i ansigtet — nu det læges nok. — med disse ord tørrede har med et lille tørklædæ blodet af sin kind. — min fader — vedblev han — vil ordentlig ræsonnere, letsindighed, gavtyvestreger, ingen mennesker til nytte, kan ikke engang vogte gederne, klattrer op af bjergene og spilder tiden, — når han bare brækkede halsen! — — sådan lyder begyndelsen, når jeg kommer hjem! Mismodig læenede knøsen sig op til en træstamme; den samme, hvorfra han rutsede ned under uveiret. Lidt efter vare alle gederne famlede omkring ham, og som vækket af dvale for han op og talte dem. — guds død — en for lidt! udbrød han — nu vil fader ordentlig regere, hellere ville jeg hver dag opleve et sådant uveier, end altid få slag og spark hjemme. — hans opmærksomhed blev snart henvendt på en voldsom gøen af hans hund, han vendte sig overraftet om, og få skridt fra ham stod en skummel udseende mand, som af angst for hunden ikke turde komme nærmere. — hahaha, der kan i se, Nikolo, min Philax kan holde eder i afstand — hahaha, kom dog nærmere! Lo den unge hyrde. — djævel, Antonio, jeg tror du gør dig lystig — råbte manden opdragt — nu vent jeg vil straks fordærve din glæde. Inden han havde udtalt, lå bøssen til kinden, og han sigtede på hunden, som knurrende adlød råbet om at tage plads ved sin herres fødder. _ seer du Nikolo, når du altid mødte sådanne modstandere, så måtte du mange gange vende hjem med en lang næse — udbrød Antonio og rakte ham hånden. — bedrag dig ikke, min kære ven. Når dyret ikke tilhørte dig og når jeg ikke vidste din hr. Papa ville mørbanke dig, når du kom hjem uden den, så havde den været dræbt for længe siden. Jeg råder dig, gør dig ikke mere lystig. — i dag er i ikke til at komme til rette med har i ikke haft en god dag? — spurgte Antonio vejret har vel overrasket eder, i ligner en badet kat!, - — og du nok ikke mindre? svarede manden. — ja, med mig er det en anden sag, i ved jo, at et sådant vejr er min fryd. Jeg har øplevet noget. — skal jeg — — nej, nej, behold dine historier — jeg har ikke øplevet noget, det fordømte vejr har gjort mig en streg i regningen. Antonio så på manden med en hånlig mine, der bragte denne til med en af vrede dirrende stemme at udbryde: — guds død, anonio — har du foresat dig at ærgre mig i dag. Tirr mig ikke, djævlen kunne vinde spillet. Højt knurrende sprang Philax op. — læg dig! råbte Antonio — i sandhed i er i et høisf opbragt lune Nikolo. I vil da vel ikke gøre eders gode ven noget. Hvem skulle så blive eders anfører, når i alene driver forretninger i det store og hvor bliver da eders forhåbninger af? blev Antonio leende ved. — da bliver det dog ikke dig. — hvad siger i? råbte hyrden i en skarp tone, idet han med sine store øjne så på manden med et funklende blik. Med et sæt var hunden sprungen op og havde sat sine tænder i mandens bryst, hurtig greb Antonio denne og kastede den hen ad jorden. — tag tilbage hvad i har sagt — råbte han opbragt. — djævel, du er en satans Karl — brummede manden. Jeg har ikke ment det så; — jeg troede ikke, du havde lyst til at gøre fællesskab med os. — det kan man ikke vide — mumlede Antonio. — hvad? Du vil? råbte manden glad. — ikke straks — svarede Antonio og så ned på jorden. Begge tav lidt. Endelig løftede Antonio hovedet og fortsatte: — jeg vil sige, at jeg måske var i stand til at give oplysninger, som kunne fjerne den streg, der er kommen i regningen. Men i vil vel ikke høre det. — du ved, hvad vi havde for? spurgte Nikolo hurtig. — jeg tror det i det mindste! lo Antonio. — og jeg tror det ikke! vedblev Nikolo. — slemt, meget slemt, når i misforstår eders tilkomne anfører — udbrød Antonio hovedrystende og satte sig på en sten. — du gør dig igen lystig, Antonio. — ikke det ringeste! Kom her, Nikolo, og se derhen. Måske finder i der eders regning, igen! Manden trådte hen og så ind i dalen. — nå seer i intet? — nej! — hvad? Skulle de allerede være komne forbi — mumlede Antonio med et forskende blik i dalen. Pludselig for begge mændene op og udstødte en lyd af overraskelse. — nå, nå, har jeg ret? lo Antonio. — tusinde djævle, karlen har slået ind på en anden vej — brummede Nikolo. — naturlig, han er bleven overrasket af uveiret og har opholdt sig i en eller anden hule, — fortsatte Antonio — men hvorfor vil han over bjerget? Vejen fører dog kun^ -- -- -- -- - — jeg må bort! Byttet må ikke gå os tabt! faldt Nikolo ind. — holdt, ven, nu har jeg et ord at tale med, folkene tilhører mig! Overrasket så manden på den unge hyrde og mumlede forundret — hvad? Du vil -- -- -- -- -- -- --? — hvad i ikke vil — faldt Antonio ind. — Antonio, vil du bringe os fangsten? — det har jeg ikke sagt. Jeg vil først vide, hvor den rejsende skal hen? — hvorfor er det nødvendig? — nu jeg vil det, og hvad jeg vil, det gør jeg. — hvad, vil du trodse os? ' — rolig, lad din kniv sidde — råbte Antonio med et blik på Philax. Jeg gør som jeg har sagt; og når jeg har svaret, kan i gøre, hvad i vil. — men jeg er alene! — er jeg her ikke? Frygter i for det ulige tal, to drivere og en rejsende? lo Antonio. Manden brummede noget i skæget. — nu, hør hvad jeg siger eder — vedblev antonio— i bliver hos gederne, jeg går forud og når jeg piber kommer i efter! — holdt Antonio, det går ikke! Du lader ham køre, så stegen går vore munde forbi. — når han fortsætter på den vej, han er slået ind på, kommer han temmelig tæt her forbi, og når jeg kommer tilbage, uden at have givet signales så kan i altid gøre, hvad i vil; han er snart indhentet, når i stiger op af bjerget. Det bliver derved! Manden blev brummende tilbage og Antonio fjernede sig, efter at have tilråbt Philax at holde god vagt. Hunden forstod sin herre og blev tilbage. Antonio ilede hurtig og let hen ad en smal vej og nåde kort efter et sted, hvor han vidste den rejsende måtte komme forbi. Ventetiden blev ikke lang, thi straks efter kom karavanen. Der var to førere og en herre, som red på et æsel. Antonio gik dem i møde. — holdt, spørg den mand der, om vi er på rette vej — råbte den rejsende til sine førere da han fik øje på den unge hyrde. — behøves ikke herre, vi er på den rette vej — svarede den anden fører. — heida — gode ven! råbte den rejsende, da han så Antonio fortsatte sin vej. Antonio blev stående. — kan i,! ge mig, hvad vej der fører til Ostiala — råbte den rejsende og holdt stille. Antonio studsede. — til Ostiala vil i? spurgte han overrasket. — javist! Kender i mejeriet? Højst forundret stirrede Antonio på den fremmede, så denne blev helt urolig. Han var lige i begreb med at fortsætte vejen, da Antonio hurtig udbrød — jeg kender både vejen og mejeriet, i er på den rigtige vej! — gudskelov, er det langt? Om en halv time kan i være der! Skal i til Meyer? — javel! Kender i den mand? — rigtig godt! — også hans børn? — ja vist! — hvormange børn har han nu? — tre, to drenge og en pige? — 5^vad! stadigt tre? Kender i den yngste søn? — rigtig godt! — han vogter geder, ligesom jeg! Den rejsende blev tilsyneladende bedrøvet ved at høre dette, men hurtig besindende sig sagde han til Antonio: — jeg takker eder, lev vel — og drev sit dyr videre. > — djævel — råbte Antonio, da han igen var alene — besøget gælder min fader, og Herren spurgte efter den yngste søn, efter mig? Hvad betyder det? Guds død! det må jeg vide? Hurtig ilede han tilbage til gederne og Nikolo. — fordømt, knægt, du har ladet dig narre! råbte Nikolo opbragt og sprang ham i møde. Men Philax var straks imellem og viste manden for anden gang sine tænder. — rolig, rolig, koldt blod, en nyhed! råbte Antonio — den rejsende vedkommer ikke eder! Ved i hvorhen han går? Til mejeriet, til min fader! > overrasket stod Nikolo og stirrede den unge. Mand vantro ind i ansigtet, uden at indvende et ord. — jeg har en bøn til eder, vil i opfylde den? — tal! sagde Nikolo. — jeg vil til mit hjem og høre hvad besøget gælder, jeg tør ikke lade mig se, vil i blive hos gederne til jeg kommer tilbage? — hm, det er sent aften, tag dog dyrene med. — det går ikke, jeg bliver borte i nat, i kender jo min prægtige hule, der kan give os et godt og bekvem nattekvarter. Bliv her jeg bringer snart efterretninger om den fremmede! — hm, knægt, du er en djævels Karl, jeg ved ikke, men det er for mig, som om jeg må adlyde dig. Hahaha, jeg kan forsøge, om jeg har glemt mit gamle håndværk. — gå, hyrde — gå, men bliv ikke forlænge. — godt, Philax kan blive hos eder. Skulle det blive aften, så gå ind i min hule. I vil sinde brød og mælk der. Jeg kommer bestemt tilbage, selv om det skulle blive nat! — nå, jeg venter dig bestemt! — hvad jeg siger holder jeg, jeg troede, du vidste det! Altsas på gensyn! ved foden af et højt bjerg lå mejeriet Ostiala. I avlsgården befandt sig en lille undersætsig mand. Det var mejer selv. Hans ansigtstræk vare mørke, han stod midt i gården, med armene korslagte og skuede med mørke blikke snart på bjergene, snart på indgangsdøren, hvorimod hans øje udtrykte en blidere følelse når han så henimod brønden, hvor en yndig pigeskikkelse var beskæftiget. — unødigt arbejde, mumlede han endelig — den dumme knægt kommer bestemt ikke hjem igen imidlertid var bondekonen, mandens hustru, kommen henimod Hain og lagt sin højre hånd på hans skulder, idet hun udbrød — det må have været et gudsforgående vejr deroppe. Akkurat så gudsforgået som knægten selv er — brummede manden. — når bare han ikke er kommen til nogen ulykke. — ulykke! Hahaha, ukrudt forgår ikkek ham er ikke passeret noget, men mine geder, dem har den gavstrik nok ladet være ene imedens han har klatret omkring på bjerghøiderne — fortsatte manden med opbragt stemme og vendte sig henimod huset, — men jeg slår ham, den — — se dogfar — afbrød hans hustru ham — der ved døren holder fremmede. manden vendte sig om. I samme øjeblik stod den rejsende af æstet og trådte hen til bonden, forundret betragtede denne den fremmede, selv hans hustru blev^nysgjerrig stående. Den rejsende hilste og så mejer stift ind i ansigtet. — i er hurtig og pludselig fløjet fra remata — begyndte den fremmede. Bonden studsede. Den fremmede greb^indenfor sin kappe, trak en lædertasfe frem, åbnede og holdt halvdelen af en ring henimod bonden, idet han. sagde: — kender i dette klenodie. En voldsom skræk greb bonden; hansmnsigt blev ligblegt og uden at kunne bringe etldrd over sine læber blev han ståaende. — Jesu Marie! råbte bondekonen og sank på knæ. — stå op, udbrød den rejsende — jeg ønsker husly en times tid, da jeg må videre. Bonden vinkede ad pigen, der stod ved brønden, pegede på førerne til æstet og trådte med sin hustru og den fremmede ind i huset. Inden den rejsende var ankommen, var Antonio ad en anden vej kommet til gården, hvor han ubemærket var listet ind af en bagdør. — hvor har i drengen, som i fik i pleje? Begyndte den fremmede efter at have fundet en plads i stuen. — han er her endnu! — så? I har altså ikke holdt Eden i * sværgede? — jeg har ernæret drengen som jeg lovede, fortsatte bonden trøstig. — men hvordan? Hvor er han? — han vogter gederne, slap bonden ud af munden. — hellige Frantz — gederne! Og hvad har i gjort med pengene? — herre, det er 18 år siden, jeg optog drengen. Aldrig er der spurgt til ham — pengene har knapt rækket i den lange tid til kostepenge og til hans tiende år har jeg dog kun haft forpligelse til at sørge for ham, denne er nu til ende, og godt er det at de er kommen, thi nu kan de tage drengen mej! Dem, fortsatte bonden, der var bleven sikker i sin optræden. — det går ikke! råbte den fremmede heftig — drengen må blive her endnu nogen tid. Han må ikke erfare, at han ikke er eders søn. Jeg er villig til at betale eders udlæg og gode villie, foruden en anseelig sum til hans undervisning. Vil i forlænge kontrakten på ti år til? bondens øjne strålede. Der var penge at vinde. — det kæreste var at blive af med drengen, udbrød han med listig mine. Han havde ikke forregnet sig, den fremmede for op og greb efter sin lædertaste. — se nu først på pengene, sagde han, og talte en anseelig sum i guldstykker og banknoter op på bordet. — ti år er ingen evighed og da er i fri for ham — blev han ved. — slå til! — og hvad vil i, at jeg skal gøre med drengen? — sende ham i skole! — hm, og når pengene ikke rækker? — det gør de nok, derpå kan i forlade eder! fortsatte den fremmede fortrædelig. — nu, hvad mener du kone? Så blive vi jo fri for ham. — det var vel også det bedste for Antonio, — svarede konen. Manden sendte hende et vredt øiekasl. Derpå vendte han sig mod den fremmede og sagde: — jeg vil nok lade ham gælde for min søn og gøre hvad i forlanger, men en betingelse har jeg, jeg fordrer i opgiver mig ørengens herkomst, hvem hans forældre eredet kan jeg ikke, thi jeg ved det ikke selv. Men så meget kan jeg love eder, at inden udløbet af de ti år skal i få den forønskede oplysning og en anseelig gave. Gem nu pengene og sagen er i orden. Jeg har hastværk, forinden nattens frembrud må jeg være et andet sted. — hvorfor bliver i ikke her? — jeg tør ikke. Vejret har opholdt mig, og rejsen er heller ikke gået hurtig, jeg har ikke et øjeblik at tabe, og tiden for min tilbagekomst er mig foreskreven. — hm, mærkværdigt. I tjener vel en fornem herre? spurgte bonden. — også herpå kan jeg ikke svare. — vil i ikke indtage en lille forfriskning? — jo, et glas mælk straks efter tog den fremmede bort. Antonio opholdt sig endnu i et Kammer, dev stødte op til den stue hvor underhandlingerne havde fundet sted, og havde han end ikke hørt hvert enkelt ord, havde han dog opfattet så meget, at bonden kun var hans plejefader og at denne havde modtaget penge for hans opdragelse. I dyb eftertanke hensank han i en krog af. Værelset; men blev snart vækket ved en høj opbragt stemme. Han for op og lyttede. “ — nej det falder mig ikke ind at gøre det — råbte bonden trodsig, — jeg var da en ren æsel, når jeg ville give en eneste sysling sov den uvorne knægt. Ti år er en lang tid, der kan meget forandres. — men mand, betænk dog hvad du har lovet, bemærkede bondekonen. — å hvad, ingen ved det. Du er i sandhed ubetænksom: se dog på de mange penge. Dermed kan vi udvide vor forretning, og vore børn har en køn arv ivente. Er faderen rig, sår vor datter sig snart en mand, der også er rig. Eller vil du vor datter skal kvæle sig som vi har måttet? — men det er jo vvg ikke vore penge! — for øjeblikket tilhører de mig og ingen anden, gavtyven får intet, det siger jeg og derved bliver det! — drengen er jo dog ikke så slem somti, det forstår du ikke. Har han nogensinde lystret mig uden at knurre? Og hvormange geder er ikke borte? — da har det dog ikke altid været hans skyld, indvendte konen. — sig hvad du vil, drengen vedbliver at vogte gederne, og brækker han engang halsen, destobedre! — uha, mand, det er hæslig talt af dig. Hvad vil du svare ' om ti år, når der bliver spurgt om Antonio? — hahaha, man vil ikke kunne spørge mig! Lo bonden. — hvorfor ikke det! — fordi jeg tager herfra. — har man da ikke genfundet os her? — dennegang bliver jeg mere forsigtig. — man finder os dog! — man finder os ikke! råbte bonden for tørnet, jeg går bort, og det snart, ret snart! — og mejeriet? — bliver denne gang ikke solgt. Jeg er ikke mere så dum, at lade en vejviser blive tilbage. Jeg brænder hytten af! — Jesus Marie, mand! — det vil i ikke gøre! råbte Antonio idet han rev døren op og i en heftig sindsstemning styrtede ind i stuen. — ah! Hellige Madonna, hvor kommer du fra Antonio? råbte bondekonen i den største sjæleangst. — han har lyttet, den gavtyv, det seer du jo, lo bonden med et hæsligt grin, hvorunder han søgte at skjule sin forbittrelse. — ja, det har jeg, Bonde, fortsatte Antonio, og jeg vil sige eder hvorfor. — Bonde! Knægt, hvad siger du? Er jeg ikke din fader? — nej, det er i gudskelov ikke? Bondens ansigt fortrak sig i et frygtelig raseri; han trådte henimod Antonio med armen løftet til slag. Bondekonen skreg højt. — rør mig ikke! tordnede Antonio manden imøde, idet hans øjne funklede, — kun et slag og der sker en ulykke! Bonden stod endnu med opløftet arm; men slog ikke, talte ikke et ord, forbittrelse og overraskelsen havde ligesom tilsnøret hans strube. — lad os tale et fornuftigt ord, jeg har ret til at fordre det, efter det jeg har hørt, tilføjede Antonio. — fader, vær fornuftig, bad konen. — væk, herud! brølede bonden, og slaget der var tiltænkt Antonio, traf bondekonen. Som et lyn sprang Antonio imod bonden, men lige så hurtig var bondekonen imellem. — Antonio, for guds skyld hold inderåbte hun bønlig. Antonio stod stille; hans lemmer, sitrede, et voldsomt raseri greb ham, men konen, som fz atten år havde været ham i en moders sted og nu lå i hans arme, kunne han ikke modstå. — gå ud moder, lad os være alene, der må opgøres imellem os, bad Antonio og skubbede bondekonen lempelig henimod døren. — Antonio, vær rolig, jeg beder dig, vær rolig, bad moderen med tårefyldte øjne. — jeg skal nok beherske mig; men lad os være alene, bad Antonio. Neppe var døren lukket, før Antonio tog plads ved bordet hvor faderen havde sat sig. — jeg spørger eder om i vil gøre hvad i har lovet den fremmede? begyndte Antonio med dirrende stemme. — jeg har ikke lovet den fremmede noget. — i vil altså ikke anvende pengene på mig? — jeg har ikke modtaget penge. Antonio tog sig sammen og søgte at beherske sig. Med sagte sitrende stemme blev han ved — i vil altså stjæle min ejendom? — hund, bastard, brølede bonden idet han slog Antonio i ansigtet. — skurk, tordnede ynglingen og gav bonden et stød så han faldt baglænds med hovedet mod bordkanten ned på gulvet, hvor han blev liggende blødende og livløs. Ligbleg stod Antonio og stirrede på dette syn. Som et lyn påkom der ham den tanke; du har dræbt ham; han faldt på knæ og råbte højt på moderen. Inden få minutter kom bondekonen styrtende ind, men da hun så manden blødende på gulvet, faldt hun med et højt skrig til jorden. Nu førsf fattede den unge knægt en beslutning. Han sprang op og råbte: jeg har ikke villet det. — tærningerne er kastede, — bort — bort? Og i en rasende hast ilede han ud -- ud af. Gården til bjergene. Badet i sved nærmede han sig endelig hulen og satte sig rystende ned. Nikolo var lige kommet med gederne, og Philax, den tro hund, krøb kærtegnende omkring sin herre og skikkede hans hænder. Forundret stirrede Nikolo på den livløse yngling og ville bukke sig ned til ham, men hunden viste ham knurrende tænderne. Pludselig sprang Philax højt gøende op. Antonio rejste sig op. — /djævel, unge, hvordan seer du ud, udbrød Nikolo — menneske, hvad er passeret? Antonio så stift på ham. Endelig brød han leende ud. — hahaha, hvordan jeg seer ud? Som en bandit, som en røverhøvidsmand; seer jeg ikke sådan ud? Hahaha, ven Nikolo, jeg er en af eders. Kom, her vil jeg fortælle eder min historie. de satte dem begge ned og Antonio begyndte sin fortælling. Nikolo brummede imellem, og da Antonio endte fortsatte han — gør dig ingen sorger, skurken var ikke mere værd. Jeg havde stødt ham min kniv i livet! — det første mord, mumlede Antonio. — galskab! Tænker du, at karlen er død? Nej det tror jeg ikke. — mener du, Nikolo? — stol på mig. Skurken er nok kommen derfra med en skramme. Men hvad tænker du nu på at gøre? — jeg kommer til eder! — bravo, Antonio, bravisimo! Guds død du er os velkommen! råbte Nikolo henrykt. — men dine penge, vil du lade skurken beholde dem? — derom taler vi senere. Sig, hvor træfferjeg eder i nat? — nu, du går vel straks med? — nej, jeg må endnu engang til Ostiala. — Just nu, hvorfor det? — spørg mig ikke, jeg må og vil! Gå straks og meld mig. — altså, hvor er i at træffe? — vi er i denne nat i den sorte hule. Vejen er dig bekendt. — djævel, det er temmelig langt; dog jeg kommer. Hvem har vagt? — Cinthio står før tur. — kender i ordet? — nej, ikke før i nat. Men tegnet ved jeg, du kender det også! — det er godt — på gensyn! — holdt Antonio. Hvad skal jeg gøre med gederne? — lad dem løbe eller tag med, gør hvad i vil! råbte Antonio tilbage, peb ad sin tro Philax og ilede videre. Den tilbageblevne røver nitolo dræbte hurtig to geder, bandt deres fødder sammen, smed dem på ryggen og forlod stedet. Andet kapitel. Den sorte hule. Om også Antonio med ilsomt løb søgte fremad så blev hans skridt dog langsommere, jo jo nærmere han kom dalen, i hvilken Ostiala lå, til sidst gik han ganske småt med nedsænket hoved. Pludselig blev han stående. Mekanisk havde hans fod slået ind på den vej, der førte til mejeriet. En sagte ængstelse overfaldt den ensomme vandrer, da han, skuede et mørkt ømrids af faderens hus. — op, op, Antonio, vær en mand! mumlede han, og slog ind på den modsatte vej. Skridtene blev igen sagtere; hans blik der stadig søgte vinduerne i mejeriet, veg dog sky tilbage ved synet af disse. — bort, bort, videre! tonede det i hans sjæl. Igen stod han stille. Et suk steg op af det betrængte bryst, han pressede sin venstre hånd fast til det bankende hjerte. — min gud, hvorfor er jeg kommen så vidt; skal jeg måske høste hvad andre har sål? Hvad har jeg gjort? Og hvad står jeg i begreb med at gøre? Har jeg villet det? Er ikke alt kommet så pludselig, så pludselig at jeg knapt ved, om det er muligt? talte Antonio for sig selv og gik videre. Nu kunne han skimte enkelte bygninger. Det var landsbyen Ostiala. — hvad vil hun sige? hviskedee Antonio videre. Men måske hun endnu ikke ved — hvis jeg må sige hende det først? Himmel, jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Antonio, vær ikke fortabt, op, op, vær en mand ' hvad sket er ligger bag dig^ fremad, kun fremad! Og som om der var kommen nyt mod i brystet på ynglingen, tog han sig sammen, løftede hovedet i vejret, og ilede videre. Den første og anden bygning gik han forsigtig forbi, men ved den tredje listede han sig sagte omkring ti! et lille skur, som næsten fuldsfændig var bedækket af grene og blade fra et mægtigt egetræ. Hans tro Philax fulgte efter. Ankommen her udstødte han et skrig som fra en natugle, og trådte tæt op til træstammen. Han lyttede flere minutter, der rørte sig ingen. Da lod han nok engang det samme råb lyde. Alt forblev roligt. Antonio blev utålmodig, trådte nærmere og så hen til huset. — det er mig ubegribelig, mumlede han — hun ved dog at jeg kommer. Min gud, skulle der også vente mig noget smertelig? Philax, der tavs havde stået ved sin herres -m-ww gwu ^eudw. i l7^, - > ' w^^wßmæmkm / 7 / > /^ ' - '!. » >. « k... - ' ', -.?... < - 7 -, -i s- « '. ' 7- “ - fødder, sprang pludselig frem og slog med halen. — ah — dog! mumlede Antonio, og gik nogle skridt frem, idet han udbredte armene mod en yndig pigeskikkelse der ilsomt nærmede sig. Men pigen kom ikke helt hen. To skridt fra Antonio blev hun ståaende, rakte ham hånden og råbte med sitrende stemme: hvad? Du vover at komme herhen? Antonio lod armene synke og så målløs på den unge pige. Begge stod i nogle sekunder som stumme. Endelig greb pigen efter tørklædet og tørrede tårerne, som randt ned af kinderne, bort. — Rosa? begyndte Antonio endelig — Rosa, er det en modtagelse. — ak, Antonio, hvad har du gjort? hulkede pigen. Med unaturlig magt virkede disse ord på den arme Antonio. Han rystede over hele kroppen, og uden af udstøde en lyd, segnede han som livløs om i skuret. I samme øjeblik fløj pigen hen kl ham, slog armene om halsen på den elskende, og skjulte sit ansigt heftig hulkende ved hans bryst. Overrasket af sine følelser, slog Antonio sine arme om livet af pigen, og trykkede hende ængstelig til sit høitbankende hjerte. — Rosa, mit eneste gode, mit dyrebareste i denne verden, vil du fordømme mig uden af have hørt mig? stønnede han med brudt stemme. — nej, nej, tal ikke, Antonio, hulkede den unge pige — jeg vil ikke høre noget af den sørgelige historie. Men gå snart fra mig, stygt, stygt, inden det er for sent dig! — allså du ved det? Og ulykken er virkelig sket? spurgte Antonio med fastere stemme, idet han slap pigen. — ak Antonio, af du ikke allerede er flygtet, har du tænkt over hvad din fremfusenhed har gjort? — jeg er flygtet fra ulykkeshuset, fra sorg og kval. Men endnu ved jeg ikke hvor stor min forseelse rækker. Lever bonden endnu? — han skal være død, hulkede Rosa. — allså en morder? — hellige gud, Antonio, tal ikke ordet ud! Gå, gå, stygt, gem dig i den dybeste hule, at man ikke finder dig. — Rosa, ved du bestemt, at bonden er død? — min fader og moder er ovre i mejeriet de skulle nu komme tilbage. Nanna, din søster, kom i største angst og hentede mine forældre. — talte du med Nanna? — nej, jeg var mere død end levende. —. Rosa, når tilskikkelsen virkelig har besluttet det, så må jeg flygte som enfor guds skyld, Antonio, tal ikke videre! Afbrød pigen. — vil du ikke i det mindste høre mig? skal jeg også i dine øjne stå anskreven som skyldig? —Rosa, min kæreste Rosa, jeg besværger dig, ifald du har mig kær, så hør mig! Med disse ord omslyngede han på ny sin elskede, og trykkede et Kys på hendes pande. Pigen bævede tilbage og rystede på alle lemmer. — Rosa, du skælver for mig? — o min gud, nej, nej, kæreste Antonio, jeg ved det ikke selv — en følelse af angst og smerte gjennemtrængcr min sjæl. Dit Kys erindrer mig om størrelsen af min ulykke og elendighed. O, Antonio, mit liv, mit alt, hvad har du gjort! Stærkt hulkende lagde hun sit hoved op til hans bryst, og vedblev, — flygte skal du, du må forlade mig. måske ' for stedse, ak Antonio, mit hjerte brister, jeg er fortabt, jeg kan ikke forlade dig. — Rosa, du skal heller ikke forlade mig, udbrød Antonio, vi ville aldrig skilles, når du har mod, først til at høre mig, og da at knytte din tilværelse med min. — Antonio, jeg ville gå med dig, hvorhen du går, når jeg var fri, men betænk mine forældre! — min kære Rosa, hør mig først, begyndte Antonio og førte blidt den modstræbende pige ind i skuret; efter at de havde taget plads og han havde befalet Philax at lægge sig ved indgangen, begyndte han at fortælle, hvad han havde oplevet om dagen. Rosa hørte opmærksom efter og blev ganske overrasket over Antonios meddelelse. Da han var færdig, opstod der en lang pause. Endelig begyndte Rosa sukkende: — altså er mejer ikke din fader? Til slutning stammer du fra fornemme personer, og jeg — — — over min herkomst skal du ingen sorger gøre dig, jeg vil aldrig søge efter mine rigtige forældre. Kunne de støde mig ud i verden, fortjener de ikke at se mig. I ethvert tilfælde har min fødsel været en skam, en skændsel, som de har dækket med min fjernelse. Jeg ønsker dem en ren samvittighed, sortsatte Antonio, men ikke uden bitterhed i stemmen. — holder du mig endnu ' for skyldig, Rosa? spurgte han efter nogle sekunder, i hvilke Rosa havde været tavs. — nej, nej, ikke så meget, som jeg troede. Men hvis mejer er død, da — — en knurren af hunden afbrød Rosa. Hr — gode gud, min fader og moder kommer, jeg må bort! råbte hun og sprang op. — gå Rosa, og hør hvorledes det står derhenne, men jeg beder dig kom snart igen, jeg bliver her, fortsatte Antonio og kaldte sin hund ind og trak sig tilbage til den inderste krog af skuret, medens Rosa med største hast søgte huset. Der forløb flere minutter. Intet rørte sig. Endelig hørtes der skridt. Fast trykkede Antonio hunden til sig. Det varede temmelig længe for Antonio, i dyb taushed trak han sig tilbage i en krog og forblev ubevægelig. » Kort efter trådte Rosa sagte og forsigtig ind i skuret. — Antonio, udbrød hun, hvor er du? — her, her, min skat, svarede han og trådte frem. — gud være lovet, Antonio, sorgen er ikke så stor. Din fader lever og er rasl. Det har været en bedøvelse! vedblev Rosa og lænede sit hoved til hans bryst — o! jeg er så lykkelig for din skyld! om også din fader — — — udtal ikke navnet fader, Rosa. Han har aldrig vist sig som sådan, faldt Antonio ind. — vær ikke så hård, Antonio. Glæd dig dog at du ikke er en — en — jeg kan ikke udtale ordet, at du ikke er bleven hvad vi frygtede. — det er mig også kært, min elskede, jeg kan nu gå bort med lettere hjerte. — min gud, ja, ja, du må gå. Din fa — — mejer, er frygtelig vred på dig. Du skulle ikke lade ham se dig mere, fortsatte Rosa med bedrøvet stemme. — det behøver han ikke at frygte; jeg vil aldrig komme i hans nærhed. — bort, bort, jeg ved ikke selv hvorhen ' — i hele verden. Og du Rosa, går du med? fortsatte han og omfavnede. Pigen hun stred imod. — Rosa, jeg beder dig, forlad mig ikke, gå med mig. Jeg vil arbejde dag og nat for os begge, når det er nødvendigt. Men jeg beder dig for guds skyld, forlad mig ikke, stød mig ikke fra dig, jeg er ellers fortabt for evig! —- Antonio dog, overtænk hvad du taler. Kan jeg gå fra mine forældre, med dig i det uvisse? Gå alene, søg dig en stilling, og hent mig senere. Hvad jeg har tilsvoret dig — trofast kærlighed — vil jeg holde! bad Rosa i en hjertelig tone. — nej, Rosa, jeg viger ikke uden dig!. Jeg vil trodse skæbnen, jeg vil beholde hvad der tilhører mig og hvad der vil tilhøre mig! fortsatte Antonio med fast stemme. — vær ikke uretfærdig, Antonio, og byd ikke skæbnen trods — jeg kan ikke gå med dig. — Rosa, stod mig ikke i fordærvelse. Du er den frelsende engel, der står ved min side. Mit levnetsløb står nu på en korsven den ene fører med dig ærlig kamp mod skæbnen, den. Anden uden dig i fordærvelse. Min beslutning står fast. Må jeg tabe alt, hvad der er mig kært og dyrebart, nu så vil jeg bringe mig selv som offer. — Antonio, hvad vil du gøre? Min gud, jeg er bange for dig, når du taler så. Jeg har aldrig set dig sådan. Hør engang mine ord.. — Rosa, du ved hvor højt jeg elsker dig. For dig gav jeg gerne ti liv bort, når jeg havde dem til at ofre. Men derfor kan jeg heller ikke lade dig blive tilbage. Kom, kom, sådan som du er tager jeg dig med. For denne nat er der sørget; jeg byder dig et natteleje, som du ikke skal ønske det bedre. Med disse ord trængte Antonio pigen ud af skuret. — nej, nej, jeg kan ikke! Lev vel, min kære Antonio, jeg venter dig i — — er det dit sidste ord? afbrød Antonio hende. — mit sidste — gud ved det, jeg kan ikke anderledes. / — Rosa, så hør mit sidste ord, råbte Antonio fortørnet. — du slemme, slemme, elskede mand! Råbte Rosa. Jeg beder dig lad os skilles i fred. Jeg bliver dig tro i al evighed! — og jeg forlader dig ikke, om jeg skal sætte himmel og jord i bevægelse! råbte Antonio. Rosa, saldt ham om halsen, trykkede kærligt Kys på hans læber og hulkede: lev vel — på gensyn. Med disse ord ville hun ile bort. Antonio fik fat r hendes kjole og udbrød hurtig: først mit sidste ord — da vælg og afgør! Sukkende blev pigen stående. — Rosa når du ikke går med mig, når du ikke vil være min kone, så flygter jeg til bjergene, til folkene deroppe, der driver forretning i nattens mørke! udstødte Antonio med feberagtig hast, og holdt pigen fast i sine arme. — Jesu Maria! Antonio, råbte Rosa ængstelig, det kan ikke være dit alvor. — mit fulde alvor. Hvad bryder jeg mig om mit liv offres på den ene eller den anden måde. Altså afgør — enten røver eller ærlig mand? — ved alle helgene Antonio, lad den frygtelige tanke fare! råbte Rosa, rystende over alle lemmer. Antonio sank på knæ, hævede foldende hæ

1892_BruunL_Antonius

Laurids

Antonius

Bruun

Bruun

Antonius

male

1892_BruunL_Antonius.pdf

Laurids

Bruun

dk

Antonius

En Historie

n

roman

Mansa

KB

pdftxt

nan

nan

O

Den yngste hed Antonius. Den anden, som var et helt år ældre, var født på en mandag og hed kun Peter. Men til efternavn hed de begge Stark. De var nemlig brødre. Den lægekyndige dame, der assisterede ved børnenes fremkomst i verden, hviskedee til cancellirådinden, husets mormoder, at det ikke var nogen heldig begyndelse at lade sig føde på en mandag; og da hendes erfaring skrev sig fra en mere end femogtyveårig virksomhed i faget, turde man ikke lade hendes mening ude af betragtning. Det gik derfor hurtig i glemmebogen, på hvilken dag i ugen Peter begyndte sin tilværelse. Derimod var der ingen i kaptajn Starks udstrakte bekendtskab, som var uvidende om, at Antonius var født på en søndag, og flere kvindelige pårørende kunne allerede af denne grund ikke undlade at betragte ham som et geni. — intet menneske, der stræber efter sandheds erkendelse, kan være i tvivl derom — ytrede cancellirådinden til lille fris, der hjalp til i huset ved al indvendig gerning og om søndagen fik middagsmad med hjem til sin tante på stiftelsen — et gammelt skind, der aldrig havde kendt til overflod af andet end indvendig dårlighed. — det må enhver kunne se på barnets vidunderlige øjne — de var blå, men meget mørke — og dets små geniale arme — der slog ud i luften og ramte alt, hvad der var bestemt til at gå i stykker. — hvor i alverden, min bedste — fortsatte hun — har de set et barn, der er født med at række tunge ad individer, som generer det. Der er nu hans farmoder, gamle Fru Stark, som var herovre i formiddags; havde jeg ikke i tide trukken hende tilbage, så havde det uskyldige barn ved gud revet kappen af hendes hoved. Det er mærkeligt, at han slet ikke kan forsone sig med den gamle dame! — cancellirådinden betragtede den lille med et veltilfreds smil og fandt en så tidlig udviklet skjønhedssans forbavsende. Blandt andre kendetegn på en livlig ånd og varmt følende natur fremhævedes det, at zantonius havde givet sit mishag så tydelig til kende, da pastor Møller ved dåben øste vand over hans hoved, at det ikke var muligt for noget levende menneske at høre, hvad barnet skulle hedde. Dette var, hvad enhver vidste, at alle geniale børn gjorde. Peter bar derimod ved samme højtidelige lejlighed en sådan ligegyldig tavshed til skue, at man uvilkårlig måtte bekymres for hans åndelige fremtid. Lille fris talte rigtignok noget om hjertegrebne, forstående øjne, som Peter skulle have betragtet præsten med, og fremhævede dette i modsætning til antonius’ verdslig bevægede gemyt. Men hun modtog af cancellirådinden en tydelig påmindelse om ikke at ytre sig om ting, som hun kunne sige sig selv, at hun ingen forstand havde på. Efter at Antonius i nogen tid havde haget sig frem i stuerne ved hjælp af stoleben, reolkanter og en stor dækketøjskurv — hændte det mærkelige tilfælde fredag formiddag den tolvte juli præcis klokken ti — cancellirådinden noterede datoen i sin erindringsbog for mærkelige begivenheder —, at Antonius pludselig rejste sig op, støttede på sine små, skæve ben og oprejst marcherede hen til dørtærskelen, hvor han faldt på næsen ind i den andenstue, og vækkede sin moder af et lille formiddagsblund ved et kraftigt brøl. lille fris kunne ikke nægte, at dette var mere, end man havde lov at vente. Peter havde de året i forvejen måttet holde under armene og forsigtig lede fra stol til stol, inden det lykkedes at få ham til at gå selv. Det blev fastslået, at ihvorvel Peter var et år ældre og den skikkeligste lille dreng på jorden, så var dog Antonius den, som på grund af sine større evner engang ville blive familjens stolthed. Fru Stark, hvem det nær havde kostet livet at bringe ham til verden, følte tidlig det tunge ansvar, der var lagt på hendes skuldre ved at skulle opdrage et sådant barn. Kaptejn Stark og hans familje beboede en villa ude på dosseringen. Den tilhørte cancellirådinden; men Fru Stark var hendes eneste barn. Da hun og hendes mand altså skulle arve det hele, mente de øvrige villabeboere heri at have fundet en fornuftig grund til, at kaptejnen ville bo under tag med sin svigermoder, der i gaden havde ry for sin strenge karakter. — salig cancelliråden havde været faktor for et handelshus i Kina. Han vendte tilbage med mange penge og svækket helbred. Han lejede en elegant lejlighed i et af byens rigeste kvarterer, førte stort hus og præsenterede deres eneste datter over alt i det fine selskab. Hun var en smuk og velopdragen ung dame, blid og stille. Hun yndede ikke den store selskabelighed, som hun var nødt til at tage del i. Derimod gik hun en dag hen til sin moders store sorg og forlovede sig med en ung løjtnant. Først måtte hun ikke se ham i et helt år. Men da hun viste sig uimodtagelig for enhver anden, civil og militær skønhed, hvis vej førte gennem cancellirådindens salon, opnåede hun omsider forældrenes samtykke, da han i en ung alder var avanceret til kaptajn. Der havde ingen rigtig forslag været i cancellirådens penge. Ubegribelig var de komne, og ubegribelig gik de igen. Ved hans død viste det sig, at cancellirådinden ikke ejede stort mere end den villa, som de havde købt på deres gamle dage. Ingen af familjen Stark var anlagt på at få en kaptejns gage til at strække til. Hverken Fru Stark eller hendes moder havde været vant til at nægte sig noget. Kaptejnen skuede med rædsel ud i fremtiden og satte sit håb til villaen. Denne blev kun slet vedligeholdt. Med blødende hjerte så han, hvorledes nødvendige reparationer, som cancellirådinden skulle bekoste, opsattes fra år til år. En dag tog han mod til sig og forlangte en privat samtale med sin svigermoder. Kokkepigen meddelte denne hidtil uhørte begivenhed til Jespersen, som boede i kælderen lige overfor og var portner, grønthandler og rullekonemand, foruden at han klinkede og brændte sammen for en snævrere kreds af kunder. Herfra løb det ligesom gennem en utæt tagrende hele gaden over fra hus til hus, at kaptejnen havde forlangt sin svigermoders samtykke til at sælge stedet, medens tiderne endnu var gode og for at slippe for den dyre husleje. Men cancellirådinden ville ikke vide noget af indskrænkningen at sige og betydede ham med tilbagetrængte tårer, at hun fandt det mest passende, om han ventede med at sælge hendes hus, » til graven havde udslettet ethvert spor af hendes generende tilværelse. « Følgen blev, at kaptejnen for fremtiden lod fem være lige. At stædighed lå i kvindens højst mærkelige natur havde han aldrig tvivlet om. Han følte, at han havde gjort sin pligt. Derfor vaskede han sine hænder og begyndte at gå i klubben om aftenen. — de søde børn trampede i astersbeddene, trådte bellisrabatterne flade, brød grene af til hyppehester og vognpiske så ugenert, at sikkert kun en nærbeslægtet husvært ville have fundet sig deri. Solen skinnede på deres hvidgule hår og brændte Hals og arme ganske mahognibrune. Vandet fra pytterne langs græsplænen oversprøjtede deres nøgne pusselanker og satte sorte striber op ad de hvide kjoler, som struttede til alle sider om deres buttede kroppe. Antonius havde et ualmindeligt 'talent til at finde søde, små snegle og hemmeligt anbringe deres gule hus som pynt i friis’s morgenkappe eller få dem til at spytte hvidt på mormoders sorte silkekjole, når familjen nød sin eftermiddagseafte nede i elmelysthuset og betragtede folk, som trak frisk luft på dosseringen. — en skøn morgenstund vækkedes kaptejnen efter en dyb og velgørende søvn af tummelen fra barnekamret, og pludselig gik det op for ham, at hans drenge havde nået den alder, hvor en regelmæssig skolegang kunne frembringe sine gavnlige virkninger og bibringe dem de første begreber om den disciplin, som efter kaptejnens mening var noget af det vigtigste i livet. Da han var kommen nedenunder og havde taget plads ved kaffebordet, meddelte han sin forfærdede kone i den tone, som ikke tillod nogen modsigelse, og som kaptejnen kun yderst sjælden benyttede sig af, at han havde tænkt på at melde Antonius og Peter ind hos kandidat Petersen oppe i gaden, hvis skole var bekendt for sin dannede og humane ånd. For ikke at glemme det samt for at afskære al videre forhandling desangående ville han besørge det med det samme, han gik hjem fra de militære kontorer. Fru Stark blev dernæst beordret til at gøre cancellirådinden samt alle i sagen interesserede — deriblandt børnene — denne meddelelse så lempeligt som muligt, medens han befandt sig udenfor skudvidde. Lille fris, som tilfældigvis påhørte alt dette henne fra anretterbordet, havde nær tabt en kop af fint københavnsk porcellæn, som hun var i færd med at tørre af, men beholdt dog så megen fatning, at hun gemte tårerne, til kaptejnen havde rejst sig og givet sin forstenede kone et hastigt Kys. Da.friis endelig fra vinduet havde set ham svinge sig på hesten, som oppasseren holdt foran stentrappen, og hørt den første klapren af hestesko, vendte hun sig om imod sin frue. Cancellirådinden, som et øjeblik efter trådte ind i stuen, fandt dem begge opløste i gråd. Hun hørte den sørgelige tidende, og forfærdet udtalte hun det ønske, at himlens straf ikke måtte komme over kaptejnens hoved for hans grumhed mod de værgeløse små. Hårde kampe satte deres mærker i røde, forgrædte øjne. Kaptejnen var ubøjelig. Han havde handlet som en mand, og en morgenstund, da Antonius og Peter var sprungen ud af deres træsenge til at skyde ud og ind, vaskede fris dem med rystende hånd, fældede en tåre, medens hun knappede deres bukser, og ledsagede dem derefter, hånd i hånd, lige til den grå skolemur, bag hvilken hun så livet og dets alvor lure på deres uskyldige hjærter. I begyndelsen var det ikke så slemt. Lektierne blev omhyggelig gennemgåede i hjemmet, hvor skolen og dens gerning var genstand for en streng og ubønhørlig kritik lige fra cancellirådinden og ned til kokkepigen Maren. Ingen fortrædigede børnene, og lærerinderne kyssede og skændte. Men alt som tiden gik, hørte frøkenregimentet op, og bestyreren tilligemed et par andre hjerteløse mandspersoner trådte i stedet. Antonius gjorde den opdagelse, at han selv måtte anstrenge sig for at putte alle de fæle ting i sit hoved, og han forstod nu, at livet var en kamp. Fjenden var skolebestyreren og hans drabanter, og overfor sådanne snedige våben som karakterbøger og protokoller var alle midler gode. I denne opfattelse bestyrkedes han af husets kvindelige medlemmer, som ikke lagde skjul på deres sindelag overfor skolen. I en vidunderlig fart fik Antonius ekspederet sine lektier og stile og lærte kun så meget deraf, som der var fare for, at han kunne blive hørt i, medens han delte resten af dagen mellem at sætte lommepenge i omløb og tilintetgøre det legetøj, hvormed hans kvindelige beskyttere så rigelig forsynede ham. Peter derimod bøjede sig for det uundgåelige og anstrengte sig i tavshed. Da han ikke på langt nær var så begavet som sin Broder, faldt det ham slet ikke ind at gøre forskel på lektierne. Han anvendte lige så megen flid på det, man kunne vente at komme op i, som på den gamle lektie, han havde om, men som timen næppe ville forslå til; og han forstod sig ikke som Antonius på at regne ud, hvilken af lærerne der var streng, som man derfor måtte tage særligt hensyn til ved sin læsning; hvem man kunne narre med en undskyldning, og hos hvem man • kunne ramse lektien op af bogen under bordet. Trods sin ihærdige flid, sine mange tårer og friis’s ufortrødne hjælp nåde Peter dog ikke videre i kundskaber, end at han lige akkurat kunne holde sig over den nederste fjerdedel af klassen. Antonius anvendte høj fregnet tre kvarter før middag på at gøre sig færdig med alt, hvad der angik skolen. Kun om fredagen havde den overanstrengte stakkel i begyndelsen af fjerde forberedelsesklasse både dansk stil og hjemmeregning; men dette ændredes ved en personlig henvendelse til bestyreren — på foranledning af cancellirådinden, som fortabte sig i skildringer af begavede, men overanstrengte børns tidlige død. Ikke desto mindre var det en undtagelse, at Antonius befandt sig under den øverste fjerdedel af klassen. Når det en sjælden gang hændte, var det kun for en måned eller, to, da forudfølelsen af en god høst i lommepenge atter hurtig drev ham i vejret. Engang da han — mere ved tilfældets gunst end på grund af egen fortjeneste — var bleven nummer tre i klassen, fik han lyst til at prøve den aller øverste plads og indlod sig i den anledning på en ivrig kappestrid. En hel måned igennem anvendte han en halv time mere af sin kostbare fritid; det lykkedes ham virkelig at blive duks, og dette indbragte ham et større beløb, hvilket han anvendte til en længe savnet pibe med slangerør, som han skjulte i et træ i haven, når den ikke var i virksomhed. Det var en dejlig pibe, som man kunne have inde under trøjen i vestelommen, og så kunne det i frastand slet ikke ses, at man røg. Da han havde siddet et par måneder på den nævnte plads, indså han ikke længer nogen grund til at anstrenge sig for at beholde den, eftersom der ingen særlige behageligheder var ved at fungere som eksempel for klassen, af hvem man altid ventede fortrinlige præstationer. Hvad det pekuniære angik, udregnede han, at det ville være let at holde det samme beløb i lommepenge som hidtil ved at gøre sig elskværdig overfor mormoder, plage denne dame og beklage sig over den overanstrengelse, som det havde kostet ham at svinge sig op. - denne beregning imponerede Peter meget. Han beundrede kærlig sin Broders uomtvistelige geni. Selv havde han kun en svag p'ornemmelse af forsynets retfærdighed, der havde gjort ham til en klodrian. Thi Peter kunne, når han tænkte efter, ikke se bedre, end at han var en klodrian. Et af de bibelsprog i Balslevs forklaringer, som han bedst forstod, var det om de uransagelige veje. Mangen aften, når han lå vågen, tænkte han over den store forskel i verden og alle de mange ting, som en med store evner kunne tillade sig. Når han undertiden græd sig i søvn, var det ikke af misundelse, men af bekymring for, at hans egen fremtid skulle blive alt for mørk. Derfor foresatte Peter sig at hænge i af alle kræfter. Til en begyndelse måtte han se at vippe den dreng, der sad lige over ham i klassen og kun havde tre streger mere ved sidste sammentælling. Viggo Schmits stærke side var sprog og historie. I regning var han derimod ikke stiv; men det var netop. Peters fag. Hr. Iversen havde sagt, dengang de havde det nederdrægtige stykke med bageren, som skulle købe korn på torvet, at Peter slet ikke var så tosset til at gange med brøker og nok kunne drive det til noget i reguladetrien, som de skulle begynde på i næste måned. Også Antonius lå og spekulerede om aftenen, når han var kommen i seng; over hvad han skulle tage sig til næste dag; hvilken anvendelse han skulle gøre af sine lørdagspenge; om det monstro ikke bare var praleri af Martin knob, at hans onkel havde lovet ham en ridehest i ferien — og alle de karudser, som han havde fanget i stadsgraven. Nu skulle han tigge til snøre hos mormoder, og så ville han selv ud at probere. Antonius tænkte også på, hvad han ville være, når han blev stor. Der var så meget at vælge imellem. Admiral eller general — den ene havde trekantet, den anden havde fjerbusk. Eller konge, så kunne man putte alle dem i hullet, som mukkede. Pave eller erkebiskop var nok stort, men kedeligt, for man skulle være så hellig. — alt som tiden gik, fik Antonius mere smag for læsning, det vil sige af det, som interesserede ham — verdenshistorie og noget med fantasi i. Han tog ikke længer del i jagtture efter hundestejler og karudser. Derimod traf man ham i de mærkeligste stillinger på sofaer med øjnene i en morskabsbog. Mappen fra læseselskabet, hvor mormoder abonnerede, var ikke til at finde nogen steder; ofte måtte hun opgive at få sig et lille blund over bøgerne. Fra de kom, til de gik, befandt de sig indelukkede på antonius’s værelse, og han nægtede hårdnakket at vide nogen besked, når der blev søgt. Engang imellem lånte han lille fris en spændende roman til en påskønnelse, når hun havde sat tykmælk af til ham, som han nød i spisekamret. Peter så med store øjne op til sin begavede Broder. Inderst var der.dog noget, som stødte ham i antonius’s måde at være på. Men han kom snart på det rene med, at det umuligt kunne være givet en klodrian at forstå et geni. Og det sagde cancellirådinden altid, at Antonius var. Det var jo rimeligt, at sådant et væsen havde en hel anden måde at leve på end andre mennesker. Peter tænkte, at enten var man et geni og blev til noget i verden, hvad man så gjorde; eller også var man ikke et geni; så måtte man arbejde og lade Vorherre om resten, — og så blev man måske ikke til noget alligevel. Peter stod tidlig op om morgenen og læste; og Peter læste om aftenen, til han blev jaget i seng. Når Antonius sad med strittende hår op over begge øren i » Røverne fra Monte rabaldero « eller » den grå pirat « — på det spændende sted, hvor fiskeren fra Capri bøjer sit ædle knæ for grevinde fioribella, hvem han lige har frelst fra røverkaptejnens frække favn, så kunne han pludselig høre Peter i værelset ved siden af conjugere: recevoir — recevant — reçu, medens han slog takt med bogen i bordet — eller banke mækong, mænam — alle Bagindiens floder ind i sit ulykkelige forhoved følgen blev, at Antonius begyndte at komme ned, — ja de to brødre nærmede sig så stærkt til hinanden i midten af klassen, at de sikkert var komne til at sidde sammen, hvis ikke Antonius havde fået et nul for en stil, som han ikke gad skrive, og lige oven på et » Studs! « i protokollen, fordi han ikke ville indlade sig på at forklare, hvortil han havde brugt sin ulovlig indvundne tid. Ved månedens udgang kom Antonius ned i den lavere halvdel, medens Peter rykkede op ti nummer to over midten. Forbavselsen kendte ingen grænser. Cancellirådinden var ikke langt fra at finde det lumpent af Peter. Den stakkel, som var kommen for skade at springe geniet forbi, døjede så mange ubehageligheder, at Antonius tog ham i forsvar og på en temmelig ublid måde bad sig fritagen for beklagelser. Peter selv fandt det heller ikke rigtig i sin orden. Han havde sandelig ikke fordristet sig til at kappes med sin Broder. Hvem kunne ane, at Antonius netop skulle gå hen og blive studs i den måned, hvor Peter havde stået sig så godt. Antonius var ikke en smule betagen. Han gik omkring med et overlegent smil på læberne og puttede med megen sindsro mormoders kontante trøstegrunde i lommen. Der var kun én mening, om at Antonius bar livets modgang med en fatning, som var genial. Årene gik, og præmilinærexamen trådte truende frem i horisonten. Peter så i den et gabende svælg, som han trods sin flid ikke vidste, hvorledes han skulle komme tørskoet over. Ar'tonius, der var latiner, så i den en milepæl på _n til den storhed og lykke, som var forjættet ham fra den søndag, han kom til verden. — familjen Stark fristede den skæbne, at antonius’s kundskaber og evner ikke fuldt blev påskønnede af de beskikkede, men nærsynede censorer. I et middagsselskab, hvor kandidat Petersen, skolens bestyrer, der i årenes løb var bleven ridder af Dannebroge, nød den ære at føre Fru Stark til bords, tog kandidaten anledning til at bemærke, at Antonius sikkert var en talentfuld dreng, men lige så sikkert mindre flittig og derfor ikke kunne vente sig bedre resultater, så længe han nærede den overbevisning, at Laurids brun: Antonius 2 man kunne komme frem uden anstrengelser. Peter derimod anså han for en af skolens samvittighedsfuldeste og elskværdigste elever, som kun ved en beundringsværdig flid havde drevet det til at gøre en bedre eksamen end sin yngre Broder. Da Fru Stark var kommen hjem i sin smukke himmelseng ved kaptejnens side, tænkte hun over den forløbne dag, som hun plejede at gøre, og fældede tårer ved tanken om, hvad bestyreren havde sagt. Havde hun nu også røgtet sin vanskelige opgave på rette måde? — hans ord bekræftede, hvad hun instinktmæssig havde følt, men knap turdet tænke ud, at Peter, som mest skøttede sig selv, var nået videst, og — der var så langt frem endnu — men måske ville han med tiden volde hende størst glæde. Disse tanker turde hun ikke røbe for nogen, allermindst for sin moder. Hurtig viste hun dem bort, og snart sov hun rolig og lykkelig ved ' sin mands side. — for fremtiden blev der altid talt med respekt om Peter og hans flid. Han var ligesom skabt for praktisk gerning, sådan et lille viljesmenneske, som han var. Når en eller anden ville vide besked om et geografisk navn, en historisk helt eller lignende, svarede cancellirådinden: — spørg vores dygtige Peter. Han er jo et helt år ældre end lille Antonius! — men var der tale om et eller andet med fut i, som fris med et frisk udtryk fra sin ungdom betegnede alt, hvad der stod i forbindelse med kunst og literatur, så henvendte man sig altid til Antonius. I det stark’ske hus blomstrede der frem en varm sympatti for frie studier og det skønne i det hele taget, fra det øjeblik, da disse sider af den menneskelige ånds virksomhed begyndte at beskæftige antonius’s tanker. Kaptejnen kendte sig ikke længer hjemme i sit eget hus for bøger, forfatternavne og kulissesladder. Det var rimeligvis noget af det meget, som lå i tiden, tænkte han. Det var forbavsende, som man blev gammel. Han tilbragte flere og flere af sine aftener i officersklubben sammen med de gamle krigskammerater, hvor man endnu kunne få sig en fornuftig passiar uden fruentimmervrøvl og vigtighed af lange drenge. — fra Antonius kom til verden, havde det været en given ting, at han skulle være student. Det havde hans fader været, før han blev militær — ogcancelliråden, før han blev handels- 2* mand, og gamle Stark. Det var noget, som alle ordenlige mennesker var. Naturligvis måtte man undtage udpræget arbejdsomme naturer — som Peter for eksempel. De burde tidlig udvikles for praktisk gerning i livet. Det førte ikke til videre anseelse, selvom det jo altid var noget at tjene penge; men for resten var jo naturligvis enhver virksomhed god og hæderlig for sig. Der blev taget alt det hensyn til Peters egen mening, som han kunne forlange; om han ville være apotteker, landinspektør, landmand eller noget andet. Peter tænkte omhyggelig frem og tilbage af angst for at vælge noget, som han ikke kunne magte — og endelig bestemte han sig for landvæsenet. Det vandt familjens bifald, om det end ville forårsage en skilsmisse for nogle år, som bedrøvede dem alle. Peter skulle være herremand, og en plads hos en fjærntbeslægtet af kaptejnen, som ejede en gård ovre i jylland' blev snart funden. Med tårer og viftende lommetørklæder tog familjen Stark en lørdag liftermiddag afsked ude på kvæsthusbroen. På hjemturen talte cancellirådinden om, hvor trygt det var at vide, at Peter var selvstændig og praktisk anlagt og ikke hang så meget ved hjemmet som for eksempel Antonius. Lille fris sagde intet. Hun trak det ene næsebor lidt i vejret og snøftede, som hun plejede, når hun var rørt. Den, der sørgede mest, var dog Josefine Ulrika, grønthandler Jespersens datter, som til daglig blev kaldt Rikke. Fra ganske lille pige havde hun næret varme følelser for Peter Stark. Hun havde et forunderligt held til at møde ham, når han kom hjem fra skole. Når Antonius var med, slog hun ikke øjnene op; han var nemlig vigtig. Men når Peter var alene, smilede hun over hele ansigtet. Han havde ofte hentet grøntsager for Maren kokkepige og fik altid en beskadiget appelsin eller løse vindruer i tilgift. Peter var ikke uvidende, om hvilket indtryk han havde gjort på hendes hjerte. Han følte sig smigret og kunne ikke andet end holde af hende igen. Men da han var kommen op i en højere klasse, generede han sig og undgik at møde hende. Kun engang imellem gik naturen over optugtelsen. Så smuttede han i mørkningen ind i gården, legede og slog en passiar af med hende og var igen den gamle. a.ntonius var nu ene genstand for familjens omsorg. Da den tid kom, at han skulle forberede sig til studentereksamen, blev en hængekøje — det var cancellirådindens idé — sat op til ham i elmelysthuset, at han kunne læse i fred og fri luft. Han havde sit eget værelse, udstyret med chaiselong og amerikansk gyngestol. Det stemte ikke ganske med latinskolens plan, at antonius’s interesser stedse mere og mere gik i retning af frie studier. Det varede derfor ikke længe, inden kaptajn Stark modtog en opfordring fra rektor om at tale et'venligt ord med sin søn om livets alvor, som han ikke nærede tilbørlig respekt for, at dømme efter den måde, hvorpå han øvede sin skolegerning. i enkelte fag var Antonius ret dygtig, således for eksempel i danske stile. Om disse udtalte adjunkt Kragballe, at de røbede en vis fantasifuld begavelse, som ikke var til skade i livet, når en dygtig vejleder med et prøvet blik forstod at føre den til arbejde i forstandens tjeneste, den særlig menneskelige evne. Men Antonius tillod sig upassende friheder overfor retskrivningen, og dette turde, om det end lå i tiden, endog en digterisk begavelse ingenlunde tillade sig. Herfor havde man desuden hjemmel i et cirkulære til de lærde skoler fra det høje ministerium for kirke og undervisning. kaptejnen blandede sig sjældent i, hvad han kaldte sine drenges privataffærer, men for en tjenstlig meddelelse bøjede han sig pligtopfyldende som en god militær. Højtidelig underrettede han Antonius, som blev kaldt ind på hans værelse, om rektorens skrivelse og mente dermed at have bragt sagen i en anden gænge. Da han kort efter modtog meddelelse samme retning, men alvorligere i formen, var han ikke ganske klar over, hvilken stilling en fader burde tage overfor en sådan — en så selvstændig dreng som Antonius, der desuden havde ryggen garderet af det samtlige kvindelige feltskyts, der i en overvejende grad havde husfredens bevaring i deres magt. Drengen indtog en fast stilling, som kaptejnen nødig ville forsøge på at bryde. Antonius forholdt sig tavs og rolig, om end med et udtryk af indre beklemmelse. Kaptejnen mente derfor at turde stille det i bero med en yderligere påmindelse om, hvad pligtfølelsen burde tilsige ethvert ærekært medlem af samfundet i tjenesteforhold. Næppe to måneder efter kom Antonius for skade at gøre adjunkten i græsk til Skive for sin medfødte begavelse. Atter indløb der klage til hjemmet, og kaptejnen følte nu, som efter højere ordre, nødvendigheden af at skride alvorlig ind. Om eftermiddagen for han op på sin søns værelse og kastede rektorens skrivelse til ham på bordet. Medens Antonius hurtig læste den igennem, gik kaptejnen med lange skridt op og ned ad gulvet og rømmede sig utålmodig. Derpå standsede han foran Antonius, slog i hidsighed sin knyttede hånd mod bordpladen og sagde: — insubordinære forseelser er aldrig passeret i min tjenestetid! —noget, som jeg afskyr — som enhver må afsky! — det bør straffes strengt — i gjentagelsestilfælde! — og jeg må sige — jeg skal — du skal, få noget andet at lære! — derefter for kaptejnen ud af stuen, og døren faldt i med en sådan kraft, at huset rystede. Kaptejnens fader var død af et apoplektisk slag, og Antonius spekulerede på, om det muligvis skulle ligge i familjen. Så fandt han rektorens skrivelse på gulvet og læste den igennem roligere end før. Han måtte smile ad den alvorlige tone og tjenstlige form, hvori historien med adjunkten var fremsat. Derefter satte han sig ned og gjorde en usømmelig afbildning på den ubeskrevne side. Den forestillede rektor i en galge med løftet pegefinger og tungen ud af halsen, omgiven af en hoben drenge, der på forskellig vis fornærmede deres foresatte. Antonius fortsatte derefter det afbrudte studium af Schillers » Røverne « og tilbragte en urolig nat i forunderlige drømme. Rektor ville i Franz moors skikkelse bortføre cancellirådinden og friste hende til et forargeligt levnet, hvorfra han først lod sig afskrække, da kaptejnen dundrede i bordet for ham og talte om respekt for alderdommen og insubordinære forseelser. — den store dag kom endelig, da Antonius i spidskjole med broderet skjortebryst, som var et vidunder af friis’s strygekunst, mødte op for det grønne examensbord. I familjen Starks dagligstue blev der opsendt varme bønner til alle censorers strenge dommer om at beskytte ham. Der herskede almindelig adspredthed hos de kvindelige medlemmer lige ned til Maren, som havde en uklar forestilling om en ret, der sad til doms over antonius’s liv og velfærd. Antonius selv tvivlede ingenlunde om sin indre fortræffelighed. Når de herrer af det grønne bord ikke kunne se den, så kom det af deres snævre syn, som lagde vægten på de tørre kundskaber. Den samme opfattelse næredes af hele familjen med undtagelse af kaptejnen, der i hvert fald var fornuftig nok til ikke at ytre sig i noget retning. Den sidste examensdag satte cancellirådinden og Fru Stark sig hver ved sit vindue for at opfange det første glimt af Antonius, når han med studenterhuen på hovedet viste sig udenfor havelågen. Men da klokken nærmede sig til tre, turde de ikke afvente udfaldet, således bankede hjertet i livet på dem. Kokkepigen Maren blev derfor den første, som fik lejlighed til at gratulere Antonius, da han glædesstrålende kom hjem og slyngede bøgerne i en afkrog af stuen med udråbet: første karakter! — den næste, som viste sig, var fris. Hun kom fra fadeburet med ærmerne smøgede op til albuerne og hænderne hvide af mel. Hun var i færd med at ælte dej til de småkager, som skulle bages i anledning af den glædelige begivenhed. — foreløbig blev der ikke spørgsmål om, hvad Antonius ville studere. Han skulle frem for alt udhvile et Års tid fra det anstrengende pligtarbejde gennem de mange lange skoleår. Dersom han i ny og næ samtidig kunne pille nogle filosofiske smuler op, således at han næste sommer kunne absolvere anden eksamen, var det jo herligt og flinkt, men aldeles ikke nødvendigt. Antonius tilbragte nu sin meste tid i studenterforeningen. Ikke blot sås han om dagen kun ved spisetiderne. Men det hændte også, at Fru Stark, når hun lørdag aften gik til ro, ikke lukkede sit øje før hen ad morgenstunden for at afvente det øjeblik, da hun hørte ham sætte nøglen i gadedøren. Klokken halv tolv præcis kom kaptejnen hjem fra klubben. Så længe sad Fru Stark i reglen oppe og nikkede af søvn med sit håndarbejde i skødet. Kaptejnen vækkede hende med et Kys på panden. Så slukkede de lampen og gik til ro. Når kaptejnen vågnede senere hen på natten ved støj af lystige stemmer på gaden, lyttede han efter antonius’s røst. Når han da hørte sin søn tage afsked med kammerater, som havde fulgt ham hjem, søgte han at beregne, hvor mange klokken vel kunne være. På åndedrættet kunne han mærke, at hans hustru var vågen; men selv lod han, som om han sov fast. Antonius var en ung mand med mange interesser. At spille komedie var én af hans bedste fornøjelser, og han tvivlede ikke om, at han i grunden var en født skuespiller. Cancellirådinden betragtede denne livsstilling som ensbetydende med jordisk elendighed. Hvem vidste ikke, hvor meget selv en kongelig skuespiller måtte sætte til livs for at få gejsten frem? — og hvem havde ikke hørt hviske om det i høj grad usædelige levnet med fremmede folks koner, der på scenen agerede elskerinder for andres mænd? — en dillettantforestilling i veldædigt øjemed var en ganske anden sag. Det måtte altid kaldes priseligt at skaffe et hæderligt ældre individ en seng i Vartov, at virke til kommunebørns julebespisning eller beklædning af fattige konfirmanter. Ved sådanne lejligheder høstede Antonius fortjent bifald. Det var ingen ringe tanke at vide, hvor man kunne blive noget stort, hvis man ville ofre sig for stillingen; men det havde han højtidelig lovet sin moder og cancellirådinden, at han ikke ville. Antonius havde også talent for at tegne karikaturer. Dette kostede både cancellirådinden og fris adskillige tårer. Det var ingen spøg at se sig selv fremstillet som blok med hængekrøller i en parykmagers vindue, når man var virkelig cancellirådinde, og alt hovedhåret ikke var ens eget. Det var heller ikke kønt at se sig aftegnet som stærk kvinde i tivoli eller tribunesangerinde, når man som fris turde bede sit fadervor højt for menigheden i kirken på, at ingen mandsperson nogensinde havde været en i utilbørlig nærhed. Når han blot ikke gik hen og blev kunstner, var det såmænd synd at formene ham den smule glæde, han kunne have af at drille sin familje. Gud skulle vide, han havde det småt nok. Cancellirådinden behøvede blot at tænke på sine egne brødre. De holdt rideheste, gik altid i første parket og drev omgang med baroner. Ak, det var dengang! Men kunstner — Vorherre bevares! — hænge på udstillingen, lade sig bese af mennesker, som man ikke kendte, og være udsat for, at bladene sagde deres næsvise meningom et geni, som de naturligvis ikke forstod. nej, nej! — dette måtte ikke kunne siges om nogen af cancellirådindens familje. Antonius tænkte, at det var ikke så ringe at vide, hvor man også kunne blive noget enestående, når man ville give sig i lag med stillingen. Men han havde lovet højtidelig, at han ikke ville lade sig friste. Antonius gav sig god

1896_ClaussenS_AntoniusiParis

Sophus

Antonius i Paris

Claussen

Claussen

Antoniusi Paris

male

1896_ClaussenS_AntoniusiParis.pdf

Sophus

Claussen

dk

Antonius i Paris

Hans Optegnelser

y

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

O

Indbydelse til rejse. Da verden var dunklere, videre spredt, da man rejste, dagvis, i postkarret, begyndte, når solen om morgenen lo og nåd ved aften, omsider, en kro — da verden var længere strakt og fordelt, før nogen endnu kom igenném den helt, førend møllerskens Kys som det korn, hun har malt, blev et ringere mel, som er bedre betalt... Man bedede en stund i hver by, hvor man kom, og i hundrede byr, før man bedede i rom — - da den stolteste stad og den snævreste krog var et særskilt blad af forundringens bog, i her vildere bjærge, her yndig natur, her borge, slotsfrøkner og hortikultur... Man oplevede verden til vogns og pr. Båd som en indviklet fabel med endeløs tråd — da slægten bag tættere skove forladt var fattig på glæder, men håbede brat — ' da man vidste, at døden kan komme hver stund og man ofrede sit liv for at dø med en grund, da ville jeg fristet det vovsomme spil... i den farlige fortid, som aldrig var til... At elske og vinde min muse og mø i det højeste tårn bag den dybeste sø, for at gemme en ring, når hun hviskedee: rejs! For at vi’ hende siden et Vers under vejs. I en verden mere vildsom, men mere beredt — fra en nutid med sindet og viljerne spredt, fra en nutid, mere banet men rådvild af ånd som en mø, der vansmægter ved bejlerens hånd — i en verden, hvor intet er køb eller salg, men alt er for den, som er tro i sit valg — vil jeg rejse... Rejs med og vær trøstig til sinds! Alverden er frisk som en gammel provins. De vårgrønne floder vi spejler os i og gengiver alt med den første værdi. Sophus Claussen. opvågnen i den fremmede stad. Paris, 18. Oktober. Himmel, sikken en seng jeg vågner i!... sikken himmelseng! — — nej, jeg er ganske fortumlet, sprogforvirret, og i min forvirring kan jeg endda sige brandere. Hvad hedder brandere på fransk? Des calembours! — eh bien — på dansk: nu vel... jeg vågner i en himmelseng, der er lige så bred, som den er lang — ganske som der stod i min første tyske læsebog. Og jeg kigger ud under gardinerne, på hvilke blomster og grene mørkt og frodigt dækker en bleggul grund, kigger til det store spejl over marmorkaminen, hvor jeg finder mig selv i vellystigt halmørke vellystig henstrakt — himmel, sikken en seng! Jeg ler højt og fornøjet over min egen vittighed. Og jeg siger som Jeppe: » Er det jeg, eller er det ikke jeg? « » Jo, det er jeg. « jfe le suis. Altså er man i Paris — Peter in der fremdel fra Rhinen og til Seinen har jeg ikke bestilt andet end at sige brandere på tysk og på fransk. Det kommer sig af den store umulighed, som det var mig at sige noget fornuftigt på de to sprog. Vittig er man i alt fald, Peter in der fremde! - og jeg har på hotel garni lejet mig et værelse, hvor en empire-seng i mahogni med sine omhæng alteragtigt som i en fornem dames boudoir optager hovedpladsen: hvor en marmorkamin vil være hyggelig at sidde ved til vinter, mens den knitrende ild i en knude træ giver mere røg end varme; hvor der er så højt til loftet som i to danske Stuer tilsammen,' og hvor vinduet som en dør behængt med hvide Gardiner når næsten fra loftet til gulvet, åbnes indefter og har en halv alen balkon udvendig. Dette værelse tilfredsstiller alle mine fordringer til godt lys og stærk skygge; og det er i skyggen forsynet med store spejle, der uddyber, forstørrer det og gør dets halvmørke æventyrligt. » Er de fornøjet, min herre? « — » Ja, jeg er, min herre, meget tilfreds. « Êtes-vous content, monsieur? — oui, monsieur, je suis bien satisfait ( meget mæt ). Alexander den store sov med Homer under sin hovedpude. Jeg nøjes med et leksikon. Frankrig er et udmærket land, hvor man uden vidtløftige forklaringer får, hvad man ønsker sig og mere til. Et vidunderland! Man forstår ikke mere end hvert tiende ord af, hvad de folk siger. Men hvor man er glad over dette tiende ord, som man forstår. Man gemmer det som en perle... une perle. Man taler uforståeligt; men man får dog sin kuffert besørget, man finder sit hotel, man bliver barberet, man spiser til aften — hvad det alt sammen koster, véd franskmændene så udmærket at sige på en forståelig måde. Ak, hvor er menneskene falske! Og hvor har den tyske impresario, som rejste sammen med mig, og som først udgav sig for journalist, skændig skuffet mine bedste forventninger! Han talte alle sprog med lige lethed og jeg med lige slethed — og vi var venner, vort venskab strakte sig fra Rhinen til Seinen, fra morgenen i køln til aftenen i Paris... Da låsen på min håndkuffert gik itu under toldvisitationen i reumont og de seks par hjemmestrikkede strømper, som min moder havde givet mig med, rullede ud, var han mig behjælpelig og havde straks, en rem, som han spændte om kufferten. Til gengæld lod han mig slæbe den del af hans bagage, han ikke selv kunne overkomme, og lod mig på venskabets regning, og fordi han ikke selv havde vekslet penge, betale alt, hvad han nød under vejs. En sjælden mand! han talte også dansk, kunne sige smukke Pike og vidste, at små børn hedder smo Bjarne. Vi indrettede vor kupé til sovevaggon, for at han kunne finde den fornødne hvile, og vi drak Kognak af det samme glas, endskønt han var kommen fra det kolerafarlige Hamburg. Og jeg, som kunne — min Heine, citerede for ham digtet om de to polakker: » De drak af det samme bæger, sov i den samme seng. én lus og én sjæl — kløede de sig begge om kap. « Da vi skiltes på pariserbanegården, aftalte vi at ses tre timer senere i ber gere, som han anbefalede mig meget, da det ligger nær ved mit hotel, og da det er et varietéteater, hvor jeg straks første aften ville få et dybt blik ind i Paris. Der sagde vi altså farvel på banegården, jeg stod alene, og kun med fortvivlet anstrengelse lykkedes det mig i denne travlhed at få en drager til at tage sig af mine kufferter. Men jeg fandt dog én, en flink mand med tjenstvillige øjne. Og jeg kom til mit hotel, og jeg hilste på så godt fransk som muligt fra hr. Mortensen i Danmark, hvad der gjorde dybt indtryk. Jeg ytrede ønske om at blive barberet og at spise til aften, og den uforlignelige vært viste mig fra sin gadedør en - barberstue og et brasseri. Det er min første vandring i den lystindrende stad og mine første forsøg i det sprog, hvis literatur jeg indbilder mig at kende ret godt. Jeg træder ind i en barberstue, ikke ret stor, men strålende af lys og marmor fra øverst til nederst. Jeg finder to verdensmænd med velplejet, brunt hår og fuldskæg, vandrende om i blændende skjorteærmer, og en mørkladen dame noget til Års, der sidder ved en skranke og tæller penge, myndig og elskværdig. Jeg står stille midt i stuen og ser mig forladt omkring. » Men Charles, men tag dog Herrens hat! « Siger damen let bebrejdende til den ene af de to verdensmænd. Nu sættes jeg i en stol, og der sker en barbering, hvis mage jeg ikke før har oplevet. Jeg er endnu så frimodig at have visse små ønsker, som jeg udtrykker i små, veloverlagte sætninger. Men disse sætninger afføder små spørgsmål af den barberende Charles i et alt for uforståeligt fransk. Alt begreb hos mig hører op; jeg ser mig atter bedende omkring. Og den anden begynder hjælpsomt at tale tysk. » Ja, men jeg er jo ikke tysker, « siger jeg på fransk. Nu smiler de tre menneskers øjne med en utålelig finhed. » Å, monsieur, det gør aldeles ikke noget, « Siger med uforstyrrelig elskværdighed han, der. Før talte tysk. » De er måske englænder, « siger han, som barberer mig, nu på engelsk. » Nej, nej, « svarer jeg standhaftig på fransk. » Nej, jeg er skandinav. Jeg er fra Danmark. « Alle tres øjenbryn løfter sig forbavset og uden begribelse. » Å, det er meget langt borte. « — c’est bien loin d’ici. Jeg mistænkte dem for, at de ikke før i deres liv havde hørt Danmark eller Skandinavien nævne. Men de hilste mig farvel med det tjenstvillige og hjertevindende, franske smil, da jeg, atter med nogen anstand, gik ud ad døren. I brasseriet den samme kamp mellem en opvarter, som vil tale tysk, og mig, som vil behandles på fransk. En kamp om, hvilke retter jeg skal vælge på den mest uforståelige spiseseddel. Men velbarberet, mæt og fornøjet begiver jeg mig endelig til folies-bergere. Jeg vandrede gennem en elektrisk oplyst vinterhave med springvand midt i salen, ind i teatret. Men hvad der foregik på scenen, véd jeg ikke noget om, endda det meste var pantomime... Livet på spaseregangene — les promenoirs — holdt mig fast og bortledte med eller mod min vilje min opmærksomhed. Jeg mødte da i promenoirerne damer, én og én og to og to, i prægtige klæder, meget sminkede og ganske gamle, men også helt unge og overvættes friske. De havde ikke passeret mig tre gange, før de lagde hånden på hjertet og sagde i det elskværdigste tonefald, der lød, som om de skulle neje dybt med det samme: » Monsieur, vous m’offrez un bock. « Det betød på dansk: » Giv mig en bajer, herre! « men hvortil en oversættelse af et i sig selv velklingende sprog, når det dog er tonefaldet og mimiken, som det mest kommer an på? Min tyske impresario lod sig stadig ikke se. Jeg ville ikke nægte mig at tage den første undervisning i fransk, som det tales af levende tunger, især når det kunne ske ved et glas øl. Der var en blond dame, som sagde, at hun var fra Lothringen og hed Jeanne, ligesom jomfruen af Orleans, Jeanne de Lorraine. — hun påstod, at hun ville holde af at se mig ofte, men jeg sagde, at jeg var kommen til Paris for at sé Louvre og notre-dame, og at det ikke ville levne mig tid til at se Jeanne af Lorraine. Mit svar gjorde hende trøstesløs. Hun sad lidt og grublede og fandt endelig en udvej. Der var den fuldeste kærlighed i hendes stemme: » Ja, men når de da rejser tilbage til deres land, så tag mig med som deres kone. « man må tænke sig folies-bergère, hvor dette foregår, mere smukt og strålende end noget københavnsk teater og publikum velklædt, taktfuldt og stilfærdigt i sin opførsel som et ærbart, dansk teaterpublikum. Efter Jeanne af Lorraine forsikrede to ejendommelig smukke damer mig for et glas øl om deres kærlighed. Vor forståelse var den bedste, men da de på min regning ville købe blomster til otte francs, blev jeg nødt til at sige: » Mesdames, je ne suis pas né hier. « — jeg er ikke født i går. Over dette slagord faldt de i en ustyrlig glæde, og de lovede mig, at det ved deres ~ hjælp skulle blive fin du siècle i Paris. Endelig var der en fin, skælvende kvinde~ skabning, som bar krigsnavnet Marguerite Faust, og som ikke ville tro mig, før jeg sagde, at jeg var tyrk med tre hustruer og ti medhustruer og følgelig ikke kunne tage mig af hende... Min hamburgske impresario dukkede endelig op, men da jeg glad ved gensynet løb ham i møde, var han fordybet i en fransk samtale med en lille, uanselig herre. Og efter at have hilst på mig vendte han sig til den lille uanselige: » Ce monsieur lå est bien lapponais. « Det var mig, som han kaldte » meget laplandsk «. Jeg vendte mig sorgfuld bort. Ak, min kære, tyske impresario, for hvem jeg har betalt så meget uspiseligt, fransk smørrebrød! Således forgår de skønneste venskaber — et venskab fra Rhinen til seine. Jeg vendte mig om og gav mig til at tale med den unge dame, der før fattede tiltro til mig, da hun fik at vide, at jeg var en tyrk med 3 hustruer og 10 tjenerinder. Jeg havde den trøst at se hendes tiltro forsvinde, efter at hun havde gjort mange naive spørgsmål og jeg med rig fantasi havde udmalet hende livet i Konstantinopel. » Mais monsieur, vous avez des yeux tréspolissons. « — deres øjne ser så upålidelige ud. Min kære impresario! Jeg havde glemt og tilgivet ham hans uskyldige ord om mig stakkels Peter i det fremmede. Og jeg tænkte, at vi nu skulle tilbringe en time sammen i skønneste glæde. Da kom han til mig og sagde med et belevent smil: » Véd de, hvad jeg har indbildt den herre: at de var impresario for en stor lappekaravane. « Ja så! » Kære ven og impresario, « sagde jeg. » Det var dog knapt således, ordene faldt. Det var mig, der så laplandsk ud, og det var åbenbart dem, der betragtede dem selv som impresario i aften for en laplandsk monsieur. Men det er jo aldrig værd at tale om? « Disse ord sagde jeg og skiltes atter fra ham for et par minuter. Men da jeg kom tilbage, var min impresario ikke mere at finde. Han havde beskæmmet ladt sin karavane i stikken..... Jeg fandt dog til mit hotel, heldigvis, medens jeg hele vejen blev ved at gentage franske sætninger for mig selv, glad over, hvad jeg havde hørt og set. Jeg vågnede i min himmelseng og hørte i gaderne sælgeres og sælgekoners besynderlige råb på det fremmede sprog. Soldater drog forbi med hornsignaler. Jeg hørte også trampende hove og vælig hestevrinsken, som fyldte hele gaden. Og ingen lyd forekom mig mere stolt og lidenskabelig. Jeg mindedes v- Musset: Ta cavale Isabelle hennit sous tes balkons. Din isabellafarvede hoppe vrinsker under dine balkoner! — op, op! I går mistede du din impresario, du lod jomfruen af Orleans og Marguerite Faust med samt deres hyrdinde-dårskaber blive tilbage i folies-bergère! I dag skal du se Louvre og notre-dame, opsøge det Paris, hvorom Musset har skrevet Vers. Antonius. i romansk verden. Blodige tyrekampe, fine kvinder, flasker med vin og natlige supér, drukne af vid de fede harlekiner... Elskoven fødes, hjertet ler ej mere. Ordet ej nævnt og kvindens blik forstod! Og hvad der varede år forgår i timer, til kvindens ejermand på porten kimer, og ærens duge tvættes af i blod. Hedt som en kilde hvisker gennem larmen: » Jeg elsker, vogt dig « — tonerne af Carmen, » hvis du er ren, sæt livet på et kort! « Og har man drømt, rejst, spillet lykken bort og føler intet guld i lommen tynge, da åbnes brystet: man kan græde, synge. kogleriet i Boulogneskoven. Paris, november. Lad mig gentage det for allersidste gang, og mens jeg endnu tror derpå: alle franskmænd på gader og stræder er opfyldte af høflig omsorg for en fremmed; de tillader på ingen måde, at han står forlegen i deres smukke Paris; de ønsker i virkelig bekymring og deltagelse, at den monsieur dog skal komme rigtig af sted. En aften ved indgangen til et teater var jeg uden billet kommen midt ind i en opstilling af mennesker, alle med billetter. Jeg spurgte mig for hos de nærmeste: hvor jeg skulle henvende mig, og tre herrer og en meget svær dame med grånende hageskæg gav sig til at råbe i munden på hverandre af lutter behjælpsomhed, så jeg ingenting forstod og blev ganske fortvivlet. Jeg fik ikke lov til at gå ud af rækkerne; de greb mig i frakkeærmerne, snød mig forbi opsynet ved indgangen, og sejersstrålende førte de mig til sidst ad forbudne veje hen til billetlugen. » Denne vej, monsieur, denne vej. Følg kun med mig. Følg kun med mig! « Ak, jeg tænkte på hjemmet — hvor langt vittigere man der er, når man med den godmodig plumpe ondskab, som er vor sædvanlige, enten spænder ben for en uskyldig vejfarende eller dog ganske rolig står og ser på, at han går vild. At jeg dagen efter dette besøg i teatret løb vild i Boulogneskoven og længe famlede om i bælgmørke, kan jeg ikke regne franskmændene til last. Thi jeg mødte kun hvert femte minut et menneske, og jeg turde af frygt for livet og for de francs, jeg havde i lommen, ikke røbe, at jeg var en fremmed, som behøvede oplysning om vejen. Jeg var om eftermiddagen kørt ud til Passy. Inden jeg nåde til Boulogneskoven, blev det temmelig silde. Ensomme drosker kom mig i møde op ad den brede chaussé til skovsøerne. En fuldstændig stilhed, en endnu solvarm høsteftermiddags fred var det, som ned ad de snorlige veje rislede imod mig sammen med en enkelt, langsomt glidende vogn. Træerne var grønne under den parisiske lette, grå himmel; kun nogle, som stod for sig selv, havde en rødblond tone, næsten som kvindehår. Før jeg var ved søerne, voksede der i lange, usynlige tråde sød skumring op af jorden, fra plænerne og det rødgule grus, medens træerne endnu badede deres hoveder i gylden genglans af dagen. Og op fra vandspejlene vældede nu hvid røg, bredte sig i striber og lag og tilslørede foden af de græsklædte bredder. Mens jeg ved synet af disse plæner erindredes om moderne billeder med det bellmannske motiv: en frokost i ' græsset, rhinskvin i grønne glas, og i den grå græsmark en grisette — hørte jeg en — amme, der pludrede sit fransk og så’ en pur ung pige, der var i selskab med hende, løbe mig skælmsk forbi. Under træerne tæt ved blev den skælmske stående, mens ammen med barnet rask fjernede sig ad stien langs bredden. Og da amme og barnevogn endelig ikke mere var til at se, råbte den unge pige, som henvendt til mig, pludselig et højt, dansk godaften, brød ud i en fnisen og satte i rend for at indhente hende. Jeg standsede ikke skovens flygtende nymfe med noget tilråb. Jeg så mig med tilstrækkelig selvironi om mellem træstammerne og var aldeles ikke sikker imod, at Boulogneskoven mulig var befolket med dryader, som havde mig til bedste, og som hvert øjeblik ud fra det usynlige kunne tilslynge mig et københavnsk godaften, imens de smuttede bort, leende af fuld Hals. Jeg har før været således til mode på min rejse. Lå jeg om morgenen i min seng og hørte folk gå samtalende op og ned ad trapperne, eller spaserte jeg og lidt borte hørte summen af mennesker, har det været mig ganske tydeligt, at jeg hørte danske ord og vendinger. Jeg har følt det med en vished, som i alt fald var mig selv tilstrækkelig, at disse fremmedtalende mennesker havde en stor komedie for med mig, gjorde sig al den ulejlighed med at tale fransk, når jeg hørte på dem, og naturligvis indbyrdes for en nemheds skyld nøjedes med dansk. Jeg har været så mistænksom som en dame hjemme i Danmark, der en gang fortalte mig, at hun, fra hun var en lille pige, stedse har haft den selviske forestilling, at verden blot var til for hendes skyld, og at hendes fader, hendes moder, alle væsner og skabninger, kun var figurer af pap, så det gjaldt for hende om at kunne overraske dem en eneste gang, komme » om ved « dem og fatte det nemme maskineri. Ved de første skridt i Paris forekom jeg mig som stillet over for en port, hvor der med kæmpemæssige bogstaver stod berettet den kæmpemæssige - løgn: » dette er Paris. « men bag bogstaverne tittede næsvise ansigter frem, som med fiffig tøsethed og ikke helt uvenskabeligt holdt én for nar, og som meget godt kunne falde på at råbe et københavnsk godaften. Ensom lænet til et træ i Boulogneskoven søgte jeg nu at titte bag ind i maskineriet og komme til den rette betragtning af tilværelsens uhyre gøgleværk. imidlertid faldt mørket på. Det var i et øjeblik næsten dyb nat. Et sted inde under træerne var der tændt et bål, hvor et par mænd gik og stegte kastanier. I mulm og mørke famlede jeg mig tilbage gennem skoven; jeg er nu oven i købet vej vild og klatrer op på snart den ene, snart den anden vejviser for ved gløden fra min cigar at tyde indskriften. Gøgleriet bliver til sidst meget ubehageligt. Se, blot for gøglet og for narrestregernes skyld kan der jo pludselig rejse sig en mand fra en grøft og sige: » Uret! Pengene! Livet! « Denne begæring falder mig ubekvemt, og jeg tager hatten af med yderste høflighed, sigende disse ord: » Monsieur, jeg er selv tyveknægt og halsomdrejer. Tag mig med i deres komplot. Mine par Sous kan dog ikke være dem til nogen nytte. « Men gud véd, om denne fornuftige henstilling vil bide på ham? Nej, for at jeg skal blive i illusionen, alene for at jeg skal tro, at det hele ikke er en komedie, skiller han mig her, midt i den sorte skov, ved min udødelige sjæl! — — endelig opdager jeg skæret fra mange tændte lygter, finder en åben gitterlåge og hører atter lyden af menneskestemmer, der, skønt de taler fransk, klinger så velgørende hjemligt. Det er igen det stærke, virkelige liv, der slår mig i møde, jeg tvivler ikke mere om, at de. Mennesker her i den stille, parisiske forstad taler fransk som deres naturlige sprog, og jeg føler mig flov over den mystik, hvormed jeg med dansk fantasi har fyldt Boulogneskoven. Med et velbehag som en mand, der er undsluppen fra en stor fare, sætter jeg mig til rette i en smuk, kun lidet søgt beværtning, hvis ejerinde, en enke, bringer mig kaffe og veksler nogle ord med mig, der alle falder mig så simple og selvfølgelige, som var det hjemme. Jeg ser de kunder, som kommer til hende, og jeg synes også, at deres sprog falder så let, så nemt, så kønt, som kunne de ikke tænkes at tale noget andet. Det går op for mig for første gang. Ikke inde på de store, de travle bulevarder, hvor franskmændene gør deres sprog indsmigrende for at tækkes et publikum fra alle lande, ikke — på théâtre français, hvor molière spilles, og - hvor frøken Reichenberg kvidrer sine repliker", ikke mellem sports-dandyer, barbersvende og reportere — men i en beskeden kafé, langt ude i forstaden mellem tarvelige folk, men virkelige, jævne franskmænd, mærkede jeg for alvor lysten til at tale, leve, meddele mig som de. Og i velbehaget som manden, der har udstået en stor fare, men nu befinder sig på sin kendte, trygge jord, skrev jeg da, til straf over mig selv og for at advare andre mod dansk fantasteri, de følgende rim eri er under vejs. Nær Bois de Boulogne ej vogn at finde, ingen droskelygte i mørket at se, intet bud til Paris!.... Kun et sjællandsk i minde: kun lys i en pyntelig, landlig kafé med savsmuld på gulvet, med voksdug på bænken, mens den rastløse husmo’r står tavs bagved skænken \ og sælger en gæst efter vægt lidt tobak, hører sagtmodig på nabokvindens snak, hvis patteglut gramser begærlig om brystet og finder sin næring, guddommelig trøstet. Det var i den landlige, tyste kafé, hvor jeg blev i den inderste stue bænket, min sorte kaffe i glasset skænket, at jeg først fandt mig vel i den fremmede tunge, hørte en moder, som pludrede med sin unge; mens hvilende trygt som en mødig helt jeg så mig omkring. Og velkendt som sproget fandt jeg i krostuen øjebliksbroget, med flygtige penselsstrøg, felt ved felt: — vægdekorationer på trods af fornuften, teglhængte tinder, svaler i luften, en kirketop gemt bag et rosenstakit! en verden i blegrødt, i grønt og i hvidt som roskilde-roser, sjællandske bøge, som duernes kurren på taget i Køge. Det var nær Paris i en forstads kafé, der var slig en nordisk uskyld at sé: et skyndsomt ståhej gennem tyve felter af isbjørne, skibbrud og bølger, som vælter. Mod en gulmalet måne med ansigt på en kat krummer ryg på et tag i det blå, mens forneden en pjerrot, hvidklædt og bitter, piner sin elskovsvemodige zither. Fra felt til felt, over sten, over stok — en kunst, som er ung og forfløjen nok! Men jeg føler i panden et værk og en pine: disse svimlende blomster, disse hvaler med luffer, det er som at se sine gamle skuffer, hvori man har hengemt en fortids rest, fra den gang man knælte med værdig mine, cigar i munden og mandoline, da selv man besang sligt et land og dets kvinder, de roser, de plukker, de hoser, de binder, og udvalgte en som fornemst og bedst: mer stram i sit snørelivs rosengelænder end Libanons tårn, der mod Syrien vender. Ja de franskmænd kan le, som ej kender — de gøge! — en rose fra Roskilde, due fra Køge! o, hvidklædte pjerrot, svævende svaler, o, gråsorte kat, som med månen taler, o, klokketårn med dit rosenstakit! I, som sletikke véd, hvordan jeg har stridt ( mit skamfulde inderste brænder endnu ) med at skabe fornuft af det gøgl til en sou, jeg vil gi’e jer til deling en sjællandsk rigsdaler, kan i gøgle så groft, at i skaffer mig kvit for at huske min fortid i blegrødt og hvidt og skyblåt og murgråt og alt det.... Antonius. / obeliskerne, palmen og fyrretræet. Paris, nov. Idet jeg over alt på gader, veje, i sporvogne og i teaterloger for en øvelses skyld søger samtale med indfødte og fører et' udmærket sprog med indslyngede betindelsesbisætninger og med en brug af subjonctif og conditionel, som er fuld af finheder... skal <~ det hænde mig, at det i dette øjeblik netop ikke vil falde mig ind, hvad et fyrretræ hedder. Og dog skal jeg bruge det i dette nu, da jeg sidder i sporvognen mellem st. Cloud og Louvre og lykkelig har knyttet en samtale, åbnet mig den allersjældneste lejlighed til at vænnes til sproget. Å, tro for resten ikke, at jeg falder folk til besvær i sporvogne eller teaterloger. Sad jeg ikke i aftes i odéon ved siden af to pariserinder, som bevogtede mig med forventningsfulde øjne og siden søgte at tale både tysk og engelsk indbyrdes for at lokke mig ud af min tilbagetrukkethed? Forgæves! mine læber blev stumme. Men i dag er det en anden sag. Med største mod har jeg sat mig ud over alle sprogvanskeligheder og det, som er mere. Og nu skal jeg pludselig stå stille i sørgelig mangel af et fyrretræ. Jeg kan sagtens tale om en obelisk, fordi den er obelisk på alle sprog; men den erstatter mig ikke det fyrretræ, hvorom jeg vil fortælle den stolte dame, der sidder lige over for mig i vognen, kørende mellem st. Cloud og Louvre, og som på min udlændigheds — vegne ofrer lidt af sin grandezza, under mig en fjern solstråle af sin opmærksomhed. Ak, det er såre langt fra, at hun har gjort øjne til mig som de to damer i aftes, eller at hun nu gør øjne. Men forunderligt, jeg sætter en uvurderlig pris på denne samtale med en indfødt og lader hende ikke slippe. Kommer vi dog ikke begge to fra den samme mørke sporvogns-holdeplads, hvor vi næsten har ventet en halv time? og kører vi dog ikke begge to til det samme lysstrålende Paris, hvor alt er fest og skønhed og glæde fra Louvre til den store opera? Jeg traf hende i sporvognshallen — rank, fuld af hast og utålmodighed, et helt hoved højere end mig, og på dette hoved, hun var højere, bar hun en guldlorgnet, hvorigennem hun studerede opslagene på væggen. Jeg tænkte mig, at hun var en fornem dame fra st. Cloud, allermindst en høj tstillet, engelsk guvernante — slank som en obelisk, fyrstelig og kold som et nåletræ. Hun spankede snart ud på skinnerne, snart tilbage til sporvognshallen og talte af utålmodighed halvhøjt med sig selv. Jeg vovede de fire gloser: » Det varer længe, frue! « Det ville over alt i verden, selv i kongens Lyngby have medført en følelse af samhørighed — korrespondance — at vi var de eneste ventende. Men disse fire gloser kan man selv i kongens Lyngby kun sige én gang. Nu kører vi fra forstadens dunkle afkrog ind imod lyset. Damen er ganske tavs og synes mere at tænke på stedet, hvor hun skal hen, end det sted, hvor hun er. Jeg tror, at vi kunne køre således til verdens ende uden at mæle et ord. Men konduktøren, der taler så uforståeligt, kommer og forlanger 50 centimer af mig for at køre mig ind til Louvre. Jeg begriber ikke denne pris, da jeg for nogle timer siden har kørt oven på en omnibus ud til Passy for 15 ct. Og nu stikker damen, der forgæves har ledt efter småpenge, rolig sin portemonnæ i lommen og siger — ligesom for at forklare mig, at billetten er så dyr: » Vi tager en billet de korrespondance.^ dermed læner hun sig atter tilbage i sin vognkrog med den allerselvfølgeligste mine og lader på ny sine tanker ile langt forud for sporvognen. » ah så! en billet de korrespondance!! « siger jeg forstående. Naturligvis tænker jeg mig ved en billet de korrespondance en billet, som to køber i fælleskab, og hvorpå der da muligvis vindes nogen Rabat. Det kan jo være en meget vis indretning for sparsommelige naturer. Altså, jeg har betalt både for damen og mig. Vi er i korrespondance. Men se hendes majestætiske ligegyldighed! Det er virkelig en meget ulønnet post at være i korrespondance med en fornem dame fra st. Cloud-kanten. Dog vænner man sig til det; det må være en selvindlysende, fransk skik: damerne kører, og herrerne betaler. Den skæmmende lorgnet har hun ladet falde ned i sit skød, og jeg ser et par ejendommelige, ikke store øjne, hvorfra der udstrømmer energi og mørke, mens hun bestandig stirrer hen for sig med damemæssig fjærnhed. ~~ det er damen på tredive år, hvorom balzac har skrevet: på denne kvinde er alt linjer — — ikke kød — uregelmæssige linjer, forbundne til en himmelsk harmoni. Alt bærer præget af mod, beslutsomhed, forstand. En skønhed i store træk. Nu overgår min nysgjærrighed min sprogskræk. Med et ganske lille smil spørger jeg: » Hvor længe kan det vel vare, frue, inden vi på vor korrespondance-billet kommer til Louvre? « — à ce Louvre. Hun kan ikke høre for vognrumlen, bøjer sig nådigt frem imod mig og spørger, hvad jeg har sagt. Jeg gentager da spørgsmålet ganske kort: » Når er vi i Louvre? « » Å, det varer en time, « siger hun. » En time! Og jeg, som ville i teater! Jeg har været i Boulogneskoven... blev forsinket, overrumplet af mørket... løb vild og troede, at jeg skulle falde i hænderne på tyve og mordere... « Alle mine ord er klodsede og forkerte, men hun forstår med et halvt øre og siger let, med de rigtige ord: » Å, de troede, at de var bleven borte « ( perdu ), og læner sig igen, som om audiensen var forbi. » Jeune étranger perdu « — siger jeg utrættelig — en ung fremmed, som er bleven borte. Et flygtigt smil, og hun forbliver tavs. Men nu er der lidt efter noget, som jeg må have oplysning om, og hun gør sig virkelig ulejlighed med at forklare det, hun retter sig lidt i sædet, formår dog ikke at overvinde min mangel på begreb, slår endelig over i engelsk og kommer ganske til kort med sine engelske kundskaber, hvorefter hun med blid resignation indrømmer, at det jo egentlig ikke er ret meget, hun kan huske af dette sprog. Dog nu er det jo også ligegyldigt, da hun har opdaget, at jeg ikke er englænder, men dansk. » Undskyld mig, « vover jeg, » men fruen ved vel i alt fald, hvor Danmark ligger på kortet? « En umærkelig hovedbevægelse og et flygtigt smil i begge øjenkroge: » Å jo. « » Ja, frue, « forklarer jeg sørgmodig. » Thi alle mennesker i Paris antager Danmark for en lille by i Ungarn. « Når hun smiler, er det med et glimt i de brune øjne, et hastig forbifarende, som lige viser, at hun har forstået, og som forbyder vidtløftigere forklaring. Men fra nu af har hun påtaget sig at give mig oplysninger, en gang imellem, om, hvad der kunne tænkes at sætte mig i forundring. Jeg er under hendes læmpelige, damemæssige beskyttelse. Det er sagt mig, at pariserne — og pariserinderne — egentlig holder en del af udlændinge. Og når nu min statelige dame fra st. Cloud-kanten læner sig tavs tilbage i sit vognhjørne, sker det visselig med et udtryk af kvindelig anstand, men jeg finder noget deri, som er endnu mere kvindeligt: hun synes ligesom lidt beskæmmet, misfornøjet med sig selv over; at hun ikke kan være mig til mere hjælp. Og det er vel netop' grunden til den store omstændelighed i hendes forklaringer. Hun fuldbyrder en pligt, anstrenger sig, når vi f. Eks. i flere minutter holder stille for at lade en sporvogn passere, samvittighedsfuldt og længe med at gøre mig kendsgærningen forståelig, at det andet spor er brudt op. Og selv efter at jeg har forsikret, at jeg forstår, vender hun endnu en gang pegefingeren antydende mod jorden, inden hun slår sig til ro. Der er mellem hver af hendes forklaringer højtidelige ophold, hvor hun i sit bekvemme hjørne giver sig lov til at tænke på sit eget. Men vi passerer ingen nævneværdig gade eller plads, uden at hun retter sig frem og giver mig navnet. Jeg havde virkelig ondt af hende. Hvor jeg af hjertet ønskede, jeg kunne sige noget, som holdt hende skadesløs for al hendes umage. Så bryder jeg ud i taknemlig erkendtlighed over franskmændenes hjælpsomhed. » Men det er jo ikke noget at rose os for! « indvender damen sagtmodig. » Det er kun simpel pligt. Man bør altid være høflig. « » Det bør man, frue. Det skal være min grundsætning fra nu af, og jeg skal erindre mig, at jeg har lært det i en sporvogn mellem st. Cloud og Louvre. « Det er en dumhed, men jeg sagde den af et fuldt hjerte. Og se, i damens øjne lyser det hurtige smil, som er vor egenlige billet de korrespondance. Og nu begynder hun på ny at forklare: » Her er qamps-élysées, og der henne-' " Kommer place de la concorde. « » Å, det er dér, obelisken står, « udbryder jeg glad. » Kender fruen et digt af théophile Gautier om obelisken? « » Af théo? om obelisken? « » Det handler om, hvordan obelisken keder sig i Paris, mens den står og betragter sin egen skygge, der stadig og stadig drejer sig om dens fod. Den drømmer om sin søster og elskede, den anden obelisk, som er ladt tilbage i Ægypten... Men jeg taler vel helt uforståeligt? « atter det lette smil, som et pludseligt væld af lys fra hendes øjne og et let nik: » Å jo vist, jeg forstår godt. « Og hun tilføjer opmuntrende: » Men de taler meget godt fransk. De taler grammatikalsk rigtigt. De har kun ikke sprogets daglige ord ( les mots d’usage ) på rede hånd. « Ak nej, jeg har ikke les mots d’usage, de ord, jeg skal bruge. For at blive ved digterne spørger jeg siden som en eksaminator: » Kender fruen Heinrich Heine? « » Hvem? Henri Heine? Jeg har aldrig læst Henri Heine. « » Han har netop et lignende digt som det af Gautier om obelisken. Heine skriver — om en palme i østerland og om et træ i Nordens sne — et træ... « Hvem der nu — nu! — ikke pludselig havde tabt det franske navn på et fyrretræ! i Paris glemmer man alt det fra

1881_Kielland_Arbeidsfolk

Alexander

Arbeidsfolk

Kielland

Kielland

Arbeidsfolk

male

1881_Kielland_Arbeidsfolk.pdf

Alexander L.

Kielland

no

Arbeidsfolk

n

roman

Gyldendal

KB

pdftxt

nan

nan

LEX_CANON

I. I sydvest og udover fjorden var himmelen klar og blåhvid. Det stærke solskin blinkede i vandet, hvor det var kruset, medens lange striber af vindstille strakte sig indimellem. Der var ingen bestemt vind. ' snart kom et pust opover fra syd; snart førtes den glohede luft fra kristianiadalen ud over byen, gjorde en liden mat krusning bortover mod hovedøen og døde hen i håbløs vartne. Mod øst stod et tordenvejr, som trak op hver eftermiddag og faldt ned igen mod aftenen. Når det bare ville slå løs, tænkte folk. Men det blev det samme dag efter dag udigjennem August: solen bagte, vinden blaffede hid og did — flyttede heden uden at sprede den, og tordenvejret trak op og holdt hele naturen i sitrende forventning, og så gled det ned igen. Alle de brede grader, der løbe mod syd og sydvest, vare fulde af solskin. Skyggen krøb helt indunder hus væggen og gjorde sig så smal, at den ikke var til at gå på. I Karl Johans gade var der bedst om formiddagen. Man kunne nå uskadt helt op til storthingsbygningen. Men over eidsvoldspladsen og opimod slottet havde solen samlet sine bedste kræfter. De unge trær hang med bladene, der vare lodne af gråt støv; rispoplerne stod bent op og skelede efter sine skygger. Og menneskene smuttede fra busk til busk som fugle, medens fuglene sad stille inderst ved stammerne og plirede i solen eller tog støvbad i de fortørkede blomsterbed. Med opslåede paraplyer, hatten i hånden og lommetørklædet hængende som en våd klud kavede nogle ulykkelige' herrer sig opover slotsbakken. Véd universitetsuhret stod en vissen gruppe af årets studenter og svedede latin. Ned af universitetsgaden kom uforvarende et lidet vindpust, hvirvlede en skypumpe af støv op i luften og fordelte det over pladsen, medens vandet fra vandkærrerne lagde sig som et lag af grå Perler over det tætte varme støv på gaden. Det skar i øjnene at se mod slottet, som lå midt i solen med nedrullede Gardiner. Foran sad Karl Johan på sin broncehest; han holdt hatten i hånden, for at svale sig. Men udover byen lå luften og sitrede som over en brandtomt. Røgen fra skorstenene havde samlet sig i en brun klat lavt nede; og i øst begyndte torden vejret at stige op i hvidgule, sammenhængende bobler som røgen af svære kanoner. De store solide murhuse — beregnede på en sibirisk vinter vare ophedede som ovne. I de trange gårdsrum, hvor man måtte ligge på ryggen, for at se himmelen, havde heden puttet sig ned i fortættet form. Derfra trængte den ind gennem bagdøre og kjøkkenvinduer, slæbte sig opad trapper og mødtes med den stegende sol, der kom fra gadesiden, fra hele den ophedede façade af huset og de mange vinduer. Der fandtes fra loft til kælder ikke et køligt sted, undtagen i iskasserne; den langvarige hede havde sat sig så fast i murvæggene, at selv nætterne vare utålelige. Luften var kvælende tyk, og alt, som havde tendens til at lugte ondt, greb lejligheden til ret at stinke fra sig, så der var • 8 ikke en ærlig mundfuld luft at få i den hele by. — „ Jo nordligere man kommer, desto værre er heden “ — sagde kopist Mortensen og tog af sig sin flip; han sad i skjorteærmer og opknappet vest. Den unge extraskriver Hiorth, der sad og klistrede papirposer i et eller andet departementalt øjemed, vendte sig forarget om. Thi Mortensen var virkelig uappetitlig, der han sad tyk og sved i sin gulflammede skjorte. Men extraskriveren vovede ikke at sige noget; han var ny i departementet, og Mortensen var imponerende. Alle vinduer i den store departementsbygning stod åbne, dørene mellem værelserne og ud til gangene ligeså. Kopisterne gik på besøg til hverandre og klagede over varmen med to, tre papirer i hånden for det tilfælde, „ at de skulle møde nogen “. Extraskriverne, som endnu vare. uvante til „ Arbejdet “, hang over bordene som visne akelejer, for stundom i vejret og rodede ivrigt i papirerne. Thi der vår papir overalt. Det væltede ud af hylderne langs væggene, foran og ved siden af hver mand lå det i svære dynger. Der var gråt papir, gult papir,' hvidt papir, karduspapir, postpapir, trækpapir, stemplet papir, ungt papir og ældgammelt papir med fillede kanter. I enkelte ark lå det, i omslag eller i pakker ombundne med sejlgarn, på gulve, stole og borde; — papiret æsede formeligt udover i rummene, så de ulykkelige, som. færdedes der, syntes måtte være forberedte på at drukne i papir eller redde sig ved svømning. I værelset indaf Mortensens sad kopist ørseth — en liden sortskjægget mand med livlige bevægelser.. Han kom just farende ind med en Avis i hånden:..har de læst / / det? — Mortensen! nu går det over alle grændser! — læs mig den artikel om arbejdernes stemmeret; — at sligt skal kunne skrives, trykkes, udbredes offentligt! — åh! — de burde hænges alle sammen! “ Mortensen så ligegyldigt i bladet: „ Det læste jeg i morges, — noget sludder—far! “ „ Sludder — Mortensen! — værre end det; — opviglende, løgnagtigt, samfundsfarligt! Å — når jeg tænker mig “ — udbrød ørseth med et bittert smil, „ at her går de og lefler <for rakket, fraterniserer med arbejderne, holder taler om de gæve arbejdsfolk! — som om disse daglønnere havde taget patent på arbejdet, og som om vi andre ikke vare andet end — end — “ „ Dagdrivere “ — supplerede Mortensen. „ Netop “ — råbte kopist ørseth,,.og jeg gad dog vide, hvem der arbejder mest — slig en pukstenshugger eller en af os! “ Idetsamme kom en liden hvidhåret. Mand glidende ind i værelset. Man kunne aldrig vide, hvor han kom fra; thi dørene gav ingen lyd under hans hånd, og han plejede at gå på filtsko i departementet. „ Nå Mo “ — sagde Mortensen og blinkede fortroligt med øjnene, „ er han gået? “ „ Statsråden er for et øjeblik siden kørt ud med grosserer falck-olsen, “ svarede Mo og gled videre. Kopist ørseth var allerede for længst tilbage på sin plads i sideværelset, og både kopister og extraskrivere bøjede sig dybere over papirhougene, medens den lille mand passerede. Det var departementsbudet Anders Mo. Han bar langskjødet brun frak med stående krave og hvidt halsbind helt bpunder hagen. Dette gav ham et overordentligt reputerligt præg — halvt kvækeragtigt; det blege ansigt var mildt og venligt, og det snehvide hår var så langt i nakken, at det slog en smuk krøl udover frakkekraven. Da budet lydløst var forsvundet ind i et af de indre værelser, råbte Mortensen halvhøjt: „ Hej — ørseth! — når vi nu kunne blive af med bureauchefen også, så skulle det smage godt at tage en kold øl i „ Sumpen “ — he? “ „ Å ja! “ råbte extraskriveren og slap saksen på gulvet. Mortensen så på den unge herre med et koldt blik; men pludseligt betænkte han sig. Hiorth var søn af en amtmand på vestlandet, havde meget gode forbindelser og var formodentlig vel beslået med penge. Han svarede derfor nok så venlig: „ Unge spire! De skyder en rask vækst. “ Dette forstod extraskriver Hiorth ikke. Men da han havde lagt mærke til, at det hørte til departemental bon ton at finde Mortensen vittig, lo han beundrende og vedblev i sin store uskyldighed: „ Hvad jeg mest savner, siden jeg kom i deptet. er min lille frokost i grand hotel. Man får nu om dagen nogle henrivende lammekotteletter ristet på glo— og frisk agurksalat — ak! “ Der hørtes et grynt inde fra ørseths rum, og Mortensen sagde: „ Agurksalat smager jeg aldrig på formiddagen: den repeterer! — men en hollandsk Bit med stegte poteter og dram og øl — det er en frokost — det! “. „ Det får man også fortræffeligt i grand hotel — “ „ Å — jeg synes ikke, man spiser så godt der “ — henkastede Mortensen. „ Jeg forsikrer dem, hvis de ville gøre mig den ære at spise med mig, vil jeg garantere — “ Atter kom en lyd fra sideværelset, og Mortensen svarede: „ Tak! — men det var nu egentlig ørseth og jeg, som havde tænkt — “ „ Hvis de tror — “ sagde extraskriveren ængstelig, „ at hr. Ørseth også ville vise mig den ære, så — “ „ Han er forbandet fin på det, men jeg skal prøv^ “, svarede Mortensen velvilligt, tog et tag i bukselinningen og gik ind i det andet værelse. Inde hos'ørseth sad henne i en krog en halvgammel fyr ludet over pulten. Til denne råbte ørseth — efter at have hvisket lidt med Mortensen: „ Hansen! — jeg bliver kanske nødt til at gå.bort en stund i formiddag; de får sige — om Mo spørger —, at jeg er i revisionen og konfererer; — hører de? — Hansen far! “ Den anden duppede lidt,med hovedet. „ Så sløv han er blevet! “ — sagde Mortensen halvhøjt, „ det var påtide, han kom ud af bladet. “ Mortensen talte om „ Folkets ven “, hvis redaktion gamle Hansen — som han kaldtes — netop var bleven nødt til at fratræde, eftersom han-førte bladet i en retning, som hans overordnede fandt samfundsfarlig. Nu i var Mortensen redaktør. Da ørseth alt begyndte at gøre sig færdig, mente Mortensen, at det gik vel ikke an at gå, før de så bureauchefen tage sin formiddagstur. Men i det samme gik døren til det indre værelse op, og bureauchef Georg delfin gik ud og nedad trapperne. Mortensen vendte tilbage til sin plads og hviskedee til Hiorth: „ Jeg fik ham overtalt — “, hvorpå han smånynnende begyndte at- klæde sig på. Der var ikke mange, som turde opføre sig så ugenert i departementet som kopist • Mortensen. ’men for det første var det en bekendt sag, at han var en ven af Anders den almægtige — som de kaldte Mo; og desuden begyndte man at ymte om, at statsråd Bennechen stundom benyttede sig af „ Folkets ven “. Derfor var kopist Mortensens anseelse i departementet meget højere end hans rang; og det begyndte at gå aldeles iglemme, at han som sagfører oppe i landet havde været indviklet i en meget kompromitterende svindel med en fyrstikfabrik. Da Mortensen havde fået frakken vel knappet over den gulflammede, tog de tre herrer sine hatte, for at gå. Men ved døren vendte Mortensen sig og råbte: „ O, i guder! — han har ikke papir! den unge spire vil gå på gaden uden papir! “ „ Hæ? “ — sagde extraskriver Hiorth færdig til at le, så snart han fik den mindste tæft af Mortensens vits. „ Ser de da ikke? “ sagde ørseth; og nu først bemærkede Hiorth, at de andre to havde hver sin pakke papir under armen. „ Mæ — men — hvad skal jeg tage? — “ Spurgte han rådvild og så på sin papirhoug. „ Hold på mig—magdelone! “ — råbte Mortensen og så op i loftet; „ han spørger, hvad han skal tage! — som om ikke alt papir var godt nok til at gå på gaden med! “ Endelig gik der et lidet lys op for extraskriveren; han lavede sig en pakke som de andres, og alle tre sneg sig ned af trapperne. men i porten løb en lang tynd fyr i arbeidsklæder mod dem. „ Å — hr. Redaktør! “ sagde han til Mortensen og tørkede sveden med sit lærredsforklæde, „ vi skulle have et portrait af general Roberts. “ „ Sæt fuldt skæg på mr. Gladstone — “ Svarede redaktøren uden betænkning. „ Men Gladstone er så svært skaldet — “ Indvendte træskæreren. „ Så giv ham en stanleyhat —svarede Mortensen roligt. Fyren hilste og løb over gaden, medens extraskriver Hiorth lo beundrende. „ Godt ifra! — hr. Redaktør! — “ sagde han, idet han endog vågede sig til at slå Mortensen på skulderen — han var jo den, som skulle traktere —; „ men ved de, hvorledes general Roberts ser ud? “ „ Ingenlunde “ — svarede Mortensen. „ Men sæt nu, generalen slet ikke bærer skæg — eller for eksempel bare moustacher som jeg? “ „ Så har generalen barberet sig, efter at vort billede blev taget; — det er soleklart! “ „ Nu må vi dele os “, sagde ørseth; „ De Mortensen får gå opover — “ Idetsamme bandte Mortensen stygt; de to andre vendte, sig, og midt imod dem kom bureauchef delfin gående — elegant og rolig med sit lille ondskabsfulde smil. „ Nu kan dé tro, her bliver løiér “, mumlede ørseth. Extraskriver Hiorth rystede af skræk. de hilste alle tre meget forvirret; Georg delfin nikkede skødesløst og syntes at ville passere uden videre. Men med et standsede han foran Mortensen og spurgte med udsøgt venlighed: „ De — hr. Mortensen! — har uden tvivl et par fyrstikker tilovers? “ Mortensen krympede sig, medens han fandt frem fyrstikkerne; men bureauchefen tændte sin cigar med stor omhu, takkede og gik videre. „ Det slap vi godt fra “, sagde extraskriver Hiorth i sin uskyldighed. „ Å — jeg ved ikke det! “ svarede ørseth med et ondskabsfuldt sideblik til Mortensen. X „ En forbandet flab! “ — hviskedee redaktøren. „ Hos falck-olsens blev det fortalt i søndags, at bureauchefen skulle udnævnes til kammerherre med det allerførste — “ sagde Hiorth glad ved at få anbragt noget fra sine fine forbindelser. Der blev ingen tid til at drøfte denne efterretning. De tre herrer delte sig efter ørseths anvisning, for at mødes ved grand hotel — på rosenkrantzsiden. Solen skinnede af al magt; der var så mange folk i den smale skyggestribe, som nu faldt over fortougene, at de tre herrer hver i sin gade trodsede heden og gik midt i solstegen. De hilste sine bekendte flygtigt uden at standse. Man så, de ‘ havde travlt, og de store papirpakker gjorde megen virkning. Imidlertid øgede heden jævnt udover formiddagen oppe i departementet, hvor gamle Hansen sad alene i de to værelser og duppede over sin papirhoug. Alexander l. Kielland: arbejdsfolk. i. der holdtes tting på lensmandsgården. i kanten af postveien, som førte • igennem gårdene, var der fuldt af fraspændte karioler,. Stolkærrer og almindelige kærrer; og lige udenfor lensmandens dør stod den store kaleschevogn, hvori amtmanden, sorenskriveren og fogden vare komne fra byen. Rundt omkring „ Husvognen “ hang alle smågutterne og gabede — den ene bag den anden, de mindste foran, alle med hænderne i lommen. De voksne vare spredte mellem • husene, langs vejen og udenfor lensmandens vinduer, fruentimmer var der ikke at se. De voksne gabede lidt mindre end de små, men alle havde hænderne dybt nede i lommerne; Somme stod i grupper og småsnakkede; to og to gik bag husene, for at snakke hemmeligt; andre stod ørkesløse langs gærdet og så udover søen. Men indimellem kunne der findes et anspændt ængsteligt ansigt, — folk, som vare komne langvejsfra, for at høre, hvorledes det gik med „ Sagen “. Der stod en liden surøiet mand langt inde fra heiegårdene; han havde kørt hele natten, for at møde tidligt ved ttinget. Det var en hestehandler, som havde snydt ham for en gulblak hoppe. For over et år siden havde han været i byen hos sagfører Boyesen, forat begynde „ Sagen “, og mange blanke skillinger var gået til stævning og vidner og thingsvidner, og imens for hestehandle- i ren og den gulblakke omkring i verden — gud måtte vide hvor. Men til i dag havde sagføreren lovet ham slut på „ Sagen “. Så skulle han få dom over hestehandleren, få sine kære skillinger igen — og kanske den gulblakke hoppen også. Bare han kunne få tag i sagfører Boyesen. Hele formiddagen havde den surøiede holdt vagt ved lensmandens hus; men han havde ikke set sin sagfører. Folk gik ud og ind, forat'tale med amtmanden, betale skat til fogden eller spørge.skriveren om et eller andet. Formiddagen gik, og middagstimen nærmede sig. Almuen fordelte sig mellem husene, tog frem mad og spiste stående, vendt mod søen eller siddende i rækker i vejgrøften. Af og til kom en af kontoristerne ud i døren og råbte et navn. Folk vendte hovedet og gentog navnet, indtil vedkommende blev fundet i en eller anden krog og nærmede sig betænksomt; medens kontoristen blev utålmodig, og vinden forstyrrede hans sirlige hår og kastede det nedover ansigtet på ham.. På en stor sten i g-jærdet sad en mand lidt borte fra de andre. Han havde lagt hatten fra sig og stirrede i tanker udover havet. Det var en sværlemmet, ualmindeligt høj mand, — lidt kroget i ryggen af at grave i jorden og bo for lavt. Ansigtet var grovt med store træk, håret og det svære skæg tæt småkrøllet, busket og ildrødt. Han så ud som en vildmand; men midt i alt dette stod et par åbne, lyseblå gutteøine. ud fra en af de nærmeste grupper kom der en henimod manden på gærdet og hilste: „ Goddag njædel! og tak for sidst! “ Njædel vendte hovedet halvt og hilste igen. „ Det var godt, jeg traf dig i dag, “ sagde, den første, „ så kan vi få snakket lidt om den tarestranden og kanske få høre, hvad andre folk mener om det. “ „ Jeg bryr mig ikke om andre folk — Søren! “ — svarede njædel; „ og- havde du også ladet andre folk være i fred, så sad ikke jeg her på ttinget med spot og spe. “ „ Vi må finde os i, at vore onde mørkhedens handlinger vorde åbenbare, når de vække forargelse i menigheden — “ „ Å — forargelse! når hver passede sit, kom der ingen forargelse. “ „ Det er nødvendigt, at forargelsen kommer; men ve det menneske — “ * njædel rejste sig op i sin fulde højde og afbrød kort: „ Hvad vår det, du ville sige om tarestranden? “ Søren børevig var en lang foroverbøjet mand med gult fliset hår og hvide øjenhår. Når han talte, så han op fra siden og gned hænderne om hverandre. „ Du graver en stor grøft ned mod søen — njædel! “ „ Ja — jeg gør så. “ „ Det bliver vorit at komme til tarestranden. “ „ Jeg kører langs storageren min. “ „ Ja — du gør vel det “ — sagde Søren og så nedover vejen; „ men du ville vel ikke lige, om andre kørte i indmarken din? “ „ Nej — det får de nok passe sig for. “ „ Jamen — ser du — njædel! hvordan skal jeg komme til tarestranden, når du graver den grøft? — har du tænkt på det? “ „ Du! — du skal ikke til tarestranden — Søren! for der har du ikke noget at gøre. “ „ Hm — hm — hm — “ smålo Søren, „ du er rask på kæften — njædel! “ „ Ikke raskere end jeg kan stå ved. “ „ Kanske har jeg ikke hentet tåre, så længe jeg har haft børevigsgården? “ „ Det har du vist gjort — Søren, “ svarede njædel besindigt, „ jeg tænker, du har gjort mange ting, du helst burde ladet være. “ „ Kanske du tror, det går an at stænge *• • gamle hævdede veje? “ — spurgte Søren blidt, „ det tror du vel ikke — njædel? “ „ Jeg har mine skøder — jeg; og det er ægte, gode skøder; for jeg har købt kirkegods, og jeg skatter til bispen i Kristiansand. Men ikke står der et ord om, at børe vigsfolket har lov til at tage veje i Marken min; så jeg tænker, jeg graver grøfter der, jeg selv har lyst. “ Efter denne tale begyndte njædel at gå opover mod husene. „ Jamen Taren — Taren “ — indvendte Søren børevig og gned hænderne endnu stærkere „ Malmen er i fjeldene, Taren er i søen; har du ingen fjelde, så har du ingen malm; har du ingen strand, så. har du ingen tåre. Det synes jeg, du måtte skønne — Søren, du som er så overhændigt klog. “ „ Jamen — jamen — “ begyndte Søren igen, „ det bør os at dele guds gaver — njædel! vi er alle brødre — “ „ Jeg ville ikke være bror din — Søren børevig! for to hundrede store læs med tåre, “ [svarede njædel og så ned på den anden. „ Jaja — njædel! så får vi prøve loven, “ Sagde Søren blidt, „ jeg får snakke med sagfører tofte med det samme han er her. “ „ Ja gør du det — Søren! — jeg har mine skøder — jeg — “ svarede njædel og blev ved at gå. — midt på vejen mellem husene havde der samlet sig en flok omkring en kariol,. Som netop var ankommen. Manden, som steg ud, var liden og tyk med rødt ansigt, gråt skæg og lodden hue. „ Er her nogen — “ spurgte han i flokken, „ som ved, hvad det er for en karnali, som har veistykket fra børe vigsgrinden og ned til svartemyr? — jeg skulle have lyst til at snakke et alvorsord med den personage. “ • der var ingen, som vidste det. Men en gammel mand svarede: „ Ja det har oldermanden ret i; der findes ikke værre veistykke på hele kysten. “ „ Veistykke! “ — for oldermanden op, „ det er minsæl ikke nogen vej, det er en myr med store stene i; se hvordan vi ser ud! “ og han viste på sig og hesten og kariolen; det var alt sammen gråflækket af skvæt og søle. „ Oldermanden får klage til lensmanden — “ var der en, som sagde. „ Ja — når det bare kunne nytte — “ Sagde oldermanden og. kløede sig opunder peltshuen. Idetsamme fik han øje på njædel vatnemo, som stod et stykke fra og så på ham. Lodsoldermanden blinkede til ham. En af lodserne på gården tog hans. Hest, og oldermanden nærmede sig nu til njædel og hviskedee: „ Hun er velbeholden ombord. “ „ Fik hun god plads ombord? “ — spurgte njædel.. „ Ekstra fint — far! — ganske som på en amerikafarer, endda det var bare anden i plads. I morgen aften er hun i Kristiania. “ „ Det var galt, hun kommer omkvelden; bare hun finder han Anders. “ „ Ja nu skal du. høre — njædel! jeg har telegraferet for dig til bror din, at han måtte møde Kristine på bryggen. “. „ Nej! — end alt det, du kan finde på, oldermand! — “ sagde njædel, „ vardet grovt dyrt? “ „ Akkurat en krone. “ „ Kunne du ikke få det billigere? “ „ Nej — far! det er fast takst. “ „ Jaja — det var alligevel godt — “ mente njædel og rodede efter en krone: „ så får du have så mange tak — oldermand! “ „ Å — ikke stort at takke for. — har du været fremme for retten — njædel? “ „ Nej — de siger, det bliver ikke før over middag. “ „ Har du mad? „ Nej; der var ingen hjemme, som kunne stelle for mig — “ svarede njædel kort. I „ Hm — det er jo sandt! “ mumlede oldermanden; „ kom skal vi gå ind til Tobias • lods og få os lidt at leve af. “ Almuen gik til side og hilsede lodsoldermanden; men ingen lod til at se den lange njædel, som kom bagefter. — det truede.med regn. Langt ude i havet stod mørke banker, og søen var grå med små hvide prikker. Der blæste en frisk sydvest, og i de store runde stene ved. Stranden skyllede brændingen ud og ind, slæbende med sig lange slimede tarestrimler. Fra stranden steg en kort bakke opimod gårdene, som lå tæt sammen. Mellem husene var der trange, sølede veje, møddinger og alleslags uhumskheder; møggreb, rustne plougjern, halve hjul og vragstumper fra skibe af enhver Art, som havet i årenes løb havde lagt op i stranden. Men foran våningshusene var der gerne en liden ryddelig plads, hvor almuen samledes, sad på trappen udenfor bislaget eller på slibestenen indunder husvæggen. Skønt det var midt på lyse sommerdagen, lå der noget mørkt og dystert over det hele. Himlen hang lavt ned med grå skyposer, havet fulgte med i det grå. Og de rødbrune, tjærede huse, som i solskin kunne skinne så venligt med hvide vinduskarmer, Gardiner og blomsterpotter, vare mørke og trykkede i den tunge belysning, medens lensmandens hvidmalte hus så trist og blegt ud i dag. De tætte klumper af bønder passede til stemningen. Alle disse tykke mørkeblå vadmelstrøier, uldskjorter og uldne skærf forøgede den tyngsel, som lå over alt. Der var intet liv i grupperne; den ene seg hid — den anden did; der hilstes med en mumen, uden at man så på hinanden; store fugtige hænder blev stukne frem og mødtes med andre — uden håndtryk, med stive fingre, således som skik er. Intet udråb, intet højt ord — endsige latter var der at høre; og over det hele svævede der den lugt, som vadmel får, når det farves i noget, man kalder „ Potteblåt “, — et navn, hvis oprindelse man gør klogt, i ikke at efterforske altfor nøje. Klokken et sluttedes formiddagsforretningerne, og medens tingstuen ryddedes for middagsbordet, gik embedsmændene og sagførerne op og ned udenfor, røgte tobak og samtalede. Enkelte modige blandt bønderne hagede sig fast. i en sagfører; den lille surøiede mand fra heien kunne umuligt få øje på sin. Men amtmand Hiorth, som var en nedladende mand, gik omkring blandt folket og mærkede sig, hvem der hilste på ham. Hist og her, når han syntes, han kendte et ansigt, standsede han og sagde nogle opmuntrende ord; hænderne holdt han på ryggen under frakkeskøderne, for ikke at være nødt til at „ næves “ med nogen. Lensmanden og hans dreng førte just en arrestant over gården. Man havde, givet ham lænker på for en sikkerheds skyld; thi lensmandsarresten var ikke pålidelig, og desuden var det bekvemmest således for vagten. „ Er her nogen, som kender den mand? “ — spurgte amtmanden. „ Ja ’— hr. Amtmand! — han er fra krydsvig “, svarede oldermanden, som just kom ud fra et af husene. „ Goddag — hr. Lodsoldermand seehus! “ Sagde amtmanden og benådede ham med to fingre af den højre hånd; „ De kender altså arrestanten? — tyveri? — formodentlig. “ „ Ja — Stakkar! — han brød sig ind i hos landhandleren og stjal en sæk mel og en kande sirup. “ „ Det er sørgeligt — “ sagde amtmand Hiorth strengt og så udover folket, — „ med disse tiltagende tyvsforbrydelser. De synes at stå i nøie' sammenhæng med de mange andre slette påvirkninger, for hvilke vort folk beklageligvis er udsat i disse tider. Sidder angjældende i små kår? -— stor familie? — mange børn? “ „ Mangfoldige og små, hvorsom komlene på njå — hr. Amtmand, “ svarede oldermanden. „ Kumle? “ — spurgte amtmanden og så sig om. sagfører tofte, som altid holdt sig i * nærheden af amtmanden, for at være til tjeneste, sagde med sit indsmigrende smil: „ Hr. Amtmanden må undskylde, det er etslags — etslags boller af potetes. “ „ Ah! — kartoffelboller! “ — mumlede amtmanden nedladende og gik videre mellem grupperne. Folk så på hverandre, en og anden trak lidt på smilebåndet, da amtmanden vendte sig. lalmindelighed ' blev oldermanden i høj grad beundret for sin frimodige tone overfor de store; han stod ligesom midt imellem. Lauritz boldemann seehus var søn af en fordrukken toldbetjent i flekkefjord. I sin ungdom havde han faret tilsøs; men da han ældedes, købte han en liden part af krydsviggården, byggede sig et hus, hvorfra han kunne se søen til alle tider, og så blev han ansat som lodsoldermand. Seehus kunne være opimod de seksti. Han levede ugift — halvt skipper, halvt Bonde. Med sine overordnede stod han sig kun mådeligt. Amtmand Hiorth var endogså nær ved at anse ham for en farlig person, der tiltrods for sin officielle stilling kun lidet skilte sig ud fra en almindelig Bonde, hvorved lettelig folkets nedarvede ærbødighed for embedsstanden kunne svækkes.: imidlertid passede seehus sine ting og nød mellem bønderne en vis anseelse, så der var liden udsigt til at få ham fjærnet. Selv var han sig ikke bevidst, at der var nogenting i vejen med ham. Den frimodige tone havde han beholdt fra søen, og når r amtmanden kun benådede ham med to fingre og et koldt blik, tænkte seehus i harmløs beundring, at amtmand Hiorth dog var en Pokkers fin mand. * oldermandens nærmeste nabo var njædel vatnemo. Denne var egentlig en fremmed ved kysten. Han hørte til på en fjeldgård langt inde i landet. Men efter at gården i mange år havde været hjemsøgt af stenskred, kom der en vår et skred, der gjorde det så grundigt, at njædel blev stående i bare skjorten på en 'fjeldknabbe, medens huséne og alt, hvad / deri var, rasede nedover. I ruinerne fandt de om morgenen konen og to børn døde, men den ældste datter var der liv i. Da mente njædel, han fik opgive sin fædrenegård vatnemo. Han solgte, hvad skredet havde levnet og flyttede ud til hava • kysten. Njædel byttede ikke navn efter sin nye gård, som ellers skik er. Han havde købt en del af den samme gård, hvoraf older-' manden havde en parcel; krydsvig var et stort benificeret gods, som havde ligget til Kristiansands bispestol. Njædel havde ført med fra sin fjeldgård lysten til at være alene; derfor valgte han sig de laveste sletter > nede mod stranden, hvortil der hørte en stor i udyrkbar sandslette. Njædel levede alene med en tjenestepige og sin datter Kristine i flere år, dyrkede sin jord og lagde sig lidt tilbedste. Sin eneste omgang udenfor huset havde han i lodsoldermanden, der havde sluttet sig til den godmodige kæmpe og den vakre. Datter med det muntre sind. Folk ligte ellers ikke njædel, fordi han var fremmed. Desuden var der noget frastødende ved den store, sværlemmede mand med det ville hår. Når han stod og grov grøfter i sine lave myr tændte marker, så han også ud som et fælt trold, som steg op af jorden. Hans buskede hoved, som altid var bart undtagen til høj stads, tegnede sig mod himmelen, når man kørte forbi på landevejen. Og alle fremmede standsede hesten og spurgte skydsgutten, hvad det 'var for noget? Men njædel ænsede ingenting, når han arbejdede. Han var af dem, der synes at slås med sit arbejde. Med sammenbidte tænder og rynkede bryn kavede han med k _ spade og jernstang, rev og sled og masede, så jorden føg om ham; og når han mødte en vrang sten, som ikke ville lade sig snu, kastede han sig over den med sine kæmpekræfter — knurrende som en sint Bjørn. Men når det så var madtid eller det blev for mørkt, steg han op af sin grøft og rystede sine sølede træsko. Han satte jernstangen i jorden og så sig om, hvad han havde udrettet. Og hvis det så syntes ham at være skikkeligt arbejde, for han med næverne i håret, så det stod bent ud, og smilte godmodigt til sig selv. Inde i stuen blandt fruentimmerne var. han så spag' som et lam,.så han krogede sig og rørte sig varligt, — som om han var ræd for at løfte taget af hytten, hvis han rettede sine svære lemmer. — mens thingpersonalet spiste middag inde hos lensmanden, begyndte det at regne. Himlen sænkede sig endnu lavere, og regnet faldt tæt og jævnt, som det plejer, når det agter at holde længe på. Folk krøb ind i huse og skur; men størsteparten blev stående og lod det regne. af og til bøjede de sig fremover, så der faldt en skvæt vand af hattéskyggerne; men ellers var de så vant til vædé, at de ikke brød sig stort om det; regnet sivede gennem vadmelen og dryppede af trøiekanten i lyseblå dråber. Der vår ingen utålmodighed t blandt folket, som ventede; thi alle vidste, at en thingmiddag er noget, som må have sin tid. — Alexander l. Kielland: arbejdsfolk. Iii. Amtmanden sad for den øverste ende af bordet, sorenskriveren til højre, fogden til venstre. Derefter kom sagførerne efter alder, så fuldmægtigerne efter principalernes rang, så kontoristerne efter samme regel og tilslut nogle bønder — ordføreren * i formandskabet og et par andre indbudne. Lensmanden sad for den nederste ende. „ man kan mærke, lensmanden har kokkekone fra byen, “ sagde gamle sagfører Kahrs og smattede, „ det er ikke som i gamle dage, da vi måtte lægge i os en balje svedskesuppe med sirup og kanel i. “ Dette blev sagt halvhøjt til fogden; thi man var endnu véd første ret — fiskepudding med stuvet hummer, og samtalen førtes næsten udelukkende af amtmanden. ' rødvinen var meget sur, men ikkedestomindre meget stærk. Dertil var der akvavit og øl, så stemningen steg hurtigt. Imidi lertid forstod amtmanden at lægge en dæmper på, og det gik meget formfuldt til i begyndelsen af måltidet. Man hviskedee til sin sidemand og talte ellers ikke uden som svar til amtmanden. — denne plejede da gerne at henvende et lidet ord til hver; isærdeleshed var han yderst venlig mod de tilstedeværende bønder; det var ham en samvittighedssag at vise sig nedladende og folkelig. Ved stegen brugte han at udbringe kongens skål, og dernæst holdt han gerne et par korte taler, eftersom det kunne falde sig. I dag henvendte han sig til sorenkriverens fuldmægtig, kandidat Alfred Bennechen, som snart skulle rejse bort. „ Når de nu — hr. Kandidat Bennechen — “ således talte amtmanden, „ forlader denne virkekreds, hvor de har nedlagt et par af deres bedste ungdomsårs arbejde, for at indtræde i en ansvarsfuldere — kanske mere besværlig, men sikkert mere løfterig virksomhed, ville vi sige dem farvel og tak for den tid, de har arbejdet med. os. Men om de end skilles fra os, forblive vi dog i samarbejde. Jeg begår vel ingen indiskretion ved at meddele denne forsamling, at det er deres hensigt at indtræde o* i et af regeringens departementer — sandsynligvis deres hr. Faders? “ Alfred Bennechen bøjede sig forbindtligt. „ Altså siger jeg “ — vedblev amtmanden, „ at vi forblive i samarbejde. Thi er der ikke et stort samarbejde over det hele æand? er ikke embedsværket en ring, der omslutter vort folk som et styrkebelte? Idet de derfor — ligesom bytter plads i kæden, ville vi bede dem overbringe deres hr. Fader vor ærbødige hilsen samt bede ham forsikre hans majestæt, at vi arbejde — deri ligger det — mine herrer — arbejde som - hans majestæts tro tjenere blandt folket. Og dem — hr. Kandidat Bennechen ville vi ønske, at de med deres hr. Faders ophøjede eksempel for øje også vil nå langt frem på deres bane. og' som han blive en stolthed og en pryd for deres land. Hr. Kandidat Bennechen — Vorherre være med dem! “ „ Den kan de tro, han har svedet over, “ Hviskedee sagfører Kahrs til sin sidemand nedover; thi amtmandens taler var i almindelighed kun så som så. Sorenskriveren holdt nu også en halvt humoristisk tale til sin fuldmægtig; Alfred Bennechen svarede, så der blev mange taler i dag. Men da stemningen var på sit højtider. ligste, satte fogdens kontorist et stykke steg i halsen. Den arme mand ville ganske kvæles, og det så helt betænkeligt ud. Men hans sidemænd slog ham så voldsomt i ryggen, at stykket omsider løsnede og sprang ud på bordet. Amtmanden skjulte sig bag sin serviet; fogden gjdrde mange undskyldninger for sin kontorist; men sagfører Kahrs betragtede opmærksomt kødstykket og bandte på, at det vejede opimod en halv mark. Denne begivenhed ødelagde aldeles stemningen for amtmanden. De yngre sagførere begyndte at le og snakke over bordet; derblev en højst respektstridig livlighed. Og amtmanden selv var bleven så opskræmt af det ubehagelige tilfælde, at han for op og rettede sine brill

1880_RH_ArbejderBankierOgBaronEllerLykkensOmskiftelser

Arbejder Bankier Og Baron Eller Lykkens Omskiftelser

RH

RH

Arbejder Bankier Og Baron Eller Lykkens Omskiftelser

female

1880_RH_ArbejderBankierOgBaronEllerLykkensOmskiftelser.pdf

R.H.

Arbejder, Bankier og Baron eller Lykkens Omskiftelser

Original Roman fra Nutiden

n

gothic

Simonsen & Co.

KB

Fil indeholder tre dele, sidetal er derfor sammenlagt. Forfatter ikke identificeret.

pdftxt

nan

nan

O

I. Et mysterium. En morgenstund i året 182 * indeholdt de daværende københavnske dagblade et stykke, der vakte en almindelig opsigt øve. r hele byen. — dette stykke, der var enslydende i alle bladene, idet det var indsendt af politiet, lød således: „ Rovmord. En begivenhed, der heldigvis er sjælden for ikke at sige enestående i vort fredelige samfund, har i går tildraget sig her i byen. Da en patrouille i går ved mørkets frembrud, omtrent klokken fem, gjorde sin rmde over volden, fandt den liget af en mand henliggende der. Efter at liget var bleven bragt til den nærmeste vagt, viste det sig, at det var en ung mand, iført en nobel påklædning, og hvis hele ydre tydede hen på, at han hørte til de højere klasser i samfundet. I brystet havde han et stort gabende sår, og den tilkaldte læge erklærede, at døden måtte hidrøre herfra. Da den afdøde hverken havde penge eller ur hos sig, ligger det nær at antage, at der her foreligger et rovmord. Da nærværende blev nedskreven, var ligets identitet endnu ikke konstateret, men det er at håbe, at det må lykkes for politiet, som allerede er i travl virksomhed, inden føje tid både at få det afgjort, hvem offeret er, og tillige at pågribc gærningmanden til dette uhyggelige rovmord “. Som vi har meddelt, vakte denne „ Nyhed “ en umådelig opsigt, og over hele byen talte man kun om dette mysterium. Imidlertid var politiet ikke ledigt, men satte hele det apparat i bevægelse, der stod til dets rådighed. Og allerede dagen efter blev det konstateret,, hvem den myrdede var. Liget var offenlig udstillet i lighuset ved Langebro, og der fandt her en gribende scene sted. En betydelig mængde menneske strømmede selvfølgelig hele dagen igennem til lighuset. En del droges kun af sket og ret nysgjærrighed derhen.. men andre kom også, fordi de enten savnede nogen i deres omgangskreds eller mente muligvis at knnne give retfærdigheden et vink. Det var i middagsstunden, og netop ved den tid, da tilstrømningen til lighuset var størst. pludselig klang der gennem den tæt sammenpakkede menneskemængde et skærende skrig.. og man hørte udbruddet: — store gud, det er Valdemar! Der opstod den stærkeste bevægelse blandt de tilstedeværende.. og alles blikke rettede sig hen mod det sted, hvorfra dette udbrud var kommen. Det hidrørte fra en ung pige, der nu besvimet sank om i de omkringståendcs arme., hun blev båren ud.. og efter at hun var kommen til sig selv igen og havde fået sine tanker samlede, blev hun udspurgt af den tilstedeværende politiembedsmand. Hun afgav da følgende forklaring: hun hed Ellen Møller, var datter af en jævn, københavnsk håndværker og var nitten år gammel. For et godt halvt år siden havde hun gjort bekendtskab med denmyrdcde, hvis navn var Valdemar Svendsen. Han var søn af en højtstående embedsmand i en af provinserne og havde et par Års tid opholdt sig i København for at tage lægeeksamen. Deres bekendtskab havde ført til in forlovelse, og det havde været deres egen og forældrenes bestemmelse, at deres bryllup skulle finde sted, når Valdemar om et par år havde taget sin eksamen. — nu havde skæbnen imidlertid villet det anderledes! Den dag, da mordet havde funden sted, havde Valdemar Svendsen forladt hende omtrent klokken tre om eftermiddagen for at begive sig til sit hjem, der lå ved jzstervold. Det havde været deres bestemmelse, at de skulle træffes den følgende middag. Da han ikke var kommen, havde hun tænkt sig, at der måtte være kommen pludselige forhindringer i vejen, skønt han rigtignok i så tilfælde al tid plejede at skrive hende til eller sende bud. Hun havde hørt tale om det begåede mord.. og tilskyndet dels af en vis nysgærrighed, dels af en uforklarlig uro, der pludselig var opstået hos hende, havde hun begivet sig til lighuset. Der havde hun i det lemlæstede lig genkendt sin forlovede.. det havde været en bestemmelse, at de skulle mødes glade og lykkelige, som de plejede.. og nu skulle hun se ham således. Den unge pige blev endnu udspurgt om forskellige andre ting.. om hun til eksempel vidste, om hendes forlovede den dag havde havt en betydelig sum penge hos sig.. om han havde haft nogen personlig fjende osv. osv? Ellen Møller svarede hertil, at hendes forlovede den dag havde haft omtrent hundrede daler hos sig, so « han, da det var først i måneden, havde modtaget fra sine forældre. Men for øvrigt kunne hun ikke give noget svar på de andre spørgsmål. Den unge pige blev, efter at denne forklaring var afæsfet hende, kørt hjem til sine forældre, da hun var alt for bevæget til at gå. Nu havde da retfærdigheden foreløbig et lille fingerpeg at gå efter, og den søgte at benytte det på bedste måde. — den kone ved Østervold, hos hvem Valdemar Svendsen havde boet, forklarede, at han den pågældende dag var gået ud ved middagstid for at begive sig til sin forlovede, og at han ved bortgangen havde sagt til hende, at han ville være hjemme igen omtrent klokken fem. Hun vidste også, at han havde været i besiddelse af en betydelig pengesum, og sit ur, der var af guld og meget kostbart, havde han ligeledes haft hos sig ved bortgangen. Politiet skrev straks til den myrdedes forældre, men da man på den tid endnu ikke kendte telegrafen, kunne det vare en uges tid omtrent, inden svar ville indløbe. Iøvrigt samstemmede alle forklaringer i, at Valdemar Svendsen ikke blot havde været et sjældent godt og elskværdigt, men tillige et sjælden lovende og flittigt ungt menneske, der var afholdt af enhver, som var kommen i berørelse med ham. ' den offenlige mening var selvfølgelig yderlig oprørt over dette rovmord, der havde funden sted så godt som ved højlys dag og næsten midt inde i en stor og befolket by. Det blev hver dag offenlig udtalt, at enhver måtte leve i den største uro og ængstelse for sig og sine samt for sin ejendom, så længe gærningsmanden til denne afskyelige forbrydelse ikke var opdaget og afstraffet. Ja, morderen — hvem var morderen — det var netop det store spørgsmål. Politiet gjorde sit for at løse det, men uden held. Der blev arresteret en del personer, mod hvem mistanken med grund eller uden grund kunne rettes, men de så sig alle i stand til at godtgøre deres uskyldighed. Øg som sædvanlig i lignende tilfælde var den oprørte offenlige mening tilbøjelig til at bebrejde politiets udnelighed, sendrægtighed, mangel på ømløb, osv. osv., at morderen ikke blev pågrcben -— som om politiet kunne hekse den skyldige op af jorden, som om ikke det også måtte stå magtesløs lige over for et så tæt tilsløret mysterium. Imidlertid gik tiden, den myrdedes forældre var personlig ankommen til byen, og begravelsesdagen var fastsat. Netop på denne dag indfandt der sig en temmelig tarvelig klædt og simpel udseende mand på råd- og domhuset og forlangte at få politidirektøren i tale. Denne var ikke til stede, blev der svaret, men om nogle timer kunne han træffes. — manden, der syntes at befinde sig i en bevæget og ophidset sindstilstand, svarede, at han ikke kunne vente så længe, da det drejede sig om en meget vigtig sag. — hvilken sag? Blev der spurgt. — ja, det ville han kun sige til politidirektøren selv. — den tilstedeværende politisunktionær fandt disse hemmelighedsfulde yttringer så betydningsfulde, at han lod sende bud efter politidirektøren, der også indfandt sig efter en halv times forløb. Da manden var bleven alene med politidirektøren, uicddelte han denne, at det drejede sig om det nylig begåede mord, og han afgav da følgende forklaring: han hed Morten Sørensen, boede i en af smågaderne på Kristianshavn, hvor han drev marskandiserforrctning og tillige var ejer af stedet hvori han boede. Han havde nogen tid i sit sted haft en lejer, der hed Peter Hansen og var murer af profession. Denne mand, der var gift og havde et barn, havde i længere tid gået uden arbejde, og var som følge heraf efterhånden nedsunken i den dybeste armod. Sin husleje havde han ikke betalt i flere måneder, skønt han ( værten ) mange gange havde mindet ham om det. Om morgenen på den dag, da mordet var bleven begået, havde han også opfordret Peter Hansen til af betale eller skytte den følgende dag, da han ikke havde råd til af lade sine lejere bo frit. — men hvor overrasket var han ikke bleven, da Peter Hansen den næste dags morgen indfandt sig hos ham og betalte ikke alene den skyldige leje for de forløbne måneder, men endogså for en måned til forud. Han havde dog ikke ændset dette synderligt, idet han havde tænkt som så, af muligvis en velhavende slægtning eller ben havde lånt peterhansen pengene til hans husleje. — i de påfølgende dage havde han lagt mærke til, af Peter Hansen vedblev af drive om, uden af have noget arbejde, men samtidig havde han fået alle sine pantsatte ting hjem fra lånekontorerne, hans kone og barn havde såt nyt tøj, og der var kort sagt kommen en hidtil ukendt velstand over Peter Hansens ellers så usle hjem. Det havde forbavset ham i allerhøjeste grad, og da Peter Hansen på samme tid havde udvist en forunderlig sky adfærd, der sket ikke stod i overensstemmelse med den heldige forandring, der var foregået i hans hjem, var den tanke pludselig falden ham ind: er Peter Hansen mon på en ærlig måde kommen til de penge, som han i de senere dage har rådet over? Og da man netop i de dage kun talte om mordet og de penge, der var fraranet offeret, havde han uvilkårlig draget den slutning: Peter Hansen og ingen ' anden er morderen. Således lød den forklaring, som marskandiseren fra krisfianshavn afgav. Politiet, der i lignende tilfælde ofte griber efter et halmstrå, fandt den af så stor betydning, at fire opdagelsesbetjente straks blev sendt ud på krisfianshavn for at pågribe morderen. De traf Peter Hansen i hans hjem. Han gjorde ingen modstand, da de erklærede ham for deres arrestant. Tværtimod — han udviste en forfærdet og frygtsom adfærd, der naturligvis måtte bestyrke den mod ham rettede mistanke. Samtidig med at morderen i lænker blev bragt ind på råd- og domhuset, foregik der i en modsat kant af byen en anden begivenhed. Det var den unge Valdemar Svendsen, der blev jordet under en tilstrømning af tusinder og atter tusinder af deltagende mennesker. De nedbøjede forældre og den myrdedes forlovede, den smukke, unge pige med tårer i de store, blå øjne og fortvivlelse i det dødblege ansigt, vakte den største sympatti hos alle de tilstedeværende. Og da rygtet — det bevingede rygte pludselig udbredte sig på kirkegården, at morderen var bleven pågreben, og da præsten med salvelse og kraft indslættede dette moment i sin tale, ja, da var der blandt de tusinder as øjne, der hvilede på den blomstersmykkede kiste, knap - et eneste, som forblev tørt. — det var et af de gribende optrin, som den, der har overværer det, aldrig glemmer i sit liv. I. Nåde eller ikke nåde? Der blev selvfølgelig rejst retssag mod Peter Hansen, og den blev forfulgt med al den kraft, der stod til politiets rådighed. I de første forhører nægtede Peter Hansen enhver som helst deltagelse i den begavede forbrydelse. men da han blev spurgt om, hvorfra de penge hidrørte, som han i den sidste uges tid havde rådet over, og da der i hans hjem blev tun ' den et guldnhr, der af mange vidner genkendtes som Valdemar Svendsens, frafaldt han sin tidligere benægtelse og gav en tilståelse, hvis væsenligste punkter gik ud på følgende: han havde i lang tid været uden arbejde og var derved nedsunken i den dybeste armod. Så godt som alle hans ejendele havde han måttet bringe til pantelånerne, han så ingen udvej til at forskaffe sig og sin familie det daglige brød, og værten havde truet med at kaste dem på gaden. I en fortvivlet sindsstemning, grublende over sin ulykkelige tilstand, uden at øjne nogen udvej til frelse, havde han en eftermiddag gået hen over volden. Klokken var hen ad fem, det begyndte at mørknes. Da stødte hans fod pludselig mod en genstand, og da han bøjede sig ned, så han et menneskeligt legeme ligge foran fin fod. Det var for mørkt for ham til at afgøre, om det var en død eller en levende, men han lagde dog mærke til, at det var en særdeles nobel dragt, som legemet var iført. I et nu påkom der ham den indskydelse, at skæbnen her bød ham et middel til at redde sig ud af fin fortvivlede stilling. Og denne var i sandhed så fortvivlet, at han fulgte sin indskydelse og plyndrede legemet, idet han derhos tænkte ved sig selv, at hvis han ikke gjorde det, ville alligevel den første den bedste vagabond, som måtte komme forbi, gøre det. Således lød hovedtrækkene i Peter Hansens forklaring, som retten imidlertid selvfølgelig hverken ville eller kunne tage for gode varer. Han fastholdt den dog standhaftig under sagens > videre forfølgelse: han havde berøvet den døde s Valdemar Svendsen hans ur og penge, men i det var ikke ham, som havde myrdet ham. Som ovenfor bemærket, ville refærdigheden ikke godkende Peter Hansens forklaring. Og der var vægtige indicier, som talte imod ham, da det var bleven oplyst, at Valdemar Svendsen ikke havde haft nogen personlig uven, var det jo i allerhøjeste grad usandsynligt, at den, som havde myrdet ham, ikke tillige skulle have plyndret ham. din var Peter Hansen funden i besiddelse af den myrdedes penge og ur — ørm, skuttede retten, måtte han også have forøvct mordet, og desuden fandtes der store blodpletter på de klæder, som Peter Hansen havde været iført den pågældende dag; dette ville han vel forklare således, at de var fremkomne ved berøringen med det døde legeme, men denne forklaring var atter usandsynlig. — på den anden side gjorde Peter Hansen ikke indtrykket af, at være nogen farlig forbryder. Han var vel fattig, men havde hidtil aldrig været straffet. Selvfølgelig vakte sagen den største opsigt blandt publikum. De fleste anså Peter Hansen for morderen.. men der var dog også mange, som troede på hans uskyldighed, hvad selve drabet angik. I kraft af disse delte meninger imødeså publikum dommen med den største spænding. Endelig faldt dommen da. Peter Hansen, l der uvægerlig fastholdt sin første forklaring, blev ' på indicier dømt for rovmord, og dommen ' lød på, at han skulle henrettes — dog at hans hovede, da han kun var dømt på indicier, ikke skulle sættes på en stage, og at han heller ' ikke skulle lægges på stejler og hjul, hvilket ' ellers var de tiders skik. — det var hele den „ Formildelse “ i sin dom, som Peter Hansen opnåede. -ft h * en tidlig morgenstund, inden det endnu var bleven lyst, var der en usædvanlig bevægelse i København.. En mængde mennesker bevægede sig gennem amagervort ud ad amagersælled til. Uvilkårlig måtte man spørge, hvad der i den råkolde februarmorgenstund havde bragt denne mylderas mennesker så tidlig på benene.. og svaret lå nær, thi det var morderen Peter Hansen, der skulle henrettes. Derude på amagersælled rejste det uhyggelige skafot sig i vejret, omtrent som et spøgelse. i den dæmrende morgenstund, og bøddelen og hans medhjælpere færdedes allerede på det. Uden om det havde en afdeling soldater slået kreds, og uden om den stod der atter en levende mur af mennesker, skulder mod skulder, hovede ved hovcde, med blikkene koncentrerede på et fælleds punkt: skafottet. Hviskende, som vin man frygtede for af tale højt, fløj bemærkningerne fra mund til mund. — ville Peter Hansen blive henrettet eller ikke? — han havde dog ikke tilstået sin skyld. — ja, men han var bleven overbevist om den. — men ville mon ikke kongens nåde lade ham flippe med livet? Endnu var der jo tid — det kunne fle i det sidste øjeblik.. fligt havde man hørt før. Pludselig blev der dødsstille blandt mængden.. og alles blikke rettede sig mod et bestemt punkt. i det fjærne viste der sig nogle bevægelige punkter, der nærmede sig til sknepladsen for henrettelsen. Det var dem, der drog tilskuermassernes blikke til sig, og snart var de så nær, af man i den grå morgendæmring kunne fkælne, hvoraf de bestod. Det var en afdeling kavalleri, der red fremad, dannende en kreds uden om en karre, der var forspændt med en mager og usselt udseende hest. På denne karre sad der to skikkelser: en præst, der var iført fin gejstlige embcdsdragt, samt en Aland i en dragt af mørk farve. Intet under, at der blev tavst mellem tilskuerne, og at alles blikke rettede sig mod dette optog, thi det var hovedpersonen i det forestående blodige drama, som nu blev ført frem på scenen.. det var med andre ord den dødsdømte.. det var morderen Peter Hansen. Nu galopperede kavalkaden ind i kredsen af infanteriet, og i dette nu var Peter Hansen udsat for tusinder og atter tusinder af blikke. Han gjorde, som vi allerede en gang har; forklaret, ingenlunde indtrykket af at være en l forstokket eller farlig forbryder. Der ' var i hans træk ikke spor af forhærdelse, frækhed, ondskab eller lignende egenskaber, der stempler forbryderens fysiognomi. Det var ikke, for at bruge et populært udtræk, noget „ Galgenfysiognomi “ — tværtimod! Som han sad der på Karren i en sammenbøjet stilling og med sænket hovede, gjorde han snarere indtrykket af at være en skikkelig og enfoldig mand end en forbryder. Han var lille af vækst, mager og spinkel, og hans træk røbede en vis godmodighed og troskyldighcd. For øjeblikket var der frygt eller måske snarere rædsel udbredt over dem. Det var umiskendeligt, at han ikke med ro gik den ventende død i møde. Nu standsede rytterskaren og Karren. Der herskede på pladsen, blandt alle disse tusinder af mennesker, en sådan dødsstilhed, at man ville have kunnet høre en nål falde til jorden. Den gejstlige steg ned af Karren og rakte sin hånd frem mod den dødsdømte for at hjælpe ham ned. Og det kunne nok gøres nødig, thi det var med vaklende skridt, med rystende knæ at han nu gik frem mod skafottet. Prcysten måtte støtte ham.. og da han steg op ad de trin, som hans fødder efter al sandsynlighed aldrig mere skulle betræde, måtte han standse flere gange, så overvældet var han as sin bevægelse. nu havde han nået Toppen af skafottet.. og i dette øjeblik trådte en mand frem mod ham. Den dødsdømtes blik mødte hans.. det så næsten ud, som om han sank sammen under vægten af mandens blik. Det var lige over for bøddelen, at den dødsdømte stod. Bøddelen var en høj og robust skikkelse, iført en grå dragt. Han trak et dokument frem, og med en høj og kraftig, noget rå stemme oplæste han dødsdommen for Peter Hansen. Der herskede en sådan tavshed blandt mængden, at ikke en stavelse gik tabt for de mange øren, der lyttede til de 0rd, som gik frem over skarpretterens læber. Og da han var færdig med læsningen, syntes stilheden at blive endnu dybere og mere trykkende. Men pludselig blev denne brudt, og det fra en side, som man mindst skulle ventet det. Det var Peter Hansen, der pludselig, som om der i det sidste øjeblik var kommen mod og spændkraft ind i hans nedbøjede skikkelse, trådte et skridt frem, og med høj og ovcrlydt stemme råbte ud til mængden: — det er ikke en henrettelse, der skal sinde sted her, men et mord, -der vil blive begået. Så sandt, som at jeg om nogle få øjeblikke vil stå ansigt til ansigt med en anden og højere dommer, der vil fælde en retfærdigere dom over mig, erklærer jeg, at jeg er uskyldig i dn nord, hvorfor jeg skal bøde med livet! Bo er en forbryder, men ingen alorder.. og vil ikke dø som en løgner.. disse ord, der er de sidste, der i dette liv går over mine læber, indeholder ki? n sandhed. Der opstod den største bevægelse blandt mængden, idet den dødsdømte fremførte disse ord. Og der var et så umiskendeligt præg af sandhed i dem, at næsten ingen tvivlede om rigtigheden af dem. Hos publiknm havde, som vi har meddelt, meningerne været delte om, hvorvidt Peter Hansen virkelig havde begået mordet eller ikke. Nogle havde holdt ham for skyldig, andre derimod ikke. Alen nu, efter den udtalelse af en mand, der — som han selv havde sagt — om få øjeblikke skulle stå for en anden og højere dommer, følte endogså de, der mest ivrig havde holdt på, at Peter Hansen var en alorder, sig rokkede i deres overbevisning. Idet Peter Hansen afsluttede sine ord, blev den tidligere dødligncndc stilhed blandt den store mængde afløst af en livlig bevægelse. Fra alle sider hørte man udråb og udbrud som: — han er uskyldig! — det er et iustitsmord, som vi her er vidne til i — Wien vil dette lovens mord på en uskvldig Aland virkelig blive begået? — kongens nåde kan jo endnu redde hans liv! — vil han ikke blive benådet! — endnu er det tid.. endnu i det sidste øjeblik kan kongens nåde forhindre dette afskyelige justitsmord! Således omtrent faldt orde blandt mængden, og samtidig spejdede tusinde af øjne ud i den dæmrende morgenluft, om der muligvis ikke i det fjerne skulle vise sig en overbringer af den kongelige beåndelse. Som man vidste, at det var sker ved tidligere, lignende lejligheder, ventede man, at der skulle vise sig en rytter, som på en skumbcdækket hest sprængte ind i kredsen. Hesten ville måske styrte under ham, idet han nåde foden af skafottet.. men hvad gjorde det.. han kom dog tidsnok til at frelse hans liv, hvis hovede allerede hvilede på blokken. Således var jforventningerne blandt mængden.. men der viste sig ingen frelsebringende skikkelse i det fjerne.. de stirrende blikke mødte kun den kolde, tågede morgenluft. Den bevægelse, der efter Peter Hansens ord var opstået blandt mængden, syntes endogså at have forplantet sig til skafottet. Selv deroppe syntes man at tøve med. Eksekutionen, som om man også der ventede på en overbringer af budskabet om den kongelige nåde. Efter hin udtalelse var Peter Hansen atter sunken sammen.. den tidligere dødsangst og slappelse viste sig atter i hans hele skikkelse. Med ludende hovede og skælvende over hele kroppen lyttede han til de ord, som præsten nu talte til ham. Præstens stemme var så dæmpet, at de ord, som han talte til den dødsdømte, ikke kunne opfattes af mængden, men det var øjensynligt, at han med villie talte så langsomt og med så mange omsvøb, som om han også ville trække tiden ud for at oppebie det mulige budskab om bcnådelse. Bøddelen og hans medhjælpere stod i baggrunden af skafottet, og selv dis^e dødens håndlangere stirrede ud i horizonten, som om også de spejdede efter den skikkelse, der skulle vise sig med budskabet om, at den dødsdømte var benådet. Således var situationen i de første minutter efter at Peter Hansen havde udtalt hine ord. En dyb tavshed havde atter afløst den første, uvilkårlige bevægelse blandt mængden. Alle ventede nu i den stærkeste spænding på hvad der ville ske.. det var næsten, som hvert enkelt individ i denne store mængde selv var bleven en dødsdømt, der ventede på det afgørende enten—eller, enten liv eller død — så levende var den almindelige interesse for og deltagelse i den dømte forbryders skæbne. Pludselig gjorde bødlen, søm hidtil havde stået ubevægelig og med korslagte arme,. en bevægelse. Han stak hånden inden for sin grå dragt, og da han atter tog den frem, holdt han i den sit ur, som han nu kastede et blik på. Klokken manglede fem minutter i halv otte.. og netop til halv otte var eksekutionen befalet. Altså kunne skarpretteren nu ikke tøve længere.. han måtte lystre ordre og skride til fuldbyrdelsen af sin sørgelige funktion. Det lod til at den gejstlige havde opfanget. og forstået skarpretterens bevægelse, thi i dette øjeblik lagde han tilgivende og forsonende sin hånd på den dødsdømtes hovede og afsluttede dermed de ord, han havde talt til ham. Aldrig endnu i løbet af denne morgenstund syntes stilheden blandt disse tusinder af mennesker, at have været så dyb, åndeløs og spændt. For sidste gang gjorde bødlen det samme, som tilskuerne udenfor kredsen gjorde i dette øjeblik.. han lad sit blik falde spejdende ud mod horizonten.. men der viste sig intet håb om frelse.. det tidligere, tomme og trøstesløse øde i rummet mødte det spejdende øje, så gav bøddelen sine medhjælpere et vink.. og nu begyndte de på udøvelsen af deres funktion. De trådte hen til Peter Hansen, hvis dødsangst eller rettere sagt dødsrædscl nu syntes at være bleven så overvældende, at han knap kunne holde sig oprejst på sine ben. I et nu havde bødelens medhjælpere afført ham hans trøje. Derpå blev hans hænder bundne på ryggen og et bind lagt > hen over hans øjne. Peter Hansen lod dem villieløsf gøre dette ved sig.. han syntes næsten at være mere død end levende. Næppe var bindet lagt for den dødsdømtes øjne, før bøddelen af en kasse fremtog et blinkende instrument, ved synet af hvilket en tavs gyse » gennemfoer menncskemængdcn. Det var den skæbnesvangre bøddeløksc. På samme tid havde bøddelsvendene lagt den dødsdømtes hovede til rette på blokken, medens præsten med høj og lydelig røst bad „ Fadervor “. det der nu sfete, foregik i mindre tid end i et sekund. Bøddelen hævede hænderne.. det blinkede som et lynglimt gennem luften.. og tallet af levende mennesker var i dette nu bleven formindsket med et. Lovens bydende var sket fyl-: desl.. for at bruge biblens ord: „ Den, deri havde udøst et menneskes blod, ved menneskets var igen hans blod bleven udøst “. - men blandt alle de mange mennesker, var, der næsten ikke en eneste, uden at han i dette øjeblik stillede sig selv det tavse spørgsmål, om det, han her havde set foregå, var en retfærdig straf og gengældelse eller — et justitsmord? Og det var under diskussion af dette samme spørgsmål, at mængden nu efterhånden adspredte sig. Blandt tilskuerne ved Peter Hansens henrettelse, var der også en kone med et lille barn på armen. Både konens og barnets træk tydede umiskendeligt hen på jødisk oprindelse. Konen var tarveligt påklædt.. og barnet, der nysgærrigt lod sine store mørke øjne løbe rundt til alle sider uden at kunne forstå, hvad der gik for sig, syntes i det højeste kun at være tre år gammelt. — mor, sagde barnet, da konen gik sin j vej efter at eksekustionen var forbi, mor, hvad havde den mand gjort, siden de var så slemme mod ham? — det skal jeg sige dig, lille Moses, svarede konen, han havde slået en anden mand ihjel for at få hans penge, og derfor blev han nu selv slået ihjel. Barnet grundede lidt på disse ord, og derpå sagde det med en logik, som man ikke skulle have ventet af dets alder: — altså må penge være noget meget rart og vigtigt, siden mennesker slår hinanden ihjæl for at få dem.. Penge må altså være det vigtigste og rareste i verden.. når jeg bliver stor vil jeg have penge.. mange, mange, mange penge! Det lille jødebarn, som udtalte hine ord, er helten i de følgende begivenheder.! Vi vil, da en helt jo må have et navn, kalde ham Moses philipscn, og vi får at fe, om han skulle nå det mål for sit liv, som han uden forstand om dets egenlige betydning, på sin barnlige måde havde sat sig. Iii. Fra de førskudtes lejr. Vi springer over et tidsrum af næsten ti år. Vi befinder os altså i København i året 183 *. Scenen for de begivenheder, vi nu skal fremstille, er en lille plads bag ved en bagbygning i et af Københavns kvarterer, der ikke hører til de fineste og heller ikke til de tarveligste af Københavns bykvarterer, men så omtrent holder „ den gyldne middelvej “, som man siger. Det er som sagt en lille plads, ubrolagt og smudsig, knap tre alen lang og en alen bred, omgiven på alle sider af de tilstødende bygningers høje mure. En eftermiddag i en af forårsmånederne opholdt der sig på dette lidet indbydende sted en dreng på en tolv til tretten år. Drengens træk og fysiognomi tydede hen på den jødiske race. Han havde store, mørke øjne, og tykt, sort hår. Trækkene var storslåcde, som det hyppigt plejer at være tilfældet med jøderne.. Næsen stærk bøjet.. Munden stor og sandfelig.. Panden lav, bred og kraftig. Der lå en vis kløgt, opfindsomhed og snildhed i denne drengs fysiognomi. Hans klæder var tarvelige, men hele og propre. Han sad for øjeblikket og legede med nogle småpindc, med hvilke han syntes at udføre et slags regnestykke. Lyden af barnlig latter.. barnlige råb og udbrud klang af og til ind til ham. De hidrørte fra den store og luftige gård mellem for- og bagbygningen, hvor nogle børn af begge køn tumlede sig under overgivne lege. Hvorfor sad drengen alene her i dette rum.. dette snævre, uhyggelige rum, der havde en vis lighed med en fængselsplads, og hvor han selv næsten tog sig ud som en lille fange? Hvorfor tumlede han sig ikke ude i den store, forreste gård med sine overgivne jævnaldrende? ^vi skal ret snart erfare årsagen til dette / fænomen. Medens drengen legede med sine småpinde eller måske rettere sagt regnede med dem, bevægede han af og til læberne og talte halvhøjt med sig selv. Bi vil for et øjeblik lytte til de sætninger, der gik frem over den lille jødedrengs læber. — nej, hør dog bare, hvor de kan råbe og vræle derude, mumlede han, næsten som om de vil sætte huset og gården på den anden ende.. de tossehoveder.. de bilder sig også noget ind.. medens jeg.. nå, det kan være det samme med det!.. Men hvor bliver hun. af.. Mon hun ikke skulle komme herned i eftermiddag.. bare hun dog ville.. jeg ville så gerne tale med hende.. hun er det eneste fornuftige t, væsen i hele huset.. hun hører til de for- “ Skudte ligesom jeg selv.. bare hun dog snart l ville komme! Han standsede og løftede øjnene forventningsfuld op mod den lille, lave dør, der gennem bagbygningen førte ud til den forreste gård. Det var tydeligt, at han ventede nogen.. Og af det brudstykke af hans enetale, som vi har lyttet til, ved vi, at denne nogen var en,, hun “.. et kvindeligt væsen. Altså havde denne knægt til trods for sin unge alder allerede et stævnemøde i dette lille, afsides og fængselsligncndc rum, hvor han nu opholdt sig! Også denne gåde skal snart blive forklarlig for os. Der forløb omtrent en halv snes minntter, medens jødedrengen regnede videre med sine småpinde. Så hørtes der pludselig lette og hurtige skridt indenfor den føromtalte lave dør.. den gik op.. og en ny skikkelse viste sig i det lille rum. Det var et barn.. en pige på tilsyneladende elleve eller tolv år. Hun var spinkel.. høj og flank af vækst, og med en smækker og smuk figur. Det var et af disse smukke, blonde børn, der næsten har noget engleagtigt ved sig. Teinten var sin, hvid og rød.. øjnene dybe og blå.. et langt lyst hår bølgede ned ad ryggen.. Trækkene vare regelmæssige og blide. Pigen var iført en klædelig dragt, der sad smukt om hendes ranke figur. i det øjeblik, hun viste sig, havde hendes ansigt et udtryk, der ikke var normalt for det. Hun så bedrøvet ud... Øjnene vare rødkantede... det var øjensynligt, at hun måske havde grædt fornylig... og hun syntes i det hele taget at være i stærk bevægelse, som om der var mødt hende noget usædvanligt, der ikke kunne være af en glædelig natur. Næppe fik jødedrengen øje på hende, før han sprang op fra sin siddende stilling, idet hun kastede småpindene hulter til bulter mellem hverandre. — nå, er du der, Mathilde! udbrød han. Men hvordan er det dog, at du ser ud... Du, har jo tudskrålet! - — ia, det har jeg, Moses, men det har jeg også haft årsag til. — hvad er der i vejen... har de derude nu drillet dig igen. Idet han fremførte dette spørgsmål, gjorde han med hovedet et lille, betegnende kast ud mod den forreste gård, hvorfra de barnlige stemmer lød. Den lille pige, som vi har hørt blive kaldet Mathilde, rystede på sit forgrædte hovede. — nej, Moses, svarede hun, det er ikke dem derude, det er noget meget værre! — men hvad er der da hændetdig? Lad bare høre! Aked grædefærdig stemme tog pigebarnet ordet og fortalte: — det var i formiddags i skolen.. og så var der en af lærerinderne, som pludselig mærkede, at hun havde tabt en kostbar guldbrosche. Hun havde haft den på, da hun kom ind i klassen.. men da hun, efter timens udløb, ville forlade denne, var den borte. Da hun ikke havde været nde af klassen, måtte hun have tabt guldbroschcn inde i denne. Der blev straks ledet efter den i alle mulige kroge, men den var ingen steder til at finde. Pigebarnet. standsede.. medens tårerne trådte frem i hendes smukke blå øjne. Jødedrengen, som med opmærksomhed havde lyttet til hendes fortælling, sagde opmuntrende: — nå, bare videre, Mathilde.. det, som du hidtil har fortalt, er der da ikke så overordenlig græsseligt! — ja, men nu kommer det, Moses. — lad bare høre.. det er da ikke værre end at det kan høres. Pigebarnet fortalte nu med hulkende stemme: — da guldbroschen ikke var til at finde i klassen, måtte altså en as de tilstedeværende, det vil sige en af eleverne, have bemægtiget sig den. Bestyrerinden, der var kommen til, lod os alle visitere.. men broschen var ikke hos nogen af os. Men alligevel måtte en af eleverne have stjålet den og gemt den på et eller andet sted. Men hvem af os kunne da have begået tyveriet? Mistanken faldt på... Den lille pige standsede.. og skjulte grædende ansigtet i sine hænder. Jødedrengen så et øjeblik vist på hende. Derpå supplerede han hendes afbrudte sætning ved at sige: — øg mistanken faldt da på dig, Mathilde! Pigebarnet svarede ikke.. men hendes forstærkede gråd og hulken syntes at bekræfte den af drengen fremsatte formodning. Efter nogle øjeblikkes tavshed vedblev han med en klogsfub og en alvor, der ikke rigtig harmonerede med hans nngdommelige alder: — ja, j

1871_Barner_Armbaandet

Conradine

Armbåndet

Barner

Barner

Armbaandet

female

1871_Barner_Armbaandet.pdf

Conradine

Barner

Annitta Carell

dk

Armbaandet

Fortælling

n

gothic

Høst

KB

pdftxt

nan

nan

O

1. „ Nu kan i glæde jer, i gamle! Nu har i kæmpet længe nok med fattigdom og nød. Nu kommer lykken i skikkelse af tusinde blanke daler. — hvad siger i til det? Til julen kjsber jeg en magelig lænestol til dig, fader! og du, kære gamle moder! Skal have et tæppe på gulvet — og Gardiner — og en smuk varm vinterdragt med en lille net hat til. Når blot så fader ikke bliver jaloux, når han seer, hvor ung du kommer til at se ud. “ Således jublede en ung, smuk mand, idet han greb sin moder om livet og dansede omkring med hende i det lille værelse, indtil hun stønnende og pustende segnede om på en stol. „ Hvad fanden stikker dig, Emil? “ udbrød en gammel veteran, der sad i sofaen og af forbavselse tabte sin sølvbeslagne pibe ud af munden. „ Er du gal? Eller har du måske vundet i lotteriet? “ „ Ingen af delene, fatter! “ svarede Emil. „ Hør nu, hvad der er hændet mig. For en times tid siden sad jeg i mit atelier aldeles melancholsk over, at jeg nu havde nået mit tredivte år, uden endnu at kunne tjene brødet til os. Hvad hjelper det, at jeg har fået den lille sølvmedaille? Førend man kan komme i mode som portrætmaler, risikerer man at sulte ihjel; det har man da før hørt. Det bankede på døren, jeg lukkede op for en tjener i strålende livre, der spurgte efter portrætmaler Norstrand, og derpå meldte hendes nåde, grevinde Stjernholm. Lidt efter trådte en yderst elegant klædt dame ind. Hun var vel et halvhundrede år gammel, men man så tydelige spor af fordums skønhed, endskønt hendes træk og hele figur havde antaget temmelig stærke dimensioner. Hendes kulsorte hår til det gulladne ansigt, det udfordrende blik og de smalle, sammenpressede læber, gjorde et ikke meget behageligt indtryk på mig, især da hele hendes optræden var en blanding af hovmod og nedladenhed. Dette indtryk formildedes dog ved hendes ord. Hun sagde nemlig, at hun havde hørt mig omtale som en udmærket portrætmaler, og at hun ønskede, at jeg ville male hende i legemsstørrelse. Jeg tog naturligvis med glæde imod tilbudet, og på torsdag formiddag begynder jeg portrætet i hendes eget hjem. Efter den aftale bestemte hun prisen til tusinde rigsdaler; dermed gik hun, og her er jeg for at fortælle mine gamle den glædelige nyhed. “ Efter denne beretning opstod en pause; glæden havde overvældet de gamle. Endelig rejste madam Norstrand sig, gik hen til sønnen, strøg hans tykke gulbrune hår fra hans smukke pande og sagde med tårer i øjnene: „ Sagde jeg det ikke nok? Når nøden er størst, er hjelpe » nærmest. “ „ Jeg tror, gud hjelpe mig, du er bedre soldat end jeg, “ udbrød den gamle Norstrand. „ I halvtredsindstyve år har jeg tjent min konge, hørt kanonerne brumme og kuglerne pibe, og aldrig har hans Norstrand kendt til frygt, men nu — det er den forbandede gigt, der har gjort mig til invalid — nu havde jeg sgu nær tabt modet, da jeg så dig, gamle mor, og min dreng der lide nød. “ „ Det er måske også lettere, fader, “ svarede Emil alvorligt, „ at byde en fjende trods, når man står mellem kammerater, end når man i ensomhed skal kæmpe hårde kampe på livets store kampplads. Men lad os nu, “ vedblev han livligt, „ kaste et glemselens slør over fortiden, og lad os glæde os ved synet af håbets smilende gudinde. — her er penge, “ tilføjede han, „ nu skal lille moder besørge os et rigtigt godt middagsmåltid med vin, og for første gang i lang tid skal vi have os en rigtig glad dag. “ — hans Norstrand, forhenværende vagtmester ved husarerne, boede med sin kone og eneste søn på en kvist ved Nørrevold, hvor sønnen havde det ene værelse til atelier. Alt var i højeste grad tarveligt, menblementet simpelt og skrøbeligt, men overalt sporede man orden og renlighed. Et par timer efter sad den lille familie omkring bordet, hvorover var udbredt en snehvid dug, og på denne en fed, lifligt duftende gås. Et fad med dampende kartofler og på den anden ende af bordet en wienertærte og en flaske vin. Vagtmesteren sad som sædvanligt i sofaen, iført sin pyntelige husaruniform med dannebrogsmændenes hæderskors. Man kom uvilkårligt til at tænke på Napoleons gamle garde, ved at se ham. Hans høje, kraftfulde krigerskikkelse, den tykke, hvide moustache og det dybe ar over højre kind gav ham et helt imponerende ydre. Overfor ham sad hans kone i en simpel sort, ulden kjole, med snehvide manchetter, krave og en kappe med tykke pibestrimler. Der var over hendes smukke ansigt udbredt en ro og et fromhedspræg, der vidnede om hendes rene sjæl. Imellem dem sad deres glædæ og stolthed, deres eneste søn, der havde arvet faderens imponerende og stolte holdning og moderens åbne, elsfværdige udtryk. „ Ia, sådan går det. Tiden forandrer alt, “ Bemærkede Norstrand. „ Nu er det Emil, der trakterer, og ikke jeg, der i gamle dage så lidt bragte en lækkerbidsten hjem med mig. Så inviterede jeg nogle gamle kammerater, og du måtte lave punsch, mutter! — ia, det var dengang vi boede i kasernen, “ Vedblev han med et suk. „ Der havde vi mange glade timer sammen, og jeg troede, at mit hjerte skulle briste, da jeg måtte tage afsted og flytte derfra. Det er nu også den satans gigts skyld; ellers havde jeg endnu været en rask Karl og ikke humpet om som et gammelt stykke invalid, der ikke duer til andet, end til at skydes. “ „ Det er godt nok, fader! “ afbrød Emil muntert. „ Det havde dog også sine ubehageligheder at boe i kasernen. Du husfer jo nok den lieutenant — “ „ Ia, det var en helvedes Karl! “ råbte Norstrand og slog i bordet. „ Han skulle altid gøre hanebeen til mutter, — for hun var smuk dengang. Han skulle altid ved paraden spørge, hvordan det stod til hjemme, og han mente sgu hverken dig eller mig. “ „ Bar du virkelig jaloux? “ spurgte Emil smilende. „ Ja, gu min sjæl! var jeg så! — endskønt jeg vidste, at mutter var tro som guld. Men det ligger nu i blodet. Det kan ingen gøre ved, og mit blod har altid været lidt rebelsf af sig. “ Man var imidlertid bleven færdig med stegen. Dcserten kom frem, og glassene fyldtes. I det samme åbnedes døren, og en høj, smuk mand trådte ind. „ Velkommen, min kære Anker! “ udbrød Emil og trykkede hjerteligt den fremmedes hånd. „ Du kommer, som du var kaldet. Jeg ville netop opsøge dig i dag og fortælle dig noget glædeligt. Kom nu her og drik et glas vin med os. “ Anker hilsede venligt på de gamle og tog plads hos Emil, der fortalte ham dagens begivenhed. „ Ah! nu forstår jeg, “ sagde Anker, „ hvorfor grevinden forleden spurgte mig om, hvem jeg anså for den bedste portrætmaler. “ „ Så er det altså din anbefaling, jeg kan takke for min lykke, måske for hele min fremtids lykke. Det første skridt er jo det værste. “ „ Det skulle glæde mig, “ svarede Anker, „ men du skal just ikke være alt for sikker. Jeg kender grevinden, og hun er ikke til at bygge på. Jeg er hendes læge, men hun beærer mig ikke med videre interesse, og betragter mig kun som et redskab til sin sundheds bevarelse. Jeg kommer der ikke oftere end nødvendigt, da hun er et af de lunefulde mennesker, der uddele kærlighed og had i alt for store portioner til dem, hun kommer i berøring med. “ Dernæst fortalte Anker, at grevinden havde været stuepige i et hotel og var bekendt som den „ smukke Rikke “. Alle gæster gjorde Cour til hende, deriblandt den rige og endnu unge godsejer, grev Stjernholm, der allerede havde gjort mange togter på lidenskabernes ville hav. Enden på bekendtskabet blev et ægteskab, til stor sorg for hans familie og til liden glæde for ham selv. Den nye grevindes forfængelighed, mangel på dannelse og urimelige heftighed forvandlede snart hans hjem til et helvede. Al sin kærlighed kastede han på deres eneste datter, Arabella, men for få år siden døde han, og grevindens første foretagende var, at sælge godset og flytte til København, hvor hun ved alle lejligheder søgte at gøre sig bemærket. „ Komtesse Arabella “, vedblev Anker, „ er en smuk pige, sire og tyve år gammel, men hvad hendes karakfcer angår, kan jeg ikke bedømme den, da hun er meget stille og indesluttet. Den almindelige mening er, at hun er kold og stolt, og at hendes afdøde fader var det eneste menneske, der har elsket hende. forholdet mellem hende og moderen har naturligvis aldrig været kærligt. “ Med spændt opmærksomled lyttede den lille familie til Ankers fortælling, og madam Norstrand beklagede på sin sædvanlige rolige, overbærende måde den stakkels unge pige, på hvis karakfeer rigdom og en sådan moder måtte virke sladeligt, og mente, at man ikke måtte bedømme hende for hårdt. Det hele kastede en skygge over glæden, og Emil selv blev alvorlig, men han ville bortjage den uhyggelige følelse og udbrød: „ Hvad vedkommer i grunden grevindens karakfeer og forhold mig? Jeg skal male hende, så at jeg ikke får skam deraf, og videre har jeg jo ikke med den familie at gøre. “ „ Nå, norsfrand! hvorledes går det så med gigten? “ spurgte Anker lidt efter. „ Snavs, hr. Doktor! Det tøj trækker mig i alle lemmer, og så de mange trapper, der er skyld i, at jeg altid må sidde hjemme og kede mig! — jeg må jo finde mig deri, da vi bo billigt, og da Emil er fornøjet med sit atelier; men drøjt er det. “ „ Men hvor kan de kede dem, min kære norsfrand? “ Indvendte Anker. „ De er jo altid i selstab med deres bedste ven, “ og han pegede smilende på den solvbeslagne pibe. „ Det har de ret i. Det er en kær ven, “ og han klappede piben. „ Da jeg fik den, opførte norsfrand sig som en brav Karl. “ „ Jeg tror ikke, at de nogensinde har rigtigt fortalt mig, hvorledes det gik til, “ sagde Anker. „ Har jeg ikke det? “ spurgte den gamle Husar med strålende øjne. „ Så skal de høre. Det var om morgenen den 28de juli 1850, da første og anden husarescadron brøde op fra bivouakstillingen ved bustorff, for at gå i cantonnement. Vi mødte en ordonnants fra forpostcommandeuren, der forlangte hjelp, da fjenden havde kastet de yderste forposter tilbage. Vi gjorde straks omkring og fulgte chausseen, hvor vi snart mødte flygtende, forfulgte af 2 eskadroner holsteensfe dragoner. Det kom til et sammenstød imellem os; vi sårede en snes stykker; fjenden trak sig noget tilbage, men gjorde atter front. Min tappre ritmester lod os slutte sammen og råbte: fremad, karle! og sprængte selv afsted i spidsen foran os. De kan tro, det gik varmt til, mand kæmpede mod mand, og på et hængende hår havde en fjendtlig officer maiet hovedet af min ritmester, hvis jeg ikke havde ekspederet ham forinden. „ Verfluchter Wachtmeister! “ råbte han, idet han sank til jorden, men han fik dog tid til først at give mig denne skramme på kinden. Nu nærmede den anden eskadron sig, og insurgenterne, det pak, benede af så hurtigt de kunne. Effer det duede jeg ikke til at forfølge dem. Et par timer efter sad ritmesteren ved min seng og takkede mig med tårer i øjnene for sit liv, og så tog han denne pibe og sagde: „ Se her, min brave, trofaste Norstrand; det er et familiestykke, som jeg har arvet efter min bedstefader. Modtag den til erindring om denne dag. “ Da jeg første gang igen gjorde tjeneste, heftede ritmesteren i hele eskadronens påsyn dette kors på mit bryst og sagde, at min konge var tilfreds med mig. “ Anker havde hørt denne historie mange gange, men han vidste, hvilken glæde han gjorde den gamle ved at høre på den, og han opnåede også, at denne snart havde glemt alle sorger og bekymringer og var i godt humør hele aftenen. 2. I grevinde Stjernholms elegante salon sad comtesse Arabella med hånden under kinden og stirrede ligegyldigt ud af vinduet. Et coulørt broderi lå urørt på sybordet; udtrykket i hendes ansigt røbede, at hun var ked af sig selv og hele verden. De brede fløjdøre til sideværelset vare aftagne, og en kostbar fløielsportiere dækkede dem. Gardiner og gulvtæpper vare af udsøgte stoffer. Uagtet værelserne vare store, vare de dog næsten overfyldte med møbler. Overall var anbragt statuer, store vaser og alle slags bijonterigjenstande, der syntes samlede sra alle verdensegne, hvorved værelserne kom til at ligne en antigvitetshandlers boutik. Arabellas toilet stod i en grel modsætning til hendes omgivelser. En simpel, mørkebrun silkekjole uden besætning omsluttede hendes slanke figur. Den lille opstående krave rivaliserede i hvidhed med hendes smukke Hals - det dunkelblonde hår var fordringsløst strøget tilbage fra den høje pande, og sammenholdtes i nakken af en sølvpil. Et par markerede øjenbryn, den lige næse og de fine læber gav ansigtet et bestemt udtryk. Arabella var i besiddelse af ungdom, skønhed, rang og rigdom, og dog var hun ikke lykkelig, fordi hendes klare forstand allerede havde gennemskuet menneskenes usselhed, og destoværre havde hun i sin moder et dagligt bevis derfor. Den afdøde Greve havde vel været letsindig men hjertensgod, og Arabella hang ved ham med barnlig kærlighed. Derfor var hans død hende et så smerteligt tab, medens hendes moder følte sig tilfreds ved nu at være eneherskerinde over den store formue. Hun dannede sig snart en lille hofstat af tilbedere, hvor hun var dronning. Under påskud af, at det var hendes pligt som moder at føre sin eneste datter ud i verden, deltog hun i alle mulige forlystelser. Arabella opdagede dog snart, hvad den sande grund var, og medens hun selv overalt optrådte stille og beskedent, med hjertet endnu opfyldt af sorg over faderens død, gjorde moderen sig overalt bemærket ved sit glimrende toilet og flotte væsen, og var stedse omringet af en skare mere eller mindre unge sommerfugle. Grevinden havde aldrig elsket sin datter, undtagen da denne var et lille barn. Da hun senere så, hvorledes hendes skønhed udviklede sig, følte hun en hemmelig skinsyge og kunne ikke finde sig i, af der blev taget notits af datteren. Det var naturligt, af der derfor efterhånden lagde sig en jiskulde om Arabellas væsen, og af en følelse af foragt og mistillid mod alle indsneg sig i hendes af naturen fintfølende og stolte karakter. Hun satte ingen pris på rigdommens glæder og comfort, fordi hun aldrig havde kendt savn i den henseende, og i en alder af 24 år følte hun en ellers unaturlig livslede. da Arabella i nogen tid tankeløs havde stirret ud af vinduet, meldte en tjener portrætmaler Norstrand. Et spottende smil for over hendes læber, men forsvandt, da den unge mand trådte ind. Hun besvarede hans ærbødige hilsen med en let hovedbøjning, næsten uden af værdige ham et blik, og greb i det samme sit broderi. Emil betragtede hende et øjeblik og tænkte: „ Skade, af et så smukt ydre indefiniter et så nelskværdigt indre! “ Derpå gik han hen til staffeliet og begyndte af ordne sine apparater. Et øjeblik efter bruste grevinden ind, iført en rosenrød moiroes slæbkjole, stærkt decolleteret, med en kostbar garniture af ægte Perler om Hals og arme. Håret var tilbagestrøget og friseret a ulant, og om hovedet var slynget en Rosenkrands. Hun kunne endnu kaldes en smuk kone i forhold til sin alder, men denne pynt var kun alt for stikket til af vise tidens ødelæggende magt, og Emil måtte forbavses over hendes blindhed og smagløshed. „ I dag skal altså det store værk begynde, “ tog hun ordet. „ Hvad siger de om mit toilet, hr. Norstrand? “ Det var et særdeles delikat spørgsmål af besvare. Emil havde helst sagt sin virkelige mening, da han indså, hvorledes det ville stade hans arbejde, men på den anden side ville det være uklogt af begynde sin debut med af sige en dame en ubehagelighed, næsten en uartighed. Han indskrænkede sig derfor til af sige, af dragten var smuk. „ Hvorledes har de nu tænkt dem baggrunden? “ Vedblev hun. „ Jeg antager, af et mørkebrunt Fløiels drapperi vil være det fordeelagtigste, “ svarede Emil. „ Af Fløiel må det være, “ svarede grevinden, „ men jeg er ikke enig med dem om farven. Jeg foretrækker seladongrønt. “ „ Det vil aldrig i evighed tage sig ud, “ forsikrede Emil med fortvivlelsens mod. „ De er den første, hr. Norstrand, der har tvivlet om min gode smag, “ indvendte grevinden i en temmelig streng tone. „ Det afhænger af deres nåde, hvorledes det stat være. “ Efterat man var blevet enige om, at grevinden skulle males i en stående stilling, begyndte Emil på værket. En tjener bragte lidt efter vin og fine frugter ind, og med høistegen hånd skænkede grevinden selv et glas til Emil og kastede sig derefter på en causeuse. „ Af alle talenter og kunster, “ begyndte hun nu i en indsmigrende tone, „ er malerkunsten den, jeg sætter højest, og jeg kan godt forstå den glæde, det må være for en maler at gengive et smukt, kvindeligt billede på lærredet. „ Vistnok har kvindelig skønhed et stort fortrin, såvel for kunstneren som for enhver anden, “ Svarede Emil roligt, „ men fra kunstens standpunkt kan endog det styggeste fysiognomi frembyde de interessanteste studier, når det blot er karakteristisk. Det går med portrætmalerne som med forfatterne; man søger at opfatte det ejendommelige ved de billeder, man med penselen eller pennen ønsker at gengive natnrtroe. “ „ Da ville jeg sinde det højst kedsommeligt, “ indvendte grevinden, „ at male en pjaltet tiggerdreng eller en gammel, grim bandit eller taterqvinde, som man årligt seer på udstillingen. Men, “ vedblev hun og så ham koket ind i øjet, „ det skulle slet ikke undre mig, om jeg kunne blive så inspireret af ungdommens og skønhedens trylleri, at jeg pludselig blev forvandlet til en kunstnerinde. “ Denne uventede, plumpe compliment, der ikke kunne misforstås, havde nær bragt Emil aldeles ud af fatning, men han tog sig hurtigt sammen og svarede: „ Jeg mærker, at deres nåde foretrækker den ideale side af malerkunsten, og i sandhed! enhver maler må ønske sig Raphaels pensel, for at kunne gengive så himmelske billeder som dem, han har bragt på lærredet. Derfor kalder jo også lavater ham en apostolisf mand, fordi han i forhold til malerne er det samme som Christi apostle i forhold til de øvrige mennesker. “ „ Det lader virkelig til, at jeg har handlet meget ubesindigt ved at indlade mig i en disput om kunsten med en af kunstens apostle, “ afbrød grevinden i en let tone og rejste sig med en afskedigende håndbevægelse. „ En anden gang skal jeg vogte mig derfor, for ikke igen at trække det korteste strå. “ „ Det behøver deres nåde vist ikke at frygte, “ Svarede Emil og bukkede. „ Deres ånd vil bevare dem derfor. “ Mod slutningen af denne samtale havde Arabella hævet hovedet og opmærksomt betragtet den unge maler. Det er vanskeligt at sige, hvad der foregik i hendes indre, men i hendes blik afmalede sig et udtryk af overraskelse og interesse, der dog snart forsvandt, men hendes afskedshilsen blev dog høfligere, end da hun havde modtaget ham. På grevindens lunefulde gemyt havde Emil gjort et dybt indtryk allerede den dag, hun besøgte ham i hans atelier, og deres første sammenkomst bidrog ikke til at forringe det; thi der er jo intet, der pirrer en kokette mere end modstand. Hun var så vant til herrernes hyldest, at denne forekom hende som en nødvendig betingelse for hendes tilværelse, og hendes livsopgave bestod i, bestandig at se flere og flere tilbedere for sin triumfvogn. Hun havde aldrig elsket, men ofte hyllet kærlighed. Hun kunne ikke forstå den rene følelse, der udbreder sin Duft og milde, velgørende luftning fra de hjerter, hvor kærligheden sindes. Forfængelighed og behagesyge vare drivfjedrene til hendes handlinger, og jo ældre hun blev, med desto større Iver greb hun enhver lejlighed, hvor hun kunne nære disse følelser. Aldrig faldt det hende ind, af hun for længe siden havde overskredet ungdomsårenes grændse. Nu var det blevet hendes opgave af bringe den unge, smukke kunstner for sine fødder, og da hun mødte modstand, ville hun dobbelt nyde denne triumf. Imod sædvane spandt hun denne gang sin væv inden fire vægge, da Emils stilling i samfundet var alt for ringe til, af hun ved ham kunne kaste nogen Glands over sig selv. Hun forbavsedes over hans åbne og frimodige væsen, hun som havde troet, af hendes rigdom og rang skulle have imponeret ham og i en håndevending gjort ham til hendes ydmyge slave. Til hendes forundring forløb den ene dag efter den anden, uden af han kom hende et skridt nærmere. Han var stedse rolig, og forekommende både i ord og i væsen, og forstod altid af give deres samtaler en uforudset vending. Arabella, der var det eneste vidne til disse scener, spillede altid en stum rolle, mcu lidt efter lidt begyndte hun af få en ubestemt følelse af agtelse for den unge mand, hvis kloge, fine svar ofte frapperede hende, når hun sammenlignede ham med den uforskammede nonchalance, der så ofte stødte hende hos de herrer, hun havde set i sin moders hus. Det gjorde hende ondt, at hun ved deres første møde havde behandlet ham med en så hånlig overlegenhed, og forsøgte senere at gøre sin fejl god igen ved et mere venligt og forekommende væsen. Det var en tåget, regnfuld morgen i oktober, da kammerjunker og kaptajn Alfred stål fortrædeligt vendte sig bort fra vinduet i sin bopæl i store Kongensgade. Han kastede sig i sofaen og lod fine røgskyer opstige fra sin cigar. Hans høje, uforholdsmæssigt spinkle figur var indhyllet i en elegant slobrok, et par lysegråc benklæder og tyrkiske, broderede morgenskoe udgjorde hans øvrige toilet. Det var en complet typus på blasertheden. Øjnene matte og glandsløse, trækkene flappe. det blege, udtærede ansigt var prydet med et par store bakkenbarter, der ligesom hans tynde hår havde en rødlig farve. Hans eneste skønhed var et par hvide, meget soignerede hænder. Efter at have tilbragt en halv times tid med at se på røgen fra cigaren, åbnedes døren for en smuk yngre mand, hvis elegante velproportionerede figur prydedes af gardens uniform. „ God morgen, kievisch! “ råbte stål; „ godt du kom for at adsprede mig i dette hundeveir. “ Kievisch kastede fin hue på bordet og placerede sig i en lænestol. „ Du keder dig altså, “ Sagde han. „ Så glæd dig; i går flyttede kammerherre inituPinit==P * og deruPder==baron deruPder==f * til deruPder==byen, og snart rykke alle disse gode herregårdsfolk i vinterqvarteer, og så begynder din gode tid, vintersaisonen. “ „ Å ja! “ sagde stål. „ Hvad nyt? Hvor var du iaftes? Jeg var hos dig, men traf dig naturligvis ikke hjemme. Derfra gik jeg til et par andre; ingen hjemme. Så gik jeg hjem og tilbragte aftenen med at sove. “ „ Du kunne have truffet os alle i tteatret. Den lille, du ved nok, dansede i den nye ballet. “ „ Å, jeg er for lang tid siden ked af tteatret. Nu er jeg snart 50 år, og fra mit 20de år har jeg haft stadig plads i nummerparkettet. Jeg har aldrig forsømt pligtmæssigt at applaudere alle celebriteterne, og nu kan jeg vel være bekendt, at den lyst er forgået mig. “ „ Sig mig, min kære ven! “ spurgte kievisch, „ om der overhovedet er noget i verden, hvortil lysten ikke er forgået dig? Dit sædvanlige svar til alt er, at „ det er du for lang tid siden ked af. “ „ Du har ret, “ svarede stål. „ Jeg har i grunden kun et ønske, og det er at komme i besiddelse af en stor formue, så at jeg kunne tage min afsted og på mine gamle dage føre et mageligt liv. “ „ Mageligt? “ udbrød kievisch. „ Jeg gad nok se den, der fører et mageligere liv end du. — men, apropos, - hvorledes lever din veninde, grevinde Stjernholm? “ „ Fortræffeligt! hun morer sig i denne tid med en malersvend. “ „ Hvad behager? - der har du en værdig rival. Det er vel et gammelt bekendtskab fra hoteldagene? “ „ Tvertimod! Det er splinternyt, og det går her som altid, de sidst opdagede cometer studererman helst! Om hun forresten har opdaget denne i en kjelderhals eller på en kvist, skal jeg lade være usagt; men sagen er, hun vil have sit eget, dyrebare billede foreviget på lærredet. “ „ Ah! det er altså en kunstner, talen er om, “ Svarede kievisch alvorligt. „ Det forandrer sagen. “ „ For mig må du gerne kalde ham en malermester, “ Svarede stål spottende, „ og hvis det kan forhøje din agtelse før ham, at han hedder norsfrand, sb bien! “ „ Norsfrand? Det navn er mig ikke ubekendt — ja vist, det stat være en talentfuld og vakker ug mand. Det skulle gøre mig ondt, hvis han virkelig skulle falde i hendes garn. “ „ Du kan være vis på, “ forsikrede stål, „ at han tidligt eller sent bliver hængende deri. Hun slipper ham ikke så let. Forleden ville jeg aflægge hendes nåde en visit. Imod sædvane sagde tjeneren, at hun ikke modtog nogen, og at maler norsfrand var derinde. Jeg så straks deraf, hvilken rolle den herre spiller der i huset, og jeg besluttede ikke at ulejlige mig derhen, før luften igen var renset før malerdunst. Jeg var dog ikke meget fast i min beslutning, thi samme aften modtog jeg en indbydelse til en middag den følgende dag. Middagen var som sædvanligt udmærket, og hele conversationen drejede sig om grevindens portræt, der til foråret skal figurere på udstillingen, og om den mageløse maler, som hun kommer til af takke for al den virak og beundring, der skal offres på hendes forfængeligheds alter. “ „ Du har altså ikke befundet dig videre vel der igår; “ afbrød kievisch. „ Du tager fejl. Tiden gik fortræffeligt med af gøre Cour til den små Arabella. “ „ Hvad skal nu det betyde? “ spurgte kievisch forundret. „ Du er da vel aldrig falden på den ide, af ville sætte det stakkels pigebarn nykker i hovedet? “ „ Vær du kun ganske rolig. Det kan jeg godt forsvare for miu samvittighed, da det er min hensigt af gifte mig med hende. “ Efter et nyt forundringsudråb af kievisch vedblev stål: „ Den tanke faldt mig i grunden først ind igåraftes, og ved nærmere overvejelse finder jeg den meget fornuftig. Arabella er en rig arving og eneste barn; hun er smuk og pikant, men man må gå forsigtigt tilværks med hende. Hun ligner en vild skovdue, når det kommer an på kærlighed; men sneglen når også bjergets top, og — man er da ikke uden erfaring i det kapitel. “ „ Du har dyrkjøbt erfaring. Såvidt jeg ved, har du allerede fået seks gange en kurv, “ afbrød kievisch ham med en overgiven latter. „ Må jeg spørge, om du vil fornærme mig? “ spurgte stål og rejste sig endelig op fra sin liggende stilling. „ Godt ord igen! Det var jo kun spøg. — men nu vil jeg gå, og jeg vil ønske dig held på dit nye felttog. “ De to venner sfiltes, og stål, hvis vrede hurtigt var bortdunstet, hengav sig til behagelige drømmerier om fremtiden og det magelige liv, han som Arabellas ægtemand skulle søre. — han begyndte nu virkelig alvorligt at bejle til årabellas gunst, og slentrede i den anledning to eller tre gange om ugen hen til Stjernholms. Hans indolente natur tillod ham dog ikke nogen yderlig anstrengelse, og da han oven i købet mente, at han måtte gå forsigtigt tilværks, mærkede Arabella i begyndelsen aldeles ikke hans hensigt og tilskrev hans forøgede opmærksomhed den omstændighed, at hendes moder i den senere tid tog mindre notits af ham. Hun påtog sig derfor lige overfor ham en værtindes pligter og behandlede ham med en høflighed, hun før ikke behøvede at vise ham. Dette var nok for ståls forfængelighed; han anså efter få ugers forløb allerede sit ægteskab som en afgjort sag og ventede kun på en gunstig lejlighed til af optræde som frier. Således forløb seks uger fra den dag, da Emil for første gang havde betrådt grevindens pragtfulde hjem, og maleriet var endnu ikke halvt fuldendt. Grunden dertil var dels hendes ustadige og urolige væsen, der ikke tillod hende af sidde rolig længer end en halv time, dels fordi Emil ikke var af de hurtigste malere. Hans malerier vare udførte med en samvittighedsfuld omhu. De vare ikke åndløse, forskønnede fantasibilleder; dertil var hans karakter alt for sandhedskærlig; men de vare en naturtro gengivelse af originalen, udførte med en let pensel og en farveblanding, der røbede smag, dannelse og geni. Denne åbne og frimodige karakter var for grevindens af behagesyge og forfængelighed tilslørede blik en fuldkommen gåde. Hun ville give alt for af finde den nøgle, der kunne åbne hans hjerte, og i de forløbne seks uger havde hun forgæves benyttet alle koketteriets kunstgreb. Han var og blev den samme, lige høflig og beskeden, men også lige ligegyldig. Hun opdagede aldrig i hans blik et glimt af beundring eller af en ømmere følelse for hende. „ I de mange uger, hvori de har studeret mig og min ejendommelighed, som de behager at udtrykke dem, “ sagde grevinden en dag til Emil, „ har jeg også dannet mig en lille ide om dem og deres karakfeer, hr. Norstrand. “ „ Det er virkelig alt for megen ære, deres nåde har viist min ubetydelige person; men jeg håber, at de ikke har fattet en alt for ugunstig mening om mig. “ „ Tvertimod! jeg antager, at de vil søle dem meget smigret, når jeg nu tilstår dem mine tanker om dem. For det første er de fri for det mindste gran af forfængelighed, hvorfor enhver compliment eller misbilligelse angående dem selv eller deres arbejder er dem aldeles ligegyldig. “ „ Jeg må straks gøre en lille indvending “, afbrød Emil. „ Det er kun en betinget roes. En sådan mangel på forfængelighed grænser næsten til arrogance. “ „ Aldeles ikke! De ved, at deres handlemådc, deres hele væsen og deres arbejder er ulastelige. De opfører dem overensstemmende med samvittighedens, pligtens og ærens bud. Derfor er de hævet over den smålighed, som vi andre så ofte lide under. “ „ I så fald havde jeg den store, utilgivelige fejl, at tro mig selv fuldkommen, og jeg ville da fjerne mig meer og meer fra mit mål, at nærme mig fuldkommenheden. “ „ Det vil aldrig det menneske risikere, der intet foretager sig uden efter fuldt overlæg, og ikke lader sig henrive af sine følelser. “ „ Med andre ord, deres nåde, “ svarede Emil alvorligt, „ De anser mig for kold og hjerteløs? “ „ Hjerteløs? Ja og nej, som de behager, “ Svarede grevinden med et betydningsfuldt smil. „ Jeg antager, at de er en exemplarist søn, en trofast ven og god mod de trængende. Såvidt strækker deres hjerte sig, men ikke et hårsbred videre, da den lille gud Amor endnu aldrig har gjort sig den ulejlighed at smutte ind i deres helligdom. Han er vist bange for at træffe selskab der af alt for mange respektable, alvorlige og dybtgående følelser. “ „ Måske! “ svarede Emil temmelig kort. „ Eller måske går det med deres hjerte som med de fleste herrers, at det er alt for let modtageligt for kærligheden? “ „ Deres nåde gætter fejl. Jeg har aldrig elsket. “ „ Tænkte jeg det ikke nok? De er et fænomen, der er værd at studere. Jeg seer allerede i dem en gammel pebersvend, der forarger sig over alle dem, der sværge til Amors fane. “ „ Jeg frygter, at deres nåde atter tager fejl. Fordi jeg endnu ikke har elsket, indser jeg ikke, hvorfor denne følelse for stedse skulle blive fremmed for mig. “ „ Er det muligt! “ udbrød grevinden leende. „ De kan virkelig tænke dem modtagelig for en sådan dårskab? Men den kvinde, der kunne fængsle dem, måtte da være begavet med en overjordisk skønhed, eller være styg men forsfjonnet med alle mulige elsfværdige egenstaber. “ „ Jeg er virkelig ikke i stand til, “ svarede Emil alvorligt, „ at beskrive den kvinde, der muligvis er bestemt til at forskønne min tilværelse med kærlighedens varme solstråler. Med min bedste villie formår jeg det ikke, men jeg kan forsikre deres nåde, at mit ringe jeg er en alt for ubetydelig genstand for deres tanker. “ Dermed var samtalen afbrudt. I sit stille sind kaldte grevinden ham en tølper, en ubetydelig person, der kun kunne elske en lille borgerpige, der forstod at lave en god suppe — og ham havde hun nedværdiget sig til at beskæffige sig med! Men nu skal det være forbi. Han skal snart mærke forskellen mellem os. Hun erklærede i en ubehagelig tone, at hendes tid ikke længer tillod hende at sidde for ham, og han forlod huset med en æhnelst om, at han ved sin uforsigtighed havde skaffet sig en fjende. 4. Da Emil nogle dage efter meldte sig, gav tjeneren ham den besked, at hendes nåde var kørt ud, men at han kunne vente, indtil hun kom tilbage. Han ventede altså, og lidt efter trådte Arabella ind. Et yndigt smil spillede om hendes mund, da hun nærmede sig Emil og i en venlig tone undskyldte sin moders fraværelse. „ Jeg kan ikke nægte, “ svarede Emil, „ at min tid for øjeblikket er meget kostbar, da jeg maler på et par genrebilleder, jeg gerne ville have færdige til udstillingen. “ „ Hvad forestille de? “ spurgte Arabella ligefrem. „ Det ene er en gammel veteran, der fortæller nogle smådrenge sine krigsbedrifter, og drengene lytte til dem med begejstring. Det forekommer sikkert comtessen, at det er et alt for almindeligt sujet, men jeg har været så heldig at finde nogle særdeles pikante børnephysiognomier, der have tjent mig til modeller. Hvad den gamle angår, har jeg en speciel interesse af at male ham, da det er min egen fader. “ „ Deres fader lever altså? “ spurgte comtessen. „ Og har han høstet laurbær på sin militære bane? “ „ Min fader var vagtmester ved husarerne, men alderdommens svaghed har nødsaget ham til at søge afsfed. Det var hans største sorg, og den anden sorg var, at jeg ikke ville gå samme vej. Jeg kunne ikke løsrive mig fra min pensel. Penselen var min kærlighed; den kunne jeg ikke opgive trods al modstand og alle hindringer. De kan tro, min kunstnerbane har ikke været bestrøet med roser, men med desto flere torne. “ „ H

1892_Prydz_Arnak

Alvilde

Arnak

Prydz

Prydz

Arnak

female

1892_Prydz_Arnak.pdf

Alvilde

Prydz

no

Arnak

n

roman

Schubothe

Tidligere: File status: Bokhylla ...

p

nan

nan

O

Det er en varm parisisk sommerdag. Hele det skandinaviske pensionat, place des Ternes, er ude i st. Cloud på en af de sædvanlige udflugter. Madame Clairmont er netop bekendt for det, at hun forstår at samle sine folk — og disse udflugter altid og bestandig til st. Cloud — — der er aldrig nogen, som kommer og siger, at de ikke morer sig der; det ville være uhøfligt mod sådant et sted — det dejligste på jorden, siger madame Clairmont — og så mod selskabet, skikkelige nordboere, ikke af de allerværst nordisk grobianagtige heller. Og de vandrer derude i den pragtfulde Skog, hvor alting sitrer og vugger i solmættet yppighed, hvor lange, lysende udsigter åbner sig, hvor man vender sig hen, medens vinden bærer med sig fra fanfarerne over på eksercerpladsen en flok modige, strålende toner. Man går der, mellem blomsters hærskarer, op og ned de vidunderlige rosenalléer, der fører ind til det skønne slot i ruiner — man går der langs dammene, hvor de ældgamle karper glider sindig omkring og tror, alt står til som før — man springer og leger gjemsel ud og ind alle disse forlokkende anlæg, hvor den franske pompøse stil har ladet sig besnære af yppighedens overmægtige fantasi — og naturen er blevet omskabt til eventyr. — de unge farer afsted i vild, hensigtsløs henrykkelse... ind gennem de 12 stråleformige lindealleer, hvor træerne foroven er sammenvoksede i høje tempelbuer. — og der er løvmørkt under de susende hvælvinger, hvorigennem solverdenen ovenover spiller ind med viltre glimt. — men i den store græsklædte runddel, hvorfra alléerne stråler ud, gemt af grønne vægge til alle sider, sidder madame og de » to gamle « mellem 100,000 blomstrende nelliker. de sidder i en mild rus af duften og ser på ungdommen og stirrer ind i løvtætte dybder, hvor solen aldrig når ned, hvor najader øser af altid fulde skåler og det grønlig-kolde lys lægger et mystisk liv over bassinernes marmorlegemer. Så synker solen; lyset bliver anderledes, mere hemmelighedsfuldt, spinder med svindende stråletråde eventyrstemning over dunkle steder. Duerne.kurrer inde fra sine løndomme, folk går hjem, solen glider, luften tager rosernes farve, træerne suser sterkere i... Og sagte, ganske sagte stiger tågen, dækker til al dagens herlighed; det er aftenen, der kommer, varm, tilsløret, men mægtigere endnu under sløret, mere vovsom end dagen — fuglene synger om det. — man må følge madame; man er formelig nødt til at tage hjem, madame forstår at udøve den elskværdigste myndighed — men så er heller ikke alt forbi endnu; man rejser på Seinen. Den ligger som sølv og som røden guld og gynger sine vande, mumler blidt op om bådene, tager i favn alle de hundrede tusinder lys, vugger dem, spreder dem i lange, skel vende reflekser. — de unge synger og ler, kan ikke sidde rolig, går og er begejstrede — de gamle sidder ganske stille og siger af og til noget om, at det er dejligt. Så er der jo også dem, der representerer mellemstadier og overgangsformer; madame Clairmonts pensionat danner en samling forskellige aldere og temperamenter, en liden menneskehed i menneskeheden med sine retfærdige og uretfærdige. For det var et spørgsmål, om det just egentlig var retfærdigt af ungdommen uden videre at betegne de to damer derhenne på bænken under rorhuset som » de to gamle «, et navn, der var blevet approberet af hele pensionatet, hvor gerne enhver, med eller uden vidende, havde sit nom de guerre. Utaknemmeligt var det i alle tilfælde, for det var i anledning af deres ankomst, at turen var kommet i stand. De to damer Mørch var nemlig madames mest notable pensionærer. De bebode ganske alene den lille vakre pavillon i haven. Frøken Mørch var kommet ned og havde overtaget den efter sin afdøde søster, der som velstående enlig enke i mange år havde været madames virksomme fortrøstning under alle vanskeligheder; og nu var det madames hemmelige håb, at den norske frøken foruden arven også skulle bringes til at overtage nævnte tillidspost. Frøken Mørch var nogle og seksti år, men ville næppe have fundet sig i at gå og blive kaldt for gammel, havde hun vidst om det. Hun bar også sin alder usædvanlig godt og sad og så omkring sig med et par brune ransagende øjne og et højst mistenksomt udtryk. — madame var nemlig gået nedenunder et øjeblik, og da var der ikke fjerneste sandsynlighed for, at man ville opføre sig anstændigt. — » Et mageløst vejr siger de!--------en overmåde glimrende bemerkning den, rimeligvis, siden man aldrig kan blive ferdig med den — — « Hun så sig lidt forundret og grætten omkring — det var langt på aftenen, og hun havde ikke fået sin middagssøvn. Dejligt vejr? Naturligvis var det det! Men de mente kanske i sit stille sind, at de forstod sig bedre på naturen end hun; hun var aldeles ikke bange for at stå sammenligning i det stykke med hvemsomhelst, men hun vai’ heller ikke bange for at kalde det upassende at gå og hyle sin begejstring ud på den maner; det var simpelthen mennesker uden... Mennesker aldeles uden... hvad gik de også der forover for?... der, til den anden side... Og havde så meget for sig selv? — hun anstrengte sine øren. — — som om der var noget, ungdommen egentlig behøvede at være alene om! Gudskelov, hun kunne endnu være med på al skyldfri munterhed, heller ikke så lenge siden just, at hun var ung; man log det rigtignok dengang noget anderledes, man modtog en opdragelse, ville hun sige, — hun vendte sig om mod sin broderdatter. » Arnak, ser du ikke, vil nu ikke en af dem tage tørn ved roret også, du store gud, vi går naturligvis under, og hvad er det, han siger? « Arnak lo. » Sagte fart fremover, siger han — ikke så galt heller det, sådan idetheletaget! « — » Arnak, hører du, — jo det er rigtignok galt — — hvad vil frøken ål! der med trossen, binder hun ham, hvad er det, de bestiller derborte? « » De holder sig så pent fra os to gamle, faster! « sagde hun smilende, med en betoning som om hun nok vidste lidt om dette hæderstilnavn. fasteren satte øjnene skarpt på hende. » Hvad insinuerer du egentlig dermed? Jeg er kanske for gammel nu til at kunne underholde dig? Du ville kanske rent ud sagt finde det mere passende at hjelpe til at binde ham fyren derhenne? « Hun bøjede sig endnu lenger frem og vedblev med en arg betoning. » Det ville udentvivl tage sig ud, overmåde ud, for folk i vor alder! Du lader nu, som du ikke kan se selv, at du er blevet ældre, men finder det vist din samvittighedspligt ved enhver anledning at påvise min methusalemsalder. Å ja, jeg ved det, jeg forstår det, jeg kender dig, når du sætter det ansigt op, du ville naturligvis ingenting, du uskyldige barn, du ville tout simplement formelde mig, at du endelig selv finder, du er blevet gammel! « — Arnak forandrede stilling for at komme lidt væk fra de hvasse øjne, men syntes ikke videre overrasket. » Ja! « svarede hun stilfærdigt og så flygtigt op. — frøkenmørch rejste sig forbitret. » Ja! Siger du? Når du siger ja, er det formelig umuligt at vide, hvad du mener; du siger det altid på sådan besynderlig måde, finder jeg. Gud ved, hvad du i grunden tenker! « Hun stirrede hende ind i øjnene. » Du mener kanske ligefrem, at det er mig, der er for gammel? Å, jeg beder, ingen undskyldninger og formildende fortolkninger, du skal ellers have tak, du skal have overmåde mange slags tak, men må jeg kanske helst være fri, skønt jeg påskønner dit gode hjerte, det ved gud, — og at du er fejlfri, det ved vi jo alle, — det er jo dit fag; men lad det nu være nok, fred i denne skønne aften skulle være skønt, jeg troede forresten, du vidste, hvor lidet jeg tåler —• — mit hode----------- « — Arnak havde siddet urørlig og ikke sagt et muk; men nu rejste hun sig op. » Faster! « Bad hun dæmpet, overtalende —for hvorfor skulle nu også alle de andre lykkeliggjøres? — men så lod det, som det alligevel var det virksomste at tie; hun satte sig ned igen stille, med øjnene hårdnakket stirrende ud, bortover vandet, hvorsomhelst, bare ikke møde fasterens, der virrede rundt om, skarpe, ubønhørlig søgende for at fange hendes ind og aldeles tilintetgøre dem. — frøken åll havde ganske rigtig surret billedhugger hount fast derborte — alle de andre var optaget af det; der var bare en eneste en, der ikke havde fundet det så svært morsomt; han drev hen over dækket halvt om halvt tilsinds at gøre en udsøgt liden indledning med de to gamle. Herregud, det var slet ikke sagt, de havde så aldeles ret, alle idioterne derborte, i at anse sig ferdige med de to damer, selv om det nu var fastslåt, at de var gamle. Det er jo ikke selvsagt, at man med engang bliver ferdig med to gamle damer. — og han drev frem og tilbage, for hver gang lidt nærmere de to, kom til at høre lidt af den ældre frøken Mørchs veltalenhed, kom til at myse lidt nøjere gennem brillerne henimod frøken Arnak. Oui, oui, var det nu også sikkert, at det menneske var så gammelt? Han gik lidt til side og satte sig for mere ugenert at kunne se på hende. Han fik først og fremst mistanke med hensyn til alderen; maler Sivertsen havde set nede i madames protokol, at hun var flere og firti år. Det kunne ikke være sandt det; ingen var forpligtet til at tro Sivertsen, men nu var jo de to udset til at representere alderdommen, ingen råd med det. Men kunne hun være mere end 30? Brugte damer på nogle og firti at have denslags figur... så fin og slank? Og øjnene? kunne de være nogle og firti år? De var milde, lidt tunge, skiftede, forekom det ham næsten, ikke alene i farve men endogså i størrelse og form. Deres muskulatur måtte da i al fald være i den skønneste orden.... De bragte ham i forlegenhed, de øjne, det var ham ikke engang muligt tilnærmelsesvis at bestemme nogen farve;— han ville undersøge munden; der kunne det naturligvis ses, om hun var gammel eller ung. han rejste sig og gik bort og spurgte, hvad klokken var; hans ur var stanset. Og på munden så han og hørte ikke, hvad klokken var. Han tog plads lidt nærmere. hun begyndte at tale med sin faster; det var netop, hvad han ønskede, for der var en særegen bevægelighed, en ejendommelig udtryksfuldhed netop ved denne mund. Man måtte uvilkårlig følge dens muskelspil; der lå noget myndigt, sterkt omkring den, dobbelt merkeligt forekom det ham, for alt, hvad hun sagde, var der i grunden ingenting ved — at hun kunne gide at tage de fraser i sin mund! Hun talte altså, bare talte uden den mindste antydning til, at hun havde noget at sige! Men så ved siden deraf denne velformede munds tavse veltalenhed! I pensionatet havde man uden videre fastslåt, at der fandtes ikke den ting, hun skulle have sagt, og at hun som følge deraf var mindre underholdende, end det var en dødelig tilladt. At hun et par gange havde forbavset hele menigheden ved en pludselig heftighed, nogle diminutive vulkanske udbrud, hvortil ingen af sjelene anede nogenslags årsag, havde alligevel ingen forstyrrelse bragt i den stillede diagnose. De blev simpelthen henført under rubriken » små uregelmæssigheder, der bør tillades «, en meget rummelig og af alle der meget anerkendt rubrik. — men den unge mand havde alligevel fåt noget at tenke på. Det var blevet temmelig mørkt. Han lagde sig udover rælingen, kastede cigaretten og fulgte den med øjnene, til den sluktes. Han var pludselig vis på, at det var ikke så let at blive ferdig med hende, og i det samme huskede han, han havde lagt merke til hende forrige søndag, eller rettere sagt, nu iaften lagde han først merke til, hvordan hun havde set ud forrige søndag. Han havde truffet hende i Jardin des pla.ntes; hun havde et øjeblik listet sig fra tanten, der var inde i museet med madame, og havde gået der alene mellem blomsterne, ikke som alverden, der går og glor, eller som de, der indbilder sig, de går og studerer, men aldeles med sin egen mine. — han havde gået hen til hende, og hun havde forestillet nogle af blomsterne for ham, som det kunne været mennesker. » Ser de den pæon der? « og hun havde pegt på den store papaveriflora, der stod snehvid med en blodsdråbe på et af de inderste kronblade. » Den er min ven, ser de, hvor taus og hvid den står, men der er magt i den, ser de den farve i hjerteblodet der... Og valmuerne, ser de dem, disse store Bengalens; hvor de brænder!... i åben flamme — og indover, det sorteste fløjelsmørke, det er vejen ind til arnestedet, det, der hvor den mægtige glemselsdrik bliver til! « Det var, som han nu først syntes, han hørte al denne besynderlige snak! Hørt det havde han jo altså, men med en vis sen fornemmelse, som det kunne været til nogen anden eller for langt borte; nu var det ligesom først nåt frem til ham selv og havde fåt en vis betydning. Hun havde også vendt sig fra ham der i haven og havde givet sig til at studere to myrer og siden en stor græshoppe — der var jo ikke egentlig noget underligt i, at han gik sin vej! Forresten, der havde vistnok også sat ham en del i blodet af den lærdom fra pensionen, at gamle damer bør man helst undgå. Nu angrede han på det, for siden havde hun ikke været så let at komme til at tale med. — Arnak havde rejst sig og var begyndt at spasere op og ned. Hun så af og til i retning af den unge mand; det var jo hr. Kahrs, sædvanlig kaldet oui, en ung nordmand, der havde plads i en vinforretning. Hvorfor var han ikke borte hos de andre? hun havde lagt merke til, at han havde iagttaget hende. Hun begyndte at se lidt nøjere på ham. Flun syntes bedst om ham af dem alle, skønt de alle var enige i at holde sig lystige over ham. Han skulle have flere graverende fejl, blev der sagt, deriblandt at han var for blond, endogså øjnene var blonde — og det kunne nogle af damerne ikke tilgive. Så lo han også for meget, hvorfor et par af malerne ligefrem foragtede ham, og en ung bohémeforfatter indestod med sit hode for, at han var dum. Alle var enige i at finde det ufordrageligt, når han gik der og sagde oui midt oppe i sit norske, oui i ny og oui i næ, oui over en lav sko, når andre dødelige brugte nej, ja så nå, jo da og andre udsøgte talemåder. Det var simpelthen en reminiscens fra hine første fortvivlede tider, da man i mangel af andre ord hjelper sig til det utrolige ved at gå og sige oui. Men det var der ingen, der ville indrømme; man var enig med bohemen, at det var dumhed, men Arnak havde alligevel ikke været overbevist. Hun var endogså i sit stille sind af den mening, at han var den eneste gentleman blandt disse norske størrelser, og at der i det store, blonde, blegøjede ansigt lå en sjelelig skønhed, en karakterens finhed, der distancerede ham fra de andre på en anden måde, end man mente. — hun gik lige hen til ham. » Vil de komme ind til os i morgen engang, hr. Kahrs? Så gør de mig en tjeneste. Der er nogle regnestykker... alle fasters gale regnestykker... Og jeg kan ikke regne dem... gider ikke... vil de? « Siden den aften begyndte hr. Kahrs at færdes daglig over i pavillonen til dump forbavselse for hele den clairmontske menighed. man indskrænkede sig ikke lenger ved middagsbordet til af og til at more sig lidt over de to gamle, hvoraf den ene altid var sortklædt og stadig havde noget at udsætte på den anden, der ufravigelig var grøn, medens den sortklædte alligevel aldrig tålte den fjerneste mistanke hos nogen om, at der var noget ved den grønne, der kunne være bedre, end det var. Man begyndte at sende spejdende blikke op til bordenden: var der noget, den skikkelige oui kunne have opdaget, som var gået de andre forbi? — resultatet af de fornyede undersøgelser var, at den grønne ikke var fuldt så gammel, som man havde tenkt og oui heller ikke fuldt så dum, som man havde ment. Der skulle jo være ganske komfortabelt endogså inde hos de gamle. Og man trak straks lod under bordet om, hvem der først skulle gå på visit. Det blev Sivertsen, en af de unge malere. — efter at man var gået fra bordet, — så snart man kunne tenke sig de to gamle vel placerede foran kaffebordet med den udsøgte likør, der blev nydt derinde, og som Sivertsen i dag havde fået et vink fra himmelen om at smage på, — begav han sig også derind. Vennerne havde fikset op hans skjeg, veninderne knyttet hans slips, alle givet ham deres velsignelse — men ikke destomindre kom Sivertsen om et godt minut eller så tilbage: man tog ikke imod derinde. Det samme hændte billedhugger bang næste dag og frøken Sanne den tredje. Augustine, pigen, havde på det bestemteste modsat sig himmelens villie og ikke villet indlade andet end et kort, hvad ingen af dem havde tenkt på at tage med. Nå således, frøknerne tog altså aldrig mod visiter; det var bare denne veste oui altså, der kom og skrev i bøgerne hos dem efter Augustines forklaring. Dermed måtte man lade sig nøje, men man lo ikke fuldt så meget af dem som før, ikke af oui heller, og maler Sivertsen fandt pludselig ud en dag, at den, som kunne male rigtig et ansigt som frøken Arnaks, måtte bestemt kunne gøre sin lykke med det. — oui tog mere end gerne sin kaffe hos de to gamle. Han var kommen til at føle sig helt vel til mode derinde. Der var så vakkert, en liden lun parisisk rede i varme farver og lunefuld magelighed. Når han havde at finde rede i fasters regnestykker, eller, som hun selv udtrykte det, når han sad på kontoret hos hende, havde han rigtignok fået sig anvist en hædersplads i en høj, ubekvem, om end meget broderet stol henne ved hendes eget bord. Nogle uskyldige forsøg på at få det til at gå op for hende, at han foretrak en mindre udmerkelse og en simplere stol, løb i den grad uheldigt af og pådrog ham så mange skumle mistanker, at oui for eftertiden fredeligen fandt sig både i den ubekvemme stol og i, hvad der var meget mere: at faster i disse timer udelukkende tog ham udi sin vold og stadig måtte hjelpe til for at lette ham, skønt hun stadig viste sig at være den besværligste af alle de størrelser, han havde at regne med. Hun sagde regelmæssig hver gang: » Jeg må jo hjelpe dem for at få det ferdigt! « Og oui fulgte sit fine instinkt og takkede den gode villie, der gav sig så helt med, at et mindre sikkert regnehode vanskeligt ville have fåt noget ferdigt med den hjelp. Men havde hun opnåt — og det hændte et par gange — at få i fuld forvirring, ikke alene sine egne tælleapparater men også ouis, så var det altid Arnaks skyld, som støjede derinde. I » Kontortiden « holdt nemlig Arnak til inde i sit arbejdsværelse, som hun kaldte den lille udbygning på midtvæggen mod haven, og som kun var skilt fra salonen ved en uhyre blomstertrappe fyldt med Iris. Indenfor var væggene dækkede af hendes yndlingsbilleder, i myrtelunden mellem de dybe vindusnicher jagede en Diane de Versailles i marmor, medens til begge sider nymfer og unge hyrder forstak sig mellem det grønne. Møblementet, undtagen en eneste stol foran et arbejdsbord, var nogle lave siddepladser, kigende frem som mosgrodde stene under de store plantegrupper. — og det kunne altså hænde, at regnestykket sammen med faster kunne blive så kedeligt, at hans øre var mere end sædvanlig modtageligt for de mindste rørelser derindefra. Eller kom hun frem og smilte til ham mellem sine Iris, var det også mindre heldigt. — men var kontortiden først over, hviltes der ud på laurbær, og i Dianas lund drak man the. — og ud på aftenen, når de blev tændt,de høje gulvlamper med brede, hinduiske skærme, der slugte lyset og sendte det ud igen i uanede farvenuancer, — blev der så gådefuldt hyggeligt, — en verden, hvor der var så godt at være, at oui regelmæssig glemte den anden helt, til frøken Mørch rejste sig og sagde noget sådant som: » Gud, Arnak, har du nu igen glemt at trække uret, jeg synes, det står! « -----eller » hvordan gik det så med bøgerne, hr. Kahrs, fik jeg det ikke til at stemme? det er Arnak, der har bragt det i den rædsomme uorden; hun kan ikke regne... Men at du ikke har sagt mig, at klokken var så mange, Arnak! Du kommer da heller aldrig i seng i passende tid, barn! « — — til enkelte tider kunne nemlig faster ikke huske, at Arnak var andet end et barn. — Arnak og hr. Kahrs var blevet venner allerede den første dag. Hun var så indtagende, da hun bad ham tage plads, at den let modtagelige, unge mand var blevet ganske rørt. » Og skal vi ikke være enige om, « foreslog hun, » at anse hinanden om ikke for engle så dog for ædle mennesker? Er det ikke deri den stikker, den almindelig vedtagne høflighed... i stedet for at elske hinanden, som skrevet står, spiser man hinanden af med at være høflige... tragiske surrogat, nå, der er theen! « — hr. Kahrs havde ikke let for at tale altid, og i dette øjeblik var det ham umuligt at finde noget passende at sige; men han havde i sådanne tilfælde det moralske mod, den sparsomt forekommende takt og den sjældne indsigt at tie bom stille. Han forsmåede endogså at hoste; han sad bare og fulgte hendes bevægelser, medens hun trak theen og bød om. — pludselig smilte hun til ham og bad ham bare frejdig snakke; han måtte så gerne have lov til at kalde hende den gamle; hun vidste godt om sit navn og håbede at have gjort sig værdig til det. Og da hr. Kahrs i sin forlegenhed kom med noget om, at da burde jo han også haft et sådant navn, var gamle frøken Mørch begyndt at le i den grad, at hr. Kahrs blev ængstelig for hende — hun var så korthalset. så sagde Arnak smilende: » De ved altså ikke, at de heder oui da? « » Oui? « han spærrede øjnene op, de mørknede til indimod lyseblåt. » Oui-oui, jeg forstår det, oui, all right! « Og de lo alle tre. » Men væn dem bare ikke af med det, ellers bliver jeg domfældt. Jeg sagde en dag til frøken Sanne noget om, at de vist udentvivl kunne lægge det af, hvis de bare vidste om det selv; men hun så ikke videre tiltalt ud og tog gud til vidne på, at her var ingen opdragelsesanstalt. « » Oui-oui, det forholder sig ganske rigtig med det, « og han følte i sit stille sind et øjebliks fortørnelse mod Arnak, at hun kunne indbilde sig, han ville vænne sig af med nogen verdens ting — for de andres skyld. Og det gjorde han da heller ikke, og navnet kom til al hæder og ære inden pavillonen, oui fandt, det klang så vakkert i sin nye venindes mund, og Arnak brugte til sidst ikke noget andet; det hændte endogså nogle gange ved bordet inde mellem de andre, medens der blev sat forfærdede miner op og frøken Mørch fik hosteanfald. — oui var allerede så nogenlunde straks.blevet indviet i husets affairer. Frøken Mørch havde samvittighedsfuldt sat ham ind i alle detailler. Han kunne ikke tenke sig, hvor nemt de var kommet til dette udenlandsophold; de bøde jo næsten frit; huslejen var jo nemlig betalt for året ud;... der var ikke nogen mening i, at madame skulle have fordelen af det der, det var jo det rimeligste, hun havde den selv,... en ren økonomisk fordel: så kunne da i al fald ikke madame gå og leje ud til andre og få dobbelt leje. Og Arnak havde smilet tavs og set over til ham; senere kom der en liden kommentar. Oppe i romsdalen etsteds stod der nok et hus, som tilhørte fasteren, og hvor der var adskillig billigere at leve end her; denne pariserøkonomi, det var også et af fasters regnestykker, men hun ville da vist ikke være med på at rette det og ødelægge for hende den glædelige facit, at madame ikke kunne gå hen og leje ud igen og få dobbelt betaling. og hun havde tilføjet, at for hende selv var det desuden nødvendigt at være her en tid. Oui grundede; der var kommet noget alvorligt med ind i hendes smil og et udtryk, han ikke kendte. Han ville ikke, hun skulle rejse for meget godt, men hvorfor var det nødvendigt for hende at være her? Han var ikke ferdig med hende. Da han havde været sammen med hende i 2 dage, skulle han med lethed påtaget sig at give hendes personalia. Nu efter en måneds dagligt samvær forvirrede hun ham ved et tilsyneladende uigennemtrængeligt væv af modsigelser i udtryk og handlesæt. Hidtil havde hans erfaring og hans åbne natur aldrig lært ham andet end at gå den lige vej ind til folk; her stod han som foran en mystisk irgang, hvor der hverken var at øjne vej ind eller ud. Han kunne jo lade det hele være, men så var det netop det, han ikke kunne; han ærgrede sig, det var, som nogen usynlig stod og spottede ham. Og hans egen, lykkeligletvindte natur fik den første mistanke om, at det ikke er overalt, at fod går i hose, ogat verden ikke for alle var det fredelige opholdssted, han havde haft grund til at antage den for. Hvad der, uden at han selv gjorde sig rede derfor, greb ham mest, var anelsen om, hvad det dog kunne have at sige det at lære et menneske at kende, noget der før altid var forekommet ham så let, så rent ud selvsagt efter nogle dages bekendtskab. Oui havde aldrig gjort sig nogen synderlig forestilling om, hvad for et kompliceret produkt et menneske kan være; han klassificerede fremdeles i overensstemmelse med sin børnelærdom og uden at tenke videre derover, menneskene i gode og onde, lykkelige og ulykkelige — og ifølge sin egen velvillige natur, så få onde og så få ulykkelige som muligt — men at et menneske skulle kunne være ondt og godt, lykkeligt og ulykkeligt, glad og bedrøvet, alt muligt og dets modsætning på engang, derom sneg der sig til hans alvorlige forbavselse en anelse ind i hans sjel under den anden og tredje måned af hans bekendtskab med Arnak. Det var, som om hun på en ny måde lærte ham at kende menneskets dybe sammenhæng med naturen,, eller hvoraf kom det sig, at der undertiden,, når han havde været sammen med hende> kunne komme for ham forestillinger og billeder hentede derudefra; han vidste snart sagt ikke alt det, hun kunne få ham til at tenke på: snart var det en himmel strålende i farver, men med uvejrsmørket truende til alle sider —• eller en jord med sol over højderne og afgrunde, hvor der altid var nat... eller havet, vuggende blåt og stille, mens der lenger ude ved samme strand er storm og vrag. Sådanne billeder kom og flygtede og vendte tilbage igen, ofte rent ubelejligt midt i kontortiden, under de fordelagtigste vinforretninger. Oui gjorde af og til regnefejl, han fandt utilgivelige. Han var en mand, der uventet var kommet ud af ligevægten; ingenting var letvindt lenger, om det så var tallene, hvis mester han var anset for at være, så havde de antaget et gådefuldt, uigennemtrængeligt fysiognomi. — en aften var han gået efter Arnak ned i haven, men var stanset midt i acaciealléen, var blevet stående et øjeblik, havde så vendt om og var gået ind igen. Men siden faldt det ham ind, at ingen burde have lov til at komme og forstyrre hende, hun ville ikke synes om at blive overrasket. — og han havde tændt sig en cigar og havde givet sig til patrouillerende at holde øje med de små alléer, der førte ind til lysthuset. For hun græd jo derinde. Det greb ham, hvordan kunne det gamle menneske give sig til at være så fortvivlet, hun som netop til daglig havde dette indtagende rolige og fornøjede udtryk. Oui kunne ikke fatte, hvad der overhovedet kunne ske i verden, der kunne få et menneske sådan med et til at græde sådan. Mens han lyttede, kom der tårer i hans øjne. Hvad var der hændt,------------slikt et voksent, gammelt menneske! Men det kunne ikke være hende; for græder voksne, gamle folk vel egentlig på den måde?... Med slik uro — og som der var en villie med, jaget af ungdommens røde, bankende blod. — han måtte have vidst, hvordan det hang sammen; han gik tilbage, ned til begyndelsen af den store allé, der førte lige op i lysthuset. Han gik opover med langsomme, sterke skridt, mens han øvede sig i at hoste og frembringe forskellig slags larm. — deroppe var alt stille, skulle der ikke være nogen? Det var højst usandsynligt! Han trådte ind. — hun sad der med sammenknugede hænder, i en stilling som om hun havde rejst sig, idet han kom. Han satte sig lige overfor hende og så på hende forskende. — » Hvordan har de det? « — hun nikkede til ham rolig, med et smil, men det var mat og flygtende og fandt ikke vej mellem de mørke skygger om øjnene. » Hvordan bliver så vejret i morgen? « sagde hun i en munter tone. » Jo, jeg har det rigtig godt! « tilføjede hun som svar på hans spørgsmål. Oui så misfornøjet ud; han var ikke så snar i vendingen; det var ham ikke muligt at finde denne tone, hvori man taler om ingenting; han blev lidt hidsig ved tanken om så megen unødig uredelighed. — » Det er ikke sandt! « udbrød han. » Det er da sørgeligt, at de synes, de behøver at sige noget, som slet ikke er tilfælde----folk burde ha lidt mere respekt for sandheden... Løgn burde afskaffes! « — hun så på ham forundret over hans uvante energi. Smilet kom igen og blev modigere, stjal sig op om øjnene, der fik glans igen. — » Sandheden? Ja, de ser jo, jeg respekterer den i dem, som ikke ejer evne til den tarveligste forstillelse, som, fordi de aner, at jeg i mit inderste sind har givet dem venneretten, straks kommer og fordrer udleveret nøgler til alle hjertekammere! En franskmand ville aldrig gjort det sådan; han ville gåt tusinde fine omveje, før han kom og bankede på. Han ville heller ikke været så brutal at kalde løgnen for løgn. Jeg nænner det heller ikke, kære, skal vi ikke kalde den illusion,' det klinger bedre og er ligeså rammende? «... Hun så spørgende på ham, men fik ikke noget svar og vedblev smilende: » Og sandheden, siger de, ja den er bra nok, men løgnen... ja for jeg kan se på dem, de vil helst ha det fæle ord — løgnen altså, den kan slet ikke undværes, tilstå det! Den er stor og skøn, smidig og sejerrig, hvordan tør de vove at ville undvære den? » Det, der ikke er sandt! « å kære, det er jo det, der gør livet udholdeligt for en hel del mennesker, ildner dem til stordåd, styrker dem til undertiden at gøre det umulige! Sandheden ville dræbe dem eller styrte dem i fortvivlelse og vanvid. Hvad er så forresten sandhed? Kan de sige mig det? Er det spørgsmål nogensinde blevet fyldestgørende besvaret? « — oui var ikke filosofisk anlagt; han ejede ikke spor af lyst til at genoptage Pilati gåde; hans hode og hjerte var opfyldt af andre ting. » Hvad der er sandhed?... jeg ved i al fald nu, at hvad de har ladet mig indbilde mig selv om dem, det er ikke sandhed! De er ikke så gammel, som de siger, de sidder jo inde med ungdommen endda... sådan som de gråter man ikke, når man er fer dig, som de undertiden har fortalt mig, at de er... Det er heller ikke sandt, at de er så lykkelig, de er jo ulykkelig... men det er, likesom de ser lykken langt borte og har magten til at tage den... Det var i grunden deres navn, der først gjorde indtryk på mig... jeg har heletiden havt det på fornemmelsen, at de måtte være ung; å, de behøver aldeles ikke, jeg ved, hvor gammel de er, det har ingenting at sige, der var jo et menneske, som aldrig så døden; der er mennesker, som aldrig kommer til at blive gamle, selv om de lever lenge... » Arnak «, der er noget ungt, bare i klangen om det navnet deres... noget vist besnærende sundt, noget der minder mig om den ville, kraftige Timian, som vokser hjemme i de varme fjeldsider... eller abrodden i bondens have, som står stille og siger ingenting, men har en Duft, som tager magten fra en... Og » Arnak! « der er ikke andre heller, som kan hede slik! « — Arnak havde rejst sig og stod og hørte på ham med en streng mine. Nu satte hun sig, idet hun afbrød ham: » Jeg har aldrig hørt dem bruge så mange unødvendige ord før! Kære, de går da ikke hen og mister forstandens brug... jeg mener, de går da ikke hen og forelsker dem i en gammel dame! « — oui så trodsig på hende, idet blodet for ham til hovedet. » De talte nylig om brutalitet; her kunne denne benævnelse være mere på sin plads! Der er sindstilstande, man ikke sådan skulle vove sig til at analysere, fordi... der gives ikke ord, som kan bruges — når man så endda vover sig til — « » Så kan man nok endda få sagt nogenlunde, hvad man mener, tenker jeg, og allerbedst er det at få klaret den sag fra begyndelsen, tak mig fordet! — for undskyld kære, der er ikke tale om, at det kan lade sig gøre for dem at blive forelsket i mig! For det første er jeg altså 20 år ældre, en grund, som er den store, uovervindelige for alverden, men ikke eksisterer for mig, — den store, uovervindelige for mig selv er simpelthen den, at det er umuligt — og hvorfor skal man gå hen og begynde på noget, som er umuligt? det eneste kloke er at vende om på den vej, man ikke kan komme frem på — — jeg ser godt på dem, hvad de tenker, de tror, det er ganske let, som at få ned et stykke smørogbrød, når de er sulten — et misten keligt tegn på, at ordet forelskelse ikke var så alt for brutalt. Men tro de mig, for jegved det, der gives virkelig veje, de aldrig kunne tage dem frem på, afgrunde, som ingen har befaret. De er for fredelig af dem og for harmonisk for sådant et stykke natur som jeg; jeg er som det mørkeste Afrika, skal jeg sige dem! « Hun rejste sig, gik op og ned nogle gange og ventede, han skulle sige noget. Så tilføjede hun: » Man kender jo forresten aldrig nogen; hvis de fik alt det at vide, som jeg kunne oplyse om og mere til: alle de vageste følelser og ufuldbårne tanker i mit sind, nå ja, så blev det først rigtig galt, da ville de slet ingen rede lenger finde i mig. » Hun gik hen, satte sig ved siden af ham og så ham in

1887_Anonym_ArvesagenEllerSoesterkaerlighedOgProkuratorkneb

Arvesagen Eller Søsterkærlighed Og Prokuratorkneb

Anonym

Anonym

Arvesagen Eller Soesterkaerlighed Og Prokuratorkneb

female

1887_Anonym_ArvesagenEllerSoesterkaerlighedOgProkuratorkneb.pdf

anonym

Arvesagen eller Søsterkærlighed og Prokuraturkneb

En Fortælling af det virkelige liv

n

gothic

J. C. Jensen

KB

pdftxt

nan

nan

O

København - Brasilien. Det, at gøre sin lykke her i verden, hører som bekendt ikke til de letteste ting, og den, der første gang har set dagens lys i små kår ender gerne med at lukke sine øjne i omgivelser, som sjældent er bedre, men oftere er sørgeligere. Kamp med fattigdom, sygdom og nød af enhver Art tærer på legeme og sjæl, og det er ofte med inderlig længsel det forpinte sind venter på døden, denne den fattiges trofaste, aldrig helt, om end for en tid, svigtende ven. Men sådanne triste tanker kommer kun sjældent til gennembrud hos den unge mand, gjorde de det, ville sikkert mange benytte sin ungdomskrast på en bedre måde end nu, for at sikre sig selv og sine kære blidere kår, når alderdommen lægger sin tunge byrde på hans skuldre. En af de så undtagelser danner den mand vi først for en del vil beskæftige os med i denne fortælling; hans liv og levnet tilhører os selv til en vis grad, dels fordi han var en dansk, dels udgik fra et fattigt hjem og dels fordi, at med hans dsd begyndte en face i hans slægtninges liv, som blev kendt langt ud over denne, og vil blive udfsrligt omtalt her. I året 18 * * befinde vi os en barsk vinteraften i en lille kvistlejlighed i byens østlige kvarter. Olielampen er endnu ikke tændt, og det flimrende skin flra kakkelovnen tillader os ikke at se, hvorledes der ser ud i stuen. Vi ved dog, at der, skønt fattigt, hersker orden og properhed i madam h. ' s lille stue, og af de få, der kender hende nærmere får hun det lov på sig, at hun er en vakker^og elskværdig kone, som har nok i sit eget og ikke træder nogen for nær. Men i aften er hun ikke i godt humør, sønnen er kommen hjem fra sit arbejdssted, og — skal ikke møde i morgen igen, mesteren har ikke mere at bestille; siden mandens død er sønnen moderens eneste støtte, den lange vinter med sine ubønhørlige krav står for døren, hver dag skal fem mennesker leve, kakkelovnen kræver også sin føde, og dej lidet sønnen har kunnet lægge til side vil snart være opbrugt, — nej, kære moder, udsigterne er ganske vist ikke lyse, men kommer tid kommer råd, og vi må ikke tabe modet, thi så er alt tabt. Jeg kan jo, når intet andet tilbyder sig, tage ud på pladsen. — det er godt nok, min øreng, af du tror af kunne få arbejde på pladsen, men også om det er der mange hænder, og du kan ikke stole på onkel Mathis, når det kommer til stykket kan han måske dårlig nok selv beholde sin plads, endsige skaffe dig arbejde. Compagnie! bcskjæftiger jo ikke mange i vintertiden. — ja, ja, jeg håber nu det bedste; men skulle alt gå galt, så har jeg besluttet al rejse ud i det fremmede, måske lykken der vil være mig gunstig. — hvor vil du så rejse hen? spurgte en stemme, som tydelig røbede, af den kom fra et barn. Hvis du rejser til Lolland, så vil jeg rejse med. — duskal nok få lov til af rejse med, men så må du ligge på bunden af kufferten, sagde Martin. denne måde af rejse til bedstemoder på landet på synes imidlertid ikke af tiltale den afbrydende; i ethvert tilfælde indlod hun sig ikke på en yderligere diskussion om den betingede bcsordringsmådc. — nej, Vorherre bevar ' s for af rejse, det vil blive din ulykke, min øreng, sagde den ængstede moder, hvem den blotte tanke om at skilles fra sin elskede søn gjorde helt bedrøve!. Du kan tro, det er ingen spøg at rejse på landevejen mellem kæltringer og tyvepak, det ved jeg fra din salig Faber. — å, jeg er ung og rask, og jeg må også ud i verden og se mig om. Moder kan være ganske rolig, jeg skal nok vogte mig for slet selskab, og jeg har intet at tabe ved at få et kursus i erfaringens skole — Io, min dreng, du har det at tabe, at din moder vil lage sig sin død over, hvis du kom fil at lide noget, og i et fremmed land mellem fremmede mennesker står du fuldkommen hjælpeløs, hvis du skulle blive syg eller andet skulle tilstøde dig. — der gives også gode mennesker andre steder i verden; sorøvrigt har jeg ikke tænkt på at rejse på landevejen, det er min hensigt at rejse med et af kompagniets skibe fil Ostindien eller Brasilien; er lykken mig god kan jeg snart komme hjem igen, og så skal vi ikke oftere nære frygt for fremtiden. — ja, det er den tossede onkel Mathis, der sætter dig disse griller i hovedet med sine dumme historier; hvis der virkelig var guld og grønnc skove at tjene ovre hos moriannerne, så var han nok selv bleven der, da han var der. — ja, lad os nu ikke tale mere om den rejse i aften, jeg får måske også snart arbejde igen. Konen rejste sig nu og tændte olielampen, som udbredte et søvnigt lys over den lille stue. Men den gang var det en god belysning, thi man kendte endnu intet til petroleum eller gas, og tællelys var både dyrere og upraktisk på grund af den evindelige „ Pudsen “, de fordrede. Stuen havde kun et fag vinduer, dette var opfyldt af en hel have af blomster og grsnne træer i urtepotter med pynteligt udtungct papirom. Ned foran vinduerne hang lange storblomstrede sirtses Gardiner. Er sirkantet fløjbord foran den gammeldags sofa, hvis betræk svarede til gardinerne og betrækket på de fire stole udgjorde i forening med en dobbelt seng og en gammel, næsten antik, kommode, det tarvelige møblement. Nu, da lampen er tændt ser vi, at madam h. er en ret køn kone i sin bedste alder; hendes ansigt lyser af godmodighed, men sorgen over sin for tidlig bortgangne ægtefælle i forbindelse med kampen for livets ophold, har ikke gået fuldstændig sporløst forbi hende. Sønnen, Martin er et ganske ungt menneske, knapt 20 år, han er høj, temmelig spinkel, men har et sundt og ret intelligent udseende, i hans mørke øjne synes man af læse en higen efter af komme til af prøve sine egne vinger, og man får ikke indtryk af, af han mente det meget alvorligt, da han udtalte håbet om af komme til af arbejde herhjemme; det var en af disse naturer, som hjemmet bliver for trangt, som luften her synes for tyk til fuldstændig af udfylde lungerne. Den lille pige, hvem rejselysten også syntes af berøre, kunne vel være 12—l3 år gammel, ' den lille stumpede næse og de grå plirrende øjne gav hende et livligt anstrøg; og hun var virkelig også livlig, så livlig, af moderen stundom måtte anvende al sin — for øvrigt ikke store — strænghed for af indprente hende katekismussens fjerde bud. foruden disse tre persøner er der endnu to småpiger i stuen, men den behagelige varme fra kakkelovnen i forbindelse med mørket, der foret øjeblik siden herskede i den lille stue, har for ledet dem til, arm i arm, af tage forskud hos Ole lukøje og opfylder i dette øjeblik det ene hjørne af sofaen. Medens vi lader madam h. dække det tarvelige aftensbord vil vi aflægge en kort visit hos onkel Mathis. Onkel Mathis var Martins farbror og indtog dengang en ret indflydelsesrig stilling som formand ved asiatisk kompagni. Kompagniet var den gang så al sige det største etablissement her i København og beskæftigede flere hundrede arbejdere, men det gik her som alle steder, om vinteren, når skibsfarten var stanset, blev alle, som man på nogen måde kunne undvære, afskediget og af de fire til fem hundrede arbejdere, som beskjæftigedcs forår, sommer og efterår kunne tre fjerdedele blive hjemme om vinteren. Som man heraf ser, havde Mathis moder ikke så ganske uret, når hun tvivlede om hans anbringende her på denne årstid, og at selve onkel Mathis heller ikke sad ret fast i sadlen vil vi snart få at se. I et lille hns i st. Annagade på Christianshavn bor onkel Mathis. I hans hjem sindes en efter hans stilling ikke almindelig komfort, han kan tillade sig en sådan lnxns som tæppe på gulvet og et par ret gode malerier på sin væg, havde det været i vor tid ville man ikke have savnet fortepianoet og det kunne have gjort bedre nytte her end så mange andre steder, thi onkel Mathis havde en voksen datter, som ikke var langt fra af være et musikalsk geni, hun sang fra morgen til aften og sang kønt; nå, hun havde jo heller ikke grund til andet end al synge: som eneste barn var hun fra ganske lille bleven forgudet af forældrene, som ikke nænnede af nægte hende, hvad hun bad om — og det var meget. Onkel Mathis ' fader havde oprindelig været underofficer og havde som sådan afsky for alle civilister. Mathis skulle være soldat, derom var ikke to meninger; men nu hændte det sig så uheldigt, af den gamle underofficer en gang kom til skade i tjenesten og en soldat med syv fingre kunne man ikke bruge; følgen deraf var af, han blev afskediget med en lille pension og blev — værtshusholder eller marketænter på asiatisk kompaguics plads. Nu er det ude med sønnens soldaterliv. Han var den ældste af de to drenge den gamle havde, og han måtte gøre gavn som opvarter og tjenestekarl eller rettere tjenestedreng, thi da han begyndte denne stilling var han kun 12 år gammel. Deler et ejendommeligt broget liv, der rører sig i et marketænteri; især den gang og blandt de folk, der søgte der, var råhed, der dog kunne have et gemytlig anstrøg, i forbindelse med drukkenskab de fornemste egenskaber, og det af kompagniets folk, som havde et andet syn på en arbejders ære, kom kun ind hos „ Korporalen “ For al få den nødvendige „ Amunition “ udleveret, som var nødvendig til at få frokosten til at glide bedre ned. Man holdt den gang ingen blade — i ethvert tilfælde holdt arbejderne ingen sådanne — og samtalen drejede sig derfor gerne om de dårlige tider, men især om rejser til Ostindien og Vestindien og så god! som til hele verden; størstedelen af arbejderne var jo tømmermænd og ældre matroser og de historier der blev fortalte vare bådej mærkelige og — saftige. Mathis gik hver dag og hørte på disse samtaler, og hvad under derfor, at hans modtagelige og livlige sind blev påvirket og at han ikke havde nogen højere ønske end at komme til sos. I bygningen, hvor markelenteriet befandt sig, havde „ Korporalen “ også sin beboelseslejlighed og her skete det ikke sjældent, at nogle af kontorpersonalet forslog nogle timer, når deres for øvrigt ret strenge tjeneste tillod det. En af disse herre, som kom oftest, var fuldmægtig baner; det var en lille undersætsig mand med et rundt jovialt ansigt, et udmærket godt humør og en vis forkærlighed for — genever. Mathis blev snart hr. Bauers yndling og intet glædede den gamle mand mere end al se med hvilken interesse og opmærksomhed Mathis lyttede til hans lystige fortællinger. Al Mathis på sin side viste fuldmægtigen mere opmærksomhed end de andre gæster er en selvfølge baner havde tilbragt mange år i Ostindien, hvor han var en af kompagniets mest betroede agenter, men havde i sine unge dage været i Brasilien på et stort kontor; her havde han levet sine skønneste dage og intet under derfor, athan med forkærlighcd omtalte delle herlige rige land, som det bedste qpholdsfcd på jorden; han kunne tale sig varm derved, og dej undgik ikke en opmærksom iagttager, at i dette land havde han efterladt sin livslykke — en overordenlig smnk og varmblodig kreolerinde. En dag, da fuldmægtigen og Mathis var alene i stuen og samtalen atter faldt på Brasilien, vovede Mathis at betro den gamle, at han længe havde ønsket at komme en tur til dette land, og var bedrøvet over at det ikke lod sig gøre. Baner mente ikke, af det var så vanskeligt, han måtte kunne komme med et skib som koksmat og blive afmønsfret når han kom derover. Denne tanke syntes Mathis godt om, men hans fader? Ville eller kunne han undvære ham i beværtningen, han troede det ikke, og vovede ikke af omtale det til ham. Fuldmægtigen lovede af tale med den gamle om del en dag, når han var i godt humør, og kunne det lykkes ham af overtale faderen, så skulle han nok skaffe Mathis ombord hos en af de mange kaptejner, han personlig kendte. Den nat sov Mathis ikke, og ofte drømte han de følgende nætter om solbeskinnede plantager, negere, herlighed og rigdom og de 14 dage, der gik inden han fik den glædelige meddelelse, af den gamle endelig havde givet efter, var for ham ligeså mange år. Det havde ikke været nogen let sag for den gamle baner af overtale marketænderen, og det var egentlig først den forblommede trusel om mulig af kunne komme til af fraflytte pladsen, der fik ham til af give efter. Marketænteren vidste, af baner var meget formående og af det var bedst af stå på en god fod med ham. Da det jo egentlig ikke er onkel Mathis vi vil beskæftige os så meget med, så vil vi kun i korte træk omtale hans historie indtil det tidspunkt, da han som formand i kompagniets tjeneste bliver en virksom årsag til af Mathis forlader sin moder, for i Brasilien af finde den lykke, som hverken blev Mathis eller baner forundt og som blev grunden til arvesagen og denne fortællings tilblivelse. Ved „ Blå pakhus “ ligger et veludhalet barkstib klar til med det første af tiltræde sin lange rejse. I kabysdorcn ser vi en lille fyr sidde i den interessante beskjæftigelsc af skrælle kartofler. Vi må se nøje til for i ham af genkende Mathis; tøjet er for stort til ham og de bare b? n lader til af genere ham noget. Hans ansigt er ikke synderligt veltilfreds, og han er ikke langt fra af ønske, af han gik hjemme i skænkestuen og forsynede de velbekendte frimurerglas med den for dem bestemte gudedrik. Kaptajnen på skibet, fris hedder han, er en dygtig sømand, men lidt rå, og hvad han mangler i råhed er i rigeligt^mål beskåret styrmanden, der som næstkommanderende så godt som har hele den daglige ledelse under sig. I Morges har Mathis opdaget, af en svabcri meget godt kan bruges til andet end af spule dæk med, og skulle han glemme det ville han blot behøve af føle på den venstre side af sit legemes kjødfuldestc del for af bringe i erindring, af et tov er intet tov men en „ Jolle “ og af der er forskel på et „ Merlespir “ og en kosilnagle “. To dage senere førtes barkskibet „ Ceres “ af en gunstigj, vind sundet ud og dagen efter har Mathis sagt farvel til Danmark for et tidsrum af fem år. På rejsen over Nordsøen forefaldt intet mærkeligt. Vinden var ret god og 3 dage efter af have forladt København stod Barken kanalen ind. Efter et kort ophold for af få lods passerede „ Ceres “ Plymoulh og Calais og var snart ude i Atlanterhavet. Kaptajn fris var en stemmelig svær mand med et ægte sømandsudtryk i det vejrbidte ansigt. Han var en mand, mer tilbunds forstod af beherske enhver situation, mg det var ikke få drøje ture han snart i halvtredsindstyve år havde udstået på sine rejser til Vestindien og Brasilien. Det var en mand med streng retfærdighedsfølelse, men det hårde liv han førte gjorde, af han ikke tog på nogen med fløjlshansker og han havde vanskelighed ved i øjeblikket af indse af noget arbejde kunne være for svært. Styrmanden, iohnson, var en englænder, men havde været ombord på „ Ceres “ i tredive år; han havde en rå, ondskabsfuld karakter, og var almindelig forhadt af mandskabet. Den overordentlige myndighed, hvormed befalingsmanden ombord på et skib er udrustet var imidlertid grunden til, at manskabets uvilje mod ham ikke fik luft. Han var dog ikke så skem nu, som i sine yngre dage, og det, at han havde to drab på sin samvittighed var sandsynligvis den nærmeste grund hertil. Med disse drab forholder det sig således: da „ Ceres “ for ti år siden i en storm i Atlanterhavet mistede tre mand så kaptajn fris sig nødsaget til at løbe ind til den spanske kyst, hvor han forhyrede tre spanier og en portugiser: disse folk vare af en meget stridbar natur og Barken havde. ikke været ret længe filsøes inden det kom til et blodigt slagsmål imellem dem og den øvrige besætning, der sornemmeligt bestod af danske og nordmænd. det var en nat, da styrmanden blev vækket ved højrøstet skændsmål på dækket og han besluttede at tørne ud for at se, hvorledes sagerne stod; da han lukkede kahytsdøren op så han- knivene i rafl bevægelse; med en dundrende ed farede han ind imellem de stridende, der pludselig holdt inde ved denne uventede intervention; men det var imidlertid kun et øjeblik. Johnsen, som allerede havde forstået at gøre sig forhadt af besætningen, så pludselig gæringen vende sig mod ham; matroserne trængte ind på ham idet de gav deres misfornøjelse med ham udflag i skældsord og drøje eder. Johnson trak hurtig fin pistol, som han altid var bevæbnet mod og trykkede løs. Kuglen ramte portugiseren i panden; men. langt fra at forsfrække besætningen opæggede det den, og hvad de ikke var rasende før blev de nu. Skridt for skridt blev styrmanden trængt tilbage mod kahytten, stedse værgende sig med den affludte pistol den uddelte mange drøje slag. I dette øjeblik kom kaptajnen på dækket tilligemed nogle matroser, som havde opholdt sig i lukafet og nu blev striden bilagt og styrmanden befriet; men nu voksede dennes raseri og idet han gjorde et heftigt udfald, kløvede han hjerneskallen på den Matros, der stod ham nærmest; denne var en nordmand og en af Barkens flinkeste folk. Kaptajnen lod en del af urosfifferne belægge med arrest og afstraffe, hvorefter de blev landsatte på en af de små Antiller, da „ Ceres “ anløb disse. Johnsen var bleven slemt medtaget og måtte forblive i sin kahyt resten af rejsen; da han igen viste sig på dækket var der forefaldet en betydelig forandring med ham, et ar vansirede hans venstre kind og hans hår var bleven krid hvidt; det syntes også som om hans hæftige karakter var bleven lidt roligere, men det havde måske også sin årsag i, at kaptajnen ved den sidste katastrofe var optrådt på en slrængcre måde imod ham end han ellers havde fundet fornødent og navnlig pålagt ham så meget som mulig undgå at lægge sig for had, hvilket han tidligere syntes at have fundet en fornøjelse ved. Da Barken på den 18. Dag befandt sig midt i Atlanterhavet faldt det ind på blikstille, luften var meget varm og de store sejl hang stoppe ned. Mandskabet sad i grupper på dækket, dels passiarende, dels lappende på deres tøj. Mathis sad forude og fiskede, han havde sat sig med begge benene ud over låringcn for at sidde så magelig som muligt; men derved trodsede han et forbud, som styrmanden havde givet; denne var imidlertid gået ned for at sove til middag, og når han først var gået ned plejede han ikke at komme på dækket i de første par timer. I dag var der dog en undtagelse fra regelen, som ikke langt fra kunne have kostet Malhis livet. Han skulle lige til af trække snøren op, da nogle velrcttedc slag af Johnsons tamp bragte Malhis på hovedet ud i søen. Johnson gik ganske rolig sin vej og lod Malhis, der ikke kunne svømme, selv se, hvorledes han kunne komme op. Til al held havde nogle matroser set optrinet og ilede til og tilkastede Malhis en ende. Denne formåede han ikke af få fat på, og en af matroserne tog da i en fart en Line om livet og sprang ud efter ham, han fik heldigvis sat på ham og straks efter vare de begge på dækket igen; men det var også i yderste øjeblik, thi to favne fra skibet dukkede en haj op og kom kun et minut for sent til af få en fed steg af vor ven Malhis og matrosen. At denne begivenhed vakte et nagende had hos Malhis mod styrmanden er jo ret forklarligt ligesom det vakte den største afsky hos mandskabet. Dette opfordrede Malhis til af klage til kaptajnen, men da han ikke selv havde rent brød i posen tav han klogelig stille dermed. kaptajnen fik alligevel historien af vide, og det havde til følge, at Mathis som extra-gratiale fik femten slag tamp for ulydighed mod en af skibets officerer. Johnson gik dog heller ikke ganske fri, thi ganske vist kunne officererne den gang, og til dels også endnu, gøre ved mandskabet, hvad de ville, men den hensynsløshed, at lade ørengen skøtte sig selv, da han var falden over bord, fandt kaptajnen ikke at kunne lade passere, og Johnsons mening, at det måtte være de på dækket værende matrosers sag, at se efter, hvad der blev af ørengen, tog han ikke for gode varer; i kaptajnens kahyt fik Johnson en alvorlig reprimande, og kaptajnen lovede sig selv at meddele rederiet det passerede.. ' hen mod aften begyndte det at friske lidt op, og fylde lidt i de tunge sejl, og skibet, der hele dagen havde ligget stille i den bagende sol satte sig i bevægelse. En af matroserne opdagede nu i det fjerne et lille sort punkt, der imidlertid hurtigt voksede og syntes at komme nærmere. Matroserne, hvoraf flere i mange år havde gået i oversøisk fart var straks på det Rene med, hvad det havde at betyde, og meldte^det til kaptajnen, der øjeblikkelig kom op på dækket. Nu blev der travlt ombord, folkene blev beordrede tilvejrs for at bjerge bramsejlene og tage reb i mers- og storsejlene, pumperne blev eftersete og lugerne skalkede, luften antog nu et ejendommeligt gult skæræg enkelte stærke vindstød begyndte at kruse den for næsten spejlblanke overflade. Et øjeblik effer stod havfladen i et sydende og kogende skum, og det så ud, som om skibet, der krængede stærkt, sejlede i mælk. — vi kommer til at tage mere sejl ind, kaptajn, sagde bådsmanden, hun vil komme til at vaske godt......... — ja, forsigtighed er jo ingen skade til, svarede-kaptajnen, der iøvrigt ikke holdt af. at mindske. Sejl for ingen ting. Han gav ordre til helt al bjerge mcrssejlene og tage det. sidste reb i storsejlet. Nu begyndte.. Søen at rejse sig og alt blev indhyllet i et uigennemtrængeligl mørke. Masterne knagede og bragede og syntes hvert øjeblik at true med at gå overbord.. Regnen strømmede ned medens den ene. Sø efter den. anden vaskede dækket, og borttag alt, hvad. der. ikke var surret fast. „ Ceres “ skød med en umådelig fart gennem vandet, og hvor nødigt kaptajnen ville måtte han dog give befaling til at bjerge de sidste sejl. Mathis havde nok hørt tale om uvejr, men han havde aldrig tænkt sig det så forfærdeligt, som det nu viste sig før ham. Han var krøben sammen i en krog ikabys ' en, da han opskræmmedes af styrmandens tordenrøst, der i ikke blide ord befalede ham at gå tilvejrs og være behjælpelig med storsejlets bjergning. Mathis havde vel været tilvejrs før, men det havde altid været i magsvejr, og at det ville være en umulighed før ham nu, vidste styrmanden godt, men han havde ikke glemt ham fra sidst, og da Mathis end ikke kunne stå oprejst på kabysgulvet, fik han lejlighed til at give ham nogle velmente slag af sin tamp. Mathis tumlede ind under bordet og tabte bevidstheden, medens Johnson mumlede noget om, at det ikke var sidste gang de taltes ved. Mathis havde grædt mange modige tårer siden han forlod Københavns red. Han var just ikke bleven forkælet hjemme, men det arbejde, der blev pålagt ham ombord var for meget før hans kræfter, og det, i forbindelse med det uvante liv, dårlig kost og rigelig prygl havde hurtigt knækket hans mod, og hver gang han lagde sig i sin kvie tilbragte han flere timer med at tænke over sin fortvivlede stilling. Hvorledes ville det gå ham i det fremmede land? Han havde vel fået et ænbcfalingsbrev med til en ungdomsven af hr. Bauer, den velstående købmand Amygo; men han var jo også anbefalet til kaptajn fris ' omsørg på rejsen, hvor han, efter sin mening, blev ubarmhjertig behandlet. Og nægtes kan del ikke, at behandlingen ikke var den bedste, men efter den tids skik, og når hensyn tages til, at det just ikke altid var med et fornøjet ansigt, han udførte de givne ordre så kunne den dog have været værre. Da han efter bestemmelsen skulle asmønstrcs, når skibet kom til Rio Janeiro, blev arbejdet ombord betragtet som betaling for rejsen, og han erholdt ingen hyre udbetalt. Hvis nu hr. Amygo ikke ville tage sig af ham, hvad skulle han så gøre? Hele hans kapital var ti specier ', og for dem kunne han ikke komme tilbage. Orkanen var nu på højdepunktet, skibet løb for takket og tov og skød en rasende fart gennem de tårnhøje bølger; men ligeså pludselig uvejret var kommet, var det også forsvunden, og da Mathis kom til sig selv igen, var det et særdeles smukt og stjerneklart vejr, og kun de svært rullende bølger mindede om den for et øjeblik siden rasende storm. Mathis formåede næsten ikke at rejse sig, og støttende sig på de forskellige genstande, ravede han hen til udgangen, hvorfra han kaldte på en Matros, og bad denne at hjælpe sig tilkøjs. Matrosen tog Mathis på sine arme, og bar ham ned i kahytten. Dette undgik ikke kaptajnens og styrmandens opmærksomhed, og den sidste betroede derfor kaptajnen, at Mathis var den største vindhas, der nogensinde havde rodet i en københavnsk rendesten, og at han, måtte han råde, skulle have tamp og ingen mad. Da Mathis den næste morgen ikke kom på dækket tog kaptajnen en tamp i hånden og gik ned i kahytten, thi han var ligesom styrmanden overbevist om, at det kun var dovenskab og uvilje, der fejlede ham, og for den slags sygdomme skal en tamp nok være en ret gavnlig medicin; men da han kom ned så han straks, at han havde gjort Mathis uret, denne havde nemlig stærk feber og så meget medtaget ud. Ru fortrød kaptajnen sin hårdhed, og lod Mathis omhyggelig pleje, han kom sig ikke for skibet kun var et par dagsrejser fra sit bestemmelsessted. — det er ikke sidste gang vi ses, mumlede Johnson, da båden forlod skibet, for at sætte Mathis iland — og det blev heller ikke sidste gang! meden « båden fører kaptajnen og Mathis i land, vil vi give en lille beskrivelse af det land, hvor de fleste begivenheder i denne fortælling vil foregå. Det er nødvendigt at give en kort beretning om Brasiliens historie, thi udviklingen er foregået så rask, at forskellen på Brasilien på det tidspunkt, da Mathis satte sin fod på dets grund, er Brasilien i nutiden, da vor fortælling flutter, og så stor som vel mulig. Ved et tilfælde opdagedcs Brasilien i året 1500 af portugiser Cabral * ), og var den gang fuldstændig uden kultur, skønt levninger af en stor by, som fandtes 1845, lader formode, at et kulturfolk i længst forsvundne tider har været bosat her. I begyndelsen sendte portugiserne kun to skibe årlig derover med forbrydere, jøder og løsagtige kvinder, og senere forvistes de af inkvisitionen dømte dertil, hvor de plantede sukkerrør, som indførtes fra Madeira. Den egentlige Cabral fsrte en af kong Emanuel den store til Ostindien udsendt ekspedition, men blev af vinden ført ud af kurs og landede på Brasiliens kyst. Portugiserne tog derefter kystlandet i besiddelse. bebyggelsen begyndte først under Johan den tredie. Det var nærmest æventyrere og lykkeriddere, som indvandrede og først guldminernes opdagelse 1698 i forbindelse med de store diamantlejer, som opdagedes 1730 bragte folk til at strømme til. Det varede ikke længe før lykkeridderne havde bemægtiget sig alle embeder, hvilket havde en yderst sket forvaltning til følge, der medførte rigdommens ophobning på enkelle hænder, medens den store befolkning næsten led nød i det rige land. I 1808 tog det portugisiske kongehus sæde i Brasilien, og fra nu af sporedes en livlig opkomst af landets rige kilder. I 1815 blev Brasilien erklæret for et eget, med Portugal forbundet kongerige, med enevælden som regeringsform; men skønt denne regeringsform vistnok var den heldigste for et land, hvis befolkning bestod af så højst forskjelligartedc individer, varede det dog ikke længe inden den frihcdsluftning, som fra Frankrig udbredte sig over det sydlige Evropa, også nåde det fjertliggende Brasilien. Da Portugal 1820 fik udstrakte friheder tvang den brasilianske befolkning, støttet af de portugisiske txvpper, regeringen til at indrømme samme frihed, som moderlandet havde fået; men kort efter forlod den daværende regent, Johan d. Fjerde, landet, efter af have indsat sin søn, Pedro, på tronen. Det viste sig imidlertid, af det portugisiske folk ikke ville indrømme Brasilien den tiltvungne frihed, og forlangte, af Pedro skulle vende hjem til Portugal. Pedro, der havde stor kærlighed til Brasilien, vægrede sig ved af efterkomme ordren, tvang de portugisiske tropper til af forlade landet, og indkaldle en rigsforsamling, der den 1. August 1822 vedtog Brasiliens adskillelse fra Portugal, samt overdrog Pedro kejserværdigheden. Denne akt efterfulgtes imidlertid af et stærkt rsre mellem de konservative og de liberale partier, hvilke sidste befrygtede enevældens genindførelse, og rigsforsamlingen udarbejdede en næsten republikansk grundlov, som kejseren dog ikke ville tage imod, hvorfor han opløste forsamlingen, og indkaldle en ny. Den nye forsamling udarbejdede et nyt udkast, som dog ikke var væsentlig forskellig fra det forrige, og som kejseren underskrev den 9. Januar 1824. I de følgende år voksede tjæringen stadig af forskellige grunde, og den 7. April 1831 vedlagde Pedro regeringen til fordel for sin 5årigc søn, Pedro den anden, under formynderskab af et regcntskab med hr. de Lima som leder. Overordentlig talrige er de opstande, som Brasilien har at opvise i de følgende år, og blodet har rigeligt gødet den i forvejen frugtbare jordbund, særlig gjorde slaverne meget for at befri sig for det åg, der hvilede på dem, og som, om det end ikke var så slemt, som man i regelen forestiller sig, dog voldte megen og berettiget uvilje og had. Som man af ovcnstående vil se, er det en meget bevægelig befolkning landet er i besiddelse af, og vi vil i det følgende stifte nøjere bekjentskab med det mærkelige og interessante liv, der rører sig i den. Brasilien er et vidt udstrakt rige, og det grændfer til så godt som alle sydamerikanske stater; det ligger på østkysten, og bcskyllcs af Atlanterhavet i en udstrækning af over 1000 mil. Naturen er overordentlig rig, men udnyttes kun sparsomt, og kun en halvtredssindstyvendc del af landet er, selv nu i vore dage, kendt og bragt under kultur, resten er uigennemtrængelig urskov eller bevokset med græs og buske. Skovene indeholde en stor mængde træsorter, anvendelig såvel til skibs- og hustømmer som til møbelbrug, og mange afgive ypperlig farvestof eller lægemidler. Af kulturplanter indtager kassetræet den første plads. Dets dyrkning begyndte førsf 1762, og den første udførsel fandt sted 1808, dernæst dyrkes stikker, bomuld, tobak, paraguaythe, yams, ris, majs, hvede, figen, oranger. Bananer, druer o. m. A. Med hensyn til kvægavlen er det navnlig oxcn og hesten, der har fået stor betydning, hvorimod fåreavlcn, som synes at have de bedste betingelser for sig, kun findes få steder og i ikke stor udstrækning, svineavl er meget udstrakt og indbringende. På mineralier er Brasilien særdeles rigt. Her findes guld, bly, kobber, jern, stenkul, salpe fer etc. i store mængder og kun befolkningens forholdsvis lille talrighed ( 11 millioner ) gør at mange af disse skatte ligger ubenyttede hen. Befolkningen består, foruden af de fra de portugisiske indvandrede nedstammende, fornemmcligsf af indvandrede amerikanere, portugisere tyskere, franskmænd, samt indianere, negere og blandinger ( mulatter, cafuzos o. s. v. ) købmand Amygo er en indfødt brasilianer af et livligt temperament, en streng, grundhæderlig karakter, hvorved han adskilte sig fra størstedelen af den Rio janeirofle handelsstand; fra ganske ubemidlet havde han ved flid og stor arbejdssomhed i forbindelse med et sjældent talent for handelsvirksomhed bragt sin lille forretning, som han havde grundlagt for 30 år siden, op til en af de første i byen. Som ganske ung havde han arbejdet på kontor sammen med fuldmægtig Bauer, og da deres karakter den gang var temmelig ens havde de sluttet et oprigtigt venskab, der ikke ophørte fordi Bauer forlod Brasilien; i mange år holdt de en livlig korrespondance vedlige, som først i den senere tid blev sjældnere, men ganske ophørte den dog ikke. Da kaptajnen og Mathis var kommen i land begave de sig hen til et i nærheden af havnen beliggende bedre værtshus, hvor kaptajn fris plejede at tage ind, når han kom til Rio janciro; medens denne gik til konsulen iførte Mathis sig sine stadsklæder, for på en værdig måde at præsentere sig for hr. Amygo. Skjøndt Mathis i København ville have været overordentlig stolt ved at spanke hen ad gaden i den smukke blå trøje med de store forgyldte knapper, kan vi dog ikke sige, at han var synderlig vel til mode nu, thi skønt han kun havde gået et par hundrede skridt op i byen, havde han dog ikke kunnet undgå at bemærke, at næsten alle var klædt i meget lette og lyse dragter og at han egentlig „ stak af som fluer i kål “, som man siger. Da kaptajnen kom tilbage fulgtes de ad til hr. Amygvs bolig; det var et broget billede, der på vejen oprulledcs for Mathis blik; gaderne mylrede af plantere i hvide jakker og stråhatte jøder, der påtrængende falbøde næsten alt, hvad tænkes kan, negere der bare store og tunge byrder og som bandede og viste deres hvide tænder, når man kom til at støde dem. Færdselen med Karrer og muldyr var på disse steder uigennemtrængelig og en summen og brummen lød overalt; over det hele hvilede en trykkende hede, som næsten umuliggjorde åndedrættet. Denne dag skulle kaptajnen og Mathis ikke have nogen nytte af deres gang; ved ankomsten til hr. Amygvs bolig erfarede de, at ejeren var taget ud på en plantage og først ventedes sent på aftenen, de måtte derfor vende tilbage til værtshuset hvor Mathis få tilbragte natten. Næste morgen skulle Mathis alene begive sig til hr. Amygo og overbringe ham hr. Bauers brev. Tidlig den næste morgen var Mathis stået op, og havde iført sig sin stads for at kunne

1898_AndersenT_Askepot

Theodor

Askepot

Andersen

AndersenT

Askepot

male

1898_AndersenT_Askepot.pdf

Theodor

Andersen

dk

Askepot

Roman

n

roman

R. Andersen

KB

5 Øres Folkebibliothek.

pdftxt

nan

nan

O

I. Stedmoderen. Huset ligger i Borgergade; det er et gammelt, grimt, lavt hus, kun stue, første, anden sal og kvist, og det ser omtrent ud nu som det så’ ud for en snes år siden, da denne fortælling begynder; kun var der den gang lånekontor i stuen, det er der ikke nu. Det lånekontor var en forretning, ^der betalte sig; men pantelånerens kone — for det var hende, der var mand for det hele — lånte ikke alene på håndfået pant, men også på møbler og gode værdipapirer, og hun var ikke billig i sine renter, og hun kendte ikke til øllebrødsbarmhjærtighed, når det gjaldt om at forvandle en ejer af et møblement til en lejer og hente hele herligheden, når lejen ikke indbetaltes til den bestemte tid. Hun havde ikke altid været så velhavende som nu. I begyndelsen af sit ægteskab med Petersen var det endda så småt for hende, at der til tider ikke var brød i huset; for Petersen, der var bygningssnedker, var en letsindig krabat, han brugte flere penge ude end han bragte hjem, og da hun aldrig havde forstået at gøre hjemmet hyggeligt og tiltrækkende for ham, så blev han snart ked af både hjem og kone og var kun hjemme om natten. Alligevel kom der i begyndelsen af ægteskabet en lille pige og knap to år efter en til, to små blegnæbbede, magre skabninger. Men moderen, der aldrig havde haft noget godt tilovers for andre, kastede sig med rørende omhu over sine to små unger, og da faderen trådte hende på nakken vendte hun sig om og bed fra sig, hun kastede åget af sig. Nu skulle hun nok sørge for sig selv og sine børn, så måtte han klare sig som han bedst kunne. Hun begyndte på at gå omkring på avktioner og hos private folk og købte brugt tøj, pudsede det op, når det trængte til det, og solgte det igen med fortjeneste. Det varede ikke længe, før hun kunne leje sig en kælderbutik i et tæt befolket arbejderkvarter, skaffede sig et borgerskab som marskandiser og havde en kone til at gå på avktionerne, mens hun selv blev hjemme og passede sin butik og sine børn. Så lagde Petersen høvlen på hylden og gik nede i marskandiserkælderen og puslede. Han drak sig en høj snaps til sin mad, og et par snapse uden mad. Han havde nemlig helt tabt sin appetit; han, der var vant til arbejdet i de åbne nybygninger, kunne ikke trives i den fugtige, mørke kælder, hvor alle de gamle frakker og bukser og kjoler og skjorter ikke hjalp til at forfriske luften. Han begyndte at skrante, og da han endelig gik til lægen, fik han at vide, at han havde brystsyge, kom på hospitalet, døde og blev begravet. Enken tog en sort kjole på, som hun et par dage i forvejen havde købt på en avktion, men for øvrigt havde hun ikke tid til at sørge. på den tid var madam Petersen allerede begyndt at låne penge ud, først i mindre partier, senere mere, da hendes grundkapital voksede; kunne hun ikke få sikre papirer, så tog hun møbler. Foruden kælderen måtte hun nu også have stueetagen, og da der var gået otte år var hun så velhavende, at hun kunne købe det lille grå hus i Borgergade; hun opgav helt marskandiserforretningen, nøjedes med at være pantelåner, møbellåner og — om man må bruge et så ugramatikalsk udtryk — kvindelig ågerkarl. Af hendes mands kammerater var der en, der var bleven ham tro til det sidste, og som jævnlig kom ned i marskandiserkælderen og besøgte ham. Han hed Nielsen, var enkemand og havde en lille pige på alder med Petersens yngste datter. Mærkværdigt nok fandt madam Petersen sig i, at denne snedker Nielsen kom så lidt; men det må straks siges, at Nielsen var et ualmindeligt godmodigt og tjenstvilligt menneske, der gerne gik i byen for madamen, indkasserede hendes fordringer og påtog sig hverv, som vist mange gange fik hans deltagende hjerte til at bløde. Da Petersen var død, kunne enken ikke undvære Nielsen. Han gik hele dagen og gjorde nytte på lånekontoret, blev sendt ud til madamens » Kunder «, fik ikke stort mere for det end kosten og de gamle klæder, kan kunne slide. Imens var hans lille moderløse pige hjemme hos sin bedstemoder. en søndag aften — det var på den tid hendes småpiger var ni og elleve år — spillede madam Petersen sig selv et puds, som hun senere både skammede og ærgrede sig over. Nielsen havde spist til aften sammen med madam Petersen og børnene; da klokken var ti, var børnene kommen i seng, mens Nielsen blev siddende og drak æggetoddy med madamen. Nu er æggetoddy vist en meget lumsk drik; man bliver søvnig, og da madam petersén havde tømt sin anden store toddy, følte hun trang til at hvile sig lidt. Hun havde siddet på chaiselonguen ved siden af Nielsen, nu lagde hun sig ned på den og trak benene op under sig, for ellers kunne hun ikke få plads — hun havde jo garderhøjde. Nielsen så’ ned på hende med sine søvnige øjne. Han syntes slet ikke, hun så’ så ilde ud, når hun sov; men hun var jo heller ikke så gammel — 36 år lige som han selv. Men forfærdelig mager var hun! Han skænkede sig en ny toddy. Hun så’ smilende op på ham og nikkede, som om hun ville sige: » Det er rigtigt, drik bare! « hun rakte ham hånden, for at han kunne hjælpe hende op, men i stedet for gav hat; sig til at lege med hendes fingre. Det var egentligt mærkeligt, at hun kunne have sådan en smal, fin hånd. Hun fandt sig i hans narrestreger, og han undrede sig over, at dette lange menneske, som stadig havde vist sig kold og hjerteløs lige over for alle andre end hendes to småpiger, kunne smile så kønt, så mildt, og se på ham med sådan et underlig dueagtigt, forskræmt udtryk i øjnene! Hendes øjne var virkelig slet ikke ilde! Han blev mere og mere modig, og til sidst så dristig, at han bag efter undrede sig over sig selv. hun talte ikke et ord til ham, hun rejste sig langsomt op, gik hen og tog tekedlen, der stod og kogte i kakkelovnen, slog et mål kaffebønner i kaffekanden, hældte kogende vand på, hentede fløde, sukker og kopper ind, mens kaffen stod og trak, skænkede to kopper kaffe, satte den ene kop hen til ham, uden at sige et ord. Han fulgte i tavshed alle hendes bevægelser; han kunne ikke rigtig forstå, om hun var mild eller vred. Pludselig gik hun lige hen til ham og spurgte i en hård tone: » Hvor kunne det falde dem ind? « — han fik kaffen forkert i halsen, kom til at hoste og mumlede på samme tid: » Hvad... For noget?... ikke mig.... alene. « - » Gå nu! « — » Ja! « han tog sin frakke på og sagde god nat. Hun svarede ikke. Han kunne ikke lide at gå hjem til hende næste dag, og da han heller ikke kom om tirsdagen, sendte hun bud efter ham. Hvis han ikke ville komme, måtte hun se at få en anden medhjælper. Så kom han. Hun behandlede ham med kold overlegenhed, sagde ham kort, hvad han skulle gøre, og talte så lidt som muligt til ham. Men da der var gået en månedstid, erklærede hun ham i en ophidset tone, at det var gået galt, og at han måtte gifte sig med hende, for hendes børns skyld. Han føjede hende, blev hendes mand og tog sin lille pige, der hidtil havde været hos bedstemoderen, hjem til sig. Men madamen blev ved at være kommandersergenten, han var den, der måtte stå på pinde og lyde, hun tålte ingen modsigelse og hun var heller ikke god ved hans lille pige, der måtte gøre gavn i køkkenet, mens madamens egne pigebørn blev opdragne som prinsesser. Nielsen, der holdt inderlig meget af sin kønne, lille pige, sørgede over, at hun her blev behandlet som en askepot, tænkte på at sende hende hjem til bedstemoderen igen. Men det ville madam Nielsen ikke høre tale om. Pigebarnet havde godt af -at lære at bestille noget. — om da ikke Mille kunne komme til at gå i samme skole som hendessøstre? bad han. Konen spurgte, om han var tosset, om han troede, at et barn kunne springe fra friskolen til en privatskole til 12 kr. om måneden. — Nielsen søgte så meget som muligt at få Mille til at glemme, at hun havde en stedmoder, der ikke var god imod hende og kun behandlede hende som en lille tjenestepige- så var der en ting, Nielsen længe brød sit hoved med: han troede, at han havde forstået en halvkvædet vise, da hans kone i sin tid sagde, at han måtte gifte sig med hende for børnenes skyld. » Du sagde, det var gået galt, og så troede jeg... « » Det troede jeg med, fjols! Jeg skulle bare have vidst, at det var en fejltagelse! « — han påtog sig en dybsindig mine og svarede: » Ja, der kan man se, hvor en kone kan tage fejl af sig selv! « Md. Nielsen sad altså på iste sal, som var beboelseslejlighed, da lånekontoret i stuen var blevet for snævert. Hun var fordybet i sine regnskaber, og en svag klavermusik fra et tilstødende værelse, hvor en elev forsigtigt øvede sig, forstyrrede og ærgrede hende en gang imellem, når regnskaberne blev for indviklede. Nu kom hendes to småpiger, Blanca og Clara, hjem fra byen. Clara var i dag ti år, og hun og hendes søster havde fået lov til at indbyde nogle af deres skolekammerater til et lille fødselsdagsgilde. » Kommer i alene? « spurgte moderen. » Og hvad er det for et ansigt, du stiller op? « Clara begyndte at hulke. » De måtte ikke! « » Ingen af dem? « » Nej, « svarede Blanca. » Vi var først henne hos Alma og Petra, og de ville gerne, de havde også fået lov til det åf deres moder og havde fået deres tøj på; men så hørte vi, at deres fader spurgte, hvor de skulle hen, og da deres moder fortalte ham det, sagde han: » Hen hos ågerkarlens? Må vi bare være fri! « >å, sådan noget rak! « » Så gik vi hen til Petersens og spurgte, om Agnes og Jenny måtte komme hjem til os, men de måtte heller ikke. « » Å, sådan noget rakkerpak! Men det skal du ikke græde for, lille Clara! Nu skal jeg gå med jer i teatret i aften — i det kongelige teater — de har en ballet, og nu du er ti år, har du lov til at komme der; så behøver i ikke at tigge nogen om at komme og drikke jeres chocolade!... Å, den tøs gør mig tosset med sit klimperi! « Hun sprang op fra sofaen, for ind i den anden stue og greb steddatteren hårdt i armen. » Har du ikke andet at tage dig for end sidde her og hamre! Kom du med mig, så skal jeg give dig noget andet at bestille! « og uden at slippe hende trak hun den lille Emilie op ad trapperne, åbnede et pulterkammer og stødte hende derind. » Nu ordner du disse panter efter numer! « Stedmoderen aflåsede pulterkammerdøren og løb ned ad trapperne. Hun var i en meget ophidset sindsstemning, og den lille Emilie var den første, der fik hendes harme at føle. Nu var barnet lukket inde på et lille pulterkammer med et skråt vindue i taget. I kammeret var to store reoler fulde af tøjpanter; i en krog lå en stor bunke større og mindre bylter med påklistrede, lyseblå, firkantede papirlapper med numre. For øvrigt var hele kamret opfyldt af klædningsstykker, frakker, benklæder, kjoler, kåber o. s. v., der hang på knager og søm på væggene og under loftet. Det var de forfaldne tøjpanter, der var kastede hen i krogen, som Emilie skulle lægge op på reolen, ordnede efter numre. Den lille pige blev et øjeblik stående henne ved døren med et trodsigt udtryk i sit kønne ansigt. Hun græd aldrig, når hendes stedmoder gjorde hende uret eller slog hende — så kunne hun vel heller ikke bestille andet end græde. Hun græd heller nu, da hun var bleven lukket inde som i^et fængsel og fik lov til at blive siddende, til hendes stedmoder fik lyst til at lukke hende ud, eller måske til hendes fader kom hjem og spurgte efter hende. Nu skulle der være børneselskab dernede i anledning af Claras fødselsdag; der ville komme en del af hendes søsters skolekammerater fra den fine skole; de ville lege, danse, spille, drikke chokolade, mens hun måtte sidde her oppe på det kolde tagkammer og sortere panter. Hun græd ikke, men hun hadede sin stedmoder og ville så gerne atter hjem til sin bedstemoder; for selv om bedstemoder var gammel, fattig og somme tider gnaven, så havde hun det dog meget bedre hos hende end her, hvor hendes egen fader ikke turde tage hende i forsvar, når han så’ hun blev gjort uret og blev slået. Han kunne sidde hos hende og trøste hende, kysse hende, vugge hende på sit knæ, når stedmoderen ikke så’ det; men han turde ikke sætte sig op imod sin kone. Emilie gik hen i krogen og begyndte at lægge panterne i en vis numerorden. Da hun havde sorteret et halvt hundrede panter, krøb hun op på den gamle jærnseng, der stod under det skrå vindue med en gammel hømadras i. Hun kunne se ud på de andre huse, men ikke ned på gaden. Den udsigt blev hun snart ked af, og begyndte atter på sit arbejde. Der gik vel endnu en times tid eller halvanden, så var alle panterne sorterede og lagt på deres rette hylde, og så kunne stedmoderen gerne komme og lukke op for den lille askepot. Selv om hun ikke fik lov til at lege med sine søstres* skolekammerater fra den fine skole, ville hun være glad ved at se på deres leg. Hun satte sig på den gamle jærnseng og ventede. Det kunne ikke nytte hun bankede på døren; der var ingen, der kunne høre hende. Og nu begyndte det allerede at blive mørkt; så måtte klokken være over seks. Og nu, da hun ikke havde mere at bestille, kom hun til at fryse. Hun vidste, der hang en gammel vatteret kavaj henne ved døren; den rev hun ned, svøbte sig ind i den og lagde sig på jærnsengen. Det er alligevel uhyggeligt at ligge alene i et mørkt kvistkammer; det er ligesom der er en anden tilstede, man ikke kan se; det knager i gulvet, det knager i loftet, det rasler udenfor på tagstenene, det slår mod ruden, og man kommer let til at tænke på historierne om genfærd og spøgelser. Hendes fader vidste vist ikke, at hun lå her oppe ganske alene og krøb sammen i den gamle kavaj. Han var måske ikke engang kommen hjem, ellers måtte han da have spurgt efter hende. Nej, hun fik nok lov til at blive her oppe, til de små fremmede piger var gået. Bare hun måtte få lov til at gå hjem til sin bedstemoder igen, eller bare hendes rigtige moder ikke var død, så havde hun ikke fået denne onde stedmoder. En lille pige, der havde boet i baghuset på den anden side af -gaden, var død en gang i sommer kort tid efter moderen, og så hørte hun en gammel kone sige: hendes moder kunne ikke være lykkelig i himlen, når hendes lille pige led ondt på jorden, derfor kom hun og hentede hende. « Emilie lyttede. Hun syntes, hun hørte en lyd, som når en kjole slæber mod gulvet. Mørket var blevet tættere. Hun stirrede ud i kammeret, men kunne intet se. Hvorfor kom stedmoderen ikke og lukkede hende ud? Hun måtte dog vide, at det nu var for mørkt til at sortere panter. Hvis Emilie ikke måtte komme ned, så længe de fremmede børn var der, kunne stedmoderen jo lade hende gå hjem til sin bedstemoder eller lade hende blive ude i køkkenet. Nu kom hun til at tænke på, at hendes fader havde fortalt hende, at der oppe i kammeret hang en kappe, der havde tilhørt en mand, der var bleven myrdet. Hun sprang op af sengen og kastede den gamle kavaj henad gulvet. Hvis det var den! — nej, hun kunne ikke udholde at være her oppe i mørket! Hun ville dundre på døren, så „ det kunne høres over hele huset, så kunne stedmoderen slå hende så meget hun ville. Hun styrtede hen imod døren, faldt over kappen, hun havde kastet på gulvet, udstødte et lille skrig, rejste sig op, famlede sig frem hen til døren; men ligesom hun ville til at slå på døren, hørte hun hviskende stemmer udenfor. Der blev puslet ved døren. Den lille pige kom til at ryste, så benene knap kunne bære hende, og hun turde ikke skrige. Nu hørte hun en hæs stemme sige: » Jo, dirken passer sgu; her har jeg gavtyven. « Det var altså nogle, der ville bryde ind for at stjæle. Emilie blev mere rolig. Hun ville skjule sig bag tøjet, der hang i nærheden bag døren, og smutte ud, så snart den blev åbnet. Der blev dirket lidt ved låsen, og så gik den op. » Kan du nu se, det gik som det var smurt! « » Lad vos nu bare se at få fat i et par overfrakker, som vi kan tage ’ på, og gå herfra som noble herrer. Jeg ka’ katten sparke maj ikke føle, om det er en kåbe eller en sækkefrakke. Når man bare turde stryge en svovlstik. « » Næ’ la’ vær me’ det! « » Véd du, hvad jeg si’er! Den var katten sparke maj ulden, hvis man kom ned på gaden med kåbe på. « » Sådden gik jeg sgu i tøjet en gang; jeg troede, det var en elendighedskappe, jeg havde fået fat i, så var det en hævlok til en tøs. — så til helvede! « Man hørte et slag, et fald og et lille skrig. » Hvad var det? « spurgte den anden tyv og styrtede hen til den åbne dør med en frakke i hånden. » Jeg kom til at rave et fruentimmer lige i fjæset. « » Lad os stikke af! « » Ja. Trapperne knager jo som is til lirkesjov, lad os gå lidt forsigtig. Gud véd, om jeg ikke slog en splint ind i hjærnekisten på den ugle der oppe; jeg synes hun faldt så tungt og blev liggende. Ved samme lejlighed fik jeg ikke fat i mere, end hvad jeg kan stikke ind under vesten. « De to tyve kom heldigt ud af gadedøren og forsvandt. Oppe på iste sal gik madam Nielsen og havde travlt med at pynte sig selv og sin* døtre til at gå i teatret. Nielsen lå på sofaen og så’ til i stilhed. » Når i nu går i teatret, så tror jeg, jeg driver lidt hen til bedstemoder og tager Mille med hjem, « sagde han. » Hvad tid gik hun derhen? « » Det véd jeg ikke, « svarede hans kone » Tror du, jeg har haft tid til at tænkt på det? Jeg har ikke haft andet end ærgrelser i dag! « » Hvad er det for ærgrelser? « Pantelånersken så’ med et fortørnet blik på sin mand. » Du bryder dig naturligvis ikke om, at børnene bliver undgåede som spedalske og må høre, at deres forældre er ågerkarle? « » Det er just heller ikke nogen pæn bestilling, « Brummede manden. » Børnene var henne for at invitere et par af deres skolekammerater her hjem; men nej, det kunne der ikke være tale om! « » Du skulle sætte dem i samme skole som Mille; der har de ikke så fine fornemmelser. « » Jeg arbejder kun for mine døtre, de skal have en så god opdragelse, jeg kan give dem. « » Når der falder sådan en guldregn på dine, kunne du godt lade det dryppe lidt på min med. Havde hun spist til middag, da hun gik hjem til bedstemoder? « » Jeg kan ikke huske det, « sagde md. Nielsen i en ærgerlig tone. » Hun var oppe på kammeret for at sortere nogle panter, og da hun var færdig med dem, er hun rimeligvis gået uden at sige mig noget. « » Det plejer hun jo ikke. « » Er i så færdige, børn? « » Må vi tage en kikkert med? « » I må såmænd gerne tage to; der ligger jo nok af dem der nede; dem kan vi tage, når vi går. Du kan gerne komme hen og møde os, når komedien er forbi, og så kunne du gerne for en sikkerheds skyld se efter, om jeg skulle have glemt Mille oppe på loftet. Nøglen hænger på t allerkenræ kken. « Nielsen studsede. Han syntes, hans kone lo så ondskabsfuldt, da hun gik med sine småpiger. Han sprang hurtig op, tog køkkenlampen og nøglen og gik op på loftet. Hvad var det? Døren var åben, og der på gulvet lå barnet som død — med blodigt hoved. Han gav sig til at græde, da han så’ sit barn således mishandlet. Hvad havde dog det stakkels barn gjort, siden stedmoderen således havde slået hende og ladet hende blive liggende! Han satte lampen ud på gangen udenfor døren, løftede den lille pige op og bar hende på sine arme langsomt og grædende ned ad trapperne. Da han kom ind i stuen, lagde han hende forsigtigt på sofaen, vaskede blodet af hendes ansigt og kyssede hendes blege læber. Hun åbnede øjnene og så’ på faderen med et mat blik, lukkede så atter øjnene. Nielsen skyndte sig op på loftet for at hente lampen og aflåse døren. Da han kom ned igen, syntes han, at Emilie sov noget roligere. Han behøvede vist ikke at hente læge; det ville han nødig, for så ville han jo også blive nødt til at sige, at det var stedmoderen, der havde slået hende. Hun havde fået et sår over det højre øje. Sandsynligvis var det med pulterkammernøglen, moderen havde slået hende. » Min stakkels lille pige i « hviskedee faderen og kyssede hende på kinden. » Du er langt kønnere end hendes egne bønnestager, derfor er hun misundelig på dig, derfor er hun så ond imod dig. Men nu skal det også være forbi, om vi så begge to skal gå herfra. « Nu åbnede den lille pige igen øjnene og så’ op på faderen. » Hvorfor slog mor dig, mit lam? « Spurgte han. » Hvad havde du gjort hende? « » Det var ikke mor. « » Ikke! « spurgte han langsomt og tvivlende. » Ja, hvem skulle det ellers være? « Da Emilie ikke svarede, bøjede han sig ned over hende og spurgte: » Hvem slog dig, min lille Mille? « » Jeg véd det ikke — det var mørkt — to, der ville stjæle. « Han rystede på hovedet. Nej, du véd ikke, hvad du siger. Vil du ind i din seng? Skal jeg bære dig derind og klæde 'dig af? Vil du have en tår te og et stykke franskbrød først, eller vil du først i seng? Ja — det er det bedste, og så skal jeg sidde hos dig hele aftenen. Nu skal du se, så bliver du nok rask i morgen. — det var dog et ækelt sår, du har fået over øjet. Var det med en nøgle? « » Ja — de havde en nøgle — men det var så mørkt. « » Nej, du tager fejl, mit lam. — nu skal jeg klæde dig af. « Han tog hende på armen og bar hende ind i børnenes sovekammer. Hun slyngede sine arme om hans Hals. » Gør det ondt i dit hoved? « spurgte han, mens han begyndte at klæde hende af. » Bare.lidt i panden. « » Nå — nu er det jo bedre, « vedblev han, da hun selv hjalp til at tage tøjet af. » Jeg blev helt forskrækket, da jeg fandt dig liggende oppe på loftet; jeg troede, at du var død, min stakkels lille pige. Men nu kan du tro, herefter skal vi bide fra os. — se så, kryb du nu helt ned under dynen. Det er jo en meget rar seng, du har. Men det er ikke så underligt, vi får vort sengetøj billigt, vi tager edderdunene, og lader staklerne beholde svinefjerene. — nu skal jeg se, om teen er varm endnu, og når du så har drukket te og spist et stykke franskbrød, så kan du sove, og så skal jeg blive siddende her ved siden af din seng. « han gik ud og varmede te, og kom lidt efter tilbage til hende. Hun rejste sig overrende i sengen, dyppede brødet i teen, spiste og drak. Han stod og så’ på hende, glædede sig over, at han allerede havde fået hende så rask. » Det var dog et grimt sår! Skal vi binde et tørklæde om? — vil du have 'mere te? « » Nej, tak! — tak for te! « Han tog hendes kopper og satte dem hen på bordet. » Og så sover min lille tøs, « Sagde han ømt og trykkede dynen ned over hende. Kort efter faldt hun i søvn. Han blev siddende på stolen ved siden af sengen, lænede sig tilbage på stoleryggen, sov af og til lidt. Endelig kom hans hustru, Blanca og Clara fra teatret. Han hørte, de gik og puslede i værelset ved siden af, hængte deres overtøj bort, snakkede om stykket, de havde set, og raslede med tekopperne. Da der var gået en halv times tid, kom md. Nielsen ind i børnenes værelse for at tagetæppefaf deres senge. Hun standsede forundret på tærskelen. » Sidder du her? Er du bleven barnepige? « Han svarede ikke. » Gå så ud og lad børnene komme i seng. « Han rejste sig endnu ikke. » Hvad havde Mille gjort dig? « spurgte han. » Å, herregud, er det det, du er gal over endnu! « svarede hun med et kort latterudbrud. » Hun sad og klimprede på klaveret, hun forstyrrede mig i et væk, jeg havde en gang bedt hende om at holde op; det er så nervepirrende at høre en sidde og lede sig frem til en Melodi, især når man sidder og er fordybet i regnskaber; man kan jo umuligt holde sine tanker samlede. Så kom børnene hjem og fortalte, at ingen af deres skolekammerater måtte komme hjem til os, fordi vi • lånte penge ud — å, jeg blev så ærgerlig, og for endelig at blive fri for hendes klimperi, lod jeg hende gå op på loftet for at sortere de panter, der lå på gulvet. Det var naturligvis ikke min mening, at hun skulle sidde deroppe, da det var blevet mørkt; men jeg glemte hende ligefrem, og huskede først på hende, da jeg skulle gå, og så ville jeg hellere lade dig hente hende; jeg véd jo, at hun ikke kan lide mig. « » Det er ikke så underligt! Hvorfor slog du hende med nøglen i ansigtet? « » Er du gal? Finder hun nu på sådanne historier? « udbrød md. Nielsen opbragt. » Har hun bildt dig ind, at jeg har slået hende? « » Det behøver hun ikke at bilde mig ind! « han pegede på såret i panden. Md. Nielsen bøjede sig ned over det sårede barn. » Min gud, hvordan er det gået til? « » Da jeg kom derop, lå hun på gulvet lige som livløs og helt tilsølet med blod. « » Hun må være snublet over noget i mørket og liar stødt sig mod reolen, eller hun har ligefrem løbet panden mod et søm i væggen. Siger hun, at jeg har slået hende? » » Nej, hun fortæller noget snak om to tyve. Hun er naturligvis bleven forskrækket over at gå der oppe i mørket. « » To tyve! « gentog md. Nielsen. » Ja, sikken noget vrøvl! Døren var jo lukket af. « » Nej, døren stod åben, da jeg kom derop. « » Stod døren åben? Men så er det vel sandt, hvad hun siger! Den sag må vi have undersøgt. Har der været tyve deroppe, går jeg til politiet. « hun- bøjede sig ned over sengen. » Mille! « » Å, nej — lad det nu være til i morgen, « Sagde Nielsen. » Hun kan ingen rigtig forklaring give nu, og du går dog heller ikke til politiet i aften. « » Nå — lad det så være. Men kom nu ind.< han rejste sig langsomt, stod lidt ved sengen’og så’ på sin lille pige, bøjede sig ned og kyssede hende. Md. Nielsen, som så’ det, lo hånligt. » Å, hvor rørende! « Da Nielsen var bleven alene med sin kone, sagde han: » Jeg har tænkt på, at det er bedst, Mille igen kommer hjem til sin bedstemoder. « » Å, lad os nu være fri for de fjantestreger, « Svarede hans kone i en ærgerlig tone. » Det har du jo tænkt på og det har vi talt om så lidt. Som om jeg gjorde hende fortræd? Var det så forfærdeligt, at jeg lod hende sortere de par panter deroppe? At jeg havde så meget at tænke på i eftermiddag og glemte, at hun var deroppe, var naturligvis kedeligt. Får hun ikke sin gode mad? Har hun ikke sin gode seng? Går hun ikke helt og ordentlig klædt? Der er vist heller ingen, der vil sige, at hun sér ud til at lide nød? Er det synd for hende, at jeg lader hende gøre lidt nytte? Da jeg var i hendes alder, måtte jeg anderledes slide og slæbe og gå for lud og koldt vand. « Han stod lidt og tænkte. » Det kan gerne være, « svarede han. » Men så havde du vel heller ingen søskende, der blev gjort forskæl på, og som havde det bedre end du? « Hun lo kort og hånligt. » Forskæl! Blanka og Clara har jeg født til verden, det er mine egne unger, og pengene, jeg har, er også mine egne. Lad folk så kun sige, at jeg har tjent dem ved åger. Jeg véd ikke, om jeg gør andre uret, når jeg tager, hvad mit er. Hvem der ikke vil have noget at bestille med mig, kan blive fra mig, jeg lokker ingen. Penge for penge! Kunne man få dem billigere hos andre, kom man vel ikke til mig. Blodpenge! Kan jeg gøre for det? Jeg skraber dem sammen for at købe mine børns lykke! Kanske bringer pengene dem ulykke! Jeg har lidt været angst for det — jeg véd, der følger megen forbandelse med dem. Men det er dumt at være overtroisk! Børnene har intet ondt gjort, og jeg har lidt så meget ondt, inden jeg kom ovenpå ved ar støde de andre skibbrudne tilbunds — så det må vel kunne gå lige op. Og alligevel! I eftermiddag har jeg været lige ved at blive tosset af grublerier — jeg véd knap, hvad jeg har set i teatret! Mine børn bliver skyet af deres skolekammerater! Skal det allerede nu være et varsel om, at pengene skal bringe dem ulykke? Jeg må blive på den vej, jeg har slået ind på — jeg kender ikke nogen anden, hvor der er penge at tjene. Og jeg skal bruge flere endnu, mange flere. « » Du vil måske købe et par baroner til dine døtre! « » Jeg vil i hvert fald ikke købe et par sjovre til dem. Men det er en ting, det ikke nytter at tale med dig om. Når den tid kommer, skal jeg nok spille mine kort rigtigt. Men jeg har kun to døtre — ikke tre. « » To døtre og en lille trappetøs, en mand af navn, men tjenestekarl af gavn, « Tilføjede Nielsen. » Jeg besørger dine forretninger, dine byærinder — og det er nogle, der aldrig smider drikkepenge af sig. Du har giftet dig med mig, fordi du ikke kunne få en Karl så billigt. Og ved at gifte dig med mig, er du gået ind på at være moder til min datter — og dog lader du hende gå i friskole. Jeg må ikke sende hende hjem til hendes bedstemoder, fordi du vil have nytte af hende, fordi du ikke kan få en fremmed skolepige til at slæbe for dig så billigt som min lille pige. hun stod lidt og så’ på ham. Så brast hun i latter. » Har du mere at skal have sagt, så skulle du stå op på en stol, for at jeg bedre kan se op til dig, gamle tosse! Tjenestekarl og tjenestetøs! Gud véd, hvordan i to ville klare jer, når i ikke havde mig! Du har jo ikke før kunnet sørge for hende, men måtte overlade hendes opdragelse til en gammel kone. Her havde du varmestue, da Petersen levede, og for en snaps og en bid brød løb du gerne hele byen rundt. Nej, der er såmænd ikke mere mandsmod i dig end i min blomstrede nattrøje. Derfor klæder det dig ikke at stille dig på bagbenene. « — hun gik ind og så’ på Emilie, der nu var vågen og lå med halvåbne øjne. » Gå ud og tag mig den flaske med karbolvand, der står under køkkenbordet, « Sagde hun til Nielsen. » Karbolvand, « brummede han, idet han gik ud og hentede flasken. Imidlertid rev madam Nielsen et stykke rent lærred i stykker, fugtede det med karbolvand og bandt det om Emilies pande, uden at sige et ord. » Tror du, det er godt? « spurgte Nielsen forsigtigt, ha!vt rørt over hendes uventede omhu for hans barn. » Vist er det godt; det holder såret rent, så det kan læges af sig selv. Det er slet ikke så farligt. Hun kan jo lade være at gå i skole i morgen. « i. En udflugt. Foråret var kommet. I borgergadekvarteret mærkede man ikke meget til det. Luften var lunere, men den rette vårluftning syntes at holde sig udenfor de snævre gader med de gamle huse, de smalle fortove og de trange gårde, hvor drengene ikke kunne få plads til deres forårslege, klinkspil, top og Paradis. Når man ville se de små gule, lysegrønne eller brune knopper bryde frem, måtte man enten gå hen i Rosenborg have eller ud i grønningen. i dag troede madam Nielsen, at foråret havde lokket hendes mand lidt længere ud, end hun havde sendt ham. Han havde været det meste af dagen borte, bare for at indkræve en to, tre afdrag på lån, som låntagerne ikke havde betalt i rette tid, og true dem med kort proces og afhentning af møblerne. Og så var det tilmed lørdag, den dag, da der var allermest travlt. Det var uforskammet at gå sådan og drive over ingen ting! Nu var klokken over 3! Hun måtte hele tiden opholde sig nede i lånekontoret; døren stod jo ikke stille et øjeblik. Oppe på iste sal sad en ung dame og gjorde sig al mulig umage for at få Blanca og Clara til at spille en lille let Melodi firhændigt. Henne vedj vinduet i nærheden af klaveret stod emilie'og lyttede med spændt opmærksomhed efter undervisningen, på samme tid som hun havde sit øje rettet mod døren, rede til at styrte ud i køkkenet, så snart døren blev åbnet. Hun vidste godt, at hun ikke måtte være herinde, og at hun ville få et dunk i ryggen, hvis stedmoderen kom og overraskede hende. Men Emilie holdt så meget af musik, og hun ville så gerne lære at spille, men hun • måtte ikke; derfor måtte hun liste sig til at høre efter, hvad musiklærerinden sagde til hendes søstre og bag efter øve sig, når der var lejlighed dertil, og når stedmoren ikke hørte dett nu havde hun skyndt sig at blive færdig med at vaske op og gøre i stand i køkkenet, og nu troede hun nok, hun kunne være sikker for stedmode-^ ren, der ikke godt kunne forlade lånekontoret, når hendes fader ikke var hjemme. » Nej, i må følges ad! « sagde lærerinden. » Nu kommer Clara forsigtigt krybende en halv takt bag efter Blanka. Så tæl, når det ikke kan være anderledes. « » En og to og tre og fire og... « begyndte begge de umusikalske^ søstre på en gang. » Det er nok, når den ene tæller. « » En og to og tre og fire og... « fortsatte Clara. » Det er ikke nødvendigt at tælle så højt, at i ikke kan høre, hvad i selv spiller. — så, nu holder i begge to op! Der er kun pause i sekundostemmen. — forfra! — herregud, er det så svært? « hun så’ hen på Emilie, der stod med strålende øjne og et udtryk, der røbede, at hendes små fingre ligefrem kløede efter at få lov til at spille. » Du kunne vist gøre det? « Emilie blev blussende rød og slog øjnene ned. » Vil du prøve? « spurgte lærerinden. Clara, der ligesom den ældre søster Blanka var en skikkelig lille pige, rejste sig og gjorde plads for Emilie. Den lille askepot skelede hen til døren, satte sig tøvende på Claras stol, og begyndte at spille primostemmen, lidt usikkert, men uden at tage fejl. » Hvad siger du til det, Clara? « spurgte lærerinden. » Din søster har ikke lært at spille, og hun spiller dog bedre end du. « Clara, der slet ikke var misundelig på halvsøsteren, lo. » Ja, men så lærer hun det af sig selv. « » Og så hører hun efter, når vi spiller, « Tilføjede Blanka. » Det er da ikke hver gang, « svarede lærerinden. » Nej, ikke hver gang, « indrømmede Blanka, » for hun må ikke for mor. For os må hun gerne, og vi siger det heller ikke. « » Og så lærer hun noder i skolen, « forklarede Clara. Lærerinden lagde sin hånd på Emilies skulder. » Du ville vist gerne lære at spille? « Spurgte hun. » Ja — men

1880_Fibiger_Askepot

Elfride

Askepot

FibigerE

FibigerE

Askepot

female

1880_Fibiger_Askepot.pdf

Elfride

Fibiger

dk

Askepot

En Nutids-Roman

n

roman

Schubothe

KB

pdftxt

nan

nan

O

Tæt ved den alfare landevej og op til kromandens have er dammen. Under de gamle, ludende piletræers nedhængende grene, på den mosbegroede sten, omme bag broen, hvor landsbyens koner og piger om dagen pleje at tumle med vasketøjet, sidder hun imellem de høje bregner og de knejsende brudelys med knæet støttende armene og med hånden sluttende tæt om den smalle og blege kind. Luften er mild og aftenen er stille. Hun har ikke lagt mærke til, hvorledes den er fremskreden og har kaldt dæmringens spindelvævsagtige tåger hid fra skovens udkant, hvor de lejrede sig dengang, da solen gik ned. Stilfærdigt have de lidt efter lidt indhyllet hele den endnu kun halvtslumrende natur i deres lette, bølgende slør, under hvis natlige flig tusinder af levende, synlige og usynlige, skabninger måske i dette øjeblik fejre deres formæling, for enten at dø i nuets salige lyst, eller i morgen, når solen atter hæver sig strålende og varm af nattens favn, at leve livet på ny og søge lys og næring af disse varme, glødende stråler. Hun sidder og drømmer med vidt åbne øjne, men skønt hendes tanker færdes langt borte herfra, fremkalder dette sandselige naturliv ubevidst hos hende selv en grænseløs længsel efter glemsel, hvile og fred. — tanke knytter sig til tanke, følelse til følelse og former en tryllering, der slutter tæt om hendes sorgfulde hjerte. Og uden for denne ring står allerede fornuftens manende stemme og magt. Vel har jorden et moderskjød, der kan gemme sit eget afkoms livløse rester, men når så dagen kommer, hvor der kaldes på de døde, hvad da? — hvem rejser hende så af graven op? — hun bøjer sig fremad, og det stillestående vandspejl gengiver hendes eget billede i uklart omrids lig en formløs skygge, medens dammens sanger, en stor, grim klokkefrø, der er krøben op på den modsatte bred, nu hæver sin melodiøse røst, som gjaldt dens lokkende toner ene og alene hende, skønt et usynligt kor af herrer og damer af arten uafbrudt musicerer og svarer rundt om fra Enge og moser med skrattende kvæk. Selv himlen, der ejer millioner af blinkende lys, har kun tændt en en eneste stjerne på sin hvælving i denne stund; det er aftenstjernen, og den har nok med at iagttage sin nærmeste nabo, nattens ellers så prægtige lysbringer, som for øjeblikket sidder og stirrer fremad med et blegt, gnavent og smalt ansigt, der ligner alt andet end en strålende kerte. Ude på landevejen kommer en hund løbende; dens hvidblommede skind viser tydeligt dens størrelse og omrids. Den trasker ned til dammen og plasker en strækning ud for at stille sin tørst. Så kommer nok en, så en tredje og derpå en fjerde, de ligne alle hverandre, og følge alle deres kammerats eksempel. Denne er alt færdig med at drikke og snuser nu ivrigt omkring for ikke at spilde tiden, ifald her på stedet skulle findes noget, som efter dens instinkt var værd at tage nærmere i øjesyn. Den finder også et spor, og uden at agte på sin herre, der kommer ridende i langsom skridtgang, sætter den afsted uden om dammen og hen til den ensomme, efterfulgt af de andre tre. Den lægger sit brune hoved med de kloge øjne i hendes skød og stirrer hende op i ansigtet med et dybt suk, medens de andre, veldresserede som de er, blive stående lidt betænkelige med hældende hoveder og i frastand, som ville de først se, hvad enden bliver på dette møde. « Diana! er det virkelig dig, du kære hund, » Og hun tager dens hoved imellem sine hænder og trykker det imod sit bryst, mens hun kærtegnende stryger dens lange silkebløde øren. Men hendes stemme bæver, og hun bøjer sig ned og hviler sin kind imod dens lådne Hals, som ville hun skjule sit ansigt for dens spørgende blik. « halløj! Diana, hid Hector, halløj! » og rytteren standser sin hest og lader en skarp fløjten følge bagefter, medens det ædle dyr misbilligende slår med hovedet og skraber med sit ene forben i jorden; det smager den ikke at skulle stå stille og vente på disse desertører. Med kraftig hånd tøjler Herren hesten og lader den derpå atter fortsætte i skridtgang, thi hundene komme ansættende. Men han standser på ny og kalder igen, thi Diana er bleven tilbage, og han ser den endnu stå ved bredden af dammen. Endelig trækker han en pibe frem, hvis skærende lyd ikke høres, førend han atter gemmer den på sit bryst. Det er som vedblev den at støje omkring i den stille aften, thi fra kirkens portal, kroens lade, fra præstegårdens gavl og skolens lave bygning, men især ovre fra skoven, kommer ekkoet tilbage lydende snart højere snart lavere. Men Diana, "hun kommer ikke. Der må være noget, som særligen lægger beslag på hendes opmærksomhed og gør hende pligtforglemmende lige overfor ham, thi hver gang hun river sig løs derovre fra, hvor pilene hælde sig ud imod vandet, ser han grant, at hun atter vender om, selv om hun er nået over halvvejen tilbage. Det forekommer ham også, der sidder en skikkelse derovre, mand eller kvinde skimter han ikke, men han driver sin hest fremad med sporer og pisk, og i et eneste Spring sætter den ind over grøften på Marken henimod pilene, fulgt af de andre hunde; han må have den sag undersøgt. Hun har set det hele. Blodet skyder hende voldsomt op i kinderne og breder sig glødende ud over Hals og barm, så hjertet begynder at banke, som ville det hamre sig fri og flygte, thi selv kan hun intet steds komme. Der er intet skjul i nærheden, og prøvede hun på at smutte bort, han ville se hendes skikkelse og følge bagefter. Nej! hun får at blive og tage imod, hvad der kommer. Hun ved godt, hvem han er. Ham tilhører herregården, der ligger foran skoven, og jorden, som i dette øjeblik brænder under hendes fødder, er hans ejendom, så han har fuld ret til at spørge hende, hvorfor hun færdes her så silde på aftenen? — men dette må ikke ske, hun samler sit tørklæde og strammer det ned over skulder og arme, hun retter på hatten, der er gleden tilbage, og går ham så i møde med lette, men sikre skridt. « tilgiv, hr. Baron! Diana og jeg er gamle bekendte, jeg beder, straf ikke hunden » ----- « godaften! » svarer han, idet han holder sin hest an, og bøjer sig studsende lidt fremad for nøjere at tage den skikkelse i øjesyn, hvis stemmes bløde og rolige tonefald ikke alene røber ham kvinden, men endog betegner damen, og han letter på hatten, uvis om, hvordan dette eventyr vil ende. Forgæves leder han samtidigt i sin hukommelse for der at finde noget, der kunne bringe ham på spor efter, hvem hun kan være, som står så rank med frit hævet hoved, medens den bredskyggede hat aldeles skygger for ansigtstrækkene. Han er nærved at misunde Diana, hun har dog et tidligere bekendtskab at støtte sig til, og i sin uvished kalder han ad hunden, men den er borte og lader både sin herre og damen i stikken. Hun opfatter situationen meget korrekt; han kan høre det på hendes stemmes klang, der varsler om et lille stille smil ved munden, idet hun atter tager ordet og udtaler sin beklagelse over, at have givet anledning til, at han har forladt den slagne landevej. « det vil med andre ord sige, at jeg er kommen på afvej, men de må dog indrømme mig det naturlige i, at ville se, hvem og hvad der færdedes her så silde. Tillad mig, at jeg følger dem til deres hjem, klokken er bleven mange, og det kunne dog let hændes, at en vandrende håndværkssvend eller en vagabond just benyttede aftenen til at gøre en udflugt. » « jeg takker, hr. Baron, men jeg er ikke bange. Det er ikke længe siden, at man holdt op med at slå kegler inde i kromandens have, og senere har jeg hørt hviskende stemmer der, » Tilføjer hun og går fremad, medens han sætter hesten i bevægelse og rider med. « ja, ved de hvad, » svarer han og ser sig tilbage over skuldrene, « en aparte fornøjelse forekommer det mig dog at være, at sidde her ene ved dammen så silde. » Atter føler hun blodet fare til hovedet og til hjertet. Tror han måske, hun havde givet møde her til et aftalt stevne? med hvem da? Hun sænker hovedet og går tavs videre ved siden af hans hest i det duggede græs, thi hvad skal hun svare ham? « de ved, hvem jeg er og kender mig, » Afbryder han tausheden, « må det derfor være mig tilladt at spørge, hvem det egentlig er, som går her og taler med mig? Måske en fremmed? De boer formodentlig i kroen, eller er som gæst hos præstens eller doktorens? » « ingen af delene, hr. Baron. Jeg er Fru lund, engang Judithe brandth, og boer nu her i landsbyen hos min stedmoder. » « ah! » udbrød han, som en, for hvem der går et lys op, og lettede på hatten, « ja så ved jeg besked. Men de må have mig undskyldt, at dette ikke faldt mig ind. Husk, jeg har kun haft den fornøjelse, at se dem en gang siden min hjemkomst fra min første udenlandsrejse, og dengang var de ikke engang forlovet. Nu boer de altså som enke hos deres moder? » « siden i fjor efterår. » hun bøjede hovedet med et suk. « jeg så’ dem forresten for en månedstid siden i kirken, eller rettere sagt, jeg så’ dem ikke, i al fald var det kun så flygtigt, at jeg ikke kunne genkende dem, da de gik ned ad gangen. Men jeg hørte, at Julie, jeg mener min søster, sagde, at det var første gang de var i kirken efter et langt sygeleje, ikke sandt? » Hun nikkede blot bekræftende. De vare nu komne ud på landevejen og her holdt han sin hest an, steg ned og slyngede tøjlen om sin arm, medens hun blev stående, uvis om, hvad hans hensigt var og beredt til at sige ham godnat og farvel. « det er jo omme bag smedien deres moder boer, » sagde han og gik fremad, idet hesten og alle hundene fulgte tæt i hans fodspor. « ja, hr. Baron! men, » tilføjede hun usikkert og blev stående, « dette er ikke vejen, der fører til herregården... » « nej, deri har de ret. Men jeg tør og bør ikke lade dem gå ene, og derfor følger jeg dem til deres husdør. » « men jeg forsikrer... » « hvilket? spar dem enhver forklaring, men sig mig ærligt, hvad der bevægede dem til at sidde i aften ved dammen? og hvorfor opsøger de just den plet? der er både trist og usundt. Gå dog hellere ad skoven til, ifald stierne langs markerne ikke tiltaler dem og frem for alt, gå dog heller ikke der så silde og alene. » « jeg har ingen at gå med, ikke engang en hund. Jeg ved ikke selv, hvordan det gik til, men jeg var træt og så satte jeg mig ned og faldt i tanker, men jeg må dog sige baronen, at jeg også har siddet ved dammen om dagen, især i middagsstunden. Jeg har først tegnet og så malet den, både inde fra Marken og ude fra vejen. Det er egentlig det eneste sted her i nærheden, som egner sig til studie; piletræerne er så ejendommelige. « ja, i middagstiden, det kan jeg endda forstå, endskønt jeg dog ville vælge mig et andet motiv, ifald jeg befattede mig med at male. Men har de lyst til at se og studere maleriske udsigter og grupper, så står haven og parken til deres afbenyttelse. Jeg har begravet mange penge derinde, og vedligeholdelsen koster mig årligen store summer, derfor holder jeg den aflukket. Almindelige mennesker... jeg mener den menige mand, har ikke sands eller øje for sligt, snarere en nyfigen lyst til at pille og undersøge både statuer og zirvæxterne og det er ødelæggende. Jeg skal imorgen sende dem en nøgle, så er de ganske uafhængig og kan komme og gå, når som helst og på hvilken tid af dagen det måtte behage dem. » « de er al for god; men jeg tilstår, jeg har ofte kastet længselsfulde blikke derind... » « et forlanger jeg til gengæld «, afbrød han hende, « og det er, at de giver mig deres ord på, at de aldrig mere vil foretage dem excursioner til dammen, efter at solen er gået ned, de kender ikke, som jeg, hvad traditionen fortæller om de ludende piletræer og den bundløse dam. » « baronen glemmer, at jeg er barnefødt her i landsbyen. En stakkels, ung pige kom til dammen og fandt sin elsker, der havde hængt sig i et af piletræerne af sorg over hendes. formentlige troløshed, og i sin fortvivlelse sprang hun ud i vandet og druknede sig. » « tænkte de på dette, da de sad der? og ved de, at vejfarende ville påstå at have set hende vandre langs bredden vridende sine hænder, medens månens stråler skinnede på den hængte mands ansigt, der kom til syne imellem piletræets blade, når vinden viftede dem frem og tilbage. » Hun for sammen og trådte gysende til side, så langt, at havde han ikke udstrakt sin arm og greben fat med sin hånd i hendes kjole, var hun gleden ned i den brede grøft, hvis altid rindende vand fyldte dammen. Han trak hende til sig og lagde uvilkårligt armen om hendes skuldre, idet han bøjede sig ned og så’ hende halvt alvorligt, halvt bebrejdende ind i øjnene. Månen, hvis lys nu havde fået farve og styrke, faldt lige på hendes blege, opadvendte ansigt, og det dybe blik, der strejfede hans, inden det sænkede sig, slog ham ved sit rene udtryk. Det hele var kun et øjebliks sag; han tog sin arm tilbage, og de gik videre i taushed igennem landsbyens gyder og stræder. « tak, hr. Baron, nu er jeg hjemme, der ligger huset », udbrød hun pludselig med sagte stemme og pegede på et lille lavt, med grønt bevokset sted og med en to fags kvist. Det så’ ud, som en vel tilknappet personlighed, der ikke sådan lader sig overrumple; der var lukket og slukket overalt. Kun et af kvistvinduerne stod åbent, og det hvide halvgardin var trukken fra. Hun rakte sin hånd ud, han trak handsken af sin og tog imod den. « så godnat! » sagde han. « men er de nu også ganske vis på, at døren er åben? » Tilføjede han og tog huset nøjere i øjesyn, « eller, hvordan vil de komme ind? måske de har en nøgle?... » « det vil blive den letteste sag af verden », svarede hun hurtigt, men i måden, hvorpå svaret blev givet, var der noget, der stod i strid med ordene. « undskyld, det må vi have opklaret, forinden jeg rider herfra. » « oh! jeg beder dem, hr. Baron! » afbrød hun ham åbenbart ængstelig og lagde hurtig sin hånd på hans arm, for at forhindre ham i at gå hen og tage i. Låsen, « bryd dem ikke derom, jeg skal nok komme ind. » « på hvilken måde?... De agter da ikke at ville krybe ind ad vinduet der? » tilføjede han med et smil og så’ ned på hendes spinkle skikkelse, der næsten så’ barnlig ud i den sorte dragt, « vel sidder det ikke højt tilvejrs, og jeg kan uden stor anstrengelse nå derop, men... » Hun rødmede og han opdagede det, fordi hun så skyndsomt bøjede hovedet. Det var altså dog hendes hensigt. « ja, kære frue! eller hør, lad mig hellere kalde dem Judithe, ligesom dengang, da vi legede « munken går i Enge », de husker vel nok?... ja jeg mener oppe i riddersalen. Kan de også huske, når familien fra præstegården om søndagen spiste på herregårdene de var min faders yndling. Det er jo rigtignok adskillige år siden, men ikke desto mindre, dem springer vi nu over. Altså! er der nogen, som skal ind ad det vindue der, så bliver det mig, kære Judithe. » Hun måtte le. « nej, nej! Hr. Baron, det må ikke ske; og til hvad nytte skulle det være?... » « sidder nøglen indenfor i låsen? » spurgte han og uden at høre efter, hvad hun svarede, gik han hen til det nærmeste træ og slyngede hestens tømme om stammen; derpå fløjtede han dæmpet ad sine hunde, som støvede om i nærheden, lagde sin ridepisk på jorden og befalede dem at lægge sig og passe på den. « jeg skal sige dem », sagde han, « det er bedst at få lidt hold på dem, inden forestillingen begynder. Kom der tilfældig en kat forbi her i nærheden, så ville jagten begynde, og Møns om ikke blive ædt, så jaget og halset så længe omkring med, at alle landsbyens køtere vågnede og tog påvej, og så ville folk tro, at fanden var løs. » Han gik tilbage imod huset, idet han samtidigt med øjnene målte højden op til vinduet. « nøglen sidder altså i døren? » gentog han. « forhåbentligt, det plejer den altid. Men Herr baron! jeg forbyder dem at krybe derop; jeg tillader det ligefrem ikke! » tilføjede hun bestemt og lagde sin hånd fast på hans arm. « jeg vil prøve på at vække Dorthe, hun hører måske, når jeg vedbliver at banke på ruden. » Hvad Dorthe? tosse Dorthe, døve Dorthe, som børnene i landsbyen kaldte hende, lever hun endnu, det pragteksemplar », udbrød han og lo; « hende kender jeg da også lidt til, jeg har selv som dreng været med til at drille hende — deres stedmoder er tunghør, som bekendt, men Dorthe døv, så den udvej må de opgive. Desuden, det ville måske skræmme livet af dem begge. » « der henne i smøgen, på gavlen af rokkedrejerens hus, hænger en stige », udbrød hun resolut, « den kan jeg selv bære hid. » « de anser mig da også for en rigtig Bjørn, kan jeg mærke », sagde han og gik hende hurtig forbi og kom tilbage med stigen, som han rejste opad muren lige under vinduet. Prøvende satte han foden på de. to nederste trin og gik så til side og indbød hende med en bevægelse af sin hånd til at stige op. « den står fuldkommen sikker », bemærkede han, da hun tøvede. « lad nu være med at være snerpet », tilføjede han med et fint stænk af frihed og utålmodighed i tonen, som hun dog øjeblikkelig fattede istedetfor at svare, samlede hun blot sit schavl tættere sammen, løste sin hat, bandt båndene sammen og hængte den over sin arm. « god nat! og min hjerteligste tak, hr. Baron », sagde hun rolig, men tilføjede så uden al affektation, « jeg bliver stående her, indtil jeg ser baronen ride hist om hjørnet. Stigen kan godt blive stående; de lyse nætter er ikke forbi, og i morgen fortæller jeg Klaus rokkedrejer, at jeg har båren hans stige hid, fordi Dorthe, der troede mig hjemme, havde lukket døren for mig. » « jeg skal føje dem i at gå bort, imedens de går opad stigen, men dog ikke længere end hen til min hest, jeg vil dog se dem velbeholden i hus. » Som sagt, så gjort; han vendte sig bort og gik hen og klappede hundene, der sad og så’ med den dybeste alvor på pisken, og gav sig så til at rette på hestens bidsel. Hun derimod satte hurtig foden på stigen og var alt kommen mere end halvvejs, da hun standsede og så’ sig tilbage. Der stod han ubevægelig den smukke, ranke mand, for hende en gammel bekendt og dog en fremmed. drømte hun atter, eller hvad var der i vejen med hende? men således kunne hun ikke skilles fra ham, og takke ham burde hun i al fald. Uden betænkning, hurtig, som selve tanken, steg hun ned og løb hen til ham, der pludseligt vendte sig mod hende med et spørgende udtryk af forundring på sit ansigt. Det var ikke det, hun havde ventet at møde, og hun trådte tilbage med en usikkerhed i sin holdning, der var langt mere betegnende end den skuffelse, der uvilkårligt talte ud af hendes træk, og som han straks lagde mærke til, uden at forstå dens betydning. Han kunne umuligt vide, at det nagende savn, hun følte, den våndefulde uro, der så lidt kom over hende, ene og alene havde sin rod i mangel på forståelse, og at dette savn var vokset og bleven hende en grum behersker, en varulv, der udsugede hendes hjerteblod, men at hans nærværelse havde jaget spøgelset bort. - « tak for alt godt! lov mig, at de ikke taler til nogen om dette møde i aften, og tænk ikke noget slemt om mig », bad hun, idet hun bøjede sig ned og klappede Diana, der til gjengjæld rejste sig og slikkede hendes hånd. « god nat, frue! det lover jeg dem », svarede dens herre alvorligt og rakte hende sin hånd. « jeg skal hverken glemme dette løfte eller mit andet, men selv bringe dem nøglen til haven og parken; glem de så til gengæld heller ikke deres. Husk på! » og han hævede advarende sin pegefinger, « herefter ingen ensomme aftenvandringer mere « Uden at svare ham, ilede hun tilbage og steg let og behændigt opad stigen og svang sig ind ad vinduet. « god nat og hjertelig tak, hr. Baron! » Råbte hun med et smil og i en dæmpet tone, idet hun bøjede sig ud af vinduet. « god nat! » svarede han småleende, idet han så’ op til hende, der som hun stod der, så’ meget indtagende ud i det klare måneskin. Istedetfor at bære stigen bort, som hans agt var, kom fristelsen over ham til at ile op ad den, og dette gjorde han også med blikket fæstet på hendes ansigt. Men pludseligen sprang han ned på jorden, « Romeo og Julie! » sagde han overgivent, idet han satte foden på jorden. « ikke så ganske, hr. Baron », svarede hun i samme tone og lo. Han lod, som hørte han ikke hendes svar, men tog stigen og bar den tilbage hen på dens plads, men idet han steg tilhest, så’ han igen op til hende, der endnu stod i vinduet, og da hesten fulgt af hundene var ved at dreje om hjørnet, så’ han igen tilbage og sendte hende en hilsen med hånden. hun lukkede vinduet i det samme, men efter et øj ebliks forløb åbnede hun det atter lydløst og forsigtigt, og bøjede sig lyttende ud af det. På himlen stod en lysende halvring, der begyndte i nordøst og endte i nordvest og den var dannet af morgen- og aftenrøde. I disse lyse nætter, hvor solen ikke synker dybt ned bag horizonten, har himlen aldrig synlige stjerner ad den kant, men over hendes hoved var den oversået af millioner, og månen var endnu på post og holdt vagt. Imedens hendes blik søger opad imod lyset og følger et enkelt stjerneskud, følger hendes tanker den ensomme rytter, og hendes øre opfanger hestens hovslag ude på den hårde landevej. Nu slår den an i galop, og så ophører dette. Han er altså reden ind i den lange alle, der fører op til herregården, hans hjem. Hans hjem! hvor er hendes hjem? er det dette, lille, lave Kammer? Nu lukker hun for alvor vinduet og sætter sig ned på stolen ved siden af, med hænderne foldede i skødet. Den samme smertelige længsel fra før, da hun sad ved bredden af dammen, holder på ny sit indtog, det samme forpinte udtryk glider atter over hendes ansigt, ligesom dengang, og hun stønner højt og skjuler sine øjne bag sin hånd. Men pludseligen rejser hun sig, stryger håret fra panden og hæver sine arme bønfaldende op over sit hoved. « ikke således!.ikke således! » udbryder hun højt, « nej, ikke således! Oh! hjælp mig gud fader! » mumler hun og slår hænderne sammen og ser sig om i det halvmørke Kammer, thi månen har slukket sit lys og nattens mørkeste timer nærmer sig. Det forekommer hende, der står nogen henne ved hovedgærdet af hendes seng, og hun stirrer på det med åndeløs forventning, men det er en fejltagelse, der står ingen. « nej! » udbryder hun i en sagte inderlig tone og slår ud med hånden, « de døde komme ikke tilbage, de blive, hvor de er. » Hendes øjne fyldtes med brændende tårer, og hun begyndte at græde, stille og lydløs, som om hendes hjerte skulle briste. Det er en gråd, som måtte kunne røre stene, men det er en gråd, der for hende har en forunderlig, smerteblandet glæde i dens tårer; i dens sorg og savn ligger der noget så gribende, så vidunderligt forsonende, at det ville være hende umuligt med ord at tolke, hvad der i denne ensomme time på ny fødes til liv i hendes hjerte og sind, og måske hun ikke engang formår endnu at gøre sig rede derfor. Hvor ofte har hun ikke stridt og lidt således, som i denne stund, men ingensinde har lys og mørke således stået side om side, og dog så tydeligt adskilt. Ingensinde før har åndens herlighed således trængt igennem til hendes sjæls inderste v rå. « nu skal dette også være forbi! » udbryder hun pludseligt og bestemt, og standser, thi hun er hele tiden gået rastløs frem og tilbage i det snevre Kammer. « jeg kan ikke tåle at græde mere, og det er heller ikke på den måde jeg når til mit mål. Famlende leder hendes hånd efter æsken med svovlstikkerne, men så forgrædte er hendes øjne, at hun må vende sig bort fra lyset og atter slukke det. Halv afklædt kaster hun sig på sengen, for at være på færde, så snart solen gløder i øst; for hende gælder det om at arbejde. Søvnen indfinder sig næsten i samme øjeblik, dyb, rolig og styrkende, uden drømme. Det har længst været fuld dag, og hun sover endnu og selv da hun vækkes ved højrøstet tale neden under, lukker hun sine øjne på ny, idet hun med et halvt smil siger sig selv, at det er Dorthe og brødkonen der klare deres mellemværende, og at det er påtide, hun står op, hun bør ikke sove længere. Men hun blunder igen og i denne halvvågne tilstand drage en mængde forskellige usammenhængende billeder fra tidligere tid, forbi hendes sjæl. Snart er det hendes fader, snart den gamle baron, som hun ser og taler med, eller det er hans. Søn Fritz, der vader ude i dammen, for at lede om om sin søster, der har gemt sig bag hende, og. Som hun skjuler for ham, idet hun breder sine arme ud som vinger. Men oppe på højen i præstegårdens have står hendes egen moder og vinker misbilligende af hende. Så ser hun baron Fritz skynde sig ind i skoven, og forgæves anstrenger hun sig for at kalde, for at han skal tage hende med, men hun kan ikke råbe højt nok, hendes læber bevæge sig kun lydløst, indtil på engang et højt {gjennemtrængende skrig trænger sig frem af hendes bryst. I det samme vågner hun og farer overrende. Alt er gråt i gråt, både ude og inde, solen er borte, og regnen er nyligen ophørt. Den bengalske rose opad muren har løsnet sig oppe fra taget og hænger ned foran det ene vindue og overskygger kammeret. Nede fra køkkenet kommer en sodet lugt og bagefter den følger en brunlig røg, som den vandmættede luft ikke vil have med at gøre, og som gennet tilbage i skorstenen nu fylder hele huset fra loft og til kælder. Det var allerede ud på eftermiddagen, at han var reden hjemme fra, og da havde han lovet sin hustru ikke at blive forlænge borte. Men således, som det ofte hændtes ham,. var han undervejs bleven tiltalt og standset så ofte, at tiden var løben fra ham. Når hertil lagdes den tid, som den nyligen endte episode havde taget, så kunne han, der kendte • hendes nervøse ængstlighed, nok tænke sig, hun var urolig og sad oppe for at vente på hans hjemkomst. Det var varslernes og gengangernes time, og idet han red i galop forbi dammen, drejede han uvilkårligt hovedet og så’ hen imod de gamle piletræer. I dette øjeblik udbredte månen og stjernernes lysende funklen en sølvglands over dammens mørke flade, der sattes i en svag gyngende, næsten umærkelig bevægelse af det rindende vand, som tilførtes fra de nærmeste Enge og marker, og som uafbrudt småsnakkede med sig selv i grøfterne. De ganske ensartede og tarvelige men forunderligt formskjønne omgivelser dannede i den natlige belysning et tiltalende landskab, men desuagtet var det tydeligt nok, at set i dagens lys ville det ikke frembyde noget, der lå uden for regelen, og han kom til at smile ved tanken om, at Judithe sad og afmalede denne ganske tarvelige og landlige almindelighed. Næppe var han kommen et bøsseskud forbi, før hundene, som hidtil havde fulgt ham i klynge, fore afsted som ville over grøften og ind på Marken hen til en enlig voksende tjørnebusk. Han så en skikkelse, der åbenbart havde holdt sig i skjul bag den, styrte afsted skrås ind over Marken, efterfulgt af alle hundene og forsvinde over gærdet uden for Alleen op til herregården. Da han drejede ind ad Alleen, kom hundene ham en for en, slukørede i møde, medens han i frastand så skikkelsen, i hvem han troede at kende sin underforvalter, ile forud og forsvinde. Han holdt sin hest an og råbte højt, gentagne gange, at han skulle standse, men han lod, som om han ikke hørte det, og tog benene med sig, det bedste han kunne, indtil han pludselig forsvandt i nærheden af nogle høstakke. « det er bestemt persen, så vidt jeg kunne se, » sagde han til sig selv med et smil. « de ere formodentlig endnu alle oppe og på benene derhjemme, og Emma har naturligvis sendt folk ud både i øst og vest, for at se efter mig, men på samme tid givet dem strenge ordre ikke at lade mig få øje på nogen af dem, hvor de så traf mig. » Det var klart, at han havde gættet rigtig, og han red med en mørk og ærgerlig mine forbi den gruppe af karle og piger, som, skjøndt det var silde, stod samlede og hilste ærbødige på ham, der næppe besvarede deres hilsen. Han så imidlertid tilbage og vinkede med sin pisk ad en af karlene og sagde kort: « tag dig af hundene, » og red imod sædvane uden om hovedbygningen langs med laden over den smalle bro og ind i haven, hen til det firkantede tårn, hvis vindeltrappe førte op til hans egne værelser. Det var ham ligefrem imod, at tjenerskabet skulle blive vidne til hans hustrus modtagelse, han kendte hende og tilmed hendes følelsesudbrud ved slige lejligheder, der altid virkede halvt irriterende på ham. Han kastede tømmen til rideknegten, der straks var kommen tilstede og fulgt bagefter, og var allerede i færd med at ville åbne tårndøren og gå ind, da han hørte ham sige: « hr. Baron, der kommer den nådige frue! » Han blev stående og drejede knapt hovedet, men ridepisken, som han holdt i hånden gennemskar luften med et så heftigt rap, at hesten, som rideknegten førte afsted, gjorde et højt Spring, som var den bleven ramt, og vedblev uroligt at gøre sidespring. Den høje og hvidklædte dame, der nærmede sig, kom ikke ene, hun havde lagt sin ene arm om nakken på sin søn, en dreng på ti år og drog ham med sig henimod faderen. « Fritz! hvilken angst! hvilken skræk! hvor har du været? » hun slog sine arme om hans Hals. Han bøjede sig ned og kyssede hende flygtig på panden, uden at svare, men hun bøjede sit hoved tilbage, vendte ansigtet opad og kyssede ham flere gange heftig, idet hun fæstede sine øjne på hans, med et vistnok alfor talende udtryk af spørgende bekymring. Uden at besvare hendes Kys løsnede han hendes arme og to§ sin ene handske, som han havde tabt på jorden, ud af drengens hånd, der havde bukket sig ned efter den, og sagde i en halv bekymret, halv misfornøjet tone, « hvorfor er du ikke i din seng min kære dreng? » « skænd ikke på ham, Fritz! Det er min skyld, jeg var så angst, og det var mig en trøst at have ham hos mig... » I samme øjeblik hørtes rullen af en vogn, der kørte ind i borggården og op for døren der, og gjorde en brat ende på hendes forklaringer. ♦ « hvad betyder det? » spurgte han, « jeg synes jeg hører på lyden, at det er jagtvognen, have vi fremmede? » « mama ville køre ud for at møde dig, » Faldt drengen ham i talen. « Emma!... » han rystede misbilligende på hovedet og drejede sig rundt på hælen. Men drengen tog hans hånd og så op til ham med et hurtigt, halvt gammelklogt blik, medens han uvilkårligt trykkede sig indsmigrende op til ham og vedblev: « stakkels mama, hun-har været så bange. Jeg sagde til hende, at det skulle hun ikke være, du var såmænd ikke styrtet med hesten. » « gesvindt! løb du uden om, min kære dreng, og sig til kusken, han spænder fra, men skynd dig... » « hvor kan du dog være så ufornuftig og tillade ham at være så længe oppe, » sagde han næsten blødt, idet han så efter drengen. « kom! lad os gå efter ham Fritz! » udbrød hun og lagde sin hånd på hans arm. « er du nu bange for ham? dumt tøjeri, » Mumlede baronen, men trak dog hendes arm ind under sin og gik ud af haven, og de kom netop tidsnok til at se vognen køre bort og drengen løbe opad trappen og ind i vestibulen, der var klart oplyst. En lydelig og ivrig hvisken, der kom øverst oppe fra trappen til første stokværk, fik dem, idet de trådte ind, til at se opad. Der stod 2 små hvide skikkelser på bare ben og stak hovederne sammen med broderen, der øjensynligen søgte at formå dem til at forsvinde i seng, ved den beroligende meddelelse om faderens hjemkomst. At kaste hat, handsker og ridepisk fra sig i nærmeste vindueskarm og at tage trappen i to Spring, var et øjebliks sag for baronen.. Den næstældste af småpigerne tog flugten og forsvandt som et lyn med det lyse hår løst flagrende ned af ryggen ind ad den tæt ved, og på klem stående, barnestuedør. Drengen derimod listede sig ned ad trappen og hen til moderen for at sige hende: « godnat », da han så’ faderen tage den mindre søster ved hånden og gå ind med hende i barnestuen, hvor en lampe brændte. Baronen så’ hen til sin ældste datters seng, hun havde allerede fået sig puttet ned under teppet og lod som om hun sov. Han bragte den anden til sengs, dækkede hende til, og søvndrukken som hun var, lagde hun sig lydig til at sove på hans bud. Så gik han hen og bøjede sig ned over den ældste piges leje. « Minna! » Hun lod, som om hun sov, men skønt hun klemte øjenlågene tæt sammen, listede der sig en tåre ned af kinden. « god nat, du små! God nat, min egen lille pige! » forgæves søgte han at finde på at. Sige et eller andet, der kunne være hende som en lille opmuntring, men han havde selv en følelse af at trænge, om ikke til trøst, så til opmuntring, og han lod sig derfor nøje med at sende hende et lille nik, medens han samtidig trak i klokkestrengen. Medens han stod og ventede på, at bønnen skulle komme, dukkede der pludselig en erindring op hos ham, thi også han havde som barn sovet herinde. Og han så’ sin moder sidde ved siden af hans seng — thi han var syg den aften — og bøje sig ned over og lade ham sige det efter, som hun sagde. Og så hviskedee hun: « søde Vorherre, hold din hånd over os alle sammen! » Og han gjorde som hun bad, og så faldt han isøvn og sov den hele nat og var rask den den næste dag. I dæmpet tone spurgte han den indtrædende pige, hvor det kunne falde hende ind at gå sin vej og lade børnene være ene? » « jeg beder om forladelse, hr. Baron, » Svarede hun, « det skal ikke ske oftere. Jeg er forresten

1899_Stuckenberg_Asmadaeus

Viggo

Asmadæus

Stuckenberg

Stuckenberg

Asmadaeus

male

1899_Stuckenberg_Asmadaeus.pdf

Viggo

Stuckenberg

dk

Asmadæus

Roman

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Det var en solskinseftermiddag sidst i september. oppe på landsbyens kirkegårdsdige sad en dreng og en pige og bestilte ingenting. De turde i øjeblikket ikke røre sig. Lige ved siden af dem stod den gamle kirkeejer og den gamle graver og søgte mellem gravene et hvilested for Anders Madsen, snedkeren, som var død for et par dage siden. Den gamle kirkeejer havde et kort over gravene i hånden, et stykke papir, fyldt med streger på kryds og tværs. De stod på en grønning midt imellem to sanddækkede tuer. — jamen her, sagde den gamle mand med kortet, — vi kan jo lægge ham her! Graveren stak med sin kæp i græsset. — nej, der har vi jo banevogteren! — jamen ved siden af ham! — nej — for se, banevogterens kone, hun er jo gammel, og så kunne det jo være, hun ville i jorden en dag, og så kunne hun da passende få den plads her! — ja vist så! Men hvem ligger da der? Den gamle herre pegede frem for sig. — der? — det er datteren til Ole Jørgens svigerinde. — nej, — her står på kortet Jens persen! — ja, — nej, — han kom op, da hun kom ned! Så fik den gamle kirkeejer øje på de to børn. — sikke to! smilede han, — hvad sidder i her efter? Og så strøg han drengen over kinden og pigen over håret. — hvem er det? spurgte han graveren. Graveren foldede begge hænder over sin stok og hvilede på den, men så hen over gravene, som var han ikke optaget af andet end i embeds medfør at skaffe Anders Madsen et hvilested. — det er blikkenslagerens dreng og træskolarses Signe! sagde han. Den gamle kirkeejer havde allerede glemt sit spørgsmål og hørte ikke svaret. — ja, her kan han altså ikke være! sagde han og ville til at gå videre men så vendte han sig, inden han gik, om imod drengen. — hør, mens jeg husker det, min dreng, sig til din far, at nu må vi snart have den mælkejunge! — i eftermiddag! — den skal jo blot loddes! graveren rettede sig pludselig og gloede på drengen. — har du hørt det, Asmadæus, hvad jægermesteren siger? Men i det samme gik jægermesteren, og graveren måtte følge. Asmadæus havde hørt det; både han og Signe havde hørt det. — nu må vi ned med den! sagde hun. For mælkejungen stod loddet og fiks og færdig på Marken nede under kirkegårdsdiget. — å skidt! sagde Asmadæus, — de skal vel ikke malke før klokken seks! Og så lagde han sig på maven og gav sig til at pille skallen af et agern, som han fandt i græsset under den store digeeg. Signe sad ret op og ned. — men du kan ikke vide, hvad klokken er! — så? sagde Asmadæus, — på denne tid af året! Bare klokken er fem, sidder stærene i Klump i pilene nede ved gadekæret. Men de flyver endnu! — jamen hvad skal vi bestille her? — du kan jo gå hjem! — det var meget bedre at få pengene for jungen! — det er jo ikke vores! — nej, men det er da penge! — hvad er der ved at gå med dem i hånden! — det er da hele fem og tyve øre! sagde Signe og knejsede i sædet med sin lange tolv Års pigekrop. Asmadæus rejste sig langsomt. Men først da han stod på sine træsko og så ud over det åbne land, svarede han. — ja! sagde han lavmælt. Og så var de begge to med det samme nede af diget, og Asmadæus havde den lette blikjunge i hanken, og de gik ned over stubmarken, ned imod vejen. Som de bedst gik, standsede Asmadæus, satte jungen, trak låget op og stod og stirrede ned i den. Signe så på ham. Han blev længe stående og kiggede ned i jungens mørke. Da hun ingenting sagde, tog han jungen i bunden, vendte op og ned på den og rystede den. — jeg syntes, der var noget, der raslede i den? Sagde han uden at se på hende og svang atter jungen op over skulderen, men blev rød i hovedet, som om den tomme blikjunge var meget tung, og travede videre. Han gik blot et par skridt, så standsede han påny. Men denne gang så han Signe lige i øjnene. — jeg kan godt selv bære den femogtyveøre hjem! sagde han tvært. Signe blev stående og stirrede et øjeblik på ham, som om hun havde fået skænd. Så tog hun i jungens ene hank og rev den blanke bøtte ned fra hans skulder, så han måtte dreje sig rundt. — du sagde jo selv, at jeg måtte gå med! Asmadæus greb i den anden hank og gik, uden et ord, duknakket og ludende, videre. Først da de kom ud på vejen, talte han til hende. Men da løb munden på ham med alskens vrøvl, op ad stolper og ned ad vægge. — hvor mange kranse tror du, Anders Madsen får? spurgte han. — det kan vi jo tælle på søndag! — bare der nu ikke er et lille hul i jungen alligevel, så vi får lov at rende hjem med den igen! Signe svarede ikke, og Asmadæus blev ved at se ned i hjulsporet. Hun gik og ludede som han. — ja, sagde hun pludselig, bare der lå en skilling! Asmadæus tog et tag i jungen. Så så han over på hende. Han næsten løb. — sludder! sagde han, der ligger ingenting! Vejen gik i en lang linje hen over de nøgne marker, ned mod en bred, grøn Dal, ind mellem en klynge træer midt i dalens bund. Omme bag træerne lå jægermesterens og kirkeejerens gård, en hoben hvide længer; de stråtækkede Tage løftede deres grønne Mos op under gamle, gule solskinslinde. Asmadæus og Signe svingede langsomt ind i den brede gård. De trådte så beskedent på de knudrede sten. En stor hund kom farende ud ad en dør og fulgte dem i hælene og snusede dem i læggene og snærrede bag jungen. De kendte vejen og kom ind i køkkenet. Der stod de på hosesokker på det kolde murstensgulv, og Asmadæus fik fem og tyve øre af en høj, fin dame i hvidt brystforklæde. Hunden fulgte dem ud igen, men fandt på noget andet henne ved hønsegården. — der! tag du og pas på den! sagde Asmadæus, da de var oppe på vejen, og rakte Signe femogtyveøren og gav sig til at plukke græsstrå og blæse i dem. Så kom der en vogn. Det var den gamle jægermester. Han standsede, da han mødte dem. — har i været nede med jungen? Asmadæus fik huen af og svarede, og den gamle jægermester kaldte ham hen til vognen og gav ham en tiøre. Da han var borte, og de havde gået lidt, hver på sin side af vejen, skråede Asmadæus over til Signe og åbnede den hånd, hvori han holdt tiøren varm. — skal vi bytte? spurgte han. Signe åbnede for femogtyveøren, og Asmadæus snappede den og lagde tiøren i stedet. — du må gerne beholde den! sagde han og stak hånden med femogtyveøren i lommen og snakkede så atter op ad stolper og ned ad vægge resten af vejen. Men da han vel var hjemme, for hans fader imod ham med en lussing. — skal du rende en halv dag og drive med tøsene! — kan du ikke gå ene? Og så rakte blikkenslageren den straffende hånd ud for at tage mod pengene. Men Asmadæus skød sin venstre underarm op for ansigtet, så det blev nogenledes dækket. — der var ingen hjemme! sagde han. Og da han var ene, luskede han om bag havediget og fik femogtyveøren ind imellem to stene og stak en tot græs ind i hullet for ikke at tage fejl af stedet. il asmadæus’ fader hed Cornelius og var en lille firskåren, mørk mand. Han havde et ansigt, hvoraf det meste var sort hår, — hovedhåret langt ned over panden, tykke øjenbryn, skægget højt op over kinderne, sorte hår i næsebor og øren, og midt i alt dette, under en smal, gulhudet pande, et par sorte øjne, der skinnede og stak så skarpt, som måtte de skinne og stikke alt, hvad de evnede, for ikke at vokse til som vandhuller i en skov. Han var tilflyttet egnen, hørte oprindelig ikke hjemme der, men havde en skønne dag lejet det yderste husi byen, en skæv og skiden Rønne, som en gårdmand havde købt på auktion efter den sidste ejer for at vide sin drukkenbold af en Broder under tag, uden at dette tag behøvede at lune over mandens egne Stuer. Men broderen var død et halvt år efter, og rønnen havde stået tom til den dag, Cornelius kom og tog den. Hvorcornelius kom fra, var ingen hemmelighed. Han kom fra København og havde konen og Asmadæus med sig. Konen kaldte han Mathilde. Hun var høj, mager, ganske blond, og bar sin pjaltesvøbte højde stiv og strunk. Der var ikke flere end to rynker i hele hendes smalle, lange ansigt; de sad ved munden og gik ned efter; resten var glat, blank hud. Panden skinnede som det hårde, polerede ben, og øjnene sad under den, lyseblå og kolde, og så ud, som lukkede de sig aldrig, men så på alting, så stift og roligt på alt. Den gang var Asmadæus seks år, blåøjet og blond og lignede sin moder. Men hvad Cornelius havde taget sig for inde i hovedstaden, var ingen kommet under vejr med. Han havde haft en kasse med blikkenslagerværktøj med sig og forstod at lodde og lappe, kunne også sætte hank på et flødemål og tud på en tagrende, men havde ellers fingre til, hvad det skulle være, mest til små fiksheder af alle slags. Men noget større arbejde havde aldrig nogen set ham udføre. Rønnen havde familien ganske ladet skøtte sig selv. Vinden blæste tagskægget i tjavser, regnen åd kalken af i store flager, og der stak gammelt papir i gamle ruderevner. Kun havens jord fik sig hvert forår nogle ny kartofler. Rønnen var byens usleste og familien den fattigste i sognet. Når undtages høstens tid sad Cornelius altid hjemme og pillede med et eller andet, — når undtages høstens tid og i ny og næ en søndag, der trak ham til købstaden og ud på natten gav ham døddrukken tilbage. Mathilde gik til hånde på gårdene, her og der, hvor der var lidt at skaffe, skred tavs hjemmefra og tavs tilbage. Og Asmadæus løb med byens børn, sad i skole, vogtede ungkvæg, svin og gæs, fik lidt føde og mange prygl, men var mest ude. Bag ved huset løb det stendige, hvor Asmadæus havde gemt sin femogtyveøre. Det skilte husets bid have — og længere henne naboens kalvevænge — fra de brede marker. Asmadæus stod derude, mens solen gik ned, og stirrede på græstotten. Han var den gang tretten år gammel og kendte hver sten i diget, lod øjnene løbe hen over det og bøjede sig så mod græstotten og trak den langsomt ud og stod og pillede den i stykker, strå for strå. Så bøjede han sig på ny, stak fingeren ind og følte, at femogtyveøren lå der, drev ned langs diget, sprang over og kom gennem kalvevænget ud ved gadekæret. Der legede de skjul, drenge og piger. — saltebrød for mig, en, to, tre! brølede Asmadæus, som havde han været med hele tiden. Signe var imellem dem. —- kom her! sagde han og tog hende i hånden og trak hende med sig, — jeg skal vise dig et gemmested! og så løb han med hende ned forbi rønnen og om bag diget. — Hys! — sæt dig ned! hviskedee han. — er du tosset! — det er alt for langt borte! — de hitter os aldrig! Asmadæus tyssede på hende og tav. Så smilede han pludselig. — der ligger den inde! sagde han. — hvad for en? — pengene! Signe så ikke på diget; hun stirrede på ham. — har du beholdt den? Asmadæus smilede hemmelighedsfuldt. — det er ikke sandt! — stik fingeren ind! — har du ikke givet din far den? — stik fingeren ind, siger jeg! — det er ikke sandt! Men hun løftede alligevel hånden for at få fingeren ind mellem de to sten. Asmadæus smilede stadig. Men lige som hun havde hånden ved hullet, væltede han hende bort med et ryk. — det er løgn! sagde han. Og så trak han hende med sig tilbage langs diget og ud på vejen. De blev set, og der blev slået for dem. — det er din skyld! sagde.hun og rev sig løs fra ham. Han lo blot og lod hende skøtte sig selv resten af aftenen. Da det var blevet mørkt, drev drenge og piger hver til sit, og Asmadæus gik hjemefter, fornøjet og varm af legen. Men som han var ret ud for huset og ville svinge ind, blev han pludselig stående. Der var lys tændt, men ruderne duggede, så han kunne ikke se igennem dem. Heller ikke så han; han lod blot blikket stjæle sig hen over ruden og tog så et par skridt, så han kom uden for lyskilen og lidt forbi huset, ind i mørket. Det gik hurtigt. Men der stod han så. Han havde ikke lyst til at gå ind. Ikke fordi det kedede ham, eller han ikke var træt. Det var han. Der kom blot over ham så ustyrlig en længsel efter, at noget ville hænde her ude i den fri luft og give ham påskud til at blive borte en stund endnu. Han stirrede ud i det store, kolde mørke, lyttede og slentrede videre ad vejen. Men der var intet at høre, intet at øjne, og ingenting skete. Han var ene ude, og højt oppe sad stjærnerne og stirrede tavse på ham alene. Og han tiggede et nu den stille nat, der gemte over så meget liv, om at slippe blot et løst får hen til ham, at han kunne give sig i lag med noget, der tog tid. Men natten var karrig. Så vendte han om og gik hjem. Han strøg træskoene sagte af sig og stod duknakket og tog forsigtig om dørklinken, men blev så med et en anden, løftede hovedet og lod klinken smelde. Hans moder var ene i stuen. Han så det straks. Hun sad ved den lille bliklampe og stoppede, og løftede blot øjnene, idet han kom ind. Men denne dumpe fred og ro trykkede Asmadæus. Han løftede armene og gabede højt. Fluerne summede henne om lampen og kravlede rundt om den på bordpladen. Moderen bed et stykke garn over. Så så hun på ham med sine underlige, vidt åbne øjne. — er du ikke i seng endnu? — klokken er da ikke så mange! Hun så på ham, eller på luften i stuen, så på et eller andet, som var foran hendes øjne. — jeg troede, du lå derinde! sagde hun, som dukkede denne tanke op af et hav og druknede påny deri. Asmadæus stod henne ved døren til sengekammeret. — sover han? spurgte han og løftede sin ene fod og så ned på den og gav sig til at klø sig på vristen. — nej. — hvor er han da? — nede på gården. Asmadæus slap foden ned. — hvad skal han der? — der var noget, som skulle laves med det samme! Asmadæus hulede sin hånd og strøg den ned over dørstolpen, som ville han fange fluer. — skal han have penge for det i aften? — det skal han vel nok. Asmadæus gav et grynt fra sig; det var noget luft, der pludselig blev stikkende i struben. — nå — så kan han jo få dem for jungen med det samme? sagde han og snurrede rundt på hosehælene og drev ind i sovekammeret. Men han trak døren til efter sig, så der blev ganske mørkt. Han klædte sig af, ganske mekanisk. Han var fuldstændig kold, trosset stiv indvendig. Nu kunne han længe nok tigge natten og alle mulige vidunderlige magter om hjælp. Nu blev sagen vanskelig. Nu var han opdaget. Det slog ham pludselig, at han havde båret sig dumt ad, — opdaget måtte han jo, hvordan det så var gået, blive. Men han ville ikke opdages, ikke give sig. Klø fik han. Det havde han fået så mange gange. Men røbe sig skulle han ikke. Døje det hele som en uskyldig! Der var nok en eller anden udvej at komme på, blot man fik tid til at tænke sig om, og-blot faderen ikke kom ligestraks. Tænderne klaprede i munden på Asmadæus. — han skal vel til byen og drikke sig fuld i morgen! tænkte han for at varme sig ved lidt overlegenhed. Men så var faderen der. Han hørte ham trampe ind i stuen ved siden af. Asmadæus lukkede øjnene. Fiffigheden sagde ham, at han burde lade, som om han sov som den gode samvittighed. Men øjnene ville ikke i, og faderen blev inde i stuen ved siden af. Han hørte ham rumstere med et eller andet, så underlig uroligt; men han hørte ham intet sige. — han har fået pengene! kom det omsider med faderens stemme, ganske lavmælt, og han hørte ham ikke rumstere længere. Der var ingen, der svarede. — han har fået pengene, siger jeg! Denne gang var det hvast og højt. — ja, det hører jeg! Det var moderen. Det kom så uanfægtet og roligt. — hvor har han gjort af dem? — ja, det ved han vel nok, når du spørger ham! — han sagde, der var ingen hjemme! Det var løgn! — du slog ham jo! — det var løgn, siger jeg! — han ved nok, hvor pengene er henne! — ja vist så! — og vi er grever og baroner! — og femogtyve øre det bare skidt! — det var løgn, siger jeg dig! — men jeg skal pille den knægt for hans humør, kan han tro! Døren til sengekammeret fløj op. — herut af sengen! Asmadæus nøjedes med at sætte sig mygt over ende. Cornelius krummede sig og tog et langt, katteagtigt skridt hen imod ham og åd ham med øjnene. — du har fået pengene! — ja! Cornelius’ hånd ramte ham, før han fik dækket sig. — hid med dem! Men Asmadæus havde begge arme for sit ansigt. Cornelius greb om dem og rev dem til side. — hvor er de? Asmadæus tav så længe, han turde. — jeg havde tabt dem! stammede han omsider, da Cornelius begyndte at ruske. Tabt dem! Cornelius rev og sled i ham. — hvor? — på vejen! — ud med dig og find dem! Han lettede ham halvt ud af sengen, men smed ham så tilbage, vendte sig, spyttede og drev ind i stuen. Det var jo derfor, jeg kom så sent hjem, — jeg gik og ledte efter dem! skingrede Asmadæus op og kastede sig hulkende ned i halmen. Lidt efter var Cornelius tilbage i døren. — i morgen går du med mig derned! Jægermesteren vil tale med dig! Asmadæus lå og græd, græd af al sin evne, og fandt i gråden den beskæftigelse, han havde ledt efter den hele aften, — græd, til han ikke længer vidste, hvad der var sandhed og hvad løgn, græd sig ind i en stor, ulykkelig forvirring. men i en pause hørte han stemmerne inde i stuen. Det var faderen, der talte, sky og lavmælt. — dér skal en anden en stå som en frakker og kræve penge, som er betalt! Han hørte moderen le, tørt og kort, som et vrinsk. — ja, det var skade, at du ikke kunne få dem to gange! — det var nok værd at prygle et barn for! så sank Asmadæus sammen af træthed og sov. Da han vågnede den næste morgen, måtte han op og vaske sig særlig omhyggeligt. Han gjorde alt, hvad faderen ville, men på en underlig bleg måde. De fulgtes ned ad vejen, hver på sin side. Asmadæus fornemmede ikke blodet i sig. Solen skinnede, der var fugle i luften, og duggen dryppede fra træernes halvdøde blade. Men det svømmede alt sammen forbi ham som noget underlig tomt og koldt, noget ligegyldigt, der var alt for vidt og stort. De kom ind til jægermesteren. Han sad i sit trange kontor og røg sin morgenpibe og talte sammen i en protokol, der lå på hans skrivebord. — nå, det er dem, Cornelius! Sæt dem, Cornelius! Brillerne kom op på hans pande, og han drejede sig i stolen. — sæt dem! Cornelius satte sig, og Asmadæus blev stående ved døren og hagede sig fast i sin hue. — ja, vi blev jo enige, ikke sandt? — jo, hr. Jægermester! — har de sovet på det? — ja. — og hvad siger du, min dreng? Jægermesteren så hen på Asmadæus. — ja, jeg har ikke sagt ham noget, kom det langsomt og forlegent fra Cornelius, — jeg ville, at jægermesteren selv skulle fortælle ham det! Jægermesteren smålo og rokkede med hovedet som den, der beskedent frabeder sig, at man gør et stort nummer ud af ingenting. — holder du af dyr, min dreng? spurgte han. Asmadæus sagde ja. Han havde sagt ja til, hvad det skulle være. — vil du hjælpe Jørgen røgter med at passe køerne i vinter? — ja. — ja, så er sagen jo i orden. Og det bliver ved opholdet og føden og fire kroner om måneden, som de får og gemmer til ham, til han er konfirmeret. Cornelius rejste sig. — ja, tak, hr. Jægermester! Og så begynder han i morgen! Jægermesteren fik atter b rillerne ned på næsen og bøjede sig over protokollen. — ja. Cornelius ville gå. Men ved døren blev han stående. — det var blot det, stammede han, — jeg synes, jeg ville sige jægermesteren det, — at han havde tabt femogtyveøren, — og så turde han ikke sige det. Det var derfor, jeg kom for skade at kræve den i aftes. Jægermesteren må undskylde! Den gamle jægermester så op. — herregud! sagde han. Ja, så er her en anden, Cornelius! Cornelius takkede så mange gange. Så gik de. Men Asmadæus var, som om han havde fået vinger og fjer og kunne flyve hen over alle ting, kæk og modig og glad. Oppe på vejen standsede han på et ganske tilfældigt sted. — her var det, jeg tabte den, far! sagde han og gav sig til at lede. Cornelius hjalp ham. Men de fandt den ikke. Hen på aftenen fik Asmadæus fat i Signe og trak hende om bag diget. — stik hånden ind! sagde han, — den er der! Signe stak hånden ind og stod med femogtyveøren i den. Hun var ganske bleg. — hvad vil du med den? spurgte hun med et og så rapt på ham. Asmadæus blev forlegen. — giv mig den! sagde hun hurtigt. Og han gav hende den. Iii. Det blev et koldt og klamt efterår. Køerne måtte tidlig på stald og med køerne Asmadæus. men det var blot morsomt. Ikke fordi en stald og en række køer var noget nyt for Asmadæus. Det var på en hel anden vis, at stalden og køerne var ham til behag og ydede ham et opmuntrende tidsfordriv. Han stod — det var en af de første aftener — midt i den smalle fodergang og fejede med en skævslidt riskost murstensgulvet rent for det hø, der flød efter fodringen. Lettede han et ben, kunne han til begge sider sparke en ko på mulen. Lige over hovedet på ham hang staldlygten og lyste op på det lave lofts ormædte brædder, og støvtykke spindelvævstråde dinglede frit ned i luften og virrede langsomt ud og ind for varmen fra lygten og prustet fra mulerne; blot en flue surrede forbi dem, svang de sig, og der var fluer uden tal, og de var alle vågne. Og lygten skinnede ned på de nærmeste hornede hoveder, på de blanke muler og de lyse horn, og foran sig så han horn og muler i to tætte rækker blive borte i mørket og hørte de tynde jærngrimer rasle mellem mætte støn og pludselig, fluetirret huggen. Luften var varm og fed af fordøjet velvære. Asmadæus var ene. Jørgen røgter sad inde i borgestuen og hvilede sine halvfjerdsindstyveårige lemmer. Det var denne ensomhed, der, mens han stod og drev med kosten, pludselig forærede Asmadæus alle disse køer, gjorde den hele stald til hans og satte hans hjerne i bred, velhavende bevægelse. Og han fejede videre, sindigt, grundigt og omhyggeligt, sådan som man pynter og piller med sit eget, og udtænkte imens små forbedringer, som han ville indføre, — for eksempel lave en ny kost, — hvis-------- men der ramlede det hele, — thi kosten var jægermesterens, og med det samme måtte Asmadæus af med den hele besætning. Døren til gården stod åben. Han var midt ud for den og så over koryggene ud i aftenen. En bred stribe gult lys faldt fra borgestuen inde ved siden af ud i mørket. De spillede på harmonika derinde. Lysstriben ramte helt over på ladelængen og malede en hvid, skinnende kalkfirkant frem på den. Asmadæus fejede videre. Den harmonika satte sin mageløse musik i velhavenhedens sted. Han fejede så festligt, stolt som en gammel Karl, der tjener penge og frit omgås andre voksne, og smed så jægermesterens kost i en krog og drev ind i borgestuen. Der var ingen, der lagde mærke til ham. Han satte sig nederst ved enden af det lange bord, på vindusbænken, lige inden for døren. Rundt om bordet hang — langt fra hinanden — fem seks mandfolk med albuer og arme ind over den brede, fedtede plade. Ovre i hjørnet i halvmørket, alene for sig selv, spillede Lars staldkarl sin harmonika, bøjet over den, og vippede lydløst takten med sin højre træsko. Men ved siden af ham stod en dør på klem, og det var døren ind til pigekammeret. Asmadæus hørte på spillet og hørte på stemmerne. Det var alt sammen så storartet, men mest af den grund, at han hørte med til det hele. Så kom der et halvgammelt pigehoved frem i kammerdøren og stirrede ned på Lars staldkarl. — kan vi snart få fred? skreg det op. En af mændene ved bordet vendte sig på vittige folks træede måde. — skal du barsle, Stine? Hovedet henne i døren drejede sig sejt og indædt, som sad det på en rusten halshvirvel. — det blev dog, gud ske lov, ikke ved dig! Den vittige mand spyttede. — føj! føj! — du er jo næsten på alder med min mor, Stine! Mændene gryntede, og hovedet var væk. På Lars staldkarl gjorde det hele ingen virkning; han spillede og blev ved at spille og tog ikke øjnene fra sin harmonika. Men den vittige havde et ord endnu. — du kommer til at vise dig i den bare særk, Stine, hvis du vil ha’ os ud! råbte han. Der var ellers ingen, der lo. Kun Jørgen røgter larmede. Han havde fået hoste og sad vissen og tjavset og gylpede og hvæsede og blev våd på kinderne. Døren til pigekammeret blev smækket i, men atter revet op på klem. Man hørte fnis derinde. Den vittige mand havde fået blod på tanden. — er du skæv, Lars! — sådan og sidde der og spille svensk! Denne gang så Lars i vejret med to store, mørke øjne, der trak som et tungt, dorsk uvejr hen over den vittige. I det samme gled døren til kammeret helt op. Der var sort derinde. Men i det mørke dørgab stod en høj, lys pige, på bare ben, i skørt og særk, med hænderne i siden og hovedet løftet akkurat så meget, at hendes blik kom til at måle mandfolkene ovenfra og nedefter. — å hør, du Asmadæus! sagde hun på bredt og festligt svensk, — mit tørklæde hænger på dørstolpen lige inden for i stalden! Asmadæus stirrede på hende. Han sad fast, kunne lige med et ikke røre sig, ikke andet end stirre, og så var han som oversvømmet af hendes blik. — kan du ikke hente det, — pøjke? Han bøjede pludselig hovedet, rejste sig ludende og gik ludende ud. Og han kom duknakket tilbage og drev over gulvet og rakte hende det. Hun stod endnu i døren. Men som han gav hende tørklædet, bøjede hun sig ned og slog armen om hans Hals. — søde lille svend! trallede hun ømt på sit svensk, slap ham og slog døren i. Asmadæus så sig fjottet om og mødte lutter lystige mandfolkeblik. — skal man være dreng for den mær! mumlede han og gik som en mand tilbage til bordet. — nå, Lars, giv os så en svensk! bad en, som var blevet smittet af den vittige. Lars var faldet i staver. Men pludselig klemte han løs på harmonikaen, svang den foran sig, nikkede takten med hovedet og trampede til med træskoen. Til sidst rejste han sig,- snurrede langsommeligt et par gange rundt og stoppede så op og lod harmonikaen hvæse ud i en lang, drævende tone. Han stod midt på gulvet. — Derer lige godt krummer! sagde han drabeligt som en, der er blevet tvunget til at være åbenmundet, og slog med hovedet hen imod den lukkede dør. Så stak han harmonikaen under armen og drev ud. Men da han kom forbi Asmadæus, tog han ham i nakkekraven. — du kan vare dig, din hvalp! — og det kan i andre med! sagde han og trampede ud. Mandfolkene så efter ham og skubbede sig bedre til hvile på armene. — det er en djævel, den Lars! sagde den vittige. Derover gryntede de andre bifaldende. — hun er sgu heller ikke fra himmerig! faldt en anden ind. Men dermed gik passiaren i stå som mellem folk, der er på det rene med, at der er sagt noget, som kræver omtanke. Sådan sad de tavse en tid; så tog de private mindelser om seng og søvn og nye halmviske i træskoene overhånd og slog al anden filosofering ihjel. De brød op og gik hver til sit. Asmadæus fulgte Jørgen røgter. Han gik bag efter den gamle, op gennem den smalle fodergang. Da de var under lygten, stoppede Jørgen op. Lygten hang så lavt, at de kunne nå den med hænderne, og Asmadæus strakte sig for at tage den ned. Jørgen så på ham med sine irrede øjne. — jeg er her vel nok endnu! sagde han gnavent og lettede lygten ned og bar den ind i røgterkammeret. Det lå oppe i den ene ende af stalden. To båse var taget ned og nogle gamle brædder slået op til væg. Inde bag dem var andre gamle brædder slået sammen til en stor kasse, der var Jørgens seng og fyldt med halm og skidne dyner. Oven over den hang et gammelt væggeskab med en skævt gabende dør. I muren sad en lille firkantet rude; bag den var den sorte nat. Og under ruden lå Asmadæus på halm bag tre brædder. Jørgen satte lygten på gulvet, fik et hosteanfald, skød træsko og vest af sig og krøb så under dynen og blev borte med bukserne på. — sluk lygten! snærrede det nede i bræddekassen. Men straks efter kom Jørgen til syne igen, lettede lygten op, pustede den ud og lod den dumpe, så det klirrede i dens glas. Asmadæus lå vågen. Fluerne summede, ude i stalden prustede det. Der var hedt af kvægdunst, varmt af dyr. Han lå og tænkte på så meget, på hende svensken, på larses harmonika og på karlenes tale, på tørklædet, han havde hentet, og på den arm, hun havde slået om hans Hals. Men først og sidst var han glad, vel til mode og spændt. Det var forbavsende så meget, der måtte kunne hænde i denne verden. Han gik den næste dag og ventede, og ventede den følgende; ikke på noget bestemt; han havde blot fået færten af, at der var noget til, som havde større fart på end en kostald og en fejekost. Dagene var delt således for Asmadæus, at hver anden var han oppe i skolen, hver anden hos jægermesterens køer. Oppe i skolen sad han og gabede og gad ikke drive børneleg, og i stalden rørte han lemmerne som en Karl for at vise, at han havde kræfter til at være med i dette med fart på. Så var det en eftermiddag ved aftenmalkningen. Svensken sad og malkede den fempattede, og Asmadæus stod ved siden af den. Der måtte altid være en ved hånden, når den fempattede blev malket. Men Asmadæus så på svensken og ikke på den fempattede. Hun sad med spanden mellem sine knæ og det rødprikkede hovedtørklæde ned over panden, og mælken strålede mellem hendes fingre. Så slap hun med sin højre hånd og strøg sig over panden. Derved faldt hendes øjne på Asmadæus. — står du der og patter på fingrene, lille! Sagde hun og malkede videre med den venstre. Asmadæus blev rød. Han havde stået og set så dybt på hende, at han intet svar kunne finde. — skal du ha’ lidt patte, svend? Hun drejede den fempattedes yver, som ville hun stråle ham op i ansigtet. Men derover blev den fempattede urolig. Asmadæus måtte gribe den i hornene. Svensken malkede færdig. Så rejste hun sig, gav koen et hug i siden med malkestolen og klemte sig ind bag den næste men inden hun satte sig, lagde hun begge arme ind over koens ryg og så, med hovedet på siden, på Asmadæus. — pst! hviskedee hun. Han kom. Og over koens ryg tog hun hans hoved mellem begge sine hænder. — gå og sig til Lars, at han lister ind på loen og skærer hakkelse! sagde hun sagte, nikkede til ham og satte sig til at malke. Asmadæus bøjede sig ned mod koens hovedtøj og gav sig til at pille ved det. Så skrævede han op i fodergangen og gik langsomt sin vej og vågnede ikke, før han hørte sine træsko klapre mod hestestaldens stenbro. der stod Lars og smurte seletøj. — du skulle over i loen og skære hakkelse! Lars smurte videre. Han så ikke op fra seletøjet. — du skulle over og skære hakkelse! — skulle jeg det! — så! — ja! Lars dyppede børsten. — det er vist noget, vi selv bestemmer! — ja, nu har jeg.sagt det! — farvel og hils den gamle! — det var svensken, som sagde det! Lars kørte sværtebørsten frem og tilbage over selen i et par lange tag. Så vendte han ansigtet mod Asmadæus og vrængede et smil. — du er da et farligt fjols! Asmadæus begreb i det samme, at det var han, og blev stejl. — ja, nu har jeg sagt det! gentog han for at få sat punktum for dumheden og gik. — tror du, hun har noget at kommandere her? hørte han Lars triumfere efter ham. Asmadæus var flov og havde ikke lyst til at gå ind i kostalden igen. Han gjorde sig et ærinde om bag længerne, og der blev han, til han vidste, at nu måtte malkningen være forbi. Men som han kom ind i gården, så han svensken i mørket smutte ind ad loporten. Han stod og lyttede, om Lars skar hakkelse. men der var ingenting at høre. Så gik gangdøren ovre i stuelængen op, og der faldt et bredt lampelys ud over stentrappen og rendestensbrættet. Jægermesteren stod i døren. — Lars! brølede han og ventede. Asmadæus fik fart på over mod kostalden. — å, skaf mig fat i Lars! Jægermesteren gik ind, og Asmadæus stak i løb op til hestestalden og råbte. Men der var ingen, som svarede. Asmadæus var helt inde i selekammeret og ude omkring. Lars var ingen steder. — Lars! — hvor fanden er den snøbel henne? Jægermesteren var atter ude i døren. Men da kom Lars frem af mørket og blev skældt ud. Og som Asmadæus ville ind til køerne, slog et par arme ned om ham og snurrede ham rundt. — lille, snilde Asmadæus! Det var svenskens stærke, bløde arme. Iv så var det en snevejrsaften hen ad jul. Asmadæus var i borgestuen, og der var alle karlene og et par af pigerne. De sad om det lange bord. Ude i gården tumlede vinden mellem længerne; der gik hyl igennem mørket; og sneen prikkede evindelig på vinduet. Lars var der, og svensken var der; men de sad langt fra hinanden. Der var kommet en ny Karl til november, en stor, lyshåret knippel med et ansigt som en buget træskosnude. Han sad lige over for svensken og stjal sig til at se på hende. Pludselig plirer den vittige med øjnene og siger over til knippelen: — Lars har en harmonika! Knippelen gaber over på ham. — hva’? Men den vittige nikker til Lars. — du skulle låne ham den, Lars! Lars sad ganske uberørt. Men svensken lo af fuld Hals. da fik Lars en hoven mine på. — hvad rager det mig! sagde han, uden at nogen var på det rene med, hvad det var, han svarede på. Den vittige strøg sig om hagen. Der var så stille, at enhver kunde" høre skægstubbene kradse mod hans ru håndflade. — skal vi så lege kispus! smiskede han. Lars flyttede lidt på sig; han lo fedtet. — ja, det kunne være plaser! Den vittige så på Lars med to fiffigt missende øjne. — kanske du ser dig om efter en kapellan, Lars? Svensken blev ganske overgiven. Hun trallede en forlibt visestump og sendte Lars de øjne, der hørte til. Men Lars lod sine øjne glansfuldt glide over på knippelen. — ja, hvad gi’r du for hende? spurgte han kry. Knippelen sad som et tungt stykke træ. -- hæ! hostede han langt om længe og så snedig ud. — byd du bare! sagde Lars opmuntrende. Da brast knippelen ud i et stort, hvidt tandgrin. Svensken så

1893_Houlberg_Aspiranter

Anton

Aspiranter

Houlberg

Houlberg

Aspiranter

male

1893_Houlberg_Aspiranter.pdf

Anton

Houlberg

dk

Aspiranter

n

roman

Jens Møller

KB

pdftxt

nan

nan

O

Når man har passeret det sted, hvor vejen fra købstaden til landsbyen svinger brat mod øst, kommer man ind i en hulvej. De høje bakker indsnævre synskredsen; men tæt ved vejen, mellem denne og bakkerne, ligge fem regelmæssig dannede og temmelig dybe huller. — om sommeren er de som regel tørre, da regnen meget hurtig trænger gennem den sandede bund; men om vinteren, efter stærkt snefald med påfølgende tøbrud, smelter sneen på bakketoppene, og befriet baner vandet sig vej gennem lyngen. Der dannes da små elve, som alle udmunde i hullerne og efterhånden fylde disse halvt. træffer det så ind med frost, dækkes de af et tyndt. Lag is. — det er da hændet mere end en gang, at et barn liar ladet sig lokke af isens blanke flade og liar måttet, bøde herfor med livet. — — — de kaldes „ Troldhullerne", og om deres tilblivelse fortæller et sagn: en kæmpe havde sin bolig ved en høj,. der ligger en god kvart-mil fra „ Troldhullerne”. Dværgfolket boede derimod under bakkerne ved hulvejen. — i lang tid levede begge parter i god forståelse. Men da de sidste formerede sig meget stærkt — heraf forklares den nærliggende landsbys rigdom på børn — og behøvede større plads, så underminerede de stedse jorden i større og større udstrækning og kom endelig ind på kæmpens territorium. Da han en dag trådte udenfor sin bolig, stak han det ene ben gennem jordskorpen, og idet han faldt, forvred han foden. Da tog han i sin harme en håndfuld sten og kastede den efter dværgfolkets bolig — han opnåede sin hensigt og fik hævn; thi fem store sten faldt mellem bakkerne ved hulvejen, dræbte de fleste af dværgene og dannede „ Troldhullerne”. Et vældigt brudstykke af den ene sten ligger endnu tæt ved vejen og advarer færdende imod at komme for nær til hullerne; det bærer mærke af kæmpens finger — en langagtig fordybning, hvori regnvandet samler sig, og hvorved hyrdedrengene ofte vande kreaturerne. Resten af stenene er benyttet til opførelse af den smukke landsbykirke. — — — — lige overfor kirken boede Lars Jespersen — i daglig tale kaldtes han Lars Hjulmand; det navn kendte han bedst; det hentydede til håndteringen. Lars havde som dragon deltaget i den første slesvigske krig — først som menig, senere som korporal og ved slutningen som „ Dannebrogsmand” tillige. Efter krigens slutning blev han ansat ved grænsegendarmeriet, hvor han tjente i fem år. Men hans længsel efter „ Ane Marie” — skolelærerens datter — fik til sidst overhånd over hans lyst til soldaterlivet. Han søgte sin afsked — fik den, ledsaget af en påskønnelse af hans udmærkede tjeneste, og rejste hjem til landsbyen, hvor han blev modtaget på det hjerteligste af beboerne, der havde læst og hørt om hans tapperhed og påfølgende udnævnelse til dannebrogsmand. — han havde dog kun øje for Ane Marie, der glædestrålende førte ham hjem til skolen, hvor nogle af byens spidser samledes med ham til et lille fest-måltid. — — Lars havde tjent sig et par hundrede daler i stillingspenge. Det var på den tid en stor sum, og da han nu var nær ved de tredive, og Ane Marie kun var et par år yngre, kunne ingen fornuftigvis have noget at indvende imod, at de begyndte at tale om bryllup. Dér skulle tages fat på håndværket igen. Det ville i begyndelsen blive lidt uvant at håndtere sav og høvl — han havde jo nu i otte år kun brugt pistol og sabel — men han ville jo da få en del øvelse, når han, som det var hans agt, selv lavede træværket til det hus, der skulle indeslutte det kæreste han ejede — Ane Marie. Grunden fik Lars for en billig penge af kommunen; det var en lerbanke, hvor man mente, at intet kunne trives. Men det vigtigste for ham var, at der var god plads ikke alene til huset, men også til de vogne, han mulig ville få til reparation — og så lå den så bekvemt, omtrent i midten af byen. Lars Hjulmand var i besiddelse af en god forstand og et sundt blik for de praktiske sider af livet. Han var dertil særdeles ivrig efter ' at lære og havde god færdighed i tegning og andre skriftlige ting. Efter nøje at have overvejet sagen, tegnede han et grundrids, som blev forelagt Ane Marie og approberet af hende. Der blev nu planeret, lagt grundsten, hamret, høvlet, savet og muret. — — da efteråret kom, stod huset der, fiks og færdig, med tegltag og på gavlspidseri en storkerede. — Lars Hjulmand og Ane Marie holdt bryllup. hjulmanden og hans hustru havde- ikke i de forløbne år aldeles været skånede for livets storme. Der havde været tider, hvor det havde knebet nok med at skaffe mad til' de mange munde i det lille teglhængte hus. — storken mødte nemlig præcis hvert forår og tog sin rede i besiddelse, og lige så sikkert medbragte den i de første tolv år, hvert andet år, en present til hjulmandens. Nu havde de lige så mange børn, som der er fælger på et hjul — og drenge til hobe. Ane Marie udbrød ofte, når børnene kom hjem med forrevne klæder: — „ Hvem der dog havde en datter til at hjælpe sig i huset. Havde Niels bare været en pige!” så svarede Lars blot med sit luneste smil: — „ Kan bekommes endnu! Du ville da vel ikke have haft en datter på seminariet?” — Niels var den ældste og havde, ved hjælp af en god „ første karakter" og nogen protektion, nylig fået embedet i nabobyen. — han var faderens stolthed og den, til hvem moderen altid henvendte sig i vigtigere familieanliggender. — — — Lars var oftest at træffe i sit værksted. Der arbejdede han flittig — ikke alene som hjul- og vognmager; han påtog sig også. alt andet tilfældigt og under andet håndværk henhørende arbejde. Var bunden gået af Mads Olsens kaffekande, blev Lars gjort ansvarlig for, at de den dag kunne få deres eftermiddagskaffe. Og „ Brød-trines" Mælkekrukke var ved hans hjælp bleven forsynet med et utal af klinker, så det ville være vanskelig at afgøre, om messingtrådene eller potteskårene vare den væsentlige årsag til krukkens store vægt. — — det ville dog, trods hjulmandens flid, ofte have været småt nok, hvis ikke hans.ægtefælle på sin vis havde været ham jævnbyrdig. Hun havde som skolelærerdatter fået en efter landsbyforhold særdeles god opdragelse. Ikke blot i boglig retning var hun et skridt foran de andre piger i byen; men og så i håndgerning, og da navnlig i synings var ingen så fingernem som Ane Marie. Mens Lars arbejdede i værkstedet, brugte hun nålen flittig, og da hun havde naturlig dannelse og smag. blev hendes systue snart så bekendt, at ikke blot bønderne, men også damerne fra herregården mødte med deres bestillinger' på kjoler. Ja selv fra købstaden kunne der indløbe en ordre, som dog sjælden blev effektueret af mangel på tid. Det var nok ikke meget galt, når folk påstod, at Ane Marie tjente lige så mange daler med sin nål som Lars med sin sav. Da de nu tilmed begge vare nøjsomme og kristelige folk, der, næst det daglige brød, kun ønskede sig et godt helbred og — frem for alt — glæde af deres børn, så vil man forstå, at det var et godt hjem, der lå overfor kirken. — mellem middagsmaden og kaffen faldt. Ægteparrets rekreationstid. Da kunne man se hjulmanden med det store skødskind og piben, der havde en sådan længde, at den' med svampdåsen kunne anbringes mellem remmen og skødskindet, beskæftiget enten i haven eller med små reparationer ved huset. Ane Marie var da gerne hos ham for at gå til hånde og for at tale med ham om forskellige ting, som de ellers ikke havde tid eller lejlighed til at drøfte. — om sommeren var det også nok værd at komme „ indenfor havelågen”. Med stor ufortrødenhed havde ' de omdannet lerknolden til en frugtbar lille plet, hvor ikke en fodsbred lå uafbenyttet hen; — alt var udnyttet — beplantet med frugttræer og buske, der gav rigeligt udbytte og lønnede,, arbejdet, eller dækket af urter og blomster. Duften af roser og reseda trængte ud til landevejen og indbød den vejfarende til at træde indenfor og slå en passiar af med Lars. — og kom man så til at tale om felttoget, kunne det nok hænde, at det halvt færdige hjul kom tilju-at vente på sin fuldendelse' længere end bestemt var. — j-her havde man åbenbart den gamle korporals svage.-side. — — nogen gæld havde de vel på huset — det er ikke sålidt, der medgår til en søns ' ophold på et seminarium i tre år —- men dets vel vedligeholdter udseende og den smukke have tiltrak de færdændes opmærksomhed og havde mere end en gang skaffet Lars et bud, der adskillige gange oversteg lånet. Dog vare de ikke til sinds at sælge deres lille ejendom. — den havde nu i tre og tyve år været vidne til et liv i arbejde. De kunne ikke skønne rettere, end at der ikke i hele Jylland fandtes så dejlig en plet.-- hvert andet år var der konfirmation hos hjulmandens.---------- de tre ældste af drengene vare anbragte i forskellige hæderlige livsstillinger. Og nu kom turen til nummer fire — Rasmus. En skuffelse for Lars Hjulmand var det,. at ingen af sønnerne havde været soldat. De to ældste blev, trods det at de begge-iøvrigt vare stærke og velskabte, på sessionen kasserede for platfodethed og erklærede „ for stedse udygtige til al krigstjeneste". Og der var ingen tvivl om, at det ville gå den tredje — Jørgen — ligeså; han havde samme svaghed. — Rasmus havde arvet faderens lyst til soldaterlivet, og han. ville ikke vente til værnepligtsalderen; dertil var længselen tor stor. Han ville være soldat straks, og hans. Længslers mål var elevskolen — „ Hærens elevskole".-------- han var kun lille af sin alder — Rasmus Jespersen — men derimod tæt og firskåren bygget, med kraftige arme og ben og et par tykke røde kinder. I skolen havde han været den flinkeste elev og sad altid øverst på bænken — vel begavet og lærenem som han var. Stor lyst til bogen havde han dog aldrig haft, og Lars måtte ofte anvende hele sin magt på at få ham til at læse. — Ane Marie kendte bedre drengens natur. Med en moders fine blik så hun den trods, der prægede sig i hans miner, når Lars en gang imellem hentede det nødvendige supplement til sin iøvrigt særdeles fornuftige opdragelsesmetode for dermed at give sine ord fornøden vægt. Det var og blev Lars Hjulmands fejl, at han for længe havde kendt „ Korporalstokken". Når denne kom i berøring med rasmuses ryg, bed drengen tænderne sammen, og tårerne stod ham i øjnene; men ikke en lyd kom over hans læber. — efter afstraffelsen tog han så sin bog, gik ind i gæsteværelset og satte sig til at læse med hovedet støttet i hænderne. Når Ane Marie syntes, at Lars gik for vidt, sendte hun denne et hedende blik, og" så fik Rasmus ikke flere prygl. ' men hvad enten knægten læste lidt eller meget, måtte han dog aldrig sidde over i skolen af mangel på flid. Inden han gik hjemme fra om morgenen, læste han sine lektier over en gang, og det læste fæstnede sig så hurtig i hans erindring, at læreren aldrig traf ham uforberedt. — da han var færdig med sin forberedelse hos pastor Olsen, og konfirmationen var forbi, gav præsten under et lykønskningsbesøg Rasmus vidnesbyrdet: — „ Jeg har aldrig kendt dygtigere dreng; men et uroligt hoved er han!" Og præsten havde ret: kun en kunne måle sig med ham i katekismus og bibelhistorie, og det var ingen dreng, men præstens egen datter — Ingeborg. ville man nu spørge Lars Hjulmand om, hvorvidt han var tilfreds med sønnens militære tilbøjelighed, så kunne svaret, efter det foregående, ikke blive vanskelig at gætte: han var endog særdeles henrykt over dennes planer. Kun søgte han overfor Rasmus at lægge skjul derpå; thi han holdt for meget af sine' børn og var for samvittighedsfuld til i blinde at sende dem ud i livet. Det gjaldt for ham om at komme på det rene med, om ret var en fast kærlighed til — eller kun en flygtig tilbøjelighed for — de blanke knapper, drengen nærede. Men en var ikke henrykt — og det var Ane Marie. Hun ængstedes for, at han ikke med sin ejendommelige karakter, der kunne give sig udslag i stivsind eller trods, under den strenge-disciplin ville finde den rette forståelse,, hverken hos lærere eller kammerater: „ Hvorledes skulle de mellem de mange elever kunne lægge mærke til den enkeltes individualitet? — hun var jo dog den eneste, der rigtig forstod ham — den eneste for hvem han, næst for gud, barnlig åbnede sit hjerte. — og så ville der naturligvis igen komme en „ Korporalstok” i vejen for hans naturlige udvikling!”-------------- Rasmus ville være soldat, og han fik sin villie. Da forældrene havde givet deres samtykke, var han rigtig i sit es. Fra morgen til aften sang han — ret kønt for resten, men altid krigs- eller soldatersange — eksercerede eller gymnasticerede. Som våben benyttede han et hjemmelavet trægevær. Der var dog to dage om ugen, på hvilke han måtte indstille de militære øvelser og begive sig over til nabobyen, hvor hans Broder — skolelæreren — proppede hans hoved med de latinske benævnelser i grammatikken. — Lars troede, at drengen var bleven tosset, da denne en eftermiddag, medens de sad red kaffen, styrtede ind i stuen og begyndte, remsende: — „ Præsens, imperfektum, perfektum o. s. v.! “ og sluttede med den oplysning: „ at nu kunne han alle de latinske benævnelser på tiderne og måderne udenad.” som før omtalt var hans lyst til bogen ikke stor. Derimod var der ingen dreng i hele omegnen, der kunne måle sig med ham i opfindsomhed, når det gjaldt om at gøre løjer, og derfor var han også selvskreven til at føre an ved disse. Mellem byens og nabobyens drenge var der stedse nogle stridspunkter, der skulle afgøres, og som ved en stiltiende overenskomst valgtes terrainet omkring „ Troldhullerne” til skueplads for opgørelsen af deres mellemværende. Så var der lige langt til begge byer. — det var en fryd at se Rasmus føre sine tropper imod fjenden. Der var god disciplin i den hær; men dens fører var også pladsen voksen. Han inddelte den, lagde planer og beregnede udførelsens sandsynlighed — alt til største skade for fjenden. Han lagde baghold og havde reservetropper i behold — det var de svageste kræfter —ynår udfaldet af kampen lod til at blive tvivlsomt. Selv stillede han sig som oftest i brechen for kammeraterne. Hans yndlingsstilling var langs hulvejen med „ Troldhullerne1** imellem sig og fjenden. Kæmpestenen benyttede han som observationspunkt og sendte derfra tirrende ord til modstanderne. Disse havde respekt for Rasmus; thi som en klog feltherre „ byggede han fjenden gyldne broer" til tilbagetoget. Kun når denne tog offensiven, var han ubønhørlig — så vankede der knubs. Til belysning af drengens sande karakter skal senere fortælles et par småtræk. — ikke langt fra hjulmandens boede bolsmand Søren pind. Ingen, der endnu havde kendt ham, mistænkte ham for at have opfundet krudtet. Han var således en dag, efter at hans kone ude i byen havde spist blåbærsuppe, kommen hen til Lars og havde i al hemmelighed betroet denne, „ at nu levede Maren sikkert ikke længe; hun var allerede ved at blive blå om munden." — man hører ofte den påstand, at det kun er dosmere, som ikke kunne blive heftige. Er dette tilfældet, så kunne nævnte Søren for den sags skyld godt have været en meget viis mand; thi han kunne endog ved et spil kort, når han blev gjort bet af Lars Hjulmand,, blive så tindrende gal i hovedet som nogen. En aften spilledes der firkort hos Lars. Der var givet, og spillet begyndte. Søren pind havde fået et kort for meget; men lian lagde ikke mærke dertil; han var, uden påvirkning fra de andre spillendes side, kommen for dybt ind i det betydningsfulde politiske spørgsmål om, hvem han ville have til konseilspræsident, når Estrup blev værfet. — da spillet vaj- endt, fik Søren sig en bet — det overflødige kort, han sad med, var intet mindre end „ Trumf-es “. — han svor højt og dyrt på, at han ikke oftere ville sætte sin fod inden for hjulmandens dør, og det løfte holdt han i to dage. — i nævnte Søren pinds gård herskede der et forår stor sorg. Det storkepar, der ellers årlig valgte Sørens tag til sommerresidens, udeblev det år, og en dag blev Rasmus vidn% til, at Søren udtalte sin beklagelse over dette fænomen. Næppe havde drengen hørt dette, før hans lyst til løjer fik ham til at lægge en plan: han ville atter gøre Søren glad. Fra beslutning til handling var der ikke langt hos Rasmus. Han hk i smug i faderens værksted lavet et skelet af træ, beklædte det med hvide og sorte andefjer og malede næb og ben røde — så var storken færdig. En aften betroede han sig til en kammerat, og i forening anbragte de da ved hjælp af en stige storken stående på et ben i den tomme rede og passede så på at være til stede næste formiddag for at nyde frugten af deres genistreg. — da Søren trådte ud af døren, så han efter gammel vane op til reden, og da han blev storken var, kendte hans glæde ingen grænse: — „ Maren,maren!" råbte han til sinkone. „ Nu er storken, katten rive mig, kommen! “ — „ Jeg synes, han ser så slunken ud. Han må vist ha’ haft en besværlig rejse",. mente Maren. De stod en tid lang og forbavsedes over, at den ikke rørte sig. — „ Ta’ engang stigen, Søren, og gå op på taget og se efter, om han ka^ røre sig, eller om han sku’ fejle noget!” det forslag mente Søren, at der kunne være mening i, og kort efter var han deroppe. De eder, som sendtes ned fra taget, da Søren pind nåde reden og fik fat i dyret, gjorde vore to skælmer opmærksomme på, at det nu var på tide, de forsvandt. — rasmuses held var det, at man først fik sagen opklaret, efter at han var kommen bort fra byen. Han ville ellers ikke have undgået en alvorlig dragt en anden gang havde Rasmus en narsaften udhulet en vældig runkelroe, tildannet den som et menneskehoved, skåret huller og mund med en lommekniv, tilklæbet hullerne med rødt silkepapir og sat et lys ind i hovedets hule rum. Med hovedet på en stok gik han i mørket over til Mikkel skrædders hus og holdt det op foran vinduet samtidig med, at han sagte bankede på dette. Mikkel, der var meget overtroisk, så derhen. Han faldt forskrækket på sine knæ og bad for sin syndige sjæl, som han troede, den onde selv var kommen for at begære på denne højhellige aften. At man i byen mistænkte Rasmus for ovennævnte skarnsstreger, kunne han ikke være i tvivl om. — Ingeborg Olsen havde jo, efter historien med Mikkel og roen, en dag, da hun mødte ham, sendt ham et bebrejdende blik og råbt til ham: — „ Fy, Rasmus!” — — til drengens Ros skal siges, at han var en stor dyreven. Han gjorde — som man siger — ikke en kat fortræd med sin gode villie og tålte heller ikke, at andre pinte dyrene. En dag, da han var bleven vidne til, at en mindre dreng af en lærkerede havde taget en af ungerne og på en grusom måde pillet fjerene af kroppen på den, greb han drengen og holdt ham med den ene hånd; med den anden rykkede han da en halv snes hår et for et af hovedet på forbryderen. Da denne hylede af smerte, forklarede Rasmus ham, at den lille fugl i virkeligheden havde måttet lide meget mere end drengen. Det kunne man kalde en håndgribelig oplysning; og da Rasmus selv fortalte sin fader denne begivenhed, fik han slet ikke utak. Lars sagde blot i et ubevogtet øjeblik til Ane Marie: — „ Ja, der er tømmer i den gut!" jeg elsker højt den korte danske sommer! Men sikkert løvfaldstiden følger efter. — jeg elsker vinteren! — efter denne kommer en forårstid med liv i skjulte kræfter. Februar var kommen med frost og sne. Marken lå tildækket med et blødt og skinnende hvidt tæppe. Kun på enkelte høje punkter øjnede man en grøn plet — en stump rugmark — der mindede om det spirende liv under de hvide dun. — da tog blæsten fat — stærkere og stærkere blev den — og fejede den løse sne af sted i vild flugt. Hvor sneen standsedes af huse og gærder, smygede den sig kælent op ad disse, stuvede sig tæt sammen og spærrede alle indgange. Højere og højere tårnede den sig op i hvirvlende Dans — op over kirkegårdsmuren og op ad hjulmandens hus — kneb sig gennem vinduessprækkerne og lagde små driver i urtepotterne og vindueskarmene, hvor den i inderlig forening med stuevarmen tøede op og efterlod en lille sø, der ofte lagde beslag på Ane Maries tid. — så dryssede sneen ned i store flager og tvang blæsten til at nedstemme tonen. Solen kom frem, da snefaldet helt ophørte, og' forvandlede inden sin nedgang husene til krystalpaladser. Fredeligt så det ud i landsbyen den eftermiddag, og højtideligt lød det, da kirkeklokkerne ringede solen ned. — — — der var hyggeligt bag det lille hjems frosne ruder. — — „ Posten kommer nok ikke i dag”,, sagde Lars til sin kone; „ det er også et tungt føre, og der ligger nok megen sne i hulvejen." Han tømte sin kop: „ Tak for kaffe, an’ Mari’! — jeg tror, det er bedst, at man kommer ud og får sneen fra døren, inden det bliver mørkt." Lars længtes efter avisen; den plejede han at læse, medens han drak kaffe. — „ Men hvor tror du Rasmus bliver af? Jeg er bange for, at han går vild, hvis han er på vej hjem." — „ Å, du skal se, au’ Mari’, at Niels beholder ham i nat.” — „ Nej såmænd gør han ej! Han har jo ingen liggeplads tilovers nu, efter at han har fået sig en pige.” — de lyttede begge; der var nogen, som sang: — „ Seri, hvem der kommer her o. s. v.!” det var Rasmus, der syngende holdt sit indtog i byen. Og straks efter stod han i stuen, overhænget med sne — rødmusset og sund så han ud. — „ Goddag far! — goddag mor!” — „ Velkommen, Rasmus! — få nu tøjet af — nej ikke der; ud i gangen med det — og kom så ind og få din kaffe. Kanden er endnu varm”, sagde Ane Marie. — „ Jeg skulle hilse fra Niels. Han mente ikke, at jeg behøvede at komme derover mere”, fortsatte drengen, „ og nu kan jeg hele grammatikken og den store tabel på fingrene.” — han gav på stedet en prøve på sine kundskaber og vedblev: „ I kan tro, der er faklen megen sne på Marken; „ Troldhullerne” er næsten helt fyldte. — jeg så landposten; han vil vist have sin nød med at komme igennem i dag. — jeg ville ikke for alt i verden være postbud. Hvordan end vejret er, må han ud og får vist kun en grumme lille løn — ikke sandt, far?" — „ Å ja", svarede Lars, der med udsigten til dog at få avisen læst atter havde sat sig til ro, „ meget får han jo ikke. Men, hvis du bliver underofficer, min dreng, så må du ikke tro, at du får lov til at blive hjemme ved kakkelovnen. Og hvad en sergents løn angår, så er den nok ikke synderlig større end et postbuds, skønt der stilles langt større fordringer til underofficererne med hensyn til kundskaber." — „ Ja, men Rasmus vil også være officer!" indskød madam Jespersen. — hun sendte sin søn et kærligt blik. Det var hendes håb, at han skulle nå lidt videre end de mange, der, under aftjenelsen af deres værnepligt, fattede lyst til soid'aterstanden. Og med et spørgende blik til Lars vedblev hun: „ Ellers er jo de tre år spildte — de han tilbringer på elevskolen?" — „ Vi har for mange drenge, mutter, til at vi må ofre en så meget på de andres bekostning; så den fugl må vi nok lade flyve", svarede Lars i en alvorlig tone, idet han tændte sin pibe. „ Men nu har han engang lyst til at komme på skolen, og skade deraf kan han aldrig have.— de folk, der kommer derfra, er af ganske andet stof end de øvrige befalingsmænd. De har et helt andet snit end disse og regnes til hærens bedste kræfter, har jeg hørt." — „ Forfremmes de også hurtigere, end de andre underofficerer?" vovede Rasmus at spørge. — „ Ja, gu’ gør de det!" svarede hjulmanden og tændte på ny sin pibe, der i samtalens løb gik ud for ham hvert øjeblik. „ Når jeg skal have et stykke arbejde udført, går jeg ikke hen til ham, der først er kommen i lære for et par år siden. Jeg henvender mig selvfølgelig til den mand, der er sin plads voksen og kan sit håndværk.-------- ligesådan går det i tjenesten: de vanskeligste poster besættes med de dygtigste kræfter, og de dygtigste underofficerer kan eleverne blive, når de da ellers er ordentlige og passe deres kram — — de er jo opammede ved feltflasken, og den får de ikke lov til at komme. Spiritus i på skolen. En god grund bliver der lagt i dem, og det kommer s’gu an på dem selv, om de vil nå ud over det almindelige!" — familiens samtale blev her afbrudt ved, at der bankedes på døren, og det længe ventede postbud trådte ind med avisen. han var aldeles udmattet af at gå så lang vej i den tunge sne. Da madam Jespersen gav ham en kop kaffe og en bid brød, kom han nogenlunde til kræfter igen. Men da det var blevet mørkere, og alt tydede på mere snefald, tog han mod et tilbud om at ligge natten over i deres hus. — Rasmus havde fået fat i avisen, og glædestrålende viste han forældrene en bekendtgørelse angående optagelsesprøven ved elevskolen: den skulle afholdes i slutningen af April måned, og der ville blive antaget fyrretyve nye aspiranter. Da Rasmus den aften var kommen i seng, var hans bøns slutning denne: — „ Lad mig blive en af de fyrre!” et skønnere mål man ej tænke sig kan. end dette; at mile sit fædreland mod fremmede voldsmænd betrygge. Og er det et barn, som kan føle sligt, da har man en høj og en hellig pligt: ret varsomt på grunden at bygge. Rasmus Jespersen havde nået sine ønskers mål — han var elev i hærens elevskole. Det vil sige: han mente, sig berettiget til at kalde sig elev; men han blev meget snart overbevist om, at der fandtes nogle individer, som ikke vare af samme mening. — — — afskeden fra hjemmet — fra moder og* brødre — havde været tung for ham. Ikke således at forstå, at han var bange for det nye, han gik i møde, langtfra — han længtes tværtimod derefter. Men den trykkende. Stemning, der altid hersker i et godt hjem, når et af børnene sendes ud på egen hånd, havde også været til stede hos hjulmandens. Rasmus kunne ikke undgå at lægge mærke til, at navnlig hans moder var meget bevæget, skønt hun søgte at beherske sig og gav sig så. mange ærinder ud og ind. Og da han endelig, idet han kyssede hende, rev sig løs, opdagede han, at hun havde tårer i øjnene. — hun var ikke ganske sikker i stemmen, da hun1 råbte efter vognen: — „ Farvel, lille Rasmus! — vær nu en god dreng og lad os snart høre fra dig! “ Lars rejste med til København. — — i tre dage varede prøven, og der havde været stor konkurrence — 165 om de 40 ledige pladser. Børn fra alle landets egne — fra alle slags hjem — fra de lærde skoler °g fra almueskolen gav møde. Lægen besørgede den første sortering af de tilbudte varer, og det var ikke nogen fin sigte, han benyttede — det behøvedes jo ikke. Der fordredes en højde af mindst 54 tommer- • Rasmus blev målt til 5472. — så var det eksamenskommissionens op-gave at vrage mellem de i legemlig henseendebrugbare emner. Det hele, der fordredes for at kunne bestå adgangsprøven, var en sund forstand og-frejdige svar. Rasmus fik indtrykket af, at han havde-klaret sig godt; men sikker kunne jo ingen være, før udfaldet var bekendtgjort. — — det var et spændende øjeblik, da navnene på de beståede blev oplæste: — „ Nr. 17, Christian Møller, København!" Rasmus begyndte at føle benene ryste under sig — man var jo nået omtrent til halvdelen. — — endelig: —• „ Nr. 18, Rasmus Jespersen, Jylland!" Han følte sig nu allerede som militær person og svarede højt: „ Her!" idet han løb hen og stillede sig med sin kasket i hånden bag Christian Møller. Da fremkaldelsen var til ende, luskede de tiloversblevne af tillige med de fædre og værger, der havde overværet oplæsningen og nu kun fik lov til at tage en kort afsked med drengene. — — Lars Hjulmand rejste hjem — han havde et barn mindre at forsørge. hærens elevskole havde det formål at uddanne unge mennesker til vordende befa-lingsmænd i hæren ved at give dem en dertil sigtende uddannelse. •— den var delt i tre •etårige klasser, og hver klasse havde cirka 40 elever; de begyndte i tredje klasse og endte i første, hvorfra de beståede elever atter blev fordelte til de forskellige våben for at begynde som menige. Efter forholdene blev de så senere officerer, underofficerer « iler forfejlede aldeles deres bestemmelse og.gik bort fra hæren til andre livsstillinger. Skolen havde kaserne og undervisningslokaler i højsalig kong Frederik den sjettes bekendte sommerresidens — Frederiksberg slot. Rasmus Jespersen var elev i tredje klasse og blev tildelt nr. 55 — Christian Møller fik nr. 54. sammen med de øvrige aspiranter bleve' de førte gennem tunnelen fra gymnastikhuset op til slottet for at få anvist senge og i øvrigt blive gjorte bekendte med lokaliteterne. — gymnastiklærer Hansen besørgede fordelingen af aspiranterne til de forskellige Stuer og senge. Han gik under øgenavnet „ Bunke”. Det navn havde eleverne givet ham, fordi at han. efterhånden samlede deres småsynder sammen og ved første lejlighed — efter at han havde underrettet dem om, at „ nu var bunken fuld” — nede i gymnastiksalen afgjorde det hele under et. — — det kan nok være, at „ Bunke” var på sin plads. Ingen kendte elevernes svagheder bedre end han. Og det, han kunne få dem til at præstere ved gymnastikken, grænsede for enkeltes vedkommende til det utroligste. Man vidste nok, hvad man gjorde, når man til lærere på skolen valgte folk, der selv havde været dens elever. Kun de kunde' tumle 120 aspiranter i lømmelalderen. Ingen tvivlede på muligheden af, at „ Bunke”, som han selv udtrykte sig, „ havde øjne i nakken”, når man først havde været til gymnastik hos ham en gang. Og. en Pokkers flot fyr var han: af mid delhøjde og passende svær, havde i det hele taget en harmonisk legemsbygning, var smidig og stærk, og hans gang var noget af det smukkeste, man kunne se, således som han strakte vristen. —hanhavde fuldstændig gymnastiklærerens særpræg med den noget forcerede kommandostemme og udtale. — — „ Bunke" var ikke længe om at ordne tingene: „ Du har seng nr. 6! — vil du ikke låne en halv snes tørklæder til? — du forkøler dig!" Det var Rasmus, han havde henvendt sig til. — „ Du får seng nr. 5! “ — Christian Møller var netop i samtale med sin sidekammerat; men det kan nok være, han blev vækket — klask! Klask! — „ Kan den drønnert ikke høre efter? Han kan tro, jeg skal erindre ham!" Inden Christian fik tid til at tænke sig om, havde „ Bunkes" højre hånd flyttet ham mindre blidt hen ved siden af Rasmus, der så småt begyndte at blive ked af situationen. — så var fordelingen til ende, og aspiranterne fik ordre til at blive på stuen, indtil der skulle spises til aften. — •— luften var lidt trykkende på belægningsstuen på den tid — som kort før et tordenvejr. Og tordenen udeblev ikke — den kom nærmere og nærmere. Ældste klasse var kommen fra haven, og nu stormede de op ad trapperne, leende og pludrende. — „ Lad os så komme ind og se på dyrene!" råbtes der, og ind stormede sværmen, fordelende sig til alle sider. — — „ O, du levende, sikke nogle syle!" råbte en lang, rødhåret elev. „ Lad os nu begynde fra en ende, og så kan Svendsen holde dyrene frem, mens Juncker agerer udråber og foreviser — han har sådan en allerhelvedes kæft!" Svendsen og Juncker overtog straks deres respektive hverv. — — „ Her ser i en i de nordiske lande hidtil ukendt skabning — en mellemting af fugl og fisk. — læg engang mærke til ho’det med det lange, krogede rovfuglenæb — å, Svendsen! føl straks rigtig godt efter, om det er en fast horndannelse eller kun brusk." Svendsen forstod ham hurtig og vred næsen om på drengen, så den sprang op at bløde. Dette anfægtede dog ikke Juncker. han så sig blot triumferende om i kredsen og fortsatte endnu hurtigere: — „ Vi er altså enige om, at næbet er en rovfugls. Men lad os så betragte de øvrige hoveddele: øjnene?" — „ Hører torsken til!” — „ Og munden?” — „ Er et særkende for flynderne!” det var en lille elev af ældste klasse, der besvarede spørgsmålene til almindelig tilfredshed. — „ Ganske rigtigt, kammerat! han er lidt af alt: ugle, torsk, flynder — men fiskeblod er det nok ellers ikke, det sprøjt, der kommer fra hans næb. — ikke sandt — et stort fænomen?” kammeraterne tiljublede ham deres bifald, og opmuntret herved vedblev han: — „ Det næste nummer i menageriet ejet temmelig uudviklet eksemplar af den Art aber, man kalder brølaber!” Svendsen havde trukket en aspirant frem. Det var en lille uanselig fyr med fynsk dialekt. — „ Indfangen i en ung alder og flasket op i et koldt klima samt senere proppet med ufordøjelig boghvedegrød, lader hans fysiske udvikling en del tilbage at ønske!” tårerne rullede ned ad drengens kinder. — „ Tag din støvle, Reimer, og tør hans øjne med, medens Svendsen grundig undersøger med næsen af sin, om eksemplarets halehvirvler også er mindre vel udviklede end hos det næste nummer!" Begge dele blev besørgede efter ønske, og nu kom man til Christian: — „ Et prægtigt eksemplar af sin Art — en orangutang! — læg engang mærke til de lange forlemmer med de ikke mindre lange fingre — — “ — „ Ja, det har du min salighed ret i! “ afbrød en anden ham. „ Der er ikke det mindste i vejen for, at han kan stå i ret-stillingen og møske sine tæer!" — „ Hold mund, Winther! — spar dine vitser til det næste nummer", råbte Juncker; „ det skal du få lov til at forevise!" Juncker tog fat på ny: — „ Det kunne måske have sin videnskabelige betydning at få undersøgt, om det er en intelligentere fremtoning, vi har for os — om vi skulle kunne opdage noget, der støtter Darwins lære!" — han vendte sig atter om mod

1889_Thorson_BagDisken

Alfred

Bag Disken

Thorson

Thorson

Bag Disken

male

1889_Thorson_BagDisken.pdf

Alfred Balduin

Thorson

anonym

dk

Bag Disken eller Jens Peters Historie

n

roman

Reitzel

KB

I Dansk bogfortegnelse står under udgiveren: Reitzel, Grøn. Ingen udgiver på titelbladet.

pdftxt

nan

nan

O

Første kapitel. » Nu kommer han, morl « råbte Jens Peter. » Jeg kan ikke se ham, « sagde moderen. » Nej, vi kan ikke se ham, for han er ikke om hjørnet endnu; men jeg kan høre, at putter gøer, og så er han begyndt at køre. « » Har vi nu alting, hvad du skal have med? « » Ja. — nej, min nye paraply! « Han rendte ind og kom straks efter igen med paraplyen, som stak i et gråt overtræk. Imidlertid var fragtmanden, som han skulle køre med, nået hen til huset og holdt stille. Putter, hans store sorte pudel, balancerede gøende frem og tilbage ovenpå læsset, men logrede dog tillige velvilligt med halen. » God morgen, madam Ingstrup! « råbte fragtmanden ned fra sædet. » Ti stille, du skabhals! God morgen! Er det hele kommersen? Lad os så se at få det hevet op. « moder og søn toge hver i sin hank af en mellemting mellem kuffert og kiste, og langede den op til fragtmanden; derefter fulgte en sort klædespose, som struttede af sokker og andre underbeklædningsgjenstande. Da begge dele vare vel anbragte, sagde fragtmanden: » Nå, lad os så få fyren herop! « » Hvor meget er jeg dem skyldig, Olsen? « spurgte madam Ingstrup. » Å, det kommer vi nok ud af, « lød svaret. » Det kan blive til en anden gang. Jens Peter kan betale, når han kommer hjem som en rig mand. Ikke sandt, Jens Peter? « tilføjede han og lo. » Ja, mange tak! « sagde madam Ingstrup. » Men vil de ikke drikke en bajer? « » Nej, ellers mange tak; jeg har fået, li vad jeg skal ha’. « » Nå, ja, så farvel, min dreng, lad mig se, du bliver hink og husker, hvad jeg har sagt dig! Og glem ikke at skrive? « » Nej, det skal jeg ikke. « Hun omfavnede ham og trykkede et Kys på hans pande. Han klatrede op på læsset, hvor putter straks var på færde og slikkede et par tårer bort, som vare i færd med at trille ned ad hans kinder. Madam Ingstrup gav et lille skrig Ira sig, da hun så det store dyr i ansigtet på Jens Peter. » Han gør ingen fortræd, madam, « sagde Olsen leende. » Det er bare sådan et lille goddag-kys. « » Vi er gode venner, « sagde Jens Peter og trykkede det lodne hoved op til sig. » Ja, sæt dig nu, min dreng! « vedblev Olsen. » Og så vil jeg råde dig til, at du knapper frakken og trækker huen ned over orene, for det er en slem østenblæst. Nå, farvel, madam Ingstrup! « Vognen satte sig i bevægelse, og da vejen straks efter gjorde en svingning, måtte Jens Peter skynde sig med at sende sin moder den sidste hilsen. » Farvel, Jens Peter! Lykke på rejsen! « lød det lidt længere fremme fra to drenge, som ventede ved et led. » Farvel, Peter og Kristian! « svarede Jens Peter og svingede med huen. De blev stående og så efter vognen, og da den var kommen et stykke frem, sendte de et rungende hurra efter den. » Sikke nogle gavtyve! « sagde Olsen leende. » Skal man råbe hurra, når folk rejser! Det var, ligesom om de vare glade over at blive af med dig. « det gik kun småt fremad, da folk stod udenfor husene og ventede på fragtmanden for at give ham kommissioner med. Endelig var dog den langstrakte landsby til ende, og hestene løb i småt luntetrav hen ad den gode Chausse, medens Olsen bestræbte sig for at få ild på piben, hvilket ikke var så meget let i den stærke blæst. Pludselig greb Jens Peter ham i armen, pegede frem på vejen og råbte: » Se, se! « Fra et tæt hegn, som strakte sig ned over Marken til venstre, var en underlig uformelig skikkelse dukket frem; man skulle se nøje til for at opdage, at det var et fruentimmer, som havde kastet skørtet over hovedet. Ludende og med vaklende skridt bevægede hun sig over vejen; men hvad enten det var på trods, eller fordi hun ikke lagde mærke til vognen, blev hun stående lige foran hestene, med ryggen vendt imod dem og imod blæsten. » Hvad satan går der af kvinde mennesket i « råbte fragtmanden, som med et kraftigt tag i tømmerne søgte at kaste hestene til side. » Nå, der ligger hun! « Afstanden havde været for kort, til at et sammenstød kunne undgås, og den ene hest gav hende et puf, som kastede hende overrende. Det lod dog ikke til, at hun havde taget synderlig skade; thi hun var hurtig oppe igen, strakte armene ligesom truende ivejret, mumlede nogle uforståelige ord og trak sig tilbage til hegnet, hvorfra hun var kommen. » Det var gale Marie fra fattighuset « sagde fragtmanden. Jens Peter havde også kendt hende; så længe han kunne huske, havde hun været hans og alle landsbybørnenes skræk; når de så hende langt borte, vendte de om eller listede sig en lang omvej over markerne. » Hun kan takke sin gud, at hun slap sådan fra det «, vedblev fragtmanden. » Hun kunne ligeså nemt have fået, hvad hun behøvede, sådan som hun skabede sig. Ja, det skulle have været i forrige tider, så havde man bildt sig ind, at det varet varsel. « » Et varsel! « gentog Jens Peter spørgende. » Ja, et varsel om ondt for en af os, dig eller mig; men så dumme er vi da ikke længere. « Forresten gik hejsen uden noget uheld; thi som et sådant kan det vel ikke betragtes, at blæsten en gang førte Jens Peters hue med sig ind over Marken, så at han fik sig en lille rask løbetur; den eneste, der tog sig det mere, var putter, som ved en lydelig gøen tilkendegav sin misbilligelse af en sådan uorden. da de vare nåde til stationen, hjalp Olsen sin passager med at få tøjet indskrevet til den lille fynske søkjøbstad, hvothan skulle i lære; og til afsked trakterede han ham med en kop kaffe og hvedebrød; her skiltes nemlig deres veje, idet han selv med sit fragtgods skulle til Odense. Det var en Fynsk landsby, hvorfra Jens Peter drog ud i verden; han var Fynbo, hvorimod hans forældre vare jyder. Hans fader havde først været skolelærer på den jyske vestkyst; men da hans lunger vare angrebne, søgte han kald i det mildere Fyn. Det er vel rimeligt, at hans levetid herved forlængedes noget; men den grådige orm er ikke let at fordrive fra det bryst, hvor den en gang har gravet sin hule, og det var nu allerede to år siden, at han i en streng vinter bukkede under. Jens Peter var da li en ved tretten år gammel. Hans moder havde aldrig rigtig kunnet linde sig tilrette mellem fynboerne; det var efter hendes mening et blødagtigt og letsindigt folkefærd. Da hun havde mistet sin mand, var hun gerne vendt tilbage til sin hjemstavn; men med sin jyske økonomiske Sans indså hun, at det ikke kunne betale sig for hende at forlade en egn, hvor man på mange måder lettede hendes små kår. Hun boede ikke alene frit i et af herregårdens huse, men de velstående bønder forsynede hende flittigt med flæsk og torv og deslige gode sager. Hun havde desuden andre grunde til at blive, hvor hun var. Hun var selv i de senere år bleven noget svag for brystet, muligvis smittet af manden; dette måtte jo gøre hende betænkelig ved at vende tilbage til det kolde vestjylland. Og da hun nu oven i købet ved bekendtskab havde været så heldig at få Jens Peter anbragt på Fyn, kunne der jo sletikke være tale om at rejse bort; skulle hun gøre nogen forandring, måtte hun da snarere flytte nærmere til ham. Han var hendes eneste barn; hun anså ham ikke for noget lys og drømte ikke om nogen stor fremtid for ham; men hun følte sig forvisset om, at han ville opføre sig vel, og håbede sikkert, at han med tiden ved flid og stræbsomhed skulle arbejde sig frem, så hun kunne få den glæde at se ham i en selvstændig stilling, hvis det måtte blive hende forundt at leve så længe. Det er en selvfølge, at hun satte mærke ved denne første november, da han rejste bort, og at hun fra den dag regnede et nyt tidsafsnits begyndelse. andet kapitel. Klokken ringede tolv i den lille søkjøb-stads kirke; og at tolvtiden her i mange familier faldt sammen med middagstiden, kunne man se på røgen, som nok så sorgløst kom dansende ud i den blå, kolde luft, men pludselig blev taget i nakken af den lurende vind og trakteret med en sådan trykseksten, at den skyndsomt måtte dukke sig ned bag mure og havegærder. Der blev også lavet til middag inde hos Jens Peters fremtidige principal, manufakturhandler hammer, som havde en solid lille butik i en Sidegade. En gammel pige med et ganske skikkeligt, men rynket og noget gnavent, ansigt var i færd med at dække bord i dagligstuen. Den luksus at holde særskilt spisestue kendte man ikke; men dagligstuen var da også så stor, at hammer, som rigtignok var en bedre spiser end fodgænger, en gang spøgende sagde, at når man spiste frokost ved den ene ende, kunne man lige nå den anden ende ved middagstid. Møblerne fyldte derfor heller ikke meget, skønt de til dels vare af den gammeldags solide og massive slags. Stuens ene ende indtoges af en fire alen lang egetræs sofa, som i stedet for endestykker havde vældige skabe. Det runde bord foran sofaen var så omfangsrigt, at det egnede sig fortrinligt til at stilles op imellem et par duellanter, som ville hytte deres skind. Midt for den anden ende af stuen førte en dør med en kigrude ind til butikken; på den ene side af denne dør stod et gammelt ur, til hvilket der knyttede sig det sagn, at byen en gang havde haft en lille vims urmager, som helt kunne forsvinde i dets bugede indre. Og et sidestykke dertil var skabet, som stod på den anden side af døren; thi deri kunne man godt have redt seng for en velvoksen person. Det benyttedes som opbevaringssted for dækketøj, porcellæn, glas osv. Til disse gammeldags sager svarede det lave loft og vinduerne med de mange små ruller, som ikke formåede at drage stuens baggrund frem af dens mørke; men dette arrangement var netop tilpas for et par gamle eamilieportræter, der vare anbragte på bagvæggen, hvert på sin side af den mægtige ovn; thi de ville kun dårligt have kunnet tåle en stærk belysning. Om resten af inventariet er der intet særligt at bemærke. Hr. Hammers skrivebord, som stod under vinduet nærmest butikken, tog sig i sammenligning med de beskrevne møbler noget spinkelt ud. Foran det midterste vindue var der anbragt en forhøjning med et par lænestole og et mindre bord. Spisebordet, på hvilket pigen netop satte terrinen med den dampende suppe, stod lige ud for denne forhøjning, midt i stuen. Hustruen, som sad ved sit sybord, under et af vinduerne, passede ikke dårligt til det meget gammeldags i værelset: i den folderige sorte kjole og med den stive, hvide kappe kunne hun gerne selv tages for et gammelt arvestykke. Det alvorlige, blege ansigt syntes at vidne om en fred, som var vunden gennem lidelser. Da hun rejste sig for at gå hen til bordet, viste det sig. at hun bevægede sig med besvær ved hjælp af en krykkestok. » Skal jeg så kalde på Herren? « spurgte den gamle pige, og da fruen svarede med et nik, gik hun hen og bankede på døren til butikken. Lidt efter trådte hammer ind. Det var en trivelig person med blussende ansigt og små, gemytligt plirende øjne; omkring havens runding daskede den korte jakke; fødderne stak i et par kulørte morgensko, og det skaldede hoved dækkedes af en grå paryk, under hvilken nakken svulmede i al sin friske rødme. Hans bevægelser vare forholdsvis raske og lette, hvilket rimeligvis skyldtes den stadige øvelse i butikken; thi her havde han hidtil været ene om at ekspedere kunderne. Det vil sige, når der var meget travlt, kunne det hænde, at han kaldte pigen til hjælp, og i ugen før jul havde han også været nødt til at søge assistance; men Jens Peter var den første lærling, som huset optog. Hammer, som holdt af at spise og drikke godt, havde nemlig i den senere tid fået stærkere og stærkere mindelser om, at han burde sørge for at have en stadig medhjælper. Havde der ikke været andet end disken at passe, kunne han brillant have klaret sig: i oprejst stilling ekspederede han efter sin egen forsikring lige så flinkt, som da han var tyve år; men det var de forbandede skuffer og hylder. Skulle han bukke sig, kunne det hænde, at det svimlede for ham, så han var nær ved at gå på næsen; og skulle han slæbe kjoletøjer ned fra hylderne, blev han så forpustet, at han var ude af stand til at tale for varerne. Til forretningens ære må det nu ganske vist siges, at de nok kunne tale for sig selv; men folk vil nu en gang gerne med et par rosende ord opm untres til at købe. » Nå, hvordan går det, mutter? « spurgte han sin kone, idet han gav hende et lille dask på ryggen. » Puh, sikken varme du har herinde! Se på termometret, lille Ane. « » Her er femten grader. « » Femten grader! Å, hvor vil du hen! Jeg mærker nok, at i liar lagt råd op om at stege mig levende. « og så lo han, så det klukkede i ham. » Jeg véd ikke, om jeg skal dække til drengen. « » Nå, du mener måske, at han kan have godt af at sulte? « » Nej, men han har nylig sat en god frokost tillivs. « » Å, sådanne fyre kan spise til enhver tid. Lad ham bare komme ned, at vi kan jå at se, hvad han duer til. « Ane kaldte da på Jens Peter, som havde fået anvist et værelse ovenpå, hvortil der kun var adgang gennem køkkenet. Han var naturligvis noget forlegen; men hvad maden angik, gjorde han besked; han betragtede det åbenbart som en forpligtelse at sætte tillivs alt, hvad der blev sat for liam. Hammer så snart på ham, snart på de andre; han morede sig kosteligt over situationen, og det holdt hårdt for ham at bevare en [lassende alvor og værdighed. Han var nemlig af dem, der, som det hedder, kunne le ad alting eller ingenting. Nogle kaldte ham en grinebider, andre betragtede ham som et stykke af en satirikus, og noget sandt var der i begge dele. Ligesom der gives mennesker, hvem gråden altid sidder i halsen, således er der andre, hos hvem latteren altid er på nippet til at bryde løs, og til disse sidste hørte hammer. Jo alvorligere miner han så omkring sig, desto mere ondt havde han ved at bare sig for latter. Man vil nu forstå hans vanskelige situation ved middagsbordet. På den ene side skulle han imponere som tilkommende principal, på den anden side følte han en sådan kildren for mellemgulvet, at han flere gange blev nødt til at stoppe servietten i munden. Når allerede pigens gnavne høflighed og hans kones stilfærdige og højtidelige væsen virkede pirrende på hans lattermuskler, måtte Jens Peters forlegne gebærder og kejtede arbejden med kniv og gaffel sætte ham på en endnu hårdere prøve. » Nå, lille Jens Peter, har du så fået dit tøj pakket ud? « spurgte han med en beskyttende mine. » Ja, det meste af det, « lød svaret. » Ja, det er jo en meget vigtig sag. « » Ja, « svarede Jens Peter i al troskyldighed. Det begyndte at klukke indvendig i hammer, men han lod, som om det var et lille hosteanfald. » Ja, nu skal vi ikke begynde alt for strengt, « vedblev han, » men tage den med ro. Jeg har tænkt, at du skulle have fri i dag og i morgen. Ikke sandt, det har du vel ikke noget imod? « » Jeg kan godt begynde straks, « svarede Jens Peter. » Kan du det. Ja — nej, det skal du dog ikke; det var for meget forlangt. Jeg kan jo nok begribe, at du har lyst til at afsøge terrænet. Byen er vel ikke så forfærdelig stor; den kan langtfra måle sig med København og andre hovedstæder; men der kan dog være et og andet nyt at studere for dig, da du, så vidt jeg véd, ikke er videre berejst. « » Jeg har ingen steder været, « svarede j ens Peter. » Nu skal du bare tage dig i agt for hundene, især de små køtere; de kan straks lugte, at du er fremmed, og kunne gerne få i sinde at fare i benene på dig. « » Hvorfor vil du nu forskrække ham? « spurgte hans kone bebrejdende. » Hundene er ikke så slemme, Jens Peter; de gør dig såmænd ikke noget, når du bare passer dig selv. « » Ja, ja, « vedblev hammer, » det kan dog aldrig skade, at han er forsigtig. « middagen trak længe ud; thi hammer spiste ikke alene meget, men også langsomt; og han skulle desuden have tid til at drikke de to bajere, som hørte til hans daglige ration. Da han endelig var færdig, rejste han sig med et » Tak for mad, mutter « og et » Velbekomme « til Jens Peter, der viste sin gode levemåde ved at bukke og sige » Tak for mad. « Butiken var lukket i middagsstunden, for at hammer kunne få sig en lille lur. Hed i hovedet og tung i kroppen vraltede han hen til sofaen. » Ja, gå du nu kun ud og mor dig, Jens Peter, « sagde han, da han havde fået sig lagt tilrette. » Det er tidsnok, når du kommer hjem klokken syv; så drikker vi te. Skulle du blive sulten før den tid, kan du bare melde dig hos Ane, så skærer hun dig en mellemmad. « Jens Peter ville gå, men fruen vinkede ham hen til sig, talte opmuntrende ord til ham og spurgte ham om hjemmet, om moderen og om rejsen. » Ja, hvis der nu skulle være noget, du ønsker, eller noget, som trykker dig, « således sluttede hun, » så kom til mig; jeg skal gøre hvad jeg kan, for at du ikke skal savne dit hjem og din moder alt for meget. « han takkede og gik op på sit værelse med lettere sind, end han var kommen ned. Hendes ansigt fik et vemodigt udtryk: hun kom til at tænke på sit eneste barn, som døden havde berøvet hende. Henne fra sofaen lød hammers dybe snorken. Tredie kapitel. Jens Peter tænkte ikke på at gøre sig behagelig, da han sagde, at han godt kunne begynde straks; det var hans virkelige mening og ønske. Han var nemlig et fornuftigt lille menneske og trods sin unge alder vant til at tage livet fra den nyttige side, hvilket vel dels lå i hans jyske afstamning, dels i at han efter faderens død var bleven moderens naturlige hjælper. Han kunne nemt regne ud, at de mange år, han skulle være her, ville levne ham mere end tid nok til at se alle byens mærkværdigheder; dermed havde det altså ingen hast. Derimod længtes han ifølge sin virksomme natur efter at få begyndt på det nye arbejde og vise, hvad han duede til. Men da han nu, hvadenten han ville eller ikke, skulle have to dage til at se sig om, mente han, at det var bedst at tage det grundigt og bringe så meget ud deraf som muligt. Han fandt det derfor rigtigt at lægge en ordentlig plan for sine vandringer. Først skulle han undersøge havnen og hvad dertil hørte; det var noget helt nyt for ham; han havde kun lige set et glimt af den, da han første gang var i byen for at blive præsenteret for sin tilkommende principal. Når han var færdig med den, ville han tage den øvrige by, og til sidst omegnen. » Skal du nu ud? « spurgte Ane, som stod og vaskede op. » Ja! « svarede han og standsede lidt, i den tanke, at hun havde mere at sige; men da hun ikke gjorde mine dertil, gik han ud gennem gården. Det er en løjerlig prås, tænkte hun ved sig selv; man skal klemme hvert ord ud af ham. Men dersom han havde snakket op med hende, havde det vistnok været lige så galt; så ville hun have fundet, at han var næsvis; thi hun var ikke let at gøre tilpas, skønt ellers godmodig og skikkelig. Da Jens Peter kom ud på gaden, huskede han på, hvad hammer havde sagt ham om hundene. Han plejede ellers at komme godt ud af det med alle hunde; men det kunne jo være, at hundene her vare værre, end andetsteds. Der kom netop en af de små køtere, som hammer havde advaret ham imod; men « iet lod ikke til, at den havde ondt i sinde. Han gik nær hen forbi den; men den brød sig sletikke om ham. Så kunne han ikke dy sig; han begyndte at.gø ad den og trampede hårdt i stenene. Ja, den gøede jo nok lidt igen; men da han så lod, som om han blev bange og stak i at rende, løb den ikke en gang efter liam. Den næste, som han mødte, var en stor pudelhund, som havde et så skikkeligt udseende, at han klappede den på. Hovedet og kløede den på hyggen, og det behagede den så vel, at den fulgte et stykke efter ham og logrede med halen. Efter disse erfaringer følte han sig fuldkommen beroliget i henseende til byens hunde. Gennem et stræde kom han ud i byens Hovedgade og stilede ifølge den lagte plan ned imod havnen, som ikke var langt borte. Den imponerede ham ikke just overordentlig meget; efter afbildninger, som han havde set af skibe og havne, ventede han noget mere; der var ikke en gang et dampskib. Derimod lå der en række fiskerbåde, og det morede ham at se, hvorledes de blanke sild blev pillede ud af nettene. En halvvoksen, køn pige, som hjalp sin moder med dette arbejde, fik øje på ham og sagde så højt, at han kunne høre det: » Det er ham, der skal være hos hammers. « » Hvoraf véd du det? « spurgte moderen. » Jo, jeg så, da de kom med hans tøj. - v^il du købe sild? « råbte hun med et skælmsk blik og rakte en af de største ivejret. » Å, skab dig ikke, din tossede tøs! « sagde moderen. Jens Peter blev hov, lod, som om det ikke var til ham, hun havde talt, og gik videre langs med bolværket. Endelig kom han da til et rigtig stort skib med to høje master. Her morede det ham at se, hvorledes de ved hjælp af et spil hejsede kullene op af lasten og halede dem ind over vognene. Da han var ked af at se herpå, gik han videre og kom endelig til den åbne strandbred med dens tang og vragstumper, med dens brogede, i mange former afslebne stene, dens konkylier og muslingskaller. Det var noget helt nyt for ham, og han gav sig ivrigt i færd med at søge det smukkeste ud. Til sidst havde han da også alle lommerne fulde og endda i den ene hånd et par konkylier og i den anden en dusk blæretang, ved hvilken der hængte en -smuk oval sten. Men da han nu satte sig på vraget af en båd for rigtig at betragte de fundne herligheder, følte han sig noget skuffet; han opdagede, at mange af stenene havde matte farver og så mindre godt ud nu, da de vare blevne tørre i hans lommer. Enden på det blev da, at han kastede en hel bunke af dem ud i vandet og kun beholdt nogle få af de pæneste tilbage; her var jo også nok af dem, tænkte han ved sig selv; hvis han fik lyst, kunne han altid hente flere. Han sad under en skrænt, som var bevokset med høje træer; der var ingen mennesker at se eller høre; mørket begyndte at lægge sig over hav og land. Da blev følelsen af, at han var borte fra hjemmet, for første gang rigtig levende og trykkende. Det var netop ved den tid, da moderen plejede at bringe ham hans mellemmad og hans krus mælk; og så satte hun sig gerne ved siden af ham og passiarede med ham, mens han spiste og drak; han kunne ikke rigtig tænke sig, at alt dette for bestandig var forbi. Tårerne trillede ned ad hans kinder. Men ban tørrede dem hurtigt' bort og rejste sig. Det var på tiden, at han vendte tilbage til byen. Han gik rask tilbage ad den samme vej, ad hvilken han var kommen. Stjærnerne begyndte at vise sig, og enkelte lys skinnede ham i møde fra byen. Før han nåde havnen, var det allerede helt mørkt, og alting havde fået et underligt fremmed udseende. En stor, skummel, mørk masse dukkede frem lige foran ham, som om den ville spærre vejen. Hvad kunne det være 1 han begyndte at blive bange for, at han var gået vild; men en gammel fisker, som han traf på, beroligede ham i denne henseende. Den mørke masse var et gammelt pakhus, som han ikke havde lagt mærke til om eftermiddagen; så optaget havde han været af alt det nye, som stranden frembød. I et af de første huse ved havnen var der en oplyst bagerbutik. Han blev stående og betragtede det dejlige hvedebrød, som lå på disken derinde. Skønt han ikke var nogen slikmund eller ødeland, kunne han ikke modstå lysten til at spendere en tiøre på sig selv. Bagerkonen så meget rar ud, så « ler syntes ikke at være noget at risikere. Han greb lejligheden, da der ikke var andre kunder i butikken, og slap også lykkelig og vel ud igen. En dreng kom fløjtende forbi og sagde i en næsvis tone: » Giv mig et stykke, du? » Jens Peter gik stilfærdig sin vej og lod, som om han ikke hørte det. » Sikken tosset rad! « sagde drengen og gik fløjtende videre. oppe i byens lange Hovedgade blev Jens beters opmærksomhed vakt ved et lys, som syntes at krydse fra den ene side af gaden til den anden. da han kom nærmere, så han, at det sad på enden af en Stang og blev båret af en mand, som stak det op i lygterne, der straks blussede med et klart skær. Det er gassen, der bliver tændt, sagde han til sig selv. Det var noget ganske nyt for ham. Derude på landet måtte de selv tage lygter med, når de skulle ud i mørket. I Jan fulgte efter manden og så den ene lygte hamme op efter den anden; og da han nu vendte sig om, var det helt morsomt at se de to Rader af lyspunkter blive mindre og mindre, og nærme sig mere og mere til hverandre. Han havde ur på lommen, faderens ur, som siden konfirmationen var blevet betroet til ham; og han kunne således stadigt holde øje med, hvad klokken var. Nu var den bleven halvsyv, og han måtte da. tænke på at vende hjem; men det gik ikke så let, som han troede; det var, ligesom om byen var bleven helt forhekset. Snart kom han ud på landevejen, snart ned til havnen; og da han endelig troede, at han var på rette.vej, stod han foran en gammel kirke, som han ikke havde set før. Så måtte han, så nødigt han end ville, spørge sig for, og nu viste det sig, at hammers boede lige ved, bare om hjørnet, så at han endda nåde at komme hjem til klokken syv. Da han igennem køkkenet gik op på sit Kammer, underrettede Ane ham om, at 'feen var færdig, og han skyndte sig derfor ned i stuen. Hammer og hans kone sad allerede ved bordet, over hvilket hængelampen var tændt. Fruen smurte en tallerken smørrebrød til ham, og Ane bragte ham en stor kop te. Han måtte fortælle, hvorledes turen var gået, og lagde ikke skjul på, at han var gået vild. » Ja, se nu til, « sagde hammer, » at du i morgen bider rigtig mærke i gader og stræder, for du kommer naturligvis også til at gå i byen — det vil sige — gå ærinder, du forstår mig nok, jeg mener ikke, at du skal gå på kommers. « Jo, Jens Peter forsikrede, at han forstod det godt. » Jeg kan jo nok tænke, at du er dygtig træt, « sagde hammer lidt efter; » det står dig frit for, om du vil gå iseng straks, eller om du vil blive siddende hernede. Hvis du vil læse, så kan du måske tinde noget derhenne i bogskabet. Her er også aviser. Nu kan du gøre, som du vil. « kort efter rejste hammer sig og gik ud. Jens Peter tænkte, at han gik i seng; men senere fik han at vide, at han hver aften tilbragte nogle timer på en af byens gjæstgiver-gårde, hvor han spiste varm aftensmad og drak toddy sammen med nogle gamle bekendte. Da Jens Peter snart mærkede, at det kneb med at holde øjnene åbne, rejste han sig og sagde godnat. Ane fulgte med ham ud og gav ham en lille lampe, idet hun opfordrede ham til at behandle den med forsigtighed. Han fik lov til at sove rigtig ud den næste morgen, og klokken var over ni, da han begyndte sin vandring omkring i byen. Ved dagen forekom det ham nu så let at hitte rede i den, at han sletikke kunne begribe, hvorledes han den foregående aften havde kunnet gå sådan og tosse om. Han havde taget papir og blyant med, og lavede sig et lille kort over gader og stræder, som han tik Ros for af hammer. Der var dog altid noget at rette, og hermed gik det meste af eftermiddagen. Han fik derfor ikke synderligt at se af omegnen; men det tog han sig heller ikke nær; det kunne oprettes til foråret, så ville alting tage sig bedre ud. Aftenen tilbragte han med at skrive brev til sin moder. Det var et drøjt stykke arbejde, som kostede ham både sved og hovedbrud; men det var jo også det første forsøg. For ikke at tage fejl af udskriften, havde han været så forsynlig at tage en gammel konvolut med, hvori hans moder havde fået brev fra Jylland. Frimærker havde han nok af; hans moder havde købt for en hel krone til ham. Og da han nu, efter at have bragt brevet på posthuset, gik i seng, var det med den glade bevidsthed, at han havde fået så meget ud af denne to dages ferie, som det med rimelighed kunne ventes. Fjerde kapitel. Det var en fjorten dages tid siden, Jens Peter havde begyndt i butikken, og han var allerede kommen så godt efter det, at hammer ikke tog i betænkning at lade ham være alene, mens han selv læste sine aviser i dagligstuen. Indtraf der da et eller andet, som Jens Peter endnu ikke kunne klare, var han jo i nærheden og kunne straks kaldes til. Men de mest gængse artikler, såsom tråd, bændler, strømper, trøjer, tørklæder, osv., var han allerede helt fortrolig med. Det var jo ingen sag, når priserne stod på; men på nogle ting stod der bare et mærke for de indviede, og det var just ikke alletider så let at tyde det i en fart; på andre ting var der hverken pris eller mærke, og dér gjaldt det da at huske. Men det viste sig, at Jens Peters lyst til handelen virkelig støttedes af et naturligt anlæg: han både huskede og regnede godt, og ærekær som han var, gjorde han sig al mulig flid for ikke at blive greben i fejltagelser. Når der ikke var nogen kunne at ekspedere, sad han gerne og regnede priser ud eller øvede sig i hurtigt at finde de forskellige varer. Og her kom det ham til gode, at han ikke havde nogen synderlig levende fantasi, som jo stundom kan drage menneskene, navnlig de unge, bort til alt muligt andet end det, de netop skulle rette deres opmærksomhed på. Men hans glæde skulle dog ikke være ublandet; dei’ var en egenskab, som efter hammers udsagn var aldeles nødvendig, og som han mistvivlede om nogensinde at kunne tilegne sig. En skøn dag, netop som han troede, at han havde været rigtig flink, sagde hammer til ham: » Ja, lille Jens Peter, det er jo alt sammen meget godt; men der mangler dog endnu en lille ting. « Jens Peter så spørgende på ham. » Har du ikke selv opdaget det? « » Nej «, sagde Jens Peter lidt forknyt. » Ser du, det er ikke nok at rage i skuffer og fægte med alenmålet. Nej, det aller vigtigste er at være kavaller, galant imod damerne, sige smukke ting. Derpå kender man mesteren, ser du. Læg mærke til hvorledes jeg bærer mig ad, dér kommer netop en ung dame. « » Goddag, lille frøken, hvad er til tjeneste i dag? Et lille silketørklæde! Med for nøj else! De smukkeste er ikke for gode til dem. Vær så god! Vil de behage at vælge! — ja, det er ganske lækkert, så blødt, som deres kinder; vil de behage at føle! — de synes bedre om det røde! Ja, de har smag, det passer udmærket til deres mørke hår, ganske udmærket! — jeg skal lade dem få det for ( hvisker ); men sig det ikke til nogen; det er alt for billigt. — farvel, lille frøken, og kom snart igen! « Han fulgte hende meget galant til døren, lukkede op for hende og blev stående, til hun var nede på gaden. » Nå, hvad siger du til det? « spurgte han Jens Peter. » Kan du gøre mig det efter? « » Nej, det kan jeg ikke «, svarede Jens Peter med et lille smil. Han havde en følelse af, at hammer spøgede, men han var ikke rigtig vis på det. Hammer var virkelig nær ved at briste ud i latter; men han holdt sig og sagde med en stemme, som dog ikke var fri for at skælve lidt: » Hvorfor kan du ikke? Man kan alt, hvad man vil! Det gælder kun om at fatte en kraftig beslutning, så går det. « » Nej, jeg kan ikke! « gentog Jens Peter i en bedrøvet tone. » Hvorfor? Hvorfor? « » Jeg ville blive så flov! De måtte jo tro, at jeg gjorde nar ad dem. « » Nej, det behøver du såmænd ikke at være bange for. Dér har vi netop en pæn lille tøs, som du kan øve dig på! Nu skal vi se, hvad du duer til. Jeg trækker mig lidt tilbage og overlader dig kamppladsen; gå du bare på med dødsforagt, så skal du se, det kommer alt sammen! « Plan gik ind i et lille, til butikken stødende værelse, der benyttedes som et slags pulterkammer, og lod døren stå åben; men netop den bevidsthed at piammer stod derinde og passede på, gjorde Jens Peter langt mere forlegen, end han ellers ville have været. Den pæne lille rpøs var en stor, fyldig og rødmusset tjenestepige, der så ud, som om hun kunne være hans moder. De ting, hun forlangte, vidste han ellers god besked med; men nu løb det helt sur for ham, og det varede længe, før han fik det samlet alt sammen. » De er nok ikke rigtig inde i det endnu, « sagde hun med et lille smil. han svarede ikke, men gav sig ivrigt til at regne summen ud. » Nå, hvor meget bliver det så? « » Femogfyrre ty ve øre, « sagdehanhviskende. » Er de nu sikker på det? « » Nej, det bliver kun femogtredive — nej, så kommer de ruller til, så bliver det — en halv krone. « » Ja, det mener jeg også. « Hun betalte og gik; han vovede næppe at sige et meget stilfærdigt farvel. » Nå, det gik jo brillant, hvad! « sagde hammer leende; » Du var nok lige ved at bedåre hende «. Jens Peter svarede ikke, men så ned for sig og fortrak mundvigerne på en så foruroligende måde, at hammer, som i grunden var godmodig, mærkede, at han var gået for vidt. » Du kan nok forstå spøg, « sagde han trøstende. » Jeg har været akkurat lige så genert som du; når en smuk dame så på mig, kunne jeg gerne krybe i et musehul; men nu er jeg kommen over det værste. Herre gud, vi skal jo alle sammen arbejde os frem; man kan ikke forlange, at det skal komme på én gang «. » Jeg lærer det aldrig! « sagde Jens Peter hulkende. » Jo, såmænd gør du så. Du skal se, inden du véd af det, er du en rigtig hjærte-knuser. « Da de om aftenen sad ved tebordet, kunne Fru hammer se, at der var noget i vejen med Jens Peter, og spurgte ham, om han fejlede noget. Han svarede lidt nølende med nej; men hammer kunne ikke dy sig. » Å, « sagde han, » det har ikke noget at betyde; det var bare sådant et lille eventyr, vi havde derinde. Han skulle probere på at bedåre postmesterens Trine, men det ville jo ikke gå; hun er alt for dreven. « Da h

1882_HansenJH_Barbara

J.H.

Barbara

Hansen

HansenJH

Barbara

1882_HansenJH_Barbara.pdf

Johan Holm

Hansen

dk

Barbara

En Skildring fra Ribeegnen

n

roman

Chr. Steen & Søn

KB

pdftxt

nan

nan

O

I. Det ruller stadig ved nat og dag i vesterieden, bag Jyllands klitter, det hav, hvor en gang det danske flag blev ført af nordmænd og stolte britter. Det ruller hen over seklers grav — mens nye tider sig fremad famle, og fyrstetroner og altre ramle, det ruller stadig det samme hav. Dog værst det ruller ved jævndøgnstid, når vildt det tirres af sol og måne, da ryster bølgen sin manke hvid, et rovdyr lig, der vil ingen skåne, og springer ind over strand og klit, hvor digebonden forfærdet flygter fra p'edekvæget, som dorsk han røgter, og grænsen slettes blandt mit og dit. » Nu skifter tiden! Giv agt! Giv agt! « Det høres trindt gennem bølgen larme. » Snart kommer døden i vintrens dragt; thi skynd jer, floder, i mine arme, og lad os hæge med kraftens bærme det land og folk, som vi fælles skærme, til frugtbarhed for den nye tid! « Det var endnu i den gamle tid, før prøjserne flyttede grænsen op til kongeåen, at Ann’ Barbara og hendes mand mødtes der nede ved det gamle Ribe. Han var en skikkelig fyr af fattige forældre. Både faderen og moderen vare tidlig døde, og, da onkelen, en drikfældig gammel vognmand, ikke havde villet tage sig af ham, var han kommen på fattiggården, hvor byens amtsforvalter tilfældig så' ham og mente, at han nok kunne bruge ham til bud. Således kom hans Kristjan thosten allerede som dreng ind i et af byens rigeste huse. Flan gik stille omkring og passede sit, var pålidelig, tjenstvillig, ja, kunne til nød gælde for at være opvakt og forfremmedes derfor efterhånden både i sin husbonds og i borgernes y ndest. kun lige over for det smukke køn syntes » Vor hans Kristjan «, som borgerne kaldte ham, ikke at udøve nogen tiltrækning. Pigerne lo ham stadig ud. Snart var det hans jomfruelige væsen og snart hans fregnede ansigt og ildrøde hår, som måtte holde for, og da en lille Skomagerdatter, til hvem han endelig friede, yderligere gjorde nar ad ham, er det tvivlsomt, at han ville bleven ægtemand, om ikke forsynet viselig var kommet ham til hjælp. Det hændte nemlig, at budet på det tæt ved amtstuen liggende posthus pludselig døde, og byen fik sig en ny brevbærer, som hurtig blev thostens ven. Peter litsenbroder var søn af en afdød landsbyvæver. Hans moder og søster boede lidt uden for byen i et af » Hedehusene «, der tidligere havde tilhørt en bekendt kvaksalver eller » Sympathimand «. Folk mente, at de støde sig godt, skønt moderen stadig klagede over udkommet og hyppig lå til sengs —siden hun en gang var kommen drukken hjem fra-bymarkedet med et brækket ben. Peter havde ofte opfordret vennen til at gå med ud at gøre bekendtskab med hans familie, og, da han på forhånd havde skildret ham moderen som » en kende skrap « og søsteren som » et stolt stykke fruentimmer « — var det ikke uden en vis hjærteklemmen, at amtsbudet en første pinsedag trak i kisteklæderne og gik ud ad Hedehusene til med vennen. » Tradera! — tradera! « blæste Peter ildrød i ansigtet og med en mund som en tud. Han plejede altid at nynne postillonsignalet, når han var rigtig i sit es. » Jeg mærker, der er grøde i luften i dag. Det var godt, at jeg ikke tog uniformen på — som hun kalder den, vor mor. Se, nu må du ikke fortryde på, om du mulig skulle træffe hende i fjerene, og om min søster — hvad der godt kan stikke hende — i førstningen ser en smule skævt til dig! — hvad siger du? — nej, det skulle jeg da vel ikke tro, at hun er ræd for mandfolk — eller for en så knøv Karl som dig, min bitte ven — skønt fanden véd, hvad der alligevel stikker hende til sine tider — når hun ligger og gaber der inde i lyngen, som om hun ikke kunne få vejret. — syg? — å snak; der er ikke mage til sundhed. Du skulle se, hvor hun til andre tider kan tage fat! Ja, men hun har da rigtignok også et par arme og nogle ben som — nej, jeg vil ikke sige som mine, for hun er min sjæl ikke hjulbenet som jeg. Ha, ha, ha! Men, som sagt, det er alligevel forkert — jo, det er. Du skulle have set hende, før jeg tog ud at tjene. Herre Jesus, sikket humør. Hu, det kriblede formelig i fingrene på hende. Snart var det geden og snart mig, der måtte holde for og stafferes ud med gyvel og lyngkviste, og så — hen over grøfter og hegn, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Men siden denne æsel af en landmåler kom her til egnen — det var netop, som jeg rejste bort — og gjorde haneben til hende, for en skønne dag uden videre at stikke af til Amerika, har hun ikke længer været den forrige ustyrlige og glade friluftstøs. Nå, hun får vel nok humøret igen, og så er der jo ellers ingen ting i vejen. — ja, det skulle da være, om vor mo’er imellem stunder trykkede hende lidt med sin påholdenhed; men det har jeg sagt hende, at hun ikke skal bryde sig om. Du skal bare tage det gemytligt og ikke lade dig forbløffe, siger jeg til hende. Tradera! — hvad, fanden, vi har jo penge nok. « Og han stak atter læberne frem og blæste postillonsignalet så højt, at de forskrækkede hedehusbeboere fore op i vinduerne og udbrøde: » Nej se! Det er Peter litsenbro’er. Det er dog en farlig Karl, han er bleven. Der kommer han så vist agende med en frier til Ann’ Barbara. « Det var lige i middagsstunden, at vennerne nåde hen til » Sympathimandens hus «, som det endnu almindelig kaldtes. Amtsbudet syntes, at der var noget underlig hemmelighedsfuldt udbredt over stedet. Alle vinduerne vare mere eller mindre tilhyllede, dørene lukkede, og ingen røg steg i vejret fra den lave skorsten. Egnen rundt om var som uddøet, som gået under i et hav af tæt gnistrende Sollys; og det eneste, der afbrød stilheden, som rugede over landskabet, var en enlig lærkes kvidder og nu og da en ejendommelig uartikuleret lyd, der kom fra en ung, barbenet kvinde, som lå oppe på lyngskrænten bag huset ved siden af en ged. Amtsbudet studsede lidt, da pigen der oppe pludselig rejste sig i lyngen og stirrede ham i møde med et blik, hvis brune glød uvilkårlig mindede ham om en hedebrand. Var det hende? Var det Ann’ Barbara og hendes ged? Han ville spørge vennen; men denne var allerede » åget « gennem sandet om bag huset for at lukke ham ind. En underlig følelse af utryghed og bange forventning greb ham, knæerne, syntes han, lystede under ham, og det var nær ved, at han med ét var vendt om, da han atter mødte pigens mønstrende og på en gang sky og udfordrende blik. » God dag, lille søster i og glædelig fest! « Hørte han vennen hilse hende omme bag huset, da han endelig var nået dette så nær, at det fuldkommen skjulte hende for ham. » Skynd dig nu at komme ned, for jeg har hans Kristjan med, som du ser. Nu skal vi min sjæl have en fornøjelig dag. Tradera! « Men der var ingen, som svarede. Ann’ Barbara lod ikke til at have travlt med hverken at gjengjælde broderens hilsen eller med at komme ned. Hun blev foreløbig stående ubevægelig der oppe på sine kraftige nøgne ben, med gedetøjret i den ene og en gyvelkvist i den anden hånd. Der var noget forskrækket eller snarere forstenet over hende, og det hjalp ikke geden, at den fremdeles gjorde forsøg på at rive sig løs. » Nå, mætte, giv dig tilfreds! og lad os ikke strides længer! « vågnede hun endelig op og for sammen. » Smag nu kønt på gyvelen! Du véd jo, at jeg ikke må flytte dig ned til vejkanten for mor. Hun siger, at du har ikke nødig at stå i græs til over knæerne den hele dag, og ligger nok der inde i sengen og holder udkig med os begge. « » Kom nu, lille Barbara! « kælede Peter samtidig for hende. » Og lad mig se, at du kønt pynter dig lidt. Du har nok glemt, at det er pinse. « » Å — nej, « svarede hun mørkt. » Men du må undskylde, Peter, at jeg har ingen lyst til hverken at pynte mig eller varte op for din ven. Vi har desuden heller ikke noget i huset, som er værd at sætte frem for gæster. Gå du heller hen til kroen med din ven. Dette — kan du jo sige dig selv — vil vor mo’er også synes bedst om. « Og hun fjernede sig i det samme over bakkekammen med geden. » Det vil nok vare længe, før de to bliver mand og kone — hvis de ellers nogen sinde bliver det, « tænkte Peter, da han om aftenen lidt slukøret fulgte vennen hjem. Og deri havde han åbenbar ret. Det varede længe, før amtsbudet kunne blive blot nogenlunde sig selv igen lige over for det unge, gådefulde fruentimmer, som han næppe talte ti ord med ved deres første møde. En større modsætning til skomagerdatteren, hans første, sværmeriske kærlighed, kunne næppe tænkes. Vel var Ann’ Barbara friskere af udseende og langt kraftigere bygget end hun. Men så var der til gengæld det strenge og nenneskesky i hendes ansigt, der havde gjort it så stærkt indtryk på ham ved deres første møde. Hvad var det dog for noget mærkelig iklart og hemmelighedsfuldt, der lå som en tåge over pigens blomstrende ungdom og hendes sunde, velbegavede natur. Han søgte på alle måder at gennemtrænge uklarheden; men det ville ikke lykkes ham. Og så besluttede han da omsider at gøre ligesom vennen og kun se på de lyse og gode sider ved pigen. Og at hun havde sådanne var hævet over al tvivl. Hun var ikke blot den forstandige husholderske, den opofrende datter og kærlige søster, men selv i hendes p'orhold til geden var der noget, som tit gik ham til hjerte og kunne gøre ham helt misundelig på denne. Ann: Barbara syntes naturligvis heller ikke straks om sin tilkommende mand. Der var noget forfinet kjøbstadsagtigt ved ham, som ikke tiltalte hende, så lidt som at han jævnlig slog øjnene ned og rødmede som et kvindfolk. Moderen sagde, at hun skulle tage sig i agt for ham, han var vist beregnende og lagde an på at få hende for pengenes skyld. Og deri, mente hun, havde moderen sandsynligvis ret. Hvad skulle hun, en pige fra heden, kunne være for ham — så klog og så fin som han var? Thi han var både belæst, kunne hun skønne, og gik altid med hvidt i brystet — ligesom en vis én havde gjort. Jo, hun skulle nok tage sig i agt for det slags mandfolk. men, da han så trofast vedblev at komme der og stadig viste hende mere opmærksomhed, tænkte hun, om hun måske dog ikke gjorde ham uret og nok kunne være tjent med mulig at få ham til mand. Og om så var — fortsatte hun da stundom tankegangen — hvad kunne det nytte, når han ikke kunne være tjent med hende. Hun ville dog aldrig kunne blive en god hustru. Og en slet ville hun ikke være. Nej, derfor ville hun heller aldrig gifte sig. Og hun havde det heldigvis heller ikke nødig. Så længe moderen levede og kunne tjene lidt ved de lægemidler, hun havde fået med huset efter kvaksalveren, ville de begge rigeligt kunne have deres udkomme. Og var hun først bleven sig selv og friet for alle datterlige forpligtelser, da ville hun ikke længer blive boende der ved alfarvejen til genstand for onde og mistænksomme blikke. Da kunne hendes Broder tage huset som sin part, og hun selv og mætte ville da enten flytte længer ind på heden eller ud til stranden, hvor de begge skulle have det rigtig godt på deres gamle dage. Men da hændte der noget, som pludselig kuldkastede Ann’ Barbaras fremtidsplaner og gennem moderen sejrede over hendes syge tilbøjelighed for ørkenlivet. hans Kristjan thosten blev nemlig med ét, hvad Bodil kaldte for » et rigt parti «, i det vognmanden, hans onkel, døde efter uformodet at have indsat ham til sin universalarving. dette var en lige så stor som uventet glæde for amtsbudet. Nu havde han da ikke nødig at tjene længer eller løbe dreng for alle de gamle spidsborgere der i byen. Men, hvad han derimod mente, han trængte til, var en ung og dygtig hustru, der kunne gå ham til hånde i huset. Og da han troede allerede at vide, hvor han kunne finde en sådan, skød han tappert alle øvrige hensyn til side og sendte Ann’ Barbara et versificeret frierbrev med litsenbroderen, der kort efter tudblæsende bragte ham — hendes moders ja. Barbara thostens ny hjem lå i en udkant af byen, der almindelig kaldtes » Sibirien «. Det var et af de gamle bindingsværkshuse, hvoraf der endnu findes nogle få fra byens tidligere velmagtstid. Det havde tvende stokværk, hvoraf det ene ludede stærkt frem over det andets fremspringende konsoler med udskårne egetræsbjælkehoveder. gadedøren var rødmalet og prydet med allehånde mærkelige chiffre, der gav den en vis lighed med et gammelt ægyptisk relief. Vinduerne med de små, solbrændte ruder vare både vindskjæve og utætte, og den ene af hjørnestolperne, hvorunder der lå en vældig mosgroet sten, heldede foruroligende og var så frønnet for neden, at det til sine tider formelig mylrede i og om den med bænkebidere, firben og andet kryb. Husets indre svarede fuldstændig til dets ydre. Gennem forstuen med teglstensgulvet og de mange svalereder trådte man til højre ind i storstuen, et stort, kalket og fugtigt rum, hvor Ann’ Barbaras væv havde fået plads tillige med nogle andre møbler. Herfra kom man ind i soveværelset, der frembød sig som sådant ved en gammeldags åben alkove med en fra loftet nedhængende uhyre læderkvast. Husmoderen havde ment, at de her måtte gøre sig det lidt hyggeligt, da her var kakkelovn for vinteren — hvilket der ikke var i det forreste værelse — og man gennem vinduet havde udsigt til et vidtfavnende hyldetræ, som de kunne have megen p'ornøjelse af om sommeren. Hun havde derfor sat de bedste af sine egne gamle møbler der ind tillige med mandens smukke, ny klædeskab, hans boghylde og spilledåse, og endelig et gammelt stueur ikke at forglemme, hvilket moderen havde rådet hende til at tage der ind, for — som hun havde sagt — at de ikke skulle ligge og snue for længe om morgenen. Halte-bodil havde nemlig villet følge med datteren og have aftægt hos hende, af hvilken grund hedehuset imidlertid var blevet solgt. Hendes værelse lå på den anden side af forstuen og lige op til køkkenet. Her ville vist blive slemt koldt om vinteren for den gode gamle — mente svigersønnen — da det var et hjørneværelse, og bilæggerovnen var både lille og skrøbelig. Men Bodil selv forlangte det ikke bedre. Hun var så glad ved det gode kvæg, så vel som ved fennen og holmeskiftet, der fulgte med stedet, at hun foreløbig næppe havde Sans for andet. Havde bare ikke den » forbandede « gamle brønd været, som efter sigende naboen, » den store mand «, skulle have fri adgang til, ville i hendes øjne alt have været fuldkomment. Dog, da hun endelig havde fået datteren til at love, at hun ikke ville lade brønden gøre i stand, før naboen i det mindste havde skaffet dem sort på hvidt for, at han skulle have adgang til den, følte hun sig også friet fra dette tryk, og gav hyppig sit ømme hjerte luft i begejstrede udtalelser om datterens store lykke. Udenomsbekvemmelighederne tiltalte ikke rigtig Ann’ Barbara. Haven, syntes hun, var for stor og stalden for lille; og hun hverken kunne eller ville skille sig ved mætte. Derimod vare de fjærnere omgivelser hende i høj grad tilfredsstillende. Men det var også de mest karakteristiske af byens fortidsminder, hun her havde for øje. Lige ud for hendes vinduer ragede domkirkens ærværdige tårn frem bag hustagene, lig en vældig murkrone over de blytækkede kirkehvælvinger; og næppe hundrede skridt fra hendes dør lå den gamle korsbrødregård, et tidligere johanniterkloster. De tunge jærnlænker hang endnu mellem stenpillerne på fortovet lig et trældomssymbol, og munkelivets tunge luft syntes fremdeles at ligge over stedet. Kun om aftenen, når de unge studerende, som boede der, vare hjemme, kunne man høre støj og sang bag de oplyste vinduer til langt ud på natten — en skrigende modsætning til sagnet om de fæle gengangere, som, endnu huserede der i de underjordiske kældere. Hvad der dog mest tiltalte ann' Barbara, var udsigten lige imod vest. Der, næppe et bøsseskud borte fra hendes hus, lå banken med sine sidste tilgroede rester af det fordums stolte riberhus. Hyllet i sit grønsværstæppe lå den der på den historisk gamle valplads lig en i sandhed kongelig gravhøj. Et mere storartet maleri, et stykke mere stemningsfuld poesi kunne næppe tænkes. Tit fløde både åen — der bugtede sig gennem engene — og voldgraven over deres bredder. Himlen formørkedes, og havet, der glimtede der ude i det fjerne, nærmede sig frådende, som om det ikke længer ville unde sin sygnende nabo livet. Stadig kom det nærmere og nærmere, mens luften drønede som af kanonsalver, diger sløjfedes, markér og landeveje stod under vand. Snart nåde det helt op til byen og ind i husene, ja, selv ind i kirken, som om det ville føre den bort med sig og udjævne dens størknede, mægtige bølgehvalv, der løftede sig højt op imod tårnet, som mod en uhyre knækket mast. Men når det så havde udraset, og jævndøgnsstormene vare blevne afløste af vinteren, og vinteren igen af våren, da var det, som om sagnets og historiens fredende ånd atter dalede ned over stedet og rejste sit spir på den sammensunkne ruin. Havet lå da roligt ude i synskredsen lig et henlagt Skjold, mens himlen uendeligt højnede sig under lærkesangen, og åen snoede sig mellem kløverengene med fornyet liv. Da var det, som sivene i voldgraven fortalte én eventyr om Dagmar og Tove, og som om man lullet i drømme ved blide nyn af folkevisen så’ slottet hæve sig af sit grus — indtil pludselig en hyrde med slaget af sin kølle bragte hele gjøgleværket til at svinde. — det var en sådan vårfrisk dag omtrent midt i April, at hans Kristjan thosten munter kom kørende hjem til sit hus lige i middagsstunden. han havde været ude at køre tømmer for en træhandler og skulle fortsætte dermed om eftermiddagen. Det var ham et noget strengt og uvant arbejde; men hans hustru havde ment ligesom svigermoderen, at han nødig måtte lade det gå fra sig, og Ann’ Barbaras ønske var efterhånden bleven ham en lov — så meget mere som han havdç grund til at tro, at hun allerede hen imod efteråret ville skænke ham en arving. Han smældede lydelig med pisken, i det han kørte ind i gården, og spejdede forventningsfuld gennem køkkenvinduet efter hende. Men hun var ikke at se, og ilden der inde på skorstenen, syntes han, var gået ud. Så skyndte han sig da at få hestene ind til foderkrybben i stalden, forfriskede sig selv en kende ved vandkarret og gik endelig ind i huset med en mine, der tydelig røbede hans uro. » Der skulle dog ikke være tilstødt hende noget? « tænkte han. » Hun er bleven mig så alvorlig i den sidste tid. Jeg kan dog umulig tro andet, end at hun glæder sig lige så fuldt som jeg til den lilies komme. « Imidlertid sad hustruen inde i væverstuen og arbejdede med en påfaldende Iver. Hun var endnu i sin morgendragt, et gråt vadmelsskjørt med tilhørende udskåret livstykke, og bar en lille rødtærnet hue over de tykke halvtopløste hårfletninger. Armene, der vare så godt som fuldstændig blottede, fore om kap med væverskytten frem og tilbage over trådene i en let støvsky, og benene gik rastløst op og ned. Hun havde hængt et groft køkkenforklæde op foran et af vinduerne, at solen ikke skulle forulempe hende. Der var noget mørkt og kummerfuldt i hendes åsyn, således som det tegnede sig på klædet i det dæmpede halvlys. Det kraftigt hvælvede bryst bevægede sig tungt, og hun fo’r nervøs sammen, så ofte svalerne ude på gaden kvidrende fløj forbi vinduerne, eller nabodrengene jublede af henrykkelse, mens de spillede » Paradis « på stenfliserne uden for hendes dør. hun havde siddet således i flere timer. Tårnuret og de forbigående daglejere havde vel mindet hende om, at det var middag, men det faldt hende så svært at standse væven. Når hun holdt op, vidste hun, at hun faldt i tanker, og så råbte moderen der inde, hvad der var i vejen, og hvorfor hun ikke arbejdede. Ja, hvad var der i vejen? Hun vidste det næppe selv. Hun var ikke rask; men dette var vel ikke andet end en naturlig følge af hendes tilstand. Hun vidste jo fra et lignende stadium i hendes liv — nej, hun vidste intet, ville intet vide, ville slet ikke tænke på fortiden. Hun ville bort fra disse nagende minder, der genstridigt dukkede op i hende, og tit truede med at røve hendes sind ligevægten. Hun ville arbejde — dette var det eneste middel, hun kendte mod uroen i hendes tanker og i hendes blod, mod den kvælende fødsels- og dødsangst, der til sine tider kunne omspænde hende. Moderen turde hun ikke ty til. Hun bævede for muligheden af, at hun i så fald heller ikke denne gang skulle kunne modstå hendes lokkende råd. Og til manden — nej i uh, nej! hun havde heller ikke mod til at betro sig til ham — hun måtte da have gjort det for lang, lang tid siden. Å, til hvem skulle hun vende sig — sukkede hun. Havde hun dog nu som tidligere haft naturen at søge hen til. Hvor savnede hun heden og markerne. Der var vel friskt og kønt nok der omme ved slotsbanken; men ikke en gang så vidt kunne hun nå. Hun kunne ikke undværes i hjemmet. Moderen havde for nylig atter lagt sig til sengs, og manden var endnu så fremmed i det ny gøremål. Hun skulle være både ude og inde. Hvorledes ville det dog gå hende, hvis hun virkelig skulle få et barn — et levende barn? » Nå, lille kone, du er endnu ved væven, « Lød det pludselig bag ved hende fra manden, der allerede en stund havde stået på tærskelen og betragtet hende. Hun fo’r op med et udbrud uden dog at standse væven. » Er det dig? Jeg troede, at jeg skulle have fået dette lille stykke drejet færdigt, inden du kom. Du er nok sulten, din stakkel? « » Å nej, « slog han let hen. » Men du véd nok, at du ikke må arbejde så strengt. « » Må jeg ikke arbejde, « faldt hun ind, førend han fik udtalt. » Men hvorfor? Nå, det er sandt, jeg er ikke rask i denne tid; men det kan jo være noget rent forbigående. « » Å, du véd nok, hvad jeg mener, « smilte han til hende. Hun tav mørk, og han så’, hvorledes blodet med en dunkel glød for hende helt op til hårrødderne under den brune, gennemsigtige hud. Men et øjeblik efter skiftede hun atter farve, og legemet sitrede, indtil hun med en kendelig anstrengelse blev herre over det. Der var noget så strengt og næsten sibylleagtigt ved hende, som hun sad der i halvlyset og stirrede på de hinanden krydsende tråde, at han uvilkårlig ængstedes derved og trådte nærmere for at bringe hende til at standse væven. Men da hævede hun omsider hovedet lidt og svarede koldt: » Det er underligt, du kan være så optaget af den ting. « » Sig dog ikke det, Barbara; thi det kan du umulig mene. Jeg er så vis på, at du selv, at enhver kvinde er glad ved — « » Glad? « afbrød hun ham skærende. » Ingen kvinde kan være glad ved det, du mener — og mindst når hun sidder i små kår. « » Men, kære, vi er da ikke så fattige, at du af den grund har nødig at ønske vort ægteskab barnløst. « » Man kan være fattig — på så mange måder — om man også mener at kunne have føden «, sukkede hun. » Men lad mig nu komme ud i køkkenet til maden; det er bedre end at — « » Nej, ann' Barbara, det er vigtigere end maden, at vi to en gang får rigtig talt ud. Jeg har godt set, at der har været noget i vejen med dig i den sidste tid. Sig mig, hvad det er, at jeg kan hjælpe dig! « » Du kan ikke hjælpe mig, « undslap det hende trøstesløst. Men da han så kærtegnende lagde sin hånd på hendes arm, hvorved væven standsede, fo’r hun ængstelig op og fortsatte: » Jeg véd heller slet ikke, hvad du mener. Der er ingen ting at hjælpe på — ingen ting, siger jeg dig. Lad mig blot komme ud! « Men han holdt hende fast og vedblev indtrængende: » Vær nu god! og bliv lidt hos mig! Jeg har længtes så meget efter at komme hjem til dig. Jeg er altid bange for, at du skal savne noget eller finde det uhyggeligt her, så længe vi ikke har fået huset rigtig gjort i stand. Thi her er dog alligevel noget tomt og trist. Ikke sandt? Tænk, hvor et lille barn ville gøre det lyst og levende her. Tænk, hvor mange ægtefolk der føle sig fattige og uden kærlighed, fordi det aldrig er blevet dem forundt at favnes af deres eget kød og blod — selv om alt andet er lykkedes dem. Thi det er en nåde, kære Barbara, at få børn. Man kan ikke give sig selv dem, så lidt som man kan give sig selv kærlighed. Man kan kun få dem givende, og har man først fået dem, er der ikke det af ens eget, man ikke vil dele med dem, uden at man nogen sinde fortryder det eller føler sig fattig derved. « Hun tav; men det forekom ham, at han hørte et lettende suk blande sig med børnejubelen og svalekvidderen der uden for. Hun trak heller ikke længer hånden tilbage, som han holdt i sin, og de blev stående således med en lindrende følelse af kærligheden, der begyndte at gry over dem — indtil han fortrolig vedblev: » Forstår vi så hinanden? Er vi så gode venner? Hvad? « » Ja — når du blot vil lade mig gå. « » Jeg skal lade dig gå, « lo han næsten. » Men se så dog først lidt på mig! Smil lidt! Å hvad! Du er så køn, når du smiler og ikke — jeg kan slet ikke forstå, Ann’ Barbara, hvad det er, der stundom gør dig så alvorlig. Ja, for noget er der, noget hemmelighedsfuldt, som — « Men han kom ikke længer. I det han lempelig drog hende hen til sig, lige som for des bedre at kunne efterspore hendes ansigts halvt udviskede skjønliedstræk — sled hun sig pludselig fra ham og fo’r ud i stuen til den modsatte side af væven lig et utæmmet dyr. » Kan du ikke lade mig have fred, når jeg beder dig derom? « råbte hun dirrende vild og med øjne, der skøde lyn. » Skal jeg da evig pines med det som... « Det øvrige blev borte i en undertrykt hulken, og hun var allerede ude af stuen. Ann’ Barbaras mand var vel nok bleven lidt forskrækket ved den voldsomme afbrydelse af hans første fortrolige samtale med hustruen; men han kom sig dog hurtig derefter. Det var åbenbart, at hun fra hin dag af havde skiftet sindelag imod ham, og at de ædlere instinkter, han efterhånden gjenvakte hos hende, mere og mere toge brodden fra hendes bekymringer. Hun trådte ham nu altid venlig i møde, når han træt kom hjem fra arbejdet, sad ofte længe og fortroligt hos ham i aftentimerne der ude under hylden eller inde i sovekammeret, hvor han tit læste for hende, mens hun stiltiende syslede med barnetøjet, og deres ægteskabelige forhold ville vist vedblivende have udviklet sig til held for dem begge, hvis ikke moderen atter vilkårlig havde gjort sin indflydelse gældende. Det var dog endnu ikke brønden, der var tale om. Denne gang var det om den » forbandede « gamle ko, de havde fået med stedet, og, som halte-bodil forudsagde, inden kort tid ville æde dem ud af huset. De måtte meget hellere, mente hun, sætte den ud på holmeeftergræsningen, inden den blev helt gold, og så sælge den til en Slagter for så mange penge, som de kunne købe sig en rigtig god og solid malkeko for. Ja, dersom dette kunne lade sig gøre, havde hverken datteren eller svigersønnen noget at indvende derimod. Den sidste tillod sig vel nok at bemærke i al beskedenhed, at gamle køer sjældent vare i høj pris. Men dette, erklærede Bodil uforbeholdent, var nogen snak. Det gjorde jo ikke noget, sagde hun, at koen var gammel, når blot kødet var ungt svigermoderen fik altså sin vilje, og koen kom på holmen. Men de unge fik ikke fred i huset derfor. Det skindmagre kræ havde nemlig næppe været på græsningen i fjorten dage, før den halte gamle svor, at hun ville ud på holmen at se, hvordan det artede sig. Dette kunne datteren nu slet ikke tåle at høre, eftersom hun forudså, at moderen ikke kunne gå den lange vej uden at ligge syg og fortrædelig længe derefter. Nej, så ville Ann’ Barbara hellere selv gå der ud en søndagformiddag. hun turde dog ikke røre væven på den tid, da naboen, arrig over at hun ikke ville gøre brønden i stand, allerede flere gange havde truet med at ville anklage hende for helligbrøde. naturligvis tiltalte dette ikke ægtemanden. Han gjorde allehånde indvendinger — blandt andet også den, at han mente, hans kære hustru ville have bedre af en søndag at følge med ham i kirken — men da svigermoderen ubøjelig fastholdt, at det var vigtigere end alt andet, at enten hun selv eller datteren med egne øjne blev overbevist om, at » Koen fik noget på ribbenene «, gav han til slutning efter. Og heldigvis viste det sig, at ann' Barbara ikke havde skade af turen, der hyppigt gjentoges, men følte sig både legemlig og åndelig forfrisket ved den og sin mands trofaste følge. Men da truede der hende en endnu frygteligere nabo end Herren der hjemme i Sibirien. Og det var havet der ude, som rynkede sine bryn. Det var lige ved jævndøgn, og alt tydede på højvande. Nordvestvinden fo’r isnende kold ind over byen og trommede på halte-bodils ruder, så den gode gamle blev helt. uhyggelig til mode derved og krøb i sengen allerede ved middagstid. Solen havde samtidig en underlig stikkende brand, og månen var omtrent fuld. Floden stod i et nu oppe i engene, og på skibsbroen flakkede folk allerede om med bekymrede miner og talte om faren, der truede kvæget ude i marsken, hvis det ikke blev bjærget i rette tid. Ann’ Barbara havde formelig feber af uro. Deres ko var ikke assureret, hvilket var hendes og moderens skyld, og kvægvogteren der ude på holmen var upålidelig. Hun havde nylig erfaret i byen, at man havde set ham på gaden kort efter middag i en beruset tilstand, og det var et spørgsmål, om han var nået ud til holmen og havde fået køerne ind i Folden. Hun turde slet ikke tale til moderen om, hvor skrækkeligt det alt hang sammen.' » Min kære hans Kristjan, « gik hun bekymret manden i møde, da han hen imod mørkningen vendte hjem med køretøjet, » jeg er dog så urolig for koen. Hvis det er dig muligt at få en båd til låns, kunne vi så ikke stage der ud til holmen med hinanden og sørge for at få hende ind i Folden før flodtid? — for jeg vil så gerne følge med dig og hjælpe dig. « Manden ville naturligvis ikke høre tale om at tage hende med i den tilstand, hvori hun var, men beroligede hende med, at han straks skulle gøre sig rede til turen og se, om han ikke kunne få naboens stagso til låns. » Det får du nok, når du siger, som sandt er, at det ene er min skyld, at' brønden ikke er bleven gjort i stand, « forsikrede Ann’ Barbara lettet. » Nu skal jeg sørge for mad til dig og for et tøjr, som du kan slå koen om hornene for des lettere at få den ind i Folden. Men vær nu forsigtig, min ven.' hører du? Så snart du har fået koen i sikkerhed, må du gå ind i vogterhuset og se vejret an. Du må på ingen måde vove dig ud igen, før der ingen fare er forbunden dermed. Det må du love mig, du kære, gode mand! Å, hvor jeg dog i grunden holder af dig. Lov mig nu, at du vil føje mig i alt, hvad jeg har sagt! « Og han lovede det — han føjede hende. Båden blev lånt, tøjret og madposen hængt om hans Hals, det første varme, ømme Kys trykket på hans læber, og han svandt fornøjet der ude på åen, som allerede skummede over sine bredder under stormens pisk. Og nu fik Ann’ Barbara for alvor travlt der hjemme i bluset, som hun mente at have forsømt ved bygangen om eftermiddagen. Kisteklæderne blev forvarede, læderskoene trukne af, og træskoene tagne på. Kvæget i stalden blev efterset, mætte gjort til gode med nogle brødskorper, som hun kort i forvejen havde skåret fra moderens mad, og theen omsider båret ind til denne. » Du mener nok, kære mor, at jeg har glemt dig, « begyndte hun undskyldende, i det hun med brødbakken nærmede sig sengen, hvor den gamle allerede længe havde siddet oprejst og lyttet efter klangen af datterens træsko, der lød hende i møde fra køkkenet lig en indledende taffelmusik. Og nu fortalte Ann’ Barbara hende endelig om det stigende højvande og om manden, der behjertet var taget bort for at redde koen, og gjorde det med en så umiskendelig varme og stolthed over hans adfærd, at den gamle blev helt nidsk derved og udbrød: » Så har du vel pålagt ham at komme hjem med nogle fisk til os? — for du véd vel nok, at de, når havvandet kommer ind, svømmer om i tusendvis med bugen i vejret. « Dette måtte datteren blussende indrømme, at hun havde forsømt, og da moderen desårsag gav sig til at skælde ud og rive ned på dem begge, gik hun nedslået tilbage til køkkenet for at nyde sin aftensmad der i stilhed. Hun satte sig på tørvekassen ved ildstedet. Vinden fo’r ned gennem skorstenen og førte røgen hen over hende blandet med thekjedlens damp. Der kom med ét en knugende træthed over hende; nakken faldt tungt tilbage mod væggen, øjenlågene sænkede sig, og en legemlig smerte markerede hendes ansigtstræk. Hun pressede hænderne ind imod hjærtet og bed sig i læben, for at moderen ikke skulle høre hende kny. Hendes ildebefindende gik dog hurtig over og hun rejste sig for at gå ud og iagttage vejret, efter at hun havde spist aftensmaden — et stykke spegesild og nogle kolde kartofler — med en grådighed, som om hun intet havde nydt i flere dage. Men hun havde næppe taget fat i døren ud til gården, før stormen pludselig rev den op på vid gab. Hun vaklede og vaklede og måtte holde sig fast ved væggen for ikke at blive reven omkuld. Jærnstængerne foran de blyindfattede vinduesruder dirrede, den møre brøndkarm knagede i sine Fuger, og hylden uden for sovekammeret svajede heftigt frem og tilbage, mens afbrudte blade og grene hvirvledes hen i luften og piskede hendes ansigt til blods. I sin forfærdelse mente hun at se bølgerne allerede skumme op imod hendes havedige, og hun bævede et sekund for de ville elementer, som hun følte sig under

1883_NielsenJ_Bedstemoster

Jacob

Bedstemoster

Nielsen

NielsenJ

Bedstemoster

male

1883_NielsenJ_Bedstemoster.pdf

Jacob

Nielsen

Knud Skytte

dk

Bedstemoster

Fortælling

n

gothic

Schønberg

KB

pdftxt

nan

nan

O